Første Kapitel . Venskabspagten . Aar 1579 gik den myndige Lehnsmand Christoffer Walckendorff med et fortrydeligt Udtryk i sit Aasyn op og ned i sin „ Skrivestue “ paa Bergenhus Slot , medens hans Sekretcer , Hans Lindenow , sad ved et Bord i et Hjørne af Værelset , ivrig beskjcrftiget nied at aabne og gjennemløbe en Del Brevskaber , der vare ankomne den samme Morgen baade fra Danmark og det øvrige Norge og udgjorde en meget betydelig Masse Dokumenter , eftersom der var gaaet flere Uger hen , siden Lehnsmanden havde modtaget en lignende Sending . Af og til kastede han et Blik i et aabent Papir , han holdt i Haanden , men tilsidst smed han det med en fortrydelig Mine paa Bordet , hvor Skriveren sad og udbrød , idet han atter begyndte sin Vandring omkring i Værelset : „ Hvor kan Hs . Naade , Kongen , dog forlange , at jeg skal kunne standse Fribytteriet ved de Færøifle Kyster , naar Han ikke sender mig et Krigsskib herop til Hjælp . Garperne * ) kan jeg nok holde i Øren , thi dem har jeg omkring mig ; men Fribytterne , der ere idag her og imorgen der , kan jeg umulig faa fat paa , uden et vel armeret Skib . De maa bjerge sig selv derovre , idetmindste indtil videre som de bedst kan og vil Folk beseile disse Eilande , maa de fage Mandskab med fil af forsvare Skib og Ladning . “ „ Jeg ser , af Hs . Naade Kongen , giver EderMyndighed fil selv af udruste ef vel bemandet Skib for af krydse imod Fribytterne “ , bemærkede Sekretæren , idet han gjennemløb Kongebrevet , „ det var dog altid værd , af gjøre ef Forsøg dermed . Idetmindste vil det indjage disse Skarnsmennesker en gavnlig Skræk , ja , maaske endog helt forjage dem af Farvandet . “ „ Men hvor skal vi faa ef saadant Skib fra og hvor skal vi sinde en Mand heroppe , der er dygtig nok fil af føre det og gjøre virkelig Nytte med det ? “ spurgte Lehnsmanden utaalmodig . — „ Nei , vi faa af skrive tilbage og forestille Hs . Majestæt , af der maa snarest mulig sendes ef Skib herop . Saa kan det blive fil Noget . “ * ) Et Spotnavn ti ! Lybekkerne . „ Men inden det sker kan mangen Ulykke foranlediges “ , indvendte Hans Lindenow . „ Færingernes Klager blive stedse mere lydelige . Præsten paa Syvers er jo flygtet og de ovrige Beboere maa skjule sig som de bedst kan i Huler og Kløster og fra Bjergtoppene se , hvorledes man afbrænder deres Huse , slagter Faarene , som ikke ere drevne til Fjælds , og bringer alt deres rsrlige Gods ombord . Fiskeri og Handel ligger saagodtsom stille og vi blokeres jo næsten her i Bergen af en eneste lumpen Sørøver . “ „ Alt dette behøver I ikke at opregne for mig da jeg jo ved det ligesaa godt som I “ , svarede Walckendorff halv fortrydelig , „ kunde jeg faa den Skjælm til Clerck , hængt , som forøvede den Skarnstreg paa Østers og nu ligger her udenfor , skulde jeg ikke spare en god Skilling . “ „ Jeg kjender en Mand her i Bergen , “ bemærkede Sekretæren , uden som det lod at lægge Mærke til sin Herres voxende onde Lune , „ og han vilde snart feie Farvandet rent for Alverdens Clercke , om I ellers vilde betro ham dertil . Kun ved jeg ikke , om han har Evne til at udruste et Skib og endnu mere frygter jeg for , at I , Herre , tykkes om mit Forslag , da I ofte har ladet ham søle Eders retfærdige Fortsrnelse . Jeg mener Mogens Heinesen , “ skyndte han sig at tilføie , da han saa , at Lehnsmanden hørte paa Hain med Opmærksomhed . „ Hvad for Noget ! den liderlige Fugl , den Drukkenbold og Slagsbrøder , der giver Bysvendene Mere af bestille end alle Bergen » Indvaanere tilsammen - hvor kan I finde paa af nævne ham ? “ spurgte Lehnsmanden hæstig . „ Men , nu husker jeg det , I har jo et par Gange bedet Godt for ham , uden af jeg kunde forstaa hvorfor . “ „ Mogens Heinesen er ganske vist et Menneske med tøilesløse Lidenskaber , som end mere ere blevne udviklede paa hans tidligere Kapertog i Spansk Tjeneste ; thi det er ikke paa slige Reiser , af Nogen fial lære Dyd og gode Sæder ; men “ , vedblev Hans Lindenow , da han bemærkede , af Walckendorff hørte roligere paa ham , „ han er alligevel i Besiddelse af Mod og en Snarraadighed , som gjør ham selvskreven til en saa farefuld Posf . At han har gjort mange gale Streger her i Bergen , er vel sandt , men Lediggang er Djcrvelens Hovedpude , siger Ordsproget og en Mand som Mogens gjør Spektakel af hare Tidslede , naar han intet Bedre har af fordrive Dagen med . Desuden er det jo kun Garperne , han er paa Nakken — Landets egne Børn rører han aldrig , uden af de holde med dem . “ Hans Lindenow bemærkede strax det gunstige Indtryk , hans Forestillinger havde gjort paa hans Herre saasnart han nævnede Garperne ; thi var der Nogen , Christoffer Walckendorff var forbittret paa og lod søle sin Myndighed saa var det netop dem og ganske vist er det , at Sekretærens tidligere Fordønner for Mogens Heinesen ikke vilde have frugtet saa godt , dersom det ikke havde været de Lybske i Bergen , de saakaldte „ Contoirske , “ han havde ladet søle sine Nævers Kraff . „ Hvoraf kommer al Eders Godhed for denne Vildkat ? “ spurgte Walckendorff synlig mere velstemt . „ Jeg har oftere tænkt derpaa ; thi jeg kan ikke forstaa , hvorledes I kan have Godhed for en Mand af hans Sæder . Jeg modte Eder jo ogsaa engang sammen med ham paa Bryggen * ) . Sig mig det oprigtig , Hans Lindenow ! det vil have megen Indflydelse paa min Beslutning . “ „ Jeg skal sige Eder det ligesaa oprigtigt som I spørger mig derom , Herre , “ svarede Lindenow med synlig Forlegenhed . „ Uagtet jeg ikke har nogen Grund til at glæde mig ved mit Skriftemaal , skal I dog aabent og ærligt faa det at høre . Men det maa jeg først sige Eder , at jeg vilde have anbefalet ham til denne Post , selv om jeg ikke paa en Maade stod i * j Havnen . Gjceld til ham , fordi han engang frelste mig af en selvforskyldt Nød . Derimod er det ganske vist , at jeg ofte har bedet Godt for ham hos Eder af Taknemmelighed for den Hjælp , han i sin Tid ydede mig . “ „ I ved Herre “ , vedblev Sekretären , „ at jeg for nogle Aar siden reiste udenlands med den unge Jørgen Friis , der døde i Dryssel . Jeg reiste derefter til Antverpen , for at trceffc et Skib , med hvilket jeg kunde gaa tilbage til Danmark ; men her blev jeg bekjendt med en Usling , jeg tidligere havde mødt i Dryssel . Han var en Mand af et behageligt Vasen og vandt i . faa Dage min Tillid og Fortrolighed . Da jeg kjedede mig i Byen , drev jeg med ham om paa de offentlige Steder og han førte mig en Aften ind i et Spillehus , hvor vi først drak en Del Vin , men derefter kom vi til at spille og jeg tabte snart Alt , hvad jeg eiede . Da jeg ikke havde flere Penge , vilde jeg laane hos min formentlige Ven , men nu viste han sig i sin sande Skikkelse og sagde , at han ikke laante Noget til en Prakker . Ophidset af Spil og Vin gav jeg et heftigt Svar , men nu gav han mig et Slag saa jeg tumlede og et par Andre af Komplottet reiste sig med det Udraab : Sund ham ud , smid ham ud ! „ Først tage hans Penge og saa banke ham , ret er før grov en Spøg , hørte jeg i det Samme en dansk eller rettere en norsk Stemme lyde og aldrig har jeg hverken før eller siden Hørt en lifligere Røst . Jeg stod aldeles maalløs , Langt mere ved at høre denne Stemme end ved den Forsmædelse , jeg havde lidt , men i samme Øieblik saa jeg en ung , kraftig Mand i Sømandsklæder springe som en Tiger ind paa mine Angribere . Der blev et forfærdeligt Røre , i hvilket Bordene væltedes , Lysene slukkedes og Brøl og Støi lød fra hver Krog i det store Værelse . Hvorledes jeg kom udenfor ved jeg ikke ; men neppe var jeg paa Gaden før min ubekjendte Ven ogsaa kom springende ud , blodig baade i Ansigtet og paa Hænderne . „ De Slyngler vare før mange , “ sagde han atter paa Dansk „ naa , der er han “ , vedblev han i samme Sprog : „ Løb din Vei før Vagten kommer “ , udbrød han paa daarlig Hollandsk og begyndte selv at løbe ned ad Gaden . Nu fik jeg min Samling og Mæle igjen . Jeg kaldte paa ham i vort fælles Modersmaal og han standsede Ligesaa lynskagen som jeg før . Snart var jeg ved hans Side og vi løb nu ned ad Gaden igjennem flere Stræder til vi naaede Havnen . „ Naa , saa Du er en Landsmand , “ sagde han , „ det maa jeg have havt paa Følelsen , ellers havde jeg vel ikke bundet an med hele Stuens Bescetning . — Hold bare op med din Taksigelse , men hvem er Du egentlig og hvordan er Du kommen paa den Galei ? “ Vi gik nu roligere ned ad Havnen og jeg fortalte ham Alt . — Han sagde mig til Gjengjæld , at han hedte Mogens Heinesen , var fra Fcerøerne , var kommen med et norsf Skib hertil , men at Skipperen havde jaget ham fraborde her i Byen , fordi han ikke kunde enes med det øvrige Mandskab . Da det var langt ud paa Aftenen skiltes vi nu , men satte hinanden Stæevne til næeste Dag ; — Vi mødtes paa den bestemte Tid og begyndte da at raadslaa om vor fcelles Fremtid , medens vi gik ind i et Vinhus og drak os et Krus , som han betalte , da jeg aldeles ingen Penge havde . Jeg var meget nedtrykt , uden Penge og Hjælpemidler i et fremmed Land ; hvorledes kunde jeg vcrre anderledes ? „ Ikke forknyt , gode Herre , “ sagde min Beflytter leende ; „ tabe vi Modet , tabe vi Alt . Se , her er hele min Rigdom og den vil vi nu drikke op , go før jo heller ; thi jeg faar aldrig Penge før jeg har givet den sidste Skilling ud . “ Retsom han udtalte disse Ord , kom en Flok vildt udseende Sømcend , der aabenbart hørte til et Kaperflib , ind i Stuen med stor Larm og Skraal . Den Ene af dem , der siden viste sig at være deres Fører , tog en Nævefuld Guldmønter op af Lommen og forlangte i en bydende Tone Kryddervin til ham og hele Banden . Derefter kastede han sine Dine paa os og efter at have sendt mig et flygtigt Blik , fæstede han sine gjennemborende Dine paa min Kammerat . „ Se ! saadan leve vi Kapergaster . Altid Lystighed baade tillands og tilsøs og have vi sat vore Penge overstyr , saa en rask Fægtning paa Liv og Død og vi slyre da iland igjen med fulde Lommer . Kom og drik med , min Gut “ , vedblev han og rakte Mogens et fuldt Krus ; „ jeg skulde feile meget , om Du ikke er en Mand før mig . Her er Vin og mangler Du Penge , saa hold din Haand ud , og flere kan Du faa , om Du gaar med paa „ Seierskrandsen , “ hvis bedste Blomster Du her ser for Dig . “ — Mogens lod sig ikke dette sige to Gange ; han tog imod det rakte Krus og tømte det til Bunden , under de vilde Mænds jublende Bifaldsraab . Han sad snart iblandt den larmende Skare , der pluddrede i ethvert Tungemaal , og syntes aldeles af have glemt mig , ligesom jeg forlængst var glemt af den hele Flok . Støien og Latteren blev stedse høiere ; Krusene fyldtes og tømtes ; Terningerne rullede paa Bordet ; snart kivedes man , snart var man gode Venner ; Latteren og Lystigheden nærmede sig Høidepunktet . Jeg vilde bort medens det endnu var Tid ; men forlade min Landsmand uden af advare ham og idetmindste uden af sige Farvel , var mig umuligt . Forsigtigt nærmede jeg mig den vilde Klynge , da En af de stærkeste Mænd greb mig og smed mig op paa Bordet imellem Krus , Penge og Terninger , idet han svor paa , af jeg skulde sige ham , om jeg virkelig var ef Mandfolk , eftersom jeg var saa spinkel af Væxt . Den vilde Flok tiltordnede ham Bifald ; men nu rev Mogens en Kniv fra Kapfajnen , ved hvis Side han sad , og svor paa , af den Forste , der vovede af lægge Haand paa mig , skulde høre ham til . „ Det er talt som en vordende Mand af „ Seierskrandsens “ brave Gutter , “ raabte Kapfajnen , der aabenbar havde Herredømmet over sig . „ Enhver ærekjær Gut forsvarer sine Venner med sit Hjerteblod “ , og uden videre greb han mig i Brystet og det ene Ben og satte mig ned paa Gulvet igjen ved Siden af sig . — „ Pil nu af saa godt dine Ben have lært Dig ! Du duer ikke engang til af pudse Solvtøiet ombord i „ Seierskrandsen “ , tilføiede han leende . „ Stop lidt “ raabte nu Mogens , der havde givet Kapfajnen sin Kniv tilbage og bemærkede de Afskedsblik , jeg tilkastede ham . „ Du tilbød mig før Penge , Kaptain Seierscel , thi det Navn bør „ SeierskranLsms “ Fører alene bære ; ræk mig en Ncevefuld i Navnefæste og jeg er Lin Mand paa fre Togter . “ „ Her har Du Guldstykker og flere kan Du faa , Du Guldfisk , som jeg idag har kapret “ , raabte Kapfajnen , synlig smigret ved det ham tildelte Navn ; „ men hust paa , af her drikker Du frit - idag er Du min Gjcest . “ „ Se ber , Hans “ udbrød nu Mogens uden at sige saameget som Tak før de modtagne Penge . „ Nu kan vi begge klare os . Hils gamle Danmark og saa en Skaal før Kaptain Seierscrl . “ Jeg var saa fortumlet ved Alt , hvad der var mødt mig og maa have set halvfjantet ud . Da jeg kom lidt til mig selv , puttede jeg mine Penge i Lommen og bestrcebte mig før idetmindsle at sige nun brave Landsmand Tak ; men han havde Øie og Øre før alt Andet og da der i det Samme opsfod et frygteligt Klammeri og jeg paa flere Steder saa Knivene blinke over Bordet , ilede jeg ud af dette forfærdelige Hus . Nceste Dag gik jeg derhen igjen , uden at trceffe min Landsmand og derpaa skyndte jeg mig ned til Havnen før at sinde ham der ; men „ Seierskrandsen “ var lettet om Morgenen og jeg traf ham først her i Bergen igjen , ligesaa blottet før Penge som han var i Antverpen , men ligesaa ligegyldig før den Dag imorgen som den Gang . “ Christoffer Walckendorff havde hørt paa sin Sekretcers Fvrtæelling med stigende Deltagelse . „ Er I kommen ud af Eders Gjceld til ham ? “ spurgte han endelig . „ Hvad Venskabsgjæelden angaar , da kan jeg aldrig saa den afbetalt , “ svarede Lindenow , med et Udtryk af Følelse , der gjorde ham megen SEre ; „ men , hvad Pengene betrceffer , da ligner han heri sig selv . Jeg tilbød ham ved vort første Møde , at afgjøre Alt , selv om jeg skulde have faget Forskud hos Eder , Herre , men han sagde leende , at jeg maatte afgjøre det med „ salig Seierscrls retmcessige Arvinger , naar jeg engang finder dem — ham flyldte jeg Intet ; men vilde jeg give et Krus Kryddervin for gammelt Bekjendtskabs Skyld , da han selv hverken havde Penge eller Kredit , saa vilde han med Fornøielse tømme det med mig . “ „ Jeg vil strax sende Bud efter ham “ sagde nu Lehnsmanden efter nogen Betænkning „ og kan han skaffe sig Skib og Mandflab , skal han ogsaa blive sendt ud efter Fribytterne — om blot for at fjerne ham fra Byen for Eders Skyld . Hænger han ikke Clerck saa hænger denne ham og i begge Tilfælde er Intet tabt . “ Andet Kapitel . Magnus Heinesen og „ Harperne “ . Vi vende os nu til et uanseeligt Hus i et af de mange smaa Strider , som findes i Bergen , næer ved Havnen og fil et endnu uanseeligere Vcerelse i samme Hus . Værelset havde kun en Dør , der ovenikjøbet hang paa sin ene Hcengsel og dannede den umiddelbare Udgang fra Stuen fil Stræedet , samt et eneste Vindue , der vilde have afgivet en endnu tarveligere Gjennemgang for Lyset , dersom ikke to af Le fire Hørnruder vare slagne ud , saa der var frisk Luft nok i samme Vcerelse . Møblementet var — endog naar man tager Hensyn fil Datidens Tarvelighed hos Smaafolk — høist ufuldstændigt . Et stärkt Bord paa fire raat tilhugne Stolper , der vare rammede ned i Jorden , med en Bordplade endnu med Barken paa Undersiden , en større og mindre Bænk , samt tvende Stole , hvoraf den ene kun havde tre Ben — baade Bænke og Stole ligesaa ufuldstændig udgangne fra deres Mesters Haand som Bordet —- om Rygstød var naturligvis ikke at tale — et bredt , ligesaa raat tildannet Sengested af uhsvlede Brædder — om dette Model forøvrigt kunde fortjene Navn af Sengested — opfyldt med gamle Seilstumper istedetfor Sengeklæder og tjenende fil Leie , fil Sofa , fil Spisekammer og fil Gud ved ellers hvad , fuldendte hele dette jammerlige Opholdssteds Udstyrelse . I Værelset befandt sig to Mænd ; den Ene laa med Hovedet paa begge sine Arme , der hvilede paa Bordet og syntes af sove . Den Anden laa paa Sengestedet , slettende sit Hoved paa sin Haand og saa paa sin Kammerat . Den Første var en hei , svær Mand med lyst Haar , men Ansigtstrækkene kunde man naturligvis ikke faa af se — ham i Sengen var mindre , men undersætsig , med merkt krøllet Haar , en bred , hverken hei eller lav Pande , en let opadgaaende Næse , en lille Mund og et Par blaa Øine , hvori Bestemthed og Kløgt aabenbar udtalte sig . Begge vare de i uldne Undertroier , medens Overtrøierne hang over Sengestedets Fodende . „ Jonas ! “ raabte den Yngre i Sengen „ Jonas ! “ gjentog han , „ hører Du ikke , Din Fyldevom ! “ En Grynten fra ham ved Bordet var dennes eneste Svar . „ Jeg er intet Svin og forstaar ikke dit Grisesprog “ , vedblev han i Sengen . „ Men fyld mig Kruset og ræk mig det flux , saa kan Du fortsætte med din Slægts Mæle for mig saalænge Du vil . “ „ Fylde Kruset ! Hvormed ? “ spurgte nu Jonas og vendte sit brede Ansigt , der forresten fremviste en Blanding af raa , men godmodige Træk . „ Hvormed skal jeg fylde det ? “ „ Med godt , gammelt Øl , naturligvis “ , svarede hans Kammerat ; „ men skal Du af Vanvare tage Feil og komme Kryddervin i det , skal det ikke være Dig til Fortræd ! “ „ Fyld det selv , Du Praler , om Du ellers kan , “ brummede Jonas atter med Næsen mod Bordpladen . „ Gaa hen og borg en Tønde Rostocker Øl eller Pryssing hos Karperne og lov dem bestemt Betaling naar Maanen falder ned , “ vedblev han i Sengen leende . „ Gaa selv , Du Spottefugl ! og velbekomme Traktementet “ , gryntede atter den Anden . — „ Ja , Øl maa vi have , hvor vi ^aa skal hente det “ , svarede den unge Mand og sprang ad af Sengen . „ Om jeg saa skal hente det i Garpernes egen ølkjelder med en Knippel i Haanden , maa oi have noget . Siden iaftes har vi hverken faaet Vaadt eller Tørt . “ „ Du mener nok : siden imorges , “ bemærkede Jonas tort og køstede atter Hovedet op fra Bordet , „ thi efter min Regning var Solen oppe før vi kom hjem . “ „ Det er en forbandet By “ , mumlede den unge Mand ; „ her i Bergen ligger Alt stille undtagen jeg og derfor kan jeg ingen Vei komme . Saaledes kan det ikke gaa . Tungen hænger tør i Halsen paa mig ; der maa Vædelse til , om jeg ellers skal leve til Aften . “ „ Hvor vil Du hen , Mogens “ , spurgteJonas , uden af svare paa sin Vens Bemærkning , da han saa ham trække i sin Trøie . — „ Hen til Karperne , naturligvis “ , svarede denne kort ; „ vi maa have Noget af drikke . “ „ Du henter Dig kun et blaat Øie og Buler i Hovedet “ , indvendte den Anden . „ Gaa Heller ud til Clerü herudenfor , som jeg sladig har raadet Dig . “ „ Ikke et Ord mere herom , Jonas , hverken for Spog eller Alvor , om vi ellers skal vedblive i vort Venskab “ udbrød Mogens , som Læseren allerede har gjettet af være Magnus Heinesen . „ Ikke et Ord mere derom . Mødes Clerck og jeg nogensinde bliver det ikke Gammensord , vi skifte , saasandt som jeg er en god 2 Færing og han har bragt stor Ulykke over Færøerne , ja brandskatter dem endnu den Dag i Dag . Heller gaar jeg med Fiskerskuderne til Vestfjorden og lever af raadent Vand og Fiskerogn “ , tilføiede han . „ Gaa hvorhen Satan Du vil , naar Du blot skaffer Øl i Kruset “ , svarede Ionas , aabenbar fortrydelig over hans Vens Tilrettevisning . „ Men Du maa have ham i Lommen , om Du presser saameget som en Slurk af nogen Garpe her i hele Bergen , med mindre Du lover dem , at de maa hænge Dig bagefter . “ „ Det lover jeg dem gjerne , om de saa kan faa fat paa mig “ , raabte Heine sen med Munterhed . „ Det kommer an paa en Prøve ! Farvel , Ionas , Din Dsdbider , og paa glædeligt Gjensyn . “ Retsom han aabnede Døren for at træde ud i Strædet stod En af Christoffer Walckendorffs velbekjendte Drabanter udenfor , aabenbar med det Forsæt , at se indenfor til ham . Dette Syn gjorde ingenlunde noget behageligt Indtryk paa He in es en , men han lod sig ikke forknytte : „ Hvad godt Nyt , min gode Andreas ? “ udbrød han ; „ kom kun indenfor , min Ven ! det sømmer sig ikke , at Du staar Længer herudenfor , om Du ellers har Budskab til mig eller Ionas Maibom . “ „ Det er Dig , mit Budskab gjelder , Mogens “ , svarede Drabanten med en vis Vigtighed . „ Den naadige Herr Lehnsmand , Christoffer Walckendorff , stævner Dig til at møde hos sig , naar først Du kan og jeg vil raade Dig til , at skynde Dig noget . “ „ Tak for god Underretning , Andreas , og for dif gode Raad “ , svarede Heinesen , med paafagen Munterhed . „ Havde jeg Øl i Kruset , skulde jeg have rakt Dig det ; men Jonas derhenne drak Resten ud , ret som han hørte , at Nogen rørte ved Døren . Det er saa hans Vane — Intet at levne til gode Venner . “ „ Ja , nu god Dag , Mogens , og lyd kun mit Raad og lad den naadige Herre ikke vente , om Du ellers vil vel fare . “ Med disse trøstelige Ord forlod den vcerdige Andreas de to Venner . „ Det var det Øl , Du skulde hente hos Garperne , Mogens “ , bemærkede Jonas med et ironisk Smil paa sit brede Aasyn . „ IngenSpot , Du Tørvetriller ! “ udbrød Magnus Heinesen ncesten i komisk Fortvivlelse . „ Det er galt nok , at komme til Lehnsmanden efter en saadan Kaldelse ; men komme til ham paa fastende Hjerte , det er aldeles fortvivlet . “ „ Du glemmer nu igjen , at Du havde en god Rus inde ved Daggry “ , trøstede hans Ven ham . „ Aa , den er jo forlængst sovet ud ! men hvad troer Du egentlig han vil tiltale mig for denne Gang , Jonas “ , spurgte Heinesen . „ Er det for det Lapperi med de to Garver næstførleden Nat hos Chrisfoffer Øltapper , eller for den Dukkert , Heckel fik eller for den Flænge , Bysvenden fik forrige Tørsdag — eller , „ Eller , eller , eller “ , vrængede I o n a s ; „ Du kan blive saaledes længe ved , Mogens . Det er ikke værd , af Du piller Dig med disse Betragtninger . Lehnsmanden har dem vist alle paa Papiret og han vil neppe glemme nogen af dem , naar Du kommer op til ham . “ „ Ja , men hvad kommer det altsammen Lehnsmanden ved “ , spurgte Heinesen . „ Vi have jo Borgemestre og Raad , for hvem jeg skal stande til Rette . “ „ Lehnsmanden ved sagtens , af Du kun lidt bryder Dig om de Faarehoveder ; men forresten kan Du jo sige ham det selv , saa faar Du det nok af vide “ , trøstede Jonas ham . „ Ja , hvordan det er , eller ikke er , saa maa jeg nu til ham , thi med alt det , er hanikke af spøge med “ , bemærkede Heinesen ; „ men forresten vil jeg sige Dig , at jeg Heller var med at entre et Kaperskib med Huggerten i Haanden . — Og saa ikke saa meget som et Krus Øl at styrke mig paa forinden ! Naa , farvel , Jonas , ligesaa godt hoppe i det som krybe i Let ! gaa Du om lidt Hen til Thomas Brakncese og beholder Lehnsmanden mig ikke , flat jeg gjerne fomme alle de Kruse , som Du i dit Venskab vil unde mig , naar vi atter ses . “ Medens Magnus Heinesen med saa tungt et Hjerte , som hans lette Sind kunde tillade ham , vandrede til Lehnsmandens Bolig , skal vi se , hvad der imidlertid er foregaaet , ja endnu tildrager sig der . Umiddelbart efter Drabantens Afsendelse vare tre tydske Handlende blevne meldte for Lehnsmanden og efter en passende Stunds Forløb tilstedte Adgang til ham . Disse lybske Kjøbmænd havde endnu i Bergen bevaret en Del af deres gamle Myndighed , dels paa Grund af deres Rigdomme og dels formedelst deri Viklieloshed , Borgemestere og Raad samt Le tidligere Lehnsmcmd vare optraadte med ligeoverfor dem . Christoffer Walckendorff var en ganske anden Mand . Han vilde ikke vide af anden Selvraadighed end hans egen . Det maatte derfor snart komme til Sammenstød imellem de mcegtige Handelsherrer og den myndige Lehnsmand , Ler imidlertid snart viste dem tilbage inden saa snever Grændser , at deres Anseelse fra den Stund lev ef uopretteligt Knæk og de indfødte Handelsmænd begyndte at udvikle en vis selvstændig Virksomhed . Denne Lehnsmandens store Uvillie mod de „ Contoirfle “ var Magnus Heinesens store Held ; fhi selv Hans Lindenows Mellemkomst vilde — som tidligere bemcerket — Intet have udrettet , dersom det havde været Landets egne Børn og ikke de lybske Pebersvende , med hvem han saa ofte ragede sammen , at der nasten var aabenbar Krig mellem ham og disse . „ Hvad er Eders Begjering , I gode Mænd “ , spurgte Walckendorff paa dansk ; fhi vilde de høres af ham , maatte de ogsaa betjene sig af samme Sprog — idet ban mynstrede dem med ef mere alvorligt end strengt Blik . „ Vi bede i den hele lybske Handelsstands Navn her i den gode Stad Bergen — Eder , naadige Herr Lehnsmand ! “ begyndte den Ene af dem , idet de alle Tre atter bukkede dybt— „ at I vil forskaffe os nogen Hjælp og Lindring i den store Ulempe , som vederfares vor Handel , derved at den grumme Fribytter Clerck har Iagt sig i Skjærene her udenfor Fjorden og optager det ene Skib efter det andet , baade dem , der skulle hertil og dem , der afgaa , af hvad Nation de end ere og til hvilke Havne , være sig inden- eller udenlandske , de end henrejse , til allerstørste Molest , Tab og Hindring for alle Handlende , men mest for os , som findes her paa Pladsen og knn have Handelen af leve af . “ „ Jeg har allerede taget denne Sag under fornøden Overveiede “ , svaredeLehnsmandenimødekommende , „ og vor allernaadigste Arveherre og Konge ikke mindre . Det er hans som mit alvorlige Ønske , af der skal gjøres Afbrcrk , ei alene paa Clercks Sørøverier , men ogsaa paa alle de Fribytteres dumdristige og flammelige Gjerninger , som i den sidste Tid have hjemsøgt disse Farvande og til den Ende har Allerhoist ' samme givet mig Myndighed til af udstede et Brev til en eller anden habil Mand , der vil krydse efter og opbringe disse Skarnsmennesker og vil siden selv ' allernaadigst stadfceste mit Valg . Manden har jeg vel funden , og han skal være her om en føie Stund , men der rester Midler til Udrustningen af Skib , Mandflab , Proviant og Krigsfornødenheder . Kan dette ikke bringes tilveie , vil der gaa lang Tid hen før et Krigsskib kan sendes herop , og imedens kan der ske store Tab og Ulykker for Eder og Eders Handelsvenner . Jeg formener derfor , af det vil vcere Eder selv bedst tjenlig , om I udstyrede ham med de fornødne Midler , imod af han efter ncermere Overenskomsf svarede Eder en passende Afgift og Afbetaling af det forstrakte Beløb , af de indvundne Prispenge og « fler nu Eders Mening herom . “ De tre Pebersvende saa noget førlegne paa hinanden , men da Walckendorff tilsidst gjorde en ufaalmodig Bevcegelse , vovede de ikke af tie længer . „ Det er et alvorligt Spørgsmaal , I har forelagt os til Besvarelse , naadige Herre “ , begyndte endelig den , der førte Ordet , „ og I maa undskylde , af vi ikke kan give noget bestemt Svar før vi have raadført os med Handelslauget her i Byen . Imidlertid tvivler jeg ikke paa “ , tilføiede han hurtig , da han saa et Uveir trælle op paa Walckendorffs Ansigt , „ af Handelslauget vil bidrage sit til , af faa denne store Ulykke standset jo før jo Heller , om I vil være saa naadig af sige os , hvem I har tiltcenkt af føre Skibet . “ „ Jeg kjender kun En , der er habil dertil i hele Bergen og det er Mogens Heinesen , som I jo ogsaa kjender Noget til “ , svarede Lehnsmanden , imedens et ironisk Smil spillede om hans Læber . „ Mogens Heinesen ! “ udbrød Lybekkeren aldeles forfældet — „ den — den . “ „ Jeg kjender ligesaagodt som I hans Gal flader vi Tilbøieligheder og har , som I vel ved , ogsaa draget ham adskillige Gange til Ansvar derfor “ , svarede Lehnsmanden meget alvorlig , „ men giv ham Noget at bestille , og han vil anvende sin Kraft og sit Mod i en bedre Gjerning , derom er jeg overbevist . Han er øvet paa Kapertogter , og denne Kaldelse vil netop være en Virksomhed for ham . “ „ Eders Strenghed maa alligevel ikke vente , at vi betro denne Mand Skib og Gods “ , svarede en Anden nu med stor Bestemthed , „ fhi det er vor Tro , at han snarere gjør fcelles Sag med Fribytterne end han jager efter dem og navnlig hvad os tre angaar , da tør jeg sige , at vi aldeles Intet vil have med ham at skaffe ; fhi mig har han kastet ud i Havnen saa jeg var ncer . ved at drukne ; Burckart der overfaldf han en Aften udenfor sit eget Hus , som han maatte frelse sig ind i , og Hermann Wulfs vceltede han sig en anden Gang ind paa hos Christoffer Øltapper , og tilføiede ham og andre gode Venner megen Overlasf . Der er ncesten ingen lybsk Kjøbmand her i Bergen uven af han har dette , ja hvad Vcerre er , af beklage sig over — Altsammen foraarsaget af dette vilde Menneske , uden nogen skjellig Grund . “ Før Lehnsmanden endnu fik Tid til af svære meldtes Magnus Heinesen , som han øieblikkelig befalede af indlades . Saasnart Heinesen var traadt indenfor gjorde han etdybtBukfor Lehnsmanden , men da han fikøie paa de fre lybske Pebersvende , kom der et Udtryk i hans Ansigt som vilde han sige : Tcenkte jeg det ikke nok ! „ Du ser paa disse fre Mænd , Mogens , og ved vel saa med det Samme , hvad jeg kan have af sige Dig “ , begyndte Walckendorff , idet han besvarede Sømandens Hilsen med et let Nik . „ De føre svære Beskyldninger mod Dig for alskens Overlast , ja forsøgt Drab , idet Du endog har villet drukne Heckei , som her staar . “ „ Med Gunst af melde , strenge Herr Lehnsmand , saa har jeg aldrig fankt paa en saa gruelig Gjerning som af drukne den agtbare Herr Heckel fra Lybek “ , begyndte Magnus Heinesen med al Frimodighed , „ og det beviste jeg i samme Øieblik som jeg pirrede ham i Vandet ; thi jeg sprang selv ud efter ham og bjergede ham iland . “ „ Men , hvorfor pirrede Du ham i Vandet , som Du siger “ , spurgte den noget formildede Lehnsmand . „ Sagen er simpelthen den “ , svarede Magnus , „ af jeg bad ham om af laane mig Halvdelen af de Penge , jeg saa han stod med i en Pung for af betale nøgen Fisk , men da han saa sagde , af Fanden kunde laane mig Penge for den Nattesvarmer og Ødeland jeg var , gav jeg ham et ganske lille Skup , uden af jeg betænkte , af han var Vandet saa nær og stod saa ilde paa sine Fødder . “ „ Dær var ellers ikke Meget leiet i det , Heckel sagde . Mogens ! “ bemarkede Walckendorff med et let Smil . „ Det kan maaske næk vare saa- strenge Herr Lehnsmand “ , indrømmede Magnus Heinesen i al Oprigtighed , „ men enten det nu er Løgn eller Sandhed , hvad der saaledes siges , saa kan dog ingen Mand , der har Hjertet paa det rette Sted , lide af høre det sagt , allermindst lige i hans egne Øine , og jeg gad vel se , hvordan I selv vilde tage det , om disse Garper nu vilde sige Eder , hvad Enhver kan høre , af de snakke om Eder paa alle Ølhusene , naar de faa Lov til at lade Munden løbe . “ „ Stille “ , udbrød Walckendorff med en Myndighed , der ikke taalte nogen Modsigelse , da han bemcerkede , at alle tre Lybekkere vilde tage til Gjenmcele : „ Jeg kjender enhver saadan Wring , men foragter al Ølhussnak . Men hvad enten der nu er løiet Lidt eller Meget i Heckels Udtalelser , saa vare de døg flemme Uqvemsord , der maatte tirre et Sind som det Mogens har , og da han selv fik sig en vaad Trøie for sin Idrcet , saa mener jeg , at dette kan gaa lige op . De andre Klagemaal kan I fremføre for Borgemestere og Raad , det er jo ikke Lerfor I ere komne her ; men det hvorfor Du er stevnet hid , Mogens , er det , at jeg vil give Dig Brev paa at jage efter de flcendige Sørøvere , som gjøre Farvandene heromkring usikkre og især ere en Ødelæggelse for Færøerne , hvorfra Du jo selv stammer , og har anmodet de Contoirske om at udstyre Dig med Skib og Midler dertil . Kan Du paatage Dig denne Gjerning ? thi lover Du det , ved jeg , at Du holder dit Løfte , hvad Ondt Godtfolk ellers sige om Dig . “ Magnus Heinesen blev blussende rød og hans Øine straalede af Glæde . „ Jeg baade kan og vil , naadige Herre , og hverken I eller Nogen skal fortryde den Tillid , man viser mig . Men vil de Contoirske hjælpe mig fil et Skib , som kan bruges , saa maa de være anderledes Folk end jeg anser dem for , uagtet jeg ærlig skal give dem Part i Fortjenesten og det vil være fil deres eget store Gavn , at jeg løber ud . “ „ I høre , hvad Mogens siger “ , bemærkede Walckendorff , idet han vendte sig fil de Lybske . „ Hvad er Eders Mening ? Vil I tro ham paa hans Ord og tage mig god for hans Oprigtighed ? “ „ Som vi engang har sagt ; naadige Herre , vi maa først høre Laugets Mening “ , svarede Ordforeren for de Lybske og bukkede dybt , „ vi have aldeles ingen Myndighed fil at love Noget paa de andre Kjobmænds Vegne , og det , vi selv kan tilflyde , bliver for Intet at regne . “ „ Nu vel da “ , udbrød Walckendorff med en flet dulgt LErgrelse , „ lad mig saa Eders Mening at vide endnu inden Solnedgang ; thi hvad der skal udføres , maa begyndes jo før jo heller . I ville imidlertid selv have Barsk af , om I ikke høre mit Raad og glemme Eders Fjendskab mod Mogens Heines en . “ Han afskedigede de tre Kjøbmænd med en høflig Bevægelse med Haanden , hvorefter de , under dybe Skrabud forlod hans Værelse . „ Hvad tænker Du , at de bestemme sig til , Mogens “ , spurgte Lehnsmanden , efterat han var bleven ene med denne . „ Det er let at sige , hvad de ville gjøre , naadige Herre “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige Frimodighed . „ De vil heller se mig hængt end betro mig saameget som en Jolle , ikke for Mistvivls Skyld , men for det store Nag , de bære til mig . Da de imidlertid holde meget af en sikker Handel og tillige vil gjøre Noget for at behage Eders Naade , som de ellers ikke holde stort mere af end af mig , vil de maaske udruste et Skib under en selvvalgt Skipper , der imidlertid Intet vil udrette . “ „ Hvorfor tror Du , at han Intet vil udrette “ , spurgte Lehnsmanden . „ Fordi de hverken vil udruste ham helt eller halvt “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige Oprigtighed , „ dertil ere de for gjerrige , selv om de kunde finde en habil Skipper , hvilket jeg meget betvivler . Netop for deres Gjerrigheds Skyld , vil jeg heller ikke gjerne have med dem at gjøre ; thi det vil blive til Klammeri imellem os , uden Ende og uden Nytte . “ „ Og Du kan ikke selv finde paa Midler til at faa et Skib “ , spurgte Walckendorff . „ Du er jo ellers en snarraadig Mand , har man fortalt mig , og det er en hæderlig Gjerning hvortil jeg har udset Dig . “ „ Hvorledes skal jeg kunne det , naadige Herre , uden Penge , uden Kredit , og kan vel ogsaa tilføie : uden godt Navn og Rygte “ , svarede Heinesen , halvt i Spøg og halvt i Alvor . „ Havde jeg endda blot 100 Kroner i Lommen til at rasle med og kaste paa Bordet i Ølhusene , fik jeg nok Mandskab , og havde jeg det Mandskab , jeg ønsker , fik vi nok et Skib fat — det havde gode Veie . “ „ Nu vel , Mogens “ , svarede Walckendorff efter nogen Betænkning , idet han gik hen til et Skab , hvoraf han udtog en vægtig Pung . „ Jeg er ikke den Mand , der gjor Noget halvt , og jeg vil derfor heller ikke have halv Tillid til Dig . Her er netop 150 Kroner i denne Pung , altsaa en halv Gang flere end Du ønsker . Benyt dem i den Gjernings Tjeneste , hvorpaa Du her har et aabent Brev , som Hs . Majestæet , vor allernaadigste Arveherre og Konge , senere vil give sin Stadfcestelse . Drikker Du dem op til Unytte , gjør Du ei alene Dig selv , men ogsaa mig til Spot for Garperne ; men bringer Du en Fribytter iland , vil det blive den cergerligste Streg , Du endnu har spillet dem , ikke at tale om , at Du bereder Dig en stor SEre og mig en Glæede derved . “ „ Tak , naadige Herre , tusind Tak “ , raabte Heinesen , og kyssede i sin Henrykkelse den Haand der rakte ham Brevet . „ Eders Tillid til mig stal ikke vorde befljcemmet . Garperne skal blive graagule af Wrgrelse og I redelig faa Eders Penge igjen ved den første Prise , jeg gjør . “ „ Jeg tror dine Forsikkringer , Mogens Heinesen “ , svarede Walckendorff venlig „ og venter mig Meget af dit Mod og din Raadsnarhed . Hvornaar tror Du , at Du kan løbe ud ? ' „ Imorgen “ , svarede Heinesen rafl . „ Hvad for Noget ! alt imorgen ! primer Du ? “ spurgte Lehnsmanden overrasket . „ Jeg kan ligesaa godt sige imorgen som om otte Dage , thi jeg er i Øieblikket lige næer derved “ , svarede Heinesen « åbenhjertig ; „ men skal der gjøres Noget , maa det ske sfrax . Jeg kan ikke ret lcenge gaa med saa mange Penge i Lommen og Clercken ligger herudenfor . Hos ham maa jeg først fil Messe , for af se , om Vorherre vil være med mig paa mine Togter . “ Med disse Ord gjorde han et rask Buk for Lehnsmanden og var i næste Oieblik ude af Deren . Walckendorff stod en Stund i dybe Tanker , med Dinene fæstede paa Døren , hvorigjennem Magnus Heinesen var forsvunden . Derpaa rystede han betænkelig paa Hovedet og gik langsomt hen fil sit Skrivebord , hvor han , siddende i sin Lænestol , syntes af fordybe sig i alskens Betragtninger . Tredie Kapitel . „ Messen “ hos Clerck . Et Par Mil syd for Mundingen af den Fjord , der fører ind fil Bergen , laa Dagen efter Magnus Heinesens Møde med Walckendorff en lille Brig for Anker bag en hei Klippeo . Skjøndt den kun var armeret med fire smaa Kanoner , var den dog aabenbar udrustet fil Krigsbrug , og et erfarent Øie saa desuden sfrax , ar den laa parat fil af lette Anker ved første Leilighed , som tilbød sig . Ombord paa Skibet slentrede en Snes Mand af vildt , forvovent Udseende enten omkring uden bestemt Beskjæftigede , eller de toge sig en eller anden let Bestilling for . Paa et Sted under Stormasten laa fem andre Matroser og spillede Terninger , idet de af og til vædede Læberne af de fo store Kruse , som stode ved dem , medens fo Mænd agter ude sad i en fortrolig Passiar med et Sølvkrus imellem sig , som Ingen af dem undlade af Lette paa . Skjøndt man dengang neppe var vant til den Properhed og Orden , som findes nutildags paa alle europæiske Skibe , men iscer paa Orlogsskibene , vilde enhver Sømand , som betraadte Briggens Dæel , dog finde , af dette gode Skib stod langt tilbage , hvad hine fo Egenskaber angaar , endog for Datidens Kjobmandsskibe , og Mandskabet selv havde Intet tilfælles med den flinke , renlige Matros ombord paa et Orlogsskib . „ Jeg siger Dig for sidste Gang , Clerck ! “ begyndte den Ene af de fo Mænd agter ude , „ af vi komme til af ligge her til Dommedag før vi faar nøgen Prise ; thi Kjobmcendene i Bergen maa have Signaler ude syd paa , og selv sende de intet Skib ud saalænge de se , af vi ere her . Og naar Ollet er forbi , saa er ogsaa Mandskabets Taalmodighed ude . “ Ham , hvem Ordet var rettet fil , svarede Intet , men gav sig fil at fløtte , idet han saa ud over Skibets Rceling ad Syd fil . „ Det var forbandet , at vi fluide jage den Hamborger , uden at tage ham “ , vedblev den Første efter en Pause , „ thi det er ham , der har advaret Folk i Bergen . Jeg forstod mig heller ikke paa „ Falken “ den Dag . “ „ Er det en Bebreidelse imod mig ? “ spurgte den , hvem Bemærkningen var rettet fil , og saa sin Kammerat i Øinene med et megetsigende Blik . „ Du kan tage det for hvad Du vil , Clerck “ , svarede denne studs , „ forresten mente jeg kun , at „ Falken “ den Dag ikke seilede saa godt som den pleier , hvad nu Grunden kunde væere . “ „ Hvad mener Du egentlig med al den Snak “ , spurgte Skipperen igjen i al Ligegyldighed . „ Jeg mener , at vi bør lette og staa et Par Dage tilsos , saa vil idetmindste alle Skibene i Bergen söge ud , og vi behøve da ' blot at vcelge iblandt dem , hvilket vi synes bedst om . Ia , maaske kan vi endog naa at kapre to istedetfor et — og jo flere jo bedre . “ „ Og hvad vandt vi saa derved ? “ spurgte Clerck , idet han tog sig en Slurk af Kruset . „ En Ladning Tømmer , eller , naar det blev høit , nogle Tønder Tjæere og tør eller saltet Fisk ! Puh ! Nei , vi maa have en Tydsker med Roslokker Øl , Vine , Silke og saadanne gøde Sager , og for at saa ham , kan vi ikke ligge bedre end vi gjør . Forresten er det bedst , at Du gjemmer dine gøde Raad fil jeg beder Dig om dem , eller Du selv faar „ Falken “ at føre . Det er dumt Vrøvl , at Ler er sendt Advarsler fil Skibene syd fra . Hvorledes skulde det gaa fil ? I din Visdom har Du overset , at alle Skibene syd fra have havt Modvind al den Tid vi have ligget her , paa en enkelt Dag nær , og da stod Vinden for kort fil at de kunde komme op . Vi maa snart faa Søndenvind , og saa vil alle dine Sorger for mig og Mandskabet være forbi . “ Med disse Ord rettede Skipperen sig i sin hele Størrelse og viste en Kæmpehoide og Muskelkraft , der rimeligvis havde bidraget fil at forskaffe ham den Plads , han indtog ; men heller ikke Styrmanden var en Karl at kimse af , og i det Hele faget var det velvoxne , stærkbyggede Mænd , som fandtes ombord . Kaptain Clerck var en Franskmand af Fsdsel , medens Styrmanden var en Svensker . Sproget , de og Mandskabet talte , var en Jargon af alle mulige Sprog , hvoraf dog Hollandsk var det fremherskende . „ Mon virkelig den Jolle vil ud til os ? “ bemærkede Clerck efter den lille Pause , som hans Ord til Styrmanden havde fremkaldt . „ Lad os holde en Baad klar til at tage ham , om han vil seile forbi . Det er mig magtpaaliggende , at jeg faar Underretning om , hvordan det staar til i Bergen . “ Disse Ord gjaldt en lille Jolle , der virkelig syntes at styre hen imod Skibet , som om den vilde til det . Da Folkene ombord i en Uge ikke havde set noget Fartøi i sin Nærhed , stort eller lidet , endsige noget , der lod til , at vilde til det , vakte dette hele Mandskabets Opmærksomhed , og selv Terningkasterne standsede med deres Spil , for at se , hvorhen Jollen slyrede . Da den kom nærmere saa man en Mand sidde til Rors ; men Jollens Fart var saa uregelmæssig , at alle Sømændene ombord let kunde indse , at det ikke var nogen kyndig Haand , der styrede det lille Farten , hvis eneste Seil heller ingenlunde stod efter Kunstens Regler tilsøs . Naturligvis fremkaldte alle disse Iagttagelser alskens vittige Bemærkninger , medens Jollen nærmede sig Briggen , og Alle imødesaa baade med Glæde og spændt Forventning dens Ankomst . Meget rigtig vedblev ogsaa Jollen sin Fart hell fil Fribytteren ; men da Manden var kommen Skibet paa Siden , sfete hans Manøvre saa keitet , af han vilde være dreven agter ud , dersom man ikke havde tilkastet ham et Toug , hvorved han endelig halede sig hen fil det . “ „ Hvad er Du for en Fist “ , raabte Styrmanden ned fil ham , idet han og Mandskabet kastede spørgende Blikke ned i Jollen , eller sagde Vittigheder paa den Ankomnes Bekostning . Denne var en ung Mand under Middelhøide og af et meget enfoldigt Udseende , klædt i de norske Landboeres almindelige Dragt . „ Jeg har ingen Fisk , men jeg har Lammekjød , om I vil kjøbe det “ , sagde Bonden og saa op fil de mange Ansigter , der stirrede ned paa ham . „ Ja vel vil vi det “ , svarede Styrmanden , „ kom kun op med det . Hvad Fanden er det , Du tager Dig for “ , spurgte han forundret , da han saa Bonden fylde sine Lommer med en Mcengde Stene , der laa i Bunden af Jollen , fra en Valnøds Størrelse fil en knyttet Nceves . „ 3H , jeg vil have mine Skydevaaben med mig . Det er ikke saa lige , af gaa ubevæbnet ombord fil Jer med saadanne Brumbasser paa Siderne . “ Dette Indfald fremkaldte naturligvis en skraldende Latter ombord , og Alle glædede sig fil en udmærket Spas med deres Gjcest . Endelig syntes denne , af være bleven vel forsynet med sine primitive Skyderedskaber , thi hans store Koftelommer struttede ud fil begge Sider som om det havde været Kornsække , og nu langede han forst sit Kjød op paa Skibet , hvorefter han blev staaende og gloede opad . „ Ih , for Fanden , hvorfor flynder Du Dig ikke “ , spurgte Styrmanden . „ Ih , for Fanden “ , vrængede han efter ham , „ hvorfor stikker Du ikke en Tougsfige ned fil mig , som man har paa andre store Skibe . Tror Du , af jeg kan kravle som en Flue op ad en Væg ? “ „ Vi har ingen Stiger her ornbørd “ , svarede Styrmanden leende , idet han nu og siden forklarede sine Kammerater , hvad Le ikke forskede af Bondens Tale , „ men hold nu dygtig fast ved denne Ende , saa skal vi hale Dig ombord . “ „ Men hvad skal jeg gjøre ved Jollen imedens ? “ spurgte Bonden betcenkelig . „ Ih , kast Linen til os , saa skal vi gjøre den fast i Vanterne “ , svarede Styrmanden . „ Vanterne ! “ udbrød Bonden forundret , „ det skulde hjcelpe godt ! I kunde ligesaa godt binde den om Jerre Huer . Her er Linen og hid den om Brumbassen over mit Hoved ; han kan bedre holde paa en Jolle end alle Jerre Vanter tilhobe , og vent saa til jeg har spyttet i Nærverne . Saa , hal nu til , au , au , mine Skinneben . Det var dog Fanden til Reise . “ Lystigheden var nu bleven almindelig ombord og Alle bød ham velkommen , da han trillede ind paa Dcekket , hvorved flere Stene rullede ud af hans Lommer . Bonden puttede disse ivrig ned igjen , hvor de vare komne fra ; derpaa reiste han sig møjsommelig op , omringet af hele Skibets Bescetniug . „ Aa , mine arme Skinneben “ , gjentog han igjen , idet han heftig gned dem med begge Hæenber . „ Er det en Maade , at hjcelpe Folk ombord paa ? Du kan vide , at jeg skal huske Dig det “ , vedblev han , vendende sig til Styrmanden , „ hvor lang Du saa er , og om Du saa ti Gange er Skipper ombord . “ Alle lo og beklagede Styrmanden . „ Men , hvor er min Krop ? “ spurgte Bonden pludselig og saa sig forsfrækket om i Kredsen . „ Fol paa Dig selv , saa finder Du den nok “ , bemærkede en af Mandskabet leende . „ Føle paa mig ! har jeg Lammekroppen hos mig ? I har jo taget imod den og enten skal I give mig den igjen eller Penge før den . “ „ Er det før at sælge den , Du er kommen herud ? “ spurgte Styrmanden . „ Ja , hvorfor ellers og I skal saa den før godt Kjob , før jeg selv har ingen Nytte af den “ , svarede Bonden . „ Kan Du da ikke spise Lammekjød ligesaa godt som vi Andre , “ spurgte Styrmanden forundret . „ Io , men jeg spiser aldrig Kjod af selvdøde Lam “ , svarede Bonden oprigtig . „ Hvad før Noget ! Er Du gal ! døde Faaret af sig selv ? Og det vover Du at sælge til os ? “ udbrød Styrmanden med forstilt Vrede , medens hele Mandskabet skoggerlo . „ Er det at tage paa Vei før ? “ spurgte Bonden uforfærdet . „ I kan jo lade være at kjøbe den , før saa smider jeg den i Søen . Jeg vil ikke seile hjem med den igjen . “ „ Men hvorledes kunde Du tro , at vi vilde spise Kjødet af dit selvdøde Faar “ , indvendte atter Styrmanden , tilsyneladende lige vred . „ Aa , jeg har set Jer ligge saalænge Herude , at jeg tænkte , at I vare svært lysfne ester fersk Kjød , selv om det var af et selvdødt Lam “ , svarede Bonden ; „ men ærlig vilde jeg være og sige det forud . Vil I saa have den eller ikke ? “ „ Hvad hedder Du ? “ spurgte Kaptainen . „ Christian Olesen “ , svarede Bonden ; „ men man kalder mig ogsaa Christian Degn , før jeg synger godt . “ „ Syng os en Vise “ , sagde Styrmanden . „ Ia giver I et Krus Dl , til at væde Halsen med ? “ spurgte Bonden . „ Ih , se hvilket fint Krus . Jeg har aldrig drukket af Tin før . Mig forlov . “ „ Hold dine Fingre fra det Krus og ræk ham et af dem derhenne “ , sagde Styrmanden barsk . „ Jeg beder mange Gange om Forladelse “ , sagde Bonden betuttet . „ Ja , jeg fænkte nok , af det var forfint før mig ; men er Øllet bare godt , saa er det mig lige Et , hvoraf jeg drikker det . —Tak , Tak ! aa , hvor det qvæger ! men maa jeg virkelig drikke det Altsammen ? Tak , mange Tak ! Ja , saa gjør jeg det ogsaa “ , vedblev han , da man havde betydet ham , af han gjerne maatte tømme Kruset . „ Saadant Øl har jeg aldrig drukket før . “ „ Kunde Du have Lyst til et Krus til “ , spurgte En af Mandskabet , der saa , af det stcerke Øl havde begyndt af gjøre Virkning paa Bonden . „ Om jeg har ? “ svarede han ivrig . „ Jeg sætter gjerne min Mund til Tappen og lader det løbe . Saadant Øl faar jeg ikke hver Dag . Men hvormeget koster det ? “ spurgte han forsigtig . „ Aa , Du kan jo give os lidt Kjøb paa dit Lammekjød “ , svarede Styrmanden , „ saa er det betalt ! “ „ Jeg drikker det gjerne op , før saa har jeg jo nogen Fornøielse deraf . O , Sidsel , Sidsel “ , vedblev han triumferende , idet han svang et nyt Krus over sit Hoved : „ Du kaldte mig et Fæ , fordi jeg vilde herud — nu skulde Du se mig , hvilken Karl jeg er ! “ Han trallede en Vise og dansede rundt med Kruset i begge Hæeuder . Saa drak han lidt , dansede og sang igjen -- bestandig under Mandskabets ustandselige Latter , indtil han ogsaa havde tømt dette Krus . „ Hei , hvormange Master har denne Skude ? “ raabte han som det synes mere end halvdrukken . „ Er der to eller tre eller sire ? og sikke Noget deroppe ! maa jeg krybe op ad Stigen . Jeg kan ganske vist se Sidsel deroppe . “ Med Glæede gav man ham den attraaede Tilladelse , da man nu først ventede rigtige Løier af ham . Han dinglede hen til Vantet og begyndte at kravle op med en drukken Mands hele Ubehæendighed . Da man strax saa , at han var ubevandret med flig Klattren , fremkaldte hans Keitethed endog et Smil paa den alvorlige Fribytterkaptains Ansigt , medens Mandskabet skoggerlo ligesaa ustandselig som Bonden brugte Munden . „ I maa have Eders Flag hsiere op “ , raabte han ned til dem , da han midt paa Vantet saa en af Kaptajnens røde Trøier , som var hængt derop til Tørre og løste den af . „ Hold nu op med den Kommers , I Grinebidere ! “ vedblev han atter , „ eller I skal faa lidt af grine af , naar jeg først er deroppe . “ „ Hurra ! her er jeg ! “ vedblev han : „ Aa hvor I er smaa mod mig . Kom herop med et Krus Dl , saa skal jeg flage for Eder . Hvad griner Du af , dit lange Spektakkel ! Tag den til din Fornøielse ! “ og dermed kastede han en Sten ned i Hovedet paa Styrmanden , hvem den traf midt i Ansigtet saa han tumlede . Da Mandskabet undfe ham det vel , blev Latteren endnu høiere . „ Naa , I vil ogsaa have Noget af grine af ! “ skreg han . „ I har nok glemt , af jeg tog mine Pistoler med mig . “ Og nu begyndte han af kaste Stene ned i Hovedet paa Mandskabet , som vel sprang tilside for enkelte , men ogsaa fik flere alvorlige Contusioner . „ Hold op dermed , i Djævelens Skind og Ben ! “ skreg Styrmanden , der ligesom det øvrige Mandskab blev kjed af dette Bombardement , „ eller vi kaste Dig paa din Hals i Havet . “ „ Kom herop om I kan ; jeg skal snart faa filet Tougstigen over “ , svarede Bonden forbittret og svang en Kniv i Luften . „ Hvad gaber Du efter ? “ skreg han ned til Kaptajnen , som han hidtil havde forskaanet . „ Kan Du gabe over denne Roe “ , og dermed kastede han en Sten efter dennes Hoved , men da Kaptainen gjorde en rask Bøining med dette , undgik han at blive ramf . Lystigheden var nu bleven forandret til Forbittrelse hos Mandskabet , men ligesaa vildt dette bandede og støiede , ligesaa ivrig blev Christian Degn , som man nu saa var overstadig drukken og den ene Sten efter den anden fløt ned i Hovederne paa Matroserne , hvergang ledsaget af en Strøm af hans Skjældsord og Forbandelser . „ Lad os faa Ende paa dette Spil , Kaptain , og lad et Par Mand gaa tilveirs og hive den ondskabsfulde Knegt overbord “ , sagde Styrmanden forbittret , efter at Bonden havde ramf ham med en ny Sten . „ Saa ødelcegger han os Vanterne , idetmindste paa den ene Side , og det kan blive os en slem Historie , om et Skib kom idetsamme “ , svarede Kaptajnen , „ det vilde Heller ikke vcere Løn til ham som forsfyldt . Hei , Robert , hiv hans Jolle los ! og gaa alle Mand ned at skaffe . Han bliver saa snart kjed af at vcere deroppe og naar vi saa faa ham ned , kjølhale vi ham et Par Gange , at han kan faa Øllet af Hovedet og beholde ham som Dcekspuler . Det er meget bedre . “ „ Hei , min Iolle “ , sfreg Christian , da han saa Jollen drive . „ Ser I ikke , hun driver , vil I Hundetampe ikke efter den . Herud , herud “ , og nu begyndte Bombardementet igjen til der ikke var flere Folk paa Tækket . „ Hurra , Seir , Seir ! “ sfreg han nu , „ Seirsflaget op ! “ og snart udfoldede Kaptajnens Uncevnelige sig i den friske Vind . Han tog nu en Pibe op af Lommen ; dansede , blceste og sfreg „ Seir “ , uafbrudt , men havde altid en Sten paa rede Haand , hver Gang Nogen lod sig se enten i Kahytskappen eller i Forlugen . „ Hvorlænge mon den Slyngel saaledes kan skabe sig ? “ spurgte Kaptajnen , der havde sat sig til at spise med Styrmanden i Kahytten . „ Jeg tænker , det ender med , at han dratter ned “ , svarede denne . „ Han maatte selv suste , at han gjorde det “ , bemærkede Kaptajnen koldt — „ men hvad i hede Helvede er det ? “ raabte han , da han pludselig saa en Flok ubekjendte Mænd , bevæbnede med Huggerter og Dxer , foran Kahytskappen . Larmen i Merset var ogsaa i samme Nu hört op og ligesaa uventet stod den drukne Christian Degn og kigede ind fil ham med en lang Kniv i sin Haand . — „ Velbekomme Middagsmaaltidet , Kaptajn Clerck ! “ raabte han muntert ned fil ham . „ Bliv bare ved af spise ; thi op kommer I ikke alligevel . Ingen Vrsvl , Styrmand , ellers bliver det Dig , der kommer overbord og ikke mig . Skuden er min ! Mandskabet forude er spærret inde , ligesom I ; men I skal inden Aften komme ud igjen . “ „ Vi sprænge Skibet i Luften “ , raabte Styrmanden med et truende Blik . „ SomI behager , gode Ben “ , svarede Heinesen leende , „ saa har I Allesammen hurtig og sikker Ende paa det . Vi stal nok bjerge os heroppe tcenker jeg . “ - Dermed smykkede han Døren fil Kahytten i og overlod Kaptajnen og Styrmanden fil deres ingenlunde lystelige Betragtninger . Fjerde Kapitel . Før og siden . Medens „ Falken “ med alle Seil fil scettcr Kurs efter Bergen , kunde Læseren maaske ønske af vide , hvad der var gaaet forud for Overrumplingen af Soroverflibef , hvilken vi have søgt af gjengive i Overenstemmelse med Historiens Beretning om denne virkelige Begivenhed . Efterat Magnus Heinesen havde forladt Christoffer Walckendorff , indfandt han sig efter Aftale hos Thomas Braknæse , hvor han traf sin Ven Jonas tilligemed nogle andre ligesindede Kammerater , der havde anvendt Tiden inden hans Ankomst fil af drøske det høist vigtige Spørgsmaal , om de vilde faa ham af se eller ikke ; thi de vidste alle , af Mogens havde Meget af svare fil og af Lehnsmanden ikke var fil af spege med . Da de havde ventet en Timestid og i dette Mellemrum indgaaet adskillige Væddemaal , om han kom eller ikke , saa endelig Jonas sin Ven , hurtig af bøie om Hjørnet og ile ind fil dem . Et almindeligt Frydeskrig modtog ham , da han aabnede Deren og da det Dl , hvorom der var væddet , var opdrukket paa det sidste Krus nær , tøvede Jonas ikke med af forlange dette af Værten . Før Heinesen endnu havde fuldendt sin Hilsen fil de Tilstedeværende , stod Kruset paa Bordet og han gjorde det saa god Besked som en Mand burde gjore , der med en tørstig Sjæl som hans , endnu Klokken fire om Eftermiddagen hverken havde nydt Vaadt eller Tørt den hele Dag . „ Hei , Braknæse , lad os faa en Kande af den bedste Kryddervin , Du kan lave , og Resten af den Svinesteg , som jeg lugtede igaar , men ikke smagte og saa min Regning for det Gamle — men snyd mig ikke mere end sædvanligt , Du Røver ! her er Penge for mine Venner og mig . Nap Dig saa Noget , Du Kamel ! “ Med disse fyndige Ord slængte Heinesen en Haandfuld gode nye Kroner paa Bordet . Det er ikke let af sige , hvis Forbauselse , der blev störst , Værtens eller Gjæsternes ; Overraskelsen var saa grundig , af hvert Glædesudbrud hendøde paa Læberne , medens Værten ikke glemte af skrabe Pengene til sig , idet han lovede hurtigst mulig Expedition . „ Men “ , udbrød endelig Jonas , da Heinesen fiuppede sig ind ved hans Side og slog ham glæededrukkxn paa Skulderen , „ men hvorledes ? “ begyndte han igjen . „ Hvorledes jeg er kommen til disse Penge , kan jeg tcenke , Du vil have af vide “ , svarede Heinesen , idet han afbrød sin Ven , „ det er snart fortalt . Hei , B r akn ce se ! lad os saa noget Øl til Vinen og Stegen bliver fcerdig . Oppe hos Lehnsmanden traf jeg Heckel og to andre Garper og Lehnsmanden forligte os saaledes , at jeg fik disse Penge og Løfte om flere til , naar jeg altid vilde vise mig søm disse brave Mcends sande Ven , saaledes søm jeg hidindtil bestandig har havt før Skik . —-Thi Ave skal der til ! “ „ Ja , det er nu en Tyveløgn “ , udbrød Jonas ; „ men det er det samme . Pengene har Du og Mad og Drikke faa vi ; lad saa Fanden spørge , hvor de kom fra . “ „ Det Bedste ved det Hele er , at I alle kan faa ligesaa mange Penge søm jeg har “ vedblev Heinesen „ og det er ikke saa faa endda — se her “ , og nu lagde han den ene Haandfuld Kroner paa Bordet efter den anden , „ det kommer bare an paa , om I vil gribe til . “ Nu kom Forundringsudbrudene først frem , ledsagede af de ivrigste Forsikkringer om , at det ikke skulde mangle paa god Villie dertil hos Nogen , naar det ikke kom an paa Andet . „ Saameget desfo bedre “ , svarede Mogens og puttede igjen Pengene i Lommen , „ men nu skal vi spise og drikke ; husk paa , at jeg er fastende endnu , paa de par Mundfulde nær , jeg drak før . Naar vi saa har spist , forlader jeg Eder igjen og dem , som saa vil med paa det Eventyr , jeg har for , møder hos mig iaften Kl . 8 . Der skal ikke mangle godt Øl og godt Selskab . Her har Du Penge fil Indkjobet , Jonas “ , vedblev Heinesen og rakte ham en Haandfuld Kroner , „ lad der Heller være for Meget end for Lidet ; træffer I sammen med en brav Karl af Eders Bekjendtskab underveis , saa tag ham kun med ; thi der bliver nok fil os Alle alligevel , om Jonas ikke kniber paa Skillingen . “ I det Samme kom Værten med Maden og nu sysselsatte denne de mer eller mindre hungrige Gjæster , medens Heinesen med en Spøg eller en Vittighed undgik at svare paa de mange nysgjerrige Spørgsmaal , som rettedes fil ham under Maaltidet . Saasnart dette var fil Ende , reiste ogsaa Heinesen sig og bød Selskabet „ Farvel indtil siden “ og forlod hurtig Stuen , idet han endnu engang lagde Jonas paa Sinde , „ ikke at spare paa nogen Ting “ , hvilket denne samvittighedsfuld lovede . tilses . Alt er parat fil Afreisen . Kan jeg stole paa Eder som I paa mig . skal vi gjøre en udmærket Prise . “ Da Heinesen mente , at Mandskabet havde saameget inde , som det vel kunde bære , gav han Tegn til Opbrud og bød dem , af iagttage den dybeste Taushed for ikke af vække nogen Opsigt . Han førte dem nu ned til Havnen , hvor de fandt en sforre og en mindre Jolle liggende , som han bød dem af fordele sig i og gik imidlertid med et Par Mand hen i et nærliggende Ølhus , hvor der henlaa en Del Oxer og Huggerter , hvoraf Enhver kunde vælge sin efter Bebag . Han befalede af sætte fra Land og under den Spænding , som det Usædvanlige i den hele Situation fremkaldte hos Mandskabet og den dermed i Forbindelse slaaende Taushed , roede de ud af Fjorden . Da de havde forladt Fjordmundingen , satte de Kurs imod Syd og efter et Par Miles Sejlads , kom de henimod Daggry til en lille Klippes , hvor de stode iland . Heinesen førsamlede nu sit Mandskab , fortalte dem , af den berygtede Fribytter Clerck laa bagved Øens modsatte Kysf , tæt ved Land og af det var hans Hensigt , af overmande ham ; men da han ikke kunde gjøre det ved Magt , maatte han bruge List . Han fortalte dem sin Plan , som han indrømmede , vilde blive for ham et Spil paa Liv og Død , uden Fare for dem . Men han tænkte , det gik nok , saafremt de vilde være parate til at ile ham til Hjælp , naar de saa et Signal i Vantet over Merset og som rimeligvis blev en Bondekofte , som han til den Ende havde ført med sig , foruden andre Klædningsstykker og en Lammekrop , som Mandskabet fra først af troede , var bestemt for dem ; desuden lovede han , at give Signal med en Pibe , hvorfor de maatte bruge baade Dren og Dine . Da det imidlertid var for tidlig , at begynde paa Vovestykket , udstillede han et Par Skilvagter for uformærket at holde Øie med Sørsveren og lagde sig derefter med det øvrige Mandskab til at sove nogle Timer . Hen paa Formiddagen bød han Kammeraterne Farvel , formanede dem endnu engang til Aarvaagenhed , Hurtighed og Mod , klædte sig i Hast i den medførte Bondedragt , sprang i den mindste Jolle , som han iforveien havde ladet Mandskabet kaste en Del Smaasten i og stod med et sorglest Sind ud i Søen . Det Dvrige er bekjendt . Vi ville antage , at „ Falken “ under denne Meddelelse er kommen ind i Bergens Havn . Da Byen havde været som blokeret i et Par Uger paa Grund af Sørøverens Næervcerelse , opvakte Skibets Ncærmelse et vist Røre og dette voxede ikke lidet derved , at man saa , at det var et bevæebnet Skib , der slyrede ind i Havnen og allevegne fra stimlede man til for at se , hvem det kunde væere , hvad han førte med sig og hvorfra han kom . Det varede ikke læenge , før man fra Land kjendte Flere af Skibets Besætning , som nogle af Byens vcerste Spektakkelmagere og mest forvovne Krabater , men der hengik längere Tid , før man i Bondemanden gjenkjendte den ikke mindre velrenomerede Magnus Heinesen og nu løb hans Navn om fra Mund til Mund , idet Alle følte , at han var Mesteren for det Hele . At det imidlertid skulde vcere den berygtede og almindelig frygtede Sørøver Clerck , som han bragte til Byen ligesom en Bjørn i sit Bur og hele hans vilde Mandflab med ham , overgik selv den drisfigsfe Tanke . Christoffer Walckendorff var netop gaaet sig en Spadseretur med Hans Lindenow og kom tilfældigvis til Havnen , da Rygtet om Magnus Heinesen og hans Kammeraters Ankomst var paa Alles Lceber . Dreven af en letførstaaelig Nysgjerrighed , gik Lehnsmanden hen imod Bolvcerket , hvor Enhver , trods Træengselen cerbodig gav Plads for den høit ansete Herre og saaledes stode disse tre Mcend , der spille saa mærkelige Roller i Magnus Heine se ns sørgelige Drama , foranlediget ved Opbringelsen af hans sidste Prise , Ansigt til Ansigt ligeoverfor hinanden , da den første indbragtes i den selvsanime Havn af den kjcekke Eventyrer . „ Velkommen i Bergens Havn , Mogens Heinesen “ , raabte Walckendorff ud til Skibet , da han saa , at han var bleven bemcerket af dets Fører , der crrbødig havde blottet Hovedet før den høie Herre , saasnart han blev ham og Hans Lindenow var : „ Hvilket Skib er det , Du fører herind til os og hvad bestaar Ladningen af ? “ „ Ladningen bestaar af lutter Fribyttere , strenge Herr Lehnsmand , og fremmest blandt disse er Clerck selv , paa sif eget Skib „ Falken “ , raabte Magnus Heinesen lystig ; men neppe var dette kommen til Alles Kundskab , før et vceldigt Hurra rystede Luften langs hele Bryggen , ja selv Tydskerne stemmede i med , i deres første glædelige Overraskelse . „ Har Du saa vigtig og uregjerlig en Last , Mogens , er det nok berst , at jeg hjælper Dig at losse den , “ svarede Walckendorff muntert . „ Tillykke , tappre , unge Mand ! og tillykke Enhver , der har hjulpen til med denne berømmelige Gjerning ! Jeg gaar nu hjem før at sende Dig en Trup Knæegte og selv venter jeg Dig imorgen ved denne Tid , for af børe Beretningen om dit Eventyr af din egen Mund . “ Efterhaanden samledes en Mcengde Mennesker nede i Havnen , der snart opfhldtes af Folk af enhver Alder , Stand og Kjøn , saa af Kncægtene havde ondt nok ved af bane sig Vei igjennem Trængselen hen til Skibet . Saasnart de vare naaede derhen , fordelte Anføreren sit Mandflab dels paa dette og dels paa Bryggen udenfor det og nu aabnede Heinesen Forlugen , for af lade de fangne Sørøvere komme op . De adløde nden Vcrgring ; Nogle med et trodsigt Mod , Andre med tilsyneladende Lystighed , men Enkelte ogsaa i indcedt Harme , der tydelig udtalte sig i det Blik , hvormed de saa paa Heinesen , der imidlertid ikke lod til af lægge Mcerke dertil . Efter af disse vare blevne forsvarlig bagbundne , kom Raden til Gjæsterne i Kahytten ; men her iagttog man en større Forsigtighed og stode nied Svcerdene rede til Slag , da Heinesen lod Kahytskappen aabne og befalede de Indespærrede af komme op . Ingen svarede . „ De ere da ikke slupne v « k “ , spurgte Høvidsmanden urolig . „ Aa , kom nu bare op uden videre Vrøvl “ , sagde Heinesen i Kapersproget og kigede forsigtig ned i Kahytten : „ vil Du skjule Dig Styrmand , maa Du trække dif ene Ben til Dig . “ Den samme Taushed . „ Hvad Fanden skal vi gjøre for at faa dem ud ? “ spurgte Høvidsmanden igjen . „ Aa , vi finde vel paa Raad “ , mumlede H eine sen . „ De vil mig tillivs , det er det Hele , og forøvrigt gjøre den Ulykke , de kan , da de nok kan indse , at det koster lige meget . „ Naa , har I ikke betænkt Eder endnu ? “ spurgte Heinesen atter i Kapersproget og stak Hovedet hen til Kahytsaabningen , „ eller skal jeg vise Eder , hvorledes man ryger Rotter ud af et Skib ? “ Med disse Ord stak Heinesen Hovedet lidt længere frem , rimeligvis for at se , hvad Virkning hans sidste Ord havde gjort ; men i samme Øieblik sprang Clerck til og greb Heinesen med begge Hænder i Koftekraven for at hale ham længere ned , medens Styrmanden stod parat med en lang Kniv bagved , for at slode den i Heinesen ved første Leilighed , forudsat man ikke vilde bemægtige sig ham levende , forat have ham som et Gidsel , hvorved de haabede at kunne slippe for bedre Kjøb . Heinesen gjorde et kraftigt Ryk tilbage og heldigvis var Koften , han havde paa , saa gammel af dens Skrøbelighed ganske vist blev hans Frelse . Heinesen faldt tilbage ved sin hæstige Anstrengelse og Clerck behøldt kun Stumperne af Køftekraven i sine Hændel ; men førend han endnu kunde træekke sig tilbage igjen , havde Jvnas Maibøm slaaet sin vceldige Ncæve øm Sørøverens ene Haandled og nu begyndte en ny Træekkekamp paa Liv og Død . Clerck stred naturligvis imød af alle Kræefter og hans Styrmand høldt øgsaa paa ham søm en brav Karl , med Kniven mellem Tæenderne , men Kampen var altfør ulige til af den kunde vare længe og efter nøgen Rykken frem og tilbage , blev Clerck ved førenet Bistand halet øp paa Dcekket og i en Haandevending bagbunden . „ Nu nok af det Gjøglespil “ , sagde Heinesen vred : „ En øm En og Tø øm Fanden “ , og med disse Ord var han , før Nøgen anede det , nede i Kahytten hos den tilbageværende Styrmand . „ Er det mig , Du venter paa , saa har Du mig her “ , udbrød Heinesen og svang sin Kniv i en ubehagelig Nærhed af Sørøverens Næse . „ Bliv kun deroppe “ raabte han op til Jonas Maibom , da ban bemærkede , af denne vilde stige ned til ham , „ vi kan nok afgjøre vort Mellemværende alene . “ Styrmanden var bleven aldeles slaaet af Heinesens Mod . „ Maa jeg beholde Livet ? “ spurgte han . „ Det raader Lehnsmandenfor “ , svaredeHeinesen ; „ men gjør Du mere Vrøvl , stal Du klæede Steile og Hjul , hvad Du saa ellers kan flippe med . Nu strax Kniven paa Gulvet og op til de Andre , om Du ellers vil dit eget Vel “ — og saa kraftig virkede He ine fens Uforfcerdethed og bydende Ord paa denne raa Natur , at den kcempestore Mand adlød som et Barn og lod sig rolig binde . Høvidsmanden stillede nu en Fange imellem to og to KnLgte og snart førsvandt den hele Ræelle i det bølgende Mennefkehav , af hvilket en stor Del fulgte bag efter den børtdragende Skare , under Huien , Forbandelser og vilde Skrig . Femte Kapitel . Et nyt Kapertog . Hein es ens Beboelseslejlighed tilbod saa faa Bekvemmeligheder for ham , er det intet Under , at han og hans Ven , Jonas Maib om , flyttede ombord paa „ Falken “ , hvor Le foge fast Ophold , og vi sinde dem saaledes , -nogle Dage efter Skibets Erobring ' , en Morgen ved Frokostbordet i Skibets lille Kahyt , samtalende om Gaarsdagens , inklusive den sidste Nats Begivenheder , og liggende Planer for den kommende Tid . „ Har Du ellers lagt Mcerke til , Mogens , hvor flittig Borgens Qvinder nu vandre op og ned ad Bryggen— ved Du , hvoraf det kommer ? “ spurgte Styrmanden under denne Passiar . „ Bryggen har jo altid vceret det mest besøgte Sted baade af Mcend og Qvinder i deres ledige Timer “ , bemcerkede Heinesen ligegyldig . „ Jamen , nu er den bleven det endnu mere “ , førsikkrede Jonas , „ og Aarsagen dertil er alene den , at alle Qvindfolk ere saa forhippede paa at se Dig , saa der ingen Ende er dermed . “ „ Jeg tror , Duprimer “ , sagde Heinesen leende . „ Aa , det ved Du bedre , at jeg ikke gjør “ , vedblev Styrmanden , „ og vil Du have yderligere Vidnesbyrd herom , saa kunde Du tjene Børge med at sige ham , hvornaar Du engang vil være at se paa Dækket eller et andet Sted . “ „ Hvad i Alverden kommer det Børge ved “ , udbrød Heinesen forundret , „ jeg ved da , at han intet Qvindfolk er , og tilmed ser mig hver evige Dag . “ „ Det er naturligvis heller ikke ham , der vil se Dig “ , svarede Jonas leende ; „ men han har en Kjæreste , der tjener hos en fornem Mand , ved Navn Axel Gyntelberg , og hans Døttre ere saa forgabede i Dig siden Historien med CL erck , af de endelig vil se Dig , og da de nu ere gaaede forgjæves to Gange , have de anmodet Børge om , af lade dem en Tid vide , hvor han tror , Du er af træffe . “ „ Gud velsigne de søde Pigeborn “ , svarede Heinesen smilende , „ jeg vil ikke alene vise mig for dem i min bedste Stads , men ogsaa byde dem ombord med , og de maa endda selv bestemme Tiden . “ „ Saameget desto bedre “ , svarede Jonas ; „ hvornaar maa saa Børge sige , af de kan komme ? “ „ Lad mig se “ , svarede Heinesen eftertænksom , „ idag kan det nu ikke fle ; thi skal jeg have dem ombord , vil jeg ogsaa have flere , og derfor skal jeg ncermere bestemme Dagen . Jeg har desuden nogle Sager af afgjøre hist og her i Byen , saa jeg ved ikke , naar jeg kommer tilbage paa „ Falken “ igjen . Men alligevel ønsker jeg , af mødes med Dig oppe i Byen , og vil Du vcere Klokken fire ved — lad mig se — Indgangen til Domkirken , saa skal Du strax trceffe mig der . “ „ Hvad for Noget ! ved Domkirken ! hvad stikker Dig nu , Mogens ? “ spurgte Jonas forundret . „ Er Ler ikke Øltappere i den Kant af Byen , maa jeg spørge ? “ „ Vi ville ogsaa siden besøge Øllapperne , Jonas “ , svarede Heinesen ; „ men nu vil vi døg mødes der — Du ved , af jeg altid har mine egne Veie . “ „ Du skal da aldrig ind af have Bryllup , Mogens ? “ spurgte Jonas , som ikke kunde faa denne Indgang til Domkirken ud af sit Hoved . „ Ja , hvem kan vide det , Jonas “ , svarede Heinesen leende , „ det er derfor ogsaa bedst , af Du isører Dig den bedste Stads , Du har . “ Dermed forlode de gode Venner Kahytten for af gaa hver til sin Gjerning , idet Jonas mumlede ved sig selv : „ Den Kirkeport , den Kirkeport ! der stikker ganske bestemt Noget under , hvad det saa er . “ „ Nu er En af Mogens Heinesens Folk herude og hilser fra Børge , af Jomfruerne kan faa hans Kaptain af se om en Timestid “ , rapporterede Axel Gyntelbergs Tjenestepige igjennem den aabne Dør -ind til Husets Damer , som rimeligvis befandt sig derindenfor . „ Det var dog yndigt “ , lød det fra en qvindelig Stemme , „ lad Manden komme ind til os , at vi kan faa nærmere Besked . “ „ Vil I virkelig vcere saa ufornuftige , Børn “ , hørte man nu en mandlig Stemme udtale sig ; „ indser I dog ikke det Upassende i , at unge Piger gaa paa Gaden , blot for at møde en fremmed Mand , og den ilde Omtale , I derved udsætte vort Hus for ? “ „ Gud ! Fader “ , svarede nu en anden Dame , „ hvad Ondt er der dog deri ? Vi gjøre jo kun , hvad alle Qvinder gjøre i Bergen . Desuden ved Ingen , hvorfor vi gaa ud , og en Vandring skal vi jo dog foretage os alligevel . “ „ Men , naar I gaa ned paa Bryggen , sige strax Alle , at det er for Mogens Heinesens Skyld “ , svarede Herren igjen . „ Jeg talte igaar med Slotsskriveren og han sagde , at der nu findes fast flere Qvinder paa Bryggen end Søfolk , hvad Tid man end kommer der . “ „ Aa , det er blot fordi han er bange for , at Mogens Heinesen skal snappe Cecilie fra Hain “ , svarede den af Damerne , der først havde talt ; „ det kan vi sket ikke regne . “ „ Peder Hansen bor da ogsaa ved Havnen , og det kan vel være , af det er ligesaa meget for hans Skyld som for Kaptajnens , af Inger er saa ivrig for af komme derned “ , hørte man nu en fredie Stemme bemærke , hvilken formodentlig Lilhørte den omtalte Cecilie . Nu blev Døren skudt langsomt op , og en ung Somand viste sig i dens Aabning . „ Med Forgunst af melde “ , sagde han , idet han bukkede let for fire unge Damer og en aldrende Herre , som befandt sig i Værelset , „ saa er det ikke i Havnen , De kan træffe Mogens Heinesen idag ; men om De vil ulejlige Dem hen forbi Indgangen til Domkirken , saa kan De finde ham der — nu om et Qvarterstid . “ „ Gud , nu har bestemt Børge fladdret af Skole , og dertil forstaaet os galt “ , udbrød den ene Dame , ker siden viste sig , atvcære den omtalte Cecilie , „ og Kaptajnen har opfattet det som et Stævnemøde . “ „ Paa ingen Maade , crrede Jomfru “ , skyndte Sømanden sig af berolige hende , idet han atter bukkede , „ Børge har luret ham af , af han netop har et Stævnemøde med en ung , skjøn Jomfru , som Faderen nægter , af give sit Samtykke til af indgaa Wgteskab med Kaptajnen , og saa mente Børge , af Jomfruerne havde dobbelt Fornøielse af Turen . “ „ Ja , det har han rigtignok Ret i “ , svarede den Søster , der kaldtes Inger , ivrig . „ Skynd Eder og lad os komme afsted . “ Nu gjorde ogsaa de fvende Søstre sig rede til af tage deres Tøi paa . „ Men vil Du ikke med , Sophie ? “ spurgte Inger , „ vil Du nu vcere sncerpet igjen ? “ „ Jeg vil ikke gaa et Fjed for et Mandfolks Skyld “ , svarede Sophie bestemt , „ og har som I ved , havt nok imod , af blive slcebt ned ad Bryggen , dengang I andre gik derned for af se Kaptajnen . “ „ Du er den Fornuftigste af alle dine Sødskende , mit Barn “ , bemærkede den gamle Herre , der siden viste sig , af vcere Avelsmanden Axel Gyntelberg selv , en velstaaende Mand , men en svag Fader ligeoverfor sine Børn , „ og det har Du altid vceret , skjøndt Du er den Angste af Eder alle fire . Gaa Du nu ud og 5 ' sat Mad og Drikke paa Bordet før den unge Mand hist . Kom kun nærmere , min Gut , og fortæl mig Lidt om din Kaptain og hans Bedrift . Jeg er lam og kan ingenvegne komme , og derfor hører jeg ikke stort Andet fra Dderverdenen end hvad jeg kan opfange af mine Børns muntre Samtaler . “ „ Lad blot Tøiet ligge paa Bordet , Sophie ; vi komme strax igjen ; ellers blive vi aldrig færdige til imorgen “ , udbrød Inger , da hun saa , at hendes Søster vilde flytte noget Sytøj bort fra den ene Ende af Bordet . „ Farvel , Farvel saalænge “ , med disse Ord ilede de tre unge Piger , under Spøg og Latter , ud af Huset . „ Sæet Dig nu ned her , min Gut , og fortæl mig Lidt , — var Du selv med , da Mogens tog „ Falken ? “ , spurgte Axel Gyntelberg . „ Naa , der er Sophie allerede med Maden ! tag nu for Dig , som Du har Lyst til . “ Den unge Sømand lod sig ikke indbyde to Gange , og imedens tog Sophie atter fat paa sit Sytøi . „ Det er enMangde Stads , her ligger udbredt “ , bemæerkede Sømanden ; „ jeg kan tænke , at Jomfruerne skal med til Ballet imorgen paa Raadhuset . “ „ Ja vist skal de det “ , svarede den gamle Herre , „ de unge Piger skal jo dog have nogen Fornøielse af og til , og da det er tvende brave unge Mæend , som have indbudt dem , har jeg Heller Intet derimod . “ „ Det er sagtens Peder Hansen og Slotsskriveren , som har budet dem “ , bemcerkede Sømanden med et Smil . „ Hvoraf ved Du dog det , min Gut “ , spurgte den gamle Herre forundret . „ Ih , jeg gjæetter mig til det efter det , jeg hørte før “ , svarede den unge Mand ; „ men de to andre Jomfruer ere virkelig for smukke til af skulde gaa i Kjøbet med deres to Søstre , og var jeg blot fin nok dertil , vilde jeg øieblikkelig bede begge Jomfruerne , af være mine Damer ; men en simpel Kapergast kan aldrig faa den 2Ere , af komme paa et saa fint Bal , endsige danse med saa fornemme Jomfruer . “ „ Enhver er god for sig , min Gut “ , svarede Axel Gyntelberg godmodig , „ og hvad Du ikke nu kan naa , kan maaske Lykken bringe Dig sidenhen , naar Du strceber cerlig efter den . “ „ I ethvert Tilfcelde takker jeg paa min Søster Annas og egne Vegne for din gode Villie “ , sagde Sophie venlig ; „ men vi kunde jo ei engang have modtaget Tilbudet , da vi alt ere indbudne , hver af sin Kavaler , der flet ikke har behøvet at byde os med for vore Søstres Skyld , saa jeg ikke kan erkjende , at Anna og jeg gaa i Kjøbet med som Du sagde . Vidste jeg det , tog jeg ikke med “ bemcerkede hun lidt spidst . „ Jomfruen maa virkelig tilgive mig denne Bemcerkning “ , svarede Sømanden , der i Samtalens Løb havde kaldt sig Rasmus og som var bleven rød i Hovedet ved denne velfortjente Tilrettevisning ; „ jeg talte af bare Misundelse , da det fortrød mig , at to Herrer kunde hver faa to saa skjønne Jomfruer at danse med imorgen Aften , medens jeg maa nøies med , at staa udenfor og kige op til Vinduerne , indenfor hvilke de svinge sig . “ Retsom Sophie vilde til at svare , kom de unge Piger tilbage og idet de toge Tøiet af , udbrød Jomfru Jnger : „ Nei , Gud ! hvor han er cekel , og den Skjønne , han ventede paa , saa vi ikke noget til . “ „ Jomfruerne skulde blot have givet Tid “ , bemcerkede Sømanden ført . „ Jeg havde nu tcenkt mig ham ganske anderledes “ , begyndte Cecilie , „ og navnlig blev jeg forundret over , at han er saa høi og svær , da de Andre har sagt , at han var en Mand af Middelhøjde . “ „ Aa , Meningen om Høide og Drøide er jo høist forskjellig “ , bemcerkede Sømanden after , „ en Kaperkaptajn stal vcere stor og stcerk , maa Jomfruerne tro , da han ellers ikke kan magte sit Mandflab . “ „ Og saa dum , han saa ud “ , tog nu Anna Ordet ; „ denne sfore Mund og dette brede Ansigt , tykke Hænder og kluntede Fødder — ja , han er rigtignok ækel , saa det kan forslaa . “ „ Jeg kan ikke faa i mit Hoved , at den Mand kan se saa dum ud , der kunde fange Clerck , paa den Maade , som Mogens Heinesen gjorde “ , undskyldte Sophie ; „ men Sagen er , at I har havt for høie Tanker om ham — og saa maa han nu lide derfor . “ „ Ja , jeg maa nu byde Farvel og takke for denne Gang “ , sagde den unge Sømand og reiste sig fra sin Stol . „ Jeg gjorde denne Afstikker for min Kammerats Skyld , som ikke selv kunde komme , og træffer Kaptainen mig ikke ombord , kunde jeg vente mig en alvorlig Lussing . “ Den næste Morgen overraskedes de unge Damer ikke lidet , da en ung Sømand , ved Navn Einar , lod sig melde , med „ en flittig Hilsen “ fra sin Kaptain , Mogens Heinesen , som indbod de to Jomfruer , Sophie og Anna Gyntelberg , til af følge med ham til Ballet paa Raadhuset samme Aften . Damerne bleve langt mere forlegne end glade ved denne Indbydelse , og den unge Mand , en Knøs med et opvakt Ansigt , maatte ind til den gamle Herre for af gjentage Indbydelsen . „ Hvorfra kjender din Kaptain mig og mit Hus ? min Gut “ , spurgte Axel Gyntelberg ; „ det overrasker mig , af han viser os saa megen Opmærksomhed . “ „ Det ved jeg ikke “ , svarede Einar rask ; „ jo stop lidt ! han lod et par Ord falde om , af han havde set dem igaar . “ De tre Søstre , der havde vceret saa længselsfulde efter af se Kaptajnen , bleve endnu mere forlegne ; Sophie kunde derimod ikke undertrykke en munter Bemærkning , idet hun lo høit over deres Forlegenhed . „ Tcenkte jeg det ikke nok “ , sagde den gamle Herre helt gnaven ; „ det er Følgen af Eders usalige Lyst fil at løbe paa Gaden ; men jeg vil før Fremtiden Heller ikke vide deraf at sige . Naa , sig nu , at han er — er — ikke kan bruge sine Dine , skulde jeg sige . Nei , hils din Kaptain “ , vedblev Axel Gyntelberg , „ og sig ham , at mine Døttre alt have modtaget en Indbydelse fil iaften , men at han vil glæede mig ved at besoge mig , da jeg ikke kan komme fil ham , før at takke ham , eftersom jeg er lam paa begge mine Ben . “ „ Jamen , saa skulde jeg ogsaa hilse fra Kaprainen , om han maatte have den LEre , at trcede den første Dans med Jomfru Sophie “ , sagde Einar , der lod ül at være vel instrueret . Nu steg Forbavselsen endnu høiere , og Raden kom fil Sophie at blive drillet . „ Det maa være en Feiltagelse , min Ven “ , sagde hun smilende , „ Du husker bestemt feil . Jeg har aldrig set din Kaptajn eller han mig , hvorimod han meget rigtig har set min Søster Anna , saa det er rimeligvis hende , Du skal bede fil Dansen . “ „ Nei det var Jomfru Sophie “ , paastod Knøsen ; „ Jomfruen maa tro , af Mogens Heinesens Folk nok husker , hvad han siger dem . “ „ Det er mig aldeles ubegribeligt og jeg vedbliver af paastaa , af Du husker feil ; men det er det Samme : hils kun din Herre og sig , af kan han passe paa af blive den Første , som byder , skal han ogsaa faa den første Dans iaften med hvem det nu er , han har ment , min Søster Anna eller mig “ , og da Sophie Gyntelberg havde givet Einar denne Hilsen til sin Herre , forlod han med et Buk Familiens Dagligstue . „ Naa , Vorherre bevare dine Fødder , min kjære Sophie “ , bemærkede Inger , da Einar havde forladt dem „ og dine Hænder med , naar han kryster dem i Dansen ; thi kan den Mænd danse , saa kan en Kamel det lige saa godt . “ „ Aa , jeg frygter ikke saa meget for mit Vedkommende “ , svarede S ophie ; „ Du maa heller henvende din Bekymring paa Søster Anna ; men pas kun paa ! han er mere beleven end I ved første Øiekast har faaet Formening om . “ Under denne og lignende Passiar forløb den øvrige Tid indtil de fo unge Mænd ankom for af afhente Jomfruerne , der vel vogtede sig før af fortcelle disse Nøget om Mogens Heinesen , men derfor ogsaa gik med en saameget større Spcending Aftenen imøde . Endelig begyndte Giger , Pauker og andre Datidens Instrumenter , af lade deres Ncervcerelse høre og alle Danselystne begyndte , af ordne sig til af tage Del i den forestaaende Glæde . Inger og Cecilie stode allerede ved deres Udkaarnes Side og lod deres speidende Blik glide om i alle Kroge og bag de Dansendes Rækker før af opdage den kæmpestore Kaptain , medens Sophie halv af Undseelse og halv af Frygt holdt sig bagved dem , ikke mindre ivrig speidende til Indgangsdøren end hendes Sosfre . „ Er jeg saa lykkelig , af være den Første , fljønne Jomfru “ , spurgte en Stemme halv hviskende bagved Sophie Gyntelberg . Forundret vendte hun sig om og en blussende Rødme udbredte sig over hendes Ansigt og bedækkede hendes Hals og Barm med sit Farvesfjar , da hun i Spørgeren gjenkjendte ham , der havde bragt Børges Hilsen og som nu atter stod før hende , iført en smuk Sømandsdragt — men Alt blev nu ogsaa klart før hende i samme Øieblik . Hendes Søstres Forbauselse var ikke mindre ; men før de to Elskere kunde faa nogen Forklaring over den synlige Overraskelse , hvormed deres Udkaarne betragtede Heinesen , spillede Musikken op og Sophie Gyntelberg traadte ved Magnus Heine sens Side ogsaa ind i de Dansendes Rækker . „ I tilgiver mig da min dristige Spøg “ , spurgte han ærbodig , idet han ved Dansens Ophor førte sin Dame tilbage til hendes Plads . „ Men hvem var det , der forestillede Eder ved Kirkeporten ? “ spurgte Sophie Gyntelberg smilende . „ Min brave Styrmand , der forøvrigt endnu er uvidende om den Rolle , han spillede igaar “ , svarede Heinesen . „ Kommer han her ogsaa iaften ? “ spurgte Anna halv forskrækket . „ Nei ! Jomfruen kan være aldeles rolig for Eders smukke Fødder “ , trøstede Heinesen leende , „ Ionas Maibom passer ikke bedre for en Balsal end en Elefant paa et Vippebræt , men hvor kluntet han end ser ud , har han Hjertet paa Let rette Sted og langt mere Kløgt i Panden end til Exempel den Garpe , som histhenne krummer Ryg for Borgemesterens Frue . “ Skjøndt Mogens Heinesen ogsaa dansede med andre Jomfruer , var Axel Gyntelbergs Døttre , og af disse fornemmelig Jomfru Sophie , den , han skjænkede sin udelukkende Opmærksomhed under hele Ballet , og da han hen paa Morgenstunden skiltes fra sin Hjertes Dame og hun paa hans Spørgsmaal , om hun vilde tillade ham , at benytte hendes Faders Indbydelse , havde hvisket til ham med en yndig Blufærdighed : I skal være velkommen , opfyldte disse Ord Mogens Heinesen med en saa ren og salig Glæde , som han endnu aldrig havde felt . Naturligvis lod Heinesen blot en passende Tid hengaa , før han aflagde sit Besøg og han blev nu en daglig Gjæst i Axel Gyntelbergs Hus , indtil han efter Hjemkomsten fra Færøerne førte Sophie Gyntelberg som Hustru ind i det hyggelige Hjem , han havde ladet indrette i Bergen og hvor hun blev den gode Engel , der idet Mindste under hans Ophold i Hjemmet , gav ham Smag før en renere Glæde end den , han hidtil havde søgt i sine raa Kammeraters vilde Drikkelag . Men medens Heinesen saaledes vandt Meget i en Henseende , tabte han Heller ikke Lidet i en anden , idet hans tro Forsvarer , Hans Lindenow , forlod Bergen umiddelbart efter hans Bryllup med Sophie Gyntelberg , til hvilket han naturligvis havde været en selvskreven Gjæst . Det var nemlig aldeles utroligt , at en , i Grunden saa vild og hæftig Karakter kunde oieblikkelig omskifte sit hele Væsen , fordi han var bleven lagt i Hymens kløde Baand og det manglede derfor lidt efter lidt heller ikke paa nye Rivninger imellem ham og Garperne , hvem han aldrig kunde tilgive , af de saa haanligt havde afslaaet , af gaa ind paa Lehnsmandens Forslag , om af udruste ham som Kaper , ligesom de heller ikke kunde tilgive ham , af han aldeles ikke vilde træde i Handelsforbindelse med dem . Vel sloges nu ikke Heinesen mere selv med dem paa Ølhuse og lignende Steder , men desfo ivrigere gjorde hans Folk det paa hans Vegne og da han slog alle Klager over dem derfor hen i Vind og Veir , fik de Contoirske en til Vished grændsende Formodning om , af Heinesen i hei Grad begunstigede disse Angreb paa dem , om han end ikke ligefrem opfordrede dem dertil . De henvendte sig nu umiddelbart til Lehnsmanden med deres Besværinger , eftersom Heinesen som Kaperfører henhørte under hans Omraade og da hin maatte finde , af mange Klagepunkter vare grundede , kunde han ikke Andet end tilholde Heinesen et mere skærpet Tilsyn med fine Folks Forhold , Noget Heinesen aldeles ikke vilde indlade sig paa , idet han bemærkede , af Kapergaster og Garper slode udenfor de almindelige Regler for Ret og Lovlighed . Dette kunde Lehnsmanden aldeles ikke indse og det kom derfor stundom til heftige Optrin imellem dem , især fråden Tid Lindenows Mægling ophørte , og da de Udtalelser , Heinesen umiddelbart efter slige Seener lod falde paa et eller andet Ølhus imellem gode Venner , bragtes til Lehnsmanden igjen , spækket med de behørige Overdrivelser , kom der efterhaanden et saa spændt Forhold imellem ham og Walckendorff , af dette neppe har været aldeles uden Indflydelse paa dennes senere Forhold imod Heinesen . I ethvert Tilfælde kunde Heinesen have erhvervet sig en kraftig Skøtte i denne mægtige Mand , om han havde behandlet ham med slorre Hensynsfuldhed , medens han nu bragte Walckendorff til af tro , af han var en uskjønsom og uregjerlig Person , ved hvem der i Grunden Intet var af gjøre . Sjette Kapitel Thorshavn og Skuø . Henimod to Maaneder effer de i forrige Kapitel fortalte Begivenheder , se vi „ Falken “ i en smuk Morgenstund krydse op imod Thorshavn under alle de Seil , den friske Kuling tillod den af fore . Da Strømmen var med , gik det , trods Modvinden , ligesaa rask fremad som det vilde være gaaet med en strygende Medbør , naar hin havde været imod , en saadan Styrke har Strømmen omkring Færøerne , hvilken derfor ogsaa spiller en saa stor Rolle i Samfærdselen imellem de mange Klippeoer , hvoraf denne Øgruppe bestaar . Altsom man nærmede sig Thorshavn , saa man ei alene hele den lille Befolkning i denne Bygd i stor Bevægelse , men en lignende Uro viste sig ogsaa rundt omkring paa Klipperne , der omgave Pladsen . Allevegne hvorhen Øiet kunde naa , saa man Faareflokke drives tilfjelds , idet Hyrderne søgte , ved Hundenes Hjælp , af paaskynde Dyrenes Flugt til de frelsende Fjeldkløfter . Paa andre Steder saa man Qvinder , enten belæssede med store Bylter , møisommelig af følge Faarehjordernes Spor , eller føre en Flok sammenkoblede Heste tilfjelds , alle med saa store Byrder af det forskjelligste Bohave , af de smaa Dyr forsvandt for Øiet under deres Dragt , og den hele Karavane fik fra Skibets Dæk Udseende af en Mængde vandrende Løsøre . „ Ho , ho , ho “ , lo MagnusHeinesen , da han ved en ny Vending af „ Falken “ fik et nyt og fyldigere Overblik over hele den nærmestliggende Fjeldstrækning , henimod hvilken de stævnede . „ Ho , ho , ho . Jeg tør forbande mig paa , Jonas , af mine kjære Landsmænd derinde ikke fro Andet , end af det er Clerck selv , som fører „ Falken “ herind . “ „ Hvorledes kan de vel fro Andet “ , svarede Jonas “ , „ Falken “ kjende de nok af sørgelig Ihukommelse , og vi ere sagtens de Første , der bringe dem Underretning om af den har skiftet Herre . “ „ Men kan de Faarehoveder ikke se , af vi ere lastede saa svært som den mest tykmavede Koffardimand kan være ? Ho , ho , ho , se nu engang , Jonas “ , vedblev Heinesen , stadig leende , „ jeg tror , Gud forlade mig , af de Dumrianer endog tænke paa af forbyde os Landgang . Ser Du den Flok hist henne ved Kirken og de Andre , som løbe fil allevegne fra . Maaske er min egen Broder Kaptain for den hele Reisning . Det kunde ligne ham ; thi Søren Flue * ) furde ikke begynde derpaa , om han ogsaa vidste , af han skulde hænges for alle sine Kjeltringstreger , naar vi kom iland . Hör , ved Du hvad , Jonas ! nu vil vi ogsaa have Løier med dem fil Gjengjæld . Gjor Jollen klar og gaa iland med fire Mand og hils dem fra Clerck , af om de ikke strax sender ham de tolv sin ulke ste Piger ud paa Skibet , fil en Dans paa Dækket , saa skal han svie hele Thorshavn af , og holde Dans , endnu inat , i selve Kirken med dem Alle . “ Dette var for god en Spas fil af den ellers saa findige Jonas ikke med Glæde skulde gaa ind derpaa . Endnu ef Par Slag , og „ Falken “ laa paa Thorshavns Rhed , i samme Øieblik som man fra Land saa en Jolle , bemandet med femSomænd , støde fra Skibet og seile ind fil dem . Den iagttoges med lige Opmærksomhed , om end med twist forskjellige Følelser , baade fra Landet og fra Skibet , alt som den tilbagelagde det korte Stykke mellem dette og Kysten . Endelig naaede den samme , hvor de fire Mand bleve tilbage i Jollen , og man ' ) Förden . saa nu den høie Jonas med sindige Skridt , at gaa henimod den Klynge Mænd , der havde samlet sig omkring det nærmeste Hus ved Kysten . Kun en Stund varede Samtalen , da gik Jonas og flere Mænd ind i samme Hus ; men kort efter kom en Mand ud af det igjen , og gik med raske Skridt ned fil det Sted , hvor Jollen laa . Her talte han under heftige Gesticulationer med Jollens Besætning , hvorefter denne slodte fra Land og satte Kurs efter Skibet . „ Hvad Djævelen mon de have for med Jonas “ , spurgte Heinesen nysgjerrig . „ Komedien bliver bedre og bedre . Hvad Nyt bringer Du , Halfred “ , raabte han ned fil en Mand i Jollen , ret som denne nærmede sig Skibet . „ Ganske mærkelige Nyheder “ , svarede denne leende . „ Dine Landsmænd ere ikke Børn , som man skal lege Blindebuk med ! Jeg bringer den Hilsen , af Jonas Maib om vil faa den Løn , som han forlængst har fortjent og aldrig vil undgaa , nemlig af blive hængt , dersom Du ikke oieblikkelig letter og slaar ud af Fjorden . Vil Du forresten have Piger af danse med , saa kan Du blot komme iland med faa mange Folk , Du vil , vi skulde da Alle faa Lov fil af danse Luftspring med Styrmanden , dersom ikke noget Værre hændtes os forinden . “ „ Jeg tør holde et Krus Kryddervm mød en Pot Skillingsøl , om jeg ellers drak det uden i Nødstilfælde , af denne Hilsen kommer fra min Broder Jon , Lagmanden herinde , og derfor kan Heller ingen Anden end jeg binde an med ham . Det er derfor bedst , af jeg klarer den Sag “ . Med disse Ord sprang Heinesen , der iøvrigt iforveien havde iført sig sin bedste Stads , ned i Jollen , som snart efter var ved den Kyst , som han ikke i syv Aar havde betraadt , hvorfor det Heller intet Under var , af Ingen af hans Landsmcend kjendte ham igjen . Ligesom Styrmanden gik han sindig og ubevcebnet hen imod den Skare bevcebnede Mcrnd , der ventede paa hans Ankomst i en mørk , uheldspaaende Taushed . Saasnart Heinesen var kommen fil dem , spurgte han med en bydende Stemme : „ Hvor er Føreren for denne Skare . “ „ Inde i Huset , hvor Du ogsaa kan sinde din Kammerat “ , svarede en Mand i Flokken . „ Sig fil ham , at han kommer herud . Veien er ikke lcenger for ham end for mig “ , sagde Heinesen i en Tone , der spillede stcerkt , i det Uforskammede . „ Ikke saa kjcephøi , Slyngel “ , lød Svaret , „ Lagmanden er for god fil at gaa et Skridt for en Karl som Dig , uden det er for at se Dig hcengt , og vil Du ikke fil ham med det Gode , finder jeg vel paa Raad , at trcekke Dig ind fil ham . “ „ Hvor stærk Du end tykkes at vcere , gode Ven ! “ svarede Heinesen , og maalte sin Mand med aabenbar Foragt , „ saa kunde maaske Rebet glide ud af din Haand . En Bredder er ikke altid let at holde paa . “ Denne Bemærkning gjorde et høist forskjelligt Indtryk paa den hele Skare , thi Heinesen sigtede derved fil en ulykkelig Begivenhed , der var foregaaet paa Øen , Aaret før hans Afreise fra sin Fcedreneo , idet en ung Fcering ved Navn Rut * ) paa en Fuglejagt var forulykket derved , af Rebet , hvori den , der holdt ham , var gledet ud af hans Hænder , en Keitethed , der altid vilde have fremkaldt de skarpeste Domme , men ved denne Leilighed gav Stof til endnu mere ond Omtale , da det var bekjendt , af begge beilede til en og samme unge Pige , og af denne havde foretrukket den Forulykkede . „ Disse Ord skal koste Dig dit Liv , om Du saa er Djævelen selv “ , raabte den forbittrede Færing , den ovennæevnte , forsmaaede Elsfer , og hæevede sin Øxe høit paa Skulderen , som om han alt beredte sig til af give det drægende Slag . „ Har Manden intet Andet forbrudt , end det , han NYS talte , vil din Oxe blive for kort til af række ham , Dette Navn betyderBredder “ . Ketil , “ raabte nu en anden Mand i Skaren , og køstede ligeledes sit Værge . „ Var det halsløs Gjerning , af tale om , af Du ikke bedre kunde holde fast paa min Broder Thorgeir , saa havde mangen brav Færing alt mistet Livet , og tilmed kjender denne Mand neppe Dig og din Historie , men talte paa Maa og Faa . “ Høirøstede Stemmer hævede sig rundt om * Klyngen , et sandt Billede paa Folkelivets Stridbarhed i hine Tider paa disse Øer . Endnu flere Øxer hævedes ; man talte for og imod , medens Andre søgte af mægle Fred . Midt i denne larmende Hob , der syntes aldeles af have glemt „ Falken “ og den , der havde foranlediget det hele Røre , stod Heinesen med Hænderne i Trøielommerne , aabenbar gottende sig ved sin Gjerning ; men retsom Ordskiffet havde naaet sit Høldepunkt , og truede med af gaa over fra Ukvemsord fil Dxeslag , traadte en høi , sværbygget Mand ud af Huset og bød Fred , med en Stemme , der syntes af være vant fil af skaffe sig Lydighed ; thi lidt efter lidt lagde sig den hele Ordstrid , der tilsidst tabte sig i en sagte Brummen . „ Grib mig den Mand “ , bød den Ankomne , og i en Haandevending var Heinesen omringet af flere haandfaste Mænd . „ Om jeg ikke feiler meget “ , vedblev han , idet han talte , som det sømmede sig en Høvding , saa er Du en Fcering af Fødsel ; jeg har hørt det af dit Maal , hvor godt Du end har forsøgt af skjule det , og hvad enten nu Clerck byder Lidt eller Meget for din Hals , saa skal Du dog dingle ved den inden Solens Nedgang . Det er haardt nok for os Fceringer , at skulde se en Nordmand som din Kammerat i Ledtog med hin Skurk , men den , som kan hjcelpe ham til at plyndre og haane sine egne Landsmænd , fortjener den forsmcedeligste Død . “ „ Jeg vil ikke ncegte Landsmandskabet , siden Du har gjcettet det “ , svarede Heinesen rolig , „ men om Landets Skik ikke er forandret her paa Øerne , saa straffer man Ingen før han er hørt og dømt . “ „ Den Skik staar ogsaa ved Magt endnu “ , svarede hans Modstander , og saa sig om i Kredsen , hvor man ved en Mumlen tilkjendegav , at man delte hans Anskuelse . „ Du skal baade blive forhørt og dømt , men begge Dele vil sfe i al Korthed , thi med en Sørøver gjør man her paa Øerne kun kort Proces , og om Du saa var min egen Broder “ — „ Hvad saa “ — afbrød Heinesen ham , tilsyneladende paa den impertinenteste Maade af Verden . „ Saa stal Du ligefuldt lide din velfortjente Straf , saa sandt jeg er Lagmand og hedder Ion Heinesen “ , svarede denne med Eftertryk . „ Saa Du vil virkelig hcenge din egen Broder Mogens ? “ spurgte han , og saa Lagmanden stift i Øinene . Denne tumlede tilbage , som ramt af et elektrisk Slag , og den dybeste Taushed indtraadte . „ Er Du virkelig min Broder Mogens ! “ udbrød Lagmanden med fast Stemme , men bleg som et Lig , „ og Du har bragt en saadan Skam over dine Fædreoer og din Faders Slægt , saa vil jeg ikke dømme Dig , men Loven skal dømme Dig , og jeg vil ikke gjøre et Skridt for din Frelse , thi saa maatte jeg ogsaa foragte mig selv . “ „ Ion , min kjære , ædle , brave Broder Ion “ , raabte nu Magnus Heinesen , idet han med udbredte Arme styrtede hen til ham og omfavnede den høie Skikkelse , uden at Broderen gjorde Noget til enten at forebygge eller gjengjælde Omfavnelsen . „ Ieg er vel en vild og gal Færing , men endnu kan jeg være mit Fødeland og min Slægt bekjendt og skal altid blive det . Skibet derude er mit . Ieg overlistede Clerck , som for en Maaned siden har faaet sin velfortjente Straf i Bergen tilligemed alle sine Staldbrødre ; jeg er udnævnt til Kaperfører for at fri Eder for de andre Skjelmer , der seile om iblandt Eder , og „ Falken “ er ladet med mange gode Ting , som to Bergenske Kjsbmænd tilbyder Eder . Tilgiver mig alle denne Streg . Det er saa min Vane . “ Ved disse Ord udbrød det overveiende Flertal iblandt Færingerne i høie Jubelraab , Lagmanden skuttede sin Broder , med Glædestaarer , i sine Arme , og Enkelte ilede ind for al løslade Jonas , der hidtil havde været holdt tilbage som Fange i det nærliggende Hus , medens Andre sendtes tilfjelds forat kalde de Flygtende tilbage . Men ikke nok hermed , saa udbredte Rygtet om al den forhadte Sørøver Clerck var død og al En af deres egne Landsmænd havde hævnet al den Ulykke , som han havde tilføiet dem , sig med Lynets Fart til alle Øer , saa al der ikke var en nok saa liden beboet Holm , hvortil Efterretningen ikke naaede inden nogle faa Dages Forløb , i Forbindelse med , al Enhver nu kunde erholde forskjellige Nødvendighedsartikler tilkjøbs i Thorsyavn , hvorhen de Heller ikke vare sene med al bringe deres egne Varer til Forhandling . Magnus Heinesens Navn var paa Alles Læber og Magnus Heinesen var Dagens Helt i de særøiske Bygder , ligesom kort iforveien i Bergen ; men hans ubetænksomme Ord til Ketil havde forskaffet ham denne til sin Dødsfjende , og da hans Slægt var stor paa Øerne , forvoldte dette Magnus Heinesen siden mange Ubehageligheder , ja bragte ham , som vi siden skulde faa af se , tilsidst i den yderste Fare . Hertil kom endnu dette , af Heinesens vilde Gaster hengave sig langt friere til deres toilesløse Levnet i Thorshavn end i Bergen , hvor de paa mange Maader holdtes i Ave , og da Færingerne mente , af Heinesen ikke optraadte imod disse Udskejelser med den fornødne Kraft , ramte Beboernes velbegrundede Forbittrelse ham mest . Det viste sig ogsaa snart , af Mange af de saakaldte Sørøvere ikke vare Andet end Snighandlere , der førte sig det trykkende Baand til Nytte , hvori den færøiske Enehandel var lagt , og da de bragte Øboerne langt billigere , om end ikke bedre Varer end dem , der filfortes dem fra den priviligerede Handels Skibe , var der Mange , som hemmelig holdt til med disse , idet de advarede dem for Heinesens Efterstræbelser . Det var især hans Broder Ion , der gav ham Meddelelser om disse uhyggelige Forhold , som Heinesen nu saameget Heller ønskede afskaffede , da man ved , af han selv var med af drive Enehandelen paa Færoerne , og da han af ham fik af vide , af Manden paa Skuø , en lille ø , beliggende imellem Syderøen og den nordlige Gruppe , var anset som den , der mest havde med Smuglerne af bestille , bestemte han sig til selv Anden af seile ned nl ham , for af tage Forholdene i Øiesyn og undersøge , om Beskyldningerne kunde være grundede . Han beordrede sin Styrmand til imidlertid af fortsætte med Skibets Ladning , men iøvrigt være parat til af stikke i Søen ved første Vink , hvad enten han selv kom tilbage , for af føre det , eller han sendte en Anden med fornøden Underretning derom . Hans Ledsager , Einar , som vi kjende fra forrige Kapitel , var en snu Knøs paa atten Aar , havde det Hverv af bruge baade Øine og Øren medens de opholdt sig paa Skue , men dog iagttage den størst mulige Forsigtighed ved sine Undersøgelser , som Heinesen aldeles overlod til ham . Det var hen paa Effermiddagen af Magnus Heinesen ankom til Øm , ved hvis Landingssted han modtoges af dens Eier , Skjalg Frille , der bød ham Velkommen , som Skik er , uden først af spørge om den Reisendes Navn . Imidlertid navngav Heinesen sig strax og yttrede , af man oppe i Thorshavn havde sagt ham , af en Sørøver krydsede ved de sydlige Øer og af han var løbet ud , for af indhente Efterretninger om ham ; men af han hidtil ingen havde faaet , hvorfor han bad Bonden om , af give ham de Oplysninger , han formaaede . Skjalg syntes ikke af blive ilde berørt ved disse Ord , men bød atter Heinesen Velkommen og bad ham og hans Ledsager øm af følge med sig op til Gaarden , idet han førsilkrede , af han heller ikke hos ham kunde faa bedre Efterretning , eftersom han ikke vidste af nøgen Sørøver af sige og Heller ikke trøede , af der var nøgen Saadan i Farvandene paa denne Tid . Ved Indtrædelsen hos Skjalg , fandt Heinesen alt Dugen bredet og Børdet førsynet paa det Bedste efter Datidens Skik og Stedets Leilighed , men desuagtet gjorde bøg Skjalg Undskyldning før Bevcertningen , idet han underrettede sin Gjcrst øm , af han ikke var gift og af et leiet Tyende aldrig kunde gjøre Besked , som en Husmoder . Deri gav Heinesen ham Ret . „ Er det længe siden din Kone døde “ , spurgte han deltagende . „ Jeg har aldrig havt nogen “ , var Skjalgs korte Svar . „ Da er dette en daarlig Handel og Du er af beklage “ , mente Heinesen . „ Qvindfolk kan Mænd ikke undvære , og derfor straffer det sig altid selv enten paa den ene eller den anden Maade , naar en Mand vil leve en Kone foruden . “ „ Forbindelsen med en Qvinde kan ogsaa føre Ulykke med sig “ , bemærkede hans Bært , idet han rakte ham Kruset . „ Meget rigtigt “ , indrømmede Heinesen leende . „ naar man er kommen paa Siden af en Havgasse ; men det maa en rask Mand altid vide Raad før og jeg vil sige Dig det , Skjalg , af jeg Heller vil leve ene Mand med alle de Rappenskralder , som findes paa Færøerne tilhobe — og deres Tal skal ikke være ringe , end have det saaledes som Du lever . “ Skjalg mente , af dette kom an paa hver Mands egen Tilbøielighed og af han var tilfreds med sine Kaar . Heinesen erklærede , af dette kunde han blot være , fordi han ikke kjendte det bedre ; men nu skulde han se , af kapre en ung , smuk Qvinde til ham og skulde det være nødvendigt , vilde hall selv gjøre deres Bryllup ombord paa „ Falken . “ Skjalg svarede Intet hertil , men blev fra den Stund endnu mere ordknap end han før havde været og skjøndt Modtagelsen havde været saa gjæstfri som Heinesen vel kunde ønske , var der dog Noget i Skjalgs og hans Hussinders Forhold , som sagde en saa erfaren Mand som Heinesen , af han langtfra var saa velkommen , som det skulde synes , og han følte sig sledse mere overbevist om , af der maatte være Noget , som trykkede den gode Mands Samvittighed paa en eller anden Maade . Det var med alt dette lakket ud ad Aftenen og Heinesen udtalte ønsket om af forblive paa Øen om Natten , hvortil Skjalg svarede , af dette havde han ogsaa fra forst af tænkt sig , idet han tilføiede , af han nødig vilde have havt , af han havde forladt ham samme Dag , som han var kommen . Han lod efterhaanden bringe et Par Kruse Dl til og Heinesen fordrev Tiden med af fortælle om sine Eventyr , paa sine Kapertog , indtil „ Sengelags Tiden “ var kommen , hvorpaa Pærten selv førte sin Gjæst og dennes Ledsager ind i det for dem bestemte Sovekammer , hvorpaa han bød dem Godnat og fjernede sig . „ Hvad har Du saa opdaget , Einar ? “ hviskede Magnus til sin Ledsager , da de vel vare komne til Sengs ved hinandens Side . „ Ikke det Mindste “ , sagde denne ligesaa sagte . „ Jeg har været rundt omkring og løb ogsaa lidt til Fjelds da jeg sagde , af jeg kjedede mig i Gaarden ; thi Ingen talede til mig mere , end de vel være nødte til ; men intet Mistænkeligt er at opdage og dog er Alt ikke her som Let skal være og de ønsker os begge gjerne Fanden i Vold . “ „ Det er ogsaa min Mening “ , bemærkede Heinesen „ og jeg maa snart med „ Falken “ ned at aflægge et nyt Besøg her . Saa finder jeg vel bedre Rede i det . Her er ikke mange Qvindfolk paa Øen “ , vedblev han efter en Pause . „ Knn to gamle Karter “ , forsikkrede Knøsen „ og de ere begge mere sure end fjorgammel Balle . Men har Skjalg ikke en Kone , saa har han i det Mindste en Søn . “ „ Hvoraf ved Du det “ , spurgte Heinesen forundret . „ De har forvaret ham i en Stue ovenpaa “ , forklarede Einar „ retsom om han kunde være Kontraband . Jeg saa ham et Øieblik , da han stak Hovedet ud af en Luge , men fik ikke Lov til at komme ind til Barnet , skjøndt jeg bad derom “ . „ Hm , det var mærkeligt “ , mumlede Heinesen eftertænksom . „ Havde det været en kjon , ung Qvinde kunde jeg bedre forstaa det “ , hviskede Einar med et fiffigt Smil ; „ det skulde ikke undre mig , at den langnæsede Tværbider kunde blive nidkjær , naar han saa Eder paa Øen . “ „ Maaske er Drengens Moder ogsaa skjult et eller andet Sted paa Øen “ , bemærkede Heinesen „ og vi træffe ganske andre Varer end vi vente , naar vi begynde vore Randsagninger næste Gang . Nu kan Du lette Dig imorgen , naar Du hører , at Folk begynde at røre sig i Huset “ , vedblev Heinesen , „ og medens jeg tager mig en Morgensøvn , kan Du fortsætte dine Undersøgelser , men saa uformærkt som mulig ligesom idag . Ja god Nat , Einar “ , sagde Heinesen høit , „ Gud ved , hvorlangt Jonas er kommen idag med „ Falken ? “ „ Naar Sondensfrommen kommer imorgen , vil vi besøge ham igjen . Hvor var Du ellers henne idag , den meste Tid ? “ „ Aa , jeg løb om til Fjelds , før jeg har aldrig før været paa Øen “ , svarede hans Ledsager ligeledes med lydelig Røst . „ Rendte Du efter Qvindfolk , din Spidsbub ? “ spurgte hans Sengekammerat . „ O , nei , de vare gøde nok , dem , jeg fandt her paa Gaarden “ , svarede denne leende . „ Ja , jeg ved nok , at Du er noisom i alle dine Ønsker , hvor ung Du end er “ , svarede Heinesen gabende . „ Naa , god Nat , din Skjelm . Idag blev Du altsaa heller ikke hængt . “ „ Heller ikke I , Kaptajn “ , svarede Knosen leende „ og det var endnu sorgeligere . Men bi til imorgen , saa vil Clercks Gjenfærd være herudenfor , for af spørge efter selvdøde Faarekroppe . Ha , ha , ha . Og saa god rolig Nat , Kaptain . “ Syvende Kapitel . Kampen paa Hesfø ! „ Kaptain ! Reis Eder i en Fart , Skjalg er borte , Fanden er løs “ , var den behagelige Morgenhilsen , Einar bragte sin Herre ved Daggry , idet han ruflede i denne , som endnu laa i den fryggeste Søv » . „ Hvad for Noget ? Hvem er borte ? Hvem er løs ? “ spurgte Magnus Heinesen og satte sig søvndrukken i Sengen . „ Skjalg og alle Karlsolkene ere borte “ , svarede Einar ivrig , „ og de har heller ikke været tilsengs inat . “ „ Hvoraf ved Du , af de ikke have været iseng inat ? “ spurgte Heinesen , som nu var bleven aldeles vaagen . „ Sengene vare urørte , og da jeg stak Haanden ind i dem , for af mærke om de vare varme , fandt jeg dem helt kolde “ , forklarede Einar . „ Godt , godt “ , svarede Heinesen og purrede sig i Haaret ; „ gaa ned til Landingsstedet og se om Øens Baade ligge der ; men er der nøgen borte , saa løb tilfjelds og se hen imod Dimon eller Sands ; thi jeg antager , af den Kjeltring er seilet bort med sine indsmuglede Varer og saa skader det ikke af se , fra hvad Kant han kommer tilbage . Imidlertid staar jeg op . “ Det unge Menneske forlod Huset som en Vind , og efterat Heinesen havde ordnet sin Paaklædning i al Sindighed , gik han ind i Dagligstuen , hvor han meget rigtig ikke traf et Menneske . Lidt efter saa han imidlertid En af de gamle „ Karter “ gaa ude ved et Udhus og han traadte hurtig ud til hende . Efter af have huden hende en venlig Godmorgen , hvilken hun besvarede med en Slags Knurren , spurgte han hende om , hvor hendes Husbond var henne , og dertil bemærkede hun , af hun ikke kunde give Besked derom . Heinesen undrede sig derover , samt over af han saa tidlig var gaaet ' ud ; men dertil svarede Qvindemennesket , af Sligt var hans Skik og at han aldrig gjorde Regnskab før , hvor han gik hen . „ Hvor er Karlfolket “ , spurgte Heinesen videre „ jeg ser Ingen heromkring . “ „ De ere sagtens med Skjalg “ , svarede Qvinden mut , „ det er saa deres Skik . “ „ De ere vel alle tilfjelds ? “ frittede Heinesen . „ Troligt nok “ , svarede denne vranfne Qvinde . „ Eller tagne tilsøs før at sisfe ? “ vedblev han . „ Ogsaa det “ , bekrceftede hun . „ Har Skjalg ogsaa taget al Føde med sig ? “ spurgte Heinesen igjen , „ saa vil det være det Bærste , da jeg er dygtig sulten efter Nattesøvnen . “ „ Jeg skal snart komme med Davren “ , svarede Fruentimret . „ Jeg troede , Du vilde vente med den til Husbond kom . “ „ Kommer han da snart ? “ spurgte Heinesen hastig . „ Jeg ved det ikke “ , svarede hun tørt . „ Ia , saa er det nok bedst , at Du breder Dugen jo før jo heller , min Engel “ , svarede Heinesen lige sorgfri ; men brummede i Skjæget — „ den sordømte Hex ! — endnu er jeg lige klog . “ I det Samme kom Einar løbende i fuld Firspring . „ Alle Baadene paa Firemandsfareren * ) nær ere borte “ , sagde han ganske forpustet , „ og vor egen Jolle har et Hul i Bunden . Ogsaa ere vore Øxer borte , søm vi løve ligge i den iaftes . “ „ Og hvad saa Du tilfjelds “ , spurgte Heinesen , med uforstyrret Ro . * ) En sforre Baad . „ Jeg kom ikke saa vidt . Jeg mente , at jeg først maatte fortcelle Eder dette “ , bemærkede Einar . „ Men , naar jeg giver Dig en Befaling , udfører Du den , Kncegt , uden at rende efter dit eget dumme Hoved “ , svarede Heinesen forbittret . „ Afsted med Dig , Slyngel , og bruger Du ikke dine Øine bedre end din dumme Forstand , skal jeg vel se , at klare begge Dele ved din Tilbagekomst . “ Atter ilede Knøsen afsted og Heinesen gik ind og satte sig ved Davrebordet , søm om Intet var forefalden . Han var endnu ikke kommen videre ned i Davresadet , før Einar kom farende ind i Stuen med aabenbar Uro i sit Aasyn . „ Naa , hvad saa Du saa ? “ spurgte Heinesen , med Munden fuld af Mad . „ En Skonnert krydser op imod Øen “ , rapporterede han , „ og enten er han en Smugler eller en Sørøver , for Reisningen er hverken dansk eller norsk . „ Tag Du det Lammelaar og det Brød , samt Kruset med Øl med Dig og gaa ned til Landingsstedet , hvor Du kan give Dig til af spise og drikke til jeg kommer til Dig “ , svarede Heinesen , idet han hurtig reiste sig fra Bordet . „ Du har løbet saa meget af Du nok kan trænge til Noget ! jeg gaar nu selv op , for af tage Seileren i Diesyn . “ Med en Hurtighed , som viste , af Heinesen , trods sin Rolighed ligeoverfor sin Undergivne , ikke oversaa den kritiske Stilling , hvori han mulig befandt sig , ilede han op paa en nærliggende Fjeldflrænt , der gav ham et frit Overblik ud over Havet , rundt om hele den lille O , og saa ogsaa ganske rigtig det lille Fartøi , langt ude i Søen , hvorom Einar havde falt . „ Skonnerten er ganske vist udenlandsk og Einar skal slippe for den Lnssing , jeg havde tiltænkt ham , fordi han har brugt sine Dine saa vel “ , mumlede Heinesen . „ Den holder ogsaa ind paa os og Skjalg , den Hund , har pcent faaet mig i Fælden . Min Jolle maa kunne flyde “ , vedblev han , i det han steg ned af Fjeldtoppen , „ ellers bliver her altfor lystig en Klapjagt idag paa Øen . “ Men Jollen vilde ikke flyde ! Dette indsaa Heinesen , saasnart han havde kastet et Blik paa den Ødelæggelse , den havde været Gjenstand for , og selv om dette havde været Tilfældet , saa vilde dog enhver Flugt have været umulig med den , da den forsynlige Skjalg havde borttaget baade Ror , Aarer og Seil . „ Her ere gode Raad dyre , Einar “ , udbrød Heinesen , og saa sig om : „ En Sørøver under Opseiling og to Baade uden Aarer , Seil og Ror til at flygte i , selv om vi kunde faa Jollen helet eller Firemandsfareren skudt i Søen . “ „ Knnde vi bare faa den ud “ , bemærkede Einar , „ saa kunde jeg skaffe Seil og Aarer , for det er bestemt dem , der ligge i det østre Skur deroppe ved Gaarden — om Le blot ligge der endnu . “ „ De skal ligge der og det er ogsaa troligt nok , at de ligger der “ , udbrød Heinesen glad , „ thi Skjalg har troet , at vi ikke kunde sætte Firemandsfareren i Søen . Lad os følges ad ! vor hele Frelse beroer derpaa . “ De ilede begge i største Hast til det betegnede Skur , hvor Einars speidende Blik havde opdaget Baadens Tilbehør , og til Begges fælles Glæde fandt de , hvad de søgte . I en Fart bleve alle Redskaber udtagne og , belæssede med disse , ilede begge atter ned til Landingsstedet . „ Nu først en Styrkedrik ! “ raabte Heinesen munter , „ og saa skal vi dog vise Skjalg , den Skalk , hvilke Bjornekræfter Mænd faa , naar det gjælder Livet . Se her , Einar , stik Du nu Resten ud og har Du i denne Stund Kræfter for to Karle , skal jeg vise Dig , at jeg har for sex . “ Nogle bældige Ryk ! Nei , Baaden lod sig ikke rokke ! „ Endnu engang , Einar ! Hive , hei , Baaden i Søen , eller Strikken om Halsen ! Vi har intet andet Valg ! hive , høi ! Hurra , den gaar ! “ Og virkelig gik den ! De to Mands overmenneskelige Anstrengelser lykkedes det , hvad Skjalg selv havde anset for en Umulighed , at faa det store Fartøi i Søen , og efter nogle Øieblikkes Forløb flød den paa de gyngende Vover . „ Det var en stram Tur , Einar ! men den bliver ikke den sidste idag “ , bemcerkede Heinesen lystig , idet han tilligemed sin Ledsager bragte Seil , Ror og Aarer ombord . „ Vi have fortjent et Krus efter den Tørn , min Gut ! men det maa vi have tilgode fil vi komme fil Thorshavn . Farvel Skuø og Tak for denne Gang ! men , hille Død , iland igjen , Einar , efter Brødet og Kjødet ; det er Synd at levne disse Guds Gaver fil den Skurk fil Skjalg . “ I et Øieblik vare de næevnte Gjenstande bragte ombord og Heinesen stod nu ud fra Øm , idet han satte Kursen mod Nord , Da Øen laa imellem Heinesen og hans Forfølgere , opdagede disse ikke strax hans Flugt , hvilket gav ham et betydeligt Forspring ; men saasnart man ombord paa Skonnerten fik Øie paa ham i rum Sø , forandrede ogsaa denne sin Retning . De havde neppe holdt samme Kurs begge To en føie Stund , før Heinesen indsaa , at han vilde blive afskaaren fra Dandsen , hvortil han i første Øieblik troede at kunne slippe over . Hans Haab stod nu fil at naa over fil Vaags , og han forandrede ogsaa Kursen efter denne 0 ; men da de havde seilet en Stund igjen , erkjendte han ogsaa det Umulige deri , eftersom Skonnerten seilede bedre end hans Baad , og det stod klart for ham , af han vilde blive tagen , førend han naaede hen fil denne 0 . Han lod imidlertid staa fil , fordi han ikke havde Andet af gjøre ; men Skonnerten nærmede sig med en foruroligende Hurtighed . Pludselig forandrede Heinesen atter Kurs , hvorved det lykkedes ham af faa en rummere Vind end Skonnerten , saa af den ikke halede saa stærkt ind paa ham , som tidligere . „ Vi maa anløbe Hests “ , bemærkede Heinesen , „ om vi ellers kan naa dertil , og der maa vi sælge vort Liv saa dyrt som mulig , Einar ; men et Par Dage kan vi nok holde os dem fra Livet , og maaske rygtes det saa fil Thorshavn , af her ligger en Ssrsver og Jonas faar i Hovedet af løbe ud efter ham . De Dummerhoveder fro , af jeg vil knibe langs Kysten til Thorshavn og derfor holder de stik mod Nord ; men dette vil forsinke dem nogle Timer og vi faa Tid fil af indrette os paa Øen . Skjær os hver en Humpel Kjød og Brød ; thi siden faa vi ikke megen Tid fil af spise . “ Heinesen havde gj rettet Skonnertens Plan ; thi neppe saa den , af han var landet paa Hestø , før den ogsaa satte Kurs derhen ; men nu løiede Vinden af og det var først hen paa Eftermiddagen , at den naaede samme Sted . Hestø er en af de mange Smaaøer , som udgjøre det Fceroifle Archipelag . Den er en høi , sleil Klippeø , med et eneste Landingssted og en eneste , meget sleil Adgang , til dens Overflade . Efterat man er kommen de to Trediedele op ad Øens Skraaning , danner Klippen en Afsats , en saakaldet Hylde , som fladt af Naturen til Hvile for den , der vil klattre op ad Klippens steile Side ; men fra denne Afsats bliver Adgangen endnu mere sleil og vanskelig . Det var paa denne Afsats at Heinesen vilde modtage sine Fjenders første Angreb , efterat han var kommen vel iland og givet Firemandsfareren et Spark ud i Søen , en høist ufortjent Tak for den gode Tjeneste , den hidtil havde ydet ham . Han lod Einar bæere Provianten op paa Klippeøens , dengang ubeboede , Overflade og anvendte den øvrige Tid til at samle sine gamle Vaaben , en Mcengde store og smaa Stene paa Afsatsen , medens han befalede sin Ledsager , at gjøre det Samme paa Klippens Overflade og vedblive dermed , uanset hvorledes det gik ham nedenunder . Han var netop fcerdig med sine Forberedelser til Fjendens Modtagelse , da den første Baad » Mandskab landede paa Øen med Skjalg i deres Spidse . Skjalg saa op til Mogens og Mogens saa ned til Skjalg og vil man vide , at Mogens gjorde det , som man kalder „ Langnæse “ ad Skjalg . „ Nu er din sidste Stund kommen , Mogens ! “ raabte Skjalg op til ham . „ Troligtnok , som Aase sagde “ , svarede Heinesen sorglos . „ Hvem er den Aase , Du nævner “ , spurgte Skjalg forundret . „ Ih , den Ene af dine to Skjønheder paa Skuø “ , svarede Mogens leende . „ Jeg skal selv lcegge Dig Strikken om Halsen “ , raabte Skjalg forbittret . „ Jeg er villig til at vise Dig den samme Tjeneste “ , forsikkrede Heinesen uforsagt . Nu sagde den fremmede Kaptain Noget ti ! Skjalg , som Heinesen ikke kunde høre . „ Skipperen her siger “ , raabte Skjalg igjen , „ at om Du ikke kommer godvillig ned , saa skal han sidenhen pine Dig til at rede dine egne Indvolde . “ „ Maa de blive kogte først “ , spurgte Heinesen , aldeles uberørt af denne forfærdelige Trusel . Af den Maade , hvorpaa Heinesen besvarede Skjalgs Ord , stod det klart for ham og hans Kammerater , at Heinesen igrunden drev Spot med dem ; men da de ikke vare Mcend , der fandt sig rolig i dette , beredte de sig ogsaa paa af aflcegge ham ef Besøg oppe paa Klippen . Skjalgs fire Karle og Fire af Smuglerne skulde foretage dette Vovestykke , hver iscer velbevcebnet med Huggerter , der vare spcendte om Livet . De begyndte af bestige Klippen i en spredt Række , hvilket nok kunde lade sig gjøre i Begyndelsen ; men naar de vare naaede op til den halve Afstand af den Vei , de havde af klavre før af naa Heinesen , blev det nødvendigt , af de maatte følge efter hinanden i en Række . Det var dette Tidspunkt , Heinesen havde ventet , og neppe saa han dem , den Ene efter den Anden , af klavre sig imøde , før han rullede ef mægtigt Klippesfykke ned paa dem . De med Klavring mere fortrolige Færinger fik paa En nær , Tid til af rykke sig tilside ; men denne Ene blev reven ned , da Stenen fløi forbi ham , uden af han dog fik anden Skade af Faldet end nogle stærke Kontusionen . Derimod ramte Klippestykket To af Smuglerne , af hvilke den Ene fik Hovedet knust og den Anden begge Benene brækkede . De fo Andre bleve saa forfærdede ved denne Hilsen , af de i største Fart lode sig glide ned fil Fjeldets Fod . Atter løslod Heinesen en Sten , for af ramme de tre Færinger , som vare tilbage paa Klippen , og det lykkedes ham ogsaa af træffe den Ene af disse , saaledes af han tumlede ned med et høit Skrig , medens de to Tilbageblevne søgte Dækning under et fremludende Klippesfykke , uden døg af furde vove paa af klavre videre . „ Vil Du ikke op af hente dine Folk , Skjalg “ raabte Heinesen ned fil denne . „ Jeg har gjemt den bedste Sten fil Dig . “ Men Skjalg svarede ikke . Han undersøgte Klippen paa det Nøiagtigste og fandt , af den ogsaa kunde bestiges indtil Halvveien fil Afsatsen fra endnu en Side fil . Saasnart Skipperen havde indset det Samme , befalede han fire andre af sine Folk , af begynde igjen paa Vovestykket og naar de vare komne fil det Sted , hvor kun En ad Gangen kunde krybe , da af forsøge det En for En , medens de Andre holdt sig dcekkede , idet han lovede den en rig Belønning , som først besteg Afsatsen . Det var aabenbart , af hans Folk ikke havde videre Lyst fil denne Vandring ; men de adløde døg uden Knur . „ Hei , Einar “ , raabte Heinesen op fil sin Ledsager , „ nu kan Du øve Dig paa de To , der komme fra Rør , saa skal jeg se , om jeg kan træffe En af dem fra Sønder . “ „ Einar lod sig ikke dette sige to Gange og snart begyndte Stene fra en Næves Størrelse indtil et Hvidkaalhoveds at regne saaledes ned over de klavrende Smuglere , at disse i al Hast opgave ethvert videre Forsøg , idet de saa hurtig som mulig steg ned til det Sted , hvorfra de kom . Skjalgs Forbittrelse kjendte nu ingen Grændser og det var ham aldeles umuligt at skjule den . „ Du skal ikke svinge saa ivrig med Huen , Mogens ! Enden er ikke endnu “ , raabte han ; „ vi vil nu se , om Du kan æde Græs og klare Dig med det . “ „ Og jeg vil se , hvorlænge Du og dine Folk kan fordøie mine Boller , Skjalg ; Halloi , Einar ! nu ville vi slaa Kegler med hinanden ! to Kruse Dl for Nikongen og et for hver af de Andre . “ Med disse Ord slyngede Heinesen en Sten efter Skjalg , som rimeligvis vilde have gjort det af med ham for bestandig , om denne ikke var sprungen tilside ; men fra nu af regnede der en saadan Mængde velrettede Stenkast ned over alle Angriberne , af disse indsaa Umuligheden af af holde sig paa den aabne Klippekyst , hvor ingen Dcekning var af finde og de nødtes til af indskibe sig alle tilhobe paa Smugleren . Da de to endnu tilbageværende Færinger , som laa bækkede oppe paa Klippens Side , mærkede , af Kammeraterne vilde bort , bleve de høisf urolige ; men ned turde de ikke slige af Frygt for Heinesens Stenregn . „ Herregud , Mogens ! “ bad den Ene , idet han kigede frem af sit Skjul , „ lad os uhindrede slige ned ! Vi ere dog Landsmænd ! “ „ Smukke Landsmænd , skal jeg svare for “ , bemærkede Heinesen leende , „ som gjøre fælles Sag med Sørøverne for af faa mig hængt . Men ikke desto mindre kryb I kun ned . Aase og Ingrid vilde græde deres smukke Øine ud , om de ikke fik Eder helskindede tilbage . “ De to Færinger lode sig ikke dette sige to Gange og snart havde de forenet sig med deres Kammerater . Saasnart Heinesen havde set dette , steg han op til sin Ledsager og lagde sig hos ham i det frodige Græs , der voxede paa Klippeøens Overflade . „ Beleiringen er nu forandret til en Blokade , Einar “ , udbrød Heinesen , „ oghavde Skjalg ikke selv giver Proviant , kunde den være bleven besværlig nok . Kommer Tid , kommer Raad og Imorgen har frelst saamangen Mand . “ Om Natten skiftedes Heinesen og hans Ledsager til af vagte , eftersom de ventede , af man vilde forsøge en Overrumpling paa den Tid ; men Angriberne forholdt sig aldeles rolige . „ Vi vil forsøge , om vi ikke kan faa dem indbildte , af vi have benyttet Natten til af svømme bort , skjøndt dette vilde have været et livsfarligt Foretagende “ , bemærkede Heinesen henimod Dag . „ Lad os derfor sørge for , af de ikke se os . Man maa forsøge alt Muligt ; thi kommer „ Falken “ ikke , kan het komme til af knibe nok for os i den sidste Ende . “ Heinesens Plan havde ikke det sorønskede Udfald . Imidlertid vidste man dog ikke ombord paa Skonnerfen , hvad man ret skulde tro , efterat man ikke havde set Noget til Mændene den hele Formiddag ; men paa den anden Side , var man for vel forsøgt fra Gaarsdagen , til af man skulde vove flere Menneskeliv end helst nødvendigt . Vare de derimod flygtede , kunde man vente „ Falken “ hver Time og det var et Møde , som Ingen begjærede . Der maatte altsaa foretages en Rekognoscering . Hen paa Eftermiddagen satte derfor en Jolle med Skjalg og fire Mand af fra Skonnerten og snart efter bemærkede Heinesen , af den Ene af disse begyndte af bestige Klippen , hvilket han kunde gjøre med noget Haab , da Alle saa , af Afsatsen var ubesat . Efter en kort Tids Forløb havde han ogsaa til de Nedensfaaendes Glæde besteget denne , da han , ret som han vilde klavre videre , saa Heinesen kige ned paa ham fra oven af . Færingen standsede lammet af Rædsel . „ Bliv Du kun trøstig ved af krybe op , Orm “ , raabte Heinesen ned til ham , „ og Du , Skjalg , kom Du kun selv med ! Jeg er nu ene heroppe ; tbi Einar er afgaaet efter „ Falken “ , som jeg haaber snart vil være her , for af snakke Gammelt med Eder , om I ellers ikke opfiskede ham inat , hvilket I selv bedst maa vide . “ Ja , hør ved Du hvad , Orm “ , vedblev Heinesen , idet han bøiede sig ned efter en Sten , „ vil Du ikke op , saa maa Du ned og dersom Du ikke rapper Dig lidt , skal jeg dog se , om jeg ikke kan faa Dig bedre paa Gled med denne “ og hermed svang han Stenen over sit Hoved . Skjalgs Karl lød sig ikke raade to Gange og med en Hurtighed , der gjorde hans Klavredygtighed den største Ære , gled han ned ad den Vei , han var kommen . Da Skjalg vidste af Gaarsdagens Erfaring , hvor umuligt oet var , af holde sig paa Kysten , varede det ikke længe , før Alle igjen satte fra Land og de havde Heller ikke været længe ombord , før man saa Smugleren gjøre sig klar til af stikke i Soen , i saadan Grad vare de blevne betagne af Rædsel over „ Falkens “ bebudede Ankomst . Heinesens List var lykket fuldstændig . „ Ved den store Sten , hvorpaa jeg staar “ , udbrød Heinesen og gav et Hop i Veiret af Glæde , „ nu har jeg sagt mangen god Løgn i mine Dage , men endnu aldrig en , der viste sig uforvarende af være den rene Sandhed . Einar , min Gut , kom kun herhen , lad kun Skonnertens Mandskab se din brede Næse ! Kjender Du de Seil hist ude , Einar ? Skonnerten kan ikke se dem endnu . O , bare jeg ikke havde prøvst paa af narre dem ! gid de dog vil blive en halv Time endnu ! Jonas Maib om ! jeg hænger Dig istedetfor Skjalg , dersom Du ikke først styrer til Hesfs . “ Disse og mange flere Glædæsudbrud strømmede fra den altid meget talende Heinesens Læber , da han havde opdaget „ Falkens “ hvide Seil i Horisonten ; men det varede Heller ikke længe , fsr ogsaa Skonnerten fik Die paa dem og nu kan det nok være , af den fik travlt med af gaa fra Land . Imidlertid viftede baade Einar og Heinesen med deres Troier , som de havde trukket af sig , for af give „ Falken “ af forstaa , af de vare paa Hesfs og til deres Glædæ saa de snart , af man ombord havde bemærket Signalerne ; thi Skibet lod Skonnerten skjstte sig selv og vedblev sin Kurs efter Hesfs . I störst mulig Hurtighed steg nu Heinesen og hans Ledsager ned af deres improviserede Fæstning og snart efter modtoges de ombord paa „ Falken “ af den jublende Besætning . Medens nu „ Falken “ med Alt til , hvad trække kunde , forfslger Skonnerten , vil vi gribe Leiligheden til af forklare , hvorledes Jonas kunde komme saa beleilig til Hesfs . Dct Hele gik meget naturligt til . Da Præsten paa Sands , havde bemærket den Iagt , en fremmed Skonnert gjorde paa to Mand , i en Firemandsfarer , indsaa han , af der „ stak Et eller Andet derunder “ , og af det i ethvert Tilfælde maatte være Heinesen kjært , af faa Underretning om den fremmede Seiler , hvorfor han afsendte en paalidelig Mand med den sornsdne Meddelelse , saasnart Strømforholdene tillod ham af seile til ThorshavnSaafage Styrmanden fik alt dette af vide , antog han med en erfaren Kapergasts hele Kløgt , af de to Mænd , der flygtede i Firemandsfareren , maatte være Heinesen og Einar , der paa en eller anden 8 Maade vare blevne berøvede Jollen og nu søgte af flygte paa denne Maade . Han lod derfor standse med Ladningen og havde Skibet klart til af løbe ud ved første Strømvending . Skjøndt Skonnerten seilede godt , var „ Falken “ med sin halve Ladning , dog aabenbart dens Overmand ogsaa heri , og henimod Solnedgang var den derfor kommen Smugleren saa nær , af Heinesen kunde sende ham sin første Kugle . Da Skonnerten ikke besad Skyts og Besætningen , inclusive Skjalg og hans Folk , ogsaa var „ Falkens “ Mandskab underlegen i Antal , kunde der ikke være Tale om nogen Modstand , og der behøvedes derfor blot endnu en Kugle , for af bringe Smugleren til af lægge bi . I næste Øieblik var „ Falken “ paa Siden af ham og Heinesen med sit Mandskab ombord paa det smudsige Dæk . „ Klyng mig den Mand op “ , bød Heinesen og pegede paa Kaptajnen ; „ men hvad Eder angaar “ , vedblev han , idet han vendte sig til Mandskabet , „ saa haaber jeg , at Livet bliver Eder skjænket , om det viser sig , at I ikke have befatter Eder med Fribytteri eller øvet Hærværk her paa Øerne “ . Kaptainen gik sin Død imøde som en Mand , der var vant til at se den under Øine og før erfaren i sit vilde Livs Skole til at vente , at kunne opnaa Forandring i den skrækkelige Dom . Indtil den var exeqveret , herskede en lydløs Tavshed paa Dækket . „ Nu kommer dit Regnskab , Skjalg ! “ udbrød Heinesen og vendte sig imod den ulykkelige Mand , der imidlertid mødte hans truende Blik med et fast og roligt Øie . „ Jeg lovede , selv at lægge Strikken om din Hals , men saamegen Ære er Du ikke værd , Du Usling , som før en lumpen Vindings Skyld holder til med Smuglere og forfølger Landets egne Børn . “ „ Jeg har aldrig holdt til med Smuglere før idag “ , svarede Skjalg stoll . „ Og vel Heller ikke forfulgt mig ? “ spurgte Heinesen spottende . „ Io , Mogens “ , svarede Skjalg lige uforfærdet , „ det har jeg og beklager jeg Noget , saa er det kun det , at jeg ikke har kunnet holde mit Løvte fil Dig . “ „ Men hvad er Aarsagen fil dette Had ? “ udbrød Mogens forundret . „ Jeg ved dog aldrig , at have skiftet hverken Ondt eller Godt med Dig . “ „ Kan Du endnu mindes Kolfinna ? “ spurgte Skjalg og saa Heinesen stift i Øinene . Magnus Heinesen sludsede . „ Jeg ser dog , Du mindes hende og det var næsten Mere end jeg havde ventet “ , bemærkede Skjalg med Bitterhed . „ Nu vel “ , vedblev han , „ hun var den eneste Qvinde , jeg nogensinde har baaren Kjærlighed fil og jeg troede ogsaa , at hun var mig god . Da kom Du fil hendes Moders Gaard og Du stjal den unge Piges Hjerte , der ikke kjendte Noget fil Menneskenes onde Lidenskaber . Hendes Moder stødte hende fra sig , da hendes Vanære blev hende vitterlig og jeg ilede fil Østers for at tage Hævn over Dig ; men Du var reist bort en kort Tid forud . Jeg vendte da tilbage fil Vaags og tog hende med mig fil Skue og begrov hende der med Løfte om at hævne hendes Skjændsel og min Ulykke , naar vi nogensinde mødtes . “ „ Hvorer Kolfinnas Barn “ , spurgte Heinesen , stærkt bevæget ved disse Ørd . „ Han er min Søn “ , svarede Skjalg , „ bærer mit Navn og skal arve mig , fordi han er hendes udtrykte Billede . Havde han et eneste af dine Træk , havde jeg knust hans Hoved mod Øens Klipper . “ Der var en vis Storhed i det uhyre Had , som aabenbarede sig i disse Ord og den Frimodighed , hvormed Skjalg udtalte det , saa at sige med Strikken om Halsen , var ret skikket til at gjøre et dybt Indtryk paa en Natur , som Magnus Heinesens . Han gik nogle Gange op og ned ad Agterdcekket , medens en lydløs Taushed herskede paa Skonnertens Dæck . Endelig standsede han foran Skjalg . „ Hvorfor myrdede Du mig ikke , da jeg var i dit Hus ? “ spurgte han endelig . „ Jeg er ingen Snigmorder , “ svarede Skjalg stolt . „ Havde jeg ikke vidst , at Brooks havde ligget ved Syderø , vilde jeg have udcesket Dig til en Kamp paa Liv og Død ved Kolfinnas Grav ; men da jeg forudsaa , at Du vilde fcelde mig , valgte jeg al gjøre det , som jeg foretøg mig . “ Atter gik Heinesen frem og tilbage paa Dcekket . Alle følte , at han kcempede en voldsom Kamp i sit Indre ; men tilsidst feirede hans bedre Natur og idet han igjen standsede foran sin Fjende , udbrød han : „ Du skal dog vide dette , Skjalg , at Kolfinna aldrig talte til mig om sit Forhold til Dig , ligesaalidt som jeg nogensinde hørte dit Navn i hendes Mund , eller har kjendt Dig før igaar . Jeg kan imidlertid forstaa , at Du ikke alene hader mig , men ogsaa har Grund dertil . Jeg fljcenker Dig derfor Livet idag , saa kan Du herefter frit forsøge din Lykke imod mig fra imorgen . Men det siger jeg Dig , at falder Du en anden Gang i min Magt under dit Forsøg paa at tage mig af Dage , saa vil Du ikke have Skaansel at vente . “ En svag Rødme farvede Skjalgs Kinder , da han hørte disse Ord ; men han sagde ikke saameget som Tak før sit Liv . „ Gjor Skonnertens Jolle klar til Skjalg og hans Folk “ , bød Heinesen . I et Øieblik var Befalingen fuldbyrdet og Skjalg gik i Jollen med sine Karle . „ Lad den lemlæstede Mand blive ombord , han kan bedre pleies i Thorshavn “ , bød Heinesen atter , da han saa , at Folkene vilde til at bringe den Saarede ned i Jollen . „ Hils Kølfinnas Son “ , udbrod atterHeinesen og saa ned i Jollen , der gled langs Skibets Side . Et Par Taarer perlede i hans Øine . Men han og Skjalg gjensaa aldrig hinanden . Ottende Kapitel . „ Falken “ og „ Samson ! “ Kampen paa Heste forhøiede ikke Lidet Magnus Heinesens Anseelse paa sine Fædreneoer , da Enhver maatte deromme det Mod og den Snarraadighed , han ved denne Leilighed havde lagt for Dagen . Umiddelbart efter Kampen var han seilet fra Thorsbavn til Bergen med sine to fuldtladte Skibe ; men den strenge Lehnsmand vilde aldeles ikke høre Tale om Skaansel , saasnart han erfarede , hvorledes Heinesen , hans udkaarne Kaperfører , var bleven angreben paa Hestø , idet han ansaa det for nødvendigt , at der blev statueret et Exempel , hvorfor ogsaa alle Smuglerne maatte bede med Livet ; thi dengang tog man det ikke saa nøie med blodige Straffedomme . Da Aarstiden under Alt dette var saa langt fremrykket , blev denne Udflugt Heinesens første og sidste Reise til Færøerne for dette Aar ; men Vinteren tilbragte han dog mere rolig end man skulde have ventet , hvilket hidrørte derfra , at hans unge Kone saa vel forstod af fængsle ham fil sig og Hjemmet . Denne gode Indskydelse paa hans vilde Tilbøieligheder udsvede Sophie Gyntelberg ogsaa ud over deres Ægteskabs første Aar , naar han var hos hende i Bergen ; men desto friere siger ogsaa Sagnet , af han fil Gjengjæld derfor levede paa Færøerne , og da hans Pligter holdt ham der den største Del af Sommeren , kunde det ikke undgaas , af Rygtet om hans forskjellige Udskejelser trængte over fil Bergen , ja kom endogsaa ved ondskabsfulde Tungers Beredvillighed fil hans Ægtefælles Kundskab , uden af dette dog havde nogen synlig Indskydelse paa Kærlighedsforholdet imellem Ægteparret . — Saameget kan den fromme , oposfrende Qvindes Hjerte bære , naar det engang har hengivet sig med hele sin Kjærligheds Fylde fil den Elskede . Paa Færøerne selv havde Heinesen sat sig i Forbindelse med Beboerne paa næsten alle Der , for af de kunde meddele ham Underrefning om , naar et fremmed Skib lod sig se et eller andet Sted , og da han havde lovet den , der gav ham det første Vink om et saadant , en Mands Part af Byttet , dersom noget blev gjort , kunde han ogsaa gjøre Regning paa af blive betjent med al mulig Hurtighed og Paalidelighed . Det Meste af Aaret var imidlertid gaaet og han havde endnu Intet hørt om noget fremmed Skib , ja , han begyndte allerede saa smaat af tænke paa den sidste Hjemreise til Bergen , da en Færing en Morgenstund kom ombord til ham og fortalte ham , af en mægtig Sørøver laa imellem Myggenæs og Vaagø og af han den foregaaende Dag havde plyndret Bø og Midtvaag paa sidstnævnte 0 , hvis Befolkning besvor ham , af komme dem tilhjælp . — Nu skulde det træffe sig saa uheldigt , af hans halve Mandskab var tagen til en Kammerats Bryllup paa Østers Dagen iforveien , hvorfra de endnu ikke vare komne tilbage , og dette var rimeligvis ogsaa Grunden til af Heinesen den Nat var forbleven paa Skibet . Tisse Folk maatte naturligvis først hentes ombord , medens Heinesen med detøvrige Mandskab gjorde Skibet klar til af lette og udspurgte imidlertid Færingen om Sørøverens Størrelse og Folkenes Antal ombord . Skjøndt han hørte , af han førte otte Kanoner og var altsaa dobbelt saa stærk som han , besluttede han sig ligefuldt til af løbe ud og idet Mindste se Forholdene an . Imidlertid kom Baaden tilbage fra Østers med 13 Matroser , idet man førsikkrede , af det var til ingen Nytte , om malt havde taget de tilbageblevne Sømænd med , fordi de vare aldeles døddrukne , som en Følge af Nattens Orgier . Stjøndt Heinesen mente , af nogle Spande koldt Vand over Hovedet nok havde bragt dem i en Fart til Sands og Samling , indsaa han dog , af der vilde hengaa altfor lang Tid inden ban kunde faa dette Experiment udført og Folkene ombord ; men paa den anden Side kunde han heller ikke undvære saameget Mandskab , navnlig naar det gjaldt en Kamp med en langt overlegen Fjende , og han bestemte sig derfor til af skaffe sig Frivillige i Thorshavn . Han var ogsaa saa heldig , af bevæge en Snes unge Færinger , som rigtignok ikke vare vante til Seillads med sligt et Skib og endnu mindre bekjendte med Kanonexereits , til af følge sig ombord , idet han gav dem Udsigt til et rigt Bytte ; men da han saa kom ombord med dem , var en ny Ulykke brudt Los . Ved af udspørge Færingen , som var forblevet : ombord , fik Mandskabet snartat vide , af Sørøverens Skib idet Mindste var dobbelt saa stærkt som deres og denne Efterretning gav Alle den største Ulyst til af binde an med ham . Vilde derimod Heinesen love dem , af sinde paa en eller anden Krigslist saaledes som med Clerck , saa vilde Alle gjerne følge ham , hvorhen det skulde være ; men ellers ikke . Saasnart Heinesen kom til Skibet med sit hvervede Mandskab , sagde hans erfarne Blik ham i første Stund , af Alt ikke var som del skulde . Imidlertid lod han som om han ikke lagde Mærke dertil , befalede af lette Anker samt sætte Seil til og gik derpaa ned i Kahytten , efter af bave tilkastet sin Styrmand et meget talende Blik . I næeste Minut var denne hos ham . „ Hvad er paafcerde , Jonas , med Mandskabet ? “ spurgte Heinesen hastig . „ Intet mindre , end af det er ifcerd med af gjøre Mytteri , fordi de ikke vil imod Sørøveren “ , svarede Jonas . „ Jeg havde endog Møie med af holde dem ombord til Du kom , og det skete kun derved , af jeg forklarede dem , af Du nok fandt paa et Krigspuds , om Du ansaa ham for svcer for os . “ „ Naa , ikke Andet “ , svarede Heinesen koldblodig ; „ gaa Du blot op og faa Skibet bragt under Seil . Er der Nogen , som ikke vil lystre , kan Du lade mig det vide . “ Og det var der rigtignok ! thi neppe havde de nysankomne unge Mænd fra Thorshavn hørt Fceringens Beskrivelse af Sørøveren og hans Kanoner , før ogsaa de bleve aldeles rcedde og den Ene sætte . som det ved slige Leiligheder altid gaar , til Overflod endnu større S krak i den Anden , end denne ellers vilde have nceret . „ Mandskabet nægter af lette “ , rapporterede Jonas Mai bom igjennem Kahytskappen ned til sin Chef saa høit , af alle Folkene , der stode i en Klynge ved Stormasten , kunde høre det . I et Øieblik var Heinesen paa Dækket med en Huggert omkring Livet og en Entrebil i sin høire Haand . „ Du primer , Styrmand , hvorfor vil Mandskabet ikke lette ? Sei derhenne ! “ raabte han med forhøret Stemme . „ Hvad Satan staa I og glo paa mig før ? Har I ikke Hørt Styrmandens Befaling ? Rask til Ankeret og til Sejlene ! “ Men ikke en Mand rørte sig . „ Vil Du lystre eller ikke , Frederik ? “ spurgte han En af de fra Østers tilbagevendte Bryllupsgæster , der stod fremmest i Flokken og syntes , af være deres Fører ; men neppe havde denne udstødt et trodsigt „ Nei “ , før han med et kløvet Hoved slyrtede om paa Dækket . I samme Øieblik trak Flere af Mandskabet deres Huggerter ; men et nyt Slag og endnu et , lastede after to Andre af Skibets Besætning ned ved Siden af den faldne Oprører . „ Knivene i Skeden og strax til Eders Gjerning , I feige Uslinger ! eller I blive huggede ned til sidste Mand ! Kast Baadene los , Einar ! den , der forsøger paa , at forlade Skibet er dødsens . Naa , bliver der Noget af ? “ vedblev Heinesen og svang sin blodige Øxe høit over Hovedet „ eller har I ikke faaet nok endnu ? “ „ Vi skal gjerne feige Dig “ , begyndte nu En af „ Falkens “ faste Mandskab , efter at han dog havde været saa forsigtig at følge Kammeraternes Exempel og stukken Huggerten i Skeden ; „ men vi mene kun , at denne Sørøver er os for mandstærk , til en aaben Bataille . Men vil Du forsøge at overrumple ham , ligesom Du overrumplede Clerck , skal vi følge Dig , hvorhen Du vil føre os “ — og hele Mandskabet gav sit Bifald tilkjende , ved forskjellige Udraab . „ Naa , det vil I dog ! “ sagde Heinesen spottende ; „ Tak skal I ha ' e ! Saa jeg skal spørge Eder om , hvad I vil eller ikke vil ? og gjøre Eder Regnskab for , hvad jeg vil gjøre eller lade . Nei ! saadan lege vi ikke Blindebuk med hinanden . Endnu engang ! Hver Mand flux til sin Gjerning ! Den sidste Mand hører mig til ! “ Men nu var ogsaa al Modstand brudt og da Ingen skjøttede om af være „ den Sidste “ , flør alle Mand til den for dem bestemte Gjerning og „ Falken “ ' var i næste Øieblik under Seil . „ Tror Du virkelig , af Du kan binde an med Sørøveren , med denne Besætning ? “ spurgte Jonas sin Ven , da de med Strøm og gunslig Vind løbe ud af Nolsø Sund . „ Forholdene ere ikke de bedste “ , indrømmede Heinesen , „ ogvarsf er det , af de Færreste ere øvede Folk ; men kommer Tid , kommer Raad . Lad os nu først se , af komme henimod ham . “ Henpaa Eftermiddagen ankom „ Falken “ , til Midtvaag paa Vaagø , hvor den lod falde Anker ; men da Heinesen var kommen iland , fik han snart Underretning om , af Faringen ikke havde overdreven Sørøverens Størrelse , samt , af denne havde anvendt Dagen til af plyndre paa den frugtbare 0 Myggenæs , om ellers nogen af disse Øer , kan sortsene en saadan Benævnelse . At binde an med sin Fjende i aaben Kamp , ansaa Heinesen for aldeles ugjørligt , især under de nuværende Forhold ; men paa den anden Sive forbød hans Wre og Hensynet til Vaagøboernes Stilling ham , af forlade Farvandet , uden af forsøge Noget , og hvad dette „ Noget “ , skulde være , blev han snart enig med sig selv om . Henpaa Aftenen syntes del , som om alle hans Forberedelser være trufne og man saa ham nu fra „ Falken “ , ro langs Kysten , ad den Kant , der førte ril Sørøveren , som han paa Grund af Strømmens Magt , ogsaa snart kom paa Siden af . „ Jeg vilde gjerne tale med Kaptajnen “ , raabte han op fil det Mandskab , der Hoved ved Hoved kigede ned fil barn . „ Kom herop da “ , Lød det fra En af Folkene , hvis Stemme overtydede Heinesen om , af denne var fra et af de skandinaviske Lande . „ Vil I først tage imod disse Fisk “ , svarede han og langede nogle store Torsk op fil dem , hvorpaa han selv svang sig ind paa Dækket . Det Syn , der ber mødte Magnus Heinesen , kunde nok skjære en Færing i Hjertet og bringe Blodet i Kog hos en Mand som ham . Rundt omkring stode Faar bundne , medens man forude var ivrig beskjæftiget , med af slagte og slaa . Sengeklæder , Bohave af alle Slags , især Kobber- og Tinkar Laa i store Dynger hist og her ; men det Tungeste ved det Hele var , af se en Færing ligge bunden paa Hænder og Fødder , ved den ene Kanon , med alle Kjendetegn paa , af han for kort siden havde været Gjenstand for en raa Mishandling , Altsammen en Følge af , af ban havde sat sig til Modværge , for af skaffe sin Kone Tid til af flygte , Noget Heinesen fik af höre ombord , idet man tillige fortalte ham , af han skulde hænges den næste Morgen . „ Der staar Kaptajnen henne og ser paa Slagtningen “ , bemærkede den Mand , der først havde talt til ham . . „ Nei , stop nu lidt ! Nu kommer han selv hen til Dig . “ Idet Heinesen mynstrede Kaptajnen , da denne slentrede tilbage fra Forstavnen , saa han strax , af han havde en ualmindelig Mand for sig . Hans Træk viste en Blanding af Raahed og List og da han var en spinkel Mand , af almindelig Hvide og dito Kræfter , antog Heinesen , af han nærmest kunde takke sin Aandsoverlegenhed for den fremragende Stilling , han indtog i det vilde Samfund , hvortil han horfe . „ Hvad vil Du mig ? “ spurgte Kaptajnen og saa skarpt paa Heinesen , der havde taget Hatten af og saa Helt forbløffet paa Sørøveren . „ Jeg har nogle Fisk , som jeg vil bede Kaptajnen , at fage imod “ , svarede Heinesen , med boxende Forlegenhed eller Frygt . „ Hvorfor vil Du give mig dine Fisk ? “ spurgte Kaptajnen igjen , paa sit halve Engelske og halve Hollandske . Det lod ikke til , at Heinesen forstod , hvad han spurgte om ; thi han saa med et spørgende Blik paa den Matros , der først havde tilfalt ham . „ Kaptajnen vil have at vide , hvorfor Du vil give ham dine Fisk “ , forklarede denne . „ Naa , saadan “ , svarede Heinesen . „ Jeg vilde gjerne seile ud , at fifle i Fred og jeg skal hver Dag bringe Kaptainen Noget af Fangsten , om det bliver mig tilladt . Det tør ellers Ingen , saalcenge Kaptainen ligger her ; men jeg har intet Andet at leve af , med Kone og Barn , uden denne Fortjeneste . “ „ Hvad hedder Du og chvor bor Du ? “ spurgte Kaptainen videre . „ Jeg hedder Rasmus og bor paa Sandø “ , svarede Heinesen . „ Saa maa Du vide , hvor Mogens Heinesen ligger med sit Skib “ , bemærkede Kaptainen , og saa atter fin Mand stift i Øinene . Atter lod Heinesen til at vcere uvidende om hvad Kaptainen sagde ; men efter at han havde faaet Meningen forklaret paa den ovenomtalte Maade , svarede han efter nogen Nolen : „ Ligger han der , hvor jeg saa ham i forrige Uge , saa er det ved Thorshavn . “ „ Hvad Dag var det i forrige Uge ? “ forhørte Kaptainen ham videre . „ Lad mig se ! idag er det Onsdag . Det var akkurat i Onsdags “ , svarede Heinesen bestemt . „ Hvormange Kanoner fører han ? “ vedblev den ufortrødne Spørger . „ To paa hver Side “ , svarede Heinesen med lige Bestemthed . „ Og hvormange Folk har han ? “ spurgte han fremdeles . „ Det kan jeg ikke sige , for jeg har ikke vceret ombord og har ikke talt dem ; men Saamange , som her ere tror jeg ikke han har , “ svarede Heinesen idet han lod sit Blik løbe hen over Dæekket . „ Det passer Altsammen med hvad jeg i Forveien vidste og forsaavidt er hancærlig nok “ , bemcerkede Kaptajnen til sit omstaaende Mandflab . „ Du kan fiske saameget Du vil “ , vedblev han , idet han igjen vendte sig til Heinesen , „ pg kan Du imorgen , naar Du kommer med Fisk , give mig sikker Underretning om , hvor Heinesen er , saa skal Du derhos faa nogle Penge for din Meddelelse . Giv ham Noget at leve af “ . Idet han henvendte disse sidste Ord , til en af Folkene , gik han atter forud for paany , at tage Slagtningen i Oiesyn . Efterat Heinesen havde faaet en nøiere Forklaring , over det , Kaptainen havde sagt ham , satte han sig til at nyde sin Mad , paa den Kanon , hvorved hans Landsmand laa med lukkede Dine , enten fordi han slumrede , eller fordi han var besvimet . Heinesen kjendte ham ikke ; men da Fangen slog Øinene op , lod denne saalcrnge og forskende sit Blik hvile paa Heinesen , at han blev noget urolig derved . Imidlertid lukkede Fangen atter øinene og Heinesen fortsatte med større indre Ro sit Maaltid . Da han var bleven fcerdig dermed , gjorde han en Tur omkring paa Dæcktet , hvor han henvendte sig især til den Matros , der forstod ham bedst , idet han var ham behjcrlpelig , med at udspile nogle Lammeskind for Vinden . „ Knnde Du ikke have Lyst til at blive hos os , Rasmus “ , bemcerkede Matrosen . „ Du kan her tjene Mere i en Dag , end i en Maaned paa dine nøgne Klipper . “ „ Havde jeg ikke Kone og Barn , ved jeg ikke , hvad jeg kunde sinde paa “ , svarede Heinesen frimodig ; „ men nu maatte de dø af Sult og Nød , om jeg forlød dem . “ „ Og hvad saa det ? “ spurgte den Anden koldblodig . „ Koner kan vi faa allevegne og Børn maa Enhver helst vcere fri for . “ „ Jeg ser , Du er her endnu , Rasmus , oghjoælper dertil mines Folk “ , begyndte nu Kaptainen , der som hanIsagtens jtroede , » formørket af Heinesen var kommen bagved de Talende : „ Det kan jeg lide ! Hvad tale I ellers saa ivrig om ? “ „ Jeg vil have Rasmus til af blive hos os “ , 9 ' forklarede Matrøsen ; „ men han siger , af han ikke kan for Kone og Barns Skyld , ellers vilde han nok . “ „ Lad ham om det ! Du ved , af jeg kun vil have villige Folk ombord paa „ Samson . “ Da Kaptainen vilde til af gaa , trak Heinesen ham sagte i hans Trøie . Forundret vendte Sørøveren sig om og da Heinesen følte , af han havde gjort et Brud paa Disciplinens Love , satte han et saa forskrækket Ansigt op , af det aftvang Kaptainen et Smil . „ Jeg beder om Forladelse for min Dristighed “ , begyndte Heinesen , med Hatten i Haanden ; „ men jeg vilde blot bede Kaptainen , om jeg maa blive liggende ved Skibet til henimod Dag , da jeg ellers skal ro iland , hvilket jeg nødig vil , fordi man ser mig komme herfra . “ Kaptainen nikkede naadig med Hovedet , idet han atter forlod dem og Matrosen glemte ikke at tilføie : „ Kaptainen synes godt om Dig , Rasmus . Naar han misser med Øinene , idet han ser paa En , saa synes han vel om ham ; men naar han ligesom steler , saadan som han gjorde , da han første Gang tal ed e til Dig , saa er han ikke god at sfiffe Ord med . Du gjorde snart din Lykke , om Du blev her . Hvornaar kommer Du igjen ? “ „ Det kan jeg ikke sige bestemt “ , svarede Heinesen ; „ men I har mig før I ved af det , iscer om jeg kan faa Noget at vide , om Mogens Heinesen , for det kunde smide Mere af sig , end en hel Dags Fiskefangst . “ Han forlod nu sin nye Ven , af hvem han havde hørt Alt , hvad vi tidligere have berørt om hans fangne Landsmand og slentrede ad en Omvei hen til denne , saasnart han havde overbevisf sig om , at Kaptajnen havde forladt Dcekket . Den Fangne , saa paa ham , ret søm om han vilde sige Noget , hvorfor Heinesen bøiede sig ned imod ham , søm om han vilde tage Noget tilside . „ Frels mig , Mogens ! “ hviskede Fangen . Skjøndt Heinesen var en Mand , der førstød at beherske sig , jog disse faa Ord , dog Blodet op i hans Kinder ; men det var ogsaa kun en øieblikkelig Bevægelse . „ Imorgen “ , hviskede han . „ Saa er jeg hcrngt “ , svarede den Anden lige saa sagte . „ Jeg kommer først ! “ trøstede Heinesen . Men idetsamme kom Kaptajnen op paa Dcekket igjen og da han saa Heinesens mistcenkelige Ncerhed ved Landsmanden , gik han rask hen til ham og spurgte med et skummelt Udtryk i sine skelende Øine , hvad de havde falt sammen om , hvortil Heinesen svarede , at Fangen kun havde bedet om Noget at drikke . „ Kjende I hinanden ? “ spurgte Kaptainen mistæenksomt . „ Jeg ved aldrig at have set ham før idag “ , svarede Heinesen paa en saa oprigtig Maade , at det aldeles overbeviste den erfarne Kaptajn , søm befalede Folkene , at give Fangen Noget at drikke og efterse om hans Baand være uskadte , men tillige betydede den gode Rasmus , at han kom til at gjøre Fangen Selskab , om han oftere kom i hans Ncerhed . Bevceget herved og tillige fordi Nattevagten nu skulde scettes paa Sørøveren , gik Heinesen i sin Jolle , som han lod drive agter for Skibet og gjorde fast ved Roret toet ved samme og lagde sig derefter til at sove , under et Fiskegarn , som han havde medbragt , uden at Kaptainen og de andre Folk , som i Begyndelsen af og til kigede ned til ham over Hakkebræettet , saa Andet af ham end hans Fødder , der stak frem under Garnet . Henpaa Morgenstunden den næeste Dag , blev der pludselig et stcerkt Røre ombord paa Sørøverens Dcek ; thi Vagten havde meldt , at en Brig var i Sigte , og denne Brig kunde , efter Alt at dømme , ikke være nogen anden end Magnus Heinesens „ Falk . “ Kaptainen gned sine Hændel af Glæde . „ Smid Færingen hen ved Stormasten “ , raabte han leende ; „ han skal ikke gjøre Reisen tilveirs , uden godt Selskab . Rap Jer , Folk ! Hiv Godset ned i Lasten og lad os faa klart Skib . Han skyder god Fart og vi maa dog idetmindste være under Seil , naar han kommer . „ Op med Ankeret , ned med Stagseilet , Roret i Læ . Hvordan Satan staar Du og vrikker , Robert ! “ skreg Kaptainen rasende . „ Jeg skal knuse dine elendige Arme , naar Bataillen er forbi , dersom Du ikke rapper Dig . “ „ Roret kan ikke dreies , Kaptain “ , raabte Matrosen under Le hæstigste Anstrengelser for at bevæge det , medens Skibet drev villieløst for Vind og Sfrøm . „ Fordømt Vrøvl ! “ brølede Kaptainen ; „ tag I fat Max og Antonio ! skete Du din Ret , knuste jeg strax din Pandeskal . “ Men hverken Max eller Antonio , formaaede Mere end Robert . „ Hurtig i en Jolle , Styrmand ! og se efter , hvad der har gjort Roret uklart ! “ commanderede Kaptainen , og i et Nu var Befalingen udført . „ Roret er førnaglet med smeltet Bly og Søm “ , raabte Styrmanden op til Kaptajnen , der lornede sig ud over Hakkebrcettet . Kaptajnen blegnede . „ Fiskeren fra iaftes — og jeg Dummerhoved ! saa jeg ikke Snedigheden i hans Øie “ , udbrød han fortvivlet . Derncest maalte han med et prøvende Blik Afstanden imellem den sig stcerkt nærmende Brig og sig . „ Samson “ maa igjen til Ankers , Gutter ! af manøvrere med et Skib uden Ror , er det Samme , som af kæempe uden Sandser . Vi vil tage Tørnen heroppe , medens I dernede se af faa Roret klart . Maaske lykkes det hurtigere end vi tro . Her er Redsfaber , Styrmand ! Gjør det Umulige , Tømmermand ! „ Samsons “ Redning beroer nu paa Hammer og Tang , mere end paa Kanoner og Entrebiler . “ Imidlertid var „ Falken “ , som Skibet meget rigtigt viste sig af vcere , kommen „ Samson “ paa Kanonsfuds Afstand og gav snart efter Sørøveren sit glatte Lag forind . Derefter stod den langs ad hans Side , hvorved de vexlede Skud med hinanden ; men nu løb Heinesen ham igjen agter om og tvang ved et par Kardcetsker Mandskabet i Baaden , der laa og hamrede ved Roret , til af forlade denne farlige Plads . Da Kaptainen nu saa , af „ Falken “ vedblev af sende Kugler og Kardcefster langskibs agter ind over det værgeløse Skib , stod det klart for ham , af han maatte sfryge , dersom det ikke kunde lykkes ham , af entre sin Modstander , og han befalede nu alle Folkene , af gaa i Baadene , der havde ligget i Søen siden Gaarsdagens Plyndringstog . Dette var imidlertid et fortvivlet Foretagende , som derfor ogsaa havde sin egen Fordærvelse ifølge med sig . Efterat den ene Baad , hvori Kaptainen selv befandt sig , var seilet iscenk , hvorved han og den største Del af Mandskabet druknede , tyede de tvende andre tilbage til Skibet , hvor Styrmanden øieblikkelig strøg Flaget . Til Heines en s store Bedrøvelse havde den fangne Fcering modtaget et dødeligt Saar under den korte Kamp og udaandede nogle Timer , efter af Skibet var taget . Han var den eneste faldne Mænd paa Heine se ns Side ; men han døde , som han selv sagde , med Glæede , fordi Fødelandets Skjændsel og hans egen Gjenvordighed var hcevnet saa glimrende . Heinesen fik hans Navn og Hjemsted af vide og lovede , af vidne for Alle , af det var hans Troskab , han skyldte sin Seir . Havde han sagt Kaptainen , hvem „ Rasmus “ var , vilde denne upaatvivlelig have belønnet hans Meddelelse , med hans Frihed og maaske endnu andre Gaver ; men ædle Sjæle se paa Fædrelandets Tarv fremfor paa deres eget Bedste , og Gud ske Tak , tæller Danmark endnu mange Mænd , der Heller vil se Døden under Dine , end vorde Forrædere imod deres egne Landsmænd og Fødelandets hellige Sag . Niende Kapitel . „ Gjemt er ikke glemt . “ Siden den i forrige Kapitel beskrevne Kamp med Sørøverne , havde Færøerne været i Fred for disses og Smuglernes Besøg , i et par Aarstid , og „ Samson “ , som Heinesen havde ombyttet med „ Falken “ , var af den Grund alene bleven benyttet i Handelens Interesse , medens Skibet dog altid var klart til at tage imod Fjenden , saasnart nogen viste sig . For at gjøre saa Meget ud af sin Eneret som Handlende paa Øerne , og for at paase , at intet Smugleri fandt Sted , var Heinesen bestandig seilet om imellem disse om Sommeren , medens Vinteren ufravigelig tilbragtes i Bergen , og vi finde ham saaledes i Eftersommeren 1582 , med sit Skib til Ankers imellem de to smaa Øer , Svinø og Viderø , som tilligemed Fuglø danne den nordostlige Del , af den færøiske Gruppe . Den lille 0 Svinø , er den af den her saa stedmoderlige Natur , mest begunstigede Ø , idet Bjergene paa Nord- og Sydsiden sfilles fra hinanden ved et „ frugtbart “ Dalstrøg , der giver en let Adgang til Havet , baade imod Ost og Vest , og man finder derfor ogsaa Gaard ved Gaard , paa denne af de andre Fceringer , ofte misundte Plet Jord . I den Vestligste af disse Gaarde , gaar det lystigt fil den Dag . Store Baller Uld , en Masse Skind , en Mæengde Tønder , dels med Tran og dels med Lammekjød , en Mcengde Scekke , fyldte med Fjer og Dun , foruden en hel Del tørret og saltet Fisk , ligge ophobede i større eller mindre Partier , enten omkring Gaarden , eller imellem denne og Landingsstedet ; thi Beboerne fra de tre før noevnte Der , vare saagodt som alle stcevnede hid , dels før af forhandle deres Varer og dels før af gjøre Indkjøb af de Artikler , de behøvede . Overalt i og omkring Gaarden , hørtes Raab og Skrig , Latter og Banden ; der blev drukket og sungen ; man kivedes og bleve gode Venner i samme Øieblik . Ikke mindre varmt gik det fil inde i Storstuen , hvor Heinesen , under stadig Opfordring fil af smage det stcrrke Øl , der fyldte alle Kruse , afgjorde hver enkelt Mands Mellemværende , saagodt det lod sig gjøre i det Virvar og under det Drikkeri , som gik før sig rundt omkring ham . Men iøvrigt mcerkede man tydelig , af der herskede en vis cordial Stemning i hele den larmende Kreds indbyrdes ; thi Heinesen , var en nem Mand , af komme tilrette med , naar man ikke var alt for prutten paa det ; han havde altid et godt Ord paa rede Haand , og var ei alene Færingernes Stolthed , paa Grund af sine mandige Bedrifter , men beherskede dem , ogsaa ved sin aandelige Overlegenhed og bestemte Optråden , naar saa skulde være . Bi skulle i al Korthed sage , at give et lille Billede af det , som her foregik . „ Hei ! Mogens “ , raabte en Færing ind til ham , igjennem den aabenstaaende Luge fra Gaarden ; thi dengang kjendte man ikke til Glasruder , paa Færverne , hvor selv nu tildags , en saakaldet „ Glasstue “ , er en stor Raritet : „ Hei , Mogens ! din Bodsvend snyder mig ! “ „ Saa lægger jeg til hans Løn næste Aar ; thi kan han tage Dig ved Næsen , Christen Svendsen , saa er han den største Rævepelts her paa Oen , og Du har endelig truffen din Overmand . “ „ Ja , ved Du hvad , Jacob “ , vedblev han , vendende sig til en Anden : „ Du fik ikke Saameget for dine uldne Trøjer , dersom din smukke Kone ikke havde strikket dem ; men saa venter jeg ogsaa , hun giver mig et Kys i Ligkjøb , naar jeg engang kommer fil Fuglø . “ „ Kan Du saa det , skal det ogsaa vcere dit “ , svarede Bonden leende . „ Men er alle Helvedes Aander slupne løs ! “ udbrød han pludselig , da Larmen af en Mcengde vrede Stemmer , der hver iscer søgte at overdøve hinanden , trcengte ind fil ham . „ Det er Bjørn fra Viderø , som vil slaas med „ Ulven “ fra Fuglø “ , lød Svaret . Som et Lyn var Heinesen oppe , greb en nærstaaende Bonde om Livet og bar ham , trods hans Modstand , ud i den anden Stue , hvor Larmen strax standsede , da de saa dette Optog . „ Er I hungrige , I glubske Uhyrer ! “ raabte Heinesen , „ saa har I her en Fedekalv , I kan cede “ , — Bondens Navn var nemlig Kalv , — „ men vil I blot rive hinandens Skind for Tidsførdriv , tjen mig saa i , at blive endnu en Time , saa faar jeg Tiv at se derpaa , og saa skal jeg give den , som bider bedst , en Kande godt Øl fil at lcedske sig paa bagefter . “ Ved denne Spøg af Heinesen , blev hele Striden bilagt , og under Latter gik hver fil sine Forretninger igjen . „ Nei , det kan ikke nytte Dig noget , Harald , hvor venligt Du end ser paa mig , saa husker jeg nok dine Ræevestreger fra ifjor “ , vedblev Heinesen , vendende sig til en anden Kunde . „ Der var et Lispund Sand i hver Scek Fjer og det var for grovt , ser Du . Et Pund eller fo , havde jeg aldrig regnet ; thi Noget maa altid med i Tilgift , naar jeg handler med Dig . — Naa , det kan Du ikke forstaa “ , fortsatte han , som Svar paa en Bemærkning af den uheldige Speculant : „ ja , da forstaar jeg det prcegtig , hvor tykhoved jeg end er , og kort og godt : vil Du have , hvad jeg har budt Dig , kan Du tage det , hvis ikke , kan Du gaa ad hede Helvede til , ligesaa godt først som sidst . “ „ Naa , vil Du nu til at seile hjem , min brave Guttorm ! “ udbrød han mildere stemt , da en Færing havde rakt ham Haanden til Farvel . „ Ja , saa Farvel da ! Du er en støt Karl , der hverken bryder Dig om Svir eller Svcerm , saaledes som jeg og mange brave Folk med mig . Men stop lidt ! tag disse tvende Tørklceder med til dine fo vakkre Døttre , der lavede den velsmagende Plukfist fil mig , da jeg sidsf var hos Dig . “ Medens der herskede saamegen Støi i Dens vestligste Gaard , vare næesten alle Le andre Gaarde paa Øen blottede for Beboerne , der vare komne sammen paa Handelspladsen , ligesom Folk nu allevegne fra , løbe fil det Sted , hvor en Auetion afholdes paa Landet . Det var derfor intet Under , af der herskede en fuldstændig Stilhed i den sydligste af Dens Gaarde , i hvis Dagligstue vi sinde Eieren , Ketil G ormsen , siddende for Bordende med et saa mørkt Udtryk i sit Aasyn , af Enhver ved forsle Diekast kunde se , af Mandens Sind i denne Stund ikke var behersket af venlige eller glædelige Tanker . I det Samme aabnedes Døren fra en anden Stue , og en Qvinde , der snart efter viste sig af være hans Hustru , traadte ind . Hun syntes af være midt imellem „ de Tredive og Fyrretyve “ og var , uden af kunde kaldes egentlig smuk , en Qvinde , hvis Ansigtstræk gjorde et behageligt Indtryk paa Enhver , der saa hende . „ Du har ikke tænkt paa af bryde op endnu , Ketil ? “ spurgte hun venlig , idet hun lagde sin Haand paa sin Mands Skulder . Denne rystede paa Hovedet . „ Du kan altsaa hverken glemme eller tilgive hint ulykkelige Ord , uagtet jeg har bedet Dig om det for min Skyld “ , sagde hun vemodig ; „ og hvad skal dog Enden blive herpaa , Ketil ? føler Du ikke , at Du vil sfyrte mig , dine Børn og din hele Slægt med Dig selv i grændseløs Ulykke , om Du vil tage Hcevn over Mogens ; men vil Du det ikke , hvorfor Plager Du Dig da selv uden Maal og Med . “ „ Jamen jeg vil og maa hæevne mig , Kristiane “ , svarede hendes Mand hende hæeftig ; „ Mogens Heinesen og jeg kan ikke leve sammen paa Jorden . “ „ Ketil ! “ sagde hans Kone og lagde sin Arm kjcrrlig om hans Hals . „ Du ved , hvor kjcer Thorgeir var mig ; men jeg skal sige Dig nu , hvad jeg aldrig troede , at jeg skulde aabenbare Nogen og allermindst Dig : Denne Kjærlighed var saa inderlig , at jeg følte , at jeg aldrig kunde elske nogen Anden — thi en Qvinde elsker kun en Gang i sit Liv — men da jeg nu saa din dybe Bedrøvelse over den Ulykke , hvori Du var en uskyldig Aarsag , og mcerkede , hvor forskjellige Meningerne om dens Grund vare i den onde Verden , saa troede jeg , af jeg handlede i Thorgeirs Aand ved af give Dig mit Jaord ; thi jeg antog , af Lette Skridt vilde flade Fred i dit Hjerte og bringe alle ondskabsfulde Tunger fil af forstumme . Skjøndt min Ungdomskjcerlighed gik i Graven med Thorgeir saa vil Du dog vist erkjende , af jeg har vceret Dig en kjcerlig og trofast WgreMlæ , og vil Du nu lønne mig saaledes , af jeg skal takke Dig saalænge jeg lever , saa lad alle Hcevnplaner imod Mogens Heinesen fare ! „ Tal ikke mere derom , Kristi ane “ , afbrød hendes Mand hende hæftig — „ lovede jeg Dig af opgive min Hævn , lagde jeg endnu en ny Pinsel fil min Sjæleqvide . “ „ Øg dog vil Du komme fil af lide endnu mere , om Du giver efter for din Hævnlyst “ , bemærkede Kristiane ; „ men Gud raade derfor ! Lov mig blot , af Du vil opgive den for dennesinde , og Du skjænker mig en stor Glæde og en stsrre Beroligelse . “ Ketil taug . „ I aaben Strid kan Du jo dog Intet udrette imod Mogens “ , vedblev hans Husfru , „ og blive en Snigmorder — nei ! det vil Ketil Gormsen aldrig — men hvad anden Udvei har Du ellers før din Hævn , om Du vil følge den . “ Ketil mumlede nogle Ord , sorn hans Hustru aabenbart ikke forstod . „ Du sagde nys , af Jorden ikke kunde rumme Dig og Mogens “ , vedblev hun , uden af spørge ham om , hvad han før vilde have sagt ; „ men meget mindre kan I da leve sammen , om end aldrig saa kort en Stund paa den lille Svino . Du drage derfor saalænge bort til min Svoger paa Fugls , som jeg har bedt Dig om , og emstor Ulykke vil dermed blive forebygget idetmindste denne Gang ; thi hvor let kan Du og Mogens ikke mødes i disse Dage . “ „ Men jeg vil ikke vige en Fodsbred før Mogens Heinesen “ , indvendte Ketil trodsig . „ Du skal heller ikke vige før ham , Ketil “ , svarede Kristiane kjærlig ; „ men Du skal vige før en trofasl Hustrues Bekymringer før din Skyld og før de Bønner , dine Børns Moder i sit og deres Navn retter til Dig . “ „ Nu vel , Kristiane ! jeg skal ogsaa føie Dig denne ene Gang “ , svarede Ketil Gormsen og reiste sig med Hæftighed ; „ men det sker alene paa det Vilkaar , af Du ikke oftere taler fil mig om hin Mand , der uden skjellig Grund krænkede mig saa dødelig i saa mange gode Mænds Paahsr . Sagtens vil man fro derovre , at jeg er bleven ræd for Mogens , og jeg skal da lide den Krænkelse mere for hans Skyld “ , tilføiede han bittert ; „ men det vil saa ogsaa gjøre vor Afregning større og det kan aldrig skade . “ „ Der gives ondskabsfulde Mennesker allevegne “ , bemærkede hans Hustru med Mildhed ; „ men Enhver , som kjender Ketil Gormsen ret , vil blues ved at komme med “ flig Tale . Troer Du imidlertid , at Du vil faa Skam deraf , saa vil jeg drage med Dig for at dele den med Dig . “ „ Nei , Du skal blive her , Kristiane “ , svarede im hendes Mand og saa paa sin Kone med al den Ømhed , som en saa raa Natur kunde lægge i sit Blik ; „ thi vi have jo alt nogle Gjæster og flere kunne komme fil . Gud velsigne Dig for din Forstandighed og din Trofasthed ! Du er min gode Engel her i Livet . “ Met disse Ord , rakte hall sin Kone Haanden fil Afsked og gik den lige Vei ned fil Øens ostlige Bred , hvor han fljød en Jolle i Søen og gled ved Strømmens Magt hurtig hen imod Nabooen . Da hall havde passeret det første frenlsprillgen . de Næs af Fugleoen , saa han helt uventet eil Seiler som var ankret op , som han antog , fordi den ikke kunde seile imod den rivende Strøm . En pludselig Rødme farvede Ketils Kinder . Hans øvede Blik sagde ham nemlig strax , at hall havde enten en Sørover eller en Smugler for sig ; men hvilken af dem det var , maatte være ham aldeles ligegyldigt , da baade Smuglere og Sørøvere vare lige svorne Fjender af Magnus Heinesen , der havde ført Saamange af deres Haandtering i Doden og maatte vente , selv at komme samme Vei , om han ellers kunde magte dem . Hurtig var Ketils Beslutning fattet — hans „ gode Engel “ var ikke længer hos ham — og efter en halv Times Forløb var han paa Siden af det fremmede Skib , der var omtrent af samme Størrelse som „ Falken . “ Kaptainen var selv paa Dækket og bød ham ved En af sine Folk at komme ombord . Da Ketil var traadt hen til ham , mynstrede Kaptajnen ham med et mistroisk Blik , hvorefter han lod ham spørge , hvad han vilde . Ketil svarede kort og godt , at Mogens Heillesen , der gik paa Iagt efter fremmede Skibe , laa i et Sund tæt herved og var iland paa Svinø , hvor han vilde svire den hele Nat , og da denne Mand var hans Dodsfjende , saa vilde han , alene for af faa Hævn over ham , overgive ham i Fribytternes Hænder , om marr med nogle Folk vilde følge ham iland inat . Da Fribytteren havde faaet dette af vide , saa han endnu engang skarpt paa Ketil Gormsen , hvorefter han gik agter ud med sin Styrmand , med hvem han med dæmpet Stemme førte en længere ivrig Samtale . Sagen var nemlig den , af man var bleven yderlig forsigtig , efferat man havde erfaret den List , Heinesen tidligere havde brugt for af overmande sine Modstandere , og Styrmanden holdt bestandig paa , af om den fremmede Mand ikke var Heinesen selv , saa var han uden Tvivl en Spiem fra ham eller en Forræder , der skulde føre Skibets Besætning i en Fætre . Kaptajnen var imidlertid af en ganske anden Mening . Det Hævnblik , hvormed Færingen omtalle sit Had fil sin Fjende , og tilbød af overgive Hain fil dem , var altfor naturligt fil af være Komediespil , og han mente desuden , af det vilde være en let Sag , af sikkre sig for Forræderi , da man nu engang var paa sin Post . Han gik atter hen til Ketil og spurgte , hvorledes man skulde bære sig ad med af gribe deres fælles Fjende . Ketil foreslog , som den sikkreste Maade , af vente til henad Morgenstunden , saa var Drikkeriet forbi og saa laa Alle i deres trygge Søvn paa Svinø , da han ikke antog , af Heinesen vilde forlade det gode Lag paa denne Ø for af sove Rusen ud paa sif Skib . Man skulde da følge ham iland med en Halvsnes Mand , saa vilde han udpege dem den , de søgte ; men skulde han imod Forvenfning være kommen ombord , lovede han af føre Skibet hen til det Sted hvor han laa , og saa kunde de gjøre det af med ham i aaben Kamp , om de lystede det . For af Heinesen imidlertid ikke skulde faa Nys om sin Fjendes Nærhed , raadede han til , af staa ud fra Land til Mørket faldt paa . Det Hele var saa klart og tydeligt , af Kaptainen indsaa , af han havde en Mand for sig , der betragtede , dem som sif Redskab for af faa Hævn , og han betænkte sig ikke et Øieblik paa af gribe den Leilighed , der tilbød sig , af faa Heinesen i sin Magt . Han gav sfrax Ordre til af Lette , og snart vendte Sørøverskibet Agterstævnen imod Fugleoen og holdt det saaledes gaaende den hele Nat , indtil de omtrent Kl . 3 om Morgenen lod Ankeret falde , ud for det Sted , hvor Ketil var gaaet tilsøs . Her bemandedes Storbaaden med en Snes forvovne Karle , som vare bevæbnede lige til Tænderne , som man siger , og med disse roede Sfyrmanden iland fulgt af Ketil , der øiensynlig var i en hæftig indre Bevægelse , hvor megen Umage han end gjorde sig for af stjnle den . Da de vare komne til Kysten , befalede Sfyrmanden den halve Del af Mandsfabet af blive ved Jollen , af høre efter enhver Sfoi fra den Kant , de agtede sig hen og ile derhen , saa mandstærke som mulig , naar de mærkede noget Mistænkeligt , hvorefter han selv med de øvrige Folk fulgte med Ketil op i Landet , uden et eneste Øieblik af tabe Føreren af Sone . Da de kom til den af Ketil betegnede Gaard , listede Skaren sig paa ægte Stimandsvis ind i Huset , der bar de tydeligste Spor af det vilde Drikkelag , som havde fundet Sted den samme Nat . Allevegne laa døddrukne Mennesker , trygt sovende ligesaa vel paa Borde og Bcenke . som under disse og midt paa Gulvene , medens Varer , af alle Sorter , opfyldte de Mellemrum , som skilte de sovende Gjcæster fra hinanden . Fulgt af den vilde Flok , sneg Ketil sig ind i Storstuen , medens han med en Lygte belyste ethvert Ansigtstræk af de slumrende Mcænd , han kom forbi . Endelig faldt hans Blik paa en Løibcenk , hvor en Mand , som man syntes at have sørget bedre for end for nogen Anden , laa i en tryg Søvn . Ketil bøiede sig over ham og et ondskabsfuldt Smil spillede om hans Lceber . Ten hele Scene var en Malers Pensel vccrdig og kan bedre tcenkes end beskrives : den slumrende Mand , hans Dødsfjendes hcevnglødende Blik , som synes at dvcele en Stund , for ret at nyde Hcevnens Sødme , idet han holder Lygten hen over den Sovendes Ansigt ; den vilde Skare bag ved og omkring ham , det ene Ansigt mere forvørpent end Let andet , med Huggerter i Hænderne , seende snart paa Ketil , snart paa den Sovende , som om Le vilde spørge : „ er det ham ? “ og endelig Le mange trygt slumrende Mcænd overalt i Stuen , hvor der var Plads for et menneskeligt Legeme enten for Bohave eller for Varer - hvo kan tcenke sig et mere gribende Natstykke ! Saasnart Ketil havde betegnet den paa Løibcenken slumrende Mand , søm den , de søgte , bleve dennes Hcender og Fødder sfrax bundne , med al den Hurtighed , søm en lang Øvelse i slige Arbeider kan give , og fire slcerke Karle vare alt i Begreb med af løste Heinesen op paa deres Skuldre , da denne fuldstændig kom til Sands og Samling . Hans Bli : mødte Ketil S og sfrax stod Alt klart for ham ; men han indsaa ogsaa i samme Nu . af han intet Andet havde af gjøre , end af finde sig i sin Skjcebnc , og den vilde han gaa imøde søm en Mand . Uden af raabe om Hjælp , søm han baade fandt foragteligt og tilmed forudså « , ikke kunde bringes ham , lod han sig i Taushed bcrre bort fra Huset og ligesaa lidt hørte man enten en Beklagelse eller en Forbandelse komme over hans Leed er — hans Ulykke var for stor dertil ! Da Skaren var kommen filbage til Landingsstedet og Heinesen var bragt vel ombord i Jollen , saa Styrmanden sig om efter Ketil , søm han efter det heldige Udfald af Expeditionen ikke bavde bekymret sig videre om ; men han var forsvunden ! hans Maal var naaet og nu havde han Intet mere af bestille enten paa Fuglø eller paa Sørøverskibet ; — men fra den høiesfe Fjeldtop paa Svins skuede en mandlig Skikkelse ud efter Skibet saalceuge han kunde øine det ; thi neppe var Baaden stødt fil , før dette lettede Anker og stak atter i Søen . Opad Dagen lagde Sørøveren bi og nu befalede Kaptainen , af bringe Heinesen for sig . Heinesen , iom var bleven løst af sine Baand , saasnart han var kommen ombord , traadte frimodig frem , og de to M « nd maalte hinanden med et fast Blik . Der var ingen Bevægelse af spore i Heinesens mandige Aasyn ; men om Sørøverens Mund spillede et lunt Smil . „ Er Du Mogens Heinesen , der uden Barmhjertighed har h « ngt forskjellige Skibsmandskaber , som har seilet i disse Farvande ? “ spurgte endelig Kaptainen , og saa atter skarpt paa sin Mand . „ Jeg er den , hvis Navn Du ncevnede “ , svarede Heinesen i det samme „ Kapersprog , “ hvori Kaptainen tiltalte ham : „ jeg har paa mili Konges Befaling opbragt forskjellige Skibe heromkring og siden har Løven dømt Lem for deres Gjerninger . “ „ Nu stal Du ogsaa undgjæelde for dine “ , svarede Sørøveren ; „ gjør Strikken klar . Folk , og lad os faa den Karl klynget op med Let Samme . “ „ Da jeg ikke venter mig Bedre af Dig , vil jeg ogsaa helsf bave Eirde paa det jo før jo heller “ , svarede He irle sen koldblodig . Imidlertid var Strikken bleven lagt om den Ulykkeliges Hals og Folkene ventede kun et Tegn af Kaptainen før af hale til , da denne endnu engang vendte sig til Heinesen , hvis Ansigtstræk bestandig havde været Gjenstand før hans Iagttagelse . „ Dærsom jeg nu gav Dig fri , fordi jeg ser , af Du er en rask og modig Mand , hvorledes vilde Du saa lønne mig derfor ? “ „ Jeg vilde forlange af Dig , af Du strax skulde forlade disse Farvande “ , svarede Heinesen , idethan løsnede Strikken om Halsen en Kjende , rimeligviis før bedre af trække Veiret ; „ men vilde Du ikke det , vilde jeg slaas med Dig paa ærlig Sømandsvis , og fangede jeg Dig levende , vilde jeg bise Dig den Velvillie af hænge Dig her ombord , før af Du ikke skulde blive til Spot før Børnene i Bergen , naar Du og dine Kammerater førtes til Retterstedet . “ Kaptainen lo himmelhøit . „ Endnu et Ord før Du svinger rundt deroppe “ , vedblev han . „ Er det sandt , hvad jeg har hørt , af Du engang har været Gast paa en Kaper , der barNavnet „ Seierskrandsen “ fra Antverpen ? “ „ Du er meget nyfigen , Kaptajn “ , svarede Heinesen halv ængerlig ; „ men om saa var , kommer det ikke Dig ved . “ „ Jeg havde en Tvillingbroder , som hed „ den Nifingrede ; “ kan Du saa huske ham , og ved Du , hvorledes det er gaaet ham ? “ spurgte Kaptajnen med uforandret Lnne . „ Skulde jeg ikke huske ham ! Vi vare jo Le Første ved hver Entring “ , svarede Heinesen lige gnaven . „ Men hvorledes mon Let senere er gaaet ham ? “ vedblev den ufortrødne Spørger ; „ kan Du sige mig det , skal jeg spare dit Liv . “ „ Aa , han er sagtens for længefiden gaaet den Dei , jeg nu selv ftal paa “ , var Heinesens korte Svar . „ Nei , endnu ikke , Lin Skjælm ! men kan Du forresten skaffe mig denne Lillefinger igjen , skal jeg alligevel skjænke Dig Livet , Falk “ , sagde Kaptajnen leenve , idet han holdt sin venstre Haand hen under Heinesens Ncese . „ Men er det Dig , Willia m ? “ udbrød Heinesen og flød ganske ugenert Strikken af sin Hals . „ Hør , ved Du hvad , Thompson ! nu er jeg bleven spillet mangt et Puds i mine Dage , og har vel ogsaa været med af finde paa adskillige ; men Mage til denne Streg har jeg aldrig hørt eller set før . Hvordan Fanden har Dn baaren Dig ad , for af faa Fingre i mig , Du Tyrepande ! Stcerk ved jeg nok . Du er som en Bjørn , men Kløgten trykkede Dig ikke stort , da vi fore sammen . “ „ Forstanden kommer med Alderen , min Ven “ , svarede Kaptainen leende ; „ men forøvrigt var det alvorligere ment end Du maaske tror , og havde den Slyngel Mogens Heinesen ikke vist sig , af være den forvovne Krabat „ norske Falk “ fra „ Seierskrandsen “ , saa havde hin Slyngel nu dingtet for alle Vinde . “ De to Kaptajner fulgtes nu ned sammen i Kahytten , hvor de forbleve i en fortrolig Passiar , medens de drøftede mangt et lystigt Eventyr , de havde fristet med hinanden , og lod alle de gamle Kammerater passere Revy i deres Erindring . Paa Grund af det uventede glckdelige Møde , fik Mandskabet en „ Extrarativn “ og der herskede den allerfornoieligste Stemning ombord , baade forude og agter den hele Dag . Da Mørket var falden paa , bar Skibet atter imod Land . Äeriks Zolle blev halet frem , og med ef varmt Haandtryk som Farvel til hans gamle Kammerat , forlod Heinesen Skibet , idet han gled med Strømmen norden omkring Svino , før af komme tilbage til sif gode Skib . Tiende Kapitel . Afregningen . „ Aar jeg saaledes lært Eder , I Uslinger ! af holde Vagt , naar en Sørøver er i Farvandet ! “ lød en forbittret Stemme paa „ Samsons “ Dæk endnu før Solens Opgang , idet den Talende gav ef Par sovende Matroser hver sif dygtige Spark . I ef Øieblik vare de paa Benene , medens Styrmanden , der i samme Sfund kom styrtende op af Kahytten , tog Skibets Dæk i ef par vældige Spring og knugede Magnus Heinesen — thi denne var naturligvis Forstyrreren af deres Morgenhvile — i sine Jernarme , som om han vilde knuse ham af bare Glæde , og neppe var Støien Hørt forude , før ogsaa det øvrige Mandskab fornede op , før under levende Jubelraab , af hilse paa den tilbagevendte Chef . „ Stille , Børn , stille ! blot ingen Alarm før min Skyld “ , bød Heinesen , idet han rev sig ud af Jonas ' s Favn og tyssede paa de Øvrige med en Haandbevægelse . „ Naa , det glæder mig , af se , af I nedenunder Datlel ere mere aarvaagne end dem , der skulde have Udkig heroppe ; lad dem saa slippe for en Lussing dennegang ; men gaa I kun tilkøis igjen og kommer Nogen ombord , saa lad blot , som om I endnu ikke ved , hvor jeg er støjen eller floien . “ Med disse Ord gik Heinesen , fulgt af sin Styrmand net i Kahytten , hvor de gjensidig meddelte hinanden Gaarsdagens Begivenheder . Hvad der var bændet Heinesen selv vide vi allerede , og det , som Jonas Mai bom havde af berette , var kun saare Lidet . Han havde ikke selv været iland den Nat , Heinesen blev fangen , og da Ingen , mærkeligt nok , havde set Noget til Bortførelsen , havde Heinesens Forsvinden i første øieblik ingen Bekymring vakl . Alt som Dagen imidlertid skred frem og Handelen paany skulde fortsættes , begyndte man af untres over hans Udeblivelse ; men da man sorgsæmes forhørte sig om ham i alle Gaardene paa Øen , begyndte man efterhaanden af blive urolige og af gjøre den ene Slutning efter den anden , alle lige urimelige . Op ad Dagen kom der vel Bud fra Fugle , af rt fremmed Skib havde ligger til Ankers udenfor Kysten sen føie Tid ; men da dette after var styret Øster efter og ikke senere var bleven set , satte Ingen Hein esc ns Førsvinden i Førbindelse med det , og man var altsaa ligencer . Den eneste , der havde en bange Anelse øm , af der var slet en stør Forbrydelse , var Ketil Gørmsens Hustru , Kristiane ; thi føruden det , af hendes Mands Tilbagekomst i Dagningen , samtidig med Heine se ns Førsvinden , maatte vcere hende yderst paafaldende , kjendte hun ham desuden altfør nøie til af hun ikke med Bekymring skulde mcerke , af han undgik enhver Berørelse med hende den hele Dag , og hun saa heri et Bevis før , af han maatte bccre paa en Hemmelighed , søm han hverken kunde eller vilde gjøre hende bekjendt med . Skjøndt hun paa sin Side var ligesaa taus og tilbagehølden søm han , iagttøg hun døg hans mindste Bevægelse , og da hun tillige saa , af den Overraskelse , han lagde før Dagen , da Rygtet kom til Gaarden øm Heinesens Førsvinden , var fremkunstlet , tvivlede hun intet Øieblik øm , af Ketil vidste Mere derom end han vilde vcere bekjendt , og ønskede bløt i Stilhed , af det Uveir , som snart vilde vise sig , naar Efterretningen øm hin berømte Mands Undergang , kom ud øver hele Landet , maatte svinde ligesaa spørløst bort før deres Slcegt , søm Mogens Heinesens Førsvinden syntes at skulle vørde før Alle . At al Handel og Vandel aldeles standsede paa Svinø fra nu af , var en Selvfslge . Allevegne talede man kun om denne mærkelige Begivenhed , og Alle gave hver sin Mening til Bedste , medens „ Samsons “ Gaster drak og bandede værre end nogensinde og Jonas Mai bom gik som et Billede paa stum Fortvivlelse omkring iblandt Alle . „ Saa det er den fordsmte Skurk , Ketil Gorm sen herinde , som Du kan takke for denne Streg ? “ udbrød Styrmanden og slog med sin kraftige Næve i Bordet . „ Baade jeg og flere Andre tænkte hele Tiden paa ham , da vi hørte , at han havde været ude samme Nat . Jeg havde Heller ikke forladt Øen uden først at have set indenfor til ham , og mulig taget ham med til Thorshavn ; men hvad havde det hjulpen Altsammen ? og godt var det , at det var ham med de ni Fingre , Du traf paa ; thi der kunde have været En med langt færre , som vilde have behandlet Dig paa en ganske anden Maade . “ „ Det er nu min Mening , at Du skal afslutte Handelen derinde paa Øen , tage Resten af Varerne ind og naar Alt saa er klart fil Afreisen , skal vi sige Ketil Tak for Sidst “ , bemærkede Heinesen , der forfulgte sine egne Tanker i dette Dieblik . „ Naar det er forbi , gaa vi fil Thorsbavn og derfra fil Bergen , hvor jeg gvitterer Handelen , hvortil jeg med hver Dag har faaet mindre Lyst , fordi Færingerne bedrage mig vel grovt , og mine Medhandlende altid klage over , af jeg ikke bringer nok ud af Trafikken . Jeg er ikke skabt fil Kjøbmand , Jonas , og giver gjerne en hel Dags Fortjeneste hen for et godt Indfald eller et smukt Qvindeansigt . “ „ Det erkjender jeg fuldkommen Sandheden af “ , forsikkrede Styrmanden i al Oprigtighed ; „ men vil Du ikke vedblive med Handelen , saa indser jeg ikke , hvorledes Du skal bjerge Livet ved Kapertet alene , desførmedelst her kun i sjeldne Undtagelser gives Ssrovere og Smuglere , som vi kunne gjøre fil Priser . “ „ Aa , det fandt man vel Udvei for , min gode Jonas “ , svarede Heinesen , som en Mand , der alt har faget sin Beslutning , „ og kort af fortælle , saa vil jeg sige Dig , af jeg ogsaa har bestemt mig fil af give den vrantne Lehnsmand Bestallingen tilbage , og derefter seile fil Offende , hvor „ Nisingeren “ skaffer mig ef Kaperbrev fra den burgundiske Regering og saa gaa vi begge ud før i Forening af bjerge os Saameget , af selv Kokkene paa vore fo gode Skibe skal blive rige Folk , før vi skilles . — Hvad synes Du om det ? “ „ Det er talt som af mit eget Hjerte “ , udbrød Styrmanden henrykt , „ og Gutterne ombord ville ikke blive mindre fornøiede derved end jeg ; thi denne Tuskhandel er -grunden ikke Noget før gamle Kapergaster , det har de længe ymtet vin . Men sig mig engang , Mogens : hvad Fornemmelse havde Du egentlig , dengang Strikken blev Iagt om din Hals ? Man ved jo aldrig , hvorledes det sidenhcn kan gaa en brav Mand “ , tilføiede han leende „ og saa er det alfid godt , af kjende lidt forud til sin Stilling . “ „ Jeg følte blot en uhyre Forbittrelse imod Ketil Gormsen “ , svarede Heinesen i ak Oprigtighed , „ og hvergang jeg siden efter tænker paa den Forræder , er det ligesom jeg atter fornemmer Strikken om min Hals . “ I det Samme meldtes det , af en Baad lagde fra Øen og satte Kurs efter „ Samson “ , hvorpaa Styrmanden hurtig gik op paa Tækket , hvor han endnu engang tilholbt Mandskabet , af fortie Kaptajnens Tilbagekomst for Alle , og have Tilsyn med , af Ingen kom ned i Kahytten , hvor Heinesen havde kastet sig i sin Kvie , for af nyde en høist nødvendig Hvile , medens Jonas Mai bom fog ind fil Øen , for af faa de sidste Varer indslibede og afgjøre det sidste Mellemvarende med de tilbageværende Bønder , af hvilke de Fleste ved Middagstid førlode Svinø for af bringe Efferretningen om Heinesens in ubegribelige Forsvinden omkring fil de forskjellige Klippeøer . Den hele Dag gik imidlertid hen for Bescetningen med af bringe alle Varerne ombord og det var først langt ud paa Aftenen , af Styrmanden kunde melde Heinesen , af „ Samson “ var klar fil af afgaa . Vi vende os nu fil Ketil Gorm se ns Gaard . Dens Eier havde tilbragt en søvnløs Nat ; thi ei alene skal der et forstokket Sind fil af kunne sove umiddelbart efter en saadan Niddingsdaad som den , han havde fuldført korf i Forveien , men , som han laa allerbedst i sin Seng , opsfod pludselig den Tanke hos ham , af det mulig kunde lykkes Heinesen , hvis List og Talegaver være ham velbekjendte , paa en eller anden Maade , af slippe bort fra Sørøveren og da maatte han være forberedt paa en frygtelig Afregning . Jo mere han tænkte derpaa , destø sandsynligere blev denne Mulighed ham og han følte den onde Samvittigheds Qvaler i alle dens Rcedsler , idet han lyttede efter den mindsle Støi i eller ved Gaarden , og forbandede sin Dumhed , af han ikke var taget med ud paa Skibet , for af overbevise sig om , af hans onde Hensigt var slet Fyldest . Hans Hustru , som godt mærkede sin Mands Urolighed , behøvede ikke sin Skarpsindighed for af indse , af hendes Frygt for af Ketil tilfulde kjendte Sammenhængen ved Heinesens Forsvinden , kun var altfor velbegrundet , og tilbragte derfor en ligesaa søvnløs Nat som han , idet bittre Taarer i Stilhed vædede hendes Kinder , og hun bad til Gud for hendes ulykkelige Mand , sine Børn og sig selv . Da Natten henrandt uden Forstyrrelse , faldt en stor Sten fra Ketil s Hjerte , og da man heller ikke op ad Dagen hørte Noget om Heinesens Tilbagekomst , blev han endog forholdsvis veltilmode , idet han nu antog det for afgjort , af den Mand han hadede saa bittert ikke længer var i de Levendes Tal , og han trøstede sig med , af om end Mistanken en Stund vilde dvæle ved ham , saa vilde der aldeles mangle Beviser imod ham , selv om denne Mistanke fremkaldte en Anklage , hvorpaa han maafte forberede sig , alene fordi han havde været borte fra Øen hin skjæbnesvangre Nat , og var bekjendt som hans uforsonlige Fjende . „ Fader , ved Du , hvad Folk siger ? “ spurgte hans lille sexaarige Datter Maren , da hun stod ved Davrebordet , hvorved Ketil indtog sit Maaltid . „ De sagde saamænd igaar henne i Søren Laves Gaard , af Äu har lokket Mogens Heinesen til Dig og slaaet ham ihjel ! “ „ I skal aldrig høre efter , hvad onde Mennesker sige om Nøgen og mindst om Eders Fader ! “ rettede Moderen hende . „ Jamen , de sagde ogsaa , af Folkene paa „ Samson “ vilde komme og stikke Ild paa Gaarden “ , bemærkede hendes ældre Broder , som for af give en Undskyldning for Søsterens Meddelelse . „ Det er atter løs Tale , Børn “ , svarede Moderen ; „ Samson “ seiler jo op ad Dagen , om den ikke allerede er lettet . Desuden er her Lov og Ret i Landet , og de kom i stor Ulykke , om de tænkte paa en saadan Skarnsstreg , som af sætte Ild paa vor Gaard . “ Dagen gled nu hen uden af Ketil døg forlod Husenes Omraade ; men han følte tydelig , at der var reist Mistanke imod ham ; thi de faa Vender , som fra de nærliggende Øer havde nydt Gjæstfrihed hos ham under deres Ophold paa Svinø , talte ikke et Ord om Heinesen eller hans Forsvinden , da de kom for at tage Afsked med ham og takke ham for „ alt Godt . “ Man kan nemlig være overbevist om , at det er kun trofaste Venner og hemmelige Fjender , som bringe Ulykkesbudskaber fil Huse . De Mange , som staa i Forbindelse med en Familie uden at høre enten fil den ene eller anden af hule to Kategorier , fale vel med alle Andre om hint eller dette onde Rygte , der pludselig er opdukket , og glemme heller ikke at give deres Mening tilkjende , i Reglen , en meget skarp Udtalelse , om dette Rygtes slorre eller mindre Sandsynlighed ; men sætte den Paagjældende ind i Sagen , Let er en Ubehagelighed , de i de allerfleste Tilfælde helst skyde fra sig . „ Fader , nu kommer Folkene fra „ Samson “ og stikker Ild paa Gaarden “ , skreg den lille Ulrik , i det han kort før Middag styrtede ind i Dagligstuen , hvor Ketil sad ved sin Kones Side med Hovedet sløttet paa Armene , der hvilede paa Bordet . Ketil blegnede , og hans Kone tilkastede ham et Blik fuldt af den inderligste Bekymring , som om hun vilde spørge : „ vil Du blive eller fly ? “ „ Jeg har Intet af frygte for “ , svarede Ketil Gormsen , som Svar paa hendes Øiekast , „ og derfor vil jeg tage imod dem her i min Stue . De vil sagtens have Forklaring over min Fraværelse i forgaars , og den skal de faa . Vil de forresten øve Vold imod mig , saa vil det gaa dem selv væerst siden hen ; men ville de omgaas mig paa en tilbørlig Maade , vil Du , Kristiane , forsyne dem med Mad og Drikke . “ Som Svar paa denne Opfordring ilede hans Hustru med af brede en Dug paa Bordet , det visse Kjendetegn paa , af man er tilsinds , af vise de Ankommende al mulig Gjæstfrihed , og neppe var hun atter traadt ind og havde sat tvende Kruse Øl paa Bordet , før man saa Jonas Mai bom og ofte af Mandskabet fra „ Samson “ komme ind i Gaarden , hvor dog de sex førbleve , medens Styrmanden selv traadte ind til Ketil , der modtog dem med Rolighed og en tilsyneladende Velvillie , idet han dog bemcerkede , af det tyktes ham , af de vare komne meget mandstcerke til hans Gaard . „ Det er ogsaa altfor farlige Tider fil af man tør vove sig ud alene “ , svarede Jonas , uden af gjengjælde Ket ils Hilsen . „ Naar en Mand , som Mogens Heinesen , kan forsvinde midt i en Kreds af Venner og Kammerater , selv om disse sov som Stene — uden af man endog kan begribe , hvorledes dette er gaaet fil , saa maa man her paa Svinø tage baade Vaaben og Mandflab med , naar man vil se sig lidt om . “ Ketil bemærkede hertil , af deres Kaptain neppe var forsvunden , som flet var , om der blot havde staaet en Eneste af hans Folk ved hans Side , bevcebnet og aarvaagen , som de vare , Jonas havde medbragt . „ Aa , det vilde kun have fremkaldt nogen Spectakel “ , svarede Styrmanden tørt ; „ en Mand havde ikke kunnet klare det , om jeg ellers har gjcettet rigtigt med Hensyn fil den Maade , hvorpaa han forsvandt . Men for af gaa lige fil Sagen , vil jeg sige Dig rentud , Ketil , af vi lige fra Først af have havt Mistanke om , af Du har havt en Finger med i denne flammelige Sag , og af „ Samsons “ Mandskab har sat sig i Hovedet , af ville tilbunds i den , hvorfor vi ere komne herhid , for enten med det Gode eller Onde at føre Dig ombord paa „ Samson “ , hvor vi alle ville forhøre Dig og domfcelde Dig . “ „ I have ingen anden Ret til at forhøre og domfcelde mig end den , I fager Eder selv “ , svarede Ketil , tilsyneladende aldeles uforfcerdet , „ og vil I overfalde mig i min egen Gaard , ville I derved forbryde Eder imod Landets Love , og paadrage Eder stort Ansvar derfor . Jeg skal møde Eder til Thinge , hvor og naar I eller Øvrigheden ønsker det , og vil I ellers have Noget at vide af mig , skal jeg sige Eder det her — Mere eller Mindre faa I mig ikke til med Let Gode . “ „ Det er ikke Mere end vi have ventet “ , svarede Jonas lige bestemt , „ og netop Lerfor komme vi saa mandstcerke . Gaa derfor heller med det Gode , Ketil , og jeg lover Dig , at Du frit skal vende tilbage , saafremt ikke Enhver , endog din Kone , som slaar her , finder Dig skyldig . “ „ Hvad andet Bevis har I da imod mig “ , spurgte Ketil , som gjerne vilde have Sagen afgjort i fit Hus , „ uden den ulykkelige Ømstcendighed , at jeg er bekjendt som Mogens Heinesens Uven og at jeg var borte medens han forsvandt . Men ogsaa derom kan I faa tilstrækkelig Oplysning endog af min Kone , som Du før ncevnede . Lad os dog tale om det , som findige og rettænkende Mcend ! Her er Ol og Mad nok til Eder alle , og vi kunne endog komme til at stilles som gode Venner . “ „ M o g e n s H e i n e s e n s Fjende bliver aldrig hans Mandflabs Ven “ , svarede Jonas , med Stolthed , „ og ved en saadan Mands Bord spiser Heller Ingen af hans Folk . Gjør derfor Ende paa den lange Tale og følg os godvillig , Ketil ; thi Du faar intet andet Valg . “ „ Jeg skal ogsaa følge Eder , om Du vil tilsværge mig , at jeg uskadt skal komme tilbage igjen “ , udbrød Ketil , der syntes efterhaanden at tabe Nøget af sin rolige Holdning . „ Om Du findes uskyldig , ja ! “ var Jonas Maiboms korte og bestemte Svar . „ Men jeg kan ikke tro , at I ville være retfcerdige mod mig , alene førdi I ere Mogens Heinesens Mcend , og jeg hans erklcerede Uven “ , indvendte Ketil . „ Frygt ikke derfør “ , beroligede Jonas ham ; „ dersom vi ikke komme med saadanne Beviser imod Dig , af enhver Net maa fælde Dig , skal Du vcere fri før os . “ „ Men lad da saa en ordentlig Ret tiltale og dømme mig “ , bad Ketil . „ Du har hørt vor Mening derom , og den er urokkelig “ , forsikkrede Styrmanden . „ Jeg siger Dig derfør før sidste Gang : følg os med det Gode . “ „ Jeg skal ogsaa følge Eder , før jeg vil slæbes bort som et stædigt Faar “ , svarede Ketil med en vis Værdighed ; „ men Du , min Hustru , som har set og Hørt Alt , vil vidne , af jeg føres bort med Vold , hvis disse Mennesker tage mig af Dage i deres blinde Had til mig . “ „ Men først vil jeg dog følge med Dig , Ketil “ , sagde Kristiane ; „ thi Du vil mindes , af jeg er kaldet med til af udtale mig om din Skyld og jeg antager ikke , af man vil tage denne Indrømmelse tilbage . “ Jonas bed sig i Læben , men bemærkede dog , af hun kun . de følge med , om hun vilde , skjondt det ingenlunde var ment saaledes , som hun havde forstaaet hans Ord . Jøvrigt troede han , at hun helst maatte blive , hvor hun var ; men da Ketil syntes lettet ved at hans Kone ledsagede ham , sluttede hun sig saameget hellere til Skaren . I dyb Taushed Lilbagelagdes det korte Stykke fra Ketils Gaard til Kysten og fra Kysten til skibet . Saasnart Ketil og hans Kone vare komne op paa Tækket , kaldte Jonas Maib om Mandskabet agter ud , og ægteparret saa sig nu omringet af en Skare Somænd , der Alle saa paa Ketil med mørke , ildevarslende Blikke , trods den raa Godmodighed , hvoraf enkelte Ansigter bare Præg . „ Jeg adspørger Dig nu , Ketil Gormsen “ , begyndte Jonas med imponerende Alvor , « i hele Mandskabets Navn , om Du tør nægte at have Del i den Ulykke , der Hændies vor Kaptain næstforrige Nat ? “ „ I lovede mig Beviser ; kom med dem ! “ svarede Ketil tilsyneladende rolig . „ Om jeg siger Nei , tro I mig dog ikke alligevel . “ „ Du skal saa dem “ , svarede Jonas kort . „ Vil Du nægte , at Du har været ombord hos en Sørøver , der iforgaars krydsede ost for Svino ? “ „ Jeg seilede til Fugls , for at undgaa et Sammenstød med Mogens Heinesen “ , forklarede Ketil , „ og jeg vidsle ikke af det fremmede Skib at sige , før jeg var kommen hinsides Fuglo . Jeg maatte da ombord , da Strømmen ikke tillod mig at vende om ; men ud paa Natten , da Skibet passerede Svinø , gav man mig Tilladelse til at gaa iland igjen . “ „ Og Du førte ikke Sørøverne til Laves Gaard , hvor de grebe vor Kaptajn , bandt ham , og førte ham bort ? “ spurgte Styrmanden , og saa Ketil stift i Øinene . „ Jeg siger igjen : bevis denne Beskyldning ! “ svarede Ketil med Fasthed . „ Det skal ste saaledes som Du ønsker det “ , og med disse Ord slog Jonas Døren til Kahytskappen op . Ketil Gormsen tumlede tilbage — Magnus Heinesen stod for ham . „ Gjør Strikken klar “ , befalede Jonas , og i et Nu var den slynger om Ketils Hals . „ Naade , Mogens Heinesen “ , bønfaldt Kristiane , og vendte sig med foldede Hænder imod Skibets Fører : „ før min Skyld lad ham leve ! det er mig , som bragte Faren over Dig og ikke Ketil ! “ „ Dig ? “ spurgte Heinesen forundret . „ Hvad Ondt har jeg da gjort Dig , Qvinde , af Du vilde behandle mig saaledes ? “ „ Jeg har altid ceret Dig , Mogens , for dine fappre Gjerningers Skyld , og det gjør enhver Færing , være sig Mand eller Qvinde , som har Hjertet paa det rette Sted , og da jeg nu vidste , af Ketil hadede Dig for et Ords Skyld , Du engang lød falde i Thorshavn “ , forklarede Kristiane videre , „ saa besvor jeg ham , ligesaameget for din som for hans Skyld , af tage til min Svoger paa Fuglø og blive hos ham , indtil Du var seilet igjen . Dette gjorde han ogsaa ; men hvad der siden hændtes ham , ved jeg ikke . Kun Saameget er sikkert , af hverken han eller jeg vidste af nogen Sørøver af sige , da han forlod sin Gaard . “ „ Jeg vil tro , hvad Du siger “ , svarede Heinesen ; „ men pønsede din Mand ikke paa min Undergang , havde han aldrig søgt ud til Sørøveren for af faa den fuldbyrdet , og kunde Thørgeir Rut fræde frem for ham , saaledes som jeg nu kan , alene fordi Fribytterkaptainen var min gamle Kammerat , vilde han maaske ogsaa fortælle os noget ganske Andet , end hvad vi hidtil have Hørt om hans Fald i Afgrunden . “ „ Du gjør min Mand heilig Uret med disse Ord , og det havde jeg ikke ventet af Mo gens Heinesen “ , svarede Kristi ane og blev blussende rød af Ivrighed . „ Jeg faa Ketil strax efter hin sørgelige Begivenhed , som jeg aldrig har ophort at begræde , og jeg saa ham ogsaa efter hans Hjemkomst til Gaarden igaar i Dagbrækningen ; men der var ligesaa stor Forskjel paa Ketil dengang og Ketil igaar , som der er Forskjel paa Uskyld og Brøde . “ „ Nu vel da , Kone , saa vil jeg for din Veltalenheds Skyld og for din gode Villies Skyld for mig tilgive ham for mit Vedkommende “ , sagde Heinesen ikke uden Bevægelse ; „ men jeg vil lade Mandskabet dømme imellem ham og mig , og vil det frigive ham , saa skal han ogsaa gaa uskadt bort med Dig , skjøndt det ikke er hans Skyld , at jeg i dette Øieblik ikke dingler under Sørøverens Storraa , forudsat man ikke allerede havde kastet mit arme Legeme i Havet . “ „ Jeg havde aldrig tænkt , at Mogens Heinesen gjorde Noget halvt “ , udbrød den snilde Kone , hvis qvindelige Skarpsyn allerede lod hende føle , at hun begyndte at faa Magt med den igrunden høimodige Kaperkaptajn . „ At overgive ham til Folkenes Dom , er det Samme , som at lade dem tage Livet af ham , fordi Du , som hans Anklager , selv krymper Dig derved og tillige fordi det strider mod din Retfærdighedsfølelse . Jeg læser det jo tydelig paa Alles Aasyn . Lad derfor din Naade blive fuldsfændig , Mogens “ , bad hun med indsmigrende . Stemme , „ og Du vil erhverve Dig en ligesaa varm Ben i min Mand , som han hidtil har været Dig en bitter Fjende . “ „ Jeg skjøtter ikke om det Menneskes Venskab , der vil betale et henkastet Ord , som han dertil selv fremkaldte ved sin Uforskammethed , med en skjændig Død , “ svarede Heinesen strengt ; „ men for din Skyld skal hans Liv være ham skjænket . Han har da ogsaa nu selv ' mærket Strikkens Kildren om sin Hals og det er altid Noget . Lad ham saa løbe . Folk ! jeg beder Eder derom . — Hvem Fanden kan sige Nei fil en saadan Qvinde ! Ellevte Kapitel . Magnns Heinesens sidste Kamp . ligesom vi aabnede denne Fortælling , der helt igjennem saameget som mulig har holdt sig og vil holde sig fil de historiske Kjendsgjerninger , med at introducere Christoffer Walckendorff og Hans Lind en ow for Læserne , saaledes ville ogsaa disse tvende Mænd træde frem paany for dem i det Drama , der paa en saa sørgelig Maade afslutter Magnns Heinesens Løbebane , ja endog , ved Siden af Helten selv , blive de mest fremtrædende Personer i samme . Vi træffe Christoffer Walckendorff , der siden vort sidste Møde med ham havde forladt Bergen og opnaaet den høit ansete Stilling som Rigets Rentemester — hvad vi nu tildags nærmest vil kalde Finantsminister — af deltage i Regjeringsraadet i Kong Christian den Fjerdes Mindreaarighed , fordybet i en Bunke Aktstykker , der laa 12 foran ham paa Let Skrivebord ved hvilket han sad , da en Tjener meldte Landsdommer Hans Lindenow fra Jylland , Ler indtrængende ønskede , af faa Rentemesteren i Tale . Walckendorffs Aasim formørkedes ved al høre Lindenow » Navn og han betænkte sig en Stund , før han svarede Tjeneren , af den Anmeldte kunde indlades . „ I være velkommen , Hans Lindenow “ , udbrød Rentemesteren , idel han , efterat have kastet endnu et flygtigt Blik i Le foran ham liggende Papirer , reisle sig , retsom Lindenow traadte ind adDoren og rakte ham sin Haand . „ Jeg ønsker Eder fil Lykke med Eders Kjøb af Ørslevklosfer , som ganske vist var et fordelagtigt Mageskifte . Hvornaar var ellers Ankomsten ? “ « Iaftes , naadige Herre , “ svarede Lindenow , idet han meL Wrbødighed modtog Rentemesterens fremrakte Haand . „ Jeg er ilet over Hals og Hoved hertil , efter af den ulykkelige Mogens Heinesens Hustru havde sendt ef Ilbud til mig med Underretning om ben Fare , hvori hendes Mands Liv svcevede , og jeg fakker Gud , allersommcegtigst , inderlig , af jeg naaede af komme til Byen , sør Dødsstraffen er bleven fuldbyrdet , da jeg saaledes har Haab om af forebygge en stor Ulykke . “ „ Om I med denne Ulykke mener Sørøverens Henrettelse , hvorledes tror I da , af kunne forebygge den ? “ spurgte Walckendorff alvorlig . „ Ved af overbevise Eder om Mandens Uskyldighed og om dette skulde mislykkes , da bevæge Eder til af opsætte Dommens Fuldbyrdelse indtil jeg erholder de fornsdne yderligere Beviser derfor fra Drysse ! “ , svarede Linden ow frimodig . „ Skjondt Retten alt har afsagt sin Dom , og den er bleven stadfæstet af mig “ , svarede Rentemesteren med Effertryk , „ skulde dog Intet være mig kjærere , end om I har Grunde af fremføre , som vi ikke kjende , der vil give os en anden Mening om hans Strafskyldighed ; thi jeg vil ikke være uretfærdig imod Nogen , og allermindst imod en Mand , hvis Hoved det gjælder . I behage at tage Sæde og udtale Eder frit . “ „ Desværre har jeg for Tiden Intet at fremkomme med , som I , naadige Herre , ikke allerede kjender “ , svarede Landsdommeren ; „ men vil I tillade mig , at sige det , saa tror jeg rigtignok , at der skjænkes Heinesens Paastande langt mindre Troværdighed end de burde nyde , samt at den Omstændighed , at en stor Dronning optræder som Anklagerinde ved sine Gesandter , fo af Engellands fornemsfe Herrer , har stsrre Indflydelse paa hans Skjæbne end Tilfældet vilde være , om Beskyldningerne vare fremkomne fra en mindre høitstaaende Person . Men ogsaa hun kan skuffe sig selv eller blive skuffet af Andre og da den Anklagede , hvor forvildet et Liv han end har ført , endnu aldrig er greben i nogen Løgn , saa tror jeg ogsaa , at der bør indrømmes ham Tid til at skaffe de Bevisligheder for sin Uskyldighed tilstede , som han besfandig beraaber sig paa . “ „ Har I læst Sagens Dokumenter , Hr . Hans Lindenow ? “ spurgte Rentemesteren fort . „ Jeg har ikke alene læst dem , naadige Herre , nun jeg har endogsaa falt med Mogens Heinesen selv i Fængselet , umiddelbart efter min Ankomst til Byen “ , svarede Lindenow , idet et fint Smil spillede om hans Læber ; „ ellers kunde jeg neppe have været berettiget til af udtale mig om Sagen . Jeg finder kun deri fo Ankeposter af nogen Betydning imod ham : den ene , af han ssgte af forlade Byen , da Sagen indlededes imod ham , og den anden , af han seilede under dansk Flag , uagtet han siger , af han var spansk Kaperforer . “ „ Og hvad siger I til disse Lo Kjendsgjerninger ? “ spurgte Rentemesteren . „ At de meget godt lade sig forklare ved det , Heinesen anfører i den Anledning , idet han paastaar , af han forlod Byen for af ile til Bryssel og der skaffe de Bevisligheder , han nu saa haardt savner- . Bevis for , af ban virkelig havde Bestalling , som spansk Kapcrfører , og af han blot førte dansk Flag , for paa den Maade , af komme de mødende Skibe ncermere , da Danmark fortiden er i Fred med alle Lande ; men af han altid heffede spansk Flag , naar det kom til Kamp , ligesom det ogsaa er bevisf ved Mandsfabets edelige Vidnesbyrd , af det engelske Skib blev taget , medens han førte spansk Flag . “ „ En Sørøver fører altid mange Flag med sig , Herr Hans “ , bemærkede Reutemesferen . „ Jeg er overbevist om , at han ligesaa godt havde heffet franst , som spansk Flag , dersom Engelland havde havt Fred ined Spanien og Krig med Frankrig . „ Men hvorfor tog han da ikke Prisen under dansk Flag , naar han i Virkelighed ikke var spansk Kaperfører ? “ spurgte Lindenow . „ Jeg antager , fordi han saaledes troede , lettere at kunne slippe fra sil Sørøveri sidenhen “ , svarede Walckendorff koldt , „ og hvad Let angaar , at han søgte at komme fra Byen , for at reise til Bryssel efter sine Beviser , som han udtrykker sig , saa kan den tro Let , der vil . Jeg betragter dette Udsagn , som en af de scedvaulige Udflugter , Misdcedere altid pleie at komme med , naar det gjcelder , at klare et vanskeligt Spørgsmaal fra sig . “ 182 „ Naar Eders Naade har saadanne Anskuelser om Heinesen og hans Sag , saa indser jeg tydelig , at ethvert Forsøg paa at bibringe Eder en anden Mening om hans Strafskyld , vil vævre spildt Arbeide “ , bemærkede Hans Lindenow , ikke uden Bitterhed , idet han reiste sig fra sin Stol , „ og jeg har nu kun den sidste Bøn til Eder , at I vil opsafte Dommens Fuldbyrdelse , indtil der kommer Brev tilbage fra Bryssel , hvilket jeg antager vi ! kunne ske i Løbet af en Maaned . Jeg beder Eder derom , naadige Herre , ligesaameget for Eders egen Skyld , som for den Ulykkeliges ; thi hvormeget I end tror , at jeg har tilovers for Mogens Heinesen , saa har jeg visselig ogsaa hjertelig Godhed for Eders Naade . “ „ Det tror jeg ogsaa , Hr . Landsdommer “ , svarede Rentemesteren , idet han ogsaa reiste sig fra sin Stol ; „ men jeg kan ikke indse , hvad den Velvillie , I ncercr for mig , kan have at gjøre med hin Sørøver . “ „ Saa skal jeg sige Eder det frit ud , Herre , selv om I vil fortørnes paa mig derfor “ , svarede Lindenow dristig . „ Det er min bestemte Overbevisning , at I begaar et Drab paa et uskyldigt Menneske , om I imorgen tillader , at Hovedet hugges af Magnus Heinesen , og jeg skulde kjende Eders Retfærdighedsfølelse daarligt , om jeg ikke forudser , at det vil ryste Eder paa det Frygteligste og bevæege Eder paa det Smerteligste , naar I derefter bliver overbevist om , at have faget Feil . Tillad mig endnu et par Ord , naadige Herre , og jeg skal ikke ulerlige Eder mere om denne Mand , paa dette Sagens Standpunkt ; men naar jeg siger , af Heinesen er uskyldig i Anklagen for Sørøveri , saa begrunder jeg dette ei alene paa min urokkelige Tro paa Mandens Sanddruhed og paa den Frimodighed , hvormed han ser sin frygtelige Død imøde , hvilken er noget ganske Andet end den Forhærdelse , Misdædere “ — dette Ord betonede Lindenow stærkt — „ ellers lægge for Dagen i deres sidste Timer ; men jeg , der jo dog selv er Retskyndig , turde ikke dømme denne eller nogen Mand fil Døden efter det , som foreligger , uden af jeg havde en saa udmærket retslærd Herre som Rigskantsleren af raadføre mig med . Lad Eder dog i det Mindste bevæge fil af forelægge ham Sagen , naadige Herre “ , bad Lindenow med Taarer i Øinene . „ Niels Kaas er rigtignok , som jeg hører , for Øieblikket i Jylland ; men hans Mening kan I jo faa af høre i Løbet af en Uge , antager jeg , og lægge I saa blot en Uge fil , skal jeg , næsf Guds Hjælp , være tilstede hos Eder igjen , med det manglende Vidnesbyrd for hans Uskyldighed . Hvad kan det dog gjøre fil eller fra , om den Ulykkelige Lever nogle faa Dage længer - endog hans tidligere Bedrifter i Rigernes Tjeneste og Ven høisalige Konges velbekjendte Godhed for ham , turde gjøre ham fortjent til denne Naade , ei al tale om , al en stor Ulykke for ham , en stor Vanære for Retfærdigheden , og en stor Hjertesorg for Eder , derved vil vorde undgaaet . “ „ I er en brav Mand , Hans Lindenow “ , svarede Walckendorff , uden al det dog syntes , al dennes bevægede Ord havde gjort mindste Indtryk paa ham , „ og derfor har jeg velvillig Hørt paa Eders dristige Forbøn for hin Sørøver ; men Eders Venskab for dette Menneske , ef Venskab , hvis Grund jeg iøvrigt har al Agtelse for , gjør Eder aldeles blind for Sagens virkelige Sammenhæng , og lader Eder svække de Bevisers Gyldighed , der gaa ham imod . Jeg har aldrig yndet denne Mogens , det ved I nok ; jeg har i ham altid set en Slagsbroder , en Drukkenbold , en Brøder Liderlig , en Person , der satte sit Liv ivove for ef godt Ord , og ikke tog det saa nøie med sine Handlinger . Dette Vidnesbyrd kan I Heller ikke modsige ; thi i den Retning kjender I ham ligesaa godt som jeg ; men hvad forslaar nu ef saadant Menneskes løse Paasfande ligeoverfor en saa ædel , vis og retfærdig Dronnings Anklage , som Dronning Elisabeths i England , der ved sine Gesandter , som I før meget rigtig bemærkede , tvende af den engelske Adels første Mænd , giver os sit Ord og sin Ære paa sin Paastands Rigtighed ? Jeg vil ikke bencegre Muligheden af , af Heinesens Grunde , hvorfor han seilede under dansk Flag , og hvorfor han søgte af snige sig fra Byen , da han blev kaldet fil af stande fil Rette før sine Gjerninger , kunne vcere sande ; men ligesaa vist tror jeg ogsaa , af det ikke er Andet end Opspind af hans velbekjendte snedige Hoved , og jeg kan derfor ikke Andet end lade den Dom fuldbyrde , som er bleven fceldet over ham , efter den engang tagne Bestemmelse . “ „ Jeg har aldrig et Øieblik tvivlet om , af I virkelig tror , af Manden er skyldig “ , bemærkede Lindenow , „ og Lerfor forudser jeg ogsaa , hvad I kommer fil af lide , naar Let Modsatte bliver bevist ; men Rctfcerdigheden vil jo Intet komme fil af lide ved en kort Opfattelse af Dødsdommens Fuldbyrdelse , ja vil endog blive agtet endnu høiere , hvad enten jeg forskaffer de belovede Vidnesbyrd eller ikke , fordi den havde givet den Anklagede Leilighed fil af fremkomme med alle de Beviser før sin Uskyldighed , han beraabte sig paa , en Ref , der hidtil har vcerer indrømmet enhver Lilfalr , og heller aldrig kan ncegies en Saadan , hvor løse hans Paastande end ere , uden af han har Aarsag til af beklage sig over , af han vorder dømt uden af blive hørt til Ende . “ „ Dersom jeg ikke var saa overbevist som jeg er om , af oet blot vilde være en Opsættelse til ingen anden Nytte for Sørøveren , end af han kom til af leve den korte Tid længer , ja , dersom jeg sølle Fjendskab til ham , havde I ikke behøvet saamange Ord , for af faa denne Henstand bevilliget ; thi jeg vilde have givet den af mig selv “ , svarede den urokkelige Rentemester ; „ men selv om jeg havde den Godhed for ham , som exempelvis for Eder , saa lød jeg alligevel Dommen fuldbyrde imorgen , eftersom en unyttig Opsættelse vilde give Folk Formeget af tale om , og jeg desuden har lovet Gesandterne , af Exekutionen skal vorde fuldbyrdet imorgen , fordi de agte af forlade Byen i denne Uge . “ „ Er det Eders sidste Ord i denne ulykkelige Sag , Herr Rentemester ? “ spurgte Lindenow alvorlig . „ Mit sidste Ord , Herr Landsdommer ! “ svarede - Rentemesteren ligesaa koldt . „ Saa ske Herrens Villie ! Der staar altsaa kun tilbage for mig , at skaffe min ulykkelige Ven sit gode Navn og Rygte tilbage , efter at jeg har set hans Hoved falde for Bøddelens Sværd og saasandt hjælpe mig Gud ! skal jeg gjøre det . “ Med disse Ord styrtede den ædle Mand i den heftigste Bevægelse ud af Rentemesterens Kabinet . Læseren maa nu følge os til det Fængsel paa Raad- og Domhuset , hvor den Mand , hvis Minde vi have viet disse Blade , imødesaa sin sidste Time . Siden vi forlode Magnus Heinesen ved Færøerne havde han paany fristet Kaperlivets Eventyr og Farer , uden at han i Begyndelsen havde videre Held med sig , paa Grund af den engelske Marines store Udvikling , hvortil allerede Begyndelsen var lagt paa Elisabeths Tid , og som filfulde forklarer , hvorfor Magnus Heinesen altid seilede med det neutrale danske Flag paa sin Fortop . Overall vrimlede det nemlig af engelske Krydsere , og engang havde han endog en skarp Fægtning med en saadan , i hvilken hans tro Ven , Jonas , tilsalte Livet . Han higede derfor blot efter , at gjøre en eneste god Prise for derved at gjøre Ende paa sit privilegerede Sørøverhaandværk , og da det efter nogle Togter lykkedes ham , at komme paa Siden af et stort rigtladet Skib , tilhørende den rige engelske Kjøbmand Santa John i London , begav han sig med sin Prise til Ostende , hvor han selv kjøbte den tilligemed den størfte Del af Ladningen , som han derefter førte til Bergen og solgte med stor Fordel . Han bestemte sig nu til at forlade Bergen , hvor hans Fortid og hans gamle Forbindelser bragte ham forskjellige Ubehageligheder , og med Hustru og Børn drage til Danmark , hvor han da vilde opslaa sin Bolig i Kjøbenhavn , og mulig ende sine Dage som en dristig Kjøbmand , saaledes som Santa John selv og mangen dristig Kaperfører ser og siden have gjort ; men her var det nu , at hans onde Skjæbne modte ham , og bragte ham den Død , han ofte forgjæves havde udæsket i den vilde Kamp paa Fribytterskibenes blodige Dæk . Fængselet , hvori Magnus Heinesen , efterven Tids barbariske Sædvane , sad lænket ved Haand og Fod til den fugtige Mur , var en af de „ Ulykkens Huler “ , som syntes indretfede med det bestemte Formaal , om mulig at pine Livet af den Ulykkelige , som her skulde tage et midlertidigt Ophold . Kun en eneste lille , med tykke Jernstænger sikkret Aabning i den flere Alen tykke Mur , tæt ved Loftet bragte det Lys og den friske Luft , som kunde trænge ind i det fra den skumle , af Skarndynger opfyldte Fængselsgaard ; men - desuagtet maatte dette Fængsel betragtes som ef af de bedste , da de færreste paa den Tid havde andet Lys end det , der en føie Stund kunde sljæle sig ind fra den altid halvmorke Gang , saa ofte Døren aabnedes . At Bohavet , om der iøvrigt kunde være Tale om saadant , stod i Forhold til Opholdsstedet , var en Selvfølge ; men det syntes dog , af Fangevogteren , rimeligvis „ for gode Ord og Betaling “ , her havde gjort en Undtagelse , da der fandtes ef par Stole og en Loibænk samt ef gammelt Trcebord , paa hvilket endøg stod ef Krus med godt Øl , naturligvis anskaffet for Fangens egne Penge . I Fængselet , hvis Gulv bestod af raa Kampestene , befandt sig Heinesens Hustru , der sad ved Siden af sin Mand paa Løibænken , med hans , den høire Haand i begge sine , deres tre Børn — to Sønner paa otte og sex Aar , samt en Datter paa tre — tilligemed Einar , der havde været med paa Hesfs , og fra den Tid sluttede sig til Heinesen med urokkelig Hengivenhed . Nu aabnedes Tilgangen udenfra med stor Larm og Hans Lind enow viste sig i den aabne Dør , der atter lukkedes med lignende Støi efter ham . „ Kan I se , kjære Herre , at I kunde have sparet Eders Vandring til den strenge Rentemester ! Jeg læser Udfaldet paa Eders Aasyn , og jeg beklager , at I foretog denne forgjæves Gang ; men ligefuldt takker jeg Eder hjertelig derfor “ , udbrød Fangen , idet han trak sin Haand ud af sin Kones og rakte den til Lind en ow , som han bad tage Sæde , paa den ene skrøbelige Stol . „ Der er altsaa intet Haab ? “ spurgte hans Kone frygtsom . Linden ow rystede vemodig paa Hovedet , idet han tog Plads ligeoverfor Ægteparret . „ Saa skal I ogsaa vide det , som min Wgteherre hidtil har forbudet mig at omtale “ , udbrød hans Kone . „ Du tier , min Hustru ! “ bød Heinesen med en Mine og en Stemme , som om han endnu kommanderede paa „ Samsons “ Doet . „ Jeg adlyder Lig ikke , Mogens , om jeg saa selv skal aabenbare det for Rentemesteren , som jeg endnu ikke har været hos , fordi Du har forbudt mig det . Det gjalder her nun LEgfefalles Liv og hvad der er ligesaa meget værd , hans og hans Børns gode Navn og Rygte . “ „ Saa lad mig fortælle det selv “ , afbrød Heinesen hende ; “ men jeg siger Eder forud , af jeg benægter Alt for Retten , fordi Rentemesteren ligefuldt hugger Hovedet af mig imorgen , og selv om det Utrolige skete , af han skaanede mit Liv , vilde min Brøder Jon komme fil af lide en vandrende Død . Jeg vil derfor fage min Hemmelighed med mig i Graven , idet jeg forudscetter , af I ville agte en døende Mands sidste Villie ; thi det er dog langt bedre , af jeg dør uskyldig , end af min stakkels Brøder , der elsker mig inderlig , hvilket I nok skal faa af mærke , naar han erfarer min Død * ) , skal lide en Der fortælles , af han blev vanvittig af Sarg og døde saaledes samme Aar . forsmædelig Straf , som vil bringe uudslettelig Vanære over vor Slægt , og rimeligvis ogsaa have mange Færingers Ulykke fil Følge . Sagen er den “ , fortsatte Heinesen da han bemærkede den Spænding , hvori Lindenow var kommen ved af høre denne Indledning , „ af da jeg længe havde krydset uden videre Held , fik jeg Nys om , af S anta Jobn , der i mange Aar har dreven en levende Smughandel paa Færøerne , uden af jeg nogensinde kunde gjøre ham Noget , fordi ban brugte falske Papirer , og det altid hedte sig , af han var kommen ud af Kursen — atter udrustede et sfort Skib til denne Trafik . Jeg passede ham nu op , og da hans falske Papirer og andre Gavtyvstreger Intet kunde nytte ham , ligeoverfor det spanske Flag , fik jeg dog saaledes engang Magt med ham . Saasnart jeg fik Enehandelen paa Færøerne , opgav vel Jon denne Forbindelse ; men han havde beskyttet den lidligere som Lagmand , og mange Færinger vedblev af drive den , indtil jeg nu satte en Stopper derfor , skjøndt det koster mig min Lindenow betænkte sig Nøget , endelig udbrød han : „ Var jeg vis paa , af en Angivelse herom kunde frugte , saa vilde jeg gjøre endnu et Forsøg hos Rentemesteren ; men han vil sige , af dette er en ganske anden Sag , som det ester mit Skjøn ogsaa er , og Il 62 Mogens har Ret , naar han mener , af han ikke vil udrette Andet end ogsaa af bringe Ulykke over sin Broder og mange Landsmænd med ham , Nøget , hvortil jeg ikke er berettiget af raade , især da han jo bestemt modsætter sig et saadant Skridt ; men jeg kan desuagtet godt forstaa , af en kjærlig Hustru , som gjerne vil forsøge Alt , for af frelse sin Mands Liv , ønsker af prøve ethvert Middel dertil . “ „ Naa , der fik jeg dog Ret endnu engang “ , sagde Heinesen med en vis Munterhed ; „ det var Mere end jeg havde venfet saa langt ude i Bestikket , som jeg er . “ „ I ser Døven under Øine med stort Mod , Heinesen “ , bemærkede Lindenow , næsten med en bebrejdende Stemme . „ Det har jeg altid gjort , kjære Herre “ , svarede Fangen uforbeholden ; „ men underlig nok , har jeg aldrig fænkt paa den med saa sorgløst Sind , som nu , da jeg ved , af den bestemt forestaar mig om nogle faa Timer . Jeg fænker , det kommer af , af jeg føler mig uskyldig , i det , jeg anklages for . “ „ I maa dog alligevel have Meget af angre og asbede “ , sagde hans Ven bekymret . „ Det ved Gud , jeg ogsaa har “ , svarede Heinesen oprigtig ; „ menden , jeg harforsetmig mest imod , er min Hustru , som her sidder , og hun har tilgivet mig af et godt Hjerte , og det er mig en stor Trøst . En anden stor Trøst er mig nu ogsaa den , af jeg ikke hængte Skjalg Frille og Ketil Gormsen , som begge stode mig haardt efter Livet , og saa haaber jeg forresten , af Vorherre vil være mig saa naadig , af afskrive min gamle Gjæld i min Afregningsbog , formedelst min uskyldige Død , naar jeg skal mønstre for ham . “ „ Tilgiver IWalckendorff ? “ spurgte Lindenow . „ Det kniber det med , kjære Herre “ , svarede Heinesen nolende . „ Man mister kun Hovedet engang . “ „ Gjor det dog for min Skyld ! Eders gamle Ven beder Eder derom “ , sagde Lindenow , og saa ham frohjertig i Øinene . „ Saa skal jeg ogsaa gjøre det og det af ganske Hjerte “ , svarede Heinesen og rakte Lindenow sin Haand . „ Der har I min Haand derpaa . Det er det Mindste , jeg kan gjøre for det Venskabs Skyld , I har vist mig . Lad ham leve for den gamle Stivnakke , haner — han har jo dog ogsaa engang gjort mig noget Godt . Mere kan jeg ikke sige . “ „ Det er ogsaa nok , min Ven “ , udbrød Landsdommeren i dyb Bevægelse , „ og da I nu har gjort 13 Saameget , fordi jeg bad Eder derom , saa skal jeg love Eder , ligesaa hellig og oprigtig , af jeg imorgen skal tiltræde en Reise lige til Bryssel , og naar jeg har faaet de Beviser før Eders Uskyldighed , som jeg venter , at erholde der , heller ikke skal hvile , før jeg har forskaffet Eders Navn den Oprejsning , Eders uskyldige Død fortjener . “ Heinesen sad som rørt af et Slag . Store Taarer strømmede ned af den ellers saa stærke Mands Kinder og han var styrtet paa Knæ før sin Vens Fødder , om denne ikke ved en hurtig Bevægelse havde forhindret det . „ Hvormed har jeg fortjent denne Guds Naade , og hvorledes skal jeg takke Eder , ædle , trofaste Ven . Og Du , min Hustru , og I , mine elskede Børn , tak denne herlige Mand nu og altid ; thi hvad han gjør er Mere til Bedste før Eder end før mig . Jeg har endnu aldrig sølt mig saa lykkelig tilmode som i denne Stund . Reis I kun trsstig til Bryssel ! en Doendes Velsignelse ledsager Eder . I vil ikke reise forgjæves ; hvad jeg har sagt er Sandhed . Kunde jeg lyve ligeover før Eder , fortjente jeg hundrede Gange Døden . “ Nu raslede det ved Døren og en Fangevogter viste sig , ledsaget af en Mand af et uhyggeligt Udseende . Det var Boddelen , som efter Datidens Skik kom for at sige Heinesen , at han vilde blive afhentet næeste Morgen Kl . 8 , samt spørge , om han skulde medtage et Klæede til at binde ham for Øinene . „ Jeg har set saamangen dragen Klinge i mine Dage til at jeg skulde frygte for , at se en saadan endnu engang “ , var Heinesens stolte Svar . „ Bliver Du blot ikke ræd , naar Du skal hugge Hovedet af en uskyldig Mand — jeg bliver det ikke . “ Derpaa mindede Fangevogteren de Tilstedeværende om , at han ikke længer kunde tillade dem at opholde sig hos Fangen , da Fængselet nu skulde lukkes for denne . Dag ; men at det stod Enhver frit for , at komme igjen næste Morgen . Heinesen kyssede kjærlig sin Kone og sine Børn , idet han saa længe paa Enhver især , som om han vilde indpræge sig deres kjære Ansigtstræk for Tid og Evighed . Derpaa rakte han Haanden til Einar , der hele Tiden havde staaet i Taushed og støttet sig til Muren ; men da han bød Lindenow Lev vel , hviskede han til ham : „ Endnu et eneste Ord . “ Da Lindenow saa , at Alle vare komne ud i Gangen , hvor Fangevogteren stod i den aabne Dør for at vente paa ham , vendte han sig til Heinesen med et spørgende Blik . „ Min sidste Time imorgen tilhører alene min Sjcrlesørger og min Gud “ , hviskede han . „ Bliv hos Sophie , indtil Alt er forbi , og den Algode lønne Eders Venskab . “ Endnu et Haandtryk , endnu et langt inderligt Blik og de to Venner toge Afsfed med hinanden for denne Verden . Tolvte Kapitel . Gjengjældelsen . Om Sommeren 1590 var der stor Bevcegelse i den lille By Kolding , der var opfyldt af Reisende ncesten fra alle Egne af Riget , dels for den forestaaende Herredags egen Skyld , hvor Mange havde Noget at forhandle , men øgsaa for at se den unge Konge , Christian den Fjerde , der iøvrigt endnu ikke havde tiltraadt Regjeringen , men som allerede fyldte Tvillingrigerne med de gladeste Forhaabninger , paa Grund af de mange Beviser , han alt havde givet paa fin Kløgt og Retfærdighedsfølelse . Saalcenge der endnu var Plads paa Slottet blev der velvillig flaffet Leilighed til de ankommende adelige Herrer ; men da deres Antal tiltog , maatte der øgsaa læegges Beslag paa de fornemme Borgeres Huse i Byen , og saaledes finde vi Landsdommer Hans Lindenow inlogeret hos en af Stadens Raadmcend , med hvilken han stod i tidligere venskabelig Forbindelse . Hans Lindenow var , sit Løfte tro , ilet til Bryssel snarest mulig efter Heinesens blodige Endeligt , og havde alt vceret en Maanedstid hjemme paa Ørslevkloster , uden af Nogen kunde faa af vide , om hans Reises Formaal var lokket eller ikke . Han var taus og indesluttet og dreiede stedse Samtalen hen paa andre Ting , han havde set eller oplevet paa sin Reise , saa ofte Nogen bragte dennes Øiemed paa Bane . Som en Følge af denne Lindenows Tilbageholdenhed , der lettest maatte scettes i Forbindelse med en mislykket Reise , troede ogsaa Mange , og deriblandt ikke mindst Rentemesteren , der havde givet en god Ven den Opgave , af udforsfe , hvad Udbytte Landsdommeren havde havt af den , stedse mere sikkert , af han var bleven bedraget af „ Sørøveren “ , og af han vilde faa baade Spot og Skade formedesi sin altfor store Tillid til hans Sandhedskjæerlighed . Efter af Herredagen havde væeret aabnet nogle Dage , uden af Lindenow havde overvåret noget Møde , indfandt han sig pludselig en Dag paa et saadant , i hvilkef en Sag skulde paatales , som Christoffer Walckendorff netop havde med Admiral Peder Munk , der havde klaget over de Skibes flette Udhaling , med hvilke han havde ført den danske Prinsesse Anna , der var bleven gift med den skotske Kong Jacob , til hendes nye Fædreland . Saasnart Walckendorff fik Øie paa Lindenow , lilnikkede han ham venligt , en Æresbevisning , som besvaredes med et dybt Buk og dermed gik den Dag . Den følgende Dag fældtes Dom i Sagen , og da Rentemesteren ved den aldeles blev frikjendt for Admiralens Tiltale , saa man et triumferende Smil spille omkring den mægtige Mands Læber . Endnu bleve et par mindre vigtige Sager indledede eller afgjorte , og man tænkte allerede paa at hæve Mødet for denne Dag , da Hans Lindenow paa engang reiste sig fra sin Plads , og udbad sig den unge Konges og de høie Herrers Opmærksomhed , i Anledning af en Klage , han havde at fremføre . Walckendorff blegnede . „ Som det er Mange af de høie Herrer bekjendt “ , begyndte Landsdommeren , efterat han bavde nærmet sig den Kongelige Thrones Fod med et nyt ærbsdigt Buk , „ blev en Færing , ved Navn Mogens Heinesen , dømt fra Livet og henrettet , paa Grund af en Klage for Sørøveri , som Hendes Stormægtige Majestæt , Dronningen af England , ved sine Gesandter rettede imod ham for denne Forbrydelse . Heinesen forsikkrede , at han , da han erobrede Skibet , som skete under spansk Flag , var spansk Kaperkaptajn , hvorfor han ogsaa seilede til Ostende og lød der sin Erobring prisdomme ; men da han paa sine Kapertog benyttede sig af det danske Flag , for bedre af kunne klare sig for de engelske Krydsere , da han havde fortiet for Mandskabet , paa nogle Enkelte nær , af han var spansk Kaperfører , og da han , ved af forlade den spanske eller rettere burgundiske Tjeneste , maatte give sit Kaperbrev tilbage , vilde man ikke fro hans Forsikkringer ligeover for en saa mæegtig Herskerindes Anklage , isår da han tillige havde begaaet den Uforsigtighed , af reise bort fra Byen , saasnart han mærkede , af Sagen gik ham imod — som han sledse paastod , alene for af reise til Bryssel for af skaffe Bevis for , af han som spansk Kaperfører havde faget Skibet . Han bad forgjæves om Udscettelse af Dommen indtil han siaffede de nødvendige Bevisligheder tilveie , og jeg forenede mine Bønner med hans ; thi Mogens Heinesen havde engang vist mig en stor Tjeneste , hvorfor jeg aldrig noksom kunde takke ham , og da hans Hustru havde underrettet mig om den Fare , hvori hendes Wgtefcelle svævede , var jeg saa hurtig jeg formaaede det ilet til Hovedstaden . Jeg opnaaede imidlertid ikke af frelse den ulykkelige Mands Liv ; dertil var Rentemesteren for sikker paa Dommens Retfærdighed ; men mit Løfte tro til ham ved vor sidste Sammenkomst , reiste jeg selv til Bryssel og medbringer her Hans Høihed , Hertugen af ParmaS egenhcendig skrevne Tilstaaelse for , af han bavde givet Mogens Heinesen Bestalling som Kaperfører , med Rang , som spansk Søkaptajn , samt Vidnesbyrd fra Priseretten i Ostende , af den lovlig har eondemneret det af Heinesen i Havnen indbragte Skib , hvorom Talen er . “ Her løftede Lindenow en Pakke Dokumenter , som han havde taget ud af sin Brystlomme , høit i Veiret . Den dybeste Taushed indtraadte og Alles Blikke hceftede sig uvilkaarlig paa Rentemesteren , der ligbleg var sunken tilbage i sin Stol — det var , som om Magnus Heinesens Aand svcevede igjennem den store Forsamling . „ Jeg kan ikke give min Ven tilbage til Livet “ , fortsatte Lindenow med dyb Bevægelse ; „ men hvad jeg formaar , det vil jeg gjøre , for af afvaske den Plet , der saa ufortjent er klæbet til hans Navn , og give det frigjort for Skæendselens Mcerke i Arv til hans dybt nedbøjede Efterleverske og umyndige Børn . Jeg ved , af jeg vil sinde Retfærdighed her ; ja selv den høibaarne Rentemester , hvis ulykkelige Overilelse Ingen beklager mere end jeg , vil ikke ncegte min hedenfarne og dybt krcrnkede Ven denne Oprejsning . “ Imidlertid havde Walckendorff tilkcrmpet sig sin Fatning , og da han sølle , af han burde tage Ordet , gjorde han det ogsaa paa en Maade , der var denne ædle Mand værdig . „ Jeg kjender Landsdommer Hans Lindenows Retsindighed alt for nøie til , af jeg ikke maa være kommen til den sørgeLige Overbevisning , af jeg har stadfæstet en Dsdsdom , som har kostet en uskyldig Mand Livet . Jeg skal efter af Vidnesbyrdene , som jeg desværre ikke tvivler om vil ske , ere kjendte gyldige af Herredagen , til hvilken jeg vil anse mig for lovlig indvarslet , underkaste mig dens Dom , uden af fremfore Noget af det , som mulig vilde tjene til af undskylde min ulykkelige Gjerning ; og jeg vil nu i denne store Forsamling aflægge det Løfte for Gud og Mennesker , af jeg skal være de efterlevende Børn i Faders Sted , hvad timelige Goder angaar , saa af hverken de eller deres Moder skal komme til af savne det Fornsdne til det daglige Brød , saalænge jeg selv eier Noget . Mere kan jeg arme Mand ikke gjøre . Saa være Gud mig forresten naadig og tilgive min store Uret . “ Han sank atter tilbage i Stolen og Herredagen var dermed hævet for den Dag . Nogle Dage efter faldt Dommen , som gik ud paa , af den Mogens Heinesen tidligere overgaaede Dom skulde udflettes af Raadhusprotokollen og ikke komme den Afdøde , eller hans Slcegt fil Skade paa ZEre , gode Navn og Rygte , af Magnus Heinesens Lig skulde optages af Graven paa Nikolai Kirkegaard , hvor det ved Enkens Omhu var flædt fil Jorden og hæederligen begraves , hvor Familien selv maatte ønske af bringe ham fil Hvile , samt af Rentemesteren , foruden af godtgjøre Enken det Tab , hun alt havde havt , og erstatte Lindenow alle Omkostninger for denne Sags Skyld , endvidere skulde betale en Bøde af 6 , 000 Dlr . , en for den Tid meget betydelig Sum , og af disse Penge alene skulde komme Enken og Børnene tilgode . Kort efterat Lindenow var vendt tilbage fil sin Bopæel , indfandt en Tjener fra Renremesteren sig hos ham med Anmodning om , af møde hos hans Herre endnu samme Aften fil et givet Klokkeslet . Saasnart Landsdommeren var kommen op fil de Voærelser , som paa Slottet vare tagne i Brug af denne vigtige Statstjener , blev han ført ind fil ham uden først af vørde meldt . Han fandt Christoffer Walckendorff siedende i sin Læenestol , som et Billede paa den dybeste Anger og Sønderknnselse , hvilket var saameget mcerkeligere og hæederligere , som Faa eller Ingen i Danmark paa den Tid var saa myndig og tilsyneladende haardhjertet som denne Mand . Lindenow blev greben af den dybeste Medfølelse og Walckendorff bemærkede det snart . „ Sæt Eder hos mig , Hans Lindenow “ , udbrød han og rakte ham sin Haand . „ I har hørt Dommen ; den er hverken streng nok eller fuldstændig . “ „ Retfærdigheden kan ikke forlange nogen bedre , og den Afdødes Venner ønske ikke nogen anden , selv om de kunde faa den “ , bemærkede Landsdommeren , der havde taget Plads i en Stol ligeoverfor Rentemesteren . „ Den kan være fyldestgjørende for Eder og for Retfærdigheden , som I siger , men den er det ikke for mig “ , indvendte Walckendorff . Lindenow taug . „ I talede et sandt Ord , da I bad om Udsættelse af Dommen , ligesaa meget for min Skyld , som for den Anklagedes “ , vedblev han , idet han vred sine Hænder ; „ gid jeg kunde kalde ham ud af den Grav igjen , i hvilken jeg saa uretfærdig har bragt ham . Med hvilket Had til mig er han dog ikke vandret heden ! “ „ Det gjorde han langt fra “ , forsikkrede Landsdommeren . „ Hvad for Noget ? Gik han ikke sin sidste Vandring med Forbandelse over mig paa sine Læber ? “ spurgte Walckendorff ivrig . „ Han tilgav Eder , naadige Herre , saaledes som en god Christen bør gjøre “ , trøstede Lindenow . „ Hans Hustru og Børn ere mine Vidner ; thi de hørte det . “ „ Dette skylder jeg sagtens Eder “ , bemærkede Walckendorff . „ Jeg bad ham rigtignok derom “ , svarede han nolende . „ Det kunde jeg nok tænke “ , sukkede Rentemesteren , „ Sligt var han neppe falden paa af sig selv . Men fortæl mig desuagtet Alt , hvad han sagde . I ved ikke , hvor det frosfer mig . “ „ Han ansaa Eder for en retfærdig Mand “ , forsikkrede Lindenow , „ der blot skjænkede Dronningen af England mere Tiltro end ham , og det fandt han i Grunden ikke saa forunderligt , og naar I havde fattet en Beslutning , lod I Eder ikke rokke derfra . Derfor vilde han Heller ikke have , at jeg skulde gaa fil Eder , fordi han paastod , at det vilde blive en forgjæves Gang . “ „ Han kjendte mig bedre end jeg selv gjorde “ , mumlede Walckendorff . „ Da jeg saa kom tilbage fra Eder , havde han afgjort alt Timeligt , og jeg spurgte ham derpaa , om han havde tilgivet Eder , hvortil han svarede Nei , og saa bad jeg ham derom . “ „ Hvad sagde han saa ? “ spurgte han i næesten aandeløs Spænding ; „ skjul Intet før mig , Hans Lindenow ! jeg vil vide det Allermindsle ; hører I ! jeg besvcerger Eder ! “ „ Nu vel da , saa skal I ogsaa faa det at vide “ , svarede Landsdommeren , med et let Anstrøg af Forlegenhed . „ Han rakte mig sin Haand og sagde : jeg tilgiver ham ; her er min Haand derpaa . Lad Hain leve før den gamle Stivnakke , han er . Han har dog før gjort mig Godt . “ Rentemesteren sad lcenge i dybe Tanker med bøiet Hoved . Endelig hceoede han sit Aasyn igjen og en vis Fred og Glcede synes udbredt over det . „ Tak ! HansLindenow , inderlig Tak før Eders christelige Sind ! Gud lønne Eder derfor og han vcere takket før de trøstelige Ord , jeg hørte ! Gud velsigne Mogens Heinesen før dem ! “ Atter sank Hovedet ned paa Rentemesterens Bryst og en ny Pause indtraadte , som Lindenow ikke fandt passende at afbryde . Noget efter hcevede Walckendorff atter sit Blik op til Landsdommeren . „ Jeg sagde før , at jeg ikke var tilfreds med Herredagens Dom . Bøden var før liden . Jeg giver Arvingerne ligesaa Meget til “ , udbrød han „ og beder Eder , af modtage alle Pengene , naar I vil komme til København , saasnart jeg lader Eder vide , af jeg har faaet dem samlede ; thi før Dieblikket kan jeg ikke udrede saa stor en Sum . “ „ Naar I i christelig Kjærlighed vil forunde Enken og Børnene denne Gave , modtager jeg den i deres Navn med skyldig Taknemmelighed “ , svarede Lindenow ærbødig ; „ men lad blot Alt bero til egen Leilighed . “ „ Jeg skal da ogsaa afgjøre , hvad I med Rette bør have ; men forinden maa jeg bede Eder om Tilgivelse , Hans Lindenow . Nu , god ! , godt ! “ vedblev han , da han mærkede , af Landsdommeren vilde afbryde ham ; „ jeg vidste forud , af jeg fik den . Gud velsigne Eder før Alt ; men dog mest fordi I bad før mig hos Eders Ven . Gaa nu med Gud ; jeg ønsker af være ene . Ikke sandt , vi skilles som Venner ? Farvel , Farvel ! “ Han vinkede med Haanden af Lindenow , der havde reist sig fra sin Stol , og da denne mærkede , af Rentemesteren høilig ønskede , af afbryde en Samtale , der havde rystet ham saa slærkt , forlod han ogsaa den dybt nedbøiede Mand , idet han tilkastede ham et langt hjerteligt Afskedsblik . Hvor meget denne ulykkelige Sag var gaaet Christoffer Walckendorff fil Sinde , ses bedst derved , af dan , ncermest som en Følge deraf , umiddelbart efter udtraadte af Regjeringsraadet , der styrede Land og Rige i den unge Konges Mindreaarighed og vilde ogsaa have fratraadt Embedet som Rentemester , om ikke den unge Konge udtrykkelig havde bedet ham om , af vedblive , af bestyre det . At en saa stor Ulykke kunde vcere sket , uden af ogsaa Kong Christian den Fjerde lagde sin Medfølelse for Dagen , var ikke af vente , naar man kjendte Nøget fil dette cedle Køngehjerte , og der existerer endnu en Skrivelse fra hans Haand fil Abbedissen i Maribo Kloster , der paa engang bcerer Vidnesbyrd om den unge Konges store Medfølelse for de Efterladte , som for den Kjcerlighed , hvormed Sophie Gyntelberg omfattede sin ulykkelige Mands Minde . Paa Grund af Forholdet fil sine Børn kunde hun ikke blive optaget i denne milde Stiftelse , Reformationen havde taget i Arv fra de katholske Forfædre , og man ser derfor af et senere Kongebrev , af den unge Konge , fil Erstatning derfor , betænkte hende med en Gaard i Bergens Stift , hvor vi ville antage , af hun har endt sine Dage . Kommer Du , kjære Læser , nogensinde til den gamle Gaard Ørslevkloster i Salling Land , vil Du finde et smukt Epitafium over den Mænd , hvis Minde disse Blade ere helligede ; thi Lindenow vilde selv , i sin Kirke , gjemme Støvet af sin ulykkelige Ven og Ingen var mere værtig til denne Wre end netop han . Det er ikke her Stedet , af gjengive Epitafiets Ord , som bleve nedskrevne af Hans Lindenow selv ; men Saameget bør man dog vide , af den engelske Regjering fandt sig foranlediget til af gjøre Indsigelse imod enkelte Udtryk , som den endog forlangte , af faa udflettede . Dette lykkedes imidlertid ikke ; thi nu var Kong Christian selv kommen til Roret og den mæegtige engelske Dronning maatte finde sig i , af et Mindesmcerke blev staaende , der til de sildigste Slægter vil bære Vidne , ei alene om den menneskelige Skrøbelighed , men ogsaa om , af Retfærdigheden aldrig savner sine Talsmænd i Danmark , endog ligeoverfor Landets mægtigste Mænd . Men idet Hans Lindenow saaledes reiste en Mindesten over sin Ven , reiste Venskabet derved et ligesaa hædrende Mindesmærke over ham selv , medens den taknemmelige Efterflægt har fljænket Magnus Heinesen et lignende , blandt Landets berømteste Mænd , i den smukke Have ved Jægerspris .