Gennazzano , den 12te April 1883 . Kjære Søren ! Den niende hujus holdt der i Ripettaen * ) udenfor 0L8N clsZIi artiøti et høist mærkeligt Kjøretøi . Jeg veed ikke , om Du nogensinde dybt inde i Jylland har truffet en eller anden Præst , svin , fjernt fra Mennesker og fjernt fra sit Annex , har arvet et Oldtidsagetoi fra sin Formand i Kaldet . Jeg veed ikke , om Du kjender disse gamle Karosser med de høie , rødmalede Hjul , de skutryggede Axer og denne forunderlige Mellemting af en Kasse og en Æske , der , dækket af et Ruf og hængt op i nogle sprukne Seleremme , synes at være en bedrøvelig Parodi paa de elegante Herrcgaardsekvipager , til hvilke det paa enkelte Højtidsdage er nødt til at slutte sig . „ Frem ined Præstens gamle Rumlekasse ! “ hørte jeg engang en skrammereret Godseicrtjener udraabe , og „ Frem * ) Saaledes kaldes den af Roms tre Hovedgader , som fra Piazza del Popolo lader imod Syd nærmest Tiberen . med Præstens gamle Rumlekasse ! “ klang det i mit stille Sind , da jeg den niende April om Morgenen Klokken syv saae Vetturinen holde udenfor Nr . K9 i Ripettaen . Ned kom min Ven , Otto Lind , og nn begyndte Stuvningen . Først Malerkasser , saa Hatteæskær , saa en svær Koffert bagpaa , et hent Staffeli ovenpaa og en fo , tre Badsække af tvivlsom Størrelse indeni . Saa kom Randsier , Mantclsækkc , Reisekapper , Madkurv , flere Malerkasser og flere Skizzeboger , indtil Lind , hvis Faible for Bagage Du kjender , sad paa et lille FlyttcdagSlæs med Fare for at stode Hovedet igjennem Ruffet . Saaledes var vort Opbrud til Bjergene , og stor Morskab forsfaffcdc det de romerske Gadedrenge og Tiggere , der hvert Øieblik stak Hovedet ind ad Vinduet far bedre at tage os i Øiesyn . Endelig rumlede vi da afsted , ned ad den lange Ripetta , over Piazza Navone , forbi Cvlossco og CarracallaS Bade , jeg mindre beundrende disse mig nu saa bekjendte Kolosser end maalende Faren ved at faae Staffeliet i Hovedet eller en Malerkasse over Benene , hver Gang Vognen skumplede hen over Hullerne i den ujcvne , antike Stecnbro . Du har maaskee , kjære Søren , endnu en dunkel Erindring om , hvorledes Strandveien støvede , førend den blev vandet , eller hvordan Gamle Kongevei støver den Dag idag ; men hvad forslaaer det imod Støvet paa en romersk Landevei ? Tænk Dig , at man fra Kjøbenhavn og til Klampenborg anbragte fo paralleltlvbende , sex Alen høie Mure , hvidtede disse over med den hvideste Muurkalk og for Afvexlings Skyld hist og her afbrød dem med høie Portgittcrc af Jern . Tænk Dig dernæst , af man fyldte det tolv eller sexten Alens Rum imellem disse Mure » med et mange Tommer tykf Lag af det allerfineste vulkanske Støv , guulgraat som Aske og fygende som Flyvesand . Tænk Dig endelig , af man lod en Drift Oxer , Faar eller Goder kampe foran Vognen forat bringe Røre i dette Stovhav , og Du vil da , naar Du hertil lægger en blændende Sol og en brændende Hede , have et nogenlunde fyldigt Billede af en Vetturinkjorsel paa de første fire Miglicr fra Rom . Henimod Middag naaede vi Osteria di Colonna , vansmægtende af Tørst og med en . inderlig Forvisning om , af idetmindste vi vare Støvctö Børn . Vognen blev trukken hen i et Sknur , Vetturinen forsvandt i Skjænkestucn og overlod os til en syv , otte lemlæstede Tiggere , alle lurvede Karle , der saae ud til af have stor Lyst til af undersøge , hvormed vore Kufferter vare fodrede indvendig . Otto , som har været i Felten , stod Forpost , og jeg løste af uden andre Vaaben end Smørrebrød og Viin , som vi fiskede i Madkurven til stor Forargelse for Vetturinen , der heri saae en Fornærmelse imod den „ Naturalforplcining “ , som fandtes opdækket paa et skident Bord foran Osteriet . Fra den lille By Colonna , hvorved Osteriet ligger , begynder Veien at stige . Campagnen med dens kuppelformige Høider , dens brede , græsrige Dalstrøg , begynder her at vige for Bjerg karakferen . Stigningen bliver efterhaanden mere brat , Veien mere og mere indskaarcn i de mørkebrune , bløde og afrundede Tufmasser ; endelig vige ogsaa disse , den hvide , kisclholdige Kalksteen med dens mange Revner , Ridser og Blærehullcr begynder at træde frem , og nu ere vi over Grændsen , vi have forladt Campagnen og befinde os i Sabincrbjcrgcnes yderste Afhang , stadig stigende opad imod de Bjergkamme , hvis høieste Tinder sncelyscnde træde os imøde i Solglandsen . Ja , kjæræ Søren , vi vare i Bjergene , det maatte vi bekjende ! Længe havde BetturinhestcneS Bjælder klingret muntert og fornøielig rinder et rask , undertiden endogsaa skarpt Trav . Nu begyndte de at lyde dæmpet og sørgelig , først paa den ene , saa paa den anden Hest , Travet gik over til Fodgang , og dette atter til den næste Skridtart , hvis man forresten kan kalde det at staae stille for en saadan . Efter nogle Øieblikkes Betænkning syntes Vognen at saae stor Lyst til at kjøre tilbage ad den Vei , hvorfra vi vare komne , hvilket tvang os Alle , med Undtagelse af Vetturinen , til af stige ned før derved af lette Hestene Byrden . Først gik vi ved Siden af Vognen , saa maatte vi holde paa Vognen , og endelig maatte vi skyde bagpaa Vognen , — ja tilsidst maatte vi endog tage nogle af vore Kasser paa Ryggen , medens Vetturinen under Eder og Pidskesmeld hamrede løs paa de udmattede Dyr , idet han samtidig gav os den trøstende Forklaring , af han i Reglen kjørte dette Stykke Vei med Fire , men idag kun havde havt To til sin Disposition , fordi de to Andre skulde hen og velsignes . Himlen , som hidtil havde været klar og skyfri , begyndte af graanc , og ude over Bjergene , de samme Bjerge , der før havde vinket os med deres hvidglimtcndc Tinder , trak den ene mørke Sky sammen efter den anden . Først forsvandt den lille Flække Rocca di Cavi , der længe havde hængt som en solbelyst Ørnerede paa Bjergets øverste Spids , saa gik Capranica samme Vei , og endelig hyllede det lavere liggende Cavi sig i blygraae Taagemasser , der lidt efter lidt ligesom væltede sig frem imod os . „ Det bliver daarligt Veir , “ sagde Padroue Luigi , som med stoisk Ligegyldighed lod os skyde paa Vognen , medens han selv filosoferede fra Bukken . „ Der bliver ikke en tor Trevl paa os , “ bemærkede Otto , som for havde været i Bjergene . „ Aa , det bliver vel neppe Andet end Taage , “ meente jeg , der ikke havde været der for . Neppe havde jeg udtalt disse Ord , førend en Regndraabc , saa stor og fung som en Hasselnød , traf mig lige i Ansigtet . Efter den kom der fo med en saadan Kraft , af de øieblikkelig slog igjennem Toict , og nu var enhver Frelse umulig . Son : et regnfyldt Taagetæppc rullede Skyen fra Bjergene , brusende som en Douche , henover os og langt udover Campagnen . Dagen blev pludselig til Aften , den terre Landevei til en muddrct Strøm , og vi , der havde søgt Ly i Karossen , til noget Mere end druknede Muus . Aldrig havde jeg troet , af det kunde regne saaledes . Det var , som om Draabcrnc forenede sig i Luften for i hele Strømme af udgyde sig over os ; intet Tag , intet Ruf kunde holde ud imod en saadan Syndflod . Efter en ti Minnters Forløb svømmede Alt , Levende og Livløst , imellem hinanden . Hattcæsketnc androg paa Skilsmisse imellem Laag og Bund og fik den allernaadigst bevilliget , Staffeliet gjorde Revolution og ' flød ned gra Ruffet , ja det var , som om Vognen havde faaet en Læk , som om vi seilede og allerede havde een Fod Vand i Lasten . Det var ikke muligt af see Noget , hverken tilhøire eller tilvenstre , hverken forud eller bagud , og saaledes blev hele min Erindring om Cavi knn den , af vi kjørte under nogle taarnhøie Sluser , hvis Strømme med et Vandfalds buldrende Lyd styrtede ned over os . Tættere og fættere blev Mørket , stærkere og stærkere strømmede Regnen ned , og endnu havde vi et godt Stykke fil Gennazzano . Da klang et pludseligt „ Holdt “ udenfor Vogndøren . Padrone Luigi stoppede Hestene , Otto stemte for Røvere , jeg derimod for , af vi vare paa Veie fil af gaae ned ad en eller anden Bjergskrænt . Ingdn af Delene var imidlertid Tilfældet ; efter en kort Parlamentere » , som viste os , af vi endnu vare meget ukyndige i det italienske Bjcrgsprog , blev Vogndøren reven op , og en lille , rund , trivelig Byldt med en Abatehat paa Hovedet stukken ind fil os . Der lød et kort » Lønsats , siAnorø ! « , Døren smækkedes i , og afsted rullede vi i Regn , Mulm og Mørke , medens Bhldtcn ved enhver Bevægelse bragte Vandet fil af drive endnu stærkere ned « d os . Hvor længe vi saaledes kjørte , hvad Byldten fortalte , og ad hvilke forunderlige Veie vi tilsidst ankom til Gennazzano , det veed jeg ikke ; kun erindrer jeg , at jeg af og til saae store Kastanictræer , fantastisk formede Klippeblokke og horte en Flod bruse dybt under mine Fødder , omtrent ti Minuter for vi gjorde Holdt . Neppe vare vi paa vort Bestemmelsessted , førend nye Ulykker styrtede ind over os . Byldten trillede ud af Vognen , tabte Abatchattcn og gav sig til at græde , Otto traadte en af fine MnlerknSscr itn , jeg faldt over Staffeliet og fik derved en praktisk Prøve paa det i Gcnnazzano anvendte Brolægningssystem . Heldigviis havde vi gjort Holdt lige udenfor Bannutelliernes Huus paa en Plads , der , som jeg senere fik at vide , bar det fordringsløse Navn af „ Piazza imperiale “ . Der var ikke en Sjæl for at fage imod os , der var ikke en Lygte til at lyse for os , ja , der var ikke engang en Hund til at gjøe ad os — der var kun Nat , kulsort Mørke og Regn , drivende Regn , hvor vi saae hen . Heldigviis var Padronen godt lokaliseret , og ved at fage ham i Kappefligen og forresten føle os frem med Fodspidserne , lykkedes det ' os at komme ud af det imperialsfe Uføre og naae en høi Steentrappe , om hvilken Otto gav nchz den trostcrigc Oplysning , at han her havde været nær ved at flække Hovedet den foregaaende Sommer . Endelig naaede vi Døren og kom ad en ny Steentrappe op i et stort Kjøkken , Paa hvis aabne Skorstcen der flammede et mægtigt Baal . Omkring dette sad forskjellige Personer , som Alle foer op med stærke og lydelige Begeistringsyttringcr , da de saae Otto træde ind . Der blev en Snakken , Omfavnen , Visen Vei og Løben frem og tilbage , Altsammen uden noget synligt Maal eller Bied , hvorunder jeg følte mig ganske tilovers ; thi Ottos korte Præsentation af „ Signor Guiclmo “ frembragte ikke nogen synderlig Virkning . Du veed vist bedst selv , kjære Søren , hvor forunderlig tilovers man kan søle sig under nye og fremmede Omgivelser , navnlig naar der til disse kommer nye og fremmede Ansigter . Heller ikke skal jeg nægte , at det første Indtryk her var absolut ugunstigt . Naar man fra en eller anden af Roms Høider seer ud over de blaanende Bjerge , hvis Konfurer paa en saa forunderlig Maade synes at smelte sammen med de bagved liggende Skymasser , da faaer man undertiden en Fornemmelse af , af der , langt ude blandt disse Bjerge , ligger Alfehavcn gjemt , hvor der kun er Lys , Solskin og et evigt Foraar . Jeg idetmindsfe havde i min danske Fantasi udmalet mig „ Bjergene “ som noget absolut Herligt , noget Lysende , Frit og Løftende , hvor der ikke kunde tænkes nogen Forandring , og under saadanne Omstændigheder er det altid farligt af blive gjennemblødt ; thi Intet formaaer saaledes af afkjøle Fantasi , Begeistring og enhver anden varmende Følelse son : en Skylregn , der gaaer til Skindet . Selv efterat vi havde faaet alle vore Sager bragte ind i Huset og med nogenlunde tørre Klæder sad ved Aftensbordet , selv da kunde jeg ikke rigtig forsone mig med min Skjæbne og tænkte flere Gange paa , om jeg ikke for ubesindig havde lyttet til Ottos glimrende Fremstillinger , og om ikke Napoli havde været et fuldt saa hyggeligt Opholdssted . Selv det Lokale , hvori vi indtog vort Aftensmaaltid , var ikke skikket til af faae Tankerne til af flagre og vække lysere Forhaabninger . Tænk Dig et uhyre stort , fiirkantet Rum , noget koldt og kun oplyst af en eneste trcarmct , men osende romersk Lampe . Tænk Dig endvidere dette store Rum befolket af et antikt Skab , en Kommode , et Par Stole , et eenligt Spisebord og et Møbel , der seer ud svin en Mellemting af et Chatol og en Servante , og Du har et Billede af , hvad vi meget fornemt kalde „ vor Spisesal “ . Heller ikke vare de Raritctcr , som Bordet frembød , i nogen synderlig Grad skikkede til at vække en livligere Stemning . En gammel Gcdemælksost , et Par Stykker salt og feigt Lammekjød , noget feigt og saltet Thnnfisk og et mislykket Forsøg paa Koteletter var hele Herligheden , og det vil derfor ikke undre Dig , at jeg som en Hemmelighed betroede Otto min Tvivl om at kunne udholde blot otte Dage herude . Otto er , som Du veed , Mcnncskckjcndcr ; han vinkede ad Thomaso , en stor , stærk , rødmusset Dreng , Husets Arv , og hviskede ham et Par fortrolige Ord i Øret , hvoraf jeg kun opfangede det meget tvivlsomme » il pivouratoro « . Otto afviste alle mine Spørgsmaal med en Scirhcrrcs Mine , og kort efter vendte Arv tilbage med to langhalsede Kurvcflaskcr , som han bar paa en lille Stok . Det var Vinen . Der er nn den underlige Ting ved de italienske Vine , bedste Søren , at de vise sig stridige og trodsige imod enhver Forscndcn til fremmede Lande . Bloder man dem derimod i deres eget Hjem , da kan jeg ikke ligne dem ved Andet end ved en mild og gjæstfri Hunsmodcr , som med venlige Blikke og varme Haandtryk byder En Velkommen og i et Øieblik oplader Husets Hyggelighed for ham . Den gode romerske Viin bernser ikke let ; cihcllcr gjør den En tung og døsig som de hede sicilianske Vine , den har paa en vis Blande Champagnens Natur uden af have dennes Evne til af boble og bruse med skinnende Perler . Den varmer , ildner og bcgeistrcr , den løber som en varm Livsaarc lige ud i Fingerspidserne og vender saa tilbage til Hjertet , som den fylder med Haab og bcgcistrende Drømme . Otto er som sagt Mcnncskckjcnder ; han havde valgt den rette Medicin til rette Tid og paa rette Sted , og det Eneste , der undrede mig , var , af en saa reen og uforfalsket Drue , et saadant alt Had og Nag dæmpende Tryllemiddel kunde komme fra en „ Prokurator “ . Længe sad vi saaledes i Aftenens Stilhed , lyttende til den faldende Regn og dampende af vore indsmuglcdc Cavour-Cigarcr , samtalende om Emner sra Hjemmet og læggende Planer for den nærmeste Fremtid , — da hørte vi pludselig under os en dæmpet Hulken og Jamren som af Børn , der led Nød , og kort efter fnlgtcs denne af tunge Trin og en forunderlig Lyd som af Hikke , Hosten og Snøften , blandede imellem hverandre . Jeg vilde jnst spørge Otto , hvorfra disse underlige Toner kom , da jeg i det Samme henne i Hjørnet af den halvmørke Stue saae Gulvet hæve sig iveiret , og ligesom man fortællær , af Iorden i Arabernes Telte ved Nilen undertiden brydes op af en eller anden overvintrende Krokodil , saaledes kom der her en sortklædt Skikkelse frem , som , efterat være stegen heelt op , med umiskjendelig Forbauselse betragtede baade Otto og mig , idet han uafbrudt svingede en slukket Lampe frem og tilbage i den venstrc Haand , medens hans hoirc omfattede en Stok af usædvanlig Længde og Tykkelse . Uvilkaarlig reiste Otto og jeg os op for af gjøre Honneurs for denne uventede Gjæst fra Underverdenen . Han paa sin Side syntes med stort Besvær af ville gjøre det Samme for oö , og saaledes stod vi i Halvmørket , bukkende og skrabende for hinanden , uden af der kom nogen synderlig Forklaring ud af vore Gestus . Min forsfe Tanke faldt ganske naturlig paa Rovere , men Personen havde aldeles intet Novermæssigt ved sig ; tvertimod saae han saa civiliseret ud , af det næsten forbausede mig af skulle træffe en saadan Type i Gcnnazzano . Hans høie , sorte Hat , hans dito Frakke , Vest og Beenklæder , hans cmbcdsmandige Mine , Alt sorte Tanken i et Nu hen paa det store Omsvobsdcpartemcnt af Pas og Toldsagcr , og jeg spurgte ham derfor , om han maaskee ønskede at see vore pormosso ' er . „ Af nei , “ svarede han med en afværgende Haandbevægelse , „ det behøves ikke . Jeg er ikke Pasofficiant , men kun en stakkels eanokliiors * ) , som trænger til Olie . “ Sekretnir hos en høiere stillet Embedsmand ; Bysfrwer . Otto og jeg saae paa hinanden med en usikker Mine , og Manden vedblev , støttet til sin Stok , at svinge den tomme Lampe frem og tilbage . „ Jeg er en stakkels oancoüiors , “ gjentog han efter en Panse , „ som er kommen noget seent hjem iaften . Lampen hos mine Børn var gaaet nd , og de græd , fordi de vare bange for at være i Mørke . Tillader De , at jeg laaner lidt Olie hos Dem ? “ Med disse Ord bøiede han sig over Bordet , langede Olieflasken ud af Platdcmcnagcn og heldte uden videre hele dens Indhold ned i sin Lampe . Lyset faldt under denne Manøvre klart og skarpt paa ham . Det var en Mand Paa henved et halvthuudrcde Aar , af stærk , næsten hcrkulisk Legemsbygning , med stridt , staalgraat Haar , der var klippet ganske tæt . Hans Ansigt havde et Udtryk af Venlighed og jovial Godmodighed , som dog dæmpedes noget af et Par gnulgraae , forskende og ransagende Øine , der ligesom sad paa Lunr mider et Par stærktbuskcde Øicnbryn . Hans Teint var for en Italiener usædvanlig klar og rødmusset , og hans noget store Blnnd fremviste et Par Tandrader , som ingen Dentist sknlde skamme sig over . „ Jeg er en stakkels oanoelliero ! “ gjentog han for tredie Gang , idet han tog Plads ved Siden af mig . „ Tillader De , at jeg laaner et Glas ? “ Otto gav ham et , men da et tomt Glas under slige Forhold og i godt Selskab maa ansees for at være en Fornærmelse , „ laante “ jeg ham tillige Viin og fyldte det lige til Randen . Han saae et Øieblik paa mig med et gjennemtrængende Blik , tømte saa Glasset i et eneste Drag og sagde derpaa aandsfraværende og ligesom hen i Luften : „ Jeg er en stakkels oanoeliioro ! “ „ Saa ? “ sagde Otto deeltagende og hviskede paa Dansk til mig : „ Det var fjerde Gang . “ „ Ak ja , “ gjentog den Fremmede med et stærkt præget Udtryk af Sorg i sit Ansigt , , „ jeg er en stakkels , gammel , fattig oanoolliors med fem Børn , som jeg ikke veed , hvorledes jeg skal forsørge . Ak , min Kone var saa nng , saa smuk og saa deilig , da hun døde ; det er nu mange Aar siden . “ „ Det gjør mig hjertelig ondt , “ svarede jeg deeltagende . „ Døde hun her i Gcnnazzano ? “ „ Nei , “ svarede han , „ hun døde i Norma , hvor jeg dengang var ansat ; jeg kunde ikke holde ud at væ ' re i de » By , hvor hun var død , og saa flyttede jeg hertil . Derved tabte jeg det Halve af » lin Gage og har nu kun femten Scudi om Maaneden . Det er ikke Meget for en Fængselsdircktcur , naar hun har fem Børn at forsørge . “ Taarerne kom ham i Øinene oed disse Ord , og Otto fyldte bevæget hans Glas . Denne Gang lod han det staae nrørt og trak et stort , blaatærnct Lommetørklæde op for at førre sine Øine . Jeg troer , at Synet af dette hjemlige , blnatærncde Stof fordoblede den Deeltagelse , hvormed jeg havde fulgt hans Ord , og jeg spurgte ham , om vi ikke kunde være ham til Hjælp med Noget . „ Tak , “ svarede han , „ jeg kan virkelig ikke tage imod Hjælp af Fremmede . Jeg har gjort mig det til Regel , ikke af tage imod Hjælp uden i den haardesfe Nød ; men denne er virkelig tilstede , og en Scudo vilde altid være velkommen , ikke saa meget for min egen som for mine Børns Skyld . Tillader De , af jeg laaner en Cigar ? “ Med en sørgmodig Mine stak han Cigaren i Munden , Mønten i Vestelommen , trykkede Otto og mig erkjendlig i Haanden , greb sin Lampe og forsvandt atter gjennem Lemmen , som med en dump Lyd lukkede sig over ham . Hermed , kjære Søren , var den forste Dag forbi udi Gennazzano ; dog kan jeg endnu meddele Dig , af jeg sov udmærket den Nat , men forst efterat jeg havde ransaget mit Sovekammcrgulv , for ikke af blive et Offer for nye , fra Underverdenen opstigende Aander . Den 15de April 1863 . I tre Dage har Regnen uafbrudt strømmet ned og været nær ved af bringe os Alle til Fortvivlelse . Som en rivende Strom har den svulmet henad Gaderne , den har faaet Floden til af stige over sine Bredder og forvandlet den lille Aa paa den anden Side Bakkekammen til en ganske anseelig Strøm . Nu er det Hele forbi , og Du gjør Dig ingen Idee om , brave Søren , hvilken utrolig Forskjel der er paa idag og igaar . Igaar var Alt Graat i Graat , Luften var opfyldt af den uafladelige Rislen og Hvislen , som Regnen frembragte , Folkene i Huset saaes kun sparsomt og da dyngvnade i drivende Kapper . Den stakkels gamle oanosllmro , som Otto og jeg have havt ret hjertelig ondt af , var saa totalt forsvnnden , at vi nærede en begründet Frygt for , at han med saa meget andet gammelt Skramleri var seilet nd i Floden . Nu derimod , hvilken Klarhed , hvilket Lys , hvilken Gjenncmsigtighed i Luften ! Jeg staaer paa min Altan og lader Blikket glide ud over Egnen . Vort Huus er bygget paa en Klippe , og i stærkt skraanende Terrasser falder denne af imod den Vei , som løber udenom Byen . Klippen er Tuf , altsaa frugtbar og med Muld > paa mange Steder , ja endogsaa med en lille Havcplct lige under mine Vinduer . Saa kommer Dalen , bred , yppig og grøn . Alan kan ikke see Floden , da den har skaaret sig dybt ned i Tnfmassen , men høre den kan man endnu . Paa den anden Side hæver Terrainet sig og danner en lavere Bjergkam med afrundet Ryg . Denne er dyrket overalt . Jeg kan fra mit Vindue tydelig kjende Vinen , Figenerne og Oliventræernes vredne Stammer , der ligne de gamle Pile hos ' os . Imellem disse slaae Ferskentræerne , fulde af blegrøde Blomster , og deres Duft bølger over Dalen og bæres af den lette Foraarsvind op imod mit Vindue . Luften er saa mild , saa luun , saa sommerlig varm og dog saa frisk efter den faldne Regn ; enkelte smaa Bomnldsskycr drive af og til hen over den mørkeblaae Himmel som Regnskyernes sidste Marodeuren . Under min Loggia klattrc de vævre Geder behændigt omkring for af afnippe Skuddene paa de unge Figen , der sclvsaacde vælde frem overalt . Nede paa Veien driver en enkelt Bonde sit sværtlæsscdc Mulæsel op imod Byen , og et Par Piger med deres Kobberconchacr paa Hovedet hilse ham skjelmsk , idet de slaae om ad Veien til Kilden , og en sort , gryntende Griis med et Tov om Maven følger dem i Hælene . Langt ude i Horisonten ligge hvide , skinnende Skymasser , og jeg begynder allerede af ængstes for en Fornyelse af Regnen . Jeg kan imidlertid spare min Frygt ; Otto fortæller mig , af det er Volskerbjcrgenes sneedækkede Tinder . En saadan Morgen , en saadan intensiv Følelse af Italiens Naturskjønhed er alene den hele Reise værd . Nyst Støvet af din krogede Ryg , kjære Funtus , og ret den i Veiret ! Slaa nogle af dine gamle Raderinger i Hartkorn , og lad saa Madame Jensen sørge for Resten ; men selv maa Du komme herned for af dele min Lykke , selv maa Du indaande denne rene , krystalklare Bjergluft og drikke af Prokuratorens Viin . Gjør Du dette , da vil Du have fundet Foryngelsens Vande , og der vil endnu kunne blive ef Menneske af Dig . Farvel ! Din hengivne osv . Gennazzano , dm 20de April 1863 . Kjære Søren Funtus Top ! Bliv ikke ræd over af see Dig anført med alle de Navne , som Du i Daaben haver annammct . Bliv ikke bange , siger jeg , selv ikke for Navnet Funtus , som , mellem os sagt , er ef af de mesf fordømte og forunderlige Navne , jeg nogensinde har truffet paa , og som ene kan lignes med det Navn : Semprififa udi Vaudevillen . Naar jeg gjør mig den Uleilighed af nævne Dig med alle dine Navne , kjære Top , da er det for af bringe en HøitidSstemning ind i dit Sind , for af > belave Dig paa , af der er skeet noget Usædvanligt , som Du skal modtage med Andagt . Og dog , i samme Øieblik falder det mig ind , af Du er værre end en Tyrk og en Hedning , ja selv værre end et af Mormons Børn ; thi disse vide dog , af Kvinden er flabt til Mandens Fryd , og af man ingen Ret har til af snegle sig sammen som et Pindsviin , naar Skjønheden træder os imøde . Det hjælper ikke , af Du stritter imod , bedste Top ! Du kan i det Høieste lade være af læse mit Brev ; men skrive det vil jeg , om ikke for Andet , fan for af give min egen Følelse , mine egne Stemninger Luft . Igaar Aftes vandrede jeg henimod Solnedgang nd imellem Bjergene , mest for af fage et Syn over Egnen , inden jeg begynder mine Vandringer . Jeg var gaaet nedenom Byen og fulgte , uden af tænke videre derover , en lille Sti eller maaske rettere et lille udtørret Aaløb , der fører ned til Flodlejet i Dalen . Du kan ikke gjøre Dig nogen Tanke om , hvor deilig denne Vandring var . Alt er nu sprunget ud eller staaer i Begreb dermed . Vinen har faaet sine fine lysegrønne Skud , de gamle , forunderlige Kastanier løves mere og mere , og mellem Stcenegenes næsten sorte , stedsegrønne Løv mylre unge , lysegrønne Blade frem , som lidt efter lidt tilrive sig Magten . Og dog er dette Intet imod det Blomstertæppe , som overalt bryder frem af den sorte , lavnholdige Jord . Violerne staae i saadanne Klynger , at Aaleiets Kanter blaanc deraf , de fine Alpcviolcr titte frem overalt , og deres mørkegrønne Blade give de brune Klipper et Udseende , som vare de dækkede med Vedbend , der mod Naturens Orden bar lyserøde , stærktduftende Blomster . Den lille , mørkeblaae Druchyacinth vexler med forskjelligtfarvede Krokus , med romerske Anemoner og kridhvide Paaskclilicr — kort sagt , hvad vi om Foraaret med stor Besvær fremelske ved Kakkelovnsvarmen , findes her spredt i naturlig Overflødighed . Stien førte ned til og endte ved Levningerne af et gammelt Tempel , der skal have været indviet til Diana . Nu er det halvveis styrtet sammen og næsten heelt overgroet med Vedbend og vilde Figen , hvorved det gjør en ypperlig Virkning i Landskabet . Jeg vilde hvile mig og bøiede noget af det rige Løvværk tilside , der i lange , naturlige Festons hang ned over Arkaderne . Neppe var jeg traadt ind , førend jeg saae et Madonnabillede fæstet i Baggrunden af den Nische eller Grotte , som Muurværkct dannede , og foran dette laa paa Knæ en ung Pige , næsten Barn endnu , med en Kurv Salat ved Siden . Hun foer op som en skræmmet Fugl , betragtede mig et Øieblik med en Blanding af Nysgjerrighed , Undseelse og Angst og flygtede derpaa uden af huske Kurven med dens friske , fristende Indhold . Kjære , bedste Funtus ! Vel veed jeg , af din Angst for det Kvindelige er gaaet saa vidt , af Du har ladet mig bestille Kaffen , naar vi paa en smuk Foraarsdag landede paa Constantia eller i Ermelundshusct , men dog troer jeg , af dit Blod vilde have løbet endeel hurtigere , og af Du vilde have følt Dig adskillige Aar yngre , hvis Du som jeg havde seet det flygtende Syn . Det var ingen stolt , storslaaet Romerinde , ingen koket Skjønhed fra Albano , ingen selvbevidst Model fra Studierne i Bia Sistina , det var slet og ret en ganske nng Pige paa femten eller sexten Aar , men den skjønneste , som jeg endnu har mødt hernede . Jeg kan ikke ret sige Dig , hvori hct Henrivende laa ; thi vort Mode var saa pludseligt og uventet , Situationen saa lidet anet og atter saa hurtig forsvunden , af det Hele kun var et Glimt , men et Glimt , der lysnede i En lige til Sjælen . Det var de forunderligste Barneøine , jeg nogensinde har seet , saa klare og store , saa sælsomt dybe , at det var , som om ethvert Blik maatte drukne deri . Dertil vare de saa drømmende , saa mørke , at selv det Hvide i Øiet blaancde derved . Læg hertil den barnlige Forbauselse , der spejlede sig i ethvert af hendes Træk , Undseelsen over , at hendes Andagt var bleven røbet , den skjelmske Nysgjerrighed , der tegnede sig ved Smilehullerne i hendes Kind , og Du vil faae et svagt , mat og slet Billede af den Virkelighed , der saa hnrtig flygtede for mig . Jeg blev staaende som forstenet et Par Minuter . Saa greben var jeg af det , jeg havde seet , at det Allcrsimpleste , det at følge efter , ikke engang faldt mig ind . Lidt efter bøiedes Løvværket atter tilside , jeg greb efter Kurven for at række hende den , men , kjære Søren , det gik mig som Pjerrot , der opdager Fruentimmernes Trædskhcd . Det var ikke hende , men en hvi , ung , sortskjægget Sabiner med en Rose i Haanden og en sommerlig Straahat , kjækt sat paa tre Haar . Han maalte mig med et Blik , som mildelst talt var mindre venligt , snappede Kurven ud af min Haand , saa at det snurrede i mine Fingerspidser , og forsvandt uden at sige et Ord . Atter faldt de grønne Vedbendgardincr for , og atter blev jeg ene i den dæmrende Grotte . Da hørte jeg listende , lurende Trin som af En , der nærmede sig paa Taaspidserne . Løvværket blev igjen draget tilside , et nyt Ansigt tittede ind , et Par listige , graagulc Katteøjne hvilede gjennemtrængende paa mig med et Udtryk , som var jeg en meget mistænkelig Person . Der var ingen Tvivl længere derom — paa det rødmussede Ansigt , de duftede Øjenbryn og den sorte , fidtcde Hat kjendte jeg min Ven „ Fængselsdirektcnrcn “ . Han lod imidlertid ikke fil at ville kjende mig ; thi da jeg gik ud ester ham , saae jeg ham med iilsomme Skridt og stadig svingende sin Knippel af Stok haste efter den unge Aland , der endnu bar Kurven med Salaten . Da jeg kom hjem , traf jeg paa den høie Steentrappe , som fører op fil vort Hnns , den samme Kurv med den samme friske Latuga eller ialfald en Kurv og en Latuga , der i den Grad lignede den anden , at de vistnok maatte være identiske . Otto var ude i Vignen tilligemed Husets Folk , og jeg saae Intet hverken fil Kancellicren eller fil de tvende Andre . Lidt efter lidt faldt Mørket paa , og medens jeg , vandrende op og ned i Spisesalen , ventede paa Otto , faldt mit Blik pludselig paa Lemmen i Gulvet . Der paakom mig næsten samme Følelse som Aladdin , da han sfod ved den fortryllede Indgang til Aandernes Hule , efterat hans kjære Fætter havde kastet Røgelsen paa Ilden . Der maatte være noget Skjult , noget Hemmelighedsfuldt under denne Lem , og da jeg ikke behøvede nogen Troldmand til at hæve den for mig , aabnedes den ganske simpelt ved et godt Tag i Jernringen , uden at jeg behøvede at nævne min Faders og min Bedstefaders Navn . Neppe havde jeg gjort det , førend hele Illusionen forsvandt . Jeg saae i Halvmørket kun en ganske almindelig , smudsig Steentrappe , der førte ned til Noget , som man med et prosaisk Navn kalder en Kjelder . Jeg vilde lige til at lukke den igjen , da jeg nede fra Dybet hørte Sang , en klar , frisk og barnlig Stemme uden Skole , men med en blød melodiens Klang , der sympathetisk drog mig til sig . Jeg steg ned i det mørke Rum , hvor den fugtige Luft slog mig imøde ; jeg famlede mig frem gjennem en Slags Korridoreller Gang , indtil jeg med Haanden fik fat paa en Klinke i en Dør . Sangen forstummede , der blev et Øiebliks Pause , som om man indenfor frygtsomt lyttede efter . Lidt efter lidt begyndte Tonerne igjen , fuldere , renere og blødere end for , men mere dæmpede , som frygtede man for at høres . Jeg kjendte tilfældigviis denne Melodi . Det var den gamle Lovog Takkcsang til Nacionna äsl buon ' vonsiZIio , den , som Pilegrimmene synge , naar de langvejs fra komme vandrende til Gcnnazznno ; jeg havde hørt Modellerne synge den i Rom . Der er noget forunderlig Tungt , halvt Veemodigt , halvt Smerteblandet i denne gamle Sang , der maaskee strækker sig en tre til fire Hundrede Aar tilbage i Tiden . Den klinger baade svin en Psalme og som en Slagsang , og i dens sidste hendøende , men noget slæbende Moltoner er der Noget , som minder om Grundklangen i vore gamle Kæmpeviser . Jeg blev staaende og lyttede , hemmelig ønskende , at Sangen maatte begynde paany , hvergang dens fan og korte Vers vare tilende . Da faldt pludselig en Lysstribe nedover den mørke Trappegang , og en raa Stemme raabte ovenfra : » ^ . clsls , vioni gaa ! » I samme Øieblik aabnedes Døren , og den unge Pige fra Tempelgrotten stod for mig med et Lys i Haanden . Hun havde været beskjæftiget med sit Toilette ; thi hendes deilige , blaasorte Haar var kun gjort til een Fletning , medens Resten i malerisk Uorden bølgede om hendes Skuldre . Hun udstødte et Udraab ved næsten at løbe lige paa mig og trak med den venstre Haand sin sorte , lasede Kjole noget høiere op i Halsen , medens en Purpurrødme farvede hendes Kinder . „ Naa , Adele , kommer Du ? “ lød den samme raa Stemme , medens Lysstrømmen blev stærkere og bredere . „ Gaa ned ! “ hviskede hun ængstelig til mig , idet hun pegede imod et Lyshul for Enden af Korridoren . „ For Madonnas Skyld , Ingen maa see Dem her ! “ Med disse Ord , der udtaltes i en sky , ængstelig Tone , smuttede hun forbi mig og ilede henimod Opgangen . Men , kjære Søren , det var igjen disse dybe , forunderlige Øine med et Udtryk , som bar hun , forpiint og sorgfuld , paa en tung Skjæbne ; ja , jeg kan gjerne sige , at det var , som om jeg havde seet ind i det evige Mørkes bundløse Nat . Du smiler maaskee og troer , at jeg fantaserer , men saadanne Øine seer man ikke ved Nørrevold , Søren ! og mindst hos Madame Jensen , det kan jeg forsikkre Øig om . Inden jeg ret fik mig samlet , knaldede Lemmen i ovenover mig , og nu havde jeg den Behagelighed at hjælpe mig selv videre , med Fare for at knække Halsen . Heldigviis havde jeg endnu en Stump Voxstabel hos mig fra Nom , og ved Hjælp af den lykkedes det mig at faae saa meget Lys , at jeg dog kunde see Lidt omkring mig . Hullet for Enden af Korridoren saae flet ikke indbydende ud , og endnu mindre den halvraadne Stige , som atter førte derfra ned i Dybet . Gaae op vilde jeg ikke , da jeg derved kunde bringe den unge Pige i Fortræd — altsaa prøvede jeg den tredie Udvei , aabnede Klinken paa Døren og traadte ind i det Værelse , hvorfra hun var kommen ud . Det var et mørkt , uhyggeligt Rum , lavt til Loftet , med Lugt af Sod og en enkelt Lhsaabning høit oppe , hvorigjennem jeg endnu kunde skimte Aftenhimlen . I en Krog laa en gammel Madrats henslængt , Maisbladcne tittede ud af mangfoldige Huller og Revner , der var ingen Lagener , kun et usselt , tyndslidt Tæppe laa halvt kastet tilside ; en gammel Leerkrukke , hvis Hanke vare flaaede af , et lille Bord med en Stump Speilglas , en Stol og et Madonnabillede udgjorde hele Bohavet . En lav Dør førte fra dette Hul ind i et stort Rum , der efter sin Beliggenhed maatte svare til vor Spisesal ovenover . Var denne end tarvelig udstyref , saa maatte den dog kaldes luxuriens i Modsætning til det Bohave , som frembød sig her . Hele Salen var kun i Besiddelse af tre Møbler : en Slagbænk , en itubrukken Stol og et Bord , hvis ene Been var knækket over og derfor havde en antik Amfora til Underlag . Ovenover Slagbænken hang noget nylig slagtet Fjerkræ , paa Bordet laa en fidtet , gammel Protokol med Navneliste over Fangerne i Byen og med Tilføjelse af de Effekter og rede Penge , som de havde maattet afgive ved deres Indtrædelse i Fængslet . Under hver Fanges Optegnelse var der med plump og uøvet Haand skrevet Cesare Felice , og hist og her var der raderet i Texten og gjort temmelig plumpe Forandringer ved Tallene . Paa Bordet fandtes desuden et Par Haandjern , en Tamp , snoet af Reb , og en halvtomt Flaske Sambucco , en stærk Likcnr af Hyldebær , som skjænkes meget herude . Jeg kunde ikke tænke mig , af disse Fængselsinstrumenter stod i Forbindelse med min gamle , skikkelige oaneellioro , ligesom jeg heller ikke turde troe , af han med sin Sorg , sit runde , rødmussede Ansigt , sine Børn og det hyggelige blaatærnedc Lommetørklæde kunde staae i noget Forhold til Tampen og Samlmccoen . Jeg afviste enhver Mistanke herom med den Foragt , som den fortjente , og saae mig om efter en eller anden Dør , hvorigjennem jeg paa en billig Maade kunde komme ud , om ikke andre Steder , saa dog ned i Haven . Herved kom jeg atter forbi Slagbænken , der havde en ikke ringe Lighed med en Fodcrkistc , og idet Lysskjærct faldt hen over den , saae jeg , at den var befolket . Nede i Noget , der lignede Hakkelse , men rimeligviis var Maisavner , laae med Armene om hinandens Hals to fattige Smaa i den tryggcste Søvn . Tæppet eller rettere de Laser , hvoraf det bestod , dækkede dem ikke heelt , og jeg gjenkjendte i den Mindste vor lille Abatc , Byldtcn , som var bleven stukken ind i Vognen til oS . Af Frygt forat vække dem tiltraadte jeg mit Tilbagetog , og snart stod jeg ved Lyshullct i Korridoren , som fremviste en raadden Stige , der førte ned til en Gcdcstald . Altsaa tog jeg Vvxstablen i Munden og klavrede ned ad Stigen , ikke uden Fare for at knække Halsen eller blive spiddet paa en af mine hornede Venner , som høit brægende styrtede om mellem hverandre . Fra Stalden kom jeg lykkelig ud paa Gaden og traadte ind i Kjøkkenet med en Mine , som om jeg havde været alle andre Steder end netop i Dybet . Her sad Kancelliercn for Enden af det lange Bord og nddeelte smaatskaarct Brød til Børnene med en Mine , som om han fodrede Hunde . Selv havde han en stegt Høne og Salaten paa sin Tallerken . Han hilste ikke ved min Indtræden , den gamle , fidtede Hat sad som fastgroet til hans Hoved . Adele tilkastede mig derimod et eneste , uroligt , men dog baade takkende og spørgende Blik , som viste , at vi forstod hinanden . Den 21de April 1863 . Kjære Søren ! Ottos Kasse kom ikke afsled , fordi Vetturinen havde , knækket det ene Baghjul paa Karossen , da han skulde ud af Uføret paa Piazza imperiale . Jeg har altsaa endnu denne Aften til min Raadighed og veed intet Bedre end at omtale Husets Beboere for Dig , for at Du kan lære min daglige Omgang at kjende . Maa jeg altsaa først presentere før Dig Anna Maria Vannutelli , Husets ærværdige Herskerinde . Hun er henved de Treds og trods sine danske Fornavne saa italiensk som Nogen . Udmærket smuk har hun været i sine unge Dage ; nu er hun en gammel Kone , noget spinkel , med magre , men karakteristiske Træk og sydlandsk Spil i de mørke , dybtliggende Øine . Signor Ernesto ( Ernst Meyer ) har malet hendes Mands Portrait , men hun rev det midtover i et Anfald af Jalousi , og Otto maatte med stor Besvær lappe det sammen , da Manden var død . Hnn varetager endnu hele Husets Gjerning , bestandig smaasyngende og smaasnakkcnde med sig selv , og blev rasende paa Otto og mig , fordi vi den første Aften havde ladet hente extra Viin hos Prokuratoren . Selv rører hun aldrig sit Glas uden at stikke det heelt ud til Bunden , og naar hun har gjort dette Kunststykke — det er nemlig Ølglas , vi drikke af — nikker hun venlig over til os og siger bestandig : „ Drik kun , det koster det Samme ! “ Saa er der Sønnen Signor Nino ; han er Familiens gode Hoved . Han har været Abatc , studeret til Præst , havt Drømme om at blive Biskop eller maaskee Kardinal , og blev ganske forstyrret , da jeg fortalte ham , at vi drikke de to Sidste hjemme hos os for at fordrive Melankoli . Selv græmmer han sig over sine fcilslagne Forhaabninger , men opliver sig selv og Andre ved at gjøre Forsøg paa at gaae moderne klædt for de Penge , som han trækker fra ' Moderen , hvis Oiesfcen han er . Dog hændte det forleden Dag , at hun ved Bordet truede ham med Kniven , fordi han tog hende under Hagen og kaldte hende » una doila Ziovanottv « * ) . Skjøndt han er Noget af en Laban og har været forlovet mindst fem Gange , er han dog meget godmodig og tjenstvillig ; men naar han er pyntet , ligner hun en Urtekræmmcrsvcnd , der er ude at spadsere mellem Ni og Fire . Til ham slutter sig Broderen Diegi . Han er en reen Modsætning til Nino , slet klædt , taler lidet , men tuder meget i et Klaphorn , hver Gang han er hjemme . Til Held for os er han den meste Tid ude i Vignen , hvor han har Opsyn med Arbejderne . Skjøndt Landmand , seer han sygelig og svækket ud og synker bestandig i Knæene , som om disse ikke kunde bære hans lange og noget magre Skikkelse . Ogsaa han er godmodig , men drikker aldrig Viin ; derimod har jeg ham mistænkt for Sambucco og Morra * * ) . En kjøn Tøs . Det bekjendte Fingerspil , som paa Grund af den Lidenskabelighed , hvormed det drives , ofte ender med Knivstik og derfor er forbuden . Men hvem er det , der i dette Øieblik kommer spankulerende igjennem vor Spisesal for at snakke et Par Ord med Marietta , som lige løb gjennem Stuen ? Det er en Mand , som jeg vil bede Dig have Respekt for , thi er Nino Familiens , saa er denne Byens gode Hoved , og det vil sige Meget . Det er ingen mindre end Byens Apotheker , Signor Carnevale , som jeg nu skal have den Ære at fremstille for Dig . Hans Alder- er tvivlsom . Nogle mene Fyrretyve , Andre et høit Tal i Halvtredserne , ja maaskee endogsaa et Sextal med et Nul efter ; men Ingen har Vished . Derimod er det sikkert , at hun i sit Apothek paa Piazza imperiale gjemmer Foryngelsens Vande . Enkelte Dage er hans Haar , hvad Otto kalder knaldsort , og Bakkenbarterne ere det Samme ; men fo Dage efter har hans Paryk en sørgelig Tendens til at lobe an . Den bliver først broncefarvet ude i Haarspidscrnc , derpaa faae disse ligesom et blaaviolet Anstrøg , der tilsidst gaaer over til ligefrem broncegront , saaledes som man seer det paa Hesten paa Amalienborg og lignende Statuer af en vis Alder . Naar Udviklingen er skreden saa vidt frem , indtræder Metamorfosen ; Haaret bliver atter knaldsort , men nu er det Bakkenbarterne , som variere , og dette kommer Altsammen af Foryngelsens Vande . Førresten er han en meget brav og dygtig Mand , naar jeg undtager , af han nærer falske Hensigter imod Marietta og ved Bordet slanger sine Tænder med Jerngaflen , Det Sidste er det Værste , og ovcrtræsfes ikke engang derved , af han spiser Macaroni med Kniven ; thi herved har jeg kun en Fornemmelse , som om jeg fik min Tungespids skaaren af , hvorimod Gaflen , med den den ledsagende Lyd af en sugende Kvidren , virker , som om jeg fik alle mine Tænder brækkede ud den ene efter den anden . Iøvrigt er han en høi , tør og mager Mand med smalle Læber , gulig Ansigtsfarve og graalige Øine . Naar han smiler , har han noget Mcfistofelisk ved sig , og hans graagrønne Tænder tage sig da ud som de afbrudte Søilestumpcr paa forum . 1 ' rajani , Han er meget respekferet i Byen ; Rygtet fortæller om store Revolutioner og gruelige Mordattentater , som han har været indviklet i , og det skal være ganske sikkert , af hvis han ikke itide var bleven fjernet fra Rom og ved et paveligt Dekret forviist til den lille fattige Bjergby , saa havde Vittorio Emanucle allerede for længe siden holdt sit Indtog i Rom med Garibaldi som Generalissimus . Selv taler han aldrig derom ; nien undertiden lader han et eller andet skrækkeligt Vink falde , og Nino er da ikke feen med af tage det op og i Skumringen af fortælle mig , hvilket mageløst Hoved Signor Carnevale har , hvor frygtelig nær han har været ved af miste det , og naar da Apothekeren træder ind med Hatten paa Snnr og bemeldte Hoved i fuldkommen Orden , er der gjerne en hoitidsfnld Pause , inden vi sætte os til Aftensbordet . — Aftensbordet ! Ja , kjære Søren , herved maa Du ikke tænke paa en snurrende Thcekjcdel , ristet Brød og smaa Krebsdyr , pillede af en fiin , elstværdig Haand , saaledes som Peter fik det , der snildt forlovede sig i Rcietiden . Heller ikke maa Du tænke paa saadanne smaa Behageligheder som Dug paa Bordet og Sølvgaflcr . Det Forste , man gjør , efterat man har sat sig filbords , er af skjænke en Sjat Viin i sit Glas , ryste den om og derpaa med et Klask af slaae den hen ad Gulvet . Naar man har foretaget denne Libation til Recnlighcdens Guder , griber man sin Gaffel og stikker den tre Gange gjennem Servietten , frydende sig ved de Resultater , der i Form af tre mørke Pletter fremkomme paa Lærredet . Derpaa førrer man sin Kniv ved af polere den indeni Servietten som i en Muffe , og nu kan man , hvis man ikke har faaet en Kakerlak eller Faarckylling i Suppen , begynde at spise . Retterne ere ikke meget udsøgte , men Appetiten efter en Dags Bjergvandring saa god , at den ikke tillader nogen synderlig Kritik . Dog tillod jeg mig iforgaars , at protestere , og hvis Du vil lade være at fortælle det til Madame Jensen , skal jeg sige Dig hvorfor . Vi fik Frøer — virkelige , store , fede Frøer , som Thomaso havde fanget nede i Aaleiet . Paa Bordet fremtraadte de som smaa Mænd med trekantede Hatte og med foldede Hænder , som om de bad om Naade og Barmhjertighed . Der var noget saa forunderlig Homuneulus-Agtigt ved dem , at jeg , der ellers ikke er nervens , blev ubehagelig berørt derved . Jeg kan desuden godt lide disse Dyr , som paa en varm Foraarsaften saa ganske høre med til Billedet , naar de dukke op mellem . Aakandcrnes og Vandspircncs Blade for at see paa Aftensolen med deres underlige kloge , nictalglindsende Øine og for at lade deres Lokketoner lyde , efterat alt Levende undtagen Nattergalen er gaaet til No . Hvor snilde og behændige see de da ikke ud , hvor morsomme ere ikke deres Svømmetag , naar de stikke ned under Aakanderncs Blade , og hvor sælsomme , menneskeligt svarende og atter gjcnsvarcnde , lokkende , drillende og æggende klinge da ikke deres Toner ? Derfor kunde jeg ingen spise iforgaars ; men igaar krøb een ned , og idag man jeg give Otto Ret i , af de omtrent smage som stegte Kyllinger , og af jeg spiser dem som en Stork . Under Maaltidet v unser Marietta frem og tilbage , stadig snlgt af Signor Carncvalcs speidende Blikke . Bliver hun et Øieblik for længe borte i Kjøkkenet , strax er Apothekeren oppe for af see , om hun ikke „ gjør Kiis “ , som Otto kalder det , med Thomaso . Hun er ingen regelmæssig Skjønhed , men hun er , hvad Peter derhjemme vilde kalde „ en Satans pikant lille Tingest “ . Slank og fiin er hun af Figur , Panden er lav og springer maaskee noget for stærkt frem over de spillende , kulsorte Øine . Ansigtsformen har den noble romerske Oval , der er Liv , Spil , Bevægelighed i alle hendes Træk , og omkring Munden have Smilets muntre Genier leiret sig i tvende Grnbcr , og naar jeg seer Paa dein og hører hendes Latter , forstaaer jeg , hvor lystig det maa være gaaet til , da de stærke Romere sorte Sabincrindcrne til deres Boliger . Der er noget Elektrisk ved hende , som virker paa os Alle , men mest paa den ulykkelige Carncvalc . Hnn driller uophørlig denne » heldige Statsmand , der har havt mere end eet Hoved under sine Hænder . Snart koketterer hun med Otto , saa af den ulykkelige Apotheker skifter Farve ligetil Haarene , saa skjænker hun i mit Glas og klapper , mig samtidig dermed . paa Kinden med et Udtryk , som om hun ikke var bange for af lade et Kys folge efter , og naar da Signor Carnevalc stikker sig i Gummerne med Jcrngaflen , leer hun himmelhøit og kalder ham en naragtig , gammel Støder , medens hun visker ham om Munden med Servietten . See , saaledes , kjære Søren , seer en romersk Tjenestepige ud , og jeg kunde blive forlibt i hende , løbe bort med hende og gjøre tusinde Dumheder , hvis Du ikke fra Barnsbeen havde indpræntet mig den danske Moral , af een Dumhed hos os ikke opvcies ved tusinde af Mallings „ store og gode “ . Ude i Kjøkkenet er hun færdig af gjøre Thomaso og Bittoria ganske tummelumske i Hovedet . Den Forste , en rødmusset , stærk og smidig Knøs , en ægte Type for Bjergbøndernes Race , kysser hun nu ligefrem til rasende Harme for Signor Carnevalc , for hvem han bestandig retirerer med begge Hænder for Ørene . Vittoria derimod hundses af hende til enhver Tid paa Dagen . Aldrig har jeg seet et sandere Billede af en ulykkelig lille Askepot end netop hun . I Neglen sidder hun paa en Huggeblok med Fødderne trukne op under sig og gnaver paa et af de Karbonadebecn , som ere komne derinde fra . -Naar hiin hører Mariettas Stemme , stikker hun Benet — Karbonadcbenct mener jeg — i Kjolekommcn og farer ned af Huggeblokken med Øine ligesaa store og ligesaa forvildede som paa en Kanin . Saa faaer hun sin Overhaling og veed med stor Behændighed at undgaae de Svinkcærindcr , som Mariettas Hænder ellers vilde aflægge hos hendes respekfive Øren . Neppe er imidlertid Marietta borte , førend hendes lille magre Skikkelse igjen sidder paa Huggeblokken , hvor hun grinende fra det ene Øre til det andet og visende sine store , sultne Fortænder , paany haler Karbonadcbcnet frem , indtil et nyt Besøg af Marietta afbryder hendes Maaltid . - Hermed er Listen sluttet ; thi Kanccllicrcn og Adele har jeg allerede beskrevet Dig , og hans fire andre Børn skal jeg forskanne Dig for . Iøvrigt begynder Livet herude at interessere mig , og Du skal atter snart hore fra din hengivne o . s . v . Den 26dr April 1863 . Kjære Søren ! Det synes at skulle være Skjæbnens uransagelige Villie , at dette Brev i mere end een Forstand bliver uendeligt . Igaar var det Baghjulene paa Padrone Luigis brillante Kjøretøi , der kom i Veien ; idag erdet Forbenene paa hans Heste . En eller anden sort Sjæl har unsfet Ondt over ham , og han er i dette Øieblik oppe i Klosteret San Eustachio for at faae et Helgenbillede til at hænge om Halsen paa Hesten , saa naaer han nok Rom imorgen — eller iovermorgen . Otto er tilligemed Nino og Signor Carnevale » de i Vignen , hvor jeg skulde møde dem . Imidlertid har jeg ingen Lyst til at tage derud ; jeg har været paa Vandring hele Dage » og er n » træt og mødig vendt tilbage . Vinduerne staae aabne , Luften er saa varm og mild , og nede i Daldybct blomstre Jasminerne . Duften føres dragviis forbi mine Vinduer , og enkelle Nattergale have allerede begyndt deres Sang i den lille Kastanielund paa den anden Side Dalen ; om Natten er der saa mange , at jeg ofte ikke kan sove for dem . Selv sidder jeg og „ leger med Papiret “ , som Du kalder det ; vent et Øieblik , saa skal Du faae et Billede af Gennazzano . Byen er opdaget af Ernst Meyer . Jeg siger udtrykkelig „ opdaget “ , thi han fandt den paa en af sine Exknrsioncr , og senere blev det hans SommerOpholdssled lige til hans Død . Den maa ikke forvcxles med Gcnzano , som ligger i Albanerbjergene og er bekjendt af sin Blomsterfest , som Bournonvillc har benyttet . Ernst Meyers By ligger tvertimod i Sabinerne og har i Mai Maaned en Madonnafcst , som Ingen har benyttet endnu . Byen hviler paa en lavere Ans eller Bjergryg , og kommer Du fra Cavi ud i den brede Dal , imod hvilken Aasen flyder sig ned , tager Gennazzano sig malerisk , men ingenlnnde imponerende ud . Hvad der imponerer , er Omgivelserne . Tilvenstre hæver en graalig hvid , takket og gjenncmsprængt Bjergkam sig næsten lodret i Veiret og bærer paa sine Tinder Capranica og Noeca di Cavi , saa kommer den brede Dal med Floden , saa den lavere Aas med Gennazzano , saa det , jeg kalder Daldybet , med sit lille , dybt indflnarnc Aaleic og med Kaftaniclunde og den afrundede Bjergryg længst tilhøire . Videre kan man ikke see , men foran Byen svinger -Dalen ud og aabner en vid Udsigt til Volflcrne i det Fjerne . Det Forste , der falder En i Øie , naar man nærmer sig Gcnnazzanv , er det , af den er en Fæstning . Vel seer man ingen fransk Fane og ingen røde Buxer son : i Bellctri og Frosinone , men Byen er omsluttet af en middelalderlig gammel Muur med takkede Munrkroner og har en Port , som kan lnkkes . I gamle Dage lukkede man denne i , naar Saracenerne hærjede Landet ; maaskee er det derfor af gammel Vane , af man endnu lukker den hver Aften Kl . Syv , skjøndt Otto ogj jeg ere de eneste Hedninger i Byen . Det er overhovedet mærkeligt , af alle de pavelige Byer , som jeg har seet , have Porte , Slaaer og Nøgler , hvormed de regelmæssig lnkkes paa Tider , naar Alle ville ind , og aabnes , naar Ingen har Lyst til af gaae ud — først nu begriber jeg , hvorfor den hellige Fader fører to Portnøgler i sit Vaaben . Det Første , der slaaer En imøde , naar man er traadt indenfor de ærværdige Porte , er Lugten af en Skarndynge , som strækker sig tvers over Hovedgaden . Længe spekulerede jeg over , hvorfor man netop havde valgt dette Punkt til Renovationsplads , og først for et Par Dage siden løste jeg Gaaden . Dyngen er nemlig en Maalestok for den Urecnlighcd , der hersker i Byen . Naar Regnen kommer , styrter den som en Flod ned igjennem Hovedgaden , og Sidegaderne danne da ligesaa mange Bifloder . Overalt føres Ureenligheden med , men ved Porten stoppes Strømmen i sin Fart , der bliver smult Vande , og da afsættes Skarndyngen , ligesom Gletscherne , naar de føe , afleirc deres Moræner . En saadan Smuds - Moræne generer hverken Byens Gouverneur eller dens Indvaanerc . Man stikker et Hul i den paa Midten , saa stort , at en Mand med et Æsel kan passere det , og Resten lader man ligge som et msmsnto mari for Hunde , Kattekillinger og flere andre Medlemmer af høiere eller lavere Dyreklasser . Forleden Dag forsøgte Gouverneuren at gjøre et Skridt fremad paa Civilisationens Bane ; men det gik ham som Drengen , der sknlde gaae til Skole i Jisføre og endte med at gaae baglænds , fordi han ellers kom to Skridt tilbage for hvert , han vandt frem . . Paa Piazza imperiale , hvor Bønderne hver Dag samles med deres Æsler , Geder og Munldyr , indfandt sig nemlig forleden Morgen en ganske lille skjævbcnet Mand med et paveligt Skildt paa Brystet og en uhyre Fciekost i Haanden . Han saae baade tankefuld og melankolsk ud , som han stod der ved Fontänen i Morgenens friske Belysning , støttende sig til sin Kost . Uagtet der aldeles intet Herkulisk var ved ham , forekom det mig , at jeg paa hans Ansigt kunde læse alle de Lidelser , som Augias ' s Stald engang siges at have fremkaldt . Uestina Isnts er her , som overalt , Valgsproget , og noget opad Formiddagen begyndte han at feie . Men hvilken Virkning frembragte ikke dette paa Byens Befolkning baade i moralsk og social Henseende ! Havde man lagt den første Telegrafledning igjennem Byen , havde man afstukket den Linie , ad hvilken engang det første Lokomotiv skulde fare hen — sandelig , Forundringen og Forbauselse « kunde ikke have været større . Allcvegnefra stimlede man sammen om den nye kommunale Mr . Bumble . Forst blev han adspurgt og drillet under en Hagl af Vittigheder saa grove som Hasselnødder , saa nappede man ham i Trøien og trak i Kosten , hvilket Altsammen bevirkede , at han i en irriteret Sindsstemning begyndte at koste løs til Høirc og Venstre , indtil der ikke var Andet end et Kosteskaft tilbage . Dette fandt han sig beføiet til at kaste i Fontänen som et Tegn paa sin Foragt , og siden hiin Morgen har jeg ikke seet ham eller Andre gjøre noget Forjøg i nyere Retning . Det kan derfor ikke undre Dig , at Byen ligger hen i en Tilstand af Primitivitet , som ikke er til at beskrive , og da det om Sommeren kun regner hver fjerde Uge eller saa omtrent , antager jeg , at Tilstanden maa blive frygtelig . For Øieblikket have vi dog af og til nogle ganske antagelige Foraarsbygcr , og naar Bandet da er løbet af , glæder man sig over en reen Stecnbro , som med Hensyn til sin øvrige Beskaffenhed kun kan lignes ved den i Ringkjøbing , hvør man engang fandt et Barn ihjelklemt imellem tvende Brostene . Paa begge Sider falder Aasen , hvorpaa Byen ligger , steilt og skarpt ned , men navnlig tilvenstre ned imod Dalen . Her findes de saakaldte „ Huulgader “ , og disse ere efter min Formening de interessanteste og mest karakteristiske Punkter i Gennazzano . Gaden er ligesom skaarcn ned i den bløde , brune Tufmasse , saa at Husenes Fundamenter ligefrem ere Klippen selv . Naturligviis hules Gaden Aar for Aar dybere af de nedstyrtende Regnmasscr , saa at Beboerne , uden at mærke det , flytte høiere og høiere tilveirs . Endelig vil da det interessante Moment indtræffe , hvør Husenes Tagskjæggc , der længe have hældet over imod hinanden , ville stifte nærmere Bekjendtskab med hverandre , men kort før dette skeer , opfører man en Mnnrbue , der skiller de Elskende , ligesom fordum Muren Pyramis og Thispc . Saaledes fommer lidt efter lidt den ene Mnnrbue efter den anden til Verden . Lyset og Luften lukkes ude , Gaden eller rettere Gyden bliver bestandig dybere og dybere og derved ligesom smallere . Endelig er Processen skreden saa vidt frem , at ogsaa Tuf-Fnndamcntet bliver taget i Brug ; den cnc Hule eller Grotte anlægges efter den anden , disse asstivcs igjen ved nyt Muurværk , ofte saa lavt , at man er lige ved at løbe Hovedet imod det , og derved kommer Huulgadens Fysiognomi frem . Men for at disse Gader i al deres maleriske Grisefh ' cd bedre kunne træde frem for din Fantasi , kjære Søren , beder jeg Dig at anstille følgende Tankeexperiment : Tag Kjøbenhavn i en af dens hedeste og mest kvalme Sommermaancder , og tænk Dig da Peder Madsens Gang stillet paa Skraa under en Vinkel af henved treds eller halvfjerdsindstyve Grader . Tænk Dig dernæst , at en Fjerdepart af det Smuds , son , paa en normal Flyttedag bliver fort ud af Kjøbenhavn , blev bunket sammen i bemeldte Gang , hvis tredie og fjerde Etager man saa passende kunde forbinde efter en Methode , der vilde give den Udseende af , at Skorstenene deels vare faldne over paa den modsatte Tagrende , deels indeklcmte dybere nede imellem Husene selv . Tag saa Gaslygterne , Broog Rendestenene bort , eller lad de sidste forsvinde under Smudset , og læg ovenpaa et Par Hundrede nøgne , skrigende og med sig selv og Andre boxende Born , et Par Dusin sorte Grise , tyve eller tredive gamle Kjællingcr , som spinde paa Haandteen eller løbe med Snak , og endelig Otto , som sidder halvt bcgravcn med Staffeliet foran sig , parerende med sin graae Hat for en raadden Appelsin , som en haabefnld Sabincr er i Begreb med at kaste efter hans Maleri — saa troer jeg nok , at Du faaer en tilnærmelsesviis klar Forestilling om en af Byens Mærkværdigheder . Ja , mærkværdig er Byen , og mærkværdigt erdet , at Mennesker kunne leve og trives mider et saa mærkværdigt Svineri ; men det Mærkværdigste af Alt er dog det , at de endogsaa blive gamle , meget gamle i det . Jeg har seet mange gamle og mange grimme Folk , men aldrig har jeg seet saadanne gamle , grimme Kvinder som dem , der sidde til Skue foran disse underjordiske Huler . For dem ere Paryk og forlorne Tænder ukjendte og endnu uopfundne Tillvkkelsesmidler , og gyseligt er det at passere forbi disse skaldede Isser , disse mimrende Munde og rokkende Hoveder . Men malerisk , uhyremalerisk er Gcnnazzanos Ghetto — blandt slige Kvinder har Michel Angelo taget Modellen til sine Pareer . Bil man have frisk Luft og nyt Liv i sine Lunger efter en saadan Bandring , maa man tye op til Bjcrgaascns og Byens høieste Parti , der indtages af Colonnaernes befæstede Borg . Slottet selv har ingen synderlig Betydning i arkitektonisk Henseende ; man undres kun over , at det er istand tik at bære sin egen Vægt , og at saa svære Kvaderstcnc have været nødvendige for at modstaae Middelalderens Bcleiringskunst . Som en uhyre Mare hviler det tungt og trykkende paa den lille underliggende By . Man kommer ind i de Dage , da Bøndernes Blod og Sved udelukkende tilhørte Lehnsherrcrnc , og man glæder sig uvilkaarlig over , at den skumle Røverrede nu er indrettet til Artillerikascrnc og Kornmagasin . Imidlertid formindskes Glæden , naar man , som jeg forleden Dag oplevede det , seer en Trommeflager bevæge sig fremad , snart slaaende en Hvirvel og snart læsende Noget op af et stort Stykke Papir med den samme monotone , snøvlende Røsf , som vi høre det hjemme hos os i vore Provindsbycr . Rundt omkring sig har han en pjaltet Flok af Tilhørere med høist forskjelligl Udtryk i deres Ansigter . Mændene med mørke , næsten truende Miner , Kvinderne ængstelig lyttende , Børnene med store Øine og aabne Munde , nysgjerrig lyttende og stirrende paa Udranbcrcns brogede Uniform . Det er en Skattcindkrævning , der foregaaer efter pavelig Skik og Brug , og da Regjeringen sørger for , af langt over en Trediedccl af Befolkningen ikke kan læse , mener den til Gjengjæld , af det ikke er for Meget forlangt af Folket , naar dette dømmes til af betale Kirken eller Paven en Trcdiedccl og Colonnaernes rige Familie en anden Trediedeel af Jordens Afgrøde . Den sidste Trediedecl tilhører Folket . Den er i Regelen spiist op henimod Foraaret , ikke engang Saaekornct er tilbage . Saa tyer man til Colonnaernes befæstede Borg med de store Kornlofter — man har jo altid Trommen , naar det behøves . Hvad bryder man sig om de mørke Blikke og de truende Ansigter ? Hvad gjør det , af mere end eet » malsästto ! « klinger samtidig med Trommehvirvlen — Paven har glemt Cæsars Ord til Cassius ; men han vil erindre det , naar Bersagliererncs Trommehvirvler første Gang rulle gjennem Roms Gader , og han vil bittert angre , af han sultede dem , som skulde forsvare ham . Samme Aften . Du gjør Dig overhovedet , kjære Søren , ikke nogen rigtig Idee om , til hvilken Grad det ulykkelige romerske Folk udsugcs af disse Parasitcr , som nu een Gang for alle have faaet Navn af „ Christi Tjenere “ , hvorfor de fremtræde i de mest forskjellige Liberier son : Kapucinere , Benediktinere , Franciskanere og hvad de nu forresten hedde . Undertiden falder man næsten paa af troe , af der maa være saaet Præstefrs i Jorden , i en saadan Grad vælte de frem allevegne under Form af Priorer , Abbeder , Munke , Mater , Seminarister og Famuli . Nogle ere i heel , Andre kun i halv christelig Uniform ; Nogle ere deres hele Levetid i Klosteret , Andre drive omkring paa Brandfkatning , men eet Maal have de Alle , af pine , Plage og forfærde de ulykkelige Bønder , for derved af tjene Moneternes Mangfoldighed . Forleden Dag var der en saadan Herre hos mig , en lang , mager Fyr i en bruun Kutte og med en Mund , der mindede mig stærkt om Revnen i en Sparebøsse . Han havde Noget , der lignede en Barbccrkost , i den høire Haand , medens der fra den venstre dinglede et Vievandskar , som jeg havde en svær Mistanke om blev benyttet til Barbccrbækken om Søndagen . Han smadskede ligesom en Suder , da han traadte ind ad Døren , slog saa en umaadelig Masse Kors ud til Høire og Vensfre , bukkede og neiede sig for det Madonnabillede , der hænger over min Seng , gav et Nik til Christus paa den anden Side og spurgte saa , om jeg havde tyrkiske Frimærker . Da han hørte , af jeg ikke var Tyrk , syntes han af tabe al Interesse for mig og spurgte , om han maatte „ rense “ mit Værelse — Gud skal vide , det trænger dertil ! Dog blev jeg noget skuffet ved den Maade , hvorpaa han gjorde det . Forst smadskede han en latinsk Bøn op og korsede sig derunder adskillige Gange mere end nødvendigt , saa jog han Barbeerkosten ned i Vievandskarret og stænkede alt Urccnt : Ottos Haandtegningcr , adskillige Nmnmere af „ Dagbladet “ , og endelig mig selv saa eftertrykkelig , af jeg maatte erindre ham om de Rædsler , som Syndfloden efter gamle Folks Sigende skal have draget efter sig . Herover blev han meget snakkesalig , fik sin Tobaksdaasc op og priscde adskillige Gange , medens han samtidig dermed i utvetydige Ord lod mig forstaae , af den hele purilmamons kun blev vedligeholdt for Bøndernes Skyld og i Realiteten ikke var to Skilling værd . Maaskee var det derfor , af han af mig forlangte to paoli * ) , en Priis , der dog maatte ansccs for temmelig billig , da han lod Otto gaae med i Kjøbet og senere sad Model for ham under en Passiar vin Frimærker , hvorved han lagde nogle geografiske Kundskaber for Dagen , som nær havde faaet Otto og mig til at briste af Latter . En Præst har jeg ogsaa bidt godt og skjelligt Mærke i . Det er en snigende , duknakket Person med et indfaldent , gunlblcgt og skinhelligt Ansigt . Omtrent 30 Skilling dansk . Øinene ere srnaa og ligge dybt inde i Hovedet , men de have den Egenskab at de kunne dreies i alle mulige Retninger , ganske uafhængige af hinanden , men altid med et modbydeligt Udtryk af hyklerisk Andægtighed . Naar jeg seer ham komme luffende i Mørkningen , minder han mig bestandig om Fanden , da han krøb i Munkekutten for at narre en Præst , og det skulende Blik , hvormed han betragter Pigerne , naar de om Aftenen med deres Kobberconchaer vandre til Fontanen , er mere end mistænkeligt . Han er Adeles Skriftefader — det er det Værste . Gennazzano , den 8die Mai 1863 . Kjære Søren ! Først igaar modtog jeg dit Brev , efterat det fra Rom havde vandret til Genzano , hvor det rimeligviis havde ligget og drevet en rum Tid paa Grund af Navneforvexlingcn . Dit første Brev , der var adresseret til Konsul Bravo , laa , som jeg alt tidligere har skrevet Dig til , herude , endog førend jeg indtraf hertil . Du veed ikke , Søren , hvor glad og dog hvor veemodig dit Brev gjorde mig . Jeg modtog det ved Middagsbordet , men stak det til Ottos store Forbauselse i Lommen uden at aabne det , og spiste saa videre uden mindste Spor til Nysgjerrighed . Sagen er nemlig den , at naar jeg modtager Breve fra Hjemmet , da vil jeg have Ro til at læfe dein ; thi i Udlandet er et Brev en Helligdom , som ikke maa profaneres af vanhellige Øine . Jeg har fundet et udmærket Sted til at læse dine Breve , rigtig et gammelt Pebersvendestcd , men dog ikke saa hyggeligt som Tagkammeret ved Volden . Det er en gammel Eremitbolig eller rettere , det er en Bolig , hvor engang en meget gammel , meget hellig og . meget cenlig Eremit har boet , beskjæftiget med at løse Problemet guill 8nmu8 * ) , og modtage halve Scudi paa den hellige Jomfrues Vegne . Hans Grotte , som jeg har arvet , ligger i en smal Huulvei med dybe Hjulspor , og mægtige Kastanier hæve sig ad de bratte Skrænter . Døren til Grotten er forlængst falden ind og er nn omskabt til en bred Bænk , der afgiver en ypperlig Hvileplads . Inde i Grotten hænger et af de evige Madonnabilleder med en lille Natlampe under , men udenfor aabner sig gjennem en Kløft i Huulveicn den mest henrivende Udsigt over Dalen , Flodlciet , HaA ) Hvad ere vi Menneflcr ? verne og Vignerne , indtil den standser ved Gcnnazzano , hvis flade , solbeskinnede Tage og fiirkantede Kirkctaarne overragcs af den høiercliggcnde Bjergryg . Jeg har endnu ikke tilstrækkelig Lokalkundskab til alle disse Aase , Højderygge og Bjergkamme , der tilsyneladende regelløst skjære hverandre i alle mulige Retninger ; men dette gjør heller Intet til Sagen , for mig var Eremitgrottcn Hovedtingen , og den naaede jeg da henad Eftermiddagen , og forst der læste jeg dit Brev . Hvor “ kunde Du un nænne , kjære Top , at oprulle et saadant Billede for mig ? Du veed jo , at jeg lider af Hjemvee , jeg har jo tidt nok fortalt Dig det , og dog rusker og river Du i Saaret , som var jeg Lem paa Almindeligheden . Store Bededagsaften ! Hvor findes noget saa Dansk , saa Hjemligt som denne Vandren paa Volden ved Solnedgang , og hvor i Alverden findes en saadan stor , almindelig Bededag , saa ualmindelige Bcdcmænd og en saa mere end ualmindelig Bedemandsstiil end netop hos os ? Jeg læste om din Fart paa Volden , og hvor levende stod ikke alle de gamle Scener for mig ! Jeg følte atter denne friske , klare Foraarsluft med en Tilsætning af Kulde , der bevirker , at de gamle Kastanickæcr kun ligesom halvveis tænke paa at springe nd . Jeg hørte Folk tale om det sene Foraar , men dog trøstende sig ved , at Bastionernes Skrænter alt vare grønne ; jeg saae den langsomt travende , uendelige Vrimmel med de godmodige Ansigter og de nye Klæder , faalmodig ladende sig træde op ad Benene , faalmodig indaandcndc det tørre Støv , som den skarpe Foraarsvind satte i Bevægelse , mønstrende Naboer og Bekjendte og henrykt lyttende til de Klokketoncr , som ikke kunde høres . Jeg saae de unge Piger smile og nikke til hverandre , af og til tilkastende et eller andet mandligt Individ ' et betydningsfuldt Blik , » aar Fatters eller Mutters Øine vare fæstede paa dette eller hiint nye Overstykke , som Peer eller Poul havde anskaffet sig . Jeg saae de unge Herrer smile igjen , standse og slaae en Handel af med Nybodersdrengene om en Buket Violknopper paa de kortest mulige Stilke , og jeg undrede mig over , at vi her have fuld Sommer , at Violerne alt ere afblomstrede for over en Maaned siden , og at Hylden allerede begynder at slaae sine hvide Skjærmc ud . Ja i Sandhed , kjære Funtus , den „ store , almindelige Bededag “ tilhører Danmark ligesaa udelukkende som Nødgrød og Tykmælk , som Fortougsrct , Sige « Velbekomme og Bliven Konsistorialraad , naar man har prædiket i et halvhundrede Aar . Hernede have vi Masser af Festdage , hele Forrå ad af Helgendage , og saa mange Bededage , af hvis vi skulde slaae dem sammen til een stor , almindelig , maatte denne idetmindste vare 365 af Aarets sædvanlige Dage . Hvad Religionen angaaer , tage vi den hernede on gros , og det maa saaledes ikke forundre Dig , naar jeg fortæller , af vi have , ikke en Bededag , men en Bedcmaaned , der har ligesaa mange Dage som Aarets øvrige Maaneder , Februar fraregnet . Da jeg hverken eier Murrah eller Bädeker , hverken Lvssows „ Handbuch “ eller Grcgorowius ' s „ Wanderjahre “ , og da jeg overhovedet nærer en dyb Foragt for alle disse røde Bøger , hvis Gnldvignettcr kun tjene til af hidlokke Tiggere og skrue Priserne op , saa vil det neppe undre Dig , af denne Bedcmaancd kom noget bag paa mig , og af jeg som saa mangen en Bidenskabsmand først opdagede , af jeg havde gjort en Opdagelse , da Opdagelsen var gjort . Hermed gik det saaledes til . Den første Mai om Morgenen var jeg efter Sædvane gaaet ud i Bjergene , hvor jeg havde fundet en snever , dyb Kløft af usædvanlig Skjønhed . Jeg havde længe vandret dybt nede i den for at beundre dens frodige Blomsterskjønhed , men da det led hen ad Middag , steg jeg op for ad en nærmere Fjeldvci at naae hjem . Opstigningen havde gjort mig hed og træt , men fra en fremspringende Fjeldblok havde jeg den herligste Udsigt eller rettere Ncdsigt i den dybe , trange Kløft , hvor Hunlvcien snoede sig zigzagformig frem i Dybden , og hvor de fineste Vennshaar , de forunderligste Lavarter og Bregner tittede frem gjennem det Netværk af Roser , Brombær , Vedbend og Kaprifolier , som overalt bedækkede Klippens bruunrøde Side . Pludselig hørte jeg Sang nede fra Dybet ; en alvorlig , gribende , gammel Psalmesang var det , der snart i stærkere , snart i svagere Toner lød op fra Afgrunden under mine Fødder som Menighedens Sang fra en usynlig Kirke . Jeg foer op af mine Drømme om skjøn Valborgsdag , om det nysudsprungne Bøgcløv i Charlottenlund og om de mumlende Klynger , som med Bøgegrene og hvide Anemoner i Haanden vandre hjem ad Strandveien ; jeg huskede pludselig , at jeg var i Italien , og lyttede paany med anspændt Opmærksomhed til de forunderlige Toner . Først nu gik det op for mig , at det var den samme Sang , som jeg havde hørt Adele synge . Men her var det et heelt Chor af unge og gamle , mandlige og kvindelige Stemmer , der sikkert og taktfast , i stigende og syngende Rhythmefald sang den gamle Psalme , af hvilken jeg kun kunde opsnappe Slutningsordene : » Lancta lVlaria , virZins pura , ora pro nobis ! « Hver Gang Sangen hendøde , toges den efter et Par Minuters Pause op paany , og en underlig mystisk , halvt vecmodsfuld dæmpet , halvt klagende Klang laa der i disse Toner , alt som de steg op af Dybet , for derpaa med et svagt hendøende Ekko at tabe sig imellem Fjeldmurenes Sider . Lidt efter hørte jeg et Chor af andre Stemmer , men den samme Melodi , og kort derpaa et tredie Hold , der nærmede sig langt ndc i Dalen . Nærmere og nærmere kom Stemmernes Klang , pludselig svingede en Skare op ad Veien ved Fjeldfloften , den nærmede sig til mig , og nu , kjære Funtus , skulde Du have seet et Syn , som jeg vilde ønske , at jeg havde Ottos Pensel til at fængsle paa Lærredet . Forst kom en af Solen gjennembrændt Hyrde , barbenet , barhovedet , med den brune Kappe over Skulderen , med GedcskindSbuxer , med Pillegrimshat i den ene Haand og en Fane med Madonnas Billede i den anden . Ham fulgte Børnene , først de ganske smaa , saa stumpede , at de neppe kunde gaae , derpaa de større , Alle barbenede , Pigerne med sneehvide Lin , Drengene med store Straahatte i de solbrændte Hænder . Efter dem vandrede Kvinderne , først de unge , saa de gifte , Alle med sænkede Blik og foldede Hænder . Derpaa kom Mændene med Oldingene i Spidsen , støttende og ledende disse , hvor Veien var tung og besværlig . Det Hele havde et saa forunderligt Præg af virkelig dyb , religicus Alvor , at jeg uvilkaarlig reiste mig og blottede Hovedet , medens de drog forbi . Mærkelig nok , skjøndt jeg som Fremmed frembød adskillig Grund til Betragtning og hviskende Bemærkninger , var der ikke een af Mændene , der vendte Hovedet om efter mig , ikke een af Kvinderne , der tilkastede mig saa meget som et Blik , medens de drog forbi . Stille , alvorlig gik de ; stille , alvorlig klang den gamle Sang ; jeg fulgte med i nogen Afstand , og saaledes naaede vi Gennazzano . Her var Alt ganske som ellers . Intet Opløb , ingen Sammenstimlen røbede , at der var noget Usædvanligt paafærde . Det var ganske , som om det hørte til Dagens Orden , at et Par hundrede Mennesker fra fremmede Egne med Bøn og Sang , med Faner og Kors drog op ad Byens Hovedgade til Piazza imperiale . Først her var det øiensynligt , at der var noget Festligt paafærde ; den lille Kirke inde i Hjørnet havde smykket sin Portal med et Stykke falmet , høirødt Floil , hvis ndtungcde Guldborter glimtede i Solskinnet . Oslo Uenig — Mindre kan nemlig ikke gjøre det — havde faaet Solseilct udspændt , og et halvt Dusin blanmalede Stole med flunkende nye Straasæder indbød de Forbigaaende til Hvile og Forfriskning ; Osteriet paa Hjørnet , kuöulo nero eller „ Giftblanderict “ , som det spotviis kaldes i Byen , havde ovre fra Skoven hentet sig et Par friske Laurbærgrene , dette simple , men eiendommelige Skilt , og Domenico var netop ifærd med at anbringe dem over Porten med øiensynlig Fare for at blive spiddet paa de Jerngafler , som skulde bære dem . Men mere end alle disse Herligheder tildrog „ Farmaciet “ sig min Opmærksomhed . Jeg skal ikke tale om , at dette havde faaet grønne Skilter med røde Borter og hvide Bogstaver , en lumsk Allusion til Italiens Eenhed , heller ikke om , at den vordende Farmaceut Pietro overraskede Verden med et virkelig reent Forklæde — nei , jeg vil blot holde mig til det , der paa mig gjorde det mest gribende , ja , jeg kunde gjerne sige overvældende Indtryk , til — Signor Carnevale , Byens bedste og viseste Mand . Der sad han foran sin Bod , fri for al smaalig jordisk Forfængelighed , uden at tage Hensyn til de mange beundrende og misundelige Blikke , der tilkastcdes ham fra Kvindeines og Mændenes Side , værdig som Augusfus , stolt som Jnlius Cæsar , rolig smagende sin Cigaretto som Napoleon selv . Kun af og til løftede han let og familiairt paa Hatten , naar et Madonnabillede blev baaret ham altfor tæt forbi , thi som Politiker kjender han Statsreligionens Betydning , medens han dog som Filosof ikke formaaer at nære den Troesiver som il popolo basso . Der sad han , tilsyneladende ganske lig de andre Dødelige , der flokkedes omkring ham , og dog , hvor meget afveg han ikke allerede i sit Adre fra denne lavere Sværm ? Hans tænksomme Pande beskyggedes af en høipnllet , lysegraa Hat , noget indkncben paa Midten og tilbørlig svaict paa Skyggen . Om sin magre Hals havde han faaet et Par Flipper anbragte ved Hjælp af et skinnende romersk Halstørklæde saa fifsig , at de ikke løb i Fare for at kollidere med hans Skjæg , der den Dag havde badet sig usædvanlig i Foryngelsens Vande . En lysegraa Sommerfrakke af fiint Stof , et Par dito Pantnlons og et Par ufarvede Sko med særdeles høie Hæle og meget smalle Saaler sluttede et Toilette , som man mildest talt maatte kalde uimodstaacligt , og som syntes at tildrage sig Opmærksomhed selv hos Marietta , der med sin Kvbbcreoncha paa Hovedet stod muntert sladdrende med de andre Piger ved Fontancns store Marmorbækken . Ja , det var øiensynligt , at Signor Carnevalc idag slog et Slag og nød en Triumf , som gjorde ham adskillige Aar yngre . Og nu , hvor simpel og lav var ikke den hele øvrige Sværm , der , lig Drabanter af en langt ringere Orden , bevægede sig om Signor Carnevale , Pladsens fixe Stjerne . Ude i det brændende Solskin , uden anden Skygge end den , som de brede , afblegede Filthatte gav , leirede sig Grupper af stærke , solbrændte Skikkelser , Mænd fra Volskerne , Abruzzeruc og det Indre af Apenninerne , Mænd , saa brune i Huden , som var den garvet i Bark , med krumme Næser , faste Træk og et Spil i Øiet , som kunde de see imod Solen selv . Blandede imellem den : laae Kvinder og Børn i deres maleriske Bjergdragter , snart tællende deres indvundne Bajocchi , snart legende med hverandre , snart indviklende sig i Klammeri om denne eller hiin Ubetydelighed med en Lidenskab , som lod befrygte , af idetmindste den ene Part vilde blive stukken ihjel inden Solnedgang . Uhyre Bunker af Leertøi i Form af Amforcr , Potter og Skaaler vare opstablede hist og her , store Sække med Citroner og Oranger blev udtømte og ordnede af Mændene fra 6LMPAANL ksliee * ) , og midt i det hele Virvar drog den ene Procession syngende forbi efter den anden , uden af lade sig genere af de stampende Æsler , brølende Oxer og herreløse Hunde , der sloges om den Smule Plads , som ellers var tilovers . Alen over det Hele skinnede Signor Carnevnles lyse Sommerhat som en nysopgaact Sol , og jeg var fuld af taknemlig Ærbødighed , da han meddeelte mig , af denne Mellemting af Marked og Kirkefesf var foranstaltet for Byens Madonna , Kants , Nsris lls ! buon ' aonsiglio * * ) , der i gamle Dage havde gjort store Undere , som nu ingen dannet og oplyst Mand mere troede paa , men hvis Billede jeg forresten kunde tage i Øiesyn i den store Kirke høiere oppe . Op vandrede jeg da til Kirken , ad den snevre Gyde med dens mange smaa sorte Grise leirede i den ujevne Stcenbro , med dens forunderlige skjæve og vinde Trapper , dens indcklemtc forregne Loggicr , fulde af skrigende Børn og paa Haandtecn spindende Mødre . Paa Pladsen foran Kirken var en Procession ankommen , dens Fører havde med Fanen i Saaledes kaldes den frngtbare Slette Nord for Neapel . Madonnaen for de gode Raad . Haanden allerede nærmet sig Kirkens nederste Trin , da han pludselig standsede , svingede Fanen og med høi Røst raabte : » Lvviva la Madonna , svviva Lanta lUaria ! « Dette Raab gjentoges af hele Skaren , der i samme Øieblik styrtede paa Knæ for i denne Stilling at begynde sin Vandring op ad Kirkens talrige Marmortrin . Det var ikke noget skjønt Syn , saaledes at see Unge og Gamle , Kvinder og Mænd , krybe til deres Herre og Skaber , paa en Maade som han aldrig har bestemt , og under en snøvlende Bøn , som var vederstyggelig at høre paa ; men det Hele frembød et saa originalt Billede , at jeg besluttede at følge efter . Den høie , store Kirke var bælgmørk , da vi traadte ind , saa bælgmørk , at jeg i Begyndelsen ikke kunde see , at den næsten var propfuld af bedende og knælende Mennesker . Ingen Orgelklang lød , ingen Messe læstes , Hclgenlampcrnc ved Sidealtrene vare slukkede — Dødsstilhed herskede overalt . Høit oppe i Kirken tilvenstre blinkede et eenligt^ lille Lys , hvis matte Flamme af og til reflekteredcs fra de Sølvhjerter , Kors og Pile , som i rig Mangfoldighed omgav det . Her , i denne Juveleerbutik , beskyttet af et uhyre Jernbuur , hvis . forgyldte Landsespidser af og til glimtede i Lampelyset , fandtes det Billede , hvis afblegede , halvt udslettede Træk formaaede at sætte saa mange troende Sjæle i Bevægelse . Dog , det kan ikke hjælpe at ivre derimod ; det gaaer Romerne med deres Tro som Franskmændene med deres ßloiro ; jo ældre , jo mere sønderreven og forslidt Fanen er , desto ivrigere forsvares den . Tæt ved Indgangen blev jeg staaende og saae paa Processionen , alt som den kravlede ind . Den smalle Lysstrimc fra Indgangen tillod mig at skjelne Ansigtstrækkene paa de Enkelte , men aldrig har jeg seet den dyriske Dumhed parret Med et saadant Udtryk af indædt Fanatisme som netop her . Det var ikke Bjergbondcrncs intelligente Race , som Processionen indesluttede ; det var Mænd og Kvinder fra de lallt liggende Egne , fra Campagna Romana , det gamle Latium . Det var Mænd med lave , skraat tilbageliggende Pander , med hule , udmagrede Kinder , fremstaaende Kindbeen og hæslige Munde . Det var Kvinder , udmarvede af altfor strengt Arbeide , som nn , forgiftede af Campagnens fcbcrsvangre Dunster , kom for at lægge ' deres Jammer og Usselhed , deres Nød og Elendighed , deres syge Børn og deres livstrætte Oldinge for Madonnas Fødder . Langsomt kom de , Par for Par krøb de ind i den gravkoldc , dødsstille og natdunklc Kirke , hvor intet Ord lød , ingen Sang hørtes , ingen Velsignelse lyste dem imøde . Jeg vilde neppe troe det , men idet de krøb mig forbi , saae jeg dem bøie Hovederne og med Tungen opslikke Støvet af Kirkens Gulv . Saavidt har Pavevælden bragt Latinms og Sabinernes Folk ! Forrest i Skaren krøb en høi , stærk Mand med Nakke som en Tyr og Lemmer som Herkules . Det var en Smed fra Tivoli , og idet han kravlede forbi mig , den Eneste , der stod opreist i Kirken , sendte han mig et Blik , som fik mig til at tænke paa , om det var rigtigt at blive . Ved hans Side krøb Konen , en spinkel , afmagret Skikkelse , med et halvt idiotisk Barn ved Haanden . Det var øiensynlig for dette Barns Skyld , at de søgte det hellige Sted ; thi jeg lagde Mærke til , at Moderen med spændt , næsten forvildet Udtryk stirrede hen imod Madonnabilledet , medens Faderen , naar deraf og til indtraadte en Pause i Processionen , betragtede Barnet med et Udtryk , som ventede han paa et pludseligt Mirakel . Endelig naaede de det tilgittrede Jcrnbuur , hvori det berømte Madonnabillede befinder sig . Her reiste Smeden sig pludselig op , svang Hatten over sit Hoved og raabte med en Alt overdøvende Stemme : » Lvviva la Naäonna , svviva Lanra Maria ! « — » Lvviva la Madonna , svviva Lanta Nana ! « klang det rundt om mig med lavere Stemmer fra de knælende og i Mørket halvt indhyllede Skikkelser . Stadig rugede Mørket og Tavsheden over den gravsknmle Kirke ; Mænd og Kvinder klyngede sig til Madonnas Jernlmur og klamrede sig fast til dets Stænger . » Lvviva la Madonna , svviva Lanta Nana ! » klang det for tredie Gang fra den bedende Skare , og atter gjentog Ekkoet , rullende hen , aandeagtigt , gravlhdende : » Lvvia la Naclonna , svviva Lanta Maria ! » Saa kom en dyb Taushed , derpaa Paakaldelserne , snart i høiere , snart i lavere Toner , umelodiskc , urhythmiskc , blandede med Suk , Stønnen og Graad . Vildere og vildere klang Paakaldelsen , den gik fra Inderlighed og troende Andagt over til Fordringer og truende Gestus . Man fordrede et Jertcgn , man forlangte , at Madonna umiddelbart og strax skulde vise sig for Mængden . Børnene blev forskrækkede , sfreg og jamrede eller skjulte sig i forfærdet Stilhed bag de fremspringende Muurpiller . Kvinderne bad hurtig og vildt , rev Hovedtøjerne los fra de sorte , vildt nedfaldende Lokker og slog i Ordets bogstavelige Forstand Panderne mod Kirkens steenlagde Gulv . Mændene omfavnede Gitterværket , klamrede sig til det og strakte Hænderne igjennem dets forgyldte Ringe ind imod det glimrende Billede , som om de ved at komme dette nærmere vare mere forvissede om dets undcrgjørende Bistand . Men værst af alle rasede den stærke Smed fra Tivoli . Med den ene Haand rev og ruskede han i Gittrets Stænger , med den anden svang han det ulykkelige Barn over Hovedet , uden at agte Paa dets forvildede Blikke og hjerteskærende Skrig . Konen laa i Krampetrækninger ved Siden af ham , Ingen tænkte paa at understøtte eller hjælpe hende , og inde fra Jernburct glimtede Iuvelerne , Sølvhjerterne og Guldkorsene uden at bringe en Straale af Haab eller et Glimt af Trøst til den lidende Mængde . Da sprang Smeden i et Anfald af fanatisk Fortvivlelse pludselig op , slap Barnet og entrede som en Tiger op ad Ringene paa Jerngittret , i hvis forgyldte Landsespidser han huggede sine Arme , saa at Blodet strømmeviis rislede ned og Plettede Kirkens Gnlv . Længere formaaede jeg ikke at holde det ud , jeg blev greben af Skræk og Afsky , af Rædsel over , at frie og tænkende Skabninger , skabte i Guds Billede til Lys , Frihed og selvbevidst Leven , kunde bringes saa vidt . Hasfig og i den heftigste Indignation forlod jeg Kirken , uden at agte paa de mørke , truende Blikke , som sendtes efter mig . „ Han er ikke Chrisfen ! “ hørte jeg En udraabe , ligesom det svære , tunge Tæppe faldt i efter mig . „ Nei , jeg er ikke Chrisfen ! “ fænkte jeg ved mig selv . „ Gud være lovet , jeg er det ikke . “ I dette Øieblik følte jeg Protestantismens Betydning . Jeg var stolt af at være Protestant , stolt af Morten Luther , og da jeg paa Torvet mødte Adeles Skriftefader , der i sin sorte Præstekutte luffede afsted , som om han havde fin onde Samvittighed til Skygge , tilkastede jeg ham et saa protestantisk Blik og saae i det Hele taget , kjære Søren , saa erkekjættcragtig ud , at han lod sine smaa guulgraae Gribbeøine hvile et Øieblik paa mig med et Udtryk , som viste , at nu kjendte vi hinanden . Italienerne have Noget , de kalde » ik msPocobio « , og er noget Menneske skabt med onde Øine , saa er det denne Præst . Jeg hader ham ubevidst , indstinktsmæssig ; jeg afskyer ham , som man antipathiff afskyer den spraglede Hugorm ; jeg har en Fornemmelse af , at han er giftig og — kan bide . Samme Tags Aften . Kjære Søren ! Her er foregaaet en skrækkelig Ulykke , som har sat Byen i den største Spænding og Bevægelse . Heller ikke paa mig har den undladt at gjøre sin Virkning , dels fordi den i og for sig er et gavnligt Exempel Paa . de jordiske Tings Forgjængelighed , dels fordi den paany er et sørgelig Beviis paa , at de bedste og ædleste Aander altid ere udsatte for nedrige Efterstræbelser af de Skabninger , der bevæge sig i Dyndet under dem . Der findes paa Piazza en en stor Hund , „ Achilles “ , der ligesom sin store Forgjænger bliver rasende , naar den seer en Anden gjøre Cour til dens Breisöis . Denne Achilles staaer igjen i et underordnet Forhold til Byens bedste og vise Mand , der i Eftermiddag havde fundet det passende at lænke den fast til sin Throne med et forsvarligt Hampereb , for at den ikke paa sin vilde Iagt efter Brisöis skulde beskadige det Leertøi , hvormed Piazza imperiale i disse Dage er overfyldt . Ubøielig som de romerske Senatorer , da Brennus med sine Horder rykkede ind i Rom , sad Signor Carnevale hiin Eftermiddag foran Farmaciet i Nydelsen af en lille Sambucco og delende sin Værdighed imellem Palumbini , Snedkeren paa Torvet , og Byens første Kjøbmand Trifoglio da Verdi . Da nærmede Skjønhedsgudinden sig i Mariettas fortryllende Skikkelse , og medens Signor Carnevale , greben et Øieblik af menneskelig Svaghed , slyngede Armene om hendes Liv , gjorde hun en afværgende Bevægelse med den venstre Haand , hvorved hun kom til at hæve Kjødet til vor Aftensmad høit i Veiret . Øp foer Achilles ved Synet af den lokkende Kjødmad , bort gled Stolen under den romerske Senator , og ned styrtede Signor Carnevale , hyllende sig i Marietta under Udraabet : » Uruto ammalo ! « Det lader sig desværre ikke dølge , at den lavere Hob , givende efter for den plebejiske Aands onde Instinkter , tillod sig at grine paa en høist usømmelig Maade , tilkjendegivendc sit Bifald ved af al Magt at klappe i Hænderne . Achilles , der ikke var vant til disse Bifaldshttringer , og som har mere end Fredagen til Fastedag , foer afsted med Kjødet i Munden og desværre med Thronstolen i Hælene , knusende , søndcrslaacnde , adsplittendc Alt paa sin Vei . Som en sand äsus ax maebina foer han ind imellem Krukker , Fade og Potter , skræmmet og hidset af den jublende Mængde . Forst da han forsøgte at undslippe ned ad Gyden , blev han paagrcben derved , at Stolen i Forening med Tougct , Halmen , Grisene og de tandløse Sibyller dannede en større , i Snavset sig væltende Helhed , som selv en Achilles ikke kunde magte . Stakkels Signor Carncvalc ! Jeg skal ikke forsøge paa at beskrive dine Lidelser . Jeg skal ikke betroe Dig , at Diegi med et Griin fortalte mig , at Marietta havde gjort det med Villie , Heller ikke skal jeg tælle Pletterne paa den nye Dragt fra Rom eller beregne dine extra Udgifter til Leertøi . Tilgiveligt var det , at Du pryglede din Hund , saa at man kunde høre det over hele Byen , menneskeligt , at Du ikke viste Dig ved Aftensbordet ; men havde Du viist Dig , vilde jeg have betroet Dig , at Ludvig den Sextende dethroniseredes af Mænd , der ikke vare bedre end Achilles , og at Richelieu i Ninon de Lcnclvs fandt et Skjær , der var ligesaa farligt , ligesaa ubøieligt som Marietta . Gennazzano , den Ide Mal 1863 . Kjære Søren ! Jeg har havt en forfærdelig Nat eller rettere , jeg har slet ingen Nat havt , naar man gaaer ud fra , at Nat og Søvn høre sammen . Først kunde jeg ikke sove for Smeden fra Tivoli . Hans fortrukne Ansigt stod for mit Blik , og hans vanvittige Hyl gjenlød for mine Øren . Saa „ troer jeg nok , at jeg fik et lille Blnnd “ , som Madam Jensen siger ; men pludselig lød der lige ved Siden af mig et Hyl , saa gruelig skingrende , saa vanvittig forfærdende , at jeg foer op med en Fart , som om der var blevet jaget mig en Syl i Øret . Det var ikke nogetSandsebedrag , intet Foster af en ophidset Fantasi . Med kortere og længere Mellemrum klang Skrigene saa gjennemtrængende som af En , der bliver myrdet . Ukjendte og usete Skikkelser brødes sammen inde i Huset ved Siden af med en Kraft , som fik Muren til at ryste , naar de tørnede imod den . Mit Værelse støder op til Naboens Huus , og jeg var allerede ifærd med at staae op for at vække Signor Carnevalc , da Skrigene lidt efter lidt tabte sig og døde hen i en Slags Grynten eller Snorken , som jeg sikkert antog for Dødsrallen . Neppe var der blevet roligt , førend nye Toner lod sig høre i det Fjerne , . førsf veemodig klagende , ligesom smeltende sammen med Nattevindens Susen , saa stigende fra Piano til Forte , igjennem alle Overgange af Savn og sønderreven Længsel for at ende i et Øre sønderrivende korUssimo med en høist original Finale , omtrent som naar man slaaer Vand paa en glødende Kakkelovn . Disse Naturtoncr vare mig ikke ubekjendte ; de have fulgt mig fra det yderste Norden , de havde overalt den samme Klang og det samme Tempo — det var Kater Murr , der smægtede for Katrine Murra , og Brylluppet stod i vor Loggia . Naar Serenadens Toner klang høiest og vildest , stønnede og snøftede det inde ved Siden af mig , som om en heel Familie laa myrdet imellem hverandre , saa kom Glam og Bjæffen af Achilles og Breisöis med Suite og endelig , da Morgenens første Straaler brød frem , Muldyrenes Skryden , en Musik , som altid har forekommet mig som Fortvivlelsens Morgenbøn til Vorherre for al den Nød , Jammer og Uret , som Sydens Æsker lide i Modsætning til Nordens . Nu troede jeg at kunne sove , men ak ! jeg havde ikke beregnet , til hvilken larmende Virksomhed Maclonna . vel buon ' oonsiAlio vækker Mennesket i Mai Maaned . Forst hørte jeg Toner som af Basuners Skrald i Skyerne , saa jamrede en Oboes obligate Stemme sig i del Fjerne , lidt efter lukkede en Fløitenist sin Luge op og smellede Toner ud i den Aare Morgenluft med en Vedholdenhed , som bragte mig fil Fortvivlelse . Saa tudede Diegi paa Klaphorn , og da endelig Kontoristacns Tuba begyndte at brumme i den dybeste Bas , omtrent som en Kjedel , der begynder at koge , fløi jeg op i Fortvivlelse , stillede mig i det aabne Vindue og gav mig fil at blæse paa Redekam med en Styrke , der tildrog sig baade Diegis og Kontoristacns » deelle Opmærksomhed og levende Beundring . Men ogsaa paa andre Steder var mit Spil blevet hsrt , og jeg blev derfor baade flan og overrasket , da Signor Carnevalc traadte ind , ligesom jeg var ifærd med at sætte en glimrende Finale paa Masaniellos bekjendte Arie i „ Den Stumme “ . Han tog det imidlertid som noget Genialt , som en Opfindelse af en nyere Tid , der endnu ikke var trængt ind i Bjergenes Skjulthedcr , og behagede selv allernaadigst at gjøre et Forsøg paa Garibaldimarschen , som imidlertid mislykkedes paa Grund af hans Tandsystcms nfuldstændige Forbhgning . Da denne derimod begunstigede de naturlige Fløjtetoner i en usædvanlig Grad , foredrog han med en trodsig Mine Frihcdshymncn paa denne Maade og erklærede derpaa , at Ncdckammen var et langt vanskeligere Instrument end Mundharmonika , hvormed han havde assisteret til Kvartetter i sine yngre Dage . Efter disse interessante Oplysninger saae han med synlig Tilfredshed paa , at jeg gjorde mit Toilette , hvoraf han maaskee haabede at kunne opsnappe et eller andet moderne Træk , og spurgte mig endelig med en overlegen Mine , om jeg gik til Festen , da han i saa Tilfælde vilde ledsage mig derhen . Der maatte være noget ganske Udsædvanligt paafærde , naar selv Signor Carnevale fandt sig beføiet til at gaae et saa vulgairt Sted hen svin i Kirken , og nu fik jeg Opløsningen paa Nattens Rædsler at vide . Det var Byens største og mest hellige Festdag , og da Sviin og Hunde kun maae antages at bringe Forstyrrelse ind i den hellige Handling , hvi ? ogsaa de tog i Kirke , var der udkommet en Dagsbcfaling fra Gubernatorcn , som forordnede disse Dyrs Indespærring fra den foregaaende Dags Aften af . Ifjor havde man , som Signor Carnevale betroede mig , gjort sørgelige Erfaringer , idet to af de Præster , der fulgte Madonnabilledet , vare faldne over to sorte Sviin , som for at undgaae en brunn Hund- ( jeg har en Mistanke om , at det har været Achilles ) vare løbne midt ind i Processionen , just som denne i al sin Pragt og Glorie bevægede - sig hen over Piazza imperiale . For at undgaae at blive mulktcrct ligesom Svinenes ulykkelige Eiermænd , havde min Nabo gjcnnct sine Sviin op i sin Bagstne , og under disse uvante Omgivelser var det ikke saa forunderligt , at de ikke kunde enes om den ringe Plads , som Værelset frembød . De Forsøg , som Dicgi , Kontoristaen og de Andre havde anstillet med at blæse til alle Verdens fire Hjørner paa alle Verdens Instrumenter og i alle Tonearter , hidrørte ogsaa fra Festen . I denne sknlde nemlig hele Byens Ungdom tage Deel . Jeg har med Villie udhævct Ordet sknlde , thi de blive kommanderede dertil og idømmes en klækkelig Mulkt , hvis de udeblive . Dicgi hører med til den Bande , som skal gjøre Musik i Kirken . Gejstligheden er det egenlige Skncspillcrpersonale , hvis Roller ere . fordcclte efter deres Rang , Byens Ungdom derimod Choristcr og Statister , der snart agere Chorsangcre i Kirken , snart Chordrcngc i Processionen , snart Fanebærcnc , snart Lantcrncholderc , Korsdragere , eller hvilket andet sindrigt Emblem man nu stikker dem i Hænde . Midt under min Konversation med Signor Carnevalc begyndte alle Byens Klokker at ringe . Det var en sand Syndflod af høie og dybe Toner , en Klemten og Kimen af , saa af man godt kunde troe , af det var Ouverturen fil Nciscrs „ Fyrgtcrligc Ildebrand “ . Det var imidlertid Signal fil Festen , og Arm i Arm vandrede Signor Carnevalc og jeg ned ad Byens Hovedgade , der var smykket med Grønt og duftende Blomster , stadig efterfulgte af nysgjerrige Blikke og ærbødige Hilsener , som Signor Carnevalc besvarcdc mcd ct lct Kast mcd Hovedet fra Høiere fil Venstre , et Kast , som hver Gang mindede mig om , af han var en af Byens Dignitaricr , og som hver Gang satte hans graae Hat i Fare for af blive smykket med de brogede Blomster , der vare udstrøede for af forherlige Madonnas Fest . Og noget eiendommeligt Festligt og Smukt var der udbredt over den lille , fattige By . Det laa ikke alene i den sommerlige Luft , i den varme , mørkeblaae Himmel , i de gyldne Solstraaler , der blinkede , spillede og brød sig i de sladdrende Fontaner - nei , man saae det overalt , paa Kvindernes Ansigter , i Børnenes Øine , i Mændenes stille Alvor , overalt læste man , af det var en høi og hellig Festdag , og af man vilde gjøre Alt for af feire den værdig nimm Naäonna , Jeg har seet mange langt mere glimrende og langt større Kirkefester baade i Rom og Napoli , men jeg mindes ikke , kjære Funtus , af have seet en Fest , hvortil man stred med større rcligieus Alvor . Gaderne , hvorigjennem Processionen skulde gaae , duftede af Blomster , og paa mange Steder laae de lyserøde Rosenblade saa tykt , af der vist var faa eller ingen tilbage i Eicrnes Vigner . Fra alle Vinduer hængte farvede Tæpper , især røde og hvide , ned over de røgbrunc Mure . Nogle vare af Fløil , kantede med Guld , andre af Silke , men der var ogsaa smaa Huse , hvor man kun havde et broget , uldent Forklæde af hænge ud ; men det hang der , det synes maaskee komisk , men for Katholiken gjælder ultra posss newo obligator * ) . Dog heiligst af alle vare de Huse smykkede , der fra gammel Tid bære en Madonna over Indgangen . Hele Nischen , hvori Billedet staaer , er een duftende Blomsterbuket . Sølv og Guldstjerner , brogede Papiirslhgtcr og forgyldte Frugter hænge i rig Overflødighed omkring det , og foran det flokkes Børnene . De største gjøre Forsøg paa af naae op til Nischen og kysse den føde Madonna , de mindre knæle paa Gaden med Blomster i Hænderne , , men Alle synge de med deres friske , klare Barnestemmer : » 8aota Naria , virgino pura , ora pro nodis « , og Mødrene stemme med deri . Jo nærmere vi kom Kirken , desto mere tiltog Mængden , og desto mere maleriske blev Omgivelserne . Du skulde have seet Trappen , der med sine brede Marmortrin fører op til Helligdommen ; ingen Maler kunde ønske sig et bedre Motiv . Der knæle , staae , sidde og ligge disse kraftige Skikkelser med deres faste , ufordærvede Tro ; Hyrderne med brune , pjaltede Kapper , Bjcrgbocrnc med langhaarede Gcdcskindsbeenklædcr , Vignebondcrne med sølvknappede Troicr , gule Lædergamaschcr og brogede Silkebaand paa den spidshullcdc Hat ; men Alle , hvad enten de Ingen er forpligtet til Niere end hans Evner rcekke . ere fattige eller rige , hvad enten de ere komne fra Volskcrnes Høider , fra Tcrracinas Sumpe eller Campagna Felices frugtbare Sletter — Alle bære de Pilegrimsstaven i Hænderne , smykket med Blomster og Grønt , og selv den Ringeste har til Høitiden sit Linned saa reent og saa skinnende hvidt , at de brune Ansigter synes dobbelt mørke derved . Vi trænge os langsomt og med Møie igjennem Skaren , men Signor Carncvalcs kulturhistoriske Holdning begynder at vakle . Er det mig eller ham , disse mørke , uvillige Blikke gjælde ? Er det ham eller mig , der i dette Øieblik faaer Hæderstitlen Lbr^o ? * ) Mig kan det da umulig være ; der er ikke det mindste Jødiske i mit Udseende . Ligesom jeg grunder herover , faaer jeg noget underligt Filtet paa en høist ublid Maade i Ansigtet , og ved at betragte Signor Carnevalc sccr jeg , at han mangler den Graae . » Dvviva la Madonna ! Lvviva Lanta Maria ! « klinger det rundt om os med Stentorstemmer , og Signor Carnevalc bliver knubset i Nakken , hvilket giver hans Ansigt et høist uparlamentarisk Udtryk . Situationen bliver trykkende , ogsaa jeg faaer et Par Knubs og hører tydelig det 2 ) Jøde . ildevarslende aoeiäsnts * ) bagved mig . Signor Carncvalc bukker sig ned efter den Graae , som han fisker op i en nogen flad Tilstand , og jeg faner plusclig Øinene op . Paa Kirketrappens øverste Trin har man udfoldet en Fane af lhseblaat Silke , saa stor som et Skibsscil og saa broget som et Glarmcsterskilt . Den lyser , glimrer og glitrer i Solskinnet ; de Toug , hvormed den skal styres for Binden * * ) , kastes los og hales ind som Skjødet paa et Storscil , og en ulykkelig Fanebærer faaer den mastctykke Stang stukken ned l et kolossalt Fanebælte og tumler vaklende ned ad Trappen , ikke ulig en Baad i Søgang . Det uhyre Silkeseil svulmer i Foraarsvindcn og viser os sine brogede Figurer i Farver og Guld , det gjør næsten ondt i Øinene at stirre derpaa . Øversf paa Stangen et funklende Kors og over Korset et agnus 6oi ( „ det Guds Lam “ ) med en mindre Fane i Poten . Under Korset Madonna i Skyerne , trædende paa Halvmaancns Ring , med Barnet paa Armen og sknende ned paa to Helgene , der tilbede . Under dem atter * ) Gid han fane en Ulykke ! * * ) Silketøjet er nemlig udspændt mellem to Slænger , og dets Flade frembyder saaledes et anseeligt Bindfang . Salige til Høire og Fordømte til Venstre , lutter smaa Figurer , der synes at springe Buk over hverandre . Hvor mange Aars Arbeide har man behøvet , og hvor mange smaa , bløde Nonnchæmder have varet i Bevægelse for Sting for Sting at baldyre dette Mesfersfykke af kirkelig Pragt ? Jeg veed det ikke — jeg veed kun , at vi ikke med sømmelig Ærbødighed havde hilset Madonnas indviede Banner , og det hjalp kun lidet , at Signor Carnevale betegne sine Landsmænd som poSoro 6oi proti — vel at mærke , da vi endelig vare slupne ind i Kirken . Talrige Buler havde den Graae faaet i sin Pul — jeg troer , at Carnevale hellere havde seet dem i sin Pande . Hvor forskjellig var Kirken ikke fra sidste Gang ! Da laa den øde , mørk , en uhyre Grav , fuld af Vanvidcts Rædsler . Nu funklede og glimrede den af LYS , duftede af Røgelse og straalede af Faner , Monftrantser og Kors , medens høirødc Silkedraperier beklædte Piller og Buer og med deres gyldne Borter glimrede i Lysglandsen . Madonnas Indelukke var en straalende Sol . Glandsen af vist over Tusinde Lys sittrede og blinkede , speiledes og brødes i det Chaos af Sølvhjcrter , Kors og gyldne Skuepcngc , hvormed ikke alene Billedet , men hele Buret var behængt . Sidealtrene vare denne Sols ærbødige Drabanter ; ogsaa de svømmede i Lys og prangede med gyldne Botivtavler og alcnhøic Malerier . Højalteret derimod var en beskeden lille Maane , der næsten fik al sin Glands fra Solen , thi foran den Korsfæstedcs Billede brændte kun to inatte Boxkjertcr — „ men det var jo heller ikke hans Fest “ , som Sakristanen bemærkede , idet han med en uhyre , middelalderlig Nøgle lukkede Døren til Madonnaburct op . Baade Marietta og den gamle Anna Maria havde fortalt mig saa mange og saa utrolige Jertcgtt af Maäonna 6el buon ' oonsiAlio , at jeg med en hemmelig Tro paa det Underfulde , i en vis , jeg kunde gjerne sige , religicus Stemning , traadte ind i det store , prægtige Sanktuarium halv blændet gf Lysglandsen . Uvilkaarlig havde jeg forestillet mig en Madonna af Raphacl eller Titian . Jeg havde tænkt mig et af disse fromme Ansigter , hvis Vccmod og forsagende Smerte slaae selv den Vantro med Andagt — men hvad saae jeg ? En raa og ussel Dukke , formet af raae og usle Hænder , lavet af papior maobs , med flade Træk , døde , stirrende Glasøine , og alt dette indhyllet i Kniplinger , Guldborter , Silke og Fløjl — det var Madonnaen ! Men Billedet ? „ Naa , det gamle Billede ? Ja , det har vi herbagved , “ sagde Sakristanen . „ Det er der ellers Ingen , som spørger efter nutildags ; selv principessa Lolonna holder sig til dette , “ og dermed pegede han paa Dukken . Vi gik bag om den Forhøining , hvorpaa Afgudsbilledet thronede , og Sakristanen pegede henimod et lille Billede i Baggrunden , som hang i en beskeden sort Træramme , belyst af en eneste lille Lampe . Jeg nærmede mig ligegyldig , men hvilken Overraskelse ? To blide Kvindcøinc stirrede mig imøde , om Munden laa dette underlige , veemodige Træk , soni Du kjender fra Raphacl , og dog var der i hele Ansigtets øvrige Linier et Udtryk af from Glæde , dyb Resignation og øm Modcrkjærlighcd , som fyldte mig med Bevægelse . Hvilken Mester havde ført denne Pensel ? Jeg veed det ikke , og har ikke kunnet faae nogen Oplysning derom ; men Jomfruens mærkelige , halvt mauriske Dragt , den Maade , hvorpaa Haanden med de tre hvide Lilicr var malet , og endelig den mørke Tone , som Tiden havde bredt over Billedet , sætter det efter min Mening langt tilbage i Middelalderen . Jeg vilde raadspørgc Signor Carncvale , men hvor var han ? Forsvunden , fuldstændig forsvunden , og det uden at sige mig Farvel ! Høist mærkeligt ; thi Signor Carnevale gjør sig med Rette til af at være Byens mest dannede Atheist . Da aabnedes en lille Dør , som førte ind til Klosterkirkens Sakristi , og Signor Carnevale , Garibaldistcn , Præstehaderen , Frihedshelten fra Rom og det skjnlte Hoved paa Revolutionens Hydra , stod for mig med et usikkert Ansigt og et mat Træk ved Mundvigen , der skulde tydes som et ironisk Smiil . Men , hvorledes var det , han saae nd ? O sørgelige , høist bedrøvelige Tegn paa Menneskets Afmagt og Præstedømmets Vælde , stakkels Signor Carnevale , hvorledes var det , Dn saae ud ? Paa Hovedet havde Du ikke længere Byens Stolthed , den Graae , den bar Du nu ydmygt sænket i din Venstre . Om Halsen havde man bundet Dig en Pibekrave , hvis forreste Deel bragte dit Fipskjæg i Uorden , medens den bageste Deel hængte Dig ned ad Ryggen som en forvildet Hagesmæk . Paa Ryggen havde Du et lyscblaat Silkeflag med Guldborter , ikke ganske nligt Mester Jäkels berømte „ Kantusse “ , og forneden vare dine graae Permissioner og din fine Sommerfrakke indeslutlede i en Talar af lyserødt Silke , saa af Du saae ud som en Troldmand fra Tivoli . Hvad var det , man havde givet Dig i Haanden ? Ikke et Kors eller en MonsUants , dertil kjendte man Dig for godt . Nei , en Lygte , en uhyre Lygte , prydet med Guld , som dem , der straale fra Kardinalernes Vogne , og overhængt med Perler , Krystaller og Prismer af Glas , saa af den ringlede ligesom en gammeldags Lysekrone for hver Bevægelse , Du gjorde . O , Signor Carnevalc , hvem havde dog fundet paa denne grusomme Leg ? Selv Diogenes , da . han tændte sin Lygte ved høilys Dag og gik ud for af søge Mennesker , havde ikke et saadant Fortvivlelsens Ansigt som Du . Jeg vilde spørge min værdige Ven , hvilken Circe der saaledes i et Øieblik havde faaet ham omskabt fra en Oplysningens Mand til en middelalderlig Lygtcdragcr ; men jeg fik ikke Tid dertil . En lang sort Præst , der syntes at have den Opgave at bringe Orden blandt Processionens Medlemmer , alt som de i forhexct Tilstand kom ind ad den lave Dør , gav den stakkels Carnevalc et bydende Vink , og afsted ringlede min værdige Ven med Lygten paa Skuldrene , og sendende veemodige Blikke efter den Graae , som han høitidelig havde overdraget en af Drengene med behørig Paamindelse om at bringe den uskadt tilbage til Farmaciet . Atter aabnede sig den lille mystiske Dør , og ud traadte en ny Lygtedrager , i hvem jeg gjenkjendte Snedkeren fra Torvet , derpaa en Korsdrager , Spækhøkeren fra Piazza imperiale , saa nok en Lhgtedrager , derpaa et Par Baldakinbærerc og endelig Nino i rød og hvid Silketalar , besat med Guldgarncringer , og med et Bælte om Livet , der fortil endte i en Læderskede , stor nok til at kunne optage en forsvarlig Skibsmast . Nino , som er Godheden , Forfængeligheden og Dumheden selv , kom mig imøde med aabne Arme , smilende Ansigt , straalende af Glæde og Lyksalighed ligesom et Barn . Det var blevet ham overdraget at bære den største Madonnafane for Klosterkirken 8anta Ase i o 6sl bavn ' consiAlio , og han syntes at lægge en særegen Vægt paa denne Hæder , „ thi , “ son , han sagde , „ kun de skjønneste og dydigste Ynglinge blive udvalgte dertil , og den , der bærer Madonnas Fane , bliver i Reglen forlovet , inden Aaret er omme . “ Uagtet jeg erindrede , at Marietta lumskelig havde betroet mig , at Signor Nino allerede havde været forlovet fem Gange og slaaet ligesaa mange Gange op , gjorde jeg dog ingen Kommentar til hans Bemærkning , da det jo var rimeligt , at han vilde have det halve Dusin fuldt , ligesom jeg i ingen Henseender tvivlede paa hans Dyd og uplettede Sæder . Heller ikke kunde jeg nægte , at han i den maleriske Dragt tog sig saa smuk og freidig ud , at Madonnas Fane vistnok vilde blive Gjenstand foren særlig Beundring fra de unge Pigers Side , naar den med ham som Bærer svævede gjennem de blomsterstrøede Gader ; men da jeg Paa en underfundig Maade gav ham dette tilkjende , blev han saa henrykt , at han erklærede mig for sin eneste , bedste og trofasteste Ven og med en let Skjævcn efter den sorte Præst spurgte mig , om jeg ikke havde Lyst til af kige ind i Sakristiet , inden Skuespillet begyndte . Bi benyttede altsaa et Øieblik , hvor den præstelige Dirigent havde travlt med af forme fire Lygtedragere til en Heelhed , og smuttede usete ind ad Døren til ' Sakristiet . Skuespillet ! Hvor træffende havde ikke Nino valgt sit Udtryk . Her var i Sandhed et Skuespil , baade til af lee og græde over , og jeg var i rette Tid sluppen bag Kulisserne . Hvilken Virvar og Tumult , hvilken Raaben , Snakken , Leen , Spørgen og Løben frem og tilbage , snart efter det Ene , snart efter det Andet ! Det Hele mindede mig om Choristernes og Statisternes Paaklædningsværelse paa La Scala , hvor jeg engang uforvarende slap ind . Hist sloges et Par Chordrenge om et Røgelsckar , her skjændtes et Par Bønder om , hvem der skulde bære det malede Trækors med Forløserens Billede , og hisf henne i Salen foran et gammelt Speil prøvede en ung Abate med synlig Veltilfredshed sin nye Dragt og flyttede de store Sølvspænder længere ud mod Taaspidsen , for af de ikke skulde skjules af Silkekjolen . Langs Væggene stod Lanterner , Kjerter , Kors , Lys og Faner i ' broget Overflødighed , og trindt om var Rummet fyldt med sortskjæggcde , vilde , solbrændte Figurer , som havde slængt Trøien og Kappen , og hvis barkede Hænder nu vare ifærd med at ordne Læggene og Slagene paa de mangefarvede Dragter . Her var Bønder fra Bjergene , Viingaardseicre fra - Omegnen og Borgere , gamle og unge , fra Byen selv ; men Alle havde de saa travlt med deres Dragter , og Alle vare de saa optagne af at pynte sig paa den forunderligste Maade , at Ingen gav Agt paa mig eller paa Nino , som i Hast forklarede mig Betydningen af de forskjellige Emblemer . Hvor forunderligt gaaer det tis i Pavesfaten ! Man udskriver ikke fil Soldat ; Nutidens Romere have glemt Oldtidens blodige Leg , og Intet er dem mere forhadt end Musketternes Knalden og Trommernes Lyd . Vaabendaaden og Krigeræren har man lagt paa Hylden , leiede Tropper kunne tage dem ned , hvis de have Lyst dertil , men dog lade Romerne sig med Glæde udskrive fil som naive Børn at tage Deel i de kirkelige Karnevalsløier under Helgenernes Faner og fil Mortalettoernes * ) lystige Knalden . Idag , den første Dag i Processionen , havde Udskrivningen været usævanlig streng ; baade Reserven og Landeværnet vare blevne indkaldte , man havde ikke engang skaanet de graae Haar eller de farvede , og saaledes var det gaaet fil , at jeg traf baade Kjøbmanden fra Piazzaen , Snedkeren fra Torvet og Byens øvrige Rangspersoner , ikke at tale om den ulykkelige Signor Carncvale , som her bøiede sine Principer for Nødvendigheden . Den næste og alle de følgende Dage gav man kun Is , pi-mols , processions ; men idag kostede det ti Scudi at skulke af , „ selv Gubernatoren maatte betale dem “ , forklarede Nino ; men han gjorde det ikke , han foretrak tvertimod at vandre i Spidsen for Processionen og føie sin røde Næses straalende Glands til de mange andre Herligheder , som den indeholdt . Meget har i Gennazzano Min Beundring vakt , Thi Naturen her har ødslet Al sin rige Pragt ; A ) Mortalettoerne ere en Slags store Ngglebssser , som plantes i Jorden og affhres under Processionerne . Men af Alt , hvad niildt den skjænked ' , Og af Alt , den gav , Vil jeg mindes Gouverneurens Næse til min Grav . Som Rubinen , naar den funkler Glandsfuld , msrkerød , Som en Morgensol , der stiger Op af Havets Skjød , Som det røde Malm , der luerDybt i Bjergets Schakt , Saadan lyser denne Ncrses Kongelige Pragt . Længe har jeg stræbt at bringe Formen i System , Men sorgsæmes , ei jeg løser Sligt et svcert Problem ; Thi Kartoflens Form , som trodser Hve^ en Lo » og Norm , Er dog Mønstret vist til denne Mærkelige Form . Ja hermed , kjære Funtus , . faaer Du at lade Dig nøie for iaften ; thi det er over Midnat , og jeg er træt af Dagens mangfoldige vexlende Begivenheder , samt af at have ligget Paa Knæ i de forskjellige Vandpytter , som Gcnnazzano indeholder . Jeg skal kun bemærke , at ovcnstaaende Beskrivelse ikke er noget Foster af en digterisk Fantasi , men den rene , skjære Virkelighed , og jeg skal betroe Dig endnu Mere . Da jeg stod i Sakristiet og saae Gubernatoren træde ind med pudret Paryk , med Falbelader og Kruseduller , med Pludderhoser og Silkestrømper , med Voxkjerte i Haanden , hvormed han belyste dette tindrende Blus i sit Ansigt , da jeg saae hans skinhellig-andægtige Udtryk og den Ærbødighed , hvormed Mængden veg tilside for dette Fyrtaarn af Marsala og gammel Cognac , da kjære Søren , forekom det mig , at han blot manglede Snabelskoene for at være en komplet Hanswurst , og jeg brast i en saa hjertelig Latter , at Nino sandt det raadeligst at fjerne mig gjennem en Bagdør , hvorfor jeg er ham evig forbunden . Gennazzano , Mai 1863 . Fra den gamle Nøvcrborg , som vi her kalde . Palazzo Colonna , løber der en smal , paa mægtige Buer hvilende Bro , som forbinder Slottets Bagside med den høiere liggende Deel af Bjerget . Der tyede jeg ud , kjære Funtus , for ikke at komme i Kollision med Byens civile Øvrighed , efterat baade Otto og jeg saa grundig havde lagt os ud med den kirkelige , og der vilde jeg have ønsket , at Du havde staaet med mig , kjære Søren , paa hiin mindeværdige Dag , da la proosssions Zranäk tog sin Begyndelse . Selv om Festen ikke havde været , er dog Broen og dens Omgivelser værd at lægge Mærke til , navnlig Paa flige klare , lyse Sommerdage , som vi nu have . Paa den ene Side det mørke , middelalderlige Slot nicd sine Taarne og takkede Tinder , sine massive Stræbepiller og smalle tilgitrede Vinduer . Paa den anden Veien , som snoer sig op til Klosteret S . Eustachio , rigt garneret med blomstrende Myrther og Gyvel , der i Yppig Overflødighed vælde ud , suart af Klippens Sider , snart af den forvitrede antike Vandledning , hvis Muurværk de kue med at sprænge . Foran har man Dalen , som bredere og bredere flyder sig nd imod Campagnen , med sine grønne MaiSmarkcr , blomstrende Haver og blaagraac Olivenlunde ; bagtil de steilt opstigende Bjerge , hvis nysudsprungne Kastanieskove tegne sig som lysegrønne Akospletter paa de mægtige hvide Kalkmasser , der bære Rocca di Cavi og Capranica paa deres øverste Tinder . Langt ude i Horisonten Polskernes lyseblaae , i Taager hvilende Bjergmasser , og bagved dem Havet , dette evigt bevægelige , skiftende Baand , som binder Danmark og Italien til hinanden . Man seer det ikke herfra , men jeg veed , af det er der , af jeg kun behøver af stige op til Capranica for af hilse paa min Barndomsven , og denne Tanke forsoner mig med , af jeg til daglig Brng kun seer Bjergenes stivnede Bølgekamme . Nedenfor Byen løber en Vei zigzagformet op ad Skraaningen og forbinder fig med den , der farer til S . Eustachio . Dette Kloster er Processionens Maal ; naar den har naaet derhen og holdt en Messe for det i Klostermuren staaende , ældgamle Mariebilledc , vender den atter om og passerer Colonnaernes Bro for gjennem det Indre af Palazzoet af gjcnnemvandre Byens Hovedgader , indtil den standser ved Kirken S . Maria , hvor den opløser sig . Som Du seer , havde jeg valgt min Plads godt , thi Processionen maatte passere mig to Gange , først op ad Bjergaascn med dens maleriske Krnmningcr og Bugter , dernæst ad den brede Vei tilbage til Byen . Net længe havde jeg ikke ventet , førend klare , klangfulde Toner forkyndte mig , at Optoget nærmede sig . Alen kunde det være Processionen ? Det lød ikke som Kirkemusik , det var ikke Melodier , der stemte Sjælen til Hvile og Andagt , det var vilde , krigerske Toner , skingrende Trompctsignaler , som Ekkoet hundrcdfoldig kastede tilbage fra Bjergenes Sider . Jeg hørte Hovslag og Vaabncnes Raslen , Tonerne tiltog i Fylde og Kraft ; der kunde ingen Tvivl være derom — det var de pavelige Karabinicrers Kavallerisignaler , som jeg kjendte saa godt fra Kasernerne i Rom . Og jeg havde heller ikke taget feil . Ned kom de ad Veien som en flyvende Stormkolonne ; Hjelmene blinkede i Solskinnet , Sablerne lynede gjennem den Støvsky , der reiste sig omkring dem , medens Karabinerne hang i Remme løst over Skuldrene , og de halvspæmdtc Haner viste , at de vare ladtc . Afsted gik det gjennem Dalen i flyvende Fart ; ridende Gendarmer kom sprængende bagefter med Revolverne i Haanden . Hvad kunde dette betyde ? En Manøvre ? Ja , hvis vi ikke havde været adskillige Mile fra Rom , og hvis der ikke i Folkenes Holdning og forcerede Ridt havde været Noget , som viste , at det var Alvor . Inden Skaren havde tabt sig bag Bjergaasens Kastanieskove , klang et nyt Signal , som heller ikke var mig ubekjendt . Jeg havde Hørt det saa tidt , snart fra Engclsborg , snart om Aftenen i Roms dødsstille Gader , det var en af de franste Legioner , der blæste sit „ Avancier “ . Jeg vilde ikke troe mine egne Øren , og dog var det rigtigt . Der kom de nede paa Veien i denne hurtige Marsch , som er en Mellemting af Trav og Løb ; det var de røde Buxer , det var Kepierne , det var Riflerne , der bæres paa Kryds og Tvers , snart op og snart ned , men som dog altid finde det samme Maal , naar det gjælder . Blen hvad i al Verden vilde de her ? Stod Garibaldi ved Grændsen , eller rykkede Italienerne frem ? Hvo kunde vide det — jeg havde ikke læst en Avis i de sidste tre Uger . Bort svandt Skaren , op over Bjergene , ind mellem Kastanieskovene , følgende samme Vei som Karabiniercrnc , og inden jeg kunde komme mig af min-Forundring , lød nye Toner , forunderlige , selsomme , vilde og skrigende , som stormede man en Redoute lige undermine Fødder . Jeg vilde knap troe mine Øine , og dog var jeg nødt dertil , thi Scenen laa saa nær , at ingen Skuffelse var mulig . Det larmede og blinkede i Bjergkløften lige foran mig , og op af den mhlrede med ustandselig Hast og i spredte Grupper Hundreder af vilde , fkjæggede Skikkelser , hvis Uniform og Vaaben jeg aldrig før havde seet . Paa Hovedet en sort , lavpullet Filthat , fra hvis brede Skygger der snart bølgede en Dusk af Hanefjer , snart en Buket af Roser eller Grønt . En mørkeblaa Jakke af Form og Snit næsten som vore Sømænds Pijækkerter holdtes sammen om Livet af et højrødt Skjærf , og i dette stak en bred Kniv og en Revolver . De ligeledes mørkeblaae Beenklæder forsvandt i Skafterne af nogle uhyre Støvler , og en kort Riffel med tilhørende Patrontaskc fuldendte deres Bevæbning . Men det var ikke den besynderlige Dragt alene , som fængslede min Opmærksomhed ; der var i deres Bevægelser en Lynsnarhcd , en Kattesmidighed , som var det et Kobbel af Tigere , der blev sluppet ud af et Buur . Der laa i deres skjæggcde , stærkt solbrændte og vcirslagne Ansigter et Udtryk af Vildhed og Dødsforagt , der fik mig til at gyse , og som de her kravlede op ad Kløftens næsten lodrette Sider , bedækkede med Dynd og Mndder fra Bjergstrømmcn , som de havde gjenncmvadet , svingende deres Rifler over Hovedet og udstødende et vildt Lvvivg , — Gud maa vide hvem — troede jeg i forste Øieblik snarere , at det var Briganter , der agtede at storme Byen , , end regulaire Tropper , som agtede at forfølge Briganter . Det næste Øieblik rev mig ud af min Vildfarelse ; med en beundringsværdig Hurtighed og Præcision formerede de Kompagnikolonner , og dyngvaade , som de vare , svingede de i rafl Løb tvers igjennem Digncr og Haver ud paa den stavede , solbeskinnede Landevei for at tabe sig bag de Kastanicflovc , der alt havde opslugt Karabiniererne og den franske Legion . Alen saa meget syntes den lille Bjergby at være optagen af sine kirkelige Forberedelser , at ikke et Menneske havde lagt Mærke til det krigerske Syn , der saa hurtig var draget forbi . Klokkerne vedblev at klemte og kime , Evvivaraabcne til Madonnas Ære klang høiere og stærkere , nu knaldede de første Mortalettocr til Tegn paa , at Processionen havde forladt S . Maria , og et . Øieblik efter viste dens brogede Silkefaner sig paa den Vei , der ad Bjergaasen fører op forbi Colonnaernes Borg . Hvilken Forskjel paa dette stille , fredelige Tog og det krigerske Syn , som nylig var faret mig forbi . Jeg kan ikke beskrive Dig alle Enkeltheder , jeg kan ikke i Dig føde den Stemning af Alvor og Værdighed , som var udbredt over disse stakkels , simple Bønder med deres urokkelige Tro og naive , barnlige Eenfoldighed . Du har i „ Napoli “ seet Processionen , der med Kors og Faner bevæger sig afsted til Maria del Arco , og Bournonvillc har tegnet den med Mesfcrhaand . Alt er der : Dragterne , Insignierne , Musiken , Tonerne . Alen det er dog et Skuespil , en Ballet , det barnligfromme Udtryk i Ansigtet , den rcligicusc Holdning er der ikke ; thi den dybe , inderlige Tro , Bevidstheden om , at man udfører en Gud velbehagelig Handling , mangler , den kan kun en Maler , ikke en Balletmester indprente sine Figurer . Læg hertil Solen , Himmelglandscn , Bjergvindens friske Pust , Lærkernes Slag over Dalen , Kvindernes og Børnenes fromme Sange , Voxkjcrterncs matte Blinken , Røgelsens Duft , Pilcgrimmcnes Raab , og Du vil forstaae den Stemning af virkelig Andagt , hvormed selv Protestanten kan knæle ned , naar Hosfien bæres ham forbi . Meget er der , som støder ; Meget , som vækker Forargelse eller endog et ironisk Smiil , og dog føler han uvilkaarlig , at den Tro , som bærer og former denne Handling til et Udtryk af rcligieus Ærefrygt , mangler i de kolde , taagede Egne , hvor han hører hjemme . See f . Ex . den gamle , graahaarede Mand med det milde , godmodige Ansigt , som aabner Processionen , og som med en blomstersmykket Stang baner Vei for den tilhøire og tilvenstre , gjcnncnde den nysgjerrige Ungdom tilside . Der kan være noget Komisk i at have en saadan Forrider eller Festmarschal ; men han gjør det med en Alvor og Værdighed , som gjør ham smuk . Eller see den lille brune , otteaars Dreng , som følger noget bagefter , nøgen fra Top til Taa og kun med ef Faarcskind heftet om Skuldrene og en Hyrdestav i Haanden . Der kan være noget Latterligt i , at han skal forestille Johannes den Døber ; thi vi vide Alle , at Johannes var en fnldvoxen Mand . Men see saa paa Drengens halvt undseelige , halvt henrykte Blik ; see , hvor hans sorte , straalende Øine fæste sig paa Moderen , som i sin Høitidsdragt nied det brogede Tørklæde og Linet over det kulsorte Haar ydmyg og dog glad staaer ved Siden af Veien og kysser ad ham paa Fingeren . Et sødere Ansigt og ef mere glædestraalende Smiil vil Du aldrig faae at see , reiste Du saa Jorden rundt . Betragt nu Mændene ! See , hvor de skride frem , langsomme , tause , alvorlige , sfyrende de store , flagrende Silkefaner med en ængstelig , næsten kjærlig Omhyggelighed . Helgenernes Billede maa ikke , gjaldt det saa Livet , komme til at berøre den urene Jord ; man seer Varsomhcdcu , Ængsteligheden i deres Blikke , Frygten for , at det Hellige skal krnmkcs , og denne Frygt gjør dem skjønne , til Trods for at de ere simple Bønder fra Bjergene og Campagnen . Ru kommer en ny Afdeling , Munkene fra Klosfrene , Præsterne fra Byen , og endelig den høieste Gejstlighed , hvoraf en næsten sammenfalden Olding bærer Hostien under den røde Silkebaldakin , medens unge , hvidklædte Chordrcnge lade Røgelsens blaalige Dampe i tykke Skyer hvirvle omkring den . Der er hæslige Ansigter blandt disse Munke , lade , stupide , hykleriske Ansigter , jeg vil ikke nægte det ; men betragt saa den unge Munk hist tilhøire med de blege , skarpe , magre Træk og med Voxkjertcn sænket noget dybere mod Jorden end de Andres . Der er en Tro , en Krast , en Overbeviisning i disse blege Træk , i disse dybtliggende Øine ; han er en Troende , man seer det , og idet jeg bøier mig for den Ene , glemmer jeg de Hundrede , som gik forud for ham . Nu kommer der en bred Aabning i Processionen ; det funkler , flitrer , lyser og glimter i Solglandsen . Baaren paa Skuldrene af henved en Snees Mænd , omhængt med Fløielstæpper og Silkedraperier , omgiven af Blus , af Kjerter og tindrende Lygter , hvoraf min stakkels Carnevalc bærer en af de største , svæver Naikonua äsl buon ' oonsiglio frem , indfattet i en straalende Solglorie , trædende paa Halvmaancns Ring og holdende Jcsusbarnct i dc opløftede Hænder . Her er Noget , som virkelig støder , og jeg forstaaer Signor Carnevales sardoniske Grimace , idet han vandrer mig forbi — han seer ud som en Mand , som man har tvunget til at tage Kinderpulver . Billedet er grelt og raat , de stive Glasøine stirre uhyggeligt ud i Solskinnet , og Figuren rokker frem og tilbage Paa sit Stativ , idet den flæbes forbi af de pustende Lastdragere . Men er den » skjøn før disse simple Bønder , som aldrig have vidst , hvad Kunst er , og som blot kunne tænke sig Madonna i Fløi ! og Silke ? Jeg troer det ikke , og hvad mig angaaer , følger der hurtig et nyt Billede , som forsoner mig med Smagløsheden , og som omvender mig fra den fæleste Kjætter til den ivrigste Katholik . Det er en nng Pige , neppe voxen endnu . Det rige , sorte , deilige Haar bærer hun udslaget , det salder i lange , blaaligsorte Bølger næsten ned til hendes Hæl , en Krands af blegrøde Roser er hele dets Prydelse . Hun gaaer med sænket Hoved og Undseelsens Blus paa de ungdommelige Kinder ; thi en hvid ulden Tunika er hele hendes Dragt . Arme og Fødder ere blottede , det maa gjøre ondt af træde paa de skarpe , kantede Kiselstene . I den ene Haand bærer hun en Buket duftende Foraarsblomstcr , og hun trykker dem tæt op imod Brystet , for af ikke den kaade Foraarsvind forræderisk skal blotte dets nnge , svulmende Skjønhed . Den anden Arm , saa fuld af Skjønhed og Form , hænger slapt ned , og i Haanden bærer hun en Voxkjertc , men den er ntændt , og dens Spids peger imod Jorden . Lige i det Øieblik hun vandrer mig forbi , mødes vore Blikke , og en ny Purpurstrøm farver hendes Kinder . Hvilken Ynde giver den jomfruelige Blufærdighed hende ikke ? Hun er selv en Madonna , ung og reen og skjøn , hundrede Gange skjønnere end det døde Billede , som bæres foran hende , og hvis Klædebon Mængden bestræber sig for af komme til af kysse . Da hører jeg bag ved hende en sagte , velbckjcndt Grynten ; mit Blik farer fra den unge Madonna til den Næste i Rækken , og det møder — Kancclliercn , Kancclliercn i sin gamle , sorte , fidtcde Dragt , men med et uhyre guult Silketørklæde i Haanden og en vældig Blomsterdusk i Brystet . Han smiler , nikker , og hilser til mig med en salig , veltilfreds Mine som en Mand , der har faaet Sit paa det Tørre . Bed Siden af ham stavre to smaa rødkindede Mater med uhyre trekantede Hatte paa Hovedet og Urtekoste i Hænderne . Da falder det pludselig som Skjæl fra mine Øine : den unge Pige med det udslagne Haar og den slukkede Voxkjcrte er Adele , jeg kjendte hende ikke i den sælsomme Dragt . De to smaa Mater , der folge efter Faderen som et Par dresserede Hunde , har jeg seet før i Hakkclsekistcn . Jeg iler frem og ladtr den unge Pige passere mig endnu engang ; hun lader , som om hun ikke seer mig , men enhver Tvivl er forsvunden , det er Adele Fclicc , saa ung , saa skjøn og saa veemodig drømmende som nogensinde før . Jeg vender Ulig nvillig bort ; al den Ungdom , al denne Skjønhed med alle dens Drømme og Forhaabninger , skal den da døe bort fra Verden og begraves i Klosfrets Eensomhed ? Hvor Meget har Kancelliercn mon faaet derfor ? Jeg tænker paa den blege , skeeløiede Skriftefader , og nn forstaaer jeg den slukkede Voxkjerte , hun bærer i Haanden . Som hun er den Eneste , hvis Lys er slukket , saaledes skal ogsaa Livets , Glædens og Forhaabningernes Lys være slukt for hende for bestandig , og det Krucifix , der blinker fra hendes Bryst , skal være den Eneste , til hvem hun for betroe sine Sorger . Da falder Musiken ind , vild , jublende , parodisk skjærende ; det er Masaniellos Frihedshymne man spiller , og medens Tonerne klingende svinge sig gjennem Luften , taber Processionen sig mellem de lysegrønne Kastaniekroner , mellem Gyvelens gule Blomster , mellem det mørke , duftende Myrthekrat , hvis Kviste aldrig skalte smykke hendes Pande . Hun er „ Madonnabarnct “ , „ Madonnabrüden “ , den Indviede , hvis Skjæbne misundes af mere end een af de bigotte Sjæle , der følge efter . Hvor forunderligt ! Der nede i Dalen stod i gamle Dage Dianas Tempel , og man offrede Mennesker til hendes Ære . I vore Dage ligger Klosteret høit og frit paa Bjergets Top , og Korset lyser Fred og Velsignelse over dets Indgang ; men man offrcr Mennesker som før , offrer Livet , Ungdommen , Skjønheden — og man spiller Frihcdshhmncr dertil . Den lille Begivenhed havde gjort mig forstemt . Er der Noget i Katholicismen , som jeg aldrig har knnnet forsone mig med , saa er det det at skille Mennesket fra det Liv , det er skabt til at-nyde , at formene det Gnds frie Luft og at forvandle dets Sjæl , bestemt til at tilbede i Aand og i Sandhed , til en stakkels kvalfyldt Fange , der her nede henslæber sit Liv i Længsel og Savn , for i Dødsøieblikket at krympe sig i Frygt for Skjærsildcns og Helvedes aldrig ophørende Piinslcr . Og nn Adele ! Hun var en Sommerfugl , let og fri og flagrende , skabt til Lyset og den varme Sol , hvorledes skulde hun kunne give Afkald paa Livets og Kjærlighedens Glæder for i lang , lang Tomhed at falme hen , indtil hun blev som en af de gamle Sibyller fra Huulgaden . Mit Hjerte snørcdcs sammen derved ; Processionen , som jeg nylig havde seet med saa megen Glæde og Interesse , forekom mig nn at være et usandt , gjøglcndc Spil med Menneskets bedste Følelser , og bitter i Sindet vandrede jeg ned ad den lille Bjergsti , som fra Broen fører til OlevanoVcien , ad hvilken jeg havde seet Tropperne drage . Min Hu stod til desserne , lysegrønne Kastanieknplcr ; der var Lys , Frihed og Fuglesang , og der vilde jeg hvile mig i Skyggen tilligemed min gamle Ven Boccaccio , naar Middagssolen brændte . Men det kom ganske anderledes , end jeg havde ventet . Da jeg efter Sædvane skjød Gjcnvei gjennem Haverne og Vignerne , som her slaae aabne hele Aaret , undtagen i Viinhøsten , hørte jeg en munter , overgiven klar Latter , og Marietta stod for mig med en stor Kurv Kirsebær , saa sorte som hendes Haar , dristig hvilende paa Hovedet . Uvilkaarlig speidede mit Blik efter Thomaso , og , ganske rigtig , mit Instinkf bedrog mig ikke . Der sad Knægten oppe i et Kirsebærtræ , ridende paa en Green , og med en Cigar i Munden , som jeg havde stærkt mistænkt for af være en af mine egne , der havde foretaget en lille Vandring . Begge saae saa unge , friske og skalkagtige ud , begge vare saa sladdrende og leende , saa muntre og overgivne , saa sneehvide rene i Linned og saa fulde af Blomster og brogede Baand paa Haar , Hat , Trøie og Kjole , af jeg nok anede af de ulovlig havde benyttet sig af Signor Carnevalcs Tilstedeværelse ved Processionen for endnu mere ulovlig af stjæle Kirsebær i Padrone Luigis Vigne — thi der vare vi . Thomaso støttede desværre min Mistanke paa det Fuldstændigste . Ikke alene foer han ned ad Træet med Munden fuld af Kirsebær ; men , da hun havde ifvrt sig sine Sko , tog han cndydermcrc Marietta øm Livet og kyssede hende saa eftertrykkelig , af Kurven faldt af Hovedet . Saa samlede han Bærrene op , Halvdelen i sig selv og Halvdelen i Kurven , og gav sig derpaa ganske frækt til af sætte Hatten paa tre Haar og gaae paa Taaspidserne med stive Knæ ligesom Signor Carnevalc . Marietta lo af fuld Hals og erklærede ham gjentagne Gange for et bruto animale * ) ; men dette bevirkede kun , af Thomaso gav sig- til af læspe ligesom Apothekeren , og da han endelig med dennes Stemme og Gebærder i en siirlig Tale anholdt om hendes Hjerte og Haand , vare baade Marietta og jeg nær ved af døe af Latter . Saa besluttede vi af gaae sammen til Skoven , efterat Thomaso endnu engang havde fyldt Kurven fra Padronens Træer . Der er noget uendeligt Livligt og Friskt ved disse Bønder fra Sabinerne ; de sige deres Mening fuldt ud baade om sig selv og om Andre , og her er ingen Konveniens , som lægger slebne JiSkrystallcr paa Tungen . Thomaso fortalte reent ud , af det var hans bestemte Agt af løbe bort mcd Marietta , saasnart han havde Et grimt Dyr . faaet saa mange Penge , at han kunde sætte Bo , og denne tilklappede ham Bifald paa de mest passende Steder , idet hun gjentagne Gange erklærede min stakkels Carnevale for en gammel Graaspurv , som gav hende en halv Scudo for at faae Lov til at kysse hende . Thomnso yttrede lydelig fin Tilfredshed over at have en saa indbringende Kjæreste , og saaledes naaede vi alle Tre Begyndelsen af de store Kastanieskove , der som et lysegrønt , bølgende Belte skyde sig ned imod Olcvano , for derpaa atter at kravle op ad Bjergenes Sider , saa langt Øiet formaaer at række . Under en ældgammel Kastanie havde vi faget vort Sæde , Padroncns Kirsebær vare lcirede midt imellem os , og her fra Høiden havde vi den friestc vide Udsigt , deels til Gennazzano , deels over de dybe , stærktbevoxede Dalstrøg , som drage sig ned imod Ølevano . Uvilkaarlig dvælede min Tanke atter ved Adele , og Marietta spurgte mig deeltagende , om jeg havde nogen hemmelig Kjærlighedssorg , siden jeg pludselig var bleven saa ponsioroso * ) . Jeg betroede hende , hvor meget det havde smertet mig at see Adele i Processionen , og hvilken Synd * ) Tankefuld . det var at bestemme til Klostret et Barn , der endnu ikke vidste , hvad Livet var . Marietta tog et hvast Sigte paa Thomaso , knibsedc en Kirsebærstcen lige i Nelliken paa hans Hat og sagde med en mut Mine : „ Adele er ikke noget Barn . Hun veed meget godt , hvad Livet er ; hun har allerede en Kjæresfe . “ „ En Kjæresfe ? “ gjentog jeg forundret , „ hvem er det ? “ „ Ja , hvem veed det , “ svarede Marietta . „ Han kom og fløi bort som Vagtlerne i September Maaned ; men siden den Tid er Adele altid tankefuld , ligesaa tankefuld som De , naar De faaer de lange Breve oppe fra Danmark og jager mig ud af Stuen . “ „ Er det sandt , Thomaso ? “ spurgte jeg . „ O , hvor veed Thomaso det , “ raabte Marietta , da hendes Kjæresfe gjorde Mine til at svare . „ Man skal aldrig spørge Mændene om Sligt . Hvad kjender han til det ? Ti stille , Thomaso , og lad mig tale , naar Signore « spørger ! Det er der Ingen , som veed Noget om , uden jeg . “ „ Hvad veed Du da , Marietta ? “ spurgte jeg . „ Jo , “ sagde Marietta og satte et meget hemmelighedsfuldt Ansigt op , „ ifjor ved denne Tid havde vi midt om Natten et skrækkeligt Uveir . Lynet slog ned i Kirken og kastede den hellige Andreas ned paa Gaden , saa at han gik i . tre Stykker . Det var aldrig hændet før , sagde Padre Ensebio , og vi maatte betale før at faae en ny fra Rom — og han var dyr . Men midt under Uveiret , ligesom det var paa det Allerværste , bankede det paa Døren . Vi Fruentimmer sad Alle i Kjøkkenet , men Ingen turde reise sig før at lukke op , saa forskrækkede blev vi . Da bankede det igjen , og Adele gik hen og tog Stangen fra Døren . Den sprang op , og ind kain en Mand , en fiin Signore , i mørkeblaa Kappe , med Fjer paa Hatten og saa smukke Ringe , da han trak Handsken af , at jeg aldrig har seet dem smukkere . Hvor han kom fra , var der Ingen , der vidste , før med Padrone Luigi var han ikke kjørt , og anden Vetturin » er der jo ikke i Byen . Heller ikke var det muligt at kjøre den Nat før Regn , Lynild og Torden , og dog var han ligesaa tør som vi , der sad ved Ovnen . Han satte sig midt imellem os , men der var Ingen , som vovede af spørge , hvor han kom fra , saa fornem saae han ud ; desuden vare vi jo kun Fruentimmer , thi Mændene vare nede i Vignernc for af stemme Vandet . Selv sagde han Heller ikke Noget , men røg fine smaa Papirscigarcr , som han tog op af et forgyldt Fouteral , og hver Gang han bøiede sig mod Ilden for af tænde , saae han paa Adele saadan , af hun blev ganske rød derved . “ Og Marietta sendte mig et Par Øine , saa store og faa lynende , atThomaso kastede hende et Kirsebær i Hovedet . „ Og hvad saa videre ? “ spurgte jeg . „ Saaledes sad vi vist over en Time , “ fortsatte Marietta , „ og det Eneste , hun havde sagt , var , af han havde spurgt Adele , om hun ikke kunde synge , men , skjøndt hun synger smukt , svarede hun dog Nei og holdt Hænderne for Ansigtet ; men jeg saae godt , af hun kigede gjennem Fingrene . Lidt efter kom Kancclliercn . Han havde været ovre hos Fangerne , og naar han er vaad af Regnen , er han aldrig i godt Humeur . Han pleier ellers af brumme , især naar han seer Nogen sidde og gjøre Cour til hans Datter ; men den Aften skrabede han ud , saa det var noget ganske forskrækkeligt , og da den Fremmede reiste sig op og hviskede ham et Par Ord i Øret , som Ingen af os kunde høre , saa tog det ingen Ende med hans Høfligheder . Han bukker altid nok for de Fremmede og siger dein smukke Ting , naar de komme herud ; men denne Gang skulde man troe , at det var den hellige Fader selv , der var kommen . Han bukkede for ham , saa at han nær var falden baglænds ned ad Trapperne , og saa kaldte han paa Anna Maria , Nino , Vittorio og Diegi , skjøndt den Sidste var langt borte . Alle maatte de tage fat for at lave Aftensmad , og Kancellieren løb selv efter Hønsene . Jeg blev kommanderet ind og maatte gjøre Sengen istand med de fineste Lagener , som ikke havde været fremme , siden den gamle Signor Vannutelli døde , og skjøndt jeg var forskrækkelig nysgjerrig , maatte jeg blive derinde , indtil jeg var færdig . Da jeg kom tilbage , sad den fine Herre ved Bordet , og Adele vartede ham op . Han havde en fiin og prægtig Uniform , thi Kappen havde han lagt fra sig , og paa Brystet havde han en Guldsnor , hvorpaa der hang srnaa Kors og Stjerner . Ved Siden af ham stod Gubernatoren med en stor Bog i Haanden , og ved et lille Bord sad Kancellieren med en anden stor Bog og lod , som om han skrev . Gnbcrnatoren sætter sig ellers altid ned , selv naar Monsignorcn kommer fra Rom , men den Aften blev han staaende og bukkede , hver Gang den Fremmede talte til ham . Da han havde spiist , blev vi Alle jagede ud i Kjøkkenet , og Kancellieren maatte gaae bprt med Bogen , skjøndt det skyllede Vande ned . Men jeg kigede gjennem Nøglehullet , da den Fremmede gik ind , og da saae jeg , at han tog sit Skjæg af og lagde det paa Bordet , og det har jeg aldrig seet nogen Mand gjøre sør ham . “ Thomaso saae meget forbauset ud , og Marietta vedblev : „ Hvor var han smuk ! Saa fornem og saa fiin . Jeg drømte om ham hele Natten , for dengang kjendte jeg ikke Thomaso , og selv om jeg havde kjendt ham , troer jeg , at jeg havde gjort det alligevel . Hele den næste Dag kom han ikke ud af sit Værelse , men sad og skrev og skrev , saa at han brugte alt det Blæk op , som vi havde i Huset . Men Ingen maatte komme ind til ham undtagen Adele , og hun hjalp ham med at skjære hans Penne , for det kan hun , og skrive kan hun ogsaa . Om Aftenen , da det var blevet mørkt , gik han ud , Ingen vidste hvorhen , og Ingen af os saae ham komme hjem ; men jeg lagde Mærke til , at Adele den hele Aften stod paa Altanen , og da hun endelig skulde ind til sin Fader , var hun meget alvorlig , og jeg saae , hun havde grædt . Den næste Morgen var han igjen i sit Værelse ; men Kanccllicrcn sagde , at Adele ikke maatte være alene med den fremmede Herre , og sendte hende ned til den gamle Prokurator i den anden Ende af Byen . Den Dag bestilte han flet ingen Ting , men spurgte flere Gange efter Adele og blev meget misfornøiet , da han hørte , at hun var tagen til Rom , thi det bildte Kancellicrcn ham ind . Om Aftenen gik han atter ud og kom ikke tilbage ; men Adele kom heller ikke , og hos Prokuratoren havde hun slet ikke været . Saa blev vi Alle sendte ud for at lede , og jeg gik over i Kirken , for jeg holder ikke af at rende paa Landeveien , naar det er mørkt . Jeg havde først bedt til Madonna om at faae en Kjæreste , for den Gang kjendte jeg ikke Thomaso , og der var heller Ingen , der brød sig synderlig om mig ; men da jeg havde anraabt Jomfruen , blev jeg søvnig , og da jeg ikke vilde være alene hjemme , satte jeg mig hen i en Krog og saae paa Madonnaen , til jeg faldt i Søvn . Da drømte jeg , at alle Sølvhjcrterne blev til virkelige Hjerter , som slog og bævede og bankede og vilde flyve ud af Buret paa smaa Englevinger , som foldede sig ud paa Siden af dem . Men de kunde det ikke ; thi Landsespidscrnc paa Jerngittrenc blev til ligesaa mange Pile , og hver Gang Hjerterne bævede og stræbte ud ad , fløi en af de gyldne Pile i det , saa det røde Blod strømmede hen ad Gulvet , og hver Gang det skete , reiste Madonna sig og nikkede og smilede dertil . Men for hver Gang en af Pilene traf , hørte jeg Suk og Hulken og Graad , som skulde Hjerterne briste derved , og selv blev jeg saa fuld af Smerte og saa inderlig bedrøvet , at jeg græd med , saa jeg vaagnede derved . Men det vedblev at græde og hulke lige foran mig , og da jeg fuld af Angst reiste mig op og stirrede ud i Halvmørket , saae jeg To , som holdt hinanden fast omslyngede , og den ene , som var høiere , bøiede sig ned og hviskede : „ Græd ikke , stakkels Barn , jeg kommer jo igjen ! “ Det gav et Sæt i mig af Angst og Forskrækkelse , thi Stemmen kjendte jeg ; det var den fine Herre , som var kommen om Natten , og hende med det blege Ansigt , hende , han vedblev af holde i sine Arme , det var Adele Fclice , som de Andre rendte om efter nede i Vignen . Jeg sagde naturligviis ikke et Muk , men sad saa stille som en Muus , og da saae jeg , af han kyssede hende og satte en Guldring paa hendes Finger og sagde , af Madonna vilde være med hende , og det har hun ogsaa været , thi ellers var hun ikke bleven valgt af Priorinden i Klosfret ; men det blev hun igaar , og nu er hun forsørget . “ „ Forsørget ? “ udbrød jeg . „ Kalder Du det af blive forsørget af blive spærret inde i Klosfret ? “ „ Hun bliver ikke spærret inde , “ sagde Marietta skarpt . „ Hun gaaer selv . Derfor faaer hendes Fader og smaa Brødre Penge hvert eneste Aar , og i et halvt Aar har hun Lov at betænke sig . Hvis hun da har mere Lyst til at gifte sig , kan hun ogsaa gjøre det ; men saa faaer hendes Mand alle Pengene , og hendes smaa Brødre kunne døe af Sult , hvis hendes Fader bliver syg og døer . Derfor gaaer hun . “ „ Nei , ikke derfor , “ sagde Thomaso . „ Hun gaaer , fordi hun er bange for sin Fader . Hvis han ikke faaer de Penge at drikke op i Sambucco , slaaer han hende fordærvet , ligesom han gjorde ved sin Kone ovre i Norma . Han slog hende med den samme tykke Stok , hvormed han nu gaaer , og hun døde deraf . “ „ Umuligt , Thomaso , “ svarede jeg . „ Kancellieren , som seer saa god og skikkelig ud , sknlde have slaaet sin Kone ! Han har fortalt mig , at han var nærved at døe af Sorg over at have mistet hende , og han er jo Godmodigheden selv . “ Thomaso brast i en skraldende Latter ; men Marietta greb mig fast om Armen og sagde med lynende Øine : „ Kancellieren er ond ! Saa ond , som Dagen er lang . Han har slaaet Adele , saa Blodet er sprunget ud af hendes Næse og Mund , det har jeg seet paa . Han prygler sine smaa Børn hver evige Aften , naar han kommer hjem , og de vare døde af Sult for længe siden , hvis vi ikke gav dem at spise , naar han ikke seer det . Han sulter , piner og bedrager Fangerne i Fængslet , og drikker saa Pengene op hos Prokuratoren eller i Sambucco . Uh , det gamle Uhyre ! “ „ Fangerne ? “ spurgte jeg forbauset . „ Han er jo Skriver hos Gubernatorcn . Er han ikke ? “ „ Skriver , Skriver ! “ raabte Marietta foragtelig og slog med Nakken . „ Han skulde kunne skrive som Kontoristaen ? Nei , kradse kan han , og naar han skriver hos Gubernatorcn , er det kun , fordi Ingen maa faae at vide , hvad de skrive om . Gubernatorcn er . . . “ og Marietta endte med en uforlignelig mimisk Grimace , idet hun pegede paa et sort Sviin , som rodede Orme op nede i Vignen . . „ Hvad er han da ? “ spurgte jeg yderlig forbauset over saaledes at see den værdige Kancelliere blive given til Priis . „ Arresfforvarer ! “ sagde Marietta og blinkede med Øinene . „ Arresfforvarer og Gubcrnatorens høire Haand , naar det gjælder om at knibe og slaae Fangerne . Han er aldrig gladere , end naar en Fange stal have Pidsk ; det gjør han selv , og Gubcrnatoren seer derpaa . Troer De , at han vilde spare Adele , hvis hun tænkte paa at gifte sig ? Han har aldrig betalt Anna Maria en Bajocco i Huuslcic , og hun tør ikke klage til Gubernatorcn . Nei , Adele gaaer i Kloster , for at hendes sinaa Brødre kunne faae saa mange Penge , at de kunne komme til Rom og blive Præster eller Kardinaler , hvis Madonna vil det . “ Jeg taug og tænkte efter . Nu først blev Adele mig klar ; nu først forstod jeg hendes Angst i Kjeldcren , hendes veemodig drømmende Blik og det Udtryk af Alvor og Resignation , som saa tidt hvilede over hende , selv naar hun syntes allcrgladest . Nu fattede jeg det Udtryk af haabløs Smerte , da hun vandrede sin tunge Gang i Madonnas Procession . Forelsket og dog Madonnabruden , stakkels Adele ! „ Ja , hun lader sig forsørge i Klosteret , “ sagde Marietta , hvem Pausen syntes at falde temmelig lang . „ Hun faaer det godt derinde , det veed jeg ; thi Priorinden er en gudfrygtig Dame , og Søstrene skjændeS ikke meget . Hun vil blive lykkelig i Klosteret , det er jeg vis paa . “ „ Men , hvis nu hendes Elsker kommer ? “ spurgte jeg . „ Bah , han kommer ikke , “ sagde Marietta . „ Han skulde komme tilbage ? Saadan En , der narrede baade Kancclliercn og Gubernatorcn , han skulde komme tilbage for en fattig Piges Skyld ? Men , hvis han kom tilbage , vilde han nok finde Adele , selv om hun var i Kloster . Naar Kjærligheden gaaer igjennem et Nøglehul , kan den vel sagtens komme igjennem et Talcgittcr . “ . Jeg noterede mig disse Ord som betegnende for det italienske Klosterliv , og spurgte : „ Men hvad blev da Enden paa Historien med den Fremmede ? Fik I ikke at vide , hvem han var ? “ „ Nei aldrig , “ sagde Marietta med Eftertryk . „ Han var langt finere end vi Allesammen , det fik Gubernatorcn at mærke . “ „ Hvorledes ? “ „ Jo , jeg har egentlig glemt at fortælle det Vigtigste ved Historien , “ svarede Marietta . „ Omtrent tre Uger før den Fremmede viste sig , var der fra Rom kommet en meget fornem Fange , hvis Navn , heller Ingen fik at vide . Han havde hverken stjaalet eller stakket med Kniv saaledes som de andre Fanger , men gjort Noget imod Propagandaen inde i Rom , og det er meget værre end at stikke . Kontoristaen sagde , at han var nede fra Neapel , ' og at han var bleven saa syg af Luften i Rom . Derfor skulde han ligge paa Landet herude , og der var indrettet et Fængsel til ham oppe paa Slottet , hvortil kun Gubernatorcn havde Nøglen . Den Aften , da jeg havde seet Adele og den Fremmede i Kirken , kom Gubernatoren over og sagde til Kancellieren , at han skulde følge med ham op Paa Slottet , og da Kancellieren kom tilbage , havde han faaet Nøglen af Gubernatoren og vilde gaae over med den til Smeden , fordi den havde krummet sig noget i Laasen . Men den Fremmede lod hente Viin ovre hos Prokuratoren og sagde , at det kunde vente til imorgen , og derpaa trakterede han os Alle med saa megen Viin , som vi vilde have . Kancellieren og den Fremmede blev alene tilbage i Salen , thi vi Andre havde dandset Saltarella i Kjøkkenet , til vi vare blevne saa trætte , at vi ikke kunde staae paa vore Been . Men da vi den næste Morgen vaagnede , vare baade Fangen og den Fremmede borte , og Kancellieren laa paa Gulvet saa lang , han var , da jeg kom ind for at tage Skodderne fra . Der laa et Huus med Gubernatoren og Kancellieren og Smeden , som havde gjort Nøglen , men Ingen kunde sige , hvordan Fangen var sluppen ud ; thi Laasen var aldeles urørt . Men da den Fremmede ogsaa var borte , blev de tilsidst enige om , at han vistnok havde hjulpet den fornemme Fange ud , og det er vist ogsaa det Rimeligste . “ „ Horte Adele aldrig Noget senere til ham ? “ spurgte jeg . „ Jo , een Gang , “ sagde Marietta . „ En Maaned efter kom der et Brev til hende , og med Brevet fulgte der en Pakke , hvori der var det deiligste Koralhalsbaand , svin Nogen har eiet her i Byen . Men Kancellicren tog det fra hende og solgte det , og dermed var Historien med den Fremmede forbi . “ „ Og Du saae dein slet ikke andre Steder end i Kirken ? “ frittede jeg Marietta . „ Nei , jeg ikke . Men Vittoria , som havde været nede at hente Vand ved Kilden , fortalte , at hun havde seet den Fremmede gaae ind i det gamle Tempel nede i Dalen , og lidt efter var Adele kommen derned gjennem Trifoglios Vigne . Hun sagde , at de havde været længe sammen derinde ; men jeg troer det ikke , Adele er saadan en skikkelig Pige . “ Hvor klart stod i dette Øieblik ikke mit første Møde med den unge Pige for mig . Hendes Dvælen i den gamle Tempelhal , hendes inderlige Hensunkcnhed , som jeg havde tilskrevet Andagten for Madonna , hendes pludselige Forskrækkelse , hendes Rødme , hendes Flngt , da jeg traadte ind — Alt blev mig nu forklarligt . Men Kontoristaen ? Var han da en ulykkelig Elsker eller blot en lykkelig Medvider ? Som jeg drøftede dette Spørgsmaal i mit stille Sind ilden noget væsenligt Resultat , klang og knaldede det pludselig nede i Dalen under os , snart Plaf paa Plaf , snart raslende og rullende som en heel Pelotonild , og Ekkoet rullede Lyden syvdobbelt hen over Træernes Toppe for i samme Øieblik at optage den paany . „ Nu gaaer Processionen tilbage ; det er Mortalcttoerne fra Piazzaen , “ bemærkede Marietta . Lige i det Samme kom et stort Insekt flyvende med en sælsom Summen forbi os og tørnede i sin Flugt paa Egekrattet tæt ved vor høire Side . Jeg troede i første Øieblik , at det var en af disse store blaae Bier , som bygge deres Celler i Skovens udgaacdc Kastanier , men da den begyndte med at ruske i Egekrattets Blade , saa at disse fløi tilhøire og venstre , da den knækkede nogle Grene paa sin Vei , og da dens første matte Summen endte i en skarp langtrukken Lyd , omtrent som en Kat , der miauer , foer jeg op og stirrede paa Thomaso . « Naäonna min ! » raabte denne og kastede sig ned over Marietta , der var ifærd med at reise sig . Atter kom en af de brummende Humlebier , men denne Gang fløi den høit gjennem Kastaniens Top , saa at Smaakvisfe og Blade dryssede ned rundt omkring os . Jydens Ord ved Fredericia : „ Jeg troer , den Onde — — , at de flyde med Skarpt ! “ , faldt mig pludselig ind , og instinktmæssig dukkede jeg mig ned bag den svære Kasfanicsfammc , hvor allerede Thomaso og Marietta havde søgt Ly paa en Maade , der i hvi Grad vidnede om , at de vare Kjærcstefolk . „ Hvad er det , Thomaso ! “ raabte jeg . „ Hvem er det , der flyder ? “ » Dio mio ! « raabte denne med klapprendc Tænder og ligesaa hvid i Ansigtet som et Lig . Atter kom der en Humlebi gjennem Kastaniens Top , og Marietta gav sig til at hvine paa en saadan Maade , at jeg ikke hørte , hvor “ den blev af . Ikke ret langt fra det Træ , hvor vi havde leiret os , var der en Forhøjning i Terrainet , der som et Dige løb langs med Skræntens øverste Rand , og hvorfra der baade var Dækning og Udsigt . I et Par Spring var jeg derhenne , og idet jeg kastede niig plat ned Paa Jorden , stirrede jeg ud over Dalen . Hvilket forunderligt Skuespil ! Rundt om , fra de lysegrønne Buske , fra de hvide nedrullede Klippeblokke , fra de fældede Kastanicstammcr , som endnu strakte deres nøgne Grene høit i Veiret , bølgede smaa hvide Røgsøjler i Veiret og trak sig som lette Fjerskyer henover Dalen . Glimt fulgte paa Glimt , Skud knaldede paa Skud , men det var mig ikke muligt at see en eneste menneskelig Skikkelse , og vidste man ikke bedre , skulde man troe , at det var kæmpemæssige Bombardeerbiller , som , skjulte i Bjergenes Kløfter , morede sig med at udslynge deres Dampkugler til Ære for Dagen . Det var klart , at Kampen maatte være meget ulige . Paa Bjergskraaningen ligeoverfor mig gik det Skud i Skud , det var som paa en Klapjagt , naar Ræven stryger de feilende Poster forbi . Under mig kunde jeg egenlig Intet see , thi det yppige Buskværk skjulte hele det nederste Parti af Skraaningen ; men herfra kom Skuddene langsomt , ligesom mere beregnende , og , som det lød , ogsaa med større Virkning . Pludselig hørte jeg et langtrukkent , skingrende Hurra fra den modsatte Side af Dalen , saa blev der pludselig dødsstille , Skydningen hørte op . Da susede og raslede det i det tætte Krat , som naar Sciroccostormcn hvirvler Løvet foran sig , og ud af Skovens yderste Bryn styrtede en halvhundrede Nødbuxer frem — de saae ud som røde Blomster , der voxede op af den mørkegrønne Bund . Men de naaede ikke mere end halvveis frem paa den bløde Engbund , hvor man saae dem ligesaa tydelig som Reicr paa en Tallerken . Da knaldede en Salve under mig , og inden Krudtrøgen fik Tid til at bølge op , saae jeg fire eller fem af Franskmændene styrte forover imod Grønsværet ; Resten standsede instinktmæssig , og et Hornsignal kaldte dem atter tilbage til Skoven . Et vildt jublende Skrig hilsede deres Tilbagetog , og derpaa afløstes Alt af den dybeste Tanshed . Stilheden var saa fuldstændig og varede saa længe , at Fuglene , som angst havde fløiet frem og tilbage , atter satte sig til Ro og begyndte deres kvidrende Melodier . Jeg saae mig om efter Marietta og Thomaso , men Leiligheden havde været for gunstig , der var ikke Spor af dem at see . Da lysnede der atter et Par Glimt ovre fra den anden Side af Dalen , men denne Gang var det en skarp , hvislende Lyd , som fulgte efter , og over Engen trak sig et Par brede Nøgsfribcr , der blev staaende i den varme Lnft , som vare de for dovne til at stige tilveirs . De efterfulgtes hurtig af flere andre , og en eiendommelig skarp , svovlet Lugt steg op fra Dybet . En rasende Salve var Svaret , Eder og Forbandelser fulgte efter , det knittrcdc og bragede som tørt Kvas , der fændes , en gunlgraa Røgsky trak sig op ad Bjerget under mig , og Mere saae jeg ikke . Et Dctaschcmcnt Dragoner og Gendarmer havde besat Skoven , og en af de Sidste befalede mig kort og godt at vende tilbage til Gennazzano , efterat have forlangt mit Pas , som jeg heldigviis bar hos mig . I den lille By var nn Alt i det fuldstændigste Oprør . Marietta og Thomaso vare ganske rigtig ilede hjem og havde forkyndt Kampen . Ingen vidste , hvorom den dreiede sig , men Alle vare i den høieste Spænding . Processionen havde opløst sig paa Veien tilbage til Byen ; Kors , Faner , Lygter og Monstrantser stod stillede op imod Træer og Mure eller laae henkastede i Græsset . Kancellieren og Adele søgte jeg forgjæves ; derimod kom Signor Carncvale styrtende imod mig uden at ændse , at han i Hastværket og paa Grund af Solskinnet bar den moderne Graae til den kirkelige Proccssionsdragt , hvilket i Forbindelse med hans ophidsede Tilstand gav ham et temmelig profant Udseende . Han trak mig tilside bag en Hyldebusk og betroede mig ivrig , at han havde sikker Underretning fra den nationale Komitee , og at det maatte være Garibaldi , som for Øieblikket kæmpede imod de pavelige Lejesvende . Ganske uden Grund syntes denne Efterretning ikke at være . Idetmindsfe var det mig paafaldende , med hvilke betænkelige Miner de Herrer Kanonici luskede omkring , og med hvilken mærkelig Iver de bjergede Madonnabilledet med al dets glimrende Sølvstads ind i Kirkens Allerhelligste . Døren blev derpaa lukket , og et Par af Byens Gendarmer stillede udenfor , trods Festen og dens proosssions Zranäs . Befolkningen og Bønderne forholdl sig temmelig rolige , og den Eneste , der viste nogen større Virksomhed , var Gubernatorcn . Den bestod i , at han lod Byens Sprøite , et ældgammelt Pompcrcdskab , trække frem midt paa Piazza imperiale , hvorhos han befalede Befolkningen at hælde Vand i den fra Fontänen . Dette gjorde de ogsaa trolig ; men da det løb ligesaa hurtig ud , som det kom ind , havde de ikke megen Fornøielse deraf . Desto mere havde maaskee Gubernatorcn , thi han vedblev forbittret at give Ordre til , at Sprøtten skulde fyldes , og medens man forgjæves arbeidede herpaa , foregik han selv Mængden med et værdigt Exempel . Under Kafeens store Solsejl havde han opslaaet sine Pauluner med Kanccllicren og Byens bedste Mænd til Stab . Stadig modtagende Ordonnantscr og Gendarmer , sad han her i en blomstret Lænestol , beskjæftiget med at fylde det ene Glas Marsala i sig efter det andet . Da han havde gjort dette i nogle Timer , og det led hen ad Eftermiddagen , reiste han sig op , henvendte nogle beroligende Ord til Mængden og behagede derpaa paa sin besmrrlige Vei til Palazzoct allernaadigst at kaste et Blik i Sprøtten , hvorpaa han bemærkede , at nu kunde man høre op . Dette gjorde inan ogsaa til stor Beroligelse for il piMoaZnoio * ) , som havde faaet det Meste af sine Skinker sat under Vand , og Resten af Eftermiddagen tilbragtes i Frygt og Spænding under Overkommando af Kancellieren , som vandrede op og ned ad Pladsen , stadig svingende sin tykke Knippel , som ventede han et Bytte . Dette kom ogsaa og vistnok i langt rigere Maal , end den værdige Fængselsdirektcnr havde anet . Allerede en Time efter min Tilbagekomst til Byen var Skydningen næsten hørt op , og kun en let , blaalig Brandtaagc , der vedblev at stige op bag Aasen , tilkjendegav , hvor Kampen havde staaet . Da saae man henimod Solnedgang et ganske usædvanligt Optog , som satte hele Byens Befolkning i den stærkeste Bevægelse . Portene til Palazzo Colonna , som havde været stærkt bevogtede af Kavaller » og Gendarmer , aabnede sig , og ud af dem skred en bedrøvelig Procession , meget ulig den , hvortil jeg havde været Vidne om Formiddagen . Efter et halvt Svarer til vort Spcrkhøker . Dusin Karabinicrcr tilhest , som red Skridt for Skridt med Pistolen i Haanden , kom sex Mænd , lasede , forrevne , pjaltede , sværtede af Krudtrøg , og med saa tydelige Tegn paa , at de havde været i Ilden , at Haar og Skjæg vare afsvedne paa et Par af dem . Aldrig har jeg seet eller blot tænkt mig Muligheden af saadanne Røvcrfysionomier . Huden bruun som Læderet i deres Sandaler , Skjægget uredt og struttende som en Tjørnebusk i Storm , Haaret langt , indfiltret , Ansigterne fulde af Trods og dyrisk Vildhed , Alt fortalte mig , at det ' var Bundfaldet af Samfundets Bærme , som her passerede Revue . De gik to og to , kjædcde sammen med en Lænke , der fra Halsen gik ned til Haanden og derfra over til den Andens Been , og medens de vandrede forbi , raslede de i Stenene , spyttede ad Folk , der kom dem fornær , og udbrød undertiden i Eder og Skjældsord imod det Samfund , som havde taget dem tilfange . Bag efter dem fulgte en Mand , der tiltrak sig udeelt Opmærksomhed . Ha » var slank , høi , mørk som en Neapolitaner ; men Ansigtstrækkene vare ædle , Holdningen værdig , og ud af hans Øine lyste en sørgmodig Resignation , som uvilkaarlig bibragte mig en Følelse af Medlidenhed . Han bar en Slags Uniform , men den var blcgct og slidt , hvorimod hans Skjæg og Haar vare soignerede , næsten for meget for en Røver . Han gik med bøiet Hoved og Blikket ufravendt fæstet nedad , som frygtede han for i den Skare , der omgav ham , - af møde En , som kjendte ham eller hans Fortid . Naar hans Kammerater udstødte deres raae , fornærmelige Skjældsord , foer Blodet op i hans Kinder , og Blikket sænkede sig dybere imod Jorden ; men naar der indtraadte en Panse , hævede han stundom Hovedet iveiret , stirrede forskende omkring sig , og naar der da klang et « xoverotto ! « * ) fra Mængden , kom der over hans Læber et melankolsk Træk , der gjorde ham endnu smukkere end forhen . Bagefter Fangerne fulgte et halvt Kompagni af de franske Legioner med spændte Haner og Geværet under Armen . Derpaa kom de samme vilde , forvovne Karle , som jeg havde seet om Morgenen , men sone nu , da de drog mig tæt forbi , syntes endnu vildere og mere frastødende . Alle havde de Blomster og Løv i Hatten , hængende Gyvel , lysegrønne Kaftanieblade eller mørkerøde Nelliker ; men iøvrigt funklede Knivene og Revolverne i deres Bester som før , Dragterne vare saa tilsølede , Blikket saa vildt og Holdningen saa lidet soldatcrmæssig , at ' ) Den Stakkel ! Lænkerne syntes mig at være den eneste Forskjel imellem denne Eskorte og de Eskorterede . Fulgt af eu stedse større og større Menneskemasse , der strømmede til fra alle Stræder , Gyder og Smøger , naaede Toget Gubcrnatorcns Palads , hvor det gjorde Holdt . To Minnter efter kom Kancellieren i sin sorte , sidtede Frakke , med sin sorte , fidtcde Hat paa de stive , staalgraae Haar , og med den svære Knippel , der saa lidet svarer til hans humane Ansigt . En Officeer af Gendarmerne traadte frem og forlangte at tale med Gubernarorcn . Kancellieren trak Øjenbrynene i Veiret , rystede paa Hovedet og satte en Mine op , . som var det et af de besynderligste Forlangender af Verden , men da Officeren heftig vedblev sin Paasfand , . vandrede han langsomt og gravitetisk op ad Palazzocts brede Trappe , medens Tropperne slog Kreds om Fangerne for at holde Mængden borte . Et Par Minuter efter kom Gubcrnatorens Frue , en junonisk Skikkelse med yppige Former og Træk , tilsyne paa Trappen , og idet hun med en ægte Sabinerindes hele Zranclsrrm hilste paa den kommanderende Officeer , beklagede hun , at Gubcrnatorcn iaften desværre var saa upasselig , at han ikke kunde modtage Nogen , hvilket gav Signor Carncvale Anledning til det ganske umotiverede Spørgsmaal , om ogsaa Kancellieren var drukken iaften . Herpaa behagede Fru Gubernatoren ikke at svare , men udtalte , at Kancellieren havde den øverste Myndighed over Fangerne , naar Hs . Excellence var upasselig , og foreviste derpaa Officeren et uhyre Dokument , som hun tog ud af en uhyre fidtet Portefeuille , som Kancellieren overrakte hende . Med stor Høitidelighed blev dette oplæst for Kancellieren , hvorved det viste sig , at det indeholdt en almindelig Ordre for Sidstnævnte til at indsætte saavel politiske som almindelige Fanger i Byens Fængsel , naar Gubernatorcn var fraværende , upasselig—eller forhindret ved vigtige Forretninger . I Henhold til den næstsidste Klausul satte den værdige Kancclliere sig i Spidsen for Toget , og nu gif det ned til en gammel Bygning , hvis øde og skumle Ydre altid havde frastødt mig de enkelte Gange , jeg var vandret den forbi . Jeg har ikke meget Begreb om , hvorledes et romersk Fængsel seer ud indvendig og bryder mig heller ikke meget derom ; jeg har nok , mere end nok af af see det udvendig . En toetages Bygning med Vinduer saa smaa og lave , af det maa være umuligt for Fangerne af staae opreiste ; favnetykke Mure af raae , utilhugne Kalksteen , holdende paa Kulde og Fugtighed , uhyre Jernstænger , der ved Ringe og Kjæder , ved Skruer og Bolte nittes og nagles til hverandre ; jcrnbeslagne Døre med rustne Hængsler , rustne Slaaer og rustne Laase , der aldrig synes af kunne dirkes op — saaledes er et romerst Fængsel , og til dette styrede vi vor Gang . Da vi naaede denne skjæbnesvangre Bolig , som ligger nær ved Byens Port , opstod der pludselig Betænkeligheder hos Kancclliercn af en meget alvorlig Natur . Han havde glemt Baretægtsprotokollen hjemme og turde nu ikke gaae selv , dertil var hans Nærværelse for vigtig , ligesom han heller ikke turde sende Nogen efter den , dertil var Bogen for hellig . Den skikkelige Ninv udløste ham imidlertid af hans Forlegenhed ved at hente dette vigtige Aktstykke , og nu fulgte der en lille Scene , som skulde males , ikke beskrives . Een for een blev Fangerne undersøgte , Lommerne vendte og Støvlerne eftersete . Hvergang der fandtes Penge , straalede Kancellicrens Ansigt som en opgaaende Sol , og under det idelige Omkvæd : „ Har Du Mere , saa frem med det ! “ gjenncmsøgtc han paany Fangerne paa de . mærkværdigste Steder . Guldet — og alle Fangerne havde Guld — blev derpaa talt og atter talt , og endelig indført i den hellige Bog , som Nino stadig holdt paa , som kunde den faae Vinger og flyve fra ham . Endelig kom Touren til den sidste af Fangerne , den Mand , som jeg har omtalt . Kancellieren nærmede sig ham paa den samme brutale Maade og begyndte at løse hans Haandjern , der generede ham i at undersøge hans Ærmer . Ligesom Jernene faldt , gjorde Fangen et Skridt tilbage , rev med en lynsnar Bevægelse en Lommercvolver ud af Skjærfet og sigtede paa Kancellieren . Denne tumlede tilbage med et Brøl og et Ansigt , hvis Rædsel jeg aldrig nogensinde skal glemme , men i samme Nu fløi Revolveren , ramt af et kraftigt Sabelhug , ud af Haanden paa Fangen og foer klirrende hen ad Gaden . Kancellieren hævede sin tunge Stok og vilde styrte ind paa sin vaabenlvse Modsfander ; men da sagde denne blot et Ord , et eneste — jeg kunde ikke høre hvilket — men det var , som Klangen af hans Stemme pludselig forstenede Kancellieren . Med aaben Blund og stirrende Øine blev han staaende med Stokken hævet til Slag ; men pludselig var det , som en anden Indskydelse gjorde sig gjældende , Kniplen faldt ud af hans Haand , og under Raabet : „ Hold ham fast , hold ham endelig fast ! “ styrtede han op ad Gaden , medens Gendarmerne sluttede tæt Kreds om den besynderlige Fange . Ti Minnter efter kom Kaiiccllicren tilbage , medførende Gnbernatoren , som han af og til paa en forunderlig venskabelig Maade fog under Armen . En Officeer kom til , der blev vexlet et Par Ord imellem denne og Gnbernatoren , og kort ester dannede Soldaterne paa Officerens Befaling en tæt Eskorte omkring Fangen for at føre ham op til Colonnaernes Borg , medens den hellige Bog som en anden Pagtens Ark bares foran ham af Gnbernatoren , som paa denne sin Vandring følte sig øiensynlig generet af Byens mangelfulde Brolægning . For mig var det hele Optrin en Gaade , og det Samme var Tilfældet med Signor Carnevale , som seent ud paa Aftenen kom vandrende hjem med en nedslaaet Mine for at nedlade sig hos Otto og mig ved den blussende Kjøkkcnild ; thi Nætterne her i Bjergene ere endnu baade fugtige og kolde . Hvilken Skuffelse for denne Hædersmand at faae sex Røvere istedetfor een Garibaldi ! Han meddeelle os dette med et Hjertesuk , idet han forsikkrede , at han nu mistvivlcde om Romerrigets Frelse ; men da Otto ført udtalte sin Forundring over , at man ikke havde fanget Garibaldi sammen med det andet Røverpak , foer Signor Carnevale op i voldsom Extase og gestikulerede saa heftig med en Brand , han snappede fra Skorstenen , nt Otto gav Kjøb og erklærede Garibaldi for en „ Fribytter “ , hvilket danske Ord han oversatte for Signor Carnevale ved „ Frihedens Martyr “ . Herved beroligedes Apothekeren saa meget , at han atter nedlod sig ved Ilden , og da Thomaso paa Ottos Befaling kort efter traadte ind med et bredfnldt Maal af Prokuratorens gamle Viin , dæmpedes Carncvales Vredesild saa meget , at han gav en lang Beretning over Eftermiddagens Begivenheder , hvoraf jeg i al Korthed skal meddele Dig Følgende . En Røverbande , som i lang Tid havde huseret længere sydpaa , var bleven sprængt over Grændsen ved Ceprano og havde som sædvanlig søgt Frelse paa Pavestatens Grund . Men de havde tillige gjort noget Mere . Uden at agte paa den Hensynsfnldhcd , hvormed de pavelige Autoriteter behandlede dem , havde de ved høilys Dag omringet et Kloster , omfrent to Mile fra Gennazzano , og bortført Prioren fra selve Refekforiet , ligesom han nød en tarvelig Middag i Brødrenes Kreds . Men ikke nok hermed ; man havde bundet og kastet den hellige Mand , taget hans Uhr og Ordenskjæde fra ham , og derpaa ført ham op i Skovene , der strække sig ned mod Olcvano . Herfra havde man sendt Bud om Løsepenge til Rom , idet man havde taxcret ham til ti Tusinde Scudi * ) , hvilket maa kaldes billigt for en Prior fra et rigt Kloster . Men i Nom havde man taget Sagen meget alvorlig . Vel var man „ Paa Hat “ med Briganterne og havde indrømmet dem Fortongsret ligeoverfor Englændere , Tydskerc og andre protestantiske Sjæle , som have godt af at miste noget af deres jordiske Mammon . Men at fange en Katholik , en Præst , ja ovenikjøbet en Prior , at forgribe sig paa Klostrets Fred og fremfor Alt forstyrre over halvtredsindstyve Brødre i deres Madro , det var for Meget , selv St . Peter maatte gyse derved . Med en Energi , som maa have kostet det pavelige Politi en ganske nsædvanlig Kraftanstrengelse , udsendtes en Kavallcridivision , bestaaende af Sbirrer og Karabinierer , to Kompagnier af Infanteriet og to af „ Støverhundcne “ , altsaa en heel lille Armee , hvortil jeg endda ikke regner Gendarmerne tilfods . Skovene vare blevne omringede , Cirklen trukken snevrere og snevrere henimod Gennazzano , og endelig havde man fundet den ulykkelige Prior bunden til et Træ , men forresten uskadt . Omtrent hundrede Skridt derfra var den Kamp begyndt , hvortil jeg havde været Vidne . Briganterne , omtrent tredive i Tallet , havde forsvaret sig med udmærket Tapperhed , og * ) Omtrent 18 , 000 Daler . som sædvanlig var det lykkedes Størstedelen af dem at undkomine . En Afdeling var imidlertid bleven afskaaren og havde efter en hidsig Modstand , der havde kostet tolv Soldater Livet , besat og barrikaderet en Vigne , hvorfra Beboerne vare flygtede . Soldaterne havde to Gange forsøgt at tage Huset med Storm , men vare begge Gange kastede tilbage med Tab . Den kommanderende Officeer havde da , opirret ved Modsfanden , ladet Vignen skyde i Brand , og i en fortvivlet Kamp med Stsverhundene , en Kamp , der blev ført med Kniv og Kolbe Mand mod Mand , vare Røverne paa syv nær flygtede , dræbte eller indebrændte . Støverhundcne havde ved denne Leilighed indlagt sig udødelig Fortjeneste , og det er ikke saa underligt . Det er fortvivlede Karle , disse Mænd med de korte Rifler og røde Skjærf , Mænd , der næsten alle have drevet Røverhaandværket selv , og som kjende hver Sti , hvert Smuthul i Bjergene . De fleste af dem have været dømte til Galejerne eller staae i de sorte Bøger ; men istedetfor at lade dem trække paa en Aare foretrækker man at lade dem skjære Aarerne over paa Andre . Det er ubetalelige Folk , rigtige gamle Rotter , som man har skaaret Halen af , og som man nu lader gjøre Iagt paa de andre . Hvad Optrinet med Kanccllicrcn angik , meente Signor Carnevale , at jeg havde seet feil eller misforstaaet Ordene . Man kunde jo neppe nære Tvivl om , at han var Bandens Fører og som Saadan en meget vigtig Person ; derfor var han kommen paa Slottet for sig selv . Signor Carnevale fastholdt haardnakket denne Paastand ; men da jeg rykkede frem med min Mistanke og forespurgte , om ikke denne Fører maaskee kunde være en Uskyldig , satte Signor Carnevale sin Hat paa og rystede sit farvede Hoved med en Overlegenhed , som fik Otto til at gribe efter Blyanten . Jeg vilde udspørge ham noget nærmere , men enten det nu var , fordi han druknede i sin Overlegenhed , eller fordi han Ingenting vidste , nok er det , af han drog sig tilbage til Farmaciets Helligdom med et vistflingrcndeBuk og en Mine , der tydelig sagde : „ Statshemmeligheder , Signor ! Troer De , jeg forraader Statshemmeligheder ? “ Det var prægtigt Maaneskin , og Otto var søvnig . Egnen heromkring er , som Du vel kan see , ikke hvad man i Kjøbenhavn vilde kalde for sikker , og vi følges derfor bestandig ad . Men den Aften var Otto saa udmattet , af han ikke vilde gaae ud , og jeg vandrede da alene . Du gjør Dig ingen Idee om , hvor Maanen lyser hernede . Dens Skjær er saa blændende klart , af man kan læse den fineste Skrift derved , og midt i dens kolde , blaalige Lys staae Slagskyggerne saa foranderlig skarpe , medens de virkelige Konturer flyde saa blødt over i hverandre , af Alt faaer et ganske andet Præg derved . En saadan Maaneskinsnat breder en underlig fantastisk Glands over de mørke , forrøgede Tage , de gamle Kirker og de hvide , i Maanelyset skinnende Loggiaer . Det er , som sank Middelalderens Aande ned over Byen og i et Nu henflyttede den til Keiser Otto den Førstes Dage . Paa Gaden ikke et Menneske — kun herreløse Hunde , snigende-Katte og et ParGeder , svin ballancere langs Ringmuren med sære , næsten dæmoniske Spring . Fra Husene ikke et Lys — kun lukkede Skodder , gitrede Vinduer og Porte , forsynede med Laase og Bolte af et Omfang , som lukkede de Indgangen til ligesaa mange Fæstninger . Overalt Dødssfilhed — hører Du Noget , er det Ekkoet af dine egne Skridt , en pibende Flaggcrmuus eller Uglerne i Taarnenes Toppe . Af og til falder en Kat ind med , klagende og » melodisk , saa igjen denne store , øde , dybe Stilhed med Maaneglandscn , der spiller paa de takkede Ringmure , paa Colonnaernes gamle Borg , paa Bjergene , der snart glimte med lysende Sncetoppe , snart vise Dig de smaa Kasteller med de fiirkantede Taarne , som , opførte paa deres øverste Tinder , vare Befolkningens sidste Tilflugt , naar Saracenerne kom . Og i Maaneglandsen , i de hvide Taagcflor , der aandeagtig hæve sig op af Dalens Skjød og med Vinden bæres ind over Byen , var det , som saae jeg Østerlandets døde Krigere drage mig forbi paa deres dampende Heste . Turbanerne skinnede , de hvide Burnusser flagrede i Nattevinden , de krumme Sabler funklede som Maancslriber , og frem hvirvlede de over Byen , hævende sig op imod Bjergenes Toppe for endnu engang at kjæmpe og seire , for i selve Døden at fæste Profetens Halvmaanc over de funklende Kors . Da klang pludselig et skarpt , skjærende Hornsignal lige foran mig . Jeg veg tilbage , thi det var , som om mine Drømme tog Liv , som hørte jeg Tubaens Klang og saae Østerlandets brune Sønner lige foran mig . Bagtbaalene skinnede rundt omkring , Vaabnene glimtede i Luernes Lys , men Ordene : » illa , passaporta ! « hcnsattc mig hurtig i Virkeligheden . Uden at ane det , var jeg , vildlcdt af Taagen , kommen udenfor Byens Mure og midt ind i Støvcrhundenes Forposter . Det var ikke hyggelige Omgivelser , og Natten gjorde dem endnu mørkere og vildere ; men et Pas er her i Pavestaten en vidunderlig Ting , og jeg bærer altid Trylleformularen hos mig . Det lod ikke til , at Nogen forstod at læse den ; men de korslagte Nøgler , den tredobbelte Krone , de mange Vaabener og Segl ere Formularens egenlige Ciffre , og de forstaaes af Alle . Jeg fik derfor en Støver med mig , som fulgte mig omtrent hundrede Skridt fra Forposterne , og derpaa overlod mig til mine egne Tanker og Drømme og til den klare , maancbestinnede Vei , som fører forbi Klosteret S . Eusfachio . Jeg havde omtrent tilbagelagt Halvdelen af Veien , da jeg foran mig i Maanelyset saae en Skikkelse , som tildrog sig min Opmærksomhed . Det var en høi , tør , mager Figur , med Arme saa lange som en Abes , og en fynd , kjødløs Hals , hvorpaa der hvirrcdc et Hoved , som i Form havde mest Lighed med en Pære eller snarere med en kronraget Kokosnød . Den brune , side Munkekutte , der hang omkring ham som cu Sæk paa en Humlestang , de bare Fødder i de grove Sandaler fortalte ligesaa lydelig som Rosenkrandsen i hans Belte , at han maatte være en af Brødrene fra S . Eustachio , og jeg vilde ogsaa med Lethed have overtalt mig til at troe det Samme , hvis ikke hans Fagter og Manerer havde havt Noget ved sig , der mere mindede om Daarekisten end om Klostret , Snart stod han stille , stirrede dybsindig ned i Jorden og udstødte høit nok til , at jeg kunde høredet , Ordene : » Kollo , dollo , bollo — postals ! « men med en særegen Optakt og smadskende Lyd paa Endelsen » als » , saa at jeg var nærved at briste i Latter derved . Saa lagde han sig plat ned paa Jorden , stillede Hovedet i sfraa Retning og kiggede hen ad den . Derpaa sprang han atter op , gik hovedkulds ned i den dybe Grøft ved Siden af Veien , hvor han speidede og kiggede bag hver Busk og hvert Blad , medens han i afbrudte Mellemrum gjentog : » Kollo , bollo , bollo — bollo postals ! « Uagtet jeg vel neppe behøver at gjøre Dig opmærksom paa , kjære Søren , at det italienske » bollo « ikke er eensbctydende med det omtrent ligelydendc danske Ord , var der dog i Navncklangcn Noget , som vakte saa hjemlige Følelser hos mig , at jeg uden at tage Hensyn til Mandens underlige Fagter i den eenlige Nat nærmede mig ham for at spørge , hvad han søgte efter . » Kollo , bollo , bollo — bollo postals ! « klang det som Svar nede fra Grøften , og lige i det Samme rettede Skikkelsen sig i Veiret , og nu kjendte jeg ham — det var Munken med Barbccrkostcn , som havde purificerct mig og mit Værelse . Jeg troer ikke meget paa Undere , Søren ; heller ikke troer jeg , at en Posfkasse kan tage en Munkekutte om sig , forsyne sig ' med Tonsur og Sandaler og derpaa løbe om paa Landeveien ved Midnatstider ; men hvis man kunde tænke sig en fæl , afskrabet gammel Knark af en Posfkasse , som efterat have gjemt paa rædselfnlde og forbryderiske Hemmeligheder i sin Ungdom , havde faaet nogle Buler og Stød i sin Manddomsalder , for endelig at tabe det Meste af Lakeringen paa sine gamle Dage — hvis man , siger jeg , kunde tænke sig et saadant Under , saa var det det , der nu stod foran mig . Uvilkaarlig gik jeg et Skridt tilbage ; thi Skikkelsen saae paa mig og saae dog ikke paa mig , fordi Øienlaagene hang slapt ned over Øiet , som vare de Overfalse paa Kassen . Næsen lignede en Hængclaas med to Nøglehuller , og Munden , der først stod paa vid Gab af Forbanselse eller Forskrækkelse , sattes pludselig i Gang ved Hjælp af en Deel Folder og Rynker , der gav den Udseende af en sammensunken Blæsebælg . Derpaa trak den sig op mod begge Øren i en lang , uforlignelig Postkassespalte , og hvæsede med stedse stigende Heftighed og betydelig Smadsk i Optakten : » Uollo , LiZnor , Kollo , Polio — bollo poøtals ! « Uagtet jeg nu godt vidste , at bollo postalo betyder et Frimærke , var det mig dog i Øieblikket ikke rigtig klart , om Skikkelsen vilde frankere sig selv eller mig til Galchospitalet , og jeg svarede derfor blot med en afværgende Haandbevægelse og Ordet : « monte « , som er den Afviisning , man giver de romerske Tiggere . » Niente , niente , niente — niente bollo postale ! « blæste det med en sørgmodig klagende Lyd gjennem Mundspalten , og Ovcrfalsene paa Laaget hævede sig saa meget , af jeg fik et Par matte graae Øine af see , fulde af Længsel og skuffet Forventning , og samtidig dermed antog Spalten et saa forunderlig bedende Udtryk og frembragte en saa mærkelig Mellemting af et Snk og et Smadsk , af jeg med en vis Deeltagelse spurgte , hvad det var , han ledte efter . „ O Signor , “ svarede han , idet han med sin magre Haand fortvivlet purrede sig i de Totter af Haar , som Tonsuren havde ladet tilbage , „ der er hændet mig en stor Ulykke . Jeg samler ( her antog hans Ansigt et mærkværdig bcgcistret Udtryk ) paa alle Slags bolli , saavel dem fra Kirkestaten som fra alle Jordens Riger og Lande . For en Time siden havde Kontoristaen givet mig to uhyre sjeldne fra den Provinds i Kongeriget Hamborg , som kaldes Danmark ; men da jeg tog dem frem her paa Veien for endnu engang af fryde mine øine ved Beskuelsen , blæste Vinden dem fra mig , og det har ikke været mig muligt af finde dem . Jeg er meget ulykkelig , Signor ! Danmark er et af de sjcldncste Lande i Tydskland , og der kan gaae Aar hen , inden jeg finder det igjen . Kjender De Danmark ! Jeg svarede ikke , men tog min Tegnebog frem , hvori jeg tilfældig havde to af dette vidunderlige Lands Fodpostmærker hos mig , og idet jeg gottede mig til hans Overraskelse bredte jeg de blaae Mærker ud for ham i Maaneskinnet . „ Ak , det er de blaae , det er Jispostcn ! “ udbrød han og greb efter dem med rystende Fingre . „ De ere ganske umaadelig sjeldne ; jeg har kun seet dem een Gang i Nom , men de vare nægte . Ak , Signor , disse ere ægte ! See Vandmærket , og see , det ene har tolv og det andet fjorten Hak paa Siden ! O , Signor , hvem der eiede en saadan Skat , især hvis den havde de sorte Klatter . “ Et Par Breve i min Tegnebog havde tilfældigviis en heel Kolonne baade af Mærker og af Klatter , og nu kjendte hans Henrykkelse ingen Grændser . Ja jeg troer , at hvis han ikke havde havt Munkekutten paa , havde han givet sig til at dandse af Henrykkclse . Nu indskrænkede han sig blot til at lukke Overfalsene heelt op , fmadske med den uhyre Mund og udbryde : „ O , en lykkelig Stund er denne Nat . Jeg har Kolli , Kolli , Kolli — Kolli postali äanssi ! “ Vi vare komne til Indgangen ved Klostret , og her spurgte jeg ham , hvorledes han med saadan Iver kunde samle slige Bagateller . „ Bagateller ! “ udbrød han , og saae næsten forskrækket paa mig . „ Bagateller ? O , Signor , det maa De ikke sige . See , “ vedblev han , idet han traadte et Skridt frem og gjorde en Haandbevægelse ud imod det Fjerne , „ see , Signor , derude langt bag Bjergene ligger en Verden , en stor , forunderlig Verden . Der ligge Grevskaber og Kongeriger og Kejserdømmer , langt flere end jeg stakkels Munk kan husfe og erindre , og alle have de deres Sæder , deres Skikke og deres Folk , som jeg aldrig faaer at see . Jeg kan ikke komme ud i Verden , Signor ; jeg har forsaget den , men jeg føler en hjertelig Glæde for hver Gang Noget af den brogede Verden kan finde Vei til mig , er det saa kun dens ulæselige Ciffre paa en broget Lap Papir . Jeg samler dem med Raseri ; jeg sover hver Nat med dem under min Hovedpude , og fra dem gaae lyse Tanker og farverige Fantasier ind i mine Drømme . Prioren har forbudt mig at samle dem ; han siger , at det er Djævelens Opfindelse , liksom Jernbanen , hvis Piben vi kunne høre , naar Vinden bærer paa . Jeg har aldrig seet en Jernbane ; men jeg veed , at man skal kunne flyve paa den , som var man en Fugl . Jeg har Frimærker med Jernbaner paa , med Dampskibe , med Ansigter af store og berømte Mænd , og jeg elsker disse Mærker , fordi de fortælle mig Noget om Verden . Jeg har “ — her sank hans Stemme ned til en sagte Hvisken — „ jeg har fire italienske Mærker med Vittorio Emanuele , og eet fim Neapel med Garibaldis Portrait . Ingen maa see dem ; jeg gjemmer dem som en Helligdom , og De vil ikke forraade mig . Ja , De stirrer paa mig ! O , jeg er ikke gal , ikke afsindig . Jeg er spærret inde her , jeg er fangen , og Prioren spiser den Formue op , som min Fader efterlod , som skulde have tilhørt mig , og saa vil man forbyde mig at samle Frimærker , tvinge mig til at skjule Garibaldi og Vittorio Emanuele . Signor , jeg hader Klostret ! Hvis jeg kunde , vilde jeg løbe min Vei ; thi her , herinde , klinger det : Lvviva la , liborta ! Lvviva , I ' Its-Iig , unita ! Lvvivs , Vittorio Lmanusls , il rs-Zalant ' uomo , e Kariballli , il liboratoro ! » Mcd disse Ord stødte han Klosterporten op , men hvilken forunderlig Forandring forcgik^cr ikke i samme Øieblik med hans Ansigtstræk og hele hans Holdning . Der var et Øieblik , hvor hans Had og opblussende Frihedsfølelse havde givet ham et Sving , som løftede hans grimme Ansigt op i en høiere Sfære ; men nu var han atter Postkassen , en gammel forknyt , forkuet og forsagt Postkasse , naglet til Klostermuren , og overscet af de Forbigaaende ; thi i den aabne Klosterport stod Adele , bleg og klædt i Hvidt fra Top til Taa , og bagved hende stod hendes Skriftefader , den lumske Præst med de stillende Øine og det skinhellige , sandselige Blik . Vi maalte hinanden fra Top til Taa . Den gamle Munk neiede sig dybt , idet han gik Præsten forbi . Adele lod , som hun ikke kjendte mig ; hun saae ud som en Ssvngjængcrsfe . Langsomt vaklede hun ud paa Veien , fnlgt af sin Skriftefader saa langt , mit Øie kunde række . Hvad sknlde Adele saa seent i Klosfret ? Havde hun været alene med denne Bland for at skrifte sine Synder , og havde han anvendt alle sine Kunster for at friste hende — og hvortil ? Mit Blod kogte i mig , medens jeg ad en Gjeuvei ilede hjem ; nu begyndte jeg at forstaae , hvorledes man hernede bærer sig ad mcd at fange Sjæle . Bort store Kjøkken , Forhallen i Palazzoet , var tomt , da jeg traadte ind , Alle i Huset sov , Adele var endnu ikke kommen tilbage . Jeg ragede op i Ilden , kastede et Knippe Riisbrænde paa den og fulgte med Øiet de løierlige Figurer , som den sorte Nøg dannede , idet den væltede op . Jeg ventede et Kvarteer , endnu eet , hun kom ikke . Da hørte jeg lette , listende Trin paa Steentrappe » , Klinken løftedes varlig , og ind traadte Adele , men hvor saae hun forandret ud ! Hendes Kinder blussede , hendes Øine lynede , og hendes jomfruelige Bryst bølgede heftig , som havde hun løbet hurtig og langt . Hvor var hun smuk i den hvide Dragt , som Klostret havde foræret hende , og hvor kulsorte vare ikke de bløde Lokker , som i vild Uorden løst bølgede om hendes Hals . Hun stammede et » lmona notts « , og vilde ile mig forbi , men jeg standsede hende og sagde : „ Adele , er det sandt , at Du vil gaae i Kloster ? “ „ Aldrig ! “ svarede hun og slog Øiet mod Jorden ; men der laa i dette „ aldrig “ en Klang , som fik enhver Tvivl til at forstumme . „ Saa vil Du altsaa gifte Dig , “ vedblev jeg . Rødmen i hendes fine Kinder svandt og gav plndselig Plads for en dødelig Bleghed . Hun dækkede med Haanden for Øinene , sænkede Hovedet , men svarede Intet . „ Ikke sandt ? “ vedblev jeg opmuntrende . „ Du vil ikke kaste Dig hen i et Kloster til Føde for Tiden og Kjcdsommelighcden . I Klostret gaaer Sjælen tilgrunde , Adele . “ „ I Klostret kan der dog være godt , “ sukkede hun sagte . „ I Klostret er der Fred . “ Jeg forstod , hvad hun meenfe og sagde : „ Du vil faae Friere , Adele , og Du vil ikke savne Venner . Ikke sandt , Du har Venner ? “ Hun stirrede paa mig med et haabløst , fortvivlet Udtryk i sit Ansigt ; men med Eet var hun ikke længere Herre over sin Bevægelse , hun brast i Graad , hulkede høit og ndbrød lidenskabelig : „ O , Signor , jeg har ikke en Ven , ikke en Beskytter mere i Verden . Jeg har jo ikke engang en Fader ! “ „ Men din Skriftefader ? Er han da ikke din Ven ? “ Hun saae Paa mig med et Udtryk af vild Rædsel , rev begge sine Hænder til sig , og forsvandt uden at sige et Ord i dei : mørke Stue ved Siden af . Jeg hørte hende aabne Lemmen og atter lukke den forsigtig , stilfærdig , og Alt blev tanst omkring mig . Lidt efter kom Signor Carnevale hjem . Han var i et ungdommeligt Lune , thi han havde ført ' Proces med Prokuratorens Viin og vundet den . Efter nogle forgjæves Anstrengelser for at faae Mariettas Dør op — en tilgivelig Feiltagelse , thi den er ligeoverfor hans — spurgte han mig , hvad jeg syntes om Adele , og da jeg intet Svar gav , nævnede han Pater Eusebio og gjorde en Gestus , som sik mig til at gyse . „ Hun vil undgaae ham i Klostret , “ sagde jeg , „ hvis hun gaaer i Kloster , og hvis ikke , vil hun finde en Mand , som vil vide at forsvare hende . “ Signor Carnevale tog en Cigaret ud af sit Futteral og sagde : „ Hvilket Kloster troer De er sikkert , og hvor vil De finde en Mand , som tør dræbe en Præst ? Men hun vil vælge Klostret , det er jeg vis paa . “ „ Men hvorledes er det muligt at holde det nd ? “ spurgte jeg indigneret . „ Muligt ? “ svarede Signor Carnevale , og fæstede sine smaa , graagule og stikkende Øine stivt paa mig . „ Jeg stal sige Dem Hemmeligheden . Klostrene hernede ere Præsternes Lupanarer , og over Indgangen kunde man skrive : „ Lad her ethvert Haab blive tilbage “ . Hvorledes de holde det nd ? Ganske simpelt . Først Raabet om Medlidenhed , saa Fortvivlelsen , saa Sløvheden og saa — “ Signor Carnevale gjorde en Grimace , der mindede mig om Mefistofelcs , tændte sin Cigarrette og forsvandt ind ad sin Dør , medens en fiin tynd Røgstribe blev staaende i Luften som Udraabstegnet til det Ord , han ikke vovede at udtale . Nu er det Morgen , næsten hele Natten er gaaet med til at sende Dig disse Linier , og dog har jeg , medens jeg nedfkrev dem , ikke kunnet slippe Adele af Tanker et eneste Øieblik . Otto er heelt forelsket i hende og vil male hendes Billede ; jeg haaber , at det skal give Dig en fyldigere Idee om hendes Skjønhed end de sorte Streger , som herved sendes Dig fra Din hengivne osv . » Gennazzano , den 5te Juni 1863 . Bedste Fnntus ! Det er idag Grundlovsdag , høilovlig Ihukommelse , og omtrent en Maaned siden , at jeg sendte Dig mit sidste skrækkelig lange Brev , som jeg haaber , Du har fordøjet , ihvorvel jeg ikke har modtaget noget Svar , Grundlovsdag ! Hvilken forunderlig Følelse at tænke sig den hernede . Nu staaer Bøgen grøn derhjemme . Skovens Marodeurer , Egen og Asken , ere komne med , Himlen er lyseblaa , og det lufter fra Stranden . Jens og Peter og Du i højstegen Person rulle rimeligviis i dette Øieblik langs ad den støvede Strandvei for at holde Grundlovsfest paa Eremitagcplainen , spise til Middag paa Bellevue og ende Aftenen i Charlottcnlnnds dæmrende Skygger . I lykkelige Mennesker ! I have faste Priser paa Kaffemøllerne og paa Maden . I have Politi , ja Politik , saavel i Byen som i Skoven . I have Taler , Sange og rungende Hurraer ; thi I have jo ikke alene Love , men endog en Grundlov , der aldrig kan rokkes . Hernede have vi hverken Grundlov eller Love eller Politi , undtagen forsaavidt det skal passe paa Politiken . Bi tage ikke i Skoven for at raabe Hurra , vi synge ingen patriotiske Sange , og fremfor Alt holde vi ingen Taler . At tænke , tale og skrive er aldeles forbudt , og da man er fri for at faae Noget trykt , have vi den største Trykkefrihed af Verden og mærke Intet til det Tryk , hvorover de Liberale klage . Iøvrigt ere vi os selv en Lov ; men da Egenvillien undertiden yttrer sig paa en noget ovcrgribende Maade , har Romeren Kniven og den Fremmede Revolveren til at afsige Høiesteretskjcndelsc , og den bliver i Reglen ikke appelleret . Jo længere jeg imidlertid lever herude i disse vilde , halvt røveriske Omgivelser , desto bedre synes jeg om Naturen og Folkene . De Sidste have opgivet at betragte os som Maanebebocre eller Sydhavsinsulancrc , og naar jeg undtager , at Otto undertiden har en lille Kamp med Byens Ungdom , der betragter Gaden , som sin udelukkende Eiendom , gaaer Alt godt . Iøvrigt har Byen siden Kampen den fjerde Mai antaget et vist krigerisk Udseende , som klæder den ganske godt . Broerne over Floden og det lille Aaleie ere blevne afbrudte og bevogtes af en Vagt , som meget omhyggelig trækker Brædtet tilbage , naar man er gaaet over det . Portene lukkes omhyggelig Klokken syv , og i Møgbunken er der anbragt to Udfljæringer , som ledte min Tanke hen paa Kanoner . Sprøjten paa Piazza imperiale er bleven tættet , og over Gubernatorens Balkon vaier der en vældig silkcgunl Fane , som Paa en heldig Maade kaster et Slør over Toddyernes Mængde . Fra Rom er der kommet fire Prokuratorer og to Dommere , som hver Dag ere ifærd med Synderne paa Municipiet , og jeg har i den senere Tid hverken seet Kancellieren eller Kontoristaen uden i Form af Lastdyr , slæbende paa enorme Bunker af Akter , som til overordenlig megen Nytte blive baarne frem og tilbage imellem Gnbernatoren og de Sex fra Rom . Fangerne selv synes ikke at bryde sig det Mindste om disse morderiske Anstrengelser . Det er nogle gudsforgaaede Karle ; de more sig hele den lange Dag med at synge , bande , fiske og spytte de Forbigaaende i Hovedet , ved hvilken sidste Idræt de lægge en forbausende Kraff og Sikkerhed for Dagen . Overhovedet er der noget Gemytligt og Fordringsløst ved det pavelige Fængselsvæsen , som ikke kan Andet end virke tiltalende . Der sidde nu disse sex Fyre , som mindst have slaaet det tredobbelte Antal Mennesker ihjel , og more sig . ganske fortræffelig . Snart synge de en Chorsang , snart stikke de Arme og Been igjennem Gitteret og silke sig ind i hverandre paa den utroligste Maade , snart sisfe de , og dette er deres Hovcdfornøielsc . Paa Spidsen af et langt Rør , som de stikke ud imellem Jerngitteret , er der anbragt en tilsvarende Snor , som ender , ikke med en Medekrog , men med Noget , der efter min inderste Overbeviisning er Foden af en af Kanccllierens Hosesokker . Maddingen bestaaer i søde Ord og siirlige Talemaader , saasom : „ Ædle Signor ! Giv en stakkels Mand , der uforskyldt og af den bittreste Nød er kommen i Lovens græsselige Kløer , en liden Understøttelse for den barmhjertige Madonnas Skyld ! “ eller : „ Store Loeollsnra ! Du , som kan gaae frit omkring og uhindret kan beskne Solens ' Lys og det deilige Gcnnazzano , betænk en stakkels Fange , som , berøvet sin Frihed og henkastet i det dybeste Mørke , anraaber Dig om en lille Almisse i den hellige og barmhjertige Jomfrues Navn ! “ Samtidig med at disse Formularer fremsiges i et Slags Recitativ , der stærkt minder om den Tone , hvori Præsterne messe , svinges Hosesokken med et behændigt Kast lige henimod Dig , hvor den gjør nogle marionetagtigc Hop for end yderligere at anspore din Gavmildhed . Mærker en af Fiskerne , at der er Bid , hales Fangsten øieblikkelig op og giverda ofte Anledning til de mest komiske Scener . En Dag var jeg ædelmodig nok til af kaste en halv Scudo i Posen , men jeg fortrød bitterlig min Gavmildhed . Først opstod der et saa rasende Slagsmaal , af man kunde høre det over hele Byen , og henad Aften drak Sejrherren rimeligviis Forlig med de andre ; thi der var en Skraale « og Brølen , en Stvicn og Hujen , som blev selv Kancellieren forstærk . Han opnaaede imidlertid kun til Løn for sine humane Bestræbelser af komme hjem i en temmelig gjenncmbanket Tilstand og med et Udseende , som fristede mig til af spendere en Scudo eller to en af de følgende Dage . Soldaterne ere forlængst dragne bort , og foruden de enkelte Gendarmer er Byen nu henviist til sine egne Kræfter . Hvorfor man ikke bringer Fangerne til Rom , er mig aldeles ubegribeligt ; thi man har talrige Exempler paa , af Røverne i andre smaa Bjergbyer ved et pludseligt natligt Overfald have befriet deres Kammerater og handlet temmelig ilde med Beboerne . Dette veed man meget godt her i Gennazzano , og derfor har der under Signor Carnevales Ledelse og med Gubernatorcns allerhøieste Billigelse dannet sig et Slags Mobilgardc , som er noget af det Kosteligsle , man kan see . Om Aftenen , naar den i smaa Afdelinger rykker igjennem Gaderne for af besætte Byens to Porte , Broerne , Fængslet og Indgangen til Gubernatorcns allerhøieste Palads , skulde man troe , at man var i det fjortende Aarhundrede og saae en middelalderlig Landstorm drage gjennem Gaderne . Her er alle Vaaben , lige fra Morgenstjerner til Luntebosscr , alle Kostumer fra Læderkøllerter og Rytterkapper til Brystharnisker og Korsbandolerer . En Antikvar vilde gjøre en brillant Affaire herude , og hvis Røverne skulde prøve paa at angribe , kunne de komme til at gjøre Bekjendtskab med Vaaben , om hvis Existens de vist neppe engang have drømt . Iøvrigt nærer jeg en skummel Mistanke om , at Signor Carnevale har nogle forfærdelige Planer i Baghaanden . Naar han kommer med sin graae , brcdtopkrampedc Hat , hvori der nu er fæstet tre svajende Hanefjer med en Kokarde af aldeles ubestemmelige Farver , naar jeg betragter det gamle Dragonharnisk , der blot mangler et Rør i Halsen for at være en komplet Selvkoger , naar jeg hører Jcrnsporernc paa hans Hjortclædcrsstøvler klirre imod Stccngulvct , naar jeg endelig seer ham selv træde ind med denne militaire Aplomb , der faaer Heftet paa den lange Stikkaardc til beskedent at skjule sig under Armhulen , da synes det mig , at han seer saa dinbolisk-revolutionair-hcmmclighedssuld ud , at selv Mcsistofclcs i hele sin Glorie bliver en daarlig . Kopi . At Signor Carnevale ilden Grund skulde hengive sig til Strabadser , Nattcvaagcn og andre Anstrengelser , der ligge ganske udenfor hans sædvanlige , apothckermæssige Dont , synes mig lidet troligt , og da jeg idag af de danske Aviser seer , at Garibaldi samler Friskarer baade i Nord og Syd , have Otto og jeg fundet ud , at Signor Carnevalc tænker paa at støtte en garibaldistisk Bevægelse og allerede indøver sine Tropper . Dn vil maaskee undre Dig over , at det er danske Aviser , der bringe os denne Efterretning , som naturligviis allerede er mindst en fjorten Dage gammel , men det er et godt Beviis paa Tilstanden hernede . De romerske Blade indeholde aldrig Andet end de vamleste Lovtaler over den hellige Fader , Lister over Messer , Processioner og Bidrag til den hellige Stols Underhold . Berøres de politiske Begivenheder , er det altid i en meget reserveret Form , og nævnes Garibaldi , er det kun for at fremstille ham som Ærkcdjævlen , Antichristen , Morderen og Skamskjændercn af al jordisk Lov og Ret . Bladene i Napoli sang i samme Tone , inden Frants den Anden faldt ; men da Garibaldi landede paa Yderspidsen af Sicilien for at give Bourboncrnes Throne det svage Stød , som behøvedes for at rive den over Ende , da var det mærkværdig nok „ Dagbladet “ , som bragte Indbyggerne i Mcssina Efterretning derom og fik dem til af reise sig on masos . Alle fremmede Blade blev gjennemlæste og tilbageholdte i Napoli ; men paa Grund af Italienernes store Ubckjcndtskab med vort kjære Modersmaal , gik dct Nummer af „ Dagbladet “ , som indeholdt Telegrammet om Garibaldis Afreise fra Genua , igjennem Censurens Forpostkjæde , og en dansk Kjøbmand slog Allarm i Leiren . Hvorvidt vi denne Sommer skulle have eu garibaldistisk Reisning , veed jeg naturligviis ikke ; men Meddelelsen i vore Blade har gjort mig opmærksom , og da jeg viste Signor Carnevale Stedet og oversatte det for ham , lukkede han sig en heel Time inde i Farmacict og skrev meget ivrig . Idag er Artiklen klippet ud af Bladet , og Marietta forsikkrer paa det Højtideligste , af hun har seet Carnevale luffe omkring hele Formiddagen med en Papirsax i Baglommen . Lægger Du hertil det Faktum , af der er opstaaet en vis Spænding imellem Gnbcrnatorcns Stormægtighed og den revolutionaire Farmaci , vil Du indsee , af min Formodning ikke er ugrundet . Den Første har nemlig i de sidste Dage befalet , af Sprøtten skulde trækkes væk og Mobilgardcn opløses , da man ikke længere kunde nære nogen begrundet Frygt for , af Røverne vilde vende tilbage for af bcfrie deres Kammerater . Signor Carnevale gjør derimod Alt for at ophidse Indbyggernes Fantasi og holde Mobilgardcn vedlige . Snart holder han offenlige Taler fra Disken i Apotheket , snart disker han op hos Prokuratoren med de gyseligste Beretninger om , hvad Briganterne have gjort her eller der , snart excrccrcr han aabenlyst med Tropperne paa Pladsen foran Gubcrnatorens Vinduer og slenter Garibaldi-Marschen , naar Mørket falder paa . Følgen af det Hele er , at Borgerne ikke have villet nedlægge Vaabnene , men endog ved en energisk Henvendelse til Gubernatorcn havc forlangt Krudt og Bly udleveret fra den nærmeste Station , en Henvendelse , hvorpaa Gubernatorcn har svarct ved at gjøre sig fuldkommen usynlig , hvorimod Kancellicren hver Aften lusker om efter Patrouillcrnc , for derpaa i al Stilhed at luske til Pallazzoct og endelig seent om Aftenen at komme tilbage til os for at spise Salat , tygge paa sine Negle og bag det blaatærnede Lommetørklæde at belure Signor Carnevale , naar denne mindst aner det . Vi have nemlig , hvad jeg endnu ikke har fortalt Dig , faaet vort Kjøkken omdannet til en Slags Vagtstuc , og her tilbringe Apothekeren , Kancellicren og Byens øvrige bedste Borgere mangen en behagelig Aften sammen med Otto og mig . Vi komme sjeldent iseng før over Midnat , og at Prokuratorens Viin ved disse Sammenkomster spiller en ligesaa væsenlig Rolle som Historier fra Nord og Lyd , behøver jeg vel neppe at fortælle Dig . Den gamle Anna Maria gaaer nyslcnde om og sætter en Kridtstreg paa Væggen for hver Gang , Thomaso kommer med et Indlæg fra Prokuratoren . Bittoria falder isøvn paa Huggeblokken og styrter saa ned af den paa de mest umotiverede Steder i Fortællingen . Marietta drikker hemmelig af Carncvalcs Glas , kommer Gløder i hans Patrontaske eller hengiver sig til andre ligesaa uskyldige og lattervækkende Løier , samfidig med at hun koketterer med Alle med Undtagelse af Kancellieren og den blinde Musikant fra Byen , som paa sin Mandolin snart fortæller sit ulykkelige Livs Historie , snart akkompagnerer Kontoristacn , naar denne synger en af sine bløde Elskovssange , som utvivlsomt gjælde Adele . Naar han hengiver sig til denne Idræt , skeler Kancellieren paa en saa gruopvækkende og fortvivlet Maade , at man maa kjende Fundatserne i Madonnalcgatet for at forstaae Grunden dertil , og samfidig dermed slaaer han Takten med sin tykke Knortcsfok i Stccngulvct paa en saadan Maade , at Ingen kan tvivle om , at han helst ønskede at forlægge den til Kontoristaens Rygstykker . Hvad Adele angaaer , da synes hun ikke at give Faderen Anledning til nogen Bekymring . Naar Kontoristacn hcnaandcr dc blødeste , mest brændende Sonnettcr , sidder hun stille og beskeden med Hovedet bøiet over det simple Sytøj og med Blikket fæstet paa Naalen , der rastløs farer frem og tilbage . I sin fattige , sorte Dragt ( jeg troer , at hun kun eier den ene Kjole , thi den hvide var et Laan fra Klostret ) , kun iført de Prydelser , som Naturen har skjænket hende , seer hun saa forunderlig sød og barnlig uskyldig ud , at man maa være mere end af Steen for ikke at røres deraf . Hver Aften indtagerhun stille og ydmyg den samme Plads , hver Aften ile de samme smaa Fingre den samme rastløse Gang , men aldrig har jeg seet hende syc paa Noget , der hørte hende selv til ; hun har jo to smaa Brødre og en Fader at sørge for . Stille og alvorlig sidder hun med det stille , alvorlige Blik fæstet paa sit Arbeide , som var det en Livssag , der skulde forrettes . Kun naar Otto eller jeg taler om vort fjerne Hjem , naar vi for de forbansede Tilhørere skildre Nordlysets Blinken , Isens dumpe Suk under Skøiteløbcrcns Fod og Vinterdagens styrkende Klarhed , naar Solen i rcgnbucfarvet Straalcpragt bryder sig i Niimdiamanternes Facetter , kun da hæver hun undertiden Hovedet og sender os et langt , usigelig veemodigt og længselsfuldt Blik , som vilde hun sige : „ Der er skjønt i Norden ! Kom og tag mig med , jeg visner i Syden . “ Men træffe da disse mørke , melankolske Øine de uheldsvangre Blink , der skyde sig frem som listende Snoge under Faderens graae , buskede Øjenbryn , da slukkes deres Glands , hun synker hen i Drømme som før , og kun jeg aner Drømmen og veed , hvad der skjuler sig under dette tilsyneladende forsagende Ydre . Madonnaen , Madonnadyrkelsen og Madonnaprocessionerne udgjøre en stor Deel af Samtalens Emner og med Rette . Den lille By er stolt af sin Madonna , og den har Grund til at være det , thi hun forsørger den over en Sjcttcdccl * ) af Aaret og har bragt dens Ry til de fjerneste Egne af Ilalien . Naar disse Historier fortælles , drager Signor Carncvale sig enten tilbage til de indre Gemakker eller giver sig til at rulle Maccaroni eller stiller sig i den aabne Dør med Armene overkors og et haabløst Blik til Stjernerne , som gaae deres evige Gang over hans Hoved . Jeg kan da paa hans Læbers Bevægelser see , at han fløjter Garibaldi-Marschen indvendig , men videre tør han heller ikke drive det ; thi bagved ham sidder Kancellicren . , og imorgen sidder han hos Gubernatorcn , hvor den silkegulc Fane vater Disse Processioner sinde nemlig ogsaa Sted i Sepfember . over de korslagte Nøgler , som forstaae mere end den Kunst at lukke op . Det var en Aften i den gamle Brandstuc , som Otto kalder det . Der havde været noget Mundhuggeri først imellem Kontoristaen og Kancellieren , derpaa imellem denne og Carnevale , og der var indtraadt en af hine Pauser , som ere lige ubehagelige , hvad enten de indtræffe ved en Papegøicfcst paa Skydebanen eller ved en Kjøkkenild i Sabinerne . I det Samme viste Thomaso sig i Døren med fire Fogliette » af Prokuratorens „ Rode “ , og samtidig dermed væltede Signor Carnevale ned over sig hele den store Kobberconcha , som Marietta havde stillet paa en saa underfundig Maade , at Katastrofen var unndgaaelig . Begge Ting syntes at paavirke Kancellicren i lige Grad ; han „ laante “ et Glas Viin hos Thomaso , en Glød hos Marietta og et Blik hos Apothekeren , og medens han svang det store blaatærncde Lommetørklæde og forresten deelte sine Øine imellem Kontoristaen og Adele , sagde han med den belønnede Troes overbevisende Stemme , særlig henvendt til Otto og mig : „ Mine unge Venner ! I , som jeg sætter saa megen Priis paa , skjøndt I ere fra et Land , hvor den hellige Madonnas naaderige Undere ikke agtes saa høit som her iblandt denne ringe Byes eenfoldigc Indvaancrc , vide I ogsaa , hvorledes det er gaaet til , at Madonna har ladet sin særlige Naade hvile over det rige Billede , som staaer i Kirken 8 . Maria clol buon ' oonsiZIio ? “ Her reiste Carnevalc sig op og hældte med Anna Marias Hjælp Vandet nd af sine stor Ryttcrstvvlcr og forsynede sig mcd Tøfler , hvorpaa han sendte Kancellieren et arrigt Blik og indtog sin Yndlingsstilling ved Vinduet . Da baade Otto og jeg tilkjendegav vor fuldstændige Uvidenhed , tog Kanccllicrcn ct langt Drag , først af Cigaren , derpaa af Vinen og fortsatte saaledes : „ Mine unge Venner ! Siden I ikke vide det , skal jeg fortælle Eder vor hellige Madonnas første Historie , saameget nære som jeg selv til en vis Grad var indviklet i den og kjendte den Mand , hvem Madonnaen viste sit første naadcrige Jcrtcgn . “ Her hørte vi en kvalt Lyd fra Signor Carnevale , en Mumlen og en Eftersætning , der syntes at ende med Ordet „ Galeislave “ ; men da den værdige Kanccllicrc tilsyneladende intet Hensyn tog dertil , fandt vi det passende at følge hans Exempel , og efterat have „ laant “ Ottos Cigarfutcral , som fandtes tomt næste Morgen , fortsatte han saaledes : „ Jeg boede dengang i Norma sammen med min forste salig Kone , som . . . “ „ Jeg bankede ihjel ! “ lød det ganske tydelig henne fra Vinduet . Marietta fniste , Kancellicren rømmede sig som en Orne , der grynter , men Adele sendte Apothekeren et mat , sorgfuldt Blik , som først fik ham til af knibse i Luften med Fingrene og derpaa til af forsvinde i sit Værelse . Baade Otto og jeg lod , som om vi aldeles ikke havde forstaaet de afsides Repliker , og da vi uden af forandre en Mine havde udholdt Kancellierens skulende Øiekast , fortsatte denne i en noget lavere Tone : „ Mine kjære Venner ! Jeg boede dengang i Norma , en By , som er bleven berygtet som et Opholdssted for Tyve , Mordbrændere og Røvere ; men med Urette , i høieste Grad med Urette , saa sandt hjælpe mig Madonna . Byen har ingen Haver , ingen Vigncr , ingen Agre , thi den ligger paa en Klippe , der er saa bar som min Haand . Den har Heller ingen Handel , ingen Omsætning , thi Klippen er for fast , den lader sig ikke sætte om . Byen har Heller ingen Haandværk eller Kunst eller Industri , thi hvor der ikke er noget Agerbrug , ingen Handel , ingen Omsætning , der kan der jo ikke være nogen Industri , og hvad skulde man ogsaa med Industri , naar Byen hænger som en Svalerede , klistret til Klippen , der er saa brat , at kun Æslet , Gederne og Mennesket forstaae at finde Veien derop ? Der var kun een Haandværkcr i Byen , en skikkelig Mandlen Ven af mig—kort sagt en Ligkistcsncdkcr ; thi begraves stal man jo , og Ligkiste maa man have , det fordrer Loven , Religionen og Ligkistesnedkeren . Nu var det netop det Aar , takket være Madonna , et mærkværdig sundt Aar . Der døde slet Ingen , og Furio , saaledes hed min Ven — De veed nok ham , Ligkistcsnedkcrcn — var nærved selv at gaae i Graven derover . Hans Kone svandt hen , hans Born svandt hen , og han selv vilde aldrig have været istand til at tømre en Ligkiste mere , hvis han ikke havde søgt Raad hos mig ; thi Raad kunde jeg give ham , ikke Penge — jeg er kun en stakkels , gammel Kanccllicre . Nu traf det sig , at min salig Kone gjerne vilde besøge nogle Slægtninge i Gennazzano , og da jeg af hende havde hørt , at der her i Byen skulde være et gammelt Billede af Madonna , som havde gjort store Undere i Saracenernes Tid , sagde jeg til ham : „ Gaa med , Furio ! Hnn har hjulpet de gamle Rovere i gamle Dage , hvorfor skulde hun saa ikke hjælpe de— en hæderlig , sfikkelig Mand son : Dig , der sidder med Kone og uforsørgede Børn ? Madonna har selv havt Børn , hun veed nok , hvad det vil sige . “ Saa reiste vi da og kom her til Byen netop i Begyndelsen as Mai Maaned for henved en sexten Aar siden . Dengang var der hverken Processioner eller Klokkeringning eller Hornmusik paa Piazzaen , og det gamle Madonnabillede hang ligesaa eensomt i Kirken som en Kramsfugl i en Done om Efteraaret . Furiv gik hen og saae paa det , men kom tilbage og sagde til min Kone og mig , at det var ogsaa Noget at gjøre saa lang en Reise for . Billedet var saa bruunt som en Pnddchat og saa ormstukkent som en Skriftestol , det kunde vist aldrig hjælpe at bede det om Noget . Nu kunde jeg huske , at jeg havde læst i en gammel Krønike , at de Saracenere , som vare blevne omvendte , valfartede til Madonnaen ved Midnat paa den tredie Dag i hendes Maaned , og da vi netop havde den anden , raadede jeg ham til at forsøge sin Lykke og fale med Sakristanen den næste Dag , thi Kirken blev som sædvanlig lukket Klokken Ni . Men Furio , min Ven , vilde slet ikke have Noget med det gamle Billede at gjøre . Derimod havde han i Kirken seet en deilig pyntet Figur af den hellige Jomfru , den samme , som vi nu bære i Procession under den store Baldakin , og den vilde han hellere fale med , „ thi den saae mere godgjørcndc ud “ , sagde han . Jeg lod ham da have sin Villie , skjøndt jeg holdt mere paa den gamle , og min Kone ogsaa . Furio talte altsaa med Sakristanen , og efterat have fastet hele Dagen fra om Morgenen af og kun drukket et ganske lille Glas Viin henad Aften , gik han imod Midnat med bævende Hjerte til Madonnaen for at anraabe hende om Hjælp . Furio har tidt fortalt mig , at Kirken var bælgmørk , dengang han traadte ind ; men i det sorte Mørke dannede der sig for hans Øine endnu sortere Ringe , som tog fat i og løb over i hverandre , saa han syntes , at der dannedes et heelt Gitterværk imellem ham og det hellige Billede i Choret , foran hvilket der kun brændte en ganske lille , matlyscnde Helgcnlampc . Men Furio var ikke bange ; han krøb lige hen til det Sted , hvor han syntes , af de sorte Ringe stødte imod Gulvet , og der blev han liggende med Hncn i Haanden og uden af sige et Ord , thi efter gammel Skik skulde han tilbringe en Time i Bøn og Andagt , inden han vovede af anraabe Jomfruen . Det gjorde han da ogsaa ; det ene Paternoster løb af efter det andet , og hvergang han var færdig , skjævedc han til Jomfruen før af see , om hun ikke vilde begynde . Men Billedet stod ligesaa stivt og rankt som før , og heller ikke var der noget Synderligt af see paa det ; thi dengang havde det hverken Glorie eller Silkekjole eller Kniplingstørklæde i Haanden , men var en ganske simpel Dukke af Træ med et Hoved af Marmor , som var blevet fundet i Tibers Villa , og som Notzle sagde var et gammelt Vcnnshovcd fra Grækenland . Det Sidste er nok sandt , thi siden kom der en Englænder , som kjøbte det , og gav os det kjønne Voxhoved istedet , som Jomfruen nu har . Da Furio laa i den fattige Kirke , foran det fattige Billede , som kun blev halvt oplyst af et eneste fattigt Blus , medens det nu straaler som en Sol , da tænkte han paa , at han vist havde givet sine Penge ud for Ingenting , og at det var bedre , om han var bleven i Norma . Men ligesom han tænkte det , slog Klokken Tolv , og ligesom Klokken slog Tolv , begyndte Orgelet at bruse , først svagt som en Sommerluftning , saa stærkere og stærkere , indtil han syntes , at Hvælvingerne maatte revne derved . Det var nu meget mærkeligt , at Orgelet spillede ; thi først var der In - geu her i Byen , som kunde spille saaledes , og dernæst var der slet intet Orgel , dertil var Kirken dengang altfor fattig , og det vidste Furio meget godt . Men Orgelklangen vedblev at suse og bruse , den voxede og larmede som Bølger , der bryde sig ind imod en klippcfnld Kyst , og det forekom Furio , som blev han baaren og reven med af TonestrømmcnS Magt , indtil han som en ulykkelig Skibbruddcn kastedes hen for Madonnas Fødder . Da standsede OrgcltlWgcn , Alt blev saa tyst og stille som i en Grav , og der hørtes ikke en Lyd uden Fnrios Hjerte , der hamrede i hans Bryst , som var det det store Uhrværk oppe i Kirketaarnet . Furio vilde bede , men han var saa beklemt og forskrækket , at han ikke knndc faae Andet frem end : „ Hellige Jomfru , forbarm Dig over mig ! “ , og ligesom han sagde det tredie Gang , gik Lampen nd , og der blev bælgmørkt . Ru vilde Furio løbe sin Vei , thi i Mørket forekom det ham , at de sorte Ringe Paany trillede ned fra Hvælvingen , gled over hverandre , formede sig i hverandre og lagde sig som Lænker om hans Arme og hans Been . Io mere han stred for at reise sig , desfo tungere blev Ringene , desfo fastere knugede de ham til Jorden , og midt i denne Vaande udbrød han høit : „ Søde Madonna , frels og forløs mig ! Du kan jo godt , naar bare Du vil ! “ Da sitrede det i Kirken og i Gulvet , hvorunder de Døde laae . Det kom ham for , som sang de dernede dæmpet og tyst : Älaria , ora pro nobis ! « , og ud fra Jomfruens Billede gik der Skraaler saa rene og klare som Stjcrneblink , og alle kom de fra Glorien om hendes Hoved og fra Halvmaancn , hvorpaa hendes Fod hvilede . „ Hvad vil Du mig ? “ spurgte Jomfruen , og Glandsen blev endnu stærkere herved . Furio havde aldrig vidst , at Billedet kunde tale , og han blev derfor saa forfærdet over dette Jertcgn , at han flet ikke svarede paa hvad Jomfruen spurgte om , men korsede sig den ene Gang efter den anden . „ Hvad vil Du mig , Furio ? “ spurgte Jomfruen anden Gang og traadte langsomt ned fra Alteret , hvorpaa hun stod . Alen heller ikke denne Gang kunde Furio svare Noget , skjøndt han fik mere Mod , da han mærkede , at Jomfruen kjendte ham personlig . „ Hvad vil Du mig , Furio ? “ gjentog Jomfruen for tredie Gang , og nu blev Lysglandscn saa varm og saa stærk , at Furio blev angst for , at der skulde gaae Ild i hans Klæder . „ Helligste Jomfru ! “ udbrød han forskrækket . „ Undskyld , hvis jeg kommer til Uleilighed , men jeg har Kone og sex Børn ovre i Norma , og der er ikke en Sjæl mere , som vil lægge sig til at døe . Kald nogle af de Ældste til Dig , og saa sandt Du hjælper mig , skal jeg hjælpe Dig en anden Gang . “ Da rystede Jomfruen sørgmodig paa Hovedet og sagde : „ Furio , din Stakkel , hvad skal jeg hjælpe Dig med ? See Dig om i denne Kirke ! Den tilhører mig , men den er øde og tom , selv i Kirkeblokken er der ikke en Bajocco . Jeg vilde gjerne hjælpe Dig , thi jeg har selv været fattig og veed , at det er haardt . Bliver jeg engang rig som mine Billeder i Tivoli eller Frascati , da skal jeg sikkert hjælpe Dig . Men først maa Dn hjælpe mig . Gaa nd , forkynd den ganske By dct Jcrtcgn , jeg har viist Dig inat , og naar de samle sig her imorgen ved samme Tid , vil jeg gjøre et andet . Naar da Gaver og Rigdomme strømme ind som til mine Billeder i Rom , da skal jeg ogsaa tænke paa Dig . Men Dn skal lade dem vide , at de skulle bygge et Sanktuarium af Jern med mørke og gyldne Ringe , saaledes som Dn saae dem lyse for dine Øine inat , og de skulle kalde mig Madonnaen for de gode Raad , thi dem agter jeg for Fremtiden at give . “ Da Jomfruen havde sagt dette , svævede hun langsomt og som i en lysende Sky atter op paa Alteret . Orgelet tonede , og alle Kirkens Klokker klang af sig selv . Men Furio styrtede som et galt Menneske nd paa Gaden , vækkede Indvaanerne med sine Raab , og fortalte dem , hvad han havde seet , og de , som kom tidsnok , kunde endnu see Lysningen fra Billedet og høre Klokkerne tone svagere og svagere , indtil de endelig tang . Men da Præsterne kom , var Kirken øde og mørk som før , og der var ikke en Lyd at høre . Ikke destomindre blev det besluttet , at der den næste Midnat skulde holdes en høitidelig Messe til Ære før Madonna , og naar den var endt , skulde Lysene flakkes , og Furio anraabe Jomfruen om at vise Menigheden Miraklet . Rygtet foer afsted som en Raket , og da Aftenen kom , var Kirken propfuld af Mennesker , ikke alene fra Gennazzano , men fra Cavi , Palcstrina , Balmontone og endnu længere bortliggcnde Byer . Messen blev holdt med den dybeste Andagt , Lysene flakkedes , og Furio begyndte at anraabe Jomfruen om Underet ; men neppe havde han begyndt , førend man hørte en forfærdelig Knagen og Bragen over hele Kirken . Kvinderne raabte : „ Nu kommer Miraklet ! Nu kommer Miraklet ! “ Det var et høitideligt Øieblik . Hele Kirkens Gulv bævede mider vore Fødder , som rystedes det af et Jordskjælv , Børnene skreg , Kvinderne besvimede , og lige i det Samme gik vi Alle igjennem Kirkegulvet ned i Gravhvælvingerne , medens Stene og Jord og Gruus regnede ned over os . Der blev en Skrigen og en Jamren . Hver eneste Sjæl troede , at den var slaaet til Krøbling for Livstid , og i Hvælvingerne var der en Luft , saa at vi vare nærved at kvæles . Det varede længe , inden Folk kom ilende til med Lygter og Stiger , thi næsten Alle havde været i Kirken den Nat . Jeg troede , at idetmindste Halvdelen var lemlæstet eller død , men da man fik dem op Een efter Een , og da man fik tændt Lysene i Choret og paa Sidealtrene , viste det sig , at ikke Een var lemlæstet eller saaret , og det var det største Vidunder , Madonna havde kunnet gjøre . Alle vare de styrtede en otte Alen ned over Marmorkistcrne imellem splintrede Bjælker og Fliser ; kun hendes Billede stod urokket , og den Eneste , som ikke var falden ned , var Furio , som laa foran det . Fra det Øieblik af fik Jomfruen Navn nfNaäonna äsl duon ' consiglio . Kirken fik et nyt Gulv , og Billedet blev flyttet ind i det Sanktuarinm med de sorte og gyldne Ringe , som De nok har seet . Hvert Aar valfartede Flere og Flere hertil , hvert Aar sfete der Undere og Jcrtegn , og fem Aar efter var hun den rigeste Jomfru i hele Egnen ; men Furio blev egenlig lige fattig før det ; thi vel fik han en lille Gave af Kirken , men den var snart forbrugt , og han levede i Nød og Fattigdom ligesom forhen . Saaledes forløb Tiden , og der var snart gaaet ti Aar , siden Furio gjorde sin første Valfart til Gennazzano . Da døde hans Kone , hans Datter og hans ældste Søn , saa af Furio fik Arbeide nok uden af faae Noget for det . Han alene blev tilbage med sine Børn , der baade skulde fødes og klædes , uden af han havde saa Meget som en halv Bajocco i Huset ; Begravelsen havde spiist Alting . I denne sin Nød tænkte Furio atter paa den hellige Jomfru og huskede , af hun havde lovet af hjælpe ham , naar hun blev rig . Denne Tanke blev saa levende hos ham , af han hverken havde Rist eller Ro , førend han atter kom over til Gennazzano . „ Jomfruen skylder jo mig Alt , “ sagde han , da han drog afsted , „ hun kan ikke være Andet bekjendt end opfylde sit Løfte . “ Tre Dage efter kom han tilbage med saa mange Guldstykker i en rød Silkepung , af han neppe kunde bære dem . Nu flyttede han fra Norma og kjøbte sig en Vigne nede i Dalen og nye Kjoler og Huer til Børnene ; der var ingen Ende paa al den Herlighed . Selv laante jeg hundrede Scudi hos ham , thi han var bleven saa rig , at han ikke kunde nægte mig det , og jeg havde jo givet ham Raadet . “ Her kom Signor Carncvalcs Hoved tilsyne i Døren , prydet med Noget , som almindelige Mennesker vilde have anseet for en Bomuldsnathue , og medens Kancellieren , uden at bemærke hans Nærværelsæ , fortsatte sin Fortælling , bevægede Kvasten paa Nathuen sig i Takt og Forhold dertil , og under den vrængede Apothekerens Mcpfisfo-Ansigt med et saadant Udtryk af skadefro Glæde , at Otto fik Skizzebogen frem bag Kanccllierens Ryg , medens denne sluttede sin Fortælling saalunde : „ Nok sagt , der var ingen Ende paa den Herlighed , og dog kunde der være kommet en brat Ende derpaa , hvis ikke Madonna ogsaa havde hjulpet ham tredie Gang , som De nu skal faae at høre . Ligesom Furio gav et stort Gilde i den nye Vigne for alle sine gamle Venner i Norma , kom der en Vagt af Karabinicrcr og Soldater ind i Stuen og lagde uden videre Haandjcrn paa ham . „ I skalle ikke være bange for mig , “ sagde Furio , da de trak af med . ham . „ Madonna hjælper mig nok med et godt Raad ; jeg har ikke hjulpet hende for Ingenting , men nu maa jeg til Rom en lille Tour . “ Og da han sagde det , lo han og raslede med sine Haandjcrn og var nok saa fornøiet . Den næste Dag tog jeg over til Gennazzano , og der fik jeg Nyt af høre . Principessa Colonna havde foræret Jomfruen et prægtigt Diamantsmykkc , fordi hun havde givet hende et godt Raad , da hun ingen Børn kunde faae . Furio havde anden Gang faaet Lov til af være i Kirken alene med Jomfruen , og den næste Dag havde en Jøde i Ghetto kjøbt et Diamantsmykke af ham for to Tusinde Scudi og snydt ham for otte Tusinde . Der laa et Huus med Kardinalvikaren i Roin , men Furio sagde i alle Forhørerne : „ Monsignore , hvad skulde jeg vel gjøre ? Madonna sagde til mig : „ Min kjære Furio , jeg har selv været fattig . Du er ogsaa fattig , og jeg vil gjøre Dig rig . Jeg har nu langt Mere , end jeg behøver ; jeg er pyntet som en Prindsesse og har egenlig flet ingen Brug derfor . Tag Du kun det Diamantsmykkc , jeg bærer paa Brystet , det er Dig vel undt “ — og saa tog jeg det ; hvad skulde jeg vel gjøre ? “ Kardinalvikarcn indbcrcttede Sagen til Kollegiet , Kollegiet raporfcrede den til den hellige Fader , og den hellige Faderkaldte alle Kardinalerne sammen for at høre , hvad de meente om den Sag . De sendte atter Bud til Præsterne i Gennazzano og Munkene i S . Eustachio , og nu fik Alle at vide , hvorledes Furio havde gjort Jomfruen rig , og hvilket stort Mirakel denne havde viist ham . Og da der ikke var en eneste af Monsignorcrue eller Kardinalerne , end sige den hellige Fader selv , som vovede at sætte sig op imod den hellige Jomfrues Ønske og bestemte Villie , blev Furio løsladt af Fængslet og fik Lov til at beholde , hvad han havde faaet . Men den sidste Dag besøgte Kardinalvikaren ham i Fængslet og sagde ved Afskeden : „ Min gode Furio ! Vi vide Alle , at Du har været meget fattig , men at Du trods din Fattigdom har ført et redeligt og skikkeligt Levnet , og at den hellige Jomsrn i Betragtning deraf har viist Dig en stor og mærkelig Naade . Gaa ud og forkynd dette for dine Venner i Norma og Gennazzano , og fortæl dem ogsaa det sidste nye og store Under , der er vederfaret Dig . Men , husk vel paa een Ting . Hvis Du atter skulde blive saa fattig , at Du bliver nødt til at anraabe Madonnaen endnu engang , da kan Dn tage imod hendes gode Raad , men ikke imod hendes Gaver . Tilbyder hun Dig endnu engang Noget , da husk paa , at god Opdragelse fordrer , at man siger Nei , hvis ikke . . . “ „ Kommer Du paa Galeicrnc ! “ klang en skjærende Stemme . Der kom han tilsidst , thi det var Betydningen af de Ringe og Lænker han saae i Mørket . “ Vi saae mod Døren , men kunde ikke opdage Andet end Kvasten af Apothekerens Nathue , som var bleven siddende iklcmme . Kancellieren rømmede sig , svang det blaatærncde Lommetørklæde , som vilde han forjage de profane Ord , pudsede sin Næse og sagde : „ Signor Carnevalc har et sørgeligt Hang til Vantro , mine Venner . Han er et af Tidens saakaldte oplyste Børn ; baade Gubernatorcn og den ærværdige Pater Euscbio have bemærket det — ja de have bemærket det . Godnat mine Venner ! “ Og Kancellieren tømte Resten af sit Glas i eet Drag og reisfe sig med et lidt usikkert , men velvilligt og yderst humant Smiil . Dog var der i det Sideblik , han kastede til Apothekerens Dør , og i den Maade , hvorpaa han stødte den tunge Stok imod Stecngulvet , Noget , som sagde : „ Tag Dem iagt , Signor Carnevalc , imorgen taler jeg med Gubcrnatoren ! “ Adcle reiste sig for at følge . Hun gaaer altid punktlig ned sammen med Faderen , men den Aften syntes endog hendes Lydighed at mishage ham , thi han raabte i en vrippen Tone : „ Hvad skal Du nu snuse efter ! Bliv her i Kjøkkenet , siger jeg — jeg skal skrive ! “ Hun svarede ikke et Ord , men vandrede atter automatmæssig tilbage til sin lave Stol for paany at tage fat paa Synaalcn og Traaden . Lidt efter knaldede Kjcrlderlcmmcn i ; vi hørte ham rumstere og skjænde paa Børnene underneden , og derpaa blev Alt stille — den store Drage rugede over sine Regnskaber , vistnok den vanskeligste Deel af hans Embcdsgjcrning . Oppe i Kjøkkenet blev der en lille Pause . Det var , som om Alle følte , at Byens Helligdom var bleven profaneret ved Kanccllicrcns plumpe Fortælling ; man vilde søge at oprette det , men hvordan ? Imellem Trifoglio paa Torvet og Bageren , der boede ligeoverfor Kirken og selvfølgelig maatte ansecs for en Autoritet , udspandt der sig en Ordvcxcl om , hvad der maatte anseeS for at have den mest undcrgjørcnde Kraft , enten den af Kancclliercn omtalte Madonnadukke eller det lille , men ældgamle Billede , som jeg alt har omtalt . Bageren paastod , at Madonnadukken utvivlsomt var den , som egenlig gjorde Undere ; thi det var en heel Figur , der baade kunde klædes af og paa , og som havde langt nemmere ved at gjøre et Mirakel end et Billede , der var fladt . Desuden var Dukken engang bleven stjaalen af to Søstre der i Byen , efterat den havde været ndc i Procession . Men det vare de komne meget galt fra ; thi om Morgenen , da de vilde klæde Madonnafiguren af for at dele dens Silkekjoler og Kniplinger imellem sig , vare de pludselig blevne ligesaa stive som Stene , hvorimod Billedet var blevet levende og var vandret tilbage fil Kirken igjen , hvor det med sine Træfingre havde banket paa Kirkedøren , saa at Munkene havde hørt det heelt ind i Refektoriet . Trifoglio derimod holdt paa det ældgamle Billede . Først var det saa gammelt , at Ingen kunde sige , naar det var blevet malet , dernæst var det fil det , at de omvendte Saracenere havde valfartet , og endelig var det udenfor al Tvivl , at det havde gjort et stort Mirakel , hvoraf der endnu fandtes Relikvier i Kirken , medens Furios Historie endogsaa efter Bagerens Mening maatte henregnes fil Apokryferne . „ Har De ikke seet , Signor , “ henvendte Trifoglio sig endelig til mig , „ at der under det hellige Billede findes et krumboict Saraccncrsværd af det fineste Arbeide og omvundct med hcntørrcde Lilier , samt at Gulvet foran Billedet er ganske besprængt med Pletter af Blod , som aldrig lade sig vaske af ? “ Jeg tilstod at have seet det omtalte Sværd og de visne Blomster , hvorimod jeg ikke havde lagt Mærke til Blodpletterne paa Gnlvet . Dette var af hvide Marmorfliser , og i disse var der røde Aarer , men Blod kunde det umulig være . „ Det er Blod , “ sagde Trifoglio med Overbeviisning . „ Blod , som nu snart er over ni Hundrede Aar gammelt , og et mærkværdigt Jertcgn var det , som synlig viser , at det er til denne Madonna , man borvalfarfe . “ „ Hvorledes var det Mirakel ? “ spurgte jeg nysgjerrig . Trifoglio saae paa Bageren med et Blik , som vilde han spørge ham , om han nu vilde fortælle , og da denne af gode Grunde ikke begyndte paa Historien , sagde han : „ Fortæl Miraklet , Adele ! Du skal jo snart konfirmeres og gaaer hver Dag til Pater Euscbio . Min Hukommelse kunde svigte mig . Det er saa længe siden , jeg hørte det . “ „ Pateren har sagt , at hun ikke maa fortælle de hellige Mirakler , naar de Fremmede høre derpaa , “ sagde Marietta . „ Signor Ottonc gjør Nar ad Munkene og Madonnaen . “ „ Ja , saa bør hun jo adlyde , “ bemærkede Otto ironist . Adele sendte førsf Otto og derpaa mig et Blik , som vilde hun sige : „ Jeg afskyer Pateren ! “ Derpaa lagde hun sit Sytøj sammen , foldede sine Hænder og begyndte med blød , velklingende Stemme : „ Dengang da Saracenerne oversvømmede Italien , hvilket er mange , mange Aar siden , blev ogsaa Gennazzano indtagen efter tapper Modstand af en Emir , som hed Habin ben Assar . Han var en af de stolteste Høvdinge , som havde kjæmpet baade paa Sicilien , i Napoli og i Roma , og hvor han kom , steg Halvmaaner ! op og vuggede sig paa Kirketaarnenes Tinder . Men da han naaede Gennazzano , var han allerede gammel og træt af saa mange Aars forbitrede Kampe , og han havde netop ved at stride mod de Chrisfne faaet mere tilovers for dem og deres Lære , end han maaskee vilde indrømme . Alt , hvad Colonnaerne nu har , besad dengang han , og selv naar han steg op paa den øverste Spids af rocca , äi Cavi kunde han neppe vine , hvor hans Nabocs Græmdseskjcl begyndte . Han hørte nu ganske op med Krigens blodige Häandværk , og da han havde reist den Borg , som Colonnacrnc senere stormede og lod ombygge , trak han sig tilbage i stille Eensomhed , grublende over Profeten og hans Ord . Der var nemlig kommen stor Splid og Uro i hans Sind ; thi en berømt Astrolog af hans eget Folk havde læst i Stjernerne og forudsagt , af ligesom Maanen fødes af Intet , voxer og tiltager , indtil den bliver den mest lysende Stjerne paa Nattens Himmel , saaledes skulde ogsaa Profetens Halvmaanc tage til i Storhed og Glands ; men da skulde den ligesom hiin svinde og tage af , indtil den blev til en neppe synlig Ring , som ganske opløste sig og forsvandt i Christendommens opgaaende Sol . Saa meget som denne Tanke plagede ham , saa lidet kunde han skjule den hos sig selv , og forat saaes af vide , hvad Chrisfendommen egenlig tilsigtede , læste han ligesaa ofte i den hellige Skrift som i Moränen , og søgte gjerne Selskab med Byens Geistlige , for af raadførc sig med dem . Saaledes gik det til , af han lidt efter lidt mere og mere blev dragen over til Christus , og at der endelig kom en Dag , hvor han lod sig og de Fleste af sit Hnus dabe . Jeg siger udtrykkelig de Fleste ; thi der var af hans Nærmeste Een , som ikke vilde svigte sine Fædres Tro , som sørgede dybt og bittert over , at den gamle Kriger til Slutningen havde ladet sig overliste af sine Fjender , og denne Ene var hans eneste Datter Subia , som han elskede over Alt i Verden . Men saa dybt led hun under Faderens Frafald , at hun besluttede at drage bort fra ham , for atter at forene sig med sine Frænder i Napoli og paa Sicilien . Men inden hun fik bragt denne Plan til Udførelse , døde den gamle Emir , og Snbia saae sig pludselig indsat til hans eneste Arving med Net til at herske og byde over Alt , hvad han havde efterladt sig . En anden Kvinde vilde maaskee have gyst tilbage herfor , og søgt sig en Husbond , med hvem hun kunde dele Regeringens Byrder og Besværligheder , men for Subia var det en Lyst at blive Herskerinde . Hun trængte til at byde , og Mange paastod , at hun var mere Mand end Kvinde . Neppe var Faderen død , før hun lod Korset nedrive af alle Kirker , alle Munke og Præster udjage , og alle Biinstokke omhugge baade fjernt og nær . De christne Præster æggede Folket til Oprør , Kampen rasede i Gennazzanos Gader , og i Spidsen for de Kjæmpendc fløi Subia , den skjønneste Mcmrcrkvinde , som dengang fandtes i Italien . Fod for . Fod maatte hun og hendes lille Skare vige , og havde hun ikke kunnet afkaste den Bro , som førte fra Borgen over Bjergkløften til Capraniea , var der ikke kommen en levende Sjæl tilbage . Nu derimod naaede hun den lille By paa Bjergets Tinde , hvor hendes Faders bedste Mænd vare , og i Forbindelse med dem anlagde hun Volde og Skandser , saa at „ Gedebyen “ øverst paa Klippen blev aldeles uindtagelig . Selv lod hun bygge et cirkelrundt Taarn , Jomsrutaarnct , hvis Mure vare tre Favne tykke , og hvis Indgang var saa snever , at den kunde forsvares af en eneste Mænd . Derpaa sendte hun Bud til de andre Byer , som Saracenerne havde i deres Bold , og lod udraabc , at hun søgte Mænd med stærke Arme og modige Hjerter for at gjenvinde sin tabte Arvelod . Rygtet om hendes Skjønhed og Tapperhed lokkede Hundreder af Ynglinge hid , og en Dag viste der sig et sclsomt Syn langs Capranicas Mure . Tusinde af kridhvide Telte skinnede i den rødmende Morgensol , og mellem dem bevægede sig mørke Skikkelser , med blanke Skjolde og skinnende Hjclme , med hvide Burnusser og krumme Sabler , der funklede som Høstscgle , da Skaren i bugtet Slangclinic bevægede sig ned ad Bjergets skovbcvoxcde Skraaningcr . Folkene i Gennazzano saae dem , men de kunde Intet gjøre derimod . Som en uhyre Staalorm bugtede Krigcrskarcn sig ned ad Bjerget , og det var Subia , som førte dem . Som en Lavine , der knuser Alt i sit Fald , Kirker og Palazzocr , Skyldige med Uskyldige , saaledes væltede Kampen sig gjennem Gaderne , Luerne lyste , og Dødsskrigene gik som en Stormvind foran den spirende Hær . Da Solen gik ned , var Himlen og Jorden farvet i Blod , og der var ikke een Christen mere , som kunde ringe til /Vvs . Paa Kirkens øverste Trin stod Subin og fæstede selv Halvmaaner : , som . hun havde taget af fin Hjelm , over det gyldne Kors , hvis Grene hun lod afhuggc . Fra den Dag af var al Tanke om Modstand hos de Christne brudt , og for hvert et Tog , som Subia gjorde , lagde hun flere Byer til sit Herredømme og sendte Hundreder af Christne i Martyrdøden . Subia var , som Folket sagde , mere Mand end Kvinde . Medens ellers Kvinderne hos Saracenerne førte et stille , tilbagetrukket Liv og tilhyllede deres Aasyn for Mændenes Blikke , saa foer Subia frem paa fin skummende Ganger og red med aabent Hjelmgitter , naar Faren var størst og Fjenden talrigst . Alle bøiede sig for hende ; hun var jo Emiren Habin ben Assars Datter . Snart havde hun indtaget saa mange Byer og samlet saa mange Saracencrstammer under sit Banner , at hendes Hær talte fem Tusinde Mand Fodfolk og tolv Hundrede velbevæbnede Ryttere , uden at regne deres Bæbncrc og Svende . Mange Emirer havde bcilet til den skjønne Jomfrues Haand , og haabet at blive den , der skulde bringe hende hele Italien som Morgengave . Men , hvergang Nogen havde bcilet , havde hun spnrgt ham om , hvormange Christne han havde lagt for sin Fod , og naar han da nævnede Tallet , rystede hun paa sit Hoved og sagde , at det ikke var nok for den , der vilde ægte Emiren Habin ben Assars Datter . Men selv nærede hun ganske andre Planer . Øverst i Jomfrutaarnet ved Capranica havde hun ladet indrette et Kammer , hvis otte Vinduer vendte mod øst og Vest , mod Nord og Syd og de Himmelegne , som ligge derimellem . Herfra kunde hun , naar Solen stod op , see milevidt omkring , men altid vendte hendes Blik sig imod Vest , og altid dvælede hendes Tanke ved det samme Syn . Langt ude paa Sletten laa , skinnende og lysende som et Hav , en uhyre By . Kupler og Taarne , Spire og Fløic tegnede sig skarpt mod den klare Morgenhimmel ; men alle bare de Korsets , Frihedens og Forløsningens hellige Tegn . Rundtom Staden gik der en taarnbcsat Ringmuur ; hun kunde tydelig see Hornisterne blinke og tælle de svære Blider , som stod rede til at mode enhver fremrykkende Fjende . En skinnende Flod skjød sig i mangfoldige Krumninger og Bugter gjennem Staden , og paa Floden vuggede sig brcdbugcdc Gallier , fulde af vaabenførc Mænd . Naar Morgensolen steg , kunde hun staae timeviis og stirre paa dette Syn , medens tusinde dristige Planer fore gjennem hendes Hoved ; thi Staden , der lyste i Morgensolen , var Roma selv , og Mændene paa Skibene og paa Voldene tjente Grev Alberich , som nylig havde flaget hendes Fædres Folk og drevet dem fra Romas Mure tilbage lige til Osfia . At hævne dette Nederlag , at befrie de tusinde Saracenere , der nu sukkede indenfor Romas Mure , at erobre Staden og lade de flanke Minareter træde istedetfor de fiirkantede Klokkctaarnc , dette var hendes høieste og mest brændende Ønske , derpaa grublede hun baade Dag og Nat , men navnlig blev Tanken mægtig hos hende , naar hun i de stille Aftener sad eensom ved Vinduet i Jomfrutaarnet og sendte Blikket ud over Roma , som svøbte sig i Rosenskycrncs Guld , inden den lagde sig til Hvile . Allerede havde hun holdt Raad med de vigtigste af sine Høvdinge , allerede stod Krigsmaskinerne fuldt færdige , baade Skjoldtage , Steenblider og Stormbukkc , som skulde løbe deres pantsrede Hoveder mod Romas Nkure , allerede var Planen lagt lige indtil de Porte , som skulde stormes , da den gamle Astrolog , hendes Faders niest fortrolige Ven , lod sig melde og udbad sig Audiens , inden hun rykkede frem mod Roma . Subia vilde først ikke modtage ham , da det bares hende for , at han vilde raade fra Toget mod Roma , men da hun saae hvor gammel , svag og affældig han saae ud , smilede hun ad sig selv , og lod ham træde ind forat høre hans Tale . Da Oldingen traadte ind , vendte Subia fig rask imod ham og sagde paa sin kolde , bestemte Maade : „ Nu , Achmir ben Isrek ! Fat Dig i Korthed , og siig mig , hvad der ligger Dig paa Hjertet . Altid spaaede Du min Fader ilde , vil Du nu ogsaa knække Kraften og Modet hos hans Datter , i Sandhed da siger jeg , det skal ikke lykkes Dig . Tal frit , men husk Paa , at Subia aldrig tøver længe . “ Achmir ben Isrek foldede Armene over Brystet , bøiede Hovedet og sagde : „ Hil Dig stormægtige Subia , Habin ben Assars Datter , og bøi dit Øre til en Røst , som snart vil lyde blandt de Døde ; thi fra dem har jeg i Nat faaet Varsel og Budskab . “ Da vinkede Subia , Høvdinger og Krigere forlod Teltet , og hun blev alene med den gamle Stjernetyder - det var , som om det blomstrende Laurbærtræ og den udgaaede Eg stod Side om Side i Bjergdalens Eensomhed . „ Ikke altid spaaede jeg din Fader ilde , mægtige Subia , men altid spaaede jeg ham rigtig , “ sagde Achmir ben Isrek , og saae fast paa den unge , stolte Pige , der stod hjelmklædt foran ham , støttende sig til Landscn , hun bar i Haanden . „ Det veed jeg , “ sagde Subia rolig , „ bærer Du nu ilde Spaadom ogsaa til mig ? “ „ Det veed jeg ikke , “ svarede Stjernetyderen og rystede tankefuld paa Hovedet . „ Hør , hvad jeg har seet , og Du vil kunne indrette dine Handlinger derefter . Da jeg i Nat laa uden at kunne sove og talte Stjernerne , som funklede udenfor mit Vindue , blev jeg pludselig forundret ved at høre en selsom Lyd , der klang udenfor Døren til mit Sovekammer . Den lød snart som Vintervindens skarpe Suus i Piniernes Toppe , snart som Bjergelvcns styrtende Væld , snart som Ørkenvinden , naar den farer henover Sletten , jagende de skarpe Kiselsteen foran sig som henveiret Løv . Du veed , at jeg boer alene , hvor Bjerget er bart og goldt , og hvor intet Træ giver Skygge mod Middagssolens Straaler . Jeg reiste mig da op og traadte udenfor , men Du vil selv kunne dømme om min Forbauselse , naar jeg fortæller Dig , at Alt omkring mig var som en Edens Have , rigt og deiligt , fuldt af sjeldne Blomster , af Frugter , som duftede af Friskhed og Sødme , og med høie slanke Træer , hvori Fuglene sang . „ Saaledes kunde Jorden være ! “ lød en Stemme gjennem Træerne . Da susede det atter i Skoven , og to Mænd kom vandrende hver fra sin Side . Den ene var rigt smykket , skjøn af Ydre , med kulsorte Øine og Haar , og hundrede deilige Kvinder fulgte i hans Fjed . Den anden var fattig , barfodet og uden Tegn paa jordisk Værdighed . Hans Haar var lyst som Solglands , hans Ansigt mildt og veemodigt , og nogle enkelte Mænd fulgte i hans Spor ; men de vare fattige og ringe , som han selv . Begge nærmede sig mere og mere til mig , og da saae jeg , at den Mørke var Abul Kasein Jbn Abdullah , Profeten for vort Folk . Han bar en farverig og duftende Plante i sin Haand , og ud af dens Frngtgjcmme tog han et enkelt Frø , som han lagde i Jorden . Da bøiede den Anden sig ned , skrev nogle Ørd i Sandet med sin Finger , og hør nn , hvad der skete . Der , hvor han havde skrevet , bølgede og bevægede Jorden sig , og frem af dens Indre skjød sig en Palme , hvis Mage jeg aldrig havde seet . Dens Stamme var som lagt med jublende Tunger , dens Blade blev en Skjærm , der skyggede over Jorden , og øverst i dens Krone var der Plads til en heel By , større end Roma selv . Alen frem ved dens Fod skjød der sig et andet Træ af det Frø , som Profeten havde lagt . Hvert Blad var krnmt og spidst som en Sværdklinge , hver Blomst var en sfivnende Hjelm med vaiende Fjer , og naar Vinden bevægede dens Grene , skjar de i Palmens Krone , og der dryppede Blod til Jorden . Men før hver Blodsdraabe , som faldt , spirede der nye Palmer op , og Skoven blev saa tæt og Røslerne saa utallige , at jeg næsten døvedcs derved . Da greb Profeten pludselig en heel Haandfuld af Underblomstcns Frugter og kastede dem ind , hvor Skoven var tættest . De spirede op som før med Sværd til Blade . Hver Blomst bar et skjæggct “ Krigerhoved , og der gik en Stormvind gjennem Skoven , som skulde Jorden forgaae , og paa hver af de forunderlige Blomster saae jeg et Navn , snart et , snart et andet , og dit , Snbia , var ogsaa derimellem . Det Træ , som bar det , bestræbte sig før at bortskjærc den største og ældste af Palmerne i Skoven , hvis Blade blinkede som Guld i Solstraalcrnes Glands . Men pludselig , Subia , var det , som om en Skjælven gik igjennem det . Dets Blade foldede sig sammen og tabte den skjærende Odd , dets Stamme blev slank og smekkcr , ja saa veg , at den ikke kunde bære sig selv , men som en ydmyg Ranke snoede sig omkring Palmens Stamme . Da visnede trindt om Profetens Blomster , de faldt sammen og blev til Intet , men Palmerne lyste og blinkede over mit Hoved , og en Stemme raabte : „ Hvo sig selv ophøier , skal fornedres ; men hvo sig selv fornedrer , stal ophøies ! “ Da betoges jeg af en unævnelig fød og salig Følelse . Det var , som om alt Ondt , alt Urcent var forsvundet , som var jeg kun fil i Kraft af den inderligste Harmoni af alle forhen stridende Lidenskaber . Jeg foldede mine Hænder og bad andægtig : „ Allah er stor , og Stjernerne vandre paa hans Veie “ — da vaagnede jeg ved Klangen af min egen Stemme ; jeg laa paa mit Leie , og Allahs Stjcrnehær blinkede fil mig gjennem mit Vindue . “ „ Og hvad betyder saa dette Syn , Achmir ben Jsrek ? “ spurgte Subia , som i dyb Taushed havde lyttet fil Oldingens Tale . „ Du veed det saa vel som jeg , “ svarede Stjernefyderen ; „ thi alt engang før har jeg kundgjort din Fader det . Det betyder , at Islam er en frodig Plante , skjøn at see fil og hurtig fil at sætte Frugt ; men den er som Vandmcloncn , hvis Stængel ikke kan udholde Sommerens Hede . Vogt Dig derfor , Subia , og betænk Dig trende Døgn , inden Du drager mod den Stad , som med Nette bærer Navn af den hellige . Indvi trende Dage til Eftertanke og Bøn og drag først ud , naar den fjerde Dags Morgen lyser over Bjergene ; thi bedre er det at handle langsomt end at handle ilde . “ Uagtet Subia med hele Ungdommens opbrusende Heftighed helst var rykket lige mod Maalet , kjendte hun dog Achmir ben Isrck for godt til at hun vilde undslaae sig for at følge hans Raad , naar det kun gjaldt en Udsættelse . Hun gav derfor Hovidsmændcne Befaling til at holde sig rede paa første Vink ; men selv drog hun uden Folge eller nogen Ledsæger op til den befæstede Borg paa Bjerget ; thi her vilde hun efter Stjernctydcrens Raad tilbringe de tre Døgn i Faste og Bøn , inden hun rykkede mod Roma . Tvende Dage vare alt forløbne , og af den tredie var der ikke meget tilbage . Solen hældede ni od sin Nedgang , de lette Aftentaager svævede som Spindelvæv henover Campagnens Dale men ude mod Nord glimtede og lokkede atter den hellige Stad , og her fia Høiden saae dens mægtige Akure kun ud som en tynd Ring , der let og uden Vanskelighed lod sig bryde . Subia sad atter ved Vindnet i Taarnet uden at kunne faae sit Øie bort fra det fristende Syn . Den strenge Faste havde mattet hende ; men i Bønnen til Allah havde hun søgt Styrke og Øpreisning . Intet var der hændet , som kunde rokke hendes Plan , Intet skeet , som kunde bøie hendes dristige Beslutning eller fylde hende med Frygt , og nu , da Solen sank , just som det tredie Døgn var tilende , følte hun sig endnu mere end nogensinde før fristet til at gribe Seicrens Krands og slynge den om sin Pande . Endnu den samme Nat skulde Opbruddet skee , og selv vilde hun være den , som bragte de forskjellige Høvdinger Underretning derom . Altsaa lod hun sin Hest sadle , sine Vaaben hente , og klædt i Staal og Guld traadte hun ud foran Borgporten , hvor hendes Ganger vrinskende hilste hende . Men idet hun , støttet til Saddelknappen , vilde svinge sig op paa dens Ryg , faldt hendes Blik langt udover Egnen , og aldrig syntes hun , at hun havde seet en skjønncrc Solnedgang . Langt ude i Horisonten glimtede Havet som et bredt Sølvbaand , og ned i dets rødlige Bande - gled den store lysende Solskive , farvende hele den vestlige Himmel med Purpur og Guld . Subia tænkte paa Christendommens Sol , og med en Følelse af vild Glæde saae hun den synke dybere og dybere , indtil der kun var en ganske svag Strimmel af dens Rand over Havspcilct . Alen Subia vilde see den synke heelt , og derfor blev hun staaende med Haanden paa Sadclbuen og Blikket skarpt fæstet paa den svage , lysende Nand , som endnu var tilbage . „ Nu synker den ! “ sagde hun ved sig selv , idet hun støttede sig fastere til Spydet og med Falkens Øine stirrede mod den purpurrøde Ring , der ligesom svømmede paa Bølgerne . Da sloges hun paa een Gang af Rædsel og Angst , thi den yderste funklende Kant af Solen sank ikke ; den voxede tvertimod til en stærkere lysende Bnc , saa at det saae ud , som Solen imod Naturens sædvanlige Orden vilde , stige op i Vest og gjøre Aftenglandsen til sin Morgenrøde . Forfærdet stirrede Subia paa dette forunderlige Syn ; røde og grønne Skikkelser dandsede for hendes Øine liig Dæmoner fra en ubekjendt Verden , og over den lysende Solrand , som nu kastede en dobbelt saa stærk Aftenrøde fra sig som før , saae hun et hvidt skinnende Lys , som var der en Aabning i Himlen selv , hvorigjennem hun kunde see lige ind i Uendelighedens Rige . Men over og omkring denne laae de straalende Aftenskycr i rig , spillende Mangfoldighed , og for Subias Øie saae det nd , som var det lysende Engleaasyn , der skuede ned mod Jorden , hvilende sig Paa pnrpurfarvedc , solgyldnc Vinger . Mere og niere tiltog Synet i Klarhed og Styrke , stærkere og stærkere blev Subia greben af den ubestemte Gru , der gjennemisnede hende fil Hjertet , og dog vilde hun ikke give tabt . Med Fortvivlelsens Mod svang hun sig paa Hesten . Skjoldet funklede i Aftensolen , Vaabnene klirrede , og hendes Ganger sprængte afsted , som gik det fil Kamp ; men i Skjoldet saae hun de skinnende Englehoveder , som bredte deres Vinger , og i Aftenvinden , der susede forbi hendes Øren , sang og klang det , som hørte hun Hymner fra en stor , usynlig Kirke . Alen nedad Bjerget gik det i fnysende Fart ; overalt , hvor hun kom frem , stod Folk paa Veien og stirrede paa Aftensolen , der ikke vilde synke , og saaledes naaede hun aandeløs og forpustet Campagnens udstrakte Slette . Her syntes hun at være Synet nærmere . Den lyse Plet tog Form og Omrids , den dannede sig fil en klar skinnende Skikkelse , og henover Havet saae hun en Mand komme vandrende , hvis Lige hun aldrig for havde seet . Haaret hang i lange , lyse Lokker ned over hans Skuldre , Morgenstjernens Glands lyste over hans Pande , og i hans Ansigt var der et saadant Udtryk af mild Fred og stille Beemod , at Subia følte Strænge bæve i sit Hjerte , som hun havde været stolt af ikke at besidde . Forfærdet , betaget , greben af Angst for det Overnaturlige og dog med en hemmelig Lyst i Hjertet , som hun ikke kunde forklare , holdt hun sin Hest an , og stirrede ud mod Havet , mod hvis Bølger Skikkelsen tegnede sig skarpere og skarpere . Hvor den satte sin Fod , lyste Havet som i Maancglands , og dets Bølger blev haarde som Steen , hvergang hans Fod berørte dem . Nærmere og nærmere kom Skikkelsen for Subias undrende Blik , og tilsidst syntes det hende , at det ikke saameget var den , der nærmede sig hende , som hende , der droges den imøde . Pludselig svandt Skinnet og Glandsen og Lyset . Hnn holdt paa en øde Vei ved en ringe Hytte ; men frem ad Veien kom den samme Skikkelse vandrende , som hun havde seet i Skyerne og paa Havet , men han skred frem , som var han en ringe Vandrer , og dog syntes Subia aldrig at have seet noget saa Deiligt . „ Hvor drager Du hen , Fremmede ? “ spurgte den unge Maurerkvinde , da den Ubekjendte nærmede sig hende . „ Jeg drager til Roma for at kjæmpe for mit Rige , “ svarede Skikkelsen . „ Nei , aldrig skal det skee ! “ ' raabte Subia og rev med et heftigt Ryk det krumme Damasccnersværd fra sin Side . I et Nn lynede det over hendes Hoved , men da det kom indenfor Straaleglandsen , som udgik fra Skikkelsens Hoved , brødes det som Glas , saa at Subia kun beholdt det tomme Fæste i Haanden . „ Vi sees igjen , Subia ! “ sagde Skikkelse » og forsvandt . I det Samme følte Subia en kold , gysende Fornemmelse , som havde Døden lagt sin Haand paa hendes Hjerte . Hnn stirrede omkring sig og vilde ikke troe sine egne Øine ; thi hun stod ved Jomfrutaarnets Fod og støttede sin rystende Haand imod Saddelbuen , medens hendes Ganger skummede og dampede , som havde den redet en milelang Bei . Hun saae sig omkring . Alt var som for , Maanen stod høit paa Himlen , bleg og klar , den skinnede paa nogle blanke Metalstumper , som laae spredte foran hende . Hun bøiede sig ned og greb et af dem . Det var hendes Sværd , det samme , hendes Faderhavde baaret i saa utallige Kampe — nu laa det brudt og splintret foran hendes Fødder . Den næste Dag lød intet krigerisk Kampraab , ingen SlagmaSscr bugtede sig i staalklædtc Linier henover Campagnens Høider , ingen Fane ndfoldedcs , Alt var stille og øde som i en Grav . - Men henimod Aften brød Uveiret løs i Gcnnazzanos Gader . Man beskyldte Snbia for Svaghed og Vankelmod , forat have ladet sig bestikke af romersk Gnld , ja Nogle ymtede endog om , at den for saa stolte Kvinde var bleven grebet af et pludseligt Vanvid , der gjorde hende blod og svag som et Barn . Knn Faa vidste Sandheden , og iblandt dem var den gamle Achmir ben Jsrek ; thi ham havde Subia strax ladet kalde , og i Raadslagning med ham havde hun tilbragt den største Deel af Natten . Da hun endelig traadte ud og viste sig for Høvdingerne , var hun som forvandlet . Det var , som om en usynlig , men mægtig Haand havde bøiet hendes Hoved og paa een Nat udvisket alle Storhedens og Ærgjærrighcdens Drømme . Uden Vaaben og Smykker , klædt næsten ringere end hendes Terner , traadte Subia frem og forkyndte sin Beslutning . Hvo , som kun vilde tjene hende i Leding og Kamp , kunde frit drage bort og modtage hundrede Denarer hver for deres Tjeneste og gode Villie . Hvo , som vilde lyde hende i Fred , kunde faae Borg eller Fæste , hver efter sit Vilkaar . Der gik en Mumlen af Uvillie og Harme gjennem de brune Krigeres Række , da Subia havde endt sin Tale , og om Aftenen blinkede den nedgaaende Sol paa meer end fem Tusinde Landscspidscr og krumme Sabler , som ad forskjellige Veie svandt bort tilligemed de Mænd , der bare dein . Ten samme Aften ringede Klokkerne i Gennazzano for første Gang til /Vvs Aaris , og paa to af Byens Kirker veg Halvmaanen Pladsen for de gjcnindsatte Kors . Men i Jomfrutaarnct lod Subia Vinduerne tillukke med svære Skodder , og det Kammer , der før havde været hendes Indlingstilflugt , blev hende nn imod ; thi med den stærke , modige Kvinde var der fra den Dag foregaaet en stor Forandring . Hun , der havde elsket Krigen som en Leg med Døden og Skjæbnen , hun , for hvem kim Jagten paa de vilde Bøfler og de fraadende Vildsom : havde havt Tiltrækning , hun brød sig nu paa een Gang hverken om Tubaens eller Jagthornets Klang , næn gik stille og ene omkring enten i Bjergenes Kløffer eller i de dybe , vidtstrakte Skove , som dengang mere end nu dækkede Landet vidt og bredt . Men led det mod Nat eller tydede den røde , vestlige Himmel ved Solnedgang Paa Storm og Uveir , da drog hun sig tilbage til Gcdebyen paa Bjerget , hvor hun ofte tilbragte flere Dage i Rad enten ene med sine Tanker eller i Selskab med den gamle Achmir ben Isrck , som hun nu havde skjænket hele sin Fortrolighed . Men nede i Gennazzano rørte der sig et nyt og fyldigere Liv . De Christne kom lidt efter lidt tilbage . Kirkerne fyldtes paany , og var der end ofte Ufred mellem dem og Muselmændene , saa vare Vilkaarcne nu mere lige ; thi Schah Jlam ben Amir , der havde Byen som Lehn , var en Mand , som veiede Christen og Musclmand paa den samme Vægt . Schah Jlam var en Mand paa henved tredive Aar , høi , velskabt , smuk og dertil ærgjerrig , herskesyg , men klog som Profeten selv . Han hadede de Christne af sit inderste Hjerte og havde gjerne spiddet hver Eneste paa Palisaderne foran Byen ; men han vidste , at Subias Sind siden hiin mærkelige Aften havde bøiet sig , og han bøiede sig med ; thi han elskede Subia , eller maaskee rettere , den Magt , hun besad . Ofte red han op til Byen paa Bjerget , og endnu oftere traadte hans Fod over Subias Tærskel . Alt , hvad hun tænkte , talte eller handlede , var vel tænkt , vel talt og vel handlet , og selv var han veltalende som Faa . - Men hvergang han trængte dybere ind og forsøgte at løbe Storm mod Subias Hjerte , smilede hun blidt og bad ham ride ned til Gennazzano for at paasee , at de Christne ingen Overlast led . - Saaledes var der gaaet et Aar . I Roma barden fromme Agapctus den tredobbeltc Krone , og Alberich bar Kongekronen , fordi han havde befriet Byen fra Saracenernes Bold . Største Parten af disse havde forladt Landet , og vare fra Ostia dragne tilbage til deres Hjemstavn , men nu udbredte der sig det Rygte , at Kong Albcrich med ti Tusinde Mand vilde drage mod Gennazzano for at fordrive Saracenerne fra Bjergene og lægge Byerne under de Pavelige Nøgler , som fra ældgammel Tid havde været vant til at aabne deres Porte . Det var Schah Jlam , som bragte Subia dette krigeriske Rygte , og hans Haand knyttede sig uvilkaarlig om Krumsabelen , medens han fortalte det . I dyb Taushed og med sænket Hoved lyttede Habin ben Assars Datter til Schahcns krigeriske Fortælling , men alt som han talte , farvedes hendes mørke Kvinder med en Strøm af Purpur , og i hendes Blik kom der en Ild , som frydede Jlam ben Amirs Hjerte . Et Aar var forsvundet , og hvad var der ikke svundet med det ? Hnn havde staaet stolt og mægtig med en Hær , slærk nok til at sønderbryde Romas Mure og knuse hver Modstand , den maatte træffe paa sin Vei . Hun havde vaklet i det afgjørende Øieblik , og hvad bød Skjæbnen hende nu ? Enten at bøie frivillig sin Nakke under Pavens forhadte Aag , blive en Vasal og Frafalden fra sine Fædres Tro , eller at samle sine Mænd , sit Mod og sin Kraft for endnu engang at lade de Christne føle , at der i Saracenernes Hænder lynede Sværd , som torstede efter at slynge sig om Angribernes Nakke . Saaledes talte den snilde Schah , og hvert Ørd var som et sviende Hvepscstik i Subias Hjerte . „ Du vil kun frolove Dig med ham , som har lagt det største Antal Christne for sine Fødder ? “ sluttede Schah Jlam . „ Nu vel ! Lad dine Mænd forene sig med mine , lad Byerne brænde , Brøndene tilkaste , Klippeveicne spærres af Stene og Træer , og jeg sværger Dig til , at ikke fem Hundrede af Kong Alberichs Mænd skulle . vende tilbage . “ Subia grublede i Taushed , men i hendes Indre fødtes der Tanker og gjærede Planer , dobbelt stærke , fordi de havde hvilet saalænge . Hun bad Schah Jlam ruste alle sine Mænd , og svimlende af Glæde og Stolthed forlod han Borgen ; thi for første Gang havde Emirens Datter talt Ord , som det var hans Livs høieste Ønske at høre . Selv steg hun op ad den snevre Vindeltrappe og aabnede for første Gang efter saa mange Dage Døren til det gamle Taarnkammer ; thi her vilde hun udfærdige sine Befalinger og samle sine Mænd . Men hvor forandret syntes hende ikke Alting , da hun traadte ind i sit fordums Lønkammer ! Øe svære Skodder stængede Lyset ude , hendes Vanben og krigeriske Prydelser hang dækkede med Støv og Spindelvæv — Luften var tung , kvalm og trykkende som i en Grav . Det var hende , som havde hun levet et Aar i Sygdom og Afmagt , som vaagnede hun først nu op af en Søvn , hvori en fjendtlig , dæmonisk Magt havde tryllct hende . Hnn trængte til LYS , Frihed og Luft , og heftigt forsøgte hun at aabne de tunge Skodder , svin stængede Blikket ude fra Verden . Men alle sad de som naglede til Maren ; kun et lod sig rokke , det gav efter for hendes Anstrengelser , og idet det faldt , skjød Aftensolens Straaler sig som en bred , rødgylden Strøm frem imod hende og farvede hele Værelset med sin Glands . Subia studsede — after laa foran hende den samme bløde , bakkede Slette , hvorfra de lette Aftentaager hist og her begyndte at hæve sig iveiret , after glimtede langt ude det rødblaae Hav , og after sank Solen som dengang ned i dets Vover . „ Vi sees igjen , Subia ! “ hviskede det plndselig dybest i hendes Sjæl , og fnld af Angst og Uro bøiede hun sig langt ud af Lugen for at see , om Solen vilde synke ; thi hun fik en ubestemt , hemmelig Gru for , at den after kunde staae stille , at det frygtelige Syn kunde vende tilbage . Men den sank — forst halvt , saa heelt , og idet den dukkede under Vandet , glimtede Bølgerne som Blod , og fra det Sted , hvor den var forsvundet , skjød funklende Striber sig iveiret som en Straaleglorie . Den sank dybere , Straalerne slukkedes en for en , Aftcnskycrnc tabte deres Farve og Glands , Skumringen svøbte Bjerge og Byer , Dale og Sletter , Land og Hav ind i sin bløde sløielsgraae Kappe , og Subia aandede friere i den kjølige Luft — Synet var jo ikke kommen tilbage . Længe stod hun ved Vinduet og stirrede tankefuld ud i Nattens dæmrende Stilhed , Maanen steg op og udfoldede sit krumme , blinkende Horn — det var Profetens Maane , den tiltagende Maane med Barndomsmindernes Glands , og hun bøiede Hovedet , foldede Armene over Brystet og knælede ned for at fremsige den Bøn , hendes Moder havde lært hende . Da faldt hendes Blik ved en Sidebevægelsc ind i det maanebclyste Taarnkammcr , og hvad saae hun ? Paa Maanestriben , dersom en klar , sølvblinkende Flod strømmede ind gjennem det aabne Vindue , svævede en Kvinde , ung og rank , med gyldent Haar og med et Ansigt af en høi og forunderlig Skjønhed . Barnets Uskyld og den unge Piges Reenhed , Moderens Kjærlighed , ømhed og Smerte var paa en forunderlig Maade tegnet i disse bløde , sine Træk og i de sorgfulde og dog saa straalende Øine , som hun ufravendt fæstede paa Emirens Datter . Hendes Dragt var lys og klar , som var den vævet af Maancsfraalerne selv , paa Hovedet havde hun en Krone , der funklede med tusinde Ædelstenes Glands , og ned over den flanke Hals og Nakke bølgede et Slør , fiint og gjennemsigtigt , som var det Aftentaagcrnc fra Campagnen . „ Hvo er Du ? “ spurgte Subia og stræbte at give sin Stemme den gamle Haardhed og Styrke — men hun følte , at hun rystede derved . Skikkelsen svarede Intet , men i Maancstribcn lysnede det , glittrcde og glimtede , og nu saae hun , at den var fuld af usynlige Aander , som snart svævede ned mod den unge Kvinde , snart op mod Nattens tindrende Stjernehimmel , nnder et tusindstcmmigt Chor af blide , jublende Stemmer . „ Hvo er Drk ? “ spurgte Subia for anden Gang og greb fat i Lugens Karm ; thi hun følte , at hun var nærved at segne . Da strakte Skikkelsen Haanden ud , og i Nattevinden klang det som Harpctoncr , som Fuglenes Sang i Skoven , naar Vaaren er kommen . Ja det var , som blev Tonerne synlige , som var hver Tone et Englehoved med korslagte , regnbuefarvede Vinger , og i Tonerne hørte hun tydelig , hvorledes det klang : „ Hellige Moder ! Forbarm Dig over hende ! “ „ Hvo er Du , Kvinde ! “ raabte Subia for tredie Gang . Men skjøndt hun havde stræbt at give sin Stemme dens fulde Kraft , lød Raabet kun som en mat Holsten , og Subia sank paa Knæ , thi hun syntes , at det faste Kvadcrsteenstaarn smeltede bort under hende , at hun stod paa en uhyre Høide , men i Luften selv , og foran hende svævede den unge , blide Kvinde , som bedrøvet vedblev at betragte hende . Under sig syntes hun at see Bjerge og Byer , Dale og Floder , lysende Søer og mørke Skove , men trindt omkring hende blev Sangen og Klangen stærkere , og den klare , skinnende Stribe , der som en lysende Skygge sprang ud ved Synets Fod , blussede op som i Flammer rundtomkring det og strakte sig lige op til Himmelbuens øverste Hvælving . „ Kjender Du mig ikke ? spurgte Skikkelsen og rakfe Haanden imod hende ; men skjøndt Subia havde en Følelse , som smeltede hele hendes Sjæl hen i en unævnelig salig Fryd , rystede hun dog paa Hovedet — hendes trodsige Villie vilde ikke bøie sig . „ Saa kjend mig nu ! “ sagde Skikkelsen og hævede Blikket op imod Himlen , medens hun med den høire Haand vinkede ad Maanen , der som en gylden Segl svømmede paa Nattehimlens Dyb . Da skete der et stort og forunderligt Jcrtegn . Maanens krumme Horn løste sig fra sin Plads , skjød sig som et Stjerneskud ned ad Himmelhvælvingens Bue og lagde sig ydmygt under den unge Kvindes Fødder . Men det var ikke alene Maanen , som droges ud af sit Løb . Karlsvognen , Orions Bælte og den blanke Sirius løste sig fra den vante Stilling paa Himlen og dannede en funklende Krands , som slyngede sig om den unge Kvindes Pande . Ja selv Mælkeveien blev ikke rolig ; den bøiede sig ned under hendes Fod , og paa dens funklende Fodstier saae Subia Aander svæve ned fra det Hoie og stille sig som himmelske Hærskarer trindt omkring den straalende Kvinde . „ Kjender Du mig nu ? “ spurgte Skikkelsen og smilte blidt til den unge Pige . Da smeltede den sidste haarde Trods i Subias Hjerte som Sneen fra Bjergene , naar Sommersolen kommer . Hun bedækkede sit Ansigt med begge sine Hænder , styrtede ned foran den nngc Kvinde og raabte : „ Hellige Jomfru , forbarm Dig over mig ! “ Da boiede Skikkelsen sig ned og rørte ved hendes Øienlaag . Subia slog Blikket iveiret og vilde neppe troe de Syner , hun saae ; thi paa Mælkeveiens Bro , der nu forbandt Himmel og Jord , svævede utallige Engle langsomt ned , og alle bøiede de sig for et deiligt , straalende Barn , som sad paa Jomfruens Arm og smilende strakte Hænderne ud imod dem . Bien Jomfruen tog Barnet i sin Favn , hævede det iveiret og rakte det hen imod Subia , idet hun sagde : „ See her Ham , som Du har hadet ! “ Det gjøs i Subia ved disse Ord — aldrig havde hun følt sig saa sønderknust som i dette Øieblik , da det smilende Barn rakte Hænderne ud ogsaa mod hende . Hnn vilde bede oni Tilgivelse , men Stemmen svigtede hende , og den unge Kvinde sagde : „ Du vilde kun elske ham , Subia , som havde lagt det største Antal Christne for sin Fod . Nu , vel an , saa see ned imod Jorden ! “ Og Snbia stirrede ned i Dybet under sine Fødder . Der laa al Jordens Slægt , Unge og Gamle , Kvinder , Mænd , Oldinge og Børn , men Alle bøiede de sig for det straalende Barn , medens Psalmer og Hymner i mægtige Toncbolger , som af et uhyre Orgel , tonede op imod dem . Men Subia kunde ikke udholde Synet længere , Alt svimlede og svandt for hende ; det var , som svandt hun selv hen i Klarhed og Lys , og idet hun greb en Flig af Jomfruens Klædebon for at fæste sine Læber derpaa , raabte hun henrykt : „ Jeg vil elske din Søn , den Eenbaarnc , ' og holde mig til ham alene ! “ Da lød der et uhyre Brag . Himmel og Hav og Jord styrtede sammen i et glimtende Lyn — Subia greb for sig , og i samme Øieblik var Alt forsvundet . Hnn laa paa sit Ansigt paa det kolde Gulv i JomsrutaarnetS Kammer . Alt var som før , men lette , lyse Skyer drog som utydelige Skikkelser forbi Maanen og dæmpede dens Lys . Hvor forbansedes Schah Jlam , da han den næste Morgen i Spidsen før fem Hundrede Ryttere holdt udenfor Jomfrutaarnet og hørte Subias Befaling . Den lød paa fri Indmarsch af Alberichs Landseknegtc , paa frivillig Underkastelse og paa Afvæbning af alt vaabensørt Mandskab . Schahen vilde ikke tro sine egne Øren ; hans brune Kinder blev gunlblege af Harme , og han tvang sin vælige Ganger tilbage med et saadant Ryk , at den nær var styrtet ned af Fjeldsfræntcn med ham . Dog sagde han Intet , thi Schak Jlam var en klog Mand , som vidste at tie . Selv fulgte han Subia op i Taarnkammeret før at modtage de Brevsfaber , der skulde bringes den fremrykkende Kong Alberich , og her meddeelte Subia ham sit Syn . Schätzen hørte paa hendes Ord i ærbødig Taushed , og da hun havde endt , strøg han sig om Skjægget og sagde : „ Allah er stor , og hans Villie uransagelig ! Hvad han sender , kommer fra ham selv , og Ingen tør modsætte sig hans Villie . Men er det dm Mening , Fyrstinde , at bøie Dig for den himmelfarne Jomfru , vel an , saa bøier jeg mig med og finder mig i Det , som ikke kan være anderledes . Jeg kan flifte min Tro paa Profeten og hans Lære ; men aldrig den Tro , jeg har svoret Dig . “ Subia svarede vel Intet dertil ; men der var i hendes Blik og det taknemmelige Haandtryk , hun skjænkede Schahen , Noget , som fyldte den stolte , ærgjærrige Mand med en triumferende Glæde . Han havde elsket Subia , da hun fri og stolt kjæmpede mod de Christnes Skarer og tænkte paa at indtage Apostlenes Stad . Nu syntes hun ham som en svag og lunefuld Kvinde , der lod sig bøie af Syner og Drømme , som det ikke var værd at lægge Mærke til . Nu elskede han hendes Rigdomme , hendes Land og de Krigere , hendes Fader havde efterladt hende , og medens han langsomt red ned ad Bjerget , svor han ved sig selv , at den Dag nok skulde komme , da disse atter sleb deres Sværd og pudsede deres Skjolde — men han var klog og talte ikke . I Roma vakte det stor Overraskelse og Forundring , at Subia uden Sværdslag havde overgivet sig og alt Sit til den fremrykkende Alberich , men endnu større Forbauselse blev der , da hun og Schah Ilam kort efter afsvore deres Tro , og lod sig døde af Agapetus den Anden , som i høitideligt Optog drog ud til Gennazzanv . Han forlehnede derpaa Emirens Datter med Gennazzanv og omliggende Byer , imod af hun lod sine Folk christne og sendte otte Hundrede Ryttere , naar Paven drog i Leding . Men selv lod hun den gyldne Halvmaane tage ned af alle Kirkerne i Gennazzanv og selv indviede hun med egen Haand den største af dem til den hellige Jomfru for de-gode Raad og lod hendes Billede male af en af de gamle Mestre , som hun lod hente fra Roma selv . Men paa Kong Alberich havde den unge Maurerdronning gjort et stærkt , forunderligt Indtryk , og ligesaa hurtig som han med sine staalklædte Mænd var rykket frein imod hende , ligesaa langsom var han med af trække sig tilbage . Naar han stirrede i hendes store , sorte Øie , saa Rødmen tændtes paa hendes jomfruelige Kind , naar han hørte hendes Røst saa fuld og saa melodisk ved Ottesangen i Kirken , naar han saae hende tumle sin hvide fjerlette Ganger eller løse Falken fra sin Haand for af lade den følge Heircn høit oppe mellem Skyerne , da følte han vel , af han var Herre over Roma , men ikke over sit Hjerte . Subia læste i hans Blik , i hans Miner og hans Adfærd , og en ny , forhen ukjendt Følelse fyldte hendes Hjerte , hver Gang hun fornam hans Røst eller hørte Lyden af hans Skridt i det Fjerne . Hun havde aldrig elsket Schah Jlam ; hun havde overhovedet ikke vidst , hvad det var at elske , før Jomfruen viste sig for hende , og hun takkede hende hver Morgen og hver Aften derfor . Nu forekom Schuhen hende ikke alene ligegyldig , men ofte endogsaa hæslig og frastødende , og hun undgik ham paa sin Vei , saameget som hun kunde . Schah Jlam mærkede det , og han blev noget blegere derved — men han sagde Intet . Saaledes led det ud paa Sommeren . Campagnens hede Dunster , som dengang vare langt stærkere og langt usundere end nu , havde bredt Feber og Død mellem Kong Alberichs Tropper , som laae i Leir nedenfor Byen . Han besluttede derfor at sende de fleste tilbage til Nomao , men selv tog han med en udvalgt Skare af Riddere og Svende Leirplads paa Rygningen af Bjerget , tæt ved det Sted , hvor nu Capranica ligger . Man sagde almindeligt i Gennazzano , at det var for at undgaae Feberen ; men der var Andre , som sagde , at Kongens Leir kun laa tusinde Skridt fra Jomfrufaarnets Fod — ja Nogle , som havde gode Øine , forsikkrede endog , at de havde seet den hvide Fjerbusk paa hans Hjelm forsvinde i Porthvælvingens Mørkc . Schah Jlam hørte det , og han bed sig i Overlæben , saa Blodet randt ned i hans Skjæg ; men den , der bragte ham Budskabet , lod han henrette . Fra Jomfrufaarnets øverste Tinde havde man en vid Udsigt over Campagnen og Havet , og herfra saae Kong Alberich en Aften et høist mærkeligt Shn . Langt ude paa det mørkeblaae Hav kom hvide Pletter frem , de steg og svandt som Maager , der dykke efter Fisk . Men lidt efter lidt bredte Maagcrne deres Vinger ud , de voxede og tog Forst de hævede deres krumme Halse iveiret , rovbcgjærlige Skrig klang henover Bølgerne , og nu kunde han ikke længere tage feil — det var tyrkiske Galcicr , som for fnlde Seil nærmede sig Land , fulde af bevæbnede Mænd . Ja , selv om han endnu havde kunnet tvivle derom , vilde han ved at see ned mod Gennazzano have faaet den fulde Vished derom ; thi her glimtede allerede Glædesblus rundt om i Byen , bevæbnede Skarer med Halvmaaner : over den grønne Fane drog hylende gjennem Gaderne , og Glædesblussene vare de christne Kirker , som gik op i Luer tilligemed de Christne selv . Kong Alberich var en tapper Mand , men dog bævede hans Hjerte , da han saae Galeiernc lande og udsphe Skarer af Saracener , der som en bred Malstrøm bugtede sig frem over Campagnens Sletter . Han havde otte ' Hundrede Riddere og Svende , og Subia raadede over lige saa Mange ; men den næste Morgen før Daggry vilde Saracenerne fra Havet have forenet sig med dem i Landet , og kunde hun vel stole paa hende , som for ikke mere end et halvt Aar siden havde sat Profeten og Koranen over Madonna og den hellige Skrift ? Overmagten var knusende , Hjælpen fra Roma umulig ; der var ikke Andet for , end at falde med Hæder midt i Barbarernes Klynger . Just , som han overtænkte dette , traadte Subia op til ham , og aldrig havde denne underfulde Kvinde forekommet ham saa deilig , som i dette øieblik . Paa Hovedet bar hun en gyldcnblank Hjelm , hvis lyseblaae Fjedre flagrede for Vinden . En Fløiels Purpurkaabe med herlige Hermelinsbræmmer hang i bløde Folder ned fra hendes Skuldre , og under den glimrede et gyldent Brystharnisk i Aftensolens Glød . Men langt mere end ved al denne ydre Pragt fængsledes Kong Alberich ved det begejstrede , overjordiske Udtryk , der straalede i hendes Aasyn . De sorte Øine lynede , hendes brune Kinder brændte af Begeistring og Kamplyst , og med skjælvende Læber udbrød hun , idet hun greb om Korsfæstet paa sit Sværd : „ Vi ville kjæmpe , Kong Alberich ! Vi kunne døe , men aldrig overgive os . “ „ Ja , “ sagde Kongen mork , „ vi ville kjæmpe og falde ; anden Lod gives der ikke . “ „ Nei , Kong Alberich ! “ udraabte hun lidenskabelig og rev Sværdet fra sin Side . „ Vi ville kjæmpe og leve , og vor Lod kan blive herlig endnu . “ Ved disse Ord følte Kong Alberich en Glæde , som aabnedes Portene for ham til Salighedens Land . Han tog hende i sin Favn , saae dybt ind i hendes Øine og sagde : „ Subia , elsker Du mig ? “ Da skjælvede den modige Kvinde i Kongens Arme , og hun hviskede : „ Albcrich , gjør mig ikke svag ! Forvandl mig ikke til en Kvinde nu , da jeg frænger til at være Mand . Lad os kjæmpe og seire . Madonna vil sende os Lønnen saaledes , som hun behager . “ Da drog Kongen sin Arm tilbage , og hver gik til sine Mænd for at ordne Alt , og i Fællesskab at oppebie Fjenden . Den næste Morgen laa Taagen tykt og tæt henover Campagnen . Oppe fra Bjerget , hvor Subias Borg laa , kunde man Intet see , men en forvirret Larm af Stemmer , Klang af Vaaben , blandet med Hestenes Vrinsken og Tubaernes Klang trængte sig som en Bisværms Summen op over Høiderne og forraadte , at Fjenden var i Anmarsch . Kong Alberich og Subia stod ved Foden af Jomfrutaarnct og stirrede ud gjennem Morgentaagen , og bag ved dem stod Høvdingerne med Alberichs Banner . Da dukkede Morgensole « som en blodrød Orange frem langt ude i Horisonten og farvede Morgentaagen « led sit Skjær . En Luftning fra Havet gik indover Land , og Taagctæppet foldede sig sammen , rullede frem foran den og hævede sig derpaa iveiret som blegrøde , svævende Morgenskycr , hvoraf den største blev hængende lig et Slør om Capranicas Top , skjulende Jomfrutaarnct i sin Midte . Men snart svandt den ogsaa bort herfra , og nede paa Sletten viste der sig nn et Shn , son : fyldte selv Alberichs modige Hjerte med Bæven . Ved Foden af de Høider , hvorpaa Gennazzano ligger , i Byen selv og langs Skovene over den , vrimlede det af saracenske Ryttere , hvis hvide Burnuser og krumme Sabler skinnede i Sollyset , medens de tilligemed Schah Jlams Fodfolk ordnede sig til Angreb . De kunde vistnok være henved fem Tusinde , og den Styrke , hvorover Albcrich og Snbin tilsammen raadede , var neppe otte Hundrede Riddere med fire Hundrede Bueflytter og ligesaa mange Landseknægte . Albcrich foreslog at lukke sig inde i Borgen for at forsvare denne , indtil der kom Undsætning fra Roma , og de fleste af hans erfarne Krigere deelte hans Mening . Men da traadte Subia , som hidtil Intet havde yttret , pludselig frem og sagde : „ Ville I handle som Kvinder , da lukker Eder inde i Borgen ; men vil I være Mænd , da lyt til en Kvinde , som ikke er ukjendt med , hvorledes Saracenerne kjæmpe , og hvad de frygte . Fordeler Eder ad mange Veie og i smaa Hobe i de skovgroedc Kløfter , som beherske Bjcrgveicn , der fører op til Capranica . Lader dernæst Saracenerne uhindrede drage forbi , men naar I have seet den sidste Rytter forsvinde , gjører da et pludseligt og kraftigt Anfald fra forskjellige Sider . Naar da Uorden og Forvirring har grebet deres Rækker , vil jeg tilligemed mine Nlænd styrte mig over dem fra Høiderne , og vi ville kaste dem ned i Dalen og Floden saa let , som Eftcraarsstormen hvirvler de visnede Blade derned . Borgerne i Gennazzanv ville gribe til Vaaben , naar de see den flygtende Fjende , og med Madonnas Bistand skal ikke Halvdelen naae deres Skibe igjen , naar Solen lægger sig til Hvile . “ Planen var dristig og kunde let føre til Christenhærens fuldstændige Undergang , hvis de smaa , adsplittede Baghold ikke indgjød Saracenerne den Rædsel , som var nødvendig , og dog bifaldt selv de ældste Høvdinge hendes Raad , saa stolt og dristig forekom den unge Kvinde dem , medens hun talte . Alberich og hans Riddere drog da nedefter , medens Subia og hendes Mænd lagde sig i Baghold i de tætte Kastanieskove , som dengang beklædte Bjergenes øverste Top , og nu var det , som om Madonna selv vilde tage sine Børn i Beskyttelse . Morgentaagen , der alt havde lettet , sænkede sig igjen , og spændte sit graae , tætte Spindelvæv over Kløfter og Skove , Dale og Afgrunde , saa af Saracenernes Hær kun langsomt og med stort Besvær kunde rykke fremad . Allerede havde dens Fortrav naaet næsten lige til Capranicas Porte , da man hørte et forfærdeligt Kampraab , forvirrede Skrig og modstridende Befalinger længere nede paa Bjerget . Det var Albcrich og hans Riddere , der som en Staallavinc var rullet midt ind i Saracenernes Flok , udbredende Død og Ødelæggelse til alle Sider . Taagen gjorde Ti af Een , og idet de christne Riddere fore ud af de mørke Kløfter som jernklædte Bjcrgacmder , styrkedes mangen Saracenerhøvding af Sadlen , inden han endnu havde tænkt paa at fælde sin Landse . Skræk og Forvirring gjennemfoer Rækkerne ; hyllet i Taagen og ukjendt med Veie og Stier , antog Saracenerne deres egne Afdelinger for Fjender og kastede sig rasende over den : . Forgjæves søgte Schah Jlam at bringe Orden tilveie og at standse Forvirringen . En Piil ramte hans høire Skulder , ligesom han rev Profefens Fane ud af Hænderne paa den haardtsaarcde Bannerfører , og nu vendte Kampen sig afgjort til Fordeel for de Christne . I det Samme hørte man mauriske Scirsraab og saracenske Signaler høiere oppe fra Bjerget . Schah Jlams Hjerte bævede af Henrykkelse , og rafl sporede han og hans Mænd deres Gangere frem mod den forventede Undsætning . Det var ogsaa Saracenere , der kom , men det var Subia , som førte dem . Som en Stormvind foer de ned ad Bjerget , og Maurerdronningcns Ord gik i Opfyldelse : det tørrede Løv hvirvles ikke hurtigere afsted af Efteraarsvinden , end hun kastede de brune Skarer foran sig ned mod Gennazzano . Her , hvor Taagen ikke længere laa , fik Saracenerne baade Undsætning og Mod . Kampen blev staaende og drog sig fra Gade til Gade , fra Huus til Huus , og , da Borgerne kjæmpcde med , fra Stokværk til Stokværk . Saaledes skete det da , af Kirken 8 . Lkaria äol buon ' oonsiglio blev et Brændpunkt for Kampen , idet den flere Gange blev tagen af Saracenerne , og atter tagen tilbage af de christne Riddere . Her var Kampen hedest ; dens Chor og Skib strømmede af Blod og dækkedes af slagne Venner og Fjender , og midt under Kampens frygtelige Rædsler tindrede Lysene fia Madonnas Alter og straalede hendes Billede — hun den Rene , den Ubesmittede , midt imellem vantro Hedninge , der havde besmittet deres Hjerter og Hænder værre end Jordens vildeste Dyr . Endelig kunde Schah Jlam ikke holde Kirken længere . Mied Krumsablen i den venstre Haand havde han kjæmpet som en saaret Tiger , og mangen en christen Ridder havde dyrt maattet bøde for hans Vaabenfærdighcd og ustyrlige Mod . Nu , da han skummende af Raseri gav Befaling til af rømme Kirken , fæstede hans Øine sig med glødende Hævntørst paa det skjønne Madonnabillede , som Subia havde skjænket Kirken , og som urørt straalede i al sin Pragt paa det smykkede Alter . „ Fordømte Troldkvinde ! “ raabte han ude af sig selv , „ Du Bolerske fra Nazareth , som gav Verden en Hund af en Horeunge til Afgud , tag nu din Løn ! “ Og med disse Ord stødte han sin Krumsabel indtil Fæstet gjennem Madonnaens Hjerte . Da gik der et hvinende , fljærcndc Skrig gjennem den halvmørke Kirke . Blodet sprang og piplcde frem af Billedet , som var det et Menneske , og hvor Blodperlcrne faldt , voxede hvide Lilier frem , hvis Blomsterduft opfyldte Kirken . Schah Jlam tumlede tilbage med stive , stirrende Blik , og medens Fraaden skummede om hans Mund , forsøgte han forgjæves at drage Sværdet tilbage — det havde vundet og krummet sig , som det endnu den Dag i Dag hænger i Kirken . Da gav han Slip ; Skjoldet trillede ud af hans Haand , hans Lemmer rystede , han brast i en vanvittig skraldende Latter og krøb som en Hund henad Kirkegulvet , indtil han blev dræbt ved et Køllcslag af en af de fremtrængende Landscknægte . Med hans Fald kom der en stor Angst og Rædsel over de øvrige Saracenere . I vild Hast trængte de sig fra Kirken ud i Byen , og derfra i uordnct Flugt > udover Campagnen . Men da saae man fra Høiderne et underligt Syn . Taagen fra Bjerget drog sig sammen til en sort , uveirsvangcr Sky , som Mange paastod havde Lighed med en kronet Kvinde , der traadte paa en Halvmannc . Fra Skyen udgik Lyn i alle Retninger , Tordenen rullede og gav Gjenlyd mellem Bjergene , og medens Saracenerne flygtede over Campagnen , drog Skyen bag dem , og dens Lyn spredte tifoldig Død og Ødelæggelse i deres Rækker . I Udkanten af Byen stod Snbia tilligemed sine Mænd og betragtede dette forunderlige Skuespil , der samtidig saaes af alle Byens Borgere . Da dundrede Hestenes Hove gjennem Byens Gader ; det var Kong Albcrich og hans Riddere , som vilde forfølge den slagne Fjende , og om muligt afskjære dem Tilbageveien til Skibene . Subia bønfaldt ham indstændig om at lade det være , idet hun mindede Kongen om , at Hævnen ene hører Herren til ; men Alberich var ubønhørlig , og med et tungt Hjerte saae Subia ham og hans Riddere forsvinde gjennem Hnulveien ; thi det var , som om en Stemme tilhviskede hende , at hun saae ham for sidste Gang . Om Aftenen , da Solen sank , var der ikke en Saracener tilbage . Snbia havde draget Ømsorg for de Saarede og Faldne , og nu sad hun ene paa et fremragende Fjeld , speidende ud over Egnen og ventende Kong Alberichs Tilbagekomst — men han kom ikke ; Mørket kom istedetfor ham . Da afførte hun sig sin Hjelm og sin Rustning , slog en vid , mørk Kaabe omkring sig og bød en af sine Tjenere at sadle den hurtigste af hendes Heste . Hun medtog hverken Væbner eller Følge , og heller ikke vilde det have hjulpet noget ; ingen Hest i Gennazzanv kunde maale sig med den , Subia red . Veien udover Campagnen var ikke svær at finde , thi Lig laae ved Lig , og der , hvor man ikke kunde see dem , hørte man Ravnenes Vingeslag suse . Subia red langsomt videre , og hvo , som havde mødt hende , vilde have sagt , at hun red søm i Drømme , og dog saae hun hvert Lig og hver falden Kjæmpe paa sin Vei , men Kongens var ikke derimellem . Hun red over Campagnens Dale og Høie , hun red over Aaer og Floder , hun red lige ud — frem mod det skinnende blinkende Hav , hvis Bølger vuggede sig i Maancglandscn , som vare de flydende Sølv . Endelig laae den sidste Række Høie mellem Havet og hende ; men endnu havde hun ikke seet en eneste saaret eller falden christen Ridder . Hendes Hest stod i eet Skum ; den pustede og stønnede , og det trofaste Dyr steg kun langsomt op ad det steile Høidedrag , hvorfra hun vilde faae Udsigt til Strandbredden og Havet . Maanen var kommen op og den kastede en bred Lysstribe henover de evig vexlende Bølger , og langt ude i Horisonten glimtede den paa de flygtende Galeiers kridhvide Seil . Subia holdt Haanden for Øiet og stirrede ud mod det Fjerne . Hvor var Kong Alberich og hans Mænd ? Gik de som Fanger i den lyse Nat over det urolige Hav for at slagtcs som Martyrer blandt hendes grusomme Landsmænd ? En Skjælven greb hende , og fuld af Smerte søgte Blikket nedad mod Strandstokken under Klinten , hvor Dønningen i langsomme , eensformige Takter brød sig mod Land . Men hvilket frygteligt Syn traf her hendes Øie ! Krumsabler og Stridsøxer , Staalbrynier og Burnusser , Christne og Saracenere laae Side om Side , som vare de kastede op af det graadigc Hav , og Blodet farvede Sandet og Havskummct , hvergang Bølgerne brød sig ind imod Kysten . Her havde Saracenernes sidste fortvivlede Kamp staaet , her havde de værget sig , som Ulven værger sig , naar den finder sin Hule stoppet , og her fandt Subia Kong Alberich . Mellem Dynger af Lig , halv begraven under styrtede Heste og forhuggcde Rustninger , laa den stærke skriger med Haanden trykket mod sit Bryst , som vilde han udrive den Landscodd , der havde gjcnnemboret det . Subia kjendte ham i det blege Maanelys , og hun kastede sig ned ved hans Side , omfavnede ham og kyssede den blege Blnnd ; men Kong Alberich var død , og ingen af hans Blænd øincdes i Nærheden . Da tog Subia Vand fra Havet , vadskcdc det størknede Blod af Kongens Bryst , tøede hans Hænder og Ansigt , og satte sig saa maalløs af Smerte ved sin Elskedes Side . Hun stirrede ud over Havet , og det forekom hende , som var Bølgernes mumlende , vuggende Sang Vigilien , der læstes over den Døde . Hnn knælede ned , bad brændende og andægtig for hans Sjæls Frelse , og alf som hun bad , svævede Blikket ud over det store , urolige Hav , hvor de enkelte Bølger kom og forsvandt , som Menneskene paa Jorden . Men for hver Bølge , der brødes og gik til Grunde mod Kysten , lysnede det op og blinkede det i Sandet , som var det Bølgens Sjæl , der slilles fra den . og stræbte opad mod Lyset . Og Bølgetoppenc i Maancsfriben , som dukkede op og dukkede ned , syntes hende at blive til lysende Barneansigter , der sang en stille , al Smerte dæmpende Sang , som gjød en salig Fred i hendes Hjerte . Men yderst ude , hvor Maancstriben filsyneladende endte , saae hun endnu et af de hvide skinnende Seil , og hun bad om Naade og Tilgivelse for dem , fönt havde overfaldet hendes Landsmænd og dræbt det Kjæreste , hun eiede paa Jorden . Men da hun hævede Hovedet efter denne Bon , undrede hun sig saare ; thi Seilet var blevet større og mere skinnende , og da hun ret betragtede det , saae hun , at det var en Mand i hvide Klæder , og han vandrede henad Maanestriben , som var den en Bro , der førte mod Land . Men denne Gang kjendte Subia Synet , og hun strakte begge Hænder ud imod det og udbrød : „ Herre og Mester , tag mig til Dig ! “ Men Skikkelsen hævede Haanden iveiret og sagde : „ Ingen tages , før hans Tid er omme . Drag tilbage til Gennazzanv , og vent mig , indtil jeg kommer ! “ Da tog Subia sin prægtige Kaabe og lagde den over Kongens Lig . Saa steg hun tilhest og red Fod for Fod tilbage over den blodige Valplads . Men fra den Dag af var Kong Alberich og Alt , hvad der hørte ham til , dødt for hendes Hjerte . Hun skiftede Borg og Fæste mellem sine Mænd og beholdt kun saameget tilbage , at hun kunde stifte det Kloster , hvori hun endte sine Dage . Der tilbragte hun Tiden i Bøn og Andagt , indtil hendes Tid var omme , og Forløseren kaldte hende til sig . Men om det Kloster , hun havde stiftet , reiste der sig lidt efter lidt en lille By , som senere voxede og blev stor . Og endnu den Dag i Dag hedder Byen Subiaco , fordi Subia var den , der gav den første Spire til dens Liv . “ Her tang Adele og saae op med dette formnderlig blide , melankolske Blik , som jeg ikke kan beskrive Dig , men som er hende saa eiendommeligt . Der blev en almindelig Taushed rundt om i Stuen , som endelig afbrødes af vor gamle snaksomme Værtinde , der paa sin sædvanlige godmodige Maade kredentscde os Vinen , idet hun sagde : „ Drik kun , drik ! Det er det Samme med hvad den koster ! “ Jeg tog et Glas og rakte det til Adele ; men hun gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden , og nu først saae jeg , at hendes store , deilige Øine stod fulde af et Taarcvæld , som truede med at strømme over . Otto bemærkede det ikke ; han greb sit Glas , svingede det henimod hende og sagde meget paa urette Sted : „ Naa , Adele ! Vil Du være lige saa taalmodig som den skjønne Subia , der gik i Kloster for at sørge over sin dræbte Elsker , eller vil Du være saa fornuftig at løbe Din Vei , naar Prioren kommer med Saxen for at klippe dine deilige Haarflctninger af ? “ Det gav et Ryk i den unge Pige . Jeg saae tydelig , at hun skjælvede fra Isse og til Fod , og med en nvilkaarlig Bevægelse førte hun Haanden op imod Sølvpilen i Nakkehaarct , som for at forvisse sig om , at det sad der endnu . Anna Maria smaalo og sagde : „ Adele vil faae det godt derinde . Det er et rigt Kloster og et ' godt Kloster . Alle Nonnerne der blive fede som Duer , naar de have været der et halvt Aar . De kunne spise saa meget de ville , det koster lige meget . “ Her faldt Vittorio ned af Huggeblokken og saae sig om med forvildede Blikke , men med et ubeskrivelig saligt Smiil . Adele rullede sin Strikkestrømpe sammen og sagde med kvalt Stemme , men dog fast og bestemt : „ Jeg gaaer aldrig i Kloster , mamma ! “ „ Aldrig i Kloster ! “ gjentog Anna Maria og fæstede sine Øine truende paa den unge Pige . „ Aldrig i Kloster ? Hvad er det for Snak , om jeg maa spørge ? Hvem , troer Du , ægter en fattig Tøs som Dig ? Vil Du nægte at give Din Fader en Haandsrækning , saa han kan betale sin Hunsleie og blive et skikkeligt Menneske ? Øg dine smaa Brødre , Dodo og Luigi , sknlle de løbe om paa Landeveien , istedetfor at komme til Rom og lære Studeringer ? Ikke i Kloster ! Har man hørt Mage ? “ „ Jeg gaaer ikke i Kloster ! “ gjentog Adele bestemt og reiste sig op . „ kravo , bsnissimo ! “ udraabte Kontoristaen og snappede Mandolinen ned fra Væggen . „ Gid alle alle unge Piger talte som Adele ! Stærke i Villie— “ „ — Og svage i Livet ! “ afbrød Signor Carnevale , svin i dette Øieblik kom tilsyne i sin Dør , iført en Nathabit , der næsten var lige saa fantastisk , som hans Uniform . „ Fanden ivold med Præsterne , med Gubcrnatoren og Kancellicren ! Gid Pokker tage den skeløjede Pater Enscbio , som faaer de unge Piger til at skrifte mere , end Dyden tør høre ; men leve Vinen og Kjærligheden og hver en Pige- , som veed , hvorfor Mændene ere skabte ! “ Med disse Ord tømte Signor Carnevale først sit eget og derpaa Kontoristacns Glas , og skjclcdc saa paa en høist underfundig Maade hen til Marietta , der slog en Skoggerlatter op og erklærede , at han var gal . „ Lad os nu faae en Sang ! “ raabte Signor Carnevale og slog ud med Haanden , saa Kvasten paa hans Nathue slog ud med det Samme . „ Stem Mandolinen , Signor Carlo , og lad os faae den , som De sang forleden Dag nede i Vignen . Den vil glæde den ærværdige Kanccllierc paa sit eensomme Leie og maaskee faae ham til at stikke sit Hoved op gjennem Kjclderlemmcn . „ Nei , ikke den , Signor Carnevale , “ sagde Kontoristaen og sendte Adele et smægtende Blik . „ Skjenk mig et Glas Viin , Marietta , og jeg skal synge en , som jeg digtede igaar ; den passer bedre . “ Marietta sprang til og fyldte Glasset for den unge smukke Mand , idet hun behændig undgik et Favntag , som Signor Carnevalc havde tiltænkt hende men som nu kostede ham den Ubehagelighed ikke at faae sit Glas fyldt . Kvntoristaen satte Plekteret paa sin Finger , præluderede med nogle lokkende Løb og Triller , og sang derpaa særlig henvendt til Adele : „ Den unge Nonne stirrer fru Cellens trange Buur , — Smnaskyeriie drive for Binden — Hnn følger Svalens Flugt over Klosterhavens Muur , Og Solstraalens Spil gjennem Linden . Hun følger Svalens Flugt over Klosterhnvens Trceer , — Smaaskyerne drive for Vinden — Maaskee den bygger Rede hos ham , hun havde kjær , Og Solstraale » lyser i Linden . Men alt som Fuglen svinder i Luftens klare Hav , Hvor Skyerne drive for Vinden , Hun tænker : Nu flyver den maaskee til hans Grav , Og Solstraale » slukkes i Linden . Ja , Fugl tør bygge Rede og Tra^ sætte Frugt , Og Skyerne drive for Vinden , Men Nonnen skal aves under Klosterlivets Tugt Og blegne som Strimlerne i Linden . Den sødeste Attraa med den høieste Begjæ-r Skal spredes som Skyerne for Vinden . Hver Tanke , hvert Minde om ham , hun havde kjær , Skal falme som Bladene paa Linden . Og saadan skal linn sidde Aar ud og Aar ind , Mens Dagene sfifte som Vinden , Til Døden engang kysser den blegnende Kind , Og reder hende Seng nnder Linden . Og Nonnen seer veemodigt langt ud i Aftenens Stund — Skyroserne splittes af Vinden — Der staaer et bittert Smiil om den duvende Mund , Og tungt gaaer der et Suk gjennem Linden . “ Den unge Mand lod Mandolinen synke og kastede et smerteligt Blik til Adele ; men der kom intet Gjcnsvar fra hende , Øielaagene vare lukkede , tunge Taarer trængte sig frem og hang som klare Dugdraabe ! i de fløiclssortc Øiehnar . Kontoristaen lagde Mandolinen fra sig med et Suk , dybere og mere betydningsfuldt end den bløde Melodi med dens klagende Ord . Da reiste Adele sig op og kastede sig hulkende om Halsen paa den gamle Anna Maria , som pludselig gav sig til af skjælde ud paa Præster , Munke vH Nonner , ved hvilken sjeldne Leilighed hun ivrig undcrstøttcdcs af Signor Carncvale , hvis daarlige Vittigheder jeg ikke skal gjentage . I det Samme bankede det paa Døren — tre korte , bestemte , afmaalle Slag , og Adele foer ud paa Gulvet med et Skrig , som var hun blevet bidt af en Tarantel . Vi studsede Alle , og Signor Carnevales Ansigt antog et mindre determineret Udtryk — en Revolutionsmands Hoved sidder jo altid løst . Under alt dette var der imidlertid Ingen , som lukkede op , og først da det bankede paany , tillod Apothekeren sig den svage Bemærkning , „ af dette var meget mærkværdigt . “ Dog mest mærkværdig forekom Adele mig af være . Hun blev snart rød , snart bleg og gjorde en Bevægelse , som vilde hun flygte ud af Stuen ; men pludselig foer hun hen til Døren , løftede den svære Jernstang fra , aabnede trods Anna Marias Indsigelser Skodderne , og raabte ud i Nattens Mørke : » 6bi s ? « » ^mioU « svarede en dyb Stemme udenfor . » Avanti ! “ svarede Adele , men denne Gang var hendes Stemme saa svag , at hun neppe kunde faae Ordene frem . Vi hørte faste Trin udenfor paa den høie Steentrappe . Signor Carnevale saae mere end ulykkelig ud , medens han med Lyset i Haanden samlede Hvem der ? — Venner ! — Komind ! — Er det scedvanlige Feltraab selv om Tagen ; det giver en god Kommentar til Retssikkerheden . sin temmelig fantastiske Natdragt omkring sig , og det var heller ingen Spøg . At blive arresteret i Nathue og Slobrok , hvor ydmygende maatte det ikke være for en Mand med Signor Carnevales Stolthedsfølclsc ! Og hvis det nn var Røvere ? Han , som havde dannet Byens Mnnicipnlgarde , øvet den i Vaaben , og hærdet den til krigerisk Bedrift , han skulde tages i Underbuxer ? Frygtelige Tanke ! Det virkede derfor meget beroligende paa os Alle med Undtagelse af den stakkels Apotheker , da vi saae en høi Skikkelse træde ind indhyllet i en Unisormskappe , og bærende den store trekantede Hat med de brede Guldgaloner og den pavelige Kokarde , en majestætisk og ærefrygtindgydende Hat , som jeg aldrig havde seet paa noget andet Hoved end Gubcrnatorens , og det undertiden løst nok . » u Aubsrnatoro ! « udbrød den gamle Anna Maria og neiede næsten lige til Jorden . » II Aubernætors ! « sekunderede Kontoristacn og bukkede ydmygt for den Indtrædende . » U Zu-bsr-na-toro ! « stammede Signor Carnevalc yderlig befippet , og klemte Slåbrokken fastere mellem Knæene med hele den onde Samvittigheds urolige Angst . Gubernatorcn traadte langsomt ind i Stum , idet han kastede et inkvirerende Blik rundt om sig . Det var mig paafaldende , af han holdt Kappefligen næsten heelt op under øinene , og af- han ligesom var i Tvivl om , hvem han skulde tiltale ; men jeg antog ham for drukken som sædvanlig . Længst dvælede hans Blik paa Adele , som i yndig Forvirring søgte af dække den Tilstand , hvori hendes sorte Kjole befandt sig ; men pludselig vendte han sig om og stirrede saa fast paa den » lykkelige Apotheker , af den » c tog Nathue » as og med en ærbødig Haandbevægelse pegede paa Døren til sit Værelse , medens Otto paa Dansk bemærkede , af han nok helst vilde tage sine Prygl i Ecnrum . Neppe havde Døren lukket sig bag ved dem , før en Strøm af sagte hviskende Spørgsmaal krydsede sig fra alle Kanter af Stuen . Anna Maria beklagede , at hun nogensinde havde leiet sine Værelser ud fil en saadan Statsforbryder og Atheist , Vittorio foreslog at vække Kancellieren , Kontoristaen spaaede tre Maaneders Fæmgsel , men Marietta var den Fornuftigste . Hun lagde Øret mod Døren , og lurede med et Udtryk af Nysgjerrighed og Angst , som fik Vittoria fil at gjøre den skumle Bemærkning , at hun vist havde Lyst fil at følge Signor Carnevale , naar han skulde i Fængsel . Efter en fem Minuters Samtale , hvorunder Marietta flere Gange hviskende beklagede , at hun Intet kunde høre , gik Døren atter op , og Gubernatoren traadte ud , fulgt af Apothekeren , der stadig havde Nathuen i Haanden . Men der var paa Signor Carnevales Ansigt et saadant Smiil af skadefro Glæde , og hans guulgraac Øine spillede med et saadant Udtryk af mættet Ondskab , at det Mefisfofclifle hos ham næsten blev uhyggeligt . Gubernaforcn gik usædvanlig sikkert paa Benene , og idet han naaede Døren , gjorde han med Haanden en hilsende Bevægelse , hvorved Kappen et Øieblik gled bort fra hans Ansigt . Du veed , jeg er nærsynet , bedste Top ; men det slog mig dog , at jeg ikke kunde see den røde Næse , som Pleier at lyse selv i Mørke . Lige i det Samme følte jeg Noget falde tungt over mod min Skulder ; det var Adele , som fik Ondt , og medens vi hver for sig foer i forskjellige Retninger for at hente Vand og Oplivningsmidler til den dødblegc Pige , forsvandt Gubernatorcn ned ad Trappen . Lidt efter hørte jeg Hovslagene af en Hest , som i rafl Galop sprængte hen ad Veien , hvor Lyden tabte sig i det Fjerne . Hermed troede jeg Aftenens Eventyr endt , men nn skal jeg fortælle Dig , kjære Funtus , hvad Ende det tog . Jeg stod i Begreb med at gaae tilsengs , da jeg pludselig hørte et skrækkeligt Spektakel paa Gaden , blandet med høie for mig uforstaaelige Raab , som snart efterfulgtes af en Trommehvirvel og en voldsom Dundren paa vor Port . Da vi jo leve i en bestandig Frygt for , at noget Usædvanligt skal . hænde , kastede jeg i en Hast Klæderne om mig og ilede ud i Kjøkkenet , hvor Ilden endnu brændte mat og døsig , oplysende Alt med et ubestemt Skjær . Her samledes i en Fart Familiens Medlemmer , rigtignok i Dragter , som vare endnu mere negligerede end Signor Carnevalet og medens Skrigene , Forvirringen og Trommehvirvlerne stadig tiltog , hørte vi tydelig disse Raab : „ Gnbernatoren er fanget ! Gnbernatorcn er spærret inde ! Hvor er Kancclliercn ? Kald paa Kancellieren ! “ Havde man nu raabt : „ Brand ! “ „ Røvere ! “ eller noget Lignende , kunde man endda have forstaaet det ; men at Gnbernatoren , ben samme Gubernntorc , som vi nylig havde seet gaae nd ad vor Dør , var spærret inde og sat i Fængsel , det forekom os Alle saa urimeligt , at vi vare meget villige til at følge Signor Carnevales Raad , at gaae i Seng og lade det drukne Pak skraale , saameget det vilde . Da hørte vi en ny Trommehvirvel og Kontoristaens Stemme , som raabte lige ved Døren : „ Kald paa Kancellieren ! Gnbernatoren sidder paa Slottet og kan ikke komme ud ! Gubernatorcn er fanget af Røverne ! Til Hjælp , til Vaaben ! Til Hjælp , til Vaaben ! Kald paa Kancellieren ! “ Kancelliere Felice maatte imidlertid have kaldt paa sig selv ; thi inden Adele , som var den sødeste , forvirrede og mest undseelige lille Skabning af Verden , kunde komme ud af at faae sin Kjole hægtet og Kjælderlcmmen aabnet , hørte vi hans tunge Skridt og hæse Stemme nede i Dybet , hvoraf han snart dukkede op som en Drage fra Tartarus . Regnskabsvæsenet og de dertil hørende Forretninger syntes imidlertid at have faget stærkt paa ham ; thi ikke alene sad Hatten temmelig meget bagud , men hans Stemme var bleven ligesaa tyk som hans Stok , og nagtet han med høitidelig Værdighed støttede sig fast til denne med Lygten i den anden Haand , var de i hans Bevægelser noget vist Seilende og Vuggende , saa at han lignede en gammel Gallonsfigur med Lanterne paa de » Styrbords Boug . „ Dio mio , oænosllisrs polios ! Gnbernatoren er fangen og sidder paa Slottet ! “ raabte den gamle Anna Maria og vred sine Hænder . Men Kancellieren stod stiv som en Pind og støttede sig til Stokken . Kun aabnede han sine flove , taagede Øine med et Udtryk af stupid Forbauselse og satte Lygten lige i Ansigtet paa Anna Maria , som vilde han see , hvor den Snak kom fra . „ Gubernatoren er fangen og spærret inde paa Slottet , “ brølte Signor Carnevale i øret paa ham fra den modsatte Side . „ Naa saa det er han , “ sagde Kancellicren med lallende Stemme og et venligt Smiil . „ Slottet er fanget og sidder paa Gubernatoren ! Meget vel , for mig gjerne ! “ Og Kancellicren vedblev at gjentage sit „ meget vel “ den ene Gang efter den anden , medens han svingede sin tykke Knippel frem og tilbage som en Perpendikel , og dybsindig stirrede ned i Gulvet . „ De maa hjælpe Gubernaforen , De har jo Nøglerne ! “ brølede Signor Carnevale igjen . „ Nøglerne til Gubernaforen ? “ lallede Kancellieren . „ Ja prøv at dirke ham op ! Han er et gammelt Skab ; men jeg kjender hans Bagklædning . Jeg kjender hans Bagklædning , den har en Revne . “ Efter at have udtalt disse meget gaadefulde Ord , tog Kancellicren Stokken op under Armen , aabnede Døren paa Lygten og pustede meget betænksomt Lyset ud . „ Kald paa Kancellieren ! “ led det atter udenfor . „ Gnbernatoren kan ikke komme ud . “ Det var som om disse Ord , der raabtes med Stentorstemme øvede en magisk Indvirkning Paa Signor Felicc ; thi han samlede sig pludselig sammen og svinglede hurtigere , end Nogen af oS kunde formode , henimod Døren , som han aabnede , hvorpaa han kastede et lurende Blik til Folkehoben , der begyndte at trænge op ad Trappen . „ Skynd Dem og kom ! “ raabte Kontoristaen og greb Hain ved Armen . „ De maa lukke Gubernaforen ud . “ „ Hvad maa jeg ! “ vrissede Kancellieren , øiensynlig irriteret ved Kontoristacns befalende Tone . „ Maa jeg lukke ham ud ? Silke noget Sludder Han kan jo lukke sig selv ud . “ „ Meu han er jo sangen paa Slottet ! “ skreg ! Signor Carnevale og ruskede i ham , „ Røverne have taget Nøglerne med . “ „ Naa , saa det har de ? “ sagde Kancellieren og slog pludselig paa en ubegribelig Maade Hjul med Stokken uden at falde . „ Røverne have sat Gubernatorcn fast og taget Nøglerne . Meget fornuftigt af dem , meget fornuftigt . Hnn sidder fast , meget vel . “ „ Men for Pokker , saa kom da og luk ham op , “ brølede Kontoristaen og kog ham under Armen . „ Lukke op ? “ mumlede Kancellieren og langede med Stokken ud efter den unge Mand , der behændig veg tilside . „ Lukke op for Gubcrnatoren ? Hi , hi , hi , nei jeg er en gammel Ræv . Lad ham sidde , hvor han sidder ; han behøver ikke at komme ud til de andre Røvere , der er nok i Forveien . “ „ Men det er jo Gnbernatoren , “ hviskede Signor Carnevalc og puffede ham i Siden . „ Ja det er Gnbernatoren , det er Gubcrnatoren ! “ vrængede Kancellieren , idet han vendte sig mod Apothekeren . „ Troer De ikke , jeg kjender Gubernatorcn og veed , hvad for en Kjeltring han er ? Har De seet ham saadan i Kortene , som jeg , hvad ? Du troer maaskee , jeg er fuld , hvad Plastersmører ? Det er jeg ogsaa , men jeg snhder ikke Municipiet , uden naar jeg er ædru . Han er en Kjeltring , seer I , som fører dobbelt-Regnsfab . Han er en Spidsbub og Ærkegavtyv , som snyder en stakkels gammel Kancelliere ! Ham skulde jeg lukke op ? Nei , aldrig i Verden ! Lad ham sidde til imorgen , eller til Dommedag , hvis han vil . Hi , hi , hi ! Han er sat i Fængsel ! Meget vel , meget vel , lad ham sidde ! “ Her vare gode Raad dyre . Saavel Signor Carnevale som Kontoristaen forsøgte endnu et Par Gange at forklare Kancellicren , hvad der egenlig var i Veien , men da denne den ene Gang erklærede Kontoristaen , at han var en drukken Hund , og derpaa gav sig til at brøle Garibaldihymncn og slog Lygten i Hovedet paa Trommeslageren , fandt man det rigtigst at ledsage Hain tilbage til Dybet , hvortil han i høi Grad viste sig villig . Apothekeren , Kontoristaen og jeg begav os derpaa op til Slottet , i hvis eensomme Gaard vi traf nogle Gendarmer i ivrig Konversation med Gubernatoren , som brølede ud ad et Vindue i fjerde Etage . Kontorisfaen gik da op og meldte , at Kancellicren var upasselig , og at Nøglerne vare forladte , hvilket kun havde tilfølge , at Gubernatorcn sparkede Resten af Ruderne ud og under en Række af Forbandelser forsvandt fra Vinduet . Af Gendarmerne fik vi kun den Forklaring , at Gubernatoren var gaaet over til Fangen omtrent Klokken Elleve , og at han havde forladt Fængslet lidt for Tolv . Hvorledes han nu var kommen ind igjen , vidste de ikke , men lod et Par Ord falde om , at Gubernatorcn vist maatte have været meget upasselig den Aften . Sluttcren havde man fundet med en Knevl i Munden og et Reb om Halsen ; han var halv død , og hans Nøgleknippe borte . Den dristige Fange var saaledes - undsluppet , efter at have pudset Signor Carnevale for halvtredsindstyve Sendt . Apothekeren syntes ikke meget ulykkelig over at være kommet af med disse Penge og forsikkrede mig gentagende Gange om sin fuldkomne Uskyldighed . Han havde talt med Fangen og leveret ham Pengene i Mørke , idet han ligesom alle os Andre havde taget ham for Gubcrnatvren , hvem han fuldkommen lignede , og som han oftere havde forstrakt med Laan . Jeg troer imidlertid ikke min gode Apotheker . Der er Noget under hele denne Historie , som jeg ikke kan komme efter , og som han ikke vil ud med . Da Adele var kommeu sig efter sin Besvimelse , havde han en lang Samtale med hende paa sit Værelse , og hun kom forgrædt og hulkende ud . Da jeg undrede mig over , at hun pludselig var ' bleven upasselig , omgik han mit Spørgsmaal , idet han svarede : „ Hvem , troer Øe , vil være mest upasselig imorgen , enten Gubernatoren , som har gjort Skandale for den hele By , eller Knncclltercn , som kun har gjort det for den halve ? “ „ Det veed jeg ikke , “ svarede jeg . „ Ja , jeg heller ikke , “ sagde han og tændte sig en Cigar ; men i den Maade , hvorpaa han pustede Røgen fra sig , sagde han tydelig : „ Jeg veed meget godt , hvorledes Adele har det ; jeg veed ogsaa , hvem Fangen er , men jeg siger det ikke . Jeg er en fiin Politiker , en stor Mand ; jeg har baade Gubcrnaforcn og Kancellicren i min Lomme . “ Hermed , kjære Søren , maa Dn lade Dig nøie for idag . Jeg haaber , at Du ikke vil ærgre Dig over , hvad dette tykke Brev vil koste Dig i Porto . Du vil til Vederlag have faaet et dybere Indblik i Helgcnlæren , Mirakellroen og Maaden , hvorpaa Politimyndigheden udøves i den . hellige Stat . Leilighcdsviis skal jeg kun tilføie , at Marietta imorges fortalte mig , at Dødsdommen over de fangne Røvere alt var fældet og sendt til Rom for at bekræftes af Paven . Ogsaa her har man et snildt Exempel paa , hvorledes man i den katholske Verden hjælper sig ud af de smaa Kollisioner , som Chrisfi Statholderskab og den verdslige Magt unndgaaclig medføre . Paven kan som Chrisfi Statholder ikke afsige nogen Dødsdom , ja ikke engang bekræfte den . Dommen sendes derfor tilsyneladende ulæst tilbage fra Vatikanet . Er den da omvundet med et hvidt Baand , betyder det Naade , bærer den derimod et rødt , fuldbyrdes Dommen med blodig Strenghed . Marietta haaber nu ganske vist paa det rode , og glæder sig umaadelig til „ Festen “ , som hun kalder det . Virkelig saae jeg imorges nogle Artillerister komme kjørende med tre sorte Vogne , som man sagde indeholdt Guillotinen . Jeg haaber imidlertid , at dette blodige Skuespil ikke kommer istand , og at man , som i Neapel , nøies med at skyde dem tidlig om Morgenen . Men , hvorledes det nn gaaer , skal Du snart igjen høre fra Din hengivne osv . Genna ' , zano , den 23de Iuni 1863 . Kjære Fnntus ! Vi have nn en ulidelig Hede . Sommersolen stiger hver Dag høiere og høiere , Skyggerne trække sig ind i Krogene , og naar man om Formiddagen spadserer ad de kridhvide Bjcrgveie , ligger Campagnen som et uhyre lyseguult Straatæppe , svedent og brændt af Solen . Jorden slaaer Revner , Bjergkildcrne have standset deres Løb , det lille Aalcic ved Foden af Byen ligger tørt med Millioner af døde Muslinger , og Sommerfuglene , som før i tætte Skarer drak af hver fugtig lille Plet paa Klippernes Sider , ere gaaede samme Bei ; jeg kan ikke øine en eneste mere paa sin flagrende Flugt . Til Gjengjæld knalde og tromme Cicaderne oppe i Træerne , saa at man ikke kan høre Ørclyd . Græshoppernes og Jordfaarekyllingens skingrende Triller gjenlyde overalt fra Dal og fra Vigne , og rundt om i det førre Græs myldrer det af Spøgelser , disse forunderlige Insekter , der ganske see ud , som om det førre Græsstraa havde faaet Been og nn spadserede afsted før at søge sig friskere Opholdssteder . Alle Blomster , alle grønne Planter ere svedne bort . Olivenlundene ' krølle deres kjedelige graae Blade , og selv Maiscn begynder at gulncs ; kun Druerne have et rigtig lysegrønt Lov , og under dette seer man de tunge Klaser begynde at hvælve sig — hvem der blot kunde holde ud , til de blive modne ! Men deler ingen let Sag ; thi jeg kan forsikkre Dig om , at det slet ingen Fornøielse er at træde sin egen Skygge paa Skuldrene , Bakke op og Bakke ned , navnlig naar Siroccoen blæser . Heller ikke kan man holde nogen rolig Siesta i Huset , thi foruden Flncr har Varmen udklækket en saa utrolig Masse af sorte Springfyre , at Alverdens Insektpulver Intet forslaaer derimod . De drukne sig i Blækhuset og spidde sig paa min Pen , naar jeg skriver ; de springe Otto i Øinene , naar han maler , og sætte sig som Skjønhedspletter i Ansigtet paa hans Figurer ; de røve vor Søvn vin Natten og vor Taalmodighed om Dagen — kort sagt , de ere Plageaander , over hvis Liv og Bestemmelse Otto og jeg har anstillet de mest dhbgaaende Reflexionen . Af disse blev jeg forleden Dag udreven ved dit elskværdige Brev , som paa een Gang tryllede hele den milde danske Sommer frem for mit Syn . Som sædvanlig begav jeg mig op til den forladte Eremitgrotte for i al Magelighed at nyde din Epistel . Jeg nægter ikke , at jeg blev lidt overrasket ved at see , at den gamle Hule havde faaet en ny Dør med et sort Kors , som i Pestens Tid ; men endnu mere overrasket blev jeg , da denne Dør aabnede sig , og der for mit Syn viste sig en fuldstændig , ærværdig Eremit , saa god som hvilkensomhelst af dem , der nogensinde havde paraderet i en Roman eller paa et Theater . Naturligviis havde han et langt , graat Skjæg , det har jo Ercmiterne altid ; -endvidere havde han paa Hovedet en af disse store , bredt nedfaldende Hatte med JacobsmuSlinger istedetfor Baand , i Haanden holdt han en afbarkct Pilcgrimsstav , og den side , brune Kutte , der sammenholdtes af en simpel Snor med Krucifix , faldt i brede folderige Læg omkring en høi og kraftig Skikkelse , som snarere syntes skabt for de pavelige Dragoner end for at tjene Kirken . Hans Ansigt var ædelt og smukf , men solbrændt og veirslagent , som havde han vandret en lang Vei , hvad han vel ogsaa har , siden han siges at være kommen fra Lorctto . Hans Blik var klart og roligt , hans Udtryk blidt og vindende ; men det slog mig , at hun trods , sin Alder havde bevaret saa friske , ungdommelige Træk , og at hans Haar endnu var mørkf og lokket . Jeg beskriver Dig denne Figur saa omstændelig , deels fordi jeg gaaer paa Iagt efter gode Modeller til Otto , deels fordi han her paa Egnen har erhvervet sig et Ry for Hellighed og gode Gjerninger , som er aldeles mærkværdigt . Han kom en Aften til Gcnnazznno for omtrent en fjorten Dage siden , nærmest , sagde Anna Maria , for at bestille Herberge til elleve andre Pilcgrimmc , der alle komme fra Loretto , hvor de have tilbedt det hellige Huns , medens de nu agte sig til Rom for at tilbede den hellige Stol . At de ikke kan lade en saadan Raritet som Naclonna clel buon ' oonsiglio gaae npaaagtct sorbi , er en Selvfølge , og man fortæller her i Byen , at de tolv Pilcgrimme , hvoraf den Ene skal være helligere end den Anden , ville foranstalte en særegen Procession til hendes Ære ; derpaa ville de gaae til Rom til PctcrSfcsten for end yderligere at forøge deres Glorie . Vort ringe Hus havde det første Besøg af denne hellige Vandrer , og det var mærkværdigt at see al den Forstyrrelse , han afstedkom . Signor Carnevale satte et Ansigt op som Djævelen , da han faldt i Vievandskarret , og forsvandt skyndsomst i sit Kammer . Adele blev syg og maatte lægge sig . Kancellieren blev tre Gange saa human som ellers , og den gamle Anna Maria brasede saaledes op forham , af vi nær ingen Aftensmad havde saaet , medens Marietta in gloriam 6omini undlod af kysse Thomas » , mens hun vimsede om ude i Kjøkkenet . Kun Vittorio hævdede uvægerligt sin Stilling paa Huggeblokken , hvor hun med mikroskopisk Nøiagtighed skeletterede et Andcskrog , som kom tilbage fra Eremiten i haabløs Tilstand . Derhos var hun den Eneste , som drog hans Hellighed i Tvivl , medens vi Andre vare saa overbeviste derom , af Nino ligeledes in gloriain clomini maatte rømme sit Soveværelse , forat Eremiten kunde faae den bedste Seng , som fandtes i Huset . Kun Otto var fanatisk protestantisk , og undrede sig over , af han ikke raabte med Muslinger . Den næste Dag blev hun installeret i Klosteret S . Enstachio , og nu bcgyntc Rygtet af faae travlt med ham . I en lille Bjergby , som vor , kan der ikke komme en Kat gaaende , uden af mafl ' veed , hvorfra den kommer , og hvor den gaaer hen , og om den hellige Eremit vidste man snart meget mere . Min Ven Postkassen , der in parsntlmsi sagt , er nær ved af gjøre mig gal , og som hver Dag har løbet mig paa Døren for af sluge dine Frimærker , meddeelte mig øieblikkelig under en Strøm af Ord , af Fra Severins var saa hellig , af han kunde gjøre Mirakler . Han havde helbredet utallige Syge med nogle smaa , sorte Kugler , som han gjemte i et Relikvieskrin fra Jerusalem ; han havde-givet Almisse efter en Maalestok , hvortil Klostret flet ikke var vant , og forleden Middag , da hun var “ hensunken i Bøn og Betragtning i sin eensomme Eclle , havde der høit oppe paa Himlen viist sig et lille Punkt , som derpaa havde forvandlet sig til en hvid Dnc , der tre Gange havde kredset om Klostrets Tag uden af sætte sig . Men neppe havde Fra Severins slottet , før Duen havde sat sig paa hans Haand og ganske roligt ladet sig fodre med Lindscr . Over dette Jcrtegn vare alle Brødre saa betagne , af Prioren , den ærværdige Pater Ruli , havde tilbudt ham en Plads som Æresmunk i Klostret , med Net til af være fri for de Bodsøvelser , som de Andre paalagde sig for deres Shndcrs Skyld ; men Fra Severins har knn udbedt sig den ringe Eremitbolig , som han nu beboer , istandsat , og her opholder han sig tilligemed Duen , der noget nær bliver anseet før ligesaa hellig som han selv . Iøvrigt er det sandt , at han har gjort nogle ret heldige Kure her i Egne « , især paa Feberpatienter , og at han giver Almisse med en Rundhaandethed , som viser , at Ercmiternc i Italien ikke tnnnc være fattige . Een god Gjerning har han virkelig gjort , og jeg er ham meget taknemlig derfor . Han har fortrængt Pater Ensebio som Adeles Skriftefader , og hun vandrer nu hver Dag op til Eremitboligen før at blive underviist af ham . Det er mærkeligt at see , hvilken Forandring dette har bevirket i hendes Væsen . Hun , som før var frygtsom , sky og ofte ulykkelig , naar det gjaldt om at vandre op til den blege Præst med det skinhellige Væsen og det hæslige Sideblik , hun er nu fortrøstningsfuld og glad , ja der er kommen en Farve paa hendes Kinder og en Glands i hendes Blik , som gjør hende dobbelt henrivende og yndefuld . Selv Kancellieren synes at have en stor Respekt før Pilegrimmcn fra Lorctto , og hans Opførsel mod Adele har i mange Henseender forbedret sig . Hun sover ikke længere i den hæslige Kjeldcr hos den fordrukne Fader , men oppe i en anden Etage hos den gamle Anna Maria , der har givet hende et lyst og hyggeligt lille Kammer . Selv Klostret fylder hende ikke længere med den Gru som før , og faler man til hende om det , leer hun og svarer med uforligneligt Skjelmeri : „ Signor , Fuglen er ikke fangen endnu ! “ Maaskee tænker hun paa at trodse Faderen og gifte sig , og i saa Tilfælde vil hun have Beilere nok . Dag for Dag bliver hun skjønnere ; mere end een Nat har jeg hørt Serenadens bløde Cithartoncr bølge foran hendes Vindue , og om Morgen . er ofte den lille Steentrappe , der fører op til hendes Værelse , besaaet med røde , duftende Rosenblade . Kun naar man faler vin hendes smaa Brødre , drager der sig et tungt Træk over hendes ungdomsglade Ansigt , men lidt efter smiler hun paa sin eiendommelige , veemodige Maade , og siger med en Overbeviisning , som jeg misunder hende : „ Gud lever ; han hjælper Alle ! “ Da jeg den Morgen kom slentrende op til Eremithyttcn med dit Brev i Lommen , havde jeg imidlertid den Fornøielse ikke alene at træffe den ærværdige Fra Scverino men ogsaa min værdige Ven Postkassen , som den Dag syntes at være i en mere end sædvanlig fornuftig og menneskelig Tilstand . Ikke nok med at han saae dit Brev uden nt forlange de fristende Otteskillings Frimærker , men han afslog dem endog , da jeg tilbød ham dem , og følgelig er han vel paa Veie til af gjenvinde sin Fornuft . Han synes nu af have kastet hele sin Interesse paa Fra Severino og betragter ham som et eneste , stort , nyslaaet Frimærke fra Loretto , det sjeldnesle i hele hans Samling . Med uendelig Iver og Megen Smadsken præsenterede han mig for Pilgrimmen , som gav mig et Helgenbillede og et Par af de sorte Kugler til Brug for kommende Tilfælde , idet hun meddelte mig den Oplysning , af de indeholdt Jord - fra den hellige Grav , hvorfor jeg skal tage mig vel iagt for af spise dem . Iøvrigt blev jeg i høi Grad slaaet over denne Pilgrims værdige Holdning og fornuftige Maade af yttre sig paa . Her var ikke son : ellers Tale on : barnagtige Helgenkrønikcr eller Tilløb til keitede Omvendelsesforsøg — ja , da jeg slog paa den Opsigt , han havde vakt i Omegnen , sagde han , af man gjorde han : formegen Ære . Heller ikke underholdt han mig med de smagløse Lovtaler over Pins den Niende , som ellers er et Særkjcnde for de romerske Geistlige . Tvertimod syntes hans Holdning ligeoverfor den hellige Stol af være meget reserveret , og om Gnbernatoren udtalte han sig med ligefrem Foragt . Da jeg fortalte ham , at jeg » ar fra Danmark , og at vi havde Religionsfrihed , udbrød han med en pludselig Iver : „ Jeg veed det . Frihed i Neligionssager , Frihed i Skrift , Ord og i Handlinger . Ja , Danmark er et lille Land ; men det er rigt og lykkeligt , derfor ville Tydskerne cie det . “ Jeg studsede ved disse Ord , som jeg mindst havde ventet as en Pilegrim fra Lorcttv ; men endnu mere , da han tilføiede : „ Lad Frederik den Syvende leve ; lad Victor Emanuel leve , og vi ville faae at see . De ligne hinanden ; de ere Mænd af Folket og for Folket ; de ville holde nd , men de maae ikke doe . “ Medens Fra Sevcrino med ærværdig Ro udtalte disse Ord , stirrede Postkassen paa mig med et Blik , som vilde han opsluge mig og klappede den store Mund sammen med ct Smadst som Krokodilen , naar den fanger Fluer . Derpaa forsvandt de begge i Retningen af Gennazzano , og jeg kastede mig ned under det nærmest staaende Kastnnietræ i Mangel af Hytten . Lidt efter fik jeg Øie paa Adele , som tankefuld kom vandrende op ad Klippcveicn med sin Messebog i Haanden . Hun lagde ikke Mærke til mig , og jeg , som var fordybet i Læsningen , lod hende gaae forbi , uden at forstyrre hendes Gang . Lidt efter flagrede Noget over mit Hoved ; jeg saae op , det var noget Hvidt — et Papir , der trimledes om af den kaade Siroccovind som en kjæmpestor , flagrende Sommerfugl . Pludselig forlod det sin Plads oppe mellem Kastaniens Grene , gjorde en Svingning og faldt lige ned ved Siden af mig . Jeg greb det ; det var et Brev , og da slige luftige Skrivelser altid have en vis Interesse , lagde jeg mig selv som Brevpresser paa dit og gav mig til at stave Himmelbrevet . Døm nu selv om min Overraskelse , kjære Funtus , da jeg læste : „ Min kjære , min elskede Adele ! Snart maa jeg forlade denne Egn , der for mig indeslutter Minder , som kun Du forstaaer og kan dele . Bliv ikke urolig , men vent — — ja her havde Brevet faaet en Rift af Kastaniekvistene , og medens jeg var ifærd med at udbedre denne , blev Brevet med et heftigt Ryk snappet ud af min Haand — det var Adele , som i et Par Spring naaede Hytten , hvor hun forsvandt . I et Nu var jeg efter hende , men hun var ikke at formaae til at aabne Døren , og trods al min Veltalenhed maatte jeg vandre alene tilbage til Gennazzano . Om Aftenen kom hun ned til mig i Vignen og bad mig med en Mine og en Stemme , hvis Uro hun forgjæves søgte at skjule , om » por gratis , äi 6io » ikke at omtale Brevet til nogen levende Sjæl . Jeg har heller ikke sagt Noget til Otto , og Du forraader vel ikke min Hemmelighed . Den hele Aften var Adele adspredt og urolig , og da jeg kom hjem fra Prokuratoren , stod hun ved Vinduet og græd . Hun græd naturligviis „ for Ingenting “ , saaledes som alle unge Piger gjore , og da jeg spurgte hende , hvorfor hun sukkede , sagde hun : „ Jeg sukker ikke ; jeg trækker blot Veiret dybt . “ Men hvad er det nu for et Brev , og hvad er det for en Eremit ? Thi han , og ingen Anden havde skrevet Brevet ; jeg kjendte strax den brede , markerede Skrift , som ogsaa findes under mit Helgenbillede . Skulde han være en forbedret Udgave af Pater Eusebio ? Er hun falden fra Scylla i Charybdis ? Det er det , som piner mig . Jeg sender Dig disse Par Linier indeni Ottos Brev ; thi det er for varmt til af jeg gider skrive mere . Priis dit kjølige Kammer , Funtns , og vær hilset fra Din hengivne osv . Gennazznno , den 4de Juli 1863 . Vise Søren ! Af alle Omsvøbsdepartementer i Berden , og vi have vel udviklede Exemplarer derhjemme , ere de romerske dog vistnok de mest indviklede og bedst udviklede , ja en Romer har endog betroet mig , af hans Fodesfad har faaet Tilnavnet „ den evige “ , fordi den simpleste Sag fordrer en Evighed for af sættes igjennem . Du vil derfor kunne forstaae vor Forbauselse , da Signor Carnevale igaar stadfæstede , af Sagen mod Røverne var afsluttet , Dommen fældet , sendt til Vaticanet og vendt tilbage med det røde , skjæbnesvangre Baand . Man har villet statuere et Exempel , og Henrettelsen skal finde Sted . Allerede er man bag ved Colonnaernes Borg ifærd med af opreist den historiske og til Pavedømmet saa lidet svarende Guillotine — jeg kan høre Hammerslagene og 0xehuggene , medens jeg skriver dette . Imorges gik jeg forbi den bratte Bjergskrænt , der var saa fnld af Alpevioler og Anemoner , da vi kom herud , og som senere prangede med Gyvel og duftende Roser . Nu blomstrer der ikke Andet end den tornede Marietidsel i et Hav af blodrøde Valmuer , og fra Skraaningcns øverste Top hæve de sorte trekantede Bjelker sig i Veiret , kronede foroven med Faldoxen , hvis skarpe Egg blinker i Sollyset . Man har valgt Rædselens Skueplads godt ; thi baade fra Slottet , fra Klostret S . Eustachio og fra den underliggende Vei vil man kunne see den mindste Enkelthed , og Blodet vil , som Kancellieren bemærkede , tage sig prægtigt ud paa de kridhvide Kisclstcen . Der er noget Vildt og Grusomt , noget Neronisk hob Italienerne , som tidt dukker op mod deres Vidende , men som jeg aldrig har sporet saa fuldt som ved denne Leilighed . Hele Byen glæder sig som til en Fest . Man betragter Henretfelsen som et Skuespil , og der en Noget i Luften , som hvisker om de Tider , da Gladiatorerne betraadte Arenaen , hilsende op til CæsarcnS Loge med de Ord : » Norituri ts , 6ass3 . ro , salutamus ! » * ) Selv Marietta og den lille Vittoria omtale de fangne Brigantcr paa samme Maade , som de spanske Donnaer Tyrene , der drives ind paa Arenaen . „ De komme ikke i Helvede , “ sagde Marietta til mig ; „ thi de have faaet Prioren til deres Skriftefader , men — povsrstti — det maa gjøre ondt ! “ Og med disse Ord satte hun Hakkcknivcn , hvormed hun bearbeidede Kjødet , over sin stærke , solbrændte Nakke og blev i samme Øieblik ganske bleg . „ Men det Vi , som ere bestem » til Dsden , hilse Dig , Cæsar ! vil blive morsomt for os Andre at see derpaa , “ føiede hun leende til og hakkede videre . Kun Adele er bleven paafaldende stille og alvorlig i den sidste Tid ; men det er ikke til at undre sig over , thi hun skal jo snart tage sin Beslutning , og saavidt jeg kan mærke , bliver det Klostret . Jeg har truffet hende flere Gange ved det gamle omstyrtcde Dianatempel nede i Dalen , hvor vi saaes den allerførste Gang ; ligeledes i Kirken , som hun jævnlig besøger , og hvor jeg seer hende bede med stor Andagt og Inderlighed . Jeg veed ikke , hvad Indflydelse Fra Severino har paa hende , men hun besøger ham ofte især henimod Solnedgang , og naar hun da vender tilbage , er der en forunderlig Glands i hendes Blik , og Rødmen lyser paa hendes Kinder — jeg frygter næsten for , at hun er forelsket i Helgenen , og han ? Stakkels Adele ! Det er den anden Henrettelse , der vil finde Sted herude , og den er mig næsten modbydeligere end den første . Naar det kommer saa vidt , troer jeg , at jeg reiser til Rom eller Neapel ; thi Gennazzanos Sol er da gaaet ned for stedse . Otto har malet hendes Portræt . Hnn sidder i sin fattige sorte Kjole paa en af de omstyrtcde Søiler nede ved Templet og stirrer med foldede Hænder ud i Aftenrøden , hvis gyldne Skyer svømme over de blaanende Bjerge . Otto har med stor Dygtighed og et sjeldent Held grebet det melankolske , sværmeriske Udtryk , som er i hendes Øie , naar hun saaledes drømmende seer hen foran sig . Det er et stemningsrigt Billede , og Kontoristaen , stakkels Fyr , bød Otto sin halve Aarsgagc for at komme i Besiddelse af det . Otto er en brav Fyr , men han er skinsyg og nægtede at sælge Maleriet . Nu maler han en Kopi af det , som han vil forære den unge Mand paa den Dag , hun bliver konfirmeret . Men hvad hjælper Alverdens Kopier , naar Originalen gaaer i Kloster . Hvad Røverne angaaer , som ere de virkelige Helte i det Drama , som skal opføres , da maa jeg tilstaae , at jeg er ganske forbanset over den Maade , hvorpaa de opføre sig . Dødsdommen synes ikke at have gjort det ringeste Indtryk paa dem , eller maaskee vente de sikkert at bcnaades ; thi de synge , drikke , lee og fiske efter Bajoccher langt ivrigere end nogensinde for . Heller ikke spares der Noget paa deres Beværtning . Ofte har jeg midt om Natten hørt deres vilde Sang fra Fængslet i en Toneart , son : røbede , at Vinen havde smagt dem fortræffelig . Kancellicren bliver mig mere og mere modbydelig ; han drikker hver Aften med Fangerne paa deres Bekostning og kommer i Reglen drukken hjem for at banke sine Smaa . Den følgende Dag er han human og fortæller under Suk og Taarer , hvad hans Kone vilde have været for de Smaa , hvis hun havde levet . Hvor Mennesket dog tidt kan være en Blanding af Gemeenhed , Løgn og affekteret Følelse . Gnbernatoren har faaet en frygtelig Næse fra Nom i Anledning af , at han lod sig overliste . Denne i Forbindelse med den , han allerede eier , har gjort ham betydelig spagere end ellers , og man seer ham ikke mere paa Palazzoets Altan i Kast med sin Toddy , som han nu tager inden lukte Døre . Derimod fik vi igaar en fransk Officeer i Indkvartering , der ikke giver ham meget efter . Han er en sand Kabyler , har tjent i Algier og drikker som en Svamp . Mied ham fulgte et lille Detachement paa Hundrede Soldater , rimeligviis for at bevogte Fangerne og holde Orden ved Henrettelsen . Han er ikke nogen behagelig Forøgelse for vor Huusstand ; thi han betragter alle dem , som ikke have havt med Kabylere at gjøre , som hørende til en lavere Skabningsrække , og seer paa Adele med et Blik , som faaer hende til at blive paa sit Kammer . Heldigviis vil han ikke blive her længe , da jeg hører , at der er anviist ham Logi hos Gnbernatoren , og dermed ere alle Parter ret vel tjente . Iøvrigt har Byen faaet Noget af sit militaire Snit tilbage , og de livlige franste Hornsignaler lyde smukt i den stille Sommeraften ; men de minde mig tillige om , at Klokken er Ti , hvilket herude er en Time over Sengetid . Padrone Luigi kjører imorgen tidlig Klokken fem , og kan tage dette Brev med . Mine næste Linier faaer Du rimeligviis fra Roma ; thi jeg vil ikke overvære Slagteriet herude . Farvel , hils Alle i Hjemmet fra Din hengivne osv .