Første Kapitel  . 
Baronesse de Verdin 
En smuk Eftermiddag i August Maaned indføre 
vi den ærede Læser i et af de fornemste Hoteller 
i Gaden Latour-Mauborg i Paris  . 
I en stor  , smagfuldt udstyret Salon paa første 
Sal i dette Hotel sidder en ung  , mørk Dame med 
en Vifte i Haanden og vugger sig majestætisk i en 
Gyngestol  , medens hun af og til bevæger Viften 
frem og tilbage for Ansigtet  , for muligen at afkjøle 
den heftige Sindsbevægelse  , hvori hun besinder sig  . 
Denne Dame er Baronesse äs Verdin  . 
Foran hende sidder en midaldrende Herre  , med 
ravnsort Haar og en stor  , mørk Knebelsbart  . Han 
er meget smuk  , uagtet han seer vred og trodsig paa 
Baronessen  ; han har et godmodigt Ansigt — Troskab 
og Ærlighed staaer at læse paa hans brede Pande  . 
— Du trodser mig  , Judith  , vogt Dig  ! sagde han 
med rynkede Bryn og saae ophidset paa Baronessen  . 
— Hahaha  ! vogte mig for Dig  ? Nei  , Erneste  , 
det maa Du ikke tro  , dertil er jeg for modig  , og 
netop nu er det min faste Beslutning  , at ægte Baron 
von Sympfen  . 

— Jo  , Du har og er  , Judith  , og skal være  ; 
thi hvor ikke min Snildhed strækker til  , bruger jeg 
mine fysiske Kræfter  , saa skal det nok hjælpe  . 
Han vilde atter ile over imod hende  , men i 
det samme veg hun til Side  , greb en Stol  , hævede 
den til Slag og udbbrød spottende  : 
— Det skal nok kjøle din brændende Kjærlighed  , 
Erneste  ! 
Hun nærmede sig hurtig Døren og vilde fjerne sig  . 
— Nei  , bliv  , Judith  , jeg vil  , jeg maa tale 
med Dig  ! raabte han og nærmede sig hende  . 
Hun vendte sig om  , men i samme Øieblik lod 
hun Stolen af al Magt falde ned paa hans Hoved  . 
— Djævel  ! brølede Baronen og gav hende et 
Slag paa Kinden  ; men hun foer rasende ind paa 
ham og greb ham i Struben  , som for at kvæle ham  . 
I den høieste Ophidselse trak Baronen en Pistol 
frem og holdt den for hendes Bryst  . 
— Ja  , det er Ret  , Baron Verdin  ! raabte hun  , 
idet hendes øine lynede  . Dræb mig  , som Du 
dræbte ham  , det kan ligne Dig  ! 
Med et haanende Smil vendte Baronessen sig 
om og forlod Stuen  . 
Tilintetgjort stod han og saae efter hende  . 
Pludselig hævede han Hovedet  ; en fasf Beslutning 
stod at læse i hans Træk  , og han forlod langsomt 
Værelset  , idet han mumlede  : 
— Jeg skal dog vise denne tydske Baron von 
Sympfen  , at han ikke uhindret skal kunne ægte en 

anden Mands Hustru  . Judith tilhører mig og jeg 
skal forsvare min Ret til hende  , selv om jeg skal 
gaae tilgrunde derved  . 
Med disse Ord forlod han Hotellet og stillede 
sig paa Vagt i en skraaes overfor værende Bygning  . 
Vi skulle snart erfare hans Hensigt hermed  . 
En halv Time efter begav en ung  , blond 
Herre sig ind i Baronesse Verdins Hotel  . 
Baronen  , der endnu holdt Vagt i den ligeoverfor 
værende Bygning  , blegnede  , da han fik 
Øie paa ham  . Han gjorde et Skridt fremad  , som 
for at standse ham  , men han betænkte sig og trak 
sig atter tilbage  . 
Imidlertid fortsatte den blonde Herre ugeneert 
sin Gang og gik ind i Baronessens Hotel  . Man saae 
strax  , at han var husvant her  , thi han begav sig 
lige til Salonen  , hvori Baronen atter befandt sig  . 
Han ilede hen til hende  , greb hendes Haand  , 
kyssede den ærbødigt og sagde  : 
— Jeg føler mig saa lykkelig  , Fru Baronesse  , 
ved det kjære Brev  , De har tilsendt mig  . 
O  , Hr  . Baron v  . Sympfen  , en ung Herre 
med Deres Fortrin bør ikke føle sig lykkelig ved saa 
Lidet  , sagde hun og sendte ham et kjærligt Blik  . 
— Siig ikke det  , Fru Baronesse  , Deres Skjønhed  , 
Deres Aand maa beseire enhver Dødelig  , der 
har den Lykke at kjende Dem  . 

— De spøger  , Hr  . Baron  ; De troer at kunne 
vinde mig med Smiger  , udbrød hun smægtende  . 
— Frue  , De læser ikke i mit Hjerte  , thi da 
vilde De vide  , hvor inderlig  , hvor brændende min 
Kjærlighed er til Dem  . 
— O  , udbrød hun  , Betroer kun  , at De elsker 
mig  ; bevis mig det først  , maaske jeg da vil 
stole paa Deres Ord  . 
— De er grusom  ; men tal  , befal over mig  , og 
jeg skal gaa hvorhen det end er  . 
— Nuvel  , skaf mig Vikomten tilbage  , da skal  .  .  , 
— O  , Frue  , De er for haard imod mig  , sagde 
Baronen  ; skaan mig for dette og sæt mig paa en 
anden Prøve  . 
— Hahaha  ! lo hun haanligt  ; en Kryster gifter 
jeg mig ikke med  ; jeg er selv en modig Kvinde  . 
Ved disse Ord lænede hun sig koket tilbage  ; 
Læberne krusede sig til et forførerisk Smil  . 
— O  , hvor De er smuk i dette Øieblik  ! raabte 
han med Henrykkelse  , og greb hendes Haand  . 
— Behold den under den Betingelse  , jeg har 
stillet Dem  ; men  , tilføiede hun og vendte sig halvt 
bort  , hvis ikke  , da tager jeg den tilbage  . 
— Nei  , nei  , jeg vil beholde den  ! raabte Baronen 
med Øinene henrykt hæftede paa hende  . Jeg 
vilde i modsat Fald blive vanvittig  . 
— Nu  , lad gaa da  ; Betingelsen kjender De  . 
Baronen bøiede Hovedet og kyssede hendes 
Haand  . 

— Nu maa jeg være alene  , Hr  . Baron  , jeg 
trænger til Ro  , sagde hun og trak Haanden til sig  . 
— Jeg gaaer  , Fru Baronesse  , men mit Hjerte 
eier Deres Billede  , thi jeg kan ikke udholde Livet  , 
naar det ikke følger mig  . 
Hun nikkede naadigt og han forlod Stuen paa 
en næsten ydmyg Maade  . 
— Hahaha  , den Nar  , den Nikkedukke  , mumlede 
hun  , da han var gaaet  ; han elsker mig til Raseri  . 
Baronessen gik et Par Gange frem og tilbage 
paa Gulvet  , med Bevægelser som en sand Dronning  ; 
det hvide Atlaskes Kjoleslæb hvislede bag ester hende  ; 
et trodsigt men imponerende Smil spillede om 
hendes Læber og de skjønne  , fyrige Øine speidede 
haanligt omkring i Stuen  . 
— Hævn vil jeg have  ! sagde hun bestemt  . Hævn  , ' 
som det sømmer sig en værdig Wtling af den store 
Bonaparte  ! 
— Hahaha  ! lo BaronvonSympfen  , da han var 
kommet udenfor Døren  ; hun skulde blot vide  , hvor 
fattig  , hvor ruineret jeg er og  .  .  . hvor ligegyldig 
hun er mig  . Nei  , min elskede Madelaine  , Dig tilhører 
hele mit Hjerte  ; men jeg er fattig  , og det er 
Du med  , derfor maa  , derfor skal Forstanden seire 
over Kjærligheden  ; den rige Baronesse lle Verdin 
skal blive Baronesse von Sympfen  ; men jeg skal derfor 

ikke glemme min lille Madelaine  ; hun skal blive 
prægtig klædt  , faae Heste og Kjøretøi og vi skulle 
leve fyrsteligt  , om hun ogsaa maa finde sig i at leve 
ugift  . Men hvad skal jeg gjøre ved Betingelsen  ? 
Den er grusom  . Hu  ! hvor de Kvinder ere djævelske  , 
naar de først faae Nag til En eller Anden  , som 
deres Hævn kan ramme  . Ja  . jeg tager ikke feil  ; 
hun har engang elsket Vikomten  , ellers vilde det 
være hende ligegyldigt  ! 
Under denne Tale standsede han i Universitetsgaden 
udenfor et fattigt Huus  . 
— Der er Lys  , de ere altsaa oppe endnu  , sagde 
han halvhøit  . Naa  , frisk Mod  ! 
Han lod Dørhammeren falde og kort efter kom 
en gammel Portners hvidlokkede Hoved tilsyne i 
' Døren  . 
Han gjenkjendte øiensynlig Baronen  , thi han 
bukkede for ham og lod ham uhindret passere  . 
Baronen sprang i tre Skridt op ad Trappen  , 
og standsede med bankende Hjerte udenfor en Dør 
paa første Sal  . 
- Jeg skal atter se hende  ! mumlede han  . O  , 
Madelaine  , dersom Du var rig  ! 
Han bankede paa Døren  . En ung bleg Mand 
aabnede denne  . 
. — Ah  , er det Dig  , sagde han næsten koldt  . 
Baronen ilede hen til en ung  , meget smuk 
Dame  , der saae ligesaa bleg ud som den unge Mand  . 
— Goddag  , Frøken Madelaine  ; hvorledes har 

De havt det siden jeg sidst havde den Lykke at tale 
med Dem  ? sagde han  . 
— Jo Tak  , Hr  . Baron  , sagde hun venligt  , idet 
hendes lokkede Hoved gjorde en yndig Bevægelse  ; 
jeg har havt det meget godt  . 
Han indledede nu en Samtale med hende  , men 
efter nogle Øieblikkes Forløb henvendte han sig til 
Alexis  , idet han sagde  : 
— Men hvor kan det være  , at Du er saa tungsindig  ? 
— Det skal jeg sige Dem  , Hr  . Baron  , sagde 
den unge Mand  ; det er fordi at jeg igaar har erfaret 
en uhyre Nyhed  , der tvinger mig til at bedeDem 
om at forlade vort Hus og ikke komme her oftere  . 
Baronen sprang op  . 
— Men Alexis  , hvad er det  ? sagde han forundret  . 
Nu seer jeg det først  ; Du er bleg og De 
med Madelaine  , siig mig  , hvad er der iveien  ? 
— Intet af Betydenhed  , Hr  . Baron  . I Kirken 
igaar talte vi med en Mand  , der ofte kom til os da 
Fader og Moder levede  ; han fortalte os  , at De gjorde 
svært Kur til Baronesse äs Verdin og at Deres 
Bryllup allerede var bestemt  . Som en Følge heraf 
maa De undskylde os  , vi kunne ikke modtage den 
elskede Baron von Sympfen her  , hvor der er en 
ung Dame tilstede  ; det vilde bidrage til Folkesnak  . 
Baronen stod bleg og forbittret foran Alexis  . 
— Øg Du  , Alexis  , Du lytter til Folkesnak  ? 

raabte han i Vrede  ; jeg havde dog ikke troet at Du 
var et saadant Fæ  ! 
— Hvad siger Du  ? raabte Alexis opbragt  . Gaa 
øieblikkelig  , hvis jeg ikke skal gjøre mig saa uværdig 
at sætte Dig udenfor Døren  . 
— Det lader en Mand med din Kraft Nok være  , 
sagde Baronen drillende  . 
— Gaa nu  , jeg taaler Dig ikke et Minut længer 
i mit Hus  ! 
— Saa gjerne  , min Ben  , sagde Baronen  , men 
gik i det samme hen til Madelaine  , der under hele 
Scenen var bleven siddende tans  . 
— Er De ogsaa vred paa mig  ? sagde han 
næsten ømt  . 
— Nei  , paa ingen Maade  , Hr  . Baron  , sagde 
hun mildt  , Det glæder mig tvertimod at De skal 
gjøre et saa godt Parti  , og efter hvad man hører om 
Baronessen  , skal hun være en umaadelig riig og henrivende 
Dame  , og De maa blive lykkelig med hende  . 
Han rystede tans paa Hovedet  . 
Madelaine saae forstrækket paa ham  . 
— Ikke  ? sagde hun neppe hørligt  . 
— Nei  , Frøken  , og det er fordi at jeg elsker 
Dem  ! hviskede han  , for at Alexis ikke skulde høre det  . 
Forbauset saae hun paa ham  . 
— Se ikke saa forundret paa mig  , Madelaine  , 
De kjender kun lidet mit opofrende Hjerte  . 
Hun stirrede mistænksom paa ham ogsvarede ikke  , 
øieblikkelig lavede Baronen en hel Historie om 

at hans Moder  , der boede i en nærliggende By  , var 
fattig og blottet for Alt  , og at han maatte ægte 
Baronessen for at hjælpe sin Moder  , da han selv var 
fattig  , og endte med at bede Madelaine om at elske 
ham igjen  , thi saa skulde hun Intet savne  , han vilde 
gjøre Alt for hende  ; hun skulde faae prægtige Klæder  , 
Kjøretøi  , og i det Hele taget leve som en Dronning  . 
Alexis stod bag dem  , da han gjorde hende dette 
æreløse Forslag  . Han knyttede harmfuld Hænderne 
og inden Baronen kunde forhindre det  , berørte den 
høire Haand temmelig ublidt hans Kind  . 
Baronen vendte sig harmfuld om  . 
— Usling  , De vover at vanære mig  ! raabte 
han  . Men  , tilføiede han  , efter at have betænkk sig  , 
lad os glemme det  , — her er min Haand  ! 
Alexis slog til Haanden af al Magt og Baronen 
foer et Skridt tilbage  . 
— Jeg modtager ikke en Skurks Haand  , sagde 
han hæftigt  . Der er Døren  , min Herre  , gaa  , vort 
Mellemværende kan kun afgjøres med Sværdet  . 
— Hvorledes  , en Duel  ? 
— Ja  , svarede Alexis kort  . 
— Godt  , sagde Baronen  , jeg er til Tjeneste  , 
hvilken Tid De ønsker det  . 
— Nuvel  , imorgen tidlig Kl  . 3 i Boulognefloven  . 
— Jeg kommer  , svarede denne bestemt  . 
Med et hjerteskærende Skrig styrtede Madelaine 
hen til Broderen  . 

— O  , Alexis  , Du glemmer mig  ; Du vil dø 
fra din eneste Søster  , sagde hun med Taarer i Øinene  . 
— Gaa tilbage til din Plads  . Madelaine og 
lad os have Ro  , sagde han ildfuld  . 
— 0  , overtal ham til at lade det fare  ! bad 
hun Baronen  , der stod ved Døren i Begreb med 
at gaa  . 
— Jeg elsker Dem  , Madelaine  , kom i mine 
Arme  ! var det eneste Svar han gav hende  . 
— Ulykkelige  , jeg har aldrig elsket Dem og 
vil aldrig elske Dem  ! raabte hun og ilede grædende 
bort  . 
— Gaa  , Hr  . Baron  , vi mødes imorgen tidlig  , 
sagde Alexis  . 
— Imorgen tidlig  ! gjentog Baronen mørkt og 
forlod Stuen  . 
Hurtig gik han ned ad Trappen  , uden at bemærke  , 
at en mørk  , elegant klædt Herre triumferende 
saae efter ham og sagde halvhøjt  : 
— Se saa  , min fydske Ven  , nu er jeg paa 
Spor efter dine Bedrifter  ! 

Andtt Kapitel  . 
En Ven  . 
— Siig mig een Ting  , Madeleine  , udbrød Alexis  , 
da Baron Sympfen var gaaet  . Elsker Du ham  , 
thi saa bliver det en andenSag  , da reise vi iaften  ? 
— Nei  , nei  , Alexis  , jeg elsker ikke den tydske 
Baron og kan aldrig elske ham  . 
— Jeg vidste det  , Madelaine  , din Smag maatte 
være finere  , sagde han  , 
Hun rødmede  , thi hendes Hjerte havde allerede 
et Billede at sætte ved Siden af Baronens og ved 
hvilket Sidstnævnte faldt uhyre igjennem  . 
— Gud sfe Lov  , Madelaine  , det lettede en 
Steen fra mit Hjerte  ; Du er for god og for ædel 
til at elske en saadan Skurk  . 
— Var Du da bange derfor  . Alexis  ? sagde 
hun og saae alvorlig paa ham  . 
— Ja  , Madelaine  , hans forføreriske Smil  , 
hans skjønne Person og hans smigrende Tale troede 
jeg havde gjort Indtryk paa dit unge  , uerfarne 
Hjerte  , der ikke kjender Andre end mig  . 
Hun smilede yndigt og vendte sig bort  , for at 
han ikke skulde se hendes blussende Kind  ; men Alexis 
saae det  , han gik sagte hen til hende  , bukkede sig 
ned og saae hende op i Ansigtet  . 
— Du rødmer  , Madelaine  , har jeg taget Feil  ? 
sagde han  . 
Hun vendte sig bort og skjulte Ansigtet  . 

— Godt  , Madelaine  , behold din Hemmelighed  , 
den bliver nok engang min  ! sagde han og saae med 
inderlig Kjærlighed paa Søsteren  . 
Hun svarede ikke og han gik ind i det tilstødende 
Værelse  . Da foldede hun Hænderne og de 
taarefyldte Øine søgte Himlen  . 
— Han er rig og jeg er fattig  , hviskede hun  , 
og dog elsker jeg ham  . 0  , Gud  , han har aldrig 
seet mig  .  .  . men selv om han havde det  , hvad 
vilde det saa hjælpe mig  ? Nei  , Alexis har Ret  : 
den Fattige maa arbeide og dø som Træl for den 
Rige  , for at Rigmanden kan leve i Overflod  . 
Hun reistesig og fortsatte med den dybeste Smerte  : 
— Stakkels Alexis  , nu skal maaske ogsaa Du 
bort fra mig  ; Fader og Moder ere alt døde og hvad 
bliver der da tilbage for den ulykkelige  , forladte 
Madelaine  ?  .  .  . Ak  , da maa jeg under Tvang og 
Haardhed arbeide for mit Brød  .  .  . det maa jeg 
gjøre  , — jeg maa beskæmme min Faders ædle Navn  . 
Hun holdt inde  , thi en sagte Banken hørtes paa 
Døren  . Madelaine lagde sit Arbeide tilside og lukkede 
op  . 
En smuk mørk Mand stod udenfor  . 
— Undskyld mig  , Frøken  , men har jeg ikke den 
Wre at se Hr  . Morfins Datter Madelaine  ? spurgte 
han ærbødigt  . 
— Io  , min Herre  ; vær saa artig at træde indenfor  , 
sagde Madelaine  . 
Baron äo Verdin — thi ham var det — traadte 

over Dørtærskelen  ; efter Madelaines Opfordring 
tog han Plads paa en Stol og sagde  : 
— Frøken Morfin  , De forundrer Dem vel 
over min Dristighed  , men jeg kommer til Dem  , 
fordi jeg var Deres Faders bedste Ven  . Jeg saae 
ham dø  , og hans sidste Ord var en Hilsen til hans 
Børn  . Jeg kommer dels for at bringe Dem denne 
Hilsen  , — skjøndt et Aar allerede er forløben siden 
hin ulykkelige Stund  , — dels kommer jeg for at 
spørge Dem  , om jeg ikke kan være Dem til Tjeneste 
paa en eller anden Maade  . 
Madelaine rødmede ved dette Tilbud  . 
— Jeg forstaaer Dem  , sagde Baron Verdin  ; 
De har Intet for Øieblikket  , hvortil De behøver 
min Hjælp  ; men tænk paa mig  , naar De trænger 
til en sand og oprigtig Ven  . 
Mandens aabne Ansigt vandt Madelaines Tiltro  , 
og hun svarede ham aabent og ærligt paa 
hans Spørgsmaal  . Hun vilde ikke forstyrre Broderen  , 
da han paa denne Tid sædvanlig helligede 
sig sine Bøger  . 
Hun havde sat sig ligeoverfor Baron de Verdin  , 
der i Løbet af en halv Time havde vundet 
hele hendes Fortrolighed  . 
Hendes-Aand og Forstand fængslede ham  ; dog 
af og til syntes en hemmelig sørgmodig Tanke at 
faae Magt over ham  . Da bøiede han bekymret 
Hovedet  , medens en let Skjælven gjennemfoer ham  . 
Dette- forundrede Madelaine  ; hendes Faders 

Ven var hende allerede kjær og hans Sorg bedrøvede 
hende  . 
Baron Verdin talte saa smukt om hendes Fader  , 
at den unge Pige følte sig trøstetog opmuntret derved  . 
En Time var endnu ikke forløben og Madelaine 
havde allerede med en ung Piges hele Inderlighed 
sluttet sig til den velvillige Baron  . 
— Min Herre  , sagde hun  , idet hun saae hen 
til Broderens Værelse  ; De kan hjælpe mig  , naar 
De vil  , thi jeg trænger virkelig til Hjælp  . 
Baronens Øine lyste  ; denne Katatrofe havde 
han forudseet  . 
Han rykkede sin Stol længere hen til hende  , 
idet han sagde  : 
— Denne Tjeneste skal jeg med Glæde og 
Standhaftighed opfylde  , saafremt det er mig muligt  . 
Hvori bestaaer den  , Frøken Morfin  ? 
— Min Broder  , sagde hun hviskende  , er bleven 
uenig med en Herre  , der ofte kommer her i Huset  . 
Han har udfordret denne Herre og en Duel imellem 
dem vil stnde Sted imorgen tidlig i Boulognesloven  . 
Min Bøn til Dem er  : Frels min Broder og lad 
ham ikke dø fra mig  . De vil det  , ikke sandt  ? De 
vil overtale ham til at skaane sit Liv for min Skyld  ; 
jeg tør selv ikke sige det til ham  . 
— Men  , bedste Frøken  , det lader sig ikke gjøre  , 
det vilde være at sætte en Plet paa hans LEre  , i 
Særdeleshed  , da han selv har udfordret ham  . 
Madelaine fæstede sine store drømmeriske Mnepaa 

ham og det smukke lille Ansigt saae saa lidende ud  , 
at Baronen blev helt ulykkelig derved  . Han rystede 
paa Hovedet og sagde  : 
— Skjøndt det gjør mig meget ondt ikke at 
kunne opfylde Deres Bøn  , vil jeg dog gjøre for 
Dem haad jeg formaaer  ; Deres Broders Sekundant 
vil jeg være  , jeg skal paase at Alt gaaer til 
efter Reglerne  , og skulde han  .  .  . 
— Dø  , fortsatte Madelaine  , da vil De paa den 
blideste Maade underrette mig derom  . O  , jeg aner 
allerede Deres Ord  .  .  . Ingen har Medlidenhed med 
en ung  , forladt Pige  , nei  , ikke engang Alexis vil 
høre mig  . Nu  , saa lad det gaa som det vil  , Guds 
Villie er min  . 
Hun brast i Graad  . 
— Men  , bedste Frøken  , De maa ikke græde  , 
jeg vilde saa gjerne opfylde Deres Forlangende  , 
men det er muligt  . 
— O  , De maa undskylde at jeg er saa takkløs  , 
sagde hun og forsøgte at borttørre Taarerne  ; De  , 
der er en Fremmed  , som jeg neppe har kjendt en 
halv Time  , seer mig græde  ; men Ulykken kjender 
ingen Grændser og Taarerne lindre  . 
— O  , hvilken Engel  ! udbrød Baron Verdin 
og hæftede sine smukke Øine paa Madelaine  . Min 
Gud  , hvilken Modsætning til Judith  ! 
— Hvad er det  , Madelaine  , Du græder  ! raabte 
Alexis  , der i det samme traadte ind i Stuen  ; Du  , 

som ellers er saa taalmodig  . Du maa  .  .  . Ah  , udbrød 
han og saae med et vredt Blik paa Baronen  . 
— Min Herre  , sagde denne og bukkede  ; har 
jeg den Ære at staa for Hr  . Morfins Søn Alexis  . 
— Ja  , svarede Alexis kort  ; og De ønsker  ? 
Den stødende Tone  , hvori dette udtaltes  , vilde 
have fornærmet Baronen ethvert andet Sted  , da 
han var af et temmelig hæftigt Temperament  ; men 
ikke saaledes her  . Han bukkede ceremonieltog sagde  . 
— Jeg var Deres Faders bedste Ven og bringer 
Dem hans sidste Hilsen  . Jeg har ' i et helt Aar 
været bortreist  ; af den Grund har jeg ikke tidligere 
kunnet indfinde mig her  ; men Deres Fader har anmodet 
mig om at være en Ven for Dem og Deres 
Søster  , og saaledes føler jeg den varmeste Interesse 
for min afdøde Vens Børn  . 
Alexis  , der nærede en afgjort Uvillie mod Adelige 
og Rigmænd  , bukkede koldt for Baronen  . Men 
denne vilde ikke give fortabt  . Han førte atter Samtalen 
hen paa den kjære Afdøde og tilsidst lod 
Alexis sig endelig bøie  , saa at Samtalen lidt efter 
lidt blev mere livlig  . 
Madelaine udviste en saadan Aand og Forstand  , 
at det aldeles forbausede Baronen  . 
Da han efter to Timers Forløb reiste sig for 
gaa  , havde de indviet ham i alle deres Sorger  , og 
hans Tilbud  , at være Alexis Sekundant  , var bleven 
modtaget  . Madelaine saae op til ham som til en 
Guddom  , hvoraf man kan vente Redning  . 

Da Baronen var gaaet saae Alexis paa sin 
Søster  . Hun smilede og lænede sig op til ham  . 
— O  , Alexis  , hvormeget vilde jeg ikke miste  , 
dersom Du gik bort  . Husk paa mig  , kjære Broder  , 
og udsæt ikke dit Liv for unødvendig Fare  , sagde hun  . 
— Og Du elsker virkelig ikke Baron von Sympfen  ? 
sagde han og holdt hendes lille Hoved tæt 
sluttet mellem begge sine Hænder og saae gjennemtrængende 
paa hende  . 
— Nei  , nei  , Alexis  , jeg kunde aldrig elske ham  . 
— Hvem er det da Du tænker paa  ; hvorfor 
sukker Du og drømmer  , medens jeg atter og atter 
kan tale til Dig  , uden at faae Svar  ? 
Madelaine slog Øinene ned og to store Taarer 
trillede ned ad hendes Kinder  . Han slap hendes 
Haand og trykkede hende til sit Bryst  . 
— Min egen lille Søster  , vær ikke bedrøvet  , Du 
vil engang blive lykkelig  ; og husk  , naar Du trænger 
til Hjælp  , da har Du din Broder  , der ikke vil vige 
tilbage for Noget  , naar det gjælder din Lykke  , sagde 
han og bortkyssede hendes Taarer  . Jeg lovede 
Fader det  , og jeg sværger at opfylde dette Løfte  .  . 
— Jeg er ikke i nogen Fare  , Alexis  , sagde hun  . 
— Jo  , Du er  , Madelaine  . Jeg har bemærket 
at Baron von Sympfen elsker Dig til Raseri og 
jeg spaaer ikke falsk  , naar jeg siger  , at han vil gjøre 
Alt for at vinde din Gjenkjærlighed  , opnaaer han 
ikke dette  , vil han ved List forsøge at faae Dig i 
sin Magt  , thi Dig vil han alligevel have  . 

— O  , ti Alexis  ! Du tager bestemt feil  . 
— Gud give jeg gjorde det  ; men desværre jeg 
seer det kun altfor tydeligt og derfor Madelaine  , vær 
paa din Posf  , vær modig og stærk naar Faren kommer  . 
Med en uhyggelig Anelse skiltes de ad  . Broderens 
Tale til hende fik hendes Hjerte til at banke 
os en ukjendt Frygt  . 
— Kjære Madelaine  , skulle vi ikke iaften aabne 
vore Hjerter for hinanden  ? sagde Alexis efter at 
han havde ordnet Alt til Duellen  . Hvem veed hvor 
vi befinde os imorgen ved denne Tid  ? 
— O  , Alexis  ! udbrød hun høit hulkende og 
kastede sig i hans Arme  : kan det ikke gjøres om 
igjen  ? Hvad skalder blive afmig  , naar Du maaskee — 
Hun kunde ikke udtale Ordet  . 
— Nei  , Alexis  , Du kan ikke trøste mig  , sagde 
hun  , da han gjorde ' Mine til at svare  . Du aner 
ikke den Smerte jeg lider  . 
Alexis trykkede sin Søster atter og atter til sit 
Bryst  , medens hans Ansigt udtrykte dyb Kummer  . 
De sad oppe hele Natten  ; thi Madelaine havde 
en Forudsølelse af  , at det var sidste Gang de saaledes 
sad ved hinandens Side  . 
Hvilke smertelige Tanker der bevægede sig i hendes 
Bryst  , ville vi overlade den ærede Læser at bedømme  . 
Det er Morgen  . Klokken er neppe halvtre  . En 
Vogn kommer rumlende henover Stenbroen og gjør 
en forfærdelig Støi i de mennesketomme Gader  ; den 

23 
standsede udenfor et smukt udstyret lille Huus og i 
det samme stak en blond Herre Hovedet ud af Vinduet  . 
— Er det Dig  , Paul  ? raabte han  . 
— Ja  , Herre  , svarede Kudsken  . 
Baron Sympfen  , thi ham var det  , ilede op ad 
Trappen og traadte ind i Værelset  . 
— Hr  . Vikomte  , Vognen er parat  , sagde han  . 
— Tak  , Hr  . Baron  , sagde den Tiltalte  , en ung 
meget smuk Mand med sorte Haar og store drømmeriske 
Øine  . Jeg er ellers ikke nogen Ander af Dueller  , 
men for at gjøre Dem en Tjeneste vil jeg 
overtræde dette Princip  . 
— Tak  , Hr  . Botino  , jeg vidste atDeres fortræffelige 
Hjerte ikke vilde afslaa en oprigtig Vens Bøn  . 
Et eiendommeligt Smiil foer over Vikomtens 
Læber  . Han steg tilvogns  , fulgt af Baronen  . 
— Hvem er det  , De skal duellere med  , Hr  . 
Baron  ? sagde Vikomten  . 
— Aa  , svarede dene og trak paa Skulderen  ; 
egentlig er det kun en storsnudet Dreng  , thi anderledes 
kan man ikke kalde ham  , men han har fornærmet mig  ; 
dog skal jeg ikke nægte at jeg gav ham et temmelig 
skarpt Svar og han var da saa god at bede mig om 
Satisfaktion  , hvilket jeg naturligviis indrømmede ham  . 
— Naa saaledes  ! Men hvad hedder han  ? 
— Det er et ubetydeligt Navn  , Morfin troer 
jeg han hedder  . 
— Hvad siger De Hr  . Baron  , hedder han virkelig 
Morfin  ? 

— Ja  , saavidt jeg veed  . 
— Og hvor boer han  , om jeg tør være saa 
fri  ? spurgte Vikomten ivrig  . 
Baronen fortalte det  . 
— Har han ikke en Søster  ? spurgte Vikomten  . 
— Jo  , han har en Søster  , en sand Engel  , saa 
skjøn som Solen og saa blid som et Lam  . 
Vikomten kunde neppe skjule sin Bevægelse  . 
Baronen var bleven opmærksom herpaa  ; hans lurende 
Øine fulgte enhver af hans Bevægelser  . 
Vognen standsede og de stege ud  . En anden 
Vogn holdt der allerede og Alexis Morfin  , med 
Baron Verdin ved sin Side  , stode paa Pletten  . 
Herrerne vexlede en kort Hilsen og Sekundanterne 
søgte forgæves at faae Sagen afgjort i Mindelighed  . 
Afstanden blev maalt og Vaabnene efterseet  . 
Baronen og AlexisMorfin stode ligeoverfor hinanden  . 
En ung  , ligbleg Dame  , klædt i Sort  , stod bag 
et Træ og stirrede frem fra dette  . De hvide Hænder 
vare fortvivlet hævede mod Himlen  , medens hendes 
vidt opspilede Øsne vare stift hæftede paa de to 
Modstandere  ; kun dem saae og hørte hun  . 
Modstanderne havde trukket Lod og Alexis 
havde det første Skud  . Alexis sigtede og skjød  , men 
Kuglen ramte kun Baronens Hat  . Et haanende 
Smiil foer over dennes Ansigt og han rettede sin 
Pistol mod Alexis Bryst  . 
Et fortvivlet Skrig hørtes og Madelaine 
styrtede frem  . 

Hun kastede sig paa Knæ før Baronen  . 
— O  , skaan ham  . skaan ham for Guds Skyld  ! 
dræb ham ikke  ! raabte hun og strakte Hænderne bedende 
ud imod ham  . 
Baronen foer tilbage  . 
Madelaine var ophøiet skføn i den førfærdelige 
Sindsbevægelse hvori hun befandt sig  . Hun laa 
kjælende for ham  , ham som elskede hende over Alt  . 
Han saae lidenskabeligt paa -ende og vilde gribe 
hendes Hænder  ; men Aleris stormede hen til dem  . 
— Hvad er det  , Madelaine  ? udbrød han i Brede 
og løftede hende op  . Du gsør mig Skam  , Du  . hvem 
feg elsker saa høit  , Du beskæmmer mig  ! 
Den stakkels Kvinde skjulte Ansigtet i fine Hænder  ; 
denne Irettesættelse af fin Broder kunde hun ikke taale  . 
— Gaa hjem  , Madelaine  , men skynd Dig  ; dette 
er ikke noget for Dig at se paa  . 
Hun vendte fig langsomt om  . 
— Nei  , ikke for Alt  , Aleris  , jeg bliver  , sagde hun  . 
Hendes blege  , forvildede Træk søgte om Nogen 
der kunde frelse den kjære Broder  . Det traf Bikomtens 
beundrende Blik  . 
Hun foer et Skridt tilbage og rødmede dybt  . 
Alexis holdt endnu hendes Haand fast og bad 
hende gaa  , men hun trykkede i høieste Ophidselse hans 
Arm til fig og sagde  : 
— Nei  , nei  ! 
— Hr  . Vikomte  , beviis mig den Tjenesle at 

beskytte min Søster  , indtil Kampen er endt  , sagde 
AleriS  , henvendt til ham  . 
— Med Fornøielse  , svarede denne og rakte 
Madelaine Haanden  . 
Hun gik kun modstræbende med ham og blev 
slaaende noget derfra ved et Træ  , hvorfra man kunde 
betragte Kamppladsen  . 
Baronens Skud hørtes og Madelaine gjorde 
angstfuld et Skridt fremad  , men Vikomten greb hende 
i sine Arme og bar hende længer bort  ; hun skælvede 
som en lille Fugl og søgte at vriste sig fra ham  . Men 
hans Bytte var for elskværdigt til at slippe  , thi det 
var øiensynligt  , at Vikomten havde mere Tanke før 
sin Fange end før Kampen  . 
Nu lød et Skud og derpaa atter et  . 
Det lykkedes Madelaine at frigjøre sig  ; i et Nu 
var hun derhenne  . 
AleriS var falden til Jorden  , farlig saaret af 
Baronens Skud  . 
— Du min Gud  , AleriS  , min kjære Broder  , Du 
maa ikke dø  ! O  , hjælp ham  , for Guds Skyld hjælv 
ham  ! raabte hun og slyrtede over ham  . 
AleriS saae op paa fin Søster  ; han lukkede derpaa 
Øinene og en hæftig Skælven gjennemfoer hans Legeme  . 
— Han er død  , død  ! O  , AleriS  , hvad skal jeg 
gjøre  ?  .  .  . Tag mig med Dig til Guds Rige  ! 
Den fortvivlede Pige blev baaret bort fra den 
Saarede og Lægen undersøgte ham  . Kuglen var 

trængt ind i den høire Side  , men den havde heldigvis 
ikke berørt Lungen  . 
Han blev forsigtig baaren bort  , men ikke til sit 
Hjem  ; han var bevidslløs og blev i denne Tilstand 
transporteret til Baron von SympfenS lille Hus  . 
Den næste Dag spurgte Aleris efter fin Søster  , 
men han fik intet Svar  . 
Hans Sygevogterske var en haard og frastødende 
gammel Kone  , der lod til at være døv  . 
En Uge henrandt saaledes for ham  , uden at han 
saae fin Søster  , uden at han  »  alle med et eneste 
Menneske og uden at han fik at vide hvad der var 
bleven af Baronen  . 
Han var i en skrækkelig Angst for Madelaine  , 
thi han kunde ikke tænke paa ar komme op af Sengen 
de første ser Uger  . 
Hvad Madelaine angik  , da var hun sladig i den 
Tanke af hendes Broder var død  . 
Hun var halv afmægtig bleven kjørt hjem og 
her havde hun tilbragt en Uge ganske alene  , uden af 
ville se eller tale med Nogen  . 
Otte Dage derefter besøgte Baron von Sympfen 
hende og Madelaine ilede ham imøde  , idet hun raabte  : 
— Hvor er min Broder  , hvor er Aleris  ? 
— O  , udbrød Baronen  , idet han fremhpklede et 
Par Taarer  ; den ulykkelige Duel  ! Men jeg dræbte 
ham ikke  , Frøken Madelaine  , det var ham selv der 
vilde det saaledes  . 
— Men hvor er han nu  ? raabte Madelaine 

forwivlet  ; siig mig det  , jeg har Kraft nok til af 
høre det  . 
— Begravet  , sagde han med lav Stemme og 
bøiede Hovedet  . Hav Medlidenhed  , Frøken  ; De veed 
ikke hvor meget jeg lider  . 
Hans Ansigt var blegt og ophidset og Madelaines 
Skjønhed i al hendes Sorg gjorde et gribende Indtryk 
paa ham  . Han kastede sig paa Knæ  , idet han udbrød  : 
— Lad mig være Deres anden Broder  , lad den 
søsterlige Kjærlighed overføres paa mig  , jeg vil gjøre 
mig værdig dertil  . 
—  “ Nei  , nei  , De kan ikke maale Dem med Aleris  , 
sagde hun hulkende  . 
— 0  , Madelaine  , jeg trygler Dem paa mine 
Knæ om denne Gunst  ; jeg elsker Dem  , skjænk mig 
idetmindste Deres søsterlige Kjærlighed  ? 
— Havde Aleris hørt dette  , var De ikke sluppen 
for saa godt Kjøb  ; men gaa nu  , Hr  . Baron  , og kom 
ikke oftere op til mig  , det er ikke passende  . 
— Ak  , Madelaine  ! raabte han og der laa en dyb 
Sønderknnselse i hans Stemme  . De tager det sidste 
Middel fra mig  , hvorved jeg kunde angre hvad derer 
skeet  . De forbyder mig at se Dem  .  .  . nuvel  , 
jeg gaaer  ! 
— Nei  , bliv et Øieblik  , sagde Madelaine næsten 
vred  ; siig mig hvor min Broder hviler  , at jeg idetmindste 
kan faae hans Grav at se  . 
— Idag om otte Dage skal De faae det at vide  , 

Madelaine  , indtil den Tid bliver jeg herfra  . Farvel  , 
Frøken  ! 
Hun svarede ikke  , men da han var gaaet faldt 
hun ned paa en Stol  . Den Sorg  , der pinte hende  , 
syntes aldeles at tilintetgjørt hende  , hun savnede den 
kjære Broder overalt  , hans kjærlige Opmuntring  , hans 
Trøst og Venlighed  . 
Hun nærmede fig hans Portræt  , der hang paa 
Væggen  , og Tanken foer tilbage til de lykkelige Dage  , 
da en kjærlig Fader og Moder fredede og syslede om 
de smaa Væsner  . 
Da brast hun i Taarer  ; hun følte fig saa ene og 
forladt  , som en lille husvild Fugl  . 
— Hvormegen Leie gaaer der af de Værelser 
Frøken Morfin beboer paa første Sal  ? spurgte en 
elegant Herre den velnærede eier af Huset  , nøgle Timer 
senere  . 
— Tølv Franks øm Maaneden  , lød Svaret  . 
— Og kan den Smaa betale Leie  «  nu da Brøderen 
er død  ? 
— Jeg troer det neppe  , svarede Værten trevent  . 
— Vil De udleie de omtalte Værelser  ? 
— Aa jo  , hvorfor ikke  ; Frøken Morfin kan jo 
faae en anden Leilighed  . 
— Ja  , naturligvis  , svarede Herren  . Altsaa  , jeg 
giver Dem det Dobbelte  , og Leiligheden er min imorgen  ? 
— Saa gjerne  , min Herre  , saa gjerne  , sagde 

Bærten bukkende og rakte begjærlig Haanden ud efter 
Pengene  . Mørfin skylder mig desuden de sidste to 
Maaneders Leie  . 
Baron von Sympfen nikkede tilfreds med Hovedet 
og betalte Leien  . 
Madelaine sad fordybet i Tanker  , da en brutal 
Banken paa Døren Hørtes  . 
— Kom ind  ! raabte hun skælvende  . 
Værten traadte med høitidelig asmaalte Trin ind 
til hende  . 
— Frøken Mørfin  ! begyndte han  . De skylder 
mig Leie for to Maaneder  , hvilken De naturligvis ikke 
kan betale  . Jeg vil eftergive Dem Leien  , men De 
maa skytte imorgen tidlig  . 
— Imorgen tidlig  ! raabte den fortvivlede Pige  ; 
det kan ikke være Deres Mening  , Hr  . Vært  . 
— Pinedød er det min Mening  ; jeg vil sku ingen 
Prakkere have her i mit Hus  . Ud med Dem og gjør 
ingen videre Ophævelser  , min fine Frøken  , thi ellers 
lade vi pænt et Stykke af disse Møbler blive staaende  , 
indtil vi komme med mit Tilgodehavende  . 
— Jo  , Hr  . Vært  , jo  , jeg vil skytte imorgen tidlig  ! 
sagde den ulykkelige unge Pige hurtigt  . 
— Det var Ret  , min Putte  ! sagde den skammelige 
Vært og vilde tage hende under Hagen  ; men hun 
skygtede gjennem Stuen og ind i Aleris ' Værelse  . 
Hun askaasede Døren forsvarligt  . 

— O  , min Gud  ! sagde hun i den høieste Angst  ; 
hjælp mig at bære min Sorg  , jeg har ikke Kræfter 
nok dertil  . 
Klokken var omtrent 7  ; hvad hjalp det vel om 
hun begyndte at se efter en anden Leilighed nu  , det 
var for silke  , men det skulde jo gjøres  . 
I Hast tog hun Hat og Shavl paa  ; hun aabnede 
forsigtig Døren og listede sig ind  . Værten var der 
ikke  , han var gaaet  . 
Hun traadte ud paa Gangen  , men Baron von 
Sympfen stod lige udenfor Døren  , som det syntes i 
Begreb med at banke paa  , men egentlig kun for at 
træffe Madelaine  , som han vidste vilde komme  . 
— Ah  , Hr  . Baron  .  .  . De her  ! sagde hun 
slammende  . 
— Ja  , bedste Frøken  , jeg glemte i Formiddags 
at overlevere Dem en lille Billet  , som Deres Broder 
skrev inden han tog Afsked fra denne Verden  . 
Madelaine greb i Hast Billetten og gik atter filbage 
i Stuen  . 
Baronen fulgte hende  . 
Hun læste ivrig Billetten igjennem  . 
— Ja  , det er fra ham  ! udbrød hun  . O  , jeg 
takker Dem  , Hr  . Baron  ; hvor denne lille Billet gjør 
mig glad  . Han beder mig om at være ved godt Mod  , 
Gud vil nok hjælpe mig  . Men Et kan jeg ikke lide 
ham for  , han har skiftet Mening i Henseende til Dem  , 
thi han skriver  : „  Betro Dig i Alt til Baron von 
Sympfen  ; jeg har opdaget at han har et fortræffeligt 

Hjerte og er opofrende og god  . Lad ham hjælpe Dig  , 
naar Du føler Dig altfor ensom og forladt  .  “ — Det 
er ikke smukt af Aluis at skrive saaledes  , thi han  .  .  . 
— Og hvorfor ikke  , Madelaine  ? sagde Baronen 
og greb hendes Haand  . Hvorfor saa haard  ; har jeg 
fortjent det  ? 
Han saae bønlig paa hende  . 
- Efter hvad Aleris sagde fortjener De ikke Andel 
end haarde Ord  ; hvorfor skulde jeg da rette mig efter 
hin Billet  , som han maaske har skrevet i Livets sidste 
Øieblik  , hvor man tilgiver Alt og Alle  . 
-- De tager Feil  , Madelaine  , han var ved sin 
fulde Bevidsthed og De kan slole paa at det er hans 
oprigtige Mening han udtaler  . De maa ikke være saa 
haard og frastødende imod mig  ; jeg vil give Dem et 
Bevis paa mit Venskab imod Dem  : Jeg veed at De 
skal flytte  , jeg hørte Værtens Ord  , da han var herinde  , 
jeg vil tilbyde Dem en Leilighed  , som jeg imorges saae 
stod ledig  , og bede Dem om jeg maa leie den til 
Dem og betale den  . 
— Nei  , ikke betale den  , sagde Madelaine hurtigt  ; 
her er Penge  . 
Hun fremtog af sin Lomme en ubetydelig Pengesum  , 
som hun rakte Baronen  . 
Denne smilede af hendes Naivitet og sagde  : 
— Nei  , jeg tager ikke imod Penge  , Frøken Madelaine  , 
De kan nok indse at jeg som Adelsmand ikke kan det  . 
— Jeg takker Dem  , Hr  . Baron  , sagde Madelaine  , 
efter at have overtænkt fin forladte Stilling  . Jeg er 

ene og maa derfor — hvor nødig jeg end vil — 
modtage Deres Tilbud med Tak  . 
— Det var Ret  , Frøken Madelaine  , jeg kjendte 
Deres Hjerte saa godt  , at jeg vidste at De ikke vilde 
afslaa en Vens Tilbud  . 
Han trykkede hendes modstræbende Haand til fit 
Bryst og forlod hende  . 
— Jeg har hende  ! jeg har hende  ! jublede han  , 
da han var kommet udenfor  . 0  , Madelaine  , jeg 
bliver afsindig inden jeg mev al min Varme kan trykke 
Dig til mit Hjerte og kalde Dig Min — Min 
for evig  ! 
— Det vil idetmindsle vare længe  ! hviskede en 
Stemme ham i Øret  . 
Baronen vendte sig forskrækket om  ; men det var 
bælmørkt paa Gaden og intet Menneske var at se  . 
— O  , det var et Foster af min Fantasi  , lo han 
og fortsatte Veien  . 
En Skikkelse sneg sig langsomt efter ham og fulgte 
enhver af hans Bevægelser  . 
Da en halv Time var forløben  , standsede Baronen 
ved et lille Huö  , der laa aldeles isoleret i en Udkant 
af Byen  . 
Skikkelsen  , som man ikke kunde skjelne i Mørket  , 
fulgte med  . 
Den stillede sig paa Lur bag Vinduesskodderne  , 
men uagtet den anstrengte al sin Horeevne  , kunde den 
dog ikke opfange et eneste Ord af den hviskende Samtale 
-er førtes  . 

Inde i Huset sad en gammel Kone  , med store  , 
livlige Øine  ; hun havde en slærkt fremstaaende Pande 
og en skarpt tegnet Næse  . 
Hun fæstede sit Blik paa Baronen med en Slags 
Ærefrygt  . 
— Du faaer langvarigt Besøg af en ung Dame  , 
som Du maa passe godt paa  , Mo ' er Martha  , sagde 
Baronen  ; hun vred ikke af Andet  , end at her er nogle 
Værelser tilleie og at jeg skaffer hende disse  , da hun 
absolut skal flytte  . Altsaa  , Du taler ikke videre med 
hende  , men holder hende stadig i Øiesyn  . Skulde Nogen 
besøge hende eller snuse omkring Huset her  , da siger 
Du mig det strar  ; jeg kommer her hver Aften for at 
høre om Alt er i Orden  . 
— Godt  , Hr  . Baron  , det skal ske som De ønsker 
det  , svarede den Gamle  . 
— Ja  , jeg veed det  , Mo ' er Martha  , jeg kan stole 
paa Dig  . Men siig mig  , hvor er Helena iaften  ? 
Den Gamle rokkede hen til den modsatte Dør og 
aabnede denne  . 
— Helena  , Helena  , kom ind  , Baronen er her  ! 
raabte hun  . 
— Godt  , lille Tante  , nu kommer jeg  ! 
Noget efter kom en smuk rødmusset ung Pige 
dandsende ind til dem  . Hendes store blaa Øine vare 
venlige og milde og det muntre lille Ansigt syntes af 
søge en kjær Ben  . Hun rakte Haanden ud mod 
Baronen  . 
— Det er længe siden af De var her hos os  , bemærkede 

hun og lo  . Maaske optager Deres Forlovede 
den hele Dag  . 
— De er spydig  , Helena  ; man skulde næsten trø 
af De misundte hende  . 
— O nei  , trø endelig ikke det  , Hr  . Baron  , sagde 
hun  , idet hendes Kinders Farve blev stærkere  ; der skal 
Mere til  ! 
— Saa  ? sagde han og det syntes som øm han 
saae vredt til hende  . Maaske De har en Anden i 
Sigte  ? 
— Ja  , svarede hun spøgende  ; da jeg mærkede af 
jeg ikke kunde faae Dem  , skyndte jeg mig rigtignok før 
ikke at blive altfor gammel  . 
Barønen smilede og reisfe fig  . 
— Naa  , Mo ' er Martha  , det bliver altsaa som jeg 
-ar sagt  ; hun kommer imorgen tidlig  . 
— Godt  , svarede den Gamle og rokkede hen tik 
Døren  , hvilken hun ærbødig aabnede  . 
Barønen gik  , men Skikkelsen sneg fig atter efter 
-am  . Paa Vendomepladsen  , — hvilken Barønen 
passerede — var der imidlertid saa oplyst  , at Skikkelse  » 
ikke kunde skjule fig  ; den gik saa meget som mulig i 
Skyggen  , for ikke at blive gjenkjendt  . 
Barønen vendte fig pludselig om  . 
— Hvorfor forfølger De mig  , min Herre  ? raabte 
-an til Skikkelsen  . 
Men denne vendte hurtigt omkring og skjulte fig 
dag Søilen  . 
Barønen bekymrede sig ikke videre derom  , men 

fortsatte Veien hjemad  . Hans Tanker vare før optagne 
til at dvæle ved det sidste lille Eventyr  . 
Han traadte ind i Baronesse Verdins Hotel  . I 
dybe Tanker gik han op ad Trappen og traadte ind i 
Baronessens Boudoir  . Hun sad ved sit Skrivebord 
og da tykke Tæpper bedækkede Gulvet hørte hun ham 
ikke komme  . 
Han saae over hendes Skulder og en Skælven 
gjennemfoer ham  , da han læste Overskriften til det 
Brev  , Baronessen var ifærd med at skrive  . Det begyndte 
saaledes  : „  Min Elskede  !  “ 
— Hvem skriver Du til  , min Kjære  ? sagde han 
og hans Stemme rystede lidt  . 
— Ih  , til hvem Andre end til Dig  , sagde hun 
skælmsk og rakte ganske rolig Haanden ud imod ham  ; 
men nu behøver jeg det ikke  , Du er her jo  ! 
Hun reiste sig og nødede ham til at sætte sig  . De 
toge Plads i en Divan  , og hun forstod saaledes ar 
fængsle ham  , at han ikke engang tænkte paa Brevet  . 
— Naar synes Du at vort Bryllup skal feires  , 
min kjære Judith  ? sagde han og trykkede hendes Haand  . 
— O  , det maa Du bestemme  , svarede hun  . 
— Nu  , saa synes jeg at det burde feireS i 
næste Uge  . 
— Godt  , saa bestemme vi os dertil  , svarede hun  . 
Døren aabnedes i det samme og Baron  «  le Verdi  « 
traadte ind  . Han saae at von Sympsen og Judith 
sade tæt omslyngede og førte en hviskende Samtale  , 
krydret af omme Blik og Kjærtegn  . Han traadte frem  . 

— Judith  , Judith  , Du vover  ! raabte han og 
stillede fig foran dem  . Du min retmæssige Kone  , Du 
sidder her med en Anden i dine Arme  . 
Baronessen sad stille  , med et ironisk Smil om 
Læben  , medens den høire Haand ligegyldig legede med 
Armdaandet  . 
Baron Berdin var aldeles ude af fig selv af 
Raseri  . 
Von Sympfen saae forbauset paa ham  , hvis 
Navn han ikke kjendte  , men som havde været Aleris 
Sekundant  . 
Baron Verdins Blik traf Judith og hans Pande 
foldede fig i dybe Rynker  . 
— Er der mere  , Hr  . Baron  ? sagde hun modigt 
og saae paa ham  . 
— Om der er mere  , Judith  , derom spørger Du  ? 
.  .  . jeg som har gaaet Dig tilhaande i alle dine 
skumle Planer — for hvis Skyld jeg er bleven en 
Morder  , Du  , hvem Skæbnen gjorde til min Hustru  , 
Du spørger om der er mere  ! O  , jeg Ulykkelige  ! 
— Hvorledes Fru Baronesse  , De er gift  ? 
— O  , ti  , von Sympfen  ! sagde hun og tilkastede 
ham et ømt Blik  . Denne Herre er forelsket i mig 
og da han fik at høre at vort Bryllup snart skulde 
feircs  , blev han vanvittig  ; hans Idee er  , at jeg allerede 
er hans Kone  . Lægen har erklæret ham for gal  . 
Men gaa De  , von Sympfen  , jeg vil tale ham tsk  « 
rette  . 

Dette sagde hun i en lydløs Tone  , medens hendes 
Mand uafbrudt betragtede hende  . 
— Lade Dem være alene med en Vanvittig  ! 
sagde han  . Nei  , Fru Baronesse  , det vil feg ikke  , 
De er udsat for altfor megen Fare  . 
— Vist ikke  , gaa  ! sagde hun  . 
— Vanvittig  , vanvittig  ! streg Baron Berdin og 
knugede Hænderne mod fin Pande  . Er feg vanvittig  , 
er feg virkelig gal  ! raabte han og strakte Hænderne 
frem for fig  .  .  . O  , mit Hoved svimler  ! 
— Han er gaaet  , Ernesto  , sagde Baronessen og 
slog ham paa Skulderen  ; lad os nu tale sammen  . 
— Judith  , sagde han og greb hendes Haand  ; 
Judith  , Du gfør mig gal  . Kan da min Synd ikke 
afbødeS med mindre Straf end den  , Du paalægger 
mig  ? Har feg ikke adlydt Dig blindt i de Aar  , vi 
vare sammen  ? Men hvorledes lønnede Du mig  ? 
Du var kjed af mig  , Du opflammede min Skinsyge 
mod Grev Morfin  ; han  , den ædle  , ophøiede Karakteer 
var Dig iveien  , hans Børn  , der ikke vidste af de vare 
Grevebørn  , som ikke anede af deres Fader var rig  , 
dem vilde Du forgive  , men det mislykkedes  ; Du lod 
det være  , men fratog dem alt hvad de eiede  . Jeg blev 
Grevens Morder og hans Børns Ulykke  ; thi var han 
ikke død  , da havde Madelaine og Bleris nu været 
lykkelige  . Du lovede mig  , at Du vilde elske mig dobbelt 
høit  , naar feg hfalp med at udføre dine Planer  , 
affindig som jeg var  , troede feg det  , thi min Kjærlighed 
til Dig kjendte ingen Grændser  ; men neppe var 

jeg heldig undsluppen Duellen med Grev Morfin  , før 
jeg fik Øinene op  : Du elskede  , men ikke mig  , nei  , 
Børnenes Formue var nødvendig for Dig til at spille 
den Rolle  , som Du allerede længe i Forveien havde 
paabegyndt  . Bikomte Georges de Dotine havde Du 
kastet dine Øine paa  ; den smukke  , ædle unge Mand 
gik i dit Garn  , han kjendte Ingen her i Paris  , som 
kunde yde ham den Bistand  , han trængte til  . Du havde 
Indflydelse ved Hoffet  , Du skaffede ham en Stilling 
ved dette  ; men den Løn  , Du vilde høste  , og som var 
saaet længe iforveien  , blev hans Ulykke  . Du vandt 
ham ved Rænker og Intrigue  !  , og da Nættet blev 
tættere og tættere  , formaaede han ikke at rive sig ud 
deraf  . For sent fik han og jeg Øinene op  ; men da 
jeg bebreidede Dig dette  , truede Du mig  . Du stolede 
paa  , at Du ikke vilde komme til at undgjælde  , da jeg 
havde udført de Gjerninger  , som Du havde lagt Planerne 
til  . Siig Intet  ! lød det hver Dag fra dine 
Læber  . Siig Intet  , eller Paris faaer at vide  , at 
Du er e n M o r d e r  ! — Ja  , Du drev det saavidt  , 
at Du sad med Vikomten ved din Side og talte 
med ham  . Jeg saae Kjærligheden lue i dine Øine  , 
Du henvendte ikke et Ord til mig  , skjøndt jeg opholdt 
mig i Stuen  . O  , jeg glemmer ikke mine Kvaler og 
den Helvedes Pine jeg leed ved at se Dig fidde saa 
fortrolig med ham  , ham som jeg hadede værre end 
Djævelen  .  .  . Da kaldte hans Fader ham hjem — 
en Lykke for mig  , men til stor Smerte for Dig  ; Du 
leed forfærdeligt og din bittre Stemning ramte mig  ; 

al Samværen med Dig var umulig  ; Du taalte mig 
ikke for dine Øine  . Jeg reiste  , et Aar blev jeg borte 
og mit første Besøg gjaldt Dig  . Nu er Vikomten her 
atter  ; jeg har seet ham og i mit stille Sind beklaget 
ham  , thi han maa være lige saa ulykkelig som jeg er  . 
Men siig mig  , Judith  , hvad vil Du med Tydskeren  ? 
Du elsker ham ikke og har ikke Ret til at ægte ham  ! 
— O  , udbrød hun  , som under Baronens ivrige 
Fortælling havde søgt at frigjøre sin Arm fra hans 
faste Greb  . De glemmer Dem selv  , Baron Berdin  ; 
De husker jo nok at jeg ingen Skyld har deri  . 
— Judith  ! udbrød han mørkt  . Endnu elsker jeg 
Dig  .  .  . stod mig ikke bort  , Du veed ikke hvor meget 
jeg lider  ! 
— Men jeg elsker ikke Dem  , Baron Verdin  , og 
ønsker ikke at se Dem for mine Øine  . Mine Planer 
og Gjerninger maa være ukjendte for Verden  ; derfor  , 
Baron  , forlad mig og kom ikke oftere her  ! 
— Nei  , Judith  , jeg kommer her saa ofte jeg vil  , 
og den tydske Baron skal undgjælde med sit Liv fordi 
han vover at rane min Hustru fra mig  ! 
— Ti  , Ernesto  , Du som ikke krymper Dig ved al 
myrde det forste det bedste Menneske Du træffer paa  , 
troer Du at have Ret til at tale delte Sprog til mig  ? 
Vogt Dig  , Du kjender min Magt  ! 
Hun gik  , idet hun kastede ham Lommetørklædet i 
Ansigtet  . 
— Usle Kvinde  ! mumlede han sønderknust  ; Du 
lokkede mig ved din Elskværdighed  , og nu  , — nu 

søndenræder Du mig  . Du leger med mig  , mig der 
er den adelSstolte Baron VerdinS Søn  . O  , min 
Fader  , hvis Du levede  , hvis Du saae hvor ulykkelig 
din Sen er bleven  ! Du vilde hjælpe og trøste mig  ! 
.  .  . Men Judith  , Judith  ! den Tid vil komme  , hvor 
Straffen vil nærme sig med sagte Fjed  , hvor Livet vil 
synes Dig en Kval  , hvor Sjælemarter vil fortære dit 
Legeme  , hvor Du vil se en Djævel i hver Krog og 
hvor dine Fødder ville ryste af Skræk for hvert Skridt 
Du træder  . Ha  , Forbandelse over Dig  , usle Kvinde  ! 
Han tog Haanden op til Panden  . 
— Det smerter mig her  , mumlede han  ; her i 
Hovedet  .  .  . jeg er ikke rask  ! 
Han gav et svagt Skrig fra sig  . 
— Hjælp  , hjælp  , jeg kvæles  ! raabte han neppe 
hørligt og styrtede om paa Gulvet  . 
— Hahaha  ! Kloroformen hjalp  , han er bedøvet  , 
sagde en Stemme bag ved ham og Judith saae haanlig 
ned paa ham  . Det er nødvendigt  , at jeg skaffer Dig 
afveien  , Erneste  , da Du ikke godvillig vil blive herfra  . 
Hun ringede  ; en Tjener kom øieblikkelig ind  . 
— Hent en Fiakre  , Ludvig  , men lad den holde 
bagved Huset udenfor den lille Laage  , sagde hun og 
stillede sig foran Baron Verdin  . 
— Ja  , Deres Naade  , svarede Tjeneren  . 
Baronessen kastede et Shavl om sig og holdt sig 
parat til Kjøreturen  . 
Et Øieblik efter meldte Tjeneren at Vognen holdt 
paa de  «  betegnede Sted  . 

— Godt  , Ludvig  , sagde Baronessen  . Kan Du 
hjælpe mig denne Herre ned  ? Han var i Besøg her 
og blev syg  . 
Tjeneren greb Baron Verdin i fine Arme og bar 
ham ned til Vognen  . Baronessen satte fig ved Siden 
af ham og strar efter kjørte de bort  . 
Efter en halv Times Kjørsel slandsede Vognen 
paa Baronessens Befaling ved et stort  , mørkt udseende 
Hus i Forstaden Saint Germain  . 
Kudsken ringede paa Portklokken  ; strax efter aabnede 
en Mand Porten og Vognen kjørte ind i Gaarden  . 
Imidlertid var Baronessens Ansigt undergaaet en 
total Forandring  . 
Hendes Øine slode fulde af Taarer  , Fortvivlelsen 
var malet i hendes Træk og Hænderne knugede hun 
krampagtig sammen  . 
En stor og meget godmodig udseende Mand nærmede 
sig Vognen  . 
Baronessen lod som om hun ikke bemærkede ham 
og foer op ved det første Ord han rettede til hende  . 
Hendes Ansigt blev om muligt endnu mere sørgmodigt 
og idet hun pegede paa Baronen sagde hun taarekvalt  : 
— Han er besvimet  , Hr  . Doktor  ! 
— Jeg seer det  , Frue  , svarede denne  . Er hanTilstand 
farlig  ? 
— Nei  , Hr  . Doktor  , det troer jeg ikke  . 
Den Bedøvede blev baaret børt og Baronessen 

traadte ind i Doktorens Værelse  . Han lnkked  «  omhyggelig 
Døren  . 
— Tør jeg bede Dem om nogle Oplysninger  , 
Frue  ? sagde han  . Hvorledes yttrer denne HerreSygdom 
sig  ? 
Baronessen svarede Doktoren med en Taarestrøm  . 
Med Deltagelse saae han paa hende og søgte at trøste 
hende  . 
— O  , udbrød hun  ; ingen Trøst kan finde Vei til 
mit Hjerte  ; han er min eneste Broder  , Hr  . Doktor  , 
og nu er han vanvittig  . O  , jeg kan ikke begribe hvorledes 
det er gaaet til  ; jeg har gaaet meget igjennem 
med ham  , Hr  . Doktor  , inden jeg besluttede mig til at 
bringe ham herud til Dem  ; men hans Tilstand blev 
mig utaalelig  , jeg er ene og kan ikke pleie ham  . 
Doktoren nikkede til hende  . Han slog op i en stor 
Protokol og udbad fig hendes Broders Navn  . 
— Viktør  «  le Marigny  , sagde hun  , idet hun lagde 
en betydelig Pengesum paa Bordet  . Og  , vedblev hun  , 
jeg forpligter mig til aarlig at betale en lignende Sum  . 
Lægen skrev hans Navn i Protokollen og noget 
efter tog Baronessen Afsked  . 
Hun satte fig i Vognen med et triumferende 
Anfigt  . 
— Endelig  , endelig  , nu skal han nok lade være 
at blande sig i mine Affærer  . Ja  , min gode Erneste  , 
det var din egen Skyld  , hvorfor opsøgte Du mig  ? 
Du skulde helst have blevet borte  , sagde hun halvhøit  . 

Tredie Kapitel  . 
En Veninde 
Madelaine havde travlt den følgende Mvrgev  . 
Hendes Møbler og Effekter bleve læssede paa en Døgn  , 
søm Baron von Sympsen havde sendt hende  . En 
Fiakre til hende selv havde han ligeledes sendt  , og Alt 
var førsaavidt meget gødt  . 
Da Møblerne vare paalæssede tøg hun Plads i 
Fiakren  , efter først at have taget Afsfed med det kjære 
lille Hjem  , hvør saa mange glade Timer vare henrundne 
før hende  . 
Hun sad bleg og nedtrykt i et Hjørne af Vognen 
og tænkte paa fin Broder  . Den eneste Tanke  , der 
blev tilbage i hendes Sjæl  , var det vemodige Haab 
om  , snart at kunne pynte hans Grav  , og heri saae 
hun den eneste Lykke  , som Gud endnu havde besfæret 
hende  , inden hun selv kunde samles med ham i Lysets 
uendelige Rige  . 
Hun blev vækket af fine Tanker ved at en Rytter 
i Galop kom henimod hendes Vogn  . 
Madelaine foer op og saae paa ham  , men sløg 
strar Øinene ned  , efter rødmende at have gjengjældt 
hans Hilsen  . 
Da han var reden forbi holdt hun Haanden for 
fit Hjerte  , der bankede saa slærkt  , at hun blev ganske 
angst  . 

— O  , Du Daare  ! tænkte hun ved sig selv  . Du 
kan ikke glemme ham  , søm dog kun har seet Dig tvende 
Gange  . Ak  , at jeg ikke ogsaa kan beherske mig selv og 
lade være at hilse  ; jeg føler at jeg rødmer derved  ; 
men jeg vil herefter søge at undgaa ham — ja  , jeg 
vil  . Aleris  , Du skal faae Glæde af mig  ; Du og 
Fader skulde fryde Eder i Himlen over at jeg er slærk 
netop fordi jeg staaer alene  . Glad og lykkelig vil jeg 
være  , indtil jeg kan samles med Eder  ; thi der er 
Lykken at finde  . 
En halv Time efter slandsede Vognen  , efter at 
have kjørt utrolige Omveie  . 
Madelaine stod af og rakte Haanden ud mod Baron 
von Sympfen  , der stod for at modtage hende og føre 
hende til det nye Hjem  . 
Da hun kom ind i de smaa hyggelige Stuer  , hvor 
hendes Møbler allerede vare opstillede  , sagde hun henvendt 
til Baronen  : 
— Hvor jeg takker Dem for denne Leilighed  , den 
er ligesom skabt for mig  . Her er ensomt  , det vil jeg 
allerhelst have  ; her er jeg fri for at se Mennesker  ; 
her er stills og roligt og Ingen vil forstyrre mig  . 
Her kan jeg sidde og tænke paa alle mine Kjære  . 
— Ingen Aarsag  , Frøken Madelaine  , sagde han 
og bukkede  , men vendte sig i det samme om og mumlede  : 
Altid sentimental og kjedelig  ! 
Noget efter tog han Afsked og Madelaine gjorde 
sig det saa hyggeligt som muligt  . Dagen henrandt 

ensomt og slille for hende og Arbeidet gik rask fra 
Haanden  . 
Ja  , hun havde ikke engang bemærket  , at en ung 
Pige flere Gange havde aabnet Døren og kigget ind 
til hende  , men hvergang atter trukket sig tilbage  , naar 
hun saae hende sidde saa slille  . 
Henad Aften lagde hun Arbeidet fra sig og tændte 
Lampen  . 
En svag Banken paa Døren fik hende til at fare 
sammen  . En ung Pige stod smilende udenfor  . 
— Ah  , Frøken  , De maa undskylde  , men Tante 
spurgte om vi ikke kunde være Dem til nogen Nytte  ; 
vi boer her i Huset og veed af Baron von Sympfen 
at De er alene  , 
Madelaine saae overrasket paa den unge Pige  ; 
hendes milde Anfigt lovede noget Godt og Ædelt og 
Madelaine kunde have faldet hende om Halsen  . 
— Jo  , De kunde være mig til nogen Nytte  ; dersom 
De vilde gjøre mig Selskab ved Theen  , saa vilde 
noget af det Triste omkring mig forgaa ved Deres 
milde Anfigt  , sagde Madelaine og saae paa hende  . 
— Tak for Indbydelsen  , Frøken  , jeg skal komme  , 
naar jeg har indhentet Tilladelse fra Tante  . 
— Kom  , saa hurtig som mulig  , raabte Madelaine 
efter hende  , og den unge Pige gik  . 
Madelaine følte fig ligesom opvarmet ved det blide 
Smil  , der var udbredt over den unge Piges Læber  ; 
nu — netop nu  , trængte hu  «  til en sand Veninde  . 
— Hør opmærksomt efter  , mit Barn  ! sagde den 

gamle Martha  , da den unge Pige var kommet  »  ed til 
hende og havde fortalt hende  , hvorledes Madelaine 
ved sit venlige Væsen havde henrevet hende  . Husk at 
Baron von Sympfen bad os derom  ; det er den unge 
Pige  , som Baronen vil frelse fra Fordærvelse  . 
Helena løvede det  , men saae mistænksom paa den 
Gamle  . 
Madelaine følte sig saa hyggelig tilmode  . 
— Havde jeg dog blot ikke seet ham idag  , saa 
vilde jeg være rigtig glad  , sagde hun  . 
Helena traadte i det samme ind  . 
Madelaine tog med Glæde imod hende og Samtalen 
blev snart livlig  . 
— Hvorlænge har De været alene  , Frøken  ? 
sagde Helena  . 
— Aa  , ikke saalænge endda  ; Fader var Embedsmand 
og boede i det Sted  , hvorfra jeg nu flyttede  , og 
Møder døde da jeg var ganske lille  . Min Faders 
Indkomsler vare kun smaa og den Opdragelse  , vi have 
saaet  , har han selv bibragt os  . AleriS havde taget 
Eramen ved Universiteter  , men da blev Fader udfordret 
og dræbt i en Duel  . Vor Smerte var dengang forfærdelig  , 
men AleriS var saa øm  , saa gød imod mig 
og vi lærte snart at indse  , at om vi end sørgede nok 
saa meget  , fik vi dog ikke vor elskede Fader tilbage  . 
Min kjære Broder skulde jeg desværre heller ikke beholde 
ret længe  , thi i forrige Uge døde han  . 
Madelaine lod Hovedet synke  ; de sørgelige Tanker 

fik atter Indpas hos hende og en Taare sneg sig ned 
ad hendes Kind  . 
Helena reiste sig og lagde Armen om hende  «  Hals  . 
— Græd ikke  , Madelaine  , sagde hun  ; jeg vil hver 
Dag komme til Dem og være glad og lykkelig naar 
jeg seer Dem  ; De fia  ! være min Søster  . 
— Tak  , Helena  , sagde Madelaine  ; De er en 
kjærlig Pige  , jeg har tidt ønsket mig en Søster  , som 
forstod mig  , og jeg takker Gud for at jeg har fundet 
Dem  . 
De unge Piger betroede hverandre deres Sorger 
og efter en Times Forløb skiltes de  . 
Madelaine begyndte atter at arbeide  , det var jo 
deraf hun skulde leve  . Da Klokken omtrent var tolv 
holdt hun op  . Hun lagde fit Sytøi tilside og vilde 
gaa tilsengs  ; hun slukkede Lampen  , men tog et Øieblik 
Plads ved Vinduet  . En underlig Summen lod af og 
til op til hende  , som om flere Personer talte sammen 
lige udenfor hendes Vindue  . 
Madelaine lyttede med tilbageholdt Aandedræt  . 
— Hvad gjør det  ! hørte hun en Mand sige med 
dæmpet Stemme  . Et Baghold  , som indbringer oS en 
hel Lomme fuld af blanke Louisdorer  , skal man ikke 
vrage  . Naar vil maaske et saadant brillant Tilbud 
komme os lige ind i Munden  ? Altsaa  , rask til Værket  ! 
Madelaine rystede over hele Kroppen  ; hun lukkede 
Vinduet op og saae fire Mænd  , der slode tæt op til Huset  . 
— Der er han  , hørte hun en af Mændene sige  ; 
nu rask til Værket  ! 

Madelaine saae i den Retning Manden pegede og 
fik Øie paa en slank Herre  , der langsomt nærmede sig 
Huset  . Hun vilde skrige for at advare ham  , men 
Skrækken lammede hendes Tunge  , hun formaaede det 
ikke  . Hun vilde ile ud til ham  , men hun betænkte sig 
atter  ; vilde ikke Mændenes Brede vende sig imod hende 
selv  , og hun  , en Kvinde  , kunde dog ikke værge sig saa 
godt som en Mand  . 
Hun blev altsaa staaende og oppebiede i høieste 
Spænding hvad der vilde ske  . 
Herren kom nærmere  . 
— Frisk Mod  , Kammerater  ! Baronessen betaler 
fyrsteligt  , sagde den ene as Mændene og i samme Øieblik 
slyrtede de sig over Herren  , der fordybet i Tanker 
ikke bemærkede dem  . 
En af Mændene fremtøg en Lygte og lod Skinnet 
af denne falde paa hans Ansigt  , for at overbevise sig 
om at det var den Rigtige  , de havde faaet fat i  . 
Men i det samme lød et Skrig  , saa høit  , saa 
gjennemtrængende  , og Madelaine slyrtede om paa 
Gulvet  . 
Mændene saae sig om  , men opdagede Intet  . De 
toge skyndsomt Flugten med deres Bytte imellem sig  . 

Fjerde Kapitel  . 
Paa Galehuset  . 
Efter en lang  , tung Søvn vaagnede Baron Verdin  , 
udmattet og syg  . 
Han saae fig om i Cellen  , lukkede atter Øinene og 
gned dem  , men da ban atter aabnede Øinene var 
Scenen uforandret  . 
Han sad en kort Tid  , for al samle fine Tanker  , 
der for Øieblikket vare noget uklare  , dog  , han kunde 
Intet erindre  . 
Han reiste fig  , men vaklede atter tilbage paa Gulvet  . 
— O  , hvor jeg dog er syg og udmattet  , sægde han 
halvhøjt  ; lidt Spise og et Glas Bin vilde gjøre godt  , 
men her er Intet al spise og her er saa mørkt  . Hvor 
mon jeg er  ? 
Han gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet 
og nærmede fig Døren  . Han tog i Laasen  , han rustede 
af al Magt i den  , men den modstod al hans Anstrengelse  . 
Døren var forsvarlig aflaaset  . 
Han vendte fig om  , men foer forfærdet et Skridt 
tilbage  , thi bag ved ham stod en vildt udseende Mand  ; 
hans Skjæg var langt og uredt  , hans Træk vare forvildede 
og Øinene slirrede hævnsnysende paa Baronen  . 
Den ene Arm var løstet til Slag og hele Persønen 
stod halvnøgen for ham  . 
Det var en af „  Anstaltens  “ Beboere — en Gal 

Denne Mand lod en førnøtet Brummen høre og 
føer ind paa Baronen  , der af Skræk udstødte et saa 
forfærdeligt Hyl  , at den Gale uvilkaarlig føer sammen 
og vendte sig bort  . 
Raffe Trin nærmede sig Døren og en barsk  , haard 
udseende Mand kom ind  . 
— Hvad er det for en Støi I gjøre her  , ' I 
Rakkerpak  ! brølede han  . Har I glemt  , hvor I ere  ? 
Den Gale  , som sky og ængstelig havde listet sig 
hen i en Krog  , sukkede uafbrudt  : 
— Min Datter  , min Datter  ! 
— Aa  , I med Jeres Datter  ; hvordan er I kommen 
herind  ? — Følg mig  , sagde han uden at oppebie 
noget Svar  . 
Han nærmede sig den aabentstaaende Dør  , hvorfra 
Fangen øiensynlig var kommen ind  , og laasede denne 
forsvarligt  , efterat den Gale var kommen udenfor  . 
Baronen nærmede sig ham med faste Skridt  . 
— Siig mig  , min Ben  , hvad hedder dette Hus 
og hvorfor besinder jeg mig her  ? sagde han  . 
— Hihihi  ! lo Karlen  . Nu har jeg Gud hjælpe mig 
aldrig hørt Mage  ; han spørger hvor han er  , hihihi  ! 
— Naar faaer jeg Svar  , min Ben  ? sagde Baronen 
og lod et blankt Guldstykke falde ned i hans 
Haand  . 
Karlen saae fra Mønten til Baronen og fra denne 
til Guldet igjen  . 
— Hihi  , en Gal  , som giver Guldsfykker  , det er 
sjeldent og jeg kan jo gjerne sige ham hvor han befinder 

sig  ; han bliver vel ikke mindre tosset for det  !  .  ,  . 
Ja  , det skal jeg sige Jer  , vedblev han henvendt til 
Baronen  . I er i Galehuset  , og hvorfor I er her  , er 
jo nemt at gjætte  , for I er gal  , og her er netop Asyl 
for saadanne Folk  . 
Baronen foer et Skridt tilbage  . 
— Du lyver  ! raabte han  ; jeg er ikke gal  , nei  , jeg 
føler at jeg er ved min fulde Fornuft  , og det maa 
være Djævelen selv  , der har ladet mig indespærre her  . 
.  .  . Et Galehus  , Du min Gud  , hvorledes er jeg 
kommen her  ? vedblev han  ; hvordan er jeg kommen 
herind  . 
— Ganske simpelt  , min Herre  , De blev daaren 
herind  . 
— Jeg blev baaren — og af hvem  ? 
— Af mig og en Anden  , svarede Karlen  . Deres 
Søfter  , den stakkels Pige  , var helt forgrædt over denne 
Ulykke  . Men jeg slaaer her og snakker og glemmer at 
det er til et galt Menneske  , jeg henvender mine Ord  . 
Nu maa jeg skynde mig at komme bort  . 
Han ilede hen til Dørrn  , men Baronen raabte 
efter ham  : 
— Min Søster  ? — Jeg har ingen Søster mere  , 
hun er død  ! 
— Naa  , udbrød Karlen  ; nu kan man først se 
hvor angreben han er  ! 
Han forlod Cellen  . 
Baronen foer op da den funge Dør smækkede til  . 
— O  , raabte han  ; tag mig med Dig  , jeg kan ikke 

blive her  . Du skal faae meget Guld  , dersom Du 
befrier mig  . 
Men han hørte det ikke og den Ulykkelige satte sig 
taus paa Sengekanten og grublede  . 
Efter nøgen Tids Forlød foer han pludselig op  . 
Han løb rasende omkring i Cellen  , hæftig gestikulerende 
med Armene  , og raabte  ; 
— Ha  , Judith  , jeg gjennemskncr Dig  ! Dette er 
dit Værk  ; men vøgt Dig  , vøgt Dig  ! Kommer jeg 
atter i Frihed  , da skal min Hævn ramme Dig  .  .  . 
Dig  , og den elendige Tydsker  ! 
Femte Kapitel  . 
Et Forslag  . 
Morgenen efter denne uhyggelige Scene sad 
Madelaine ved sit Arbeide  . Hendes Ansigt forraadte 
en aldrig følt Sorg  ; de sittrende Hænder formaaede 
neppe at føre Naal og Garn  . 
— Hvad mon de slemme Mennesker ville ham  ? 
sagde hun halvhøjt  . O  , jeg gyser for at de have slaaet 
ham ihjel  ; men jeg kunde ikke komme ham tilhjælp  , 
de havde ellers dræbt mig for hans Øine  , de blødtørstige 

Hunde  . Jeg troer  , at jeg skal fortælle Baron 
von Sympfen det  ; maaske han vil hjælpe mig at finde 
Sporet  . De talte jo om Baronessen  , hans Kone  . 
Dog  , det gaaer heller ikke an  ; jeg vil holde det for 
mig selv  . 
Et Par luende Øine iagttog hende fra den modsatte 
Side af Væggen  . 
Madelaine  , som Intet anede  , iførte fine Tanker 
Ord og Øiet fra Væggen betragtede hende skarpt  . 
Pludselig gik Døren op og Baron von Sympfen 
traadte ind  . 
— Godmorgen  , Madelaine  . De seer saa bleg og 
anstrengt ud  , sagde han og greb dristig hendes Haand  , 
søm han førte til fine Læber  . Trykker Sorgen Dem 
endnu lige saa slærkt  ? Husk  , at jeg er rede  , saasnart 
De ønsker Noget  ; husk  , at De har en Ben i mig og 
jeg haaber en kjær Ven  , vedblev han og betragtede 
hende med begeistrede Blikke  . 
Hun trak hurtig Haanden til fig og sagde  , idet 
hendes Ansigt antog et vredt Udtryk  : 
— Nei  , Baron  , ikke en kjær Ben  ; det kan aldrig 
være en kjær Ben  , der har myrdet min Broder  . 
— O  , Madelaine  , hvor ofte skal jeg sige Dem 
det  ? Jeg havde ingen Skyld  , det var ham selv  , der 
vilde det saaledes  . Men Madelaine  , det var ikke ham 
jeg vilde tale om  ; jeg er kommen her for en langt 
vigtigere Sag  . 
— Kan der være noget vigtigere end det  ? udbrød 
Madelaine  , der udentvivl var i sket Humør  . 

— Jo  , Madelaine  , Et er vigtigere  , maaske ikke 
for Lem  , men for mig  ; De veed at jeg elsker Dem 
saa høit  . 
— Ja  , det har De allerede fortalt mig flere Gange 
fidligere  , uden at det interesserede mig  ; Heller ikke nu 
har jeg skiftet Tanker og jeg beder Dem  , fritag mig 
for Deres utaalelige Overhæng  . 
Baronen stod foran hende med Øinene slift hæftede 
paa hende  . Et sandt dæmonisk Udtryk var udbredt 
over hans Ansigt og Hænderne vare fast sammenknugede  . 
— De skal modtage det utaalelige Overhæng  , som 
De behager at kalde det  ! raabte han og greb fat i 
hende  ; jeg vil have det  , De skal elske mig  . Seer 
De  , Madelaine  , her ere vi alene  , Ingen boer her i 
Huset  ; De er langt borte fra andre Mennesker og 
Ingen kan høre Dem  , Ingen vil høre Deres Nødskrig  , 
ingen Hjælp vil komme  , selv om De beder derom  . 
Bær fornuftig og gjør hvad jeg beder Dem om  , jeg 
forlanger jo ikke noget Uudførligt af Dem  . 
Madelaine reiste sig  ; hendes Ansigt var ligblegt af 
Harme og Rædsel  , og Øinene slirrede med Foragt 
paa ham  . 
— Skurk  , tifold Skurk som De er  ! sagde hun 
hæftigt  ; at angribe en stakkels Kvinde  . Skam Dem  , 
Baron von Sympfen  , skam Dem  , om ikke for min 
Skyld  , saa dog for Ham  , der seer alle vore Handlinger  . 
Baronen trak paa Skulderen og et haanligt Such 
fortrak hans Læber  . Han betragtede Madelaine forundret 
og sagde  : 

— Intet af dette ængster mig  , Frøken Madelaine  , 
nu kjende vi hinanden  , kjende den Kamp  , der herefter 
vil opstaa imellem os  . Enten tilhører Deres Kjærlighed 
mig og jeg vil være taknemlig derfor  , eller De 
maa dele Deres Broders Skæbne  , De maa dø  . Aldrig 
skal nogen anden Mand eie Dem  , det sværger jeg ved 
min evige Salighed  ! 
Han nærmede sig Døren  . 
— Tak  , Herr Baren  , saa vælger jeg det Sidste  , 
De vil gjøre mig en Tjeneste dermed  ! raabte hun 
ester ham  . 
Han var borte  . 
Madelaine foldede Hænderne  . 
— Min Gud  , vær med mig i denne ulige Kamp  ; 
vær med mig og lad mig seire  . — Ak  , hvad skal jeg 
gjøre  ? — Flygte  , ja  , men hvorhen  ? Jeg kjender ikke 
Bcien  , ingen Venner  , ingen Familie  , o  , hvor det er 
rædsomt  ! 
hun satte sig skælvende  . 
— Hvad om jeg gik til Baronessen og fortalte 
hende Alt  . O  , om jeg gjorde det  !  .  .  . Men saa 
vilde jeg blive hans Fjende og han vilde ikke unde mig 
Ro et Øieblik  , nei  , det gaaer heller ikke  . 
Helene traadte ind  . 
— Ah  , Frøken Madelaine  , De grubler  ; hvorpaa  , 
min lille Veninde  , om jeg tør spørge  ? Vel paa ham  ? 
hviskede Hun  . 
— Hvilken ham  , mener Du  ? udbrød Madelaine  , 
blussende rød over  , at hendes Hemmelighed var røbet  . 

— Ih  , naturligvis ham  . som nylig gik herfra  , 
sagde Helena og neiede  . Jeg veed det godt  , han har 
selv fortalt det  ; De elsker ham  , men ham kan De ikke 
saae  , han skal snart giftes  . Vær ikke saa bedrøvet 
derover  , han har lovet at være god imod Dem alligevel  , 
for det gjør ham saa ondt for Dem  , at han ikke 
kan besvare Deres Kjærlighed  . 
Madelaine saae forbauset paa heade  ; men da hun 
vilde svare  , sagde Helena  : 
— Det nytter ikke at paastaa det modsatte  , De 
vil ikke tilstaa det  , men jeg troer det alligevel  . 
— Tro hvad De vil  , sagde Madelaine ligegyldigt 
og vredt  ; jeg bryder mig ikke derom  . 
— O  , vær ikke vred paa mig  , fordi jeg talte saa 
frit  , men jeg vilde saa gjerne kjende Deres Hjerte og 
til Gjengjæld vil jeg aabne mit Hjerte for Dem  . 
Madelaine syntes at være vred  , thi hun svarede 
ikke  , og Helena reiste fig fornærmet og gik  . 
— Nei  , har jeg kjendt Mage til Frækhed  ! udbrød 
Madelaine  , da hun var ene  . Han nedsætter mig i 
hendes Øine og fortæller hende det Modsatte af Sandheden  . 
Ak  , hvilket Menneske  ; nu har han lagt den 
ydmyge Maske  , han bar da han kom til os  , medens 
AleriS levede  . Ja  , han er en Skurk  , et lavt Menneske  , 
og jeg har Grund til at være paa min Post  . Stakkels 
AleriS  , Du forudsaae det  , men Du kunde ikke hjælpe 
mig og nu er jeg ene  , ganske ene  . 

I Baron von Sympfens lille Hus var allerede to 
Maaneder hengaaet  , uden af Aleris havde formaaet af 
komme op af Sengen  . Han vidste ikke hvorledes det 
var sat med ham  , men han sølle sig med hver Dag 
mere og mere afkræftet  . 
Hans gamle Sygevogterske sad ved Sengen hele 
Dagen  . Hun bragte ham den Medicin  , han skulde 
bruge  , hun gav ham Pulver og forbandt hans Saar  , 
men aldrig hørte han hende fale  . 
Hendes Taushed gjorde Aleris fortvivlet  ; han var 
overladt til sig selv og sine mørke Tanker med Hensyn 
til Madelaines Fremtid  . 
Hans Saar lægedes vel  , men hans Kræfter toge 
mere og mere af  , og han følte sig især svag og afkræftet 
naar han havde taget Medicinen  . 
Hvergang den gamle Kone rakte ham denne betragtede 
hun ham med glubske Øine  , som^vilde hun sige  : 
— Spil ikke en Draabe af denne kostbare Bædske I 
Aleris havde ikke tidligere lagt Mærke dertil  , hans 
Tanker havde været henvendt paa andet  . Men netop 
faften holdt han Skeen iveiret og saae stist paa hende  . 
Den Gamle foer sammen og vendte sig bort  , og Alens 
kastede Medicinen paa Gulvet  . Han forsøgte af staa 
op  , men han var saa afkræftet  , af han maatte blive 
liggende  . 
Den Gamle vendte sig om og saae triumferende 
paa ham  . Aleris saae det og besluttede at forlade 
Huset  , saasnart han kunde slæbe sig afsted  . 
Fra denne Dag af modtog han ingen Medicin og 

han blev Dag for Dag mere og mere rafl  . Han var 
kommen Sandheden nær  , uden at vide det  , da han 
halvhøjt sagde  : 
— Man skulde næsten tro at det var Gift hun 
gav mig  ! 
Dog  , Aleris troede ikke flet om fine Medmennesker  , 
han antøg det for en uheldig Feiltagelse  . 
Fjorten Dage derefter var han rafl nok til at staa 
op og den Gamle saae med bedrevet Mine at han 
helbrededeS  . Hendes Angst tiltog med hver Dag der gik  . 
Aleris havde allerede været oppe en hel Dag og 
den gode Kone satte fig hen i en Krog og græd  . Aleris  , 
der var meget medfølende  , nærmede fig hende og spurgte 
deltagende hvad hun græd for  ; men hun hævede angstfuld 
Hænderne mod Himlen og reisfe fig  . 
— Min Datter  , min Datter  ! mumlede hün  . 
Heller ikke dennegang skulde det lykkes mig  ! 
Hun kastede et vredt Blik til Aleris og forlod 
Stuen  . Han saae forbauset efter hende  . 
— Hvor skal jeg finde Lys i alt dette  ? sagde 
han halvhøjt  . En Hemmelighedsfuldhed omgiver mig  ; 
Hvor er jeg  ? Hvor har man ført mig hen  ?  .  .  . 
Hun  , som ikke har talt et Ord til mig i al den Tid 
jeg har været her  , hun udbryder nu i Fortvivlelse  : 
Min Datter  , min Datter  ? — Hvem er denne Kvinde  ? 
Hvorfor har hun ikke talt til mig  ? Men jeg vil ikke 
blive her længer  , jeg vil bort  . 
Han saae fig forsigtig om  ; Ingen opholdt fig i 
Stuen  . 

— Mon mit Tøi er her  ? mumlede han  . 
Han nærmede fig Klædeskabet og aabnede dette  . 
— O  , hvilken Lykke  , det er her Altsammen  ! 
raabte han  . 
Han kastede den Sløbrvk  , søm den gamle Kone 
havde givet ham  , og iførte sig hastig sine egne Klæder  . 
Enkelte Blodpletter saaes hist og her paa dem  . 
Han gned disse af og snart stod han færdig til at tage 
afsted  . 
Den gamle Kone traadte ind  . Aleris ilede forbi 
hende og ud paa Gangen  , og kørt efter befandt han 
fig paa Gaden  . 
Han drog Veiret tungt og ilede ned ad Gaden  . 
Imidlertid stod den Gamle og saae aldeles forbauset 
efter ham  . 
— Han er gaaet  ! raabte hun hændervridende  , og 
jeg har ikke gjenfundet min Datter  ! 
Hun skjulte Ansigtet i fine Hænder  . 
— O  , han er en hævntørstig Djævel  ! vedblev 
hun og truede hen mod Vinduet  . Intet Menneske 
formaaer at rive min Helena ud af hans Snarer  . 
Hvor er Du  , hvor er Du  , min Datter  ? 
— Hun er langt dorre  ! raabte en Stemme ind til 
hende  ; hun er død  ! 
Det var Baron von Sympfen  , der udtalte disse 
Ord  , og han slød nu paa Dørtærskelen og betragtede 
foragtelig den gamle Kone  . 
— Hvor er Aleris  ? raabte han  . 
— Borte  , Herre  ; han flygtede  . I de sidste fjorten 

Dage har han ikke villet tage Medicinen  ; nu har 
han det godt og jeg vandt ikke Seir over ham  . 
— Ti  , elendige Kjælling  ! Havde jeg ikke befalet 
Dig  , at han skulde drikke  ? Havde jeg ikke sagt Dig  , 
at han var mig iveien  ? Vidste Du det ikke  , hvad  ? 
raabte han ophidset og greb hende i Haaret  . Men Du 
lystrer ikke  , Du er pludselig bleven blødhjertet  ; Du 
glemmer at jeg har Dig i min Magt  , — Du trodser 
mine Befalinger  ; wen bliv  , Du skal faae din Løn  . 
Han greb sin Stok og slog løs paa hende af alle 
Kræfter  . Den Ulykkelige udstedte høie Skrig  . 
— Skaan mig  , skaan mig for Guds Skyld  , jeg 
holder det ikke ud  ! skreg hun  . 
— Dei skal jeg nok vise Dig  , Du Forræder  ! Siig 
mig  , hvor han gik hen  , Du maa vide det  . 
— Ak  , jeg veed det ikke  , sagde hun jamrende  . 
En ny Regn af Slag slyrtede over hende  , og den 
ubarmhjertige Baron blev ved hvert Slag mere og 
mere ophidset  . Endelig boldt han op at slaa  , hun skreg 
ikke mere  , men udstødte den ene Ed værre end den anden  . 
- Lumpne Indbrudstyv  ! har jeg ikke frelst Dig 
fra Døden  ? raabte hun  . Har Du Ret til at mishandle 
mig saaledes  ? 
Baronens Øine lynede af Raseri  ; han slog hende 
endnu haardere og tilsidst faldt den Ulykkelige bedøvet 
om paa Gulvet  . 
— Saa  ! raabte han  . Nu sloppede jeg da din 
Tunge for denne Gang  . Ha  , jeg troer  , min Salighed  , 

at hun vovede at hentyde til min Fortid  ; hvilken 
Uforskammethed  ! 
Han greb fin Hat og blussende af Brede ilede han 
bort og lod den gamle Kone ligge hjælpeløs  . 
Sjette Kapitel  . 
Baron von Sympfen  . 
Bi skylde den ærede Læser en Forklaring om Forholdet 
mellem Baron von Sympfen og den gamle 
Kone  , og vi maa  , for at opfylde dette  , gaa endel Aar 
tilbage i Tiden  . 
Paa Landeveien — en Milo Vei fra Hannover — 
gaaer en lille tiaarS Dreng  . Hans Klæder ere sønderrevne  , 
hans Ansigt er blegt  , men smukt  ; hans store 
blaa Øine udtrykke Snildhed og Kløgt  ; men Kulden 
er bidende og Frosten har aldeles ødelagt hans Hænder 
og Fødder  . 
Det begynder at sne og Vinterstormen raser med 
al fin Magt  . 
— Mon jeg naaer til Byen  ? sagde han uforsagtHvis 

ikke da maa Gud vide  , hvor jeg skal sove 
denne Nat  . 
Rask travede han videre hen ad Veien  , men 
Sneen  , der blev tættere og tættere  , naaede ham  , efter 
et Par Timers Forlød  , til Knæerne  . 
Han havde Møie med at komme fremad  . 
— Naa  , jeg bliver nok nødsaget til at opholde 
mig her I udbrød han paa Tydsk og dannede fig et 
Skjul i Sneen  . 
Uveiret rasede bestandig hæsligere  . 
Barnet trak noget Brød op af Lommen  , hvilket 
han spiste med Graadighed  . Da det var fortæret gned 
han Hænderne mod hinanden for at varme sig lidt  . 
Kulden rystede ham og bevirkede at han ikke formaaede 
at gaa videre  . 
— Gud veed hvad Moder tænkte  , dengang jeg 
var gaaet  , mumlede han  . Ja  , søg kun efter mig  , det 
har baade Du og Fader godt af  . 
Han udhulede Snebunken og søgte at bore sig 
ned i denne  . 
— Saa nu vil jeg sove lidt  , sagde han  ; og 
imorgen tidlig gaaer jeg videre  , indtil jeg naaer Byen  . 
Paa Villie skal det ikke mangle mig  ; man siger  , at der 
derinde skal være saa herligt  , saa rart  . Ja  , der vil 
jeg blive til en stor Mand  . Jeg vil holde Hest og 
Vogn og selv Kongen skal tage Hatten af for mig  ! 
Han smilede veltilfreds ved denne Tanfe  . 
— Ja  , det er rigtignok noget Andet end at sidde 
hjemme i Faders Hytte og lide Sult og Nød  ! 

Han lod Hovedet hvile paa Znebunken og sov 
snart ind  . 
Stakkels forvildede Barn  , Du kjendte ikke Følgerne 
af en saadan Beslutning  ; Du vidste ikke  , at Døden 
næsten altid følger paa en saadan Søvn  ! 
Sneen faldt i tætte Flokke og bedækkede aldeles 
den lille Dreng  . Han sov fast  , uagtet den forræderiske 
Sne gjorde ham kold og klam  . 
Men Vorherre vaager over sine Børn og han 
glemte ikke den lille Dreng  . 
Den næste Morgen stod Solen op og en blid Dag 
med en le  «  Frost indbød Vandreren til uforsagt at 
fortsætte sin Gang  . 
En Bondekone kom kjørende hen ad Veien  . 
Hun var varmt indpakket og Vognen var fyldt 
med forskjellige Sager  . 
Hendes Hest foer lystig hen ad Befen og hun saae 
saa fornøiet ud  . 
Med Et gled Hesten og faldt  ; den kunde formedelsk 
det glatte Føre ikke reise sig  , og Konen maatte slaa af 
Vognen  . 
En stor Pakke  , som hun havde holdt i Skjødet  , 
lagde hun paa en Snedunke og hjalp saa Hesten  , saa 
godt hun kunde  . 
Nu vendte hun sig atter om for at tage Pakken  , 
men hvor forundret blev hun ikke ved at se at den var 
forsvunden  . Hun greb ned i Sneen for at søge efter 
den og fik derved fat i den lille Drengs Arm  . 
Forskrækket foer hun tilbage  . 

 .  .  .  .  .  .  . Et Menneske under Sneen  , Du min Gud  ! 
raabte hun  . 
Hun skuffede Sneen rask tilside ved Hjælp af en 
Spade  , der laa i Vognen  , og endelig fandt hun et 
tilsyneladende dødt Barn og sin Pakke  . 
- Stakkels Dreng  ! udbrød hun medlidende og 
lagde Barnet i Vognen  , og svedte ham ind i et 
Hestedækken  . 
Hun vendte nu Vognen og kjørte hjem til Gaarden 
igjen  . 
En korpulent Mand stod ved Vinduet og røg paa 
en Pibe  . 
— Hvad  , kommer Du tilbage igjen  , Kathrine  ; 
hvor tør Du vove paa det  ? raabte han  . 
— O  , jeg meente  .  .  . jeg troede at  .  .  . stammede 
hun forbløffet og steg af Vognen  . Seer De  , 
Husbond  , jeg fandt dette forkomne Barn under Sneen 
og troede at det var rigtigst at vende tilbage med det  , 
for at forsøge paa at bringe det tillive  . 
Men Manden rasede  , larmede og bandede det 
stakkels Barn langt bort  . 
— Hvor De er ond  , Husbond  , sagde hun  . 
— Hvad siger Du  ? udbrød Bonden ivrig og gik 
hen imod hende  . 
Konen bar rolig Barnet ind  , lagde det paa 
Sengen og forsøgte alt muligt for at dringe det 
tillive  . 
Den Barme  , der var i Værelset  , virkede omsider  . 
Barnet vaagnede og klagede over Sult  . 

Den gode Kone gav det Mad og Drikke og kort 
efter befandt det sig bedre  . Efter at hun ved at udspørge 
ham havde faaet at vide  , at han intetsteds havde 
hjemme  , lod hun ham staa op  . 
— Skjøndt jeg kun tjener her paa Gaarden  , 
mumlede hun  , skal jeg dog lade ham vide  , at jeg tager 
Barnet til mig og beholder det  . Nu har jeg vel 
Helena og ene er jeg om at forsørge hende  , siden Poul 
døde  , men den lille  , ulykkelige Stakkel skal ikke mangle 
Brødet  . 
Den vakkre Kone gjorde som hun sagde  . Hun 
tog Richardt til sig — saaledes hed Drengen — men 
fra den Dog havde hun hverken Ro eller Fred for sin 
Husbond  ; han bandte og skjændte idelig paa hende og 
slog Drenge  »  naar hun var borte  . 
Saaledes hengik et Aar for den lille Richardt  , 
men han havde ikke godt af at være der  , han lærte at 
lyve og stjæle  , thi naar Manden var ene hjemme fik 
Drengen ingen Mad og saa stjal han  ; naar Nogen 
spurgte ham om Noget  , saa løi han i Almindelighed  , 
thi han turde næsten aldrig sige Sandhed  , af Frygt 
for at røbe fin Belgjørerinde  , der blev behandlet meget 
haardt af Bonden  . 
KonenS eneste Datter  , en lille Pige ved Navn Helena  , 
var Richardts afgjorte Kjæledægge  . 
En Dag  . da han som sædvanlig var paa Marken 
med Krealurerne — og Helena fulgte ham — kom en 
Mand gaaende over imod ham  . 

Han saae paa et af Lammene som var i Flokken  , 
og bød Richardt en Spotpris derfor  . 
Drengen lod ham faae det og gik til Byen med 
den lille Pige  , uden at bekymre fig om Resten  . Her 
ødflede han Pengene bort  . Sagen blev opdaget og 
efter at Drengen havde udftaaet en streng Straf blev 
baade Konen og begge Dørnene jaget bort fra Gaarden  . 
Fra nu af begyndte Konens Lidelser  . Hun forbandede 
Drengens Letsindighed  . Fattigt og usselt havde 
hun det og da Drengen var fjorten Aar gammel kom 
han i Lære  , men han kunde intetsleds blive og en skjøn 
Dag var og blev han borte  . 
Nogle Aar derefter kom han atter til Egnen og 
opsøgte hende  ; men hun mærkede snart Uraad  , thi han 
havde ikke opholdt sig der en Maaned  , før Rygtet om 
en fræk Indbrudstyv opfyldte hele Omegnen  . 
Store Politistyrker drøge omkring i forskjellige 
Retninger for at fange Tyven  , men det lykkedes dem 
ikke  ; han forstod saa mesterlig at undgaa dem  , at de 
hvergang drog bort med uforrettet Sag  ; men Richardts 
Belgjørerinde havde Øinene aabne  , og den Sorg det 
forvoldte hende  , var ubeskrivelig  . 
Overalt bedaarede han med fit smukke Ansigt  , og 
Ingen anede at han var den frække Forbryder 
Men endelig  , da et Aar var hengaaet og han 
paa denne Maade var bleven meget velhavende  , udførte 
han et Voveslykke  , som vilde forfærde selv den 
dristigste Tyv  . 

Han sljal ved højlys Dag nogle Smykker j en 
Juvelerers Butik  , hvori fire Mennesker opholdt sig  . 
Tyveriet vpdagedes og han blev forfulgt da han 
flygtede  . 
Jubelen i Byen var ubeskrivelig  , da den virksomme 
Forbryder blev paagreben  . 
I sk re Aar maalte han udstaa en meget streng 
Fængselsstraf  . 
Da hans Straffetid var udløben  , sagde han Farvel 
til Kathrine  , efter at have forbandet hende fordi  , som 
han troede  , at hun havde overgivet ham i Politiets 
Hænder  . 
Alle hendes Forsikringer hjalp Intet  . Han bad 
den nu halvvorne Helena om at ledsage ham til næste 
By  . Pigen fulgte troskyldig med  ; men da Toget stod 
brusende for dem  , løftede han hende op og satte hende 
ind i Kupeen  . 
- Jeg skal jo hjem til min Moder  , Richardt  , 
sagde hun  . 
— Nei  , lille Helena  , din Moder faaer Du aldrig 
mere at se  . 
Barnet gav fig til at græde  . Richardt trøstede 
hende saa godt han kunde  . 
- Din Moder var en Forræder imod mig  , og 
nu gjengjælder jeg det  , saa godt jeg formaaer  , sagde 
han bittert  . 
— Fy  , skam Dig  , Richardt  ; Moder  , som har 
været saa god imod Dig  , sagde Barnet  . 
— Snak  , Tøs  , ti stille  ! 

3 den samme Kuper som Richardt befandt sig i  , 
sad en fornem ældre Herre  . Hans Gulduhr stak den 
unge Mand svært i Øinene og han forsøgte flere 
Gange paa at tilegne sig det  . 
Endelig fik han Leilighed dertil  . 
Herren reiste sig og bemærkede at hans Uhr var 
borte  . Han saae vist paa Richardt  , der med en 
mageløs Frækhed havde stukket de  «  i sin egen 
Lomme  . 
Toget holdt nu ved en Mellemstativn og Richardt 
befalede Helena at gaa  . 
Helena adlød hans Befaling og Richardt befandt 
sig ene med Herren  . 
Denne gjorde nogle Skridt fremad  , for at tilbagetage 
fin retmæssige Eiendom  , men Richardt lod sig ikke 
fratage fine Sager saa let  . 
Herren gik et Skridt tilbage  , for at aabne Døren  , 
men Richardt  , der indsaae at han vilde gjøre Anskrig  , 
greb ham i Kraven og sagde  : 
— Stands  ! 
Herren tumlede tilbage  , idet han raabte  : 
— Hvad vil De mig  ? 
— Tale alvorligt mev Dem  . 
— Jeg har Intet med Dem at gjøre  , sagde han 
og nærmede sig Døren  . 
— Hør mig  ! tordnede Richardt og reiste sig  . 
— Nei  , svarede Herren bestemt  , idet han aabnede 
Vogndøren  . Men i samme Nu lagde Richardt fine 
Hænder om hans Hals og lukkede Døren  . 

— Hjælp  , hjælp  ! raabte Herren  , men Richardt 
klemte fastere og fastere og han formaaede ikke at skrige 
længer  . En uhyggelig Rallen steg op af hans Bryst  , 
og Richardt vedblev at holde Hænderne fastklamrede 
om hans Strube  . 
Hans Øine stode slive i Hovedet  ; men Richardt 
vedblev at holde hans Hals sammensnøret  , indtil 
Aanden havde forladt ham  . 
Nu randsagede den forhærdede Forbryder hans 
Lommer og fandt en ikke ubetydelig Pengesum hos ham 
Han steg ud og opsøgte Helena  . 
— Kom  , vi reise ikke mere  , sagde han  ; lad os 
gaa videre ad Landeveien  . 
Han gik uden at se sig om  . Kort efter dampede 
Toget afsted med hans Offer  . 
To Maaneder efter var Richardt i Paris  . 
Her antog han Navnet von Sympfen  , og 
bar Titel af Baron  . 
De Penge  , han havde ranet fra sit Offer  , slog 
han om sig med  , og blev i kort Tid en yndet Ven af 
fattige Adelsmænd  , der ikke havde noget at leer af  . 
Helena satte han i Pleie hos en ældre Kone  , 
der boede i en Udkant af Paris og forsaavidt var 
Alt klart  . 
Nu kjender den ærede Læser Baron von Symp  « 
fens Levnetsløb  . Den gamle Kone  , der pleiede Aleris  , 
var Baronens tidligere Plciemoder Kathrine  , der de  « 

sværligt havde vandret fra Tydskland til Paris  , for at 
søge sit elskede Barn  . 
Her traf hun Baronen og han indsaae snart at 
kunde faae Brug for hende  . 
Da han gav hende det Løfte  , at skulle opsøge 
Helena  , lod hun sig bevæge til at tjene ham i Udførelsen 
af hans skumle Planer  . 
Syven-o Kapitel  . 
En Overraskelse  . 
Aleris ilede i slørste Hast gjennem Gaderne  , for 
at naae til sin Bopæl i Universitetsgaden  . Han var 
saa urolig for Madelaines Skæbne  . 
Endelig stod han ved Døren  ; en ukjendt og overvældende 
Følelse betog ham og han rystede paa Haanden  , 
da han lod Dørhammeren falde  . 
Pørtneren lod ham passere  , og Aleris var i tre 
Spring oppe ad Trappen  . 
Han bankede paa Døren  , den var aflaaset  . 
— Det er mig  , kjære Madelaine  , skynd Dig at 
lukke op  ! raabte han  . 
Han bankede atter haardt paa  , men Ingen svarede  . 

— Skulde hun maaske være bukket under for den 
Sorg  , min Sygdom beredte hende  . Store Gud  , 
hvilken Samvittighed har jeg da ikke  ! 
Han lyttede ængstelig ved Døren og hørte Skridt 
derinde 
Atter bankede han paa  . 
— Kjære Madelaine  , det er mig  , Aleris  , der 
kalder paa Dig  , sagde han atter  . 
Døren blev langsomt aabnet og Aleris slyrtede ind  . 
— Madelaine  ! raabte han og løb hen imod den 
der aabnede Døren  , men han foer forbauset et Skrid  , 
tilbage  . 
— Det er ikke Madelaine  , men hvor er hun da  ? 
raabte han  . 
— Jeg veed ikke om hvem De taler  , min Herre  , 
sagde en smuk ung Pige  , der lige saa forbauset saae 
paa ham  . 
— Min Gud  , Frøken  , jeg begriber ikke hvad De 
mener  . Sagen er i Korthed den  , at min Søster før 
nogle Maaneder siden boede her og jeg kan ikke nægte  , 
at jeg er bleven overrasket ved ikke at finde hende  . 
— Hvorledes  , De veed ikke at hun er flyttet  , 
sagde den unge Pige  . Jeg begriber ikke  .  .  . 
— O  , det er en lang og sørgelig Historie  , afbrød 
AlexiS hende  , og vedblev at betragte den rødmussede 
unge Pige  . 
— Lang og sørgelig  , gjentøg hun  ; o  , det gjør 
mig ondt  . 

— Føler De virkelig Deltagelse før mig  ? udbrød 
han  . 
— Jeg føler før alle Ulykkelige  , altsaa ogsaa før 
Dem  , sagde hun forlegen  . 
— Tak  , Frøken  .  .  .  . Men jeg glemmer mig selv  ; hun 
boer her altsaa ikke  ? O Gud  , saa maa jeg søge hende 
et andet Sted  . Farvel  , undskyld al den Uleilighed  , 
jeg har forvoldt Dem '  . 
— O  , jeg beder  , det gjør ikke Noget  ! 
— Skulde De  , Frøken  , sagde Aleris og vendte 
fig om  , for at se hende endnu engang  ; skulde De faae 
nøgle Oplysninger om hende  , da tillader De vel at jeg 
besøger Dem for at forhøre mig derom  ? 
Hun tav og betænkte fig nøgle Øieblikke  ; men 
hendes smilende Læber vare saa indtagende  , at Aleris 
antog det for et indvilligende Svar  . 
Han svingede Hatten til Afsked og skyndte fig ned 
ad Trappen idet han sagde  : 
— Hvor er hun nu  ? Hvor skal jeg søge den 
stakkels Pige  ? Hun er alene  , hun  , der har et saa medlidende 
Hjerte  , paa hvilket det Mindsle gjør Indtryk  . 
.  .  . O  , Baron von Sympfen  , tMffer jeg Dig  , skal 
Du ikke slippe saa nemt  , Du veed sikkert hvor hun er  . 
Han gik tankefuld ned ad Gaden  . 
Et Vindue aabnedes i samme Leilighed og et lille 
smilende Ansigt saae saa længe efter ham til han forsvandt 
ved en Omdreining af Veien  . 
— O  , min Drøm  , saa skulde Du dog blive til 
Madelaine  . 4  . Heste  . 

Virkelighed  ! udbrød Helena  , idet hun trak fig tilbage 
fra Vinduet  . - Ja  , det er ham  , mit Ideal  , min Afgud  , 
hvis Billede saalænge har havt Plads i mit Hjerte  , 
skjøndt jeg aldrig før har seet ham  . Han lever  .  .  . 
o hvilken Lykke  ! 
Hun lænede sit Hoved i Hænderne og faldt i 
dybe Tanker  . 
Døren aabnedes og Baron von Sympfen traadte ind  . 
-- Naa  , Helena  , hvad gaaer der af Dig  ? Du 
sidder saa tankefuld '  . sagde han og saae sig om i Stuen  . 
Har her været Nogen  ? 
Helena vidste ikke selv hvorfor  , men hun kunde i 
dette Øieblik ikke sige Sandhed  . 
— Nei  , svarede hun og bøiede Hovedet  ; her har 
Ingen været  . 
Han saae skarpt paa hende  ; hun udholdt hans Blik  . 
— Helena  , sagde han og satte sig hos hende  ; tør 
Du bo her ganske alene  ? Er Du ikke bange  ? 
— Hvorfor spørger De  , Hr  . Baron  ? 
— Aa  , jeg troede det  ; men Du kan ikke længer 
blive hos Mo ' er Martha  , saalænge Madelaine er hos 
hende  . Du har altfor megen Venlighed tilovers 
for hende  . 
— Godt  , saa bliver jeg her  ; men siig mig nu  , 
Richardt  , skal jeg aldrig se Moder mere  ? sagde hun 
og saae bedende paa ham  . Hvor kan De nænne at 
holde mig saa længe adskilt fra hende  , da De dog slet 
ikke har nogen Grund dertil  . 
— Tal ikke om det  , Helena  , jeg har mine Grunde 

dertil  ; desuden er din Moder død  . Du faaer hende 
ikke mere at se  . 
— Richardt- Richardt  , hvad har Du gjort  ? O  , 
min Gud  , og jeg som glædede mig saameget til engang 
at kunne omfavne hende  . 
— Kald mig ikke Richardt  , sagde von Sympfen 
og stampede i Gulvet  ; jeg er for Dig ikke andet end 
Baron von Sympfen  ; har jeg ikke saa tidt sagt Dig 
det  ? Du kjender mig  , naar mine Befalinger ikke blive 
fulgte  ! 
Helena reiste fig og saae paa ham  . 
— Ja  , jeg kjender Dig desværre  , sagde hun med 
et næsten hadefuldt Udtryk i de smukke Øine  . 
Han reiste sig ligeledes  . 
— Jeg vil ikke tale mere med Dig  , sagde han 
heftigt  ; kommer her Nogen  , siger Du mig det  , og husk 
at fortælle mig det og siig mig hvorledes de se ud  . 
Helena vendte sig bort og sagde vranten  : 
— Hvorlænge skal jeg blive her alene  ? Jeg er 
ikke fri for at være noget angst  . 
— Aa  , Passiar  , husk hvad jeg har sagt Dig  . 
Farvel  , Helena  . 
Hun satte sig atter og grundede over Baronens 
mystiske Optræden  . 
Imedens vandrede Aleris op og ned ad Gaderne 
i den slørste Sindsbevægelse  . 
I hans Tanker saae han sin Søster og den unge 
Pige  , han nylig havde talt med  . 
Hvor skulde han finde Madelaine  ? Han havde 

været paa forskjellige Stationer  , for at spørge om -endes 
Opholdssted  , men han fik ikke noget fyldestgjørende Svar  . 
Han blev mørk i Sindet  , men fortsatte dog sine Efterforskninger 
uden Resultat  ; da Aftenen indtraf havde 
han endnu ikke fundet hende  . 
Træt og afkræftet gik han ind i et Gjæstgiversted  . 
I Stuen sad henved en halv Snes Personer  ; 
de vare indvsklede i en meget ivrig Samtale  . 
Alexis satte fig i et Hjørne af Stuen og tog en 
Avis  ; men han kunde ikke læse i Ro  , da de andre 
Gjæster førte en temmelig høirøsfet Samtale  , der 
bestandig forstyrrede ham  . 
Noget af denne Samtale trængte tydelig over til 
ham og nysgjerrig lyttede han efter  . 
— Det er udenfor det lille Hus ved Pladsen  , 
hørte han En sige  . 
— Er det langt herfra  ? spurgte en Anden  . 
— Aa nei  , ikke saa langt endda  ; følg blot med 
os  , der er gode Penge at tjene  . 
Aleris skælvede  ; hans Anfigt var blegt og ophidset  . 
Mændenes Samtale blev livligere og livligere  , formodentlig 
en Følge af den slærke Punsch  , der dampende 
stod paa Bordet og af hvilken de allerede havde nydt 
store Kvantiteter  . 
Aleris nærmede sig dem og rømmede sig et Par 
Gange  . 
Mændene saae paa ham med rasende Blikke  . 
Han satte sig tilsyneladende rolig ved Siden as 
dem  , og bad høflig om Tilladelse til at drikke sit Glas 

sammen med dem  , da det var saa kjedeligt st sidde 
alene  . 
Mændene rykkede tilside og en ung  , høi Kavaleer  , 
-- iført kort Frakke  , snævre Beenklæder og en lille 
lavpullet Hat  , — satte sig frækt lige for ham og saae 
ham op i Ansigtet  . 
Aleris lod som Intet og gav sig i Samtale med 
en af dem  . 
— Klokken er 1  , Patrik  , skulle vi saa bryde op  , 
sagde den unge Laps og dreiede sin Knebelsbart  . Og  , 
tilføiede han  , er det en smuk ung Pige  , stikker jeg a ' 
med hende  , medens I Andre tager den gamle Kjælling 
og Pengene paa Eders Samvittighed  . 
Aleris lod som om han Intet hørte og vedblev 
at tale med Manden  , der udentvivl havde drukket saa 
meget  , st han ikke vidste hvad han sagde  . 
— Seer De  , min Ven  , snøvlede han og slog Aleris 
paa Skulderen  ; vi skal ud iaften og „  negle  “ Noget  , 
thi Fortjenesten har været smal siden Baronessen ikke 
har saa meget Brug for os som tidligere — Noget 
borte herfra ligger der et lille Hus  , hvori der kun boer 
en gammel Kjælling og en ung Pige  . Vi have af en 
fiin Herre faaer Anvisning paa den unge Pige  , og da 
nu den lange Bod derhenne holder meget af Pigebørn  , 
saa ere vi blevne enige om at overlade ham hende  . 
Aleris maatte med sin Hat skjule Ansigtet  , for ikke 
at forraade den Foragt  , der i dette Øieblik beherskede 
ham  . 
— Hvad  , om det var Madelaine  ? 

Denne Tanke slog pludselig Aleris og hans Angst 
tiltog  , da Bod beskrev hende for fine Kammerater  . 
— Min stakkels  , stakkels Søster  , mumlede han  . 
Han grundede et Øieblik  . 
Den gamle Mand han havde talt med var falden 
i Søvn  . 
Aleris tog fin Hat og listede fig bort  , dog ikke 
læcnger end ned i Porten  , thi her blev han slaaende 
og lyttede  . 
10 Minutter efter saae han Banditterne træde ud 
af Huset og tage Retning imod Nord  . 
Aleris fulgte dem i ti Skridts Afstand  . Hans 
Hjerte bævede  , hans Tindinger bankede og Øinene 
rullede vildt fra den ene Gjensland til den anden  , 
skjøndt han neppe kunde skjelne^noget i den mørke Nat  . 
En halv Time efter slandsede de ved det lille 
H  «  S  , hvori Madelaine boede  . 
Alt var tyst og stille og ingen Lyd førraadte at 
her boede Mennesker  . En af dem aabnede Porten og 
de gik Alle ind i Huset  . 
Aleris fulgte dem  ; han listede fig op ad Trappen 
til første Sal  , hvor den lange Bob allerede var ifærd 
med at dirke Laasen op  . Døren sprang snart op og 
Bob listede fig ind  . 
Aleris fnlgte ham  . I Haanden holdt han en lille 
Dolk  , hvilken han altid bar hos fig  . Han knugede 
Haanden fast om den og fulgte efter saa godt han kunde  . 
Værelset var bælmørkt  ; ingen Lyd lod fig høre  . 
Den lange Bob følte fig frem langs med Væggen og 

Aleris vendte sig derfor til den modsatte Ende af 
Stuen  ; her oppebiede han hvad der vilde komme  . 
Situationen var spændende  . 
Aleris følte at det gjaldt hans Liv dersom de opdagede 
ham  . Heldigvis laa der et tykt Tæppe paa 
Gulvet  , der gjorde det muligt for Aleris at dæmpe 
sine Trin  ; han frygtede meest ar hans Aandedræt 
skulde høres  , thi han hørte tydelig at Bob aandede 
tungt og huult  . 
Aleris holdt Veiret saa meget som mulig  . Med 
Dolken i den ene Haand og den anden udstrakt for sig  , 
ventede han hvad der vilde ske  . 
— Min Gud  , jeg takker Dig  , at Du lod mig opdage 
denne Fare  , thi det er bestemt min Søster det 
gjælder  ! tænkte han  . 
Han blev afbrudtIved at Bob pludselig slødte til 
ham  . Aleris trak Haanden til sig og lod sig glide ned 
paa Gulvet  ; sagte og lydløst krøb han om paa Hænder 
og Fødder  ; men Bob var bleven opmærksom og han 
befølte Gulvet overalt  . 
Han slødte derved paa en Dør  ; han greb fat i 
denne og  “ aabnede den lydløst  . 
Banditten traadte ind  ; Aleris reiste sig og fulgte 
ham  . Men pludselig slog Bob Ild og tændte det paa 
Bordet slaaende Lys  . 
Aleris skjulte sig bag Døren og stod saaledes useet  . 
Han saa gjennem Revnen  , at Banditten søgte 
overalt  , men uden Held  , og at han tilsidst forlod Stuen 
med en drøi Ed  . 

Aleris aandede lettere da Bob var gaaet  . Han 
traadte ind i den Stue  , hvor Lyset stod  , men foer forundret 
et Skridt tilbage  ; thi alle hans Møbler fra 
den fordums Leilighed stod her  ; hele hans Værelse 
var som ved et Trylleri flyttet herhen  . 
Hans Seng stod paa fin Plads  , hans Skrivebord  , 
Reol og Bøger slode som forhen  . Lange tykke Gardiner 
dang for Vinduerne og bløde Tæpper bedækkede Gulvet  ; 
men Madelaine var der ikke  . 
— Hun har boet her  ! udbrød han bævende af 
Glæde  . Endelig fandt jeg da Sporet  ! — Stakkels 
Madelaine  , det var altsaa Dig  , de efterstræbte  ! — Min 
stakkels  , stakkels Søster  , hvor er Du nu  ? 
Han traadte ind i det forreste Værelse  , med Lampen 
i Haanden  . Her var Madelaines lille hyggelige Stue 
præsenteret  ; Alt stod i Orden og Alt var indrettet med 
Smag  . Men hellerikke her var den dyrebare Søster  . 
Hans Sorg og Skuffelse var forfærdelig  . 
Nu lød fremmede Stemmer op til ham  . 
Aleris slukkede Lyset og stillede fig i en Krog af 
Stuen  . Døren aabnedes kort efter og alle Banditterne 
traaadte ind  . 
Aleris knugede Haanden fast om fit Vaaben  ; han 
kunde ikke skjelne dem  , men deres Søgen og Mumlen 
forraadte at de vare der  . 
De gik nu ind i det tilstødende Værelse og en 
medbragt Lygte oplyste svagt dette  . 
Aleris foer forfærdet op og nærmede fig baglænds 
Døren  . 

Dersom de saae ham her  , hvad vilde da ste  ? — 
Han aabnede lydløs Døren  , men pludselig greb en 
kraftig Haand ham i Kraven og et tordnende „  Holdt  !  “ 
fik ham til at vende sig om  . En Gensdarm stod bag 
ham og havde et saa godt Greb i ham  , at det var 
umuligt for Aleris at rive sig los  . 
En Mængde Gensdarmer traadte ind i Værelset  , 
men neppe saar Banditterne dem  , før de strar forsvandt 
gjennem Vinduerne  , da Salen laa temmelig lavt ved 
Jorden  . Men her vare nogle Gensdarmer posterede og 
Banditterne bleve slandsede i deres Flugt  . Dog  , de 
vare vante til Faren og angreb Gensdarmerne saa 
tappert  , at de Alle undkom paa den lange Bob nær  . 
Han og Aleris blev  , bevogtet af Gensdarmerne  , 
førte i Fængsel  . 
Ottende Kapitel  . 
Den lange Bob  . 
Men hvor var Madelaine i denne Tid  ? spørger 
vel den ærede Læser  . 
Madelaine boede ikke mere i det lille HuS  ; hun 
var ubemærket en Morgenslund flygtet derfra  , uden at 
have nøgen Anelse om at Aleris endnu levede  . 

En Morgen  , medens Madelaine endnu boede i det 
lille Hus  , sad hun ved Vinduet og syede som sædvanlig  . 
Hun tænkte paa Aleris og hendes Tanker vare i 
Himlen hos de Kjære  , der havde forladt hende  . 
Da lød en sagte Fløiten op til hende  ; hun hørte 
den vel  , men lød som om hun ikke havde bemærket den  . 
Fem Minutter efter lød atter Fløiten  , — dennegang 
slærkere  , og Madelaine saae ud ad Vinduet  , men 
tog strax sit Hoved tilbage  . Noget efter lød atter 
Fløiten  , men dennegang lige udenfor hendes Vindue  . 
Hun saae atter ud  ; en ung Mand stod lige 
udenfor Vinduet og hilste op til hende  . Madelaine 
foer sammen og vendte sig bort  ; en uhyggelig Anelse 
bemægtigede sig hende og hun var ikke rolig hele Dagen  . 
Den næste Morgen ved samme Tid stod den unge 
Mand atter udenfor Vinduet  ; hans glødende Øine 
vare rettede mod hende og han hilste atter paa hende  . 
— Ak  , det er vist en ny Ulykke  , der truer mig  ! 
sagde Madelaine og hævede Hænderne mod Himlen  , 
for at anraabt om Beskyttelse  . 
Hun havde ingen Ro mere  ; baade Dag og Nat 
stod Billedet af det uhyggelige Ansigt for hende  ; men 
Manden stod ogsaa derudenfor hver Dag  , skjøndt hun 
aldrig saae ham komme eller gaa  . 
Naar hun saae ud af Vinduet stod han der  , og et 
Øieblik efter var han førsvunden for hendes Øine  , 
saa pludselig  , at man skulde trø han var sunken i 
Jorden  . 
Denne Angst udholdt Madelaine en Ugestid  ; men 

en Morgenslund iførte hun fig fit Overtøj og listede 
fig ud af det lille Hus  , inden Mo ' er Martha var 
vaagnet  . 
Hun gik ind paa et af Paris ' slørre Avertissementskontorer  . 
Hun kjøbte en Avis og læste den hurtig 
igjennem  . 
— Dette er det sidste Middel  , sagde hun for sig 
selv  . Jeg kan ikke udholde at være ene  , nei  , selv om 
jeg skal tjene Andre er det dog bedre end at leve som 
en Fange  . 
Hun traadte ud paa Gaden og gik langsomt fremad  . 
Bed Enden af Angouleme i Forsladen Saint-Honore 
standsede hun  , saae op ad et pragtfuldt Hus og spurgte 
den i Døren slaaende Tjener  , om det var hans Herskab 
der søgte en Kammerjomfru  . 
Tjeneren nikkede naadig og saae op og ned ad hende  . 
— Kom skal jeg vise Frøkenen hvor det er De 
skal hen  , sagde ban  , idet han vilde tage Madelaine 
under Hagen  ; men hun traadte et Skridt tilbage og 
gik den Vei hun var kommet fra  ; men Tjeneren 
nærmede sig hende og slog hende paa Armen  . 
— Men  , Frøken  , De behøver da ikke at være saa 
knibsk paa det  ; kom kun med mig  , jeg skal saamæn ikke 
røre ved Dem  . 
Madelaine fulgte med  , uden at sige et Ord  . Tjeneren 
førte hende op til Husets første Etage og aabnede 
Døren  . 
Madelaines Hjerte bankede af Angst  , da hun stod 
i den pragtfulde Stue  , hvortil Tjeneren havde ført hende  . 

Hun skjulte Hovedet i Hænderne og bad en inderlig 
Bøn til Gud  . 
Da lagde en Haand sig paa hendes Skulder og 
en blid Stemme trængte sig inderlig ind i hendes 
Hjerte  . 
Madelaine foer op og saae at en gammel Dame 
stod for hende  . Hun havde et venligt Ansigt og store  , 
godmodige blaa Øine  . 
Et mildt Smil var udbredt over hendes Ansigt og 
Madelaine følte sig saa lykkelig ved at betragte hende  . 
— O  , havde jeg en saadan Moder  ! tænkte hun 
uvilkaarlig  . 
Den gamle Dame talte blidt og venligt til hende  . 
— Hvad søger De  , mit Barn  ? begyndte hun  . 
— O  , Frue  , sagde Madelaine forlegen  ; De maa 
ikke blive vred  .  .  . jeg har læst i Avisen  , at De havde 
Brug for en Kammerjomfru og jeg gik herop i de  » 
Tro  , at jeg muligen kunde overtage en saadan Plads  . 
Den gamle Dame saae paa hende  . 
— Hvor gammel er De  , min Kjære  ? sagde hun  . 
— Atten Aar  , svarede Madelaine  . 
— Har De ikke tidligere været ude blandt 
Fremmede  ? 
— Nei  . 
— Troer De  , at De kan paatage Dem en Kammerjomfrues 
Pligter  ? 
— Jeg haaber det  , Frue  . 
— Godt  , mit Barn  , lad os saa bestemme os til 
det  . Men det er sandt  , det er ingenlunde min Kammerjomfru 

De slak være  , nei  , jeg antager Dem til min 
Datter  , men hun er en rar Pige  , naar jeg selv fial 
sige det  .  .  . stakkels Barn  , altfor godmodig  ! 
Madelaine takkede den gode Dame og gik  , efter 
at have modtaget Besked paa at begynde fine Funktioner 
ved Maanedens Udgang  . 
Madelaine vandrede til fit Hjem  , tung om Hjertet  ; 
hun skulde jo nu ud blandt Fremmede  . 
Endelig naaede hun til fit Hjem  ; den unge Mand 
stod alter udenfor hendes Vinduer  ; han saae hende og 
vilde ile hende imøde  , men hun vendte hurtig om og 
løb ned ad den nærmeste Gade  , hvor hun skjulte fig i 
en Port  . 
Bob — thi ham var det — lod fig narre og løb 
ned ad Gaden det bedste han kunde  , og Madelaine 
skyndte fig til sit Hjem  , for af undgaa ham  . 
Her begyndte hun af paffe sit Tøi og sy det nødvendigste 
til sin forestaaende Tjeneste  . 
Bob kom bestemt -ver Morgen og saae op til 
hendes Vindue  ; ja ofte stod han flere Timer og slirrede 
op til hende  . 
Ester en Uges Forløb fik Madelaine et Brev  . 
Hun aabnede det og læste  , men hun udsledte et svagt 
Skrig efter af have endt det  . 
Det var et Frierbrev fra hin Ubekjendte  , hvori 
-an opfordrede hende til af svare ham  , naar han 
nogle Dage derefter kom op til hende  . Han raadede 
hende til af blive hans Kone  , va han i modsat Tilfældæ 
hverken Dag eller Nat vilde lade hende i Ro  . 

Madelaine rystede øver alle Lemmer  ; men heldigvis 
var der kun en Dag tilbage  , før hun skulde bort fra 
dette Ulykkens Sted  . 
Næste Eftermiddag  , efter af hun havde ordnet alle 
fine Sager  , tøg hun en Fiakre og kjørte til fit nye 
Opholdssted  . 
Klokken var fem og det var endnu lyst  . 
Madelaine saae fig forsigtig omkring  , for af se 
om den afskyelige Mand ogsaa passede paa hende her  ; 
men nei  , han var der ikke  . 
Hun fog næsten glad bort og en Time efter var 
hun ved det Hus  , hvor hun skulde bo for Fremtiden  . 
Den samme Aften var det at Bob og de andre 
Banditter undersøgte det lille Hus og ikke fandt Madelaine  ; 
derimod sljal de fra Mo ' er Martha Alt hvad 
de kunde faae fat i  . 
Den gamle Kone sov saa fast  , at hun slet ikke 
mærkede Tyveriet  . 

Niende Kapitel  . 
Overraskelsen  . 
Madelaine traadte ind i Huset i Forsladen SaintHonore  , 
og gik frygtsom op ad Trapperne  . 
Tjeneren kom hende atter imøde  . Hun nikkede til 
ham og sagde  : 
— Er De saa god at sige mig hvor jeg kan lade 
mit Tøi staa  , medens jeg hilser paa Fruen  ? 
— Jo  , her  , lille Frøken  , her er et Aflukke  , hvor 
det kan staa  . 
Han fog Kufferten og Hatteæffen fra Madelaine 
og gjemte det omhyggeligt  . 
— Nu kan De godt gaa ind til Fruen  , sagde han  . 
Madelaine takkede ham og gik  . 
Tjeneren saae efter hende og mumlede  : 
— Hun er en sød lille Pige  ! 
Madelaine traadte ind i Dagligsluen og nærmede 
sig den gamle Dame  , der sad ved Vinduet  . 
— Goddag  , mit Barn  , naa  , det glæder mig at 
Du kom  . Sæt Dig ned hos mig og fortæl mig lidt 
om Dig selv  . 
Madelaine satte sig hos den venlige Dame  , men 
aabnede ikke Munden for at efterkomme hendes Opfordring  . 
En ung Dame traadte ind og hilste venligt paa 
hende  . 

— Hør  , kjære Moder  , tillader Du at jeg tager i 
Operaen med Fader iaften  ? sagde hun  . 
— Saa gjerne  , Adele  , gaa Du kun  .  .  . Men 
lad mig først forestille Dig din nye Kammerjomfru  . 
Den unge Dame saae indtrængende paa Madelaineog 
rakte hende Haanden  , idet hun sagde  : 
— Troer De  , at De kan finde Dem i mit Tyrani  , 
lille Madelaine  ? 
— O jo  , svarede denne smilende  , inderlig rørt 
over denne Venlighed  . Men da De er kommen saa 
tidlig  , vil De maaske hjælpe mig med min Paaklædning 
iaften  ? 
— Ja  , saa gjerne  , Frøken  . 
Madelaine reiste fig og fulgte hende  , ester at have 
kastet et langt Blik paa den gamle Dame  , der sad og 
betragtede hende  . 
Madelaine havde en afgjort Sands for alt Skjønt  ; 
det var derfor ikke saa mærkeligt  , at Abele Savigny 
aldrig havde følt sig saa glad over sin Paaklædning  , 
som denne Aften  , da Madelaine havde pyntet hende  . 
Efter at Vognen var kjørt med Adele og hendes 
Fader  , kaldte den gamle Dame paa Madelaine  . 
— Vil De læse for mig  , mit Barn  ? sagde hun  . 
Ellers pleier min kjære Adele at gjøre det  . 
Madelaine var strax villig hertil og greb en Bog 
for at læse i den  . Men Døren aabnede  ! i det samme 
og Tjeneren meldte  : „  Baron von Sympfen  !  “ 
Madelaine foer op og holdt sig krampagtig fast 

ved Stolen  . Den gamle Dame saae forbauset paa 
hende  , men Madelaine slog skamfuld Øinene ned  . 
Baron von Sympfen traadte hoverende ind ad 
Døren  . 
— God Asien  , Fru Savigny  , god Aften Frø  .  .  . 
Længer kom den gode Mand ikke i sin Hilsen  ; han 
standsede forbauset og glemte at vise sig saa høflig mod 
Fruen  , som han ellers pleiede  . 
Madelaine stod endnu ved Stolen  . Den s gamle 
Frue betragtede dem Begge skarpt  , og et misfornøiet 
Træk foer over hendes Ansigt  . 
Baron von Sympfen fattede sig dog hurtigt og 
vendte sig om mod Fruen  . 
— Ah  , Fru Savigny  , sagde han og bukkede  ; den 
unge Dame er ikke Deres fortræffelige Datter  ; maaske 
er det en Niece eller nær Slægtning  ? 
— Nei  , Hr  . Baron  , det er min Datters Kammer - 
jomfru  , men jeg formoder De kjender hende bedre 
end jeg  . 
— Nei  , paa ingen Maade  , sagde Baronen og 
vendte Ryggen til Madelaine  . Jeg har aldrig seet 
Lette Ansigt før  . 
Madelaine rystede af Harme  ; hun følte tilfulde 
det Nedværdigende i sin Stilling  . 
— De kan gaa  , Jomfru  , sagde Fru Savigny  ; 
men pas paa af være ved Bordet  , naar de komme 
fra Operaen  . 
Madelaine neiede og gik  , glad over fin Frihed i 
dette Øieblik  . Hvor skamfuld følte hu  »  fig iffe ligeoverfor 

den gamle Dame  . Hvad skulde hun svare  , 
hvis hun forlangte en Forklaring  ? 
Madelaine satte sig i det lille Værelse  , der var 
indrettet til hende  , og tænkte over det Passerede  . 
Klokken var 11  , da en Vogn holdt for Døren  . 
— Der ere de  , sagde hun for fig selv  . 
Hun skyndte fig ud  , men mødte Frøken Adele paa 
Trappen  . Hun bemærkede ikke Madelaine og gik ind 
paa fit eget Værelse  . 
— Skal jeg hjælpe Dem med Omklædningen  , 
Frøken  ? sagde hun  . 
Adele vendte fig om  ; hendes Kinder blussede og 
Øinene slode fulde af Taarer  . 
Madelaine saae medlidende paa hende  . 
— Nei  , lille Jomfru  , idag behøver jeg ingen 
Hjælp  ; men hvis De vil  , da gjør mig den Tjeneste 
at undskylde mig ved Bordet  . Jeg er iaften ikke oplagt 
til at se Fremmede  . 
Madelaine gik strar  , da hun antog  , at det var en 
inddirekte Opfordring til hende  . Hun traadte after 
ind i Spisestuen  , mere fattet paa at møde Baron von 
SympfenS Blik  . Hun tog Plads ved Enden af 
Bordet  . 
— Hvor bliver dog Adele af  , sagde Fru Savigny 
pludselig  . Jomfru  , er De saa god at kalde paa 
hende  ? 
— Det er sandt  , Frue  , jeg skulde fige  . at det var 
Frøkenen umuligt at komme tilbords iaften  , da hun 
ikke føler fig ganske vel og allerede er gaaet til Ro  . 

Fruen kastede et ængstelig Sideblik til stn Mand 
og var urolig hele Tiden  . 
Baron von Sympfen saae paa Manden og hviskede 
ham hemmelighedsfuldt nogle Ord i Øret  . 
Manden blev bleg  , men viste ikke nogen Sindsbevægelse  . 
Theen var drukken  . Baron von Sympfen reiste 
stg og tog Afsled  . Han kastede et Blik paa Madelaine 
og gik  . 
Han havde indbudt Herren  , Fruen og Frøkenen 
til sit Bryllup  , der skulde feires den følgende Uge  . 
Madelaine hørte del og glædede sig derover  . 
Dagen efter saae Adele sørgmodig og forsagt ud  ; 
Madelaine søgte flere Gange at opmuntre hende  , men 
det var forgæves  . 
Henad Aften havde de atter Besøg af Fremmede  , 
men det synes som Madelaine skulde have Overraskelse 
paa Overraskelse  , thi hun maatte hurtig forlade Stuen  , 
da Vikomte äe Botins traadte ind  . Han saae ikke 
hende  , men hilste paa Fruen og Herren  , og næsten 
koldt paa Frøkenen  . Det var Madelaine paafaldende  , 
at hun ligeledes viste sig kold imod ham  . 
Madelaine fjernede sig hurtig og det var godt at 
hun ikke blev kaldt ind den Aften  , thi hun var ikke saa 
rolig som hun skulde være  . Det var hende en Gaade  , 
ar Vikomten kom der hver Aften og at han ligesom 
tidligere behandlede Adele sua kaldt  , uden dog at tilsidesætte 
det mindste Høflighedshensyn  . Hun tænkte 

ofte derover  , men ver var hende umuligt at udfinde 
Grunde  »  dertil  . 
Dog denne Gaade skulde snart blive løst  . 
* 
Tiende Kapitel  . 
Bryllupet 
Foran Baronesse Verdins Hotel holdt en Mængde 
elegante Vogne  . Herskaberne stege ud af Vognen ved 
Hjælp af deres Tjenere  , og en Mængde Nysgjerrige 
trængte fig omkring Hotellet  , for at se de fornemme Folk  . 
Paa samme Tid stod Madelaine og pyntede 
Adele  , der saae ubeskrivelig smuk ud  . 
- Tak  , kjære Madelaine  , nu er det godt  , jeg 
bryder mig ikke om at være saa pyntet  , sagde hun  . 
— 3o vist  , Frøken  , De maa være saa smuk som 
mulig  ; De er ung og vil bestemt tage alle Hjerter 
med Storm  . 
— Men De selv  , Madelaine  , De er jo ogsaa 
ung  , og dog pynter De Dem aldrig  , sagde Adele  . 
— Nei  , hvorfor skulde jeg vel ogsaa det  , Frøken  ; 
det passer fig jo ikke for mig  . 
— Aa  , nei  , maaske  ! Har De aldrig baaret en 
smuk Silkekjole  , Madelaine  ? 

— Jo  , Frøken  , dengang min Fader levede  , da 
havde jeg en kostbar Silkekjole og dengang var jeg 
lykkelig  . 
— De har altsaa engang været lykkelig  ? 
— Ja  , Frøken  , jeg har kjendt Lykken  , men den 
vendte mig desværre saa hurtig Ryggen  . 
— Stakkels Madelaine  , De er ikke den Eneste  , 
sagde Adele og vendte fig bort fra hende  . Jeg kjender 
En  , som det samme er hændet  . 
Adele var dybt bevæget  . 
Madelaine saae paa hende  . Hvilken Sorg kunde 
vel trykke dette Lykkens Skjødebarn  . 
— Eier De en hvid Kjole  , Madelaine  , saa vilde 
jeg gjerne have at De skulde tage med os til Baron 
von Sympfens Bryllup  ; jeg kan jo ikke vide om Et 
eller Andet kunde komme i Uorden ved mit Toilette  . 
— Jo  , Frøken  , sagde Madelaine nølende  ; jeg 
har flere hvide Kjoler  , og naar De ønsker det kan jeg 
jo ogsaa godt tage med  . 
— Det lader til  , at De ikke synes om det  , 
Madelaine  ; De vilde maaske hellere blive hjemme  ? 
— O nei  , vist ikke  , sagde Madelaine og ilede op 
paa fit Værelse  . 
Med et tungt Sind klædte hun fig om og var 
snart færdig  . 
Hun var net og fortryllende i den hvide Kjole og 
med den lille Sløise paa Haaret  . 
— Her er jeg  , Frøken  , skal vi saa kjøre  ? sagde hun  . 

— Ja  , lad os det  , svarede Adele og saae fig i 
Speilet  . 
Kort efter kjørte de Alle bort  . Man ankom endelig 
til Hotellet og medens Herren  , Fruen og Adele gik 
ind ad den store midterste Dør til Salonen  , blev der 
anviist Madelaine en Plads i et lille Værelse  , hvor 
der efter Ballet skulde opvartes med Forfriskninger  . 
Hun sad alene derinde og hørte at man gik tilbords  . 
Hun greb en Avis og legede tankeløst med 
denne  . Det store Selskab derinde udbragte Skaaler 
for Brudeparret  ; ved ethvert nyt Udbrud foer en 
Skælven gjennem Madelaine  , uden at hun selv vidsle 
hvorfor  . 
To Timer vare forløbne  , da hørte hun Nogen 
nærme fig  . 
Adele og hendes Moder traadte ind  . 
— O  , Madelaine  , vil De være saa god at sætte 
mine Krøller lidt bedre  , de kom i Uorden ved Bordet  . 
— Saa gjerne Frøken  , svarede hun og hjalp 
hende  . 
Fruen nærmede sig Adele og fjernede sig noget 
fra Madelaine  . 
— Du maa ikke være saa kold mød Georges  , 
Adele  ; jeg siger Dig  , at om Du end elsker Henri nok 
saa høit  , saa veed Du  , at det er din Faders bestemte 
Villie  , at Du skal ægte Vikomten  ; føi Dig efter ham  , 
Ler hjælper intet Andet  . Jeg har gjort det i saa 
mange Aar  , saa kan Du vel ogsaa  , thi jeg har fristet 
samme Skæbne som Du  . 

— O  , Moder  , Du kan ikke mene det  , Du er ikke 
saa haardhjertet som Fader  , udbrød Adele bønfaldende  . 
— Om saa var  , mit Barn  , vi maa sinde os 
med Ydmyghed i Alt  . 
Adele og Fruen fjernede sig  . Madelaine var 
atter ene  . 
Nu lød Musiken ind til hende  ; hver  . Tone 
trængte sig ril Hjertet og gjorde hende bevæget  ; de 
samledes med hendes Tanker og en Række af kjære 
Billeder strømmede forbi hendes indre Øie  . 
Længe sad hun saaledes ensom og forladt  , og 
følte  , at hun nu alene havde Gud i Himlen tilbage 
at elske  . 
— Hør  , hvor de dandse  , de ere lykkelige  , mumlede 
hun  . 
Raske Skridt lød i Forværelset og en Herre 
traadte ind  . 
Madelaine flygtede hen i en Krog af Værelset  , 
saa at hun tildels vendte Ryggen til den Indtrædende  , 
og lod som om hun læste i en Bog  , uagtet hun var 
saa urolig  , at Bogslaverne dandsede paa Papiret for 
hende  . 
Herren satte sig paa en Stol  , greb den Avis  , der 
laa paa Bordet  , og lod som han læste  ; men hans 
store  , sjælfulde Øine svævede uroligt omkring^ i 
Værelset  . 
— Hvad er der vel at gjøre herved  ? udbrød 
han tankefuldt ved sig selv  . Jeg har en dyb Agtelse 

for min Moder og vil nødig gjøre hende imod  ; det 
er hendes ulykkelige Idee  , at jeg ikke kan blive lykkelig 
uden hun har valgt mig en Hustru  . Jeg troer at 
hun vilde gaa fra Forstanden  , dersom jeg modsatte 
mig hendes Villie  , og dog vilde jeg blive meget ulykkelig  , 
dersom dette Parti kom istand  . Jeg elsker ikke 
Adele og hun elsker Heller ikke mig  , — nei  , Herre  » 
være lovet  ! Men lad os se Tiden an  , det vil vel 
med Guds Hjælp forandre sig  . 
Han grublede et Øieblik  . 
Madelaine benyttede Leiligheden og vilde liste sig 
bort  . Med Øinene slift heftede paa ham  , sneg hu  » 
sig over Gulvet  ; hun rystede saa stærkk  , at hun neppe 
kunde vinde derover  . 
Pludselig foer hun sammen  ; Vikomten fæstede 
sine smukke Øine paa hende med et Udtryk saa varmt  , 
saa inderligt  , men tillige saa forundret  , at Madelaine 
uvilkaarligt slog Blikket mod Gulvet og satte fig stille 
paa en Stol  , efter at have gjengjældt hans Hilsen  . 
Han nærmede sig hende  . 
Men bedste Frøken Morfin  , hvorfor har De ' 
ikke været inde ved Bordet og hvorfor er De ikke med 
ved Ballet  ? 
— Jeg kan ikke dandse eller tage til nogen Fornøielse 
mere  ; min Broder er som De veed  , død  , og 
jeg er kun overladt til mig selv  , desuden kan jeg ikke 
lide at dandse  . Men undskyld mig  , Hr  . Vikomte  , jeg 
hører min Frøken kalde paa mig  ; Farvel  ! 
Hun ilede bort  . 

Hendes Anfigt havde blusset  , da hun talte med 
ham  ; hendes Hjerte havde banket  ; men da hun kom 
udenfor var hun atter Madelaine i det Ådre  , thi i det 
Indre herskede der en heftig Smerte  . 
Hun stod ved Døren til Balsalen og tittede ind i 
denne  , hvor alle de glade Mennesker svingede fig rundt 
i lystig Takt  . Musiken tonede gjennem Salen og 
gjorde Madelaine saa vemodig  . Det svimlede for hendes 
Øine  , thi et Blik trængte sig dybt i hendes Hjerte og 
lysnede op derinde  ; men dette Blik blev bemærket af 
Flere end hende  , thi den nygivte Baronesse von 
Sympfen dandsede forbi Madelaine med Bikomte Se 
Botinö  . 
Et Forundringsudraad var nær undsluppen Baronessens 
Læber  , da hun saae Madelaine  . 
Da denne Dands var tilende  , skyndte Madelaine 
sig tilbage til det Værelse  , hvorfra hun var flygtet  . 
Hun anede  , at Bikomten vilde komme forbi Balsalen 
og maaske se hende staa der — ja  , han vilde 
maaske tiltale hende — og hun havde lovet sig selv at 
undgaa ham saa meget som mulig  . 
Hun tog Plads paa den samme Stol  , hun tidligere 
havde siddet paa  ; denne stod lige ved Alkoven  , for 
hvilken nogle tykke Gardiner vare ophængte  . Det forekom 
hende  , at disse bevægede sig svagt  ; hun foer 
sammen og skælvede  . 
Hun holdt Øinene stift fæstede paa Gardinerne og 
flere Gange saae hun en hvid Haand løfte dem lidt iveiret  . 
Madelaine  . 5  . H-fte  . 

Madelaine reiste fig  , men hendes Fødder nægtede 
at gjøre hende deres Tjeneste  . Hun var som fastnaglet 
til Stedet  ; det svimlede for hende  , mat og skælvende 
sank hun ned paa Stolen i en halv devidsllos 
Tilstand  . 
Nu lød Musikens Toner atter ind til hende og 
de Dandsendes Trin forstyrrede den Stilhed  , der omgav 
hende og gav hendes Tanker en anden Retning  . 
Gardinet for Alkoven blev atter løftet op og et 
Ansigt slirrede feberagtigt ud paa hende  . 
Madelaine vendte Ryggen til Alkoven  ; hun saae 
ikke Ansigtet  , men til sin Skræk mærkede hun at Gardinet 
atter blev løftet iveiret  . 
Hun vovede ikke at vende sig om  ; atter reiste hun 
fig  , men Skrækken havde lammet hende og heller ikke 
dennegang formaaede hun at flytte fig fra Stedet  . 
— Min Gud  ! hviskede hun og knugede Hænderne 
sammen  ; hvad skal dette blive til  ? 
Pludselig svævede en Dame hen over Gulvet  , lig 
en Fe  , klædt i Hvidt  . 
Madelaine lukkede Øinene og udstødte et dæmpet 
Skrig  . 
— Hvad er det  ? hviskede en Herre  , der var traadt 
ud fra Alkoven og nu holdt den skælvende Madelaine 
i fine Arme  . Hvorfor skriger De  , Frøken  ? 
Madelaine svarede ikke  . Den hvidklædte Dame 
havde imidlertid naaet Døren og var traadt ud af denne  . 
— Ah  , udbrød Madelaine og vilde reise fig  ; hvem 
mon denne Dame var  .  .  . O  , hvilken Angst  ! 

Hun gjorde atter Anstrengelse før at komme op  , 
men Vikomte s  «  Botin  «  stod før hende og holdt hende 
endnu fast omslynget  . 
— Hvorfor var De angst  , Frøken Morfin  ? sagde 
han ømt og saae paa hende  . 
Madelaine vendte Hovedet bort og vilde atter 
reise fig  . 
— Nei  , bliv nu lidt  , Frøken  , og slig mig  , hvorfor 
De aldrig vil tale med mig  . Af hvilken Grund undgaaer 
De mig bestandig  , jeg har jo aldrig gjort Dem 
Fortræd  ; men nu slipper jeg Dem ikke før De siger 
mig hvorfor det er  . Er jeg da saa afskyelig  ? 
Madelaine slog Øinene ned og sagde  : 
— Slip mig  , Hr  . Vikomte  , det er ikke passende 
før Dem  , en Adelsmand  , at tale til en fattig Kammerjomfru  . 
— O Frøken  , siig ikke det  ; De veed ikke hvor 
meget jeg længes efter at tale med Dem  ! 
— O  , ti  , Hr  . Vikomte  ! sagde hun saa ivrig at 
hendes Kinder bleve purpurrøde derved  . Slip mig 
nu  , hvad maa Folk tro  , naar de komme herind efter 
Balle  »   . 
— Nei  , Frøken  , nu har De undgaaet mig saalænge  , 
og nu maa De sige mig  , hvorfor De aldrig 
vil tale med mig  ? 
— Nuvel  , sagde Madelaine med Anstrengelse  ; det 
er fordi at  .  .  . at jeg ikke kan lide Dem  . De 
minder mig om En  , som  .  .  . som  .  .  . O  , nei  , lad 

mig komme bort  , Hr  . Vikomte  , hører De  , der kommer 
Nogen  . 
Vikomte  «  i  «  Botin  «  saae paa hende  , som om han 
ved et Blik kunde tvinge hende i fine Arme  . 
— O  , Frøken Morfin  , er det sandt  ? Er det 
virkelig Deres Alvor  ? sagde han i en ubeskrivelig 
angstfuld Tone  , og knugede hendes Haand krampagtig 
fast imellem fine  . O  , nei  , nei  , jeg kan ikke tro det  ! 
— Jeg har sagt det  ! udbrød hun og vendte fig 
bort fra ham  . 
— Og De mener det  , Frøken Morfin  ? raabte 
han i den hæsligste Fortvivlelse  . Nei  , nei  , det kar  . 
ikke være Deres Mening  ! 
— Min Gud  , jeg begriber ikke hvorfor De  , Hr  . 
Vikomte  .  .  . 
— Siig det endnu engang  ! afbrød han hende  ; 
stig endnu engang  , at De ikke kan lide mig  .  .  . at 
De vil undgaa mig overalt  .  .  . Jeg troer det ikke  , 
før De atter gjentager det  ! 
— Nuvel  , Hr  . Vikomte  , sagde Madelaine med et 
dybt Suk  ; det er min bestemte Mening jeg har udtalt 
.  .  . Men flip mig  , før Guds Skyld  , hvad maa Folk 
tro  , hvis  .  .  . 
— O  , nei  , Frøken Morfin  , sagde han og lænede 
fit Hoved mod hendes Skulder  ; De kan ikke hade 
Nogen  ; Deres Hjerte er før ædelt og vil ikke tillade det  . 
— Jeg hader Dem Heller ikke  , men  .  .  . o  , lad 
mig gaa  , udbrød hun grædende  ; jeg kan ikke blive her 
længer  . 

— Nuvel  , Frøken Mørfin  , gaa  ; men De jager 
min Lykke  , min Glæde med Dem  . 
Han saae indtrængende paa hende  ; hun stod med 
sænkede Øine og søgte at trække fin Haand til sig  . 
Han flap Haanden og sukkede dybt  . 
Madelaine ilede børt  . 
Hun kom ind i et lille  , meget elegant udslyret 
Værelse  ; men Madelaine lagde ikke Mærke dertil  . 
Hu  «  kastede sig grædende i en Støi 
— Gud Fader i Himlen  , giv mig Kraft til at 
bære min Sorg  ! sagde hun halvhøjt  ; ene Du veed 
hvad jeg lider  ! Men jeg vil være slærk  , ø saa slærk 
.  .  . jeg vil aldrig se ham mere  .  .  . nei  , aldrig  , 
aldrig  !  .  .  . O  , Gud give at vi snart skulle hjem  ! 
En Bevægelse ved hendes Side fik hende til at 
fare op  ; men hun blev forbauset staaende  , thi den 
samme Dame  , som før havde gjort hende saa angsl  , 
stod ved hendes Side  . 
Baronesse Verdin — eller som hun nu efter 
Brylluppet hæed  : Baronesse Judith von 
Sympfen  , — thi hende var det  , — saae med indædt 
Raseri paa Madelaine  . 
- Hvad græder De for  , Jomfru og hvorfor 
sidder De her  ? sagde hun i en frastødende  , kold Tone  . 
Madelaine saae sig forlegen om  . 
— Undskyld mig  , Deres Naade  , sagde hun  ; jeg 
har forvildet mig  . 
Hun vendte sig om for at gaa  . Hendes Hjerte 
var nær ved at briste  . 

— Nei  , bliv  , sagde Baronessen stolt  , jeg vil tale 
med Dem  ! 
Madelaine vendte atter tilbage  . 
— Hvad hedder De  ? 
— Madelaine Morfin  ! 
— Godt  , hvor boer De  ? vedblev hun  . 
— Jeg tjener hos Fru Savigny  , som Kammerjomfru  . 
— Naa  , men har Du ingen Familie  ? 
— Nei  , min Fader og min Broder ere begge 
dræbte i Duel  . Jeg er ene  , ganske ene  . 
— Hm  , hm  ! Har Du da ingen Moder  ? 
— Ak nei  , Frue  ! 
— Kjender Du Vikomte  «  te Botine  ? 
Spørgsmaalet kom saa brat  , saa uventet  , at det 
fandt Madelaine aldeles uforberedt  . Hun sludsede  , 
blev blussende rød og sagde  : 
— Han var med ved min Broders Duel  , ellers 
kjender jeg ham ikke  . 
— Det lader dog til at han føler en varm 
Interesse for Dig  ! sagde hun i en spottende Tone  ; 
ja  , Du har vel allerede bildt Dig ind at han elsker 
Dig og Du har vel sat ham paa den høieste Plads i 
dit Hjerte  . 
Var Madelaine før bleven rød  , saa blev hun nu 
bleg  . En hæftig Sittren gjennemfoer hende  ; et resigneret  , 
blidt  , men smerteligt Smiil laa paa hendes 
Læber  ; det vilde have rørt Enhver  , kun ikke Baronesse 
von Sympfen  . 

— Frue  , sagde Madelaine og saae slift paa 
Baronessen  ; jeg -ar kun seet ham engang og kjender 
ham ikke  . I mit Hjerte troner ingen Andre end mine 
Kjære  , der ere hos Gud  ; jeg har aldrig elsket 
Anden  , — jeg vil aldrig elske Nogen  .  .  . Deres 
Formodning er uden Grund  . 
— Ah  , Du troer at kunne gjøre Nar ad mig  , 
Madelaine  , udbrød hun opirret  ; men for en anden 
Gangs Skyld vil jeg sige Dig  , at man ikke taler saaledes 
til høibaarne Damer  ; Du bør være lidt pænere 
imod mig  , naar jeg er saa naadig at tiltale Dig  ; det 
burde Du paaskjønne  . 
Madelaine taug og bed sig i Læben  . Baronessen 
betænkte sig et Øieblik  . 
— Er Savignys fornøiet med Dig  ? sagde hun 
pludselig  . 
— Jeg veed det ikke  , men jeg troer det nok  . 
— Nu kan Du gaa  . 
Madelaine fjernede sig langsomt  . 
— Kan Du ikke gaa noget hurtigere  ! raabt  « 
Baronessen efter hende  ; Du er vel ingen Dronning  ! 
Madelaine tog sig til Hjertet  , sukkede dybt og 
forlod Værelset  . 
I det lille Boudoir stod hendes Frøken og kaldte 
ivrig paa hende  . 
— Men De græder  , Madelaine  , sagde den gamle 
Dame og Adele paa engang  , medens de Begge 
betragtede hende medlidende  . Hvad er der iveien  ? 

— O  , Intet  , Frøken  , sagde Madelaine og tørrede 
hurtig Øinene  ; skulle vi snart hjem  ? 
— Ja  ; vil Du være saa god at hjælpe mig min 
Kaabe paa  ! 
Ti Minntter efter var Vognen kjørt bort  . Vikomle 
4e Botine saae efter den og mumlede bittert  : 
— Hvor hun var smuk  , langt smukkere i sin tarvelige 
Klædning end alle de fornemme Damer i al deres 
Guld og Glimmer  . 
Han lænede sorgfuld sit Hoved mod en af de Søller  , 
der prydede Portalen  . 
— Hvor hun var sød  ! udbrød han  ; saa sød  , al 
jeg ikke kan sove inat  , uden at tænke paa hende  . O  , 
Adele  , Du kan ikke maale Dig med hende  ! 
Han gik op ad Trappen til Balsalen  ; den var 
aldeles ryddet  . 
Baronessen laa magelig henstrakt paa en Divan  , 
da han traadte ind  , for at tage Afsked  . 
Hendes smukke Øine lynede ham imøde  . 
— Gaaer De nu fra os  , Hr  . Vikomre  ? sagde 
hun og kaslede et ømt Blik paa ham  . 
— 3a  , Frue  , jeg gaaer  , men jeg maa først ret af 
Hjertet ønske Dem til Lykke i Deres Ægtesfand  .  .  . 
Jeg veed  , at Baron von Sympfen vil gjøre Dem 
lykkelig  . 
— Det troer De kun  .  .  . O  , nei^ naar man 
elsker en Anden  , kan man aldrig blive lykkelig  , sagde 
hun sukkende  . 
— Ah  , Fru Baronesse  , elsker De nu igjen  ? Deres 

Hjerte er i en sladig Bevægelse og Deres smukke Øine 
ligesaa  ! -- Hvem er nu den Lykkelige  ? 
— De veed det allerede  , Georges  , De veed det 
bedre end jeg  ! jeg har kun et Hjerte og det tilhører  .  .  . 
Hun tav pludselig stille  , saae paa ham og vedblev  : 
— De er meget haard  , Georges  ! 
— Og De er grusom  , Fru Baronesse  ! 
— Nei  , jeg er ikke  ! sagde hun med Barme  . Kan 
De forundre Dem over  , at jeg elsker Dem  ?  .  .  . De 
som engang tilbad mig  .  .  . ja  , De husker det vel nok  , 
Georges  ? Men Deres Kjærlighed til mig kjølnedes — 
o ja  , det smertede mig længe efter at De var reist — 
og nu er jeg gift  , men mit Hjerte er sønderbrudt  .  .  . 
Georges  , Georges  , har De ikke Medlidenhed med mig  ? 
— Nei  , Frue  ! 
— Og De elsker mig ikke mere  ? 
— Nei  , Frue  , jeg kan det ikke  ! De er mig saa 
kjær som en Søster  , men  .  .  . 
Han rystede smilende paa Hovedet  . 
— O  , Georges  ! raabte Baronessen fortvivlet og 
sprang op  ; De bringer mig til det Iderste  ! De vil 
da vel ikke  , at jeg knælende skal trygle Dem om Deres 
Kjærlighed  .  .  . O  , hav Medlidenhed med mig  ! 
— De havde ikke Medlidenhed med mig  , dengang 
De lod fire Banditter overfalde mig om Natten og 
bringe mig hertil  ; De er hævngjerrig  , Judith  ! 
— O  , Georges  , De maa ikke være vred paa mig  . 
se  , jeg ligger her for Deres Fødder og beder Dem om 
den Gjenkjærlighed jeg engang havde  . Vend ikke Deres 

Anfigt børt fra mig  , jeg er fortvivlet  ; — bring mig 
ikke for vidt  ! raabte Baronessen knælende  . Jeg lod 
Dem ikke gribe for Andet  , end for at se Dem  , for at 
tale med Dem  , for at vide Dem ved min Side  .  .  . 
jeg følte mig da saa lykkelig  ! — De havde endnu ikke 
besøgt mit Hus  , uagtet Baron von Sympfen havde 
kaldt Dem tilbage til Paris  .  .  . Bønhsr mig  , De 
veed jeg kan gjøre Alt for Dem  ! 
Smertelig vred hun Hænderne og omklamrede 
hans Knæ  . 
Vikomte ä  «  Bonne løftede hende varsomt op fra 
Gulvet  . 
— Det er ingen passende Stilling for Baronesse 
von Sympfen  , sagde han  ; hendes Plads bør være paa 
en Trone  . 
Han tog hende ved Haanden og førte hende hen 
til Divanen  . Hun trak ham med fig og lænede sit 
Hoved paa hans Skulder  . Han løftede hendes Hoved 
og lod det langsomt glide ned paa Divanen  . 
Han reiste fig og vilde gaa  , men hun foer op  , 
greb ham hæftigt om Hovedet og kyssede ham after 
og after  . 
— For Guds Skyld  , sagde han  ; De vover for 
meget  ; Deres Gemal kunde se det  .  .  . 
Raske Skridt lød i Forværelser  . 
Bikontten tog Afsked  . 
— De elsker mig altsaa virkelig ikke  , Georges  ! 
raabte hun aandeløs  ; er det Deres faste Beslutning  ? 
— Ja  , Frue  , det bliver ikke anderledes  . 

— Farvel da  , men tag Dem iagt  , sagde hun 
rruende  ; jeg skal vide at hævne mig  ! 
— Gjør som De vil  , Judith  , jeg er lige glad  , 
sagde han og gik  . 
Hun blev staaende ved Døren  ; hendes smukke Ansigt 
var fordreiet af Brede  , hendes Øine slirrede mod 
den lukkede Dør  ; et mægtigt Raseri beherskede hende  . 
— O min Gud  , det er ligesom jeg fortæres af en 
indvendig Ild  ! sagde hun og knugede Hænderne mod 
Brystet  . Det eneste Menneske jeg har elsket paa Jorden  , 
sløder min Kjærlighed fra sig  . 
— O  ! raabte hun med et vildt Hyl  , jeg vil 
have ham  , jeg vil  !  .  .  . O  , kunde jeg blot tvinge 
ham  , jeg gjorde det  !  .  .  . Men vent  , jeg veed hvad 
der stikker ham i Hovedet  , jeg saae det Blik han sendte 
hende  .  .  . hende  , den fattige Madelaine  , hende  , Grev 
Morfins Datter  , hahaha  ! Heldigvis har hun ingen 
Forældre  , ingen Slægtninge  , Ingen  , der kan forarges 
naar hun — hvad der jø kan træffe — en skjøn Dag 
bliver borte  , ligesom hendes Formue tidligere forsvandt  , 
hahaha  ! Jo  , jø  , den Fugl skal snart komme til at 
fiyve  .  .  . Imorgen skal han have Lov til at forlove 
sig med Adele og saa har jeg først rigtigt Herredømmet 
over ham  . O  , hvor jeg glæder mig til at se hans 
Sjælskvaler  , saaledes som jeg selv føler dem  . Ja  , 
mit Hjerte skal fryde fig ved at se hans Fortvivlelse  . 
Saaledes som han nys stod  , skal jeg staa for ham  , 
medens han knælende trygler mig om at sige ham hvor 
Madelaine er  ; o  , hvor jeg da skal glæde mig  ! 

— Ah  , hvorfor saa lystig  , min Kjære  ! sagde 
Baron von Sympfen  , der ubemærket var traadt ind 
ad den anden Dør  . Alle vore Gjæster ere borte  , kom  , 
lad mig tale lidt med Dig  ! 
— Nei  , Herr Baron  , De kan gaa  , jeg ønsker at 
være ene  . 
— Ja  , men der har jeg ikke isinde  ; jeg ønsker 
tvertimod Selskvb  . 
— Godt  , saa rømmer jeg Valpladsen  ; Godnat  ! 
sagde hun og gik ind i det andet Værelse  , hvortil hun 
laasede Døren forsvarligt  . 
Baron von Sympfen saae efter hende  . 
— O  , Du er næsten altfor god  , min smukke Kone  ; 
men det er ligemeget  , jeg skal nok lære Dig Respekt  ! 
Ærgerlig gik han til sine Værelser  . 
Ellevte Kapitel  . 
En Skandale 
Den næste Morgen stod Madelaine op af Sengen  , 
efter ar have tilbragt en søvnløs Nat  . 
Bleg og nedslaaet traadte hun ind i Frøken AdeleS 
Værelser  . 

— Naa  , Madelaine  , hvor De seer anstrengt ud 
fra igaar  , sagde Frøkenen deltagende  . Ja  , vi bleve 
ogsaa vel lcrnge ude  . 
Madelaine nikkede og hjalp hende med Morgentoilettel  . 
Hun syntes flere Gange at ville tale  , men 
holdt atter inde  . 
— Vil De bede mig om Noget  , kjcere Madelaine  , 
sagde Adele  . 
— Ja  , Frøken  , men De maa ikke blive vred paa 
mig  ; det er maaske vel dristigt af mig  . 
-- Tal De kun  , Madelaine  . 
— Ja  , jeg vilde gjerne bede Dem  , Frøken  , om 
De ikke kunde fritage mig for at sidde ved Thebordet 
om Aftenen  ; jeg er vant til at vcere ene  , og det er 
saa besynderligt for mig at sidde sammen med saa 
mange Mennesker  , iscrr naar De har Fremmede  . 
— Aa  , ikke Andet end det  ! udbrød Adele smilende  ; 
det kan De godt faae Lov til  . Men De kan vel nok 
hjcrlpe til ar dcekke Bordet  , ikke sandt  ? 
— Jo  , det kan jeg govt  , sagde Madelaine 
langtrukkent  . 
Om Aftenen bavde Vikomte de Botine taget 
Plads ved Bordet  . Adele sad ved hans ene Side  , og 
ved hans anden Side sad en gammel hvidhaaret 
Dame  ; hendes Ansigt søgte Vikomtens  , hvilket hun 
betragtede med sand Omhed  . Madelaine gjcrttede  , at 
denne velsignede Dame maatte vcere hans Moder  . 
Med Oinene fcestede mod Gulvet hilste hun flygtigt 

og undgik Vtkomtens Blik  , der stadig var rettet paa 
hende  . 
Fløidørene aabnedes og Baron von Sympfen 
blev mceldt  . 
Han kastede et flygtigt Blik paa Madelaine  , tog 
hende under Hagen  , da hun stod ved Deren  , og gik 
nu hen til Bordet  . 
Vikomte BotineS Moder reiste sig og lykonsfede 
Baronen paa det Hjerteligste  ; hun bad undskylde  , at 
hun ikke var kommet efter Indbydelsen  , men hun 
havde ikke felt sig rigtig rask igaar  . 
Der udspandt sig nu en livlig Samtale  ; kun 
Vikomte  «  I  ? Botinv sad taus og mørk  . 
Var det Vrede  , der funklede i hans Blik eller 
var det Sorg  ? 
— Ja  , kjcrre Lsser  , det var begge Dele  : Vrede 
over at Baronen behandlede Madelaine saaledes  , og 
Sorg over at hun taalte det  . Hun havde tilsendt 
Baronen et vredt Blik og fjernet sig  ; men dette var 
ikke Vikomten nok  ; — han tcrnkte ikke paa  , at hun 
var underordnet  , at hun ikke turde sige Noget eller 
vcere vred  . 
— Jeg har altsaa taget Feil af hende  , hun er 
ikke saa cerbar og dydig  , som jeg havde troet  , tcrnkte 
han og flyttede sig uvilkaarlig lcrnger hen til Adele  . 
Hans Sorg tiltog  , da han bemærkede hvorledes 
Baron von Sympfen betragtede Madelaine med 
glubende Øine  , hvergang hun traadte ind  . Hans 

Blik blev rigtignok ikke besvaret  , men det kogte dog 
i Vikomtens Indre  , hvergang han saae det  . 
Flsidoren aabnedes atter og Baronesse von 
Svmpfen blev mæeldt  . 
Som er Lyn foer Baronen op af Stolen og stillede 
sig ved denne med det uskyldigste Udtryk i Ansigtet  . 
Baronessen traadte ind  , hilste venligt til alle 
Sider og standsede forbauset da hun saae sin Gemal  . 
Vikonmssen reiste sig og kastede sig i hendes 
Arme  ; hun holdt saa meget af Baronesse von Sympfen  . 
O hvor jeg er glad ved at se Dem og maa 
jeg lykønske Dem  , sagde hun og kyssede Baronessen 
hjerteligt  . Det gjorde mig saa ondt al jeg ikke kunde 
overvære den store Fest igaar  , men jeg var ikke rask 
og maalte holde Sengen  . 
— Tak  , Frue  , sagde Baronessen og kyssede hende 
alter  . Men  , tilføiede hun hviskende  , er del Dem ikke 
mulig at komme bort  «  Øieblik inden De tager hjem  ; 
jeg vilde saa gjerne tale et Par Ord med Dem  . 
— Jo  , mit kjære Barn  , det skal jeg nok sørge 
for  ; pas paa naar jeg giver Dem et Vink  . 
Baronessen nikkede og satte sig ved Bordet  . Hun 
kastede et flygtigt Blik paa Vikomten  , men denne lod 
som om han ikke bemærkede del  . 
Hun spiste kun lidet og hendes Ansigt bar Spor 
af frygtelige Sjælslidelser  . 
To Timer senere reiste man sig fra Bordet  . 
Madelaine havde i Mellemtiden flere Gange været 
inde og med Skræk gjenkjendt Baronesse von Sympfen  . 

Vikomtessen gav et Vink og begav sig ind i det 
tilstødende Værelse  , fulgt af Darønessen  . Her tøge de 
Plads paa en Ottoman og Baronessen lagde venlig 
fin Arm om den gamle Dames Liv  . 
— Kjære Fru Botins  , stor Fare truer Dem  ! 
begyndte hun  . Men bliv ikke bange  , jeg fia  ! nok sørge 
for a  «  afværge den  . 
— Nu  , siig hvad det er  , kjære Barn  , jeg bliver 
helt urolig  . 
— Ja  , seer De  , det angaaer Georges  ; jeg har 
opdaget Grunden til  , at han ikke synes om Adele 
Savigny  . 
— Nei  , virkelig  ! De er dog en prægtig Pige  , 
Judith  . 
— Ja  , ikke sandt  ! Nu kunne vi afværge denne 
Mesalliance  , thi en saadan er det  . Hør blot  : Iaftes 
ved Festen saae jeg at han og en ung Pige opholdt sig 
i et af de Værelser  , der ligge adskildt fra de andre  . 
Han tiltalte hende fortrolig  , — ja han sad endog med 
Armen om hendes Liv  . Jeg skal ikke nægte at jeg 
lyttede  , men det var i Deres Interesse  , — jeg fandt 
at det var skammeligt  .  .  . og det var ovenikjøbet en 
Kammerjomfru  . 
— Hvad siger De  , Judith  , hørte jeg ret  ? udbrød 
den gamle Dame opfarende  . 
— Ja  , desværre  , sagde Baronessen med Ild  ; 
De hørte rigtigt  . O  , Gud  , det gjør mig saa ondt  , 
hun er naturligvis paatrængende uden al Maade og 
min Plan er  , at vi maa se at faae hende af Veien  , 

paa hvilken Maade det end skeer  . Ja  , tænk Dem  , 
Fru Vikomtesse  , hvilken Skam  , om han trodsede Alt  , 
hørte hendes Bønner  , og maaske  , — o  , jeg før 
ikke tænke derpaa  , hvilken Sorg vilde det ikke være 
for Dem  !  .  .  . 
— Ja  , De har Ret  , kjære Judith  ! O  , hvor jeg 
ryster  .  .  . Og han kunde skuffe fin Moder  .  .  . han 
forsikrede mig dog om  , at han Ingen elskede  , at han 
ingen Grund havde ril at undsiaa sig for dette Parti  . 
Vikomtessen bøiede sorgfuld Hovedet  . 
— Hvem er denne Pige  , som vil gjøre vort 
Navn Skam  ? sagde hun pludselig  . 
— Vil De vide det  , Frue  ? 
— Ja  , ubetinget  . 
- Nuvel  , det er Madelaine Morfin  , som tjener 
hos Savigny  . 
— Ih  , min Gud  , dei simple Barn  ! Jeg saae før 
Deres Gemal ganske ugeneert gantes med hende  , ja 
endog saa fortrolig  , at det vakte Forargelse hos os 
Alle  , — hun bliver vist ikke længe her  . 
— Ah  , hvad siger De  , Frue  ! raabte Judith 
purpurrød af Vrede  . Er det muligt  ? Skulde Baron 
von Sympfen allerede vove at  .  .  . 
— Ja  , jeg forsikrer Dem  , kjære Judith  .  .  . 
— Nei  , hvilken Frækhed  ! raabte Baronessen  ; 
har De kjendt Mage  . 
Hun reiste sig hæftigt  . 
— Og han som laa for mine Fødder og tryglede 
om Kjærlighed  , han som  .  .  . O  , jeg ryster af Harme  ! 

Hun tog Dskomtcssens Arm og begge Damerne 
begav sig skyndsomt ind til de Andre  . 
Madelaine stod ved Bordet og hjalp Pigen med 
at rydde bort  . 
Baronesse von Sympfen traadte hen til hende  , 
greb hende hæftig i Armen og vendte hende om imod sig  . 
Madelaine foer forskrækket op  . 
— Ja  , De har Grund til at blive bange  , sagde 
hun haanligt  . Fru Savigny og De  , Adele  , hør mig 
et Øieblik  , saa skal De erfare  , hvilken rar Pige De 
har optaget i Deres Hus  ! Hør mig  ! (  Hun kunde neppe 
tale før Ophidselse  .  ) Madelaine er en lastværdig Kvinde  , 
som søger at indsmigre sig overalt  . Hun har saaledes 
modtaget min Gemals Besøg  ; hun giver sig ud før at 
være from og god  , se hvilken Martyrmine hun paatager 
sig  ; se blot paa hende  , den Lastværdige  ! Ja  , hun 
har ikke en  , men flere Inklinationer  .  .  . Saaledes saae 
jeg iaftes at hun kyssede en Mand  , der allerede i lang 
Tid har været forlovet med en af Paris ' s agtværdigste 
Damer  ; hvad synes De om dette  ? 
— O  , hvor afskyeligt  ! raabte Alle i Kor  . 
Kun Vicomte ste Botine stod taus  ; med dyb Foragt 
saae han paa Madelaine  , der lig en Dødning lænede 
sig mod Bordkanten  . Hendes udtryksløse Øine slirrede 
som i Feber paa Baronessen  . 
Som en Billedstøtte stod hun der  , det stakkels  , 
ensomme Barn  , uden Ven eller Frænde  , der kunde 
tage sig af hende  . 
Hendes Hjerte slog saa slærkt  , saa hun kunde høre 

dets Slag  . De smaa Hænder holdt sig krampagtig 
fast i Bordkanten  , før at ikke hendes Legeme fluide 
dukke under før den aandelige Smerte  , der i dette 
Øieblik besjælede hende  . 
— O  , jeg tænkte det jo nok  , jeg vidste det den 
første Gang jeg saae hende her  , thi da Baron von 
Sympfen traadte ind  , blev hun ligesom forvandlet  , 
sagde Fru Savigny  . 
— Har hun Noget at sige til sit Forsvar  ? tordnede 
Baronessen imod Madelaine  . 
Stakkels Lille  , hvad skulde hun vel fremføre  , der 
kunde forsvare hende  , naar ikke det lille Ansigt havde 
udtrykt saa megen Uskyld  , saa megen Gudhengivenhed  . 
— Naa  , svar os  ! lød det igjen og alle de Tilstedeværende 
raabte det samme  . 
Madelaine bøiede Hovedet  , hendes Øine lukkede 
sig halvt  , hun sank sammen og uden at sige et Ord 
slyrtede hun om og slødte Hovedet mod en Skærm  , der 
dækkede for Kakkelovnen  . 
En klar Blodstrøm flød sagte frem paa Gulvet  . 
- O Gud  , hun bløder  ! raabte Adele  , som med 
Medlidenhed havde betragtet den hele Scene og vilde 
ile hende tilhjælp  ; men hendes Moder standsede hende  . 
— Nei  , Adele  , vil Du lade være at røre ved den 
Lastværdige  , det er allerede nok  , at Du saalænge har 
maattet omgaaes hende  . Rør Dig ikke af Pletten  , min 
Datter  ; ring paa Pigen  , hun kan komme hende tilhjælp  . 
Alle stod de der  , de haarde Mennesker  , der lod 

dem bedrage af det ydre Skin  . Vikomten havde vendt 
sig bort fra det Hele  ; en Taare saaes i hans Øine  . 
— Gud fle Lov  , af mine Øine bleve ovladte for 
al den Skændsel  . Saa megen Skjønhed kan indeholde 
saa megen Last  , vedblev han  . O  , min Gud  , der vil 
hengaa mange Aar inden jeg kan glemme hende  . 
Pigen kom ind og Selskabet gik ud af Værelset  ; 
Pigen satte hende paa en Sofa og lod hendes Hoved 
hvile mod dens Ryg  . 
— Stakkels lille Skabning  , mumlede hun  ; de fine 
Folk ville Dig tillivs  ! Stakkels Lille  , Du seer saa god 
og elskelig ud  , men det bar de Godtfolk ingen Forstand 
paa  . 
Hun badede hendes Tindinger  , men Madelaine 
var og blev afmægtig  . 
Et Hoved tittede ind ad den modsatte Dør og 
strar efter kom Baron von Sympfens hele Skikkelse 
tilsyne  . 
Han nærmede sig Madelaine og sagde ved sig selv  , 
idet han med Fingeren truede ad hende  : 
— Du skulde smukt være blevet i det lille Hjem  , 
som jeg havde leiet fil Dig  , saa havde Du været fri 
for dette  ; men saaledes er det naar man modsætter 
sig min Villie  ! 
Han stod længe og saae paa hende  . 
Pludselig tog han hende om Hovedet og drog hende 
tæt op tik sit Bryst  , men som om Gud vilde forhindre 

den Frække i at berøre hende  , slukkedes Lampen og en 
Lysstraale sneg sig langs Væggen og forsvandt  . 
Baronen foer op  . Det forekom ham at en Skikkelse 
langsomt havde sneget sig forbi ham  . Han foer 
ud af Stuen og Madelaines Hoved faldt tilbage  . 
Kort efter traadte Pigen ind med Draaber  . 
— Ah  , Lampen er slukket  ! mumlede hun og gik 
tilbage for at tage et Lys  . Hun traadte atter ind  , men 
blev forbauset staaende  , thi Madelaines Hoved laa nedad 
mod Gulvet  , medens Kroppen endnu hvilede paa Sofaen  . 
Hun kunde ikke overvinde fin Frygt  , idet hun 
nærmede sig den unge Pige  . 
Draaberne hjalp intet  . Pigen gik ind til Fruen 
og fortalte at Kammerjomfruen endnu ikke var kommet 
til Bevidsthed  . 
— O  , det er kun Skaberi  , Fru Savigny  ! raabte 
Baronessen  . Gaa ikke derind  , lad mig gaa  , jeg er 
bedre vant til at behandle slige Patienter  . 
Fruen gav Tilladelse dertil og Baronessen fulgte 
med Pigen  . 
— Ah  , det er jo tydeligt at se at hun forstiller 
fig  , Kinderne ere jo ganske røde  , sagde Baronessen  . 
Hun tog Madelaine ved Armen og ruskede 
voldsomt i hende  , men da dette ikke vilde hjælpe  , overøste 
hun hende med Vand  . 
Den stakkels Madelaine faldt tilbage paa Sofaen 
som en livløs Masse  . 
— Hun maa bringes bort  , thi her i Huset kan 

hun ikke være  , sagde hun  . Nu  , jeg skal hente en Vogn 
og lade min gamle Tjener kjøre hende til et Hospital  . 
Hun fjernede sig hurtigt  . 
En Time senere kjørte en Vogn frem og Madelaine 
blev transporteret bort  , hvorhen vidste Ingen  . 
Tolvte Kapitel  . 
Reisen 
Aleris blev otte Dage efter ført i Forhør  , men 
blev  , ifølge sin Forklaring og saaledes som Sagerne 
stillede sig  , frikjendt  , dog under den Betingelse  , at han 
ikke maatte forlade Byen før Sagen blev aldeles klaret  . 
Den lange Bod  , som var bleven overbeviist om fin 
Forbrydelse  , netop fordi der var funden forskjellige 
Smykker hos ham  , blev fængslet og skulde i et Aar afsone 
sin Brøde  . 
Da Aleris var kommen paa fri Fod  , søgte han 
atter efter Madelaine  , men uden noget Resultat  . Hans 
Besøg hos Helena bleve hyppigere og hyppigere  , og 
hun var paa en Naade hans eneste Trøst  , men Heller 
ikke her fik han Oplysninger om hende  . 
Han pønsede og frittede overalt  ; Baron von 

Sympfen søgte han forgæves  ; han vidsle  , at han var 
bleven givt  , men han vilde ikke besøge ham i hans 
Bolig  , thi han havde en Anelse om  , at ban vilde bliv  « 
viist Døren  . 
En Anden søgte paa samme Tid efter hende  ; det 
var Baron von Sympfen  . Hans Efterforskninger vare 
ligeledes frugtesløse  . 
Men hvor var da Madelaine  ? 
Da Vøgnen kjørte bort sad Baronessens tro Kudsk 
vaa Sædet  ; han vidsle  , at dersom han ikke udrettede 
sit Ærinde vel  , vilde han blive assat fra sin Plads  . 
Han vidsle  , at naar han ikke gjorde hvad hans Herskerinde 
havde befalet ham  , var der al Sandsynlighed for  , 
al en Pistolkugle uforvarende kunde bane sig Vei til 
hans Hjerte  . Men han var tro som en Hund og 
elskede sin Frue over Alt  , forsaavidt hun fyldte hans 
Pung godt  , og det gjorde hun  ,  «  hi hun var riig  . Dog  , 
Leo vidsle meget om fin Frue  , han havde røvet Grev 
Morfins Børns Formue til hende  , ved falske Papirer 
og rigelige Ducører  ; — ja  , Lev vidsle Meget  , men 
han blev godt betalt og var taus som Graven  ; derfor 
styrede han ogsaa Vøgnen med sikker Haand og lod den 
kjøre ind i en lille Sidegade  . 
Her kom to Mænd og bar den Bevidstløse ud  . 
Hun blev lagt i en blød Seng og Leo slak dem en 
god Ducør i Haanden og sagde  : 
— Behold hende  , forsaavidt det staaer til Eder  , 
saa længe som mulig  , og helst til jeg kommer og afhenter 
hende  , og I skal ugentlig saae en lignende Sum  . 

Mændene nikkede og gik bort  . 
Om Morgenen vaagnede Madelaine og klagede 
over Smerte L Hovedet  . 
Op ad Dagen fantaserede hun slærkt  . 
I Mørkningen kom en sortklædt Dame hen til 
hendes Seng  . Madelaine udstødte et Skrig af Rædsel 
og hendes Øine slirrede i Feber paa hende  , der 
havde gjort hende saa meget Ondt  , hende  , der 
havde nedværdiger hende saa meget for ham  , som hun 
ærede og agtede høiere end sit Liv  . 
Hendes Skrig blev hørt og en Kone kom tililende  . 
Baronessens hævnfnysende Øine søgte atter Madelaines 
og et triumferende Smil gled over hendes Ansigt  . 
— Skadelige Dyr maa tæmmes  ! mumlede hun  , 
idet hun steg i Vognen  , som Leo kjørte for hende  . 
Madelaines Tilstand var i nogen Tid haabløs  ; 
den tilføiede Sindsbevægelse havde taget endel paa 
hendes Kræfter  , og Helbredelsen stred kun langsomt 
fremad  . 
To Uger vare forløbne og i denne Tid havde Baronesse 
von Sympfen besøgt hende hver Dag  , dog 
uden at tale et eneste Ord til hende  , hvilket ikke bidrog 
til at forfremme hendes Bedring  . 
Den Venlighed  , man viste hende paa Hospitalet  , 
bevirkede døg  , at hun med Taalmodighed fandt sig i 
sin Skæbne  . 

Aftenen lagde alt sine Skygger øver Paris  ; det 
var taaget og Himlen var overtrukken med tunge Skyer  . 
En Mand  , med et mørkt  , opirret Udseende stod ved 
Porten til Baronesse von SympfenS Hotel og betragtede 
med en sjælden Opmærksomhed alle dem  , der kom ud 
derfra  . 
Hans Legeme var tilhyllet med en stor Kappe  , og en 
umaadelig Hat var trykket ham helt ned i Ansigtet  . 
— Et deiligt Mørke  ! mumlede Manden  . Naar blot 
ikke disse forbandede Lygter lyste saa stærkt  , man er jo 
udsat for det allerværste  . — Ah  , hvor man maa vente 
længe paa hendes Naade  , det er kjedeligt og her er 
ikke behageligt at staa  . 
Han lænede sig op mod Muren  ; hans gjennem  , 
trængende Blik stirrede mod Porten  , som ventede han 
Nogen derfra  . 
En tæt tilhyllet Kvindeskikkelse traadte i det samme 
ud af denne  . Hun bar et  ! ykf Slør for Ansigtet og 
Kroppen var soroverbøiet  . Hun saae hverken tilhøire 
eller venstre og døg synes hendes lynende Øine at have 
seet og opdaget den hun ventede  . 
Hun gik hastig fremad  . 
Manden stod endnu lænet mod Muren og saae 
efter hende  . Han sneg sig langsomt fremad langs denne 
og fulgte hende i Afstand  . 
Hun dreiede om ad en af Smaagaderne og traadte 
ind i et usselt forfaldent Hus  . Kort efter traadte 
Manden ind i samme  . 
Madelaine  . 6  . Heste  . 

Det lod til at det ikke var første Gang  , at den 
»   «  talte Kvinde aflagde Desøz i dette Hus  , thi roligt 
og filler aabnede hun den ene Dør efter den anden og 
standsede først da hunzvar naaet til en vel mødlerei 
Sal  , hvor hun tog Plads ved et Divanbord  . 
Manden fulgte hende hertil  . 
— Naa  , Mark  , hvorledes er det sat med Dig  ? 
sagde hun henvendt til ham  . Du seer ud som om Du 
havde tabt Hovedet  . 
— Jeg har det godt  , Deres Naade  , og feiler Intet  , 
sagde Manden merk og slirrede paa hende  . Men 
hvorfor har Fru Baronessen ladet mig kalde  , uagtet 
. jeg havde saa liden Tid dertil  . 
— Kan godt være  , gode Mark  , men det bryder 
jeg mig ikke om  . Jeg har noget meget vigtigt at meddele 
Dig  ; kom herhen til Bordet  , at Ingen skal 
børe det  . 
Manden nærmede fig langsomt  . 
— Seer Du  , Mark  , Du maa iaften Kl  . 7 gaa 
den til Hospitalet i Nivolettsgaden  ; stil Dig saaledes  , at 
Du — naar jeg kommer ud derfra — strar kan se 
mig  . Jeg snubler og salder over en Steen  . Den 
unge Pige  , der holder mig ved Armen  , salder naturligvis 
med  ; Du løber hen  , reiser hende op og siger 
deltagende  : 
— O  , Froken  , De slødte Dem vist slemt  ! 
Inden hun faaer Tid til at svare  , løfter Du hende 
op paa dine Arme og bærer hende hen til en Vogn  , 
som maa holde udenfor Hospitalet  . Du lader mig 

ligge og kjører bort med hende  , forslaaer Du  ? Du tager 
lige til Banegaarden og reiser med hende til Marseilles 
og derfra videre til Sveits og Italien  . Her tager Du 
Ophold  , men ikke i Rom  , nei  , i en af de ubetydeligste 
Byer  , hvor Du frit kan opholde Dig  , uden at blive 
eftersøgt  . Forstaaer Du  , Mark  ? 
— Fuldkomment  , Fru Baronesse  , men  .  .  . 
— Ingen Menner  ; gjør som jeg siger  , her er 
Penge  ! 
Mark eftertalte disse  . 
— Jeg vil nødig sige nei  , sagde han ligefremt  ; 
men her er altfor lidt  . Reisen er kostbar  , og den Fare 
for at blive opdaget  , hvori jeg sledse maa leve  , bør 
ogsaa honoreres  . 
Baronessen beed Tænderne sammen og kastede en 
haandfuld Smaapenge hen fil ham  ; men han smed dem 
haanligt hen ad Bordet og vendte sig om for at gaa  . 
— Nei  , bliv Mark  , jeg befaler Dig det  ! raabte 
hun efter ham  . Du husker vel nok  , at Du ikke saaledes 
kan gaa  , naar Du vil  . 
— Hvorfor ikke  ; hvad vil De vel gjøre mig  ? 
svarede Mark trodsig  . 
— Naa  , Mark  , kom nu  ; Du skal faae flere Penge  . 
Han nærmede sig Bordet og hun gav ham en betydelig 
Sum endnu  . 
— Nu vil jeg gaa  ; kom med mig  , Mark  , og gjør 
som jeg har sagt  , befalede hun  . 
Han fulgte hende  , medens hans Øine slirrede med 
en usædvanlig Ild paa hende  . De Penge  , han holdt 

i Haanden  , syntes at brænde ham  , thi han raslede uopholdelig 
med dem  . 
— Hold inde med ben Støi  , Mark  , det er ingen 
kjøn Musik  , især da det er mine Penge Du rasler med  . 
— Det kommer an paa Dem selv  , Fru Baronesse  , 
om det er Deres eller mine Penge  , jeg holder i Haanden  , 
sagde han haanligt og rakte Haanden ud imod hende  . 
— Nei  , behold Pengene  , Mark  , og lad os ile  ; 
det herlige Mørke kunde nemt blive afløst af et mindre 
heldigt Maaneskin  . 
De var under denne Samtale kommen et godt 
Stykke hen ad Veien og de naaede nu Vendome-Pladsen  . 
To Mænd stode her lige overfor hinanden  , og som 
det syntes i en ivrig Disput  . 
Da Baronessen vilde passere forbi dem  , slødte den 
Ene af dem saa haardt til hende  , at hun uvilkaarlig 
gav et Skrig fra sig  . 
Den ene af Mændene vendte sig om ved Lyden af 
hendes Stemme og hun gjenkjendte i ham til sin Forfærdelse 
fin egen Gemal  , Baron von Sympfen  , der var 
i en hæftig Ordstrid med en anden Herre  . 
Hun fjernede sig hurtigt  , efter først at have hørt  , 
at den Ene af dem nævnede Madelaines Navn  . 
Hun fremskyndede sine Skridt om muligt endnu 
mere og snart vare de ved Bestemmelsesstedet  . 
Madelaine stod opreist ved sin Seng  ; hun var 
atter rafl  . 

C  «  renligklædt Kone traadte Ven til hende  , lagde 
fin Arm paa hendes Skulder og sagde  : 
— Lille Jomfru  , vil De Intet spises 
Madelaine vendte sig fraværende om imod hende 
og rystede paa Hovedet  . 
— Men De gaaer jo tilgrunde  , naar De Intet 
spiser  , sagde Konen atter  . 
— Ikke engang ban vilde tro paa min Uskyldighed  , 
det saae jeg paa hans foragtelige Mine  , sagde Madelaine 
sorn i Drømme  , uden at høre Konens Ord  . 
Ak  , jeg skulde aldrig mere tænke paa ham  , men jeg 
kan ikke lade være dermed  ; dog  , hvad gjør ogsaa det  , 
han veed det jo ikke  . 
— De er ikke rask  , lille Jomfru  , vedblev Konen  ; 
Klokken er mange  , De skulde gaa tilsengs  . 
— O nei  , det er altfor tidligt  , jeg kan ikke sove  , 
Madam  , sagde Madelaine  . 
- Nu da  . saa bliv oppe  ; desuden kommer vor 
gode Doktor Einer snart og han vil glæde sig naar han 
seer at De er oppe  ; han er saa slolt af Deres Helbredelse  . 
- Ja  , den gode Doktor Einer har været mig en 
Den i Nødens Stund  , og jeg holder ogsaa meget af 
ham derfor  . 
— Men et kan jeg ikke begribe  , sagde Konen  ; 
den Dag  , De kom herind  , efter at han havde skrevet 
Journal over Dem og spurgt om Deres Navn  , skulde 
De blot have seet hans Forskrækkelse  , da jeg fortalte ham 
hvad De heed  ; jeg troede først at han kjendt  «  Dem  , men 

han siger nei  ; dog siden den Tid har han holdt saa 
meget af Dem  . 
Her blev Konen afbrudt ved at den omtalte Doktor 
traadte ind  . 
— Naa  , lille Frøken  , hvorledes gaaer det saa  ? 
sagde han muntert og greb MadelaineS Haand  . 
— Tak  , godt Herr Doktor  ; jeg mangler kun lidt 
Appetit  . 
— Aa  , det kommer nok  , hav blot Taalmodighed  , 
sagde den gode Mand og satte sig hos Madelaine  . 
Nu skal jeg opskrive nogle styrkende Draaber til Dem  ; 
tag blot flittig af disse og Appetitten kommer snart  . 
— Tak  , De er altfor god^imod mig  , jeg har ikke 
fortjent det  , sagde Madelaine  . 
— Jo  , De har fortjent meget mere end det  , lille 
Frøken  , meget mere  . Men det er sandt  , jeg maa afsted  , 
mine Patienter vente paa mig  . 
Han gik  , efter at have tilkastet hende et venligt Nik  . 
Madelaine faldt atter i Tanker  . 
Døren gik op og en tæt tilsløret Dame traadte 
ind og nærmede sig hende  . 
— Er det Madelaine Morsin  ? hviskede hun med 
blid Stemme  . 
— Ja  , jeg hedder saaledes  . 
— Jeg har en glædelig Nyhed at meddele Dem  , 
vedblev Damen  ; Deres Broder lever og  .  .  . 
— Lever Aleris  ? raabte Madelaine og gnb 
Damens Hænder  . O  , Gud  , jeg takker Dig  !  .  .  . Men 
er dtt virkelig sandt  , kjære Frue  ? 

— Jø  , det er sandt  , han lever og venter Dem 
med Længsel i Deres gamle Hjem i Univerfitetsgaden  ; 
følg mig derhen og De vil snart blive overbeviist  . 
— O ja  , ja  , jeg kommer  .  .  . jeg kommer  ! raabte 
Madelaine i slørste Henrykkelse  . 
-- Men troer De ikke  , at der vil blive gjort Indvendinger 
fra Hospitalets Side  ? sagde Damen  , der 
endnu var tilsløret  . 
— Nei  , nei  , lad mig komme bort  !  .  .  . O  , min 
Broder  , min kjære  , eiegode Broder  , jeg skal altsaa se 
Dig igjen  , — jeg skal altsaa ikke mere være ene  !  .  .  . 
Men om det Hele kun var en Opdigtelse  , — en Snore  , 
der var lagt for mig  ? tænkte hun ved sig selv  . Hvorfor 
tager Damen ikke Sløret tilside og hvorfor kommer 
Aleris ikke selv herop  ? — Ja  , hvorfor kommer min 
Broder ikke selv for at hente mig hjem  ? sagde hun 
henvendt til Damen  . 
— Han formaaer det ikke  , stakkels Menneske  ; han 
var meget haardt saaret og føler sig endnu svag og 
afkræftet  . 
— O  , saa trænger han til min Pleie  .  .  . ja  , 
Aleris  , jeg kommer  ! sagde hun med Taarer i Øinene  . 
Hnn bad Konen om sit Tøi  , men denne rystede 
paa Hovedet og sagde  : 
— Det lader sig ikke gjøre  . 
— Godt  , saa gaaer jeg uden det  , saa kan jeg 
hente det imorgen  . O  , jeg maa se ham  , jeg maa tale 
«  ed ham  , jeg maa fortælle ham Alt hvad jeg har lidt 

imedens vi have været adskille  . O  , han lever  , hvilken 
Lykke  ! 
Hun greb den  «  Morede Dames Arm  , uden af be  « 
mærke af denne skælvede slærkt  , og ar Damen trykkede 
hende til sig med en umaadelig Krast  . 
Man havde naaet Porten  . 
Pludselig snublede Damen og faldt  , men trak 
Madelaine med  , idet hun gav et halvkvalt Skrig fra sig  . 
Madelaine reiste sig og vilde hjælpe Damen op  , 
men hun føer forskrækket tilbage  , thi den flette Kvinde 
beed hende saa eftertrykkelig i Fingeren  , af det smertede 
hende voldsomt  . 
En Herre kom  , som det lod  , tilfældig forbi  . 
Han gik lige hen til Madelaine og bød hende sin 
Arm  , som hun nægtede af modtage  , men han tog hende 
kraftig om Livet og bar hende hen til en Bogn  , der 
holdt nogle Skridt derfra  . Han satte sig hos hende og 
holdt hendes skælvende Hænder i sine  ; hun kunde for 
Angst ikke mæle et Ord  . 
Vøgnen kjørte bort i stærk Karriere og Baronessen  , 
der nu havde reist sig  , fjernede sig udemærket  . 
Ester af have gjort fin sædvanlige Runde ko  « 
Doktor Einer ud af Porten i det samme  . 
Han saae Madelaine marmorhvid i Ansigtet sidde 
i Vøgnen  ; han vilde ile hen imod hende  , men Vogne  « 
sattes r Bevægelse og han havde nær faaet Hjulene 
over Benene  .  . 
Hurtig som Tanken sprang han op i en forbi ' 
kjørende Fiakre og død Kudsken en rigelig Ducer  , 

for af følge efter den forankjsrende Vogn  , saa hurtig 
han formaaede  . 
— Skal sle  , Herre  ! raabte Kudsken og ved Hjælp 
af Pidsken sprang Hesten saa hurtig afsted  , af man 
naaede den anden Vogn kort efter af den var standset 
ved Banestationen  . 
Doktor Einer steg ud  , men i det samme lukkedes 
en Kupee hvori en Herre  , bærende en bevidstløs Dame 
paa Armen  , forsvandt  . 
— For silde  ! mumlede Doktoren ærgerlig  . 
Han løste Billet og kjørte med Toget  , efter af 
have taget Plads saa nær som mulig ved den omtalte 
Kupee  . 
Trettende Kapitel  . 
Et Forsvar  . 
Siden hin skæbnesvangre Aften  , da Madelaine faldt 
om i Salen  , havde Baronesse von sSympfen ikke besøgt 
Savignys  . 
Fruen forundrede sig derover  , saa meget mere  , som 
hun ikke vidste hvor Madelaine var  , thi uagtet hun 
haove sendt Bud til Baronessen  , for at erfare hvor 

den unge Pige opholdt sig  , havde hun dog ingen Besked 
faaet  . 
Hun følte sig saa ængstelig  , det var ligesom om 
hun havde noget paa sin Samvittighed  , der tyngede 
hende  . Hvergang hun saae Adeles bedrøvede Ansigt  , 
følte hun  , at den unge Pige sørgede over Tabet af 
Madelaine  , som hun havde faaet inderlig kjær  . 
I Dagligstuen sad Fru Savigny ved Vinduet med 
sit Haandarbeide  ; Adele sad ved hendes Side  , ivrig beskjæffiget 
ved sin Brodeerramme  . 
— Jeg kan ikke begribe at Du  , som er saa hjertensgod  , 
kunde mistænke hende  , sagde Adele henvendt til 
sin Moder  . Stakkels lille Madelaine  ; jeg kan ikke 
saae Andet i mit Hoved  , end at hun er Gjenstand for 
en afskyelig Hævn  . 
— Aa Snak  , Barn  , hvor kan Du tro det  ; vi 
maa stole paa Baronessens Ord  , hun er en værdig  , 
retskaffen Dame  ! 
— Tilgiv mig  , Moder  , men jeg kan ikke se paa 
hendes milde Ansigt uden Gysen  , sagde Adele  ; det forekommer 
mig  , som om det er Krampe  , der fortrækker 
hendes Ansigt  , naar hun smiler  . 
— Aa  , hvilken Snak  , Barn  , Du dømmer altfor 
strengt  . 
— Nei  , lille Moder  , det tilkommer ikke mig at 
dømme hende eller Nogen  , jeg som selv er saa feilfuld  . 
Men jeg siger Dig blot min Mening om hende  , og 
jeg vilde ogsaa gjerne høre din  . 
— Visseligen er der noget haardt og slødende i 

hendes Ansigt  , men Du veed js nok  , at den slyggeste 
Skal kan indeholde den ædleste Kjærne  . 
Adele betænkte sig et Øieblik  . 
— Ja  , Du har Ret  , Moder  , men det passer ikke 
her  ; havde hun været god og fiinffolende  , ja kortsagt 
i Besiddelse af Takt eller Dannelse og havde havt et 
ædelt  , opofrende Hjerte  , da havde hun  , saasnart hun 
fattede Mistanke til Madelaine  , venligt klappet hende 
paa Kinden og sagt  : 
— Saaledes maa man ikke bære sig ad  , Made  « 
laine  , kom med mig  , lad mig lede Dig og vise Dig 
hvorledes Du stak bære Dig ad for at blive en Kvinde 
i dette Ords rette Betydning  .  .  . O  , Moder  , se ikke 
saa vredt til mig  ; jeg veed  , hun var kun Kammerjomfru  ; 
men ere vi ikke Alle lige for Gud  , kan hun 
ikke ogsaa gjøre Fordring paa Hjælp og Besfyrtelse  ? 
Jo  , Moder  ! sagde den unge Pige og lagde kjærligt 
fine Arme om Moderens Hals  ; saaledes som Du 
venligt viser din Adele Veien  , lærer hende ar elske fin 
Gud  , se saaledes skulde Baronesse von Sympfen 1 
Enrum have talt til Madelaine  ; men det behøvede 
hun nu forresten ikke  , thi Baronessen maatte ønske  , at 
hun havde et saa rent  , kjærligt og ædelt Hjerte  , som 
Madelaine  . 
— Godt  , Barn  , sagde Fru Savigny og trykkede 
Adele til sir Hjerte  ; men Alle ere ikke som Du  , thi da 
bestod Verden kun af Fuldkommenheder  . 
— Aa  , Moder  , nu smigrer Du mig altfor meget  . 
— Nei  , udbrød en Stemme nær ved Adele og 

Vikomte  «  1  «   . Botin  «  stod for dem  , nei  , Deres Moder 
smigrer ikke  ; Deres Hjerte er rigt paa Kjærlighed til 
Menneskene og det gjør mig godt at høre  , at De taler 
den unge Piges Sag saa varmt  . Vi have Alle mistænkt 
Madelaine  ; del er sandt  , og ikke uden Grund  , 
men Baronesse von Sympfen burde dog have taget 
Hensyn til det stakkels Barns Helbred  , der neppe er 
videre slærkt  . 
Adele rykkede lidt bort fra dem og et misfornøiet 
Træk foer over hendes Ansigt  . 
— O  , Hr  . Vikomte  , De var selv en af hendes 
haardeste Dommere hin Aften  ; jeg saae den Afsky De 
viste hende vev at vende Dem bort sra hende  , da Baronesse 
von Sympfen udtalte sin Fordømmelsesdom 
over hende  . 
— Ja  , Frøken Adele  , jeg tilstaaer det  , thi det har 
alletider gjort et uhyggeligt Indtryk paa mig  , naar en 
Kvinde saa fuldstændig kan skuffe En  , — en Kvinde  , 
som er i Besiddelse af er saa smukt Ansigt  , at hun 
kan være saa fordærvet  , uh ha  , det gyser i mig  , naar 
jeg rænker derpaa  ! 
- Og hvem siger Dem  , at hun er saa uværdig  , 
Hr  . Vikomie  , hvem har overbeviist Dem om  , al det 
er sandt  ? 
Vikomte Botine stirrede paa Alice med et 
tvivlende Blik  . 
— Skulde det være muligt  ? raabte han  . Nei  , 
nei  , jeg Taabe  , jeg saae jo selv hvorledes Baron  »  on 

Sympfen  , en gift Mand  .  .  . ja  , jeg tør ikke udtale 
mig i Damernes Nærværelse  .  .  . 
— O  , De er meget haardhjertet og streng  , 
Hr  . Vikomte  . Den lille  , stille Madelaine  , der 
gjorde Alt for at behage os  , hun skulde med Magt 
paanøde sig denne fade  , lurende Skikkelses Bevaagenhed  ? 
sagde Adele med en vis Foragt  , i Tone og Blik  . Nei  , 
nei  , men jeg aner Sammenhænget  , jeg troer langtfra 
at Madelaine paanøder sig hans Kjærtegn  , langt Heller 
vil jeg tro at han forfølger hende  . 
- Men der er ikke sandt  , sagde Vikomten med 
Ild og som om hans Tilværelse var afhængigt af 
hvert Ord  ; nei  , det er ikke sandt  , thi han elsker 
fin Kone over Alt og han kan kun ved Andres 
Bønner til ham  , forsage den Vei  , han har viet hende  , 
— desuden veed jeg fra sikker Kilde at Madelaine i 
flere Aar har elsket Baronen 
— Ah  , fra sikker Kilde  ! smilede Adele lidt spodsk  ; 
aaledes tale kun de Mennesker  , der gjerne se Feil hos 
Andre  . 
— Frøken Adele  , De fornærmer mig  , sagde Vikomien 
og saae paa hende  . 
— Nei  , Hr  . Vikomte  ; men De krænkede En jeg 
har kjær  , En jeg har Agtelse for  , og Dr mvdsigcr mig  ; 
altsaa er det Dem der fornærmer mig  ! Men ligemeget  , 
siig mig idetmindste hvilken Kilde De har hentet denne 
Overbevisning fra  , og jeg skal sige Dem om jeg kan 
tro paa det eller ikke  . 

134 
— Ja  , jeg kan ikke godt sige hvem det er  , sagde 
Vikomten forlegen  . * 
— Ah  , raabte hun smilende  ; tænkte jeg det ikke nok  ! 
— Nei  , det gjorde De ikke  , Frøken Adele  ; thi det 
er en ung Pige af mit Bekjendtskab  , der har fortalt 
mig det  , og hun lyver ikke  ; efter hendes eget Sigende 
har hun i længere Tid været Madelaines Veninde  . 
Adele rystede paa Hovedet  . 
— Tro aldrig de tjenstvillige Aander  , man kalder 
Venner og Veninder  , sagde hun muntert  ; kan man ikke 
lide paa Andre  , paa dem kan man ikke tro  . 
Vikomten svarede ikke og Alle sadde tause en Stund  . 
Tjeneren kom ind og rakte Frøken Savigny et 
Drev  ; hun puttede det i Hast til sig og noget efter 
fjernede hun sig  . 
Neppe havde hun imidlertid lukket Deren til sit 
Værelse  , før hun greb Brevet og læste det  ; men hendes 
Kinders Rødme  , der forhøiedes lidt efter lidt  , fortalte 
at Brevet var af et eiendommeligt Indhold  . Det lød 
saaledes  : 
„  Kjære Adele  ! 
„  Jeg er kommet til Paris idag  , og agter af 
„  besøge dine Forældre imorgen  . Mit diplomatiske 
„  Ærinde er besørget og jeg længes meget efter af se 
„  Dig  . Læg et godt Ord ind før mig hos din 
„  Fader  , der aldrig har kunnet lide mig  , thi 
„  imorgen agter jeg af anholde om din Haand  . 
„  O  , Du maa hjælpe mig  , Adele  , jeg har ikke 
„  Mod nok  , og Du siger vel ikke Nei  , men lov 

„  mig  , af jeg maa se Dig iaften  , thi jeg har ikke 
„  Kraft til af tale med din Fader  , før jeg har seet 
»  dit velsignede lille Ansigt  . Lov mig  , af indfinde 
„  Dig iaften Kl  . 9  , vaa vort sædvanlige Mødested  . 
„  Tro ikke  , kjære Adele  , af jeg har glemt Dig  , 
„  som Nogen har fortalt  , thi jeg har hørt  , af Bi „  komte 
< te Botinv  , min bedste Ven  , har friet til 
„  Dig  . Er det sandt  , Adele  , sfol virkelig denne 
„  store Ulykke ramme mig  , mig som elsker Dig om 
„  mulig endnu høiere  , end da jeg reiste bort  ? 
„  Tør jeg tro  , af Du ikke har glemt mig i 
„  det lange Aar  ! Søg af bevise det ved at Du 
„  opfylder min Bøn  . 
„  Farvel saalænge  . 
Din Harry Kronwall  .  “ 
Avele foldede Brevet sammen og stod en Tid hensunken 
i Drømme  . 
— Hvad skal jeg nu gjøre  ? hviskede hun  . Møde 
ham  ? O  , nei  , det gaaer ikke  ! Lade ham vente forgæves  ? 
O  , det var Synd  , hvor kan jeg det uden at føle Samvittighedsnag 
derover  ? — Nei  , jeg gaaer  ; men Moder 
maa ikke vide det  . Bør jeg saa  ? — Nei  ! — O  , Gud 
veed hvad jeg skal gjøre  , jeg er saa tvivlraadig med 
mig selv  ! 
Hun holdt Haanden under Hagen og grublede  . 
- Ja  , jeg gaaer  , jeg bør fortælle ham hvorledes 
det forholder sig  , — at han Intet har at haabe  , at 
han ikke skal se mig mere  . — Ak  , Gud  ! sukkede hun  . 
Hvad Værd har Livet før mig naar jeg skal leve adskilt 

fra ham  ? Nei  , Intet  !  .  .  . Vel er Vikomte st  « 
Botin  «  smuk  , ja meget smuk  , men ban er haardhjertet  , 
han seer alle en kvindes Feil med saa skarpe Øine  , 
han seer paa dem med Ringeagt  , saasnart de have gjort 
fig skyldig i en efter hans Mening stor Synd  . Nei  , jeg 
kan ikke lide ham  , nei  , nei  , min Harry er rigtignok et 
anderledes Menneske  ; let i fin Konversation  , munter 
og livlig forener han et godt Hjerte med en ypperlig 
Forstand og med en overordentlig Kjærlighed til mig  . 
Ak  , hvilken Forskjel  ; Vikomten er haard og kold imod 
mig og Harry er nær ved at bære mig paa Hænderne  . 
I det samme ringede det  ; Adele foer op  . 
— Skulde det være ham  ! mumlede hun  . O  , han 
var ulykkelig  , hvis han kom nu  , da var Alt tabt  . 
Hun aandede neppe og lyttede i spændt Forventning  ; 
men da hun hørte Baron von Sympfens 
Stemme bervligedeS hun igjen  . 
Man havde spist tilaften hos Savignys og Adele 
foregav at hun absolut maatte op paa fit Værelse  , da 
hun havde nogle Mufiknumere  , som skulde indstuderes 
til den næste Dog  , inden Læreren kom  . 
— Gaa da  , mit Barn  , sagde hendes Moder  . 
Adele lød op paa fit Værelse  , og indstuderede fine 
Numere med Iver for at undertrykke den voldsomme 
Takt  , hvori hendes Hjerte slog  . 
Hun saae op paa Uhret  , det slog Ni  . 

Hun reiste sig  , en let Skælven gjennemfoer hende  ; 
et Øieblik stod hun tvivlraadig  . 
— O ja  , jeg maa se ham  , selv om det bliver 
sidste Gang  ! hviskede hun  . 
Hun klædte sig i Hast om og ilede  , let som en 
Hind  , ned ad Trappen  . 
Hortende Kapitel  . 
Et Stæevnemode  . 
Aldrig har en Plads afgivet en bedre Leilighed til 
at holde Stævnemøde end netop den  , som Harry Kronwall 
havde bestemt til sit Møde med Adele  . Den laa 
bag Kirkegaarden  , omgiven af høie Træer  , der ikke lod 
Nogen se de Mødende  . 
Herhen var det at Adele ilede  , da hun havde forladt 
sit Værelse  . 
Hun gyste stærkt da hun stod ved det bekjendte Sted  . 
- Hvad om Harry ikke er her  ? tænkte hun  . 
Hun gik et Par Skridt frem  . 
Adele  ! Du kommer  ! raabte en ung  , mør  ! 
Herre  , idet han med udbredte Arme ilede hende  «  mode  . 
Du har ikke glemt mig  ! 

Han trykkede hende til sit Hjerte  . 
— Er det virkelig sandt  .  .  . er det ogsaa Dig  ! 
raabte han og betragtede hende med en Gloede  , der lyste 
i alle hans Træk  . 
— Jø  , Harry  , det er mig  , som atter har bedraget 
mine Forældre for din Skyld  , men jeg kunde ikke 
Andet  ; Du kaldte paa mig og jeg maatte komme  , hvormeget 
Besvær jeg end havde dermed  . 
— Adele  , gjør mig ikke hovmodig  , har jeg fortjent 
ak den Kjærlighed  ? 
- Jeg haaber det  , Harry  , sagde Adele skælmsk 
og saae paa ham  . 
— Nei  , Adele  , jeg har ikke fortjent det  , jeg er 
ikke nær saa god som Du  . 
— Aa  , tal ikke saaledes  , Harry  ! 
— Jø  , Adele  , det er min Mening  , sagde han og 
førte hende hen til en Bænk  . 
— Vil Du opfylde en Bøn  , jeg har til Dig  , 
Adele  , sagde han  , da de havde taget Plads  . 
- - En Bøn til mig  , sagde Adele og reiste sig  . 
Nu  , hvad er denne Bøn  ? 
Han greb hendes Haand  . 
— Du maa ikke sige Nei  ; vil Du give mig et Kys  ? 
— Men  , Harry  ! raabte Adele bedreidende  ; var 
det derfor Du lod mig kalde  ? 
— O nei  , udbrød han skamfuld  ; sæt Dig ned hos 
mig  , saaledes  , saa  , nu kunne vi tale sammen  . Er Du 
mere vred  ? 

— Det svarer jeg ikke paa  , før jeg seer om Du 
er til at slole paa  . 
— O  , det veed Du dog jeg er  , Adele  , det har 
Du jo havt Beviser paa  . Men kom  , nu vil jeg først 
fortælle  .  .  . O  , hvor jeg er glad ved at Du kom  , 
jeg har længtes saa meget efter Dig i det lange Aar  , 
sagde han og trykkede hende længer op til sig  . 
— Ja  , men  , udbrød hun smilende  ; det var ikke 
efter Kontrakten  , Du holder ikke Ord  , Harry  . Se  , 
det er ikke min Haand  , Du holder  . 
— O  , hvor Du er streng iaften  , Adele  ; hvor kan 
det være  ? Gjør det noget  , at jeg trykker Dig op til 
mig  , Du skal dog engang tilhøre mig ganske alene  , 
ikke sandt  ? Tilhøre mig saaledes  , at Ingen tør se paa 
Dig uden min Tilladelse  . 
— Det tvivler jeg rigtignok paa  , sagde hun lidt 
sørgmodig  . 
— Adele  ! raabte Harry bebrejdende  ; Du sløder 
mig bort fra Dig  , hvor kan Du nænne det  ? 
— Ikke jeg kan det  , men Fader og Moder  .  .  . 
— Nei  , det er ikke muligt  , Adele  ; de kan ikke 
berøve mig Dig  . 
— Jo  , imorgen skal min og Bikomtens Forlovelse 
deklareres  ; saa Du kan tro  , det er et lille Vovestykke 
jeg har begaaet  , ved at møde Dig iaften  . 
Han lod hendes Haand synke og vendte sig bort  . 
— O  , Adele  ! sagde han neppe hørligt  . 
Hun stod tvivlraadig et Øieblik  . 
— Harry  ! sagde hun inderlig bedrøvet  . 

Han svarede ikke  ; hans Anfigt skjultes i hans 
Hænder  . 
— Harry  , er Du vred paa mig  ? gjentog hun  , 
men fik intet Svar  . 
Hun nærmede sig angst til ham  ; han saae ikke op 
til hende  , hans mørke Øine slirrede sorgfulde ud for fig  . 
Hun lagde fine Arme om hans Hals og trykkede 
grædende hans Hoved til sit Hjerte  . v 
— Du er vred paa mig  , Harry  , nægt det ikke  ; 
Du har ogsaa Grund dertil  . 
Han greb hendes Hænder og trykkede dem til sine 
Læber  . 
— Adele  , kan jeg være vred paa en Engel  , som 
Dig  ? — Nei  , nei  , det er umuligt  ! -  .  . Men dobbelt 
tungt er det at skulle skilles fra Dig  , naar Du slaaer 
saaledes hos mig  . O  , hvor gjerne bar jeg Dig ikke 
paa mine Arme  , naar blot Du maatte tilhøre mig  . 
Intet Ondt skulde da naae til Dig  , Du skulde faae det 
saa godt  , saa kjærligt  .  .  . Ja  , Adele  , det veed Du  , 
og Du veed ogsaa at jeg vilde holde mit Ord  ! sagde 
han hæftigt 
— O ja  , Harry  , det veed jeg  , men stil Dig tilfreds  , 
Du gjør mig saa ængstelig med din Hæftighed  . 
— Ak  , jeg kan ikke Andet  , Adele  , Du skulde ble  ! 
vide  , hvor meget jeg længtes efter Dig  , inden jeg kunde 
se Dig  , tale med Dig  , omfavne Dig og erfare  , hvor 
trofast Du havde været  ; men nu  , nu brister mit Haab  , 
Alt er tabt  ! 
— O  , Harry  , Du gjør der værre end det er  ; 

dit Saar vil snart læges  . En bedre Pige end jeg er 
vil gjøre Indtryk paa dit Hjerte og gjøre Dig 
lykkelig  , sagde hun venligt  . 
— Det er umuligt  , aldeles umuligt  , Adele  ; hvor 
kan ogsaa Du lænke saaledes om mig  ? udbrød han ømt  . 
— Harry  , Harry  , vær fornuftig  ; hvad hjælper 
det at Du raser  ! sagde hun fortvivlet  . 
Harry sad atter taus og uden at se paa Adele  ; 
hun stod nogle Skridt fra ham og betragtede hans 
sørgmodige Ansigt  . 
Hun skjulte sit Ansigt i Hænderne og græd  . Han 
sprang op  . 
— Adele  , Du græder  , og det er min Skyld  , Gud 
tilgive mig  ! raabte han  , greb hendes Haand og trykkede 
den varmt og inderligt fil sit Hjerte  . 
Hun løftede Øinene op mød ham og saae bedende 
paa ham  , som vilde hun sige  : Hvad fial jeg gjøre  ? 
Da tog han hende i fine Arme og sagde  : 
— Lad vS gaa  , Adele  , man kunde overraske os  . 
Hun horte ikke hvad han sagde  ; hun stod sortadt 
1 Beskuelsen af ham  , hun skulde forlade  , ham  , hun 
elskede saa høit  . 
— Lad os gaa  , Adele  , kom  , lad os gaa  . 
— O  , hvad skal det blive fil  , Harry  ; skulle vi 
skilles  , uden ar have noget Haab  ? 
— Ja  , min Adele  , det maa være saa  , vi maa 
føie os efter Skæbnen  . 
— Nei  , Gud vil nok hjælpe os  , Harry  , det føler 
jeg  ! sagde hun med Taarer i Øinene  . 

Han trykkede hende i taus Smerte fil sit Bryst 
og hviskede  : 
— Adele  , Du giver mig et Kys fil Afsked  , ikke 
sandt  , Du kan ikke nægte mig det  , vel  ! — Og han drog 
hende ind fil sig 
— Ni  , nei  , Harry  , jeg tør det ikke  , jeg kan det 
ikke  , sagde hun med Overvindelse  . 
— Nu  , saa Farvel  , Adele  , jeg vil gaa hjem  ; Du 
er ikke god imod mig  , Du vil ikke unde mig et lille 
Bevis paa din Kjærlighed  !  . 
— Harry  , Du har Bevis nok  , naar Du seer 
mig her  . 
— Ja  , men dit Hjerte kan dog ikke afslaa min Døn  . 
— Ikke mit Hjerte kan det  , men jeg er en Kvinde  , 
sagde hun ivrig  . 
Han smilede og saae bønlig paa hende  . 
— Siger Du nei  ? sagde han hviskende  . 
— Tag det da  ! hviskede hun rødmende  ; jeg kan 
ikke give Dig det  ! 
Tilladelsen var neppe given  , før AdeleS Mund 
var bedækket med utallige Kys  . 
Raske Fodtrin lød tæt ved dem og Baron von 
Sympfen stod for den forskrækkede Adele  . 
Hun trak hastig Sløret for Ansigtet og lænede sig 
skamfuld til Harrys Arm  . 
Baron von Sympfen havde frækt seet hende lige 
i Øinene og derpaa fjernet sig lige saa hastigt som 
han var kommet  . 

HmtenÄe Kapitel  . 
Festen  . 
Alt var stille som i Graven  . Natten sænkede sit 
tætte Slør over Jorden  . 
Alle nød Hvile  . 
Kun Adele kunde ikke finde Ro  . Bevæget gik hun 
frem og tilbage paa Gulvet og Taarerne styrtede ud 
af hendes Øine  . 
— O  , min Moder  ! udbrød hun og hævede Hænderne 
mod Himlen  ; jeg maa berede Dig en Sørg  .  .  . 
imorgen veed Du hvor jeg har været  , ja  , han vil bestemt 
fortælle det  ! O  , min Gud  , at jeg ogsaa lød mig 
bevæge til at  .  .  . O  , jeg ryster for Baron von 
Sympfen  , denne hævngjerrige Aand  ! Havde jeg blot 
Midler til at overliste ham  ! Ak  , at jeg ogsaa føiede 
Harry  ; dette Kys vil gjøre mig ulykkelig  , thi denne 
Hemmelighed  , som Baronen har tilsneget sig  , vil snart 
ingen Hemmelighed være  . 
En besynderlig Lyd  , som om Nogen listede sig 
langs Korridonen  , lød ind til hende  . 
Hun blev bleg af Skræk  . Paa Taaspidserne 
listede hun sig hen til Vinduet og saae ud  . 
Lyden standsede ved hendes Dør og Nogen puslede 
ved denne  . 
— Min Gud  , frels mig  ! hviskede Adele og faldt 
paa Knæ  ; frels mig for Jesu Skyld  . En varmere  , en 

inderligere Bøn steg vist neppe til Guds Trone denne 
Nar  , end Adeles  . 
En umaadelig Skræk havde bemægtiget sig hende  ; 
hun syntes at se Mennesker omkring sig  ; hun vilde 
reise sig op  , men formaaede det ikke  ; hendes Øine 
stirrede i den høieste Ophidselse mod Døren  , hvorfra 
man nu kunde høre en Nøgle drejes om i Laasen  . 
Med hele sin Energi reiste hun sig og ilede hen 
mod Døren  . 
— Hvem er det  , der foruroliger mig paa denne 
Tid  ? raabte hun  . 
Ingen svarede  , men derimod arbeidede Nøglen videre 
i Laasen  . 
Adele flog-paa Døren og raabte med høi Stemme  : 
— Hvorfor svarer I ikke derude  ; hvad har I 
isinde  ? 
— Intet  ! lød en sagte Stemme  ; vær blot rolig  , 
aabn Døren  . 
— Nei  , saalænge Gud staaer mig bi og den kan 
holde sig lukket  , skal I ikke komme ind iii mig  ; før 
raaber jeg om Hjælp saa høit jeg kan  . 
- Det skal De ikke  , hviskede Stemmen igjen  ; del 
vil ikke bekomme Dem vel  ! 
— Nu  , lad saa være  ! raabte Adele med vild 
Energi og stillede sig tæt op ad Døren  . 
Hun vidste neppe af sig selv  . 
Den Udenforstaaende arbeidede af al Kraft paa 
at aabne Døren  , men alle Forsøg mislykkedes  . Med 
en Ed lod han sin knyttede Haand falde tungt paa 

Døren og befalede Adele at lukke op  . Hun svarede 
ikke  ; hendes Hænder knugede Kanten af Sengen  , M 
de bleve ganske blaa  . Saaledes oppebiede hun hvad 
det næste Minut vilde bringe  . 
Et Kvarteer var forløben og i denne Tid vare 
flere Forsøg gjorte paa at sprænge Døren  , men 
forgæves  . 
Endelig sprang den op  . 
Med et høit Fortvivlelsens Skrig slyrtede Adele 
frem  , for at flygte  , men den Indtrædende spærrede hende 
Veien  . 
Det var en Mand med et uhyre Skjæg  ; en stor 
bredskygget Hat bedækkede næsten hans Ansigt  . 
Han foer hen til Adele og greb hende sat i Armen  , 
men hun gav ham et saadant Stød for Brystet  , at han 
tumlede tilbage og flap hende  . 
Hurtig løb Adele ud i Korridoren  , men i et Nu 
var Manden efter hende og fik atter sat i hende  . 
Adele vred sig af Smerte under den slærke Mands 
Tag  ; uden at tænke over det greb hun ned i Lommen 
og fandt en lille Pennekniv  ; hun aabnede Bladet og 
borede den af al Magt ind i Mandens Haand  . 
Med en rasende Ed flap han hende og ilede ind i 
hendes Værelse  , hvor han ravede Alt hvad der var af 
Værdi og alle de Penge  , der fandtes  . 
Ti Minntter efter var han borte og det var paa 
døie Tid  , thi Husets Beboere kom ilende tilhjælp  . 
Madelaine  . H  . ste 7  . 

Da de kom ind i Korridoren sandt de den unge 
Pige i en halv devidstløs Tilstand  . 
Aftenen efter var der stor Travlhed i Huset oz 
en Mæengde elegante Damer og Herrer slege ud af de 
udenfor holdende Vogne  . 
salen hos Savignys var stæerk oplyst  , det fine 
Sølvservise var tager frem og prydede det smagfulde 
Thebord  . 
Fru Savigny var ifsrr en kostbar Silkekjole og 
hendes Gemal var ligeledes festlig klcrdt  . 
En Vogn holdt udenfor Døren  ; Vikomte äe Botine 
med sin Moder steg ud af denne  . 
Han saae mørk  , men fattet ud  . En almindelig 
Lykønfining blev dem tildelt da de traadte ind i Salen  . 
Vikomten bukkede og takkede formelt  . 
— Hvor er Adele  ? hviskede han til Fru Savigny  . 
— Paa fit Bcerelse  , Herr Zvigersøn  ; hun var 
meget angreben imorges af Hovedpine  , men det gaaer 
vel snart over  ; de Pigedørn ere saa sarte  . 
Vikomten svarede ikke  . 
— Kald min Datter ned  ! befalede Fru Savigny 
en af Tjenerne  . 
Denne skyndte fig op til hendes Voærelse  . Adele 
sad paa en Stol tcet ved Vinduet  ; hendes Hcender 
hvilede i Skjødet  , en unaturlig Bleghed bedcekkede 
hendes Anfigt og hun saae ud som om hun bar Døden ' 
i Hjertet  . 

Tjeneren anmodede hende om at komme ned til 
Selskabet  , da man ventede hende  ; Adele nikkede og 
reiste fig  . 
— O  , dersom Baronen er dernede  , sagde hun 
fortvivlet  . Du min Gud  , hvad gjør jeg saa  ? Han vil 
fortcelle  , ja han har maaske allerede fortalt det  .  .  . 
O Gud  , o Gud  ! 
Hun klcedte fig om i Hast  . 
— En sort Silkekjole vasser bedst til mig  , tænkte 
hun og iførte fig en saadan  . 
Da hun traadte ind til sin Moder  , der var sysselsat 
ved Thebordet  , vendte denne fig om  . 
— Men Gud  , Barn  ! raabte hun forskrækket  . — 
Hvad gaaer der af Dig  ? Du er jo bleg som et Lig  .  .  . 
og denne førte Kjole  , den klceder Dig ikke  ; Du er ikke 
smuk i den  . Nei  , gaa Adele  , tag en anden Kjole paa  . 
— Det er ligemeget om jeg er smuk eller ei  , 
Moder  , det bryder jeg mig ikke om -  .  . 
- Men for vore Gjcesters Skyld  ! 
— Heller ikke dem bryder jeg mig om  , lød Svaret  . 
— Naa  , Adele  , Du er nok ikke rafl  ; din Hovedpine 
har vceret alvorligere end jeg troede  . 
— Ja  , den var meget alvorlig  , Moder  ! 
Hun blev afbrudt ved at endel unge Damer kom 
løbende hen til hende og lykønffede hende i Anledning 
af hendes Forlovelse med Vikowte Botine 
Hun takkede dem koldt og søgte snart et Paaskud 
til at fjerne fig  ; dog inden dette skete ncermede Vikomten 
sig hende  . 

— De er meget bleg iaften  , Adele  , sagde han  . Er 
det Sorg over vor Forbindelse eller er De ikke raff  ? 
Adele bøiede Hovedet  . 
— Herr Vikomte  , jeg kan aldrig føle Kjærlighed 
til en Mand  , der behandler Kvinden saa kold og hensynsløs  , 
som De gjør  , sagde hun  . 
— Ikke alle Kvinder  , Adele  ; ikke Dem  , for Erempel  . 
— Aa  , nu smigrer De atter  .  .  . 
— Vist ikke  , det er mit ramme Alvor  , Adele  ; De 
veed godt  , at jeg Heller ikke elsker Dem  , men jeg nærer 
en Slags Beundring for Dem  , som maaske tilsidst vil 
gaa over til en sand  , varm Kjærlighed til Dem  . 
— Nei  , er det virkelig sandt  , Herr Vikomte 
raabte Adele glædestraalende og greb hans Haand  . De 
elsker mig virkelig ikke  ? O  , hvilken Lykke  ! 
— Lykke  , siger De  ! raabte Vikomten forbauset  . 
Kalder De det Lykke  , at jeg ikke elsker Dem  , og De skal 
dog engang være min Hustru  , Frøken Adele  ! De taler 
i Vildelse  . 
— Nei  , nei  , jeg er saa glad  , saa lykkelig  ! 
Vikomten saae forskrækket paa hende  . 
— Hør  , sagde Adele halvhøjt  ; siig mig engang  , 
hvorfor har De egentlig friet til mig  , naar De selv 
siger  , at De ikke elsker mig  ? 
— Det er min Moders Ønske  , hun holder saa 
meget af Dem og jeg vil gjerne rette mig efter hendes 
Ønsker  , thi jeg troer bestemt at hun vilde tage sig det 
meget nær  , dersom jeg ikke rettede mig efter hende  , som 
en god Søn  . 

Adele sukkede og saae op  , men foer forsfrækket 
sammen  , thi Baron von Sympfen stod for hende  , med 
den ene Haand stukket ind paa Brystet  ; han rettede sine 
Øine paa hende med et eget Udtryk  , saa frækt  , saa 
paatrængende og næsvist  , at Vikomten blev purpurrød 
af Harme  . 
Adele slog sine Øine ned  ; den Skræk hun maatte 
udstaa var forfærdelig  . 
Vikomten greb Baron von Sympfens Arm og sagde  : 
— Kom  , lad os spadsere lidt  , jeg har Noget at 
meddele Dig  . 
Baronen fulgte ham kun nødig  . 
Adele havde reist sig  ; hendes Øine slode stive af 
Skræk og Haanden knugedes fast om det hvide Lommetørklæde 
Hun havde bemærket  , at Baron von Sympfens 
høire Haand var indbunden og behændig stukket ind paa 
Bryster  , men da Vikomten havde grebet hans Arm var 
den  , uden at han bemærkede det  , kommet tilsyne  . 
— Men  , kjære Barn  , hvad gaaer der af Dig  , er 
Du syg  ? sagde Fru Savigny  , der i det samme traadte 
hen til hende  . 
-- Nei  , Moder  , kun et lille Ildebefindende  , som 
snart vil gaa over  . 
Fru Savigny tog fin Datter om Livet og hviskede 
— Tab ikke Modet  , Adele  , det vil snart blive godt  . 
Adele lænede sit Hoved til Moderens Bryst og 
græd hjerteligt  . 
— Nei  , Barn  , nu bliver Du for slem  , sagde hun 

ømt  , neppe selv istand til at holde sine egne Taarer 
tilbage  . 
— O  , Moder  , Moder  , jeg pines saa forfærdeligt  ! 
.  .  . Ak  , min Gud  , hvorlænge skal dette vedvare  ? 
— Der kommer din Forlovede  , Adele  , lad ham 
ikke se dine Taarer  . 
Hun tørrede sin Datters Øine og vedblev  : 
— Elsfer Du din Fader  , Adele  ? 
— O  , Moder  , hvor kan Du spørge mig om det  ! 
— Saa vær en lydig Datter  , mit Barn  , og tør 
dine Øine  ; din Fader gaaer ved Bikomtens Side  . Se 
hvor hans Øine straale af Glæde over din Lykke  ; se 
paa ham og bøi dit Hoved  ! 
Fru Savigny gik  . 
Adele stod faus og eftertænksom  . 
— En lydig Datter  ! hviskede hun  . O  , hvor 
gjerne vilde jeg ikke være det  !  .  .  . Ja  , han er glad  , 
glad over den Lykke  , der vederfares mig  ! — Ak  , vedblev 
hun og lo bittert  , det bliver et smukt Ægteskab  , 
ingen Kjærlighed til hinanden  , nei formelig Had  , ah  , 
hvilken Lykke  ! 
- Naa  , lille Adele  , hvorledes har Du det idag  ? 
Du seer saa bleg og lidende ud  , men det vil med Guds 
Hjælp snart gaa over  , sagde hendes Fader og klappede 
venligt hendes Kind  . 
Adele smilede og forsikkrede sin Fader  , at hun befandf 
sig ganske vel  . 
Herr Savigny greb sin Datters Haand og lagde 
en i Bikomtens  . 

— Naa  , Børn  , vær nu glade  ; I se jo ud søm 
øm I ffulde føres til Retterstedet  , sagde han  . Naa  , 
det er vel den overvættes Lykke  ! 
Han kyssede Adele og gik  , naturligvis i den salige 
Trø  , at de Unge helst vilde være ene  . 
Adele trak med et bevæget Smil sin Haand til sig 
og sagde let henkastet  : 
— Hvor Fader seer glad ud idag  ! 
— Ja  , De har Ret  , Adele  ; derfor fluide vi — 
der egentlig ere dem  , som burde glæde sig mest — 
ogsaa være glade  , eller i det Mindste i vort Ivre forstille 
os saaledes  , for at denne begjærlige Hob  , der kun 
gaaer i Selskab for at se og bekomme Alt efter deres 
smaalige Maalestok  , og atter al bringe det ud i Byen  , 
ikke skal faae Indblik i vort Forhold  . Lad os vise dem 
at vi forstaa at beherske os saaledes  , at der Intet bliver 
at opdage  .  .  . O  , Adele  , De skal se  , vi vil engang 
lære at elske hin-inden  . 
Adele rystede paa Høvedet og modtog den Arm  , 
han tilbød hende  . 
Aftenen forlød uden noget særegent Uheld  , og uden 
at Baron von Sympfen  , som Adele havde frygtet  , paa 
en meddelsom Maade havde nærmet sig hendes Forældre  ; 
men dette forogede kun hendes Angst  . 
— Hvad kan han vel have isinde  ? tænkte hun  ; 
thi for min Skyld tier han ikke  . 
Baron von Sympfen nøiedes denne Aften med at 
tilkaste hende megetsigende Blikke  , der foruroligede 
hende meget  . 

Selskabet kjørte børt  , efterladende en Mængde gode 
Ønsker for det unge Par og Adele ilede saa hurtigt 
der lod fig gjøre til sit Værelse  , 
Her kastede hun fig  , udmattet af den sjælelige 
Anstrengelse  , ned paa en Stol  . Hun lukkede Øinene 
og faldt snart isøvn  . 
Serten-e Kapitel  . 
Et Skud  . 
Hvorlænge Adele sov er uvist  , men det havde ikke 
været i saa ganske kort Tid  , thi Alt i Huset var stille 
og alle Beboerne vare gaaede til Ro  . 
Adele vaagnede forskrækket op  , thi en Haand havde 
grebet fat i hende og en Herre laa knælende for hende  . 
Hun foer op af Stolen og saae fig forfærdet om  . 
— Hvem er det  ? sagde hun  , rystende af Skræk  . 
Intet Svar hørtes  . 
— Naa  , hvem er det  ? gjentog hun  . De har Intet 
her at bestille  ; skynd Dem at gaa  ! 
— Nei  , jeg gaaer ikke  , skjønne Frøken Adele  , 
svarede den Knælende  . Tilgiv mig  , at jeg forstyrrer 
Dem  , men min Kjærlighed til Dem maa undskylde mit 
sildige Besøg  . 

— Hvad siger De  ? raabte Adele og reiste sig  . 
Jeg beder Dem endnu engang forlade Huset  , De maa 
have toget Feil  . 
— Nei  , Frøken Adele  , jeg har ikke taget Feil  .  .  . 
jeg elsker Dem  , jeg  , Baron von Sympfen  , den rigeste 
Mand i Paris  , jeg ligger her for Deres Fødder og 
trygler Dem om at maatte kysse den Plet  , hvorpaa 
Deres Fod har staaet  . 
Adele  , der i Mørket ikke havde gjenkjendt Baronen  , 
foer med et Skrig tilbage i Værelset  . 
— Ah  , det var derfor at De ikke fortalte Fader 
og Moder noget  , det var derfor at De ti  ! min Forundring 
forholdl Dem tauö  ! Hvilken Nedrighed  , hvilken 
Skændsel af en gift Mand  !  .  .  . Og Du  , stakkels 
Madelaine  , Du skulde have paanodet Dig dette Menneskes 
Kjærlighed  ? Ak  , hvor skammelig er Du ikke bleven 
forurettet  ! 
— Nei  , Frøken  , De gjør mig Uret  ; det er ikke 
fordi jeg vilde betjene mig af den lille Hemmelighed  , 
De veed nok  ,  »  ei  , det er fordi jeg elsker Dem  , forbi 
jeg vilde føle mig som hensat i Himmelen naar jeg blot 
engang maatte trykke disse Rosenlæber  »  il mine  .  .  . 
O  , hvilken Lykke  ; De siger naturligvis Ja  ! 
Han nærmede sig hende  ; hun havde mekanisk tændt 
det Lys  , som stod paa Toiletbordet  . Med Rædsel saae 
hun ham komme nærmere  . 
— Min Gnd  , hjælp mig  , red mig  , sagde hun halvhøjt  ; 
hvad skal jeg gjøre  ? 

— Naturligvis føre mig  , sagde han  , idel han 
ugeneert tog hende om Livet  . 
Hun gav et Skrig fra sig af Rædsel og rev sig les  . 
— Slurk  , æreløse  , feige Slurk  , raabte hun ude 
af sig selv  ; gaa  , forlad Huset eller jeg ringer  . 
— Det vilde blive værst for Dem selv  ; naar Folk 
fik mig at se her  , vilde Deres Rygte lide mere end 
mit  . Jeg eren Mand og De en Kvinde  , saa De indseer 
nok hvem det vil sfade mest  . 
— O  , hvor fiint anlagt  , sagde Adele spottende  ; 
det var ellers mærkeligt nok  , at De kunde udklække en 
saadan Plan  . 
— Ah  , De spotter  , min Fortryllende  ! men jeg 
kan forsikkre Dem  , at jeg ofte har lagt langt snildere 
Planer end deqne  . 
— Ja  , det kan ligne Dem  . 
— O  , spot ikke længer  , kjæreste Adele  , sagde han 
flegmatisk  ; kom nu og indfri Deres Løfte  ! 
— Mit Løfie  ? raabte Akele ude af sig selv af 
Skræk  . O  , min Gud  , hjælp mig  ! 
— Naa  , Adele  , kom saa  ! 
Dritte Adele blev fremsagt med sen vis Ironi  , 
som fik hende til at skælve  . 
— Aa  , hvad betænker De Dem paa  ? sagde Baron 
von Sympfen og fatte sig magelig i en Stol  . De kan 
ligesaa gjerne kysse mig  , srm en Anden  , det kommer 
ud paa et  ; jeg har lige saa stor Ret til Dem  , som 
han har det  . 
— Uforskammede  , Te vover ar  .  .  . 

— Snik  , Snak  ! vær nu ikke saa knibsk paa det  ; 
Le kan lige saa godt føie mig som Andre  . 
— O  , De fornærmer en værgeløs Kvinde  , sagde 
Adele harmfuld  ; det beviser hvilken Mand De er  . 
— Aa  , lad os nu ikke tale mere om det  ; De har 
allerede givet mig adskillige Beviser i den Anledning  . 
Men hör mig  , Adele  ; naar De ikke føier mig  , saa veed 
leg hvad jeg har at rette mig efter  : Deres Stævnemøde 
med Harry Kronwall vil blive bekjendt over hele 
Byen  , — Deres Forlovelse vil gaa overstyr  , Deres 
Fader og Moder vil gaa i Graven af Skamfuldhed og 
Sorg over Dem og De vil selv blive ulykkelig  . Og 
alt dette kan De  , som en god Datter afhjælpe  , blot 
ved ar  .  .  . ja  , jeg har jo sagt DeaH Betingelsen  . 
Adele var sunken sammen paa en Stol  ; hendes 
Angst og Fortvivlelse forstørredes ved hvert af Baronens 
Ord  . Taarerne trillede ned ad hendes Kinder ved 
Tanken om den Sørg hun maatte berede fine kjære 
Forældre  . 
I Fortvivlelsens høieste Smerte kastede hun fig for 
Baron von Sympfens Fødder og sagde grædende  : 
— Naade  , Herr Baron  , Naade for deres Skyld  , 
som jeg har saa kjær  . Sæt Dem i mit Sted  , og hvis 
De har lidt Menneskekjærlighed tilovers for Deres 
Næste  , da tag Deres urimelige Forlangende tilbage og 
gaa Deres Vei  ; jeg forsikkrer Dem  , at jeg da altid 
skal tænke med Taknemlighed paa Dem  . 
— Tak  , Frøken Adele  , det vidste jeg De vilde  .  .  . 
Le kalder mit Forlangende urimeligt  ; finder De virkelig 

at det er saa urimelig  »   , naar man er saa ung som jeg 
og er bleven indviet i en Hemmelighed  , iom kun vides 
af en ung  , smuk Kvinde og mig selv  ? Troer De  , dersom 
De var i mit Sted  , at De vilde lade denne udmærkedæ 
Leilighed gaa tabt  ? Nei  , De vilde ikke  , thi 
De veed  »  tte hvor smuk De er  ; og især  , føiede han 
hviskende til  , naar De græder som nu  . 
— O  , jeg vilde ikke gjøre en ung Pige ulykkelig  ! 
raabte Adele  ; om hun end var saa smuk som en Engel  . 
Nei  , nei  , saa sandt jeg haaber at blive salig  ! 
— Ah  , bah  , lo Baronen haanligt  ; nu bliver De 
sentimental  , lille Adele  ; jeg tager ikke min Begjæring 
tilbage  , om De end kalder alle Huseis Beboere tilhjælp  . 
Nei  , Adele  , føi mig lige saa godt først som sidst  . 
— O  , jeg kan ikke  , be  , vilde være en Synd  , 
som jeg ikke kunde bære paa min Samvittighed  . 
— Aa  , lad os ikke  «  ale mere om det  . Adele  , sagde 
Baronen ildfuld og lød over mod hende  ; men han kom 
kun halvveis over Gulvet  , thi i det samme Hørtes  « 
Skud udenfor og en Kugle foer gjennem Vinduet og 
lige over mod Baronen  . 
Han udstedte et halvkvalt Angstskrig og foer bestyrfet 
tilbage  ; dog Kuglen streifede hans Pande temmelig 
ublidt  , saa at Blodet lød ham ned ad Tindingen  . 
Hurtig greb han sin Ha  , og slyrtede ud af Hus  «   . 
Han lød hen ad Gaden  , uden at se sig om  . 
Adele foldede Hænderne og raabte glad  : 
— O  , hvor jeg takker Dig  , min Gud  ! 

Hun nærmede kg Vinduet og saae at en Rude 
var slaaet ind  . 
— Adele  ! kaldte en sagte Stemme  . 
— Min Gud  , hvad er det  ? hviskede hun  . 
— Elskede Adele  ! sagde Stemmen atter  ; er Du 
vred  , fordi at jeg fljød paa ham  ? Jeg kunde ikke andet  , 
min Hæstighed løb af med mig  . Jeg saae fra Gaden 
at ber var kys  , ja jeg saae  , at ban var ber og at Du 
græed  . Jeg gfæettede Sammenhæenget  , det var den usalige 
Hemmelighed hak benyttede fig af  . Læenge saae 
leg til  , men da han vilde ile over til Dig  , før ved 
Magt at erobre hvad han ikke kunde faae ved List  ; da 
flød jeg  , men Gudskelov  , hans Saar er ikke farligt  . 
— Tak Harry  ! Tak før din Hsæelv  ; Du skulde 
blot vide hvor ulykkelig M er  . 
— O  , ti Adele  , seg veed hvorledes jeg selv har 
det  , mit Hjerte er næer ved at briste  . Iaftes  , da Eders 
Sal var laa oplyst  , gjæettede jeg hvilken Fest ber fejredes  . 
Ja  , Du bavde jo ogsaa selv sagt mig det  ; Du 
skulde blot vide hvor det rasede i mit Bryst  , jeg troede 
at se Vikomten omslynge Dig  ; jeg var ulykkelig  , men 
jeg maatte fatte mig  , hvormegen Anstrengelse det end 
køstede mig  . Jeg har opholdt mig udenfor Eders Hus 
lige siden Festens Begyndelse og først Morgensolen skal 
se mig gaa bort herfra  . Imorgen rejser jeg  , Adele  ; 
jeg kan ikke blive her  , det er mig umuligt  , det er ligesom 
om her er for lidt Plads til mig  ; Paris er for 
trangt for et ulykkeligt Menneske  . 

— Harry  , Harry  , Du trøster mig kun daarligt 
din Sørg forøger min  . 
— Ja  , jeg veed det  , Adele  , og derfor er det taabeligt 
af mig at plage Dig  ; men gaa nu til Ro  , Adele  , 
Klokken er snart fire og det begynder at dages  ; jeg 
skal holde Vagt ved Eders Hus indtil det er lyst  . 
— Nei  , Harry  , jeg kan ikke sove  , jeg vil tale lidt 
med Dig  , indtil Du ffal afsted  . Hvorfor reiser Du  , 
Harry  , Du kan so godt blive her i Byen  . 
— O  , Adele  , det er fordi at jeg ikke kan taale at 
opholde mig her i Byen og se Dig blive gift  . Nei  , 
langt  , langt bort vil jeg  , til et Sted hvor jeg kan 
bære min Sorg for mig selv  . 
— Harry  , saa glemmer Du mig vel snart for en 
Anden  . 
— Nei  , nei  , Adele  , det veed Du jeg ikke gjør  , 
selv om hin Anden var en Engel i Menneskeskikkelse  ; 
.  .  . men det begynder at blive lyst  , Adele  , træk Vinduet 
til  , at Ingen skal se Dig slaa ber  . 
— Nuvel da  , Harry  , Farvel og lykkelig Reise  ! 
— Farvel  , Adele  , glem ikke at laase din Dør godt  , 
naar Du gaaer til Ro  , at ikke en anden Baron von 
Sympfen kommer igjen  . 
— Ja  , det skal jeg  , Harry  , Farvel  . 
— Farvel Adele  , og lev vel  ; vi sees vel nevve 
mere i denne Verden  . 
Adele lukkede hastigt Vinduet og brast i en hæftig 
og smertelig Graad  . 

En Time senere gik Harry bort  , efter bedrøvet 
at have tilkastet Adeles Vindue et sidste Blik  . 
Dagen efter var han reist  . 
Syltende Kapitel  . 
I Florents  . 
To Maaneder ere hengaaede siden det sidsf Fortalte  . 
Bi befinde os i Florents  . 
I de halvt oplyste Gader sees en travl Virksomhed  ; 
det er Arbejderne fra de forskjellige Fabriker og Værksteder  , 
der trætte og mødige begive fig bjem  . 
I en af de slørre Gader ligger et smukt lille Sted  . 
Dets Vinduer paa tste Sal ere oplyste  ; Gardinerne 
ere ikke trukne for og vi kunne frit se derind  . 
Der er prægtigt derinde  ; et ovalt Bord staaer i 
Midten af Værelset  , dækket med et kostbart Tæppe  . 
En Vase  , fyldt med en Mængde deilige  , friske Blomster  , 
slaaer paa dette og udbreder en behagelig Duft i 
Værelset  . 
Møblerne her ere befrukne med grønt Floil  , der 
giver Værelset et friskt og yndigt Udseende  . 
Væggene ere bedækkede med kostbare Oliemalerier 

og for hver Vinduesfordybning er anbragt et meget 
stort forgyldt Speil over Marmorksnfollen  . 
Paa en Sofa sidder en ung Dame  , klædt efter 
franst Snit og nyeste Mode  . Haaret er opsat og 
falder i lange  , merke Krøller ned ad hendes Nakke  ; 
men Hovedet er sørgmodig bøiet forover og Hænderne 
vil ikke arbeide saa rask  , som den lille Person ønflede det  . 
— Nei  , det er umuligt  , jeg kan ikke arbeide 
længer  , mine Tanker overvælde mig  . Ak  , Gud  , sagde 
hun sukkende og reiste sig  . 
Den ene Haand slolede hun mod Hagen  . 
— Hvad om jeg  , for at glemme Alt  , lod mig 
optage i Klosterets Skjød  ? O nei  , det ensomme Liv  . 
jeg der maatte føre  , vilde snart gjøre mig gal  .  .  .  . 
Nei  , nei  , det duer ikke  , jeg maa holde Pinen ud  . — 
O  , Gud give  , sagde hun og foldede henrykt de smaa 
Hænder mod Himlen  ; Gud give at Aleris havde levet  ; 
o  , hvor yndigt havde jeg da ikke havt det  ! Min Sorg 
vilde have været hans og min Smerte vilde han -ave 
hjulven mig med ar bære  .  .  . Og de Mennesker  , som 
kunde bedrage mig  , som førte mig hertil  , istedenfor ti  ; 
ham  ; hvor kunde de gjøre det  ? Hvor kan et Menneske 
tilføie et andet en saadan Smerte  ! Og ham  , o  , -am 
vil jeg aldrig tænke paa  ; han kunde mistænke mig 
.  .  . mig  , som elskede ham saa dybt  , saa inderligt  ! 
O  , jeg skal aldrig  , aldrig se ham mere  , aldrig  ! Min 
Gud  , hvilken Kval ligger der i dette Ord  ! 
Hun kastede sig i en smertelig Sindsbevægelse M 
Sofaen og græd  . 

En midaldrende Herre  , med et godmodigt Ansigt  , 
bavde ubemærket al Damen staaet bag ved vende og 
børt hende tale  . 
Da hun i sin overvættes Smerte kastede sig ned i 
Sofaen  , satte han sig ved Siden af hende og tog hendes 
Haand  . 
— Nu græder De igjen  , min lille Madelaine  , 
sagde han ømt  ; lovede De mig ikke igaar  , at De aldrig 
skulde græde mere  ? 
— O ja  , kjære Doktor Einer  , men husk paa  , at 
man ikke saaledes kan kaste Sorgen paa Døren uden 
videre  ; man maa have Tid til at beherske sig  , og det 
har jeg gjort Hag  , jeg har taget Afsked med Sorgen  . 
— Ja  , jeg hørte det  , Madelaine  , og naar De nu 
var en rigtig god Pige  , saa fortalte De mig hvad denne 
han  , hedder  , som De talte om før  . 
— O  , det var min Broder  , hviskede Madelaine 
Morsin skamfuld  . 
— Ja  , det var ogsaa ham  , men det forekom mig 
at De talte om En til  . 
— O  , kjære Doktor  , spørg mig ikke  , sagde Madelaine 
og vendte Hovedet bort  . 
-- Naa  , Barn  , som De vil  ; men kom nu  , lad 
os gaa ti  ! Aftensbordet  . Her har jeg alle Aviser fra 
Paris  ; vær saa god  , Barn  , men kom nu  , Leonia 
venter med Theen  . 
Han tog den unge Pige ved Haanden og førte 
hende ind i en smagfuld Spisesal  . 

Madelaine aabnede begjærligt Aviserne og læste 
Alt hvad der kunde vedrøre hendes kjære Frankrig  . 
— Bær saa god  , lille Frøken  , jeg har sfænket 
Theen til Dem  , sagde de  »  gamle Jomfru Leonia  . 
Madelaine svarede ikke  ; hun var fordybet i fin 
Læsning  . 
— Naa  , lille Madelaine  , er der noget Interessant 
i Avisen  , siden De læser saa irrig  ? sagde den gode 
Dokfor Einer og saae over paa Madelaine  . 
— Ja  .  .  . jeg læste dette lille  .  .  . O  , Gud  , 
sukkede hun og lod Avisen falde  ; saa var det dog sandt  . 
— Hvad var det De læste  , mit Barn  , og som 
De vidste iforveien  ? 
— Det var denne lille Notits  . De veed at jeg 
har været hos Savigrys en Tid og nu er den unge 
Frøken Adele bleven forlovet  , det var dette jeg læste 
her  ; men de passe øgsaa for hinanden  , det ere to ædle  , 
kjærlige Sjæle Deggeto  . 
— Saa  ? sagde Dokfor Einer og saae paa hende  , 
forundret over den bevægede Tone  , hvori Madelaine 
talte  . 
— Hvem er da denne Mand  , der er saa lykkelig 
at kunne fængsle Frøken Adeles Hjerte  ? 
— O  , De kjender ham udentvivl  , sagde Madelaine  , 
nær ved at udbryde i Taarer  . Det er  .  .  .  . 
det er  .  . > 
— Naa  , Barn  , sagde Doktøren muntert  ; nu er 
det kun Navnet der mangler  . 
— Ja  , men det er øgsaa det Sværeste ved det 

Hele  , sagde Leonia og stillede sig bagved MadelaineS 
Stol  , medens hun ivrig sagte i Avisen  ; thi med 
Kvindens fine Instinkt bavde hun opdaget noget usædvanligt 
hos Madelaine  . Ja  , det er et forbistret Navn 
.  .  . Vikomte < l <  ? Botin  «  -  ; det var da Pokker til Navn  , 
jeg kunde næsten ikke komme ud af det  . 
Leonia tog behændig et Par Kopper  , som stod 
paa den anden Side af Bordet og ffjulte saaledes for 
et Øieblik MadelaineS purpurrsde Kinder kor Doktoren  . 
Madelaine skjulte sit glødende Ansigt i Leonies 
Kjolefolder og trykkede den Haand  , der raktes hende 
med Varme og Inderlighed  . 
Leonia saae skælmsk paa hende og lod da sine godmodige 
Øine glide over paa Doktoren  , som vilde de 
udtrykke  : 
— De Mandfolk  , de Mandkolk  , de have dog ikke 
Øie for Andet end deres Bøger og Blade  . 
Thi Doktor Einer sad netop og læste  ; men den 
gode Mand trodsede hendes Blik og i hans Ansigt viste 
sig et smerteligt Træk  , som tolkede  , al ogsaa han 
havde fattet Sage  «  rigtig og at de Mandfolk ikke altid 
ere saa dumme i saadanne Sager  , som man skulde tro  ; 
men Leonia var nu af den Mening  , og derfor var 
det  , at de saa tidligt reiste sig fra Bordet  , da hun 
paastod af Frøkeneu var i sket Humør  . 
Leænia fulgte hende op til hendes Værelse og da 
Deren var lukket faldt Madelaine hulkende i den 
gamle Piges Arme og sagde  : 

— Tak  , Leænia  , for din Bistand  ; nu er jeg da 
saa ulykkelig  , som jeg kan blive det  . 
— Lille kjæere Freken  , sagde Leænia godmodig og 
trykkede den unge Pige til sit Hjerte  ; Alt kan endnu 
blive godt  ; De maa se af tæenke lidt mindre paa det 
slygge Menneske  , der ikke tæenker mere paa Dem end 
som saa  . 
— Nei  , Leænia  , Du tager ganske Feil  ; det er ikke 
mig han elsker  , det saae jeg bin ulykkelige Aften  , da  .  .  . 
o  , Leænia  , afbrød hun fig selv  , jeg troede af jeg bavde 
glemt ham  , jeg troede af jeg var slcerk  , men ak  , jeg 
føler desværre af han har indpræget fit Billede altfor 
dybt i min Sjæel  , til af det nogensinde kan gaa bort 
derfra  . 
Den gamle Leænia saae paa hende og sukkede  . 
— Ak nei  , det glemmes ikke saa let  ; men glem 
ikke  , Madelaine  . af vi bar en Gud  , som trøster for alle 
Savn  , for alle Sørger  . 
— Ja  , Leouia  , Du har Net  ; jeg vil se at overvinde 
min Smerte  ; Gud vil biæelpe mig dermed  . 
Leonia hjalp hende Natdragten vaa og bar hende 
iseng  . Hun kyssede hende venligt paa Panden og gik  ; 
men neppe var hun gaaet  , ser Madelaine foer op fra 
fit Leie  . 
— Kan jeg sove  ? raabte hun vildt  . Er det 
muligt  , naar mit Hjerte er i et saa forfærdeligt Oprør  ? 
Hun knugede Haanden mod de brcrndende Tindinger  , 


— O  , hvor de banke  , de tale om den sønderrivende 
Smerte  , Ler hersker i mit Hjerte  ! 
Madelaine sad denne ' Nat paa en stol og kunde 
ikke sove  ; først op ab Formiddagen fandt den gode 
Leonia hende sovende og iskold siddende i Lænestolen  . 
Madelaine maatte paa Doktorens Befaling holde 
Sengen hele Dagen  . 
Attende KapitelEn 
Ed  . 
Vi skylde den ærede Læser en Forklaring over 
Madelaineö Reise  . 
I Begyndelsen gjorde Madelaine ivrig Spørgsmaal 
til sin mørke Ledsager  »  uden at disse bleve besvarede  . 
Han forholdt sig dog ikke aldeles taus under 
Reisen  ; ja han talte endog meget  , men kun om ligegyldige 
Ting  , og naar Madelaine forbristede sig til al 
spørge  , lod Manden som han ikke hørte del  . 
Saaledes lod Reisen af  ; Madelaine blev behandln 
pænl og hensynsfuld  , saalænge hun ingen Forklaring 
forlangie  , men skue bette  , da var det ikke 
sjeldent al Manden behandlede hende haardt og stygt 
i flere Dage  . 

Hun fandt fig derfor med Taalmodighed i All  , 
ja  , hun fik endog m Slags Ligegyldighed for All  . 
Doktor Einer blev fin Plan tro  ; han fulgte dem 
som en Skygge hele Veien  . 
Da man var naaet til Floremö  , tog Manden ind 
paa et Gjæstgiversted  , hvor han bestille en Kuvert iii 
dem hver  . 
Madelaine kunde dog ikke nyde Noget  ; del forekom 
hende  , som havde hendes Ledsager er endnu mere ulykkespaaende 
Udseende  , end hidlil  . 
Da en Time eller to var gaaet  , reiste Manden 
sig op og sagde  : 
— Saa  , Jomfru  , nu sfilles vore Veie  ! Jeg reiser 
tilbage til Paris og De maa blive her — her er 
Pladser nok hos fornemme Hersfaber og jeg maa paa 
det Indstændigste bede Dem om ikke al lage lilbage til 
Paris  , hvis De har Deres Liv kjært  . Her er De 
overladt til Dem selv  , og De vil snart kunne bane 
Dem en Vei  . Men jeg siger det endnu engang  : Tag 
aldrig lil Paris  , thi del vil ikke være godt  . 
Madelaine havde forsfrækket hørt paa ham  ; den 
Omstændighed  , at de befandt sig alene i et lille Værelse  , 
hvortil den mørke Mand havde laaset Deren  , 
forfærdede hende endnu mere  . 
— De vil reise  , tag mig med  ; jeg har ingen 
Penge her i denne store By  , ingen Ven  , ingen Familie  , 
der kan tage sig af den forladte Pige  . 
— Del bliver som jeg har sagt  ; og endnu engang  : 

Kom ikke til Paris  , sagde Manden  , idet hans Øine 
lynede  . 
— Nei  , sagde Madelaine angst og bøiede yvmyg 
Høvedet  . Jeg skal ikke komme dertil  . 
— Vil De sværge derpaa ved Deres Moders 
Minde  , ved Deres Sjæls Salighed  ? 
— O  , skaan mig for Guds Skyld  ! raabte Madelaine 
bedende  . 
— Sværg  ! befalede Manden og hævede Haanden 
imod hende  . 
— Jeg sværger  ! sagde Madelaine sagte  ; ved 
min Moders Minde  , ved Al  »  hvad er mig helligt  ! 
Gud forlade mig min Synd  ! 
Manden forlod hende og smækkede Døren haardt i 
-fiei sig  . 
Madelaine bedækkede Ansigtet med fine Hænver  . 
— Ene i et fremmed Land  ! mumlede hun  , hvor 
Ingen kjender mig  . O  , Gud give at jeg var døs og 
borte  ! Hvad Ondt har jeg vel gjort de Mennesker  , at 
de behandle mig saa haardt  ! 
I Gjæstcstuen  , gjennem hvilken Manden ilede  , da 
han havde svrladt Madelaine  , sad en Gjæst  , der med 
synlig Imeresse be  »  ragtede ham  . 
Han reiste fig og i nogen Afstand fulgte han ham 
til Banestationen  . 
Manden steg ind i en Kupee og kort efter dampede 
Toget afsted  . 

— Gud vært lovet  ! sagde Herre  «   , der var fulgt 
efter -am  . — Og nu til den stakkels  , forladte Madelame 
Morst  «   ! 
Han gik tilbage til Gjæstgivcrstedet og forlangte 
et Værelse  . Pige  «  fulgte ham op til ver Værelse  , 
som de  «  sidste Gjæst havde forlad  »   , og gik  . 
Herre  «  traadte ned  « 
Madelaine havde bekymret ladet sit Hoved hvile 
»  vd Bordkante  «   . Han mærkede ikke al Døren gik op 
og de  «  Indtrædende kwwve saaledes overraske hende  . 
— Krølen Morst  »   ! sagde han Muntert og slog 
hrpff psa Skulderen  ; hvorfor saa sørgmodig  ? 
— O  , min Gad  , hvem er der  ? sagde hu  «  og 
foer op af Stole  »   ; mr  »  hendes Ansigt forandreveS 
pludselig  , og hun reiste sig og rakte ham Haaudea  . 
— De her  , Doktor Einer  ! raabte hu  «  forbauset  . 
Raser De ogsaa i deaae Tid  ? 
— Nei  ,  »  tfe med min gode Villie  , Frøken Morst  »   ; 
jeg er i Ordets egentlige Forstand en Forfølger  , om 
De vil  ! 
— Befatter De Dem ogsaa med Sligt  ? udbrød 
Madelaine uvilkaarlig og vendte sig dort  ; der havde 
jeg dog ikke troet  ! 
— Og det gjorde De Ret i  , lille Frøken l 
— Saa  , hvorledes det  ? 
— Jo  ,  , eer De  , feg saae Dem  , da De drisfig - 
formodentlig lede  »  af en eller anden Tillokkelse - 
forlod Hospitalet  . Jeg saae da de blev kjørt dort  , jeg 
saae da De angstfuld sad i Vogne  «  og jeg besluttede 

at forfølge Deres Bortfører  . Jeg gjorde Tanke til 
Handling og her seer De mig  , for atter at føre Dem 
tilbage til Paris  . Det har ikke været mig muligt at 
faae et Glimt af Dem at se i den lange Tid denne 
Reise har varet  . 
- O  , hvordan fiol jeg takke Dem  , min gode 
Doktør Einer  ; hvorledes skal jeg udtrykke den Glæde  , 
der i dette Øieblik behersker mig  ? O  , hvor De er god 
og opofrende  ! udbrød Madelaine henrykt  . 
— Ved at De samler Deres Tøi og at vi strax 
begive os til Jernbane^  , som om en Time vil dampe 
afsted herfra  .  .  . Se derfør er jeg kommen  . 
— Det lader fig ikke gjøre  , sagde Madelaine og 
bøiede Hovedet  . 
— Ih  , hvad  ! De forbauser mig  !  .  .  . Forklar Dem  ! 
— O  , jeg ryster endnu  , naar jeg tænker derpaa  , 
sagde Madelaine  ; jeg har maattet aflægge Ed paa  , 
aldrig at komme til Paris mere  ; jeg tør ikke tage 
dertil  , det gjælder mit Liv  ! 
Doktor Einer stod tankefuld et Øieblik  . 
— Men kan en saadan Ed gjælde  , som man 
afæfler en ung Pige under Trusler om Død og Fordærvelse 
? 
— Ja  , det kan den  ! 
— Nu  , saa bliv her  , men saa bliver jeg med  ; vi 
opslaa da vor fælles Bolig her i Byen  . Ræk mig saa 
Deres lille Haand til Pant paa  , at De siger Ja  . 
— Det kan ikke sle  , Hr  . Doktor Einer  . 
Madelaine  . s  . Heste  . 

— Og hvorfor  ? 
— Jeg har ikke Penge til at leve for her  ; jeg 
maa arbeide for mit Brød  . 
— Nu bliver jeg snart vred  , og det veed jeg at 
De ikke gjerne vil have  , sagde den gamle Doktor og 
smilede over hele Ansigtet  . Naar jeg tilbyder Dem et 
lille Hjem  , da er det naturligvis saaledes  , at jeg bestrider 
de ubetydelige Udgifter  , der maatte forekomme  , 
og det kan jeg da  , thi jeg er ikke uformuende  , og jeg 
haaber tillige at faae endel Praxis her i Byen  . 
— Jeg takker Dem mange Gange  , Hr  . Einer  ; 
men jeg er bange for ar Folk her i Byen ikke ville se 
dette i det xette Lys  . 
- Ah  , hvilken Snak  ! Nei  , tal nu ikke saaledes  , 
det bryder man sig desuden ikke om  . Seer 
De  , lille Frøken  , hvis De Intet har derimod  , saa 
adopterer jeg Dem og De bliver min lille Datter og 
som saadan Arving til Alt hvad jeg eier  ; desuden kan 
De bo her  , indtil min gamle Husholderske Leonia 
kommer herttl fra Paris  . Jeg stat skrive efter hende 
endnu idag  ; saa kjøbe vi os et lille Hus og Alt skal 
blive saa godt  . Tro mig  , jeg har længe længtes efter 
en saadan lille Pige til at frede om mig i mine Fritimer  ; 
hvor glad vilde jeg ikke have været  , dersom en 
kjærlig Datter havde syslet om mig i min Fritid og 
jeg tvivler ikke om  , at De vil være god og venlig 
imod mig  . 
— O nei  , det maa De Heller ikke  ; jeg vil søge 

at gjengjælde al denne Godhed  , al denne Venlighed  , De 
viser imod mig  . 
— Der er altsaa afgjort lille — ja nu maa jeg 
vel nok kalde Dem Madelaine  ? 
- Ja saa gjerne  , og til Gjengjæld vil jeg kalde 
Dem min egen  , kjære Doktor Einer  . 
Han trykkede hendes Hænder med Inderlighed og gik  . 
Kort Tid derefter kom Leonia fra Paris og efter 
at hun smagfuldt havde indrettet et lille Hjem til sin 
Herre  , hentede hun sin lille Myndling  , som hun kaldte 
Madelaine  , og Resten kjende vi  . 
Den omtalte Aften var den tredie  , som de tilbragte 
i dette Hus  . Den eneste Trøst  , Doktor Einer kunde 
byde Madelaine  , fordi hun ikke mere turde være i sin 
Fødeby  , var  , at han ' gav hende de forskjellig  «  Aviser  , 
der udgik i Paris  , og at hendes Klædedragt direkte 
blev forskreven sra Paris  . 
Hun var saaledes meget lykkelig  , men det Forbigangne 
vilde hende ikke ret af Sindet  . 

Nittende Kapitel 
i 
Et Møde 
Medens alt dette foregik  , havde Aleris vandret 
Paris rundt og søgt ester sin Søster  . Al Søgen var 
naturligvis uden Nytte og han fløg sig derfor med et 
tungt Hjerte til Ro  . 
Han var saa heldig at faae Plads som Skriver 
hvS en Bankier  ; her havde han det temmelig gode  , og 
kun Sorgen over MadelaineS Forsvinden hindrede ham 
i at være rigtig lykkelig  . 
En Morgen kaldte hans Principal ham op til sig  . 
— Gode Morfin kom nærmere  , sagde den gamle 
Bankier  , da Aleris bukkende traadte ind  . Vil De > age 
disse Papirer og bringe op i Baronesse von Sympfens 
Hotel  ; men De maa levere dem direkfe til hende selv 
og vente for at faae Svar tilbage  . Jeg rør ikke lade 
Karlen gaa med disse Papirer  , da de ere meget vigtige  . 
Han rakte Aleris nogle store Folioark  , som denne 
modtog noget langsomt  . Dette Ærinde kunde han ikke 
rigtigt lide at besørge  . 
— Direkte i Baronessens egne Hænder  , hører De  , 
Morfin  ; lad ingen Andre faae dem  ! raabte Bankieren 
efter ham  . 
Aleris forsikkrede at det fluide fle og gik  . 
Da han stod ved Porten til Baronessens Hotelskjælvede 

han lidt  ; han havde hørt  , at hun var en stolt  , 
hovmodig Dame  . 
En Tjener spærrede ham Veien  , da han stod ved 
Trappen  . 
— Jeg skal tale med Baronessen  , lad mig komme 
op til hende  , sagde han utaalmodig  . 
— Her kommer Ingen op  , giv mig Deres Kort  , 
min Herre  , sagde Tjeneren studs  . 
— Naa  , hvad er nu det  , Leo  ; lad Manden komme 
op  , sagde en Stemme  ; han skal naturligvis bede om en 
Almisse  . Naa  , Lev  , afveien har jeg sagt  ! raabte Baron 
von Sympfen  , der med et spodsk  , overmodigt Smil 
stod paa Trappen  , fuldstændig paaklædt til at gaa i 
Visit  . 
Aleris Kinder blussede af Harme  . Med et slolt 
Kast med Nakken vendte han Baronen Ryggen og gav 
fig til at betragte de Prospekter  , der vare malede paa 
Væggene i Porten  . 
Baronen opslog en høi Latter og gik lige sa  «  lystig 
ud af Porten  , idet han henvendte følgende Ord til 
Aleris  : 
— Nu kan han passere  , Herr Skriver  ; Baronessen 
er meget gavmild  , vær lidt mere høflig imod hende  . 
Aleris vendte fig om og slyrtede op ad Trappen  , 
rystende af Harme  . Han blev indladt i Salen  , hvor 
Baronessen magelig strakte sig i en Gyngestol  . 
Aleris stod et Øieblik raadvild om hvorledes han 
bedst skulde lade hende vide  , at han var i Stuen  . Hun 
vendte sig pludselig om og opdagede ham  . 

Hun lod mønstrende sit Blik glide op og ned ad 
ham  , uden at sige et Ord  . Han blev mere og mere 
forlegen overfor den slolte Dame  . 
Havde han seet ret vilde han have opdaget en 
umiskjendelig Frygt  , der bemægtigede sig hende  , da hun 
saae ham  ; hun havde gjenkjendt Grev Morfins Søn  . 
Men den ydre Ro kom dog snart tilbage og kun 
Baronessens Hjerte bankede stærkt  . 
Hun reiste fig og befalede ham af træde nærmere  . 
Han adlød  . 
— Jeg bringer Deres Naade en Skrivelse fra 
Deres Bankier  ; her er den  , sagde Aleris lidt forlegen  . 
— Giv hid  ! sagde hun  , rev Pakken ud af Hænderne 
paa ham og fjernede fig  . 
Han ventede til hun kom tilbage  . 
Pakken indeholdt en Oversigt over hendes Formue  , 
med Renter og Renies Renter  , som her Blad for Blad 
var beregnet  . 
Hun gjennemlæste det hurtigt og  , da hun kom til 
det sidste Blad  , hvorpaa der var anført en Sum af 
10 Millioner Louisdorer  , som var indsat for et Aar 
og nogle Maaneder siden  , brast hun i Latter  . 
— Nei  , hvilken Ironi af Skæbnen  , af han netop 
skal bringe wjg dette Papir  , hvoraf hans egen Fattigdom 
er en Følge  ! Hahaha  ! det var dog der Moersomste 
ved det Hele  . 
Hun gjennemløb endnu engang Papiret  , pakkede 
dem alle sammen og traadte atter ind til Aleris  , der 
hensunken i Tanker  , ikke bemærkede hende  . 

175 
Hun betragtede hans bekymrede Mine  . 
— Han er smuk  , sagde hun ved sig selv  ; han 
lider  , det kan man se paa ham  , det er vel fordi hun 
er borte  . 
Hun gik sagte hen til ham og lagde sin Haand 
paa hans Arm  . 
- Vær saa god  , her er Papiret  , unge Mand  , 
sagde dun venligt  ; hils Deres Principal og siig  , af 
jeg kjører ud ieftermiddog  , og af jeg da med det 
samme vil se ind til ham  . 
— Tak  , Deres Naade  , sagde Aleris koldt og 
bukkede  ; det skal jeg sige  . 
— Er der Intet  , De ønsker  , min Ven  ? 
— Nei  , Deres Naade  , jeg er ikke saa fattig  , som 
man skulde tro  ; jeg trænger ikke til Noget  . 
Han forlod hende ydmyget og krænket til det 
Iderste  . 
Da han kom hjem til Bankieren  , underrettede han 
ham om  , af dersom han oftere skulde have Bud til 
Baronesse von Sympfen  , da maatte han sende en 
Anden  , thi han hverken vilde eller kunde gaa derhen  . 
— Naa  , naa  , min gode Morfin  , ikke saa hæftig  , 
hvad gaaer der dog af Dem  ? 
Aleris vendte sig skamfuld om og gik ind paa 
Kontoret  . Han var i daarligt Humør hele Dagen  . 
Om Aftenen  , da Kontortiden var endt  , flæntrede 
han som sævvanlig forbi sit gamle Hjem  , hvor han 
havde boet sammen med fin kjære Søster  . Det er døg 

uvift om det var herfor  , eller om at det var fordi at 
der hver Aften saaes et lille smukt  , blussende Ansigt  , 
der hilste ned til ham fra det Vindue  , hvor han selv 
saa tidt havde siddet ved  ; men vist var det  , ar stod 
Helena ikke i Vinduet om Aftenen  , da gik han ikke saa 
glad hjem som ellers  . 
Denne Aften stod hun der Heller ikke  ; han saae 
længe op til Vinduet  , men nei  , hun kom ikke  . 
Han gik flere Gange op og ned ad Gaden  , for 
om mulig at saae et Glimt at se af hende  , men nei  , 
hun var og blev borte  . 
Han havde ikke Lyst til at gaa hjem og gik derfor 
en Tur omkring i Gaderne  . Han var meget træt  , 
men han kunde endnu ikke sinde sig i at gaa hjem  . 
Han vandrede atter gjennem Univerfitetsgaden og 
saae op til Huset  . 
Nu var der Lys  , hun var altsaa hjemme  . Han 
stod paa den anden Side af Gaden og saae op til 
Vinduet  . 
Da forekom det ham  , som om hans Hjerte 
sammensnøredes ved Tanken om  , af hun maaske havde 
glemt ham  . 
— Men hvorfor staaer jeg her  ? spurgte han sig 
selv  . Hvad vil jeg  ?  .  .  . Se hendes smukke Ansigt 
og saa gaa min Bei  . 
Han sukkede dybt  . 
— Ja  , Andet tør jeg ikke  ; jeg  .  .  . o  , min Gud  ! 
To Mænd  , som i dei samme vandrede forbi ham i 
største Hast  , kom til af slode temmelig ublidt til ham  . 

Aleris vækkedes af fine Tanker  . 
Den ene af Mændene foer sammen  . 
— Det er godf  , mumlede dennes af han ikke saae 
ham  ; Lykken vilde have dræbt ham  . Min Gud  , hvordan 
fiol jeg komme frem med det  ! 
Mandens Ord tabte sig i det Fjerne  , idet de gik 
uden af se tilbage og som det lød til i et forfærdeligt 
Hastværk  . 
Aleris saae efter dem  . 
— Det var da besynderligt  , sagde han  ; jeg synes 
bestemt  , af jeg har seet det Ansigt før  . 
Hans Tanker toge en anden Retning  , idet han 
saae Rullegardinet før Vinduet til Helenas Værelse 
blive rullet op  , og Helenas henrivende Ansigt komme 
tilsyne  . 
Aleris stod skjult i Skyggen  ; hun lænede sig halvt 
uv af Vinduet og saae paa den stjerneklare Himmel  . 
Det klare Maaneskin belyste hendes Ansigt og det saae 
ud  , som havde hun grædt  . 
— Mon han er gaaet her førbi iaften og mon han 
har seet herop til mit lille Vindue  ? sagde hun og lænede 
Hovedet paa den ene Haand  . Ak nei  , han har vist 
glemt det  ! 
Da det var temmelig silde og ingen Færsel var 
paa Gaden  , hørte Aleris tydelig hendes Ord  . 
En svag Rødmen lagde sig paa hans Kinder og 
Munden smilede tilfreds  . 
— O  , vidsle jeg blot hvorledes jeg skulde gjøre 

-am glad  ! vedblev Helena  . Vidste jeg blot  , hvordan 
jeg skulde faae det sørgmodige Smil til at forsvinde fra 
hans Mund  ; o  , hvor gjerne vilde jeg da gjøre det  , 
hvor lykkelig vilde jeg da være  . O ja  , naar han engang 
er bleven lykkelig  , har faaet en smuk Kone og smukke 
Børn  , da vil jeg bede til Gud  , at Han vil bevare hans 
Lykke  , thi han fortjener det  !  .  .  . O  , han skulde blot 
vide  , at jeg slaaer her og tænker saa meget paa ham  , 
ja  , han skulde blot vide det  ! — Han vilde blive vred 
og foragte mig derfor  , det veed jeg  ! 
— Og om han nu vidsle det  , Helena  , oz blev saa 
lykkelig derved  , vilde De da blive vred paa ham derfor  ? 
udbrød Aleris  , som ubemærket havde listet fig 
Ind i hendes Stue og havde lagt Armen om hendes 
Liv  ; vilde De blive bedrøvet  , dersom han havde røvet 
denne Hemmelighed  ? 
Helena foer sammen  , bedækkede Ansigtet med fine 
Hænder og flygtede hen i en Krog i Stuen  . 
— Min Gud  ! sukkede hun skamfuld  ; hvad har 
jeg sagt  ? De har hørt det  ! Gaa  , Hr  . Morfin  , De 
maa ikke blive her  ; Klokken er mange  .  .  . 
— Helena  , De jager mig bort  . 
— Ja  , jeg kan ikke Ander  ; o  , gaa  , Hr  . Morfin  , 
jeg veed  , at De maa tænke flet om en ung Pige  , der 
modtager Besøg paa denne Tid  , selv om det er af 
Dem selv  . 
— Kjender De mig virkelig saa godt  , Helena  ? 
Tro ikke det  ; jeg er for stor Egoist  , til ikke at unde 
mig selv den Glæde at se Dem  . 

— Men ikke paa min Bekostning  , Hr  . Morfin  ; 
dertil ere Deres Tanker for ædle  . 
— O  , nu smigrer De  , Helena  .  .  . 
— Nei  , nei  , men De maa ikke blive her  ; Klokken 
er saa mange  ! 
Hun vedblev at holde Blikket sænket mod Gulvet  ; 
hendes Rødmen tolkede hvor forlegen og flamfuld 
hun var  . 
— Nu  , saa Godnat  , Frøken Helena  , sagde Aleris  ; 
De vil vel række mig Haanden fil Afsted  ? 
— O nei  , udbrød Helena og hendes Stemme 
skælvede  ; jeg kan ikke  . 
— Nuvel  , saa gaaer jeg da  ; Godnat  , Frøken 
Helena  . 
— Godnat  , svarede hun  , uden at se paa ham  . 
Han rakte Haanden ud imod hende  . 
Hun gav ham lidt uvillig fin Haand  , naturligvis 
i den Tro  , at han saa meget desto hurtigere vilde gaa  ; 
men altfor lykkelig fil at slippe den igjen  , trykkede han 
den fil fit Hjerte og var i et Nu ved hendes Side  ; 
hun vilde atter slide sig løs og løbe fra ham  , men 
dennegang lykkedes det ikke saa let  , han holdt godt fast  . 
— Helena  , lad mig tale blot et Par Ord med 
Dem  , sagde han bedende  ; jeg forsikrer Dem  , det skal 
ikke vare saa længe  . 
— Nei  , nei  , Hr  . Morfin  , sagde Helena ivrig  , 
anende hvad han vilde sige  ; jeg vil Intet høre  . 
— Ja men naar jeg nu ikke flipper Dem  , før jeg 
har talt  ? 

— Saa holder jeg for mine Øren  . 
— Det fia  ! De smukt lade være med  , thi nu 
tager jeg den anden Haand med og saa hvisker jeg 
det til Dem ganske sagte  . 
— O  , Hr  . Morfin  , De har luret iaften og mine 
udefindige Ord har gjort Dem overmodig  . 
— Nei  , tal ikke saaledes  , Helena  , De maa ikke fornærmæ 
mig  ; jeg har idag modtaget saa mange Fornærmelser  , 
at jeg ikke kan bære flere  , og allermindst 
nogen fra Deres Mund  . 
Hun slog atter fit Blik ned for hans sørgmodige 
Smil  ; han drog hende tæt op til fig og hviskede ømt  : 
— Helena  , jeg elsker Dem  !  .  .  . Kan De  , vil 
De gjengjælde min Kjærlighed  , og jeg lover Dem  , at 
De aldrig  , saa sandt Gud vil det  , skal komme til at 
fortryde det  .  .  . Tys  , tys  , fiig ikke Nei  .  .  . slaa ikke 
Deres Øine ned  , her er jo Ingen uden mig  , som kan 
høre Deres Svar  , husf det  , Helena  . 
— Nuvel  , jeg hader Dem  , svarede hun smilende  . 
Nu har De faaet Svar  , vil De saa gaa  ? 
— Nei  , jeg lader mig ikke saaledes afspise  ; maa 
jeg bede om et ordentligt Svar  ? 
— Nuvel da  , saa  .  .  . nei  , jeg kan ikke sige det  , 
sagde Helena og bøiede Høvedet saa dybt ned  , af dei 
kom til af hvile ved Aleris Bryst  . 
— Nu bryder jeg mig hellerikke om det  , sagde han 
og trykkede hende inderligt til fig  . Gud sle Tak  , nu 
er jeg ikke alene mere  , nu har jeg En  , der vil trøste 
mig  , naar Verden gaaer mig altfor meget imod  . 

— Ja  , og hjælpe Dem af bære al Mødgang  , da 
bliver den mindre tung  . 
— O  , hvor jeg er glad  , Helena  , jeg føler mig 
lettet for en svær Byrde  . 
— Tyngede da en saadan paa Deres Hjerte  ? 
— Ja  , sukkede Aleris  ; Tanken om  , af jeg altid 
var ene  , af jeg ikke havde et Menneske  , hvortil jeg 
kunde betro mine Sorger  , knugede mig  , foruden den 
Smerte  , der iforveien beherskede mig ved Tabet af min 
kjære Søster  . 
— O ja  , De har Ret  ; men vi ville ogsaa söge 
overalt efter hende  , og tro mig  , naar vi ere To og 
hjælpes ad  , ville vi snart finde hende  . 
— Tak  , Tak  , elskede Helena  ! raabte Aleris hen  . 
rykt  ; hvorledes skal jeg udtrykke min Lykke over  , af 
jeg har fundet Dig  ? 
— O  , den Lykke er da ikke saa stor  , sagde Helena  . 
De kunde saamæn faae en ganske anderled-s smuk og 
rig Pige end jeg er  . 
— Men aldrig en med et saadant mildt lille Ansigt  , 
som dit  , sagde Aleris og tog hende om Hovedet  ; 
og Heller ingen der er saa smuk som Du  . 
Hun lo hjerteligt af ham  ; men Aleris lod til ikke 
af holde meget af hendes Latter  , thi han lukkede hendes 
Mund med saa mange Kys  , af Helena var nær ved 
af kvæles derved  . Hun skændte dygtig paa ham  , indtil 
han endelig gik  . 
— Jeg troer ikke paa dine Skænd  , de forøge kun 
min Glæde  ! sagde han og saae paa hende  . Aldrig 

har jeg seet en Lykke saa skør søm min  , og  , hviskede han 
og trykkede hendes Hænder  , aldrig anet  , af en saadan 
Engel skulde blive min  . 
Hun smilede kjærligt til ham  . 
I næste Nu var han borte  . 
Tyvende Kapitel  . 
En Gjenkjendelse  . 
Barvn Verdin sad indespærret i Galehuset i flere 
Maaneder  . Han var ene i fin Celle og leed forfærdeligt 
; han indsaae snart hvilken Intrige han var Offer 
for og forbandede den rænkefulde Kvinde  , der var Aarsag 
i al hans Ulykke  . 
Hans Vogter  , der havde et afskyeligt  , frastødende 
Ansigt  , var det eneste Menneske der omgikkes ham  . 
Baron Verdin havde flere Gange  , ved Hjælp af 
fine Guldstykker  , søgt at underkjøbe ham til at befri fig  , 
men uden Resultat  . Endelig  , da Baronen en Morgen 
fortvivlet anraabte ham om Barmhjertighed  , lod det 
haarde Menneske fig røre og gav efter for hans Bønner 
— rimeligvis bevirket ved den Mængde Guldstykker  , 
Baronen rakte ham  . 
Flugten blev fastsat til om Aftenen  . 

Baronen var denne Dag mere livlig og tilfreds  ; 
Friheden vinkede ham  »  mode og Livet fik atter Værd 
for ham  . 
Aftenen oprandt endelig og Baronen skælvede af 
Haab og Frygt  . 
— Endelig  , endelig  , skal jeg atter se Paris igjen  ! 
jublede det i hans Indre  . 
En svag Danken paa Dørrn tilkjendegav at Vogteren 
ventede udenfor  . 
Baronen iførte sig den Klædning  , Vogteren havde 
dragt ham  , og kort efter aabnedes Dørrn og den 
Ventede traadte ind  . Han rakte Haanden til Baronen 
og hviskede  : 
— Tys  , vær rolig  , at Doktoren ikke skal høre det  . 
Forsigtig listede de sig ned ad Trapperne fra femte 
Sal  . Man hørte høirøstet Samtale lyde i Forstuen  ; 
Baronen foer sammen  , men Vogtere  «  listede sig angstfuld 
hen i en Krog  ; døg  , det var forsilde  . — Inspekforen 
og Doktoren kom lige imod dem  . 
Baron Verdin stod paa Trappen  , ligbleg i Anfigtet 
og neppe istand til at holde sig opreist  . 
— Men Gud  , hvad er det  ? raabte Lægen og 
slyrtede til  ; en Gal herude  .  .  . naa  , det var jo rart  ! 
Hvorledes er De kommen ud  , Mosjs  ? 
— Gjennem Døren  , svarede Baronen opbragt 
over Lægens Tale  . 
— Hvem har lukket ham ud  ? drølte Lægen  . 
— Det har jeg  ! Naade  , Herre  , Naade  !  .  .  . Han 
bad saa ynkelig for sig  ! raabte Vogteren og slyrtede til  . 

Begge Herrerne vendte sig harmfuld imod ham 
og befalede ham at følge den Gale tilbage til Cellen 
og dernæst komme ned paa Kontoret til dem  . 
Han adlød  . 
Baron Verdin traadte atter ind i sin Celle med et 
tungt Hjerte  ; nu var alt Haab forbi  . 
En Uge var hengaaet efter denne Begivenhed  , og 
en ny Vogter var bleven ansat til at passe de Gale  , 
der fandtes i denne Afdeling  . 
Baron Verdin sad taus paa sin Stol  . En Bog  , 
han havde faaet til at fordrive Tiden med  , vilde ikke 
adsprede hans Tanker  . 
Den nye Vogter havde været der i en Uge  , men 
uden at Baronen havde bemærket ham  ; dog denne 
havde saa meget oftere betragtet den smukke  , blege 
Mand  , der saae saa rolig og forstandig ud  . 
En Morgen  , da han som sædvanlig sad hensunken 
i Tanker  , gik Vogteren hen til ham  . 
— Vil De ikke spadsere lidt i Haven  ? sagde han 
med dyb Ærefrygt i Tone og Blik  . Jeg har bedet 
derom paa Kontoret  . 
Baronen vendte sig om og saae en ung Mand 
med et Par venlige blaa Øine staa ved Døren  . 
— Jo Tak  , min Ven  ; men har man ogsaa 
givet mig Tilladelse dertil  ? Jeg tilstaaer  , det vilde 
gjøre mig godt  . 

Den unge Mand stirrede forbauset paa ham og 
aabnede Deren for ham  . 
Baronen gik lige saa forsigtig ned ad Trapperne 
som sidst  , angst for at atter Nogen skulde forstyrre ham  . 
Han kom ned i en smuk Have  , hvor omtrent 
Hundrede Mennesker vare samlede  . Nogle vare beskæffigede 
med at pille Steen  , Andre kjørte Jord fra 
ven ene Side af Haven til den anden  , medens de Fleste 
vare beskæffigede med at opbygge Huse af Steen  , ligesom 
smaa Børn  . 
Et langt Stykke borte fra dem gik en mørkt 
udseende Mand  ; de buskede Bryn vare tæt sammentrukne  , 
Armene laa stolt overkors paa Brystet og 
Haaret var hvidt som Sne  . 
Efter Udseendet at dømme  , var han en Mand i 
sine bedste Aar  , men Sorg og Fortvivlelse læstes i det 
barske Ansigt  . 
Han saae hverken tilhøire eller venstre  , men gik 
ivrig frem og tilbage i en lille Allee  , saa langt fra 
de Andre  , som muligt  . 
— Der gaaer „  Kongen  “  ! raabte Flere i Kor  . 
Ester ham  , efter ham  ! 
Som en Stormvind foer den hele Hob Vanvittige 
hen mod Manden  , som de kaldte for „  Kongen  “  . De 
trak i ham  , sled i hans Klæder og ruskede ham i 
Haaret  . 
Manden taalte alt delte med en Taalmodighed  , 
der forbausede Baron Verdin  . 

Manden stod aldeles stille og forraadte ikke den 
ringeste Smerte  . 
Baron Verdin — der var i Besiddelse af et godt 
Hjerte  , men havde et hæftigt Sind — stormede til  , 
slog til alle Sider med begge Hænder og udfriede 
saaledes Manden  . Denne kastede et taknemligt Blik til 
ham  , men blev i samme Øieblik som forvandlet af 
Forbauselse  . 
— De her  , Baron Verdin  ? raabte han  , idet 
hans Ansigt fortrak sig af Harme  . Det er Løn som 
forfiyldt  .  .  . det har vel hin rænkefulde Kvinde ogsaa 
udrettet  , hahaha  ! — Ja  , Gud finder tilsidst mine 
Bødler og hende med  . 
De to Mænd stod som himmelfaldne ligeoverfor 
hinanden  . 
— Hvor er mine Børn henne  , nedrige Skurk  ? 
vedblev Manden truende  . 
— Er det Takken  , fordi jeg har frest Dem  , Greb 
Morfin  ? sagde Baron Verdin  . 
— Tak  ? Kan De tale om Taknemlighed  , fordi 
De frelste mig fra disse Mennesker  , som nu i et helt 
langt Aar har pint og plaget mig  !  .  .  . Kan De tale 
om Taknemlighed  , De  , ved hvis Hjælp jeg blev ført 
hertil  , De  , som har hensat mig blandt Vanvittige  , blandt 
Gale  , og stilt mig fra mine Børn  , min kjære Aleris 
og Madelaine  ! De vil have at jeg skal takke Dem  , 
hahaha  !  .  .  . Min Gud  , jeg troer at jeg nu bliver 
vanvittig før Alvor  , før var det kun før Spøg  . 
Grev Morfin knugede Haanden fast mod Panden  . 

— Baron  , De er Skyld i al min Ulykke  , i al min 
Smerte  . De har taget Alt fra mig  , mit kjæreste jeg 
havde paa Jorden  , mine Børn  .  .  .  . O  , dersom Gud 
har børt alle de Bønner  , jeg har sendt til hans Trone 
om Hævn  , da har De en svær Straf at vente  , naar 
De engang skal aflægge Regnflab før alle Deres Handlinger  . 
Greven vendte fig børt og spadserede atter frem og 
tilbage i Alleen i det hæsligste Oprør ved Synet af fin 
Fjende  . 
— Tusind Gange Heller Døven end dette forfærdelige 
Opholdssted  , sagde han med sammenbidte Tænder  . 
Baron Verdi  »  stod paa samme Plet som før  ; hans 
Blik var hævet mod Himlen  , — det saae ud  , som om 
han takkede Gud  . 
— Jeg har ikke dræbt Nogen  , mumlede han sagte  . 
O  , hvilken Lykke  ! — Ak  , kunde jeg blot flygte børt 
herfra med ham  , bringe ham til fine Børn og  .  .  . 
Han greb Greven i Armen og hviskede Noget til ham  . 
— Vel atter en Skurkestreg  , Baron Verdin  ! sagde 
Greven  . Det er umuligt  , vi kan ikke flygte fra dette 
Helvede  . 
— Døm ikke saa strengt  , Grev Morfin  ; faaer De 
Alt at vide  , vil De indse  , at jeg ingen Skyld har i at 
De er her  ; jeg troede  , at De var faldet i hin skæbnesvangre 
Duel  . Ja  , det Samvittighedsnag jeg følte 
herover  , var forfærdeligt  ; en Orm  , der stadig gnavede 
paa mit Hjerte  . Men nu er jeg lettet  , det er  , som 

øm der er taget Noget fra mit Hjerte  , der tyngede det 
med Centnervægt  . 
— Ja  , jeg vil tro det  , Baron  .  .  . 
- Tal ikke saa haardt til mig  , sagde Baron Verdi  « 
med bevæget Stemme  . Hör mig først og døm da selv  : 
Jeg troede  , at jeg giftede mig med en Engel  , men jeg 
indsaae først bagefter og for seent  , at det var en Djævel 
i Menneskeskikkelse  . Hör min Historie  , Grev Marfi  «   , 
den er ikke lang  , men den er sørgelig  : 
— Mine Forældre vare meget rige og jeg fik en 
udmærket Opdragelse  . Min englegode Moder lærte 
mig Alt hvad godt og herligt er  ; hun aabnede mine 
Øine for Guds Godhed og Kjærlighed  , og mit unge  , 
uerfarne Hjerte modtog denne Lærdom med Glæde  . 
Hendes rene  , urokkelige Tro paa en mægtig Gud gav 
Gjenlyd i mit Hjerte  ; jeg lærte at elske alt Godt og 
Ædell  . 
— I mit attende Aar døde hun og jeg mindes 
endnu den Smerte  , hvormed vi savnede hende  . O  , 
havde hun blot levet  , da havde jeg endnu den Dag idag 
været lige saa god som dengang  ; men desværre  , jeg 
blev overladt til mig selv  . 
— Da jeg var Boren førte min Fader mig om i 
alle de elegante Cirkler  , hvori han selv kom  . Jeg var 
dengang kun 24 Aar gammel  . I et Selskab saae jeg 
Frøken Judith  «  le Auber  ; hun bedaarede mig med fin 
Skjønhed og det varede ikke længe  , før jeg elskede hende 
med Liv og Sjæl  . Hun paa sin Side fremhyklede ex 
Kjærlighed til mig  , søm aldrig har cristeret  , men dengang 

troede jeg det dog  , jeg anede ikke  , at min Kjærlighed 
blev gjengjældt med Kulde 
— Hun var venlig og mild som en Engel  , i den 
Tid vi vare forlovede  ; min Fader  , som gjennemfluede 
hende  , vilde ikke vide af dette Forhold  . Jeg trodsede 
ham og — giftede mig  . Dog  , næppe  , var Frøken 
Auber bleven Baronesse  «  I  «  Verdin  , før hendes Kjærlighed 
var forsvunden  . 
- Jeg troede at vide  , at En eller Anden bavde 
røvet hendes Kjærlighed fra mig  ; jeg søgte og søgte 
— hun opflammede min Skinsyge ved idelig at tale om 
Dem  , ved at vise Dem en sjælden Opmærksomhed  , 
naar og hvorsomhelst De kom  . Hun stolede paa min 
Hæftighed  , hendes Plan var godt lagt  , det var intet 
mindre end at rydde Dem afveien  ; men det anede jeg 
ikke dengang  . Den Kjærlighed hun bar til Dem  , og 
som jeg troede var sand  , sønderrev mit Hjerte  , — jeg 
følte Dødens Smerte  . 
— En Dag  , ja De husker det vel lige saa godt 
som jeg  , kom De i Besøg hos os  . Min Hustru fløi 
Dem imøde med aabne Arme og bad Dem hvile Dem 
hos os efter Spadsereturen  . De smilede  ; dengang 
troede jeg at det var er kjærligt Smil som skulde gjælde 
hende  , men nu kan jeg begribe  , at det var et Forundringssmil 
over hendes frie Væsen  . 
— Kort efter gik De  ; jeg fulgte og udfordrede 
Dem  . Bi skoges — De faldt — Resten kjender 
jeg ikke  . 

Grev Morfin havde Hørt ham tilende  , uden at 
afbryde ham  . 
- Resten  , udbrød han nu  , er snart fortalt  . Jeg 
laa paa Jorden  , som det syntes død  ; De lod mig kjere 
hjem  , men det var ikke efter Deres Frues Beregning  . 
Jeg veed ikke af hvilken Grund hun besøgte mig en 
Time efter i mit Hjem  ; jeg var lige vaagnet af min 
Døs  , mit Blodtab havde udmattet mig  . Hun rakte 
mig med et Smil en Flakon og pressede med Magi 
nogle Draaber i mig af dets Indhold  . Jeg faldt  «  tier 
i Dvale og da jeg vaagnede  , var jeg her — her i 
Galehuset  . Jeg anraabte alle Mennesker  , som jeg saae  , 
men Ingen vilde svare mig  , de troede jeg var gal  . 
Jeg tiggede paa mine Knæ den haarde Doktor om 
Udfrielse  , men han saae kun foragtelig paa mig 
og gik  . 
— Jeg havde tiltrukken mig de vanvittige 
Menneskers Opmærksomhed ved min Fortvivlelse  ; de 
gav mig tilsidst dette Tilnavn og mine Plager begyndte  , 
Prøven derpaa har De nylig seet  . Men De er jo lige 
saa ulykkelig som jeg  . Kom  , lad os være Venner  , lad 
os adsprede hinanden saa meget som mulig  ; nu takker 
jeg Dem af Hjertet  , fordi De frelste mig fra mine 
Plageaander  . 
— Tak  , Grev Morfin  ; til Gjengjæld for det Venskab 
De tilbyder mig  , og som gjør mig baade slolt og 
glad  , vil jeg vie Dem alle mine Kræfter  , alle mine 
Tanker  ; jeg vil hjælpe Dem at gjenvinde den Lykke  , 
som De har tabt  ! 

— Hvorledes da  , Baron Verdin  , det er jo umuligt  ? 
— Nei  , stol paa ' fing  , jeg vil bort herfra  , om det 
saa skal gjælde Livet  ; nu er vi To  , nu vil det gaa 
bedre  ! 
— Nu lad se  . 
De gav hinanden Haanden og sfiltes  . 
Otte Dage efter — ved Nattens Frembrud — 
listede to Mænd sig bort fra Galeanftalten  . Porten 
lukkedes lydlosf ester dem og Mændene ilede bort  , saa 
hurtig deres Been kunde bære dem  . 
Da de vare komne saa langt sra Paris  , at de 
ingen Huse kunde orne mere  , da faldt de i hinandens 
Arme og et Taknemlighedsudbrud undslap dem Begge  . 
— Gud være løvet  , sagde Greven  ; vi ere 
frelste  ! 
— Ja  , vi ere frelste  ! gjentog Baron Verdin  . 
Denne Nat sov de paa Marken  . Den næste 
Morgen gik de samlede ind i en Butik  , hvor der handledes 
med brugte Sager  . 
En Husaruniform og en sort Paryk  , byttede Grev 
Morfin med sine egne Klæder  , som -an havde overtalt 
den unge Vogter til at udlevere sig  . En blond Paryk 
og en Zouavuniform fik Baronen  . 
Klokken var mange og de ilede saa hurtigt som 
muligt til Banegaarden  . En Time efter vare de 
langt borte  . 

Baron Verdin havde gjenkjendt Aleris  , da han 
gik forbi ham  , medens han stod ligeoverfor Helenas 
Vindue  . Det var Lerfor ikke uden Grund  , at Aleris 
syntes at have seet det Ansigt før  . 
Enogtyvende Kapitel  . 
I Italien  . 
Ah  , hvilket prægtigt Veir det er idag  , Frøken  ! 
Se hvor Blomsterne dufte os imøde og fortælle om 
den kjære Sommer  ! raabte en Herre  , der med en sjælden 
Færdighed tumlede en prægtig Hest  , til en ung Dame  , 
der utaalmodig søgte at holde sin balstyrige Hest i 
Tømme  . 
— Jeg har ingen Tanke for Naturen nu  , da jeg 
ikke kan styre min Hest  , Herr Baron  , sagde den unge 
Dame og smilede skælmsk  . 
— O  , jeg Dosmer  , at glemme hvad jeg skylder 
en saa henrivende Dame  ! raabte Baronen vred paa fig 
selv og ilede den unge Dame tilhjælp  . 
En Flok Ryttere kom nu ilende til  , hver med sin 
Dame ved Siden  . 
Noget borte fra dem red en ung Mand  ; hans 

Hoved var bøiet ned mod Brystet  , en unævnelig 
Kummer stod præget i hans Anfigt  . Han deltog ikke 
i Jagten med den ungdommelige Glæde som de Andre  . 
— Naa  , Harry  , Du seer so helt forskrækkelig ud  ! 
sagde en ung Dame og rykkede ham i Ærmet  . Vær 
nu glad  , eller jeg fortæller Moder at Du er syg  . 
— Vist ikke  , Mary  ; moer Du Dig blot og lad 
mig være i Fred Du er ung og jeg  .  .  . 
— Er gammel  , supplerede den muntre Pige og lo 
saa hjerteligt  , at hendes Latter smittede Broderen  . 
Hun red lystig hen til de Andre  ; Selskabet sluttedes 
atter sammen  , og Harry blev trukket med  , uagtet han 
søgte at fjerne fig fra dem  . 
Den Dame  , Baronen havde været behjælpelig med 
at slyre den uregjerlige Hest  , var redet hen til Harry 
Kronwall (  thi ham var det  )  , saasnart hun fik Øie 
paa ham  . 
— De sidder saa tankefuld  , kjære Harry  , hvad er 
det  , der tynger Deres Sind  ? sagde hun deltagende  . 
— Intet  , Frøken Agnes  , svarede han mørk og 
vranten over  , at Ingen vilde lade ham i Fred  . 
- De er bestemt syg  , Harry  ; betro Dem til Deres 
Barndomsveninde  , der altid føler Interesse for Dem  ; 
jeg vil hjælpe Dem at bære Deres Sørger og Bekymringer  . 
— Tak  , Frøken Kronwall  , sagde Harry koldt  ; 
men mine Sørger og Bekymringer kunne kun bæres af 
mig alene  , de taale ikke at brtrøes til en Dame  , der 
neppe ret længe vilde gjøre en Hemmelighed af dem  . 
Madelaine 9 Heste  . 

Frølen Agnes børede Hovedet  ; hun vendte Ansigtet 
bort  , for at han ikke fluide se  , at hun havde Taarer  : 
Vinene  , og red bort uden at svare ham  . 
Harry saae efter hende  . 
— Det gjsr mig ondt  .  .  . jeg fornærmede hende  , 
sagde han ved sig selv  ; men de kunne jo ogsaa Lade 
mig væere i Fred  .  .  . Stakkels Agnes  , Du troer ikke 
at jeg kjender dit Hjerte  ! — Jo  , tilvisse  , jeg kjender 
det og det gjør mig saa ondt  , at se din Sjslemarm  , 
derfor reiste jeg udenlands  , men det blev ikke bedre  .  .  . 
der traf jeg Adele  . — Stakkels Agnes  , Du er lige 
saa meget at beklage  , som min Adele er det  . 
Han red ester Damen  , med hvem han nylig havde 
talt  . Hun grced endnu  . 
— Stakkels Agnes  , sagde Harry mildt  ; De 
grceder  !  .  .  .  . Dog vel aldrig fordi at jeg i min 
ubetimelige Bitterhed fornærmede Dem  ?  .  .  . UndM 
mig  , De veed ikke hvad jeg har lidt i de sidste tre 
Maaneder  ; men det var urigtigt af mig at lade min 
Bitterhed gaa ud over Dem  ; De maa ikke væere vred 
haa mig  , Agnes det vilde smerte mig meget  . 
— O  , det troer jeg neppe  , sagde hun koldt  ; det 
vilde vist vcere Dem ligegyldigt  . 
— Nei  , Agnes  , jeg forsikrer Dem  .  .  . 
— Jeg troer Dem ikke  , afbrød Agnes ham  ; jez 
siger Dem endnu engang  , der er og bliver Dem lige 
gyldigt om jeg er vred eller mild eller om  .  .  . 
Hun sporede sin Hest og galopperede afsted  , uden 
at ville høre paa Harrys Forsikringer  . 

Selflabet bavde sluttet sig sæmmen og nød nu 
Udsigten over den herlige Dal  . Solen sendte sine rige 
Straaler over den og gav Landskaber noget ophøiet 
fliønt ved sig  . 
— Se  , der gaaer en Dame dernede fra Hus til 
Hus  , bemærkede Mary og rettede den medbragte Kikkert 
paa en sorMoedt Dame  , som ganske rigtig gik fra Der 
til Der og falte med Husmødrene 
— O  , hvor hun er smuk  ! udbrød hun og hendes 
Kinder blussede da hun bemcerkede  , at Baronen boldt 
Die med hende selv  . 
— Ja  , hun er i Sandhed nydelig  , vedblev Mary  ; 
lidt bleg  , men det forhører kun hendes Äkjønbed  . Se  , 
hvor hvid og fin er  . 
De havde Alle rettet deres Kikkerfer paa Damen  , 
som med den store Solhat i Haanden nærmede fig dem  . 
— Hun kommer herop  ! udbrød Mary  . O  , hvor 
herligt  ! Se hvor de lange Loffer flagre for Vinden  ! 
Hun gaaer sagte frem  , som er hun bedrevet  . O Gud  , 
kan et saadam Bssen have Sorg  ? Nei  , det er umuligt  ! 
Det fljønne Ansigt kan fun vKre fladt til G  !  «  de  . 
Damen var imidlertid kommet saa langt op  , at 
hun nu fluide betræede Stien  , hvorpaa Selskabet 
befandt sig  . 
Hun slog sine smukke Line op  , for ar beskue den 
herlige Udsigt  , men hun traadte forbauset et Skridt tilbage  , 
da hun saae de mange Fremmede jor sig  . 
Herrerne hilste høflig og Damerne tilkastede hende 
et venligt Nik  . 

Hun smilede  , gjengjældte deres Hilsen og vilde 
fjerne fig  , da idet samme et Forundringsudraad fik 
hende til at slandse  . 
— De her  , Frøken Morfin  ! udbrød Baronen og 
steg af Hesten  . Nei  , hvilket mærkeligt Sammentræf  . 
Madelaine — thi hende var det — smilede og 
ilede hen imod ham  . 
— Baron Verdin  ! De her  ! udbrød hu  «  glad 
overrasket  . 
— Ja  , Frøken Morfin  , og det glæder mig særdeles 
at træffe Dem  . De boer vel her i Nærheden  ? 
— Ikke langt herfra  , svarede Madelaine  . Folg 
mig  , min Fader vil tage imod Dem med aabne Arme  ; 
en Ven fra Paris er os velkommen  ! 
— Deres  .  .  . Deres Fader  , siger De  ! udbrød 
Baron Berbin i høieste Grad forbauset  ; saavidt jeg 
husker er han død  . 
— Ja  , De har Ret  , Herr Baron  ; men den Fader  , 
som nu har taget fig af mig  , er lige saa god  , lige saa 
kjærlig  , som min egen  , uforglemmelige Fader  . 
— De er altsaa lykkelig  , Frøken  ? 
Madelaine slog Øinene ned  ; en Taare perlede 
i disse  . 
— Ja  , ja  .  .  . jeg er jo meget lykkelig  .  .  . Naar 
Gud har givet mig lidt Fred i mit stakkels Hjerte  , saa 
bliver jeg glad og fornøiet  . 
— Og det vil ikke vare ret længe  , lille Frøken  , 
stol derpaa  , sagde Baronen  . 
Hun sukkede og rakte ham Haanden til Afsked  . 

— Har De fornylig faaet Brev fra Parts  , Frøken 
Mørfin  ? sagde han og greb hendes Haand  . 
— Nei  , jeg korresponderer ikke med Nogen der  , 
svarede Madelaine  . 
— Ah  , da kan jeg fortælle Nyt derfra  . Baronesse 
ä  «  Verdin  , — ja hende kjender De jo  , Madelaine — 
er bleven gift  . 
— Ja  , det veed jeg  , sagde Madelaine  . Hendes 
Bryllup feiredes før jeg reiste  . 
— Ah  , jeg kommer tilkørt  . Men Vikomte  «  le 
Botine  , ham kjender De jo ogsaa  , ikke sandt  ? Veed 
De  , at han er bleven forlovet  ?  .  .  . Ah  , De er ikke 
vel  , Frøken  , skal jeg ikke understøtte Dem  ? 
— Nei Tak  , Hr  . Barøn  , sagde Madelaine ligbleg 
og sløttede fig til et Træ  . Men jeg befinder mig ikke 
rigtig vel  .  .  . De besøger os jo snart  , saa kunne vi 
førtsætte vor Samtale  . Farvel  , Herr Baron  ! 
Hun hilste til alle Sider og fjernede fig  . Men 
hun var neppe kommet ti Skridt frem  , før den hæftige 
Sindsbevægelse  , — hvori Baronen havde sat hende  , 
ved at nævne dette Navn  , som hun i saa mange Dage 
havde tænkt paa — fik Magten over hende og hun 
segnede til Jorden  . 
Harry  , der stod lænet til fin Hest og betragtede 
det blide  , yndige Væsen  , ilede hende tilhjælp  . Baron 
Verdin kom ogsaa løbende til og de bar den afmægtige 
Pige hen til en Bænk i Nærheden  . 
Flere af de Tilstedeværende løb ned i Dalen  , før 
at søge Oplysning om hvor hun høne hjemme  . 

— Ak Gud  , er den velsignede Frøken syg  ! udbred 
en ung Kone  , som de henvendte sig til  . Det er vor 
kjære Doktors Datter  . 
Madelaine blev baaren ind i en Vogn og kjørt 
hjem til den forbausæde gamle Leonia  , der rystede saa 
stærkt  , at hun neppe kunde holde det Glas Vand  , hvormed 
man slænkede Madelaine  . 
Hun kom kort efter til Bevidsthed og med et Smil 
bad hun om Undskyldning for sin Svaghed og takkede 
Baronen og Harry for deres Hjælp  . 
De forsikkrede hende om deres oprigtige Deltagelse 
og fjernede sig  , ønskende henke god Bedring  . 
— Men  , kjære Barn  , hvad betyder alt dette  ? udbrod 
Leonia og trykkede hendes Hænder  . 
— O  , en af mine gamle Svagheder  , kjære Leonia  . 
Denne Herre spurgte mig om jeg kjendte  .  .  . ja  , Du 
veed jø nok hvem jeg mener  . Jeg blev vist lidt bleg  , 
men jeg troede dog ikke at det vilde angribe mig saa 
meget  . Jeg gik dort fra dam  , men jeg kunde ikke vedblive 
at gaa  , — et Taagcflør lagde sig over mine Une 
jeg vidste ikke længer al mig selv  . 
— Stakkels  , stakkels Barn  , sagde Leonia og aftørrede 
en Taare  . Og Du  , som imorges saa bestemt 1 
sagde  , at Du nu ganske havde glemt ham  ; jø jeg lalter  ! 
— Du bebreider mig min Svaghed  , Leonia  ; kunde 
Du taale at vide  , at mit Hjerte var koldt og foleSlos  ? 
- Nei  , mit kjære Barn  , udbrød Leonia bevæget  ; 
o  , det gjør mig saa ondt for Dig  ! 

Madelaine glemte næsten sin egen Smerte  , ved at 
se Leonias Sorg  . 
— O  , Du kjære  , gode Sjæl  , sagde hun og tog 
hende om Halsen  . Jeg skal aldrig glemme Dig  ! 
— Barn  , Barn  , Du gjør mig stol  ! som en Dronning  , 
sagde den Gamle og betragtede henrykt den unge 
Pige Gud har sendt mig en Engel paa mine gamle 
Dage og jeg takker ham derfor  . 
Madelaine lænede kjærligt sit Hoved mod Leonias 
Skulder  . 
Saaledes overraskede Doktør Einer dem  . 
- Ih hvor kjærligt  , Børn  , det kan jeg lide  ! 
sagde han muntert  . Det er Ret  , Leonia  , sæt lidt Liv 
i min lille Datter  , hendes Latter og Smil bliver 
sjældnere og sjældnere og tilsidst dø de helt børt  , dersom 
Du ikke  «  ide tager Dig af hende  . 
— Ja  , Gud bedre os for det Humør  , jeg kan 
sætte i hende  ; nei  , Doktør  , i den Henseende er jeg en 
daarlig Makker  , sagde Leonia og tørrede Øinene  . 
Men vil Herr Doktoren ikke se lidt til Frøkenen  , thi 
hun blev uden Bevidslhed bragt hjem af nogle fine 
Folk  ; hun er ikke rask endnu og trænger bestemt til 
lidt Hjælp  . 
Hvad  , er det sandt  , lille Madelaine  , er Du 
ikke rask  ? 
— Jo  , Tak  , kjære Doktor  ; men  , tilføiede hun og 
kastede et bebrejdende Blik ti  ! Leonia  : det var ikke 
Meningen at Leonia skulde fortælle Dem hvor svag 
jeg har været idag  . 

Leonia smilede tilfreds og forlod dem  . Doktor 
Einer bad Madelaine at gaa til Hvile og gav hende 
nogle slyrkende Draaber  . 
— Jeg er fuldkommen rask  , indvendte hun  . 
— Det nytter Intet  , sagde Doktoren leende  . Du 
er saa bleg og har godt af at hvile Dig  . 
Madelaine gik til Ro og Doktor  . Einer begav sig 
ned i Dalen til sine Patienter  . 
Her modtoges han overalt med Glæede  ; de smaa Børn 
klyngede sig til hans Kncx  , som til en Fader  ; de Syge 
saae op til ham med Wrefrygt og Tillid  ; Husmødrene 
tillavede med Henrykkelse den varme Mæelk  , som den 
gode Doktor ikke forsmaaede  , ikke saa meget  , fordi han 
holdt af den  , som for ikke at synes for stor til at 
modtage den ringe Opvartning  . 
Og Madelaine  , hans Datter som de kaldte hende  , 
blev ikke mindre vel modtaget  ; hun var en kjæerkommeo 
Gjoæst overalt  . 
Naar hun med de fine smaa Hcender løftede den 
Mindste af Vuggen  , for at kysse den  , da straalede 
Moderens Øine af Glæede over den smukke blege Dame 
og over det yndige Barns Skjenhed  , der ikke stod tilbage 
for den unge Pige  , og Madelaine felte sig saa 
glad  , saa opbygget  , ved at trøste og lindre  , bringe 
Glæede og Lykke til de gode Mennesker  . 
Hun var saaledes Dalens gode Engel og Alle 
elskede hende  . 
I en af Dalens smukkeste Hytter bocde en Mand  , 
der levede af Jagten  . Han havde en voren Søn  , som 

trolig hjalp sin gamle Fader  . De vare ene  , thi 
Konen og en Datter vare forlængst bede  . 
Sønnen  , der nu var 22 Aar gammel  , var Faderens 
eneste Glæde  ; men i den sidste Tid var Gulla — saaledes 
hed Inglingen — bleven melankolsk og sørgmodig  . 
Hans Fader lagde med Smerte Mærke til denne Forandring 
hos ben kjære Sø  »   , og besluttede at gjøre Alt 
hvad han formaaede  , for at opdage hvad der var iveien 
med ham  . 
Han foregav saaledes en Dag at han skulde paa 
Iagt  , men da han var kommen et Stykke hen ad 
Veien listede han sig tilbage og saae da Sønnen slaa 
i Hyttens Dsr  ; Hatten laa ved Siden af ham i 
Græsset  . Det smukke romerske Ansigt smilede af Glæde 
og Øinene hvilede med Velbehag paa en ung Dame  , 
som nærmede sig ham  . 
Faderen gjorde store Øine  . 
Damen kom nærmere og nærmere  ; det var Madelaine  , 
der besøgte Dalens Beboere  . 
Den unge Mand ventede hende ved Hyttens Dør  ; 
det Udtryk  , der laa i hans Ansigt  , kunde ikke misforsfaaes  . 
Damen gik fordi hans Dør  , hun hilste yndigt 
rødmende paa ham  , der nu fjorten Dage i Træk paa 
denne Tid havde slaaet paa samme Plet  , hvor han nu 
stod  , blot for at hilse paa hende  . 
Han hilste hende med Ærefrygt og saae efter 
hende  , saa længe han kunde sine hende  . Da undslap 

et tungt Suk hans Bryst  ; han gik ind i Hytten og 
blev siddende der til Faderen kom hjem  . 
Den gamle Mand havde nu opdaget hvorfor 
Sønnen var saa tungsindig  ; han gik med et tungt 
Hjerte paa Iagt og bragte intet Vildt hjem med sig 
denne Aften  . 
Toogtyvende Kapitel  . 
Lureren 
— Jeg holder ikke dette Liv ud  , sagde Baron von 
Sympfen og sprang op af sin Lænestol  . Hun er ligesom 
en Rasende og jeg savner min lille Madelaine  . 
Hvor mon hun er  ? Vidste jeg det blot  , da skulde jeg 
snart være hos hende  . 
Han gik med lange Skridt frem og tilbage i Stuen  . 
— Jeg har en Anelse om  , hvem det er  , der bar 
skaffet hende afveien  .  .  . men hvilken Grund skulde 
hun have dertil  ? — O  , Vikomten elsker den Smaa og 
hun — ja hun elsker Vikomten  .  .  . Jeg tager ikke 
Feil  , jeg saae den Glæde der lyste hende ud af Øinene  , 
dengang hun bebreidede Madelaine hendes Synder ' 

Stakkels lille Bcesen  , det gjorde mig ondt for hende  ; 
nren saadan er det ikke at høre hvad man siger hende  . 
Han aabnede Dsren og traadte ud  . Han næermede 
sig sin Kones Væerelser  . En Tid blev han staaende 
udenfor Døren  ; han syntes at høre hviskende Stemmer 
derinde 
Som den simpleste Maade at faae at vide bvad 
der blev omhandlet derinde  , lagde han Øret til Nogledullel 
og hørte da Følgende  : 
— Hvor er hun nu  ? 
— I Flørents  . 
— Hvor skiltes Du fra hende  ? 
— I det lille Gjæstgiversted „  Mmka  “  . 
— Var hun meget balstyrig paa Veien  ? 
— Nei  , Frue  , hun var blid som et Lam  ; jeg følte 
den üsrsfe Medlidenhed med hende  . Nu er hun ene i 
den store By  , uden Venner  ; ja hun er maaske endog 
dod nu  . 
En Skøggerlatter gjenlød i hele Huset  ; det var 
Baronesse von Sympfen  , der morede sig over de ud  : a  ! te 
Ord  . 
— Kan en Skurk som Du søle Medlidenhed med 
sine Offre  ? Hahaha  ! udbrod hun leende  . 
— Fruen skulde ikke viere saa lystig  ; her kunde let 
væere Nogen  , der hørte vor Samtale  , sagde Manden  . 
— Her regjerer jeg  , og i mit Hus lurer Ingen  . 
— Men den naadige Gemal  , Fru Baronesse  . 
Han  , o han er kun et Nul  , min Ven  , som ikke 
rager sig af meget og som Intet har at sige her  .  .  . 

Men til Forretningen  ! Er Du vis paa  , at hun ikke 
kommer til Paris igjen  ? 
— Aldeles bestemt  , Frue  ; den Ed  , der binder hende  , 
vil hun ikke bryde  . 
— Godt  , Mark  , der har Du lige saa mange Penge 
som sidst  ; skaf mig nu Vikomten  . i Tale  . 
— Det er umuligt  , Frue  , han har i den sidste Tid 
været mørk og indesluttet og Ingen af de Besøgende  , 
der komme til dem  , taler han med  . 
— Ligegyldigt  , jeg vil det nu  , og Du er Mand 
før at udføre bvad jeg beder Dig om  , sagde hun oz 
lod en fyldt Pnng glide ned i hans Haand  . 
— Jeg skal gjøre mit Bedsle  , Frue  , svarede Mark  , 
og nu nærmede Nogen sig Døren  , udenfor hvilke  « 
Baronen stod  . 
Han wrang som en Rasende op ad Trappen oz 
var i et Nu paa sit Værelse  . 
— Hun er i Florents  , jeg har Vished  ! — Ud  ! 
udbrød han med en dirrende Stemme og knyttede 
Hænderne  ; hvor hun er falsk  !  .  .  . Hvor snedig -ak 
hun ikke lagt denne Plan  .  .  . Men vent lidt  , nm 
gode Judith  !  .  .  . Hm  ! et Nul  , som Intet bar of 
sige  ! raabte han rasende  ; jeg fial dog vise Dig  ,  «  iii 
Bedsle  , al jeg har Meget al sige  .  .  . jeg vil ikke eO 
Dig  , al Du maa faae min Magt al føle  , haha  ! Et 
Nul  , som Intet har al sige  !  .  .  . Jeg behøver ikke al 
skrive det op  , for al husfe det  ; det er gjemt saa godt  , 
al det aldrig skal førgaa  . 
Ved Middagsbordet traadte Baron von SynW 

ind med den elskværdigste Mine af Berden  . Med et 
Galanteri  , der grændsede til Satire  , udmærkede han 
fig ved Bordet  . 
Baronessen saa ' forbauset paa ham  . 
— Min Kjære  , udbrød hun  ; en meget heldig 
Spekulationer vist lykkedes før Dem idag  ; De seer saa 
fornøiet ud  . 
— En overordentlig heldig  , min naadige Frue 
sagde Baronen og dukkede ironisk  . Skade kun  , at jeg 
ikke kan meddele Dem den Glæde før en anden Gang  . 
— O  , det gjør Intet  ! udbrød hun i samme Tone  ; 
det er mig ogsaa komplet ligegyldigt  ! 
— Jeg veed det  , min Kjære  , og derfor vil jeg  , 
idag lade Vikomte  «  te Botin  «  reise til Florents  , uden 
at give Dem den fornødne Oplysning om  , hvilken 
herlig Spekulation der venter mig der  , men som jeg 
ikke selv kan besørge  .  .  . Velbekomme  , min Naadige  , 
sagde Baronen og reiste fig fra Bordet  . Han kunde 
ikke bare fig før at smile  , da han saae det Anfigt  , den 
naadige Baronesse von Sympfen satte op  . 
— 1 rovoir  , min Frue  ! sagde han  , bukkede 
og gik  . 
Baronessen reiste fig som en Rasende  . 
— Han til Florents  ! raabte hun aandeløs  . Nei  , 
aldrig  , aldrig  ! Ih  , min Gud  , han til Florents  ; det 
maa forebygges før enhver Pris  , men hvorledes  ?  .  .  . 
Mon han skulde have hørt vor Samtale  ? O  , nki  , 
det er umuligt  !  .  .  . Ak  , hvilket Uheld  , netop til 
Florents  ! Det er skændigt  , men det maa forebygges  , 

blev bestemt  . Den unge Herre kom hjem fra Iagt  ; 
Fru Vikomtessen bad ham om at drikke The med 
hende  ; han indvilligede deri  , jeg opvartede ved Bordet 
.  .  . De tænkte naturligvis ikke at jeg hørte hvad de 
talte om  , men Pedro er nok snildere end som saa  . 
Jeg hørte at Vikomtessen hviskede til ham  : 
— Hvornaar holder Du Bryllup  ? 
— Saasnart Du vil  , kjære Moder  ; det kommer 
mig ud paa Et  . 
— Men han fortred strar hvad han sagde  , thi 
han bestemte del saa til om en Maaned  . 
— Godt  , tænkte jeg  , saa maa Pedro se at faae 
lidt nye Klæder paa Kroppen til den Tid  . 
Et Puf i Ryggen afbrød den snakkesalige Tjener 
og en sagte Hvislen lod sig høre  . 
— Der kommer den unge Herre  ! 
Nogle ilede bort for at overtage deres Pligter og 
Andre stod stille for al tage imod Herrens Hest  . 
En ung Herre kom langsomt ridende hen ad 
Veien  ; han havde givet Hesten Tøilerne  . Den venstre 
Arm hvilede paa Hestens Hals  , medens den høire 
ligegyldigt holdt Ridepidslcn  . Selv sad han i en 
tænkende Stilling  , med Hovedet bøiet ned mod Brystet  . 
Hesten standsede foran Trappen og Vikomte  «  le 
Botinö saae op  . 
— Ah  , udbrød han  ; allerede hjemme  , — det var 
hurtigt  . 
Han steg af Hesten og gik langsomt op ad 
Trappen  . 

om jeg saa skal drcebe dem Begge paa Stedet  ! — Jeg 
skulde rolig se paa  , at de tager hende bort lige for 
Ncesen af mig  ? Nei  , nei  , dertil er jeg for klog  , min 
Hr  . Gemal  ! Spillet vinder Du ikke saa let  , Du har 
en dygtigere Medspiller end Du troer  . 
Treogtyvende Kapitel  . 
Et Beføg  . 
I den smukke Villa  , der ligger lidt udenfor Paris 
og som tilhører Vikomtesse äe Bonne  , stod et halvt 
Dusin Tjenere  , ivrigt samtalende og mageligt røgende 
Vikomtens fine Cigarer  . 
-- Min Mening er nu den  , udbrød den Ene af 
dem  , idet han lcenede sig til en af Søllerne  , at han 
aldrig har elsket  ; Fyren har en fin Smag  , det vil 
vare lcenge inden han kan finde En  , som han kan lide  . 
— Aa  , jeg troer  , at den unge Herre er altfor 
stikken paa det  , thi en fljønnere Dame end Frøken 
Savigny findes ikke let  . Har Du Hørt at Brylluppet 
skal staa om en Maaned  ? 
— Ja  , og den naadige Frue er saa lykkelig derover  ; 
I skulde blot have seet hende den Aften  , det 

- — O  , hvilken yndig Drøm jeg havde  , mumlede 
han hen for sig  . Jeg saae hende  , o saa henrivende 
staa for mig  ; hun smilede til mig — jeg var lykkelig  . 
Hun sad ved min Side  , vi vare gifte  , — hun hvilede 
i mine Arme  , o hvilken Lykke  !  .  .  .  . Da saae jeg en 
yndig Have  ; mellem tusinde Blomster gik hun  , selv langt 
fijønnere end nogen af dem  . - Hun vendte sig om 
og saae mig  , som henrykt stod og betragtede hende  . 
Hun ilede smilende og glædestraalende over imod mig  , 
— et Øieblik holdt vi hinanden fast omfavnede  , men 
da — — o da var Drømmen tilende og jeg givet 
tilbage til den nøgne Virkelighed  . 
— O  , min Gud  , jeg holder ikke denne Smerte 
ud  . Dette Giftermaal gjør mig gal  ! 
En Haand lagde sig paa hans Skulder  . 
— Naada  , Du er nok tankefuld idag  ! udbrød 
Baron von Sympfen  . 
— Aa nei  , det kan jeg just ikke sige jeg er  . Det 
glæder mig at Du besøger os  ; det er længe siden al 
vi have seet Fremmede fra Byen  . 
— Er her ikke altfor ensformigt herude  ? sagde 
Barønen og udpustede en Røgsfy  . Ja jeg troer forvist 
at jeg vilde dø  , dersom jeg var tvungen til at do 
saa langt fra Paris  . 
— Aa nei  , her er vel ensomt  , men her er yndigt 
alligevel  , fredeligt og roligt fremfor Alt  ; jeg har  , isser 
i den sidste Tid  , elsket Stilhed  . 
— Endogsaa over Deres smukke Forlovede  ? 
spurgte Barønen med et dristigt Sideblik til Vikomten  . 

— Hver for fig er mig meget skjær  , svarede Bikomten 
undvigende  . Men her maa vi ende vor Samtale  , 
thi Moder sover vist endnu  , hun er ikke vel  . 
De traadte ind i Salen og begge Herrerne satte 
fig ligeoverfor hinanden  . 
En Pinlig Taushed opstod  , under hvilken man 
kunde høre Uhrets Dikken  . 
Pludselig afbrødes Stilheden ved at en af Tjenerne 
bad den naadige Herre at komme ned  , da en 
Mand ventede at faae ham i Tale  . 
Vikomten bad Barønen at undskylde sig et Øieblik 
og gik  . Men den ene Time forløb efter den anden  , 
uden at Vikomten kom tilbage  . 
Barønen blev utaalmodig og gik  . 
Imidlertid traadte Vikomten dristigt ind til de  » 
Ventende  . Det var en mørk Herre med grove  , barske 
Træk  , iført en elegant Dragt  . 
Vikomten betragtede ham skarpt  , uden at denne 
lagde Mærke til at Vikomten var kommen ind  . 
— Min Herre  , De ønsker at tale med mig  ? 
sagde han  . 
Den mørke Herre foer op og rømmede sig et Par 
Gange  . 
— Ja  , jeg tilstaaer  , at jeg uleiliger Dem  , men 
undskyld mig  , jeg skal fatte mig i Korthed  , sagde han  . 
Vikomten bukkede lidt utaalmodig  , da Herren ikke 
lod til at ville begynde  . 
— Min Herre  , sagde han endelig  ; jeg er en  , meget 

ulykkelig Mand  ; tør jeg bede Dem børe mig med lidt 
Taalmodigbed  . Min Fader var Kjøbmand i London  . 
Vikomten saae forbauset paa ham  . 
— Ja  , jeg har bedet Dem om Tilladelse til at 
tale og De har lovet mig Taalmodighed  ; jeg fia  ! fatte 
mig i Korthed  . 
— Nuvel  ! 
— Altsaa  : jeg var 14 Aar gammel  , da jeg maatte 
passe min Faders Butik  . Jeg var en vild Krabat og 
havde ikke Lyst til Handelen  . 
— En Aften flygtede jeg bort fra min Faders 
Gaard  ; i to Dage og Nætter fik jeg ingen Mad og 
Drikke  ; den tredie Dag mødte jeg en Mand paa Landeveien  , 
han greb mig i Kraven og forlangte Penge  . 
Jeg forklarede ham  , at jeg ingen havde  ; da slubbede 
han mig foran fig  , uden at fige et Ord  . Fra den Dag 
af var jeg ansat i et Tyvekomplot  , som hærgede London  . 
Jeg var en vild Krabat  , som jeg allerede før 
har bemærket  , og jeg blev den Ivrigste af os Alle  . 
Manden boldt Hænderne før Øinene  . Kort efter 
vedblev han  : 
— Dette er ikke Alt  ; jeg blev Morder og Røver  . 
— Men nok herom  . De seer at jeg har Tillid til 
Dem  , min Herre  , og snart stal De erfare Resten  . Engang 
traf jeg en Kvinde paa min Vei  ; hun blev fanget 
af os  , men det lykkedes hende at flygte  . 
— Vor Bande adskiltes kort efter og jeg blev atter 
overladt til mig selv  . Men nu var jeg rig  . Jeg drog 
til Paris  ; her levede jeg lystig i nogen Tid  , da traf jeg 

hin Kvinde  , som nu i fem Aar har holdt mig fængslet 
til denne By  ; hun -ar mig i sin Magt  , et Ord af 
hende og jeg er om kort Tid uden Hoved  . 
— Men -vad er Meningen med alt dette  ? sagde 
Vikomten  , ubehagelig berørt af Mandens Fortælling  . 
— O  , Herre  , sagde Manden og nærmede sig Bikomten 
paa tre Skridts Afstand  . Forbarm Dem over 
mig  , for Guds Barmhjertigheds Skyld hav Medlidenhed 
med mig  ! Jeg maa — som en Følge af det Herredømme 
hun har over mig - gjøre Alt hvad hun befaler  . 
Idag har hun beordret mig at gaa til Dem og 
bede Dem at komme op til hende  , da hun vil tale med 
Dem og dersom jeg ikke efterkommer hendes Ønske  , da 
veed -jeg jo hvad jeg har at rette mig efter  . O  , Herre  , 
Herre  , hav Barmhjertighed med mig  ! raabte Manden 
og tørrede Taarerne af sine Øine  . Gaa til hende og 
fri mig fra at blive opdaget  . 
Mandens Sorg viste sig saa oprigtig- at Vikomten  , 
hvis Hjerte var inderlig godt  , lod sig bedrage af hans 
falsle Taarer  . 
— Hvad hedder denne Dame  ? spurgte han  . 
— Jeg er bunden ved en Ed til ikke at sige Dem 
det  , Herre  . 
— Godt  , men hvordan skal jeg da komme til 
hende  ? sagde Vikomten  . 
— Jo  , Herre  , seer De  , iaften Kl  . 9 holder der 
en Vogn paa Hjørnet hernede ved Landeveien  . Jeg 
sidder i denne  , og naar De vil redde en stakkels Mand  , 
da kom  . 

— Hvorledes seer Deres Frue ud  ? 
— O  , hun er henrivende  , min Herre  , saa fljon 
som Nøgen i Paris  . 
Det lille Eventyr tiltalte Vikomten  ; han indvilligede 
i at komme og Manden fjernede sig med mange 
Taksigelser  . 
Vikomten satte sig paa en Stol og glemte rent 
Baron von Sympfens Besøg  . 
^ireaglyvenÄe Kapitel  . 
Et hemmeligt Mode  . 
Klokkerne paa alle Kirkerne i Paris ringede 8  . 
Vikomte  «  le Botinö reiste sig og gik ind til fin 
Moder  . Hun laa bleg og afkræftet tilsengs og 
Aandedrættet var kun svagt  . 
— Hvorledes har Du det  , kjære Moder  , er -et 
ikke lidt bedre iaften  ? sagde han og greb hendes Haand  . 
— Jo Tak  , kjære Georges  ; jeg føler mig lidt 
bedre og mere slyrket efter de sidste Draaber  . 
Vikomten satte sig ved hendes Seng  . 
— Kjære Moder  , siig mig engang  , er Du vis 

paa  , at Baronesse von Sympfen er saa cedel en Dame  , 
som Du troer  ? 
— Ja  , sikkert  , min Kjwre  , men hvorfor spørgerDu  ? 
— Aa  , det var et Indfald jeg fik  ; jeg synes ikke 
rigtig om hende  . 
— Og hvorfor  , min Ven  ? Er hun ikke venlig  , 
mild  , elflvæerdig og behagelig  ? Forener hun ikke et 
fortræffeligt Hjerte med en udmcerket Forstand  ? Tro 
mig  , Georges  , disse høie Naturer misforstaa man 
undertiden  ; deres Maade at vcere paa er ikke som vor  . 
Vi ere for smaa  , vi forstaa ikke deres mcrgtige Tanker 
og Handlinger  . 
— Hm  !  .  .  . Troer Du virkelig dette selv  ? 
— Ih  , Georges  , Du fordanser mig i Sandhed 
med dit Spørgsmaal  . Hvorfor skulde jeg vel udtale 
mig om en Ting  , som jeg ikke mente  ? 
Vikomten svarede ikke  ; han sad tans en Stund  . 
— Det er besynderligt nok  ,  . Georges  , men det 
forekommer mig  , at Du i den sidste Tid har v  «  ræt 
meget tans og indesluttet  . 
— O  , Moder  , tal ikke om det  ; det er en Sorg  , 
som snart vil knuse mit Hjerte  , en Sorg som  .  .  .  . 
men der vil maaske snart gaa over  . 
—- En Sorg  , som Du ikke kan betro din Moder  , 
min Georges  ? sagde Vikomressen spørgende  . 
— Ja  , Moder  , ja  , ja  ! O  , lad mig ikke igjen 
komme i Tanker om det  . Farvel og Levvel  ! om to 
Timer kommer jeg igjen  , sagde han  , trykkede hendes 
Haand og styrtede ud af Stuen  . 

— Men hvad er dog dette  ? udbrød Vikomtcssen 
og sank tilbage i Puderne  . En Sorg  , som han ikke 
kan betro fin Moder  ! Det maa jeg spørge minkjæere 
Judith om  , maaske hun kjender Grunden dertil  . 
Vikomten gik til fit Værelse  ; han stod en Stund 
tankefuld  ; da slog Klokken 9 paa det nære Kirketaarn  . 
Han foer op af fin Drøm og huskede der Møde 
han havde lovet Manden  . 
I Hast kastede han en Kappe om fig  , greb fin Hat 
og gik bort  . 
Vognen holdt paa der aftalte Sted og han steg 
ind  . Manden var ganske rigtigt inde i Vognen og 
modtog ham med mange Taksigelser  . 
Vognen kjørte i en halv Time  , under hvilken den 
Fremmede søgie at underholde Vikomten saa godt som 
muligt  . 
Endelig rumlede Vognen ind ad en Port og holdt 
stille i Gaarden  . 
Her var bælmørkt  . 
Man førte Vikomten op ad flere Trapper og 
gjennem adskillige Værelser  . 
Endelig standsede de i et lille Boudoir  , hvor en 
dæmpet Lysning fra et tilsfødende Værelse lød Vikomten 
se en overordentlig Pragt  . - 
Han satte sig  , ikke uden en vis Ængslelse over 
dette Møde  . 
Han var ene  . 
Pludselig følte han sig omslynget af et Par blöde 
Arme og en blid Stemme tilhviskede ham  : 

— Undskyld mig  , af jeg ulejligede Dem med af 
komme  , men jeg maalte se Dem  , om kun engang  , for 
saa af dø  ! 
Vikomten saae op  ; en henrivende Kvinde  , i en 
rosenrød Silkedragt  , stod for ham  . 
Hals og Arme vare blottede  , og saa hvide  , orde 
kunde kappes med den nyfaldne Sne  . 
Disse Arme holdt ham fængslet til det bankende 
Bryst  , medens den skjønne Mund skjælmsk smilende 
hviskede til ham  . 
Han følte sig som hensat i Himlen  . Det Tiltrækkænde 
ved den unge  , deilige Kvinde  , og den 
Hcmmelighcdsfuldhed  , der omgav det Hele  , forherede 
ham aldeles  . Han glemte Fortid og Nutid og drog 
hende med kun ringe Magt ned til sig  . 
Hendes hvide Arme forlod ikke hans Hals og de 
Kys  , han af og til med en vis Drislighed gav hende  , 
lod ikke til af fortørne hende  . 
Fire Timer sad han der  ; da bad hun ham af gaa  . 
— Hvad  , skal jeg allerede forlade Dem  ? udbrød 
Vikomten  . Nei  , nei  , lad mig blive et Øieblik endnu  . 
— Det gaaer ikke an  , Hr  . Vikomte  ; husk det er 
langt ud paa Natten  , og det er paa Tiden at gaa 
til Ro  . 
— Ja  , De har Ret  ; tilgiv mig min Ubetænksomhed  ; 
men siig mig  , skal det være sidste Gang vi 
mødes  ? 
Damen smilede triumferende ved vette Spørgsmaal  . 

— Nei  , nei  , udbrød hun smægtende  ; kom her saa 
ofte De vil  , mit Hus slaaer altid aabent for Dem  . 
Vikomten kyssede hende atter  . 
— Nuvel  , saa kommer jeg imorgen  , sagde han 
begejstret  ; men hvorledes kommer jeg hertil  ? Jeg 
veed jo slet ikke hvor jeg befinder mig  ! 
— Hver Aften Klokken 9 skal Vognen holde paa 
samme Sted som iaften  , svarede hun  . 
— Men siig mig hvem er det jeg besøger  ?  . Lad 
mig ersare deres Navn  ? 
— Mit Navn faaer De ikke at vide  , Hr  . Vikomte  , 
det bliver min Hemmelighed  , svarede Damen og trak 
sig tilbage til det andet Værelse  . 
Vikomten løb efter hende  , men Døren lukkedes i 
inden han naaede dertil  . 
— Hvor hun er elskværdig  ! udbrød han henrykt  . 
Ja  , jeg vil atter besøge hende imorgen  . 
Med disse Ord forlod han Boudoiret  , gik gjennem 
de forskjellige Værelser og befandt sig snart nede i 
Gaarden  , hvor Vognen endnu holdt  . 
Den Mand  , der havde ledsaget ham hertil  , bad 
ham slige ind i Vognen og snart efter rullede den ud 
af Porten og hen ad Veien  . 
Den friske Luft afkjølede hans hede Pande og 
snart blev han atter sig selv mægtig  . 
— Bar det kun en Drøm  ? spurgte han sig selv  . 
— Nei  , nei  , han følte endnu fin Mnnd fængslet 
af de henrivende Læber  . 
— Det var ingen Drøm  , udbrød han bittert  ; og 

jeg kunde for denne Kvinde glemme al min Sorg  , al 
min Ulykke  ! O  , min Gud  , hvad har jeg gjort  ? — Og 
Adele  , som nu er min Forlovede  ; skylder jeg ikke hende 
al min Kjærlighed  ? 
Han sukkede dybt og lænede sig tilbage i Vognen  , 
fordybet i Tanker  . 
Klokken var halv to om Natten  , da Vikomten  , træt 
paa Legeme og Sjæl  , naaede hjem  . 
Han vidste ikke hvilken Bei han var kjørt  , men at 
det var langt fra hans Hjem han havde været i Besøg  , 
- kunde han nok indse  . 
Alt var stille i Huset  ; kun Bikomtens Tjener 
' ventede paa ham  . 
— Fru Vikomtessen har flere Gange sendt Bud 
' herned  , for at forhøre om Herren ikke var kommet 
hjem  , sagde Pedro  . 
— Er hun vaagen nu  , da meld hende st jeg er 
kommen og spørg hende om det konvenerer hende at 
- tale med mig  . 
Tjeneren gik  ; Vikomten kastede sig paa en Stol  ; 
- hans Hjerte var i et forfærdeligt Oprør  ; — den Anger 
han følte over det sidste Optrin  , lod ham ingen Ro  . 
Tjeneren kom tilbage og mældte  , at Vikomtessen 
ventede ham  . 
Vikomten gik ind til sin Moder  ; hun var foruroMadelaine 
10 Hefte  . 

jigende bleg og sad opreist i Sengen  . Hun strakte begge 
Armene ud imod ham og sagde svagt  : 
— Kjære Georges  ! Gud ffe Lov at Du kom  ! jeg 
synes at jeg er mere syg nu end da Du gik  . 
— Ak  , Gud  , hvad siger Du  , Moder  ! udbrød han 
i en smertelig Tone og ilede over imod hende  . 
Vikomtessen udstødte et dybt Suk og lænede sig 
tilbage  . 
— Min Georges  , jeg føler at jeg maa dø inat  , 
sagde hun med svag Stemme  . 
— O Moder  , hvad  , siger Du  ? 
— Hør mig  , min Søn  , lad os ikke spilde den korte 
Tid  , vi har tilbage at tale sammen i  . Ligesom Du gik 
følte jeg at min Sygdom forværredes  . Jeg sendte — 
efter en halv Times Forløb — Bud efter Baronesse 
von Sympfen  ; wen hun lod sige  , at det var hende 
umuligt at komme  . Derimod sendte hun mig disse 
Draaber  ; de gjorde mig godt og jeg tænkte paa min 
kjære Judith medens jeg nød dem  . Men hen ad Natten 
blev det værre og værre  , og nu føler jeg mig meget 
daarlig  . Kjære Georges  , var det et urimeligt Forlangende  , 
at bede Dig blive hos mig inat  , jeg har en 
saadan Ængslelse over mig  ? 
— Nei  , nei  , kjære Moder  ; om det var fil Dommedag 
blev jeg hos Dig  ; men Du har gjort mig saa 
sorgfuld og ængslelig  , og det er med Guds Hjælp  «  den 
Grund  . 
— Godt  , Georges  , haab og tro  , jeg vil imedens 

bede fil Gud  , at han naadigt vil modtage min Sjæl 
.  .  . Men nu vil jeg sove lidt  . 
Hun lænede fit Hoved mod Puden og sov kørt 
efter ind  . 
Uden selv at vide det og som om en usynlig Magt 
drev ham dertil  , kastede Vikomten sig paa Knæ ved fin 
Moders Seng og som om han vilde bede fil den almægtige 
Fader om Tilgivelse for alle fine begangne 
Synder  , knugede han Hænderne fast sammen og bad 
saa inderligt  , saa fast  , med en saadan Overbevisning 
om at blive bønhørt  , at Englene vilde have misundt 
ham  . 
Han sølle  , at hans Aand ligesom løftedes op mod 
Himlen  , en Engel svævede over Moderens Hoved  , med 
en Krands i Haanden  ; en sagte og blid Hymne lød  . 
gjennem Værelset og henrykkede ham  . 
Hans Anfigt svommede i Taarer  . 
— Gud  , o Gud  ! din Magt er stor  ! udbrød han 
ydmygt og hævede Hænderne mod Himlen  . Forlad 
mig min Synd  ! 
En svag Stemme kaldte ham ved Navn  . Han 
foer op  ; Synet var forsvunden  . 
Han traadte hen til Moderens Seng  . 
— Mit Barn  , min Georges  , kom nærmere hen 
til mig  ; lad mig søle din Haand  , thi jeg kan ikke se 
Dig  , sagde hun neppe hørligt  . 
Hun tav  , udmattet af at tale saa meget  . 
— O  , Moder  , Moder  , kan Du ikke se mig  ? 
slønnede han  . Min Gud  , hvad skal det blive til  ! 

— Trøst Dig  , mit Barn  ; Gud vil vaage ovn 
Dig  . 
— Moder  , Moder  , Du maa ikke forlade mig  ! 
— Bær rolig  , Georges  , Gud er med Dig  . Jeg 
seer alt  .  .  . hvor dit Liv  .  .  . vil  .  .  . blive  .  .  . 
Mønt  .  .  . thi Du  .  .  . er god  , sagde hun med afbrudt 
Stemme og med en voldsom Anstrengelse lagde 
hun sine Hænder paa hans Hoved  . 
— Tro paa Gud i al din Tid  , sagde hun svagt  . 
Lad Ingen og Intet afholde Dig fra at gjøre din 
Pligt  .  .  . Jeg døer  .  .  . nu føler jeg det  ; men vær 
ikke bekymret for det  , jeg faaer det godt  .  .  . Guds 
Engle vil hente mig hjem til deres Bolig  , hvor din 
Fader venter mig  . Det er sandt  , at Du er ene  , men 
Du er ædel i Sind og Tanke  , og med disse Dyder 
vil Du være uden Fare  . 
Vikomten sløttede i taus Smerte sit Hoved med 
Puden  ; hans Moders Haand holdt ham fast  , men 
den lammedes mere og mere  . Vikomtessen sank sammen  . 
Da lød atter den bedøvende Musik gjennem Værelset 
og Vikomtessen hviskede svagt  : 
— Farvel  .  .  . mit Barn  .  .  . mit eneste Barn 
.  .  . Farvel  !  .  .  . Vi sees hisset  !  .  .  . Gud være 
mig naadig  !  .  .  . Tag min syndige Sjæl i Favn  ! 
Amen  ! 
— Amen  ! gjentog Vikomten og reiste sig fattet 
og styrket  . 
— Farvel  , mit Barn  ! hviskede den Døende og 
drog det sidste Suk  . 

— Farvel  , kjære Moder  , Farvel  ! 
Han lod sagte henves Haand synke ned paa Puden 
og kastede sig i en Stol  . 
De Sjælslidelser  , han var et Bytte for i denne 
Stund  , havde udmattet ham aldeles  . 
Han faldt i Søvn i Stolen  , ved Siden af Liget  . 
Dsren aabnedes fra det andet Værelse og en Dame  , 
klædt i Sort og holdende en Harpe i Haanden  , viste 
sig paa Dørtærskelen  . 
i Det er forbi  , hviskede hun ved sig selv  ; han 
sover  , min Gjerning er endt her — altsaa hjem  ! 
Femogtyvende Kapitel  . 
Begravelsen 
Morgenen derefter vaagnede Vikomten ved  , at en 
Tjener bar ham ind i det tilstødende Værelse  . 
Han foer op af Søvnen og raabte  : 
— O  , hvilken Drøm jeg havde  ! — Men hvordan 
kommer jeg til at staa her  ? 

— Jeg bar den naadige Herre herind  , for at De 
ikke skulde vaagne og se den salig hensovede Vikomtesse  , 
svarede Tjeneren  . 
— Hvad siger Du  , Pedro  , min Moder er  .  .  . 
O Gud  , er det sandt  ? Jeg har altsaa ikke drømt  ? - 
Min Gud  , min Gud  ! 
Han gik ind til Bikomtessen  , der nu bleg og kold 
sov den sidste Søvn  . Han nærmede sig Sengen og betragtede 
hende længe  , som for at indprænte sig hendes 
Billede i Hukommelsen  . 
Taarerne slyrtede ud af hans Øine  ; han trykkede 
den Livløses Hænder endnu engang til fine Læber og 
gik bort  . 
Otte Dage efter blev Bikomtesse < i  «  Botine 
begravet  . 
Den store Familie  , klædt i dyb Sorg  , ledsagede 
hende til hendes fidste Hvilested  . Baronesse von 
Sympfen var blandt disse  . 
Hun nærmede fig Vikomten og søgte ved fromme 
Ord at trøste ham  ; men han rystede blot paa Hovedet 
og trykkede hendes Haand til Tak før den gode Villie  , 
hun viste imod ham  . 
Et luende Blik kastede hun i al Hemmelighed til 
ham  , og dette Blik indeholdt en sand Skat af Tanker  , 
der kunde forklares paa mangfoldige Maader  . 
En Kantate blev afsungen og derpaa blev Liget 
sagte sænket ned i Graven  , medens Sønnen kastede el 

sidste Blik ned til den kjære Moder  , der havde syslet 
om ham indtil for kort Tid siden  . En Krands  , saa 
smuk som den kunde saaes  , lagde han paa Kisten  . Derpaa 
blev Graven tilkastet  ; Sørgefiaren vendte hjem  . 
— Nu holder jeg Dem tilbage hos os Resten af 
Dagen  , sagde Baronesse von Sympfen  ; De hengiver 
Dem altfor meget til Sorgen  . 
— Det bør jeg øgsaa gjøre  , Frue  . 
— Nei  , vist ikke  , Georges  ; Deres kjære Moder 
vilde ikke — dersom hun kunde vidende  »  — have at 
De skulde undergrave Deres Humør for det  . Nei  , tag 
Sorgen saa let som muligt  , - vi skal jø døg Alle 
samme Bei som hende  , om ikke idag  , saa døg en anden 
Gang  . 
Han hørte paa hende med Afsky  ; men da Baronen 
øgsaa bad ham at tilbringe Dagen hos Lem  , da indvilligede 
han  , endskjøndt Han hellere var bleven hjemme 
hos sig selv  , hvor der var Ro og Stilhed  . 
— Nu  , min Ven  , sagde Baronen  , med et vist 
Sideblik til fin Hustru  , da de vare komne hjem  ; kom 
op til mig  , jeg har Noget at tale ni ed Dig om  . 
— O  , nei vist ikke  ! udbrød Baronessen og blev 
ligbleg  . Nu kan der ikke være Tale om Forretninger  ; 
Bordet er dækket  ! 
Hun greb Vikomtens Haand og førte ham næsten 
med Magt ind i Spisesalen  . 
Da man havde pladseret fig ved Bordet  , kom 
Baronessen til at sidde ved Vikomtens Side  , og hun 

magede det saaledes  , at Baronen ikke fik talt et eneste 
Ord med ham  . 
Hu  »  overtras fig selv i at være behagelig og sørgede 
med en Moders Ømhed for den unge Mand  . 
— Mon jeg skulde have taget Feil  ? tænkte han 
uvilkaarlig  . Maaske dog Moder havde Ret  , man kan 
jo ikke vide det  . — Kvinderne  , siger man  , ere mne 
klartsyncde end os  . 
Vikomten spiste kun Lidet  , og ester Bordet vilde 
Baronessen absolut at han skulde se og beundre hendes 
Malerisamling  , der kunstnerisk var opstillet i en dertil 
indrettet Sol  . 
Der opstod en Strid mellem Ægtefolkene  ; den 
Ene vilde absolut at han skulde gaa ud med  , den 
Anden at han skulde betragte Malerierne  . 
— Vil De dømme imellem os  , Hr  . Vikomte  , 
sagde Baronessen og reiste sig  . Lad os nu se hvem 
der vinder Seir  . 
Vikomten  , der forundret havde hørt paa Striden  , 
smilede og udbrød  : 
— Ifølge den Ridderlighed  , som i vore Dage 
udmærke de fleste Herrer ligeoverfor Damerne  , vil jez 
naturligvis foretrække at følge den naadige Baronesse  . 
Hun smilede og betragtede fin Mand med et overmodigt 
Blik  . 
Han trak paa Skuldrene  , bukkede og gik  . 
— Jeg har Vished  , jeg har Vished  ! mumlede 
han glad og var ikke langt fra at dandse omkring paa 
Gulvet  . Madelaine er i FlvrentS  , ellers vilde hu  “ 

ikke sælte sig imod at vi raavfløge om vor Forretning  . 
Nei  , det er bestemt  , endnu idag reiser jeg  . 
Han gik hurtig op pia sit Værelse  . 
Baronessen førte Likomten vidt omkring  . Medens 
Munden talte var hendes Blik stift hæftet paa ham  . 
— De er saa sørgmodig  , Georges  ; hvad feiler 
Dem  ? sagde hun blidt  . 
— Og det spørger De om  , De som veed at min 
Moder er død  ? sagde han hæftigt  . 
— Javel  , jeg veed det  . Men dei er ikke den Sørg  , 
der knuger Dem  , det er en anden og føleligere  . 
* — Nei  , Frue  , De tager Feil  . 
— Jeg har aldrig raget Feil  , Hr  . Vikomte  , sagde 
Baronessen  , idet hendes Øine ligesom traadte ud af 
deres Huler  , ved det Fjendskab  , ved den Vildhed  , der 
i dette Øieblik lyste ud af dem  . 
— Tilgiv mig  , Frue  , sagde Vikomten  ; jeg vil 
nødig modsige Dem  , men Deres Anskuelse er alligevel 
seilagtig  . 
— Ah  , De troer at kunne skuffe mig  , mig der er 
saa klartseende  ! Nei  , nei  ; nu skal jeg sige Dem hvilken 
Sørg der trykker Dem  . 
— O  , Frue  , skaan mig  ! bad Bikomicn  . 
— Kan De se  , De frygter  ! De har altsaa gjort 
Dem skyldig i en Usandhed  ! Der havde jeg dog ikke 
trøet øm Dem 
— Tro alt Slet  , alt Ondt om mig  , alt hvad De 
kan hitte paa  .  .  .  . Jeg er et ulykkeligt Menneske  , 
10 

meget  , meget ulykkelig  ! raabte Vikomten ildfuld og 
vendte Ansigtet bort  . 
Det Blik  , Baronessen nu sendte ham  , var næsten 
smerteligt  . 
Et Øieblik rørtes hendes Hjerte af denne Mands 
Sorg  , hvem hun elskede  , ja elskede til Døden  ; men det 
var snart forbi  . Tanken om  , hvem denne Sorg gjaldt  , 
fik atter hendes Hjerte til at banke  . 
— Nuvel  , mumlede hun djævelsk  , saa tag da 
Dodsslodet  ! — Og hun sagde høit  , idet hun tog Vikomfens 
Haand med tilsyneladende Venlighed  : 
— Georges  , De elsker  ; det er den Sorg  , der 
trykker Dem  . 
— Saa ti da  , Frue  , og lad mig være i Ro  ! 
udbrød Vikomten utaalmodig  . 
— Nei  , nei  , min Ben  , hør videre  . Jeg kjender 
Gjensfanden for Deres ømme Følelser  ; det er  .  .  . ja  , 
De husker jo nok den lille Kammerpige  , som hin Aften 
fik Løn for alt det Onde  , hun havde gjort  ? 
— Ja  , jeg husker temmelig godt  , men det har 
aldeles Intet at gjøre med min Sorg  . 
. — Nu tager De Feil  , Georges  , thi Deres uhyre 
Bleghed overbeviser mig om det Modsatte  . 
— Nuvel da  , Frue  , engang elskede jeg hende med 
Liv og Sjæl  .  .  . ja engang  ! sagde han med sammen  « 
bidte Tænder  . Jeg troede paa hendes Kvindelighed 
jeg troede at hun var ren som Englene  , thi fljon er 
hun som disse  ; dog jeg blev skuffet og jeg elsker hende 

ikke mere  . Men det Saar  , mit Hjerte har faaet  , vil 
ikke ret læges  , dog haaber jeg at det nok kommer fig  . 
Han opslog en unaturlig Latter og gik med lange 
Skridt frem og tilbage i Salen  . 
— Og hvad tænker De da paa at gjøre  , Georges  ? 
udbrød Baronessen uvilkaarlig  . 
— Jeg vil gifte mig og lade Gud om Resten  . 
— De giver altsaa Deres Hustru et deelt 
Hjerte  ? 
-- Ja  , og det gjør mig ondt for den stakkels 
Adele  ; men jeg kan ikke Andet  ; jeg elsker hende ikke  , 
dog  , det vil vel ikke vare ret længe inden jeg vil komme 
til det  , thi hun er en ædel Sjæl  . Agtelse og Hengivenhed 
har jeg for hende og Resten vil snart komme  . 
— Troer De  , at Adele elsker Dem  ? spurgte Baronessen 
ivrig  . 
— Nei  , det lader ovenikjøbet til at hun hader 
mig  ; men det faaer i Guds Navn være som det er  . 
— De er nøjsom  , min kjære Georges  ! 
— Ikke saa nøisom  , som De troer Frue  , thi nu 
maa jeg anbefale mig  . 
— Nei  , vist ikke  . 
— Jo  , det er absolut nødvendigt  , min^ Forlovede 
venter mig iaften  . 
— Nu da  , kun nødigt giver jeg Afkald paa Deres 
Selskab  , men da Deres Tid skal helliges hende  , som 
jeg tilstaaer at jeg misunder  , saa Farvel da  ! 
— Farvel  , Frue  ! sagde Vikomtemog forlod Salen  . 
Han aandede atter frit  , da han betraadte Gaden  ; 

Baronessens Selskab havde været ham trykkende  ; under 
Alt hvav hun sagde  , sporede man en vis Ondskab  , som 
hun ikke aldeles formaaede at skjule  . 
Han vandrede ud af Byen  , uden at vive hvorhen 
han gik  , uden at have noget egentlig Maal for Øie  . 
En Stemme  , der høit raabte efter ham  , fik ham 
til at standse  . Det var en Ben  , som for nogle Aar 
siden var reist bort  , og søm nu havde gjennemsezt 
Paris  , før at finde Vikomten  . De fulgtes ad til Mkomtens 
Villa  . 
— Undskyld mig et Øieblik  , sagde han  , og gik ind 
i et tilstødende Værelse  , for at ombytte den sorte Dragt 
med en lettere  ; men hvor forundret blev han ikke  , da 
han saae en lille Billet ligge paa sit Bord  . 
Han tog den  , brød hurtig Seglet og læste Følgense  : 
„  Min elskede Georges  ! 
„  Tillad at jeg kalder Dem ved dette for mig 
„  saa dyrebare Navn  ! Bliv ikke vred  , naar jeg 
„  beder Dem om at komme iallen  . 
„  Otte Dage ere hengaaede  , siden jeg sidst 
„  faa Deres kjære Ansigt  .  .  . Angst og Uro for 
„  Dem laver mig intet Øieblik finde Hvile  . 
„  Jeg har erfarer  , at De har mistet Deres 
„  omme  , elskelige Moder  ; kom  , lad mig linvre Dem 
„  Taber af hende  . Hvor gjerne leed jeg ikke Dag 
„  og Nat for ven Kjære  , naar jeg blot derved kunde 
„  bringe hende tillive igjen  . 
„  Kom  , kom  , lad mig ikke vente forgæves  ; 
„  husk at Sorgen over Deres Moders Død ogsaa 

„  hviler paa mig og at Deres Udeblivelse vilde 
„  vølde mig Smerte  .  .  . 
„  Jeg tør ikke sige mere  ; mit Hjerte var ellers 
„  isfand til at fortælle en Masse Hemmeligheder  , 
„  som for stedse skulde være skjulte  . 
„  Haabende at De kommer bliver jeg 
„  Deres længselsfuldt ventende 
Yrsa  .  “ 
— Det er hende  , hende som skriver  ! raabte Vikcmtcn  , 
idet en brændende Rødme bedækkede hans Kinder  . 
Han læste Brevet endnu engang  , — en Tvivl 
opstod hos ham om det Værdige eller Uværdige i 
delte Møde  . 
— Hun vil trøste mig  , hun veed at Moder er 
død  , sagde han ved sig selv  . Det er smukt af hende  . 
Hvorfor skulde jeg ikke gaa derhen  , er der vel noget 
syndigt deri  ? Nei  , jeg seer Intet  !  .  .  . Ja  , jeg gaaer 
til hende  , for at glemme al min Sorg  .  .  . Hun er 
smuk  , denne Dame  , hun elsker mig  , det er tydeligt  ! — 
Hvorfor skulde jeg slode hende fra mig  ? Det vilde jo 
være Synd  , og Synd maa man saa meget som muligt 
undgaa  . 
Han betænkte sig et Øieblik  . 
— O  , mumlede han for sig selv og sukkede dybt  , 
hvornaar vil jeg dog komme til Fornuft og glemme 
hende  ? Hendes kjære Ansigt slaaer for mig hver Time 
paa Dagen og dog  , delte Ansigtsudtryk er Forstillelse  , 
hun er falsk  .  .  . O  , man skulde næsten tro at det er 
Bagtalelse  , naar man seer hendes englemilde Ansigt  . 

Han gik ind til Vennen og tilbragte en Timestid 
sammen med ham  . 
Da Vennen var gaaet klædte Vikomten sig om  . 
— En lille Smule omhyggelig maa man dog 
være med sin Paaklædning  , naar man skal i Dameselskab  , 
sagde han for sig selv  . Og iaften var han 
en Time længer end sædvanlig om at gjøre Toilette  . 
Vognen holdt paa det betegnede Sted  . Da han 
nærmede sig denne kom et Hoved tilsyne i det nedtrukne 
Vindue  . 
— Ah  , det var godt at De kom  , min Herre  ! 
lød det ud til ham  . 
— Saa  ? Og hvorfor det  , sagde Vikomten og 
satte sig med en vis Stolthed  , anende hvad Manden 
vilde sige  . 
— Jo  , jeg troede saamæn at den naadige Frue 
skulde til at ds  , saaledes fortæredes hun af Sorg  ; 
hun har været helt fortvivlet i de Dage  , Herren 
ikke kom  . 
— Saa  ? sagde Vikomten kort efter og bsiede 
Hovedet  . Mon det skulde være ' Alvor  ? 
Vognen kjørte til sit Bestemmelsessted  . Vikomten 
blev ført frem  , ligesom sidst  . 
Da han kom ind i det lille Værelse  , der atter var 
dunkelt oplyst  , laa den unge Dame mageligt henstrakt 
i en Kanape  . 

Hun var bleg  ; de førte Øine vare heftede mod 
Gulvet  , som i dyb Eftertanke  . Hun var iaften iført 
en hvid Allaskesdragt  , der dannede en skærende Kontrast 
til de førte Haar og de ildfulde Øine  . 
Hun syntes ikke at bemærke hans Indtræden  ; 
han betragtede hende med Velbehag  . 
— Hvor hun er smuk saaledes  ! mumlede han  . 
2g jeg  , jeg skulde ikke elske hende  ? — O  , jo  , jo  , 
naar blot det Billede vilde fortrænges af mit Hjerte  ; 
men se  , selv nu trænger det igjennem  , seer bønfaldende 
paa mig og  .  .  . Nei  , nei  , jeg vil elske hende der  , 
som er saa smuk  . 
Han listede sig sagte hen til hende  , lagde sin Arm 
om hendes ranke Liv og trykkede et Kys paa hendes 
Læber  . 
— Min Ursa  , De er saa bleg  , hviskede han  ; 
hvem har vovet at bedrøve Dem  ? Siig mig det  , at 
jeg kan lugte den Frække  . 
Den unge Dame var med et svagt Skrig faret 
op og stød nu foran ham  . 
— De kom alligevel  ! O  , hvor jeg takker Dem  ! 
raabte hun begejstret  . 
— O nei  , tak mig ikke  , skænd Heller paa mig  , 
som kunde blive borte fra en saadan Engel  ; lad mig 
takke Dem  , fordi De ikke er vred paa mig  , thi det seer 
jeg af de skælmske Øine  . 
— Georges  , Georges  , De havde nær lagt mig i 
Graven af Sorg  . 

— O mi  , siig ikke det  , elskede Ar sa  , det smerter 
mig at høre  . 
— De spøger  , Georges  ! 
— Nei Arsa  ; miskjend mig ikke  . 
— O nei  , dertil er jeg altfor lykkelig  . De faa 
Timer  , hvor jeg nu og da kan se Dem  , ere altfor 
kostbare til at jeg vil benytte dem til at skænde paa 
Dem i  . Kom  , sæt Dem ned  , lad mig fortælle Dem 
Alt hvad der er hændet mig siden vi sidst saaes 
De toge Plads i en Divan  , tæt omslyngede  , oz 
den smukke Ar a forstod med en saadan Barnlighed  , 
en saadan I de  , at fortælle de mindste Omstændigheder 
og at gjøre dem saa interessante  , at han med 
Henrykkelse hørte paa hende  . 
— De er en sand Engel  . Ana  , sagde han utræltelig 
i at betragte hende  . 
— Smigrer  ! hviskede hun og sæae forførerisk paa 
ham  . 
— 0 nei  , I-sa  , lad døg være al se saadanne paa 
mig  ; De kan ikke begribe hvor dette Blik gjør mig 
stolt og dristig  . 
— O Gud  , nei  , sagde hun saa bly som det var 
hente muligt  ; De gjør mig helt bange for Dem  . 
Han lø  , ' thi denne Naivitet havde han ikke vent  « 
at sinde hos en Dame  , der kunde udeve et saadare 
Herredomme over Mændene  . 
Vi rille lade kem sidde og tale om deres Kjrrlighcd 
og imidlertid se lidt til de andre Personer i ver 
Fortælling  . 

Adele Savigny havde tilbragt den senere Tid ret 
roligt  . Det syntes ialtfald saa  , thi naar Adele var 
i Selskab med fine Forældre eller Andre var hun altid 
meget glad  ; wen den Tid hun tilbragte paa fit Værelse  , 
hvor hun var alene med fin  : Tanker  , helligede hun til 
Sorg og Fortvivlelse  . 
Hendes Kjærlighed til Harry forjog Søvnen fra 
hendes Øine og gjorde Dagen til et Smcrtensdæger  , 
som hun maalte fømme  . 
Han var langt borte og saae ikke hendes Lidelser  , 
han anede ikke det  , hun maatte gaa igjennem ved at 
vise den Mand Kjærlighed  , som hun næsten hadede  , 
ikke saa meget fordi han ikke ' var god  , som fordi han 
stillede sig imellem hende og Harry  , som en uoverstigelig 
Mur  . 
Vr hove ikke før beskjæftiget os med Hr  . Savigny  . 
Vi ville derfor nu give den ærede Læser en Beskrivelse 
af hans P-rson  . 
Han var en lille spinkel Mand  , med en lang Næse 
og et Prr uhyre store blaa Øine  , der engang havde 
været meget smukke  , (  efter hans Kones Sigende  )  , livlige 
Bevægelser og et muntert Gemyt  , en fast Karakteer 
og et Mod  , som Intet kunde rokke  . 
Han holdt umaadelig meget af at behag  «  sig selv  ; 
han er meget udholdende i at udføre en Ting  , som han 
indseer  , er til fit eget Bedsle  , — og nu have vi givet 
den ærede Læser en Beskrivelse af Hr  . Savigny  . 

Denne Aften se vi ham sidde ved fin Datters 
Side  , læsende „  Times  “  . 
Fru Savigny sidder ligeoverfor dem og arbeider  . 
Adele sidder hensunken i sig selv og betragter Blomsterne 
paa sit Broderi med Opmærksomhed  ; men i Virkeligheden 
er hendes Tanker langt borte  , det saae man paa 
hendes fraværende Mine  . 
— Naa  , lille Adele  , jeg synes at Du ikke er rigtig 
glad  , sagde Hr  . Savigny  ; iaften kommer jo din Forlovede  , 
saa synes det mig  , at dit Anfigt skulde se lidt 
mere glad ud end det nu gjør  . 
— Ja  , jeg er ogsaa meget glad  , lille Fader  . 
— Ja—a  , det mærker jeg  ! 
— Aa  , min Kjære  , Du veed da ogsaa nok  , at hun 
ikke kan være i det bedsle Humør  , ester alt det man 
fortæller om Vikomten  , sagde Fru Savigny  . 
— Ah  ! Bah  ! Unge Mennesker er ikke anderledes  , 
min Bedste  ; et lille Eventyr har de Fleste havt  , og 
hvorfor skulde Vikomten være en Undtagelse  . 
— Jeg bilder mig dog ind  , at der er mange unge 
Mennesker  , som intet Eventyr har oplevet og som -eller 
aldrig bryder sig om at opleve noget  , svarede Fra 
Savigny  . 
— Aa  , min Kjære  , sagde han vranten  ; det tt 
noget som Du  , eller i det Hele taget Fruentimmerne 
flet ikke har Forsland paa  . Høres en eller anden Klage 
om den unge Mand  , som har anholdt om Datterens 
Haand og har opnaaet den Lykke at faae Ja  , og bliver 

han kun borte en eneste Gang  , o  , da skaber man fig 
og larmer  , som om Huset skulde rives ned  . 
' — Men Gud  , her er so Ingen  , som beklager fig  , 
ikke engang Adele  , sagde Fruen noget skarpt  . 
— Nei  , Gudbevares  , her er Sletingen som hænger 
med Næsen  , nei  , men altid skal man modsiges  , altid  ; 
man har aldrig Ret  , vrængede Hr  . Savigny  , søm 
utvivlsomt var i sket Humør  . Men det vil jeg sige 
Dig  , Adele  , ikke et Ord til Vikomten  , naar han kommer 
her iaften  ; ikke et Ord om denne latterlige Historie  , 
som maaske endog er Opdigtelse  ; hører Du  , Barn  . 
Adele foer op  ; hun havde Intet hørt  . 
— Hvad mener Du  , Fader  ? sagde hun adspredt  . 
— Jeg mener  , at Du skal modtage Vikomten pænt 
og ikke som hidtil  .  .  . Naa  , svarer Du ikke  ? 
— Jo  , lille Fader  , jeg skal være venlig imod ham  . 
Deres Samtale afbrødes ved  , at Baronesse von 
Sympfen blev mældt  . 
Hun traadte hurtigt ind  , iført en elegant Dragt  . 
Sundhed og Liv tindrede ud af hendes mørke Øine  ; 
hun var i Sandhed smuk  , smuk indtil Forgudelse  ; men 
det var Djævelens Skjønhed  , saaledes som han fremstiller 
sig  , naar han vil vinde en dydig Sjæl  . 
Adele reiste sig  , hilste koldt paa hende og vilde gaa  . 
— De forlader os  , sagde Baronesses fornærmet  . 
Er det maaske fordi at jeg tog mig den Frihed at besøge 
Dem  ? 
— Nei  , paa ingen Maade  , Deres Naade  , sagde 
Adede forlegen  . Men jeg havde alt reist mig før De 

kom  , jeg vilde ud at se om Pigerne ere gaaede tilsengs  ; 
jeg pleier hver Aften at lukke Døren dernrde  , — oz 
da mit Selskab just ikke er det behageligste før en saa 
aandrig Dame  , synes det mig  , at det maatte være Dem 
temmelig ligegyldigt  , om jeg gik  , eller blev siddende  . 
— O altid saa ydmyg  , altid saa selvfornæztende  , 
kjære Adele  , sagde Barsnes ' en  , idet hun sank den bittre 
Pille  , som Adele havde givet hende  . Men geneer Dem 
før Guds Skyld ikke  , kjære Barn  , se kun til Folkene  ; 
det klæder et Barn godt at være huslig Hun nikkede  . 
Adele vendte sig om  , uden at gjengjælde hende  » 
Hilsen  , ærgerlig over Baronessens moderlige Mine  , 
skjøndt hun neppe var to Aar ældre end hende selv  . 
— Naa  , hvad Nyt  , kjære Frue  ? sagde Baronessen 
muntert og sam sig i den tilbudte Lænestol  . 
— O  , Intet  , min Kjære  ; kun er Adele bleven 
lidt sær og vranten i den sidste Tid  , jeg troer at 
Barnet samler paa en Sygdom  . 
— Aa  , Le unge Piger ere meget sensible  , Frue  , 
bryd Dem blot ikke derom  ; det vil snart gaa over  . 
— Det troer jeg dog ikke  , Fru Baronesse  ; hu  « 
er meget bleg og seer i-Let Hele taget lidende ud  . 
Men hendes Forlovede er Heller ikke saa pæn imod 
hende  , som han burde være  . Naar han kommer  , 
hvilket dog er^sjældent  , sidde hver i sin Krog og drømme  , 
Gud veed om hvad  . Det har ofte gjort mig ondt ser 
hende  , thi det er dog hans Pligt at være ltd  ! vpm  «  rksom 
imod hende  . Han var det vel i Begyndelsen  , 
men nu har det rent tabt sig  . 

— Ah  , bemærkede Baronessen  , idet et tilfreds 
Smil gled over -endes Læder  , hvilket hun søgte at 
fisule  ; og hun -ar vel ikke det Mindste tilovers for 
ham  ? 
— Nei  , det troer jeg nok fez fer sige  , min Kjære  , 
ikke det Mindste  ! 
Bed disse Ord reiste Hr  . Savigny sig og forlod 
Stuen med en Kompliment  . 
— Men Savigny vil det jo med cl Djævelens 
Vold og Magt  , vedblev Fruen  ; og -rem tør vel sige 
ham imod  , naar -an først har saaet en Idee  ? 
Fruen vendte sig  ; det ringede 
Det var seent paa Aftenen og Fruen lukkede 
selv op  . 
Det var Vikomten  ; han bad undskylde sit sildige 
Besøg og traadte ind  . Han sludsede  , da -an saae 
Baronessen og i Øieblikket foer ham en Tanke gjennem 
Hovedet  . 
— Nei  , hvilken Lighed  ! fænkte han uvilkaarlig  . 
- Ah  , Hr  . Bikomre  , De kommer formodentlig 
fra Operaen  ? sagde Baronesse von Sympfen og bød 
ham Haanden  . 
— Ja-a  , Frue  ! udbrød han høit  . 
— Nei  , det var dog mageløst  ! mumlede han hen 
for sig  . — Først iaften seer jeg at hun ligner hende  . 
— Det er ellers længe siden  , at vi have havt 
Fornøjelsen af Deres Besøg  , sagde Fruen lidt ironisk  . 
— Ja  , jeg tilstaaer det  . Frue  , svarede Bikomien  ; 

men er Adele ikke hjemme  ? Er hun maaske ogsaa i 
Operaen  ? 
— Nei  , jeg formoder  , at hun er paa sit Værelse  , 
Hr  . Vikomte  . 
— Jeg kan vel ikke faae hende i Tale iaften  ? 
— Nei  , saa maa De komme noget tidligere  ; jeg 
troer desuden ogsaa at det er Dem temmelig ligegyldigt 
enten De taler med hende eller ikke  . 
Vikomten greb sin Hat og vilde anbefale sig  . 
— De skal jo samme Vei som jeg  , Hr  . Vikomte  , 
sagde Baronessen smilende  ; lad os kjøre sammen  , min 
Vogn holder hernede  . 
— Tak  , sagde han og bukkede  ; men hans Tanker 
beholdt han for sig selv  ; det var neppe værd at berøve 
ham dem  . 
De fulgtes ad ned ad Trappen og siege ind i 
Vognen  . Denne satte sig i Bevægelse  . 
Baronessen lod ugeneert sit Hoved hvile paa Vikomfens 
Skulder og greb hans Hænder  . 
Han tog dem til sig  . Men hun lagde sine Arme 
øm ham og sagde  : 
— O  , Georges  , De sløder mig altid bort fra 
, Dem  , mig  , der elsker Dem saa høit  . 
— De maa skamme Dem  ! udbrød han ærgerligt 
og vendte Ansigtet bort  . De  , en gift Dame  ! 
— Hahaha  ! nei nu maa jeg le  ! Jeg skulde skamme 
mig  ? — Heldigvis er den Tid forbi  , da jeg kunde 
rødme  , og Deres Mening er vel at jeg med nedslagne 

Øine fluide høre paa Deres Reprimenter  .  .  . Gud  , 
hvor det klæder Dem at være dydig  ! 
— Synes De  ? sagde han bittert  . 
— Ja vist gjør jeg det  ; men lad nu denne Maske 
falde  , thi den klæder Dem ilde  . 
— Klæder  , klæder  . Jeg begriber ikke hvad De 
mener  , Frue  ? 
— Jeg mener  , at naar De kan gaa til Stævnemøde  , 
saa kørt efter Deres Moders Død  , over hvilken 
De sørgede saa dybt  , og det ovenikjøbet til hemmelighedsfulde 
Damer  , saa kan denne uskyldige Mine ikke 
klæde Dem  . 
— Hvad for Noget  , De veed at jeg  .  .  . 
— Ja  , jeg veed Alt  , Intet kan skjules for mig  , 
min Kjære  ; derfor kan jeg ikke lide  , at De skal irettesælte 
mig  . 
- O  , undskyld  , Frue  , at jeg forlader Dem  , sagde 
ban tørt  , da Løgnen i det samme holdt slille  . 
— Gjør Dem ingen Skrupler  , min kjære Ben  , 
sagde hun og neiede ironisk  . 
— Nei  , aldeles ikke  , svarede han og ilede hen 
ad Veien  . 
Han var allerede langt borte  ; hun saae efter ham  . 
— Daarer  , tifold Daarcr  , I lærde Herrer  , raabte 
hun ester ham  . Naar vi vil  , da kunne vi døg fængsle 
Eder  , ja lede Eder som Børn ved vor Skjønhed  , naar 
kun man er lidt snild  . Haha  , der gaaer han og tænker 
sist ikke saa lidt paa mine Ord  , men imorgen saa er 
senne gode Stemning kvalt og han besøger atter sin 

hemmelighedsfulde Lkjønhed  , og saaledes faaer jeg døg 
min Villie  ; men jeg er ogsaa flabt til at adlydes  . 
Hun forlod Vognen med faste Skridt og slolt som 
en Dronning  . 
Serøglyvrnde Kapitel  . 
Paa Kafeen 
I en af de eleganteste Kasser  , der kun dcsøzcs af 
de fornemme Folk i Paris  , stod seent poa Aftenen 
endel Herrer omkring Billardet  , fordybede i en ivrig 
Samtale  . 
Baron von Sympfen stod midt iblandt dem  , 
gestikulerende med begge Armene  , som en Rasende  . 
— Vist ikke nei  ! udbrød han  ; jeg skulde dog 
mene  , at man froer mig paa mit Ord  . 
— Man kan det neppe  ! raabte en ung blond 
Herre og slog Baronen paa Skulderen  ; thi Al-ris  , 
som nu i flere Aar har været min bedsle Ven  , har 
roest sin Lofter som en dydig og smuk Pige  . 
— Hahaha  ! vil De tro hvad han siger  ? udbrød 
Baronen  . Naar froer De  , Hr Greve  , at en Broder 
vilde laste sin Lofter i Andres Øine  ? 

— Nei  , det er ikke devü ' st  , men han vilde da ikke 
have roest hende  , kjender jeg hans fine SEresfokelle  , 
langt Heller havde han flet ikke talt om hende  . 
Baronen  , som udentvivl havde drukket temmelig 
megen Champagne  , fortalte nu en hel Mæengde Udyder 
om den stakkels Madelaine  , blandt Andet  , at hun hellere 
modtog Herre- end Damebesøg  . 
— De fornæermer en ung  , pletfri Piges Rygte  ! 
raabte den unge Greve opbragt De er en lav Person  ! 
Har De Beviser paa hvad De har sagt  ? 
—- Hr  . Greve  , det fordrer Satisfaktion  ! brølede 
Baron von Sympfen  . 
— Saa gjerne  , min Herre  ; Intet er mig kjæerere 
end at kunne give Dem en god Lektion  . 
Som en Rasende slyrtede Baronen hen mod den 
unge Mand og sagde  : 
— Beviser  ? Ja netop  , jeg har Beviser  ; se her  ! 
Han fremdrog en lille Silkepung  , som Madelaine 
havde rakt ham med Penge i  , til at fæeste Leilighed for  . 
Pengene havde han give  ! hende tilbage  , men Pungen 
beholdt han  , uagtet Madelaine havde bedet dam om ar 
lade hende faae den igjen  . 
— Se her  ! raabte Baron von Spmpfen triumferende  . 
Denne og lignende Gjenstande har hun givet 
mig i de lykkeligste OLeblilke  . 
Alle stode forbausede ved Baronens Tale  . 
En Herre stod noget fra dem  ; bleg og med forvirrede 
Tr  «  k lynede han sig til et Bord  . Hans Hcender 
ftcelvede og hans Bæeder dirrede af Harme  . 
MadelLrine  . 11  . 

Baron von Sympfen traadte hen til ham  . 
— Ikke sandt  , Hr  . Vikomte  , har jeg ikke Ret  ? 
raabte han  . Har De ikke selv været Vidne fil hendes 
Skændsel hin Aften  ? 
Vikomten svarede ikke  ; han slirrede paa Baronen 
med Afsky  . 
— Naa  , min Gode  , sagde Baronen opbragt og 
trak ham i Ærmet  ; saa svar dog  ! Viis nu  , at De er 
min sande Ven og vidn med mig  ! 
— Ulykkelige  , hvad har De gjort  ? raabte Vikomten 
og hævede Armen  . O  , min Gud  ! 
— Men svar  , os  , sagde den blonde Grev Ligny  , 
som havde forsvaret Madelaine saa ivrig  . Svar os  , 
hendes Ære afhænger deraf  . 
— Svar  ? Hvad vil De at jeg skal svare fil en 
saa skændig Løgn  ? raabte Vikomten ildfuld og foer op  . 
Jeg vil ikke tale fil en Person  , der bar gjort sig 
skyldig i et saa lavt Forræderi  . 
— Hvad siger De  ? brølede Baron von Sympfen 
imod ham  . 
— Hvad jeg har sagt  , kan jeg forsvare  , sagde 
Vikomten ligbleg og neppe istand fil at styre sin Hæstighed  . 
Jeg skal forsvare hende fil min sidste Blodsdraabe  ; 
thi det er Løgn hvad De siger  . 
Med indædt Harme satte Baronen sig paa en Støl 
og sagde med sammenbidte Tænder  : 
— De er maaske ogsaa saa taabelig al fro  , al 
Deres Forlovede  , Frøken Savigny  , er dydig  ? 

— Ja  , de  , troer jeg ubetinget  , min Herre  , sagde 
Bikomrrn  . 
— Hahaha  ! lø Baronen haanlig  . Ja  , der seer 
vi de  »   ; men nu siger jeg det er Logn  , min Gode  , thi 
jeg har seet hende dag Kirkegaarden mellem Piletræerne 
— det sædvanlige Mødested for Elskende - kysse en 
sremmed Herre  . 
— Det har været mig  , Hr  . Baron  , sagde Vikomten  . 
- Nei og tusinde Gange nei  ! Det var Harry 
Kronwall  ; havt  , den smukke unge Mand  , som Ingen 
kjendte  . 
Bikomien reiste sig i fin fulde Hvide  : 
-7- Er del sandt  , kan man slole paa Deres Ord  , 
Hr  . Baron  ? 
— Ligesom om De behøvede al spørge  , sagde han 
med et djævelsk Grin over BikomtenS Sjælsmarter  , 
der afsveilede sig i hans Ansigt  . 
— Saa Farvel  , mine Herrer  ! Jeg maa have 
Vished  . 
— Nei  , vist ikke  ! raabte Grev Ligny og greb 
Vikomtens Arm  . Han har drukket sormeget  , man kan 
ikke regne hvad han siger  ! hviskede han til ham  . 
— Vist saa  , Hr  . Greve  , lad mig komme dort  . 
— De gjør den stakkels Frøken Savigny ulykkelig  ! 
raabte Greven efter ham  . 
— Nei  , svarede Vikomten og slyrted  , ud as Døren  . 

Syvogtyvende Kapitel  . 
Gt Brud  . 
I afmægtigt Raseri styrede Vikomten fine Skridt 
ned ad Gaden  . 
— Ere da alle Kvinder troløse og æreløse  ? spurgte - 
-an sig selv  . 
- Ja  , sa  , ja  ! lød det i hans Indre og han gik 
hurtigere og hurtigere hjemad  . 
Endelig standsede han ved Porten  . 
— Jeg er syg  , mumlede han  ; jeg føler det  , jeg 
er mat og afkræftet  . O Gud  , hvilke Pinsler  ! Og en 
saadan Kvinde kunde Du  , Moder  , sende mig og Du 
vilde at jeg skulde binde mig til hende for hele Livet  ? 
Be mig  , hvis det var skeet  .  .  . Min Ed til Dig 
gjælder ikke mere  , den kan ikke gjælde  , naar hun er 
troløs  ? 
Han lænede sig  , mat af den hæffige Sindsbevægelse  , 
mod Muren  . 
En Tjener  , som stod ved Porten for at vente sin 
Herres Hjemkomst  , nærmede sig og tog ham ved Armen  . - 
— De er syg  , Herre  , sagde han  , og sløttede ham  . 
-- Tak  , Pedro  , hviskede Vikomten og gik med 
Besvær op ad Trappen  . Jeg føler mig saa forfærdelig 
svimmel  ; kan Du ikke sløtte mig lidt mere  ? 
Tjeneren kom netop i Tide  , da ban greb Vikomten 

i fine Arme  , thi denne følte fig saa mat  , at han ikke 
formaaede at gaa mere  . 
Man bragte ham tilsengs  . Hele Natten sov han 
rolig og først den næste Dag  . op ad Formiddagen 
væagnede han  , slyrket ved Søvnen  . 
Han stod op  , klædte fig paa med Omhyggelighed 
og befalede ar man skulde spænde for hans Vogn  . 
Kort efter ksørre han ud  . Vognen tog Veien 
gjennem Paris og standsede udenfor Hr  . Savignys Hjem  . 
Vikomten steg ud  . 
Han gik hurtig op ad Trappen og lod Tjeneren 
mælde hans Besøg  . 
Adele kom noget bleg og i et kostbart  . Morgentoilette 
ned til ham  . 
— Ah  , Hr  . Vikomte  ! sagde hun  . Hvad skylder 
man Æren af Deres Besøg  ? 
— En meget vigtig Sag  ; og da jeg antager  , at 
der er Noget  , som Deres -Fader ikke behøver al vide  , 
saa anmoder jeg Dem om en Samtale  . 
- En Sag af Vigtighed  , Hr  . Vikomte  ? Og det vil 
De tale med mig om  ? Jeg maa fige Dem  . at jeg er 
aldeles uvidende  , hvis det er en Borsspekulation eller 
Lignende  , De fiol tale om  , — deri har Fader en saa 
øverordentlig Indsigt  , jeg ikke  . 
— Nei  , Frøken  , sagde Vikomten  , der oiensynlig 
var i Forlegenhed med  , hvorledes han skulde fremkomme 
med sit Ærinde  . Det er  .  .  . ja  , siig mig engang 
forst  , har De aldrig elfiek  , Frøken Adele  ? 

Adele føer sammen  , blev blussende rød og fremstammede 
forvirret nogle Ord  . 
— Ja  , jeg tilstaaer at det er et nærgaaende Spørgsmaal 
af mig at gjøre Dem  ; men naar De hører Resten  , 
saa vil De tilgive mig  . Altsaa  , jeg svørger Dem om 
det endnu engang  , jeg kunde ikke rigtig hsre Deres Svar  . 
- Hr  . Vikomte  , De sstter mig i Forlegenhed  ; 
skal jeg væere oprigtig  , saa er det Billede — som jeg 
elskede og som paa en saa voldsom Maade skal rives 
ud af mit Hjerte for Deres Skyld — endnu ikke udsletlet 
deraf  . 
— Og bliver det Heller aldrig  . Adele  , siig det  , thi 
det kan jeg se paa Dem  . Nu  , der havde jeg ikke troet  , 
at Deres Fader tvang Dem og lød mig væer  ? uvidende 
derom  ; det var ikke pcent  , hverken imod Dem eller 
mig  ; men Gudskelov  , jeg fik det ar vide  ! Bliv ikke 
vred  ; et Spørgsmaal bar jeg endnu til Dem og Det 
er ulige ubehageligere end det andet  : Frøken Adele  , det 
er bleven mig fortalt  , af De har boldt Stæevnemede 
med en ung Herre  , efter af vor Forlovelse var deklareret 
— ja  , af De endog har givet bom et Kys  ! — Er 
dette sandt  ? 
— Ja  , hviskede Adele sønderknust  ; wen det var 
før Forlovelsen — Aftenen før — jeg tog Afsfed med 
dam før sledse  , og jeg tilstaaer  , det va^ ikke smukt af 
mig  , men jeg var saa ulykkelig den Asten  . 
— Jo  , det var  , bedste Adele  ; De skulde blot have 
betroet Dem til mig  , da skulde De aldrig vcere bleven 
tvungen til mig  , nei aldrig  ! Men De drød Dem ikke 

om mig  , derfor bavde De Hverken Tiltro eller Agtelse 
før mig  . Denne Historie er nu allerede ude i Byen  ; 
Baron von Sympfen har sørget før dens Forfremmelse  . 
— Det afskyelige Menneske  ! 
— Nei  , siig heller herlige Menneske  , afbrod Bikomten 
hende  ; ryi han har gjort Dem lykkelig  . 
— Hvordan da  , Hr  . Bikomte  ? 
— Ja  , nu skal De børe  : Som en Følge af del 
Rygte  , der nu passerer i Byen  , kan jeg umulig vedholde 
en Forbindelse som denne  . Tag mig det ikke ilde 
op  , maaske jeg tager for lidet Hensyn til Dem  , men i 
Betragtning as  , at De  , som jeg ærer og agter  , kan 
blive lykkelig  , saa vil jeg naturligvis ikke lægge Baand 
paa Deres Frihed  . Altsaa  , nu skriver jeg et Brev iil 
Deres Fader  , hvori jeg gjengiver Dem Friheden  , og 
De og Harry ville blive lykkelige  . 
— O  , De gjør mig saa glad  , hvorledes skal jeg 
takke Dem  ? udbrød Adele bevæget  . 
— Ingen Tak  , Frøken Savigny  , den Tjeneste 
kunde jeg have gjort Dem for længe siden  , dersom De 
blot havde havt Tiltro til mig  . 
— O  , jeg har aldeles miskjendt Dem  , sagde Adele 
henrykt  ; tillad mig at bede Dem om Forladelse  . 
—- Nei  , paa ingen Maade  , Frøken  , det var snarere 
mig der burde bede Dem om det  , da jeg i saa lang 
Tid har lagt Baand paa Deres Følelser  . Dog  , nu 
vil jeg anbefale mig  , men siig mig først  , er Harry ikke 
i Byen  ? 
— Nei  , og han vil vist neppe komme her mere  . 

Sidst  , da jeg fog Alsfed med ham  , sagde han  , at han 
aldrig vilde gjense Paris  . 
— Men De forbavser mig  , Froken Savigny  ; og 
De er døg glad over Deres Frihed  ! 
— Ja  , Hr  . Vikomte  , thi faaer jeg ikke ham  , saa 
er jeg døg fri  . 
— O  »  det maa forhindres  , Freien  ; Deres Fader 
kunde maaske have en Anden t Baghaanden  ; hvad vilde 
De saa gjøre  ? 
Adele trak paa Skuldrene og sagde i en mild  , men 
fast Tone  : 
— Jeg vilde dø  . 
— Nei  , bevares  , kjæreste Froken  , De forfærder 
mig  ; er det virkelig Deres Alvor  ? 
— Ja  » 
— Hm  , siig mig  , hvor er Harry for Øieblikket  ? 
— I Florentö  , sagde Adele rødmente  ; jeg fik det 
at vide af en Ben af ham  , der kommer her i Huset 
og som forleden har faaet Drev fra ham  . 
— Godt  , saa reiser jeg  , fortæller ham at De er 
fri og bringer ham med tilbage  . 
— Hr- Vikomte  , De er et ædelt Menneske  ! raabt  : 
Adele henrykt  . Jeg takker Dem af mit ganske Hjerte  ; 
men det vil volde Dem saa megen Uleilighed og 
Tidsspilde  . 
— Nei  , vist ikke  ; men Te maa skrive Brev  , som 
jeg kan faae med  , og det saa snart som muligt  , thi jeg 
reiser til Middag  . 

— Jo  , jeg fiol skrive  ; men vil De ikke tale med 
oder imedens  ? 
— Nei  , jeg giver ham ei Brev  , naar jeg reiser  ; 
og harik fe Lyst til at tale med ham  . Farvel  , Frøken 
Savigny  , Brevet bliver altsaa færdigt til Middag  , jeg 
skal sende min Tjener efter Ler  . 
— Tak  , Hr- Vikømte  , jeg skylder Dem min Lykke  ! 
raabte Adele  . 
— O  , tal ikke derom  , Farvel  . 
— Farvel  , lykkelig Reise  ! 
Da Vikomten havde taget Plads i sin Vogn  , mumlede 
han hen for sig  : 
-- Det er godt saaledes  ; jeg mangler Adspredelse 
og det vil jeg saae paa Reisen  . Lad se  , jeg vinder 
maaske endog mil Humør tilbage  . 
Han kjørte hjem i dette salige Haab  . 
Nu sik Tjenerne travlt  . En med at forhøre ti  ! 
hvilket Klokkeslet Toget gik  , en Anden med Indpakningen  . 
Vikomten gik op paa sit Værelse og satte sig til at 
skrive en Timestid  ; han aabnede Slriveborket og tog 
de Vigtigste Papirer til sig  . 
— Naa  , nu er jeg færdig  , her er vel Intet mere  ? 
Men hvad er det  , et Billede  !  .  .  . Ha  , det er hende  , 
min Gud  , hvem har lagt det her  ? 
Han vendte og dreiede Gjenstanden mellem sine 
Hænder  . 
— Madelaine  , mon Du selv skulde have lagt det 
hrr for al bevidne din Uskyldighed  ; 0  , Ingen vil hellere 
end jeg fro pa  »  den  . O  , hvor Du er fød  ! Se hvilke 

Øine saa blide og venlige  , og delle Smil om Mnnden  , 
hvor det gsør Dig henrivende  .  .  . Men disse Træk 
ere falske  ; o  , saa megen Forstillelse kan Du benytte Dig 
as  ! Ha  , bort med Dig  , jeg  .  .  . O nei  , lad mig beholde 
Dig  ; det er vel en kjærlig Sjæl der har lagr 
Dig her  , for af jeg skulde se Dig  . 
Han betragtede Billedet  ; det var et lille Miniaturportrær 
af Madelaine  , da hun var 16 Aar  . Øe rene  , 
barnlige Træk  , der nu stræbte mere og mere efter af 
forene sig med den jomfruelige Inde  , vare fro og rem 
gjengivet paa Billedet  . 
En hvid Kjole fremhævede hendes mørke Øine og 
Haar  , som ikke havde andre Prydelser end den  . Fylde 
af Lokker  , som det selv eiede  . 
— Hvem har lagt det her  ? mumlede Bikomteo 
igjen  ; jeg kunde knælende takke sham for denne 
Foræring  . 
Han trykkede Billedet til sine Læber og en Taare 
faldt derpaa  . Da vendte van det om- men foer forbauset 
tilbage  , thi der stod skrevet derpaa  : 
„  Til Baronesse  «  ic- Verdin  , paa hendes høie 
Fødselsdag  , den 3die Juli 18^ ' 
Grev Mors in  .  “ 
— Baronesse Verdin  ! sagde Vikomten studsende  . 
Del er med andre Ord Baronesse von Symvfen  , som 
sørgede den Aften saa godt for  , at Madelaine blev viist 
bort  . Men er dette da hendes Fader  , eller er han  .  .  . 
O  , nei  , nu løber det rundt for mig  , thi her ligger jo 
en hel Hemmelighed begravet i dette lille Billede  . Du 

er en god Vogter af den  , min Elskede  , Du er taus 
-som Traven  . 
Han kyssede after og after Billedet  . 
— Maaske jeg yar Uret i at mistænke hende  , 
vedblev han  ; hvis saa var  , lød jeg Verden om for at 
finde hende og kunde trykke hende til mit Hjerte  . 
— O  , hun sagde jo hin Aften  , at hun ikke kunde 
lide mig  ; jeg mindede hende om En  , som  .  .  . hun 
vilde ikke udtale sig  ; ja  , hun sagde det ovenikjøbet to 
Gange  , og det var det  , vrr bestemte mig til ikke at 
modsætte mig Moders Villie og førlove mig med 
Adele  . Men  , naar jeg ver tænker efter  , hvor smilende 
hilste hun ikke  , da jeg red forbi hendes Vogn og hilste hende  . 
Det var den førsle Gang at vi mødtes efter Duellen  . 
Hvor rødmede hun ikke  , og flere Gange  , da jeg 
ubemærket af hende saae op til Vinduet  , dengang hun 
og Broderen boede derinde i Byen  , hvorledes overraffedes 
jeg da ikke  , naar jeg saae hende staae ved 
Vinduet for at se mig '  . 
— O  , dersom dun var saaledes som jeg ønskede 
hende  , og elskede hun mig  , som jeg elsker hende  , da 
skulde ikke hele Verden kunne rive hende fra mig  . 
Nei  , om saa jeg skulde  .  .  . 
— Herrens Tøi er pakket sammen og Toget kjører 
om et Kvarteer  ; Vognen er forspændt  , mældte Tjeneren 
og Vikomten vendte sig om  . 
— Godt Pedro  , nu kommer jeg  ! 
Han kastede et sidste Blik paa Billedet  , stak det 

ind paa fit Bryst  , greb sin Reisekappc og Hat og 
traadte ud paa Trappen  . 
— Du følger mig  , Pedro  , sagde han til Tjeneren  . 
Du har vel nok Lyst til at reise  ? 
— Ja  , Hr  . Likomte  , stor Lyst  . 
— Og Du  , Kahm  , Du fial bringe Hr  . Savigny 
bette Brev om en Time  . 
— Vel Herre  , lykkelig Reise  ! 
— Lykkelig Reise  ! ønskede hele Flokken ham  . 
Han nikkede  , steg i Vognen og afsled rullede den  . 
Olteogtyven-e Kapitel  . 
Gangen  . 
— Jeg er umaadelig træt  , Hr  . Vikomte  , sagde 
Pedrø  , da de befandt sig udenfor Florents  . 
— Saa  , jeg synes da ikke  , vi har anstrengt os 
saa meget med at gaa  . 
— Naa  , vi har vel gaaet et Par Miil og det er 
da ikke saa ganske lidt  , mener jeg  ; men det var den 
jørdømte Gjæstgiver  , han lod alle be andre Reisende  , 
der skulde til Florents  , faae Vogne  , men fordi at jeg 
kom sidst fik jeg ingen  , før der var ingen  . 

— Ja  , det var en væsentlig Grund  , min gode 
Pedrø  , men dine Been har ingen Skade lidt  , saavidt 
jeg kan se  . 
— Hm  , nei  , døg træet er jeg alligevel  . 
— Ja lad nu det væere godt  ; skaf os nu et Hotel  , 
jeg vil imidlertid gaa her ind hos Vinhandleren og 
vente Dig  . Jeg har desuden et Brev at besørge  . 
— Skal jeg ikke gjøre det  ? 
— Nei  , det er for fiint min Ven  , det taaler ikke 
at komme i dine store Hinder  ; det vilde forsvinde den  . 
— Naa saa  .  .  . faa gaaer jeg  , fijøndt jeg tilstaaer  , 
af et Glas Bin vilde gjøre godt  . 
— Naa  , saa faae Dig da en Hjertestyrkning inden 
Du gaaer  , lilføiede Vikomten leende over Tjenerens 
Ansigt  , der med et ubeskriveligt Velbehag betragtede de 
Flasker der stod i Vinduet — Men saa maa Du 
ogsaa flynde Dig  , og se af faae fat i et nogenlunde 
godt Hotel idag  ; det Du skaffede oS sidst havde adflil  » 
lige Mangler  . 
— Vel sandt  , Herre  , men det var ogsaa meget 
billigt  . 
- Hvem har bedt Dig om af spare  ? 
— Det bør man altid  , naar man er en fattig 
Karl  . 
— Naa  , nu forstaaer jeg Dig  ; Du tager Resten 
til Dig selv  .  .  . Det er just ikke smukt  , men det er 
Heller ikke snildt af Dig af fortælle mig det  . 
— Jo Herre  , thi De er saa god imod mig og 
jeg kan Intet holde hemmeligt for Dem  . 

— Naa  , lad nu det være godt  .  .  . Kom  ! 
Pedro lod sig ikke nede  ; han drak Vinen i een 
Slurk og forsvandt derpaa  , for af leie Værelser til 
fin Herre  . 
Vikomten greb en Avis  ; hans Øine giede ligegyldigl 
henad denne  ; men pludselig slandsede han og 
læsle hurtigt Følgende  : 
„  Behjertet Daad  . 
„  Igaar havde nær en sørgelig Ulykke hændet 
„  her i Byen  , idet en lille foaars Dreng slyrtede 
„  ned i Dammen ved Dalen  . Han vilde Werf 
„  være druknet  , dersom ikke Doktor Einers Datter 
„  havde befundet sig i Nærheden  . Hun lød hen 
„  til Dammen  , saae Ulykken og uden at tænke 
„  over Følgern  «  sprang hun ud  , greb den lille 
„  Dreng og med Anstrengelse boldt hun ham over 
„  Bandet  .  “ 
„  Forgæves raabte hun om Hjælp  . Ingen 
„  borte hende  . Hun gik paa den slibrige Bund 
„  hen lil Bredden og lagde Barnet op paa Land  , 
„  men det var hende umuligt selv at komme op  ; 
„  hendes Kræfter svandt mere og mere og hun saae 
„  kun den visse Død for Øie  . Men denne smukke 
„  Gjerning skulde ikke blive uvaaagtet  ; thi den gamle 
„  Jæger Bernards Søn kom aandeløs slyrtende til  . 
„  Han sprang ud i Dammen og hjalp hende op  ; 
„  men Angsten og Let ufrivillige Bad bevirkede  , at 
„  den spæde unge Pige bevidstløs faldt om  , da hun 
„  kom op paa Land  .  “ 

„  Nu pleie Dalens Beboere hende med Kjær „  ligbed 
og Venlighed og man haaber af hun snart 
„  vil komme fig  . Barnet er gjengivet dets For „  ældrr 
sundt og friskt  .  “ 
— Hvilken Kvinde  ! raabte Vikomten begejstret  ; 
det er et Træk  , der er en Mand værdig  . Hvor boer 
denne Dame  ? sagde han henvendt til Vinhandleren  . 
— Det veed jeg ikke  ; men jeg skal strar skaffe 
Herren det af vide  . 
— Nei  , paa ingen Maade  , gjør Dem ingen Uleilighed  . 
Pedro kom i det samme ind ad Døren  . 
— Saa  , Herre  , nu har jeg faaet opspurgt nogle 
rigtig elegante Værelser i Hotel „  Den gyldne Ørn  .  “ 
— Godt  , Pedro  , saa lad os strar tage Dem i Besiddelse  . 
Her er min Vadsæk  ! 
Tjeneren fog den  , fik et Glas Viin  , og nu gik de 
til Hotellet  . 
Ester af have gjort sig det saa mageligt som muligt 
ovenpaa den besværlige Reife  , befalede han Pedro af 
faae opspurgt Hr  . Harry Kronwall  , der boede i Bestkanten 
af Byen  . 
Pedro gif og Bikomten tra  ! MadelaineS Portræt 
frem fra sit Bryst og kyssede del  . Han betragtede det 
længe  , kyssede dei atter og gjemte det  . 
Derpaa faldk han iwvn og drømte en deilig Drøm 
om hende  . 

Klokken var 8 om Aftenen da Pedro — ' der havde 
sluttet Venskab med Hotellets øvrige Tjenere — 
kom hjem  . 
Vikomten vaagnede Krar  . 
— Naa  , har Du nogen Efterretning til mig  ? 
spurgte han ivrig  . 
— Nei  , svarede Pedro drukken og svimlede ikke 
saa lidet  . Jeg har været ude at fiske  . 
— Ude at fiske  ; og jeg bad Dig at forhøre om den 
Person  , som  .  .  . 
— Ja  .  .  . men  .  .  . nu har jeg ikke gjort det  , 
for de derude ville have mig ud med  .  .  . oz saa var 
der en Tøs med saadan Satans sorte Mutfer  .  .  . jeg 
kunde ikke bare mig for at trykke hende til mit Bryst 
.  .  . og saa gik Tiden  . Ja-a  , og n  »  er jeg her  ! 
— Det passede sig bedst om Du slet ikke var 
kommet herind i denne Tilstand sagde Vikomten opbragt  ; 
skynd Dig op paa dit Værelse  , Uforskammede  ! 
— Uforskammede  ! lallede Pedro og begyndte fin 
Vandring hen mod Døren  . Uforskammede  !  .  .  . Det 
skulde han egentlig have en Skalle for  , — saadan en  , 
som han fik  , der vilde omfavne mig  !  .  .  . Men Pedro 
kan ikke godt slaa paa fine Been iaften  , saa maa det 
opsættes til en beleiligere Tid  .  .  . Farvel  , snøvlede 
han  , da han var kommet hen til Døren  . 
Vikomten vendte ham Ryggen med en foragtelig 
Gebærde  . Han stod op  , klædte fig i Hast om og gik  . 
Han vandrede længe om i Byen  ; Klokken var over I l 
og Mørket var indtraadt  . 

Vikomten vilde vende hjem  ; men da naaede en 
herlig Sang hans Øre  ; han lyttede  . 
Toner  , saa blide  , saa klokkerene  , lsd ud til hamakkompagneret  , 
af Fortepiano  . 
Sangen — en fransk Elskovsarie — gjorde et 
mægtigt Indtryk paa ham  . Han gik efter Lyden og 
standsede foran en aaben Havedør  . Midt i Haven laa 
en Pavillon klart oplyst  . 
Tonerne køde ud af de aabentslaaende Vinduer  . Han 
traadte dristig ind og nærmede sig  . Han saae en ung 
Dame sidde foran Pianoet  ; hendes Fingre gled hen 
over Pianoet uden at hun mærkede det  ; Sangen beskæffigede 
kun hendes Sands  . 
En Herre sted med Haanden stottet paa hendes Stol  . 
Udentvivl havde hun sunget denne Arie mange 
Gange  , men da hun kom til nedenstaaende Vers blev 
Stemmen vemodig  , og da den sidste Tone hendøede  , 
reiste hun sig og brast i Graad  . 
„  O  , naar skal min Kummer ende  ? 
Naar skal atter ham jeg se  ? — 
Herre  ! som min Sorg mon kjende  , 
Lad mit Hjertes Ønske ske  : 
Lad ham lytte til min Klage  , 
Send min Hjertenskjær tilbage  !  “ 
Herren tog hende i sine Arme og betragtede hende  . 
— O  , min Gud  , nu glemte jeg mig selv  , sagde 
hun med et smerteligt Smil  . Jeg glemte  , at Deres 
Hjerte ikke er af Metal og at De maa lide ved at se 
Nig græde  ; men tilgiv mig  , det skal blive sidste Gang  . 
11 

Hun trykkede hans Haand og vendte sig bort  . 
— Min Gud  , det er hende  ! udbrød Vikomten 
levende  . Min elskede Madelaine  , Du her  ? 
Han vilde ile ind til hende  , men han stod som 
fastnaglet til Pletten  . 
Doktor Einer tog MadelaineS Haand og førte 
hende hen til Kanapeen  . 
— Ha  , det er sandt  , hun er ikke dydig  ! udbrød 
Vikomten med lav Stemme  ; hvorledes kunde hun ellers 
komme her  ? Ah  , det er maaske hendes  .  .  . Mand  . — 
Min Gud  , hvor jeg lider i dette Øieblik  ! 
Doktor Einer havde grebet MadelaineS Haand og 
klappede hende venligt paa Kinden  . 
Vikomten saae at hun kastede et taknemligt Blik 
paa Doktoren  . 
— Ja  , sa  , nu har jeg Vished  ! O  , forfærdelige 
Kval  , jeg bliver gal  ! 
Han udstedte et halvkvalt Skrig og slyrtede ud af 
Haven  . 
Madelaine reiste sig  ; hendes Ansigt var blegt og 
de smukke Øine slirrede ængsteligt ud i Haven  . 
— Hvad var det  , kjære Doktor Einer  , sagde hun  ; 
De hørte vel ogsaa  .  .  . 
— Intet  , mit Barn  , det var Illa  , der gjørde stærkt  . 
— Nei  , nei  , jeg hørte et Menneske skrige  . 
— Bist ikke  , svarede Doktoren  ; Natteluften er kold  , 
ellers skulde jeg overbevise Dig om det Modsatte  , ved 
at undersøge Haven med Dig  . 
— O  , jeg er saa ængstelig  . 

— Gaa til Ro  , Barn  , det er silde  . 
— Ja  , men jeg maa først kalde paa Leonia  ; jeg 
kan ikke overvinde min Frygt  . Saa  , nu skal jeg ringe  . 
Leonia kom  . 
— Men kjære Barn  , er Du ikke iseng endnu  , 
Klokken er jo balvtolv  ? sagde hun  . 
— Nei  , som Du seer  ; men nu skal jeg gaa  , Du 
følger mig vel  ? 
— Ja  , naturligvis  ; kom  ! 
Madelaine og Leonia gik bort  . 
Doktoren blev endnu et Øieblik i Stuen og lagde 
nogle nye Musikalier paa Pianoet  . 
— Det vil glæde hende naar hun seer dem imorgen  , 
sagde han ved sig selv  . Det er fransfe Musiknumere  , 
kom nylig ere udkomne  . 
Vikomten gik og gik  , i sit Hjerte ønflende sig 
Døden  . Ansigtet var wørkt og truende  . I et voldsomt 
Oprør stormede han frem  ; han ændsede ikke 
hvor han gik  . 
Pludselig gled Foden og med et fortvivlet Skrig 
slyrtede han ned i Dalen  , hvor han afmægtig blev 
liggende paa Jorden  . Han havde i Morsket ikke kunnet 
fljælne Skrænten og var saaledes slyrtet ned fra den 
skrækkelige Hoide  . 
Skriget hidkaldte endel af Dalens Beboere  . 
Mændene bar den unge  , fornemme Mand ind i en 
Hytte og gjorde Alt hvad der stod i deres Magt for 

at bringe ham tillive igjen  ; men det var et alvorligt 
Slag han havde faaet og han vilde ikke saa snart komme 
til Bevidsthed  . De slode fortvivlede omkring ham  , da 
de trøede at han var død  . 
Pludselig raabte en af Mændene  : 
— Jeg har det  , jeg har det  ! Lad os lave ham en 
Daare  , saa bære vi ham hen til Doktør Einer  ; den 
brave Doktør og hans Datter vil nok vide at saae Liv 
i ham  . 
Dette Forslag hilsedes med Glæde  . En Baare  , 
hvorpaa nogle bløde Puder og Tæpper blev lagt  , blev 
ihast lavet istand og Vikomten forsigtig lagt derpaa  . 
Nu begyndte det sørgelige Tog langsomt af bevæge 
sig hen ad Veien  , der oplystes af Fakler  , som nogle af 
Mændene bar  . 
Vikomten laa paa Baaren  , aldeles lignende en Død  ; 
de enkelte Mennesker  , der køn  , fordi  , gyste ved af se 
dette natlige Tog  . 
Man standsede endelig foran Doktor Einers Hus  . 
Det varede længe inden Porten blev aabnet  , thi Port - 
veren var gaaet til Ro for længe siden  . 
Endelig aabnedes den dog  , men Portneren  , der 
var meget overtroisk  , foer forfærdet tilbage  , da han 
troede  , af det var et Varsel om en eller anden større 
Ulykke  . 
Den gamle Jæger  , der var med i Toget  , stødte 
Porten op paa vid Gab og befalede Portneren af lave 
dem komme ind  . 
Doktor Einer stod i sit Studerekammer  , beskæftiget 

med af slille nogle Bøger i Orden i Reolen  , da Stølen 
naaede hans Øren  . Han aabnede Vinduet og saae da 
det sørgelige Tog  ; han fik Øie paa den Bevidstløse og 
i et Nu var han nede af modtage ham  . 
Støken naaede ogsaa op til MadelaineS Værelse  ; 
hun stod op  , kastede i Hast nogle Klædningsstykker paa 
fig og aabnede Vinduet  , men udstedte et svagt Skrig 
af Skræk og slirrede forfærdet paa den forsamlede 
Mængde  . 
Da hun tildels havde overvundet sin Frygt  , ilede 
hun ned  , da hun tænkte af hendes Hjælp var nødvendigFolkene 
vare nu komne ind i Stuen og havde 
lagt deres Byrde fra dem paa Sofaen  . De hilsle 
Doktorens Datter med Ærefrygt  . 
— Hvad er der hændet  ? spurgte hun  . 
De fortalte hende Begivenheden  . 
— Hvor er den stakkels Forulykkede  ? spurgte hun  . 
— Her  , Froken  , sagde Jægeren og pegede hen 
paa Sofaen  . 
Der var lagt et tykt Tæppe over ham  , thi Doktoren 
var gaaet ind i et andet Værelse for af hente 
de fornødne Insfrumenter og Medikamenter  . 
Madelaine gik hen  , slog Tæppet tilside og saae — 
Vikomten  . 
Hun foer tilbage  , som ramt af et Lyn  ; Øinene 
slirrede paa Mennesket der laa  , som var det en Guddom  . 
Hun løfteve Hænderne mod Himlen og udbrød  : 
— Min Gud  , min Gud  ! det er ham  , ham  ! 
O  , tag denne Smerte fra mig  ! 

Hun betragtede ham after  , og i taus Smerte 
kastede hun sig paa Knæ  , greb en af hans H  «  nder > g 
lod fik Hoved hvile paa hans Arm  . 
Mændene saae forbausede paa hinanden  . 
Doktor Einer kom i det samme ind  ; han saae 
Madelaine knæle ved den Fremmede  , som de kaldte 
ham  , og løftede hende op  . Mekanisk gik hun hen til 
en Stol og satte fig paa denne  . 
Doktoren bad hende forlade Værelset  , da den 
Fremmedes Opvaagnen kunde forsfrække hende endnu 
mere  . 
Folkene spurgte om de kunde være ham til nogen 
Nytte  . 
— Nei  , mine brave Venner  , gaa kun hjem  ; jeg 
stal nok hjælpe mig selv  . 
Folkene gik og Doktoren opfordrede atter Madelaine 
til at gaa  . 
— Nei  , svarede Madelaine  , De maa ikke være 
ene  ; jeg kan altid være til nogen Nytte  . 
— Nu da  , saa gaa ind i Alkoven  , medens jeg 
syner ham  . 
Madelaine gik  . 
Doktoren undersøgte nu Vikomtens Tilstand  . Et 
voldsomt Slag havde truffet ham i Baghovedet og 
Doktoren frygtede en Hjernerystelse  ; det ene Been og 
Føden var slemt forslaaet  . 
Vikomten vaagnede ved at Doktoren stak et Instrument 
ind under den lssn-dc Hud  . 

Et forfærdeligt Skrig fik Madelaine til at fare 
ud af Alkoven  ; hun slyrtede hen til dem  . 
Bikomtens Øine slirrede vildt omkring  ; han udstødte 
det ene Skrig efter det andet og vred fig under 
den forfærdelige Smerte  . 
— Madelaine  , kald paa Leonia  , sagde Doktøren  . 
— Madelaine  , Madelaine  ! streg den Syge og 
stirrede efter hende  , da hun gik  . Troløse  , rænkefuld  « 
Pige  , det er Dig  , der er Skyld  .  .  . 
Et Skrig af Smerte lød paany fra hans Mund 
og han faldt atter bevidstløs tilbage  . 
Leonia fik i Hast noget Tøi paa fig og fulgte med 
Madelaine  . Denne havde hørt Bikomtens Ord  ; hendes 
Hjerte sammensnøredes og Hadet — denne mægtige 
Dæmon — havde nær sneget sig ind i hendes Hjerte 
mod den Kvinde  , der havde gjort hende skyldig i hans 
Øine  . 
De traadte ind i Stuen  . Doktøren var atter^bestæftiget 
med Bikomten  . 
— Er han nu atter falden i Afmagt  ? spurgte 
Madelaine  . 
— Ja  , Barn  ; men jeg raader Dig til ikke at vise 
Dig for meget her naar han er vaagen  , thi jeg tvivler 
da paa at kunne helbrede ham  . 
— Jeg skal blive borte fra ham  , naar han ikke 
vil se mig  , svarede Madelaine  . 
Leonia fik det Hvev at afklæde ham og han blev 
baaren op i Madelaines Værelse  , der var det lyseste 

og bedste  ; medens han benyttede det skulde hun hav  : 
Doktorens Studereværelse  . 
Han blev bragt tilsengs og Doktoren og den gamle 
Lconia vaagede over ham  . 
Madelaine skulde gaa til Ro  , men vi ville overlade 
den  «  rede Læser at bedømme øm hun kunde sove  . 
Niøgtyvende Kapitel  . 
Den Mishandlede  . 
— Raa  , min kjære Adele  , idag har Du det nok 
bedre  . Du seer saa glad ud  ! raabte Hr  . Savigny  , idet 
han kastede Hat og Frakke til Tjenere  «   . 
— Ja Tak  , lille Fader  , det er betydelig bedre 
med mig  . 
— Her er et Brev til Herren  , sagde Tjeneren  . 
Hr  . Savigny fog det  . 
Adele vendte fig om  ; en Ligbleghed bedækkede hendes 
Kinder  , hun anede hvad dette indeholdt  . 
Han aabnede Brevet  ; Adele bævede over hele 
Legemet  ; hun fog sit Arbeide og vilde forlade Stuen  . 
— Nei  , Du bliver her  ! raabte Hr  . Savigny 
haardt  . 

Adele satte sig atter paa sin Plads  . 
Hr  . Savigny gik i rædsom Vrede frem og tilbage 
paa Gulvet  , med Hænderne paa Ryggen og Brevet i 
den ene Haand  . 
— Det er en net Historie  ! bred han endelig los  ; 
en nydelig Skandale  ! 
— Men  , kjære Fader  , hvad er der iveien  ? 
— Ti  , ffarnagiige Tøs  ! det er din Kulde der har 
fordærvet mig det Hele  . 
— Men jeg begriber ikke  , vovede Adele at tilfsie  . 
Hr  . Savigny svarede ikke  ; han slampede i Gulvet 
og gebærdede sig som en Rasende  . 
Adele turde hverken gaa eller blive siddende  . Hu  « 
fulgte Faderen med Øinene fra den ene Ende af Gulv  « 
til den anden  . 
— Læs selv  ! tordnede Hr  . Savigny og kastede 
Brevet henad Gulvet  . Han giver Drg din Afsfed paa 
graat Papir  . 
Adele tog det ikke op  . 
— Læs  , siger jeg  , eller  .  .  . raabte han og hævede 
Haanden  . 
— Eller  ? sagde Adele og stillede sig ligefor ham  . 
Slaa kun  , jeg er dit Barn  , jeg skal taale det  . 
Hr  . Savigny vendte sig om og styrtede ud af 
Stuen  , ikke island til at tæmme sin hæftige Vrede  . 
Adele tog Brevet op fra Gulvet og læste  : 
„  Hr  . Savigny  ! 
„  Et uforudseet Tilfælde har gjort et mægtigt 
„  Indgreb i min Skæbne  . Jeg seer mig ikke island 
Madelaine  . 12  . Heste  . 

„  til at kunne ægte Deres smukke Datter  , og da 
„  jeg oprigtig talt ikke elsker hende  , var del ikke 
„  smukf om jeg viede hende et glædeløst Liv  . 
„  Behag at meddele Frøkenen denne Bestemmelse  . 
„  Jeg forbliver Deres ærbødige 
Vikomte se Bot ine/ ' 
Adele lod Brevet falde ned paa Gulvet og reiste 
fig  ; men hun kom ikke langt  , thi Hr  . Savigny kom 
farende ind til hende  , med fraadende Læber og Tænderne 
fast sammenbidte  . 
— Skændsel  .  .  . Vanære bringer Du over vort 
Hus  , vanartede Datter  ! brølede han  . 
Adele foer tilbage for den rasende Mand  . 
— Se her  ! se her  ! raabte han tænderskærende  . 
Adele strakte Haanden ud for at modtage det aabne 
Brev Hr  . Savigny havde  . Hun læste det  , — del 
svimlede for hende og hun maatte gribe fat i Bordkanfen  , 
for ikke at falde om  . 
I Brevet stod kun  : 
„  Hr  . Savigny  ! 
„  Jeg tillader mig herved at underrette Dem 
„  om  , at Deres Datter staaer i el utilladeligt 
„  Forhold til en ung Mand  , som Ingen kjender 
„  her i Paris  . Dcreö sædvanlige Mødested er bag 
„  Kirkegaarden mellem Piletræerne  . Jeg siger Dem 
„  dette  , for al De mulig kunde forebygge en yderligere 
Opsigt  . 
„  Til Slutning vil jeg benmrle  , nr hele Byen 
„  taler om denne Skandale  . 
En sand Ven  .  “ 
i 

— Hvad siger Du til denne Skæmdsel  ? raabte 
Hr  . Savigny og hæevede atter Haanden 
Men dennegang lod han den falde paa Adeles 
Hoved  . Hun udstedte er Skrig  , men dette opirrede 
kun hendes Fader og han styrtede som en Vild imod 
hende og tildeels hende Slag paa Slag  . 
Adele fandt sig taalmodig deri  ; kun af og til 
udstedte hun et dybt Suk  . 
Fru Savigny  , som hørte Stølen og Skriget  , kom 
ilende ind  . 
— Min Gud og Fader  , hvad er dette  ? raabte 
hun forfærdet  . Er Du bleven gal  , saadan at slaa 
vort stakkels svage Barn  ! 
— Ti  , nedrige Kvinde  , Du er Skyld i det Hele  ; 
det er dine Koblerkunsfer  , der har bevirket det  . Men 
før ar jeg skal se hende vanæret  , før skal hun dø  ! 
Ordene maatte med Magt frem  , thi Hr  . Savigny 
kunde næesten ikke tale før Vrede  . 
Fruen køstede den mishandlede Adele op fra Gulvet 
og ringede paa en Tjener  . 
— Bæer min Datter ind paa hendes Væerelse  , 
befalede Fruen  . 
Lad hende ligge  ! sagde Herren  . 
- Har Du Hørt hvad jeg har befaler Dig  ? 
Skynd Dig lidt  ! raabte Fruen og tilkastede sin Mand 
et strengt Blik  . 
Skjøndt denne var meget trodsig  , fik dette bebrejdende 
Blik ham døg til at vende sig om og gaa  . 
Tjeneren bar Adele bort  . 

Fruen greb de to Breve og læste dem  ; ogsaa hun 
blev bleg  , men hun kunde alligevel ikke billige sin 
Mands Handlemaade  . 
Hun gik ind til Adele  . Denne stod opreist midt 
paa Gulvet og stirrede udtryksløst paa Moderen  . 
— Gaa i Seng  , Adele  , Du maa være meget træt  . 
— Ja  , meget træt  , Moder  , sagde Adele med 
klangløs Stemme og satte sig  ; meget træt  . 
— Saa gaa i Seng  . 
— Jeg kan ikke  . 
— Hvorfor ikke Barn  ? 
— Nei  , jeg er saa varm og føler mig saa mat  . 
— Kom skal jeg hjælpe Dig  , eller skal jeg kalde 
paa din Kammerjomfru  ? 
— Nei  , nei  !  .  .  . O  , jeg har saa mange Smerter  ! 
— Hvor  , Barn  ? spurgte Fruen med Taarer i 
Øinene  . 
— Her  , sagde Adele langsomt og pegede paa 
fit Bryst  . 
— Lad mig se om del har laget nogen Skade  ? 
— Ja  , se kun ad  .  .  . O  , tag ikke for haardt  .  .  . 
Ak  , hvor jeg lider i mit Hoved  ! 
— Stakkels  , stakkels Barn  ! Du er døg uskyldig i 
del Hele  . 
— Ja  , Moder  , jeg sværger derpaa ved den gode 
Gud  ! O  , lag ikke din Haand bort  , lad mig hvile mit 
Hoved lidt ved dit Bryst  , jeg er saa træt  . Ah  , ah  , 
jeg kvæles  .  .  . Luft  , Luft  ! 
Fruen lukkede grædende Vinduet op  . Adele sank 
sammen i hendes Arme  . 

Man bragte hende tilsengs og en Time efter laa 
hun i en hæftig Feber  , der — lige siden Harry var 
reist -- havde fortærer hendes Indre og nu endelig 
brød løsFruen 
indelukkede sig  ; forbød Folkene al lade Nogen 
komme ind  , ikke engang hendes Mand  . 
Folkene saae til hinanden og smilede  , som vilde 
de sige  : 
— Bi kjende nok Aarsage  »   . 
Som en Følge Heras maalte Herren i Huset hver 
Dag spise alene  ; hans Kone vilde ikke se ham og 
Adele  , vidste han fra Folkene  , var meget syg  , saa syg  , 
at man endogsaa frygtede for hendes Liv  . 
Tredivte Kapitel  . 
Familien Kronwall  . 
I det lille Hus  , der ligger paa * * * Pladsen i 
Florents  , boede den gamle ærværdige Fru Kronwall 
med sin 26aarige Søn og en smuk Datter paa 17 Aar  , 
livlig og munter  , som allerede har havt flere værdifulde 
Tilbud  , men hun kimsede ad dem alle  . 

Den gamle ærværdige Frue elskede sine Børn 
øver Alt  . 
Før ti Aar siden havde hun mistet sin Mand  , hvem 
hun elskede med Liv og Sjæl  . Han reiste bort før ar 
overtage nogle Godser i England efter en afdød Fætter  , 
men man hørte aldrig noget fra ham siden  . 
Fruen havde endnu ikke glemt den kjære Afdøde  , 
thi at han kunde være i Live var utænkeligt  . Den lille 
Familie var meget ulykkelig over Tabet af deres Forsørger  , 
thi han havde taget en god Del af Formuen 
med paa Reisen  . 
Efter to Aars Forløb forbausedes Fruen ved st 
modtage et Brev fra Prokuratoren  , hvori han fortalte 
-ende  , at han havde solgt Godserne og nu sendte hende 
Formuen  , der var meget betydelig  . 
Paa denne Maade var Fru Kronwall meget velhavende 
og denne Formue skulde naturligvis gaa i Arv 
til Børnene  ; ja  , man ymtede endog om  , at den ung  ? 
Pige skulde have en Million i Medgift  . Det var derfor 
intet Under  , at Huse  »   , som ellers stod aabent for 
Alle  , vrimlede af unge og gamle Mænd  , der Alle ventede 
at bedaare Millionen  ; men Mary - som vi allerede 
tidligere have gjort Bekjendtskab med — var usaarlig  , 
det lod idetmindste til det  , thi alle de ømme Øiekast 
prellede af paa hende og hun lod som hun ikke bemærkede 
dem  . 
Den gamle Frue smilede over Marys Kulde  , der 
ikke var hende egen  , thi hun havde mange  »  Gang  , naar 

de vare bedrøvede  , sat hele Huset paa den anden Ende  , 
ser at scette dem i godt Humør  . 
Moderen kaldte hende aldrig andet end den lille 
Vildkat  . 
En Aften  , da en træet Vandrer kom forbi Haven  , 
bød Mary just ved Gj  «  rdæt  . 
Den Fremmede gik hen til hende og bad om han 
maatte hvile sig lidt paa en Bcenk i Haven  , da han 
havde gaaet henved ro Mil  . 
— Saa gjerne  ! sagde Mary muntert  ; kom 
Ned mig  ! 
Hun førte den Fremmede ind i Stuen og forestillede 
fin Moder for ham  . 
Han gjentog sit Ønffe for Fruen om at maatte 
hvile sig lidt  . 
— Bæer saa god  , min Herre  , sagde Fruen venlig 
og bød ham en Plads i Kanapeen  , thi den Fremmede 
var sint klEdt og rødede et fornemt Væksen  . 
— Ring paa Pigen  , Mary  , og lad hende tage 
Herrens Toi og derpaa dæelte Aftensbordet  . 
Den Fremmede gjorde Indvendinger og undskyldte 
sin Dristighed  , men Fruen vilde Intet høre og bad 
ham gjøre sig det saa bekvemt som muligt  . 
—- Det er Skik hos os  , at Alle  , hvem der ikke 
synes at vort Hus er for ringe  , komme her naar de 
have Lyst  ; ja vi ere sædvanlig et helt Lille Selskab ved 
Aftensbordet  . De ftal strar faae at se  , hvis De endnu 
ikke vi  ! forsmaa vort ringe Hus  . 

— O  , Frue  , De overvælder mig med Artighed  , 
og jeg har Intet at byde Dem til Tak  . 
— Behsves Heller ikke  ; men Deres Navn  , min 
Herre  , jeg tilstaaer at det vilde glæde mig at vide det  . 
Den Fremmede rakte hende et forgyldt Visitkort  , 
hvorpaa stod  : 
Baron  «  te Verdin  . 
Fruen blev forundret  , men lod sig ikke mærke med 
Noget  . Derimod blev hendes Opførsel imod den smukke 
Baron venligere og venligere  . 
— Undskyld mig  , min Herre  ; min Datter vil 
behage at holde Dem med Selskab saa længe  , sagde 
hun  , neiede og smuttede bort  , for hemmeligt at se til  , 
om Aftensbordet blev saa smukt at man kunde byde en 
Baron det  . 
— O  , altfor megen Lykke  , at have en saa smuk 
Selflaberinde  , sagde Baronen og saae paa Mary  , der 
helt forlegen og glemmende alle sine Vittigheder og fin 
Munterhed  , der ellers bestandig kom hende tilUndsætning  , 
rødmende og undseelig stod noget fra ham  . 
— Jeg har Hørt denne By bersmmes for sin 
Skjønved  , min Frøken  , sagde Baronen  ; er den saa 
smuk som man omtaler den  ? 
— Ja  , min Herre  , meget smuk  ; men i mine Øine 
dog ikke saa smuk som den mindste By i England  . 
— Saa  ? Det forundrer mig i Sandhed  ! Er her 
da Intet at beskue  ? Ingen smukke Slotte  , store Musæer 
eller Andet  ? Jeg maa tilstaa  , at det forarger mig  , thi 

jeg har ene gjort denne Reise for at se mig om i 
Italien  , der bliver berømt og lovpriset overalt  . 
— Sandt nok  , men jeg er født i England og jeg 
elsker mit Fødeland  . 
— Men fordi vi elfte vort eget  , dør vi derfor 
ikke lade Andres Skjønhed fylde vort Hjerte med Beundring  ? 
— Is  , De har maaske Ret og jeg er en taabelig 
Pige  ! 
— Nu gjør De mig skamfuld  , min Frøken  ; mindst 
skulde jeg dringe Dem til dette Resultat og jeg har 
maaske ogsaa Uret  . De er tvertimod en elskværdig 
Dame  , med umaadelige Egenskaber og en Skjønhed  , 
som langt overgaaer dele Italiens  . 
Mary blev igjen forlegen  , men da traadte Harry ind  . 
— O  , Gus ske Lov Du tom  , kjære Harry  , raabte 
hun ham imøde  ; vi vare delt ængstelige fordi Du blev 
saa længe borte  . Maa jeg forestille Dig Hr  . Baron 
Bcrdin — var det ikke saa  ? — og min Broder  , sagde 
hun med et Smil  , idet hun forestillede Harry for 
Baronen  . 
Herrerne bukkede for hinanden  . En Samtale udspandi 
sig imellem Dem  , hvorved Mary saae sit Snit 
og listede sig dørt  . 
Bed Aftensbørdet viste man den nye Gjæst al mulig 
Ære  . Man bad ham blive og gjæste Huset saa 
længe han havde Lyst  . 
Man havde allerede faaet den smukke Franskmand 
meget kjær  . 

Han modtog Tilbudet med Glæde og saaledes blev 
Baron Verdin indlemmet i denne lille Familie  . 
Da han havde opholdt sig der i henved otte Dage  , 
forbød hans Beskedenhed ham at blive længer  . Han 
søgre da en Leilighed i Nærheden og fik ikke langt derfra 
en passende lille Bopæl  . 
Nu var Baron Verdin en stadig Gjæst i det kjærlige 
Hjem og ingen Glæde kunde være større  , end naar 
han kom  ; uden ham syntes Alt koldt og trift  . Selv 
Harry elskede ham  , skjøndt han var usædvanlig mut og 
fortrædelig i den sidste Tid  , som hans Søster saa ofte 
bemærkede  . 
Naar Marys Veninder og hun selv skulde ud at ride  , 
maatte Baronen med  , thi ellers brød de dem ikke om 
ar komme ud  . Han blev førgudet og feteret  ; intet 
Under at han blev sioli  . 
En Aften  , da alle de unge Mennesker skulde paa 
Bal  , og Mary havde pynter fig fil at tage afsled  , 
traadte hendes Kusine ind ad Dsren i Baldragt  . 
— God Aften  , Agnes  , nei hvor Du er nydelig 
raslen  ! sagde Mary  . 
— Synes Du  ? 
— Ja  , udbrød Baronen beundrende  , Frøken Mary 
har Net  , De er skjøn som en Engel  . 
— De er meget artig  , Hr  . Barøn  , sagde Agr  . es 
leende  . De glemmer Marys rose Kinder  , beundrer 
lem  , men ikke mine blege  . 

— Vel sandt  , sagde Baronen  , der vilde hævne en 
Førnærmelse  ,  . som Mary havde tildelt ham om Formiddagen  ; 
men den fine Bleghed  , der bedækker Deres 
Kinder  , er Symbol paa Englene  , rødt derimod paa 
Glæden  . 
Mary vendte fig om  ; havde han nu seet hende i 
Ansigtet  , vilde han ikke have kunnet bemærke de Roser  , 
der før bedækkeve hendes Kinder  , thi hun blev bleg som 
et Lig  . 
— Han elsker hende  ! mumlede hun og knugede fin 
Blomsterbuket mellem Hænderne  . Jeg tager ikke paa 
Bal iaften  . 
— Nei  , se døg den smukke Buket  ! raabte Fru 
Kronwall ivrig  . Kjære Mary  , Du er ikke forsigtig  , 
den gaaer jo aldeles istykker  . 
Denne Reprimcnt gjorde ikke Mary blød om Hjertet  . 
Hun svarede ikke  , men gik op paa fit Værelse  . 
— Jeg tager ikke med  , sagde hun bestemt og satte 
ng  . Nei  , jeg fia  ! vise dem  .  .  . jo  , jeg tager alligevel 
med  , afbrød hun fig selv  ; thi ellers vilde han tro at 
de  «  var fordi han havde sagt dette  .  .  . Jo  , seg tager 
med  , jeg ffal dandse med Alle  , undtagen med ham  . 
Og  , vedblev hun efter en Pause  ; jeg som havde glædet 
mig saa meget til at dandse med ham iaften  . — Nu  , 
det maa være som det er  , jeg vil dandse min Bedrøvelse 
bort  .  .  .  . Vil Du tie  ! sagde hun til fit Hjerte  , der 
bankede stærkt  ; jeg vil ikke taale at Du forraader hvad 
der føregaaer derinde  ! 
Hun hoppede næsten glad ind i Stuen  . 

- Skal vi saa rage afsted  , Moder  , Vognen holder 
dernede  , sagde hun  . 
— Ja  , Barn  . 
Harry død sin Moder og Søfter Armen  , Baronen 
bød Agnes Kronwall fin Arm og de to kjone 
alene i en Vogn  . 
Hvor maatte ikke Mary gjore Bold paa fig selv  , 
for at undertrykke den Hulken  , der truede med at 
bryde loS  . 
Man ankom til Stedet  . Harry steg først ud og 
bød sin Moder Haanden  . Baronen var denne ved 
deres Vogn og vilde djcelpe Mary ud deraf  , men hun 
lod som hun ikke bemærkede dam og skøttede fig til 
Harrys Arm  . 
Baronen vendte sig om til Agnes oz bød hende 
Armen og man spadserede op til Balsalen  . 
Hørste Dands dandsede Baronen med Agnes Kronwall  , 
anden og tredie ligeledes  . 
Mary dandsede som en Bild  , Jnret kunde holde 
hende tilbage  . 
En Flok Tilbedere stod leiret om hendes Stol og 
man kappedes om ar dandse med hende  . 
Man havde et Ophold  , hvori indtoges Forfriskning 
Mary gik ved Siden af fin Moder over Gulvet  , 
for at tale med en Dame af deres Bekjendtskab  . Baronen 
sad just paa Stolen t  «  r derved og kunde udemarket 
hviske til hende  : 
— De er vred paa mig  , Frøken Mary  ; har jeg 

forncrrmet Dem  ? Ikke en eneste Dands har De 
flj  «  nket mig  ! 
Mary lod som hun Intet børte  , satte fig hos 
Damen og spurgte til hendes Befindende  , sfiondt hendes 
Tanker vare langt fra dette Emne  . 
Baronen reiste sig og blandede sig i en Sværrm 
Herrer  , der debatterede de sidste Nyheder  . 
Harry stod noget fra dem og betragtede dem  . 
— Man siger  , at ban ligger paa sit Iderste  , 
bemærkede En  ; det var en Aoærk Hjernerystelse  . 
— Hvilken Læege har faaet ham under Behandling  ? 
spurgte en Anden  . 
— Doktor Einer  , en eiegod Mand  , hvem dele 
Byen elsker  . — Har De seet hans Datter  ? 
— Jø  , en Engel kan ikke se fljønnere og mere 
god ud end hun  ; man taler overalt om hendes sidste 
Daad  ! 
— Hvem er den unge Mand  , som kom saa ulykkelig 
afsted  ? spurgte en Tredie  . 
— Ah  , det er jo sandt  , Hr  . Baron  , en Landsmand 
til Dem  , det er en ung Franskmand  .  .  . Bliv 
lidt  , jeg kommer strar paa Navnet  ; nu har jeg det  : 
Bikomte < 1^ Botme  . 
— Nei  , er det muligt  ? udbred Baronen  ; den 
stakkels unge Mand  . Ja  , De bar Ret  , vi ere Landsmand 
og ovenikjøber gode Bekjendte  . 
— Saa fortsel os Noget om ham  . 
— Nei  , vist ikke  , mine Herrer  , saa nøie kjender 
jeg ikke hans Meriter  . 

Harry Kronwall var faret sammen  , da han hørte 
dette for ham saa bekjendte og forhadte Navn  . 
Han sluttede fig til dem  , for at høre mere  , men 
Musiken lød nu og Gjæsterne  , der længselsfuldt ventede 
dette Oiedlik  , begyndte at dandse  . 
Den ene Herre ester den anden forsvandt  , og tilsidst 
stod Harry alene  . 
— Det var kjedeligt  , jeg vilde gjerne have børt 
hvorfor han er kommen her  , mumlede han  ; maaske  ; r 
Adele med som hans  .  .  . uha  ! der er de Tanker 
igjen  , jeg troer jeg vil dandse lidt  , saa forgaa de  . 
Han bad Agnes  , som netop i dette Diedlik stod 
ved Siden af ham  , om en Dands  . 
Hun smilede og nikkede  . 
— Intet er mig mere kjæert  , sagde hun  . 
Kort ester dandsede de henad Gulvet  . 
Baron 6^ Verdin stod med Ryggen læenet mod 
Orkestret og betragtede de Dandsende  . Han saae Mary  , 
rød som en Rose  , svæeve hen ad Gulvet med sin Fsetter  , 
smilende og talende  , uden at bemæerke ham  . Hans 
Blik fulgte hende  , uden at han selv vidste af det  . 
-- Naa  , Hr  . Baron  , De er tankefuld iaften  , 
sagde Harry  , og De dandser ikke  ! Her er Deres Dame  , 
væer saa god  . Jeg tog mig den Frihed at dandse lidt 
med hende  ! 
Barønen lo og bemærkede  , at Frøken Kronwall 
var en altfor elftvoerdig Dame til at han turde forlange 
hver en Dands af hende  . 
Der spilledes op til en Inklinationsvals og Barønen 

sted i det salige Haab  , at maaske Mary skulde 
vcrlze ham  . 
— Ja  , saa faaer Du ikke Lov at gaa  , Harry  , chi 
nu inklinerer jeg for Dig  , sagde Agnes  . 
— O  , de Damer  , de kan da ikke blive trcette af 
at dandse  , sagde Harry leende  ; vi har jo nylig dandset 
og jeg er ganske træet  . 
— Gjer Intet til Sagen  , min Ben  ; væer saa 
artig  , nu begynde vi  . 
Barønen saae Mary gaa dort og han stod den 
Dands over  , da hun lod som om hun ikke demcrrkæde 
ham  . 
Hun gik gjennem Salen og satte sig hos fin Moder 
i det tilstedende Værælse  . 
— Skulle vi snart hjem  , Moder  , jeg kan ikke 
næegte at jeg er træet  , sagde hun  . 
-- Som Du vil  , mit Barn  , jeg skal gjerne kjore 
med Dig hjem nu  , jeg er selv træet af af sidde her  . 
Som sagt saa gjort  . Deres Tjener lod Vognen 
kjøre frem og Mary og hendes Moder toge i Hast 
Afsted med dem der var dem næermest  . 
Mary klappede i Hæenderne af Glæede  , da hun atter 
kom hjem ri  ! fine vante Sysler  . Hun aftog sin Baldragt 
dg iførte sig en Dagligkjole  . 
— Hør  , veed Du hvad  , Moder  , jeg tager mig 
meget bedre ud i denne Dragt end i den der  , sagde 
hun  ; jeg synes ordentlig af jeg er sat i Klemme med 
a  ! den fine Stads  . Jeg lover af jeg aldrig skal tage 
paa Bal mere  . 

— O  , det er ogsaa — naar man ret betænker det 
— en underlig Idee vi Mennesker har  , udbrød Fru 
Krønwall  , af kalde det en Fornøjelse  , af svinge rundt 
paa Gulvet med hinanden  , svede  , puste oz komme ud 
i Luften og blive syg ovenpaa  . Nei  , jeg foretrækker af 
blive hjemme  , naar Du læser for mig  , og jeg imedens 
kan sy  ; det er mig det Kjæreste  . 
— Ogsaa mig  , sagde Mary og lagde kjærligt 
fine Arme om Møderens Hals  . 
— Men hvorfor tog Du da dertil  , mit Barn  ? 
Mary skjulte sit Ansigt ved Møderens Bryst og 
sukkede  . 
Fru Kronwall løftede hendes Hoved op og saae 
paa hende  . 
— Mary  . Mary  ! udbrød hun  . 
— Moder  ! svarede Mary  .  . 
Fru Kronwall reiste sig og sluttede sin Datter i 
sine Arme  . 
- Mary  , ingen Taarer  , din Moder kjender dit 
Hjerte  , hviskede hun ømt  . 
— Har jeg da røbet mig  ? spurgte Mary  . 
— Nei  , men jeg vidste hvad lille Mary tænkte  , 
naar han kom her  ; jeg saae det glade Smil  , som laa 
paa dine Læder  .  .  . Jeg behøver ikke at nævne hane 
Navn  . 
Man hørte en Bogn rulle ind i Gaarden  . 
— Der ere de  , Mary  , hører Du  . Vil Du 
blive her  ? 
— Nei  , Moder  , jeg gaaer  ; jeg kunde maaske ikke 

vsere Herre over min Bevægelse  !  .  .  . O  , Moder  , 
Moder  , hvor Du er kjæer  , sagde Mary og omfavnede 
hende ømt  ; jeg burde aldrig elske Andre end Dig  . 
- Hsr  , Barn  , der komme de  , gaa  ! 
Mary gik bort  . I det samme aabnedes Dsren  ; 
Baron Verdin og Harry traadte hurtigt ind  . 
- - O  , De er kommet hjem  , sagde Baronen aandelsS  ; 
De har vel Frøken Kronwall  , Deres Datter  , med 
Dem  ? Bi vare ganske bange for  , af hun var forsvunden  . 
Fru kronwall smilede hemmeligt over hans Iver 
og sagde  : 
— Jo  , min Datter er i bedste Velgaaende paa 
sit Væerelse  . 
— Kommer hun ikke ned iaften  , Moder  ? spurgte 
Harry  , som nu havde forvundet sin Angst  . Jeg vilde 
døg gjerne se hende  . 
— Hun er gaaet ül dvilc  , men Du kan slole paa 
af hun har det godt  , Harry  . 
— Det er seent  , Frue  , sagde Baronen og tog sin 
Hat  . Vil De onffe Frøken Kronwall Godnat og takke 
hende for denne behagelige Aften  . 
— Godnat  , Godnat  , Hr  . Baron  ! 
Fruen og Harry fulgte ham til Døren  . 
- Ler lod som han var vred  ; har Du foi > 
tornet ham  ? 
— Nei  , Moder  , men Eders pludselige Forsvinden 
gjorde et stygt Indtryk paa ham og mig  ; jeg tæenker 
ar det var derfor af ban saae lidt vred ud  ; maaske det 
var fordi af Mary ikke engang sagde Godnar til ham * 

— Aa  , hvad bryder han fig vel om det  , sagde 
Fru Kronwall  . 
— Mere end man skulde  “ tro  , sagde Harry med en 
egen Betoning  . Godnat  , Moder  ! 
— Godnat  , Harry  . 
Den næste Dag var Mary tidlig oppe  . Hun gik 
i Dagligstuen  , iført fin Morgendragt og lagde nogle 
Smykker i Orden fra den føregaaende Aften  . 
Den hvide Morgenkappe klædte det lille smilende 
Ansigt godt  . 
Da hun havde ordnet Smykkerne dækkede hun Thebordet  . 
Hun stod just med et Par kinesiske Kopper  , da 
hun hørte Baronen svørge til Frøkenens Befindende  . 
Pigen svarede  , at hun befandt fig i Spisestuen  . 
Mary havde nær tabt Kopperne af Forskrækkelse  . Baronens 
Besøg paa denne Tid og hun var i Morgendragt  ; 
hun vilde ile bor  «   , men der stod han allerede 
og bød hende Godmorgen med en alvorlig Mine  . 
— Godmorgen  , sagde Mary forlegen  ; vær saa 
god ar tage Plads  ; Moder og Harry komme her strar  . 
— Nei  , Frøken Mary  , lad dem blot sove  ; jeg 
kom kun herhen for at tale med Dem  . 
— Med mig  ? sagde Mary og hun følte hvorledes 
hendes Blod blev til Is  , medens hendes Kinders Rødme 
talte til hans Fordeel  . Han forstod det vist  , thi et 
umærkeligt Smil foer over hans Ansigt  . 
— Ja  , med Dem  , Frøken  , vedblev han og nærmede 

sig hende  . Jeg veed  , at De er vred paa mig og 
jeg kan ikke bcere det  . Jeg vilde derfor bede Dem om 
Forladelse fordi at jeg igaar — ikke imod min Villie 
— det tilstaaer jeg  , fornærmede Dem  . 
— O  , intet andet end det  , bryd Dem blot ikke 
derom  , Hr  . Baron  ; jeg er virkelig en saadan lille dum 
Pige som De meente  , saadan En  , som kun tcrnker paa 
Glider  , det veed jeg godt  , men det gjør Intet  , naar 
jeg kun behager min kjæere Moder  . Saaledes som jeg 
er  , er jeg hende- Datter og derfor har hun mig kjcer  , 
wen man kan jo ikke derfor forlange  , at Fremmede ffa  ! 
synes om mig  , Fremmede kan ikke se med de kjæerlige 
Øine og derfor kan de ikke dLre over med Feilene  ; jeg 
elsker min Moder frem for Alt og fandt snart en Trøß 
for Deres bittre Ord igaar Aftes  . 
Mary holdt op  , aldeles aandeløs af ar tale  . 
- Ja  , men  , Frøken Kronwall  , De har aldeles 
misforstaaer mig  , jeg har aldrig tcrnkt at De var en 
lille dum Pige  , som De har udtalt Dem  , eller at De 
har Feil  , dem har De fletingen af i mine Øine  , det 
var kun en lille Hcevn  ; men nu maa De tilgive mig 
.  .  . ræet mig Deres lille Haand til Forsoning  ; jeg 
forsikrer Dem  , det var ene derfor at jeg kom saa 
tidlig  , jeg havde ingen Ro paa mig  . 
— O  , De spøger  , Hr  . Baron  , De maa ikke gjøre 
Nar af en lille dum Pige  , sagde hun bittert smilende 
og led i der samme hen mod Døren  , for at tage mod 
sin Moder  , der netop i dette Øieblik kom ind  . Hun 

saae forundret paa Baronen og paa Marys blussende 
Anfigt  , og sluttede fig til Resten  . 
— Allerede saa tidlig  . Hr  . Baron  , sagde hun og 
rakte dam Haanden  . Dil De ikke drikke The med os  ? 
— Jo Tak  , -Frue  , ffssndt jeg var meget lidt Tid  . 
Mary satte fig hos Moderen og saae ikke en 
eneste Gang op fra sin Kop  . 
Baronen tog snart Afsfed  ; da ban rakte Marv 
Haanden  , hviskede han  , idet ban umærkeligt trykkede 
dem imellem begge sine  : * 
Jeg er haardt straffet  , Froken Kronwall  ; 
Farvel  ! 
- Farvel  ! sagde Mary koldt  , men saae ikke ov 
paa ham  . 
Ogsaa Harry gik  . 
— Mary  , kom lidt derhen til mig  , sagde Fru 
Kronwall  . 
Hun adlod og spurgte venlig hvad Moderen 
vilde hende  . 
- Sige Dig  , mit Barn  , af din Brede nu er tilstr-Lkkelig 
for hans Forseelse  ; Du bør tilgive dam  . 
Mary bedækkede sit Ansigt med Hænderne og 
sagde sagtt  : 
— Nei Moder  , der er nødvendigt af sig er kold 
og af jeg opretfer det forsømte  ; sig har hengiver mig 
ganske ül denne Tanke  , men Gud sle Lov  , det er ikke 
for seent endnu af glemme  , det maa forebygges  , thi  , 
hviskede hun  , han elsker Agnee  , ikke mig  . 
— Mary  . Mary  , hvorledes skal jeg da forklare 

hane tidlige Besøg her og den Forvirring og Angst 
igaar Aftes  . 
— O  , Moder  , lo Mary tvungen  ;  ; vet er en Bane 
fine Folk have  , af væere opmærksomme  . Han mener 
naturligvis af han bør vise Opmærksomhed imod os  , 
fordi vi dengang vifte os saa velvillige imod ham og 
strar gjorde ham ril vor Len  . 
— Ah  , Barn  , Du er skinsyg paa din Kusine  ! 
— Nei  , Moder  , sagde Mary alvorlig og vendte 
sig bort  ; nei  , der er jeg ikke  . 
Harry red ud samme Formiddag  ; han vidsle hvor 
Dokror Einer boede  , ja han havde endog selv vEre  ? 
der  , som den  «  rede Læeser maaske erindrer  , Han vilde 
idag spørge til Vikomtens Befindende  , dog nærmest 
fordi han vilde se jpi Rival  . 
Han naaede altsaa derhen og blev venlig modtaget 
as Doktoren og Madelaine  ; men der var Ingen af 
dem som hentydede til den Syge  . 
Pludselige bred Harry af og sægde  : 
— Men hvorledes har Deres Patient det  ? Hele 
Byen taler om det skrækkelige Fald  . 
— Jo  , Gud sle Lov  , nu er det bedre  , sægde Doktor 
Einer urolig og saae paa Madelaine  , der tilsyneladende 
rolig sad og hørte paa ham  . - Bil De se ham og 
maaske tale med ham  ? 
— Ja  , uendelig gjerne  . Er han ved fin Fornuft  ? 

— Ja  , takket være Gud  , nu er det kun Legemet  , 
der trænger til Hvile  ,  «  hi han er slemt forslaaet  . 
Harry fulgte med Doktoren  ; Madelaine blev 
siddende  ; hun havde ikke seet Vikomten siden hin Asten 
og det var nu 14 Dage siden at Faldet sfete  . 
Harry traadte ind  . Vikomten laa asmagret og bleg 
paa sit Leie  . Han rakte Doktoren Haanden og sægde  : 
- Endelig kom De da  , jeg har længtes efter 
Dem  .  .  . Men hvem er den Herre  ? fortsatte han  . 
Doktoren forestillede Harry Kronwall for Vikomte  «   . 
Harry traadte hen til Sengen og beklagede Bikomtens 
Tilstand  . 
— Jeg befinder mig Gud sle Lov bedre  , min 
Herre  , og var det ikke bedre med mig  , da vilde det 
sagtens blive det nu da jeg seer Dem  , thi jeg har 
noget meget Vigtigt at overdrage Dem  . 
— Mig  ? Men De kjender mig jo ikke  , sagde 
Harry forbauset  . 
— O jo  , meget bedre end De troer  . Hr  . Doktor  , 
vil De ikke i min Lomme tage et Brev  , adresseret til 
denne Herre  ? 
Doktoren gjorde det og overrakte Harry Brevet  . 
Harry brød det og læste det  , men neppe tilende  . 
Med et Glædesskrig greb han Bikomtens Haand  . 
— Ædle  , uegennyttige unge Mand  ! raabte han 
glad  . De er min gode Engel  . 
Vikomten smilede og sagde  : 
— Men skynd Dem nu tik Paris  , man venter 

Dem og jeg troer ikke at hendes Fader vil behandle 
hende pcent  , naar han har saaet mir Brev  . 
— Ja  , jeg ffal skynde mig ti  ! Paris  , men forsf 
maa jeg takke Dem af Hjertet som har offret mig saa 
meget  . 
Han talte en halv Times Tid med Vikomten og 
forlod ham derpaa  , takkende ham for sin Lykke  . 
Dagen efter forlod han Florents  . 
Enogtredivte Kapitel  « 
En Fortvivlet  . 
Luer var l4 Dage forlebne  . Vikomten var oppe  , 
men som Rekonvalescent  . Han sad i en stor Læenestol  , 
omgiven af Puder og Tæepper  , som Veonia pakkede 
om ham  . 
— De er altfor omhyggelig for mig- sagde han 
lidt sorgmodig  ; jeg fortjener det ikke  . 
Leonia lo og sagde  : 
— Skulde Nogen fortjene det  , da var det bestemt 
Dem  , chi aldrig har jeg kjendt et Menneske med saa 
megen Taalmodighed og Hjertensgodhed  , som De  . 
— Nu smigrer De bestem  :  , Jomfru leonia  . 

— Nei  , min Tro  . 
En lille hvid Haand blev stukken ind ad Deren  , 
der stod pas Klem  , - saaledes  , af man ikke kunde se 
Personen  . Haanden viftede frem og tilbage  , som vilde 
ven kalde paa Nogen  . 
Leonia vendte sig i det samme om og saae det  . 
Hun gik hen ril Døren og hviskede  : 
— Jeg kommer strar  ! Gaa Barn  , man kunde 
se Dig  ! 
Haanden toges bort og Døren blev lukket  ; men 
Vikomten sad bleg og med sfirrende Øine og betragtede 
Døren  . 
— Tænkte jeg det ikke nok  , mumlede Leonia fortrædelig  . 
Nu saae han Haanden og han har kjendt 
den  .  .  . Pokker førstaa sig ogsaa paa al den Kjærlighed 
og ikke en gammel Pige  . 
Hun forlod ham efter at have  , rullet Lænestolen 
hen til Vindue  «   . 
— Hvad vil Du mig  , min lille Frøken  ? sagde hun 
til Madelaine  , da hun kom ind til hende  . 
— Jeg vil blot bede Dig om at give mig nogle 
af de Draaber Du havde forleden  . Jeg føler mig ikke vel  . 
— Her er de  , lille Frøken  , og maa jeg nu give 
Dig et godt Raad  : Du maa ikke  , som i de Dage han 
laa tilsengs  , kolde paa mig ved at stikke Haanden ind 
ad Døren  , Du maa lade en af Pigerne kalde paa mig  , 
«  hi idag er han oppe og sidder i Lænestolen ved Vinduet  , 
og han saae din Haand  . Bær nu lidt munter  , Du 
gjør Doktor Einer saa sørgmodig  . 

Madelaine svarede ikke og gik bort  . Leonia rystede 
paa Hovedet og gik den modsatte Vei  . 
En Maaned bavde Vikomten opholdt sig der og 
Madelaine havde ikke seet ham længe  . Hun spurgte 
aldrig til ham og talte ikke ril Nogen  , uden at blive 
spurgt  . Næsten altld spadserede hun nede i Dalen  , 
ber var hendes kjæreste Syssel  , men taus og indesluttet 
var hun  . 
Doktoren og Leonia talte ofte derom  , men de vidsle 
ikke hvorledes de ffulde bære sig ad for at faae hende 
munter  ; det var jo tydeligt at Vikomten kjendte hende 
og at hun ogsaa kjendte ham  . 
— Imorgen troer jeg at jeg kan forlade Deres 
gjæstfrie HuS  , sagde Vikomten lil Doktor Einer  , idet 
han prøvede sine Kræfter ved at gaa frem og tilbage 
paa Gulvet  . Jeg føler mig ordentlig helt rask idag og 
kan vist godt gaa lil mit Hotel  , thi jeg maa snart reise  . 
Doktoren vilde overtale ham lil at blive hos ham 
endnu en Uge  , for at samle Kræfter  , men det nyttede 
Intet  , han vilde absolut afsled  . 
Den næste Morgen  , da Solen stod høit paa Himlen  , 
saae man ham spadsere i Haven  . Da han kom lil 
Pavillonen stod han slille og saae derind  . Hvilke hans 
Tanker vare er uvist  , men en Sky havde leiret sig paa 
hans Pande  . 
— Nu drømmer jeg igjen  , Taade som jeg er  ; er 
Madelaine  . is  . Heste  . 

jeg da ikke endnu kureret for mine skjønne Drømme  ? 
sagde han bittert  . 
Han traadte ind og saae fig øm  . Et Broderi i 
et lille fint forarbejdet Skrin var hensat paa Bordet  . 
Han  «  og det mellem Hænderne og betragtede det 
fra alle Kanter  . Da smækkedes Laaget lil og paa dette 
var indgravet Navnet  : Madelaine Morfin  . 
Han undersøgte Skrinet  , men fandt intet Andet 
deri end Naale og Garn  . Han gik omkring i Pavillonen 
og betragtede Alt  ; Pianoet stod aabent  ; han satte 
fig ved det og spillede den samme Sang han havde Hørt 
Madelaine udføre hin Asten  . 
Da Sangen var tilende reiste han sig og gik atter 
om i den smukke Pavillon for at se den i alle dens 
Enkeltheder  . 
En lille Billet laa mellem endel Spillekort paa 
Bordet  . Han tøg den  , men den var lukket forsvarlig  . 
Udenpaa den stod  : „  Til min kjære Leonia  , paa hendes 
Fødselsdag  , fra Madelaine  .  “ 
Hvilken Lyst havde han ikke til at aabne ven og 
kjende hendes Tanker  . 
Han afbrødes af en sagte Støi  . Han vendte sig 
øm og saae en ung bleg Dame komme ind af den modsatte 
Havedør  . Han vilde neppe tro at det var Madelaine  , 
saa forandret var hun bleven fra dengang han 
saae hende sidst  . 
Barnet var bleven Kvinve  , Sørger og Skuffelser 
havde gjort hende til det  . En blød Harmoni hvilede 
over hele det yndige Væsen  ; det blide  , indtagende Ansigt  , 

de mørke Krøller  , i Forening med den lette hvide 
Morgenkjole  , gav hende et ophøiet Udseende  . 
Hun gik stille og uden at bemærke ham hen til sit 
Sybord og tog Broderiet op  . Hun bøiede Hovedet og 
syede hurtigt  , men en Gysen gik af og til gjennem 
hendes Lemmer og rystede den lille Haand  , som da 
standsede og hvilede  . 
Madelaine støttede Hovedet i Haanden og sad 
tankefuld med Blikket sænket mod Gulver  . 
— Som hun sidder der  , hviskede Vikomten for sig 
selv  , er dun Symbol paa alt Reent  , alt Skjønt  , ja  , 
paa en af Guds Engle  ! 
Han vilde ikke forslyrre hende i sine Drømme og 
listede derfor sagte over Gulvet for at naae Døren  , 
uagtet at hun sad paa samme Side hvor han gik  . 
Da han havde naaet Døren saae han først paa 
-ende  . Hun saae op og reisle sig  . Han bukkede dybt 
og hun neiede roligt og kold  »   , uden at forandre en Mine 
eller tale et Ord  . som var han vende aldeles ligegyldig  . 
Den slumme Hilsen varede et Sekund  ; han forsvandt 
ved Døren  . 
Madelaine satte sig atter paa Stolen og begyndte 
st  »  Arbeide  . Nogle Taarer faldt paa det  , dog hun ' 
mærkede det ikke  ; hun syede hurtigere og hurtigere  , men 
Taarerne faldt ligesaa rask ned  . 
— Min lille Madelaine  , raabte en bekjendt Stemme 
ind til hende  ; kom ud i den yndige Morgen  ; se hvilken 
deilig Buket jeg har plukket til Dig idag  ! 

— Tak  , kjære Doktor Einer  , det skal glæde mig 
at modtage den  , den vil være mig inderlig kjær  . 
— Jeg veed det  , min lille Veninde  ; derfor plukkede 
jeg den  . 
Madelaine gik ud til ham  . 
— Hvorledes er der idag med Humøret  ? spurgte 
han ømt  . 
— Tak  , meget godt  ; jeg er rigtig glad idag  , og 
kan jeg være andet  ? 
— Jeg har et Forslag at gjøre Dig  , Madelaine  , 
det er din Sundhed det gjælder  . Jeg har igaar kjøbt 
en lille Ponnp  , — jeg veed ikke om Du kan lide at 
ride  , men naar jeg nu beder Dig derom og selv vil 
ledsage Dig  , saa vil Du vel nok  ? Vi ride da langt 
udenfor Byen  ; en saadan Tur i den deilige Morgen 
vil gjøre Dig sund og rasl  . Naa  , indvilliger Du  ? 
— Bliv ikke vred  , Doktor Einer  , men jeg vil det 
ikke gjerne  ; De veed at jeg ikke holder af det  ; dog  , 
naar De ønsker det  , saa vil jeg gjøre det  , selv øm ver 
var mig langt modbydeligere  . 
— Nu  , godt  , kan det ikke være anderledes  , saa 
maa der Befaling til — og jeg ønsker det  ; altsaa  , 
om en halv Time er Du færdig  .  .  . 
— Men mine Kjoler passe ikke dertil  , indvendte 
Madelaine  . 
— Det har jeg ogsaa sørget før  , min Kjære  ; gaa 
blot ind til Leonia  . 
Madelaine forlod ham  . 

— Sadl vore Heste  ! raabte Lægen til Karlen  ; — 
denne gjorde det  . 
En halv Time efter kom Madelaine ud i Ridedragt  . 
Leonia betragtede hende med Blikke  , som vilde 
hun sige  : 
— Dette er mit Værk  ! 
- Naa  , Barn  , er Du der  , sagde Doktør Einer  ; 
kom  , lad mig hjælpe Dig i Sadlen  . 
— Se hvor omhyggelig han er for sin unge 
Kone  , sagde Vikomten  , som stod bag et Træ og betragtede 
denne Scene  . I Sandhed  , hun kunde ingen 
bedre Mand faae  ! Se hvor ømt  , hvor kjærligt han 
leder hende ved Haanden  ; men hun er ogsaa smuk  , det 
yndige Barn  ! 
Han lænede Hovedet mod Haanden og fløttede 
fig sorgfuld til Træet  . 
Nu gallopperede de hen ad Veien og snart vare 
de langt borte  ; men Madelaines Ansigt var hvidt som 
Marmor  , hun havde seet dam bag Træet  . 
En Time ester kom de hjem  . Madelaine var 
træt  , men saae rafl og rødmusset ud  . 
— Sæer Du  , Gamle  , hvor den friske Luft gjør 
hende godt  ! raabte Doktoren > il Leonia  , som med 
Henrykkelse betragtede den fine Rødme paa Madelaines 
Kinder  . En saadan Tur hver Dag  , og hun vil blive 
rask paa Legeme og Sjæl  . 
Madelaine smilede og gik bort for at hvile sig  . 
Hun saite sig atter i Pavillonen og begyndte sit 

Arbeide  ; maaske Haabet om atter at se dam bavde 
bragt hende derhen  . 
Hun reiste fig  ; hun hørte Leonias Forsikring om 
Doktorens og hendes oprigtige Hengivenhed og Deltagelse 
og derpaa lød Bikomtens Stemme  . Madelaine saae ud 
af Vinduet og bemærkede en livreeklædt Tjener staa bag 
Vikomten  , der havde grebet Leonias Haand og hun tog 
Afsked med ham  , ønskende ham en lykkelig Reise  . 
Var en Dolk trængt ind i Madelaines Hjerte  , 
havde den ikke smertet hende mere end disse Ord  : 
„  Lykkelig Reise  !  “ 
— Han reiser bort  , hviskede hun og foldede dr 
matte Hænder krampagtig  . O  , min Gud  ! hvad har 
jeg gjort ham  , ar han foragter mig  ? 
Hun saae Leonia gaa bort  ; Vikomten gav fin Tjener 
nogle Befalinger og gik stolt gjennem Alleen til Porten  , 
uden at vende fig en eneste Gang  . 
Porten smækkedes haardt i efter ham  , men haardere 
og høiere lød de Slag  , der faldt i Madelaines Hjerte  . 
Hun strakte bedende Hænderne ud imod Porten  , 
som anraabte hun den om at aabne fig  , for at vise 
hende et yndigt Syn  . 
— O  , min Gud  , min Gud  , han er gaaet bort  , 
jeg seer ham aldrig  , aldrig mere  . Føler en Dødsdømt 
slørre Kvaler end jeg  ?  .  .  . O  , Gud Fader  , giv mig 
Kraft og Styrke til at bære dem  ! Lær mig at finde 
den rette Vei til Dig  ! Lad mig glemme min yndige 
Drøm og skænke Andre den Lykke  , jeg selv er forment  . 
O  , ja ja  ! gyste hun og skjulte fit Ansigt i Hænderne  . 

Ingen Fader  , ingen Moder eller Broder  , der er knyttet 
til den lille venneløse Pige  ; Ingen uden Dig  , Gud Fader 
i Himmelen  ! Kun Dig vil jeg elske  ; Dig vil jeg hellige 
al min Flid  , alle mine Kræfter  , for at lære Menneskene 
dine Bud  .  .  . Farvel  , Georges  , Farvel  ! — Det 
var sidste Gang jeg saae Dig  .  .  . O ve  , den sidste 
Gang  ! hviskede hun svagt  . 
— Det sønderrev mit Hjerte  ! raabte hun vildt  . 
Jeg kunde have fulgt efter Dig  .  .  . knælende have bedt 
om din Tilgivelse og ledet Dig ud af Vildfarelsen  ; men 
nei  , nei  , den forældreløse Pige er stolt  , hendes Hjerte 
vilde krympe sig ved denne Ivmpgelse  . 
Hun aabnede Døren og traadte ud i Haven  . Hun 
vandrede fra ven ene Allee til den anden  , uden Maal 
eller Grændse for sin Gang  , og først da Leonia kom ud 
til hende  , kom hun til sig selv  . Nogenlunde rolig gik 
hun ind i Huser og salte sig hos sin gamle Veninde  . 

Toogtredivte Kapitel  . 
Baronessens Virksomhed  . 
— Hvad siger Du  , Lev  , er han reist  ? Men hvorhen  , 
spurgte Du ikke nogen as hans Folk derom  ? sagde 
Baronesse von Sympfen til fin Tjener  , medens hun i 
hæftigt Oprør gik frem og tilbage paa Gulvet  . 
— Jo  , naadige Frue  ; men det lod til at de vare 
fast bestemte paa ikke at sige mig det  . Dog fik jeg ar 
vide af Portnerkonen — da jeg gav hende nøgle Franks 
— at han var reist til Florents  . 
— Til Flo  .  .  . rems  ? raabte Baronessen med 
vidt opspilede Øine  . Tal  , Menneske  .  .  . er det sandt 
hvad Du siger  ? hvinede hun og trak ham ivrig i 
Trøien  . 
- - Ja  , naadige Frue  , sagde Lev  , forbløffet over 
Baronessens ivrige Adfærd  ; det er saa sandt  , som at 
jeg hedder Lev  . 
— Godt  , saa gaa  ! 
Hun foer som en  , Rasende op og ned i Stuen  , 
hæftig gestikulerende med begge Arme  . 
— Ha  , jeg seer hele Intrigen  , den ligger klar for 
mine Øine  ; det er min Gemal  , der har spunden dette 
Net om mig  , og jeg  , som er saa klartseende  , jeg tøvede 
saa længe med at bryde dette Ner  , — jeg  , o Taade 
som jeg er  !  .  .  . Men hurtig til Værket  , endnu er 
maaske ikke Alt tabt  ! 

Baronessen satte fig ved Skrivebordet  , skrev i 
Hast nogle Ord og ringede  . 
— Bring hurtig dette Brev efter Adressen  , men 
skynd Dig  ! sagde hun til den indtrædende Tjener  . 
- O  , mumlede hun  , da denne var gaaet  , jeg er 
færdig at sprænges af Harme  . Blot jeg ikke kommer 
for seent  ! 
En halv Time efter traadte en mørk Herre ind 
ad Døren  . 
- Naa  , Mark  , er Du der  , sagde Baronessen  ; 
Du kommer temmelig silde  ; jeg har Brug for Dig  , 
her er Guld at tjene  . 
— Godt  , Frue  , hvad forlanger De af mig  ? 
spurgte Mark mørkt  . 
Blind Lydighed — hør efter  ! — Du husker 
vel endnu den unge Pige Du førte bort til 
Florents  ? 
— Ja  , meget godt  . 
— Hun kan ikke blive der længer  . Du stal reise 
derover  , gribe hende hvor hun end er  , var det selv 
hos Kongen  , var det ved Altrets Fod eller i den farligsle 
Røverbule  , Du skal gribe hende  , føre hende langt  , 
lang  , bort  , saa langt  , at hun aldrig kan finde hjem 
igjen  . Ja  , bliv lidt  , sagde hun eftertænksom  ; hvad om 
Du satte hende midt i en øde Skov  .  .  . har hun vel 
fortjent bedre  ?  .  .  . Ja  , ja  , saadan stal det være  . O  , 
Mark  , Mark  , en ypperlig Plan  !  .  .  . Midt i den øde 
Skov  , uden Mad og Drikke vil hun henslæbe de grusomste  , 
de smertefuldeste Dage  ; der vil hun have Tid 

til ai angre al den Falskhed  , al den Brøde  , hun har 
forvoldt Andre  . — Ja  , ja  , en herlig Plan  ! raabte 
hun med sammenbidte Tænder  . — Og vedblev hun og 
rev hæftigt i Marks Kappe  , her er Guld  .  .  . flyv 
derover  , grib hende og  .  .  .  . ja  , og naar Du 
vender tilbage og bar udført mit Ærinde  , da skal mere 
af dette Mammon vente Dig  .  .  . men skynd Dig bort  , 
jeg har ingen Ro før hun er borte  . - - Ja  , Mark  , 
hviskede hun med lynende  . Øine  ; dræb hende  , om Du 
vil  , det vil kun fordoble den Pengesum der venter Dig 
ved din Tilbagekomsl  . 
Mark vendte fig om og gik  . 
Ophidset  , som Baronessen var  , faldt hun tilbage 
i en Stol og sad længe tankefuld der  . 
— Jo  , jo  , mit Hoved er snildt  , sagde hun for fig 
selv  . Ikke skal Du  , min Herre og Gemal vinde Seir 
øver mig  ; jeg har jo sagt Dig  , Du har en dygtig 
Modspiller  . 
— Hvad siger Du  , min Elskede  , drømmer Du 
vaagen om mig  ? sagde Baron von Sympfen smilende 
og lænede sig øver imod fin Kone  . 
Baronessen foer op  , som om Lynet var slaaet ned 
for hendes Fødder og slirrede i største Forbauselse paa 
sin Gemal  ; men da Overraskelsen havde sat sig noget  , 
udbrød hun tænderskærende  : 
— Ti  , elendige Intrigant  , som Du er  , — jeg 
hader Dig  ! 
— Herregud  , er det nu galt igjen  ? Er det des 
slemme Migræne  , der huserer hos Dig idag  ? spurgte 

ha  »  haanlig og lagde fin kølde Haand paa hendes 
Pande  ; men hun slyrtede frem imod ham som bidt af 
en giftig Øgle  , og vilde gribe ham ved Haaret  . 
- Nei  , bliv lidt  , sagde han haanlig leende  . Saa 
vidr skal det ikke gaa med os  , der elske hinanden saa 
uhyre høit  . 
Baronessen satte sig atter i et afmægtigt Raseri  . 
— Du laaner mig  ! raabte hun og knyttede 
Hænderne  ; bliv  , jeg er ikke død endnu  , jeg kan 
hævne mig  . 
Han dukkede for hende med en komisk Gebærde og 
lo af fuld HalS  . 
— Hahaha  ! vrængede hu  »   , idet hun gik over 
Gulvet for at naae Dørrn  . — Farvel  , Hr  . Baron  , 
vi sees snart  . 
— Farvel  , min inderlig elskede Ægtemage  , sagde 
han og dukkede ironisk  . Naar Du vidsle hvor jeg 
længes efter dette Gjensyn  . 
Men Baronessen var allerede ude af Dørrn  . 
Baron von Sympfen satte sig magelig i Lænestolen  . 
— Heldigvis er jeg ikke aldeles overladt til dit 
kjærlighedsfuldt Hjerte  , min naadige Frue  , sagde Baronen 
overmodigt  ; en lille yndig Sangerinde bar lindrer 
den Fvrtrængtes Smerte og forsøder ham den meste 
Tid af Dagen  . Ja  , yndig er hun  , ben lille Skælm  , 
og derfor skulde Fanden og ikke jeg reise til Florents  , 
før at faae en øm Veninde  ; her i Paris er der saamæn 

flere end man behøver og som man ikke slak nøde saa 
længe  . — Den lange besværlige Reise vilde desuden 
tage en Del paa Kræfterne  ; jeg opgiver altsaa Florents 
og bliver i Paris  , Kvinderne her i Byen ere om ikke 
skjønnere  , saa dog ialtfald ligesaa skjønne og man kan 
slundom trænge til et smilende Ansigt  , før at glemme 
den hidsige Frue og hendes Spydigheder  . 
Treogtredivte Kapitel 
En Bortforelse  . 
Klokken var 12 øm Natten  , da det sidste Jernbanetog 
ankom til Florents  . Passagererne slege ud  , 
søgte Hoteller og Alle havde travlt med ar faae deres 
Reisegods besørget  , -- kun ikke en mørkt udseende Mand  , 
iført en stor Kapve  . Han slentrede ned ad Gaden  , 
seende sig til begge Sider  , som om han frygtede 
Forfølgelse  . 
Pludselig slandsede ban — efter at have gaaet omtrent 
en halv Time  . Han hørte en høirøstet Samtale 
fra et nærliggende Hus  . Han traadte forsigtig hen 
til dette  . 
— Ja  , hvad skal vi gjøre  , Gamle  , vi kan jø Intet 

udrette her  . Reise ester ham og sige ham hvor ulykkelig 
hun er  , det kan vi ikke  , det vilde være for lavt baade 
for hende og for mig  . Nei  , lad det i Guds Navn 
være som det er  , det bliver vel nok godt  . 
— Det siger De altid  , Doktor Einer  , men derved 
bliver det ikke bedre  ! Der stakkels Barn gaaer Graven 
nærmere og nærmere  , og tilsidst  , naar hun ligger paa 
sit Idcrste  , da vilde De maaske slyrte afsted til Paris  , 
for at opsøge ham  , men der vil da være for seent og 
hun vil dø  , det stakkels  , stakkels Barn  ! 
— Naa  , græd nu ikke  , gamle Leonia  ; jeg skal 
gjøre mit Bedste  . Men naar ' vil Du at jeg skal reise  ? 
Dog vel ikke strax  ? 
— Nei  , men imorgen tidlig  . Her er ingen Tid 
til at betænke sig i  .  .  . Jeg  , som seer de SjælSmartrer 
hun lider  , jeg kan ikke rolig se paa at hun døer lige 
for mine Øine  , uden at jeg har gjort det Mindste for 
at frelse hende  . 
— Ja  , ja da  , Gamle  ; saa pak endnu iaften mit 
Tøi sammen  , jeg vil da imorgen tage afsted  . 
— O  , De er rigtig god  , Hr  . Doktor  ; jeg vidste 
jo nok at De vilde gjøre Alt for h  : nde  . 
— Ja vist vil jeg  , naar hun blot ikke bliver vred  . 
— O  , nei  , vist ikke  , hun skal Intet vide  . 
Samtalen ophørte og den mørke Mands Opmærksomhed 
blev henledet paa noget Andet  ; thi Døren til 
Huset aabnedes  , og en ung Kvindeskikkelse viste sig deri  . 
Hendes Øine vare halvt lillukkede  ; hun var iført 
en sort Klæbning  , ber dannede en skarp Modsætning 

ril det ligblege Ansigt  . Ingen Hat eller Kaabe dækkede 
hende  . 
Langsomt traadte hun ud paa Gaden  . 
Det sorte Kjoleflæb hvislede efter hende og i den 
mørke Nat lignede hun et Gjenfærd med et forklaret 
Ansigt  . 
Den mørke Herre foer forbauset tilbage og mumlede 
sagte  : 
- Det er hende  . 
Han fulgte efter hende i nogen Afstand  . Forsigtig 
gik hun fremad  , hvilende Hovedet paa den ene Haand  . 
Hun nærmede sig Dalen  . En Vogn kom kjørende 
imod hende  ; hun traadte førsigtig tilside  , medens den 
kjørte fordi  , og fortsatte fin Gang  . 
Den mørke Herre — eller rettere Mark  , thi ham 
var det — vinkede ad Kudsken  , at han skulde holde  . 
— Seer De denne Dame  ? sagde Mark sagte  . 
Det er min Datter  ; jeg er fulgt ester hende fra vort 
Hjem  . Bil De overlade mig Deres Bogn  , at jeg 
kan transportere hende tilbage  , sagde han og lod en 
Slump Penge forsvinde i Kudstens Haand  . 
— Ja  , gjerne  . Herre  , svarede den villige Kudsk 
og steg op paa Buslen  . 
Mark satte fig ind i Vognen og nu gik det rask 
afsfed ester den unge Pige  , der allerede havde et 
temmelig godt Forspring Det varede ikke længe før 
Vognen bavde indhentet hende  . Kudsken holdt stille  , 
medens Mark gik hen imod hende  . Han tog sagte 
hendes Haand og førte hende modstræbende hen mod 

Vognen  . Han køstede hende op paa fine Arme og dar 
-ende — trods hendes fortvivlede Skrig — ind i 
denne  . 
Vognen sattes i Bevægelse  . 
— Ksør gjennem den store Skov  ! raabte Mark 
til Kudsken  ; og nu gik det med Lyne  : S Fart gjennem 
Byen  , ad Landeveien  , til man naaede de vikmdsfrak ' e 
Skove  . 
— Stands  ! brølede Mark og aabnede Dørrn  , 
da Vognen var kommen midt ind i disse  . 
Han steg ud  , bærende Madelaine paa Armene  . 
- Kjør noget bort fra os  , sagde han til Kudsken  ; 
jeg har nogle Ord al sige min Datter  . 
Kudsken tøvede med at svare og skævede ængsteligt 
-en til Madelaine  ; men betænkte sig og kjørte et 
Stykke bort  . Hon standsede Vognen og steg ned  . 
Han stak Haanden ind paa Brystet og mumlede  : 
— Mine Baaden ere i Orden  , jeg vil frelse hende  ; 
hun seer saa gos  , saa lidenve ud  . Sikkert er det intet 
Godt han vil hende  , det saae jeg paa hans ulykkespaaende 
øine  . 
Hav krød paa Hævder og Føvder tilbage til Stedet  , 
skj  «  lenke sig bag Buske og Træer  . 
Endelig ankom han til Stedet  . Han reiste sig forsigtig 
og stillede sig bag et Træ  . 
Hans Øine bleve slive af Rædsel  , da han saae 
den Scene der foregik  . 
Madelaine laa knælende paa Jorden  . Hænder og 
stodder vare bundne og det blege Ansigt vendt mod 

hendes Bøddel  . Han stod opreist foran hende  , med en 
Dolk i fin høire Haand  . 
— Dræb mig kun  , sagde hun  ; men grør det hurtigt  , 
— disse Forberedelser pine mig  . 
— Nei  , Du skal lide  ; Intet er for mig et yndigere 
Syn end at se den Angst  , ver leircr fig i ethvert af 
en Døendes Træk  ; det minder mig om den herlige 
Tid  , — Rædselsperioden  , som de kaldte det — da jeg 
var Skarpretter  . Det er længe siden og jeg har ikke 
senere havt Leilighed til at udrette min Funktion  , men 
nu tilbyder sig atter en Leilighed  , hvor jeg kan vise mit 
vilde Mod  . Ha  , jeg seer alt hvor angst Du er 
for Døden  ! 
— Nei  , De tager Feil  , sagde Madelaine stolt  . 
Angst kor Døden er jeg ikke  , men angst er jeg for at 
komme uforberedt til Gud  , thi jeg kan ikke bede nu  ; 
jeg vil komme til ham  , belæsset med alle mine Synder  , 
og dette gjør mig angst  , Men han er naadig  , og naar 
jeg ydmyg stiller mig frem og beder ham om Tilgivelse 
da vü han ikke nægte mig den  .  .  . Altsaa  , slød kun 
til  , nu er det Tid  ! 
— Hahahaha  ! taabelige Pige  , jeg gjør Intet  , 
naar man befaler mig dertil  ; vent til jeg faaer Lyst  , 
svarede han barsk  . 
Madelaine bøiede Hovedet og ventede  . 
Han stod med korslagte Arme og slirrede paa 
hende  . Blodtørst lynede i de mørke Øine  , der vare 
vidt opspilede  . 
— Endelig  , endelig  ! mumlede han og knyttede 

Haanden fast øm Vaade  »   «   ; endelig har jeg atter et 
Offer at kunne dræbe  . 
— O  , hav Barmhjertighed  ! raabte Madelaine  . 
Dræb mig nu  ! 
— Naa da  , siden Du beder saa ydmygt  , saa knæl 
og bøi Høvedet tilbage  , at jeg kan træffe dit Hjerte  . 
Madelaine gjorde som han sagde og Mark traadte 
nogle Skridt tilbage for desto sikre at kunne træffe  . 
— Stands  ! brølede en Stemme og Kudsken traadte 
frem fra Træet  . Elendige Røver  , hvad gjør Du  ? 
Han hævede Vaaben  «  imod Mark og stod lige 
overfør ham  . 
Denne traadte et Skridt tilbage og opslog en 
haanlig Latter  . Dette opirrede Kudsken og rasende af  « 
stod han Pisfolen paa den Elendige  . 
Mark faldt baglænds øm  , truffen i Armen  . 
Hurtig som Lynet soer Kudsken hen til Madelaine 
og overskar de Baand  , der holdt hende fast  . 
— Flygt  , fiygt  , hvis De har Deres Liv kjært  ! 
raabte han til hende  . 
Hun svarede ikke og reiste sig op  . 
Imidlertid var Mark kommen paa Benene  . Han 
slyrtede rasende hen til Kudsken og en forfærdelig Kamp 
opstod imellem disse to Mænd  . 
Med Skræk saae Madelaine paa dem  . Idetsamme 
stødte Kudsken saa hæftig til Mark  , at han atter faldt 
om og Kudsken kastede sig ovenpaa ham  , for at 
dræbe ham  . 
Med et vildt Skrig slyrtede Madelaine ind i den 
13 

tætte Skov  . Grenene sønderrev hendes Klæder og 
Ansigt  , de spæde Hænder kunde ikke holde dem tilbage  . 
Kampen havde imidlertid naaet sit Holdepnnkt  . 
Kudsken laa blødende paa Jorden og Mark stod 
opreist  , men haardt sæaret  . 
Mark vendte sig om  . 
— Borte  ! mumlede han og traadte ind mellem 
Træerne  . Jeg maa lede efter hende  , endimWar jeg 
Kraft i Armen  . 
Han løb længe omkring  , men af Frygt for at forvilde 
sig  , turde han ikke gaa dybere ind i Skoven  . 
— Nu  , lad saa være  ! mumlede han  . Ret længe 
kan hun ikke leve her  , og hjem kan hun ikke finde  , saa 
bliver dog vort Ønske opfyldt  . 
Han gik tilbage til Vognen  , spændte en af Hestene 
fra og steg op paa den  . Han sendte et sidste Blik til 
den blødende Kudsk og red bort  . 

Fireøgtredivte Kapitel  . 
En Nat i Skoven  . 
Madelaine var flyglet dybere ind i Skoven  . Torne 
og Tidsler sønderrev hendes Klæder  ; de nedhængende 
Grene grebe fat i hendes Haar og opløste det  . Men 
hun ændsede det ikke  , kun frem  , fremad lød det i hendes 
Indre  , saa langt bort som ' muligt fra Rædselsstedet  . 
Som en Vild stormede hun afsled over de store 
Sletter  , hvilke Maanen nu klart oplyste  . 
Hun saae ikke op til den— hun slandsede ikke sit 
Løb  , men fløi afsled som om hun havde Vinger  . 
Løbet trættede hende vel og tilsidst faldt hun 
sammen og satte sig paa en Træstub  : 
Maanen belyste klart hendes Ansigt  , der var blegt 
som Marmor  . 
— Ak  , min Gud  , hvorledes finder jeg hjem  ? 
hviskede hun og hævede Hænderne mod Himlen  . — 
Nei  , jeg har ingen Tid til at hvile  , jeg maa afsled for 
at finde den rette Vei  ! 
En lydelig Stønnen lød sig hørr i Nærheden af 
hvor hun sad  . 
Madelaine gyste og saae sig forsfrækket om  . 
Atter lød et tungt Suk  . 
Hun reiste sig forfærdet  , lagde Haanden over 
Øinene og saae sig omkring  . — Men Intet var at se  , 
Intet at opdage  . 

En tæt Række Buske  , der stod i Nærheden af 
hende  , gjorde hende angst og hun flygtede noget dor  « 
fra dem  ; men her lød den samme Stønnen endnu 
- lydeligere  . 
Madelaine  , der befandt sig ene i den vilde Skov  , 
saae hele det Skrækkelige i sin Stilling  . Hun forsegle 
at flygte  , men hendes stodder vare som lammede til 
Stedet  . 
— O Gud  , skjænk mig dog Kraft til at komme 
bort  , mumlede hun  , men hendes Ord besvaredes kun 
med et sagte Suk fra en af Buskene  . 
Madelaine lagde Haanden paa Hjertet  , for at 
dæmpe dets hæftige Slag  . 
— Skulde det være et Menneske  ? sagde hun 
halvhøjt  . Jeg kunde maaske hjælpe  . 
Hun begyndte langsomt at nærme sig Buskene  , 
men med Et foer hun forfærdet tilbage — et Menneske 
havde reist sig og stod midt imellem Buskene  , — ligbleg 
og blodig  . 
Hun vilde skrige  , men formaaede det ikke  , — hele 
hendes Legeme rystede  . 
Skikkelsen slirrede maalløS paa hende og gav et 
klagende Skrig fra sig  . 
Madelaines Hjerte rørtes  ; hun traadte nærmere  , 
men i det samme faldt Skikkelsen fil Jorden og var død  . 
Madelaine styrtede fil og betragtede den  . 
— Min Gud  , det er jo ham  , der frelste mig  ! 
udbrød hun forfærdet  . Jeg er altsaa atter her paa 
dette skrækkelige Sted  . 

Hun saae sig fly omkring  . 
— Ja  , det er rigtigt  , der slaaer Vognen  , og der 
— o Forfærdelse  , ligger Blodet af den Ulykkelige  , som 
er dræbt for min Skyld  . Men hvor er han  , min 
Bøddel  ? — Borte  , v takket være Gud  ! 
Hun knælede ned ved Liget og betragtede det  . 
— Jeg kjender disse Træk  , sagde hun gysende  ; 
de ere — ja  , det er rigtigt — det er Jægerens Son 
fra Dalen  ! Stakkels  , ulykkelige unge Mand  , hvilket 
Offer har Du bragt  ? Din stakkels gamle Fader vil 
tage sin Dod derover  ! 
Hun trykkede den Dødes Haand  . 
— Stakkels Sjæl  ! mumlede hun  . Du var mig 
inderlig hengiven  .  .  . det sidste Optrin var et Bevis 
derpaa  . — O  , havde jeg Kræfter  , som jeg har Mod  , 
da bar jeg Dig til Byen eller gravede Dig i det 
Mindste en Grav herude  , for at ikke Ravnene skulle 
fortære dit dyrebare Legeme  . 
Hun kastede endnu et sidste Blik paa ham og 
gik bort  . 
— Til hvilken Vei skal jeg vel dreie mig  ? Jeg 
kan ikke se hvilken der fører til Byen  . Men jeg vil 
skynde mig at løbe  , er Veien feil  , saa kan jeg jo løbe 
i modsat Retning  , for at naae Byen inden Morgen  . 
Hun begyndte sit fortvivlede Løb  , men ak  , Veien 
var lang og hendes Kræfter flöge ikke til  . 
— Jeg seer kun Skov og Skov og intet Andet  , 
sagde hun sønderknust  ; hvor skal jeg dog ty hen  ? 
Hun hvilede sig et Øieblik  . 

— Nei  , jeg har ingen Tid  , sagde hun atter  ; 
afsted maa jeg  ! 
Hun syntes at se noget Lyst langt borte  , det gav 
hende Kræfter  , og efter af have løbet nogle hundrede 
Alen stod hun ved en Slette  , der var klart oplyst af 
Maanen  . 
— Jeg er træt  , hviskede hun  . Gud give af jeg 
var hjemme  ! 
Hun slirrede over Sletten  , som for af maale dens 
Længde  . 
— O  , der er meget  , meget langt endnu  ; jeg naaer 
neppe hjem til Morgen  . 
Hun satte fig i det blöde Græs og slirrede sørgmodigt 
hen over Sletten  . 
— Hvad er det  ? mumlede hun angst  . Der er 
Noget  , som bevæger fig hist ovre  !  .  .  . O  , maaske 
atter en Ulykke  ! 
Hun slirrede og slirrede  . En mørk Masse nærmede 
fig hurtigere og hurtigere den unge Pige  , der sad i 
Græsset  , klart oplyst af Maanen  . Den nærmede fig 
mere og mere  , men Madelaine kunde endnu intet klart 
Begreb gjøre fig om hvad det var  , da det var for 
langt borte  . 
I taus Fortvivlelse knugede hun Haanden til fit 
dankende Hjerte og bad saa inderlig til Gud om Frelse  . 
— Hvem er Du  ? lød en skarp Stemme  . 
Madelaine saae op  . En hvi  , mager Skikkelse  , med 
haarde  , kolde Træk  , stod for hende  . Den høire Haand 

vor fløttet til et uhyre Sværd  , Arme og Been vare 
blottede  . 
Madelaine saae med Forfærdelse paa ham og da 
han gjentog fit  : „  Hvem er Du  ? ' ' faldt hun afmægtig om  . 
Han slødte i en lille Solvpibe og en halv Snes 
Mænd traadte frem fra Buskene  . 
— Bær denne Pige dort  ! befalede han dem  , — 
og de adlød  . 
Femogtredivte Kapitel  . 
Anger  . 
— Hvorledes har Du det  , minIKjære  ? spurgte 
Fru Savigny kjærligt fia Datter  . 
— Ikke godt  , sagde Avele  ; men jeg haaber snart 
at blive fuldstændig rask  . Har Du endnu ikke talt med 
Fader  ? spurgte hun  . 
— Nei  , Barn  , jeg kan ikke tilgive ham det sidste 
Optrin  . 
Det burde Du dog  , Moder  ; det var jo min 
Skyld det Hele  , og nu maa han saa haardt bøde derfor  . 
— Ti stille  , Barn  ! Hvem tvang Dig til at forlove 
Dig imod din Villie  ? Hvem forbød Dig at elsfe Harry  ? 
Bar det ikke ham og har Du saa nogen Skyld  ? 

— Jø  , Moder  , jeg burde smukt have fundet mig 
i det min Fader foreskrev og ikke sat mig imod hans 
Villie  . 
— Men det har Du jo Heller ikke  . 
— Jø  , Moder  , havde jeg adlydt ham  , da havde 
jeg ikke mødt Harry hin skæbnesvangre Aften  , der har 
været Grunden til al den Ulykke og Skandale  . Men 
troer Du at Fader vil tilgive mig  ? 
— Det veed jeg ikke  , Barn  . 
— Vil Du spørge ham ad  , Moder  ; jeg føler  , at 
jeg hurtigere vilde blive raff  , dersom han tilgav mig  . 
— Ja  , jeg skal prøve derpaa  , sfjøndt min Stolthed 
krymper fig ved at tale til ham  . 
— For min Skyld vil Du gjøre det  , Moder  , ikke 
sandt  ? sagde hun ømt og greb hendes Haand  . 
— Ja ja  , Barn  , saa vil jeg gaa nu  ; jeg hører 
hans Skridt i Spisestuen  . 
Fru Savigny gik bort  . Hun stod længe i Korridoren 
ved Indgangen til Spisestuen og betænkte fig  ; 
men overvindende al fin Stolthed aabnede hun Døren 
og traadte ind  . 
Bordet stod dækket  ; men Herren gik frem og tilbage 
paa Gulvet  , uden engang at se det  . 
Fru Savigny hostede let  . Han vendte fig om  , 
saae hende og ilede hen til hende  . 
— Endelig  , Louise  , lod Du Dig se  ; hvor jeg 
var længtes efter Jer Beggeiv  ! sagde han og greb 
bevæget hendes Haand  . Hvorledes har hun det  ? Jeg 
skammer mig næsten for at udtale hendes Navn  , der 

arme Barn  ; men jeg en bleven haardt straffet i denne 
Maaned  , hvor Ingen af Eder har ladet sig se  . 
— Kom med ind til hende  , sagde Fru Savigny 
mildt  ; hun har været meget syg  , stakkels Barn  , — 
din Nærværelse vil gjøre hende godt  ! 
Han fulgte hende ind i Adeles Værelse  . Hun 
sad opreist i Sengen og ventede sin Fader  . 
— O  , Gud sle Lov  ! raabte hun og slog sine 
Arme om hans Hals  ; Du er vel ikke vred længer  ? 
— Vred paa Dig  ! nei  , Adele  , hvor kan jeg  , som 
har behandlet Dig saa fler  , være vred  ? Men jeg lover 
Dig  , at Du skal faae Harry  , dersom han nogensinde igjen 
skulde begjære Dig af mig  . Jeg skal ikke mere modsætte 
mig dit Hjertes Ønske  . 
— O  , Tak  , Tak  , sagde Adele  ; nu vil jeg snart 
blive rask  . 
— Er det et Ord  ? raabte en Stemme  . 
Alle vendte sig om  . Harry stod i den aabne Dør 
og betragtede dem med synlig Glæde  .  , 
— Ja vist er det saa  ! raabte Hr  . Savigny og 
lød den Indtrædende imøde  . Kom hen til Adele  , hun 
har været saa syg  . 
Harry gik hen til Sengen  . 
— Adele  , sagde han  ; siger Du det samme  ? 
— Det veed Du jo nok  , Harry  ! raabte Adele 
henrykt  . 
— Saa ere vi forlovede  ! raabte Harry og omfavnede 
hende  . 
Madelaine ti  . Heste  . 

Begge de Gamle slode noget fra dem og betragtede 
dem med Glæde  . 
— Seer Du  ? sagde Fruen  . Hvilken Synd vilde 
det ikke have været  , dersom hun ikke havde faaet ham  . 
— Ja  , nu indseer jeg tilfulde hvor nær jeg havde 
førspildt to Menneskers Lykke  . 
Fjorten Dage ere forløbne  . 
Hos Savtgnys er der after stor Stads  ; det er 
Harry og Adele  , der blive forlovede  . 
Baron von Sympfen og hans Gemalinde ere 
blandt de Jndbudne  . 
Baronessen er klædt efter den nyeste fransfe Mode  . 
Hendes Anfigt udtrykte en overordentlig Lykke  , fordi 
at dette Parti var kommet istand  . 
Da man havde reist fig fra Bordet begyndte Ballet  . 
— Tør Du dandse  , Adele  ? spurgte Harry sin 
Forlovede  . Er Du ikke endnu for svag  ? 
— Jo  , en Dands tør jeg vel nok  , men heller 
ikkemere  . 
De dandsede bort  . Baronesse von Sympfen saae 
efterdem  . 
— Han er meget smuk  , mumlede hun før fig selv  . 
Hun har Held med fig  , den Smaa 
Hun smilede hemmelig  , da hun saae  , at de ophørte 
med at dandse  . 
Harry fulgte Adele hen til en Stol og bad Baronessen 
om den næsle Dands  . 

Hun smilede og modtog Tilbudet  . Adele saae det  . 
— Mon ogsaa han har fundet Naade før hendes 
Øine  ? tcrnkte hun lidt ilde tilmode og reisfe fig  . 
Harry havde aldrig seet Baronessen før  . Hendes 
overordentlige Sksønhed duperede ham og hvorfor dølge 
det — han fandt en Glæede i at dandse med hende  . 
Hun satte ogsaa sit sødeste Smil op og gjorde Alt før 
at vinde ham  . 
Adele lagde Mærke til dem  ; af og til gik e  « 
smertelig Sittren gjennem pende  . Hun kjendte Baronessen 
før vel ti  ! ikke at vive  , at hun vilde gjøre 
Alt før al vinde en ung Mand  . 
Adele  , som troede fig forsmaaet  , blev vred og gik 
bort fra Ballet  . Harry lagde ikke Mærke dertil  , han 
dandsede og konverserede hele Aftenen med den smukke 
Baronesse  . 
Bilde han gaa bort  , da satte hun sit yndigste Smil 
op og spurgte ham  , om hendes Konversation ikke 
behagede ham  , om han syntes hende før ringe til at 
dandse med  , eller noget lignende  . 
— O nei  , naadige Fru Baronesse  ; hvor kan De 
tro det  ? sagde han ivrig  . 
— Jeg troer det naar De gaaer bort  , svarede hun 
smægtende og saae forførende paa ham  . 
D  »  blev han og søgte at dæmpe den Stemme i 
hans Indre  , der kaldte paa Adele  . Han følte sig 
henrykt ved at bemærke  , at han ikke var Baronessen 
aldeles ligegyldig og han hildede sig mere og mere i 
det Net  , hun omspandt ham med  . 

Aftenen var tilende og Gjæsterne toge bort  . 
Harry vilde tage Afsked med Adele  , men hun var 
intetsleds at finde  . 
— Hvad har jeg gjort  ? Nu husker jeg det først  ; 
jeg har ikke talt med hende hele denne Aften  . Min 
kjære Adele  , jeg kunde glemme Dig et Øieblik for hende  , 
men det skal aldrig ske oftere  , sagde han fortvivlet  . 
Saaledes endte denne Aften  , som Adele havde 
imødeseet med saa megen Glæde  . 
Serogtredivte Kapitel  . 
Grev Morfin  . 
Det er Aften  . 
Paa Boulevarden i Paris sees en Mængde Spadserende 
af begge Kjøn  . En ældre Herre gaaer langsomt 
mellem disse  , støttende fig til en Stok  . 
Han var elegant klædt  . Haar og Skæg var lyst  , 
men Øinene dannede en skarp Kontrast til dette  , thi de 
vare kulsorte og gav ham et forunderligt Udtryk  . 
Han betragtede enhver Forbigaaende skarpt og hans 
urolige Øine hvilede paa enhver ung Pige eller Mand  , 
der kom forbi ham  . 

— Atter skuffet  ! mumlede ban hen for sig  . O  , 
mine Børn  , mine kjære Dørn  , naar skal jeg gjenfinde 
Eder  ? 
Han sænkede sørgmodig Hovedet og vandrede atter 
fremad  . 
Pludselig slandsede han og hans Blik fæstedes paa 
en ung Mand  , der ilsomt foer ham forbi  . 
Et Lyn glimtede i Herrens Øine  . Saa hurtigt 
han formaaede fulgte han efter ham  ; men ak  , de gamle 
Fødder vilde ikke saa hurtigt med  , han kunde ikke følge 
ham og den unge Mand forsvandt i et Hus i Universttetsgaden  . 
Hans Ovmærksomhed fængfledes atter vaa en rigtklædt 
Dame  , som just gik fordi ham  . 
— Det er hende  ! mumlede han gysende og hans 
Øine lynede af Harme  . Mit Livs Ulykke  , mine Børns 
onde Aand  ! 
Han saae efter hende  , til hun forsvandt ved en 
Sidegade  . Han fulgte efter hende  , da han ikke kunde 
eine den unge Mand mere  . 
Jeg syntes bestemt det var ham  , sagde han 
halvhøjt  ; men mine Øine have maaske bedraget mig  . 
Damen ilede med lette Fjed videre og slandsede 
først da hun kom til en Udkant af Byen  . 
Paa et Hjørne i Skyggen af nogle Træer  , stod 
en ung  , smuk Mand  . 
Hun saae derover  , et Smil gled over hendes Anfigt 
og hun ilede over imod ham  . 
— De kommer seent  , Fru Baronesse  , jeg har alt 

ventet længe  , sagde han og hilste hende  , idet han ængstelig 
saae sig om  . 
— O  , hvor De er utaalmodig  , Hr  . Kronwall  , 
svarede Baronesse von Sympfen  , thi hende var det  . 
De er da vel ikke bange  ? 
— Nei  , bange er jeg just ikke  , men jeg kan ikke 
nægte at jeg er lidt ængstelig  . 
— O  , Snak  , er det en Mand der taler saaledes  ! 
Kom nu  , lad oS gaa og jeg vil fortælle Dem Hemmeligheden  . 
Den gamle Herre var nu kommen til og stillede 
sig bag et af Træerne  . 
Han hørte hendes sidste Ord  . 
— Nei  , Frue  , svarede Harry  ; fortæl mig det her  , 
jeg maa atter skynde mig hjem  , min Forlovede venter 
paa mig 
— O  , De er bange  , det seer jeg tydeligt  ; De er 
bange for at hun skal komme og overraske os  . 
— Ja  , sandt at sige er dei just heller ikke rigtigt 
af mig  , at gaa til Stævnemøder  , naar hun sidder 
hjemme og venter ar jeg skal komme  . 
— De elsker hende altsaa endnu  ? sagde Baronessen  , 
udfoldende al fin forføreriske Skjønhed  . De har ikke en 
eneste Tanke tilovers for Den  , der vover saa meget 
for Dem  . 
— O  , Frue  , sagde Harry og holdt Hænderne for 
Ansigtet  . De maa ikke friste mig  , jeg kan ikke forlade 
Adele  , — jeg elsker hende over Alt  . 
— Hindrer det Dem i at offre en øm Benind 

nogle enkelte Øieblikke af Deres Tid  ; er det et urimeligt 
Forlangende af mig  ? 
Harry tav og børede Hovedet  . 
— Kom nu  ! hviskede dun smilende  , og læenede sit 
Hoved koket mod hans Skulder  . Blot en halv Time 
offrer De mig og siden har Adele hele Aftenen  . Kom 
nu  , det lille Hus ligger næer herved  . 
Harry bød hende Armen  , bernset af saa megen 
Kærlighed  , og de gik bort  . 
Den gamle Herre stod endnu bag Træeet  . Han 
knyttede i afmægtigt Raseri begge Hæender  . 
— O  , nedrige  , ræenkefulve Kvinde  ! raabte ban  . 
Hvor mange Menneskers Lykke har Du vel forspildt  ! 
.  .  . Men dennegang fia  ! det døg blive feilt  , jeg skal 
frelse en stakkels Pige  , som nu saa skammeligt bliver 
bedragen  . 
De Elskende gik temmelig langsomt  , samtalende 
med binanden  . Han ilede efter dem og ved at gaa 
en lille Omvei kom han lige imod dem  . 
— Ah  , se god Aften  , Hr  . Kronwall  ! raabte han 
og strakte Haanden ud mod Harry  . Det er læenge 
uden at jeg har havt den SEre at se Dem  . 
I samme Dieblik fceftede han sine mørke Dine 
med er gjennemborende Blik paa Baronessen  . 
— Ah  , hvad seer jeg  , Deres Forlovede maaske  ? 
Harry Kronwall stod forbauset og cengKelig slirrende 
paa den høie Mand  , som han aldrig tidligere havde seet  . 
— Jeg erindrer ikke hvorfra vort Bekjendtskab 
stammer  , sagde Harry ridt forlegen  . 

— Det skal jeg fortælle Dem en anden Gang  ; 
men kom nu hjem med mig paa mit Hotel  , der kunne 
vi passiare sammen  ; kom  , jeg beder Dem  , og tag 
Deres elsfværdige Forlovede med  . 
— De tager Feil  , min Herre  , det er ikke min 
Forlovede  , det er min Kusine  , som var i Besøg hos 
os  , og da det ikke er passende for ev ung Dame at 
gaa saa seent om Aftenen  .  .  . 
— Ah ja  , jeg forstaaer  , sagde Greven afbrydende 
(  thi den ærede Læser har vel allerede gjættet at det 
var ham  )  ; men saa foreslaaer jeg  , al vi Begge følge 
Deres Kusine hjem og at De derpaa tilbringer Aftenen 
sammen med mig  .  .  . O  , De maa ikke afslaa min 
Bøn  , — jeg forsikrer Dem  , dette Gjensyn glæder mig 
overordentlig  . 
Harry stod helt forlegen  : han vidsle ikke hvad han 
skulde svare herpaa  . 
— Jeg kan godt gaa alene  , kjære Fætter  , udbrød 
Baronessen i en spydig Tone  . Det lader til at 
Herren har noget meget Vigtigt at forhandle med Dig  . 
Hun flap Harrys Arm og gik langsomt hen ad 
Veien  , i det Haab  , at han vilde ile efter hende  . Delte 
vilde han ogsaa  , men Greven stak hurtig sin Arm ind 
under hans og drog ham med Magt den modsatt  . ' Bei  . 
— Hvad skal dette betyde  , min Herre  ? sagde 
Harry gnaven  . 
— Ti  , Menneske  , og tak Deres Gud for at jeg 
mødte Dem  . Kjender De hin Kvinde  , som nylig forlod 
Dem  ? 

— Nei  , jeg maa tilstaa det  ; jeg bar kun opholdt 
mig en Maaned her i Byen og i den Tid har hun 
havt et uindskrænket Herredomme over mig  . 
— Nu  , saa vil jeg fortælle Dem Noget om hende  . 
Hun bar været mit Livs onde Dæmon  , jeg har maattet 
bede før hendes Intriger  ; min Formue har hun rebet  , 
mine Børn bar hun gjort ulykkelige  , de ere ikke til at 
finde  ; mig selv har hun villet dræbe  , ved at ophidse 
Andre imod mig  ; dette mislykkedes  , jeg døde ikke og 
hun var før feig til selv at sløde mig Dolken i Hjertet  . 
Hun satte mig i en Daareanstalt  , hvor jeg henskæbte 
mange tunge Dage  ; men dog — takket være en god 
Ben  , ja en Broder vil jeg sige  , der var bleven lige 
saa ulykkelig ved hende som jeg  , — blev jeg frelst  . Bi 
reiste Begge til Rom  , jeg meest før at forandre Udseende 
og før at glemme nogle af de Indtryk Paris bavde 
givet mig  . Der skiltes vi  . Jeg reiste tilbage ber til 
Byen  , som De nu seer mig  . men dette er ikke min 
sande Skikkelse  , tbi Skjæg og Haar er forlorent  . Jeg 
kunde have overbevist Dem  , ved at tage begge Dele af 
medens hun stod hos Dem  , da skulde De have seet 
hendes Bestyrtelse  , men jeg turde det ikke  , jeg frygter 
hendes Hævn  .  .  . Bel er hun kun en Kvinde  , men 
hun er forfærdelig  !  .  .  . 
Harry hørte taus paa ham  ; al Blodet var veget 
ira hans Kinder  . 
— Hvad mon hun da vil mig  ? slønnede han  ; hun 
lader mig intet Øieblik i Ro  . 
— O  , smilede Greven  ; De er smnk  , det er mere 

end nok for hende til at søge Dem  . Vel er hun gift  , 
men det er ikke første Gang  , at hun har gjort en Mand 
æreløse Forslag  . Ja  , hvad mener De  , endog mig har 
hun efterstræbt  , og jeg udmærker mig døg hverken ved 
Ungdom eller Skjønhed  . 
Man var under denne Samtale kommen udenfor 
Savignys Bopæl  . 
— Jeg takker Dem ret af Hjertet  , sagde Harry 
og trykkede Grevens Haand med Inderlighed  ; og jeg 
beklager Dem  . — Følg nu med mig op og hjælp mig 
at fsrmilde min Forlovede  , som vist nu allerede har 
ventet mig længe og som uden Tvivl er vred  ; thi jeg 
mærker det  , hun har vist en dunkel Anelse om det rette 
Forhold  . 
— Ja  , det skal være mig en Glæde  , at gjore Bekjendtskab 
med hende  , thi uden at rose mig selv er jeg 
døg paa en Maade hendes Frelser  . 
— Dog  , før jeg indfører Dem i Familien  , maa 
jeg bede Dem at skjænke mig Deres Kort  , sagde Harry  . 
— Deri kan jeg ikke tjene Dem  , sagde Greven  ; 
thi under mit virkelige Navn vil jeg ikke optræde her 
i Paris  . Men forestil mig som en af Deres Venner  , 
f  . Er  . under Navnet  : Mr  . Bvnveng  . 
— Nu  , som De vil  , svarede Harry og gik  , fulgt 
af Greven  , ind i Huset  . 
Adele sad ved fit Sytoi ved Siden af sin Moder  . 
7- Men hvor bliver dog Harry af iaften  ? sagde Fru 

Savigny og saae paa sin Datter  . Og hvad er det  , 
Adele  , Du er bleg og Du græder  ! Er Du nu igjen 
saa taabelig af blive bange  , fordi han bliver lidt længe 
børte  ? 
— O nei  , Moder  ; men jeg har en slem Anelse 
om  , af  .  .  . 
— Tys  , der kommer Nogen  , afbrød -Fruen hende  . 
Døren aabnedes og Harry og Greven traadte ind  . 
Harry løb hen til Adele  . 
— Undskyld mig  , kjære Adele  , af jeg kommer saa 
seent iaften  ; men jeg traf en god Ben og dette har 
opholdt mig noget  . Jeg har driftet mig til af tage 
denne Ben med mig herop  . Maa jeg forestille ham for 
Dig og dine Forældre  . Det er Mr  . Bonveng  ; vort 
Venskab skriver sig fra England  . 
Adele saae op og neiede for den fremmede Herre  . 
— De er os velkommen  , sagde hun hjerteligt  ; 
som Harrys Ven vil vi holde af Dem  . 
— Min Datters Ord ere mine  , sagde Fru Savigny 
og neiede  . Jeg haaber  , at De ret ofte vil 
beføge os  . 
Greven blev rørt over saa megen Venlighed og 
han tilkastede Adele et taknemligt Blik  . 
— Harry  , før Deres Ben ind i Spisestuen  , 
sagde Fruen venligt  ; Bordet er dækket  . ' 
Man satte sig tilbords  , overordentlig tilfredse med 
hinanden  . 
— Adele  , hviskede Harry kjærligt og trykkede 

k 
hendes Haand  . Er Du vred  , fordi jeg blev saalænge 
borte  ? 
— O nei  , vist ikke  , jeg kan begribe  , at din fortræffelige 
Ven har opholdt Dig  . 
Skamrødmen søer op i Harrys Kinder og han 
bukkede fig hurtig for at tage et Lommetørklæde op  , 
som Fru Savigny netop tabte  .  “ 
Grev Morfin tilbragte hele denne Aften boS den 
venlige Familie og da han — tilligemed Harry — 
endelig tog bort  , bad man ham  , saa ofte han kunde  , 
at tilbringe Aftenen boS dem  . Han lovede det og 
vilde gaa  ; men i samme Øieblik bankedes der hastig 
paa Døren tik Spiseværels  «   . 
Fruen lukkede strar op og en ung Mand traadte 
ind i Stuen  . 
— Undskyld  , af jeg gjør dem Uleilighed saa sent 
paa Aftenen  , naadige Frue  ; men min Prineival defalede 
mig af bringe Dem den sørgelige Tidende  . 
— Min Gud  , hvad er hændet  ? udbrød Fruen angst  . 
— De to Skide  , søm Hr  . Savigny sendte til 
Amerika og som begge havde en kostbar Ladning  , ere 
forliste med Mand og MuS  , Intet er reddet  . Jeg 
maa fale med Hr  . Savigny strax  , da min Prineival 
øieblikkelig vil have en Samtale med ham  . 
— O  , min Gud  ! udbrød Fruen  ; bvad skal der 
nu blive af os  ! 
— Trøst Dig  , Moder  ! udbrød Adele  , Alt kan 
endnu blive godt  ; maaske det kun er et Rygte  . 
— Net  , Frøken  , det er det desværre ikke  . Et as 

vore Skide  , der netop er vendt tilbage derfra  , har seet 
beggeø ulykkelige Skæbne  , uden ar kunne komme dem 
tilhjælp i den frygtelige Storm  . 
Adele skjulte Ansigtet i sine Hænder  ; hun græd  . 
— Hvorfor græde  , Adele  , udbrød Harry ømt  ; 
jeg er rigere end Du troer  , og kan uden Tvivl hjælpe 
dio Fader med den Sum  , som denne Herres Principal 
fordrer  . 
Ja  , der er rigtig  »   , Hr  . Savigny har erholdt 
en betydelig Pengesum af Bankieren  , og denne Mand 
er nu — hvor latterligt der end klinger — bleven angst  . 
— Saa kan De godt vende tilbage og berolige 
Bankieren sagde Harry  ; den omtalte Pengesum skal 
han snart faae  . 
Herren vendte sig om og gik  . 
Grev Morfin var bleven staaende stille og med 
stirrende Øine betragtende ben unge Mand  , der bragte 
deue Budskab  . Dog  , først da denne gif bort fik han 
Liv og fulgte efter ham  ; men da den unge Mand gik 
temmelig hurngt  , formaaede han ikke ar følge med  . 
— Aleris  ! kaldte Greven med bævende Stemme  , 
angst før en Feiltagelse  . 
— Ja  ! raabte den unge Mand  , der allerede var 
kommen ud paa Gaden  . Bil De mig noget  ? 
— Ja  , vent paa din gamle Kaver  ; jeg kan ikke 
gaa saa hurtigt  . 
Aleris foer tilbage og faae sig om  . Greven stod 
nu for ham  . 

— De tager feil  , min Herre  , jeg er ikke den  , De 
øger  ; min Fader er desværre død for over et Aar siden  . 
— Men jeg paastaaer det modsatte  , sagde Greven 
med Ro  ; thi det er mig  . 
— Nei  , vist ikke  , sagde Aleris  ; De har desuden 
ikke den fjerneste Lighed med den kjære Afdøde  . 
— Det maa jeg absolut have  ; se ret paa mig  . 
Aleris betragtede den Fremmede opmærksomt  . 
— Nei  , sagde han smilende og rystede paa Hovedet  . 
De ligner ham aldeles ikke  ; kun Deres Øine kunde 
maaske sammenlignes med hans  , skjøndt Deres er noget 
mattere end min Faders  , thi de glimrede og sunlleve 
som to Diamanter  . De vare vel sorte  , som Deres  , 
men dog ere de ikke ens  . 
Greven smilede og sagde  : 
— Kom med mig til mit Hotel  , Aleris  , jeg vil 
da overbevise Dig  . 
— Det kan jeg ikke  , min Herre  , svarede Aleris 
mistænksomt og skottede ængstelig omkring  ; min 
Principal venter min Tilbagekomsl  . 
— Det gjsr Intet  , min Søn  ; jeg forlanger at 
Du skal følge mig  . 
— Med hvilken Ret befaler De over mig  ? 
— Med samme Ret en Fader har ligeover for 
sit Barn  . 
— O  , De med Deres taabelige Snak  , sagde Aleris 
«  taalmodig  ; jeg siger Dem jø  , at min Fader er død  ; 
desuden vilde min Fader aldrig tale til mig i denne 
Tone  , han havde kjendt mig for godt til ikke at vide  , 

at kun et Ord havde det kostet for at saae mig til at 
følge ham  . 
— Og jeg har sagt over tyve Ord  , for at formas 
Dig til at følge mig  , sagde Grev Morfin  ; men 
Du vil dog ikke  . 
— Jeg feiger ikke enhver Evenfyrer  , som kommer 
og fortæller mig flige taabelige Indfald  , sagde Aleris 
vredt og vilde gaa  . 
— Nei  , bliv  , bliv  ! bad Greven med bevæget 
Stemme  . Følg mig  , Aleris  , jeg beder Dig  , Du vil 
ikke fortryde det  . 
Der var noget i Grevens Stemme  , der anslog en 
Streng i Aleris ' Hjerte og han vendte sig om imod hamNu  , 
saa skynd Dem og lad os komme bort til 
Deres Hjem  , sagde AlrriS  . Naar De der har fortalt 
hvad De har at sige mig  , maa jeg strar gaa  , thi min 
Principal venter Besked  . 
— Tak  , udbrød Greven  ; jeg boer her i denne 
Gade  , vi kunne snart være ved mit Hjem  . 
Han gik ængstelig og mistænksom fulgte Aleris efter  . 

Syvogtredivte Kapitel  . 
Fader og Son 
Man slandsede ved et stort Hotel paa Hjørnet af 
den næste Gade og Greven død Aleris træve først ind  . 
Denne nølede  , men gik dog efter nogen Betænkning  . 
Paa første Sal aabnede Greven Døren og bad 
Aleris træde indenfor  . 
Aleris saae sig om i Værelset med et maalende 
Blik og tog endelig — paa Opfordring — Plads i 
en Stol  , træt og ængslelig  . 
— Seer Du  , hviskede Greven sagte  ; jeg kunde ikke 
legitimere mig paa Gaden  , da jeg før det Første vil 
være død før Verden  . Jeg har længe søgt efter Dig 
og din Søster  , men uden Nytte  , dog nu kom Tilfældet 
mig til Hjælp  , jeg saae Dig og giver ikke Slip paa 
Dig før Du anerkjender mig som Fader  . 
-Men  , min Herre  , vil De saa frækt paastaa  , at 
De er den Afdøde  ? Ophold mig bog ikke længer med 
slig Snak  . 
— Du er streng  , min Søn  ; saa se da selv  , sagde 
Greven og aftog det forlorne Skjæg og Haar  . 
Aleris udstødte er kvalt Skrig og holdt Hænderne 
før Ansigtet  . 
— Min Fader  , min Fader I raabte han og slyrtede 
hen til ham  . Er det virkelig Lig  , som vi have savnet 

i over et Aar  . O  , havde Du blot kommet før  , da var 
Madelaine ikke forsvunden  . 
— Hvad siger Du  ? Min Datter er  .  .  . Store 
Gud  , er det Sanvhed  ? Mit stakkels  , stakkels Barn  . 
Men har Du ikke ledt ester hende  , Aleris  , har Dn i 
al den Tid slaaet Dig til Ro  , uden at söge efter hende  ? 
— Nei  , nei  , hvor kunde jeg det  ? Jeg ledte længe 
men forgæves  , og jeg mærkede tilsidst  , at jeg aldrig 
vilde finde hende  . 
— Gode Gud  , mil stakkels Barn  , min kjære 
Madelaine  ; saaledes skulde jeg gjenfinde Eder  !  .  .  . 
O  , min Datter  ! 
Greven skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd 
bitterlig  . 
— O Farer  , vær ilfe bekymret  ; vi ville søge  , vi 
ville lede  , indtil vi finde hende  , skulle vi end reise langt 
— langt dort  , Intet skal ajsfrække oS og vi ville naae 
vort Maal  . 
— Hvorfor har Du ikke tænkt dette livligere  , 
Alens  , vi havde da allerede fundet hende  . Nu er det 
for seent ar söge  , sagde Greven bittert  . 
— Ak  , Fader  , Du dømmer  »  tfe ret  ; jeg yar søgt 
overalt her i Paris efter hende  , længer kunde jeg jo 
ilfe lomme  , blottet for Penge  , ja selv for Brøde  «   , kunde 
jeg jo ikke reise bort  ; jeg vilde have slyr  «   «  under 
Bægiea af den Ulykke man kalder Nøden  . Og hvad 
rilte de  «  have nyttet min stakkels Søster at jeg var 
død  ; r  , n derimod har jeg arbeidet  , jeg har sammensparel 
de faae Penge  , det yar været mig muligt at lægge 

tilside  , for at kunne reise og mulig frelse hende fra en 
eller anden Ulykke  ; men først om et Aar vil det kunne 
lykkes mig at samle saa meget  , at jeg kan begive mig 
bort herfra  . Tro mig  , det er ikke af Ligegyldighed for 
hende  , at jeg opholder mig her i Byen  , jeg venter kun 
til jeg har faaet de attraaede Penge  , og da drager jeg 
dørt for at söge hende  . Men Fader  , Du taler nke til 
mig  , sagde Aleris og bredte Armene ud imod den gamle 
Mand  . Er Du vred paa mig  ? 
— Nei  , min elskede  , min brave Dreng  , sagde 
Greven med Taarer i Øinene  . Kom i mine Arme  , 
det er længe siden Du har hvilet ved mit Bryst  . 
Greven knugede fin Søn til fit Hjerte og lænende 
fit Hoved mod hans Skulder brast han paany i Graad  . 
— Min Datter  , min Datter  .  .  .  . Ak  , Du er 
borte  ! sukkede han  . 
— Trøst Dig  , Fader  , vi ville finde hende  . 
En slærk Ringen paa Portklo ' ken opjkræmmedr 
dem begge  . 
Greven greb hurtig fin Paryk og Skjæg  , og satte 
det paa  . 
- Hör opmærksomt efter  , Aleris  ; endnu maa 
Ingen vide af Du har funden mig  ; for Verden er 
jeg død  . 
Hurtige Skridt nærmede sig Døren  . 
— Ah  , udbrød Greven  ; vi faae Besøg  . 
Nu Hørtes udenfor Døren en slærk Raaben og 
Skrigen om Hjælp  . Greven lukkede hastig op og en 
ligbleg Kvinde slyrtede aandeløs ind  . - 

Aleris smuttede i Haft bag Døren efter sin Faders 
Opfordring  . 
— Ah  , min smukke Dame  , hvad seer jeg  ? Harry 
KronwallS Kusine  ! De er altsaa endnu ikke kommen 
hjem  ? sagde Greven  . 
- O  , nei tænk  , sagde Baronesse von Sympfen 
og lod sig falde paa en Stol  ; jeg kom ikke langt bort 
fra Dem  , før en meget paatrængende Herre nærmede 
sig mig  ; han vilde absolut spadsere med mig  , al min 
Protesteren hjalp Intet  , og da der  , som De veed  , var 
meget ensomt paa den Vei  , hvor vi skiltes  , vidste jeg 
intet andet Raad end af fjerne mig saa hurtig som 
muligt  . Men min Flugt mislykkedes  ; han tog min 
Haand med Magt og bar mig et Stykke Vei hen til 
et lille Hus  . Jeg tilstaaer  , Mandens Kræfter have 
været overordentlige  , thi han bar mig helt op til anden 
Sal  , uagtet jeg stred imod saa godt jeg formaaede  . 
Han salte mig hen i et Værelse  , laasede Døren og 
gik bort  . Hahaha  ! Ja  , jeg tilsfaaer  , det var lidt besynderligt  , 
men jeg var meget ængstelig ved at være 
alene i et aslaaset Nu-n  , hvor jeg hvert Øieblik kunde 
befrygte Mandens Tilbagekomst  . Altsaa  , gode Raad 
vare dyre  , jeg fandt paa at efterse  , om ingen hemmelige 
Døre skulde sindes  . Jeg flyttede alle Møblerne 
frem  , undersøgte Væggene og Gulvet  , og til min store 
Glæde opdagede jeg en Lem  ; da jeg aabnede denne 
fandt jeg en Trappe  , som førte ned til et stort  , mørkt 
Rum  . Jeg greb det tændte Lys og gik rask ned ad 
Trappen  . O  , Himmel  ! hvilken Glæde  ! atter her var 

en Lem  . Jeg aabnede den  , traadte dristig ned paa den 
anden Trappe og befandt mig snart i fri Lust  . Jeg 
flygtede  , saa hurtig mine Been kunde dcere mig  , og 
naaede hertil  , men til min Forfæerdelse opdagede jeg 
Mennesket her paa Hjørnet  . Jeg gjenkjendte dam og 
slyrtede herop  . Jeg veed endnu ikke om han par seet 
mig  . Skrcekken ük mig ül at  “ uvsfode et Skrig  , da 
det forekom mig ar han forfulgte mig op ad Trappen  . 
Endelig naaede jeg herind  , og jeg er saa overanstrengt 
af Sindsbevæegelse og Kamp  .  .  . o  , aah  ! 
Og nu fandt Baronessen Ler raadeligt at besvime  . 
Skjønvt Greven vidste  , at alt dette var Opdigtelse  , 
kunde han dog ikke hare sig for ar smile over 
denne lastvæerdige  , ræenkcfulde Kvindes Planer  , som 
han saa klart gjennemfluede  . 
Han havde demcerker  , hvorledes hun under hele 
FormUmgen havde speider omkring i Stuen  , og det 
underlige Smil  , der havde leiret sig om hendes Mund  , 
da hun saae ar en Herre stod dag Døren  . 
Aleris havde vendt Ryggen til dem og hun kunde 
saaledes ikke se hans Ansigt  . 
— Hendes Haab er nu  . mukfe Greven  , ar Harry  , 
som hun troer slaaer bag Døren  , vil tte hende tilhjcrlp  , 
naar hun besvimer t en saa yndefuld Stilling  , 
saaledes at baade den fljønne Hals og de hvide Hinder 
og Arme kan sees  . I Sandhed  , hun er fijøn  , 
men Gud fri os fra WjEvæLen  , det er en farlig 
Skjsnhed  . 
Han gav Aleris et Bink  , at han I^uLve gaa og 

Mede fig saaledes for Baronessen  , at hun ikke kunde 
se det  , da han anede at Besvimelsen var falsk  . 
Da Aleris var kommen ud vaa Gangen gik 
Greven ud til ham og lukkede Døren  . 
De fulgtes ad ben ad Gaden  , uden vt bekymre 
kig om Baronessens Tilstand  . 
Wtteogtre-ivte Kapitel  . 
Kn Opdagelse  . 
Da Døren lukkedes efter Greven og hans Søn  , 
lukkede Baronessen Vinene op og saae sig forsigtig 
om i Værelset  . 
— De ere gaaede  , sagde hun og reiste  , sig  . O  , 
hvilken Nederdrægtighed  , at lade mig ligge uden 
Hjælp  ! 
Hun foer omkring i Stuen som en Rasende og 
trak forskjellige Sager frem  , for mulig at se hvem -en 
gamle Herre var  . 
Hun trak Skufferne ud i Skrivebordet og undersegte 
visse meget neie  , men ver fandtes Intet  , som 
kunde leve henve paa Spor  . 
— Og Harry kunde ogsaa gaa bort  , sagde hun 

og saae mod Døren  ; det havde jeg dog ikke tro  «   . 
Denne Mand er farlig  , jeg maa se at skaffe ham bort  ; 
han kan fordærve mig Harrys Kjærlighed tilsidst  . 
— Men hvad er det  ? udbrød hun pludselig og 
greb et lille Blad  , der laa paa Bordet  . 
Hun læste det hurtigt  . Det indeholdt Følgende  : 
— Deres Planer ere gjennemskuede  . Spar Deres 
falske Besvimelser  , for Harry Kronwall  , han ernsaarlig  , 
men spar Dem ogsaa til andre Tider  , thi en Hævner 
har ellers altfor god Leilighed til at dræbe Dem  . 
G reven  . 
Denne Underskrivt var understregen flere Gange  , 
for at fremhæve den  . 
Hun lød Billetten falde  . En dyb Rædsel bemægtigede 
sig hende og aftegnede sig i hendes Ansigtsfræk  . 
— Forraadt  ! slammede hun tænderskærende  . Hvem 
er denne Mand  ? 
Hun søgte i sin Hukommelse for at udfinde sit 
Bekjendtskab med en Greve  , men hun kjendte kun een 
og ham kunde del umuligt være  . 
Hun samlede hurtig sin Kaabe om sig og vilde 
gaa  ; men til sin Forfærdelse fandt hun Døren aflaaset  . 
Opbragt over Modstanden rev hun hæftig i 
Laasen  , men den modstod alle hendes Anstrengelser  . 
— Indelukket  ! brummede hun og satte sig paa 
Stolen  . Heldigvis er det snart Morgen og da skal 
jeg nok finde en Udvei  . 

Eli lydelig Snorken lød fra Værelset ved Siden 
af  ; den generede hende øiensynlig  . 
Hun traadte hen til Væggen og dundrede dygtig 
paa den  . 
— Hold op derinde  , at gjøre en saadan Støi  ! 
sfreg hun  . Man har jo ikke Rø et Øieblik  ! 
Men den samme Snorken vevblev og opbragte 
dente i den Grad  , at hun med hastige Trin gik frem 
oz tilbage i Værelset  , harmfuldt knugende Hænderne  . 
En hviskende Samtale trængte til hendes Øre fra 
Værelset ved ten mødsatte Væg  . 
Hun listede sig sagte derhen og hørte Følgende  : 
— Men hvorfor ml Du ikke modtage mig  , min 
Elskede  ? Har jeg paa nogensomhelst Maade fortørnet 
Dig  ? O  , saa siig mig det dog  ! Du tier  .  .  .  . Du 
er vred  , men hvorfor  ? 
— Fri mig for Deres Favntag  , Hr  . Baron  , lød 
en kvindelig Stemme  . Jeg veed nu at jeg er bedragen 
De er gift  . Hvorfor har De fortiet det  ? 
— O  , kan det hindre mig i at elske Dig  , Du 
fortryllende Skabning  ! Kan det vække din Skinsyge 
at jeg har en grim gammel Kjællkng  , en sand Xantippe  , 
som jeg kun har ægtet  , for at fæae Penge  , for at 
kunne tilbyde Dig min Kjærlighed og min Formue  , og 
det Øieblik  , hvor jeg for Alteret kan give Dig min 
Haand  , imodeseer jeg med Længsel  , thi te  »  kan ikk 
vare længe inden hun maa dø  , hendes Galde vil tilsidst 
bringe hende i Graven  , og vil den det ikke  , da 
skal jeg min Sandten nok sørge for al hun snart skal 

kommt der  . Troer Du nu paa min Kjærlighed  , min 
elskede Eugenik  . 
— Elsker De hende da virkelig ikke  ? sagde 
hun ømt  . 
— Hvor kan Du tro af min Smag er saa 
daarlig  ; naar jeg har et Par saadanne Solstraaler  , 
som dine smukke Øine  , af varme mig ved  , saa søger 
jeg ikke den kolde  , blege Maane  . 
— 0  , er det sandt  , laa er jeg atter glad og jeg 
elsker Dig lige saa døit  , som tidligere  . 
Baronessen børte nogle sagte Bevægelser  , som om 
man omfavnede hinanden  ; derpaa blev Alt stille  , og 
skjøndt Baronessen anstrengte nn Høreevne  , var ikke en 
Lyd af opfange  . 
I sit Raseri vilde hun have sprængt Væggen ind 
tik dem  , thi hun havde gjenkjendt sin Gemals Stemme  , 
men dun erindrede sig af Væggen maatte være tyk og 
af Døren var lukket  . 
Ligbleg as Harme mumlede hun  : 
— Den Elendige  , han vover af være mig utro  , 
han vover af elske Andre  , skjøndt han er ægteviet til 
mig  , han vover af tale om mig paa denne Maade  ! 
Hahaha  , min Hr  . Gemal  , vent blot  , jeg skal tale med 
Dig paa en ganske anden Maade  ! 
Hævnfnysende hævede hun Haanden truende mod 
Væggen  . Hun lignede i dette Øiedlit en sand Furie  . 
— Saa Du vover at kalde mig en Lantippe  , vedblev 
hun med dirrende Stemme  . Nuvel  , min kjære 
Hr  . Gemal  , Du skal faae dine Ords Sandhed ar ' vrnemme  , 

længe før Du ønsker det  .  .  . Ikke for Intet 
skal Du have givet mig dette Navn  . Ha  , min Hævn 
skal blive frygtelig  ! 
Niogtrediote Kapitel  . 
Roverhovdingen  . 
Det er alter Nat i Skoven  ; men dennegang spreder 
Maanen ikke sit Sølverskjær over denne  ; er  »  igjennem  « 
irængcligt Mørke hersker over Jorden  . 
Paa en Plads  , indhegnet af tætte Buske og Træer  , 
sidde en Snes Mænd lcirede om et stort Baal  , i ivrig 
Samtale  . 
Paa en Forhøjning  , bygget af afhuggede Træstammer  , 
sidder en Mand  , slærk  «  bygge  «   , med blottede 
Arme og Bryst  . 
Alks Blikke ere fæstede paa ham  , men han er taus 
og mørk  . 
Endelig hæver han Hoveder og skuer med et imponerende 
Blik paa de forsamlede Mænd  . 
— Hvad vil I  , at jeg skal gjøre med Pigen  ? 
Her have vi jo ingen Brug for hende  , sagde han  . 
Madelaine  . is  . Heste  . 

— Jo vist  , Høvding  , sagde en ung Mnnd  , der sad 
ved hans Side  . Vi trænge slundom  , naar vi komme 
hjem fra vore haarde Strabadser  , til at flue rl mildt 
Pigeansigt  , som hendes  . 
— Du taler over Dig  , min Søn  ; mindst af Alle 
skulde Du forsøge paa at overtræde vor Lov  , som dyder  , 
ikke at have Kvinder i vor Leir  . Hun har nu været 
her i over en Uge  , vi have pleiet hende venligt og 
. godt  , thi hun var syg paa Sjæl og Legeme  , og mere 
kan vi ikke gjøre for hende  . Hun veed ei  , hvor hun 
hører hen  , til hvilken Vei hun skal vende fin Fod  , men 
vore Love byder os nu at forlade hende  . Bore Tog 
kunne ikke ophøre  , fordi vi skulle pleie og passe hende  . 
— Men Fader  , udbrød den unge Mand  , hvis 
Ansigt nu var blegt som Døden  ; Du kan da ikke nænne 
at efterlade hende i den vilde Skov  , uden Hjælp og 
Støtte  , del dyder vore Love ikke  . Drag I paa 
Hærgerlog  , jeg bliver og pleier den smukke hvide Blomst  , 
indtil hun after frisf og rask kan tiltræde Tilbageveien  . 
Høvdingens Øine bleve underløbne med Blod  . 
Et strengt  , haardt Udtryk havde leiret sig i disse  . 
— Er det min tappre Søn  , er det min Hermed  , 
der taler saa  ? Vil han svige Seirens Gudinde  , for al 
vie sine slærke Lemmer til den svage Kvinde  , der hviler 
histinde paa Straalcict r sagde han haardt  . Er det 
saa og har den blege Pige forrykket Hovedet paa min 
tappre Hermed  , da Forbandelse over hende  , da maa 
hun de  ! 

Han reiste fig  , strakte bydende Haanden ud mød 
nogle af fine Svende og sagde  : 
— Bringer -ende herud  ! 
De adlød strar  . 
Høvdingens Søn — eller Hermød  , som han 
kaldtes — støttede bleg og taus sit Hoved mvv Haanden  . 
— Jeg drager med Jer  , Fader  , sagde han endelig 
og rakte den gamle Høvding Haanden  ; men lad hende 
gaa bort med Fred og lad ikke din Hermød være 
Skyld i hendes Død  . Min Tale var taabelig  , det 
indseer jeg nu  ; men lad mig ikke se hende  , lad hende 
blive hvor hun er  . 
— Nei  , Hermød  , jeg har ei seet hende ret  ; jeg 
vil nu betragte hende  , for at se hvilken Skæbne hun 
fortjener  . 
— O  , Du er haard Fader  ; den smukke blege Pige 
har ei fortryllet mig  , — hendes Blidhed og Godhed 
har rørt mit Hjerte og gjerne vilde jeg pleie hende  , 
men naar Du fordrer det anderledes  , saa adlyder 
Hermed  . 
— Tys  , slille  , der komme de med hende  . 
To Svende bredte bløde Tæpper paa Jorden  , 
medens lv Andre kom bærende med en ung  , bleg Pige  . 
Hendes sorte Haar var opløst og bølgede ned over 
Skuldrene  , de mørke Øine stirrede mat frem for sig 
og Hænderne hvilede skælvende i Skjødet  . 
Man satte hende paa Tæpperne og stillede sig i 
Kreds om hende  . 

Høvdingen tog Plads lige for hende og lagde 
Armene overkors  . 
— Svar os nu  , Du hvide Lilie  , sagde han og 
fæstede et formildende Blik paa hende  , ved at se det 
blide Ansigt rette sine taarefyldte Øine paa ham  . 
Hvorfra kommer Du og hvorhen vil Du  ? 
Madelaine  , thi hende var det  , som Læseren vel 
alt har gjættet  , bøiede Hovedet og sagde skælvende  : 
- Jeg veed ikke hvor langt der er til mit Hjem  , 
eller hvilken Vei jeg skal gaa  , men en af disse Veie 
maa det være  , enten mod Nord eller Syd  . 
— Er det Alt hvad Du veed  ? Hvem bragte Dig 
da hid  ? 
Madelaine saae op paa ham og sagde bedende  : 
— O  , fri mig fra at tale om ham  .  .  . jeg 
ryster over hele mit Legeme  . 
- Men jeg vil alligevel vide det  , sagde Høvdingen 
haardt  . — Fortæl  ! 
Madelaine kastede bønfaldende Blikke omkring i 
Kredsen  ; det traf Hermed  , som skælvende sløttede sig 
til sit Sværd og som ufravendt betragtede hende  . 
Høvdingens Øine lynede  , da han bemærkede 
Retningen af hendes Blik  . Han hævede sit Sværd 
og traadte nærmere hen til hende  . 
— Bort med dine Øine fra min Søn  , siger jeg 
Dig  , eller jeg dræber Dig  . 
Madelaines Øine hæftede sig paa Hermed med 
et endnu mere bedende Blik  ; han var jv den Eneste  , 
der havde viist hende Venlighed i de forløbne olie 

Dage  ; ban var jo den Eneste  , der havde rakt hende 
den styrkende Drik  , den Eneste  , der havde givet hende 
at spise  . 
Høvdingens Øine traadte ud af deres Huler  ; 
med Vildhed hævede han Sværdet og i næste Nu vilde 
det have ramt MadelaineS Hoved  , dersom ikke Hermod 
var traadt til  , havde hævet den ulykkelige Pige i sine 
Arme og baaret hende bort  . 
Høvdingen saae efter sin ranke smukke Søn og 
sagde  : 
— Der gaaer han bort med hende  ; hun høfter 
Lønnen for al min Opoffrelse  , al min Flid  ! Min egen 
Hermed  , min kjære Søn  , Du vender Ryggen til din 
Fader og holder med Fremmede  , ja frelser dem som 
din Fader vil knuse med sit Sværd  . Min Hermod  , 
min tappre Hermod  , min Stolthed  , min Fryd  , Du 
foragter mine Læresætninger  ! 
Høvdingen dukkede f taus Smerte sit Hoved  . Ingen 
vovede at afbryde ham  . 
Man havde sluttet en tæt Kreds om ham  , for at 
forhindre ham i at forfølge Hermod  , som Alle elskede  . 
Da denne var kommet et godt Stykke bort med 
den unge Pige  , lagde han hende i det bløde Græs og 
løb atter hen mod sin Fader  . Han traadte hen til 
denne og sagde  , idet han tog hans Hænder mellem sine  : 
— Du maa ikke vredes  , kjære Fader  , for min 
Ulydighed  , men denne lille uskyldige Pige maatte ikke 
bøde for min Skyld  , hun maatte ilke dø  , fordi Du 
elskede mig  , hun har jo intet Ondt gjort  ! 

— Jo  , min Sø  »  hun har gjort meget Ondt  , thi 
hun har ranet dit Hjerte  , det seer jeg godt 
Anglingens Kinder bleve purpurrøde  , han hævede 
Øinene mod sin Fader  , greb atter hans Haand og udbrød 
dybt bevæget  : 
— Om saa var  , min Fader  , var det da en Synd  , 
hun havde gjort  ? Kan man vel paa Jorden finde en 
skjønnere og blidere Skabning og vilde Du ikke være 
stolt ved at faae en saadan Datter  ? - Og naar hun 
blev min Hustru  , vilde det da ikke være skjønt  , om Du 
kunde faae en Sønnesøn  , der kunde arve dit Navn og 
din Hæder  ? 
— Hermod  , Hermod  , min Søn  , Du taler bravt  , 
men jeg kan ikke taale at dele min Kjærlighed med en 
Anden  ; altsaa  , der kan Intet blive deraf  . 
— Fader  , tag min Lykke med i Betragtning  ; thi  , 
vedblev Anglingen og slog Øinene mod Jorden  , — 
jeg elsker hende  ! 
Høvdingen vendte sig bort  ; en øiensynlig Kamp 
opstod i hans Indre og Alle betragtede ham i spændt 
Forventning  . 
Endelig vendte han sig om  , greb Sønnen og trykkede 
ham til sit Hjerte  . 
— Du har vundet  , sagde han mørkt  ; tag hende da  ! 
Hermod lænede sit Hoved mod Høvdingens Skulder 
og sagde bevæget  : 
— Tak  , Fader  , nu først gav Du mig Livet  ! 
Let som en Hind ilede han over Græssef hen mod 
Madelaine  , som skælvende imødcsaae hans Komme  . 

Han kastede sig ned paa Gronsvcæret ved Siden 
af hende  , trykkede hende fast til sit Hjerte og hviskede 
snit smilende  : 
— Vil Du væere min Hustru  , Du smukke Lillte  , 
jeg elsker Dig  ? 
Madelaine pev sig æengüelig ud af hans Favntag 
og bedækkede Ansigtet med sine Hcrnder  . 
— O  , Du stal ikke rødme  , ikke blive forlegen  ; jeg 
veed jø  , Du holder af mig  ; jeg saae det jø før af dit 
Blik  , som gjorde mig saa hjerteglad  .  .  .  . O  , saa svar 
mig dog  , Du maa ikke tie Kille  , jeg veed jø  , Du vil 
tilhøre mig — mig ganske alene  ; o  , hvor jeg er glad  ! 
Han lagde atter sin Arm om hendes Liv og trykkede 
den svage Pige fastere og fastere ti  ! sit Bryst  . Han 
kyssede i overgiven Glæede de blege binder  , Pande oz 
Mund  . 
Den stakkels Pige sank som tilintetgjort tilbage og 
sagde neppe herligt  : 
— O  , Hcrmod  , De bar misforstaaet det Blik jeg 
sendte Dem  ; det var ikke Kjæerlighed  , De lcrste deri  , 
jeg bad kun om Hjcelp  . O  , hav Medlidenhed  . Jeg 
holder af Dem  , som en Broder  , De har gjort saa 
meget Godt før mig  . 
Nnglingens ffamfulde Blik søgte Jorden  . Stille 
greb han hendes Haand og sagde bevæeget  : 
— Jeg var en Taabe  , at tro  , at De vilde elske 
mig  ; min Forfængeligbed har indbildt min stakkels Sjæel 
dette  . Maa jeg nu bede Dem tilgive al den Uret jeg 

bar forvoldt Dem  ; den kan ikke ovveies med det Gode 
jeg har gjort for Dem  . Vil De tilgive mig  ? 
— Ja  , Hermod  , jeg bar jø sagt Dem  , De er mig 
kjær som en Broder  ; min Tilgivelse har De allerede  . 
— O  , Tak  , hviskede Zöglingen og tog den fremrakte 
Haand  , og idet han bøiede sig over den  , for at 
kysse den  , blev den vædet af hans Taarer  . Min Lykke 
var kun kørt  , sagde han taarekvalt til hende  . O  , hvor 
del nu gjør mig ondt for Dem  ! 
— Vist ikke  , Hermod  , saa længe jeg har en iro 
Broder ved min Side  , skal det ikke gjøre Dem ondt 
for mig  , fhi De vil jø nok som en Saadan vaage over 
»  kg  . Jeg er kur  ? svag og lille  , jeg trænger til en 
Beskytter  . 
— O  , Alt  , M  ! udbrød Hermod sørgmodig  ; Alt 
vil jeg gjøre for Dem  . Bar det end at gaa i Døden  ! 
— Saa har jeg en Bøn til Dem  , sagde Madelaine  . 
— Og det er  ? spurgte Hermed og saae inderlig 
paa hende  . 
Madelaine fløg Øinene ned for det fyrige Blik 
hvormed han betragtede hende  . 
— Det er  , sagde hun langsomt  , som frygtende for  , 
at han vilde give hende et Afslag  , — at De vil føre 
mig ud af Skoven og hjem til min Fader  , som boer i 
Florents  . Jeg veed ei hvilken Vei jeg skal vende migog 
gaa alene tør jeg heller ikke  . 
— Det var et stort Offer jeg der vilde bringe  , 
udbrød Hermod og greb hendes Hænder  ; jeg fik Dem 
da aldrig at se mere  . 

— O jø  , vist saa  , Hermod  ; jeg vilde da præsentere 
Dem for min Fader og han vilde tage imod Dem 
med aabne Arme  . De kunde da komme til os saa 
ofte De havde Lyst  , og vi ville tale om Fuglene  , om 
Skoven  , om Dem selv og om Deres Fader  . 
Hermod betænkte sig et Øieblik  . 
Høirøstede Stemmer lød i Nærheden af dem og 
sil Høvdingen og Svendene til at fare op  . 
— Afsted  , Kammerater  , afsted til Grotten  ! raabte 
Høvdingen  . 
Hermod sprang op  , greb den unge Pige i sine 
slærke Arme og ilede afsted med hende  . 
Stemmerne løde stærkere og stærkere  ; det var et 
Selskab  , Ler red gjennem Skoven  . 
Fyrgetyvende Kapitel  . 
Ensomhed  . 
I Dokror Einers Hus var Alt stille  . Han selv 
sad ved Skrivebordet  , men Pennen hvilede ved det 
urørte Papir og Haanden skælvede slærkt  . 
Da aabnedes Døren og gamle Leonia traadte ind 
med vaklende Skridt  . Hendes Øine vare ophovnede 
og røde af Graad  . 

— Naa  , hvad Nyt bringer Du  , min gaMe Veninde  ? 
raabte Dokteren hende  «  mode  ; har man noget 
Svor  ? 
- Ak nei  , Doktor Einer  , udbrød den gamle Pige  , 
idet Taarerne atter slyrtede ud af hendes Øine  ; man 
har ikke fundet noget  . Men nogle af Dalens Folk 
staa herudenfor  ; de bede Dem om  , at Dalens gode 
Engel atter maa besøge dem  , thi der hersker megen 
Sygdom og Nød dernede  ; de trænge til hendes Raad 
og Trøst  . 
Doktoren skjulte Ansigtet i sine Hænder  . 
— Ak Gud  , ak Gud  ! sukkede han  ; hvor er 
hun dog  ? 
Leonia nærmede sig ham og lagde sin Mund til 
hans Øre  . 
— All hendes Tøi ligger endnu deroppe paa hendes 
Værelse  ; hun er gaaet i den samme Dragt  , hvori vi 
daglig saae hende  . Hvem veed  , om ikke den lille Dam  , 
der engang tidligere nær havde forvoldt hende Døden  , 
øm den ikke nu er bleven hendes tause Grav  . Hun gik 
i Vildelse  , efter at han var reist  ; jeg saae det vaa de 
taarelsse Øine  , som ikke ganske kunde undertrykke den 
Smerte  , Hjertet følte  . O  , Doktor Einer  , vi har en 
svær Byrde paa vor Samvittighed  ; bavde vi itide talt 
til ham  , kunde alt dette have været forebygget  . Denne 
forfærdelige lange Uge har næsten gjort Dem til en 
Olding og mit Mod  , min Glæde har den knækket  . 
Jeg har kun tilbage at ønske  , at ogsaa Gud vilde kalde 
mig ttl sig  . 

— Ønsk ikke det  , min gamle Veninde  , jeg kan 
ikke bære denne Sorg  , naar Du ikke hjælper at lindre 
mig den  . 
Der bankedes paa Døren  ; deres Samtale afbrødes 
og den gamle Jæger traadte ind  . 
Det gamle ærværdige Hoved var bøiet ned mod 
Brystet  ; han nærmede sig Doktoren og sagde mørkt  : 
— Jeg skal bede fra Beboerne i Dalen  , om at 
Deres lille Datter maa komme ned til dem  ; mange 
ere syge og Alle trænge til Raad og Hjælp  . Hu  « 
bragte Velsignelse naar hun kom og Dr maa ikke afslaa 
vor Bøn  . Jeg selv trænger ikke mindre til Trøst end 
alle de Andre  ; vor Søn er for otte Dage siden forsvunden 
for os og Ingen har seet ham siden  . Han 
kjørte bort med vor NaboeS Vogn  , for at besørge et 
Selskab ud til et Landsted  , en Mils Vei herfra  , og 
siden har man ikke seet Noget hverken til ham eller 
Vognen  . 
Doktoren studsede og foer op af sin Stol  . 
— Otte Dage  , siger De  ; men har De ogsaa 
regnet rigtig  ? 
— Bestemt otte Dage  , som jeg siger Dem  , Hr  . 
Dokfor  ; jeg tager ikke Feil  . 
— Store Gnd  , vaa samme Tid blev ogsaa hun 
borte  ! raabte Doktoren blegnende  . Hvad betyder dog 
dette  ? 
— Hvem mener De  ? spurgte Jægeren  . 
— Jeg mener min Datter  , som De kalder hende  . 
Hun er bleven borte paa samme Tid som Deres Søn  . 

Min Gud  , min Gud  , hvor ere de henne  , hvor stol 
man söge for at finde dem  ? 
— Ja  , hvor  , hvor  ? sagde Jægeren mørkt og bøiede 
Hovedet  . Jeg mener intet Sted  , de ere borte for bestandig  . 
— Siig ikke det  , afbrød Doktoren ham  ; mit Hjerte 
vilde briste  , dersom det var saa  ! 
— Lad det briste lige saa godt først som sidst  , thi 
vi faae dem aldrig at se  , sagde Jægeren bittert  . 
— Ti  , Gamle  , sagde Leonia hæftig  «   ; Sorgen har 
gjort Eder vanvittig  , derfor taler I saa  . Kan I gaa 
t Rette med Gud og slille Jer ved Siden af Ham  , før 
at fortælle os  , at vi aldrig faae hende at se  . Hold 
inde med saadan Snak og gaa  , I gjør jo den stakkels 
Doktor Einer helt fortvivlet  . 
— Ja  , raabte den gamle Jæger  ; dersom han ikke 
alt var det i Forveien  , saa vilde jeg fro det  , men  .  .  . 
— Spar Eders Snak og gaa nu  , afbrød Leonia 
ham  . 
Jægeren nærmede sig Døren og sagde endnu 
engang  : 
- De faaer hende ikke mere at se  ; jeg veed det  , 
de ere Begge døde  . 
— Hvorfra veed De det  ? raabte Doktøren hæftigt 
og var i et Nu ved Mandens Side  . 
— Hvorfra jeg veed det  ? udbrød Jægeren lidt 
studsende  . Nu  , det siger mit gamle Hjerte mig  : min 
Søn er død  ! Ak  , ak  , han er død  ! 

Han rev hæsligt Dørrn op og slyrtede ud paa 
Gangen  . 
Otie Dage derefter laa han Liig  . 
Enogfyrgekyvende Kapitel  . 
En Ridetur  . 
Siden hin Morgen efter Ballet havde Baron 
Verdin og Mary Kronwall ikke talt meget til hinanden  . 
Naar man var samlet om Bordet  , søgte enhver 
for sig st faae en Plads saa langt som muligt fra 
hinanden  . 
Var der stort Selskab og Vittighederne krydsede 
hinanden hos den glade Ungdom  , var Mary en af de 
Ivrigste  ; Baronen holdt sig heller ikke tilbage  ; men 
det mærkeligste var  , at aldrig nogen af deres Vittigheder 
gjaldt hinanden  . 
Mary talte over Bordet til alle de Andre  , men 
undgik behændigt Baronen  . Dette undgik ikke hans 
Opmærksomhed og han paa sin Side bar sig ligesaadanne 
ad  . 
En Aften aftalte man i Selskabet om at foretage 

en Ridetur gjennem de store  , vidt udstrakte Skove den 
følgende Dag  . 
Ti Damer og ti Herrer skuttede sig sammen til 
denne interessante Tur  ; men endnu havde Ingen indbudt 
Frøken Kronwall til at deltage i denne  . 
— Tager De ikke med os  ? spurgte en af 
Herrerne hende  . 
— Jo  , med sand Fornøielse  ; men endnu har 
Ingen bedet mig  , undtagen De  . 
— Det er min Pligt  , sagde Baron Verdin  , og 
De  , unge Mand  , er kommen mig i Forkjøbet  ; men 
jeg beder Dem indslændig  , Frøken Kronwall  , at tage 
med os  . 
- Maaske  , dersom jeg imorgen har lige saa stor 
Lyst dertil  , som idag  , sagde Mary koldt  . 
Noget  , efter skiltes Selskaber  . 
Den næste Dag oprandt  . Det var en lys  , klar 
Morgen  . Deltagerne havde allerede samlet sig og man 
ventede kun paa Mary  . Endelig traadte hun ind til 
dem  , skjøn og blomstrende som en Rose  . 
— I er paa Pletten Allesammen  , det kan jeg lide  , 
sagde hun muntert  ; lad os saa komme afsted  ! 
Baronen var hensunken i Betragtningen af hende  . 
Da hun kom fordi ham  , saae hun til Siden og sagde  : 
- Ei  , Hr  . Baron  , har De ikke mere travlt  . Jeg 
er jo idag bleven Deres Dame  , og jeg tilstaaer  , jeg 
har ingen Taalmodighed til at vevre paa Dem  . 
— Det skal De heller ikke  , Frøken Kronwall  ; her 
er min Arm  . 

Hun modtog den og man fulgtes ned til de utaalmodige 
Heste  , der slampende stode og ventede paa dem  . 
Et Øieblik efter gallopperede Selskabet afsted  . Det 
gjaldt et Væddemaal om hvem der først kunde naae 
Skoven  , og Mary  , der havde en smuk  , let Ganger  , 
foer ajsted i rasende Galop  . 
Mon det var for at naae Skoven først at hun 
saaledes jog hen ad Veien  ? — Det var maaske mere  , 
fordi hun ikke vilde have Baronen ved sin Side  . Men 
trods hendes stærke Flugt var Baronen dog stadig ved 
Siden af hende  . 
Hun opnaaede kun derved at de kom saa langt 
fra Selskabet  , at de ikke kunde vine deire og det var 
jo lvenimvd hendes Plan  . 
— De rider altfor hurtig  , Fiolen Kronwall  , De 
kan ikke taale den stærke Bevægelse  . 
— Der er mig ligemeget  , sagde Mary lidt trodsig  ; 
kan De maaske Like følge mig  ? — Hvis saa er  , da 
slut Dem til Selskabet  ; jeg kan godt ride alene  . 
Baronen bøiede Hovedet og sagde alvorlig  : 
— De er bitter  , Frøken Kronwall  ; jeg begriber 
iklc hvormed jeg har fornærmet Dem  . 
— De fornærmet mig  ? lo Mary høit  ; men man 
kunde høre paa hendes Latter al den var unaturlig  . 
Desuden bekymrer De Dem vist meget lidt om mit 
Humør  . 
Baronen smilede  . 
— Naa  , hvorfor troer De netop det  , Frøken  ? 

Hvad Vilde De sige om jeg nu bekymrede mig meget 
derom  ? 
— O  , sagde Mary og trak paa Skulderen  ; det 
er mig aldeles ligegyldig  , — jeg kan ikke gjøre Krav 
paa Deres Sympathi  , det veed jeg  ! 
— Nei  , ikke for Øieblikket  , Frøken Kronwall  , 
sagde Baronen slødt og nu red man i nogen Tid taus 
ved hinandens Side  . 
Mary havde strammet Hestens Tøile for at det 
øvrige Selskab kunde indhente dem og dette varede ikke 
længe  . 
AgneS Kronwall kom først hen til Mary  . 
— Ah  , er Du der  , AgneS  ; jeg kunde nok tænke 
at Du ikke vilde undlade at komme med  , naar vor 
selskabelige Baron var her  . 
Mary sagde dette med et Smil  ; hendes Stemme 
skulde være munter i dette Øieblik  , men en saa unaturlig 
Bleghed havde lagt fig over hendes Kinder  , at det var 
umuligt ikke at bemærke den  . 
Baronen havde betragtet dem Begge  . Et tilfreds 
Smil gled over hans Anfigt  ; ved Marys sidste Bemærkning 
havde han seet klart i hendes Hjerte og 
kjendte nu enhver Fold deri  . 
Stakkels Mary  , som trøede at hendes Hemmelighed 
vor saa godt gjemt  ! 
Selskabet red videre under munter Samtale og 
Mary havde nu blandet sig imellem dem  . 
AgneS Kronwall og Baronen red noget i Førveien  , 
i en ivrig Samtale  . 

Marys Øine vege ikke fra dem  . 
Det lod til at det var en Prøve  , Baronen satte 
hende paa  , thi med Et vendte han Hesten og opfangede 
det stirrende  , bedrøvede Blik  , hvormed Mary havde 
fulgt ham  . 
En dyb Rødme foer over hendes Kinder og hun 
slog Øinene bort  , som om hun ikke havde bemærket ham  . 
— Bished  , Vished  ! jublede det i Baronens Indre  , 
og han red fornøiet videre ved Siden af Agnes  . 
— Hvorfor har De Grund til at tro det  ? spurgte 
Agnes ham hviskende  . Mon hun skulde være vred 
paa mig  ? 
— Jeg troer det i det Mindste ikke  , sagde Baronen 
; men jeg kan ikke begribe hvorfor hun ikke taler 
til Dem  ? 
— O  , det er en Hemmelighed  , Hr  . Baron  , en 
Hemmelighed  , som De ikke kjender  . 
— Troer De  ? sagde Baronen  . Men hvis jeg nu 
kjendte den  ? 
— Det var ikke godt for stakkels Mary  . 
— Og hvorfor ikke  , Frøken  ? 
— Ja  , det bliver min Hemmelighed  , sagde Agnes 
smilende  . 
— O  , fortæl mig den  , lad ogsaa mig være Medvider 
heri  . 
— Nu da  , siden det er Dem  , saa troer jeg  , at 
det Enesle ber kan gjøre Mary glad er  , naar hun 
seer Dem  . 
— Deri tager De dog Feil  , Frøken Kronwall  ; 
15 

thi lige saa saare hun seer mig er hun jo bitter og 
ordknap  . 
— Ja  , ja  , sagde Agnes og lettede komisk paa 
Skulderen  . Lur De Damernes Bitterhed  , den er som 
oftest det bedste Bevis paa  , at de elske  . 
— Hvad siger De  ?  .  .  . De mener  , at Frøken 
Mary skulde  .  .  . sagde Baronen og foer noget tilbage  . 
— Tys  , tys  , jeg har sagt altfor meget  , afbrød 
Agnes ham leende og sporede sin Hest  . Stakkels Mary  ! 
Hos Dem er hendes Hemmelighed vist kun daarlig 
gjemt  ! 
Hun var allerede langt borte  . 
Toogfyrgelyvende Kapitel  . 
Et Fund  . 
Baronen smilede over Agnes ' sidste Wring og 
fankefuld red han videre  . 
Man havde naaet Midten af Skoven  . 
Pludselig hørtes ef høit Skrig  , og Agnes  , der 
var redet langt i Forveien  , kom slyrtende tilbage med 
blottet Hoved og Skræk malet i alle Træk  . 
Selskabet slimlede øm hende  , og Agnes fortalte  , 

at hun  , ved at beslige en Hvi  , havde seet en Skare 
vildt udseende Mænd leirede paa en Slette  . En bleg  , 
lidende Kvinde sad i deres Midte  , jeg syntes bestemt  , 
at jeg skulde kjende hendes ' Ansigt  , dog vidsle jeg ef 
hvorfra jeg kjendte det  . Jeg holdt stille og betragtede 
dem  , uden at tænke over  , at jeg kunde komme til at 
dele Selskab med denne ulykkelige Kvinde  . Med Et 
Hørtes ef Knald og en Kugle foer pibende forbi mit 
Hoved  . Jeg slyrtede ned ad Høien og red i Gallop 
tilbag- til Eder og her er jeg nu  . Jeg beder Eder 
Alle  , rid ikke videre  , det er maaffe Røvere  , som ville 
plyndre os  . 
En munter Latter modtog AgneS ' Ord og hun 
saae sig forbløffet om i Kredsen  . 
— Hvad  , I tro mig ikke  ? udbrød Agnes fortørnet  . 
Se  , min Hat har jeg tabt i mit Hastværk  , da jeg 
flygtede  . 
— Nei  , vi tro Dem ikke  , raabte Alle som En  . 
— De har havt Syner  , Froken Kronwall  , sagde 
Baronen leende  . 
- De fornærmer mig  , Hr  . Baron  ; troer De 
at jeg vilde fortælle Dem en Usandhed  . 
— Nei  , men det har naturligvis været et fredeligt 
Selskab  , der er taget ud i Skoven for at more sig  . 
— Troer De det  , Hr  . Baron  ; men jeg maa da 
sige Dem  , at et fredeligt Selskab ikke sender Kugler 
efter En  , fordi man fra en Høi betragter dem  . 
En ny Latter afbrød hendes Ord og Selskabet 
trængte sig længer frem  . 

— Rid ikke videre  , rid ikke videre  ! raabte Agnes 
ængslelig  . I ere kun ti Mænd  , de ere øver tyve  . 
— Aa Snak  , raabte Baronen  , lad os blot komme 
afsted  ; hvis De har seet rigtig  , Frøken Agnes  , ville vi 
frelse den unge Dame  . 
— O  , Mary se at overtale Baronen til at lade 
det fare  ; jeg forsikkrer Dig  , det vil koste dem LivetAa  , 
hvilken Snak  , Agnes  , vær Du blot ikke 
«  rolig for ham  , sagde Mary bittert  ; vent Du her  , og 
jeg forsikkrer Dig  . vi ville bringe Baronen tilbage i 
dine ømme  , beskyttende Arme  . 
— Men Mary  , hvad siger Du  ? Har jeg ogsaa 
fornærmet Dig  , siden Du er saa bitter  ? 
— Ja  , jeg veed det nok  , Agnes  , men jeg kan ikke 
gjøre for det Naar vi komme hj m og jeg atter kommer 
paa mit Værelse  , er jeg din gamle Mary igjen  . 
Selskabet red hurtig videre under Skjæmt og 
Latter øver Agnes ' fire Idee  , wen da man ankom til 
Stedet  , hvor Mændene havde opholdt sig  , og Azr  . es 
udpegede Sletten  , hvor Mændene havde været leiret  , 
fandt man intet Spor af Nogen af dem  . 
Mary steg af Hesten og søgte rundt omkring for 
at se øm ikke et eneste Kjendetegn var bleven tilbage  . 
Et Forundringsudraab undslap hendes Læder og 
hun bukkede sig og tog en massiv Guldring op fra 
Jorden  . 
Man flokkedes om hende og hun viiste triumferende 
Ringen  , hvori Madelaines Navn var indgraveret  . 
Alle betragtede den nysgjerrigt og Baronen paastod 

at han bavde seet den paa en ung Dames Haand  , som 
ban kjendte  . 
— Og hvem er den Dame  ? raabte Alle i Kor  . 
Baronen betænkte sig et Øieblik  . 
— Jeg kan ikke erindre hvem det er  .  .  .  . Aa  , 
det Hele er maaske kun et Tilfælde  , at vi netop har 
fundet denne Ring her  ; lad os komme videre frem og 
ikke tænke mere paa denne Historie  . 
Selskabet havde imidlertid spredt sig og søgte rundt 
paa hele Sletten  , men fandt intet Spor  . 
De steg atter tilhest og gallopperede afsted  , uden at 
vide  , at de kunde have frelst en stakkels Kvinde  , dersom 
de havde kommet lidt tidligere  . 
Det lakkede slærkt mod Aften  , da Selskabet atter 
vendte hjem  ; All  : vare trætte og man hastede derfor 
saa meget som mulig for at naae Byen  . 
Mary red tankefuld noget langsommere  . Baronen 
nærmede sig hende og sagde  : 
— De bør ikke ride saa langt bagved os  , Frøken 
Kronwall  ; De kan ikke vide hvad der kan hænde Dem  , 
naar De er saa langt fra os  . 
Mary saae sig om med et sky Blik  . 
— Troer De da virkelig  , at her ikke er sikkert  ? 
sagde hun  . 
— Ja  , Frøken  , jeg troer det  . 
— Men Agnes ' Fortælling da  , som De lo saa 
hserteligt af  ? spurgte Mary atter  . 
— Aa  , det har været et Syn Frøkenen har havt  . 
Røverne vove sig ikke saaledes ud vedhøilyS Dog  . 

— De gjør mig helt forsfrækket  , Hr  . Baron  , 
kom  , lad os skynde os bort  ! 
Hurtig red de videre og man var snart ude af 
Skoven  . 
Treogkyrgetyven-e Kapitel  . 
En Opdagelse  . 
Fire Timer efter at Greven var gaaet  , vendte han 
atter tilbage  . Han morede fig i fit stille Sind over 
den Virkning  , det maatte have gjort paa Baronessen  , 
at være indelukket alene i fire Timer  . 
Han stak Nøglen i Laasen og lukkede hurtig op  ; 
han saae Baronessen sidde i samme Stilling og paa 
samme Plet  , hvor han havde forladt hende  . 
Et Forundringsudraab undflav ham  . Han nærmede 
fig hende og greb hendes ene Haand  . 
— Frue  ! raabte han saa høit han formaaede  . 
De undskylder  , men jeg skal til Ro nu  ; jeg maa altsaa 
bede Dem om at forlade mit Værelse  . 
Men trods hans høie Rost var Baronessen ikke 
let at bringe til fig selv  . 
Han gjentøg fit Udraab og Baronessen vaagnede 

endelig tilsyneladende forskrækket og neppe sig selv 
bevidst  . Hun reisle sig hurtig og sagde forfærdet  : 
— Men- min Gud  , hvor er jeg dog  ? — Ikke i 
mit Hjem  ?  .  .  . Hvorledes er dette gaaet til  ? 
— Nei  , De er hos mig  , sagde Greven leende  « 
men nu er det paa Tiden at De gaaer  . Det er over 
Midnat  . 
Greven lukkede Døren op og bukkede ironisk 
smilende for hende  . 
Hun gik  , idet hun tilkastede ham et hadefuldt  , 
djævelsk Blik  . 
— Bliv Du  , mumlede hun  ; den Streg skal Du 
faae betalt  . 
Da Døren havde lukket sig efter hende brast 
Greven i en høi Latter  . Den naaede Baronessens 
Øre og hun vendte sig om og truede harmfuld mod 
Døren  . 
— Kunde jeg kun engang ydmyge Dig  , som Du 
nu ydmyger mig  , mumlede hun  , da skal jeg føle mig 
tilfreds  . 
Som den ærede Læser vel alt har gjættet  , havde 
Baronessen  , da hun hørte Grev Morfin komme tilbage  , 
kastet sig i Stolen og indtaget den samme Stilling  , 
da hun ikke vidste paa hvilken Maade hun skulde modtage 
ham og hun vilde med det samme overbevise ham 
om  , at det ingen falsk Besvimelse var  ; men Greven 
kjendte hende saa vel  , at intet Komediespil kunde 
skuffe ham  . 
Dagen efter ilede Aleris saa tidlig som mulig til 

fia Fader  ; hans Glæde og Henrykkelse kjendte ingen 
Grændser  ; han havde for sledse tæget Assked med 
Bankieren  , efter sin Faders udtrykkelige Befaling  . 
— Naa  , er Du der  , min kjære Dreng  ? raabte 
Greven  , da Aleris traadte ind ad Dsren og kastede sig 
i hans Arme  . Giv mig nu Haanden  , til Bevis paa  , 
at Du vil handle med mig  , thi fra idag af begynder 
vor Hævn og vor Søgen efter Madelaine  . 
- Tak  , kjære Fader  , her er min Haand  ; Intet 
skal være mig kjærere  , e  »  d at handle efter din Befaling  . 
— Godt  , det veed jeg  ; men lad mig nu fortælle 
Dig et kort Afsnit af mit Liv  , før vi stride til Bærket  . 
— Som Du veed  , boede vi i din Barndom paa 
et afsidesliggende Slot  , nogle Mil fra Hovedsladen  . 
Din Moder døde  , da Madelaine endnu var lille og 
jeg drog tnd til Hovedsladen med Eder Begge  . Det 
vil nu maaske forundre Dig at høre  , at jeg er Greve  , 
da jeg har fortiet det for Eder  . Bor Slægt er meget 
berømt  , og Du  , Aleris  , er jo et Skud af denne 
Familie  . 
— Du Greve  ? udbrød Aleris  , idet et mistroisk 
Smil gled over hans Ansigt  . Du spøger  ! 
— Nei  , mit Barn  , jeg spøger ikke  . Hør mig 
videre og Du skal faae Troen i Hænder  . Frygte  »  for 
at I -- naar vi kom tik Paris — skulde blive overvældet 
med altfor megen Smiger  , der vilde fordærve 
Eder  , gav mig den Tanke  , at lade Eder være uvidende 
om min Stilling  . Du veed hvor tarveligt vi boede 
her i den lille Leilighed  , hvor Du sidst saae mig  . 

Baade Du og din Søsler have saaet en god Opdragelse  , 
men I ere vante til Savn og Selvfornægtelse  ; det 
var det der adlede Eder  , — de prøvede Hjerter kunde 
nu modtage baade Savn og Smerte  , uden at det var 
Eder ubekjendt  . 
— Dette var min Plan og jeg har trolig gjemt 
en nok saa lille Lap Papir  , der kunde underrette Eder 
om min Stilling  . Men hvor bittert har jeg ikke fortrydt 
det  , thi da den skæbnesvangre Stund kom  , at jeg 
skulde duellere med Baron < le Verdin  , som Du jo nok 
duffer  , blev jeg saaret ført børt  . 
— Mit Saar var meget farligt  , men jeg kom 
mig dog  . Da begyndte den Kvindes Hævn  , hende — 
hvem min Hævn nu gjælder  . Hun lod mig indsætte i 
et Galehus  , hvor jeg i over et Aar led de skrækkeligste 
Kvaler  , især ved Tanken om at Du og din Søsler 
Intet havde at leve af  ; men nok herom  !  .  .  . Da jeg 
efter dette pinlige Aars Forløb traf en Ven  , som befriede 
mig  , reiste jeg bort  , for at al Forfølgelse mod 
mig Intet nyttede  ; men jeg kom snart tilbage igjen  , 
Tanken om Hævn gjorde mig modig og jeg længtes 
ogsaa meget efter at se mine Børn  . 
— Jeg blev ikke alene skuffet heri  , men da jeg 
som Sendebud henvendte mig til min egen Bankier  , 
for i Grev Morfins Navn  , at fordre den Formue tilbage  , 
jeg havde deponeret hos ham  , svarede man mig  , 
at han var død og at hans eneste Arving alt for længe 
siden havde hævet fin Arv  ; man antog mig for en Bedrager  . 
Madelaine  . 16  . Heste  . 

-N  “ 
i362 
— Jeg spurgte dem da hvad den eneste Arving 
hed og hvem det var  . Man viiste mig Papirerne og 
her var — som min kjedelige Kusine - Baronesse 
von Sympfen indført som min eneste Arving  . Min 
Forbauselse var stor  , men min Forfærdelse endnu slørre  , 
thi jeg var nu blottet for Penge  . Da skrev jeg til 
min Ben  , Baron Verdin  , der havde frelst mig og som 
har nogle Godser her i Frankrig  . Jeg bad ham om 
at laane mig nogle Penge  , indtil jeg fik min Formue 
tilbage  . 
Aleris stod og betragtede sin Fader med forskjellige 
Blik  ; Had og Harme havde leiret sig i hans Ansigt 
og alt Blodet var veget fra delte  . 
— Og Du har kunnet nøle  , Fader  ? Du har ikke 
strar traadt frem for hende  , for at knuse hende med et 
eneste Ord  ! Du lader hende leve af dine Penge  , 
medens Du selv maa nægte Dig ethvert Ønskes Opfyldelse  . 
Kom  , raabte han vildt  ; lad os gaa hen til 
hende og kræve hende til Regnskab  ! 
Han greb Faderen hæftigt ved Haanden for at 
»  række ham afsled  . 
— Men Barn dog  , tænk før Du handler  ! Hvad 
vilde det vel nytte om vi nu traadte op  ? Jeg er 
ovenikjøbet vis paa at det vilde være vor komplette 
Undergang  . 
— Men hvorfor  ?  .  .  . Saa siig det dog  ?  .  .  . 
Har vi ikke Ret til vor Formue og kan Nogen røve 
din Titte  ! fra Dig  ? 

— Nei  , mit Barn  , thi se her har jeg Diplom 
paa min Værdighed  . 
Han trak nogle Papirer frem  , som han rakte 
Alens  . 
— Disse har jeg bevaret  , sagde han glad  ; thi 
ogsaa disse vilde de have fra mig  . 
— Ja  , ja  ! raabte Aleris  ; men kom  , kom  ! lad os 
komme assted jo før jo heller  . Ogsaa jeg har et 
gammelt Regnflad at opgjsre med hendes Mand  . 
— Nei  , vær dog fornuftig  . Alens  , hvad troer 
Du man vilde sige om os  ? Man vilde ansee os før 
Vanvittige og maafle - jeg gyser ved Tanken herom 
- indsætte os i Daareanstalten igjen  . 
— Men hvor kan de det  ? udbrød Aleris atter  . 
— Jo  , thi Alle tro at jeg er død  ; — ja  , Du 
selo har jo ogsaa troet det i over et Aar  . Min Hævn 
maa vente til en deleilig Tid kommer  , hvor jeg kan 
tale i Enrum med hende  . 
— Ja  , Du har Ret  , Fader  ; det er desværre altfor 
sandt  . 
— Men vi bør derfor ikke hvile  , Aleris  ; lad os 
pønse paa enhver Leilighed til Hævn  . Dog før vi 
lænke paa denne  , maa vi se at finde vor stakkels Madelaine  , 
thi uden hende vil vi ingen Lykke have med 
vort Arbeide  . 

Firlsgfyrgetyvende Kapitel  . 
Baronen i Klemme 
Baronesse von Sympfen sad i sit Sovekabinel  . 
Et uhyggeligt Smil spillede om hendes Læber  . 
Kammerjomfruen fremtog den ene Morgendragt 
efter den anden  , uden at en eneste af disse behagede 
„  den naadige Frue  .  “ 
Med et arrigt Blik betragtede hun denne  , og da 
hun af Vanvare kom til at labe et kostbart Halssmykke 
paa Gulvet  , kneb den naadige Frue hende saa eftertrykkelig 
i Armen  , at Jomfruen udstødte et heil 
Smertcnsfkrig  . 
Baronessen reiste sig  , rev Smykket fra hende og 
knuste det under sin Fod  . 
— Gaa med Dig  ! raabte hun  , og kald paa Elisa 
hun skal hjælpe mig  . Iaffen forlader Du din Plads 
hos mig  ! 
Jomfruen gik nølende ud af Kabinettet  . 
— Ubehændige Tøs  ! raabte Baronessen og kylede 
en Flakon efter hende  , som stod hende iveien  . 
Jomfruen foer forsfrækket ud af Døren og kort 
efter traadte en anden Kammerjomfru ind  . 
— Klæd mig paa  , og befal dem at dække Thebordet 
til jeg er færdig  ! raabte hun hende imøde  . 
Elisa — saaledes hed Jomfruen — udførte hendes 
B-faling og paabegyndte derefter Fruens Paaklædning  . 

Den varede en fuldstændig Time  . Intet var godt 
nok  , Inlet var smukt nok til hende  . — Ikke at tale 
om alle de Knubs og Stød  , som Jomfruens Arme 
maatte udstaa  , og som ogsaa loge Tid  . 
Da Paaklædningen var fuldført traadte Fruen ind 
i Spisestuen  . Thebordet havde allerede længe været 
dækket og ventede paa hende  . 
Hun satte sig tilbords medens Elisa sfænkede 
Koppen fuld  . 
Hun smagte paa Theen  , men kastede i samme 
Øieblik Koppen med Indhold hen ad Bordet og udbrod 
arrigt  : 
— Det er jo koidr  ! 
Elisa saae forundret paa hende  . 
— Hører Du ikke  , - det er koldt  ! raabte Fruen 
hæsligt  ; sfaf mig øieblikkeligt noget varmt The  . 
Befalingen blev efterkommet og man fyldte atter 
et Par Kopper med en kogende Drik  . 
Den samme nblide Skæbne bleve ogsaa disse iildeel  ; 
nu var det for varmt til hende  . 
Hun reiste sig fra Bordet  , men i samme Øieblik 
aabnedes Døren og hendes Gemal traadte ind  . 
Baronessens Øine traadte næsten ud af deres 
Huler  , saaledes stirrede hun paa ham  . Han stod endnu 
i den aabne Dør og betragtede hende med komist Alvor  . 
Jomfruen vilde hurtigt bortfjerne sig  , da hun saae 
de overraskede Ægtefæller  , men ankommen til Døren 
hviskede Baronen leende  : 

- Stands Elendige  ! Bliv herinde i Stuen  , der 
er nok Torden i Luften idag  ! 
Elisa nikkede med Hovedet og smuttede dort  ; hun 
var altfor angst til af turde blive derinde  . 
Han lukkede Deren og gik med tragiske Skridt 
hen imod hende  . 
— Godmorgen  , min elskede Judith  , min ømme 
Hustru  , mine Øines Lys  , mit Livs Lyksalighed  , sagde 
han og bukkede før hende  . - Hvorledes har Du det  ? 
Har Du sovet rolig inat  ? 
Hans oversladiskr  , spottende Tone ærgrede hende 
endnu mere og hun lod sig falde ned paa en Stol  , 
næste  «  ikke længer istand til af slyre fin rasende Harme  . 
- Du tier  , min Engel  , hvad feiler Dig  ? vedblev 
Baronen Har Torden og Lynild forslyrret din Søvn 
i den klare Sommernat eller har Myggene summe  « 
om dit skjønne Hoved  ? Siig det  , af jeg kan myrde de 
Formastelige  , der vovede Slig  «   ! 
Baronessen knugede begge Hænder fast sammen 
og hævede dem som besværgende mod Himlen  . 
— Slurk  !  .  .  . Nidding  !  .  .  . Pigerøver  ! 
Disse Ord kom endelig over de fraadende Læber  . 
— O  , jeg kunde lade Dig myrde her før mine 
Øine  , men Du fortjener ikke en saa let Død  !  .  .  . 
Uh  , jeg forfæres af Harme  . 
— Fat Dem  , fat Dem  , min naadige Frue  , De er 
altfor ophidset  , sagde Baronen og nærmede sig Bordet  . 
Lad os vente fil iaften  , thi saa er jeg ikke hjemme og 

da kan De rase saa meget De lysler  , om De endog 
skulde fortæres deraf  , det skal ikke være mig nogen Sorg  ! 
- Nei  , for saa vidt  , som De har Flere i Baghaanden  , 
der efter mig kunne optage en ligesaa stor 
Plads i Deres Hjerte  , som jeg har  . 
— Større Frue  , meget større  ! sagde Baronen  , 
idet han skænkede fig en Kop The  . 
Han nød den med et vist Velbehag  , medens Baronessen 
stod slille og betragtede ham  , tænkende over 
hvorledes hun skulde begynde det Tordenskrald  , hvormed 
hun vilde fremrykke  . 
Baronen saae af og fil op fra fin Kop  , for at 
iagttage Fjendens Stilling og for mulige  »  at opdage 
hvorfra Angrebet vilde komme  . 
Han søgte at kvæle et Latterudbrud  , idet han tog 
sig en ordentlig Slurk af Koppens Indhold  . 
Hans Rolighed opirrede Baronessen endnu mere  . 
Hun traadte hen fil ham og slog ham saa eftertrykkelig 
paa Armen  , at Koppen med dens halve Indhold 
slyrtede ned ad hans Klæder  . 
— Nei  , nu bliver det dog for galt  ! raabte Baronen  . 
Kan dine fine Hænder tage saa haardt  ? Det 
havde jeg døg ikke troet  !  .  .  . Nu gaaer jeg min Vei  , 
— Overlast taaler jeg ikke  ! 
— Du bliver  ! raabte Baronessen befalende og 
pegede paa Stolen  . Jeg vil tale med Dig  ! 
— Hvad  , har Du mere endnu af fortælle mig  ? 
sagde Baronen  . Jeg troede af Du var færdig før 
lang Tid siden  . 

— Som Du hører  . Jeg har iaftes hørt en 
Samtale mellem Dig og en allerkjæreste Grisette  . 
Baronen foer op af Stolen  . 
— Aa  , bliv blot ikke bange  ; bevar nu din tidligere 
Rolighed  , nu vilde den klæde Dig bedre  ! raabte 
Fruen  . Det forundrer Dig maaske  , af jeg eftersporer 
vine Skridt  , men skjøndt jeg ikke behøver af give Dig 
nogen Forklaring derfor  , vil jeg det døg  , for af jeg 
kan staa aldeles ren og uplettet  . Jeg havde nemlig 
erfaret  , af Du ofte besøgte et vist Hotel xsrni  . Jeg 
vovede mig — efter adskillige Anmodninger fra Ved 
kommendes Side — iaftes efter Dig og leiede Værelset 
ved Siden af hvor Du sukkede hos din ømme Hyrdinde  . 
Jeg hørte Eders Samtale  , Du fortalte hende  , raabte 
Baronessen  , idet hun mere og mere nærmede sig fin 
Gemal  , der taus sad i et Hjørne af Sofaen  , at jeg 
var en Lantippe  , som Du kun har ægtet for at faae 
Penge til at bortødsle paa Andre  . Vent  , vedblev hun 
og hævede truende Haanden  . Før Du skal faae Anledning 
til at dræbe mig  , skal jeg dræbe baade  . Dig 
og hende  . 
Hun lød sin Haand falde ned paa hans Hoved af 
al Magt  . 
Baronen tog taus imod det  , han var som lynflagen  . 
Men dette irriterede den naadige Frue endnu 
mere  . 
— Naa  , har Du Intet at sige til dit Forsvar  ? 
sagde hun tænderskærende  . 
Nei  , ikke det Mindsle  , sagde han og reisle sig 

med Besvæer  . Jeg kan kun sige at det Hele er en ilde 
vpspunden Legn  ; - jeg har aldrig sat mine Fsdder L 
det omtalte Hotel  . 
— Løgn  ! Siger Du at det er Løgn  ! hvinede 
Baronessen  . Det jeg har Hørt med mine egne Oren  , 
det paastaaer Du er Løgn  ! Nei  , nei  , min rare Hr  . 
Gemal  , mig binder Du ingen Historier paa SErmet  ! 
— Naa  , om saa var  , kan Du forbyde mig det  ? 
sagde Baronen bæeftigt  . 
Baronessen foer besfyrtet tilbage  , hun havde ikke 
ventet dette Svar  . 
— Bereder Du mig nogen Lykke der  ? sagde 
Baronen drisfigere  . Bidrager Du noget fil  , at der 
kan bestaa et ømt Forhold imellem os  , eller ssger Du 
ved din Blidhed at holde mig fil Hjemmet  ? — Nei  , 
nei  , Judith  , dersom jeg søger min Adspredelse udenfor  , 
da er Skylden din  , ingen Andens  ! 
— Hahaha  ! Du moraliserer  ! Bidste jeg ikke at 
Du var for dum dertil  , vilde jeg maaske tage mig dine 
Ord nser  ; men med saadan et Ansigt kan man ikke 
væere klog  . 
— Hör  , Judith  ! raabte Baronen og reiste sig forbittret  ; 
nu er det nok med dine Fornæermelser  . Hold 
inde  , det raader jeg Dig fil  ! 
— Du raade her  ! sagde Baronessen haanligt  . 
Hvor vover Du at tale fil mig paa denne Maade  ? 
Vover vover  ! udbrød Baronen  . Jeg vover 
mere end det  ! 

Han greb begge hendes Hænder kraftigt med den 
ene af fine  . 
— Vov Du nu paa at fige mere og jeg forsikkrer 
Dig  , at din smukke Mund skal blive sloppet af mine 
barbarifle Hænder  . 
Vreden lynede i hans Øine og han trykkede hendes 
Hænder saa fast  , at det aflokkede Baronessen et Skrig  . 
— Aa  , nu er det jo allerede bedre med Dig  , sagde 
han  , idet han med Magt baglænds førte hende hen tü 
Sofaen  . Nu bliver Du smukf siddende der  , indtil jeg 
er  «  de af Dørrn  , og mæler ikke et Ord  , hører Du  ! 
Hans umaadelige Kræfter fvrsfrækkede hende og 
hun svarede Intet  . 
Da han havde placeret hende i Sofaen  , løsnede 
ban fine Hænder  ; men neppe følte hun sig fri  , før 
hun sprang op  , greb den forste den bedste Gjenstand og 
ilede efter ham  . 

Femagfyrgetyven-e Kapitel  . 
En fortørnet Kammerjomfru  . 
Udenfor Baronesse von Sympfens Hotel spadserede 
samme Dags Aften en ung Mand frem og tilbage  , 
tilsyneladende aldeles tilfældig  . 
Pludselig fik hans Øine Liv og han slirrede ind 
mod Porten  , hvorfra Baron von Sympfen netop 
kom ud  . 
Den Udenforstaaende traadte ham imøde og sagde 
saa venligt han formaaede  : 
— Ah  , det er længe siden jeg har havt den 
Fornøielse  . 
— Ogsaa jeg  , min Gode  , udbrød Baronen naadigt 
og rakte ham HaandenHvorledes 
befinder De Dem  ? 
— Jo Tak  , særdeles godt  , og De ilige Maade  , 
haaber jeg  . 
— Aa ja  , fljøndt det er lige som man vil tage 
der  . Siden min Søsters Forsvinden vil ingen Glæde 
riglig finde Indgang i mit Hjerte  . 
— Forsvunden  , siger De  ! raabte Baronen tilsyneladende 
forbauset  . Hvorledes er det gaaet til  ? 
— Ja  , siig mig det  ! udbrød Aleris  . Jeg har 
intet Begreb derom  , men jeg haaber snart at kunne finde 
hende  , hvis De  , Hr  . Baron  , kunde give mig en lille 
Smule Oplysning i denne Henseende  . 

— Hvorledes  , jeg  ? udbrød Baronen forbanset  . 
— O  , hvilken Skurk  ! mumlede Aleris  . Han 
forstiller fig  , som om han Intet veed derom og jeg er 
dog vis paa at han ikke har havt en ganske ringe 
Skyld i hendes Forsvinden  . 
— Ja  , jeg haabede at kunne faae nogle Oplysninger 
hoS Dem  , vedblev han  . henvendt til Baronen  . 
— Men De forbanser mig  , Aleris  ; hvor skulde 
jeg dog vide Noget om Deres Søster  , som jeg ikke har 
seet i saa lang Tid  ! — Jeg forsikkrer Dem  , at jeg  , 
side  »  De - som De jo nok husker — blev daaren 
hjem fra Duellen  , ikke bar seet Deres Soster  . 
— Ikke det  ? Nu da  , lad oS saa ikke tale mere 
derom  . Jeg kom herhen i det glade Haab  , at De 
maaske havde kunnet lede mig paa Spor  . 
— Hahaha  ! nei  , hvor kan De  »  ro  ? raabte Baronen  , 
lidt ilde berørt over AleriS overbevisende Tone  . 
Aleris forlod ikke Baronen  , men fulgte ved hans 
Side  , som en Skygge  . 
— Undskyld  , sagde Baronen og slandsede ved et 
høit  , anseeligt Hus  ; men her skal jeg op  ! 
— Geneer Dem ikke  , sagde Aleris og traadte et 
Par Skridt tilbage  . 
Baronen var neppe kommen nogle Trin op  , før 
en lille Dame  , tæt indhyllet i et sort Shavl  , nærmede 
fig med rafle Skridt  . Hun greb Aleris t Armen og 
sagde aandeløs  : 
— Hvor er Baronen  ? Jeg saae jo at De nylig 
gik med ham  . 

— Han gik herop i Huse  «   , min Frøken  , sagde 
Aleris forbauset  . Vil De ham Noget  , saa skal jeg 
kalde paa ham  . 
— Jeg vil paa Øieblikket tale med ham  , sagde 
hu  «  hæsligt og slampede i Jorden  . Øieblikkelig  ! 
— Vil De behage at vente lidt  , jeg skal da 
opsøge ham  . 
Damen svarede ikke  , men stod stille og saae ind 
ad Husets Dør  . 
Aleris betragtede dette som en Opfordring til ham 
om at opsøge den Efterspurgte og han ilede skyndsomt 
op ad Trapperne  . 
Da han traadte ind i Sälen var Baronen allerede 
placeret ved et Bord mellem et helt Selskab af Herrer  , 
hvor der spilledes meget høit  . 
Aleris bankede Baronen paa Skulderen og sagde  : 
— Der er en Dame hernede  , som vil tale med 
Dem  ! 
Baronen sprang op og kaslede Kortene paa Bordet  . 
— Guds Død  ! raabte han  . En Dame som vil 
tale med mig  !  .  .  .  . Saa maa feg skynde mig  ; det 
smukke Kion bør man lystre  . 
Aleris kaslede et forbittret Blik paa ham  , ubehagelig 
berørt ved den overfladiske Tone  , hvori han sagde dette  . 
Man fulgtes ad ned til Damen  , der endnu stod 
og ventede  . 
Da hun saae Baronen  , foer hun med Hæftighed 
yen til ham og omslyngede ham med begge Armene  . 
— O  , Herr Baron  , hvad skal jeg gjøre  , Deres 

Frue har jaget mig dort  , jeg har intet Sted al ty 
hen  . Hold nu Deres Løste  «  il mig og viis  , at det 
virkelig er Kjærlighed De føler for mig  . Frels mig  , 
De veed jo at jeg er Deres  ! raabte hun lidenskabeligt 
og greb have Haand  , som hun hæftigt trykkede til skur 
Læber  . 
Baronen blev i første Øieblik forvirret og havde 
intet Svar  . 
— Mit smukke Barn  , sagde han endelig  , Du 
kjender jo mine Følelser for Dig  ; men netop i dette 
Øieblik at skaffe Dig et Tilflugtssted  , er umuligt  . 
— Umuligt  ! skreg hun forbittret  . Husker De hvad 
Magt jeg har over Dem  !  .  .  .  . Beed De vel  , at 
Deres Frue om et Øieblik skal vide Alt  . 
— Tal dog ikke om det  . min bedsle Pige  , Du 
veed jo at jeg vil gjøre Alt for Dig  . Her er Pengegaa 
og se om Du hos en eller anden af dine Bekjendte 
kan finde et Tilflugtssted  , - mod Betaling naturligvis  , 
— indtil jeg kan finde et værdigere Opholdssted til 
Dig  . Men gaa nu  , lad Ingen se os sammen  . 
— Nu er De atter god  ! udbrød Kammerjomirmv 
og trykkede hans Haand  . 
— Ja  .  .  . ja  .  .  . men gaa nu  , min bedsle 
Pige  , hører Du  ! sagde Barønen og slødte hende bort  . 
Dette udførtes temmelig plumpt og herover fandt 
Jomfruen sig saa misfornøiet  , at hun udbrød i høie 
Klageraad  . 
Baronens Ansigt antog et ængsteligt Udtryk og i 

fin Fortvivlelse greb han hende ved Armen og førte 
hende et Stykke ned ad Gaden  . 
— Det skal blive betalt  ! skreg den ophidsede Pige 
og slog ham hæftigt over Haanden  . Gaa med Dem  , 
jeg kan godt finde Bei alene  . 
Barønen slap hende og vendte hastig tilbage til 
Spillehnset  . 
Hun fulgte ham til Porten  . Alexis stod i denne 
og betragtede dem Begge med mørke Miner  . 
Baronen foer forbi ham  , op ad Trappen og 
Jomfruen lænede fig mod Portkarmen  , lige hvor Aleris 
stod  , formodentlig i den Hensigt at kunne røre hans 
Hjerte  . 
Han gik hen til hende og sagde  : 
— Har De langt hjem  , Frøken  ? Vil De at jeg 
skal følge Dem  ; det er nu temmelig seent  . 
— Tak for Deres Artighed  , sagde hun og neiede  . 
De har Net  , jeg kan ikke gaa alene  . 
Aleris bød hende Armen og de vandrede op ad 
Gaden  . Han med den dybeste Foragt for fin Ledsagerinde  . 
Han talte ikke til hende  , medens hun uophørlig 
pludrede væk om Baronen og hans Frue og indviede 
den unge Mand i de utroligste Ting  . 
Pludselig henlededes hans Opmærksomhed paa 
hendes Ord  , idet hun nævnede Madelaines Navn  . 
— Kjender De denne Dame  ? sagde han  , idet 
hans Øine skjøde Lyn  . Har De noget Bekjendtskab 
til hende  ? 
— Ja  , udbrød Jomfruen frækt  , overordentlig stolt 

over endelig at dave fængslet hans Opmærksomhed  . 
Seer De  , nu gjør det jo Intet  , da jeg er kommen 
bort fra Fruen  ; nu kan jeg gjerne fortælle Dem det 
Hele  . Hun har rigtignok lovet mig en anseelig Ducør  , 
dersom jeg tav  , men da jeg endnu Intet -har faaer  , 
bryder jeg mig ikke om at aabenbare det Hele  , og især 
for Dem  . 
— Tal  , men skynd Dem  , jeg brænder af Længsel  , 
sagde Aleris  , idet hans vrede Mine for et øieblik forsvandt  . 
Jeg forsikkrer Dem  , mir hele Liv skal være 
en Tak til Dem  , næar De blot vil opklare Alt hvad 
der angaaer denne Dame  . 
— Nei  , se  , se  , sagde Jomfruen og neiede  ; saa De 
har Bekjendtskab til hende  ? 
— Ja  , ja  , jeg staaer i meget nær Slægtskabsforhold 
til hende  ; men tal  ,  »  al  , jeg beder Dem  ! 
— Nu da  , sagde hun  , saa hör  : Des Dame  , om 
hvem De taler  , er meget ulykkelig  , det veed jeg tilvisse  . 
Jeg kjender Baronens og hans Frues Handlinger  ; jeg 
skal sige Dem  , jeg har rent ud sagt lurer ved Døren  , 
og af dette har jeg udfundet Følgende  : 
- Damen havde en Broder  , som duellerede med 
min Herre  . Hendes Broder fald  ! og Baronen sørgede 
for Begravelsen  . 
Aleris foer overrasket tilbage  . 
- Baronen gik til Søsteren  , beklagede hendes Tab 
og græd med hende  . I ølte Dage blev hun boende paa 
den Leilighed  , hvor hun havde levet med Broderen  , 
men da sørgede Baronen for at hun blev sagt op — 

ja  , for jeg veed All  ! — Leiligheden fæstede Baronen 
selv  ; nu var del kommen saa vidt med den unge Dame  , 
som Baronen forøvrigt elskede  , ar hun var blottet for 
Penge  , udsat for Mangel og havde ingen Ben  , hvortil 
hun kunde støtte sig  , nu da hendes Broder var død  . 
Hendes Sorg var grændseløs  .  .  . da tilbød Baronen 
hende en Leilighed i et Sted han eiede  ; hun modtog 
det kun nødigt  , men hun var jo tvungen denil  . En 
Tid opholdt hun sig altsaa i Huset  , men Baronens 
paatrængende Person og bans Kjærlighedsertlæringer 
vare hende utaalelige og hun gik sliltiende bort fra sit 
Hjem  , uden at fortælle Nogen noget derom  . Hun tog 
Plads som Kammerjomfru hos en Frøken Savigny  , 
hvem jeg kjender  ; men denne Stilling var meget nedværdigænde 
for hende  , der ikke var vant ti  ! at  «  jene 
Andre  . Dog  , hun var en from  , taalmodig Sjæl  , der 
fandt sig i Alt  . Men heller ikke dette lykkedes for hende  , 
endogsaa her forfulgte Ulykken hende  , men dennegang 
var det i Skikkelse af min Frue  . — En Asien  , — der 
var Selskab  , og Madelaine var behjælpelig ved Opvartningen 
— havde Nogen dagtalt hende til min Frue 
og beskyldt den unge Pige før af ville bedaare hendes 
Gemal  . — Fruen læste hende ordentlig Terten i Alles 
Paahør  , og jeg  . der var nærværende før af hente min 
Frue  , hørte det ogsaa  . Den stakkels Pige svarede 
Intet  , men styrtede bevidstløs om  . 
Aleris hørte maalløs paa hende  . 
— Nu fik min Frue travlt  , det var noget før 
hende  . Hun fik transporteret hende bort  . Ingen vidste 

-vor hun blev as og man har ikke seet hende her i 
Paris senere  . 
— O Gud  , min Gud  ! udbrød Aleris og holdt 
Hænderne før Ansigtet  . Stakkels Madelaine  , hvor har 
man bedraget Dig  ! Og veed De intet mere  ? sagde 
han henvendt til Jomfruen  , veed De ikke hvor hun 
er før Øieblikket  ? 
— Ingen i Paris veed det  , som jeg siger Dem  ; 
men jeg veed det  . Hun er i FlorentS  , 
hviskede hun  ; jeg veed jo af Mark bragte hende derhen  , 
men jeg veed rigtignok ikke hvor denne By ligger  . 
Aleris Forbauselse spejlede sig i hans Træk og 
han sagde bevæget  : 
— Men er nu ogsaa alt dette sandt  ; kan jeg 
stole paa af De ikke bedrager mig  ? 
— Bedrage Dem  ? sagde Jomfruen sukkende  ; det 
kunde jeg ikke  . Alt hvad jeg har sagt er den rene 
Sandhed  . 
— Jeg takker Dem  , sagde Aleris  . Er Deres 
Hjem her  ? 
— Ja  , jeg vil forsøge at overtale min Søster til 
at huse mig inat  , og hun boer her  . 
— Farvel  , sagde Aleris og rakte hende Haanden  . 
Tak  , endnu engang Tak  ; De veed ikke hvilken Tjenesle 
De har beviis  ) mig  . 
Han hilste og gik  . 
Kammerjomfruen saae efter ham og sagde forundret 
: 

— Det var da et besynderligt Menneske  , men 
kjøn var han  , det er sikkert  ; ti Gange ksønnere end 
Baron von Sympfen  . 
Serøgkyrgetyvende Kapitel  . 
Flugten 
Det var henad Morgensfunden  . En dyd Stilhed 
var udbredt over Skoven  , Fuglene lod endnu ikke deres 
Kvidren høre  ; hele Naturen hvilede  . 
I Grotten  , der var Opholdssted for Røverhøvdingen 
og hans Mænd  , sov Alle undtagen Hermed  . 
De fo Skildvagter  , der vare placerede ude paa 
Beten  , vare  , bedøvede af ben tunge Natteluft  , faldne 
i Søvn  . 
Hermed listede sig omkring imellem de Sovende  . 
Han var i Jagtdragt og havde sin BsSse paa Skulderen  . 
Han slak Hovedet udenfor Grotten  , for at se til 
Skildvagterne  . 
— De sove  ! mumlede han og listede sig udenfor  . 
De ere trætte  , de Stakler  ! 
Han gik nogle Skridt bort fra Grotten og nærmede 

fig en lille Hytte  , reist af Grene og Lov  . Han stod i 
en ærbødig Afsland og udtalte sagte Madelaines Navn  . 
Et Øieblik efter traadte hun ud i sin sorte Kjole 
og med en Kappe paa den ene Arm  . 
— Skulle vi nu forsøge ai naae Byen  ? sagde 
hun mildt og rakte ham Haanden  . Gud give ar der 
vilde lykkes os  ! 
— Ja  , sagde Hermob og bøiede bedrøver Hovedet  . 
Nu skal De snart forlade os  . 
Han trykkede hendes Haand fast og sukkede  . 
— Nu er De igjen bedrøvet  , Hermob  , sagde 
Madelaine mildt bebrejdende  . De siger  , af De holder 
af mig  , det kan De bedst bevise ved af være munter 
og glad  ; thi jeg kan ikke tro ar De  , der har et saa 
ædelt Hjerte  , kan være bedrøvet fordi De skal frelse en 
stakkels  , ulykkelig Pige  . 
- O  , De veed godt  , hvorfor jeg er bedrøvet  ! 
Se ikke saadan paa mig  . De veed jo af der er  . fordi 
vi skulle skilles  . 
- Men det skulle vi jo ikke  , Hermod  ; De skal 
komme til oS saa ofte De vil og De skal altid være 
os en kjær Ven  . De kan slole paa mig  , Deres Beskæftigælse 
her i Skoven skal ikke blive røbet af min 
Mund  . 
— Det veed jeg  , men Deres Indbydelse kan jeg 
døg ikke følge og denne Skilsmisse martrer mig  ; De 
vred ikke hvor meget og hvor høit jeg elsker Dem  . 
— Jo  , jeg veed det nok  , Hermod  , og tro mig  , 
jeg vurderer Deres Følelse høit og ønsker at jeg kunde 

gjengjælde den  ; men jeg kan desværre ikke  .  .  . Dog 
lys  , bør  , de røre sig inde i Grotten  ; nu er det alt 
for seent  . 
— O nei  ! raabte Hermed  , greb Madelaine i sine 
Arme og ilede bort med hende  , saa hurtig don 
formaaede  . 
Da man var kommen til en Tykning i Skoven  , 
satte Hermod Madelaine paa Jorden  , lød et Par 
Skridt videre oz løste to kraftige Hest  «   , der stode 
bundne til et Træ  . Han bjalp hende op paa en af 
disse og selv besteg ban den anden  . 
— Nu gjælder det om at have Kræfter  , sagde 
ban smilende til hende  , medens de red hen ad Veien  . 
Hør  , nu vaagne Fuglene  ! O  , Du herlige Skov  , jeg 
elsker Dig som min Fader  ! 
— Deres Begeistring er grundet  , Hermod  , De 
er et lykkeligt Menneske  ! 
Han rystede vaa Hovedet og red noget i Forveien  . 
Hans ranke stolte Skikkelse tog sig saa smukt ud tilhest  . 
Madelaine saae alvorligt efter ham og mumlede 
sægte  : 
— Stakkels unge Mand  , Du bedrager Dig selv  ; 
med dit lette Hjerte kan man ikke elske  . 
Hermod vendte atter om  . 
— De rider altfor langsomt  , Madelaine  ; husk 
paa vi flygte  ! raabte han hende imøde  . 
— Ja  , De har Ret  , Hermod  ; men jeg taaler ikke 
at ride saa hurtigt  ; mit Bryst er bleven noget angrebet 
i det sidste Aar  . 

I dette Øieblik hørtes langt borte Hestetrav  . 
— O  ! udbrød Madelaine blegnende  . Hør  , hør  , 
de komme  ! 
Hermød greb krampagtig MadelaineS Haand oz 
drog hendes Hest fremad af alle Kræfter  . 
De stolte Dyr løb  , søm skulde de slyrte  ; Hermed 
svarede dem ikke  . 
Efter en Time- Ridt følte Hermod at MadelaineS 
Haand sægte gled ud af hans  . Han vendte fiz om og 
faae  , at hun var kige ved at falde til Jorden  . 
— Mm Gad  ! raabte han angstfuld og sprang as 
Hesten  . 
— Jeg kan ikke ride længer  ! hviskede Madelaine 
svagt  . Kan De ikke hjælpe mig hen paa Sletten der  ? 
Lad mig saa kun ligge og rid De saa Deres Fader 
imøde  . 
Hun sank sammen og Hermod stod tvivlraadig ved 
hendes Side  . 
Han steg atter tilhest  , bærende hende paa den ene 
Arm  , og satte hende foran fig paa Hesten  . 
— Ak  , de ere i Hælene paa oS  , mumlede han  . 
Mon vi flippe  ? 
Forfølgerne kom nærmere og nærmere  . Hcrmod 
red i sin Fortvivlelse ind i et tæt Krat og stod skjult 
bag dette  . 
Et Øieblik efter stormede henved en Snes Mand 
henad Veien og forbi Krattet i en rasende Gallop  . 
— De opdagede oS ikke  ! mumlede Hermod  ; Gud 
været lovet  ! 

I over en halv Time stod han skjult der  . Endelig 
vovede han fig frem og fortsatte Veien  . 
Madelaine var atter saa stærk  , at hun kunde slige 
Mest  . Hun var ilde tilmode og hendes Angst steg med 
hvert Minut  ; hun troede bestandig at høre Hestetrav 
bag dem  . 
— Bi kunne vel nok naae Byen inden Aften  ? 
sagde hun til Hermod  . 
— I  “  , leg haaber det  ; hvis De blot kan udholde 
at ride saa langt  . 
— O  , jeg skal være saa slærk  ; naar jeg blot ikke 
var angst for Forfølgelse  , føler jeg at jeg endnu længe 
kunde udholde at ride  . 
Madelaine holdt ogsaa Ord  ; men Aftenen indtraadte 
og endnu var man meget langt fra Byen  . De 
vare Begge meget afkræftede af det lange Ridt  . 
— O  , vi naae ikke Byen  , sagde Madelaine 
fortvivlet  . 
— Bær ikke bekymret  , sagde Hermod  , vi naae den 
nok endnu iaften  . 
— Hvor skulle I hen  ? brummede en dyb Stemme 
i Nærheden af Hermods Øre  . 
Begge de Flygtende vendte fig hastig om og sfirrede 
forfærdet hen ad Beien  . De opdagede i Mørket en 
lille undersætsig Mand  , der holdt sig ved Siden af 
Hermod  . 
Han gjentog sit Spørgsmaal  . 
- Hvad vedkommer det Dig  ? svarede Hermod 
hæftigt  . 

— Mere end Du troer  , lille Ben  , sagde Manden 
grinende  ; thi seer Du  , jeg holder af alle Mennesker  , 
der ere saa smukke som Du  . 
Hermod vendte sig om mod Madelaine og hviskede  : 
— Kom  , lad os ride videre  ; den Person kan 
maaske blive paatrængende  . 
De satte deres Heste i Bevægelse 
— Nei  , stop bitte Børn  , raabte Manden og stillede 
sig foran dem  . Stig af Hestene strar  ! 
— Er Du gal  . Gamle  ! raabte Hermod og slog 
dam hæftigt over Haanden  . Troer Du jeg lystrer 
Dig  ?  .  .  . Lad os passere  ! 
— Hei  , Folk  ! raabte den Gamle og vinkede med 
Haanden  . Kom mig til Hjælp  ! 
En Mængde Mænd  , Kvinder og Børn samledes i 
Hast om ham og spærrede Veien før de Ridende  . 
Hermod blev greben af over tyve Hænder og i 
Hast loftet af Hesten  ; men da man ligeledes greb fat 
paa Madelaine  , stormede ban hæftigt til og raabte  : 
— Rør ikke ved hende  , eller jeg knnser Eders 
Hjerneskal  , Alle som En  ! 
Han løftede hende af Hesten og stillede hende ved 
Siden af sig  . Hun lænede  , skælvende af Angst og syg 
af Udmattelse  , sit Hoved mod Hermod  , og ban havde  , 
vild os Glæde over at være hende saa nær  , slynget 
Armen om hende og holdt hende fast op til sig  . 
— Hvad ville disse Mennesker os  ? hviskede 
Madelaine  . Er det ikke muligt før os at flygte  ? 

— Det skulde være ved List  . Lad os vente og se 
hvad de ville gjøre med osMan 
førte deres Heste bort og endel Børn opførte 
en Slags vild Dands omkring de Fangne  . Dandsen 
ledsagedes af vilde Hyl og truende Gebærder  . 
Syvogkyrgetyvende Kapitel  . 
En tung Vandring 
Da Dandsen var tilende blev der antændt et stort 
Baal  , hvorpaa nogle af de gamle Kvinder tilberedte 
Aftensmaaltidet  . 
Hermod og Madelaine havde taget Plads paa 
Jorden  , den Sidste med Fortvivlelse i Hjertet  . 
Nogle af Mændene slode i kort Afstand fra dem  , 
som Vagt  . Hermod tiltalte een af disse  , for at erfare 
hvad man havde i Sinde med dem  , men Manden var 
lige saa haard og taus  , som Jorden de sad paa  . 
— Ivmyg Dem ikke  , Hermod  , hviskede Madelaine 
fil ham  ; lad os finde os i vor Skæbne  , det nytter 
dog ikke at tale fil ham  . 
— Nei  , det indseer jeg  ; men jeg kan ikke styre 
Madelaine  . 17  . Hest  «  - 

min Harme  .  .  .  . Naar de blot ikke havde taget vore 
Heste  , saa var der dog Mulighed for at vi kunne 
flygte endnu  . 
En gammel Kone nærmede fig dem og satte et Kar 
foran dem paa Jorden  ; det indeholdt deres Aftensmad  . 
Hun fjernede fig hurtigt og Hermod undersøgte 
Maden med Kjenderblik  . 
Madelaine var ikke istand fil at nyde noget af den 
tilbudte Føde  . 
Natten tilbragtes med Dands og Støi af de raa 
Mennesker  , der feirede en Fest paa Grund af deres 
nye Fangst  . 
Dagen derefter — en lummervarm Sommerdag 
— brød Banden op og begav fig dybere ind i Skoven  , 
for at naae et afsidesliggende Gjæstgiversted  . 
Solen stod høit paa Himlen og nedsendte fine 
brændende Straaler paa de ulykkelige Fanger  . 
Madelaine maatte tilfods vandre med Banden  . 
Stundom var Heden saa trykkende og hun saa træt  , 
at hun var ved at slyrte  , men hun kæmpede med sig 
selv og genvandt atter lidt Kræfter til at fortsætte 
Reisen  . 
Hermods Øine hvilede sladig pas hende  ; det afvexlende 
Udtryk i hendes Ansigt undgik ikke hans Blik  , 
han indsaae at hun snart ikke længer kunde fortsætte 
Vandringen  . 
En svær Karl — der sladig holdt Øie med dem  , og 
som umiddelbart gik lige bag ved dem — slødte dem 
ubarmhjertig i Ryggen hvergang deres Fødder standsede 

af Trælhed og Hede  , og dette aflokkede Madelaine — 
hvis Bryst ikke var meget slærkt — en tør Høste  . 
Da fæstede Hermods Øine fig paa hende med et 
Blik  , saa kjærligt  , saa deltagende  , at Madelaine følte 
fig lidt trøstet og slyrket derved  . 
Det var Middag  . Endnu havde man ikke tænkt 
paa at give Fangerne Næring  . 
— Vi have Intet nydt idag  , sagde Hermod til 
Madelaine  . Føler De Dem ikke sulten  ? 
— Ak nei  , Gud give det var min slørste Sørg  . 
— Men jeg føler det desværre  ; døie baade Hunger 
og Hede  , og tilmed paa en saa lang Vei  , det er jo 
ikke til at udholde  , selv for den stærkeste Mand  . 
— Tys  , stille  , Hermod  , man kunde høre oS  , 
hviskede hun til ham  . Troer De ikke  , at De kunde 
holde mig i Haanden  , jeg kunde da sløtte mig en Smule  . 
Hermod rakte Haanden langsomt frem  , søm 
frygtede han at hans Plageaand skulde nægte ham at 
sløtte Madelaine  . 
Hun greb hans Haand krampagtig  ; hun følte at 
det var hende umuligt at gaa længer  . 
Vandringen havde varet den hele Dag — thi 
Klokken var nu over ser om Aftenen  . Banden vedblev 
dog at paaskynde deres Gang og uagtet Madelaine 
havde sat fig paa Jorden  , ikke istand til at flytte 
Fødderne frem  , stubbede og slødte man dog til hende  , 
for at faae hende til at gaa  . 
Hu  »  saae bønfaldende op paa dem  , som bad hun 
dem øm Livet  , og Hermod vendte fit taarevædede Blik 

bor  «   , for ikke at se den Haardhed  , hvormed maa besvarede 
hendes Bøn om at hvile  . 
Man Høstede hende op og stillede hende paa Benene  , 
og nu tvang man hende til at gaa  . 
Hun rakte Hænderne ud imod Hermod og sagde i 
en ubeskrivelig angstfuld Tone  : 
— O  , Hermod  , frels mig  ! 
Trodsende Alt ilede han hen til hende  , greb hende 
i fine Arme og bar hende efter Truppen  . 
. Man gjorde ingen Indvendinger  , det gjaldt jo om 
at naae Gjæstgiverstedet saa hurtigt som muligt  . 
Hermod  , hvis Kræfter vare aftagne ved den slærke 
Hede og den lange Marsch  , flæbte sig msisommelig 
frem  . I Begyndelsen var det vel gaaet rafl  , thi hans 
Byrde var jo ikke saa tung  , men Afmattelsen nærmede 
sig mere og mere  , — den kraftfulde Ingling følte  , at 
det Øieblik snart vilde komme  , hvor han ikke vilde 
være istand til at fortsætte Veien langt mindre bære 
den unge Pige  . 
Heldigvis befandt man sig i Nærheden af Tjæstgiverstedet 
og efter en Times Gang fik de Øie paa det  . 
Det vakte ligesom fornyet Liv i dem Alle og snart 
stod man for Husets Dør 
Anføreren før Truppen holdt en kort Raadslagning 
med Værten  , som forøvrigt tog godt imod dem  . 
Hermod og Madelaine sadde i det store Værelse i 
Fællesflab med alle de Andre  . Man bød dem med 
tilbords  , men det var dem ikke muligt at tage Føde til 
fig  , de vare for udmattede  . 

Maaltidet var tilende og man lagde hist og her 
paa Gulvet nogle Knipper Halm  , kor at tilberede Leie 
til alle de mange Mennesker  . 
Da blev Døren voldsomt reven op og Anføreren  , 
med en høi  , spinkel Mand ved sin Side  , traadte ind  . 
Banden reiste sig hurtigt op og viste største Tegn 
paa Ærefrygt lige overfor denne Mand  . Kun Madelaine 
og Hermed bleve siddende  . 
Vtteogtyrgekyven-e Kapitel  . 
En Handel 
— Naa  , hvor er saa Fangerne  ? sagde Manden 
og saae sig rund  «  i Stuen  . 
Høvdingen pegede paa Madelaine og Hermod  . 
Manden betragtede dem gjennem en Lorgnet  , men 
udbrød næesten i samme Øieblik  : 
— Ah  , ved Gud  ! hun er yndig  ! — Naa  , vedblev 
han  , idet han henvendte sig til Anføreren  . Hvad forlanger 
De  ? 
Der blev længe underhandlet om Kjøbesummen og 
endelig — efter megen Snakken frem og tilbage — 
bleve de enige  . 

— Nu kan De sende mig dem imorgen til Hotellet  , 
sagde han  ; men lad dem kjøre  , den laage Bei vilde 
tage formeget paa deres Kræfter  . 
Han nærmede fig Madelaine og rakte Haanden 
frem for at tage hende under Hagen  ; men Hermod 
sprang ved denne Bevægelse hæftig op og slog ham 
saa eftertrykkelig over Haanden  , al Herren vred og 
misfornøiet med ham vendte fig dort og gik  . 
Neppe var han ude af Døren før jublende Støi 
lod fig høre  , og Banden  , der var sprungen op  , begyndte 
al dandse og fløie  . 
Anføreren viste triumferende en Pung med Guld 
frem for dem og nu uddeltes detfe Mammon blandt 
de begjærlige Medlemmer  . 
Hermod og Madelaine havde et klart Begreb om 
hvad der var foregaaet  . Tanken om Flugt var det 
eneste Haab de endnu havde  . 
Da Skrigene og Stören var ophørt  , begav man 
fig til RoMadelaine 
og Hermod bleve siddende ved Siden af 
hinanden  , Haand i Haand og med dybt bedrøvede Hjerter 
— Veed De hvad  , Hermod  , jeg er dog glad i al 
min Ulykke  , al jeg har Dem ved min Side  ; vi saae 
før et Bevis paa  , hvor farligt det er for mig al 
være ene  . 
— Ja  , De har Ret  , svarede Hermod  ; ogsaa jeg 
er glad for detfe  , — men  , tilføiede han og bøiede sørgmodig 
Hovedet  ; det var jo ikke saaledes vi havde 
ventet os det  . Havde ikke disse forbandede Zigeunere 

overfaldet os  , havde vi nu været i Byen og De hos 
Deres Familie  . 
Madelaine skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd 
sagte  . 
Den næste Morgen holdt en Vogn for Porten og 
man førte med Magt Hermod og Madelaine ind i 
denne  . To Zigeunere satte sig paa den modsatte Side 
i Vognen og nu rullede den bort  . 
Ester en Times Kjørsel slandsede den atter foran 
et Hotel  . 
Man førte dem ud og op ad Trapperne  . De kom 
igjennem foksfjellige pragtfulde Værelser og slandsede 
endelig i en stor Sal  . 
Man lod dem ene og Døren aflaasedes forsværligt  . 
— Jeg er meget  , meget ængstelig  , sagde Madelaine  . 
Gud skal vide hvordan alt dette fial ende  ! 
— Godt  , lænker jeg  , sagde Hermod  , idet han 
maalte Afstanden fra Vinduet og ned i Gaarden  . Det 
er intet langt Spring  , bemærkede han  . 
— Min Gud  , hvad tænker De paa  , Hermod  ? 
raabte Madelaine angsffuld og holdt ham tilbage  . 
— Det er den eneste Udvei for at frelse oS  . 
Springet er ikke langt  ; jeg vil vove det  . Jeg vil da 
gaa til Byen og underrette Deres Fader om hvad 
her er skeet og han vil komme og frelse Dem  . 
Han aabnede Vinduet  . 
— Hermod  , Hermod  ! raabte Madelaine angsffuld  . 
Før Guds Skyld bliv hos mig — jeg tør ikke være 
ene  . Imedens De gaaer til Byen kan en eller anden 

Ulykke ramme mig  , og det bliver da for seent at frelse 
mig  , naar jeg alt er fortabt  . De forstaaer mig vel  , 
sagde hun  , idet hun vendte sig bort fra ham  . De 
forstaaer vel den Skæbne  , der venter mig  ? 
— Ja  , ja  , De har Ret  ! udbrød Hermod overrastet  . 
Hvor dumt var ikke mit Indfald  . 
— O  , Hermod  , De er for god  , for opvffrende til 
at dadle Dem selv  ; det var jo kun for at frelse mig  , 
at De vilde vove dette forfærdelige Spring  . 
En sagte Støi hørtes i Sideværelset  . 
Madelaine greb krampagtig HermodS Haand og 
hviskede ængslelig  ; 
— Hør  , hør  ! der komme de  ! 
Døren aabnedes og den høie Herre  , som vi kjende 
fra den foregaaende Aften  , traadte ind iii dem  . 
Madelaine klyngede sig ængslelig til Hermods Arm 
og hviskede  : 
— Bar det ikke godt at De ikke var borte  ? 
Han nikkede taus og Herren traadte i det samme 
hen til dem  . Han greb Madelaines Haand og sagde 
saa mildt det var ham muligt  : 
— Mit smukke Barn  , Deres Værelser ere i 
Orden  ; behag at tage dem i Besiddelse  . 
Madelaine gjorde et Par Skridt fremad og Hermod 
fulgte hende  . 
— Nei  , min bedste Ven  , De bliver her  ; den unge 
Dame vil strar komme tilbage  . 
— Nei  , jeg følger med hende  ! raabte Hermob 
trødsig og stampede i Gulvet  . 

— Ikke saa hidsig  , min unge Ben  , sagde Herren  , 
idet han med Magt vilde føre Hermod tilbage i Stuen  ; 
men den kraftfulde Angling modstod hans Angreb og 
idet han af alle Kræfter slog til Herren  , foer han hen 
til Madelaine og de fulgtes ad gjennem den aabentstaaende 
Dør  . 
Herren fulgte efter dem  , noget slukøret og taus  . 
I det næste Værelse hang et stort Maleri  , der forestillede 
en meget smuk Dame i Legemsstørrelse  . 
Hermed stod slille og betragtede det et Øieblik  . 
— Beed De hvad  , Madelaine  ; det ligner Dem  , 
som var det Dem selv  , sagde han  . 
Og ban var saaledes hensunken i Betragtning as 
Billedet  , at han flet ikke bemærkede  , at Herren havde 
greben MadelaineS Haand og førte hende hen til et 
andet Maleri  , som han forklarede hende  . 
Han pegede med Fingeren paa forskjellige Steder 
og som ved Trylleri sprang Stykket tilside og en Løndør 
viste sig  . 
Han greb Madelaine hastig om Livet og bar hende 
de faa Skridt frem  . 
Løndøren lukkedes Lydløst og Maleriet var atter 
paa sin Plads  . 
Hermod vendte sig i samme Øieblik øm  . 
- Borte  ! mumlede han forsfrækket  . Men her 
er jo ingen Dør  , hvorledes er hun da forsvunden  ? 
Han saae sig hastig om i Værelset  , før om mulig 
at opdage en Udgang  , men nei  , kun den Dør  , hvorigjennem 
de var kommen  , slød aaben  . 

— Ha  , den Bet er hav bestemt gaaet med hende  ! 
raabte Hermod og som en Bild stormede han gjennem 
den aabentstaaende Dør og ind i det næsle Værelse  ; 
men hellenske her var Noget at se  . Han rev og sled 
i den Dør  , der førte ind til de tilstødende Værelser  ; 
han larmede  , slampede i Gulvet og streg  , men Alt førgæves  , 
kun det tomme Ekko af hans egen Stemme 
svarede ham og Alt var stille  . 
— O  , raabte han i fin Fortvivlelse  ; kom herud 
Du sorte Aand  , jeg skal knuse Dig mellem mine Hænder  . 
Da hans Raseri havde sat fig noget  , mumlede han 
sorgfuld  : 
— Hun er ene  , ganske ene med ham  . 
Han satte fig modløs paa en Stol og grublede  . 
Da Løndøren havde lukket fig efter Madelaine og 
hun befandt fig alene med Herren  , rev hun sig hæftigt 
løs og sagde vredt  : 
— Dette var ikke smukt af Dem  , at skille mig fra 
min Ledsager  . 
Herren lettede paa Skulderen  , bukkede og taug  . 
Han død hende Armen  , men hun modtog den ikke  . 
Han smilede og gik foran hende opad nogle Trapper  . 
Hun fulgte paa hans Opfordring  , slolt efter -am  . 
Da -an var kommen til en stor Fløjdør aabnede 
han denne og buskede dybt for hende  . Hun traadte 
ind  , Døren lukkedes efter hende og han var ikke med  . 

— Gud være lovet  ! hviskede hun ved fig selv  , 
idet hun drog et dybt Suk  . 
Nysgjerrigt saae hun fig om i Værelset  ; der 
fandtes flere Døre  , hun aabnede disse og beskuede en 
pragtfuld Lurus overalt  . 
En sagte Stemme udrev hende af Beskuelsen  . 
Hun vendte fig om og saae en lille ung Pige  , klædt 
som Tjenestetyende  . 
— Jeg har Ordrer fra Herren  , sagde hun mildt  , 
at hjælpe Dem med Paaklædningen  ; men det maa ske 
hurtigt  , vor Syngelærer kommer strar  . 
Madelaine saae forundret og forvirret paa hende  , 
uden døg at udspørge hende  . Hun lod fig villig iføre 
en hvid Silkedragt  , besat med Glasperler og Sølvstjerner  . 
Nogle ægte Perler bleve hængte om hendes 
Hals  , de lange Krøller satte i Orden og hun afgav et 
henrivende Billede af et guddommeligt Væsen  . 
Pigen gjorde store Øine  , da hun var færdig med 
fit Værk og betragtede den smukke Dame fra Hoved 
til Fod  . 
— De er skjøn som en Engel  ! udbrød hun 
entusiastisk  ; De vil gjøre stormende Lykke  . 
- Hvad mener De  , mit Barn  ? Hvor skulde jeg 
vel gjøre Lykke  ? 
— O  , jeg hører Nogen nærme fig  ! raabte Pigen 
og løb smilende mod Døren  . Det er vist vor gamle 
Syngelærer  . 
Døren aabnedes ganske rigtig og en gammel 
hvidhaaret Mand traadte ind  . 

Han stod stille paa Dørtærflelen og betragtede den 
unge Pige  . Han traadte nærmere og sagde  , idet han 
bukkede dybt før hende  : 
— Jeg kommer vel ikke til Uleilighed  , min 
Frøken  ? 
— Nei  , aldeles ikke  , sagde Madelaine venlig  , men 
forbauset  . 
— Saa vil jeg  , med Deres Tilladelse sætte mig 
til Pianoet  . Bær saa gød  , her er Noder  , behag at 
— Mal Keg synge  ? sagde Madelaine  , uvis om 
Wo  »  hasLe AM rMtA  » 
— Ja  ,  »  is Frøken  , det er Hr  . DenardoS udtrykkelige 
DeMSeg  . 
— Jeg skal synge  ! hviskede Madelaine ved fig 
selv  . Jeg  , som bærer saa megen Ulykke og Sorg i 
mit Hjerte  , — jeg skal synge l 
— Vil De saa behage at begynde  , min Frøken  , 
sagde Syngelæreren  , idet han med Virtuosifet begyndte 
en Arie paa Klaveret  . 
Tonerne henrev Madelaine  . Det var en italiensk 
Elskovsarie  , hvori en ung Pige beklager sig over 
Elskerens Utroskab  . 
Madelaine begyndte  . Først var hendes Stemme 
vemodig og svag  , men efterhaanden fik den mere Kraft 
og de skjønne Toner bævede igjennem Salen som en 
ren Klokkeklang  . 
Sammenligningen med hendes egen og den unge 

Piges Skæbne  , om hvem hun sang  , gav hendes Stemme 
Fylde og begejstrede hende  . 
Hun stod hensunken i fig selv og vedblev at synge 
fra Bladet  . Hun hørte ikke de Astringer og Udraab  , 
Læreren uafvidende aflokkede fig selv  . Han havde forlængst 
ophørt at akkompagnere til Sangen Madelaine 
bemærkede det ikke  , — hun sang det sidste Vers saa 
vemodigt  , saa rent og skjønt  , og da den sidste Tone 
hendøde brast hun i Taarer  . 
Han reiste fig fra Stolen og nærmede fig hende  . 
han roste hendes smukke Stemme  ; han var lykkelig 
over at have saaet en saadan Elev  . 
- De maa ikke græde  , min bedste Frøken  , sagde 
han  ; fra idag af vil Lykken og Glæden tilsmile Dem  , 
tro De mig  , De vil gjøre glimrende Lykke  ! 
Han fjernede fig  . 
— Atter denne gaadefulde Tale  , sagde Madelaine 
ved fig selv  . Gjøre glimrende Lykke  ! — Hvorledes 
skulde jeg vel gjøre Lykke  ? 
Hun blev afbrudt i sin Enetale ved af den unge 
Pige alter kom tilbage  . 

Uiogsyrgelyvende Kapitel  , 
Paa OpdagelseBi 
forlod AleriS efter af han af Kammerjomfruen 
havde modtaget de for ham saa vigtige Oplysninger  . 
Han slyrede fine Skridt mod Faderens Bolig og 
traadte tankefuld ind til ham  . 
— Hvad betyder dette sildige Besøg  ? raabte Greven 
ham imøde  . Bær forsigtig  , Aleris  , husk paa  , mon 
kunde let ane hvem Du kommer til  . 
— O  , Fader  , tal ikke saadan i dette Øieblik  , Du 
veed ikke hvilken vigtig Meddelelse jeg kan gjøre Dig  . 
— En vigtig Meddelelse  ! foer Greven op  . Dog 
vel aldrig nogen  , som gjælder Madelaine  . 
— Is  , netop  , jeg har lige faaet af vide  , hvor 
hun nu er  . 
— Store Gud  ! raabte Greven  . Er det sandt  ? 
Nu  , saa tal dog  ! 
Aleris betænkte sig et Øieblik  ; derpaa fortalte han 
Alt hvad Kammerjomfruen havde berettet ham  . 
— Mit stakkels  , ulykkelige Barn  ! raabte Greven 
hændervridende  . — Hvor skulle vi dog finde hende  ? 
— Nu er der ingen Tid til at sørge  ! raabte 
Aleris  . Afsted til Florents maa vi  , — var det end i 
denne Time  . Imorgen seer jeg om Skibslejlighed til 
os og vi reise saa hurtig vi kunne  . 

— Ja  , Du har Ret  , min Søn  , afsled for at frelse 
hende  ; maaske det endnu ikke er for seent  . 
Fader og Søn fulgtes ad og man samtalede saalænge 
om Madelaine  , at man tilsidst opdagede at 
Dagen drød frem  . 
De skiltes  , ønskende hinanden tillykke til deres 
Foretagende  . 
Medens Aleris streifede omkring for at ordne deres 
Affærer  , pakkede Greven ind  , og da Aleris om Eftermiddagen 
kom og mældte  , at de den næste Morgen 
kunde reise  , var deres Glæde uskrømtet  . 
Ingen af Passagererne ombord havde mere straalende 
Ansigter end netop disse To  . 
Skibet lettede Anker og snart var man i rum Sø  . 
Reisen var overstaaet  . Greven og Aleris befandt 
sig i FlorentS  . 
— Lad os nu gaa forsigtig tilværks  , sagde Greven  ; 
man kan ikke vide hvilke Grunde de kunde have til at 
beholde hende her  . 
Man foretog Spadseretoure  , man gik i Theatret  , 
for om mulig at opdage et Ansigt  , der lignede hendes  , 
inden man forsøgte gjennem Offentligheden at skaffe 
Oplysninger  . 
Paa en af disse Udflugter havde Greven opdaget 
Baron Verdin  , men var atter kommet ham assyne  . 
En Aften  , da Greven og Aleris atter havde forejaget 

en Spadseretur  , hørte de muntre Stemmer i 
Nærheden og en tre — fire unge Par kom dem imøde  . 
Jubelen forstummede  , da Greven og Aleris 
nærmede fig og en Herre ilede hurtig hen imod dem  . 
— God Aften  , gamle Venner  ! raabte Herren glad 
overrasket og greb Grevens og AleriS Haand paa 
engang  . Hvad seer jeg  , De og Deres Søn i Florents I 
Det træffer fig jo heldigt  ! 
— Ja  , sagde Greven  ; et sørgeligt Ærinde føre 
os hertil  . Vi søge vor kjære Madelaine  , hviskede han 
Baron Verdin i Øret (   «  hi ham var det  ) 
Saa kan intet Møde være heldigere end dette  , 
thi jeg veed hvor hun er  , svarede Baronen  . 
— Hr  . Baron  ! raabte Greven  . De spøger 
da ikke  ? 
— Nei  , paa Ære  , jeg forsikkrer Dem  .  .  . Følg 
med mig strar  , jeg skal vise Dem Huset hvor hun 
opholder fig  . 
— Tak  , Dr er min Ven  , min sande Ben  , sagde 
Greven rørt  . 
— Ja  , kom nu  , lad os ile  ; maaske vi endnu 
kunne træffe Doktoren oppe  . 
Baronen tog Assked med Selskabet og fulgte med 
Greven  . Aleris var bevæget  ; en hidtil ukjendt Følelse 
bemægtigede fig ham  ; Haab og Tvivl kæmpede i hans 
Hjerte  . Han kunde ikke glæde sig  , uagtet han haabede 
snart at kunne gjense Madelaine  . Han vidste ikke selv 
hvorfor  . Den lange Adskillelse og nu et saa hurtigt 
Gjensyn  , virkede med en uhyre Kraft paa hans Hjerte  , 

og det var for ham  , som havde han mistet den elskede 
Søster for bestandig  . 
Man havde snart naaet Doktor Einers Hus og 
Greven traadte skælvende op ad Trapperne  . 
— Beed Du hvad  , min Søn  , sagde han og vendte 
sig om mod Aleris  . Det er for mig  , som gik feg 
forgæves  . 
— Men Fader  , tænk døg ikke derpaa nu  , sagde 
Aleris opmuntrende  , endskjøndt han selv følte sig ubehagelig 
berørt  . 
Baronen bankede paa en Dør paa første Sal og 
et Øieblik efter kom Leonia og lukkede op  . 
Baronen bad undskylde og traadte ind tilligemed 
Greven og Aleris  . 
Leonia gik for at hente Doktoren  . Et Øieblik 
«  fler traadte denne ind  . Han var noget bleg og urolig  . 
— Hvad bringer mig Æren af de Herrers Besøg  ? 
sagde han og bød dem sidde ned  . 
— Denne Herre  , sagde Baronen  , idet han pegede 
paa Greven  , ønsker at tale med Deres Datter  . 
— Med Madelaine  ? udbrød Doktøren ængslelig  . 
— Ja  , ja  , med Madelaine  ! raabte Greven idet 
han greb Doktorens Haand  . Hvor er hun  , — hun 
er min Datter  ! 
— Deres  .  .  . Deres  ? slammede Doktøren  . Nei  , 
det er feilt  , hun havde ingen Fader  . 
Han stod forlegen og forvirret og skjulte Ansigtet 
i fine Hænder  . Taarerne piblede frem imellem Fingrene  . 

— Min Herre  , min Herre  ! raabte Greven 
blegnende  . De gjør mig saa ængslelig  !  .  .  . Er min 
Datter syg  .  .  . er hun død  ?  .  .  . Tal  , tal  , lad mig 
faae Vished strax  ! 
— O  , skaan mig for at sige noget  , sagde Doktøren 
bevæget  . Jeg kan ikke taale at tænke derpaa  ! 
Aleris havde reist sig  ; hans urolige Hjerte bankede 
lydeligt  . Han var ligbleg  . 
Han greb sin Faders Haand og sagde  : 
— Lad os forberede os paa det Værste  , Fader  ; 
Du kan nok mærke  , hun er tabt for os  . 
Greven vendte sig om til sin Søn  . Ogsaa han 
var bleg  . Han store mørke Øine slirrede paa Aleris  , 
idet han sagde  : 
— Skal da øgsaa denne Ulykke ramme mig  ? O  , 
min Aleris  , vidste Du blot hvad jeg i dette Øieblik 
lider  ! 
— Jeg veed det  , Fader  ; troer Du da ikke at 
øgsaa jeg maa lide  ! 
— Hr  . Doktor  , sagde Aleris  ; fortæl os det rette 
Sammenhæng  , jeg beder Dem  ; vi ere belavede paa at 
høre det Værste  . 
— Sæt Dem  , mine Herrer  , sagde Doktøren  . Jeg 
vil fortælle Dem min elskede Datters Skæbne  . 
Greven og Aleris vedbleve dog at staa oprejste  . 
— Jeg har næsten ikke Mod til at børe ham  , 
hviskede Greven til Aleris  . Haab er dog bedre end en 
skrækkelig Vished  . 

— Maafle dog ikke alt Haab er tabt  , sagde Aleris 
trøstende  . Maaske vi dog kunne redde hende  . 
— Ak nei  , hun er bestemt bød  ! 
— Hr  . Doktor  , De lovede os Oplysninger  , sagde 
Aleris  . 
— De skal faae dem  , flsøndt jeg tilstaaer  , det vil 
smerte at rippe op i de gamle Saar  . 
Og nu fortalte han i afbrudte Sætninger hvorledes 
Madelaine pludselig var sporlos forsvunden  , samtidig 
med en gammel Jægers Søn  , der boede nede i Dalen  . 
Og Doktor Einer sluttede med de Ord  : 
— Vi have ikke seet hende siden og nu har jeg 
ganske tabt Haabet om nogensinde at faae hende at se  . 
Greven sad tilintetgjort og sammensunken paa fin 
Stol  . Hans Øine havde lukket fig og Taarerne piblede 
sagte frem derfra  . 
Aleris glemte aldeles fin egen Smerte  , for at se 
paa Faderen  . 
Han greb hans Haand og trøstede ham saa godt 
han kunde  : 
— Fader  , lad os søge  , sagde han  , skjøndt hans 
Stemme var noget ufikker  ; lad os søge efter hende og 
vi ville maaske finde hendeFør vi ane det  . 
— Nei  , nei  , Aleris  , vi finde hende aldrig  . — 
O  , jeg skal aldrig se mit Barn mere  ! Gud  , vær 
barmhjertig og bevar min Forstand  . O  , min Gud  ! 
Han skjulte træt og fortvivlet Hovedet i Hænderne 
og lede Taarerne frit Løb  . 
Barønen havde været en taus Tilskuer til denne 

Scene  . Hans Forbauselse var saa stor  , at han endnu 
ikke rigtig fattede det hele Sammenhæng  . Han var 
gaaet derhen i det Haab  , at skulle se den lykkelige 
Fader omfavne en kjær Datter  , og nu — nu havde 
han kun gjort ham end mere ulykkelig  . 
Han havde vendt fig bort fra dem  ; ogsaa han 
borttørrede et Par Taarer  . 
Greven og Aleris havde reist fig for at tage Afsked  . 
— Tak for Alt hvad De har gjort for mit kjære  , 
kjære Barn  , sagde Greven sz rakte Doktor Einer 
Haanden  . Jeg er evig Deres Skyldner 
Doktor Einers Ansigt overfaredeS med en stærk 
Rødme  , da han sværede  : 
— Det Gode  , hun har nydt her i Huset kan ikke 
opveies med den Ulykke der er ramt hende  . Hun var 
aldrig glad  , stakkels Barn  , skjondt Gud veed at den 
gamle Leonia og jeg gjorde Alt for at opmuntre hende  . 
Greven nikkede  . 
— Jeg veed det  , jeg veed det  , sagde han og fog 
Afsked  . 
De gik hurtig ned ad Trappen  ; Baronen 
fulgte dem  . 
— Jeg er inderlig bedrøvet over denne Skuffelse  , 
sagde Baronen  ; og jeg forsikkrer Dem  , at jeg skal 
gjøre Alt for at finde hende  . 
Greven trykkede hans Haand og sagde  : 
— Gjør Dem ingen Uleilighed  , Hr  . Baron  , det 
er desværre uden Nytte  . 
Han trykkede atter hans Haand og de skiltes  . 

— Ak  , Aleris  , sagde Greven og vendte sig om til 
denne  ; det var en tung Time  . Siig mig  , hvad har 
vi nu at gjøre  ? 
Aleris bøiede Hovedet og sukkede  . 
— Lad os hver reise fin Vei og søge efter hende 
— Skal jeg undvære Dig  , sagde Greven  ; og 
maaske ogsaa miste Dig  , thi vi ere ikke sikkre  , — hin 
Kvindes Hævn kan ramme os hvor det end er  . Jeg 
kan ikke billige dit Forslag  . 
Halvtredsindstyvende Kapitel  . 
Marks Hjemkomst 
Det var Aften  . I Baronesse von Sympfens 
Kabinet var der endnu mørkt  . Hun sad med Haanden 
sløttet under Kinden og grublede  . 
En Tjener traadte ind med et Brev  . 
— Bring mig Lys  , sagde hun  . 
Et Øieblik efter aabnede hun Brevet og fløi med 
Begjærlighed de faa Linier igjennem  . 
— Venter en Herre nede i Forsalen  ? spurgte 
hun Tjeneren  . 
— Ja  , Deres Naade  . 

— Lad ham øieblikkelig komme herop  . 
Et Øieblik efter traadte Mark ind  , forsvarlig indhyllet 
i fin store Kappe og Hatten trykket saa dybt ned 
i Øinene  , at Ingen kunde kjende ham  . 
— Er Du nylig ankommen  ? spurgte Baronessen  , 
idet hun satte en Stol frem til sin Medskyldige  . 
— Ja  , svarede Mark koldt  . 
— Hvorledes gik Reisen  ? spurgte hun atter  . 
— Godt  , svarede Mark  . 
— Har Du udført mit Ærinde  ? 
—- Ja  . 
— Har Du ført hende bort eller hvordan  ? 
— Hun er dræbt  ! sægde Mark med frygtelig 
Stemme  , og ^det han fra sin Side trak en Dolk frem  , 
vedblev han  : 
— Med denne Dolk  ! 
— Du dræbte hende  ? sægde Baronessen  , idet en 
svag Gysen gjennemfoer hende  . Kan maa slole paa 
dit Ord  ? 
— Ja  , thi se  , jeg har endnu ikke aftørret Blodet  , 
se hendes Blod  , hun er dræbt  , stol kun paa det  . 
Baronessens Øine lynede  ; hendes Ansigt var 
blegt  . Som en Djævel listede hun sig hen mod Mark 
og sægde næsten lydløst  : 
— Fortæl hvordan det gik til  ; lad mig høre 
hendes sidste Lidelser  , det vil glæde  , det vil opmuntre 
mit Hjerte  . ' 
Mark greb hendes Haand saa fasf  , at det aflokkede 

hende et Smertensskrig og trak hende hæftigt hen til 
en Side  . 
— Her  , sægde han  , jeg førte hende ud i Skoven  , 
jeg bandt hende paa Hænder og Fødder  , jeg hævede 
Dolken  , for at slode den i hendes Hjerte og dog dræbte 
jeg hende ikke  , jeg vilde først flue den Dødsangst  , den 
Sjælekamp  , som hun maatte beslaa  . O  , mü Hjerte 
frydedes  , det var længe siden at flig  »  et Syn havde viist 
sig for mit Øie  . Forgæves bad hun om Naade for 
sir Liv  , forgæves bad og tryglede hun mig om at 
skaane hende  , hun tilbød mig Guld og Gods  , men nel  , 
mit Blod rullede raskere i mine Aarer ved Synet af 
et Offer og jeg slødte til  .  .  . Faa Minutter efter var 
hun dræbt  . 
Baronessens Øine lyste med en djævelsk Ild  ; hun 
slugte hvert Ord med Begjærlighed  . 
— Ha '  , raabte hun  . Saa er jeg hende kvit for 
evig  . Endelig  , endelig er Georges Min  !  .  .  . Men  , 
vedblev hun  , idet hun betragtede Marks Pande  ; 
disse Saar  , hvor har Du faaet dem  ? De ere ikke 
ubetydelige  . 
— Da jeg red igjennem Skoven  , efter at have 
forladt hende  , overfaldt Røvere mig og tilføiede mig 
betydelige Saar  ; men jeg flygtede fra dem og kom 
lykkelig til Frankrig  , svarede han  . 
— Stakkels Mark  , sagde Baronessen spottende  ; 
dr Saar gjorde vel ondt  , blot Du ikke døer deraf  . 
— Det vilde maaske være det mest hensigtsmæssige 

for Baronessen  , sagde Mark med et lurende Blik  . Saa 
var jeg jo af Veien  . 
— Tys  , Mark  , tal ikke saa høtt  , siig Intet mere  . 
— Men jeg har mere at fortælle  , sagde Mark  . 
En Fjende har De dræbt  , en Fjende har De tilbage  . 
— En Fjende  , siger Du  . Hvem kan det være  ? 
— De vil maaske ikke tro mig  , naar jeg siger det  , 
men det er dog sandt  ; Grev Morsin lever  . 
— Grev Morfin  ! stammede Baronessen ligbleg  ; 
har Du seet  .  .  . 
— Ja  , jeg har seet ham  ! afbrød han hende  . 
Rigtignok i Forklædning  , men seet ham det har jeg  . 
— Hvor  ?  .  .  . Svar  !  .  .  . hvor saae Du ham  ? 
.  .  . Tal dog  , Menneske  ! 
— Paa Reisen her over til  ; han reiste den modsatte 
Vei  . 
— Han reiste den modsatte Bei  ? Hahaha  ! sagde 
Baronessen haanligt leende  ; han skal bestemt lede efter 
sit stakkels Barn  . Men heldigvis kommer han for 
seent  . Og Du  , Mark  , Du maa øieblikkelig reise tilbage  , 
søge ham overalt og finde ham  ! hviskede 
hun  , idet hun voldsomt trykkede hans Arm  . Og  , tilføiede 
hun  , han skal dræbes  , hører Du  , han skal  ; husk 
Formuen  ; faaer han Kundskab derom ere vi forlorne  , 
baade Du og jeg  .  .  .  . Hører Du  , Mark  , skynd Dig  , 
ingen Tid er at spilde  ! 
Mark havde reist sig  . 
— Pengene  , sagde han fort  ; Pengene  , som De 
lovede mig før at dræbe -ende  ! 

— O  , tal dog ikke om dem nu  , sagde Baronessen 
hæftig  . Reis bare  , skynd Dig  ! 
— Jeg gaaer ikke et Skridt  ! raabte Mark hæftig  . 
Pengene  , eller jeg bliver her  . 
— Husk dog paa min Ære  , Mark  , og din egen 
Sikkerhed  ; det vil ikke vare længe før Alt er opklaret  . 
— Deres Ære har ikke stort at betyde og vedkommer 
ikke mig  , og min Sikkerhed skal jeg nok betrygge  . 
— Men jeg har ikke Pengene nu  , sagde Baronessen 
opbragt  . 
— Bist har De saa  ; De vil jo bedrage mig  . 
Pengene  ! siger jeg endnu engang  . Jeg lader mig 
ikke føre bag Lyset  , — jeg er ingen Tosse I 
— Jeg har dem ikke  , Mark  , hav dog lidt Taalmodighed  . 
— Ingen Taalmodighed  , ingen Vanskeligheder  , 
ingen Bedragerier  ! Kom her med Pengene eller jeg 
sender Deres Gemal et Brev  . De er dog vist mere 
bange før ham end man skulde tro  ! sagde han spottende  , 
da han saae i hvilken Forlegenhed han satte hende  .  . 
Baronessen vendte sig hurtig om og nærmede sig 
sit Skrivebord  . Hun skrev nogle Ord paa et Stykke 
Papir og vendte tilbage til Mark  . 
— Se her  , sagde hun  ; paa denne Lap Papir forpligter 
jeg mig til af udbetale Dig den Sum vi have 
aftalt  . Er Du nu fornøiet  ? Mit Navn staaer jo under  . 
Mark greb Papiret og gjennemlæste hvad der var 
skrevet  . 
Madelaine  . 
18  , Heste  «   . 

— Hahaha  ! Narrestreger  ! Bedrageri  ! sagde han 
haanlig  , idet han rev Billetten iiu  . Hvor skulde jeg 
vel hen med denne Lap Papir  ? Nei  , ærligt Spil  , Fru 
Baronesse  ! Mellem os kan intet Bedrageri passere  , 
vi ere begge lige dygtige i af udøve disie  . Altsaa 
Pengene  ! 
Mark rakfe Haanden ud med en bydende Bevægelse  . 
Endelig lod Baronessen fig bevæge  . Hun gik 
atter hen til Skrivebordet og aabnede med tilsyneladende 
Besvær en hemmelig Skuffe og udtog deraf nogle store 
Ruller  , hvilke hun med en egen Mine rakfe Mark  . 
Han talte dem og puttede dem i Lommen med en 
tilfreds Mine  . 
— Og nu reiser Du vel hurtigst muligt  , sagde 
Baronessen uvilligt  . 
— Ja  , svarede Mark- Men først maa vi opstille 
Betingelsen  . Det er dyre Tider vi leve i og Relserne 
ere besværlige  . 
— Uforskammede  ! tørdnede hun og slampede i 
Gulvet  . Du prøver min Taalmodighed  , men viid  : 
Den er snart tilende  ! 
Mark lettede paa Skulderen  . 
— Om saa var  , sagde han  ; saa var det jo ingen 
Ulykke  . Nu har jeg pint saa mange Andre paa Deres 
Befaling  ; nu vil jeg paa min egen pine Dem lidt  . 
— Skurk  ! Uhyre  ! raabte Baronessen rystende af 
Brede  . Du vover at trodse mig  ! 
Han smilede og lettede atter haanligt paa Skulderen  . 

— Jeg vover mere end det  , hvis det derpaa skal 
komme an  . 
Baronessen søgte at dæmpe sin Vrede og sagde 
indsmigrende  : 
— Lad os ikke tale mere derom  , Mark  , reis og 
naar Du kommer hjem skal jeg nok vive at lønne Dig 
efter Fortjenesle  . 
— Det er noget usikkert  , naadige Baronesse  ; lad 
oS hellere bestemme det først  , for at der ikke skal komme 
nogen Eftersnak  . 
- O  , Du tager Livet af mig  , Mark  ! 
— Aa  , siig ikke det  ; det vilde gjøre mig hjerteligt 
ondt  , sagde Mark spydigt  . 
— Lad os ende denne Samtale  , sagde Baronessen  ; 
her har Du flere Penge  , er Du saa fornøiet  ? 
— Til Tjeneste  , Deres Naade  ; overordentlig godt 
fornøiet  . 
Bukkende forlod Mark Værelset  . 

En og h alv tred sinds tyvende K apitet  . 
Guldringen 
Hr  . Savignys HuS er glimrende oplysf  . Gjæster 
strømme til  , saavel gaaende som kjørende  . De livreeklædte 
Tjenere have travlt med at byde The og Is 
om til de ankomne Gjæster  . 
I Salonen er Herren og Fruen ivrig sysselsat 
med at byde dem velkommen  . 
Harry og Adele i Brudedragt  , staa noget fra dem  , 
trætte af at tage imod alle de Lykønskninger  , der 
strømmede ind til dem  ; men døg spejler Glæden og 
Lykken sig i alle deres Træk  . 
— Kom  , min Adele  , sagde Harry og bød hende 
Armen  . Lad os hvile os et Øiebeik  , jeg er baade træt 
af den lange Dag og disse mange Fremmede  . Et 
Øieblik kunde vi nok være inde i Sideværelset  . 
Hun smilede  , nikkede og forlod Salonen  . 
I samme Øieblik blev Baron vom Sympfen og 
Frue mældt  . 
Adele vendte sig forbauset om og Harry var bleven 
ligbleg  . 
— Kom  , Adele  , lad os gaa  , skynd Dig  , skynd Dig  ! 
Uden at vide hvorfor fulgte Adele ham  , lige saa 
bleg og ængslelig som han  . Han drog hende med sig 
ned i en Kanapee  , og skjulte sit Ansigt ved hendes 
Bryst  . 

— Men Harry  , er Du ikke rask  ? sagde Adele 
ilde berørt  . Hvad feiler Dig  ? 
— Intet  , min Elskede  ; kun Glæde og Lykke 
besjæler mig  . 
— Nu er Du ikke oprigtig  , Harry  , sagde Adele ' 
idet hun med begge Hænder reiste hans Hoved fra sit 
Bryst  . Siig mig hvad der feiler Dig  ? 
— O  , lad være af se saa meget paa mig  , sagde 
han overgivent og slyngede Armen om hende  . Du er 
altfor smuk  . 
— Spøg tilside  , Harry  ; der var noget før  , der 
berørte Dig paa en ubehagelig Maade  . Siig mig 
hvad det var  , jeg vil gjerne vide det  ! 
— Du vi  ! vide det  ! udbrød Harry  , idet han 
pludselig paatog sig en alvorlig Mine  . Nuvel  , jeg vil 
ogsaa helst sige Dig det  , jeg har ingen Ro paa mig 
før Du veed det  . 
Adele lagde Haanden paa Hjertet  , som frygtede 
hun al saae af vide  , ' hvad hun allerede anede  . 
-- Seer Du  , sagde Harry  , idet han bønfaldende 
saae hende ind i Øinene  . Jeg har en lille Synd af 
bekjende  . 
Adele foer sammen ved disse Ord  . 
— Hvad  , Du skælver allerede  ! Troer Du da af 
min Synd er saa stor  ? 
— Nei  , nei  , sagde Adele  ; fortæl kun  . 
I dette Øieblik traadte Baronesse von Sympfen  , 
i en kostbar Fløielsdragt  , ind til dem  . 
— Ah  , ah  , udbrød hun med et meget sigende 

Blik  . De kjælne Duer kurre allerede og det ganske 
alene  . Siig mig  , tør ikke en af os svage Mennesker 
komme indenfor Synskredsen af Turtelduernes Paradis  ? 
— Naar Turtelduerne ere saa unge gifte som vi 
To  , sagde Harry spøgende  , er det nok tilgiveligt  , at 
de kurre for hinanden  ; men nu  , da Deres Naade 
besøger Duerne  , ere de altfor lykkelige til at have en 
Tanke tilovers for hinanden  . 
— O  , De er altfor artig  , sagde Baronessen  , idet 
hun med en egen Ugenerrthed satte sig ved Harrys 
Side  . Jeg tør vædde paa  , og dette betonede hun 
stærkt  : at de sidste fjorten Dage aldeles have været 
helliget den smukke Brud  . 
— Ja  , De har Ret  ! raabte Harry kraftigt og 
trykkede Adele hæftigt til sit Hjerte  . Og hele min 
Fremtid skal bestandig være helliget hende  ; hun er saa 
god  , saa elskværdig  ! 
Baronessen dreiede Samtalen hen paa noget 
Andet  , da hun ikke ønskede at svare paa Harrys sidste 
Bemærkning  . 
— Hvor ligger Deres fremtidige Hjem  ? spurgte 
hun Adele med nogen Stolthed i Tonen  . 
— Kun et Par Huse herfra  , svarede denne  . Bi 
ville gjerne bo saa nær ved mine Forældre som mulig  . 
— Skal De ikke reise  ? spurgte Baronessen atter  . 
— Nei  , ikke det første Aar  ; men jeg tænker  , at vi 
Bcggeto om et Aar ville reise til Harrys Familie i 
Italien  . 
— Ah  , saa Hr  . Kronwall har Familie i Italien 

— Ja  , i Florents  , Frue  , svarede Harry  . 
— Naa  ! sagde Baronessen  , idet en stærk Skælven 
gjennemfoer hende  . — I Florents  !  .  .  . De bar vel 
ikke gjort Bekjendtskab derovre med en Franskmand  , 
som De  , Frøken Adele  , jo nok kjender  ? 
- Aa  , De mener Vikomten  , sagde Harry let henkastet  . 
Jo  , jeg havde den Fornøielse at slifte Bekjendtskab 
med ham  ; men dengang var han meget syg  , 
stakkels Fyr  . 
— Syg  , siger De  ? raabte Baronessen  , idet hun 
hæftig sprang op fra Kanapeen Hvoraf var han syg  ? 
Hvad feilede han  ? 
— Bliv ikke saa forskrækket  , Frue  ; Faren er alt 
overstaaet  . Igaar fik vi Brev sra ham  , hvori han 
lykønskede os til vort forestaaende Bryllup  . Han 
kommer hertil om nogle Dage  , for personlig at kunne 
se vor Lykke  . 
— Om nogle Dage  , siger De  . Jeg takker Dem 
for Underreiningen  , Hr  . Kronwall  . Han er en kjær 
Ben af mig  , sagde hun  , idet hun fjernede sig  . 
- Ja  , han er hende vist meget kjær  , sagde Harry  , 
da hun var gaaet  . Ligesaa kjær  , som en del Del 
Andre er hende  . 
— Men Harry  , hvad siger Du  ? sagde Adele 
bedreidende  . Du pletter en Dames Rygte  . 
— Nei  , min Adele  , tal ikke derom  ; Du kjender 
hende sket ikke  . Men bi lidt  , vi komme først til at 
tale med Vikomten  , jeg skal lukke hans Øine op for 
alle hendes Udyder  . 

Harry vilde tage Adele med sig ind i Salonen  , 
men i samme Øieblik slandsede Baron von Sympfen 
dem og forsikkrede  , at han i over en Time havde søgt 
efter det unge Ægtepar  , for at hilse paa dem  , og nu  , 
da han fandt dem  , vilde han paa ingen Maade lade 
dem flippe  . 
Adele gjorde en utaalmodig Bevægelse og søgte at 
formaa Harry til at træde ind i Salonen  , paa hvis 
Dørtærskel han netop stod  ; men det lykkedes dem ikke  . 
Baronen førte dem tilbage til Kabinettet og vedblev 
her at tale med Harry om saa forskjelligt Stof  , 
at Harry helt træt og kjed af det  , spurgte ham om 
Bordet endnu ikke var dække  »   . 
— Jeg skal se ad  , sagde Adele lykkelig over at 
kunne undflippe  . 
— En fortryllende Kone  , sagde Baronen  , idet han 
med Velbehag saae efter Adele  . Hvem der var saa 
lykkelig som De  , Hr  . Kronwall  . 
— Ja  , De har Ret  , Hr  . Baron  ; jeg er ogsaa 
meget lykkelig  , men jeg synes ikke at De kan beklage 
Dem  ; Deres Gemalinde er jo en sand Gudinde ' 
— Ja - a  , ja  , javist  , sagde Baronen lidt langtrukkent  . 
Skjønhed er jo meget godt  , men Sindet  , 
Sindet  .  .  . ja  , De forstaaer mig jo nok  , Hr  . Kronwall 
! slammede Baronen  , idet han rakte Harry Haanden  . 
Harry modtog den og nikkede  ; han forstod ikke 
ret Baronen  . 
Idet han trykkede hans Haand  , faldt hans Blik 

paa denne og han bemærkede en glimrende Diamantring 
paa den høire Haands Pegefinger  . 
Harry betragtede den og udbrød beundrende  : 
— Ah  , hvilken deilig Ring  ! 
— Ja  , De har Ret  , sagde Baronen  , idet han tøg 
Ringen af fin Finger  . Betragt den engang  , den er 
smuk  ; jeg har arvet den efter min rige Onkel  . 
Harry betragtede Ringen opmærksomt  . Han var 
saa bleg som et Lig  . 
— En kostbar Arv  , sagde han med skælvende 
Stemme  , henvendt til Baronen  . Det er i Sandhed en 
kostbar Ring  . 
Han betragtede den indvendig  . Bogslaverne  : 8  . L  . 
vare indgraverede paa den ene Side af en lille Kapsel 
og paa den anden Side af denne stod  : Al  . L  . 
— Min Faders Ring  ! hviskede Harry 
ved fig selv  . Begge deres Navne ere indgraverede 
deri  . Jeg har saa ofte som Barn aabnet denne Kapsel  , 
for at se min Moders Billede  . Nu vil jeg atter 
oplukke den  . 
Han rystede synlig paa Hænderne  , da han trykkede 
paa en lille skjult Fjeder  , der sad i Kanten af Ringen  . 
Kapselen sprang op — og se  !  .  .  . Harry var en 
Afmagt nær  ; hans Moders Billede i al fin ungdommelige 
Skjønhed straalede ham imøde  . 
— Hvad gjør De der  ? raabte Baronen og ilede 
hen til ham  . Kan denne Kapsel oplukkes  ?  .  .  . Nei  , 
det har jeg dog aldrig vidst  ! -- -- -- Ah  , hvilket smukt 
Dameanfigt  ! 

Medens Baronen stod hensunken i Beundring  , gik 
Harry bort  . Tusinde Tanker bestormede hans Hjerne  . 
— Min Faders Ring  ! mumlede han hen for sig  . 
Mon han er min Faders Morder  ? O  , 
Gud hvilken forfærdelig Oplysning faaer jeg netop paa 
denne lykkelige Dag  ! 
Man havde spist og Ballet fluide begynde  . 
Harry søgte at undslaa sig for at dandse  , men det 
lykkedes ikke  . 
— Bil Du nu være munter  , sagde Adele og 
klyngede sig til hans Arm  ; ellers tro vore Gjæster at 
Du allerede er kjed af mig  . 
— Min egen kjære Adele  , hvad siger Du dog  ! 
Skulde jeg allerede være kjed af min yndige unge 
Kone  ; nei  , nei  , dertil rifler jeg Dig for høit  . — Men 
Du flipper mig ikke as Hænderne  , thi nu tage vi hjem 
til vort eget Hus  . 
— Nei  , nei  , Harry  , det er altfor tidligt  , vore 
Gjæster ville blive vrede  . 
— Hvad  ! begynder Du allerede at sige mig imod  ? 
sagde han smilende  . Hvorledes skal det saa gaa i 
Fremtiden  ? Jeg bliver en ulykkelig Ægtemand  . 
— Ja  , det bliver Du bestemt  , sagde hun leende 
og førte ham ind i Dandsesalen  . 
De vare neppe komne derind  , før Baronen stormede 
hen imod Harry  . 
— Naa  , min brave Tusindkunstner  , De har i 

Sandhed viist mig en stor Tjenesle ved det lille 
Erperiment med Ringen  . Man har  , tilføiede han 
hviskende  , idet han sfubbede til Harry  , jo altid en eller 
anden Hemmelighed  , som Fruen i Huset ikke tør vide  , 
og det er altid godt at have saadant et lille Gjemmested 
for Smaating  . -- -- -- -Det er sandt  , maa jeg byde Deres 
unge Frue op til denne Dands  ? 
— Den har jeg lovet min Mand  , sagde Adele 
hurtig  . 
— Naa  , saa  , sagde Baronen og bukkede  . Jeg 
turde maaske da udbede mig den næste Dands med 
Fruen  ? 
— Det er mig en Ære  , Hr  . Baron  , sagde Harry 
med sammenbidte Tænder  . 
Harry og Adele havde dandset og Baronen nærmede 
fig dem for at fordre fin Dands  . 
Hvor nødig Adele end ville maatte hun dog dandse 
med ham  . 
— Husker De  , sagde Baronen midt under Dandsen  ; 
husker De den yndige Nat  , da De gav mig det lovede 
Kys  ? O  , jeg mindes det endnu saa tydeligt  . 
— Jeg mindes ikke  , sagde Adele stolt og harmfuld  , 
ar Baronen har faaet noget Kys af mig  . Saavidt 
jeg erindrer forskrækkede en Kugle — der blev sendt 
gjennem Vinduet — Dem saa meget  , at De løb  , uden 
at tage det Kys  , jeg ikke vilde give Dem godvilligl  . 
Baronen bed sig i Læben  , men svarede Intet  . 

Harry fulgte dem med Øinene  . Han saae fin 
Husfrus Vrede og knyttede harmfuld Hænderne  . 
— Det var taabeligt af mig  , mumlede han for 
fig selv  , at tillade ham at dandse med hende  ; men det 
skal ogsaa blive sidste Gang  ! 
I det samme dandsede de førbi ham  . 
Adele greb hæftigt om Harrys Haand og sagde  : 
— Jeg er ikke vel  , lad os gaa ind i et andet 
Værelse  . 
Baronen sludsede ved den pludselige Afbrydelse af 
Dandsen og kastede et megetsigende Blik fil Adele  . 
Hun lod som hun ikke bemærkede det og Harry 
fulgte hende ind i et andet Værelse  . 
Adele satte sig hastigt  ; Harry stillede sig ved hendes 
Stol med en fortrædelig Mine  . 
Adele saae op fil ham og sagde  : 
— Det er et skændigt Menneske  , den Baron  . 
Da vi dandsede fandt han Anledning fil at gjøre nogle 
Hentydninger fil hin Na  «   , da han som en anden Tyv 
brød ind i mit Værelse  . Han troer vist at Du ikke 
veed Noget deraf og vil vistnok benytte denne 
Hemmelighed fil at paanøde mig sine paatrængende 
Galanterier  ; men jeg er glad ved at Du veed det og 
jeg skal ogsaa ved Leilighed fortælle ham det  . 
— Gjør det ikke  , kjære Adele  , hvis Du vil lyde 
mig  ; lad os se hvorvidt hans Uforskam menhed kan 
gaa  ; jeg skal have et vaagent Øie med den Fyr  ! 
I det samme hørtes Trin udenfor Døren  . 
— Det er bestemt ham  , sagde Harry  . Jeg vil 

skjule mig bag Ovnflærmen  , for at høre hvorvidt hans 
Frækhed vil føre ham  . 
Der bankedes lydeligt paa Døren og Baron von 
Sympfen saae ind i Stuen  . Da han bemærkede at 
Adele var ene  , nærmede han sig hende med et sødt 
Smil og sagde  : 
— Tro mig  , Frue  , De er den elskværdigste Brud 
jeg har seet  . 
— Jeg takker for Komplimenten  , men saae dog 
helst  , at den ikke kom fra Dem  . 
— De er vred og uretfærdig  , Frue  , sagde Baronen  , 
idet han satte sig ved hendes Side i Sofaen  . 
Og hvorfor  ? Har jeg fortjent det  ? 
— Det maa De selv bedst kunne bedømme  , sagde 
Adele kort  . 
— Nei  , jeg indseer virkelig ikke  .  .  . 
— Ikke det  ! Jeg synes da  , at De iaften har 
fornærmet mig saa godt som det stod til Dem  . 
— O  , hvor De tager Alting nøie  ; en lille Spøg 
med en Dame som Dem  . Husk  , jeg har seet Dem 
kysse en Fremmed  . 
— Jeg har aldrig givet Dem Grund eller 
Anledning til at være saa uforskammet lige over for 
mig  . Den Fremmede  , De taler om  , er nu min Mandsagde 
Adele stolt  . Gaa nu  , Hr  . Baron  , og tak Deres 
Gud  , at min Mand ikke har hørt Dem  , han er ikke 
til at spøge medAa  , 
sagde Baronen  , idet han haanligt rystede 
paa Hovedet  . Jeg frygter ham ikke  ! 

— Enten De frygter ham eller ei beder jeg Dem 
om at gaa  , sagde Adele angstfuld  . Hun begreb hvor 
Harry maatte harmes over at høre ham tale saaledes  . 
— Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at gaa  , sagde 
Baronen drillende  . De er altfor smuk  , Frue  , til at 
være ene  ! 
Han greb en Avis og satte fig aldeles flegmatisk 
til at læse  . 
Adele reisle fig og nærmede sig Døren  . 
— Nei  , nei  , De maa ikke gaa  ; jeg skal nu ind 
at dandse en Kontrabands med min Frue  , saa De skal 
ikke længer blive besværet af mig  . 
— Jeg takker Dem  ! sagde Adele og drog et 
lettet Suk  . 
Idet Baronen reisle sig og gik forbi Adele  , 
sagde han  , medens han leende truede ad hende med 
Fingeren  : 
— De er altfor smuk og altfor grusom  . Jeg 
beklager Harry  . 
Han greb hurtig hendes Haand  , trykkede et Kys 
paa den  , inden hun kunde forhindre det  , og forsvandt  . 
— Nu  , hvad mener Du  ? sagde Adele henvendt 
til Harry  , der netop kom frem fra sit Skjul  . 
— Jeg mener  , Adele  , at han er den usleste  , den 
nedrigste Skurk jeg endnu har kjendt  . 
— Ja  , Du har Ret  , det har jeg længe indseet  , 
sagde Adele og tog hans Arm  . 

Tooghalvtre-smdstyven-e Kapitel  . 
Bikomtens Besøg  . 
Træt paa Legeme og Sjæl naaede Vikomte < le 
Botins Paris  . Hans Ansigt udtrykte en dyb Tungsindighed 
og han saae anstrengt og lidende ud  . 
Det var Dagen efter Adeles Bryllup  . 
Vikømtens første Besøg gjaldt det unge Par  , til 
hvis Lykke han havde bidraget saa meget  . 
Harry og Adele toge med aabne Arme imod ham  , 
og takkede ham hjerteligt for deres Lykke  . 
— Se nu paa mig  , sagde Vikomten smilende  ; og 
se paa Harry  . Dr har gjort et godt Bytte  , Fru 
Kronwall  ! 
— O  , nu gjør De Dem selv altfor ringe  , sagde 
Adele leende  . Men lad os tale lidt om Dem selv  , jeg 
synes De seer bedrøvet og træt ud  . 
— Jeg er Heller ikke ganske vel  , sagde Vikomten 
undvigende  . 
- O  , jeg tager vist ikke ganske feil  , dersom jeg 
troer  , at De ikke er lykkelig  ! 
— Hvoraf flutter De det  , Frue  ? 
- Jeg kan se det paa Deres hele Væsen  , sagde 
Adele  ; paa Deres trætte Øine og fremfor Alt paa 
dette Tungsind  , der har leiret sig paa Deres Pande 
siden vi sidst saaes  . 
— De kan have Ret  ; men der er ogsaa hændet 

mig en meget flor Ulykke siden jeg sidst saae Dem  , og 
jeg kan lige saa godt sige det til dem Begge  ; De ere 
jo mine Venner  . 
— O ja  , vi vil tage Del i Alt hvad der vedrører 
Dem  , sagde de unge Folk og satte sig hver paa fin 
Side af ham  . 
— Nuvel  , saa vil jeg begynde  , sagde Vikomten 
med et Suk  . Jeg elskede engang en ung Pige med 
Liv og Sjæl  , med Varme og Inderlighed  , men denne 
Kjærlighed blev forhindret ved  , som De veed  , at det 
var min Moders inderligsle Ønske at jeg ægtede Dem  , 
og da jeg paa samme Tid nærede nogen Tvivl om 
hin unge Piges Dyd  , faldt det mig ikke saa vanskeligt 
at efterkomme min Moders Ønske  , skjøndt mit Hjerte 
blødte  . Pludselig forsvandt hun fra Paris og man 
saae hende ikke her i Byen mere  . Jeg var bleven 
roligere og sluttede mig mere og mere til den Tanke  , 
aldrig at se hende oftere  . 
— Da døde min Moder  , vedblev Vikomten  ; vor 
Forlovelse ophævedes og jeg reiste til Florents  , som 
De veed  , før at opsøge Deres nuværende Mand  , Herr 
Kronwall  . Jeg havde kun opholdt mig der nogle faa 
Dage  , før jeg aldeles tilfældig saae at hin unge Pige 
ligeledes befandt sig i Florents  . Mine Sandser vare 
rimeligvis blevne noget omtaagede ved Gjensynet af 
hende  , thi jeg løb som et galt Menneske afsted over 
Stok og Sten  . — Jeg slyrtede ned fra en høi Skrænt 
og blev bevidstløs liggende  . Jeg var længe syg og da 

jeg var bleven rask saae jeg atter hin unge Pige  , som 
jeg nu ganske bestemt troer er gift  . 
Vikomten standsede et Øieblik og drog et dybt Suk  . 
— Derfor er det maaske nok muligt at jeg seer 
lidt træt og anstrengt ud og naar jeg skal være ganske 
oprigtig  , er jeg meget ulykkelig  . Jeg troede  , vedblev 
han med svag Stemme  , at jeg havde glemt hende  , 
men jeg saae kun altfor vel ved vort Gjensyn  , at jeg 
elskede hende om muligt endnu høiere  . Mit Hjerte 
lader mig ingen Ro nogetsleds  , baade Dag og Nat 
tænker jeg paa hende  . 
Han holdt inde  . 
Adele vendte fig bort  , for at skjule de Taarer  , 
hans Fortælling havde frembragt  . 
— Min stakkels Ven  , sagde Harry og lagde 
Haanden paa hans Skulder  . Er der Intet jeg kan 
hjælpe Dem med  ? 
— Nei  , Intet  , ellers Tak  , Herr Kronwall  , jeg 
kjender min Ulykke i hele dens Udstrækning  . Jeg har 
kun Et tilbage  , som kan adsprede mine Tanker lidt  , 
og det er at reise  . 
Adele gik ud  ; hun var ikke istand til at skjule fin 
Bevægelse  . 
Harry greb atter Bikomtens Haand og sagde  : 
— Skjøndt det er noget ugalant af mig  , vil jeg 
dog for Deres egen Skyld spørge Dem  , hvem hin 
unge Pige er  , da jeg kjender endel Familier i Florents  , 
thi jeg har opholdt mig der fra min tidlige Barndom  , 
og jeg kunde maaske give Dem nogle Oplysninger 

angaaende hende  . De vred jo ikke med Bestemthed om 
hun er gift  . De kunde muligvis have taget Feil  . 
— Nei  , nei  , min Ven  , gjør mig den Tjeneste  , 
aldrig at tale et Ord mere øm denne Sag  . Jeg har 
seet den Kjærlighed  , den Venlighed  , hvormed han 
behandlede hende  , saa der er ingen Tvivl om  , at han 
er hendes Mand  . Men hun er ogsaa meget smuk  , ja 
hun er fortryllende  , — og hvilken Net har jeg vel til 
at udgrandfle hendes Forhold  ? Hun har engang sagt 
mig  , at hun ikke kunde lide mig  , skjøndt jeg i min 
Forfængelighed har troet og haabet paa Gjenkjærlighed  . 
Adele kom i det samme ind og rakte Vikomten 
venligt Haanden  . 
— Nu gjør De os vel den Ære at spise -til 
Middag hos os  , sagde hun  ; jeg forsikkrer Dem  , De er 
vor første og vor kjæreste MiddagSgjæsf  , ikke sandt  , 
Harry  ? 
— Jo  , kjære Adele  , det har Du Ret i  , og De 
indvilliger vel ogsaa  , Hr  . Vikomte  ? De maa spise hos 
det nygivte Par  , det vil bestemt blive et Varsel om 
Lykke  . 
— Stol ikke for meget paa den Lykke jeg bringer  ; 
min egen Lykke er ikke for straalende  . Men jeg takker 
for Tilbudet  , det skal være mig en Glæde at spise hos 
saa lykkelige Mennesker  . 
Adele og Harry greb hans Hænder og førte ham 
ind i Spisesalen  , hvor et kostbart Bord var dækket til 
fem Personer  , da Adeles Forældre allerede vare ankomne  . 
Den Dag fik Vikomten ikke Lov til at forlade 

dem  ; de søgte paa tusinde Maader at adsprede hans 
mørke Tanker og dette vilde maaske tildels ogsaa være 
lykkedes dem  , dersom ikke Baron von Sympfen med 
hans Gemalinde vare ankomne  , for at gratulere det 
unge Par  . 
Adele reiste sig  ; en Pinlig Forlegenhed betog dem 
Alle  , og idet hun greb Vikomtens Haand sagde hun 
halvt hviskende  : 
— Jeg forstaaer ikke hvor det kan være  , men det 
er ligesom en nervøs Sittren gsennemsarer mit Legeme  , 
hvergang man mælder dette Par  . Jeg troer ikke noget 
Slet om Baronessen  , men saa meget er vist  , jeg kan 
ikke lide hende  , især siden den Asien  , hun bortjog min 
uskyldige Madelaine  , der var saa god og blid som 
et Lam  . 
Vikomten foer sammen og trykkede Adeles Haand 
saa fast  , at hun forsfrækket saae paa ham  . 
— Er De ikke rask  ? sagde hun  . 
— Jo  , Frue  , aldeles rask  ; men se  , Baronessen 
nærmer sig  , — hun maa ikke ane at vi har talt om 
hende  . 
Baronessen kom i dette Øieblik hen imod dem  . 
— Gammel Kjærlighed rustner ikke  , sagde Baronessen  , 
idet hun leende rakfe Haanden til Vikomten 
og Adele  . 
— Siig Heller gammelt Venskab  , Frue  , sagde Vikomten  ; 
De kommer da Sandheden nærmere  . 
— Ja  , Gud veed det  , vedblev Baronessen  , idet 
hun leende truede ad dem  . 

Baron vøn Sympfen nærmede sig i dette Øieblik 
Adele  ; men neppe anede hun hans Hensigt  , før hun i 
et Nu var ved fin Mands Side  . 
— Kjære Harry  , sagde hun  ; var det ikke bedst at 
jeg forlod Selskabet  , for at efterse om Tjenestefolkene 
gjøre deres Pligt  ; vi skal jo snart have Aftensbordet 
dækket  , og det maa blive saa prægtigt som muligt  . 
— Ja  , smut Du kun bort  , min yndige lille Kone  , 
sagde Harry  , idet han ømt slyngede Armene om hende  . 
Dine huslige Sysker klæde Dig saa smukt  , det er med 
den inderligste Glæde  , at jeg seer Dig fungere som 
Værtinde ved Bordet  . 
— Tak  , Tak  , kjære Harry  , Du gjør mig saa 
lykkelig  , naar Du taler saaledes  , sagde Adele og lænede 
sig henrykt til sin Mand  . 
Treoghalvtre-fin-styven-e Kapitel  . 
Brsa 
— Det er en lang Reise De har foretaget Dem  , 
Herr Vikomte  , sagde Baronessen  , der vedblev at holde 
Bikomtens Haand  . 
— Aa ja  , Frue  , den var ogsaa meget lang  , men 

ikke saa lang  , som jeg ønskede den  ; jeg havde helst seet 
at min Reise var bleven den evige  . 
— O  , i Deres Alder taler man ikke saaledes  ; 
en stor Sorg maa have ramt Dem  , naar De udtaler 
Dem paa den Maade  . 
— Ja  , Frue  , De har Ret  ; det er som De sagde 
før  : Gammel Kjærlighed rustner ikke  ! — Og min 
Kjærlighed vil dag tilsidst tilintetgjøre mig  . 
— Og det siger De til mig  , Georges  ! Begriber 
De da ikke hvad jeg maa lide  , naar De taler saaledes  ? 
— Jeg begriber intet Andet  , end at en Dame søm 
Dem  , og i det Hele taget enhver Kvinde som er Hustru  , 
bør elske fin Mand og ikke bære hverken Kjærlighed 
eller Had til nogen Anden  . 
— De er lige saa haard  , som før De reiste  , sagde 
Baronessen med et Smil  . 
— Ja  , Frue  , om mulig endnu haardere end dengang  , 
sagde Vikomten mørkt  . 
— Jeg veed dog med Bestemthed  , fortsatte Baronessen  , 
at De flere Gange  , før Deres Reise  , har 
besøgt en ung Dame  , hvem De ikke har været saa 
haard imod  , som imod mig  . 
— Hun har da ikke været givt  , sagde Vikomten 
med et megetsigende Blik  . 
— Men det kan De jo ikke vide  , vedblev Baronessen  . 
Har De nogensinde spurgt hende  ? 
— Nei  , tilvisse  , og De overrasker mig med Deres 
Spørgsmaal  , sagde Vikomten eftertænksom  . 
— Ah  , seer De  , det tænkte jeg jo nok  . Men jeg 

kan forsikkre Dem om det Modsatte  , og  , tilføiede hun 
hviskende  , jeg kan ogsaa forsikkre Dem  , at den unge Dame 
ligger farlig syg  , ja  , at man endog frygter for hendes 
Liv  , og at man ene haaber paa  , at et Gjensyn med 
Dem kan tilbagegive hende fil Livet  . Se  , nu er jeg 
dog vis paa  , at De iaften iler  , for at frelse hende  . 
— Heri tager De dog storlig Feil  , Frue  , thi den 
Slags Damer have saa mange Tilbedere og saa mange 
Sind  , at de umulig kunne blive dødssyge  , naar en af 
disse forlade dem  . 
En brændende Rødme foer op i Baronessens 
Kinder og hun vendte sig halvt om  , for at skjule fin 
pludselige Forvirring  , men denne var ikke undgaaet 
Bikømtens Opmærksomhed  ; med et gjennemborende 
Blik betragtede han hende og idet et foragteligt Smil 
gled over hans Læber  , mumlede han  : 
- Jeg tager ikke Feil  , del er hende selv  ! 
Da Aftensmaaltidet var endt skiltes mon efter en 
behagelig tilbragt Aften  . 
Vikomten tog hjem til sin Billa  . Efter at have 
tilbragt en urolig Nat  , stod han op den næste Morgen  . 
— Mon min Mistanke skulde være begrundet  ? 
mumlede han hen for sig  . Hun er vist rænkefuld nok 
til at Hilde mig i hvilketsomhelst Næt og jeg Taabe 
har villig ladet mig trække om efter hendes Behag  . 
Jeg kan næsten le naar jeg tænker derpaa og dog  , del 

er jo Intet at le ad  , er del ikke forfærdeligt at en 
saadan Kvinde ffal eristere  . 
Han aabnede sin Reisetafle og tog flere Breve og 
Smaating ud deraf  . Han fik fat i en lille firkantet 
Pakke og aabnede den  ; del var MadelaineS Portræt  , 
som han nu ikke havde seet i over en Uge  . Han gik 
hen til Vinduet og betragtede del  . 
— Ikke engang paa hende kan man tro  , og hvis 
et Ansigt  , der udtrykker saa megen Sjælsadel  , ogsaa 
kan være forstilt  , hvad fia  ! man saa tro om Menneskene  ? 
Til hvem skal man saa have Tillid  ? 
Han tændte en Vorstabel  , saae endnu engang paa 
Billedet og nærmede sig derpaa med del til Flammen  . 
Det ene Hjerne var allerede fortæret  , da det med 
Et faldt ud af hans Haand  . Han pustede Flammen 
ud og vendte sig om  . 
— Det fluide vel være saaledes  , tænkte han  . 
Henad Aften mældteTjeneren  , at entzerre ventede 
for at faae ham i Tale  . 
— Lad ham komme ind  , sagde Vikomten  . 
Strar efter traadte en elezantklædt Herre ind  . 
Han bukkede for Vikomten og overleverede ham et Kort 
hvorpaa kun stod  : 
„  Irsa ligger dødssyg og beder Dem komme  .  “ 
Et Vredeslyn foer fra Vikomtens Øine og det 
forste Ord han havde paa Læberne var et „  Nei  “  , men 
han betænkte sig hurtig og sagde  : 
— Jeg kommer  ! 
Herren bukkede og forlød Stuen  , idet han sagde  : 

— Vognen holder paa det sædvanlige Sted  . 
Vikomten knugede Kortet krampagtig i Haanden 
og mumlede harmfuld  : 
— Nu ftal vi se om jeg har Ret  ; man kan jo 
tro Alt om hende  . O  , hvor lavt  , hvor nedrigt er 
det ikke  , — og døg  , hvorfor gik jeg til hende  ? Jeg 
maatte jo have seet det strax  . 
Klokken slog i dette Øieblik Ni og Vikomten greb 
fin Hat og lagde Kappen over Armen  . 
— Saa  , nu faae vi at se  ! sagde han og forlød 
Villaen  . 
Vognen holdt paa det sædvanlige Sted og Vikomten 
steg ind  . 
Han var snart ved Bestemmelsesstedet og han blev 
som tidligere ført gjennem forskjellige mørke Værelser  , 
indtil han kom til det dæmpet oplyste Boudoir  . 
Udstrakt paa Sengen laa en Kvindeskikkelse  , ikke 
just afmagret  , men døg saa unaturlig bleg  , at man 
næsten kunde gyse ved at se hende  . 
En hvid Natdragt formaaede ikke at oplive det 
blege Anfigt  , og døg var hun smuk  , som hun laa der 
med sit lidende Udtryk  . 
Hun laa i en yndefuld Stilling og rakte mat den 
ene Haand ud mod Vikomten  . 
Han stod maalløs og betragtede hende  ; modstræbende 
Følelser kæmpede i hans Sjæl  . Her laa en Kvinde  , 
søm før et Par Maaneder siden var smuk og indtagende  , 
og nu — ja hvilken Forandring  ; saa bleg og lidende  ! 

Hans Hjerte grebes af Medlidenhed og han satte 
sig taus ved Sengen  , tagende hendes Haand  . 
— De har været længe borte  , hviskede hun  ; hvor 
kunde De nænne  , ikke at sige mig  , at De var reist  ? 
Vikomten saae paa hende og sagde  : 
— Tro mig  , ogsaa jeg har lidt i denne Tid  . 
— Men ikke fordi De var adskilt fra mig  ! 
— Nei  , Arsa  , de  »  er sand  »   , det var ikke derfor  ; 
der er nøget ganske Andet hvorunder mit Hjerte har lidt  . 
Hun trak sagte fin Haand til sig  , holdt den for 
Ansigtet og Taarerne piblede sagte frem mellem Fingrene  . 
- Men  , Irsa  , kan det da forundre Dem  ? Jeg 
har jo aldrig lovet er blive Deres og aldrig indgivet 
Dem nøget falskt Haab  . 
— De sagde dog at De holdt af mig  , hulkede hun  . 
— Ja  , hvor kunde jeg Andet  ? De er jo saa smuk 
og henrivende og kom mig imøde med saamegen Venlighed  ; 
jeg har just intet Stenhjerte og hengav mig 
med Glæde til den Lykke De skabte mig  ; jeg greb den 
maaske endog med Begjærlighed  , thi den Lykke jeg selv 
har kunnet skabe mig  , har aldrig været stor  . Men græd 
nu ikke saaledes  , det vil forvirre Deres Sygdom og 
det smerter mig at se Dem græde  . 
En krampagtig Hulken besvarede hans Ord og 
han bøiede sig over hende for at trøste hende  . 
— Men  , Irsa dog  , De har jo aldrig været saa 
sørgmodig stemt som iaften  ; hvad smerter Dem dog 
saa meget  ? 
Madelaine  . > 9  , Heft  ,  . 

Hun greb hans Haand og trykkede den krampagtig 
til fine Læber  . 
— Jeg elsker Dem  ! hviskede hun saa sagte  , at 
han neppe kunde høre det  , og lagde i samme Øieblik 
fine Hænder over Ansigtet  , som for at skjule den nøvvendige 
Rødmen over en flig Tilstaaelse  . 
Han slrøg sig med Haanden over Panden  , som for 
at bortjage de mørke Tanker  , der i dette Øieblik stormede 
ind paa ham  ; han bøiede sig after over hende og sagde  : 
- Yrsa  ! 
Men han kom ikke videre  , han foer tilbage i Stuen  , 
hans Øine slode stive af Rædsel  , thi paa IrsaS Lillesinger 
sad en glimrende Ring  , som tilhørte Baronesse von 
Sympfen  . 
Al den Brede  , al den Foragt  , der i dette Øieblik 
gjærede i den unge Mands Bryst  , fik Luft i Udraabet  : 
— Baronesse von Sympfen  , De 
er den laveste Kvinde jeg kjender  ! 
Denne reiste sig halvt op  ; hendes Øine slode vidt 
aabne og hun slirrede forfærdet og forbauset paa Vikomten  , 
der intet Ord kunde finde  , som passede til 
hans Harme  . 
— Ja  , stir kun paa mig  , sagde han  ; De har 
Grund dertil  . Jeg har før været blind  ; — nu forundrer 
det Dem  , at jeg ogsaa kan lukke Øinene op  . 
Han greb sin Kappe og Hat med Hæftighed og 
vilde forlade Stuen  . Neppe saae hun hans Hensigt  , 
for hun foer op og stod i et Nu ved hans Side  . 
— Georges  , Georges  ! hav Medlidenhed  , hav 

Barmhjertighed  ! streg hun og vred Hænderne  . De 
stødte mig bort som Baronesse von Sympfen  , jeg forsøgte 
at vinde Deres Hjerte som Arsa  ; kan De fortænke 
en ristende Kvinde deri  ? Fortjener en saadan 
Kjærlighed  , der er island til Alt  , Deres Uvillie  ? 
— Den fortjener mere endnu  , Fru Baronesse  , 
den fortjener min Foragt  , min Afsky  , min høieste Brede  ! 
raabte Vikomten hæftigt og søgte at vriste sin Haand 
fra Baronessen  . 
— O  , De er flaanselløs  ! raabte hun høit grædende 
og omklamrede hans Knæ  . Hav dog Barmhjertighed  ! 
— Nei  , ingen Barmhjertighed med en Kvinde 
som Dem  ; De har bragt mig til at mistro Alle af 
Deres Kjøn  ; skjøndt de ere stabte til at forfljønne og 
forherlige Verden  , er der dog ikke En  , som jeg vilde 
ære  . — Reis Dem  , Fru Baronesse  , gaa hen hvor De 
har Deres Plads og lad mig gaa  . 
— Nei  , nei  ! raabte hun endnu hæftigere  . Jeg 
bliver liggende her for Deres Fødder  , indtil De har 
tilgivet og glemt  , — indtil jeg har vunden Deres 
Kjærlighed  . 
— Skændige  , æreløse Kvinde  ! raabte Bikømten 
ude af sig selv  . Refs Dem døg  ; flammer De Dem 
ikke  , at vise Dem før mig i denne Dragt  ? 
— Nei  , jeg har glemt Alt  , Skam  , Ære  , kørt Alt  , 
kun ikke Dem  . Stød mig ikke hørt  , kan jeg ydmyge 
mig mere end jeg gjør  . 
Vikomten gjorde en hæftig Bevægelse med Haanden 
og nærmede sig atter Døren  . 

— De vil gaa  ! raabte Baronessen  , idet hun reiste 
fig  , og hendes Øine lynede af Harme  . Nuvel  , Georges  ; 
husk at jeg kan hævne mig  , — trods mig ikke  , jeg 
kan blive farlig for Dem  . 
Vikomten opslog en spottende Latter  . 
— De leer  ! raabte Baronessen  , idet hendes Harme 
steg ved hvert Minut  . Nuvel da  , min Hævn har alt 
begyndt  . Husker De vor Samtale efter mit Bryllup  ? 
— Ogsaa dengang svarede De mig haardt og koldt  . 
Jeg svoer at ville hævne mig og har holdt min Ed  . 
- Jeg tvivler meget derpaa  , sagde Vikomten  . 
— De tvivler  , nu saa hør  . 
Fircøghalvtredsin-styven-e Kapitel  . 
Baronessens Hæevn 
Baronessen kastede sig magelig i Lænestolen  , idet 
hun vedblev  : 
— Allerede ved mit Bryllup elskede De hin unge 
Pige  , som De jo nok husker  . Om Aftenen ved Ballet 
saae jeg Dem i et Sideværelse knæle for hende  , ja  , 
De havde endog i al Fortrolighed slynget begge Armene 
om Livet paa hende og spurgte hende indtrængende  , 

hvorfor hun flyede Dem  . Jeg stod i mit Boudoir  , 
som sleder op til det omtalte Værelse  , og saae det 
Hele  ; Jeg elskede Dem dengang høiere end mit Liv  ; 
de Pinsler jeg derfor led ved dette Syn ere ubeskrivelige  . 
— Hun fjernede fig fra Dem og slyrtede ind i mit 
Boudoir med forgrædte Øine  , thi jeg vred med Bestemfhed 
at ogsaa hun elskede Dem med en reen  , en 
inderlig Kjærlighed  , -- ja jeg veed det med Vished  ! 
- Hold op  , hold op  . Fru Baronesse  ! Intet Ord 
mere  ! Tal ikke om hende  , — ogsaa hun er lav som 
alle Kvinder  , troløs og foragtelig  , som Dem  ! sagde 
Vikomten i slørste Oprør  . 
— Nei  , nei  , vedblev Baronessen  , idet hun gjorde 
en afværgende Bevægelse med Haanden  ; nei  , nei  , hun 
var saa reen  , fri for alle Udyder  , ja reen som en Engel  ! 
— Allsaa  , hun slyrtede ind i mit Boudoir  , her haanede 
og ydmygede jeg hende  , thi jeg indsaae  , at skulle min 
Hævn gjennemføres  , da kunde det grundigst ske ved at 
gjøre hende ulykkelig  . -- Efter Ballet  , da jeg talte 
med Dem  , saae jeg hvor indgroet hun var i Deres 
Hjerte og min Hævntanke fæslede fig dybere og dybere 
i mit Indre  . — Nogle Dage efter var jeg i Besøg 
hos Savignys  ; jeg tilstaaer  , det var beregnet  , thi jeg 
vidste at De var der og at hun ogsaa opholdt fig der  . 
Jeg havde ikke ventet at træffe min Gemal der og jeg 
saae til min Forbauselse  , at ogsaa han kurede stærkt 
til denne unge Pige  , skjøndt jeg maa tilstaa  , at jeg godt 
indsaae hvormeget det var hende imod  . — Jeg gjorde 
ham ingen Bebreidelser herfor  , thi dette bidrog jo netop 

til at fremme min Plan  ; og da jeg senere talte med 
Deres Moder  , fortalte hun mig  , at Baronen havde 
været temmelig fri mod den lille Kammerpige  . Jeg 
svoer at min Hævn skulde komme strar og foer med 
tilsyneladende Hæftighed ind i Stuen  , hvor jeg i haarde 
Udtryk bebreidede Kammerpigen en hel Del Synder  , 
som hun flet ikke havde begaaet  . Heldigvis for mig 
kunde hun ikke forsvare fig  , stakkels Væsen  ; hun styrtede  , 
som De veed  , om paa Gulvet og slog fig slemt  . — 
Mit Hjerte jublede  , da jeg saae min Hævn var opnaaet  , 
jeg saae hvor grændseløs De led i det Øieblik  . — Og 
dog  , vedblev Baronessen  , den Herre jeg beskyldte hende 
før at have kysset  , var ingen Anden end Dem selv  . 
Hun holdt inde  . 
— Store Gud  ! udbrød Vikomten ligbleg og holdt 
Hænderne over Øinene  . Fru Baronesse  , De er 
hævnet  , skrækkelig hævnet  , thi nu veed jeg først hvad 
Smerte og Fortvivlelse er  . 
— Der kan De se  , sagde Baronessen  , idet hun 
med et overmodigt Blik betragtede ham  ; jeg er ikke en 
almindelig Kvinde  , jeg kan udføre hvad jeg vll  , og 
min Hævn er endnu ikke endt  . 
— Hvad vil De nu gjøre  ? sagde Vikomten  . 
Vil De after ramme -ende  , før at træffe mit Hjerte  ? 
— Nei  , det er umuligt  , thi hun er død  . 
— Død  ! sfreg Vikomten og foer hen til hende  , 
greb krampagtig begge hendes Hænder og sagde 
aandeløs  : 

— Tal  , skændige Kvinde  , er De ogsaa Skyld i 
hendes Død  ?  ! 
— Ja  , paa en Maade  , svarede Baronessen 
aldeles roligt  , flydende sig over hans Fortvivlelse  . 
Hør mig videre  : Jeg sørgede før at saae hende bort  ; 
afmægtig  , som hun var  , vidste hun jo ikke hvor man 
førte hende hen  . Jeg lod hende opholde sig paa et 
Hospital i nogen Tid  , for at blive helbredet  , og lod 
hende derpaa føre til Florents  , hvor hun maatte 
sværge  , aldrig at visle betræde Paris mere  . Det lille  , 
enfoldige Væsen har holdt sin Ed  , jeg vidste det i 
Forveien  . Den Herre  , jeg lod reise med hende  , satte 
hende af i et Gjæstgiversted og forlod hende der  . Senere 
veed jeg med Bestemthed at hun  , blottet for Penge 
og Levnetsmidler  , blev nedstyrtet i et af Samfundets 
laveste Klaöser  , men ikke island til at udholde dette Liv 
døde hun kort efter  , og min Hævn vilde have været 
tilende  , dersom ikke De havde været saa grusom og 
haard imod mig  . 
-- Hahaha  ! lo Vikomten hjerteligt  , idet han slap 
begge hendes Hænder  . Slutningen er naragtig  , som 
hele Deres Hævn har været  ; husk  , jeg har nylig opholdt 
mig i samme By og har seet og talt med hende 
og hendes Gemal  , en velstaaende  , anseet Mand  , der 
forguder hende  . 
Baronessen blev saa bleg som et Lig  . Hun reiste 
sig og sagde neppe hørligt  : 
— Er dette sandt  ? 
Vikomten smilede og sagde  : 

— De skal ikke tvivle derom  , jeg benytter mig 
sjælden af Løgn  . 
En Skælven gjennemfoer Baronessen  ; Vikomten 
bemærkede det  , han tog sin Hat og forlod Stuen  , idet 
han sagde  : 
— Gjør Dem ikke oftere Uleilighed med at sende 
Bud efter mig og opgiv Deres fremtidige Hævnplaner  , 
thi tænk Dem  , hvis jeg vilde hævne mig  , da blev det 
for Alvor  , ikke blot Spøg  , som denne  . 
Han bukkede og gik  . 
Baronessen faldt sønderknust tilbage i Stolen  . 
— Jeg er opdaget og forraadt  , hviskede hun med 
svag Stemme  ; men ' hun reiste sig hurtig og raabte 
truende  : 
— Hævn  , Hævn  , over dem  , de flette Mennesker  , 
der vove at krænke en Kvinde som mig  ! 

Femoghalvlre-sin-slyven-e Kapitel 
Z Operaen 
— Naa  , min Kjære  , har Du været i Operaen 
iaften  ? sagde Baron von Sympfen til sin Gemalinde  , 
nogle Dage efter det ovenfor Fortalte  . 
— Nei  , svarede hun kort  . 
— Da skulde Du saamæn tage derhen  . Her er 
kommen et nyt italiensk Selfiab til Byen  , jeg var 
iaftes oppe at høre det  ; — o  , det var fortryllende  , 
jeg troer det vilde tiltale Dig  ; Du skulde dog tage 
derop iaften  . Der er især en Dame  , der synger saa 
henrivende  , at jeg endnu aldrig har hørt hendes Mage  . 
— Ja  , det er vel især hende  , Du har lagt Mærke 
til  , sagde Baronessen spydigt  . 
— Aa ja  , jeg nægter det ikke  , jeg har gjort Ail 
for at nærme mig den Skjonne  , dog uden at det er 
lykkedes mig  , hun forsvinder som ved Trylleri og det 
har ikke engang været mig muligt at se hvorledes hun 
seer ud udenfor Scenen  , thi hun trækker Sløret saa 
tæt for Ansigtet  , at man ikke kan se det mindsle af 
hendes Træk  . 
- Skade  ! sagde Baronessen og gjorde et foragteligl 
Kast med Nakken  . 
— Ja  , megen Skade  , sagde Baron von Sympfen 
med en komisk Gebærde  . 

Denne Dag var store Plakater opslaaede paa 
Gadehjørnerne  , hvori et tilreisende Operaselflab bebudede 
en herlig Nydelse for det mufikelflende Publikum  . 
Det Theater  , som Direktør Honirs havde leiet  , 
var glimrende oplyst og Publikum strømmede i Mængde 
dertil  . 
Bi ville imidlertid se bag Kulisserne  . 
I et lille Værelse  , foran et stort Speil  , se vi en 
midaldrende Kone ivrig beskæftiget med at pynte en 
ung Dame  , som seer meget bleg og træt ud  . 
— Se Dem i Speilet  , Frøken  ; synes De at denne 
Krone tager sig godt ud  ? Sidder den ret paa Deres 
Hoved  ? sagde Konen  , idet hun opmærksomt betragtede 
hende  . 
— Jø  , den sidder meget godt  , Madame  ; men 
kunde De ikke trække Sløret lidt tættere til Ansigtet  ? 
— Det gaaer ikke an  , bedste Frøken  , det vil ikke 
klæde Dem  . 
— Ja  , men jeg vilde gjerne have det  , vedblev den 
unge Dame  . 
— Det gaaer ikke an  ; Herr Direktøren har forbudt 
mig at sætte Sløret saa meget for Ansigtet  , han 
siger De er for smuk til at skjule Dem  . 
— Men jeg har mange Bekjendte her i Paris og 
jeg vilde nødig have at de skulle kjende mig  , sagde den 
unge Dame atter  . Madame  , vil De ikke føie mig  ? 
— Det gjør mig ondt før Dem  , Frøken  , men jeg 
tør ikke  , jeg risikerer derved at miste min Plads  , og 
jeg kan daarligt taale det  . 

Deres Samtale afbrødes ved at en ung Mand 
sagte bankede paa og derpaa traadte ind  . 
Han var iført en spraglende Tjenerdragt  , som 
klædte ham overordentlig godt  . 
— God Aften  , Frøken Madelaine  , er De færdig 
med Deres Paaklædning  ? sagde han muntert  , idet 
han nærmede fig hende  . 
-- Ja  , Hermod  , og nu kunne vi tale lidt sammen  , 
indtil det ringer  . 
Kønen fjernede sig og Madelaine satte sig paa en 
Stol ved Siden af Hermod  . 
— Hvor De er henrivende smuk  ! udbrød Hermod 
begejstret og betragtede hende  . Hvor denne Kjole og 
denne Krone klæder Dem  ! Gud give jeg havde Kongens 
Parti og De var min Dronning  , jeg fluide være 
lykkelig  ; men desværre er jeg nu kun bleven Tjeneren  . 
— Ak  , ak  , Hermod  , svarede Madelaine  , idet hun 
lod Hovedet synke  ; hvor dette Liv mishager mig  , — 
jeg er træt og kjed af Alt  , der er ikke et eneste 
Menneske foruden Dem  , jeg tør kalde Ven eller Veninde 
; Alle hade de mig og søge at gjøre mig mere 
ulykkelig end jeg alt er  ; - ingen Fader eller Møder 
har jeg  , ikke engang min Broder lever  , jeg har flet 
ingen Familie  , som vil kjendes ved mig  , flet ingen  . 
Jeg er ene og forladt  , overladt til alle disse flette 
Menneskers Vilkaarlighed  , og havde jeg ikke Dem  , 
Hermed  , hvorledes vilde det da have seet ud med 
mig nu  ? 
— Men  , bedste Frøken  , De maa ikke være saa 

melankolsk  . Hvorfor mishager dette Liv Dem  ? De  , 
som kan synge saa smukt  , som allerede efter en Uges 
Forløb er bleven Publikums erklærede ' Indlin g  , De 
skal være glad  . 
— Ak  , Hermod  , De forstaaer mig sket ikke  ; det 
er ikke Berømmclse og Ære jeg tragter efter  , men 
Lykken og Glæden  . Troer De  , af jeg finder nogen 
Lykke ved af se den store Hob Mennesker tiljuble mig  ? 
Nei  , i deres Hjerter foragter de Sangerinden  , hendes 
Navn er ikke værdig af udtales af deres Mund  . — 
De har det bedsle Bevis herpaa  , naar De om Aftenen 
seer denne Mængde Herrer  , der leire sig om de forskjellige 
Sangerinders Vogne  ; hidtil er jeg bleven fritaget 
for keres Forfølgelser  , nærmest fordi vi gaa  , 
men ogsaa fordi jeg har Dem ved min Side  . — Jo  , 
jo  , Hermod  , nu er jeg først rigtig  , rigtig ulykkelig  ! 
Madelaine skjulte Ansigtet i fine Hænder og græd 
stille  . 
Hermod rokkede forlegen frem og tilbage paa 
Stolen  ; han vidste ikke hvormed han skulde trøste den 
stakkels Pige  . 
— O  , udbrød han endelig  , De maa ikke græde  , 
Madelaine  , maaske vi kunne se Leilighed til af flygte 
snarere end vi fro  . 
— Hvor kan De dog fro det  , udbrød Madelaine 
og reiste fig  . Ethvert af vore Skridt blive jo bevogtede  . 
Hermod lod Hovedet synke og sagde  : 
— Ja  , saa er der jo intet Andet før end at holde 
dette Liv ud  , indtil Gud gjør en Ende derpaa  . 

I det samme ringede- der og Madelaine reiste fig  . 
— Saa  , sagde hun  , idet hun fremtvang et Smil  ; 
nu slol jeg ind at synge  , skjøndt mit Hjerte er nærved 
at driste  . 
Hermod havde reist sig  ; han kunde ikke tilbageholde 
et Par Taarer  . Han ilede efter hende  , tøg 
hendes Haand  , trykkede den inderligt og sagde  : 
— Gud  , som De saa tidt har talt til mig om  , 
vil hjælpe os  , det føler jeg  . Græd ikke  . 
— Tak  , Tak  , Hermod  , før din Deltagelse  . Ogsaa 
kun paa ham sloler jeg  ! 
Hun trak Sløret tættere før Ansigtet og gik ind 
paa Scenen  . 
En Bifaldsstorm hilste hendes Indtræden og en 
Mængde Blomsterbuketter laa allerede før hendes Fødder  ; 
hun kastede et medlidende Blik til disse  ; hvor lig var 
hendes Skæbne disse Blomsters  . 
Orkesteret havde allerede begyndt og Madelaine 
saltede sig hurtigt og begyndte at synge  . 
En dyb Stilhed herskede i Salen og da Madelaine 
havde endt fin Sang  , hilsedes hun atter af sformende 
Bifald  . 
Baron von Sympfen  , som havde Plads i en af 
de nærmeste Løger  , sad forbauset og slirrede paa hende  . 
— Skulde jeg have taget Feil  ! mumlede han  . 
Det er vist en Umulighed af hun vilde optræde saa 
offentligt  ! Skjøndt  , hvad skal saadan et stakkels Pigebarn 
gjøre  , naar Verden er hende imod  ? Nu er hun vist 

neppe saa knibsk paa det som før  !  .  .  . Jeg vil dog 
forsøge af saae hende i Tale  . 
Det var allerede seent paa Aftenen  . Operaen var 
endt og Folk strømmede fra Theatret  . 
Madelaine stod i fit Værelse  , paaklædt til af tage 
hjem  . Hun havde indhyllet sig godt i en stor Pels 
og ventede blot paa af Hermod ffulde komme  , før af 
tage afsled  . 
Der bankedes paa hendes Dør og Direktøren 
traadte ind  . Han nærmede sig med Alvor til Madelaine  , 
idet hans mørke Øine søgte af se rolige ud  . 
— Jeg vil bede Dem  , Frøken  , ikke af tage Deres 
Slør saa tæt før Ansigtet  , jeg har iaften hørt Flere 
ymte om  , af det var en Fornærmelse mod Publikum  ; 
jeg beder Dem derfor om  , ikke af gjøre det oftere  . 
Madelaine gjorde en yndefuld Bevægelse med 
Hovedet og sagde  : 
— Naar De forlanger det  , skal jeg gjøre det  ! 
Hermod kom i dette Øieblik før af hente hende og 
hun gik bor  »  med ham  . 
Direktøren saae ester hende og mumlede  : 
— Hun er meget smuk  , men slolt er hun og dydig  , 
som jeg aldrig har kjendt nogen Kvinde  . 

SerughalvtreLssin-styvende Kapitel  . 
Et uventet Overfald  . 
Madelaine havde taget Hermods Arm og hurtigt 
gik de hen ad Gaden  . Ingen bemærkede dem  , thi de 
befandt fig blandt Mængden  , der strommede ud fra 
Theatret  . 
Dog  , da de dreiede ned ad en Sidegade  , hørte de 
hurtige Trin bagved dem  . 
Hermod vilde vende fig om  , men Madelaine vedblev 
at gaa hurtigere og hurtigere og han maatte 
følge med  . 
Pludselig følte Madelaine at en Haand lagde fig 
paa hendes Arm  . Hun skælvede og søgte at faae 
Hermod over paa den anden Side af Gaden  ; men 
dette lykkedes hende ikke og et Minut efter Aod en 
Herre foran dem  , i hvem hun til fin Skræk gjenkjendte 
Baron von Sympfen  . 
— Ah  , min Frøken  , sagde denne kjækt og betragtede 
hende fra Hoved til Fod  ; De har forandret Dem 
meget siden vi sidst saaes  . Jeg kunde ikke Andet  , jeg 
maatte tale med Dem iaften  , nu har jeg forgæves i 
over en Uge søgt Dem  . 
Madelaine svarede ikke  ; hendes Arm skælvede 
slærkt  , og Hermod saae paa Barønen med et Par 
Øine  , der udtrykte al den Skinsyge  , han følte i sit 
Indre  . 

— Hvad vil De  , min Herre  , sagde han kort  . 
— Hvad jeg vil  ? Jeg vil tale med denne Dame  , 
som jeg har kjendt i flere Aar  , svarede Barønen  . 
— Maa jeg bede Dem gaa Deres Bei  , sagde 
Hermod sluds og puffede ublidt til ham  . Vi behøve 
intet Følgeflab  . 
— Hvem er denne Mand  ? sagde Barønen henvendt 
til Madelaine  . Det er vel en af Tjenerne fra 
Theatret  . Jeg beder Dem  , Frøken  , at skaffe denne 
Person bort  , at jeg kan tale i Enrum med Dem  . 
Den fortrolige Tone  , hvori dette blev udtalt  , 
pinte Madelaine  , og det Smertensudtryk  , der i dette 
Øieblik udbredte sig over hendes Ansigt  , kunde have 
rørt selv det mest haardhjertede Menneske  . 
— Uforskammede  ! sagde hun neppe hørligt  . — 
Kom Hermod  , lad os ile  . 
Men Hermod hørte hende ikke  . Han betragtede 
Barønen  , som i dette Øieblik søgte at føre Madelaine 
den modsatte Bei  . 
Hermod soer ind paa ham og raabte  , idet Breden 
funklede i alle Træk  : 
— Afsted  , Skurk  , og lad Damen være i Fred  ! 
Men Barønen fløg Hermod over Haanden og førte 
med Magt Madelaine børt  . Dog  , nu var Hermods 
Taalmodighed udtømt  . Han listede sig efter Baronen 
og den kraftfulde Angling greb denne om Livet og satte 
ham paa Jorden et Stykke derfra  ; men ikke tilfreds 
med denne Vending i Sagen stod Baronen snart opreist 
igjen og han angreb Hermod med Hæftighed  . 

Roversønnen  , som var vant til Strabadser og havde 
umaadelige Kræfter  , gav ham et saa eftertrykkeligt Slag 
i Hovedet  , at Baronen blev liggende bevidstløs  . 
— Se saadan fial Alle de have det  , der vover at 
nærme sig hende  . Nu tænker jeg ikke at han forfølger 
os mere end denne ene Gang  . 
Madelaine havde lænet sig mod en Mur  , hendes 
Angst og Forfærdelse tiltog med hvert Miaut Da hun 
saae Baronen falde  , ilede hun hen til Hermod og sagde  : 
— De dræbte ham da ikke  ? — Gud være mig 
naadig  ! Jeg gjør Ulykker overalt hvor jeg kommer  ! 
— Nei  , Frøken  , det er snarere Dem Ulykken forfølger  . 
.  .  . Men kom  , lad os skynde os  ! 
De ilede hen ad Gaden  ; Madeleine var snart ved 
sit Hjem og Hermod fulgte hende op til sit Værelse  . 
Godnat  , Hermod  , og Tak fordi De saa heltemodig 
tog mit Forsvar  ; jeg skal aldrig glemme Deres Hengivenhed 
før mig  ! sagde Madelaine og rakte ham 
Haanden  . 
— O  , Intet at takke før  , sagde Hermod  . Gud 
give jeg kunde bringe Dem Lykke og Fred  ; thi der er 
kun faa Mennesker der har havt saa megen Sørg 
svar De  . 
Hermod gik og Madelaine lukkede Døren  . Hun 
kastede sig i en Stol og græd bitterlig  . 
— Ingen Fader  , ingen Moder  , ingen Ven eller 
Frænde  , der kan staa mig bi  , mumlede hun sagte og 
sønderknust  . Gud  , min Gud  , finder Du mig snart 
19 

værdig til at indgas til den evige Fred  , thi jeg længes 
derefter  ; jeg er saa træt  , saa syg  . 
Hun lukkede de taarefyldte Øine  , knugede Hænderne 
fast sammen og bad en varm og inderlig Bøn til Gud 
om Fred før sin Sjæl  . 
Da bankedes der sagte paa Døren  . 
Hun foer op og holdt skælvende Haanden paa 
Hjertet  , før at dæmpe dets hæftige Slag  . 
Hun var saa bleg som et Lig  . 
— Hvad nu  ? sagde hun halvhoit  ; hvad nu  ? 
Maaske atter en Ulykke  , maaske atter en ny Sørg  . 
Der bankedes atter  , lige saa lydløst som før  . 
— Hendes Angst tiltog og hun var neppe island 
til at holde sig opreist  . Hun vidste  , at Hermods 
Værelse laa lige under hendes i Stueetagen  ; at danke 
i Gulvet var ellers før hende kun en let Sag  , men 
hun formaaede det ikke  ; Skrækken havde lammet hende  . 
Atter bankedes der  . 
— Gode Gud  , frels mig  ! udbrød Madelaine i den 
høieste Fortvivlelse  . Hvad gjør jeg nu før at komme 
bort  ? 
Hun samlede al fin Kraft og nærmede fig Dørrn  . 
— Hvem er det der forslyrrer min Søvn  ? sagde 
hun ud til den Bankende  . 
Intet Svar paafulgte og en ny Banken lod sig 
høre  . Madelaine rystede stærkt men raabte døg paany  : 
— Hvem er det der slaaer udenfor Døren  ? 
Tal døg  ! 
— En Ulykkelig  , der vil tale med Dem  , hviskede 

en Stemme saa svagt  , at det var Madelaine umuligt 
at fljælne om det var en Fruentimmer- eller Mandfolkestemme  . 
— Ja  , siig mig først hvem det er  ! sagde hun paany  . 
— Det tør jeg ikke  , af Frygt før at Nogen fia  ! 
höre mig  , hviskede Stemmen atter lige saa svagt  . 
— Da lukker jeg døg ikke op før De har sagt 
mig Deres Navn  . 
Den sagte Banken ophørte og før et Øieblik blev 
Alt stille  . 
Madelaine vedblev at staa ved Døren og lyttede 
i spændt Forventning  . Hun turde ikke slole paa at 
den Udensorstaaende var gaaet  . 
Kort cher bankedes der atter  , men denne Gang 
høiere  . 
Madelaine spurgte atter hvem det var  . 
— En Ven  , som vil Deres Vel  , lød Svaret  . 
Luk mig for Guds Skyld ind  , en stor Fare truer Dem  . 
— Hvorfor kan De ikke sige mig Deres Navn  ? 
sagde hun  . 
— Jeg tør det ikke  ; men luk nu op  . 
Madelaine samlede alt sit Mod og oplukkede 
Døren  . 
En høi Mand  , indsvøbt i en stor Reisekappe  , 
traadte ind  . 
— Det varede Pokkers længe inden De kunde 
lukke op  , Frøken  , sagde han og lukkede Døren  . Jeg 
har meget lidt Tid  , lad os derfor strar komme til 

Sagen  . De behøver ikke at være bange  , jeg er ingen 
Anden end Deres egen Direktør  , Honire  . 
Han kastede Kappen  . 
— Hvorfor kunde De ikke have sagt mig Deres 
Navn  , sagde Madelaine  . Det er forresten en besynderlig 
Tid  , De besøger mig paa  . Havde De noget at sige 
mig  , var jeg jo visibel hele Formiddagen imorgen  . 
— Men mit Ærinde kan ikke opsættes til imorgen  , 
Frøken  ; man har nemlig fortalt mig  , at Deres Liv 
er truet fra flere Kanter her i Paris  , jeg har derfor 
tænkt  , at vi Alle maatte reise til Italien igjen  , men 
jeg har atter opsat dette  , for at gjøre Dem et Forslag  . 
— Jeg har  , ja  , De vil naturligvis forundre Dem  , 
sagde han idet han greb hendes Haand  , — ligefra vort 
første Møde beundret Dem  , og denne Beundring er 
nu mærkværdig nok gaaet over til Kjærlighed  . Jeg 
taler ligefremt  , thi der er ingen Tid til Omsvøb  . — 
Ja  , det er sandt  , vedblev han  , idet han knugede hendes 
Haand med vild Hæftighed  , jeg elsker Dem  , elsker Dem 
høiere end mit Liv  , høiere end min Tilværelse  , elsker 
Dem  , som Menneskene elske Gud  ! — Tro ikke at det 
er tom Snak  , jeg har forgæves kæmpet mod denne 
Følelse i de Maaneder jeg har kjendt Dem  , men mit 
sydlandske Blod fornægter sig ikke  , jeg kan ikke udrive 
denne Kjærlighed af mit Hjerte  . — Vi have saa 
mange her i Paris  , der have faaet Øie paa Dem og 
Deres Skjønhed  , jeg er ikke sikker for  , at En eller 
Anden en skjøn Nat vil bortføre Dem  , det er saa 
almindeligt nu  ; jeg har derfor tænkt paa  , at det var 

bedst  , De blev min Kone strax og vi reise da til 
Italien  , før at hverve nye Kunstnere  , De vil da 
komme til at synge som Madame Honire  , vi vill * 
vinde Guld og Hæder ved Deres Sang og ville kunne 
føre en glimrende Tilværelse  , — vi ville leve lykkeligt  , 
have et smukt Hjem  , ja  , i Sandhed  , lykkelige ville vi 
blive  . — Dog Et vil jeg sige Dem  , jeg vil Intet 
vide af denne Hermod  , han skal ikke følge os  . Bi 
ville flygte bort  , endnu inat  , men Ingen skal vide 
hvorhen vi tage  . En Præst skal jeg nok faae til at 
vie os  , men det maa være strax  . — Naa  , svar mig 
saa  , jeg veed jo  , at De ikke er haard eller uvenlig af 
Dem  , indvilliger De  ? 
Madelaine  , som taus og sonderknusf havde Hørt 
ham  , rettede fig stolt i Veiret og fæstede fine smukke 
Øine paa ham  . 
— Jeg vilde før dø den rædsomsl  «  Død  , end gaa 
ind paa Deres Forlangende  , sagde hun  . Jeg hader 
Dem ikke  , thi jeg hader intet Menneske  , men jeg afskyer 
Dem  , — og jeg afskyer dette Liv  . Og gaa nu  , Herr 
Honire  , jeg trænger til Ro  ! 
Direktøren havde reist fig  ; hans Øine stirrede i 
afmægtigt Raseri paa hende  . 
— De vælger Døden for et Ægteskab med mig  , 
sagde han tænderskærende  . Nuvel  , Frøken Madelaine  , 
jeg sværger Dem  , at inden en Time skal en Præst have 
viet os eller jeg flygter dort med Dem  , uden at en 
saadan Ceremoni er skeet  , og De skal blive Min  , om 

saa Sara  »  og alle hans Djævle sætte sig derimod  . Nu 
fav De vælge  , jeg kommer strar tilbage  ! 
Med disse Ord forlod han Værelset  . Madelaine 
saae forfærdet efter ham  , ude af Stand til at mæle 
et Ord  . 
— Gud  , min Gud  , hvad gjør jeg nu  , sagde hun  . 
Jeg vil fale med Hermod  . 
Hun ventede til Porten havde lukket sig efter den 
rasende Italiener og listede sig derpaa lydløst ned ad 
Trappen til Stueetagen  , hvor Hermsds Værelse var  . 
Hun bankede først sagte  , derpaa høiere og høiere  , 
men Hermod hørte hende neppe  , thi han lukkede ikke op  . 
Madelaine kaldte i høieste Fortvivlelse paa ham  , 
men nei  , endnu hørte Hermod hende ikke  . 
— Min Gud  , hvad skal jeg dog gjøre  ? raabte 
Madelaine angst  . Han vil strar være her og jeg er 
uden Beskyttelse  . 
Hun bankede endnu engang paa Døren af  , hele sin 
Kraft  , men nei  , han maatte enten være gaaet ud eller 
sove meget haardt  . 
Hun fattede hurtig en Beslutning ilede op ad 
Trappen til sit Værelse og kastede i Hast den Rytterkappe 
om sig  , som Hermod havde laant hende  , dengang 
de flygtede fra Skoven  . 
Hun trykkede en lille besjedret Hat paa Hovedet 
og ilede ned ad Trappen i slørste Hast  . 
I samme Øieblik aabnedes Porten udvendig fra 
og Direktøren  , ledsaget af en anden Herre  , traadte ind 

Syvaghalvtredsin-styven-e Kapitel 
Den Saarede 
Vi befinde os alter i Florents  . Grev Morfin og 
Aleris har taget Ophold i Fru KronwallS Hus  , medens 
de agte at opholde dem i Florents  , og denne Dame 
gjør Alt hvad der staaer i hendes Magt for at trøste 
dem  ; men Greven og Aleris ville ikke tage imod Trøst  , 
de tro  , at de aldrig skulle gjense Madelaine  . 
De havde opholdt dem i Fru KronwallS Hus i 
en Uge og Greven længtes efter alter at komme til 
Paris  , hvor han meente snarere nt kunne træffe Made  « 
lame  , end i et fremmed Land  . 
Det var en smuk Eftermiddag da Greven og hans 
Søn tog en hjertelig Afsked med Fruen og det hele Hus  . 
Man fulgte dem et Stykke paa Veien  , og det var 
allerede næsten mørkt da de skiltes  . 
Greven og hans Søn gik tause ved hinandens 
Side  , en uforklarlig Ængslelse havde bemægtiget fig 
dem Begge  . 
Raske Trin lød bagved dem  . Greven vendte fig 
om og saae eu mørk i Kappe indhyllet Skikkelse nærme 
sig dem med hurtige Skridt  . 
Greven tog Aleris Haand og hviskede  : 
— Har Du dine Revolvere hos Dig  ? 
— Ja  , Fader  , men hvorfor spørger Du  ? sagde 

Aleris halvhøjt  , idet han med et bekymret Blik betragtede 
dennes blege Anfigt  . 
— Det fial jeg sige Dig  , sagde Greven  . Seer 
Du hiin Mand  , der gaaer derhenne  , bagved os  . - Jeg 
er vis paa at det er oS hans Gang gjælder  , pas 
nu paa  ! 
— Men hvorfor troer Du dog det  ? sagde Aleris  . 
Vi have Intet at frygte af ham  . 
— Jo  , thi nu har han i flere Dage forfulgt os 
overalt  , naar vi spadserede  , naar vi vare i Selskab  , 
kort sagt  , hovr vi end vare  , faae jeg at han ogsaa var 
der  . Hans uhyggelige Kappe skjuler hans Legeme og 
hans Hat er trykket saa dybt ned i Øinene  , at jeg 
endnu ikke har seet hans Anfigt  . 
— Men hvorfor mon han da forfølger os  ? Hvad 
vil han  ? 
— Det veed jeg ikke  , Aleris  ; maaske en af mine 
Fjender har udsendt ham 
Der søer en Gysen gjennem Aleris  ; han anede 
hvilken Fjende hans Fader meente  . 
— Bær paa din Post  , Aleris  , hviskede Greven 
sagte  . Der er han  ! 
Alexis slak Haanden ind paa Brystet og knugede 
Revolveren fastere i fin Haand  . 
Greven vendte fig i samme Øieblik om  , som vilde 
han betragte Maanen  , der klart belyste Beien  . 
— Nei  , se Alexis  , hvor smukt denne Del tager 
fig ud i Maanebelysning  , sagde Greven tilsyneladende 
rolig  . 

457 
Alexis vendte sig hurtig om  , og de slode nu Begge 
Ansigt til Ansigt med den Fremmede  . 
Denne gik nogle Skridt tilside og spadserede 
videre  . 
— Der kan Du se  , Fader  , din Frygt var ugrundet 
, sagde Alexis  , da den Fremmede var kommen et 
godt Stykke bort  , Du er bleven meget mistroisk i den 
sidste Tid  . 
— Ikke uden Grund  , min Søn  , sagde Greven 
med Alvor  . Nu flak Du høre  , hans Skridt taber sig 
ikke i det Fjerne  , jeg er vis paa  , at han er standset 
og kryber langs med Groftekanten i den Mening  , at 
vi vil komme forbi ham og at han da ugenert kan 
flyde paa os  . Ved det første Skud han finder  , Alexis  , 
og som med Guds H  . ælp ikke træffer Dig  , maa Du 
kaste Dig til Jorden  ; han vil da tro af^Du^er saaret 
og af han kun har een Mand af kæmpe med  , °og han 
vil da drisfigt træde frem før af give mig^Baanesaaret  . 
Tys  , tys  , jeg hører allerede Grenene knirke 
under hans Fødder  !  .  .  . Alexis  , vær paa din Post  ! 
Der kan Du se  , jeg øiner allerede hans flade Hat hist 
henne  . 
Greven pegede i Retningen  , men næsten i samme 
Øieblik foer en Kugle med en hvislende Lyd over 
deres Hoveder  . 
I samme Nu faldt Alexis til Jorden  . Greven 
bukkede sig med tilsyneladende Forbauselse over den 
unge Mand og saae sig forundret om  . 
Madelaine  . 20  . H-st  . 

I det samme slyrtede den Fremmede op ad Grøften 
og stod med hæver Revolver foran Greven  . 
— Hvad  ! raabte Greven med Hæftighed  ; er det 
Dig der vover af overfalde Folk paa Alfarvei  ? -- -- -- -- -- 
Tag din Løn  , Skurk  ! 
Med disse Ord affyrede Greven hurtigt fin 
Revolver  . 
— Hvad er dette  ? udbrød den Fremmede paa 
Fransk og foer ind paa Greven  . 
— Ah  , Du snakker Fransk  , sagde Greven og rev 
Hatten af ham  . Hvor kommer Du fra og hvad vil 
Du mig  ? 
Den Fremmede var aldeles ude af fig selv af 
Raseri  ; han tog Greven i begge Skuldre og ruskede 
ham saa hæftigt  , at denne upaatvivlelig havde maattet 
bukke under  , dersom ikke Aleris i dette Øieblik havde 
reist fig og angreb den Fremmede i Ryggen  . 
Mark — thi ham var det — saae sig forbløffet 
om  , og vilde just til at angribe Alexis  , da en Kugle 
fra Greven strakte ham til Jorden  . 
I et Nu vare Hænder og Fødder bundne paa 
ham med deres Halstørklæder  . 
Mark laa besvimet paa Jorden  . 
— Troer Du det vil blive os muligt at bære 
ham  ? sagde Greven  . 
— Ja  , Fader  , naar blot ikke dine Kræfter svigte  , 
jeg skal nok holde ud  , vi have neppe mere end en halv 
Fjerdingvej tilbage  . 
Som sagt  , saa gjort  . Den Ene tog ham i Benette  , 

den Anden i Hovedets de køstede ham op fra 
Jorden og bar ham et Stykke  . 
— Han er dygtig svær  , sagde Alexis noget efter  ; 
kunne vi nu ikke hvile lidt  ? 
— Vi ere snart ved Gjæstgiverstedet  , AlexiS  ; 
træffer Nogen os her  , kunne man let fatte Mistanke 
til os  . 
Efter en halv Times Forløb befandt de sig udenfor 
et lille Gjæstgiversted  . 
Greven traadte ind oz spurgte om de kunde tage 
imod en saaret Mand  . 
Værten svarede tilfredsstillende og de traadte ind  . 
Greven sørgede for at der hurtig kom Lægehjælp 
til den Saarede og snart efter var han atter vaagnet 
til Bevidsthed og havde med et sky Blik betragtet 
Greven og Alexis  . 
— Vær De rolig  , min gode Mand  , sagde Greven  ; 
vi kunne tale- ved en anden Dag  , naar De er 
bedre  . 
Den Saarede faldt tilbage  , og skjøndt det var 
Greven og AlexiS meget imod at opholde sig længer i 
Florents  , gjorde de det dog  , thi Greveu vilde absolut 
vide hvem Manden var og hvorfor han forfulgfe 
dem  . 

Otteoghalvtredssindstyven-e Kapitel  . 
En Tilstaaelse  . 
En Uge var atter forløben og Marks Tilstand blev 
værre og værre  . Det faldt ogsaa Greven meget 
ubelejligt at opholde fig længer i Florents og han 
besluttede derfor at reise samme Dag  . 
Men en Forklaring maatte han have af Manden  , 
og hen ad Eftermiddagen traadte han derfor ind til 
den Saarede og forlangte en fuldstændig Tilstaaelse 
af ham  . 
Mark  , der var saa afkræftet  , at han neppe kunde 
tale og som troede at hans sidste Time var slaaet  , 
bekjendte i afbrudte Sætninger hvem han var og hvem 
der havde udsendt ham for at dræbe Greven  . 
— Skurk  ! sagde Greven med lynende Øine  . Saa 
-ar Du vel ogsaa besørget min Datters Undergang  . 
Mark skælvede ved at høre disse Ord og sagde  : 
— Ja  , ja  , ogsaa det har jeg gjort  ! 
— Fortæl  .  .  . fortæl  ! befalede Greven med 
funklende Øine  , og Mark fortalte  , hvorledes han paa 
Baronesse von Sympfens Bud havde forfulgt Made  « 
laiae og efterladt hende alene i en øde Skov  , overladt 
til fin Skæbne  . 
— NiddingDu fortjente at brændes levende  , 
sagde Greven  . Min stakkels  , uskyldige og ulykkelige 
Datter  , hvad har Du ikke maattet lide  ! — O  , min 

Gud  , min Gud  , nu er hun maaske død og jeg fiat 
aldrig gjense hende mere  ! 
Greven trykkede i vild Smerte sine Hænder mod 
Tindingerne og brast i en krampagtig Graad  . 
Aleris havde siddet stille og Hørt til  . 
Han reiste sig  , da Faderen brast i Graad  , og 
sagde til Mark  : 
— Nedrige Skurk  ! hvad havde hun gjort Dig  , 
stakkels Pige  , at Du forfulgte hende saaledes  ? Svar 
mig  , husk  , Du skal snart staa til Regnskab for din 
evige Dommer  ! 
Mark fremslammede nogle usammenhængende Ord 
om Formue og Kjærlighed  , og fald  «  derpaa besvimet 
tilbage i Sengen  . 
— Lad ham ligge  , sagde Greven med dyb Alvor  !  ; 
jeg er ude af mig selv af Smerte og Raseri  . — Og 
nu fil Paris  , fil hende  , for at blive hævnet  . Gode 
Gud  , Du vil hjælpe mig dermed  ; jeg er skrækkelig 
forurettet  ! 
Greven tog sin Søns Arm og gik vaklende ud af 
Stuen  . 
— Kjære Fader  , Du er syg  , sagde Aleris ømt og 
støttede ham  ; skulle vi ikke Heller blive tilbage  ? 
— Nei  , nei  !  .  .  . Til Paris  , fil hende  !  .  .  . 
Hævn vil jeg have  ! raabte Greven ude af sig selv af 
Raseri  .  .  . Ah  , ah  , Du har Ret  , jeg er syg  , sagde 
han og lod sig i det samme falde ned paa en Stol  . 
— Fader  , Fader  , sagde Alexis ømt og lagde Armen 
om hans Hals  . Kom fil Dig selv  ! 

— Ja  , ja  , giv mig blot et Par Draaber  , saa 
gaaer det nok over  ; det er kun det dybe Indtryk hans 
Bekjendelse har gjort paa mig  . 
Aleris rakte ham nogle Draaber  , der ogsaa strar 
beroligede ham  , og en Time efter vare de paa Veien 
til Paris  . 
Uiøghalvtredsindstyvende Kapitel  . 
Bikonrtens  . Overraskelse  . 
Efter Besøget hos den førmeentlige Irsa var 
Vikomte Botinö i et forfærdeligt Oprør gaaet hjem  . 
— Hævne sig  , ja  , det er hun istand til  , naar 
hun vil  , sagde han halvhøit  . Og da jeg døg Intet 
har her at blive efter  , saa lad mig reise  , der ere 
jo Lande nok  , hvor man kan finde de samme Bekvemmeligheder 
som her  , og jeg kan maaske glemme 
mit triste Humør og hendes latterlige Hævn  . — 
Stakkels  , lille Madelaine  , Du har rigtig været en 
Boldt for hendes Luner  , intet Under da  , at Du har 
taget mod hin ædle Mands Tilbud  ; nu har Du da 
unddraget Dig hendes Opmærksomhed og hendes Vrede 
vil ene vende sig mod mig  . 

Den næste Dag begyndte Vikomte  »  allerede at 
foranstalte Indpakningen ril en lang forestaaende Reise  . 
Hvor han vilde tage hen  , vidste han ikke engang  , 
men saa langt bort som muligt  , tænkte han  ; saa 
langt bort fra denne By  , hvor han havde været saa 
lykkelig og saa ulykkelig  . 
Da han agtede at blive meget længe borte  , maatte 
han kage Afsked med en Mængde Ungdomsvenner  , og 
dette tog saa lang Tid  , at han først otte Dage senere 
kunde begive sig paa Reisen  . 
Del var just Aftenen før hans Afreise  . Nogle af 
hans Venner havde foranstaltet er Gilde til hans 
Ære  , og dette trak sig ud over Midnat  . 
Gaderne vare mennesketomme og Vikomten passerede 
langsomt gjennem disse  , før al indaande den 
friske Luft  . 
Han tænkte paa Alt hvad der var passer  «  ham i 
del sidste Aar  . 
Han havde omtrent naaet sin Villa  , da han 
pludselig hørte lette Trin komme nærmere og nærmere 
i vild Flugt  . 
Han kunde Intet se  , men han kunde tydeligt hørr 
hvor hurtigt Vedkommende løb  . 
Han var ikke mere end ti Skridt fra sit Hjem  , da 
han noget borte fra sig saae en mørk Masse komme 
nærmere og nærmere  . Han ilede hen imod den  , men 
pludselig styrtede den og Ordene  : Naade  ! Naade  ! 
frels mig før Guds Skyld  ! løde hurtigt og 
«  åndeløsf  . 

Vikomten kaldte paa fine Tjenere og disse bar den 
Besvimede ind i hans Villa  . 
— Guds Død  ! udbrød Tjeneren  ; det er jo en 
ung Dame  , Deres Høihed har frelst  . 
— Saa  ? sagde Vikomten noget ligegyldigt  . Saa 
bring hende op i Bikomtessens Værelser  , hvor vor 
gamle Husholdersfe kan pleie hende  . 
Tjenerne bar hende op og den gamle Martha fik 
travlt med af pleie den Fremmede  . Hun holdt ikke 
meget af af der kom Fremmede til Huset  , men den kjære 
unge Herre havde jo sagt det  , oz saa maatte hun jo 
lystre  . 
Madelaine  , — som Læseren vel alt har gjættet er 
den Fremmede — vaagnede ikke op  , uagtet alle Forsøg 
- vare gjorte og Lægehjælp tilkaldt  . 
Først den næste Formiddag vaagnede hun op i 
vilde Feberfantasier og en hæffig Sygdom rasede i det 
ulykkelige Barns Legeme og truede med af tilintetgjøre 
det  . 
Hele den gamle Husholderskes Opmærksomhed var 
nu rettet paa den unge Piges Pleie  ; hun havde allerede 
faaet det skjønne Ansigt kjært  . 
Om Middage  «   , da Vikomten vilde tage Afsfed 
med hende  , sad hun inde hos den Syge  . Han bad 
hende komme ud  , for af han kunde tage Afsfed med 
hende  , men Martha svarede af det var hende umuligt  , 
da den Syge intet Øieblik kunde være ene  . 
Han gik da ind til hende  . Hun rakte ham venligt 
Haanden og sagde  : 

— Jeg har en lille Erindring til Dem om Deres 
Moder  , De skal saae den inden De reiser  . Sæt Dem 
her ved Sengen et Øieblik  , af jeg kan hente den  ; den 
ligger paa mit Værelse  . 
Vikomten smilede og satte fig  ; men han foer forbauset 
op  , da hans Blik faldt paa den blege unge Pige  . 
I dette Øieblik gjorde hun en svag Bevægelse  , 
løftede Hovedet fra Puden og udtalte hans Navn med 
-onlig Stemme  . 
Han foer sammen  ; et Glædesglimt foer over hans 
Ansigt  ; han løftede den sovende Piges Hoved op paa 
fin Arm og betragtede hende  . 
Hun udtalte alter hans Navn med en endnu mere 
bønlig Stemme end før  , som anraabte hun ham om at 
frelse hende  . 
Glemmende Alt  , kun ikke hende  , raabte han hjerteligt r 
— Madelaine  . Madelaine  , her er jeg jo  , — jeg 
vil frelse Dem  ! 
En hæftig Gysen gjennemfoer hende og hun kaldte 
ham alter ved Navn  . 
Bevæget indtil Taarer bøiede han sig over hende 
og trykkede hende i sand Henrykkelse til sit Hjerte  , 
kyssede alter og alter de farveløse Læber og kaldte 
hende ved de ømmeste Navne  . 
Men nu traadte Martha ind ad Døren  . 
— Se her  , Deres Høihed  ; det er en Gave fra 
Deres Moder  , som vist vil glæde Dem meget  ; jeg 
veed at det er en af Frankrigs deremteste Malere huv 
har siddet for  . 

Vikomten reiste fig lidt forlegen  . Hans Ansigt 
bar Spor af den Bevægelse  , der beherskede ham  . Han 
greb Portræter med tilsyneladende Begjærlighed og 
trykkede fin Moders Billede til fine Læber  . 
— Tak  , gamle Martha  , sagde han  ; det var en 
smnk Foræring Du gav mig med paa Reise  «   . 
Men Martha svarede ikke  ; hun stod som forstenet 
og betragtede Vikomten  . 
Han saae paa hende  . 
— Nu  , saa giv mig din Haand  , at jeg kan trykke 
den til Tak  , sagde han  . 
— Men Deres Høihed er bedrøvet  , sagde Martha  , 
idet hun nølende rakte Haanden frem  . Siig mig  , er 
det Deres Moders Billede  , der gjør Dem saa bevæget  ? 
Det var ogsaa ret dumt af mig at give Dem det nu  , 
da De skal reise bort fra Deres Barndomshjem  . 
— Nei  , vist ikke  , Martha  , Du har tvertimod 
glædet mig overordentligt med denne Overraskelse  . — 
Men  , vedblev hav  , idet han vendte sig om og pegede 
paa Madelaine  ; jeg vilde kun bede Dig om at være 
rigtig god mod hende der og Du vil jo nok gjøre hende 
alle de Behageligheder  , Du formaaer  , og tage lige saa 
meget Hensyn til hende  , som Du tog til min Moder  . 
— Hører Du  , Martha  , elsk hende og værn om hende  , 
som om det var dit eget Barn  ! Hun er saa god som 
en Engel  , og dog saa ulykkelig  ! 
Martha saae paa Vikomten og sagde forbauset  : 
— De kjender hende altsaa  , Deres Høihed  ? 

— Ja  , jeg kjender hende meget nøie  , Martha  ; før 
min Skyld vil De være god imod hende  , det veed jeg  . 
- Ogsaa før hendes egen Skyld  , det kjære Barn  , 
sagde Martha og betragtede Madelaine med taarevædede 
Øine  . Stakkels Lille  , hun er meget syg  ! 
Vikomten vendte fig bort og holdt Haanden øver 
Øine  «   «   . 
— De er bedrøvet  , sagde Martha og næimede fig 
ham  . — Skal jeg hilse hende fra Dem  , naar De er 
bortreist  ? 
— Martha  , jeg kan ikke reise nu  , jeg vil opsætte 
det en Uge  , maaffe hun da vil være bedre  . 
Martha smilede og sagde  : 
— Tillader De at jeg gaaer  ; De vil være en 
god Sygevogter  . 
— Tak  , Martha  , jeg forstaaer Dig  . Ja  , jeg vil 
gjerne være ene med mine Tanker  , og med hende  , 
tilføiede han hviskende  . Hvornaar troer Du at Doktoren 
kommer  ? 
— Om et Par Timer  , Deres Høihed  ! 
— Godt  , Martha  , stol paa at jeg skal være 
paapasselig med Medicinen  . 
Martha gik  . 
Vikomten bøiede Hovedet og lod det hvile ved 
MadelaineS Kind  . Hans Lykke kjendte i dette Øieblik 
ingen Grændser  : hun var ham nær  , hun elskede ham  , 
som han i saa lang Tid havde elsket hende  ; — han 
vidsle det nu saa bestemt  , det stakkels lille Hjerte havde 

i fim Feberfantafier udøst al sin Smerte  , alt det  , der 
saa levende havde beskæftiget hendes Sjæl  . 
Madelaine gjorde en svag Bevægelse med Hovedet 
og rakte  , endnu med lukkede Øine Haanden ud  , for al 
bede om Noget  . 
— Hvad ønsker De  ? hviskede Vikomten  , for al 
hun ikke skulde kjende hans Stemme  . 
— Vand  , Vand  , sagde hun svagt  ; jeg tørster  . 
Han reiste sig  , tog et Glas Vand og holdt hendes 
Høved oppe  , medens hun med Begærlighed  »  od den 
kolde Drik  . 
Hun aabnede Øinene og saae sig om  , men lukkede 
dem atter forfærdet og udstødte et svagt Skrig  . 
Hun havde gjenkjendt ham  . 
Han stillede sig ved Hovedgjærdet og ventede  , for 
al hun atter skulde falde i Søvn  . I dette Haab satte 
han sig kort efter atter paa Stolen  . 
Madelaine laa med lukkede Øine  ; Taarerne sneg 
fig langsomt ned ad Kinderne og hun vedblev en sagte 
Mumlen  , søm Vikomten forgæves bestræbte fig for at 
forstaa  . 
— Min Moder  , min Moder  ! udbrød hun høit 
og soldede Hænderne  . Hvornaar skal jeg hjem til Dig  ? 
Hvornaar  .  .  . ak  , hvornaar  ? — Vil Du flet ikke 
pleie mig  , jeg er jo saa syg  . 
Vikomten kunde neppe holde fine Taarer tilbage  , 
han glemte fig selv  , og idet han høiede Hovedet hen 
imod hende  , sagde han med en ubeflrivelig Ømhed  : 
— Kjære Madelaine  , vær ikke saa bedrøvet  , fordi 

De ingen Moder har  ; jeg har jo Heller ingen  . I hele 
den vide Verden elsker jeg kun Dem  , og Deres Taarer 
smerte mig  . 
Madelaine havde vendt fit Ansigt om imod ham  ; 
i et Øieblik var Alt hende klart  , hun kunde se og husfe  . 
Hun bedækkede Ansigtet med fine Hænder og sagde 
tydelig  , men i en ubeskrivelig smertelig Tone  : 
— De har længe foragtet mig  , De meente at jeg 
var lav  , men jeg troede dog ikke at De nærede en saa 
forfærdelig Foragt for mig  , at De kunde snige Dem 
herind ved min Seng  , for at vise mig  , hvor foragtelig  , 
hvor lav og ukvindelig jeg er  . Nu gjennemsfuer jeg 
Dem  ; jeg veed  , at De engang holdt af mig  , men De 
hørte om mig  , at jeg var en Kvinde  , som Verden havde 
Ret til at foragte som et Udsfud  ; De troede det  , glemte 
den Godhed De følte for mig og vendte mig Ryggen 
med Foragt  , og siden har denne Følelse saa aldeles 
besjælet Dem  , at De kommer herind  , fordi jeg er ene 
og i den Tro  , at jeg dog er god nok til at vanære  . 
Mine Lidelser ere ikke udtømte endnu  .  .  .  . Jeg er 
fader  «  og moderløs  , ude af Stand til at forsvare mig 
og Deres Foragt for mig vil kun bringe Dem til 
haanlig at smile af den Kvinde  , Dr troer er falden saa 
dybt  , at intet Fald kan være dybere  .  .  . - Gode Gud  , 
hav dog Medlidenhed med mig  , giv dog eengang alle 
disse Pinsler en Ende  ! 
Vikomten havde reist fig  ; han var bleg som et Lig  . 
— Madelaine  , De har gjort mig Uret  , sagde han 
slolt  ; men det var ikke mere  , end jeg har fortjent  ; den 

Smerte jeg føler i dette Øieblik  , vil jeg haabe ikke vil 
blive slørre  , naar jeg engang skal dø  . 
— Ah  , udbrød Madelaine  , idet den Vildhed  , der 
fulgte med Feberen atter beherskede hende  ; De vil søge 
at undskylde Deres Opførsel mød en forladt Pige  . 
Husker De  , da De forlod Doktor Einers Hus  ; til mig 
sagde De ikke Farvel  , jeg var det ikke værdt  . Deres 
Stolthed kunde ikke taale at nærme sig den faldne 
Pige  . — O  , jeg gjemmer det her  , Altsammen  , her ved 
mit Hjerte  , det blødte blot ved Tanken om den Foragt 
De viste det  ! Meget har jeg lidt siden den Dag  , men 
dog ikke saa meget  , som jeg leed i hiin Time  . Men 
gaa nu  , Herr Vikomte  , jeg beder Dem derom  , thi fortælle 
Dem  , at jeg ellers vilde foragte Dem endnu mere 
end jeg alt gjør  , vilde Intet nytte  , De vilde blot 
le deraf  . 
Hun strakte Haanden ud imod ham med en bydende 
Bevægelse og sagde  : Gaa  , gaa I Men han stod endnu 
paa samme Plet  . 
— De gaaer ikke  , Herr Vikomte  , nu  , saa ringer 
jeg og beder de Folk  , i hvis Hus jeg er og som saa 
venligt har taget sig af mig  , at føre Dem bort  ; jeg fortæller 
dem  , at De har indsneget Dem i deres HuS  , for 
at plette mit Navn  !  .  .  . Gaa  , gaa  ! raabte hun hæftigt  . 
Gaa dog  , jeg bliver afsindig  ! 
— Jeg gaaer  , Frøken Madelaine  , svarede han 
vemodigt  . Men jeg maa da først fortælle Dem  , at det 
er i mit HuS De opholder Dem  . 
Madelaine udsfødte et høit Skrig  ; hendes Øine 

kukkede fig og en slærk Skælven gjennemfoer hendes 
Legeme  . 
Doktoren traadte i det samme ind  ; Vikomten 
vendte fig øm og ilede op paa fit Værelse  . 
Han kastede sig paa en Stol og skjulte Ansigtet t 
sine Hænder  . — Han græd  . 
Den næste Time laa Madelaine i en voldsom 
Feber  ; hun fortalte Martha de skrækkeligste Historier 
øm Røvere oz msrke Skove og forskrækkede den gamle 
Kone i den Grad  , at hun bad en af Pigerne at vaage 
med sig øm Natten  , da Vikomten paa det Bestemtesfe 
forlangte  , at Martha skulde sidde ved Sengen saa længe 
hun kunde udholde det  , indtil han selv kunde overtage 
hendes Vagt  . 
Tre-sin-styvende Kapitel  . 
De Nygrvte 
En Maaned er gaaet for Harry og Adele  . 
Han er øm og god mod sin unge Kone og hun er 
kjærlig mod ham  . 
Hvorfor seer da Adele saa sorgfuld ud  ? 

Det er Aften  . Harry slaaer for det store Speil 
i Dagligstuen  , pyntet som til en Fest  . Han er iført 
sort Kjole og hvide Handsker  . Det smukke Haar kan 
ikke sættes ham tilpas  , han vedbliver at purre i det  « 
for at det ret skal klæde ham  . 
Adele sidder ved det runde Bord  , tilsyneladende 
ivrig sysselsat med at brodere  , og dog betragter hun 
sin Mand med et smerteligt Blik  . 
— Tager Du alter i Spilleselskab iaften hos din 
engelske Ven  ? sagde Adele  . 
— Ja  , kjære Adele  , har Du noget derimod  ? Du 
siger „  atter  “ og seer bedrevet ud  ! — Det er jo længe 
siden jeg har været der  . 
— Saavidt jeg mindes var det igaar Aftes  , 
Harry  . 
— Saa  ? Ja  , jeg husker det ikke saa nøie  !  .  .  . 
Men Klokken er mange  , jeg maa afsled  . — Farvel  , 
min Kjære  ! Sørg for at Bordet er dækkef til jeg 
kommer hjem  . 
— Naar kommer Du da  , Harry  , thi nu har 
Bordet i mange Aftener været dækkef  , men Du er 
kommet meget silde hjem og har Intet spist  . 
— Jeg veed ikke hvilken Tid jeg kommer  . — 
Farvel  ! 
Da han var gaaet lod Adele sit Arbeide hvile i 
Skjødet  ; to store Taarer trillede ned ad hendes Kinder  , 
og hun sagde til sig selv  : 
— Nu har han i over to Uger hver Aften været 
i Selskab og altid fortæller han mig  , at det er hos 

fin Ven  . — Jeg har en dunkel Anelse om at Barønesse 
von Sympfen atter har fine Garn ude  ! 
Adele sukkede og faldt i dybe Tanker  . 
Vi ville imidlertid følg  «  efter Harry  . Han gaaer 
hurtigt  , vender sig flere Gange om og standser endelig 
ved Baron von Sympfens Hotel  . 
Han træder dristig ind og iler let og rafl ov ad 
Trappen  . 
Han gaaer ind i Salonen  , hilser paa Baronessen 
med et betydningsfuldt Blik  , trykker Baronens Haand 
med Fortrolighed  , og blander sig derefter  , tilligemed 
denne  , i det Selskab der var samlet  , for at bringe den 
smukke Barønesse deres Gratulation og Hyldest  ,  «  hi det 
er idag hendes 25aarige Fødselsdag  . 
Hvorfor vil Harry da ikke tage Adele med  ? 
Fordi det er stik imod hans Plan  . Naar man 
veed hvor lidt Harry kan lide den uforskammede Baron 
og man saa seer hvorledes han nu gaaer ved hans 
Side  , smigrende ham og søgende hans Venskab  , som 
var det en Klenodie  , vil man kunne tænke  , at Harry 
bavde en særegen Grund til at gjøre dette  . 
Tiden vil vise hvad Harry har isinde  ; det er 
mvivlsomt at han søger Baronens Venskab og hans 
hele Fortrolighed  . 
I den sidste Uge har Harry været de utroligste 
Steder med Baronen  , overalt hvor denne søgte  , ja selv 
hos den smukke Dandserinde  , som har vundet Baronens 
Hjerte  , har Harry været  ; Alt for at gjøre ham til en 

Ben af fig  , og dette lykkedes ham saa godt  , at han 
snart var uundværlig for Baronen  . 
Barønessen udviklede al fin Inde og alle sine 
Snarer for den unge Mand  , som hun nu troede hun 
fuldstændig havde i fine Garn  . Hun antog  , at det var 
for hendes Skyld han saa ofte kom til dem  , og Harry 
lod ogsaa som om han var komplet forelsker  ; og døg 
tilsidesatte han hende aldeles  , naar Baronen kom hjem  . 
Delte ærgrede hende og hun søgte paa forskjellige 
Maader at hævne fig  , blandt Andet ved samme Aften 
at sende Adele en anonym Billet  , hvori hun sortalte 
hende  , at hendes Mand jukkede for den smukke Baronesse 
von Sympfens Fsdder  . 
Hun havde undertegnet Billetten med det smulle 
Mærke  : „  En Beninde  , som har Dem inderlig kjær  , 
og som gjerne vilde give sit Liv  , dersom Ovenstaaende 
er Usandhed  .  “ 
Adele sad just og tænkfe paa Harry og hans 
natligt Udflugter  , da Tjeneren bragte Billetten  . En 
ukjendt Følelse greb hende  , det var som anede hun 
hvad der stod deri  . 
Med ftælvende Haand aabnede hun den og læste  . 
En Ligbleghed bedækkede hendes Kinder og en hæftig 
Bevægelse læstes i hendes smukke Øine  . 
Efter et Øiebliks Betænkning kastede hun Billetten 
langt bort  , tog atter fat paa sit Arbeide og syede  . 
Dog  , hendes Hjerte havde ingen Ro  . Hun lod atter 
Arbeidet hvile og Tankerne strømmede ind paa hende  . 

— Hvad  , om jeg gik derhen  , maaske jeg da saaer 
ham at se  ! tænkte hun  . 
Men den Tanke  , at det vilde saae Udseende af 
at hun udspionerede fin Mand  , fik hende atter til at 
forkaste fin Idee  . 
— Jeg vil ikke tro noget Slet øm ham  , jeg vil 
ikke  ! sagde hun fast og arbeidede atter flinkt  ; men 
hun havde ikke Kraft nok til at modstaa den Lyst hun 
følte til at overbevise fig om Harrys Utroskab  . 
Hun reiste fig  , uvis om hvad hun skulde gjøre  . 
Hun tog Billetten op fra Gulvet  , læste den atter og 
atter og gik tilsidst ind i fit Boudoir  , hvor hun i al 
Hast  , — som om hun frygtede at faae Betænkeligheder 
— kastede et Shavl om fig  , og forlod Værelset og 
Huset  . 
I Baron von Sympfens Hotel gik det lystigt fil  ; 
man dandsede  , legede og drak Vin i Mængde  . 
Baronessen var Elskværdigheden selv og dandsede 
af Hjertenslyst med Alle uden Undtagelse  . Man 
kappedes om at smigre den smukke Dame  , og hun 
modtog deres Hyldest med en Naade  , der klædte hende 
særdeles godt  . 
— Dersom man ikke kjendte hende  , kunde man 
næsten blive forelfiet i hende  , Herr Kronwall  , sagde 
Baronen og vendte fig fil denne  . 
— Ja  , De har sandelig Ret  , det er intet Under 

at hun kan vinde Hjerter naar hun vü  . H Jeg troer 
ogsaa at hun iaften har Et eller Andet for  , jeg synes 
hun speider saa meget omkring  , som søzte hun Nogen  . 
Baronessen traadte i dette Øieblik hen fil dem  . 
— De dandser ikke  , Herr Kronwall og hvorfor  ? 
sagde hun smilende  . De  , som dandser saa mesterligt 
kan ikke undværes  ; vi mangle Kavalerer  . 
— Undskyld min flette Opførsel  , sagde han  ; men 
jeg vil nu gjøre det godt igjen ved indslændig at bede 
Dem^om denne Dands  . 
Hun smilede og kort efter dandsede de henad Gulvet  . 
I dette Øieblik aabnedes Fløidørene og en Pige 
traadte ind med nogle Forfriskninger  . 
Døren stod aaben som tilfældig  , og en Dame  , tæt 
indhyllet i fit Shavl  , havde gjennem den aabne Dør 
seet Harry Krønwall dandse  . 

Enogkre-sindstyven-e Kapitel  . 
Den første Smerte 
En Time ester var Adele atter hjemme  , men hvor 
sorandret var hun ikke fra før  . 
Kinderne vare graablege og hendes Dine bar Spor 
af indre Bevægelse  . 
Hun knugede af og til i hæftig Bevægelse sin 
Haand mod Hjertet og sukkede  . 
— Ak  , Harry  , Harry  , jeg havde dog ikke troet at 
det var sandt  ! sagde hun fortvivlet og gik op til sine 
Værelser  . 
Hun aflaasede Døren forsvarligt  . 
Da Klokken omtrent var To kom Harry hjem  . 
Hans første Gang var til hans Kones Værelse  . 
Han hankede gjentagende paa Døren  . 
— Adele  , er Du ikke oppe  , kan jeg ikke hilse paa 
Dig inden jeg gaaer til Ro  ? raabte han  , idet han 
vedblev sin Banken  . Men Adele svarede ikke  . Hun 
laa paa Sengen og græd som et Barn  . 
Han havde banket længe og nu hørte Adele at 
han prøveds at aabne Døren med sin egen Nøgle  . 
Hun foer op og lukkede i Hast op før ham  . 
Harry traadte ind  . 
— Har Du sovet  ? sagde han  , idet han grev 
hendes Haand  . 
Men Abele formaaede ifke at svare  , hendes Stemme 
var kvalt af Graad  . 

— Jeg trøer Du græder  , Adele  , sagde han  , idet 
han trykkede hende op til sig — Hvorfor disse Taarer  ? 
Har jeg fortørnet Dig  ? 
— Nei  , nei  , paa ingen Maade  , sagde Adele 
grædende  ; hvormed skulde Du vel have fortørnet mig  ? 
Men jeg havde en saa afskyelig Drøm og da jeg 
vaagnede kunde jeg ikke tilbageholde mine Taarer  . 
Harry slyngede sine Arme om hende og drog hende 
ned paa en Kanapee  . 
— Min stakkels lille Kone  , sagde han leende og 
overøste hende med Kjærtegn  . Kan en Drøm forskrække 
Dig saa meget  ? 
Adele svarede ikke  , men vedblev at græde  . 
Det forundrede Harry at hun sket ikke gjengjældte 
hans Kjærtegn  , hun sad som en Billedstøtte og græd  . 
— Men Du gjør mig jo helt fortvivlet  , Adele  , 
er det endnu Drømmen der beskæftiger dit Sind  ? 
— Nei  , nu er det ikke Drømmen  , nu er det 
Virkelighed  , svarede Adele  . Ja  , Harry  , sagde hun  , 
idet hun greb hans ene Haand  ; Du trøer det maaske 
ikke  , men jeg er jaloux paa Dig  .  .  . Du maa ikke le  ! 
.  .  . Naar Du vidste hvor denne Følelse piner mig  . 
I mine Øine er Du saa smuk og jeg er bange for ak 
En eller Anden skal se for meget paa Dig  . 
— Min Adele  , sagde Harry smilende  ; Du er en 
lille Smigrer  , nu vil Du bestemt drive Spøg med mig  . 
-- Net  , nei  , Harry  ! udbrød Adele hjerteligt  ; jeg 
forsikkrer Dig  , det er den fuldkomneste Sandhed  ; jeg 

rr virkelig bange for at Du skal glemme mig for en 
Anden  . 
— Men Adele  , sagde Hrrry mildt bebreidende  ; 
lad nu de slygge Tanker fare og gaa til Ro  . Du veed 
jo  , Du er mit Alt paa hele Jorden  ! 
— Jeg kan ikke sove  , Harry  , det kan intet nytte  , 
og  , vedblev hun pludselig  , som var hun angst for at 
udtale hvad hun vilde sige  ; maa jeg fortælle Dig Noget  , 
uden at Du bliver vred paa mig  ? Vil Du love at 
høre mig med al dea Mildhed  , al den Kjærlighed  , Du 
bær til mig  ? 
- Ja  , Adele  , det vil jeg  ; tal Du kun  ! 
— Det er snart sagt  , vedblev Adele  ; kun faa 
Ord behøves dertil Jeg vil blot spørge Dig  : Elsker 
Du Baronesse von Sympfen  ? 
Harry foer op  ; hans Øine antog et truende 
Udtryk  , idet han saae paa Adele  . 
- Det er da sandt  ! hviskede Adele sønderknust og 
foldede Hænderne  . Jeg har da Vished  ! 
— Nei  , Adele  , nei og atter nei  , Du har taget Feil  ! 
Adele rystede sorgfuld paa Hovedet  . 
— Jovist  , Du har taget Feil  , Adele  ; men hvorfor 
gjorde Du mig dette Spørgsmaal  ? 
— Jeg har iaften seet Dig dandse med hende  , 
svarede hun  . 
Harry blev bleg og lidt betuttet og sagde næsten 
vredt  : 
— Du har da udspioner  «  min Gang  ; Adele  , Du 
veed  , det er en Omvei som jeg hader  ! 

— Ja  , jeg vred det  , sagde Aveie  ; derfor had jeg 
Dig höre mig med al den Kjærlighed  , Du har tilovers 
for mig  ; men da den er saa ringe  , maa altsaa din 
Vrede blive storre  . 
Hun saae i dette Øieblik saa lidende og sorgfuld 
ud  , at Harry helt skamfuld over sig selv satte sig hos 
hende og sagde  , idet han hæftigt trykkede hende til sit 
Bryst  : 
— Nei  , Adele  , den rr ikke ringe  ; jeg siger Dig 
endnu engang  , Do er mit Alt paa Jorden  ! Vil Du 
tro mig  , nanr jeg siger  , at en Hemmelighed binder 
mig til Baron von Sympfen og at han absolut maa 
være min Ben  , for at jeg kan vinde hele hans Fortrolighed  ; 
thi seer Du Adele  , jeg froer bestem  «  han er 
min Faders Morder  ! 
Adele foer op  . 
— Men  , Harr-  , Du udtaler din Mistanke saa 
destewt  ; har Du nogle Beviser  ? 
— Ja  , den Ring han bær er min Faders  ; han 
har den den Dag han  «  og Afsked med os og side  «  saae 
vi ham aldrig mere  . Det var en tung Tid for min 
stakkels Moder og os Andre  , og al den Sørg han har 
forvoldt min Moder skal han dyrt betale  , naar 
først jeg har faaet Beljendelsen af ham  . Derfor — 
ene derfor — søger jeg hans Hus  ! 
— Ak  , Harry  , kan Du tilgive mig  ? Jeg har jo 
rent taget Feil  ; hvor jeg dog ogsaa har være  «  taabelig  ! 
— Du skal ikke bede om Tilgivelse  , Adele  , Du 
havde jo Ret til at mistro mig  . Min Opførsel imod 

Dig  , min lange Udebliven om Natten  , kort Alt talte 
imod mig  . Men nu — nu da Du kjender Aarsage  « 
dertil  , nu maa Du atter være min egen kjære Hustru 
ser med Kjærlighed og Venlighed vil modtage mig  ; 
-kke sandt  , Adele  ? 
— Jo  , Harry  , jo  , det lover jeg Dig  ! 
Toagtredsindstyvende Kapitel  . 
Søvnen  . 
Bi forlod Herr Honir < da han og en Munk traadte 
ind ad Hotellets Port  , netop som Madelaine vilde 
forlad  «  dette  . I fin Ivrighed saae han ikke til Siden  . 
hvor hun skælvende af Angst havde trykket sig op i 
en Krog  . 
Mnnken vilde lukke Døren i efter sig  , men 
Direktøren trak ham hæftig i Ærmet og sagde  : 
— Nei  , nei  , lad det være  ; kom Pater  , lad os ile  . 
Madelaine havde  , rystende af Angst  , ventet at han 
skulde aflaase Porten  . 
De to Mænd gik hurtig op ad Trappen  . 
Madelaine greb krampagtig den store Laas  , for at 
aabne Porten  . 
ZNadelaine  . 21  . Hefte  . 

— Gods Gud  !  .  .  . Jeg formaaer det ikke  !  .  .  . 
Porten er for fung I  .  .  . Hør -vor de banke paa 
Døren  , — snart vil de komme ind og se at jeg ikke er 
der  !  .  .  . Store Gud  , hjælp mig  !  .  .  . O  , kunde jeg 
blot bede om Hjælp  , men Ingen vil høre mig her  .  .  . 
Alle foragte og hade mig  !  .  .  . O  , saa er jeg da 
fortabt  ! 
Disse Ord udtalte Madelaine halvhøjt  , medens 
hun med Ivrighed anstrengte sig før at aabne Porten  . 
Endelig gav den efter og i samme Nu hørte hun 
et voldsomt Brag  . 
Det var Direktøren  , Ler anvendende al fin Kraft 
og ved Munkens Hjælp fik Døren aabnet til hendes 
Værelse  . 
Madelaine ilede med bankende Hjerte ned ad Gaden  , 
saa hurtig hendes Fødder kunde bære hende  . Hun løb 
om ad forskjellige Sidegader  , før at man ikke skulde 
sinde hende  , og da hun omtrent havde løbet en halv 
Time  , befandt hun sig paa en Bei  , hun aldrig havde 
frei før  . 
Hun lød førtvivlet fremad  , anstrengende de matte 
Fødder  . Skrækken var malet i alle Træk — hun 
syntes stadig at kunne høre sine Forfølgeres Trin tæt 
dag ved sig  ; hun løb  , indtil hun Intet kunde se mere 
omkring sig  ; hun slyrtede om og faldt før Vikomtens 
Fødder  . 
Man bar hende ind i hans Villa og Resten kjender 
den ærede Læser  . 
Men hvør var Hermed  ? 

Ester at have fulgt Madelaine til Døren og taget 
Afsked med hende  , gik Hermod syngende ned ad Trappen 
til sit Værelse  . 
Da han kom til dette aabnedes en ligeoverfor 
værende Dør og hans Direktør vinkede smilende ad ham  . 
Hermod gik hen til ham 
— Kom indenfor  , min unge Ven  , De er en brav 
Fyr  , som jeg holder af  , en udmærker Kunstner  ; kom  , 
lad os drikke et Glas Bin  ! sagde han og rakte ham 
Haanden  . 
Hermod  , som just ikke daglig var vant til denne 
Gudedrik  , indvilligede strax og tømte det ham tilbudte 
Glas  , der allerede sted skænket  . 
Direktøren fyldte atter hans Glas og man samtalede 
i en halv Times Tid om Et og Andet  . 
Men pludselig følte Hermod sig søvnig og træt  . 
Han reiste sig og bød Direktøren Godnat  . 
— Godnat  , min Ben  , — og sov vel  ! sagde 
Direktøren i en ironisk Tone  . 
Hermod lagde ikke Mærke hertil og begav sig over 
til sit Værelse  . 
Direktøren kunve ikke tilbageholde et Latterudbrud  , 
da Hermod var gaaet  . 
— Daare  ! sagde han hoverende  . Det vil blive 
Dig et dyrt Glas Vin  !  .  .  . Saa gik Du dog i Fælden  ! ' 
.  .  . Madelaine er Min  ! 
Da Hermod var kommen ind i sit Værelse overfaldt 
en saa unaturlig Døsighed ham  , at han kastede 
sig paaklædt paa Sengen og sov strax ind  . 

Dette var Grunden til Radelaiae kaldte  »  g 
bankede saa længe  , uden at han porte det  . 
. Da Hermod vaagnede den næste Dags Middag 
var han dygtig fortumlet i Hovedet og følte en overordentlig 
Mathed i alle Lemmer  . 
Han reiste fig  , forundret over den Stilhed  , ser 
hersfede i Huset  . 
Han saae paa fit Uhr  , Klokken var over To  . 
Han lukkede i Hast Døren op og stormede op ad 
Trapperne til Madelaines Værelse  . Døren stod aaben  » 
men der var Ingen  . 
Han gik fra den ene til den anden Dør  , de fandtes 
alle uaflaasede og Ingen befandt fig derinde  . Heller 
ikke i Direktørens Værelse fandtes Nogen  . 
Hermod vandrede lidt besynderlig tilmode ned til 
Værten og dad ham forklare fig dette  . 
Denne gik frem og tilbage i fit Kontor og skændte 
og bandede som en Rasende  . 
Hermod bad ham om en Forklaring  . 
— En Forklaring  , en Forklaring  ! raabte Værten  . 
Ja  . seer De vel  , min gode Mand  , den kan De snart 
faar  , thi hele det italienske Pak er flygtet inat  , eftevo 
ladende fig en uhyre Gjæld hos mig  . 
Hermed foer tilbage og sagde  : 
— Flygtet  , flygtet  !  .  .  . Beed De øm Frøkeu 
Madelaine er med  ? 

— Ja  , det mæ ' Hnn være  , thi hun findes intetsteds  . 
At den smukke  , lille Frøken vilde indvillige deri  , 
det havde jeg døg aldrig troet  . 
Hermod slyrtede ud af Stuen  , uden at oppebie 
nogen videre Forklaring  . Han løb atter til fit Værelse  , 
greb Hat og Frakke og ilede afsted saa hurtig han 
førmaaede  . 
Men Selskabet bavde et godt Forspring for ham  ; 
døg Hermod tabte ikke Modet  , han anede at de vare 
tagne tilbage til Italien og at Madelaine med Magt 
var bleven ført med  . 
Hans Reise gjaldt altsaa det samme Maal  . 
Om Natten  , da Madelaine var flygtet  , sprængte 
den forbittrede Direktør Døren til hendes Værelse og 
saae at hun var borte  . 
Hans Raseri kjendte ingen Grændser Han løb 
ud af den aabentslaaende Port og ned ad Gaden og 
Madelaine havde gjort klogt i at dreie ned ad Sidegaderne  , 
thi derved undgik hun hans Forfølgelse  . 
Han slandsede ved Enden af Gaden og saae sig 
tvivlraadig om  . 
— Hvilken Bei er hun tagen  ? mumlede han  . O  , 
jeg Daare  , at jeg forlod hende  ! De snedige Fruentimmer 
finde paa Alt  .  .  . men lad mig faae fat i Dig ' Du 
fiol ikke have gjort Nar af mig for Intet  ! 
— Hvad nytter det at larme  ? sagde rolig en 
Stemme bag ved ham  . 

Det var Pateren  , der havde indhentet ham  . 
— Søg at blive listig som hun  , og Du er hende 
værdig  ! 
Munken gik bort  . Herr Honire vrængede forbittret 
efter ham  . Han gik tilbage til Hotellet  , sammenkaldte 
fine Kunstnere og fortalte dem  , at det var nødvendigt 
at flygte  , da Indtægten fra de sidste Aftener udelukkende 
var gaaet til forskjellige Smaating og at man ikke 
havde saa faa Kreditorer  . 
Alle brode op og om Morgenen fandtes intet 
Spor af det italienske Operaselflab  . 
Ende paa første Del  .