I . 
Hvorfor Ridder Casper ikke fik en Synder hængt 
i Aalborg Galge . 
Sankt Dionysii Dag , efter Christi Byrd 1522 , skinnede 
Efteraarssølen ned øver Aalborg By , spejlede sig 
i Fjorden og kastede et rødligt Lys hen over Kirkerne 
og Klostrene , som hævede deres Taarne og Stentage 
øp over Borgernes smaa og straataklc Huse . Mod Øst 
saae man Sankta Marias gamle Kirke , hvori Sigurd 
Slemmedegn ligger begraven , lidt derfra laa Graabrødrekloster 
og midt for Algaden Sankt Budolfs 
støre Kirke , som Aaret iforveien havde faaet sig to 
nye Klokker . Længer mod Vesf laa Helligaandsklostret , 
og lidt udenfor Byen , som dengang endte ved Besteraa , 
laa Sankt Pederskirke . Alle syntes de mægtige og 
overmodige at stirre ned paa Slottet , det gamle Aalbørghus , 
som graat af Ælde , forfaldent og ødelagt , 
reiste sig mod Sønder , omkredset af udtørrede , græsbegroede 
Voldgrave , hvoraf en tjente til Reberbane , 
medens Borgerkonerne havde reist store Stilladser til 
at blege deres spundne Hørgarn oppe paa Skrænten 

af den anden . Drengene legede og Grisene solede sig 
nede i Dybet mellem Rørene . 
Omtrent midt i Algaden , lidt Vesf for Kirken , 
. laa dengang Mester Osse Pylkes Hus , bygget af 
Leer og hakket Halm og Bindingsværk og tækket med 
Rør eller Lyng , som alle Naboernes , blot lidt friskere 
kalket og forsynet med en stor rød og straagul Fane , 
som stak ud af et Kvistvindue ovenover Porten . Paa 
Fanen var der afbildet en Hammer , en Tang og en 
Nagle , indfattet af to Laurbærgrene . Sidst i forrige Uge 
havde der været Fesf i Byen , da flyttede Haandværkerne 
eller Embedsmændene , som de kaldte sig , deres Lader , 
og valgte Hr . Offe Pylke til Oldermand for Grovsmedene . 
Derfor hang Fanen endnu over Porten , 
Offe syntes , den kunde altid tages ind , det skadede ikke , 
at Folk fik Tid til at see , hvad der var skeet . Og 
Log var det hans mindste Fortjeneste at være Oldermand . 
Tre Aar tilforn havde Laugsmesternc og Naadmændene 
valgt ham til Byfoged i Aalborg og det var han vcdbleven 
at være . Efter den Tid leiede Offe Pylke en 
af Brødrene fra St . Jørgens til at gaa ham tilhaande 
ved Bogføring , for han kunde ikke selv skrive . 
Fra samme Tid lod hans Hustru , hvergang hun gik 
i Kirke eller til Skrifte , to af Læredrengene i deres 
Søndagsdragt og med nye Skjødsfind for , følge efter 
sig . Den Ene bar Bønnebogen , den Anden en Skammel 
til at knæle paa . Saadan gjorde ogsaa Garveren 
Palle Hyphofs Husfru , da han var Byfoged , og man 
maa holde paa sin Værdighed , meente hun . 

Det var altsaa Sankt Dionysii Dag , som er den 
Ilde Oktober , da stod Hr . Osse Pylke ude i Gaarden , 
i en ulden Nattrøie , med en rød strikket Hue paa Hovedet 
og et stort Skjødskind for sig , ifærd med af 
male sin Bogn lyseblaa og brunrød . Foruden ham 
var der En til beskæftiget med dette Arbeide , det var 
Munken fra Sankt Jørgens , Visiert Vendelbo , høi og 
firskaaren , med et tykt sort Skæg og forresten bekjendt 
som en tavs og ordknap Person , der passede sin Dont 
og Intet udenfor denne . Idag havde Byfogden saaledes 
deelt Arbeidet mellem dem , af han selv udførte det 
grove , Visiert derimod satte de fine Strenger til , det 
var ogsaa ham som malede de tre store Paaskelilier 
paa Bagsmækken , med Byfogdens fulde Navn under . 
Naar han havde arbeidet lidt , hvilede han sig og stod 
imidlertid og betragtede de smukke Blomster med stor 
Selvtilfredshed . 
Byfogden manglede nogen Øvelse i af haandtere 
Penselen , derom vidnede alle de Streger og Pletter , 
han af Vanvare var kommen til af overstænke sig medHans 
Husfru sad paa en Bankeskammel noget 
borte og skrællede morsfe Æbler , som hun deelte i fire 
Dele og trak paa en Snor , derefter skulde de bringes 
hen til Bageren , for at tørres til Vinterbrug . Ovre 
paa den anden Side af Gaarden lyste Ilden ud fra 
Smedeessen , og regelmæssige Hammerslag tilkjendegave 
den Travlhed , som fandt Sted derinde . 
Konen sad og sang til sit Arbeide , Offe Pylke 
stemmede i med , og af og til indaandede Visiert 

Vendelbo en hæs og dyb Bas , som i høi Grad forøgede 
Mislyden . 
„ Nu sang Du igjen falsk , Fatter , “ udbrød Fru 
Pylke . 
„ Gjorde jeg det ? saa synge vi om igjen , “ sagde 
Offe Pylke godmodig , og stak sit Ansigt frem under 
Vognen , hvor han laa . „ Dennegang var det forresten 
ikke mig , men Viffert , som tog den falske Tone . “ 
„ Var det mig ? “ raabte Viffert , og kastede Penselen 
ned paa Jorden og tilføiede : „ Nu vil jeg ikke 
male mere . “ 
„ Visf var det ikke Viffert , “ yttrede Konen formildende , 
„ det var Fatter . Bliv nu bare ved . “ Saa 
sang de igjen : 
„ Hans Lønborg red fra Hove i Mulm og i Blcrst , 
Han løftede skjøn Ragnhild bag op paa sin Hest . 
Saa red de ud for Norden og over Heden hen , 
Hans Lønborg kom aldrig meer til Hove igjen . 
Saa red de ud i Mosen for Fauerholdt Bro , 
Hans Lønborg og hans Äjcrreste , de ride der endnu . “ 
Da de vare komne saa vidt , standsede Offe Pylke 
pludseligt og lyttede . 
„ Jeg synes det bankede ; der er Nogen derude , 
som vil ind . “ 
I det Samme hørtes tydeligt tre stærke Slag af 
Hammeren , som var sastnaglet til Porten . Viffert 

krøb op paa en Savbuk og strakte Hovedet ud over 
Plankeværket , for at see hvem det var , for han lukkede 
op . Da han kom tilbage igjen sagde han , at der 
holdt en Rytter ude paa Gaden , og at det var en af 
Hr . Casper Gyldings Folk nede fra Tranders . 
Øffe Pylke lagde Penselen fra sig , tørrede Hænderne 
i sit Forklæde og smilede tilfreds til sin Hustru . 
„ Ru vil der blive Noget at tage fat paa i Værkstedet , “ 
sagde han , „ gjætter jeg ret , saa bringer den Mand 
mig en Bestilling paa det store Rækværk til den gamle 
Bro ved Prebensaa . Han kunde ligesaa godt være 
reden op til Stoffers i Podemesfergyden , men alle 
ville de helst have med mig at bestille . Det er rart nok 
det Samme . “ 
„ Kom og to dit Ansigt først , saadan som Du seer 
ud , “ sagde Konen , og satte en Spand Vand hen for 
ham . Byfogden dukkede Hovedet ned i Vandet og 
tørrede sig i Fruens Forklæde . 
„ Det var bravt , “ sagde han . „ Gaa nu hen og 
luk op for Hans Naades Rytter , lille Visiert , imens 
tapper Motter os den store Sølvkande fuld af gammel 
Brunsviger Mumme . “ 
„ Nu skal Du ikke være for rask med at slaa til , “ 
hviskede Konen , idet hun gik op . „ Æren kan være 
god nok , men man lever daarligt af den alene . Casper 
Gylding er en holden Mand , han har Raad til 
at betale det Arbeide , han bestiller . Pas paa , hvad 
Du siger . Jeg staaer og lytter indenfor Døren . “ 
Den fremmede Rytter trak sin Hest ind igjennem 

Porten og bandt den ved en Ring i Stolpen . Han 
var klædt i en blaa Kofte , med et bredt , brunt Bælte 
om Livet , hvori der hang et langt Sværd med blanktpoleret 
Jernfæste . Paa Hovedet havde han en opkrampet 
Hat med Høgefjer paa Siden . Broder Viffert 
gik foran ham op ad Trappen . 
Da Sendebudet kom ind i Stuen , traf han Byfogden 
med det vaade Haar kæmmet glat ned i Panden , 
iført en ny lysebrun Kofte , kantet med Odderskind . 
og prydet med blanke Knapper . Han sad ved et Bord 
hvorpaa der laa nogle Bøger og en Mængde Brevskaber , 
som han ivrigt syntes at gjennemlæse . En Sølvkande 
og et Bæger stod paa det ene Hjørne af Bordet , og 
Døren til det næste Værelse blev holdt paa Klem . 
„ Gudsfred og Goddag Mester Osse ! “ raabte 
Svenden . „ Er det ikke Eder , som er Byfoged eller 
saadan Noget her i Aalborg ? “ 
„ Det er mig , som er Byfoged paa fjerde Aar , “ 
svarede Offe med Selvfølelse , og han syntes at voxe , 
idet han talte . „ Kom og sid ned “ Med disse Ord 
slænkede han i Bægeret . 
„ Hvor det er varmt idag , “ sagde Svenden , idet han 
satte sig ned paa Bænken hos Byfogden og saae hen til 
Bægeret . „ Livagtigt som om det var Sommer endnu . “ 
„ Det er det/ sagde Offe . „ Hvad Godt har I 
ellers al bringe ? “ 
„ Mig sender Hans Naade , Ridder Gylding , for 
at bede Eder gjøre ham en lille Villighed , det I som 
Byfoged har Raad og Formue til . “ 

„ En Villighed ? “ gjentog Offe Pylke , og tog betænksomt 
Haanden bort fra Bægeret , som han just 
vilde sætte hen til Svenden . „ Hvad mener I med det ? “ 
„ Hr . Gylding lader spørge , om I vil tilstede os 
af nytte Bygalgen til en Synder , som vi skulle see af 
faae hængt imorgen tidlig , om Gud vil . “ 
„ Hvad for Noget ! “ udbrød Byfogden , synlig 
skuffet i sit glade Haab . „ Er det jeres Ærinde ? “ 
Og nu tømte han selv det Bæger , han nylig havde 
fyldt , men bød ikke Svenden det Ringeste . 
„ Sagen hænger saadan sammen , “ vedblev den 
Anden , „ af vor egen Galge , som vi havde reist ude 
paa Volden , er falden ned af Ælde , og nu meente 
Ridder Casper , af Bygalgen for den Sags Skyld 
kunde gjøre samme Nytte . Han skal nok selv besørge 
den grove Misdæder hængt og ligesaa lade ham tage ned 
igjen , naar han først er afkjølet og den Tid kommer . “ 
„ Hvad er det for en Misdæder , I taler om ? “ 
spurgte Offe Pylke . 
„ Det er den slemme Henning Graabul fra Tranders , 
som I vel nok har Hørt nævne . I Vinter gik 
han og fældede Dyr nede i vor Skov , og nu forleden 
har han forgrebet sig paa Naadigherrens egen Person , da 
han tog ham fangen . “ Med disse Ord reiste Svenden 
sig op og saae ned i Kanden . Osse Pylke syntes ikke 
at lægge Mærke hertil , han sad stille og grublede . Af 
og til flottede han hen mod Døren , som om han ventede 
Hjælp derfra . 
„ Ja ! “ udbrød han endelig , „ jeg seer da egenlig 

intet Ondt i , at I hænge eders Misdæder , hvor I 
sinde en Galge , jeg tænker ogsaa nok , at vores kan 
bære ham , og jeg holder ikke af at gjøre megen Snak 
af det , naar man kan vise en Mand som eders Herre 
en ringe Tjeneste . “ 
I det Samme blev Døren sagte aabnet , Fru 
Pylke kom tilsyne og rystede heftigt paa Hovedet . 
Osse var en Mand , som besad megen Aandsnærværelse . 
Da han saae Tegnet fra Døren , vedblev han i samme 
Tone : „ Forresten bliver det min Sjæl ikke i Bygalgen , 
I faaer eders Misdæder hængt , den er bekostet til 
vore egne Syndere , og jeg kan ikke gaa hen og give 
mit Minde til Noget , uden forsf at have samtalet med 
Borgermester og Raadmænd . Maa jeg bede om jeres 
Begjæring skriftlig . “ 
Svenden betragtede Byfogden med dyb Forbavselse . 
Han fattede ikke Grunden til dette pludselige 
Omslag . „ Hvad skal det betyde ? “ yttrede han leende . 
„ I siger mig jo Ja og Nei tillige . Forresten vil jeg 
lade Jer vide , at Ridder Casper er den Mand , som 
kan gjengjælde al den Villighed , I viser ham , men I 
maa give mig reen Besked at ride med , min Tid er 
knap . Jeg har ogsaa Ærinde med til Mester Stoffer 
i Podemesterens Gyde . Han skal hjem til os og tage 
Maal af et nyt Rækværk til vor Bro . “ 
Ved denne sidste Yttring var Byfogdens Taalmodighed 
tilende , han foer op fra Bænken , blodrød 
i Ansigtet , og udbrød med en Stemme , som skjælvede 
af Heftighed : 

„ Hvad er det for et Sprog , I vover at føre til 
mig ? Troer I , jeg er den Mand , der lukker Øinene 
for Ret og Skjel , og seer paa Gunst eller Gave ? 
Hvor kan det falde eders Herre ind , at vi skulde 
give ham Lov til at hænge sine Kjæltringer i vor 
Galge , paa vor Grund ? Aalborg Bymænd have aldrig 
havt Andet end Bryderi og Ufred af hans Naboskab . 
Forgangen Aar lod han sine Kreaturer græsse 
hele Efteraaret nede paa vore Enge og pryglede Markfogden , 
som vilde forbyde det . Kan I husfe i Sommer , 
da han og hans Kammerater ovre fra Klarnpgaard 
og Egense gjorde Gang midt over vor Bymark og 
trampede Kornet ned , fordi de vilde ikke fare sønden om 
og følge Landeveien ? Og ham skulde - Stadens høie 
Øvrighed være til Behag og Tjeneste , laane Galge 
til hans Misdædere ? Det skal aldrig skee ! “ 
„ Ikke det ! “ sagde Svenden og støttede sig paa 
sit Sværd . „ Han laaner eders Galge alligevel . Det 
stal I faae at see . “ 
Osse Pylke glemte i dette øieblik aldeles sin Værdighed , 
det var ikke længer Byfogden , men Smeden , 
der forberedte sit Svar . Tillykke aabnedes i det Samme 
Tøren , og Broder Viffert viste sig i den . Han gik 
hen til Svenden , lagde sin Haand paa hans Skulder 
og sagde : 
„ Hvad er det for en høirøstet Snak , Du staaer 
her og fører i Byfogdens Hus . Har Du ikke faaet 
Besked paa dit Ærinde ? “ 
Svenden traadte et Skridt tilbage for denne 

kæmpestore Skikkelse , som , indhyllet i en opkiltet Munkekutte , 
havde stillet sig foran ham . 
„ Jeg har vel faaet Vesfed , “ svarede han og traadte 
endnu et Stridt tilbage , „ men jeg troer knap , at 
Ridder Casper vil lade sig nøie dermed . “ 
„ Det maa Ridder Casper om , “ svarede Byfogden , 
som modig havde stillet sig bag Lisfert med kneifende 
Hoved og begge Hænder i Koftelommen . „ Gaa nu 
din Vei , hvis Du ønsker at fare i Fred . “ 
Svenden gik , men da han kom til Døren , vendte 
han sig om og sagde : 
„ Hvis Casper Gylding kommer ridende imorgen 
tidlig med ti væbnede Ryttere og dog gjør , hvad han 
synes bedst om , hvad vil Byfogden saa sige ? “ 
„ Det slak Casper Gylding faae at høre imorgen , “ 
svarede Visiert Vendelbo . Dermed gik Svenden . Fru 
Pylke kom ind og tog Plads hos Byfogden og Viffert 
paa Bænken , de tømte Kanden med den gode 
Brunsviger Mumme og samtalede imedens om det 
foregaaende Optrin . 

II . 
Hvad der skete under Galgen . 
Næste Formiddag , lidt før Middag , red en Skare 
Ryttere op over Engene fra Tranders ud mod Pynten , 
som Limfjorden danner , før den bugter sig imod Nordost 
forbi Aalborg . Yderst paa denne Pynt laa en 
Høi , og paa Høien viste sig en gammel faldefærdig 
Galge , sammentømret af to opretstaaende Stolper , hvorover 
der var lagt en Tværbjælke . I Spidsen af 
Skaren , der var væbnet med Spyd og dragne Sværd , 
red en lang og mager Mand med rødligt Haar og 
Skæg , iført en Halvrustning , under hvilken hans-gulbrune 
Læderkøllert kom tilsyne . Det var Hr . Casper 
Gylding og hans Mænd , som kom for at hænge deres 
Synder i Byens Galge . 
Den Ulykkelige gik imellem to af de sidste Ryttere 
i Skaren , hans Fødder vare blottede , Hænderne 
bundne bag paa Ryggen , og fra Armene gik et Reb 
til hver af de to Ryttere , som førte ham . Et tykt 
Haar faldt ned over det øverste af Panden , bagtil kort 
afklippet , da kun de Fribaarne havde Net til at bære 

langt Haar . Hans Ansigt bar Præg af en Kløgt og 
Snildhed , som ellers ikke var hans Stand egen , dets 
meest paafaldende Udtryk i dette Øieblik var dog sørgmodigt 
og lidende . Han kastede sit Blik opU den blaa 
Luft , Stære og Krager fløi omkring i store Flokke langs 
med Fjorden . Græsset var endnu grønt og frodigt 
paa Engen , Solen skinnede , Lærken kvidrede , det var 
en altfor smuk Dag til at dø paa , men Synderen saae 
intet Tegn til Frelse , hans strenge Dommer red tavs 
og ubønhørlig foran ham . Ude paa Pynten kom allerede 
Høien tilsyne , og over dens Top reiste Galgen 
sig mørk og truende . 
Sidst i Skaren , et Stykke borte fra de Øvrige , 
red en lille krumbøjet Skikkelse paa en gammel Hest . 
Han var klædt i et Par Skindbuxer og en graa 
Badmclskofte . Omkring Skulderen havde han et langt 
Stykke Reb og paa Hovedet en laaden Hue af Katteslind . 
Det var Mestermanden . 
Af og til vendte Henning Hovedet tilbage mod 
den Dei , de kom fra , da mødte hans Blik en Kvinde , 
som med fremstrakte Arme og i hurtigt Løb søgte at 
indhente Skaren . Det var Vildttyvens Hustru , hun 
havde nylig knælet foran Toget med sine to smaa 
Børn ved Siden og anraabt Hr . Casper Gylding om 
Naade . Ridderen rystede paa Hovedet , svarede ikke og 
red bort i en saa hurtig Trav , som hans Ryttere kunde 
slæbæ deres Offer efter sig . Konen stod lidt og saae 
efter dem ; hun slog sit Blik op mod Himlen , søm om 
hun derfra søgte den Naade , hun ikke kunde finde paa 

Jorden . Lidt efter lod hun det ældste Barn blive 
staaende paa Veien , tog det yngste paa Armen , og løb 
efter Skaren , der var kun saa kort en Vei tilbage for 
hendes Haab , hun vilde endnu engang forsøge at bede 
om Naade , men Rytterne rede hurtigt til , Afstanden 
mellem dem og hende blev bestandig større . Da hun 
mærkede dette , lagde hun sit lille Barn ned i Græsset 
paa Grøftekanten , tog sine Træflo af , og løb nu ned 
over Engen med gispende Bryst og med udslagne Haar , 
idet hun af og til udsfødte høie Raab om Naade . 
Ingen gav Agt paa hende , undtagen Manden , ethvert 
af disse bønlige Skrig gav Gjenlyd i hans Øren , han 
saae tilbage , hans Læber mumlede nogle uforstaaelige 
Ord , han prøvede paa at gaa lidt langsommere , men 
Rytterne rykkede i Rebene og droge ham med sig , han 
maatte følge de Andre . 
Da de kom nærmere til Høien , saae Easper Gylding 
til stor Forbavselse , at der var reisf en lang 
Stige op til den ene af Galgens Stolper , paa Stigen 
stod en Mand , ifærd med at drive Naglerne ud af 
Tværbjælken . Idet Nytterne holdt stille nedenfor Høien , 
standsede han med sit Arbeide , saae lidt ned paa dem 
og smilede , derpaa begyndte han at hamre løs igjen . 
Casper Gylding steg af Hesten . Høien var for steil 
til at man kunde ride op ad den , han kaldte paa 
Manden og sagde : 
„ Hvad Djævlen er det , Du bestiller der ? “ 
„ Ja , det maa naadige Herre nok spørge om , “ 
sagde Manden med et spottende Smil . „ Jeg er saamænd 

ellers ved at brække Tværbjælken ned af vor 
Bygalge . “ 
„ Hvad skal det betyde ? “ 
„ Jeg skal ikke sige det forvisf , “ svarede Tømmermanden , 
„ men imorges tidlig , da det ringede til første 
Bøn , kom Mester Pylke hjem til mig og tilsagde mig , 
at jeg skulde gaa ud og skaffe ham den Bjælke ned , 
saa betimeligt skee kunde . Jeg er nn Gudskelov ikke den 
Mand , som selv behøver at tage fat med ; jeg har Folk 
nok til at arbeide for mig , jeg har havt Oldermandsfanen 
over min Dør to Gange , og jeg kunde for den 
Sags Skyld være ligesaa god en Byfoged som Mester 
Pylke , om jeg vilde have spenderet ligesaameget for at 
blive det , men da jeg saa ved Arbeidstid giver mine 
Svende Besfed om at gaa herud , var der Ingen , der 
turde tage den Gjerning paa sig , formedelst det , at 
arbeide paa en Galge gjør en Mand uærlig , indtil 
den høie Øvrighed først har lagt Haand og Bærktøi 
paa den . Saa maatte jeg selv afsted , for det var min 
Bedstefader , som reisfe Galgen , og dengang gjorde 
Aalborg Borgermester det første Slag med Bindøxen , 
saa jeg tænker , Sligt ikke har Noget at sige . “ 
„ Det tænker jeg ikke heller , “ svarede Casper Gylding , 
„ og naar jeg nu giver Dig otte Skilling lybsk , 
saa tager Du din Øxe paa Nakken og lader være med 
at rive den Tværbjælke ned , til jeg faaer hængt min 
Gavtyv , som Du seer i Baand og Bast dernede mellem 
Nytterne . “ 
„ Nei , det gaaer ikke , Naadigherre , “ sagde Tømmermanden , 

„ jeg har faaet min Befaling , og den maa 
jeg lystre . “ 
„ Men hvis jeg nu jager Dig herfra med Magt , “ 
sagde Gylding , „ hvad saa ? “ 
„ Saa gaaer det alligevel ikke , “ sagde Tømmermanden 
med et listigt Smil , „ for da jeg nok tænkte 
mig , at saadan Noget kunde skee , savede jeg strax Tværbjælken 
over paa tre Steder , før I kom , saa eders 
Gavtyv vil dratte ned , inden Veiret gaaer fra ham . 
. See blot selv efter ! Mit Arbeide er fuldbragt for 
længe siden , jeg stod bare og hamrede Naglerne ud 
deroppe for at have noget at bestille , mens jeg ventede 
at erfare , hvad I havde isinde . “ 
„ Godt ! “ sagde Gylding , „ hænges stal han nu 
alligevel . Kan det ikke skee paa Tværbjælken , saa klynge 
vi ham op paa en af Stolperne . “ 
„ Det er Heller ikke saa vel betænkt , som det kunde 
være , “ svarede Tømmermanden med uforstyrret Ro , 
„ for naar Eders Naade gaaer hen og seer nøiere efter , 
vil I finde et Stykke skrevet Papir flaget op paa den 
ene Stolpe , jeg har ikke selv læst det , for det er sært 
utydeligt skrevet , men Raadstuetjeneren , som kom løbende 
herud ved Frokosttid og slog det op , sagde , at det var 
fra Lehnsmanden inde i Aalborg , Hr . Axel Gjø , og 
at det var et Forbud mod , at Nogen maatte nytte 
Byens Galge . “ 
Casper Gylding læste Skriften og overbeviste sig 
om , at det forholdt sig som Manden sagde . Han stod 
lidt og grundede herover . Osse Pylke var kommen 

ham i Forkjøbet i enhver Henseende . Imidlertid vedblev 
den listige Tømmermand : 
„ Jeg kan see , hvad Eders Naade tænker . I mener , 
som jeg , at Fanden skulde tigge Aalborg Byfolk om 
Lov til at laane Galge af dem , det maa jeg i alle 
Maader give faa mægtig en Herre Ret i . Jager det 
med at faa den stakkels Synder aflivet , saa lad en af 
eders Mænd slaa ham for Panden , kan det derimod 
vente lidt , saa lover jeg Eder en Galge , nok saa strunk 
og saa god som denne , og den skal være tømret sam- . 
men og reist og slaa paa Pletten nede paa Naadigherrcns 
Grændsesfjæl ved Tranders , naar Solen imorgen 
tidlig lyser over Stedet . “ 
„ Er det et Ord ? “ sagde Casper Gylding . „ Jeg 
tænkte virkelig noget nær paa det Samme . “ 
„ Lidsfe jeg det ikke nok ? “ vedblev Tømmermanden . 
„ Hvad jeg har sagt , staaer jeg ved , Galgen skal være 
paa Pletten imorgen tidlig . “ 
„ Nede ved Utterup Mose , hvor den store Hedningsteen 
ligger . “ 
„ Hvor den store Hedningsteen ligger , “ gjentog 
Tømmermanden . „ Jo jeg kjender Stedet , den skal blive 
saa forsvarlig og net , at hver en Gavtyv vil gjøre sig 
en Fornøielse af at hænge i den . Det kan I lide paa . “ 
. „ Saa vil vi vente til imorgen tidlig , “ sagde 
Casper Gylding , og gik ned til sine Folk . 
Rytterne vare under denne Samtale stegne af deres 
Heste , Synderen laa paa Jorden , hans Hustru ved 
hans Side . Hun havde slynget begge sine Arme om 

hans Hals og saae ham ind i Øinene , medens de 
falte sammen saa sagte , at Ingen kunde høre dem . Da 
Ridderen kom ned fra Høien , ilede hun hen til ham , 
kastede sig ned for hans Fødder , strakte Armene iveiret 
og bad atter om Naade , for Guds Skyld , for Jomfru 
Marias Skyld , for hendes Søns Skyld . Den Ulykkelige 
havde dog ikke gjort Andet end fældet et Stykke 
Vildt , og det var Nød og Hunger , som fristede ham 
dertil . Men Ridderen rystede paa Hovedet . I dette 
Øieblik . fandt hendes Bønner endnu mindre Indgang 
hos ham , fordi han var opbragt over at maatte bøie 
sig for Byfogdens Villie . Der var ingen Frelse , ingen , 
Naade at sinde . 
„ Han stal faa Lov til at trække Veiret til imorgen 
tidlig , “ sagde Hr . Casper Gylding . „ Saa ikke 
mere . “ Dermed rede de tilbage over Engene hjem til 
Tranders . 

III . 
Broder og Søster . 
Casper Gylding boede en halv Mil Sydost fra 
Aalborg , i Nærheden af den gamle Filstcd Lade , som 
dengang hørte til Slottet . Det var en temmelig uanseelig 
Gaard , som man nu forgæves vil søge efter , 
den er forsvunden , og en Landsby af samme Navn 
har reisf sig paa dens Ruiner . Vaaningshuset var 
bygget af Graasteen , med smaa uregelmæssige Vinduer 
og omgivet med en bred Grav , paa hvis modsatte 
Side en Række forvoxede Piletræer strakte sig . Mod 
Sønder ragede et firkantet Taarn op over den øvrige 
Bygning , dannet af Bindingsværk og forsynet med en 
Vægtergang , som gik langs med Muren , hvor Taget 
begyndte . Paa denne Gaard havde Casper Gylding 
og hans Slægt boet i mange Aar , Stedet var gaaet i 
Arv fra Fader til Søn , uden at Nogen af dem havde 
efterladt sig andet Minde end en Ligsteen oppe i Kirken , 
hvorpaa deres Navn , Fødselsdag og Dødsaar med 
stor Nøiagtighed var indhugget ; om dem alle nævnede 
man endnu to Egenskaber , som ikke stod at læse 

paa Stenen : de vare ansete for de vældigste Nævejægere 
og de mest ubøielige Herrer mod deres Undergivne 
i hele Himmersyssel . Casper var det næstsidste 
mandlige Afkom af Stammen , han havde arvet sine 
Forfædres Slægtregister og deres Synder . 
I lang Tid havde Hersfabet paa Tranders kun 
besfaaet af to Personer , Ridderen og hans Søster , Fru 
Mette . Den sidste var en ældre Dame , som aldrig 
kom tilsyne udenfor Gaarden , undtagen de fire Gange 
om Aaret , hun red op til vor Frue Kirke i Aalborg 
for at skrifte . Nogle Aar før denne Historie begynder , 
var der kommen endnu en tredie Person til Gaarden , 
en ung Pige ved Navn Gerda . „ En Slægtning af os , “ 
sagde Hr . Gylding , „ som vi ville gjøre det Gode , vi 
kunne , siden der ikke er givet hende bedre Vilkaar . “ 
Videre udlod han sig sjeldent , men dermed lod den 
almindelige Videlyst sig ikke nøie . Gerdas Nærværelse 
bevirkede efterhaanden en fuldkommen Forandring i de 
fleste Forhold paa Tranders . Hun vedblev ogsaa at 
være en Gjenstand før Naboernes særdeles Opmærksomhed . 
Velunderrettede fortalte omsider Følgende : 
Casper Gyldings Svigerinde havde været gift 
med den ulykkelige Ponl Laxmand , hvis Historie Alverden 
kjender . Han var Nigshofmester under Kong 
Hans , og gik paa de hellige titusinde Ridderes Dag 
1502 fra Kjøbenhavns Slot ned over Hoibro . Midt 
paa Broen kom to Adelsmænd ham imøde , den Ene 
var Hr . Ebbe Strangeson , den Anden Bjørn Andersøn . 
De havde siddet og ventet længe efter ham under et 

Bislag i Høibrostræde . Da de mødtes , tog Hr . Ebbe 
Baretten af , og idet Rigshofmestcren vilde gjengjælde 
hans Hilsen , stak Ebbe ham sin Daggert i Brystet , 
Bjørn Andersøn gjennemborede ham i samme Øieblik 
med sin Kaarde . Derefter kastede de den endnu levende 
Nigshofmester ned fra Broen i Stranden og sagde : 
„ Du hedder Lagmand , løb nu i Vandet , som din Art er . “ 
Mordet vakte megen Opsigt , man troede overalt , at 
Kong Hans ikke havde været uvidende herom , at han 
maaskee endogsaa havde nogen Skyld deri , en Paastand , 
som idetmindste aldrig senere er bleven gjendreven , og 
Kongen bevarede ogsaa Lapmand længe i sin Erindring . 
Han døde med hans Navn paa Læberne . Mandraberne 
gik længe uantastede omkring i Byen , der blev 
anlagt Sag , ikke mod dem , men mod den Dræbte . 
Kammerretten dømte ham for at have staaet i Forbund 
med Landets Fjender og lod hans . uhyre Rigdomme 
inddrage under Kronen . Hans Hustru flygtede 
og skjulte sig paa Sandholt , en af de konfiskerede 
Gaarde i Fyen , som senere blev given den ulykkelige 
Familie tilbage . 
Laxmand havde kort for sin Død skikket Bud til 
Tranders efter Svogeren ; hvad han vilde ham , fik 
aldrig Nogen at vide , men Dagen efter Mordet fragtede 
Casper Gylding et Skib og forlod skyndsomst 
Kjøbenhavn . Han bragte et tungt og hemmelighedsfuldt 
lille Skrin med sig , som ved Nattetid , da Skibet 
naaede op i Fjorden udenfor Klarupgaard , blev landsat 
tilligemed Ridderen og bragt hjem til Tranders . 

Nogle Aar efter kom Gerda til Gaarden , hun 
var Poul Laxmands Datter , det fortalte idetmindste et 
Rygte , skjøndt hun ikke lod sig kalde ved Faderens 
Navn . Hendes Nærværelse øvede en mægtig Virkning 
paa Broder og Søster . Det var , som om hun bragte 
nyt Blod i deres gamle Aarer . Især var denne 
Virkning synlig paa Ridder Casper ; han aflagde sine 
gamle Vaner , drak ikke mere , svor ikke mere , klædte 
sig med større Omhu , følte ikke mere Tilbøielighed til 
Jagten , red sjelden til Marked eller til sine Venners 
Forsamlinger , sad hjemme paa Tranders i Gerdas 
Selskab , beskæftigede sig mere med hende end med 
nogen Anden , og omgav hende med flere og større 
Opmærksomheder , end hun egenlig selv syntes at sætte 
Pris paa . Hun havde sin egen Ridehest , hendes Værelse 
var det smukkeste paa Gaarde » , ombygget efter 
hendes egen Smag , betrukket med et nyt Lædertapet 
med forgyldte Snirkler , som Casper med stor Bekostning 
havde forskrevet fra Holland , det var desuden 
smykket med et yndigt lille Billede af Glas , der engang 
havde tjent som Kirkerude og forestillede den hellige 
Jomfru med en lyseblaa Due paa den ene Side 
og en lang Liliekvist paa den anden . Hvad skulde 
hun vel kunne ønske mere ? 
Men Ridderen lod det ikke bero derved . Forgangen 
Aar , da Kongen reiste til Viborg for at lade 
sig hylde , og Casper Gylding ogsaa drog til Tinge , 
havde han kjøbt en ny Brokades Klædning til hende 
og en Barret af mørkerødt Fløiel med en lang Fjer 

af samme Farve , der ligesom Hektors Hjelmbusk vældigt 
nikkede foroven . Barretten gjorde en udmærket Virkning 
til hendes bølgende , blaaligsorte Haar , til dette 
sine , ungdommelige Ansigt , hvorfra der lyste to store , 
straalende Øine , og et Smil , som syntes at fortælle 
Enhver , hvor herlig hun fandt hele Verden omkring 
sig . Der var kun een Mening om hende , hun blev 
nævnet som den smukkeste Adelsdame paa hele Tinget . 
Fru Mette rystede paa Hovedet til hendes Broders 
Besynderligheder , hun forestillede ham det Urigtige i 
den overdrevne Pragt , hvormed han omgav den unge 
Pige , en Overdaadighed , som dannede en paafaldende 
Modsætning til deres tidligere tarvelige Liv og til den 
Sparsommelighed , Fruen efterhaanden havde vidst at 
indføre i deres øvrige Udgifter . Casper smilede og 
tav , han havde kun Sands for den unge Piges Ønsker , 
dem , hun ikke udtalte , gjættede han sig til , han 
udstrøede sine Velsignelser med rund Haand , og Erkjendelsen 
heraf kunde saameget mindre tabe sig hos 
Gerda , som Fru Mette ikke undlod jevnlig at huske 
hende paa Broderens Gaver . 
Aftenen efter Ridderens Forsøg paa at faae Henning 
Graabuk hængt sad han og Fru Mette i Borgstuen 
paa Tranders . Gerda havde læst Aftenbønnen 
og var gaaet til Ro . Fru Mette sad med en Række 
Tal foran sig paa Bordet og havde et stort Hovedbrud 
med at regne dem sammen . Casper sad paa en 
Bænk foran Kaminen , i hvis Aabning der brændte 
et vældigt Stykke Bøgetræ ; Ridderens Vams var 

knappet op , hans Hoved bøiet ned mod Brystet , hans 
dybe og langtrukne Aandedrag tilkjendegav en tryg og 
rolig Søvn . Efterat Fru Mette havde siddet en Stund , 
slukkede hun først det ene af de to Lys , som stode foran 
hende , og faae hen til Broderen , om han lagde Mærke 
dertil . Da Casper vedblev at sove , tog hun en Lyspind 
op af Lommen , tændte den og slukkede dernæst 
ogsaa det andet ; nu sad hun længe og regnede ivrigt 
og skrev op og talte paa Fingrene under Skinnet af 
Lyspinden . 
„ Sover Du , Casper ? “ udbrød hun endelig . 
„ Nei , jeg sidder og tænker , “ svarede Ridderen . 
„ Naar man trækker to Snese Æg og fem fra 
halvellevte Snees , hvormange skal jeg saa have tilbage ? 
, Kan Du regne det ud ? “ 
Casper sad lidt og betænkte sig , før han nævnede 
Summen . Fru Mette kastede Kridtet hen ad Bordet . 
„ Saa har hun bedraget mig , den skjændige 
Møllerkone ! “ raabte hun heftig . „ Jeg tænkte det nok . 
Jeg mangler tre Æg . Det er anden Gang , det skeer . “ 
Casper mumlede nogle uforstaaelige Ord , han var 
allerede begyndt paa at sove ind igjen , da Søsterens 
Heftighed vakte ham . 
„ Hvorfor har Du slukket Lysene ? “ spurgte han . 
„ Hun kommer jo ikke mere herind iaften , og jeg 
kan nok hitte ud af mit Regnsfab ved den Lyspind . “ 
„ Hvem kommer ikke mere herind ? “ 
„ Naturligviis Gerda ! “ 
„ Jeg mener , vi have brændt Lys paa Bordet , 

før Gerda kom til Gaarden , og jeg holder ikke af at 
sidde i Mørke . “ 
Fru Mette tændte atter Lysene , Casper vedblev , 
idet han reiste sig sra Bænken og gik op og ned ad 
Gulvet : „ Jeg vil sige Dig Noget , Søster ! Du skal 
lade fare , bestandig at stikle paa Gerda . Hun er god 
som hun er , og Du kan leve den Dag , hvor Du seer 
hende som Husfrue paa Tranders . “ 
„ Hvad vil Du sige dermed ? “ 
„ At jeg gifter mig med hende . “ 
„ Du gifter Dig ! “ gjentog Søsteren , og brast i 
en spottende Latter . 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ spurgte Casper og stillede sig 
foran Mette med begge Hænder i Koftelommen . „ Er 
hendes Byrd ikke god nok , er hendes Sind ikke mildt 
nok , er hun ikke rig nok ? “ tilføiede han hviskende og 
med et betydningsfuldt Blik . „ Hun er tyve Aar , jeg 
er otteogfyrge . “ 
„ Ja , det var Du for fem Aar siden . “ 
„ Det kan være , jeg husker det ikke saa nøie , jeg 
veed blot , at jeg holder af hende , som da jeg var tyve 
Aar gammel , det er vist , det maa dog siges engang , 
for at Du kan rette Dig derefter . Jeg tænker kun 
paa hende . “ 
„ Den Snak har jeg hørt før , “ svarede Fru Mette 
og hensank derefter . i en dyb Tavshed . Pludselig 
hævede hun sit Hoved og gik hen til Broderen , som 
atter havde sat sig . Hun lagde sin Haand paa hans 
Skulder og udbrød heftigt : 

„ Du er en Tosse ! Hvorfor behøver Du at gifte 
Dig ? Har Du ikke hendes Penge , raader Du ikke 
over dem , hvad vil Du mere ? “ 
„ Men jeg siger Dig jo , det er ikke for Pengenes 
Skyld , jeg holder af hende . Jeg har været Enkemand 
i elleve Aar , der groede Mos paa mig , hun har fyldt 
mit Hjem med Sang og mit Hjerte med Lykke , hun er 
kommen som Svalen til Huset med Foraar og Solskin , 
jeg bliver ung igjen naar jeg seer paa hende , jeg drømmer 
om hendes Smil hver Nat . Svoger Laxmand gav mig 
sine Penge , ja vist ! Ingen saae det , men han sagde : 
Det bæres mig for , som at det vil gaa mig galt , bring 
dem saa til min lille Datter . Der kan komme en 
Regnskabsdag , Mette ! Hvordan gik det Jens Thomassen 
paa Mors ? Han gjorde Heller ikke rigtig Regning 
i den Sag med hans Bønder . I Sommer lod Kongen 
hans Lig grave op og hængte ham i Ligkisten op 
i Galgen paa Aarhus Gade , ved Byens Brønd , nedenfor 
Borgporten . Han hænger der den Dag idag ; 
men om Gerda er det tidsnok at tale , naar det først 
kommer saavidt . Der staa strenge Tider for Døren . 
Kongen vil holde Herredag i Kallundborg og presse 
Penge af os , to Gylden af hver Herremands Bonde , 
Tredjeparten af alle Gejstliges Indkomster . Lybækkerne 
feide paa Kysten . De dave taget Bormholm , brændt 
Helsingør , det Kong Christjern lo-til , fordi Bymændene 
vilde ikke unde hans Hollændere Plads at bygge paa . 
Imorgen kunne vi have Fjenden heroppe i Limfjorden , 
det er derpaa , vi stulle tænke . “ 

„ Hvad har da Adelen besluttet at gjøre , hvorfor 
handle I ikke ? Hvad fremmede det , at I mødtes forgangen 
nede i Viborg , naar I dog Intet bestemte ? 
Og hvis nu Lybækkerne kom for Aalborg , det Himmeriges 
Gud forbyde , siden der kun er et Hanefjed 
fra Byen og ud til Tranders , hvis de kom hertil , 
Casper , hvad saa ? “ 
„ Saa tænker jeg , vi drage Vindebroen op og 
værge os , som vi kunne bedst . “ 
„ Det skulde godt forslaa , “ sagde Fru Mette og 
gik urolig frem og tilbage med Hænderne under Forklædet . 
„ Vi have ti Mand liggende her paa Gaarden 
i Rustning og Plade , de æde og drikke deres Maal 
hver Dag , de lange Slughalse ! De flyde Krager og 
Alliker med deres Laasbuer , men holde Fjenden ude , 
det kan de ikke . Og vore Penge , Du ! — Skatten ! “ 
hviskede hun . og bøiede sig ned mod Broderens Øre , 
„ tænker Du ikke paa den ? “ 
„ Jeg har tænkt paa den , “ svarede Casper med et 
overlegent Nik . „ Lad Lybækkerne komme , de kunne 
lette Steen fra Steen paa Tranders , Pengene skulle 
de dog lade blive . “ 
„ Hvordan det ? “ 
„ Du skal ret strax faa det at see . Derfor fik 
jeg Gerda til at gaa til Ro , saasnart hun havde læst 
op Velsignelsen efter Maden . Jakob har ringet med 
Aftenklokken , Svendene ere ovre i deres Sovesteder . 
Gaa ud efter Lygten og følg saa med mig . “ 
Medens Mette forlod Stuen , gik Casper hen til 

et Skab , der var saa omhyggelig skjult i Væggen , at 
man først opdagede det efterat have draget et Stykke 
af det lave Panel tilside , som løb rundt om Muren . 
Skabet var ligesaa forsigtigt tillaaset , der behøvedes to 
Nøgler for at aabne Døren . Indenfor viste der sig 
et aabent Rum , indhugget i Muren , i dette kom et 
Jernsfrin tilsyne , ikke synderlig stort , men meget vægtigt . 
Casper løftede det ud af Hullet , Skabet blev atter tillukkef 
og Panelet draget tilbage , idet Fru Mette kom 
ind med en stor Lygte , hvis Ruder bestode af hvidt 
og tyudtskrabet Horn . 
Da hun havde tændt Lygten og saae Jernstrinet , 
tindrede hendes Øine med et eget Udtryk af Liv og 
Begjærlighed . Casper gik hen til Vinduet og speidede 
over mod den modsatte Fløi , hvor Husfolkene havde 
deres Sovesteder ; Lysene vare slukkede , Alt var stille 
i Nærheden . 
Da han havde overbevist sig herom , tog han 
fat i det ene af det lille Jernsfrins Haandgreb , Fru 
Mette i det andet , og nu saae man Broder og Søster 
med forsigtige og dæmpede Skridt forlade Værelset og 
snige sig hen over Gangen til en Trappe , som førte 
ned i Kjælderen . Fru Mettes Øine forlode ikke det 
dyrebare Skrin . Lygtens matte Skin belyste dette 
hemmelighedsfulde Optrin . 

IV . 
Hvad Vildttyven tænkte paa i Fængslet . 
- Den samme Eftermiddag sad Henning Graabuk 
nede i det Fængsel , han havde forladt om Morgenen . 
Det var et snævert Rum med hvælvet Loft , saa lavt , 
at han i al Mag kunde naa op til det , Steen og 
tykke Mure overalt , graalige Mure , som syntes at 
spotte ethvert Forsøg paa Flugt ; Tid og Ælde havde 
betegnet dem med deres Mærker og dannet et Lag af 
Salpeter , der faldt ned som Støv ved Berøvelsen . 
Midt paa den ene Væg var fastgjort en Ring , hvorfra 
der gik en nogle Alen lang Jernlænke , forsynet med 
en vældig Laas . Til denne Lænke havde Henning 
tidligere været bunden ; men i Betragtning af , at det 
var hans sidste Dag , havde Fangevogteren lukket ham 
ned i Hvælvingen uden at slutte ham i Lænken . Der 
var ogsaa lagt et Knippe frisk Rughalm ind til ham 
istedetfor det forrige , som næsten var smuldret bort . 
Det eneste Lys , som trængte ind i Hvælvingen , 
kom fra et lille , aflangt Hul . oppe ved Loftet , saa 
smalt , at en voxen Mand neppe kunde faa Armen 

derigjennem . Ind ad dette Hul skinnede en Solstraale , 
rødlig og varm , Budskab fra den Verden udenfor , som 
han snart skulde forlade . Solstraalen viste ham det 
fugtige Steengulv , de tydelige Omrids af de store 
Granitsteen i Vægge « og den løsnede Kalk imellem 
disse ; Fængslet , Ødet , Ensomheden forekom ham 
endnu sørgeligere i det Lys , og dog stirrede han uafbrudt 
op mod Vinduet , til Hans Øine bleve vaade , 
han sendte en Bøn og Hilsen med den svindende Sol 
til Den , der endnu bandt hans Lyst og hans Tanker til 
Livet . Lidt efter aftog Lysningen ovre paa Væggen , 
det blev atter skummelt derinde . Henning Graabuk 
sad i Halmen og pillede paa Straaene . 
Der lod Skridt udenfor , det raslede i Laasen 
ved Døren , den gik op , og en Mand viste sig i Indgangen . 
Han var klædt i en Vadmels Kofte , kantet 
med afgnavet Katteskind , og bar om Livet et Belte , 
hvori der var fæstet en Madkniv paa den ene Side 
og et Knippe Nøgler paa den anden . 
„ Naa ! hvordan gaaer det ? “ spurgte han godmodig . 
„ For hurtigt , “ svarede Henning . „ Altfor hurtigt . “ 
„ Aa hvad ! Du har da saavel sexten Timer tilbage 
endnu . Forst er der jo den hele Nat , saa imorgen 
lige til Davretid ; Naadigherren sagde for lidt 
siden , at vi ikke skulde trække af med Dig for Klokken 
ti flagen . Jeg kommer ellers herned for at see , om 
der er Noget , Du trænger til . En Skaal varme 
Ærter med et Stykke Kjød i kunde vel ikke gjøre ilde . 
Hvad Du ? “ 

„ Jeg siger ikke nei , “ svarede Henning , „ skjøndt 
jeg har ligget og tænkt paa Andet end Ærter med 
Kjød i . “ 
„ Jeg skal bringe Dig en Bakke herned , men seer 
Du , Graabuk ! den ene Villighed er den anden værd . 
Du ligger der med en næsten ny Koffe paa , den har 
Du da vel ingen Brug for . Hvad om vi byttede ? 
Min er kun gammel og tynd , det er vist ; men jeg 
tænker nok , den holder Dig ud alligevel . “ Denne sidste 
Bemærkning ledsagede Fangevogteren med en selvtilfreds 
Latter , medens han gik hen og følte paa Hennings 
Koffe , om den ogsaa var rigtig god . 
„ Tag den , “ sagde Krybskytten , og nu byttede de . 
„ Saa er der ogsaa det lille , brune Halstørklæde 
med de hvide Striber i , som Jomfru Gerda gav Dig . 
Det har min Hustru faaet saadan bandsat Lyst til . 
Hvad om Du overlod mig det for en rigtig god 
Kande Most ? Jeg har nu gjort min Beregning saadan : 
Gaaer Du hen og lader Dig aflive med det Tørklæde , 
saa stikker Mestermanden det til sig , og lader han Dig 
beholde det , kommer der nok en anden Hallunk , naar 
det bliver mørkt , og løser det af Dig , for Du maa 
vide , Du stal blive hængende i Galgen , til Du falder 
ned af Dig selv , andre Ligesindede til Skræk og Formaning . 
Det sad Naadigherren og talte om , da vi 
spiste til Middag . “ 
„ Du maa ogsaa gjerne faae mit Tørklæde , “ sagde 
Henning Graabuk ; „ men . derfor skal Du gjøre mig 
den Villighed , at lade Lygten blive staaende hernede . 

Du begriber ikke , hvor det er forfærdeligt at sidde saalænge 
i Mulm og Mørke . “ 
„ Lygten ! “ gjentog Fangevogteren betænksomt , 
„ gaaer det ogsaa an ? Du kunde gjøre Ulykke—stikke 
Ild paa . “ 
„ See Dig om , “ sagde Henning , „ her er kun 
Steen og en jernbeslagen Dør , de fænge ikke . “ 
„ Det er ogsaa sandt , “ svarede den Anden , medens 
han løste Halstørklædet af Fangen . „ Jeg veed ikke , 
hvordan jeg er faren med Dig , Graabuk , Fanden staaer 
skinbarlig i det , men jeg kan slet ikke nægte Dig Noget . 
Du skal faae Lov at beholde Lygten . Nu gaaer jeg 
op og henter Ærterne og Mosten . “ 
Fangefogden gik og kom lidt efter tilbage med 
begge Dele , lnkkede derpaa og stængede omhyggeligt 
Døren udenfra . Fangen var atter alene . 
Han spiste , han tømte Kanden til den sidste 
Draabe . Det var , som om den gjærende Drik vakte 
fornyet Livslyst hos ham og skærpede Bevidstheden om 
Alt , hvad han efter saa kort en Frist skulde miste . 
Blodet strømmede til hans Hjerte , hans Tindinger 
bankede , hans Tænder klaprede , han kastede et fortvivlet 
Blik om i Hvælvingen , som Lygtens Skin faldt 
hen over . 
Udefra trængte den svage Lyd af en Klokke ned 
til ham , det var Madklokken ; imorgen ved denne Tid 
vilde den atter lyde , hvor var han saa ? Og hans 
Husfru og de to smaa Børn ! — han havde seet dem 
idag . Det Mindste , som Moderen havde lagt paa 

Grøftkauken , medens hun løb efter Toget , laa og legede 
med en Steen , da han kom forbi paa Tilbageveien , 
det smilede til ham , det strakte Hænderne imod ham , 
han brast i Graad , medens Erindringen om Hjemmet 
lyste ned i hans Tankers Nat . — Folkene sang og lo 
oppe i Gaarden , Heste bleve trukne forbi Lyshullet , 
Livet og Friheden lød omkring ham i tusinde forskjellige 
Stemmer , han selv sad og talte Timerne til Døden . 
Han spurgte sig dernæst , hvad Brøde han havde begaaet , 
som fortjente en saadan Straf . Han led Nod , hans 
Husfru tav dertil , men de to smaa Børns Kinder 
bleve magre , saa kom Fristelsen , saa skod han et Dyr 
i Herremandens Hegn ; det første gik det heldigt med , 
da han gik hjem med det næste over Ryggen blev han 
greben ; han værgede sig saa godt han kunde , imod 
Gylding som imod enhver Anden . Det var Alt . 
Han lukkede Øinene for at blive disse Erindringerkvif . 
Han kastede sig tilbage i Halmen for at sove , 
men Søvnen kom ikke , Billede paa Billede trængte 
sig frem for hans Blik , imellem dem alle stod Galgen , 
mørk og truende , som han havde seet den idag . Han 
tænkte paa Gud , knugede sine Hænder sammen og knælede , 
hans Læber hviskede ydmyge og inderlige Ord , 
medens Taarerne løb ned ad hans Kinder . Efterhaanden 
blev han roligere , hans Sjælcangest veg foren 
eneste Tanke : Flugt ! Den gød nyt Liv i ham og jog 
Blodet til hans Hjerte . Han kjendte Egnen udenforSkoven , 
Mosen tilbød tusinde Skjulesteder , hvor Jngen 

kunde finde ham , blot igjennem Muren , over den , 
udenfor den , det var Livet , det var Alt . 
Han reiste sig , tog Lygten og lod den lyse hen 
over Stenene , idet han gik langs med de fire Vægge . 
Vanddraaberne glindsede imellem Kalkfugerne , tykke , 
sorte Spindelvæv hang ned fra Loftet , Døren var saa 
velforsynet med Jern og Stænger , at man neppe kunde 
skimte Træet derimellem . Det var ikke muligt at bane 
sig Vei igjennem saamange trodsende Hindringer . 
Hans Hoved brændte , han vandrede atter omkring fra 
Side til Side , undersøgte Fugerne i Stenene , og bankede 
paa Mnren . Et Sted faldt Kalken ned , indenfor 
kom en Murbue tilsyne , hvis Form antydede et gammelt 
Ildsted , som sidenefter var blevet tilmuret . 
Henning begreb , af dette Sted maatte være lettest 
af gjennembryde , fordi de sidst indsatte Steen ikke kunde 
staa i Forbindelse med den øvrige Mur , han pillede 
først Kalken ud imellem en af Stenene saa langt han 
kunde naa ; ved Hjælp af nogle velrettede Stød med 
Bøtten af Jernlænken løsnede han dernæst Stenen . 
Det var et nøisommeligt Arbeide og kostede Tid , men 
efterat den første Steen var tagen ud , gik det lettere 
med den næste . Held giver desuden Kræfter , og Henning 
havde saa kort en Frist af vente i . Efter omtrent 
en Times Forløb havde han gjort saa stor en 
Aabning , af Ildstedet kom tilsyne , han lyste med Lygten 
ind i Hullet . Ovenover hans Hoved sad en tyk Jernstang , 
hvorpaa Beboerne engang havde ophængt deres 
Kjedler , naar der skulde koges . Henning gav sig til 

paany af bryde Stenene las , til Jernstangen lod sig 
rokke , han trykkede den nedad med hele sit Legemes 
Vægt , et Mursfykke losnede sig , bedækkede ham med 
Steen , nied Sand og Kalk , men han holdt triumferende 
Jernsfangen i sine Hænder . 
Hidtil havde han blot fulgt øieblikkets Indskydelse , 
nu begyndte hans Begreber at ordne sig , han lagde 
en Plan . Han vidste , at det Rum han kom ind i , 
efterat have gjennembrudt Fængselsmuren , endnu ikke 
vilde føre til Frihed , og at han derfra maatte arbeide 
videre paa Lykke og Fromme , han kunde maaske bryde 
igjennem et af de smaa Bindueshuller i Kjælderne , 
men ikke uden at volde Støi , i saa Fald var der aarvaagne 
Hunde nede i Gaarden , som vilde vække de 
Sovende . 
Disse vare hans Tanker , medens han hvilede sig 
lidt , og derefter igjen tog fat paa Arbeidet . Nu gik 
det langt hurtigere fra Haanden , siden han kunde benytte 
sig af Jernsfangen ; Kalken sad rigtignok fast 
imellem Stenene , den havde havt Aarhundreder til at 
hærdes , men hvad vilde det vel sige mod en Villie som 
hans , i en Kamp for Livet , der gjør den Svage stærk 
og den Stærke til en Kæmpe ? Sveden perlede paa 
hans Pande , hans Øine vare halvblændede af Støv , 
hans Læber tørre , men det gik dog bestandigt fremad , 
han trak Veiret og tog saa fat igjen . 
„ Enhver Steen , jeg bryder ud , aabner et Stykke 
af min Grav , “ tænkte han . 
Omsider følte han en kold Luft trænge ind i 

Hullet , hvor han arbeidede , Stenene gave efter , en af 
dem faldt ud paa den anden Side , Fængselsmuren 
var gjennembrudt ; at udvide Aabningen kostede mindre 
Møie . Henning stak Hovedet ind i Hullet . Ved 
Lygtens Skin saae han et Rum indenfor , dobbelt saa 
stort som Fængslet , opfyldt med Pakkasser , gamle 
Skabe og tomme Tønder . Han tog Jernstangen og 
Lygten og krøb igjennem Muren . 
Han gav sig til at undersøge Stedet med stor 
Omhyggelighed . Der var kun een Udgang , lukket med 
en svær Egetræes Dør , forsynet med et tykt Jernkryds . 
Ved nærmere Eftersyn viste det sig , at Laasen til 
Døren sad udvendig . Han søgte at forestille sig , i 
hvilken Retning dette Rum laa og hvor hans Arbeide 
vilde føre ham hen . Da faldt det ham ind , at han 
en Dag i forrige Sommer havde været i Tjeneste paa 
Gaarden og hjulpet Vadsterpigerne med at bære Vand 
fra Brønden ned i et Aflukke , hvorfra en Laage gik 
ud til Gaarden . Saavidt han kunde skjønne , laa dette 
Rum i Retning med Fængslet , altsaa i Nærheden af 
Stedet , hvor han nu befandt sig . Han besluttede at 
bryde ind deri . Men det var endnu vanskeligere , end 
hvad han hidtil havde udført . Muren viste ingen Aabning , 
gav ikke efter paa noget Sted . Han undersøgte 
Døren , Hængslerne , Plankerne , alt forgæves . Endelig 
prøvede han paa at bryde et Hul i Muren lige nedenfor 
Karmen , paa det Sted , der var Laasen nærmest . 
Nu indtraf et andet Uheld : Lygten , som hidtil havde 
ydet ham saa væsenlig Nytte , truede med at gaa 

nd . Lyset var brændt ned i Piben . Henning skrabede 
omhyggelig Tællen sammen og omgav Vægen dermed ; 
det hjalp for et Øieblik , men Lyset blev bestandig 
svagere , det gik over til en mat , rødlig Flamme , som 
steg og sank , indtil den omsider forsvandt i en hvidlig 
Røg . Vildttyven stod i Mørke ; fra nu af maatte 
ban føle sig fremad med Haanden . 

V . 
En velforvaret Skat . 
Henning havde just fundet en lille Aabning 
mellem Karmen og Muren , hvor han kunde bore Jernstangen 
ind . Han hvilede og fløttede sin Pande til 
Væggen . Idet han lukkede Øinene , stod Høien fra 
iinorges for ham ; han saae Galgen og Stigen , greb 
atter sit Jern og søgte at gjøre Aabningen i Muren 
større 
Pludselig forekom det ham , at der lød dæmpede , 
langsomme Skridt udenfor . Han tog Jernstangen og 
skjulte sig hurtig bag en af de store Tønder . 
I det Samme blev der stukken en Nogle i Laasen , 
efter nogle forgæves Forsøg gik Døren op , pibende 
paa sine gamle Hængsler . Et stærkt Lys faldt hen over 
Gulvet , to Personer traadte ind , en Mand og en 
Kvinde ; den Forste havde en Lygte i den ene Haand , 
i den anden et lille jernbeslagent Skrin , som hans 
Ledsagerske hjalp ham at bære . Det var Casper Gylding 
og hans S öffer . 
De satte Skrinet paa Jorden og saae dem om . 

Ridderen stod i Halvmørke , Lygtens Skin faldt derimod 
hen over Fru Mettes Ansigt , hvis Rynker i dette 
Lys viste sig skarpe og dybe , som ridsede med en Kniv , 
og hvis Bleghed blev endnu mere paafaldende under 
den tætsluttende sorte Hætte , som omgav hendes Haar 
og Kinder . 
„ Veed Du , hvad der er gaaet for sig i denne 
Kjælder ? “ spurgte Casper . „ Det var her , vorStammefaders 
Skytte blev bragt ned , han , som vilde være 
Kjæreste med Herremandens Søster . Der , ved den 
smalle Pille , blev han bunden , og saa sloge de han : 
tildøde med Kjæppe . “ 
„ Uh ! var det her ? “ sagde Mette ligegyldig . 
„ Hvad nu ? “ hviskede hun lidt efter , saa sagte , som 
om hun frygtede før at høre Lyden af sin egen Stemme . 
„ See Dig om , “ sagde Casper . „ Steen paa 
Steen , en Dør af Eg og Jernbolte . Troer Du , at 
Lybækkerne finde herned ? “ 
„ Det skal knibe før dem , “ svarede Mette . 
„ Fandt de ogsaa herned , saa have de derfor ikke 
fundet Skrinet , det skal jeg sørge før . “ Ridderen lod 
med disse Ord Lygtens Skin falde hen paa Væggen , 
som om han søgte efter et Mærke , dernæst løftede han 
en af Fliserne i Gulvet . „ Det Gjemmested holder jeg 
før nok saa godt , som hele Kjælderen , “ vedblev han . 
„ Den , der har dannet det , ligger og bleges etsteds 
nede i Ditmarsken , Du og jeg ere ene om Hemmeligheden . 
Hjælp mig nu Skrinet ned . “ 
Mette adlød , skjøndt modstræbende , det kostede 

hende synlig Mene at give Slip paa Hanken , hun 
holdt i Haanden . 
„ Ere de der ogsaa allesammen ? “ spurgte hun , i 
samme hviskende Tone som før . 
„ Der er , hvad der stal være , “ svarede Casper , 
„ kom nu blot . “ 
„ Lad mig see dem , blot en eneste Gang . “ 
„ Hvor falder Du paa det ? Er der nu Tid dertil ? 
Jeg har desuden ikke Noglen hos mig . “ 
„ Den hænger Dag og Nat i en Snor om din 
Hals . Jeg veed det bedre . Blot et eneste Blik paa 
dem . Det er da ligesaavel mit Guld som dit . “ 
„ Naa ! saa see da , men lad det skee i en Hast , “ 
sagde Ridderen og drog en lille Nogle frem , som hang 
i et Baand under Vamsen . Med denne aabnede han 
Laaget . Fru Mette holdt Lygten , dens Skin faldt 
ned i det aabne Skrin , der var fyldt til Randen med 
smaa Poser af brunt Læder . Hun satte Lygten ved 
Siden af Skrinet , stak begge Hænder ned imellem 
Poserne , løftede paa dem , knugede dem og lagde dem 
ned igjen ; hendes Øine syntes at blive større , de lyste 
med en uhyggelig Glands . 
„ Du er en stor Tosse , “ hviskede hun , „ at Du 
tænker paa at give dem fra Dig igjen , nu , da de engang 
ere dine , de ere ogsaa mine ; lad os beholde dem , 
gjemme dem for os selv , hører Du , Broder Casper , 
aldrig dele med Nogen . “ 
„ Reis Dig ! “ sagde Ridderen , „ lad det faae Ende . 
Tag dine Hænder til Dig . “ 

Men Mettes Hænder syntes at være voxede fast 
til Pengeposerne , hun kunde ikke give Slip paa dem . 
Casper drog hende tilbage og lukkede Laaget . Mette 
prøvede , om det ogsaa var rigtig laaset , før hun hjalp 
med at sænke Skrinet ned i det lille murede Hul i 
Gulvet . Derefter blev Flisen lagt over igjen , og Aabningen 
imellem den og Gulvet udfyldt med Støv og 
Sand . Ridderen anvendte endnu den Forsigtighed at 
drage en stor tom Kasse hen over Stedet . 
„ Ru er den gjemt , “ sagde han . „ Herned vover 
sig aldrig Nogen De sige , den røde Skytte gaaer 
igjen “ 
Dermed forlode Begge Kjælderen og laasede Døren 
udenfra . 
Henning Graabuk havde været Vidne til Alt . 
Flere Gange kom Ridder Casper saa nær , at Vildttyven 
maatte holde sin Aande tilbage af Frygt for at 
røbe sig . Nu stod han op , nu var han atter Herre 
dernede . Cn lykkelig Stjerne hvilede over ham . Hullet , 
han nylig havde brudt igjennem Muren , var saa nær 
Jorden , at de opstablede Tønder fuldkommen skjulte 
det . Ingen havde tænkt paa ham . Han tog sin Jernstang , 
følte sig frem til Døren og begyndte igjen at 
bryde los paa Muren . 
„ Træffe de mig her , “ sagde han til sig selv , „ saa 
maa de slaa mig ihjel , blot for at bevare Hemmeligheden 
med deres Penge . “ 
Arbeidet gik kun langsomt fra Haanden , Mørket 
hindrede ham i at see de Vanskeligheder , der stillede sig 

imod ham , Jernstangen krummede sig , hans Hænder 
vare blodige , det bruste for Hans Øre » , af og til lød 
det , som om Nogen talte udenfor . Han syntes at 
høre den dræbte Skyttes Suk . Omsider følte han 
Lufttræk igjennem Muren , strax efter fandt han Stedet , 
hvor Slaaen gik ind i Karmen , han sprængte den , 
Døren vedblev endnu at være lnkket , han strakte Armen 
ud af Hullet og drog en Slaa tilbage , derefter gik 
Døren op . 
Det næste Kjælderrum var opfyldt med Baller 
og Kar . Det var herind , han havde bragt Land til 
Pigerne . Der maatte altsaa gaa en Laage ud til 
Gaarden . Og Laagen fandtes . Han skod den op . 
Natluften strømmede ind til ham , han indaandede den 
i fulde Drag , han lyttede , Alt sov eller syntes at 
sove . Natten var stille , over hans Hoved kom Maanen 
tilsyne , omgiven af en gul Ring , imellem de 
graablaa Skyer . Nede fra Engene lød en Sumpfugls 
Skrig . 
Henning Graabuk stod lidt og saae sig om . Pludselig 
syntes en . bestemt Tanke at gribe ham , han smilede 
og gik tilbage til Kjælderen . Hans famlende 
Hænder søgte efter Stedet , hvor Kassen stod over den 
gjemte Skat ; han skod den tilside , fandt Flisen , hævede 
den og løftede Jernskrinet op af Hullet . 
„ Den dræbte Skytte gaaer igjen . Han har taget 
det , “ hviskede han spottende , idet han listede sig tilbage 
til Kjælderlaagen . 
Han kastede endnu et speidende Blik omkring sig 

efter Hundene , ogsaa de syntes at sove . Derefter krøb 
han ud og sneg sig over Gaarden . En Hane galede , 
længere borte svarede en anden , ellers vedblev Alt at 
være roligt . Et gammelt , grenet Elmetræ stod i det 
ene Hjørne af Gaarden og strakte sig ud over Muren . 
Vildttyven krøb op i det . Den Støi , han gjorde , 
vækkede Hundene , de begyndte at gjø , men Henning 
sad allerede i god Behold med Skrinet foran sig paa 
Randen af Muren . 
Nedenfor løb en rørbegroet Grav , Jorden skraanede 
ud imod den , bevoxet med Hyldebusfe , Pil og Slaaen . 
Han svøbte Koften sammen over Skrinet og lod det 
glide ned imellem Buskene , derefter sprang han selv ned 
og naaede lykkelig Jorden . Nu var han fri , han var 
frelst , thi det kostede kun ringe Møie at komme over 
den tilvoxede Grav . Med Skrinet jpaa Hovedet vadede 
han ud mellem Rørene , sank i , fik Fodfæste igjen 
og krøb endelig op paa den modsatte Bred . Her stod 
han stille , lo og sagde : 
„ Jeg gjorde kun et daarligt Bytte iaftes med 
Fangesogdens gamle Kofte . Knuste dog jeg lever , til 
jeg faaer den opslidt . “ 
Efter disse Ord løb han sin Vei ned mod Klarupgaard , 
drivende af Vand og Mudder . Skovene 
skjulte ham . Hundene gjøede paa Tranders . 

VI . 
En Mand i Fristelse . 
Fra Ålborg Enge gik dengang Skoven langs med 
Fjorden ned mod Klarup og Egense Kloster , hvor der 
endnu i vor Tid er bleven en lille Kratskov tilbage . 
Tykke , højstammede Egetræer , bevoxede med et hvidligt 
Mos , bredte deres knudrede Grene ud over Sletten . 
Paa enkelte Steder var Egen allerede fortrængt af 
Bøgen , der dannede en tæt og frodig Underskov omkring 
sig , afvexlende med Hindbærris og Slaaenbuske , 
hvorigjennem der ikke fandtes andre Beie end de smalle 
og bugtede Stier , Hornkvæget og Vildsvinene havde 
dannet . Mod Vest stode Træerne mere enkeltvis i 
smaa Grupper og frembragte derved dybe og vexlende 
Udsigter . 
Øm Vinteren gik Vandet fra Limfjorden op over 
Engene og skyllede store Stykker Jord bort fra Trærødderne , 
saa kom Foraarsstormen og blæste dem om . 
Træerne bleve da liggende paa Stedet og skjultes i 
Aarenes Løb as Mos og nedfaldne Blade , eller Brombærrankerne ' bredte 
deres Løv over dem . Paa andre 

Steder , især i Udkanten , havde Eierne af disse Skove 
frembragt store Aabninger ved at fælde Træerne . Dette 
sfete dengang saaledes , at man rundtom Træstammerne 
ophobede en Mængde vissent Løv og tørre Grene , 
stak Ild deri og blev ved , til Stammen forkulledes og 
faldt . Det var vel ikke den hurtigste eller mest besparende 
Maade at fælde Træer paa , meu den kostede 
mindst Umage . Træsfubbene , som findes i vore gamle 
Tørvemoser , bære Vidnesbyrd om denne Fremgangsmaade . 
I en af de Lysninger , som opstod efterat Træerne 
vare forsvundne , havde Henning Graabuk bygget 
sin Hytte . Det var dertil , han rettede sin Flugt . 
Det begyndte at dages . Klosterklokkerne inde i Aalborg 
ringede til første Bøn . Rimfrost bedækkede Jorden , 
en blaalig Taage laa over Skoven , Vinden kom 
ind fra Havet og hvirvlede det gulige Løv op i høie 
Søiler , men Henning tænkte paa Andet end Løvet , 
han mærkede ikke Vinden , han løb med Skrinet under 
Armen , indaandede den friske Morgenluff , hilste som 
en gammel Bekjendt paa alle disse Træer og Buske , 
han troede at have sagt sit sidste Farvel . Veien forsvandt , 
Træerne flygtede for hans ilende Skridt , tusinde 
tillokkende Gøglebilleder svævede for hans Øine , overmodige 
Planer krydsede sig i hans Hoved , der var en 
Stemme , som hvislede ham i Øret , at denne Flugt 
ikke blot bragte Frihed , men at hans Nod tillige var 
endt . Fremtiden viste sig for ham i Skikkelse af ' et lykkeligt 
Hjem , hans Hustrues Smil , hans Børns Jublen . 

Omsider stod han stille ved en gammel , hentørret 
Eg , der strakte sine bladløse Grene iveiret . Henning 
saae sig forsigtig om og gjemte Skrinet i den hule 
Stamme , hvis Aabning han omhyggelig skjulte med Løv . 
„ Vaer den godt , gamle Træ ! “ hviskede han , „ Du 
skal gjøre en Tyv til en ærlig Mand . “ Efter denne 
Bemærkning forlod han Stedet og begyndte atter sit 
Løb , langs med Udkanten af Skoven . 
Vildttyvens Hytte tog sig i nogen Frastand ud 
som en stor Jordbunke , nærmere beseet vare Væggene 
af Græstørv og slet sammenfoiedc Træstammer , Taget 
af Halm og Grene . En lille , skæv Dør lukkede for 
Jndgangen , langs med hvilken der hang en Række 
Fist , trukne paa en Snor for at tørres . Der var ingen 
Skorsteen at opdage . Rogen gik ud igjennem et Hul 
paa Taget . Den første levende Skabning , Henning 
mødte udenfor fil Hjem , var en lille Gris , der laa 
midt paa Stien foran Huset . Da han kom , reiste 
den sig , gryntede og løb i smaat Trav ind ad Skoven 
til , efterfulgt af den klingrende Lyd af en Jernbjælde , 
som var bunden om dens Hals . Strax efter begyndte 
en Hund at gjøe . Henning saae ind ad en lille 
Horurude , der tjente til Vindue . 
En Lampe hang ned fra en af Loftbjælkerne . 
Krybskyttens Hustru havde tilbragt Ratte « med at vaage . 
Paa Ildstedet glimtede en halvslukt Brand , Lyset kastede 
sit Skin over den sørgelige Armod , som Alt bar Præg 
af . Konen sad ved et Bord foran Skorstenen . De 
Billeder , der viste sig for hende i det tomme Rum , 
Tranens Baiscl- 4 

hun stirrede ud i , vare mørke og trøstesløse . Hendes 
Haar var omviklet med et grovt , hvidt Klæde , hvorpaa 
man endnu kunde kjende de friske Læg efter Manglcbrædtet . 
Hun var kjendt i Omegnen under Navn af 
Tranen , Ingen vidste hvorfra hun havde faaet det . 
Børnene sad ved hendes Side , hver med et lille 
sort Tørklæde om sig . Den Yngste havde lagt Armene 
paa Bordet og var falden i Søvn , den Ældste læste en 
Bøn , og græd , naar hun ophørte at læse . Det var 
Konens Hensigt at tage dem med sig , saasnart det blev 
Dag , og vente udenfor Herregaardens Port , til Casper 
Gylding og hans Mænd viste sig , hun vilde bønfalde 
engang endnu , see sin Mand og vise Faderen sine 
Børn . Derfor havde hun redet og pyntet dem efter 
bedste Evne . 
„ Skal jeg læse for Dig igjen ? “ udbrød den lille 
Pige efter lang Tavshed . 
„ Ja , læs ! læs ! “ hviskede Moderen . 
Barnet foldede Hænderne og begyndte at opramse 
Fadervor , eenslydende og uden at fatte , hvad hun 
sagde . Tranen hørte hende ikke , Smerten har sin egen 
Religion , og Bønnens vidunderlige Magt drager os 
kun til sig , saalænge der endnu er Rum tilbage for 
Haabet . Vi vente , taale , lide , medens dette Haab 
lyser for os , men naar Tilintetgørelsen breder sin Haand 
over Alt , hvad Hjertet har klynget sig til , kommer der 
Øieblikke , hvori Bønnen forstummer , Øieblikke , værre 
end Døden , siden de ikke tillige bringe Glemsel med 
sig om det , vi mistede . Barnet læste og faldt lidt efter 

i Søvn , Moderen knugede Hænderne sammen i Skjødet . 
Dagningen lyste ind i Stuen . 
Da Krybskytten forsigtig aabnede Døren og listede 
sig ind , kom en gammel , mørkhaaret Hund springende 
imod ham . Konen udstødte et Skrig , hun troede i 
Begyndelsen ikke sine egne Dine , derefter ilede hun hen 
til ham , slyngede begge sine Arme om hans Hals og 
brast i Graad . Først fra inat af havde hun ret begrebet , 
hvormeget hun holdt af denne Mand . Hunden 
logrede , stak Hovedet iveiret , hylede , slikkede hans Hænder 
og Fødder og hylede igjen . Mand , Hustru og 
Dyret dannede en tæt sammenslynget Gruppe . 
Med faa Ord havde Henning fortalt Alt . „ Jeg 
er paa Flugt , “ sagde han og holdt hende tilbage , da 
hun vilde vække Børnene . „ Først maatte jeg dog see 
Dig . Om lidt mærke de , at jeg er løben min Vei , 
saa pile de afsted med Skytter og Hunde og komme 
vist hertil . Børnene sove , Du veed af Intet , og jeg 
flygter igjen . Farvel , Kirsten . Vorherre maa vide , 
naar vi sees igjen ! “ 
„ Det kan være det Samme , “ sagde hun freidigt 
og med denne inderlige og dybe Hengivenheds Røst , 
som kun tilhører Kvinden . „ Drag , hvorhen Du vil , 
vi To mødes paa alle Veie . Men ikke sandt , Henning ! 
nu aldrig mere tilsfovs om Natten . Da Du 
begyndte paa det , kom de onde Dage . “ 
„ Hvad skulde vi gjøre , “ sagde han , „ Du glemmer 
de To derhenne , de tiggede om Brød . “ 
„ Vi skulde have arbeidet , “ sagde Tranen , „ det 

kunne vi endnu , see mine Arme , jeg er stor og stærk , 
Du ogsaa , det skal være langt sra Dig at tage mere 
fra Andre . Ikke sandt , Dn ! Verden er jo stor nok 
for at finde det , vi Fire have behov . “ 
„ Ja , det ftal være langt fra mig at tage fra 
Andre , “ gjentog Henning leende . „ Det gjøres heller 
ikke mere nodig . Jeg er rig nu , jeg har nok til os , 
alle vore Dage . “ Dermed bøiede han sig ned mod 
hendes Øre og betroede hende , hvorledes det var gaaet 
med Casper Gyldings Skat . 
„ Det Skrin vil Du da ikke beholde , “ sagde Tranen 
forfærdet . „ Hvis dette skete , fik jeg aldrig mere en 
rolig Time . De dømte Dig til Død og Galge , fordi 
Du tog en Raabuk , nu Du slipper fri , da Strikken 
alt er lagt om din Hals , begaaer Du en Synd , 
langt større end den første . Det er for din Skyld 
og for min Skyld og for de to smaa Børns Skyld , 
jeg beder Dig om af give dem Deres tilbage . Hører 
Du ! Da Du kom indad Døren , syntes jeg , der 
var ei mere Sorg for mig i denne Verden , vil Du 
nu lægge en ny paa mig igjen ? “ 
„ Men om jeg ogsaa tænkte , af give dem Skrinet tilbage , 
saa kunde det jo ikke engang lade sig gjøre . Vil 
Du have , jeg skal vove mig op paa Tranders igjen ? “ 
„ Siig mig , hvor Du har bevaret det , saa ffal jeg 
gaa til ham . “ 
„ Det vil volde Dig Ulykke . “ 
„ Beholder Du Skatten , vil Du volde os Allesammen 
Ulykke . “ 

„ Du maa ikke græde , “ sagde han og betænkte sig 
et øieblik . „ Siden Du endelig vil det , saa tager jeg 
Skrinet med mig igjen og bringer det ned til Munk 
Hageberth i Egense Kloster , han kan da sfikke det op 
til Casper Herremand . “ 
„ Det lover Du mig ? “ sagde hun og lagde begge 
sine Arme paa hans Skuldre og saae ham ind i Øinene 
med et bønligt Blik . 
„ Det lover jeg for vist og sandt , “ sagde han . 
„ Guds Fred lyse over Jer Alle . Farvel , farvel ! 
Dagen gryer , nu maa jeg afsted . “ 
Han omfavnede sin Hustru , gjorde Korsets Tegn 
hen over de sovende Børn , klappede Hunden og forlod 
Hytten . 
Hun aabnede Døren paa Klem , blev staaende og 
saae ud , indtil Taagen skjulte ham . 
„ Det skal skee nøiagtigt , som hun sagde , “ tænkte 
Henning underveis . „ Lad dem kun faae deres Penge 
tilbage , der klæber Blod og Taarer ved dem , jeg behøver 
dem ikke . Jeg er fri , jeg er min egen Herre , 
jeg har Solen over mig , den grønne Skov om mig . 
Kom og tag mig , om I kan ! “ Ethvert af disse Udbrud 
ledsagede han med Spring iveiret , slog ud med 
Arme og Been og løb ad samme Bei tilbage , som han 
nylig var kommen . 
Det var imidlertid blevet fuldkommen Dag , Solen 
kastede sit klare Lys hen over Trætoppene , hvis Løv 
prangede i Efteraarets rigeste Farvepragt . Hennings 
Skridt sagtnedes , medens han gjenkaldte i sin Erindring 

alle de lykkelige Haab , -han nylig paa den samme Vei 
havde knyttet til Skatten . 
„ Jeg er Mand for selv at skaffe mig , hvad jeg 
har behov , “ sagde han og hævede Hovedet . „ Hun bad 
mig desuden saa fromt og mindeligt derom . For hendes 
Skyld stat de faae dem . “ 
Da han kom hen til Egetræet , saae han ned i 
Hullet og begyndte at rydde Lovet tilside . Pludselig 
standsede han , lo og sagde : 
„ De ligge saa godt , jeg troer alligevel det er bedst , 
vi vente til en anden Gang . “ 
Efter disse Ord løb han bort , uden at kaste et 
Blik tilbage paa det gamle Egetræ . 
Dybere inde i Skoven blev Stien mere ubanet , paa 
enkelte Steder var den saa tilgroet , at det kostede 
Møie at trænge igjennem , paa andre Steder kom smaa 
Aabninger tilsyne , hvor Flokke af Raavildt og Kronhjorte 
havde leiret sig . Hunnerne laa paa Jorden , 
halvskjulte af Græsset , Hannerne stode paa Vagt , de 
strakte Hovederne ud mod ham og brølede . 
„ Gjør bare Lngen Støi , “ sagde han , „ af mig har 
I ikke mere at frygte . Nu ikke videre for denne Gang , “ 
vedblev han lidt efter , og udsøgte sig en magelig 
Hvileplads . Her lagde han sig ned , støttede Hovedet 
mod et Træ og ragede Løvet sammen over sig , indtil 
han havde dannet en høi Bunke , hvoraf kun Hovedet 
stak frem . 
„ Nu vaagne de vist snart oppe paa Tranders , “ 
mumlede han og lo . „ Om lidt kommer Fangefogden 

ind for at hente mig , saa kigger han efter og tumler 
om mellem Kalk og Steen , saa raaber han og kalder 
paa de Andre , saa slaa de Hænderne sammen og bande 
og gale ovenpaa den Forskrækkelse , mens jeg ligger 
her og min Hals er udenfor deres Lokke ! God rolig 
Nat , I Kjæltringer tilsammen ! “ 
Dermed vendte Henning sig om paa Siden og 
faldt i Søvn . 

VII . 
Hvad Tranen spaaede . 
Paa Tranders begyndte Dagen som sædvanligt . 
Da Casper Gylding havde spist sit Øllebrød , kom han 
ned i Gaarden i en gul Hjorteskinds Trøie , rod , 
strikket Hue , en stor Pidsf i Haanden og saae til Hundene . 
Heste bleve vandede , og da Veiret tegnede til 
at blive smukt , bestemte Ridderen , at han og Gerda 
vilde ride over til Nesfrup , naar Vildttyvens Dom 
var fuldbyrdet . Lidt for Frokosttid kom Tømmermanden 
fra Aalborg med to Svende gaaende ind over Broen . 
Hver af Svendene bar et Vinkelmaal og en Bindøxe 
paa Skulderen , Mesteren havde et brunt Læderskjødskind 
for sig og en Tommestok under Armen . Han vilde 
melde den naadige Herre , at den ny Galge stod færdig . 
Ru kunde de for hans Skyld komme med Synderen , 
naar de vilde . 
Casper var veltilfreds hermed , han stod just og 
tingede med Tømmermanden om Prisen , da der pludselig 
lod et Skrig nede fra Kjælderen . Laagen , som 
Henning var krøben ud af , blev stødt op , og Fangevogteren 

kom tilsyne i den med et Ansigt , der udtrykte 
den dybeste Forbavselse . 
„ Aa , naadige Herre ! “ raabte han , „ Gud bedre 
det ! Han er loben sin Bei , brudt igjennem begge 
Kamre , det slemme Skarn ! “ 
Dette Skrig , som blev fortsat i bestandig lydeligere 
Klager , kaldte alle Gaardens Folk sammen . 
Ridder Casper ilede ned i Kjælderen . Fru Mette 
kom halvpaaklædt tilsyne i den aabne Gaarddor . 
Fangefogden maatte gjentage sin Beretning for hende . 
Alle trængte ned til Skuepladsen for Henning Graabuks 
Bedrifter . 
Casper Gylding standsede inde i den forste Hvælving 
foran den borttagne Kasse , han stirrede ned i 
det tomme Rum under Gulvet med en maallos Harme . 
Lidt efter kom Fru Mette til , saae , at Skrinet var 
borte , og brast i Graad . I den almindelige Forvirring 
tildrog Herskabets Adfærd sig en Opmærksomhed , 
som for et Øieblik bragte Bildttyven i Glemme . Ingen 
fattede Aarsage « til Riddere « s sammentrukne Bryn 
eller Fru Mettes lydelige Klage . 
„ Efter ham ! “ raabte Casper pludselig . „ Til Hest , 
alle Mand ! slaa Hundene los ! En Flok af Jer over 
ad Svendstrup til , en anden ned mod Nøvling , jeg 
selv rider til Egense Kloster . De « , som bringer ham , 
skal faae tyve Sølvdaler . “ 
Ru blev der Larm i Gaarden ; tyve Sølvdaler 
var en « Hort Bclonning . Folkene sadlede deres Heste , 
Hundene gjøede . Tømmerlnanden og hans Svende 

havde foretaget en Vandring gjennem Kjælderhvælvingerne 
og nysgjerrige iagttaget Alt , hvad der var at see ; 
da de kom op , stod Ridder Casper allerede i Begreb 
med at bestige sin Hest . 
„ Mester maa see herind en anden Gang ! “ raabte 
Gylding . „ Idag har jeg min Sjæl Andet at tage 
vare paa . “ 
Dermed red han og hans Mænd over Broen , nedad 
mod Klarupgaard og Egense , fulgt af Fangefogden med 
tre af Gaardens bedste Støverhunde , som han havde 
sammenkoblet i en Nem . 
Fru Mette sfod oppe paa Trappen og saae Toget 
ride bort . Hun havde skjult sin Morgendragt under 
en stor ulden Halvkaabe og skyggede med Haanden for 
sine vaade Øine , medens hun paakaldte Himlens Bistand 
til at faae den skjændige Misdæder i deres Vold 
igjen . 
Rytterskaren red i et skarpt Trav igjennem Engene 
ned til Skoven . Her bøiede den af fra Hovedvejen 
og fulgte cu Sti , som førte ind til Hennings Hytte . 
Tranen sfod ude ved Brønden ifærd med at bryde Hör . 
Ridderen steg af Hesten , stillede sig tæt foran hende og 
betragtede hende skarpt og forskende , medens han spurgte : 
„ Hvor er din Mand ? “ 
„ Min Mand ! “ gjentog hun skjælvende . „ Ak , naadige 
Herre ! hvor skulde jeg vide det ? Da jeg saae ham 
igaar , laa jeg for jeres Fødder , mens han gik i Bast 
og Baand mellem Rytterne . “ 
„ Du lyver ! “ raabte Casper , og hans stirrende 

Blik synkes at trænge tilbunds i hendes Hjerte . „ Du 
har seet ham siden . Han har været her imorges . “ 
Tranen vedblev at nægte , men bag den Frygt , 
som Ridderens Komme fremkaldte , laa der i hendes 
Ansigt et freidigt Udtryk af Ro og Tillid . 
„ Han har været her idag , “ gjentog Casper , „ tilstaa 
det , eller det gjælder dit Liv . “ 
„ Han har ikke været her , “ stammede hun . 
„ Havde ikke Henning bare Been , da han igaar 
løb over Aalborg Enge ? “ spurgte Fangefogden , der stod 
med Hundene ved Gjærdet . 
„ Det havde han vel igaar som altid , “ svarede 
Konen . 
„ Hvem troer Hnn saa de Spor komme fra , som 
gaa her langs med Diget over mod Hytten ? “ Med 
disse Ord viste Fogden Ridderen et fortsat og tydeligt 
Fodspor , der var indtrykt i den hvide Rim , Nattekulden 
havde spredet over Græsset . Sporet kom ud 
fra Skoven , gik langs med Diget og tabte sig paa 
den aabne Plads foran Hytten , hvor Solens Skin 
havde optøet Jorden . 
Casper Gylding udstødte en Ed . Hans Formodning 
fandt i dette Spor en sikker Bekræftelse , han trnede 
ad Tranen , idet han vendte sig om mod Rytterne . 
„ Afsfed med Jer ! “ raabte han , „ viis Hundene 
Sporet og slip dem los , gjennemsøg enhver Plet i 
Skoven , to af Jer ind i Hytten , bryd ned , hvor I 
ikke kan komme frem , stik Ild og ryg ham ud som en 
Brok , hvis han gjemmer sig derinde . “ 

En af Rytterne blev tilbage hos Hestene , de Øvrige 
spredte sig efter Ridderens Befaling til alle Sider ; 
Easper stod endnu foran Tranen . Han begyndte at 
udspørge hende paany og blandede sine Spørgsmaal 
med de heftigste Trusler . Da lød et gjennemtrængende 
Angstsfrig inde fra Hytten . Strax efter kom begge 
Krybskyttens Børn løbende ud af Døren . Øen gamle 
Hund fulgte efter dem under en heftig Gjøen . 
„ See , nu har jeg Dig , “ sagde Ridderen triumferende , 
„ siger Dn mig ikke Alt , hvad Dn veed om 
Henning , saa tager jeg dine Unger med mig , og Dn 
kan bande paa , at det skal vare en Stund , for Solen 
kommer til at skinne over dem igjen . “ 
„ Øg det vil I gjøre imod dem , der aldrig have 
forbrudt sig mod Jer ? “ sagde Tranen . „ At I lød 
Henning undgjælde , det maatte saa være , han havde 
vel forsfyldt det , men hvad have de smaa Børn gjort , 
og hvad har jeg gjort , siden I tager Alt fra mig ? - 
Kan I mindes en Dag for mange Aar siden , da I laa 
histhenne under den Hasselbusf der , med brækket Spyd 
og i Dødsens Angst for Bildornen , som anfaldt Jer ? 
Da kom der en fattig Mand og dækkede Jer med sit 
eget Legeme . Ia , han blev revet halvt ihjel , det er 
vist , men I slap fri . Da svor I ved Himmeriges 
Gud og alle Helgene , at I aldrig skulde glemme det , 
han havde gjort for Jer , men I glemte det dog Herre ! 
Det var min Fader , der hjalp Jer , idag kommer I 
til Stedet igjen og tager Børnene fra hans Datter . “ 
„ Hvor er Henning Graabuk ? “ 

„ Jeg veed det ikke . “ 
„ Loff de to Børn op paa din Hesf og bring dem 
hjem tik Tranders , “ sagde Casper til en as Rytterne , 
som kom tilbage fra Skoven . 
Manden tog Børnene , et af dem under boer Arm , 
og red bort med dem . Tranen udstødte et Skrig og 
vilde løbe efter Hesten , men Caspers stærke Haand 
greb hende i Skulderen og holdt hende tilbage . 
„ Naar Du siger , hvor han er , skal Du faae dem 
igjen , “ sagde han . 
„ Jeg veed det ikke , jeg veed det ikke , “ gjentog hun 
grædende . 
„ Sværg paa det . Kald Gnd Fader , Guds Søn 
og Moder Marie til Vidne paa , at han ikke har været 
her idag , saa troer jeg Dig . “ 
„ Ja , det vil jeg , “ raabte Tranen . 
„ Lad den Sværgen fare , “ sagde en dyb Stemme 
noget borte , og i det Samme saae Casper Gylding en 
høi Mand krybe over Gjærdet og komme hen til dem . 
Han var iført en opkiltet Munkekutte og bar et Fuglefængerbur 
og en Stav med Limpinde under Armen . 
Hætten og Kutten vare flaaede tilbage , og et smukt 
mandigt Ansigt med sort Skæg og to skarpe , gjennemtrængende 
Dine kom tilsyne . Det var Munken fra 
Sankt Jørgens , Viffert Vendelbo . Ridderen kjendte 
ham godt , Viffert var en jævnlig Gjæst paa Tranders . 
„ Hvad vil I her ? “ spurgte Casper . 
„ Det samme idag som igaar , “ svarede Viffert . 
„ Jeg er Fuglefænger , som I veed ; forresten vil jeg 

ogsaa give Jer et godt Raad , Hr . Casper Gylding ! 
— Lad den stakkels Kone der fare i Fred . I spilder 
eders Tid ved at staa og snakke med hende . Stig 
tilhest med alle eders Mænd , rid til Clleshøi og de 
store Skove ved Rold , der vil I faae mere at vide 
om Den , I søger , end her . Troer I da , at saa snn 
og listig en Karl som Graabukken skulde løbe hjem og 
skrifte for sin Hustru , hvor han vilde gjemme sig ? “ 
Ridderen betænkte sig . „ Hvorfor mener I , at han 
er draget ad Rold til ? “ 
„ Hvorfor er Skoven tættest ved Rold ? “ svarede 
Biffert Vendelbo . 
„ Har I maaske mærket Noget til ham ad den 
Kant ? “ spurgte Ridderen . „ Hurtig ! fortæl mig Alt , 
hvad I veed . “ 
Munke » satte sig paa Rækværket af Brønden og 
svøbte sine Limpinde sammen , hans smukke Ansigt viste 
et uendelig spottende Smil , idet han saae op og svarede : 
„ Gud hjælpe Jer , hvis I fik at høre Alt , hvad 
jeg veed ! -- Jeg mødte en Aftenstund en Mand med 
bare Been og en Naabuk paa Nakken ; tidlig imorges 
mødte jeg den samme Mand igjen , da løb han sønder - 
paa , men jeg stod derinde og passede paa Dompapen 
og Sidensvandsen og lod ham løbe . “ 
I dette Øieblik kom de to Ryttere tilbage fra 
Hytten . Da de ikke fandt Henning derinde , havde de 
sammenhobet Bohavet og stukket Ild derpaa , enten det 
nu sfete af Skadefryd eller af Iver for at opfylde 
Ridder Caspers Befaling . En tyk Røg slog ud af 

alle Aabninger , fulgt af bleggule Flammer , som næsten 
vare ukfendelige i Solskinnet . De terre Grene og Halmen 
i Taget fængede strax , lidt efter sank Alt sammen 
i en rygende Bunke . 
Tranen stod maalløs ved Grusbunken og stirrede 
ind i Ilden . Røgen kvalmede omkring hende ; længere 
borte , hvor Skoven begyndte , red Casper Gyldings 
Ryttere bort med de to Børn , der strakte deres Arme 
tilbage mod hende og skrege om Hjælp . Da greb Fortvivlelse 
og Trods dette ydmyge Sind , som hidtil bestandig 
havde tiet og fundet sig i Alt , hvad Ulykken 
gav hende at bære . Idet Casper Gylding steg tilhest , 
pegede han ned mod Børnene og sagde : 
„ Folk tro , at Du kan læse i Fremtiden , Kirsten 
Trane , spaa da nu , hvad der venter de To der , hvis 
Du bliver ved at nægte . “ 
Hun reiste sit bøiede Hoved , strakte de knyttede 
Hænder frem mod Ridderen og raabte : 
„ Med de To gaaer det som Vorherre vil , men 
nu skal jeg spaa Dig , Du slunkne Herremand til 
Tranders , og mærk Dig nøie , hvad jeg siger : Jeg 
veed ikke hvor Henning Graabuk er , det høre Gud ! 
Meu om jeg vidste det , saa sagde jeg Dig det dog 
ikke . Hvergang Du og Dine kom til det lille Huus 
her , som nu ligger og ryger i Gruset , bragte I 
Ulykken med Jer . Først tog Du vor eneste Ko , saa 
vore Faar , saa min Mand , da Nøden fristede ham til 
Uret ; idag have dine Folk stukket Ild paa det Sidste , 
vi eiede , idag har Du taget mine to smaa Børn fra 

mig , nu har jeg ikke mere tilbage . Fordi Du gjorde 
det og aldrig havde Øre for Den , som bad , eller Hjerte 
for Den , der led , skal Du være forbandet selv , forbandet 
i dit Hjem og i Alt , hvad Du bøier dit Hjerte imod . 
Dit Gods stal veires bort som Avner i Blæst ; dine 
Børn stal Du miste , din Ære skal blive til Hvermands 
Spot ; Du skal komme til at lide og græde som Den , 
Du lagde din tunge Haand paa , og saadan skal det 
vare ved fra Slægr til Slægt , gjennem Dage og Aar , 
indtil den Sidste af Gyldings Stamme ligger ligesaa 
lavt med Hovedet som jeg , og gaaer og søger med bøiet 
Ryg paa Marken efter Føde . - Er der en Gud over 
mig , vil han høre mine Ord og fuldbyrde dem . Rid 
kun nu din Bei , min Forbandelse rider med Dig , Du 
røde Ræv fra Tranders ! “ 
Der var Noget i hendes Ansigt , i hendes Røst , 
i hendes hele Skikkelse , som greb Casper . Han sad 
tavs paa Hesten . Rytterne stode i en Klynge ved hans 
Side . Bistert Vendelbo sad paa Rækværket as Brønden 
og skingrede frem og tilbage med Benene ; hans 
Blik dvælede ufravendt paa Ridderen . 
„ Hør ! hvor hun kan skrige og klynke , “ raabte 
Gylding , „ naar hun først faaer Manden paa Gang , 
men det er saa Tranens Art i daarligt Veir , og har 
kun føie paa sig at sige . -- Nu afsted til Tranders ! 
Ridderen og hans Folk rede hjem til Gaarden , 
men underveis taledc Herremanden ikke til Nogen . 

VIII . 
Hvormed Viffert forslog Tiden , naar han 
ikke fangede Fugle . 
Der blev stor Sorg paa Tranders , da Casper og 
hans Ryttere om Middagen vendte tilbage med uforrettet 
Sag . Fru Mette lod især til at være greben 
af deres Uheld , til stor Fornndring for hendes Omgivelser , 
som ikke fattede , i hvor høi Grad Vildttyvens 
Flugt kunde angaa hende . 
Om Eftermiddagen blev der forefaget en ny Undersøgelse 
; da droge Mændene i samlet Skare ned mod 
Elleshøi og Rold , i den Retning , Graabrødremunken 
havde antydet . Underveis forenede Herremændene fra 
de nærmeste Gaarde sig med Casper . De store Skove 
gjcnløde af Raab og Hundeglam , men det blev Aften , 
uden at Henning Graabuk kom tilsyne ; han laa endnu 
i god Ro under sin l^øvbunke , som om det gjaldt at 
indhente al den Søvn , han saalænge havde havt tilgode . 
Casper hensank i en mørk Tavshed ; Fru Mette 
gik og sukkede og vred sine Hænder . Dagen ester tog 
hun mod Sædvane ind til Aalborg , besøgte med et 

talrigt Følge forskjellige Kirker og Klostre og gjorde 
den hellige Jomfru og Martyrerne de mest fristende 
Løfter , naar de blot vilde skaffe hende Skrinet tilbage . 
Hvad enten nu disse Løfter ikke havde været 
indholdsrige nok , eller de Hellige maaske havde fundet 
Noget at udsætte paa den Form , hvori de fremkom , 
vist er det , de modstode Fristelsen og lyttede ikke til 
hendes Bønner . Da Fru Mette begreb dette , red hun 
igjen ind til Aalborg , denne Gang indhyllet i en mørk 
Kaabe og en nedslaaet Kyse , som gjorde hendes Person 
ukjendelig . Hun var kun fulgt af en Tjener og drog 
et Stykke udenom Byen , før hun bøiede ind i Gaderne . 
Nede ved Fjorden , i et lille Stræde , som hed Maren 
Poppes Gyde , boede der en bekjendt Sandsigerske 
ved Navn Ane Jost . Hende gjaldt Fru Mettes Reise . 
Det var Eftermiddag , da de kom til Stedet . Ane Jost 
var heldigviis hjemme . En ung Tjenestepige modtog 
Fru Mette og førte hende ind i en lille Stue , hvor 
hun bad hende venre lidt . Ane Jost var i Arbeide , 
hun læste Koldfeberen bort fra et sygt Barn , og det 
taalte ingen Afbrydelse . Fru Mette forslog Tiden med 
at besee de mange forunderlige Billeder og ubekjendte 
Kunstsager , som vare ophængte omkring paa Væggene . 
Tjeneren stod imidlertid udenfor paa Gaden og holdt 
de to Heste . Den unge Pige kom ud til ham og begyndte 
en Samtale , hvori hun søgte at udfritte ham , 
saa godt hun kunde . Hvad han vidste var ikke meget , 
men han dulgte Intet ; han fortalte hende om Henning 
Graabuks Flugt , om det tomme Hul i Kjælderen , som 

Ridder Casper og hans Søster havde standset ved , og 
hvorfra deres Sorg syntes at udspringe . Der var vist 
gjemt en eller anden kostbar Gjenstand i dette Hul , 
som Henning maatte have taget med sig , da han løb 
sin Vei , det sluttede han sig til , det fortalte desuden 
Rygtet . . 
Lidt efter gik en Mand ud fra Spaakvinden med 
det syge Barn ; Fru Mette blev ført ind til hende . 
Ane Jost var en lille , krumbøiet Kone , rynket og 
indfalden ; hun gik med en Krykke under den ene Arm 
og skelede i høi Grad ; derfor kaldte Gadedrengene i 
Aalborg hende Ane Seeforbi . Da Fru Mette kom 
ind , fik hun Plads paa en Bænk . Ane satte sig ligeoverfor 
hende , støttende Hagen paa Grebet af sin Krykke , 
medens Adelsdamen i faa Ord betroede hende Grunden 
til sit Komme , og forlangte , at hun skulde vise igjen , 
det vil sige , fortælle hende , hvor den stjaalne Skat 
var at finde . 
„ Det er fin en slem Sag , “ sagde Ane . „ Jeg kan 
nok skaffe Jer det at vide , men ikke under tre Mark ; 
har I Lyst til at give saameget ud ? “ 
Tre Mark var en uhyre Sum i Fru Mettes 
Mening , men hun besluttede sig dog til denne Udgift , 
naar Ane blot gjorde sin Kunst forsvarlig . 
„ Saa maa jeg ud og snakke lidt med Mis , “ sagde 
Spaakvinden . „ Sid bare stille imedens . “ 
Med disse Ord gik hun ud i Forstuen og underholdt 
sig nogle Øieblikke med den unge Pige . 
„ Mis giver Jer godt Haab , “ sagde hun , da hun 

kom tilbage . „ Eders Skjæbne maa staa at læse i Kortene , 
hvad staaer der ikke i dem ? men stal jeg lægge 
rigtigt op for Jer , saadan at det kan forslaa , saa koster 
det tolv Skilling til , foruden de tre Mark . “ 
„ Lad mig blot faae Alting at vide , “ sagde Fru 
Mette utaalmodig , „ saa spenderer jeg ogsaa den halve 
Ort , skjøndt det er en ublu Betaling . “ 
Spaakvinden tog nu et gammelt Spil Kort frem 
og lagde dem under dvb Tavshed op paa Bordet . Hun 
sad længe og grundede paa deres Indhold . Hendes 
Miner syntes imidlertid at opklares , hun nikkede tilfreds 
og udbrød : 
„ Jeg kan see , at Eders Naade er Fru Mette fra 
Tranders , bekjendt for sin Gudsfrygt og Gavmildhed 
mod alle Trængende . “ 
„ Ja , det er vist , “ sagde Fruen . 
„ I har nylig havt med en Synder at bestille , 
han hed Henning Graabuk eller saadan Noget . “ 
„ Det er min Tro ogsaa sandt , “ yttrede Fru 
Mette , yderst forbavset over den Gamles Visdom . 
„ Videre , videre ! “ 
„ Henning maa være brudt ud af Fangehullet en 
Torsdagmorgen , lidt før han skulde hænges , det kan 
ogsaa være , det var en Fredag . Saa var der et muret 
Hul i Gulvet af den anden Kjælder , som han har taget 
Noget ud af . Er det ikke saa ? “ 
„ Io vist , jo vist ! Meu hvor er Skrinet blevet af ? “ 
„ Rigtigt ! Det var et Skrin . Da han gik bort , 
havde han det under den venstre Arm , nei , under den 

høire , og saa løb han over Marken med det og gjemte 
det . “ 
Her tav Ane Jost lidt og saae over paa Fruen . 
Mettes Øine lyste af Glæde . Det var det lykkeligste 
øieblik , hun havde oplevet siden Hennings Flugt . 
Hun foldede Hænderne og bøiede sig forover , før at 
intet Ord skulde undgaa hende . Spaakvinden maatte 
jo være alvidende , før at kunne fortælle alt dette saa 
omstændeligt . 
„ Hvor gjemte han saa Skrinet ? “ spurgte hun . 
„ I et Hul paa den vildene Mark , “ svarede Ane , 
„ men det vil komme frem igjen , I kan stole derpaa . 
Her ligger en Mand med rød Lue , han bringer godt 
Nyt , før ban er lys . Hvad han siger , kan I lide paa . “ 
„ Er I ogsaa vis paa det , I fortæller ? “ 
„ Det er jeg rigtignok . At spaa efter Fuglene kan 
lyve , at spaa af Vand og af Haand er ogsaa Skarn , 
og det giver jeg mig ikke af med , men hvad der staaer 
at læse i Kortene , slaaer min Sjæl til , det er ligesaa 
vist som Alt , hvad der staaer at læse i Bønnebogen . “ 
„ Naar vil jeg faae min Skat igien ? “ 
„ Det kan jeg ikke fige bestemt ; komme frem vil 
den ; drag I bare hjem og vær ved godt Mod . Naar I 
slagter i næste Maaned , saa send mig et godt Stykke 
Flæsk , jeg skal da kogle Noget for Eder , som I ikke 
skal bande mig for ; det , jeg har sagt idag , koster tre 
Mark og en halv Ort , med mindre I vil unde Tøsen 
derude fire Skilling i Skjænk , for saa bliver det lige 
fire Mark , I har at betale . “ 

„ Det er i Grunden altfor lidt , I har sagt mig 
for saamange Penge , “ ytttedc Fru Mette . “ „ Jeg finder , 
at to Mark kan være meer end nok . “ 
„ Som I vil , “ svarede Spaakvinden , „ men det 
bliver dog mig , der narrer Jer alligevel . Der staaer 
endnu Noget i Kortene , som jeg ikke har fortalt Jer . “ 
„ Staaer der mere , saa siig mig det strax . I skal 
faae hver Skilling af de fire Mark . “ 
„ Ja , betal mig først , “ sagde Ane . 
Fru Mette drog et dybt Suk og lagde de fire 
Mark paa Bordet . Ane gjemte dem i sin Kjolelomme . 
„ Hvad staaer der saa mere ? “ 
Spaakvinden støttede Hagen paa Grebet as sin 
Krykke , tilkastede Adelsdamen et barsk og hadefuldt Blik , 
idet hun hævede sin Røsf og udbrød : „ Jeg læser , I 
skulde times Last og Skam , I fornemme Frue ! som 
har faaet baade i Pose og i Sæk og dog nægter en 
gammel Kone det , hun behøver til sit daglige Brød . 
Og om jeg vilde , saa vendte jeg Kortene og skulde da 
læse Jer Ulykke og Helsot til og mane Jer Skatten 
ned i den sorte Jord , saa at den aldrig kom for Dagen 
mere . Nu kan I gaa med den Besked . “ 
Fru Mette gav gode Ord : lidt efter drog hun 
bort med den forsonede Spaakvindes Forsikring om , 
at Skatten skulde komme tilveie . 
Ogsaa for Gerda vedblev Aarsagen til de to Sødstendes 
Sorg at væræ e « Gaade , hvis Løsning hu « 
forreste « ikke skjænkede en Tanke . Desuagtet vilde 
Enhver , som i den sidste Tid ret gav Agt paa den 

unge Pige , have bemærket en paafaldende Forandring 
hos hende . Hun sang ikke mere som før , hendes letvakte 
og hjertelige Latter syntes ogsaa at være forsvunden , 
hun var bleven blegere , mere tavs , mere tilbøielig 
til at söge Ensomhed . Ridder Casper var den Forste , 
som blev opmærksom herpaa , men hvergang han ssgte 
at udfritte hende , rystede hun paa Hovedet og gav ham 
et Smil fuldt af Sørgmodighed tilbage . 
„ Du kan tro , hun har Hort Noget om Skrinet , “ 
sagde Mette . „ Det er derover hun gaaer og sørger . “ 
„ Du kan tro nei , “ sagde Casper , „ det begyndte , 
da vi kom hjem fra sidste Viborg Snapsting ; der maa 
være En , som har gjort hende Noget imod der , men 
hun vil Ingenting sige . “ 
Hvad skulde hun vel sige , det stakkels Barn ? Hvorledes 
turde hun betro Nogen , at hun i Sommer , da 
Eske Dyreborgs Bryllup blev holdt i Viborg , havde 
truffet Jörgen Gram til Havbro , danset med ham , 
lyttet til de Lovtaler , den Beundring , hans Ord udfoldede , 
og som blomstrede under Sollyset af hendes 
Øine ? Det var en lykkelig Tid , hver Dag mødtes 
de , undertiden endog flere Gange ; hver Dag opfyldte 
han Luften omkring hende med Forsikringer om den 
Lykke , han følte derover . Jörgen Gram var hendes 
Helt , det var paa ham , hun havde tænkt , længe før de 
første Gang mødtes . Han havde dette mandige og 
indtagende Væsen , som dengang var den ægte Adelsmands 
Særkjende ; hans Slægt havde i to hundrede 
Aar været de gode Sæders Bærere . De svandt som 

en Drøm , disse tre Uger . » Da de sfilles og han red 
hjem til Havbro , rakte han hende Haanden , smilede 
og sagde : 
„ Vi mødes vist snart igjen , vi To ; til det skeer , 
vil jeg ikke tænke paa Andet . “ 
Hun stod oppe paa Svalen i Blytækkerens Hus , 
hvor Ridder Gylding boede ; hun saae efter ham og 
foldede sine Hænder over Brystet , som om hun vilde 
fængsle og indeslutte alle hanß Ord derinde . At de 
maatte mødes igjen , derom var hun ligesaa overbevist 
som han ; men siden den Tid var der gaaet Uger , Maaneder , 
hvorfor kom han ikke ? Var det da ikke før ham 
som før hende , en Trang at mødes igjen , eller var hans 
Erindring om hende saa kort , at hun havde ophørt at 
være den hemmelighedsfulde Aand , der bragte hans 
Tilværelse Lykke ? Havde han mulig havt de samme 
Ord , det samme rørende Blik , og- det samme Smil 
for Andre , eller hvorledes kunde hun vel have en Plads 
i hans Hjerte , uden tillige at bo i hans Længsel ? 
Det forstod hun ikke . Casper Gylding havde advaret 
hende engang , da han hørte Jørgen Grams Lovtaler . 
„ Tro ham ikke , “ sagde han ; men Gerda troede ham : 
det Lys han stod i hos heyde , straalede for klart og 
for høit , til at kunne beskygges af Tvivl . 
Hun søgte at forjage sin Frygt , men hvorledes 
skulde det vel lykkes hende ? Med hvilken Magt skulde 
hun være istand til at fortrænge det Billede , der havde 
fæstet sig saa dybt i hendes Hjerte ? At vente og tvivle , 
at vexle mellem Haab og Frygt , at paakalde Erindringen 

om ethvert oplevet lykkeligt Minut , Troen paa 
at see det vende tilbage igjen , at udmale sig dette Gjensyns 
Lykke , var -fra nu af hendes Tankers Indhold . 
Igjennem sin Frygt følte hun først ret , hvad Jørgen 
var for hende . I Savnets Smerte laa der i Begyndelsen 
ogsaa en vis Lykke gjemt ; det er først , naar 
Haabløsheden træder til Smerten , at Fortvivlelsen 
begynder . 
Dernæst sagde hun til sig selv , naar hun om 
Aftenen sad og stirrede ud gjennem de smaa , grønne 
Ruder over mod Best , hvor Havbrogaard laa : „ Maaske 
forlanger jeg formeget , maaske kan Kjærligheden nkke 
hos en Mand , som hos Kvinden , udfylde den hele 
Tilværelse ; Berden er jo hans store ' Kirke , foruden 
Elskov har han andre Altre at knæle for , han har 
Magt nødig , han har Hæder at erhverve sig , han håret 
Navn at frede om . Jeg vil bede for ham , naar 
jeg lægger mig til at sove ; jeg vil vente paa ham , 
indtil han kommer . “ 
Med denne en reen og barnlig Sjæls Ydmyghed 
sænkede hun sit Hoved og tørrede Taarerne af sine 
Kinder . Livet havde hidtil kun været et Bæld af Glæde 
for hende ; hun maatte naae til Smerten for at lære 
sine Følelsers Styrke at kjende . Saaledes gaaer det 
os Alle . Livets Medbør dølger Alt , rykker Slagfjerene 
af vore Vinger , giver os et Bind for Øinene . 
Visiert Vendelbo , Graabrødremunken , var Gerdas - 
gode Ven ; det var ham , der bragte hende de smukkeste 
Fugle , han fangede ; det var ogsaa ham , der forsynede 

hendes Have med sjeldne Blomsterløg og siden efter 
hjalp med at passe dem . Viffert holdt i det Hele taget ' 
ikke meget af Klosterlivets Ensformighed ; han var endnu 
kun tjenende Broder derinde og skulde først aflægge 
Ordensløftet til næste Paaske . Han vilde helst være 
paa Reiser og forrette Ærinder . Et Tilfælde havde 
ført ham og Gerda sammen , og han var Mand for at 
benytte Tilfældet . 
En Søndag Morgen modtes Gerda og Munken 
lidt ovenfor Tranders . Gerda kom fra Kirke og gik 
med Hænderne foldede over Bønnebogen , medens hun 
saae ned for sig . Viffert fulgte hende et langt Stykke 
paa den anden Side af Veien , inden hun lagde Mærke 
til ham . 
„ Naar man kommer fra Kirke og har givet Gud 
sin Sorg i Vold , bør man ogsaa sætte Lid til hans 
Hjælp , “ sagde han med den blöde og inderlige Røst , 
som altid havde fundet Vei til Gerdas Hjerte . 
„ Det gjør jeg ogsaa , “ svarede hun og hilste Munken . 
„ Alligevel gaaer Du med sænket Hoved , “ vedblev 
han , „ og dine Kinder blive jo hver Dag blegere . Kjender 
Du da ikke en eneste Ven , som Du tør betro din 
Sorg og sige : Hjælp mig hvis Du kan ! — Prøv det 
engang , Gerda ; der var maaske dog Den , der gjerne 
hjalp . “ 
Gerda saae sørgmodig hen til Viffert og rystede 
med Hovedet . „ Jeg fattes Intet/ ' svarede hun dæmpet . 
Munken gik lidt og tav og syntes at gruble paa 
Noget . „ Jeg reiser bort nu , “ sagde han , „ og kommer 

ikke igjen før om en Uge . Jeg vilde just gaa op paa 
Tranders og sige Dig Farvel . “ 
„ Hvor drager I hen ? “ spurgte hun . 
„ Bisp Stygge til Børglum skikker mig omkring 
fra Herregaard til Herregaard her nordpaa i Ærinde 
for ham og øvrige Bisper og Adelsmænd , det Casper 
Gylding kan forklare nøiere , hvis han vil . Har Du 
ikke noget Bud at give mig med til en eller anden 
Bekjendt underveis ? “ 
Gerda lyttede til Munkens Ord med større Opmærksomhed ; 
en Tanke syntes pludselig at gribe hende , 
hendes Øine straalede , men hun vedblev at tie . 
„ Forst drager jeg over til Restrup , til Gylden - 
stjerne , “ yttrede Munken . „ Skal jeg hilse Fru Karen , 
som sendte Dig de smukke Pindselilier ifjor ? “ 
„ Ja , gjør det , “ svarede hun ligegyldigt . 
„ Saa gaaer Reisen til Hr . Malthe paa Albæk . 
Har Du noget Bud til dem ? “ 
Gerda rystede paa Hovedet . 
„ Dernæst tager jeg Øster paa til Budrupholm . 
Skal jeg hilse Hr . Lykkes Søn Carsfen , ham , som 
kunde de mange Sange og dansede med Dig ifjor ? “ 
„ Ja hils ham , hvis I seer ham . “ 
„ Jeg skal ogsaa Bester paa , “ vedblev Biffert , og 
medens han sagde dette , lod han sine mørke øine hvile 
faste og forskende paa hende . „ Over i Aarsherred , — 
over til Havbrogaard , og derfra videre ned til Hobro . “ 
Gerdas Blik søgte atter Jorden , en svag Rødme 
farvede hendes Kinder . 

„ Hvem ffal I besage paa Havbrogaard ? “ spurgte 
hun næsten hviskende . 
„ Eieren naturligviis , den unge Jörgen Gram . 
Han ligger nok syg derhjemme . “ 
„ Syg ? “ gjentog hun med et Udtryk af Frygt og 
en saa dyb og inderlig Deeltagelse , at den vilde have 
rebet hende for en langt mindre kløgtig Iagttager end 
Munken . „ Hvor har Du hørt det , Broder Viffert ? 
— Nei ! syg er han vist ikke , “ tilføiede hun lidt efter 
med et vemodigt Smil og et mislykket Forsøg paa at 
synes fattet og rolig . 
Munken tav , medens han ufravendt vedblev at 
betragte hende ; han læste imidlertid Alt , hvad der bevægede 
sig i dette unge og rene Hjerte , der saa slet 
forstod sig paa at skjule og dølge . Han greb begge 
hendes Hænder og udbrød : 
„ Gerda ! Mit Barn ! Tal til mig , betro mig , 
hvad der tynger paa Dig , see ret paa mig ; ligner jeg 
vel en Mand , som vil skuffe ; har jeg nogensinde gjort 
det ? Det er Jørgen Gram , Du gaaer og tænker paa , 
jeg veed det ; det er fra ham al din Sorg er kommen . “ 
Gerda saae forbavset iveiret ; hendes store Øine 
mødte et Aasyn , saa ædelt , saa ubeskrivelig mildt og 
deeltagende , at hun trykkede hans Hænder til sit Bryst 
og hviskede : „ O , Broder Viffert ! dersom Du vidste 
— dersom Du blot vidste “ — videre kom hun ikke ; 
hun vendte sit Ansigt til Siden og brast i Graad . 
„ Hvad skulde jeg vide ? At du holder af ham , tidligt 
og silde , at det er ham , som gjør dine Kinder 

blege ? Ak mit Barn ! Alt det har jeg vidst for længe 
siden . Jeg veed langt mere endnu . Paa sidste Viborg 
Ting saae jeg en Aftenstund en Mand ride forbi Blytækkeræns 
Hus og hviske sit Farvel op til Svalen ; 
jeg hørte en ung Pige gjentage dette Farvel og hviske 
milde Ord til Svar , mens hun bøiede sig ud over 
Rækværket . Aftenen var mørk , men ieg har lange 
Øren ; den Enes Hjerte var fuldt af det , den Anden 
sagde . Jeg saae en Haand vifte med et Tørklæde , til 
Rytteren forsvandt bag Hjørnet ; Alt dette veed jeg , 
fortæl Du mig nu Resten . “ 
Gerda smilede ; en undseelig og brændende Rødme 
farvede hendes Kinder ; det var som til en Moder hun 
talede , og idet hun skriftede Alt for ham , syntes hendes 
Tvivl og Frygt at svinde , Ord fik Vinger , og hver 
en lønlig Længsel og hvert et Haab fandt Udtryk . 
Mnnken gik tavs ved hendes Side , bøiede sig ned 
mod hende og lyttede og smilede , som den Ældre ' smiler 
ad Barnets Sorger . Da hun endelig tav og saae op 
paa ham , svarede han : 
„ Du er en reen og ædel Sjæl , og Du skal ikke 
være bange . Der er i alt det , Du har sagt mig , 
Intet at fortvivle over ; hvad der i Øieblikket er en 
Lidelse , vil Fremtiden gjøre til Lykke for Dig . Du 
behøver Heller ikke at give mig noget Ærinde med til 
Havbro , jeg tænker nok , jeg skal forrette det alligevel . 
Nu reiser jeg først derned , allerførst Gerda , og jeg 
kommer snart igjen . Er det ikke saaledes , det stal være ? 
Smil blot og syng og hold af dine Fugle , som Du 

pleier . Jeg bringer visf godt Nyt tilbage . Bed din 
Bon , og stol paa mig . — Farvel ! “ 
Visiert trykkede hendes Haand , gjorde Korsets Tegn 
over hendes Hoved og gik med lange og hurtige Skridt 
ind over Tverstien , som førte til Aalborg . Hun lyttede 
efter hans Skridt , saalænge det var muligt at 
høre ham . Dernæst vedblev hun at see efter ham , indtil 
han forsvandt paa Stien , der snoede sig igjennem Marken 
som et bølgende Baand . Hun stod alene , kun i 
Selskab med sit Haab . 

IX . 
Løfternes Kapitel . 
I den følgende Uge kæmpede de meest modstridende 
Følelser i Gerdas Hjerte . De første Dage sang hun 
og jublede , derefter længtes hun og ventede paa Munken , 
han maatte nu snart komme tilbage med et Budstab , 
der vilde ende den pinlige Uvished , hvori hun 
saalænge havde levet . Hvorledes han egenlig skulde 
kunne virke for hen-de , det begreb hun ikke ret selv . 
Bed Ugens Slutning stod hun ved Vinduet , der vendte “ 
ud mod Havbro , men Visiert kom ikke . Efterhaanden 
som Dagene gik , vaagnede hendes tidligere Uro og 
bange Anelser paany . Under denne Vexel af Frygt og 
Haab , gjenkaldte hun sig Alt , hvad Visiert havde sagt , . 
da de skiltes . Hvorfor troede hun ham , denne Fremmede , 
bedre end sig selv ? Fordi han bekræftede hendes 
Haab , og fordi Hjertet som sagt vedbliver at haabe , 
længe efterat Forsfanden har begyndt paa at tvivle . 
En Middag sad Fru Mette og Gerda inde i Dag . 
ligstuen paa Tranders . Fruen havde sin Regnflabsbog 

foran sig , men denne Gang var Ridderen ikke tilstede 
for at kunne hjelpe hende , derfor havde hun skrevet en 
Række Streger paa Bordet og regnede sammen paa 
disse . Gerda spandt , Rokkehjulet gik kun langsomt , 
Arbeidet og Tankerne fulgtes ikke . 
Hundene gjøede , Døren aabnedes , Graabrødremunken 
kom ind . Han hilste de to Damer og tog 
Plads paa Bænken ved Vinduet , medens Fru Mette 
lagde Regnskabsbogen tilside og begyndte en ligegyldig 
Samtale med ham . 
Ved Synet af Viffert foer en glødende Rødme 
over Gerdas Kinder , Rokkehjulet dreiede sig hurtigere , 
medens hun saae hen til ham med et ængsteligt og 
spørgende Blik . Hun mødte kun et Smil og det 
samme milde Udtryk , han altid havde havt ligeoverfor 
hende . Dette Smil og denne venlige Mine vare en 
uigjennemtrængelig Befæstning , bag hvilken Intet kom 
tilsyne . Hvad bragte han , Lykks eller Sorg ? Hun 
maatte tie og kæmpe for at tvinge sin Længsel og Frygt 
tilbage . Han saae denne Kamp , dette svage og frygtsomme 
Hjertes Følelser afprægede sig i alle hendes 
Miner , og medens hans Stemme blev blødere , fortsatte 
han Samtalen med Fru Mette . 
„ Jeg har været tilhest fra Morgen til Aften , “ 
sagde han , , „ redet om Løsf og i Vest . Idag kommer 
jeg fra Havbrogaard , og nu er mit Ærinde forrettet . “ 
„ Hvad fandt I paa Havbrogaard ? “ spurgte Fru 
Mette . 
„ Det jeg søgte , “ vedblev Viffert . „ Jeg fandt en . 

Mand , lige ophøiet ved sin Kløgt og sit Hjertes Adel . 
Jeg bringer mange gode Hilsener fra ham . “ 
Gerda havde lagt sine Hænder i Skjødet og saae 
hen paa Visiert , medens han talede . Nu satte hun 
Rokken tilside og reiste sig . Disse sidste Ord indeholdt 
alt det , hun trængte til . Hvad kunde han fortælle 
mere ? Idet hun vilde gaa ud af Stuer : , reiste Visiert 
sig og sagde : 
„ Vi kunne følges ad . Jeg har en lille Pakke 
Blomsterløg med mig , dem ville vi lægge i Urtehaven , 
at de kan komme tidlig frem i Foraaret . Inden jeg 
gaaer hjem , seer jeg lidt herop igjen for at høre , om 
Ridder Casper er kommen tilbage . “ 
Dermed forlod han og Gerda Stuen , og Fru 
Mette begyndte atter at regne sammen . 
Urtehaven laa udenfor den søndre Voldgrav , omgjærdet 
med en høi Jordvold , paa Kanten af den groede 
der en Hække Tjørn og Berberisser , hvis blodrøde Bær 
endnu hang i Klaser paa de afbladede Grene . Haven 
selv var deelt i fire ligestore Bede , indfattede med Lavendeler 
og Tusindfryd , en hvid Rosenbusk stod i 
Midten . De grønne Blade vare visnede , Tornene stak 
frem , og Blomsterne vare blevne til Hyben . Det er 
Tidens Billede . 
Gerda gik ved Siden af Visiert og saae op til 
ham , han smilede kun , men sagde Intet . Da de kom 
indenfor Havelaagen , greb hun hans Haand . 
„ Men saa tal dog ! “ udbrød hun med en liden - 

stabelig Stemme , „ fortæl mig lidt om det Budsfab , I 
bringer . “ 
„ Jeg har jo alt bragt mit Budsfab , “ svarede 
Viffert . „ Hvad vil Du vide mere ? “ 
Hun rystede paa Hovedet og vedblev : „ I traf 
altsaa Hr . Jørgen Gram ? I har talt med ham ? Fortæl 
mig alt , ethvert Ord han sagde , men læg Intet til . 
Han var jo ikke syg , vel ? “ 
„ Jo , mit Barn ; syg var han . Da jeg kom , sad 
han med begge Hænder under Kinden og saae ud ad 
Vinduet , — mod Øst , Gerda , ligesom Du sidder og 
seer mod Vest . Da jeg bragte Hilsen fra Dig , stod 
han op , blev blusende rød , — ligesom nu Du , saa sukkede 
han og sagde : Gid det maa gaa hende saa vel , 
som jeg ønsker . Naar venter hun sin Beiler ? — Det 
veed En af os To bedre end hun , svarede jeg . — Sidst 
jeg mødte Ridder Gylding paa Tranders Banke , betroede 
han mig , at Gerda var saa godt som trolovet 
med en Anden sagde Hr . Jørgen . “ 
„ Jeg , trolovet ! Men det er jo afskyeligt ! Med 
hvem ? “ 
„ Ja , det spurgte jeg ham ikke om . “ 
„ Men hvad svarede Du ham da , kjære Fader 
Viffert ? “ 
„ Hvad skulde jeg svare ? Jeg er kun en stakkels 
Munk , jeg kjender lidt til min Bønnebog , endnu 
mindre til en Kvindes Hjerte . Jeg sagde , hvad der 
faldt mig ind . Det lod ogsaa til , at han hørte mig 
med Andagt , og da jeg tav , foer han op , slog begge 

sine Arme om min Hals og sprang omkring i Stuen , 
han , som neppe kunde reise sig , da jeg kom . Det var , 
som om mine Ord havde gjort ham rasiere . “ 
„ Men Du kunde nok have sagt ham lidt om det , 
jeg betroede Dig sidst , “ yttrede hun , „ maaske han saa 
var kommen sig aldeles . Hvorfor gjorde Du ikke det ? “ 
„ Det skal jeg sige Dig . Hvad Du betroede mig , 
meente jeg , Du gjorde bedst i , selv at fortælle ham . “ 
„ Jeg — aldrig ! Hvorledes siulde det ogsaa kunne 
skee ? “ 
„ Hvis Du vil vide det , saa vend Dig om og 
see , “ sagde Visiert . 
Gerda vendte sig om . Indenfor Havelaagen stod 
en ung Mand med blottet Hoved og en Fjerhat i 
Haanden . Hans Ansigt røbede en dyb og levende Bevægelse . 
Hun udstødte et svagt Skrig og standsede 
skjælvende . Det var ham , Jørgen Gram , som nærmede 
sig og strakte Haanden ud imod hende , medens 
hans Øine talte et Sprog , som hans stammende Læber 
forgæves søgte at give Udtryk i Ord . 
„ Er det ogsaa sandt ? “ sagde han , „ Tør jeg vove 
at komme ? “ 
Hun rakte ham sin lille , hvide Haand , smilede og 
sagde : 
„ Har jeg ikke sagt det : Kom , naar I vil , jeg 
venter og jeg troer . “ 
„ Og jeg kommer som den vantro Apostel for at 
see , før jeg troer . “ Han bøiede sig ned og kyssede 
Sømmen af hendes Kjole . 

„ O , reis Eder ! “ sagde hun rødmende . „ I maa 
ikke knæle for mig . “ 
„ Jeg har dog længe ønsket mig denne Plads foran 
Eder . Her er jeg nu , jeg seer Eder igjen , det er de 
samme Øine , det samme rørende Udtryk . Hvor er I 
dog henrivende og deilig . O ! hvormegen Lykke har 
jeg tabt , hvormange af disse friste Smil har jeg ikke 
mistet ved at blive saalænge borte . “ 
„ Trøst Eder ! “ sagde hun med et Barns Naturlighed 
og Ynde . „ I har Intet mistet ; jeg har gjemt 
alt det Gode jeg besad , til Eder ; medens I var borte , 
kunde jeg jo heller ikke smile . “ 
Hun lagde sin Haand paa hans Skulder , lænede 
sig til ham , som om dette fine Legeme , træt af at 
kæmpe , ikke havde Kraft til at holde sig opreist- længer . 
Bistert stod noget borte , tilsyneladende ivrig beskæftiget 
med at grave en Rende i Jorden til de nye 
Blomsterløg . 
„ I maatte komme , “ hviskede hun , „ tidlig eller silde , 
det troede jeg vist . Jeg vilde blot fremskynde denne 
Time , derfor fik jeg Broder Bistert til at gaa med 
Bud til Eder . “ 
„ Jeg har været syg , “ sagde han . 
„ Jeg veed det , “ svarede hun med en Stemme , 
som forraadte al den Deltagelse , hun følte . „ Jeg har 
lidt ligesaameget derved som I . Men det var dog 
ikke Grunden til , at I tøvede saalænge . Lad os tale 
uforbeholdent . See Eder om , Aftenen er tavs og stille , 
vi have kun vore Hjerter til Bidner for os . “ 

„ Og Munken derhenne . “ 
„ Ja , og Munken , den mest Trofaste og Hengivne 
af Alle , ham , der kom tilhjælp , da Sorgen bøiede mig , 
ham , der altid har bragt mig Raad og Trøst og Lykke . “ 
„ Han har altsaa været en bedre Ven end jeg , 
der kun bragte Sorg , hvor jeg gjerne vilde bringe 
Glæde . Det skal I dog vide , “ vedblev han og greb 
hendes varme og skjælvende Haand , „ at fra den Dag , 
jeg helligede Eder mit Liv , har hver en Tanke og 
hvert et Slag af mit Hjerte kun været før Eder . “ 
Hendes klare og uskyldige Øine dvælede paa ham , 
og søgte ikke at dølge Glæden over den Beundring , 
de læste . „ Siig det igjen , “ sagde hun med et lykkeligt 
Smil . „ Jeg behøver da aldrig mere at tvivle eller 
være bange og sørge , naar vi sfilles . I vil blive ved 
at tænke paa mig , som jeg paa Eder . I vil ikke 
glemme mig for Andre , der maaske ere bedre og skjønnere 
end jeg ? — I at holde af Eder vil Ingen af 
dem alle være min Overmand , det veed jeg , det føler 
jeg , “ føiede hun til og lagde Haanden paa sit Hjerte . 
I dette Øieblik gik Havedøren op , Ridder Casper 
og hans Søster viste sig i den . De saae Gerda lænende 
sig til Jørgen Grams Skulder og ham med 
Armen slynget om hendes Liv , medens han holdt hendes 
ene Haand i sin . Begge tav , Gerdas Blik hvilede 
paa Jørgen . Ingen af dem anede Ridderens Komme , 
før han traadte frem for dem og med en Stemme , 
som skjælvede , og et Blik , som funklede af Harme , 
udbrød : 

„ Hvad gaaer her for sig ? “ 
Jørgen Gram flap Gerda , han stod et Øieblik 
ligesom bedøvet , derpaa hævede han sit Hoved , og hans 
Skikkelse , som nylig havde været bøiet foran hende , 
blev høiere og mere stolt , idet han vendte sig mod 
Casper Gylding og sagde : „ Jeg elsker Frøken Gerda . “ 
„ I elsker hende , “ gjentog Ridderen , „ og det vover 
I at sige mig ! “ 
„ Hvorfor siulde jeg ikke vove det ? “ svarede Jørgen . 
„ Det er en Adelsmand af god Byrd , som gjør Eder 
denne Tilstaaelse . Maatte I desuden ikke være forberedt 
paa , at det vilde skee ? I førte mig jo selv i 
hendes Selskab , sidst i Viborg . Hvilken anden Følelse 
end Kjærlighed siulde hun vel kunne vække ? “ 
„ Og hvad har min Datter svaret Eder ? “ 
„ Eders Datter ? I mener vist Frøken Laxmand . 
Hun lyttede til min Bøn , hun smilede til mit Haab , 
hun lovede at blive mig en naadig Hersierinde . 
Den sidste Rest af Selvbeherskelse syntes efter 
denne Yttring at forsvinde hos Ridderen . Farverne i 
hans rynkede Kinder gik over til en gulig Bleghed , 
idet han traadte nærmere mod Jørgen Gram og 
vedblev : 
„ Nu ja ! denne Dame er Frøken Laxmand . Jeg 
log hende i mit Hus , da der ikke var givet hende bedre 
Vilkaar , jeg vaagede og fredede over hende ; hvis jeg 
ikke har gjort nok , ligger det kun i Mangel paa Evne , 
ikke paa Villie ; jeg er hendes Formynder og som saadan 
spørger jeg Eder , med hvad Ret I vover at benytte min 

Fraværelse til at trænge herind og lokke dette unge , uerfarne 
Barn med eders Elskovsord og Løfter ? “ 
„ Hr . Casper Gylding ! “ sagde Jørgen mild og 
rolig . „ I har Ret til at gjøre mig dette Spørgsmaal , 
og jeg skal svare Eder . Hvad jeg vil , det veed I , men 
der bør ikke hvile nogen Skygge paa eders Myndling . 
Jeg kommer her iaften og betler til den Ære at blive 
Frøken Laxmands Ægtefælle ; jeg lægger en Adelsmands 
Kjærlighed og Troskab for eders Fødder , nei 
for hendes , jeg vil vie hende mit Liv , frede og vaage 
over hende , som I har gjort , jeg vil gjøre hende til 
en lykkelig Hustru ; jeg siger , at jeg vil , fordi jeg ikke 
troer , at Skjæbnen er stærkere end mit Forsæt , eller større 
end min Hengivenhed . “ 
Bistert Vendelbo havde forladt sit Arbeide ved 
Blomsterbedet og nærmet sig de Talende ; han stod og 
støttede sig til Spaden . Medens Ridderen betænkte 
sig paa Svar , udbrød han : 
„ Hvis jeg maa sige min Mening , synes mig , 
Hr . Jørgen Gram har valgt en sær ubeleilig Stund 
til at fremkomme med sit Ærinde . “ 
„ Ja , ikke sandt ! “ sagde Casper , glad over denne 
Understøttelse . „ Det er Tid nu til at klæde sig i 
Rustning og Plade , til at gaa sammen i Raad og 
Daad og værge for sin Ret , men ikke til at beile . “ 
„ Jeg mener ikke det , “ sagde Munken , „ men Ridder 
Gyldings Sind er forstemt i disse Dage . Han har 
fristet et stort Tab , idet en listig Tyv berøvede ham 
næsten Alt , hvad han eiede i Klenodier og rede Penge . “ 

„ Det har jeg hørt Tale om , “ sagde Jørgen Gram , 
„ og jeg tager megen Deel i eders Ulykke . “ 
„ Ja , dersom det beroede paa Deeltagelse , “ svarede 
Casper , „ saa har jeg modtaget mange Forsikringer derom 
i denne Tid , men der vil mere til . Forstod jeg Eder 
ellers ret , saa lovede I nylig , at I vilde gjøre Alt 
for at kunne kalde Gerda eders . Ikke sandt ? “ 
„ Jeg vil gjøre Alt hvad der er en Mand muligt , “ 
sagde Gram , „ endog friste det Umulige . Tvivler I 
maaske derom ? “ 
„ Paa ingen Maade , “ svarede Ridder Easper . „ Jeg 
spørger kun og I svarer . Nu vil jeg meddele Eder , 
at det Tab , den kjære Broder Visiert omtalte , ikke 
blot berører mig , men ogsaa Gerda , saa handl da for 
hende , søg og forsf , sfaf os det røvede Skrin tilbage . 
Det er ikke Umuligheder , jeg forlanger . Vildttyven , 
som tog det , holder sig skjult her i Egnen ; igaar have 
de seet ham nede mellem Skjørping og Gravlev ; hans 
Kvinde boer inde bag Skoven ; hendes ene Barn , som 
jeg holdt fangen heroppe , døde i Fangehullet , det andet 
har jeg givet hende tilbage igjen . Manden besøger 
dem af og til i Smug . I er yngre end jeg , I kan 
taale at spore og søge bedre end jeg , og jeg holder 
mig til eders Løfte : det er for Gerda , I virker . “ 
Jørgen Gram fattede ikke strax , at der laa en 
Fælde i Casper Gyldings Ord , skjøndt dennes tvetydige 
Smil varslede derom . Hans aabne og ærlige Natur 
var hævet over enhver Mistanke ; det at Gerda blev 

nævnet i Forbindelse med Skatten , var nok for ham , 
og han svarede : 
„ I har gjort vel i at stole paa mit Ord , Hr . 
Ridder Gylding ! Jeg vil bringe Eder Manden eller 
Skatten tilbage , hvis der er nogen Mulighed derfor . “ 
„ Det lover I ? “ 
„ Det lover jeg ; men naar det er skeet , hvad saa ? “ 
„ Saa synes mig , det er tidsnok at tale om 
Resten . “ 
„ Nei , det er ikke Ret . Jeg har gjort mit Løfte , 
I maa gjøre eders . Jeg forlanger Intet for at virke 
for Frøken Gerda . Hun behøver min Hjælp , har I 
sagt og jeg bringer den . Det er , som det skal være . 
Men Skatten er ogsaa eders . Hvad vil I give 
mig til Gjengjæld , naar jeg bringer eders Klenodier 
tilbage ? “ 
„ Pleier I da , at lade Eder betale for de Tjenester , 
I yder ? “ 
„ Nei , men jeg pleier at faae Svar paa mit Spørgsmaal , 
det har I endnu ikke givet , lad os komme tilbage 
til mit Ærinde : Jeg beiler til Frøken Gerdas 
Haand , jeg bad om eders Samtykke , vil I give mig 
det den Dag , jeg bringer eders Skat tilbage ? “ 
Dette Spørgsmaal var affattet i en saa bestemt 
Form , at Gylding ikke længer kunde undslaa sig for at 
svare , imidlertid syntes han dog at fordybe sig i en 
tankefuld Overvejelse . 
„ Frøken Laxmand har andre Frænder , hvis Mening 
ogsaa maa høres . Hendes Moder lever endnu . “ 

„ Jørgen Gram har hendes Møders Samtykke , “ 
bemærkede Graabrødremunken . 
Gerda saae paa ham , en levende Glæde afspejlede 
sig i hendes Træk , denne Yttring var det første Bevis , 
Bistert under Samtalen havde givet paa , at han stød 
hende bi . Hun begreb ikke , hvad han nylig meente , 
da han syntes at bebreide Jørgen Gram , at han var 
kommen . Det varede i det Hele taget længe , inden 
hun fuldkommen lærte at forstaa Munken . 
„ Hvad svarer I mig ? “ spurgte Jørgen . 
Fru Mette bøiede sig over mod sin Broder og 
hviskede : „ Siig kun ja , siig ja ! Du skal siden faae at 
vide , hvorfor ? “ 
„ Hvis I bringer mig Skatten , saa har I gjort 
mit Plejebarn en stor Tjeneste , “ sagde Gylding . „ Det 
kan ikke nægtes , og jeg vil da gjengjælde Eder saa 
godt , jeg kan , og fremme eders Ønske . “ 
„ Det er afgjort ? “ 
„ Ja , naar I har opfyldt eders Løfte . “ 
„ Nu vil jeg ogsaa gjøre et Løfte , “ sagde Mnnken . 
„ Jeg følger med Jørgen Gram og hjælper ham at 
søge , hvis han synes om det . “ 
„ I ! “ udbrød Casper . „ Hvad vil de sige til det 
i Klostret ? “ 
„ Jeg troer , de blive glade over at slippe mig , “ 
svarede Bistert . „ Jeg har længe følt , at jeg ikke var 
ret stikket for det Munkeliv , det meente de Andre ogsaa . 
De brugte mig kun til at gaa Ærinder i By og til 
at skrive i Bøg før Byfogden i Aalborg , det er jeg 

nu Altsammen kjed af . Der staaer strenge Tider for 
Deren , en Mand kan i disse Dage gjøre mere Nytte 
paa Ryggen af en Hest og med Værge i Haand , end 
ved at sidde og læse Messer . “ 
. „ Saa meget desbedre , “ svarede Casper Gylding . 
„ Det maa I om . Efter hvad der nu er sagt , antager 
jeg ikke , vi have Mere at forhandle iaften , “ tilføiede 
han , henvendt mod Gram . 
„ Nei ! Ikke Mere om denne Sag , “ svarede Jørgen . 
„ Nu kommer jeg som en Fremmed til eders Dør og 
banker paa og siger : Dagen helder og Solen gaaer i 
Bjerge , giv eders Gjæst Husly til imorgen . Naar I 
engang besøger mig , skal I finde Døren aaben . “ 
Ridderen maatte gjøre en Dyd af Nødvendighed 
og svarede : „ Saa følg med op , paa Tranders have vi 
ogsaa aabne Døre for dem , der ønfke at gjæste os . “ 
Jörgen Gram saae paa Gerda , hun smilede og 
vidste bedst , hvor lidt det her kom an paa at gjæste 
Casper Gylding . Fru Mette havde holdt sig tavs 
under denne Samtale . Hendes Øine vege ikke fra 
Jörgen , hendes Ansigt udtrykte en levende Glæde . Begyndte 
det ikke at opfyldes , hvad Spaakvinden hiin 
Aften havde forudsagt hende ? Der skulde komme en 
Fremmed i en rød Hue , Jørgens Barret var rigtignok 
sort , men der sad en rød Fjer i den , det var omtrent 
det Samme , han skulde være lys , havde Ane Iost sagt , 
og Jörgen Gram var merk , men han havde en lyseblaa 
Kappe paa . Det var afgjort , Jörgen Gram var 
Frelseren , hun ventede . 

Idet de forlode Haven , standsede Casper Gylding 
og sagde : 
„ Men Gerda har endnu ikke yttret sig , hvad siger 
Du til alt dette ? “ 
„ Io , “ svarede Gerda og rakte Jørgen Haanden , 
jeg har allerede sagt min Mening , Hr . Gram kjender 
den : „ Jeg troer og jeg venter . “ 
Jørgens Tak laa i hans straalende Øine . 

X . 
Et Blad af Danmarks Hisforie . 
Omtrent paa samme Tid som disse fredelige 
Løfter bleve givne paa Tranders , samledes en Skare 
Prælater og Adelsmænd i Viborg og vexlede Løfter 
af en truende og langt mere omfattende Natur . Anledningen 
var denne : 
I Slutningen af Aaret 1522 havde Kong Christjern 
sammenkaldt Adel og Geistlighed til en Rigsdag i 
Kallundborg for at raadslaa med dem om nye Skatter 
og Paalæg . De Indbudne undskyldte sig med den 
sildige Aarstid og mødte ikke . Kongen berammede da 
en ny Herredag i Aarhus paa Sankt Sebasts Dag , den 
20de Januar . Selv reiste han strax efter over til 
Jylland . Rygtet fortalte , at hans Bødler fulgte med 
ham , forklædte som Drabanter , og at han havde ladet 
smede en Mængde Jernlænker , „ af dem man hænger 
Folk i , “ kortsagt Adel og Geistlighed frygtede for , at 
Kongen enten forberedte et lignende Herredømme som 
det , der to Aar i forveien havde fundet Sted i Stokholm , 
eller at de ved Omstændighedernes Magt skulde 

blive tvungne til at gaa ind paa de Vilkaar , han 
foreskrev dem . Nu underkaster man sig vel Magten , 
naar det ikke kan være anderledes , men er dog altid 
tilbøjelig til at bryde Lænken hvor Leilighed gives , 
og denne syntes endelig at være kommen . 
Chrisfiern den Anden var hadet af Alle , det var 
ikke en Faders Regimente , han førte ; den Haand , han 
strakte over Landet , var knyttet og truende , i Haanden 
sad et Sværd , som dryppede af Blod , han lænede sig 
til en Galge . Man frygtede omsider ligemeget hans 
Gunst og hans Unaade . Ingen kunde vide , naar den 
Forste endte og den Sidste begyndte . 
I denne Nød gik der hemmelig Bud fra Gaard 
til Gaard i Jylland , som vi nylig hørte omtale af 
Viffert Vendelbo . Bisper og Herremænd stævnede 
hverandre til at samles i Viborg . Alle mødte , og 
efter en stormfuld Raadslagning opsatte Hr . Stygge 
til Børglum et Brev , som enhver af de Tilstedeværende 
maatte underskrive , og hvori de opsagde Kong 
Chrisfiern den Anden deres Troskab og Hjælp i Betragtning 
af alle de Ulykker , han havde bragt over 
Landet . Dette Brev blev tilligemed en Afskrift givet 
til Landsdommer Mogens Munk , Herre til Volstrup 
og Palsgaard , for at han skulde drage ned til Husum 
i Slesvig , hvor Hertug Frederik , Kongens Farbroder , 
opholdt sig , underrette ham om , hvad der var skeet , og 
tilbyde Hertugen Danmarks Krone . Munk reiste . 
Medens dette foregik i Viborg , var Kong Christiern 
kommen til Veile med et stort Følge af Drabanter og 

Soldater . Han tog ind i Borgermesterens Gaard , ligeoverfor 
Sortebrodreklosfret , hvor nu Bytorvet er . En 
Aften meldte Drabanten en Adelsmand , som var kommen 
nordfra og udbad sig den Ære at hilse paa Hans 
Naade . Adelsmanden var Mogens Munk . Han blev 
modtaget med megen Velvillie . Kongen beholdt ham 
hos sig den hele Aften , spurgte ham om Maalet for 
hans Reise og forlangte derefter at høre Munks Mening 
om Stemningen blandt den jydske Adel . Munks 
Svar blev givet med al den Varsomhed , Sagen krævede , 
han omtalte det Tryk , der hvilede paa Herrestanden , 
som havde mistet sine Folk og Heste i den lange 
Svenskcfeide , og at Bønderne vare saa hoit bestaltede , 
at ethvert yderligere Paalæg forekom ham umuligt , 
I Aftenens Løb faldt Samtalen ogsaa paa Jagten . 
Det var ved denne Leilighed , Kongen bad Herremanden 
om at forære ham en god Rævemynde , det Munk 
lovede . Først silde tog han Afsked og gik fra Kongens 
Gaard ned til Stranden , ombord i en Baad , der førte 
ham ud af Fjorden . Fire Dage efter var han i Husum 
hos Hertug Frederik og røgtede sit Ærinde for ham . 
Næste Morgen gik en af Pagerne ind til Kongen 
og sagde : „ Den Fremmede , som var her iaftes , har glemt 
sin ene Handske , der ligger et forseglet B . rev i den . “ 
Kongen brød Brevet : Adelens Opsigelse , læste 
det atter og atter , bøiede sit Hoved og raabte : 
„ Gnds Dros ! Den Herremand har rigtignok givet 
mig den Rævemynde , som han lovede ! “ 
Fra nu af var Kong Christierns Mod brudt , alle 

den sidste Tids Ulykker havde omsider bøiet ham , gjort 
ham raadvild og vaklende . Forstemt og sygelig drog 
han ned til Kolding og raadslog med Oluf Rosenkrands , 
Mogens Bilde og den trofaste Mogens Gjøe . Enhver 
af de tre Herrer gav ham sit særskilte Raad . Kongen 
fulgte intet af dem , skrev istedet derfor et ydmygt 
Brev til Adelen i Liborg , hvori han lovede , i Fremtiden 
at føre et bedre Regimente , at kjøbe Aflad i 
Rom for Blodbadet i Stokholm , at give Gods og 
Gaver til hellige Steder og afbede den Uret , han havde 
begaaet mod de Dømtes Slægt og Venner . Paa alle 
disse fromme Løfter svarede Adelen kort og fyndigt : 
at Kongens Misgjerninger vare aabenbare før Alverden , 
han havde mistet sin Ret til Riget , de havde nu seet 
sig om efter en anden Herre . 
Med dette Budskab drog Kongen til Fyen , hvor 
han havde samlet en Hob tydske Leietropper under 
Grev Eide von der Hoye . Her stævnede han Adel 
og Almue til at møde i Odense og lod sig hylde paany . 
En lignende Hyding fandt kort efter Sted i 
Sjælland og Skaane . Derefter indesluttede han sig i 
Kjøbenhavn og gav en Adelsmand , Henrik Gjøe , Befaling 
over Slottet . 
Saaledes gik en kostbar Tid bort før ham i 
Uvirksomhed , medens hans Fjender handlede . Han fattede 
Beslutninger og tøvede med at udføre dem , han gav 
Befalinger og brød dem selv ; han , der idetmindste altid 
før havde havt en fast og bestemt Villie , skjøndt han 
kun sjeldent valgte heldige Midler til at sætte den 

igjennem , var nu raadvild , ubestemt , en Fjer i Vinden , 
som Tilfældet kastede hvorhen det vilde . Hvis Raad 
siulde han desuden følge ? Det er det Uheldige før 
Den , der i Livets Medbør ikke har forstaaet at skaffe 
sig Venner , at Ulykken enten fjerner Alle fra ham , 
eller at han selv ikke stoler paa Dem , der række ham 
Haanden . 
Han havde dog een Ven , eller rettere en Veninde , 
Moder Sigbrit . Hun var hans Selskab , hans Trøsterinde ; 
men i ingen af disse Egenskaber mægtede hun 
nu at tilfredsstille ham . Hendes Person mindede om 
Fortiden , om Dyveke , og Dyveke laa forgivet i sin 
Kiste . Sigbrits Trøst til Kongen har fundet et betegnende 
Udtryk i det Løfte , hun engang gav ham : „ Kan 
I ikke blive Konge i Danmark , saa skal I blive Borgermester 
i Amsterdam . “ 
Han havde oftere lyttet til Lidenskabernes end til 
Fornuftens Raad , det begræd han nu . At han i sin Ulykke 
bestandig havde havt en Skytsaand ved sin Side , en 
tro , hengiven Hustru , naar hun blot sif Lov til at være 
det , begreb han først senere , da Nøden blev større ; da 
den var allerstørst , og hun havde udgrædt alle sine 
Taarer , udtomt alle sif Hjertes Bønner for at skaffe 
den forladte Konge Hjælp og Understøttelse hos hendes 
mægtige Frænder , lukkede Sorgen hendes Øine i Nød 
og Savn . 
Da var hun tre og tyve Aar gammel . 
Medens Christiern den Anden sad i Uvirksomhed 
paa Kjøbenhavns Slot , fortsatte Adelen i Jylland det 

begyndte Værk , Flere og Flere sluttede sig til den . Hertug 
Frederik drog til Viborg med et glimrende Følge 
af tydske Herremænd og lod sig hylde paa Tinget . 
Der gik Brev og Bud til Kirkestævne og Herredsting , 
at Hvermand over atten Aar skulde væbne sig og 
hjælpe til at betrygge den nye Konges Ret , det vil 
sige , beseire den Deel af Herremænd , Borgere og 
Almue , som vedblev at holde med Kong Chrisfieru . 
Da kom de frem for Lyset , disse Ubemærkede , der 
hidtil bestandig havde arbeidet i Stilhed , det myldrede 
paa Veie og Gader af Borgere og Bønder , som Myrer 
fra en Tue . Adelen rustede sig ogsaa . Enhver vilde 
fiske i de oprørte Vande . 
Man kjendte kun dengang Kjærlighed til Kongen , 
til Føreren , et Forhold som Barnets til Faderen . 
Kjærlighed til Fædrelandet vaagnede først senere ; den 
forberedtes nu for Borger og Bonde , til den Manddomsalder , 
hvori de følte sig frigjorte for Lænken , 
ligeberettigede med alle Andre . Endnu havde den Menige 
kun Pligter , ingen Rettigheder , der groede kun 
Svøber for ham i Danmark , ingen Frugter , hvorledes 
skulde han da kunne elske det ? Til Kamp og Feide 
stod dog Alles Længsel . For den Fattige var Krigen 
Vinding , for den Ærgjerrige Hæder og for Trællen 
Frihed . Frihed ? — eller Forandring , maaske blot en 
ny Lænke , men dog Forandring . 
Da Foraaret kom og Lærkerne sang , var der altsaa 
Kamp i Landet . 

XI . 
Jagten efter Dalby Bjørn . 
En Formiddag i Marts Maaned 1523 kom en 
Skare Ryttere , tolv i Tallet , ridende ud fra Skovveien , 
der fører fra Landsbyen Vmf opad mod Veile . 
Anføreren , som red foran Toget , bar et Brystharnisk 
over fin Vaabenkjole , hans Hjelm med det opslagne 
Gitter og Fjerbusfen betegnede ham som Adelsmand . 
Hans Hest havde et Hovedstykke af slettet Jerntraad , 
hvorfra der ragede en Pig frem i Panden . Efter ham 
kom tre andre Herrer , klædte hver i sin Farve og væbnede 
omtrent paa samme Maade som Anføreren . Den yngste 
af dem var Jørgen Gram fra Havbro , Visiert Vendelbo 
red ved hans Side . 
Skaren , der fulgte efter i nogle Skridts Afstand , 
bar Brystplade , Kofte og glatte Jernhatte , som gik et 
godt Stykke ned over Skuldren og kaldtes Stormhatte , 
fordi de ved Storm paa Fæstninger beskyttede mod de 
brændende og kogende Ting , de Belejrende udgjøde over 
Angriberne . Denne Skares ensartede og ringere Vaaben 

bestode af Spyd , Jernsværd eller langfkaftede Skægøxer 
og en Laasbue over Ryggen . 
Rytternes Heste gik i langsom Skridtgang . Jorden 
var opblødt af Foraarsregnen og paa flere Steder 
gjennemskaaren af smaa Vandstrømme , som styrtede 
ned fra Skovbakkerne paa Siderne . Af og til spærrede 
ogsaa et omfaldet Træ eller de nedblæste Grene Veiens 
Brede og dannede derved naturlige Forhugninger , som 
vilde være komne en Angriber tilgode . Der var en 
vis mistænksom Forsigtighed synlig i dette Ridt ; ingen 
af Mændene talte , Alles Blikke fulgte Træerne , som 
stode paa begge Sider af Veien . Enhver speidede og 
forsfede , som om man ventede at see en hidtil usynlig 
Fjende trænge ud af Tykningen . Lidt efter blev Veien 
lysere , en aaben Mark viste sig foran , Solen skinnede 
ned mellem Træerne , de strammede Tøiler slappedes , 
Faren lod til at være forbi . 
Medens Adelsmændenc og deres vaabeiidygtige 
Mandflab droge ud for at forene sig med Hertug 
Frederik , som havde samlet en Hær paa Sletterne ved 
Kolding under Johan Rantzaus Befaling , stode Gaardene 
tomme eller under utilstrækkelig Bevogtning . 
Sikkerhed og Ret laa i denne Feides Tid kun i den 
væbnede Arm , for eller mod Kong Christiern hed det , 
men dette Feltraab tjente tillige som Skjul for Privathævn , 
endnu hyppigere benyttedes det af lovløse Skarer , 
der førte Krigen for egen Regning og som i Landets 
almindelige Nød kun tænkte paa den , de selv havde 
lidt , og paa at benytte det gunstige Øieblik . 

I den skovrige Deel af Jylland mellem Beile og 
Skanderborg , havde en af disse Bander fundet Tilhold 
og øvet en Birksomhed , som gjorde den frygtet overalt . 
Anføreren gik under Navnet Bjørnen fra Dalby . Ingen 
vidste ret , hvem han var , eller hvor han kom fra ; selv 
kaldte han sig Kong Christians Stridsmand og gjorde 
sig med dette Løsen til Herre over alle Veie , undertiden 
standsede han ogsam de Skarer , som droge ned til 
Hæren ved Kolding , og plyndrede dem , til andre Tider 
gik det ud over de forladte Gaarde ; han slog ned som 
en Hagelbyge , forsvandt igjen , og lod som Hagelbygen 
bestandig sit Spor tilbage paa Stedet , hvor han havde 
hærget . Hvad der befæstede hans Magt og gav hans 
Streiftog et vist Lovlighedens Præg , var at de enkelte 
Adelsmænd , som endnu holdt med den ulykkelige Konge 
ikke forsmaaede hans Hjælp til deres egen Beskyttelse , 
og at Bymændene og Almnen , som ogsaa stode paa 
Christierns Side , ydede ham deres Hjælp og Bistand , 
naar han trængte til et Skjul , eller forenede sig med 
ham til fælles Angreb paa de befæstede Gaarde . 
For faa Uger siden havde han stormet Sellerup 
Hovgaard , medens Eieren , Hr . Anders Lindenov , var 
nede ved Leircn . Den Nat gik det ud over Rustkamret 
og Vinkjælderen , i det første væbnede Dalby Bjørn 
sine Mænd , i den sidste drak han dem berusede , derefter 
søndersloge de Fadene og satte Ridefogden , Hovfolkenes 
Svøbe , op paa Træhesten med store Lodder 
om Fødderne , og lod ham hænge der til Folk den 
næste Morgen fandt ham død . 

Efterat „ Kongens Stridsmand “ havde udført denne 
Bedrift , forlod han Gaarden , og ridsede ude paa den 
yderste Port sit Mærke , 
en Figur som man kunde antage for en Galge , hvis 
ikke Fribytteren selv havde forklaret , at det skulde betyde 
en Bjørn . ' 
Førstegang denne Røvers Adfærd kom Feltherren 
Johan Raukzau for Øre , fortrak hans barske Ansigt sig 
til et uheldvarslende Smil . 
„ Vent blot lidt ! “ sagde han , „ saa skal vi faae 
den Bjørn op at danse . “ 
Da der kom Bud ned til Leiren om Overfaldet 
paa Gellerup Hovedgaard , smilede han atter og sagde : 
„ Nu sfulle vi lægge en Mundkurv paa Bjørnen . “ 
Morgenen efter udsendte han en Speider og ' lod 
ved dennes Tilbagekomst Trommen røre for at kundgjøre , 
at Feltherren behøvede nogle modige Mænd til 
at foretage en lille Reise ; hvem der vilde , kunde melde 
sig . Hele Leiren kom i Bevægelse . Da Rantzau traadte 
ud af det lille Bondehus , han havde gjort til sin 
Bolig , saae han en talrig Skare Adelsmænd opstillede 
i en Række , alle ventede , alle ivrige efter at gjøre sig 
bemærkede af ham . Feltherren hilste og udbrød : 
„ Det vidste jeg nok . Jeg behøver fire Mand og 
I ere fiirsindstyve . Kast nu Lod og see , hvem det 
træffer . “ 

Der blev da samlet Navne i en Hjelm , og blandt 
de Udvalgte traf Loddet ogsaa Jørgen Gram til Havbro . 
Rantzau gik hen til dem og sagde : 
„ Den Ældste af Eder er Hr . Eggert Vugge , en 
gammel , erfaren Mand , han stal være Anfører , I Andre 
skulle lyde ham i Alt . Enhver af Eder tager to Mand 
med sig ; naar det imorgen gryer ad Dag , gribe I 
mig den Dalby Bjørn . Min Speider beretter forvist , 
at han har sit Tilhold oppe i Grundet Skov . 
Dermed Gud befalet ! “ 
Efter disse Ord hilste Johan Rantzau og drog sig 
tilbage til sin Bolig . Lidt efter saae man Visiert 
Vendelbo gaa ind til ham . Hvad de talte om blev 
en Hemmelighed for Alle , men Visiert vendte tilbage 
med Feltherrens Tilladelse til at ledsage Toget . 
Aftenen og endeel af Natten tilbragte Adelsmændene 
i et lystigt Drikkelag , og næste Morgen i Dagningen 
droge de Udvalgte bort fra Leiren , tolv i Tallet . 
Det var dem , der rede ud fra Skoven paa hiin Side 
Landsbyen Viuf . 
Da Eggert Bugge kom ind paa den aabne Mark , 
holdt han stille paa en lille Høi , hvorfra han kunde 
oversee hele Sletten . Foran ham laa i en Frastand 
af en halv Fjerdingvei et nyt Skovstykke , tilvenstre 
hævede fig Høyens Kirketaarn med sit blaalige Tegltag , 
der glindsede i Sollyset . Endnu længere tilbage mødte 
Øiet en mørk Kreds , der betegnede de store Skove , 
som skjulte Veile By og Fjorden , som fører til den . 
Klokken slog ti , endnu havde Lngen Hændelse afbrudt 

Rytternes Ridt , men det var ogsaa først paa den anden 
Side Byen , de ventede at træffe Fribytteren . 
„ Lad os kun give os Stunder , “ sagde gamle Hr . 
Bugge . „ Vi ride i Skridtgang igjennem Skoven og 
bruge Øine og Øren paa bedste Maade . Forsigtighed 
stader Ingen . “ 
Han vilde atter sætte sin Hest i Bevægelse , da 
der i nogen Frastand Hørtes en svag og klynkende Lyd , 
som om et Menneske vaandede sig . En af Rytterne 
red efter Lyden . Han fandt en Mand , indsvøbt i en 
Kappe , lænet tilbage mod Gjærdet . 
„ Hvad fattes Dig ? “ spurgte Ryttere « . 
„ Gud bedre det , “ svarede Manden . „ Jeg er ilde 
faren . Den Bjørn fra Dalby kom til mit Hus igaar 
Nat , overfaldt og plyndrede os , og da jeg værgede 
mig saa godt , jeg kunde , stak han mig igjennem min 
Axel , saa Kniven kom ud paa den anden Side . Her 
kan i see hans Mærke . “ Under disse Ord slog han 
Kappen tilside og pegede paa et blodigt Bind , som 
han bar over Skuldren og den ene Arm . Idet Kappen 
gled tilside , kom tillige en lang og bred Kniv tilsyne , 
som han bar i Bælltet . 
„ Hvor hører Du hjemme ? “ spurgte Eggert Bugge , 
som kom ridende hen til Stedet . 
„ Oppe ved Greis Mølle , paa den anden Side 
Veile , “ svarede Manden med svag Røst , „ men nu 
hører jeg vist snart hjemme i Himmerig , for jeg kan 
ikke mere . Kone og Barn løb deres Vei ud i Heden , 
dem faaer jeg ikke oftere at see i denne Verden ; jeg 

selv vilde ned til Hr . Rantzau og klage min Nød for 
ham , men saavidt naaer jeg ikke , jeg maa ligge her paa 
Marken og dø uden Skrifte og Forladelse . “ 
Der var Noget i Mandens Ansigt , i det listige 
Udtryk af hans smaa og stikkende Øine , som gjorde 
Eggert Vugge mistroisk . 
„ Du behøver ikke at drage ned til Feltherren , “ 
sagde han . „ Betro mig dit Ærinde , saa skal jeg røgte 
det for Dig . “ 
„ Mit Ærinde er blot , at Nogen vil hjælpe mig 
til at komme den slemme Dalby Bjørn tillivs , saa jeg 
kan faae ham undlivet , før jeg lægger mig til at dø . “ 
„ Veed Du , hvor han har sit Tilhold nu ? “ spurgte 
Eggert . 
„ Oppe i Grundet Skove . Der gaa de og svire , 
saa lang Dagen er , og nu ligge de vist og gjøre 
Nar ad mig , formedelst jeg ikke kunde værge mig 
bedre . “ 
„ Kan Du følge med og vise os Vei til ham ? “ 
„ Aa , Gud hjælpe mig , stakkels Mand ! Jeg mægter 
neppe at staa opreist , og mit Saar værker som den 
slemme Syge , saasnart jeg flytter Foden . “ 
„ Prøv paa det , “ sagde den gamle Ridder , „ maaske 
gaaer det bedre , end Du troer . “ 
Manden reiste sig , vaklede og faldt tilbage igjen , 
idet han sagde : „ Nei ! jeg vidste det nok , jeg kommer 
aldrig mere til at gaa i denne Verden , det er , som 
alle de smaa Been indeni mig vare overfilede , men 
hvis Naadigherren vil lade mig sidde op hos en af 

Rytterne , tænker jeg nok , jeg skal kunne holde mig fast , 
om I ikke ride altfor stærkt . “ 
Eggert vinkede ad en Nytter . „ Lad ham sidde 
op bag Dig , “ hviskede han , „ din Kammerat holder 
vaagent Øie med ham . Gjør han Tegn til at smutte 
fra Jer , stikke I ham ned . “ 
Rytteren rakte Haanden til den Saarede , som 
krøb op bag paa Hesten med mindre Anstrengelse , end 
man fluide have troet . Derefter satte Toget sig atter 
i Bevægelse og red i Skridtgang ned mod Veile . 
Et Stykke ovenfor den næste Skovstrækning begyndte 
den Ubekjendte pludselig at størme og vaande 
sig . Vugge red hen til ham og saae ham sidde vaklende 
og sammensunken paa Hesten . 
„ Nu er det vist paa det Yderste , “ hviskede han . 
„ Alting bliver sort før mine Øine . Bare jeg kunde 
faae fat paa en god Munk til at skrifte » une Synder 
før , før jeg gaaer til Himmerig . “ 
Denne Gang troede Eggert paa hans lidende Tilstand , 
Mandens Ansigt syntes at være blegere end før ; 
imidlertid var det ham af stor Vigtighed at benytte 
det givne Tilfælde og skaffe sig en Veiviser til Bjørnens 
Skjulested . 
„ Prøv at holde ud lidt endnu , “ sagde han . „ Naar 
vi komme til Byen , skal Du faae Lov at hvile Dig , 
inden vi drage videre . Kan Du føre os til Dalby 
Bjørns Smuthul , er der desuden en god Belønning 
at fortjene . “ 
„ Hvad bryder jeg mig om Belønning ? “ sagde 

den Saarede . „ Jeg tænker knn paa at frelse min 
syndige Sjæl . Det Eneste skulde da være , om Naadigherren 
vilde bekoste mig begravet oppe i Thisted , jeg 
har en Moster paa Kirkegaarden der , og jeg vilde 
gjerne ligge ved hendes Side . “ 
„ Du stal blive begravet hos din Moster i Thisted , “ 
sagde Bugge . „ Det kan Du stole paa . “ 
„ I Guds Navn da ! “ sagde Manden . „ Lad os 
see , hvad vi kunne gjøre . “ 
Nu rede de op igjennem Bakkerne ved Pedersholm , 
nedenfor laa Beile By med sine Humlehaver og 
den bugtende Aa , hvis smaa , krusede Bølger glimrede 
i det klare Solskin som flydende Ild . Her begyndte 
Beiviseren atter at størme og bede om at faae Høvedsmanden 
itale . 
„ Naadigherren maa endelig ikke tage mig det ilde 
op , “ sagde han , „ men siden I er saa god imod mig , 
vilde jeg dog hellere begraves oppe i Fladstrand , der 
ligger hele min øvrige Familie , under den kjønne Ligsteen , 
som I maaske nok har seet , lige indenfor Kirkemuren . “ 
„ Du skal blive begravet i Fladstrand , “ sagde 
Bugge . „ Er du saa fornøiet ? “ 
„ Ja , det er jeg , især hvis der kunde blive Raad 
til et kjønt lille Kors over mig med tre Englehoveder 
i , men maaske det er lovlig meget at forlange . “ 
„ Du skal . ogsaa faae Korset . Lad os nu blot see 
til at komme videre . “ 
Det sidste Løfte lod til at virke i høi Grad oplivende 

paa den Saarede , han stønnede ikke mere og 
taalte ogsaa , at de rede lidt-hurtigere til . 
Veile By endte dengang omtrent ved Midtaaen , 
over hvilken der gik en smal Træbro . De sidste Huse 
laa halvsfjulte mellem en Række indhegnede Humlehaver , 
udenfor disse begyndte en sid Slette , som Fjorden og 
Aaen fra Haraldskjærs Enge aldeles oversvømmede . 
Aaen selv var bred og dyb . For at komme over den 
havde Borgerne ladet gjøre en Flydebro af sammentømrede 
Planker og spændt et Toug i omtrent to Alens 
Høide over Vandet fra Bred til Bred mellem to Træstubbe . 
Naar Nogen vilde over , tog Færgemanden 
fat i Touget og halede Færgen langs med dette , fra 
den ene Side til den anden . 
I Byen holdt Eggert Vugge og hans Mænd Rast 
hos Sortebrødrene paa Torvet , Hestene bleve fodrede 
og vandede , imidlertid laa Veiviseren inde i Stalden 
paa en Bunke Halm . En af Svendene havde Befaling 
at holde Vagt over ham . Da Ridderen lidt efter 
Middag vilde drage bort , kom en Adelsmand med tre 
bevæbnede Ryttere ridende op ad Gaden . Det var 
Hr . Anders Friis fra Haraldskjær , som , i Begreb med 
at drage ned til Leiren , ikke var naaet længer end til 
Veile , hvor han i de sidste Dage havde gjort sig tilgode 
i Herberget . Efferat Eggert Bugge havde betroet 
ham Reifens Maal , fik Anders Friis Lyst til at drage 
med . Saaledes bleve de nu Sexten i Tallet . 
Veiviseren havde imidlertid faaet et nyt Bind 
lagt om den saarede Skulder , han syntes nu at befinde 

sig langt bedre end før og forsikrede Svenden , at 
Eggerts Løste om Korset og de tre Englehøveder næsten 
havde gjort ham rafl igjen . Da han saae Anders 
Friis og hans Mænd slutte sig til Toget , udbrød han : 
„ Nu blive vi snart lovlig mange . “ 
„ Io flere destobedre , “ svarede Vugge . 
„ Jeg mener kun , at Færgen kan ikke bære flere 
end sex Mand ad Gangen . “ 
„ Saa sætte vi over i tø Hold . “ 
„ Ja , det kan ogsaa gaa , men hvis Naadigherren 
vilde følge mit Raad , saa løde I eders Heste blive her 
i Herberget , til I komme tilbage . Hvad ville I gjøre 
med dem derovre ? Veien til Dalby Bjørn gaaer igjennem 
Skov og Krat ; man kan krybe til hans Smuthul , 
men ikke ride til det . “ 
Eggert flød lidt og betænkte sig . Alt , hvad den 
fremmede Mand yttrede , var yderst fornuftigt , men han 
fæstede nu engang ikke ret Lid til ham . 
„ Tag Sadler og Dækkener af/ ' sagde han , „ lad 
saa en af Folkene svømme Hestene over Vandet og 
vente med dem paa den anden Side , til vi komme 
efter . “ Hans Befaling blev udført , derpaa gik han ned 
til Aaen , i Spidsen for Toget . 
Flydeboen laa bunden øvre paa den modsatte Bred . 
Veiviseren stak sine Fingre i Munden og udstødte en 
gjennemtrængende Piben , som gav Gjenlyd oppe mellem 
Skovbakkerne . 
„ Hvad skal det betyde ? spurgte Vugge . 
„ Jeg kalder paa Færgemanden , han ligger vist 

og sover til Middag inde i sin Bod . Det kan vare 
til iaften inden den dovne Knægt viser sig , og vi have 
ingen Tid at spilde . “ 
Færgemanden kom strax efter ned til Broen og 
trak den over . Eggert Bugge og syv Mand stege ud 
paa den . De Tilbageblevne skulde vente til næste 
Gang tilligemed Hestenes Tøi . Veiviseren fulgte med 
Eggert- . Han sad paa Flydebroen med Ryggen vendt 
mod Stedet , de nærmede sig til , han holdt sin ene 
Haand ned i Vandet og lod Skumstriberne , som dannedes 
paa begge Sider af Fartoiet , strømme ind imellem 
de aabne Fingre . Der var noget saa Sorgløst i 
hans hele Adfærd , at det maatte indgyde Enhver Tillid , 
men Bugge vedblev at « ære sine Tvivl . Da de naaede 
den modsatte Bred , kaldte han paa de Andre og sagde : 
„ Hold Øie med Manden der , imens vi tøve efter 
de Andre . “ 
Veiviseren hørte ethvert Ord . Han saae op paa 
Eggert , smilede og sagde : 
„ Jeg løber ikke bort . I kan stole paa , jeg skal 
blive her lige saa længe som Nogen af Eder . I glemmer 
nok , at jeg maa fortjene min Begravelse og det 
lille Kors med de tre Engle paa . “ 
„ Det lader ikke til , at Du behøver at blive begravet 
før det Forste . “ 
„ Det kan gjerne være , I har Ret , naadige Herre , 
jeg troer det næsten selv . Maaske har jeg lidt endnu 
at bestille i denne syndige Verden . “ 
Rytterne , som svømmede over med de sammen-^ 

koblede Heste , havde naaet Land , endnu før Ridderne 
stege op fra Flydebroen . Færgemanden trak sit Fartøi 
tilbage igjen før at hente de Tilbageblevne . Eggert 
Vugge skyndte paa ham . Veiviseren sad paa Jorden 
og lænede sig op mod en Træstub , et Skridt fra ham 
stod Hans Bevogter med Spydet i Armen . 
Fra Stedet , hvor de landede , gik Veien op til 
Skoven . Den sumpige Bund var forhøiet med afhugget 
Kvas og Lyng , hvorover der var lagt et Lag Græstørv . 
Idet Veien fulgte Forhøjningerne paa Sletten , 
snoede den sig igjennem et Krat af Ellebuske , Ranker 
og Piil , som først ophørte inde ved Bakkerne , hvor 
Egeskoven begyndte . 
„ Hvor er det saa , han holder sig skjult , den Dalby 
Bjørn ? “ spurgte Vugge . 
„ Deroppe ! “ svarede Veiviseren og pegede , uden 
at vende sig , med Tommelfingeren over Skuldren mod 
Bakkerne ved Grundet . „ Men troer nu Naadigherren 
ogsaa , at han giver sig fortabt , uden først at værge sig 
lidt ? Jeg kan nok vise Jer Vei til ham , men jeg kan 
ikke gribe ham . “ 
„ Det gjøres ikke Heller nødigt , “ svarede Vugge . 
„ Vi ere sexten væbnede Mænd tilstede , mon der skulde 
behøves flere ? “ 
„ Ja , I ere Sexten , men da han kom til mit Hus 
forgangen Aften , talte jeg henved to Snese , der kaldte 
ham for Herre . “ 
„ Sammenløbet Pak , som ikke forstaaer at føre en 
Klinge ! “ 

„ Derfor bruge de den Heller ikke . ' De hjælpe sig 
saa godt de kunne med Forker og Pleite . “ 
„ Men vi have vore Landser . “ 
„ Ja det er ogsaa sandt , “ svarede Manden . „ I 
have eders Landser , det tænkte jeg ikke paa . “ 
Efter disse Ord syntes han at henfalde i Betragtning 
over tre Mænd , som kom tilsyne oppe paa Skovveien . 
Den ene af dem bar en lang Stang med en 
Halmvisk paa Enden , som han satte til Jorden , medens 
hans to Ledsagere udstødte en hul og langtrukken Tone 
af et Kohorn , de havde i Haanden . Echoet heraf var 
endnu ikke hendøet , før der viste sig tre Mænd , som kom 
ud fra Træerne . Atter lød et Horn og denne Gang i 
langt kortere Afstand , men Krattet , som omgav Aabredden , 
gjorde det umuligt at opdage , hvorfra Lyden kom . 
Eggert Vugge fik heller ikke Tid til at anstille Undersøgelse 
herover . Han hørte et Skrig fra Bandet og 
saae Flydebroen , som allerede var naaet midt ud i Aaen , 
pludselig standse , derefter bøie til Siden og forandre sit 
Løb , idet den fulgte med Strømmen udad mod den 
aabne Fjord . 
I det Øieblik , Alles Opmærksomhed var rettet 
mod de tre Mænd oppe paa Bakken , havde Veiviseren 
reist sig , draget sin Kniv og overskaaret Touget , ved 
Hjælp af hvilket Færgen blev ført frem og tilbage , og 
hvis ene Ende var fastgjort til Træstubben , han havde 
siddet ved . 
I samme Nu udstødte han et gjennemtrængende 
Skrig , rev Sværdet fra Vogteren og styrtede sig ind 

paa Vugge . Hans Skrig blev øieblikkelig besvaret af 
et almindeligt Kor fra Krattet , Buskene sfiltes , fra 
alle Sider lode vildtudseende Mænd sig tilsyne , klædte 
i Kofter , røvede fornemme Dragter , i Brudstykker af 
gamle Rustninger , og bevæbnede med Pleite , Leer og 
Forke . De styrtede sig ind paa Vugge og hans Mænd , 
trængte dem sammen , omringede dem og kastede sig 
over dem med vilde og jublende Skrig . 
Dette Overfald fandt Sted saa heftigt , saa uformodet 
og med saa stor Overmagt , at der ikke kunde 
være Tale om Modsfand . Eggert Vugge blev afvæbnet 
og kastet til Jorden , hans fortvivlede Blik saae de 
Andre dele samme Skjæbne . Ude i Aaen var Flydebroen 
fulgt et Stykke ned med Strømmen , derefter standsede 
den omtrent midt i Vandet , foran en Deel sammensfyllede 
Grene , som laa omkring et gammelt Piletræ , 
der ragede op over Vandet . 
Den saarede Veiviser stod med Sværdet i Haanden , 
flagrende Haar , Kappen kastet tilbage over den 
venstre Skulder og en Mine , hvori Sejrens Lykke stod 
skrevet . 
8 

XII . 
Hvad Dalby Bjørn gjorde med sine Fanger . 
„ Jeg lovede at føre Jer til Dalby Bjørn , “ sagde 
Veiviseren med et spottende Smil , idet han vendte sig 
om mod Bugge , „ og jeg har holdt Ord . Det er mig . 
At I ingen Nytte fik af Reisen herned , er eders egen 
Skyld . Jeg sagde Jer det : den Bjørn lod sig ikke tage . 
Det lader heller ikke til , at jeg for det Første vil faae 
nogen Brug for den Begravelse , I lovede mig , men 
derfor skal I alligevel nok komme til at betale Pengene . 
Lad os nu komme afsted . De have vel ikke bundet 
Jer strammere , end at I kan holde ud at gaa med os . 
Ret betænkt behøve I ikke at være bundne . “ 
Med disse Ord løste han Snoren om den gamle 
Ridders Haandled . 
„ Hvad gjør Du der ? “ spurgte den Mand , som 
nylig havde bundet Bugge , „ lad Baandet blive siddende . “ 
„ Lad Baandet være løst , “ sagde Dalby Bjørn . 
„ Jeg tænker ikke , de løbe fra os . “ 

Paa den anden Side af Aaen havde imidlertid 
Overfaldet vakt Opmærksomhed . En Klynge Tilskuere 
samlede sig nede ved Landingsstedet . To Mænd stege 
i en Baad og roede ud til Flydebroen for at hjælpe . 
Færgemanden med at faae den flot igjen . Dalby Bjørn 
lagde Mærke dertil . 
„ Nu afsted ! “ sagde han . „ Nogle af Jer gaa 
hen til de sammenkoblede Heste og ride dem op til 
Bredal By , vi Andre drage ad Leerbæk til og tage 
Fangerne imellem os . “ 
„ Lad os hellere gjøre det af med dem her , “ sagde 
Manden , som nylig havde ivret imod , at Ridderen 
blev løst . „ Bil Du følge mit Raad , saa hænge vi de 
naadige Herrer op i Træerne , lige for Øinene af deres 
Kammerater dernede . “ 
„ Jeg vil ikke følge dit Raad , “ sagde Dalby Bjørn . 
„ Afsted ! op til Leerbæk ! “ 
Den Anden mumlede nogle Ord og tilkastede 
Björnen et hadefuldt og truende Blik . Derefter forlode 
de Aastedet . 
Længere inde i Krattet havde en Kilde dannet 
en bred Grøft fra en af Skovbakkerne ned mod 
Fjorden . Paa hiin Side Kilden delte Veien sig i to 
Arme , hvoraf den ene sorte opad i Grundet Skove . 
Ad denne drog Skaren . Ridderne og deres Folk gik 
i en Række , To og To , omringede af Bønderne , som 
skyndede paa dem og undertiden stødte til dem med 
deres Vaaben . Manden , hvis Raad Dalby Bjørn to 
Gange havde forkastet , sluttede Toget . Ved hans Side 

fulgte to Bønder , med hvem han førte en dæmpet 
Samtale . 
Jes Kulegraver , saaledes hed han , var en lille , 
bredskuldret Person med et sort , krøllet Haar , tyk Hals 
og krumme Been . Idag var han endnu mere iøinefaldende 
end sædvanlig . Han havde nemlig indhyllet 
sig i en rødblomstret Damekaabe , sandsynligvis et 
Bytte sra et eller andet Streiftog . Kaaben manglede 
Ærmer , for at bøde herpaa , havde Jes skaaret et Hul 
i hver af Siderne , hvorigjennem Armene stak ud . Forrestan 
havde denne Mand et stort Parti mellem Bønderne , 
han var bekjendt for sin Styrke og sit heftige 
Sind og var Dalby Bjørns bestandige Medbejler . Den 
Samtale , han i dette Øieblik førte med sine Sidemænd , 
gjaldt udentvivl Høvdingen , thi naar denne under Gangen 
kom hen til dem , tav de og syntes blot at have 
deres Opmærksomhed rettet paa Fangerne . 
Peien fra Veile op til Grundet var dengang kun 
en bred Sti , som snoede sig ind imellem to høie og 
bratte Bakker , paa begge Sider bevoxede med Træer , 
hvis Toppe om Sommeren dannede et tæt Løvtag og 
et næsten bestandigt Halvmørke under sig . 
Ovenfor Bakkerne viste sig en Lysning i Skoven . 
Eieren , Hr . Jost Vind , havde fældet Træerne paa dette 
Sted til Gavntømmer , da han forleden Sommer byggede 
Grundet . Midt i denne Lysning saaes en Mængde 
smaa Hytter , reiste af Grene , Halm og Græstorv . 
Noget afsides fra disse hang en nylig slagtet Ko paa 
en Træstamme . En uhyre Kjedel var fastgjort mellem 

et tregrenet Stillads , under hvilket der brændte Baal , 
som nogle Kvinder og Børn hjalp til at forøge . Deres 
Arbeide ophørte øieblikkelig , da Bønderne og Fangerne 
kom ind paa Pladsen . 
Et almindeligt Velkomstskrig modtog dem . Anføreren 
gik hen til Eggert Vugge og sagde : 
„ See Jer om , naadige Herre ! Jeg lovede at føre 
Jer til Bjørnens Smuthul , vi ere her midt inde i det . 
Jeg har holdt mit Ord . Nu skal der holdes Dom . “ 
„ Lad os gjøre Sagen kort , “ sagde Jes Kulegraver , 
og stillede sig frem foran de vaabenløse Fanger med 
en Fork i Haanden . „ Vi skulle en lang Vei , før det 
bliver Aften . “ 
„ Naar jeg trænger til dit Raad , skal jeg forlange 
det , “ sagde Dalby Bjørn . 
„ Man kan da vel sige sin Mening , “ yttrede den 
Anden . 
„ Det kan man , men man gjør bedst i at lade det 
være , naar Ingen skjøtter om at høre den . “ 
Efter disse Ord vendte han Jes Ryggen og stod 
op paa en Steen inde i den Kreds af Stridsmænd , 
Kvinder og Børn , som havde dannet sig om Fangerne . 
Der var noget Stolt og Overlegent i hans Skikkelse , 
som han stod der , hævet over de Øvrige , støttende sig 
til en bredbladet Øxe . 
„ Hvad har jeg gjort Jer ? “ sagde han , henvendt 
mod Adelsmændene , „ og hvad ville I mig , siden I 
drage ud saamange med Rustning og Spær for at tage 
mig fangen ? “ 

„ Hvis der slak holdes Forhør , “ sagde Eggert 
Bugge , „ saa er dette Røverhul kun flet valgt dertil , 
og Du er ikke den Dommer , vi agte at svare . “ 
Et almindeligt Udbrud af Harme lød omkring i 
Kredsen , og endnu inden dette havde lagt sig , sprang 
Kulegraveren hen mod Bugge og slog ham med Skaftet 
af sin Fork over Hjelmen . Den gamle Ridder sank 
i Knæ for dette heftige Slag . Dalby Bjørn gik hen 
til Jes og greb ham i Armen . 
„ Hold Dig rolig , Du ! “ sagde han , „ hvis Du 
ikke kan det , saa gaa din Vei og søg Dig en anden 
Hjemsfavn end hos os . Jeg er næsten kjed af Dig . 
For det Du gjorde her ved den fangne Mand skulle 
vi snakkes ved om lidt . “ 
Kulegraverens Ansigt var blevet meget blegt , hans 
Øine flammede , han udstødte et hævnlystent Skrig og 
hævede den knyttede Haand truende mod Bjørnen . 
Denne lod , som om han ikke lagde Mærke dertil , 
vendte ham Ryggen og gik tilbage paa Stenen . 
„ I kalde os Røvere , “ vedblev han , „ hvad have 
vi da bedrevet Andet , end det Samme som I ? —Jeg 
og mine Mænd ere blevne ved at holde med vor keisede 
Herre og Konge , I have gjort Oprør imod eders . 
Jeg har taget Vaaben og Føden , jeg trængte til , fra 
de befæstede Gaarde , nede i Koldinghus Amt toge I 
hver Dag Kvæg fra Bonde og Borger , — jeg har ' 
feidet mod eders Folk og den nye Konge , I have valgt 
Jer , — I lod læse Brev paa Kirkestævne , at I vilde 
falde med Ild og Sværd over hver den Mand i 

Danmark , som blev ved at holde med Kong Christiern , 
ham , I svore Tro og Lydighed . “ bf 
„ Jeg troer , Du sammenligner Dig med os , “ sagde 
Jørgen Gram . 
„ Synes I da , Forskjellen er saa stor , i det , jeg 
her nævnede ? “ spurgte Dalby Bjørn spottende . „ Hvis 
I klager over , at jeg har misbrugt Magte » , hvorfor 
lode I den da slippe Eder ud af Hænderne ? See Jer 
om , I Adelsmænd ! Her i Kredsen er der Ingen tilstede , 
som ikke bitterlig har klaget over den Uret og 
Nød , I før lod ham lide . Nu er vor Time kommen . 
Hvorfor skulde jeg nu ikke være eders Dommer , siden 
I lod Eder gjøre til mine Fanger ? “ 
Ingen af Herremændene havde svaret Noget paa 
alle disse Spørgsmaal . Gamle Eggert Vugge sad paa 
en Træstub , » red Haanden under Kinden og stirrede 
stift hen før sig . Visiert Vendelbo stod længst inde i 
Kredsen , iført en mørk Halvrustning over Køllerten og 
en lang , graa Kappe , hvis Hætte gav den nogen Lighed 
med en Munkekutte . Da Dalby Bjørn tav , og 
de Øvrige ikke svarede ham , traadte Visiert nærmere 
imod Bondehøvdingen og spurgte : 
„ Hvad har Du isinde mod os ? “ 
„ I hørte jo , hvad de » Mand med det mugne 
Ansigt derhenne nylig sagde . Han vilde have Jer 
hængte Allesammen . Jeg vil lade Jer slippe billigere . 
Jeg forlanger blot eders Vaaben , eders Rustninger og 
saa , at I hver især løser Jer ud af Fangenskabet med 
en god Sum Penge . Er det før stor en Pris at sætte 

paa eders Liv og Frihed ? — Jeg veed det ikke , men 
da Dalby Bjørn sidst var i Herremandens Vold , vilde 
de ikke lade ham flippe for saa godt Kjøb . “ 
„ Den Dag kaldte Du Dig nok ikke for Dalby 
Bjørn , “ sagde Visiert , „ men lod Dig nøie med at 
hedde Henning Graabuk , saa vidt jeg veed . — Du stjal 
et Raadyr , før Du kom i Herremandens Fængsel , og 
Du stjal et Pengeskrin , da Du brød ud af det , er det 
ikke saa ? “ 
„ Gnds hellige Vunder ! “ raabte Manden , „ hvorfra 
kjender I mig saa nøie ? “ 
„ Jeg maa vel kjende Dig , “ svarede Visiert , „ siden 
det var mig , der kom Dig tilhjælp , dengang Du 
laa halvdød af Sult og Tørst i Løvbunken under 
Egen . “ 
„ Var det Jer ? “ raabte den forvandlede Dalby 
Bjørn . „ Ja vist ! Hvor har jeg dog havt mine Øine ? 
Men dengang var I jo Munk og gik og fangede Fugle 
paa Limpinde . Nu er I bleven Ridder . I har forandret 
Jer meget i kort Tid . “ 
. „ Ja , og dengang løb Du fra Galgen , nu løber 
Du lige hen imod den igjen . Du har ikke forandret 
Dig meget . “ 
Henning lod til at overhøre denne Yttring . Han 
vedblev : „ Saa var det ogsaa Jer , min Hnstru har 
fortalt om , som fik vort ene lille Barn reddet ud af 
Easper Gyldings Fængsel ? “ 
„ Det var ogsaa mig , “ sagde Visiert . 
' „ Efterat han havde pint det andet tildøde . “ 

„ Aa Snak ! Det siger Du kun saa , skjøndt Du 
veed det bedre . Han pinte det ikke . Dit Barn var 
sygt fra Fødselen af , Luften i Fængslet gjorde det ikke 
bedre , men det led ingen Overlasf ; jeg pleiede det , det 
døde i mine Arme . Lad derfor disse Talemaader fare , 
nu da Du hører , jeg kjender Dig . Det er kun din 
egen Fordeel , Du besfandig har havt for Øie , idag som 
igaar . Du kalder Dig Kong Christierns Stridsmand for 
at faae et Paaskud til at øve Vold imod dem , der have 
Noget , Du vilde kalde Dig Kong Frederiks Stridsmand 
imorgen , hvis Du blot kunde vinde en Kommenskringle 
mere derved . Du kalder det at fore Krig som 
en ærlig Mand , at ligge paa Lur bag Træ og Grøft , 
til dit værgeløse Offer kommer . Du spørger , hvad 
Forskjel der er mellem Jer og os , mellem Ret og Vold , 
mellem Æren og Fornedrelsen , og har nylig staaet og 
seet paa , at den Usling derhenne med sin Greb eller 
Fork , hvad det var , overfaldt og slog en Olding , en 
fangen og vaabenlos Mand . Jeg ynker Dig , Henning 
Graabuk ! “ 
Henning fik ikke Leilighed til at svare . Kulegraveren 
sprang ind i Kredsen med et rasende Skrig og 
vilde have kastet sig over Viffert , hvis ikke nogle af de 
Nærmeststaaende havde trængt ham tilbage . Jes hylede 
og søgte at slide sig los ; da det ikke lykkedes ham , 
fandt han sig omsider i sin Skjæbne og lod det bero 
med at udbryde i Trusler , medens han hævede den 
knyttede Haand mod Viffert . 
Graabrødremunken var bleven staaende . Han syntes 

ikke at agte synderligt paa , hvad der foregik omkring 
ham . Da han horte Kulegraverens Trusler , 
vendte han Hovedet til Siden , smilede foragteligt og 
sagde : 
„ See , hvor han skaber sig og gjøer som en Hund 
bag en Port ; hvis vi vare alene , han og jeg , og stode 
med lige Vaaben imod hinanden , svarer jeg Jer for , 
han vilde ikke finde noget Musehul for lille til at snste 
sig ned i . “ 
„ Det skal I dog ikke sige , “ svarede Henning 
Graabuk med et listigt Smil . „ Samme Mand er 
bekjendt for at have ret gode Kræfter . Har I Lyst 
til at prøve en Dyst med ham , skal I faae Vaaben 
til det ? “ 
„ Der er saa ringe Ære at vinde derved , “ svarede 
Visiert . 
„ Hvis I vinder , skal I faae Halvdelen af eders 
Folk med Jer og drage fri og uhindret derhen , hvor 
I kom fra . “ 
„ Og de som blive tilbage ? — “ 
„ Dem skal jeg give fri , saasnart vi faae Løsepenge 
for dem . “ 
„ Lad mig komme frem , “ sagde Jes , „ og giv ham 
Noget at værge sig med , hvad Fanden I vil , saa skal 
I faae en lystig Dans at see , for jeg sfikker ham til 
Helvede . “ 
„ Naa , saa giv mig da-et Vaaben , “ sagde Visiert , 
„ og slip kun Hunden los , vi skulle da faae at see , om 
han kan bide , som han gjøer til . “ 

Dette Forslag til Kamp , som gav den listige Henning 
Graabuk Udsigt til at befri sig fra en forhadt 
Medbejler , faldt i Alles Smag og blev modtaget med 
en bedøvende Jubel . En tæt Kreds af Stridsmænd 
dannede sig om Jes og Visiert , Kvinder og Børn 
trængte sig frem mellem Mændene . Enhver vilde 
være Tilskuer . En af Bønderne rakte Visiert en Fork , 
men da han vægrede sig ved at modtage den , udsøgte 
Henning Graabuk det længste og tungeste Sværd , han 
kunde finde mellem de røvede Vaaben , og gav ham det . 
Medens Kulegraveren drog sin røde Kaabe af og lagde 
den sammen med stor Omhyggelighed , gik Visiert hen 
til Træstammen , hvor den gamle Ridder sad , hilste 
dybt og sagde : 
„ Jeg beder Eder om Lov , Hr . Eggert Vugge , 
til at lugte denne Slyngel , som vovede at lægge Haand 
paa Eder . Vil I tilstede det , skjøndt jeg er den Yngste 
og mindst Prøvede af eders hæderlige Folge ? “ 
„ Gaa med Gud , min Søn ! og gjør dit Bedste , “ 
sagde gamle Hr . Vugge , idet han rakte ham Haanden . 
Visiert traadte tilbage i Kredsen , Kulegraveren ventede 
ham , han havde taget sin Fork i begge Hænder og foer 
frem med et vildt Brøl . Visiert standsede , hans smukke 
Ansigt viste et Udtryk saa freidigt og uforfærdet , som 
om der ikke var den ringeste Fare paafærde . Hvergang 
Jes sprang ind paa ham og stak efter ham , slog han 
Forken bort med sit Sværd eller bøiede sig tilside og 
ventede dernæst paa et nyt Angreb . Dette gjentog sig 
flere Gange . Kulegraverens Ansigt var blevet blodrødt , 

hans purrede Haar syntes at reise sig , de opmuntrende 
Tilraab , blandede med Latter og Spot , 
som løde omkring fra Kredsen , forøgede ' hans Raseri . 
Fjerde Gang nærmede han sig med større Langsomhed 
og tønede et øieblik , da han var kommen Viffert nær 
paa tre Skridt , derefter hævede han sit Vaaben og 
sprang ind paa ham , idet han stødte Forken med al 
Magt efter Modstanderens Hoved . Dennegang blev 
Viffert staaende , han havde grebet om sit tunge Jernsværd , 
med begge Hænder . I samme Nu Jes stødte 
til , faldt hans Hug , saa bestemt og sikkert , at det 
sønderslog Forkens Skaft . Jes styrtede forover . Et 
nyt Slag af Sværdet ramte hans Hoved , men paa 
Hovedet havde han en lodden Katteskinds Hue og i 
Huen et tykt Kryds af Jernbaand , som ikke lod sig 
hugge igjennem . Det heftige Slag bedøvede ham kun 
et Øieblik , han tumlede tilbage , greb for sig med Hænderne 
i Luften , reiste sig derpaa atter i sin fulde Høide 
og saae sig om efter et andet Vaaben . 
„ Jeg har nu viist Dig , hvorledes jeg bruger 
Sværdet , “ sagde Viffert , „ nu skal Du see , hvorledes 
jeg forstaaer at undvære det . “ Med disse Ord kastede 
han sit Vaaben hen ad Jorden og sprang ind paa Kulegraveren . 
Hvad der nu fulgte efter skete saa hurtigt , at de 
stirrende og aandeløse Tilskuere næsten ikke vare istand 
til at følge med . De saae to smidige , sammenslyngede 
Legemer bugte sig omkring hinanden som Slanger , 
hæve sig og synke , skilles og atter forenes i Stillinger , 

som vexlede hvert Sekund , de lyttede til Kulegraverens 
gispende Aande , hans Stønnen og rasende Skrig , de 
hørte et dumpt Slag af en knyttet Haand , som gjentoges 
to Gange , derefter aabnede Viffert sin Favn , og 
Kulegraveren faldt uden Modstand , uden Bevidsthed , 
som en tung og livløs Masse ned for hans Fødder . 
Et Øieblik stod Adelsmanden stille og saae ned paa 
sin Fjende . Kulegraverens øine lukkede sig , hans 
Hænder rodede frem og tilbage i Sandet , en heftig 
Skjælven gjennemfoer hans Lemmer . Viffert stødte 
til ham med Foden , den Anden blev liggende . Da 
tog Sejrherren ham i sine Arme og bar ham hen 
over Pladsen til Stammen , hvor Eggert Bugge sad . 
Han lagde Kulegraverens Legeme ned foran den gamle 
Adelsmand og sagde : 
„ Er det nu godt , Hr . Eggert Bugge ? Her ligger 
han fældet for eders Fod , som nylig vovede at røre 
Eder med sin Haand . “ 
„ Det er gaaet fil med Ret og Skjel , “ sagde 
Henning Graabuk , da Bønderne trængte sig sammen 
om deres faldne Kammerat , og han stillede sig foran 
Viffert og Bugge med den truende 0xc over Skuldren . 
„ Jes har faaet hvad han forlangte . Forresten skal I 
ikke være bange for ham , han kommer sig nok igjen , 
han har for faste Knokler fil at do af et Næveslag . 
Nu dømmer jeg saadan , at Hr . Viffert skal have Lov 
fil at drage uantastet bort for at hente os den Sum 
af halvtredssindstyve gode Sølvdalere i Løsepenge . 
Han kan tage sine Venner med sig paa den gamle 

Ridder nær , han bliver tilbage hos os som Gidsel , lad 
os sige den Gamle , og saa Herremanden fra Havbrø , 
de To tøve her , fil han kommer tilbage . “ 
„ Hvorfor foretrækker Du netop at beholde mig 
fremfor de Andre ? “ spurgte Jörgen . „ Jeg veier dog 
Ingen af dem op , hverken i Manddom eller timeligt 
Gods . “ 
„ Det kan gjerne være , men I har den kjsnneste 
Rustning . Vi give Eder en Frist af sex Dage , Hr . 
Visiert Vendelbo , inden den er omme , maa I være her 
tilbage igjen . “ 
„ Og hvis jeg ikke kommer ? “ sagde Visiert . 
„ Saa hænge vi vore Gidsler paa den syvende 
Dag . “ 
„ Du kan stole paa , jeg skal komme , “ svarede 
Visiert med et tvetydigt Smil . 
„ Det kan gjerne hændes , at I ikke træffer mig 
eller Folkene her , “ tilføiede Henning . „ Vi drage bort 
endnu inat , men der skal nok være En til at vise Eder 
Vei til os . Er I fornøiet med den Dom ? “ 
„ Siden det ikke kan være anderledes , “ svarede 
Viffert . Derefter gik han hen til Jörgen Gram og 
hviskede til ham : „ Jeg kommer igjen , det veed Du , 
skjøndt paa en anden Maade , end de vente . Hav blot 
Øie paa hver Finger og hold Dig rede til hvad det 
skal være , naar Du faaer Bud eller Tegn om , at jeg 
er i Nærheden . — Men nu vore Heste ? “ spurgte han 
Henning , „ hvorledes gaaer det med dem ? “ 

„ Dem skal I faae med Jer . Paa de Veie , vi 
fare , har man ingen Nytte af Heste . “ 
En halv Time senere gik Solen ned bag Skoven , 
dxn lyste hen over en lille Skare , som anført af to 
Bønder forlod Leiren og drog op til Landsbyen Bredal , 
hvor deres Heste ventede dem . 

XIII . 
Feltherren holder Tale ved Vifferts Hjemkomst . 
Fru Rankzau var draget ned til sin Gemal i 
Leiren . Under hans Fraværelse havde deres Gaard to 
Gange været truet af Bøndernes Overfald . Nu boede 
hun tilligemed deres yngste Søn , et lille spædt Barn , 
i det samme Bondehus som Feltherren . 
Johan Rankzau gik en Aften inde i Stuen og 
bar sit Barn paa Skuldren og legede med det , da tre 
af de tilbagevendte Adelsmænd bleve meldte . Damen 
tog Barnet og forlod Værelset . Faderen , Smilet og 
Mildheden forsvandt med hende , den barske , ubøielige 
Feltherre blev tilbage . Havde han maaske allerede 
hørt , hvorledes det var gaaet med Toget mod Dalby 
Bjørn . Hans truende Mine og rynkede Pande syntes 
at forkynde det . 
Det var Visiert , som traadte frem foran de Andre 
og førte Ordet . Rankzau stod ved Bordet med sammenslyngede 
Arme og hørte paa ham . 

„ Naa , saa det er eders Ærinde ! udbrød han , da 
Visiert tav . „ Hvis I endogsaa har mistet Hovedet , 
saa maa I idetmindste have beholdt Hjertet tilbage , 
Hr . Visiert Vendelbo , eller hvad I kalder Jer , siden 
I vover at komme for mine Øine med en saadan 
Besked . — Af Eder ventede jeg mig ikke Synderligt , 
I er en Adelsmand af god Byrd , men I har tilbragt 
eders Tid mellem en Flok forsvirede , dovne Munke , 
hvor skulde I vel forstaa at slaaes , at lægge Planer , 
eller at udføre dem ? — I Andre derimod , ere I blevne 
udvalgte fremfor de Øvrige i den hele Hær for al 
give et saa jammerligt Exempel ? Er det paa den 
Vis , brave Adelsmænd bør fuldbyrde deres Løfter ? — 
Hvorfor komme I tilbage , hvad ville I her ? “ vedblev 
han , og traadte Viffert saa nær , at han næsten berørte 
ham . 
Viffert følte dette funklende Blik , der heffede sig 
paa ham - og syntes at bore sig ind i ham som to 
Kaardespidser , han hørte Rantzans korte og hurtige 
Aandedrag , men han blev staaende . 
„ Eders Naade glemmer , at vi vare Otte mod to 
Hundrede , “ sagde han . 
„ Nei ! Det er Jer der glemmer , at man ikke 
tæller sine Fjender , men slaaer dem . “ 
„ Og hvis det er umuligt ? “ 
„ Hvor veed I , hvad der er umuligt ? “ svarede 
Nantzau haanligt . „ Man prøver paa det og gjør det om 
igjen ; man vil , og saa kan man tilsidst ; men man maa 
have Hovedet og Hjertet paa det rette Sted for at handle 

saadan , jeg veed det nok . Istedet herfor vælge I at lade 
Eder spotte , plyndre ud til Skjorten , saa komme I tilbage 
og sige : Her ere vi , vi kunde ikke mere . Gnds 
hellige Død ! I Herrer ! Hvorledes tør I vise Jer 
imorgen for Frænder og gode Venner , som stolede paa 
Eder ? — Hvad troer I de holstenske Adelsmænd ville 
sige , dem Hertugen sendte herop til os i Leiren ? — 
Der ligge de og betragte os med skinsyge Øine , Alle 
brænde de af Begjærlighed efter at komme til at røre 
Armene , de mumle af Misfornøielse over deres Uvirksomhed . 
Det Eneste , vi hidtil have øvet , er denne Iagt , 
efter hvem ? — En Bonde med en Fork til Vaaben , 
rustef i en Vadmelskofte og et Par store Træflo , og 
ham løbe I for ! — I det Kloster , hvorfra I kom , 
Hr . Viffert , lærte I som sagt hverken at fægte eller 
at vinde , men jeg troede dog , de havde lært Jer at 
læse i Krøniken , hvordan Andre bare sig ad dermed . “ 
„ Jeg har læst meget i Krøniken , “ sagde- Viffert i 
en uforstyrret , rolig og ærbødig Tone . „ Jeg læste 
om Mod og Manddom og fandt næsten altid Rantzaus 
Navn knyttet dertil , jeg læste ogsaa om det Høisind 
og den Skaansel , Ulykken kan gjøre Fordring paa , 
derimellem fandt jeg ikke Rantzaus Navn . “ 
„ Skaansel ! “ gjentog Feltherren haanligt . „ I — “ 
„ Tillad mig af tale ud , naadige Herre ! Vi bleve 
overlistede og omringede , før der kunde være Tanke 
om Modstand , det er Altsammen sandt . I undrer 
Eder over , af vi efter dette Uheld endda tør vove af 
komme før eders Øine , men I gav os jo Ridder 

Vugge til Anfører og sagde , af vi skulde lyde hans 
Befalinger . Jeg kommer her som Sendebud fra Hr . 
Bugge , før af melde Eder , hvorledes han er stedt , naar 
jeg faaer udført dette , har jeg hverken isinde af tøve 
i Leiren før af høre paa mine Venners Beklagelser 
eller de holstenske Herrers Spot . Jeg beder om Lov 
til af reise min Vei igjen . “ 
„ Hvorhen ? “ 
„ Ud af handle paa egen Haand ; naturligvis ud 
før af bringe den Dalby Bjørn med . “ 
„ Og hvis det saa gaaer galt igjen ? “ sagde Rantzau 
med et Skuldertræk , „ man har Exemplet for sig . “ 
„ I saa Fald vil I intet have at bebreide mig , 
for saa kommer jeg ikke tilbage , jeg er da død under 
Forsøget . “ 
Rantzau betragtede Viffert med større Opmærksomhed 
end hidtil . „ Ja saa ! “ mumlede han . „ Det er 
der da Mening i — Men hvorfor beder netop I om 
Tilladelse til at drage ud igjen ? “ 
„ Eders Naade sagde nylig , at I ikke havde ventet 
Noget af mig ; jeg trænger altsaa til , at I lærer 
mig bedre at kjende . I lagde til , at jeg havde ikke 
beflittet mig paa Mod og Manddom , der hvor jeg 
kom fra . Det er en Vildfarelse fra eders Side , og 
den maa jeg see at bringe Eder ud af . “ 
Rantzau gik op og ned ad Gulvet , Rynkerne 
glattedes efterhaanden i hans Pande , det lod til , at 
Uveiret begyndte at gaa over . Han gjorde sig Umage 
for at dølge et Smil , medens han svarede : 

„ Jeg troer Gud forlade mig , I begynder paa 
at sætte mig i Rette , Junker Viffert . “ 
„ Siig ikke det , naadige Herre ! I angreb mig , jeg 
maa derfor idetmindste have Ret til at forsvare mig . “ 
„ Men hvis jeg nu alligevel ikke fæster Lid til 
eders Mandhaftighed og nægter Jer at drage bort . “ 
„ Det gjør ikke det Mindste til Sagen . I saa 
Fald melder jeg mig ud af eders Hær ; jeg er saa ringe 
og ukjendt , at jeg troer , I til Nød vil kunne undvære 
mig , jeg drager da bort imorgen tidlig og griber den 
Bjørn for egen Regning . “ 
„ I er en resolut Mand , Viffert Vendelbo . “ 
„ Det vil vise sig , “ svarede Viffert . 
„ I stal have Lov til at drage bort , “ sagde Nantzau 
pludselig . „ Trænger I til en Hest , kan I laane den 
hos mig , er der Noget , I mangler i eders Rustning , 
saa gaa ind ved Siden af og søg det ud . “ 
' „ Ellers Tak , naadige Herre ! Jeg blev overvunden 
i denne Rustning , jeg har paa , jeg maa see at vinde 
Seir i den samme . “ 
„ I kan vælge to Mænd her i Leiren til at drage 
med Jer . “ 
„ Det har jeg gjort . “ 
„ Jeg mener to af de Modigste og meest Uforsagte , 
' I kjender . “ 
„ Dem har jeg fundet . “ 
„ Hvem er det ? “ 
„ Den ene er Christen Skeel , “ sagde Viffert , „ og 

han staaer her , den Anden er Claus Juul , han staaer 
ved hans Side . “ 
Rankzau standsede foran Biffert , medens hans Blik 
vandrede fra den Ene fil den Anden af de tre Adelsmænd . 
„ Er det Venskabet , der lader Jer træffe dette 
Valg ? “ spurgte han . 
„ Nei , det er Retfærdigheden . “ 
„ Det kan gjerne være , jeg har gjort Dig Uret , 
Viffert Vendelbo , “ sagde Rankzau med en blød og bevæget 
Røst . 
„ Det kan gjerne være , “ gjentog Viffert . 
„ I saa Fald tag min Haand og lad det Sagte 
være glemt . “ 
Men Viffert tog ikke Rantzaus fremrakte Haand , 
han bukkede , smilede og sagde : „ Lad det vente fil jeg 
kommer tilbage , naadige Herre ! Der stat-mere fil . “ 
Da lagde Feltherren begge sine Hænder paa Vifferts 
Skuldre , saae ham ind i Øinene og sagde : „ Du har 
Ret , min Søn ! Lad det kun vente . Reis og kom 
vel igjen , saa kan Du tro , vi To skulle tales ved om 
Resten . “ 
Derefter hilste de tre Adelsmænd og forlode Feltherrens 
Hytte . 

XIV . 
I Bjørnens Leie . 
Nogle Aftener efter drog et Selskab af fire Personer 
henad den indgrøftede Vei , som førte over Vissing 
Klosferjord til Kjøbstaden Nye . To af disse vare 
tilhest og fuldstændigt rustede . Foran Rytterne gik to 
Mænd , den Ene bar en Filthat paa Hovedet , en graa 
Munkekutte og store Ridestøvler syntes at udgjøre 
Resten af hans Dragt ; men af og til , naar Munkekutten 
gled tilside , vilde en opmærksom Iagttager have 
kunnet bemærke en mailandsk Pandserskjorte af smaa 
sammenflettede Staalringe under hans Overklædning . 
Den Fjerde var en Bonde med blottet Hoved , 
barbenet og klædt i en Faaresfindskofte , som Træer 
og Buske havde mærket med store Rifter . Kofte « blev 
fastholdt om Livet ved Strikker ; i en af dem hang 
en Træffe og en lang Madkniv . 
Manden i Munkekutten var Visiert Vendelbo , det 
var ham , som syntes at lede Toget . 
Egnen mellem Vissing Klosler og Nye var dengang 
bevoxet med en stor Bøgeskov , hvor talrige Flokke af 

Kronvildt boede i Naboskab med Vildsvinene , og fra 
hvis Dyb de Reisende om Vinteren hørte Ulvene tude , 
og af og til i maaneklare Nætter saae dem vove sig 
ud paa Streiftog i Omegnen . En bred Eng gik fra 
Salten Langsø over til Morsø og dannede en Lysning 
i Skovens Mørke . Paa den søndre Side af Engen 
laa en Række høie Bakker , derimellem det gamle Steileborg , 
bag hvis Top man kunde see Rye Korskirke og 
Byen omkring den . 
Da Viffert Vendelbo og hans Ledsagere kom op 
paa Bakken , standsede han og lod Bonden give sig den 
Forklaring , han ønskede . Rytterne bleve imidlertid 
holdende nedenfor . 
„ Hist bag Kirken ligger Vaabenhuset , “ sagde Bonden 
i Samtalens Løb . „ Der har Dalby Bjørn valgt 
sin Bolig , men i Fogedgaarden ligeoverfor boer Jes 
Kulegraver og hans Mænd . Forst vare vi samlede i 
en Sværm , saa kom Björnen og Jes i Totterne paa 
hinanden , og nu ligge de og kævles deroppe og drage 
ud paa Tog hver for sig , og Nogle holde med Jes , 
Andre synes bedst om Dalby Bjørn . “ 
„ Hvem holder Du med ? “ spurgte Viffert . - 
„ Først drog jeg helst med Dalby Bjørn , for han 
er dog den villeste af de To , og han sørger for , at 
vi faae gode Vaaben , men en Aften kaldte han os sammen 
og sagde , at det gik paa Livet , naar Nogen fra nu 
af plyndrede eller tog mere end han havde behov til det 
Nødtørftige . — Hvad skal det blive til ? tænkte jeg , saa 
gik jeg over til Jes Kulegraver . Jes sagde : Tag 

med Jer Alt , hvad I kan , Børn ! og høst , hvor 
Kornet groer , det Meste er det Bedste . Det synes jeg 
bedre om . Men saa Forgangen , da vi skulde slifte det , 
vi havde bjerget sammen , skræver Jes hen over min 
Part og siger : Vil Dn helst have Prygl eller helst 
give mig din Bunke ? Nu kan Du selv vælge . Saa 
lod jeg ham beholde Tenet og fik Pryglene ovenikjøbet . 
Hvad synes I om den Maade at slifte paa ? “ 
„ Og derfor forraader Du nu dine Kammerater ? “ 
„ Nei , ikke derfor , men for det I lovede mig en 
god Fortjeneste , naar jeg vilde sige Jer hvad jeg vidste . 
Man stal hoste , hvor Kornet groer , sagde Jes . “ 
Efter denne Forklaring fulgte fra Vifferts Side 
en Række Spørgsmaal , som Bonden besvarede med 
stor Nøiagtighed . Viffert drog dernæst en Pung op 
af Kutten og udbetalte ham den lovede Belønning . 
Bondens graadige Blik fulgte de tilbageblevne Sølvpenge 
i Pungen , han smilede og sagde : 
„ Giv mig fire Mark til , saa skal I faae Mere 
at vide . “ 
„ Jeg troer , at jeg veed nok . “ 
„ Giv mig en Mark til , saa stak I faae et Raad , 
der er ligesaameget værd som Alt , hvad jeg hidtil 
har fortalt . “ 
„ Godt ! “ sagde Viffert , „ først Raadet , saa Betalingen . “ 
Bonden saae sig forsigtig om til Siden , for han 
traadte Viffert nærmere og hviskede : 
„ Har I Noget for , saa brug Jer flinkt . Iaften 

ere de tre Snese deroppe , imorgen Aften komme de 
hjem fra Mattrup og Rask , saa blive de dobbelt saamange . “ 
„ Hvorfor troer Du , at vi har Noget isinde ? “ 
spurgte Visiert , „ Tre imod tre Snese , det er dog ikke 
sandsynligt . “ 
Bonden saae op paa Visiert , hans Ansigt antog 
et kløgtigt Udtryk , idet han smilede og sagde : 
„ Der red i Middags en Flok Ryttere vesterpaa 
ad Ring og Gredstrup til . Jeg har seet deres Spor 
i Sandveien . Komme de til Jer , saa gjøre de vist 
Tallet mere lige . “ 
„ Men hvorfor sknlde det just være vore Folk , som 
red den Vei ? Bønderne have jo ogsaa Heste . “ 
Veiviseren smilede igjen . „ De Rytterheste , jeg 
taler om , vare beslagne med Jernsko paa deres Frembeen , 
det er Bøndernes ikke . — Der red en anden Flok 
om ad Klostermøllen til , lidt for jeg traf paa Jer , lad 
dem skynde sig , hvis de skulle komme tidsnok . — Jeg 
siger ikke mere . “ 
„ Det , Du har sagt er ogsaa godt en Mark værd , “ 
svarede Visiert og gav ham Pengene . 
Bonden skjulte dem under Koften , kyssede paa sin 
egen Haand og lagde den ovenpaa Vifferts . Derefter 
gik han ned ad Bakken og forsvandt inde i Skoven . 
Da Visiert var alene , blev han staaende nogle 
øieblikke i dybe Tanker . Lidt efter gik han ned til 
de to Ryttere . Efter en kort Samtale rede Rytterne 
tilbage mod Skoven , de nylig vare komne fra , men 

Visiert bandt Kutten omhyggelig sammen over sin 
Rustning og vandrede op til Nye . 
Her var alt i Bevægelse . Fra Husene lød Sang 
og høirøstede Stemmer , bevæbnede Bønder breve frem 
og tilbage i Gaderne , overgivne Kvinder , smykkede 
med latterlig og iøinefaldende Pynt , færdedes imellem 
dem . Viffert gif med korslagte Arme , nedslagne Øine 
og syntes ikke at lægge Mærke til Noget . Han vakte 
ikke videre Opmærksomhed blandt Mængden , der kom 
daglig Munke ind til Byen fra de nærliggende Voor , 
Vissing og Ømborg Klostre . 
Da han naaede op til Bakken , hvor Kirken laa , 
omgiven af en høi Mur , standsede han og saae sig om . 
Udenfor et af de nærmeste Hnse stod en Kone , bøiet 
over en stor Balle og ifærd med at vasie Tøi . Paa 
en Bankeskammel ved hendes Side laa en Bunke vaflet 
Linned , en Pige sad paa Kanten af Skammelen , ifærd 
med at spise et stort Stykke sort Rugbrød . Konen 
saae ikke op fra sit Arbeide , men Viffert kjendte hende 
dog . Det var Henning Graabuks Hustru , Tranen . 
Under alle den sidste Tids Omskiftelser syntes 
Tranen at være bleven den Samme . Mellem de Andres 
stjaalne Pynt bar hun endnu sin gamle tarvelige Dragt , 
en blaagraa Lærredskjole , hvis Ærmer hun i dette 
Øieblik havde kiltet op til Skuldren . Hendes Aasyn 
lod Heller ikke til at stemme med den almindelige Jubel , 
det viste et alvorligt , næsten sørgmodigt Udtryk , 
idet hun saae op paa Munken , støttende sine Hænder 
paa Vaskeballens Kant , medens han tiltalte hende : 

„ God Aften , Kirsten ! Kjender I mig ikke ? “ 
„ Jesus Kors ! udbrød Konen forskrækket . „ Hvad 
gjør I her ? “ 
„ Jeg vil tale lidt med eders Mand , “ sagde 
Biffert . „ Hvor kan jeg træffe ham ? “ 
„ Ja , hvem veed det ? For lidt siden sagde han , 
han vilde gaa over i Kirken og raadslaa med de 
Andre . “ 
„ Naa , saa de raadslaa deroppe ? “ 
„ Jeg veed ikke , om de raadslaa , jeg veed blot , at 
de skjændes . “ 
„ Henning er jo bleven en mægtig Mand , siden 
vi sidst saaes . Nu trænger I ikke mere til min Hjælp 
som i gamle Dage . “ 
„ Jo , nu mere end nogensinde før , “ svarede Tranen , 
og idet hun saae iveiret , løb Taarerne ned over hendes 
Kinder . „ Det er kun et daarligt Liv , vi føre her , og 
det vil tage en slet Ende dermed . “ 
„ Det troer jeg ogsaa , “ sagde Liffert . “ 
„ Jeg har advaret , jeg har bedet Henning paa 
mine Knæ om at vogte sig itide , men han leer ad mig . 
Prøv , hvad I kan gjøre . “ 
„ Hvorledes gaaer det med de to Fanger ? “ 
Tranen saae sig om . „ Folg efter mig ; det er 
ikke værd at tale derom her paa aaben Gade . Pas 
vort Tøi , Du lille Sidsel Maria , og siig , jeg kommer 
strax , hvis Nogen spørger efter mig . “ 
Hun gik ind i Gaarden bag Huset og aabnede 
Døren til en Lade . Gulvet i denne var næsten fyldt 

med Halm . Da Visiert kom ind , lukkede Tranen den 
nederste Halvdør , satte sig paa et af Knipperne og 
vedblev : 
„ Der har været Strid og Klammeri mellem Folkene , 
lige siden vi toge de Herremænd fangne . Henning 
vil helst fare med Lempe mod dem , det raadede jeg 
ham til , men Jes siger , at nu er Tide « kommen til 
at gjøre sig betalt før Alt , hvad vi før maatte lide . 
Den Snak kjende vi nok , den synes de Alle om . Hver 
Dag faaer han Flere paa sit Parti . Han hader Henning 
mere end nogensinde siden den Dag , I slog ham til 
Jorden . Det var ved Hennings Rænker , det skete , 
paastaaer han . Da Herremændenes Frist var ude , og 
I ikke kom , vilde Jes have dem aflivede . Henning 
sagde nei ; derover blev der ny Strid , saa trak de 
Lod om , hvordan det skulde være , og Jes vandt . Dagen 
efter aflivede de Eggert Bugges Ridefoged , han havde 
altid været en haard Hals mod Bonden , derfor hængte 
de en død Ulv op i Træet ved hans Side . Igaar 
Morges blev den gamle Ridder ført til Galgen . Henning 
vilde , at han skulde kjøbe sig fri . Hvormeget koster 
det ? spurgte Hr . Bugge . — Igaar kostede det halvtredsindstyve 
Daler , imorgen koster det hundrede , men 
iovermorgen tohundrede , sagde Jes . — Du skal faae 
min Klinge i dit Bryst , før Du faaer mine Penge i 
din Pung , sagde gamle Hr . Bugge og vendte ham 
Ryggen . Da stod Hr . Jörgen Gram frem og sagde , 
at han vilde betale de hundrede Rigsdaler , hvis de 
skaanede Bugge en Dag endnu , og der saa ikke kom 

Hjælp . — Imorgen , naar Solen staaer op , er Fristen 
atter omme . Iaften sidde de og raadslaa om hvad de 
skulle gjøre . “ 
„ Hvor holde de deres Fanger forvarede ? “ 
„ Oppe i Korskirken , “ svarede Kirsten . „ Gamle 
Hr . Vugge sidder før sig selv nede i Hr . Laxmands 
Gravkammer , Jørgen Gram i et andet . “ 
„ Kan man ikke faae dem itale ? “ spurgte Viffert . 
„ Det vil have sin Vanskelighed , “ svarede en Røst 
fra Halmen . I det Samme saae Viffert en væbnet 
Mand komme frem fra Mørkef og træde hen til ham . 
Efter denne fulgte en Anden , ude fra Gaarden kom 
endnu en Tredie tilsyne og lænede sig med begge 
Hænder paa Halvdøren . Viffert sprang op , men den 
ene af Bønderne lagde sin Haand paa hans Arm og 
sagde : 
„ Det er ikke værd , I prøver paa Modstand ; naar 
jeg sætter mit Tudehorn for Munden , have vi Gaarden 
fuld af Folk . Ikke rettere jeg seer , saa er det nok 
Jer , som forgangen lovede at komme tilbage med Løsning 
for de to Mænd . I har næsten tøvet forlænge , 
men det er da tidsnok endnu , som Tranen fortalte . 
Bringer I Pengene med Jer iaften ? “ 
„ Nei ! “ svarede Viffert . 
„ Det maa I om , “ sagde Bonden . „ Fra nu af 
er I en fangen Mand , følg med , saa gaa vi op og 
fortælle Jes og Henning , at I er kommen tilbage . “ 
Bonden aabnede Døren og lod Viffert gaa foran 
ud i Gaarden . Idet de kom udenfor , greb han pludselig 

om begge Vifferts Arme og Liv , trykkede ham tæt 
op til sig og sagde : 
„ See , om han har Vaaben hos sig . “ 
Hans Ledsagere droge Munkekutten tilside * og fratoge 
Viffert et Sværd og en Dolk . Derefter førte de 
ham ud af Gaarden . Idet Fangen forlod Stedet 
vendte han sig tilbage mod Ladedøren , hvor Tranen 
var bleven staaende . 
„ Hils Henning Graabuk fra mig , “ sagde han og 
fulgte Skaren op til Kirke « . 
Underveis forøgedes Bøndernes Antal med en 
Mængde Lediggængere , som sluttede sig til Toget underSkrig 
og Glædesraab . Visiert var en ny Fange , det 
vil sige en ny Udsigt til Vinding og Løsepenge . Imidlertid 
behandlede hele denne kaade , halvdrukne Sværm 
ham med et vist Hensyn . „ Det var ham , som slog 
Jes Kulegraver , “ sagde Føreren , mere behøvedes ikke 
til at indgyde Agtelse for Viffert , de betragtede ham 
opmærksomt og løde ham gaa uantastet . 
Da de kom til Kirken , blev Viffert lukket ind i 
et lille Rum i en af Sidegangene . En Mand blev 
sat til Vagt , væbnet fra Isse til Fod i en tung og 
gammeldags Rustning , som han øiensynlig ikke var 
vant til at bevæge sig i . 
Efterat Sværmen havde draget sig tilbage , og 
Viffert var bleven alene med sin Vogter , tog denne en 
Stecndunk frem fra en Krog , fyldte et Bæger og satte 
sig til at drikke . Aftensolen kastede sit guldgule Skær 
igjennem Ruderne hen paa de gamle Ligfaner , som 

hang under Loftet . Der gik en Tid bort i Tavshed . 
Vogteren laa lænet tilbage paa Trappetrinet udenfor 
Kammerets aabne Dør , en tung og rusten Stridsøxe 
stod ved hans Side , Viffert syntes hensunken i dybe 
Tanker . 
„ Har I Penge hos Jer ? “ spurgte Stridsmanden 
endelig . 
„ Ikke mange , “ var Svaret . 
„ Vil I give mig en Mark for et godt Glas 
Pryssing ? “ 
„ Jeg vil heller give to for at faae at vide , hvordan 
de fangne Herremænd have det . “ 
„ Jeg tænker godt , “ svarede den Anden leende . 
„ De sidde nede i Gravhvælvingen under Alteret . Her 
næstved holde de Raad over dem ; naar det er tilende , 
skulle de føres frem ; saa gjælder det , om Hr . Gram 
fra Havbro vil rykke ud med hundrede Daler til , foruden 
dem , han lovede igaar . Io længer det varer , 
desdyrere bliver det , og desto flere Folk faaer Jes paa 
sin Side . Dalby Bjørn kunde kun bringe Løsepengene 
op til halvtreds , Jes har allerede faaet det Dobbelte ud . 
Kommer han forst til at raade ene , saa vil det gaa ud 
over jeres Gaarde . Naa da ! — Og han kommer til 
at raade imorgen den Dag . “ 
„ Det er altsaa om Fangerne , de tage Bestemmelse 
iaften ? “ 
„ Der bliver bestemt mere end det iaften , kjender 
jeg Jes ret , “ yttrede Vogteren med en hemmelighedsfuld 
Mine . 

„ Det stulde vel ikke være muligt , af komme til af 
tale med Hr . Jörge « Gram ? “ spurgte Viffert . 
Vogtere « saae paa ham med hævede 0ie « bry « og 
et spottende Smil . „ Nei , “ sagde han , „ for Jer er 
det rigtignok ikke muligt . “ 
„ Lad mig saa faae det Glas Pryssmg , Du lovede . 
Der har Du alle de Penge , jeg bærer hos mig . “ 
Med disse Ord kastede han en Pengepung hen til 
Vogteren . 
Denne holdt Pungen iveiret og saae Solvpengene 
gjennem Masterne . „ Der er Mere , end jeg forlangte , “ 
svarede hun . 
„ Det kn « være , “ svarede Visiert . „ Vil Du gjøre 
en god Gjerning derfor , saa lad en af Fangerne faae 
et Bæger med . “ 
„ Hvem af dem ? “ 
„ Naturligvis ham , der betaler for de « Anden . “ 
„ Det seer jeg intet Ondt i , “ svarede Vogtere « 
efterat have overvejet Sage « . 
Han fyldte Bægeret og rakte det til Viffert . 
Derefter gik han hen til en Sidedør og bankede paa med 
Skaftet af sin Strids oxe . To Mænd kom tilsyne . 
„ Disse To holde Vagt over Jer , mens jeg er borte . “ 
„ Jeg faaer at finde mig deri , “ svarede Viffert og 
rakte han : det halvtømtc Bæger tilbage . „ Men D « lover 
mig , som en ærlig Mand , at bringe det fyldte Bæger 
til Hr . Gram fra Havbro . Ikke sandt ? Hvem veed , 
« maske det bliver det sidste , ha « kommer til at tomme . “ 
„ Øet lover jeg Jer ved alle de gode Helgene , 

som hænge paa Væggen derinde , “ svarede Vogteren , 
idet han fyldte Bægeret paany og bar det ind i Kirken . 
Da han kom ned i Gravhvælvingen , sad Jørgen 
Gram paa en af de gamle Kister og stirrede op mod 
det lille , tilgitrede Lyshnl i Muren . Vogteren rakte 
Hain Bægeret og sagde : 
„ Jeg bringer Jer en Drik Pryssing fra En , der 
mener Jer det vel . “ Gram saae forbavset paa ham . 
„ Ja , I behøver ikke at betænke Jer , “ vedblev Bonden . 
„ Der er intet Ondt meent med det . Drik og lad mig 
komme afsted igjen . “ 
Gram tog Bægeret . Idet han drak følte han 
en haard Gjenstand imellem sine Læber . ' Øet var en 
Ring . Han tøvede et Øieblik , tømte Resten og gav 
Bægeret tilbage til Bonden , som forlod ham og omhyggeligt 
lnkkede Døren efter sig . 
Medens han nylig kaldte paa de to Bønder , havde 
Viffert taget sin Ring af Fingeren og ladet den glide 
ned i Bægeret . 
Da Jørgen atter var bleven alene , tog han Ringen 
frem , holdt den op til Lyshullet og gjenkjendte den . 
Det var hans egen Gave til Viffert . Han udstødte et 
dæmpet Frydeskrig . Ringen var en Hilsen fra en 
trofast Ven . Han vidste , at Viffert var i Nærheden . 
Ringen var et Løfte om Frelse . 
10 

VX . 
Bønderegimente . 
Bønderne og deres Anførere fade imidlertid inde 
i Nye Kirke og overlagde med hverandre , hvorledes 
de skulde skaffe sig det største Udbytte af deres Fanger . 
Elleve Aar senere fandt en ligesaa larmende Raadslagning 
Sted i samme Kirke , det var blot andre Skuespillere , 
som udførte Rollerne : Mogens Gjoe havde 
samlet den jydske Adel og Geistlighed i Kirken , Hertug 
Christian af Holsten blev valgt til Danmarks Konge . 
Efterat Raadslagningen var endt , førtes de w 
Herremænd “ ud paa den aabne Plads foran Kirken . 
En tæt Kreds sluttede sig om dem , Kvinder og Børn 
trængte sig mellem Mændene , Enhver vilde see og 
høre . Henning Graabuk traadte ind i Kredsen , mørk 
og alvorlig , der hvilede en synlig Misstemning over 
ham . Han havde ladet sit Skæg og Haar voxe i den 
sidste Tid , det skjulte næsten hanø hele Ansigt og forøgede 
hans barske Udseende . 
Jes Kulegraver , som dernæst fremstillede sig , lod 
til at være særdeles veltilmode . Han havde omskiftet 

den uheldige Fork med en Mug , blankpudset Hellebard 
og ifort sig et indlagt Brystharnisk , et Bytte fra en 
eller anden Plyndring , og dog var det hverken Rusfningen 
eller Hellebarden , som gjorde hans Skjønhed 
saa iøinefaldende i dette Øieblik , men over Pansieret 
bar han en lyseblaa Floielstnabe , kantet med Jlderskind , 
om Halsen en bred Pibekrave , og paa Hovedet en hoirød 
Fløiels Barret med en Mængde nedfaldende , krusede 
Fjer . Derimod var han endnu iført de samme gamle 
Beenklæder , som han havde baaret , før denne livsalige 
Festtid begyndte . 
Saaledes klædt , halv Ridder , halv Stodder , men 
heel Skræmmebillede , lod han dog til at være uimodstaaelig 
i sine Omgivelsers øine . Han gif ind i 
Kredsen med lange Skridt , svingende Arme og frumboiet 
Ryg , som om Vælden og Herredømmet allerede 
tyngede paa ham . 
Da han tom hen til de to Herremænd , staf hun 
Hellebarden i Jorden , stemte begge Arme i Siden og 
betragtede Fangerne med en overmodig og haanlig 
Mine . Eggert Bugge brast i Latter ved Synet af 
ham . Jes blev rasende , han hævede sin knyttede Haand 
foran den gamle Ridders Ansigt og sagde : 
„ Hvad Djævlen griner I ad ? ' Veed I forvist , 
hvorlænge det varer , inden jeg faaer Jer til at græde ? “ 
„ Det veed jeg forvist , “ svarede Bugge , „ at hvad 
Du har gjort mod os , vil komme til at koste Dig 
mere Blod end mig Taarer . “ Efter disse Ord vendte 
han ham Ryggen . 

Jes tav ; ved hans Side stod Henning Graabuk 
og betragtede ham med et ildevarslende Blik , men sagde 
Intet . Kuglegraveren vendte sig om mod Jörgen Gram , 
stillede sig foran ham og vuggede med Hovedet , saa 
Barettens Fjer viftede ned over hans ædle Ansigt , idet 
han sagde : 
„ Nu nys forleden gjaldt eders Frihed halvtredsindstyve 
Daler , igaar hundrede , hvad troer I vel , 
den vil komme til at koste Jer imorgen ? “ 
„ Det veed jeg ikke . “ 
„ Hvad agter I da at byde os for den ? “ 
„ Ikke det Allermindste , “ svarede Jørgen . 
Dette fyndige og bestemte Svar gjorde en vis 
Virkning i Kredsen , hvor Jes havde ventet sig en Tilgift 
i Anseelse paa Grund af de fordoblede Løsepenge . 
„ See ! derovre i det gamle Affetræ ved Kirkegaardsmnren 
hænger eders Foged , “ sagde han . „ Igaar 
var hans Ansigt hvidt , idag er det blevet blaat ; hør 
hvor Kragerne skrige over hans Hoved , synes I bedre 
om at hænge ved hans Side , end at give en god Sum 
Løsepenge for at slippe ? Til imorgen have vi bundet 
os ved vort Ord , naar Sol staaer op igjen , gjælder 
det ikke mere . “ 
„ Det høre I her i Kredsen , “ raabte Jørgen . 
„ Iaften skylder jeg den Fyr der hundrede Daler , imorgen 
ikke en Skilling . “ 
„ Ikke en Skilling , “ gjentog Kulegraveren rasende , 
„ kun eders Liv , og I kan være forbandet paa , at jeg 
tager det . “ 

„ Lad os tale derom , naar den Tid kommer . “ 
„ Og hvorfor behøve vi vel at vente ? “ raabte 
Jes og saae sig om i Kredsen , „ hvorfor ikke ligesaa 
godt gjøre det af strax ? Hvem veed , hvad der kan indtræffe 
til imorgen ? “ 
Enkelte Stemmer tilraabte ham Bifald ; men 
Henning stillede sig foran ham og sagde : 
„ ' Naar Solen staaer op . Det var jo Aftalen . “ 
' Lidt efter bleve de to Fanger førte tilbage til 
Gravhvælvingen . Visiert hørte Bønderne støie , idet 
de førte dem igjennem Kirken , men det var ham ikke . 
muligt at faae dem at see . 
Senere paa Aftenen kom hans Vagt ind til ham 
med en tændt Lampe , hængte den op paa Væggen og 
sagde : „ Kirsten Trane har været her med Besked fra 
sin Mand . Dalby Bjørn vil tale med Jer siden , naar 
Klokken har ringet til Aftensang . Hun bad mig om 
at gjøre Jer lidt tilgode , med hvad jeg kunde . Er 
der Noget , I ønsker ? “ 
„ Et Knippe Rughalm til at ligge paa vilde ikke 
være saa galt , “ sagde Visiert . 
„ Et Knippe Halm kan der blive Raad til , “ svarede 
Vagten . „ Hvad mere ? Noget at spise ? Lidt at 
drikke ? “ 
„ Det kan vente . “ 
„ Hvorlænge ? Veed I , at I og eders Kammerater 
imorgen staa og banke paa Himmerigs Porte , 
at der ikke er nogen Mulighed i at slippe fri , ikke 
noget Middel til at frelse Jer ? — I leer ! I stole 

vist paa eders Mænd , som I have kaldt sammen her 
i Nærheden . - Nogle af dem red i Eftermiddag ad 
Gredstrup til , Andre om ad Klosfermollen , jo ! vi have 
vore Øine og øren med os ; men for Daggry kunne 
de ikke angribe , og hvad hjælper det saa Jer , naar I 
ere hængte forinden ? Og hvad ville Rytterne kunne 
gjøre os , naar vi løbe ind i de store Skove ? — I 
stoler paa , hvad der kan skee imorgen , I skulde blot 
vide , hvad der vil gaa for sig i Nat . “ 
Det var imidlertid blevet Aften , Solen gik ned , 
. en fin og kold Regn begyndte med Market . Rundt 
omkring Byen og Kirken blev der opstillet Vagter , 
forsynede med lange Kohorn , hvori de skulde blæse , 
saasnart noget Mistænkeligt viste sig . Den øvrige Deel 
af Banden drev omkring nede i Byen eller søgte Leie 
paa Lofter og Logulve , hvor det tilbød sig . 
Jes havde valgt sin Residens i Fogdens Port , 
lnkket begge Langer , fyldt Jorden med Halm og boret 
sig ned i dette tilligemed nogle gode Venner . Efterhaanden 
gik Samtalen mellem dem over til en dyb og 
langtrukken Pusten , som tilkjendegav , at de sov . Jes 
alene vaagede , han lagde Planer og smilede til den 
forgyldte Storhed , hans Haab foregøglede ham . 
„ Sover Du ? “ sagde han til en Mand , som laa 
yderst ved Porten . 
„ Endnu ikke . “ 
„ Ligger Du godt ? “ 
„ Deiligt ! “ 
„ Trækker det ikke ind paa Dig . “ 

„ Ikke det Mindste . “ 
„ Saa lad mig saae din Plads . “ 
Manden betænkte sig lidt , stod op og byttede 
stiltiende Plads med Kulegraveren . Jes laa atter en 
Tidlang fordybet i sine Betragtninger . En Klokke 
ringede ovre i Korskirken . Dens Lyd tilkjendegav 
Midnat , der skulde læses en Messe derovre . Lidt efter 
reiste Jes sig op , rundtom ham syntes Alt at sove . 
Han tog sin Hellebard og aabnede Porten . 
„ Nu skal det gaa for sig , “ mumlede han halvhøjt . 
„ Hvor vil Du Hen ? “ spnrgtc hans Sidemand . 
„ Det er jo saa mørkt derude , at man ikke kan see en 
Haand for sig . “ 
„ Det er lyst nok til det , jeg gaaer efter , “ svarede 
Jes . „ Jeg vil ud og see , hvem der fra nu af skal 
lystre , og hvem der skal befale . Læg Dig ned igjen 
og væk ikke dem , som sove . “ Dermed listede han sig 
ud ad Porten , henimod Baabenhnset , hvor Henning 
Graabuk havde sin Bolig . 
I Mørkningen blev Viffert fort ud fra Kirken for 
at tages i Forhor af Henning Graabuk . Vaabenhuset , 
hvortil Fangevogteren bragte ham , var et stort , 
firkantet Rum , indesluttet af kalkede Vægge og et lavt 
Bjælkeloft , hvori der hang en lille , tændt Lampe . Den 
ene Væg havde et Vindue ud til Kirkegaarden , rundtom 
dette hang en Mængde smaa Votivtavler , Voxbilleder 
og et tidligere benyttet Helgenbillede , forestillende den 
hellige Søren , Kirkens Skytspatron , udskaaret i Træ , 
hvis Farver Tid og langvarig Tilbedelse havde bragt 

rs2 
til at falme . Paa Steengulvet stod en Ligbaare , der 
for Øieblikket gjorde Tjeneste som Sengested og var 
bedækket med Klædningsstykker og Puder . 
Da Viffert kom ind i dette Rum , havde Henning 
stillet et Stykke Lys op imellem Puderne , han selv 
sad midt imellem dem og spejlede sig i Bunden af et 
blanktpoleret Messingfad , medens han med en stor 
Uldsax afklippede sit lange Haar og Skæg . Han var 
næsten bleven færdig med denne Forretning , som gjorde 
ham i hvi Grad ukjendelig , og sagde , idethan smilende 
vendte sig om mod Fangen : 
„ Jeg pynter mig til eders Komme , kan I saa 
forlange Mere ? “ 
„ Du har ønsket at tale med mig , “ sagde Viffert , 
da Fangevogteren havde forladt dem . 
„ Jeg troede ellers , det var Jer , som vilde tale 
med mig , siden I kommer reisende saa langvejs fra . 
Bringer I Løsepenge med Jer ? “ 
„ Nei ! men jeg kan føre Dig til et Sted , hvor 
de ville blive Dig udbetalte ! “ 
„ Det er lovlig silde taget . I hørte vel , hvad vi 
bestemte ude paa Stævnet ? de Herremænd ere blevne 
dyrere end sidst . Hvorfor tøvede I saa længe ? Hvad 
vil I heroppe iaften ? Overliste os , fange os , dræbe 
os ? — Lad os tale ærligt med hinanden . “ 
„ Godt ! lad os tale ærligt med hinanden . — Jeg 
kommer ikke for Losepengenes Skyld , ikke heller for de 
fangne Herremænds , de ville blive frelste endda . “ 

„ Saa maa I skynde Jer , “ sagde Henning , „ imorgen 
vil det være forsilde . “ 
„ De ville blive frelste , Du kan stole derpaa . “ 
„ Men naar I ikke bringer Penge med Jer og heller 
ikke bryder Jer om at frelse eders Benner , for hvis 
Skyld fommer I da ? “ 
„ Jeg kommer for at frelse Dig , “ sagde Bistert . 
Henning brast i Latter og sprang op fra Baaren . 
„ Akig ! “ gjentog han spottende . „ Mon det ogsaa gjøres 
nødig ? “ 
„ Sæt Dig ned , “ sagde Bistert rolig og bydende , 
„ og hør mig tilende , før Du afbryder mig med din 
Snak . — Hvem tog dit Barn fra Casper Gylding , 
da han havde bragt det i Fængsel ? Hvem hjalp Dig 
selv , da Du laa og gispede under Løvbunken ude i 
Skoven og de søgte efter Dig med deres Skytter og 
Hunde ? — Siden jeg frelste Dig før , kan det jo 
gjerne falde mig ind at gjore det igjen . — Der er 
ikke stort ved Dig , Henning . Du skyer , hvad der 
koster Arbeide , og lader Dig drive fra Øst til Best , 
ligesom Tilfældet fører det med sig . Du gaaer helst 
udenom Pligten , naar Du seer din Fordeel derved , 
Mester og Herre vil Du spille , skjøndt Du kun fødtes 
til Træl . — Jeg kjender blot een god Egenskab hos 
Dig , for den har jeg glemt alle dine Feil : Du er trofast 
og hengiven mod dem , der vide at knytte Dig til 
sig . For endeel Aar tilbage tjente Du et Herflab ovre 
i Kjøbenhavn , kan Du mindes det ? 
„ Det mindes jeg godt , “ sagde Henning . „ Det var 

jo hans Naade , Nigshofmester Poul Laxmand , som 
de stak ihjel paa Hoibroen . “ 
„ Det kan være det Samme , hvem det var , “ svarede 
Visiert , „ jeg har blot Hørt fortælle , at Du var 
den Sidste af Folkene , som blev i hans Hus , at det var 
Dig , som hjalp Frnen og hendes to Døttre paa Flngt , 
at Du fulgte med dem , til Du fik Moderen bragt i 
Sikkerhed paa Fyen , den ene Datter hos hendes Fæstemand , 
Abraham Gpldenstjerne , og den Anden hos 
Casper Gylding paa TranderS . “ 
Henning sad paa Kanten af Baaren og klippede sit 
Skæg ; da Viffert tav , saae han op , smilede og sagde : 
„ Men har I ogsaa Hørt , hvorfor jeg gjorde alt 
dette ? “ 
„ Nei ! “ svarede Visiert . 
„ Jeg fænkte det nok , nu skal I faae det at vide . 
Samme Aar den store Ulykke ramte Rigshofmestereu , 
havde Frnen holdt mit og Kirstens Bryllup . Om 
Aftenen kom hun ned und Hr . Laxmand og den unge 
Froken Elfe og saae paa , at vi dansede i Borgstuen . 
„ Cr Du nu ogsaa rigtig glad , lille Henning ? “ sagde 
Frnen , da vi gik hen og bukkede for hende . Jeg svarede , 
hvad der faldt mig ind , jeg var faa glad den Aften , 
som det lykkeligste Menneske kunde være , jeg holdt af 
Kirsten , hun har velfortjent det siden . Det føiede jeg 
fil , at hvis der nogensinde kom den Stund , hvori Naadigfruen 
trængte fil en Andens Hjælp , om det saa gik 
fil Liv eller Død , sknlde jeg gjengjælde hende , hvad hun 
havde gjort for os iaften . Da lo Frnen og lagde sit 

Hoved op fil Laxmands Skulder og sagde : „ Hører 
Du det , Poul ! Hvad Nød har jeg saa , naar Henning 
lover at hjælpe mig ? “ — „ Jeg fager imod din gode 
Villie i Gjerningens Sted , “ sagde Rigshofmesteren , 
„ thi hvordan sknlde det gaa fil i Verden , vin dit stakkels 
Skind kunde blive os fil Hjælp ? “ -- Den Dag 
kom alligevel , for de tænkte det . Da jeg havde bragt 
Enhver af dem fil det Sted , hvor de sknlde være , trykkede 
Fruen min Haand og sagde : „ Du alenc har i 
Sandhed gjort Mere for mig i min Nød end alle de 
Andre tilsammen . “ Jeg tog min Hue af og sagde : 
„ Saa slog det dog fil , hvad jeg lovede den Aften , Eders 
Naade lo ad mig i Borgstuen : Jeg stakkels Skind har 
dog kunnet være Eder noget tilgode . “ 
„ For det , Dn gjorde dengang , kommer jeg netop 
til Dig iaften , “ sagde Viffert . „ Opgiv det Liv , Dn 
fører her , mens det endnu er Tid . Sværdet hænger 
over dit Hoved , seer Dn det ikke ? Del er en slet 
Sag Dn kæmper for , Dn tager af Andres Lommer 
for at fylde dine egne , Dn samler Kammerater til 
Galge » , ikke for di » Konge ; kasf dine stjaalne Vaaben 
bort , drag din gamle Kofte paa og følg med mig ned 
til Rantzau , saa skal jeg skaffe Dig Hans Naade og 
Tilgivelse . “ 
„ Kau I love det ? “ spurgte Henning . 
„ Det lover jeg . “ 
„ Og hvad saa ? Naar jeg kommer derned , skal 
jeg gjøre Rostjeneste , være Trældyr igjen og flæbe de 
Andres Sække , mens jeg her kun fylder min egen ; jeg 

har allerede fyldt den , jeg eier saameget velforvarct 
Gods , som der behøves til at ende al Nød for mig og 
Mine . “ 
„ Have Plyndringerne givet saameget af sig ? Det 
troede jeg dog ikke . “ 
„ Jeg har Intet plyndret ; jeg var rig , før Krigen 
begyndte . “ 
„ Hvis din Rigdom skulde stamme fra det Pengeskrin , 
Du tog fra Casper Gylding , saa skulle vi tales 
ved derom en anden Gang . For øieblikket gjælder 
det kun om at vælge : sydpaa til Rantzau eller nordpaa 
til Galgen . Er det Valg saa svært , Henning ? “ 
„ Dernede skal jeg savne , mens jeg her lever i 
Overflod , der skal jeg lystre , mens jeg her er Herre , 
det er endda ikke saa fristende Vilkaar , I byder mig . “ 
„ Er Du da Herre her ? “ spurgte Viffert spottende . 
„ Det skal I faae at see imorgen , “ svarede Henning 
heftig ; „ maaske I ikke engang behøver at vente saalænge . “ 
„ Jeg troer ogsaa , at det ' vil vise sig før imorgen , “ 
sagde Viffert . 
Pludselig afbrød en Stemme deres Forhandling . 
„ Og naar det skulde gaa Dig saadan , at Du ikke 
veed det Sted før Dig og Dine , som Du kan helde 
dit Hoved til , vil Du da ikke fortryde , at Du har 
afslaaet , hvad Hr . Viffert tilbød Dig mat ? “ 
Dette Spørgsmaal blev udtalt af en dæmpet og 
sørgmodig Røsf i den ene Side af Værelset . Viffert 
saae Hennings Hustru sidde henne paa Dørtrinet , hvorfra 
hun havde lyttet til Alt , hvad der blev sagt . Heniiing 

lod derimod ikke til at have Hørt Kirstens Ord . 
Under den sidste Deel os Samtalen syntes han at 
være noget adspredt , hun bøiede sig flere Gange tilbage 
mod Vindnet , som om han lyttede efter Noget udefra . 
I det Samme blev Døren stødt op . To Mænd 
traadte ind . Den ene var en Bonde , væbnet med en 
rødmalet og kunstig udskaaren Kølle , den Anden lod 
til nylig at være stegen af Hesten , han havde en lang 
Rytterkappe om Skuldren , store Kravestøvler paa Benene 
og en Ridepidsk i Haanden . Da han tog sin sorte , 
opkrampede Hat af Hovedet , gjenkjendte Viffert Hr . 
Offe Pylke , Byfogden fra Aalborg . 
„ Den Mand har et Budskab til Dig , “ sagde 
Bonden . „ Han kom i fuld Firspring ridende sønder - 
fra og vilde ikke tove , da vi raabte til ham . “ 
„ Det er godt , “ sagde Henning . „ Gaa kun Du , 
og lad Manden sige mig sit Ærinde . Jeg kjender ham . “ 
Bonden gik . Byfogden slog sin Kappe tilside og 
satte sig paa Baaren ved Siden af Henning . 
„ Hvor kommer I fra saa silde ? “ spurgte Bondehovdingen . 
„ Naturligviis fra Horsens , som jeg forklarede Dig 
forleden , da Du gav mig dit Sikkerhedstegn med . 
Jeg har nu forrettet det Ærinde , jeg havde til Bymændene 
fra Raadet i Aalborg . Paa Hjemvejen kom 
jeg over Mattrup , og det , jeg der fik at see , gav mig 
Lyst til at hviske et Par Ord til Dig under fire Øine . “ 
„ Tal I kun frit Byfoged , her er Ingen , som vil 
røbe hvad I siger . “ 

Offe Pylke saae sig om , bøiede sig nærmere mod 
Henning og udbrød : „ Det er galt fat med Jer . I 
Middags drog en Rytterskare » ed til Mattrup . Dine 
Folk ere blevne nedhuggede eller adsplittede i den vildeste 
Flugt . Jeg har selv været Vidne dertil , jeg har talt 
med Nogle af dem : takkel være min Nabo , som laante 
mig sin gode Hest , det var dens Skyld , at jeg selv 
flap nd af den Elendighed . — Da jeg red herop , mødte 
jeg en anden Flok af dine Mænd , de standsede mig og 
vilde til at udplyndre mig . Jeg viste dem dit Tegn , 
men de lo deraf . „ Hvad kommer Dalby Bjørn os 
ved ? “ sagde de . Han har regeret sin Tid , fra nu af 
er det Jes Kulegraver , som befaler . “ Min stakkels Hest 
maatte atter holde for , jeg satte Sporerne i dens Sider 
og red de Bønder overende . “ 
Henning laa paa Sengen og lyttede til Byfogdens 
Beretning med uforstyrret Ro . Da Pylke tav , gled 
et Smil over hans Ansigt . 
„ Naa , saa de ville kun lystre Jes ? “ gjentog han 
langsom . 
„ Og dog er det Dig , der kalder Dig Herre ! “ 
yttrede Viffert smilende . 
Det lod til , at Offe Pylke forst ved at hore 
denne Røst gjenkjendte sin gamle Medhjelper , han vendte 
sig om mod Viffert , saae paa ham , og rakte ham begge 
Hænder med et Udbrud af Overraskelse . 
„ Hvad gjør I her , Broder Munk ? “ spurgte han . 
„ Jeg er en fangen Mand , “ svarede Viffert . 
„ Det kunde jeg næsten slutte mig til . Hvad vilde 

I ogsaa imellem Krigsfolk , vi Andre have Ondt nok 
ved at bjerge os i denne Tid , endsige en stakkels Munk 
som I . Jeg sagde Jer det nok , da vi skiltes i Aalborg : 
I skulde hellere været blevet ved at gaa mig tilhaande 
i min Skrivestue end løbe om og stikke og 
sigte paa Landevejene . “ 
„ Aa , hvad Krigshaandværket angaaer , “ sagde 
Henning , „ saa lader det dog til , at Hr . Viffert har lært 
lidt , siden I To stiltes . “ 
Pylke syntes at betænke sig , for han vendte sig 
til Henning og udbrød dæmpet : „ Jeg er ikke rig og 
har heller ikke Meget hos mig , men hvis en rimelig 
Sum kunde gjøre det stakkels Menneske fri , saa er 
jeg villig til at betale den for ham . “ 
Viffert havde hørt Alt . Han lagde sin Haand 
paa Smedens Skulder og sagde : „ I er en brav 
Mand , Byfoged . Jeg stak aldrig glemme det , I nu 
sagde . “ 
„ Tal ikke derom , “ svarede Pylke . „ Hvad vil det 
sige mellem To , der kjende hinanden saa vel . I er 
kommen paa gal Vei , Broder Viffert , jeg vil redde 
Jer ud af den . Jeg betaler den Pengesum , Henning 
med Rimelighed kan fordre ; hvis han skulde foretrække 
et godt Stykke Smedearbeide , saasom en blankpoleret 
Stridsoxe af pure Staal , eller en Stormhat , saa fast , 
at ikke den lede Satan selv kan bide igjennem den , er 
det mig desto kjærere . I følger da hjem i min Skrivestue 
og fager fat paa Pen og Regnskabsbog igjen . Ter 
skal Ingen gjøre Jer Fortræd , og I kan faae magelige 

Dage ; vi have næsten Ingenting at bestille i denne 
Tid . Hvad synes I om det Forslag ? “ 
„ Overmaade godt , “ svarede Bifsert smilende , „ men 
jeg har maattet sidde saalænge i Kloster og Skrivestue , 
at jeg trænger til lidt frisf Luft nu , derved faaer det 
at blive for det Forste . “ 
„ Hr . Biffert er Heller ikke saa slet faren , som 2 
troer , “ yttrede Henning . „ Han paastod , ligesom I 
kom , at han kunde løse sig selv , hvis han vilde . “ 
„ Saameget destobedre , “ svarede Pylke , „ jeg kan 
da drage min Vei igjen . “ 
„ Vil I reise videre inat ? “ spurgte Henning . 
„ Ja , helst strax , “ svarede Byfogden , „ jeg har en 
lang Vei for mig , og de længes vist efter mig hjemme . “ 
„ Rid I med Gud , Hr . Pylke , og hvis Nogen 
prøver paa at standse Jer , saa vis dem mit Mærke , 
her i Byen tænker jeg idetmindste , de lade det gjælde . “ 
Pylke bod Viffert Farvel og var allerede kommen 
hen til Døren , da han gik tilbage igjen og hviskede til 
Henning : „ Vil Du følge mit Raad , Graabuk , faa see 
at komme bort , det hurtigste Du kan , der er Ugler i 
Mosen , jeg troer ikke , Du er sikker her . “ 
„ Jeg vil betænke mig paa det , “ sagde Henning 
med sin tidligere Sorgløshed . 
„ Hvad siger Du saa til mit Forslag ? “ spurgte 
Visiert . 
„ Det skal jeg ogsaa gruble lidt over , “ svarede han . 
„ Derfor vil jeg nu være alene . Tranen kan føre Jer 
tilbage til Kirken . “ 

161 
„ Det er allerede over Midnat , “ sagde Bissert . 
„ Hust vel paa det . “ 
„ Der kan skee Meget sra Midnat til imorgen , “ 
svarede Henning . 
Tranen gif med Viffert , Pylke fulgte dem . Henning 
blev alene . 

XVI . 
Hvorledes Dommen blev fuldbyrdet . 
I samme Øieblik Hennings Hustru aabnede Døren 
sra Paabenhuset , forekom det hende , at en mørk 
Skikkelse gled forbi Muren under Vinduet . Hnn standsede 
og bøiede sig ned for desbedre at see , men Skikkelsen 
var forsvunden . En forvoven Hyldebærbusk stod 
noget fra Muren , og op til Vinduet var der stillet et 
Brudstykke af en gammel Stige , det var Alt , hvad 
hun opdagede , da de kom hen til Stedet . 
Nede i Byen brændte der endnu Lys i flere Huse , 
af og til hørtes Lyd af Skrig og Sange ovre fra 
Herberget . I ' Nærheden af Kirken vedblev derimod 
Alt at være roligt og stille . 
Flere Timer forløb , et svagt , dæmrende Skær 
af Morgenrøden begyndte at lysne over de store Skove , 
som dannede Landskabets Baggrund . Foraarets Budflaber , 
Lærkerne og Stærerne , sang , smaa Flokke af 
Krager søgte ned for at fiske paa Søbredden . 
Da blev Stilheden , som saalænge havde hvilet 
omkring Sankt Jørgens Kirke , pludselig afbrudt . En 

Skare Mænd kom frem fra Mørket indenfor Kirke - 
gaardsmuren og listede sig op til Vaabenhuset . Alle 
bare de Bnaben , hvis Raslen forraadte dem tiltrods 
for den Tavshed , hvormed de bevægede sig . Efterat 
have standset nogle Øieblikke nedenfor Trappen , som 
til en sidste Raadslagning , traadte to Mænd frem og 
gik op til Døren . 
I det Samme saaes i Morgenlyset en mørk Skikkelse , 
som hidtil havde siddet i en Krog af Dørkarmen , 
reise sig iveiret og strække en Partisan frem mod de 
to Mænd med det Spørgsmaal : 
„ Hvad vil I ? “ 
Stemmen lød bekjendt , det var Kirsten Trane 
som talede , det var hende , der havde siddet sammenknuget 
paa Dørtrinet med sit Barn paa Skjødet , begge 
To indsvøbte i et gammel Hestedækken . 
„ Hvad vil I ? “ gjentog hun barsk , da Ingen svarede . 
„ Er det Jer , Kirsten ! “ sagde den ene af Mændene . 
„ Hvorfor tale I saa høit ? “ spurgte Kirsten . 
„ Hvorfor hvisker I ? Hvad bestiller I her ? “ 
„ Det see 2 jo , jeg vaager . “ 
„ Over Henning ? “ 
„ Hvem skulde vel vaage over Henning , naar ikke 
jeg gjorde det ? “ 
„ Bi ville tale lidt med ham , “ sagde den Anden 
af Mændene . 
„ Kom igjen , naar det bliver lysf , nu er det Tid 
til at sove , ikke til at snakke , “ sagde Tranen . 
„ Lad de Mænd kun komme ind , “ sagde en bydende 

og alvorlig Stemme bag Kirsten , og da Døren 
blev aabnet og Skaren styrtede ind i Vaabenhuset , 
saae den Henning staaende midt paa Gulvet , rustet i 
Brystharnisk og Stormhue og støttende sig til en langskaftet 
Øxe . Han var forfærdelig bleg , men der var 
tillige noget Vildt og Udfordrende i hans Aasyn , i 
hans hele Stilling , som paatrængte sig Enhver af de 
Kommende . 
„ Hvad vil I Dalby Bjørn ? “ spurgte han koldt 
og haanligt . 
Ingen svarede , de havde ventet en Sovende , ikke 
en kampberedt Mand . 
„ Jeg skal sige Jer , hvad I ville , “ vedblev Henning . 
„ I komme for at overfalde og dræbe mig , det har I 
aftalt iaftes med Jes Kulegraver ; naar det er bestilt , 
skal Jes være Herre og føre Jer til Rov og Plyndring . 
Ikke sandt , saadan lød Ordene ? Og siden I 
manglede Mod til at vove Jer herop , naar jeg vaagede , 
saa gik I Ræve ud i Mørket , og siden Ingen af Jer 
turde vove sig alene mod mig , saa rotte I feige Uslinger 
Jer sammen , vel en Snes i Tallet . — Men 
hvor er da Jes , eders Mand , som er bedre end jeg , 
hvorfor gaaer han ikke i eders Spidse , siden det dog 
er ham , for hvem I virke ? — Ja , I see paa mig . I 
veed ikke , hvor han er . — Kom ! Saa skal jeg hjælpe 
Jer at søge . “ 
Med disse Ord gik Henning et Skridt tilside og 
drog et Tæppe op fra Jorden . Under dette laa Jes 
Kulegraver , udstrakt og ubevægelig , en Kniv var boret 

lige til Skaftet ind imellem Brystpantseret og Skulderskinnen . 
' 
Bønderne vege tilbage for dette Syn , deres 
truende Holding var forsvunden , et almindeligt Udbrud 
af Forfærdelse var den eneste Lyd , der hørtes , da 
Henning tav . Lampelyset fra Loftet faldt ned paa den 
Dødes stive og fordreiede Træk og gjorde hans Ansigts 
Bleghed endnu mere paafaldende . 
„ Han vovede dog at liste sig ene herind , “ sagde 
Henning og pegede over Skuldren paa det aabentstaaende 
Vindue . - „ Saadan modtog jeg ham . “ 
Da han sagde dette , stødte han haanlig til Liget 
med Foden , kastede sit Hoved tilbage og raabte : 
„ Nu have I seet , hvad her er at see . Der ligger 
Den , I valgte , her staaer Den , I forkastede . Hvad 
vil I mere ? “ 
Endnu medens disse Ord løde hen over den tavse 
og raadvilde Skare , hørtes Vaabenlarm og Skrig 
udenfor . Fra en længere Afstand trængte Lyden af langtrukne 
Horntoner sig til Vaabenhuset , Alle lyttede , 
selv Henning lod til at være forbavset . Døren blev 
stødt op , en Bonde viste sig i Aabningen , lænede sig 
vaklende og gispende til Karmen , idet han raabte : 
„ Til Vaaben , alle Mand ! der komme Ryttere 
vesterfra og slaa ihjel for Fode . Fra Sønder tude 
de ogsaa i Hornene . Det er galt fat rundt omkring os . “ 
Bønderne styrtede ud af Vaabenhuset . Henning 
blev alene . Gjennem den aabnede Dør hørtes Kohornenes 
Toner bestandigt nærmere , mere langtrukne 

og klagende . Paa Kirkegaarden udenfor stimlede en 
talrig Skare sammen og voxede med en forbavsende 
Hurtighed . 
„ Hvor er Jes ? “ raabte Nogle . „ Han skal føre 
os ! “ tilføiede Andre . „ Hent Fangerne , dræb dem , saa 
afsted til Skoven . “ 
Nye Skarer gjentage disse Raab , stedse lydeligere . 
Forvirringen var ubeskrivelig . Henning stod tavs i den 
aabne Dør og saae ud over Mængden , saa ligegyldig , 
som om hans Øine kun mødte Kirkegaardens sammensunkne 
Grave . Solen skinnede ned over ham . Da 
Raabene syntes at forene sig i et fælles Spørgsmaal 
efter Jes , traadte han et Øieblik tilbage , viste sig atter 
og raabte med en Røst , der skarp og bestemt naaede 
lige til den Sidste i Skaren : 
„ Det er altsaa Jes , der skal frelse Jer . Lad ham 
gjøre det . I har forlangt en Hund for en Bjørn . 
Der har I Den , I valgte . “ 
Med disse Ord løftede han Knlegraverens Lig 
op i sine Arme og kastede det ned blandt Mængden . 
Den Forbavselse og raadvilde Forvirring , som 
nu opstod , lader sig vanskelig beskrive . Kirkegaarden 
gjenlød af Rædselsskrig , af Trnsler , ' af Bonner om 
Hjælp . I Nærheden af Knlegraverens Lig var Trængslen 
störst , Enhver vilde see den paakaldte Frelser , som 
laa for deres Fødder med Dødens graalige Bleghed 
i sit Ansigt , med blaalige Læber , med Spor af Blod 
i Mundvigen , og hvis brustne , glasagtige Øine endnu 
ikke havde lukket sig . Fra deu Døde vendte Alles 

Blikke sig til den Levende . Han stod endnu oppe paa 
Trappen , ventende , trodsende , slottet til Skaftet af sin 
0xe . 
Imidlertid tiltog Mængden hvert Øieblik nede 
paa Kirkegaarden . Gjennem de sprængte Porte trængte 
sig en Hob skrigende Kvinder med udslagne Haar , 
store Bylter af Klædningsstykker under Armene og 
Fortvivlelse i alle Miner ; de fulgtes af Born , der 
grebe fat i deres Kjoler for ikke at blive revne bort i 
Trængslen . 
Nede fra Byen lød Klageskrig af Saarede , Hestenes 
Vrinsken og hule , skrattende Toner af Kohornene , 
mellem hvilke der nu blandede sig Seirsraab og 
Trompetklang . 
Pludselig skiltes Mængden nede foran Trappen . 
En høi , bredskuldret Mand kom tilsyne med graaligt 
Haar , en Pigkolbe paa Skulderen og et bredt Slagsværd , 
hængende i en Snor paa Brystet . Kolben og 
Sværdet lagde han fra sig paa det nederste Trin af 
Trappen og skred derefter vaabenløs op til Henning . 
En almindelig Tavshed og Forventning fulgte Manden . 
Henning lod ham komme , lod ham gribe sin 
Haand , og man hørte den Gamle sige : 
„ Hjælp os ! Hvorlænge skal det vare ? — Seer 
Du ikke , at vi have Dig nødig ? “ 
Henning rystede paa Hovedet . „ I have solgt mig , 
I vilde slaa mig ihjel . Jeg gider ikke have meer med 
Jer at gjøre . “ 
„ Skulle da Alle bøde for den Eues Skyld ? “ 

spurgte Manden . „ Jeg har været Dig tro , det veed 
Du . Hvad brød jeg mig om Jes med hans skelende 
Øine ? Det var min Dreng , som gik til Kirsten iaftes 
og bad hende vogte sig for Natten . Hjælp os , Du ! “ 
Henning stod og saae ned for sig . Han følte sig 
bevæget af denne bønlige Stemme . 
„ Imorgen vil det hedde , at Dalby Bjørn løb 
sin Bei , da det kneb for hans Brødre , “ tilføiede den 
Anden . 
Disse Ord løde til at forvandle Henning . Hans 
Bryn rynkede sig , hans spottende Mine forsvandt , han 
syntes at blive større , idet han vinkede til Mængden , 
strakte sig ud over Trappen og raabte : 
„ Hør efter dernede , og lad hver Mand see til , 
at han lystrer mig paa en Prik . — I skille Jer ad 
i to Hobe , den ene gaaer ovenom FogedgaardenJ vad 
over Aaen , der kunne Rytterne ikke naae Jer : — den 
anden gaaer imod øst . Bring Kvinder og Børn ind 
i Skoven , ingen Snak mere . Den , som taver , er 
fortabt . “ 
Aner vexlede Scenen . Efferat de sidste af Hennings 
Ord havde lydt hen over Mængden , lignede 
Kirkegaarden et oprørt Hav , hvis Bølger samlede 
trængte sig hen mod Udgangen , før derefter at skilles 
i to brede Strømme , som hver søgte sin Vei . Lidt 
efter var Kirkegaarden forladt , dens nedtraadtc Kors 
og Grave viste sig , midt imellem disse laa Jes Kulegravers 
Legeme , beskinnet af Morgensolen , forladt og 
glemt af alle sine Venner . Henning smilede over den 

Iver , hvormed hans Befalinger bleve fulgte , det var en 
Triumf , han i dette Øieblik feirede . Den gamle Mand 
sad ved hans Fødder , skøttende Hovedet mellem begge “ 
sine Hænder . 
„ Hvorfor gaaer Du ikke med ? “ spurgte Henning . 
„ Det sagde jeg Dig jo før , “ svarede Manden . 
„ Jeg bliver ved at være Dig tro ; Du skal snart faae 
det at see . “ 
Henning lagde sin Haand paa hans Skulder : 
„ Ak nei , Asmus ! “ sagde han bevæget , „ det som vil 
gaa for sig om lidt , lader sig ikke fægte ud med Sværd . 
Følg med de Andre , de have Dig mere nødig end jeg . “ 
Den Gamle saae op paa Henning , svarede ikke , 
men tog sine Baaben nede paa Trappen , slængte dem 
op paa Skuldren og gik med lange og hurtige Skridt , 
uden at vende sig om . 
I det Samme greb en Haand om Hennings . 
Han vendte sig og saae Kirsten , som under Alt , hvad 
der hidtil var foregaaet , havde beholdt sin Plads ved 
Døren , med Hellebarden i den ene Haand og sin lille , 
Datter i den anden . Hnn var blot lidt blegere end 
sædvanlig , den gjennemvaagede Lials Uro stod malet 
i hendes Træk . 
„ Tag Barnet , “ sagde han , „ løb saa hurtigt , Du 
kan , langs med Huulvcien , østerpaa ind i Skoven . 
Der har Du alle de Penge , jeg eier . “ 
Med disse Ord rakte han hende en lille Lærredspose . 
„ Hvad gjør Du selv ? “ spurgte hun . 
„ Jeg løser Fangerne . “ 

Tranen nikkede og adlød blindt og tavst , som hun 
pleiede . Idet hun gik , greb Henning hendes Haand 
og standsede hende . 
„ Farvel Du ! “ sagde han . „ Du har fundet Dig 
i Meget sammen med mig , fra nu af er det Onde 
forbi , det troer jeg . Naar vi sees igjen , bringer jeg 
de gode Dage med mig . “ 
Han slyngede sine Arme om hendes Skulder og 
kyssede hende . Tranen saae op paa ham , smilede , som 
de gode Engle smile , Taarerne løb ned ad hendes 
Kinder idet hun kyssede hans Haand , derefter løftede 
hun Barnet op i sine Arme og gik til Skoven , som 
han havde sagt . 
Nede i Byen lød Larmen og Skrigene stedse 
høiere . Bønderne sloges med hele det Raseri , Fortvivlelsen 
gav dem , og som Bisheden om , at der ikke 
fandtes Naade eller Skaansel , forøgede . En Afdeling 
Ryttere holdt i den brede Gade , som førte op til 
Kirken , en anden var stegen af Hestene og kæmpede 
med de Fjender , som havde søgt Tilhold bag Gjærder 
og Huse , hvorfra de sfode med Buer eller stak efter 
Rytterne med deres lange Spyd . 
Fra Vaabenhuset gik Henning over i Kirken . 
Da han kom til Bifferts Fængsel , fandt han Døren 
staaende paaklem , indenfor laa Fangevogteren udstrakt 
paa Gulvet , Bistert selv var forsvunden . Henning 
kunde see , at der havde fundet en Kamp Sted , som 
. var gaaet ubemærket hen under den almindelige Forvirring 
udenfor . Lampen var væltet , Halmen spredt 

omkring paa Gulvet , Stecndunken søndcrslagen . Fangevogteren 
vaagnede ikke heller da der blev kaldt paa 
ham , det var Dødens Søvn , han sov . 
Henning trak paa Skuldren og gik ind i Kirken , 
hvor Gram og Vugge sade indespærrede . Et Øieblik 
iforveien vare Bønderne , som holdt Vagt oppe i Koret , 
fulgte med deres flygtende Kammerater . Biffert stod 
ved Alteret og søgte efter Nedgangen . Da han hørte 
Trin gjenlyde paa Steengulvet , vendte han sig om 
og studsede ved at see Henning , uden Vaaben , med 
blottet Hoved og iført en gammel , snever , blaastribet 
Hvergarns Kofte med en brun Læderrem om Livet . 
„ Kommer Du endelig ? “ udbrød han . „ Det var 
nærved , Du havde tøvet for længe . “ 
„ Det lader dog til , jeg kommer tidsnok , Hr . 
Biffert , siden I ikke uden min Hjælp kan finde Vei 
til de to Herremænd . “ 
„ Hvor ere de gjemte ? “ 
„ Hernede , “ sagde Henning og aabnede en Trælem 
paa Altergulvet . Under denne viste der sig en Trappe 
og ved Enden af Trappen en jernbcslagen Dør , stænget 
udvendig . „ Hr . Jørgen Gram sidder i det første 
Kammer , Ridder Vugge i Rummet næstved , “ tilføiede 
Henning . 
„ Tov lidt , til jeg kommer tilbage , “ sagde Visiert 
og gik ned i Hvælvingen . 
Et svagt Dagslys trængte ind igjennem det lille 
tilgitrede Vindue i Jørgens Fængsel . Da Døren blev 
lukket op og Visiert viste sig i Aabningen , udstødte 

Jørgen Gram et Glædespig , styrtede hen imod ham 
og trykkede ham til sit Bryst . 
„ Jeg vidste nok , Du vilde komme , “ sagde han . 
„ Det varede længere , end det skulde , “ svarede 
Pisfert . „ Gaa ind her ved Siden af og luk op for 
gamle Hr . Bugge , han trænger vist ogsaa til frisk Luft . 
Jeg venter Eder oppe i Kirken . . “ 
Medens Jørgen aabnede Bugges Fængsel , gik 
Viffert op igjen i Kirken . Henning sad paa Rækværket 
omkring Alteret og saae paa Helgenbillederne . 
^ , Et Ord , Du ! og svar mig hurtigt og bestemt . 
Hvad har Du nu besluttet Dig til ? “ 
Henning saae hen paa Bistert med en Mine , der 
skulde udtrykke Forundring . 
„ Nu vil jeg følge Eder , “ sagde han . „ Bar det 
ikke det , I raadede mig til for lidt siden ? Jeg vil 
prøve paa , om jeg kan blive en ærlig Mand , det er 
vist tidsnok endnu . “ 
„ Det er ogsaa paa høie Tid , Du tager den Beslutning . “ 
„ Ja , beslultet var det da egenlig , før vi taltes 
ved inat . “ 
„ Du vægrede Dig dog ved at følge mig . “ 
„ Ja , men jeg sad alligevel og klippede mit Haar 
og Skæg af , for at gaa med Jer , “ svarede Henning 
med sit poliske Smil . „ Jeg maatte tale , som jeg 
gjorde , for jeg vidste , at der sad En udenfor Vinduet 
og lyttede efter mine Ord . Der var Mere at forrette , 

end I bilder Jer ind , før vi kunde drage bort . 
Det har jeg nu bragt tilende . “ 
„ Hvad har Du bragt tilende ? “ 
„ Jeg maatte først gjøre Pladsen ryddelig for Eder . 
Havde mine Folk fort Fangerne ind i Skovene , vilde 
I være komne forsilde til at frelse dem . — Bønderne 
ere borte . Jeg maatte dernæst binde Haanden paa Jes 
Kulegraver og paa alle Hans Kammerater . Hvad vilde 
det nytte , at eders Benner angreb os , hvis Jes , forinden 
I kom , havde dræbt de to fangne Herremænd ? 
— Jeg har slaaet Jes ihjel , han ligger derude paa 
Kirkegaarden . “ 
Bistert lyttede til denne Forklaring med den dybeste 
Overraskelse . Henning sad og svingede frem og 
tilbage med Benene paa Rækværket , medens han talede , 
han hævede ikke sin Stemme , saae ikke op , det var 
som Alt det , han sagde , forekom ham at være en 
ligefrem Sag , der fulgte af fig selv . 
I dette øieblik kom Jörgen Gram med Eggen 
Bugge op fra Hvælvingen . 
„ Hvad er dog det , som her gaaer for sig ? “ spurgte 
den gamle Ridder med straalende Blikke , idet han rakte 
Bistert begge Hænder . 
„ Bi slaaes , “ sagde Bistert , „ og vi frelse Eder . 
Er det ikke , som det stal være ? “ 
„ Og hvem er det , , som slaaes , og hvem er det , 
som frelser mig ? Jeg maa dog vide det , “ sagde Bugge . 
„ Christen Skeel og Clans Juul have sat sig i 
Spidsen for alle de Nosknægte og det øvrige Mandstab , 

søm Hr . Osse Slud fra Tirsbæk samlede til Rantzaus 
Hær , og søm endnu ikke var sendt til Kolding . Hr . 
Anders Friis fra Haraldskjær har sluttet sig til dem 
med sine Ryttere , de angrede ved Daggry Bønderne 
fra to Sider , jeg troer , at det Hele snart vil være 
tilende . “ 
„ Og hvem befaler over alle disse Mænd ? “ spurgte 
Bugge . 
„ Befalingen lagde Rankzau jo i eders Hænder , 
da vi droge ud fra Leiren ; det var derfor , vi skyndte 
os at faae Eder fri . Naar I viser Jer , vil Enhver 
kun adlyde Eder . “ 
Henning var gaaet ind i Vaabenhuset , idet Jørgen 
og Bugge kom , strax efter vendte han tilbage igjen 
med et Sværd . Han stod og lyttede til Samtalen . 
Da Viffert tav , sagde han : 
„ Her bringer jeg det Sværd , de toge fra Jer 
forgangen . Jeg har forvaret det siden . “ 
Bngge gjenkjendte ikke Dalby Bjørn i den stribede 
Koste , endnu mindre efter den Forandring , det afklippede 
Haar og Skæg havde frembragt . „ Hvem er 
Du ? “ spurgte han . 
„ Min Følgesvend , “ svarede Viffert , idet han tog 
sin Kappe og lagde den over Hennings Skulder . 
„ Ja , det er jeg om lidt , “ sagde Henning ; „ men 
siden jeg hører , at det er Eder , som befaler her , saa 
er jeg nu en stakkels Bonde , som beder Eder saa 
mindeligt om Raade og Forbarmelse for dem derude . 

Giv eders Folk et Tegn , at de holde op med at slaa 
ihjel , de slaaes ikke mere , de slagte nu . “ 
„ Men hvem er Du da ? “ spurgte Bugge . „ Din 
Røst forekommer mig bekjendt , skjøndt jeg ikke mindes , 
at have seet Dig for , hvor den Dalby Bjørn huserer . “ 
„ Har I da saameget at klage over den Dalby 
Bjørn , mens 2 sad fangen her ? “ spurgte Henning . 
„ Bar han Eder for streng ? Lod han Eder savne 
Noget ? Raadede han ikke til det Gode for Eder ? — 
Nu rende de Bonder ad Skoven til , ind i det dybeste 
Skjul de kunne stnde , de samles aldrig mere , det lover 
jeg for . “ 
„ Hvorfor skulde de ikke samles igjen , saalænge de 
have Dalby Bjørn til Fører ? “ 
„ Men ham har de ikke mere , “ sagde Henning . 
„ Hvoraf veed Du det ? “ 
„ Fordi Dalby Bjørn ligger her for eders Fødder 
og tigger om Naade for sine Brødre . “ 
Med disse Ord knælede Henning ned for Bugge 
og bøiede sit Hoved til Jorden . 
I det Samme lød der høirøstede Stemmer udenfor 
Kirken , en Trompet gav Gjenlyd inde i de høie Hvælvinger . 
Christen Skeel og Claus Juul viste sig ved 
Indgange « . 
Henning strakte Hæ « dær « e op mod Bugge og 
hviskede : „ Er dær siet ingc « Naade for dem ? — blot 
en Times Frist til at komme bort — en eneste Time . 
I skal aldrig see dem mere for eders Øine . “ 

„ Jeg vil gjøre hvad jeg kan , “ sagde Bugge med 
et godmodigt Smil og lagde sin Haand paa Hennings 
Hoved . „ Reis Dig op Dn — Væbner hos Hr . Visiert 
Vendelbo . “ 
Strax efter kaldte Trompeterne Herremændenes 
Stridsfolk sammen omkring Kirken . Forfølgelsen ophørte . 


XVII . 
Hvad Viffert forlangte til Løn . 
Otte Dage senere skinnede Eftermiddagssolen ned 
over Sletterne ved Kolding og spejlede sig i Fjorden , 
hvis flovbeklædte Bredder begyndte at antage en svag 
lysegrøn Farve af det unge , spirende Løv . Kolding 
frembød i den sidste Maaned et broget og livligt Billede , 
idet Krigsfolkene fra Leiren kom ind til Byen i 
store Skarer for at kjobslaa i Boder og Ølhuse , hvorfra 
de først imod Aften vendte syngende og halvberusede 
tilbage for at kunne være hjemme inden Tappenstreg . 
Ude i Leiren hendøde Sangen , de Bernsede syntes at 
faae deres Bevidsthed tilbage ; Rankzau havde givet streng 
Befaling om Orden og Ædruelighed , og Alle vidste , 
at han var Mand for at haandhæve sine Bud . 
Der var dengang en bred , indgroftet Vei fra 
Kolding langs med Skoven nordpaa . Ovenfor Dyrehaven 
sfilles den i to Arme , den ene gik forbi Eltang 
Kirke , den anden vesterpaa over Moserne ved Nebel . 
Leiren laa lige udenfor Kolding , omtrent for Enden 
af denne Vei , og som Følge deraf var den daglig opfyldt 
af Vaabensmede , Bissekræmmere , Jøder og Prangere . 

De Sidste bragte Kvæg til det daglige Forbrug 
blandt Krigsfolkene , Jøderne gik og ventede paa at afkjøbe 
Soldaterne det Bytte , Krigen mulig kunde bringe , 
hos Bissekræmmerne kunde man , foruden mange andre 
nyttige Gjenstande , skaffe sig en særdeles billig Underbalsom , 
der øieblikkelig lægede ethvert Saar , eller hvis 
man heller vilde have en lille , indviet Pose til at 
hænge paa Brystet , saa var Enhver , som bar den , aldeles 
sikret mod Hug og Stik . Det var et Middel 
til at vinde Hæder uden at vove Noget , derfor fandt 
denne Handelsgjenstand en rivende Afsætning . Af og 
til kom ogsaa en Munk ridende paa et langøret Æsel 
og falbød Afladsbreve til dem , der foretrak Sjælens 
Frelse for Legemets , men denne Handel gav ikke længere 
saa godt Udbytte som tidligere , Luthers Lære begyndte 
allerede at svække Tilliden til disse Breves Virkning . 
Det var altsaa otte Dage efter Kampen ved Rye , 
da der henimod Aften red en pyntelig Skare Adelsmænd 
over den ene af de omtalte Veie fra Vcsternebel 
Moser , hvor de havde tilbragt Dagen med Iagt . To 
af disse Herrer saae ud til at være Mænd af meget 
høi Rang , de Øvrige , som fulgte dem i nogle Skridts 
Afstand , lode til at være deres Følge . 
Den ene af Anførerne bar en mørkeblaa Fløiels 
Vaabenkjole , over hvilken der gik et blankpoleret Brystharnisk 
med ophævede Udsmykninger og et Indlæg af 
fine , snirklede Guldtraade i Kanterne . Over dette 
Harnisk slyngede sig et bredt Skærf af gult og mørkerødt 
Silke . Paa Hovedet bar han en let Hjelm med 

gylden Kam og Kant , hvorfra en hvid og grøn Fjerbusk 
faldt ned over Skuldrene . Hans Ansigt var langt 
og noget masivt i Formerne , dets Udtryk røbede Kløgt 
og Godmodighed . Det var Hertug Frederik af Holsteen , 
som var bleven kaaret til Konge i Danmark . 
Hans Ledsager var den mandhaftige Johan Rantzau , 
Fcltmarskalk over Leiren , iført en prunkløs , blaahærdet 
Rustning , over hvis Brystplade et langt , brunrødt 
Skæg faldt ned . Ansigtet , som viste sig under 
det opslagne Bisir , var alvorligt og strengt , brunt , af 
Solen , det tydede paa stærke og heftige Lidenskaber , 
lette at vække , vanskelige at forsone . 
Lidt ovenfor Bramdrupdam ligger der en langstrakt 
Bakke , ved hvis Fod Adelsmændene gjorde Holdt 
foran et vældigt Egetræ , under hvilket Svendene lidt 
iforveien havde udbredt en hvid Dug paa Græsset og 
opstillet Fødevarer , Biindunke og Bægere . Rytterne 
stege af deres Heste , Kong Frederik tog Plads paa et 
Sæde af Græstørv under Egetræet , Rantzau og det 
øvrige Følge lagde sig ned i Græsset og dannede en 
Kreds om Dugen . Lidt borte stode Tjenerne og Falkonererne 
med deres Fugle paa Armen eller paa en 
tvegrenet Stok . To Skovhornister blæste en munter 
Melodi , og medens Adelsmændene spiste og drak , bleve 
de efterhaanden omringede af nysgjerrige Bønder , Kvinder 
og Børn , som havde ventet i nogen Frastand , 
nede under Bakken , for at see den ny Konge . 
Skovhornene blandede sig med Latter , Bægerklang 
og høirøstede Samtaler , da der pludselig i lang Frastand 

lod et andet Horn , som i bløde og dæmpede Toner 
gjengav en af disse gamle , vemodige Melodier , der 
dengang vare Folkets velbekjendte Eiendom , medens de 
nu , fortrængte eller glemte , paa faa Brudstykker nær , 
nøies med en beskeden Plads i et Bibliothek eller i en 
Samlers Gjemmer . Hornet syntes at komme nærmere , 
dets Toner gav Echo under Bakken . Rantzan lagde 
Kniven fra sig og lyttede , hans Bryn trak sig sammen , 
en tiltagende Uveirsrynke blev synlig imellem Øinene . 
„ Hvad Djævelen er det for en Karl , som vover 
at trompete her , uden at bede om Forlov ? “ spurgte han , 
idet han stod op og saae tilbage . 
Nede paa Veien kom en Skare Ryttere i et hurtigt 
Trav . I den Støvsky , som omgav dem , viste sig af 
og til en blankpoleret Hjelm eller et blaaligt Jernkyrads , 
belyst af Aftensolens rødlige Skær . Hele 
Jagtselskabet stirrede paa Rantzan og Rantzan paa de 
Kommende . Da glattedes efterhaanden den dybe Rynke 
i Feltherrens Pande , Vreden gav Plads for Overraskelse , 
hans barske Miner forvandledes til et fornøiet 
Smil , idet han vendte sig om mod Kongen og sagde : 
„ Nu troer jeg visf , at Eders Majestæt vil faae godt 
Nyt at høre . Hvis jeg seer ret , saa kommer der Eggert 
Bugge med sine Mænd , dem jeg skikkede den Dalby 
Bjørn paa Nakken . “ 
Han tog ikke feil i sin Formodning . Det var 
Ridder Bngge , som vendte tilbage fra Nye , ledsaget 
af en anselig Styrke , Alle med blusende Aasyn efter 
det heftige Ridt og den tunge Vægt af Vaaben og 

Rustning , Alle støvede og medtagne af Reisen , men i 
den muntre og tilfredse Stemning , søm en veludført 
Bedriff pleier at fremkalde . 
Da Jagtselskabet laa nedenfor Bakken , fik Bugge 
og hans Mænd først Øie paa Forsamlingen , idet de 
kom i faa Skridts Afstand . Den gamle Ridder gjenkjendfe 
Kongen , steg af Hesten og hilste . Adelsmændene 
i hans Følge gjorde det Samme . Førend dette skete , 
havde Rankzau gjort Kong Frederik bekjendt med Bugges 
Sendelse . Nu vendte han sig mod Ridderen og udbrød : 
„ Goddag , Hr . Eggert Bugge ! I kommer ridende 
med en Mine , hvori der staaer et vundet Slag skrevet . 
Er det ikke saa ? “ 
„ Nei , dertil var Fjenden for ringe , “ svarede Bugge . 
„ I mit Ansigt skulde der ikke staa Andet at læse , end 
Ønskef om at have opfyldt eders Forventning . Det 
er Alt . “ 
„ Ingen Rosbaaren maa lade blæse for sig i Horn 
paa Adelsvei , medens Hans Naade Kongen færdes 
paa den , “ sagde Rankzau . „ Beed I ikke det ? “ 
„ Jydske Adelsmænd satte Kong Frederik den Forsfe 
paa Danmarks Kongcthrone ; jeg ventede ikke at finde 
Hans Majesfæt paa et saa beskedent Sæde som det , 
han her har valgt sig , “ svarede Bngge . 
„ Neien er lang herfra til Danmarks Throne , “ ytrede 
Kongen smilende , „ jeg hviler mig lidt underveis . “ 
„ Bi have nn gjort Eders Majesfæt den Bei en 
Smule kortere i disse Dage , “ vedblev Bugge , „ det 
var det , mit Horn skulde fortælle Feltmarskalken . “ 

„ Og Dalby Bjørn ? “ spurgte Kongen . 
„ Eders Majesfæt vil aldrig oftere blive mindet om 
dette Navn . Vi have slettet det ud . “ 
„ Meu hans Bande ? “ 
„ Den er ikke mere til . “ 
„ I har slaaet den ? “ 
„ Ja , “ svarede Bugge . 
„ Ønsker Eders Majesfæt ikke at vide lidt omstændeligere 
Besked om den Sag ? “ spurgte Rantzau . 
„ Jo , fortæl , fortæl ! Jeg vilde just bede Eder 
derom . “ 
„ I saa Fald er det ikke mig , der skal have den 
Ære at aflægge Eders Majesfæt Beretning , “ svarede 
Bugge . 
„ Hvem da ? “ 
„ Hr . Viffert Vendelbo veed Mere at sige derom . 
Jeg var en fangen Mand , da det Vigtigste hændtes . “ 
Viffcrts smukke Ansigt smilede , idet han rystede 
paa Hovedet til disse Ord . Medens Alles Blikke vare 
rettede paa ham , bøiede han sig for Kongen og svarede : 
„ Det jeg veed , er for Lidt til af trætte Eders 
Majestæts Opmærksomhed med , det jeg havde Leilighed 
til af udføre , er endnu mindre . Hr . Christen Skeel 
og Clans Juul , som staa der , anførte hver sin Hob 
af vore Spyddragere , de overfaldt Bønderne , de toge 
deres forskandsede By , de gjorde Alt , hvad der var af 
bestille . Dem tilkommer det af tale . “ 
. „ Ja ganske vist var det os , “ sagde Christen Skeel , 
„ men baade Juul og jeg høre til en Slægt , som ikke 

pleier af sætte sit Mærke under Andenmands Bedrift , 
derfor have vi af tilføie^ af det var Viffert , som skaffede 
os Folk , Visiert , som viste os , hvor vi skulde søge 
Fjenden , som udspeidede ham , som lagde Planen , 
Viffert , som virkede tidlig og silde , og da saa Alt var 
forberedt og bragt i Gang , sagde han : See , der er 
Veien , gaa nu ! — Saa gik vi , og saa sloge vi dem . 
Det er Forskjellen mellem ham og os . “ 
„ Ja , “ svarede Viffert frimodig , „ Eders Majestæt 
har uden Tvivl allerede opfattet denne Forskjel , det er 
den mellem det dragne Sværd og Armen , der forer det . “ 
„ Det var tillige Viffert , som frelste Ridder Bugge , “ 
udbrød Jørgen Gram , som ogsaa syntes , at han burde 
sige Noget . 
„ Jeg er ilde faren , “ sagde Viffert . „ Enhver overdriver 
min Deel . Hr . Bugge maa da selv bedst vide , 
hvem der aabnede hans Fængsel . “ 
„ Det gjorde Jørgen Gram , “ “ svarede Bugge . 
„ Der hører Eders Majestæt Sandheden , “ sagde 
Viffert med sit lykkelige Smil . 
I dette Øieblik gik Rantzau , som havde staaet i 
et Par Skridts Afstand og lyttet til Samtalen , hen 
mod Viffert og lagde fine Hænder paa hans Skulder . 
„ Jeg troer Gud forlade mig , at Du Munk staaer her 
og har alle dine Venner tilbedste , “ sagde han og 
rystede ham . „ Nu lade vi den Snak fare for at 
komme til Sandheden . Kort og godt , hvad har Du 
da selv bestilt , medens det hidtil var de Andre , der 
handlede ? “ 

„ Jeg sad inde i er Aflukke , som en stakkels Fange , “ 
svarede Viffert . „ Jeg havde . en Mand med et langt 
Skæg og et langt Spyd til Vogter foran mig . “ 
„ Tro ham ikke , Hr . Feltmarskalk , “ sagde Skeel , 
„ Visiert har været paafærde overalt , men han ligner 
Piken , man mærker den først , idet den naaer Maalet . “ 
„ Hvorfor skulde jeg ikke tro ham , siden han selv 
siger det ? “ svarede Rantzau . „ Du sad altsaa fangen ? 
Og det kalder Du at holde dit Løfte til mig ? “ 
„ Hvad har jeg lovet ? “ spurgte Viffert , „ ikke at 
vise mig før eders Øine , før Hr . Vugge var fri . Ridder 
Bugge har den Ære at hilse Eder . I gav mig 
Lov til at vælge de to bedste Adelsmænd , jeg kjendte 
i Hæren . Jeg valgte efter flittig Overlæg og bedste 
Formue . Christen Skeel slog Bønderne , Claus Juul 
gjorde det Samme , hver paa sin Maade , saalænge til 
den sidste Klo slap Pleil og Fork , og det sidste Par 
Træsko maalte Veien til Flugt , saa hurtigt , som om 
de havde Ild i Hælene . Kan I forlange Mere ? — 
Da vi forrige Gang taltes ved , stolede jeg paa , at I 
kjendte mig ikke ret , det Samme mener jeg idag , den 
Gang tiltroede I mig forlidt , tro blot nu om mig , 
at jeg har stræbt at gjøre mig værdig til at tjene 
under en saa sfor og mægtig Feltherre som I , for at 
Eders Geni kunde lyse over mig og gjøre mig til eu 
dygtig Stridsmand for vor Herre og Konge , — saa 
troer I Sandheden . “ 
„ Men Dn glemmer alligevel Noget , listige Træring ! “ 
sagde Rankzau . „ Du lovede at bringe mig 

gamle Hr . Bugge fri og frelst tilbage . Han er her . 
Du valgte sikkert og godt i de to brave Adelsmænd , 
det er bevist ; men Du lovede ogsaa , at bringe mig 
den Dalby Bjørn med hjem . Hvor er han ? “ 
Vissen ^betænkte sig lidt . „ Ham skal jeg føre til 
eders Bolig i denne Aften , “ sagde han . 
„ Iaften ! “ gjentog Rankzau studsende . „ Hvis det 
skeer , kan Du bede mig om hvad Du vil . “ 
„ Det har jeg ogsaa isinde . “ 
„ Jeg venter Dig altsaa iaften , og siulde jeg 
glemme det , saa spørg mig kun om , hvormed jeg vil 
belønne din Daad . “ 
„ Nei , det spørger jeg ikke om . Jeg venter , til I 
selv siger det , naar I først har sagt det Samme til 
Hr . Bugge ; han er vor Høvedsmand , og under hans 
Dine blev der kæmpet . “ 
„ Ja , hvad Hr . Bugge angaaer , saa overlader jeg 
Hans Belønning til Eders Majesfæt , “ sagde Rantzau , 
for at give Ordet tilbage til Kongen . 
„ Sagen er altsaa , at disse modige Adelsmænd , 
anførte af Hr . Bugge , have udført en herlig Bedrift , “ 
sagde Kongen , „ derom er der idetmindste ikke blevet 
yttret nogen Tvivl . “ 
„ En herlig Bedrift ! — Ja , det skulde jeg mene , “ 
svarede Rantzau paa sin ligefremme Maade . „ De have 
jo feiet Jylland reen for det Røverpak , der vovede 
at spærre Eders Majesfæt Veien til Thronen ; de have 
dertil føiet en gavnlig Advarsel for alle Andre , som 
kunde faae Lyst til at prøve paa det Samme . “ 

„ Og hvormed skulle vi da vise Eder vor Tak , 
Hr . Bugge ? Har I noget Ønske , som staaer i vor 
Magt at opfylde ? “ 
„ Nei ! “ svarede Bugge , „ jeg har intet saadant 
ønske . Jeg er en gammel Mand , son ? allerede har 
tilstrækkelig af Velfærd og timelige Goder . Hvis Eders 
Majesfæt kun vil bevare mig i Eders Naade , saa forlanger 
jeg ikke bedre . For mig er det allerede en til “ 
skrækkelig Lykke at have været en-af de Forste , som fik 
Leilighed til at virke i Eders Majestæts Tjeneste . “ 
Kongen smilede til dette Svar , men Magten var 
endnu saa ny i hans Hænder , han længtes efter Leilighed 
til at lade dens Straaler lyse , vendte sig mod 
de Andre og vedblev : 
„ Siden Hr . Bugge allerede har vidst at skaffe 
sig saamegen Hæder , at vi ikke mægte at føie Andet 
end vor Beundring til den , saa lad mig da høre , 
hvorledes jeg er stædt ligeoverfor Eder , I Herrer . 
Der blev sagt , at Hr . Skeel og Hr . Juul havde ført 
vore Mænd mod Bønderne og slaaet dem , det er Krigsbedrifter , 
og derpaa forstaaer vor Feltmarskal ? Hr . 
Rantzau sig bedre end jeg , det vil uden Tvivl være i 
hans egen Fordeel at benytte disse modige Mænds 
Tjeneste , ved at give dem en passende Befaling i Hæren , 
det er hans Sag ; men I , Hr . Gram , havde jo Deel 
i Bugges Frelse , hvad kan jeg gjøre for Eder ? “ 
„ For mig , min naadige Herre og Konge ! “ svarede 
Jörgen Gram forlegen og saae ned foran sig . „ Jeg 
har ingen Ret til at paakalde Eders Gunst . “ 

„ Han vover ikke at yttre sin Tanke , “ svarede 
Viffert , „ og dog gjemmer han paa et inderligt og 
længe næret Ønske , som det kun beroer paa Eders 
Majestæt rt opfylde . “ 
„ Saa tal da I hans Sag , siden I lader til at 
kjende ham saa nøie , “ sagde Kong Frederik : 
„ Det skal jeg , “ sagde Visiert , idet han tog Hjelmen 
af sit Hoved . „ Jeg knæler her for Eders Majestæts 
Fødder i Grams Navn , som det sømmer sig 
den Bønfaldende . Jørgen Gram er trolovet med 
Frøken Laxmand , Datter af Nigshofmestcren , mod 
hvem hans Naade Kong Hans , Gud gjøre ham salig ! 
foer frem med større Strenghed end billig var , det 
Hr . Laxmands Svigersøn , Abraham Gyldenstjerne , 
siden har faaet lovligt bevist . Rigshofmesterens Børn 
flakke nu vildfarende om i Verden , den rigeste Adelsmands 
Hustru har ikke det , hun kan helde sit Hoved 
til . Derfor var det Jørgen Grams Haab , at der 
maalte tilbyde sig en Leilighed til at vinde Eders 
Majestæts Gunst , for ved Hjælp af den at skaffe den 
ulykkelige Adelsfrue saameget tilbage , som hun behøver 
til sit Livs Ophold , og at hendes eget Gods Sandholdt 
atter blev givet hende til Eiendom . “ 
Alle Tilstedeværende lyttede med spændt Opmærksomhed 
til disse Ord , Ingen mere end Jørgen Gram , 
hans Øine hvilede paa Viffert med et Udtryk , der 
noksom beviste , hvor fremmed han selv var for det , 
som her blev fremført . Dette Udtryk vexlede med en 
levende Glæde , da Visiert endelig havde sagt Alt . 

„ Ja , “ udbrød han med eu Røsf , der udtrykte 
Ungdommens hele Varme og Begeistring . „ Det er 
sandt ! Min Bøn og mit kjæreste Onsfc er , at det maa 
skee , som han siger . “ 
„ Nu vel ! “ svarede Kong Frederik med sit blide 
Smil . „ Siden Hr . Jørgen Gram nøies med kun at 
forlange som Gunst , hvad der synes at tilkomme hans 
Slægt som Net , saa skal det skee . Fru Laxmand kan 
tage sin Gaard tilbage fra denne Time ; hvad hun 
forøvrigt har Adkomst til at fordre , skal blive givet , 
naar bedre Tid tilsteder det . Jeg yder Eder dertil Begge 
min Tak , fordi I skaffe mig Leilighed til i den første 
Bøn , der rettes til mig , at øve en Netfærdighedshandling . “ 
Jørgen Gram knælede , Viffert greb Kongens fremrakte 
Haand og kyssede den . Rankzau stod og smilede 
og støttede sig til sit lange Slagsværd . 
„ Det bliver Aften , “ sagde han , „ og Duggen falder . 
Hvis det behager Eders Majestæt , ville vi stige 
tilhest , om lidt gaaer Tappenstregen , til den Tid maa 
jeg være i Lciren . “ 
Kongens Hest blev sørt frem , han besteg den , 
Adelsmændene fulgte hans Exempel . Lidt efter jog 
Skaren ned ad Veien til Kolding . Trompeterne blæste . 
Bønderne saae efter dem , til de forsvandt ved en Bøining 
af Veien . Inde i Skoven sang Solsorten , og 
Echoet gjentog de forsvindende Toner af Hornene . 

XVIII . 
Bag den lukkede Dør . 
Samme Aften , nogle Timer senere , sad Johan 
Rantzau i den lille Bondestue , hvori vi allerede 
tidligere have seet ham . Ligesom sidst befandt Fru 
Rantzau sig ved Hans Side og lyttede til det han fortalte 
hende om Eggert Bugge og hans Venners Tog . 
Deres lille Son sad paa Feltherrens Knæ , omslynget af 
hans Arme , og legede med hans lange Skæg , som gled 
henover Drengen , hvergang Rantzau bevægede Hovedet . 
Da blev Dørforhænget draget tilside , idet Hellebardercn 
udenfor stak Hovedet ind og meldte Visiert 
Vendelbo . Fru Rantzau hilste paa den indtrædende 
Adelsmand og talte nogle Ord til ham , før hun forlod 
Stuen med sit Barn paa Armen . Feltherren og Viffert 
bleve tilbage . 
„ Iaften ere vi alene , “ sagde Rantzau , idet han gik 
op og ned ad Gulvet , „ vi kunne nu tale uforbeholdent 
med hinanden . “ 
„ Uforbeholdent ! “ gjentog Visiert , „ hvorledes forstaaer 
jeg det , min naadige Herre ? “ 

/ 
„ Ingen Udflugter ! “ udbrød Rankzau smilende , 
„ det behøves ikke , det er dog Eder , som har udført 
Broderparten af hvad der er forgaaet oppe i Nye , 
Eder , der frelste min gamle Bugge og Jørgen Gram , 
da Strikken allerede laa om deres Hals , Eder , som 
har været Kaptajn for at skaffe Mandsfab sammen og 
ledet hele Overfaldet . — Intet Smil ! Ingen Rysten 
paa Hovedet ! —I begynder godt , Viffert , bliv saadan 
ved . “ Med disse Ord traadte Rankzau hen til ham 
og lagde sin Haand paa hans Skulder . 
„ Jeg maatte jo gjøre Noget , for at afvinde Eder 
en bedre Mening end den , jeg hørte sidst herinde , “ 
svarede Viffert . 
„ Aa Snak ! Det var min Sjæl hverken med 
Tanken paa mig eller af Iver for Hr . Bugge , I 
handlede . I gaaer eders egen Vei , der ligger noget 
Dybere bagved dette , I har et bestemt Maal , I tragter 
efter . — See mig stift i Øinene og nægt det , om I 
tor . — Men hvad angaaer det mig , jeg fritter ikke , 
jeg veed blot Mere , end I troer . Dermed nok ! — 
Handl , min Søn ! Læg al din Kraft , hele din Sjæls 
bedste Villie til , saa gaaer det for Dig her i Verden , 
det er rftke nær saa svært , som man bilder sig ind , at 
sige , sfaar forresten Maalet er Møien værd . Stol 
paa Dig selv og paa Gud , men aldrig paa Andre . 
Det arter godt , Du , hvad af Stort er kommen . “ 
Viffert svarede ikke , hans Aasyns Udtryk syntes 
at være indhyllet i et uigennemtrængeligt Slør , medens 
Rantzau vedblev at gaa op og ned ad Gulvet . 

„ Hvor er den Gavtyv , I lovede at bringe mig ? “ 
spurgte han lidt efter . 
„ Han venter herude . “ 
„ Hent ham ind , lad os see paa ham . “ 
Viffert forlod Stuen og kaldte paa Henning . Han 
stod noget borte ved det næste Vindue , iført en almindelig 
Væbners Dragt , og fordrev Tiden med at kigge 
ind ad et aabent Vindue til Fru Nantzaus Amme , 
som bragte den lille Dreng iseng . Da Viffert førte 
ham ind i Stuen , gik Feltherren hen til ham , greb 
ham ublidt i Skuldre » og udbrød spottende : 
„ Det er alsaa Dig , Slyngel ! som lader sig kalde 
Dalby Bjørn ? saaledes seer Du ud , slunken og hjulbenet , 
med Trællens Mærke stemplet paa din Pande . 
— Jeg synes ellers , et ringere Navn kunde have 
gjort det . “ 
„ Maaske har I Ret , “ sagde Henning , „ men jeg 
holdt mig ikke selv over Daaben til mit Navn . Varder 
noget feilt deri , saa maa de om det , som kaldte 
mig saadan . Nu hedder jeg kun Henning Graabuk , 
det andet Navn er glemt . “ 
„ Men jeg husker det , “ sagde Rankzau , „ baade 
' Navnet og din Bedrift . Veed Dn nu ogsaa , hvad 
der foreslaaer Dig ? “ 
„ Ja , naadige Herre ! Det eneste Gode , jeg har 
beholdt tilbage af mit forrige Liv , er , at det lærte mig 
at beregne og forudsee . “ 
„ Virkelig ! “ udbrød Rankzau med et uheldvarslende 
Smil . 

„ Hr . Viffert veed det . “ 
„ Hvad forudseer Du da , der venter Dig her ? “ 
„ Forst eders Tilgivelse , dernæst , at jeg slaaer ind 
paa en heel ny Vei , som fører til noget-Bedre end 
den forrige . “ 
Hennings Ro og Frimodighed behagede ikke Rankzau . 
Viffert saae det paa den dybe Rynke , der begyndte 
af tegne sig med stærkere og besterntere Skygger imellem 
Øinene . 
„ Hvorvidt den Vei , Du nu gaaer , er bedre , maa 
Du selv bedømme , lang er den i al Fald ikke , den 
fører herfra til Fangehullet , fra Fangehullet lige op 
til Galgen . “ 
„ Hvis det skulde gaa mig saa galt , naadige Herre , 
vil jeg Heller hedde Henning Graabuk end Johan 
Rantzan . “ 
„ Hvad siger Du ? “ raabte Rantzau , hvis Selvbeherskelse 
efterhaanden forsvandt i samme Grad , som 
Hennings Ro og Sikkerhed syntes af tiltage . Han 
foer ind paa Bonden , greb ham i Skuldren og slyngede 
ham ned for sig paa Gulvet . „ Paa Knæ , Usling ! 
For min Fod ! Og tak din Gud , af Du er saa jammerlig , 
af en ærlig Mand føler sig besmittet ved af 
hæve Haanden mod Dig . “ 
„ Ja ! her ligger jeg , knælende for eders Fod , 
naadige Herre ! Jeg som ingensinde har lagt Haand 
paa en værgeløs Mand , jeg , som aldrig har brudt 
mit Ord , medens I nu enlige ved af bryde eders . “ 
„ Men er han da gal ? “ raabte Rantzau rasende , 

„ Hvad stal del sige , hvad har jeg lovet den Hund , 
Andet end en Hampegarns Strikke ? “ 
„ Naadige Herre ! “ udbrød Viffert og traadte hen 
mellem Rankzau og Henning . „ Jeg burde have berettet 
Eder — “ 
„ Ti stille ! “ sagde Rankzau , „ lad ham tale . Hvad 
er det for et Løfte , Du roser Dig af ? Hvad mener 
Du med at bryde sit Ord ? “ 
„ I har skikket Hr . Viffert Vendelbo til mig , da 
jeg stod med Sværd i Haand , frank og fri og med en 
god Flok Stridsmænd bag mig . Han lovede mig i 
eders Navn Naade og Tilgivelse , om jeg vilde lægge 
mine Vaaben , og jeg lagde dem , og jeg hjalp ham , 
og havde jeg ikke gjort det , vilde Hr . Bugge og Hans 
Mænd være komne til at betale deres Trompeten idag 
en heel Del dyrere , end de gjorde , det kan I stole 
paa ! Her drog jeg ned til Eder med Fortrøstning til , 
hvad der blev mig lovet i eders Napn ; er det en 
Fælde , Hr . Viffert har lokket mig i , eller betyder 
en Herremands Ord Intet , naar det gives til En 
som mig ? “ 
Rankzau vendte sig om mod Vissert . „ Er det en 
Udflugt , han finder paa ? “ 
„ Han taler Sandhed , “ svarede Viffert . 
„ Sandhed , “ gjentog Feltherren heftig . „ I saa 
Fald har I handlet mærkværdig ubesindigt , Hr . Viffert ! 
Hvor Djævelen tør I understaa Eder at love Noget 
bort i mit Navn , og det til en saadan Knægt ? Giv 
eders Ord bort , til hvem I lyster , hvad bryder jeg mig 

derom , men hvem gav Jer Lov til at udstcrde Løfter 
før mig ? — Svar mig , med hvad Ret er det skeet ? “ 
I dette Øieblik , medens Aarerne i Rantzaus 
Pande svnlmede og hans Ord stedse løde høiere og 
heftigere , blev Døren fra det næste Værelse langsomf 
aabnet , en kvindelig Skikkelse viste sig og sagde blidt 
og dæmpet : 
„ Johan ! kjære Johan ! Vor lille Henrik kalder 
paa Dig , kom lidt ind til ham . “ 
„ Lad mig være i Fred , “ svarede Rantzau . „ Jeg 
kan ikke komme . “ 
Men Fru Rantzau lod sig ikke skræmme af den 
barske Røst eller af den bortvisende Bevægelse , som 
ledsagede den . Hnn gik hen og lagde sin Haand paa 
hans Arm og vedblev mildt og bønligt : 
„ Barnet vil ikke sove før Du har sagt Godnat til 
ham ; kom ind Fader , kys din Søn ! “ 
I denne næsten hviskende og bløde Stemme laa 
en forunderlig Magt . Rantzau tav og saae ned paa 
hende . Da deres Blik mødtes , var det som om det 
Milde i hendes straalende Øine efterhaanden sænkede 
sig ned i hans Hjerte , han følte dette blide Smil gjøre 
sig til Herre over hans Heftighed , men ogsaa , at det 
paa samme Tid gav langt Mere end det tog . Han 
nikkede til hende , lagde sin Haand paa hendes Hoved 
og sagde : 
„ Ja , ja , Ane Margrethe ! Nu kommer jeg . “ 
Dermed gik han ind i det næste Værelse , hvis Dør 
lnkkede sig efter dem . 

Da han kom tilbage igjen , tav han noget , medens 
han med sammenslyngede Arme , nedadvendt Blik og 
lange Skridt gik frem og tilbage paa Gulvet . Pludselig 
standsede han foran Viffert og sagde : 
„ I har gjort mig meget imod , ved paa egen 
Haand at love mit Ord bort , idetmindste havde jeg nok 
ønsket , at det var blevet givet til en Anden end 
ham der . “ 
„ Naadige Herre ! “ svarede Viffert . „ I lovede 
mig , at naar jeg vendte tilbage med Seir , saa maatte 
jeg forlange af Eder hvad jeg vilde . Nei ! I maa 
ikke vende eders Blik fra mig i Vrede . Jeg kommer 
nu tilbage med Seir , med alle mine Venner , med 
Dalby Bjørn , og han er en bedre Mand , end I mener . 
Et Ord af Eder er nok til at slabe Fremtiden om for 
ham , hans Hustru og Barn til Lykke . Siig dette ene 
Ord , bcnaad ham , jeg har ingen anden Gunst at udbede 
mig af Eder . “ 
„ Godt ! “ sagde Rankzau „ Saa lad ham da være 
en fri Mand . Jeg sfænker Dig Livet , gaa din Vei , 
Du , og kom aldrig mere for mine øine . “ 
„ Vil I ikke unde mig en lille Plads her i Leiren ? “ 
spurgte Henning . „ Tag mig i eders Tjeneste , naadige 
Herre ! Brug mig til hvad I vil , maaske der kan 
komme den Dag , da I selv vil være glad over , at I 
ikke lod mig fare . “ 
Rankzau standsede foran Henning og maalte ham 
foragteligt fra Hoved til Fod . 
„ Dig i min Leir , en Tyv mellem skikkelige Folk , 

en Landløber blandt Herremænd , aa ja ! hvorfor ikke ? 
De have bønfaldt mig om dit Liv , Viffert og en 
Anden , jeg skænker dem det , men dermed er ogsaa 
Alt sagt . Forlad øieblikkelig min Leir , vogt Dig for , 
at vi fo mødes igjen , gjem Dig , læg Dig til at dø 
paa den Mødding , hvor Du fødtes , men bild Dig 
blot aldrig ind , at saa ussel eu Orm som Du , enten 
kan blive Johan Rantzau til Gavn eller Skade . “ 
„ Er det eders sidste Ord , naadige Herre ? “ spurgte 
Henning . 
„ Det er mit sidste Ord , men hvis Du løver lidt 
endnu , skal jeg føie et andet til , som ikke vil blive saa 
lysteligt at høre . “ 
Henning gik . Da han kom hen til Døren , vendte 
han Hovedet tilbage over Skuldren og sagde : 
„ I maa ikke tage mig det ilde op , naadige Herre , 
men jeg troer for vist , at I og jeg mødes engang 
endnu . “ Disse Ord ledsagede han med sit poliske 
Smil og forlod Stuen . 
Rantzau saae efter ham . „ Der er alligevel Noget 
ved den Dalby Bjørn , som jeg synes godt om , “ 
sagde han . „ Han bærer sit Hoved opreist for en 
Storm , og saa veed han ogsaa , hvor høit han vurderer 
sig selv . “ 

XIX . 
En tilhest og En tilføds . 
Dagen efter var der Fest i Leiren , Kong Frederik 
besøgte den for første Gang og lød sig de forsamlede 
Adelsmænd forestille af Feltherren , hvorefter han indbød 
dem til at følge tilbage til Kolding Slot for der 
at tilbringe Aftenen . Fru Rantzan deltog i denne Fest 
tilligemed de øvrige Adelsdamer . Det var langt ud 
paa Natten , da hun vendte tilbage til sit Hjem . Der 
brændte Lys i alle Værelser . En Hob Soldater havde 
forsamlet sig udenfor Stedet , hvis Døre stode aabne . 
Ammen modtog dem med Graad og Veklager . 
„ Gnd naade mig arme Stakkel ! “ raabte hun og 
vred sine Hænder . „ Barnet , vor lille Henrik er borte ! “ 
Fru Rantzan udstødte et høit Skrig , foer ind i 
Sovekammeret , Vinduet stod aabent , Vuggen var tom . 
Under den ubeskrivelige Forvirring , som denne 
Ulykke vakte , kom Rantzan til Kundskab om , at Ammen , 
efterat have bragt Barnet til Sengs og forvisset sig 
om dets Søvn , var gaaet et Øieblik bort for at høre 

paa Taffelmusikken , som lød nede i Leiren fra de oplyste 
og aabenstaaende Slotsvindner oppe paa Bauken . 
Hun gav de højtideligste Forsikringer om , at hun kun 
havde været nogle faa Øieblikke borte ; ved sin Tilbagekomst 
fandt hun Vuggen tom og Vinduet aabent . 
Hellebarderen , som stod Vagt udenfor Døren , havde 
ikke hørt eller seet Nogen nærme sig Huset , og Natten 
var dog saa klar og maanelys , at enhver Kommende 
maatte have vakt hans Opmærksomhed . Alle Undersøgelser 
ledede til Intet , alle Oplysninger endte foran 
den tomme Vugge og det aabne Vindue . 
I det første Øieblik kjendte Rantzaus Harme mod 
den ulykkelige Amme ingen Grændser , men denne 
Stemning blev strax efter tilbagetrængt af en dyb og 
inderlig Smerte , der ledte efter Haab , men intet fandt ; 
han trøstede den fortvivlede Hnstru uden selv at tro 
paa sine Ord . 
Efterat have adspurgt alle Tilstedeværende , sendte 
han Bud omkring i forskjellige Retninger , til Forposterne , 
til enhver af de Vagthavende , jog dernæst 
Resten af sine Mænd bort og lukkede Døren . Han sad 
paa Kanten af Feltsengen med opknappet Vams og 
stottede Hovedet i begge Hænder , han stirrede stift hen 
for sig , foer op og satte sig igjen , Gaaden lod sig ikke 
løse . Foran ham , paa Gulvet , knælede en ligbleg 
Kvinde med Festens halvvisne Blomster i sit Haar , med 
Hænderne foldede over hans Knæ . Hendes Øine vege 
ikke fra hans^ Ansigt , hun søgte en af disse lyse Ideer , 
der i Nødens Dage altid stode til Johan Rantzans 

Tjeneste og gjorde ham saa stor og mægtig , hun søgte 
Haab og Trøst og havde altid fandet dem før ; i denne 
Time ventede hun forgæves . 
De udsendte Bud kom efterhaanden tilbage , intet 
af dem bragte nogen Underretning med sig . Tiden 
gik , — hvor er den lang , medens Savnet og Smerten 
bo under Tag med os ! Time efter Time sneg sig bort 
med en dræbende Ensformighed , under hvilken det sagte , 
hviskende Haab omsider hendøde og stillede Billedet af 
Savnet klarere og større for den ulykkelige Mands og 
Kvindes Dine . 
Det blev Morgen . Han sad endnu paa Sengekanten 
med Hænderne i de sammenfiltrede Haar , med 
et blegt Ansigt , gjennempløiet af Smertens dybe Furer . 
Han saae i denne Nat ud , som om han var bleven ti 
Aar ældre . Hun laa ved hans Fødder , knugende 
Hænderne over sif Ansigt , vexlende i Bøn og Graad , 
fældende Taarer , der Draabe for Draabe syntes at 
falde paa hans Hjerte . 
Op paa Formiddagen kom en Mand ind i Leiren 
og forlangte at tale med Feltherren . Rantzau var ikke 
tilstede for Nogen ; men dermed lod Manden sig ikke 
afvise , han blev ved at trænge paa . 
„ Jeg maa tale med ham — strax paa Timen , “ 
sagde han friposfig , „ gaa bare ind og siig , at det vil 
være til hans egen Fordeel , at det skeer . Hvem veed , 
hvad Nyt jeg bringer . “ 
Efter disse Ytringer blev Døren aabnet . Manden 
traadte ind . Det var en lille , uanseelig Skikkelse , en 

Jøde , gulbrun og mager , klædt i en gammel , spraglet 
Faareskindspels . 
„ Hvad vil Du mig ? spurgte Rantzau barsk . „ Tal 
og fat Dig kort . “ 
Manden smilede , saae sig om i Stuen og udbrød 
med megen Vigtighed : „ Jeg hører , at naadige Herre 
har mistet en lille Søn ' inat , og at I har udlovet 
Penge , — mange Penge til Den , som kan give Jer 
Oplysning om , hvor han er bleven af . “ 
„ Jeg har ikke lovet Penge til Nogen , men det kan 
skee endnu . Hvad veed du om min Son ? Fortæl det , 
hurtigt ! “ 
„ Ja , vi maa forsf tale os tilrette , “ sagde den 
Anden . „ Hvad vil I give Den , som bringer Eder 
Oplysning om Barnet ? “ 
„ Du veed altsaa Noget ? “ raabte Rantzau . „ Det 
er vist , jeg kan stole derpaa ? “ 
„ Gud straffe mig , hvis jeg ikke bringer Eder god 
Besked , “ svarede Jøden , „ men I indseer nok selv , naadige 
Herre , at saadan en Underretning maa betales . “ 
„ Naturligviis ! “ sagde Rantzau med et sælsomt 
- Smil , „ den maa betales . Det er ikke mere end billigt . 
Lad os da høre , hvad Du anseer for god Betaling . “ 
„ Jeg har næsten været i Livsfare for den Sags 
Skyld , men hvad brød jeg mig derom ? Hvormeget 
mener I nu at kunne give Den , som bringer Eder 
' sikker Besked om Barnet ? “ 
„ Ja det er ikke let at sige . Hvad synes Dn selv ? “ 
Manden betænkte sig , hans Øine funklede af 

Begjærlighed , medens hans Fingre knugede sig fast i 
Randen af den sorte Faareskindshuc , han stod og 
dreiede paa . 
„ Jeg finder , at hundrede Daler ikke vilde være 
formeget , “ yttrede han og skottede imidlertid op til 
Rantzau for at iagtagc Virkningen af sine Ord . 
Rantzau syntes at være ganske fredsommelig og 
nikkede med Hovedet . 
„ Jeg mener at hundrede Daler kunde være antageligt , “ 
vedblev Jøden , „ hvis det havde været enhver 
Andens Barn , siden det tilhører den naadige Herre , og 
siden det er eders eneste Søn , synes mig , at halvtredsindstyve 
Daler til , er saa godt som Intet at regne . “ 
„ Det blev halvandethundrede Daler , “ sagde Rankzau . 
„ Er Du nn ogsaa tilfreds dermed ? “ 
„ Fuldkommen tilfreds , men jeg handler med Sild 
og Drikkevarer , naadige Herre ! Fortjenesten er kun 
ringe ; da jeg kom til Kundskab om , hvad I havde 
mistet , lod jeg min Bod staa og skyndte mig herop , 
det hurtigste jeg kunde , nn plyndre vist Spydfolkene 
mig ud og tage Alting fra mig , medens jeg er borte . 
Det maa der ogsaa tænkes paa . “ 
„ Det er afgjort , “ svarede Rankzau . Hvad skulle ' 
vi anslaa dine Sild og øllet til ? min brave Ven ! “ 
„ Jeg mener halvtredsindstyve Daler vilde være 
en rimelig Sum , finder I ikke ? “ 
„ Jo , ganske vist . Det bliver altsaa tohundrede 
Daler . “ 
„ Lige tohundrede , med mindre den naadige Herre 

i Betragtning af min Iver vil lægge en lille Drikkesfilling 
til . Jeg har løbet den hele Vei herned , jeg 
tænkte blot paa , at komme afsted , blot paa at sige 
Eder , hvad jeg vidste . “ 
„ Ja , og saa paa Betalingen , “ tilføjede Rantzan . 
„ Natnrligviis ! “ gjentog Manden smilende . „ Og 
saa paa Betalingen . “ 
„ Efterat Dn nu har gjort dit Forslag , maa jeg 
ogsaa gjøre mit , “ sagde Rantzau , og traadte Manden 
med Sildene et truende Skridt nærmere . „ Hør vel efter 
Jøde ! For det Første fortæller Du mig nu strax Alt , 
hvad Du veed om Barnet , og det uden at faae en eneste 
Skilling i Belønning ; hvis Du tøver eller glemmer 
den ringeste Omstændighed , lader jeg Dig binde til 
Pælen og pidske Kjødet fra Benene . — Du har Tid 
til at betænke Dig , medens jeg tæller til tre , naar det 
er skeet , bliver Du pidsket , enten Du taler eller tier . “ 
Men Rantzau fik ikke Tid til at tælle . Jøden 
styrtede ned for hans Fødder , strakte Hænderne iveiret 
og raabte : 
„ Naadige Herre ! I vil da ikke være saa streng 
mod en gammel Mand , som har kjendt Eder fra eders 
Barndom og handlet mangfoldige Gange med eders 
salige Fader nede i Breitenberg og Bolkamp . “ 
„ Hvad veed Du ' om mit Barn ? “ raabte Rantzau , 
„ fortæl , eller jeg kalder paa Folkene . “ 
„ Jeg faaer altsaa de tohundrede Daler , I nylig 
lovede ? “ spurgte Jøden med en indsmigrende Stemme . 
„ Ikke to hundrede Skilling . “ 

„ Heller ingen Erstatning for alle de Sild og det 
gode Øl , eders Spydfolk sidde og fortære ? “ 
Rantzau tog til Svar en lille Sølvpibe frem og 
udstødte en gjennemtrængende Lyd i den . En af Landseknægtene 
kom tilsyne i Døren . 
„ Et Ord endnu og jeg overlader Dig til din 
Skjæbne . Hvad veed Du ? “ 
Jøden støttede hen til Landseknægten ; han vidste , 
at Rantzau var Mand for at gjøre Alvor af sin 
Trusel , og udbrød med klynkende Stemme : 
„ Imorges , da jeg aabnede min Bod udenfor 
Leiren , kom en Mand hen til mig og sagde : Gaa ned 
til Feltherren , Du Jøde ! sig ham , at han kan sinde 
Den , han søger , naar han rider op til Bramdrupdam , 
lidt før Sol gaaer ned iaften . “ 
Rantzau gav et Tegn til Landseknægten , hvorefter 
denne trak sig tilbage og lukkede Døren . „ Før Sol 
gaaer ned , “ gjentog han . „ Føiede Manden Mere til ? “ 
„ Nei ! — Jo , idethan gik , vendte han sig om og 
sagde : Læg Feltherren paa Sinde , at han gjør klogest 
i at ride alene . “ 
„ Kjendte Du den Mand ? “ 
„ Jeg har aldrig seet ham før . “ 
„ Hvordan var han klædt ? “ 
„ Som en Bonde , paa det nær , at han havde et 
Par gode Støvler paa Benene og en bred Daggert 
ved Siden . “ 
„ Du kan gaa ! “ sagde Rantzau . 
Jøden bukkede ; da han kom hen til Døren , stod 

han stille og udbrød : „ Naadige Herre ! jeg haaber da , 
at I betænker mig , blot en lille Smule , i Betragtning 
af alle de dyre Sild , eders Folk have spist 
fra mig . “ 
„ Hør herop imorgen tidlig , “ svarede Rantzau , 
„ saa skulle vi tales ved om dine Sild . — Afsted 
med Dig . “ 
Om Eftermiddagen red Rantzau bort fra Leiren 
opad mod Bramdrup . Han var alene og som sædvanlig 
klædt i en mørk Jernrustning . Solen stod endnu 
høit paa Himlen , men der var et godt Stykke til 
Bramdrupdam , og hans Utaalmodighed lod ham ingen 
Ro til at vente længer . 
Ovenfor Bramdrup laa dengang , ligesom nu , en 
Skovstrækning paa høire Side , medens nogle Bakker , 
der strakte sig opad mod Landsbyen Alminde , viste sig 
tilvenstre . Egnen var ensom og øde , en lille Bæk lob 
langs med Veien og rislede imellem Stenene . Droslen 
og Bogfinken sang inde i Skoven . 
Paa hele Veien mødte Rantzau Ingen , som svarede 
til den Beskrivelse , Jøden havde givet . Tøilcn hvilte 
paa Hestens Hals ; han red i Skridtgang og saae sig 
om til alle Sider . Da han var kommen et Stykke 
fra Bramdrup By , holdt han stille . Der var endnu 
Fngen at see , der kom Ingen tilsyne , uden en gammel 
Kone , og hun skyndte sig ind i Tykningen af Skoven , 
da den jernklædte Rytter red hen imod hende . 
Nu begyndte Solen efterhaanden at synke , dens 
rødgule Skær faldt hen over Trætoppene . Rantzau 

vendte om og red Skridt for Skridt den samme Bei 
tilbage , som han nylig var kommen . 
Inde i en Lysning mellem Træerne laa en lille , 
sammenfalden Hytte , en tyk Røg steg op af Aabningerne 
i Taget og tydede paa , at den var beboet . Da Feltherren 
nærmede sig Stedet , saae han pludselig en Mand 
komme frem over Gjærdet og gaa ud paa Veien , nedad 
mod Kolding . Rantzau red lidt til , uden dog at 
Fodgængeren syntes at lægge Mærke til ham ; han 
vedblev at gaa med bøiet Hoved , langsomme og sindige 
Skridt , som en Mand , der ingen Hastværk har . Da 
Rantzau kom paa Siden af ham og den Anden pludseligt 
hævede sit Hoved , studsede han ved at see Henning . 
Graabnks listige Træk under Kostens Hætte , som han 
havde draget frem over Hovedet . 
„ Hvad gjør Du her ? “ spurgte Ranfzau , idet en 
ubestemt Anelse gjennemfoer ham . 
„ Jeg gaaer og søger en Mødding til at do paa , “ 
svarede Henning . 
„ Det skulle vel aldrig være Dig , som veed Besked 
om mit Barn ? “ 
„ Hvor kan I tro det ? “ svarede Henning . „ I jog 
mig jo fra Leiren forgangen Asten og forbød mig 
oftere at sætte min Fod i den . “ 
„ Og hvis det nu alligevel var Dig , “ yttrede 
Rantzau utaalmodig . „ Tal ! veed Du Noget ? saa dølg 
det ikke længer . “ 
„ Hvis det nu alligevel var mig , og jeg vidste 
Noget og ikke vilde sige det , hvad saa ? Ja , rynk kun 

Brynet , idag skal der Mere til at gjøre mig bange . I 
har Ingen at kalde paa , saavidt jeg seer , og en Rytter 
i Jern og Plade er ikke saa hurtig , som en Mand i 
Kofte . Før I faaer Sværdet fra Siden , gjør jeg blot 
et lille Hop ind over Gjærdet , see saa , om I kan 
følge efter . I forbød mig oftere at komme for eders 
Dine . Hvad sagde jeg ? Vi mødes vist alligevel engang ; 
men idag er det Jer , som søger mig . Hvorfor 
rider I ikke eders Vei , naadige Herre , og lader mig 
fare i Fred ? “ 
Alt , hvad der var Heftigt og Lidenskabeligt i 
Rantzau kom i Bevægelse ved disse spottende Ord , 
. Pile , der alle traf deres ' Maal ; men denne Gang følte 
han tydeligt Nødvendigheden af at beherske sig . 
„ Hvor har Du gjort af mit Barn ? Hjælp mig 
at finde det , “ udbrød han med en Røst , der lød huul 
og skjælvende af undertrykt Heftighed . 
„ Hvad veed jeg om eders Barn , “ svarede Henning , 
„ og hvor kan I tro , at saa ussel en Orm som jeg 
skulde kunde blive Johan Rantzau til Hjælp eller Nytte ? 
Idag beder I mig om Bistand , I , en Herremand , mig , 
en Landløber . For to Dage siden nægtede I mig Lov 
til at indaande den samme Luft som I . “ 
„ Men for Djævelen ! “ raabte Rantzau . „ Du maa 
da ogsaa tænke paa , hvad Du er , og hvad du har 
været . “ 
„ Hvor veed I , hvad jeg har været ? “ sagde Henning 
trodsig og stod stille paa Veien . „ Jeg var en Mand , 
som lod Hver skjøtte sig selv og levede i Fred med Gud 

og Mennesker , saalænge til En af eders Stand begyndte 
at plukke det fra mig , Stykke ' for Stykke , som min 
Flid havde skrabet sammen . Det er saa eders Sæd , I 
store Herrer ! at I kun skifte Ret og Skjel , som eders 
Fordeel byder . Derfor vælge I en ny Konge imorgen , 
naar den I have , ikke giver Jer Magt nok idag . Forst 
tage I fra os med Vold , det I behøve for at svælge 
i Overflod , naar vi saa følge eders Exempel og tage 
igjen , hvad vi have nødig for at friste Livet , saa 
kommer Fogden med Bøile og Pidsk , og Loven staaer 
altid paa eders Side , for det er Jer , der har skrevet 
Loven . Rettighederne tilhøre Eder , Pligterne os ; Lykken , 
Glæden , Sollyset det er eders , selv Luften vilde I 
gjerne bortforpagte , hvis I bare kunde . — Jeg gik til 
eders Leir , da det stod klart for mig , at jeg var slaaet 
ind paa en feil Vei og længtes efter at komme paa en 
bedre . Ræk mig blot en Haand dertil , bad jeg ydmygt , 
Veien kjender jeg , spær den ikke , men I svøbte Jer ind 
i eders Storhed , trak paa Skuldren og nægtede mig 
Lov til at blive en ærlig Mand . I lo ad mig , da jeg 
lovede at gjengjælde Eder , saa godt jeg kunde ; saa 
høit iveiret kunde jeg aldrig gro , at jeg naaede op til 
Eder . I valgte mig en Mødding til at dø paa , og 
nu kommer I og søger mig op paa den iaften . Behøves 
der da kun to Dage til at bøie eders Storhed til Jorden ? 
— Hvad vil I mig ? Hvem har kaldt paa Jer ? “ 
„ Jeg skaanede dog dit Liv , “ sagde Rankzau . 
Krybskytten brast i Latter . 
„ Skaanede jeg da ikke alle eders Kammerater , 

pleiede jeg dem ikke , imens de sade indespærrede i 
Buret ? Spørg dem ad ! — De vilde nu dingle oppe 
paa en Green i Nye Skov , hvis jeg ikke havde været , 
— tre Liv for eet , jeg troer nok , der er betalt 
for mig . “ 
„ Men Du har været en Tyv og en Røver , “ 
sagde Rankzau . „ Hvorledes skulde jeg kunde beholde 
Dig i min Leir ? “ 
„ En Tyv ! “ gjentog Henning . „ Deroppe paa 
Banken staaer min Hustru med sit Barn i Armen . 
Ingen af de To har det , de kunne putte i deres Muud 
imorgen . See her mine Lommer ! “ vedblev han og 
drog to uhyre lange Lommer ud af Koften . „ Nei , 
naadige Herre ! hvis jeg er en Tyv , saa har jeg ikke 
brugt mig rigtigt , og jeg kjender dem , der have forstaaet 
det bedre . Men hvad nytter vel al den Snak 
til ? —Det er mig der har taget eders Barn , ja vist ! 
Jeg tilstaaer det . I skulde dog engang vide , af der 
ikke er en Myg saa ringe , af den jo har en Braad , 
I kan tage det tilbage igjen . Derinde i Hytten ligger 
det . Nu gaaer jeg min Bei . Jeg vil ikke have mere 
med Jer af bestille . “ 
Rankzau sad et Øieblik i Tavshed paa Hesten . 
Da Henning vendte sig for af gaa , sagde han : „ Kom 
og hjelp mig ned , Du Barnetyv ! “ 
„ Jeg holder ikke af af være Jer saa nær , “ svarede 
Henning smilende . 
„ Kom og hjælp mig , Du behøver ikke af frygte , 
jeg gjør Dig ingen Fortræd . “ 

„ I saa Fald vil jeg slaa Lid til eders Ord , “ 
sagde Henning og hjalp ham ned af Hesten . 
„ Nu følger Du med mig hen til Hytten , “ sagde 
Rankzau . 
„ I kan nok finde Vei alene . “ 
„ Du følger med og det strax . “ 
Henning gik hen og aabnede Døren . Stuen var 
saa lav , at Adelsmanden ikke kunde staa opreist under 
Bjælkerne . Midt paa Gulvet , i en Bunke Hø , laa den 
lille Dreng og legede med en langhaaret Hund . Da 
han saae Faderen , smilede han , strakte ham begge Hænder 
imøde og krøb ud af Høbunken henimod ham . 
Rankzau drog Drengen op til sig og holdt ham omslynget 
uden at sige Noget . 
„ Han har ingen Overlast lidt , “ bemærkede Henning , 
som var bleven staaende i Døren , bestandig iagttagende 
en vis Forsigtighed for ikke at komme Feltherren nærmere 
end nødvendig . „ Saa kan jeg vel gaa ? “ tilføiede han . 
„ Endnu ikke , “ sagde Rankzau , „ Du bringer mig 
først Drengen tilbage i Leiren . “ 
„ For at I stal vinde Hampesnore » om min Hals , “ 
sagde Henning spottende . „ Nei , ellers Tak . “ 
„ Jeg vinder ikke Hampesnore » om din Hals , “ 
sagde Rankzau barsk . 
Henning tog Barnet , det smilede til ham og slyngede 
Armene om hans Hals . 
„ Jeg troer , den lille Junker kjender mig allerede , “ 
sagde han . 
„ Afsted med Dig ! “ raabte Rankzau . Derefter 

forlode de Hytten , Rankzau steg tilhest , Henning gik 
med Barnet i begge sine Arme . 
„ Gud naade Dig , hvis Du ikke bærer Barnet 
forsigtigt og seer Dig vel for , “ yttrede Rankzau og 
stødte til ham med Sabelskeden . 
Drengen skjulte sit Hoved ved Hennings Bryst , 
saae op og lo til ham . 
„ Ja , lee kun , Du rige Herremands Barn ! “ sagde 
Henning . „ Hvem veed , om det Skjold , Du nu har 
foran dit Bryst , ikke kunde blive Dig bedre end det , 
de have smedet din Fader om hans . Hvad der banker 
indenfor , er i alt Fald bedre , “ tilføiede han , „ for jeg 
gav din Fader Dig tilbage for Intet , men han saltede 
forst sin Gave med Spot og Haan og saa kastede han 
den til mig , som man kaster et afpillet Sildehoved til 
en Hund . “ 
„ Vil Du tage Benene med Dig , “ sagde Rankzau . 
„ Troer Du , jeg har Lyst at ride her til imorgen 
tidlig ? Du bærer mig Drengen lige ind i Leiren . “ 
„ Ja , men saa lader I mig gaa i Fred igjen , det 
har I lovet . “ 
„ Det har jeg lovet , “ gjentog Rantzau . — „ Hvor 
stal Du saa hen ? “ spurgte han lidt efter . 
„ See at tjene Føden til Kone og Børn . “ 
„ Vil det sige , at Du begynder at stjæle og plyndre 
igjen ? “ 
„ Nei , hvor min Hustru er , bliver der ikke stjaalet , 
det var hende , som forst aabnede mine Øine , for det 
Urette deri . “ 

Saa maa det jo være et retskaffent Fruentimmer , “ 
sagde Rantzau . 
„ Hvorfor skulde hun ikke kunde være det ? Der er 
vel Andre end I , som har en from Hustru . “ 
„ Hvis man kunde forlade sig paa , hvad Du siger , 
og din Kvinde duer til Noget , saa kunde vi maaske have 
Brug for hende hjemme hos os . Hun kunde blive Amme 
for min Dreng og passe paa , at Du ikke stjal ham igjen . “ 
„ Min Hustru har selv et lille Barn hos sig . “ 
„ Ja , det er sandt , men det fik man saa vel at 
tage med i Kjøbet , “ sagde Rantzan . 
Henning studsede og saae op paa ham med den 
dybeste Overraskelse . 
„ Naa ! Hvordan Djævelen er det , Dn gaaer ? “ 
raabte Rantzau . „ Vil Du see , Du tager forsigtig paa 
mit Barn . “ Med denne Advarsel gav han ham atter 
et dygtigt Slag med Sabelskeden . 
Henning greb hans Haand , kyssede den og Feltherren 
drog ikke Haanden tilbage . 
„ Du er dog ret en jammerlig Karl , “ sagde 
Rantzau lidt efter . „ Løbe om paa Landeveien og plyndre 
Gaarde , naar der Ingen er til at vogte dem , det forstaaer 
Du . — Hvis jeg nu forbarmede mig over Dig , 
hvad var saa det , Du helst vilde være ? “ 
„ Krigsmand , “ svarede Henning . „ Det har jeg nu 
engang faaet Smag paa . “ 
„ Naa , det kalder Du at være Krigsmand , at 
ligge paa Sti og lure de Veifarende op ? Nei Du ! der 
vil Andet til . “ 

„ Naar jeg kom i Tjeneste hos Eder , siulde jeg 
nok lære Lidt . Jeg er ikke saa tungnem , som I bilder 
Jer ind . Vi har jo Krig nu , det er en Tid for en 
Mand , at blive til Noget . “ 
„ Aa Snak ! Der bliver ingen Krig af dengang . 
Kong Christiern drager sig tilbage for os , det ender 
med Fred , og saa er Historien ude . Har Du Lyst til 
at ride bagefter mig paa en Hest ? “ 
„ Jeg har større Lyst til at gaa tilsiovs og skyde 
et Dyr for Eder . “ 
„ Saa kunde man jo maaske gjøre en Skytte af 
Dig , “ sagde Rankzau . 
Henning standsede atter og saae op paa ham . 
„ Mener I ogsaa , hvad I der siger ? “ spurgte han 
med en Røst , der skjælvede af Bevægelse . 
Rankzau nikkede . Da udstødte Henning et jublende 
Skrig , medens han holdt det lille Barn op i sine 
Arme og snurrede sig rundt paa Veien med det . 
„ Vi kunde idetmindste prøve paa , hvad der er ved 
Dig , “ føiede Rankzau til . „ Tag ikke saa fast paa min 
Dreng , og vil Du saa see , Du kommer afsted . “ 
Henning gik med Barnet i begge sine Arme , hans 
Aasyn bar Præg af en ubeskrivelig Lykke . Drengen 
sov ind ved hans Bryst , Rankzau sad og stødte af og 
til efter ham med Foden , eller med sin lange Sabel . 
Saaledes droge de ind i Leiren , just som Aftenen 
og Mørket begyndte . 

XX . 
I Leiren . 
Efter Bugges og hans Venners Hjemkomst gik 
Alt fin vante Gang . Ridderne og Væbnerne tilrede 
deres Heste , kæmpede med hverandre i Skinfægtninger , 
eller øvede Mandskabet i Brug af Vaaben . De fremmede 
Leietropper , som Frederik den Forste førte med 
fig op fra Holsteen , havde deres egen Leirplads , omgiven 
af et høit Gjærde . Derfra saae man dem støiende 
og syngende at drage ud om Morgenen i smaa Hobe 
for at skaffe sig Levnetsmidler . Henimod Middag 
vendte de tilbage igjen med hvad de havde kjøbt og 
glemt at betale , thi det kom næsten altid ud paa Eet . 
De tændte Ild bag Tiger og Huller i Jorden , kogte 
og stegte der . 
Disse Fremmede dannede den største Del af Hæren , 
eftersom Regenterne ifølge Haandfæstningen ikke 
paa egen Haand kunde samle en Hær af Landets egne 
Mænd . Under den foregaaende Feide i Sverig havde 
Kong Ehristicrn vel befalet Lehnsmændcne at lade „ de 
løse Karle , som ikke sade ved Gaarde , “ Husfolk , 
Pebersvende og Sildemænd eller Fiskere lægge i Lægd 

og derefter udtage et bestemt Antal til Krigstjeneste , 
„ af dem , som ikke vare bange “ , men en ordnet Udskrivning 
og en fælles Værnepligt var dog endnu et næsten 
ukjendt Begreb 
Klostergodserne vare aldeles fritagne for at stille 
Folk , de største Lehn i Slesvig , Fyen og Jylland havde 
i tidligere Feider kun sendt et Antal af fyrgetyve til 
halvtredsindstyve Hjelme . Ved Ordet Hjelm forstodes 
tilforn en Samling af fire eller fem Mand , under en 
harniskklædt Rytters Anførsel . Den menige Soldat 
mødte med en Daggert ved Siden , en Oxe eller et 
Spyd Paa Skuldren , et Skjold over Armen . Hans 
Pligt var at slutte sig til Fanen eller Mærket , slaaes 
saa godt som muligt , og vige saa lidt som muligt . 
Enhver Herremand anførte sine egne Folk og maatte 
sørge for deres Underholdning , saalænge han kunde . 
En af Lehnsmændene var igjen Overanfører og valgtes 
af Kongen . 
Som sagt kunde Hæren ikke sammenkaldes , selv 
naar det gjaldt Landets Forsvar , endnu mindre føres 
ud over Grændsen uden Rigsraadets Samtykke , derfor 
havde Regenterne , fra Midten af det fjortende Aarhundrede , 
seet sig nødte til at drage fremmede Leietropper 
ind i Landet , Røvere , der sloges uden anden Begeistring 
end den , der gjemtes i en fyldt Pengepung , Krystere , 
som undertiden droge sig tilbage midt under Slaget , 
og forlangte at komme i Kvarteer , naar de fandt , at 
det gik for Alvorligt til , og som hyppigt modsatte sig 
at drage videre , naar de meente , at have udrettet nok 

for den modtagne Løn . Udeblev denne Løn , idet Tolden 
og Møntindtægterne , hvorfra Pengene toges , ikke kunde 
yde Mere , adspredte de sig paa Landet , brandskattede 
og plyndrede , saalænge der var Noget at tage . 
Det var Venner og Forbundne , der undertiden 
bleve frygtede mere end Fjenden . 
I Leiren ved Kolding fordrev man altsaa Tiden 
saa godt som muligt . Det hed sig , at Rankzau havde 
besluttet at gaa til Fyen , for at gjøre sig til Herre 
over Derne , hvor den afsatte Konge havde Leietropper , 
og hvor næsten hele Adelen endnu var ham hengiven . 
Alle længtes efter Befaling til Opbrud , Alle længtes 
efter en Begivenhed , en Bedrift . 
En Aften samledes nogle Adelsmænd til en lille 
Fest i Leire « . Det var saaledes Skik , at den Sidstkomne , 
efterat have faaet anvist Plads til sig og de 
Mænd , der fulgte ham , skulde gaa om og hilse paa 
sine Venner og byde den : hjem til sig . 
Denne Gang var det Hr . Osse Stub fra Tirsbæk , 
so « : gjorde Selskab . Han var kommen til Leiren 
samme Dag , Eggert Bugge og hans Venner vendte 
tilbage , og havde nn indbudt Saamange , som der 
kunde rummes i det lille Bondehus , han beboede . 
Viffert og Jørgen Gran : havde en fælles Hytte , 
men Viffert var sjelden hjemme . Fra de første Dage 
han kom til Leire « havde ha « sluttet sig til en gammel , 
tydsk Vaabcnmester , en Eventyrer , som efter et 
bevæget Liv under Maxmilian Sforzas Banner i Italien , 
var draget imod Nord , for at prøve Krigslykken der . 

Af ham lærte Viffert de Færdigheder og Behændighedskunster 
i Brug af Kaarde , Dolk og Landse , hvori Sydfrankrigs 
og Italiens Ridderskab overgik alle Andre . 
Lidt før Mørket begyndte , gik Viffert og Jørgen 
igjennem Leiren , ned til Offe Stub . 
„ Jeg har Noget at sige Dig , “ sagde Viffert . 
„ Og du skal mærke Dig tnine Ord ; hvem veed , hvad 
der kan følge af dem . Vi ville iaften træffe to Mænd , 
som jeg ikke holder synderligt af , den Ene er Ebbe 
Strangesen , den Anden , Bjørn Andersen . De kom til 
Leiren mens vi vare oppe i Jylland . Siden deres 
Historie angaaer Dig , er det bedst , Du lærer den at 
kjende . — Du har seet Ebbe , ham med de lysegrønne 
Fjer og den hvide Hest , gult Skæg og skulende Dine , 
som aldrig ere at træffe der , hvor man søger dem . Han 
var noget i Slægt med Olnf Oxe , men endnu nærmere 
med Mandens Pengepung , thi af den har han levet i 
mange Aar . Oluf Oxe solgte sin Gaard i Asserbo i 
Sjælland til Poul Laxmand . Over dette Salg kom 
de siden i langvarig Trætte , som dog faldt ud til 
Gunst for Nigshofmesferen , da Sagen domtes . Var det 
paa Grund af denne Strid , at Oluf Oxe lagde Kniven 
i Ebbes Haand , eller var det en Anden og Mægtigere , 
han tjente som Redskab ? Jeg veed det ikke , men Ebbe 
tog Bjørn med sig , den krnmbencde Bjørn , der aldrig 
har havt nogen anden Mening end den , han laante i 
Ost og Vest , saa gik de ned paa Høibro , den Ene 
dræbte Laxmand , den Anden kastede hans Lig ud i 
Kanalen , og der var Jngen , som gjorde dem noget 

til Meen for den Bedrift , hvem sknlle vel ogsaa kunde 
det ? Kongen sagde , det var vel gjort , lod tage Dom 
over Nigshofmesferen , som over en Landsforræder og 
inddrog Alt , hvad han eiede . Der var kun en klagende 
Enke og nogle umyndige Børn tilbage , deres Slægt 
vovede ikke at vedkjendes dem , deres Tilhængere forlode 
dem . Vennerne ere som Myggene , der sværme 
om Høsten , de forsvinde i Stormen og komme kun 
tilsyne , medens Solen skinner . En Ven havde de 
dog , en trofast , ærlig Sjæl , der ikke lod sig skræmme 
af fin Herre Konges rynkede Bryn , det var Abraham 
Gyldensfjerne . Aaret før Ulykken slete , var han bleven 
Elfe Laxmands Trolovede og drog nu om i fremmede 
Lande . Da han kom hjem , gik han op til hende og 
sagde : „ Jeg tænker , det bliver mellem os To , som vi 
bestemte . I kan bygge og lide paa mig i Alt , hvad 
jeg mægter . “ Da var det , at Else knælede og svarede 
de rorende Ord : „ Jeg skal visf blive Eder en ydmyg og 
lydig Husfru , siden min Herre vilde ikke forsmaa min 
Fattigdom , skondt han havde fæstet mig , mens jeg var 
rig . “ Abraham Gyldensfjerne optog derefter Kampen 
mod alle Laxmandö Fjender , fik Sagen mod ham frem 
paany ; han blev aldrig træt , sfjondt han var alene mod 
Alle , han veg ikke før Trusler , standsede ikke , før han 
fik bevist , at den Dræbte laa som en ærlig og skyldfri 
Mand i fin Grav . Det var Laxmands Eftermæle og 
Slægtens Ære , han kæmpede før , at hævne hans Død 
havde han ingen Stunder til . Nu er Du trolovet med 
Gerda , Du har en Pligt mod den dræbte Ridder , det 

raaber om Hævn fra hans Grav , ja vist ! jeg veed 
nok , hvad Du tænker paa , Jørgen ! men følg mit Raad 
og lad de to Slyngler fare for det Første , undgaa 
enhver Anledning til Strid med dem , bær Dig ad , som 
om de slet ikke vare tilstede . “ 
Jørgen Gram standsede , medens Viffert talede . 
Han betragtede ham spørgende og forbavset . Mørket 
hindrede ham i at see Vifferts Ansigt , men der var 
Noget i hans Røst , som han ikke forstod , en Betoning 
af Spot , der syntes at udfordre og ægge paa samme 
Tid , han talte om Fred . Hvad ham selv angik , da 
vidste han vel , at Ebbe og Bjørn vare komne til Leiren , 
han kjendte ogsaa det Rygte , der fulgte dem , men det 
var hidtil aldrig faldet ham ind , at gjøre Laxmands 
Sag til sin , i den Forstand , Viffert antydede , dertil 
var hans Natur for mild og fredsommelig . Vifferts 
Ord bragte noget Nyt og Fremmed til ham og vakte 
en Række af Tanker , under hvilke han tavs og grublende 
fortsatte sin Gang ved hans Side . 
„ Hvad mener Du egenlig med dine Advarsler ? “ 
spurgte han lidt efter . „ Du kjender mig vist for nøie 
til at holde mig for en Slagsbroder , der skulde søge 
Strid uden tilstrækkelig Anledning . “ 
„ Det er netop det , jeg frygter , at der vil komme 
en saadan Anledning , “ sagde Viffert . „ Siden vi forleden 
talte med Kongen , vide Alle , at Du har trolovet 
Dig med en Datter af Paul Laxmand . Iaffen stiller 
Tilfældet Dig ligeover for hans Drabsmænd ; at Datferens 
Beiler hævner hendes Faders Død , er en Tanke , 

som ikke ligger fjern ; Du vil finde dem , der ansee 
en saadan Hævn for din Pligt , Du vil læse det i deres 
Aasyn , Du vil høre dem hviske derom i Krogene . I 
denne Tid sidder Sværdet løft i Skeden , Blodet bruser , 
et Ord er en Opfordring , et Smil , et rynket Bryn 
en Anlednig . Det er den , jeg beder Dig om at undgaa . “ 
„ Jeg forstaaer Dig vist ikke ret , “ sagde Jörgen . 
„ Dine Ord bringe Fred til mit Øre , men Gift til niit 
Hjerte . Taler Du ogsaa ærlig-t og uforbeholdent ? “ 
„ Tvivler Du maaske om mig ? “ 
„ Jeg tvivler ikke , men søger forgæves at blive 
klog paa Dig . En Stund gaaer Du og tier og dølger 
og ligner en lukket Port , jeg banker paa , den aabnes ikke , 
jeg kalder , der lyder intet Svar indenfor . Saa faaer 
pludselig din Tavshed Lyd , Du hvisker Ord og Tanker 
til mig , der falde som en Gnist i en Straadynge , 
man seer deres Virkning , ikke Ophavet . Mig kjender 
Du , fra den første Dag vi levede sammen , hvad veed 
jeg om Dig , din Stand , dit Navn , din Slægt ? “ 
„ Jeg hører til de Modiges Slægt , “ svarede Viffert 
smilende . 
„ Ja , det er bevist ; men de Modige have dog et 
Navn , der skjclner dem fra hverandre ; Du omgiver 
Dig med Hemmeligheder , som jeg ikke mægter at 
udgrunde . “ 
„ For Exempel ? “ 
„ For Exempel , da Toget blev bestemt til Nye , 
Du var ikke mellem de Valgte , og der var Mange , som 
beilede til denne Ære . Saa gaaer Du , en ubekjendt 

Mand , ind til Feltherren , taler lidt med ham , og 
vender tilbage med hans Tilladelse til at følge os . 
Hvad var det for et mægtigt Ord , der kunde have en 
saadan Virkning ? “ 
„ Spørg ikke derom , Jörgen , naar Tiden kommer , 
stal Du faae det at vide . Enhver af os gjemmer paa 
sin Hemmelighed , det gjælder om at finde Veien til 
det Maal , man har sat sig ; lykkes det , saa maa man 
følge den med opreist Hoved , ikke agte Tornene , der 
rive os tilblods under Gangen , blot fremad , fremad , 
med Andre , eller over Andre , derfor raader Skjæbnen . 
See paa mig , min Broder ! betragt mig nøie , 
læser Du Bedrag i mit Ansigt ? Har jeg nogensinde 
skuffet Dig ? Lad mig beholde , hvad jeg anseer for 
rigtigst af dølge ; Du vil maaske i denne Stund kun 
være slet tjent med af kjende det , Du kalder min Hemmelighed . 
Blot det skal Du vide og stole paa , af i 
Alt , hvad jeg foretog mig fra den forste Dag , vi To 
modtes , har jeg mere tænkt paa dit og Gerdas Bedste 
end paa mit eget . Hvad nu den Rottefænger Ebbe 
Strangesen angaaer , saa vil Du , som sagt , faae ham 
og hans Kammerat af see iaften , maaske broutende , 
fordi en Kryster troer af erstatte med Ord , hvad han 
fattes i Daad , maaske indsmigrende , som en Mand , 
der ikke har tilstrækkelig Agtelse for sig selv og falbyder 
sig fil den Forste den Bedste , maaske udfordrende , 
fordi Fortvivlelsen er den Feiges Mod , og de trænge 
fil en Bedrift , de To , der er Ingen , som skjørter synderligt 
om dem . Man fortæller , at det kun var efter 

22 k 
Kongens udtrykkelige ønske , Feltherren lod dem faae 
Plads her i Leiren . Da han hilste paa dem , sagde 
han : „ Lad mig see , I holde Fred , I to Herrer ! og 
ikke bruge eders Vaaben , før jeg befaler det , ellers 
skulle I faae med mig at bestille . “ Med disse Ord 
stak Rantzau sin Stok ud , som om han vilde pege paa 
Sværdet , men alle de Omkringstaaende lagde Mærke 
til , at Stokken tog feil og holdt sig udstrakt over 
Ebbe Strangesens Dolk . Da han efter Skik og Brug 
havde budt dem Haand til Velkomst , tabte han Handsken 
til den Haand , han havde rakt dem . Var det af 
Vanvare eller med Forsæt , hvem veed det ? Ebbe vilde 
give ham den tilbage igjen , men Rantzau svarede : 
„ Lad den ligge , jeg tager ikke den Handske , jeg engang 
har tabt . “ Dermed drog han sin venstre Handske af og 
kastede den ned til den anden . Forleden , da Gildet 
stod paa Koldinghus , kom Ebbe Strangesen til at sidde 
lige overfor Jens Friis med Egernet og bad om Lov 
til at drikke et Bæger med ham . „ Jeg har en daarlig 
Mave , “ svarede Friis , „ og kan ikke taale meer iaften . “ 
De Rærmestsiddende lo , Ebbe blev rasende . „ Hvis eders 
Sundhed tillader Eder at gaa en Gang med mig 
imorgen tidlig , “ sagde han , „ skal jeg give Jer Noget 
ind , som kan kurere Jer . “ Veed Du , hvad Jens Friis 
svarede ? — „ Mit Mod er for prøvet , til at jeg kan 
tabe ved at afslaa en Kamp med Eder . Laa jeg under , 
vilde I maaske faae endnu mere Møie med at komme 
bort fra Leiren , end det kostede Jer at komme ind i 

den , vandt jeg , vilde det ikke føie Noget til min 
Hæder . “ Derved blev det . “ 
Under denne Samtale naaede de Stedet , hvor Osse 
Stub gjorde sit Selskab . 
Det var et lille Hus , hvis Eier havde søgt sig en 
anden Bolig , og hvis fattige Leilighed den nye Beboer 
gav et pynteligt Udseende ved at skjule de graa 
Leervægge med Gramms , Tæpper og blanke Vaaben , 
hvorfra Skjæret af Lysene straalede tilbage . To nylig 
dannede Huller i Ydermuren indlode den friske Luft , og 
et Skillerum var revet ned for at gjøre Stuen større . 
Da Jorgen og Viffert traadte ind , vare de fleste 
af Gjæsterne komne , en livlig Underholdning , Latter 
og høirøstede Ord hilste dem allerede i lang . Afstand 
fra Huset . 
Langs med den ene Væg stod et Bord , omgivet 
med to Bænke , og besat med den Overflod af lækre 
Retter , Hr . Offe havde bragt med sig fra Hjemmet . 
Paa hver Ende af Bordet laa et Anker Viin , hvorved 
der var stillet to Tjenere , hvis Forretning denne Aften 
var at fylde Viinkanderne for det øvrige Tjenerskab , 
som derefter gik om bag Bænkene , og skjænkede i de 
tømte Bægere . Et andet mindre Bord stod midt i 
Stuen , ved dette blev der spillet Dam og Terning . 
Kortspil kjendtes vel allerede i Danmark fra Aaret 
1487 , men var endnu ikke blevet nogen almindelig 
Tidsfordriv . > 
Da Jørgen Gram traadte ind , var hans Pande 
rynket . Vifferts Advarsel lød endnu i hans øren , 

alle de mørke Tanker , disse tvetydige Ord havde vakt , 
stode skrevne i hans Aasyn . Hans forste Blik søgte 
Ebbe Strangesen . Han fandt ham siddende ved det 
mindre Bord hos Værten , Hr . Osse Stub , smagløs 
klædt , iført en Rustning , hvis Brudstykker med deres 
uensartede Prydelser syntes at være samlede allevegne 
fra . Han førte et høirøsfet Sprog og gjorde sig 
synlig Umage for at vedligeholde Samtalen , som 
truede mrd af gaa isfaa , hvergang han tav . Bjørn 
Andersen sad ved hans Side og lyttede til . Han 
yttrede ikke selv nogen særegen Mening om hvad der 
faltes , men var bestandig rede til af bekræfte Alt , hvad 
Ebbe sagde , og tilbød Enhver , der nærmede sig , Plads 
ved sin Side . 
Bjørn var en ualmindelig høi og firskaaren Person , 
med et magert Ansigt , krøllede Haar , som næsten 
skjulte Panden , og et Skæg , der naaede ham ned paa 
Brystet . Omkring Halsen havde han slynget en tyk , 
uægte Guldkjæde , hvori der hang et Billede af den 
hellige Jomfru , ridende paa et Æsel . 
„ Ni komme noget sildigt , “ sagde Viffert , da han 
hilste paa Offe Stub , „ men jeg vil ingen Undskyldning 
gjøre derfor , siden jeg seer , af I har havt et saa hæderligt 
Selskab af trøste Eder med . “ 
Skjøndt Viffert talte med Blikket rettet mod Gjæsterne 
omkring det store Bord , besvarede Ebbe Strangesen 
hans Ord med et Smil og en forekommende , dyb 
Hilsen . 

„ Bisf komme I blandt de Sidste , “ sagde Osse 
Stub , „ og jeg længtes efter Eder , men det siger Intet ; 
var det til en Kampplads , I bleve kaldte , troer jeg 
vist , I vilde have varet blandt de Første . “ 
„ Der har vi Jørgen Gram ! “ raabte Clans Junl , 
som sad paa Bænken ved Væggen . „ Han skal have 
sin Plads blandt os . “ 
„ Det holder jeg før en LEre , “ svarede Jørgen , 
„ men jeg vil lade Eder vide , at jeg tager Plads før , 
To , thi Viffert sidder ved min Side . “ 
„ Viffert behøver Ingen at gjøre Plads før , “ vedblev 
Junl , „ det forstaaer han ret godt selv . “ 
I dette Øieblik lagde Værten sin Haand paa 
Vifferts Arm og hviskede ham i Øret : „ Tag Plads 
hos mig , her ved det lille Bord , jeg beder Jer derom 
som en Tjeneste . Jeg kan ikke saae Nogen til at sidde 
sammen med Ebbe og Bjørn . “ 
Viffert rakte Clans Junl Haanden , smilede til 
ham og sagde : „ Siden de , der hjalp mig før , slaa 
Haanden af mig iaften , saa ville vi ikke have Noget 
med dem at gjøre . Her staaer en ledig Bænk , og 
Pladsen ved Hr . Offe Stubs Side er saa god som 
enhver anden . “ 
Efter disse Ord toge han og Jørgen Plads ved 
det lille Bord . 

XXI . 
Et Terningspil . 
Dene Aften syntes det altsaa af være Tilfældet , 
som tilintetgjorde Frugten af Viffcrts Advarsler til 
Jørgen , hvad enten de nu havde været alvorligt meente 
eller ikke . De to Benner sad paa samme Bænk , som 
deres Fjender , det var umuligt af undgaa dem . 
Ebbe Strangesen syntes af sætte stor Pris paa 
deres Selskab , han var Høfligheden selv , begyndte øieblikkelig 
en Samtale , rakte Bistert og Jørgen de bedste 
Retter og lagde slet ikke Mærke til , hvor sparsomt og 
tilbageholdent hans Opmærksomheder bleve gjengjældte . 
„ Hr . Offe Stub talte nylig om en Kampplads , “ 
udbrød han i Talens Løb . „ Gud bedre det , vore 
Sværd rustne jo i Skeden , og der groer Mug paa 
Hestens Hove . Rantzau bestiller Ingenting , og vi 
hjælpe ham trolig . “ 
„ Det har Du min Sjæl Net i , “ bemærkede Bjørn . 
„ Burde han ikke for længe siden have skikket os 
over til Fyen mod Grev Erik von der Hoya og hans 

tydsfe Leietroppcr og saa drage videre til Sjælland ? Jeg 
vil med tilstrækkeligt Mandskab paatage mig af jage 
alle de Spydfolk i Søen paa otte Dage , ikke af tale 
om , af vi derved vilde spare de mange Penge , det koster , 
af holde Leiren her . — Hvad mener I , Herre ? “ 
„ Jeg mener , af eders Yttring røber særdeles megen 
Kløgt , Herre ! “ sagde Viffert , „ kun tvivler jeg om , 
af Johan Rantzau maaler Storheden i sine Handlinger 
efter den Pengefordeel , de bringe ham . “ 
„ Det kan gjerne være , men jeg synes dog , han 
burde tage lidt mere Hensyn til Herremændene , som 
ere komne allevegne fra . Først have vi tabt ved den 
lange Fcide i Sverig , nu begynder det paa samme 
Vis her . Det er ikke ham , men os , det gaaer ud over , 
os , der maa lægge Folk til , Føden til , Tiden til , det 
vil sige Formuen , os , der maa lægge Armene til , det 
vil sige Livet . “ 
„ Ja , det er det , min Sjæl ! “ forsikrede Bjørn . 
„ Og det er ham , som maa lægge Navnet til , 
Ansvaret til , “ svarede Viffert . „ Det vil sige Æren . “ 
I den Tid hvorom her tales , udgjorde Maaltidet 
den fornemste Nydelse ved enhver festlig Sammenkomst ; 
næstefter Maaltidet beroede det paa , hvem der kunde 
drikke meest og holde længst ud ; til Slutningen blev 
der da spillet . 
Da Tjenerne havde taget Maden bort , kastede 
Ebbe Strangcsen tre Terninger i et Bæger , rystede 
dem og spurgte Viffert , om han havde Lyst til at gjø , re 
et Kast med ham . 

„ Hvis I tillader det , foretrækker jeg at see til , “ 
svarede Viffert . „ Jeg er ikke rig nok til at kunne 
tabe , Heller ikke saa fattig , at jeg sætter Pris paa at 
vinde . “ 
„ Det Samme siger jeg , “ yttrede Bjørn . „ Jeg 
bryder mig kun om Boltspil , eller et ordentlig Slag 
Kage . “ 
Ebbe vendte sig til Gram . „ Er I heller ikke rig 
nok til at ville vove et Par Skilling paa en Terning ? “ 
spurgte han med et spottende Smil . 
Gram vilde reise sig , han beredte sig paa et afslaaendc 
Svar , Osse Stub lagde sin Haand paa hans 
Knæ og tilkastede ham et bønligt Blik . 
„ Vi kunne jo forsøge det , “ svarede Jørgen og 
satte sig hen til ham . 
Ebbe Strangesen tog en stor Læderpung op af 
Sidelommen . Den syntes at gjemme en temmelig betydelig 
Sum , men da han rystede Pengene ud paa 
Bordet , saae man lutter Smaamont komme tilsyne . 
„ Jeg spiller helst med den aabne Pung foran 
mig , “ sagde han . „ Saa kan Enhver see , at det gaaer 
redelig til . “ 
„ Som I vil , “ sagde Jørgen , idet han ogsaa tog 
sin Pengepung frem . „ Jeg har ikke gjort det før . 
De , jeg spillede med , tvivlede aldrig om , at det jo 
gik ærligt til . “ 
Viffert havde taget Plads hos Juul og Skeel ved 
det store Bord . Under den Samtale , han førte med 
dem , vedblev hans Opmærsomhed uafbrudt at være 

rettet paa Ebbe og Jørgen . Lidt efter meldte Dørvogteren , 
at en af Rantzaus Baabendragere stod udenfor 
og forlangte Viffert itale . 
„ Lad ham komme ind , “ sagde Osse Stub . „ Feltherrens 
Bud bør man hædre . “ 
Vaabendragcren traadte ind , Viffert betragtede ham 
nogle Øieblikke forskende , før han gjenkjendte ham . Det 
var Henning Graabuk , som fremstillede sig , smilende , 
selvtilfreds og fuldstændig forvandlet . Han havde ombyltet 
Bondekoften med en Krigmands Dragt : Bryst - 
plade , Stormhue og et langt Jernsværd ; Benene skjultes 
af et Par nye og vældige Støvler med stive Kraver , 
som naaede ham op paa Livet . 
Det var dog ikke alene i Dragten , at den forrige 
Vildtyvs Forvandling besfod ; siden den Aften- , han 
vendte tilbage til Leiren i Johan Nantzaus Selskab , 
syntes Henning at være bleven en anden Person , han 
bar sit Hoved høiere , der laa en Freidighed , en Bestemthed 
og Selvtillid i hans hele Fremtræden , som tidligere 
havde været ham fremmed . Akan havde ogsaa 
lagt Mærke til , at Feltherren gav sig mere af med Henning 
end med sine øvrige Undergivne og viste ham en 
Tillid , hvis Kilde Ingen kunde udfinde . Henning var 
altid i Bevægelse , han havde sin egen Hest , man saae 
ham drage bort , Ingen vidste hvorhen , han vendte tilbage 
til Leiren igjen , stille og lydløs , men hurtig , som 
Pilen flyver fra en Bue , altid havde han et Ærinde 
at bringe , bestandig nikkede Johan Rantzau til det 
Budstab , han vendte tilbage med , smilte til ham eller 

slog ham paa Skulderen og sagde : „ Det er godt Du ! 
Saadan skal det være . “ 
Red Feltherrer : ud , medens Vaabeudrageren var 
tilstede , kunde man være vis paa at træffe ham i 
Følget , bestandig saa fjernt , at Afstanden betegnede 
Herre og Tjener , men dog bestandig nær nok til , at 
han kunde være den Første , son : modtog Rantzaus 
Befalinger . 
Om Aftenen , naar Tappenstreg var slaaet , og 
Krigsfolket havde søgt deres Sovesteder , kunde man af 
og til finde Henning paa en Bænk udenfor Feltherrens 
Hus . Da sad der gjerne eu Kvinde ved hans Side 
og bøiede sig over mod han : og saae op til ham og 
lyttede efter , hvad han hviskede til hende . Vinduet til 
Stuen stod paaklem , det aabnede hun af og til og saae 
ind efter et lille Barn , som laa og sov i en Vugge . 
Derefter talte de sammen igjen . 
Det var Tranen , Hennings Hustru . Hun havde 
ombyttet sin blaagraa Lærredskjole med en smnk Bondedragt 
og sin sorgende Mine med et tilfreds og lykkeligt 
Smil , der gjorde hende endnu smukkere . 
Viffert Vendelbo havde tabt Henning af Syne i 
den sidste Tid ; han gik og øvede sig med sin tydske 
Fægtemester , medens Vaabendrageren red Rantzaus 
Ærinder . Iaften skriftede Henning i faa Ord , hvad 
der angik ham siden deres sidste Mode . 
„ I har skaffet mig en god Herre , “ sagde han . 
„ Jeg tænker ogsaa nok , han skal faae sig en Tjener 
derefter . Iaffes sad han og saae hen paa mig , saa lo 

han og sagde : „ Jeg sidder og grunder over , hvordan 
det kan være : Hidtil er Du den Eneste , der har faaet 
mig til at lade Naade gaa for Ret , Du ! “ — For 
otte Dage siden kaldte han mig ind til sig . „ Vi mangle 
snart Føde til Krigsfolket , “ sagde han . „ Landet heromkring 
er udpint , de have ikke mere . Der maa 
skaffes Noget tilveie , og det maa skee i en Fart . “ — 
„ Hvordan stal man bære sig ad dermed ? “ spurgte jeg . 
Saa foer han op , som han pleier , og buldrede løs som 
et Tordenveir , men nu kjender jeg ham , det driver 
over igjen . — „ Hvordan man skal bære sig ad , det 
maa Du om , “ sagde han , „ gaa din Vei og kom tilbage 
med god Besked , inden Sol gaaer i Bjerge imorgen 
Aften . “ — Veed I , hvad jeg gjorde ? Jeg sadlede 
min Hest og red om til Herremændene og til de store 
Gaarde og sagde : „ Ret nu mangle de Føde nede i 
Leiren , og Krigsfolk kan ikke æde Hø ; hvad vil I helst : 
bringe os det , vi trænge til , ned til Kolding og faae en 
rimelig Betaling for det , eller vente , til vi selv komme 
og fage det ? — Det vil ikke vare længe . “ — Dagen 
efter kom Vogn efter Vogn kjørende ind til Byen , alle 
bragte de Levnetsmidler , og nu have vi Guds Velsignelse 
for lang Tid . Da skulde I have seet ham , den 
mægtige Herre , hvor han lo og gned sine Hænder og 
rustede mig i Haaret . „ Jeg tog altsaa ikke feil af Dig , “ 
sagde han , „ jeg vidste nok , Du fandt paa en Udvei . 
Det er din bedste Streg , og den skal Dn have en 
Belønning før . Bed mig om hvad Du vil . “ Saa 
bad jeg om et Par nye Støvler , og dem fik jeg , see 

blot ! saa lange og saa gode , man kan ønske sig , ogsaa 
faste , at man ikke kan jage et Spyd igjennem dem . 
Lidt kortere eller lidt længere , hvad gjør det vel ham , 
tænkte jeg , og lod Skomageren sye dem saa fuldkomne , 
at de naa mig næsten op til Maven . “ 
Viffert smilede over dette Træk i Hennings Natur , 
som vedblev at > være sig selv lig og bestandig søgte at 
drage den størst mulige Fordeel ud af Øieblikket . 
„ Og hvad vil Du hos os iaften ? “ spurgte han . 
„ Det er en vidtløftig Historie , som jeg kun betroer 
Eder , og som ingen Anden maa vide Noget om . — 
Forgangen blev jeg skikket over til Fyen med Brev til 
Herremændene , som endnu staa paa Kong Chrisfjerns 
Side . Jeg skulde skaffe Feltherren Besked om , hvordan 
Stemningen var for den nyvalgte Konge . — Det 
gaaer der , som det pleier : Kong Ehristjern er i Nød , 
hans Venner forlade ham . Jørgen Marsvin , Jens 
Bilde , Hans Urne og flere Andre gave Tilsagn om 
at følge med Kong Frederik . Ovre i Fyen ligge desuden 
den tydske Oberst , Grev von der Hoya og Jørgen 
Haarde med otte hundrede Landseknægte i Kong Ehristjerns 
Sold . Rantzau vilde vide , hvad han kunne vente 
sig af dem . „ Tal med Folkene og udforsk deres Mening , “ 
sagde han . — Det er bedre at søge Hovedet end 
Halen , tænkte jeg , og gav mig til at holde Øie med 
Greven . Han morede sig med at ligge i en Baad ude 
paa Lillebelt og skyde Ænder , det var mig , som roede 
den for ham . Saa fik vi Storm , og von der Hoya 
begyndte at klage og jamre sig , hans tydske Mod kunde 

ikke taale Saltvand . Han troede aldrig at naa Land 
mere , det Skind ! Imens kom jeg frem med mit Ærinde , 
og det gik lettere end jeg havde tænkt mig . Kong 
Ehristjern havde ikke betalt Landseknægtenc deres Sold 
i de sidste to Maaneder . Han manglede Penge , hed 
det sig . De Gillerske Knægte havde saa smaat begyndt 
paa at gjore Oprør ; Jørgen Haarde og Greven ønskede 
derfor Intet hellere , end at faae Pas og Lov til 
at drage uantastet hjem til det kjære Tydskland igjen , 
men for at bringe den Sag i Orden forlangte de en 
Adelsmand med Feltherrens Fuldmagt skikket over til 
dem . Johan Rantzau er iaften redet op til Kongen i 
Kolding , naar han kommer hjem og hører mit Budskab , 
kan jeg bede ham om Alt , hvad jeg vil . Imorgen 
gaaer Reisen tilbage til Fyen igjen . Grev von der 
Hoya og Jørgen Haarde vente mig i Middelfart , saa 
huskede jeg paa Jer ; har I Lyst til at følge med 
derover ? “ 
Bistert stod nogle Øieblikke i Tavshed , som om 
han betænkte sig , hans Øine søgte det lille Bord , hvor 
Jørgen sad og slog Terning med Ebbe Strangesen , 
han lagde Mærke til , hvorledes disse To efterhaanden 
vare blevne Gjensfande for hele Selskabets Opmærksomhed ; 
der blev talt og hvisket om dem overalt , det 
var , som om der laa et Uveir i Luften og at man 
var forberedt paa at see det bryde frem . 
„ Dersom Du vil vise mig en Tjeneste , “ sagde 
Bistert til Henning , „ saa gaa til Feltherren og faae 
ham til at lade Jørgen Gram følge med Dig ; kom tilbage 

med Besked derom , det hurtigste Du kan , heller 
inat end imorgen , heller strax end om en Time . “ 
Henning kastede sit Blik over paa de to Spillere , 
hans Bryn rynkede sig , han havde opfattet Alt . 
„ Det skal blive besørget , “ sagde han og forlodStuen . 
Biffert gik hen til Terningbordet og satte sig ned 
ved Jørgen Grams Side for at see paa Spillet . 
Jørgen havde hidtil været uheldig . Ebbe Strangesen 
vandt næsten ved ethvert Kast . Tilfredsheden herover 
afprægede sig i hans fregnede Ansigt , han lo høit og 
kastede af og til sit Blik over mod de Andre , da han 
saae , at man iagttog ham . Han misforstod imidlertid 
Aarsager : til den almindelige Opmærksomhed . 
„ I har ikke saa megen Lykke i Spil , sou : nylig i 
eders Krigsbedrifter , “ udbrød han . 
„ Jeg sætter heller ikke saa stor Pris derpaa , “ 
svarede Jørgen . 
„ Jeg holder dog mere af at vinde end af at tabe . “ 
„ Jeg min Sjæl ogsaa , “ bemærkede Bjørn . 
„ Og jeg spiller kun med Eder iaften for at vise , 
at jeg ikke er bange for at tabe , “ svarede Jørgen . 
„ Ja det kjende vi nok , Jens Krag var heller ikke 
bange for at tabe , det sagde han idetmindste , saa sad 
han forgangen Aften og spillede først sin Hest og dens 
Saddel bort , saa sin Gaard og Alt , hvad han eiede , 
men Morgenen efter fandt de ham død og aflivet i 
Sengen . Han holdt dog ikke af at tabe . “ 
Dertil svarede Jørgen Intet . Lykken lod til at 
have vendt sig , han begyndte at vinde og blev ved 

dermed ligesaa uafbrudt , som det nylig havde været 
Tilfælde med Ebbe . 
„ Hr . Eggert Bugge er ikke tilstede iaften , “ vedblev 
Ebbe , idet han rystede Bægeret med større Omhyggelighed 
og dog gjorde et slet Kast . „ Han hviler 
maaske ud efter sine Bedrifter . Han har jo ogsaa 
udrettet saameget , at man nok kan blive trangbrystet 
derefter . “ 
„ Hvad mener I ? “ 
„ Naturligvis den navnkundige Fægtning ved Nye 
Kirke , hvor han slog en Hob Bønder og tog den Dalby 
Bjørn tilfange . “ 
„ Ja , ikke sandt ! “ svarede Jørgen , „ det var en 
Bedriff , dens Betydning kan saameget mindre være 
Tvivl underkastet , som flere af de Tilstedeværende herhave 
været Deltagere i den , blandt Andre jeg . “ 
„ Der er heller Ingen , som tvivler om den , “ 
svarede Ebbe Strangesen . 
„ Nei , saa min Sjæl om der er , “ forsikrede Bjørn . 
„ Det Mærkværdigste forekommer mig blot at være , 
at Hr . Eggert Bugge blev Sejrherre , medens han selv 
sad fangen . Ikke sandt ! Det var jo nede i et Gravkammer , 
at han viste sit Mod , og vandt Slaget ? Jeg 
beder Eder at fortælle mig Lidt derom , siden I som 
sagt selv var tilstede . “ 
Spillet var under denne Ordvexel vcdblevet . Ebbe 
Strangesen sad nu i et afgjort Uheld . Han troede 
at skjule sin ophidsede Sindsstemning herover ved uafbrudt 
at fortsætte Samtalen i et høirøstet Sprog , som 

nødvendig maatte vække Opmærksomhed og efterhaanden 
kaldte flere af Gjæsterne hen til Bordet . 
„ I har en Feil , Herre ! “ sagde Jørgen langsomt 
og roligt , „ en slet Bane ; tilgiv , at jeg gjør Eder opmærksom 
derpaa ! I taler ondt om de Fraværende . 
Det er tredie Gang , jeg hører det iaften . “ 
„ De Fraværende tabe jo Intet derved , “ svarede 
Ebbe , „ siden I forsvarer dem . “ 
„ Ikke altid . Hvis man f . Ex . talte Ondt om 
Eder , vilde jeg maaske tage i Betænkning at gjøre det . “ 
„ Hvorfor ? “ 
„ Jeg har ikke den Ære at kjende Eder nok dertil . 
Det forekommer mig , at man ved at tale Ondt om 
de Fraværende kun siger sig selv en slet Kompliment , 
jeg forstaaer heller ikke , at Den , som selv besidder Mod , 
kan være tilbøielig til at tvivle om Andres . “ 
„ Det er rigtigt ! “ udbrød Bjørn . „ Hvorfor har 
Du saameget imod Hr . Bugge ? Han talte forgangen 
Dag Godt om Dig , nu faler Du Ondt om ham . “ 
„ Hvem af dem skal man nu tro ? “ spurgte Osse 
Stub . 
„ Ingen af dem , “ svarede Biffert . 
Ebbe havde atter gjort et uheldigt Kasf , han vendte 
sig heftig om mod Biffert . „ Hvorfor ikke , om jeg 
tør spørge ? “ 
„ Naturligviis , fordi Andres Dom altid er en 
utilforladelig Grund at bygge paa , “ svarede Biffert 
med sit venligste Smil . 
„ Jeg talte ikke om Hr . Eggert Bugges Mod , “ 

sagde Ebbe , „ især siden han denne Gang havde saa 
liden Leilighed til at vise det , jeg finder blot , at han 
har sfasfet sig sin Berømmelse for en billig Pris . 
Det var Meningen af det , jeg tillod mig at yttre , da 
vi begyndte denne Samtale . En Mand kan have 
Uheld med sig , blive fangen , naar Overmagten er 
mod ham , eller han ikke seer sig tilstrækkeligt for , det 
er en ærlig Sag ; saa hjælper man sig , som man kan , 
helst selv , tager ogsaa tilnød mod en Haandsrækning 
af Andre , man gjør blot ikke Blæst deraf eller regner 
den Andens Hæder med til sin egen . I kan tro , 
jeg kan tale med derom , jeg har oplevet saadanne 
Historier og altid vidst at trække mig ud af dem . “ 
„ Par det med Armene eller med Benene ? “ spurgte 
Claus Juul . - 
„ Det var maaske med Kniven , “ svarede Jørgen . 
Disse sidste Ord faldt som en Blyvægt over Ebbe ; 
han blev bleg , hans Øine skøde Flammer . 
„ Hvad mener I dermed ? “ raabte han . „ Skal 
det være en Gjentagelse af Historien med Feltherrens 
Stok , I sigter til ? “ 
„ Nei ! “ svarede Jørgen Gram . „ Jeg sigter ikke 
til Feltherrens Stok , men til Høibroplads . “ 
Ebbe Strangesen sprang op fra Bænken , han 
kastede Terningerne henad Bordet og udbrød med en 
tvungen Latter , der fortrak hans Ansigt og viste hans 
Tænder : 
„ Det Ord har I været længe om at finde paa , 
Hr . Jørgen Gram , men det gjør ogsaa al videre Tale 

overflødig . Iaften har I talt om min Kniv , imorgen 
tidlig skal I faae at see , hvordan jeg forstaaer at bruge 
min Kaarde . Hvad Spillet her angaaer , saa mener 
jeg , at det nu kan være endt , siden I har vundet alle 
mine Penge . “ 
Jørgen Gram var staaet op fra Bænken , hans 
Blik gik rundt i den Kreds af Tilhørere , som havde 
dannet sig omkring Bordet . I det Samme traadte 
Henning Graabuk ind ad Døren . Jørgen kaldte ham 
hen til sig . 
„ Jeg har vundet disse Penge , “ sagde han , „ og 
ønsker ikke at beholde dem , tag dem til Dig , de skulle 
være dine . “ 
„ Fra hvem har I vundet dem , med Forlov at 
spørge ? “ 
„ Fra Herren der . “ 
„ I saa Fald være det langt fra mig at tage dem , “ 
svarede Henning . „ Jeg har været Poul Laxmands 
Tjener . “ 
Det er umuligt at skildre den Birkning disse faa 
Ord vakte . Ebbe Strangesen syntes at lede efter et 
Svar , men han fandt intet ; man hørte hans gispende 
Aande og saae den Arm skjælve , hvormed han støttede 
sig til Bordet , hans Blik , der nylig Havde været 
dristigt og udfordrende , sænkede sig for den tavse og 
alvorlige Kreds , som omringede ham . 
„ Imorgen tidlig , “ udbrød han endelig hæsf og 
utydeligt og nikkede over til Jørgen , „ saa skal I komme 
til at betale den hele Regning , ogsaa hans der . “ 

„ Imorgen tidlig vil Hr . Gram ikke komme til 
at betale for Nogen , “ sagde Henning Graabuk , „ saa 
er han reist bort i et Ærinde for Feltherren . Jeg 
kommer med den Ordre , at Hr . Jörgen Hrax har at 
møde hos ham . “ 
Jörgen gik hen og tog sin Kaarde ned fra Væggen , 
idet han spændte den om sig , udbrød han : 
„ Hvad vi To have at forhandle sammen , maa 
altsaa vente til jeg kommer igjen . I skal nok faae eders 
Lyst styret og ikke komme til at tabe ved Opsættelsen . “ 
Efter disse Ord hilste han paa sine Venner og 
sorlod Stuen med Henning . 
„ Nu glemte han alle sine Penge , “ sagde Bjørn . 
„ Jeg vil see efter , hvor mange der er , og saa tage 
Vidner paa , at jeg forvarer dem , til han kommer igjen . “ 
Med disse Ord gav han sig til at tælle Pengene . 

XXII . 
Hvad Rygtet fortalte . 
Visiert var under denne Strid bleven siddende 
ved Bordet , tavs og rolig , som om Intet af Alt angik 
ham ; imidlertid vedbleve hans Øine ufravendte at 
være rettede paa Ebbe . 
„ Hvorfor betragter I mig saa neue , Herre ? “ 
spurgte Ebbe . 
„ See Jer om , Herre ! “ svarede Viffert blidt og 
fredsommeligt . „ I vil finde , at jeg deler denne Opmærksomhed 
med alle de øvrige Tilstedeværende . Alle 
vente udentvivl ligesom jeg paa den Undskyldning , I 
har at gjøre Hr . Osse Stub , fordi I bryder Freden 
i hans Hus og forstyrrer vor Fest med eders truende 
Ord . “ 
„ Synes I da , at jeg har kunnet handle anderledes , 
end jeg gjorde ? “ 
„ I maa ikke gjøre mig til Dommer , jeg vilde 
maaske i dette Tilfælde ikke kunne være tilstrækkelig 
upartisk ; spørg Heller de Andre ; I seer her Mænd 

omkring Eder , som forstaa sig paa , hvad der angaaer 
Ære og Sømmelighed . “ 
„ Han har vist sig hovmodig og udfordrende mod 
mig delt hele Aften . “ 
„ Ogsaa mod mig , “ forsikrede Bjørn . „ Naar jeg 
talte til ham , maalte han mig saadan fraoven nedefter 
og vidste knap , om han vilde svare . “ 
„ Ogsaa mod Eder ? “ gjentog Viffert . “ „ Virkelig ? 
I saa Fald maa han vist have havt sine Grunde 
dertil . “ 
„ Hvilke ? “ 
„ Spørg ham selv derom ! “ 
„ Han er jo uheldigvis reist sin Vei og kan ikke 
svare forlig . Men I er hans Ven og paatager Eder 
hans Forsvar ; siden I har tænkt Jer , at han havde 
Grunde fil at fornærme os , saa bør I ogsaa kunne 
nævne dem . Har jeg ikke Ret ? “ vedblev han , henvendt 
fil de Omkringstaaende . 
„ Hr . Ebbe Strangeseu har Ret , “ svarede En i 
Kredsen . „ Visiert bør udtale , hvad han meente . “ 
„ Men jeg meente kun , “ vedblev Visiert med sit 
venlige Smil og den blideste Røsf , „ at Jørgen Gram 
maaske kunde have nogen Grund fil at beklage sig over 
Eder , I to Herrer ! “ 
„ Hvorfor det ? “ 
„ Han har beilct fil Frøken Laxmand , han er 
bleven hendes Trolovede , som I maaske have hørt 
fortælle . “ 
„ Hvad følger deraf ? “ 

„ At han gjør hendes Sag fil sin . “ 
„ Og saa ? “ 
„ Ja , og saa er . det jo muligt , at visse sørgelige 
Rygter om eders Adfærd mod den afdøde Rigshosmester , 
i Forbigaaende kunde have streifet Jørgen Grams Øren 
og bibragt ham nogen Uvillie mod Eder . I lægger 
Mærke til , at jeg betjener mig af de skaansomste Udtryk , 
ligesom ogsaa , at her kun er Tale om Jørgen Gram . 
Jeg i hans Sted vilde sige : Hvad betyder vel et Rygte ? 
Alverden kan fortælle , hvad den finder før godt , om 
Eder og eders hæderlige Ven paa Bænken der , det er 
blot ikke Alverden , som paatager sig at bevise det . “ 
Ebbe Strangesen indsaae , at han var gaaet før 
vidt , men han var nu engang bleven tvungen ind i den 
Kreds af Forklaringer , som Viffert saa tilsyneladende 
uden Hensigt bestandig drog tættere sammen om ham . 
Hans næste Spørgsmaal var : 
„ Hvad er det da før Rygter , Alverden fortællerom 
mig ? “ 
„ I mener om Eder og eders Ven . “ 
„ Nu ja , om Bjørn og mig ! Skulde I tilfældigviis 
kjende dem ? “ 
„ O min Gud ! hvem kjender ikke dem ? Vidste I 
ikke Noget derom før nn ? Det maa da være gaaet 
Eder som de bedragne Ægtemænd , de erfare altid sidst , 
hvad der nærmest angaaer dem . Siden man her i 
Kredsen opfordrer mig til at tale uforbeholdent , maa 
jeg adlyde , hvor megen Overvindelse det end koster mig . 
Rygtet melder da , at I , Ebbe Strangesen , dræbte 

Poul Laxmand . Det fortæller , at I snigmyrdede ham ; 
det lægger til , at I haanede den Døde efter at have 
myrdet den Levende . “ 
Alle Tilstedeværende følte ved disse rolige og bestemte 
Ord ligesom en Storm bruse hen over deres 
Hoveder . Ingen talte ; under den almindelige Tavshed 
hørte man Vifferts Anklage falde som Kølleslag 
paa de to Herremænd , hvoraf den Ene sad sammenbøjet 
og betragtede Bordet foran sig med matte og udtryksløse 
Øine , og den Anden stod stiv og opreist foran 
Bænken , medens han gispede efter Luft og vædede sine 
tørre Læber med Tungen . 
„ See , det er Alt , hvad jeg har hørt fortælle , “ 
vedblev Biffert , „ men , som sagt , jeg for min Person 
ændser ikke Rygter , hvor mange troværdige Vidnesbyrd 
der endog . have bekræftet dem . Jeg troer dem ikke , 
gjentager jeg , fordi jeg anseer det uforeneligl med en 
Adelsmands Ære at snigmyrde sin Fjende ; jeg holder 
det endnu for mere umuligt , at To kunde slaa sig 
sammen til en saadan Bedriff ; jeg anseer det endelig 
for nsømmeligt for os , hvis det var skeet , at taale 
Eder her i vort Selskab . “ 
„ Det er nok ! “ raabte Ebbe og strakte sine knyttede 
Hænder frem mod Viffert . „ Saasandt Gudfader 
er over os , skal enten I eller jeg imorgen have ophørt 
at leve . “ 
„ I truer mig , “ svarede Viffert . „ I vil tvinge 
mig til at slaaes . Finder I da noget Fornærmeligt i , 
at jeg gjentager , hvad Alle fortælle , siden I selv opfordrede 

mig dertil ? Har jeg tillagt Eder Noget , som 
ikke stemmer overeens med den strengeste Sandhed , saa 
tager jeg ethvert formærmeligt Ord tilbage og beder 
Eder om Tilgivelse . — I viser Tænder , Herre ! Det 
er ikke at svare . Nu tie I stille begge To , og for 
lidt siden havde I Mod til at forlange en Forklaring , 
hvorfor Jørgen Gram viste sig kold og tilbageholden , 
hvorfor han maatte modtage Forbon af en saa hæderlig 
Mand , som Hr . Osse Stub , for han nedlod sig 
til at sidde paa samme Bænk som I , berøre de samme 
Terninger som I ; for lidt siden undrede det Eder , 
hvorfor en Adelsmand skyer eders Selskab , — det forstaaer 
jeg ikke . I forlangte mit Svar , tilgiv , at jeg 
taler med en saadan Oprigtighed , men jeg indseer ikke 
hvorfor jeg skulde have nødig at besmykke mine Ord . “ 
„ Kom , Bjørn ! “ raabte Ebbe , idet han greb sin 
Hat . „ Imorgen tidlig , saasnart det gryer ad Dag , 
skal I høre fra os Begge . Eder beholder jeg da tilbage , 
I reiser ikke bort som den Anden . “ 
Dermed ilede han hen til Døren , Bjørn fulgte , 
ham , mumlende nogle uforstaaelige Ord , men Visiert 
traadte iveien før dem og sagde : 
„ Hvis jeg virkelig mod min Villie skulde blive 
nødt til at slaaes før det , I har opfordret mig til at 
sige , saa raader jeg Eder til at tage saa maage Vidner 
med , som I mægte at samle . “ 
„ To pleie ellers at være tilstrækkelige , “ svarede 
Ebbe . 
„ Skaf Eder Heller flere . Jeg haaber ikke , I tager 

mig dette Raad ilde op , siden jeg giver det til eders 
egen Fordeel . Hvis I skulde være saa heldig at fælde 
mig i ærlig Kamp uden tilstrækkelige Vidner , kunde 
Rygtet maaske forvanske Historien . I veed jo , at det 
allerede een Gang før har havt travlt med eders Kniv . 
Jeg før min Person holder ikke af Gjentagelser . “ 
„ Vi skulle nok faae Vidner , “ sagde Bjørn og 
rettede sig i sin fulde Høide , „ det kan I lide paa . 
Jeg vil dernæst lade Eder vide , min gode Hr . Viffert 
Vendelkaabe , eller hvad Fanden det er I hedder , at I 
for al den Snak , I her har fort iaften , ikke blot faaer 
med Ebbe at bestille , men ogsaa med mig . “ 
„ Dog vel ikke paa engang ligesom sidst ? “ svarede 
Viffert , idet han gjorde en dyb Hilsen for Bjørn . — 
Selskabet brast i Latter . 
„ Kom Bjørn ! “ sagde Ebbe . „ Imorgen tidlig skulle 
vi faae en Slutning paa alt dette . “ Dermed gik de . 
Inden Viffert forlod Selskabet havde sex af Gjæsterne 
forlangt at være ' hans Vidner . Han valgte de 
To , som først tilbøde sig . 

XXIII . 
Forberedelser til Tvekamp . 
Det var endnu tidligt paa Aftenen , da Biffert 
vendte hjem . Jørgen Gram var allerede reist bort i 
Feltherrens Ærinde . Da Viffert hørte dette , gik han 
over i Holstenernes Leir til en Hytte , hvori hans Bekjendt , 
den tydske Vaabenmcsfcr , havde opslaaet sin 
Bolig ; Vaabenmesteren var endnu oppe . Han havde 
to store , selvgjorte Fyrretræes Fakler brændende foran 
sig , ved deres Lys sad han og stoppede Hullerne paa 
sin Vaabenkofte , som Tid og langvarig Brug efterhaanden 
havde bragt i synlig Forfald . Ved Lyden af 
en Kommende svøbte han Koften sammen og kastede 
den hen i en Krog i Mørket , som om han undsaae 
sig over , at Nogen skulde træffe ham i en saa uridderlig 
Beskæftigelse . Da han gjenkjendte Viffert tog han 
den atter frem og vedblev sit Arbeide . 
Det var en ældre Mand med stærkt udprægede 
Træk , et tilspidset Kindskæg og en uhyre Haarvæxt , 
som begyndte at graane . Altid tilfreds med sin Stilling , 
altid tilbøielig til at tage Verden fra den lystige Side , 
var hun en fortræffelig Selskabsbroder og en velkommen 

Gjæst , hvor han viste sig . Han hed Hr . Eige von 
Trotorlow , et Navn , der desværre ikke har havt det 
Held , at kunne vedligeholde sig i Danmark saalænge 
. som mange andre af vore tydske Herrenavne . 
„ Hvor det er Skade , at I ikke kom lidt før , “ 
udbrød Hr . Eige , i den Blanding af Tydsk og Italiensk , 
hvori han udtrykte sig . „ Jeg har drukket den sidste 
Draabe , der var tilbage . “ 
Til Bevis herpaa strakte han Haanden ned esteren 
tom Viinkande , som stod paa Gulvet . „ Jeg har 
ogsaa tabt alle mine Penge i Terningspil iaften , ellers 
skulde jeg snart sfikke en Mand ned til Marketænderen 
. og faae Kanden fyldt paany . “ 
„ Det er ikke for at tomme en Viinkande , at jeg 
fommer her iaften , “ svarede Viffert . „ Vil I laane 
mig eders Kaarde med Krydsfæstet , den falder mig 
bedre i Haanden end min egen , og jeg vil faae Brug 
for den imorgen . “ 
„ Guds hellige Død og Pine ! “ raabte Eige jublende , 
idet han sprang op fra Bænken og greb Viffert om 
Armen . „ I skal slaaes ; og det er alvorligt , vil jeg 
haabe , Noget , der er værd at trække ud for . Naturligviis 
er jeg eders Vidne , jeg skal strax skaffe en Mand 
til , som vil gjøre sig en Glæde af at folge med . “ 
„ Jeg takker Eder , men det behøves ikke , jeg har 
allerede mine Vidner . “ 
„ Og I har kunnet glemme mig , eders gamle 
Fægtemester ! Det er haardt ! “ yttrede han med et Suk 
og satte sig yderst sørgmodig ned paa Bænken . 

„ Det var altsaa Kaarden , “ vedblev Bifsert . 
„ Den hænger deroppe paa Væggen , “ sagde Eige 
og pegede med Tommelfingeren over Skulderen . „ Jeg 
har pudset den blank iaften . Men det er umuligt , I 
kan ikke drage ud ude « at tage mig med , saalænge 
som jeg nu har gaaet og ventet efter en ordenlig Tvekamp . 
Selv har jeg gjort mig al optænkelig Umage 
for at faae en : studsige Svar , spottende Miner , aldrig 
ride tilside for Nogen ; Djævlen staaer i det ; Intet 
vilde hjælpe . — Hvem er den Mand ? — Eige von 
Trotorlow -- saa tager Enhver strax Folehornene til 
sig . Hr . Viffert ! I er min allerbedste Ven , Klingen 
ligger Eder prægtig i Haanden , og saa har I en 
Maneer i de dybe Kvarter som ingen Anden ; I maa 
tage mig med . Da jeg saae den Iver og Udholdenhed , 
I anvendte for at komme til at fore en god Kaarde , 
anede det mig strax , at I havde en Uven , paa hvem 
I vilde spendere Frugten af min Lærdom , nu har I 
faaet ham fat , nu skal han have det , lige i Prikken , 
det er eders Hensigt , og han faaer det , jeg veed det 
forud , men jeg maa ikke være med , jeg , som har gjort 
Eder færdig , skal ikke faae at see , hvordan I benytter 
mine Erfaringer . Det er ugudeligt ! “ 
„ Sex af mine bedste Bekjendte have tilbudt mig 
deres Tjeneste , jeg har kun kunnet vælge To af dem ; 
I indseer altsaa selv , at der er Intet ved den Sag 
at gjøre . “ 
Hr . Eige sad lidt og betænkte sig , før han spurgte : 
„ Naar skal det gaa før sig ? “ 

„ Imorgen tidlig ved Solopgang . “ 
„ Og hvad vil Feltherren sige dertil ? “ 
„ Jeg haaber ikke , at han stal faae det at vide . Vi 
ride udenfor Leiren sonderpaa , nedad mod Vonsild Skove . “ 
„ Nedad mod Vonsild Skove , “ gjentog Eige . „ Det 
er godt . Husf nu strax at lægge Mærke til Lyset , 
tving ham et Skridt eller to til Siden , saa han faaer 
Solen i øinene . Saa blot rolig i Begyndelsen ; lad 
ham gjøre sine Kunster først , det trætter . — Og jeg stal 
gaa herhjemme med Hænderne i Lommen , mens I 
Andre slaaes . Det er jo ikke til at holde nd . “ 
Viffert havde taget Kaarden ned fra Væggen og 
fæstet den fast under sin Kappe ; han rakfe Vaabenmestcren 
Haanden og vilde gaa . Hr . Eige holdt ham 
tilbage , han havde endnu Meget at sige ham . 
„ I tænker da ikke paa al slaaes i Skinner og 
Plade ? Det er en Maneer for Kujoner , ikke for brave 
Mænd . Jeg saae i Osnabrück de Herrer Schvanwedel 
og Hugo von der Nußwurm staa og stikke paa hinanden 
i fuld Harnisk en Klokketime tilende . Ingen af 
dem kunde faae Hul , tilsidst pryglede de hinanden tildøde 
med Stridskolber . Hvad ligner vel det ? Stig tilhest 
uden Rustning og mod ham i Vaabcnkjole alene , saa 
tvinger I ham til al gjøre det Samme . Det seer da 
ud efter Noget . Læg saa endelig fra forste øieblik 
Mærke til , hvorledes han tager sine Parader ; er det 
en Karl , som forstaaer Noget , saa bruger han ingen 
Finter , men man træffer ogsaa paa Spekulanter , som 
give sig Fanden i Vold paa det Uvisse ; dem stal man 

være agtsom paa . Mens vi laa i Mantua , kom der 
en Aften en Adelsmand til mig , efterat jeg allerede 
var gaaet tilsengs . — „ Jeg stal slaaes imorgen , “ sagde 
han , „ og jeg forstaaer knn slet al brage Kaarden . 
Lær mig det . “ — „ Ja hvad skal det blive til ? “ svarede 
jeg . „ Troer I , man lærer al føre en Kaarde fra nu 
af til imorgen tidlig ? “ — Saa tog han en vægtig 
Pung op af Lommen , klingrede for mine Øren med 
den og sagde : „ I denne Pung er der halvtredssindsthve 
Guldstykker , de tilhøre Eder , hvis I lærer mig 
saameget , at jeg kan slippe fra den Sag med Livet . “ 
— Det var fristende , hvad ? — Jeg sad lidt og betænkte 
mig . — „ Bil I spendere eders ene Haand for 
at vinde ? “ spurgte jeg . — Det vilde han . — „ Godt ! 
Saa læg nu noie Mærke til , hvad jeg siger . I det 
øieblik , I seer eders Modstander falde ud efter Eder , 
faa opfanger I Stødet i eders venstre Haand , bøier 
Fingrene fast om hans Kaarde , og mens I holder den 
tilbage , støder I ham eders egen i Brystet . I vil 
slippe derfra med Livet , hvordan det forresfen gaaer 
med Æren , det maa I selv om . “ — Vi prøvede et 
Par Gange paa Skrømt i mit Telt , og Fyren forlod 
mig . Næste Dag gik det ganske nøiagtig efter Recepten : 
Modstanderen stak min Adelsmand i Haanden , men 
han stak Al odstanderen igjennem Brystet . — Saadan 
kan det gaa , vogt Eder derfor . “ 
„ Jeg skal følge eders Raad , “ svarede Viffert 
smilende , „ men for at jeg skal kunne huske dem , maa 
I Heller ikke give flere . “ Dermed gif han . 

Laabenmesteren fulgte ham til Døren . „ Pas godt 
paa min Klinge , “ sagde han , „ det er en ædel Natur , 
der har lugtet Menneskeblod for — Haanden ikke for 
fastknuget om Heftet , husk saa besfandig paa at følge 
den Andens Øine — — Og jeg skal ikke nære med , “ 
vedblev han , efterat Viffert var gaaet . „ Ia , det ville 
vi dog see paa . “ 
Med denne Bemærkning trak Hr . Eige von Trotorlow 
sig tilbage til sin Stue og stængede Døren . 
Da Ebbe og Bjørn forlode Selskabet , gik de 
igjennem Leiren ned til et gammelt , forfaldent Bondehns , 
hvor Hr . Jeppe Thnessøn havde opslaaet sin 
Bolig . Det var en velhavende Herremand , som handlede 
paa Holsteen med Øxne og Heste , og i hvis Hus 
Ebbe Strangcsen havde tilbragt forrige Vinter , medens 
han hjalp ham med Kvæghandelen . 
Jeppe laa paa en Bænk med en stor Sengedyne 
under sig , han var fed og blussende rød i Ansigtet , 
havde smaa , vandblaa Øine , som næsten forsvandt mellem 
de vældige Bryn og fyldige Kinder . Foran ham stod 
en stor Viinkande , og ved hans Side sad , en Munk , 
hvem Jeppe dikterede et Brev til Hjemmet , thi selv 
kunde han ikke skrive . Da Ebbe og Bjørn traadte ind , 
var Brevet netop færdigt . Jeppe satte sit Mærke under 
og lod Munken gaa . De tre Herremænd bleve alene . 
„ Har Du Noget i Kanden ? “ spurgte Ebbe . 
„ En lille Taar er der vel endnu , og mere kan 
der blive Raad til , skjøndt det begynder at blive silde , 
og jeg vil tilsengs og sove . “ 

Ebbe tog Kanden og drak . Bjørn lagde sin 
Haand paa hans Skulder og sagde : - „ Leon ogsaa Lidt 
til mig ! “ 
„ Bil Du gjøre mig en Tjeneste ? “ spurgte Ebbe . 
„ Nei , jeg vil ikke , “ svarede Thuesson , „ for Du 
vil laane Penge , og det bliver der Intet as . Du 
glemmer at betale tilbage igjen , og der staaer endnu 
sytten Gylden paa Brættet for din sidste Reise ned til 
Holsteen , som Du ikke har gjort rigtig Regnskab for . “ 
„ Denne Gang tager Du feil , “ sagde Bjørn . 
„ Iaften komme vi ikke for at laane Penge . “ 
„ Hvad ville I da ? “ 
„ Jeg skal ud og slaaes imorgen tidlig , “ svarede 
Ebbe . „ Bil Du følge med som Bidne ? “ 
„ Skal I nu ud og slaa ihjel igjen , “ sagde Thuesson . 
„ Hvem er det , som skal holde for imorgen ? “ 
Ebbe rynkede sine Bryn til denne Ytring , som 
indeholdt Hentydninger , han ikke syntes om . Han fortalte 
med nogle smaa Forandringer , hvad der var skeet 
hos Øste Stub . 
„ Det er en slem , indbildsk Knægt , den Biffert 
Bendelbo , “ sagde Jeppe . „ Jeg glemmer ikke , at Feltherren 
foretrak ham for mig , da han skikkede dem op 
for at slaaes med Bønderne ved Nye . “ 
„ Hvad vilde Du der ? “ spurgte Ebbe . „ Jeg troede 
ikke , Du var saa meget for at slaaes ? “ 
Jeppe brast i Latter . „ Hvad Fanden brød jeg 
mig om at slaaes ! “ sagde han . „ Jeg vilde see et 
Øieblik hjem til min Gaard underveis og faae mine 

Kreaturer bjergede sønderpaa før de kom og tog dem . 
Det var Meningen . — Naa ! Du skal altsaa ud at 
fægte imorgen . Du bliver da aldrig klogere . Kan 
Du faae Nogen til at være det andet Vidne ? “ 
„ Jens Oxe har tilbudt sig . “ 
Bjørn saae forbavset hen paa Ebbe . Han vidste , 
at de ikke havde seet Jens Oxe den hele Aften . Ebbe 
lod , som han ikke mærkede det . 
„ Ja , naar en saa hæderlig Mand som Jens Oxe 
siger god for Dig , vil jeg ogsaa være med , “ svarede 
Jeppe . 
Der blev nu bragt en ny Kande Viin , og medens 
de tømte den , aftalte de tre Forbundne Enkelthederne , 
som stode tilbage at ordne med Hensyn til Kampen . 
Lidt efter toge Ebbe og Bjørn Afsked . 
„ Undskyld , jeg bliver liggende , “ sagde Jeppe Thuesson . 
„ Jeg er tyk og fed og holder ikke af at reise 
mig , naar jeg kan undgaa det . Tøv lidt ! Der falder 
mig Noget ind . Da jeg drog herned til Kolding , traf 
jeg en Munk-fra Børglum , som solgte mig en Talisman . 
Han svoer ved alle sine Helgene paa , at saalænge 
man bar den hos sig , var man sikker baade for 
Hug og Stik . Den vil jeg laane Dig imorgen . Jeg 
bærer den altid hos mig . “ 
Jeppe tog en lille Pakke op af sin Koffelomme , 
medens han vedblev : „ Det er rigtignok knn en Hasselnød , 
at see til som en enhver anden Nød , men Munken 
forbandede sig paa , at der laa et Stykke af Sankt Peders 
Kindbeen indeni ; man kan ogsaa hore , at det rasler , 

naar den rystes . Saa var det den Asten , vi havde 
Gilde hos Kongen i Kolding , da var jeg fuld og fik 
Lyst til at see , hvad der var i Nødden . Jeg kvækkede 
den , og gansfe rigtig , der laa min Sjæl et lille Stykke 
Veen derinde . Nu har jeg bundet den forsigtig sammen 
igjen og svøbt en Klud udenom . Jeg tænker ikke , 
den har mistet noget af sin Kraft for det . Vil Du 
laane den imorgen , saa vær saa god ! “ 
Ebbe afslog det og gik med Bjørn . Jeppe kaldte 
paa sin Tjener og lod sig afklæde . Lidt- efter kom 
Bjørn tilbage og hviskede til ham : 
„ Laan os alligevel den lille Pakke , I nylig talte 
om . Hvem ^an vide , hvad den er god for . “ 
Jeppe gav ham Pakken . „ Men I svarer mig til 
den , “ sagde han , „ jeg vil min Sjæl have den igjen , 
man er altid sig selv nærmest . “ 
Ebbe var imidlertid gaaet hen til Jens Oxes 
Bolig . Hans Ærinde her var det samme , som hos 
Jeppe Thuessøn , og Jens besvarede hans Bøn med et 
lignende Spørgsmaal : 
„ Kan I faae Nogen til at være eders andet Vidne ? “ 
„ Jeppe Thuessøn har tilbudt sig , “ svarede Ebbe . 
„ Jsaafald kan I ogsaa gjøre Regning paa mig , “ 
sagde Jens . 
De nødvendige Forberedelser til Kampen bleve nu 
aftalte . Bjørn var kommen ind til dem . ' Han stod 
og lyttede og smilte ; forst nu fattede han det Kløgtige 
i Ebbes Maade at skaffe sig Vidner paa . 

XXIV . 
En Foraarsmorgen . 
Den næste Dag stod Solen klar og skyfri paa 
Himlen . Foraaret bredte sit friske , grønne Tæppe over 
Jorden , Storken og Stæren gik i Engene , Kragerne 
fløi i store Skarer hen over Skoven , og det sang og 
spirede og duftede og mylrede frem overalt , som om 
den nye Hersker ilede med sine Belgjerninger at udsletfe 
alle de sørgelige Allnder , Hans Forgænger havde 
efterladt . 
Nogle Timer efter Solopgang rede sex Mænd ud 
fra Leire » » edad mod Bo » sild , son : dengang laa omgiven 
af en mægtig Skovstrækning . Rytterne droge 
frem i Skridtgang , der syntes at hvile et tankefuldt 
og-alvorligt Udtryk over dem , som kun slet stemte med 
den friske Foraarsmorgen . I deres Spidse red Visiert 
Vendelbo , ' indhyllet i en stor Kappe . 
Rygtet om hvad der var foregaaet hos Offe Stub , 
havde allerede vundet langt større Udbredelse , end 
Visiert ønskede . Flere af hans Venner indfandt sig 

hos ham om Morgenen for at tilbyde deres Tjeneste , 
og Bistert havde mange Benner . Nogle lode fig nøie 
med den samme Forklaring , som Hr . Eige von Trotorlow 
havde faaet , Andre paastode , at de vilde følge 
med , en Kamp var en Adspredelse i det eensformige 
Liv , de saalænge havde ført , og Bidnernes Antal var 
saaledes steget til fem , inden de forlode Leiren . 
Hvorledes det imidlertid var gaaet Modstanderne , 
vidste Ingen , de havde endnu ikke ladet sig tilsyne . 
Derimod meldte Jeppe Thuesson og Jens Oxe sig om 
Morgenen tidlig hos Bifferts Vidner og aftalte Mødestedet 
til Kampen med dem . Fornærmelsen den foregaaende 
Aften havde været offenlig , Udfordringen blev 
ordnet efter de strengeste Regler for den Tids Vaabenbrug . 
Et Stykke nedenfor Leiren begyndte Skoven . Ved 
et Riisgjærde , som indhegnede den , holdt en enlig 
Nytter og saae sig om til Siden , som om hun ventede 
Nogen . Foran sig paa Sadlen havde han bundet en 
anseelig Pakke , der saae ud som hvidt Linned , men 
hvis Indhold iøvrigt ikke var til at gjætte . 
Da Bistert kom nærmere , gjenkjendte han Hr . 
Eige von Trotorlow , som smilede og hilste med den 
venligste Mine . 
„ Jeg havde ikke ventet mig den Ære at møde 
Eder her , “ sagde Visiert . „ Det var imod vor Aftale , 
Hr . Eige ! Som I seer , ere vi allerede dragne ud i 
et temmeligt stort Antal . Det vil vække Opsigt i 
Leiren . “ 

Eige hørte ham rolig tilende , hans Smil blev 
uforandret . 
„ Antage I Herrer da ikke , at I ville faae Brng 
for en dygtig Feltskærer idag ? “ 
„ Er I Feltskærer ? “ 
„ Det skulde jeg rigtignok mene . Her see I mine 
Pakkenilleker . Det skal være en morderlig Skavank , 
som jeg ikke tager paa min Samvittighed . I Osnabrück 
behandlede jeg en Junker , som en Feltslange havde 
revet det halve Been af . Han gaaer endnu saa rask 
som en af os , og velsigner mig paa Stampen . Da 
vi laa for Genua — — “ 
„ Naa i Guds Navn ! saa følg da . med os , “ 
sagde Viffert utaalmodig . „ Lad os blot komme afsted . “ 
Han gav sin Hest af Sporen og red ind over 
Skovveien . Hr . Eige sluttede sig til de øvrige , og 
fortalte dem omstændeligt , hvorledes det var gaaet , da 
han laa for Genua . 
Veien , de nn red , førte til en aaben Plads inde i 
Skoven , omkrandset af en Række ærværdige og knudrede 
Egetræer . I det ene Hjørne af Pladsen betegnede en 
stor Høi et gammelt Offersted , hvis oprindelige Skikkelse 
nu var forstyrret . Flere as Stenene , som før havde 
ligget oppe paa Høien , vare rullede ned paa Sletten 
og skjultes næsten af Skovbundens lysegrønne Græs , 
hvori smaa Buske af Anemoner og Tusindfryd blandede 
deres brogede Farver . 
Idet de rede ind paa Pladsen , bleve de overraskede 
ved at see Ebbe og Bjørn , ventende paa dem . Ebbe stod 

opreist , støttende sig til sit Sværd , isørt et blankt Brystpandser 
og Armskinner . Jeppe Thnessøn laa paa sin 
Kappe i Græsset med opknappct Vaabenkjole , han pustede 
og stønnede , medens Sveddraaberne perlede paa 
hans Pande . Det hurtige Ridt denne Morgen havde 
øiensynligt anstrengt ham i høi Grad . Bjørn sad paa 
en Steen og drak af en Læderflaske . Jens Oxe bandt 
deres Heste . 
Bed Synet af Bistert og hans Følge hilste de 
Andre dem . Bjørn var især yderst høflig , han stod 
op fra Stenen , slog ud med Armene og gjentog sine 
Buk flere Gange , uden at Nogen gav Agt paa hans 
Opmærksomhed . Jeppe Thnessøn blev liggende , han 
tog sin Hat af og sagde : 
„ Beder om Forladelse , I kjære Benner og ædle 
Herrer , fordi jeg bliver liggende og hviler mig lidt . 
Jeg er en tyk og fed Aland og kan næsten ikke faae 
mit Veir , saa djævleblændt red vi til , for ikke at lade 
Eder vente . “ 
Da Viffert steg af Hesten og slog sin Kappe tilside 
var han iført en lysebrun Kofte uden Rustning . 
Hr . Eiges kostbare Klinge hang i et Bælte ved hans 
Side . Ebbe lod til at studse herover ; han gik hen til 
Jens Oxc og talte nogle Ord til ham . Jens rystede 
paa Hovedet og hjalp med at spænde Brystharnisket og 
Armsfinnerne af . Han stod nu i Vaabcnkoste ligesom 
Viffert , kun lagde man Mærke til , at han foruden sit 
Sværd tillige bar en sortsfaftet Daggert i Bæltet , midt 
paa Brystet . 

Vidnerne valgte derefter Stedet til Kampen og 
betegnede de to Modstanderes Plads . Solen stod endnu 
ikke saa høit paa Himlen , at dens Skin kunde komme 
i Betragtning . Pladsen var derfor hurtigt valgt . 
Hr . Eige lod imidlertid til at være den meest Beskæftigede . 
Da han havde bundet sin Hest , tog han 
Pakken , løste den op og udbredte paa Jorden en Mængde 
smaa og større Stykker Linned , hvilket dog ikke hindrede 
ham i paa samme Tid at skolte hen til de Andre og 
nøie at give Agt paa Alt , hvad de foretoge sig . Da 
Linnedet var ordnet , drog Hr . Eige en Salvebøsse op 
af sin Lomme , en Flaske med Eddike , en Kniv og en 
Sax , kastede et mønstrende Blik paa sine Forberedelser 
og gik derefter hen til den afstukne Plads . Her undersøgte 
han Jorden , om den ogsaa var tilstrækkelig fast 
og jævn , traadte Muldvarpeskuddene ned , lagde Mærke 
til , hvorledes Lyset var fordeclt , nikkede og gav sit Bifald 
til Alt , og Vidnerne fandt sig i Alt ; Hr . Eige 
var saa godmodig , man vidste desuden , at han var en 
kyndig Dommer i Kampsager . 
„ Det er fortræffeligt ordnet det Hele , “ bemærkede 
han til Juul . „ Der er skeet Ret og Skjel mod begge 
Parter ; kun synes mig Kamppladsen lovlig stor afsat . 
Jeg har seet den , der var mindre . I Verona sloges 
jeg en Formiddag efter Frokosttid med en af mine 
gode Venner oppe paa Spisebordet . Istedetfor Sværd 
brugte vi Dolken , og for ikke at vige fra hinanden 
havde vi bundet vore venstre Haandledde sammen med 
et Skærf . “ 

„ Hvordan spændte det saa af ? “ spurgte Jeppe 
Thuessøn , som nu var kommen til Kræffer igjen og 
havde reist sig . 
Hr . Eige saae paa Spørgeren og trak paa Skulderen . 
„ Det spændte af , som det pleier , Herre , naar 
man stikker en Mand sex Tommer Staal ind i 
Hjertekulen . “ 
„ Uh , fy ! “ raabte Jeppe . „ Mindre kunde gjøre det . “ 
Viffert og Ebbe havde taget deres Pladser og stode 
nu ligeover for hinanden . Ebbe var meget bleg denne 
Morgen , men idet han tog sin Hat af , vidnede hans 
rynkede Pande om Bestemthed og Trods . Jens Oxe 
og Thuessøn stode hver paa sin Side af ham og holdt 
deres dragne Kaarder rettede mod Jorden . Den samme 
Stilling indtoge Vifferts Vidner . De øvrige Tilstedeværendæ 
droge sig noget længere tilbage . Da 
saaledes Alt var ordnet , gjorde Jens Oxe et Skridt 
fremad , hilste og sagde : 
„ Inden vi gaa videre , spørger jeg efter Skik og 
Brug i Alles Paahor , om der er skjellig og høvist 
Grund til , at hæderlige Mænd stille sig her med Vaaben 
mod hinanden ? “ 
„ Det er der , “ svarede Juul . 
„ Dernæsf spørger jeg , om Anledningen til denne 
Kamp er en saadan , at forsonende Ord eller upartisk 
Forklaring ikke kan bringe Forlig tilveie , for Sværdet 
drages ? “ 
Ebbe tav ; han stod og støttede sig til sin Kaarde 
og saae paa Viffert . 

„ Jeg holder en Forsoning for mulig , “ svarede 
Viffert , „ og er rede til at gjenkalde enhver Ytring , 
hvorved Hr . Ebbe Strangesen og hans Ven knnne have 
følt sig krænkede . “ 
Denne Erklæring vakte almindelig Forbavselse . 
Viffert smilede og vedblev : 
„ Jeg vil dertil gjøre de to Herrer min Undskyldning 
for Alt , hvad jeg iaftes efter Opfordring har talt , 
hvis Hr . Ebbe blot vil erklære , at jeg paasagde ham 
noget Urigtigt , jeg mener , et eneste Ord , som ikke 
stemmer med den strengeste Sandhed . Han behøver 
blot at nægte , at han og hans Kammerat derhenne med 
Flasken i Haanden , have fældet en sageslos Aland og 
kastet hans Lig i Vandet . Mere forlanger jeg ikke . “ 
„ Det Svar , jeg agter at give , skal I finde paa 
. Spidsen af mit Sværd , “ sagde Ebbe . „ Kun Et gad 
jeg vide : Hvem det egenlig er , jeg her faaer med at 
bestille ? — Mit Navn er Ebbe Strangesen , hvad er 
eders ? Jeg har hørt tale om en Mand , som kom 
ridende til Leiren i en Munkekutte paa en graa Hest , 
Gud veed hvorfra , listede sig ind i Herremænds Kreds 
og snyltede sig en Plads til ved deres Bord . Er det 
nok til at fore det store Ord blandt os ? Hvad er 
Visiert Vendelbo for Noget ? “ 
„ Visiert Vendelbo var det Navn , Feltherren 
Johan Rantzau erklærede for en ærlig Mands , da jeg 
fremstillede mig i hans Leir , det var det Navn , jeg 
sloges under ved Nye , da jeg tog den Dalby Bjørn 
tilfange . Jeg veed vel , der knytter sig intet Slægtregister 

til dette Navn , men Heller ingen Skamplet . 
Skulde I ikke være tilfreds med den Forklaring , lover 
jeg at hviske Eder et andet og bedre Navn i Øret , 
for vi forlade Pladsen . — Har I saa flere Betænkeligheder ? “ 
Istedenfor Svar drog Ebbe sin Kaarde , rede til 
at begynde Kampen . Jens Juul traadte i det Samme 
frem foran , og sagde : 
„ Det er formodenlig undgaaet Alles . Opmærksomhed , 
at Hr . Strangesen bærer Daggert i sit Bælte , 
medens Hr . Viffert ingen har . “ 
„ Det faaer at være , “ svarede Viffert . „ Jeg forstaaer 
ikke at bruge Dolken . “ 
Ebbe rev sin Daggert ud af Bæltet og kastede 
den hen til Rustningen . „ Er der mere iveien ? “ raabte 
han rasende . 
„ Aci ! “ svarede Visiert . „ Nu skal Retfærdigheden 
domme os imellem . “ 
Disse Ord lode som en Jubel , som om det 
endelig var lykkedes ham at naa et længe eftertragtet 
Maal . Hans Øine straalede , han havde maaske aldrig 
været smukkere end i det Øieblik , deres Klinger krydsedes . 
Enkellhederne i den Kamp , som nu begyndte , 
vexlede saa hurtig , at en Beskrivelse vanskelig vil kunne 
give et Billede af den ; blot det lagde Hr . Eige med 
stor Tilfredshed Mærke til , at Viffert fulgte hans 
Raad og lod sin Modsfander angribe først . Der kom 
i Ebbes Aasyn og i den Heftighed , hvormed han gjorde 
sine Udfald , en dyb Harme tilsyne , alle de Ydmygelser , 

han havde været Gjenstand for , syntes endnu at klinge 
for hans Øren , og hvad enten det var Vifferts Hensigt 
eller ikke , saa havde hans Spot , hans gjentagne skaan - 
selslose Fremstilling af Drabet paa Rigshofmesteren 
og den synlige Uvillie , Ebbe følte at være Gjenstand 
for hos de fleste Tilstædeværende , efterhaanden bragt 
ham til den Grad af Ophidselse , hvori en Mands 
Overlæg og Besindighed svinder for en eneste Følelse : 
Hævnlyst . 
Ebbe Strangesen var en øvet Fægter . Bjørn vidste 
det , der laa en lumsk Glæde udtrykt i det Smil , 
hvormed han stod og stirrede paa Kampen , medens 
han holdt Hænderne paa Ryggen og Læderflasken i en 
lang Snor om den ene Finger . 
Hr . Eige von Trotorlow var dog maaske den af 
Tilskuerne , som det mest lønnede sig at lægge Mærke 
til . Det er umuligt , at et Ansigt kunde være mere 
talende eller en Deeltagelse mere levende udtrykt end 
hans . Han opfattede den allerringeste Bevægelse af 
de Kæmpende , hans Bryn rynkede sig og glattedes 
igjen , han smilede og saae barsk ud , hans Hænder knugede 
sig sammen og rettede sig . En lang Strimmel Linned 
af de tilberedte Bind hang ud af hans ene Koftelomme 
og slæbte efter ham i Græsset . Han blev staaende 
paa den Plads , han engang havde valgt sig , foroverbøjet , 
hans Fødder syntes at være rodfæstede i Jorden , 
kun hans Blik og Miner talede . 
Hr . Eige var en Mand , som vidste , hvorledes man 
havde at forholde sig paa en Kampplads . 

Ebbe Strangesen havde efterhaanden udtømt alle 
sine Kunstgreb og udviklet en Hurtighed og Styrke , 
som forbavsede Tilskuerne . Bjørn stod og smilte . 
Jeppe Thuessøn derimod led utroligt ved at holde sig 
saalænge i samme Stilling med den sænkede Kaarde 
ved Ebbes Side . Hans kuglerunde Ansigt perlede af 
Sved , han sfiftede Sværdet over i den anden Haand 
og saae hen paa Modstanderen , om det ikke snart knude 
være uok . Viffert vedblev at gaa forsvarsviis frem ; 
hans Øine fulgte Ebbes , hans Klinge mødte Ebbes , 
snoede sig om den som en Slange , drog sig tilbage , 
strakte sig fremad , sikkert , bestemt og altid saa betimeligt , 
som om den forud vidste , hvor den skulde dække ham . 
Kun engang tog han feil . Ebbe flængede Ærmet paa 
hans Kofte ; Blodet , som fulgte efter , betegnede , at 
Stødet havde truffet . 
„ Nu har han det ! “ raabte Bjørn trinmferende , 
idet han glemte den Tavshed , han som Tilsfuer var 
forpligtet til at iagttage . 
„ Endnu ikke , “ svarede Viffert , medens han traadte 
et Stridt tilbage , strøg sit lange Haar fra Panden og 
begyndte Kampen paany . 
Jeppe Thnessøn tørrede sit Ansigt , da han saae , 
at der var endnu mere tilbage , og indtog atter den 
tidligere dækkende Stilling . 
„ Kan I taale Mere ? “ spurgte Ebbe spottende . 
„ I stat ret snart faae det at vide , “ svarede 
Viffert . 
Efter disse Ord tog Kampen en anden Vending . 

Nu var det Visiert , som angreb , saa heftigt og lynsnart , 
at Ebbe sølle sig overvældet deraf . Han bed 
Tænderne sammen , hans Haand var ikke længer saa 
sikker og smidig som før . Vifferts Øine straalede 
ham imøde som to Flammer . Imidlertid traadte Hr . 
Eige et Skridt nærmere , han smilede , rettede sig iveiret 
og kastede et Blik paa de Omkringstaacnde ; den 
Færdighed , de her saae udviklet , var jo hans Værk ; 
Eige var Mesteren , som tog sin Deel af Lærlingens 
Triumf . For et Øie , saa sikkert og øvet som hans- , 
kunde Stridens Udfald ikke længer være tvivlsomt . 
Han saae Ebbe gjore et Skridt tilbage , atter et , i 
næste Secund borede Vifferts Klinge sig i hans Bryst . 
Ebbe tabte Sværdet , knugede Haanden sammen over 
det saarede Sted og sank tung og ubevægelig ned i 
Græsset . Visiert stod med den blodige Klinge i Haanden ; 
hans Øine hvilede paa Ebbe , som laa . foran ham i 
Græsset . 
„ Jeg beklager meget , hvad her er skeet , “ sagde 
han , „ men det kunde ikke være anderledes . “ Efter 
disse Ord bøiede han sig ned over Ebbe og hviskede 
nogle Ord i hans Øre . 
Disse dæmpede Ord , som de Omkringstaaende ikke 
kunde höre , udøvede en mærkværdig Virkning paa den 
Saarede . Hans lukkede Øine aabnede sig og stirrede 
med et Udtryk af Rædsel op paa Viffert ; han forsøgte 
at tale , men det lykkedes ikke ; et blodigt Skum 
farvede hans Læber . 
„ Maa saa jeg bede om en lille Smule Plads , “ 

raabte Hr . Eige . „ Nu stal vi see , hvad Feltskærercn 
kan gjøre . “ 
Han lagde sig paa Knæ foran Ebbe , sprættede 
hans Kofte op og undersøgte Saaret . Ebbe saae paa 
ham , spørgende og ængstelig . Da Eige strax efter 
igjen drog Koften sammen over Brystet , røbede Ebbes 
Øine en ubeskrivelig Frygt . Eige fattede dette Udtryk 
og udbrød : 
„ Det er ikke Noget at være bange for . Det Hele 
har Ingenting at sige . I kan stole paa mig , om fem 
Minnter er den Sag i Orden . I de to første Minnter 
en Smule Krampe , i de to næste lidt Febergysen , saa 
kvæler Blodet Jer . Det kjende vi Altsammen . “ 
Efter denne beroligende Trøst reiste Fægtemesteren 
sig , tørrede omhyggelig Jorden af sine Knæ og gik 
hen til Biffert . 
Bjørn stod som bedøvet . Af alle de Tilstedeværende 
havde han mindst ventet dette Udfald , hans 
spottende Smil var forsvundet , han betragtede Viffert 
med en vis Rædsel , men undveg hans Blik . Da 
Eige var gaaet , lagde Bjørn sig ned paa Knæ foran 
Ebbe og prøvede paa at hæve hans Hoved lidt iveiret . 
EbbeS Ansigtsfarve var bleven graagul , hans Tænder 
kom tilsyne under de tilbagetrukne , blaalige Læber . 
Medens Bjørn understøttede hans Hoved med sin Arm , 
gled hans Blik hen over den Kreds , som omringede 
ham , tavs og alvorlig , uden Sorg , uden Deeltagelse . 
Han søgte Viffert ; da han saae ham , syntes Livet og 
hadefulde Følelser endnu engang at finde deres Udtryk 

i hans matte , glasagtige Øine . Derpaa vendte han 
sig om mod Bjørn og hviskede : 
„ Tag Dig ivare for ham . “ 
En Modsfrøm farvede hans Mund , hans Legeme 
strakte sig tilbage , han udstødte et dybt Suk og døde . 
Bjørn knælede ned i Græsset , bøiet ned over 
Liget ; han brast i Graad . Ebbes Kaarde laa noget 
borte . Hr . Eige tørrede den omhyggeligt af og lagde 
den hen ved den Dødes Side . Bjørn nikkede og 
udbrød : 
„ Han var en brav og ærlig Sjæl ! “ 
„ Mon ? “ 
„ Han delse sin sidste Skilling med mig . “ 
„ Saa var han en brav og ærlig Sjæl , “ gjentog 
Vaabenmesferen . 
I dette Øieblik kom Viffert hen til dem . 
„ Det vil maaske være Eder imod , at vi To afgjøre 
vort Mellemværende idag , “ sagde han til Bjørn . 
„ Saasnart det behager Eder , stat jeg være til eders 
Tjeneste . “ 
Efter disse Ord hilste han og red bort med sine 
Venner . 

XXV . 
Hvorledes Bjørn hævnede sin Ven . 
Den næste Aften sad Viffert hjemme i sin Hytte . 
Han havde hele Dagen ventet paa Bjørns Vidner , 
men der kom Ingen . Lidt før Mørket begyndte , vendte 
Jørgen Gram tilbage fra sin Reise . Hans første 
Spørgsmaal gjaldt Ebbe Strangesen . 
„ Hvorledes gik det saa hos Osse Stub , efterat 
jeg drog bort ? “ 
„ Jeg blev der ikke længe , svarede Viffert , „ men 
jeg beklager , at Dn glemte dit Løfte . Alt vel overvejet , 
var det Dig , der gav Anledning til Striden . “ 
„ Det maatte blive Tilfældet , efter vor Samtale 
underveis . Jeg lagde Mærke til , hvorledes Alle betragtede 
mig , fra det Øieblik jeg kom i hans Nærhed , 
det var , som om de ventede paa , hvad der skete . 
Rigshofmesterens Sag er jo bleven min , og jeg vil 
slaaes med Ebbe . “ 
„ Det kan Du ikke . “ 
„ Han har fornærmet mig . “ 

„ Det gjør han ikke mere . “ 
„ Hvorfor ? “ 
„ Fordi han er død . “ 
„ Død ? “ gjentog Jørgen , og betragtede Viffert 
med den dybeste Forundring . 
„ Ja ! Jeg har Hørt det fortælle af En , der stod 
ved hans Dødsleie . “ 
„ Hvem var det ? “ 
„ Ham , der dræbte ham . “ 
Efter denne Indledning , hvorunder Jørgens Forbavselse 
steg med ethvert Svar , fortalte Visiert Alt , 
hvad der var hændet , siden de sfilles . Han havde 
netop hørt op med at tale , da det bankede paa Døren . 
Der kom en Mand ind og spurgte , om Hr . Viffert 
Vendelbo var tilstede . 
De to Venner sade i Mørke , men Begge gjenkjendte 
Røsten . Det var Bjørn Andersen , som stod 
for dem . Der blev tændt Lys . Bjørn saae sig om 
og udbrød , da han fik Øie paa Jørgen : 
„ Jeg vil nok tale et Par Ord med Hr . Viffert 
i Eenrum . “ 
„ Tal kun ! “ svarede Visiert . „ Siden I saa 
uventet gjør mig den Ære at besøge mig , efter hvad 
der er skeet , anseer jeg det for rettest , at Hr . Jørgen 
Gram bliver Vidne til , hvad I har at sige . “ 
„ Ja , det kan for den Sags Skyld ogsaa være 
det Samme , “ sagde Bjørn i den langtrukne Tone , 
som var ham egen , og han satte sig ned paa den yderste 
Ende af Bænken . „ Jeg kom blot for at sige Eder , 

at hvis jeg igaaraftes skulde have talt Noget , som 
I søle Eder krænkede over , saa tager jeg mine Ord 
tilbage . “ 
Det kostede Viffert Møie at vedligeholde en alvorlig 
Mine ligeover for denne Erklæring . 
„ Det bør I ikke gjøre , “ sagde han . 
„ Jo jeg gjør , jeg tager dem tilbage alle tilhobe 
Jeg havde drukket tæt iaftes ; maa I vide ; naar jeg 
drikker bliver jeg gjerne fuld , og saa veed jeg ikke , 
hvad jeg siger . “ 
„ Mcu I forholdt Eder jo meget tavs den hele 
Aften ; tvertimod , det var jo mig , der var saa uheldig 
at fornærme Eder . “ 
„ Er det ikke det , jeg siger : saasnart jeg faaer Noget 
i Hovedet , husker jeg Ingenting . ' Ja vist var det Eder , 
der fornærmede mig , men det kan være det Samme . 
Jeg lader som om det aldrig var skeet . “ 
„ I kommer altsaa iaften for at sige mig , at I 
ikke ønsker at slaaes ? “ 
„ Jeg kan jo ingen Vidner faae , “ sagde Bjørn . 
„ Har jeg ikke i Eftermiddag løbet fra Herodes til 
Pilatus ? Alle de jeg kom til , trak paa Skuldren og 
vendte mig Ryggen . “ 
„ Jeg synes dog , at I maa være langt mere 
uvenlig stemt imod mig idag end igaar , siden I ved 
mig har mistet eders bedste Ven . “ 
„ Ja , jeg holdt meget af Ebbe , det bekjender jeg 
frit , og hans Død gaaer mig græsselig nær til Hjerte . 
Det er Heller ikke fordi jeg er bange for at slaaes ; 

hvis I troer det , tager I min Sjæl feil ; men jeg vil 
ikke have et Menneskes Død paa min Samvittighed . “ 
„ Man mener dog , at I temmelig længe har befundet 
Eder i et saa uheldig Tilfælde . “ 
„ I tænker paa Rigshofmesteren ; maa jeg bare 
være fri for den Snak , jeg har ligesaa lidt dræbt den 
salig Laxmand som I . Ebbe sagde , jeg skulde gaa med 
og saa gik jeg med , som jeg altid pleiede . Saa sad 
vi længe og drak ude i et Bislag paa Høibroplads , 
og da saa Rigshofmesteren kom over Broen , gik Ebbe 
hen og stak ham ; men jeg tog blot i hans Been og 
hjalp med at kyle ham ud i Kanalen . Den Historie 
har alligevel pint mig i mange Aar ; jeg saae godt , 
hvordan Folk gik afveien og lod , som de ikke kjendte 
mig . — Skulde jeg nu gaa hen og stikke Eder ihjel 
og have Mere at bære paa ? “ 
„ Men er det da saa afgjort , at I vil komme til 
at bebreide Eder min Død ? “ spurgte Viffert . „ Der 
gives dog ogsaa et andet Tilfælde , som I idag har 
seet Exempel paa . “ 
„ I Djævels Skind og Been ! “ raabte Bjørn , „ jeg 
er ikke bange , lad mig saa være ; jeg vil alligevel ikke 
slaaes med Eder . “ 
„ Godt ! “ sagde Vifferi . „ I stal blive fri derfor , 
men paa een Betingelse . “ 
„ Nei , jeg gaaer ikke ind paa Betingelser , men det 
kan være det Samme . Maa vi høre ? “ 
„ I forlader Leiren . “ 
Bjørn syntes at overveie . Han tav lidt . 

„ Jeg troer I betænker Eder ? “ 
„ Paa ingen Maade . Mit Tøi er allerede indpakket . “ 
„ Det maa skee endnu i denne Asten . “ 
„ Raader I mig til det ? Ja , det er vel ogsaa det 
Bedste , saa er der ikke saa Mange til at see paa , at 
jeg rider bort . “ 
„ I maa drage ud as Landet , “ vedblev Viffert . 
„ Jeg har tænkt paa det , “ sagde Bjørn . „ Jeg 
reiser til Lybek . “ 
„ I maa aldrig vende tilbage igjen . “ 
„ Nei ! “ 
„ Aldrig byde en ærlig Mand Haand , thi han vil 
ikke modtage den , aldrig trænge Eder ind i hæderlige 
Mænds Selskab , de ville vise Eder Døren . “ 
„ Det skal skee ! “ svarede Bjørn . 
„ Gaa saa eders Vei , Hr . Bjørn Andersen . Jeg 
har ikke mere at sige Eder . “ 
„ Farvel ! “ sagde Bjørn . „ Nu gaaer jeg . — Ebbe 
ligger oppe i Vaabenhuset ved Vonsild Kirke . I kommer 
til at koste Noget paa at faae ham i Jorden . Jeg 
har ingen Tid dertil . — Jeg har Heller ingen Penge . “ 
Med disse Ord reiste han sig , nikkede og gik og 
lod sig aldrig mere tilsyne . 

XXVI . 
Hjemad . 
Den 20de April 1523 drog Christiern den Anden 
bort fra Kjøbenhavn , fordi han , som Arild Hvitfeldt 
skriver , „ nu formærkede sig ingen mere Tro at have 
hos de Danske . “ Johan Rankzau var kort iforveien 
gaaet med Hæren til Fyen , . fra Fyen til Sjælland og 
truede med at indeslutte Hovedstaden . Lybekkernes 
Flaade ventedes i Sundet , det gjaldt allsaa om at 
komme bort , medens Veien endnu var aaben . 
Tyve Skibe tog Kongen med sig , ladede dem 
med Bohave , Klenodier og „ Rigets bedste Breve . “ 
Dronningen og hans Børn fulgte ham . Moder 
Sigbrit var ogsaa med , hun blev som en kostbar Skat 
bragt ombord i en stor Kasse af Frygt for , at Borgerne 
og Almuen skulde molestere hende underveis fra 
Slottet ned til-Skibet . For Afreisen kaldte Kongen 
Henrik Gøe fra Abrahamstrup til sig , gjorde ham til 
Hovedsmand over Kjøbenhavn , lovede at vende tilbage 
med Hjælp og Undsætning , naar han blot vilde holde 

Byen i tre Maaneder . Henrik Gøe holdt den i otte , 
kæmpede med i ethvert Udfald , pantsatte sin Gaard , 
Gisselfeld , for at betale Soldaterne deres Løn , men 
Kongen kom ikke , han flakkede imidlertid omkring i 
fremmede Lande , led Nød og Skuffelser ; det varede ni 
Aar , inden han saae Kjøbenhavn igjen , da var hans 
Hustru død , hans Børn landflygtige , han selv Fange 
paa et af sin Farbroders Skibe . 
Kong Chrisliern drog bort ved Middagstid . Solen 
skinnede , alle Gader ned til Stranden vare opfyldte 
af Mennesker . Flere af Landets mest fortjente Mænd 
slultede sig til ham og foretrak at forlade Slægt og 
Venner for at følge ham i Landflygtighed . Dronningen 
græd , hun gik igjennem Gaderne med sine smaa Børn 
ved Haanden , af og til standsede hun , vendte sig tilbage 
og saae op mod Slottet . Hvad tænkte hun paa 
imedens ? Var det et Afskedssuk , hun sendte den svindende 
Storhed , eller var det med Glæde , hun bød 
Farvel til det Sted , som havde været Vidne til hendes 
Ydmygelser og Sorger ? — Danmark havde ikke bragt 
denne unge Dronning synderlig Velsignelse , hun var 
bleven fonrængt og glemt i Vældens Dage , nu , da 
Nøden kom , syntes hun selv at glemme , hvad hun 
havde taalt og lidt , hun huskede blot , at hun havde 
Plads ved sin Husbonds Side . 
Underveis fra Slottet ned til Stranden modtoge 
de Flygtende talrige Beviser paa den almindelige 
Deeltagelse . Folket , som tidligere havde skjælvet for 
denne Konge med de rynkede Bryn , trængte sig nu 
Tranens Varsel . 
18 

omkring ham , tilraabte ham deres Farvel og bad ham 
skynde sig med at vende tilbage til dem . Volden ved 
Stranden mylrede as Mennesker , som bleve staaende 
og hilste og stirrede efter de bortseilende Skibe , til 
Skovshoveds grønne Pynter skjulte dem . Det var , 
som om den nedbøiede Mands Ulykke idag havde udflettet 
Miudet om alle hans tidligere Vildfarelser , 
Ulykken , der lægger Gro over Standens store Kløft , 
bragte 1523 Folket nærmere til Kongen , ligesom den 
1658 bragte Kongen nærmere til Folket . 
Frederik den Første havde imidlertid forøget sin 
Hær . Lehnsmændene , som hidtil holdt sig uvirksomme 
paa deres Gaarde , for at oppebie den Vending Striden 
vilde tage , ilede nu til Hans Faner med Krigsfolk og 
gode Løfter . Paa Veien gjennem Fyen og Sjælland 
mødte han kun Venner og Tilhængere , alene Kjøbenhavn 
og Kallundborg stode tilbage . Hovedstaden havde 
lukket skne Porte ; medens Rantzau sendte Bud til Byen 
om Underkastelse , gjorde Henrik Goe sine Volde høiere 
og plantede Kanoner paa dem . Rantzau byggede da 
en Sfandse paa Sersløv Mark , en anden ved Valby 
og indesluttede Kjøbenhavn . 
Denne Beleiring , som varede i otte Maaneder , 
tilbød ingen synderlig Leilighed til Bedrifter . Henrik 
Goe gjorde Udfald fra Byen og blev dreven tilbage 
igjen , Angriberne gif det ikke bedre . Det beroede paa 
at føve og vente , til Borgerne , tvungne ved Mangel 
paa Erhverv , eller til Høvedsmanden og hans Krigsfolk , 
af Mangel paa Tilførsel , frivillig overgave fig . 

Under denne Uvirksomhed begyndte flere af Herremændene 
at tænke paa Hjemmet . Mai var kommen , 
Marken ventede , der skulde pløies og saaes . Paa 
samme Tid blev Hæren udenfor Kjøbenhavn forøget med 
den Deel af Krigsfolket , som var udsendt mod Kallundborg . 
De vendte tilbage med Budskab om , at Byen 
og Slottet vare indtagne . Dagen efter lod Rantzan 
kundgjore i Leiren , at enhver Herremand , som havde 
Noget at udrette i sit Hjem , kunde faae Orlov paa 
en bestemt Tid . Blandt dem , der meldte sig , vare 
Jørgen Gram og Biffert Vendelbo . 
Rantzan smilede , da han saae Visiert , og rakte 
ham Haanden . 
„ Det er længe siden vi To have seet hinanden , “ 
sagde han . „ Hvergang jeg kom i eders Nærhed , syntes 
det næsten , som om I søgte at undvige mig . “ 
„ Hvorfor siulde jeg det , naadige Herre ! Jeg veed 
ikke nogen Anledning dertil . “ 
„ Anledningen kunde jo være den , at I har fravendt 
os to dygtige Stridsmænd , jeg mener Hr . Ebbe 
Strangesen , og hvad det nu var , hans Kammerat hed ? 
thi at I har nogen Skyld i , ar disse to Hædersmænd 
saa pludselig forsvandt , det vil I da ikke nægte ? “ 
„ Nei ! “ svarede Visiert , „ det nægter jeg ikke . “ 
„ I har derved handlet imod min Befaling ; tænkte 
I ikke paa det , Hr . Viffert ? “ 
„ Jeg tænkte paa , at i eders Nærhed have kun de 
Retskafne Plads , og det er tvivlsomt , hvorvidt de to 
Herrer kunde regnes blandt disse . “ 

„ Hvor bleve de af ? “ 
„ Den Ene ligger og hviler sig paa Bonsild 
Kirkegaard , den Anden red Pokker i Vold , til Lybek . “ 
„ Det vil sige , at I har dræbt den Ene og glemt , 
at jeg satte Bøde og Straf for Den , som drog Sværd 
i min Leir , for at hævne en Uret eller Krænkelse . “ 
„ Jeg har ikke hævnet mig , men straffet , “ svarede 
Viffert . 
Rantzau stod lidt og saae paa ham i Tavshed . 
Derefter lagde han sin Haand paa Vifferts Skulder 
og udbrød : 
„ Hvor han har lært at brnge Munden , den Graamunk ! 
Man kommer ingen Vei med ham . Det stal 
Du dog indrømme mig , Mester Viffert , at jeg tog 
ikke feil , da vi To første Gang taltes ved . Det var 
Andet end Lyst til Krigsbedrifter , som drog Dig ind 
i min Leir . Ikke sandt , jeg havde Ret , fra nu af 
kan Du stole lidt mere paa min Kløgt . “ 
„ Det har jeg bestandig gjort , naadige Herre ! Jeg 
stoler ligesaameget paa Johan Rantzaus Kløgt , som 
paa hans Evne til at bevare en Andens Hemmelighed . “ 
Rantzau lo og rakte ham Haanden . „ Gaa saa 
eders Vei , “ sagde han , „ og kom igjen , naar I vil . 
For Jer To skal der altid staa Plads aaben ved min 
Side . “ 
Samme Eftermiddag blev Viffert kaldt tilbage til 
Feltherren . Rantzau gik ham imode og sagde : 
„ I kommer til at gjøre mig den Tjeneste at tage 
Henning Graabuk med Eder . Der er Noget fra fordums 

Dage mellem ham og Casper Gylding til ' 
Tranders . Jeg bryder mig ikke om at vide , ' hvad det 
er . Jeg har fattet Godhed for Henning , der er meget 
Bravt og Dygtigt hos ham , jeg vil gjøre ham til en 
retskaffen Karl , han behøver blot Leiligheden for at 
blive det . Gaa til Casper Gylding og faae ham til 
at slaa en Streg over , hvad Henning kan have forbrudt . 
Siig til ham , at hvis han gjør Knuder , skal 
han faae med mig at besfille , det kan han stole paa . 
Han blev borte fra Hærren , da vi lode gaa Opbud om , 
at hver Mand skulde møde . Han har holdt med Kong 
Christierns Foged , den haarde Hund , Hans Bartholomæus 
Tolder , jeg veed det godt . Alt dette stal komme 
paa hans Regning , hvis han ikke lader Henning fri 
og frels og giver mig Haand og Hals over ham . “ 
„ Jeg tænker ikke , at han gjør nogen Vanskelighed 
dermed , “ sagde Viffert . 
„ Det tænker jeg ikke Heller , “ svarede Rantzau 
leende . „ Det er sandt ! “ vedblev han og sænkede 
Stemmen , som om han undsaae sig over , at Nogen 
skulde høre ham . „ Skik mig Henning tilbage igjen , det 
hurtigste I aarker . Jeg kan ikke undvære den Knægt ! 
Jeg synes , jeg mangler Noget , naar jeg ikke har ham 
hos mig . Farvel ! “ 
Den næste Morgen droge altsaa Jørgen og Viffert 
hjemad til Tranders . Henning Graabuk red bag dem . 
Han havde faaet en ny Vadmelskappe foræret til denne 
Reise , staaet Kraverne ned paa sine store Støvler og 
forsynet dem med et Par uhyre Jernsporer , som klir ' 

rede ved hvert Skridt . Paa Hovedet bar han en glat 
Stormhue og ved Væltet et langt og vægtigt Jernsværd . ' 
Hvor freidig og sorglos sad han ikke paa 
Hesten og saae sig om og smilte , hvergang han kom 
forbi et bekjendt Sted . Sidst han drog igjennem 
denne Egn var det mørkt og haabløst omkring ham , 
da gik han tilfods og imod en tvivlsom Skjæbne , nu 
lyste Sole « over en Fremtid fuld af Forjættelser , han 
var fri , han var frelst , han frygtede Ingen . 
Det varede en Uge , inden de tre Ryttere naaede 
Tranders . Jørgen Grams Utaalmodighed steg med 
hver Dag . Det var ham , der om Morgenen vækkede 
de Andre , han var den Første paa Hesten og Den , 
der sidst brød sig om at tove og hvile . I det lange 
Mellemrum siden vi nævnede Gerda , havde hun havt 
en Plads i alle hans Tanker , været Maalet for alle 
hans Ønsker . Nede fra Leiren ved Kolding havde 
han seet Leilighed til at slikke hende Bnd og faaet en 
smuk udsyet Blomst og en lille , rød Sløife tilbage . 
Hvad kunde han ønske mere ? Brev sendte de ikke hin ' 
anden , fordi Ingen af dem kunde skrive . Nu skulde 
de mødes igjen , nu red han igjennem de store Skove 
hjem til hende , og medens Bøgen skyggede for Solstraalerne 
og sænkede sine grønnc Grene ned over dem , 
sad han og talte til Viffert om hende , hvorledes han 
havde tænkt sig de kommende Dage i Gerdas Selskab , 
hvorledes han vilde indrette det Hjem , hvori hun skulde 
være Hans Hustru . 
Viffert lyttede og tav og smilede dertil paa en 

eiendommelig Maade , som Jörgen ikke kunde udtyde , 
han syntes mærkværdig nok at have ligesaa megen Lyst 
til at hore paa alle disse Drømme om Fremtidens 
Lykke , som Jørgen til at skrifte dem . Undertiden tillod 
han sig dog en spottende Bemærkning over det 
Eensformige i deres Underholdning ; hans Ord bragte 
Jørgen til at tie , han saae Bistert smile over en 
Begeistring , som han udentvivl slet ikke forstod , og dog 
var det Viffert , som lidt efter igjen begyndte paa det 
samme Emne . 
Hvad der kastede sin Skygge ind i dette Sollys , 
var en vis ubestemt Frygt hos Jørgen , hvorledes de 
vilde blive modtagne paa Herregaarde » . 
„ Idag naae vi altsaa til Tranders , “ udbrød han , 
efter længe at have redet i Tavshed , beskæftiget med 
denne Tanke . 
„ Rimeligviis ! “ svarede Viffert . 
„ Hvad skal jeg sige til Casper Gylding , naar han 
kommer buldrende og spørger mig om hans Pengesfrin ? “ 
„ Jeg tænker , at Du siger ham , hvorledes det forholder 
sig . Vi To ere dragne i Krig og have havt 
Andet at bestille end at søge efter Gyldings Penge . “ 
„ Men jeg lovede , at bringe ham hans Pengesfriu , 
tilbage , det skulde være Prisen for Gerda , det var idetmindste 
den bestemte Betingelse , hvortil han knyttede sit 
Samtykke . Han vil spørge om dette Skrin i vor første 
Samtale . Jeg veed ikke det Mindste at svare derpaa . “ 
„ Skaffe vi ham ikke hans Skat , “ sagde Viffert , 
„ saa bringe vi dog Den med , som har taget den . “ 

„ Hvad nytter det ? Henning Graabuk veed jo Intet 
derom . Den Morgen , da Skrinet blev borte , tænkte 
han kun paa at frelse sig selv . “ 
„ Ja , det paastaaer han rigtignok , og Hennings 
Benægtelse vil gjøre mig Johan Rantzaus Ærinde en 
heel Deel vanskeligere at udrette . Men derpaa ville 
vi nu ikke tænke . Lykken har hidtil staaet os trolig 
bi ; jeg haaber , Casper Gylding lader sig tale tilrette . 
Det var altsaa ved Gerdas Dagligstue vi slap ; fortæl 
mig nu Resten . “ 
Jørgen smilede , han havde en ubeskrivelig Tillid 
til Viffert . Nu begyndte han paa en Fortælling , der 
laa hans Lyst og Tilbøielighed nærmere . 

XXVII 
Casper Gyldings Skat . 
Det var en tidlig Morgen , da de endelig saae det 
graa Taarn as Tranders komme frem imellem Træerne . 
Jørgens Øine straalede ; det var Maalet , der viste sig . 
Han rakte Viffert Haanden og sagde : 
„ Saa vidt har Dn ført mig . Hertil vilde jeg 
vist ikke være naaet idag uden din Hjælp . “ 
„ ' Nu tænker jeg ogsaa , at vi have redet det længste 
Stykke Vei sammen , “ svarede Viffert . „ Dernede ved 
Korsveien slilles vi ; mens Dn drager til Tranders , 
rider jeg op til Klostret ; jeg længes efter at see , 
hvordan mine Munke have det . “ 
„ Jeg har et nedbrændt Hus at see til , “ sagde Henning 
Graabuk . „ øm I tillader det , saa rider jeg først 
derned ; siden skal jeg mode Eder , hvor I bestemme . “ 
Jørgen syntes ikke ret om at tage alene til Tranders ; 
han var nu engang vant til at have en Ven ved 
sin Side , naar der skulde handles , men Viffert vilde 
til fit Kloster , og de tre Ryttere skiltes lidt efter nede 
paa Korsveien . 

Jørgen red altsaa op mod Herregaarde » . Han 
lod sin Hest gaa i Skridtgang . Solsorten og Bogfinken 
sang indenfor Skovgjærdet , Spætten hamrede i 
Træbarken , , den kjølige Morgenluff strømmede ham 
imøde , Alt var Liv og Friskhed og Poesi . De meest 
forskjellige Tanker strømmede ind paa ham , hans Hjerte 
bankede ; hvad vilde Casper Gylding og hans Søster , 
med det forstenede Ansigt , sige , hvad vilde Gerda sige ? 
Havde hun ogsaa -længtes og ønsket sig dette Gjensyns 
Lykke ligesaa inderligt son : han ? Han kom nærmere til 
Diget og Gjærdet , som skilte Haven fra Skoven . 
Derinde var det , de mødtes den sidste Aften , da han 
lyttede til de berusende Ord , hvorfra hans Tilværelse 
siden havde draget Næring . Han gjenkaldte sig den 
ringeste Ubetydelighed ved dette Møde , — hvad er 
Stort og hvad er Ubetydeligt i en Elskers Mening ? — 
Han erindrede sig hendes blege Ansigt med de straalende 
Øine , saa tillidsfulde , troende og milde , han saae 
hendes fine Skikkelse i den lyse Kjole , støttende sig til 
Træet for ikke at segne om , medens hun med et 
lykkeligt Smil strakte han : Haanden imøde . Idet han 
hævede sit Blik som for at hilse Stedet , hvor denne 
Lykke var bleven ham tildeel , udstødte han et Skrig , et 
Jubelraab : Oppe paa Diget stod Gerda i Morgensolens 
klare Lys , i den hvide Kjole , og saae ned ad Veien 
mod Sønder , hvorfra han skulde komme . 
Et øieblik stirrede Jørgen paa denne yndige Aabenbaring , 
som om han tvivlede om , hvad han saae , i 
det næste sprang han ned fra Sadlen , ilede hen til 

hende , knælede ned for hende , støttende sin brændende 
Pande paa de hvide Hænder , hun strakte ham imøde , kaldte 
hende ved alle de blide Navne , Kjærligheden gjemmer , 
og afbrød sig selv for at betragte hende , medens hun 
laa med lukkede Øine ved hans Bryst . De fortalte 
hinanden , hvad Enhver af dem forud vidste , og medens 
de fav , fortsatte Blikket Læbens Sprog , det var jo dog 
knn et særskilt Udtryk for den samme Tanke , og det 
vexlede med Spørgsmaal og Svar , med Udraab og 
Forsikringer , der have været de samme lige sra Syndflodens 
Tid , og som bestandig ville blive ved at være 
lige nye , saalænge de blot strømme fra friske Læber , 
og saalænge Sangerens Melodi finder Gjenklang i den 
Lyttendes Hjerte . 
Jørgens Hest gik imidlertid i god Ro og græssede 
paa Grøftekanten , den saae lidt op efter sin Herre ; da 
den fandt ham sysselsat , rystede den sit Bidsel og gav 
sig til at græsse paany . 
Lyden af en Kommende kaldte dem endelig tilbage 
til Birkeligheden . En Arbejdsmand gik til sin Gjerning 
i Haven . Gerda forsvandt bag Diget , Jørgen 
blev staaende paa Bcien med Hestens Tømme i Haanden . 
Nu , efterat han havde seet hende , følte han aldeles 
ingen Lyst til at drage til Tranders . Han begyndte 
at overveje , om det ikke i Grunden var rigtigst 
at opsætte sit Besøg til længere op paa Dagen ? det 
var endnu saa tidligt , om det ikke var bedst at tøve , 
til han kunde fremstille sig før Easper Gylding i 

ViffertS Selskab ? — Med denne sidste Beslutning steg 
han tilhesf og red opad mod Klostret . 
Henning Graabuk fulgte imidlertid sin egen Bei , 
ind over den smalle Sti , som slyngede sig gjennem 
Skoven til hans Hytte . Hans Hest gik i Skridtgang , 
medens den førte ham forbi de velbekjendte Steder ; 
ethvert af dem gjemte et Minde fra svundne Dage , 
Billeder af Nød og Savn , som man i lykkelige Kaar 
saa gjerne dvæler ved , fordi det smigrer vor Kløgt , at 
have kæmpet sig op over dem . Han sad og sang 
himmelhøit og vendte sig om til Siderne , tilfreds 
over denne Modsætning mellem før og nu . Naar han 
mødte en Bekjendt paa Beien , holdt han stille og hilste . 
Manden betragtede forbavset den sorglose og velklædte 
Rytter , der nikkede til ham og sagde : 
„ Kjender Du mig ikke ? Jeg er Henning Graabuk , 
som Herremanden paa Tranders en Dag vilde hænge . 
Dengang lod han det være , nu gjør han det samme . “ 
Den Tiltalte havde stor Lyst til en længere Forklaring , 
men Henning gav sin Hesf af Sporen og begyndte 
at synge eller fløtte paany , medens han red 
videre . 
Inde paa den aabne Plads foran Hytten holdt 
han stille . En sværtet Grusdynge viste sig for ham ; 
Stykker af sønderbrudt Bohave , forkullede Bjælker og 
Lægter staf ud imellem Stenene . Hist og her bredte 
en Burre , en Bregne eller Skarntyde sine lysegrønne 
Blade over Gruset , som om de søgte at skjule Tilintetgjorclsen . 
Bed Brondcns sammenfaldne Rækværk 

stod endnu den Baukesfammel , hvorpaa Kirsten havde 
brødet Hör , da Casper Gylding og hans Mænd kom . 
Ligesom den Morgen skinnede Solen ned over Stedet . 
„ Der ligger mange Klager og megen Nød under 
den Grusbunke , “ mumlede Henning . „ Fanden i Vold 
med det Altsammen ; det næste Hus , jeg bygger , skal 
faae en bedre Grund at staa paa . “ 
Med denne Forsikring steg han af Hesten , spændte 
Hovedtøjet løs og bandt den fast til et af Træerne ; 
derefter tog han sin lange Sabel under Armen , saae 
sig om til Siderne og gik ind i Skoven . 
Her fulgte han Veien gjennem Krattet , langsomt 
og speidende . Af og til standsede han og lyttede . Kragerne 
streg over Trætoppene . Sangfuglene kaldte 
til Rede ; iøvrigt hvilede Alt i en uafbrudt Tavshed . 
Hist og her faldt Solstraalerne ned imellem Træerne 
og opfangedes af de graa Bøgestammer eller forøgede 
Farvernes Virkning ved det skarpe Lys , de kastede hen 
over Blomsterne i den friske og grønne Skovbund . 
Henning blev ved at vandre fremad , til han fandt 
den gamle Eg , hvori han havde gjemt Casper Gyldings 
Pengesfrin . Han krøb op i Træet for at rage Løvet ud 
af den hule Stamme . Pludselig holdt han inde , hans 
Ansigt udtrykte den dybeste Overraskelse . Løvet var 
ryddet tilside , — Skrinet fandtes ikke . 
Han blev siddende nogle Øieblik paa Grenen og 
stirrede ned i Aabningen ; derefter gav han sig til at 
söge paany . 
„ Hvad besfiller Du der ? “ spurgte pludselig en 

Stemme fra den nærmeste Busk . Henning vendte sig 
om , Viffert Vendelbo stod for ham . 
„ Du kan spare Dig din Søgen , “ sagde han ; 
„ Skrinet er der ikke . “ 
„ Desfo værre for Herremanden paa Tranders , “ 
sagde Henning . „ Jeg vilde have bragt ham det idag . “ 
„ Er det vist ? “ 
„ Det skulde være min Gave , til Eder og Hr . 
Jørgen . “ 
Viffert smilede . Henning fattede den Tvivl , som 
dette Smil udtrykte . „ I troer vist , af jeg vilde have 
stukket det til mig og selv beholdt det , ikke sandt ? “ 
„ Jeg frygter for , af din gamle Natur kunde have 
bragt Dig i Fristelse . “ 
Henning trak paa Skulderen . „ Aa nei ! det kunde 
gaa an dengang jeg ikke havde Noget og ikke vidste , 
hvor jeg skulde tage Foden til tre sultne Munde . Det 
er blevet bedre siden . . Kan I huske , hvad I sagde til 
Ebbe Strangesen den Aften , de holdt Gilde hos Osse 
Stub ? Hvordan kan Den , der selv duer noget , bestandig 
tvivle om Andre ? — Jeg hørte hvert Ord , I og Hr . 
Jörgen talte underveis om det Skrin ; jeg vilde have 
flyet Herremanden det tilbage idag og sagt : Der har 
I , hvad der tilhører Eder , lad os saa være kvit . Troer 
I mig ikke ? —Det er Eders Utykke , I store Herrer ! 
af I bryde Eder for lidt om at forstaa dem , der ere 
under Eder . Man høster ingen Tillid , hvor der saaes 
Tvivl . “ 
„ Kom og lad os gaa , “ sagde Viffert . 

„ Et Ord endnu . Hvordan har I kunnet faae at 
vide , at det Skrin var gjemt her ? Der er ikke et 
Menneske i Verden , til hvem jeg har fortalt det . “ 
„ Det behøvedes ikke Heller , “ svarede Viffert . „ Jeg 
gik og fangede Fugle , mens jeg boede i Klosteret . Den 
Morgen , Du løb fra Tranders , var jeg herude og 
røgtede mine Doner . “ 
„ Og I tav til nu ? “ 
„ Det gjorde Du jo ogsaa . “ 
Casper Gylding holdt sig hjemme paa sin Gaard 
i denne Ufreds Tid , men havde dog ikke tilbragt saa 
rolige Dage , som man skulde formode . Strax efterat 
den jydske Adel sendte sit Opsigelsesbrev til Kong Christiern , 
blev der et stort Opløb i Aalborg . Bevæbnede 
Borgermænd kom frem fra Husene , samledes paa Torvet 
og droge derefter op til Skattefogdens Gaard , som de 
omringede og gjennemsøgte . Denne Skattefoged hed 
Hans BartholomæuSsen ; han var en forhadt Mand , 
havde tilligere været Byfoged i Odense og stod i stor 
Yndesf hos Sigbrit , som gjorde ham til Tolder i Aalborg . 
Det hed sig , at han meddeelte Kong Christiern 
Underretning om Alt , hvad der foregik i Vendsyssel , 
Den Dag , Opløbet fandt Sted , gjaldt det om 
intet Ringere end at fange Hans Bartholomæussen og 
slaa ham ihjel . Alen Tolderen var en forsigtig Aland , 
og en endnu bedre Spion for sig selv end for Kongen . 
Da han havde skaffet sig Underretning om , hvad de 
brave Borgere pønsede paa , listede han sig forklædt ud 
af Byen . Casper Gylding var hans gode Ven ; til 

ham flygtede han og holdt sig skjult i nogle Dage paa 
Tranders . Flugten blev imidlertid opdaget , Borgerne 
forfulgte ham , stormede den lukkede Gaard , brøde igjennem 
Vinduer og Døre , og Herremanden , som var 
uforberedt paa Modstand , maatte finde sig i Alt . Om 
Aftenen , da Skaren drog bort , havde den dræbt Tolderen , 
tømt Kjælderne og sonderslaaet Bohavet . Ridder 
Casper og hans Søster gik omkring i de ødelagte 
Værelser , overladte til deres sørgelige Betragtninger 
over et for dyrt betalt Venskab . 
De forstyrrende Spor af disse Begivenheder vare 
endnu synlige den Eftermiddag , Viffert og Jørgen 
Gram , fulgte af en Tjener , rede ind paa Herregaarde « . 
Vindebroens Kjæde var sønderhugget , Portdøren stod 
løftet af sine Hængsler , støttet op til Muren . Der 
var næsten ikke et heelt Vindue at see paa Bygningens 
Forside . 
Da de rede ind i Gaarden , kom Casper Gylding 
frem paa Trappen , gik ned paa det sidste Trin og blev 
staaende der , med et Udtryk saa koldt og fremmed , som 
om han ikke havde bevaret det ringeste Minde om de 
to Venner . 
„ Er der Noget , hvormed jeg kan være Eder til 
Tjeneste ? “ spurgte han . 
„ Jeg tør ikke sige det for vist , “ svarede Viffert 
smilende . „ For det Første ønske vi gjerne at tale lidt 
med Eder . “ 
„ I saa Tilfælde maa I selv have den Uleilighed 
at sætte eders Heste ind i Stalden , derhenne bag den 

Dør i Krogen . Mine Folk ere løbne fra mig , og der 
er hverken Lov eller Ret at faae i disse Dage ' . “ 
De tre Ryttere trak deres Heste ind i Stalden ; 
Tjeneren blev tilbage . Casper stod paa Steentrappe » 
og ventede paa Visfert og Jørgen . Hans Ansigt 
spaaede intet Godt . Han gik foran og aabnede Døren 
til Borgstuen . Her hentede han en Tinkande og tre 
Bægere og skænkede for dem . 
„ Jeg kan ikke byde Cdcr velkommen med et Bæger 
Viin , “ sagde han , „ for jeg eier ikke en Draabe . De 
gode Bymænd fra Aalborg vare nylig heroppe og tømte 
min Kjælder ; da de ikke kunde drikke mere , flöge de 
Tappen fra Tønden og lode Resten løbe paa Gulvet . “ 
Jørgen saae sig om . I Vinduesfordybningen stod 
et Bord og paa Bordet en Syramme , men Den , han 
søgte paa dette Sted , fandt han ikke . Derimod stod 
Fru Mette foran Kaminen og iagttog ham med en 
speidende Opmærsomhed . 
„ Hvorledes lever Jomfru Gerda ? “ spurgte han 
endelig . „ Jeg længes efter at hilse paa hende . “ 
Casper Gylding havde udentvivl ventet en saadan 
Yttring ; han afbrød Samtalen med Viffert , traadte 
hen til Jørgen og svarede : 
„ I spørger om min Plejedatter , troer jeg . Hvad 
angaaer hun Eder ? Her komme to fremmede Mænd 
til min Gaard , jeg tager imod dem paa Trappen . — 
Ere I trætte , saa hvil Eder , ønske I Spise og Drikke , 
saa forlang blot ; det , jeg evner , skal være til eders 

Tjeneste . Det er , hvad en Adelsmand skylder den 
veifarende Gjæst ; Mere have I ikke Ret til at fordre . “ 
„ Vi komme ikke som veifarende Gjæster , “ svarede 
Jørgen , „ det I ret vel veed , Hr . Ridder Gylding . 
Mit Ærinde gjælder eders Plejedatter , Jomfru Laxmand , 
Derfor spurgte jeg om hende . “ 
„ I saa Fald angaaer det , jeg har at svare , kun 
Eder . Jeg ønsker helst at fortsætte denne Samtale 
uden overflødige Vidner . “ Med disse sidste Ord 
vendte han sig om mod Viffert . 
„ Undskyld , jeg foretrækker at tøve lidt endnu , “ 
sagde Viffert . „ Det er desuden ikke saa afgjort , at 
jeg vil blive et overflødigt Vidne til det , her skal skee . “ 
„ Hvad stal da her skee ? “ 
„ Hvem veed det ? — Jeg kommer med Budskab 
fra Kong Frederiks mesf betroede Mand , Hr . Feltmarflalk 
Johan Rantzan . Det maa forrettes , før jeg 
drager bort . “ 
„ Hvad kan Johan Rankzau have at sige mig ? “ 
„ Ikke noget videre Behageligt , “ svarede Viffert , 
„ der er Et og Andet mod Eder , som han har at beklage 
sig over , men den Sag kan vente til siden . 
Undskyld , at jeg afbrød Eder . “ 
„ Nu vel ! saa bliv da og hör , hvad jeg har at 
sige . Siden Hr . Jørgen Gram selv nævnede min 
Plejedatter , saa ønsker jeg nok at vide , med hvad Ret 
han imorges tidlig har listet sig ind paa min Grnnd 
og i Løndom talt med hende ? — Hvorfor spørger I 
om , hvordan hun lever , da I allerede veed det ? “ — 

Det er anden Gang , I hemmelig sniger Eder til hende , 
første Gangbare alle Gaardens Folk Vidner dertil , idag 
er I bleven seet af Urtegaardsmanden og hans Kvinde . 
— Naar er det blevet kaldt sømmeligt og høvisk foren 
Adelsmand , at lokke en ung Pige , uden Slægt og 
Frænders Minde , til at lytte efter , hvad han har at 
sige ? — Hvad er I for Gerda mere end en Fremmed , 
og hvad venter I at kunne blive mere ? — Sidst 
vi taltes ved , har I beilet til hende , jeg husker det 
nok , I lovede at skaffe det Skrin , som gjemte den 
ringe Sum , hendes Slægt efterlod hende . — Har I 
holdt eders Løfte ? — I tier , hvad haaber I da ? —I 
har selv fortalt , at I sad ubemidlet i en ringe Gaard ; 
Gerda eier Heller Intet , og I troer endda , at de , der 
vaage over hendes Lykke , skulde give deres Minde til , 
at hun blev eders . Det skeer ikke , Hr . Jørgen Gram . 
I kan lide derpaa . Jeg fordrer , at I fra idag af 
lader fare ethvert Forsøg paa at nærme Eder hende , 
og vil I ikke love det , skal jeg nok selv see , at forhindre 
det . Jeg behøver vist ikke at føie til , at jeg 
her kun taler som Gerdas Pleiefader , og at jeg i Alt , 
hvad der angaaer Hæder og Ære , holder Eder for saa 
brav en Adelsmand som Nogen , jeg ønsker Eder blot 
ikke til min Datters Husbond . Nu veed I min Mening . 
Hvad siger I til den , Hr . Viffert Vendelbo ? “ 
„ Jeg føler meget Venskab og megen Hengivenhed 
for Jørgen Gram , “ svarede Viffert , „ dog maa jeg fra 
den Side , I seer Sagen , give Eder fuldstændig Ret , 
Hr . Ridder Gylding . “ 

„ Der hører I ! “ sagde Casper triumferende . „ Eders 
Sag er kun sket bevendt , siden eders bedste Ben giver 
mig Medhold og staaer paa min Side . Bi tale ikke 
mere derom . “ 
„ Tilgiv ! “ sagde Viffert , „ jeg meente kun , at I 
har utvivlsom Ret fra eders Standpunkt , men der 
gives ogsaa en anden Side at see den Sag fra . Lad 
os tale lidt om den . I , Hr . Casper Gylding , som 
husker saa godt , mindes vist , at Jørgen Gram , sidst 
han var her , lovede , enten at bringe Eder Pengeskrinet 
tilbage eller Alanden , som I paastod havde taget det . 
Var det ikke saa ? “ 
„ Jo , netop saaledes løde hans Ord . “ 
„ Ja , saa staaer nu Henning Graabuk og venter 
herudenfor , “ sagde Viffert . 
Med disse Ord aabnede han Døren til Gangen . 
Derude gik Henning Graabuk frem og tilbage og 
fløitede . Han var indsvøbt i sin store Kappe . 
Casper Gylding vilde kalde ham ind , men Viffert 
lukkede atter Døren . „ Som I seer , “ sagde han , „ har 
Jørgen holdt den ene Halvdeel af sit Løfte . Vi have 
faaet eders Aland fat , skjøndt med en heel Deel Møie , 
vi have ogsaa ndspurgt ham , men han nægter at vide 
nogensomhelsf Besked om eders Pengeskrin . “ 
„ Det har gode Veie , “ svarede Gylding , „ lad mig 
blot saae ham i Forhør , saa skal jeg nok tvinge ham 
til at bekjende . Vi have endnu en god Svøbe og en 
retskaffens Træhest paa Tranders . “ 
„ Henning er voxet fra Svøben , siden I saae ham 

sidst ; Feltherren har lyst Fred over ham , fattet sær 
Godhed for ham , det er netop om den Sag , han 
sender mig herop idag . Han forbyder Eder at krumme 
et Haar paa Hennings Hoved og forlanger , at I 
skal sfænke ham den Ret , I har over ham , i saa Fald 
vil Rantzau faae Hans Naade Kongen til at lukke Øie , 
for hvad I selv har forbrudt , ved at holde med Hans 
Tolder og ved ikke at møde med Krigsfolk nede i Leiren . 
I kjender vist Johan Rantzau ; man siger , det skal være 
slemt at have noget Udstaaende med ham . I er saa 
klog en Akand , at I vil vide at bøie Eder for Nødvendigheden . 
Hvad Henning angaaer , han har ikke havt 
eders Skrin i Forvaring . Det er afgjort . “ 
„ Hvad nytter det da , at Jørgen Gram har skaffet 
ham tilveie ' ? “ 
„ Han burde have bragt os Skrinet , “ yttrede Fru 
Mette , „ det var paa den Betingelse , vi lovede ham vor 
Plejedatters Haand . “ 
„ Nu vel ! saa er denne Betingelse ogsaa opfyldt , “ 
svarede Viffert , idet han aabnede Døren og vinkede ad 
Henning . 
Den fordums Krybskytte slog sin Kappe tilside . 
Han bar et Skrin under Armen . Viffert satte del paa 
Bordet foran Gylding . 
Fru Mette udstødte et jublende Skrig , det var 
hendes Skrin , hendes Skat , hendes Sjæl , det stod 
urørt foran hende , lidt jordslagent og rnstnet paa Jernet , 
men ubeskadiget og ligesaa vægtigt som den ' Nat , 
hun sidste Gang bar det i sine Arme . 

„ Er der mere iveien for eders Samtykke ? “ spurgte 
Biffert . 
„ Derpaa vil jeg betænke mig til imorgen . “ 
„ Nei , det maa afgjøres iaften . Har Jørgen 
Gram ikke opfyldt Alt , hvad I forlangte ? “ 
Casper Gylding var bragt til det Yderste , han 
fandt sig hildet i et Næt , der bestandig droges tættere 
sammen om ham . 
„ Gerda har Frænder , der staa hende nærmere 
end jeg , “ udbrød han heftig . „ Jeg vil tale med dem 
forst , jeg vil høre deres Mening , hvorvidt de agte at 
knytte hende til Jørgen Gram , det vil sige til Savn 
og trange Kaar , og det kan ikke skee iaften . “ 
„ Maaske dog , “ sagde Biffert , idet han traadte 
hen for ham , bestemt og bydende . „ Den nærmeste af 
hendes Frænder staaer her for Eder . Jeg er Gerdas 
Broder . “ 
Casper Gylding stirrede paa ham med aaben 
Mund og med et Udtryk af den dybeste-Overraskelse . 
„ Hendes Broder ? “ gjentog han . „ I ! “ 
„ Jeg er Poul Laxmands ældste Søn . Der er 
nu ingen Grund til at skjule del længer . Hvad Savn 
og ringe Kaar angaaer , saa synes mig , at Skrinet 
der giver min Søster bedre Udsigter . Staaer ikke 
hendes Families Baabcn paa Laaget , var det ikke det , 
min Fader bad Eder gjemme til hans Datter , — var 
det ikke fyldt med Penge dengang ? Husker I , hvormange 
der var ? — Ellers kan jeg sige Eder det . “ 
„ Det er hans Skrin , “ sagde Gylding med ensynlig 

Overvindelse . „ Nogle af Pengene har jeg sat til 
paa Gaarden , men det staaer skrevet op , de kunne 
slaffes tilveie igjen . “ 
„ Ja og nogle maa regnes Eder tilgode for Gerdas 
Ophold paa Tranders , “ sagde Bistert , „ der vil endda 
blive nok tilbage , og her er ikke Tale om Regnsfabet , 
det kan vi opgjøre siden . Blot det indseer I vist nu , 
at vi ikke længer bør nægte Jørgen Gram at hilse 
paa Gerda . “ 
„ Jeg kan ikke tro , hvad jeg hører , “ sagde Fru 
Mette med et uheldigt Forsøg paa at smile . „ Er I 
virkelig min egen kjære Søstersøn ? Herre Gud ! hvor 
jeg har længtes efter Eder . “ 
„ Hvorfor tav Du saa længe ' ? “ spurgte Gylding . 
„ Det havde stne Grunde , “ svarede Bistert smilende . 
„ Der var Et og Andet , som først maatte fuldbringes . 
Jeg var dog Eder og min Søster altid saa nær , at 
jeg kunde tale , naar det gjordes nødig . Det I seer 
Bevis paa iaften . “ 
Døren til det næste Bærælse var bleven aabnet . 
Gerda viste sig . Hun havde hørt de sidste Ord , ilede 
hen til Bistert og slyngede sine Arme om ' hans Hals . 
„ Jeg har anet det længe , “ udbrød hun jublende , 
„ naar Du søgte mig og vaagede over mig og talte til 
mig med disse milde og kjærlige Ord . Alt det Gode 
kom til mig fra Dig , Du vidste Raad for hver en 
Nød . Saa opofrende kan kun en Broder være . “ 
„ Jeg maatte jo handle , som jeg gjorde , “ svarede 
han med et lykkeligt Smil . „ Bor Fader var død , 

vor Moder krøb i Skjul for sine Fjender , hvem sknldc 
vel bedre vaage over Dig end jeg ? - Min Gjerning 
er fuldbragt , fra nu af skal Jørgen frede over Dig , 
med mere Omhu , til større Lykke ? — aa ja ! det vil 
han vel , det staaer at læse i Hans trofaste Øine , — 
med bedre Villie ? — det kan han ikke . “ 
Gerda holdt Jørgens Haand i sin , hun rakte 
Viffert den anden Haand og saae op til ham med 
vaade Øine . Viffert smilede , han bøiede sig ned og 
kyssede sin Søsters Pande . 
Om Aftenen , da Herremanden og Fru Mette 
vare alene , sagde Casper : 
„ Det var endda ikke til stor Glæde , vi fik det 
Skrin at see igjen . Veed Du , hvad jeg sidder og 
tænker paa ? — Det er , som om hendes Spaadom 
skulde gaa i Opfyldelse Ord til andet , den forbandede 
Vildtyvs Kvinde . Jeg har havt lutter Ulykker siden . 
Min Gaard er plyndret , min Skov hngge de om . 
Iaften har jeg mistet alle mine Penge . “ 
„ Hvis det endda maa blive derved , “ svarede 
Fru Mette . 

Tranens Varsel . 
En Roman 
af 
Carit Etlar . 
Anden Deel . 
Kjøbenhavn . 
Chr . Steen & Søns Forlag . 
Louis Kleins Bogtrykkeri . 
1870 . 



Anden Bog . 
Gyldings Arving . 



I . 
Hvad Fogden kjøbte paa Auktionen . 
En Efteraarsaften , da vi skreve 1690 , sagde Arved 
Gykdings gamle Foged til sin Hustru , at hun maatte 
vække ham bravt tidligt den næste Morgen . Der skulde 
være Auktion oppe paa Gaarden , og han vilde med 
dertil . Herremanden var nylig død , hans Søn og 
eneste Arving reisfe om i fremmede Lande og nu lod 
han ikke blot Jord og Skov , men Gaarden og al dens 
Bohave sælge . 
„ Han sad i ringe Kaar , den gamle Herre , “ sagde 
Fogden , „ skjøndt han altid havde gjort sit Bedste for 
at pine saameget ud af sine Bønder som muligt . Nu 
bliver det , han har holdt sammen paa saa længe , strøet 
ud for alle Vinde . Der var Ingen , som synes rigtig 
om ham , Folk gik gjerne til den anden Side , naar de 
saae Hr . Gylding komme . Mod mig var han skikkelig 
og honet , for jeg sandt mig i Alt . Jeg har ogsaa lagt 
Lidt tilside til mine gamle Dage ; vi knnne ikke klage . 
Hvis jeg seer Leilighed dertil , skal jeg kjøbe en eller 

anden Ting deroppe til Minde om ham , at sige en 
lille Ting , som ikke koster formeget . “ 
' Næste Morgen red altsaa Fogden fra sit Hjem i 
betimelig Tid og kom til Herregaarde , just som Anktionen 
skulde begynde . Der var ikke Mange tilstede , 
og de , som kom , vilde ikke byde synderligt . 
Den gamle Foged havde godt Haab om at faae 
sig en eller anden Gjenstand med tilbage til Minde 
om sin forrige Herre . Han gik igjennem Stuerne og 
holdt sin Hat og Pidsken i Hænderne , bag paa Ryggen , 
medens han saae sig om og overlagde , hvad der kunde 
være billigst . Hans Tanker svævede imellem et Par 
store Jagtstøvler og et lille Sølvbæger . Støvlerne 
havde tilhørt hans gamle Herre , Fogden kunde netop 
passe dem . De vare vel lidt brugte , men saa vilde 
han ogsaa faae dem saameget billigere . Paa Bægeret 
stod Herrens Navnetræk , det vilde vistnok gaa langt 
høiere end Støvlerne , men saa pyntede det ogsaa mere 
paa Bordet , og desuden beholdt Sølvet altid sin Værdi . 
Der var Noget , som talte for og imod begge Dele . 
Det gik Fogden og grublede over . Saa satte han sig 
ned og lagde sig tilbage i Herrens Fløiels-Lænestol , 
den , han altid før havde staaet ærbødig og bukkende 
for ; saa kastede han sig med Støvler og Sporer op 
i Sofaen , som om det kunde være hans egen ; Ingen 
gav Agt paa ham , Folkene havde travlt med at bære 
de opraabte Nummere ind til Auktionsbordet . 
„ Nu vil jeg først gaa ned i Kjøkkenet og faae 
mig Noget at spise , “ sagde Fogden , „ saa tager jeg mig 

en forsvarlig Middagssøvn ovenpaa , det trækker altid 
Tiden ud , og jo længer jeg venter , desto billigere faaer 
jeg det , for saa blive de Andre nok kjede af at tove , 
og gaa deres Bei . “ 
Denne Beslutning blev udført . Da han nogle 
- Timer efter kom tilbage , var der endnu færre Kjobere 
omkring Auktionsbordet end for . De forskjellige Gjenstande 
bleve solgte for Spotpris , men Støvlerne vare 
rigtignok borte . Medens Fogden sov til Middag , havde 
Auktionsholderen kjøbt dem til sig selv . Bægeret var 
altfor dyrt . Blandt de tilbageblevne Gjenstande var 
der endnu et Portrait af den gamle Herremand , som 
Ingen brød sig om at byde paa . Det blev opraabt 
flere Gange . Man gjorde opmærksom paa , at Billedet 
var malet as en berømt tydsk Mester , lovpriste dernæst 
Rammen , men Ingen lod til at finde Smag i disse 
Fuldkommenheder . 
Fogden stod i et Hjørne og lyttede til . „ Det er 
kun et Stykke malet Lærred , “ tænkte han , „ men saa 
er der en kjøn forgyldt Ramme om . Det kan tage 
sig godt ud paa en Bæg . “ 
Da Maleriet blev opraabt tredie Gang , nærmede 
han sig Auktionsbordet , gjorde halvhviskende et Bud , 
og var saa heldig at blive Eier af sin gamle Herres 
Billede for den beskedne Pris tolv Skilling . Billigere 
kunde det ikke være , det fandt han selv . Han forlod 
Salen og red bort med sit Kjobmandskab under Armen . 
Hans Hustru syntes derimod mindre godt om 
Billedet . „ Hvad skal vi med den Herremand ? “ sagde 

hun . „ Bi have havt nok af ham , mens han levede . 
Uh ! hvor han seer mørk og skummel ud , og saa det 
røde Haar og Skæg . Jeg vil komme til at drømme 
om ham hver evige Nat . “ 
„ Du gjør Synd i at laste den døde Mand , “ 
svarede Fogden . „ Der blev sagt Ondt nok om ham , 
i levende Live . Her i vort Hns skal han være i 
Fred . “ 
Han udsøgte nu den Plads paa Væggen , hvorfra 
han fandt at gamle Hr . Gylding tog sig bedst ud . 
Derefter gav han sig til med stor Omhyggelighed at 
aftørre Billedet og Rammen . 
Under dette Arbeide gik Bagklædningen pludselig 
løs , der faldt en Mængde Papirer ud , beskrevne med 
en tydelig Haand , men med Blæk , der var blevet blegt 
og gult af Ælde . Fogden kaldte paa sin Hustru og 
viste hende Papirene , hos ham var Overraskelsen störst , 
hos hende Glæden , hun troede , det var en Skat , han 
havde fundet . 
Han fik nu travlt med at ordne alle disse Papirer 
efter den Talfølge , der stod paa dem , og hvori de havde 
været nedlagte . Derefter begyndte han at læse : 
„ Hvad her sfaaer fremført , har jeg Mads Søfrensson 
Faye udsat , vort naadige Herskab til Villie , paa 
det at de , som ikke bedre vide , kan kjende , hvordan det 
er gaaet hans Slægt og Frænder i henfarne Tider . 
Og som Hr . Enevold Gylding ikke selv ret magtede at 
læse hvad jeg førte i Pennen , har jeg somme Steder 
enfoldelig føiet Et og Andet til af egen Formue , for at 

Sandhed i alle Maader desbedre kan skee Fyldest og 
blive aabenbarlig . Beder og trolig advarer den flittige 
Læsere , hvem disse Blade falde ihaand , at han støder 
sig ikke over min ringe Gjerning , som heri mødes , 
men tvivle sig Ingen derpaa , at jo saadanne Bilkaar , 
som denne Historie giver tilkjende , indeholde en kort 
Undervisning til at ransage sig selv , hvad enten han er 
Klerr eller Pave , eller Djævel dertil , og at flikke sig 
bedre , samt tilmed lære , hvad man skal lade og gjøre i 
denne syndige Verden , til Naade og Forladelse , i Jesu 
Navn , Amen ! 
Skrevet 1662 , Aaret næstefter da den grumme 
Kvægpest kom ind i Landet , hvilken Gud almægtigste 
lod os i Bierrc og Hatting Herreder naadelig undflippe . 
Mads Søfrensson Faye . 
Præst for Bjerre og Hatting Menigheder . “ 
Efter denne Indledning fulgte et langt Register 
over GyldingS Slægt , affattet i en Brede og med en 
trættende Nøiagtighed , for hvilken vi ville fritage vore 
Læsere , idet vi kun uddrage , hvad der nærmest staaer 
i Forbindelse med de enkelte Hovedpersoner , hvis Historie 
her skal fortælles . 
Enevold Gylding hed en Herremand , som boede 
paa en Gaard i Bicrreherred . Han var streng mod 
sine Bønder , kjendte kun Mildhed af ' Navn , men viste 
den aldrig i Gjerning . Der gik det Sagn i Familien , 
at en fattig Kvinde engang havde spaaet GyldingS 
Slægt Ulykker , paa Grund af deres Strenghed og 
Mangel paa Deeltagelse for Andres Nød . De skulde 

miste deres Gods havde hun varslet , deres Børn , deres 
Ære forringes fra Fader til Son , til den Sidste af 
dem kom til at ligge lige saa lavt med Hovedet som 
Spaakvinden , og gik med boiet Ryg og søgte efter sin 
Fode . Enevold Gylding kjendte dette Sagn , han 
maatte tilstaa for sig selv , at det allerede forlængst 
var begyndt at gaa i Opfyldelse , hans Slægt havde 
mistet sin Indflydelse , hvad den foretog sig vilde ikke 
ret lykkes , der var næsten ikke Spor tilbage af dens 
tidligere Velsfand ; men han bedrede sig ikke ; i hans 
Gaard stod en Træhest , i Borgstuen sad en uboielig 
Dommer , og der var altid en kort Vei imellem Forseelsen 
og Straffen . 
Paa den Tid kom et fremmed Folk til Landet . 
Ingen kjendte dets Herkomst , og Ingen vidste synderligt 
mere om dets Bedrifter , end hvad der stod at læse i 
Forhørsprotokollerne . Selv kaldte de sig Skøiere eller 
de Lystige , Almuen kaldte dem Natmænd eller Tatere . 
Allerede i Christiern den Andens Tid havde enkelte 
af dem viisf sig i Jylland , der var givet Love , som 
lyste dem fredløse , men de forsvandt igjen , flygtige og 
sporlose som en Trækfuglskarc og fæstede først Hjemstavn 
hos os paa den Tid , hvorom vi tale . 
I Bjerreherreds store Skove havde en Flok af 
disse Skøiere fundet Tilhold , derfra droge de omkring 
i Egnen , spaaede Bønderne , signede og maalede dem , 
stjal deres Lam og plyndrede deres Honsegaarde , selv 
paa Herregaardens Grund aflagde de af og til Besøg 
og medtoge engang tre smaa Grise . 

Da denne Bedrift kom Hr . Enevold Gylding for 
Øre , blev han rasende . Næste Dag samlede han sine 
Folk og holdt Iagt efter Skøierne med Hunde og Skytter . 
Nogle traf han , dem dræbte han paa Stedet , 
gravede dem ned i Veigroffen og slog en Pæl igjennem 
de døde Kroppe , saa var man da sikker paa , at de ikke 
kunde gaa igjen , hvortil de ellers sfulde have stor Tilbøiclighed . 
Han slukkede deres Ild og nedrev deres 
Hytter , endelig udlovede han en fristende Sum Penge 
til Den , der kunde bringe ham en Skøier død eller 
levende . Dermed troede han at have vundet Seir , 
men Bønderne rystede paa Hovedet , de kjendte Skøierne 
bedre . 
„ Bare han ikke gjør Ondt værre , “ sagde Nogle . 
„ Natmændene ere et fredeligt Folk , lette at komme ud 
af det med , naar man lukker et Øie for deres Smaasynder , 
vanskelige derimod at forsone , naar de først 
blive opirrede . “ 
„ Men jeg har vundet Bugt med dem Allesammen , “ 
meente Enevold Gylding . „ Jeg har dræbt dem 
eller jaget dem bort . “ 
Det forholdt sig ikke saa . Deres Anfører , Abraham 
Musen , var en stor og kæmpcstærk Mand , som bestandig 
pleiede at vise sig ridende paa et udpyntet 
Æsel , havde han endnu ikke faaet fat paa . 
En Eftermiddag gik Hr . Enevolds lille Søn og 
legede ude i Haven . Hans Amme sad i Lysthuset og 
gav Agt paa ham . Da saae hun pludselig en Mand 
i Pjalter komme frem fra Gangen , gribe Barnet og 

løbe bort med det , ind imellem Buskene . Hun kjendte 
ham godt , skjøndt han denne Gang ikke red paa sit 
Æsel . Hun skreg og løb efter ham , men Abraham 
holdt Barnet hen imod hende idet han lo og raabte : 
„ Hr . Enevold tog Syv , jeg nøies med En . Kan 
det være mindre ? “ Øermed forsvandt han . 
Ammens Skrig kaldte Folk til . Hr . Gylding lod 
strax sadle alle Gaardens Heste , befalede sine Mænd 
at følge med og red selv i Spidsen ud for at lede 
efter Barnet . 
De gjennemstreifede Skovene , søgte inde i Krattet , 
hvor de nedrevne Taterhytter laa , men fandt Intet . 
Gøgen kukkede og Raadyrene flygtede for den jagende 
Skare . Dagen blev Aften og Aften blev Nat , de 
søgte endnu , og Folkene rede tilside , naar de saae Hr . 
Enevolds blege Ansigt , og mumlede indbyrdes om , at 
der vilde følge Ulykker efter den Dag , da Herremanden 
slukkede Ilden i Taternes Hytter . 
Samme Aften , da Maanen stod op , listede en 
Mand og en Kvinde sig gjennem Skoven , ned til en 
stor Tørvemose . Manden var Abraham Musen , han bar 
Encvold Gyldings Barn i sine Arme , Kvinden , som 
fulgte ham , havde paa Ryggen eu stor sammensnørct 
Dyne , hvorfra et andet lille Garn kom tilsyne . Det 
stak Hovedet ud af Dyneu , saae omkring under en 
svag Klynken og drog sig derefter tilbage igjen . 
Mosen omkring Torvegraven var bevoxet med høie 
Rør ; midt imellem disse havde Abraham dannet sig en 
Hytte ved at flette Rorene sammen foroven . Mod denne 

rettede de deres Gang . Foran Indgangen laa en gammel 
Trærod . Abraham satte sig ned og holdt Barnet frem 
i Maanelyset , medens han betragtede det . 
„ Nu skal vi til at holde Dom , “ sagde han . 
„ Skal han af med Livet , den liden Orm ? “ spurgte 
Konen . 
„ Hans Fader slog min Broder ihjel . “ 
„ Det maa jeg bekjende , som gaaer og slæber paa 
hans Barn , den Vissenpind ! hør , hvor han ligger og 
giver sig og klynker den hele Tid . “ 
„ Det faaer at være saa ! “ sagde Abraham , idet 
han omsider reiste sig . 
„ Gjor det blot kort ! “ sagde Konen . „ Bind Den 
Lidt om Halsen , at Den kan synke tilbunds ! “ 
Abraham gik hen til Torvegraven . Maanens 
Straaler spillede paa Vandet . Enevolds Barn laa og 
sov trygt og roligt , medens Mand og Kone raadsloge 
om dets Død . Da Tateren reiste sig , vaagnede det 
og saae op paa ham med store , forundrede Øine . 
Abraham havde fundet en Steen , han svobte den ind 
i sit Torklæde og bandt den om Barnets Hals . Derpaa 
standsede han , som om han faldt i Tanker . Konen 
sad paa Træroden og saae op i Luften . 
„ Lad det nu snart faae Ende ! “ sagde hun . „ Vi 
maa afsted igjen . “ 
„ Jeg kan ikke gjore det , “ svarede Abraham , „ Det 
ligger og kiger paa mig med sine store Øine , og de 
lysne og straale , som om der var Ild i dem . Det 
maa vente til en anden Gang . “ 

„ Imens skal jeg vel gaa og slæbe paa dem 
begge To ? “ 
„ Vi vil tove med at kaste ham ud , til Maanen 
er gaaet ned . “ 
„ Det er farligt at tove . Vi skal afsted igjen . — 
Kom ! Lad mig faae ham . Det er snart bestilt . “ 
„ Han skal ikke dø ! “ sagde Abraham . „ Jeg seer 
Sølv paa Vandet , det betyder , at vi vil have Fordeel 
af at lade ham leve . “ 
„ Jeg kan spaa ligesaa godt som Du , og jeg hører 
Horsegøgen skrige , “ sagde hun , „ det betyder , at vi faae 
Ufred ved at lade ham leve . “ 
„ Naar vi komme et Stykke længer sønderpaa , 
lægge vi ham før en Dor , saa kan Nogen finde ham . “ 
„ Da veed jeg et bedre Raad . Lad os lægge vort 
eget Barn , den Skrantning bliver dog aldrig til Noget , 
saa beholde vi Herremandens istedet ; det er stort og 
stærkt og seer godt ud . “ 
„ Min Broders Barn ! “ sagde Abraham . 
„ Det er Kattens Barn og ikke din Broders ; 
hans Kvinde tog det et Sted oppe i Landet . “ 
De to Skøiere droge under denne Samtale igjennem 
Skoven og bleve ved at vandre hele Natten , idet 
de valgte ubanedc Veie og Stier , som kun vare dem 
bekjendte . Lidt før Daggry kom de til et stort Hus , 
nede paa den anden Side Veile . 
„ Skal vi slæbe Barnet længere ? “ spurgte Konen . 
„ Lad os lægge det udenfor den Gaard der ; det seer 
ud til at være velhavende Folk . “ 

„ Ja , og de have grønne Vinduesskaader , “ sagde 
Abraham , som om denne Omstændighed var as Vigtighed 
for hans Beslutning . „ Det var et godt Indfald , 
her skal han ligge . “ 
De skiftede nu Børnenes Dragt og gav deres 
eget Barn alle den lille Herremands Klæder paa . 
„ Naar de see vor Øreng saa godt klædt , tro de , 
at det er rige Folks Barn , “ sagde hun , „ saa ville de 
være bedre imod ham . “ 
Hun lagde derefter sit Barn paa Steentrappe » , 
Abraham bankede med Dørhammeren , saa det gjenlød 
i Huset . Der blev tændt Lys . Lidt efter aabnedes 
Døren , en Mand kom ud og saae sig om , men 
Taterne havde skjult sig . Manden tog Barnet op og 
gik ind med det i Huset . Abraham og Hans Kvinde 
krøb sammen bag et Gjærde ligeoverfor og gav Agt 
paa , hvad der stete . Da Manden forsvandt , reiste de 
sig og droge videre sønderpaa . Nu laa Herremandens 
Søn indsvøbt i Konens Dyne . 

II . 
En Øreng i Snedkerlære . 
Den Mand , udenfor hvis Dør Abraham lagde 
Ørengen , hed Søren Graa , han var Snedker og havde 
kort iforveien mistet et Barn , omtrent paa samme Alder 
som Skøiernes . Da han kom ind til sin Hustrues 
Seng og viste hende , hvad han havde fundet , smilede 
den fremmede Dreng og strakte hende sine Arme imøde , 
det afgjorde hans Skjæbne . De besluttede at beholde 
Barnet . Søren Graa gik til Præsten og betroede ham , 
hvad der var hændet , derefter lod han Ørengen kristne 
og kalde Henning efter en af sine Forfædre . 
Henning blev opdraget i Snedkerens Hus . Hans 
Helbred var i Begyndelsen kun svagt , men med Alderen 
blev han stor og stærk ; det kunde han takke den 
omhyggelige Pleie for , som Snedkerens Hnstru ydede 
ham . Til Legekammerat havde han en lille Pige , 
Søren Graas eneste Datter , lidt yngre end Ørengen , 
de To søgte bestandig hinandens Selskab . Henning 
artede sig vel , han var et godt og fromt Barn ; Søren 

Hnstru sandt , at det var en lykkelig Dag , der havde 
bragt ham til deres Hus . 
Aarene svandt , Henning var bleven voxen . Han 
gif Plejefaderen tilhaande i hans Værksted , var hurtig 
til at lære , hvad der blev ham vist , og tegnede i det 
Hele til at blive en dygtig Haandværker . Fra nu af 
var Legen endt . Hans Pleiesøster saae ind ad Vinduet 
til Værkstedet , der stod Henning med et blaat Forklæde 
for , han høvlede og sang af Hjertenslyst , men hvergang 
han mødte Elses Dine , foer et lykkeligt Smil 
over hans Ansigt ; naar hun gik , saae han efter hende , 
naar hun var forsvnnden , blev hun ved at være tilstede 
i hans Tanter . 
Da Henning var femten Aar gammel , forlod 
Søren Graa sin Landsby , flyttede ind til Veile og gav 
sig til at være Snedker der . Med Tiden var han 
bleven en velhavende Akand , og fra hans Værksted fik 
de omkringboende Herremænd deres Arbeide . Henning 
hjalp ham trolig , i Flid og Dygtighed slægtede han 
Pleicfaderen paa , men foruden ham havde Søren , da 
Bestillingerne tiltoge , været nødt til at anskaffe sig flere 
Arbeidere . 
Paa den Tid blev den gamle Sanct Nicolai 
Kirke i Veile forsynet med et nyt Alter og nye Stole . 
Arbeidet blev overdraget til Søren Graa , og han udførte 
det med en Kunstfærdighed , som vakte almindelig 
Omtale . Folk kom reisende langvejs fra for at see 
hans Værk . Billederne over Alterbordet havde han 
selv udskaaret , enhver af Stolerækkerne forsynede han 

med Snirkler og Blomster , men i Løvværket foran 
den første Stol indslyngede han Borgermesterens og 
hans Hustrus Navne . Det vakte Opsigt . 
Da Kirken var færdig , pyntede Søren Graa sig , 
redte sit Haar ned i Panden , heftede et nyt , blaat 
Forklæde op paa den ene Side og gik hen til Raadstuen . 
Henning fulgte bagefter med en Tommestok 
under Armen . Byraadet var samlet , Søren skulde 
have sit Arbeide betalt . Paa Regningen , han bragte 
med , stod hans Tilstaaelse for Pengene , men da han 
skulde modtage dem , bukkede han og sagde : 
„ Jeg vil ingen Penge have . Vorherre har i 
mange Aar velsignet min Gjerning , derfor gjør jeg 
dette Arbeide , ham til Ære . Men jeg vil nok have 
det optegnet i Kirkebogen , at det var mig , som dannede 
Alteret her i Byen . “ 
Næste Aar blev Søren Graa valgt til Nandmand 
i Veile , han vægrede sig ved at modtage denne Post , 
men Aaret efter blev han atter valgt , og denne Gang 
kom Borgerne hjem til hans Hus og sagde , at det 
nyttede ikke , han undslog sig , det skulde nu være , som 
de havde bestemt . 
Henning var ' imidlertid bleven Mand , han var 
Sørens dygtigste Arbeider og blev taget paa Raad 
med , hvergang noget Nyt og Vigtigt skulde begyndes . 
„ Den Mand , som lagde det Barn udenfor vor 
Dør , meente os det ikke ilde , “ sagde Søren til sin 
Hustru . 
En Pindsemorgen gik Henning ind til Søren og 

forlangte at faae ham itale i Eenrum . Søren Graa 
aabnede Døren til Storstuen , der stod hans Hustru og 
manglede Tøi med et Manglebrædt , til Helligdagen . 
„ Skal hun ogsaa gaa ud ? “ spurgte Søren . „ Hun 
har ellers i . mange Aar Hørt paa Alt , hvad der blev 
sagt til mig . “ 
„ Motter kan nok blive , “ svarede Henning , og nu 
rømmede han sig , trak sit Veir med Moie og begynd ' te 
saaledes : 
„ Jeg har Noget paa min Samvittighed , som jeg 
har baaret paa i lang Tid , men nu kan jeg ikke dølge 
det længer . Ligefra jeg var en lille Øreng har jeg 
holdt saa inderligt af Elfe ; siden jeg blev slot , er det 
ikke blevet anderledes , og om nu kjære Fader og Modertillade 
det , saa gav hun og jeg hinanden Jaord , helst da 
jeg troer , at der ikke er Noget iveien fra hendes Side . “ 
„ Det var jo en rar Historie paa fastende Hjerte , “ 
sagde Søren . „ Hvad bilder Han sig ind ? En fattig 
Snedkersvend og en Naadmands Datter ? Mit eneste 
Barn og en Karl , som vi toge ind fra den grønne 
Landevei , som man hverken kjender Fader eller Moder 
til ! “ 
„ Ja , Mester har fortalt det engang før og jeg 
har ikke glemt det , “ sagde Henning . 
„ Nei , det er vist , “ sagde Konen . „ Han har ikke 
glemt det , før hvis vi gave Ham Føde og Klæder og 
droge Ham op i Tugt og Herrens Formanig , saa Han 
har lagt sig vore Raad paa Sinde og altid skikket sig 
som en retskaffen Son . “ 

„ Hvad hjælper det i den Sag ? Har Han Noget 
at sætte Bo for ? Hvad veed Han , hvad kan Han ? 
Derhenne staaer en Dragkiste , den gjorde jeg til Mesterstykke ; 
gaa hen og tag Maal og gjør Mage til 
den . Kan Han føde en Hustru ? “ 
„ Jeg kan arbeide , “ sagde Henning modfalden , 
„ og jeg har stor Lyst til min Gjerning , Mester veed 
det nok . Forresten eier jeg Ingenting . “ 
„ Ja , men det gjør min Sjæl jeg , “ sagde Søren , 
og lagde sin Haand paa Hennings Skulder . „ Jeg 
har kun den eneste Datter , og skulde have brugt min 
Høvl daarlig , hvis hun ikke kunde faae det hun behøver . 
Hvad Han fortæller mig idag , har jeg længe 
vidst , Matter ogsaa , men Han tav og vi tav . Nu kan 
Han gaa ind og sige til Else , at vi har sagt Ja , og 
saa skal Han bare blive ved at skikke sig vel , som hidtil , 
og flittig huske paa , at den Pindscgave , Han fik idag , 
er den bedste af Alt , hvad jeg eier . “ 
Da Søren havde sagt dette , tørrede han Dinene 
med Bagen af sin Haand og vendte sig om mod sin 
Hustru for at see , hvad Virkning hans rorende Ord 
havde gjort paa hende . 
Hun stod og smille igjennem Taarer og nikkede 
til Henning . I det Samme gik Døren op , Else havde 
lyttet en lille Smule udenfor , hun udstødte et jublende 
Raab , ilede hen og slyngede begge Arme om Moderens 
Hals , Søren fik en lignende Tak , Henning et Blik 
og et Smil , der maaske endnu sagde Mere . 
„ Nu kan Han gaa op og tage sin brune Kofte 

og den røde Kamclots Best med Prikkerne paa , og sætte 
en Nellike i sit Knaphul . Han maa ogsaa nok laane 
min Stok med den runde Hornknap , saa gaa vi i 
Kirke sammen , men skynd sig lidt , før det har allerede 
kimet . Naar saa Prædiken er tilende og Degnen har 
baaret Tavlen om , gaaer Han over til Kvindfolkenes 
Stol og byder Else Haanden , deraf kan Menigheden 
see , at I ere Fæstefolk . Naar vi faae spist til Middag , 
kan Han og hun spadsere op til Ølskænferens 
Bod i Nørreskov og høre lidt paa Manden , som spiller 
paa Fiol , saa veed Folk i Byen , at vi have givet vort 
Minde . Til alle Sjæles Dag skal eders Bryllup staa , 
da skiftede Motter og jeg Ringe , men det siger jeg Ham , 
Hans Mesfersfykke skal være færdigt forinden . “ 

III . 
Søren Graa gjør bryllup . 
Alle Sjæles Dag , som er den anden November , 
var Hennings Mesfersfykke særdigt . Søren Graa havde 
en heel Deel at udsætte derpaa , det var ikke nær saa 
godt som hans egen Dragkiste , men naar han var 
alene , listede han sig dog til at betragte det noiere , 
saae hvor godt Skufferne passede , og glædede sig over 
den Omhu og Dygtighed , hvormed Alt var udført . 
Otte Dage før den bestemte Frist blev hele Huset 
skuret og bonet og kalket , Søren var bleven Laugsoldermand 
det Aar og havde stukket Snedkernes store 
Fane ud igjennem Halmtaget . Dagen for Bryllupet 
blev Gaden feiet og bestrøet med hvidt Sand og Grankviste , 
Naboerne viste ham den samme Opmærksomhed 
og bestrøede ligeledes deres Fortouge . Lidt længere 
nede i Gaden blev der stillet et Bord ud , det skulde 
næste Morgen besættes med Mjød og Oldunke , og 
deraf blev der da efter gammel Skik skænket for 
Brudeskaren , naar den gik forbi . Viin maatte ingen 

Borger byde ved “ deres Gilder under en Bøde til 
Byens Hospital . 
Flere Dage før Festen vare Henning og Else i 
deres bedste Pynt og med hinanden i Haanden gaaede 
om for af indbyde deres Bekjendte og gode Benner til 
Bryllup . De skulde hilse saa flittigt fra Fader og 
Moder og bede dem møde Klokken ti om Formiddagen , 
for af der kunde blive Tid til af faae Lidt af spise , 
for de droge til Kirke . 
Borgerlige Bielser bleve ellers kun fuldbyrdede 
om Sondagen efter Hoimessen , men da Søren Graa 
var Raadmand , fik han Lov til af holde Elses Bryllup 
paa en Hverdag , for af de kunde blive viede alle 
Sjælæs Dag , som han havde ønsket . Ester Gjæsterne 
bleve ogsaa Byens fire Spillemænd tilsagte af møde i 
betimelig Tid . De skulde forst gjøre lidt Musik udenfor 
Brndehuset og derefter gaa i Spidsen for Toget , 
naar det drog til Kirke . Endelig blev der indbudt to 
Forgangskøuer , som benyttedes ligesom Adelens Dragefruer 
til Sfaffere ved Maaltiderne og til at berede de 
tyve Fade kold Mad og fem varme Netter , som den 
ældre Neces tillod Borgerne at sætte paa Bordet . I 
Bryllupsskaren gif disse Forgangskvinder næstefter 
Spillemændene , foran Brud og Brudgom . 
Som Raadmand havde Søren Lov til at indbyde 
fireogtyve Par Folk , famt fyv unge Karle , det stod i 
Loven , men der var flere Hensyn , som maatte tages til 
de mange Kunder . Han indbød derfor nogle faa Par 
over det bestemte Antal , og det lagde Ingen Mærke til . 

Bryllupsfesten varede sædvanlig i to Dage . Den 
forste Dag samledes man om Morgenen , spiste og drak 
og gik derefter til Kirke , spiste siden til Middag i 
Brudehuset og holdt om Aftenen Dans paa Raadstuen . 
Dagen efter mødte Gjæsterne om Middagen , spiste og 
drak og dansede om Aftenen , men til denne Dag medbragtes 
Gaver af Mad og Drikke , hvad Enhver selv 
vilde , Konfekt midtagen . Det var forbudt . Tredie 
Dag havde Brudgommen Lov til at tage nogle gode 
Lenner hjem med sig om Aftenen , da spiste de Levningerne 
fra de foregaaende Dage . 
Hvis Nogen ovcrtraadte disse Bestemmelser , som 
med faa og uvæsenligc Forandringer gjaldt for enhver 
By , blev han efter de tidligere Recesser sat i Bøde as 
elleve Mark dansk til Kongens Kasse og to Tønder 
Sild til Byens . 
Om Aftenen for Bryllupet var Alt beredt i Sørens 
Hus . Mester havde selv gjentagne Gange været inde 
i Kjøkkenet og smagt paa de forskjellige Retter , prøvet 
Drikkevarerne , smilet til Alt og givet sit Bifald til 
Alt . Vindnerne ud til Gaden stode aabne , Sang og 
Latter lød indenfor , nu dækkede de Bordene til næste 
Morgen . 
Søren Graa stod og nynnede ude i Gadedøren , 
pyntelig klædt i en ny blaa og rødstribet Hvergarns 
Kofte , paa Hovedet en ulden , rød Nathue med en stor 
Dusf i . Han saae ned ad Gaden , bestandig kun til 
een Side , og ventede paa Byfogden , som Kong Frederik 
den Tredie havde givet den Besfilling at indfinde sig 

i ethvert Bryllupshus , Aftenen før Festen , og see efter , 
at Ingen overtraadte de Bestemmelser , der vare givne 
med Hensyn til Bruden og Brudgommens Dragt : at 
de ikke lodc deres Klædning sy af Fløiel , Atlask eller 
Silke , hvilket kun var tilladt for dem , der besad en 
Formue af over 10 , 000 Rd . Især skulde der vaages 
over , at Bryllupsværelscrnc ikke bleve betrukne med 
andet Klæde end „ flamsk Uldent , “ ikke heller høiere , 
end dette Klædes halve Brede kunde række , at Brudcslolcn 
var overtrukken med det samme Stof og ligeledes 
Brudesengen , hvorpaa Brudefolkcne skulde sidde . 
Ethvert andet Omhæng af Silketøj med Fryndser 
eller Duske , ligesom ogsaa ethvert Billcdhuggerarbeide 
paa Møblerne var sorbudt . 
Byfogden hed dengang Herslcv , et bekjendt Navn 
for en hæderlig og anseet Familie i Beile . Da Søren 
saae ham komme nede i Gaden med Skriveren efter 
sig , gik han ham imøde , tog fin røde Nathue under 
Armen og fulgte ham ind i Huset . Her bød han ham 
op i Storstuen , hvor der var dækket et lille Bord for 
ham . Skriveren derimod lod fig nøie med en beskeden 
Plads ude i Kjøkkenet . 
„ Naa , Loren Naadmand ! “ udbrød Byfogden , 
medens han satte sig ned og spiste . „ Nu er vel Alting 
i Orden til imorgen ? — Jeg vil ikke see Jer for 
nøie efter , helst da jeg kjender Jer som en Mand , der 
holder sig Lov og Straa efterrettelig . Elfe gaaer til 
Kirken med sit udslagne Haar , naturligviis I hun er en 
tugtig Pige , om hvem der kun er Godt og Ærbarhed 

at melde , men ingen Sølvborter paa Kjolen , ingen 
Guldstads paa Brystet , ingen Sølvspænder i Bæltet , 
lad mig see det , Mester ! “ 
„ Alt er , som det skal være , “ svarede Søren . 
„ Det er da en rar Ørte , “ vedblev Byfogden 
spisende , „ er den nede fra Møllerens ? — Jeg troer , 
jeg maa have et lille Stykke til . — Saa sørger I jo 
nok for , at Bryllupstoget ikke tover for længe underveis ? 
— Da vi for kom forbi Rebslagerens , havde de 
stillet et Skænkebord ud paa Gaden til Jer imorgen , 
men jeg lader som Ingenting og lokker Øinene i for 
en gammel Skik , som kun har føie at sige . Fruentimmerne 
i Følget maa ikke drage herfra med Kaaben 
over Hovedet , det er streng forbudt , ikke Heller skal I 
tove for længe , inden I gaa til Kirke imorgen tidlig , 
eller faae Degnen til at stille Uhrviseren tilbage , for 
at I kan sidde og drikke desfo længer herhjemme . Jeg 
seer , at Betrækket er slaget som det bør sig . — I husker 
vel ogsaa nok , ikke at tænde flere end de tolv Lys i 
Bryllupsstuen , af dem til sex paa Pundet . Det fik 
Nemmesniderens Son , ham med Hareskaaret , en Bøde 
for til Kyndelmisse . — Nu er jeg færdig med Forretningen . 
Farvel og tak før Mad . Farer med Fred og 
god Leilighed herinde ! “ 
Dermed reiste Byfogden sig fra Bordet , kaldte 
paa Skriveren og gik sin Bei . 

IV . 
Den Gjæst , som kom uindbuden . 
Næste Morgen var Himlen blank og skyfri . Solen 
skinnede ned i Gaden ; det holdt Henning før et lykkeligt 
Varsel . Hanen havde desuden igaaraftes galet tre 
Gange , før den fløi op paa Ranen ; det var endnu 
et bedre Tegn . 
Flere Timer inden man kunde vente Gjæsterne , 
var Søren Graa fuldstændig pyntet og gik stiv og 
ubehjclpsom omkring i sine nye Klæder , duftende af 
Lavendler og Krusemyntevand . Han mønstrede Alt og 
skyndte paa Elfe og Henning , som sad paa Forhøjningen 
og lo og sang medens de klippede farvede 
PapirSfryndser til Lysene . Moder kom op fra Kjælderen 
blodrød i Ansigtet af at tappe Øl og Mjød i 
Kanderne . 
Alt var nu beredt og fuldendt paa det Bedste . 
Klokken slog ti , Bryllupsfolkene samledes . Paa Stentrappen 
udenfor blæste Spillemændene en Psalme , 
Gjenboernes Vinduer vare besatte med Tilskuere . 

Da saae man tre Ryttere i langsom Skridtgang 
komme nede i Gaden og bane sig Plads igjennem 
Mængden , som var stimlet sammen udenfor Bryllupshusef . 
Saavidt det lod sig slutte af Dragten , var Den , 
der red i Spidsen , en Adelsmand , de to Andre hans 
Tjenere . Adelsmanden bøiede sig ned over Hesten og 
førte en ivrig Samtale med Byfogden , der gik ved hans 
Side med en stor Stok i Haanden . De standsede 
udenfor Snedkerens Hus . 
Søren Graa stod ved Vinduet . Da han saae 
Adelsmanden stige af Hesten , smilede han og sagde : 
„ Nu faae vi flere Gjæsfer , end jeg har gjort 
Regning paa . Der kommer en Herremand ridende , 
det er vist Hr . Stoffer fra Engelsholm , jeg tænker da 
her er Plads nok til ham . “ 
Da den Fremmede og Byfogden viste sig , ophørte 
Samtalen blandt Gjæsterne . De saae en ældre Mand 
med et alvorligt , barst Aasyn , graaligt Haar og i en 
luvslidt og stovet Dragt , som kun passede slet til en 
Bryllupsfest . Han standsede indenfor Døren , støttede 
den ene Haand paa sin lange Kaarde og udbrød : 
„ Boer her en Mand , som kalder sig Søren Graa , 
og som skal være Snedker eller saadant Noget . “ 
„ Her boer en Snedker , “ svarede Søren smilende . 
„ Han er tillige Naadmand og saadant Noget . “ 
„ Jeg har et Par Ord at tale med ham , “ vedblev 
den Fremmede . 
„ Hvis det gjælder Snedkeren , maa I helst komme 
igjen iovermorgen , er det Raadmanden , faaer I at tøve 

fil vi gaa paa Raadstuen næste Tirsdag , idag gjør jeg 
Bryllup og vil ikke befatte mig med Andet . “ 
„ I . kommer dog fil at høre , hvad Naadigherren 
har at sige , “ yttrede Byfogden . „ Det er en Sag af 
sær Vigtighed , derfor fulgte jeg med , skjøndt jeg kun 
har knap Tid , for jeg skal ud og pante . Lad os gaa 
lidt ind i den anden Stue . “ 
„ Aa nei ! lad os blive , hvor vi ere , hvis den 
naadige Herre endelig vil tale med mig . — Har det 
ellers saa stærk Hast med det Ærinde , at I ikke kan 
sidde ned og faae lidt at spise og drikke først ? “ 
„ Jeg skal hverken spise eller drikke , “ sagde Herremanden . 
„ Lad os komme fil Sagen ! “ 
„ Godt ! Lad os komme fil Sagen ! “ gjentog 
Søren . 
„ Ved Mikkelsdagstid har der været en Bissekræmmer 
med en Knapsæk inde hos Ham . Mindes 
Han det ? “ 
„ Nei jeg gjør ikke . “ 
„ Han eller hans Fruentimmer kjøbslog med Manden 
om Baand og Bændler . Kan Han heller ikke 
komme i Tanker om det ? “ 
„ Nei , det mindes jeg heller ikke . Ved Mikkelsdagstider 
kom LehnSmanden fra Kolding herind og bestilte 
Alt , hvad han brugte af Træværk , til Jomfru 
Lenes Bryllup , da havde jeg Andet at tænke paa end 
en Mand med en Knapsæk . “ 
„ Saa faaer jeg vist at hjælpe lidt paa hans 
Hukommelse , “ vedblev den Fremmede med et spodsk 

Smil . „ Til denne Mand tuskede Han sex smaa Sølvknapper 
bort , der stod et Rundvæderhoved graveret i 
hver af dem , her ere de ; siig os , om Han kjendes ved 
dem ? “ 
Herremanden tog Knapperne frem . Søren stod 
lidt og betragtede dem , derefter rakte han dem over til 
sin Hustru og svarede : 
„ Med de Knapper har det sin Rigtighed , dem har 
jeg seet for og de have tilhørt mig . “ 
„ Vil I da forklare os , hvordan I er kommen til 
dem ? “ sagde Byfogden . 
Søren smilede og sagde : „ Dette her begynder jo 
næsten at ligne et Forhor , men det kan være det Samme . 
Knapperne sad i en Koste og Koften om en lille 
Dreng , som laa og peb og klynkede udenfor min Dør , 
og som hverken Fader eller Moder vilde kjendes ved . “ 
„ Hvad blev der af den Dreng ? “ spurgte Herremanden . 
„ Den lille Dreng er bleven stor siden , og har 
skudt sig godt iveiret , der staaer han henne ved Dragkisten 
med Else i Haanden . Idag gjør jeg hans 
Bryllup . “ 
Herremanden saae paa Henning og vedblev i nogle 
Øieblikke at betragte ham skarpt og forsten de . „ Fandfes 
der ikke andre Kjendemærker end de sex Knapper ? “ 
„ Det kan gjerne være , “ svarede Søren , „ men det 
er nu saa længe siden , at jeg har glemt det . “ 
„ Barnet havde brune Klæder paa , “ udbrød Konen , 
„ de ligge endnu Stykke for Stykke oppe i Kisten paa 

Lofket ; det havde ogsaa en Snor om Halsen , i Snoren 
hang et Ravhjerte med tre smaa indskaarne Kors ; herseer 
I det , jeg har pyntet mig med det idag . “ 
„ Lad nu det være nok , “ sagde Snedkeren . „ Klokken 
gaaer stærkt til elleve , og Byfogden sagde igaar , 
vi maa ikke lade Degnen vente for længe . Om Naadigherren 
forlanger Åkere at vide , behøver han blot 
at ride . ned til Skjærnp , der blev den Sag nøie skrevet 
op i Kirkebogen , da vi kode Barnet kristne . Tre Gange 
blev ret læst fra Prædikestolen og tre Gange paa Kirkestævne , 
men hverken Fader eller Nkoder kom tilsyne , 
saa drog jeg hjem med Drengen , og han har været 
min siden . “ 
„ Han har været min , for han blev din , “ svarede 
Adelsmanden . 
„ Det maa I have været mange Aar om at regne 
ud , naadige Herre . “ 
„ Han blev stjaalet fra os af Skarnsfolk , og vi 
lod søge efter ham allevegne , meesf dog nordpaa , folder 
hed det sig , at Skenerne , som toge ham , vare blevne 
sete . Saa drog min Hustru og jeg i fremmede Lande 
og bleve længe borte . “ 
„ Hvad siger Du til det , min Dreng ? “ spurgte 
Snedkeren . 
Henning stod og betragtede den fremmede Mand 
og lyttede til det , han sagde , som til et Sprog , han 
ikke forstod . Else klyngede sig bange op til ham ; hun 
lod til at ane den Fare , der truede hendes Hjertes 
Lykke . 

„ Jeg vilde give Dig en Hustru idag , “ tilføiede 
Søren , „ den Mand der vil give Dig en Fader ; vælg 
nn , hvad Du synes bedst øm . “ 
„ Den er min Fader , søm tog mig til sig , da ingen 
Anden vilde , “ sagde Henning . „ Den er min Moder , 
som holdt sin Haand over mig og lærte mig op i det , 
som skikkeligt er , Andre kjender jeg ikke . “ 
„ Jeg kjendes ogsaa kun lidt ved Dig , ? sagde 
Herremanden . „ Du ligner Ingen i vor adelige Familie . “ 
„ Det gjøres ikke Heller nødig , “ sagde Søren . „ Jeg 
kjendes ved ham , og mit Hjerte kjendes ved ham , det 
har han aldrig været langt fra siden den Nat , jeg 
lukkede Døren op for ham . “ 
„ Hvad har I nu isinde at gjøre ? “ spurgte Konen . 
„ Hvad jeg har isinde ! “ gjentog Herremanden . 
„ Kan Hun spørge derom ? Jeg vil tage min Son hjem 
til mig og lyse ham i Kuld og Kjon , siden han er 
mit eneste Barn . “ 
„ Aa nei ! “ sagde Henning bønlig , og strakte Herremanden 
sine Arme imøde , „ tag mig ikke herfra , jeg 
vil helst blive , hvor jeg er , jeg forlanger ikke bedre . “ 
„ Der sidder en adelig Frue hjemme paa min Gaard , 
hun har længtes efter Dig i mange Aar , hun har 
næsten sørget sig tildøde over det , hun mistede ; hun 
har reist i Øst og Lest for at dulme sin Sorg , men 
Sorgen reiste med . Tænker Du ikke paa hende ? “ 
„ Jeg kjender hende ikke , den adelige Frue , “ svarede 
Henning , „ men derhenne staaer en lille Pige , som jeg 
giver min Haand og mit Hjerte idag ; ak ! hvad siger 

jeg , som jeg har givet hver en kjærlig Tanke , alt fra 
jeg var et Barn , som jeg har læst min Bøn for , saa 
længe jeg kan mindes , som jeg vil blive ved at holde 
af , til de lukke mine Øine ; her staaer min Fader og 
min Moder , de gjorde Vinden mild for det klippede 
Lam , de toge Tornen bort for den nøgne Fod ; tænk 
ogsaa lidt paa dem , naadige Herre , og lad os fare i 
Fred ! “ 
„ Jeg har ingen Arving uden Dig , “ sagde Herremanden . 
„ Naar jeg døer , vil Du blive Eier af Alt , 
hvad der hører mig til . Du skal leve i Lykke og Herlighed 
hjemme Paa min Gaard og lære hvad der sfikker 
sig for en fornem og adelig Herre , det Ingen har kunnet 
vise Dig her . “ 
„ Nei , det er vist , “ svarede Søren . „ Om jeg havde 
troet , at det halvnøgne Barn , vi tog op fra vor Steentrappe , 
havde været en Herremands Søn , skulde jeg 
ladet ham lære at sidde paasfrævs over en Hest og sigte 
og stikke med Kaarde , nu lærte jeg ham kun , hvad jeg 
forstod , at hovle og save , men det kan ogsaa føde sin 
Mand . — Henning ! min Dreng ! Op med Hovedet ! 
Det maa være , som den fremmede Herre siger . Hvis 
Du hører ham til , maa Du følge ham , vi ville ikke 
staa din Lykke iveien . Reis med Gud ! Du reiser dog 
aldrig saa langt , at jeg eller Motter glemmer Dig . — 
Else ! kom herhen ! — See paa mig ! Du græder , hvad 
ligner det ? — Da Du iaftes kom ind og sagde Godnat 
og kyssede mig , lovede Du , at give Dig selv Hen og 
blot tænke paa , hvad der kunde være Hennings Lykke . 

Viis det nu ; eller meente Du , at det kun var din egen 
Lykke , Du vilde tceuke paa ? “ 
Else stod med foldede Hænder og den ' friske Brudekrands 
i Haaret . Hun svarede ikke , men stirrede uafbrudt 
paa Henning , som om hun for sidste Gang 
vilde indprente sig hans Træk . Efterhaanden svandt 
Smilet , Lykken , Livet bort fra hendes Aasyn , Smerten 
og Lidelsen bleve alene tilbage . Hun vedblev at tie 
og bøiede sit Hoved , som en dødsdømt Forbryder , underFaderens 
Ord . Lidt efter sank hun bevidsfløs ned paa 
Bænken ved Bordet . 
„ Nu maa jeg da spørge om eders Navn , naadige 
Herre ! “ sagde Søren , „ for at jeg kan vide , hvem vi 
give det Barn til , som vi saalænge ansaa for vort . “ 
„ Mit Navn er Enevold Gylding til Lisbjerg , “ 
sagde Herremanden . „ Lad mig ogsaa vide eders Navn , 
Mester , for at jeg kan fortælle det , naar jeg kommer 
hjem . “ 
„ Jeg hedder Søren Graa , “ svarede Snedkeren , 
„ men han , jeg stammer fra , hed Henning Graabuk . “ 
Bryllupsgjæsterne forlode Huset . Der blev Intet 
af Vielsen den Dag . — Lidt før Aften red Henning , 
bort med Hr . Enevold Gylding . 

V . 
Hr . Enevold betaler Gjæld . 
Nu forløb flere Aar , om hvilke der ikke er stort 
at sige . Henning havde faaet et nyt Hjem , var bleven 
forestillet for Herremandens Venner og Bekjendte som 
den gjenfnndne Søn , han deeltog i alle de Adspredelser 
og Forlystelser , der tilbøde sig , og vedblev at være 
en Fremmed i dette Hjem . Han lærte en Fader at 
kjende , som tilbragte det meste af fin Tid paa Iagt 
og i Drikkegilder eller med at ride til Marked i 
Kjøbstædernæ og handle om Heste og Hornkvæg , som 
han da opstaldede hjemme paa Gaarden og siden solgte 
nede i Holsteen , naar de vare blevne fede . 
Aarene havde ikke gjort Enevolds Sind mildere , 
han vedblev at være en streng og skaanselsløs Herre . 
Summen af hele hans livserfaring var en urokkelig 
Tro paa hans Stands Overlegenhed og Ringeagt 
mod Enhver , som stod udenfor den . 
Henning lærte ogsaa en Moder at kjende , som 
havde tilbragt mange Aar med at sørge over det forsvundne 
Barn , og som nu ikke forstod at stnde sig 

tilrette i Lykken over at have faaet det tilbage igjen . 
Det var som om hendes pinte Hjerte ilede med at 
skjænke ham hele den Ømhed og alle de tilbagetrængte 
Følelser , der saalænge havde været deres Gjensfand 
berøvet . Hun søgte bestandig hans Selsfab , lod sig 
fortælle Alt , hvad han havde oplevet , hørte med den 
dybeste Interesse paa , hvad han gjentog med de samme 
Ord , de samme Skildringer , og syntes at foryngcs 
under denne Lykkes Sollys . Naar han da havde 
fortalt hende Alt , hvad han erindrede om sin rastløse 
Virksomhed og om Arbeidet i Snedkerens Huus , og 
sluttede enhver Skildring med at komme tilbage til 
Else , hvad han følte for hende , hvorledes han savnede 
og længtes efter hende , havde hun bestandig milde og 
trøstende Ord for ham ; ogsaa hun havde længtes og 
savnet , af Hr . Enevold var hun aldrig bleven ret forstaaet , 
Henning derimod forstod hende ; Savnet og 
Smerten , hendes Fortid og hans Fremtid , vare et nyt 
Tilknytningspunkt , et nyt Baand imellem deres Hjerter . 
Ulykken , der skiller de Smaa , bygger Bro mellem de 
Store . 
En Dag kom Hr . Enevold ind i Stuen , hvor 
Henning og hans Moder var tilstede . Herremandens 
Aasyn var denne Gang endnu mere barskt end sædvanlig , 
Rynkerne i hans Pande tydede paa , at der husedes 
alvorlige Gjæster indenfor . Han gik nogle Gange i 
Tavshed op og ned ad Gulvet med Hænderne paa 
Ryggen og stødte under en af disse Vandringer ublidt 
til en lille Hund , der laa ham iveien . 

„ Luk den Dør , Henning , “ udbrød han endelig , 
„ men see først efter , om der Ingen staaer og lurer 
udenfor ! “ 
Henning lukkede Dorcn . 
„ Det er endda ikke saa lystigt Nyt , jeg har at tale 
om , “ vedblev Herremanden , „ men om kort Tid ville I 
dog faae det at vide , saa jeg kan ligesaa gjerne betro 
Eder det strax . — Jeg sidder pine galt i det . Alt hvad 
jeg slider og slæber i de sidste Aar , hjælper ikke . — 
Hvorfor see I saa vist paa mig ? Synes I maaske 
ikke , jeg tager mig nok for ? -- -- -Kreaturerne dø bort 
i Stalden , igaar har den lille , tykke Sorte faaet Bugvrid 
og ligger nu paa sit Yderste . Trækker jeg dem ned til 
Holstcen og sælger dem der , bringe de ikke mere ind , 
end jeg selv har givet for dem . Jeg har forresten 
' længe havt Rasmus Foged mistænkt for , at han stak 
' Noget til sig , naar jeg skikkede ham afsted med en 
Drift , men det kan gjerne være , jeg gjør ham Uret . “ 
„ Rasmus Foged er cu skikkelig Mand , “ bemærkede 
Fru Elsebeth , „ vi have jo kjendt ham fra Barnsbeen . “ 
„ Jeg siger , det kau være , jeg gjør ham Uret , “ 
raabte Gyldiug barskt , „ lad det saa være nok . Jeg 
har solgt af Gaardens Jord og Skov , hvad jeg paa 
nogen Maade kunde und . værc , jeg haabede bestandig 
paa , at der dog skulde komme bedre Dage , jeg mener 
dermed , at vi kunde saae eu rigtig god Misvæxt 
vestcrpaa , saa vort Korn gik iveiret , men Fanden staaer 
i Alting ; den Misvæxt lader ogsaa vente paa sig . 
Jeg har laant Mønt hos gode Bcnncr og Bekjendte , 

nogle nette Ugler til Nenner forresten , de see sig blot 
om efter forsvarlig Sikkerhed og skrabe paa Døren , 
saasnart Forfaldstiden kommer , for at faae deres 
Renter . Nu staaer der igjen en Termin for Haanden , 
og jeg veed ikke , hvor jeg stal tage Penge fra . Der 
er ikke skabt Kristenkjærlighed i Folk . Den Ene tænker 
kun paa , hvordan han bedst kan fylde sin Sæk af 
Naboens . Saa forgangen Løverdag rider jeg hjem 
fra Horsens med Mads Sønderho Skram og leder 
uformærket Samtalen hen paa de strenge Tider , — I 
forstaa mig vel nok ? — Sid ikke der og see ud af 
Vinduet , Henning ! det angaaer ogsaa Dig . — Jeg 
skylder Mads Skram mange Penge ; det var for at 
faae ham til at fare lidt med Lempe mod mig , at jeg 
talte om min Nød . Saa giver Mads sig til at lee , 
det gjør jo Folk altid , naar de høre , at det gaaer en 
Anden ilde . Derefter faldt han i Tanker , jeg troede 
tilsidst , at han sad og sov , for vi havde drukket forsvarligt 
inde i Byen , og Mads er en Usselryg , han 
kan Ingenting taale . Paa engang vendte han sig 
om fil mig og siger : „ Hvordan sidder Du egenlig 
i det , Enevold , siden Du altid klager Dig saa gudsjammerligt ? 
Du arbeider dog for To og tager vare 
paa din Bedrift som en retskaffen Mand . “ Jeg fortalte 
nn Mads , hvor galt jeg var faren i Et og Alt . 
Han gav sig fil at fløtte . „ Der falder mig Noget 
ind , “ sagde han lidt efter . „ Jeg veed , hvordan Du 
kan komme ud af din Gjæld og skaffe Dig og Fru 
Elsebeth en sorgfri Alderdom , det I begge To have 

saa ærlig fortjent . “ — „ Naa da ! “ siger jeg , „ lad os 
hore hvad Du mener . “ — „ Du har en Søn , “ siger 
han , „ og jeg en Datter , begge To ere de vore eneste 
Børn , og vi faae vist ingen flere dengang , medmindre 
der skulde skee et Mirakel , men Vorherre har vist formeget 
at bestille fil at gjøre Mirakler for os , “ siger 
Mads . „ Hvad synes Du , om vi giftede din Dreng 
og min Pige sammen , saa lader Du ham overtage 
Gaarden og sætter Dig ned og tegner op , hvormeget 
Du skylder til Den og Den , saa løser jeg Dig ud af 
din Gjæld . “ - „ Jeg vil tænke over det , “ siger jeg , 
og saa red Mads over ad Hummeldal til for af spille 
Dam med tykke Jens Munk . “ 
Henning havde lyttet til denne lange Tale som 
til en Sag , der ikke vedkom ham ; forst da Hr . Enevold 
omtalte Giftermaalet , udtrykte hans Aasyn en 
dyb øverraskelsc , han saae over til Frn Elsebeth , som 
sad med Hænderne i Skjødet og med nedslagne Øine . 
„ Hvad siger Du dertil min Dreng ? “ spurgte 
Gylding . „ For det er Dig , som maa afgjøre , om dine 
gamle Forældre , der holde faa Meget af Dig , og som 
have gjort saa Meget for Dig , og som kun tænke paa 
dit sande Vel , sknlle faae det lidt godt i den korte 
Tid , de have tilbage . — Hun er ikke videre kjøn af 
see til , Mads Lønderhos Datter , hun har ogsaa 
nogle Nykker og ' Vaner som eneste Barn og holder 
meget af af sæfte sin Villie igjennem , men det maa 
være en daarlig Mand , der ikke kan rede sin Hovedpude 
saa høit , som han selv lyster af ligge . Hvad Dn ? “ 

„ Jeg troer ikke , af der kan blive Noget af den 
Sag , “ svarede Henning . „ Kjære Fader og Moder 
veed nok , af jeg holder af en Anden . “ 
„ Dn mener den Snedkerdatter fra Veile , “ sagde 
Gylding spottende . „ Ja , det gjøre vi bedst i af glemme ; 
hende skal Dn aldrig faae , saalænge mine Dine 
see Solen . “ 
„ Jeg glemmer hende vist ikke i denne Verden , “ 
svarede Henning . 
„ Da spilder Dn kun din Tid . Dn kan vel begribe , 
af siden vi engang have gjort Dig til vor Son , 
- lad være , det aldrig blev rigtig bevist , af Dn ogsaa 
er det , — saa tillader vor adelige Ære og Værdighed 
ikke , af vi kaste Dig hen til den Forste den Bedste , 
Dn falder paa af sige god for . “ 
„ Wien hvis hun nu er en brav og retskaffen Pige , 
som Henning forsikrer , “ yttrede Fru Elsebeth . 
Hr . Enevold satte begge Hænder i Siden og vendte 
sig om mod sin Hustru , yderst forbavset over , af hun 
vovede af sige ham imod . Dereffer udbrød han : 
„ Naa , saa Dn tager ogsaa hans Parti ? — Aa 
ja ! hvorfor ikke ? — Jeg har staaet og lyttet ved Døren 
efter hvad det var , I sad og hviskede om i Eenrnm . 
Det klæder kjønt af holde med et Barn imod dets 
Fader , men det nytter Dig kun lidt . Endnu har Ingen 
af min Slægt skrevet et borgerligt Navn ind i vor 
Stammebog , det skal Heller ikke skee ved mig . Hvem 
siger desuden , naar Alf kommer til Alf , af den Snedkerjomfru 
endnu bryder sig om Dig ? Sidste fyrgetyve 

Ridderes Dag , da jeg var nede i Veile efter de fem 
Staldøxne , spurgte jeg mig saa smaat for og fik af 
vide , af der var en Hattemagersvend eller saadan En , 
som Søren Graa havde bestemt hende for . “ 
„ Det er umuligt , “ svarede Henning . 
„ Det kan gjerne være , men hvorledes det end 
forholder sig , saa er det rigtignok en god Tak Du bereder 
os , af sige Nei til vort kjæreste Ønske . Veed 
Du , hvad Følgerne blive ? Din gamle Fader fommer 
til af spadsere fra sin Gaard , medens Laanerne slaaes 
om Stumperne , og din Moder der , som Du altid hænger 
over , vil ikke faae det , hun kan hælde sit Hoved 
til . Hvor skulle vi gaa hen ? Troer Du , der kommer 
en Mand drattende ned sra Himlen og tager os under 
Armene , som vi gjorde ved Dig ? Hvad nytter det at 
grædæ , Elsebeth ! Det skulde Du have foreholdt ham , 
istedetfor at sige Ja til hans tossede Indfald . “ 
„ Det burde jeg vist have gjort , “ svarede hun 
sagtmodig . 
„ Ja , nu er det forsilde at tænke derpaa , men 
siden jeg mærker , at Henning i sit Hjerte egenlig ikke 
har Noget imod mit Forslag , naar han blot faaer fig 
ret betænkt , faa rider jeg over og taler med Mads 
Sønderho Sfram om den Sag . Farvel saa længe og 
glem ikke , hvad jeg har sagt Eder . “ 
Med disse Ord forlod Herremanden Stuen og 
red lidt efter over til Mads Sfram . 

VI . 
Hvor Skøierne boede . 
Omtrent en Maaned senere gik Enevold Gyldings 
Foged en Dag nd for at pante . Han havde taget to 
af Gaardens Folk med sig som Vidner , forat Enhver 
kunde være overbevist om , at det gik lovformeligt til . 
Alle Tre vare de pyntede som til en Fest og slæntrede 
langsomt og veltilmode henad Vein . 
Egnen mellem Horsens og Skanderborg var dengang 
meget skovrig ; overalt Bakker og bratafskaarne 
Skrænter , vexlende med dybe Dale , hvorigjennem en 
Aa bugtede sig , overalt Spor af den vældige Kæmpe , 
Biblen kalder Syndflod , og hvis Fodspor Aartusinder 
endnu ikke have været istand til at udslette . Nogle af 
disse Skove vare i Tidens Løb blevne omhuggede ; under 
Thorsfensons Indfald 16-44 havde Svenskerne afbrændt 
hele Strækninger , Banderne ryddede siden Jorden , 
pløiede den og byggede deres Huse i Nærheden . Til 
et saadant Hus var det , at Fogden og hans Vidner 
rettede deres Gang . 

Bonden sad oppe paa Taget og sfoppede Hullerne 
med Halmtotter . Da han saae Fogden komme , krøb 
han hurtig ned , redte Halmen af sit Haar med de 
fem udspilede Fingre og stod og bukkede ved Døren . 
„ Gnds Fred og en god Morgen , “ sagde Fogden , 
idet han satte sig ned paa en Steen udenfor Hnset . 
„ Ja , den vil I vist skaffe mig , “ svarede Bonden . 
„ Det er da en bandsat træls Vei op til Dig , “ 
vedblev Fogden . „ Hvordan lever din Kvinde og hendes 
lille Dreng ? Har hun skæmmet sig meget efter 
Kopperne ? “ 
„ Aa nei , det kunde være værre , “ svarede Bonden . 
„ Det var ogsaa Synd for hendes kjønne Ansigt . 
Hvor er hun idag ? “ 
„ Vil I tale med hende ? “ 
„ Det er egenlig med Dig , jeg har ' Noget at 
snakke . Ja , Du veed vel , hvad mit Ærinde er , lille 
Stoffer ! Det er en Smule Udpantning , vi skulle see 
at blive færdige med . Nn skal Du høre Regnskabet . “ 
Med disse Ord slog Fogden op i en Bog og 
vedblev i den eenslydcndc Tone , som var ham egen : 
„ Det var først en Dag ved Midsommerstid , da 
sov Du over Dig og kom to Timer forsilde til Hovarbeide . 
Det gjør fire Skilling danske . “ 
„ Min Husfru laa syg og værkbruden den Dag , “ 
indvendte Bonden . „ Jeg meldte det oppe paa Gaarden 
Aftenen forud . “ 
„ Hvad Djævelen har din Husfru med den Sag 
at bestille , det er ligefuldt fire Skilling , egenlig ser . 

men jeg har slettet de to ud for Grethes kjønne Øines 
Skyld . — Saa var det i Høst , mens vi kjørte Rug 
ind , da sloges Du med Jes Nytter og teede Dig 
ubændig , skjøndt jeg gav Dig Smæk af Pidsken og 
formanede Dig til at holde Fred . Det gjør syv Skilling , 
egenlig otte , men fordi Jes tirrede Dig og kaldte 
Dig Hanrei , gaaer der en Skilling fra . “ 
„ Er der mere tilbage ? “ spurgte Bonden . 
„ Saa var det tre Dage for Mikkelsdag , mens 
vi satte Tørv i Stak . Da tog Du Guds Navn forfængeligt 
og sagde , af Djævelen skulde arbeide , efterat 
Klokken havde ringet . Det var en svær Forseelse , for 
derved satte Du ondt Blod i de Andre , ikke af tale 
om , af Du forsyndede Dig mod Vorherre . Det maa 
mindst være otte Skilling , og i den Sag lader der sig 
min Sjæl ikke knappe Noget af . See , otte og syv 
og saa de fire , det have vi regnet ud gjør ialt nitten 
Skilling , og dem komme vi for af hente . “ 
„ Jeg har ingen Penge , “ sagde Bonden . 
„ Saa maa vi gjøre os betalte paa en anden 
Maade og pante Dig ud , “ svarede Fogden , idet han 
reiste sig og gik hen til Huset . 
„ Der er Ingenting derinde , andet end en Løjbænk 
og et gammelt Bord . I tog Resten fra mig sidst . “ 
Fogden saae ind i igjennem et Hul , som tjente 
istedetfor Vindue . Da han havde betænkt sig lidt , 
smilede han og sagde : 
„ Din Skjælm ! Dn siger , af Du Ingenting eier , 
og saa hører jeg dit Faar staa og bræge henne i 

Toften , livagtigt som det kaldte ad os . Med det 
gjøre vi os betalte ; skulde der blive Noget tilovers , 
kan Du stole paa , at Du faaer det tilbage . “ 
„ Det siger I kun for Spøg , Foged . I kan ikke 
nænne at tage mit eneste Faar med Jer . “ 
„ Ikke det ? Ja det skal Dn dog faae at see , bitte 
Stoffer . Pengene skal min Sjæl herud , enten paa 
den ene eller anden Maade . “ 
„ Beed I hvad ! “ sagde Bonden , som lod til at 
tage sig den hele Sag særdeles let , „ siden det ikke kan 
være anderledes , saa faaer I at have eders Villie , 
men jeg troer , at jeg følger med op til Gaarden . 
Det falder mig ind , at jeg har et Ord at sige til 
Naadigherren . “ 
„ Som Du vil , “ svarede Fogdeu , „ lad os blot 
see at komme afsted , for det bliver en bandfat Hede 
idag . Hvor er Grethe ? — Hils hende fra mig . “ 
Dermed forlod Fogden og hans Mænd Huset . 
Bonden fulgte efter , og han trak Faaret . 
Da de kom op paa Gaarden , var Enevold Gylding 
redet ud . Stoffer ventede til sildig Aften , men Herremanden 
kom ikke tilbage . Næste Morgen gik han 
igjen op paa Gaarden og forlangte Hr . Enevold itale . 
„ Han er endnu ikke staaet op , “ sagde Tjeneren . 
„ Du faaer at tøve til siden . “ 
„ Det kan jeg gjerne , “ svarede Stoffer , „ men saa 
er det forsilde med det , jeg har at berette . Naadigherren 
har selv størst Gavn af at faae mit Ærinde 
at høre . “ 

I det Samme stak Hr . Enevold Hovedet ud ad 
Døren fra det næste Værelse . „ Hvad er det for et 
vigtigt Budsfab , Du har til mig ? “ spurgte han . 
Bonden stod og dreiede paa sin røde Hue , han 
saae op paa Gylding med et listigt Smil og sagde , at 
han vilde helst tale med den naadige Herre i Eenrum . 
„ Hvad kan en Karl , som Dn have at sige mig i 
Eenrum ? “ raabte Gylding spottende . „ Kom frem 
med dit Ærinde , der er Ingen her , Du behøver at 
dølge Noget for . “ 
„ Det maa I da selv bedst vide . Jeg vilde blot spørge , 
om det gjælder endnu med den Sum Penge , Naadigherren 
satte ud for Den , der kunde finde Skøierne ? “ 
„ Hvorfor skulde jeg spendere Penge paa dem ? 
Jeg troer for vist , at Du vil være ligesaa godt tjent 
med at blive fri for Skøierne som jeg , helst da de 
have lettere ved at tage fra Dig end fra mig . “ 
„ Aa nei endda ! “ svarede Bonden „ Mig lade 
de vist gaa fri . Eders Foged tog det Sidste , jeg 
eiede , igaar . Hvad han lod tilbage , kan ikke engang 
friste Skøierne . “ 
„ Du har altsaa seet Skoierne paa min Grund ? “ 
spurgte Herremanden med en Ivrighed , der beviste , al 
Sagen var ham mere magtpaaliggende , end han vilde 
tilstaa . 
„ Det kan egenlig være det Samme med Pengene , “ 
sagde Bonden , uden at besvare hans Spørgsmaal , 
„ naar jeg blot maa faae det Faar tilbage , som Fogden 
tog fra mig . “ 

„ Det have vi solgt til Slagteren . “ 
„ Ja , saa kan I ikke give det tilbage ; det følger 
af sig selv , men et andet Faar da . “ 
„ Du veed altsaa , hvor Skølerne findes ? “ 
„ Det er , som man tager det til ; hvis der Intet 
er at tjene , saa veed jeg Ingenting . “ 
„ Troer Du ikke , en god Pidsk vilde hjælpe lidt 
paa din Hukommelse ? “ 
„ Et godt Faar vilde vist hjælpe mere , “ svarede 
Bonden frimodig . 
„ Du skal faae det . “ 
„ Men Naadigherren tager mig vel ikke ilde op , 
at jeg husker Jer paa , at mit Faar var ualmindeligt 
sfort og vel ved Magt . “ 
„ Du kan søge dig et ud af min Hjord , hvilfct 
Du selv vil . Er der saa Mere iveien ? “ 
„ Ikke der Blindste . Jeg vil blot underrette Herren 
om , at mit Faar var drægtigt . Ifjor fik det to Lam , 
det kan gjerne være , at det iaar vilde have faaet tre . “ 
„ Beed Du hvad ? “ raabte Gylding , yderlig opbragt , 
„ hvis Du lover længer med at sige , hvad Du mener , 
lader jeg Fogden pldske Dig ud af Gaarden . “ 
„ Han kan spare sig sin Umage , “ svarede Bonden , 
„ for jeg vil Heller gaa godvillig . “ 
Efter disfe Ord hilste han dybt og gik til Døren . 
Enevold traadte iveien for ham , greb ham i Skulderen 
og raabte : 
„ Ikke af Pletten for Du har sagt mig , hvad Du . 
veed . Nu er det Alvor . “ 

„ Jeg veed kun forvisf , at den Snm Penge , som 
Naadigherren lovede for en Skener , var langt større , 
end mit Faar og de tre Lam kunde være værd . “ 
„ I Djævlens Skind og Been ! Du skal faae de 
tre Lam . “ 
„ Er det afgjort ? — Og jeg maa selv søge dem 
ud af eders Flok , uden at det formenes mig ? “ 
„ Det tillades Dig . “ 
- „ Ja , vil I saa blot lade sadle eders Hest , og tage 
Fogden med , saa skal jeg vise Eder , hvor I kan fange 
Skenerne . “ 
Lidt efter steg Hr . Enevold og hans Foged tilhest 
og forlode Gaarden , anførte af Bonden . Herremanden 
havde taget et langtløbet Gevær med sig . Fogden bar 
en Sabel ved Siden og en tyk Pidsk bunden over 
Ryggen . Den Retning , de valgte , førte dem ind igjennem 
Skoven , og Stoffer lod til at være sikker i sin 
Sag , han vedblev at gaa nden at betænke sig eller at 
tage Hensyn til de mange Tverstier , de kom forbi . 
Paa flere Steder var Veien saa smal og nbanet , 
og Krattet paa begge Sider saa sammcnvoxet , at det 
kostede Rytterne Møie at trænge igjennem . Bonden 
smilte da , støttede sig op til et Træ og stod og tyggede 
paa et Græsstraa , til de atter naaede ham . 
Efter omtrent en Times Forløb kom de til en 
aaben Plads , hvor Jorden var sid og bevoxet med høie 
Rør , som vidnede om Mosegrunden nedenunder . Midt 
igjennem denne Aabning løb en udtørret Grøft , hvori 
Vandet om Vinteren svulmede op til eu rivende Strøm , 

og over hvilken der var bygget en hvi Kampcsteensbro . 
Broen stod i Forbindelse med en gammel Landevei , som 
tidligere sorte igjennem Skoven ned til Horsens . Senere 
blev Veiens Retning forandret , og efter den Tid 
benyttedes Stedet knn af Skovhuggerne , naar de om 
Vinteren slæbte det fældede Tommer ud paa Sletten . 
Lidt for de naaede Broen , gik Bonden hen til Hr . 
Enevold og hviskede , at han skulde stige af Hesten . 
Herremanden adlød , Fogden steg ogsaa af og bandt 
deres Heste til et Træ , derefter gik Bonden videre og 
bad de to Ledsagere om at folge ham , saa stille og 
tydlosf , som muligt . Nede i Lavningen standsede han , 
stillede Fogden paa den ene Side af Broens Aabning , 
gik selv med Hr . Enevold ud i Grøften paa den anden 
Side og sagde : „ derinde under den Bro gjemme 
Skøiernc sig . “ 
. Herremanden saae in^ 

5 V 
Jorden her foran Indgangen , siden den Tid er der kommen 
Fodspor , som vende indefter . See selv ! “ 
Hr . Encvold undersøgte Stedet og opdagede tydelige 
Fodspor , aftrykte i den bløde Jord . 
„ Det er nu godt nok , “ sagde han betænksomt , 
„ men hvordan faae vi fat paa dem ? “ 
„ Det maa blive Naadigherrens Sag . I har jo 
Vaaben hos Jer . Skøierne have ingen . Naadigherren 
trænger vist ikke til Raad af mig . “ 
„ Det gjør jeg Heller ikke , “ svarede Gylding , 
„ men Du løver dog her og viger ikke fra Pletten , 
før jeg har overbevist mig om , at Du farer med 
Sandhed . “ 
„ Jeg tover her , “ gjentog Stoffer , „ og hvis det 
skulde vise sig , at Naadigherren dog ikke mægter at 
faae dem fat , fkjondt I og Fogden ere To mod Tre , 
saa skal jeg tage dem alene . “ 
Derefter fatte han sig paa en Steen ovenfor 
Broen og gav sig til at spise Skovsyrer . Herremanden 
befalede Fogden at krybe ind gjennem Aabningen ; selv 
stillede han sig ved den modsatte Side og spændte 
Hjullaasen paa sin Bøsse . Fogden syntes ikke videre 
om denne Iagt , men derved var der nu Intet at gjøre , 
han drog sin Sabel af Skeden og forsvandt i Aabningen . 
I Begyndelsen laa Stenene saa høit , at han 
næsten kunde gaa opreist under dem , strax efter blev 
Aabningen lavere ; for at komme videre maatte han 
krybe frem paa Hænder og Fødder ; derved blev han 
værgeløs , Sabelen nyttede ikke mere . Bonden sad og 

stirrede op i Luften efter Myggene med et Udtryk , saa 
fankeløst og ligegyldigt , som om Alt , hvad der foregik , 
var ham aldeles uvedkommende . Hr . Enevold stod 
nede i Grøften med Bøssen under Armen og lyttede i 
spændt Forventning . Pludselig hørte han et Skrig 
trænge ud fra Aabningen , fulgt af en dyb Røst . 
„ Hvis Han kommer nærmere skal Han skee en 
Ulykke , “ sagde denne Røst . 
Herremanden nikkede til Stoffer ; han var overbevist 
om , at han havde fundet , hvad han søgte . 
„ Nu have vi dem , “ sagde han . 
„ Nærved er tidt langtfra , “ svarede Stoffer med 
sit spottende Smil . 
Der forløb nogen Tid , hvori Alt blev roligt 
under Broen ; lidt efter kom Fogden tilsyne igjen , uden 
Hue , plettet af den sorte Moscjord og med et Aasyn , 
som røbede en heftig Skræk . 
„ Jeg har seet dem ! Jeg har seet dem ! “ raabte 
han . „ De ligge derinde bag en stor Steen , som er 
sfreben frem for de andre , men det er ikke nmuligt at 
komme til dem . “ 
„ Hvad skal det sige ? “ raabte Gylding . „ Ind 
ester dem og faae dem jaget ud . “ 
„ Naadigherren maa have mig undskyldt ; om det 
skulde gjælde mit Liv , saa gaaer jeg ikke mere derind ; 
der er vist en halv Snes Stykker tilstede ; og da 
jeg kom hen til dem , strakte de Armene frem over 
Stenen , som om de vilde kile lige paa og kvæle mig , 
faa laa de og grinte , og En af dem prikkede efter 

mig med en Kniv , han havde bundet fasf paa en 
Kjæp . “ 
„ Aa Snak ! “ sagde Hr . Enevold . „ Han er en 
stor Kryster , det er Sagen . Han holder kun af at æde 
og drikke hjemme Paa Gaarden , det er deraf han bliver 
saa skammelig fed . Ind med sig igjen , vi maa have 
dem fat . “ 
Fogden klynkede og bad for sig , det var ikke 
muligt at bevæge ham til et nyt Forsøg . „ Jeg tor 
ikke , “ raabte han grædende . „ Lad ung saa være . “ 
Hr . Enevold raabte ind under Broen , at Skøierne 
skulde komme frem , truede med at skyde ind i Aabningen , 
hvis de tøvede ; Ingen svarede ham , Ingen kom , 
han hørte kun Gjenlyden af sin egen Stemme . 
Bonden sad imidlertid oppe i Sollyset og gav 
Agt paa , hvad de foretoge sig . Da han saae Herremanden 
og Fogden staa tvivlraadige og orkesløse , hver 
paa sin Side af Broen , gik han hen til dem . 
„ I kan ikke faae dem ud , “ sagde han . „ Jeg 
tænkte det nok , at det tilsidst blev mig , som maatte 
hjælpe den naadige Herre . “ 
„ Jeg trænger ikke til din Hjælp , “ svarede Gylding . 
„ Nu blivee Du her og holder Vagt paa den ene Side , 
jeg paa den anden ; imens rider Fogden hjem til Gaarden 
og henter os et Kobbel Hunde , saa skal vi snart 
faae dem frem . “ 
„ Er det værdt at gjore saa Meget af saa Lidt ? “ 
svarede Stoffer . „ Jeg stal faae dem ud alene . “ 
Med dette Løste gik han op i Skoven og vendte 

tilbage med en Favnfuld Løv , som han lagde foran 
Indgangen . Dermed vedblev han , til hele Aabningen 
var fyldt . 
„ Ja , det kan ogsaa gaa , “ sagde Hr . Enevold . 
„ Du dækker til fra den ene Side og kryber saa ind 
fra den anden . Jeg forstaaer Dig nok . “ 
„ Ikke rigtig , “ svarede Bonden , „ det lader sig 
gjøre endnu nemmere . “ 
Han tog en stor Blikdaase op af Lommen , Fyrstaal 
og Steen , og gav sig til at slaa Ild . Da Tønderet 
fængede , rystede han det ud i Løvet og pustede 
det op til Flamme . 
„ See saa ! “ vedblev hun . „ Nu behøver Naadigherren 
blot at stille sig henne ved den anden Aabning , 
saa skal I see , at Røgen faaer dem hurtigere ud , end 
eders Foged kunde . “ 
I det Samme lød et Skrig under Broen , og 
Røgen af det ulmende Lov begyndte at trænge ud 
gjennem den modsatte Aabning . Bonden stod ved 
Ilden med begge Hænder i Koftelommerne og saae til . 
Naar Røgen sagtnedes , skod han med Foden en ny 
Bunke Lov hen i Baalet . 
Lidt efter kom Hovedet af en gammel , skægget 
Mand tilsyne . Han saae sig om og krøb trods Herremandens 
truende Skikkelse ud fra Aabningen . Efter 
ham fulgte en Anden , Yngre , son : hurtig drog sig tilbage 
igjen , men pint af Røgen , strax efter atter kom 
frem og lød sig gribe af Fogden . Efter de to Mænd 
viste sig en gammel Kone med hvide Haar . Hun 

blev liggende udenfor Broen og strakte Hænderne frem 
under ynkelige Skrig og Bønner om Naade . 
Det Særegne ved disse tre Personer var en ualmindelig 
mørk Hudfarve , lange filtrede Haar og en 
pjaltet Dragt , sammenflikket af de forskjelligste Stoffer . 
„ Slaa nu en Strikke om dem og bind dem fast 
til Hesten , mens vi ride hjem , “ sagde Herremanden til 
Fogden . „ Siden ville vi see , hvad vi kunne gjøre 
ved dem . “ 
„ Saa er der vel ikke Noget iveien for , at jeg 
kan tage mit Faar og de fire smaa Lam ? “ spurgte 
Bonden . 
„ Eftersom jeg har lovet det , kan Du tage dem , “ 
svarede Hr . Enevold . „ En adelig Herre maa holde 
sit Ord ; men vaer Dig dog for Fogdens Pidsk , lille 
Stoffer , naar Dn næste Gang kommer paa Hovarbejde . 
Jeg er bange for , at det vil blive Dig dyre Lam for 
det Spil , Du har drevet med mig idag . “ 
Hr . Gylding red nu hjem med et veltilfreds Ansigt 
og den store Hjullaasbøsse foran sig paa Sadlen . 
Efter ham fulgte de tre Skøiere med Armene bundne 
sammen paa Ryggen i en Snor , som Fogden holdt i 
Haanden . 
Strax efter Hjemkomsten lod Herremanden gaa 
Bud til Birkedommere « , at han sfalde komme op paa 
Gaarden før at holde Forhør over tre Misdædære . Hr . 
Enevold sov til Middag , da Dommeren kom . Denne 
blev derfor staaende nedenfor Trappen med Hatten i 

Haanden , thi det var forbudt de Ufri at gaa over 
Gaarden med bedækket Hoved . 
Birkefogden var en gammel Mand med et magert 
Ansigt , en luvslidt Dragt og en særdeles ydmyg Mine . 
Da Hr . Gylding endelig vaagnede og lod ham kalde 
op , blev han staaende indenfor Døren under dybe og 
gjentagne Buk . 
„ Kom og sæt sig , Foged ! “ sagde Herremanden 
nedladende . „ Hvorledes lever hans Kjæreste og Rollingerne ? 
Ham , jeg stod Fadder til , voxer vel op til 
en smuk og kløgtig Dreng ? — Forgangen skikkede Han 
nok Bud herop og bad om ar laane to Skjæpper 
Malt ; da kunde jeg Intet undvære ; imorgen kan Han 
gjerne faae en Sækfuld hjem . “ 
Fogden sad og bukkede paa det Yderste af Stolen . 
Herremanden vedblev : 
„ Saa var det vinde tre Skøiere , viskulde snakkes 
ved , før vi lade dem komme ind . “ 
„ Ja , hvordan vil Naadigherren have dem dømte ? “ 
spurgte Fogden . 
„ Det maa blive Dommerens Sag , “ svarede Hr . 
Enevold . „ Jeg har fanget dem paa min Grund , skjøndt 
de laa vel forvarede langt inde under den gamle Bro 
i Norreskoven . “ 
„ I saa Fald ere de stakkels Mennesker ikke grebne 
i nogen nlovlig Handling . Naadigherren kan fare med 
Lempe , lade dem stryges til Kagen og derefter skikke dem 
ud af Birket . “ 
Hr . Enevold saae over paa Dommeren og rynkede 

Panden , medens han rystede med Hovedet . „ Han forstaaer 
mig ikke ret . Det er Skarnsfolk disse Skøiere . 
En af dem har for mange Aar siden stjaalet min Søn , 
ifjor gik der Ild i vort Bryggerhus , hvem veed , hvis 
Skylden var . For en Maaned siden styrtede min ene 
Hest , ham den graa , som havde været med i Krigen . 
Det kan gjerne være , at Skøierne have lagt Forgift 
for den . “ 
„ Naadigherren har Ret i dette som i alt Andet , 
det er nogle forbandede Mennesker , disse Skøiere , Afkom 
af den lede Djævel . Vor forrige Konge , Gud 
glæde ham i sin Grav , lyste dem sredløse i Land og 
Rige . Naadigherren kan saa godt lade dem hænge i 
Galgen og forsvare det ved Lov og Ret . “ 
„ Nu kan jeg høre , Han forstaaer mig , “ sagde Hr . 
Enevold . „ Ja lad os saa kalde dem ind og faae Forhør 
og Dom over dem . Men det siger jeg Ham , vi maa 
see at blive færdige til Klokken slaaer fem , for saa har 
jeg lovet Jens Munk at komme over og spise Kommenskringler 
og spille Tærning med ham . “ 

VII . 
Herremandens Gilde . 
Det er uvist , om Hr . Enevolds Befaling eller 
Fru Elsebeths Bønner havde størst Magt over Henning , 
men en Maaned efter at Herremanden kundgjorde sin 
Villie med Hensyn til Mads Skrams Datter , havde 
Henning givet sit Samtykke , fremstillet sig for den unge 
Dame , beilet til hende og modtaget hendes Ja ; der var 
nu blot Tale om den store Trolovelsesfcsf , hvortil man 
traf Forberedelser paa Gaarden . 
Kun een Betingelse havde Henning stillet for fin 
Eftergivenhed i Alt , — han vilde , at begge hans Plejeforældre 
skulde indbydes og være tilstede ved Festen . 
Øm Else talcde han ikke , han nævnede ikke mere hendes 
Navn , siden det hed sig , at hun var trolovet med en 
Anden . 
Hr . Encvold foer op fra Stolen i den yderste Forbavselse , 
da han første Gang hørte Hennings Fordring . 
„ Hvad fænker Du paa , min kjære Dreng ! “ raabte 
han . „ En Snedker og hans Hustru ! — Ufri Folk 
i en høitidelig Forsamling af Landets adelige Herrer 

og fornemme Fruer . Bi ville jo blive til Spot og 
Spe for alle vore Gjæster , og Mads Stram , som er 
saa prikken paa det , og som kan ramse sin Stamtavle 
op , firehundrede Aar igjennem . — Det kan umuligt 
lade sig gjøre . “ 
„ Maafle er det umuligt , som kjære Fader siger , “ 
svarede Henning bestemt , „ men det maa ske alligevel . ' 
Der bliver Intet af min Trolovelse , om ikke Sørcn 
Graa og hans Hustru faae Lov til at komme med . “ 
„ Men din Kjæreste da , hvad troer Du , hun vil 
synes derom ? “ 
„ Hun vil synes , at min kjære Fader gjorde Net 
i at opfylde det eneste Dnfte , jeg havde at fremføre . “ 
„ Saa skal Du nu höre mit sidste Ord , “ sagde 
Enevold med megen Salvelse . „ Siden jeg bestandigt 
kun har rettet mig efter Dig og havt dit sande Bel 
for Die , lige fra den første Dag , vi fandt Dig , vil 
jeg ogsaa denne Gang opfylde din Bøn . Den Snedker 
med samt hans Kvinde skal faae Lov til at komme 
herop og see paa Trolovelsen . “ 
„ Kjære Fader mener vist , at han skal blive indbude « 
ligesom alle Øvrige , være vor Gjæsf som alle 
Dvrige og deeltage i vor Fest som alle Øvrige ; thi 
saaledes skal det være , og ikke anderledes . “ 
Hr . Enevolds Ansigt blev blodrødt , hans Pande 
trak sig sammen i dybe Rynker , men han kjendte Henning 
og vidste , at hans Magt og Indflydelse over ham 
havde en bestemt Begrænsning ; han tvang sig til 
Noget , der lignede et Smil , og svarede : 

„ Han skal være vor Gjæsf som alle Øvrige . Jeg 
lader Fogden skrive Brev til ham endnu iaften . “ 
„ Det kan jeg selv gjøre , “ sagde Henning . 
„ Som Du vil . Lad os blot komme ud af det 
med det Gode , i den Tid , jeg gamle Mand har tilbage ; 
det varer vist ikke længe med mig , det føler jeg . Naar 
jeg er død og borte , skal Du takke mig i min Grav 
og sige , at jeg handlede imod Dig som en brav og 
kjærlig Fader . “ 
Samme Aften red Skytten ned til Beile med Indbydelsen 
til Søren Graa , Dagen til Trolovelsen blev 
bestemt , Enevold og Fogden droge om og bade Frænder 
og Venner til Festen , og Gaarden gjcnlod af al den 
Larm og Støi , som en saa vigtig Begivenhed nødvendig 
maatte fremkalde . 
Nogle Dage efter red gamle Mads Sfram op til 
Gylding og meldte sit Komme ved høirøstede Raab 
efter Staldkarlen og en gentagende Knalden med sin 
Pidsk . Hr . Enevold lod til at være forberedt paa 
SkramS Besøg ; han hentede en stor Opskrift fra Fogden , 
lod bringe to fyldte Viinkander , lukkede sig inde i Dagligstuen 
med sin Gjæst og lagde sig , da de vare blevne 
alene , ned paa den ene Bænk , medens Hr . Skram trak 
sine Ridestøvler af og tog Plads ligeoverfor ham . 
Gjenstanden for de to Herremænds Underholdning 
lod til at være temmelig vidtløftig , men fremkaldte 
tillige et stedse blidere og mere tilfreds Udtryk i Hr . 
Enevolds Aasyn , ledsaget af Bifaldsnik , Haandtryk og 
hyppige Opmuntringer til at tømme den store Viintande . 

Da Sagen omsider lod til at være ordnet til 
Begges Tilfredshed , reiste Hr . Sfram sig op fra Bænken 
og slog ud med begge Arme , som om han vilde 
føie sin Velsignelse til de Behageligheder , han allerede 
havde bragt . Derefter sagde han : 
„ See ! det var nu det . Nu vil jeg sige Dig Noget , 
som Du skal lægge Dig paa Hjerte , lille Enevold ! Jeg 
har iaften overtaget din Gjæld , men husk paa , at jeg 
hæfter forst for den efter Giftermaalet ; Du sidder nu 
som fri og frels Mand i det , naar Du forresten vil 
holde lidt sammen og lade være med Spil og Doblen , 
for det er egenlig det , som har voldet Dig din Ulykke . “ 
„ Jeg har vist ikke lang Tid at spille i , “ yttrede 
Hr . Enevold med en ulykkelig Mine og et til Ordene 
svarende sørgmodigt Suk . „ Jeg ligger snart under den 
sorte Jord , det føler jeg med hver Dag mere . “ 
„ Ja , den Snak har jeg hørt før , “ sagde Mads 
Sfram leende , „ men det var ikke derom , vi skulde tale . 
Naar vi nu gifte vore Børn sammen , bliver din Ære 
min , og den taaler ikke , at vi ved Gildet staa tilbage 
for Nogen , eller vise os ringere , end Frænder og Venner 
pleie . Fru Birgitte bad mig derfor sige Dig , at 
hun har ladet slagte en stor Stud , nogle Faar , Gæs , 
Fedekalve og to smaa Grise , hver saadan paa en tretten 
Lispund , som Du kan skikke Bud efter ; iligemaade er 
alt vort gamle Sølvtøj til din Tjeneste , at sige tillaans , 
med samt de rare Skueretter , vi kjøbte forrige Michaeli , 
til min Søsters Bryllup af den tydske Billedsnider . 
Du kan faae den med en Mand paa , som tigger ud 

af et Taarn , og den anden med en rød Frue , som 
rider paa en Løve og holder en Tingest i Haanden , der 
ligner et Skjold eller en Bibel , hvad Djævlen det stal 
være . Fru Birgitte lader ogsaa din Frue spørge , om 
hun vil nytte nogle af hendes kjønne Fjer , som vi kjøbte , 
medens hun var tilhove ? Men jeg seer helst , at I 
skikke Bud efter det om Aftenen , naar Sol er gaaet 
i Bjerge , for at Folk ikke skal snakke om , at I laane 
Jer frem . “ 
„ Du kan være rolig for , at Gildet skaf blive , som 
det sommer sig , “ forsikrede Hr . Enevold , „ ogsaa uden 
dit gamle Solvtøi . Det sørger Elsebeth nok for . “ 
„ Maa jeg bare ' faae Lov til at tale ud , “ raabte 
Stram . „ Jeg siger det i en god Mening . For mig 
har Du ikke nødig at skjule , hvor galt Du sidder i det . 
— Saa er der ogsaa det med din Vogn . Jeg kommer 
vel til at lade den udbedre lidt med Farve og 
Beslag . “ 
„ Hvad skulle vi bruge Vogn til ? “ 
„ Min Datter vil have , at hun og Henning skulle 
tage tilvogns om og hilse paa Benner og Bekjendte , 
ligesom de unge Munks gjorde Dagen efter deres 
Trolovelsesfest . “ 
„ Henning holder mesf af at ride . “ 
„ Ja , men min Datter holder mesf af at kjøre . 
Jeg troer , vi gjøre bedst i ogsaa at rette os lidt efter 
hendes Villie . Hvad Du ! Hun vil kjøre , altsaa kjøre 
de , og vi maa derfor have Vognen pudset op . “ 
„ Det har den rigtignok længe trængt til , men jeg 

tænkte altid , at den vel holdt mig nd i den korte Tid , 
jeg har tilbage . Jeg ligger snart i den sorte Jord . “ 
„ Kommer Du uu med den Snak igjen ? Hold fast 
paa den Plads , Du har , saalænge Du kan , den , Du 
faaer i den anden Verden , bliver vist en heel Deel 
ringere . “ 
„ Desuden er Vognen altid ligesaa god som de 
Heste , jeg har at spænde for den . “ 
„ Ja , nu kan Du blot skikke den over til mig for 
at faae den malet , saa skal jeg nok sørge for Heste . 
Hvem kan vide , om ikke Fru Birgitte gjør Henning 
en Foræring af et godt Forspænd ? Jeg har hørt en 
Fugl synge derom . “ 
„ Veed Du hvad , “ udbrød Hr . Gylding i retfærdig 
Harme , „ nu vil jeg ogsaa sige et Ord . Siden din 
rare Frue har isinde at forære Henning et Par gode 
Heste til hans Vogn , saa vil jeg min Sjæl selv lade 
den male , Du maa heller ikke bilde Dig ind , at jeg 
lader mig overtrumfe af Dig i Alt . “ 
Mod denne højsindede Beslutning havde Hr . Skram 
Intet at indvende , han steg tilhest og red ud af Gaarden , 
under ligesaa vældige Pidskeskrald som dem , hvormed 
han havde meldt sit Komme . 
Hr . Enevold stod og smilede og beundrede ham 
oppe paa Trappen . 

VIII . 
Skøierne . 
Alle Forberedelser til den vigtige Fest vare endelig 
trnfne . Henning havde ladet sit Billede udklippe 
i sort Papir og sendt Frøken Skram det i en Kapsel 
til at bære paa Brystet , han havde saaet sig en ny 
Klædning , hvortil Snittet var valgt ester en Dragt , 
som unge Skeel nylig havde bragt hjem med sig fra 
Frankrig . Hr . Enevold vilde endelig have , at han efter 
samme Mode skulde bære Paryk , men dertil var Henning 
ikke at bevæge . Ridefogden fik en ny Kofte , omsyet af 
Hr . Enevolds gamle Stadsdragt , og midt i Gaarden 
stod den nymalede Bogn tilskue , straalende i de meest 
skrigende Farver , hvis Grnnd desuden afbrødes af en 
Mængde smaa lyse Pletter , der skulde forestille Blomster , 
anbragte hist og her med megen Birkning . 
Det var en Festdag for Tyendet , som om Aftenen 
havde faaet Lov til at danse ovre paa Skovbakken , en 
Festdag for Hovfolkene , der fik Frihed for Arbeide i 
flere Dage , en Festdag for Alle , — To undtagne . 
Som fortalt kaldte Hr . Enevold den Dag , han 

fangede Skølerne , Birkcfogden op til sig for at antyde , 
hvorledes han ønskede Synderne dømte . Forhøret blev 
imidlertid afbrudt ved Hr . Skrams Komme . De 
Forhandlinger , som fandt Sted mellem ham og Hr . 
Enevold , medtoge saa lang Tid , at Forhøret maatte 
opsættes , og Birkedommeren blev sendt hjem igjen . 
Næste Dag lod Herremanden Skøierne bringe for sig , 
og sagte paa egen Haand at udfritte dem om deres 
tidligere Opholdssteder , om Nogen af dem kjendte 
Abraham Musen og den Bande , der engang havde 
berøvet Enevold hans Son . 
Den Ældste af Skøierne svarede i et Sprog , som 
Gylding ikke forstod , den Yngre rystede paa Hovedet 
til alle hans Spørgsmaal , saae op paa ham med et 
listigt og forslagent Udtryk , men lod ikke til at fatte , 
hvorom Talen var . Derimod udviklede den gamle 
Kone en sjelden Tungefærdighed , da Herremanden 
henvendte sig til hende . Hun havde aldrig været i 
denne . Deel . af Landet før , det vidste Vorherre i 
Himmerig . Den føde og naadige Herre maatte endelig 
ikke ansee dem før Ugjerningsmænd , hun og hendes 
vare fattige , men særdeles ærlige Folk , der fortjente 
deres Livs Ophold ved at gilde og slaa , som Loven 
tillod dem . Om Abraham Musen vidste hun god 
Besked , hun havde kiendt ham før , ogsaa en tidlang 
baaret hans Kjæp * . Det havde der Saamange gjort 
foruden hende . Nu vidste hun , at han boede et 
* Vcrret hans Hustru . 

Sted i Rakkerkulen mellem Skjern og Deiberglund . 
Hvis den føde og naadige Herre blot vilde slippe 
hende løs og give hende en Foræring af en Haandfuld 
Rødløg , en lille Skaal Svinefedt og to af de spættede 
Høns , hun fra sit Fængselsvindue havde seet ude i 
Gaarden , skulde hun alene paatage sig at skaffe Abraham 
tilveie . Det ravede Barn havde hun aldrig hørt 
tale om , men hun kunde spaa og vise igjen , saa tilforladeligt , 
som Solen løb rundt paa Himlen ; hvis 
den søde Herre forlangte det , skulde hun sige ham Alt , 
hvad han ønskede at vide , men derfor vilde hun have 
to Citroner og en lille bitte Griis , helst en sort , og saa 
maatte det vente til næste Kvarteer , naar Maanen blev 
fuld og rund . Hvis den søde Herre forlangte , at hun 
skulde spaa uden at faae Noget derfor , kunde det ogsaa 
skee , men saa maatte han finde sig i , at hendes 
Spaadom blev derefter . Den gamle Mand derhenne 
var fulgt med hende ind fra Tydskland , . og hendes 
Son , som havde sat sig ned foran Dørtrinet og polerede 
ivrigt en stor Messingknap med Haanden , varen 
stakkels halvtosset En , som ikke duede til Andet 
end at sno Timer og spille paa Fiol ; hun maatte 
saa at sige underholde dem begge To , men Vorherre 
havde givet hende Gaver dertil , og hvad gjør man 
ikke for Familieskabets Skyld ? 
Saaledes vedblev hun uafbrudt med Løfter , Udraab 
og Forsikringer , uden at det var Hr . Enevold 
muligt at komme til at gjøre hende Spørgsmaal , før 
dennc Veltalenhed havde udtømt sig . Han lod dem 

fore tilbage til Fængslet og vedblev derefter længe og 
dybsindig at gaa op og nedad Gulvet , medens han overveiede , 
hvad der nu kunde være det Fornuftigste , enten at 
sende Taterkvinden med en Mand efter Abraham Musen , 
eller at lade sig spaa af hende , forat faae den Bekræftelse 
paa Hennings Slægtskabsforhold , som han savnede . 
Fængslet , hvori Skøierne sade indesluttede , varen 
lav og fugtig Kjældcr , forsynet med et lille Vindue , 
som gik ud til Baggaarden . Om Natten brøde de 
Jernstængerne fra og naaede lykkeligt hen til Vindebroen . 
Portneren sov , men hans Hund vaagede , gjorde Allarm 
og kaldte Folk til Stedet . Kvinden og hendes Son 
lode sig godvillig gribe . Den gamle Mand sprang 
derimod ud i Graven og søgtc at svømme over til den 
anden Side . Langsmed Bredden var denne Grav bedækket ' med 
høie Siv og Rør ; da Flygtningen komind 
imellem disse , vare hans Kræfter udtømte , han kunde 
ikke mere . Oppe paa Bredden stode desuden Fogden og 
en Anden af Gaardens Folk og ventede paa at gribe 
ham , saasnart han steg iland . Den Gamle udstødte et 
fortvivlet Skrig og strakte bedende sine Arme iveiret . 
Ingen kom ham tilhjælp , han sank , Mndderct lukkede 
sig over ham . Lidt efter blev han draget op som Lig . 
Dette Skuespil foregik for de to andre Skøiercs 
Øine . Kvinden og hendes Son bleve derefter sorte 
ind i en anden Kjældcr uden Luft , uden Lys ; der 
skulde de sidde , til Gildet paa Gaarden var forbi og 
Hr . Enevold fik bedre Tid til at bestemme deres Skjæbne . 
For disse To var Hennings Trolovelse ingen Fest . 

IX . 
Raadmand Sørens Reise . 
Søren Graa sad en Aften udenfor Gadedøren 
paa Bislaget og tømte en Kande Øl med sin Nabo , 
Kobbersmeden , medens de talte om Vind og Veir og 
gjorde deres smaa Bemærkninger over Byens Køer , som 
Hyrden kom drivende med hjem fra Skoven . Da saae 
de en Rytter , i herskabelig Tjencrdragt , komme op 
ad Gaden , standse en Forbigaaende , som om han 
spurgte sig for , og derpaa ride videre hen mod Snedkerens 
Hus . 
„ Der kommer visf en Mand med en ny Bestilling 
til Dig , “ sagde Kobbersmeden . 
„ Det kan gjerne være , “ svarede Søren . 
„ Ja , de Snedkere , de Snedkere skal have deres 
Fingre allevegne . Kommer der en Dreng til Verden , 
gjøre I Vuggen til ham , skal han giftes , gjøre I hans 
Bryllupsseng , skal han ud af Verden igjen , gjøre I 
after en Seng , blot lidt smallere end den anden . “ 
„ Den Rytter kommer visf ikke for at bestille en 
Seng , hvis jeg ellers seer ret . Han har en Blomstertost 

i sin Hat og en anden i sit Knaphul , det betyder , 
at han beder til Gilde . “ 
Rytteren holdt nu stille udenfor Huset , Skræderen 
og hans Hustru kom frem i Døren ligeoverfor og 
lyttede efter , hvad han vilde . 
„ Boer velagtede Raadmand og Snedker Søren 
Graa her ? “ spurgte Rytteren . 
„ Han boer her , “ svarede Søren . 
„ Er han tilstede ? “ 
„ Det er mig . “ 
„ Kommer jeg som Scndcbnd fra Junker Henning 
Gylding og den naadige Herre , hans Fader , og den 
naadige Frue , hans kjære Moder , at bede Eder og 
eders Ægtehustru til Spisning og Gilde hos dem , to 
Dage tilende , det Brevet her nøiere forklarer . “ 
Snedkerens Skikkelse blev rankere og betydelig 
større under denne Hilsen . „ Naa , saa jeg skal til 
Gilde hos den brave Adelsmand , Hr . Enevold Gylding , “ 
gjentog han med et Sideblik paa sin Ben Kobbersmeden , 
som sad og skrev Figurer i det spildte øl , og et andet 
Blik over til de lyttende Gjenbocr . Derefter vendte 
han sig ind mod den aabne Dør og raabte saa lydeligt , 
at det kunde høres over Gaden : 
„ Aa , Mottcr ! tap os en Kande god Biin til den 
fremmede Rytter , som kommer med Bud og Brev for 
at bede os til Gilde hos den naadige Herre , Enevold 
Gylding og hans Frue . “ 
Snedkerens Hustru kom skyndsomst ud med Biinkauden . 
Ryttere » drak , pustede lidt og drak igien , 

derefter hilste han og red sin Bei tilbage . Mester 
Søren stod med Hennings Brev i Haanden , smilede 
til fin Ben Kobbersmeden og sagde : 
„ Havde jeg ikke Ret , Sivert Smed ? Den Rytter 
kom hverken for at bestille Seng eller Ligkiste . “ 
Kobbersmeden tømte den sidste Rest af Øllet , før 
han bod Godnat . Snedkeren gik ind i Huset og lukkede - 
Gadedøren . 
Næste Morgen gik Søren ned til Skræderen og 
bad ham tage Maal af sig til en fuldstændig ny 
Klædning . 
„ Hvad vil I med den , Atester Søren ? “ spurgte 
Skrædereu forbavset . „ Jeg syede Eder en til Pinsedag , 
den I næsten ikke har havt paa endnu . “ 
„ Del faaer ikke at hjælpe , sy mig en alligevel , og det 
af det allerfineste flamske Klæde , I kan skaffe tilveie , 
men det siger jeg Eder forud , Mester , den maa være 
færdig , inden Ugen er omme . Paa Mandag reiser jeg 
og Motter til Gilde to Dage tilende hos den naadige 
Herre Encvold Gylding og hans Frue . “ 
Fra Skræderen gik Sorcn ned i Gyden til Rebslageren , 
bød ham Godmorgen og tilføiede : „ Jeg kommer 
for at bede Eder om en Villighed , Mester ! “ 
„ Den vil jeg gjøre mig en Fornøielse af , Atester ! “ 
svarede Rebslageren . 
„ Kan jeg laane eders Hest og Vogn i tre Dage ? “ 
„ Ja gjerne , Atester Søren , men Ulykken er , at 
Rotten har ædt Agcstolshynden istykker . Bi have endnu 
ikke faaet os lavet en ny . “ 

„ Det stal jeg besørge , en Hynde , som kan lade 
sig see . “ 
„ I saa Fald er der Intet iveien . Det skulde da 
være en ny Skinne til det ene Baghjnl . Det , der 
ligger om , dner ikke meget . “ 
„ Saa lader jeg Rasmus Smed gjøre os eu ny 
Hjulskinne . “ 
„ Det var bravt , dermed er Alt i Orden . Naar 
vil Mester Søren sfikke Bud efter Vognen ? “ 
„ Helst strax , for jeg maa have Alting færdig til 
Mandag . “ 
„ Skal I langt af By , Mester ? “ 
„ Iust ikke langt , Mester ! men jeg skal til fornemme 
Folk . Motter og jeg ere bedtc til Gilde to Dage 
tilende hos den naadige Herre , Enevold Gylding og 
hans Frue . Guds Fred , Mester ! “ 
„ Jligemaade Mester ! — Det falder mig ind , at 
siden I dog skal til Smeden , kunde I sagtens lade 
ham sætte en ny Bosning over den ene Axe , den , der 
sidder , duer ikke meget . — En flittig Hilsen til den hele 
Familie . “ 
Da Søren kom op ad Gaden , mødte han en Mand , 
som gik med en stor Stok i Haanden . Han gav ikke 
Agt paa Snedkeren , før denne stod foran ham . 
„ Guds Fred og Goddag , Isak Væver ! hvad fattes 
Eder , mens I gaaer og seer saa modfalden ud ? “ 
Væveren udstødte et dybt Snk , standsede og sagde ; 
„ Nu er hun færdig . Iaftes Klokken otte slagen døde 
hun . “ Under disse Ord brast han i Graad , tørrede 

sine Øine og vedblev : „ Jeg har betalt Dragonernes 
Doktor to Sølvdalere før at see til hende og give 
hende Noget ind , jeg har sfikket Bud efter den kloge 
Kone i Binding , før at hun sknlde kogle over hende , 
selv har jeg læst en lang Bøn for hende hver Asten , 
jeg gik tilsengs , ligemeget hjalp det Altsammen . Motter 
sidder derhjemme og græder , Ane sidder og græder , det 
er ikke til at holde ud . “ 
„ Om hvem er det I taler , Mester Isak ? “ 
' Bævere « standsede og saae uhyre forbavset op paa 
Snedkeren . Han begreb ikke , at der kunde gives en 
saa stor Uvidenhed i Beile . 
„ Jeg taler naturligviis om Lotte , vor brune Følhoppe , 
hende Generalen bød mig fyrgetyve Sølvdalere 
for sidste Sommer . Der var ikke saadan et Dyr til 
paa Guds grønne Jord . Hun kunde lobe fra alle 
Andre , og naar vi vilde have hende til at gaa længer , 
end hu « selv følte , hu « havde godt af , saa vendte hu « 
om og gik hjem igje « , og det var da ikke muligt at faae 
hende videre . — Saadan et Dyr faaer jeg aldrig mere 
i denne Verden . “ 
„ Det skal I ikke sige . Jeg og min Hustru staa 
just i Begreb med at gjøre en Reise i disse Dage , 
maaske kan jeg opsporge Jer en anden Hesf underveis . “ 
„ Skal I gjøre en Reise ? “ gjentog Væveren ligegyldig . 
— „ Saa var den saa klog , saa klog , Mester 
Søren . Ifjor , da jeg havde tabt min Proces om 
Plankeværket med Jes Gjønler , trække vi en Dag Lotte 
ud paa Græs . Hun river sig løs , og hvad saa ? — 

Jeg selv havde saaet Hvede ved Siden af Græslodden , 
men det rører hun ikke , det var hun for klog til , nei , 
hun gaaer ind paa min Uvens , Gjortlcrcns Lod , hvor 
der stod Ærter , dem æder hun af , saalænge hun kunde , 
en ubegribelig stor Portion , og da hun tilsidst ikke kunde 
mere , staaer hun og tramper paa dem og lægger sig 
ned og triller sig rundt i hans Ærter , til de saae ud , 
som om de vare tromlede . “ 
„ Det var da en rar Lotte , “ sagde Snedkeren . „ Jo , 
jeg og min Hustru skulle reise til Gilde paa Mandag , 
to Dage tilende , vi skulle saamænd op til den adelige 
Herre — “ 
Bæveren afbrød ham , greb ham heftig i Armen 
og udbrød : „ Nu skal I høre , hvordan det gik til Paaske , 
da hun var bleven angbrystct , som I nok mindes . 
Motter sagde , at hun trængte til at aareladcs , Ane ogsaa , 
jeg gaaer da op og henter Regimcntsdoktorcn til 
at syne hende . „ Hun stal min Sjæl aareladcs , “ siger 
han , „ lad os bare faae hende ud i Gaarden . “ Det forsfod 
nu Lotte paa en Prik , men hun syntes ikke om 
at blive aareladt . Hnn vilde ikke , forstaaer I ? “ 
„ Ja , det forstaaer jeg godt , “ svarede Søren utaalmodigt . 
„ Imidlertid nu Dokforen staaer og søger efter Aaren , 
vender hun sig om , griber ham i Bagen og slænger 
ham hans Buxer istykker fra den ene Ende til den anden . 
Saa blev der ingen Aareladning af dengang . Men jeg 
maatte sku bekoste et nyt Stykke indsat i hans Buxer . “ 
„ Farvel ! “ sagde Søren , kjed af at høre paa Bæverens 

Historie om Lotte , men endnu mere fortrydelig 
over den Mangel paa Opmærksomhed , der vistes det , 
han selv havde at fortælle . „ Farvel og hils hjemme . 
Eders Ulykke gaaer mig nær til Hjerte . “ 
Næste Søndag var Alt beredt til Afreisen . De 
nye Klæder kom til bestemt Tid og laa nu omhyggelig 
indpakkede i Kufferten ved Siden af Sncdkerkonens 
sorte Silkekjole , der var blevet bekostet til det afbrudte 
Bryllup forrige alle Sjæles Dag . 
Else havde dceltaget i Forberedelserne til denne 
vigtige Reise , hun vidste fuldtvel , i hvilken Anledning 
Gylding gjorde Selskab , skjøndt Søren og hans Hustru 
havde søgt at skjule det for hende . Hun var bleven 
blegere siden den Dag , Indbydelsen kom , men hun tav . 
Led hun , sørgede hun , længtes hun ? Det var i ethvert 
Tilfælde en Sorg , som kun havde Eensomheden og 
Gud til Bidner . 
„ Bi have dog glemt Noget , “ sagde Søren om 
Aftenen . „ Det skikker sig ikke , at vi komme til Gilde 
uden at bringe Gave med , hvor ringe den end kan være . 
Men jeg veed , hvad jeg vil . Jeg har nylig dannet 
en Bodikc af smukf Egetræ , med udskaaren Sokkel 
nedentil og mørke Fyldninger paa Siden , samt et Laag 
med en Agernknop og tre udskaarne Blade i Toppen . 
Den var bestemt til vor gamle Præst i Skjærup , men 
han kan faae en anden . Det skal være vor Foræring 
til Henning , han kan deraf see , at Søren Graa endnu 
er Mand for at gjøre et forsvarligt Stykke Snedkerarbejde . “ 


Den omtalte Æske blev taget frem og afpudset , 
Moder og Datter hjalp hinanden med at indpakke den . 
Da de bleve alene i Stuen , lagde Else en lille falmet 
Blomsterkost ned i Æsken . 
„ Det skal være min Foræring til Henning , “ sagde 
hun . „ Den Dag , han plukkede den til mig oppe i 
Nørreskov , var den grøn og frist . “ 
„ Ja , men nu er den vissen og hentørret , “ sagde 
Moderen . 
„ Det er ikke min Skyld . Alle Blomster visne jo , “ 
tilføiede hun , medens hendes Læber skjælvede af undertrykt 
Graad , — „ selv dem , vi vande med vort 
Hjerteblod . “ 
„ Giv Du Dig tilfreds , mit eget , lille Barn ! 
Det er ikke værd at sørge over den Tid , man har 
gjennemstridt , Du er saa ung endnu og har Saameget 
tilbage . Det kan blive godt igjen Altsammen . “ 
„ Nei , ikke mere dengang , “ hviskede Else , idet hun 
lagde Haanden paa sit Bryst , „ det føler jeg her . “ 
„ Men Else ! Else ! hvad er det Du siger ? Saadan 
har Du jo aldrig talt før iaften . Hvorfor skulde 
det ikke kunne blive godt igjen ? Der er da mange 
unge Karle til foruden Henning . “ 
„ Det er vist , “ svarede hun , „ før ham var der 
mange til , efter ham er der Ingen . “ 
Snedkerens Komme afbrød denne Samtale . Han 
lagde ikke Mærke til Elses vaade Øine , men heller ikke 
til den lille , visne Blomsterkost , som laa gjemt i dans 
sidste Mesterværk . 

Mandag Morgen Horte Søren Graa ud af Beile 
Port , knaldende med en lang Pidsk . Næsten Enhver 
han kom forbi , vidste , hvorhen Reisen gik . Han havde 
just ikke gjort nogen Hemmelighed heraf , hans Hustru 
ikke Heller . Søndag Aften sendte han desuden Læredrengen 
omkring til Raadmændene og bad dem undskylde , 
at han ikke kom med paa Raadstuen næste Tirsdag , 
fordi han skulde gjøre en Reise op i Landet . 
„ Lad mig see , at Du forretter dit Ærinde nøiagtigt , “ 
tilføiede han ude paa Trappen , idet Læredrengen 
gik . „ Skulde Nogen spørge Dig , hvorhen Reisen 
gaaer , saa siger Du , at jeg og Moster er huden til 
Selskab to Dage tilende hos den naadige Herre Enevold 
Gylding og hans Frue . Skulde de ikke spørge 
Dig derom , — kan Du sige dem det alligevel . “ 
I de sidste Aar var Beile By bleven betydelig 
udvidet , den naaede nu ned til Aaen ved Hospitalet . 
Over Engene mod Nord sorte en bred , steensat Dæmning 
op til den høie Skovbakke , hvorigjennem Kongevejen 
gik til Horsens . Søren Graa Horte hen over 
denne Bei uden at tænke paa , at den engang havde 
været Kampplads for hans Stammefader Henning 
Graabuk , ligesaa lidt som ' Nogen af os gjør fig et 
Begreb om , hvilke Kamppladfe vi daglig skride hen over . 
Alen det er maaske godt , at vi ikke tænke derpaa . 
Medens de Horte , sad Snedkeren og samtalede med 
sin Hustru om Maalet for deres Reise , om Selskabet , 
de vilde træffe der , men fremfor Alt om Henning og 
deres Glæde over at see ham igjen . 

„ Det kan nok være , at de ville gjøre meget af 
os , “ sagde Søren ; „ de mene , at de skylde os Noget , 
for hvad vi have gjort mod deres Dreng , men det 
siger jeg Dig , byde de os at sidde øverst ved Bordet , 
saa tage vi ikke derimod . “ 
„ Troer Dn de gjøre det , Fatter ? “ 
„ Det veed jeg ikke , jeg siger kan saa . Drikker 
Herremanden derimod det forste Bæger for os , saa maa 
vi reise os op begge To og takke for Æren , derved er 
Intet at gjøre . Nu skal Du husfe paa at lade Dig node , 
for Du spiser anden Gang af samme Ret , det er saa 
Skik og Brug , jeg siger det ikke for at hovmesterere 
Dig , men jeg er mere vant til at komme sammen 
med fornemme Herskaber end Du . “ 
„ Det er Du ogsaa , “ svarede hun sagtmodig . 
„ Saa maa Du endelig lægge din Skee ved 
Siden af Tallerkenen , naar Dn er mæt . Pil Du 
komme Sukker i Vinen , saa tag ikke af Skaalen med 
Fingrene , men med Sukkertangen . Der var engang 
en adelig Frue , som kastede Sukkerskaalen ud af 
Vinduet , fordi hendes Gjæst tog i den med Fingrene . 
Hvad gjorde saa Gjæsten ? Han lukkede Vinduet op 
igjen og kastede ogsaa det Glas ud , hvoraf han havde 
drukket . Over de Tilstædeværendes Forundring smilede 
han ganske fredsommelig og sagde : „ Jeg troede det 
var saa Skik og Brug her i Familien . “ Heller ikke maa 
Du række nogen Adelsmand eller Frue Haanden , uden at 
de byde Dig deres forst . Der var den rige Mester 
Didrik Skomager i Kolding , han havde i mange Aar 

laant Hr . Paaske Penge , saa Adelsmanden kom i stor 
Gjæld til ham , og for at vise ham en Opmærksomhed 
bød han ham med til sin Sons Bryllup . Skomageren 
var en ret og slet Mand ; da han kom ind i Gildestuen , 
gik han hen og bød sin Vært Haanden . Hr . 
Paaske trykkede den . Hans Frue stod ved Siden og 
sagde : „ Drag din Handske af , Mourits Paaske , og 
kast den bort , den lugter af Beg . “ Da vendte Skomageren 
sig om og sagde saa høit , at alle de Nærmeststaaendc 
kunde hore det : „ Drag eders Særk af , naadige 
Frue , den er kjøbt for mine begede Penge . “ 

X . 
kun en Spillemand . 
Hos Hr . Enevold Gylding havde alle Omgivelser 
antaget et Præg , der svarede til Dagens Fest . 
For Enden af den gamle Allee , som førte ind til Hovedbygningen , 
var der reist en stor Æreport , ndpyntet 
med Grantræer og Bøgelov , imellem hvilke en Mængde 
forgyldte Æg og brogede Baand gjorde ypperlig 
Birkning . Steenbroen skjultes næsten af Enebærriis 
og hvidt Sand . Orteslose Tjenere i pyntelige Herskabsdragter 
dreve omkring Bygningen og udenfor , 
paa de nærmeste Bakker , samlede Hovfolkene sig med 
deres Kvinder og Børn i smaa Klynger . Porten stod 
aaben . Midt i Gaarden , paa en Forhøining , laa to 
uhyre Ølfade , hvoraf det var tilladt Enhver at drikke , 
og for at Ingen skulde være uvidende om , fra hvem 
denne Gave skrev sig , stod „ Mads Sønderho Skram “ 
malet med store hvide Bogstaver paa Bunden af 
hvert Fad . 
Om Eftermiddagen spadserede Mads Skram og 
Enevold Gylding ude i Gaarden . Hr . Enevold var 

klædt i en stiv og pyntelig Dragt , noget gammeldags , 
men straalende af alle de Solvborter og Besætninger , 
som Recessen forbød Adelen at bære , og som man dog 
bar , naar Leilighed dertil gaves . 
Hr . Enevolds Ansigt var denne Dag lidt mere 
purpurrodt ogsaa lidt mere fortrædeligt end sædvanligt . 
Han og hans Ben havde nylig reist sig fra Middagsbordet , 
hvor det var gaaet særdeles livligt til , og hvor 
især Mads Skram havde udmærket sig ved at foreslaa 
og drikke en talrig Mængde Skaaler . 
Hr . Enevold gik med Hænderne paa Ryggen og 
fløitcdc , Mads Sfram mønstrede de fremmede Bogne . 
Indenfor de aabentstaaende Vinduer lød Latter og høirøstet 
Tale fra den Deel af Herrerne , som endnu fortsatte 
Drikkelaget efter Bordet . 
„ Naar vil Du saa underskrive det Brev , hvori 
Dn overtager min Gjæld ? “ spurgte Enevold pludselig . 
„ Det have vi jo talt om forgangen . Den Dag , 
min Datter holder Bryllup med Henning , skriver jeg 
under , men ikke for . “ 
„ Ja , ja ! siig det bare med det Gode , lille Mads 
Sønderho ! Du er saa bandsat kort for Hovedet idag . “ 
„ Det er jeg ogfaa , naar Du endelig vil vide det . 
Jeg synes , Henning seer mig saa muggen nd , han gaaer 
og hænger med Hovedet og veed knap , om han vil 
svare . Hvad ligner det ? Man skulde snarere tro , 
han holdt Jordefærd end Trolovelse idag . Der er Flere 
end jeg , som synes saa , min Datter sagde før det 
Samme . Du gjør derfor bedst i at faae ham til at 

lægge Vind paa et mere omgængeligt Væsen . Ærlig 
talt synes jeg min Sjæl , at baade Du og han nok 
have Grund til at være tilfredse med , hvad der skeer 
idag . “ 
Hr . Skram blev afbrudt i disse venlige Yttringer 
ved at see Ridefogden komme gaaende over Gaar 
den med et fyldt Lccrfad i Haanden . 
„ Hvem bringer han Mad til i det Fad ? “ spurgte han . 
„ Til to Skoiere , som sidde nede i Kjælderen . 
Jeg vil have dem til at rykke ud med , hvad de vide 
om den Bande , der engang stjal min Dreng . Jeg 
har ladet det de fortalte mig om Abraham Musen , 
undersøge . Han skal have sit Tilhold oppe i Deiberglund , 
sagde de , men det forholder sig ikke saa . Nu 
skulle de sidde til de bekjende . “ 
„ Veed Du hvad , “ yttrede Skram , „ Du bærerDig 
galt ad ved besfandig at gaa og pirre og pirre 
til den Sag . Du kommer tilsidst i Folkemunde derover . 
Du har mistet din Dreng og faaet ham igjen ; 
hvad forlanger Du mere ? Var det din Broder , som 
tvivlede om , af Henning hørte Dig til , det kunde jeg 
forstaa , for han faaer Gaarden , hvis Du doer uden 
Born . Jeg synes , af naar jeg kjender Drengen god 
nok til af faae min Datter , kan Du ogsaa nok være 
bekjendt af kalde ham Son . Folg mit Raad , gjør 
kort Proces med de Skøiere . Hæng dem eller slip 
dem løs , Du har Lov til begge Dele , men lad fare 
af underhandle med dem . “ 
„ Ja , Du behøver ikke af give mig Raad i den 

Sag , “ sagde Hr . Enevold . „ Jeg veed nok selv , hvad 
jeg vil gjøre . —Aa , Fogedl naar han kommer ned i 
Hullet , saa siig til de to Gavtyve , af de gjøre bedst i af 
fage dygtigt til sig af hvad han bringer dem , det bliver 
deres sidste Maallid i denue Verden . Have de Noget 
paa Samvittigheden , saa lad dem komme frem dermed ; 
imorgen tidlig , naar Sol staaer op , lader jeg dem 
hænge inde i Fuglevang Skov , andre Misdædere til 
Skræk og Advarsel . “ 
Da Hr . Enevold havde sagt dette , saae han over 
paa Sfram , for at iagttage , hvad Virkning hans Ord 
gjorde . Mads nikkede smilende . 
„ Det er Ret . Det_ skulde Du have gjort for længe 
siden . Lad os nu komme hen og see om vi kunne 
finde Noget at udsætte paa den nymalede Vogn . — 
Henning har ikke sagt mig saameget som Tak for de 
to kjonne Heste , min Hustru lod trække op til ham 
imorges . “ 
Fogden gik . Da han kom tilbage , stode de to Herremænd 
endnu i Gaarden og samtalede om Vognen . 
„ Naa , hvad svarede saa Gavtyvene til den Besked , 
I bragte dem ? “ spurgte Mads Skram . 
„ Ikke stort , “ svarede Fogden , „ de begyndte strax 
at hugge i sig af Maden . “ 
„ Havde de Intet , der laa dem paa Hjerte ? “ 
spurgte Gylding . „ Ikke noget Ønske at gjøre ? “ 
„ Den gamle Kvinde forlangte blot at faae en 
Drik Øl til Maden . Hendes Søn bad om Lov til 
at laane den Fiol , han havde seet hænge ovre i min 

Sons Kammer . Den Skøler skal være en stor Mester 
i at spille . “ 
„ Begge disse Ønsker kunne tilstedes dem , “ sagde 
Encvold . „ Sørg saa for at berede Alt til deres Aflivelse 
imorgen ; men jeg vil ikke have , der skal tales 
formeget herom . Naar Sol staaer op , bringer Han 
og Røgteren og Skytten dem ud til Fuglevang og 
klynger dem op , hver i sit Træ , men sørg før , de blive 
tagne ned igjen og begravede , før Nogen af de fremmede 
Herskaber komme ud i Skoven . Lad kun Drengen 
faae den Fiol , han bad om . “ 
Fogden gik . I det Samme kom en støvet Enspændervogn 
kjørende Skridt før Skridt ind i Gaarden . 
Den bragte Allster Søren og hans Hustru . Deres 
Reise var bleven noget forsinket , idet Axcn , trods den 
nye Bøsning , gik istykker underveis . Den Tid , som 
behøvedes til at udbedre Skaden havde Søren anvendt 
til at iføre sig sine nye Klæder og hjælpe Moder med 
at hægte hendes . Idet de stege ned af Bognen , viste 
derfor Begge sig i deres fuldeste Pynt . 
Hvad Fanden er det før et Optog ? “ spurgte 
Mads Skram . „ Hvad skulle de To her ? “ 
„ Det er Hennings Plejeforældre , “ svarede Gylding 
noget forlegen . „ Høist skikkelige Folk , Du ! — Manden 
er Raadmand og meget anseet i Veile . — Jeg var 
nødt til at bede dem . Henning lod mig ingen Fred . “ 
„ Og hvor tænker Du , at gjøre af dem her , og 
hvem vil Du faae til at sidde ved deres Side ? Det 
er et rart Selskab , Du slæber sammen paa din Gaard , 

Skøiere , Snedkere . Komme der flere af den Slags 
Mennesker , saa kan det blive morsomt . “ 
Medens denne Samtale fandt Sted , stod Soren 
ved Vognen og glattede Folderne paa sin Hustrues 
Kjole . Derefter tog han hende ved Haanden og gik 
hen til Gylding . Idet de kom , vendte Mads Skram 
dem Ryggen . 
„ Guds Fred og Goddag , naadige Herre ! “ sagde 
Snedkeren . „ Forst og fremmest vor Tak , fordi I viste 
os den Ære at indbyde os ; dernæst min Undskyldning , 
sordi vi komme noget silde . “ 
„ Her behovcs ingen Undskyldning , Raadmand , “ 
sagde Gylding , „ I komme tidsnok . “ 
Mads Skram gav sig til at fløtte , bestandig 
med Ryggen vendt mod Søren ; han havde hidtil ikke 
værdiget ham et Blik . 
„ Idag holder Henning altsaa Fest , “ vedblev Søren 
Graa . „ Alting føier sig for ham , Lykken rækker ham 
Haand , Solen seer derpaa . Saadan skal det være . “ 
„ Ja , sidst vi taltes ved , vilde han gifte sig , 
idag er han ikke kommen videre end til at trolove sig , 
men det er rigtignok med eneste Datter af den rige 
Mads Sønderho Skram , ham som staaer der . “ 
„ Mads Sønderho Skram , “ gjentog Søren . 
„ Ja , det er mit Navn , hvad saa videre ? “ sagde 
Mads Skram , idet han vendte sig mod Snedkeren med 
begge Hænder i Lommen og med alt det Overmod , et 
Blik er istand til at udtrykke . „ Hvad saa videre , 
spørger jeg ? “ 

Søren betragtede Adelsmanden et Øieblik i Tavshed , 
derpaa smilede han og svarede : 
„ Saa skal jeg fortælle Jer en Historie , naadige 
Herre ! “ 
„ Hvad Djævlen fommer mig eders Historie ved ? “ 
„ Det kan I først bedømme , naar I har hørt 
den , “ svarede Søren og vedblev : „ Dengang Henning 
var lille , havde han ingen bedre Opdrager end mig . 
Naar jeg om Dagen fik bragt min Gjerning tilende , sad 
han paa mit Knæ , mens jeg læste for ham af Krøniken , 
om hvad Stort og Mandigt Danmarks bedste Mænd 
havde virket for Landet og dets Hæder . En Aften 
læste vi ogsaa om Skrams Slægt , det falder mig just 
ind idag . Da lysnede det i Drengens Ansigt , og 
hans Øine bleve store og vaade . „ Fatter ! Fatter ! “ 
sagde han og slog sine Hænder sammen , „ kunde jeg blive 
til en Mand , som ham , saa var der Noget at leve 
og dø for . “ — See naadige Herre ! en Mand som 
Skram kunde nu Henning aldrig blive , men iaften 
trolover han sig dog med en af Slægtens Døtre . “ 
SkramS overmodige Mine forsvandt , medens 
Søren talede , Snedkerens Ord syntes at forvandle 
ham , han nikkede godmodig og svarede : 
„ I er visf en rigtig skikkelig Mand , og det er 
mere , end I mener om mig i dette Øieblik . Der er 
min Haand ! — naa , tag den ! “ 
Men Snedkeren tog ikke Herremandens fremstrakte 
Haand , han krydsede sine Arme over Brystet , smilede 
og sagde : 

„ Nei , naadige Herre ! saa er der ikke videre tilbage . “ 
Enevold Gylding betragtede vexelviis Snedkeren 
og Adelsmanden , han saltede ikke det Ringeste af 
hvad her foregik . 
„ Det kom der ud af , at jeg gav efter for Hennings 
Bønner , “ hviskede han til Stram . „ De Mennesker 
høre ikke hjemme blandt os , de have ingen Levemaade . “ 
„ Nei ! de have ingen Levemaade , “ gjentog Skram . 
„ Du indseer nok , at Du maa bære lidt over 
med dem , kjære Svoger Mads . “ 
„ Du indseer nok , at Du er en stor Tosse , kjære 
Svoger Enevold . Hvad Fanden skal jeg bære over 
med ? Den Snedker der har jo teet sig langt bedre 
end jeg . Begriber Du ikke det ? “ 
Under disse Ytringer var Henning kommen tilsyne 
paa Trappen , han ilede ned til Søren , hilste ham , 
derpaa slyngede han begge Arme om Snedkerkoncus 
Hals , trykkede hende til sit Bryst og hviskede : 
„ Akoder ! Moder ! hvordan gaaer det Else ? “ 
Snedkerkonens Øine bleve vaade , medens hun 
betragtede Henning . „ Bil Du bare lade være at tale 
om Else idag , “ hviskede hun . „ Hende gaaer det , som 
de Blomster , hun slikker Dig i denne lille Æske . “ 
Med disse Ord rakte hun ham Sørens Gave . 
„ Bi ventede paa Jer med Middagsmaden , saalænge 
vi kunde , “ sagde Hr . Enevold , da han havde ført sine 
Gjæster ind i Stuen , „ da I saa ikke kom , satte vi os 
til at spise , men jeg skal lade dække et Bord til Jer 
herinde . “ 

Søren og hans Hnslrn bleve nu forestillede for 
de Tilstedeværende . Han bemærkede ikke de spottende 
Smil og nedladende Blik , de vare Gjenstand for , 
ikke heller at man undgik deres Nærhed , saa at der , 
strax efter at Gylding havde nævnet dem , blev en tom 
Plads mellem dem og de Øvrige . En Sag af langt 
større Betydning fængslede i dette øieblik alle Snedkerens 
Tanker . 
„ Motter ! “ hviskede han , „ lad mig see , Du holder 
Ryggen brav mod Væggen , der er sprungen to Hægter 
i din Kjole , saa at alt dit Undertøi stikker frem . “ 
Snedkerfonen lod ikke til at tage sig dette Uheld 
saa nær som Manden . Hun fik heller ikke Tid til 
Svar . I dette øiblik førte Henning Frn Gylding 
hen til hende . 
„ Naa ! I er altsaa Hennings nye Moder , “ sagde 
hun , „ saadan seer I ud , — min Mand raadede mig 
underveis til at være varsom med at byde en adelig 
Frue Haanden , formedelst vor ringe Stand . Eder vil 
jeg alligevel række dem begge to og takke og velsigne 
Jer for alt det Gode , I lod min Dreng finde , siden 
I tog ham bort fra mig . Jo , han har fortalt mig 
det Altsammen , og nu seer jeg , det maa være sandt , 
for saadant et Ansigt som eders kan ikke lyve . Eders 
Mand gav ham et stort Navn og rige Kaar , I lagde 
ham op til eders Hjerte og tørrede Taaren af hans 
øine . Jeg troer han trængte mere til det Sidste end 
til det Forste . “ 
Og nu glemte Snedkerkonen , at der var sprungen 

to Hægter i hendes Kjole , ligesom Fru Gylding glemte 
den Afstand , Verdens Mening havde dannet imellem 
dem . Hun tog imod de fremstrakte Hænder , trykkede 
dem , beholdt dem i sine og fortalte om al den Lykke , 
der var givet hende med Henning . 
„ Du indseer da vel , at jeg var nødt til at lade 
dækt ' e til de Mennesker herinde i den lille Stue ? “ 
hviskede Hr . Enevold til Henning . „ Der er Ingen , 
som vil have med dem at bestille , og jeg maa da ogsaa 
tage lidt Hensyn til mine andre Gjæster . “ 
„ Kjære Fader har Ret som altid , “ svarede Henning . 
„ Det gjør ikke det Allermindste , hvor Bordet blev 
dækket , for nu sætter jeg mig hen til dem , og hvis 
Ingen af de Andre vil tale med dem , faa vil jeg det , 
thi , som Fader siger , man maa tage Hensyn til , at jeg 
skylder de To mere end alle de Andre . “ 
Dermed gik han hen til Snedkeren og satte sig 
ved hans Side . Enevold Gylding blev staaende 
indenfor den næste Dør ; Alt syntes at sammensværge 
sig imod ham denne Eftermiddag . Mads Sfram kom 
leende hen til ham . 
„ ' Raa , hvad er der nu iveien ? “ spurgte han , „ siden 
Du slaaer der og slaaer Krøller paa Panden . “ 
„ Jeg har vel Lov til at ærgre mig , “ svarede Hr . 
Enevold . „ Der sidder Henning og sinister for de 
Snedkerfolk , som om der ikke var andre Mennesker tilstede 
paa Gaarden . “ 
» Ja , jeg seer det nok ; men hvad angaaer del 
Dig ? “ 

„ Jo , forsaavidt at det vil komme til at gaa ud 
over mig , og at jeg iforveien veed , at Dn giver Dig 
til at skjænde derover som Dn pleier , men jeg vil lade 
Dig vide , at det ikke er min Skyld , og nu gaaer jeg 
hen og kalder baade min Hustru og Henning bort 
fra dem . “ 
„ Lad mig hellere gjøre det , “ sagde Skram . „ Kom , 
saa skal Du see , hvordan jeg bærer mig ad . “ 
Nked disse Ord gik han ind i det næste Bærelse . 
Enevold blev staaende . Flere af Gjæsterne samlede sig 
i Døren , som om de anede det Optrin , der nu forestod . 
Da Skram kom hen til Bordet , hvor Henning 
talte med Snedkeren og Fru Gylding med hans Hustru , 
blev han staaende nogle Øieblikke og lyttede til deres 
Samtale . Af og til skottede han hen til Enevold , der 
besvarede hans Blik og hans Smil med en ynkelig , 
modfalden Mine , som om han vilde bede om Skaansel . 
Derefter satte Skram sig ned ved Bordet og sagde : 
„ I drikker ikke til Maden , Raadmand Søren ! “ 
„ Jeg har alt drukket , “ var Svaret . 
„ Et Bæger endnu ! Vinen er god , det lover jeg 
for ; den er bleven gammel i min egen Kjælder . “ 
„ Ellers Tak ! Ikke mere dengang , “ svarede Søren . 
Da tog Skram Viinkanden , fyldte to Bægere 
og sagde : 
„ For bød jeg Eder min Haand , men I mente 
nei og vilde ikke tage imod den , vil I nu heller ikke 
drikke et Bæger med mig ? “ Efter disse Ord reiste 
han sig op og blev staaende med sit Bæger i Haanden . 

„ Ak , naadige Herre ! “ svarede Søren , blodrød i 
Ansigtet , „ hvad siger I der ? For hvem vilde det ikke 
være en Ære at drikke et Bæger med Eder ? “ 
„ Jeg veed , at det er Eder , Raadmand Søren og 
eders Hustru , som have opdraget den Mand , jeg idag 
faarer til Brudgom for min eneste Datter , Eder , der 
have lært ham Gudsfrygt og gode Sæder ; — hvad 
Godt og Kjærligt der siden vil blomstre frem imellem 
de Unge , lagde I To Spiren til , skulde vi saa ikke have 
en venlig Haand og et Ord til Tak , skulde vi saa 
ikke kunne drikke et Bæger sammen ? Vend eder om 
og see , derhenne ved Døren staaer Enevold Gylding 
og Flere , som mene mig det vel , de længes Allesammen 
efter at faae Lov til at gjøre det Samme . “ 
Skrams Røst hævede sig og blev stedse lydeligere , 
medens han talede . Hr . Enevold stod og stirrede paa 
ham med aaben Mund , han var som sædvanlig saa 
uheldig , at høre uden ret at fatte ; han gif forst hen til 
Bordet , da han saae alle de tilstedeværende Adelsmænd 
nærme sig Søren , fylde deres Bægere og strække ham 
dem imøde . 
„ Rn veed jeg , hvad jeg vil , “ sagde han til sig selv . 
„ Jeg vil gjøre det Samme som alle de Andre . “ Med 
denne kløgtige Beslutning gif han hen og fyldte sit Bæger . 
Søren stod med sænket Hoved imellem den Kreds , 
som omringede ham ; han smilede livsaligt , han klinkede 
og drak , medens Taarerne løb ned ad hans Kinder , 
han kunde ikke faae Ordene frem , men nikkede blot til 
Enhver , som strakte ham sit Bæger imøde . Han saae 

hen tik Henning , derefter ned paa sin Hustru , det var 
et Øieblik , som han i sin drisfigste Drøm underveis 
ikke vilde have anseet for muligt , en Lykke , som bragte 
enhver tidligere Ydmygelse iglemme . 
Da Kredsen lidt efter lidt igjen aabnede sig , gik 
Mads Skram hen til Enevold og stillede sig foran ham 
uden at sige Noget . Hr . Gylding rettede sig , han satte 
Haanden i Siden og udbrød med en ædel Selvbevidstheds 
Mine : 
„ Synes Du ellers ikke , jeg bar mig ret kjønt ad 
imod den Snedker ? “ 
Skrams Ansigt udtrykte en uhyre Forbavselse , han 
brast i Latter og svarede : 
„ Hvad mener Du ? “ 
„ Jeg klinkede og drak med ham . “ 
„ Du er Guld værd , lille Enevold ! Kom og lad 
nu os To drikke et Bæger sammen . “ 
„ Ja nok ! “ sagde Hr . Enevold . „ Jeg har vist ikke 
saa lang Tid tilbage at drikke i . Naar vil Du saa 
underskrive det GjældSbrev ? “ 
Skram svarede ikke , men skjænkede og drak . 
Da Marker begyndte , . bleve alle Lysene tændte i 
den store Sal , mellem Granløv , forgyldte Æg og Blomsterkrandse ; 
nye Retter bødes om , men især var det 
Drikkcbordene , som fængslede de Fleste . 
„ Det maa man lade Hr . Enevold , “ sagde en ung 
Adelsmand , „ der kan ikke tænkes en bedre Vært ; han 
har sørget for Alt , hvad vort Hjerte begjærer , Et undtagen 
„ Og hvad er det ? “ 

„ De Unge ville gjerne danse , men her er ingen 
Spillemand . “ 
„ Saa maa vi see at skaffe En tilveie , “ svarede 
Enevold , som nu lod til at være i et ypperligt Lune . 
Han gik ud og kaldte paa Fogden . 
„ Hør Foged ! “ sagde han , „ der maa strax gaa 
Bud ned i Landsbyen efter den tydske Heinrich , ham 
som spiller til Bryllup . De unge Folk herinde ville 
danse og vi have ingen Spillemand . Det burde Han 
ogsaa have tænkt paa , men jeg skal have Alt i Hovedet . 
Sæt sig paa en Hest , bring ham med tilbage , og lad 
det skee i en Fart . “ 
„ Det stal skee , saa hurtig en Hest kan pile afsted , “ 
svarede Fogden . Strax efter jog han i fuld Firspring 
ud over Broen , ned til Landsbyen . 
Den omtalte tydske Heinrich boede i et af de yderste 
Huse ; et lille forfaldent Sted , omringet paa tre Sider 
af en Kaalhave , medens den fjerde Side støttede sig til 
en stor Bakke , som ragede op over Hnset . Herfra flød 
der om Foraaret og efter ethvert heftigt Regnskyl en 
Mængde Sand og Smaastene ned i Haven og ødelagde 
Planterne , men denne Ubehagelighed opveiedes 
fuldkommen af de øvrige Fordele , Bakken ydede . Den 
gav Læ for Stormen og støttede det gamle Hus , som 
var saa brøstfældigt , at det forlængst vilde være faldet 
sammen uden fremmed Hjælp ; det var endnu ikke Alt : 
Naar Heinrich trængte til større Husrum , gravede han 
sig dybere ind i sin Bakke , stivede Loftet af og havde 
saaledes en færdig Stue , lidt mørk vel og fugtig , men 

yderst billig . Heinrich havde desuden altid været haard - 
før , og hans Familie var bleven det ved Vanen . 
Da Føgdcn kom til Hnset , fandt han en talrig 
Forsamling , bestaaende af Børn og gamle Koner , udenfor 
den aabne Dør . Deres Sprog var høirøstet og 
larmende , en vigtig Begivenhed lod til at fængsle Alles 
Tanker . Det varede længe , inden Fogden kunde faae 
rigtig Besfed om , hvad denne Sammenkomst skulde 
betyde . Anledningen var følgende : 
Heinrich havde i de sidste to Uger ligget syg af 
en heftig Koldfeber og forgæves anvendt alle de Midler , 
han kjendte mod Sygdommen . Ved at raadføre sig 
grundig med en omrejsende Skøler , kom han til Kundskab 
om , at det egenlig ikke var noget naturligt Onde , 
han led af , hvilket han selv iforveien havde været overbevist 
om , han var derimod forgjort af en Hex , forsikrede 
Skøieren , og Hexen var en gammel Kone nede 
fra Bredal , som gik omkring og solgte Bliktoi , Bændler 
og Knappenaale , og som i mange Aar havde gjort 
Skøieren stor Fortræd , siden han selv drev samme Handel . 
Der var altsaa ikke andet Raad , end at faae Ulykkesstifteren 
fat og dernæst tvinge hende til at læse ham fri 
igjen og hæve Kogleriet . Ru havde Tilfældet været 
Heinrich saa gunstig , at den gamle Kone paa en af 
sine hyppige Reiser igjennem Landet var kommen til 
Byen igaar Aftes . Hun blev strax greben og indelukkef 
i Præstens Faaresti . Der blev optaget Forhør 
i Heinrichs Stue , men hidtil havde det ikke været muligt 
at saae hende til at bekjende . Iaften vilde Bønderne 

prøve paa et nyt Forsøg , hvortil der skulde anvendes 
kraftigere Tvangsmidler . En af Byens Karle havde 
været ude i Skoven og skaaret et Knippe Hasselkjæppe , 
dem han nu var i Færd med at skrælle Barken af . 
Naar han var færdig , og Solen gik ned , skulde den 
gamle Kone føres fra Fængslet ind foran den Syges 
Seng og der først opfordres tre Gange til godvillig 
at bekjende . Vedblev hun da at vægre sig , skulde hun 
lægges op paa et Bord og slaaes paa det blottede Legeme 
med de hvide Kjæppc , til Sandheden kom frem . 
Saaledes havde Skøiercn raadet , da han gik , og Musikantens 
Venner beredte sig samvittighedsfuldt til at 
følge hans Forskrifter . 
Medens Fogden modtog denne Underretning , havde 
to Karle hentet den gamle Kone , en sammenbøjet , udmagret 
Skikkelse med en landlos , indfalden Mund og 
et høist enfoldigt Udtryk . Sandsynligviis havde man 
iforveien underrettet hende om , hvad der forestod ; thi 
hun lod sig kun modstræbende føre ind til den Syge , 
brast i Graad og bad for sig , da de forlangte , at hun 
skulde gaa til Bekjendclse . Bordet blev derefter trukket 
frem foran Heinrichs Seng . Spillemandens Hustru 
afførte den Anklagede hendes Klæder , to Karle stillede 
sig hver paa fin Side af Bordet med en Stok i Haanden , 
da Fogden traadte frem og sagde : 
„ Jeg skulde have havt Dig med op paa Gaarden , 
Heinrich Spillemand , for at faae Dig til at gjøre Musik 
for Herskabet iaften , men da jeg seer , hvordan Du 
er faren , synes det mig bedst , jeg gaaer min Vei , før 

I vedblive med eders Løier . Jeg har ikke seet , bvad 
I have for , og jeg lader , som om jeg ikke veed af Noget , 
kun Et vil jeg raade Jer , at I fare lidt med Lempe 
mod det gamle Skrog , hun seer mig Djævelen ikke ud 
som en Hex ; dernæst gjør I bedst i at putte hende en 
god Klud i Munden , for I begynde paa eders Fagter . 
Bliver der Støi og Kvalm , og de melde det oppe paa 
Gaarden , kommer jeg ned til Jer med min Pidsk , saa 
skal vi see , hvem der kan basfe bedst . Dermed Gud 
befalet . “ 
Efter denne Tale red Fogden tilbage til Gaarden . 
Hr . Enevold sad og ventede ude i det første Værelse . 
Da Fogden havde aflagt sin Beretning , gik han 
nogle Gange op og ned ad Gulvet . 
„ Om det maatte tillades mig at give Naadigherren 
et Raad , “ yttrede Fogden , „ saa lade vi de unge Herskaber 
vente med at danse fil imorgen Aften , imedens 
skal jeg nok faae en Spillemand fat . I saa Fald 
kunde jeg maaske faae Lov at ride ned igjen og see paa , 
at de basfe den gamle Kvinde ; jeg har min Fornøielse 
deraf , og skal siden aflægge en nøiagtig Beretning fil 
Naadigherren , hvordan hun har baaret sig ad med at 
kogle Heinrich rask igjen . 
„ Det bliver der Ingenting af , “ svarede Hr . Enevold . 
„ Kan ikke tydske Heinrich spille , maa vi have 
fat paa en Anden , og Foged kommer fil at ride ned 
fil Horsens efter Stadsmusikanten og hans Bande . 
Det vil blive svært kostbart , men Stadsmusikanten 
behøver kun at tage een Mand med , saa sige vi , at alle 

de Andre ere blevne syge . Hvad angaaer den gamle 
Hex , saa kunde jeg selv have min Fornøielse af at see , 
hvordan hun teer sig , men det er der nu ingen Leilighed 
fil . “ 
Fogden satte et høisf ulykkeligt Ansigt op , han 
havde nu glædet sig fil at see , hvorledes Bønderne 
bragte Hexen fil Bekjendelse . Pludselig foer en lysende 
Tanke igjennem ham . 
„ Naadigherren kan faae sit Ønske opfyldt langt 
nemmere , “ sagde han , „ og for bedre Kjøb tillige . Ovre 
i Toikammeret sidder den unge Skøier , som vi skulle 
ud og rette imorgen tidlig . Den Knægt gnider en Fiol 
saa det er en Lyst at høre , bedre er han dog endnu til 
at blæse paa Horn ; jeg taler ikke om Mundharpen , 
for derpaa skal han ikke have sin Lige , efter hvad troværdigæ 
Folk fortælle . “ 
„ Det var et godt Indfald , “ sagde Hr . Enevold 
fornøiet . „ Han kan gaa og skjænke sig et Bæger Bin , 
— nei , ikke af Sølvkanden , lad den staa , det er den 
dyre Spanstviin ; skjænk Heller af den anden . Saa ! — 
det smager — hvad ? — Nu lader Han strax en af 
Folkene vaske den Skøier reen i Ansigtet og rede hans 
Haar . Laan ham saa en gammel Kofte , at han kan 
see lidt anstændig ud , og bring ham ind til os . Giv 
ham baade Fiolen og Skyttens Horn med . Naar det 
er bestilt , kan Han gjerne ride ned til tydske Heinrich 
og see paa , de basfe Hexen . Naar han kommer tilbage , 
skal han fortælle mig , hvordan det er gaaet . “ 
Omtrent en halv Time senere viste Fogden sig med 

den unge Skøier , en høi og udtryksfuld Skikkelse , hvis 
brune Hudfarve Fængselsluften og den knappe Føde 
havde gjort paafaldende bleg . I de første Dage af 
Fangenskabet havde han ikke talt eller svaret paa noget 
af de Spørgsmaal , der bleve rettede til ham . 
„ Bi komme langvejs fra , og han forstaaer ikke ret 
vort Sprog , “ sagde den gamle Kone . 
„ Han vil snart komme til at forstaa det , “ svarede 
Fogden . „ Hvad Naadigherren ikke kan lære ham , det 
stal jeg . “ Dermed vendte han sig om til Fangen og 
sagde : „ Fra nu af faaer Du hverken Æde eller Drikke , 
for Du selv beder derom . Mens jeg er borte , kan 
Du sidde og tænke paa , hvad Du vil sige . “ Dermed 
lukkede han Døren og førte den gamle Kone ind i en 
anden Kjælder . 
Den næste Dag tav Fangen endnu , den tredie 
ogsaa , men om Morgenen paa den fjerde Dag bankede 
han paa Døren og bad i et særdeles tydeligt 
Sprog om at faae lidt at spise , men især om Noget 
at drikke . 
„ Saadan lærer jeg Folk at tale , “ sagde Fogden . 
Da Skøieren traadte ind i Stuen med Violinen 
og Hornet under Armen , gik Hr . Enevold hen til ham 
og kastede et mønstrede Blik paa hans Dragt . Fogden 
havde givet ham en gammel , staalgraa Kofte paa , 
lidt for bred over Skuldrene , ogsaa lidt for lang i 
Ærmerne , men forresten upaaklagelig . Hr . Enevold 
bandt hans Tørklæde fastere om Halsen og trak Skjortekraven 
høiere iveiret . Fangen fandt sig i Alt . Hans 

listige og forslagne Ansigt forandrede ikke en Mine . 
Da Mønstringen var tilende , spurgte han : 
„ Er det sandt , at Naadigherren vil have mig og 
min Moder rettede imorgen tidlig ? “ 
„ Det har sin Rigtighed , “ svarede Hr . Enevold . 
„ Men hvis Du spiller og blæser godt iaften , skal Du 
faae ligesaa meget Øl og Viin , som Du kan bælge i 
Dig . Er Du saa fornøiet ? “ 
Fangen tav til dette Spørgsmaal . Herremanden 
førte ham ind i Salen . 
Her hilsede man hans Komme med almindelig 
Jubel . Borde og Bænke flyttedes tilside . I et Hjørne 
blev en Forhøjning lagt over to Bænke , paa denne fik 
Spillemanden Plads . Der stod han , ragende frem 
over alle Andre , i Fogdens stanlgraa Kofte , som slog 
Folder omkring hele Legemet . Hans mørke Haar var 
strøget tilbage fra Panden , han spillede og blæste afvexlende , 
ligesom det blev forlangt , hans Ansigt vedligeholdt 
nafbrudt det samme forslagne Udtryk , det 
syntes endnu blegere , medens han stod foran den mørkegrønne 
Indfatning af Blade og Granriis paa Væggen . 
Hans Øine vare mørke , straalende og i en nafbrudt 
sky og ængstelig Bevægelse , som om de paa eengang 
vilde opfatte alt det Nye og Fremmede , der foregik 
omkring ham . 
De Unge dansede og jublede , de Ældre saae til 
eller spillede , eller drømte om den Tid , da de ogsaa 
vare unge . Latter og høirøstet Samtale Hørtes allevegne , 
derimellem blev hist og her udvexlct et andet Sprog , 

mindre høirøstet , men derfor ikke mindre indholdsrigt , 
et dæmpet , tilbagetrængt Sprog , med Pauser , der undertiden 
forklarede mere end Ordene , med Blikke , Smil og 
skjælvende Haandtryk , der røbede , hvad Læben vægrede 
sig ved at sige . Af og til gik Hr . Enevold over Gulvet 
med Hænderne paa Ryggen , behændigt snoende sig imellem 
de Dansende for at komme hen til Spillemanden . 
„ Det er godt ! “ sagde han . „ Du spiller rart , 
Naar Du er træt , kan Du gjerne puste lidt og faae 
Dig en Drik Øl . “ 
„ Er der ingen Naade for os imorgen ? “ spurgte 
Skøieren . 
„ Du skal faae en stor Kande Viin Ned i Hullet , 
naar jeg sfikker Dig bort , “ svarede Enevold . „ Om 
Resten tale vi ikke . Du veed min Mening . “ 
Derefter gik han tilbage igjen med smilende Ansigt 
og Hænderne paa Ryggen , og Skøieren vedblev 
at spille . Ingen anede , , at der i dette Øieblik var 
bleven ført en Samtale om Liv og Død mellem ham 
og Herremanden . 
Under et Ophold i Dansen bragte Tjeneren Forfriskninger 
til Damerne . Herrerne besøgte Skænkebordene . 
Mads Skram havde hidtil siddet i en ivrig 
Samtale med Søren Graa . Han reiste sig nu , fyldte 
et Bæger , traadte frem midt paa Gulvet og sagde : 
„ Siden Hr . Enevold vil , at jeg skal gjøre det i 
hans Sted , beder og formaner jeg venligst alle kjære 
Frænder og Bekjendte , som her ere tilstede , at tømme 
et Bæger for ædle Hr . Henning Gylding og min 

Datter , hvis Trolovelse vi ere komne sammen for at 
feire . Gud give dem mange glade Dage ! “ 
Denne Opfordring blev modtagen med almindelig 
Jubel . Salen gjenlød af Bægerklang og Lykønskninger . 
Enhver trængte sig hen til Henning og hans Brud . 
Enhver havde et ønske , et Smil , en Hilsen at 
bringe dem . 
„ Du er en brav Karl til at holde Tale , “ sagde 
Gylding , da han klinkede med Skram . „ Veed Du , 
hvad der falder mig ind ? Var det alligevel ikke bedst , 
at Du undersfrev den Forsfrivning iaften , lille Mads ! 
saa var det gjort . Det er altid rart at have saadan 
Noget fra Haanden . “ 
„ Hold din Mund ! “ sagde Mads , „ det bliver som 
jeg har sagt . “ 
„ Ja , ja , Mads ! Du behøver jo ikke at blive hidsig . 
Naar man viser en Anden noget Godt , stal man 
ikke gjøre saa mange Ophævelser deraf . Det er blot 
min Mening . “ 
I dette Øieblik lød en høi og gjennemtrængende 
Latter i Salen . Alles Øine rettedes efter Lyden , alles 
Øine mødte indenfor de aabne Fløidøre en gammel , 
kroget Kvinde , støttende sig til en Krykkestok , klædt i 
Pjalter og med et hvidt og uredt Haar hængende ned 
omkring Kinderne . Hun vedblev at lee , skingrende og 
vildt som i Krampe , indtil Hr . Enevold trængte sig 
hen til hende og udbrød : 
„ Fordømte Kvinde , hvor kommer Hun fra ? Hvad 
vil Hun her ? “ 

„ Jeg vil see paa den Herremand , som trolover 
sin Datter med en Skøiers Søn , “ svarede den Gamle , 
medens hun strøg Haaret tilbage fra Panden . 
Disse Ord , udtalte med en skarp og gjennemtrængende 
Røst , der naaede Enhver af de Tilstædeværende , 
gjorde en ubeskrivelig Virkning . 
„ Hvad Djævelen erdet hun siger ? “ spurgte Mads 
Sfram . „ Hvem er en Skoiers Barn ? Tal og forklar 
Sig , høit og lydeligt for Alle . “ 
„ Han der i de pæne Klæder , som først var hos 
Snedkeren , saa hos Herremanden , han tilhører Ingen 
af Jer . Jeg har født ham , ammet ham og slæbt 
ham paa min Ryg over Hede og Lyng mangen lang 
og sorgfuld Dag og mangen en Nat , der var værre 
end Dagen . “ 
„ Herud med Dig , “ raabte Enevold og stødte hende 
tilbage mod Døren . „ Hun veed ikke , hvad hun siger . “ 
„ Nei ! lad hende tale , “ raabte Skram . „ Bliv ved ! “ 
„ Ja , I troer mig ikke ; men eders Nei er iaften 
ikke saameget , som mit Ja , imorgen derimod er det 
mere , for imorgen lader Herremanden mig hænge . “ 
„ Kan Hun bevise , hvad Hun siger ? “ spurgte Mads . 
Den Gamle smilede ondskabsfuldt og svarede : 
„ Drag hans Koffe af og see , hvad der staaer imellem 
hans Skuldre , der har jeg prikket en Snog og en 
Halvmaane , strax efter at han var kommen til Verden , 
og jeg har gnedet det ind med Sod , det er saa Skøiernes 
Mærke , det slettes ikke ud , for Skindet falder 
fra Benene . Han var syg dengang jeg bar paa ham , 

han trængte til Pleie , hvor sfulde han faae den fra 
hos mig ? De foge os jo med Skytter og Hunde , som 
vildene Dyr , afsted maatte vi og havde ikke det Hul , 
der kunde gjemme os . Saa trak jeg mit eget Barn i 
den lille Herremands Klæder og lagde ham udenfor den 
Snedkers Dør . Jeg bankede paa , til han tog Drengen 
ind med sig ; men Aaret efter kom jeg igjen for at 
faae at vide , om han havde det godt . Jeg gjorde mig 
et Ærinde ind i Huset . Det slete det Aar og siden , da 
de droge ned til Beile . Naar jeg havde seet , hvad jeg 
vilde gik jeg min Vei igjen og tav stille . “ 
Der var noget Overbevisende i den bestemte Sikkerhed , 
hvormed Taterkvinden talede , som paatrængte 
sig Alle . Mads Skram var bleven bleg . Han gik 
hen til Henning og sagde : 
„ Drag din Kofte af for Alles Øine . Det gaa til 
Liv eller Død , nu vil jeg vide , hvad der er Sandhed . “ 
„ Det gjøres ikke nødig , “ svarede Henning blidt og 
roligt . „ Jeg bærer en Snog og en Halvmaane ridset 
ind paa min Ryg . Jeg har aldrig vist , hvad det betydede , 
før nu . “ 
„ Men I Guds og Jesn Navn ! “ raabte Fru Gylding , 
idet hun trængte sig hen til Taterkvinden . „ Hvor 
er da mit Barn blevet af ? “ 
„ Eders Barn ! “ svarede den Gamle . „ Det stjal 
jo Abraham Musen , det løb han bort med , hen over 
den samme Bro , han laa og druknede under forgangen . 
Eders Søn ! “ gjentog hun med hævet Røst . 
„ Han staaer deroppe paa Forhøjningen . De har 

vasket ham i Ansigtet , givet ham en reen Skjorte paa 
og Fogdens gamle Kofte . Det er ham , som spillerFiol 
for Jer iaften , det er ham , hans Fader vil hænge 
imorgen . “ 
Alles Øine rettede sig imod Forhøjningen . Der 
stod Skøieren og stemte sin Fiolin og saae ned paa 
Strængene , tilsyneladende udeeltagende og ligegyldig 
for Alt , hvad der foregik omkring ham . I dette Øieblik 
sandt Enhver , at Ligheden mellem ham og Hr . 
Enevold var slaaende . 
Henning stod alene midt i Salen , han smilede 
sørgmodig ved at see Alle drage sig tilbage fra ham , 
Alle , undtagen Søren Graa , som tog sin Hustru ved 
Haanden og gik hen til ham . 
„ Det var jo en rar Trolovelse , vi her kom til , “ 
sagde Mads Skram til Hr . Enevold , efterat den første 
maalløse Overraskelse havde faaet Luft i Ord . 
„ Det maa Du nok sige , “ svarede Gylding . „ Der 
er ikke saa ulykkelig en Mand til i Verden som jeg . 
Den Sorg vil lægge mig i min Grav . “ 
„ Aa , Du med din Grav , “ svarede Mads , „ det 
varer længe , inden de tage Maal til den . “ 
„ Nei , det gjør det ikke , “ forsikrede Enevold , „ det 
værker i mig lige op til Skuldrene , som om En gik 
og trampede paa mig ; nu har jeg ikke længe tilbage . “ 
Derpaa vendte han sig om mod Henning og udbrød 
rasende og heftig : „ Hvis det forholder sig som hun 
siger , kan Du gaa Fanden ivold . Jeg har dog aldrig 
rigtig erkjendt Dig for min Søn . “ 

„ Naa , det har Du ikke ? “ sagde Skram , „ men 
Du vilde alligevel knytte ham til min Datter . Det er 
en Venskabsstreg , jeg stal huske paa . “ 
„ Herre Gud , lille Mads ! jeg maatte jo tro de 
Beviser , jeg fik , jeg mener blot , jeg sandt ikke de 
Træk hos ham , som lignede mig , det Høisind og adelige 
Væsen , som tilhorer vor Familie . - Gaa din Vei ! 
Jeg kjendes ikke mere ved Dig . “ 
„ Men jeg kjendes ved Dig , og mit Hjerte kjendes 
ved Dig , det har Du altid været nær ved , “ svarede 
Soren Graa mildt og sagtmodigt , idet han tog Hennings 
Haand . „ Kom til mig , min Dreng , og give til Gud , 
at Du aldrig var gaaet ud over vort Dørtrin , saa 
vilde ogsaa ædle Hr . Skram idag været den Sorg 
foruden . “ 
„ Aa , hvad Fanden ! “ svarede Herremanden , „ den 
døer jeg ikke af . Det var da bedre , at Skrams Datter 
drog sin Haand tilbage , som trolovet , end om det 
skulde være skeet , efterat hun var bleven hans Hnstru . “ 
„ Den hele Sag maa aligevel undersøges mere 
nøiagtigt , “ raabte Hr . Enevold pludseligt . „ Hvem 
kan stole paa en saadan Kvindes Ord ? Hvor er hun 
bleven af ? “ 
Alle vendte sig om mod Døren . Ingen saae Tater - 
kvinden . Under de sidste Øieblikkes almindelige Forvirring 
havde hun troet at gjøre bedst i at forsvinde . 
Spillemanden stod Heller ikke mere oppe paa Forhøjningen , 
ogsaa ham søgte man forgæves . Hr . Gylding 
gik ud i det næste Værelse ; det var tomt . Han kaldte 

paa Tjenerne . ' De havde draget sig tilbage til Kjøkkenet 
og spiste og drak i god Ro , uden at ane , hvad der 
imidlertid foregik hos Herskabet . 
Nede i Gaarden havde en af de fremmede Betjente 
seet en Mand gaa ud over Broen med en stor 
Bylt Klæder under begge Arme , en gammel Kone 
fulgte efter ham . Da man vedblev Undersøgelsen , viste 
det sig , at Størsteparten af Gjæsternes Reisetøi , som 
havde hængt inde i Forværelset , var borte . 
Det var den sidste Bedrift , Hr . Enevold nogensinde 
spurgte om ham , som blev kaldet Hans Søn ; dermed 
var han sporløs forsvunden . 
Da Søren Graa , hans Hustru og Henning næste 
Morgen stege tilvogns , for at forlade Gaarden , gik 
Mads Skram ud til dem . 
„ Hør , Søren Snedker ! “ sagde han . „ Af Trolovelsen 
kunde der Ingenting blive , det indseer I nok 
selv ; men skulde I eller Henning der , hvad han nu 
vil kalde sig , nogensinde komme i Betryk og have fremmed 
Hjælp behov , det være sig i Raad eller Daad , 
saa kan I husfe paa , hvor Mads Skram boer . I 
skal altid finde min Dør aaben . Vorherre være med 
Eder . “ 
Da Skram var gaaet , kom Fru Gylding hen 
til Vognen . Hendes Ansigt var ligblegt , hendes Øine 
røde af Graad ; hun rakte Henning Haanden og hviskede 
med Læber , der zittrede og neppe mægtede at føre 
Ordene frem : 
„ Hils Else fra mig . Naar I ere lykkelige , saa 

tænk imellemstunder paa mig . Bed ogsaa en Bøn for 
mig . Jeg vil have det nodig . “ 
Hr . Enevold Gylding stod oppe poa Trappen . 
Han vendte Ryggen mod Snedkeren og hans Familie . 
„ Mads ! “ sagde han , „ jeg overlever det skn ikke . “ 
„ Du kan tro jo ! “ svarede Mads . “ 
„ Jeg føler Døden nærme sig , “ forsikrede Hr . 
Enevold . 
„ Du kan takke Dig selv for Alt , hvad der er skeet , “ 
svarede Mads gabende og ligegyldig . „ Havde Du havt 
et mildere Sind og faret mere med Lempe mod de 
Skoiere , var det aldrig kommet saa vidt . “ 
„ Hvordan skal det saa gaa med mit Gjældsbrev ? “ 
spurgte Hr . Enevold i den dybeste Sørgmodighed . 
„ Ja , var det nu ikke godt , at vi løde være at 
undersfrive det ? “ svarede Mads Skram . 



Tredie Bog . 
Bøiet Ryg . 



I . 
Efter Ballet . 
Der ligger en stor Bygning i en af Kjøbenhavns 
Hovedgader , udsiret med riflede Piller mellem Vinduerne , 
en Portal i Rococostil , og langs med Tagflæget et 
gjennemløbende Galleri , som tjener til Fodstykke for 
et Skjold , omgivet af Rosenlænker , og tillige for nogle 
kalveknæede SandsteenSfigurer , af tvivlsomt Kjøn og 
Herkomst . 
Denne Bygning har tidligere tilhørt en af vore 
Minisfre , fra den Tid , da Ministrene endnu boede i 
Paladser ; efter hans Død skiftede den flere Gange Eier , 
indtil den endelig blev kjøbt af en rig Privatmand , 
hvis første Beskæftigelse var , ikke blot at gjengive Stedet 
dets oprindelige Skjønhed , men ovenikjøbet at tilføie 
nogle fmaa , tidssvarende Forbedringer . Han lod nye 
Arme og Been sætte paa de lange SandsteenSfigurer , 
men omdannede ved samme Leilighed den Yderste til en 
Merkur . Personen paa det modsatte Hjørne blev til 
en Neptun , hvilket havde Hensyn til Eierens tidligere 

Stand som Handelsmand . Dernæsf lod han alle de 
Prydelser , som slyngede sig hen mellem Pillerne , over 
ethvert Vindue , hugge bort ; det var han nodt til , fordi 
Vinduerne skulde gjøres høiere , til Gjengjæld indsatte 
han nye Rnder , som hver bestod af et eneste Stykke 
SpeilglaS . 
„ Jeg skulde mene , at saadanne lange og brede 
Rnder tage sig mere hersfabeligt ud end de tossede 
Snirkler , “ sagde Manden . 
Der sad en aaben Krone over Skjoldet i Portalen , 
den fik Lov at blive siddende , han lod den ovenikjøbet 
forgylde , men istedetfor det næsten hensmuldrede Stigbord 
eller Fuglene , hvad det nu var , der havde staaet 
til Mærke i Skjoldet , blev der indhugget et kunstnerisk 
sammenslynget lk . O . Det var Forbogstaverne til 
Mandens Navn . Han hed Henning Graa . 
Henning Graa havde begyndt sin Virksomhed som 
Kræmmer i en af de smaa Gader i Helsingør . Ved 
Flid og Sparsomhed i Forbindelse med en vis snild 
Kløgt lykkedes det ham i faa Aar at arbeide sig iveiret , 
hans Forretninger antoge bestandig større Omfang , fra 
den lille Gade flyttede han til en af Hovedgaderne , fra 
Kjælderen til Stuen , fra at sælge Alenviis solgte han 
nu Stykkeviis , han holdt Kontor og havde Skibe i Søen , 
han lod sig endelig gjøre til Konsul for en ubekjendt 
Stad i Sydamerika . Forretningerne , som denne Bestilling 
medførte , vare ikke mange , Indtægterne heller 
ikke store , men fra nu af blev Grosserer Graa til Konsul 
Graa , og havde Lov til at bære Uniform og Kaarde , 

dem han samvittighedsfuldt mødte med ved enhver festlig 
Leilighed . 
Handelsmanden havde hidtil kun varetaget sine 
egne Anliggender med stigende Held , med en aldrig 
svigtende Lykke , Konsulen blev en Gorgerven , han sørgede 
for de Fattiges Bespisning paa Kongens Fødselsdag , 
han lod plante Træer paa de offenlige Spadseregange 
og bekostede for egen Regning fem nye Messingpiber 
og nye Kabudser til Vægterne . Hans Navn stod 
bestandig i Spidsen for enhver veldædig Indsamling , 
han var Formand og Ordfører , saa ofte Borgerne havde 
en Hilsen , en Taksigelse at bringe Regeringen . Da 
Hans Majesfæt Kong Frederik den Sjette sidste Gang 
besøgte Helsingør , var det Graa , der holdt den smukke 
Tale , som siden blev gjort til Gjenstand for Omtale i 
næsten alle danske Blade . Aaret efter havde han atter 
fundet en Leilighed til at lægge fin undersaatlige Hyldest 
og Hengivenhed for Dagen , og drog i den Anledning 
til Kjøbenhavn . Han vendte tilbage med Ridderkorset 
hæftet til et uhyre langt Baand . Da hans Venner 
lykønskede ham , ved det store Selskab , han gjorde i 
denne Anledning , smilede Konsulen med et Udtryk af 
ædel Selvbevidsthed , rømmede sig og sagde : 
„ Mine Venner ! Korset her er dog ikke det Bedste . 
Den Ære deler jeg med saamange andre Hædersmænd . 
Hvad jeg sætter langt større Pris paa , er de Ord , 
hvormed Hans Majestæt overrakte mig det . „ Min 
kjære Konsul Graa ! “ sagde han i den huldrige Tone , 
som er vor allernaadigste Konge egen , bær dette 

Kors med den Bevidsthed , at en Arbeider er sin Løn 
værd . “ 
Nogle Aar efter denne Begivenhed hævede Konsul 
Graa Handelen og forlod Helsingør . Ingen kunde 
fatte Aarsagen . Var han bleven træt af sin Virksomhed , 
eller søgte han sig en starre ? Nok er det , han tog 
til Kjøbenhavn . Her kjøbte han den store Gaard , som 
ovenfor blev omtalt , og beboede selv hele Stedet , efter 
at have ladet Værelserne udstyre med en herskabelig 
Pragt . Han blev Frimurer , Medlem af Kjæden , 
Medlem af alle mulige andre Foreninger , stiftede Bekjendtskaber , 
helst med Kunstnere eller Rangspersoner , 
gjorde store Fester og sarte et tilsyneladende lykkeligt 
Liv i Selskab med sin eneste Datter Claudia . 
Denne unge Dame , Husets egenlige Herskerinde , 
havde været moderløs fra sin tidligste Barndom . Hun 
var bleven opdraget af en gammel Tante , som baiede 
sig for ethvert af Barnets Indfald . Ualmindelig smuk , 
begavet med en letvakt Indbildningskraft og et livsglad 
Gemyt , fremgik af disse Egenskaber og af denne Opdragelse 
en Personlighed , som vi ville sage at forestille 
Læseren gjennem de følgende Begivenheder . 
Klokken gif til tolv . Det var bleven sildig Dag 
i Konsnlens Huus , han og hans Datter havde tilbragt 
den foregaaende Nat paa et af de Festballer , som fandt 
Sted i Begyndelsen af Christian den Ottendes Regering . 
Konsulen sad i Dagligværelset , iført en staalgraa 
Morgenfrakke med højrødt Føder . Han var en lille , 
fed Mand med skaldet Pande og et rundt , godmodigt 

Ansigt , som bestandigt udtrykte den fordeelagtige Mening , 
han bar om sig selv . Han bladede i en Bunke 
Aviser , flød dem fra sig , tog dem frem og bladede paany , 
uden dog at læse . 
Noget borte , i en Lænestol , laa en ung Dame , 
ørkesløs hvilende og indsvøbt i et stort Shavl . Hun 
var smuk , bleg og havde mørke , udtryksfulde Øine , som 
hun fæstede paa en Bouket fra igaar , der stod i et Glas 
paa Bordet . Det var Konsnlens Datter , Claudia , tilsyneladende 
endnu et Barn , hvis man derved forstaaer 
Alt , hvad der er blidt og frygtsomt , smilende og tillidsfuldt ; 
men en Kvinde i Begreb og Tanke . 
Efter en længe uafbrudt Tavshed syntes Konsul 
Graa endelig at vaagne op af sine Drømmerier , han 
skød Avisbnnken bort for syvende Gang , vendte sig imod 
Claudia og udbrød : 
„ Hvorfor sidder Du saa stille og tavs , mit søde 
Barn ? Gaa hen og spil lidt for mig . “ 
„ Jeg er ikke oplagt til at spille , “ svarede Claudia . 
„ Du seer saa bleg og lidende ud idag , Du spiste 
heller ikke Frokost for . Tante Vine — Jacobine — havde 
glemt at sætte Caviar ind til Dig . Der er Noget 
iveien , lille Claudia , siig mig , hvad det er . Morede 
Du Dig ikke paa Ballet inat ? Var din Dragt ikke 
smuk og straalende nok ? Hvad har forstemt Dig ? “ 
„ Intet , og jeg morede mig ypperligt . Jeg kan 
blot ikke begribe , hvem det Menneske er . — Kan Du ? “ 
„ Naa ham , “ svarede Graa hen i Veiret , uden ringeste 

Begreb om , hvem Claudia meente . „ Nei , det 
begriber jeg ikke heller . “ 
„ Jeg har mødt ham før , “ vedblev hun , „ det var 
i Sommer , da vi toge med Dampskibet til Helsingør , 
han stod alene , lænet op til Kahytsdøren , med et Udtryk , 
som om Alt paa Skibet laa udenfor hans Tankers 
Kreds , han saae saa alvorlig og sørgmodig hen for sig , 
som om han savnede og længtes . Jeg kjendte ham strax 
igjen , da han kom hen til os , men han havde en Maade 
at afvæbne ethvert Spørgsmaal paa , som ikke tillod 
nogen Fortsættelse . Jeg saae paa hans mørke Haar , 
saa kunstløs , paa hans store , talende Øine , saa lysende , 
saa levende , der laa saamegen Adel i hans Væsen , saamegen 
Undseelse og Ærbødighed i hans Mine , hans 
Haand skjælvede , da den berørte min , medens vi dansede . 
Hvad saa mere ? Hvorfor skulde jeg dølge det ? 
Det er en Drøm , som forfølger mig , en Tanke , som 
har fæstet Rod i min Sjæl ; jeg tænker paa ham , han 
interesserer mig , som det Ubekjendte interesserer . — Nu 
veed Du Alt . “ 
„ Naa det er ham , Du mener , den unge Herre , 
der hjalp os igjennem Trængselen og førte os til den 
rare Plads , hvorfra vi fik begge Majesfæterne at see . 
— Lagde Du Mærke til , at Kongen smilede og nikkede 
til mig , da han gik forbi ? Jo han gjorde . — Ja , det 
var rigtig et rart Menneffe , og der var saamange fornemme 
Herrer , som kjendte ham og kom hen og talte 
til ham ; der var Noget i hans Væsen , Noget - - 
Ja , netop det Du nylig selv omtalte . Hvis jeg møder 

ist ham igjen , skal jeg spørge , om han ikke har Lyst til at 
, 6 besøge os , saa gjøre vi en Middag og tage nogle andre 
o af vore Bekjendte med . “ 
„ Aa nei ! jeg beder Dig , lad være med at drage 
o alle disse fremmede Mennefler herop fra Gaden . De 
> 5 komme uden det ringeste Bekjendtskab til os , fordi Du 
q plager dem derom , de føres omkring i Værelserne for 
o at see og beundre Alt , Du tager de Lovtaler til Ind , 1 
tægt for Dig , som dog i Grunden tilkomme Maleren , 
§ Arkitekten ; saa spise de og drikke , og naar de vende 
o os Ryggen , smile de af os . Alt dette kjeder mig kun 
i i Længden . “ 
„ Jeg er da nødt til at bede Folk , naar jeg ønsker 
o at see dem hos os . Af sig selv komme de min Sjæl ikke . “ 
„ Det er jo netop Ulykken , “ svarede Claudia . 
„ Men hvad vil Du da have , at jeg skal gjøre ? “ 
„ Ikke det Allermindste ! Lad os holde oS til vore 
/ Lige , men disse forskjellige Kunstnere , deres Sympathier 
s ere ikke dine , alle disse Adelsmænd , som Kunstnerne 
z egenlig blive budte for at more , - det er dog en bef 
synderlig Idee af Dig , Fader ! Du troer ikke , at der 
> gives andre Mennesker i Verden end Adelsmænd , Du 
> ændser ikke Andre , Du skatter ikke Andre . “ 
Konsul Graa lod Claudia tale ; han syntes at være 
I hensunken i dybe Betragtninger . 
„ Veed Du hvad ! “ sagde han lidt efter , „ nu vil 
jeg gaa hen i Klubben og spille Domino med Oberst 
> ste Lane . Du skulde tage Tante Vine — naa , Jacobine 
da — med Dig og gaa lidt ud , paa Volden eller i 

Boutikernc , saa bliver min sode Claudia nok i godt 
Humeur til Middag , og saa tage vi iaften hen og see 
Menageriet ; — naa det holder Du ikke af ! —ja saa 
til Italienerne da , og høre paa Rossi og Torre og 
Duoi 6 ' amors , eller hvad det er , hun hedder . “ 
Efter denne Samtale drog Fader og Datter hver 
i fin Vei , Konsulen i Klubben , Clandia sukkede og gik 
i Boutikernc . 
Om Aftenen tog Graa i Theatret med Clandia , 
og sov den Retfærdiges rolige Søvn under hele den 
sidste Akt af Lucia . 

II . 
Hr . Viggo Karlstad . 
Næste Morgen tidlig kaldte Graa sin Datter ind 
til sig , bød hende tage Plads i den blødeste Lænestol , 
og begyndte derefter en Tale saaledes : 
„ Lin vil jeg sige Dig Noget , men Du skal lade 
være at blive vred paa mig derfor . Igaar , da jeg 
spillede Domino med mm kjære Ven Obersten og tabte 
som sædvanlig ethvert Parti , kom vi til at tale om 
Festballet og den forfærdelige Trængsel , der var ved 
Indgangen . „ Du og din Datter slap jo heldig ind , “ 
siger han , „ for jeg saae den unge Jarlstad føre Eder 
op igjennem den lille Indgang . “ — „ Jarlstad ! “ siger 
jeg . — „ Ja vist , Du maa jo kjende ham , “ siger äs 
Lane „ siden han dansede med din Datter og holdt 
Eder med Selskab en Tidlang deroppe . “ - „ Naturligviis 
kjender jeg ham , “ svarer jeg og lader som Ingenting , 
og først da han gjentager Navnet , faldt det mig 
ind , at det var Jarlstad , der stod paa det Kort , jeg 
tabte , — det unge Menneskes , ham , Du nok husker , vi 
talte om igaar . “ 

„ Naa , og hvad saa ? “ spurgte Claudia med en 
Stemme , der skulde synes ligegyldig , men dog rødede 
større Bevægelse , end hun troede . 
„ Ja , nu kommer egenlig først det Værste , “ svarede 
Faderen smilende , „ for efterat jeg forgæves havde søgt 
at udfritte min Ven Obersten om den unge Herre , 
gik jeg hjem , tog Veiviseren og slog op paa Navnet 
Jarlstad . “ 
„ Deri seer jeg da egenlig ikke noget Ondt , “ svarede 
Claudia smilende . 
„ Der var Tre , som bar dette Navn , det var altsaa 
vanskelig at gjætte sig til , hvem af dem det kunde 
være . “ 
„ Troer Du ? “ sagde Claudia . „ Jeg skulde have 
fundet det strax . “ 
„ I saa Fald ligger her Veiviseren opslagen ; lad 
os see en Prøve paa dit Talent . “ 
Claudia tog Bogen og grublede lidt over de tre 
Navne . Den Cnes Stand stod betegnet som Bødkermester , 
han var en Umulighed , en ung Dames Ideal 
og en Bødkermester . ' — den Andens Stilling stod angivet 
som Civilingenieur . - Hvad vil det sige , Civilingenieur ? 
det kan Heller ikke være ham . Den Tredie , 
han hedder Viggo , og han er Literat , det bekvemme 
Fællesnavn , der rummer Skribentvirksomheden fra 
Hovedet til Halen , Literat , som de kaldte Øhlenschlæger 
i Tydskland og Block-Toxen i Danmark . — „ Ham 
er det , “ sagde Claudia bestemt , „ der er ikke nogen 
Tvivl om . “ 

„ Netop det Samme har jeg gjættet , “ yttrede Graa 
fornøiet . 
„ Og saa ? “ 
„ Ja saa gik jeg op til ham igaar , efter Middagsbordet , 
men traf ham ikke hjemme . Han boer , som 
Du seer , i en yderst besteden Gade , i en tarvelig Leilighed , 
men hvad vil det sige ? Jeg husker den Dag , 
hvor jeg har havt ligesaa lavt til Loftet som han . Da 
jeg ikke traf ham , lagde jeg mit Kort i hans Brevkasse , 
gik hjem og skrev et artigt Brev til Hr . Viggo 
Jarlstad , og bad ham see op til mig i Formiddag , hvis 
hans Tid tillod det , der var en Sag af Vigtighed , 
hvorom jeg mistede at tale med ham . “ 
„ Og saa ? “ 
„ Ja , saa kunne vi vente ham lige paa Øieblikket , “ 
tilføiede Konsulen . 
Claudia kastede et hurtigtmonstrende Blik over 
mod Speilet , det viste hende to straalende Øine og 
Kinder , som i dette Øieblik farvedes af den dybeste 
Rødme . Iøvrigt var Billedet fuldkommen tilfredsstillende , 
en Morgendragt i allernyeste Smag , et nylig 
opsat og blankt Haar , friske , duftende Randershandsker . 
Alt var som det skulde være . Hun smilede og udbrød : 
„ Og naar han nu kommer , hvad vil Du saa sige ? “ 
„ Saa vil jeg række ham min Haand og fakke 
ham for sidst , er han ikke tilfreds med den ene , kan 
han faae dem begge to , saa vil jeg fornye vort Bekjendtskab , 
for jeg siger Dig det ligefrem , enten Du 
nu synes om det eller ikke , der var Noget ved den 

unge Herre , som i høi Grad behagede mig , Noget , som 
som — Tys ! det ringer , der er han ! “ 
„ Ja det maa Du om , “ svarede Claudia , idet hun 
reiste sig for at gaa , „ jeg antager , at min Nærværelse 
er overflødig . “ 
„ Tvertimod ! “ svarede Konsulen . „ Du bliver 
her og sætter Dig smukt ned , Du ! Skal Du ikke höre 
hvad han siger , og hvad jeg siger , har Du ikke ogsaa 
Aarsag til at takke ham ? “ 
„ Som Du vil , “ svarede Claudia . „ Siden Du 
saa bestemt ønsker det , saa bliver jeg . “ 
Hnn satte sig hen til Sybordet ved Vinduet og 
tog sit Hækletøi frem . Tjeneren meldte Hr . Viggo 
Jarlstad . 
„ Lad ham komme ind , “ sagde Konsnlen , idet han 
reiste sig op . 
„ Skal han herind ? “ spurgte Tjeneren . 
„ Naturligviis ! Jeg pleier ikke at modtage mine 
Gjæsfer i Forværelset . Gaa blot , lad ham ikke vente ! “ 
Lidt efter bankede det paa Døren , og der traadte 
et Menneske ind , som lod til at vække den dybeste Forbavselse 
hos Konsulen og hans Datter . 
Man tænke sig en lille Person , med et Ansigt , 
som fra Pande til Hage var farvet af en høist mistænkelig 
Rødme , under hvilken der paa kort Afstand 
sporedes en Mængde smaa Fordybninger , hvilke den 
Velvillige kunde antage for Kopar . Han havde hængende 
Kinder , smalle Læber , der bestandig smilede , dobbelt 
Hage og lyseblaa , fremstaaende øine . Han var iført 

en sort Frakke , noget brugt og glindsende , den stod aaben , 
og viste et Brudstykke af en lys Vest , prydet med en 
tyk og nægte Uhrkjæde ; mørkebrune Beenklæder , en lille 
Smule for korte , dertil noget snevre , og som nedentil 
viste det hele Omrids af to runde , fyldige Fødder og 
lidt af et Par blaa Uldstrømper ovenikjøbet . I Haanden 
holdt han en mørkegraa Kastet , som han svingede frem 
og tilbage , idet han kom ind og hilste og siden i Samtalens 
Hede bearbeidede til de mesf utrolige Former . 
Det var Hr . Viggo Jarlstad . Clandia kastede 
kun et eneste Blik paa ham , derefter gyste hun , sænkede 
sine smnkke Øine , og gav sig til at hækle med umaadelig 
Iver . 
„ Er det Hr . Konsul H . Graa , jeg har den Ære 
at tale med ? “ spurgte Literaten med sit blideste Smil . 
„ Ja , det er mig , men hvis De er Hr . Jarlstad , 
beklager jeg meget , at have forvexlet dem med en Anden . “ 
„ Bryd dem bare ikke derom , Høistærede ! Det gjør 
ikke det Allermindste til Sagen . Er der ' Noget , hvormed 
jeg kan være Dem til Tjeneste , saa skal det være mig 
en Fornøielse . “ 
„ De er Literat ? “ 
„ Ja , Du gode Gud ! Skulde jeg ramse Deres 
Hoivelbaarenhed det hele Register op , paa hvad jeg 
egenlig er , saa kunde det gjerne vare ved til imorgen 
tidlig . Det er vist bedst , vi lade det være . “ 
„ Ja , det er det vist . “ 
„ Nei , seer De , igrnnden er jeg Dyrlæge ; jeg har 
taget min Examen ; Deres Høivelbaarenhed kan gjerne 

faae mine Papirer at see , men det rev ud med den 
Ballon ; saa gav jeg mig til at være Gartner . Dyrlæge 
og Gartner , det er jo een Familie , den Ene lever 
af den Andens Gevæxter . Det gik strygende , at sige en 
Tid . Jeg gjorde Haver og Blomsterbede , podede og 
guillotinerede , ligesom Folk forlangte . Men saa kom 
jeg til at anlægge en Have for Grevinde Jessen , hende , 
den Lille med de to hvide Heste . Deres Excellence 
kjender hende nok ? “ 
„ Nei , jeg kjender hende ikke , “ sagde Graa med 
synlig Utaalmodighed . 
„ Ja , det kan for den Sags Skyld sin være det 
Samme . Jo , jeg anlagde en Have i den fransfe 
Stil , Deres Høivelbaarenhed forstaaer mig ? Alting 
ligeud , som efter en Snor , Alting firkantet , uden 
Snirkler og Dikkedarer . Da jeg saa var færdig , syntes 
Grevinden ikke rigtig om den , — det maatte hun om , 
- jeg ikke Heller , men det tav jeg med . „ Vi kan 
gjøre det om igjen , “ sagde jeg , „ Deres Naade kan 
faae den i engelsk Stil , med Plainer og Grotter og 
Springvand og andre Dokumenter , “ — men naturligviis , 
hun maatte betale mig for det Arbeide , jeg allerede 
havde gjort , det er saa ligefrem . Jeg gjorde da Haven 
om . Saa en Dag kommer Grevinden spadserende for at 
see , hvordan det gik , og saa giver hun sig til at fljænde 
paa mig og baldyre mig noget morderlig , og det blot 
over en gammel tosset Hække , jeg havde kappet ned . “ 
„ En Hække ? , , 
„ Ja , jeg bnrde maaske ikke nævne Navnet i den 

lille Madames Nærværelse der , men det var saamæn 
en Buxbomhække , med Respekt at sige . Nok er det , 
jeg fik min Afsfed og saa tridsede jeg af , men saa , 
kan De tænke Dem , gik Grevinden om og misrekommanderede 
mig til alle Mennesker , saa der ikke var mere 
at gjøre ved Gartneriet . Derefter dyrkede jeg Musiken 
en Tidlang . Blomster og Musik ! Deres Excellence 
seer , at jeg bestandig holder mig til det , der forsfjonner 
Livet . “ 
„ Naa , saa De har ogsaa været Mnsiker ? “ 
„ Jeg vil egenlig ikke ligefrem sige Musiker ; jeg 
lod mig hyre til at slaa paa Stortromme for Borgerslabet , 
men Deres Excellence kan tro -- -- -- “ 
„ Aa , lad mig være fri for deres Titler ; “ raabte 
Konsulen heftig . „ Jeg er ikke Excellence ! “ 
„ Er De ikke Excellence , saa er De flu Dannebrogsmand , 
det kan jeg see paa den Strimmel Baand der , 
og hvad De ikke er , kan De blive . - Naada ! Der 
er ikke nogen værre Stilling i Samfundet , end at slaa 
paa Stortromme for Borgerskabet . Bi kom kun ud 
hvert Fjerdingaar og til Majestætens Fødselsdag , og 
saa knappede de mig af , til jeg ikke fik mere end syv 
Mark for Touren , hvad fluide det blive til ? Jeg 
meldte mig fra Tjenesten og slog Boutiken op i en 
anden Gade . Saa blev jeg Medarbejder ved denne 
hersens Korsar , det slemme , firbenede Dyr , - at sige 
ikke rigtig Medarbeider , for min Bestilling var egenlig 
kun at bringe Korrektur fra Kong Salomon hen til 
Forfatterskabet , men Deres Højærværdighed kan alligevel 

frit bande paa , at de fleste af de Vittigheder , der 
staa i Bladet , dem har jeg opfundet . Jeg gik saa 
lumsk af med det , og immervæk faldt der mig noget 
Nyt ind . Saa kom denne hersens Poul , ham , Øe 
veed med Spadserestokken , drivende hen til mig og 
sagde : „ Naa min gode Jarl Hakon ! har Øe saa En 
paa Stabelen ? Frem med den , for Øe kan jo lave 
Vittigheder ligesaa flinkt , som en Høne laver Æg , med 
Respect at sige . “ Naar han saa fik min Vittighed , 
kunde jeg være sikker paa , at see den banket flad og 
smurt ind i næste Nummer af Bladet . Men saadan 
kunde det jo ikke vare ved til evig Tid . Tilsidst skrev 
jeg en specificeret Regning paa alle de Vittigheder , jeg 
havde leveret , den Dag saamange , og den Uge saamange , 
og satte dem til otte Skilling Stykket . Det var 
billigt , veed jeg . Ponl kneb sin Lorgnet fast i Øiet , saae 
paa mig og brast i Skoggerlatter , saa han maatte lægge 
sig ned i Sophaen , da han fik den Regning , men den 
Anden , han denne Maler , Te veed nok , med Pengene , 
han bad mig gaa Fanden ivold , for ellers vilde han 
kyle mig ned ad Trappen . — Deres Høiærværdighed ! 
— jeg gjør mig inte bedre end jeg er , et Mandfolk kan 
taale meget i denne Verden , men Vidtløftighederne kan 
tilsidst overgaa Taalmodigheden . Da Maler havde sagt , 
at han vilde verfe mig ud , svoret en gruelig bornholmsk 
Ed paa det ovenikjøbet , satte jeg min Kabuds 
paa Hovedet , lukkede Døren , og saa børstede jeg dem 
ordenlig af begge To . Dermed var den Potte ude . “ 
Claudia følte sig under denne Samtale greben 

af den dybeste Rædsel , en saadan Personlighed var 
hidtil aldrig kommen indenfor hendes Bekjendtskabs 
Kreds . Yttringer og Skildringer , som dem hun her 
lyttede til , havde aldrig for mødt hendes øren , og 
det var ham , hun havde gjættet paa , ham , hun et øieblik 
havde kunnet forvexle med hendes Tankers , hendes 
Drommes rigtudstyrede Helt . Hun bed i sin Handske , 
og røbede alle Tegn paa en heftig Utaalmodighed . 
Konsul Graa syntes derimod at lytte til Mandens 
Historier med mindre Uvillie , han smilede as og til , 
gned sig i Hænderne og kastede et Sideblik hen til sin 
Datter . 
„ Da De har været Dyrlæge , “ sagde han , „ kunde 
De maaske give mig et godt Raad for min stakkels , 
lille Hund her , den har været noget lidende i de sidste 
Dage . “ 
Hr . Jarlstad saae hen over den ene Skulder , ned 
paa en fed , lille , gulbrun Hund , som laa i en af Lænestolene . 
„ Den Tingest der , “ sagde han med en ubeskrivelig 
Haan , „ det en Sag paa fjorten Dage : otte Tages 
Sult , otte Dages dygtig Travaille , saa er Moppen 
færdig . Nei ! hvad jeg vilde sige , Deres Belbyrdighed 
begriber ikke — 
„ Ja , Tak skal De have , fordi de var saa venlig 
at komme herop , “ sagde Konsulen , da han saae Claudia 
vise nogle tydelige Tegn paa Utaalmodighed . — „ Jeg 
beklager , at jeg har taget Feil af Navnet og forvexlet 
Dem med en Anden . “ 

Med disse Ord bukkede han for Jarlstad . 
Jarlstad besvarede hans Buk med et lignende , 
svingede med Kasketten og vedblev : „ Der er ellers 
Intet til deres Tjeneste ? - Ikke en lille Smule Afsfriveri ? 
Jeg tager tiltakke med hvad det skal være . 
Jeg kan ogsaa lave Pomade . “ 
„ Nei , jeg beklager— “ 
„ Ikke nogle gamle Klæder eller brugt Skotøi at 
sælge ? Jeg betaler den høieste Pris for det . “ 
Claudia reiste sig for at gaa . Hun kunde ikke 
udholde denne Skuffelse , der med ethvert Øieblik antog 
større Forhold . 
„ Nei ! “ svarede Graa . „ Jeg har aldeles Intet 
af den Slags , de søger her . “ 
Jarlstad hilste og gik . Da han kom hen til 
Døren , vendte han sig pludselig om og udbrød med 
en Stemme , der paa engang lød barst og bydende : 
„ Maa jeg saa bede om de tre Mark , Høistærede 
er mig skyldig . “ 
„ Hvilke tre Mark ? “ 
„ Har de ikke nylig forlangt Raad af mig for det 
Monstrum , den firbenede Rullepølse der ? Taxten for 
ethvert Raad var tre Mark paa Skolen . Skulde De 
ikke have Evne til at punge ud med det Hele , kan jeg 
gjerne skjænke dem den ene Mark , “ tilføiede han spydig . 
„ Maa jeg bede Dem tale til mig i en anden 
Tone , “ udbrød Konsulen . „ Jeg er Dem Intet skyldig 
og agter Heller ikke at benytte deres Raad . “ 
Claudia afbrød ham ved at lægge sin Haand paa 

hans Arm , derpaa tog hun en nydelig , gul Pengepung 
frem og rakte Hr . Jarlstad med den yderste Spids af 
sine Fingre en Rigsdaler , uden at sige Noget . 
„ Gud vilsigne Dem ! “ udbrød den forhenværende 
Dyrlæge , idet han tog Pengene og greb efter Claudias 
Haand , som hun behændig unddrog ham . „ Jeg har 
glemt min Pengepung hjemme , men jeg skal springe 
over til Spekhøkeren og faae den vexlet , for jeg kan 
ikke give Dem tilbage . “ 
„ Det er Heller ikke min Mening , “ sagde Clandia , 
„ men uu vil De nok være saa venlig at gaa , ikkesandt ? “ 
„ Gudbevares ! med Fornøielse . Jeg skal tage mig 
den Frihed at høre herop en anden Gang . Den naadige 
Frue kunde maaske have Brug for noget af mit Pletvand 
til at vaske Handsker i . Jeg sætter desuden ogsaa 
Barbeerknive op , som skare være end den slemme 
Syge . Hvis De ønsker det , kan jeg ogsaa klippe deres 
Moppe der , saa net , at der ikke bliver mere Haar 
paa den , end bag paa min Haand . Den har godt 
af det . . Vu revoir , ^I^sieurs ! “ Dermed bukkede 
han og gik . 
Clandia aabnede begge Vinduer efter ham , og 
stænkede en stor Flaske Kølnervand omkring i Værelset . 
Dernæst vendte han sig om mod Konsulen og sagde : 
„ Efter denne Lextion troer jeg visf , at vi To gjøre 
bedst i , ikke oftere at rose os af vore Evner til at 
gjætte dem , vi søge . “ 

III . 
En ny Feiltagelse . 
Samme Formiddag , lidt efterat Hr . Jarlstad var 
gaaet , saae man Konsul Graa ivrigt beskæftiget med 
en tilsyneladende vigtig Forretning . Han lukkede sig 
inde i sit Værelse , og tilbragte lang Tid med at skrive 
et Brev , som Tjeneren blev sendt bort med . Derefter 
klædte han sig omhyggelig paa . Claudia sang en af 
sine smukkeste Sange , han lagde ikke videre Mærke dertil , 
hun spillede , han gik igjennem Salen , han standsede 
et Øieblik , men ikke for at høre paa Mnsiken , tvertimod 
afbrød han hende og sagde : 
„ Du eller Vine — Jacobine , komme til at gaa 
en Tour med Hunden idag ; jeg faaer ingen Tid 
dertil . “ 
Da Tjeneren bragte Svar , gik han ud og vendte 
først seent tilbage . Alt dette sfete med en hemmelighedsfuld 
Mine , med et betydningsfuldt Smil , hver 
Gang Claudia talte til ham . Næste Morgen kaldte 
han Tante Jacobine ind og sagde : 

„ Lille Vine maa indrette det saadan , at vi komme 
til at spise noget tidlig Frokost idag . “ 
„ Ja ! “ svarede den gamle Dame betænksomt , „ men 
Claudia har sagt , at hun ikke vil spise før Klokken Et . 
Hun befandt sig ikke vel imorges . “ 
„ Ja , for min Skyld kunne vi gjerne spise , naar det 
skal være , “ svarede Claudia . „ Nu har jeg det ligesom 
lidt bedre . “ 
„ Det var herligt . Jeg skal sige Dig , mit kjære 
Barn , jeg venter en af mine Venner idag , naar 
Klokken slaaer tolv . “ 
„ En ny Ven ? “ spurgte Claudia . 
! „ Som Du vil . En meget kjær Ven . “ 
» „ Kjender jeg ham ? “ 
„ Gjæt engang ! “ 
„ Nei ! siden igaar indlader jeg mig aldrig mere 
paa at gjætte Navne . “ 
„ Jeg synes dog , at Du har nogen Oprejsning 
tilgode , maaske Du dennegang kan være heldigere . “ 
„ Nei ! jeg gjætter ikke , men jeg vil lade Dig vide , 
at hvis din Ven idag hedder Viggo , saa har jeg igaar 
opbrugt alt mit Kølnervand uden dog at kunne fortrænge 
Mindet om ham , som slog paa den store 
Tromme ; Du kommer derfor til at kjøbe mig en ny 
Kasse , inden han melder sig . “ 
„ Han hedder ikke Viggo , og Du behøver Heller 
intet Kølnervand for hans Skyld . Lykkeligviis vare 
vi igaar To om at tage feil , saa Du har Intet at 

lade mig høre . Idag er jeg derimod ene om at rette 
den . — Kom lidt hen til mig , Du ! “ 
Han greb begge hendes Hænder og vedblev : „ Vil 
Du være en sød Pige og gjøre mig en rigtig stor 
Fornøielse ? “ 
„ Ja , for den Pris vil jeg være det . “ 
„ Gaa ind og tag din blaatærnede , skotske Kjole paa . “ 
„ Men hvor falder det Dig ind ? “ 
„ Herre Gud ! fordi Du seer saa nydelig ud i 
den . Naar jeg forsfriver dine Kjoler fra Lyon , dine 
Støvler og Sko fra Paris , kan Du da idetmindste 
til Gjengjæld gjøre mig den Fornøielse at pynte Dig 
med dem . Jeg kan ikke udstaa den tossede , sortstribede 
Kjole der . “ 
„ Men jeg forstaaer Dig ikke , Fader ! Er det ogsaa 
dit Alvor ? For hvem vil Du , jeg skal skifte 
Dragt , pynte mig , som Du siger ? — For Dig ? 
Hellere end gjerne — for dine Venner ? Paa ingen 
Maade . “ 
„ Godt ! saa lad det sfee for min Skyld , for din 
egen Skyld , fordi en Dames Pynt røber en Dames 
Smag og mange flere Egenskaber , end hun selv veed af . 
Du holder dog ellers af Luxus , synes mig , Du lever 
og trives kun deri , det kan jeg godt lide ; hvis Folk 
ikke havde havt Smag for Lnxus , var jeg aldrig bleven 
til en rig Mand . Jeg har pyntet Andre med mine 
Tanker , solgt dem mine Ideer og min egen Smag 
i Alenviis . Det er Luxus , som forædler , som føder 
de skjønne Kunster , fordeler Rigdommen , befolker Havnene , 

knytter Nationerne til hinanden , fremmer Handel , 
slaber Ideer , som jeg altsammen sagde i den Tale , 
jeg holdt for Hans Majesfæt Kongen . Summen af 
alt dette er , at Du skal være en fod Pige og gaa 
ind og tage den blaa Kjole paa . “ 
„ Det er jo et Tyranni uden Lige , “ sagde Claudia 
smilende . „ Igaar maatte jeg næsten lade mig dræbe 
af en Ven fra Gaden , idag skal jeg klæde mig paa 
for en Anden . — Der seer man , hvab der kommer ud 
af at forkjæle sin Fader og give efter for alle hans 
Luner , “ tilføiede hun , idet hun nikkede til Graa og 
forlod Værelset . 
Lidt efter vendte hun tilbage , iført den skotsktærnede 
Kjole . „ Falder jeg saaledes i Herrens Smag ? “ 
spurgte hun , idet hun gik hen til Konsulen , let og 
lydløs som en Fugl flyver igjennem Luften , og lagde 
sine Hænder paa hans Skulder . 
„ Du er et elskeligt Barn , “ svarede Konsulen , medens 
han med en Faders Svaghed og Henrykkelse betragtede 
den yndige Skabning , som i fuldkommen 
Bevidsthed om alle sine Fortrins Magt gjorde en dyb 
og gracieus Hilsen for ham . 
Tante Jacobine var fulgt efter Claudia . Det varen 
lille , mager Dame med en Mængde skarpe og fine 
Rynker i Ansigtet , der omgaves af en snehvid , tætsluttende 
Kappe uden Pynt , uden Baand , alene kantet 
med en lille Knipling . Hun blev staaende indenfor 
Døren med et Udtryk af dyb Beundring . 

„ Er hun ikke nydelig ! “ udbrød hun , „ Alt hvad 
Claudia tager paa , klæder hende . “ 
„ Nydelig ! “ gjentog Konsulen . 
„ Ja vist ! det fortæller Du mig hver Dag ; lykkeligviis 
veed jeg nok , hvad jeg stal tage det for . “ 
„ Siger ikke hele Verden det Samme ? “ 
„ Nei , den halve mener Du vist , fordi den bestaaer 
af Mænd , og de smigre . Det gaaer med disse smukke 
Talemaader , som med de italienske Papirspenge , Enhver 
veed , at de ikke gjælde for Noget , men man tager 
dog imod dem efter en selskabelig Overeenskomst . — 
Men hvor Du har havt travlt , medens jeg var borte , 
see blot ! Du har faaet Bordet emailleret med Visitkort 
af store og bekjendte Navne , Dn har ogsaa sliftet 
Dragt , sort Kjole , det lille Ordenstegn ikke at forglemme . 
Det gjælder altsaa idag om at imponere . 
Det er formodenlig en Prinds , en Storfyrste , vi vente . “ 
„ Ingen Storfyrste , men Frøkenen har maasfe 
glemt den Lærdom , hun selv gav mig forleden , at den 
største Opmærksomhed mod en Gjæst er at modtage 
ham i en omhyggelig Paaklædning . “ 
„ Idetmindste er det bestemt en Herre med et lille 
von eller äs foran Navnet , — Fader . ! Fader ! jeg 
kjender Dig saa nøie . Et blot maa Du love mig , 
han være nu hvem han vil , saa stat han ikke slæbes 
omkring i Værelserne for at beundre Malerierne , eller 
de ny Meubler i gammel Stiil , eller Springvandet 
inde i Paaklædningsværelset . “ 
Konsulen svarede ikke , han gif i dybe Tanfer op 

og ned ad Gulvet . Pludselig standsede han og ringede . 
En gammel , hvidhaaret Tjener viste sig . 
„ Idag Klokken tolv vil der komme en Herre og 
spørge efter mig , “ sagde Konsulen , „ Danielsen behøver 
ikke at melde ham , før ham blot herind . “ Danielsen 
bukkede . „ Kom lidt herhen , “ vedblev Graa . „ Hvorledes 
er det Danielsens Kjole seer ud , det ene Knaphul 
er jo revet itu , og saa er der Hul paa Ærmet . “ 
„ Undskyld , Hr . Konsul ! men det er min daglige 
Dragt , den jeg altid pleier at gaa i . “ 
„ Men jeg holder af , at man i mit Huus gaaer 
ordenlig klædt hver Dag . Bring den Kjole hen til 
Skræderen og tag en anden paa . Danielsen kan 
ogsaa gjerne gaa med sin røde Best herefter , den jeg 
gav Ham til Juul , tag den kun paa idag , tilligemed 
den anden Kjole . “ 
Danielsen bukkede og gik . Taffeluhret viste paa 
Tolv . Clandia var den Forste , som bemærkede det . 
Hun sad ved Binduct , beskæftiget med et Hækletøi , 
som aldrig blev færdigt . Konsulen gik op og ned ad 
Gulvet , saae sig i Speilet og rettede lidt paa det hvide , 
zirlige Halstørklæde , man altid saae ham med . Der 
kom Nogen ude paa Gangen , Graa lyttede : 
„ Der er han , “ sagde han og indtog den bekjendte , 
maleriske Stilling , hvori Napoleon den Forste afbildes 
i Lithografierne : den ene Haand i Brystet , den anden 
sløttet til Bordet . 
Danielsen aabnede Døren , en Herre traadte ind . 
Clandia saae op , en forbigaaende Rødme foer over 

hendes Ansigt , det var ham , Jarlstad , den Ubekjendte , 
. der siden den sidste Søndag havde været hendes Drømmes , - 
hendes Tankers Billede , en Helt , som idetmindste 
efter det første Øiekast at dømme næsten manglede alle 
de Egensfaber , hvormed hendes Fantasi havde udstyret 
ham ; et ungt Meuuesfe , bleg , mager , med mørke Haar , 
lidt kroget Næse , iøvrigt et af disse almindelige Ansigter , 
man møder allevegne , og som man seer paa uden at 
læggæ Mærke til , Ansigter uden nogen tilsyneladende 
bestemt udpræget Karakteer , og hvori Enhver , just af 
den Grund , kan finde Alt , hvad han selv behager . 
I Samtalens Løb derimod , naar Noget tiltalte og 
bevægede ham , blev dette Ansigt mere levende , hans 
øine straalede med et Præg af Kløgt og Aand , disse 
gjennemtrængende , graablaa , alvorlige Øine , der syntes 
at læse Tanken i en Andens Indre , for den fik Ord , 
havde tillige et Udtryk af ærlig Trofasthed , som indtog 
for ham . Lægges hertil en blød og vellydende Stemme , 
en Røst , der sjelden hævede sig synderlig høit , 
men som ogsaa af den Grund var istand til fuldkommen 
at betegne enhver forskjellig Stemning , saa er 
maaske Claudias Helt bragt noget under det Standpunkt , 
hvorpaa hun stillede ham , men ogsaa en Deel 
nærmere mod Virkeligheden . 
Idet han traadte ind , faldt hans Blik paa den 
unge Dame , men der var i hans Hilsen noget Fremmed , 
noget af den almindelige udtryksløse Høflighed , 
som vises Den , man seer for første Gang . Konsul 
Graa gik Hen til ham , strakte ham begge Hænder imøde , 

og udbrød med en støiende Røst , der bestandig vedblev 
at røbe Manden fra Butiken : 
„ Vær velkommen i mit Hus , Hr . Civilingenieur ! 
Det var smukt af dem , at De holdt Ord og saae herop . “ 
„ Jeg havde jo lovet det , “ svarede Jarlstad . 
„ Jeg har allerede hilst paa Dem i deres Hjem , “ 
vedblev Konsulen , „ og takker Dem for den venlige 
Maade , hvorpaa D . e kom os tilhjelp ; min Datter 
kjender De ogsaa ; men jeg holder paa Formen og 
maa dog forestille Dem for hende . “ 
„ Behøves det ? “ svarede han . „ Jeg har ikke 
glemt deres Datter , siden jeg saae Dem sidst . Mine 
Øine have en god Hukommelse . “ 
„ I dette Tilfælde burde vi dog husfe længst og 
huske bedst , “ yttrede Claudia , „ siden det var os , som 
modtog deres Tjeneste . Ikke sandt ? “ 
„ Men De var mig ikke saa ubekjendt , som De 
formoder , “ svarede han , „ jeg har seet Dem før og 
kjendte Dem igjen , som man kjender Den , man engang 
har lagt Mærke til . Det var Aarsagen til , at jeg 
kom Dem tilhjælp , det maa ogsaa være min Undskyldning , “ 
tilføiede han . 
„ Min kjære Jarlstad , “ udbrød Konsulen i den 
høitidelige Betoning , hvormed en Taler begynder sit 
Foredrag ; „ naar jeg igaar Mod mig at bede Dem 
hjem til os , var det ikke blot før at bringe Dem vor 
Tak , der er tillige en mindre behagelig , men mere 
magtpaaliggende Sag , hvorom jeg ønsker at tale med 
Dem . De er Civilingenieur , ikke sandt ? Det vil sige 

en Mand , der befatter sig med Veiarbeide , Brobygning , 
Draining og saa videre , jeg beder Dem , kom min 
Hukommelse tilhjælp ; er det ikke Tilfældet ? “ 
„ Jo , ganske vist . “ 
„ Ja , hvad kjender jeg vel til Sligt ! Jeg er en 
Handelsmand , der har tilbragt sin Ungdom i en Butik , 
sin øvrige Tid med Kontorforretninger , saalænge til 
jeg fik erhvervet mig det , jeg behøver før at føre et 
tilfreds og behageligt Liv , — maaskee lidt mere end 
det , jeg behøver , “ tilføiede han efter en lille Pause og 
med et til Ordene svarende Smil , „ men det hører 
ikke herhen . Da jeg kom hertil Byen , kjøbte jeg mig 
denne Gaard og lod den forandre efter min egen Idee , 
som De seer , ret bekvemt ; man kan leve her om Vinteren , 
modtage sine Venner , aa ja ! men om Sommeren 
holder jeg af Landet , af frisk Luft , Blomster og Træer 
og saadant Noget . Jeg har fornylig kjøbt mig et 
Landsted , ret smukt beliggende lidt forbi „ Slukefter “ ; 
man har Søen lige for sig , den deilige blaa Sø , som 
Heiberg siger , og en stor Altan over Stueetagen , hvorfra 
man om Eftermiddagen kan sidde og see Folk tage ud 
i Skoven . Atten Værelser , en Have paa fem Tønder 
og tre Skjæpper Land , Agerjord og Skov dertil , herskabelig 
i alle Maader ; men Ulykken er , at Eiendommen 
har i lang Tid været forsømt , Frugttræerne sygne bort 
i fugtig Jordbund , i Haven skulde der lægges Drainrør , 
Markveie skulde afstikkes , Vandet ledes bort fra Engene , 
Forbedringer , som jeg ikke forstaaer mig det 
Ringeste paa . Forleden taler jeg med en af mine 

Venner om den Sag , en vis Oberst — ja , det er nu 
det Samme , hvad han hedder ; han nævner deres Navn , 
roser Dem som en dygtig og indsigtsfuld Mand , og 
saaledes har Tilfældet villet , at jeg , der allerede har 
modtaget een Tjeneste af Dem , idag beder Dem om 
en ny , den , at varetage det hele Arbeide ved Julias - 
minde , det har jeg kaldt Stedet efter min salig Hustru . 
Naar jeg siger varetage Arbeidet , forstaaer jeg derved , at 
lede og styre det Hele , og lade mig betale Omkostumgerne . “ 
Da Konsulen var kommen saa vidt , standsede han 
og kastede et Blik henimod sin Datter , men Claudia 
sad bøiet over sit Hækletøj , hun saae ikke iveiret . 
„ Jeg beklager meget , at jeg ikke seer mig istand 
til at overtage dette Arbeide , “ sagde Jarlstad efter et 
Øiebliks Betænkning . 
„ Virkelig ikke ? “ udbrød Graa , overrasket af et 
Svar , som han var saa langt fra at vente . „ Jeg 
troede dog , at Sligt netop horte til deres Fag . “ 
„ Udentvivl , men jeg er netop beskæftiget med et 
Arbeide , som lægger Beslag paa hele min Tid . “ 
Konsul Graa smilede . „ Tillad mig et Spørgsmaal , “ 
sagde han ; „ er det nn ogsaa praktisk at opgive 
det Ene for det Andet ? Jeg taler kun efter mine Erfaringer 
som Handelsmand ; som Saadan har jeg stedse 
søgt at imødekomme enhver Fordring , Folk stillede til 
mig . Man benytter Andres Hjælp , man udvider sin 
Virksomhed , man forøger sit Arbeide , og man fordobbler 
derved tillige sin Fordeel . “ 
„ Jeg tænkte paa noget Lignende , da De gjorde 

mig dette Forsiag : men den Sag , hvormed jeg er beskæftiget , 
vil optage min hele Virksomhed og desuden 
gjore en Fraværelse herfra Byen nødvendig nu i Foraaret , 
saa at jeg ikke er istand til at føre Tilsyn med 
det , der siulde foretages hos Dem . “ 
„ Og jeg , som glædede mig til at benytte deres 
gode Ideer ! “ sagde Graa . „ Det maa da være et 
meget omfattende og storartet Værk , siden det ikke lader 
Dem den ringeste Tid tilovers for mig ? “ 
„ Hvis det kan interessere Dem , sial jeg gjerne 
fortælle , hvori det bestaaer ; jeg lægger ikke videre Vægt 
paa at dølge det , siden vi allerede ere Flere om Hemmeligheden . 
Der er en meget stor Byggegrund tilsalgs 
udenfor en af Portene , jeg staaer i Begreb med at 
kjøbe den for at lægge en Gade igjennem den og opføre 
Bygninger paa begge Sider . “ 
„ Det er vist en god Idee , men den forlanger 
store Kapitaler . “ 
„ Ikke saa store , som det synes . Øer er Sandsynlighed 
for , at man vil kunne bortsælge Bygningerne 
efterhaanden som de opføres , og Kapitalen for Jorden 
bliver staaende i disse paa første Prioritet . Jeg haaber 
desuden , naar de første Forarbejder , Planer og Tegninger 
ere færdige , at faae nogle velhavende Mænd i 
Jylland til at træde i Forbindelse med mig , det er til 
dem , den Reise gjælder , som jeg nylig omtalte . Ikke 
sandt ? Nu har jeg givet en gyldig Grund , hvorfor jeg 
ikke kan paatage mig nogen anden Beskæftigelse , og 
tillige aflagt et fnldstændigt Skriftemaal . “ 

„ Det har De , “ sagde Konsul Graa , „ men lyt nu 
ogsaa til mit Skriftemaal . Jeg har hørt den Plan 
omtale , som De her betroer mig , jeg har hørt Dem 
nævne som den Mand , der netop egnede sig til at 
bringe den lykkeligt tilende . Igaar , da jeg besøgte 
Dem , kunde jeg ikke fortælle , hvad der egenlig laa mig 
paa Hjertet , ikke trænge mig ind i deres Hemmelighed , 
De maatte selv betro mig den ; nu derimod før jeg udtale 
mig aabent og ærligt , som jeg altid har holdt meest 
af ; jeg kan sige til Dem : De har Talent , jeg har 
Penge , De kan benytte mig , og jeg trænger fil Dem . 
Hvad synes De om , at vi sætte Skulder fil Skulder 
for at bringe deres Planer fil Udførelse ? “ 
„ De mener ? “ 
„ At De istedetfor at søge den nødvendige Kapital 
i Jylland , tager tiltakke med den , jeg tilbyder Dem i 
Kjøbenhavn , jeg mener , at De og jeg træde i Forbindelse 
med hinanden paa de Betingelser , vi nærmere 
komme overeens om , og som De forresten selv kan 
bestemme . “ 
„ Deres Tilbud overrasker mig i høi Grad , “ sva- * 
rede Jarlstad , „ og det er mig kjært at finde en saa 
levende Deeltagelse for mit Værk , skjøndt jeg ikke er 
istand fil at fatte dens Aarsag . “ 
„ Egoisme , Høistærede ! kun Egoisme ! — Jeg er 
en Mand , som har virket meget i mine Dage og altid 
været paafærde ; jeg troede , jeg skulde kunne slaa mig 
fil Ro nu og hvile ud , men det vil ikke lykkes , det 
gaaer ikke , min Fa ' er ! jeg trænger fil Virksomhed . 

Mine Penge ligge og mugne nede i Banken fil fire 
og en halv , i deres Værk vil jeg kunne bringe mere 
ud af dem ; ret beseet er der altsaa ikke synderligt Fortjenstligt 
ved mit Tilbud , siden jeg kun søger min egen 
Fordeel deri . “ 
„ Men hvis De nu ikke fandt , hvad De ventede ? 
Ethvert nyt Foretagende har to Muligheder for sig , 
Fordeel , og det er her efter alle Beregninger det Sandsynligste , 
men det kan ogsaa medføre Tab . “ 
„ Ganske vist ! det er jo netop den Luft , jeg er vant 
til at aande i , og som jeg savner her . Jeg trænger 
til den Spænding , Vinding og Tab medføre , og hvis 
jeg haaber paa Fordeel , er jeg ogsaa som en gammel 
Handelsmand beredt paa at tabe . “ 
„ Nu vel ! I saa Fald har jeg intet videre at bemærke . 
Tillad mig at overveje Sagen med al den 
Opmærksæmhed , den fortjener , til imorgen Formiddag . 
Jeg skal da bringe Dem et bestemt Svar . “ 
„ Det vil sige , at jeg imorgen Formiddag venter 
at see Dem med Planer , Overslag og Alt , hvad dertil 
' hører . Ikke sandt ? “ 
„ Jeg haaber det , — jeg ønsker det , “ føiede 
Iarlstad til . 
„ Det er Ret , en Beslutning maa man ikke være 
for længe om , ja eller nei , det er Inspirationens Svar . 
Haand paa Værket , beregne , forudset , det er den Kloges 
Kjcndemærke . Ja , De smiler , men jeg har Ret alligevel , 
og Beviset derpaa er , at saadan bar jeg mig ad med 
at blive den Mand , jeg er . “ 

Idet Jarlstad reisfe sig for at tage Afsked , vendte 
han sig mod Clandia og sagde : „ Jeg maa meget 
bede Dem om Tilgivelse , fordi vi i denne vor lange 
Underholdning have begaaet den store Feil , uafbrudt 
kun at tale om , hvad der angik os selv , og De har 
neppe følt den samme Interesse for , hvad der blev 
sagt , som jeg . Heldigviis deler jeg Ansvaret herfor 
med deres Fader , og jeg beder Dem lægge deres hele 
Uvillie paa hans Skuldre , siden han har lettest ved 
at bære den . “ 
Clandia saae op . „ Jeg horer til og jeg belæres , “ 
svarede hun med et Smil og et Blik , der indeholdt 
en meget veltalende Tilgivelse . 
Under hele Samtalen havde hun uafbrudt siddet 
boiet over sit Arbeide Hun saae ikke op , det syntes , 
som om dette evindelige Hækletoi og Maskerne , hendes 
hvide Fingre knyttede , vare en tilstrækkelig Gjenstand 
for alle hendes Tanker , dog følte hun , hvergang Jarlstads 
Øine hvilede paa hende . Det var for hende , 
som om disse alvorlige Øine gøde en ny , frisk Strøm 
af Liv og Varme i hende og mod hendes Villie bragte 
Hjertet til at banke . Hnn frygtede for at møde hans 
Blik , tusinde forskjellige Tanker floi igjennem hendes 
Hoved , hurtige og krydsende hinanden som Svalerne 
flyve igjennem Luften , og hun , som ellers pleiede at 
være saa sikker paa sig selv , blev forvirret , blev frygtsom 
og mærkede , at hendes Haand skjælvede . Længe 
efterat han var gaaet blev hun siddende , tavs og grublende , 
nedsunken i Stolen , hun horte endnu hans 

Slemme ; der var den samme Sørgmodighed i hans 
Røst , som hun tidligere havde læst i hans Aasyn . 
Konsulen gik op og ned ad Gulvet , gned sig i 
Hænderne og stillede sig frem foran hende med en 
triumferende Mine . Han lignede i dette Øieblik en 
stor Sanger , der efter en Bravourarie venter paa et 
Udtryk af Tilhørernes Hyldest . Han besad ingen Veltalenhed , 
den gøde Mand , men en vis snarraadig 
Kløgt , et Forraad af Ord og Talemaader , der erstattede 
hiin og som undertiden ogsaa kan være et virksomt 
Vaaben . Det var med dette Vaaben , han idag havde 
banet sig Vei henimod det Maal , han higede efter , og 
som var langt større og mere betydningsfuldt , end 
Claudia havde Begreb om . 

IV . 
Planer . 
Næste Formiddag indfandt Jarlstad sig igjen , 
denne Gang med en stor Rulle Papirer under Armen . 
Konsulen ventede ham med en vis Utaalmodighed . 
Claudia sad atter i fin Lænestol ved Vinduet ; hun 
havde stillet et Fnglebuur foran sig paa Bordet , og 
betragtede de to smaa Fanger bag Messingtraadene 
med dette indadvendte Blik , der lader os see Alt , uden 
at lægge Mærke til Noget . 
„ Bringer De glædeligt Nytidag ? “ spurgte Graa . 
„ Tvertimod ! “ svarede , Jarlstad . „ Jeg har en 
Tjeneste at bede Dem om . “ , 
„ Kalder De da ikke det for en glædelig Nyhed ? “ 
-spurgte Konsulen smilende . 
„ Forst vil jeg bemærke , at jeg med Fornøielse 
modtager det Forsiag , De gjorde mig igaar , saameget 
hellere , som det fremmer min Plan ved at spare mig 
den Tid , jeg behøvede til at søge andre Deellagere . “ 
„ Det er rigtigt , min unge Ven ! At spare Tider 

at vinde Penge . Haand paa Værket ! Øieblikket tilhører 
os , og det er mintro ved at nytte det , at den Kloge 
skaber sig sin Fremtid . “ 
„ Jeg bringer Dem her alle de Planer og Beregninger , 
som angaa Sagen . Kortet over Grundene 
har jeg derimod ikke kunnet faae færdigt til idag , og 
beder Dem om at see det hjemme i min Tegnestue . 
Det var den Tjeneste , jeg kom for at forlange . “ 
„ Pokker med Kortet og alle Enkeltheder ! “ sagde 
Konsulen , „ de angaa knn Dem . Lad mig blot faae 
et Blik paa Sagen i dens Heelhed , mere behøves ikke . 
Jeg har tænkt mig som saa : De meddeler mig nu 
deres Tanker , førend vi spise Frokost , dernæst har jeg 
lovet min Datter at kjøre ud med hende i det prægtige 
Veir ; har De Lyst , sætter De Dem op i Vognen 
med os , og vi tage da hen og besee Jorden . Jkkesandt , 
Claudia , det kan jo godt lade sig gjøre ? “ 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ svarede hun . „ Det er jo at 
forene det Nyttige med det Behagelige . “ 
„ Er det ogsaa Ret at begynde idag , hvor vi slap 
igaar ? “ sagde Jarlstad , henvendt mod den unge Dame , 
„ De kjører ud for det smukke Veirs Skyld , Konsulen 
og jeg for at tjene Penge : “ 
„ Men er jeg da ikke ogsaa en lille Part i Sagen , “ 
svarede hun med et ironisk Smil , „ den angaaer jo 
min Faders Interesse ? “ 
Nu udviklede han sin Plan med al den Begeistring , 
han selv følte for den , viste Konsulen sine Beregninger 
og Overslag , Arbeidet kortsagt , og den Fordeel , 

han ventede af det . Graa lyttede til med levende Opmærksomhed , 
roste Alt og fandt Alt fortrinligt . Snn og 
beregnende som han var , indsaae han snart , at Planen 
var heldig lagt og efter al Sandsynlighed maatte bære 
gode Frugter . 
Claudia lyttede ogsaa og sendte af og til et dvælende 
Blik hen til Bordet , hvor han sad bøiet over 
sine Papirer ; hos hende fandt naturligviis hverken Tallene 
eller Beregningerne den ringeste Deeltagelse , det 
var det klare Lys i hans Dine , den altid milde , 
halvdæmpede Røst , det var hans Smil , hun lagde 
Mærke til . Naar han da ved en pludselig Bevægelse 
hævede sit Hoved og saae over til hende , og deres 
Dine mødtes , sænkede hun hurtigt og frygtsom sine , 
rødmede , som om hun havde begaaet noget Urigtigt , 
og under denne Frygt , denne idelige Vexlen af Tanker 
og Forestillinger hvilede der et Udtryk over hendes 
Aasyn , forklaret og herligt , en Lykke og Tilfredshed 
med Alt , som hun ikke før havde kjendt ; thi det er 
Kjærlighedens Natur , at den , ved at hæve os selv , tillige 
kaster sit Sollys over Alt , hvad der omgiver os . 
Efter Frokosten stege de tilvogns , Clandia omhyggelig 
indsvøbt i en mørkebrnn Fløiels Kofte , foret 
med graaligt Egernskind . Solen skinnede , det var en 
af disse forste , friske Foraarsdage hos os , som tage sig 
bedst ud indenfor Vinduerne af et varmt Værelse . 
Tante Jacobine fulgte Clandia « ed til Vognen , 
svøbte et Tæppe om hendes Fødder og slog Solsfjærmen 
op for hende . 

„ Mangler Du nu Intet , mit søde Barn ? “ udbrød 
den gamle Dame med ængstelig Omhu . „ Ikke din 
Muffe ? Skal jeg gaa op og hente den ? Ikke et lille 
Tørklæde om din Hals ? Ikke en Fodpose ? Det er 
rigtig saa raat idag , og man maa være forsigtig i den 
Foraarsluft . Lad ham endelig vende om , saasnart Du 
finder det for koldt . “ 
„ Men Du glemmer jo , lille Tante , at vi ikke 
have en Lysttour for . Forretningerne fremfor Alt , ikke 
sandt , Hr . Jarlstad ! ' Det er Hovedsagen . “ 
„ Jeg mener , ikke Hovedsagen , “ svarede han , „ men 
Midlet til at naae den . “ 
De kjørte . Konsulen og Jarlsfad sad paa Forsædet 
og fortsatte den begyndte Samtale . Claudia laa 
tilbagelænet i Vognen foran dem . Hun saae ud fra 
Fjedrene , Fløjlet og Forværket , der omgav hendes 
blege Ansigt , som en lille Fugl seer ud fra sin Nede . 
Af og til kom en Haand frem , spæd og fiin som et 
Barns og indhyllet i en lysebrun Handske , hun drog 
sin Kofte tættere sammen , sank dybere tilbage i Vognen 
og sad og lyttede som før . 
Det gik med Grunden som med Planerne , Konsul 
Graa fandt den fortræffelig . Egnen sund , Udsigten 
fortrinlig , Vandafledningen let at tilveiebringe , Alt 
havde hans fuldstændige Bifald . 
„ Nu veed jeg , hvad jeg vil , “ udbrød Claudia 
midt under denne Samtale . „ Hvergang Hr . Jarlsfad 
besøger os , vil jeg være tilstede og sidde og lytte til 
og lade mig belære af hans Indsigt og Kløgt , saa vil 

jeg kjøbe mig en stor Skov og bygge mig et Hus , 
ikke en Fattigbolig , som kan udleies til smaa Familier 
for en billig Pris , et smukt lille Slot skal det være , 
med Taarne paa Siderne , Altaner under Vinduerne 
og en Pergola , som jeg vil opfylde med de deiligste 
Blomster og Fugle . Der skal være en stor Have til 
Slottet , med Drivhuse , skyggefulde Gange , Fiskeparker 
og Broer . Der vil jeg bo og gjøre Selskab og Lysttoure 
om Sommeren , Baller om Vinteren , for alle 
mine Veninder . “ 
„ Er det deres Begreb om Lykke ? “ spurgte han 
med et yderst alvorligt Ansigt . 
„ Mit Begreb om , Lykke har hidtil hverken fæstet 
Bo i et Slot eller i en Hytte , “ svarede hun smilende , 
„ men hvis jeg havde Valget , troer jeg rigtignok , jeg 
vilde foretrække Slottet . Mener De ikke ogsaa ? “ 
„ Slot eller Hytte , jeg troer ikke , det beroer derpaa , 
naar man blot fører sine Husguder med sig . 
Jeg eier en lille Gaard ovre i Jylland , midt paa Alheden , 
uden Taarne og Maner , Naturen har dannet 
et Vandhul udenfor den istedetfor Fiskepark , og dog 
vilde jeg være meget tilfreds med at kunne bo der , 
hvis Stedet forresten gjemte de øvrige Betingelser for 
min Lykke . — De smiler ! — De er ikke af samme 
Mening ? “ 
„ Jeg overveier , hvad man skulde tage sig for i 
Jylland ved det lille Vandhul , “ sagde hun . „ Jeg 
kjender ikke Alheden , jeg har aldrig været længere 
udenlands end paa Kullen , og der var der ikke videre 

morsomt ; men i Jylland har jeg forestillet mig , at der 
maatte være gyseligt kjedeligt . Er Alheden ikke en 0 > rk 
med noget Lyng paa , et Vildnis , et Øde , hvor Damerne 
gaa med mørke Uldstrømper og Herrerne med 
blottede Fødder ? Er der Musikforening , er der Conditorier , 
Bal , er der Theater i Jylland ? Eller hvorfor 
stræber Alt hos os hen til et Selskabsliv , hvis Ensomheden 
skulde være at foretrække ? “ 
„ Kan De ikke nok forstaa , at Frøkenen sidder og 
gjør sig lystig over os begge To ? “ udbrød Graa . 
„ Det kjeder hende , at vi tale om Fattigboliger og 
Mursteeu og Kalmartømmer . “ 
„ Aldeles ikke , “ svarede Claudia , „ især siden jeg 
antager , at der nu er sagt Alt , hvad der lader sig sige 
om dette interessante Thema . Nu kjøre vi til Skoven , 
ikke sandt ? Der skal jeg vise Dem den Grund , som jeg 
holder af . “ 
Konsulen gav sit Bifald . 
„ Til Skoven , Jacob , “ vedblev Claudia og berørte 
Kndskens Skulder med Spidsen af sin Solskjærm . 
„ Du kjender de Steder , hvor jeg pleier at holde , men 
hurtig , hurtig ! Jeg begynder at fryse , og nu gaaer 
Solen snart ned . “ 
Kudsken kjørte til , Claudia smilte , Jarlstad og 
Konsulen vare lidt efter igjen fordybede i Beregninger 
over de nye Bygninger . 
„ Hvorledes har De nu tænkt Dem Fællesskabet 
imellem os ? “ spurgte Graa i Samtalens Løb . 
„ Jeg antager , at vi dele Indtægten , “ var Jarlstads 

Svar . „ Jeg lægger Arbeidet til , De Pengene , de 
Ene gaaer op imod det Andet . “ 
„ Ja , vi dele , “ gjentog Graa , „ det har jeg ogsaa 
tænkt mig , men ikke som De mener , i to Halvparter , 
tvertimod , De tager de to Tredjedele , jeg den ene , saaledes 
skal det være . Ja , det nytter ikke , at De kommer 
med Indvendinger ; i alt Øvrigt fører De Kommando , 
i dette ene Punkt vil jeg mintro raade . Jeg 
søgte en Leilighed til at sætte mine Penge i Virksomhed , 
men ikke til at berige mig ved Andres Arbeide . Det 
bliver , som jeg har sagt , og jeg vil skrive Kontrakten . “ 
Lidt efter kjørte de ind igjennem Hegnet ved Charlottenlund , 
Vognen holdt . Idet Jarlstad hjalp Claudia 
ned , sagde hun : 
„ Til Gjengjæld for den Taalmodighed , hvormed 
jeg har hørt paa Dem , stal De nu hjælpe mig med 
at plukke Blomster , Anemoner , Sneklokker , Tusindfryd 
og især det smukkeste Grønt , De kan stnde ; jeg 
vil have en stor Bouket med hjem , som kan fylde alle 
mine Blomsterskaaler . “ 
Solen skinnede , Fuglene sang , Myggene summede , 
Alt var Friskhed , Liv og Smil , som naar et Barn 
vaagner om Morgenen . Claudia jublede . Hun fandt 
de smukkeste Blomster , de forste Violer , og naar hun 
saae en Klynge inde mellem Buskene , som hun nødvendig 
maatte have , blev Jarlstad sendt efter dem , thi 
Græsset var for fugtigt for hendes tynde Gedeskindsstøvler . 
Konsulen var vant til Sligt , havde tændt sig 
en Cigar og fulgte alle Claudias Bevægelser , smilende , 

som en lykkelig Fader smiler . ' Jarlstad adlød hende 
blindt , lod sig sende ind i Tykningen , op paa Diget , 
over paa den anden Side af Grøften , der stod ogsaa 
en Klynge , som hun nødvendig maatte have . Der var 
noget i høi Grad Fristende i hendes Blik , noget Uimodstaaeligt 
i hendes Stemme , det vidste hun , det forstod 
hun at benytte . 
Da de kom hjem , gik Jarlstad op med , for at 
hente sine Papirer . Konsul Graa rakte ham Haanden 
og sagde : 
„ See nu ere vi enige om Alt , antager jeg , og 
De kan begynde paa at fuldføre deres Planer imorgen , 
om De vil . Besøg mig flittig , daglig , det er i Forretning ' ernes 
Navn , at jeg beder Dem derom . Herinde 
gjøre vi jo Penge . “ 
„ Og herinde gjøre vi Musik , “ sagde Claudia , 
„ men vi fortjene ikke Penge . Nu kan De vælge , hvad 
De synes bedst om . “ 
„ Jeg lever for det Sidste , “ sagde Jarlstad , „ men 
jeg lever af det Første . “ 

V . 
Vi bygge . 
Det halve Aar som fulgte efter denne Formiddag 
var rigt paa Indhold og Betydning for Jarlstad , men 
vilde knn have liden Interesse for Læseren . Jorden 
blev kjøbt , Gaden lagt , Pladsen til Bygningerne afstukken . 
Konsul Graa var hver Dag tilstede , talte med 
om Alt og begreb Intet af Alt . Han saae en Masse 
Granit , Mursfeen og Tømmer sammenhobe sig paa 
Pladsen , Stilladser og Jordbunker , Brønde og Grøfter , 
men der var Plan og Methode i dette Kaos , de forvirrede 
Masser ordnede sig , den ene Bygning reiste sig 
ved den andens Side . Han saae Jarlstad i uafbrudt 
Beskæftigelse lede og styre Alt og beundrede den Ro 
og Sikkerhed , hvormed han forstod at overvinde enhver 
Vanskelighed . 
„ Der er ikke saadant et Menneske til i hele 
Verden , “ forsikrede han Claudia , naar han kom hjem . 
„ Og saa mærker man aldrig , at han er der . Han 
gaaer omkring som et Spøgelse imellem dem , hvisker 
et Ord hist , et Ord her , saa lystre de ham paa en 
Prik . Han er som født til Formand for et Pakhus . “ 

„ Palhusforvalter , “ sagde Claudia med en ubeskrivelig 
Foragt . 
„ Pakhusforvalter , “ gjentog Graa , „ det var i en 
Kjælder og et Pakhus , at Du blev født og jeg blev 
til en rig Mand . “ 
Da Efteraaret kom , var Grunden bebygget og 
Bygningerne enten solgte eller bortleiede til en Pris , 
som langt oversteg Graas Forventninger . 
I disse sex Maaneder havdeJarlsfad næsten været en 
stadig Gjæst i Konsulens Hus . Var det Forretninger , 
Vane eller Tilbøielighed , som havde ført ham derhen ? 
Havde dette Tidsrum bragt ham nærmere til Claudia ? 
Det er ikke let at bestemme . I hans Adfærd syntes 
Intet forandret , han vedblev at være stille og alvorlig 
som før . Derimod havde han indviet dem i flere af 
sine Forhold , det være sagt til Ære for Konsulens behændige 
Fritten . Claudia vidste , at Jarlstad havde en 
Moder , som boede ovre paa den omtalte Gaard i 
Jylland , at denne Bioder lod til at være det egenlige 
Princip for alle hans Handlinger . Det var hende , 
han saae op til under Arbeidet , hendes Lod han vilde 
forbedre med det . Medens han talte om hende , og 
Claudia forstod saa godt at bringe ham dertil , funklede 
hans øine , hans Røsf blev mere blød og inderlig . 
Hun sad og lyttede foroverbøjet med den dybeste Interesse 
præget i ethvert Træk ; hun fandt ham aldrig 
smukkere end i disse Øieblikke . 
„ og hun har opdraget Dem , “ sagde hun , „ ingensinde 
nægtet Dem Noget , sagt Ja til Alt , hvad De 

fandt paa ? Det forstaaer jeg saa godt ; saaledes bør 
alle elskværdige Forældre bære sig ad . Det maa være 
en herlig Dame , deres Moder ; jeg vilde bestemt komme 
til at holde meget af hende . “ 
Der var altsaa gaaet sex Maaneder bort , tilsyneladende 
uden nogensomhelst Begivenhed eller ydre Handling 
mellem de To , og dog dulgte dette daglige Samliv , 
ligesom de dybe Bjergsøer , et bevæget Indre under en 
rolig Overflade . 
Konsulen havde tilbragt den sidste Deel af Sommeren 
ude paa sit Landsted , der var blevet indrettet 
saa godt , som Omstændighederne tillode . En Aften 
sad Iarlstad ved Vinduet i Dagligstuen paa Claudias 
sædvanlige Plads . Hun sad henne ved Instrumentet 
og havde nylig spillet et af Konsnlens Yndlingsstykker , 
dem han lyttede til med en Interesse , som i Reglen 
fandt sin Slutning i en dyb og rolig Søvn . Inde i 
det næste Værelse gif Tante Iacobine og raslede med 
Knive og Skeer , medens hun dækkede Middagsbordet . 
Tjeneren bragte Lys . Lampens dæmpede Skin smeltede 
sammen med Maanelyset , som blegt og blaaligt faldt 
ind over Blomsterne , hvormed Claudia bestandig fyldte 
sine Vinduer . Ude fra Haven trængte en svag Duft 
af Levkøjer og Reseda ind i Værelset . Saae man 
jgjennem Vinduet , mødte øiet en vid Græsplads , paa 
Siderne omgiven af Pyramidepopler , der i denne Afstand 
og Aftenskumringen toge sig ud som en Række 
bevogtende Kæmper . Lovet skjælvede paa de fine Stilke , 
Maanens fosforagtige Lys brødes i Dugdraabcrne paa 

Græsset . Længer tilbage bredte Taagen sig over de høstede 
Marker , enkelte Strofer af en Sang løde i det Fjerne , 
af og til rullede en Vogn henad Veien , og en Lænkehund 
gjøede i et af de nærmeste Steder , det var det Eneste , 
der afbrød den dybe Fred og Stilhed , hvori Alt hvilede . 
Claudia havde endt sit Spil , hun vendte sig om 
mod de to Tilhørere . Konsulen laa tilbagelænet i 
Gyngestolen med Hænderne foldede over Hunden paa 
hans Skjød . Jarlsfad saae ud af det aabne Vindue , 
han syntes ikke at lægge Mærke til hende , og hun 
vovede ikke at tale . Under denne Stilhed , hvori Naturens 
Alvor , dens Vemod og Fred synes at sænke 
sig ned i vort Hjerte , blomstrer Tanken mægtig og stor . 
Der forløb en Tid saaledes . Claudia reiste sig 
og gik hen til ham , lydløs og dvælende , han hørte det 
ikke . „ Hvad fattes Dem ? “ sagde hun med denne 
inderlige og bløde Stemme , som røbede hendes hele 
Deltagelse , „ De er saa alvorlig iaften . Deres Moder 
er da ikke syg ? Hvorfor sidder De saa tavs og stille ? 
Betro Dem til mig . “ 
„ Jeg feiler Intet , “ svarede han , idet han lod sin 
Haand glide hen over Panden , som om han vilde forjage 
alle de Tanker , der husedes indenfor . 
„ Jo vist ! “ vedblev hun , „ De er forstemt . Fortæl 
mig Aarsagen . — De betænker Dem , jeg maa 
altsaa forekomme Dem meget egenkjærlig , siden de ikke 
troer mig istand til at fatte Andres Sorg . Jeg spiller 
for Dem , og De hører det ikke , hvorfor er De da saa 
nopmærksom mod mig iaften ? “ 

„ Jeg er ikke nopmærksom i den Betydning , De 
mener , thi jeg sad og tænkte paa Dem . — Jeg holder 
af Dem , “ vedblev han med Læber der skjælvede , og 
med en Rosf , der lod saa frygtsom og bange , at den 
næppe syntes at naa hendes øre . — „ Jeg har holdt 
af Dem , jeg troer ligefra den første Dag vi mødtes , 
mere end jeg holder af min Moder , “ føiede han til 
og tav , som om der efter dette ikke lod sig sige Mere . 
„ Jeg veed det nok , “ svarede hun med Øine , der 
straalede af usigelig Lykke , „ De har ikke kunnet dølge 
det , men gjør det Dem saa bedrøvet ? “ 
„ Ja , naar jeg frygter for , ikke at kunne være det 
for Dem , som jeg gjerne vilde . Jeg har sagt det til 
deres Fader , “ vedblev han lidt efter , da hun ikke 
svarede . 
„ Hvorfor ? “ 
„ Fordi jeg vilde have trukket mig tilbage , hvis 
han misbilligede denne Følelse . “ 
„ Kunde De da det ? “ spurgte hun og lagde sin 
Haand paa hans Skulder . 
„ Ak ! her var jo ikke Tale om mig , jeg vilde 
kun fritage Dem for enhver Kamp mellem mine Ønsker 
og hans . —Jeg har kun meget Lidt at byde Dem , — 
mit Liv vil gaa hen i Arbeide for at erhverve det 
Nødvendige , det vil blive en saare beskeden Stilling . 
Derpaa var det , jeg sad og fænkte nylig . “ 
„ Min kjæreste Ven , “ svarede hun , „ det er ikke 
det Værste ; men i det Liv , jeg hidtil har ført , er jeg 
bleven forvænt , forkjælet til det Utrolige . Er jeg ogsaa 

Den , De troer , og vil De finde det hos mig , som 
De søger ? Det er det , der gjør mig bange . -- -- -- -- -- -Led 
mig ! Hjælp mig ! “ vedblev hun og sluttede begge sine 
smaa Hænder sammen om hans og bøiede sig ned foran 
ham i en halvtknælende Stilling ; „ bær over med mig , 
naar jeg . feiler , saa vil jeg gjøre Alt , hvad jeg kan , 
for at blive , som De ønsker ; jeg vil være Dem en 
trofast og hengiven Hustru . “ 
Hun hviskede denne Bøn til ham med en Stemme , 
saa ydmyg rørende , at den trængte til det inderste Dyb 
af hans Hjerte . Aldrig havde hendes Øine forekommet 
ham saa smukke , saa straalende , saa blide . 
„ Hvad er det , de To sidde der og hviske om ? “ 
spurgte i dette øieblik Graa , som vaagnede , idet 
Hunden gled ned fra hans Skjød . Forbavset over 
den dybe Stilhed saae han sig om til alle Sider , før 
han fik Øie paa dem . 
Claudia holdt Jarlstads Haand i sin , idet hun 
reiste sig op og gik hen til Faderen . 
„ Det er rigtig smukt , “ sagde hun , „ at min egen 
Fader gaaer og bærer paa en Hemmelighed , der angaaer 
mig saa nøie , uden ar turde betro mig den . “ 
„ Naa , har han nu sagt det ? “ ytrede Konsulen 
smilende , „ det kunde være skeet for længe siden . Han 
forbød mig at tale derom . Hvad har Du svaret ? “ 
„ At siden Du ikke har større Tillid til mig , vil 
jeg forlade Dig og see , om jeg kan erhverve mig hans . “ 
„ Gud velsigne Jer , Børn ! “ udbrød Graa , idet 
han pludselig slog over i en yderst komisk Betoning 

af Pathos . „ Vorherre lade det blive til eders Lykke . 
Hvad der er skeet iaften , har længe været mit kjæreste 
ønske . — Naar De faaer hende , Iarlstad , har jeg 
givet Dem det Bedste og Dyrebareste jeg eier . Vær 
god imod hende ; at hun vil gjøre Dem lykkelig , er jeg 
overbeviist om . Det er et godt og herligt Barn . Jeg 
burde ikke sige det som Fader , men jeg siger det alligevel . 
Foruden det , at hun er det Nydeligste og det 
Yndigste , jeg kjender , saa har hun i al sin Levetid ikke 
voldet mig en Minuts Sorg ; jeg veed ikke en eneste 
Feil hos hende , , og havde hun havt nogen , kan De 
tro , jeg nok sknlde have fundet den , for jeg seer med . 
to skarpe øine . — Men siden I nu have taget eders 
Bestemmelse , vil jeg føie een til , og den skal mintro 
staa fast . Jeg holder ikke af lange Trolovelser ; I 
vide , at jeg er en resolut Mand . Har man fattet en 
Plan , saa ndfører man den ; ingen unødvendig Betænkning , 
og hvad er Trolovelse andet end en Betænkningstid ? 
Om en Maaned skal Brylluppet staa . “ 
Iarlstad vilde svare , men Claudia lagde sit Hoved 
op imod hans Skulder og hviskede : 
„ Lad ham have sin Villie iaften , imorgen leder 
jeg den dog , som jeg vil , — som ' Dn vil ! “ rettede hun sig . 
Konsnl Graa reiste sig op fra Stolen og udbrød : 
„ Kom hen til mig Svigersøn , omfavn mig , kys mig ! 
De er en Mand efter mit Hoved . “ 
Iarlstad maatte adlyde , der var ikke Andet for . 
I dette Øieblik lukkede Tante Iacobine Fløidørene op 
og sagde , at Middagsmaden ventede . 

„ Kom herhen , Søster ! “ udbrød Konsulen høitideligt , 
„ ønsk mine to Børn tillykke , de have trolovet sig 
iaften , « og jeg har givet dem min Velsignelse . “ 
Tante Jacobine slog Hænderne sammen med et 
lille passende Udraab af Overraskelse , Taarerne kom 
frem i hendes Øine , medens hun rakte begge sine Hænder 
hen mod Iarlstad . 
„ Jeg vil ønske Dem tillykke , “ sagde hun bevæget , 
„ og det af mit inderste Hjerte , thi De faaer rigtignok 
en uvnrdeerlig Skat i Claudia . Hun har ikke været 
os til Nytte her i Huset , som en af mine Veninder 
forleden sagde , men hver Dag har hun været os til 
Fornøielse og stor Velsignelse . Hvorledes det vil gaa 
os , som miste hende , det begriber jeg ikke . “ Derefter 
begyndte Tante at hulke og skjulte Ansigtet i sit hvide , 
nysstrøgne Lommetørklæde . 
Konsulen lod bringe to Flasker Champagne op til 
Bordet . „ Jeg har saamænd gjemt denne Viin i tre og 
tyve Aar , “ bemærkede han med en Betoning , der paabød 
Opmæksomhed . „ Jeg kjøbte den fra det store , russiske 
Linieskib , som strandede udenfor Kronborg . “ Dermed 
fyldte han Glassene , reiste sig og udbragte en ny Lykønskning 
eller rettere sagt , holdt en ny Lovtale over 
Claudia . Da Skaaler : var drukken , fyldte han Glassene 
paany , bestandig staaende , og udbrød derefter : 
„ Siig mig nu , Jens Casper Gylding Iarlstad , hvorfor 
har De bestandig søgt at dølge den Titel og Rang 
son : knytter sig til deres Navn ? — Hvorfor kalder 
De Dem ikke Baron , siden De dog engang er det ? “ 

Dette Spørgsmaal gjorde en umaadelig Virkning 
iblandt de Tilstedeværende . Alles Blikke hvilede paa 
Jarlstad . Han smilede , saae op paa Graa og svarede : 
„ Hvis jeg var rig og kunde leve efter min Stand , 
vilde jeg have nævnet den , nu er jeg derimod ikke rig , 
mit Baroni er en lille Bondegaard ovre i Jylland , 
jeg søger mit Udkomme ved at være Civilingenieur , 
lægge Drainrør , lave Bygninger , Vandafledninger forFolk , 
derfor kalder jeg mig ikke Baron . “ 
„ Ja , jeg spørger kun , “ vedblev Konsulen . „ Jeg 
er vist den Mand , der sætter saa liden Pris paa 
Titler og Rang som Nogen , hvad er det Hele Andet 
end Flitterværk og Forfængelighed ? men en altfor 
vidtdreven Beskedenhed kan ogsaa være en Art Forfængelighed , 
Modsætningerne berøre hinanden , og De 
maa virkelig tillade mig , at jeg føier Baron foran 
deres Navn , naar jeg imorgen gaaer op til Ferslev 
og bestiller deres og Claudias Visitkort . — Navnet 
Gylding er mig forresten velbekjendt , “ vedblev han , 
uden at give Jarlstad Tid til Svar , „ en af mine 
Forfædre , jeg veed min Tro ikke , om han ogsaa skulde 
have havt deres Mani for at dølge sin Stand , maaske 
var han Adelsmand , maaske var han det ikke , men han 
hed Henning Graabuk , en vældig Skytte var han , 
det er afgjort , og skal have spillet en vigtig Rolle i 
Forbindelse med Slægten Gylding under en af vore 
forrige Konger . Senere blev Graabuk til Graa , mit 
Navn er blevet kortere , Deres forlænget . “ 
„ Min Familie har ikke efterladt noget skriftligt 

Vidnesbyrd om sig , “ svarede Iarlstad , „ jeg veed blot , 
at en af mine Forfcrdre , en livslysten Person , efterat 
have solgt , hvad han eiede i Danmark , drog over til 
Skaane , giftede sig ind i en svensk Familie , optog dens 
Navn Iarlstad i Forbindelse med sit eget , og blev 
senere gjort til Baron under dette Navn . Det er Alt . “ 
„ Ja , og siden Baronen har Førstefødselsret fremfor 
Ingenieur , saa sætte vi ham paa Visitkortet . Er 
det ikke ogsaa deres ønske ? “ 
„ Nei , “ svarede han , „ det er ikke mit ønske , men 
jeg bøier mig for deres . “ 
øm Aftenen , da Iarlstad var taget bort , kom 
Tante Iacobine hen til Clandia , udbredte sine Arme 
mod hende og trykkede hende til sit Bryst , idet hun 
henrykt og begejstret udbrød : 
„ Baronesse ! — Du Baronesse ! ja , det kunde 
da rigtignok ikke være mindre . Det er det , jeg altid 
har sagt om Clandia , hun er en født Adelsdame i 
Sprog , i Væsen , i sin hele Maade at være paa . “ 
„ Baronesse ! “ gjentog Konsulen med et trinmferende 
Smil , idet Clandia vandrede fra Tantens Arme 
over i hans . „ Kan Du nu forstaa , hvad jeg meente 
med at faae ham i vort Hus ? “ hviskede han i hendes 
Øren . „ Jeg vidste , hvem han var , fra den første Dag , 
han kom her . At han vilde synes om Dig , var en 
Selvfølge . Har jeg ikke baaret mig ret fiffigt ad i 
den Sag ? “ 
Claudia svarede med Eenstavclscsorb paa enhver 
Tiltale . Hvad skulde hun desuden svare ? — Stakkels 

Barn ! Burde hun ikke tro paa disse Lovtaler , som 
hun havde Hørt paa i toogtyve Aar , hvorledes skulde 
hendes Fader og Tante kunne vilde skuffe hende ? Alt , 
hvad der var hændet iaften , forekom hende som en 
Drøm ; hun var trolovet med ham , der hverken havde 
bragt hende saamegen Hyldest eller Opmærksomhed , 
som hun var vant til at modtage af alle Andre , 
medens hans Rosf , hans Blik , blot Lyden af hans 
Gang , allerede længe havde bragt hendes Hjerte til at 
banke . Hvorledes lader dette sig forklare ? Nu turde 
hun tilstaa det , hun elskede ham , havde i de sidste sex 
Maaneder kun levet med Tanken paa ham , hun tilbad 
ham med al den Inderlighed , de svundne Dage havde 
forberedt hos hende , med al den Lyrik , der boer 
i en ung Piges Hjerte . Efferat han først engang 
havde vundet denne Plads hos hende , kunde det heller 
ikke være Andet ; han var bleven det levende Billede 
af alle hendes ørkesløse Dages Haab ; Fortiden var et 
Løfte , det nuværende Øieblik Opfyldelsen , hun kjendte 
Verden af Romaner , havde lært Kjærlighed af Romeo 
og Julie , saae i Ægteskabet kun en fortsat Tilbedelse , 
endnu mere glødende end den , hun hidtil havde modtaget 
i Hjemmet . Alle disse Drømme og Forventninger , 
hvori hun ligesom igjennem et Vindue stirrede 
ud paa Fremtiden , kom han nu for at virkeliggjørt . 
Mod dette hurtige Giftermaal havde hun Heller 
ikke noget at indvende . Der hviler paa Bunden af 
enhver Kvindes Hjerte en vis Trang til at knytte sig 

til Manden , og den stiger med Aarene . Er det en 
forfængelig Frygt for at være bleven vejet og fundet 
for let paa Livets Marked ? Er det en Trang til at 
dele de Skatte af Ømhed og Hengivenhed , hun eier , 
til at spille Forsynets Rolle for en Anden ? Er det en 
Havn , hun søger , efter en stormfuld Fortid , eller eu 
Nøgle til den gyldne Port for en Fortids glødende 
Drømme ? Det er ikke let at bestemme . Trangen er der . 
Næste Dag havde Konsulen travlt ; han tog til 
Byen , gik i Klubben og fortalte aldeles tilfældig i 
Samtalens Løb , at hans Datter igaar havde trolovet 
sig med Baron Gylding Iarlstad . „ De har vel Hørt 
denne bekjendte , adelige Familie nævne ; man finder den 
næsten paa hvert andet Blad af Sveriges Historie . “ 
Fra Klubben gik han til Ferslev og bestilte det omtalte 
Visitkort med Baronens og Claudias Navne ; det blev 
omdeelt til alle mulige Venner og Bekjendte . 
Nogle Dage senere var der stort Selskab ude paa 
Landstedet , ved hvilken Leilighed Champagnen fra det 
russiske Linieskib atter saae Dagens Lys . Baronen 
blev forestillet for Alle , Baronens Skaal blev drukket ; 
Tjenerne havde faaet den strengeste Befaling til kun 
at kalde ham saaledes . Det var , som om man stræbte 
efter at erstatte Iarlstad Savnet af den Rang , han 
saalænge havde levet foruden ; fra nu af klang den 
uafbrudt for hans Øren . 
„ Det vil jeg sige Dig , “ udbrød Konsulen , den 
første Dag Claudia efter Trolovelsen kjørte til Byen 
for at gjøre Indkjøb , „ jeg har den Tillid til Dig , 

at Du i Valget af Stoffer bestandig tager Hensyn til 
din fremtidige Stilling . Det er ikke Madam Jarlstad , 
ligesom din salig Moder var Madam Graa , det er 
Baronesse Gylding Jarlstad , Du har at soutenere . — 
Glem ikke det , mit søde Barn ! Adel forpligter . “ 
„ Det er en lykkelig Brud , jeg husker paa , “ svarede 
Claudia , idet hun strakte sin Haand hen mod Faderen , 
for at han skulde kysse den , „ en lykkelig Brud , og det 
veier mere end Topper paa Hestene og en Hieroglyph 
paa Vogndøren . “ 
Men Clandia tænkte alligevel paa Baronessen . 
I de følgende Dage kom der Besøg og Lykønskninger 
allevegne fra , og da denne Storm havde lagt 
sig , maatte Jarlstad og Clandia kjøre om i Konsulens 
nye Vogn og aflægge deres Besøg , Jarlstad yderst 
tarvelig klædt , Clandia i en feeagtig Pragt , der klædte 
hende fortryllende og vakte alle Veninders Skinsyge . 
Hvad Syjomfruer og Modehandlerinder maatte 
lide i den Tid , det staaer optegnet i deres Krønike , 
med Farver saa mørke som Jødernes Trælleliv i Ægypten , 
de fik det blot bedre betalt . Der var kun en 
Maaned tilbage . Konsulen holdt strengt paa sit Ord , 
det vidste Enhver , som kjendte ham . 
En Dag var Clandia gaaet i Boutikernc for at 
gjøre Indkjøb ; hun havde uindskrænket Myndighed og 
en bestandig fyldt Pung i denne Retning . Midt i 
den ivrigste Undersøgelse af en uhyre Bunke Silketoi , 
kom en Veninde hen til hende , greb hendes Haand og 
drog hende hen paa en Tabouret ved Vinduet . 

„ Det var da godt , jeg engang mødte Dig , min 
sødeste Clandia , “ udbrød Damen , „ jeg har været hjemme 
hos Dig to Gange , Du er altid ude . Naa saa Du er 
bleven forlovet ; jeg kjender ham , et rart Ansigt , en 
ypperlig Holdning , nogle kjønne Øine , hans Pande kunde 
nok taale at være lidt høiere . Fortæl mig nu , hvordan 
det er gaaet til , — aa Snak ! Du skal ved Gud strifte , 
I de sidste sex Maaneder har jeg næsten ikke seet Dig , 
Du holdt Dig indmuret , der maatte jo arbeides , hvad , 
ja dct er der ved Gud ingen Skam i , naar det blot 
slaaer an , ellers er det gyseligt slaut , — som Jette 
Richter , Du ! hun er ofte nær ved og dog altid langt 
fra . Og om en Maaned skal Du have Bryllup , — 
men Du gode Gud ! hvad skal det betyde ? Forleden 
Asten talte de om Dig hos Bakker , Du veed nok , den 
lille Grosserer med Toppen paa Næsen . Saa er der 
En , som begynder at efterligne Rosenkilde i „ Den 
Stundesløse ' , og dikferer Brevet : „ Der maa iles dermed 
for visse Aarsagers Skyld . “ — Er det ikke nedrigt ? 
men Du kan tro , han døde ikke i Synden . — 
Hvordan er han ellers , han seer altid saa alvorlig ud , 
er han morsom , er han syrig ? “ 
„ Jeg er lykkelig , “ svarede Claudia paa denne 
Syndflod af Spørgsmaal . 
„ Ja det siger man altid i de første fjorten Dage , 
det kjende vi nok . Kom , lad os gaa op og spise en 
Kage hos Ottos og fortæl mig saa lidt om , hvordan 
Du har bestemt at indrette Dig , for Du raader jo 
derfor . Det stal da være Noget i den store Stiil , 

noget Uhørt , — Baronesse ! — Du har jo Raad 
dertil . “ 
De gik til Otto , imidlertid sagde Claudia : 
„ Hvorledes vi skulle indrette os , som Du siger , 
vil jeg overlade til Iarlstad . Jeg tænker mig , han 
vælger en smuk Cgn i Nærheden af Kjøbenhavn og 
bygger os der en bekvem Bolig , han forstaaer det jo 
saa udmærket , et Hus , hvori man kan see sine Venner 
og Bekjendte hos sig , for jeg kan ikke undvære Eder , 
selv om det kun var for at gjøre Eder til Vidner om 
min Lykke . “ 
„ Det kan jeg lide Dig for . Lad os sætte os 
herind i den lille Stue , saa kunne vi see , hvem der 
gaaer forbi med det Samme . Hvad saa videre ? “ 
„ Ja , hvad saa videre , Du Plageaand ! Allerførst 
ville vi reise og blive nogle Aar borte , om Sommeren 
ved Badestederne , om Vinteren i Nizza ; det glæder jeg 
mig ogsaa til . Jeg vil see mig om , jeg vil fylde 
min Sjæl med Indtryk af det Skjønne og Vidunderlige , 
jeg hidtil kun kjender af Bøger . “ 
„ Det gjør Du Ret i , min Unge ! Naluren er ved 
Gnd yndig , det har jeg altid sagt ; bare jeg kunde 
faae min Gamle derhjemme til at gaa noget mere ud ; 
ikke engang i Tivoli kunne vi komme . Men hvad 
siger din Fader til at miste Dig saalænge ? “ 
„ Han mister mig ikke ; jeg haaber , at han reiser 
med os . Det har i mange Aar ogsaa været hans 
ønske at komme lidt ud . “ 
„ Sødeste Claudia , lad være at flæbe din Fader 

med Eder ! Du vil fortryde det . Du begriber ikke , 
hvad det er for en Plage at have disse gamle Mandfolk 
med sig . Saa er Det ikke godt nok , og saa 
skulde Det være anderledes , saa har man givet orf meget 
ud der , og saa skal der spares her , saa . duer Vinen 
ikke , og saa strides man om Drikkepenge ; Enhver vil 
følge sit Hoved , de bringe deres Prosa ind i eders 
Lykke , de slukke enhver Gnist af Poesi for Eder , og 
Poesi stal der ved Gud til , det er der ingen Snak 
om . Claudia , følg mit Raad og tag ikke din Fader 
med ! — Skulle vi have en Flødebolle endnu , Du ? — 
Naar I saa komme hjem igjen , gjør Du vel Selskaber 
for os , Baller , et Kostumebal , Claudia , der er ikke 
noget Morsommere til i Verden . Og din Baron , han 
vil Alt , hvad Du vil , naturligviis , han ligger for dine 
Fødder hele Dagen ; men tag ham itide , mit Barn , det 
raader jeg Dig til , begynd strax med at dressere ham 
til det , han siden skal være , Du kjender ikke de Mandfolk , 
flapper man Tøilen , benytte de sig deraf . Her 
har det vel ikke saa stor Fare , siden han er nødt til 
at lysfre Dig ? “ 
„ Hvorfor mener Du ? “ 
„ Du bringer jo Pengene . Forleden Dag kommer 
jeg ind til Holm paa østergade , ham med den kjønne 
Svend ; der sidder den føre Grevinde fra Skovshoved 
og breder sig paa en Tabouret midt for Disken . „ Har 
de Hørt , at den unge Jarlstad gifter sig ? “ siger hun 
til en Dame , der stod hos hende . — „ Gifter sig ! “ gjentager 
den Anden , „ med hvem ? “ — „ Med en Million , 

siger man . “ — „ Og Medgiften ? “ — En forvænt 
Datter . “ — „ Det er jo et daarligt Parti . “ — Det staaer 
jeg ved Siden af og hører paa , er det ikke rædsomt ? 
— Jeg maa have en Flødebolle til ; naar jeg er rigtig 
glad , stal jeg altid herop og spise Flødeboller . “ 
„ Din Grevinde tager dog feil , idetmindste i det 
ene Punkt , “ sagde Claudia , „ thi hvad Penge angaaer , 
saa var der Tale derom hjemme forleden Aften . Jarlstad 
afslog at modtage Nogetsomhelst . Da Fader 
nævnede min Mødrenearv , — er det ikke saaledes det 
hedder ? — svarede han : Bliv ved at virke med den 
som hidtil , De forstaaer langt bedre at gjøre Penge 
frugtbare end jeg . “ 
„ Sagde han virkelig det ? “ 
„ Ia , det ved Gud han-gjorde . “ 
„ Hvor det var affekteret ! Ia de Mandfolk , de 
Mandfolk ! Det er dog magelost , saa udspekulerede 
de ere . “ 
„ Hvad mener Du ? “ 
„ Jeg mener Ingenting . Det er godt for Dig , 
mit Barn , af Du kan gaa med lukkede Øine ; det var 
saamænd Synd af aabne dem . Nei , saa priser jeg 
ved Gud min Ritmester Ærenkrone ! Han veed , hvad 
han vil ; han piner Fader ud til det Yderste . Naar 
han lover ham en Kyrads , siger han , saa skal jeg ogsaa 
have mig et Mulæsel til af bære min Bagage , 
bare et lillebitte Mulæsel . Det kalder han af holde 
den Gamle varm ; han viser sig idetmindste , som 
han er . “ 

„ Hvad mener Du med dine Hentydninger , Charlotte . “ 
Charlotte gav sig til af nynne : 
Mkn i det samme katten saae 
En Rotte og lod Musen paa . 
„ Hvor Du er ondskabsfuld . “ 
„ Søde Claudia ! kan Du sige det ? Nei , men jeg 
kjender ved Gud Mandfolkene , det gjør Du ikke . “ 
„ Vi saae paa en ny , smuk Vogn forleden , “ vedblev 
Claudia , „ den var foret med det yndigste lysegule 
Atlask ; Fader vilde have givet os den , men det afværgede 
Iarlstad ogsaa , ikke engang en stakkels Ridehesf 
har han villet modtage , saa Du kan hilse din Grevinde 
fra mig og sige , det kan gjerne være , han faaer en 
forvænt Datter , men af . han idetmindste ikke tager 
Medgiften for Millionens Skyld . “ 
„ Ja , bryd Dig bare aldrig derom , Du , hvem 
troer vel saadan Noget ? Ikke engang Den , som fortæller 
det ; man lader det blot gaa videre . Eet vil 
jeg raade Dig til , mit søde Barn ! Bestil af Nyt og 
lad Dig sy saameget , Du kan saae Lov til , man har 
aldrig formeget . Var jeg i dit Sted , Claudia , min 
Garderobe skulde blive som en Dronnings . “ 
„ Men Iarlstad sætter ikke stor Pris paa Pynt , er 
det ikke kjedeligt , Du ? “ 
„ Gud veed , hvad han da sætter Pris paa ? det 
maa være et forunderlig Menneske . Du maa opdrage 
ham , Claudia , tage ham i Skole strax . Bevares ! 
Klokken gaaer til fem , de Gamle sidde hjemme og 

vente . Det er Glæden over din Lykke , som lader mig 
glemme Alt . Følg med et lille Stykke op ad Vimmelskaftet , 
maaske møde vi Nielsen , han gaaer altid fra 
Theatret paa denne Tid . Er Du hjemme paa Torsdag 
Aften , saa kommer jeg op og tager din Baron i 
Øiesyn . — Dressier ham itide , Du , Farvel ! “ Dermed 
skiltes de . 
Claudia var lykkelig eller troede at være det , hvilket 
da i Grunden kom ud paa Et . Ikke et eneste af 
Venindens Ord naaede til hendes Hjerte . Konsulen 
gik omkring med Seirherrens Triumf skreven i enhver 
' Mine . Han besad to af Cæsars Egenskaber og gav 
sin Datter den tredie , han kom , han saae og lod hende 
vinde . Claudia slyngede sine Arme om hans Hals , 
bøiede sit Hoved ned mod hans Bryst og hviskede : 
„ Du er en kjærlig Fader , og Du skal være velsignet 
for din Idee med at føre ham til os . “ 
„ Du er altsaa lykkelig , mit Barn ! Gjentag det 
for mig , jeg trænger ikke til at høre Andet . “ 
„ Lykkelig ! “ gjentog hun med disse straalende Øine , 
der forud gjorde enhver Forsikring overflødig . „ Tom 
selv , naar jeg siger Dig , at den Iarlstad , jeg kjender 
nu , forekommer mig langt større , ædlere , herligere , end 
ham , jeg trolovede mig med hiin Aften . Det synger 
i mit Hjerte , jeg sover ind med Tat til Gud og Dig , 
jeg vaagner igjen med en Følelse , jeg kun kan sammenligne 
med den , jeg kjendte som Barn , naar det 
var Sondagmorgen , naar jeg var fri , naar det var 
Festdag . “ 

„ Han forekommer mig noget stille , tidt indesluttet , 
lidt eensformige 
„ Sig ikke det . Naar jeg sidder ved hans Side , 
og han holder min Haand i begge sine , som om han 
frygtede for , at Nogen skulde tage den fra ham , da 
skulde Du höre disse dæmpede , hviskende Ord , som 
stramme fra hans Sjæl , da er det , som om Alt blev 
storre , rigere omkring mig ; han hæver mig i min egen 
Bevidsthed , da er det , som om han drog Forhænget 
tilside for et fremmed Land , hidtil ubegrebet af mig , 
hvori Alt er Sollys og Skjønhed ; da føler jeg først 
ret , i hvilken Grad vi tilhøre hinanden , hvor aldeles vi 
ere skabte for hinanden , det er ikke Planer for Fremtiden , 
men Poesi , han hvisker i mit Øre , ikke Kjærlighed , 
men Tilbedelse . “ 
„ Det er godt , som det er , mit Barn ! jeg vidste 
det , da jeg valgte ham , din Fader er kun en jevn og 
og ganske almindelig Mand , —jo—o ! jeg er , jeg har 
ikke lært nogen af disse nymodens Videnskaber , som 
man nutildags sætter saa stor Pris paa , men jeg har 
lært at kjende Menneskene og det tilbunds . Den skal 
rigtignok staa tidlig op , som vil skuffe Konsul Graa . 
Det kan Dn stole paa . “ 
„ Fatter Dn nu , “ vedblev Claudia i denne indbyrdes 
Undervisning for Selvforgudelse , „ hvorfor jeg bestandig 
tilforn maatte blive uberørt , naar Nogen nærmede sig 
til mig og tilbød mig Haand og Hjerte ? — Dn troede 
mig kold , jeg var det ogsaa , jeg savnede Sandhed , 
Dybde hos dem Alle , det var ikke mine Ørømme , de 

fandt Ord til , ikke mine Længsler , der mødte deres . 
Jeg var som Bjerget i det arabiske Eventyr : Alverdens 
Raab og Magt forslog ikke til at aabne det . Det 
vedblev at være lukket , indtil Den kom , som kjendte det 
hemmelighedsfulde Ord , der løste det Bundne , han behøvede 
blot at hviske : „ Sesam , luk Dig op ! “ for ham 
oplod det sig i al sin Herlighed . — Jeg elsker ham ! 
— Og det Tavse og Hemmelighedsfulde , Dn synes 
at bebreide ham , er kun en ny Skjønhed i mine Dine . 
Læg Mærke til den Magt og Fortryllelse , der ligger 
i det Ubekjendte , det Søgte og det Anede , er det ikke 
Kilden til alle store Lidenskaber ? -- For mig ligger 
selv noget af Religionens Storhed deri . Han er desuden 
knn tavs og hemmeligshedsfuld mod Andre , ikke 
mod mig . Der er noget Storslaaet i denne hans Ro 
og Sinds Ligevægt , noget Ridderligt , som passer saa 
lidt til vor Tid , i hans dybe Uvillie mod alt det Beregnede 
og Smaalige . Der er Støtte , der er Tryghed 
hos ham , og alle Kvinder trænge til denne Forvisning . 
— Jeg elsker ham . “ 
Saaledes var Clandias Høisang i et af disse Begejstringens 
lykkelige Dieblikke , hvori Hjertet udvides , 
hvori man som Atlas troer at kunne bære Himlen paa 
sine Skuldre . Stakkels Barn ! Hvor var hun dog 
langt fra Sandheden ! Hun holdt sig overbevist om , 
at hun elskede ham , hun elskede kun sig selv i det Lys 
og den Tilbedelse , han udbredte omkring hende . Hun 
bedømte Overfladen , hun havde aldrig begrebet Andet 
af Livet . 

Tiden gik , der var knn nogle faa Dage tilbage 
af den fastsatte Maaned . Claudia levede som i en 
Feeverden : hun opfyldte alle Værelser med sin Sang , 
frisf og jublende som Lærken en Foraarsmorgen ; hun 
lod sig sy et utroligt Forraad af nye Kjoler , Selskabsdragter 
og Baldragter . Graa fandt som altid enhver 
af hendes Ideer fortrinlige , skjøndt det var ham , der 
betalte dem . 
„ Find paa Noget ! “ sagde hun en Aften til Jarlstad , 
„ bed mig om et Offer , lad mig dog ogsaa kunne 
gjøre Noget for Dig , at Du ikke bestandig stal være 
Den , der giver , jeg Den , der modtager . “ 
Jarlstad smilede . „ Vilde Du da opfylde min Bøn , 
hvis jeg nu virkelig havde Noget at bede Dig om ? “ 
„ Kan Du tvivle derom , min Ven ! Jeg vilde være 
lykkelig derover , især hvis det var noget Stort , Noget , 
der virkelig kostede mig Overvindelse . “ 
„ Nu vel ! Jeg har en Bøn til Dig . Lad os opsætte 
den omtalte Udenlandsreise til næste Sommer . 
Jeg fører Dig da over til min Gaard i Jylland , til 
min Moder , hun længes efter Dig , hun vil blive glad 
over at see Dig , hun vil gjøre Dig Skilsmissen fra 
din Fader mindre følelig . Vi ville tilbringe en Tid 
der i Ro og Stilhed , jeg har Noget at ordne , Forbedringer 
at udføre , Pligter kortsagt , som hvile paa mig . “ 
„ O , erdet ikke Andet ? “ sagde Claudia , „ naturligvis , 
det er afgjort , at vi reise til Jylland , der er vist 
ikke saa slemt , som jeg forestiller mig , idetmindste ikke 
naar Du følger med . Jeg glæder mig til at komme 
/ 

paa Landet , jeg vil have godt deraf , jeg trænger til at 
samle mig , man spredes her i Kjøbenhavn i tusinde 
forskjellige Interesser , derovre vil jeg kun have en . 
Jeg føler saa vist , at jeg besidder flere gode Egenskaber 
end Du kjender ; de ville udvikle sig der . Jeg vil over 
og kjæle for din Moder , leve sammen med hende og 
Dig alene , drikke frisk Mælk hver Morgen , det bliver 
jeg fed af , som Du saa godt flan lide . Paa Landet 
faaer man ogsaa hver Dag nykjærnet Smør til Frokost . 
Det flat blive herligt ! “ 
Under disse Udbrud kom Konsulen ind i Værelset . 
Claudia vedblev : 
„ Kjære Fader ! Kom lidt herhen , sæt Dig ned og 
hør vel efter ! Jeg er bleven enig med Iarlstad- om 
noget Utroligt . Vi reise ikke udenlands strax efter 
Vielsen , som hidtil var bestemt . “ 
„ Reise vi ikke udenlands , “ udbrød Graa , „ hvad 
vil det sige ? “ 
„ Jeg vil først over til Jylland og hilse paa den 
gamle Baronesse , ja , det nytter ikke , Du sætter dit alvorlige 
Ansigt op , for nu vil jeg ogsaa have min Villie 
engang , jeg bøier mig ellers altid for din . Hvorfor 
jage saaledes afsted , spørge alle Mennesker mig , reise 
udenlands om Vinteren , hvad ligner det vel ? Har Dn 
hørt , at Nogen af vore Bekjendte reiser til Bjergene 
for at see paa Sneen ? “ 
„ Hvorlænge skulle vi da vente med at reise ? “ 
„ Til Foraaret , til Sommeren , naar Storkene komme , 
saa skriver jeg til Dig , saa er Du færdig og reiser 

over og henter os . Derovre i Iylland vil jeg söge at 
finde hos Jarlstads Moder det , jeg mister ved at være 
skilt fra min egen Fader . “ 
Konsulen reiste sig op fra Stolen og gik nogle 
Gange frem og tilbage paa Gulvet . 
„ Ja , ja ! Naar det ikke kan være anderledes , faaer 
jeg jo at finde mig deri . Jeg er ingen Tyran , ingen 
egenkjærlig Fader , der søger at sætte min Mening over 
Andres . Reis I med Gud , Børn ! siden det er dit 
Dnske , Claudia ; jeg kjender Iarlstad for vel , til at han 
vilde overtale Dig til at reise til Iylland , hvis Du 
havde Noget derimod . Det kunde han vist ikke . “ 
Iarlstad vedblev at tie . 
„ Hvad mig selv angaaer , saa nægter jeg ikke , at 
denne Tidende jo kommer noget uventet ; det har i 
mange Aar været min Lyst , min kjæreste Tanke at reise 
udenlands , altid var der Noget iveien : saa tillod min 
Tid det ikke , saa havde Claudia ingen Lyst . Jeg længtes 
efter at see Bjergene , gjorde jeg , efter Floderne og de 
skummende Vandfald . Fordi man tilbringer sit Liv 
i en Boutik , kan man gjerne have Sands for noget 
Høiere og noget Ædlere , for Poesi kortsagt , og jeg 
holder af Poesi , det veed Gud jeg gjør . Jeg mener 
ikke disse tvetydige Romaner , som man undseer sig forat 
stille op i sin Reol , eller disse syv Binds lange 
Historier , som sylte deres Helte ned i alle mulige Rædsler 
og Ulykker ! jeg holder af , at de faae hinanden , 
som hos Andersen og ham , denne Peter Dickens , hvad 
det er , han hedder . “ 

„ Charles Dickens , “ rettede Claudia . 
„ Peter eller Charles , det kommer vel ud paa Ct . 
Det er ikke Fornavnene , der gjøre os til det , vi ere . 
Med Hensyn til Reisen længes jeg efter at see nogle 
af disse hersens store og mægtige Naturfænomener , 
som jeg hidtil kun har kjendt af Læsning . Endnu mere 
længes jeg efter de store Byer , efter Paris og Lyon . 
I Paris vil jeg see paa , hvorledes de bære sig ad med 
at fabrikere disse dobbelte Vatter , som vi her ikke kunne 
komme efter at lave ; der lod sig gjøre uhyre Forretninger 
i den Retning . I Lyon vil jeg naturligvis see , 
hvorledes de væve deres bekjendte franske Shavler . Det 
er en Tilbøjelighed , der er bleven gammel med mig ; 
vi have siddet mangen Vinteraften og talt derom , jeg 
og Julle . Jeg mener min salig Kone . “ 
„ Det er altsaa afgjort , “ vedblev Claudia , „ vi opsætte 
Udenlandsreisen til næste Sommer , og jeg tager 
over til Jylland og lader Baronesse Jarlstad kjæle for 
mig i Vinter . “ 
„ Men Noget for ' Noget , “ tilføiede Graa . „ Naar 
jeg giver efter i et Punkt , skal Baronen mintro give 
efter i et andet . “ 
„ Det er ikke mere end billigt , “ sagde Claudia . 
„ I hvilket mener De ? “ spurgte Jarlstad . 
„ De skal tage imod de to Heste , vi talte om forleden ; 
denne vedholdende Vægring mod Alt , hvad jeg 
gjør mig en Glæde af at byde Dem , grændser til 
Særhed , ikke sandt , Svigersøn ? “ 
„ Maa jeg selv vælge de tø Heste ? “ 

„ Om De maa ? Vælg de kostbareste , der findes 
udenfor Kjøbenhavns Porte , og De skal faae dem . “ 
„ Jeg mente ikke af den Grund . “ 
„ Jeg forstaaer Dem saa godt ; imorgen vælger 
De Hestene , saa kjøre vi en Tour med dem og prøve 
dem iovermorgen . Dermed er den Historie ude . “ 
Næste Formiddag udbrød Konsulen i Forbavselse 
ved at see Jarlstads Valg af de omtalte Heste ; det 
var fo svære og klodsede Dyr , slet byggede , men kraftfulde 
og kun tjenlige for en Arbejdsvogn , medens Graa 
derimod havde ment fo kostbare Paradeheste foran den 
Vogn , han havde isinde at forære sin Datter paa hendes 
Bryllupsdag ; men Jarlstad holdt paa sit Valg , og 
derved blev det . 
Samme Morgen fik Claudia uhyre travlt , hun 
lod sig sy sex Kammerdugs Forklæder , kantede med 
brede Kniplinger og fo smaa , kokette Lommer paa Siderne . 
„ De maa endelig sørge for , at de blive færdige 
i betimelig Tid , “ paalagde hun Syjomfruen . „ De ere 
høist nødvendige for mig , naar jeg kommer over til 
Jylland og skal være huslig . “ 
De sex Forklæder med deres ægte Kniplinger , udfyldte 
hele Claudias Begreb om Haslighed . 
Om Formiddagen kaldte Konsulen hende ind til 
sig ; hun skulde binde hans hvide Halstørklæde , en Forretning 
som paahvilede hende , og som hun udførte til 
en Fuldkommenhed , der daglig fremkaldte nye Lovtaler . 
„ Hvorledes synes Du saa om Hestene ? “ spurgte hun . 

„ Han er egen i dette som i alt Andet , “ svarede 
Graa , „ men tal ikke til mig , jeg har noget Vigtigt at 
tænke paa . “ 
Tørklædet var bundet , Sløjfen sad udmærket . 
Graa stod foran Paaklædningsspeilet og redte de tarvelige 
Rester af sit Baghaar frem over Panden med denne 
komiske Omhu , der dog kun hjælper til at skjule vore 
Mangler for os selv . Claudia sad og bladede i Aviserne . 
„ Tag en Pen , “ sagde Graa , „ og skriv ! “ Efter 
et Oiebliks Betænkning dikterede han : „ En Kvinde — 
nei , streg ud ! — en Engel , i hvis Mund der aldrig 
er funden Svig . — Svig — har Du det ? “ 
Claudia skrev . 
„ Fiud et Udtryk for min bundne Tanke . Har 
Du det ? “ 
„ Bundne Tanke , “ gjentog hun . 
„ Fra Kirkens Helligdom , fra Alterets Fod skal 
denne Hilsen klinge som en Velsignelse fra en Faders 
Hjerte . Har Du det ? “ 
„ Det har jeg . “ 
„ Tankestreg ! — Min Taknemmelighed skal staa i 
Forhold til den Tjeneste , jeg beder Dem om at yde . 
— Det er godt , mit Barn ! Kys mig . Saa er der 
ikke videre . Jeg kommer sildig hjem til Frokost idag . “ 
Clandia saae paa Konsulen , smilede , men sagde 
Intet . Hun var fortrolig med disse Faderens smaa 
Ejendommeligheder . 
Lidt efter forlod Graa sin Bolig , iført sort 
Kjole under Overfrakken . Denne Dag bar han sit 

store Ordenstegn ; der var altsaa noget Ualmindeligt 
paafærde . Han gik op til Præsten ved Garnisonskirke 
og lod sig melde . 
„ Herr Pastor ! “ begyndte han , i den bekjendte 
Talerstilling og med en Stemme , der skjælvede som 
en Skuespillers , uaar han føler sig greben af et rørende 
Sted i Rollen . „ Jeg veed ikke , om De kjender mig . 
— De tier , De kjender mig ikke , deres Fattige kjende 
mig og jeg kjender dem . De er en Mand , der forstaaer 
at rore og henrive , det er ikke udenad lærte 
Ord eller Fraser , som give Dem denne vidunderlige 
Magt over deres Tilhørere ; kun det , der kommer fra 
Hjertet , gaaer til Hjertet . “ 
Præsten saae forbavset op . Da Konsulen vedblev 
at staa , reiste han sig ogsaa . 
„ Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste ? “ spurgte 
han , lidt uvis om , hvorhen denne Indledning egenlig 
skulde føre . 
„ Jeg har en Datter , “ vedblev Konsul Graa , 
„ mit eneste Barn ! jeg har trolovet hende med Baron 
Gylding Jarlstad , De har vist hørt denne bekjendte 
adelige Familie nævne ; man finder den paa hvert 
andet Blad af Sveriges Historie . Jeg ønsker , at De 
skal vie dem i deres Kirke , Fredag Eftermiddag Klokken 
halv syv . Mit Kort har sagt Dem mit Navn , min 
Datter er en Engel , i hvis Mund der aldrig er funden 
Svig , har De nogensinde bekræftet en Pagt , som bærer 
Forjættelse ' om Lykke i sit Skjød , saa maa det være 
denne . Benyt det i deres Tale , find et Udtryk for 

min bundne Tanke , De forstaaer det . Fra Kirkens 
Helligdom , sra Alterets ' Fod skal deres Ord , — lad deres 
Ord , mener jeg , — klinge som en Velsignelse fra en 
Faders Hjerte . Min Taknemlighed skal staa i Forhold 
til den Tjeneste , som jeg beder Dem om at yde . “ 
Derefter tog Konsulen sin Lommebog frem , leverede 
Præsten Claudias og Jarlstads Døbesedler , samt 
Kongebrevet og lagde ovenpaa disse Dokumenter et 
sirligt , sammenfoldet Papir , som indesluttede en ny 
Hundrededalerseddel . Præsten aabnede det uden at vide , 
hvad det var . Graa smilede , lagde sin Haand paa 
hans Skulder og sagde : 
„ Vi reise strax efter Vielsen , og jeg er en Mand , 
som holder af at have Alt i Orden . “ 
Præsten bukkede , udbad sig endnu nogle Oplysninger 
og lovede at gjøre sit Bedste med Hensyn til 
den omtalte klingende Velsignelse . Konsulen anbefalede 
sig og gik . 
Om Aftenen blev Claudia atter kaldt ind i hans 
Værelse , hvor han forelagde hende en uhyre lang Opskrift 
paa de indbudne Bryllupsgjæster . 
„ Har Du noget at bemærke hertil ? “ spurgte Graa . 
Claudia gjennemlæste Listen to Gange . „ Lutter 
Kors , lutter Baand og Stjerner og adelige Navne , “ 
bemærkede hun smilende . „ Det er jo en Illustration 
af den hele Statskalender , Du samler til mit Bryllup . “ 
„ Maa jeg være fri for Frøkenens Spydigheder , “ 
sagde Graa . „ Jeg kaldte Dig herind for at spørge om 
der var Nogen , jeg havde glemt . “ 

„ Jeg troer snarere , Du har hustet for Mange , “ 
svarede hun og kyssede Faderens Pande . 
Saa kom den vigtige Dag omsider . Novembersoten 
skinnede efter bedste Evne , og da dens Lys var slukket , 
lod Konsul Graa tænde sexten store Begkrandse , plantede 
i to Rækker udenfor Kirken . Det duftede derinde 
af Grønt og Blomster og Kongerøgelse , det straalede 
af Lys , alle Sidestole vare besatte af deeltagende Venner 
og Bekjendte . Der var bleven uddelt Billetter til 
Kirken , som kunde afhentes Dagen iforveien hos Konsulens 
Portner . Oppe paa Galleriet havde Graa 
faaet samlet et lille , ndvalgt Antal af det kongelige 
Theaters Sangere og Korpersonale . En bekjendt Leilighedspoet , 
hvis Lovsange vare at faae tilkjøbs for en 
billig Penge , og som ovenikjøbet selv foranstaltede dem 
aftrykte i Berlingske Tidende , Dagen efter , havde forfattet 
et Digt med Kor og Solonumre , som blev uddeelt 
paa rosenrødt Silkepapir af Graveren , indenfor Kirkedøren . 
— Altsammen Overraskelser til Claudia , Altsammen 
Udtryk for det , Konsulen kaldte sine bundne 
Tanker . 
Claudia var henrivende ; et lydeligt Udbrud af 
Besknernes Henrykkelse lød omkring hende , da hun steg 
ud af Vognen og med Konsulen paa den ene Side , 
en lille , fed Kammerherre paa den anden stred hen 
over det blomsterbestrøede Tæppe , som førte til hendes 
Plads . 
„ Hun ligner en Fee i en snehvid Sky ! “ hviskede 
en af Bryllupsgæsterne til Graa . 

„ En Fee i en sneehvid Sky ! “ gjentog den henrykte 
Fader og trykkede Vennens Haand . Det Billede 
gjemte han i sit Hjerte . 
Om Aftenen var hele Gaden spærret af de forskjellige 
Herskabers Tjenere og Vogne . Det var næsten 
ikke muligt for Politiet at opretholde den nødvendige 
Orden , saa stor var Trængselen og Tilløbet af nysgjerrige 
Tilskuere . En Række Begkrandse omgave Brudehuset . 
Urtekræmmeren paa Hjørnet havde tændt Lys 
i alle sine Kjældervinduer , Bageren ligeledes , Madame 
Davidsen havde illumineret , Silke- og Manufakturhandleren 
i Vimmelskaftet havde ogsaa illumineret . 
Næste Formiddag , da Klokken slog tolv , holdt 
en Reisevogn i Porten . Den bragte de Nygiffe til 
Jarlstads Gaard i Jylland . To Dage iforveien havde 
der været stor Udstilling af Brudeudstyret , for Venner 
og Bekjendte . Der behøvedes tre af de største Pakvogne 
for at bringe dette Udstyr til Bestemmelsesstedet . 

VI . 
Vi rive ned , hvad vi byggede . 
Fem Maaneder efter , altsaa i Begyndelsen af 
April , kjørte en udmærket elegant og smagfuld Vogn 
ud af Vesterport og fortsatte Reisen fra By til By 
gjennem Sjælland og Fyen til Jylland . Paa begge 
Døre af denne Vogn saae man et stort , adeligt Vaaben 
i Rødt og Grønt , der gjorde en ypperlig Virkning 
paa den lysegule Grund . Hvad der endnu vakte større 
Opmærksomhæd end Vognen , var et sjeldent smukt og 
kosfbart Forspand af fire , kulsorte Heste med blinkende 
Topper i Panden . En Kudsk og Tjener i mørkegrøn 
Frakke , kantet med brede Baand , der bare det samme 
Vaaben som Vognen , fuldendte det Herskabelige i denne 
Forestilling . 
Indenfor de aabne Vinduer saaes en gammel 
Mand , med et smilende , veltilfreds Ansigt , lænet tilbage 
i Vognen ; han bar et stort Baand og en lille Orden 
paa en sort Kjole . Det var Konsul Graa , der reiste 
over til Jylland for at besøge sin Svigersøn . Vognen 

og Hestene vare en Gave , -som han havde bestemt for 
de to lykkelige Ægtefæller . 
Reisen gik ikke videre hurtig ; der var ingen Grund 
til at ile ; de kosfbare Heste maatte desuden flaanes . 
Om Aftenen lod Konsulen sig indmelde som Fremmed 
i Klubben i enhver By , hvor han tøvede , spillede Domino 
med Borgerne , holdt smaa Taler om Jernveie 
og Kommuneafgifter , og var altid redebon til at give 
enhver ønskelig Oplysning til Den , der vilde kjende 
Maalet for hans Reise . 
„ Jeg tager over til min Svigersøn , Baron Gylding 
Jarlstad , “ fortalte han . „ De har vistnok hørt 
denne bekjendte adelige Familie nævne , man finder den 
paa ethvert Blad af Sveriges Historie . “ 
Saaledes gik det fra By til By , bestandig efter 
det samme Program ; undertiden var hans Selvfornægtelse 
saa stor , at han tilføiede : „ Det er min Svigersøn , 
Baronens Vogn og Baronens Heste , hvormed 
jeg kjører . “ 
Da Reisens Maal endelig var naaet , ventede der 
Konsulen en stor Overraskelse . Jarlstads Eiendom laa 
ude i Alheden , mellem Lyngbakker og Sandhøie ; derpaa 
var han forberedt , men selve Herresædet indskrænkede 
sig til en lille , høist nanseelig Bygning , et gammeldags 
firkantet Hus , omgivet af tre lave , straatakte Sidelænger 
og en kummerlig Have , kun adskilt fra Landeveien 
ved et stecnsat Dige , som hist og her var faldet 
ned , hist og her beplantet med en forkrøblet , halvvisscn 
Piil eller Hyldebusk . 

Det var et ubehageligt Indtryk , men Graa forvandt 
det , han hævede sit Hoved , smilede spottende og 
sagde til sig selv : 
„ Hvad betyder vel det ? De have nu boet her 
deres længste Tid , man kan lade denne gamle Rønne 
rive ned og bygge dem en Herregaard istedetfor . “ 
Med denne Trosf steg han ud , lod Vognen holde 
nede i Kroen og listede sig ind i Gaarden , for at berede 
sine kjære Børn en Overraskelse . Ingen anede 
hans Komme . Claudia havde kun skrevet ganske saa 
Breve til Hjemmet i disse sex Maaneder . 
„ Hvorledes leve dine Nygifte ? “ spurgte Konsulens 
Venner i Klubben . „ Du taler saa sjeldent 
om dem . “ 
„ Spørg Heller , hvorledes jeg lever , “ var hans 
Svar , „ thi de glemme mig i deres Lykke ; men det er 
jo Forældrenes sædvanlige Lod . “ 
I de sidste to Maaneder havde . Claudia slet ikke 
skrevet . Var hun syg , eller havde hun aldeles glemt 
den kjærlige Fader ? . Med denne foruroligende Tanke 
kjøbte han Vogn og Heste og drog til Jylland . 
En lille , langhaaret Hund gjøede , da han aabnede 
Portdøren . En Hane galede paa den store Mødding , 
der laa midt i Gaarden , omringet af en ubehagelig , 
bred Vandflod , ellers saae Graa intet levende Væsen , 
Alt var stille og tavst , ligesom uddøet . Ingen kom 
ham imøde . 
Indadtil saae Gaarden endnu mere sørgelig ud . 
Vaaningshusets Vinduer vare smaa , hist og her sprukne 

og solbrændte . Frosten havde paa flere Steder løsnet 
Kalken fra Leerstenene og dannet dybe Huller i dem . 
En græsbegroet Brønd med et stort Vandtrug og en 
gammeldags , klodset Vippe , til hvis ene Ende var fastgjort 
et Stykke Slibesteen og en gammel Jerngryde , 
laa lige foran Indgangen til Vaaningshuset . Paa 
Porten og paa flere af Dørene var der udspilet nogle 
Skind af Faar og Kalve for at tørres , en gammel 
forfalden Vogn og Brudstykker af Avlsredskaber saaes 
hist og her , og en lille , smal Gangsti af smaa , toppede 
Steen førte op til Hoveddøren . 
Da Graa traadte ind i Stuen , saae han Claudia , 
indsvøbt fra Hoved til Fod i en rødternet Kaabe , ligge 
foran Kakkelovnsbaalet , udstrakt i en gammeldags Lænestol , 
ørkesløs som altid , men blegere end nogensinde 
for . Lidt borte fra hende sad en høi og aldrende 
Dame med graaligt Haar , et blidt og godmodigt Ansigt 
og klædt i en mørk Hvergarns Kjole . Hun spandt 
Uld . Sollyset udefra kastede et mat og blegt Skær 
hen over Stuens kalkede Vægge . Et Lithografi af 
Frederik den Sjette saaes over Døren . Et lille , rødmalet 
Bur hang under Loftet . Kanariefuglene indenfor 
udstødte af og til et eensformigt Pip . Denne klagende 
Lyd og Rokkens Snurren var det Eneste , der afbrød 
Tavsheden , som længe havde hersket i Værelset . 
Da Døren aabnede sig og Konsulen traadte ind , 
udstødte Claudia et høit Skrig , sprang op fra Stolen 
og fløi sin Fader imøde . Hun slyngede begge Arme 
om hans Hals , skjulte sit Hoved ved hans Bryst og 

brast i Graad . Den gamle Dame flød Rokken tilside 
og reiste sig op fra Stolen . Claudia søgte at skjule 
sine Taarer . 
„ Det er min Fader , “ sagde hun , „ min egen , kjære 
Fader , og denne Dame er min Svigermoder , Baronesse 
Jarlstad . “ 
Konsulen gjorde en dyb Hilsen . „ Og din Mand ? “ 
udbrød han med en Stemme , der skjælvede under Indtrykket 
af Alt , hvad han her saae eller rettere sagt 
anede . „ Hvor er Baronen ? “ 
„ Han er nede paa Engen og lægger Drainrør 
for Mölleren , men vi kunne strax faae Bud efter 
ham , “ sagde Baronessen . 
„ O nei , sade Moder ! Du veed , han holder ikke 
af at forlade sit Arbeide . Nu er Klokken ti , til Middag 
kommer han jo hjem . Fader kan vente saalænge . “ 
' Efterat den første Overraskelse havde fundet sit 
Udtryk , fulgte en Mængde Spørgsmaal og Svar fra 
begge Sider , under hvilke Konsulen uafbrudt holdt sit 
Blik rettet paa Claudia , som om han vilde læse paa 
Bunden af hendes Sjæl Alt , hvad hun fortav for 
ham , stumme Spørgsmaal , som hun forsøgte at undvige 
ved at slaa sine øine mod Jorden . 
En halv Time senere sad Fader og Datter alene 
i et lille Værelse ved Siden af Dagligstuen . Ilden 
var gaaet ud i Kakkelovnen og havde efterladt en svag 
Tørvelugt ; Solen bredte sit Lys over et skævt opsat , 
blaat og rødstribet Tapet paa Væggen . Da var Isen 
brudt , enhver Forstillelse umulig . Clandia laa med 

sit Hoved lænet imod Faderens Skulder , hun saae op 
til ham med et smerteligt Blik og søgte forgæves at 
blive Herre over sin Stemning . 
„ Men hvad i al Verden er dog dette ? “ udbrød 
han . Tal , mit Barn ! Fat Dig ! Hvad er der skeet , 
hvad er der hændet ? “ 
„ Intet ! “ hviskede hun under et uheldigt Forsøg 
paa at smile . „ Det er blot Overraskelsen , — det 
uventede Gjensyn , —jeg ventede Dig ikke , jeg sad 
og tænkte paa Dig , men anede mindst , at Du skulde 
komme . “ 
„ Det er ikke sandt , hvad Du siger ; tal og fortæl 
mig Alt ; jeg vil vide , hvorledes Du har det . Derfor 
er jeg her . “ 
Clandia tav lidt , hun kæmpede med sig selv ; 
pludselig brast hun i Graad og hviskede : „ O , Fader , 
Fader , jeg er det ulykkeligste Menneske i hele Verden ! “ 
Efter dette Udbrud strakte hun sine Hænder iveiret , som 
før at bede Himlen udtrykke den Sorg , hun ikke selv 
havde Ord til . / 
„ Han har altsaa skuffet os , bedraget os , denne lille . 
Smule Baron ! Han holder ikke mere af Dig ? “ 
Claudia saae op med et Udlryk af Forbavselse . - 
„ Jo , uaturligviis holder han af mig , nn , da han 
kjender mig bedre end før ; men hvad nytter det ? Jeg 
gaaer tilgrunde alligevel , jeg forstenes , døer , Tomme 
før Tomme . Betragt mig ret , jeg ligner mig jo ikke 
mere selv , jeg seer gammel ud , og mine Øine ere 
matte , disse Øine , som Du altid fandt saa kjønne . 

Jeg veed ikke mere , hvad det er at smile . Der har 
været Dage , hvor jeg ønskede mig Døden . Hvad 
synes Du ? “ 
„ Hold op , Claudia ! Jeg kan ikke taale at höre 
Dig tale saaledes . Du sønderriver jo mit Hjerte . — 
Hvorfor har Du da ikke fortalt mig alt det før , Du 
flette Datter ? Hvorfor skrev Du saa sjeldent ? Hvem 
sknlde Du vel have Tillid til uden mig ? “ 
„ Hvad nyttede det at beklage mig ? Jeg dulgte 
mine Lidelser , jeg vilde jo ikke bedrøve Dig . Jeg 
troede desuden , at det skulde blive bedre , men det bliver 
ikke bedre . Jeg gaaer og kjeder mig tildøde . — Om 
han holder ' af mig , siger Du , ja det gjør han rigtignok ! 
Han tilbeder mig , men paa denne tavse , tilbageholdne 
Maade , som Du saae hjemme , han har ikke 
forbedret sig . Forleden Aften i Mørkningen tog han 
min ene Handske derhenne i Sykurven og listede sig 
til at kysse den , uden at jeg maatte see det . “ 
„ Ja , men hvis han endda forstaaer Dig og skatter 
' Dig , som Du fortjener , saa er der endnu Noget at 
haabe paa . Lad os blot see , at vi komme bort sra 
denne afskyelige Gaard , til Paris , til Lyon ; jeg er 
kommen hertil for at tage Eder med mig . “ 
„ Reise ! Ja , hellere end gjerne ; men Ulykken er , 
at hans hele Lyst og Attraa er bunden til dette Sted , 
han lever kun for sin Gaard , tænker kun paa den og 
saa paa sin Moder , — hun er sød , hun er rar , ciegod , 
men isnende kold , hun har Medlidenhed med mig , behandler 
mig som et sygt Barn , men forstaaer mig 

ligesaalidt som han . Desværre , jeg indseer nok , min 
sørgelige Bestemmelse er , at jeg skal visne bort og dø 
i denne Ørken . “ 
„ Nei saa Gnd skal Du ikke nei ! “ svarede Graa 
heftig . „ Du er Baronens Hustru , men Du er Konsul 
Graas Datter . — Du trænger til Adspredelse , til Selskab , 
til Venner , der holde af Dig , til en Verden , der 
forstaaer at skatte Dig , hylde Dig , Du har ikke faaet 
alle disse rige og herlige Evner for at gaa tilgrunde 
her , ubegrebet og uændsct af dine Omgivelser . Er det 
derfor , jeg har gjort Dig til Baronesse ? “ 
Elandia klyngede sig op til Graa , lagde sine smaa , 
hvide Hænder over hans Kinder og kyssede ham . „ Hvor 
Du kjender mig ! “ hviskede hun med sit meest fortryllende 
Smil , „ Du er dog den Eneste i hele Verden , 
der altid har forstaaet mig . — Han tager med os , 
naar jeg vil have det , naturligviis ! men jeg veed forud , 
det skeer imod hans Villie og Tilbøielighed . Du begriber 
ikke , hvor skrækkeligt her er paa denne Gaard . 
— See , hvorledes jeg gaaer klædt , saadan maa seg 
pakke mig ind for ikke at fryse ihjel , mine Hænder 
blive røde , disse Værelser ere saa mørke , saa kolde og 
uhyggelige som en Grav , og saa drypper der Muus 
ned fra Loftet , hvad synes Du , fede , levende Muus , 
er det ikke rædsomt ? — Fugtigt er her overalt , mine 
Støvler blive hvide af Skimmel , de smaa Stakler , alle 
mine Silkekjoler ere plettede . “ 
„ Ja , det er endda ikke det Værste , “ bemærkede Graa , 
„ vi kan faae os nye Kjoler . Det har vi Raad til . “ 

„ Men jeg vil ingen nye Kjoler have , hvad skal 
jeg bruge dem til ? — Hvergarn , Vadmel , Uldtøi , det 
er godt nok for mig , for din stakkels , lille Claudia ! 
— Hvem skulde jeg pynte mig for ? Her kommer jo 
Ingen , uden den rødhaarede Ritmester fra Vordinggaard , 
og han er halt og kniber mig i Kinden . — Io , saa 
komme ogsaa Præstefolkene . Den første Gang Madamen 
var i Besøg her , spurgte hun mig , om jeg holdt 
meest af at slagte Grise til Juul , eller jeg foretrak at 
vente til Paaske . — Er det ikke ypperligt ? — Spørge 
mig , naar jeg vil slagte Grise . De hedde Stenersen . 
Jeg kommer til at tænke paa vore Naboer i Theatret , 
har de deres gamle Loge i Vinter ? “ 
„ Jeg veed det ikke . Men besøger Du da Jngen , 
søge I aldrig nogetsteds hen ? “ 
„ Jo , vi bave været i Aarhus i Vinter . Det 
var morsomt ! Da maatte jeg kjøre ind igjennem Byen 
i Jarlstads gamle , grønne Kavaj , paa en aaben Vogn , 
blaamalet , med store Tulipaner paa Agestolen ; vor nye 
Vogn var hos Smeden . Vi skulde paa Komedie , Du ! 
— Det var rædsomt ! De spillede Etlars Sonner eller 
hvad det hed . Publikum jublede og klappede , jeg sad 
og rystede af Angst og krøb sammen paa den første 
Træbænk , for de stak med Knive deroppe paa Theatret 
og flöge hverandre ihjel i hver Akt saa grusomt , at 
jeg ventede , Touren ogsaa vilde komme til mig . Da vi 
kjørte hjem , sneede det igjen . Det sneer jo altid herovre , 
og naar Sneen ikke kan mere og hviler sig lidt , 
saa blæser det . — Vil Du tænke Dig , saa maatte jeg 

sidde ved henlys Dag med et ækelt , gult Hestedækken 
over Hovedet , hele Veien . — Jeg ! “ 
„ Jeg har aldrig Hørt Mage ! “ forsikrede Graa . 
„ Min Datter kjøre igjennem Byen med et gult Hestedækken 
over Hovedet . Saadan Noget oplever man 
kun i Romaner . Men hvad siger Baronen til alt 
dette ? Seer han ikke dine Lidelser , forstaaer han Dig 
da slet ikke ? “ 
„ Du ! Han sidder og seer paa mig om Astenen , 
naar han kommer hjem fra Marken , hans Blik og 
Udtrykket i hans Ansigt er godt nok , hans Øine straale 
ligesaa tilbedende som altid før , saa lægger han sin 
Haand paa mit Haar , og kysser det og hvisker : Stakkels 
Barn ! - Kommer der saa en Bonde og beder 
ham om Raad hist eller om Hjælp her , før Du maa 
vide Bønderne blive ikke meldte , de gaa lige ind i Stuen 
til os , med store Træsfo paa , saa er jeg glemt , saa er 
Iarlsfad strax paafærde , han lever blot før at gjøre 
Andre Tjenester , opofrer sig før Enhver , der forlanger 
det ; i otte Dage har han staaet nede i en Grøft og 
lagt Drainror før Mølleren . Det kan være godt nok , 
men det gjør ved Gud ikke mig lykkelig . Naar han 
kommer hjem om Aftenen , er han gjerne træt , saa gaaer 
han iseng , og , — jeg undseer mig næsten før at sige 
det , — saa snorker han , - naar han sover . Det er dog 
næsten før galt . — Jeg selv ligger jo vaagen den hele 
Nat . Jeg sover aldrig . “ 
„ Det er rædsomt ! “ gjentog Graa og vendte sig 
til Siden for at tørre sine øine . „ Det er til at miste 

sin Forstand over . Et saadant Liv , i Modsætning til 
det , din Skjønhed , din Ynde , dine Talenter bestemte 
Dig til ! — Mit stakkels , ulykkelige Barn ! — Men 
hvormed tilbringer Du da Tiden , hvorledes faaer Du 
Dagen til at gaa i dette Helvede ? “ 
„ Jeg sidder og seer ud af Vinduet , og jeg læser 
alle mulige Romaner . Nu er jeg færdig med to 
Bibliotheker i Aarhus og har begyndt paa et nyt i 
Skanderborg . Jeg gaaer ogsaa undertiden lidt ned i 
Kjøkkenet med Boa og Muffediser og laadne Støvler 
paa , for der er isnende koldt , saa drikker jeg Fløde , 
eller seer , hvad vi skal have til Middag . Mit Fortepiano 
er forstemt , jeg rører det ikke ; her kommer jo 
aldrig Nogen . ' — Veed Du , naar vi staa op ' ? Klokken 
sex . Tænk Dig , om Vinteren Klokken sex og ved 
Lys . Det vil da sige , Jarlstad og de Andre staa op , 
jeg bliver gjerne liggende til Klokken ti , jeg kan ikke 
taale at staa op i et koldt Værelse . Vi spise til Middag 
Klokken tolv . — Jerngafler med sorte Hornsfafter , 
Skeer af Nysolv , to Retter . Gjæt hvad vi fik igaar ! 
Nei , det er umuligt Dn kan ikke gjætte det : Vælling 
og Flæskekage . Veed Dn , hvad det er for Noget ? Men 
for Gud i Himlens Skyld , tal aldrig om det hjemme ! 
Jeg døde af Undseelse , hvis mine Bekjendte fik det at 
vide . Det er intet Under , at jeg sfæmmer mig , min 
Hals er saa mager , at jeg ikke længer kan gaa med 
nedringet Kjole . — Hvad synes Dn om dette Tapet 
her , sidder det ikke udmærket ? “ 
„ Afskyeligt , skævt , ud af Linie til begge Sider . “ 

„ Hvor kan Dn sige det ? Det sidder fortrinligt . 
Jeg har selv tapetseret hele Værelset , den gamle Baronesse 
hjalp mig , jeg havde en stor Pensel og et 
hvidt Forklæde , som naaede mig op til Hagen . Det 
var morsomt “ 
Saaledes vedblev Claudia at gjennemgaa sit 
' huslige Livs Ulykker og Lidelser . Medens hun trak 
Veiret , tog Graa Ordet , beklagede hende og fordømte 
Iarlstad , hos hvem naturligviis Kilden til ethvert Onde 
maatte søges . 
Omtrent to Timer forløb saaledes . Da der endelig 
ikke var flere Superlativer at finde eller flere Gjenvordigheder 
at skildre , gik Graa en Tidlang tankefuld 
og grublende op og ned ad Gulvet . Det var et af 
disse Øieblikke , der fødte hans Ideer . 
„ Sæt Dig hen og skriv ! “ udbrød han . „ Nei , 
lad det være , det behøves ikke . Naar det gjælder om 
at frelse en Sjæl fra Døden , naar mit eneste Barns 
timelige og evige Vel staaer paa Spil , saa faae Ordene 
Vinger , saa behøves der ingen studeret Tale . Jeg 
veed , hvad jeg har at sige . “ 
Lidt efter gik Portdøren op . Der kom en Mand 
gaaende ind i Gaarden . Han havde en lang , brun 
Frakke paa , et Par uhyre Træskostøvler og en gammel 
graa Hat , bulet , falmet , og hvis Skygge hang ned 
over øinene . Hvad der . bidrog til at give ham et 
endnu mere afskrækkende Ydre , var , at hele hans Dragt 
fra Hoved til Fod var overstænket med Leer , som om 

man havde taget ham op af en Grav . Han gik hen 
til Vandtruget ved Brønden og vaskede sine Hænder . 
Claudia sad ved Vinduet . „ Der kommer min 
Baron ! “ sagde hun . „ Hvad synes Du ? Er det ikke 
grusomt ? “ 
„ Det er forfærdeligt ! “ udbrød Graa ; „ det overgaser 
jo enhver menneskelig Forestilling . Til en saa- ' 
dan Mand har jeg kastet Dig bort , Du fine , Du 
yndige Perle ! “ 
„ Vær dog ikke altfor streng imod ham ! “ sagde 
hun bønlig . 
„ Han skal idetmindste vide , at han har en Mand , 
en krænket og bedraget Fader for sig , “ svarede Konsulen 
Da Iarlstad lidt efter kom ind i Stuen , havde 
han fuldstændig skiftet Dragt . Den krænkede Værdigheds 
Mine , hvormed Graa væbnede sig , forsvandt 
lidt efter lidt for den øjensynlige Glæde og Hjertelighed , 
hvormed hans Svigersøn modtog ham . Jarlstads 
hele Adfærd mod Claudia gav desuden et Indtryk , 
noget forskjelligt fra hendes egne Skildringer , det var 
den samme milde Røsf , der hver Gang syntes at antage 
en endnu blødere og inderligere Tone , mere sørgmodig 
maaske end før , de samme vaagende og kjærlighedsfuldt 
Øine , der vedbleve at følge hende overalt 
og dvæle paa hende , som om de vilde udforsfe enhver 
af hendes Fornødenheder . 
Claudia havde ombyttet sin rødtærnede Kaabe med 
et prægtigt , graat Kasfortørklæde , hvori hun dog indhyllede 
sig ligesaa omhyggeligt som for . 

„ Du fryser ! “ hviskede Iarlstad . „ Der er koldt 
herinde . “ Dermed forøgede han Baalet i Kakkelovnen . 
Noget efter gik han hen , hvor hun sad , og fæstede en 
aftagen Vindueskrog fast til Posten . „ Det trækker 
lidt , “ hviskede han . Da Baronessen aabnede Døren 
til Spisestuen , tog Iarlsfad en Fodpude ind med og 
lagde den foran Claudias Stol . Disse ubetydelige 
Opmærksomheder bleve ydede i Stilhed , fordringsløst , 
uden at afbryde Samtalen , og vandt i Betydning 
derved , at Claudia modtog dem , ikke . blot som Noget , 
der fulgte af sig selv , men som Noget , hun syntes at 
være daglig vant til . 
Konsulen lagde nøie Mærke til Alt . Indtil nu 
havde det ikke været muligt at finde nogen Leilighed 
til at give sit fyldte Hjerte Luft . Han besluttede at 
opsætte Angrebet til siden . 
Denne Middag kom der tre Netter paa Bordet . 
Iarlsfad sfar for . Han rakte Konsulen den fyldte Tallerken ; 
Graa bød den forst til Claudia . Iarlsfad smilede . 
„ Claudia spiser ikke LEndcr , “ sagde han . „ Jeg 
har noget Særskilt til hende . “ 
Dermed sfar han Brystet af to Brokfugle , som 
laa ved Siden af Mnderne og lagde det paa Claudias 
Tallerken . 
„ Det er min Søns Morgcnbesfilling at skaffe 
disse Fugle tilveie , “ bemærkede Baronessen . „ Han 
gjennemstreifer Bioser og Kær for at faae fat paa dem . “ 
„ Jeg trænger til Bevægelse , “ svarede Iarlstad . 
Der blev bragt et Fad med Kartofler omkring . 

Jarlstad satte dem fra sig , uden at byde Claudia . 
Graa vilde rette denne Uopmærksomhed og rakte hende 
Fadet . Jarlstad smilede atter . 
„ Claudia holder ikke af Kartofler , “ sagde han . „ De 
ere heller ikke saa gode som de skulde være . “ Derefter 
satte han en Assiette med Syltetøi hen foran hende . 
„ Jeg troer tilsidst , at Claudia bliver forvænt , “ 
bemærkede Konsulen med et Smil , hvorunder han 
søgte at dølge disse to Nederlag . 
„ Forvænt ! “ gjentog Jarlstad forundret . „ Hvorfor 
mener De ? Har ikke Enhver af os sin Lyst og 
sin Tilbøielighed ? “ 
Efter Bordet skænkede Claudia Kaffe , det var 
hendes eneste Husgjerning , men den blev ogsaa udført 
med særdeles Ynde . Efter at have stænket til de to 
Herrer , fatte hun sig ned ved Faderens Side . 
„ Skal Du lille Stakkel Ingenting have ? “ spurgte 
Graa , idet han tog hendes Haand og kyssede den . 
„ Claudia holder ikke af Kaffe , “ sagde den gamle 
Baronesse , som i dette Øieblik kom ind fra Kjøkkenet 
og satte en forsvarlig Kop tyk Fløde og to smaa Sukkerbrød 
foran hende . „ Den Kaffe , vi faae tilkjøbs her 
i Egnen , er heller ikke videre god , “ tilføiede hun . 
„ Jeg kan ogsaa godt hjælpe mig med Fløde , “ 
forsikrede hun . 
„ Claudias Kopper ere de smukkeste , “ sagde Konsulen 
til sig selv . „ Der er en rød Bort og Guldkant 
om dem , de Andres ere kun slet og ret hvide . “ 
Medens han anstillede denne Betragtning , gik 

Døren op , og en gammel Avlskarl kom ind i Stuen . 
Han havde taget sine Træsko i Haanden , og standsede 
et Øieblik forlegen , før han , svingende med Armene , 
gik hen til Iarlstad . 
„ Hvad vil Du , Terkel ? “ 
„ Imedens Tøs er dernede og spørger , om de 
maa laane HusbondsHeste og den blaa Vogn i Eftermiddag . “ 
„ Den blaa Vogn , “ tænkte Fader og Datter og 
saae paa hinanden . 
„ Bi kunne ikke godt undvære Hestene paa Pløiemarken , “ 
svarede Iarlstad . „ Siig til dem , at det 
faaer at vente til en anden Dag . “ 
„ Ja , vi komme dog til at lade dem faae den , “ 
bemærkede Karlen . „ Konen er falden ned fra Halmloftet 
og har forslaaet sig flammelig , og nu skal han 
ind til Byen efter Doktoren . “ 
„ Det er en anden Sag , “ sagde Iarlsfad uden 
Betænkning , „ saa maa vi opsætte vor Ploining . Træk 
Vognen ud og spænd for ! “ 
Karlen gik . Da han kom til Døren standsede 
han og sagde : 
„ Hun spørger om jeg kan faae Lov til at kjøre 
for dem ? “ 
„ Ja vist ! See at komme afsted , saa hurtigt Du kan ! “ 
„ Husbond seer vel ned til dem siden , det bad 
hun om . Hun skal være kommen slemt tilsfade . “ 
„ Jeg skal see derned , “ svarede Iarlsfad ; „ skynd 
Dig blot med at faae spændt for . “ 

Karlen gik . Konsnlen reiste sig fra Bordet ; Jarlstad 
aabnede Døren til Dagligstuen , Clandia fulgte 
ham . Den gamle Baronesse kom derimod ikke tilsyne . 
Anede hun maaske , at det var det vigtige Øieblik , 
hvori Slaget skulde begynde ? 
Konsnlen rømmede sig ; derpaa traadte han hen 
foran Jarlstad , gav sit Ansigt et høitideligt Udtryk og 
sagde : „ Nu Baron , have vi To et Alvorsord at tale 
sammen . — Hvad er det for et kummerfuldt Liv , De 
her bereder min stakkels , lille Claudia ? Det var ikke 
det , De lovede mig , da vi skiltes udenfor Kirkens Dør , 
ikke den Lykke , hun med Rette kunde gjøre Fordring paa . “ 
Jarlstad betragtede ham ufravendt . Han lod ikke 
til at blive overrasket ved denne Indledning . 
„ Har Clandia beklaget sig over mig ? “ spurgte 
han i sit dæmpede og rolige Sprog . 
„ Troer De , at det behøves ? Vidner ikke denne 
triste og sørgelige Bolig , hendes blege Kinder og disse 
matte Øine , — før saa straalende , saa fulde af Tillid 
til Fremtidens Lykke — jeg siger , vidner ikke alt dette 
om , hvad hun lider ? “ 
Clandia reiste sig for at gaa ; Jarlstad lagde sin 
Haand paa hendes Skulder . 
„ Bliv kun , Clandia , “ sagde han blidt ; „ det vi 
tale om angaaer jo Dig , Du maa gjerne høre det . “ 
„ Jarlstad ! “ vedblev Konsulen . „ See paa hende ! 
Læser De ikke Lidelser skrevne i ethvert Træk af dette 
yndige Ansigt , veed De virkelig ikke , at hun føler sig 
ulykkelig , fatter De ikke , at hun gaaer tilgrunde ? “ 

„ Jo , “ hviskede han endnu mere dæmpet , „ der har 
været Øieblikke , hvori jeg frygtede det . Jeg haabede 
paa Fremtiden , jeg har stræbt at gjøre det saa godt , 
som jeg kunde , før Claudia . “ 
„ Men er det en Egn at leve i , er dette et Sted 
at føre hende til ? “ 
„ Jeg kjender intet bedre . Her er koldt , her er 
morkt , her er øde , siger De , men jeg er født her , 
mine Forældre have boet her før jeg , derfor holder 
jeg af det . Det indefiniter mine lykkeligste Minder , 
derude , i Grenen af det gamle Pæretræ , har jeg lært 
at læse , nede ved den lille Dam har jeg nydt og levet 
mit rigeste Liv , og da vi ifjor byggede Huse sammen , De 
og jeg , var det , før at jeg kunde tjene Penge til at frede 
om Alt her , og da jeg førte Claudia herover , var det , 
fordi jeg vidste , hun vilde finde en Moder , om altid har 
forstaaet at offre sig før Andre , leve og virke før Andre , 
fordi jeg troede , at Stilheden , Freden og Storheden 
her vilde fylde Clandias Sjæl , som den fyldte min og 
bibringe hende andre Indtryk af Livet , end dem , hun 
kjendte fra Kjøbenhavn , o/da jeg nægtede at modtage 
Deres Penge eller hendes Arv , var det fordi jeg ikke 
vilde spise Andres Brød eller leve i Bevidsthed om 
Afhængighed af Andre , fordi en Mands Værd i mine 
Øine beroer paa , at han virker for sig selv , handler 
for sig selv og bliver sin egen Lykkes Skaber . “ 
„ Alt dette kan være Grunde for Dem selv , men 
ikke for min Datter , siden De ikke har gjort hende 
lykkelig . “ 

„ Jeg frygter for , at De har Net , “ sagde han med 
et sørgmodigt Blik paa Claudia . „ Det var min Feil , 
at jeg holdt mig overbeviist om , at det Liv her , som 
Eensomheden giver Anledning til , vilde virke heldigt 
paa Claudia , det var en endnu større Feil , at jeg kunde 
bilde mig ind , at min gamle Moder og jeg skulde 
være istand til at erstatte Alt , hvad jeg drog hende 
bort fra : Slægt og Venner , Tilbøieligheder og de 
Adspredelser , hun er vant til , og som hendes Ungdom 
sætter Pris paa , — men ikke sandt , der gives saadanne 
Øieblikke i vort Liv , hvori vi , med Følelsen af 
en ærlig Villie og en redebon Lyst , tro at knnne Alt , 
mægte Alt ; jeg har erkjendt denne Feil , og jeg sørger 
over den , hvergang jeg seer , hvad Claudia mangler i 
sin Lykke . “ 
Der var Noget i Jarlstads Ord og i den dæmpede , 
vemodige Røst , hvormed han taledc , som forvirrede 
Konsulen . Han havde ventet en Retfærdiggjørclse , han 
mødte en Selvanklage ; hvorledes skulde han kunne 
angribe Den , der forud erklærede sig for overvunden ' ? 
Han var beredt paa at forsvare Clandias Sag , det 
var Iarlstad , der paatog sig denne Uleilighed . Efter 
nogle øieblikkes Tavshed vedblev han i en Tone , der 
var nedstemt fra dens første Pathos : 
„ Siden De selv indrømmer denne Feil , har jeg 
Intet videre at sige derom . De kjender mig , Baron ; 
jeg er ikke den Mand , der blander sig i Andres Anliggender 
eller lægger Haand mellem Øxe og Blok , men 
De kan ikke fortænke en Fader i , at han værner om 

sin Datters Lykke . - Jarlstad ! min Ben ! min Søn ! 
Dette Barn er engang groet fast til mit Hjerte med 
Alt hvad der er kjærligt og hengivent i det , jeg har i 
mange Aar kun arbeidet med Tanken paa hende , jeg 
lever kun i hende , hendes Lykke , hendes Sjælefred er 
min , hendes Sorg vil lægge mig i min Grav . I det 
Hjem , De tog hende fra , har hendes Dine aldrig fæ ldet 
en Taare . “ 
Da Graa sagde dette , var han dybt bevæget , han 
vendte sig til Siden og holdt sit Lommetørklæde for 
Øinene , Clandia sad sammenkrøbet ved Vinduet med 
Hovedet begravet i sit store Shawl . Hun hulkede høit . 
Jarlstad gik op og ned ad Gulvet , hans Smerte fandt 
intet Udtryk , røbede sig ikke ved nogen Ytring . 
„ Hvad mener De , der er at gjøre ? “ spurgte han 
lidt efter . 
„ Clandia maa forlade dette Sted , maa bort herfra , 
heller idag end imorgen , hun holder det ikke ud længer . 
Hun gaaer tilgrunde . “ 
„ Nei , jeg holder det ikke ud , “ gjentog Clandia , 
idet hun slog Tørklædet tilbage og viste dem sit grædende 
Ansigt . „ Det er virkelig sandt . “ 
„ Naar De nu hører hende selv sige det , “ vedblev 
Graa , „ kan der saa være Noget at betænke sig paa . 
Hun er Dem jo kjær , De holder af hende , ikke sandt ? “ 
Jarlstad lagde sin Haand paa hendes Hoved , men 
svarede ikke . 
„ Det vidste jeg nok , “ sagde Graa , „ jeg har allerede 
seet flere Beviser derpaa i den korte Tid , jeg er her . 

De er den samme ædle og kjærlige Sjæl , som den 
Asten , jeg første Gang lagde hendes Haand i deres . 
Lad os da komme bort , Børn ! min Vogn holder for 
Døren , Jarlstads Vogn vilde jeg sige , det skulde jo 
være min Overraskelse til Eder . Pak de nødvendige 
Klædningsstykker ind og følg med , saa vil Alt blive godt . “ 
„ Ja , De har Ret , “ svarede Iarlstad , og hans 
Læber skjælvede krampagtig under den længe fortsatte 
Kamp . „ Det vil vist være godt for Claudia at reise , 
men jeg maa blive tilbage , jeg kan ikke følge med . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Min Moder er meget svagelig , hendes Liv hænger 
i en Traad , Claudia veed det , Lægen har anbefalet 
mig den største Aarvaagenhed og Omhu . Hun trænger 
til mig , jeg maa blive og frede om hende . “ 
„ Clandia forlod dog mig , “ sagde Konsulen , „ sit 
Hjem og Alt for at følge Dem , kan De nu ikke gjøre 
det Samme for hende ? “ 
„ De vidste , at De vilde finde aabne Arme , saasnart 
det behagede Dem at drage til os , hvor skulde min 
Moder ty hen ? Hun vilde savne mig , men ikke kalde 
mig tilbage , jeg veed det . Hun forstaaer kun at lide 
og tie . Da jeg var syg , sad hun ved min Seng , naar 
jeg trængte til Noget , undværede hun for at give mig , 
stnlde jeg nu glemme Alt ? — Det kan De ikke mene . “ 
„ Saa maa Claudia og jeg reise alene , der er ikke 
Andet for . Jeg er ogsaa svagelig , jeg kan ikke taale at 
gaa op ad Trapperne . Lægerne raade mig til at bruge 
Badene ved Fahr . Jeg fager min Datter med mig . “ 

„ Bil Du det , Claudia ? “ spurgte Iarlstad og standsede 
foran hende . 
„ Fader mener jo , at det er til mit Bedste , “ svarede 
hun , uden at turde hæve sit Ansigt op mod de to 
Øine , som hvilede paa hende . 
„ Ja , ja , da ! “ sagde han , „ det er vel ogsaa det 
Bedste . — Det stal være , som Du ønsker . “ 
„ Her er kun Tale om en Fraværelse for en kort 
Tid , “ bemærkede Graa , „ nogle Maaneder , maaske lidt 
længer . Det er jo ingen Skilsmisse . “ 
„ Skilsmisse ! “ gjentog Iarlstad . „ Nei , det veed jeg 
nok , saa stor er min Synd mod Claudia da ikke Heller . “ 
„ Det er altsaa afgjort og bestemt , og nu , — I 
vide , at jeg er en resolut Mand , der ikke holder af 
Opsættelser , iaften pakker Clandia det Nødvendigste af 
sit Tvi sammen , imorgen tidlig tage vi herfra . “ 
Iarlstad svarede ikke , han stod med Hovedet lænet 
til Bindnesposten . 
„ Ikke sandt ! “ vedblev Graa , „ derom ere vi enige ? “ 
Han vedblev at tie . 
„ Tal dog lidt ! “ sagde Clandia , idet hun gik hen 
til ham . „ Dn gjør mig saa bange ved at staa og tie 
stille . Cr Dn saa bedrøvet over at skulle miste mig ? “ 
Han skjulte sit Ansigt ved hendes Bryst . „ Nei ! 
nei ! “ hviskede han . „ Din Fader har Ret , Dn bør , 
Dn maa reise . Det er som det skal være . “ 
Da han havde sagt dette forlod han Værelset . 
Aftenen kom . Graa havde været nede i Kroen for 
at give Kudsken Ordre til at afhente ham næste Morgen 

tidlig ; derefter spiste han til Aften og gik iseng , tavs 
og alvorlig , og især meget anstrengt af alle denne 
Dags Begivenheder . 
Jarlstad havde lukket sig inde i sit Bævelse . Clandia 
hørte ham gaa op ned ad Gulvet , medens hun selv 
var beskæftiget med at pakke et Udvalg af sine Klæder 
ned i en stor Kuffert , tage det Altsammen op igjen og 
pakke ned paany . Hun græd , sank sammen paa Sengen , 
trykkede Ansigtet ned i Puderne for at skjule sin Hulken ; 
hun ansaa sig for den Ulykkeligste af alle Levende og 
var fuldkommen overbeviist om , at disse Lidelser vilde 
dræbe hende , det var umuligt Andet , hun vilde ikke 
overleve den næste Dag . Hun led virkelig denne Nat ; 
det var den første , dybe Sorg , hun nogensinde havde 
prøvet , den fandt hende ogsaa aldeles uforberedt , den 
bøiede hende til Jorden . 
Det blev Nat . Claudia var endnu langtfra færdig . 
Det var koldt herinde . Hun havde svøbt Sengens 
Puder om sig og sad og stirrede ind i Lyset , grædende , 
grublende , men mærkværdig nok , hun glemte denne 
Gang sig selv for kun at tænke paa ham , hans Ord , 
hans Sorg , hans hele Adfærd under det foregaaende , 
stormfulde Optrin . Nu skulde de altsaa skilles , var 
det Slutningen paa alle hendes Forhaabninger og fristende 
Drømme ? Han havde ikke bedet hende om at 
blive , han ønskede endogsaa denne Skilsmisse . 
Hun listede sig hen til hans Dør , sagte , lydløst , 
for Alt i Verden maatte han ikke ane det . Bestandig 
hørte hun disse afmaalte Trin indenfor . Han sov altsaa 

ikke Heller , det var endda en Trøsf . Han blev ved at 
vandre op og ned i Værelset . 
Tiden gik , Claudia havde talt ethvert Klokkeslag i 
denne Nat ; det var som om hun frygtede for Morgenen , 
og den bragte hende dog knn Opfyldelsen af , 
hvad hun nylig havde ønsket . Maanelyset faldt ind i 
Stuen , blegt , blaaligt og koldt . Hun erindrede sig et 
andet Maaneskin , der havde lyst ned over en knælende 
Niand , som med sænket Hoved , med frygtsom og bævende 
Røst hviskede sin Kjærligheds Haab og dens 
dybe Længsler i hendes Øre . Hvilken Modsætning 
mellem dengang og nu . Havde han da skuffet hende 
siden ? Svigtet , hvad han lovede ? — Det faldt hende 
for første Gang ind i dette øieblik ! — Havde hans 
Røst ikke bevaret den samme Inderlighed , vare ikke hans 
sidste Ord denne Eftermiddag , hans Smerte , hans 
Tavshed , Vidner om hans Kjærlighed ? 
Maanelyset blev blegere , Morgenen gryede , Dagen , 
Skilsmissen . Ude i det gamle Pæretræ sang Stæren , 
længere tilbage , mellem de rødbrune Hedebanker , der i 
denne Frasfand toge sig ud som et uhyre , bølgende 
Tæppe af Fløiel , hævede sig en Lærke , sang , tav , sang 
igjen og kaldte paa de Andre . 
Da Klokken slog fem , hørte Clandia en Vogn 
komme kjørende udenfor Porten . Kudsken smeldede 
med Pidsken for at tilkjendegive sin Nærværelse . Lidt 
efter viste Konsulen sig , rede til at tage bort . Han 
stod og talte med Kudsken . I Jarlstads Værelse var 
det blevet stille , hun hørte ham ikke længer gaa derinde . 

„ Nu sover han ! “ hviskede hun , „ han er rolig , 
han finder sig i Alt , jeg lille Stakkel er den Eneste , 
som lider . “ 
Hun listede sig atter hen til Døren , aabnede den 
forsigtig og saae ind . 
Iarlstad sov ikke , som hun formodede . Paa 
Væggen ligeover for Døren hang Claudias Portrait i 
Legemsstørrelse , et af Monnies ' s bedste Arbeider , talende 
ligt . Iarlstad knælede ned foran Billedet og skjulte Ansigtet 
i sine Hænder . Ved hans Side stod den gamle 
Baronesse , alvorlig og tavs ; hendes Haand hvilede 
paa hans Hoved . Ingen af dem mærkede , at Døren 
blev aabnet . Pludselig hævede Iarlstad sit Hoved op 
mod Moderen . Claudia havde aldrig seet et Ansigt 
saa ligblegt eller et saa grændseløs ! Udtryk af Smerte . 
„ Hun reiser fra mig , “ udbrød han , „ Vognen er 
der , — hun kommer aldrig mere tilbage . “ 
„ Hvem veed , om I ikke Begge ere bedst tjente 
dermed , “ svarede den gamle Dame . „ Det Liv , Du 
hidtil har ført , var ikke til din Lykke . “ 
„ Men jeg elsker hende , “ hviskede han . „ Moder , 
hører Du ! Jeg holder saa ubeskriveligt af hende ! At 
sfilles er for mig , som om mit Hjerte skulde briste . “ 
Claudia havde hørt hvert Ord . I det Samme 
bankede det paa den anden Dør . Konsulen traadte 
ind , reiseklædt , smilende , hilsende , med en stor ny 
Meerskumspibe i Haanden , Iarlstad var sprungen op , 
Baronessen sad paa en Stol ; ethvert Spor af det 
nylig foregaacde Optrin var udslettet . Strax efter 

viste Claudia sig i Døren . Hun havde ogsaa sit 
Reisetøi paa . 
„ Vognen er der , “ sagde Graa , „ vi maa afsted ! “ 
„ Skal det nu være ? “ spurgte Jarlstad . 
„ Det er jo til eders fælles Bedste , “ vedblev 
Konsulen . 
„ Det troer jeg ogsaa , “ sagde den gamle Baronesse . 
Jarlstad havde ikke hørt disse Ytringer , hans Dine 
være uafbrudt heftede paa Claudia . 
„ Saa nu vil Du reise fra mig ? “ sagde han . 
„ Nei jeg vil ikke , “ raabte hun grædende og idet 
hun slyngede sine Arme om hans Hals . „ Jeg vil 
blive hos Dig ! “ 
„ Men Claudia , min Datter ! “ udbrød Graa , „ betænk 
dog — “ 
„ Ja , det nytter ikke , hvad Du siger , “ vedblev 
hun , „ jeg bliver dog alligevel . Seer Du da ikke , at 
han vilde dø den Ulykkelige , hvis jeg reiste fra ham . 
Han meente ikke et Ord af al den fornuftige Snak , 
han stod og sagde igaar . Tal lidt , Du ! Er det ikke 
sandt , hvad jeg siger , Du kan ikke leve uden mig ! “ 
Jarlstad var sunken neo paa en Stol ; hun rev 
Silkehætten og Kaaben af , sprang op paa hans Skjød , 
trykkede sit Hoved ind imod hans Skulder , smilede 
og sagde : 
„ Er Du nu rigtig sjæleglad , fordi Du faaer 
Lov at beholde mig ? “ 
Konsul Graa stod maalløs ligeoverfor dem . 
En Time efter kjørte han alene bort fra Gaarden 

og det ovenikøbet i en yderst slet Leievogn . Da alle 
Overtalelser glippede og strandede paa Claudias faste 
Villie , holdt han en lille Tale , hvori han med velvalgte 
Ord tilkjendegav dem , at han gav efter , men tillige 
fordrede , som den eneste , ufravigelige Betingelse , at de 
slulde mogtage hans Gave , den nye Vogn , Kudsken , 
Tjeneren og de fire sorte Heste . Iarlslad var ikke 
meget for det . 
„ Hverken Vognen , Hestene eller Tjeneren passe 
til vore øvrige Omgivelser , “ sagde han . 
Clandia derimod var henrykt ; idag fandt hun 
Alt fortræffeligt ; hun sprang op i Vognen , klappede i 
sine smaa Hænder , lænede sig tilbage i de bløde Silkepuder 
og paastod , at det var en yndig Vogn , netop 
efter hendes Smag . 
Altsaa beholdt de den . 

VII . 
Moralfilosophi . 
Samme Eftermiddag sad Clandia inde i Baronessens 
Værelse med den gamle Dames Hænder i sine . 
„ Du har talt haarde Ord om mig imorges , “ sagde 
hun . „ Jo , jeg hørte det godt . Du maa vide , at jeg 
stod og lyttede ved Døren . Fortjener jeg virkelig saa 
streng en Dom ? er jeg saa skyldig , som Du sagde ? 
hvorfor har Du da aldrig før gjort mig opmærksom 
derpaa ? “ 
„ Vilde Du have forstaaet mig , hvis det var skeet ? “ 
„ O , ja vist ! kan Du tvivle derom ? Jeg forstaaer 
Alt , hvad der hører med til Jarlstads ' Lykke . Du er 
saa stor , saa elskelig , jeg er en lille Tosse , som Ingenfing 
veed , det mærker jeg nok , menjjeg er ung , og jeg 
vil gjerne lære . — Søde Moder ! siig mig , hvad jeg 
har at gjøre . “ 
„ Gjør ham lykkelig , saa vil Du selv blive det . “ 
„ Wien gjør jeg ham da ikke lykkelig ? “ spurgte 
Claudia , i høi Grad forbavset . 
Baronesse « rystede paa Hovedet . 

„ O , tal , tal ! “ bad hun med sin indsmigrende og 
bønlige Røst . „ Moder , hjælp mig , siig mig Alt , dølg 
Intet , lad dette være Skriftemaalets Time ! Du skal 
faae at see , hvor gjerne jeg vil rette mig efter dine 
Raad . “ 
„ Nu vel da , siden Du ønsker det , siden Du selv 
forlanger det , saa hør mig , men husf paa , Claudia , 
at om det , jeg siger , endogsaa synes Dig strengt og 
uskaansomt , saa maa Hensigten undskylde mig , det er 
din allerbedste Veninde , det er din Moder , som i dette 
øieblik taler til Dig . “ 
Claudia bøiede ydmygt sit Hoved og trykkede sine 
varme Læber paa Baronessens Haand . Den gamle 
Dame vedblev : 
„ Du gjør ham ikke lykkelig , Du maa forstaa det , 
erkjende det , for at gaa en hel anden Vei end hidtil . 
Du har bestandig været vænnet til at leve for Dig 
selv , for dine egne Glæder , Indfald og Tilbøieligheder , 
uden at søge at blive Noget for Andre . Du betragter 
kun Livet som en Gave , det er mere , mit Barn , det 
er en Opgave . Du forlanger Hensyn af alle Andre som 
Noget , der var din Ret , Ofre , bestandig Ofre , Du 
modtager dem ogsaa , men hvad yder Du til Gjengjæld ? 
— Veed Du ikke , at man i denne Verden kun kan 
gjøre Fordring paa at faae , i Forhold til hvad man 
giver ? “ 
„ Ak nei ! “ svarede Claudia sørgmodig , „ jeg veed 
slet Ingenting , jeg har bestandig drømt mere end jeg 
tænkte , jeg har søgt Lykken og fundet Sorgen . “ 

„ Vist ikke . Hidtil har Du kun søgt din Lyst , her 
har Du fundet din Pligt . Veieu til den første gaaer 
igjennem vort Hjerte , den anden igjennem vort Hoved . “ 
„ Men tidligere , Moder , var jeg dog lykkelig og 
tilfreds med Alt . “ 
„ Tilfreds ! — ja , fordi Alt bøiede sig efter din 
Villie , forenede sig efter dine Dnsker , men saaledes 
vilde det umuligt kunne blive ved bestandig . Lykkelig ? 
- Kast et Blik tilbage paa dit Liv , hvori bestod det , 
Du kalder Lykke ? Hvor tomt , hvor overfladisk var det 
ikke ? Er Lykken da Pynt , er det en Yppig , ørkesløs 
Tilværelse , eller bedøvende Adspredelser ? Du fandt 
alt Muligt forberedt , ventende paa Dig , derfor hvilede 
disse rige og herlige Evner , Gud har givet Dig , uden 
Anvendelse , uden Udvikling , som Seil , der hænge 
slappe ned fra Masten . Hvem levede Du for , hvem 
arbeidede Du for , hvem har Du været til Velsignelse ? “ 
„ Men det trætter mig at arbeide , det kjeder mig , 
hvorfor stal jeg arbeide , naar jeg ikke har det nødig ? “ 
„ For at udvikle de Kræfter , Du nu savner , og 
som Du saa hoilig trænger til . Kun gjennem Virksomheden 
gaaer Veien til vor Lykke . — Jeg holder 
ikke af at stille den Ene frem som et Monster for den 
Anden , vi have Alle vore Feil , men betragt Casper , 
han virker , han færdes , for fig selv og for Andre , og 
vinder derved Kraft og Fortrøstning ; uden Arbeide 
vilde han synke sammen i den Sorg , som tynger 
paa ham . “ 
„ Du mener i den Sorg , som jeg volder ham . — 

Jeg forstaaer Dig nok ! “ vedblev hun grædende og kastede 
sig til Baronessens Bryst . „ O , Moder ! hvor 
jeg dog er ulykkelig ! “ 
„ Vist ikke , Claudia ! i dette Øieblik troer jeg tvertimod , 
Du er paa den bedste Vei til Lykke . Søg at 
blive til Noget ; veed Du ikke bedre , saa følg din Husbonds 
Fodspor , nede i Landsbyen velsigne de ham , de 
ty til ham i deres Nød , de klynge sig til ham . Opsøg 
dem som lide uden at have Klager før deres Smerter , 
gjør deres Sorger til dine , det er et Skridt fremad , 
det er at samle Skatte før sin Sjæl , som Biblen siger . “ 
„ Bien hvorledes skal jeg bære mig ad dermed ? 
Jeg bryder mig ikke om disse Mennesker , deres Sorger 
ere ikke mine , de bevæge mig ikke , tvertimod , Billedet 
af deres Armod og den Raahed , som omgiver dem , 
støder mig bort “ 
„ Saaledes var det hidtil i det indholdsløse , egoistiske 
Liv , Du sorte ; jeg veed det nok , Claudia ; det er 
det Farlige ved lutter Medgang , Overflod og det , Du 
før forstod ved Lykke , at de sløve og forstene ; men 
nu har Sorgen naaet Dig , nu ere Taarerne komne , 
Ulykken gjør blod , den vil aabne dit Hjerte , din egen 
Smerte vil lade Dig forstaa andres og give Dig Lyst 
og Trang fil af mildne den . Det er en af vort Kjøns 
ypperligste Bestemmelser . “ 
„ Troer Du saa , han vil holde mere af mig ? “ 
spurgte hun hen i Veiret . 
„ Mere , nei , det er umuligt , hans Feil er tvertimod 
den , af han holder formeget af Dig . “ 

„ Kan det være en Fell ? “ spurgte Claudia . „ Det 
ansaae jeg for et Fortrin . “ 
„ Den sande Kjærligheds Natur er af bære over 
med hverandres Brost , men ikke af gjøre os blind for 
den . Niere vil han ikke holde af Dig , men det vil 
derimod bringe Dig nærmere fil ham , det vil lære 
Dig af indsee , af i ethvert godt Forhold maa Alt være 
fælles , Sorgen saavelsom Glæden ; hidtil har Du ikke 
deelt hans Sorger , Du har ikke bekymret Dig om dem , 
ikke Heller om hans Glæde , hans Tilboielighed , Du 
kjender dem neppe , Du har aldrig begrebet , hvad en 
Hustru burde være ; det er en Feil . Giv Agt paa hans 
Smag , hans ønske og Billie , lær at bøie Dig for den , 
skaf Dig en Part i hans Tilværelse , gjør Dig til en 
Deel af ham selv . “ 
„ Bien hvorfor skal jeg alene bøie mig ? “ 
„ For at finde det , Du søger . Det er ikke saa 
svært , som Du troer . Lad mig hviske det i dit Øre , 
saa at ingen hører min Hemmelighed : En Kvindes 
største Magt beroer ikke saameget paa at kunne modstaa , 
som paa at kunne give efter . Hnn er som Sivet , 
veed Du nok , det bøier sig for Stormen , men det 
retter sig igjen , Claudia , efter Stormen , naar undertiden 
Egen splintrcs , fordi den ikke forstod at bøie sig . 
Du har saa let ved at følge den Bei , jeg her betegner , 
din Aand besidder saamegen Finhed , saamegen Kløgt , 
dit Hjerte rummer saamegen Barme og Hengivenhed , 
Du vil kunne bringe det , Du nu anseer for Ofre , 
naar Du veed , at det gjøres nødig . “ 

„ Ja , det kom vi vel nok ud af , “ sagde hun og 
tørrede sine Øine , „ men jeg har i den sidste Tid levet 
med en hemmelig Frygt for , at han ikke mere brød sig 
om mig , at jeg ikke længere var det for ham , jeg havde 
været før ; det gjorde mig især ulykkelig . “ 
„ I denne Tilstaaelse indrømmer Du jo alle de 
Feil , jeg nylig har nævnet . „ Jeg døer , “ siger Du til 
Dig selv , saa lukker Du Øinene og lader Dig rives 
bort af Strømmen , uden at gjøre et eneste Forsøg paa 
at naa i Land . — Krandsen ' ligger for dine Fødder , 
og Du tager den ikke op . Du , som i din Ungdom , 
Skjønhed og Inde har alle Vaaben til at seire . “ 
„ Har jeg virkelig ? “ sagde hun , for hvem disse 
sidste Ord løde som Musik . 
„ Eet skal Du blot mærke Dig nøie , lad aldrig 
oftere et Optrin som dette sidste berøre eders Forhold . 
En lille Splid gjør Intet , siger man , Forsoningen , som 
følger efter , forstærker blot Baandet , Du har hørt det , 
Du har læst det , men tro det ikke , mit eget Barn ! 
Splid er som en Haand , der berører Sommerfuglens 
Vinger , den udsletter de fine Farvers Skjønhed og bringer 
dem aldrig mere tilbage . Splid er som et Saar , I 
tilføie hinanden , maaske læges det igjen , men lader dog 
altid et synligt Ar tilbage . “ 
Claudia slyngede sine Arme om den gamle Baronesses 
Hals , kyssede hende og hviskede : 
„ Jeg vil følge alt det , Du raader mig til , Du 
skal faae det at see fra denne Time , jeg vil blive Alt 
hvad Du forlanger , naar Du blot vil hjælpe mig , 

og rette mig , naar jeg feiler , og saa rose mig lidt , 
blot en lille Smule , naar jeg gjør det godt . “ 
„ Jeg behøver ikke at hjælpe Dig , “ svarede Baronessen , 
„ kæmp , mit Barn , kæmp selv , stol først og 
fremmest paa din egen faste Lillie , stol ogsaa lidt paa 
Gud , i hver en Nød bliver han tilbage , som naar man 
seiler paa Søen og seer Landet svinde omkring sig ; 
Himlen er der altid . “ 
Det var to Maaneder efter Konsulens Besøg . 
Claudia havde fulgt sin Svigermoders Raad . Hun 
beskæftigede sig . Hun fik et langt Hørgarnsforklæde 
paa , gik i Kjøkkenet , tog Deel i Alt og bragte Uorden 
og Forvirring i Alt . Saaledes gik fjorten Dage . 
En Formiddag kom hun ind i Baronessens Værelse 
med Taarer i Øinene . 
„ Nu maa jeg ikke længere være dernede . Gamle 
Marie Kokkepige har viist mig ind . Hvad synes Du , 
Moder ? Hun siger , at det er Synd for mine hvide 
Hænder . — Jeg vil saa gjerne gaa i Kjøkkenet , især 
i Melkestuen , det er virkelig sandt , men Alt , hvad jeg 
rører ved , er sort dernede . Jeg bruger næsten et Par 
Handsker hver Dag . Det kan nu være det Samme , 
thi jeg har opdaget , at Jylland dog har eet Fortrin 
for Kjøbenhavn , det , at man er nærmere ved Randers ; 
men naar jeg har været lidt dernede , kan jeg hele Dagen 
efter mærke Tørverøgen , den sætter sig i mit Haar 
og i mine Klæder , er det ikke afskyeligt ? Hvad skal 
jeg gjøre derved ? “ 
Baronessen smilede , kyssede hende og sagde : 

„ Vi maa see at finde paa noget Andet . “ 
Dagen efter fik Clandia en Bunke hjemmegjort 
Lærred ind , hvoraf der skulde syes Haandklæder , Lagener 
og Viskestykker . Hnn begyndte at sømme dem med 
en utrolig Flid . Der gik een Dag bort , og der gik 
flere . Cn Eftermiddag kaldte hun paa Kudsken , lod 
spænde for den nye Vogn , det var hendes Eiendom . 
Hun kjørte ned til Landsbyen . Ingen paa Gaarden 
anede , hvad hun vilde der Hnn talte heller ikke derom 
til Nogen . Da hun kom hjem , var hun særdeles vel 
tilmode . Hun ilede ind i den gamle Baronesses Værelse 
og sagde : 
„ Nu har jeg gjort en god Gjerning . Jeg har 
været nede i Landsbyen og opsøgt tre af de fattigste 
gamle Koner . De komme herop til mig imorgen . “ 
„ Hvad vil Au dem ? “ 
„ Jeg deler alt mit Sytøi ud til dem og skaffer 
dem derved Noget at fortjene . De gamle Stakler bleve 
saa glade og kyssede min Haand , da jeg lsvede dem 
Arbeide . Saa kjører jeg hver Dag ned og seer , hvorledes 
de udføre det . Du skal med , vi kjøre begge To , 
og spise Jordbær hos Landinspekteuren . Jeg vil saa 
gjerne selv sy , men det stive og haarde Lærred gjør 
ondt i mine Fingre . Ikke sandt , søde Moder , den 
lille Fortjeneste kan man da gjerne unde disse fattige 
Mennesker ? Jeg vil gjerne selv betale dem af mine 
egne , sammensparede Penge . “ 
Derved blev det . Efter at have forsøgt sig saa 
heldigt i Kjøkken og Systne , fandt Claudia paa en ny 

Idee . Nede i Landsbyen boede der en Smed , som 
foretrak Flasken for Ambolten . Han slog sin Hustru 
og jog af og til hende og Børnene ud af Huset . Konen 
gik op paa Gaarden og beklagede sig . Claudia talte 
med Smeden , foreholdt ham det Urigtige i hans Adfærd 
og gav ham ti Rigsdaler , for at han skulde forbedre 
sig . Alanden lovede Alt , hvad hun forlangte , 
svor helligt og dyrt paa , at han fra nu af skulde modstaa 
enhver syndig Fristelse , drak samme Aften Pengene 
op i Kroen og jog derefter Hustru og Born ud af 
Huset igjen . Da der ikke var Noget at gjøre ved 
Manden , tog Clandia sig af Hans Familie . Hun skaffede 
Konen Beskæftigelse og kjøbte Klæder til hendes 
fire , smaa Børn . Ikke nok dermed , men hun lod Børnene 
hver Dag komme op til sig paa Gaarden i deres 
nye Klæder , syede og strikkede med dem og lærte dem 
at kjende Bogstaver . Førend de fik Lov at komme ind 
til hende , maatte gamle Marie anvende det fornødne 
Band og Sæbe til deres Ansigt og Hænder . 
Det var et møjsommeligt og trættende Arbeide 
for Clandia , men denne Gang blev hun Seirherre . 
Forst vilde hun lære den ældste af Pigerne at spille , 
det var umuligt , disse smaa , tykke Fingre vare allerede 
krogede og stive , Barnet havde desuden ikke den ringeste 
Sands for Musik ; saa lod Clandia det bero med selv 
at spille for hende . Insfrumentet kom atter igang , til 
Afvexling sang hun for dem , men hver Dag blev der 
syet og læst , og hver Dag var Claudia i et ypperligt 
Humeur , især henimod den Tid , Læretimerne vare tilende . 

En Morgen sad hun inde i Havestuen , foran den 
aabne Dør , omringet af de fire , smaa Børn . Denne 
Gang gik Alt uheldigt , Syningen var slet , Strikningen 
ikke bedre , de lærte Bogstaver fra igaar vare allesammen 
glemte . Claudia skjændte , Børnene græd , hun selv sad 
fortvivlet og med Taarer i øinene . 
Porthunden gjøede . Der kom Fremmede til Gaarden . 
Claudia gik til Vinduet og saae to Ryttere standse 
deres Heste foran Døren . Den Ene var en Bondekarl , 
klædt i en menig Dragonuniform . Han stod med 
Huen under Armen , medens han hjalp sin Ledsagerske 
af Hesten , en Dame , i lang , lyseblaa Ridekjole , kort , 
rød Fløiels Trøie , besat med hvide Snorer og en lille 
slad Militairhue paa Hovedet . Claudia udstødte et 
Forundringsraab og aabnede Døren . Det var hendes 
Veninde , hun her saae for sig , Damen med de gode 
Raad fra Ottos Boutik . 
„ Er det virkelig Dig ? “ udbrød hun , „ Charlotte . “ 
„ Fru Ærenkrone , om jeg maa bede , jeg har nu 
været gift med min Ritmester paa syvende Maaned . 
Jeg skal fortælle Dig Alting siden . Kan Du give os 
Kvarteer en Times Tid , mig og min Slave ? Vi 
skulle ned til Manøvren i Holsteen , hele Eskadronen 
holder udenfor Byen . “ 
Hestene bleve trukne i Stalden , Claudia fulgte 
Ritmesteren ind i Stuen . 
„ Nu kan I lægge eders Tøi sammen og gaa 
hjem , Børn , “ sagde hun . „ Det er gaaet overmaade 
godt idag , og nu er det nok for dennegang . “ 

Børnene vilde nødig forlade Gaarden før Kaffetid . 
„ Bi ere jo først nylig komne , “ bemærkede den Ældste . 
„ Ja , det faaer at være nok alligevel , “ sagde Clandia . 
„ imorgen begynde vi igjen . “ 
Børnene gik , Nitmcsterinden saae sig om og aabnede 
Dørene til de næste Værelser . 
„ Naa , her boer Du altsaa , Ulyksalige ! Midt i en 
Sandørken , borte fra alle fornuftige Væsener ! I disse 
Værelser tilbringer Du din Tid med at holde Skole 
for Bønderbørn . Det er rædsomt ! — Kan jeg faae 
Noget at spise ? Jeg er ganske fastende ; jeg sov forlænge 
imorges , og saa maatte vi afsted uden at faae 
The . Lidt Skinke , lidt Speilæg , hvad Du har ; et 
stort Glas Madeira , tilnød et lille Glas Cognak ; men 
det maa være i en Fart , min Engel ! Naar han blæser 
Appel maa vi tilhest og afsted igjen . ^ Der er ved 
Gud ingen Snak om det . Kom , sæt Dig ned , lad 
mig rigtig see paa Dig . Ja , kjøn er Du endnu , og 
det er nogle søde Øine Du har ; men , Herre Jesus , 
Clandia ! er det et Liv at føre ? Skal det være det omtalte 
Slot , hvor vi vilde holde Bal og Maskerade ? 
Er det at reise udenlands og tilbringe Vinteren i 
Nizza ? “ 
Det var ikke muligt for Clandia at komme tilorde . 
Veninden vedblev : 
„ Nei , saa har jeg gjort det bedre , Du ! Ærenkrone 
er sær i mange Punkter , gyselig sær , det er jo alle 
Herrer , men jeg forstaaer at tage ham . Ja , Du sidder 
og seer paa min Dragt . Du maa vide , at jeg er bleven 

en fuldstændig Dragon . For vi reiste fra Kjøbenhavn , 
vilde det gale Menneske have , at jeg skulde gaa hele 
Kavalleriskolen igjennem ; er han ikke magelos ? Og jeg 
gik den igjennem , saa jeg bærer Mærker deraf mit 
hele Liv . — Kommer hun snart med den Smule Frokost , 
eller stal Du selv lave den ? — Naa , der er hun 
endelig ! — Hvem var den gamle Dame , vi mødte ude 
i Forstuen ? — Din Svigermoder ? — Sikk ' et Ansigt ! 
Man kommer jo til at fryse ved at see paa hende . 
Men hvor var det nu , vi slap ? Saa maatte jeg da 
gaa Kavalleriskolen igjennem , der hjalp ingen kjære 
Moder : kort Galop , strakt Galop , lille Volte , store 
Volte , hele Hesteexercitsen . En Dag skulde vi sætte over 
Barrieren , halvanden Fod , Du ! — Jeg vilde ikke til 
det , men Ærenkrone svor paa , at jeg skulde . Naada ! 
Idet vi sætte over , raabte han : Hop , Lotte ! og giverHesten 
et Smæk med Pidsken . Jeg hoppede ogsaa , kan 
Du tro , for Hesten styrtede , jeg over Hovedet paa den 
og slaaer i Faldet to af mine prægtige Fortænder ind . 
Er det ikke rædsomt ? Han blev da frygtelig tilmode , 
som Du vel kan tænke Dig , men det skulde godt forstaa . 
Saa maatte jeg op til Bramsen . Men vi to 
bleve da snart færdige . Han sagde at jeg hvinede . 
Saa tog jeg min Hat paa og gik fra ham op til Jansen . 
Han er mageløs . Han kaldte mig uns llsur äs 
printsmps og satte mig disse to prægtige Tænder ind . 
Alln Du kan tro , efter den Dag blev Ærenkrone vænnet 
af med fit : Hop , Lotte ! — Du maa gjcrne give 
mig en lille Draabe Cognak , hvis Du har den ved 

Haanden , blot saameget som et godt Fingerbøl fuldt ; 
din Madeira er noget flan . “ 
Claudia hentede en Karaffe . „ Hvor boer Du ? “ 
spurgte hun . 
„ I Aarhus . Det skulde være saadan en morsom 
By , sagde de ; jeg finder den rædsom . Ingen Adspredelse , 
daarlig Komedie , Borgerne og de Militaire 
leve hver for sig . Officererne gaa paa Klubben hver 
evige Aften og lade os sidde hjemme og skjøtte os selv . “ 
„ Gaaer din Mand ogsaa paa Klubben ? “ 
„ Ja , naturligviis ! Hvorfor skulde han være en 
Undtagelse ? Men han forlader mig kun de sex Aftener 
om Ugen . “ 
„ Og den syvende ? “ 
„ Den syvende har vi Spilleselflab hjemme hos os . 
De maa jo fordrive Tiden med Noget , og Spil er da 
ikke det Værste , “ 
„ Jeg synes dog . “ 
„ Ja , Du taler som Du har Forstand til , min 
lille Dueunge ! Tak Du din Skaber , at Du boer i 
en saadan Udork , hvor der ikke lever andre end Vilde . 
Det er altid godt for Noget . Ærenkrone har et varmt 
Blod , han er fyrrig , lidenskabelig , saasnart han seer et 
kjønt Ansigt , er han borte . Det er Damernes egen 
Skyld , de ere som gale efter de Uniformer . I forrige 
Maaned var der en Hisforie med en ung Skuespillerinde , 
som begyndte at vække lidt Opsigt , men saa bleve 
vi indkaldte til Manøvren ; naar vi komme hjem , haaber 
jeg , at Frøkenen er reist sin Vei , saa er det glemt ! “ 

„ Hvorledes finder Du Dig da deri ? “ 
„ Forsfe Gang , jeg mærkede det , flyttede jeg ; det 
var for en vis Husjomfrues Skyld ovenover os ; anden 
Gang tog jeg paaveie , gav mig til at skraale og holdt 
et frygteligt Hus . Beed Du , hvad han gjorde ? Han 
tog mig under Hagen , kyssede mig og sagde : „ Skab 
Dig ikke , min Engel ! Det Hele betyder skn Ingenting ! “ 
— Er han ikke kostelig ? — Og det betyder virkelig 
Heller Ingenting , det har jeg selv de bedste Beviser paa . 
Jeg kjender en vis Sekondlieutenant deroppe — her er 
da Ingen , der staaer og lytter efter , hvad vi tale om ? 
— et lille , nydeligt Menneske , en Figur , Du , som støbt ; 
han har fundet paa at gjøre mig til sit Ideal , han tilbeder 
mig , forguder mig ! Han skriver Noder af for 
mig og synger med mig . Forresten skriver han ogsaa 
andet en Noder . En Aften , da vi gik fra Komedie , føler 
jeg et sammenlagt Stykke Papir heftet fast til Ærmegabet 
af min Kaabe . Veed Du , hvad det var ? Det 
yndigste , lille Digt , man kan tænke sig . Deri skriver 
han , at han mangler Ord til at fremstamme , hvordan 
hans Hjerte staaer i Flamme og at Himlens Sol og 
Maane , maa Straaler fra mine øine laane , og en 
hel Del mere , som jeg nu ikke kan husfe . En Aften , 
vi tog fra Klubbal , — jeg saae godt ud , det fandt da 
Alle , — bliver han ved at plage mig for en af mine 
Handsker , til jeg var nødt til at forbarme mig over 
ham . — Herre Gud , en brugt Handske ! Da skulde Dn 
have seet hans Lykke , den Stakkel ! — Ja , Du betragter 
mig saa forbavset , mit Lam ! Der er Ingenting i det , 

det veed Gud der ikke er ! Jeg giver ham ikke mere , 
end hvad der netop behøves for at holde ham ilive . Det 
er et Spil med Regnepenge . Det morer saalænge det 
staaer paa , det holder En i Aande , det er det Hele . “ 
Clandia sad maalløs ligeoverfor disse Skildringer , 
hendes Aasyn udtrykte den dybeste Forbavselse . 
„ Veed Ærenkrone alt dette ? “ spurgte hun . 
Veuiuden saae lidt paa hende ; derefter brasf hun 
i Latter og svarede : 
„ Hvor kan Du tænke noget saa Eenfoldigt og 
Hjerteløst . Jo , vist nu løbe vi om ! Jeg skulde forraade 
en Andens Hemmelighed , stifte Ufred mellem to gode 
Benner , lade det komme til Duel mellem dem ! “ 
I dette Øieblik lød et Hornsignal udenfor Gaarden . 
„ Nu blæser han allerede Appel , det Dyr ! “ udbrød 
Nitmesterfrueu , „ men jeg tor nok blive lidt endnu . 
Jeg vil først høre , hvad Du egenlig tager Dig for , og 
hvorledes Du og din Baron faae Tiden til at gaa 
i denne Roverrede . Kan Du husfe den Beskrivelse om 
dit fremtidige Hjem , Du gav mig oppe i Boutikcn , 
da vi sidst talte sammen ? Det er rigtignok blevet til 
noget heelt Andet ; men hvad skal man sige til det , mit 
Barn ! Skuffede blive vi Alle . “ 
I det Samme stak Dragoueu sit Hoved ind igjennem 
det aabne Vindue . 
„ Hoort Fruen et , the di blæest ? “ spurgte han 
frimodig . 
„ Jo vist gjorde jeg , men det haster ikke saa stærkt , 
Rasmus ! “ 

„ Aa , jou endda ! hues En no et sidder aap , aa 
de gelik , saa drauer a astei mæ dægge Bæster . De 
odret Ham sjel mæ te . Hon ka da blinv saalææng 
Hon løkkes . “ 
Efter denne Forklaring drog Dragonen sig tilbage 
og trak Hestene frem i Gaarden . 
„ Han er rædsom , Du , men jeg maa afsted . Ærenkrone 
bliver rasende , naar han skal vente . Farvel , min 
søde Claudia ! det er Synd for dit yndige Ansigt , at 
det skal lyse her i dette Vildnis , uden at blive paaskjønnet 
af Nogen . Naar vi drage tilbage fra Manøvren 
skal jeg faae gamle General til at holde Rastdag 
her og indkvartere hele Staben paa din Gaard . Det 
skal blive en morsom Dag , kan Du tro , vor Eskadron 
er bekjendt for sine smukke Officerer . Du skal ogsaa 
faae min Fyr at see , men ikke et Ord derom , Claudia , 
jeg stoler paa Dig ! Kys mig ! Hils din Baron og 
det gamle Vinterlandskab , din Svigermama , fra mig . 
Tak for Frokosten ! Jeg troer , jeg skal have mig endnu 
et lille Glas Madeira til Afsked . Farvel ! “ 
Claudia blev siddende i -Sofaen længe efterat 
Veninden havde forladt Gaarden , grundende , sammenlignende , 
greben af Afsky og Modbydelighed . Det 
Indtryk , hun modtog af denne Sammenkomst indeholdt 
en endnu bedre Lære end Skriftemaalet hos den gamle 
Baronesse . 

VIII . 
Hvad Vildttyvens kvinde spaaede . 
Der gik et halvt Aar . Det blev Sommer og 
Efteraar . En tidlig Morgen , i September Maaned , 
kom en Mand Horende med Extrapost til Jarlstads 
Gaard . Det var Konsul Graa . Ligesom sidst steg 
han ud af Vognen udenfor Porten , han vilde atter 
overraske . Dennegang , kom han tillige med den faste og 
urokkelige Beslutning , at tage Jarlstad og Claudia med 
sig , for at kunne faae de omtalte Bjerge , samt Paris 
og Lyon at see . Nu vilde han ikke vente længer . 
Han havde i den sidste Tid jevnlig faaet Breve fra 
Clandia , temmelig lange og livlige Breve . 
„ Hun har det bedre nu , det er ligesom om hun 
begynder at finde sig i sin ulykkelige Stilling , “ sagde 
han til sig selv . „ Det kan hun takke mig for . Det 
er mine Formaninger , denne , om jeg selv maa sige 
det , særdeles gribende Tale , jeg holdt for Baronen , 
der har faaet ham til at indsee , hvilke Hensyn han 
skylder en Dame som Claudia . Til Paris og Lyon 
skulle de med alligevel ! “ 
Den forste Overraskelse ved dette Besøg var imidlertid 
forbeholdt Graa selv . Da han komind i Porten , 
blev han staaende ligesom forstenet over det Skuespil , 
som fremstillede sig for ham . 
Hele Gaarden var belagt med Halm . Rundt om 
Tranens 

i dette var opreist smaa Hytter og Skure af Vognfjcrl , 
Dragkister , Bordplader og Kommoder , overalt hvorhen 
øiet vendte sig mødte det desuden opstablet Bohave , 
Byldter af Sengeklæder , Kjokkentøi og Avlsredskaber , 
hvoraf Noget var forkullet og viste Spor af Ild . 
Det Livlige og Vexlende i dette Skuespil blev forøget 
ved en Mængde Høns , Faar og Grise , som spadserede 
om mellem smaa Klynger af skrigende Bønderbørn , der 
legede eller sloges i Halmen , og ved nogle gamle Mænd 
og Koner , som sade og solede sig imellem Hytterne . 
Konsul Graa stod ligeoverfor denne Fremstilling i 
sin Neisekappe , med den store Meersknmspibe i Haanden 
og med et Ansigt , der udtrykte en talende Forbavselse . 
„ Men Dn min Himmerigs Gud ! “ sagde han til 
sig selv . „ Hvad er dog alt dette ? Ulyksalige Claudia , 
eneste Datter , i saadanne Omgivelser maa Du leve ! 
Idag seer det jo endnu langt værre ud end sidst . “ 
Med disse Tanker vadede han op mellem Halmen 
til Stuehuset . Det var ikke nødvendigt at banke paa , 
Dørene stode aabne , Værelserne vare opfyldte af Bohave ; 
inde fra et af dem lød en skingrende Sang , en 
selvgjort Melodi , lidt falsk maaske , men et klart og 
jublende Udtryk for en lykkelig Stemning . Graa lyttede , 
smilede , han kjendte den Slags Melodier , deres Toner 
naaede til hans Hjerte og foregøglede ham Billedet af 
en lykkelig Datter , soul hjemme fløi omkring fra Værelse 
til Værelse og opfyldte Luften med sin Jubel . 
Han gik efter Lyden og kom ind i Dagligstuen . 
Der stod Claudia i en lys Morgentjole , Haaret i 
et hvidt Net ned over Nakken , frisk , nydelig som altid og 

med det omtalte Kniplingsforklæde om sig . Hun var 
væbnet med en lang Kniv , en Stabel afskaaret Smørrebrød 
stod foran hende , den hun med største Iver vedblev 
at forøge . Da hun saae sin Fader , udstødte hun 
et Skrig , kastede Kniven paa Bordet , Smørrebrødet paa 
Gulvet og fløi ham imøde . Det Smil , der hvilede 
over hende , det straalende Udtryk i hendes store Øine , 
var et tydeligt Skriftemaal for ham . Hun var lykkelig . 
„ Men , mit kjære Barn ! “ udbrød han . „ Nu 
spørger jeg Dig ligesom sidst : Hvad er dog alt dette , 
som her gaaer for sig ? “ 
„ Ja , vil Du tænke Dig , Fader ! Iforgaars var 
der Ildløs nede i Landsbyen , en rigtig , stor Ildløs , 
vi fik den forst slukket iaftes ; elleve Gaarde og Huse 
ere brændte . Er det ikke mageløst morsomt ? — Gud 
forlade mig min Synd ! “ tilføiede hun med en komisk 
Bevægelse af Angst og saae sig om til alle Sider , „ jeg 
mener , var det ikke rart , at Jarlstad tog alle disse 
Fattige , husvilde Folk herop til os paa Gaarde » ? 
Jeg hjalp med dernede . Jeg reddede det yndigste , lille 
bitte , hvide Lam og min Kones fire , smaa Børn . “ 
„ Din Kones Bør » ? hvad vil det sige ? “ 
„ Mi » Smedekone , hende , jeg har taget mig af . 
Nu skærer jeg Smørrebrød til dem Allesammen om 
Morgenen , og om Middagen , Dn , saa bærer gamle 
Marie Maden ind i en Kjedel , saa faaer jeg en uhyre 
stor Træske og øser op til dem i Kar og Fade . Du 
kan tro , jeg har travlt . Kom ! kast den tossede Pibe 
og hjælp mig lidt , nu skærer jeg Ost af , og Du skal 
lægge paa . Bisf saa ! naar jeg nu siger , at Du skal ! “ 

„ Gud velsigne Dig , mit kjære Barn ! “ sagde Konsulen , 
idet han gav sig til at lægge Ost paa Smørrebrødet . 
„ Du er altsaa lykkelig ? “ 
„ Lykkelig ! Jeg er sjæleglad , hvor er det muligt 
Andet ? Alle Mennesker ere saa gode mod mig . “ 
„ Og Baronen ? “ 
„ O , Fader ! Fader ! — Ja , Du vidste rigtignok , 
hvem Du valgte til mig . Hans Liv , hans Tanke , al 
hans Glæde er knyttet til mig , han viger ikke fra mig . 
Og saa seer han paa mig og følger mig med disse 
Dine , der indeholde en Velsignelse , en Lovsang , som 
intet Ord kan udtrykke . Men han taler ogsaa , — en 
lille Smule ! — Veed Du , hvad han hviskede til mig 
iaftes ? „ Du groer op over mig , Claudia , som en 
Palme , bestandig større og større , men det kan være det 
Samme , i Skyggen af Dig finder jeg mit Paradis . “ 
Der kom en gammel Tjenestepige ind af Døren 
med en ny Stabel Brød . 
„ Her forestiller jeg Dig gamle Marie , “ sagde 
Claudia , „ Husets Perle ! Havde vi ikke hende , saae det 
galt ud for os . I Førstningen jog hun mig ud af 
Kjøkkenet , men nu bager hun Pandekager til mig og 
forkjæler mig paa sin Viis , ligesom Du gjorde . “ 
Marie stod og saae ned for sig under denne Lovtale . 
Hun smilede og sagde : 
„ Man maa nok nødes til at være god imod 
hende . Der er ikke saadan en Guds Engel til paa 
den hele Verdens Jord . “ 
„ Synes Hun det ? “ sagde Konsulen . „ Ja , jeg 
vil ikke sige Hende imod , Marie , for jeg mener netop 

det Selvsamme , men der har Hun Lidt til at kjøbe sig 
et nyt Baand for , naar Hun kommer til Marked . “ 
Med disse Ord tog Graa fem Rigsdaler op af 
sin Tegnebog og gav Marie dem . Hun blev blodrød . 
„ Aa nei ! aa nei da ! “ sagde hun og rokkede frem 
og tilbage med Overkroppen . 
„ Io vist , Marie ! “ sagde Claudia , „ behold knn 
Pengene . Moralen heraf er , at Hun blot behøver at 
rose mig , for at faae Fader i godt Humeur . “ 
Marie tog Pengene og gik . 
„ Forresten har der været stor Strid mellem mig 
og Iarlstad igaar , “ vedblev Claudia , „ men jeg vandt , 
Du , — det gjør jeg altid . Han meente , at vi kun 
skulde give disse stakkels Mennesker Ol efter Middagsmaden , 
men jeg sagde , de skulde have Kaffe . Da han 
ikke gav efter , gik jeg hen og kyssede ham og sagde , 
at de skulde alligevel have Kasse , for jeg vilde selv 
bekoste det af mine egne , snrt sammensparede Penge . 
Nu har jeg brugt de trehundrede Rigsdaler , Dn gav 
mig , da vi skiltes sidst , maa jeg bede om nogle flere ? “ 
„ Det bliver der vel Raad for , “ sagde Graa , som 
bestandig følte sig mere oprømt ved Alt , hvad han 
hørte . „ Men hvor er Baronen ? “ 
„ Baronen gaaer her udenfor paa Ageren og pløicr 
til Rug , “ svarede Claudia , idet hun drog sin Fader 
hen til Binduet . „ Jeg har maattet stille Bordet herhen , 
for det er en Aftale mellem os , at hvergang han 
kjører op ad Ageren imod Vinduet , stal jeg nikke ud 
til ham , ellers kan han ikke leve . Naar jeg glemmer 
det , staaer han og raaber op til mig . “ 

Konsulen saae ud , der gik Jarlstad med Tommen 
om Halsen , med bøiet Ryg over Ploven . Han var 
iført en gammel Kofte og graa Vadmels Beenklæder , 
som endte i et Par store Støvler . En bulet og bredslygget 
Hat hang ham ned over Ansigtet . 
„ Ja , han seer rædsom ud , Du , ikke sandt ? men det 
kan ikke være anderledes . Du ligner en Valnød , min 
Ven ! sagde jeg til ham igaar , en styg Skal uden om en 
herlig Kjerne . Forresten har jeg stor Medlidenhed med 
ham i disse Dage . Siden Ildebranden fandt Sted ere 
alle vore Værelser optagne , som Du her seer , naturligviis 
mine undtagne , der faaer Ingen Lov at sætte sin Fod . 
Veed Du , hvor Iarlstad boer imedens ? Gjæt engang ! 
ude i Laden , der sover han paa den blotte Jord mellem 
to Knipper Halm , for at gjøre Plads til de fattige Unger , 
som ligge syge og forbrændte inde i hans Stue . “ 
Konsulen stod og saae ud af Vinduet . Han faldt 
i dybe Tanker . 
„ For jeg reisfe hjemmefra , gjennemsvgte jeg en 
Bunke Papirer , “ sagde han . „ Blandt disse fandt jeg et 
gammelt Haandskrift , som indeholder en lang Historie 
om mine Forfædre . Mærkværdig nok ! Deres og Familien 
GyldingS Skjæbne har i en lang Aarrække været 
knyttet til hinanden . Jeg kommer til at tænke paa det 
idag . En Dame af min Familie havde lidt , Uret af 
en Gylding , maaske var denne Dame adelig , det er høist 
sandsynligt , ialfald spillede hun en stor Rolle hos Familien 
Rankzan , maaske tilhørte hun ogsaa kun en af 
disse rige Patriciere , som for nogle hundrede Aar siden 
spillede den overlegne Rolle i Kjøbstæderne . Nok er det , 

hun var som sagt bleven fornærmet af Ridder Casper 
Gylding , en haard og hjerteløs Mand , og spaaede ham 
og hans Familie Rod og Ulykker fra Slægt til Slægt , 
indtil den Sidste af dem laa med Hovedet saa lavt som 
den Fattigste og gik med bøiet Ryg og søgte efter Føde . 
Denne Spaadom seer jeg idag opfyldt . Er del en Tilfældighed , 
eller skal jeg holde det for et lykkeligt Varsel ? 
Inde i Laden ligger Casper Gylding paa Straa , medens 
han aabner sin Stne for den Fattige ; der gaaer han 
ude , den Sidste af sin Slægt , med bøiet Ryg 
og søger paa Jorden efter Føde . “ 
„ Det skal Du holde for et godt Varsel , “ svarede 
Clandia . „ Spaadommen er opfyldt paa et nær . Han 
derude er ikke den Sidste af sin Slægt . “ 
' Med disse Ord tog hun Graa ved Handen , listede 
sig hen til en Dør og aabnede den forsigtig for ham . 
Det var hendes Sovekammer . Derinde stod en 
Vugge , og i Vuggen laa et lille , sovende Barn , smilende 
og med foldede Hænder . 
„ Det er min Dreng ! “ hviskede hun , „ min lille 
Jens Casper , men Du kommer ikke ind . Han sover ! “ 
Den gamle Baronesse traadte ind i Stnen . 
„ Spørger Du mig nu , om jeg er lykkelig , “ vedblev 
Clandia , „ saa seer Du derinde mit Svar ; men 
vil Du vide , hvem jeg kan takke for at Alt er blevet 
saa sollyst om mig , saa er det hende , som kommer der , 
min egen Moder . Hnn har gjort det Altsammen . 
Hun viste mig den Vei , jeg skulde gaa , den eneste , 
der førte til min Lykke . Hun hjalp mig , naar jeg 
tog feil , hun støttede mig , naar jeg blev træt . “ 

Clandia stod med siu Haand i den gamle Dames , 
og med sit Hoved lænet op til hendes Bryst . Baronessen 
smilede , det var et lyksaligt , sjæleglad Smil . 
Taarerne sitrede i hendes Øine , medens hun sagde : 
„ Ja , jeg har hjulpet Dig , — en lille Smule , — 
men det blev knn fuldbragt , fordi Du selv vilde det . 
Nu , da I ere lykkelige , mit Hjertes Børn , er ogsaa min 
Gjerning hernede endt . Jeg har ikke mere at bestille . “ 
„ Sig ikke det , Deres Naade ! “ sagde Graa bevæget . 
„ De og jeg har endnu det tilbage , at leve i 
vore Børns Lykke . — Men hvad bliver det saa til 
med vor Reise ? “ spurgte han , for at give Samtalen 
en anden Retning . 
Clandia gif til Vinduet . Iarlstad kom kjørende 
op imod Huset , hun skulde hen og nikke til ham . 
„ Hører Du ikke , hvad jeg siger ? “ vedblev Graa . 
„ Hvornaar skulle vi saa reise til disse omtalte Bjerge , 
og til Paris og Lyon ? “ 
„ Tys ! “ sagde Claudia og lyttede . „ Det kalder 
derinde , min Øreng er vaagnet . “ 
„ Wien Reisen , Reisen , Du ! “ 
Claudia slyngede sine Arme om hans Hals , hendes 
øine straalede , hendes Aasyn bar Præg af usigelig Lykke . 
„ Naar Jens Casper skriger , “ hviskede hun , „ troer 
Du saa , jeg har Tid at til tænke paa Reisen ? “ 
„ Jeg faaer vist aldrig Paris eller Lyon at see , “ 
sagde Konsulen , idet han fulgte efter hende .