Første Capitel . 
Susanne Rud . 
Det var i Stiftamtmandens Dagligstue , hans 
unge Datter gik op og ned i dybe Tanker ; hendes 
Ansigt var alvorligt , men ikke sørgmodigt . Hun 
saae ud , som om hun havde Mod til freidigt at 
tage fat paa Livet og være glad ved det , glad ved 
Solskinsdagene , dog ogsaa ved de stille Graaveirsdage , 
ja — som om der endogsaa kunde være et 
Slags Glæde for hende i at kæmpe med Storm 
og Uveir , naar hun kun maatte gaae feierrig ud 
af Kampen , feierrig i Ordets eneste virkelige Betydning 
— ufladt paa Sjælen — og kun mere rodfast derved . 
Hun lignede et ungt Træ , og blandt Træerne 
meest en ung Birk , der med sin sølvhvide Bark 
og sit lette , fine Bladehang , yndigt at see til , mere 
end noget andet af Skovens Træer har et qvindeligt 
Præg . Åndig var ogsaa denne unge Qvinde , 
som hun i Skinnet af den varme , blussende Kaminild 
vandrede op og ned , hvilende i den korte 

Mørkningsstund , paa den Maade , at hun ordnede 
og forarbeidede sit Liv , at det maatte blive til Gavn 
og Glæde for hendes Kjære , til Væxt og Velsignelse 
for hendes egen Sjæl . 
Det var Billedet af en sand nordisk Mø , hun 
frembød ; høi og rank gik hun med sine rolige 
Skridt og sin stolte , opreiste Holdning , det lokkede , 
blonde Haar rigt bølgende om den rene Pande og 
opfæstet omkring Hovedet i svære Fletninger , ligesom 
en Krone . Hvilken underlig Dybde og Klarhed laa 
der i de mørke Øine ! Hun saae ikke paa En , som 
andre Mennesker — mi — det Blik kom indvendigt 
fra og var dog saa ubevidst , som Blikket fra et klart 
Barneøie . Om hun var smuk efter græske eller romerske 
Skjønhedslinier , det kunde man ikke gjøre sig Rede 
for ; men der var en Deilighed udbredt over hende , 
lig Solskinnet i en Stue , der spreder sit gyldne 
Skjær overalt , hvor det naaer hen ; saaledes var hun 
Hjemmets Solskin . Hendes Klædning var en simpel 
Huusdragt af siint , blødt , uldent Tøi af en varm , 
rødligbrun Farve ; skinnende hvidt Linned saaes om 
Hals og Hænder ; hendes Bælte var fæstet med et 
Slags Sølvspænde med Kjæder , og i Halsen af den 
mørke Kjole bar hun en siint forarbeidet Sølje ; 
en glat Guldring paa Fingeren viste , at hun havde 
givet sin Tro til en Mand . 

Fra hendes tidlige Ungdom af havde der hvilet 
et stort Ansvar paa hendes Skuldre , da hun var den 
Wldste af en talrig Familie , og Moderens Sygdom 
gjorde denne usfikket til Husets Styrelse . Saaledes 
var Susanne , sfjondt vpvoxen — om ikke rigt 
— saa dog velhavende Huus , tidlig bleven bekjendt 
med Livets Alvor og Arbeide , i en Alder , hvor andre 
unge Pigers Liv meest er Leg og Dands . For den 
alvorlige , af Forretninger og Bekymringer ofte nedtrykte 
Fader var hun Lys og Glæde ; en Samtale med 
hende eller ogsaa kun Synet as hende var ham som en 
Læsfedrik , Det var ogsaa Faderen , den kjære , elsfede 
Fader , hun i dette Øieblik ventede hjem fra en Embedsreise ; 
den svage Moder hvilede , de yngre Søskende 
vare hos Lærerinden , og saaledes var et af de 
fjeldne Øieblik sfjænket hende , hvori hun uhindret 
kunde lade Tankerne fare saa vide . — Øg hvorhen 
vende sig vel den Unges Tanker ? Nærmest fluer 
Blikket vel ind i Fremtiden , især hvor den som herhar 
begyndt at vinde Skikkelse . Hendes Fremtid var 
i en Henseende lys og glad ; hun kunde med fuld 
Fortrøstning tænke paa sit Samliv med den Mand , 
til hvem hun havde bundet sig ; en Natur som 
hendes kunde ikke tage feil i det Væsenligste . Matthias 
Gram var et ædelt Menneske , alvorlig og gudfrygfig 
og mere end almindelig aandelig begavet . 

Disse betydelige Evner havde fra hans tidlige Ungdom 
fortrinsviis været rettede paa boglige Sysler ; 
den stolte og ærgjerrige Faders Forhaabninger om at 
see Sønnen glimre i Diplomatien eller Statstjenesten 
vare skuffede , og det glemte den Gamle nok silde eller 
aldrig . 
Han var en haard og egenkjærlig gammel Mand , 
der havde opdraget sin eneste Søn med en tyrannisk 
Ukjærlighed . Dette tilligemed et meget eensomt Liv 
havde givet Sønnen et stille og tilbageholdent Væsen 
ligeoverfor Fremmede , som han dog hos Mennesker , 
der tiltalte hans Hjerte , snart overvandt , og i Stiftamtmandens 
Huns havde han hurtigt følt sig ligesom 
hjemme . Da han saa i Tidens Løb fik Susanne Rud 
kjær og talte til sin Fader derom , gav denne vel sit Samtykke , 
thi han kunde Intet indvende imod denne Forbindelse , 
da Familien var af høi Byrd og ualmindelig 
anseet , saa at den i verdslig Henseende snarere for , 
øgede end formindskede hans Huses Glands ; men naar 
Sønnen talte om at gifte og bosætte sig , meente 
Faderen , at det hastede ikke , skjøndt han eiede flere 
Gaarde , af hvilke de Unge let havde kunnet faae en til 
Bolig . Dette piinte Matthias , han var sig . en underlig 
svag Uselvstændighed bevidst , men endnu havde 
han ikke vundet den Kraft , han behøvede , for at unddrage 
sig Faderens Tyrannie . 

Stiftamtmanden sagde vel : Søg at blive Professor 
ved Kjøbenhavns Universitet eller i Sorø ; men 
der var hans eensomme , afsluttede Opdragelse og fornemme 
Vaner ham i Beien ; han kunde ikke tænke 
sig det som muligt , at sremtræde offentligt og lade 
sin Røst høre for Andre , fkjøndt han følte , det vilde 
være det Bedste i alle Maader og den Vei , ad hvilken 
han nærmest vilde kunne gavne Andre , samtidigt 
med , at han udviklede sig selv . 
Alt Dette beskæftigede Susannes Tanker i dette 
Øieblik , og derimellem tonede det veemodigt i hendes 
Hjerte : Hvorledes skal jeg , naar Øieblikket kommer , 
slilles fra dem herhjemme ? Hvem skal sørge for Fader , 
hvem hygge om Moder ? Nei , det bliver bedst at vente , 
indtil Ingeborg voxer op og kan overtage min Plads . 
Hun tænkte aldrig paa at udtale flige Bekymringer 
for sin Moder ; det faldt Ingen , hverken Mand 
eller Børn , ind at gjøre denne deelagtig i Noget , der 
laa dem paa Hjerte . „ Det gaaer ei an , thi Moderer 
syg ! “ saaledes havde Susanne fra sin tidligste 
Barndom hørt , og det var mere og mere gaaet op 
for hende , at en Moder til Brug havde hun ikke , 
til den eneste Brug , som en Moder kan og skal 
være for sine Børn , det Helgenskrin , som Hjertets 
inderligste Følelser , Sjælens dybeste Tanker gjemmes 
i og hos . 

Saaledes havde ei Heller Faderen fundet hverken 
Opmuntring , Selskab , Raad eller Støtte hos sin 
Hustru , der i mange Aar havde været syg og sengeliggende . 
Dette alene havde dog ikke kunnet gjøre 
hende uskikket til at være sin Mands Medhjælp i 
Livet ; fra mangt et Sygeleie udgaaer der ubeskrivelig 
Velsignelse for Omgivelserne , naar den Syge er en 
virkelig Lazarus , der ligger og venter paa , at Døren 
skal oplades til Faderhjemmet . 
Saaledes forholdt det sig imidlertid ikke med 
denne syge Frue . Hun havde været og var tildeels 
endnu , trods sin Sygdom , en stor Skjønhed , og 
Skjønhedsfordringerne klæbede ved hende og hendes 
Sygeleie . Hendes Værelser vare Husets Pragtgemakker ; 
Alt , hvad der omgav hende , var kunstnerisk 
skjønt , hendes Natbord var forsynet med Sølvspeil , og 
alle Redskaberne til Paaklædning og Maaltiderne vare 
af rigt sorarbeidet Sølv . Hun selv var altid iført udsøgt 
smagfulde og overdaadige Sygedragter , og saaledes 
laa hun enten i Sengen eller paa et smykket Leie i 
sit Cabinet og lignede et deiligt Afgudsbillede i et 
hedensk Tempel . Manden havde bevaret den elskeragtige 
Beundring for hendes Skjønhed , der i Ungdommen 
havde bragt ham til ganske at overser alle 
Sjælens og Hjertets Mangler hos hende ; han kom 
Morgen og Aften ind til hende , kyssede hendes Haand , 

spurgte deeltagende til hende og hørte taalmodigt paa 
de samme ideligt gjentagne Klager , men saa gik han 
ind i Dagligsfuen , eller til sine Forretninger , som 
om han søgte efter Noget . — Ja ! stakkels Mand ! 
Dette „ Noget “ havde han søgt efter , ligesiden han blev 
gift , og det var — en Hustru . — Et Afgudsbillede er 
og bliver meget utilstrækkeligt , saavel til Opbyggelse 
som til Livets Trøst og Glæde . 
Ester Susanne fulgte en Søn , Alfred . Han 
var den eneste Søn og sin Moders asgjorte Indling . 
Det var ogsaa næsten umuligt ikke at føle sig tiltalt 
af ham , og ved nærmere Bekjendtsfab maatte man 
holde af ham . Livlig , opvakt og i mange Maader 
begavet og talentfuld , havde han et elsfværdigt Sind 
og et mildt , blødt Hjerte ; kun hans Nærmeste saae 
og følte hans Mangler , og det var meest for hans 
egen Skyld , at de voldte dem Bekymring ; thi med sin 
Billie vilde han vist aldrig Andet end glæde dem . 
Det , der savnedes hos ham , var en mandig Villie , 
Krast til at kæmpe og overvinde Vanskeligheder 
indadtil og udefter , Bestemthed til at gjennemføre en 
Opgave . Han opflammedes varmt nu for Et og 
un for et Andet , han opfattede med Lethed , men Det , 
som ikke gik let for ham , blev ogsaa uden Videre 
kastet tilside ; han besad Talenter , men mødte han 
Vanskeligheder i at lære Begyndelsesgrundene , eller 

tabte han Lysten . Forgjæves havde Faderen formanet 
ham til at vælge sig en bestemt Levevej ; det 
skiftede l hvert Halvaar , han samlede Kundskaber , men 
der manglede Grundighed , og fremfor Alt , hans 
bedste Sjælsevner svækkedes ved denne indre Omflakken , 
som han alt mere og mere vænnede sig til . 
Forholdet imellem ham og hans ældre Søster - 
var meget kjærligt , som der da i det Hele herskede et 
smukt og inderligt Familieliv i Huset ; dog deelte 
disse to Søskende meest deres Liv sammen , de vare 
næsten jævnaldrende , havde lært og leget sammen i 
Barndommen , og Søsteren var Den , der bedst kunde 
gaae ind paa hans mange sorfljellige Interesser , kun 
med den Forskjel , at hun aldrig ganske flap , hvad 
der engang havde faaet en indre Tilværelse hos hende ; 
han opflammedes og brændte i lys Lue til en Tid , 
men saa sluktes den Ild , der kun var antændt med 
knittrende Qviste ; hun derimod kunde kun nødtvungen 
lægge Studier eller Tegning , der var hendes afgjorte 
Talent og NndlingSbeskæftigelse , tilside , naar hendes 
Tid ikke vilde flaae til ; men hendes Tanker dvælede 
derved i Stilhed , hun fremmedes paa en ejendommelig 
Maade , skjøndt det gik ganske ubemærket til . 
Hun var ligesom Broderens Støtte ; Vet faldt ham 
aldrig ind , al han kunde hjælpe hende . 
Familien bestod , foruden disse Tvende , endnu 

af to Døttre , der vare under en Opdvagerindes Vejledning , 
Ingeborg , som var fjorten Aar og altsaa Den , 
der stod nærmest ved den voxne Alder , og Ellen , der 
var en lille Pige paa 11 Aar . 
Frøken Grove , saaledes hed den Dame , til hvis 
Omsorg de vare betroede , havde allerede i en Række 
af Aar været der i Huset ; hun havde ledet Susannes 
Opdragelse og var hende nu en trofast Veninde og 
Raadgiverinde . Hun havde i Henseende til Børnenes 
Opdragelse fuld Raadighed , da Moderen kun var 
Moder af Navn uden at være det af Gavn , men 
Stiftamtmand Rud , eller „ Herren “ , som han kaldtes , 
havde aldrig indrømmet Frøkenen nogen anden Stilling 
i Huset end en agtet Gjæsts ; indtil Susanne 
blev sytten Aar , styredes Hunsvæsenet af en gammel 
Jomfru , der aldrig kom tilsyne . Paa den unge 
Frøkens Syttenaars - Fødselsdag leverede Jomfruen 
under mange Taarer Nøglerne fra sig „ efter Herrens 
Ordre “ ; men hun græd ogsaa kun den Dag , thi 
Susanne styrede med en blød Haand og kom godt 
ud af det med gamle Jomfru Ane . Huset gik sin 
vante Gang , kun af Faderen nu henvendte sig med 
sine Ønsker til den unge Huusmoder istedetfor til 
Jomfru Ane , og af der nu af og til gaves større 
Middagsselskaber , siden der var en Værtinde til af 
føre Forsædet . 

Andet Capitel . 
Sfiftamtmanden . 
Fra denne flygtige Beskuelse as Husets Beboere 
vende vi tilbage til det hyggelige Værelse med dets 
Kaminild og dets unge Herskerinde . 
Susannes stille Time var forbi , hun hengav 
sig ikke længer til sine Drømmerier , hun gik til Vinduet 
og lyttede : „ Nu maa Fader snart komme “ , 
tænkte hun . „ Jeg vil lade Lampen tænde og tale 
til Jomfru Ane om Faders Middag “ . Paa Tanken 
lod hun Gjerningen følge uden Betænkning . Med 
rask , huusmoderlig Omsorg ordnede hun Alt , og det 
var ei heller for tidligt , thi meget snart efter hørtes 
Vognen , og hun ilede ud for af modtage sin Fader . 
Han kom ind ad Døven , efterat have afkastet 
Reisetøiet , en høi , smuk , aldrende Mand , noget 
graahaaret , noget bøiet ; han havde en umiskjendelig 
Lighed med Datteren ; en vis , ikke uklædelig Myndighed , 
som udtrykte sig i hans kraftige , charakteerfaste 
Ansigtstræk , var deels grundet i Forskjellen 
mellem Mand og Qvinde , deels i Aldersforskjcllen og 
den mangeaarige Vane at styre og befale . „ Hvorledes 
er det med Moder ? “ var hans første 
Spørgsmaal , da han traadte ind ad Døren . 

„ Som sædvanlig , fjære Fæder , der har Intet 
været i Veien , nu hviler hun ; om en Time 
ønsker hun at see os . Skal jeg ringe paa Faders 
Middagsmad ? “ 
„ Ja , og du spiser vel med ? “ 
„ Jdetmindste holder jeg Fader med Selskab , 
om jeg maa ; vi spiste Allesammen til sædvanlig 
Tid , da det var uvist med Faders Hjemkomst 
idag . “ 
De gik ind i Spisestuen , og Susanne satte sig 
for at rette an til sin Fader . 
„ Jeg har Nyt til dig , Susanne , “ sagde han ; 
men hun syntes , det kom lidt langttrukkent . — Hun 
tænkte paa Matthias , paa Broderen ; — men ad 
den Kant havde Faderen jo slet ikke været . Spørgende 
saae hun p » a Faderen . 
„ Her kommer en ung Dame i Huset , som du 
maa optage som en Veninde , hun har intet andet 
Hjem , det er min Myndling , Comtesse Ada 
Wildenow . “ 
„ Skal hun være hos vS altid ? “ spurgte Susanne 
forbavset og hende selv ubevidst noget forskrækket . 
„ Allid 
er et langt Ord “ svarede Faderen smilende ; 
„ men for Tiden maa mit Huns være hendes 
Hjem , hun er forældreløs , og nu er den gamle 

Bedstemoder , som har opdraget hende , dsd . Om 
hendes tydfle Slægtninge senere ville have hende 
hos sig , og om det vil være til hendes Bedste at 
komme der , maae vi see ; til hun er myndig og selv 
kam vælge , er Bestemmelsen , at hun skal boe 
hos os . “ 
„ Var det ikke den gamle Dame , til hvis Begravelse 
Fader nu var reist ? “ spurgte Susanne , „ og 
hvor gammel er den unge Pige ? Hvad hedder hun , 
og hvordan seer hun ud ? “ 
„ Det var mange Spørgsmaal paa eengang ; 
jeg skal see at besvare dem i god Orden : Ja , det 
var Mormoderens Begravelse , jeg har været til , 
ogsaa havde jeg Testamentet i mit Værge , dermed 
fulgte endeel Forretninger paa Stedet . Jeg vidste , 
at jeg var besfikket til Formynder for den unge 
Pige , og at det sandsynligviis vilde falde i min Lod 
at optage hende i mit Huns . “ 
„ Ada Wildenow er et Par Aar ældre end du , 
og hun er meget smuk . “ 
Smilende paa en Maade , der viste , at Skjemt 
og Skjelmeri ikke vare ham ganske fremmede , tilføjede 
han : „ Hun ligner dig flet ikke . “ 
Susanne forstød Ordene og Smilet , hun lo 
muntert , hun vidste godt , at hun var smuk i de 
Øine , hun brød sig om at tækkes . Faderen , 

Matthias og Alfred fandt hende smuk nok , og hvad 
saa Mere ? Andet brød hun sig ikke om . 
„ Naar kommer hun ? “ 
„ I Overmorgen ; og — det er sandt — der maa 
gjøres Anstalter i Morgen . Hun bringer foreløbigt 
en Kammerjomfru med ; dog sial det kun være , til 
hun søler sig lidt mere hjemme hos os ; senere tænkerjeg , 
du og hun kunne være fælles om en saadan . “ 
„ Jeg behøver da ingen Kammerjomfru , kjære 
Fader , det har jeg jo aldrig havt før . “ 
„ Lad du mig om det ; min Datter skal ikke 
sfaae tilbage for en Gjæst i mit Huus . “ 
I denne Attring viste Mandens Skjødesynd 
sig , han var stolt i alle Retninger . En ædel , retfærdig , 
sandhedskjærlig og i mange Henseender endog 
frisindet Mand , havde han ikke desto mindre omgjærdet 
sin Person og sin Familie med et Pandser 
as Storagtig hed paa alle Kanter . Hans Huus var 
det første i Provindsbyen , hans Slægt en af de 
ældste og bedste i Landet , han var stolt af sin gamle 
danske Adel ; Grever og Baroner vare sørst indførte 
med Enevælden ; han kunde regne sine Forfædre fra 
Dronning Margrethes Tid . En stakkels Mand 
var engang kommen til at yttre sig beklagende til 
ham om hans uhelbredeligt syge Hustru , men var 
bleven tilbageviist med det Svar , at hverken hans Frue 
- ) 

eller han selv beklagede sig over hendes Svagbed ; 
han selv i egnede sig det til en Wre og en Glæde 
at kunne lette hendes Lidelser ved sin Omhu og 
Opmærksomhed ; et høfligt , men koldt Buk bragte 
Manden til Taushed for stedse . — Lykønskninger i 
Anledning as Datterens Forlovelse bleve optagne paa 
lignende Maade . Han gav bort , Svigersønnen bg 
hans Slægt modtog . Han havde Intet imod , at det 
saaledes var Verdens almindelige Gang , men saae 
ingen særlig Grund til , at netop han skulde lykønskes 
i den Anledning . Hvad Under , at den Aland , 
i hvem saa Meget af Hedenskabet endnu fandtes , 
tilbad sit Afgudsbillede i det smykkede Kammer ? Dybt 
i Grunden af hans Hjerte ulmede Kjærlighedens 
Ild , men Hjertet savnede stedse , led Nød paa det 
Bedste , thi Jisskorpen tøvede med at smelte , og før 
det skete , kunde Hjerteageren ikke dyrkes , Sædens 
Frugt ikke ernære hans Aand , og Sindet ikke frydes 
ved Livets Blomster . 
Fruens Klokke ringede , og de gik ind til hende ; 
ja , ved første Øjekast kunde man da nok forstaae , at hun 
havde maattet kunne opflamme til brændende Lidenskab , 
saa sfjon var hun endnu . Ved at sce hende ligge saaledes , 
ej ulig en deilig Marinorstatue , Ansigtet stærkt 
belyst af en Lampe , det lammede , værkbrudne Legeme 
tildækket , fvrbausedes man over , at Alderen tilfyncladende 

neppe havde berørt hendes Træk . Saae 
man hende paa nærmere Hold , da var der Noget , 
der skæmmede det skjønne Ansigt , et Træk ved 
Mundvigerne , der drog dem nedad og talte om en 
vanskelig , forkjælet og egenkjærlig Charakteer , der fordrede 
mere Kjærlighed , end den gav , skjøndt ogsaa 
her herskede en reen aandelig Luftning , — kold og 
skarp blæste Vindensfundom deyjnde ; men aldrig havde 
hendes Børn seet eller hørt noget egenlig Lavt eller 
Uædelt ; manglede det Bedste endnu i dette Hjem , 
saa var det dog i Ordets egenlige Betydning et 
Hjem , et Ly og Værn imod alt Ondt og Daarligt . 
Stiftamtmanden sad i længere Tid inde hos 
sin syge Hustru og fortalte hende om sin Reise og 
dens Følger , omtrent hvad han havde meddeelt Datteren , 
kun tilføiede han Et og Andet , som han ikke 
havde fundet nødvendigt af omtale for denne , 
blandt Andet , af den unge ComteSses Formne ikke 
var betydelig ; han vilde i hendes Mindreaarighed forvalte 
den paa den Maade , af det Halve lagdes til 
Capitalen , og den anden Halvdeel gaves hende til > 
hendes personlige Udgifter . Comtessen skulde være 
Gjæst der i Huset ; det var ogsaa den eneste Maade , 
som han kunde beqvemme sig til af modtage hende 
Paa . At lade hende bidrage af sine Nsidler til Opholdet 
i hans Huns , var en Tanke , som hans 

Stolthed oprørtes imod . „ Hun skal i alle Maader 
være , som vor Datter ; men Susanne skal beholde 
den ZEldstes Ret . “ Saaledes sluttede han Samtalen 
med sin Hustru , og den paafølgende Dag 
hengik med Travlhed for hele Huset , med at berede 
og smykke det Værelse , der skulde beboes af den forventede 
Gjæst , dog især for Susanne i en ei ubehagelig 
Forventning om , hvorledes hun vel vilde 
synes om at være hos dem . I deres Hjertensgodhcd 
tvivlede ingen af de unge Piger om , at de 
visselig vilde holde meget af hende ; men om hun 
vilde holde af dem , det var et andet Spørgsmaal . 
Tredie Capitel . 
Ada . 
Comtesse Ada Wildenow kom og Forventningen 
forvandledes til Beundring . Ja ! Hun var smuk , 
mere end smuk , hun var en sand Skjønhed og saa indtagende . 
Hun lignede ei heller Susanne , deri havde 
Faderen havt Ret , eftersom hendes Skjønhed var af 
en ganske anden Art ; hun var under Middelhøide , 
med en siin , sylpheagtig Skikkelse ; sorte Lokker bølgebe 

om det lille , fine Hoved , der aldrig noget Øieblik 
holdtes roligt , Ansigtet var regelmæssig smukt i 
alle sine Træk ; den fiintbøiede Næse , den lille , 
smilende Mund med de hvide Perlerader , den mørke 
Hud med det varme Colorit og de spillende Øine , 
Alt hos hende var nydeligt , sra Taaspidsen paa den 
lille bitte Fod til de skjonne Hænder , der kunde 
have tjent en Billedhugger til Model , og som 
tydeligt vifte , at de ikke kjendte til Arbejde ; derhos 
var hun yndefuld i Alt , hvad hun foretog sig , og 
underholdende ved sin Livlighed og Bevægelighed . 
Ja , forfijellige vare de i Et og Alt , disse to unge 
Piger ; men den største Forskjel , som man strax blev 
vaer , laa i Øinene ; thi medens Susannes mørke 
Øine havde en Ro og derhos en Tankefylde , saa at 
man ligesom saae ind i en dyb Sø , vare Adas 
spillende , urolige og søgende , de lignede snarere 
glimrende Wdelstene . 
Snart vare Alle i Huset hendes afgjorte Beundrere ; 
Susanne hengav sig med et ungt Hjertes 
hele Varme til den unge Veninde , som det var 
gjort hende til Pligt at sørge for og hygge om . 
Hendes eensomme , forladte Stilling var ogsaa et 
Kald til dem Allesammen , ei at lade hende føle , 
at hun var fremmed iblandt dem . De vare jo saa 
lykkelige ved at have Forældre , et Hjem og hverandre . 

Hun lod ogsaa til at føle sig vel der i Huset 
og blev snart som hjemme ; hun var tilsyneladende 
meget lydig imod sin Formynder , opmærksom og 
ærbødig imod den syge Frue , som hun paa mange 
Maader forstod at more ved Fortællinger om forskjellige 
Hoffer og Badesteder , hvor hun havde opholdt 
sig , og hvor hun havde gjort Bekjendtskab 
med flere høitstaaende Personer , som Fru Rud havde 
kjendt i sin Ungdoms og Sundheds Dage . 
Foruden sine øvrige Gaver var hun ogsaa i 
Besiddelse af et ualmindeligt musikalsk Talent og en 
indtagende Sangstemme ; oste sad hun inde ved den 
Syges Leie og adspredte og opmuntrede hende ved 
sin Sang ; hun overtalte ogsaa de unge Piger til 
fælles Øvelser , der fornøiede dem Allesammen , efterat 
først den naturlige Blyhed var overvunden , delfølger 
med Bevidstheden om af staae tilbage for et fremragende 
Talent ; dog snart mærkede de , af AdasVeiledning 
hjalp dem til god Fremgang i denne , det hunslige 
Liv saa sorskjønnende Konst . Den rolige , besindige 
og opmærksomme Frøken Grove kom først lidt esterlidt 
under Adas tryllende Magt ; dog ogsaa hun 
blev vunden ved mange smaa Opmærksomheder , og 
meest derved , af Comtessen bøiede sig for hendes 
overlegne Kundskaber og Dygtighed og bad hende , 
om hun i Et og Andet , hvori hun følte sig mangelfuld , 

turde være hendes Elev . I disse Læretimer 
vandt hun den gode Frøkens Venskab aldeles , 
deels ved af vise sig opvakt , lærenem og livlig , deels 
ved af hentye til den ældre Dames moderlige Godhed 
med Bønner om af være hende en Støtte og 
Raadgiverinde i hendes eensomme og forladte Stilling , 
berøvet , som hun var , alle nærmere Slægtninge 
og nødsaget til at søge et Hjem hos Fremmede . 
Hvormeget hun brød sig om gode Raad , naar 
de ikke stemmede med hendes Lyst , maatte Frøken 
Grove senere erfare ; for Øieblikket blev hendes gode 
Hjerte varmt for den unge , forældreløse Pige , og 
hun lovede sig selv , ærligt at ville staae hende bi , 
hvor hun kunde . 
Saaledes henrandt nogle Maaneder ret tilfredsstillende 
for alle Husets forskjellige Medlemmer . 
Susanne og Ada sluttede sig daglig inder . 
ligere til hinanden ; Ada blev ogsaa lidt efter lidt 
gjort bekjendt med Provindsstadens anseete Familier 
og Omegnens adelige Herregaardes Beboere , dog 
deeltog hun ikke i det egenlige Selskabsliv , paa Grund af 
den Familiesorg , hun havde havt . 
Alfred var i Udlandet , hvor han for Øieblikket med 
megen Iver studerede Malerkonsten . Matthias havde 
besøgt sin Forlovede og hendes Familie nogle Gange , men 
Paa kortere Tid , da han gjorde hyppige Reifer til og fra 

Hovedstaden , hvor han udgav et videnskabeligt Værk , 
og i Mellemtiden maatte han være hjemme hos sin 
gamle Fader , Geheimeraaden , for at holde ham med 
Selskab i de lange , mørke Efteraars- og Vinteraftener . 
Susanne spurgte sin Forlovede gjentagne Gange 
om , hvorledes han syntes om hendes nye Veninde ; 
men denne yttrede sig kun lidt om hende , han forholdt sig 
ligeoverfor Ada ligesom forskende ; kun eengang sagde 
han , at hun unægtelig var usædvanlig smuk , ja en 
af de smukkeste Damer , han nogensinde havde feet . 
Den , der daglig saae de to unge Piger sammen , 
maatte snart faae Øinene op for , at de havde ganske 
forskjellige Livsmaal under udvortes tilsyneladende 
eensartede Forhold . Fra den tidlige Morgen 
var Susanne beskæftiget for de Andre — med 
Husets Styrelse og Omsorg , med at læse for Moderen 
og pleie hende , holde Faderen med Selskab og 
sørge for , at han ikke savnede Noget , naar han var 
hjemme og fri for Forretninger , og med at fornøie 
og more de yngre Søskende . Dermed være det nu 
langtfra sagt , at der ingen Mangler fandtes ved alt 
Det , hun foretog sig . En ung Pige paa tyve Aar 
har endnu Meget at lære ad Erfaringens vanskelige , 
men sikkre Vei . Saaledes vilde et strengere dømmende 
Blik vist have opdaget mange større og mindre 
Uordener i Huset , som hun deels var for ung til 

at gjennemskue , deels ikke var i Stand til at afhjælpe , da 
det fattedes hende paa den fornødne Myndighed over de 
gamle Tjenestefolk , der havde kjendt hende fra hendes 
tidligste Barndom . Susanne var i det Hele langt 
fra seilsri , men hun var elskelig trods sine Feil , forbi 
hun ikke søgte sit Eget ; men dette mærkedes ikke 
altid , naar hun rolig og tilsyneladende kold gik omkring 
og hverken søgte eller modtog Roes . Ada 
derimod havde neppe i nogle Uger været i Huset , 
førend de Ord „ hvor deilig , hvor Yndig , venlig , 
munter Comtessen dog var ! “ lød fra alle Sider . 
Hun havde milde , indsmigrende Ord til Enhver , og 
Følgen var , at den unge Frøken , som de vare vante 
til , næsten glemtes , at hun , der Intet fordrede for 
sig , selv maatte sørge for sine nærmeste Fornødenheder , 
hvorimod den glimrende Comet , der havde 
viist sig , drog hele Huuspersonalet efter sig som en 
Hale . 

Fjerde Capitel . 
Julen . 
Julen kom , og med den vendte Husets Søn tilbage . 
Susanne glædede sig ubeskriveligt til Broderens 
Komme og talte med inderlig Kjærlighed om ham 
til Veninden . Adas vexlende Stemninger begyndte 
i denne Tid at vise sig , og det gik da selvfølgelig 
som oftest ud over Susanne , der umuligt kunde offre 
hende ret meget af sin Tid , da Forberedelserne til 
Højtiden og til at berede Juleglæder , fa « vidt 
hendes Evner naaede , ganske optoge den . Alt 
skulde være færdigt til den elskede Broders Ankomst , 
og selve Juleaften kom ogsaa Matthias . Egenkjærligheden , 
denne hjertendtørrende Lyde , var i Adas 
Barndom bleven opelsket istedetsor i Tide at ndryddes ; 
hun tænkte ikke paant hjælpe Susanne , ved at paatage 
sig nogle af hendes sædvanlige Forretning « ; derimod 
kedede hun sig ved at være saa meget mere alene 
og suurmulede ad Susanne over at blive forsømt . 
Dog oplivedes hun endeel , da hun hørte , at 
Stiftamtmanden tænkte paa at gjøre et Bal , som 
han Uroede at skylde Naboer og Bekjendte og helst 
vilde have , naar der var unge Herrer til Dands 
hjemme i de fleste Familier . 

Ogsaa Fru Rud var ganske livlig ved Tanken 
om en lille Afvexling i hendes eensformige Liv ; hun 
vilde lade sig rulle hen til Døren af Dandsesalen 
og sec paa Munterhcden i nogle Timer . Stiftamtmandens 
Bal skulde finde Sted strax efter Julen , 
og ved Nytaar fluide et større Bal gives paa Raadhuset . 
Det gav dem Alle endeel at bestille , og den 
unge Huusmoder selvfølgelig Meesf , da hun jo maatte 
husfe paa Alt og var meget ung og uerfaren i alt Saadant . 
Hun kunde neppe finde Tid til at glæede sig til 
denne sjeldne Adspredelsen— Frygten for at glemme eller 
forsømme Noget var altid overvciende . — Frøken Grove 
hjalp hende efter Evne ; men det maatte vcere i Stilhed 
paa Frøkenens Værelse , da „ Herren “ ikke ønskede , 
at Frøkenen paatog sig anden Gjerning i Huset end 
den , at læse med Døttrene . 
Ada havde ogsaa fuldtop at bestille ; hun saaes 
ikke meget fra den Dag af , at Ballet var blevet bestemt ; 
hun beordrede den nye Kammerjomfru ind i 
sit Værelse , og der boede de i stille Dyrkelse af 
Verdens Moloch , Forfængeligheden , thi den vanskelige 
Gaade skulde løses , at forene Sorgens Skrud 
med en let og klædelig Baldragt . 
Helligdagene henrandt stille , Susanne nød de 
sparsomt tilmnaltc Oicblik i nogle Spadseretonre med 
Matthias og Alfred ; denne Sidste var strax bleven 

kunstnerisk opflammet af Adas Skjønhed ; efter nærmere 
Bekjendtflab fængfledes han nu end mere ved 
hendes livlige og muntre Tale ; de sluttede sig alt 
mere og mere sammen paa disse Vandringer , og derved 
fik Susanne lidt Ro til at samtale med Matthias . 
Stille , alvorlig og lidt mere adspredt end sædvanlig 
kom denne til Stiftamtmandens Huus , eller 
„ hjem “ , som han kaldte det . Susanne spurgte ivrigt , 
hvorledes det gik med hans Bog . 
„ Godt “ , sagde han , „ man roser den . “ 
„ Er du da ikke rigtig glad ? “ 
„ Aa jo ! Dog , det er jo ikke Roes , det kommer an 
paa i Livet , den er som oftest ligesaa uberettiget som “ 
Dadel ; men det gjælder Bevidstheden om , at den 
virkelig er fortjent . “ 
„ Troer du da ikke , at Det , du har skrevet , duer ? “ 
spurgte Susanne ængstelig . 
„ Det er vanskeligt at svare paa ; jeg har naturligviis 
ikke skrevet Andet , end hvad jeg troede at 
være rigtigt i denne Sag ; men nu jeg er færdig 
med Bogen , og den ikke mere kan gjøres om , fynes 
jeg , at jeg kunde have sagt Mere , og Det , som er 
blevet sagt , bedre — at det Hele burde have været 
tydeligere , for virkelig at være til Nytte . “ 
„ Aa ikke Andet ! “ udbrød Susanne og smilede 
med lettet Sind , thi nu gjenkjendte hun sin Vens 

samvittighedsfulde , noget ængstelige Natur og Mistvivl 
om sin egen Dygtighed . 
„ Er din Fader glad ? “ frittede hun videre . 
„ Det veed jeg ikke , jeg troer det neppe . “ 
Her havde hun rørt ved det ømme Sted . I 
dette „ det veed jeg ikke “ laa Hjertesvaret . Her 
var Grunden til Matthias ' Tungsind . Faderen opmuntrede 
ham ikke til Daad og paaskjønnede det ei 
heller , naar Sønnen traadte ud af sin Uvirksomhed 
ved frit Valg ; paa en kold , for alle Uindviede næsten 
umærkelig Maade kuede den Gamle Sønnen , behandlede 
ham som et umodent Menneske , ikke fordi 
det paa Grund af hans Charakteer eller Tilbøjeligheder 
var nødvendigt at indskrænke hans frie Villie ; 
men fordi den Gamle vilde holde paa Magten , vilde , 
om han havde kunnet , hersfe endogsaa over Sønnens 
legemlige Bevægelser . 
Derved fik ogsaa Sønnens Færd i Fremmedes 
Øine noget Ufrit og Villieløst ; men det var kun 
tilsyneladende ; endnu voxede Kræfferne i det Skjulte , 
han var en Natur , der ikke elsfede Strid og hellere 
bar paa et Tryk , naar det kun gik ud over ham 
selv ; men hvor det gjaldt Noget , der for ham var Ret , 
der rokkede Faderens Villie ham ikke , og den Gamle 
havde ofte maattet erfare , at han havde sin Overmand 
i Sønnen saavel i Aandscvner som i Daadskraft . 

Matthias opmuntredes dog snart i det hyggelige 
Familiehjem , deels ved Kirkegangen i Helligdagene , 
deels ved Samtaler med sin elskede Susanne og muntre 
Sammenkomster i og udenfor Huset med Husets Ungdom 
; og Penner og Bekjendte manglede det ei heller 
paa om Aftenen . Alfred var overstadig glad og 
munter , han gav sig mere af med de to yngre Søstre 
end nogensinde før , og det saae næsten ud , som om han 
vilde opdrage Ingeborg til af tage Susannes Plads , 
idetmindste hos ham selv . Han var Moderens erklærede 
Dnbling , og han elskede sin sfsønne Moder 
med en Konstners Tilbedelse ; han var den eneste as 
Børnene , der ikke følte det ubevidste Savn , som der 
æltid fulgte med deres Samværen med Moderen . 
Hos Fruen fandt ogsaa Ada æltid Selskab og 
et villigt Øre , naar hun kedede sig , hvilket hun fordetmeste 
gjorde , saa snart hun var alene . Savledes 
dannede der sig i Fru Ruds Værelse et lille 
Samfund til indbyrdes Beundring , idet Moderen , 
i svag Kjærlighed til den eneste Søn , netop nærede 
hans Skrøbeligheder ; Sønnen hengav , sig til sin 
fantastiske Beundring for qvindelig Skjønhed , saavel 
hos Blöderen som hos Ada , og denne endelig fik Det , 
der behagede hende bedst i Verden : af være ene om 
af høste al ben Beundring , al den Næring for sin 
Forfængelighed , som hun attraaebe . 

Femte Capitel . 
Dands og Lyslighed . 
Balaftenen kom , de sidste Anordninger vare 
trufne , nu tændtes Lysene i Kroner og Girandoler , 
de unge Piger samledes , eftersom de bleve færdige 
med deres Paaklædning , inde hos Moderen , der vilde 
kaste det sidste , prøvende Blik paa deres Dragt . Stiftamtmanden 
sad inde hos sin Hustru og var usædvanlig 
oprømt ; hun var livlig , og en svag Rødme farvede 
det blege , ' smukke Ansigt ; hun vilde tage imod nogle 
faa af de ældre Damer og senere see lidt paa 
Dandsen , og det syntes , som om Sygdommen 
havde trukket sig tilbage paa høflig Afstand . 
Da kom sorst Ada ind , klædt i en Baldragt 
af hvidt sølvglindsende Flor , det mørke Haar 
sat i en Rigdom af bølgende Lokker , opbundet med 
et sort Fløielsbaand , der var som oversaaet med 
Juveelstjerner . Stjerneformede Naale fæstede Haaret 
op dag til , et sort Baand om Halsen med et Hjerte 
as Juveler hængende deri var det eneste Tegn paa , 
af det skulde være en Sørgedragt . Hun saae vred 
og misfornøjet ud , da hun traadte ind ; men da 
Alle flokkedes om hende og beundrede hendes Dragt , 

dreve Skyerne bort , og Solskinnet brød frem . Wrgrelsen 
var fremkaldt ved , af Kammerjomfruen havde 
maattet forlade hende et Øieblik for af hjælpe Susanne , 
der ikke turde komme for seent , da det paalaa 
hende med Faderen at modtage Gjæsterne . Et 
Øieblik efter kom Susanne ; hun havde skyndt sig . 
og var ængstelig for at komme for silde . Hun bar 
en lyseblaa Silkekjole af blødt , glat Silketøj , der i 
rige Folder faldt om hendes ranke , ædle Skikkelse ; 
dens eneste Prydelse var nogle rige Kniplinger , der 
vare ordnede med Smag , ellers bar hun sine sædvanlige 
Sølvsmykker ; en hvid Rose var fæstet i 
Haaret . Hendes Skjpnhed var reen og ædel ; men 
Dragten var meget beskeden ved Siden af Adas . 
Matthias alene faae ingen Mangel . 
„ Hvad er dog det ! “ udbrød Fruen . „ Den 
gamle Silkekjole , som du saa ofte har havt paa til 
ganske almindelige Middage , og ikke Andet end de 
simple Sølvsmykker , der kun ere passende til en 
Morgendragt . Du har jo Perler og andre værdifulde 
Ting og kunde have faaet mine Juveler , som 
jeg nu ikke mere har Brug for . “ 
Faderens Mine blev noget streng ; men han 
sagde Intet . Susanne rødmede og begyndte undskyldende : 
„ Fader har selv bragt mig den Kjole fra 
fin sidste Reise , jeg holder saa meget af den , fordi 

han selv har udsøgt den , og Intet er mig saa kjært 
som Søljerne , dem har jeg faaet af Matthias . “ 
„ Ja , og hvorledes skulde du ogsaa have faaet 
en Kjole syet , saa travlt , du havde med alt det 
Andet ? “ raabte Ingeborg . 
„ Nu , den maatte vel Kammerjomfruen kunne 
sye “ meente Faderen . 
„ Nei , Tiden var for kort til , at hun kunde 
faae to færdige . “ 
„ Ja saa ! Nu vel , for iaften er det mindre 
vigtigt , “ sagde Stiftamtmanden med sin stolteste 
Holdning ; — „ men til Ballet paa Raadhuset vil 
jeg have dig klædt , som det passer sig for min 
Datter ; du kan Morgen faae de Penge , du behøver 
hos mig , din Moder vil give dig Raad , og Jomfruen 
maa finde Tid til at være til din Tjeneste . “ 
„ Dog , nu er det Tid . De , min kjære Ada , vilde 
gjørc vel i at forblive under Frøken Groves Beskyttelse , 
til Dandsen begynder . Susanne kan ikke 
være Dem til Selskab , da hun maa følge med mig 
ud i det forreste Værelse . “ 
De forlod nu Alle Fru Ruds Værelse , Ada 
med en Tordensfy paa sit Ansigt ; Formynderen 
havde fornærmet hende ved at anvise hende PladA 
imellem Børnene og ved de Irettesættelser , som hun 
meente , der havde ligget i hans Ord . 
3 

Hvad skal der siges om dette Bal , om hvorledes 
Adas mørke Aasyn snarligen farvandædes til straalende 
Blik ved den almindelige Beundring , hun 
vakte , om hvorledes Selskabet samledes . Bysøgedens , 
Præstens , Lægernes og Postmesterens med Familier 
af Sønner og Døttre blandede i broget Skare med 
Omegnens adelige Herregaardsbeboere og Landsbypræster 
? 
Musiken lød , Dandsen gik muntert , og Samtalen 
iblandt Wldre og Angre ligesaa . 
Byfogeden , der var Enkemand , havde sin Søster 
i Huset for at soresfaae Børnenes Opdragelse og 
Husets Styrelse , og „ Faster Hildeborg , “ som hun 
kaldtes , ikke alene as sine Broderbørn , men af alle 
de unge Mennesker , der hørte til Venner og Be , 
kjeudtere , sad med iagttagende Miner og saae vaa 
Det , der for hende var som en Teaterforesfilling , 
i hvilken hun kun havde Tilskuerens Deel . Faster 
Hildeborg var en Skikkelse , der nok var værd at 
tage noget nærmere i Øiesyn . Hendes skarpe , magre 
Ansigt saae alvorligt , næsten strengt ud , hun holdt 
ogsaa af at henkaste korte , tilsyneladende barske Bemærkninger ; 
men det hindrede hende ikke i at sale 
hjertelig Kjærlighed og oprigtig Deeltagelse for alle 
de Unge , som hun havde seet voxe op omkring sig , 
og skjøndt hun svarede ' kort og næsten gnavent , kom 

de dog altid til hende med fortrolige Meddelelser og 
morede sig over hendes træffende Bemærkninger . 
Hun var i Anledning af Aftenens Højtidelighed iført 
sit allerhøjeste , meest opretstaaende Hovedtøj , om 
hvilket det ikke kunde oplyses , om det skulde være en 
Hat eller en Kappe . Hun havde tilligemed de andre 
ældre Damer været inde at hilse paa Husets syge Frue ; 
men nu sad Faster Hildeborg og saae paa , hvad der 
foregik omkring hende . Hun sammenlignede i Tankerne 
Ada og Susanne ; hun havde med megen 
Deeltagclse fulgt Susanne lige fra Barndommen 
og foreholdt hende ofte som et Exempel for „ sine 
egne Børn “ , som hun sagde . 
Hun havde flet ikke glædet sig over , at der kom 
en Fremmed i Huset . „ Susanne havde saa Meget at 
varetage , som hun kunde overkomme , — det kjære Barn 
blev overlæsset i sin unge Alder . Det kunde Moderen 
godt have øie og Tanke for med sit eget 
Barn ; fordi hun ikke kunde gaae , behøvede Forstand 
og Hjerte ikke at gaae istaa paa hende . Hm ! Hm ! “ 
Faster Hildeborg brummede nu over faa Meget ; 
men det var der Ingen , som brød sig om . 
Nu saae hun , hvorledes Susanne neppe kunde 
komme til af dandse , fordi hun altid troede af forsømme 
en Værtindes Pligt imod de Mdre ; hun var 
venlig og høflig imod Alle , ' Ingen følte sig glemt 
3 « 

eller tilsidesat ; men Hjerte og Tanker vare øjensynligt 
kun eet Sted , og det var hos Den , hendes 
Hjerte havde kaaret . 
Ada derimod vilde have al den Hyldest , som 
hun kunde opnaae ; som en glimrende Sommerfugl 
flagrede hun om , og fljøndt hun tilsyneladende kun 
fandt Behag i Alfreds Nærhed , faa maatte de andre 
unge Herrer paa Ballet dog være som hendes 
Slaver , Noget , de villigt fandt sig i . 
„ Faster , er hun ikke deilig ? “ hviskede Johanne 
Deves — Byfogedens yngste Datter — ind i Hildeborgs 
ene Øre . 
„ Hvem er deilig ? “ 
„ Aa , Comtessen , og saa yndig paaklædt ! Har 
du seet det deilige Juveelhjerte , hun har om Halsen ? “ 
„ Du er et godt lille Tossehoved ! Hvad rart 
er der ved det ? “ 
„ Det er det deiligste Hjerte , jeg nogensinde 
har seet . “ 
„ Susannes Hjerte holder jeg mere af . “ 
„ Susanne har flet ikke noget ; hun gaaer altid 
med de samme , kedelige Søljer , som Matthias har 
givet hende . “ Dette kom fra Ingeborg paa den 
anden Side . 
„ Naa , saa det har hun ikke ? Ja , hun har det 
idetmindste ikke dinglende uden paa sig , til Alles 

Morflab , og saa er det heller ikke af Steen , koldt , 
haardt og glimrende . “ 
De to unge Piger loe ad „ Fasters “ løierlige 
Indfald ; men Faster tænkte : „ Vor Herre har 
skilt hende af med Stcenhjertet og givet hende et 
varmt Menneskehjerte istedct . Gud flee Lov for den 
ægte Perle , hun har fundet . “ 
De to unge Piger passiarede muntert videre 
hen over hende . Ingeborg sagde : 
„ Saa har Susanne ogsaa den gamle , blaae 
Kjole paa , fordi hun ikke kunde faae en anden 
syet , da Ada skulde have sin . Er den ikke bleven 
smuk ? Men Fader vil have , at hun skal have en 
ny til Ballet paa Raadhuset , saa nu faaer hun 
travlt med det ; baade Fader og Moder vare kede 
af , at hun ikke var pænere i Aften . “ 
„ Holder du meget af den nye Comtesse ? “ 
spurgte Johanne Deves . 
„ Jo—o ; hun er ofte meget morsom , og saa 
spiller og synger hun saa yndigt . “ 
„ Er hun altid saadan som i Aften , maa det 
jo være mageløst at sce paa hende . “ 
„ Det bliver man vant til “ , svarede Ingeborg 
flegmatisk . 
Ballet fik da Ende som alle andre Baller ; 

men den almindelige Mening var , at det var lykkedes , 
og det gjør ikke alle Baller . 
Susanne fik da travlt paany med sin Baldragt 
til Raadhuusballet , og den Travlhed havde 
hun helst været fri for . Hun havde havt saa Meget 
at varetage , og saa lidt Tid til at være samlet med 
Matthias . Paa en af sine Vandringer , for at gjsre 
Indkjøb , mødte hun „ Faster “ , der sagde : „ Du 
forfængelige Pige , skal du nu tænke paa Stadsen 
igjen ? “ 
„ Kjære Faster , det kan ikke hjælpe ; Fader og 
Moder synes begge , at det maa være saaledes . “ 
Dette sagdes med en noget veemodig Mine , 
og Faster meente , at det var da ikke Noget at klynke 
over . „ Nu ja “ , sagde hun , „ din Fader vil da ikke 
have , at Comtessen altid skal overstraale hans egen 
Datter . “ 
Dette var altfor sandt ; men Susanne skyndte 
sig med at forsvare Faderen . „ Fader synes , at det 
ikke vilde være opmærksomt imod Byen , om jeg tog 
en gammel Kjole paa . “ 
„ Naa , saa lad mig da see , du bliver rigtig smuk . 
Husk paa , at jeg paa en Maade er Værtinde paa 
min Broders Vegne ; men bliv ikke coquet og forfængelig , 
saa Hr . Gram bliver ked af dig . Farvel ! “ 

Sjette Capitel . 
Fortrolige Samtaler . 
Ada havde imidlertid ikke vedholdende kunnet 
devare sit onde Lune imod Susanne . Hun trængte 
til at meddele sig , og skjsndt Ingeborg var en varm 
Beundrerinde , var hun dog for ung til at tilfredsstille 
hende . Hun fulgte da ofte om Aftenerne Susanne 
op paa hendes Værelse , naar Familien sliltes , 
og her blev da Stedet for mange fortrolige Samtaler . 
„ Du 
er egenlig underlig kold , Susanne “ , sagde 
hun en Aften til denne . 
„ Hvorledes mener du det ? “ 
„ Ja , det er nu ikke saa let at forklare , men 
man mærker flet ikke paa dig , at det behager — at 
det morer dig , naar de unge Herrer kunne lide dig . “ 
„ Det veed jeg dog ikke , du har Ret i , jeg bliver 
fornøiet over , at Menneskene synes om mig , og de 
unge Herrer ere jo ogsaa Mennesker “ , sagde Susanne 
leende . 
„ Ja , men det er dog anderledes med dem end 
med andre Mennesker ; — du forstaaer mig ikke — 
du bryder dig ikke om særligt at behage dem . “ 
„ Særligt ! “ udbrød Susanne og saae forbavset , 

næsten fornærmet paa hende . „ Hvorledes skulde jeg 
kunne falde paa , særligt at ville behage nogenAnden 
end Matthias ? Du glemmer , at jeg har givet 
ham min Tro , at han eier min hele Kjærlighed , og 
jeg hans . “ 
„ Da vilde det nok være klogt at sørge for , at 
han ikke blev altfor tryg og sikker i sin Sag . “ 
„ Det kan jeg ikke , for han skal være tryg , hvad 
mig angaaer , saaledes som jeg er sikker paa ham . “ 
„ Hm “ , tænkte Ada , „ du er dum , min gode 
Susanne , det var dog maaskee bedst ikke at være altfor 
sikker . “ — Høit sagde hun : „ Knnde det ikke more 
dig at gjøre ham en lille Smule skinsyg ? “ 
„ Nei , aldeles ikke , og det vilde han ei heller 
blive , dertil kjender jeg ham for godt , men jeg vilde 
nedsætte mig selv i hans Agtelse og vise , at jeg kun 
havde ringe Kjærlighed til ham , naar jeg vilde pine 
ham og fremkalde onde og bittre Følelser hos ham , 
istedetfor at hjælpe ham frem i Kjærlighed . “ 
„ Ha , ha ! hjælpe ham frem ; forlover man sig 
med en Mand for at være hans Hovmesterinde ? “ 
„ Nei ! Det tænker jeg ligesaa lidt paa , som han 
tænker paa at være min Hovmester ; vi elske hinanden 
og hjælpe hinanden . “ 
„ Det er et løjerligt Begreb om Kjærlighed ! “ 
„ Jeg kjender ikke noget andet “ . 

„ Du er en underlig Pige , Susanne . Stundom 
er det , som om du ikke var noget rigtigt Fruentimmer . “ 
„ Da 
haaber jeg dog at være en rigtig Qvinde ; 
god Nat , Ada . “ 
Da Ada var alene , tænkte hun : „ Det vilde more 
mig at gjsre den rolige , kolde Susanne lidt bange . 
Det kunde hun have godt af , og sa-a at see , hvad 
Alfred finder paa , naar han bliver desperat — og 
saa at faae tændt Ild i den Bunke Sprænglærdhed , 
den Matthias . — Det gav dog lidt Liv her i Huset , 
naar man kunde faae Lidt af en Roman istand . 
Det bliver mig for kedeligt med kun at være artig 
og lydig imod min strenge Hr . Formynder og at 
synge og spille for Fruen . Det kan man da ikke 
holde ud i Længden “ . Under disse Tanker faldt 
Ada i Søvn . 
En anden Aften , da Ada sad længe inde hos Susanne 
og frittede hende om Adskilligt , hendes Forhold 
til Matthias angaaende , som denne ikke havde Lyst 
at svare paa , sagde Susanne : „ Det vil du først erfare , 
naar du selv bliver forlovet “ . 
„ Jeg har været forlovet “ . 
„ Det har jeg aldrig vidst ! Er din Forlovede 
død ? O , det gjør mig saa ondt for dig ! “ Disse 
Udbrud fulgte hurtigt , næsten aandeløst udtalte , paa 

hverandre , idet Susanne saae paa Ada med Dine , 
hvori den inderligste Medfølelse udtalte sig . 
„ Aa hvad ! Det er nu forbi for længe siden . 
Nei , han lever endnu — det troer jeg da idetmindste . “ 
„ Saa 
var han dig ikke værdig ? “ 
„ Du taler altid i saa højtravende Sætninger . 
— Han var vist god nok ; hans Fader var min 
Moders Fætter , han hed Jesper Glob og boede i 
Norge . “ 
„ Hvad kom der da imellem Eder ? Fortæl mig 
det , dersom det ikke er dig for smerteligt . Det er af 
Deeltagelse , ikke af Nysgjerrighed , jeg spørger . “ 
„ Jeg brød mig ikke om at hedde Madame Jesper 
Glob og boe paa en Bondegaard oppe i Telemarken . “ 
Snsanne 
var stum af Forbavselse , hun havde 
aldeles ingen Maalesfok for saadanne Anskuelser — 
for en slig Charakteer ; omsider hjalp hun sig med at 
sige : „ Saa tog du feil , du holdt ikke af ham . “ 
„ Jeg kunde virkelig meget godt lide ham , og 
jeg troer ikke , at Det behøves , Det , dn kalder Kjærlighed , 
til at gifte sig ; man kan da ikke være forelsiet 
altid . “ 
„ Vi forstaae kanskee ikke hinanden i dette Punkt , “ 

„ effer mit Begreb elsker man altid , naar man engang 
virkelig har elflet . “ 
„ Mener du den Samme altid ? Nei døg , 
hvor det blev kedeligt . “ 
Dette sagdes med et Kast med Nakken og en 
uhyggelig Latter . Efter et Øjebliks Taushed fortsatte 
Ada : „ Saa skulde jeg da altsaa nu være udelukket 
fra al Deellagelse i Livets Drama — i Det , 
det døg kommer an paa at leve for . — ' Du kan 
saaledes sidde til Doms over en Anden og dømme 
hende til at blive levende begravet , thi det kalder 
jeg dette Liv , jeg nu sører , det bliver i Længden 
uudholdeligt . “ 
Hun fremførte disse Ord i en stedse voxende 
lidenskabelig Heftighed . 
„ Du misforstaaer mig med Villie , Ada ; jeg 
sagde netop , at du ikke kunde have elflet din Fætter 
i Norge . “ 
„ Men hvem siger dig , at jeg aldrig har kjcndt 
Elflov ! “ vedblev Ada med stigende Lidenskab . „ Jeg 
har elsket en Mand saaledes som du og din taagede , 
adspredte Matthias ikke have noget Begreb om . 
Ingen af Eder kjender Noget til en saa brændende 
Kjærlighed , hverken din Fader eller din Moder 
eller Nogen her i dette kolde , kedelige Huus — dog 
jo — En maaskee — “ tilføjede hun halvsagte . 

„ Kjære Ada “ , sagde Susanne , idet hun reisfe 
sig og vilde omfavne den heftige , oprørte unge Pige , 
„ holder du virkelig saa inderligt af Nogen , saa ville 
I ogsaa nok finde hinanden , om han lever og er 
din Kjcerlighed værd . “ 
„ Du snakker “ , sagde Ada vredt , „ han er jo 
gift . “ 
„ Gift ! stakkels Ada , saa gjengjældte han altsaa 
ikke din Kjcerlighed , og du — mærkede du det da 
ikke i Tide , medens du endnu var Herre over dine 
Følelser ? “ Dette sagdes sagte , ligesom ængsteligt for 
ei at saare Ada . 
„ Han var jo gift , da vi lærte hinanden at 
kjende ; men han elsfede kun mig . “ 
„ Det vovede han at sige dig , det slelle , syndige 
Menneske ! “ 
„ Du dømmer uden at forstaae dig paa Sagen “ , 
sagde Ada . Susanne vilde svare , at den Sag kunde 
kun bedømmes paa een Maade , men hun kom ikke 
til Orde , thi Ada vedblev ; hun sagde hurtigt og 
heftigt : 
„ Det er nu nogle Aar siden , da fulgte jeg med 
Bedstemoder til et Badested i Tydsfland , der blev 
hun meget syg ; jeg var , naar undtages Tjenestefol- “ 
kene , ganske alene med hende , og da hendes Sygdom 
varede længe , og hun ikke turde tale , eller jeg maatte 

opholde mig hos hende , sad jeg næsten bestandigt 
alene i vor Dagligsfue . Foruden os boede der 
i samme Huns en Familie fra Østpreussen , Mand , 
Kone og to Børn . Værtinden sagde , at det var 
. „ fornemme Folk “ . Det ene Barn var svagt . Vi 
havde gjort Besøg hos hverandre , førend Bedstemoder 
blev syg ; nu kom de og bad mig at tilbringe noget 
af min Tid hos dem ; jeg spadserede og Hørte sammen 
med dem , og om Aftenerne gik jeg derover . Elise , det 
var Konens Navn , var næsten altid hos Børnene ; 
hun var saa kedelig , idet hun ganske gik op i de tossede 
Unger , som altid fejlede noget , og saaledes kom det 
Hele . Han kedede sig med hende , og mig sandt han 
— nu ja — han fandt nu engang Behag i mig , 
og saa elskede vi hinanden , og saa gjorde Hustruen 
— Scener — som det hedder . Bedstemoder fik 
Nys om det og forbød mig at komme derover ; saa 
saaes vi kun nogle faa Gange i Slotsparken , seent 
om Aftenen , naar Alle vare gaaede til Ro ; vi lovede 
hinanden evigt Venskab . Det kunde den dumme 
Elise da ikke forbyde os , og saa reiste de . “ 
„ Veed du nu Noget om de Mennesker ? “ spurgte 
Susanne . 
„ Nei , hvor stalde jeg det ? Nu er det forbi , 
jeg bryder mig ikke om at vide Noget om dem . “ 
„ Det er vel ogsaa bedre , sijøndt — den stakkels 

Kone — det maatte dog være en Beroligelse for dig 
at vide hende tilfreds , efterat du havde bidraget din 
Deel til at gjøre en Tid af hendes Liv saa uhyggelig . 
Han maa have været et samvittighedsløst 
Menneske , saaledes . af benytte sig af din Ungdom og 
Uerfarenhed , ikke af tale om , hvor slet han handlede 
imod sin Hustru . 
„ O , han kunde ikke være lykkelig med hende , 
hun var Intet for ham , levede kun for de skrigende , 
skrantende Børn , hun havde ingen høiere Interesser , 
hendes Følelser havde ingen Flugt . “ 
„ Naar bendes Følelser vare paa det Sted , de 
skulde være , behøvedes det da ikke heller “ , sagde 
Susanne tørt . — „ Men begribe det kan jeg ikke . 
Vidste Ingen af Eder , af det var Synd for Gud 
og Mennesker ? “ 
„ Synd ! du kommer altid med dine store , høitravende 
Ord om Ingenting ; de reiste jo , hun sørgede 
for , af hun fik sin Mand afsted , saa dermed 
er Historien ude ; jeg vil ikke høre Mere derom . “ 
„ Ja ! lad os ikke mere tale derom , Ada , men see , 
af du kan angre din Deel af Synden imod den 
stakkels Kone . “ 

Syvende Capitel . 
Følgerne . 
Hermed endte denne Samtale ; men dens Følger 
udebleve ikke . Susanne havde kastet et Blik ind i 
den Afgrund af Fordærvelse , som findes i Verden , 
og hun var baade forskrækket og harmfuld over , at 
Ada , som hun havde villet omfatte med søsterlig 
Kjærlighed , tænkte og talte paa en Maade , som hun 
aldrig havde tænkt sig som mulig . 
Ada derimod fortrød , at hun havde indlemmet 
Susanne i sin Hemmelighed ; det var fo til ingen 
Nytte , det var dumt og ubesindigt af hende . Hun kunde 
ikke vide , hvem Susanne fortalte det til ; man sfalde 
aldrig betroe sig til en Pige , der var forlemet . 
Selve Kjernen af det Hele var ganske udenfor hendes 
Tankekreds . Sin egen Synd følte hun aldeles 
ikke ; men det var hende ubehageligt , at Susanne , 
Matthias , og hvad der var det Værste , Alfred kunde 
faae det at vide ; hun vrededes paa Susanne , fordi 
hun vidste Sligt om hende , og oversatte ganske , at 
hun selv havde gjort hende deelagtig deri . 
Saaledes frembragte denne fortrolige Meddelelse 
en Kløft imellem de unge Piger ; — det er en underlig 

Kjendsgjerning , at hvor en Fortrolighed ikke 
knytter to Mennesker inderligere sammen , der adskiller 
den . 
Susanne tænkte ogsaa kun med Bedrøvelse paa 
Det , der med hver Dag blev hende mere sandsynligt , 
nemlig , at Alfreds Lidenskab eller , som hun syntes , 
Forblindelse med Hensyn til Ada vilde ende med 
en Forlovelse , og hun kunde kun see Ulykke for den 
elskede Broder i dette ZEgteflab , og derved Sorg 
for dem Alle . 
Ada derimod havde fattet Nag og Mistanke til 
Susanne , hun levede i en stadig Frygt for , af Susanne 
vilde sorraade hendes Hemmelighed til Matthias 
og maaskee til Alsred . Denne Tanke pinte 
hende ; thi skjøndt hun ikke brød sig om , hvorledes 
hun handlede , var det hende meget vigtigt af have 
Menneskenes gode Mening for sig , og nu for Tiden 
vare saavel Matthias som Alfred hende uundværlige til 
hendes Planer . Imidlertid antog hendes onde Lune 
den Skikkelse , af hun var ærgerlig paa Susanne 
over , af Kammerjomfruen maatte sye paa hendes 
Baldragt , saa den blev som gjennemvævet af Tidslerfor 
stakkels Susanne , der saa gjerne havde gjort 
Afkald baade paa den og Jomfruen , om hun havde 
faaet Lov dertil af sin Fader . Alle Forslag om 
Hjælp af de Andre tilbageviste Ada paa det Haanligste . 

Disse Livets smaa Naalestik , der mere end 
Nogen tænker , kunne forbittre det daglige Liv , 
bar Susanne i Stilhed , uden af Nogen af hendes 
Omgivelse anede det ; thi i hele Kredsen , og især i 
Alfreds Nærværelse , forsvandt alle Skyerne fra Adas 
Pande . 
Matthias var reist hjem til sin Fader , og Stiftamtmanden 
havde eengang udtalt sin Villie , og saa 
agtede han ikke videre paa , hvorledes den blev iværksat , 
nok , af den esterlevedes . — Alfred og de 
yngre Søskende syntes kun , af Susannes alvorlige 
Miner vare kedelige af see paa . ' 
Omsider kom da den store Aften , da Byens 
Bal blev givet paa Raadhuset . Det var en kongelig 
Persons Fødselsdag , og Byens Øvrighed iførte sig 
Uniform , og hvem der var i det heldige Tilfælde , 
af kunne gjøre det , smykkede sig med Ordener . 
Susanne havde viist god Smag i den Dragt , 
hun efter Faderens Ønske havde valgt ; en blegrød , 
let Balkjole passede godt til hendes hele , lyse Skikkelse , 
det blonde Haar var omvundet med Perler , 
der ogsaa smykkede Hals og Arme ; Matthias havde 
bragt hende nogle Roser fra Faderens Drivhuse . 
Susanne havde den Egenskab , som der kun er givet 
nogle faa Qvinder ; hvad enten hun gik om i sin 
daglige Dragt , eller var klædt med den Elegance , 
4 

søm hendes Faders Stilling fordrede , naar hun 
viste sig ved hans Side , hun var altid den Samme , 
aldrig egenlig pyntet ; en vis , plastisk Ro var saa 
sammenvoxet med hendes Væsen , og der var tillige 
noget Barnligt , Ubevidst udbredt over hende , der gav 
hende noget særegent Tiltrækkende , ja Velgjørende for 
dem , der betragtede hende . 
Ada havde fortrædeligt udtalt , at hun vilde 
blive nsdt til at komme med en gammel Kjole . Da 
hun viste sig , syntes Fru Rud , at hendes Dragt 
dog var den smukkeste . Hun var klædt som en 
Spanierinde i en sort Kniplingstunica over hvidt 
Atlask ; Kjole og Haar prydet med mørkerode Nelliker , 
der gjorde en glimrende Virkning i hendes 
sorte Lokker . 
De yngre Børn bleve hjemme tilligemed Frøken 
Grove . Susanne glædede sig til denne Aften , hvor 
hun , fri for huuslige Pligter , ret kunde faae talt 
med Matthias under Dandsen ; han havde været 
fraværende hos Faderen i nogle Dage , og i Juletiden 
havde hun været saa optagen , at hun kun 
havde faaet lidt samtalt med ham . 
Imidlertid gaaer det os stakkels Mennesker ofte 
saaledes , at de Glæder , som vi meest attraae , og 
som vi troe at være meest berettigede til , i sidste 
Øieblik blive os berøvede paa en Maade , overfor 

hvilken vi søle os ganske værgeløse ; saaledes gik det 
ogsaa denne Aften Susanne . Hun var vel en kort 
Tid as Aftenen i den Elskedes Nærhed ; men da 
det var lige i Begyndelsen af Festen , bleve de ideligt 
asbrudte ved Hilsener fra alle Sider ; senere kom 
der Pligtdandse for Susanne , og da nu den Tid 
om Aftenen omsider var naaet , da de længere 
Dandse ester eget frit Valg ligesom udgjøre Ballets 
Kjerne og Glandspunkt , da kom Alfred til hende 
med Bøn fra Ada , om hun ikke nok vilde give sit Minde 
til , at han og Matthias byttede Damer , saaledes at 
han dandsede med sin Søster , Ada derimod med 
Matthias ; som Grund angav han , at Ada syntes , 
at det vilde være paafaldende , om de To dandsede 
endnu oftere sammen ; de havde allerede dandset 
flere Dandse sammen , og det „ gik ikke an . “ 
„ Ja , men “ , sagde Susanne , „ hvorfor dandser hun 
da ikke med Andre , og hvorfor kan hun nu ikke 
modtage en anden Opfordring ? “ 
„ O , jeg skal sige dig , hun har allerede sagt til 
Flere , at hun var dortlovct , og saa vilde det give 
Anledning til kedelige Forklaringer ; kort sagt , hun 
vil det helst saaledes . “ 
„ Det er da meget kedeligt for mig , jeg har 
neppe faaet talt med Matthias i Aften ; hvad siger 
han ? “ 
4 * 

„ Jeg sknlde først bede dig . “ 
„ Nu ja , Matthias kan jo kun give eet Svar , og 
jeg egenlig ogsaa ; det vidste Ada ogsaa godt , førend 
hun kom med det Forflag . “ 
„ Det er ingen venlig Maade at give dit Bifald 
paa . “ 
„ Jeg giver heller ikke mit Bifald , jeg finder 
mig i Nødvendigheden . “ 
„ Du er sandelig venlig , det maa jeg sige , saavel 
imod hende som mod mig . “ 
„ Alfred , Væer nu rimelig , jeg har ikke talt med 
Matthias hele Ugen , hvorimod du har været hjemme , 
og vi kunde have talt sammen saa meget , du havde 
Lyst . Du maa da kunne begribe , at dette er en 
Skuffelse . “ 
Dette forstod nu ogsaa Alfred meget godt , da 
han selv var bleven skuffet paa lignende Maade ; men 
det gjorde ikke hans Lune bedre , og endelig havde 
han en uklar Følelse af äf være brugt til Noget , 
hvorved baade han selv og Søsteren kom til kort . 
Imidlertid talte Susanne selv med Matthias , der 
gav efter for hendes Ønske , skjøndt han øjensynligt 
saae meget skuffet ud . Det varede imidlertid ikke 
længe , førend Susanne saae , hvorledes Adas Livlighed 
og glimrende Gaver til at underholde henrev 
ham til at tale med den , hidtil meest kun hende selv 

bekjendte Veltalenhed . Hun stod ligeoverfor dem i 
Dandsen med Alfred , der havde mistet sit gøde 
Humeur og , da det kun var hans Søster , , han 
dandsede med , ikke brød sig øm at lægge Baand og 
Tømme paa sin Stemning . Her kom det nu Susanne 
ret vel tilpas , at hun , søm den Wldste , altid 
havde været nødt til at beherske sig selv , saa hun 
kunde tilsyneladende vedligeholde en rølig Holdning , 
skjøndt hun snarere var bedrøvet end glad , da hun 
lagde Mærke til , hvor godt Matthias syntes at 
more sig . 
Ada , hvem det foreløbigt kun var om at gjøre 
at forurvlige og drille Susanne , og som gjerne 
vilde have Matthias til at tale om hvilketsomhelst , 
begyndte med at rose Susanne ; her fik hun 
nu først et Stik i Hjertet ( om hun ellers eiede 
noget andet end det omtalte Juveelhjerte ) , ved at 
mærke , hvor inderligt og varmt Matthias elskede 
hende ; thi nu først hørte hun , hvorledes Talen 
kunde strømme over hans Læber ; tilsidst sagde han : 
„ Ja og De , som er hendes Veninde , som nu har 
boet i Maaneder sammen med hende , De maa vide , 
hvor hun oser Kraft til at være , som hun er , at 
hendes hele Sind og Villie er rettet paa nt ville 
tjene Vor Herre der , hvor han har stillet hende . 
Ingen veed bedre end hun selv , at hun er et sirsbeligt 

Menneske , der Intet formaaer af sig selv , hun 
beder Vor Herre hjælpe sig ved Alt , hvad hun forefager 
sig , derfor er hun til Velsignelse i sine Forældres 
Hjem , og derfor vil hun engang blive mit 
Huses Støtte og Prydelse , min Medhjælp til al god 
Gjerning , om min Villie maatte være reen som 
hendes . “ 
Denne Tale æggede alt Det , som var værst i 
Adas Sjæl , thi hun saae tydeligt , at hun endnu 
ingen Magt havde over Matthias ; men hun 
sagde kun : 
, , Ja , hvis De og hun vilde hjælpe mig , da kunde 
jeg ogsaa blive anderledes . “ Jeg har kun levet for 
Verden og for al Slags Overfladiskhed . Vil De — 
o , vil De gjøre et christent Menneske af mig ? “ 
Dette sagde hun med hele den Ildfuldhed , som 
hun forstod at lægge i Øine , Stemme og hele sit 
Væsen . Matthias svarede sindigt : „ Det er lettere 
sagt end gjort ! I Menneskers Magt staaer det ikke , 
den Gjerning har Vor Herre forbeholdt sin egen 
Helligaand her paa Jorden ; men Deres gode Venner 
kunne hjælpe Dem til at faae en mere fyldig og rig 
timelig Tilværelse ; Øe maae , om Øe vil følge mit 
Raad , først see menneskeligt at udvikle Dem noget mere , 
og det kan Øe bedst ved ordnet og alvorlig Beskæftigelse . “ 


, , UH “ , tænkte Ada , „ jeg hader tørre Bøger , og 
nu kommer han over mig med hele sin Sprænglærdhed ; 
men hvad , man maa døie Noget for en god 
Sags Skyld . “ Høit sagde hun : „ Tak for Deres gode 
Raad ; hvad Øe raader mig til , vil jeg bestemt gjøre . “ 
Havde Matthias vidst , hvor ofte hun , som vardet en 
udenadlært Sætning , havde sagt det Samme til Frøken 
Grove , da havde han fæstet mindre Lid til hendes Ord , 
men han tænkte : „ Faae vi ikke lidt Alvor i hende , 
saa bliver det et sørgeligt Wgteskab imellem hende 
og Alfred ; hun er ung , der kan gjøres Endeel , og 
Alfred er , til Trods for sin underlige Flygtighed , 
en baade ædel og genial Natur , som sikkert endnu 
vil blive til noget Udmærket ; vi maae hjælpes ad 
i Livet , og naar jeg taler med Susanne , vil hun 
være enig med mig , hun elsker sin Broder saa inderligt . “ 
— Tingene skulde imidlerfid tage en anden Vending . 
Ballet endte , uden at der fandtes Leilighed for 
Matthias til at nærme sig Susanne ; hun sagte den ei 
heller , hun følte sig saaret , saaret over , at Matthias 
saa villigt var gaaet ind paa Adas Lune , og dernæst 
over , at han tilsyneladende havde underholdt sig saa godt 
i hendes Selskab , at han slet ikke savnede hende ; 
hun var fortrædelig paa Alfred over hans Færd hele 
Aftenen og meget fornærmet paa Ada , hvem hun i 

sit Hjerte kaldte egenkjærlig , skaanselløs og underfundig . 
At 
opdage Sligt , det være sig med Rette eller 
Urette , gjør ikke Sindet godt ; Menneskene dvæle 
efter deres syndige Natur hellere ved det Onde end 
ved det Gode , og Susanne var ei heller stærk imod . 
denne Fristelse . Hun skiltes fra dem Alle med et 
kort Godnat , og den følgende Dag maatte Matthias 
reise bort paa nogen Tid , uden at hun havde givet 
ham Leilighed til en Samtale . Hendes Hjerte led , 
men hendes Stolthed fordrede , at det skulde lide . 
Matthias derimod tænkte , at det kun havde truffet 
sig saa uheldigt , han kom snart igjen , og imidlerfid 
vilde han overveie , hvorledes Ada kunde komme 
til at leve et , for hende selv og de Andre , mere tilfredsstillende 
Liv . 
Sindig , som han var , gjennemgik han i Tankerne 
hende og hendes naturlige Anlæg ; Læsning vilde 
hun ikke have Smag for ; dertil var hun for urolig , 
de egenlige qvindelige Sysler vare Noget , hvortil hun 
havde en afgjort Ulyst , hvad da ? Musiken ! Hun 
var usædvanlig begavet i den Retning ; kunde han 
faae hende til at studere Ksnsten . med Alvor , da 
vilde hun have en Sysselsættelse , og ad denne Bei 
vilde der ogsaa kunne indvirkes paa hendes Sjæl ; hvem 
der eiede en saa sfjøn Gave , turde ikke hensmuldre den 

ved at spille Valse og Operaarier efter Øret og nøtes 
med at synge Dagens moderne Sange . Han selv 
var en dygtig theoretisk Musiker og kunde idetmindste 
lede hendes Valg ; hun var godt istand til at øve 
sig alene , eller , naar hun vilde have den Uleilighed , 
kunde hun tage Timer hos Byens dygtige Organist ; 
ja , det var det Rigtigste , der var Noget for hende at 
gjøre . Da han altsaa efter nogle Ugers Tid kom 
igjen , havde han en heel Pakke Musicalier med til 
hende . Dette gav Ada den forønskede Lejlighed til at 
drage ham ind i lange Samtaler om Noget , hvori 
hverken Susanne eller Alfred kunde følge dem , da 
ingen af dem var særligt begavet i den Retning . 
Ada vidste godt , hvad hun gjorde , hun pinte 
Alfred ved at ægge hans Lidenskab til heftig Skinsyge , 
som hun dog stedse forstod at fordrive , saasnart 
hun anede Fare for , at han kunde løsrive sig , idet 
hun atter viste ham Venlighed , naar de vare alene . 
Susanne led i Taushed , hun saae bleg og alvorlig 
ud , men gik stille og fattet omkring , og kun et 
meget skarpsynet Øie vilde have bemærket nogen 
Forandring hos hende ; denne Skarpsynethed var nu 
Matthias langt fra at være i Besiddelse af ; deels 
var han nærsynet og noget adspredt , deels følte han 
sin egen Kjærlighed til Susanne som noget aldeles 
Urokkeligt , og var ligesaa overbeviist om hendes . 

Deres Forhold var for ham grundet paa den dybeste , 
inderligste Tillid , saaledes at det slet ikke forekom 
ham som en Mulighed , at der kunde komme Noget 
imellem dem , ja , han havde saa ofte i sine egne 
Tanker taget Susanne paa Raad i Henseende til 
Alfreds og Adas Vel , at han troede at have talt 
med hende derom . 
Otlende Capitel . 
Misforstaaelser . 
Ydre Omstændigheder bidroge deres Deel til at 
forhindre de to Forlovede i at nærme sig hinanden ; 
begge Forældrene lagde , hver paa sin Viis , mere 
end almindelig Beflag paa Susannes Tid . Fru 
Rud var , efterat den koldere Tid indtraadte , bleven 
mere syg end sædvanlig , og skjøndt hun kanskee as ' 
alle sine Børn elsfede Susanne mindst , var dennes 
Ro og Omhu hende dog ganske uundværlig , naar 
hun var meer end ' almindelig lidende . Paa samme 
Tid ; blev Faderen syg af en Forkølelse , og stjøndt 
dette kun varede i en Uges Tid , maatte Susanne 
dog være meget om ham , læse for ham og hjælpe 
ham ved mange uopsættelige Forretninger . 
Stundom , naar Moderens febrilsf sfiftende Luner 

lod hende længes ester Alfred , der stedse kunde tale for 
hende og adsprede hende , som var hun et sygt 
Barn , og Susanne da i enkelte Øieblik var inde 
i Dagligstuen , fandt hun de to Andre saa beskæftigede 
ved Fortepianoet , at de ikke hørte hendes 
sagte Trin paa det bløde Tæppe ; da lom Tankerne 
over hende om den underlige Magt , der ligger i 
Tonerne , idet intet Andet er istand til , saaledes som 
de , at tjene to Herrer . Hun havde følt , hvorledes 
hun i sine bedste Øieblik var blcven baaren opad 
ved Lovsangen i Menigheden ; men da var Tonen 
Ordets Tjenerinde , den var at lignes ved Fuglevingen 
, der bar Aanden til Gud . Hvorledes 
kunde da de samme Toner have denne dæmoniske 
Magt til at forlokke og bedaare ? De vendte hendes 
trofaste Vens Sind og Hjerte bort fra hende , de 
gjorde hendes Broder næsten vanvittig as Lidenskab . 
Var det sandt Alt , hvad de gamle Sagn fortalte 
om Havfruer og Sirener ? 
Ja , Ada var en Sirene , og Matthias havde 
ikke , saaledes som i gamle Dage Odysseus , ladet sig 
binde til Masten , men var styrtet hovedkulds ud i 
Dybet . Saaledes sad hun i en mørk Krog og pinte sig 
selv med Grublerier , medens Matthias dog virkelig 
var bunden til Masten ved sin Kjærligheds stærke Reb . 
En Aften , da han , som han ofte pleiedc at 

gjøre , forlod Ada og Musiken , for at gaae hen 
til hende i hendes mørke Krog , hvor han gjerne 
forsøgte paa at indlede en Samtale eller foretog sig 
Noget , der kunde bidrage til hendes Hygge og 
Hvile , reiste hun sig strax med de Ord : „ Det 
er nok for mørkt , til at I kunne see at fortsætte 
Eders Øvelser , jeg vil ringe efter Lys “ , og hun var 
da Den , der sørgede for , at Lysene paa Fortepianoet 
tændtes . Matthias fandt vel hendes Færd besynderlig , 
hendes Væsen endogsaa nvenligt ; det smertede 
ham , at hun ikke deelte sine Bekymringer med ham , 
som han vilde dele Alt med hende ; men han følte , 
at det ikke var det rette Øieblik til at bebreide hende 
dette ; naar denne trange , tunge Tid var forbi , da 
vilde han bede hende aldrig mere at bedrøve ham saaledes . 
Hans Kjærlighed var tillidsfuld og taalmodig , 
den søgte ikke sit Eget , men var stedse betænkt 
paa , hvad der var bedst for hende , han elskede . 
Den Eneste , der saae , hvorledes det stod til i 
Susannes Hjerte , og som sørgede derover og harmedes 
over Adas samvlltighedsløse Legen med de to 
Søskendes Lykke , var Frøken Grove ; hun overveiede , 
hvad der var for hende at gjøre . Hun 
havde levet i mange Aar iblandt dem , nærede den 
oprigtigste Kjærlighed til hele Familien , og hun 
elsiede Susanne moderligt ; hun havde opdraget hende , 

og nu paaskjønnede hun hendes store Værd og 
glædede sig over den yndige Natur , der udfoldede 
sig under hendes Øine , og som hun havde søgt at 
frede om som en god Gartner om en Blomst . 
Længe vaklede hun ; omsider besluttede hun at tale 
til Ada . Denne havde jo bedet hende om at staae 
hende bi med sine gode Raad ; nu var Øieblikketkommet . 
Ada havde i den senere Tid været forsømmelig med 
de Timer , hun tog hos Frøkenen , hvorved Lejlighederne 
til at tale med hende blcve sjeldnere ; men naar man 
alvorligt vil en Ting , findes der en Anledning , saaledes 
ogsaa her . De havde netop som engelsk Læsebog 
en Fortælling , i hvilken et lignende Forhold 
forekom , og i denne Tid var Ada altid alene om 
den engelske Time , da Susannes Tid var optagen 
paa anden Maade . Midt i Beskrivelsen af en 
Scene , hvor en ung Coquette hensynsløst forstyrrer 
sin Søsters Lykke , spurgte Frøken Grove : 
„ Hvad vilde De gjøre , Comtesse Ada , dersom 
Nogen handlede saaledes imod Dem ? “ 
„ Det vilde Ingen saa let falde paa . “ 
„ Hvoraf flutter De det ? “ 
„ Det er svage og dumme Mennesker , hvem 
Sligt hændes . Folk , der ikke forstaae sig paa Verden 
og ikke have Dannelse og Klogskab nok til at vogte 
sig derfor ; kan en Qvinde ikke beherske Den , hun 

elsker , saaledes at han ei vover at forlade hende 
for en Anden , faa fortjener hun ikke Andet . Den 
Konge , der ikke , har Tropper til at forsvare sit 
Land med , maa sinde sig i , at en Erobrer kommer 
> og fratager ham det . “ 
„ Altsaa , Øe hylder ubetinget den Stærkestes 
Ret ? “ spurgte Frøken Grove med Eftertryk . 
„ O , det kommer an paa Omstændigheder og 
Forhold ; jeg er ikke saa kundskabsrig som Øe , Frøken , 
og kan ikke svare paa alle flige videnskabelige 
Spørgsmaal ; Øe veed , at jeg kun er et eenfoldigt 
Pigebarn . “ 
„ Det troer jeg ikke , at Øe er , hverken i den 
ene eller den anden Betydning af Ordet “ , sagde 
Frøken Grove alvorligt ; „ men det er vel ligesaa 
godt at tale reent ud ; Øe selv har anmodet mig om 
at raade og advare Dem , hvor det var nødvendigt ; 
jeg har med Bekymring seet , at Øe ikke er forsigtig 
i Deres Opførsel , kjære Ada . Interesse for Dem 
og inderlig Kjærlighed til Susanne nøder mig til at 
tale . Hvad tænker Øe paa ? Vil Øe med velberaad 
Hu bringe Forstyrrelse ind i den Familie , der har 
aabnet Huus og Hjerte for Dem ? vil Øe bringe 
Sorg over Susanne ? Elffer Øe hendes Broder ? 
Hvortil da dette dobbelte Spil ? Jeg kjender ogsaa 
ham fra Barndommen , Susanne vil sørge dybt og 

maaskee aldrig reise sig mere ; men paa ham vil en 
flig ulykkelig Lidenskab virke ødelæggende , og Øe selv , 
i hvilket ilde Lys stiller Øe Dem som Qvinde ; Øe 
vil give Folk Anledning til at omtale Dem paa 
en Maade , som ikke kan være Dem behagelig . “ 
„ Nu er det Nok , “ sagde Ada , idet hun reiste 
sig og stolt kastede Nakken tilbage . „ Hvem giver 
Dem Ret kil at tale saaledes til mig ? Øe har 
ingen Rettighed her i Huset , Øe har solgt Deres 
Kundskaber og Dygtighed til Stiftamtmand 
Rud og hans Familie , dermed er Alf sagt . “ Og 
hun vendte sig for at gaae . 
„ Nei , dermed er ikke Alf sagt , “ svarede Frøken 
Grove med Værdighed , „ mener Øe , at Øe kan haane 
mig , fordi jeg gjør mine Kundskaber frugtbringende 
for mig selv og Andre , saa gjør det mig ondt for 
Dem , at Øe ogsaa heri viser en lav Tænkemaade ; 
men husk paa , at Øe selv bad mig om Raad og 
Vejledning , og at jeg har Ret til i mit Værelse at 
tale , som jeg finder for godt ; vil Øe lyde mit Raad , 
skal det glæde mig , vil Øe ikke , taler jeg med Deres 
Formynder . “ Ada blev neppe for at høre Slutningen 
paa Frøkenens Tale ; heftigt styrtede hun ud 
og slog Døren i efter sig ; det var , som om Furierne 
vare slupne løs i hendes Sind . 

Niende Capitel . 
Sfemninger og Tilstande . 
Ugerne henrandt , og Foraaret begyndte at 
nærme sig , uden at der foregik nogen Forandring i 
Husets indre Tilstand . Det er en Erfaring , som 
ofte stadfæstes i Livet , at hvor Misforstaaelsens 
Dæmon først engang har sneget sig ind i et Forhold , 
der er det , ifølge Synden , vanskeligt at 
faae den banlyst . Susannes for endeel selvskabte 
Qvaler voxede ; ofte tænkte hun , det var bedre at 
bryde et Forhold , der jo ikke kunde blive til den 
Elskedes Lykke , da jo kun Troflab og Retsindighed 
bandt ham til hende ; men Mødet svigtede hende 
stedse , naar hun vilde indlede en saadan Samtale : 
„ Hvad om han tog hende paa Ordet ? “ Hun 
kunde ikke leve uden ham , det stod fast for hende , 
og saa dømte hun sig dog haardt for Egenkærlighed , 
at hun ikke befriede ham . — Ganske fremmede kunde 
de imidlertid ikke blive for hinanden , dertil elskede de 
begge for dybt og inderligt ; vi maae ogsaa huske paa , 
at Matthias ingen Anelse havde om , at han havde 
nogen Deel i Susannes Sjælstilstand , han tydede 
hendes bekymrede Udseende og ofte vexlende Stemninger 

som en Følge af den sorgfulde Tid , der 
havde herflet i Familien . Han søgte derfor nu 
meest at opmuntre hende , og stundom lykkedes det 
ham ogsaa ; hun lod sig altfor gjerne drage af den 
Magt , han øvede over hende , og et Par Gange 
følte hun hele sin gamle Tillid vaagne igjen og var 
i Begreb med at tilflaae ham Alt , hvad hun led , 
men da bleve de forstyrrede , og Samtalen afbrudt . 
Imidlertid var Stiftamtmanden bleven rafl igjen 
og var mere samlet med sin Familie end tidligere ; 
dog laa i denne Tid Hustruen og Alfred ham 
fortrinsviis paa Sinde ; hendes Sygdom tog til , og 
det var kjendeligt , at Sjæls- og Legemskræffer i lige 
Grad aftoge . Alfreds lidenskabelige , urolige Væsen 
bedrøvede ham ; han talte ofte med Strenghed om 
letsindig Tidsspilde og bebreidede Sønnen hans 
umandige Vaklen i at vælge sig en Virksomhed ; 
han kunde ikke forstaae , at en Mand ikke vilde anvende 
sine Evner nyttigt for sig selv og Fædrelandet . 
Han sagde til ham : „ Det er ikke , fordi du 
jo nok efter min Død vil kunne leve , som du er 
vant til ; men jeg kan ikke finde mig i , at min eneste 
Søn skal gjøre sit Navn Skam ved et unyttigt Liv ; 
thi ZEren er det feireste Træ i Skoven . “ Han var 
vred paa Sønnen ; men han saae kun Virkningen , 
Aarsagen forblev han blind for . Alfred kunde ikke 
5 

svare Meget paa Faderens Bebrejdelser ; han følte 
deres Sandhed ; men at løsrive sig fra Tryllerinden 
var ham nu mere umuligt end nogensinde før . 
Han vilde og kunde ei heller tillidsfuldt henvende 
sig til sin Fader med Tilstaaelse af sin Kjærlighed , 
da det for en stor Øeel var det Hemmelighedsfulde , 
der gav Forholdet sin Tillokkelse saavel for hans 
fantastisk sværmerske Sind som for Adas Hang til 
Dobbelthed og Intriguer ; desuden frygtede han , 
og med Rette , Faderens Indvendinger , paa Grund 
af hans egen Umodenhed og Adas Alder , idet hun 
endogsaa var to Aar ældre end Susanne , altsaa 4 
Aar ældre end han selv , kort sagt , han havde ikke 
moralsk Mod nok til aabent og sandt at bekjende , 
hvorledes det stod til i hans Indre . 
Ada var i nogen Tid bleven lidt forsigtigere og 
mere agtpaagiven ved Frøken Groves alvorlige Tiltale ; 
men da denne reiste til Hovedsfaden i en 
Uges Tid , fortsatte hun atter uhindret sit Spil . 
Frøken Grove havde indbudet Ingeborg til af ledsage 
sig paa dette Besøg til Frøkenens Slægtninge 
og Venner , da man antog , af en lille Forandring 
fra de vante Omgivelser vilde være den 
unge Pige tjenlig . Ingeborg havde i den senere 
Tid stærkt udviklet sig , hendes Charakteer var en 
Blanding af Susannes og Alfreds ; hun havde Susannes 

Alvor og Inderlighed , men manglede hendes 
Ro og Besindighed ; derimod greb hun alle sjælelige 
Indtryk med Alsreds Heftighed og Lidenskab ; . hun 
var nu femten Aar og skulde i Sommerens Løb 
gaae til Præsten ; men denne Vinter havde bragt 
den unge Sjæl nogle saa stærke Rystelser i chrislelig 
Henseende , af man med Rette frygtede for en sygelig 
Retning hos hende , og derfor blev det bestemt , af 
hun , under sin kjærlige og forstandige Lærerindes 
Vejledning , skulde modtage andre friske Indtryk . 
Det var hidført paa den Maade , af der den 
Vinter havde været flere as de omrejsende Opvækkelsesprædikanter 
der i Byen , der havde draget 
Mange til sig , deriblandt Ingeborg . Her var hun 
første Gang bleven tiltalt paa den opsfræmmende 
Maade , der er denne Retning egen ; der var blevet 
udslynget forfærdende Billeder om , hvad der var 
Synderens Lød i Evigheden ; og dette havde bevirket , 
af hun for første Gang ret levende 
havde følt sin Slptd ; men da hun ikke havde 
modtaget Andet , var hun som En , der bliver opskræmmet 
midt om Natten af en dyb Søvn og nu 
tumler forvirret omkring og feer Afgrunde til alle 
Sider . Enhver veed , hvor forskjellig en flig Opfkræmmen 
er fra at vækkes til Lys og Liv , vækkes 
ved , at Guds klare Sol skinner ind til vs , medens 
s * 

Lærken stiger og jubler sin Lovsang . Saaledes var 
denne unge Sjæl bleven rystet i Storm paa en 
Maade , som voldte alle dem , der elsfede hende og 
søgte at frede om hende , Bekymring . Frøken Grove 
havde havt mange sorgfulde Timer , naar Ingeborg 
om Natten under lidenskabelig Graad og Hulken 
jamrede over sin Svnd og saae Daarlighed og Forfængelighed 
i Alt , hvad hun foretog sig ; det stakkels 
Barn saae kun den vrede Gud , der straffer Overtrædelserne 
indtil det fjerde Led ; den kjærlige Fader , 
der ikke sparede sin eenbaarne Søn , paa det at alle 
de , som troe paa ham , ikke skulle fortabes , havde 
hun endnu ikke faaet Syn paa . 
De reiste altsaa , og Frøken Groves Fraværelse 
blev benyttet af Ad « til en sand Pinetid for Susanne , 
som hun nu næsten var kommen til at hade ; 
det forekom Susanne , som om hendes Lidelser havde 
naaet deres Høidepunkt . Hun kunde ikke vælge 
denne Tid til at tale og fremkalde det mulige 
Brud med Matthias for den syge Mioders Skyld , 
der fremfor Alt maatte holdes rolig , og Ada havde 
nu faaet en Magt , i hvis Udøvelse ingen upartiske 
Qvinders Nærværelse hindrede hende ; hun var som 
en Trold , der kan paatage sig en Mangfoldighed af 
Skikkelser . 

Tiende Capitel . 
Theevandssnak . 
Omsider kom de Reisende da hjem , og man 
sad samlet om Theebordet den første Aften , da Ingeborg 
maatte fortælle om Alt , hvad hun havde oplevet . 
Broderen spurgte hende , om hun havde været i 
Theatret , og hvad hun der havde seet . „ Ja “ , sagde 
hun ; „ men det fornøiede mig ikke , jeg tænkte , nt 
alt Det gjerne kunde være borte , uden at det var 
noget Savn ; tænk dog paa æl den Forfængelighed , 
der jo maa friste de stakkels Mennesker , der spille , 
den gjøres dem jo ligefrem til Pligt ; det , er rædsomt , 
saaledes udelukkende at være beskæftiget med 
sit eget Idre fra Morgen til Aften ; de Mennesker 
kunne ikke være christne Mennesker , neppe engang 
stikkelige og gode Folk , og naar man seer derpaa , 
gjør man jo næsten ligesom de ; idetmindste stiller 
man sig lige med Verden og Verdensbørnene . “ 
„ Nei , nu bliver du dog altfor kedelig ! “ udbrød 
Ada , — idet hun slog med Nakken og kastede et af 
sine veltalende Blik paa de to unge Herrer — „ Er 
du endnu ikke bleven vænnet af med at prædike over 
hvadsomhelst , skal man nu ikke engang kunne gaae 

iTheatret i Fred for dig ? Der kan man virkelig lære 
Meget , naar man ikke er saa borneret som du ; men 
der sidder jo Susanne og seer ud , ' som om hun 
havde slugt Lolland og skulde isærd med Falster ; du 
er vel ogsaa paa Veie til at blive en Heldøre . “ 
„ Ikke mere , end jeg allerede var “ , svarede Susanne ; 
„ det kommer ved SkUespilkonsten som ved 
alt Andet an paa , med hvilke Øine den sees , den 
kan baade dyrkes og nydes i Eensold . “ 
„ O hellige Eenfoldighed ! “ udbrød Ada og slog 
en Skoggerlatter op . 
„ Du spotter som altid , naar Noget flak omtales 
tilbunds ; paa dansk Maal er der Forskjel paa 
Eensold og Eenfoldighed . “ 
„ Jeg troer at forstaae , hvad Susanne vilde 
sige ; “ sagde Frøken Grove , der saae , hvorledes Adas 
Maade af tale paa æggede Susanne , „ hun mener , 
af hvor Skuespilleren eller Skuespillerinden seer paa den 
særligeEvnc , han eller hun har , som en Gave , der skal 
anvendes paa en god Maade , da bliver det som en 
anden Konst , et andet Talent , som man søger af dyrke ; 
man vil da ikke let fristes til større Forfængelighed , 
end naar der ellers lykkes En Noget i Livet . En 
anden Fare , der er større end Forfængeligheds-Fristelsen , 
er denne , af Personligheden lettere kan mistes , 
af man paa en Maade aldrig er sig selv , og af der 

derved kan komme noget Usandt ind i et Menneskes 
Færd , ja , af man kan miste sin Eenfold . “ 
„ Det er rigtigt “ , sagde Matthias , „ jeg . mener 
ogsaa , af Ingeborg gaaer for vidt i ungdommelig 
Iver , naar hun troer , af de Mennesker , hvis Livsopgave 
og Erhverv for Familier Skuespilkonsten er , 
ikke kunne være christne Mennefler ; det tvivler jeg 
ikke om , naar de have et vaagent Øie for deres 
særlige Fristelser . “ 
„ Men hvad skal man da sige om Mennefler , 
der spille Comedie i det daglige Liv , om Saadanne , 
hvis hele Tilværelse er en Løgn , som , for at tilfredsstille 
en ussel Forfængelighed , ødelægge og forgifte rene , 
hellige Forhold , og som lege med Menneskehjerter ? 
Og saa om dem , der med Ligegyldighed see derpaa 
og more sig over dette Skuespil ? “ 
Alle saae op og stirrede forskrækkede paa Susanne , 
fra hvem dette Udbrud kom ; hun var i heftig 
Bevægelse ; bleg og bævende reiste hun sig og ilede 
ud af Stuen . Matthias var især overvældet . „ Men 
hvad feiler dog Susanne ? “ spurgte han Frøken 
Grove . 
„ Jeg frygter Mangel paa Søvn “ , svarede denne 
med bekymret Mine , „ hun vil have det bedre efter 
en Nats Hvile . “ 
Matthias vilde gaae efter Susanne , men Frøken 

' Grove holdt ham tilbage . „ Der er Øieblik i Livet , “ 
sagde hun , „ i hvilke vi helst maae være ene med Gud ; 
jeg kjender Susanne , hun vil være den Første til at 
indsee sin Heftighed . “ 
Ada lo . „ Ja “ , sagde Frøken Grove alvorligt , 
„ Susanne kan feile ; men hun kan ogsaa angre . “ 
Hun saae paa Ada med gjennemtrængende Blik ; 
denne gjengjældte det med et fornemt Skuldertræk . 
Imidlertid gik Susanne op og ned i sit Værelse , 
vridende sine Hænder ; hun sagde til sig selv , at nu 
maatte det komme til en bestemt Udtalelse imellem 
hende og Matthias ; hun havde aldrig før været i et saa 
heftigt Oprør ; thi ak , hun følte , at hun ikke kunde give 
Slip paa ham . Hun ændsede ikke , at hun havde 
forladt Dagligstuen , førend hendes Fader var kommen 
tilbage fra Moderen , og at hun ikke havde sagt ham 
Godnat . Hun hørte ikke , hvorledes de Andre kom 
op ad Trappen og gik hver til Sit , og at Huset blev 
stille . Hun stred sit Livs haardeste Strid , idet hun 
forsøgte paa at løsrive sit Hjerte fra Den , hun elskede 
høiest paa Jorden ; men det Ord lød dybt i hendes 
Sjæl : „ Dersom dit Oie forarger dig , da riv det ud og 
kast det fra dig “ , og — Forargelse vilde det være før 
hendes Sjæl at ville binde ham til sig , naar hans 
Hjerte var deelt — det vilde blive til Fristelse og 
til Fald før dem Begge . 

Hun turde ikke tænke paa sig selv og sin egen Lykke . 
Det , der var til hans Lykke , maatte skee ; elskede 
han Ada , og havde han før hende kun en Broders 
Venskab , nu vel , saa vilde hun bede Faderen i 
Himlen hjælpe sig til af være deres fælles Veninde 
paa samme Maade ; hun vilde see af overvinde sine 
ukjærlige Følelser imod Ada , om hun kunde ; hun 
bad ogsaa om af maatte kunne det . 
Og hendes Hjertes oprørte Bølger lagde sig , 
hun kunde give sig og sit Liv heelt hen i Guds 
Faderhaand . Træt og mat lagde hun sig paaklædt 
paa Sengen og saldt i et Blund ; da skræmmedes 
hun op ved sin Faders Røst , der kaldte paa hende . 
Moderen var meget syg . 
Stiftamtmanden havde , som ovensor nævnet , 
den Aften opholdt sig længe inde hos sin Hustru ; 
han havde forsøgt paa af faae hende til af indsee , hvor 
nødvendigt det var for Sønnen af komme bort , for 
af tage fat paa ordenlige Studier , og bedet hende af 
benytte sin Indflydelse til al sormaae ham dertil ; 
men det var aldrig kommet i hendes Tanker , af hun 
skulde offre Nogetsomhelst , fordi det var rigtigt , og 
nu maatte Manden til sin Sorg føle , af det var 
for seent af vente slig Selvfornægtelse af hende . 
„ Jeg kan ikke undvære ham ; han er min eneste 
Opmuntring , min bedste Trøst i min Sygdom , og 

ham vil du tage fra mig ! Jeg havde aldrig troet , 
af du var saa haardhjertet , saaledes at ville sønderrive 
de sfjønneste , ømmeste Forhold ; nu skulle de to 
Unge skilles ad , hvis Kjærlighed det har været min 
Glæde at see udfolde sig her ved mit Sygeleie ; det 
aner mig , at , flilles de nu ad , da er det for stedse . “ 
„ Hvad mener du , hvem taler du om ? — Dog 
vel ikke ? — “ 
„ Naturligviis Alfred og Ada , de ere som flabte 
for hinanden , denne unge , heilige Qvinde , og min 
geniale , elskværdige , smukke , eneste Søn . “ 
„ Du forsfrækker mig ; hvor har jeg havt mine 
Øine ? Det er en Grund mere til , at han maa 
reise jo før jo hellere . “ 
„ Saa døer jeg “ , fremhulkede Fruen under en 
Taarestrøm . 
„ Kjære Hustru , hør paa mig med Ro ; har 
; eg været for heftig , gjør det mig ondt ; jeg blev 
selv forsfrækket , thi det er aldrig faldet mig ind ; 
men det vilde ingenlunde passe . Ada er fire Aar 
ældre , hun er en verdenserfaren og klog Qvinde , 
medens Alfred med al fin Begavelse endnu er en 
umoden Dreng . Dette vilde aldrig føre til varig 
Lykke , desuden sømmer det sig ikke for os at 
fremkalde eller befordre Sligt ; hun er mig betroet , er 
i mit Huus , under min Beskyttelse , og jeg skulde 

opmuntre min egen Søn til at benytte sig deraf ? 
Det er min Villie , han maa reise strax og ikke 
komme hjem , førend hun har forladt mit Huus . 
Min ZEre gaaer mig over Alt ! “ 
Neppe vare disse Ord udtalte , førend Skrig og 
Krampetrækninger mindede ham om , at han var 
gaaet for vidt , at han ikke nu i hendes syge Tilstand 
kunde fordre en Selvfornægtelse og Hensyn til 
Fornuftens Bud af den Qvinde i hendes Alderdom , 
med hvem han i sine nnge Dage havde drevet Afguderi 
paa den Maade , at alle hendes urimeligste 
Ønsker og Lyster tilfredsstilledes . Hun havde været 
som en skjon Prydelse af sijørt Porcellain , der neppe 
turde berøres ; nu vilde han pludselig tage den i 
Brug — og den gik i Stykker imellem hans Hænder . 
Først efterat det viste sig , at Sygeplejerskens og 
hans forenede Bestræbelser ikke kunde udrette Noget , 
kaldte han paa Susanne , og der blev sendt Bud efter 
Lægen . Men Intet uden Alfreds Nærværelse kunde 
berolige den Syge ; hun talede vildt , men ham kjendte 
hun ; kun naar han var inde , troede hun , at man 
ikke havde sendt ham bort . Det var en Angstens 
Tid for dem Alle ; Alt traadtc i Baggrunden for 
den ene Tanke , om Moderens Liv dog kunde reddes ; 
for Alfred var det egenlig sværest ; thi han maatte 
næsten uafbrudt være inde hos hende , naar hun ikke 

sov , og Søvnen opnaaedes kun ved søvndyssende 
Midler . Efter mange Dage brødes endelig Sygdommens 
Heftighed ; men hun var yderst svag , og 
Lægen sagde , at et fornyet Anfald vilde være den 
visse Død . 
Hvad Under , at Alt , hvad der kunde kaldes 
Sindsbevægelse , holdtes fjernt fra hende og , ligesom 
paa anden Haand , ogsaa fra de Andre ; at Susanne 
undgik at komme til en Forklaring med Matthias , 
ja at denne fandt det rigtigst , at reise hjem til Faderen , 
for at der kunde være fuldstændig Ro i 
Huset ; han kom da kun engang imellem paa kort 
Tid i Besøg for . at høre til den Syge . 
Ellevte Capitel . 
Ungdomsveninden . 
Imidlertid var ogsaa den egenlige Vinter henrunden , 
og da Fru Rud i de Dage , da hun begyndte 
at blive bedre , havde ønsket at see en Ungdomsveninde 
igjen , fra hvem hun i mange Aar havde 
været adskilt , meente Stistamtmanden , at det nu 
turde være paa Tiden at indbyde denne til at gjæste 
dem ; denne Opmuntring kunde være den Syge tjenlig , 

og — i alt Fald ønskede han at glæde sin 
Hustru uted hvad der stod i hans Magt , saa længe 
han kunde . 
Vi maae nu et Øieblik gaae tilbage til den 
Tid , i hvilken de , som vi have lært at kjende i en 
ældre Alder , vare unge . 
Fru Rud var sine Forældres eneste Barn 
og Arving og desuden sin Tids meest beundrede 
Skjønhed . Hun blev opdragen paa Landet paa en 
stor Herregaard , og denne Opdragelses Fortrin og 
Skyggesider viste sig i en underlig Modsætning hos 
hende , da hun voxede til . Hun blev ved Moderens 
og Gouvernantens Omhu holdt fjernet fra All , hvad 
kun tilnærmelsesviis kunde kaldes sfadeligt ; man 
viste hende al Omhu og Wrbødighed , værnede om 
hende i Henseende til Legeme og Sjæl , saaledes 
at hun aldrig turde komme i Berøring med de 
Mennesker , der levede omkring dem , da man 
frygtede for , at hun kunde see noget Raat og 
Usfjønt eller lære noget Ondt . Derved bevaredes 
tilvisse en Sjælsreenhed , som ogsaa i hendes senere 
Liv gjorde sig gjældende , og hendes Børn mindedes 
aldrig Andet , end at den sfjønne Moder stedse ogsaa 
var fljøn i Ord og Tankegang . Men hendes Aand 
og Hjerte forbleve kolde ved denne afsluttede Opdragelse ; 
hun levede som paa et høit Bjerg , hvor 

der er evig Snee . — Til Menneskenes Sorger og 
Glæder kjendte hun Lidet eller Intet , og Ingen tænkte 
paa , af de , idet de vilde vogte den unge Sjæl for 
Syndens Smitte , nærede en Synd i hende , derer 
ligesaa fordærvelig , nemlig Egenkærligheden . I 
den nærmeste Kjøbstad boede en fattig Adelsmand 
med en talrig Børneflok , han havde været Ofsiceer , 
men havde paa Grund af Sygelighed maattet tage 
sin Assked ; blandt disse mange Børn var der en 
jævnaldrende ' lille Pige , som den unge Frøken fik 
Lov til af omgaaes , og da denne senere vidste af 
gjøre sig afholdt , blev der tilbudt hende Hjem og 
, Ophold paa Gaarden , for af den rige Pige ikke 
skulde være for eensom . 
Pleiesøsferen forstod snart af gjøre sig unndværlig ; 
hun havde de Egenskaber , som den Anden 
manglede , hun var praktisk , dygtig og verdensklog , 
endnu førend hun havde seet Noget til Det , der almindeligviis 
kaldes Verden ; hun var meget nyttig , 
saa det var ganske naturligt , af hun ved Virksomhed 
og paa- rette Sted anbragt Smiger vandt et 
Herredømme over den drømmende og uvirksomme 
forkjælede unge Dame . 
Da de vare voxne , bleve de samtidigt indførte i 
den store Verden og Hoflivet i Hovedstaden . Her 
saae den rige Pige den unge Rud , der i den Tid 

vakte megen Opsigt , saavel ved sine personlige Fortrin 
som ved sine ualmindelige Evner og sit ridderlige 
Høisind . Det Ideelle i hendes Natur fængsledes 
ved ham , medens han blev saaledes greben af hendes 
Skjønhed , at denne Beundring trofast fulgte ham 
igjennem Livet , tiltrods for , at det Høieste i hans 
Natur led Nød , tiltrods for , at , han i sit lange 
Wgteskab saa jævnlig greb i Luften efter en Skygge . 
Ogsaa hendes Veninde indtraadte i Wgteskab , 
ivet en Embedsmand ovre fra Holsteen tilbød hende 
fin Haand , og saavel dette Giftermaal som hele 
Tankegangen i hendes Omgivelse førte hende mere 
og mere ind paa at leve for det Nyttige i denne 
Verden . Børn havde hun ikke , der kunde have 
prydet hendes tørre Tilværelse med friste , grønne 
Ranker , og saaledes visnede hun hen . 
Nu skulde disse to Barndomsveninder mødes i 
de ældre Aar ; den ene havde fortsat sin uvirkelige 
Skintilværelse , den anden havde nedgravet sig i en 
falst Virkeligheds nsande Fordringer . Nu maatte 
de erfare , at kun det ene Fornødne kan sammenholde 
det Ueensartede i Tidens Løb , men Begge kjøbte 
endnu falsk Flitterstads , Ingen af dem fsendte eller 
brød sig om den ægte Perle . 
Det var henimod . Slutningen af April , at Fru 
v . Trottau ankom . Hun var Enke og boede nu i en 

smukt beliggende lille Kjøbstad i det Holsteenske , 
hvor der ligesom var et Samlingssted for fornemme 
Enker med en indskrænket Formue ; der havde hun 
levet i mange Aar og udelukkende bevæget sig i en 
lille , fim og , som hun sagde , udvalgt Kreds af ligestillede 
og ligesindede Damer , hvis Hovedinteresse i 
Livet var , at faae en maadelig Indtægt til at række 
saa langt som muligt i Henseende til at optræde 
med en vis Fornemhed . Hun havde Huns og Have 
og herskede med et Jernscepter over to Piger og en 
Havemand , der tillige ved højtidelige Leiligheder 
fulgte efter Fruen , iført et Liberi . Virksomhed og 
huuslig Dygtighed vare de Ord , hun altid førte i 
Munden , og hun levede ogsaa kun for Udøvelsen af 
disse Dyder , men — med Tilsidesættelse af mangfoldige 
andre . 
Da Indbydelsen til Stiftamtmandens naaede 
hende , sagde hun til fine Veninder : „ Ak ja , det 
er ganske nødvendigt , at jeg opoffrer mig for min 
kjære Ungdomsvenindes Ønsker , hun§ er vist meget 
ilde stedt , saa syg , at hun ikke kan varetage Noget , 
og saa med fire uopdragne Børn ; det Huns maa jo 
være i en ganske opløst Tilstand . “ 
„ Der skal jo være en voxen Datter ? “ 
„ Ja , en ung Pige paa tyve Aar , og som allerede 
har forlovet sig ; hun tager sig naturligviis af Ingenting . 

Nei , det kan gjøres fornødent , at et i Hunsvæsen 
og Oeconomie erfarent Menneske træder til 
der ; saa vil jeg da hjælpe min stakkels Ungdomsveninde 
og hendes Mand , om det behøves . “ 
„ Hvorledes er den Mand ? “ 
„ Aa , han er en Democrat . “ 
„ En Democrat ? “ 
„ Ja , saaledes var han idetmindste i sine unge 
Dage , da havde han saadanne overspændte Ideer om 
— Menneskerettigheder . “ 
„ Ja , det er disse Galskaber , som Folk nu finde 
paa . Lad blot ikke Pigerne høre Noget om -Det , 
saa blive de ikke til at styre . “ 
„ Hvad vilde den deilige Pige dog med sandart 
En ? “ 
„ Ja , Stakkel ! Hun har vist heller ikke været 
synderlig lykkelig ; men hun var saadant et sværmerfl 
og poetisk Gemyt , og disse poetiske Folk ere jo 
altid udsatte for store Feiltagelser , og som en Følge 
deraf — for skuffelser . “ 
k 

Tolvte Capitel . 
Ankomsten og Bekjendtskabet . 
Fru v . Trottan ankom hos Stiftamtmandens 
en Dag ved Middagstid og blev modtagen 
paa det bedste . Susanne førte hende til hendes 
Værelser , som hun havde søgt at smykke med hvad 
Huset formaaede . Violer duftede hende imøde , og 
i Vinduet stode skjønne Hyazinther . Hun saae sig 
om med et Dommerblik , men fandt ikke strax Noget 
at udsætte . Det forskende Blik vendte sig da paa 
Susanne , og enhver Uhildet kunde have spurgt hende , 
hvad hun der fandt at udsætte . Der var en jomfruelig 
Beskedenhed , forenet med en stille Værdighed , 
udbredt over hende , saaledes som hun stod for hende , mere 
bleg end ellers af den anstrengende og sorgfulde Tid , der 
var hengaaet for dem Alle , men barnlig glad ved at 
kunne vise sin Gjæstfrihed i Moderens Navn imod 
dennes kjæreste Ungdomsveninde . Mest Fruen tænkte : 
„ Nu vil jeg see , hvad hun duer til . — Kan jeg 
strax komme ind til din Moder ? “ spurgte hun . 
„ Moderglæder sig meget til at see Dem , Frue ; 
men det inaa vist hellere vente , til vi have spist til 
Middag , da det er den Tid , paa hvilken hun har 
det mindst daarligt ; Moder er meget afkræftet og 

maa vogtes meget for Anstrengelse og ligeledes for 
Sindsbevægelse , saa at hun , skjøndt hun har glædet 
sig saa meget til Deres Komme , vist endnu kun kan 
tale lidt med Dem ad Gangen . “ 
Dette fremførtes i en meget beskeden Tone af 
Susanne , og kun i den gode Hensigt at sætte Gjæsten 
ind i Forholdene med Hensyn til Moderens store 
Svaghed . Hun blev noget forbavset over det kort 
affærdigende Svar : 
„ Det er godt , jeg veed nok , hvorledes man skal 
omgaaes Syge ; naar spises her til Middag ? “ 
„ Om en Time ; ønsker De Hjælp , skal jeg sende 
Jomfruen . “ 
„ Hvilken Jomfru ? “ 
„ Min Kammerjomfru . “ 
„ Ja saamæn , hun kunde hjælpe mig at pakke ud . “ 
Dermed gik Susanne . — Fruen tænkte : „ Naa 
da , det Barn bliver vænnet til egen Kammerjomfru , 
det er snart for galt ; imidlertid kan jeg faae Et og 
Andet opspurgt , som det kunde være ret behageligt at 
vide Besfed om . “ 
Den Examen , hun underkastede Kammerjomfruen , 
ville vi ikke følge i dens Heelhed , men indskrænke 
os til at berette , at hun fik Meddelelser om , 
at Comtesse Wildenow var der i Huset , og at denne 
fog Løvens Part af hendes Tid og Tjeneste ; om , 
6 » 

hvor elsket Frøkenen var , , og hvor god imod Alle , men 
tillige , hvor alvorlig og stille hun var bleven paa den 
senere Tid ; om den rige , unge Herre , som hun var 
forlovet med , men at det havde lange Udsigter med Brylluppet 
paa Grund af Fruens Sygdom og — saa — “ 
„ Naa , hvad saa Mere ? “ spurgte Fruen skarpt ; 
„ det vilde vel neppe holdes hemmeligt for hendes 
Veninder ; her er Meddelelse paa sit rette Sted , thi 
jeg er en gammel Veninde af Familien . “ 
„ Ja , Comtessen vilde nok ogsaa have ham ; men 
saa var der den unge Herre ; han var nu saa forelflel 
i Comtessen , og Ingen af Folkene kunde komme 
under Veir med , hvem Comtessen egenlig helst 
vilde have . “ 
„ Hvem staaer for Husets Styrelse ? “ 
„ Det gjør Frøkenen . “ 
„ Hun kan umuligt regjere saa mange Folk . “ 
„ Regjere ! Det veed jeg ikke , om hun gjør ; men 
hun siger , hvordan det skal være , og Jomfru Ane 
sørger for , at del skeer . “ 
„ Hvem er det ? “ 
„ Det er Huusjomfruen , hun har været her 
altid . “ 
„ Saa er det hende , der regjerer , “ tænkte Fruen , 
„ det maae vi see efter , hun har naturligviis baade 
Pigebarnet , Nøglerne og det Hele i Lommen ; det var 

vist hende , der var Barnepige hos de to Wldste . 
Ak ! det gaaer vist til her som i Sodoma og Gomorra ! “ 
Fruen 
kom ned til Middagsbordet , hvor hele 
Familien var forsamlet ; de forestilledes for hende 
hver især af Stiftamtmanden , Frøken Grove med de 
Ord : „ Den Dame , der godhedsfnldt tager sig af 
mine yngre Dsttres Opdragelse . “ 
„ Ah , Gouvernanten ! “ sagde Fruen med et Nik . 
Bed Bordet iagttog hun skarpt ; der var en 
mere end almindelig festlig Anretning i Anledning 
af den forventede Gjæst , og Børnene saavel som de 
Øvrige vare selskabsklædte ; deraf skjønnede hun , at 
det var et overdaadigt Huns ; men derimod reiste 
de yngre Børn sig engang imellem og bøde Noget 
om , deels for at lette den gamle Tjener Arbeidet , 
og deels for ikke at lade deres Fader og Gjæsterne 
vente længer end nødvendigt ; deri saae hun et Beviis 
paa Faderens democratiske Anskuelser ; ligeledes 
mishagede det hende , at Frøken Grove tog Deel med i 
Bordsamtalen ; alt Øette var „ nivellerende “ ; Børnene 
skulde fra Barndommen af vide , at de vare fornemme 
Børn , at de ikke vare ligestillede med Tjeneren 
— og Gouvernanten skulde rette paa dem og 
lære dem pæne Manerer , men sorresten ikke blande 
sig i Samtalen , hun kjendte ikke sin Stilling ; alt 

Dette vilde hun ændre , her var en vid Mark for 
hendes Virksomhed . Efter Bordet kom hun ind til 
den syge Frue ; den Dag talte hun ikke om noget 
videre med hende ; da hun fandt den Syge saa betagen 
af Gjensynet , saa lykkelig og rørt , tillod hun sig for 
een Gangs Skyld selv den Blødagtighed at sidde ved 
Sengen med Venindens Haand i sin og lade de 
Timer gaae hen , uden at ville gjøre Gjerninger , 
og talte kun om Barndoms- og Ungdomsminder . 
Men Tankerne vare ikke ledige , medens hun 
føiede den Syge den Dag . Den følgende Dag 
maatte Fru Rud høre paa en Forelæsning om normal 
Sygepleie , saaledes som den udøvedes paa BerlinerHospitaler 
og Lazarether . „ Her er Alting ganske galt 
indrettet ; det er jo ingen Sygestue ; her er Gulvtæppe 
og tykke Gardiner om Sengen og for Vinduerne ; 
Værelset er overfyldt med Malerier , Blomster , baade 
afskaarne og Potteplanter , og tuscnde Nipsgjenstande , 
saa at her seer ud næsten som i en Galantcriboutik . 
— Øette maa Altsammen bort ; “ vedblev Fru v . 
Trottan , „ det er jo grueligt , min stakkels Veninde , 
hvorledes man har forsømt at varetage dit 
sande Bedste ; det samler jo Støv , Spindelvæv og 
alle mulige Insecter ; først tømme vi dit Cabinet , 
saa bliver du flyttet derind , og saa komme vi til 
her . I de Hospitaler , som jeg har besøgt for at 

studere Sygeplejen , ansees alt Saadant for en Fordærvelighed , 
og det er kun fordi du har været omgiven 
af uerfarne og uvidende Mennesker , at Sligt 
har kunnet skee . “ 
Den Syges Klager overdsvedes med et „ Vær 
nu fornuftig , det maa skee . “ — Der blev paa 
Fruens indstændige Bønner sendt Bud efter Stiftamtmanden ; 
da han kom , sagde hun kun : „ Jeg vil 
ikke være et Hospitalslem “ , og brast i Graad . Han 
maatte berolige og trsste paa bedste Maade ; men 
med Bestemthed udbad han sig , at hans Hustru ikke 
forstyrredes i nogen af sine Vaner , og at hendes 
Sygepleie lededes paa den Maade , at hendes Ønsker 
bleve respecterede . „ Ia , men Hospitalsplejen var den 
bedste . “ „ Det kom an paa Omstændighederne ; “ 
kort sagt , her blev den virksomme Dame aldeles 
flaaet af Marken , og Følgen var , at den Syge , der 
i enhver Henseende var forkjælet , fattede baade Modvillie 
og Skræk for hende og hendes høirøstede , 
snærrende Tale , saaledes , at hun var gladest i de 
Timer , hvor hun var fri for Venindens Selskab , og 
med et forkjælet Barns egenkjærlige Glæde tog imod 
alle dennes Forflag til at reformere Huset og dets 
Indretning , i det Haab , at hun saa blev fri for 
Endeel af hendes Underholdning . 

Trettende Capitel . 
Hnuslighed og Skinsyge . 
Nu begyndte en sand Lidelsestid før Susanne , 
idet hun fra Morgen til Aften blev holdt i Aande . 
Hun maatte vandre med Fruen fra Loftet til 
Kjæelderen , alle afsides Rum bleve efterseete og ordnede , 
og der vankede droie Irettesættelser baade til 
Susanne og til Tyendet . 
„ Du tænker paa at gifte dig og sætte Bo , og 
du forstaaer Ingenting ; slig Uorden har jeg aldrig 
kjendt Mage til , du veed ikke , hvad her findes , lukker 
ikke af , du bliver jo bestjaalet paa alle Kanter . “ 
Alt Dette sagdes ganske uforbeholdent i Folkenes 
Nærværelse , hvilke hun ei heller brød sig om at 
irettesætte paa den meest bydende Maade . Det krænkede 
Susanne næsten mere at høre Jomfru Ane og 
den gamle Peter tiltalte med saa skaanselløse Ord , 
end naar hun selv blev tagen i Skole som en lille 
Pige . Hun vidste godt , at hun havde mange Mangler 
som Huusmoder , og at hun vilde have godt af at 
lære , selv om det var en besværlig Læretid ; men 
hun frygtede for , at det kunde komme til et ubehageligt 
Udbrud fra Folkenes Side , og i denne Tid 

vare hverken hendes Kræfter denne Anstrengelse voxne , 
ikke heller havde hun Tankerne ved alt Dette , der 
forekom hende saa ringe og underordnet i Modsætning 
til hendes forfljellige Sorger og Bekymringer ; 
thi hun saae , at Moderens Tilstand sorværredes 
dagligen ; hun sad mangen halv Nat oppe hos hende 
og vidste dersor bedst , hvorledes hendes Kræfter aftage , 
og hun maatte desuden ganske overlade Ada og 
Matthias til dem selv , og den Tanke rodfæstedes 
stedse dybere i hendes Sjæl , at medens hun gik 
denne haarde , forberedende Wgteskabsskole igjennem , 
blev han , for hvem hun ene vilde gjennemgaae denne 
Ildprøve , hende ranet as en Anden . 
Matthias derimod begyndte at tabe Taalmodigheden , 
der hidtil godt havde staaet ham bi ; han 
traf saa godt som aldrig Susanne , og da Ada , som 
han godt kunde mærke , knn paa Skrømt brød sig 
om Det , han sagde , tabte han Interessen for at ville 
indvirke paa hende ; men der var Intet ved at gjøre ; 
denne Tid var saa urolig i Stiftamtmandens Huus , 
at han maatte vente . Saaledes kom han da en 
Dag til at tale med Ada om , hvor sørgelige Dage 
det var for dem Alle , og meest for Alfred og Susanne . 
„ O “ , sagde Ada , „ Susanne kan da , naar 
denne Sygdom ender , som den jo maa ende , blive 

gift med Dem og flytte hjem til Deres Fader eller 
andetsteds hen ; hun er ikke videre at beklage . “ 
„ De dømmer underlig letsindigt , ja undskyld , 
Comtesse ; men jeg troede dog , at De vilde kunne 
forstaae , at man ikke med saadan Ligegyldighed seer 
paa en saa alvorlig Begivenhed som den , her forestaaer , 
— sandelig , det vilde kun være et daarligt Varsel 
for den Kjcerlighed , jeg haaber og troer paa . Og 
Alfred da , har De ingen Følelse for hans Sorg ? 
Vil De engang dele Godt og Ondt med ham , saa er 
det da paa Tide nu at føle nogen Deeltagelse . “ 
„ Hvem siger Dem , at jeg vil dele Godt og 
Ondt , som De kalder det , med Alfred ? “ 
„ Tilgiv , men jeg har altid tænkt det , siden jeg 
saae Dem med ham . “ 
„ Det forstaaer jeg ikke ! “ 
„ Io , De gjør , De forstaaer mig meget godt , De 
kan ikke tage feil as , hvor stærkt han er forelflet 
i Dem , og jeg har ligesaa lidt taget feil af , hvor 
meget De har opmuntret ham . — Skulde det kun 
have været Leg , saa — ja , saa gjør det mig ondt , 
baade for ham og for Dem . “ 
„ De er alt Andet end høflig . “ 
„ Det er vel muligt , at min Deeltagelse for min 
unge Svoger har ført mig for vidt . “ 
Ada var meget fortørnet ; Deeltagelse for Svogeren ! 

Der var altsaa ingen for hende ; hun havde 
spilde alle sine Konster , sit hele Comediespil ; hendes 
Ansigt sortrak sig , og en Vredesaare svulmede paa 
hendes Pande ; men hun hørte Nogen nærme sig ; 
hurtigt fattede hun sig og sagde smilende : 
„ De er nu saa skarpsynet ; men kayskee De 
dog kunde have seet feil . “ 
Skarpsynet var nu Matthias ikke , og dette 
vidste han ret godt ; han følte , at Ada spottede ham ; 
men han var temmelig vis paa at have seet rigtigt . 
Han svarede altsaa kun : „ Gid det var saa vel ! “ 
Dette fornærmede Ada end mere ; hun sagde 
heftigt : „ Vi tale aldrig et Ord mere om denne Sag , 
hører De ! “ 
„ Som De befaler . “ 
I dette Øieblik aabnede Susanne Døren ; hun hørte 
de sidste Ord . — „ De havde altsaa Hemmeligheder ! “ 
Hun var næsten aldrig derinde mere , i den Dagligstue , 
der til for kort Tid siden havde været hendes 
eget Rige ; nu kunde hun ikke sætte Foden derind 
uden at komme til Ulejlighed . — Hun gik taus 
igjennem Værelset uden at see eller ville see Matthias ' 
længselsfulde Blik ; han reisfe sig hurtigt og 
vilde ile efter hende ; men hun forsvandt i Moderens 
Værelser ; havde hun ikke seet hans Bevægelse , eller 
vilde hun ikke see den ? — „ Hvor lidende og bedrøvel 

hun seer ud ! Men hvorfor lukker hun sin 
Sorg inde i sit eget Hjerte , hvem var nærmere til 
at dele den med hende end jeg ; skulde hun være kold 
imod mig ? “ 
Det var ham umuligt længer at sortsætte Samtalen 
med Ada . „ Hvad gavnede det ? “ spurgte han 
sig selv bittert , og nu i dette Øieblik var alt Andet 
end Susanne og deres Forhold ham ligegyldigt ; 
vilde Alfred endelig sin egen Ulykke , nu vel , han 
kunde ikke vogte ham , Alfred var jo intet Barn . — 
Matthias følte sig ulykkelig og utilfreds , han kom 
Dag efter Dag , tilbragte Time paa Time med at 
vente paa Susanne i Adas Selskab , og kom hun , 
saa var det kun et Glimt , han saae af hende . 
Hvad skulde det blive til ? . Forstemt tog han bort , 
og Ada følte sig fornærmet over , at han forlod 
hendes Selskab , saalænge det stød ham frit for at nyde 
det ; hun var i denne Tid den eneste Ørkesløse i 
Huset , og følgelig næsten altid alene i Dagligstuen . 
Dagene svandt for Susanne under aandsforfærende 
huusligt Slid ; men da Søndagen kom , og 
Moderen den sidste Nat havde havt det taaleligere , 
troede hun at kunne følge fin Tilbøjelighed og gaae 
i Kirke , som hun var vant til . Hun besørgede alt 
Fornødent tidlig om Morgenen og beredte sig til at 
gaae . Fru v . Trottau var den Dag ikke saa tidlig 

synlig søm ellers , dog vardet ingenlunde , fordi hun 
sov eller hvilede efter Ugens Anstrengelser ; denne 
Ssndag-Morgenstund blev benyttet til eget privat 
Brug , Brevskrivning , Oprydning m . m . Susanne 
satte Alting tilrette til Gjcestens Brug og — efterladende 
en Undskyldning , vilde hun lige til af gaae , 
da Fruen traadte ind . 
„ Hvor vil du hen ? “ spurgte denne . 
„ Jeg vil i Kirke . “ 
„ Det behøves ikke , der var du forrige Søndag . “ 
Susanne blev noget forbauset over denne underlige 
Tankegang ; men Alfred , der ogsaa havde belavet 
sig paa af gaae , svarede : „ In , og næste Søndag 
gaaer hun vel igjen , det gjør hun altid . “ 
„ Altid ! er det nødvendigt ? Forlanger Pastoren 
det ? Da gjør den Mand Prætensioner , der ikke 
burde tillades ham . Og desuden , her er Meget 
af gjøre idag , Susanne , grumme Meget . “ 
„ Undskyld , Frue , “ sagde Susanne ; „ her gjøre 
vi aldrig unødvendigt Arbeide i Huset øm Søndagen , 
Folkene gaae ogsaa gjerne i Kirke skifteviis . “ 
„ Det er uhørt , hvem forlanger det ? “ 
„ Ingen “ , svarede Alfred smilende . „ Jeg er nu 
kun en maadelig Kirkegænger i det Hele , saa dersom 
De befaler , kan jeg blive hjemme og undskylde mig 
med , af jeg har kjøbt de fem Par Øxne , thi jeg 

kan endnu ikke sige , af jeg har taget en Hustru til 
Wgte , derfor kan jeg ikke komme . “ 
„ Alfred dog ! “ sagde Susanne bebreidende . 
„ Ia , en af Delene maa jeg sige , naar Fruen 
vil have , at jeg sial være huuslig om Søndagen . “ 
De gik og lode Fruen meget fornærmet blive 
tilbage . Ada kom ned , og af gjensidig Mangel paa 
andet Selskab kom de To til at blive bedre bekjendte . 
Ada var høilig forbanset over , at Alfred var gaaet , 
førend han havde hilst paa hende ; det var Susanne , 
der vilde drage ham bort fra hende . „ Ia , bi kun , 
Susanne , det kan komme dig dyrt at staae . “ 
Fruen var meget indtaget i Adas Skjønhed og 
Elegance ; det vilde aldrig falde hende ind at tage 
denne i Skole paa famme Maade som Susanne ; 
dertil var hun for fornem , det behagede Fruen ligeledes , 
at Ada , der var fornærmet paa Frøken Grove , 
behandlede denne med fornem Overlegenhed og neppe 
værdigede hende et Ord . Hun havde dog Begreb 
om sin Stilling og kunde holde en underordnet 
„ Person “ i hendes . Ada kom snart til usorbeholdent 
at udtale sig , udfrittet , som hun blev , og hun udgød 
sig nu i hele sin Lidenflabelighed med den Bitterhed , 
der for Øieblikket var oppe i hende , saa Fruen kom 
ogsaa her til at erfare Endeel om Stemninger og 

Tilstande i Huset , der , som hun troede , var hende 
meget nyttigt . 
For Susanne blev den Søndagshvile , det 
var gjort hende saa vanskeligt at opnaae , til 
særlig Velsignelse ; hun følte mere end ellers , hvor 
haardt hun trængte til at komme bort fra alt 
Det , som trykkede hende . Allerede den korte 
Ventetid , førend Gudstjenesten begyndte , virkede beroligende 
i Modsæfning til den stadige Tale om heelt 
ligegyldige Smaating . Hvilken Forskjel mellem at høre 
paa Psalmesangen og paa den skærende , uharmonifle 
Røst , der forstyrrede hende i Hjemmet . Som det saa ofte 
gaaer med et Menneske , hvis Sind er opfyldt af en 
overvældende Tanke , der behersker Sjælen ligesom en 
legemlig Smerte , saaledes ogsaa her , hun kunde ikke 
følge Prædikenen i dens hele Gang ; men et lille Ord 
deraf faldt , som en Trøstens Dug , ind i hendes 
Hjerte med Kraft og Lægedom ; det lød saaledes : 
„ Vi elske stundom i Ungdommen Nogen eller 
Noget saaledes , at vi elske Det , der i sig selv er 
syndigt , paa en syndig Maade , saa vi drive Afguderi 
dermed ; saa kommer Vor Herre og rører ved vort 
Hjerte , vi see ved Syndserkjendelsen , at Alt er tomt , 
Tant og Forfængelighed . Det Elskede tages bort 
fra os paa den ene eller den anden Maade , vi maae 
frivilligt eller ufrivilligt give Slip derpaa . — Far 

Verden , far vel ! Jeg ledes nu ret ved at være din 
Træl . Vi ville nu ganske høre Herren til ; men 
hvorledes ? I Suk , Graad og Tænders Gnidsel . 
Verden er en Jammerdal og Livet en Byrde , det 
Første er sandt ; Verden , som saadan , er en Jammerdal ; 
men det er christeligt talt en Misviisning , 
naar Livet bliver os til en Byrde , i hvor tungt saa 
Korset kan trykke og Tornene rive og nage til en 
Tid . Det er , naar vi selv ville slæbe af med vor 
Byrde , vi kunne ikke ; men Han , der bar sit Kors 
til Golgatha , han bærer vort ; komme vi og lægge 
vor Byrde for Korsets Fod og for hans Fod , som 
hænger derpaa for vor Skyld , saa bliver Livet til 
en stor Velsignelse og megen Glæde , da faaer Alt 
sin Fornøielighed , og vi faae Lov til atter at optage 
og at elske ; hvad der i de tidligere Aar var os 
en Fristelse , som vi ved Syndserkjendelsen maatte 
bringe som et Offer , det bliver nu en Rigdom for 
Menneskelivet , beskinnet af Vor Herres Lys . “ 
Disse Præstens Ord anvendte Susanne paa sig 
selv og sit Forhold til Matthias . Ja , hun vilde 
offre ham , hendes Kjcerlighed til ham havde været 
Afguderi , hun havde ikke elsket Vor Herre først , og 
saa Mennesker i ham . Kanskee saa engang , naar 
hun var gammel , de kunde faae Lov til af være 
Venner , al mødes i den fælles Kjcerlighed til Frelseren . 

Fjortende Capitel . 
De reffe Grændser . 
Fru v . Trottau havde , som før omtalt , været 
gift i Holsteen med en der boende Embedsmand ; men 
hun selv var dansk af Fødsel og talte selvfølgelig 
saavel det Tydske som det Danske godt og flydende . 
Jkkedestomindre havde hun ønsket , af man skulde 
henvende Talen til hende paa Tydsk , og efterdi disse 
Begivenheder , som her fortælles , tildroge sig nogle 
Aar , førend vi maatte føre Krig for Land , Folk og 
Sprog , saa vare de fleste Familier endnu saa saare 
høflige , af Mange uden Videre rettede sig efter de 
Fremmede hertillands , uden af der dog nogensinde 
tænktes paa , af en Høflighed er den anden værd . 
Foraldre og Opdragere ansaae det endogsaa for et 
ypperligt Middel for Børn til af øve sig i et fremmed 
Tungemaal , naar en Gjæst derudefra var i Huset ; 
altsaa var der ikke Tale om Andet , end at Børnene 
efterkom den „ naadige Frues “ Ønsker ; dette gik ogsaa 
godt til hin skæbnesvangre Søndag , da den 
„ naadige Frues “ Sindsstemning var bleven forstyrret 
fra Morgenstunden af ved Susannes ubetimelige 
Kirkegang . 

Kort førend Middagsmaaltidet samme Dag sad 
de to unge Piger , Ingeborg og Ellen , sammen t 
Vinduet i Dagligstuen i en meget ivrig Samtale ; 
Fruen kom ind , de afbrsd ikke det Emne , der for 
Øjeblikket levende beskæftigede dem , de bemærkede 
neppe en tredie Persons Nærværelse . Pludselig lød 
den Wendende og bydende Stemme : , , J vide jo , at 
I skulle tale Tydsk i min Nærværelse ! “ 
„ Ja , med Dem Frue , “ sagde Ingeborg rolig ; 
„ men jeg talte med min lille S oster . “ 
„ I ere næsvise og have altid Svar paa rede 
Haand , naar man siger Eder Noget ; jeg har aldrig 
seet mindre velopdragne Børn . “ 
Dette blev sagt høit og uhøfligt lige i detØieblik , 
da Frøken Grove aabnede Døren ; spørgende 
saae hun paa de to unge Piger ; Ingeborg , blussende 
rød , vilde meddele hende det Forefaldne , da Fruen 
begyndte i en bydende Tone : 
„ Mademoiselle , Deres Elever benytte sig af den 
altfor store Frihed , de have , til at gjøre , hvad der 
udtrykkeligt er dem forbudt ; lad mig nu see , om De 
kan opfylde Deres Hverv her i Huset , hvilket jo skal 
være at opdrage , som jeg hører ; jeg forlanger , at 
De irettesætter dem alvorligt ; de burde egenlig ikke 
have Lov til at komme tilbords . “ 
„ Kjære Børn , “ begyndte Lærerinden sagtmodigt , 

„ husf paa , at I henvende Talen til Fru v . Trottau 
paa Tydst , da denne snsfer det . “ 
„ Men det gjsre vi jo altid , “ udbrød , Ellen ; 
„ men nu tsr Ingeborg og jeg ikke heller tale sammen , 
som vi ere vante til . “ 
Frøken Grove kunde nu ikke med frelst Samvittighed 
sfjende paa Børnene , da hun ikke saae , at 
de havde forseet sig ; dette sagde hun roligt , men bestemt , 
da i det Samme det øvrige Selskab traadte 
ind . Stistamtmanden henvendte stedse Talen paa 
Tydfl til Fruen , men forandrede forøvrigt Intet i sine 
Vaner med Hensyn til sine Børn og øvrige Omgivelser . 
Han spurgte halvspøgende , hvorom Damerne 
havde talt saa ivrigt , og da han hørte det , sagde han 
til Fruen : „ Naar vi komme for at besøge Dem , vil 
De saa tale Dansf med os til Gjengjæld ? “ 
„ Det vil ikke behøves , “ svarede denne forbindtligt 
smilende , „ De er saa godt hjemme i det tydske 
Sprog , og desuden — hele min Omgangskreds — 
vilde føle sig geneert — “ 
„ Ja “ , svarede Stiftamtmanden tort , „ det gaaer 
vel vor Omgangskreds ikke stort bedre , og hvad det 
angaaer , at være hjemme i Sproget , saa tillad , at 
jeg gjengjælder Deres Roes , De har ikke glemt 
Deres Barndoms- og Ungdomssprog , siden vi sidst 
saaes . “ 
7 * 

„ Ak ja , det var min salig Mand saa ubehageligt . “ 
„ Ja 
saa ! “ 
Matthias havde siddet og seet eftertænksom ud ; 
nu sagde han : „ Det er egenlig baade naturligt og 
rigtigt , at en Hustru , der elsker sin Mand eller elsker 
hans Minde , ogsaa ganske tilegner sig hans Folk , 
hans Sprog og Alt , hvad hans er ; Ruth sagde 
ogsaa : „ Dit Folk skal være mit Folk ; din Gud min 
Gud “ ; men jeg troer ikke , at det let lader sig overfore 
paa udenfor staaende Mennesker ; sæt , at en 
tydsk Qvinde ægter en dansk Mand , som hun elsker 
lige saa høit , . som De Deres afdøde Mand , saa kan 
hun dog ikke ville overtale fine Landsmænd til at 
fornægte deres Folk ; det vilde være at overflride 
Grændserne , og det er ikke godt i noget menneskeligt 
Forhold . Et . gammelt Sagn siger , at Den , der 
flylter Grændseskjel , kan ikke finde Ro i Graven , og 
der er saa mange usynlige Grændseskjel , der ei 
heller tør røres . “ 
„ Naa , Svoger , er du nu igjen ved dine gamle 
Sagn , dem lever bu jo af i denne Tid “ , udbrød 
Alfred og lo . 
Latteren kom lidt tvungen . Matthias saae op 
og tog Kredsen i Øiesyn igjennem sine Griller . Alle 
saae mere eller mindre forlegne ud , kun de to Angste 

vare uberørte af hvad der foregik . Samtalen fik 
hurtigt en anden Vending , og Matthias kunde ikke 
begribe , hvad Upassende han havde sagt , thi at 
han var den Skyldige , følte han , men hvorledes ? 
Neppe havde man reist sig , førend Alfred 
tog ham tilside og hviskede : „ Din Tale var god ; 
det var , som om det var Philemon og Baucis , du 
havde til Exempler ; men det passer ikke paa Fruen 
og hendes Mand ; de levede som Hund og Kat , forat 
udtrykke mig fyndigt , om ikke siint . “ 
“ „ Ja , hvor kan jeg vide det , naar hun altid 
drager i Felten med sin salig Mand ? “ 
„ Ja , nu kan han jo ikke sige hende imod ; men 
det var jo netop saa kosteligt , at du havde denne 
uskyldige Mine , medens alle vi Andre vidste Befled . 
Faders Ansigt ! — nei , det var ubetaleligt , det gik 
næsten over hans Evne med at holde paa Værdigheden . “ 
„ Jeg 
vil gjøre din Fader en Undskyldning . “ 
„ Den er mere paa sin Plads ligeoverfor Fruen . “ 
„ Snak ! “ 
De fulgte med Stiftamtmanden over paa hans 
Værelse ; neppe vare de komne der , førend han 
sagde : „ Du bragte mig i Middags til at fortryde , 
Svigersøn , at jeg aldrig er gaaet den diplomatisfe 

Bei , saa havde jeg i Ungdommen leært , at holde mit 
Ansigt i stive Folder . “ 
„ Ja , det gjør mig ondt , jeg vidste ikke Noget 
om Forholdet , førend Alfred nu sagde mig , hvorledes 
jeg havde forsyndet mig imod Høfligheden . “ 
„ Det kan jeg tænke ; det skader ikke , den gode 
Dame er yderst besværlig . “ 
„ Vil Fader saa ikke see at indskrænke hendes 
Færd imod Susanne ? “ 
„ Susanne ! Hvad gjør hun hende ? “ spurgte 
Faderen opfarende . 
„ Hun trainerer hende som en Væddeløbshest . “ 
Alfred fortalte nu , hvad han havde bemærket , 
af Susanne maatte ' være paafærde tidlig og silde 
med alle Slags huuslige Bryderier , da Fruen 
havde paataget sig . af rette paa alle de mange 
Mangler , der fandtes i Huset , og af hun saavel som 
hele hendes Stab blev tagen ordenlig i Skole . 
Jomfru Ane havde ogsaa udøst sit Hjerte for sin 
unge Herre , hvem hun stadigt betragtede som sit særlige 
Pleiebarn , og havde yktrct , af hun kun taalte 
det , fordi Frøkenen heri gik dem forud med sit Exempel ; 
men af hun mange Gange havde været fristet 
til af sige det til Herren , da Frøkenen blev anstrengt 
for meget . Hun maatte om Dagen gjøre alle Slags 
huusligt Arbeide , som hun ikke var vant til , og da 

der blev undt hende liden eller ingen Tid til af 
vcere hos sin Moder , sad hun ofte mere end den 
halve Nat inde hos hende ; det var umuligt , af Frøkenen 
kunde holde det ud i Længden . 
„ Det er for galt ! “ udbrød Stistamtmanden , 
„ hvad tænker den Kone paa ? “ 
„ Hun vil overskride Grændserne , flytte Skjel , . 
som Matthias kalder det . “ 
„ Ja , det ville de Allesammen , disse Fremmede , “ 
sagde Matthias strengt . „ De mene , af kun de 
vide , hvorledes Verden skal styres for af gaae rigtigt 
efter deres Hoved ; det gjennemføre de i det Store 
som i det Smaa , de ville herske , de glemme , af de 
ere Gjæster og Fremmede , og af Gjæsten skal rette 
sig efter Husets Skik , hvad enten den behager ham 
eller ikke , og jeg forudseer , af de ville faae Magten , 
fordi man flipper Styret i eget Huns , Hjem og 
Land ; men — af hun tør vove slig Fremfærd imod 
Susanne ! “ 
„ Det skal blive anderledes , “ sagde Stistamtmanden 
bestemt , „ jeg vil dog vise hende , af jeg 
idetmindste er Herre i mit eget Huus . “ 
Døren sløi op i det Samme . „ Fader , Alfred , “ 
raabte Ingeborg , „ o , kom til Moder ! “ 
De kom ind i Fruens Soveværelse ; der laa 
den syge Moder i Susannes Arme , hun var vaagnet 

af et Blund i Vildelse , hun raabte atter paa Alfred , 
som hun troede , af man havde flilt fra hende , 
og da han bøiede sig over hende og talte med hende , 
kaldte hun ad Ada , hvem hun med bristende Stemme 
bad om at gjvre hendes eneste Søn lykkelig ; Ada 
rakte Alfred Haanden hen over den døende Moders 
Leie , og Alfred følte sig i dette Øieblik saligt forvisset 
om Adas Gjenkjcerlighed , som han i de senere 
Uger ganske havde tvivler om . Stiftamtmanden 
vovede ikke at sige Noget ; hans Hustru var døende , 
og han havde ingen anden Tanke ved Siden af 
denne Sorg ; en rolig Tilskuer vilde have tænkt over 
det Særsyn , at den ellers saa myndige , villiestærke 
Mand endnu tilsidst maatte bøie sig for den sygelige 
Villie , der paa denne gaadefulde Maade havde behersket 
ham hele Livet igjennem . Hans bedre Overbeviisning 
var bleven bragt til Taushed ved denne 
sidste Fordring , der ligesom af Døden stilledes til ham . 
Lægens Udsagn stadfæstedes , dette blev den sidste 
Opblussen af det snart udslukte Liv ; den Nat døde 
Fru Rud . 

Femtende Capitel . 
Døden og Sorgen . 
De ssrste Par Dage var Stiftamtmanden ligesom 
overvældet af sin Sorg , og denne var maaskee 
netop dybere , fordi Samlivet med hende ikke havde 
fyldt hans Aand og Hjerte . Den utilfredsstillede 
Higen og Søgen efter Noget , som ikke fandtes , var 
nu forbi for stedse ; men tillige havde han mistet 
Den , for hvem intet Offer var ham for stort , og da 
der intet virkeligt Samliv havde kunnet finde Sted , 
byggedes der ikke heller Bro over Svælget , der adskiller 
Levende og Døde . Han havde mistet Alt , 
hvad han i hende havde eiet . 
De første Dage efter sin Hustrues Død lukkede 
han sig inde i sine Værelser og vilde Ingen have om 
» sig uden Susanne ; underligt var det , af det af hans 
Børn , der var den fuldstændigste Modsætning til 
den forgudede Hustru , og det , der meesf lignede ham 
selv , var ham det kjæreste og i disse Dage det uundværligsle . 
Muligt var det ogsaa , af han mindedes 
Alfreds Ord , som bleve sagte lige i det Øieblik , før 
han kaldtes til den Døende , om af Fru v . Trottau 
anstrengte Susanne , og af han vilde skaane hende 

ved af beholde hende i sin Nærhed . Alfred hengav 
sig efter sin øjeblikkeligt opblussende Natur ganske 
til sin Smerte , men blev igjen lige saa let trøstet 
ved Adas Nærværelse , hende , som han nu ansaae sig 
som bunden til for Livet . Han takkede sin skjønne , 
elskede Moder for denne Gave ; Ada havde givet sit 
Samtykke , og . der kunde selvfølgelig , efter hans Mening , 
Intet være i Veien for hans Lykke , naar denne 
første store Sorg var traadt noget i Baggrunden . 
I denne Tid viste Matthias ret , at han følte 
sig som hørende ganske til Familien . Han var Stiftamtmanden 
en tro og dygtig Støtte i Alt , hvad der 
var at gjøre , og overtog nogle as de meest uopsættelige 
Forretninger , som bleve besørgede med megen 
Dygtighed . De maatte vel Alle spørge , hvorledes 
denne Tid skulde være gaaet for dem uden Matthias ; 
thi Alfred var og blev upraktisk og kunde 
især i denne Tid ikke betvinge sin Sorg for at tale 
med noget fremmed Menneske . , 
Susanne og Matthias saaes i denne Tid kun 
i Faderens Værelse , naar han kom derind for at aftale 
noget Nødvendigt med denne . Han var da 
kjærlig og venlig imod hende , som altid , og hun 
følte , at hun burde være ham meget taknemmelig , udtalte 
dette ogsaa , men paa en Maade , som smertede 
ham , da han meente , at hun idetmindste ganske 

burde ansee ham som hørende til Familien . Dog 
følte han godt , at det ikke var paa Tiden nu at 
trænge ind paa hende med Spørgsmaal ; men hendes 
Kulde var og blev ham en sørgelig Gaade . 
Begravelsesdagen var forbi , og nu følte Faderen , 
at han burde opmande sig og varetage alle de forskjellige , 
oste modstridende Interesser , der for Øiebltkket 
rørte sig i hans Huns ; dog førend han selv 
var kommen til at handle , havde Alfred fremkaldt et 
Optrin , der blev til bitter Sorg for ham selv og 
for hans Søster . 
En Dag , da Susanne træt og nedslaaet gik 
igjennem Dagligstuen , hvor han og Ada fade i Sofaen 
som to kurrende Duer , sagde han : „ Det er 
ikke smukt af dig , Susanne , at du ikke lykønsker os 
til vor Forlovelse . “ . 
„ Forlovelse ? “ udbrød Susanne forbauset og 
ilde berørt ved denne ubetimelige Forkyndelse . 
„ Ja , det hørte du jo selv var Moders sidste 
Ønske ; hun har altid ønsket , at jeg skulde blive 
lykkelig . “ 
„ Lykkelig ! troer du , det vil gjøre dig lykkelig , 
hun elsker dig jo ikke . “ 
„ Hvor tør du vove at sige Sligt ! “ udbrød Ada 
lidenskabeligt , idet hun brast i Graad . “ 
„ Ja , tør du paa din Samvittighed sige , at du 

vil elske min Broder i Liv og Død , i Lyst og Nød , 
- i Sorg og Glæde ? “ spurgte Susanne stærkt bevæget . 
„ Det kan du ikke med Sandhed sige ; skal min 
Brøder , der er saa ung endnu , ja meget yngre end 
du , tage tiltakke med Levningerne as et udbrændt 
Hjerte ? Du har smuldret dine bedste , friskeste Følelser 
bort paa Andre , og sandelig , det vil ikke gaae 
ham bedre end Nogen af disse . Har du gjort 
ham ulykkelig , som saamange Andre , som du ogsaa 
har gjort mig , saa har du fuldendt din Gjerning 
her i Huset . “ 
Heftigt grædende kastede Susanne sig paa en 
Stol , hendes Kraft var brudt , — hun saae kun 
Sorg og Jammer for dem Alle . 
„ Er du fra Forstanden , Susanne , hvad falder 
du paa at sige ! “ udbrød Alfred . 
„ Du bliver ulykkelig , og jeg , og vi Alle ; hun 
har allerede røvet mig — — — — “ Mere sagde 
hun ikke ; hulkende ilede hun ud af Værelset . 
Den Dag saaes Susanne ikke mere . Da det 
heftige Oprør i hendes Indre var nedkæmpet , følte 
hun sig saa syg og afkræftet , at hun ikke kunde 
tænke paa at vise sig . Hun bad Frøken Grove om 
at undskylde hende , og denne , der godt kunde forstaae , 
at Ro og Eensomhed maatte tjene hende bedst , lovede 
at paatage sig dette Hverv ; hun maatte ligge i flere 

Dage ; Lægen sagde , at hun vel ikke havde nogen 
egenlig Sygdom , men at den senere Tids Anstrengelse 
og Sindsbevægelse havde nedbrudt hendes 
Kræfter , og at det vilde være tilraabeligt for hende 
snarest muligt paa en Tid at forandre Opholdssted 
og modtage andre Indtryk . 
Imidlertid talte Alfred med sin Fader og bad 
om dennes Samtykke til hans Forlovelse med Ada . 
Faderen kunde ikke give sit Minde dertil med den 
Glæde , han havde ønsket , « aar hans eneste Søn skulde 
gjøre sit Valg for Livet . Han skjulte ikke alle de 
Grunde , han havde imod Forbindelsen : Alfreds store 
Ungdom og . Det , at Ada var fire Aar ældre end 
han og meget mere verdenserfaren ; denne Ueensartethed 
vilde voxe med hver Dag , de levede , istedetfor 
at formindskes . Det var ham ogsaa imod , at Ada 
havde været i hans Huus og under hans Beskyttelse , 
da det skete , og — vel havde han ingen bestemt 
Grund til Klage eller Misfornøielse ; men der var 
en dunkel Anelse hos ham om , at hun ikke var Den , 
hun syntes at være . Han havde aldrig kunnet overtale sig 
til mere end at øve streng Retfærdighed imod hende , 
fordi han havde paataget sig den Forpligtelse ; det 
var ham meget haardt ikke at kunne møde sin tilkommende 
Svigerdatter med varmere Følelser ; dog , 
Alfred forsikkrede ham , at hans Livslykke og Velfærd 

var afhængig af , at han kaldte Ada fin . — Den elskede 
Afdøde havde ønsket det , han bøiede sig endnu engang f , or 
den Villie , som han havde adlydt hele sit Liv , hans 
Samtykke skulde ikke nægtes ; men det blev givet betingelsesviis . 
Alfred skulde ufortøvet gjenoptage sine 
afbrudte Studeringer i Hovedstaden , og Ada skulle 
under Fru v . Trottaus Beskyttelse reise til sine Slægtninge 
i Tydskland paa et længere Besøg . I et Aar 
maatte de ikke sees ; da kunde de gjensidigt prøve deres 
Følelsers Bestandighed ; Alfred vilde derved mindre 
blive adspredt fra Studeringerne , og Ada kunde betænke 
sig , hun skulde ikke bindes . Dette var hans 
bestemte , urokkelige Villie . 
De to Unge meente , at det var meget strenge 
Betingelser ; dog fandt Alfred sig med meest Underkastelse 
i Faderens Bestemmelse ; deels var han vant 
til at lyde sin Faders Ord , og deels havde han en 
ydmyg Bevidsthed om , at han ved sin tidligere 
Ustadighed noksom havde givet Faderen Anledning 
til Tvivl , saa han følte , at han burde tie og bære 
det Savn , der paalagdes ham ; han vidste , at hans 
Kjærlighed var dyb og inderlig . Ada derimod klagede 
og følte sig meget forurettet . — Det havde da ikke 
været saaledes , da Susanne blev forlovet , hvorfor 
hun altid skulde foretrækkes ved alle Leiligheder ? — 
Heri istemte Fru v . Trottan med høi Røst ; dette 

rokkede nu vel ikke Stiftamtmanden , men det bidrog 
ikke lidt til om muligt at gjsre Kløften imellem 
Susanne og Broderen dybere . 
Et svagt Forsøg gjordes endnu af „ den naadige 
Frue “ paa at tilbyde sin „ normale Sygcpleie “ ved at 
foreslaae , at Susanne maatte anbetroes hende ; men et 
høfligt Buk af Stiftamtmanden og et „ Jeg har bedet min 
Ven Byfogeden om at overtage mine Forretninger i 
et Par Uger ; jeg selv trænger til en kort Forfriskning , 
og min Datter følger med mig “ , bragte Fruen 
til Taushed . Hun sukkede og tænkte : „ Der bliver 
aldrig Noget af hende , hun bliver saa forkjælet “ ; 
underligt var det , at hun aldrig endogsaa kun 
havde forsøgt paa at gjøre sine Opdragelsesevner 
nyttige ligeoverfor Ada ; men Comtesse Wildenow , 
der havde reist saa meget og indtog en saa fremragende 
Stilling — nei , det kunde da aldrig falde hende ind ! 

Sextende Capitel . 
Reiser filsøes og fillands . 
Omsider kom Dagen , da de to Damer skulde 
reise til Hovedstaden og derfra med et Dampskib 
videre til Holsteen . Her skulde Ada gjsre et kort 
Besøg hos Fru v . Trottau og saa afhentes til det 
Indre af Tydskland , hvor hun skulde være hos en 
Tante , der var Overhofmesterinde ved et af de 
mangfoldige fyrstelige Hoffer . Alfred havde opnaaet 
sin Faders Tilladelse til af reise med samme Lejlighed ; 
han vilde følge Damerne ombord og ordne alt Fornødent 
og kunde saaledes udsætte den frygtede Afsfed 
noget længer . Saavel Alfred som Ada sagde Susanne 
et meget koldt Farvel , der i sin nuværende 
sygelige Tilstand kun følte det som en ny Smerte , 
af hun ogsaa havde mistet sin Broder . 
Da Susanne ved de senere Dages Begivenheder 
havde faaet Syn for Sagn , af Adas Tilbøjelighed 
gjaldt hendes Broder og ikke Matthias , skulde 
man jo troe , af hendes Skinsyge maatte være beroliget ; 
men den Tanke havde bemægtiget sig hendes 
forpinte Sind , af Matthias elsfede Ada , af han 
havde taget feil af hende selv , og kun af Troflab 

ikke vilde hæve deres Forbindelse . Hun følte , af hun 
burde tale aabent med ham , men hendes Tilstand 
var en saadan nu for Tiden , af hun istedetfor Ord 
kun havde Taarer . Hvergang Matthias nærmede 
sig hende , brast hun i krampagtig Graad , som saa 
aldeles udtømte hendes Kræfter , af hun under heftig 
Hovedpine maatte lægge sig til Sengs . Matthias 
var meget bedrøvet , men han forstod hende aldeles 
ikke . Han talte saavel med Stiftamtmanden som 
med Frøken Grove , disse atter med Lægen , og denne 
meente , af hun ved af nndgaae al Sindsbevægelse og 
ganske af overlades til fin Fader snarest vilde tilbagevinde 
Sjælens tabte Ligevægt . Frøken Grove 
var den Eneste , der gjættede Noget af , hvad der 
foregik i Susannes Tanker . Hun havde klart gjennemskuet 
Adas Spil hele Tiden , og , som ovenfor 
fortalt , havde hun tidligere anseet det for sin Pligt 
af tale ; nu derimod , da Grunden til alle disse 
Forviklinger var fjernet , tænkte hun viseligen , af jo 
mindre det blev omtalt , desto snarere vilde Alt læges . 
Sknlde Susanne ndtale sig , da maatte det være for 
hendes Fader , og da vilde det vise sig for hende 
som en sygelig Indbildningskrafts Hjernespind . Faderen , 
der ikke havde bemærket Noget til alle de Coguetterier 
og Intriguer , haabede paa , af Ro vilde 
virke velgjørende ; han skød den meste Skyld paa „ den 
8 

kedelige Kone “ ; nu da hun var borte , og Susanne 
kunde komme til Ro efter de sidste Ugers Sorg og 
Sindsbevægelse , vilde Alt blive godt . Hans Plan 
var at bereise Sjælland med sin Datter ; de vilde 
begynde Reisen alene , og efter omtrent en Uges 
Forløb skulde Matthias træffe sammen med dem ; 
dog blev det aftalt , at det skulde være en Overraskelse 
for Susanne ; for Øieblikket troede hun , at 
Faderen skulde være hendes eneste Selskab i den 
Tid , de skulde være fraværende . 
De to Rejfende havde været paa deres Udflugt 
i omtrent en Uges Tid , og , som Faderen havde 
haabet , havde det rolige Samliv virket velgjørende 
paa dem Begge . Øer var en faa inderlig Forstaaelse 
mellem Fader og Datter i den fælles Sorg , 
at de ikke behøvede at paalægge sig Tvang i hinandens 
Nærværelse , og den Befrielse for det daglige 
Livs Gjerning tilligemed Afvexlingen af en Reise og 
Livet i vor deilige Natur virkede styrkende paa 
Begges overanstrengte Kræfter , saa den dybe Sorg 
snart afløstes af en blid Veemod . Susannes Tanker 
beskæftigede sig udelukkende med , at hun vilde tale 
med Matthias , saasnart hun kom hjem , og tilbagegive 
ham sin Frihed , som hun ikke tvivlede om , at 
han maatte ønske ; thi fljøndt Ada ikke gjengjældte 
hans Kjærlighed , vilde det dog være mindre smerteligt 

for ham , end af skulle hykle en Kjærlighed for 
hende , som han ikke følte . Hun vilde da forblive 
ugiff og aldrig forlade den elskede Fader ; thi for 
hende var det umuligt ut tænke paa en anden Kjærlighed . 
De 
vare saaledes naaede til de deilige Egne 
i Nordsjælland , hvor Skjønhedsglandsen ligesom er 
udøst med en Rigdom over vort Land ; her er ligesom 
Alt samlet , der gjør Naturen baade mægtig og 
yndig . Sundet med sine mange Seilere strækker sig 
langs den skovkrandsede , bugtede Kyst med de 
høie Banker og Kæmpehøie . De frugtbare Agere , 
deilige Skove og yndige Haver byde en Afvexling , 
saaledes af man uvilkaarligen gribes af den Tanke , 
af , naar den Natur , der sukker efter Gjenløsning og 
er Forkrænkelighed underkastet , er saa skjøn , hvorledes 
maa det saa blive , naar den nve Himmels og 
den nye Jords Herlighed skal aabenbares for os , . 
den Herlighed , hvoraf alt Det , vi nu see , kun er 
en fattig Afglands ! 
Her var det ved Udkanten af en Skov paa en 
Høi , der bød en sfjon Udsigt over Havet , af Susanne 
sad og hvilede sig under en skyggefuld , blomstrende 
Lind . Hendes Fader havde forladt hende , 
han var gaaet hen af aflægge et Besøg hos en Ungdomsven , 
der boede der i Nærheden ; hun havde 
8 * 

bedet om af faae Lov til af oppebie ham her , istedetfor 
af gjøre ham Følgeskab . Alt omkring hende 
aandede Sommerens Rigdom og Pragt . Lindetræet , 
som hun sad under , bang med sine tunge Blomstergrene 
næsten ned til Jorden , og Bierne summede 
i hver Blomsterklase . For hendes Fødder bølgede 
en Kornager , der begyndte af modnes , og udover 
denne hørte hun Bølgerne sqvulpe og saae ud over 
Sundet til den svenske Kyst . Hun selv følte sig saa 
ubeskrivelig fattig midt i al denne Rigdom , fattig 
paa jordisk Lykke , men ogsaa fattig paa Kraft til 
det Gode . Hendes Hjerte og Sjæl vansmægtede 
efter et Trøstens Ord ; da kom det , som med Aandcsusen , 
det var hende , som om Løvet hvislede : 
„ Lad dig nøies med Guds Naade , saa skulle alle 
disse Ting tillægges dig . “ — Ia , det var Det , det 
kom an paa ; men kunde hun det ? Hun var saa ung 
. endnu , hun havde længtes og rakt Haanden ud efter 
jordisk Lykke , hun havde ogsaa villet være den Dygtige , 
den Hjælpende , Styrende i Hjemmet — og nu 
— var det ikke tydeligt nok misf hende , af hun ikke 
heller formaaede Noget i den Retning ? Havde hun ikke 
med Admygelse maattet føle hele sin Mangelfuldhed 
i alle Henseender , men havde hun først tragtet 
efter Guds Naade ? — Nei ! — Forsf havde hun 
tragtet efter Menneskers Kjærlighed ; derfor var den 

ikke tilfalden hende , men tagen fra hende . — Ja , 
hun maatte i denne Stund bekjende , af hun Intet , 
slet Intet formanede . Da steg der et Suk op fra 
hendes Hjertes Dyb : Lad mig nøics med din Naade 
og Barmhjertighed ; lad mig takle dig , Fader i 
Himlen , for dit Evangelium , og af jeg tør høre til 
din Menighed , din hellige , almindelige Kirke ; saa i 
Frelserens velsignede Navn da , farvel jordisk Lykke ! 
— Alle Ting ere Eders ; men I ere Herrens . — 
Dette Ord kom til hende som Trost og Husvalelse 
i denne Stund . 
Hvor lcrnge hun saaledes havde siddet og ventet 
paa Faderen , vidste hun ikke . I flige store Øieblik 
tabes alt Maal for Tiden . Da hørte hun hurtige 
Skridt bag ved sig , og Nogen satte sig paa Bænken 
ved hendes Side ; hun troede , af det var Faderen 
og saae sig om , — det var Matthias . — Nn ! nu 
var Øieblikkdt kommet ! Hun blegnede og følte el 
Øieblik , som om Alt stod stille — Hjerteslag og 
Aandcdræt — det var , som om Alt standsede for i 
det næste øjeblik af banke desto voldsommere . Hun 
fog efter Veiret og blev alt blegere og blegere . 
Ordet svigtede hende ganske . Forskrækket over hendes 
lldseendc sagde Matthias : „ Kjærc , elskede Susanne ! 
har jeg skræmmet dig ? Naar pleiede du af være saaledes ? 
Du er syg ; men saa tal dog , af vi kunne 

pleie dig paa Sjæl og Legeme . Lad os dog faae af 
vide , paa hvad Maade du lider . “ 
„ Ja , nu er øjeblikket kommet , nu maa jeg tale 
med dig “ , gispede Susanne ; men der kom ingen 
Ord , kun Taarer og krampagtig Hulken . 
„ Susanne , hvad feiler dig ? du spænder mig 
paa Pinebænken , tænk dog paa , hvor længe og hvor 
taalmodig jeg har ventet , husk paa , af i vort Forhold 
er det umuligt , ae En lider alene , og af naar 
du lider , jeg maa lide med , og det uden af vide , 
hvalr der feiler dig . Det kan ikke være Sorgen 
over din Moders Døb alene , det turde ikke tages 
paa den Maade af dig , min Susanne , hvis Tro 
siger dig , ar vi ikke skulle sørge som de , der ikke have 
Haab . Har jeg uben mit Vidende saaret dig , da siig 
det , min Elskede , det vil jeg vide , det kan jeg fordre , 
for min store Kjærligheds Skyld . “ — Han tog 
hende i Favn og sagde Dette og meget Mere saa mildt 
og kjærligt , som han sormaaede ; men der laa en 
Alvor i hele hans Væsen og i hans Ord , der viste 
hende , at det smertede ham dybt , at hun ingen Tillid 
havde viist ham , at han ikke alene saae det som en 
Uret , han selv havde lidt , men som en Forsyndelse 
imod hele deres Forhold , der burde være klart som 
Dagen . Det slog ned som Lyn i Susannes Hjerte 
— der Hele var Indbildning ; hun havde hengiver 

sig til noget Uvirkeligt , været bange for et Spøgelse . 
Hun raabte : „ O , saa elsker du mig dog ! — 
saa kan jo Alt blive godt , saa tør jeg være lykkelig ! 
— o siig det endnu engang , du elsier mig og ikke 
— og ikke ! “ 
Susanne var som forvandlet ; der var i disse 
korte , afbrudte Sætninger en saa forunderlig Overgang 
fra Uro og ubestemt Angst til Glæde og Jubel . 
Matthias saae paa hende med Forbauselfe : „ Hvad 
mener du — tør være lykkelig ? Det tør vi visselig , 
naar Vorherre sender os Lykken , som jeg troer , han 
vil ; men førsi maa du sige mig Alt , hvad der , har 
trykket dig i den senere Tid foruden Eders fælles 
Sorg ; den burde du have deelt med mig , der saa 
oprigtigt dcelte den med Eder Alle : men der har 
hvilet en dybere Skygge over dig . “ 
„ Matthias ! jeg tvivlede om din Kjærlighed , jeg 
troede , at du havde taget seil ; at du , nu da du saae 
En , der var smukkere og mere indtagende end jeg , 
sølte , at jeg ikke var Den , du havde tænkt dig , og 
saa vidste jeg dog , at hun aldrig vilde kunne gjøre 
dig lykkelig . “ 
„ Var du skinsyg , Susanne , og du gik og taug . 
— Var det vel gjort af dig ? Burde du ikke have 
advaret mig , dersom du troede det ? Har du lovet 
at dele Ondt og Godt med mig , da burde du holde 

mig tilbage fra Synden ; men hvor kunde du falde 
paa det ? Hvem var det ? — Det kunde jo kun være 
Ada ; men din Broder elskede hende jo , det havde 
jo været lavt , rigtig lumpent af mig i enhver Henseende . 
Nei , det forstaaer jeg virkelig aldeles ikke , 
af du kunde falde paa . “ 
„ Tilgiv mig , Matthias ; men I vare jo altid 
sammen . “ 
„ Hvorfor vare vi det ? Fordi du aldrig var , 
hvor jeg var , du smuttede jo fra mig som en Aal ! 
— Jeg tænkte i god Tro , af din Moders Pleie og 
den kedelige Gjæst , I havde , tog al din Tid , og saa 
vilde du holde dig fjern fra mig . Susanne , kalder 
du det Kjcerlighed ? Nei , det veed jeg , flige Tanker 
kunde jeg aldrig fatte om dig ; jeg kunde ikke selv 
male sorte Pletter paa den Menneskesjæl , hvilken jeg 
seer som skabt i Guds Billede — og saa ikke tale , 
lade den kolde , klamme Taage indhylle hele dit Liv . 
O Susanne ! hvor kunde du nænne det ! “ 
„ Tilgiv , o tilgiv mig , kjære , kjære Matthias , 
jeg har havt Uret , jeg seer det jo nu ; og jeg har 
lidt saa meget . “ 
„ Ja , min stakkels lille Pige , det har du , og det 
er Det , der gjør mig ondt . Vi maae i Fremtiden 
virkelig i Aand og Sandhed dele Alt med hinanden . 
At du kunde tænke , al jeg kunde holde af Ada , naar 

du stod ved Siden , jeg veed virkelig ikke , om jeg 
skal blive mere fornærmet over , af du tiltroer mig 
saa flet en Smag , eller om jeg mere flap beundre 
din Beskedenhed . “ 
Dette sagdes spøgende ; han saae , af Susanne 
var stærkt bevæget , og han vilde have hende rolig , 
da han endnu havde Meget af tale med hende om . 
„ Jeg er tvertimod ikke uden Bekymring for 
Alfreds Lykke , og jeg tænkte , af jeg ikke kunde gjøre 
bedre , end af anvende den Tid , som jeg ikke fik Lov 
til af tilbringe i det kjæreste Selskab , til af prøve 
paa , om man kunde finde nogle ordenlige , fornuftige 
Begreber hos hende ; men jeg er bange for , af hun 
er meget overfladisk , og Alfred — med al hans 
Ustadighed er hans Natur ædel , og hans Indflydelser 
drage ham henimod Livets høieste og bedste 
Maal ; men saa ung , som han er , bunden til en saa 
forfængelig , hjerteløs Qvinde , hvad skal der blive as ? 
— Dog , vi ville ikke dømme Andre ; Alfred , der eros 
nærmest , er jo saa ung endnu , kun tyve Aar ; 
jeg , der er en halv Gang saa gammel som han , seer 
jo anderledes paa Livet ; men jeg vil ikke opkaste 
mig til Mentor for den unge Telemach . Vi maae 
feie for vor egen Dør , og saa vi To for hinandens , 
min egen Susanne ; naar vi først ere Mand og 
Hustru , maa der Intet , slet Intet saae Lov til 

at komme imellem os . Og nu — det har varet længe , 
førend jeg kom til Øet , jeg egenlig vilde tale med 
dig om ; Susanne , kan du nu snaresf muligt tænke 
paa at blive min , saaledes , at der ingen Skygger 
kan komme imellem os , om ogsaa der skulde komme 
Skyer over os . Jeg har talt med min Fader , og 
han har omsider givet ester for mine Ønsker ; vi 
maae jo nok indskrænke os lidt ; men den Gaard , 
han giver mig i Forpagtning , og min Mødrenearv 
ville dog sætte os istand til at komme ordenlig ud af 
det , og din Fader er villig til at opgive dig for min 
Skyld . Nu hviler der jo ikke heller saa Meget mere 
paa dig i Hjemmet . Ingeborg voxer til , og din 
Fader og de fo Søstre ville ofte kunne være hos os . 
Afstanden fra Byen er jo kun halvanden Miil ! “ 
Stiftamtmanden kom nu tilbage fra sit Besøg ; 
han blev overrasket ved at see Susanne som forvandlet . 
Hvert Spor af det overanstrengte , syge 
Udsæende var forsvundet . Hun lignede en stin Blomst , 
der aabner sit Bæger for Morgenduggen ; Dugdraaberne 
hang endnu ved hendes Øienhaar ; men 
hvilken Glæde var der udbredt over hele hendes 
Væsen ! Han havde mødt Matthias og meddeelt 
ham , hvor Susanne var at sinde ; men at en halv 
Times Samtale skulde have en saadan Virkning , 
det havde han aldrig ventet , og det var den rolige . 

besindige Mand , hvis Sjæl bevægede sig i faste , 
sikkre Tactslag , en Gaade , hvorledes slige Svingninger 
kunde finde Sted i et Menneskes Indre . 
Susanne henlevede endnu nogle nydelsesfulde 
Uger , imedens hun med de to Mennesker , hun 
elskede høiest paa Jorden , gjennemstreifede nogle af 
vore yndigste Egne , og her blev det afgjort , at Susanne 
til Esteraaret , snart efter Ingeborgs Confirmation , 
skulde følge Matthias til deres fælles nye Hjem . 
Attende Capitel . 
Hjemkomslen . 
Sommeren var allerede langt fremskreden , Høsten 
stundede til , da de naaede Hjemmet . Her fandt de 
Alle vel og tilfredse . Ingeborg havde havt baade 
Gavn og Glæde af sine Confirmationstimer , idet 
hun ved Præstens Tale til de Unge havde faaet 
Øiet aabnet for , af det ikke er ved en mørk , glædeløs 
Vragen af Alt , hvad Livet byder af Skjont , af 
man slider sig til af tækkes Faderen i Himlen . 
Pastor Qvist talte til de Unge som Den , for hvem 
Christendommen var et Liv og ikke en Lære , som Den , 
der selv havde erfaret Det , han talede om . 

Han sagde , af vi i Daaben vare blevne Guds 
Børn , af vi vel ifølge vor medfødte Synd kunde 
komme langt , langt bort fra Faderhuset , ja , af vi 
Alle fjernede os derfra til Tider i vort Liv ; men af 
vi , ved af ville vende tilbage til Faderhuset , stedse 
fandt Døren aabnet , af Det , af ville vende om , 
var i Aanden af tilegne sig Forsagelsen , af Faderen 
ilede os imøde i Daabspagten , og af vor Tro var 
Døren til det evige Hjem , som hverken Liv ellerDød 
kunne udrive os fra , naar vi eengang have 
givet os Faderen i Bold i Jesu Navn . 
Vi skulde altsaa ikke søge af tækkes Gud ved 
af pine og plage os selv i dette Liv ; det Kors , der 
var os tjenligt , vilde han selv tildele os , og kun 
det hjalp han til at bære ; kun det var den Byrde , 
der er let , det Aag , der er gavnligt . 
Pastor Qvist havde i mange Aar været Præst 
der i Byen og havde confirmeret saavel Susanne 
som Alfred ; han kom stundom i Stiftamtmandens 
Huus og havde megen Agtelse for dennes ædle 
og retsindige Charakteer ; men imellem de tv Mænd 
var der ikke kommet noget nærmere Forhold tilveie . 
Susanne og Frøken Grove kom hyvpigt hos Præstens , 
Alfred ligeledes , naar han var hjemme ; kanskee 
var Alfred netop Den , der nærmest interesserede 
Præsten , tildeels ved sin personlige Elskværdighed og 

kanskee vel ogsaa paa Grund af den ubestemte Wngstelse 
for hans fremtidige Udvikling , hvori han forstod 
at holde sine Venner . Nu var ogsaa Ingeborg 
bleven gammel nok til at faae Glæde af at leve med Familien 
i Præstegaarden , og i deres Eensomhed havde 
Frøken Grove med de to unge Piger ofte besøgt 
dem og forfrisket sig ved det frie og glade Familieliv , 
som herskede der . Der var en heel Flok unge 
Søskende , og iblandt disse følte Ingeborg og Ellen 
sig snart som hjemme . Præsten var en stor Elffer 
- af Sang og Musik ; dog var Musiken af en ganske 
anden Art end den , de havde lært ved Adas Ophold 
i deres Hjem ; thi her lød kun Fædrelandssange 
og Psalmer ; hver Dag maatte begyndes og endes 
med Sang , hvori Alle istemte , og det var tilvisse 
Præstens gladeste Timer , naar Lovsangen lød i 
Forening fra alle deres Læber , som Gud havde givet 
ham her paa Jorden . 
Det var med veemodblandet Glæde , at Familien 
atter samledes . Det var vistnok haardest for 
Stiftamtmanden at vide de Værelser tomme , hvor 
han i saa mange Aar forgjæves havde søgt et Samliv 
med sin Hustru ; men hans Natur var for sund , 
hans Aand for virksom , til at han ikke snart sknlde 
sinde Tilfredsstillelse i det Arbcide , der Livet igjennem 
havde holdt ham oppe . Han glædede sig over Susannes 

Lykke , og der fandtes intet Spor hos ham 
af den Fædre ellers iboende Egenkjærlighed , der vilde 
lægge Hindringer i Veien for Datterens Lykke for 
selv ikke at lide noget Savn . 
Nittende Capitel . 
Stal og Kirke . 
De faa Uger til Ingeborgs Confirmation henrandt 
snart , og ved Juletid sknlde Susannes Bryllup 
sinde Sted . Begge Familiebegivenheder sknlde 
høitideligholdes i Stilhed paa Grund af Moderens 
for faa kort Tid siden stedfundne Død . 
Til Consirmationsdagen ventedes kun Alfred og 
en gammel Onkel af den afdøde Moder , som i 
Hovedstaden beklædte et høit Hofembede , og som havde 
staaet Fadder til Ingeborg . Han havde i mange 
Aar ikke besøgt dem , og ingen af Børnene kunde 
huske ham ; kun Alfred havde nu og da hilst paa 
ham , naar han opholdt sig i Staden . Nu tilskrev 
han Stiftamtmanden , at han ønskede at være tilstede 
ved sin Broderdatter-Datters Confirmation . 
Dette skulde betragtes som en stor Wre , der blev 

Familien tildeel , og Stiftamtmanden udtalte ogsaa 
hent , at Gjæesten burde hæedres paa alle Maader ; 
dog følte man mere , end man saae , at han vilde 
have foretrukket at blive alene med sine Børn . 
Dagen kom , og med den kom den fornemme 
Gjæst ; foruden denne vare kun Pastor Qvist og hans 
Hustru efter Kirken budne til Middag hos Stiftamtmandens . 
Excellencen fra Hovedstaden hilste nedladende 
paa Provindsbypræsten ; dette lod Pastor 
Qvist ikke til at bemærke og tog med sin sædvanlige 
Frimodighed Deel i Samtalen ved og efter Bordet . 
Den fremmede Herre talte høfligt om Dagens 
Højtidelighed og om , at han havde været tilstede 
ved Ingeborgs Daab , og fremkom i Samtalens Løb 
med den Bemærkning , at en Confirmationshandling 
var langt høitideligere end en Daab , idet de Unge 
jo da frivilligt og bevidst aflagde deres Løfte . 
„ Dette kan jeg ikke istemme , “ sagde Præsten ; 
„ thi Deres Excellence maa huske paa , af medens 
Daaben er Vor Herres egen Indstiftelse , er Consirmationen 
en heel menneskelig Indretning , indført 
her i Landet under Christian Vl , der i og for sig 
kan være god nok , eller kunde være meget god , dersom 
den virkelig var frivillig ; men det er den jo 
ikke . Det er ofte en meget trang Dag for en alvorlig 
og samvittighedsfuld Præst , naar han skal 

tage Løftet af de Børn , søm kun blive konfirmerede 
af reent verdslige Grunde , hvor man hellere maatte 
ønske , af de aldrig aflagde Løftet , førend de vidste , 
hvad de gjorde . Confirmationen burde aldrig have 
Noget af gjøre med Lære- og Tjenesteaar , Skolegang 
og Selskabsliv ; det Ene kommer ikke det 
Andet ved . “ 
„ Min gode Hr . Pastor , det er jo dog nu engang 
Landets Love , og dem maa man følge . “ 
„ Ja , destoværre ! det maae vi endnu ; men vi 
see deri ret tydeligt , hvor daarlige menneskelige Love 
kunne være , naar de med vanhellig Haand gribe ind 
i Det , der hører Guds Rige til . “ 
„ Det er stærke Ord , De der bruger , min gode 
Hr . Pastor , husk paa , af Lovene gives af Kongen . “ 
„ Ja , men Kongen og hans Regering ere ogsaa 
syndige , skrøbelige Mennesker . “ 
Under denne Samtale havde Herrerne nærmet 
sig Bordet , hvor det øvrige Selskab sad ; den fornemme 
Gjæst var en lille , tyk Mand , der saae ud , 
som om han trillede , naar han gik ; han havde næsten 
ingen Hals , og imellem Skuldrene sad et rundt 
Hoved med et rødt Ansigt og smaa blinkende , kloge 
Øine ; dog var der Intet i dette Ansigt , der tydede 
paa , at Mandens Tankegang kunde løftes paa Aandens 
Vinger og hæve sig over Det , som i Verden 

kaldes Forstandigt ; desuden fandtes der et Udtryk , 
som stærkt vidnede om Herskesyge og Tyrannie . Idet 
de nærmede sig , sagde han med en qvækkende Stemme , 
i hvilken man tydeligt mærkede en tilbagetrængt Vrede : 
„ Deres Anskuelser , ærede Hr . Pastor , smage 
stærkt af Demagogernes statsopløsende Grundsætninger . 
Hvor bliver da Orden og Disciplin af , naar 
de Herrer Præster ville unddrage sig deres Forpligtelser 
som Undersaatter ? “ 
„ Deres Excellence misforstaaer mig ; dette er 
ingenlunde min Mening ; jeg kunde ikke tænke mig , 
at der kunde skee et Brud paa min undersaatlige Lydighed , 
ved at jeg i aandelige Ting kun kunde 
tjene en aandelig Herre , som er den Herre Christus . “ 
„ Talemaader ! Talemaader ! hvad mener De 
med det ? Religionen er nødvendig som en Institution 
til af opdrage Masserne og holde det balstyrige 
Folk i Tømme . “ 
„ Altsaa Guds Kirke paa Jorden skulde misbruges 
til af være Politimagt ? Nei ! vel er Guds 
Kirke i sin Fornedrelsesstand den stridende Kirke 
( Leciesia militans ) , men dog den frie Qvinde og 
ingenlunde Trælqvinden ; var hun det Sidste , da 
kunde hun ikke stride , da var hun i Bast og Baand . “ 
„ Min kjære Herre ! lad mig blive fri for alle 
Deres høitravende Sammenligninger eller Billeder , 
9 

søm de Geistlige vel kalde dem ; jeg forstaaer ikke , 
hvad De mener . Vil De staae udenfor det borgerlige 
Samfund og ikke adlyde Kongen ? “ 
„ Nei ingenlunde , “ svarede Præsten med et 
Smil , „ vi Præster maae jo allerførst see af foregaae 
med et godt Exempel i Henseende til af være Øvrigheden 
lydige , for af vore Menigheder ogsaa kunne 
lære Lydighed . “ 
„ For Pokkeren ! hvad vil De da ? “ 
„ Jeg tænker , og mange af mine Embedsbrødre , 
der gjerne ville være rette Præster , tænke som jeg , 
af vi i Alt , hvad der hører Aandens Verden til , 
kun maae dømmes af en aandelig Ret . Førsf og 
fremmest af Guds Røst i vor egen Samvittighed 
og dernæst af troende Hyrder og Tilsynsmænd ; jeg 
troer , at vi tjene Vor Herre og Menigheden , og det 
er Gudskeelov ikke at tjene to Herrer , da Brudgom 
og Brud ere Eet . Jeg troer , at det er en Feiltagelse , 
naar et Cancellie skal kunne besal-c mig at 
ægtevie Fraskilte imod Frelserens bestemte Bud , at 
jeg skal døbe med Tvangsdaab , forfølge og anklage 
anderledes Troende , og endelig , at jeg skal confirmer 
Børn , der end ikke have det tarveligste Begreb om 
det Løftes Alvor og Hellighed , som de skulle aflægge , 
kun fordi Forældrene ville have , at de skulle ud at 
tjene ; de kunne jo tjene uden at have bekræftet deres 

Daabspagt ; men de kunne ikke bekræfte Daabspagten 
uden at lyve før Herrens Aasyn , naar de ikke frivilligt 
bekjende sig til at førsage Djævelen , og troe 
paa Gud Fader , Søn og Helligaand . Og endelig “ , 
tilføiede han smilende , „ synes mig , at alt Dette 
maatte kunne skee , uden at de Paagjældendd leverede 
Koppeattest , for det har da Intet med Troen at bestille , 
men maatte blive Distriktslægens Sag . “ 
„ Aa saaledes ! de gøde Herrer Præster ville 
have det mageligere , det kunde jeg da nok tænke , ha 
ha ha ! “ spottede Excellencen , „ men hvad siger min 
Hr . Neven , vor ærede Vært , til alt dette Hersens ? “ 
Stiftamtmanden havde været en taus Tilhører . 
Han stod saaledes til Sagen , at han hverken kunde forfægte 
eller angribe den ; han var til Trods for sin 
personlige Stolthed en altfor frisindet og Oplysning 
elskende Mand , til at han ikke skulde føle en indre Modstræben 
mod Samvittighedstvang ; han holdt meget af 
Præsten , de havde i en Række af Aar levet i nøie 
Venskabsforhold og ofte virket i Overensstemmelse ; 
men han var ikke ganske paa det Rene med sig selv , 
hvorvidt det var muligt at gjennemføre Det , som 
Præsten opstillede som ønskeligt ; det var ham endnu 
en fremmed Tanke , og dette udtalte han : „ men “ , 
tilføiede han , „ jeg har rigtignok aldrig kunnet forsone 
mig med at skulle , paa Embedsvegne , forlange , 
s * 

at Baptisterne enten løde deres Børn døbe eller bleve 
viste ud af Landet ; de ere stille , arbeidsomme Folk 
og gøde Borgere , det forekommer mig at være uretfærdigt , 
at de ikke tør lroe , som de ville og kunne ; 
heller ikke kan jeg putte Folk i Fangehullet , fordi 
de holde gudelige Forsamlinger og synge Psalmer , 
derfor ere de ikke at agte lige med Tyve og Røvere . “ 
„ Ja , ja , det er nu Altsammen godt nok , “ sagde 
den gamle Herre ; „ men Kongen har dog nu engang 
den øverste geistlige og verdslige Magt . “ 
„ Denne Magt overlader han dog vel nærmest 
til sit Cancellie ; “ tog Matthias nu til Orde , der 
hidtil eftertænksom havde lyttet til Samtalen . „ Og 
naar man tænker efter , hvorledes det er gaaet med 
den verdslige og kirkelige Magt , saa troer jeg grant 
at kunne see , at Vor Herre ikke har villet have den 
forenet ; men at det fra de første Tider af har 
været Menneskepaafund . Lad os see til Jøderne , 
det gik dem ilde , baade legemligt og aandeligt , da 
deres Konger ogsaa vilde være Ypperstepræster og 
Profeter , de henfaldt til Afgudsdyrkelse og bleve førte 
i det babyloniske Fangenflab . Da vor Herre og 
Frelser opstod iblandt dem , vare de under Romerherredømmets 
Tryk ; men det øvede ingen aandelig 
Magt ; de værste Christenforfølgelser sandt Sted , da 
Romerne , det dygtigste Verdensfolk , vilde være 

aandeligt . Kirken blomstrede , da Paven ingen jordisk 
Stat regerede ; da Paverne fik jordisk Magt , forfaldt 
den romerske Kirke , og Reformatorerne maatte fremstaae . 
Og nn efter Reformationen ? Har det været 
til Velsignelse for Troeslivet i Norden , at Kongerne 
forvandlede Menigheden til Statskirke ? “ 
„ Det er jo ikke alene her i Landet , at det 
finder Sted ; saa det kan da ikke være saa uhensigtssvarende , 
som de Herrer mene , “ sagde Excellencen 
vredt . 
„ Ikke uhensigtsmæssigt i Henseende til Forvaltningen ; 
nei , den bliver vel tvertim od lettere ; men 
Livet maa sygne hen “ , svarede Matthias . 
„ Naa , De er en rar Adelsmand , min unge 
Herre , der ikke vil skøtte Hs . Majestæts Regering . “ 
„ Jeg er først og fremmest en fribaaren dansk 
Mand , der vil kæmpe for sin Overbeviisning efter 
bedste Evne ! “ 
Naar Dansken i Verden vil sægte . 
Men bølger sit Aasyn og Navn , 
Jeg veed hans Aand er ei ægte , 
Jeg tager bam ei i Favn . 
„ Er det ikke en af vore største Skjalde , saa er 
det dog vor elskeligste Sanger , som siger dette , og 
det har jeg i Sinde at tage til mit Valgsprog , som 
Middelalderens Riddere gjorde , “ sagde Matthias , 
idet han bukkede . 

Det var blevet silde , man brød op . 
„ Tak for god Hjælp “ , sagde Præsten spøgende 
til Matthias , da de i den maaneklare Aften stode 
paa Trappen udenfor Huset . 
„ Det var da en sær , underlig Rede at være 
kommen ind i “ , tænkte Excellencen , da han var ene 
paa sit Værelse . „ Jeg er glad ved , at jeg reiser 
hjem i Morgen , de Mennefler , ere jo gale , og 
Stiftamtmanden gaaer jo dog ellers for at være en 
ret fornuftig Mand . Hm hm ! “ 
Tyvende Capitel . 
Sorrig og Glæde de vandre filhobe , 
Lykke og Ulykke gange paa Rad . 
Susanne var nu bleven Matthias Grams Hustru . 
Ingen af de To kunde tænke sig deres ægteskabelige 
Samliv anderledes end i ydmyg Efterlignelse as 
hint Wgtepar i Cana ; de bøde Vor Herre med til 
Bryllup , og de bade af et ydmygt Hjerte om , at han 
vilde tage Bolig hos dem . 
Susanne kunde ikke tænke paa at forlade sin 
Faders Huns og begynde et nyt Liv , uden ved Alteret 

at have hørt de Ord , Herren taler til os : 
„ Mit Kjød hengivet før Eder ; mit Blød udgydt for 
Eder . “ Kun paa denne Maade tøg de ham aandelig 
med øver i deres nye Hjem , til det nye Liv . 
Kun ved at føle sig i de Helliges Samfund , trøede 
de , at deres Wgteskab var helligt og Gud velbehageligt , 
et ret christent Wgtcskab . 
Dag søm intet Jordiskt er fuldkomment , saa 
var der ogsaa et Skaar i Susannes fulde Lykke , 
idet hun med Kj ærlig hedens fine Følelse sornam , at 
Alfred ikke følte for hende som tidligere ; han havde 
aldrig glemt hendes heftige Ord , da hun hørte om 
hans Forhold til Ada , og de æggede ham kanskee 
end mere , fordi han ubevidst havde en Frygt for , 
at de kunde være sande . Det smertede baade Susanne 
og hendes Mand dybt ; men de haabede paa , 
at Tiden vilde mildne ham og føre ham tilbage til 
Søsteren i gammel Kjcerlighed . 
Meget maatte desuden optage Susanne i hendes 
nye Forhold , hun skulde nu først egenlig lære sin 
gamle , venskabelige Svigerfader at kjende , hun havde 
kun seet meget lidt til ham , da han næsten aldrig 
forlod Hjemmet , og Susanne under Moderens lange 
Sygdomstid ogsaa kun kunde aflægge korte Pligtbesøg 
hos ham . 
Hun havde den Glæde , at Svigerfaderen syntes 

godt om hendes Selskab og ønskede ofte at have 
dem om sig ; hvad enten det nu var , at han virkelig 
godt kunde lide hende , eller at han var tilfreds med 
sig selv over at have overvundet sin Egenkjærlighed 
og givet sit Minde til Sønnens Giftermaal , eller 
kanskee begge Dele i Forening , er vanskeligt at sige . 
Ret Meget havde han ikke ossret ; Sønnen havde ærbødig , 
men bestemt talt med ham og sagt , at han , 
der nu var tredive Aar gammel , vel havde veiet og 
prøvet sine Kræfter , at han følte sig skikket og dygtig 
til at søge et Embede , og dette vilde han gjøre , da 
der nu ingen Grund var for Nogen af dem at vente 
længer med Brylluppet . Angsten for , at dette Embede 
kunde komme til at ligge langt borte fra ham 
selv , havde grebet den Gamle , og han havde overvundet 
sig til at afstaae Noget af sit jordiske Gods , 
hellere end at miste den eneste Søn fra sin umiddelbare 
Nærhed . At han derved snarere havde vundet 
end tabt , indsaae han nu først tilfulde . 
Vi ville nu foreløbigt overlade de unge JEgtefolk 
til deres huuslige Lykke og følge Alfred , som 
virkelig med megen Flid og Iver havde taget fat 
paa sine Studeringer , og han følte snart , at det kun 
kom an paa Villien , for at hans ualmindelige Aandsevner 

kunde naae deres fulde Udvikling . Faderen 
havde ikke forlangt , at han skulde vælge noget egenligt 
Brødstudium , ei heller tage nogen Examen ; men 
han skulde vise Alvor og Udholdenhed i Det , der 
meest tiltalte ham . 
Han havde da valgt Historien som sit Studium , 
og navnlig Culturhistorie , og man kan vel sige , at 
denne Tid af hans Liv var hans Blomstringstid i 
enhver Henseende . Brevvexlingen med Ada gik meget 
ivrig ; men de saaes ikke , da han ikke vilde reise , 
førend han havde faaet en Afhandling færdig , der 
skulde bevise Faderen og hende , at han ikke havde 
spildt sin Tid . Hans Breve til hende udtalte stedse , 
hvorledes han stræbte og arbeidede for at vinde 
hende ; men havde Nogen seet ham , naar han modtog 
og læste hendes Breve , da vilde man vel have 
bemærket et Udtryk af Veemod paa hans sine , aandfulde 
Ansigt , der viste , at hans Hjerte følte sig 
skuffet . Dog snart overtalte han sig selv , at det 
ikke kunde være anderledes ; hun var den skjønne , 
dejlige , glimrende , feirede Fee fra de arabiske Eventyr ; 
Alle beundrede hende , maatte bøie sig for hende ; 
men han havde været den Senende , havde vundet 
Skatten . 
Saaledes henrandt to Aar fra den Tid , Moderen 
var død , og Ada havde forladt Stiftamtmandens 

Hnus . Det var igjen langt ud paa Efteraaret ; 
da kom der Brev fra Alfred , hans Afhandling 
havde vundet Hæder og Berømmelse , han havde 
taget Magistergraden , og om et Par Dage kunde 
han ventes . Han havde samtidigt skrevet til Faderen 
og til Ada . Dagen til hans Ankomst var bestemt , 
og Susanne var kommen hjem til Faderen med sin 
lille Datter , for at være med ved Broderens Modtagelse . 
Vognen kom noget før , end den var ventet . 
Hun var i det Øieblik alene i Dagligstuen , hun 
ilede ud paa Trappen med et „ Velkommen og til 
Lykke , kjære , elskede Broder ! “ hun vilde saa gjerne , 
at Alt skulde være glemt . — Langsomt vaklende steg 
han ud af Vognen , bleg , med bøiet Hoved gik han 
med slæbende Trin opad Trappen ; hun strakte Armene 
ud , vilde omfavne ham — kold og uvenlig skød 
han hende tilside , ligesaa de yngre Søstre , der vare 
ilede til ; nu viste Faderen sig . „ Fader , min gode 
Engel har forladt mig ! “ udbrød han . „ Du er syg 
Alfred , kom ind i mit Værelse “ , sagde Faderen , 
trak ham ind og lukkede Døren efter dem . De 
talte længe sammen , medens Søstrene i ængstelig 
Spænding flokkedes i Dagligstuen . Faderens Stemme 
lød først harmfuld og streng , gik derpaa over til af 
trøste og formane ; omsider kom han til sine Døttre ; 
Alfred lod sig ikke see . 

„ All er forbi imellem Ada og Eders Broder , “ — 
sagde han — „ vi maae enes om af prøve paa , hvad 
vi kunne gjøre for af trøste og støtte ham nu i dette 
Øieblik ; han føler sig meget ulykkelig , troer , af han 
aldrig vil kunne glemme hende . Dette er nu vel 
ikke til af antage . Gud fkee Lov behøver al Glæde 
i Livet ikke af afhænge af hende og hendes Lige ; 
men hendes Forfængelighed og Overfladiskhed overgaaer 
endnu Ml , hvad jeg ' har seet , og af hun har 
Vovet af misbruge mit Huus og min Søn til sin 
samvittighedsløse Leg , det er for Meget . “ 
Han vidste ikke , af hun havde været nær ved 
af forspilde Susannes Lykke ligesaavel som Broderens . 
„ Hvad angiver hun som Grund , og hvorledes 
har Alfred faaet det af vide ; han ventede jo ikke 
Brev , førend han kom hertil ? “ spurgte Ingeborg . 
„ Hvad er Grunden ? Der har tilbudt sig et bedre , 
rigere , og fornemmere Parti i en tydsk Rigsgreve 
med Titulatur af „ Erlaucht “ . Det har længe været 
paa Bane , medens hun skrev Kjærlighedsbreve til min 
Søn ; i disse Dage finder Brylluppet Sted . Alfreds 
Brev , hvori han meddeler hende den Wre , han har 
vundet , og hendes med Opsigelsen have krydset hinanden ; 
hun anmoder ham om at bede mig udbetale 
hendes Formue , da hun nu er myndig . Det Sidste , 

hun gjør , er at benytte ham som Bud . At dette 
skulde hændes min Søn og mit Huus ! “ 
Dette Sidste var øjensynlig det Haardeste for 
den stolte Mand : han troede , at Sønnen , der var 
saa ung endnu , i Tiden vilde forvinde Sorgen , han 
kunde ikke tænke , at en Mand med Selvfølelse kunde 
vedblive at holde af en Uværdig ; men han betænkte 
ikke , hvor stor en Skuffelse det var , og hvor let 
netop et ungt Menneske , hos hvem Følelse og Indbildningskraft 
vare fremherskende , vilde blive tvivlende 
og mistænkelig . 
Alfred blev hjemme i nogen Tid , Søstrene vare 
kjærlige og deeltagende ; men de kunde ikke tale meget 
med ham . Om Det , der laa dem nærmest paa Hjerte , 
kunde der ikke tales , og for almindelig Samtale var 
han ikke modtagelig . Matthias og Susanne indbøde 
ham til et længere Besøg hos sig , men det afviste 
han kort ; han kunde ikke taale at fee paa deres 
Lykke , deres kjærlige , tillidsfulde Samliv . 
Musik taalte Alfred ikke heller ; Fortepianoet 
turde ikke aabnes i hans Nærværelse , alle hans gamle 
Sysler vare uden Glæde og Tillokkelse for ham . 
Faderen foreslog ham en Udenlandsrejse ; dette afslog 
han , han frygtede for at møde Ada , der nu hed Grevinde 
v . G . . . , og han havde en Følelse af , -at han ligesom 
vilde være istand tilatslaae hendes rige Mandihjel , hvor 

han saa traf paa ham . Hans Mfringer i denne Tid 
vare sørgelige at høre paa ; det milde , . elsfværdige 
Menneske var som forvandlet . — „ Der var Intet 
værd at leve for i Verden ; man vidste ikke , 
hvad man skulde her , man blev født uden at spørges , 
voxede op , som Paddehatte , blev traudt og sparket af 
en Fod ligesom disse , og saa — var det forbi . “ 
Dette sagde han en Dag til Ingeborg ; men da 
han saae hendes Smerte og Forfærdelse , blev han 
selv bange ; hun blev veltalende i sin Harme og Sorg 
over , at han turde vove saaledes at gaae i Rette 
med Vor Herre ; dette hjalp tilsyneladende , han dristede 
sig ikke længer til at tale saaledes til hende , 
og dog søgte han hende meest ; de spadserede sammen , 
og hun taalte hans Drillerier , der nu vare ganske 
anderledes bittre og haanende end hans tidligere , 
godmodige Spøg ; især var det altid Qvinderne , det 
gik ud over , deres Letsind , Pyntesyge og Forfængelighed , 
og ethvert Selvforsvar paa deres Vegne , som 
Søsteren vovede , blev siaaet ned med den almindelige 
Sætning , at Alle vare de som Een , og Ingen til at 
stole paa , de vare falsfe som Havets Skum . 
Sluttelig følte han dog , at Dette ikke kunde 
vedblive saaledes , han foretog sig Intet , omgikkes 
Ingen af den sædvanlige Kreds , men trak sig tilbage 
til sit eget eller Faderens Værelse , naar der kom 

Nogen i Besøg . Præstens Tilnærmelse afviste han 
kort ; Faster Hildeborg , som han ellers havde holdt 
saa meget af , flyede han , da han frygtede for at høre 
en skarp Fordømmelsesdom fra hendes Læber over Ada ; 
en saadan havde han dog neppe faaet at høre ; men 
han gjættede hendes Tanker rigtigt ; thi hun sagde til 
sine Broderdøttre , at det havde hun aldrig ventet 
vilde komme anderledes . Ada havde jo ikke andet 
Hjerte end det Steenhjerte , hun gik med om Halsen . 
Uden at tage Afsked med Nogen , eller i det 
Hele at have talt med Nogen , reiste Alfred ind til 
Hovedstaden igien . Han vilde arbeide og studere 
og vilde være i Nærheden af de nødvendige Hjælpekilder 
dertil . Matthias og Susanne havde han ikke 
besøgt og havde holdt sig meget fremmed ligeoverfor 
dem , naar de kom . 
Matthias havde engang fortalt Stiftamtmanden , 
hvor ulykkelig Susanne havde været for Adas Skyld ; 
han udtalte det som sin Mening , at Ada kun havde 
villet drille baade Susanne og Broderen paa en 
ondskabsfuld Maade ; men Stiftamtmanden tænkte , 
at dersom Matthias ' Hjerte ikke havde været saa fast 
knyttet til hans Datter , da vilde hun havt den 
Hjertesorg , som nu rammede Sønnen ; thi Ada var 
samvittighedsløs nok til at lege med Broderen , medens 
hun røvede Søsteren den Mand , hun elskede høiest 

paa Jorden . At hun ikke havde taget til Takke med 
Alfred , naar Matthias var at naae , var sikkert , 
eftersom hun vel vidste , at Matthias eiede den 
firedobbelte Rigdom . 
Eetogtyvende Capitel . 
Medgang og Modgang hinanden filraabe , 
Solskin og Skyer de følges og ad . 
Matthias og Susanne havde nu været lykkeligt 
gifte i henved tre Aar . Paa den lille førstefødte 
Pige fulgte en Dreng , og det er ved hans Vugge , 
vi gjenfinde Susanne en skjøn Sommermorgen . 
Hun fad med sit spæde Barn paa Skjødet og 
var endnu noget svag efter sin nvsoverstaaede Nedkomst . 
Bekymring over Alfreds Skæbne , hans Kulde 
imod hende og hendes Mand og hans haardnakkede 
Taushed havde nedtrykt hende , og hun kunde ikke 
gjenvinde sin gamle modige og glade Sindsstemning . 
I dette Øieblik var Sorgen over Syndestraffen „ med 
Smerte skal dn føde dine Børn “ mere oppe i hendes 
Sjæl end Glæden over , „ at et Menneske var født 
til Verden . “ Det faldt hende svært paa Sinde , at 
en Moders første Smerte ikke bliver den sidste , at 

en Moder , hvem Barnets sande Vel ligger paa 
Hjerte , vil fole haardere Smerte , dybere Sorg ved 
hver syndig Attraa , hun seer hos sit Barn , at 
hele Barnets Opdragelse er „ at føde det med Smerte . “ 
Hun kunde ikke alene , ikke engang med sin Mands 
Hjælp og Støtte , bære denne Byrde . 
Længæ sad hun saaledes hensunken i veemodige 
og forsagte Tanker ; da sendte Vor Herre hende Lys , 
Mod og Glæde . Hvad skal jeg dog sørge over , jeg 
kan jo Intet udrcttte ; men vi vide jo , at Han kan 
Alt . — Hvor vil jeg usle Orm tænke paa at løfte 
Det , jeg ikke skal løfte ; lægger jeg mit Barn i , hans 
Frelserarme , der har sagt : „ Laber de smaa Børn 
komme til mig “ , saa vil han nok have Omsorg for 
det . Han alene kan lede det ved sin høire Haand 
og skrive sit Navn i dets Hjerte . Ja ! — jeg maa 
tale med Matthias — paa Søndag maa det døbes , 
saa drager den Stærkeste Læsset og sender Englevagt 
til Vuggen . Hvad behøver jeg saa at sørge og plage 
mig ; hvem Herrren giver et Embede , giver han ogsaa 
Forstand ; thi han er mægtig i den Svage . “ 
Matthias bifaldt hendes Ønske om at faae den 
lille Dreng døbt snarest muligt . Han var ogsaa enig 
med hende i , at de vilde skrive til Alfred og bede 
ham være tilstede ved Daaben og staae Fadder til 
sin Søstersøn . Susanne vilde selv bære ham frem 

til Daaben , og begge Bedstefædre med Alfred skulde 
staae Fadder saavelsom Frøken Grove . Johannes 
fluide han hedde . Løverdag Aften indløb der Svar 
fra Alfred ; Brevet var vel ikke saa koldt som de 
faa Breve , de i de senere Aar havde modtaget ; men 
det var underligt exalleret og sygeligt ; han tnrde ikke 
komme og staac Fadder til deres Barn , det vilde 
kun bringe Ulykke ; desuden indrømmede han af 
vcrre syg og ilde tilmode i enhver Henseende . Matthias 
sagde da : „ Jeg reiser ind og seer til Alfred 
Dagen efter af Ørengen er døbt , og er han syg , 
vil jeg fee af faae ham med herud , da vil han have 
godt af Landluften i Sommertiden . “ 
I det første Øieblik var Skrækken større end 
Glæden , da Alfred en tidlig Formiddag fade Matthias 
træde ind hos sig . I sit Hjerte længtes han 
efter sine Nærmeste ; mm som han nu havde det , 
manglede han Mod til af nedbryde den Skillevæg , 
han selv havde opført imellem dem . Han trængte 
til Hjælp og frygtede dog for det Øieblik , da han 
selv maatte begynde med Selvbekjendelser og Tilstaaelser , 
der vare ydmygende . Alfred havde , fra det 
Øieblik , han kom til Hovedstaden efter af være bleven 
skilt fra Ada , taget fat paa Vrangen af Livet . I 
sin Fortvivlelse havde han søgt af glemme istedctfor 
af bære det tunge Minde som en Mand og 
10 

ved Arbeide af løfte Sind og Tanke til noget Bedre , 
overladende til Tiden af lette Byrden . 
Hans udmærkede Evner voldte , af han blev 
meget søgt ; men han blev søgt af Mange , som bon 
i bedre Tider vilde have undgaaet , han lod sig 
bruge til at more Selskaber med sit spillende Vid 
og Lune , medens han selv kun søgte at bøve Fortvivlelsen . 
Vi 
kunne ikke følge ham i disse spildte Aar af 
hans Liv ; men det vide vi Alle , at Livets Vrangside 
er et fælt Vrængebillede af Livet selv , at det vrænger 
ad Alt , hvad der bør være Menneskene meest helligt 
og dyrebart , at dets Glæde er falst , dets Lys en 
Lygtemand , dets Liv en uvirkelig Skintilværelse . 
Hver Dag blev begyndt med nye Forsæt , nye 
Planer , tusende Arbeider bleve begyndte , intet suldforf ; 
hans egen bedre Natur oprørtes ved det Liv , 
han førte ; men nu følte han med Sorg , hvad der 
manglede ham . Evner og Talenter havde han udviklet , 
men aldrig styrket sin Villie , og hans Charakteer 
var ydermere bleven svækket ved Moderens 
svage , tilbedende Kjærlighed og Faderens Mangel 
paa Forstavelse af en hans egen saa modsat Natur . 
Matthias fandt ' ham syg paa Sjæl og Legeme , han 
var først indesluttet og asvisende , han troede , at den 
sindige , ypperlige Matthias vilde dømme ham haardt . 

ikke vilde kunne forstaae hans Farer og Fristelser ; 
men Det , der særligt udmærkede Matthias , var Taalmodighed , 
og denne fik han god Brug for i de 
Dage , han tilbragte med Alfred . Lidt efter lidt 
kom en Bekjendelse frem om de spildte Aar og den 
Fortvivlelse , som havde været Aarsag dertil . Imod 
Forventning kom der ikke en Bebrejdelse over Matthias ' 
Læber . Hvortil det ? Alfred saae jo sin Synd 
og Skrøbelighed tilfulde . — Ikke engang en Wring 
af Sorg over , saa ganske at være bleven glemt og 
forsømt , siden han var bleven Søsterens Wgtemand , 
maatte Alfred høre , kun kjærligt opmuntrende Tiltale , 
og indstændig Opfordring til at komme ud til 
dem , til deres Gaard . Matthias skrev til Susanne : 
„ Jeg kommer ikke hjem , uden jeg saaer ham med ; 
reiser jeg uden ham , saa glemmer han alle Løfter 
og falder sammen i Villieløshed . “ 
Omsider blev med Matthias ' Hjælp Alt pakket 
sammen , Boligen blev opsagt , og ve reiste ud til 
den yndige Lindeskov , hvor Susanne modtog dem 
med Glæde ; det var , som om der aldrig havde 
været Noget i Veien imellem hende og Broderen , 
hun havde glemt hans Kulde og Uvenskab og ønskede , 
at der ikke maatte blive andre Minder tilbage om de 
tre Aar , der nu vare henrundnc , siden de havde 
levet sammen , end de kjære , lyse Minder om al den 

Lyksalighed , Samlivet med hendes Mand og Børn 
havde beredet hende . 
Det Haab , som de Alle havde hengivet sig til , 
at den legemlige Sundhed vilde vende tilbage med 
den aandelige , svigtede , da Sommeren veg for Efteraaret . 
Han følte sig vel ved at oære i Søsterens 
Hjem , i den yndige Egn og iblandt hendes Børn ; 
stundom opmandede han sig til ikke at være ganske 
uvirksom ; han hjalp sin Svoger ved hans Forretninger 
og benyttede ogsaa Matthias ' gode Bogsamling til 
selvstændigt Arbeide . Men det viste sig snart , at 
hans Kræfter vare for ringe til , at han kunde foretage 
sig noget Rigtigt , og uagtet al god Pleie toge 
de af Dag for Dag . Faderen var den Sidste , der 
saae Det , som uundgaaeligt maatte komme . Han 
havde Livet igjennem været vant til al minde Sønnen 
om hans Pligter , og Alsreds hele Charakteer 
var ham saa fremmed , at han vanskeligt fik Syn for , 
at han nu virkelig Intet formanede , og den hele Tilstand 
hos et saa ungt Menneske satte hans Taalmodighed 
paa en stærk Prøve . 
En kort Tid var Alfred hjemme ; men snart 
vendte han tilbage til Susanne og Matthias , hvis 
Taalmodighed aldrig ffvigtede dem , og jo mere hans 
Legeme sygnede , desto stærkere følte han , at den aandelige 
Luft i dette Huus helbredede hans Hjerte . 

Denne lange Hensygnen gav ham Lejlighed til at 
gjennemgaae hele sit Liv ; han erkjendte med Taknemmelighed . 
den menneskelig ndmcerkede Opdragelse , 
hans Fader havde ladet ham eg dem Alle blive til 
Deel ; han var opdragen i Gudsfrygt og Wrbødighed 
for det Høieste ; men havde det kunnet holde ham 
oppe i Farens og Fristelsens Stund ? 
Her var ikke alene en Familie , men en lille 
Menighed samlet Dag og Nat , og han syntes oste , 
naar han laa hen i dødelig Mathed , som om det 
klang for hans Øren og i hans Hjerte : 
„ Er vi Tusind , er vi to , 
Kom , bekjend med os vor Tro , 
' Saa vi hører , den er sand , 
Føler , Daab er Livets Band . “ 
og saa igjen : 
„ Ia jeg veed , at uden Dig 
Tomt er Alt paa Jorderig , 
Avner kun at høste . “ 
Han havde maattet erfare , hvor tomt Alt er , 
hvad Verden giver , og hvor Lidet et menneskelig 
smukt og godt Liv formaner at fylde i den 
Tomhed . Her saae han Forældrc og Børn have 
Eet i Sinde , og det var Livet med Vor Herre ; 
der taltes ikke mange Ord ; men det mærkedes ligesom 
i Luften . Børnene levede med Jesusbarnct ; 
fra den Stund , de kunde fale , sang og nynnede te 

deres smaa Julepsalmer og glædede sig ved Billedet 
af den nyfødte Frelser . 
I disse fine sidste Levedage havde Alfred mange 
Samtaler med sin Fader ; det var ham selv , der 
meddeelte Faderen , at han følte sine Dage talte , og 
han bad sin Fader ydmygt om at tilgive sig ; han 
indsaae , at han havde spildt sin Tid og en stor 
Deel af sit Liv . 
„ Ak “ ! sagde Faderen , „ min Kjærlighed til dig 
var ikke heller af den ægte . Jeg vilde , at du skulde 
udmærke dig for Verden og bringe vort Navn frem 
med fornyet Glands , jeg tilbad vort Navn mere , 
end jeg elsfede min Søn , og nu maa jeg see min 
Slægt uddøe . “ 
„ Og jeg brød mig ikke om , erkjendte ikke , hvad 
et godt Navn vil sige “ , sagde den Syge veemodig , 
„ og derfor er det ikke Vor Herres Villie , at jeg skal 
leve og fortsætte Slægten . Den skal have havt fin 
sidste Mand i dig , Fader . “ 
„ Du , min Søn , kunde jo dog endnu komme 
dig og leve , “ sagde Faderen dybt greben ; men som 
om han ikke kunde slippe Haabet . — „ Dog , der 
skeer ingen Mirakler mere . “ 
„ Skeer der ingen Mirakler ? Io visselig , kjære 
Fader ! Er det ikke et Mirakel , at Vantroens Bjerg 
er flyttet fra mit Hjerte ? at jeg arme Synder kan 

faae Syndernes Forladelse og det evige Liv ? Det 
er Lys og Liv , om jeg saa maa vandre igjennem 
Dødens Skyggedal . “ 
Og Døden kom med sin filsyneladende grumme 
Haand , hvormed den bortriver Det , der er os det 
Kjæreste ; men den kommer dog sjelben eller aldrig , 
uden at Velsignelsen følger den . Jdetmindste er del 
saa for dem , der ville see den i dens rette Lys , 
som Syndens Sold , men dog som Guds Naadegave 
til et evigt Liv i Christus Jesus , vor Herre . 
Toogtyvende Capitel . 
Slutning . 
Alfreds Død var vel , mennefielig talt , det 
haardeste Stød , der kunde ramme den gamle Stiftamtmand ; 
med ham sank alle jordiske Forhaabninger 
i Jorden . 
Verden sagde : „ Hvorfor skal dog denne ypperlige , 
hæderlige Mand rammes saa haardt paa sine gamle 
Dage , først den Hustru , som han elstede med en 
saa rørende , selvfornægtende Kjærlighed , og nu den 
eneste Søn og Arving til det gamle , hædrede Navn ? 
Sligt kan man ikke forsteme , “ 

Nogle faa Venner , deriblandt Pastor Qvist , 
Faster Hildeborg og Frøken Grove sagde i deres 
Hjerter : „ Den gode Hyrde veed at finde Sine “ — 
han havde fundet baade Faderen og Sønnen , og de 
sukkede deres Gndskcelov i inderlig Tak til Faderen 
i Himlen , om ogsaa i dyb Veemod . Ja , Faster 
Hildeborg kom endog til at vække stor Forargelse 
ved at ndtale dette i en deeltagende og velvillig 
Kreds . Hun blev meget forbavset , da En af 
de Forsamlede , en ung Moder , sagde : at „ saaledes 
kunde kun Nogen tale , der ikke vidste , hvad Forældres 
Kjærlighed havde at betyde ; naar hun syntes , at en 
Mand , der havde opdraget sine Børn saa exemplarisk , 
burde straffes saa haardt , hvad hun saa selv 
havde sortjent for sin haarde Dom ? “ „ Jeg har ikke 
tænkt paa , at han skulde straffes “ , sagde Faster 
ganske forsagt . 
„ Ja , da er det sandelig ingen Belønning at 
miste sine Børn ; men det veed De da Intet om . “ 
Stakkels Faster blev bragt til TauShed ; men 
hun følte det længe som en Uretfærdighed , at den 
Bebreidelse skulde ramme hende , der havde osfret sit 
Livs bedste Aar for sine moderløse Broderbørn . 
Den sørgende Fader forstod vel bedst Guds 
Veie med sig . Hans Valgsprog havde været : 
„ Wren er det feireste Træ udi Skoven . “ — Det 

er et fagert Træ af jordisk Rod ; men Livets Træ 
med Troens Frugter er det skjønneste , og det maatte 
han række Haanden efter endnu her paa Jorden . 
Det faldt som Skæl fra hans Øine , at han ikke 
havde elsket fin Hustru i Vor Herre , og at han i 
Sønnen kun havde seet Navnets Bærer ; alt Dette 
maatte fratages ham , for at han kunde vinde den 
ene kostelige Perle . 
Alfred havde ikke forladt Søsterens Hjem ; der 
var han død , og der tilbragte Faderen den første 
Tid efter hans Død . 
Susannes utrættelige Pleie og Ømhed og hendes 
Mands trofaste , taalmodige Trost og Opmuntring 
havde aldrig fornægtet sig noget Øieblik under Broderens 
Sygdom . Faderen følte sig fra Dag til Dag 
inderligere knyttet til dem , og tillige fornam han , at 
Hvilens Tid var kommen for ham . 
Snarest muligt søgte og modtog han en hæderlig 
Afsked ; men Titler og Ordener viste han tilbage . 
Han havde i over fyrgetyve Aar arbeidet efter sin 
Pligt og Overbeviisning for Fædrelandet ; men nu 
vilde han ikke mere have Noget med Verdens Glands 
og JEre at skaffe . Imidlertid var ægsaa Matthias ' 
Fader dod , og Matthias overtog de rige Ejendomme 
og flyttede med sin talrige Familie til 
Hovedgaarden . Derved blev Boligen paa Lindeskov 

fri , som Stiftamtmanden leiede , for at være i sine 
Børns og Børnebørns Nærhed . . 
Aar ere henrundne , vort Fædreland har undergaaet 
de store Forandringer . Matthias har i flere 
Aar siddet paa Thinge iblandt Folkets udvalgte 
Mænd ; selv virkelig udvalgt . Paa Thinget fører 
han Ordet for Alt , hvad der kan fremme den sande 
Oplysning , for Alt , hvad der er sandt , ædelt og 
godt til Menneskenes timelige og evige Tarv . Hans 
Ejendomme ere blomstrende . Velstand og Tilfredshed 
sees overalt . Herren og Fruen ere Sjælen i det 
Hele . De ere nu midaldrende Folk ; men Susanne 
staaer endnu som et Træ , der løfter sig i en Skov 
iblandt de smaa og unge Træer ; nu ligner hun dog 
mere en dansk Bøg end en fiin nordisk Birk ; thi 
hun spreder sine Grene beflyttende over Mange — 
Huus , Hjem og Børn , Fattige og Syge , Alt kan 
finde Ly og Læ , Trøst og Husvalelse hos hende . 
Saaledes henglider med faa Afbrydelser Livet i 
Virksomhed uden Travlhed , i Selskab med den elskede , 
gamle Fader , de yngre Søskende og den nu aldrende 
Frøken Grove . 
En længere Skilsmisse fra Huus og Hjem 
maatte hun dog finde sig i at foretage sig . Matthias 
maatte engang gjøre en Badereise , og hun 
ledsagede ham . De saae Mangt og Meget paa 

denne Reise , skjønne Egne , Konstværker , store Stæder 
og Bygninger , Alt var nyt og skjønt for Susanne , 
der aldrig havde forladt sit Fædreland . . 
Et Syn , hun saae , omtalte hun dog aldrig , da 
hun kom hjem ; det blev en Hemmelighed imellem 
ZEgtefolkene . 
En Aften , medens de opholdt sig ved Badet , 
da det var Regnveir og koldt , spadserede de under de 
dækkede Gange , som fandtes der . De bleve as Mennesfemængden 
trængte ind i en Sal , hvor Susanne 
tilfældigviis aldrig før havde været . 
„ Det er Spillesalen “ , sagde Matthias . „ Nu , 
vi ere komne her , kunne vi ligesaa godt see os om 
engang . “ 
De gik hen til det grønne Bord , hvor der sad 
en broget Forsamling af de meest sorfljelligartede 
Mennesker , der tilsyneladende ikke havde Andet tilfælles 
end det Ene , der havde famlet dem der , nemlig 
Spillet . Alle fade de og stirrede med gridfle Øine 
paa det Guld , der har saadan Magt over stakkels 
Mennesker . I Kredsen sad en Dame , der ligesom 
drog Susannes Blik til sig ; hun maatte betragte 
hende . Var hun ung eller gammel ? Der var Tegn 
til baade det Ene og det Andet . Hun havde deilige 
røde Kinder og bølgende sorte Lokker ; men der var 
et sært gammelt Udtryk forenet med denne tilsyneladende 

Ungdommelighed , noget vist Fortæret , Udbrændt . 
Tilmed forekom hun Susanne saa underlig 
bekjendt , og dog var hun sig ikke bevidst at have 
seet hende . — Det kunde ikke hjælpe at spørge Matthias ; 
hans Kortsynethed gjorde , at han aldrig kjendte 
Nogen ; pludselig trykkede hun hans Arm : „ Min 
Gud , det er Ada ! “ 
„ Ada ! hvor ? “ 
„ Der ! hende med de sorte Krøller og de rode 
Kinder . Kom , lad os hellere gaae . “ 
Det var for seent , hun havde gjenkjendt dem 
og reiste sig hilsende . Med et underligt fortrukkent 
Verdenssmil kom hun hen og glædede sig ved at 
fornve gammelt Bekjendtskab . 
Hun talte , som om det ikke var længer siden 
end iforgaars , at de havde seet hinanden , og spurgte : 
„ Hvorledes lever Deres gode Fader ? “ og med 
Resterne af et coquet Smil : „ Og Deres Broder ? “ 
„ Min Broder er død , Grevinde ! “ svarede Susanne 
kort og strengt . 
- „ Ah saaledes ! det vidste jeg ikke — den unge 
Mand — sørgeligt . “ 
„ Ja , han døde ung , nu vilde han ikke være saa 
ung længer ; jeg har næsten voxnc Børn . “ 
Matthias stod og saae paa de fo Qvinder , der 
mere end nogensinde for saae ud som Lys og Mørke . 

Susanne var modnet og udviklet og derved forskjønnet 
i Aarcnes Løb , hendes Skjønhed var nu 
som det modne Ax ved Høstens Tid imod det fine , 
grønne Græsstraa ved Sommerens Begyndelse . Den 
Anden ? Ja , hvad lignede hun ? En Maske , bag ved 
hvilken det Menneskelige neppe mere skimtedes . 
Imidlertid saae han Susanne blive mere og 
mere bleg under den hjerteløse Samtale ; han sagde : 
„ Det er seent , du er træt , vi ville gaae hjem . “ 
Den følgende Dag hørte han noget Mere om Grevinde 
G . . . . . . . . . Hun levede adskilt fra sin Mand , 
som havde udsat betydelige Aaryengc for hende , naar 
han kun maatte flippe for hendes Selskab . Hver 
drog nu om i de større Hovedstæder og ved Badestederne 
om Sommeren , idet de kun hver valgte det 
Sted , hvor den Anden ikke var , og i Aarenes Løb 
var Spil blevet , idetmindste Grevindens , Hovedlidenskab . 
De 
saaes endnu nogle Gange , dog uden af 
tale sammen ; det var for haard en Prøve for Susanne , 
og Grevinden meente , af hun havde været 
nedladende nok ved af tiltale hende een Gang . De 
havde jo hverken Rang eller Titel ; i Fremmedlisten 
stod : „ Gram , Godseier fra Danmark med Hustru . “ 
Det tog sig kun meget beskedent ud . 
Da Susanne hørte der Nærmere om Adas 

ægteskabelige Liv , sagde hun : „ Gud skee Tak for 
Alt , som kom og gik , og Gud skee Lov for din trofaste 
Kjærlighed ! Havde den ikke været , da kunde 
jeg ikke saa glad have sjunget : 
„ Det er saa yndigt af følges ad , 
For To , som gierne vil sammen være , 
Da er i Glæden man dobbelt glad 
Og halvt om Sorgen saa tung af bære ; 
Ja , det er Gammen 
At reise sammen , 
Hvor Fjederhammen 
Er Kjærlighed . “