I . 
I den fornemste Gade laae en prægtig , 
gammeldags Gaard ; hele Murværket var 
indæltct med Glasstumper , der i Sal- og 
Maaneskin straalede som om det var belagt 
med Diamanter ; det var ef Rigdommens 
Tegn og Rigdom var derinde ; man sagde , 
at Grossereren var Mand for at kunne 
stille to Tønder Guld midt i sin Stadsestue , 
sagtens stille , sone Fremtids Sparebøsse , 
en Fjerding med Guldmynt udenfor Døren , 
hvor hans lille Søn blev født . 
Den Lille var indtruffen i det rige Huus ; 
der var stor Glæde fra Kjælderen til op paa 
Qvisfen , dog heroppe blev Glæden endnu 

større ef Par Timer senere . Pakhuuskarlen 
og hans Kone boede heroppe og her indtraf 
netop ogsaa en lille Son , given af Vorherre , 
bragt af Storken og fremviist af Mutter . 
Ogsaa her stod en Fjerding udenfor Døren , 
ganske tilfældigt , men det var ingen Gnldfjerding , 
det var en Skarnfjcrding . 
Den rige Grosserer var en høist veltænkende , 
brav Mand ; hans Kone , fiin og 
hoifvrnem gik hun klædt , var gudfrygtig , dertil 
mild og god mod den Fattige . Alle undte 
de To den Glæde at have faaet en lille Søn , 
der vilde voxe op , arte sig og blive rig , 
som Faderen . 
Den Lille blev i Daaben kaldet „ Felix “ ; 
det betyder i Latinen : „ lykkelig “ , og det var 
han , og Forældrene endnu mere . 
Pakhunskarlen , en rigtig kjcrncgod Karl , 
og hans Kone , saa honnet og arbeidsom , vare 
vclseete af Alle , som kjendte dem ; hvor vare 

de lykkelige for deres lille Dreng : og han 
blev kaldet Peer . 
Drengen Paa første Sal og Drengen 
paa Qvisten fik hver lige mange Kys af 
deres Forældre og lige meget Solskin af 
Vorherre ; men de vare jo dog forskjelligt 
stillede , den Ene nede , den Anden oppe . Peersad 
øverst , heelt oppe paa Qvisten , og hun 
beholdt sin egen Moder til Amme ; den lille 
Felix havde en fremmed Person , men god 
og brav , det stød i Skudsmaalsbogen . Det 
rige Barn fik en deilig Barnevogn og blev 
trukket af den pyntede Amme , Barnet fra 
Qvisten blev baaret paa Armen af sin egen 
Moder , baade , naar hun var i Søndagskjole 
og Hvcrdagsklædning ; og det var ligesaa 
sørnvieligt . 
Begge kunde de snart skjønne , Begge 
voxte de til , kunde vise med Haanden hvor 
store de vare og sige enkelte Ord i MødersMaalet . 

Lige søde , lige skikmnndedc og lige 
forkjælede bleve de begge To . Da de voxte 
til , havde de lige Fornøielse af Grossererens 
' Kjøretøi . Felix fik med Ammen Løv til 
af sidde hos . Kudsken og see paa Hestene , 
han bildte sig ind af hun kjørte dem ; Peer 
fik Lov af sidde i Qvistvindnct og see ned i 
Gaarden , naar Herskabet skulde ud af kjøre , 
og naar de da vare afsted , satte han to Stole , 
den ene foran den anden , oppe i Stuen , og 
saa kjørte han selv ; han var den virkelige 
Kudsk , det var lidt mere end af bilde sig ind 
af være Kudsken . De havde det udmærket , 
de To , men de vare allerede et Par Aar 
gamle , før de første Gang falte med hinanden . 
Felix gik stadselig klædt , i Fløiel og 
Silke , med bare Kuæc paa engelsk Maneer . Det 
arme Barn maatte jo fryse ! sagde Familien 
paa Qvisten . Peer havde Buxer lige ned 
til Anklerne ; men en Dag vare Klæderne 

revnede lige øver Knæærne , saa af der var 
lige saa godt Lufttræk og lige saa afklædt , 
søm hos Grossererens lille , fine Søn ; hun 
kom med sin Møder og skulde nd af Porten , 
Peer kom med fin og skulde ind . 
„ Giv lille Peer Haanden ! “ sagde Grossererens 
Frue . „ I Tv kunne tale sammen . “ 
Og den Ene sagde „ Peer ! “ og den 
Anden sagde „ Felix ! “ Ja , saa sagde de 
ikke mere dengang . 
Den rige Frue forkjælede sin Dreng , 
men hvem der især forkjælede Peer var 
hans Faermoer . Hnn var svagsynet og dog 
saae hun meget Mere hos lille Peer end 
Fader og Moder kunde see , ja Niere end 
noget andet Menneske kunde udfinde . 
„ Det søde Barn , “ sagde hun , „ kammer 
nok frem i Verden ! han er født med Guldæble 
i Haanden ; det kan jeg see med mit 
svage Syn . Der ligger jo Æblet og glindser ! “ 

og hun kyssede den Lille undt i 
Haanden . 
Hans Forældre kunde Ingenting see , 
Peer ikke heller , men søm han voxte til i 
Begreber , vilde hun dog gjerne troe paa det . 
„ Det er saadan en Historie , et Eventyr , 
Faermoer fortæller ! “ sagde Forældrene . 
Ja Faermoer kunde fortælle , og Peer 
blev aldrig kjed af altid at høre det Samme . 
Hnn lærte ham en Psalme og at fremsige 
„ Fadervor “ , og han kunde det , ikke som en 
Ramse , men som Ord , der vare at tænke 
ved ; hver enkelt Bøn deri forklarede hun for 
ham . Især kom ham i Tanke hvad Faermoer 
havde sagt ved de Ord : „ giv os idag 
vort daglige Brød ! “ de vare af forstaae , af 
for En var det nødvendigt af faae Hvedebrød , 
for en Anden af faae Grovbrød ; En 
maatte have et stort Huns , naar han sad 
med mange Folk , en Anden , i smaa Kaar , 

kunde boe ligesaa glad i en lille Stue paa 
Qvisten . „ Det er saaledes for hver , det , de 
kalde „ det daglige Brød “ . 
Peer havde rigtignok sit gode , daglige 
Brød , og de deiligste Dage , men de blive 
ikke alletider ved . Krigens tunge Aar begyndte ; 
det unge Mandskab skulde afsted , det 
gamle med ; Peers Fader var imellem de 
Indkaldte , og snart hørtes , af han var en 
af de Første , som faldt i Kampen mod den 
overlegne Fjende . 
Det var en bitterlig Sorg i den lille 
Stue paa Qvisten . Moder græd , Faermoer 
og lille Peer græd ; og hvergang en af 
Naboerne kom op til dem , blev der talt om 
„ Faer “ og saa græd de Allesammen . Enken 
fik imidlertid Lov , i det første Aar , af boe 
aldeles frit i Husleilighedcn , og senere skulde 
hun kun betale en ringe Leie . Faermoer 
blev hos Bloder , der ernærede sig ved at 

vaske for flere „ eenlige , galante Herrer “ , svin 
hun kaldte dem . Peer havde hverken Sorg 
eller Savn ; Mad og Drikke fik han fuldt 
op , og Faermoer gav ham Historier , saa selsomme 
og vidunderlige , om den vide Verden , 
at han en Dag bad hende , om de To ikke 
en Søndag skulde gaae til fremmede Lande 
og saa komme hjem som Prinds og Prindsesse , 
med Guldkroner paa . „ Dertil er jeg 
for gammel , “ sagde Faermoer , „ Du maa 
forst lære grumme Meget , blive stor og stærk 
og dog altid et godt og kjærligt Barn , som 
Dn er det ! “ 
Peer red i Stuen paa Kjcphest , han 
havde hele to saadanne Heste , men Grossererens 
Søn havde en levende , virkelig Hest , 
den var saa lille , at den godt kunde kaldes 
et Hcstcbarn , det kaldte Peer den , og større 
kunde den ikke blive . Paa den red Felix 
om i Gaarden , ja ud af Porten med sin 

Fader og en kongelig Berider . Den forste 
halve Time syntes Peer da ikke om sine 
Heste og red ikke paa dem , de vare ikke virkelige ; 
og saa spurgte han sin Moder , hvorfor 
han ikke havde en virkelig Hest ligesom 
lille Felix , og Moderen sagde : „ Felix 
boer nede i Gaarden , tæt ved Stalden , men 
Dn boer høit oppe under Taget ; man kan 
ikke have Heste paa Loftet , ingen uden dem , 
Du har ; rid Du paa dem ! “ 
Øg saa red Peer , først hen til-Dragkistcn , 
det store Bjerg med de mange Skatte : 
baade Peers Søndagsklæder og Moders 
med , samt de blanke Sølvdalere , hun lagde 
hen til Husleicn . Han red til Kakkelovnen , 
som han kaldte den sorte Bjørn ; den sov 
hele Sommertiden , men naar Vinteren kom , 
maatte den gjøre Gavn , varme op i Stuen 
og koge Maden . 
Peer havde en Gudfader , han kom 

jævnlig hver Søndag om Vinteren og fik et 
Maallid varm Mad . Det var gaaet tilbage 
med ham , sagde Moder og Faermoer . Han 
havde begyndt som Kudsk , havde snapsct og 
derved sovet Paa sin Posf , og det maa hverken 
Soldaten eller Kudsken ; saa var han 
bleven Vognmandskarl , kjørte med Karrcet , 
og Droske , tidt for de galanteste Folk , men 
nu kjørte han Skarnvogn , kjørte fra Dør til 
Dør , svingede sin Skralle : „ stmrre-rurrc-ud ! “ 
og ud fra alle Huse kom Piger og Koner 
med deres fyldte Bøtter og vendte disse paa 
Vognen ; der kon : Sfrimmel og Skrammel , 
Aske og Feieskarn . 
En Dag var Peer kommen ned fra 
Qvisten , Moder var gaaet i Byen ; hun stod 
i den aabne Port , der udenfor holdt Gudfader 
med sin Vogn . „ Vil Dn kjøre med ? “ 
spurgte hun ; det vilde Peer nok , kjøre med 
bare til Hjørnet . 

Hans Øine straalede da han sad paa 
Sædet hos Gudfader og fik Lov af holde 
Pidsken . Peer kjørte med levende , virkelige 
Heste , kjørte lige til Hjørnet . Der kom hans 
Moder ; hun saae ganske betænkelig ud : fiint 
var det jo ikke af see sin egen lille Søn paa 
Skarnvogn . Han maatte strax ned , dog 
takkede hun Gudfader ; men hjemme forbød 
hun Peer oftere den Tour . 
En Dag kom han igjen ned i Porten ; 
der var ingen Gudfader , som kunde forlokke 
ham til af gjøre Kjøretour , men der var 
andre Tillokkelser ; tre , fire smaa Gadedrenge 
laae og rodede i Rendestenen for af finde , 
Hvad der kunde være fabt eller havde gjemtsig ; 
tidt havde de fundet en Knap eller en 
Kobbermyut , men tidt havde de ogsaa skaaret 
sig der paa et Flaskcskaar eller stukket sig 
paa en Knappenaal , det var just nu Tilfældet . 
Peer maatte være med , og lige 

idet han tog ned i Rendestenen , fandt han 
en Sølvmynt . 
En anden Dag laae han igjen og rodede 
med de andre Drenge ; de fik knn snavsede 
Fingre , hun fandt en Guldring og fremviste , 
med straalende Øine , sit lykkelige Fnnd , saa 
dængede de Andre ham til og kaldte ham 
„ Lykke-Peer “ ; han sknlde ikke have Lov 
til at være med hvor de Andre rodede . 
Der var bag Grossererens Gaard en 
sid Grund , den sknlde fyldes og blive Byggeplads ; 
derhen blev kjørt Grnns og Feieskarn ; 
hele Dynger laae der ; Gudfader kjørte 
det , men Peer maatte jo ikke kjøre med 
ham . Gadedrengene rodede i Dyngerne , 
rodede med en Pind og med den bare Haand ; 
altid fandtes Et og Andet , som syntes 
værd at tage op . 
Her kom lille Peer . 
De saae ham og raabte : „ Lykke-Peer , 

skrup af ! “ og da han dog kom nærmere , 
kylede de et Par Jordklumper paa Hain ; en 
af disse slog mod hans Træskoe og smuldrede 
istykker ; der trillede noget Blankt ud ; Peer 
tog det op , det var et lille Ravhjerte . Han 
løb hjem med det ; de Andre mærkede ikke , 
at selv idet de dængede ham , var han et 
Lykkens Barn . 
Sølvskillingen , han havde fundet , blev 
lagt i hans Sparebøsse ; Ringen og Ravhjertet 
frcmvistes nede hos Grossererens Frue , 
thi Bloder vilde vide , om det var fundne 
Sager , „ der burde meldes for Politiet “ . 
Hvor straalede Grosscrcrfruens - Øine 
ved at see Ringen , den var jo hendes egen 
Forlovelsesring , den , hun havde tabt for tre 
Aar siden ; saa længe havde den ligget i 
Rendestenen . 
Peer fik god Hitteløn , den raslede i 
hans Sparebøsse ; Ravhjertet var en Mge 

Ting , sagde Fruen , det kunde Peer gjerne 
beholde . 
Til Natten laae Ravhjertet paa Commoden 
og Faermoer laae i Sengen . 
„ Ih , hvad er det dog der brænder ! “ 
sagde hun , „ det er jo , som laae der et tændt 
lille Lys ! “ Hun reiste sig og saae ; det var 
det lille Ravhjerte . Ja , Faermoer med sit 
svage Syn saae tidt Mere end alle Andre 
knude see . Hun havde nu stne egne Tanker 
derved . Næste Morgen tog hun et smalt , I 
stærkt Baand , trak det gjennem den Aabning , 
som var øverst i Ravhjertet og gav 
sin lille Sønnesøn det om Halsen . 
„ Det maa Du aldrig lægge bort , uden 
mens Du saaer et nyt Baand sat i . Du maa 
heller ikke vise til andre Drenge , at Du 
har det ; saa tage de det fra Dig , og saa 
faaer Du ondt i Maven ! “ Det var den eneste 
SygdomsPlage , lillePeer endnu havde kjendt . 

Der var ogsaa en underlig Magt i det 
Hjerte . Faermoer viste ham , at naar hun 
gned det med Haanden og man da lagde 
et lille Straa nær derved , saa blev Straaet 
ligesom levende og sprang hen til Ravhjertet , 
og vilde ikke slippe det . 
Grossererens Søn sil Huslærer , der 
læste med ham alene og spadserede med ham 
alene . Peer skulde ogsaa have Kundskaber ; 
han kom i Skole med en heel Mængde andre 
Drenge ; de legede sammen , det var mere 
fornøieligt end at gaae ganske alene med Læreren . 
Peer vilde ikke bytte ! 
Han var en Lykke-Peer , men Gudfader 
var ogsaa en Lykke-Peer , uagtet han 
ikke heed Peer . Han vandt i Lotteriet toti 


hundrede Rigsdaler paa en Seddel , han holdt 
med elleve Andre . Han fik strax bedre Klæder , 
og fandt sig vel i dem . 
Lykken kommer nu aldrig alene , den har 
altid en Ansættelse med , og det havde den . 
Gudfader forlod Skarnvognen og gik til Theatret . 
„ Hvad 
for Noget ? “ sagde Faermoer , 
„ er han gaaet til Theatret ! Som hvad ? “ 
Sou : Maskinkarl . 
Det var en heel Forfremmelse . Han 
blev et ganske andet Menneske derved , og 
havde stor Fornøielse af Comedien , som han 
jo rigtignok altid saae ovenfra eller fra Siden . 
Deiligst var Balletten , men den kostede ogsaa 
sværest Arbeide og var meget udsat for Ildløs ; 
der dandsede de baade i Himlen og paa 
Jorden . Det var Noget for lille Peer at see , 
og da der just en Aften skulde være „ Gencralprove “ , 
som det kaldes , Paa cu ny Ballet , 

hvori de Alle vare klædte og udstafferede 
ligesom paa den Aften Folk betale for at see 
den Herlighed , lovede han at tage Peer med 
og sætte ham et Sted , hvor han kunde see 
det Hele . 
Det var en bibelsk Ballet : Samson ; 
Philisterne dandsede om ham , og han rev 
hele Huset sammen over dem og sig ; men 
der var baade Sprøite og Sprøitcfolk , dersom 
en Ulykke skulde skee . 
Peer havde aldrig seet en Comedie , endsige 
en Ballet ; han fik sine Søndagsklæder 
paa og fulgte med Gudfader over i Theatret . 
Det var ligesom et stort Tørreloft , med 
mangc Gardiner og Skjermbrætter , lange 
Sprækker i Gulvet , Lys og Lamper . Der 
var saa mange Kringelkrogc op og ned , og 
fra disse kom de ud ligesom i en stor Kirke 
med Pulpiturer . Nede gik Gulvet ganske 
skraat , og her blev Peer sat og sagt til , af 
2 * 

han skulde blive indtil det Hele var forbi , 
og man hentede ham . Han havde tre Smørrebrød 
i Lommen , sulte skulde han ikke . 
Snart blev her lysere og lysere ; der 
kom foran , ligesom op af Jorden , saa mange 
Spillemænd , baade med Fløjter og Violiner ; 
der kom paa Siddepladsene , hvor Peer sad , 
Folk , klædte som de gaae paa Gaden , men 
der kom ogsaa Riddere med Gnldhjclmc , 
deilige Frøkener i Flor og Blomster , ja 
hvidklædte Engle med Vinger paa Ryggen ; 
de satte sig oppe og nede , paa Gulvet og i 
Pulpiturerne , for af see til . De vare Allesammen 
Dandsc-Mcnncskcr i Balletten , men 
det vidste Peer ikke , han troede af de hørte 
hjemme i de Eventyr , Faermoer havde fortalt . 
Ja der kom en Qvinde , hun var den 
alleryndigste , med Guldhjclm og Spyd ; 
hun saae ud over alle de Andre og sad 
mellem en Engel og en Trold . Nei , hvor 

her var Bieget at see , og dog var Balletten 
endnu slet ikke begyndt . 
Med Eet blev der ganske stille ; en sortklædt 
Mand svingede en lille Troldstav over 
alle Musikanterne , og saa begyndte de at 
spille , saa at det susede gjennem dem , og 
hele Væggen løftede sig . Man saae ud i en 
Blomsterhave , hvor Solen skinnede og alle 
Mennesker dandsede og sprang . En saadan 
Deilighed havde Peer aldrig tænkt sig . Der 
marschcredc Soldater , og der var Krig , og 
der var Gilde , og Kæmpen Samson og 
hans Kjæreste . Alen hun var ligesaa ond 
som hun var deilig ; hun forraadte ham ; 
Philisterne stak hans Øine ud , han maatte 
dreie Qværnen i Møllen og stilles op til 
Spot i den store Dandsesal ; men saa tog han 
om de svære Stccnpillcr , som bar Loftet , og 
rystede det og hele Huset ; det styrtede og lyste 
i Rødt og i Grønt , ' oc deiligste Ildsluer . 

Peer kunde have siddet hele sin Levetid 
og seet paa det , selv om Smørrebrødet var 
spist øp , og det var spist øp . 
Naa , der var Nøget at fortælle om da 
han kom hjem . Han var ikke til at faae iseng ; 
han stod paa eet Been og lagde det andet 
Been op Paa Bordet , det havde Samsons 
Kjæreste og alle Jomfruerne gjort . Han gik 
Trædemølle om Faermoers Stol og væltede 
to Stole og en Hovedpude over sig , for at 
vise hvorledes Dandscsalcn styrtede . Han 
viste det , ja gav det med fuld Musik , den 
hørte til , der var ingen Tale i Balletten . 
Hnn sang høit og dybt , med Ord og 
uden Ord , der var ingen Sammenhæng deri , 
det var som en heel Opera . Det Mærkeligste 
af Alt var imidlertid hans deilige 
klokkerene Stemme , men den talte Ingen om . 
Peer vilde tidligere have været Urtckræmmerdreng 
for at raade over Svedsker 

og Puddersukker , nu vidste han at der var 
Noget meget herligere , og det var „ at komme 
i Samsons Historie og dandse Ballctdands “ . 
Der var saamænd mange fattige 
Børn gaaede den Vei , sagde Faermoer , og 
blevne fine og hædrede Folk , dog skulde aldrig 
noget Pigebarn af hendes Familie saae Lov 
at gaae den Vei , men nok ^n Dreng , han 
stod fastere . 
Peer havde ikke seet en eneste af de 
smaa Piger falde , før hele Huset faldt , og 
saa faldt de Allesammen , sagde han . 
III . 
Peer vilde og maatte være Bnlletdandser . 
„ Jeg 
har jo ingen No for ham ! “ sagde 
hans Moder . 

Endelig lovede Faermoer at fore ham 
en Dag op til Balletmesteren , der var en 
galant Mand og havde sin egen Gaard ligesom 
Grossereren . Skulde Peer engang 
kunde opnaae det Samme ? Intet er umuligt 
for Vorherre . Peer havde Guldæblet i 
Barnehaand ; Lykken var lagt ham i Hænderne , 
maaskee- den ogsaa var lagt ham i 
Benene . 
Peer kom til Balletmesteren og kjendte 
ham strax , det var jo Samson . Hans 
Øine havde slet ikke lidt ved Philisterne . 
Det var ogsaa kun Comediespil , vidste han . 
Øg Samson saae mildt og fornøieligt paa 
ham , sagde , han skulde holde sig rank , rigtig 
see paa ham og fremvise sin Vrist . Peer 
viste hele Foden , og Benet med . 
„ Saa var hun ansat ved Balletten ! “ 
sagde Faermoer . 
Det var let bragt , i Stand det Hele 

hos Balletmesteren , men forud havde Moder 
og Faermoer dog gjort andre Forberedelser , 
talt med indsigtsfulde Folk , først med Grossererens 
Frue , som fandt at det var en 
smuk Nei for en kjon , skikkelig Dreng , uden 
Fremtid , som Peer ; derpaa havde de talt 
med Jomfru Frandsen ; hun forstod sig 
paa Balletten , selv havde hun engang i 
Faermoers yngre Dage været den nydeligste 
Dandserinde paa Theatret , dandset 
Gudinde og Prindsesse , været hyldet og hilset 
hvor hun kom og gik , men saa blev hun 
ældre , det blive vi Allesammen , hun fik ikke 
længer de store Roller , maatte dandse bagved 
Ungdommen , tilsidst gik hun bag af Dandsen , 
gik til Pynten , pyntede de andre til Gudinder 
og Prindsesser . 
„ Saadan gaaer det ! “ sagde Jomfru 
Frandsen , „ Theaterveien er yndig , men 
tornefuld , der groer Chikanen ! Chikanen ! “ 

Det Ord forstod Peer slet ikke , men 
han kom nok til at forstaae det . 
„ Han vil nn med Vold og Magt til 
Balletten ! “ sagde Moderen . 
„ En from og en christelig Dreng er han ! “ 
sagde Faermoer . 
„ Og velskabt ! “ sagde Jomfru Frandsen . 
„ Velskabt og moralsk ! det var min 
Glands-Periodc . “ 
Og Peer kom paa Dandseskolen og fik 
Sommerklædcr og tyndsaalcde Dandseskoe for 
at være lel . Alle de gamle Dandserinder 
kyssede ham og sagde at han var en Dreng 
fil at spise . ' 
Han . maatte stille sig op , sætte Benene 
udad , holde sig ved en Stang for ikke at 
falde mens han lærte at sparke , først med 
høire Been , saa med venstre . -Det var slet 
ikke saa svært for ham , som for de fleste 
Andre . Balletmesteren klappede ham og 

sagde at han skulde snart med i Balletten ; 
han skulde være et Kongebarn , søm blev 
løftet paa Skjolde og fik Guldkrone paa ; 
det blev . indøvet paa Dandseskolen og prøvet 
paa selve Theatret . 
Moder og Faermoer maatte hen at see 
lille Peer i al den Stads , og de saae det 
og græd begge To , nagtet det var saa glædeligt . 
Peer havde i al sin Pragt og Herlighed 
slet ikke seet dem , men Grossererens havde 
han seet , de sad i Loge nærmest Theatret ; 
lille Felix var med , i sine bedste Klæder ; 
hun havde knappede Handsker , ligesom de 
voxne Herrer , og sad med Kikkert for Øiet 
hele Aftenen , skjøndt han godt kunde see , 
ligesom de voxne Herrer . Han saae paa 
Peer ; Peer saae paa ham , og Peer varet 
Kongebarn med Guldkrone paa . Denne 
Aften bragte de to Børn i nærmere Forhold 
til hinanden . 

Nogle Dage efter , da de mødte hinanden 
hjemme i Gaarden , gik Felix hen til Peer 
og fortalte af han havde seet ham , da han 
var Prinds ; han vidste nok af nu var han 
det ikke mere , men han havde baaret baade 
Klæderne og Kronen . 
„ Paa Søndag skal jeg bære dem igjen ! “ 
sagde Peer . 
Det saae Felix ikke , men tænkte paa 
det hele Aftenen ; han vilde nok være i 
Peers Sted ; han havde ikke Jomfru Frandsen 
s Erfaring af Theaterveien var tornefuld 
og der groer Chikanen ; heller ikke Peervidste 
det endnu , men han skulde lære det . 
De smaa Kammerater , Dandsebørnene , 
vare ikke alle saa gode som de burde være , 
uagtet de tidt gik som Engle med Vinger 
paa . Der var en lille Pige , Malle 
Knallerup , der altid naar hun var klædt 
som Page , og Peer var Page , traadte ham 

ondskabsfuld heelt op af Smalbenet , det var 
af see paa hans Strømper ; der var en ond 
Dreng , der altid stak ham en Knappenaal 
bag ind og en Dag havde spiist Peers 
Smørrebrød af en Feiltagelse , men det var 
umuligt , thi Peer havde Frikadelle paa sit 
Smørrebrød og den nndcn Dreng havde 
Brødet bart , man kunde ikke tage Feil . 
Det var ikke til at opregne al den 
Fortræd Peer prøvede i to Aar , og det 
Værste var endnu ikke hændet , det forestod . 
Der blev opført en Ballet „ Vampyren “ ; 
i den vare de mindste Dandscbørn klædte 
som Flaggcrmuus , havde graae strikkede 
Klæder , der sad snevert til Kroppen ; sorte 
Flors Vinger bredte sig fra Skuldrene ; de 
Smaa skulde løbe paa Taaspidserne , som 
om de vare saa lette at de fløi , og saa skulde 
de snnrre rundt paa Gulvet . Det kunde 
især Peer udmærket ; men hans Buxer og 

Trøie , eet Stykke var det , gammelt og skjørt , 
holdt ikke de Anstrengelser ud , saa at lige 
idet han før alle Menneskers Øine snurrede 
rundt , revnede hun bag i , lige fra Nakken 
og ned til hvor Benene sidde fast og hele 
hans stumpede hvide Skjorte var at see . 
Alle Mennesker loe , Peer fornam det 
og vidste at han var revnet bag i ; han 
snurrede og snurrede , men værre og værre 
blev det . Folk loe høiere og høiere ; de 
andre Vampyrer loe med ; det snurrede inde 
i ham og allcrforfærdeligst da Folk klappede 
og raabte Bravo . 
„ Det er for den revnede Vampyr ! “ 
sagde Dandsebørnene , og saa kaldte de ham 
altid „ den Revnede . “ 
Peer græd ; Jomfru Frandsen trøstede 
ham : „ Det er kun Chikane ! “ sagde 
hun . Nu vidste Peer hvad Chikane var . 
Foruden Dandseskolen havde de ogsaa en 

anden Kundskabens Skole ved Theatret , hvor 
Dandsebørnene bleve oplærte , baade i at 
regne og skrive , lære Historie og Geograph : , 
ja , de havde en Lærer i Religion , thi det er 
ikke nok at kunne dandse , der hører i Verden 
Mere til , end at slide Dandseskoe . Ogsaa 
her var Peer flink , ja den allerskinkcste og 
fik sin Roes ; men Kammeraterne kaldte ham 
endnu „ den Revnede “ . Det var nn bare paa 
Dril , men tilsidst vilde han ikke længere taale 
det , han slog fra sig , han bankede en af de 
andre Drenge , saa denne blev blaa under det 
venstre Øie og maatte hvidtes der , da han om 
Aftenen sknldc træde frem i Balletten . Peer 
blev tiltalt vrædt af Dandselæreren og værst 
af Fciekonen , for det var hendes Søn han 
havde feiet af . 

IV . 
Der gik mange Tanker gjennem lille 
Peers Hoved , og en Søndag , da han havde 
sine bedste Klæder paa , vandrede han , uden 
at sige ctØrd derom til Moder eller Faermoer , 
ikke engang til Jomfrn Frandsen , 
der ellers altid gav gode Raad , lige op til 
Capelmesteren ; han troede , at den Mand var 
den Mægtigste udenfor Balletten . Freidigt 
traadte han ind og talte : 
„ Jeg er paa Dandseskolen , men der er saa 
megen Chikane , og saa vilde jeg hellere gaae over 
til Skuespillet eller Sangen , dersom De vilde ! “ 
„ Har Du Stemme ? “ spurgte Capelmesteren 
og saae ganske mildt til ham . 
„ Jeg synes at jeg kjender Dig . Hvor har jeg 
seet Dig for ? Var det ikke Dig , som revnede 
i Ryggen ? “ og nn loe han ; men Peer 
blev rød som et Blod ; han var rigtignok 

ikke længer Lykke-Peer , som ogsaa Faermoer 
havde kaldt ham . Han saae ned paa 
sine egne Fødder og ønskede at han var borte 
igjen . 
„ Syng mig en Sang ! “ sagde Capelmesteren , 
„ naa , frisk Mod , min Dreng ! “ han tog 
ham under Hagen , ogPeer saae op , ind i hans 
milde Øine og sang saa en Sang , han havde 
hørt paa Theatret i Operaen „ Robert “ , 
„ Naade for mig ! “ 
„ Den er svær , men den gaaer ! “ sagde 
Capelmesferen . „ Du har jo en prægtig 
Stemme , naar den bare ikke ogsaa revner i 
Ryggen ! “ og han loe og kaldte paa sin 
Frue . Hun maatte ogsaa høre Peer synge , og 
hun neiede med Halsen og sagde Noget i et 
fremmed Sprog . Idetsamme traadte Theatrets 
Syngemester ind ; ham var det at 
Peer skulde have søgt , for at gaae Sangveien ; 
nu kom Syngemesteren af sig selv , 

tilfældigviis , som mon siger ; han hørte ogsaa 
„ Naade for mig “ , men loe ikke og saae 
slet ikke saa mild ud som Capelmesferen og 
hans Frue , dog afgjort blev det , at Peerskulde 
have Sangtimer . 
„ Nu er han kommen i det rette Spor ! “ 
sagde Jomfru Frandsen . „ Alan kommer 
videre ved Stemmen , end ved Benene ! havde 
jeg havt Stemme , saa var jeg bleven en stor 
Sangerinde og var maaskee nu Baronesse ! “ 
„ Eller Bogbinder-Madame ! “ sagde 
Moder . „ Var De bleven rig , havde De dog 
nok taget Bogbinderen ! “ 
Den Hentydning forstaae vi ikke , men 
Jomfru Frandsen forstod den . 
Peer maatte synge for hende og synge 
for Grossererens , da de hørte om hans nye 
Thcatervci . Han blev kaldet en Aften , de 
havde Selskab dernede . Øg han sang flere 
Sange , ogsaa den : „ Naade for mig ! “ 

Hele Selskabet klappede i Hænderne og 
Felix med , han havde før hørt ham synge ; 
i Stalddøren havde han sunget hele Balletten 
Samson , og det var det Allerdeiligste . 
„ En Ballet kan man ikke synge ! “ sagde 
Fruen . 
Io , det kunde Peer , sagde Felix , og 
saa blev han opfordret til det . 
Han sang og han talte , han trommede 
og han brummede ; det var Barneværk , men 
der kom Stumper af bekjendte Melodier , 
som ikke ilde passede til hvad Balletten vilde . 
Hele Selskabet fandt det saa fornøieligt , de 
loe og lovtalte , den Ene høiere end den 
Anden . Grossererens Frue gav Peer et 
stort Stykke Kage og en Sølvdaler . 
Hvor var Drengen lykkelig , lige til han 
opdagede en Herre , noget tilbage , som alvorligt 
saae paa ham ; der laae noget Haardt 
og Vredt i den Mands sorte Øine , han loe 

slet ikke , sagde ikke et eneste venligt Ord , og 
denne Herre var Theatrets Syngemester . 
Næste Formiddag skulde Peer til ham , 
og ligesaa alvorlig og streng stod Manden 
der . 
„ Hvad var det med Dig igaar ! “ sagde 
han . „ Kunde Du ikke forstaae at Du var 
til Nar ? Gjør aldrig det oftere og løb ikke 
om at synge for Døre , enten indenfor ellerudenfor . 
Nu kan Du gaae ! idag synger jeg 
ikke med Dig . “ 
Peer gik inderlig forknyt derfra , han 
havde lagt sig ud med Mester . Tværtimod , 
Mester var mere , end nogensinde før , vclstemt 
for ham : der laae maaskee et MusikGeni 
i den lille Fyr . I al den Galskab , han 
havde staaet og lavet sammen , var dog nogen 
Mening , Noget ikke almindeligt . Evner for 
Musik havde Drengen , og Stemmen var 
klokkereen og . stor i Omfang , blev den saaledes 

ved , ja saa var det lille Menneskes 
Lykke gjort . 
Nu begyndte Sangtimerne ; Peer var 
flittig , Peer var flink . Hvor var der dog 
Meget at lære , Meget at kjende ! Moderen sled 
og slæbte for at komme hæderligt igjennem og 
for at Sønnen kunde gaae reen og velklædt , ikke 
see altfor ringe ud hos de Folk , hun nu kom til . 
Altid sang og jubilerede han , de behøvede 
saamænd ikke at holde Canarifugl , sagde 
Bioder ; hver Søndag maatte han med Faermoer 
synge en Psalme . Det var deiligt at 
høre hans friske Stemme løfte sig ved hendes . 
„ Det er meget kjvnnere , end at høre ham 
synge vildt ! “ Det kaldte hun hans Sang , 
naar han ligesom en lille Fugl jublede ud 
med Stemmen , lod Tonerne , der kom af sig 
selv , klinge som de vilde . Hvor var der 
Toner i den lille Strube , hvor var der 
Klang i det lille Bryst ! Ja han kunde nok 

ligne efter et heelt Orchester ! der var baade 
Flvite og Fagot i Stemmen , der var Violin 
og Valdhorn . Han sang som Fuglene synge ; 
men deiligst er Menneskets Røst , selv et lille 
Menneskes , naar det kan synge som Peer . 
Men i Vintertiden , just som hun skulde 
gaae til Præsten og forberedes til Confirmation , 
forkølede han sig ; den lille Fugl i 
Brystet sagde Pip , Stemmen var revnet 
ligesom Vampyrens Rygsfykke . 
„ Det er saamænd ingen Fortræd ! “ 
meente Moder og Faermoer , „ nu traller han 
ikke , og kan bedre tænke alvorligt over sin 
Christendom . “ 
Stemmen var traadt i Overgang , sagde 
Syngemesteren ; Peer maatte nu aldeles ikke 
synge . Hvorlænge kunde det vare ? Et Aar , 
maaskee fo . Maaskee kom Stemmen aldrig 
meer . Det var en stor Sorg . 
„ Tænk nu kun paa din Confirmation ! “ 

sagde Moder og Faermoer . „ Øv Dig i 
Musiken ! “ sagde Syngemesteren , „ men 
hold din Mund ! “ 
Han tænkte paa sin Christendom , og han 
studerede sin Musik . Indvendig i ham klang 
og sang det ; han skrev i Noder hele Melodier , 
Sange nden Ord . Tilsidst skrev han Ord . 
„ Dn er jo Digter , lille Peer ! “ sagde 
Grossererens Frue , som han bragte Text 
og Musik ; ogsaa Grossereren fik tilegnet 
et Stykke uden Ord . Felix ligeledes et , 
ja selv Jomsrn Frandsen , og det kom 
i hendes Stambog , hvori var Vers og 
Musik af to forhen unge Lieutenanter , nu 
gamle Majorer paa Bartpenge ; Bogen var 
given af „ en Ven “ , der selv havde indbundet 
den . 
Og Peer stod til Paaske , som det 
hedder . Felix forærede ham et Sølvuhr ; 
dct var ' det første Uhr , Peer eiede ; han syntes , 

at han blev Mand derved , behøvede ikke at 
spørge Andre ad hvad Klokken var . Felix 
kom op paa Qvisten , gratulerede og overrakte 
Uhret , han skulde selv først staae til 
Efteraaret ; og de toge hinanden i Haanden , 
de to Husets Børn , begge lige gamle , fødte 
samme Dag og i samme Gaard ; og Felix 
spiste af Kagerne , der vare bagte paa Qvisten 
i Anledning af Confirmationcn . 
„ Det er en Glædesdag med Alvors 
Tanker ! “ sagde Faermoer . 
„ Ja megen Alvor ! “ sagde Moder . 
„ Havde dog Faer levet og seet Peer staae ! “ 
Næste Søndag skulde de alle Tre til 
Herrens Bord . 
Da de kom fra Kirken , havde der været 
Bud fra Syngemesteren , om Peer vilde 
komme til ham , og Peer kom . 
Der ventede Hain glade Tidender og 
dog alvorlige . Hnn skulde i et Aar aldeles 

opgive af synge , Stemmen skulde ligge brak 
som en Ager , vilde en Bondemand sige , men 
i den Tid skulde han lære Noget , ikke i 
Hovedstaden , hvor han hver Aften løb i 
Theatret og ikke kunde undvære det , hun 
skulde tredive Mile fra sit Hjem , i Kost hos 
en Skolemand , der havde endnu et Par unge 
Mennesker i Pension , som det kaldes ; han 
skulde lære Sprog og Videnskab , der engang 
kunde komine ham tilgode . Det Hele kostede 
i Aarets Løb trehundrede Rigsdaler , og de 
bleve betalte af „ en Velgjører , der ikke vilde 
nævnes “ . „ Det er Grossereren ! “ sagde 
Bloder og Faermoer . 
Afrcisens Dag kom . Der blev grædt 
mange Taarer , der blev givet Kys og Velsignelse ; 
og saa kjørte Peer paa Jernbanen 
tredive Mile ud i den vide Verden . 
Det var Pintsetid ; Solen skinnede , 
Skoven stod frisk og grøn , Toget foer igjennem 

den ; Marker og Landsbyer skiftede om ; Herregaarde 
tittede frem ; Qvægct stod paa Hovmarken . 
Nu kom en Station , nn en anden , 
Kjøbstad paa Kjøbstad . Ved hvert Holdested 
var en Mylren af Mennesker til Velkomst og 
Afsked ; der var høirøstet Tale , udenfor og inde 
i Vognen . Hvor Peer sad , lød stor Snaksomhed 
og Underholdning af en Enkemadame 
i Sort . Hun talte om sin Grav , sin Liigkiste 
og sit Liig , det vil sige om sit Barns . 
Det havde været saa^nSseligt , at det ingen 
Glæde var om det havde levet . Det var en 
stor Lettelse for hende og det lille Lam , at 
det sov ind . 
„ Jeg sparede i den Anledning ikke paa 
Blomster ! “ sagde hun , „ og nn maa De betænke , 
at det døde i den dyre Tid , hvor de maae 
skæres af Potte ! hver Søndag gik jeg til min 
Grav og lagde en Krands med stor , hvid 
Silkcsloife . Sloifcn blev strax stjaalen af 

Smaapiger og brugt fil Bnlbannd . Det var 
saa fristende ! Nu kommer jeg en Søndag , 
jeg vidste , af min Grav var i Hovedgangen 
fil Venstre , men som jeg kommer , saa er 
min Grav fil Høire . Hvad er det , siger jeg 
fil Graverknrlcn , har jeg ikke min Grav fil 
Venstre ? “ — „ „ Nei , ikke længer ! “ “ svarede 
Karlen , „ „ Madamens Liig ligger der nok , men 
Gravens Overdeel er flyttet fil Høire , da Stedet 
er en Andens Begravelses-Plads . “ “ — „ Men 
jeg vil have mit Liig i min Grav , sagde jeg 
og det havde jeg jo min lovlige Ret fil af 
sige . Skal jeg her gaae og pynte en falsk 
Overdeel , mens mit Liig ligger uden noget 
Tegn paa den anden Side , det vil jeg 
ikke ! “ — „ „ Ja , saa maa Madamen tale med 
Provsten ! “ “ — „ Det er saadan cir yndig 
Mand , Provsten ! hun gav Lov fil af mit Liig 
kom fil Høire . Det vilde koste fem Rigsdaler . 
Det gav jeg med Kyshaand og stod 

selv ved min gamle Grav . - Kan jeg nu 
være vis paa , af del er min Liigkiste og mit 
Liig af de skytte ? “ — „ „ Det kan Madamen ! “ “ 
og saa gav jeg hver en Mark for 
Flytningen . Bien da det nu havde kostet 
mig saameget , meente jeg af burde anvende 
Noget paa Forsfjounelscn , og saa bestilte jeg 
et Monument med Indskrift . Men vil De 
nu tænke Dem , da jeg faaer det , har de sat 
i Forgyldning øverst en lille Sommcrstigl . 
Bien det er jo Letsindigheden ! sagde jeg , den 
vil jeg ikke have paa min Grav . “ „ „ Det er 
ikke Letsindighed , Madame , det er Udødelighed ! “ “ 
— „ Det har jeg aldrig hørt ! 
sagde jeg . Har nn Nogen af dem herinde 
i Vognen hørt Andet , end af Sommerfuglen 
er Letsindighedens Tegn ? Jeg tang , jeg 
holder ikke af lang Snak . Jeg fattede mig , 
tog Monnmentet og satte det i mit Spisekammer ; 
der stod det til min Logerende kom 

hjem , han er Student med mange Bøger ; 
han bekræftede af det var Udødelighed , og 
saa kom Monnmentet paa Graven ! “ 
Og under al den Talen kom Peer til 
Stationen , hvor hun skulde opholde sig for 
af blive ligesaa klog som Stndcnten med 
mange Bøger . 
V . 
Hr . Gabriel , den hæderlige LærdomsMand , 
hos hvem Peer skulde i Pension , 
var selv paa Banegaarden for at tage imod 
ham . Hr . Gabriel var en beenradmagcr 
Mand med store glindsende Øine , der sad 
saa yderligt frem , at om han nøs , kunde 
man være bange for , at de fløi ham ud af 
Hovedet . Han ledsagedes af tre af sine egne 
Smaadrenge . Den Ene faldt over sine egne 

Been , og dc fv Andre traadte Peer heelt op 
ad Fødderne for- at see ham rigtig nær ; 
desuden fulgte to større Drenge , den ældste 
omtrent fjorten Aar , hvidhudet , fregnet og 
rig paa Filipenser . 
„ Unge Madsen , Student om tre Aar , 
naar han læser ! Primus , Provstesøn ! “ 
Det var den Yngre ; han saae ud søm en 
Hvcdcknop . „ Begge to Kostgængere , Studerendes 
hos mig ! “ sagde Hr . Gabriel . 
„ Smaathustøi ! “ kaldte han sine egne Drenge . 
„ Trine , tag den Ankomnes Kuffert 
paa Trillebøren . Mad er sat hen til Dem 
hjemme ! “ 
„ Fyldt Kalkun ! “ sagde de to Herrer 
Kostgængere . 
„ Fyldt Kalkun ! “ sagde „ Smaathustøi “ , 
og den Ene faldt igjcn over sine 
egne Been . 
„ Cæsar , see fil dine Fødder ! “ udbrød 

Hr . Gabriel , og de gik ind i Byen og nd af 
Byen . Der laae ef stort , halvt forfaldet Bindingsværks 
Hnns med Jasminhytte ud mod 
Beien ; her stod Madame Gabriel med 
mere „ Smaathustøi “ , to Pigebørn . 
„ Den nye Studerendes ! “ sagde Hr . 
Gabriel . 
„ Inderlig velkommen ! “ sagde Madame 
Gabriel , en ungdommelig , trivelig Kone , 
rød og hvid , med Spytkrøller og megen Pomade 
i Haaret . „ Gad , hvor De er fuldvoxcn ! “ 
sagde hun fil Peer . „ De er jo ef 
ganske udviklet Mandfolk ! jeg troede , at De 
var som Primus eller unge Madsen . 
Engle-Gabriel , det var godt at Mellemdøren 
blev sømmet fil . Du kjender mine 
Anskuelser ! “ 
„ Brøvl ! “ sagde Hr . Gabriel , og de 
fraadte ind i Stuen . Der laae paa Bordet 
en opslaaet Roman med ef Smørrebrød ; man 

skulde troe , ut det var lagt som Bogmærke , 
det laae tværs over den aabne Bog . 
„ Maa jeg nu være Husmoder ! “ og 
med alle fem Børn og de to Kostgængere 
førte hun Peer over Kjøkkenet , nd paa 
Gangen og ind i en lille Stne med Vindnc 
til Haven , det var nu hans Studere- og 
Soveværelse , det stødte op til Fru Gabriels , 
hvor hun sov med alle fem Børn , og hvor 
Mellemdøren for Sømmeligheds Skyld , og 
for Bysnak , „ der Ingen skanner “ , i Dag 
paa Madamens udtrykkelige Forlangende var 
bleven spigret til af Hr . Gabriel . 
„ Her skal De være , som hos Deres 
Forældre ! Theater have vi ogsaa i Byen . 
Apothekeren er Directeur for „ Privat-Selskabct “ , 
og vi have reisende Skuespillere . 
Men nu skal De have Deres „ Kalkun “ . Og 
hun sorte igjen Peer ind i Spisesalen , hvor 
der blev tørret vaadt Tøi paa Snore . 

„ Det gjør vel ikke noget ! “ sagde hun , 
„ det er bare Reenlighed , og den er De vistnok 
vant til . “ 
Og Peer satte sig til Kalkunstcgen , 
imedens Husets Børn , ikke de to Kostgængere , 
de havde trukket sig tilbage , gave en dramatisk 
Forestilling til Fornøielse for dem selv 
og for den Fremmede . 
Der havde nyligt været reisende Skuespillere 
i Byen og opført Schillers „ Røverne “ 
; de to ældste Drenge vare aldeles 
opfyldte heraf og spillede strax hjemme hele 
Stykket , alle Rollerne , uagtet de af disse kun 
huskede de Ord : „ Drømme komme fra 
Maven “ . Men de bleve sagt af dem Allesammen , 
hver til sit Brug , i de forskjelligste 
Betoninger . Der stod Amalie med himmelvendte 
Øine og drømmende Blik : „ Drømme 
komme fra Maven ! “ sagde hun og skjulte sit 
Ansigt i begge Hænder . CarlMo or traadte 

op mod Heltestridt og mandig Røst : „ Drømme 
komme fra Maven ! “ og derpaa styrtede hele 
Børneflokken ind , Piger og Drenge , alle 
vare de Røvere , og myrdede hverandre under 
Raabet : „ Drømme komme fra Maven ! “ 
Det var Schillers „ Røverne “ . Denne 
Forestilling og „ fyldt Kalkun “ fik Peer ved 
sin forste Indtrædelse i Hr . Gabriels Huus . 
Nu begav han sig til sit lille Kammer , hvis 
Vindue , med de af Solen stærkt brændte 
Ruder , vendte ud mod Haven . Han satte sig , 
saae ud ; der gik Hr . Gabriel fordybet i 
Læsningen af en Bog . Han nærmede sig 
og saae ind , hans Øine syntes fæstede paa 
Peer , der bukkede ærbødigt . Hr . Gabriel 
aabnede sin Mund saa vidt han kunde , rakte 
Tungen ud og lod den bevæge sig til alle 
Sider lige imod Ansigtet af den forskrækkede 
Peer , der ikke kunde forstaae , hvorfor han fik 
denne Behandling . Derpaa gik Hr . Gabriel , 

men vendte om igjen hen foran Vinduet og 
rakte Tungen ud ad Manden . 
Hvorfor gjorde han det ? Han tænkte 
ikke paa Peer , eller at Ruderne vare gjennemsigtige , 
han saae kun , at man udensra 
kunde speile sig i dem og vilde derfor , da 
han led af en daarlig Mave , see sin Tunge ; 
men den Kundskab havde Peer ikke . 
Tidlig paa Aftenen gik Hr . Gabriel 
til sin Stue , og Peer sad i sin . Det var 
blevet seent paa Aftenen . Han hørte Skjænderi , 
qvindcligt Skjænderi inde i Madame Gabriels 
Sovekammer . 
„ Jeg skal gaae op til Gabriel og sige 
ham , hvad Rak I er ! “ 
„ Vi skulle ogsaa gaae op til Gabriel 
og sige ham , hvad Madamen er ! “ 
„ Jeg faaer Krampe ! “ raabte hun . 
„ Hvem vil see Fruen faae Krampe ! 
fire Skilling ! “ 

Da lød Madamens Stemme dybere , 
men forstaaeligt : „ Hvad maa det unge Menneske 
derinde tænke om vort Huus ved at 
høre al den Simpelhed ! “ 
Og Skjændcrict sank , men løftede sig 
igjen høiere og høiere . 
„ Punktum fynalis ! “ raabte Madamen , 
„ gaa og lav Punsch ! hellere Forlig end 
Trætte ! “ 
Og der blev stille ; Døren derinde gik , 
Pigerne gik , og Madamen bankede paa ind 
til Peer : „ Unge Menneske ! ja , nn har De 
Begreb om en Husmoder ! Tak De Himlen 
, at De ikke holder Piger . Jeg vil 
Fred , og saa giver jeg Punsch ! Gjerne undte 
jeg Dem ogsaa et Glas , man sover deiligt 
paa det , men Ingen tør gaae med Gangdøren 
efter Klokken ti , vil min Gabriel . Punsch 
skal De alligevel faae ! I Døren er et stort 
tilkittct Hul ; jeg støder Kittet ud , sætter en 

Tragt ind , De holder Deres Vandglas 
under , saa skal jeg skjenke Punsch . Det er 
i al Hemmelighed , ogsaa for min Gabriel ; 
ham man De ikke fatigere med Husholdningssager ! “ 
Øg 
saa fik Peer Punsch ; og der var 
Fred i Stuen hos Madame Gabriel , Fred 
og Stilhed i hele Huset . Peer lagde sig , 
tænkte paa Moder og Faermoer , læste sin 
Aftenbøn og sov . 
Hvad man drømmer den forste Nat , 
man sover i et fremmed Huns , har Betydning , 
havde Faermoer sagt . Peer drømte , 
at han tog Ravhjertet , han endnu bestandig 
bar , lagde det i en Urtepotte , og det voxte 
til et høit Træ , gjennem Loftet og Taget ; 
det bar i tusindviis Hjerter af Sølv og 
Guld ; Urtepotten revnede derved , og der var 
intet Ravhjerte meer , det var blevet Mnld , 
Jord i Jorden — borte , altid borte . 

Saa vaagnede Peer ; Ravhjertet havde 
han endnu , og det var varmt , ved hans eget 
varme Hjerte . 
VI . 
Tidligt paa Morgenen begyndte den 
første UndcrviiSningstimc hos Hr . Gabriel ; 
der blev læst Fransk . 
Ved Frokosten var knn Pensionærerne , 
Børnene og Madamen ; hun drak sin anden 
Kaffe ; sin forste drak hun altid paa Sengen ; 
„ det er saa stindt , naar man har Muligheder 
til Krampe ! “ Hun spurgte Peer , hvad han 
havde læst i Dag . „ Fransk ! “ svarede han . 
„ Det er et dyrt Sprog ! “ sagde hun , 
„ det er Diplomat-Sproget og de Fornemmes 
Sprog . Jeg har i min Barndom ikke lært 
det , men naar man lever med en lærd Mand , 

saa faaer man af hans Kundskab , som havde 
man den med Modermælken . Jeg har saaledes 
alle de nødvendige Ord . Jeg troer 
nok , jeg skal kunne compromittcre mig i 
hvilketsomhelst Selskab , det skal være ! “ 
Et fremmed Ord , et Navneord , havde 
Madamen Vandet ved sit Ægteskab med en 
lærd Mand . Hnn var døbt Mette , efter 
en rig Moster , hun skulde arve , Navnet fik 
hun , men ikke Arven . Hr . Gabriel omdøbte 
Mette til Meta , Latinsk : „ Maalet “ . 
Ved Udstyret blev syet paa alt hendes Tøi , 
Uldent og Linned , Bogstaverne „ M . G . “ , 
Meta Gabriel , men unge Madsen havde 
Drenge-Vittighed og læste i Bogstaverne 
„ M . G . “ Charakteren „ Meget godt “ , hvorfor 
han med Blæk tilføiede et stort Spørgsmaalstegn 
og det baade paa Dug , Haandklæder 
og Lagener . 
„ De ynder ikke Madamen ? “ spurgte 

Peer , da unge Madsen indviede ham i 
sin Vittighed . „ Hun er saa mild , og Hr . 
Gabriel saa lærd . “ 
„ Hun er en Løgncposc ! “ sagde unge 
Nlad sen , „ og Hr . Gabriel er en Skurk ! 
gid at jeg var Corporal og han Rekrut , uh , 
hvor jeg skulde sugtlc ham ! “ og der viste 
sig noget Blodtørstigt i hele unge Madsens 
Udtryk ; Læberne bleve smallere end de ellers 
vare , hele Ansigteb syntes en eneste Fregne . 
Det var forfærdelige Ord at høre udtale ; 
de gave et Sæt i Peer , og dog havde 
unge Madsen den solcklareste Ret i sin 
Tanke : Det var en Grusomhed af Forældre 
og Lærere , at et Menneske skulde spilde sin 
bedste , deilige Ungdomstid paa at lære Grammatik , 
Navne og Aarstal , som Ingen bryder 
sig om , istedetfor at nyde sin Frihed , rigtigt 
trække Veiret , slentre om med Bøsse paa 
Nakken , søm god Skytte . „ Nei , lukkes inde 

skal man , sidde paa Bænken og see sig søvnig 
i en Bog ; del vil Hr . Gabriel , og 
saa bliver man kaldet doven og faaer Charakteren 
„ Maadelig “ , ja , Ens Forældre erholder 
Brev herom ! derfor er Hr . Gabriel 
en Skurk ! “ 
„ Han giver ogsaa Haandtager ! “ tilføiede 
lille Primus og syntes enig med nnge 
Madsen . Det var ikke glædeligt for Peerat 
høre . 
Bien Peer fik ikke Haandtager , han var 
saa udvoxct , som Madamen sagde ; hun blev 
ikke kaldt doven , for hun vnr det ikke ; han 
skulde have Timer alene . Han stod snart i 
Fremgang over Madsen og Primus . 
„ Hnn har Evner ! “ sagde Hr . Gabriel . 
„ Og man kan see , han har gaaet paa 
Dandseskolen ! “ sagde Madamen . 
„ Vi mane have ham ind i vort Dramatiske ! “ 
udtalte Apothekeren , der levede 

mere for Byens private Theater , end for 
Apotheket . Ondskaben anvendte paa ham 
den gamle , forslidte Vittighed , at han vist 
var bidt af en gal Skuespiller , han var reent 
theatergal . 
„ Den unge Studerende er født til Elsker , “ 
sagde Apothekeren : „ Om to Aar kan hun 
være Romeo ! og jeg froer , naar han bliver 
godt malet og faaer en lille Mousfache , kunde 
han godt træde op i Vinter . “ 
Apothekerens Datter , „ stort dramatisk 
Talent “ , sagde Faderen , „ sand Skjønhed “ , 
sagde Moderen , skulde være Julie , Madame 
Gabriel maatte være Ammen , og Apothekeren , 
der baade var Directeur og Regisseur , vilde 
overtage Apothekerens Rolle , den var lille , 
men af stor Vigtighed . 
Det Hele beroede paa at erholde Hr . 
Gabriels Tilladelse til at Peer udførte 
Romeo . 

Man maattc sce at virke gjennem Madame 
Gabriel , forstaae at vinde hende og 
det forstod Apothekeren . 
„ De er født til at være Amme ! “ sagde 
han og troede at sige hende noget Smigrende . 
„ Det er egenligt den sundeste Rolle i 
Stykket ! “ vedblev han , „ den er Humcurcts 
Rolle ! uden den er Stykket ikke fil at holde 
ud i sin Sørgelighed . Ingen uden De , 
Madame Gabriel , har den Qvikhed og 
det Liv , som her skal sprudle ! “ 
Det var ganske sandt , fandt hun , men 
hendes Mand tillod vist aldrig de » unge 
Studerende at anvende den Smule Tid , der 
maatte anvendes for at være Romeo . Hun 
lovede imidlertid „ at lirke “ , som hun kaldte 
det . Apæthekeren begyndte strax at indstudere 
sin Rolle , især at tænke paa Masken ; han 
vilde være aldeles Skelet , Armod og Elendighed , 
og dog den brave Atand ; en svær 

Opgave ; men en langt sværere havde Madame 
Gabriel med „ at lirke “ sin Mand 
op fil dem ; han kunde jo ikke , sagde han , 
forsvare for Peers Foresatte , der betalte 
dennes Kost og Logis , at han lod Mennesket 
spille Tragedie . 
Vi tor iøvrigt ikke skjule , at Peer 
havde den inderligste Lyst fil det . „ Men 
det gaaer ikke ! “ sagde han . 
„ Det gi ' er sig ! “ sagde Madamen . „ Lad 
mig bare lirke ! “ hun havde hellere givet 
Punsch , men den drak Hr . Gabriel ikke 
gjerne . Ægtefolk ere tidt forskjellige ; dette 
være nu sagt uden af fornærme Madamen . 
„ Eet Glas og ikke mere ! “ meente hun , 
„ det løfter Sindet og gjør Mennesket glad , 
og saaledes bør vi være , det er Vorherres 
Villie med os ! “ 
Peer sknlde være Romeo , det blev lirket 
igjennem ved Madamen . 

Læseprøven holdtes hos Apothekeren ; de 
fik Chocolade og „ Genier “ , det vil sige smaa 
Tvebakker . Der leveredes i Bageriet tolv 
for een Skilling , og da de vare saa bitte 
smaa og saa mange , blev det en Vittighed 
af kalde dem Genier . 
„ Det er en let Sag af gjøre Nar ! “ 
sagde Hr . Gabriel , og saa gav han dog 
selv Spotnavn til Eet og Andet . Apothekerens 
Huus kaldte han „ Noæh Ark med de 
Rene og de Urene ! “ og det alene for den 
Kjærlighed , hvormed Husdyrene der vare 
optagne i Familien . Frøkenen havde sin egen 
Kat : „ Graciosa “ , yndig og blød i Skindet ; 
den laae i Vinduet , i Skjødet , paa 
Sytøiet eller løb hen over det dækkede Middagsbord ; 
Fruen havde Hønsegaard , Andegaard , 
Papegøie og Canarifuglc ; Poppedreng 
kunde øverskrige dem Allesammen . To 
Hunde , Flick og Flock , gik i Stuen , de 

vare aldeles ikke Potpourrikrnkkcr , de laae i 
Sopha og i Ægteseng . 
Læseprøven begyndte og blev knn et Øieblik 
afbrudt ved af Hundene oversavlcdc Madame 
Gabriels nye Kjole , men det var af 
bare Venlighed og det plettede ikke . Katten 
bragte ogsaa lidt Forstyrrelse , den vilde endelig 
give Pote til Jnlies Fremstillerinde , 
sidde paa hendes Hoved og vifte med Halen . 
Jnlies ømme Tale deelle sig lige meget 
mellem Katten og Romeo . Hvert Ord , 
Peer havde af sige , var netop det , han 
vilde og maatte sige til Apothekerens Datter . 
Hvor var hun yndig og rørende , et Naturens 
Barn , der , som Madame Gabriel kaldte 
det , gik ved Siden af sin Rolle . Peer blev 
ganske varm derved . 
Det var vistnok Instinctct eller noget 
Høiere hos Katten : den satte sig paa Peers 

Skulder og ligesom billcdliggjordc Sympathien 
mellem Romeo og Julie . 
Ved hver senere Prøve blev Inderligheden 
klarere , fyldigere , Katten fortroligere , 
Poppedreng , og Canarisuglene mere skrigende ; 
Flick og Flock løb ud og ind . 
Forestillingsaftenen kom , Peer var ganske 
N o m e o , han kyssede Iulie lige paa Munden . 
„ Aldeles naturligt ! “ sagde Madame 
Gabriel . 
„ Uforskammet ! “ sagde Raadmanden Hr . 
Svendsen , Byens rigeste Borger og tykkeste 
Mand . Vandet haglede ned ad ham i 
Husets Varme og as indre Varme . Peerfandt 
ikke Naade for hans Øine : „ Saadan 
en Hvalp ! “ sagde han , „ en Hvalp saa lang , 
at man kan knække ham over og gjøre to 
Hvalpe af ham ! “ 
Stor Beundring og een Fjende ! det var 
godt sluppet . Jo , Peer var eu Lykke-Peer . 

Træt og overvældet af denne Aftens 
Anstrengelser og Hyldest naaede han hjem i 
sin lille Stue . Det var over Midnat ; Madame 
Gabriel bankede paa Væggen . 
„ Romeo ! jeg har Punsch ! “ 
Øg Tragten blev sat gjennem Døren , 
og Peer-Røm c ø holdt Glasset under . 
„ Godnat , Madame Gabriel ! “ 
Men Peer kunde ikke sove ; Alt , hvad 
han havde sagt , og især , hvad Julie havde 
sagt , surrede ham igjennem Hovedet , og da 
hun endelig sov , drømte han om Bryllup 
— Bryllup med Jomfru Frandsen . Hvor 
man dog kan drømme underlige Ting ! 
Vil . 
„ Nu slaaer De det Comediespil af Hovedet ! “ 
sagde Hr . Gabriel næste Morgen . 
„ Øg saa klemme vi paa Videnskaben . “ 

Nær havde Peer tænkfsom unge Madsen : 
„ at man saaledes skal anvende sin deilige 
Ungdomstid , lukkes inde og sidde ved 
Bogen ! “ men da han sad ved Bogen , lyste 
der fra den saa meget Nyt og Godt ind i 
Tankerne , af Peer fandt sig ganske opfyldt 
deraf . Han hørte om Verdens Stormænd 
og deres Bedrifter ; saa Mange havde været 
Fattigmands Barn : Helten Themistokles , 
en Pottemagersøn , Shakespeare , en fattig 
Vævcrdreng , der som ungt Menneske holdt 
Hestene udenfor Theatret , hvor han siden 
blev den mægtigste Mand i Digtekonsten for 
alle Lande og alle Tider . Han hørte 
om Sangcrkampcn paa Wartbnrg , hvor 
Digterne kappedes om hvo , der kunde bringe 
den skjønneste Digtning , en Kamp , lig de 
gamle græske Poeters Veddestrid ved de store 
folkelige Fester . Øm disse fortalte Hr . Gabriel 
med særlig Lyst . Sophokles havde 
5 

i sin høie Alder skrevet en af sine bedste 
Tragedier og vundet Scicrspriscn over alle 
de Andre ; i denne Hæder og Lykke brast af 
Glæde hans Hjerte . O hvor velsignet af døe 
midt i sin Seicrs Glæde ! hvad kunde være 
lykkeligere ! Tanker og Drømmerier fyldte vor 
lille Ven , men hair havde Ingen af udtale sig til . 
Det vilde ikke blive forstaaet af unge Madsen 
eller Primus , ikke heller af Madame Gabriel ; 
hun var enten heelt det gode Humeur 
eller den sørgende Moder , som saadan sad 
hun opløst i Taarer ; hendes to Smaapiger 
saae med Forundring op Paa hende , hverken 
de eller Peer kunde udfinde , hvorfor hun 
var i saa stor Sorg og Bedrøvelse . 
„ Øe stakkels Børn ! “ sagde hun da , 
„ deres Fremtid tænker en Moder altid paa . 
Drengene hytte sig nok . Cæsar falder , men 
han reiser sig igjen ! de to Ældre pladske i 
Bandballcn , de skulle til Marinen og gjøre nok 

gøde Partier , men mine Smaapiger ! hvad 
bliver deres Fremtid ? Øe ville komme i en 
Alder , hvori Hjertet føler , og da , er jeg vis 
paa , at Den , de hver holder af , aldeles ikke 
er efter Gabriels Sind ; han vil give dem 
En , de ikke kunne udstaae og saa blive de 
saa ulykkelige ! Det tænker jeg paa som 
Moder og det er min Sorg og Bedrøvelse ! 
I stakkels Børn ! I blive saa ulykkelige ! “ 
Hun græd . ' 
Smaapigerne saae paa hende , Peer 
saae paa hende , veemodigt stemt ; han vidste 
ikke Noget at svare og saa trak han sig tilbage 
til sin lille Stue , satte sig ved det 
gamle Claveer , og der kom Toner , Phantasier , 
som de strømmede gjennem hans 
Hjerte . 
I den tidlige Morgen gik han tankcklar 
fil sine Studier , øvede sin Pligt , derfor betaltes 
for ham . Han var en samvittigheds5 * 


fuld , rettænkende Fyr ; i hans Dagbog stod 
anført hvad han hver Dag havde læst og 
lært , hvor seent Paa Natten han havde sat 
sig fil Claveret og spillet , altid dæmpet , 
for ikke at vække Madame Gabriel ; aldrig 
stod der , uden ved Søndagen , Hviledagen : 
„ tænkk paa Julie “ , „ var hos Apothekerens “ , 
„ gik forbi Apothekerens “ , „ skrevet Brev fil 
Moder og Faermoer “ . Peer var endnu 
Romeo og gav Søn . 
„ Særdeles flittig ! “ sagde Hr . Gabriel . 
„ Tag dog Exempel , unge Madsen ! De 
gaaer reject . “ 
„ Skurk ! “ sagde Madsen ind i sig selv . 
Prim ns Provstesøn led af Sovesyge . 
„ Det er en Sygdom , “ sagde Provstinden , 
han maatte ikke tages med Strenghed . 
Provstegaarden laae kun to Mile derfra ; 
der var Rigdom og Hcrskabclighed . 
„ Den Aland doer som Bisp ! “ sagde 

Madame Gabriel . „ Han har gode Conjugatwner 
ved Hoffet , og Provstinden er 
højadelig Frøken , hun kan udenad hele 
Hervldikken o : Vaabcnlæren “ . 
Det var Pintsetid . Et Aar var gaaet 
siden Peer kom i Hr . Gabriels Huus ; 
Kundskaber vare vnndne , men Sangstemmen 
var ikke kommen igjen , mon den nogensinde 
vilde komme ? 
Huset Gabriel var indbudt hos Provstens 
til stor Middag og Bal ud paa Natfen . 
Der kom mange Gjester fra Byen og 
fra Herregaardene ; Apothekerens vare indbudte , 
Romeo skulde see sin Julie , maaskee 
dandse første Dands med hende . 
Det var en velholdt Provstegaard , hvidkalket 
og uden Mødding i Gaarden , grønmalet 
Dueslag , hvorom slyngede sig en Vedbcnd-Nankc . 
Provstinden var en høi , fyldig 
Dame ; „ ^lankopis Ltbono “ , kaldte Hr . 

Gabriel hende ; „ den blanoiede “ , ikke „ dcnkooicde “ , 
somJuno kaldes , incentc Peer . Der 
var hos hende noget fornemt mildt , en Bestræbelse 
for at give det Sygelige ; hun havde 
vist Sovesyge ligesom Primns . Hun var 
i kornblaa Silkekjole , bar store Krøller , den 
til Høire løftedes ved et stort MedaillonPortrait 
af hendes Oldemoder , Generalinden , 
og den til Venstre af en ligesaa stor Drueklase 
af hvidt Porcellain . 
Provsten havde et rødmusset , triveligt 
Ansigt med skinnendc hvide Tænder til at 
bide i en stegt Dyreryg . Hans Conversation 
bestod altid i Anccdvtcr ; han kunde 
underholde sig med enhver Mand , men Ingen 
havde dog nogensinde ført en Samtale 
med ham . 
Ogsaa Raadmanden var her , og mellem 
de Fremmede fra Herregaardene saae 
man Felix , Grossererens Son ; han var 

confirmeret og nu den eleganteste , unge Herre 
i Klæder og Manerer ; Millionair var han , 
sagde de ; Madame Gabriel havde ikke Mod 
til at tale til ham . 
Peer var lyksalig ved at see Felix , 
der kom ham meget venlig imøde og sagde , 
hun kunde hilse fra sine Forældre , de læste 
alle de Breve , Peer skrev hjem til sin Moder 
og Faermoer . 
Ballet begyndte . ' Apothekerens Datterskulde 
dandse første Dands med Raadmanden , 
det var et Løfte , hun hjemme havde maattet 
give sin Moder og Raadmanden . Anden 
Dands blev lovet Peer , men Felix kom 
og tog hende nden videre end et venligt Nik : 
„ De tillader , at jeg dandser den ene 
Dands ! Frøkenen vil kun , naar De tillader 
det ! “ 
Peer satte et høfligt Ansigt op , sagde 
ikke Noget , og Felix dandsede med Apothekercns 

Datter , den Skjømicstc paa hele Ballet . 
Han dandsede ogsaa næste Dands med hende . 
„ Borddandsen forunder De vel mig ? “ 
spurgte Peer , bleg i Ansigtet . 
„ Ja , Borddandsen ! “ svarede hun med 
det yndigste Smil . 
„ De vil da vel ikke tage min Dandserinde 
fra mig ? “ sagde Felix , som stod tæt 
ved . „ Det er ikke Venskab . Vi to gamle 
Venner inde fra Byen ! De siger , at 
De er saa glad ved at see mig ! saa maa 
De ogsaa forunde mig den Glæde at føre 
Frøkenen tilbords ! “ og han tog Peer om 
Livet og lagde spøgende sin Pande lige mod 
hans . „ Tilladt ! ikke sandt ? tilladt ! “ 
Nei ! “ sagde Peer . Øinene lyste i Vrede . 
Felix løftede med Lystighed sine Arme 
og satte Albuerne derpaa spidst , som vilde ' 
han ligne Frøen i at springe : „ De har 
fuldkommen Ret . , unge Herre ! jeg vilde 

sige det Samme , naar Borddandsen var lovet 
mig , unge Herre ! “ Han trak sig tilbage 
med en elegant Bøining for den nnge Dame . 
Men ikke længe efter , da Peer stod i en 
Krog og pillede paa sin Sløife , kom Felix , 
tog ham om Halsen og med det mest indsmigrende 
Blik sagde han : 
„ Vær mageløs ! min Moder og Deres 
Moder og gamle Faermoer , de ville Alle sige , 
at det ligner Dem ! jeg reiser imorgen og jeg 
kjeder mig ihjel , faaer jeg ikke den unge Dame 
tilbords . Min egen Ven , min eneste Ven ! “ 
Da kunde Peer , som den eneste Ven , 
ikke modstaae ; han førte selv Felix hen til 
den unge Deilighed . 
Det var den lyse Morgen , da Gjesfcrne 
næste Dag kjørte ud fra Provstegaarden . 
Hnset Gabriel var i een Vogn og hele 
Hnset blundede der , undtagen Peer og Madamen . 


Hnn talte om den unge Grosserer , den 
rige Mands Søn , der jo var Peers Ven ; 
hun havde hørt ham sige : „ Skaal , min Ven ! “ 
„ Mutter og Faermuttcr ! “ „ Der var Noget 
saa „ uegligcnt “ , galant deri , “ sagde hun , 
„ man saae strax , at han var et Rigdommens 
Barn eller et Greve-Barn . Det kunne vi 
Andre ikke tilegne os ! man maa bøie sig ! “ 
Peer sagde ikke Noget ; hun bar tungt 
paa det hele Dagen . Øm Aftenen , ved 
Sengetid og i Dynerne jog det Søvnen bort , 
det talte inde i ham : „ man bøier sig , man 
føicr sig ! “ — det havde han gjort , lysfret Rigdommens 
Barn , — „ fordi man er fattig født , 
stillet i Naade og Afhængighed af disse Rigdomsfødtc . 
Ere de da bedre end vi ? Øg 
hvorfor bleve de skabte bedre end vi ? “ 
Der steilede noget Øndt inde i ham , 
Noget , Faermoer vilde blive bedrøvet over . 
Han tænkte paa hende . „ Stakkels Faermoer ! 

Du er ogsaa bleven stillet saa fattig ! Gud 
har kunnet gjøre det ! “ og han følte Vrede 
i sit Sind , men paa samme Tid en Fornemmelse 
ask at han herved syndede i Tanke 
og Ord mod den gode Gud . Han sørgede 
over at have tabt Barnesindet og havde det 
just da saa heelt og rigt . Lykkelige Peer ! 
Ugen efter kom der Brev fra Faermoer . 
Hnn skrev , som hun kunde skrive , 
store Bogstaver og smaa Bogstaver mellem 
hverandre , hele sit Hjertes Kjærlighed i Smaat 
og Stort i hvad , der vedrørte-Peer . 
„ Min egen , søde , velsignede Dreng ! 
Jeg fænker paa Dig , jeg længes efter 
Dig , og det gjør ogsaa din Moder . Det 
gaaer hende godt , hun vasker ! Og Grossererens 
Felix var igaar hos os med Hilsen 
sra Dig . I havde været paa Provstcbal , 
og Du var saa honnet ! det vil Du 
altid blive og glæde din gamle Faermoer 

og din meget arbeidsomme Moder ; hun melder 
Dig om Jomfru Frandsen . “ 
Og nn fulgte Efterskriff fra Peers 
Moder . 
„ Jomfru Frandsen gifter sig , det 
gamle Menneske ! Bogbinder Hof er bleven 
Hofbogbinder efter Ansøgning , med stort 
Skilt : „ Hofbogbinder Hof “ og hun bliver 
Madame Hof ; det er gammel Kjærlighed , 
den ruster ikke , min sode Dreng ! 
din Moder . 
Anden ' Efterskrift : „ Faermoer har 
strikket Dig sex Par Uldsokker , dem faaer 
Du ved Leilighed ; jeg har lagt deri „ Fleskebrød “ , 
din Livret ; jeg veed , at Du aldrig 
faaer Flest hos Hr . Gabriels , da Fruen 
er bange for , hvad jeg har saa svært ved at 
bogstavere , „ Truchiucr “ . Du skal ikke troe 
paa dem , men kun spise 
din egen Moder . “ 

Peer læste Brevet og læste sig glad . 
Felix var saa brav ; hvor havde han dog 
gjort ham Uret . De vare skiltes ad hos 
Provstens , uden at sige hinanden Farvel . 
„ Felix er bedre end jeg ! “ sagde Peer . 
VIII . 
I et stille Liv glider den ene Dag ind 
i den anden , Maaned paa Maaned gaaer 
snart ; Peer var allerede i det andet Aar 
af sit Ophold hos Hr . Gabriel , der med 
streng Alvor og Bestemthed , Madamen kaldte 
det Stædighed , holdt paa , at han ikke oftere 
betraadte Scenen . 
Selv havde han fra Syngemesteren , 
som maanedlig udbetalte Honoraret for hans 
Underviisning og Underhold , faaet en alvorlig 
Mindelse om ikke at tænke paa Comediespil 

saalænge han var anbragt her ; og han 
adlød , men Tankerne gik desvftcrc fil Theatret 
i Hovedstaden ; de gjøglcde hen over 
Scenen , hvor han sknlde have traadt op som 
stor Sanger ; nn var Stemmen borte , den 
kom ikke igjen , han var herover tidt inderlig 
bedrøvet . Hvo kunde traske ham ? Hverken 
Hr . Gabriel eller Madamen , men nok Vorherre . 
Trøst kan sendes paa mange Maader , 
Peer kom sovende fil den , han var jo 
Lykke-Peer . 
En Nat drømmer han , at det var 
Pintse , og han var nde i den deilige , grønne 
Skov , hvor Solen skinnede ind imellem 
Grenene , . og hvor hele Skovbunden stod fyldt 
med Anemoner og Kodriver . Saa begynder 
Kukkeren : „ kukkuk ! “ Hvor mangc Aar skal 
jeg leve , sporgcr Peer , for det spørger man 
altid Kukkeren om , naar man førske Gang i 
Aaret hører den kukke , og Kukkeren svarede : 

„ kukkuk ! “ mm heller ikke mere , saa taug 
den . 
„ Skal jeg kun leve endnu i eet Aar ! “ 
sagde Peer , „ det er virkeligt altfor lidt . 
Vær saa god at kukke om ! “ saa begyndte 
ogsaa Kukkeren : „ kukkuk ! kukkuk ! “ ja , det fik 
ingen Ende ; den blev ved , saa Peer gav 
sig til at kukke med , og det saa livagtigt , 
som om han selv var en Kukker , men hans 
Kuk blev stærkere og klarere ; alle Sangfuglene 
gviddrcde ind deri , Peer sang dem efter , 
men meget deiligere : han havde hele sin klare 
Barnestemme og jublede i Sang . Hnn var 
saa glad i sit Hjerte , og vaagnede derved , 
forvisset om , at Klangbunden endnu var i 
ham , at Stemmen laae derinde , og nok en 
lys Pintscmorgen vilde komme frem i al sin 
Friskhed ; og saa sov han glad paa den Forvisning . 
Men 
hverken næste Dag , Uge eller 

Maaned fornam han Noget til , at Stemmen 
kom igjen . 
Hver Efterretning , han kunde erholde 
om Theatret i Hovedstaden , var en sand 
Sjæleføde , den var ham det aandelige Brød . 
Smuler ere ogsaa Brød , og han tog tiltakke 
med Smulerne , den ringeste Fortælling . 
Hørkræmmerens vare Naboer til Gabriels ; 
Madamen der , en høist agtværdig 
Madmoder , livlig og leende , men uden al 
Kjendskab eller Kundskab til Theatret , havde 
været i Hovedstaden for første Gang og var 
henrykt over Alt derinde , selv over Menneskene ; 
de havde leet ad Alt , hvad hun sagde , forsikrede 
hun , og det var ganske troligt . 
„ Var De ogsaa i Theatret ? “ spurgte 
Peer . 
„ Det var jeg ! “ svarede Hørkræmmerens 
Kone . „ Hvor jeg dampede ! De skulde have 
seet mig sidde og dampe i den Varme ! “ 

„ Men hvad saae De ? Hvilket Stykke ? “ 
„ Det skal jeg sige Dem ! “ sagde hun , 
„ Jeg skal give Dem hele Comedien ! — Jeg 
var der to Gange . Den første Aften var 
det et Tale-Stykke . Der kom hun , Prindsessen : 
„ „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ “ hvor hun 
kunde tale ! derpaa kom Mandfolket : „ „ abe , 
dabe ! æbe , dæbe ! “ “ og saa dump Madamen ! 
nu begyndte de igjen ; Prindsen : „ „ abe , dabe ! 
æbe , dæbe ! “ “ og saa dump Madamen . Hun 
dumpede fem Gange den Aften , Den anden 
Gang jeg var der , gik det paa Sang hele 
Molcvitten : „ abe , dabe ! æbe , dæbe ! “ og saa 
dump Madamen . Nu sidder der ved Side » 
af mig en meget net Kone fra Landet ; hun 
havde aldrig været i Theatret og troede , at 
det var forbi ; men jeg , som nu kjendte det , 
sagde , at da jeg var der sidst , dumpede Madamen 
fem Gange . Sang-Aftenen dumpede 
hun kun tre Gange . — Ia , der har De 

begge Comedierue , saa livagtigt som jeg saae 
dem ! “ 
Var det Tragedier , hua havde seet , altid 
dumpede Madamen . Da lyste det vp i 
hans Tanke : paa det store Theater var Paa 
Forhænget , der rullede ned i Mcllcmactcrne , 
malet en stor gvindelig Figur , en Blusa 
med den komiske og tragiske Maske . Det var 
Madameu , der dumpede ; det havde været den 
egenlige Comedie ; hvad de sagde og sang 
var for Hørkræmmerkonen : „ abe , dabe ! æbe , 
dæbe ! “ men en stor Fornøielse havde det været , 
og det var det ogsaa for Peer , og ikke mindre 
for Madame Gabriel , der hørte denne Gjengivelse 
af Stykkerne ; hun sad med Forbauselsens 
Udtryk og Aands-Bcvidsthcdens Overlegenhed , 
hun havde jo , som Amme , baaret 
Shakespeares „ Romeo og Julie “ , havde 
Apothekeren sagt . 
„ Saa dnmp Madamen “ , forklaret af 

Peer , blev siden en Vittigheds Talemaade 
deri Huset hvergang et Barn , en Spølkumme 
eller et og andet Menbel faldt paa Gulvet 
der i Huset . 
„ Saaledes blive Ordsprog og Talemaader 
til ! “ sagde Hr . Gabriel , der førte 
Alt hen til Videnskaben . 
Nytaarsaften , Paa Slaget tolv , stod 
Familien Gabriel og Kosfgængerne hver 
med et Glas Punsch , det eneste , Hr . Gabriel 
drak hele Aaret ; thi Punsch er ilde for en 
svag Mave . De drak Skaal for det nye 
Aar og talte Klokkeslagene : „ een , fo “ , til 
det tolvte Slag : „ der dump Madamen ! “ 
sagde de . 
Det nye Aar rullede op , rullede afsted ; 
ved Pintse havde Peer været fo Aar der i 
Huset . 

IX . 
To Aar vare gaaede , men Stemmen 
var ikke vendt tilbage . Hvorledes vilde Fremtiden 
stille sig for vor unge Ben . 
Han vilde altid knude blive Timelærer 
i en Skole , meente Hr . Gabriel , det var 
dog en Lcvcvei , men ikke til at gifte sig paa , 
det var heller ikke Peers Tanke i hvor stor 
Plads end Apothekerens Datter havde i hans 
Hjerte . 
„ Blive Timelærer ! “ sagde MadameGabriel , 
„ Skolemand ! saa bliver De det kjcdeligstcGnav 
paa Jorden , ligesom min Gabriel . 
De er jo født Thcatermcnncskc ! bliv 
den største Sknespiller i Verden , det er noget 
Andet end at være Timelærer ! “ 
Sknespiller ! ja , det var Maalet . 
Han udtalte det i et Brev til Syngemesteren , 
udtalte sin Lyst og sin Forhaabning . 

San inderligt længtes han efter den store 
Hjemstad hvor Moder og Faermoer levede , 
dem havde han ikke seet i to lange Aar . 
Afstanden var kun tredive Mile ; i sex Timer 
kunde hun med Hurtigtoget naae derhen . 
Hvorfor havde de da ikke seet hinanden ? 
Det er let sagt . Peer havde ved Afreisen 
maattet give Løftet at forblive hvor han kom , 
ikke tænke paa Besøg . Moder havde fuldt op 
at bestille med at vaske og stryge , desuagtet 
fænkte hun flere Gange paa at gjøre den 
store Reise , uagtet den vilde koste svære 
Penge , men den kom dog aldrig istand . 
Faermoer , ja hun havde en Rædsel forJernbaner ; 
det var at friste Gud . Intet skulde 
bringe hende til at fare med Damp , hun 
var jo ogsaa en gammel Kone , hun kom ikke 
paa Reise før hun reiste op fil Vorherre . 
Det sagde hun i Mai , — men i Juni 
reiste det gamle Menneske , ganske alene , de 

tredive lange Mile , fil den fremmede By , 
fil de fremmede Mennesker , for af komme fil 
Peer . Det var en stor Begivenhed , den sørgeligsle , 
der kunde hænde Moder og Faermoer . 
Kukkeren havde sagt : „ kukkuk “ i det 
Uendelige , da Peer anden Gang spurgte 
den : „ hvormange Aar skal jeg leve ? “ Sandheden 
og Hnmenrct var godt ! de lyste Solskin 
lige ind i Fremtiden . Han havde faaet 
et fornøieligt Brev fra sin faderlige Ven , 
Syngemesteren . Peer skulde komme tilbage , 
man vilde see hvad der kunde gjøres forham , 
hvilken Vei han havde af gaae , da 
Sangstemmen var borte . 
„ Træd op som Romeo ! “ sagde Madame 
Gabriel , „ nu er De gammel nok fil Elskerfaget 
og har saaet Kjød paa Kroppen . De 
behøver ikke af males . “ 
„ Bliv Romeo ! “ sagde Apothekeren og 
Apothekerens Datter . 

Der brusede mange Tanker gjennem 
hans Hoved og Hjerte . Men : 
„ Ingen veed , hvad imorgen skeer . “ - 
Han sad nede i Haven , der gik ud til 
Engen . Det var Aften og Maaneskin . Hans 
Kinder brændte , hans Blod brændte , Luften 
bar deilig Køling . Hen over Mosen svævede 
Taagen , den løftede sig og sank , han 
maatte tænke paa Elverpigernes Dands . 
Da kom ham i Tanke den gamle Sang om 
Ridder Oluf , der red ud at byde Gjester til 
sit Bryllup , men standsedes af Elverpigerne , 
som droge ham ind i deres Dands og 
Leeg , og det voldte hans Død . Det var en 
Folkesang , en gammel Digtning ; Maaneskinnet 
og Taagerne hen over Mosen dannede 
i Aftenen Billeder til den . 
Peer sad snart halvt drømmende og 
saae derpaa . Buskene syntes at have Skikkclse 

af noget Menneskeligt , og Noget af 
Dyret ; ubevægelige stode de , Taagen derimod 
løftede sig , søm luftige bølgende Slør . 
Sligt havde Peer seet i Balletten paa 
Theatret , hver Elverpigerne blive fremsfillede , 
hvirvlende , svævende med Slor af 
Flor ; men her var det langt deiligere og 
mere vidunderligt ! saa stør en Scene kunde 
Theatret ikke fremvise ; saa høi og klar en 
Luft , et saa lysende Maaneskin , havde 
den ikke . 
Fremmesf i Taagen lyste tydeligt en 
Qvindeskikkelsc , og denne ene blev til tre , de 
tre til mange , Haand i Haand dandsende , 
svævende Piger . Luften bar dem hen mod 
Hækken hvor Peer stod ; de nikkede til ham ; 
de talte ; det var som Solvklokker klang ; de 
dandsede ind i Haven om ham ; de havde 
haur i deres Kreds . Uden af tænke derved 
dandsede han ured dem , men ikke deres Dands ; 

han hvirvlede rundt som i den uforglemmelige 
Vampyrdands , men den tænkte han ikke paa , 
han tænkte egenlig slet ikke mere , men var 
aldeles overvældet af al den Herlighed , han 
saae omkring sig . 
Mosen var en Sø , saa dyb og sortblaa , 
med Aakander , der lyste i alle tænkelige Farver ; 
dandsende over Vandet bare de ham 
paa deres Slør hen mod den anden Bred , 
hvor Kæmpehøjen havde kastet sit Grønsvær 
og løftet sig til et Slot af Skyer ; 
men Skyerne vare af Marmor ; blomstrende 
Træer af Guld og kostelige Stene snoede sig 
om de mægtige Marmorblokkc ; hver Blomst 
selv , var en farvestraalende Fugl , der sang 
med menneskelig Stemme . Det var som et 
Chor af tusinde og tusinde glade Børn . 
Var det Himlen eller var det Elverhøj ? 
Slottets Vægge rørte sig , giede mod 
hinanden , — lukkedes om ham . Han var 

derinde , Menneskeverdenen laae udenfor . Da 
følte han en Angest , en Skræk , svin aldrig 
før . Ingen Udgang var af finde , men fra 
Gulvet til høit op mod Loftet , fra alle 
Vægge , smilede til ham deilige unge Piger ; 
de vare saa levende af see og dog maatte han 
tænke : ere de kun malede ? Hnn vilde tale 
til dem , men hans Tunge havde ikke Ord , 
Talcstcmmen var aldeles borte , ikke en Lyd 
kom fra hans Læber . Da kastede han sig 
ned paa Jorden , saa ulykkelig , som han aldrig 
før havde været . 
En af Elverpigerne traadte hen til ham ; 
hun meente ham det vist godt , paa sin Maade ; 
hun havde paataget sig den Skikkelse , han 
helst vilde see ; hun lignede Apothekerens 
Datter ; han var nær ved af troe , af det var 
hende ; men snart saae han , af hun var hnnl i 
Ryggen , ene og alene deilig Forside , aaben 
bag til , sket ikke Noget indeni . 

„ Een Time her , er hundrede Aar ude , “ 
sagde hun , „ Du har allerede været her en 
heel Time . Alle , hvem Du kjender og holderns 
udenfor ere døde ! bliv hos os ! — ja blive 
maa Du , eller Væggene klemme Dig , saa at 
Blodet sprsiter ud af din Pande ! “ 
Og Væggene rørte sig , og Luften derinde 
blev som en gloende Bagerovn . Han fik 
Stemme . 
„ Vorherre ! Vorherre ! har Du forladt 
mig ? “ raabte han i den dybeste Sjælcsmertc . 
Da stod Faermoer hos ham . Hun tog 
ham i sine Arme , hun kyssede Hain paa 
Panden , hun kyssede ham paa Munden : 
„ Min egen søde lille Ven ! “ sagde hun , 
„ Vorherre slipper Dig ikke , han skipperIngen 
af os , selv ikke den største Synder . 
Gud være Priis og Ære i al Evighed ! “ 
Øg hun tog frem sin Psalmebog , den 
samme hvoraf hun og Peer mangen Søndag 

havde sunget . Hvor klang hendes Stemme , 
hvor lød hendes Røst ! alle Elverpigerne lagde 
deres Hoved til Hvile , de trængte dertil . 
Peer sang med Faermoer , som han for 
havde sunget hver Søndag ; hvor var hans 
Stemme med Eet kraftig og stærk , dertil 
saa blod : Slottets Vægge rørte sig , bleve 
Skyer og Taage ; Faermoer gik med ham 
ud af Høie » i det høie Græs , hvor SanctHans 
Ørmcne lyste og Maane » skinnede ; men 
hans Fødder vare saa matte ; han kunde ikke 
flytte dem , han sank ned i Græsset ; det varden 
blødeste Seng ; han hvilede saa godt og 
vaagnede ved Psalmesang . 
Faermoer sad hos ham , sad ved Sengen 
i det lille Kammer i Hr . Gabriels 
Huus . Feberen var endt , Sandhed og Liv 
vendt tilbage . 
Dødssyg havde han været , Nede i 
Haven havde de hiin Aften fundet ham afmægtig ; 

en voldsom Feber fulgte ; Doctoren 
meente , at han gik den ikke igjennem , han 
maatte døe , og derom blev skrevet til hans 
Moder . Hun og Faermoer vilde og maatte 
til ham ; Begge kunde de ikke tage afsted , og 
saa reisfe gamle Faermoer paa Jernbane . 
„ Det gjorde jeg kun for Peer ! “ sagde 
hun . „ Jeg gjorde det i Guds Navn , ellers 
maatte jeg have troet , at jeg fløi med de 
Onde paa Kosteskaft Sanet-Hans Nat ! “ 
X . 
Med glad og lettet Hjerte gik Tilbagereisen . 
Inderligt takkede Faermoer Vorherre : 
Peer skulde overleve hende ! Yndige 
Naboer havde hun i Vognen : Apothekeren 
og hans Datter . De talte om Peer , elskede 
Peer som om de vare i Familie med ham . 

En stor Skuespiller vilde han blive , sagde 
Apothekeren ; Stemmen var nu ogsaa vendt 
tilbage , der laae Millioner i en saadan Strube . 
Hvilken Lyksalighed for Faermoer at 
høre slige Ord ! hun levede ind i dem , troede 
paa dem , og saa vare de paa Stationen ved 
Hovedstaden , hvor Moder tog imod hende . 
„ Gud være lovet for Jernbanen ! “ sagde 
Faermoer , „ og lovet for at jeg glemte , at jeg var 
paa den ! det skylder jeg disse herlige Mennesker ! “ 
og hun trykkede Hænderne paa Apothekeren 
og hans Datter . „ Jernbanen er en 
velsignet Opfindelse , naar den er overstaaet . 
Man er i Guds Haand ! “ 
Og saa fortalte hun om den søde Dreng , 
der var udenfor al Fare og boede hos velhavende 
Folk , der holdt fo Piger og en 
Karl . Peer var som Son i Huset og 
sammen med fo Børn af fornem Familie ; 
den Ene var en Provstesøn . Faermoer 

havde boet paa Postgaarden , det var dyrt til 
Forfærdelse ; men saa var hun bleven indbudt 
af Fru Gabriel ; her havde hun været i 
fem Dage ; det var Engle-Mennesker , især 
Fruen ; hun havde nødt hende til at drikke 
Punsch , deilig lavet , men stærk . 
Om en Maaned var Peer , med Guds 
Hjelp , rask og kom da til Hovedstaden . 
„ Fornem og forvænt er han vist bleven ! “ 
sagde Moder . „ Han vil ikke finde sig i det 
her paa Qvisten ! jeg er glad ved at Syngemesteren 
har indbudt ham til sig , — og 
dog , “ saa græd Moder , „ det er skrækkeligt 
at man skal være saa fattig , at Ens Barn 
ikke kan faae det godt nok i sit eget Hjem ! “ 
„ Siig ikke de Ord til Peer ! “ sagde 
Faermoer , „ Du seer ikke ind i ham som jeg ! “ 
„ Mad og Drikke maa han dog have , 
ihvor fiin han end er bleven , sulte skal han 
ikke saalænge jeg kan røre mine Hænder . 

Madame Hof har sagt , at han kan spise sin 
Middag to Gange om Ugen hos hende , nu 
hun er vel stillet . Hun kjender Storhed og 
trange Kaar . Har hun ikke selv fortalt mig , 
at hun en Aften i Thcatcrlogcn , hvor de 
gamle Dandserinder have Plads , fik Ondt ; 
hele Dagen havde hun kun faaet Vand og 
en Kommcnskringlc , hun var syg af Sult 
og blev afmægtig . „ Vand ! Vand ! “ raabte 
de Andre . „ „ Butterdeig ! “ “ bad hun ; „ „ Butterdeig ! “ “ 
Det Nærende behøvede hun , men 
aldeles ikke Vand . Nu har hun faaet Spisekammer 
og et godt dækket Bord ! “ 
Tredive Mile borte sad endnu Peer , 
men lyksalig ved Tanken om at han skulde 
til Staden , til Theatret , til alle gamle , 
kjære Minder , dem han nu ret forstod at 
skatte . Det sang og klang i ham ; det sang 
og klang udenom ; Alt var Solskin , Ungdommens 
glade Tid , Forventningernes Tid . 

For hver Dag blev han kraftigere , fik Humeur 
og Farve . Men Madame Gabriel 
blev stærkt bevæget alt som Afskeden nærmede 
sig . 
„ De gaaer til Storhed og mange Fristelser , 
for kjøn er De , det er De bleven i 
vort Huus . De har det Naturlige ligesom 
jeg og det hjelper i Fristelserne . Man 
maa ikke være ømsindet , ikke skabagtig ! ømsindet 
so/u denne Dronning Dagmar , derom 
Søndagen snørede sine Silkeærmer og 
da havde Samvittighed over saa Lidt ; der 
skal Mere til ! jeg vilde aldrig have lamenteret 
som denne Lucretia ! hvad stak hun 
sig for ? Hun var uskyldig og honnet , det 
vidste hun og hele Byen . Hvad kunde hun 
for Maleuren , den jeg ikke vil tale om , men 
som De i Deres Alder nok forstaaer ! — saa 
gjør hun Skrig og tager Dolken ! det behøvedes 
aldeles ikke ! jeg havde ikke gjort det 

og De havde heller ikke , vi ere naturlige 
Mennesker , det skal man være til enhver Tid , 
og det vil De vedblive at være paa Kvastens 
Bane . Jeg glæder mig til at læst om Dem 
i Avisen ! engang kommer De nok til vor 
lille By , træder maaskee op som Romeo , 
men da er jeg ikke Ammen , jeg sidder i 
Parquettct og fryder mig ! “ 
Madamen havde stor Vask og Strygning 
i Afskeds-Ugen for at Peer kunde 
komme hjem med reent Tøi , som da han kom 
til dem . Hun trak et nyt , stort Baand 
igjennem hans Ravhjerte ; dette selv , var det 
Eneste , hun vaskede sig til en „ ErindringsSonvenir “ , 
men hun fik det ikke . 
Af Hr . Gabriel erholdt han et fransk 
Lexicon , det han havde benyttet ved Undcrviisningen 
og som var forøget med Randgloser 
af Hr . Gabriels egen Haand . Fruen 
gav ham Roser og Hjertegræs . Roserne 

vilde visne , men Hjcrtcgræsset kunde holde 
Vinteren over , naar det ikke kom i Vand , 
men blev paa det Tørre , og hun skrev et 
Citat af Goethe , som et Slags Stamblad : 
„ Umgang mit Franen ist das Element 
gnter Sitten . “ Hun gav det i Oversættelse : 
„ Omgang 
med Fruer er Elementet forgode 
Sæder . Goethe . “ „ Han var en stor 
Mand ! “ sagde hun , „ naar han bare ikke 
havde skrevet „ Fanst “ , for jeg forstaaer 
den ikke . Det siger ogsaa Gabriel ! “ 
Unge Madsen forærede Peer en ikke 
uheldig Tegning , han havde gjort af Hr . 
Gabriel , hængende i en Galge , med et Riis 
i Haanden , og Underskrift : „ En stor Skuespillers 
første Veilcder paa Videnskabens 
Bane . “ Primus Provstesøn forærede ham 
et Par nye Morgenskoe , Provstinden selv 
havde syet , men saa store at Primus ikke 

i de første Aar kunde fylde dem . Paa Sauterne 
rar skrevet med Blæk : „ Minde om 
en sørgende Ven . Primus . “ 
Hele Hr . Gabriels Huus fulgte Peer 
til Banctøget . „ Man skal ikke sige , at De 
reiser uden suns aäiöu ! “ sagde Madamen 
og kyssede ham paa Banegaarden . 
„ Jeg generer mig ikke ! “ sagde hun , 
„ naar man ikke gjør det skjult , kan man 
gjøre enhver Ting ! “ 
Signalpibcn lød ; unge Madsen og 
Primus raabte Hurra , „ Smaathustøi “ 
stemte i med , Madamen tørrede Øinene og 
viftede med Lommetørklædet ; Hr . Gabriel 
sagde knn det ene Ord : « Vals ! » 
Landsbyer og Stæder fløi førbi . Mon 
Menneskene derinde vare saa glade , som 
Peer ? Han fænkte derpaa , priste sin Lykke , 
fænkte paa det usynlige Guldæble , som Faermoer 
havde seet ligge i hans Haand , da han 

var Barn . Han fænkte paa sit Lykke-Fund 
t Rendestenen og fremfor Alt paa den gjenvundne 
Stemme og paa de Kundskaber , han 
nu havde tilegnet sig . Et heelt andet Menneske 
var han bleven . Det sang inden i 
ham af Glæde ; det var en stor Selvbeherskelse , 
at han ikke sang det ud i Vognen . 
Nn viste sig Stadens Taarne , nu kom 
Bygningerne frem ; Toget naaede Banegaarden . 
Her stod Moder og Faermoer , og 
endnu Een til , Madame Hof , godt indbunden , 
Hofbogbinder Hofs Hustru , født Frandsen ; 
hun glemte ikke i Nød eller Velstand sine 
Venner . Hun maatte kysse ham som Moder 
og Faermoer . 
„ Hof knndc ikke følge mig ! “ sagde hun . 
„ Hnn sidder med samlede Værker til Indbinding 
for Majestætæns Haandbibliothek . 
Du har det med Lykke , og jeg har det nu 
ogsaa . Jeg har faaet min Hos og min 

egen Kakkelovnskrog med Gyngestol . To 
Gange om Ugen spiser Dn hos os . Dn 
skal see mit Husliv ! det er en heel Ballet ! “ 
Moder og Faermoer sik næsten ikke 
Leilighed til at tale til Peer , men de saae 
paa ham og deres Øine lyste lyksalige ; saa 
maatte han i Droske for at kjøre til sit 
nye Hjem hos Syngemesteren ; de loe og 
de græd . 
„ Han er dog et deiligt Menneske ! “ 
sagde Faermoer . 
„ Han har endnu sit skikkelige Ansigt 
som da han reiste ! “ sagde Moderen . „ Det 
vil han bevare , ogsaa paa Theaterveien ! “ 
Drosken holdt udenfor Syngemesterens 
Dør , Herren var ude ; hans gamle Karl 
lukkede op og førte Peer til sit Værelse , 
hvor der rundt om paa Væggene vare Portraiter 
af Componistcr og paa Kakkelovnen 
en skinnende hvid GipS-Bustc . 

Den Gamle , lidt tung i Begreber , men 
Trofasthcden selv , viste ham Skufferne i Commoden , 
Knagerne til at hænge Tøi paa , og 
lovede sin Beredvillighed til at børste Støvler , 
da Syngemesteren kom og trykkede hjerteligt 
Peers Haand til Velkomst . 
„ Det er hele Leiligheden ! “ sagde han , 
„ tag tiltakke ! mit Claveer i Stuen kan Du 
benytte . Imorgen høre vi hvorledes Stemmen 
har det . Det er vor Castellan , vor Husbestyrer ! “ 
og han nikkede til den gamle Karl . 
„ Alt er i Orden , Carl Maria Weber 
paa Kakkelovnen er bleven hvidtet i Anledning 
af Ankomsten ! han var utilladelig sortrøget . 
Men det er jo ikke Weber , der er 
stillet op , det er Mozart ; hvorfra er han 
kommen her ? “ 
„ Det er den gamle Weber ! “ sagde 
Karlen , „ jeg bar ham selv ind til Gipseren 
og har imorges hentet ham igjen ! “ 

„ Men dette er en Buste uf Mozart 
og ikke en Buste af Weber ! “ 
„ Undskyld , Herre ! “ sagde Karlen , „ det 
er den gamle Weber , som er bleven reen ! 
Herren kjender ham ikke igjen fordi han er 
hvidtet ! “ 
Det kunde han faae bekræftet af Gipseren , 
— men der fik han den Besked , at 
Weber var gaaet istykker , og da havde man 
givet ham Mozart istedet , det var jo lige 
Et paa en Kakkelovn . 
Den første Dag skulde her ikke synges , 
ikke spilles , men da vor unge Ven kom over 
i Salen , hvor Claveret stod og Operaen 
„ Josephs laae opslagen , sang han : „ min 
fjortende Vaar “ , sang med klokkereen Stemme . 
Der var Noget saa inderligt , saa uskyldigt 
og dertil en Kraft og Fylde . Syngemesteren 
blev vaad om Øinene derved . 
„ Saaledes skal det være ! “ sagde han , „ og 

endnu bedre skal det blive . Nu lukke vi Claveret 
for i Dag , Du trænger til Hvile ! “ 
„ Endnu i Aften maa jeg til Moder og 
Faermoer ! det har jeg lovet . “ Og han 
skyndte sig afsted . 
Den nedgaaende Sol skinnede hen over 
Barndømsgaarden ; Glasstykkerne i Nluren 
straalede ; det var som et heelt Diamantslot . 
Bloder og Faermoer sad der øverst paa Qvisten , 
mange Trapper iveiret , men dem fløi han opad , 
fre Trin i hvert Spring , og han var ved Døren 
og blev modtagen med Kys og Omfavnelse . 
Nccnligt og net var her i den lille Stue ; 
der stod Kakkelovnen , den gamle Bjørn , 
og Dragkisten med de skjulte Skatte fra hans 
Kjephestctid ; paa Væggen hang de fre kjendte 
Billeder : Kongens Portrait , Vorherres og 
„ Faers “ Silhouette , klippet i sort Papir . 
Det lignede ham aldeles fra Siden , sagde 
Bloder , men det vilde have lignet mere naar 

Papiret havde været hvidt og rødt , for det 
var han . En deilig Mand ! og Peer var 
hans udtrykfe Billede . 
Der var Meget at tale om , Meget at 
fortælle om ; Grisesylte skulde de have , og 
Madam Hof havde lovet at see endnu i 
Aften op til dem . 
„ Men hvor ere dog de to gamle Mennesker , 
Hof og Jomfru Frandsen , faldne 
paa at gifte sig ? “ spurgte Peer . 
„ De Tanker have de gaaet med i mange 
Aar ! “ sagde Moder . „ Du veed jo han var 
gift ; det gjorde han , sagde man , for at drille 
Jomfru Frandsen , som knciscdc mod ham 
i sin Høihcds Tid ; han fik Velstand med 
Konen ; men hun var lovlig gammel : munter 
og paa Krykker ! hun kunde ikke døe ; det 
ventede han dog paa ; det skulde ikke have 
undret mig om han , ligesom Manden i Historien , 
havde hver Søndag baaret den Gamle 

ud i Solskinnet , for ot Vorherre kunde see 
hende og huske at kalde heade . “ 
„ Jomfru Frandsen sad stille og ventede , “ 
sagde Faermoer . „ Jeg troede aldrig 
hun naaede det . Men ifjor døde Madame 
Hof og saa blev Frandsen Kone i Hnset ! “ 
I det Samme traadte Madam Hof ind . 
„ Vi talte om Dem ! “ sagde Faermoer . 
„ Vi talte om Deres Udholdenhed og Belønning . “ 
„ Ja , “ 
sagde Madam Hof . „ Det kom ikke 
i Ungdommens Tid , men man er altid ung 
nok naar man ikke har Lcgcms-Bræk ! siger 
min Hof . Han har de yndigste Indfald . 
Vi ere gamle , gode Værker , siger han , begge 
i eet Bind og med Guldsnit . Jeg er saa 
lykkelig med min Hof og min Kakkelovnskrog : 
Porcellains Kakkelovn ! der lægges i 
om Aftenen og saa er der varmt hele næste 
Dag . Det er en Vellyst ! det er som i Balletten 

„ Circcö 0 “ . Kan De huske mig 
som Circc ? “ 
„ Ja , De var deilig ! “ sagde Faermoer . 
„ Hvor dog et Menneske kan forandre sig ! “ 
Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget 
Ubehageligt og blev heller ikke optaget saaledes . 
Saa kom Griscsylten og Thevand . 
Den næste Formiddag aflagde Peer 
sit Besøg hos Grossererens . Fruen tog 
imod ham , trykkede hans Haand og bad 
ham tage Plads hos sig . I Samtalen med 
hende udtalte han sin inderlige Tak , han 
vidste , at Grossereren var hans skjulte Velgjører . 
Fruen vidste det ikke . „ Dieu det 
ligner min Bland ! “ sagde hun ; „ det er ikke 
værd at tale om ! “ 
Grossereren blev næsten vred , da Peerberørte 
denne Sag . „ De er aldeles paa 
feilt Spor ! “ sagde han , afbrød Samtalen 
og gik . 

Felix var nu Student og skulde gaae 
den diplomatiske Vei . 
„ Min Mand kalder det Galskab , “ sagde 
Fruen , „ jeg har ingen Mening . Forsynet 
raader ! “ 
Felix viste sig ikke , han havde Timer 
med sin Fegtelærcr . 
Hjemme fortalte Peer , at han havde 
takket Grossereren , men at denne ingen Ta^ 
vilde modtage . 
„ Hvem har sagt Dig , at han var , hvad 
Du kalder , din Velgjører ? “ spurgte Syngemesteren . 
„ Det 
har Moder og Faermoer ! “ svarede 
Peer . 
„ Nu , saa maa han vel være det ! “ 
„ De veed derom ! “ sagde Peer . 
„ Jeg veed det ! men af mig faaer Du 
ikke Noget at vide ; og nu synge vi en Time 
her hjemme hver Morgen . “ 

Eengang om Ugen » ar Qvartet-Musik . 
Øre , Sjæl og Tanke fyldtes af Beethovens 
og Mozarts herlige Tonedigtninger . I 
lang Tid havde Peer ikke hørt god og vel 
udført Musik . Der gik ham som et Ildkys 
gjennem Rygraden ud i alle Nerver , 
Taarernc kom i hans Øine . Hver Musikaften 
her i Hjemmet var ham en Festaften , 
den gav et fyldigere Indtryk end nogen Opera 
paa Theatret , hvor altid Noget virker forstyrrende 
eller viser det Mangelfulde . Snart 
komme Ordene ikke til deres Ret , de slikkes 
nd i Sangen , ligesaa forstaaelige for en Chinestr , 
som for en Grønlænder , snart svækkes 
Virkningen ved Mangel paa al dramatisk Begavelse 
og ved at Stcmmcfyldcn synker i enkelte 
Partier ned til Spilledaasc-Musik eller slæber 
sig frem gjennem falske Toner . Usandhed 

i Decorationer og Costumer følger ogsaa 
med . Alt dette faldt bort ved Qvartettcn . 
Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie 
Herlighed , dens kostelige Tapeter dækkede 
Væggene i Coucertsalcn , han var der i den 
Musikens Verden , dens Mesfre havde trykket 
frem . 
I den offentlige store Musiksal blev en 
Aften givet af rigt besat Orchester Beethovens 
« 8Mpbonm pastoraiø » ; det var 
især Andanten : „ Scene ved Bækken “ , som 
forunderlig mægtigt gjennemstrømmede og 
løftede vor unge Ven ; den bar ham ind i 
den levende friske Skovnatur ; Lærken og 
Nattergalen jubilerede , Kukkeren sang ind 
deri . Hvilken Naturpragt , hvilket Vederqvægelsens 
Væld ! Fra denne Stund kjendte 
han hos sig selv , at det var den malende 
Musik , hvori Naturen afspejlede sig og 
Menneskehjertets Strømninger gjenklang , som 

slog dybest an hos ham , Beethoven og 
Haydn bleve hans Indlings-Eomponister . 
Med Syngemesteren talte han tidt herom , 
ved hver Samtale kom de To hinanden 
nærmere . Hvor var denne Aland rig i Knndskab , 
uudtømmelig som Mimers Brønd . 
Peer lyttede til , og som han , da han varen 
lille Dreng , begjerlig hørte paa Faermoers 
Eventyr og Historier , fornam han nu Toneverdenens , 
vidste , hvad Skoven og Havet fortællær , 
hvad der klinger i de gamle Kæmpehøje , 
hvad hver Fugl synger med sit Næb 
og Blomsten lydløs udaander i Duft . 
Sangtimen hver Morgen blev en sand 
Fornøjelsens Time for Mester og Lærling ; 
hver lille Sang blev sunget med en Friskhed , 
et Udtryk og en Uskyld ; deiligst løde de 
Schnbcrtske „ Vandrcr-Qvad “ . Melodien fik 
sin Ret , men ogsaa Ordene , de smeltede 
sammen , løftede og belyste hinanden , som de 

skulde . Peer var unegtelig dramatisk Sanger . 
Fremad i Dygtighed gik det hver Maaned , 
hver Uge , Dag for Dag . 
I Sundhed og Livsglæde , uden Savn 
eller Sorg , voxte vor unge Ven . Livet laae 
rigt og deiligt med en Fremtid fuld af 
Goder for ham . Hans Tillid til Menneskene 
var aldrig skuffet , han eiede Barnesindet 
og Mandens Udholdenhed , overalt saae han 
kun milde Øine og venlig Imødekommen . 
Dag for Dag blev Forholdet mellem ham 
og Syngemesteren inderligere og mere fortroligt , 
de To vare som en ældre og en yngre 
Broder , og den Yngre eiede hele det unge 
Hjertes Inderlighed og Varme ; det blev 
forstaaet og paa fin Viis gjengivet af den 
Ældre . 
Hele Syngemesterens Personlighed var 
gjennemtrængt af en sydlig Ildfuldhed , man 
havde strax Fornemmelse af , af denne Mand 

kunde hade stærkt eller elske stærkt , lykkcligviis 
raadede det Sidste . Han var dertil , ved Formue 
efter sin afdøde Fader , stillet saaledes , 
af han ikke behøvede af overtage et Embede 
uden af dette tiltalte og fyldte ham ; skjult 
gjorde han umaadelig meget Godt paa en 
fornuftig Maade , men led ikke , af man takkede 
ham eller talte derom . 
„ Har jeg gjort Noget ! “ sagde han da , 
„ saa har jeg gjort det , fordi jeg kunde det 
og fordi jeg burde det . Det var min 
Skyldighed ! “ 
Hans gamle Tjenestekarl : „ Vor Castellan , “ 
som han i Spøg kaldtes , talte kun med 
halv Stemme , naar han tilkjendegav sin 
Tanke om Husets Herre . „ Jeg veed hvad 
han yder og virker mellem Aar og Dag ! 
og veed dog ikke det Halve . Ham skulde 
Kongen give en Stjerne paa Brystet ! men 
han bar den ikke , han blev lynende gal , om 

jeg kjender ham , vilde man mærke ham for 
hans Honnethed ! Han bliver salig , fremfor 
os Andre , i hvad Tro han saa har ! han er 
just en Mand efter Skriften ! “ og derpaa 
lagde den Gamle et eget Eftertryk , som om 
Peer kunde have nogen Tvivl . 
Han følte og forstod jnst at Syngemesteren 
var en sand Christen i god Gjerning , et Exempel 
for Enhver ; i Kirke derimod gik den Mand aldrig , 
og da Peer en Dag omtalle , at han næste 
Søndag med Moder og Faermoer gik til „ Herrens 
Bord “ og tilføiede om Syngemesteren 
aldrig gjorde det Samme , var Svaret : Nei ! 
Det syntes , som om Denne vilde have sagt 
noget Mere , ja som om han havde Noget 
at betroe Peer , men der blev Intet sagt . 
Om Aftenen læste han høit af Aviserne 
om et Par navngivne Mænds Goddædighed , 
og kom derved til at yttre sig om 
gode Gjerninger og deres Løn . 

„ Dm skal Ingen tænke paa , den kommer ! 
Lønnen for gode Gjerninger er som Dadler , 
staaer der i Talmud , de modnes sildig og 
blive søde ! “ 
„ Talmud , “ spurgte Peer , „ hvad er det 
for en Bog ? “ 
„ Eu Bog , “ var Svaret , „ hvorfra er 
groet mere end eet Tankefrø ind i Chrisfendommen . “ 
„ Hvem 
har skrevet den Bog ? “ 
„ Bise Mænd i de ældste Tider ! Vise 
i forskjellige Folkeslag og Religioner . Her er 
Viisdvm gjemt i faa Ord , som i Salomons 
Ordsprog . Hvilke Kjærnc-Sandhcder ! 
man lærer her , at Menneskene rundt 
om Paa Jorden , i Aartnsinder , altid have 
været de Samme . „ „ Din Ben har en Ben , 
og din Vens Ben en Ven , vær forsigtig 
i din Tale ! “ “ staaer der . Det er en 
Lærdom for alle Tider . „ „ Ingen kan springe 

ober sin egen Skygge “ “ , staaer der ogsaa , 
og „ „ tramp Tjørnen , medens Dn har Skee 
paa ! “ “ Du bør læse denne Bog ! Du vil i 
den finde Cultur-Aftryk tydeligere end i Jordlagene . 
For mig , som Jøde , er den dertil et 
Arvegods fra Fædrene ! “ 
„ Jøde ! “ sagde Peer , „ er De en Jøde ! “ 
„ Veed Du ikke det ! hvor underligt at 
vi To , ikke før i Dag , har talt herom ! “ 
Moder og Faermoer vidste heller ikke 
herom , havde aldrig tænkt herover , men altid 
havde de vidst at Syngemesteren var en hæderlig , 
mageløs Mand . Det var en Guds Styrelse 
at Peer havde truffet ham paa sin Vei , 
næst Vorherre skyldte han ham al sin Lykke . 
Øg nn kon : Møder frem med en Hemmelighed , 
som hun rigtignok kun faa Dage havde 
baaret paa og som under Tnusheds Løfte 
var betroet hende af Grossererens Frue . 
Syngemesteren turde aldrig erfare , at man 

vidste det ; ham var det , der havde betalt 
Peers Underhold og Opdragelse hos Hr . 
Gabriel . Fra den Aften han i Grossererens 
Hans hørte Peer synge Balletten 
„ Samson “ , havde han alene været hans 
virksomme Ven og Velgjører , men i Taushed . 
XII . 
Madame Hof ventede Peer , og han 
kom . 
„ Nu skal Du kjende min Hof ! “ sagde 
hun , „ og Du skal kjcnde min Kakkelovnskrog . 
Den tænkte jeg ikke paa , da jeg dandsede 
„ Circe “ og „ Rosen-Alfen i Provence ! “ 
ja nn tænke ikke Mange paa den Ballet og 
paa lille Frandsen . „ , , 8io tranøit Aloria 
i Maanen ! “ “ hedder det paa Latin , siger 
min Hof vittigt , naar jeg taler om min 

Glorie-Tid . Han holder meget af at gjøre 
Nar , men med Hjerte ! “ 
„ Kakkelovnskrogen “ var en venlig , lavloftet 
Stue med Gulvtæppe og Portraiter 
stedsvarcnde for en Bogbinder . Her var 
Billedet af Guttenbcrg og Franklin , 
samt af Shakespeare , Cervantes , Moli 
øre og de to blinde Poeter : Homer 
og Ossian . Nederst hang , i Glas og 
bred Ramme , en i Papir udklippet Dandserinde , 
med stor Guldpaillet og Kjole af 
Mol , det høire Been løftet mod Himlen , 
og nedenunder et Vers : 
Hvo vinder Hjerter i Dandsen ? 
Hvo bccrer Uskylds-Krandsen ? 
Jomfru Emilie Frandsen ! 
Det var digtet af Hof , der skrev yndige 
Vers , helst spøgefulde . Billedet havde han 
selv klippet , klistret og syet , før han fik 
sin første Kone . Det havde ligget mange 

Aar i Sknffe , nu prangede det i Digtcrgalericl : 
„ min Kakkelovnskrog “ , som 
Madame H o f kaldte sin lille Stue . Her bleve 
Peer og Hof præsenterede for hinanden . 
„ Er han ikke en deilig Ntand ! “ sagde hun 
til Peer . „ For mig er han den deiligste ! “ 
„ Ja , vin Søndagen , naar jeg er indbunden 
i Stadsklædcrnc ! “ sagde Hr . Hof . 
„ Du er deilig uden al Indbinding ! “ 
sagde hun og gjorde en Bøining med Hovedet , 
idet hun havde Fornemmelse af , af hun 
her talte lidt for barnlig i sin ældre Alder . 
„ Gammel Kjærlighed ruster ikke ! “ sagde 
Hr . Hos . „ Ildebrand i gamle Huse brænder 
ned til Grunden ! “ 
„ Det er som med Fugl Phönix , “ sagde 
Madame Hof , „ man stiger ung op deraf . 
Her er mit Paradiis ! jeg bryder mig ikke 
om af søge andre Steder hen ! jo , en Timesfid 
op til din Moder og Faermoer ! “ 

„ Og til din Søster ! “ sagde Hr . Hof . 
„ Nei , Englc-Høf ! der er ikke Paradiis 
længer ! Jeg skal sige Dig , Peer , de 
sidde i smaa Kaar og størt Vrøvl ! man 
veed ikke , hvad man tør sige der i Huset . 
Man tør ikke nævne Ordet „ Morian “ , for 
den ældste Datter er forlovet med En , der 
har Negerblod ; man tor ikke sige „ pukkelrygget “ , 
det er en af Drengene ; man tør 
ikke tale om Kassemangel , min Svoger har 
været i det Tilfælde ; man tør ikke engang 
sige at . kjøre i Skoven ; Skov er en fæl Lyd , 
for han hed Skow , som slog op med den 
Yngste . Jeg holder ikke af nde at sidde og 
lnkkc min Mund ; tør jeg ikke tale , saa 
trækker jeg mig ind i mig selv og bliver i 
min Kakkelovnskrog . Var det ikke syndigt , 
son : man siger , kunde jeg bede Vorherre , at 
vi maatte leve saalænge min Kakkelovnskrog 
holder ud ; her voxer man bedre indad . Her 

er mit Paradiis , og det har Hof givet 
mig . “ 
„ Hun har Guldgværn i Munden ! “ 
sagde han . 
„ Øg Dn har Guldkorn i Hjertet ! “ 
sagde hun . 
„ Male , male Posen fuld , 
Mille er det bare Guld ! “ 
sagde han , og hun kildrede ham i Hagekløsten . 
„ Det Vers digtede han lige i dette Øieblik ! 
det kunde godt trykkes ! “ 
„ Ja og indbindes ! “ sagde han . 
Saaledes skjcmtcde de to gamle Mennesker . 
Aaret gik , først da begyndte Peer at indstudere 
cu Rolle ; han valgte „ Joseph “ , men 
ombyttede denne med Georg Browns i 
Operaen „ den hvide Dame “ . Ord og Mnsik 
tilegnede han sig snart , og fra Walter 
Scotts Roman , der har leveret Stoffet , optog 

han et klart , fyldigt Billede af den unge , 
livsglade Officeer , der besøger sit Hjemlands 
Bjerge og kommer til sin Fædrencborg uden 
at kjende den ; en gammel Sang vækker 
Barndoms-Minderne , Lykken følger dem , og 
han vinder Borg og Brud . 
Det Læste blev , som noget Selvoplevet , 
et Kapitel af hans egen Livshisforie ; den 
melodierigc Musik fyldte ganske denne Stemning . 
Der gik imidlertid lang , lang Tid , 
før de første Prøver begyndte . Det hastede 
ikke med hans Optrædclsc , meente Syngemesteren ; 
endelig forestod den . Han var 
ikke blot Sanger , han var Skuespiller , og 
hele hans Personlighed laae for Rollen . Chor 
og Orchester tiljnblcde ham det første store 
Bifald ; med største Forventning saae man 
Forestillingsaftenen imøde . 
„ Man kan være en stor Skuespiller i 
Slobrok hjemme , “ sagde cu velvillig Kammerat , 

„ være meget stor ved Daglys , men 
middelmaadig foran Lamperne i det fyldte 
Huus . Det vil uu vise sig ! “ 
Peer fornam ingen Angest , men en 
brændende Længsel efter den afgjørende Aften . 
Syngemesteren derimod var aldeles febril ; 
Peers Moder havde ikke Mod til at komme 
i Theatret , hun vilde faae Ondt af Angest for 
fin kjære Dreng ; Faermoer var syg , hun 
skulde blive hjemme , havde Lægen sagt , men 
den troe Veninde , Madame Hos , lovede at 
bringe Efterretning endnu samme Aften , hvorledes 
det var gaaet . Hun skulde og vilde i 
Theatret , selv om hun laae paa sit Yderste . 
Hvor var den Aften lang ! hvor strakte 
sig de tre , fire Timer i det Uendelige . Faermoer 
sang en Psalme , bad med Moder til 
den gode Gud for lille Peer , at hun ogsaa 
iaften maatte være Lykke-Peer . Viserne 
paa Uhret dreiede sig langsomt . 

„ Nu begynder Peer ! “ sagde de . „ Nu 
er han midt i det ! nu har hun overstaaet 
det ! “ Moder og Faermoer saae paa hinanden , 
men sagde ikke et Ord mere . 
Paa Gaden lød Vogn-Rummel ; det var 
Folk , som kjørte fra Theatret . De to Qvinder 
saae ned fra Vinduet ; Folk gik forbi og 
talte høirøstede ; de kom fra Theatret , de 
vidste , hvad der vilde bringe Livscnsglæde 
eller stor Bedrøvelse oppe paa Qvisten i 
Grossererens Huus . 
Endelig kom Nogen op ad Trappen . 
Madame Hof styrtede ind , fulgt efter af sin 
Mand . Hnn fløi Akoder og Faermoer om 
Halsen , men sagde ikke et Ord ; hun græd 
og hulkede . 
„ Herre Gud ! “ sagde Moder og Faermoer , 
„ hvorledes er det gaaet Peer ? “ 
„ Lad mig græde ! “ sagde Madame Hof ; 
hun var saa betagen , saa bevæget . „ Jeg kan 

ikke bære det ! Ak , I søde Mennesker , I 
kunne heller ikke bære det ! “ og nu strømmede 
Taarerne . 
„ Have de pebet ham ud ! “ raabte Moder . 
„ Nei , ikke det ! “ sagde Madame Hof . „ De 
have — at jeg skulde opleve det ! “ 
Da græd baade Bloder og Faermoer . 
„ Hold Maade , Emilie ! “ sagde Hr . 
Hof . „ Peer har seiret ! trinmpherct ! Huset 
var ved at styrte sammen , saaledes klappede 
man . Jeg kan mærke det endnu i mine 
Hænder . Det var en Bifaldsstorm fra Parterret 
til Galcrict ; hele Kongehuset klappede 
med . Men det var ogsaa hvad man kan 
kalde en Mærkedag for Theatrets Annaler ! 
Det var mere end Talent , det var Geni ! “ 
„ Ja , Geni ! “ sagde Madame Hof , „ det er 
mine Ord ! Gud velsigne Dig , Hof , for Du 
udtalte det . I rare Mennesker ! aldrig havde 
jeg troet , at man saaledes kunde synge og 

spille Comedie , og jeg har dog gjennemlevet 
hclcThcaterhisforien ! “ Hun græd igjen . Moder 
og Faermoer loe , medens Taarerne endnu 
perlede dem paa Kinderne . 
„ Sov nu godt paa det ! “ sagde Hr . Hof . 
„ Og kom saa , Emilie ! God Nat ! god Nat ! “ 
De forlode Qvistværelset og to lykkelige 
Mennesker der . Længe vare de To ikke 
alene . Døren aabnedes , og Peer , der ikke 
havde lovet at komme før næste Formiddag , 
stod i Stuen . Han vidste jo , med hvilken 
Tanke de Gamle fulgte ham , hvilken Uvished 
de endnu kunde være i , og da han med 
Syngemesteren kjørte forbi Hjemmet , holdt 
han udenfor , de havde Lys tændt deroppe , 
og han maatte til dem . 
„ Deiligt , glædeligt , velsignet , Alt gaaet 
godt ! “ jublede han og kyssede Moder og 
Faermoer . Syngemesteren nikkede med straalende 
Ansigt og trykkede deres Hænder . 

„ Og nu skal han hjem og til Ro ! “ 
sagde han , og Aftenbesøget var endt . 
„ Vorherre i Himlen , hvor Du er naadig 
og god ! “ sagde de to fattige Qvinder . 
De talte til langt ud paa Natten om Peer . 
Rundt om i den store Bh taltes om ham , 
den unge , smukke , vidunderlige Sanger . 
Saavidt havde Lykke-Peer bragt det . 
XIII . 
Morgenavisen meddeelte allerede med 
Fanfare den meer end almindelige Debut , og 
Anmelderen forbeholdt sig Ret til i et folgende 
Nummer at udtale sig . 
Grossereren indbød til en stor Middag 
Peer og Syngemesteren . Det var 
en Opmærksomhed , et Beviis paa hans og 
hans Frues Interesse for den unge Aland , 

som var født der i Gaarden , og det samme 
Aar og Dag , som deres egen Søn . 
Grossereren holdt en smuk Skanl-Tale 
til Syngemesteren , den Diand , der havde 
fandet og slebet „ Ædelstenen “ , et Navn , 
hvormed et af de afgjørende Blade havde 
betegnet Peer . 
Felix sad ved Siden af ham og var 
Munterheden og Elskværdigheden selv ; efter 
Maaltidet bragte han sine Cigarer , de vare 
bedre end Grossererens : „ det har han Raad 
til ! “ sagde denne . „ Han har en rig Fader ! “ 
Peer røg ikke , en stor Feil , men som nok 
vilde blive rettet . 
„ Vi maae være Venner ! “ sagde Felix . 
„ De bliver Byens Løve ! alle de unge Damer , 
de gamle med , har De faget vred Storm . De er 
et lykkeligt Menneske i Alt ? Jeg misunder Dem ! 
især i Det at kunne gaae ud og ind derovre 
paa Theatret mellem alle Smaapigerne ! “ 

Det syntes nu Peer ikke var Noget 
saa særligt at misunde . 
Fra Madame Gabriel modtog han 
Brev . Hun var i Henrykkelse over den 
jublende Udtalelse i Bladene om hans Debut 
og Alt , hvad han maatte blive som Konstner . 
Hun havde med Pigerne drukket hans Skaal 
i Punsch . Hr . Gabriel tog ogsaa Deel i 
hans Hæder og var forvisset om , . at han , 
fremfor de fleste Andre , udtalte fremmede 
Ord correct . Apothekeren løb Byen rundt 
og mindede om , at de paa deres lille Theater 
tidligere havde seet og beundret dette Talent , 
som først nu blev kjendt af Hovedstaden . 
Apothekerens Datter vilde nok ærgre sig , tilføjede 
Madamen , nu , da han kunde frie 
til Baronesser og Comtessen . Apothekerens 
Datter havde forhastet sig- og staaet til ; 
hun var for en Maaned siden bleven forlovet 
med den tykke Naadmand ; der var lysf for 

dem , og den tyvende i Maaneden stod Brylluppet . 
Det 
var netop den tyvende i Maaneden , 
at Peer modtog dette Brev . Han fornam 
sou : et Stik igjennem Hjertet ; det blev ham 
i dette Øieblik saa klart , at hun , under alle 
Sjælens Svingninger , havde været hans 
stadige Tanke ; han holdt af hende meer end 
af alt Andet i denne Werden . Taarer kom 
ham i Øinene ; Brevet knugede han i Haanden . 
Det var den første , store Hjertesorg , 
siden han med Moder og Faermoer hørte , at 
Fader var falden i Krigen . Han syntes , at 
al Glæde var borte , hans Fremtid tom og 
sørgelig . Solskinnet lyste ikke mere fra hans 
ungdomsfriske Ansigt ; Solskinnet var slukt i 
hans Hjerte . 
„ Han seer daarlig ud ! “ sagde Moder 
og Faermoer . „ Det er den Theateranstrcngelsc ! “ 
o * 


Hnn var ikke som før , det saae de To ; 
det saae ogsaa Syngemesteren . 
„ Hvad er det dog ! “ sagde denne . „ Maa 
jeg ikke vide , hvad der trykker Dig . “ 
Da blussede hans Kinder , Taarerne fik 
frit Løb , og han fortalte sin Sorg , sit Tab . 
„ Jeg holdt saa inderligt af hende ! “ 
sagde han . „ Nn først , da det er far silde , 
er det blevet mig rigtig klart ! “ 
„ Stakkels , bedrøvede Ven ! Jeg forstaaer 
Dig saa godt ! græd kun ud for mig , 
og hold paa den Tanke , saasnart Dn kan 
holde paa den : at hvad der skeer i Verden , 
skeer til det Bedste for . os . Ogsaa jeg 
har kjendt og kjender hvad Dn uu fornemmer ; 
ogsaa jeg holdt engang , som Dn , 
af cu Pige ; klog , smuk , bedaarende var 
hun ; min Kone skulde hun være ; gode 
Kaar kunde jeg byde hende , og hun holdt af 
mig ; men een Betingelse for Giftermaalet 

var der , hendes Forældre forlangte det , hun 
forlangte det : jeg skulde blive Chrisfen — ! “ 
„ Og det vilde De ikke ? “ 
„ Jeg kunde det ikke ! man kan ikke med 
frelst Samvittighed løbe fra een Religion til 
en anden , uden at synde enten mod den , man 
forlader eller mod den , man træder over til ! “ 
„ De har ikke Tro ! “ sagde Peer . 
„ Jeg har mine Fædres Gud ! han lyse 
for min Fod og min Forstand ! “ 
De sade en Stund Begge tause ; da 
glcdc Hænderne over Tangenterne og Syngemesteren 
spillede en gammel Folkevise ; Ingen 
af dem sang Ordene ; Enhver underlagde vist 
sine Tanker . 
Madame Gabriels Brev blev ikke mere 
læst . Hun drømte neppe , hvilken Sorg det 
havde forvoldt . 
Faa Dage efter kom Brev fra Hr . Gabriel ; 
han vilde ogsaa bringe sin Lykønskning 

og „ en Commission “ ; den især havde 
nok givet Anledning til Brevet . Han bad 
Peer kjøbe en lille Porcellains-Ting , nemlig : 
Amor og Hymen , Kjærligheden og Ægteskabet . 
„ Den er udsolgt her i Byen , “ skrev 
hun , „ men let at erholde i Hovedstaden ; 
Penge følger med . Send Tingen snarest , 
den er Brudegave til Naadmandens , ved 
hvis Bryllup jeg var med nnn Hustru ! “ 
Forresten fik Peer at vide : „ Unge Madsen 
bliver aldrig Student ; han har forladt Huset 
og bemalet Væggen med Flnnhcdcr mod 
Familien . Slet Subject , unge Madsen . 
„ „ Lnnt pusri xusri , Mari pusrilia , traotant ! “ “ 
o : „ „ Drenge ere Drenge , Drenge 
gjøre Drengestreger ! “ “ jeg oversætter det , da 
Dn ikke er Latiner . “ 
Hermed sluttede Brevet fra Hr . Gabriel . 


XIV . 
Tidt , naar Peer sad ved Claveret , 
klang i Toner derfra , hvad der rørte sig i 
hans Bryst og Hoved ; Tonerne løftede sig i 
Melodi , der stundom bar Ordene med , de 
kunde ikke skilles fra Sangen ; saaledes bleve 
flere Smaadigtetil , rhythmiske , stemningsfulde . 
Med dæmpet Røst bleve de sungne ; det var , 
som om de , skye og bange for at fornemmes , 
hensvævcde i Eensomheden . 
Alt farer hen som Vinden , 
Her er ci blivende Sted . 
Snart svinder Rosen paa Kinden , 
Smilet og — Taarerne med . 
Hvorfor være bedrøvet ? 
Hen farer Sorg og Fortræd ; 
Alt farer hen som Løvet , 
Tiden og Mennesket med ! 

Alt er Forsvinden — Forsvinden , 
Ungdom , dit Haab og din Ven . 
Alt farer hen som Vinden 
Og kommer aldrig igjen ! 
„ Hvorfra har Du den Sang og Melodie ? “ 
spurgte Syngemesteren , der tilfældig 
saae Musik og Ord nedskrevne . 
„ Den kom af sig selv , den og alle disse . 
De flyve ikke videre i Verden ! “ 
„ Tungt Humeur sætter ogsaa Blomster ! “ 
sagde Syngemesteren , „ men tungt Humeur 
for ikke raade ; nu sætte vi Seil til og 
styre mod næste Debut . Hvad siger Du 
om Hamlet , den sorgfulde , ungc Prinds 
af Danmark ! “ 
„ Jeg kjender Shakspeares Tragedie ! “ 
sagde Peer , „ men endnu ikke Thomas ' 
Opera . “ 
„ Ophelia skulde Operaen kaldes , “ 
sagde Syngemesteren . „ Shakspeare har 

i Tragedien ladet Dronningen fortælle os 
Ophelias Død , og denne er bleven ligesom 
Høldepunktet i den musikalske Gjengivelse ; 
man seer for Øiet og fornemmer i Toner , 
hvad vi tidligere kun hørte som Fortælling 
af Dronningen : 
„ Der staaer en Piil og luder over AacN ; 
sit sølvgraa Lov i klaren Strøm den speiler ; 
der bandt hun scrre Krandse , af Ranunkler , 
af Nelder , Tusindskjon og Pnrpnrblomster , 
som kaade Hyrder gav et ublu Navn , 
men kydske Piger kalde Dødningfingre . 
Der , mens hun klattred op og vilde smykke 
den sveic Green med sine vilde Blomster , 
da brast den avindsyge Green , og hun 
faldt ned med sine vilde Sørgekrandse 
i Strømmen , der sig grcedende sneg hen . 
Vidt spredtes hendes Klader , og en Stund 
bar de paa Bandet hende som en Havfru , 
imens hun Stykker sang af gamle Sange , 
som om hun ei forstod sin egen Nød . “ * ) 
* ) Shakspeares „ Hamlet “ , oversat af Edv . 
L e m b k e . 

Operaen fører os Dette for Øie : vi see 
Ophelia ; hun kommer legende , dandsende , 
syngende den gamle Folkevise om „ Nøkken “ , 
der lokker Menneskene ned til sig i Elven , 
og medens hun synger og plukker Blomster 
hører man fra Floddybct de samme Toner ; 
de lyde i Chorsang lokkende fra det dybe 
Vand ; hun lytter , hun leer , nærmer sig 
Bredden , holder sig fast i den hængende 
Piil og bøier sig for at plukke de hvide 
Aakander ; sagte glider hun ud paa disse , 
hviler syngende paa de brede Blade , gynger 
paa disse og føres af Strømmen ud paa 
Dybet , hvor hun , som den løsrevne Blomst , 
synker i Maaneskinnet , omtonct af Nokkens 
Melodi . 
Om hele denne store Scene er det som 
om Hamlet , hans Moder , hendes Boler og 
den hcvnraabcndc , dræbte Konge alene vare til 
for at danne den rige , billcdskaarnc Ramme . 

i 
! 
! Vi faae ikke Shakspeares „ Hamlet “ , 
ligesom vi i Operaen Fanst ikke faae 
Goethes „ Fanst “ . Det Spekulative er 
ikke Stof for Musiken , det er KjærlighedsForholdet 
i begge disse Tragedier , der løfter 
sig til en Digtning i Toner . 
Operaen Hamlet blev bragt paa Scenen . 
Ophelias Fremstillerinde var henrivende , 
Dødsscenen var af stor Virkning , 
men Hamlet selv fik denne Aften en symj 
pathetisk Storhed , en Charakkeer-Fuldendthcd , 
der voxte ved hver Scene , hvori han optraadte ; 
man var dertil forbauset over Omfanget 
af Sangerens Stemme , over Friskhcdcn 
i de høie som i de dybe Toner , og at 
i han kunde med lige glimrende Held synge 
! Hamlet og Georg Brown . 
Sangpartierne i de fleste italienske Operaer 
ere et Cancvas , hvori den begavede 
! Sanger og Sangerinde lægge deres Sjæl og 

Snille og løste da de brogede , bølgende Farver 
til de Skikkelser , Digtningen fordrer ; hvor 
meget herligere mane de da knnnc aabenbare 
fig , hvor Tonerne ere lagte og ledede gjennem 
Tanke om Charakteren ; og det har Gounod 
og Thomas forstaaet , 
Hamlets Skikkelse i Operaen fik denne 
Aften Kjød og Blod , samlede og løftede sig 
til Hovedpersonen i Digtningen . Uforglemmelig 
blev Nattesccncn paa Bastionen , hvor 
Hamlet forste Gang seer sin Faders Aand ; 
Scenen i Slottet , foran den oprcistc Skueplads , 
hvor han henkaster Ordenes Giftdraaber , 
det forfærdelige Bløde med Blöderen , 
hvor Faderens Aand staaer hevnraabende 
for Sønnen , og endelig , hvilken Magt 
i Sangen , hvilke Toner ved Ophclia S Død ! 
Bar og blev hun end den sympathetiske 
Lotusblomst . paa den dybe , mørke Sø , 
dens Bølger vidt om grebe mægtigere ind i 

Tilskuerens Sjæl . Hamlet blev denne Aften 
Høvcdskikkelsen . Triumphen var fuldendt . 
„ Hvorfra har dog det Menneske Dette ! “ 
sagde Grossererens rige Frue og tænkte paa 
Peers Forældre og Faermoer paa Qvisten . 
Faderen havde været Pakhuuskarl , brav og 
hæderlig , var falden som Soldat paa Ærens 
Mark , Moderen vasker , — men det giver 
ikke Sønnen Dannelse , groet op var han i 
Fattigskolc — og hvad Stort kunde vel i en 
Tid af to Aar en Provinds-Professor bibringe 
ham af høiere Skolekundskaber . 
„ Det er Geniet ! “ sagde Grossereren , 
„ Geniet ! det fødes — af Guds Naade ! “ 
„ Tilvisse ! “ sagde Fruen , og foldede 
Hænderne derved , da hun talte til Peer . 
„ Skjønner De ret af ydmygt Hjerte paa , hvad 
De har faaet ? Himlen har været Dem ubegribelig 
naadig ! Alt er givet . De veed ikke , 
hvor gribende Deres Hamlet er ! De har 

selv neppe Forestilling derom . Jeg har hørt , 
at mange store Digtere vide heller ikke selv , 
hvad Herligt de have givet , Philosopherne 
maae klare det for dem . Hvorfra har De 
fremmanet Deres Hamlet ? “ 
„ Jeg har tænkt over Charakteren , læst en 
Deel af , hvad der er skrevet om den Shnkspcarske 
Digtning , og siden paa Scenen levet 
mig ganske ind i Person og Begivenhed ! — jeg 
giver min Deel og Vorherre giver Resten ! “ 
„ Vorherre ! “ sagde hun med et halv 
bebrejdende Blik , „ brug ikke her det Navn ! 
han gav Dem Evner , men De troer da ikke , 
at han har med Theater og Opera at gjøre ! “ 
„ Jo tilvisse ! “ svarede Peer freidig . 
„ Der er ogsaa hans Prædikesfol nd for 
Menneskene , og der høre de Fleste tidt bedre 
efter end i Kirken ! “ 
Hun rystede med Hovedet . „ Gud er 
med i alf Godt og Smukt , men lad os 

vogte os for at tage hans Navn forfængeligt . 
Det er en Naadegave , at blive en stor 
Konstner , men det er dog bedre at være en 
god Christen ! “ Felix vilde aldrig for hende 
have nævnet sammen Theater og Kirke , følte 
hun og var glad derved . 
„ Nn har De lagt Dem ud med Mama ! “ 
sagde Felix leende . 
„ Det var saa langt fra min Tanke ! “ 
„ Bryd Dem aldrig om det ! De kommer 
igjen i Naade , naar De paa Søndag 
gaaer i Kirke ! Staa udenfor hendes Stol , 
see op til Høire , der i Pulpituret sidder et 
lille Ansigt , der nok er værd at see paa : 
Enkebaronessens nydelige Datter . Det er 
et vclmecnt Raad ! og jeg giver Dem eet 
til : Øe kan ikke boe , hvor Øe nu boer ! 
flyt dog ind i en større Leilighed , med en 
ordenlig Trappe ! eller vil Øe ikke fra Syngemesteren , 
saa lad ham boe bedre ! han har 

Formue dertil , og Øe har ganske gode Indtægter . 
Øe man ogsaa give et Gilde , et 
Aftengildc ; jeg kunde selv give det og vil 
give det , men Øe kan indbyde et Par af 
de smaa Dandserinder ! — Øe er et lykkeligt 
Menneske ! men jeg troer , Himlen hjelpe 
mig , at Øe endnu slet ikke forstaaer at være 
et ungt Menneske ! “ 
Det forsfod just Peer , paa sin Viis ! 
med sit fulde , varme , unge Hjerte elskede han 
Konsten , den var hans Brud , hug gjcngjcldte 
hans Kjærlighed , løftede ham i Solskin og 
Glæde ; den Mismod , der havde knuget ham , 
fordunstede snart , milde Øine saae paa ham , 
Alle kom ham venligt deeltagende imøde . 
Ravhjertet , som han endnu stadigt bar paa 
sit Bryst , hvor Faermoer engang havde hængt 
det , var tilvisse en Talisman , ja det tænkte 
han , thi ganske fri for Overtro , Barnetro kan 
det ogsaa kaldes , var han ikke . Enhver genial 

Natur har Noget af denne , seer og troer paa sin 
Stjerne . Faermoer havde viist ham den Krast , 
der laae i Ravet , det drog til sig ; hans Drøm 
havde viist ham , hvorledes der ud fra Ravhjertet 
voxte et Træ , der sprængte Loft og 
Tag , og bar i Tusindviis Hjerter af Sølv 
og Guld ; det betød tilvisse , at i Hjertet , i 
hans eget , varme Hjerte laae hans KonstnerMagt , 
hvorved han vandt og skulde vinde 
Tusinder og atter Tusinder . 
Mellem ham og Felix var unegtelig et 
Slags Sympathi , hvor forskjellige de end vare ; 
Peer antog , at Forskjellen mellem dem laae i , 
at Felix , som den rige Mands Søn , var 
voxen op i Fristelser og havde Raad og Lyst 
til at smage paa dem ; han var derimod 
bleven lykkeligere stillet som Fattigmands Barn . 
Begge de fo Husets Børn gik imidlertid 
frem mod Storhed . Felix vilde snart 
blive Kammerjunker , og det er første Etage 

til Kammerherre ; saa har man Gnldnoglcn 
bag paa . Peer , den altid lykkeligere , havde 
allerede for paa , men usynligt , Geniets 
Guldnogle , som lukker op for alle Jordens 
Skatte , og Hjerternes med . 
XV . 
Det var endnu i Vintertid ; Kanebjælderne 
klang , Skyen bar Suecfnug ; men 
hvor en Solstraale brød frem , forkyndte den 
Foraar . Det duftede og klang i det unge 
Bryst , det lod i malende Toner , der udfoldede 
sig i Ørd : 
End ligger Jorden i Sneens Svob , 
Lystigt paa Sorn er Skoitelob , 
Træ-erne prange med Riimfrost og Krager , 
Dien imorgen bestemt det bager ; 
Solen bryder den tunge Sky , 
Baaren rider Sommer i By , 

Pilen kaster de uldne Vanter . 
Spil op , Musikanter ! 
Alle Smaafugle ! stem i , stem i : 
„ Nu er Vintertiden forbi ! “ 
O , hvilket Kys af den varme Sol ! 
Kom , pluk Skovmærk og Martsviol : 
Det er som Skoven sit Aandedræt holder , 
Nu i een Nat hvert Blad sig udfolder , 
Kukkeren synger , Du den forstaaer , 
Hør , Du skal leve i mange Aar ! 
Verden er nng , vær ung med de Unge , 
Lad Hjerte og Tunge 
Juble med Baaren , freidig og fri : 
„ Aldrig er Ungdomstiden forbi ! “ 
Aldrig er Ungdomstiden forbi ! 
Jordlivet er et heelt Trylleri , 
Solskin og Stormvejr , Glæde og Smerte , 
Der er en Verden lagt i vort Hjerte ; 
Den svinder ci som et Stjernesknd . 
Mennesket skabtes i Billed af Gud . 
Gud og Naturen staae evige unge , 
Vaar , lær Du os at punge , 
Hver lille Fugl stemmer med deri : 
„ Aldrig er Ungdomstiden forbi ! “ 
tv * 

„ Det er et heell Tonemalcri ! “ sagde 
Syngemesteren , „ og godt givet for Chor og 
Orchester . Det er det bedste endnu af alle 
dine Stemnings-Stykker . Du maa virkelig 
lære Gencralbas , nagtet det ikke er din Bestemmelse 
at blive Componist ! “ 
Unge Musikvenner bragte imidlertid snart 
Sangen frem ved en større Concert , hvor 
den vakte Opmærksomhed , men ikke Forventninger . 
Vor unge Vens Bane var aabnet 
ham ; hans Storhed og Betydning laae ikke 
blot i Stemmens sympathetiske Klang , men 
i hans betydelige , dramatiske Evne ; det havde 
han viist som Georg Brown og som 
Hamlet . Hnn foretrak iøvrigt den egenlige 
Opera for Syngestykkct ; det var hans sunde 
og naturlige Sands imod , denne Gaaen over 
fra Sang til Tale og atter til Sang ; „ det 
er , “ sagde han , „ som om man fra Marmortrappe 
kommer ud paa Trætrappe , ja tidt 

paa Hønsestige og saa igjen ud paa Marmor . 
Den hele Digtning maa gjennemgaaende 
leve og aande i Tonerne . “ 
Fremtidsmusiken , som den nyere Retning 
i Operaen kaldes og for hvilken særlig 
Wagner er Bannerfører , fik en Forsvarer 
og Beundrer i vor unge Ven . Han fandt her 
Charaktererne saa klart tegnede , Recitativerne 
saa tankegivendc , den hele Handling i dramatisk 
Fremadskriden , uden Stillestaaen ved 
idelig tilbagevendende Melodier . „ Det er dog 
en Unatur med disse store indlagte Arier ! “ 
„ Ja indlagte ! “ sagde Syngemesteren , 
„ men hvor de som hos de fleste store Mestre 
skyde frem , en mægtig Deel af det Hele , 
skulle og maae de være ! hører det Lyriske 
hjemme noget Sted , da er det i Operaen ! “ 
og han nævnede i „ Don Juan “ Don Ottavios 
Arie : „ Taare , hold op at rinde ! “ 
„ hvor er den liig en deilig Skovsø , ved hvis 

Bred man hviler og fyldes heelt af Toneskovens 
Strømninger . Jeg bøier mig for 
Dygtigheden i den nye musikalske Retning , 
men jeg dandser ikke med Dig om dens 
Guldkalv ! det er heller ikke dit Hjertes Mening , 
Du udtaler , eller ogsaa er den Dig 
ikke selv klar . “ 
„ I en af Wagners Operaer vil jeg 
optræde ! “ sagde vor unge Ben , „ kan . jeg ikke 
i Ord , saa vil jeg ved Sang og Spil hævde 
mit Hjertes Mening ! “ 
Valget faldt paa Lohengrin , den unge , 
hemmelighedsfulde Ridder , der i Baaden , 
trukken af Svanen , glider op ad Schcldefloden 
for at kæmpe for Elsa af Bra baut . 
Hvo havde vel sunget eller givet , som han , 
Modets første Sang , Hjcrtcstuntalcn i Brudekammeret 
og Afskedssangen , hvor den hellige 
Grals hvide Due omflagrcr den unge Ridder , 
som kom , sejrede og — forsvandt . 

Denne Aften var , om muligt , endnu ef 
Skridt frem i konstncrisk Storhed og Betydning 
for vor unge Ven , og for Syngemesteren 
ef Skridt frem til Erkjendelse af FremtidsMusikcn . 
— 
„ Med Betingelser ! “ sagde han . 
XVI . 
Paa den aarlige , store Maleri-Udstilling 
mødtes en Dag Peer og Felix foran Porfraitet 
af en ung , smuk Dame , Datter af 
Enkebaronessen , som Moderen almindelig 
kaldtes , hvis Salon var Samlingsstedet forben 
fornemme Verden og Enhver afBetydniug 
i Konst og Videnskab . Den unge Baronesse 
var i sit sextende Aar , ef uskyldigt , deiligt Barm . 
Billedet var ligt og konstncriskt gjengivet . 
„ Træd ind i Salen her tæt ved , “ sagde 

Felix , „ der staaer den unge Deilighed selv 
med sin Moder . “ 
De stode hensunkne i Beskuelsen af ef 
charakteristisk Billede ; det forestillede Campagnen , 
hvor to unge Ægtefolk kom ridende 
paa en og samme Hest , holdende hinanden 
fast . Hovedfiguren var imidlertid en ung 
Munk , som betragtede de to lykkelige Veifarende . 
Der laae et sørgende , drømmende 
Udtryk i den unge Mands Ansigt , man 
læskte deri hans Tanke , hans Livshistorie : 
et forstilet Maal , det Lykkeligste tabt ! Mcnncskelykkcn 
i Kjærlighed havde han ikke grebet . 
Den ældre Baronesse saae Felix , som 
ærbødigt hilsede hende og den smnkke Datter ; 
Peer viste samme almindelig Høflighed . 
Enkebaronessen kjendte ham strax fra Scenen , 
og efter af have talt til Felix sagde hun 
nogle venlige , forbindtlige Ord til ' Peer , 
idet hun trykkede hans Haand : 

„ Jeg og min Datter hører til Deres 
Beundrere ! “ 
Hvor var den unge Pige i dette Øieblik 
fuldendt smuk . Hun saae med sine milde , 
klare Øine næsten i Taknemmelighed paa ham . 
„ Jeg seer i mit Huus , “ sagde Enkebaronessen , 
„ saamange af de meest betydende 
Konsfnere ; vi almindelige Mennesker trænge 
til en Aandens Luftning , De vil være hjertelig 
velkommen ! Vor unge Diplomat , “ hun 
pegede paa Felix , „ vil ledsage Dem forske 
Gang , senere haaber jeg af De ved Dem 
selv finder Veien ! “ 
Hun smilede til ham ; den unge Pige 
rakte ham sin Haand , naturligt og hjerteligl , 
som havde de længe kjendt hinanden . 
Seent paa Efteraaret , en kold , sludfuld 
Aften , kom de to unge Mænd , de to Fødte 
i den rige Grosserers Gaard . Det var et 

Veir til at kjøre og ikke gaae i , . før den 
rige Mands Søn og for Scenens forste 
Sanger , alligevel , de gik , vel indpakkede , 
Galosker paa Fødderne , Bcdninhættc paa 
Hovedet . 
Som et heelt Feen var det at komme 
Ilde fra den raa Luft ind i den med Luxus 
og Smag indrettede Bolig . I Vesfibulen , 
foran den med Tæpper belagte . Trappe , 
prangede et Flor af Blomster mellem Buske 
og Viftepalmer ; et lille Vandspring pladskedc 
i Basinct , omgivet af høie Callacr . 
Den store Selskabssal var prægtigt oplyst 
og en stor Deel af Selskabet allerede 
samlet . Der blev snart næsten Trængsel ; man 
traadte paa Silkeslæb og Kniplinger , omsuset 
af ConvcrsationenS klingende Mosaik , 
i sin Heelhed vistnok det unndst Værdifulde 
af al den Herlighed . 
Havde Peer været et forfængeligt Menneske , 

det han ikke var , kunde han have 
indbildt sig at det var en Fest for ham , saa 
hjertelig var Modtagelsen af Husets Frue 
og den livsstranlcnde Datter . Unge og ældre 
Damer , ja Herrer med , sagde ham Behageligheder . 
Der 
blev musiceret ; cu ung Forfatter 
læste et velskrevet Digt ; der blev sunget og 
den Tact viist , af Ingen anmodede vor unge , 
hyldede Sanger om af fuldkommengjøre det 
Hele . Husets Frue varden opmærksomste Vertinde , 
aandfuld og hjertelig i den rige Salon . 
Det var Indtrædelsen i den store Verden . 
Snart var vor nngc Ven ogsaa her en af 
de Udvalgte i den snevre Familie-Kreds . 
Syngemesteren rystede med Hovedet og loe . 
„ Hvor Du er ung , kjære Ben ! “ . sagde 
han , „ af det kan fornøie Dig af komme til 
disse Mennesker ! de kunne i og for sig være 
brave nok , men de oversee os Borgerlige . For 

Nogle af dem er det alene en ForfængelighcdSSag , 
en Morskab , og for Andre et Slags 
Dannelses-Skilt , af de yptage i deres Kreds 
Konstnere og Øieblikkets Feterede ; disse høre 
til Salonen som Blomster til Vandglasset , 
de pynte og kastes saa hen ! “ 
„ Hvor bittert og ubilligt ! “ sagde Peer , 
„ De kjender ikke disse Mennesker og vil ikke 
kjende dem ! “ 
„ Nei ! “ svarede Syngemesteren . „ Jeg 
hører ikke hjemme mellem dem ! Du ikke 
heller ! og det huske og vide de Allesammen . 
De klappe og beskue Dig , som man klapper 
og beskuer Vcddelobshcstcn , der skal vinde en 
Seier . Du hører til en anden Race , end de . De 
skippe Dig , naar Du ikke længer er i Mode . 
Begriber Du ikke det ? Du er ikke stolt 
nok ! — Du er forfængelig , og det viser Dn 
ved at søge disse Høitstillcde ! “ 
„ Hvor ganske anderledes vilde De tale 

og dømme , “ sagde Peer , „ øm De kjendte 
Enkebaronessen og et Par af mine nye 
Venner der ! “ 
„ Jeg kommer ikke til at kjende Dem ! “ 
sagde Syngemesteren . 
„ Naar skal Forlovelsen declarercs ! “ 
spurgte en Dag Felix . „ Er det Moder 
eller Datter ? “ og han loe . „ Tag ikke Datteren , - 
thi da faaer De hele den adelige Ungdom 
imod Dem ; ogsaa jeg bliver Deres 
Fjende og den blodigste ! “ 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Peer . 
„ De er jo den Begunstigede ! kan gaae 
ud og ind til alle Tider . De faaer Penge 
med Moderen og kommer ind i god Familie ! “ 
„ Hold op med den Spøg ! “ sagde Peer . 
„ Der er ikke noget . Morsomt i , hvad De der 
siger . “ 

„ Det skal heller ikke være morsomt ! “ 
sagde Felix . „ Det er den høitidsfulde 
Alvor ! for De vil da ikke lade Hendes Naade 
sidde over og sørge , blive dobbelt Enke ! “ — 
„ Lad Baronessen være udenfor denne 
Tale , “ sagde Peer , „ gjør Dem lystig over 
mig , men kun over mig alene , og jeg skal 
svare Dem ! “ 
„ Ingen vil troe at det er et Jnelinatious 
Parti fra Deres Side ! “ vedblev Felix . 
„ Hnn er lidt udenfor Skjønheds-Linien ! 
— man lever ikke af Aand alene ! “ — 
„ Jeg havde tiltroet Dem mere Dan- . 
» elfe og Forstand , “ sagde Peer , „ end at De 
saaledes vilde tale om en Dame , De bør 
højagte og i hvis Huus De kommer . Og 
jeg taaler det ikke længer ! “ 
„ Hvad vil De da gjøre ! “ spurgte 
Felix , „ vil De slaaes ! “ 
„ Jeg veed , at De har lært det og jeg 

ikke , men jeg kan lære det ! “ og han forlod 
Felix . 
Et Par Dage efter mødtes igjen de to 
Husets Børn , Sonncn fra første Sal og 
Sonnen fra Qvisten . Felix talte til Peer 
som om intet Brud havde været imellem 
dem ; denne svarede høfligt , men kort . 
„ Hvad er nu det ! “ sagde Felix . „ Vi 
To vare lidt pirrelige sidst ; men Dril maa dertil , 
derfor er man ikke flabet ! jeg holder ikke 
af at bære til Bunke , lad os glemme og 
tilgive ! “ 
„ Kan De tilgive Dem selv den Maade 
De talte om en Dame , vi Begge skylde 
Højagtelse ? “ 
„ Jeg talte meget honnet ! “ sagde Felix ; 
„ i den fornemme Verden kan man ogsaa 
tale med Ragekniv , men det menes ikke 
saa slemt ! det er Saltet til „ Hverdagslivets 
matte Fisk “ , som Poeten kalder det . 

Vi ere Alle lidt ondskabsfulde . De kan 
ogsaa nok dryppe En , min Ven , give en 
lille UskyldighcdS-Draabe , som svier ! “ 
Snart saae man de To Arm i Arm . 
Felix vidste nok , at flere end een ung , smuk 
Dame , der ellers gik forbi uden at see paa 
ham , nu lagde Mærke til ham , der gik med 
„ Idealet fra Scenen “ . Lampelyset kaster 
altid et Skjønheds-Skjær over Theatrets 
Helt og Elsker ; det lyser endnu om ham , 
naar han viser sig paa Gaden ved Dagslysef , 
men slukkes der som oftest . De Fleste af 
Scenens Konstnere ligne Svanen , man skal 
see den i dens Element , ikke paa Brostenene , 
ikke paa offentlig Promenade . Der gives 
imidlertid Undtagelser , og til disse hørte vor 
ungenen . Hans Personlighed udenfor Scenen 
forstyrrede aldrig det Tankcbillcdc , man havde 
af ham som Georg Brown , Hamlet og 
Lohengrin . — Det var disse Digtningens 

og Tonernes Skikkelser , som mangt et ungt 
Hjerte sammensmeltede med Mennesket selv 
og løftede mod Idealet . — Han vidste at 
det var saaledes og fandt ogsaa et Slags 
Behag deri ! han var lykkelig i sin Konst 
og i de Midler han besad til at øve den , 
dog kunde der komme en Skygge over dette 
ungdomsglade Ansigt , og fra Claveret klang 
da Melodien tik Ordene : 
Alt er Forsvinden — Forsvinden , 
Ungdom , dit Haab og din Ben . 
Alt sarer hen som Vinden 
Og kommer aldrig igjen ! 
„ Hvor veemodigt ! “ sagde Enkebaronessen , 
„ De har Lykken i dens fulde Maal ! jeg veed 
Ingen , der er lykkelig som De ! “ 
„ Kald Ingen lykkelig før han er i sin 
Grav , har jo den vise Solon sagt ! “ gjentog 
han og smilede gjennem Alvor ; „ det er en 
Uret , en Forsyndelse , om jeg ikke var takil 


nemmelig glad l mit Hjerte . Jeg er det ! 
jeg er taknemmelig for det mig Betroede , 
men dette selv vurderer jeg anderledes end 
Andre . Det er et smukt Fyrværkeri , der 
farer hen og skakkes ! den sceniske Konstners 
Værk er forsvindende . De evigt lysende Stjerner 
kunne glemmes for Øjeblikkets Meteorer , 
men naar disse slukkes er der intet blivende 
Spor af dem uden de gamle Optegnelser . 
En ny Slægt kjender ikke og kan ikke gjøre 
sig Forestilling om dem , der fra Scenen henrev 
deres Bedsteforældre ; Ungdommen jubler 
maaskee ligesaa lydeligt og inderligt for 
Glandsen af Messing sorn de Gamle engang 
for Glandsen af det ægte Guld . Langt 
lykkeligere stillet , end den sceniske Konstner , 
er Digteren , Billedhuggeren , Maleren og 
Componistcn . De kunne i levende Live prøve 
trange Kaar , savne den fortjente Erkjendelse , 
medens Bæræren af deres Værker lever i 

Overdaad og Forgudelsens Overmod ; lad 
Mængden beundre den stærktfarvede Sky og 
glemme Solen , Skyen fordunster , Solen 
lyser og straaler for nye Slægter . “ 
Han satte sig ved Claveret og phantaserede 
saa tankerigt , saa mægtigt som aldrig før . 
„ Vidunderligt deiligt ! “ udbrød Enkebaronessen . 
„ Det var som hørte jeg et 
heelt Livs Historie ! De gav os Hjertets Høisang 
i Toner ! “ 
„ Jeg tænkte derved paa tusind og een Nat , “ 
sagde den unge Pige , „ paa Lykkens Lampe , 
paa Aladdin ! “ og hun saae med uskyldige , 
taarefyldte Øine frem for sig . 
„ Aladdin ! “ gjentog han . ) 
Denne Aften var et Vendepunkt i hans 
Liv . Et nyt Afsnit begyndte tilvisse . 
Hvad foregik der med ham i dette hensusende 
Aar ? Hans friske Farve forlod Kin11 « 


dernc , Øinene straalede langt klarere end før . 
Søvnløse Nætter levede han , men ikke i 
vilde Orgier , i Sværm og Sviir , som saa 
mangen stor Konstner ; han var bleven mindre 
falende , men mere glad . 
„ Hvad er det , som fylder Dig saa ? “ 
sagde hans Ven , Syngemesteren , „ Dn betroer 
mig ikke Alt ! “ 
„ Jeg tænker paa hvor lykkelig jeg er ! “ 
svarede han — „ jeg tænker paa den fattige 
Dreng ! jeg tænker paa — Aladdin ! “ 
XVII . 
Efter de Fordringer , det fattigtfodtc Barn 
tidt længe beholder , førte Peer nu et velstaaende , 
behageligt Liv ; hun var saa velhavende , 
at han , som Felix engang sagde , 
nok kunde slaae et ordcnligt Skrald for sine 
Venner . Han tænkte derpaa , tænkte paa 

de fø tidligste nf Vennerne , Moder og Faermoer 
; dem og sig selv beredte han en 
Festdag . 
Det var deiligt Foraarsvcir , de to 
Gamle sknlde kjøre med ham udenfor Byen og 
see et lille Landsted , Syngemesteren fornyligt 
havde kjøbt . Idet han vilde sætte sig i Vognen 
kom en Madame , fattigt klædt , i Alder mod de 
tredive Aar ; hun havde en Promemoria , 
anbefalende paategnet af Madame Hof . 
„ Kjender De mig ikke ! “ sagde Madamen . 
„ Lille Lokkehoved , kaldte man mig ! 
Lokkerne ere borte , der er saa Meget , der er 
borte , men der er endnu gode Mennesker ! 
vi To have virket sammen i Balletten . De 
er bleven bedre stillet , end jeg , De er bleven en 
mægtig Aland ! jeg er nu stilt fra to Mænd 
og ikke længer ved Theatret ! “ 
Hendes Promomoriu lød om , af komme 
i Besiddelse af en Symaskine . 

„ I hvilken Ballet have vi To virket 
sammen , “ spurgte Peer . 
„ I Tyrannen i Padna , “ svarede 
hun , „ der vare vi Pager begge To , i blaat 
Floicbog Barret ; husker De ikke lille Malle 
Knallerup ! jeg gik lige bag efter Dem i 
Optaget ! “ 
„ Og traadte mig op af Smalbenene ! “ 
sagde Peer leende . 
„ Gjorde jeg ? “ sagde hun , „ saa har jeg 
taget for lange Skridt . De er dog gaaet 
langt raskere frem ! De har forstaaet at bruge 
Benene i Hovedet ! “ og hun saae med sit 
bedrøvelige Ansigt coquct smigrende paa ham , 
bevidst at have sagt en aandrig Compliment . 
Peer var rundhaandct : hun skulde have Symaskinen , 
lovede han . Lille Malle havde jo 
ogsaa været En af dem , der særligt sparkede 
ham bort fra Ballctvcicn , ind paa en heldigere 
Bane . 

Snart holdt han udenfor Grossererens 
Gaard og steg op til Moder og Faermoer ; 
de vare i deres bedste Klæder og havde tilfældigviis 
Besøg af Madame Hof , som strax 
blev indbudt til at kjøre med , hvorfor hun 
havde en svær Kamp med sig selv , der endte 
med , at hun sendte Hr . Hos en Løbeseddel , 
som meldte , at hun havde modtaget Indbydelsen . 
„ Alle 
de fine Hilsener , Peer faaer ! “ 
sagde hun . 
„ Hvor man kjører herskabeligt ! “ sagde 
Moder , „ og i en deilig , magelig Vogn ! “ 
sagde Faermoer . 
Nær Byen , tæt op til den kongelige 
Park , laae et lille , venligt Huus , omgivet af 
Viinløv og Roser , Nøddebuske og Frugttræer . 
Her holdt Vognen , her var Landstedet . De 
bleve modtagne af en gammel Pige , god Bekjendt 

af Møder og Faermoer ; tidt havde hun 
hjulpet dem ved Basfning og Strygning . 
Haven blev seet , Huset blev seet . . Ja 
herinde var især en yndig Ting , et lille 
Glashuus med deilige Blomster ; det stod i 
Forbindelse med Dagligstuen . Døren kunde 
man skyde tilside lige ind i Muren . „ Det 
er ligesom en Coulisse ! “ sagde Madame Hof . 
„ Den gaaer med Haandkraft , og saa sidder 
man her ligesom i et Fuglebuur , belagt med 
Fuglegræs . Det kaldes en Vinterhave ! “ 
Soveværelset var ligesaa yndigt , paa sin 
Maade . Lange , tætte Gardiner om Vinduerne , 
blødt Gulvtæppe og fo Lænestole , saa magelige , 
dem maatte Bloder og Faermoer prøve . 
„ Man bliver ganske doven ved at sidde 
i den ! “ sagde Moder . 
„ Man mister sin Tyngde ! “ sagde Madame 
Hof . „ Ja her kunne I fo Musik-Mennesker 
svømme i Magelighed ovenpaa Thcatcr-Anstrcngelserne . 

Dem har jeg ogsaa kjendt ! 
ja tænk , jeg kan endnu drømme om at jeg 
gjør Battements , og Hof gjør Battements 
ved Siden af mig ! er det ikke yndigt : „ „ to 
Sjæle og een Tanke ! “ “ — 
„ Her er friskere Luft og mere Plads , 
end i de to smaa Stuer oppe paa Qvisten ! “ 
sagde Peer med straalende Øine . 
„ Det er her ! “ sagde Moder . „ Dog 
der hjemme er ogsaa godt ! der har jeg født 
Dig , min søde Dreng , og levet med din 
Fader ! “ 
„ Her er bedre ! “ sagde Faermoer . „ Her 
er det en heel Herskabs-Leilighed ! jeg mider 
Dig og det mageløse Menneske , Syngemesteren , 
dette Fredens Hjem . “ 
„ Og jeg under Dig det , Faermoer ! og 
Dig , kjære , velsignede Moder ! I To skulle 
altid boe her og ikke , som inde i Byen , gaae saa 
mange Trapper op , og have det saa snevert og 

saa smaat ! I skulle have en hjelpsom Haand 
herude og see mig saa tidt som før i Byen . 
Ere I glade derved ! ere I tilfredse ! “ 
„ Hvad er dog nu alt Det , Drengen 
staaer der og siger ! “ sagde Moder . 
„ Huset , Haven , det Hele er dit , Moder , 
dit , Faermoer ! det har jeg stræbt efter at 
kunne skaffe Eder ; min Ven , Syngemesteren , 
har troligt hjulpet mig med at faae det istand . “ 
„ Hvad er dog alt Det , Du siger , Barn ! “ 
udbrød Moderen . „ Du vil forære os et Herresæde 
! Du søde Dreng , ja , Du gjorde det 
gjerne om Du kunde ! “ 
„ Det er Alvor ! “ sagde han , „ Huset er 
dit og Faermoers ! “ Han kyssede dem Begge , 
de brast i Graad , Madame Hof ikke mindre . 
„ Det er det lykkeligste Øieblik i mit Liv ! “ 
udbrød Peer , og omfavnede dem alle Tre . 
Nu maatte de see Alt om igjen , det 
var jo deres eget . For Hylden til fem , 

sex Urtepotter ud paa Taget , havde de nu 
det lille nydelige Glashuus ; for Madskabet 
var her et luftigt Spisekammer , og Kjøkkenet 
selv var en heel lille Varmestue . Skorstenen 
havde Ovn og Kogeindretninger ; den saae ud 
som et stort , blankt Strygejern , sagde Moder . 
„ Nu have I da ogsaa faaet en Kakkelovnskrog 
ligesom jeg ! “ sagde Madame Hof . 
„ Her er kongeligt ! I have opnaaet Alt , 
hvad Mennesker kunne opnaae paa denne 
Jord , og Du ogsaa , min egen , feterede Ven ! 
„ Ikke Alt ! “ sagde Peer . 
„ Den lille Kone kommer nok ! “ sagde 
Madame Hof . „ Jeg har hende allerede til 
Dig ! jeg har hende paa Følelsen ! men jeg 
skal nok holde Mund ! Du mageløse Menneske ! 
Er det ikke ligesom en Ballet , det 
Hele ! “ hun loe med Taarer i Øinene , det 
gjorde ogsaa Moder og Faermoer . 

XVIII . 
Skrive Text og Musik til en Opera , 
og selv være Bæreren før den paa Scenen . 
var et Maal saa størt og lyksaligt . Et 
Talent havde vor unge Ben fælles med 
Wagner , det at kunne selv bygge den dramatiske 
Digtning , men havde han vel Fylde 
af musikalsk Stemning , som denne , til at 
skabe et Toncværk af Betydning ? 
Mod og Mismod vexlede . Han kunde 
ikke slippe denne sin „ stadige Tanke “ . For 
Aar og Dag siden lyste den frem som et 
Phantasibillcde ; nn var den en Mulighed , 
et Livsmaal . Mangen fri Phantaseren paa 
Claveret var bleven hilset som en Trækfugl 
fra denne Mulighedens Kyst . De smaa Romancer , 
den charakteristisk ! : Foraarssang , bcbuded 
Tonernes endnu ikke opdukkcdc Land ; 
Enkebaronessen saae deri Forkyndelsens Tegn , 

som Columbus saae det i de friske Grene , 
Havstrømningerne bare * før han endnu saae 
Landet selv i Horizonten . 
Landet var der ! Lykkens Barn skulde 
naae derhen . Et henkastet Ord blev Tankefrøct ; 
hun , den unge , smukke , uskyldige Pige 
udtalte Ordet : Aladdin . 
Et Lykkebarn som Aladdin var vor 
unge Ven ! det lyste ind i ham . Med 
Forftaaen og Lyst læske og gjcnlæste han den 
smukke østerlandske Digtning ; snart tog den 
dramatisk Form , Scene før Scene voxte frem 
i Ord og Musik , og alt som de voxte bleve 
de musikalske Tanker rigere ; ved Digtningens 
Slulning var det som Toncbrønden nu først 
var boret og hele det rige , friske Væld strømmede 
frem ; paany gjennemcomponerede han 
sit Arbeide , og i kraftigere Skikkelse løftede 
sig da efter Maaneder Operaen : Aladdin . 
Ingen vidste om dette Værk , Ingen havde 

hørt saameget som nogle Tactcr deraf , ikke 
engang den meest Deeltagende af alle Vennerne , 
Syngemesteren . Ingen i Theatret , 
naar om Aftenen den ringe Sanger ved 
Stemmen og sit fortræffelige Spil henrev 
Publicum , faldt det ind , at den unge Mand , 
som saaledes saaes leve og aande i sin Rolle , 
levede endnu inderligere , ja fortabte sig nogle 
Timer efter i et mægtigt Værk af Tonerne , 
der strømmede ud fra hans egen Sjæl . 
Syngemesteren havde ikke hørt en Tact 
af Operaen „ Aladdin “ , før den fuldført i 
Noder og Text blev lagt paa hans Bord til 
Gjennemlæsning . Hvilken Dom vilde blive 
fældet ; tilvisse en streng , retfærdig . Den 
unge Componist svævede mellem den bedste 
Forhaabning og Tanken om at det Hele ogsaa 
kunde være en Selvskuffelse . 
To Dage gik , der blev ikke vexlet et 
Ord om dennc vigtige Sag . Endelig stod 

Syngemesteren for ham med Partituret i 
Haanden , det han nu kjendte . Der var en egen 
Alvor udbredt over hans Ansigt , hvorledes 
var den at tyde . 
„ Det havde jeg ikke ventet ! “ sagde han . 
„ Det havde jeg ikke tiltroet Dig . Ja , jeg 
har endnu ikke nogen klar Dom , jeg tør udtale . 
Der er hist og her Feil i Instrumentationen , 
— Feil , som lade sig rette . Der 
ere enkelte Ting dristige og nye , man maa 
høre disse under de berettigede Betingelser ! 
som der hos Wagner er Paavirkning af 
Carl Maria Weber , fornemmes hos 
Dig Beaandelse af Haydn . Det Nye i 
hvad Du har givet , staaer mig endnu noget 
fjernt , Du selv staaer mig for nær , saa af 
jeg ikke er den rette Dommer . Jeg vil heller 
ikke dømme ; omfavne Dig vil jeg ! “ udbrød 
han med fremsprudlende Glæde . „ Hvor 

har Du kunnet magte dette ! “ og han trykkede 
ham i sine Arme . „ Lykkelige Menneske ! “ 
Der gik snart en Mumlen gjennem 
Byen , gjennem Aviser og „ løs Snak “ , om 
den nye Opera afScenens unge , feirede Sanger . 
„ Det er daarlig Skrædder , som ikke af 
Affaldet fra Skrædder-bordet skulde kunne 
lappe en Barnctrøie sammen ! “ sagde En 
og Anden . 
„ Skrive Text , componere den og selv 
synge den ud ! “ blev ogsaa sagt , „ det er 
Geni paa tre Etager ! men han er jo født 
endnu høiere — paa Qvisten ! “ 
„ De ere To om det , han og Syngemesteren ! “ 
sagde de . „ Nu slaaer Alarmtrommcn 
af Compagniet for indbyrdes Beundring . “ 
Operaen kom til Indstudering . De 
Medvirkende vilde ikke udtale nogen Mening 
: „ Man skal ikke sige , af Dommen er 
udgaaet fra Theatret ! “ sagde de , og næsten 

Alle satte et alvorligt Ansigt op , der ikke 
straalede nogen Forhaabning . 
„ Der er mange Horn i det Stykke ! “ 
sagde en ung Hornist , der selv componerede . 
„ Bare han ikke løber sig et Horn i Livet ! “ 
„ Det er genialt , glimrende , fuldt af 
Melodie og Charakteer ! “ ja det blev der ogsaa 
sagt . 
„ Imorgen ved denne Tid er da Skafottet 
reist ! “ sagde Peer . „ Dommen er 
maaskee allerede nu fældet ! “ 
„ Nogle sige , at det er et Mesterværk ! “ sagde 
Syngemesteren , „ Andre , at det er et Makværk ! “ 
„ Og 
hvor ligger Sandheden ? “ 
„ Sandheden ! “ sagde Syngemesteren , „ ja 
siig mig den ! see Stjernen deroppe ! siig mig , 
hvor er der nøiagtigt dens Plads . Luk dit 
ene Øie ! Du seer den ? Betragt den nu 
med dit andet Øie alene ! Stjernen har flyttet 

sig , har antaget en anden Plads . Hvert Øie 
hos det samme Menneske seer saa forskjelligt , 
hvor forskjelligt maa da den store Menneskemængde 
see ! “ 
„ Skee hvad der maa ! “ sagde vor unge 
Ven , „ jeg maa vide min Plads i Verden , 
kjende , hvad jeg kan og maa udrette , elleropgive . “ 
Aftenen 
kom , Afgjørelsens Aften . 
En feteret Konstner skulde løftes høiere 
eller ydmyges i sin gigantiske , forfængelige 
Stræben : Knald eller Fald ! Det var en 
heel Stads Begivenhed . Folk stode Natten 
over paa Gaden foran Billct-Contorct , forat 
erholde Plads . Hnset var propfuldt , 
Damerne kom med store Bouquetter , skulde 
disse bæres hjem igjen eller falde for den 
Seirendes Fødder ? 
Enkebaronessen og den unge , smukke 
Datter sad i Logen over Orchesfret . Der 

var i Publicum ct Røre , en Mumlen , en 
Bevægelighed , der med Eet forstummede , idet 
Capelmesteren indtog sin Plads og Ouverturen 
begyndte . 
Hvo husker ikke Hen felts Musikstykke : 
» si l ' oisøuu j ' ^tuis » , der giver ligesom et 
jublende Fugleqviddcr ; her var noget Beslægtef : 
jublende , legende Børn , glade Barnerøster , 
Mund i Mund ; Gjøgcn kukkede med 
til dem , Droslen slog . Det var det uskyldige 
Barnesinds Leg og Jublen , AladdinsSindet ; 
da rullede ind deri et Tordenveir , 
Noureddin øvede sin Magt ; et dræbende 
Lyn slog ned , sprængte Fjeldet ; bløde , 
lokkende Toner løde , en Klang fra Tryllegrottcn , 
hvor Lampen lyste i den forstenede 
Hule , omsuset af mægtige Aanders Vingeslag . 
Nn klang i Valdhorn-Toner en Psalmesang , 
saa mild og blød , som kom den fra Barnemund ; 
et enkelt Horn hørtes , og akteret , flere 
tL * 

og flere smeltede ind i somme Toner , og løftede 
sig derpaa i en Fylde og Krast som var det 
Dommcdags-Basunen . Lampen var i Aladdins 
Haand ! og der svulmede et Hav 
af Melodie og Storhed , som Aandernes Behersker 
og Tonernes Mester mægter det . 
Forhænget rullede op i en BifaldsJubel , 
der lød som Fanfare under Capclmestcrcns 
Tactstav . En oplobct , deilig Dræng 
legede , saa stor og dog saa uskyldig , Aladdin 
sprang mellem de andre Drenge . Faermoer 
vilde strax have sagt : „ ja det er Peer , 
som han legede og sprang mellem Kakkelovnen 
og Dragkisten hjemme paa Qvisten ; han er 
i Sindet ikke bleven et Aar ældre ! “ 
Hvor sang han med en Tro , en Inderlighed 
Bønnen , den , Nonreddin bød ham 
bede , før han steg ned i Klippegraven for at 
hente Lampen . Var det den ræent fromme 
Melodie , eller den Uskyld , hvormed den blev 

sunget , som rev alle Tilhørere med sig ? 
Jubelen var ustandselig . 
Det vilde have været at profanere Indtrykket , 
dersom denne Sang var bleven gjentaget ; 
man forlangte det , næn erholdt det ikke . 
Tæppet faldt , forste Act var endt . 
Al Kritik var forstummet , man var opfyldt 
af Glæde , stemt til kun at nyde i 
Taknemmelighed . 
Et Par Acchorder lød fra Orchestret , 
Tæppet rullede op . Tonestrømningcr , som fra 
Glncks „ Armida “ og Mozarts „ Tryllefløjten “ , 
greb og fyldte Enhver , idet Scenen 
atter aabnedes , hvor Aladdin stod i den 
vidunderlige Have . En blød , dæmpet Musik 
klang fra Blomster og Stene , fra Kilder og 
dtfbe Kløfter , forskjellige Melodier smeltende 
sammen i en stor Harmoni . En Lnftning 
af Aandernes Hcnsusen klang i Chorsang ; 
det var som lød den fjern og nn nær , 

svulmende i Kraft og igjen forsvindende . 
Baaren af denne Samklang lastede sig 
Aladdins Sang-Monolog ; tilvisse hvad 
man kalder en stor Arie , men saaledes i Charakleer 
og Situation at den blev en nødvendig 
dramatisk Deel as det Hele . Den 
klangfulde , sympathetiske Stemme , disse inderlige 
Hjertets Toner gjennemildncde Alle og 
henrev til en Begeistring , der ikke kunde stige 
høiere , da han greb Lykkens Lampe ombrusct 
af Aandernes Sang . 
Bouquetter regnede ncd fra alle Sider , 
et Tæppe af levende Blomster bredte sig for 
hans Fod . 
Hvilket Livs-Øieblik for den unge 
Konstner , det høieste , det største ! et mægtigere 
kunde ingensinde forundes ham , følte han . En 
Laurbærkrands berørte hans Bryst , og faldt 
ned foran ham ; han havde seet fra hvilken 
Haand den kom . Han saae den unge Pige 

i Logen nærmest Scenen , den unge Baronesse , 
opreist som en Skjønheds-Genius høit 
jublende ved hans Triumph . 
Der gik en Ild igjennem ham , hans 
Hjerte svnlmede , som aldrig før , han bøiede 
sig , tog Krandsen , hævede den mod sit Hjerte 
og sank i samme Secund tilbage . — Besvimet ? 
Død ? — Hvad var det ? — — 
Tæppet rullede ned . 
* 
„ Død ! “ gjenlød det . Død i Seiersglædcn , 
som Sophokles ved de olympiske 
Lege , som Thorvaldsen i Theatret , under 
Bccthowens Symphoni . En Aare i Hjertet 
var bristet , og som ved et Lynslag var endt hans 
Dage her , endt uden Smerte , endt i jordisk 
Jubel , i Kaldet af sin jordiske Mission . Den 
Lykkelige fremfor Millioner !