1ste Kapitel . Det første Møde . Ude paa Kristians ! . avn , i Prindsessegade , ligger der et høit , smalt Hus , som rigtignok for længe siden vilde have været lagt i Grus , hvis det ikke var bleven støttet af de omliggende Bygninger . De skæve , halv rudcløse Vinduer , den smalle , smudsige Dør , hvis Fyldinger truede med at falde ud og de udboldnede , revnede Fyrrcbjælker i Bindingsværket vidnede om , at dette Hus havde slaaet sin længste Tid , at Eieren kun brød sig om at faae saa meget ind som muligt , medens hans faltige Meiere ingen Rettigheder tilstædes , men kun havde den sørgelize Pligt — at betale . I et usselt Kvistværelse i dette Hus sad en Efteraarsaften en gammel Kone og varmede sig ved et Par halvt udskukte Gløder i en lille , revnet Grydekalkelovn . Konen var meget fattigt klædt , men over den hele Paaklædning laa der et Anstrøg af Renlighed og Orden , som tydede paa , at hun ikke var sunken saa dybt , som Bcboerinden af et saa elendigt Værelse ellers maa formodes at være . Moderen forsikrede ham forgæves om sin fuldstændige Mangel paa Alt , selv de simpleste Fornødenheder . Sønnen vilde ikke tro hende og gav sig til at gjennemsøze det fattige Kammer . Det var snart gjort ; den mugne Hømadrats , det lasede Tæppe skjulte ingen Skatte og Villiam syntes endelig ar blive overbevist om Rigtigheden af den Gamles Udsagn . Han nærmede sig brummende Døren og det syntes endog som om han havde opgivet Haabet og vilde til at gaa ; han slandsede dog , greb sin hulkende , hændervridende Moder i den ene Skulder og brølie : — Hører Du , Moder ! jeg veed at Du har Penge , søg ikke at skuffe mig , Du bærer dem hos Dig , ikke sandt ? Møderen svarede ikke , men vedblev at hulke og vride sine Hænder ; men dette rørte ikke den løsladte Forbryders Hjerte . — Men , Du vil ikke , sagde han tilsidst ; saa skal Du ud med dem med Magt . Jeg advarer Dig , tir mig ikke ! Han greb fat i ben gamle Moders Kjole og begyndte trods hendes Skrig og Bønner at undersøge hendes kommer . Under delte foragtelige Optrin havde de ikke lagt Mærke til , at der lød Trin paa den skrøbelige Trappe , der førte op til Kvistværelset , og først da der lød en hør Banken paa Døren flap Villiam sin Moder . — Hvem der ? udbrød han rasende . Døren blev idetsamme aabnet og en Mandsstemme spurgte om det var her der boede en Enkemadam Smidt . — Ja , svarede Forbryderen ; her har hun sit Palads , — det er smukt , ikke sandt ? Men hvad vil De hende ellers ? — Jeg har , sagde en høi , anseelig Mand , idet han tøvende betraadte Værelset , modtaget et Brev fra hende , hvori hun bad mig om en Gave ; hun fortalte mig , at hun boede alene her , men jeg seer nu , at hun døg ikke er saa ganske forladt , siden De , som formodentlig . . . — Er hendes kjærlige Søn , afbrsd Forbryderen ham ; ja , Herre , det kan De bande paa , at jeg er , og derfor kan De trøstig give mig den Mønt , De har bestemt for hende , hun skal faae hver evige Skilling . Den fremmede Mand betragtede Forbryderen med et forskende , mistroisk Blik ; denne slog nu Øinene op og saae ondskabsfuldt paa ham . Trods den store Forskjel saavel i Ansigtets Udtryk som overhovedet i Væsen og Y : re , herskede der døg i delte Øieblik en umiskjendelig lighed imellem de to Mænd , hvoraf den ene var en Typus paa Nctsindighed og Godhed , den anden paa Slethed og Forbrydelse . — Vu , sagde endelig Villiam ; kan De vel kjende mig , naar vi mødes paa det næste Hofbal , hahaha ! Den gamle Kone havde med en vis skælvende Forundring betragtet det hele Optrin og traadte tøvende nærmere . — De er Grosserer Dalezaard , Herre , ikke sandt ? slammede hun . — Ja , svarede Grossereren ; DalSgaard er mit Navn , oz De er formodeniliz den Enkemadam Smidt , som har skreven dette Brev . Han fremtog nu et smudsigf Stykke Papir , hvorpaa nogle utydelige Skrifttræk vare synlige . — Jeg erindrer , fortsatte han , at vi , i mine Forældres Hus havde en Pige , ' som senere blev gift med en Skrædcrmestcr Smidt ; jeg kan svagt mindes , at jeg holdt meget af hende , og at jeg sørgcde i flere Dage , da hun pludselig reiste bort . De skriver , at De for over fyrretyve Aar siden har tjent mine asdøde Forældre . Er De den Pige ? — Saa De kan endnu erindre mig , kjære Hr . Charles , hvem jeg har baaret saa mange Gange paa mine Arme , og som aldrig var gladere end naar jeg gav mig af med ham . O , jeg fortjener ikke en saa venlig Ihukommelse , jeg fortjente ikke Deres uskyldige Kjærtegn . — Men siig mig dog , spurgte Grossereren alvorligl ; hvad var Grunden til Deres pludselige Afreise fra vort Hjem ? Saavel min Fader som min Moder høldt jø dengang meget af Dem , De var so endnu ikke forlovet og Ingen vilde meddele mig — som dengang kun var en lille Dreng — hvorfor De tog bon . Den Gamle ryslede over hele Kroppen . — Nei , kjære Hr . Charles , stammede hun endelig ; den egentlige Grund faaer De ilke at vide , den maa som en Hemmelighed følge mig i Graven . Da jeg forlod Deres Hjem , lovede jeg mig selv dyrt og helligt , aldrig mere at skulle nærme mig noget Medlem af Deres Familie ; jeg har høldt mit Løfte i mange tunge Aar — o , saa skrækkelig tunge — og vil holde del til min Død . — Forunderligt ! sagde Dalsgaard , talende ved sig selv ; denne Kone synes at have slaaet i en hemmelighedsfuld Forbindelse med min Slægt , thi med hende forlod al Glæde vort lykkelige Hjem . Fra den Dag hun forlod Huset var det for saa kjærlige Forhold lmcllem mine Forældre forstyrret , og den Skat af Ømhed , som enhver af dem bar i sit Bryst , odskcbe de kun paa mig , og aldrig paa hinanden indbyrdes . — Det er trøstclizi for et kristent Menneske at se den Kjærlighed , Herren og min gamle Moder vise hinanden efter saa mange Aars Forlød , sagde den løsladie Forbryder , idet han lod som om han » orrede Øinene med sit luvskidte Frakleærme ; — men nogle Penge vilde rigtignok være den Gamle og ung mere kjærkomne . Grøssereren tilkastede ham et foragteligt Blik . -- Den Understøttclse , , eg af Medynk og paa Grund af tidligere Bekjendtskab agter at give Deres Moder , skal ikke bidrage til at undersiølie Deres Ulyst iii Arbeide , sagde han koldt . Forbryderen tilkastede ham et forbitret Blik og mumlede en Tru , cl . — Jeg bryder mig hverken om Deres Trusker eller vilde Øiekast , vedblev Grøssereren . Kan De ikke ernære Dem selv , men falde Deres fattige Moder til Byrde , vil jeg ved Politiets Hjælp skaffe Dem ud paa Ladegaarden . — Nei ! nei ! raabte den gamle Moder ængsteligt ; for Gud i Himlens Skyld gjsr Intet af dette , det vilde være unaturligt om der herskede en saa bitter Strid imellem Eder . — Og hvorfor ? spurgte Dalszaard høist forundret . — Grunden , svarede Konen noget slammende , — den er min Hemmelighed . — Hemmelighed paa Hemmelighed ! raabte Dalsgaard . Men jeg kan ikke indse i hvilken Forbindelse jeg kan staa til et Menneske , hvis hele Adfærd tyder paa en løslakt Forbedringshusfange . — Og det er han ogsaa ! udbrød Forbryderen , som havde aabnet Døren og nu stillede stg midt i Aabningen . Ja , min fine Herre , der var en Tid , da jeg var lige saa god en Fyr som De , havde lige saa pæne Klæder som De og dygtig Mønt paa Lommen . Jeg og min Principal havde imidlertid forskjellige Begreber om hvor stor min Kassebeholdning skulde være og han fik mig i Brummen . Naa , da det nu engang var galt , saa blev det naturligvis værre ; tre Gange har man slukket mig i „ den røde Bygning “ herude , og jeg er fornylig kommen ud deraf igjen . Der har De hele Historien . Jeg var engang lige saa uvd som ven Bedsle af Eder , for et Tusind DalerS Skyld sparkede I til mig , kastede mig i Tugthuset og gjorde mig til en af de største Gavtyve i Kongens Kjsdcnhavn . Men jeg skal betale Eder det , fortsatte han og slog i den raadne Dorkarm , saa den rystede . I skulle Alle undgjælde , og Du , storsnudede Hund , ikke mindst Han truede med knyttet Haand ad Dalszaard og lød ned ad Trappen . -- Villiam ! raabte Moderen . Villiam , for Guds Skyld , hør mig ! Hun slyrtede hen imod Dsren , men Mangel paa Næring og den heftige Nervespænding , hun havde været udsat for , var for meget for det gamle , skrøbelige Væsen ; hun faldt om paa Trappen og besvimede . Forbryderen havde imidlertid forladt Huset . — Stakkels Kone , hviskede Dalsgaard , køstede hende forsigtig ? op og bar hende ind i Værelset , hvor han lagde den Bevibstlose paa Madratsen . Er dette den muntre , livsglade Katharina , som altid sang og var vclfornsiet ? Ja , hivet er tung ! for de Fattige . Det heftige Optrin havde imidlertid tilkaldt Husets Folk . En Mængde Fruentimmer kom ud fra de forskjellige Værelser i Huset og talte i Munden paa hverandre . — Hun er slaaet ihjel af Sønnen ! formodede En . — Gud , Madam Jensen , indvendte en Anden ; han er jo nok et stort Skarn , men saa slem er han vel ikke ; han kom jo forst for kort Tid siden og er vel gaaet ester Dokteren . Viceværtens korte , fede Skikkelse viste sig nu i Døren til Kvistværelset . — Er Madammen dsd ? hviskede han meden hæs , skrattende Stemme . Det slette Fruentimmer , hun skylder mig Husteie for to Maaneder . Dette bjerteløse Udbrud ved det tilsyneladende livlose Legemes Leie fremkaldte en Storm af Uvillie fra de forsamlere Kvinders Side . — Den haarde Karl , hviskede man ; thi Frygten bandt Lysten til at tale høit . Selv Døven kan ikke røre ham . Dalsgaard , der havde følt den Gamles Puls , vendte sig nu om og sagde med Uvillie til Viceværten : — Leie » betaler jeg ; kom til mig paa mtt Kontor imorgen Formiddag ; hent nu en Droske , men skynd Dem ! Den forbavsede Vicevært adløv hurtigt . Madam Smidt kom kort Tid efter til sig selv og blev af nogle medlidende Koner baaret ned i Vognen . Dalsgaard steg ind med og befalede Kudsken at ljøre ril Frederiks Hospital . Viceværten , der drev en todbringende Detailhandel med Hokervarer , blev staaende > sin Tør og saae efter Vognen , saalænge han kunde sine den . Han blinkede sornoiet med de smaa Evmeome , og ten brede Mund fortrak sig til et bredt , lumsk Grin . Han glædede sig over den Fisfighcd han havde udvist ved al forlange w Maaneders Leie istedenfor de fjorten Dage , som virkelig slode ttl Rest . En Haand slog ham idetsamme venskabelig vaa Skulderen . — Hvad , sagde den lille Mand og foer tilbage ; er De der igjen , Villiam Stsver ? — Hvor kjørte de hen med den Gamle ? spurgte den ømme Søn . — Jeg troer næsten til Hospitalet , svarede den fif « stge Høker . Det var rigtig en Mand med „ Fisk “ , som tog sig af hende , hvad ? — Det var det , lagde Villiam ; men han skaltage sig iagt . — Na Snak , Støver , hvæsede den fede Vicevært ; kom nu indenfor og lad os tale om Forretninger . Du har vel Intet imod en Snavs eller to ? Villiams Øine straalede ; han traadte ind i Huset og Begge begav sig til Høkerens private Stue . 2det Kapitel . Urtekræmmersvendens første Sold . Peter Henningsen havde fyldt sit tyvende Aar og naa « Toppunktet af jordisk Lyksalighed , idet hans Principal samme Dag havde gjort ham til Svend . Det var med en Følelse af inderlig Stolthed han den Morgen reiste sig af sin Seng og isene sig en splinterny Dutilsfrakke , idet han for sledse aflagde den slumpede Troie , som han nu med en vis majestætisk Mine korærede sin Eftersølgcr , den nye Dreng . Peter , der hidtil var bleven holdt strengt i Ørene af Principalen , skulde nu lære Livets Glæder at kjende , som han kun sparsomt hveranden Søndag havde faaet en Mundsmag af i Vesterbroes Theater , i Tivoli eller i sin Families Skjød , hvor Faderen , der hørte til Baptisternes Menighed , pleiede at bolde Sonkagsprædikener og deri at formane sin ældste Søn Peter at fly Syndens og Lastens Vedersfyggeligheder . Naar saa en Psalme var afsvngen , maatte Peter afsted ; thi en Portnøgle vilde hans Principal viselige » ikke betro ham , og paa Slaget Ti maatte han være hjemme . Nu var det hele Forhold forandret ; han var nu bleven Herre over den Tid , der ikke skulde ofres Butiken , og Hr . Reimert , Principalen , havde i Dagens Anledning tilstaaet ham en halv Fridag og —- en Portnøgle . En Fætter af ham havde indbudcn ham til et lille Sold om Aftenen . Det var en flink Fyr , den Fætter . Student var han , og iovrigt ingen Hader af et godt Glas og et muntert Pigebarn . Han levede og lod Andre leve med sig . Saalænge Peter som Lærling var bleven indviet i Urtekramhandclens Mysterier , havde Fætteren ikke taget nogen videre Notits af ham , ja havde engang tilføiet ham den Tort at benævne ham „ Fætter Svedskeprinds “ , en Fornærmelse , som længe gærede i Peters Sind . — Kom op til mig paa Torsdag Aften , saa er Du jo din egen Herre og saa giver jeg et lille Sold for gode Venner og kjærlige Veninder , havde Fætter lagt , og Peter modtog Tilbudet med Glæde . „ Kjærlige Veninder “ , tænkte Peter , og han gjentog det ofte for sig selv . Hans Hjerte bankede og en hidtil ubekjendt sod Bevægelse fyldte hans Sjæl . Han saae i Aanden deilige Kvinder med skjønne Former og venlige Smil , der vinkede ham til guddommelige Glæder . Til Dato havde han ikke kjendt andre Kvinder end sine Søstre , sin Moder og et Par Kusiner . Pigerne , der kom i Butiken , havde Principalen vel Intet imod at han gjorde Kur til i al Hsviffhed , saasom at klappe dem blidt paa Kinden , ja vel endog at trykke Armen om deres Liv : „ det holdt Kunderne tilhusc “ , mente han ; men videre turde man ikke gaa , og da Peter en Dag gjorde sit Bedste „ for at holde Kunderne tilhuse “ , ved at kysse en ualmindelig smuk lille Tjenestepige , fik ban idetsamme et vældigt Ørefigen af den ærbare Urtekræmmer , som strengt holdt paa Skikkelighed hos unge Mennesker . Jo , en Kvinde kjendte Peter dog , for hvem han vilde dave gaaet i Ilden . Som en tolvaarS Pige var hun i sine Skoleaar ofte smuttet ned i Kjælderen for at kjobe Bonbons og andre lignende Rariteter ; men nu vare disse Besøg ophørte . Den smukke syttenoarige Frøken Dalsgaard , den rige Grosserers Datter , der boede paa første Sal i det prægtige Hus ligeoverfor ror Urtekræmmer , var Gjenstanden for Peters Tanker baade i vaagen og sovende Tilstand . Hun bavde naturligvis glemt den lille Urtekræmmcrdrcng med de klæbrige Fingre , tænkte han ; men hun var alligevel hans Hjertes Dronning . Med et Suk saae han hende ofte sidde ved Vinduet , fiin og nydelig , og han stjal sig bvert Øieblik hen til Butiksvindue « , hvor han , imellem d Pund Chokolade , en Pakke Dorlys og to Petroleumsskasker kunde ovfange et Glimt af hende . Glimrende Tanker om en brillant Butik i en af Hovedgaderne , en Majorspost ved Borgervæbningen og endelig et Bryllup paa første Sal hinsides Gaden foer ham da gjennem Hovedef ; men de tilstrømmende Kunder i Butiken fik ham snart bort fra Fantasiens Verden . * Paa Festdagen kaldte Hr . Ncimcrt ham ind i sit Kontor , bød ham et Glas Portvin , klinkede med ham og ønskcde ham til Lykke . Det var et stolt Øieblik i hans Liv . Senere blev han vel draget ned fra den syvende Himmel ved at se Frøken Dalsgaard siddende ved Vinduet talende med en ung , fremmed Herre ; men han skød Hjertet op i Livet ved Tanken om Soldet om Aftenen og de — kjærlige Veninder . Med en vis jublende Fornemmelse delikaterede han den nye Dreng med , som han kaldte „ et Par varme Vafler “ , fordi denne lød det gaa altfør meget ud over Svedske- og Rosinskuffen og kastede ofte længselsfuldt sit Blik paa Uhret , hvis Visere med en dræbende Langsomhed nærmede sig Fire . Jført en splinterny Klædedragt msdte han , efter et Besøg i Forældrenes Hus , paa Slaget Syv , paa Fætterens Bopæl i Studiestræde . Efter at have famlet op ad de morfe , fugtige Trapper , stod han endelig udenfor en Der paa tredie Sal , indenfor hvilken en kvindelig Stemme med stor Virtuositet udførte Variationer over den bekjendte Vise : „ Min Tip , Tip , Tip . “ — „ Kjærlige Veninder “ , tænkte Peter og hans Hjerte bankede da han ringede paa . — Kom ind ! lød en Stemme indenfra . Han aabnede Deren og traadte ind temmelig forlegen og keitet . Stuen , en ægte Studenterkncipe , frembød et interessant Skue . I Sofaen og paa Stolene sade otte » ni unge Mænd og Piger , leende og passiarende ; der var Liv , der var Gemytlighed ; de saae forundrede op ved Peters Indtrædelse . — „ Den pantsatte Bondedreng ! “ mumlede en af de Tilstedeværende . — Aa , Snak , Verner ! raabte en ung , rask Mand og sprang op fra Sofaen ; det er jo min Fætter Peter , Festens Konge . Kom Peter , vedblev han og tøg ham ved Haanden ; lad mig præsentere Dig for Selskabet , lutter flinke Folk . Jeg vil , som naturligt er , begynde med Damerne . — Hvor galant ! sagde en smuk , lille Brunette . — Naturligvis , fortsatte Værten ; først maa feg forestille Dig for Frøken Alvilda Madsen , som Du seer et nydeligt Pigebarn , med uhyre musikalske Evner , Hun synger Dig „ Maren Kokkepiges Kvaler “ langt bedre end nøgen Sangerinde paa Vesterbro , og Du veed , det har Noget at sige ; hun har for Øieblikket kastet sin Kjærlizhedsskat paa mig og gjennemboret mit Hjerte med sine smægtende Øine . — Vaas ! sagde den unge Dame ; det er ved Gud rædsomt altid at skulle høre den høiiravende Snak . — Her seer Du , fortsatte Studenten , en ung Dame , Marie Hansen , som til daglig Brug syer for Kræmrene , men ellers giver den „ Tragiske “ i Kalkeballen ; hun er intim med min Ven , høiinant X . , som Du seer sidde ved hendes Side ; bemeldte høitnant troer ellers at have kunnet vinde Kampen ved Bustrup , hvis han havde havt Kommandoen , og holder umaadelig meget af at fortælle hvad han vilde have gjort og om de værdifulde Raad , han under Slaget gav Generalerne . Lsitnanten streg sit Overskæg og sagde majestætisk : - Pjat ! — Jeg seer , vedblev Fætteren , at jeg er kommet ind paa en temmelig vidtløftig Præsentation , jeg vil derfor indskrænke mig til at forestille Dig Kunstmaler Berggreen og Frøken Thora Holm , Student Bondrup med Flamme , Anna Nielsen og sluttelig — hvad der for Dig er det Vigtigste — sidder her en lille uskyldig Dame , som min Elskede , Frøken Alvilde , iaften har bragt med sig ; hun længes uhyre meget efter at lære Dig at kjende , Peter ; vi have omtalt Dig paa det Allersordelagtigsfe og bestemt Eder for hinanden . Kil nu paa , Fætter , mens Du har Tid ! Saavel Peter Henningsen som den unge Pige , der var en smuk lille Dame paa atten Aar , med et frisk , uskyldigt Ansigt og temmelig undseelige Manerer , bleve blodrøde ved denne Præsentation . Peter , der ikke vidste hvad han skulde gjøre med sine Hænder , famlede efter Butiksforklædet , der jo for Øieblikket hang hjemme i Butiken , men som ellers i flige Forlegenhedstilfælde pleiede at være hans sædvanlige Gjemmested for Hænderne . Den unge Pige fik Tsarer i Øinene og udbrød : — Det er ved Gud ikke sandt , jeg har aldrig tænkt paa Deres Fætter og det er afskyeligt af Dem og Alvilda at lave saadanne Histørier ; men De troer Let da heller ikke . Hr . Henningsen ? Hun saae saa bsufaldende paa Peter , og det taarefulde Blik trængte ham dybt ind i Sjælen . — Jeg sværger Dem til , Jomfru , at jeg ikke troer et Ord af al den Snak , slol trygt paa mig ! Han gjorde en Bevægelse , som om han vilde falde paa Knæ . Hele Selskabet brast i Latter og ironiske Raab krydsede hverandre . — Bravo , Fætter ! det gjorde Du godt ! — Frsken Mine kan gaa i Skole hos Urtekræmmeren , raabte Berggreen . — Hun er en reen Sinke imod ham ! suplerede Anna . Men Peter havde seet for dybt i den Bedrøvedcs smukke Øine . Det brændte i hans Barm , en hidtil » kjendt Folelse bemægtigede sig hans Indre ; til Froken Dalsgaard havde han seet op som til et høiere Væsen , som stod langt over ham ; han følie at han her havde fundet „ en kjærlig Veninde “ , der , hvis det lykkedes ham af vinde hende , vilde følge ham tro og kjærlig til hans Livs Ende . Samtalen og Latteren bortledebeS snart fra Peter og hans nye Flamme . Herrerne begyndte af tale om Politik , medens Pigebsrnene , under Alvildas Kommando , dækkede Bord i den anden Ende af Værelset . Peter nærmede sig frygtsomt og nolende den unge Pige , som var bleven siddende ved Bordet , uden af deltage i den almindelige Virksomhed ved Borddækningen . — Froken , begyndte han sagte ; jeg haaber da ikke De troer , af jeg har lagt den mindste Vægt paa min Fætters letsindige Tale ? — Nei , svarede den Tiltalte , hvis Navn var Marie Søndrup , — det troer jeg ikke ; jeg vilde aldrig være kommen herop blandt de mange Herrer ; men Alvilda forsikrede mig , af vi og HendeS Kjæreste skulde være alene sammen , og det samme sagde hun til min Moder . — Men jeg , sagde den galante Peter , kan dog ikke være andet end taknemlig for denne Usandhed ; thi den har lært mig Dem af kjende . — O , svarede Marie ; De er altfor artig . Dog det er vel kun de sædvanlige Komplimenter , som Herrerne sige os stakkels Sypiger , men som de ikke mene et Ord med ? — Nei , hviskede Peter fyrigt ; det er ingen Komplimenl , jeg mener det virkelig og haaber med Tiden at kunne overbevise Dem derom ; dette maa ikke blive vort sidste Mode , vel ? Marie rødmede ; hendes smukke lille Barm hævede sig og sank atter , da hun slammede : — Nei ! Peter var henrykt ; ban trykkede varmt den lille Haand og troede at fornemme et Gjcnlryk . — Ih , Du Frelsens ! raabte pludselig Alvilda henne ved Bordet Krukken med de syltede Blommer , Du fik hjemmefra , er jo gaaet i Mas . Karsten ! — Hvad siger Du ? raabte Kristian Karstens — Peters Fætter - er Krukken gaaet istykker ? Ja , og sikken en Re ' clighed der er inde i dit Skab ; Alting ligger og flyder i Blommcsast ! „ Der vanker en Jomfru i Studentens Skab , Kager og syltede Blommer ! “ sang Berggrecn og lø . — Ja , De leer , sagde Froken Alvilda vredt ; men jeg havde glædet mig saa meget til de Blommer og nu ere de gaaede i Basken . — Jeg troede ellers , bemærkede Berggreen spydigt ; at Froken Alvilda sværmede for en ganske anden Slags Syltetøi ? — Uh , Alvilda ! skreg Thora Holm leende ; hørte Du det ? den var rigtignok værre ! — Uh , jeg forstaaer ikke Hr . Berggrcens Plumpheder , derover føler jeg mig for ophsiet ; jeg forstaaer heller sket ikke at Karsten vil omgaaes med saadanne Herrer . — Har jeg krænket Deres ophøicde Folelser , Frøken Alvilda , saa beder jeg Dem undskylde , ytrede Berggreen leende ; - men vi kom jo fra Blommesaften , den rigtige Blommesaft , mener jeg . — Maa vi nu være her ! raabte Alvilda og flygtede ind i Karstens Soveværelse . Bordet var lukseriøst dækket med Steg , Boeuf , Hummer , Sardiner , hollandsk Ost og Kager . Herrerne drak danske Snapse og baiersf Øl , medens Damerne toge tiltakke med det i Smag og Kraft mildere Hvidtøl . Hver Herre førte sin Dame tilbords og snart sad Selskabet nok saa gemytlig flolket omkring det runde Bord . Vel kunde der være Noget at sige angaaende Serviset , som kun bestod af 5 Tallerkener , 5 Knive og halvfjerde Gaffel ligeledes vare Kagerne blevne satte paa Bordet i det Papir , hvori man havde kjøbt dem hos Konditoren ; men det skadede ikke det almindelige Velvære . Damerne skar Mad til Herrerne og der faldt mange Bemærkninger af spogefuld og munter Natur . — Jomfru ! hviskede Peter til skn unge Flamme ; veed De hvorfor jeg spiser saa uhyre meget iaften ? Det gjør jeg ellers ikke . — Nei ! svarede Marie og saae ham forundret ind i Ansigtet ; — det har jeg ingen Anelse om . — Det er fordi De skærer Maden , hviskede han igjen ; jeg troer , jeg kunde spise Alt hvad der er paa Bordet . — De har en god Appetit , svarede hun smilende og førlegen . — Det gaaer jo ypperligt , Henningsen ! raabte Berggreen fra den anden Side af Bordet ; — klem paa , medens det er Tid ! Hør , De er vist en dreven Filur til at bedaare Pigebørnene . Ja , luur Urtekræmmerne , de lærer den Ting tidlig . — Jeg maa gjøre Dem opmærksom paa , sagde Peter høitidelig ; — at jeg har staaet i en anstændig Butik , og at min Principal strengt holdt paa en sædelig Vandel . — Ja , derom tvivle vi ikke , svarede Frekcn Nielsen ; men Urtekræmmerne de forstaa jo rigtignok at bedaare et kvindeligt Gemyt med Lau « lo Loloxnt- , Mandelsæbe og Knappenaale . Jeg kjendte engang en krøllet Urtekræmmersvend , det var det nydeligste Menriefle man kunde se for sine Øine og saa var han altid saa gentil . — Ypperligt ! raabte Karstens ; bliv bare ved , Frø « ken Nielsen , jeg tør bande paa at vi faae interessante Ting at høre . — Saa De troer at jeg vil opvarte med Hisforier , blot for at blive til Grin ? sagde Freken Nielsen sorternet . — Jeg maa bede det ærede Selskab ! . . . foer Peter op . — Bliv blot ikke gnaven i Overskorpen , Fætter , sagde Karstens beroligende . Sæt Dig ned og vær gemytlig ligesom vi Andre . Imidlertid havde Alvilda og Lsilnanten været beskæffiget med at brygge en kolossal Bolle Puns , som blev modtaget med Aklamation . — Her er altid saa velsignet muntert ! raabte Student Bøndrup og svingede sin Elskede rundt paa Gulvet . Karsten og Alvilda forstaa at arrangere , det maa man lade dem . — Ikke at tale om de gode Varer , suplerede Løitnanten og greb et fyldt Glas . Jeg foreslaaer : gid de leve længe og give manglet gemytligt Sold ! Jeg foresiaaer : Kristian Karstens og Frøken Madsens Skaal ! Skaalen blev drukket med Jubel , under Afsyngelsen af den bekjendte : „ Og dette skal være osv . “ Soldet tog sin Begyndelse . . Punsen virkede som altid særdeles oplivende paa alle Gemytter ; de Tauft bleve pludselig talende og den Tvære glad . — 3a , sagde Løitnanten , — det var nu den attende April paa Dybbøl , jeg stod med mit Halvkompagni . . . — Aa hor , Hr . Leutnant , forstaa « os døg for den Historie ; vi ere ikke oplagte til at høre paa Heltebedrifter nu ! raabte man . — Den er uhyre interessant , paa Ære , forsikrede Løitnanten , — Ja , men gjem den til en anden Dag ; nu ville vi være glade . . Løitnanten satte sig surmulende ned , men blev snart glad igjen . — Uf , hvem var det , der tog mig om Benet ! hylede Jomfru Hansen og foer op af Stolen . Peter , der var kommen i en glad Stemning , og antog at have bemærket Tegn paa Sympathi hos Jomfru Marie , havde i dette Øieblik netop bukket sig ned for at optage et Lommetørklæde , hans Elskede havde tabt , og var — ledet af en uheldig Stjerne — kommen til at berøre Jomfru Hansens Smalbecn . Ved at høre hendes Hyl dukkede han hurtigt op , blodrod i Hovedet , og protesterede . — Nei , her veed De hvad , Kammerat , brusede Løitnanten op , — hold De Deres Fingre til Rosinerne og vov ikke at fornærme Andres Damer ! — Jeg vil forklare mig . . . jeg vil holde en Tale ! raabte Peter fortvivlet og paavirket af Punsen . De har fornærmet mig , Hr . Løitnant , ved af tro af je » . . - Her sprang Peter op paa Stolen . — Urtckræmmersvenden vil tale , Bravo ! raabte man fra alle Sider . — Nei , Du vil ikke , Peter , indvendte Karsten mæglende . Gjør Dig nu ikke til Nar , men gaa ned af Stolen ; Frøken Søndrup seer fo ganske forskrækket ud . Lad det nu være glemt ; Alvilda giver os saa en Sang . Peter krød skukøret ned fra Stolen , og var snart indviklet i en fuldstændig Forklaring over det Uheld , der var hændet ham . Hun , Jomfru Marie , hørte venligt paa ham ; hun vidste jo nok , tænkte han , af han kun tænkte og følie for hende . Mine Hansen troede dog ikke Freden . Hun flyttede sig mistænksomt et Stykke bort fra vor Urtekræmmer , som hun af og til betragtede med forskende , ikke uvenlige Blikke . Alvilda gav Koncert . Hun viskede op med hele sit Repertoire , der just ikke hørte til den fineste Slags . Klokken kunde vel være henad 12 og Frøken Madsen sang netop med megen Følelse og Skælmeri : „ Den er a ' Kragelund ! “ da der bankedes paa Døren . — Hvem kan det være , paa denne Tid af Natten ? spurgte Karsten . Døren blev langsomt aabnet , og en lang , mager Skikkelse slak Hovedet ind og . sagde : — Men , bedste Hr . Karsten ! — Hvad , min Vært ! svarede denne . Men saa kom dog indenfor . — Jeg kan ikke , saasom der er unge Kvindespersoner tilstede og jeg kun er iført Underbeenklæder og Slobrok ; men jeg er kommen for af tale et Alvorens Ord med Dem , Hr . Karsten . Jeg spørger Dem om De finder det ret og kristeligt af gjøre en saadan Belials Larm ved Nattetider , naar Guds udvalgte Flok skulle bede og sove ? — Det er min Vært , en metodistisk Rokkedreier , sagde Karsten henkastende , søm Svar paa hans Gjæsters svørgende Blikke . -- Har jeg ikke leiet disse Værelser , og betalt Dem ? spurgte han dernæst Rokkedrejeren . — Jo visseligen haver De leiet og betalt , men De har ikke betalt for af holde mig og mit Sidebeen — jeg mener min mig af Gud udvalgte Mage — i evig Uro og Smerte ved af forstyrre os i vor Ssvn og vore kristelige Betragtninger . Karsfen blinkede listigt til de Tilsledeværende . — De maa jo fryse derude paa Gangen , sagde han henvendt til Værten , der stod med halvt tillukkede Øine , — kom dog indenfor og drik et Glas Puns med . Svøb Slobrokken godt om Dem og jeg lover , at ingen af de unge Damer ville blive forargede . — Puns er en lislig Drik , svarede Værten og traadte ind i Værelset ; nydt til Maade gjør den Hjertet godt og vækker Sindet til glade Bønner . Han drak et Glas gloheed Puns , der forsvandt som naar man ester lang Tids Tørke hælder et Glas Vand ud over den tørstigc Jord Hans Aasyn opklaredes , Øinene aabnedes heelt og han saae med lystne Blikke paa de unge Piger . — Nok et Glas , Hr . Vært ? spurgte Karsfen . — Frist mig ikke , unge letsindige Mand ; leed mig ikke ud i Fristelse . Det er Midnat , Merket ruger over Jorden , og hver Udvalgt bør sukke og bede . Der blev alligevel skænket i hans Glas . Han lod sig ikke længe node , men drak paany . Der blev nu serget for at hans Glas sledse blev fyldt , naar det var tomt , hvilket det var temmelig hyppigt . Lidt ester lidt forsvandt Hellighedens Maske , skføndi han vedblev at tale med Prædikelone . — Lad os saa faae en Svingom ! raabte Berggreen . Rokkedrcieren sørcr op med Frøken Alvilda ! — Betænk dog ! skreg han ; skal en af Guds udvalgte Flok dandse som en af Gud forladt Skuespiller ? — Husk paa Køng David , indvendte man . Han dandsede ogsaa foran Arken og hørte dog ikke til de Forskudte . Dette slog aabenbart Dreieren ; han vægrede sig nu ikke længere , men aabnede Dandsen med Frøken Alvilda . Det var et pudsigt Syn ; han hoppede og vrikkede , han buklede og neiede , og gjorde sig oiensynlig al Umage for at tage AlvildaS Hjerte med Storm . Aldeles aandeløs kastede han sig sluttelig , til Alles usigelige Moro , ned i Sofaen og drog sin Dandserinde med sig . — Hør , sagde han , og flugte hendes fyldige Yndigheder med Øinene , idet han tog hende fast om Livet ; — hør , Du er en saare skjøn Kvinde ; vil Du husvale mig ? -- Gud , Hr . Petersen , De er jo en gift Mand ; — Havde da Køng David ikke en Hnstru ? Lod han ikke skjønne Kvinder husvale ham efter Bønnen og Arbeidet ? Jo , og han var en from , Herren velbehagelig Mand . Mød mig , lokkende Kvinde , paa Søndag Aften Kl . 8 paa Hjsrnet af Store Kongensgade og Toldbodvcien , saa kommer Faarcflokken fra Hyrdens Tempel , og min Hustru gaaer til sine Søstre i Aanden , for at drikke The . — Ja , derom kunne vi tale siden , sagde Alvilda leende ; men kom , nu skal vi ha ' e en Scrtur ! Ligesom Kvadrillen havde sat sig i Bevægelse , medens Alvilda sang : „ En Scrtur ! ak i det lille Ord “ , osv . , fløi Døren op med et Brag , og en fed Madame , iført Nattrøie og Skjørt , viste sig i Aabningen med det Udraab : — Men er Du da splintrendegal , Petersen ? Nokkedreieren foer sammen , slap Alvildas Haand , og faldt øieblikkelig tilbage i sin gamle Rolle . — Mener Du mig , Du min elskede , af Herren udvalgte Hustru ? — Skab Dig bare inte , Mand ! raabte Madamen rasende , og fløi som en Raket hen og greb ham i Kraven ; — jo . Du er mig den rette udvalgte Fugl , Du ! Jeg sender Dig ned for at stoppe Munden paa dette sloiende Selskab , og saa dandser Mester Urian med dem og . . . Du lugter jo af Puns , Du har drukket ! — Kun en Draabe , min Elskede , kun en lille Draabe ; de tvang mig dertil . — Naa , saa det gjorde de ; stik mig nu varesene inte den ud . Nu gaaer Du strax paa Timen op og lægger Dig , din skinhellige Nikkedukke , og , tilsøicde hun og vendte sig om imod Selskabet , — jeg skal lære Dem at forvandle mit Hus til en Kneipe ; De flytter den Forste , Hr . Karsten ! — Med Fornøiclse , min Fortryllende ! sagde denne og bukkede dybt . — „ Min Fortryllende ! “ hvinede Madamen og fruede ad ham med knyttet Haand Hvor tør De vove at byde en ærbar Kone Sligt ? Siig det til de løse Kvindfolk , De har staaende her , men jeg skal fortrylle Dem , det kan De tro ! Og Madamen forsvandt ud af Døren med den samme Hurtighed , hvormed hun var kommen . Snart efter drønncde Huset af den Tordentale hun holdt for den ulykkelige Sjæl , hun havde den Glæde at kunne kalde sin Ægtchalvdel . Denne lille Episode af det huslige Liv havde afbrudt Glæden . Man havde ingen Lyst til at fortsætte den , Klokken var desuden mange . Karsten fyldte Glassene for sidste Gang og takkede sine Gjæster for Besøget . Damerne fik nu travlt med at « ' fore sig Overtøiet . og Herrerne tændte Cigarerne til Hjemturen . Peter nærmede sig Marie . — Tillader De , Jomfru , at jeg ledsager Dem ? sagde han . — Tusind Tak , svarede hun ; men er det ikke for megen Uleilighed ? — Uleilighed , for Deres Skyld ? sagde han med en Inderlighed , der bragte hende til at slaa Øinene ned og ikke gjøre flere Indvendinger . Under megen Talen , mange Udraab og Taksigelser fog man Afsked . Alvilda og Karstens bleve alene tilbage . Hun saae vist paa ham og sagde : — Og hvad nu ? — Nu er den Herlighed forbi , svarede han muntert og kyssede hende . Peter vandrede hjemad med Marie under Armen ; hans Hjerte var fuldt af denne Aftens Begivenheder , af den nye Lidenskab han havde fattet . De talede ikke meget sammen og snart slode de ved Maries Hjem , et fattigt men net udseende Hus i Pilestræde . — Hvornaar mon vi atter sees , Jomfru Søndrup ? sagde han og greb hendes Haand . — Ja , Gud veed det , svarede hun , og han syntes hun sukkede . Delte gav ham Mød . — Gaaer De aldrig ud om Søndagen ? spurgte han sagte . — Jo , svarede hun tøvende , — min Moder og jeg gaa hver Søndag Eftermiddag en Tur paa Volden . — Tør jeg da hilse Dem , tør jeg nærme mig Dem og gjøre Deres Moders Bekjendtskab ? — Det kan jeg jo Intet have imod , svarede hun og beiede det lille Hoved . — Tak , sagde han og trykkede hendes Haand . Farvel Jomfru Søndrup ; vi sees snart igjen . Hun sagde Godnat og aabnede Gadedøren . Mangehaande Betragtninger krydsede i Peters Hjerne , medens han steg op ad den smalle Trappe , der førte til hans Kammer ; langsomt klædte han sig af , akkompagneret af Læredrengens Snorken , og faldt snart i en dyb Søvn . Han drømte sit første Sold om igjen og blev til Slutningen forlovet med Jomfru Marie . » die Kapitel . I Hælerhuset . — Indbindet . Vi forlod det smukke Par , Viceværten og Villiam Skover , idet de traadte ind i den Forstes Værelse ; det laa bagved Butiken og var møbleret med en Blanding af Elegance og Lurvethed . Det tarvelige Tapetpapir slak slemt af imod et ganske net Oliemaleri , som Viceværten , Christian Larsen , for en billig Betaling havde tilkjøbt sig af en fattig Maler ; et smukt formet Bord kontrasterede grelt mod en tarvelig Sovesofa med lappet Sirtsesbetræk . I en Krog stod en solid Sekretær , der dels ved almindelige Laase , dels ved Hængelaase var sikret imod utildsrlig Langfingers . Christian Larsen selv var imidlertid det eienvommeligste Stykke i hele Værelset . Vi have før omtalt hans korte , brede Skikkelse , hans smaa dybtliggende Øine , hvori der funklede en Blanding af Ondskab , List og Mistro . Han var — imod at hvide Orden i Huset og indkræve Leien — af Eieren bleven indsat som Vicevært , mod at have fri Bopæl ; ved Siden deraf drev han en indbringende Hokerhandel i det Smaa , og ve de stakkels Leiere i Huset , der ikke indksøbte deres Fornødenheder hos ham ; han drillede og plagede dem saalænge , at de tilsidst faldt til Fole og med deres faa Skillinger betalte hans flette Varer i dyre Domme . Nogle vilde vide , at Larsen tillige stod i Forbindelse med nogle af Hovedsfadens dristigste Forbrydere , som han afkjøbte deres Tyvekoster ; vist var det , at man ofte , efter at Msrket var indtraadt , havde seet Individer , saavel mandlige som kvindelige , snige sig ind i hans Bod . Man undrede sig over at Politiet lod denne Mand og hans Virksomhed være i Fred . En ung Forbryder , hvis hele Optræden ikke huede Larsen , idet han skulde have været meget vanskelig med Prisen paa sine Koster og truet med at henvende sig til en anden Velgjorer , skal have paastaaet , at denne havde anmeldt hans Færd til Politiet ; sikkert nok var det , at Lovens Haandhæveræ vare saa godt underrettede , at Fyren ikke kunde finde nogen Udvei , og blev dømt til flere Aars Strafarbejde . Alt dette var imidlertid løse Rygter , som ber kun taltes om i Krogene . Ingen turde aabenlyst angribe Værten , der ret solede sig i sin Vælde og udvidede sin Forretning . Paa Bordet i Værtens private Værelse stod en svagt brændende Petroleumslampe . — Sid ned , Stover , sagde Larsen , idet han aabnede et lille Skab og tog en Karaffe ud , hvoraf han skænkede i to Snapseglas . — Dit Velgaaende ! raabte han . — Jligemaade . — Du seer mig ellers noget sjofel ud , vedblev Værten ; Du er nok paa Sokkerne , Sønncke ? — Hvorledes Fan ' en vil Du have , at et Menneske skal se ud , naar han har siddet flere Aar i „ Huset “ og bliver smidt paa Porten uden en Skilling i Lommen . Jeg har nu drevet omkring i fire Dage uden Haab om at lave en Forretning ; for man vil jo nøvig svine sig til for en Lumpenhcd . — Brav talt , Støver , jeg vidste Du var af den rette Sort . Du gjør dit Arbeide fornuftigt og godt , og jeg -ar derfor tiltænkt Dig en Forretning , der vil gi ' e „ Fisk “ i Mængde . Støveren slirrede slivt paa -am , dans Ansigt opklaredes . — Er Du med ? spurgte Larsen . — Fuldkommen . Men det er de sædvanlige Vilkaar ; af Pengene Du „ flytter “ faaer jeg en Fjerdedel ; Varerne bringer Du til mig , jeg tarerer dem og Du faaer Halvdelen af Værdien udbetalt i klingende Mønt . — Vel , vel ! men -vor er det ? “ — Henne paa Kjobmagergade boer der paa en tredie Sal en Enkefrue , der for et Par Aars Tid siden -ar arvet en -el Del Ment ; -un lever alene sammen med sin Søn , som netop er bvrtrcist i denne Tid . — Prægtigt ! — Du husker jo nok den lille Stine , som for nylig har siddet paa Vand og Brød for lidt Rapseri , -ende , Halte-Sorens Datter ? — Javel . — Hun har tjent Fruen for en Maanedstid siden ; af hende har jeg laant en Gadcdorsnøgle og en Entröensgle , hvoraf jeg har tazet Aftryk . Fruen sover alene i sit Soveværelse , der ligger to Værelser fra Dagligsluen , hvor Selvskabet og Skrivebordet med Pengene staa . Du skal saae en Plan af Leiligheden af -- > - M , MM . -^ . M » W 36 ! mig . Jeg skulde mene det vær en solid og let Affære , hvad ? Villiam gned sine Hænder og lo fvrnøiet . — Du gaaer ganske roligt ind i Huset imellem Er og To om Natten . Naar Du har forvisset Dig om , at Alt er stille , begynder Du paa Forretningen . Du vil let kunne se naar Betjenten er oppe i den anden Ende af Gaden , saa smutter Du ud og kommer henad Morgenstnnden til mig , forstaaer Du ? — Ja , aldeles . — Det er godt . Imorgen Aften skal Du saae Tid og Sted angivet . — Men hør , Fatter , bad Stsveren ; jeg eier ikke Kongens Mønt , Du maa give mig lidt Kredit paa nogle Madvarer og laane mig lidt Tøi , dette hersens jeg har paa , skær ' enhver Betjent i Øinene . Desuden . , har jeg ikke noget Sted at være ; har Du ikke et eller andet Hummer , hvori jeg kan bo ? — Du kan foreløbig være oppe paa din Moders Kammer , og det skal ikke koste Dig Noget ; han vil betale derfor , og Værten lo fornøiet . — Klæder og Mad skal jeg bringe Dig op , men hold Maade med Brændevinsflasken . — Du er dog en flink Fyr , Christian Larsen ; men jeg skal nok betale Dig . Der lød en kort Banken paa Vinduesskoddet . Værten foer op og blev urolig . — Gaa op Paa Værelset , denne Vei , hviskede han og aabnede en Dør , der igjennem et smudsigt Kjokken forte ud tH Trappen . — Det er en af mine Kunder , som vil tale med mig . Du forstaaer mig ? Jeg seer nodigt at I komme sammen , man veed aldrig hvortil det kan føre . Villiam gik langsomt op paa Værelset , som Moderen for kort Tid siden havde forladt . Ilden var endnu ikke fuldstændig gaaet ud , men laa og ulmede i Asien . Han satte sig paa den lille Skammel , med en halv frodsig , halv angrende Fornemmelse i Sindet . Uvilkaarlig kom han til at tænke paa sine Barndomsdage med de uskyldige Glæder , paa sine Ungdomsdage , da han troede at hele Verden med al dens Herlighed laa ham aaben ; han blev blød om Hjertet og tænkte paa Muligheden af et nyt og bedre Liv , hinsides Havet , i Amerika . Disse Folelser forsvandt døg snartHan slog en hvi Latter op og mumlede : — Hvor Pokker bliver døg Larsen af med Varerne . Nede i Stuen havde Viceværten hurtig aabnet Døren og en Mand , klædt i Arbejdsdragt , traadte ind . Den Fremmede aftog sin Kaskæt , og idet Skæret fra Lampen faldt paa hans Ansigt , syntes Værten under denne tarvelige Forklædning at kjende en af Hovedstadens Opdagere . — Hvem var det De talte med , da jeg bankede paa Skoddet ? spurgte han . — Villiam Smidt , eller Støveren , som han kaldes . — Hm ! svarede Manden og betragtede Værten skarpt . Hvad tager han sig for ? — For Øieblikket Intet ; jeg har givet ham frit Logis , for , naar det behøves , at kunne holde Øie med ham . — Det er rigtigt ; det er en farlig Fyr ; han vil snart bryde løs igjen . Næste Gang han bliver sat ind , bliver det rimeligvis for Livstid . Giv mig en nøiagtig Beretning om Alt hvad han foretager sig . Viceværten lovede det og Manden gik nu over til at tale om Personer og Gjerninger , der ikke have nøgen Interesse for den ærede Læser . Forst efter en Times Forlod sneg ban sig bort . Viceværten tog da nogle Klædningsslykkcr og en Kurv med Mad og Brændevin , som han forsigtigt bragte op til sin nye Logerende . Det var en meget kold Aften i Begyndelsen af December Maaned . Sneen faldt i store Flokke og havde snart bedækket Gaden med et tykt Lag Sjapsne og Smuds . De faa Fodgængere , der vare ude , skyndte sig saa meget som muligt at naae Hjemmet . Den til » tagende Vognkjørsel bebudede at TheatreneS Forestillinger vare forbi . En Droske kom i rask Trav kjørende fra Folkethcatret og holdt slille udenfor en smuk Gaard paa Store Kjsbmagergade . En ældre Dame og en ung Herre slege ud og begave sig op ad Trappen til deres Bopæl i tredie Etage . Da de kom forbi den store dobbelte Dør Paa første Sal , hvorpaa der var anbragt en blank Messingplade med Indskriften : „ C . Dalsgaard , Grosserer “ , standsede dei unge Menneske uvilkaarligt ; men han besindede sig hurtigt og ilede med et let , ikke tungsindigt Suk , efter Moderen , der imidlertid havde naaet Indgangen til sin Leilighed . En kvik lille Tjenestepige lukkede op og de traadte ind i en hyggelig , smukt medieret Dagligstue . En Dør stod aaben til Spisestuen , hvor Aftensbørdet var dækket . Damen , Enkefru Smidt , var en smuk Kvinde paa noget over de Fyrre , med Kløde , lidt melankolske Træk . Der var udbredt noget usigeligt kjærligt over hendes hele Væsen , der indtog Alle før hende . Sønnen Viktor , hvis Lighed med Møderen var umiskjendelig , var 23 Aar gammel . Han havde en Ansættelse under et af Ministerierne , var afholdt af sine Foresatte og almindelig beundret af det smukke Kjøn . Hvor meget dette end smigrede ham , var han døg temmelig ligegyldig derved . For ham var der før kort Tid siden vpdukket en Stjerne , hvis Glands fordunklede de øvrige Kvinder han kjendfe . Efter at have aftaget Overtøiet og spist til Aften satte Moder og Søn sig ind i Dagligstuen . Viktor tændte sin Pibe og hengav sig til sine Dcømme om Hende , der overalt hvor han gik og stod var hans Et og Alt . Møderen betragtede ham længe og i Taushed . Han lagde ikke Mærke dertil . — Kjære Viktor , sagde hun endelig ; jeg har endnu ikke faaet nogen Forklaring over at Du kom hjem 14 Dage før Bestemmelsen . Hvormeget jeg end savnede Dig , medens Du var borte , hvormeget jeg end glædedes ved din Tilbagekomst , saa undrede den mig døg . Du var jo i Sommer saa opsat paa at komme afsted , Du glædede Dig som et Barn til Jagterne , og nu ? Det unge Menneske blev noget forlegen . — Grunden , sagde han , var den , at jeg tildels kjedede mig derude ; man havde kun Interesse for Fedevarer , Jagt , Bønder og Sogneraadsmodcr og varierede dette Thema i det Uendelige ; dels længtes jeg efter mit Hjem og min daglige Omgangskreds . Jeg foregav da Forretninger og ilede afsled , tilbage til det kjære Kjøbenhavn og til Dig . Du er da ikke vred derover ? — Vred , sagde hun og lagde kjærligt sin Haand paa hans Skulder ; Du veed , at jeg kun har Dig at leve for i Verden , at jeg glædes ved din Hjemkomst og bedrøves naar Du reiser bort . — Ja , jeg veed , udbrød Sønnen leende ; at Du ser vilde miste den høire Haand end at jeg skulde lide en om end kortvarig Smerte , — Du forkjæler mig aldeles . Moder og Søn omfavnede hinanden . De talte længe og muntert sammen og begave sig fvrnøiede til Hvile . Snart laa hele Huset i dyb Rø . Ude paa Gaden var Uveiret tiltaget , Vinden foer hylende om Gadehjornerne og fygede Sneen sammen i store Driver . En Mand , indsvøbt i en gammel , graa Kappe og med Hatten trykket dybt ned i Panden , kom hurtig gaaende over Høibro . Stormen greb fat i hans Overstykke og hvirvlede det omkring da han naaede Hjørnet af Øslergade . Han udstedte en Ed og samlede den hurtigt omkring sig , idet han kastede et skulende Blik bagud . Idet Skæret fra den nærmeste Lygte faldt paa hans Aasyn , beskinnede det Villiam StøverS velbekjendte Forbrydertræk . Med raske bestemte Skridt gik han ned ad Kjobmagergade og slandsede udenfor den af os før omtalte Gaard . Han saae et Øieblik op til Vinduerne , Gardinerne vare nedrullede og Alt mørkt og slille . Intet Menneske befandt sig paa Gaden . Han tog forsigtigt en Nøgle op af Lommen og aabnede sagte Gadedøren . Idet han listede sig ind , lyttede han i største Spænding . Da Alt vedblev at være roligt bøiede han sig ned og trak et Par Uldsokker over Stovlerne . Stille , næsten lyvløst sneg han sig op til tredie Etage . Døren ud imod Gangen fik han let aabnet ved Hjælp af den medbragte Nøgle og han stod nu i en Entrée , hvorfra der førte 3 Døre . Han slandsede og fremtog af Kappens Brystlomme en lille Blændlygte , hvis Klapper han aabnede og Lyset faldt nu slærkt og blændende paa Døren til Dagligstuen . — Her maa det være ! mumlede Forbryderen . Satans tsk Karl den Larsen , han veed altid god Besked . Langsomt trykkede han paa Haandtager og Døren gik op . Ved Hjælp af den modtagne Underretning opdagede han strar Selvskabet og Skrivebordet ; han fremtog en Bunke Dirker og falske Nøgler og gav sig ufortsvet fil „ at arbeide “ . Viktør havde i længere Tid ligget vaagen og tænkt paa sit Hjertes Gudinde . I en halv sovende , halv vaagen Tilstand syntes han at høre Entteedøren blive aabnet , det forekom ham som om Døren fil Dagligstuen gik op , listende Fodtrin Hørtes at bevæge sig derinde . Uden at gjøre sig nogen klar Forestilling derom blev han liggende , indtil endelig Lyden af de arbcidende Dirker gjorde ham lysvaagen . Han satte sig overende i Sengen og lyttede . Lyden fortsattes . Han steg hurtig , men sagte ud af Sengen , svedte en Slvbrok om sig og listede sig hen fil Døren , der stod paaklem . Bed Blændlygtens Skin saae han en slærktbygget Mand , der havde epbrudt Skufferne i Skrivebordet og Døren fil Selvskabet , hvis Indhold han var ifærd med at tømme . Uden Betænkning smækkede Viktør Døren op paa viid Gab og foer ind paa Forbryderen , der blev som lamslaaet ved dette Angreb . Det unge Menneske greb ham i Struben , idet han samtidigt raabte : 43 — Til Hjælp ! Tyve ! Villiam gjorde i det forste Øieblik ingen Modstand ; men dette varede dog ikke længe . En underlig knugende Fornemmelse i Hjertet ' , den visse Udsigt til at komme i Tugthuset , hvis ban blev greben paa fersk Gjerning gjorde , at ban snart mandede sig op . Med et Kjæmpetag befriede han sin Hals fra Vikfors Greb , med en Smidighcd , man neppe skulde have tiltænkt den temmelig fore Mand , spændte han Been for ham og Begge tumlede omkring med en Voldsomhed , der næsten berøvede det unge Menneske Bevidstheden . Villiam Stover salte Knæet paa Vikfors Bryst . — Ikke et Kny , eller jeg knuser Dem ! hviskede ban truende . Fru Smidt var imidlertid vaagnet ved Vikfors Raab og ilede , kun iført Skjørt og Rattrøie , gjennem Salen og Spisestuen ind til Skuepladsen for Forbrydelsen . Med en forfærdelig Angst saae hun sin Søn ligge overmandet paa Gulvet og hørte Forbryderens TruselDenne havde imidlertid med sit skarpe Øre hsrt Moderens Fodtrin og vendte , uden at løsne sit haarde Tag , sit Hoved , idet han slirrende betragtede den stakkels Kvinde . Resullatet af denne Underssgclse blev et forbauset Udraab : — Det er min S ' æl Charlotte ! Fruen foer tilbage ved Lyden as hans Slemme og holdt sig for Øinene idet hun ryslede over hele Kroppen . — Kjender Du mig ikke , Lotte ? vedblev han mere dristig . Hun svarede ikke men vedblev at skælve . Det glæder mig , fortsatte Forbryderen , — at træffe Dig igjen og under saa fornøielige Omstændigheder . Skammer Du Dig ikke-over at sidde saa godt i det , medens jeg maa bo i et Hundehul og arbeide haardt for Føden ? Ikke et Kny , Hvalp eller jeg knuser Dig ! — Disse Ord vare henvendte til Viktor , som forvirret havde hørt ovenstaaende Monolog og nu gjorde en Bevægelse for at befri sig . — Du svarer ikke din lovlige Ægtemand ? sagde Forbryderen , vrængende Mund . Hun samlede al sin Kraft og svarede fast og bestemt : — For 20 Aar siden blev jeg skilt ved min daværende Mand , Villiam Smidt , fordi han ved Forbrydelser , flette Handlinger og Skændigheder havde gjort sig uværdig til min Kjærlighed og Agtelse . Loven anerkjendte ogsaa dette , idet den strax tillod Ægteskabets fuldstændige Ophævelse . Havde Villiam Smidt begaaet et Feiltrin , havde jeg aldrig kunnet bekvemme mig til dette Skridt ; men hele hans Opførsel var saa lav , saa afskyelig , at jeg gruede for den Afgrund , hvori jeg ved mit Ægteskab med ham , havde slyrtet mig . Min Søn besluttede jeg idetmindsfe at redde , og , Gud være lovet , han og jeg ere nu for stedse unddraget deres Magt og Indflydelse . — Det kunde hænde sig , at Du tog feil ! — Nei , deri har jeg fuldkommen Ret . Vi To ere hinanden saa fremmede , som om vi aldrig have været gifte . Loven giver Dem ingen Magt over mig og Viktor har De heller ingen Myndighed over ; han er 23 Aar og sin egen Herre . — Det er vel Fyren her ? spurgte den kjærlige Fader og løsncde sit Tag i Sønnen , som hurtigt sprang op og stillede sig i Angrebsstilling mod Villiam . — Ja , det er Viktor , min , og desværre ogsaa deres Søn , sagde Fruen smerteligt . — Moder ! raabte den unge Mand og greb hendes Haand ; er dette ikke en Drøm , en afskyelig Drøm , hvoraf vi snart skulle vaagne ? Denne Forbryder , der træffes om Natten i vort HuS paa fersk Gjerning skulde være min Fader , . . . men han er jø død for længe siden , jeg var jø kun 3 Aar dengang . — Nei , desværre døds han ikke i legemlig Henseende , men han døde før vS Alle og i moralsk , Betydning var han ligeledes et Lig . For ikke at knuge din unge Sjæl under den skrækkelige Bevidsthed , at din Fader sad blandt Forbryderne ; før ikke at Du skulde lide før din Faders MiSgjerninger , fortalte jeg Dig om hans Dod i fremmede Lande . — Det maa jeg sige er net , raabte Forbryderen ; For nogle Aftener siden traf jeg min gamle Moder , hun vilde gjerne give mig Noget , men havde Intet « nu finder jeg , ved Hjælp af Himlen eller Djævelen , min kjærlige Kone og artige Søn , og de betragte mig som den skinbarlige Satan og onske mig hundrede Gange før i hans Bold , end at jeg skulde smudse et af deres kostbare Gulvtæpper . Det er kjærligt , det er smukt . Faderen er nær ved at sulte ihjel , medens Konen og Barnet leve flot , ikke sandt ? — Trods Alt hvad der er foregaaet , svarede Fru Smidt , vil jeg dog hjælpe Dem til al føre et bedre Levnet . De har opbrudt mit Skrivebord , seer jeg og alle Pengene ere borte ; det meste af Sølvtøiet er ogsaa stjaalet . — Nuvel , behold Alt hvad De har taget , og reis bort , reis endnu i denne Dag , som nu gryer ; tag til en anden Verdensdel og flut Fred med Gud og Menneskene ! Villiam Stsver lo haanligt . — Du kunde nok sige „ Du “ til din Mand fordi han er bleven noget lurvet og Alt er gaaet ham imod , sagde han frækt . Jeg vidste nok , at Du forstaaer ai prædike , saa Bandet vrides ud af en gammel Hankats Øine som af en Molledam ; men da jeg nu engang har fundet Dig og Ungen i saa fornøielizc Omstændigheder , saa vil jeg før Fremtiden klæde mig bedre og føre et lidt flottere Liv end før . Hvad jeg her har „ nodbct “ betragter jeg blot som et Forskud ; naar jeg bliver blank kommer jeg igjen . Biktor , der uafbrudt havde betragtet Staveren med spændt Opmærksomhed , traadte nu nærmere og sagde med en dyb , alvorlig Stemme : — Vogt Dem før at drive deres Fordringer før vid » ! Kun Hensyn til den Omstændighed , at De er min Fader , forhindrer mig i at sætte Alt i Bevægelse 1Ü Deres Paagribelse . Jeg skylder Dem Intet , og har kun min Moder at takke før mit Livs Bevarelse , før de Kundskaber jeg har faaet og den Stilling feg nu beklæder ; havde hun ikke været , var jeg maaske i dette Øieblik i den samme sorgeligc Stilling som De er , maaske fulgt Deres Ercmpel og blevet en Tyv . De har selv sønderrevet det Baand , der bor herske imellem en Fader og en Son , og vi staa nu og maa staa som Fremmede overfor hinanden . Modtag min Moders Tilbud , reis bort , arbeid og bed til Gud om Styrke . Der vil maaske komme en Tid , hvori Alt kan blive godt igjen og De ende Deres Liv i Anger , med Tillid og Fortrøstning til en naadig og barmhjertig Gud . — Ved Satan og al hans Yngel ! raabte Villiam . Har Moderen ikke smittet Hvalpen og gjort ham til Præst ; men jeg siger Eder , at al den Snak Intet hjælper ; har jeg engang fundet min kjærlige Familie igjen , giver jeg ikke saa let Slip paa den . Tage Bopæl her vil jeg ikke , tilføicde han leende ; men den kjære Lotte skal være min FinantSminisfer , hahahaha ! Viktor blev vred . — Jeg lover , saa sandt der lever en Gud i Himlen , at jeg — hvis De atter i mindste Maade prøver paa at forulcilige min Moder vil forfølge Dem hvorhen De end flygter , at jeg vil opsøge Dem , om De saa graver Dem ned under Jorden , og overgive Dem til Retfærdigheden . Vælg nu , gaa bort med de Ting De har sljaalet , og betræd aldrig oftere dette Hus , eller kom igjen , og Politiet vil faae Deres Signalement opgivet . — Dreng ! raabte Forbrydere » rasende . — Vælg , men skynd Dem , svarede Sønnen og traadte hen til en Klokkestreng . Støveren gjorde Mine til at fare hen imod ham . Viktør standsede ham . — Et Skridt endnu , og hele Huset er allarmeret , raabte han heftig . — Du for ikke ringe , thi derved vilde Du , slolte Hvalp , fortælle Alverden , at din Fader er en løSladt Forbedringshusfange , en Indbrudstyv . Sønnen blegnede . -- Om saa hele Verden faaer det at vide , vil jeg dog slaa fast ved min Beslutning , sagde han med rystende Stemme . For sidste Gang , vil De gaa , eller skal jeg . . . - Godt , min Spirrevip , jeg gaaer ; men Du kan ikke til enhver Tid hænge over din Moder , naar hun engang er alene kommer jeg igjen , og . . . — Ogsaa dette Tilfælde har jeg forudsect ; fordi jeg er borte vil hun dog have den fornodnc Beskyttelse . Grosserer Dalsgaard vil sikkert træde i mit Sted . - Igjen denne Dalsgaard ! mumlede Forbryderen med et Hyæneuktryk i det skumle Aasyn . Jeg maa døg se at skaffe mig ham fra Halsen . Han indsaae imidlertid , at der for ham intet Andet var at gjøre , end at gaa sin Vei . ' Med et ironisk Buk , idet han kyssede paa Fingeren , listede han sig bort og love Moderen og Sønnen alene tilbage . Hun havde grædende kastet sig ned paa en Stol ; Sønnen stod opreist ved hendes Side og sorsøgte med de kjærligste Ord at irøste og berolige hende . Endelig fattede hun sig , omfavnede Viktor og sagde : — Kjæreste Viktor , tilgiv mig , at jeg har holdt Dig i Uvidenhed om , at din Fader endnu lever og fører et saa skammeligt Liv . Jeg var meget ung , da vi bleve forlovede , kun 17 Aar ; hans smukke Udseende , galante Væsen og smigrende Tunge gjorde et dybt Indtryk paa mig og denne Fortryllelse vedvarede indtil jeg to Aar efter blev hans Kone . Lidt efter lidt gik det op for mig , at jeg havde gjort et daarligt Valg , at de glimrende Egenskaber kun var en Skal , der dækkede et hult og fordærvet Indre . Ved din Fodsfi , et Aar efter vort Bryllup , trøstede jeg mig noget ; den Kjærlighed jeg tabte for Faderen ovcrfsrte jeg paa Dig . Saaledes gik det en lang Tid ; min Mand havde ophørt at bryde sig om mig og sszte sine Glæder udenfor Huiet , da — o , jeg gyser ved al tænke tilbage derpaa , en Asien medens vi spiste , Du laa og sov sødt i din Vugge og Alt saae saa hyggeligt og fredeligt ud , — da aabnedes Deren , Politiet trængte ind og arresterede din Fader ; ham , som nylig er gaaet herfra . En ubeskrivelig Smerte fyldte mit Bryst og kun^vazt formaaede jeg ai fremstamme et SpørgSmaal om , hvorfor han blev arresteret . — For Verelfalsk og Bedrageri mod det Handelshus , hvorved han har været ansat , svarede en Politibetjent . De førte ham bort . Under den mod ham indledede Sag fremkom der en saadan Mængde smudsige Streger , at Netten dømte ham til 7 Aars Tugthusstraf . For at erstatte de Skadelidende tog Rettens Folk Alt hvad vi eiede . Det gjaldt imidlertid om , at bevare Dig imod nogensinde at træffe sammen med ham , som sikkert vilde have en fler Indflydelse paa din fremtidige Stilling ; jeg afrcistc hemmeligt her fra Byen . Min gamle Onkel undersiøitcde mig og ved Hjælp af Haandarbeide og Information sioge vi os ganske godt igjennem ovre i Varde ; ikke sandt , vi vare lykkelige der ? — Meget lykkelige , Moder . — Da Onkel døde for to Aar siden og efterlod mig de mange Penge var der hengaaet 18 Aar siden at jeg havde hørt Noget om din Fader , Du var netop dengang kommen ind i Ministeriet . Opholdet i Varde blev mig uden din Nærværelse for trist ; maaske , tænkte jeg , var din Fader bød , bortrejst eller paa anden Maade fjernet . Vi tog herover , førte et lykkeligt Liv og nu ? — Med Guds Hjælp , sagde Viktor , vil vort lykkelige Liv ikke blive forstyrret . Hin Mand , der som en Dæmon trænger sig imellem os , maa blive uskadelig . Jeg takker Dig for din kjærlige Hensigt ved at have skjult Sandheden om min Fader for mig . Jeg troede , som Du fortalte mig , at han var bød paa det salte Hav , og ofte har jeg i Tankerne udmalet mig hans Billede kjækt kæmpende med de vilde Vover ; dog , det er kun en Illusion mindre , den skal ikke kue mig . Efter at have ordnet Værelset og eftcrseet Døre og Laase , gik Moder og Søn hver til Sit igjen . Saalænge Moderen havde været tilstede , var Viktor rolig , fattet , næsten munter . Neppe befandt han sig imidlertid i sit eget Værelse før han kastede sig paa Knæ ved Siden af Sengen og bad . Og hvad var Indholdet af denne Bøn . Han bad Gud om Styrke til at rive Klara Dalsgaards straalende Billede ud af sit Hjerte , han bad Gud om Mod til at sky hende før evig . For Midnat havde Haabet været lyst og klart ; nu var det blegnet . Hans retskafne Karakter oprørte sig imod at binde den smukke Piges Skæbne til sin og fortie den Omstændighed at han var en Søn af en af Kjøbenhavns dristigste Forbrydere . Paa den anden Side vilde Grosserer Dalsgaard , de : vidste han , aldrig indvillige i at give sin Datter til Forbryderens Søn . „ Han bad længe og inderligt . Da Solen kastede sine første Straaler ind ad Vinduerne , reiste han sig , klædte sig paa og gik ud . Det var med en eiendommelig tung Folelse han denne Gang gik forbi Messingpladen med „ C . Dalsgaard , Grosserer “ ; den skinnede jo ikke længere før ham . Med Laste tunge Trin var Støveren imidlertid gaaet ned ad Trapperne , havde adstadigt oplukket Gadedøren og tillukket den igjen . Tæt indhyllet i Kappen og forsigtigt knugende det raslende Sølvtei hvergang han mødte Nogen , og især da , naar denne Nogen var en Politibetjent , gik han hurtigt afsted og bankede meget tidlig om Morgenen paa Viceværtens Skodder , gjennem hvis Sprækker der skinnede et Lys . Den værdige Larsen , der med urolig Bekymring havde afventer Sløverens Ankomst , for , hvis der var gjort Bytte at dele med ham og i modsat Fald , at tjene en lille Sum ved at overgive ham til Politiet , som Forøver af Jndbrudet , aabnede strar Deren og speidede forsigtigt til begge Sider , dernæst skubbede han Villiam ind i Stuen med et Stød , som bragte Sølvtøiet til at klingre . Viceværtens fæle Latter fyldte Værelset . — Det klinger godt , Støver , Bravo ! Du har gjort et godt Bytte . — Inie saa tosset endda , sagde Støveren med et Grin og trak en Mængde Spiseskeer , Theskeer , Gafler , en Thepotte , Tænger , Potageskeer og andre Sager af Sølv , frem fra den rummelige Kappe , hvis mange Lommer vare anbragte særlig i det Øiemed at gjemme Tyvekoster i . — Hvad siger Du til det ? sagde Villiam triumferende . Og her er Damens Tegnebog , lad os undersoge den i Forening . — Fly mig den ! raabte Viceværten , medens hans Øine tindrede af Begærlighed og Fryd og han greb efter Tegnebogen . — Vist ikke ; kom sæt Dig ned , rolig , Gamle ! Se her , Død og Pine , dei er brune Sedler ! Værten ralle dem , — En , To , Tre , Fire . Fem , Serhundrede Daler , og Halvtreds i „ Blaamænd “ . — Støver ! udbrød han begejstret , Du er uførigneli g . — Giv mig nu først en Skraber af det ægte Slags , saa gaa vi over til „ Forretningerne “ , mente Villiam . Værten hentede i sin Begeistring en Flaske ægte Genever og skænkede , skælvende af Glæde , i to store Glas . — Dit Velgaaende , gamle Skøver ! raabte han . — Gid vi faae mange af denne Slags Forretninger , sagde Villiam ; saa vare vi snart rige Mænd . Efter først at Pengene vare delte paa den af Værten betingede Maade , hentede han en Sølvvæg t og vejede Salvet nøiagtigt , idel han mumlede i Skæget : — Fortrinlige Varer , gammelt godt Stads . Der er , henvendte han til Villiam , som Dn seer , 382 Lod , jeg gi ' er Dig 2 Mk- 8 Sk . for Lodder , det er mere end jeg ellers pleier at give ; thi Du , Himmelgavtyv , har rent laget mit Hjerte med Storm ! — Nei , Larsen , mente Forbryderen ; Du maa gi ' e mig 3 Mk . for Loddet , del er det Mindste dei er værd . — 3 Mark ! Du godeste Gud ! hylede Hæleren ; men bedste Ven , betænk min Risiko . — Det har jeg altsammen betænkt ; men i dette Tilfælde er der ingen Risiko . Du kan sælge Tøiet som det er , uden Fare for Dig eller mig . — Hvorledes ? Støveren fortalte ham nu Nattens Begivenheder . Den listige Hæler skoggerlo , slog ham paa Skulderen og ønskede ham til Lykke med den kjønne Familie . I skn overvættes Glæde og da der Intet var at risikere gik han i Et og Alt ind paa Villiams Forlangende og de skiltes først Klokken 8 om Morgenen , tilsyneladende som Perlevenner . — Han kan blive mig en hel Guldfisk . ' mumlede Viceværten og gned sig i Hænderne — Jeg troer , at jeg for Fremtiden vil operere paa egen Haand , sagde Villiam , da han halv beruset steg op ad den skrøbelige Slige . Han bliver mig alligevel for dvr i Længden . 4de Kapitel . Familien Dalsgaard . I en smuk Spisestue sad Morgenen efter Indbrud « en Familie , bestaaende af fire Personer , ved Frokostbordet . Det bøie , elegant møblerede Rum , det smagfuldf dækkede Bord med Sølvthemaskine , Soivthepotle og andre Redskaber af dei samme værdifulde Metal , vidnede om Rigdom . Af de fire tilstedeværende Personer kjende vi den ene , Husfaderen nemlig . Vi stiftede hans Bekjendtskab under sørgelige Forhold ; men Læseren vil sikkert ikke have glemt Grosserer Dalsgaard , der saa smukt tog sig af ven gamle nedtrykt- og svage Kone . Den unge Mand , der sidder ved hans Side , er Sønnen , SophuS Dalsgaard , juridisk Kandidat og ansat paa del samme Kontor som Vikior Smidt ; derfra skriver sig deres Bekjendtskab . Nærmest ham sidder en ældre Dame , paa hvis aabne , sorgfri Aasyn den reneste Godhed og Velvillie staaer malet , og den fjerde Person er Froken Klara , en nydelig syttenaarig Pige , med rene , smukke Træk , himmelblaa Øine , og lange lyse Lokker . Vi vide , ak hun har fordrejet Hovedet paa to af de unge Mennesker vi have omtalt . Hvormange der ellers sværme for den unge Dame , skulle vi lade være usagt ; rimeligvis er deres Antal meget stort . Samtalen var meget livlig og angik et Bal , som Grossereren samme Aften vilde afholde . En Tjener traadte ind med et Drev han havde modtaget af Enkefru Smidis Pige og som han leverede sin Herre , Denne bred Seglet og læste det . — Hvor det er kjedeligt , sagde han , efter at have læst det korte Indhold . Fru Smidt er inat bleven syg , hun kommer ikke iaften og Vikfor heller ikke ; han vil ikke forlade Moderen . En Skygge af Misfornøielse lagde sig i dette Øieblik over den unge Piges Pande ; hun udbrød uvilkaarligt : — Hvor kjedeligt ! — Ja , sagde Fruen , det er mig meget imod ; jeg har glædet mig til at faae en fornuftig Samtale med Fru Smidt , og hvad Vikfor angaaer , tilføiede hun og saae venligt forskende paa Datteren ; saa ville Damerne vel blive fortvivlede . Klara blev rød , men svarede ikke . — De maa komme , sagde Sophus og reiste sig ; del er maaske kun en forbigaaende Upasselighed og iaften kan Alt være godt igjen . I alle Tilfælde er Vikfor jo ikke syg , og saafrcml Moderens Sygdom ikke er farlig , lover jeg at bringe ham med . Skyggen paa Klaras Pande blev lysere og forsvandt tilsidst aldeles . Hvorfor skulle vi egentlig skjule det ; uden Vikfor Smidt brød hun sig ikke om Ballet . Det var med velberaad Hu at Vikfor Smidt ikke ønskede at komme paa Ballet . Hans Moders Upasselig hed , fremkaldt af del uventede Gjensyn og Skrækken , var kun ubetydelig ; men den var ham dog velkommen som Paaskud . Efter det Løfte han havde aflagt om Natten turde han ikke se Frøken Klara mere . Der var dog kun efter en haard Kamp med sig selv af han skrev Brevet , men han følie sig dog lettet , da det var afsendt . Samtidig var det imidlertid som om han rev sit Hjerte ud af Brystet ; med Beflulningen om af glemme hende var al hans Glæde ded i denne Verden , — han maatte for Fremtiden opgive al Livets Lyst og Glæde . Det var med ikke liden Forundring af Sophus Dalsgaard traadte ind i Familiens Dagligstue og ikke alene traf Viktor , men ogsaa Møderen , der vel saae noget bleg og nedslaaet ud , men ellers ikke havde det ringeste Spor af nogen Sygdom . — Det maa bestemt være en Feiltagelse ! udbrød han forundret . — Hvilket ? — Brevet , naturligvis . Der er fo tilskrevet os af De var syg , bedste Fru Smidt . — Kjære Barn , Du har i din Ængstelighed overdrevet mit Ildebefindende , sagde hun henvendt til Sønnen . Vel sandt , jeg selv vilde kun mødigt have gaaet ; men Du ? Sophus anvendte alle fine Overtalelsesevner . Viktor rokkede ubestemt frem og tilbage paa Stolen . Han havde vel gyldige Grunde til for fin egen Person at blive borte fra Ballet ; men ban turde ikke fornærme en Familie , der til enhver Tid kun havde viist Moderen og ham Godhed og Artighed . Fru Smidt reiste sig nu langsomt af Stolen og sagde med sagte men bestemt Stemme : — For at berøve Dig dit eneste Paaskud , min Ven , saa erklærer jeg herved , at jeg selv vil komme ; man kan ogsaa drive sin Hensynssvldhed for vidt og derved berøve sig selv Nydelser , der ikke kunne erstattes senere . Og med disse Ord saae hun saa vist paa Sønnen , saae paa ham med et saa sikkert og klart Blik , at det pludselig gik op for ham , at hun kjendte hans Hemmelighed , at hun vidste hvorfor han afslog Indbydelsen , men at hun tillige misbilligede hans Vesiutning . — Nuvel ! udbrød han med en Slags sremkunstlet Munterhed ; da min Moder befaler det maa jeg adlyde . Tro mig , jeg kommer heller end gjerne . — Jeg vidste det nok , sagde Sophus glad . Du er ellers en prægtig Fyr i Grunden . Hør , vi følges vel ad til Kontoret , jeg leder kun ned for at tage Hat og Frakke paa . Med disse Ord lød han ud af Stuen . — Äin kjære Dreng , hviskede Fru Smidt grædende til Viktor ; min eneste , elskede Søn , troer Du ikke at din Møder længe har kjendt den Hemmelighed , som i saa lang Tid har opfyldt Dig ? Strar da jeg hørte at Du ikke vilde komme paa Ballet , anede jeg , at Nattens ulykkelige Begivenheder havde bragt Dig paa den Tanke , at ofre Dig selv og din Kjærlighed , fordi din Fader hører til Menneskehedens Udskud . Du vilde ikke drage Klara med Dig ned i hvad Du betragter som en dyb Afgrund . Tro mig , min Ven , det er en falsk beregnet Æresfelclse , thi — hvis Klara ogsaa elsker Dig , og jeg troer hun gjør det — blive I Begge ulykkelige . Jeg vil ikke hermed sige , at Du skal fortie hende dit ulykkelige Slægtskab , ingenlunde ; det er din Pligt , thi hun vil , hvis hendes Kjærlighed er ægte og som den bør være , ikke ringeagte Dig for det . men kun slutte sig fastere og tættere til Dig — Jeg veed ikke , Møder , svarede Sønnen ; for mig slaaer de » som en Nødvendighed at frasige mig hende og min Lykke ; give Gud , at jeg maa komme til en anden Erkjendelse . Med disse Ord ilede ban ud af Stuen og ud paa Gaden , hvor han i Følge med Sophus gik sindigt og fattet op paa sit Kontor i den røde Kanccllibygning . Han anede ikke ar der bag Gardinet paa første Sal stod en ung Pige , der redmcnde og med straalende Øine tittede ud efter ham . Hun havde i samme Øieblik faaet at vide , at han dog vilde komme paa Ballet , og hun troede selv at have nogen Skyld i den forandrede Beslutning . Hun anede ei heller , at der bag Petroleumsstafferne i Urtekræmmerens Vinduer ligeoverfor stod et tyveaarig ! , varmblodet Menneske , hvis Øine med Beundring vare heftede paa hendes smukke Ansigt , og at dette Menneske kort efter trak sig tilbage til sin Plads bag Disken , idet han sagde : - Hun er en Engel ! men jeg veed dog ikke . . . Jomfru Marie er nu mere efter min Smag Saa kom Balastenen . Salen var dekoreret paa del prægtigste , med Blomsterguirlander , malede Skjolde og kostbare Silketæpper . Dog , vi ville ikke trætte den ærede Læser med Beskrivelsen af al den Pragt , der herskede i Salen , men derimod henvende Opmærksomheden paa enkelte Personer af Selskabet . Der er nu forst Baron Uglehfclm , — Baron er han , men Penge mangler han , derimod bliver han sledse forfulgt af Rykkere i massevis . Han vilde saa inderlig gjerne knytte sin Skæbne til den rige Grosserer Dalsgaards Datter . Han er just ifærd med at fortælle Klara en efter hans Mening særdeles interessant Hofhistorie . Klara hørte aldeles ikke paa ham . hendes Tanker vare hos Viktor . Baronen vedblev at kile løs paa sin Historie , og han blev henrykt da han pludselig saae Klaras Øine straale og en mild Nødme at bedække hendes Kinder . Det maatte være af Interesse for hans Historie , mente han , men da han fulgte Retningen af hendes Blik , saae han det hvile ikke paa sig , men paa et ungt , smukt Menneske , der ledsaget af en ældre Dame var traadt ind i Salen . — Gudskelov at De nu er rask igjen , kjære Fru Smidt ! raabte Klara og løb hen til de Indtrædende . Barønens Pande rynkedes af Harme , og hoisf fortrydelig over hendes Mangel paa „ Sands for det Nette “ ved at forlade ham , vendte han sig til en anden Dame , der med slorre Opmærksomhed hørte paa hans intetsigende Snak . Det var med en Blanding af Glæde oa Smerte at Viktor Smidt gjensaae den unge Pige . Han turde jo ikke gjøre sig noget Haab om hende — Faderens Skændsel stod klart for hans Blik . Klara havde ventet at blive engageret til den første Dands af Viktor , og havde af den Grund afslaaet Baronens Anmodning . Til sin store Misfornoielse bemærkede hun imidlertid , at Viktor ligesom skyede hende , at han ikke engang saae til hende . Hun anede ikke Grunden hertil og blev fornærmet . Baronen havde imidlertid atter nærmet sig , for at bede hende om den næste Dands . - Undskyld , Hr . Baron , sagde hun ; ved en Feiltagelse afslog jeg for Deres Tilbud om den første Dands , men hvis Øe ikke er optaget , slaaer den nu til Deres Tjeneste . Baronen blev henrykt . Med en Scirherres Mine førte han hende hen over Gulvet og ind i de Dandsendcs Rækker . Viktor følte en rædsom Smerte i sit Indre ved at se hende dandse med en Anden . Dog , han lunde jo ikke bebreide hende derfor . Med Fortvivlelse og Skinsyge i Hjertet gik han ind i et Sideværelse , der kun svagt oplystes af et Par Borlys Han kastede sig paa Sofaen og hengav sig til sine mørke Grublerier . Hvorlænge han havde siddet saaledes vidste han ikke . men han vækkedes pludselig af halvhviskende Stemmer , og ved at se derhen , opdagede han Baronen og Klara , der eiensynlig søne en vigtig Samtale . Viktor lyttede med spændt Opmærksomhed . Froken ! læspede Baronen . De kan umulig være ubekjendt med at jeg elsker Dem . Ja , jeg elsker Dem , jeg tilbeder Dem ! Klara saae foragtelig paa ham . -- Jeg vilde ikke have erklæret mig endnu , vedblev Baronen , hvis De ikke ved Deres Jmødekommcnhed imod mig iaften havde gjort det sandsynligt , at jeg ikke var Dem ligegyldig . — Jmødekommenhed , slammede den unge Pige . — Ja , saaledes kalder jeg det , naar en ung Dame uden Afbrydelse tager imod en Herres Kur . Harmfuld over Baronens Dristighed udbrød Klara med rystende Stemme : — De tager Feil , Hr . Baron . I Deres Forfængelighed troer De at have sporet en Imodekommonhev , som ikke existerer , og jeg erklærer Dem herved at De er mig aldeles ligegyldig . . . at jeg aldrig kan have nogen kjærlig Tanke for Dem . Hun gjorde en dyb Kompliment for Baronen , der rasende slirrede paa hende , og derpaa - uden at værdige hente noget Svar , slyrtede ud af Værelset og forlod Huset , opfyldt af skrækkelige Hævntanker mod den Familie , der forsmaacde den Ære at træde i Forbindelse med ham . Fra denne Stund havde Familien Dalsgaard en uforsønlig Fjende i ham . Han begav sig strar hjem , kaslede sig paa en Sosa og gav sig til at gruble over en Hævnplan . Resultatet af denne Grublen vil snart fremstille sig for den ærede Læser . Fra nu af svævede en mørk Uveirssky over Grossereren og hans Familie ; snart vil den udspy Ødelæggelse og Elendighed over dem . Da Baronen var gaaet og Klara saaledes trøede at være ene , mistede den stakkels Pige dei ; Fasthed , der havde opretholdt hende ligeoverfor ham . Hun brast i Graad og skøttede hulkende Hovedet mod den kolde Vinduespost . Hun bemærkede ikke at Viktør havde nærmet sig hende , kaslet sig paa Knæ , og først da han greb hendes Haand foer hun sammen og kaslede et halvt forskrækket , halvt glad Blik paa sin knælende Elsker . — Klara ! sagde Viktør i en bedende Tone . Kan De tilgive min Opførsel iaften ? — Tilgive ! tilgive Dem , svarede den unge Pige . Men jeg har jo ikke rettet nogen Bebreidelse mod Dem . — Just ikke ligefrem , men Deres Taarer foraarsage mig Samvittighedsnag . Kjæreste Klara , hvorfor skal jeg skjule det længer for Dem . . . ja , jeg elsker Dem , elsker Dem af min Sjæls hele Fylde , elsker Dem saaledes som en Engel som De bør elskes . Jeg har forgæves søgt at udrive disse Følelser af mit Hjerte , men det er mig aldeles umuligt . Siig mig , Klara , gjengjælder De mine Følelser ; føler De nogen Venskab or mig ? Klara svarede Intet herpaa ; hun saae kjærlighedsfuldt paa ham , og Viktor forstod hendes slumme , men dog for ham saa veltalende Sprog . Han reiste sig hurtigt , og omfavnede hende for at give hende det første Kys , medens Klara med neppe hørlig Stemme hviskede : — Ja , Biklor , jeg har alt længe elsket Dem ! Idetsamme traadte nogle Balgjæster ind i Værelset og Klara rev sig hurtig ud af hans Favntag og løb rødmende ind i Balsalen . 5te Kapitel . Komplottet . Kjøbcnhavn har ikke noget egentligt Forbryderlvarlcer eller et organiseret Forbrydcrlaug , som de fleste andre Hovedstæder . I Almindelighed arbeider hver Forbryder for sig , og kun ved meget vanskelige Tilfælde indvier han en Kollega i sine Planer . Følgen heraf er , at Forbryderne bo eller ere spredte rundt omkring i Staden og kun i visse Gader paa Kristianshavn findes der Forbrykerhuler , hvor de fleste af de Besagende ere ældre og yngre Tyve , Falsknere , Bedragere og andre Overtrædere af Kriminalloven . Næsten Alle have de været straffede og gjort hverandres Bekjendtskab i Landets forskjellige Tugthuse . Ligesaa stor en Pine det er for en Mand , der har været straffet for en Overtrædelse as Loven , men som er fast besluttet paa at føre et bedre Levnet , at møde en Kollega fra Straffeanstalten , ligesaa stor en Glæde er det for Forbryderen af Profession at mødes igjen efter udstaaet Straffetid . Der tales om de gjennemgaaede Lidelser , om Kammeraterne „ derinde “ , og ofte lægges Planer til nye Forbrydelser , der naturligvis atter bringe Ophavs « Mændene i Politiets Hænder . Vi have sagt , at der paa Kristianshavn findes adskillige Tyvehuler , hvor Forbryderne have deres Tilflugtssted , og vi ville nu bede den ærede Læser om at følge os til en af de mest bekjendte af disse . Vi træde ind i et temmelig stort Lokale , en dyb Kjælder , beliggende i en af Kristianshavns snevreste Gader . Rummets Loft og Vægge have engang været hvide , men ere nu overtrukne med et tykt Lag Smuds og Skimmel , der udsprede en klæbrig Fugtighed . To smaa Vinduer , der vende ud imod en lille , afskyelig Gaard , ere — da det er Aften — bedækkede med Skodder . I et Hjørne af Stuen slaaer en stor Kakkelovn , der udspyer en slegende Hede , og i Forbindelse med de fugtige Vægge frembringer en tung , usund Luft , der fordærveS endnu mere af Tobaksrøg og en gjennemrængenbe Lugt af det simpleste Brændevin og slegte Sild . Møblementet er tarveligt nok , det bestaaer kun af et Par lange , smudsige Træborde med dertil hørende Bænke . Udenfor , ud imod Gaden , ligger Butiken , hvor Værten har travlt med at erpedcre endel Kunder , som indkjøbe deres Varer i den mindst mulige Kvantitet , der er at faae for Penge . I Gjæstestuen sidder der kun to Mænd , der føre en dæmpet , ivrig Samtale . De dampe dygtigt af et Par korte Tobakspiber , og skiftes til at drikke af et Ølglas med Brændevin i , der staaer foran dem paa Bordet . Den ene af dem have vi tidligere seet , det er vor gode Bekjendt Villiam Støver ; den anden , HalteSøren , maa vi først præsentere . Læseren erindrer maaske at det var Halte-Sørens Datter Stine , der havde underrettet Viceværten saa godt om Lokaliteterne i Stedet paa Store Kjøbmagergade . Halte-Toren havde ikke noget tiltalende Ydre og han haltede slærkt med det venstre Been . For noget over tyve Aar siven var han bleven paagreben under Udforelssn af et Indbrud , og bavde sat sig drabeligt til Modværge . Et Slag af en Jernstang havde brudt hans venstre Laar og skaffet ham denne Lezemsbcskadigelse . I Tugthuset havde han stiftet Bekjendtskab med Støveren . Denne , der dengang ikke var meget fordærvet , kom dog snart til med en vis Beundring at betragte den ældre , snu Forbryder , og blev hans lærvillige Elev . Da Straffetiden var forbi kom de omtrent samtidig ud . I Forening udførte de da forskjellige Førbrydelser ; de bleve opdagede og indsatte paany . De vidste altid at finde hinanden , naar de vare paa fri Fod , og der fandtes en Slags virkelig Sympathi Sted imellem dem , saa at den Ene vilde have taget sig den Andens Død meget nær . Sirar efter Udførelsen af det heldigt forøvede Indbrud , havde Støveren opsøgt sin Kammerat , der befandt sig under lige saa uheldige Omslændigheder som ham , og havde givet ham enkel af sin Lvcrflødighcd . Det var et smukt Træk , et Træk der vidnede om , at der selv hos det mest fordærvede Menneske findes en Gnist af en eller anden god Egenskab , der minder om dels Oprindelse . I otte Dage havde de værdige Venner nu sollet og sviret , ja formelig ost Penge ud . Det lakkede nu til Ende med den saa let erhvervede Formue . Vi træffe dem derfor i en dyb Raadslagning angaaende Maaden at erhverve sig flere Penge paa , til at fortsætte deres nuværende Levevis . Naturligvis havde Villiam fortalt sin Ven om det uventede Gjensyn med Konen og Sønnen . Støveren havde , trods Sønnens alvorlige Paamindelse , stor Lyst til- at gjøre sin gjenfundne Familie nok en Visit . Den fornuftigere Halte-Søren fik ham dog talt derfra . — Nu ere de aarvaagne , sagde han ; og har Hvalpen arvet din bestemte Karakter , holder han , min Salighed , Ord . Vent til der er gaaet nogen Tid , saa tro de atter at der er Fred og ingen Fare ; da er Tiden før en flink Gut at bruge Brækjern og Dirk . Disse Argumenter slog Sioveren , der ikke besad saa lidet af den Letsindighed , der er Forbryderne egen , og som ved ethvert Angreb paa den borgerlige Orden bestandig tænker : „ det gaaer nok , dennegang bliver jeg ikke nappet ! “ medens det dog altid viser sig , at ikke en af ti Forbrydelser forbliver uopdaget . Under Samtalen var der imidlertid kommen to Mænd ind i Butiken . Den ene begav sig , efter at have verlet et næsten umærkeligt Nik med Værten , ind i dennes private Stue , der kun ved en Dør var adskilt fra den skumle Gjæstestue . Den anden var , trods hans tarvelige Paaklædning , dog synlig ille hjemme i disse Omgivelser . Med en forstilt grov Stemme forlangte han „ En og en halv “ og slentrede tilsyneladende ligegyldigt ned i Gjæstestuen , hvor ban satte sig i et morkl Hjerne , hvorfra han ivrigt iagttog de 10 Forbrydere . Trods den simple Klædedragt , de halvsværtede Kinder og Hænder , have vi dog allerede i ham gjenkjendt Baron Uglehjclm , Klaras forsmaaede Bciler . Men hvad vil denne Salonløve her i Tyvehullet ? Taalmodighed , vi skulle strax faae det at høre . Den anden Mand , der begav sig ind i Værtens Værelse , har i dette Øieblik afiaget sin laadne Hue , sin tykke Frakke og Bælvanlcrne , og Vicevært Larsens fede , lumske Skikkelse kommer tilsyne . Han guider sig let i Hænderne ; det sædvanlige brede Grin farer hen over hans Ansigt . Han bøier sig varligt ned til Nøglchullet . aabner Klappen og titter forsigtigt ind i Stuen . Han spidser forbauset Læberne ved Synet af Støvcrcn og HalteSoren . — Ho , ho , mumler han ; det er bestemt noget Godt I To udruge sammen ; men I tage vel mig med . Hans Blik salder derpaa paa Baronen . For en saa dygtig Mcnneskckjender som Larsen er det let at gjennemskue dennes Forklædning . I et Øieblik har han i ham cpdagel den fine Herre . — Ho ho ! mumlede han atter , da han saae den urolige , spændte Opmærksomhed , hvormed Baronen betragtede de to Forbrydere ; det er ingen Opdager , det jeg veed , — det er fin Fyr , som vil have Noget udfort og som søger Medhjælpere . Jeg troer nu næsten vi blive Fire om den Spog . Han tog umærkeligt en Stol , som han satte hen til Tøren og gav sig med vorcnde Deltagelse til at lytte efter den Samtale , som udspandt sig derinde . Hvad den angik vil nu blive fortalt . Sloveren og Halte-Sørcn vare endelig blevne gjorte opmærksomme paa den levende Deltagelse , hvormed Baronen betragtede dem ; deres onde Instinkt sagde dem , at det neppe var en af deres Ligemænd , men mulizen en Opdagelsesbetjent , de havde for dem . Hvor sikker en Forbryder af Profession end er paa , at han fuldstændig har udsonet sig med Loven , holder han dog ikke af at blive seet ester i Gommene , og det værdige Par reiste sig derfor næsten paa engang og lavede sig til at forlade Kjælderen . Dette var imidlertid en Streg i Regningen for Baronen ; han saae eller troede at se et Par Folk , som for en god Betaling vilde staa ham bi i Let Forsæt , han havde fattet . Han havde kæmpet med sig selv om af give sig i flige Folks Magt og derved forhaler Udførclsen af sine Planer ; han saae nu , af det afgjørende Øieblik var kommen , da han maatte bestemme sig . — Stop lidt ! raabte han til dem ; kom herhen og drik et Glas med mig . Støveren og Halte-Søren slandsede og saae forbausede paa hinanden . Del kunde altsaa ikke være eu Opdager , de havde for sig ; thi de pleiede aldrig af drikke med de Opdagede . — Kom her , vedblev Baronen , der nu fuldstændig havde antaget sin tidligere kolde Rolighed . Sid ned . Han bankede i Bordet og Værten traadte ind . — Kom med noget Brændevin og Øl , sagde han ; men af det bedste De har . Villiam og Halte-Søren vare nu visse i deres Sag . Det kunde ikke være nogen Opdager ; maaske den Fremmede havde Arbeide til dem . Indtil Værten havde bragt Varerne taltes der ikke et Ord ; da man havde drukket et Glas Brændevin sammen , sagde Baronen hviskende : — Jeg antager da , af vi ikke blive belurede ! — Mi , svarede Ssren , det kan De være sikker paa , vi ikke blive . Værten selv er noget døv , hans Kone ligger for Øieblikket paa Hospitalet og Pigen rumsterer altid i Kjokkenet . — Det førekommer mig dog , at der samtidig med mig kom en tyk , ældre Mand , som gik ind ad den anden Dør i Butiken , indvendte Baronen . — Naa ja , sagde Seren ; det kan jo nok have sin Rimelighed ; der boer en tyk Spillekanter oppe paa første Sal , og han pleier at gaa igjennem her , for at komme op til sit Kammer . — Meget godt , sagde Uglehjelm beroliget ; vi ville altsaa gaa til Sagen . Jeg antager , at jeg har to Mænd for mig , som ikke ere bange for Døven og Djævelen selv , naar de blot tjene Penge . Denne Kompliment smigrede de to Venner overordenlig . De lo saa det klukkede i dem . — Det kan De være sledt paa , Hr . . . . hvad De ellers hedder ; det er to raske Mænd , De har for Dem . Han der , almindelig kaldet Villiam Støver , har „ siddet “ i atten Aar og jeg , Halte-Søren , som jeg kaldes , vedblev han og brystede sig , er mere hjemme » vant i „ Huset “ end udenfor det . De kunde have søgt længe , uden at træffe vore Lige . — Derom tvivler jeg aldeles ikke , svarede Baronen og tvang sig til at smile , medens han dog følte en vis indre Gru og Uro over at befinde sig i dette Selskab . Det er ogsaa saadanne Mænd , jeg har søgt , og det glæder mig at gjore Deres Bekjendtskab — Jligemaade , sagde Halte-Søren galant og gjorde et plumpt Buk ; men jeg kan tænke mig , at det dreier sig om en Forretning , som Herren ikke gjerne vil udføre alene , eller maaske sket ikke vil være med til , men ganske vil overlade Udforrlsen til oS alene ? — De har truffet Sømmer paa Hovedet , svarede Baronen ; jeg vil have en Forretning udført , men jeg vil ikke i mindste Maade indblanteS deri . Jeg overlader det til Dem at bruge Deres Snildhed og Forstand paa , bedste Maade i den omhandlede Sag , og hvad Betalingen angaaer . . . — Saa tvivle vi ikke om , at De betaler honnet , afbrød Villiam ham ; men det beroer da forresten paa hvad Slags Arbeide det er . — Naturligvis ! istemmede Halte-Søren . Uglehjelm saae sig atter forskende omkring i det uhyggelige Num , men der hortes ikke en Lyd ; man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden , saa stille var ber . — Ja , hviskede han dernæst med dæmpet Stemme ; det er et farligt Stykke Arbeide I faae at udføre , det dreier sig hverken om mere eller mindre end at rydde et Menneske afveien . Hvor forhærdede end de fo Forbrydere vare , foer de døg forskrækkede tilbage . De vilde under Uksørelsen af et Arbeide , naar de bleve overraskede , neppe have betænkt sig paa at ofre den , der vilde lægge dem Hindringer iveien og maaske bidrage til deres Paagribelse , — men herfra til et koldblodigt , overlagt Mord var der døg et langt Spring og vi maa tilstaa det , endnu vare deres Hænder ikke plettede af Blod . Der blev en dyb Taushed i Stuen . Kammeraterne betragtede Baronen , der paa en saa rolig , fattet Maade havde gjort dem dette rædselsfulde Forslag . — Naa , har jeg taget Feil , eller ere I virkelig de Mænd , som jeg fra Begyndelsen af antog Eder for at være ? hviskede Baronen atter . — Det er en skem Sag , svarede Halte Soren i samme Tone . Det vil koste os vor Hals , hvis det bliver opdaget . Han rystede alene ved Tanken om at skulle ende et Liv , der for ham dog kun var fuldt af Sorg og Nod . Baronen lø haanligt og gjorde Mine til at reise sig . — Tøv lidt , sagde Støveren , der atter fattede Mod ; lad os da idetmindste faae at vide hvem det er der skal række Hals , og hvormeget De vil give os ; thi De kan vel nok begribe at vi ikke for en Slik ville sætte Knappen i Vove . — Naa , svarede Baronen , og hans Ansigt opklaredes ; det kalder jeg talt som en fornuftig Mand . . . . Hvem det er det gjælder ? . . . Ja , hvad kan det nytte at I faae Navnet at vide ? I kjende ham dog ikke . . . Desuden , hvem borger mig for Eders Taushed ? — Vi have aldrig forraadt en Kammerat , svarede Halte-Sørcn , der atter vpmandcde sig . Vi have ogsaa vore egne Begreber om Ære , „ Ærlighed blandt Tyve “ kalde de fine Folk det . Vi ere ikke tjente med at forraade Deres Hemmeligheder . — Nuvel , saa hør da , sagde Baronen saa sagte , al det neppe var hørlizt ; Navnet er — Dalsgaard ! Inde i Værelset ved Siden af , havde Larsen med den yderste Opmærksomhed lyttet til Forhandlingernes Gang . Da Talen kom paa Offerets Navn , anstrengte han forgæves fin Horeevne , men Ordet undgik ham dog ; han skulde imidlertid snart saae det at vide . — Dalsgaard ! raabte Støveren , tilsidesættende enhver Forsigtighed og sprang op ; Dalsgaard , Grossereren ! Jeg er Deres , Herre , jeg er villig til at gjøre hvad De ønsker ! Baronen blev overrasket over denne Heftighed ; han spurgte sig selv i hvilken Forbindelse Dalsgaard kunne staa med denne lurvede Forbryder ; han ytrede sin Forundring desangaaente . — Jeg har ikke altid været Den , som De nu seer for Dem , Herre , fik han til Svar ; engang var ogsaa jeg den pæne Mand , og i faa Ord fortalte han sin Historie , fortalte om Mødet med Moderen , med Konen og Sønnen og udtalte sluttelig en kraftig Forbandelse over Dalsgaard , som den , der ved hver Leilighed traadte ham hindrende imøde . — Siig mig engang , min brave Mand , spurgte Baronen ; hvad hedder De egentlig ? — Villiam Smidt . — Smidt ! hør , siig mig , De talte om en Kone og Søn , der levede under gode Omstændigheder , hvor bo disse Folk ? — I det samme Hus som Dalsgaard , svarede Støveren . — Mærkværdigt , mumlede Uglehjelm ; det maa altsaa være denne Karls Kone og Søn , som ere Skyld i , at jeg er kommen i Lag med disse Kjæltringer . Hans Planer fik nu en anden Retning . Oprindelig bavde han tænkt paa at hævne sig paa Klara ved at lade det gaa ud over Faderen , som han iøvrigt vidste var imod Datterens Forbindelse med ham . Blev nu Grossereren ombragt af Støveren , da blev en Forbindelse mellem Viktor og Klara umulig ; Baronen havde med Skinsygens skarpe Blik strar opdaget deres gjensidige Kjærlighed . Desuden kunde Klara ikke vide at Viktor var en Søn af en uforbederlig Forbryder . Den unge Pige kunde maaske døg blive hans . Hans Pande opklaredes under disse Betragtninger og det var med en vis Glæde og stør Ivrighed at han nu sammen med Villiam og Halle-Løren — der havde opgivet sine Betænkeligheder og desuden blev lokket af Udsigten til en god Gevinst , — gav sig til at udruge den Plan , hvis Udsørelse , naar den lykkedes , vilde ødelægge en brav , kjærlig Familie . Efter nogen Tnakken frem og tilbage blev man enig om følgende Plan , der havde det lumpne ved sig , at man benyttede sig af Dalsgaards bekjendte Medlidenhed mod de Faltige > il at lokke hem i den Fælde , der efter deres Mening skulde koste ham Livet . Man vidste , at Dalsgaard nærede megen Interesse for en Familie , der boede i Sundbyoestcr paa Amager , og som han understøttede efter bedste Evne . Støveren skulde nu skrive et fingeret Brev i denne Families Navn , og fortælle , at den led Sygdom og Nød ; man tvivlede ikke om at Grossereren da samme Eftermiddag , som han pleiede , vilde gaa derud . Paa Veien , ikke langt fra Huset , skulde HalteSorens Datter , den føromtalte Stine , komme ham imøde grædende og klagende over hendes syge Moder , der var nærved at dø af Sult . DalSgaard , paa hvis menncflckjærligc Hjerte man gjorde Regning , vilde efter al Sandsynlighed strar følge med hende . Hun skulde da føre ham over Amagersælled til en ussel Hytte , der kun om Sommeren blev benyttet af en Opsynsmand ved Fælleden . Der skulde Forbrydelsen gaa for sig . Liget skulde føres bort og nedgraves et andet Sted . For saavidt vare Alle enige . Talen kom saa paa den Betaling Forbryderne skulle have . — 400 Rigsdaler er den Sum , jeg har bestemt dertil , sagde Baronen . — Nei , indvendte den praktiske Halte-Søren ; under 500 gjør vi det ikke . — Og det er endda en lumpen Betaling for et saadan Stykke Arbeide , suplcrede Støveren . Vi ville have 500 Daler , eller Kontrakten er hævet ! Baronen indvilligede modstræbende . Han trak sin Brevtaske frem og udbetalte Forbryderne hver 50 Rigsdaler . Resten skulde erlægges efter fuldbragt Gjerning . Man aftalte nu et nyt Møde , der skulde finde Sted om et Par Dage paa samme Sted , før at lægge den sidste ordnende Haand paa Planen , før den skulde udføres . Ingen havde spurgt Uzlehjelm om hvem han var og han havde ei heller givet nogen saadan Oplysning , hvis man havde spurgt . Forbryderne følie at de slode før en Mand , som , om ikke før deres , saa før sin egen Skyld , nøiagtig vilde opfylde sin Del af Kontrakten . Baron Uglehjelm forlod Kjælderen , glad over at have truffet saa villige Redskaber . Han frygtede ikke før at blive opdaget , selv om Støveren og Halte-Soren skulde blive det , hvad han iøvrigt ikke tvivlede om . Skulde de imidlertid ogsaa forraade ham , vilde Reiten dog sikkert antage det før en Fabel , vpspunden før at forhale Sagen , og han kjendte sine Forbundsfæller før godt til ikke at vide at de efter fuldbragt Gjerning ikke vilde lade Liget beh lde en Trevl paa sig , der havde Værdi . Desuden kjendte de ham ikke og fluide ci heller lære ham at kjende , det lovede han sig selv . Opfyldt af disse Tanker lagde han ikke Mærke til at han blev efterfulgt af en kort , tyk Skikkelse , der nøte iagttog enhver af hans Bevægelser . Det var Larsen , Viceværten . Han havde under den sidste Del af Samtalen lydlost ifort sig sit Overtøi , havde sneget sig ud af Huset og ventet i en Gadedør i Nærheden , til Baronen kom ud . Det koste hvad det vilde , han maatte vide hvad den for ham Ubekjendte hed . Baronen slandsede foran et Hus i Bredgade , saae sig omkring og gik derpaa ind i Huset og steg rolig op ad Trapperne . Larsen blev slaaende i Porten , til Baronen havde naaet første Etage , saa listede han sig sagte efter ham op ad Trapperne . Baronen slandsede ved tredie Etage og gik ind i sine Værelser . Nu vidste Larsen nok . Paa Veien gik ban ind til en Urtekræmmer og laante en Veiviser . Han slog op i denne , søgte Bredgade Nr . * “ , og læste under tredie Etage : „ U . Uglehjelm , Baron . “ Med en velbehagelig Smidsken slog han Bogen i . Hans Spionering var lykkedes . — Støveren og Halte-Søren skal dele med mig , sagde han , da han velfornøiet traskede hjemad . — Og De , Hr . Baron , skal snart høre Nyt fra mig . Haha , Du har Lykken med Dig , gamle Dreng ! 6te Kapitel . Hvad Peter Henningsen søgte og fandt . Peter Henningsen , vor gamle Ven fra Urteboden , havde med Længsel afventet Søndagen , paa hvilken han skulde møde Marie og hendes Moder . Man kan derfor dømme om hans Ærgrelse , da hans Principal Dagen iforveien underrettede ham om , at han var bedt ud til Middag og at Peter derfor , mod at erholde Erstatning , maatte blive hjemme , Han forbandede i sit slille Sind saavel Principalen som Middagsgildet og trøstcde sig blot med Haabet om at komme ud den paafølgende Søndag . Ungdommen er forfængelig . Peter vidste nu meget godt at han var i Besiddelse af et ganske kjønt Ansigt og en net Figur ; kun de røde Hænder sørgede han svært over . Flere Aftener itrcrk havde han indsmurt dem i Koldkrem , før han gik iseng ; men det hjalp ham aldeles ikke . Den næste Søndag , da han skulde møde Mar « . iføne han sig med bankende Hjerte sine fineste Klæd « og anvendte overhovedet megen Omhu paa sit Toilette . Klokken var 3 da han gik op ad Volvopgangen ved Vestergade . Han havde nemlig viselig besluttet at gaa hele Volden rundt , for ikke at udsætte sig for at gaa feil . Med en længselsfuld Gysen betragtede han allerede i det Fjerne de Damer , som kom ham imøde ; men Marie og hendes Moder traf han ikke . Skuffet i sine Forhaabninger vendte han om , da han havde naaet Østerport , for endnu engang , — lig den Fortvivlede , der klynger sig til et Halmstraa , — at gaa Volden rundt . Han havde allerede opgivet Haabet for denne Gang , men uformodet , ved en Omdreininz . sløtte han paa en ældre og en yngre Dame , der langsomt spadserede hen ad Nørreport til . Det gav et Sæt i Peter — der var jo hans Ønskers Maal , og den ældre Dame , der gik ved hendes Side , maalte vist være Moderen . Urolig og bevæget gjorde han Mine til at slandse ; men han skød da atter Hjertet op i Livet og gik Damerne imøde . Det gjaldt om at indlede et Bekjendtskab med Moderen , hvorledes skulde det udføres ? Marie havde den foregaaende Søndag forgæves speidet efter sin Tilbeder , og var bleven urolig og mismodig , da hun og Moderen vare komne hjem uden at træffe ham . Datterens nedslaaede Udseende havde foruroliget Moderen , der allerede tænkte paa at sende Bud efter Sukkerdoktorcn , men Marie fik hende dog derfra . Dog , > om Natten , da hun var alene , overvældedes hun atter af de sørgelige Tanker , og græd længe og stille . Peter var kendes lille Hjertes første Flamme , og hun bedrøvcdcs over hvad hun troede var Ligegyldighed fra hans Side . Stakkels Lille , hun vidste ikke at han netop i samme Øieblik laa vaagen og tænkte paa hende . Med et ungt Hjertes lette Haab besluttede hun at se den næste Sønkag an , før hun aldeles fortvivlede , og hendes Glæde var derfor øverordentlig stor , da hun den omtalte Dag endelig traf ham igjen . Peter tøg meget høflig Hatten af , bukkede pænt før Madam Søndrup og hendes Datter og gjorde samtidig en Bevægelse som om han vilde standse . En saadan Bevægelse er smitsom . Madamen og hendes Datter slandsede ligeledes , og Peter tøg da nok engang Hanen dybt af og spurgte galant til Jomfruens Befindende . Madam Søndrup saae forundret asverlende paa Peter og Marie . Hvem kunde ben fremmede Herre være , — det kunde hun ikke begribe . — O , sagve Marie , ber naturligvis gjættede Moderens Forundring ; maa jeg forestille Dig før Hr . Henningsen , den Herre , som jeg traf hos Karslens og Alvilda , og som var saa god at følge mig hjem Madam Søndrup saae forskende paa vor ærlige Ven ; hun holdt ikke af at Datteren sliftede Herredekjendlskaber , og var isvrigt meget imod hendes Omgang med Alvilda , hvis forsloine Liv hun kjendte . Det var derfor ikke med der mest velvillige Smil at hun betragtede Peter , medens han blev hende forestillet ; men ved nærmere at betragte hans aabne , friske Ansigt , ved at bemærke hans temmelig keitede Bevægelser , saae hun snart , at hun ikke havde nogen rutineret Forforer for sig . Hun udstrakte derfor sin Haand og trykkede venlig hans , idet hun sagde : — Gøddag , Hr . Henningsen ! det fvrnøier mig al gjøre Deres Bekjendtskab . Nu var Isen brudt og det fulgte af sig selv at Peter skuttede sig til Moder og Datter , medens de spadserede Nolden rundt . Hans simple , sunde Bemærkninger , hans hele Væsen , ber var aldeles frit for alt lapset og kunstlet , vandt ham snart Madam Ssndrups Hjerte . Skjøndt Madam Søndrup havde opgivet enhver Tanke om at Peter havde slemme Hensigter med Datteren , saa søgte hun dog at holde dem hvad man kalder for tre Skridt fra hinanden . Det var bleven aldeles mørkt da de Tre endelig besluttede sig til at forlade Volden ; der kunde naturligvis ikke være Tale om at lade Damerne gaa alene og Peter ledsagede dem derfor lige til Huset i Pilestræde . Vor Ven havde , det maa vi tilstaa , ikke havt synderlig Fornøielse af Turen , det var kun meget faa og ubetydelige Ord , han havde seet Leilighed til at udverle med Marie . Forstemt og ærgerlig vilde han til at tage Afsked , da Madam Søndcup alter hævede ham til den syvende Himmel ved at sige : -- Hr . Henningsen ! De gaaer vel op med og drikker en Kop The hos os . Vi har det kun tarveligt , men dersom De vil tage tiltakke , saa . . . — O , jeg beder , jeg er ikke saa sint vant , afbrød Peter hende henrykt ; det ær mig en stor Glæde at modtage Deres Indbydelse . — Bær saa gød at træde indenfor , svarede Madamen og saae ret venligt paa ham . Madam Sondrup og Datter beboede to nette Smaaværælser paa en tredie Tal i Pilestræde . Et tredie Værelse pleiede de at leie ud . Peter følie sig ret hyggelig tilmode hos disse brave Folk . Nu kom det kun an paa at vedligeholde Madamens Venskab . Kort efter af de vare komne ind i Værelset gik Madamen ud i Kjøkkenet og love Peter og Marie alene . Dette havde den unge Mand kun ventet paa , før af bringe Marie en Undskyldning før af han ikke var mødt den foregaaende Søndag , og han fortalte om Middagsgildet og om den grusomme Principal , der havde tvunget ham til af blive i Butiken . Det var et mærkeligt Forhold , der i dette Øieblik sandt Sted mellem de unge Mennesker . De havde kun seet hinanden engang før , men de holdt af hinanden og sffondt intet Ord havde antydet denne Kjærlighed , gave og modtøge de dog Undskyldninger , som om de havde været et Par gamle Forlovede . Nu havde Peter imidlertid besluttet , af han endnu i denne Aften vilde erfare om Marie delte hans Følelser . Han havde vel ikke gjort sig det klart , hvilket vigtigt Skridt han vilde til af foretage sig ; han havde ikke betænkt sin og Maries « store Ungdom , af de , naar de i deres Stilling — uden Formue eller Udsigt dertil — vilde skutte en Pagt før hele Livet , først om mange , mange Aar havde Udsigt til af kunne sætte Foden under deres eget Bord . Under disse Betragtninger havde Marie ikke seet op . Hun var bleven overfalden af en pinlig Forlegenhed , og blev først reven ud deraf , da Peter havde grebet hendes Haand og i usammenhængende Ord fremstammet sit Frieri . Marie vidsle ikke øm hun skulde le eller græde , og tav derfor aldeles stille . Peter , der antog hendes Taushed for at hidrørc fra den skrækkelige Mulighed , at hun ikke rigtig syntes øm ham , vedblev at bestorme hende med Tilstaaelse ! og Bønner , saa at den stakkels Pige hverken vidsle ud eller ind . Endnu havde han kun talt øm hvad han følte , men ikke givet hende noget ligefremt Spørgsmaal , hvorpaa hun kunde give sit Svar . — Men , hvorpaa ? spurgte den unge Pige forvirret . De har jo først i dette Øieblik . . . . — Paa det Spørgsmaal , øm De elsker mig , øm De vil være tilbøielig til at følge mig i Sorg og Nød , i Liv og Død . Som man seer var Peter kommen tilbage i sit høitravcnde Hjerne . Marie , der var bleven opdraget til at tale Sandhed , svarede ligefremt : - Ja , jeg vil ! Peter gav sin overstrsmmende Glæde Luft , ved at gribe Pigen øm Livet og give hende et Kys , saa varmt , saa inderligt , at hun næsten tabte Veiret . — Min Gud , Hr . Henningsen ! raabte hun rødmende og forlegen . — Det er jo en ligefrem Sag imellem Forlovede ! svarede Peter og stjal nok et Kys , da : Klask ! lød det paa Gulvet , idet Madam Søndrup traadte ind med Tallerkener til Aftensbordet . — Du Fredsens Gud ! lød det fra Madamens Læber ; men hvad skal det sige ? Min Datter , som jeg har opdraget saa strengt og som jeg troede saa godt , gaaer hen og kysser en fremmed Herre i sin egen Moders Stue ? Men er Du da gaaet fra Forstanden » Pigebarn ? Marie gav sig til at græde og Peter søgte forgæves at fremkomme med sit Forsvar . — Og De , Hr . Henningsen , som er saa ung og har et saa beskedent Ydre , saa skikkeligt et Ansigt , at man neppe skulde tro , De kunde sige Bud til en Ko ; — føi ! De maa skamme Dem , at liste sig ind til en fattig Kone og lægge Snarer for hendes Datters Dyd , føi , det er skammeligt ; men Gud være lovet , jeg kom til itide ! Den stakkels Kones Rost kvaltes af Graad . Peter , der var sig sine redelige Hensigter bevidst , folte dog ingen Anger . Den Gamles Taarer over , som hun troede sin Datters Fordærvelse , rørte ham dybt . Peter forklarede nu hvorledes Sagen forholdt sig , og hans Ord bar et saadant Præg af Ærligh . d , at Madam Sondruvs Træk lidt efter lidt opklaredes . Jeg vil tro Dem , Hr . Hennigsen ! sagde hun ; men I ere saa unge Beggeto ; bvornaar ville I kunne sætte Bo og gifte Eder ? Derover havde Peter nu ikke tænkt ; men han fortalte vidt og bredt om , hvad han agtede at gjøre før at naae det store Maal . Moderen , der elskede sin Datter ømt og som vidste , at det ikke altid er Penge , ber udgjør Livets Lykke , lod sig endelig saavidt formilde , at hun lagde deres Hænder sammen . Hun tillod dem at folge deres Hjertes Tilboielighed , men dog kun under den Betingelse , at der skulde gaa et Aars Tid hen før Forlovelsen blev bekjendt . — I ere endnu kun to Born , sagde hun smikende og rystede paa Hovedet . I kunne fortryde det mange Gange inden den Tid , og jeg vil derfor ikke stramme Baandet fastere end det kan løses , uden Skade før nogen af Parterne . Hverken Peter eller Marie havde noget mod lcnne Løsning af Sporgsmaalet . — Det er saa sødt at være hemmelig forlovet , scgde den unge Pige ; hvad bedøver vel ogsaa den hle Verden strar at vide , at man har faaet sig en Kæreste ; man bliver kritiseret , oa det er dog drøit neop naar man er lykkeligst og troer bedst om hele Vcden , at maaske Ens bedste Venner og Veninder , svi oftest misunde os den Lykke , de tro man har Slet . Heri var Peter fuldstændig enig med hende . Det blev nu aftalt , at de Elskende kun turde sees , naar Moderen var tilstede . peterS Besøg i det lille tarvelige Hus i Pilestræd vare derimod ikke begrændsede ; ban turde komme naar og hvor ofte han vilde . Passende Spadsereture . ledsagede ak Madam Søndrup , bleve ogsaa vedtage , dog ikke før ofte , før ikke at give Anledning til Fosknak . ÄMed vare begge Parter tilfredse . Main Søndrup spenderede en Flaske Rom , før at kunndrikke PetcrS og Maries Skaal , og den blev drukken -d Jubel , idet Alle stode op , raabte Hurra og trykke hverandre trofast i Hænderne . — et er sandt , sagde Madamen senere ; Henningsen skulde dog se det Værelse , som vi have leiet ud til Madam Smidt . Hun reiste sig , tog Lampen og viste Peter et lille hyggeligt to Fags Værelse , vel møblerct og i en Stand , der vidnede om , at det var parat til at modtage sin Beboer . — Kan det betale sig at leie Værelser ud ? spurgte Peter . — Undertiden ; vi have ikke spundet Silke dervel , da Værelset i lang Tid har staaet ledigt . For v Dage siden kom imidlertid en Herre , som min salg Mand i lang Tid har arbeidet meget for , og spurte mig , om jeg ikke var istand tsk at modtage en ælte Kone , som for længe siden havde tjent hans Forælde , men som nu befandt sig i meget daarlige Kaar ; lin var tillige noget svagelig , havde nylig været syg og maatte have en omhyggelig Pleie . — Vilde han da betale for hende ? — Ja , han paatog sig at betale saavel for His , som for Kost og Opvartning . Nu skal jeg ikke rgte , at jeg jo nødigt vil drages med et gammelt , ' ageligt Fruentimmer ; men da jeg skylder Grosserer ' alsgaard store Forbindtlighedcr , indvilligede jeg tsidst ; hun kommer imorgen , naar hun er bleven Meven fra Hospital « . — Var det Dalsgaard , Herren hed ? aurgte Peter nysgjerrigt . -- Ja , og havde det været enhver Andt troer jeg ikke jeg var gaaet ind paa Forskaget , » ds den gode Betaling jeg vil erholde ; men den Mand er desuden en Fader for de Hjælpeløse , for den Fattige , og kun Gud veed hvormange Stakler der have Anledning til af velsigne ham . Peter smilede ; han holdt sin Arm slynget omkring Maries smælkre Liv . Han tænkte paa sin uheldige Forelskelse i Froken Dalsgaard , paa den smukke Pige , hvis Forlovede han nu var , og meente af han kun havde vundet ved Byttet . 7de Kapitel . Paa Amagerfælled . Dalsgaard havde spiist til Middag , drukket Kaffe og belavede sig paa af gaa til sit Kontor , — da faldt hans Blik tilfældig paa et Brev , han samme Morgen havde modtaget . - Det var godt , af jeg saae det , sagde han til sig selv ; jeg vild ? ellers have glemt den stakkels Familie , der trænger saa heilig til Hjælp . Han kaldte paa Tjeneren , befalede denne af hente Overfrakke og Hat , slak i en Hast nogle Pengesedler i fin Tegnebog og forlod derefter Huset . Han gik i Retning af Kristianshavn , som han snart naaede . Ankommen tsk Knippelsbro blev han slaaende et Øieblik og saae ivrigt ned i det dybe , muddrede Vand . Vor det hans gode Engel , der indskød ham den Tanke , af gaa tilbage og sende sin Tjener ud med Hjælpen ? Han vaklede døg ikke længe . Udmalende sig den stakkels Families Rød med de stærke Farver , hvormed den var skildret i Brevet , fortsatte han atter sin Vei . Da han passerede over Tugthusbrocn blev han skarpt iagttaget af en en lille , tyk Sømand med vældige Bakkenbarter , der lod til med stor Interesse af betragte Tugthuset . Neppe var DalSgaard kommen et halvthundrede Skridt længere frem , før Sømanden , der iøvrigt saae ud til af være dygtig tilaars , saa godt hans brede Skikkelse tillod det , vraltede efter ham og fulgte ham saa godt han formaaede , døg uden selv af blive seet . Veiret , der hele Dagen havde været ret smukt , begyndte nu af forandre sig Det tog paa af blæse op til en Storm , og Sneen begyndte saa smaat af udbrede sit hvide Tæppe over Jorden . DalSgaard trak Frakkekraven op over Ørene og paaskyndede sine Skridt . Den tykke Sømand vedblev af følge ham . Man havde passeret Amagerport og naaet Begyndelsen af Sundbyerne . Tilhøire strakte sig den lange , øde Amagerfælled , der tog sig endnu sørgeligere ud paa en saa mork og uhyggelig Aften . Ikke et Menneske var at se Alt var stille . Dalsgaard passerede netop en Grøft , da han syntes at høre en sagte Jamren og Klynken , der , mærkeligt nok , ved hans Nærmelse blev høiere og mere klagende . Han blev staaende og lyttede . Klagerne og Sukkene vedbleve . Han speidede skarpt omkring og syntes endelig at blive en utydelig Skikkelse vaer , der sad paa Randen af Grøllen . Han gik nærmere og saae nu en kvindelig Skikkelse , der neppe synles at være mere end l4 -15 Aar gammel ; hun holdt sit Forklæde for Øinene og hulkede bitterligt . DalSgaards milde Hjerte blev varmt ; ban kunde ikke taale at se Taarer , især naar de fløve fra en Kvindes , et Barns Øie . Han lagde blidt sin Haand paa den Lilles Skulder , og spurgte deltagende om Grunden til hendes Sorg . Ved hans Berørelse foer der hende en Sittren gjennem hele Legemet . Hvorfor skjule det ; det var Halte-Ssrens Datter , Stine , en Pige paa 17 Aar ; men tidlig Nød og Mangel havde kuet hende under Opværien i ven Grad , at hun godt kunde gaa for at være 13—14 Aar gammel . 92 Ved Grossererens Vergreise og venlige Deltagelse , have vi sagt , bævede hun . Skjøndt en Tyvs Datter og selv en Tyv , vaandede hendes unge Sjæl sig dog ubevidst over at skulle forraade den Mand , som , hvad der var sjeldent for hende , havde viist Kende litt Venlighed og Deltagelse . Frygten for Faderen og det indgroede Had mod de Rige og Fine , der var bleven hende indpodet med Modermælken , vandt dog snart Seir over den milde Følelse , som hun nu hemmeligt haanlo af . Under denne Kamp havde hun stadig holdt Ansigtet tilhyllet med Tørklædet og udstedt bumpe Sukke . Grossereren spurgte atter : — Men saa siig mig dog , Barn ! hvad fattes Dig ? Hun saae endelig op og svarede overensstemmende med den hende tillærte Rolle , i korte , afbrudte Sætninger : — Min Moder er meget syg . . . hun døer og vi have hverken Penge eller Medicin . - . hun sulter ihjel og jeg . . . har ikke spist i fire Dage . — Min Gud ! mumlede Grossereren ; en saadan Elendighed har jeg ikke heri Tale om endnu , og det her saa tæt red Kjobenhovn . Men , henvendte han sig til Pigen ; siig mig engang , hvor bo I ? — Derovre i Maribymn , svarede hun og pegede med skælvende Haand i Nuning of et svagt Lys , der skinnede ud over den lave Fallld . nede ved Vandet . — Din Stakkel ! sagde Dalsgaard tröstende ; men gaa strax hjem ; paa Tilbageveien vil jeg se ind til din Moder . Dette var imidlertid en Streg i Regningen , som let kunde forpurre hele Komplottets Udførelse . Halie-SørenS Datter hulkede derfor i en ubeskrivelig sørgmodig og lidende Tone : — Tak , Herre ; men saa er min Moder maaske allerede kod . Dalsgaards Menneskckjærlighed vandt Overhaand . — Om jeg kommer en Time før eller senere til Hansens har vel Intet at sige ; her lader det til at gjælde Liv eller Død . — Kom , sagde han til Stine ; jeg følger med Dig til din Moder . Og med faste , bestemte Skridt ilede han , fulgt af den unge Pige over Marken hen imod Hytten . Den tykke Somand var standset samtidigt med Dalsgaard og havde taget Stilling bag et Træ , hvorfra han hørte hele Samtalen . — Puh , hviskede han ; vi kom da saavidt . Til hvilken Side skal jeg nu gaa ; skal jeg holde med den storsnudede Grosserer og advare ham , men saa tjener jeg vel et Par lumpne hundrede Daler og intet videre , ja maaske spiser han mig af med en lumpen Tak , det siger ikke meget . Holder jeg derimod med Støveren og tzalte-Soren faaer jeg bestemt 200 Daler og den fine Greve kan blive mig en heel Kapital . Nei , lille Dalsgaard , din Dod er Christian Larsen for vigtig til at Du ikke maa til det . Dalsgaard havde imidlertid nærmet sig Hytten Den skurkagtige Vicevært fulgte hurtigt ester ham . Lyset skinnede kun svagt og daarligt gjennem de sprukne , solbrandte Ruder , da Dalsgaard med sin skælvende Ledsagerinde bankede paa Døren . Flere Tange under deres Vandring havde hun , drevet af en indre Tilskyndelse , nær bedet ham at gaa tilbage ; men han havde da naturligvis fordret en Forklaring , som hun ikke kunde give uden at forraade sine Medskyldige . En svag , pibende Stemme skreg : „ Kom ind ! “ da Dalsgaard bankede paa Hyncdsrcn . Han trykkere paa Klinken og traadte ind i et lille , snevert Rum , der slank af Fugtighed og Smuds . Det eneste Bohave var et trebenet Bord , hvorpaa der stod en osende Tranlampe og brændte . Dalsgaard saae sig forskende om efter den Seng eller det Leie , hvorpaa den syge Kone skulde ligge og vendte sig om til sin Ledsagerinde for at faae en Forklaring . Hun var ikke traadt ind med ham ; han var alene . En anelsesfuld Gysen om noget Mørkt , noget Skummelt , gjenncmisncde ham . — Hvad har dette at betyde ? mumlede han svagt og vendte sig om for at lukke Hyttedøren op . Den var fast tillukket eller tilstængct , og trods al anvende Umage lykkedes det ham ikke at saae den aabnet . Hans Anelser steg nu til Vished , — man bavde Noget isinde med ham , men hvem var det , hvem var den skjulte Fjende , han havde at kæmpe med ? Idetsamme hørte han Støi i Hyttens Baggrund . Han vendte sig hurtig om , men i samme Øieblik smækkedes Døren atter i . To Mænd traadte ind . De bare et helt Arsenal af Vaaben hos sig , Pistoler og Dolke , desuden havde de hver en Knippel i Haanden . Grossereren saae , at han befandt sig i en farlig Stilling , ubevæbnet som han var og ligeoverfor to Mænd , hvis dele Udseende og Udrustning paa det Tydeligste nlkjendegave deres Hensigter . Kun Klogskab formaaede at redde ham . Han mente dog at det kun var hans Gods og ikke hans Person de vilde tillivs . - Goddag , Grosserer ! sagde endelig Støveren med et ondt , lumsk Grin ; det glæder mig at se Dem igjen ! — Det maa være en Fornøielse for saa gode Venner at finde hinanden , sagde Halte-Seren ; men , ikke sandt , min lille Stine spillede sin Rolle godt . Det er et farligt lærenemt Barn , — hun vil blive en god Gevinst før det kongelige Theater . — Jeg seer , svarede Dalsgaard med al den Rolighed han formaaede at paatage sig , at I kjende mig , og saavidt jeg veed troer jeg ogsaa at have seet den Mand før — han pegede paa Støveren — under Omstændigheder , der just ikke talte til hans Fordel ; jeg kan nu meddele Dem , at Deres gamle Moder atter er bleven rask og at jeg har taget mig af hende ; men hvad ville I mig egentlig ? — Det er pænt af Dem , Grosserer , svarede Støveren ; overmaade pænt ; men hvad vedkommer det mig . Jeg har en lille Høne at plukke med Dem i Anledning af Deres smukke Løfte om at sende mig paa Ladegaardcn , og mange andre Smaating . . . . Hvad vi ville ? Naa , kom nu blot op med Moneterne og hvad De ellers har af „ Skinnende “ hos Dem , saa kunne vi tale videre om den Ting siden . — Javel ! suplcrede Halte-Søren . DalSgaard saae sig uvist omkring ; han kom snart til det Resultat , at han aldeles var i Skurkenes Magt . Han knappede sin Krakke op , tog Tegnebøgen og kastede den paa Bordet . Han sølede Uhr og Kjæde til Tegnebøgen og lagde sluttelig sin Portemonnaie ovenpaa det Hele . — Ere I nu tilfredse ? spurgte han dernæst koldt . — Vent lidt , svarede Halte-Søren . Hor , Siøverse engang efter hvormange Fisf der er i Tegnebøgen . — Kun 200 Daler ! sfreg Støveren . Fy , skam Dem , Grosserer ! En Mand som Dem kun at have 200 Daler i fin Tegnebog , det er lumpent ! — Jeg antager at vi nu ere kvit og at jeg kan forlade Hytten , sagde DalSgaard . — Nei , vi have endnu en lille Regning at afgjore , svarede Siøveren , og slyngede idetsamme sin Knippel imod DalSgaard , som asparerede Slaget med fin venstre Arm , der imidlertid strar lammedes . — Hjælp ! sfreg han hjerteskærende . Almægtige Gud i Himlen , hjælp ! jeg døer ! Halte-Foren affyrede en Pistol og Kuglen foer knusende gjennem den venstre Skulder . Alter svingede Støveren sin svære Knippel og et bedøvende Slag traf Dalsgaard midt paa Panden . Uden at udstede et Suk faldt han omkring . Legemets Fald rystede hele Hytten . De to Forbrydere betragtede skælvende deres Offer . — Han er død som en Sild , hviskede Støveren til sin Kammerat og bøiede sig ned over det paa Jorden hvilende tilsyneladende aldeles livløse Legeme . — Hjertet har ophørt at slaa . . . han aander ikke mere . — Hu ha , sagde Ho ! te-Ssren . Mord er en skrækkelig Ting ; jeg fortryder nu at jeg lod mig forlokke til at slaa ham ihjel . . . jeg glemmer aldrig hans sidste , bedende Blik ! — Sludder ! nu er del engang skeet ; vi maa se at faae Liget bort snarest mulig . — Det gjælder vor Hals hvis det bliver opdaget , hviskede Halte-Søren atter og vendte sit Blik bort fra det Sted , hvor Grossereren laa . Støveren rystede over hele Kroppen og sagde med ynkelig Stemme : — Hør , Halte-Søren , jeg fortryder at . . . — Det er dog Pokkers saa han ligner Dig , afbrod Halte-Søren ham . — Hvem , hvem ? stønnede Støveren . — Ih , nei se paa den Myrdede , se , det er dog mærkværdigt ! Det er akkurat som om jeg seer Dig , naar Du ligger og sover . — Ti , ti ! raabte Støveren gysende . Kald paa den fine Herre . . . lad ham ogsaa faae godt af dette skrækkelige Syn . . . han længes jo saa meget efter at faae det at se . Haltc-Ssren gik ind i Hyttens andet Rum og vendte kort efter tilbage med Baron Uglehjelm , som omhyggelig havde indhyllet sig i en stor , fin Kappe . — Er dee ogsaa nødvendigt , at jeg skal > ' e og berøre ham ? spurgte Uglehjclm gysende . Jeg har naturligvis ingen Fordel af at forraade Eder ; thi jeg vilde jo derved blotte mig selv . Synet af Liget er mig modbydeligt , jeg kan ikke taale at se der . — De maa se og berøre det , svarede Støveren bestemt ; husk paa , at det kun var under den udtrykkelige Betingelse at vi gik ind paa Deres Plan . — Nuvel , sagde Baronen ; men lad os saa skynde oS ! De traadte nu alle Tre paa engang ben fil det døde Legeme og lagde paa engang deres hcire Haand paa dels Bryst . - Jeg sværger , sagde de derpaa enstemmigt , ai jeg aldrig , saalænge jeg lever , vil aabenbare for Nogen den ringeste Omstændighed , der har foraarsaget dette Ligs Død . Jeg sværger ved den evige Gud . at , ligesom jeg selv er medskyldig i dette Mord , ligesaa vil jeg aldrig , om jeg end trues med Død og Pine , aflægge nøgen Bekjendelse , der kan hidføre mine Medskyldiges Paagribelse . Denne vanhellige Ed , dobbelt vanhellig fordi den aflagdes i den Guds Navn , som de Alle førnægtede , og paa deres mishandlede Offers Legeme , syntes imidlertid at udøve en beroligende Virkning paa de to Forbrydere . Kun Uzlehjelm syntes ikke at være tilfreds . En nervøs Gysen foer over hele hans Legeme , og hans Haand rystede , da han udbetalte Forbryderne Resten af de skyldige Blodpenge . -- Sørg for at Liget skjules godt , sagde han dernæst hastigt og ilede bort , som om Lynet var i Hælene paa ham . Forbryderne bøiede sig tause ned over den Dræbte og svedte et langt Klæde omkring ham , saa at det Hele fik Udseende af en lang uformelig Pakke . Pludselig foer Halte-Søren tilbage , med Skrækken malet i hele Ansigtet . — Liget aandede ! raabte han . - Sludder , svarede Støveren , idet han dog forsigtigt bøiede sig ned over det ; han er død som en Sild . Det har været min Aande , som Du antog for hans . De løftcde den Dræbte i Veiret og bar ham ned til Stranden , hvor en Baad laa og skvulpede i Vandet tæt ved . Støveren vadede ud og halede den i Land . Hele dette Optrin var bleven bivaanet af den lille tykke Sømand gjennem de merke , smudsige Ruder . Stine var strax gaaet tilbage til Byen . Da Forbryderne kom ud med Liget var Ssmanden forsvunden . 8de Kapitel . De tre Vidner . Viktor havde siden sin Forlovelse med Klara længe overvejet om og hvorvidt ban skulde meddele sin Forlovede de uheldige Familieførhold hvorunder ban leed . Foreløbig var Forbindelsen holdt hemmelig imellem de To og ikke engang Forældrene vidste noget om , at deres smukke lille Datter havde dortgivct sit Hjerte . Den Eneste , der bavde Nys om Sagen , var Fru Smidt ; men endog ligeoverfor kende undgik Vifter saa meget som muligt at omtale Sagen og vidste sledse snildt at føre Talen øver paa ankre Ting . Kun meget sjeldent fik han Leilighed til i Enrum at træffe sin skjønne Forlovede ; men i disse sode Minuter fik de da rigelig Erstatning for de mange ensomme Timer . Klara bavde Intet imod at Forbindelsen blev offentlig bekjendt , ja havde endog Samvittighedsskrupler øver ar have en saadan Hemmelighed for sine Forældre , men Viktor bad hende sledse om at vente en kort Tid endnu ; han vilde forst forberede sig til at modstaa den Storm , han ventede der vilde reise sig , naar hans Faders rette Karakter og Stilling kom for Dagens Lys . Han tænkte dog ikke paa at skjule Noget . Den som han knyttede sig til ved et uopløseligt Baand , og hendes Nærmeste , burde indvies i det Mørke , der klæbede ved hans Herkomst . Samme Asien som de i det foregaaende Kapitel skildrede Scener foregik , spadserede Viktor , grublende over Fremtiden , frem og tilbage langs den gamle Jernbanevold , der fra Kjsbenhavn strækker sig ud til Valby . Han ændsede ikke Stormen , ikke Snefoget , tvertimod , Uveiret var ham velkomment . Var han da ulykkelig ? Aldeles ikke ; men Mennesket kan i sit Indre føle en Uro , en forunderlig Bekymring , der bringer det til at ile rastlos frem og tilbage , uden at søle nogensomhelst ydre Paavirkning . Efter at have spadseret en Timestid frem og tilbage , vendte han endelig om for at begive sig hjem , men sledte tæt ved Enghavevcicn paa sin og vor Bekjendt , Student Karsfens , der netop kom fra et lystigt Middagsgilde . — Hvad , Smidt , gamle Svend ! raabte han overstadigt . Skulle vi træffes ber ? Kom og gaa med en Tur langs Volden her . — Der maa dit gode Humør til for after at vove sig op paa den nøgne Vold , svarede Smidt smilende ; men lad gaa , vi have i lang Tid ikke seet hinanden . og hvis Du ikke foretrækker mit Tilbud om af gaa med hjem , saa . . . — Hjem ! nei , min fine Ven , jeg maa forst se af faae nogle af Dunslerne ud af mit Hoved , for ikke af faae for mange Tømmermænd i Arbeide imorgen tidlig Naa , følg saa med . De bavde vel spadseret en halv Times Tid i en ivrig Samtale om fælles Venner og Bekjendte , da det hørte op af sne , medens Stormen tiltøg med fornyet Kraft . Skyerne søndersplittedes , og den klare Fuldmaane traadte lys og smilende-frem paa den morke Himmel . — Se , sagde Karslens pludselig og pegede ud over Kallebodstrand , hvis oprørte Bølger skinnede som Selv i Maaneskinnet . Se ben lille Baad derude ; den kæmper svært imod Søen og trueS hvert Øieblik med af gaa under . Viktor fulgte med Øiet i den Retning hans Ven pegede , og opdagede ligeledes Baaden . — Hvem Pokker vil gaa tilsøes i et saadant Veir , paa denne Tid af Aftenen ! udbrød han ; og se hvor keitet de ro . Sofolk er det ikke . Vennerne bleve slaaende og fulgte med Interesse Baadens Bevægelser , idet den langsomt skjød hen imod en fremragende Pynt i Kongens Enghave . Vi ville forlade Viktor og Karstens og begive os ombord i Baaden , der har vakt deres Nysgjerrighed . Fartøiet var lille og af en meget skrøbelig Beskaffenhed . To Mænd roede den tungt og vøvet gjennem de skummende Bølger . Agterude laa en uformelig Klump sammenrullet imellem Tofterne . Klumpen fulgte Baadens Bevægelser , naar den rullede og girede i Søen og tumlede frem og tilbage , frembringende en dump , uhyggelig Lyd . Mændene , der roede Baaden , undgik øiensynlig at kaste Blikket fremad , men saae uafbrudt enten tilbage eller tll en al Siderne , som det syntes betagne af en feberagtig Angst , der lod dem glemme Trætheden og den Fare de udsalte sig for , ved at vove sig ud paa Søen under saadanne Omstændigheder . De arbeidede hastigere og hastigere med Aarerne , Søen slog ind over Baaden og gjennemvædede saavel Mændene som Klumpen , der , jo mere man betragtede den , fik et uhyggeligt Udseende . Mændene ændsede ikke det kolde Bad ; et Par Tag endnu , og Baadens flade Bund skurede mod Grunden , hvor den blev liggende nogle Alen fra Land . Besætningen sprang ud ; med et kraftigt Tag forsogte de at drage den tættere til Land , men det lykkedes dem ikke . Uden at se agterud grebe de , som efter Overenskomst , hver en Spade , og vadede i Land . Nogle Skridt fra Vandet standsede de , undersøgte Jorden og gave sig ivrigt til at grave . Det blsde Sand gav villigt efter og i Løbet af et Kvarteer havde de gravet et Hul paa henved fre Alens Længde og fo Alens Dybde . Hvortil skulde denne Grav bruges ? Vi skulle snart erfare det . De vadede atter ud til Baaden , som laa slot og sikker paa Grunden . Med synlig Modbydelighed og halvt borlvcndte Aasyn grebe de sat i Bylten og trak den nærmere . Den væltede overende med en dump kød Lyd , en Skælven synes at fare gjennem dens Indhold . Begge Mændene fore tilbage . — Han er ikke bød ! raabte de enstemmigt . — Ligemeget , hviskede den mindste af de fo Mænd ; enten han er død eller ikke , skal han dog begraves . De kastede sig over det indviklede Legeme og siæble det hen til Gravens Nand . I dette Øieblik gled Hylsteret tilside og Maanen traadte frem igjennem de af Stormen * sønderrevne Skyer ; dens milde , blege Lys skinnede stærkt paa den brusende Sø , paa den skvulpende Baad , paa Mændene og paa — et tilsyneladende Lig . Ja den store , uhyggelige Byldt indeholdt et mcnne icligt Legeme , Blodet piblede frem af et stort aabent Saar i Panden og var endnu ikke slivnet . — Skal vi ikke gi ' e ham en Sinkadus til , af ren Barmhjertigheds Skyld ? spurgte den Største af de to Mænd . — Ti ! Helvede med ham ! svarede den Anden . Ned med ham ! Han greb Offeret ved Skuldrene og lavede sig til at skyde de « ned i Graven . Han bemærkede , eller syntes at bemærke , at , det gjorde ligesom en modstræbende Bevægelse med den ene Haand . — Naa , Du vil ikke , mumlede han med en hæs Stemme og løslede det op . Viktor og Karstens havde imidlertid med en vis Forundring bemærket Baadens Landing , og , saavidt Maanens svage Lys tillod det , med sligende Forundring lagt Mærke til det gaadefulde Arbeide ved Graven . Netop som de vare blevne enige om at undersøze hvad der udsørtcs , traadte et ungt Menneske til . Som en god Kjøbenhavner maatte han naturligvis staa slille ved Synet af de To , der saa ivrigt slirrede ud over Egnen . — Ih , det er jo min egen Fætter Karstens ! udbrød det unge Menneske , da han fik Øie paa Studenten . — Peter Henningsen ! sagde Karstens og trykkede hjerteligt Urtekræmmersvendens Haand . Hvorledes kan Du komme her paa denne Tid af Dsgnet ? — Det skal Du nok faae at vide , Fætter . . . men hvad Pokker slaaer Du her og kiger Stjerner ester ; hvad er der paa Færde ? — Sikkert Intet , svarede Karstens ; men se dog engang paa disse Mænd derude ! — De grave en Grav , saavidt jeg kan se , sagde Peter Henningsen , efter at ban et Par Minuter havde speidet ivrigt ud i den anviste Retning , Der ligger desuden en sort Klump ude i Baaden ; det seer noget loierligt ud paa denne Tid af Aftenen . — Gaaer De med derud ? spurgte Viktor ! bestemt ; jeg vil dog undersøge Tingen , maaske er her begaaet en Forbrydelse De klaitreds alle Tre forsigtigt ned ad Voldskrænfen og snege sig langs et lavt Hegn hen til et lille Tangbjerg , der laa opdynget umiddelbart ved Graven . Just som de vare ankomne til Tanzbunken var Graven bleven færdig og Mændene hentede Legemet fra Baaden Blodet stivnede i vore Speidcres Aarer ved Synet af det tilsyneladende Lig . Havde de endnu tvivlet maatte Forbrydernes korte Samtale snart overbevise dem om det her begaaede Drab . — Hvad skulle vi gjøre ? spurgte Peter sagte . — Jeg veed ikke ret , svarede Viktor tvivlraadig ; vi maa paa ingen Maade lade Kjæltringerne undslippe . — Og de maa heller ikke begrave Liget , sagde Karstens hurtigt . Men hør , hør ! I samme Øieblik sagde den ene af Mændene : — Han stritter imod med Benene . . . tag et lille Tag i dem . Søren ! Han var altsaa ikke død . De tre unge Mennesker saae paa hverandre og styrtede i samme Øieblik frem fra deres Skjul . Den mindste ak Forbryderne følte pludselig sin Hals omklamret af et fast Tag ; ban gav et Brø ! fra sig og væltede sig omkring paa Jorden , tumlende med sin haandfaste Modstander . . Bor gamle Bekjendt , Halte-Søren , bavde imidlertid soll , at Kysten — som han senere sagde — ikke var sikker Med et Par Spring , som man ikke skulde tro at et Menneske med hans Legemsbeskadigelse kunde udføre , naaede ban Vandet ; endnu et Par Skridt , og han var ombord i Baaden , hvilken han med et kraftigt Sæt med Aaren , som han imidlertid havde grebet , satte fra Grunden ud i aabent Vande . Peier Henningsen og Viktor søgte forgæves at hindre disse Manøvrer ; men Halte-Sørcn var dem for hurtig . Han roede snart frem og tilbage langs Kysten , idet han speidede efter sin Kammerat , paa hvis Snildhed og Styrke han stolede . Karstens havde imidlertid havt en haard Dyst at beslaa med den anden Mand , som naturligvis ingen anden var end Villiam Støver . Den stærke Forbryder kom sig snart af sin Overraskelse og i Bevidsthed om Faren anstrengte han hver Scene , hver Nerve for at sætte sig i Frihed . Med er vældigt Tag befriede han sig fra den faste Haand , der havde taget et godt Greb i hans Hals , og idet han anvendte ren snilde Kunst at spænde Ben , opnaaede han i en Haandevending , at hans Modstander faldt bagover og lesncde det faste Tag han havde i ham . Det gjaldt om at undsly Støveren , der indsaae , at det ikke gjaldt mindre end hans Hals , hans Frihed og Velvære , søzte ned mod Stranden . Han sandt Veien spærret af Viktor og Peter . Idet han kastede Hovedet fremad , som en Stormbuk , bøicde han Legemet forcver og naaede , ligesom Halle-Søren , Vandet med et Par Spring . Viktor og Henningsen bleve næsten kastede overende ved det voldsomme Stød , men de grebe dog fast i Støveren og holdt ham trods hans heftige Modsfand . Under Kampen hændte det sig , at Stovcrens og Viktors Blik wødics . Med et Forfærdclsesffrig gav den sidste skip paa Forbryderen og tumlede tilbage . Heraf benyttede Stoveren sig ; han gav Peter et Slag med den knyttede Næve lige i Ansigtet , saa Sol og Stjerner dandsede for hans Øine , og befriede sig paa denne Maade for sine Modstandere . Snart havde han naaet Baaden , som atter vendte tilbage derfra hvor den var kommen . Maanen skjulte sig atter bag Skyerne , og indhyllede hele Landskabet i et tæt , uigjenncmtrængeligt Mørke . Efter at Forbryderne vare undslupne herskede der i lang Tid en vis No paa Scenen , hvor de nys fortalte Begivenheder foregik . Karstens og Peter vare begge fortumlede af de voldsomme Slag de havde modtaget . Biktor følte hele sit gamle Mismod , sin gamle , ulykkelige Følelse vaagne paany . Han havde jo atter seet sin Fader , sin Fader , som han var nøkt tisk at fornægte , ifærd med at ville skjule Bidnet om en begaaet , frygtelig Forbrydelse . Snart fattede de fre Forbundne sig atter , og nærmede sig tøvende Stedet , hvor det ulykkelige Offer for Forbrydelsen laa faus og ubevægelig . Karstens knælede ved dets Side og greb den kolde , klamme Haand . Han søgte Pulsen og holdt længe og spændt Tommelfingeren paa Aaren . — Livet er ikke aldeles udflukt , sagde han endelig med et lettende Suk ; men det kan snart ffe , hvis vi ikke faae ham bort hurtigst mulig . Med disse Ord reiste han sig , bredte Klædet hvori den Myrdede havde været indviklet , og lagde ham ved de Andres Bistand sagte og let ned i dette . Man bar ham nu forsigtigt over Markerne . Med stor Besvær fik man Byrden baaret op ad Doldskræntæn . Sagte og høuideligt bevægede det lille Tog sig ad den nærmeste Vei til Byen , til det første beboede Sled . Det var en af de yderste Gaarde i en Gade paa Vesterbro . Der blev en almindelig Forfærdelse , da de tre Mænd kom bærende med det tilsyneladende Lig . Beboerne i Stueetagen indrømmede dog beredvilligt et Værelse til at lægge Liget i til Lægen kom . Rygtet om den begaaede Forbrydelse udbredte sig med Lynets Hurtighed . Fra Hus til Hus , fra Gaard til Gaard lod Efterretningen . Folk strommede til i store Masser ; ja de Dristigste forsøgte endøg at trænge ind i Værelset , hvor det stakkels Offer laa . Efter et Kvarteers Forløb kom Lægen . Kun med Møie formaaede han at trænge sig igjennem den sledse vorende Menneskemasse , der med ethvert Tegn paa Rædsel og Afsky i de blege , forskrækkede Ansigter fortalte hverandre om den skrækkelige , den blodige Forbrydelse , der nys var bleven begaaet . Den Ulykkelige var imidlertid bleven lagt i en Seng , og de tre Ncdningsmænd , i Forbindelse med en Politibetjent , stode om Leiet da Lægen kom . Denne kastede et flygtigt , men derfor ikke ligegyldigt Blik paa den sørgelige Gjenstand for Mord og Hævn . Han traadte nærmere og lagde Haanden paa Offerets Hjerte . Han rystede paa Hovedet og greb dernæst den nedhængende hsire Haand . Over et Kvarteer vedblev han at holde sin Haand spændt over DalSgaards Haandled . Endelig syntes det , som om der viste sig et Glimt af Haab . Lægen reiste sig , og uden at flippe Haanden gav han sig nøie til at betragte Offerets Øine . Med et Smil undersogte han Saarene og vendte sig endelig omkring til de Omstaaende , idet han med dæmpet Stemme sagde : — Livet er ikke udflukt ; men det er meget svagt . Hent mig varmt Vand og noget Lærred . Han vadflcde dernæst omhyggeligt det slivnede Blod af Ansigt og Skulder og forbandt Saarene , som iøvrigt ikke vare meget betydelige . — Saarene er det mindst farlige , sagde han dernæst ; men Hjernen har faaet en Rystelse , hvoraf det er tvivlsomt at den aldeles vil komme sig . For Øieblikket er Tilstanden meget kritisk . Er der Ingen der kjender ham ? Viktor havde firår kjendt Klaras Fader . Uagtet den Forfærdelse , der næsten lammede enhver af hans Bevægelser , havde han dog havr Mod og Selvbeherskelse til ikke at ytre et Ord eller en Stavelse , der forraadte denne Liden eller hans Sjæls Tilstand . Men i hans Indre jamrede og vaandede det sig . — Klaras -Fader myrdet af din Fader , sukkede ban . O Tud , o himmelske Fader , hvorved har jeg fortjent en saa frygtelig Skæbne . Ved Lægens Spørzsmaal vaagnede han af sin svære , uhyggelige Drsm og svarede , at han godt kjendte den ulykkelige Mand , der laa paa Sengen , det var Grosserer Dalsgaard , som vistnok , idetmindste af Navn , kjendies af Enhver i Kjøbenhavn . — Dalsgaard ! sagde han løvende og betragtede den Saarede med fornyet Interesse ; men hvorledes er han kommen i denne Situation ? Viktor blev forhindret i at svare ved at Døren hastig aabnedes . Kredsens Politiembedsmand traadte ind og nærmede sig sagte og forsigtigt Sengen . Efter at have udspurgt de Tilstedeværende og optaget et forclobigt Forhør , saa godt det kunde udføres , opskrcv han Viktors , PetcrS og Karstens Navne og udbad sig Lægens Erklæring angaaende Dalsgaards Tilstand . Lægen trak paa Skuldrene . — Maaske , sagde han , kommer han sig , maaske er der herfra til Kirkegaarden kun et kort Skridt ; det er mig umuligt før Øieblikket at sige noget derom . — Hvis han kan taale at flyttes , er det maaske bedst at lade ham bringe til Hospitalet , sagde Politiembedsmanden . Lægen vilve netop til at besvare Spørgsmaalet bejaende , da Viktor raabte : — Nei , er han istand til at kunne bæres bort , da er hans rette og eneste Tilflugtssted paa Store Kjøbmagergade Nr . hos hans Familie . Heri var ogsaa Politiembedsmanden enig med ham . Der sendtes i en Fart Bud til Kommunehospitalet efter en Syzevogn . Dalsgaard blev omhyggeligt lagt i Kurven og dækket godt til . Hjertet og Pulsen slog nu atter temmelig regelmæssigt , men han laa stille hen og over de blege Læber kom der ikke en Lyd . Livet kunde maaske reddes , men Hjernen . . . Forstanden . . . var den ikke udflukt før bestandig ? De tre unge Mennesker satte sig i en Droske , der fulgte med Sygevognen til Store Kjøbmagergade . Det sørgelige Tog satte sig langsomt igang . Den stakkels Familie i det før saa lykkelige Hjem anede ikke hvad der var skeet , anede ikke hvilken skrækkelig Fremtid den gik imøde . 9de Kapitel . Hvad Støveren og Halle-Søren besluttede . Forbandende deres uheldige Skæbne , men inderlig glade over døg at være undslupne den umiddelbare Fare , roede de to Forbrydere tilbage til Amager . Underveis søgtc de forgæves at udgrunde hvem det vel kunde være , der havde afbrudt dem i deres „ Arbeide “ . Støveren havde seet et Glimt af sin Son , men fvrtaug denne Omstændighed for sin Kammerat . — Du er døg Djævels feig , Sorcn ! sagde endelig Støveren ; Du slak jo a ' , saasnart Fyrene kom over os , og overlod til mig at klare Ærterne alene ; det kalder jeg ikke godt Kammeratskab . — Naa , gamle Ven , svarede Soren noget nedslaaef ; Du behøver ikke at være gal i Skralle « for det . Det er ellers første Gang at Nogen gjør mig den Bebreidelse ; men jeg veed ikke hvorledes det gik denne Gang , jeg er ikke den Karl , jeg har været , det kommer maaske af det udgydte Blod . Uha , Stovcr , jeg vidste det vilde gaa galt ! — Aa , gjør nu ikke videre Nrovl af den Historie , vi have kun gjort mod en enkelt Mand hvad de Store gjøre mod mange Tusinde ; vi have Skam deraf , de Ære , det er hele Forskjellen . Hvad der kreperer mig mest er dog , at jeg ikke saa lige veed om Fyren er reent bød eller ikke . — Han var ikke heelt væk , sagde Søren . — Det var det Værste der kunde hænde os , mente Støveren og saae ængstelig ud imod den Retning hvorfra de kom . Men jeg trøster mig da med ar han for det Første ikke vil kunne gi ' e nogen Forklaring ; jeg forlanger kun fjorten Dage for at klare mine Affærer . — Ja , Du er klog , svarede Søren ; Du kan sagtens komme igjennem Verden ; men jeg , hør . . . Feberen knuger mig allerede ; « ad os skynde os at komme iland og i Sikkerhed . Trods den høie Sø og Stormen lykkedes det dem i forholdsvis kort Tid at naae over til det Sted hvorfra de i Begyndelsen havde vovet sig ud . I Hytten brændte Lampen endnu . De sortøiede Baaden og gik ind i det lille , uhyggelige Kammer . En stor Plet paa Gulvet vidnede om den begaaede Ud aad . — Hvad mener Du , Søren ? sagde Støveren med et lumsk Grin , idet han betegnende holdt Lampen hen under Loftsbjælken . Skulle vi lade den futte a ' ? — Hvorfor ikke ? svarede den Halte . Hytten her har været Vidne fil en siem Historie og selv de døde Ting kunne jo vidne , som en gammel Fange engang sagde fil mig inde i „ Huset “ . Lad den kun brænde a ' . Støveren holdt den svage søvnige Lue op imod Loftet . I Begyndelsen flikkede den kun langsomt henad de tjærede Bjælker ; men snart fik Ilden fat i det tørre , brændbare Tømmer og omspændte et Stykke af Loftet . Det gnistrede og bragede , Luerne slog kort efter ud af Døren og ti Minutter efter var den lille Hytte omspændt af et voldsomt Flammehav og stod ikke mere fil at redde . Hvor vare Forbryderne nu ? De vare ubemærkede slupne bort fra Stedet og floge ind paa Veien fil Amagerport . De gik længe tause ved Siden af hinanden . De sidste Timers Begivenheder havde givet dem nok at tænke paa . De følie ingen Anger over det begaaede Mord , dertil vare deres Følelser for afstumpede , men deres personlige Sikkerhed var i Fare og — Dalsgaard var ikke aldeles død da de nødtvungne maatte forlade ham ; han kunde komme sig igjen og aflægge sin Beretning om det Passerede . Villiam Støver kjendte han meget godt , det vidste de , og en underlig kilrende Fornemmelse omkring Halsen bragte dem hvert Øieblik til at snappe efter Luft og at se sig ængsteligt om efter Lovens straffende Arm , som de vidste var hævet imod dem . De følte sig dog noget lettere tilmode , da de kom ind i Byen , hvor Lysene og den larmende , bølzende Menneskemasse snart fik dem til at aande friere . De slandsede udenfor Huset i Prindsessegade . — Gaa med op paa mit Kammer , sagde Støveren , der kunne vi snakke om , hvad Ler er at gjøre . Hakte-Sørcn indvilligede , de traadte ind i Huset og gik op ad de skrøbelige Trapper , der bragede under deres Trin ; da de vare komne op til første Etage mødte de Viceværten , kom kom rokkende og pustende ned ad de steile Trin . Han nikkede og smilede til de to Forbrydere , trykkede dem i Haanden og sagde nøgle spsgefulde Ord . Naar Katten har Musen i Fælden leger den med sit Offer . Uden at ane , at deres Hemmelighed var ham bekjendt stege Støveren og Halte-Søren høiere op til de naaede det lille daarlige Kammer . Støveren tændte LyS , tog Tobak og den uundværlige Brændevinsflaske frem og smed sig dernæst træt og fløvt paa Sengen . Søren tog sig en Snaps , stoppede betænksomt sin Pibe og slirrede dernæst længe og slivt paa den osende Tællepraas . — Nu , sagde han tilsidst og brød Tausheden ; der er intet Andet for os at gjøre end at slilke af . Vi sidde for dybt i Mudderet , til at kunne flippe ud af det paa anden Maade . — Hvorhen skulle vi da reise ? — Hvorhen ? Til Amerika naturligvis ! her ere vi færdige for denne Gang . Lever den storsnudede Grosserer vil det koste os Resten af vort Liv i Tugthuset , doer han og det bliver opdaget at det er os , der har stukket ham , vil Mestermanden faae noget at fortjene . Som jeg siger , vi maa bort herfra . — Det * har jeg endnu ikke tænkt paa , svarede Støveren surmulende ; jeg har ikke Lyst til at reise , jeg kan ikke taale Søen og holder overhovedet flet ikke af ar slikke af herfra . — Naa , sagde Vennen i en bestemt Tone ; vil Du ikke med saa bliver det din Sag , jeg tager bort herfra saa snart som muligt . Pengene dertil har jeg . — Godt Ord igjen , mumlede Støveren ubestemt ; men troer Du da egentlig , der er Fare paafærde ? — Fare paafærde ! raabte hans Kammerat . Du maa jo baade være blind og døv før ikke at se , at vi ere saa godt som allerede nappede . Ere vi ikke afsled inden to Dage ere vi leverede , saa sandt som jeg sidder her . Efter en længere Taushed , under hvilken man af StøverenS alvorlige og urolige Mine kunde se , at han kæmpede haardt før at fatte en Beslutning , udbrød han endelig : — Naa , gamle Sørcn , jeg har overvejet det og troer i Grunden , at Du er den Fornuftigste af os To , det gaaer , som Du siger , — vi maa afsled og det imorgen den Dag . Blot vor Forsvinden ikke vil drage Mistanken over paa oS , og faaer vi Lov til at reise ? Vil Politiet ikke blive betænkeligt ved at se os to gamle gode Bekjendte slikke af i Forening og nappe os paa Banegaarden ? — Jo , netop ! men vi reise heller ikke herfra Byen , men slige paa ude ved Glostrup eller Taarstrup . Imorgen kjøbe vi os en anstændig Klædning , pakke vøre Sager ind i en Bylt og spadserer ud ad NoSkildeveien . Det skulde gaa til ved Satans Kunster , hvis del ikke skulde lykkes os at være paa Veien til New-York , før Politiet tænker paa at nappe os . Planen syntes Ztoveren saa tillokkende , at han med stor Interesse indlod sig paa den , og de aftalte nu alt Fornsdent . Den næste Morgen skulde Haltesoren møde Støveren ved Zorte-Hest , efter først at hver havde forsynet sig med en ny , tarvelig Klædning . De bleve enige om at udgive sig før Haandværksvende , hvem det daarligt betalte Arbeide fordrev fra Hjemmet , før paa den anden Side af Jordkloden at søge et nyt og lykkeligere Tilflugtssted , Brændevinsflasken blev tømt før de skiltes , og udmalende sig et yppigt Slaraffenliv hinsides Atlanterhavet faldt Siøveren snart i en tryg , fast Søvn . 10de Kapitel . Hvad Uglehjelm og Viceværten forhandlede sammen . Vor Ven , den hæderlige Kristian Larsen , havde ingen Anelse om den Plan , som hans Leier og hans Kammerat nylig havde fattet . Havde han kjendt den , vilde han naturligvis strax have ladet Bomben springe og forlangt det , som han betragtede som sin lovlige Andel i Dyttet . Han var imidlertid of den Mening , at de vare aldeles trygge , at Dalsgaard var død og han altsaa den Eneste der formaaede at bringe noget Lys i Sagen . Han besluttede at lade hengaa et Par Dage før han berørle Mordet før Forbryderne og derved gjøre dem saa tillidsfulde og rolige , at en Underretning om , at han var indviet i Forbrydelsen vilde falde som en Bombe ned imellem dem og han kunde da i det første Skrækkens Øieblik formaa dem til at indvillige i Alt hvad han forlangte . Baronen derimod skulde pompcs strax , der maalte ingen Time hengaa inden han havde gjort ham sin Opvartning . Han klædte sig derfor paa med den største Omhyggelighed , iførte sig en straalende rød Floilsvest , en æblegrøn Frakke og satte sluttelig Kronen paa sit Toilette , idet han tog en vældig Pelshue frem fra sit Klædeskabs overste Hylde , som han med en veltilfreds Mine satte paa sit tykke Hoved . — Jeg skulde mene , grinede han , at ingen Tjener vil nægte mig Adgang tisk sit Herskab . Han naaede det tidligere omtalte Hus i Bredgade og steg noget urolig tilmode , han vidste ikke hvorfor , op ad de brede Trapper til tredie Etage . Han havde en vis nedarvet Respekt for fine Folk . Det var desuden første Gang han skulde til at tale med en Baron , hvis Rang i hans Øine ikke var stort under Kongens . Han ringede beskedent paa . En netklædt Tjenestepige lukkede op , og besvarede hans Spørgsmaal om Baronen var hjemme , med et Ja . — Siig ham saa , lille Ven , hvæsede Viceværten med sin venligste Mine , at der er en Mand , der gjerne vil tale et Par Ord med ham . Pigen saae forundret paa den fede , simpelt udseende Mand , men gik dog uden Vægring ind for at førrette hans Ærinde . Hun kom strax tilbage . — Baronen er ikke rigtig vel , sagde hun , og vilde helst se , om De opsatte Bcsøget til en beleiligere Tid . Dette var imidlertid ikke efter Larsens Kogebog . — Det er et vigtigt , meget vigtigt Ærinde jeg har , sagde han smidskende ; jeg maa absolut have ham i Tale i denne Aften . Pigen førsvandt atter , men kom øieblikkelig tilbage igjen og bad Larsen træde indenfor . Han gik ind i et stort , smagfuldt møblcrct Værelse . Kristian Larsen sølte sig ikke videre vel tilmode i disse Omgivelser , der vare ham saa uvante . Dog , han glemte ikke sit egentlige Ærinde . Et Øieblik efter traadte Baronen ind . Han var meget blegere end sædvanlig og en heftig nerves Sittren gjennemfoer af og til hele hans Legeme . Han var aabenbart syg . Baronen saae med en vis Forundring paa den ham ubekjendte Mand , der paastod at have vigtige Ærinder , der angik ham . — Som jeg har meddelt Dem , sagde han endelig med svag Stemme , befinder jeg mig ikke vel , og det var kun da De paastod at have vigtige Ting at meddele mig , at jeg besluttede mig til at tage imod Dem . Tag Plads og lad mig høre hvad De har at sige . Viceværten tog en af de elegante Stole og satte sig magelig tilrette . - Før jeg begynder , vil jeg underrette Hr . Barønen om , at jeg er ansat ved Kjøbenhavns Opdagelscspoliti , sagde han og saae stift vaa Uglehjclm . Denne sludsede , og en brændende Rødme foer ham op i Kinderne . — Hvad angaaer det mig , svarede han med al den No , han i dette Øieblik formaaede at samle . — Maaske mere end De troer . Jeg maa bede Dem om at høre paa en lille Historie , som er passeret her i Byen i disse Dage . Tillader De at jeg begynder ? Barønen havde sløttet sit Hoved mod den høire Haand , saaledes at det ikke var muligt for Larsen at bemærke de synlige Spor af den Uro , der beherskede ham i dette Øieblik . Ved en svag Bevægelse med Hovedet gav han Viceværten Tilladelse til at tale . Larsen smilede idet han sagde : — En herværende Mand af den fornemme Klasse nærede et rasende Had tsk en af vore mest ansete Handlende . Grunden tsk dette Had kjender jeg ikke . For at tilfredsstille sin Hævnlyst forklædte den fornemme Mand sig en Aften som Sjover , og besagte en af Kristianshavns værste Tyvehuler , for der at hverve Redskaber til Udførelsen af den Plan , han havde fattet for at rydde sin Modsfander ud af Verden . — I min Egenskab af „ Opdager “ hændte det sig at jeg netop skulde træde ind i Værtens Stue i samme Øieblik som den fornemme Mand gik ind i den almindelige Gjæstestue . Hele hans Optræden havde strar vakt min Mistanke , der bestyrkedes , da jeg gjennem et Nøglehul i Dsren ind til Gjæstestuen hørte hele Planen blive udviklet . — For om muligt at forhindre Mordet modle jeg den Aften Planen skulde udføres paa det berammede Sted . — Jeg kom desværre for seent , Forbrydelsen var begaaet ; men gjennem den smudsige Rude i Hytten saae jeg tre Mænd knæle omkring den Døde , og enhver af Lem svoer en hellig Ed paa , at være medskyldig i det begaaede Mord , oz ikke at ville forraade sine Kammerater . — Saaledes lyder min Historie . Den er endnu ikke kommen ud iblandt Folk , ja jeg har endog ikke meddelt mine Foresatte de Opdagelser , jeg saa uventet har gjort . Jeg vilde først meddele Hr . Barønen , at jeg nu er paa Veien til Politikammerct , for at afgive min Rapport og om muligt at faae at vide hvem den Skyldige er . Barønen havde under denne korte Fortælling siddet aldeles ubevægelig . I dans Indre gærede Stormen ; den vildeste Fortvivlelse rasede derinde . Hans Liv , hans Ære , kort sagt Alt stod paa Spil . Dog , midt i sin Fortvivlelse oinede han endnu en Udvei . Hvorfor kom Manden til ham og fortalte at han kjendte hans Brede ? Hvorfor kom han ikke med de Midler , der stode til hans Raadighed , og arresterede ham strax ? Manden kunde maaske kjsbcs til Taushed . Efter at være kommen til dette Resultat udbrød Barønen tilsyneladende aldeles rolig : — Hvormeget forlanger De ? — Hvormeget ! raabte Larsen , forbauset over den kolde Ro , hvormed disse Ord bleve udtalte . — Ja , hvormeget ? Jeg eier Intet og har kun en daarlig Pension fra min Broders Gods at leve af ; men jeg skal døg forsøge paa at tilfredsslille Dem , hvis De ikke er for ublu . Larsen overveiede et Øieblik . Spænde Buen for høit kunde ikke nytte , det indsaae han , den vilde maaske briste ; han sagde derfor med saa venlig og smigrende Stemme som det var ham muligt : — 2000 Rigsdaler vil det være en Ubetydelighed for Hr . Baronen at opdrive . — Deri tager De Feil . Kan jeg skaffe Halvdelen vil det allerede være godt . Som sagt , min gode Mand , det nytter ikke at presse Vand af en Sien , jeg vil forsøge paa at skaffe Dem 1000 Rigsdaler . Jeg er i Deres Magt , det indseer jeg ; men Mere kan jeg ikke give . — Det er noget vel lidt , mumlede Viceværten . Hr . Baronen kan dog lige saa let som at klo sig i Nakken skaffe det Dobbelte . Naar De fortæller det Hele til Deres velbaarne Hr . Broder , vil han . . . — Ti ! raabte Baronen . Bland ikke min Broder ind i denne Sag . Hør mig . . . for sidste Gang , vil De modtage 1000 Rigsdaler og tie med Historien , saa har jeg gjort Dem mit Tilbud , — vil De ikke , saa sværger jeg Dem til at De alligevel ikke skal faae nogen Nytte af Deres Spioneri , thi da vil jeg imorgen have endt mit Liv . Dette havde Larsen ikke ventet . Forbloffet saae han paa Baronen . Baronen betragtede ham med et Blik , der tydede paa at hans Beslutning var urokkelig . Larsen indvilligede derfor i at bevare Hemmeligheden for den tilbudte Sum . Pengene skulde udbetales Dagen efter . Ved Bortgangen blev Viceværten opmærksom paa Baronens smukke Gulduhr , som skjødeSløst laa henslængt paa Bordet . I et Øieblik , da han troede sig ubemærket , stak han det til sig , og fjernede sig derpaa med mange Buk . Hvo kan beskrive Baronens Tilstand , da Viceværten havde forladt ham ? Ikke en Klage flap over hans feberhede Læber , — ikke et Suk undslap hans Bryst . Havde han kunnet græde , vilde dette have lettet det forpinte Hjerte ; men Taarekilberne vare forlængst udtømte , og han kjendte ikke det Tilflugtssted i Nød og Sorg , som den Gudfrygtige saa ler veed at sinde . Den Ulykkelige havde forlængst glemt den Religion han i sin Barndom lærte og elskede . Han førnægtede Gud . Skjøndt Larsen havde ventet sig et slorre Udbytte af sit Bcsøg , var han ikke desto mindre vel tilfreds med dei Loste han havde faaet . Klokken var over 11 da han after naaede sit Hjem . Hele Huset sov , og han lukkede sig forsigtigt ind ad Gadedøren . Efter at have laaset Døren og lyttet om Alt var slille , lagde han sig ned paa Gulvet og rullede det flidte , fedtede Tæppe tilside . En Lem , der passede nøiagtigt i Gulvets Fuger , kom tilsyne ; ved at trykke paa et af Gommene hævedes Lemmen iveiret og en smal Aabning kom tilsyne . En Slige førske ned i Kjælderen . Larsen tog det stjaalne Gulduhr , som han forsigtigt lagde i en Æske , greb dernæst Lampen og steg ned i Kjælderen . Der saae ganske net ud dernede , Vægge , Loft og Gulv destode af malede Bræder . Langs de første stode store Reoler og Skabe , fyldte med Klædningsstykker , Tækketoi og andre Sager Han traadte hen til et Slags Chatol , der stod i et Hjerne . Ester at have aabnet Klappen kom en Mængde Smaaæffcr og Kasser tilsyne . Værten lagde Æsken med Uhret i ned i en Skuffe , og aabnede med den inderligste Fryd malet i det blege fede Ansigt de ovrigc Smaakasscr . De vare fyldte dels med Uhre , dels med kostbare Smykker , Brocher , Armbaand og Ringe , af og til funklede en kostbar Diamant paa det matslebne Guld og Larsens smaa Øine lynede af Glæde . Efter at have lagt disse Beviser paa natlige Ind « brud og andre Forbrydelser ned paa deres Plads , mumlede han overmaade fornøiet : — Her bliver for fuldt igjen , jeg maa se at faae en Ladning smuglet over til Sverrig . Han aabnede derefter en Klap i Kjælderens Gulv og optog en lille Jernkasse . Efter at have efterseet om dens Innhold : Sparekassebsger , Obligationer og rede Penge , var urørt , steg han atter op af Kjælderen og satte Alt tilbage paa den gamle Plads . Ved ej Glas stærkt Rom-Toddy og en Pibe tyrkisk Tøbak glædede han sig nu dobbelt over Dagens Bedrifter . 11te Kapitel . En „ Velgjører “ . Der er her i Kjøbenhavn ikke saa faa Mennesker , der med en ringe Kapital fører et stort , ja undertiden meget flot Hus . Ingen kan forstaae hvorfra Pengene komme , og man undrer sig i Stilhed over deres Flothed . Mange af disse Kapitalister i det Smaa ere dog virkelig istand til at føre det flotte Liv ; thi de aarlige Renter de trække ere saa enorme , at de ofte beløbe sig til Halvdelen af deres hele Formue . Sagen er ganske simpelt den , at de , for ikke selv ai komme til al gaa for Aagerkarl^ overdrage det til en Kommissionær ar Maane større og mindre Summer mod blodige Renter og fortrinlig Sikkerhed , og de benytte sig saaledes af deres Næstes oieblikkelige Forlegenheder og daglige Sved , til al føre et Herreliv , som ikke faaer Ende . Den ældre Hr . Henningsen , der var en meget gudfrygtig Mand , som hver Søndag to Gange om Dagen besøgie Baptisternes Forsamlinger , var bekjendt for at være en udmærker dygtig Kommissionær for Pengelaan , og flere „ Velgjørere “ havde betroet ham deres Formuer til ar gjøre „ Godt “ med . Skjondt Hr . Henningsen bestandig førte Guds Ord i Munden og havde er brillant Navn i Verelverdenen som en „ riglig Skraber “ til ar slaa Penge af Folk , var dei dog stedse med en vis Bæven at en ulykkelig Kreditor betraadte hans Trappe , for at faae sin Verel fornyet eller en ny diskonterer . Hr . Henningsen var meget streng imod sine Kreditorer , og han gik ubønhørligt tilværks imod dem , der ikke kunde betale den skyldige Sum . Han flaaede dem , han forfulgte dem til det Yderste , han smed dem i Slimener og hanS Løn var samtlige „ Velgjøreres “ udelte Beundring . Der var Morgenen efter Viceværtens Besøg hoS Uglehjelm , ar vi betræde Aagerkarlens Værelse . Hr . Henningsen gik stolt som en Løve frem og tilbage i sit Værelse . Han strog af og til sin graa Knebelsbart og betragtede med Beundring sin nye graa Floils-Slaabrok , medens han af og til mumlede før sig selv : — Man maa s ' gu imponere Rakket ! I samme Øieblik ringedes der paa Klokken . Hcnningsen lukkede strar op . En meget flot klædt Herre traadte ind . — Er De Hr . Hcnningsen ? spurgte den Indtrædendæ . — Ja , svarede Aagerkarlen og saae op og ned ad den Fremmede . Hvem har jeg den Ære at tale med ? — Jeg er Baron Uglehjelm , svarede denne kort . — Ah , Ba . . . Baron Uglehjem ! traadte Aagerkarlen og bukkede dybt . De er maaske Baron Uglehjelm til Ugleborg ? — Snak ! Havde jeg noget Baroni kom jeg ikke til Dem , min Herre ! — Aah ! svarede Aagerkarlen , hvis Begeistring strar kjølnedcs . Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste , Hr . Baron ? — Jeg ønsker et Laan paa 1000 Rigsdaler , og det endnu idag . Det gav et Sæt i Hcnningsen og forundret spilede han Øinene op . — 1000 Rigsdaler , og det idag ! raabte han . Men bedste Hr . Baron , troer De . . . — De kan altsaa ikke , naa , saa gjør det mig ondt at have uleiliget Dem , svarede Baronen kort . Farvel , Hr . Henningsen . — Vent dog lidt , Hr . Baron ! slammede Aagerkarlen ; det var jo dog muligt at Sagen kunde lade sig arrangere alligevel ; men saa mange Penge finder man ikke paa Gaden . De sagde at De skulde bruge Pengene . . . — Endnu idag . Kan De skaffe mig Pengene vil det være mig kjært , er det derimod Tvivl underkastet , saa siig det hellere strar . Aagerkarlen grundede lidt . Han var ikke vant tsk saadan strar at skulle svare Ja eller Nei . — Naada , Hr Baron , sagde han kort efter . De skal faae Pengene paa en Tremaaneders Verel og det endnu iaften . — Godt , svarede Baronen , og han saae ud som om en Byrde var lettet fra hans Bryst ; men hvormeget koster den ? — Ja , under 100 Rigsdaler kan jeg ' ikke antage den , var Svaret . — 100 Rigsdaler ! raabte Baronen forbauset . — De kunde træffe dem , der tog 120 Rigsdaler , svarede Aagerkarlen fattet ; under det jeg har forlangt kunne vi ikke gjøre den lille Forretning . Skjøndt Baronen nødigt vilde betale den høie Rente , saae han sig dog nødsaget til at indvillige i Alt hvad der forlangles og det blev besluttet at Hr . Henningsen samme Aften skulde bringe ham de 1000 Rigsdaler . Da Baronen var gaaet kastede Henningsen sig i en Lænestol og gned sig i Hænderne . Ligesom Kristian Larsen mumlede han fornøiet om den Guldfisk han havde fanget , og som skulde faae Lov til at spytte ordentlig i Bøssen , før den atter slap løs af hans Garn . 12te Kapitel . Flugten fra Kjøbenhavn . Tidligt paa Formiddagen , — Klokken kunde vel være henad 9 , — forlode Støveren og Halte-Løren Huset i Prindsessegade . Kristian Larsen sov endnu efter den foregaaende Dags heftige og glædelige Anstrengelser , « og det lykkedes dem derfor at flippe ubemærket bort . Taagen hang endnu over Byen , da de to Kammerater sneg sig ind i en Hosekræmmcrdutik i Størrestræde , hvor de gjorde deres Jndkjøb . De satte sig derefter ind i en fordikjørende Droske , og Kudsken fik Ordre at kjøre dem ud til Frederiksberg . Ingen Politibetjent havde bemærket deres Færd , og de havde al Grund til at haabe at Flugten vilde lykkes . Drosken love de holde ved Valbyveien , hvor de stege ud . De listede sig derpaa ind i Søndermarken , hvor de køgte det tætteste og mest skjulte Buskads . Alt Løvet var endnu ikke falden af Træerne ; de visne Blade hang endnu fast ved Grenene og bidrog fil af skjule Forbrydernes hemmelighedsfulde Færd for Uindviede . De aabnede de store Bylter , der vare tæt sloppede med nye , men tarvelige Klædningsstykker . Dernæst afkoge de deres egne luvslidte , fedtede og lappede Tør og iiørte sig hver et Sæt grove blaa Klæder , der gav dem Udseende af af være Arbcidsfølk fra Landet . De daarlige , smudsige og udtraadte Sko maatte vige Pladsen for et Par solide Bandstovler , de gamle Hatte maatte gjøre Plads for nye Klædcskaskjætter , og da de efter et Kvarterrs Forløb vare færdige med Omklædningen , stode de som et Par i det Ydre aldeles forandrede Mennesker , og der skulde en „ Opdagers “ sine Næse fil for af antage dem for forhærdede Forbrydere . De gamle Klæder bleve høitideligt nedgravede i Jorden , og denne atter bedækket med Lov , for af skjule hvert Spor af , af der havde været gravet for nylig . I Bylten fandtes endnu et antageligt Forraad af nyt Tøi . — Lad os nu se af faae Skankerne med os , sagde Støveren . — Aa , Sludder , vi ere ikke halvt færdige , Kammerat , svarede Halte-Søren , og trak en Barbcerkniv og en Sar op af Lommen Kom her , sæt Dig ned paa denne Træstub . — Hvad ! raabte Støveren grinende . Vil Du skære Halsen over paa mig ? — Snak , sagde den Halte ; men Haaret og Skjæget vil jeg skære af Dig , bagefter maa Du vise mig den samme Tjeneste . — Du tænker dog paa Alt . Søren , svarede Siøveren med et beundrende Blik ; vær en evig , om jeg kunde have fundet paa det . Han satte sig nu roligt ned og lod Halte-Søren klippe Haar og Skjæg af ham . Samme Operation soretoges senere med HalteSøren . Næsten aldeles ukjendelige forlode de Sondermarken og flöge ind paa Veien , der fører til Roskilde . I en Kro , der ligger henved et Par Mil herfra Kjøbenhavn , spiste de Frokost . Den lange Tur , der især faldt besværlig før Søren , havde givet dem den ønskcligste Appetit . Et Kvarteer før Middagstøget naaede de Glostrup , hvor de kjøbte Billetter , men kun til Sorø . — Hvorfor ikke til Korsør ? spurgte Halte-Søren . — Er Du bindegal ? svarede hans snu Ben . Vi veed jo ikke om der er „ Snuscre “ paa Banegaarden i Korsør ; naar vi tilfods komme dertil , vil det være os meget lettere al slikke ombord i Damperen , der gaaer til Kiel . De toge Plads i Jernbanekupeen og kastede oieblikkelig et forskende Blik omkring for — hvis der var Ugler i Mosen — da inde at tage Flugten . Deres Uro var imidlertid ugrundet . De omgaves kun af skikkelige Bøndcrfolk , der havde været i Hovedstaden for at sælge deres Produkter . Toget brusede afsted og det var halvmørkt inden de naaede Sorø . Ubemærkede flap de ud af Kupeen og sloge ind paa Slagelscveien . Efter at have gaaet et kort Stykke bleve de indhentede af en Bondevogn . — Vi skulle nok den samme Vei , lader det til , sagde en venlig Nost til dem , i den brede sjællandske Dialekt . De vendte sig om og bemærkede nu , at Vognen kjørtes af en fed , gemytlig Bondemand , med hvem de havde slaaet en Passiar af i Kupeen . — Ville I kjøre med ? spurgte Manden . Delte havde Forbryderne , der vare uvante med at bruge Benene , Intet imod , og de slege da op i den temmelig tungt belæssede Vogn , som i smaat Trav kjørte videre . Under den Samtale , der nu indlededes med Bonden , spurgte denne hvorhen de agtede sig . Halte-Søren nævnede paa Lykke og Fromme en lille Landsby i Nærheden af Slagelse . — Saa har I styret feil Kurs , Folkens , sagde Bonden . I skulle have taget tsk Slagelse istedenfor til Soro . Det er allerede mørkt nu , hvorledes ville I finde Byen iaften , og I have endnu to slive Mil at gaa før I komme dertil . Forbryderne begyndte paa nogle forstilte Beklagelser over deres Feiltagelse . — Ja , sagde Bonden , og Ulykken er ogsaa den , at der paa hele Veien ikke findes en Kro , hvor I kunne tage ind . — Det er lovligt slivt ! stønnede Halte-Søren . — Ja , Folkens ! sagde den gemytlige Bondemand slivt er det og jeg veed da ikke bedre end at I følge med mig hjem og blive ber inat ; imorgen kunne I da fortsætte Eders Reise . Dette Forskag var meget velkomment før Forbryderne . Havde man ogsaa sporet dem til Jernbanen , saa maatte Sporet høre op her ; thi de havde ikke overnattet i noget Herberg den første Nat . De gik altsaa ivrigt ind paa Bondens Indbydelse , og et Kvarteer ester rullede Vognen ind i en velbygget solid Bondegaard , med fire prægtige Længer . Lænkehunden gløede da Vognen kjørte frem før Døren , Karlen kom springende fra Stalden før at overtage Omsorgen før Kjøretøiet og en ældre , pæn Kone traadte ud fra Stuehuset , før at modtage sin Mand . Mutter fik et Smækkys og Manden forestillede hende derefter Støveren og Halte-Sørcn som to Haandværkere , han havde truffet paa Jernbanen og som ikke i denne mørke Aften kunde tænke paa at naae deres Bestemmelsessted . Kønen gav dem en venlig Velkomst og snart sade de Alle omkring det gfæstfrie , blanktskurede Egebord , som Kønen dækkede med de bedste Netter hun havde i Huset . En Folelse af Velvære , som de ikke , havde kjendt i mange Aar , bemægtigede sig de to Forbrydere . I Kjøbenbavn vare de Begge kjendte og skyede , her antog man dem for skikkelige Mennesker , der ingen Forbrydelser havde at bære paa , og behandlede dem derefter . Efter Maaltidet fik Kønen sin Spinderok og Mændene Piberne frem , og der begyndte en lun , fortrolig Passiar , som kun af og til afbrødcs af en eller anden lille Ed , som Støveren efter gammel Vane , ikke kunde lade være at trumfe ud med , hvor megen Umage han end gjorde sig for ret at synes et ordentligt Menneske . Samtalen faldt snart paa Kjøbenhavn og dens Beboere . — Jeg har en Farbroder derinde , sagde Værten ; men det er nu henved tyve Aar siden vi sidst saaes . Vi kunde ikke komme overens sammen og han gik derfor sin og jeg min Vei . Han skal nok ellers være en velhavende Mand ; men hans Penge ere vistnok ikke erhvervede paa den bedste Maade . — Saa , sagde Søren ; og hvad hedder da Manden ? det kunde jo hænde sig vi kjendte ham . — Han hedder Kristian Larsen og boer etsleds ude paa KristianShavn , kvor han har en Handel ; men slolte Penge skal han ogsaa fortjene paa andre Maader , som jeg ikke nærmere vil fortælle . Forbryderne verlebe et Blik ; de kjendte Manden , men anstillede sig naturligvis , som om hans Eristents var dem , de skikkelige Folk , aldeles ubekjendt . Man vedblev at tale en kort Tid endnu før man begav sig ril No . Saalænge de havde været i Stuen havde Støveren , saa ofte han troede sig udemærket , kastet sljaalne Blikke til et gammeldags svært Chatol , som stod i et Hjerne as Stuen . Der gærede aabenbart en sort Plan i hans Indre . Den var endnu ikke moden , den skulde først meddeles hans Kammerat , Som man kan tænke sig længtes han efter at blive alene med Halte-Søren . Han reiste sig derfor fra Stolen , gabede og klagede over Træthed . Den gjæstfrie Bondemand skyndte sig med at anvise sine Fremmede deres Natteleje . Han viste dem ind i et lille hyggeligt Kammer , hvor en stor Seng , med grove , men snehvide Lagener , lokkende indbød dem til Hvile . Uden at tale et Ord sammen klædte Forbryderne sig as og gik tilsengs . Neppe havde de imidlertid lagt sig tilrette , før Støveren hviskede , til sin Kammerat : — Her er Forretninger at gjøre , Søren ! — Hvor ? spurgte Halte-Søren med tilbageholdt Aandedræt . — Derinde ved Siden af . Det er en rig Mand vi ere komne ind til ; Alt tyder paa Velstand . Jeg har taget Maal af Chatollet derinde , skulle vi ikke prove paa at forøge vore Reisepenge ? — Men troer Du det gaaer ? indvendte den Halte . — Om det gaaer , ja naturligvis gaaer det ; det er kun Skade , at jeg ikke fik noget Værktøi med . - Det var som Satan ! — Aa , jeg troer iovrizt ikke , at vi saae meget Vrøvl med den Laas , den hører til de gammeldags , som kan dirkes op med et halvt Øie og et rustent Som . Øver to Timer bleve de liggende i Sengen og . lyttede ester enhver Støk , som de troede at høre . Endelig da Alt var tyst , sneg ? Forbryderne sig ud af Sengen og tændte Lys . Døren til Stuen aabnedes uden Støi ; henne i Hjørnet stod det gamle Chatol , hvis mørke , glindsende Sider flimrede i den urolige Belysning . Søren havde faget et Som ud af Væggen i Sovekammeret og bøiet det krumt mod Kakkelovnspladen . Bevæbnet med dette kunstige Instrument , der i en øvet Indbrudstyvs Haand omtrent gjør samme Nytte som Dirker i den Uovedes , listede de sig hen til det gamle Mødel . Nøglen sad i Laasen . Forbryderne saae paa hinanden . En saadan Tryghed tydede just ikke paa , cm Ider var mange Penge indenfor Klappen . De vilde dog gjøre et Forsøg . Den tunge , buede Klap lod sig lydlost rulle tilbage og nogle Skuffer kom tilsyne . De bleve sagte udtrukne og en brun Tegnebog samt flere Specier , Lndsvøbte i Papir , kom tilsyne . Specierne forsvandt øieblikkelig i Støverens rummelige Lommer . Derefter undcrsøgtcs Tegnebogen . Der fandtes omtrent 400 Rigsdaler i den . Klappen blev sagte rullet ned igjen og Chatollet efterseet . Halte-Søren slak Nøglen til sig og Begge snege sig sagte tilbage til Soveværelset . — Hvad nu ? spurgte Støveren . Skulle vi strax slikke a ' ? — Nei , paa ingen Maade , derved vilde vi strax imorgen tidlig faae Sporhundene efter os . Vi blive ganske rolig her til imorgen og forlade Stedet paa en skikkelig Maade . — Ja men Tyveriet . . . — Maaske faaer Bonden Intet at gjøre i Chatollet , — eller han faaer Noget at gjøre der , men savner Nøglen . Den skal først opledes , og findes den ikke skal der først Bud til Smeden ; dette tager altid den meste Tid af Dagen , og saa — ja saa ere vi allerede i Hamborg . Dette Raad blev fulgt og Forbryderne lagde sig atter tilsengs , for at fortsætte deres afbrudte Nattero . De faldt strax isøvn ; en tryg , en rolig Søvn , som Gud ellers skænker de Retfærdige . 13de Kapitel . Paa Reise . Ganske tidlig den næste Morgen vare Alle paa Benene i Bondegaarden . Karlene skare Hakkelse til Heste og Køer , og Pigerne havde allerede faaet Smørkjærnen igang , da Forbryderne vaagnede og i en Fart kom i Klæderne . Med en vis Angst traadte de ind i Familiens Dagligstue , parate til at fortsætte Reisen . Ilden bragede i den gammeldags Kakkelovn , og udbredte en behagelig Varme . Bondekonen var ifærd med at tragte Kaffe . Endnu var Intet opdaget . Saavel Manden som Konen nødte med venlige Ord deres uværdige Gjæster til at sidde ned og tage en solid Forfriskning før de gik ud i den kolde Morgenluft . Det var snart bestilt . Med et trofast Haandslag skiltes Værten og hans Kone fra Forbryderne , som slog ind paa den anviste Vei til den lille By . Men ikke saasnart havde de forladt Gaarden før de skraaede over Markerne , og gik tilbage til Sorø , hvorfra de vare komne . Det var Forbrydernes Plan at kjøre med Jernbanen til Slagelse , og derfra at gaa til Korsør , før om Aftenen at slippe ombord i Postdampskibet , der gik til Kiel . — Den gik bra ' , Søren ! lo Stoveren , saa det klukkede i ham . Bondetampcn blev taget ordentlig ved Næsen . — Ja , grinede Halte-Søren . Jeg vilde gjerne give en hel Mark før at se hans Gefjæs , naar han opdager at alle „ Fiskene “ ere gaaede i Vandet . — Hahaha ! Glæden gjor Dig villig , gamle Svend ; men vi maa nok se at faae Skankerne med os , hvis vi skulle naae Sors tidlig nok . Det bavde frøsset slærkt om Natten og Veiens vare spcilglatte . Efterhaanden som de nærmede sig Sorø skrede de raskere frem , og de naaede Jernbanestationen tidligt nok til at komme med Toget til Slagelse . Kort at fortælle , uden videre Hændelser naaede de henad Aften Korsør og toge ind i en temmelig berygtet Kippe , hvis Bært holdt Herberg før reisende eller rettere sagt „ fægtende “ Haandværkssvende . De havde Mønt paa Lommen og krævede derfor rask ind . Den dele Dag havde de Intet nydt , og Kulden i Forbindelse med den uvante Bevægelse , havde taget slærkt paa dem . Værten gjorde sig al mulig Umage før at beholde de to Forbrydere noget længere , og lovede dem et godt Nattelogis før 4 Skilling pr . Hoved . Han forestillede dem de natlige Rædsler paa Havet , men forgæves , de ville , som de fortalte , over til Fyen , og endelig opgav Herbergværten al Overtalelse . Klokken var henved 11 da de før et Syns Skyld gik ombord i den lille Damper , der laa klar til at seile til Nyborg ; men de forlode det strax før at gaa ombord paa det store Skib , der seiler til Kiel . Uden vicere Hindringer slap de ombord og skjulte sig bag nogle Kasser forudeIngen tog Notits af dem , man antog dem før et Par reisende Haandværkssvende . Klokken ringede tredie Gang og Skibet lagde ud fra Bolværket . . Hjertet hoppede i Livet paa Søren og Sloveren , da Skibet lagde ud . Nu var al Fare forbi , meente de ; snart vilde de befinde sig paa tydsk Grund . For en Ubetydelighed leiede de et Par af Maskinfolkenes Køier og hvilede trygt efter Dagens Besvær . De Daarer , de vidste ikke at al deres Mole , al deres Besvær kun vilde være spildt Uleilighed , — at Hævnen , der aldrig sover , allerede havde udslynget sit Næt for at tilintetgjore Tyvene og Morderne . Tidligt den næste Morgen lagde Damperen til i Kiel . Preussiske Embedsmænd kom ombord og Alt blev visiteret . Sammen med ToldembedSmændene kom ogsaa en lille , spinkel Mand ombord i Skibet , hvis Passagerer han syntes at beskue med stor Interesse . Længe og vedholdende betragtede han de to Forbrydere , der ikke anede at være Gjenstand for en saa speciel Opmærksomhed , men hcnzave sig ene og alene til Glæden over at betræde et fremmed Land . Engang syntes det som om den lille Mand vilde nærme sig Støveren og hans Kammerat ; men han drog atter Føden tilbage og saae endnu en Tid uvist paa dem . Da de forlode Skibet fulgte han efter dem i nøgen Frasland , efter først at have hvisket et Par Ord til en svær , robust bygget Mand , som derefter ligeledes s-nieö at fatte særlig Sympathi for vore Reisende , thi han fulgte dem uafbrudt med Øinene og begav sig strax til Jcrnbanegaarden , hvorhen „ den Lille “ kørt efter ogsaa kom , ledsagende Støveren og Halte-Søren , men i nogen Frastand . Støveren kunde endnu erindre en Del af det tydske Sprog , han havde lært i sin Ungdom , og var selvfølzeliz den Ørdførende , da de toge Billetter direkte til Hamborg . „ Den Lille “ og den robuste Mand slege ind i samme Koupee som Forbryderne , men satte sig i det modsatte Hjerne . Baggonerne fyldtes efterhaanden med Passagerer , preussiske Soldater , Sofolk , Bønder og Borgere imellem hverandre . Overalt lød det tydske Sprog , udtalt paa en mere eller mindre korrekt Maade , men desto gladere vare de to Forbrydere , da de kunde tale mere uforslyrret om deres Affærer , uden at Nogen førstod dem . „ Den Lille “ og „ den Robuste “ førte ligeledes en ivrig Samtale , og hvorledes det end gik til , Støveren og Halte-Søren flap dem aldrig af Syne , naar de slandsede ved en af Stationerne . Stedse passedes der paa dem . Steg en af de Første ud , strar maatte enten „ den Lille “ eller „ den Robuste “ ned og røre Benene , kørt sagt , de beærede dem med en saa vedholdende Opmærksomhed , at de , hvis de vare komne under Veir dermed , med Rette vilde have felt sig meget urolige tilmode . Endelig , efter halvtredie Times Kjørsel , naaede man Hamborg . Halle-Soren slirrede med Forbauselse paa det nye , for ham aldeles ukjendte Liv paa den tydske Banegaard , hvor det vrimlede af Soldater , Toldembedsmcend og fint klædte Herrer og Damer . — I denne Mylder maa man da let kunne skippe bort , tænkte Søren . Deres lille Bylt blev flygtigt undersøgt af Toldbetjentene og de fik Lov ar passere . — Hvad nu ? sagde Halle-Soren og blev staaende . — Vi maa forst se at faae noget i Skrutten , meente Støveren ; siden ville vi sorsøge at komme ombord . De skoge nu ind paa Veien til Forstaden Sankt Pauli , hvor de snart paa „ Hamborger Berg “ fandt et Herberg , hvor de foreløbig floge sig tsk Ro . To Minuter ester ankom der til samme Herberg to andre Mænd , som vi allerede kjende under Navnene „ den Lille “ og „ den Robuste “ . Et Kvarteer derefter forlod „ den Lille “ Huset og forsvandt et Øieblik i en Politistation . Han saaes derfra at begive sig til Telegrafbureauet , hvor han skrev en længere Depeche , som oiebliklclig blev afsendt . I over en halv Time ventede han med synlig Spænding paa Svaret . Endelig kom det . Han løb mere end han gik tilbage til Politistationen , og kom strar efter ud , ledsaget af to Betjente , med hvilke han slog ind i Retning af det omtalte Herberg . Støveren og Halte-Søren sade netop ved en god Frokost . De havde alt sat adskillige „ Kummeler “ tillivs , og løftcde nu Kruset med det skummende Bockbier , da Døren aabnedes ud mod Gangen , og „ den Lille “ traadte ind med sine Ledsagere . Samtidigt gik Døren op , der førte ud ti ! Kjøkke « net , og „ den Robuste “ kom roligt ind i Gjæstcværelset og satte sig taus og med Værdighed tæt ved Døren . Støveren og Haltc-Søren saae med en vis Skræk paa disse Forberedelser . De skulle dog ikke længe blive i den kvælende Uvished . „ Den Lille “ traadte frem og sagde med et gemytligt Smil paa rent Dansk : — Kjære Venner ! jeg havde nær ikke kjendt Eder igjen , under den gøde Forklædning ; men heldigvis kan Fanden ikke skjule sit Bukkebeen og Søren ikke fin Halten , og det hjalp paa min Hukommelse . Jeg haaber at have Fornøielsen ^af Eders Selskab paa Hjemreisen til Kjobenhavn . s Forbryderne blegnede og saae sig forsfyrrede omkring efter en Udsigt til Flugt . Dog , det var forgæves ; der stod Vagt ved enhver Udgang . Halte-Tøren faldt aldeles sammen og Støveren sprang op med en Ed . — Gjør mig nu ikke for meget af det , sagde „ den Lille ' , ' ellers nøde I mig til at bruge Magt . — Hvad have vi gjort ? spurgte Støveren og saae trodsigt paa ham . — Ja , hvad I have gjort faae I vist nok at vide , naar I lykkelig og vel ere komne tilbage til Kjøbenhavn . Foreløbig , kjære Venner , maa vi undersøge Eder en Kjende . Med øvet Haand foretog nu „ den Lille “ Ransagningen , og undersfottedes af „ den Robuste “ . Med en vis Forbauselse fandt de hos begge Forbryderne en Sum af tilsammen henved 1000 Rigsdaler . — Død og Pine ! raabte „ den Robuste “ . I have vkeret forsynlige for I stak a ' ! Der blev nu hentet en Droske . „ Den Robuste “ satte sig op tsk Kudsken , „ den Lille “ og den ene af Politibetjentene bleve hos Forbryderne i Vognen . Skjøndt Støveren gjerne havde forsøgt paa at slaa sine Bevogtere for Panden , og ved Hjælp af den opstaaede Forvirring forsøge paa at knibe ud , saa opgav han døg snart denne Lyst , thi Pengene vare de jo ikke mere i Besiddelse af , og uden disse kunde han ikke xomme frem i det fremmede Land , men vilde snart blive paagrcben igjen . Halte-Ssren sad fløvt og ligegyldigt . Han var aldeles falden sammen og saae med Ro et livsvarigt Tugthusarbeide oprulle for sit indre Blik . Forbryderne bleve paa det saakaldte „ Stadthaus “ satte i sikker Forvaring . Øm Aftenen , da Toget afgik til Kiel , bleve de under sikker Bevogtning transporterede tilbage til Kjøbenhavn . 14de Kapitel . Imellem Liv og Død . Med en Forfærdelse , en Sorg , der grændsede til Fortvivlelse , modtog Grosserer Dalsgaards Familie Efterretningen om den elskede Mands Ulykke . Intet anende sade Moder og Datter , beskæftigede ved Haandarbeide , da Vognen kjørte frem for Døren . Man havde længe undret sig over Husfaderens usædvanlig lange Udeblivelse . Aftensbordet stod dækket , man ventede kun paa Dalsgaard . Pludselig lsd der ude fra Trappen en forvirret Lyd af trampende Fødder , af mange Stemmer ; som det syntes blev der baaret en tung Byrde op i Huset . Et vældigt Tag i Klokkestrengen bragte Moder og Datter til at fare sammen og se paa hinanden med spørgende Blikke . De hørte Tjeneren aabne Entreedøren og svare paa de Spergsmaal der blev gjort ham , med en ængstelig , rystende Stemme , men Ordene kunde de ikke forstaa . Skælvende reiste de sig . Idetsamme gik Døren op og Husjomfruen slyrtede ind , med Skræk og Forvirring i hver Mine . — Herren ! raabte hun aandeløs , og sank om paa en Stol , uden at kunne sige et Ord mere . Fru DalSgaard og Klara ilede ud af den aabne Dør og sledte i samme Øieblik paa den sørgelige Transport . Biklor ilede hen imod dem . — Biktor ! for Gud i Himlens Skyld , er Dalsgaard . . . er min Mand kommen tilsfade . . . er han død ? Klaras fortvivlede Ansigt skar den unge Mand i Hjertet . — Nei , trøst Dem , Frue , han er ikke død , men hans Tilsland er meget farlig . Se at fat Dem saa meget som mulig . Med Guds Hjælp vil han nok gaa det igjennem . Moder og Datter ilede — uden at forlange en nærmere Forklaring — ind i det tilstedende Værelse , hvor de fremmede Mænd , i Forbindelse med Husets Folk , havde bragt Dalsgaard tilsengs . Paa Peters Foranstaltning var Tjeneren oiedlikkelig sendt efter Huslægen . Grossereren laa stille hen . Hans Aandedræt var ikke hørligt , og intet Spor af Bevidsthed var at mærke . Tvingende sig til ikke at græde nærmede Hustruen sig sin Mands Leie og greb den nedhængende Haand , som hun trykkede til sine Læber . Klara knælede ved Siden af Sengen . Kort efter kom Huslægen . Peter Henningsen og hans Fætter havde bortfjerncl sig . Familiens Huslæge undersøgte atter paa det nøiagtigste Patientens Tilstand , og at det Resultat han kom til ikke var det sletteste , derom vidnede del Smil , der udbredte sig over hans Aasyn , da Undersøgelsen var forbi . — Med Guds Hjælp , sagde han endelig , med den beroligende dæmpede Stemme , der er egent for et Sygeværelse ; — med Guds Hjælp haaber jeg nok at kunne redde hans Liv ; men det vil blive en langvarig Sygdom og den storste Forsigtighed maa iagttages . — Og nu , vedblev Professoren efter at have nedskrevet nogle Recepter og anordnel Sygepleicn ; nu vilde jeg nok høre hvorledes min Ven er kommen i denne Forfatning . Alles Blikke hæeftedeS paa Viktor . Han begyndte sin Fortælling , den vi allerede kjende , og forlang kun , at han havde gjenkjendt sin Fader i den ene af Morderne . Med en ubeskrivelig Rædsel hørte de Tilstedeværende paa Beretningen om den gruelige Gjerning . De takkede Himlen fordi Hjælpen var kommen , om end næsten forsilde . Klaras milde , taarevædede Øine straalede Viktor takkende og velsignende imøde . Hun greb hans Haand og kyssede den . — Uden Dem og Deres Venner var min elskede Mand nu dod , sagde Moderen . Gud velsigne Dem , kjære Smidt ; vi skulle aldrig forglemme Dem det . — Jeg forstaaer imidlertid ikke , sagde Klara , hvem der kan have begaaet denne Udaad . Fader er jo almindelig afholdt og har ikke en eneste Fjende . — Kunde her ikke foreligge et Rovmord ? sagde Lægen . — Det er ikke let at se af hvad Beskaffenhed Forbrydelsen er , ytrede Viktor ; men vort dygtige Politi vil sikkert bringe Lys i Sagen . Det var med en kvælende indre Uro at han udstedfe disse Ord . Bragte Politiet Lys i Sagen var hans egen Fader jo fortabt . Da Lægen gik ordinerede han , at den slorste Ro og Stilhed maatte iagttages i Sygeværelset . Fru Dalsgaard blev nu hos Patienten og Viktor fulgte Klara ind i Dagligstuen . Den u » ge Pige satte sig hulkende ned paa en Stol og gav sin Sindsbevægelse Luft . Den gamle Følelse af at være uværdig til at eie en saadan Skat , som den unge Pige , bemægtigede sig atter Viktor . Dog , at se den Elskede saaledes hengive sig til sin Bedrovelsc , formaaede han ikke . Han gik hen til hende , slyngede sin Arm om det smækre Liv og tilhviskede hende den Trøst , der lyder saa kold fra en Fremmeds Tunge , men som beseirer enhver Sorg , naar den lyder fra den Elskedes Læber . Viktors Ord gjorde ogsaa sin Virkning . Efter et Par Minuters Forløb hævede Klara sit smukke Ansigt med et Smil paa Læben . De himmelblaa Øine skuede straalende ind i hans . Endnu glimtede der enkelte Draaber i de lange , sryndsede Øienhaar , men dette gjorde hende kun endnu skjønnere , ligesom Naturen er prægtigst og mest frisk efter en mild Regn . Fra denne Time af hengav Viktor sig aldeles til sin Kjærlighed . Han følie , at han nu ved at trække sig tilbage vilde knuse et ungt , uskyldigt Hjerte foruden sit eget . Tidligt den næste Morgen maatte Viktor , Peter Hcnningsen og Karstens møde for Forhørsdommeren og afgive en detailleret Forklaring om hvad der var passeret den foregaaende Aften . Alle Kføbenhavns Opdagelsesbelfente vare paa Benene . Enhver , der henhørte til Protokollen over „ de Mistænkelige “ , bleve tilsagle til at møde og bleve tagne i Forhør . Man savnede de fo Forbrydere Villiam Smidt , ogsaa kaldet Støveren , og Søren Hansen , almindelig benævnt Halte-Sørcn . Telegrammer bleve sendte ud i enhver Retning , til Sverrig , til Hamborg og de større Ksobstæder . Flere Opdagelsesdeljente afgik samme Formiddag med Toget til Korsør . Et Telegram traf saaledes en af de vigtigste Opdagere , som tilfældigvis i dette Øieblik paa Tilbagereisen befandt sig i Kiel . Han besluttede at iagttage Passagererne paa Dampskibel , ber kom fra Korsør , og vi vide at hans Umage kronedes med Held , Politiet formaaede dog ikke at trænge tilbunds i Sagen før Offeret selv kunde afgive sin Forklaring ; men hertil var der lange Udsigter , — om det nogensinde kunde ske var uvist . Viktor og de fo Andre , der havde hindret Forbrydelsens Fuldsørelse , formaaede kun al afgive en meget vaklende Forklaring angaaende Gjerningsmændene ; de havde ikke seet disses Ansigter i det svage Maanelys , og hvorledes , hvor og naar Forbrydelsen var bleven begaaet vidste de ikke . 15de Kapitel . I Pilestræde . Dagen før den uhyggelige Begivenhed indtraf var Madam Smidt — den ulykkelige gamle Kone , som Dalsgaard reddede fra Nød ' og Elendighed — flyttet ind i det lille hyggelige Værelse , som Dalsgaard havde leiet til hende hos Madam Søndrup i Pilestræde . Den gamle Kone var endnu endel afkræftet efter de Lidelser hun havde gjennemgaaet . Støverens — hendes Søns — flammelige Opforsel havde , hvor forberedt hun end var derpaa , gjort et forfærdeligt Indtryk paa hende . Truselen mod Dalsgaard begyndte atter at forskrække hende . Hun kjendte Støverens heftige , afskyelige Karakter og vidsle , at han aldrig lød en Leilighed til at hævne en Fornærmelse hengaa » ændset . Af Madam Søndrup og hendes Datter var den gamle Kone bleven modtaget paa den bedste Maade . Hun blev betragtet som et Medlem af den lille Familie og man gjorde Alt for at mildne hendes haarde Skæbne . Det var temmelig seent om Aftenen , Dagen efter Forbrydelsens Ubførelse , at de tre Kvinder sade sammen omkring det lille Bord i Familiens Dagligstue , beskæftigede med Syning . Marie og hendes Moder arbeidede flittigt . Madam Smidt sad i en Slags Sygcstol ; ogsaa hun havde beskæftiget sig med Syning , men Haanden var sunken mat ned i Skjødet og Øinene vare halvt tillukkede . Hun var ifærd med at blunde . Der lød hurtige Skridt paa Trappen . — Hvem mon det kan være saa seent paa Aftenen ? spurgte Madam Søndrup . Marie rødmede let , hun kjendte en vis Persøns Maade at gaa op ad Trapperne paa . Der bankedes paa Døren og Peter Henningsen traadte ind . Marie ilede ham imøde og efter de første kjærlige Hilsener sagde hun bebrejdende : — Men hvor blev Du af igaar Aftes ? Di ventede Dig hele Tiden , og Du blev borte . — Det var øgsaa den mærkeligste Begivenhed jeg har oplevet , der forhindrede ung i at komme . — Hvilken ? spurgte de nysgjerrige Kvinder . — I Forening med min Fætter og en anden ung Mand lykkedes det mig at forhindre et Mord blive fuldbyrdet , Ved Ordet „ Mord “ vækkedes Madam Smidt af sin Dvale ; hun satte sig overende i Stolen- og saae med Forundring paa den unge Mand . Peter blev nu med al Formalitet præsenteret for hende som Datterens Forlovede . — Men Gud forbarme sig ! raabte Madam Søndrup dernæst ; et Mord ! — Ja , svarede Peter , og det et Mord paa en Mand , som alle her Tilstedeværende kjende og høiagte . — Hvem , hvem ? — Paa Grosserer Dalszaard . Madam Smidt , der med bankende Hjerte og aaben Mund havde lyttet efter Navnet , faldt ved disse Ord tilbage i Sædet , som ramt af Lynet . De Tilstedeværende fore op . Madam Søndrup ilede ud efter Vand , Marie løftede den stakkels Kones Hoved iveiret og gned hende ivrigt i Tindingerne med Kamferdraaber . — Stakkels Kone ! sukkede Madam Søndrup bedrovct ; det Stød kunde hun ikke taale . Hun vidste imidlertid ikke den rette Grund . Den gamle Kone saae i Mordet paa Dalsgaard en Udsørelse af Sønnens Trusel . Hun kom dog snart til sig selv igjen ; men en dødelig Bleghed bedækkede hendes Kinder og hun rokkede atter frem og tilbage , idet hun hviskede : — At han kunde det , at han kunde det . En Broder dræbe en Broder . De Tilstedeværende forsfode ikke Betydningen af disse Ord ; de slirrede forundrede paa den Gamle og rystede paa Hovedet . Endelig bred hun Tavsheden . — Er Morderen greben ? spurgte hun med svag Stemme — Der var To , svarede Peter ; vi kom for seent eller rettere sagt vare for svage til at fange dem . — To ! hviskede Konen og et lettende Suk steg op fra det forpinte Bryst ; jeg tager maaske Feil . Hun kom snart til sig selv igjen . Peter maatte fortælle og med stor Spænding lyttede Alle efter . Glæden straalede paa Alles Aasyn , da han kom dertil , at Lægen havde erklæret , at der ikke var Fare for den Saaredes Liv og forhaabentlig heller ikke for Forstanden . Han maatte saa noiagtig han kunde beskrive Mørdernes Personer . Saalænge han talte om Halte-Soren sad den gamle Kone og hørte noget ligegyldigt efter ; men da han gik over fil at beskrive Stoveren , hvilket han , som sagt , kun kunde gjøre temmelig ufuldstændigt , vaktes hendes Interesse i hoicste Grad ; hun lyttede med krampagtig Opmærksomhed efter det mindste Ord og sad længe og grublede derover . Efterat Peter havde ført den sædvanlige hviskende Samtale med Marie om deres evige Kjærlighed og de Smaating , som kun interessere unge Elskende , sagde han endelig , idet han var i Begreb med at gaa bort : — Det er sandt , jeg har saavel her som paa Polikammeret glemt at meddele en meget væsentlig Omstændighed , som muligvis vil bringe Lys i Sagen . Det er dog mærkeligt at man kan være saa glemsom . Forbryderen i Baaden raabte nemlig fil sin Kammerat , der endnu kæmpede i Land : „ Hurra , Siøver ! slaa dem ned . “ I samme Øieblik lød det som om et tungt Legeme slyrtede fil Jorden . De vendte sig forfærdede omkring . Madam Smidt var atter besvimet og laa nu Paa Gulvet i de heftigste Krampetrækninger . Hun blev baaret ind paa sin Seng , en Læge blev hentet og før Midnat koyi Huset ikke til Ro . Gadedøren var lukket og Marie maatte følge Peter ned ad Trapperne før at lukke ham ud . Han omfavnede hende heftigt og med en Ild , der forskrækkede den unge Pige . Dog , naar man elsker tilgiver man let den Elskedes brændende Kjærlighed . Han var 20 Aar , hun kun 16 Aar gammel ; i den Alder pleier Fornuften sjelden at føre Herredømmer øver Lidenskaberne . Hun gjengjældte snart hans Omfavnelse med samme Ild , med samme Varme . I det Øieblik , da Fornuften var nær ved at bukke under , samlede hun dog al sin Kraft og sledte ham næsten forfærdet tilbage . Hun havde overvundet Fristelsen . Den unge Pige brast i en heftig Graad ; hendes Forlovede stod taus og modfalden ved hendes Side . — Tilgiv mig , hviskede han ; men mine Sandser omtaagedes , min Kjærlighed til Dig er saa stor . Den unge Pige smilede atter gjennem Taarer ; hun aandede lettere . Det var dog med en vis Forlegenhed at de denne Aften sagde hinanden Farvel . 16de Kapitel . Krisfian Larsens Ærgrelse . Vi have i et foregaaende Kapitel sagt , at den hæderlige Vicevært sov paa sit grønne Øre da Støveren og Halte-Sørcn listede sig bort sra hans Hus . Havde han havt den ringeste Anelse om en saadan Plan , vilde han sikkert have forhindret den for enhver Pris . Ikke alene mistede han 200 Rigsdaler ved denne Spas , men hans Lofte til Politiet om at holde et vaagent Øie med Støveren blev jø heller ikke opfyldt . Med en retfærdig Harme over paa denne Maade at være bleven snydt , sad han den følgende Formiddag og nød sin Frokost . Skjøndt han var sikker paa at erholde 1000 Rigsdaler , gik Tabet af de 200 Rigsdaler ham døg meget nær til Hjerte . Vel vidste han ikke med Bestemthed om det kun var en mindre Udflugt , Forbryderne agtede at gjøre , eller om det var en Afsked for sledse ; men adskillige Omstændigheder » ydede paa , at de havde været hjertelose nok til ar løbe bort uden at sige deres Nært op , og den lille , blege Mand køgte af indre Raseri og Ærgrelse . Han nedskrev derfor i al Hemmelighed en Rapport drSangaaende og vilde netop — efter endt Frokost — bringe den op paa Poliiikammerct , da en net klædt Mand gjennem Butiken traadte ind til ham . Larsen reiste sig øieblikkelig og gjorde et meget underdanigt Buk . Med sin mest smigrende Stemme bad han Hr . Betjenten at tage Plads , og begyndte med stor Tungefærdighed at udvikle , hvorledes han havde havt den Sorg , at to af Byens værste Forbrydere , som han specielt havde taget sig af , samme Dags Morgen vare lødne deres Vei og sandsynligvis vendt Næsen mod Amerika . Betjenten studsede og saae forskende paa den ængstelige Spion . — Du har vel Hørt tale om det afskyelige Mord » forsøg , der forøvedes igaar Astes ? sagde han . — Et Mord ! raabte Larsen . Ih , Du forbarmende Gud , hvor ? — Etsteds herude ved Kallebodstrand . Du maa j den Anledning sætte Dig i Bevægelse og afsøge de værste af Hullerne endnu idag . Iaften Klokken 11 har Du at møde med din Rapport . Skjøndt Betjenten tilsyneladende ikke lod til at tage nogen videre Notits af Larsens Fortælling om Forbrydernes Undvigelse , havde han døg nøie bemærket sig den ; han nærede en uovervindelig Afsky mod Kristian Larsen , som han med god Grund havde mistænkt for saavel at staa i Forbindelse med Forbryderne som Politiet , og stedse at tage det Parti , som han antog at være det fordelagtigste . Folgen af denne Samtale have vi allerede seet . Støveren og Halte-Søren paagrcbcs i Hamborg . Larsen var , ester Betjentens Besøz , bleven noget uhyggelig tilmode ; han vidste ikke hvorfor . Han forbandede i sit Inderste Støveren og den Halte . Hvorfor Pokker løb de deres Vei , og ikke alene narrede ham for Pengene , men ogsaa hendrøg Politiets Opmærksomhed paa dem . Baronens Hemmelighed kunde derfor altfor let røbes , og hans eget dyrebare Jeg vilde ogsaa komme i Fidtefadet . Paa den anden Side havde han været nødsaget til at anmelde Flugten , for ikke selv at blive mistænkt . Det var med en saare melankolsk Mine at han klædte sig paa , for at udføre det ham paalagte Hverv . — Forbandet Historie , den ! mumlede han medens han redte det filtrede Haar . Pokker skulde i Grunden tjene . . . naa , man maa være forsigtig . . . og jeg som havde en saa gød Forretning i Kikkerten for den Satans Støver ; vi kunne have tjent „ Fisk “ i Mængde Beggelo . Føi , det Asen ! — Nu gjælder det om at holde Ørene stive . Larsen var en Mester i at forklæde sig , men idag iførte han sig sin sædvanlige Klædedragt , stak et Par Specier i Lommen og slentrede tilsyneladende ligegyldig ned ad Gaden , ester ' forsf at have givet sin Tjenestepige Ordre til at passe Butiken . Larsen drev ned ad Lille Torvegade , til Bolværket , hvor de store Skibe laa fortøiede , og morede sig med af spytte i Vandet ef Kvarterrs Tid eller noget længere , medens hans smaa Øine skelede tilhøire og venstre , ligesom for af opdage Et eller Andet , men som han ikke vilde lade sig mærke med . Ikke langt fra Bolværket laa en stor , fuldrigget Fregat , hvor en betydelig Mængde Arbeidere havde travlt med af indlade Varer . En af Arbeiderne , en Hei , føer Mand , opdagede endelig Viceværten . Det gav ef Sæt i ham , men han slog atter Øinene ned , lod som om han Intet havde bemærket , og fortsatte sit Arbeide . Larsen blev slaaende og fortsatte sin ubehagelige Skelen ; han havde opdaget Arbejderens Skræk , hvorover han inderlig glædede sig . Det var dog ikke hans Mening af blive slaaende ret længe paa Stedet , uden af faae sit Hverv regtet . Han slog derfor tilsidst Øinene op og da Arbeideren i det samme kastede ef stjaalent Blik til Siden , i Haab om af den frygtede Person var gaaet , — medies deres Blik . — Ih , god Dag , god Dag , er det ikke Hr . So « rensen ? sagde Larsen . — Jo , det er mig , svarede den Tiltalte forlegen og knugede sit ArdeidSforklæde . — Det var ret heldigt at jeg traf Dem , fortsatte den tykke Vært ; De er jo aldrig hjemme , og jeg var bange , meget bange for , at jeg imorgen havde maattet flytte Deres Pakkenelliker ned paa Gaden . Ssrcnsen saae bønfalbende paa den ubsnhørlige Kreditor , og mumlede noget om lang Tids Sygdom , mange Dørn , ArbcidSloshed og dyre Tider . Larsens Ansigt antøg et truende Præg . — Ja , saadan sige I Alle ; daarlige Tider ! ligesom Værten kunde lade sig nøie med gode Ord og leve deraf . Vor hæderlige Vicevært var for nogle Maaneder siden bleven Eier af Huset , men da han fandt , at Udseendet som Vicevært i mange Henseender var fordelagtigt , meddelte han Ingen denne Omstændighed . Sørensen rystede ; han vidste hvad disse Ord havde at betyde . Larsen vedblev med slorre Venlighed : — Jeg er imidlertid ikke den Mand , der strax griber til haarde Midler ; kun naar jeg seer at Folk ere mine Fjender , skaaner jeg dem ikke . Sørensen forsikrede høit og helligt , at han var Tykkertens bedste Ven . — Ja , ja , grinede denne ; jeg tvivler ikke derom , og vil stille Dem paa en Prøve . Hør , siig mig , De boer jo oppe ved Siden af Smidt ; De veed vel ikke naar han reiste ? — Er han reist ? — Det veed De vel nok . — Nei . . . ja . . . han og en anden Mand forlode Huset omtrent paa samme Tid som jeg gik paa Arbeide . — Hvad talte Smidt og den anden Mand om igaar Aftes ? spurgte Larsen rafl og slirrede Manden lige ind i Ansigtet . Sørensen blev saa bestyrtet , at han i Begyndelsen lod til at have tabt Næse og Mund . — Hvad de talte om ? stammede han . — Ja , jeg veed at De har hert deres Samtale , jeg veed , at ikke et Ord kan have undgaaet Deres Øre — dertil er Skillerummet for tyndt . — Hvis De ikke meddeler mig det , faaer De med Politiet at gjøre og De bliver imorgen jaget ud af Huset . Han sagde dette i en bestemt Tone og Sørensen svarede nølende : — Ja , de talte om Amerika , om at de havde Penge nok til at tage derover , at de maalte afsted , for at redde deres Hals , og at de nødvendigviS maatte kjøbe nyt Tøi til Reisen . Larsens Øine straalede af Fryd , han havde nu fundet den Traad han ssgte , og behøvede ikke at vide mere dennegang . I sin Hjertensglæde eftergav han Sørensen den forfaldne Maaneds Leie , en Ædelmodighed , som han strar efter sortrød , men dog lo han i sit Indre ; Hemmeligheden var alligevel billig kjøbt . Han paalagde Sørensen den dybeste Taushed og slentrede fornøict tilbage til Kristianshavn . 17de Kapitel . Sørgelige Følger af en tom Flaske . Efter at have besørget adskillige Ærinder og besogt flere Kneiper , gik Larsen endelig ind i den af os tidligere omtalte Tyvehule . 167 Det var imidlertid bleven mørkt . Gasbelysningen formaaede neppe at gjennemtrænge den gulgraa Taage , som henad Aften lagde sig tung og trykkende over Byen . Arbeidet rundt omkring var ophørt for idag . Fra Fabriker , Værfter og andre Steder strommede Arbejderne ud . Der var gamle og unge Mænd , samt Kvinder og Børn . Kvinderne , der kom fra Fabrikerne , havde i Almindelighed et lidende , forsultent Udseende , og hos Dørnene — hvoraf de Yngste omtrent vare 13 Aar gamle - saaes det tydeligt , at den moralske Smitte var ifærd med at fæste Nod De Fleste ilede saa hurtigt lom muligt ester at naae det fattige Hjem ; men mange af ' Dørnene tumlede ned i Kipperne og andre forfærdelige Huler , for der at drikke Dagens Fortjeneste op . Der var ualmindelig livligt den Aften i den bekjendte , berygtede Kjælder . En hel Bande , saavel mandlige som kvindelige Tiggere , med saavel virkelige som paatagne Skavanker , sade langs Bordene . Dunsten af de smudsige , fugtige Pjalter , var forfærdelig at indaande , og blandedes med den fra Brændevinen ; thi hver Nyankommens første Forretning var at forlange „ en Damesnaps “ paa cirka en halv Pægl Brændevin , som øieblikkclig blev drukken . I brøderlig Forening imellem Tiggerne sade en Flok Fabrikpkger og spasede med deres Kjcerefier — unge Tyvekavalerer — der , efter deres Mening , vare elegante paaklædte , med Klædcssrakkcr , farvede Lærredsbenklæder og vældige , spraglede Halstørklæder . Det var en fræk , ublu Tale , der førtes paa dette Sted . Her , som overalt , havde man En , over hvem Vittighederne gik ud . Denne Ene var en ganske ung Kvinde , paa neppx 17 Aar , der sad sammenbøiet henne i en af Krøgene og gav sit Barn Die . Den ikke suldvorne Kvinde var allerede Moder . Hun havde det samme frække Udseende som Stuens øvrige Gjæster , men der var dog et vist blidt Træk i Øiet og om Munden , som tydede paa , at hun endnu stod til af redde . Hendes tarvelige Dragt var ikke sket saa sjudsket , som HendeS Medsøstres , og Haaret var net opsatHun græd sagte , og trykkede det lille blege Barn til sit HjerteHvorfor ? Jo , den for hvem hun havde opofret Alt , opofret sin Ære , var i den sidste Tid bleven koldere imod hende . Iaften havde han rent ud bedet hende af gaa Pokker i Vold , og han sad nu ved Liden af et hsit , ganske kjønt Fruentimmer , som han kjærtegnede , og som gjengjældte disse Kjærtegn . Taarer , bitre og tunge , faldt ned paa Barnets Pande . — Halloi , Lene ! raabte en gammel , enøiet Tigger til den stakkels Kvinde . Det er svært saa Ludvig og Arclline holde af hinanden ! Hun saae ikke op ; men hendes Taarer vedbleve af flyde . — Tag Dig det ikke saa nær ; saa flot en Fyr som Ludvig kan begribeligvis ikke lade sig nøie med en Kjæreste , sagde en ung Indbrudstyv . — Ja , min Tøs , trøstede en Anden hende ; holder Du det inte ud , kan jeg kun give Dig det Raad , af Du springer i Aaen eller Kanalen . Bemærkningerne hørte pludselig op da den dem Alle velbekjendte Larsen eller som han kaldtes af dem , „ Hskcr-Larsen “ eller „ Poliiispionen “ , traadte ind . Han -nikkede venligt til alle Sider . Ingen gjengjældte hans Hilsen og han satte sig derfor hen ved Enden af Bordet og forlangte noget Øl og Brændevin . Der blev sat flere Fade med stegt Flæsk paa Bordene , og dertil store Flasker med Brændevin . Hele det hungrige Selskab slyrtede som en Flok glubende Dyr over Maaltidet . Lene blev siddende i sin Krog og vedblev at grædeDer var med Larsen kommen en trykket Stemning ind i Stuen , skjøndt han ved forskjellig Spøz og munter Tale forsøgte at faae Alt i det gamle gemytlige Spor . Dog , det var forgæves De unge Kavalerer , Tyvene , havde vel ikke den renesle Samvittighed ; thi enhver spurgte sig selv , om det muligvis ikke var ham , den forhadte Mand kom for at udspionere . Efterhaanden som Brændevinsflaskerne bleve tømte tiltog imidlertid ogsaa Gjæsternes Mod ; man begyndte temmelig utvetydigt at tale om Spionen og fortælle smaa Historier om forraadte Forbrydere , for hvis Paagribelse Larsen almindelig tilkroedes at have Skylden ; han nævneves dog aldrig ved Navn , men kun som „ den fordømte Politispion “ . Larsen lod sig ikke anfægte af dette , men blev roligt siddende og smilede venligt til de Talende . I sit Inderste lovede han af have Spotterne i velvillig Erindring . I det samme fløi Dsren op paa vi > d Gab og en aldeles beskænket Kvinde tumlede ind i Værelset . Haaret hængte hende i stride Tjavser ned i Ansigtet ; hun var kort forinden falden og havde staaet sig slemt i Panden . Larsen gyste ved af se hende . Han reiste sig forsigtigt , før ikke af blive bemærket af hende , og vilde til af ile bort . Det var imidlertid ikke længer muligt ; hendes med Blod underlødne Øine heftede sig pludselig slirrende paa ham . — Der er han ! hvinede hun . — Gjor nu bløt ingen Spektakler , Madam Sørensen , sagde Larsen noget benovet og vilde ud ; men den rasende Kvinde kastede sig foran Døren og spærrede Udgangen . — Nei ! Du kommer ikke ud , Spion ! før vi To have holdt Afregning sammen , hvæsede hun . Hør nu engang , vedblev hun ravende , idet hendes vmtaagede Øine løb rundt i Forsamlingen , som med Spænding imodcsaae Udfaldet ; seer I den Fyr , ham den Tykke ? Han var engang min Kjæreste , og snøb mig før mine surt erhvervede Sparepenge , uha ! — Jeg blev da gift senere og havde den Ulykke af komme til af bo i hans Hus . Vi kunde forleden ikke betale Husleien — han vilde benytte sig deraf til at forsøre mig til Utroskab mod min skikkelige Mand , og da jeg afviste ham , truede han med at kaste mig og Ungerne paa Gaden , — det er en pæn Mand , ikke sandt ? Hun opslog en hvi Skoggerlalter og slog i Bordet saa Glas og Flasker dandsede . — Bedste Madam Sørensen , jeg er helt forbauset over at se Dem i en saadan Tilstand , sagde Larsen rystende . De veed ikke hvad De selv siger . — Ho hø ! lø den drukne Kone og tog en af de tomme Flasker , der stod paa Bordet ; han giver Kjøb , gjør han . han er bange . Det syntes , som om den hende lilfsicde Fornærmelse atter blev levende i hendes forbitrede Sind ; thi pludselig , ester et Øieblik at have ravet frem og tilbage , tog hun et kraftigt Tag i Flasken og — før Nøgen af de Tilstedeværende kunde forhindre det — havde hun af al Magt slynget den imod Larsens Pande . Han fik Tid til at bukke sig , men dog streifede den hans Tinding saa haardt , at han vaklende sank tilbage og besvimede . Et Skrig , saa hvinende , saa hjerteskærende , hendrog Alles Blikke til den Krog af Stuen , hvor Lene sad med sit Barn . En forfærdelig Scene srembod sig her . Flasken , der havde berørt Værtens Pande , var falden med hele sin Tyngde og Kraft paa det lille Barns Hjerne og knust den . Den lille Sjæl laa i de sidste Krampetrækninger , da Herbcrgværten , tiltrukken af Larmen , kom slyrtende ind . Den ulykkelige unge Moders Smerte var grændselos . Det Sidste , det Kjæreste hun eiede , var paa en græsselig Maade bleven hende berøvet . Madam Sørensen blev pludselig ædru . Ingen tænkte i det forste Øieblik paa at sikre sig HendeS Person , og da man kom i Tanker derom var hun forsvunden . Den tilkaldte Læge erklærede Barnet for dodt og befalede at kjore Larsen -- der imidlertid var kommen til sig selv igjen — til sit Hjem . Der blev øieblilkclig optaget et Forhør over det Skete ; man søgle efter Mordersken , men hun var som sagt forsvunden . Opfyldt af indre Gru forlod snart den brogede Skare af Gjæster Kneipen . Kun Lene blev siddende i sin Krog og vuggede sit lille Barn — som Døven neppe havde gjort blegere , end det havde været i levende Live . Hun græd ikke ; men der var udbredt et saa hjerteskærende Udtryk af Sorg i hendes Ansigt , der skinnede en saa frygtelig Fortvivlelse ud af de malte Øine , at Enhver maatte blive greben af den dybeste Medlidenhed . Lægen blev alene tilbage med hende . Han betragtede hende i nogen Tid med Taushed . Endelig gik han sagte hen til hende og berørte let hendes Skulder . Hun saae op med det samme Udtryk som forhen skildret . — Hvor boer Du , stakkels Pige ? spurgte han . — Intetsleds , svarede hun . Hun talte Sandhed ; thi hidtil havde Ludvigs Hjem ogsaa været hendes , men idag havde han forbudt hende at betræde det mere . Lægen saae forundret paa hende . — Nei , sagde hun atter ; jeg er husvild . . . Ludvig jagede mig bort idag . . . jeg maa vel gaa paa Gaden inat med min søde Dreng . Lægen blev greben af Medlidenhed med denne unge Skabning ; hun maatte i ethvert Tilfælde hjælpes . Den store Sorg over Barnet viste , at der bøede dybe og ømme Folelser indenfor det raa Udvortes . — Følg mig ! sagde Lægen . Hun reiste sig , indsvøbte omhyggeligt sit Barn i det tynde Shavl og gik bagefter Lægen , der lod hente en Droske . De slege ind , og Vognen kjørte dem til Lægens Hjem . De samme ædle og smukke Følelser , der besjælede Manden , vare ogsaa tilstede hos hans Hustru . Hun modtog den forvildede Sjæl med al den Ømhed og Inderlighed , en kjærlig Kvinde formaaer at udvise . Foreløbigt , bestemtes der , . skulde Lene opholde sig i Huset ; senere vilde der blive taget en Bestemmelse angaaende hendes Fremtid . Taknemligt kyssede hun Fruens Haand ; men intet Smil viste sig paa hendes Aasyn , hver Tanke var henvendt paa det døde Barn . Tre Dage efter trak man et Lig op af Vandet ved Langebro ; det blev gjenkjendt af Flere som Madam Sørensen . Larsen havde et nyt Offer at sætte paa sin lange Skyldliste . 18de Kapitel . Udbetalingen . Baronen havde efter Løfte modtaget de 1000 Rigsdaler as den gudsfrygtige Henningsen . Pengene skulde efter Aftale endnu samme Aften udbetales Larsen , som havde lovet at komme Kl . 9 . Der kom døg ingen Larsen , Læseren veed hvorfor , han var lovlig undskyldt ; men dette vidste Uglehjelm ikke , og han befandt sig derfor den hele Aften i en marirende Uro , i en feberagtig Stemning , som ikke tillod ham al sove den Nat eller at have et blivende Sted den næste Dag . Larsen vedblev stadig at holde sig usynlig . Da det blev mørkt formaaede Baronen ikke længere at holde denne fortærende Spænding ud ; han klædte sig derfor om og iførte sig den tarvelige Klædning , hvilken han var isørt under sit første Besøg i Tyvekneipen . Efter endnu at have sværtet sit Ansigt og sine Hænder med Sod , for om muligt at blive endnu mere ukjendelig , gik han ud til Kristianshavn . For at undersøge Terrænet begav han sig først til Kippen . Alt syntes roligt som sædvanlig . Det søvnige Lys skinnede gjennem de smudsige Ruder . Han gik derind . Værten stod ved Disken og talte ivrigt med et Par Madamer , hvis Fysiognomier under Talen bare et forskrækket , sorgfuldt Præg . Med et umærkeligt Nik og idet han søgte at skjule sin Personlighed saa meget som muligt , stjal Uglehjelm sig ind i Gjæstestuen , efter først at have bestilt de der sædvanlige „ En og en Halv “ . I Smen fandtes der kun en eneste Gjæst . Værten bragte Drikkevarerne . Uden Opfordring fra UglehjelmS Side begyndte han sin Fortælling om den skrækkelige Begivenhed den foregaaende Aften . Den fremmede Gjæst lagde nøie Mærke til enhver af Baronens Bevægelser . Det undgik ham ikke at Baronen , da Værten talte om det Slag , Larsen havde faaet i Tindingen , foer sammen , og at et Glædeslyn funklede i Øiet . Han lagde ligeledes Mærke til , ak Uglehjelm med et særligt Effertryk spurgte om Værten da var død , og paa det benægtende Svar , igjen faldt tilbage i sin ligegyldige Tone . Kippcværten gik atter til sine Forretninger . Baronen blev i lang Tid siddende i dybe Tanker . Idet han endelig slog Øinene op lagde han Mærke til , at den Fremmede betragtede ham stivt og forskende . Uden at gjøre sig Rede hvorfor , var denne Stirren ham ubehagelig . Han reiste sig derfor hurtigt og gik . — Hvem var det ? spurgte den fremmede Gjæst . — Det veed jeg i Grunden ikke ; han har kun været her et Par Gange fer , svarede Værten ; det er ellers mærkeligt nok , at De ikke kjender ham . — Hvorfor det ? — Jo , thi han søger , ligesom Alle der komme her , just ikke det bedsle Selskab ; jeg kan gjerne sige at hans bedsle Venner hører til Bærmen af det Pak , der kommer her . — Hvem omgaaes han da med ? — Ih , med kennchcrsens Støver og Halte-Søren , som forøvngt nu i flere Dage ikke have været her ; han og de ere som tre røde Køer sammen , det vil da sige , den fremmede Fyr maa altid lade sin Skorsten ryge før Støveren og den Halte . — Og De har ingen Anelse om hvem han egentlig er ? Han ligner ingen almindelig Arbeider . — Nei , derom veed jeg ingen Besked ; sort og snavset har han i Almindelighed altid været , det Par Gange han har været her , saa jeg antager at han er ansat paa et af Fabrikerne herude . — Skaf mig døg ved Leilighed Noget at vide om ham , sagde den Fremmede , idet han reiste sig og gik . Værten lovede der . Baronen havde imidlertid saaet en vis Skræk i Blodet . Da han forlod Kippen dreiede han strax om Hjørnet , der fandtes tætved , og vendte sig stadigt omkring , før at se om han ikke blev efterfulgt . Beroliget i den Henseende slog han ind i Retning af Prindsessegade . Han vidste vel nu Grunden tsk at Larsen ikke havde været hos ham , men var døg ikke rolig , før han havde talt med den tykke Vært selv , og overleveret ham den aftalte Sum . I Forstuen modtoges han af den smudsige Tjenestepige . Baronen spurgte om han kunde faae den Syge itale . — Jo , det er Ler flets ingen Ting iveien før , sagde Pigen . Han ligger derinde paa Sofaen og puster som et Svin . Den hele udslagne Dag har han ikke gjort Andet end fljældt ud , røget Tobak og drukket Brændevin . Uh , sikken en Kondition man har ! Trods denne lidet lystelige Skildring lod Baronen døg Pigen fortsætte sin Jeremiade og traadte ind til den tykke Vært . Denne var nu ualmindelig gnaven stemt . For det Forste for det Slag , han havde faaet , og som fængslede ham til Sofaen — den ulykkelige Sørensen , der havde Sorgen over sin Kones Forsvinden at bære paa , var tidlig om Morgenen kastet paa Gaden med sine smaa Dørn , — og for det Andet , fordi han saa heller ikke kunde hente de Penge , han ved sin Snildhed havde erhvervet . Brændevinen havde vel opmuntret ham noget , men hvad dette ikke formaaede , det gjorde Baronens Indtrædelse . Den snedige Tykke gjorde et Hop af Glæde i Sofaen , der trods sin Soliditet døg knagede i hver Sammenføining . — Det maa jeg rigtignok sige , det er en Ære ! raabte han . Baronen saae mørkt paa ham . — De veed vel , at det ikke er for at bevise Dem nogen Ære , at jeg er kommen , men kun for at berølige mig selv . Jeg vidste ikke at De var syg og gik derfor ud for at anstille Efterspørgfler . Jeg erfarede da hvad der var passeret og kommer nu til Dem for at betale Pengene , saa bliver jeg desuden fri for Deres gjentagne Besøg . — Ja ja , Hr . Baron ! ganske som Dem behager , grinede Værten ; det er smukt af Dem , at De har faget Pengene med . Baronen tog en Bunke brune Sedler op af Brystlommen , og slængte dem hen til Larsen . Denne greb dem og gav sig ivrigt , med skælvende Hænder til at eftertælle Dunken . — Det er rigtigt , fuldkommen rigtigt , sagde han . Intet er dog bedre end at have med Adelsmænd at gjore ; de have et Ord at give bort , og det bryde de saamæn ikke . — Saa ere vi kvit , ikke sandt ? — Fuldkommen kvit , Hr . Baron ; De har handlet som en komplet Kavaleer . — Du Tosse , tænkte han imidlertid ; ja vel ere vi hinanden kvit , men ikke for bestandig . — Og jeg kan trygt stole paa Deres aushed i enhver Henseende ? sagde Baronen og nærmede sig Døren . — Har De ikke tilkjøbt Dem min Taushed ? Vil jeg ikke ved at forraade Dem tillige bringe mig selv i Forlegenhed ? gjensvarcde Larsen . Dette meente Baronen iøvrigt ogsaa og han fjærnede sig derfor hurtigst muligt , med et kort Nik . Larsen hensank , da Uglebjelm var gaaet , i en flov , tilfreds Tilstand , hvoraf han af og til vækkedes ved Tanken om Madam Sørensen og det uskyldige Barn , hvis blodige Billede han ikke kunde glemme . Imidlertid havde Baronen fortsat sin Vei hjemad . Han lagde ei heller dennegang Mærke til , at han blev efterfulgt af en Mand . Larsens hele Opforsel og overhovedet hans Ligegyldighed i det ham paalagte Hverv og hans tiltagende Frækhed i Udførelsen af sine egne private Anliggender , havde omsider vakt Mistanke om , at han nok ikke havde den reneste Fod at slaa paa , og fra at udspionere Andre blev han nu selv udspeidet , Noget , hvorom han selvfølgclig ikke havde den ringeste Anelse . I de sidste Aftener havde man holdt Øie med hans Hus , dog uden at opdage nøget Mistænkeligt . Baronens Komme og daarlig skjulte Forklædning vakte derimod ingen ringe Opsigt , og den Betjent , hvem Posten var betroet , fulgte derfor efter ham , uden at blive bemærket . Idet Baronen , og Betjenten der fulgte ham , kom over Knippelsbro , krydsede de en Herre , som med nogen Forbauselse betragtede de Første . Da han kom i Nærheden af Betjenten gave de hinanden et Tegn og uden at sige et Ord sluttede Herren sig til denne og fulgte med — Jeg saae af Deres Forundring , sagde Betjenten , idet ban -- sladigt følgende og holdende Øie med Barønen — greb Herren under Armen ; at De muligvis kjender denne Person , som sandsynligvis blot er forklædt . — Det forekommer mig ogsaa at jeg skulde kjende ham , svarede Herren , der ligeledes stod i Politiets Tjeneste ; men jeg er iøvrigt meget tilbøielig til at tro , at jeg har taget Feil . — Og hvorfor det ? — » Fordi den , som jeg sigtede til , er en meget fornem Mand , der kommer til Hoffet og hører til Byens eleganteste Kavalerer . — Hm , bm ! — De er ogsaa af den Mening , at jeg har gjort mig skyldig i en moersom Feiltagelse , ikke sandt ? — Ikke ganske . De kom i samme Øieblik forbi en Gaslygte . Den , som vi have benævnt Herren , saae med en vis Forundring paa Betjenten . — Ja , sagde denne , der forstod hans spsrgende Blik ; her bliver ikke Tid til lang Fortlaring ; den bedste Oplysning er den at følge efter ham . Det gjorde de . De saae ham gaae ind i Huset i Bredgade og hørte ham slandse ved 3die Etage . Herrens Ansigt udtrykte en høi Grad af Forbauselse . — Det maa være ham , sagde han . — Hvem ? spurgte Betjenten . — Den elegante Baron Uglehjelm ; han boer her paa 3die Sal . Uden at sige et Ord mere forlod de Huset og gik hver til sit . Den næste Dag indgav Betjenten en Rapport . Han udtalte deri Baronens mærkelige Dessg hos Viceværten , og uden at ville gjøre eller opstille nogensomhelst Beskyldning — hvortil han ei heller havde nøgen Anledning — vilde han dog ikke undlade at berøre denne Omstændighed , der muligvis engang i Fremtiden vilde kunne bidrage til at opklare Sager , som ellers maaske vilde forblive mørke og uigjennemtrængelige . 19de Kapitel . I den Fortvivledes Hjem . Vi have i det foregaaende Kapitel løselig berørt , at den fattige men ærlige Arbeidsmanv Sørensen og hans Familie var bleven kastet paa Gaden af den rasende Kristian Larsen . Forgæves havde han mindet Larsens Befuldmægtigede om , at Værten havde eftergivet ham Gsælden den foregaaende Dag ; men da Fuldmægtigen forhørte sig hos Larsen om Rigtigheden heraf , svor denne paa at han aldrig havde eftergivet Sørensen en Skilling , og hans brave Fuldmægtig — en af Stadens bekjendte Kommissionærer — var da ikke længe om at faae Familien paa Porten . Sørensen havde da anmodet om at faae Værten itale ; men denne nægtede at lade ham komme ind , under Paaskud af Sygdom , som han iovrigt virkelig led af . Til denne Elendighed kom endnu , at Madam Sørensen siden den foregaaende Dag spvrlos var førsvunden . Uagtet at hun i den sidste Tid — forledet af^ Nød og Elendighed — havde sagt sin Tilflugt hos Flasken , elskede HendeS Mand hende dog endnu . Uroligt havde han ventet paa hende de » hele Nat . Hvert Øieblik troede han at høre hendes Trin paa Trappen eller at se Døren gaa op . Hun kom ikke ; men i den triste , kolde Morgenstund indfandt Kommissionæren sig og tvang ham til at flytte sit Tøi ud paa Gaden . Dørnene , tre Smaapiger og to Drenge , i en Alder fra 3 til 15 Aar , klyngede sig hulkende til de fattige Pjalter , der laa henslængte i Gadens sølede Føre . Sørensen var en slærk , kraftig Mand , hvem Ulykken ellers ikke formaaede at bøie saa let . Delte var ham imidlertid for meget ; ban bøiede Hovedet og hulkede som et Barn . Det var ingen mild , lindrende Graad , nei , bitter og barsk , som kun en Mand kan græde naar han er dreven til det Yderste . Han fattede sig dog hurtigt , og uden at sige et Ord fog han sit yngste Barn paa Armen og gav ved en Gebærde de andre Befaling til at følge sig . Han knyttede den hoire Haand og truede med et hadefuldt Blik ad Larsens Vinduer . Den tykke Vært vilde ikke have befundet sig vel tilmode hvis han havde seet denne Gebærde . Fulgt af sine Børn gik han hasligt ud ad Amager til . Hos en Søster , der boede i Sundbyoster , og som var gift med en Arbeidsmand , efterlod ban Dørnene og leiede ikke langt derfra et ledigt Værelse med et lille Kjøkken . Den føregaaende Dags Arbeidsløn var heldigvis urort , den gav han Værtinden paa Haanden . Ved Svogerens Hjælp hentede han sine faae Eicndcle , der stod paa Gaden . Søsteren havde imidlertid givet Dørnene noget Mad ; han førte dem derefter ind i det nye Hjem , og paalagde sin ældste Datter , en slille kjøn lille Pige , at sætte Alt i Orden og holde Øie med sine yngre Sod skende . Selv havde han ingen No paa sig ; ban maatte ud og lede efter sin Kone , hun var maaske gaaet hjem i Prindsessegade og ikke funden Nogen , maaske flakkede hun fonvivlet om , søgende sin Mand og sine Børn . Nei , i Prindsessegade havde hun ikke været , sagde Beboerne . Sorensen opgav dem da sin Adresse og bad dem indtrængende om at vise hende derhen , hvis hun skulde komme . Sørgmodig stemt gik han ned til Havnen , for at køge sig noget Arbeide ; thi Børnene derhjemme trængte baade til Mad og Varme og han eiede ikke en eneste Skilling . Da han var bekjendt som en dygtig Arbeider fik han snart Noget at bestille , og med sin tarvelige Løn i Lommen begav han sig , da Mørket faldt paa , ud til det nye , sørgelige Hjem paa Amager . Han havde været saa sikker paa at træffe sin Kone hjemme , at han uvilkaarlig havde dannet sig et Billede af hende , omgiven af Børnene i den lille fattige Stue , og intet Under derfor , at der ligesom foer ham et Sværd gjennem Brystet , da han traadte ind i det kolde , mørke Kammer og fandt Dørnene hulkende og krybende tæt sammen i en Krog . — Er Moder ikke kommen hjem endnu ? spurgte han med beklemt Hjerte . -- Nei , sagde den ældste Pige grædende ; hun har flet ikke været her , og vi ere saa angst kor at en Ulykke er hændet hende . Synet af de Smaaes Sorg oz Ned gjorde , at Sørenscn tvang sig selv til at synes oprsmt . Han trøstede dem Alle med , at Moder nok kom hjem snart , i alle Tilfælde imorgen Et af Dørnene maatte løbe til Hskeren efter Brænde , Lys , Flæsk , Bred og Kartofler . Sørensen gjorde Ild paa og snart brasede Flæsket paa den lille Stegepande . De Smaa , som bleve opvarmede og havde Udsigt til et solidt , varmt Maaltid , tørrcde Taarerne af de blege Kinder og saae forventningsfulde hen til Kakkelovnen , hvor Kartoflerne kogte . Kun den ældste Datter vilde ikke ret lade sig trøste ; hun anede en Ulykke , og troede at se , at Faderen kun for Børnenes Skyld tvang sig til at synes ligegyldig , hvad han ellers ikke var . Efter Maaltidet lagde hele Familien sig til Ro paa Le tyndtstoppeLe Tangmadratser , kun sparsomt bedækket af de pjaltede , vaade Tæpper . Den næste Mørgen besluttede Sørensen at gaa til Politiet , for at anmode om dets Hjælp til at finde sin Kone . Han begav sig ogsaa den næste Mørgen da det var bleven lyst og efter i Selskab med Dørnene at have nydt Levningerne af Gaarsdagens Maaltid , afsted til Byen . Da han gik over Langebro bemærkede han en betydelig Mængde Mennesker , der med synlig Interesse holdt Øie med en Daad , der seilede ind mod Slæbesledet ved Druknehuset . — Hvad er det ? spurgte han en Kone . — Det er et druknet Menneske , som man er ifærd med at fiske op , fik han til Svar . Baaden kom nærmere og nærmere til Land . En Mand roede , medens en anden sad agterud , holdende en Ende af et Toug i Haanden , den anden Ende var slynget om Armene af den Druknede , der langsomt fløv bagefter Baaden . Uhyggeligt , gribende var det at betragte den tilsyneladende uførmelige Masse , der med udstrakte Arme og det lange sorte Haar ud over Ansigtet , uroligt sveiede frem og tilbage i Vandet . En Gysen greb de Tilstedeværende . Sørensen blev bleg . Uden ret at gjøre sig Rede for sine Tanker , havde en uhyggelig Anelse paatrængt sig ham . Han ilede hurtigt over Broen og ned til Slæbesledet . 188 Baaden landede i samme Øieblik og Mændene gjorde sig rede til at Hale Liget ov paa Land . Mængden strammede til og samlede sig i spændt Forventning omkring Druknehuset . — Aa hiv , aa Hei ! sang Mændene , og med et rask Tag haiedes Liget op og blev lagt paa Slæbestedet . Det sortnede for Sørenscns Øine . Dragten , det sorte Haar , Ansigtstrækkene , Alt kjendte han Han slyrtede frem med det Udraab : — Min Kone . . . min stakkels Kone ! Den gabende , nysgjerrige Folkehob veg fly tilbage og lød den ulykkelige Ægtemand komme frem . Deltagende Udraab lød fra alle Kanter . — Det var dog mærkeligt af Manden ffulde komme til i samme Nu , da man trak hans Kone op af Vandet , sagde en fed Madame . — Guds Finger , Madam Hansen , det er altfor tydeligt , svarede den Tiltalte . Folkehoben varede mere og mere . Man bragte Bærcbør og Tæpper fra Druknehuset , og Liget blev forsigtig baaren ind i det lille mørke Hus med de halv tildækkede Ruder . En Politibetjent opfordrede Manden til af følge med til Stationen , for der af afgive sin Forklaring om hvem Liget var , og de Oplysninger , han ellers formaaede af give . Sørensen indvilligede heri . 489 De sorte Porte bleve tillukkede og Madam Sørenscns jordiske Levninger ventede nu blot paa af blive overgivet til vor fælles Moder , Jorden . Med bsiet Hoved og Sorg i Hjertet fulgte Sørcnsen Betjenten . Paa Stationen maalte han afgive Forklaring over hvorlænge han havde savnet sin Kone , og blev nu for første Gang underrettet om den Forbrydelse , hans Kone , ophidset af Hævntørst , havde begaaet ; hun havde sandsynligvis kort derefter tage » sig af Dage . Det var bedre som det var , mente den menneskekjærlige Politiembedsmand ; hun havde ellers maattet bede haardt for den begaaede Forbrydelse , — nu var det forbi , og Sorgen over at have en Kone i Straffeanstalten var værre end at have hende i Graven . Sørensen hørte døg Intet . Navnet Larsen , det uhcldbriagende Navn , fik ham næsten ' til at forglemme sin Sorg , til at glemme Alt , for at hævne sig paa ham , hvem han betragtede som sin Kones og sin Lykkes Morder . — Stakkels Mand ! sagde Politiembedsmanden og gav ham 10 Rigsdaler til Hjælp til Begravelsen . - Tag Dem det nu ikke for nær . Sørensen takkede for Pengene og gik til sit uske Hjem . Bleg , men fattet fortalte han Dørnene om Moderens Død , idet han døg sortaug Maaden hvorpaa hun havde gjort Ende paa sit Liv . De Stakler græd længe og heftigt ; men heldigvis er Ungdommen ikke istand til at hengive sig aldeles til Sorgen , andre Krav , andre Fornødenhcder gjøre sig gjældende , og da Faderen hen ad Eftermiddagen kom frem med den ene Femdalerseddel af de to , Embedsmanden havde givet ham , til derfor at gjøre Indkjob , vandt Glæden Seir over Taarerne . Fire Dage ester blev Madam Sørensen begravet . Kun Sørensen , hans Svoger og to andre Arbeidsmænd fulgte tilfods efter den fattige Ligvogn til Kirkegaarden paa Rorrcbro . Sørensen havde nu opfyldt den sidste sørgelige Pligt mod sin Ægtefælle og vilde for Fremtiden kun leve for sine Born og — for sin Hævn , ja blodig Gjengjældclse over den Mand , han betragtede som Ophavsmanden til sin Hustrues Elendighed og derefter følgende Død . To Timer efter Begravelsen indfandt Sørensen sig hos den Politiembedsmand , der havde foræret ham de 10 Rigsdaler efter at hans Hustrues Lig var bleven fundet . Han bad om at blive optaget i Politikorpset . Politicmbedsmanden blev i Begyndelsen noget forundret over denne Begjæring ; men indrommede derefter villigt hans Anmodning , da han havde gjort et meget fordelagtigt Indtryk ved det første Mode . Nogle Dage efter saae man Sørensen , iført en flunkende ny Politibetfentsuniform , patrouillere her i Staden . 20de Kapitel . I det kongelige Theater . Der havde længe været Tale om en Festforestilling i det kgl . Theater ; at vi ikke omtale i hvilken Anledning vil Læseren gunstigt undskylde . Kongefamilien , Hoffet og ' Alt hvad vor Hovedstad har af Elegant og Fornemt vilde give Møde . Det var en Aften i Begyndelsen af December Maaned . Den ene Ekvipage elegantere end den anden rullede over Kongens Nytorv og toge saa godt som alle Retning imod det kongelige Theater , hvor de slandsede og bleve aabnede for at afsætte unge nydelige Damer i kostbare Toiletter og uniformerede og dekorerede Herrer . Klokken spillede Musiken for den Afdeling Infanteri , der havde Æresvagten , Honnørmarschen ; det var den kongelige Familie , der kom kjørende , og snart vidnede Musiken og Hurraraabene , der svagt lunde høres udenfor , om , at Kongefamilien var traadt ind i sin Loge . Nede paa Gulvet i andet Parket sidde to Herrer , ivrigt talende med hinanden . De ere klædte i Sort , med Kjole , hvide Handsker og hvidt Halstorklæde . Den Ene er vor gamle Ben , Hr . Henningsen senior , den bekjendte Menneskeven , den Anden en af Byens dygtigste NyhcdSkræmmere , som Hr . Henningsen gjor sig en Fornoielse af at pumpe , for senere om muligt at saae Gavn deraf i sin Forretning . . Bagved dem , i Parterret , sidder ligeledes en Herre , hvis Øine fare rastløs frem og tilbage , langs Logerne , der ere fyldte med elegant klædte Damer og Herrer . Af og til fæster han sit Blik med et sælsomt Udtryk paa en gentil , yngre Herre i en smuk Uniform , der sidder i Kavalcerlogen , hvorfra han ivrigt iagttager det kvindelige Publikum gjennem sin Theatnlilkert . — Kjender De ham ? spurgte Nyhedskræmmcren pludselig sin Nabo og pegede paa Herren i Kavaleer « logen , der ikke var nogen Anden end Baron Uglchjclm . — Kjende ham ! svarede Aagerkarl » og brystede sig med en daarlig skjult Ligegyldighed ; javel kfenker jeg ham , det er jo Baron , Uglehjelm ; der er ikke ret længe siden jeg diskonterede en Vcrcl for ham paa 1000 Rigsdaler . Herren , der sad bagved , i Parterret , begyndte pludselig at faae Interesse for Samtalen ; han lyttede idetmindsle ivrigt efter . I det samme begyndte Ouverturen og han maatte derfor anstrenge sine Høreorganer til det Yderste , for at følge Samtalen . — Det var som Pokkers , sagde NyhedSkræmmeren ; er ban allerede kommen saa vidt . Jeg vidste nok at han havde endel Gjæld , men undskyld , Hoistærcve , i P-ngesagcr seer jeg hellere Deres Hæl end Deres Taa , hahahaha ! Henningsen lo ogsaa , han følie sig smigret . — Som del lader , fortsatte NyhcdSkræmmeren , bliver der ikke noget af hans Forlovelse med Frøken Dalsgaard ; denne Forlovelse havde han sat sin Lid til , før at flippe før sine Kreditorer , og nu narrer Pigebarnet ham . — Saa ? sagde Henningsen . — Ganske vist , svarede den Anden . Kort før Ulykken med DalSgaard indtraf — man siger forresten at han har Haab om at komme sig — var der stort Bal hos Familien ; Baronen var der og gjorde stormende Kur . Paa engang blev han borte , uden at tage Afsked med nøgen Moders Sjæl . Han havde nok frie « og faaet en Kurv . sagde Folk ; men sikkert nok er det , at han fra Familiens bedste Ven er bleven dens arrigste Fjende ; ja , der sigcS endogsaa , at han før sine fortroligste Venner skal have udtalt , at han har lovet at hævne den ham tilføiede Fornærmelse og har holdt sit Ord . — Gudbevares ! — Ja , saaledes siger Folk ; men man fortæller jo saa mange Historier , saa man knapt kan tro det Halve deraf . t Samtalen , der lod til at interessere Herren Parterret særdeles meget , afbrødes her ved at Tæppet gik op og Forestillingen begyndte . Under Mellemakterne fortsattes det paabegyndte Emne . Nyhedskræmmcren fortalte Hr . Hcnningsen saa meget om Baronens Gjæld , hvis Størrelse han efter Sædvane betydelig overdrev og fik Haarene til at reise sig paa Aagerkarlens Hoved , ved ligefrem at fortælle om den høilidelige Ed , Baronens Broder havde aflagt paa , ikke oftere at ville betale hans Gjæld . Henninzsen begyndte saa smaat at fortryde sin Beredvillighed til at udlaane de 1000 Daler . Da Herren i Parterret formodentlig ikke antog , at Hcnningsen og hans Bekjendte atter vilde tage fat paa dette Thema , idet de begyndte at tale om andre Personer , forlod han sin Plads og gik bort fra Theatret . Han spadserede længe rundt omkring Hesten paa Kongens Nytorv , uden at lægge Mærke til den tiltagende Kulde og den tætte Sne , der begyndte at falde . En Mistanke , usandsynlig rigtignok , var som et Lyn slaaet ned i hans Sjæl , og hvor ofte han endog sorsøgte at tilinictgjøre det Billede han havde dannet sig , kom det dog sledse tilbage . Herren var den Betjent , der havde fulgt Barønen fra Huset i Prr ' ndsessegadc til hans Bolig i Bredgade . Der var ingen Tvivl om , at Barønen og den forklædte Mand var en og den samme Person ; hans Iagttagelser denne Aften havde endnu mere bestyrket ham i denne Formodning Hvad vilde den fornemme Herre hos Larsen ? Han havde nylig laant 1000 Rigsdaler af en af de værste Aagerkarle , som det synes mod høie Renter og et svært Tryk . Han hadede den Dalsgaardske Familie , havde utydeligt givet af forstaa af han vilde hævne sig og senere for sine Venner , formodentlig i et Anfald af Forfængelighed , ytret , af Hævnen var udført . Dog dette Sidsle var jo muligvis ikke Tilfældet . Overfaldet paa Dalsgaard var endnu saa nyt og der var endnu ikke fremkommen noget Spor , der kunde lede til dets Opdagelse Intet Under derfor , af Betjenten , der horte th Opdagelsespolitiets dygtigste yngre Kræfter , med Begærlighed greb ester af finde et Lysskær i det Mørke , der indhyllede Sagen . Han maatte imidlertid tilstaa for sig selv , af han egentlig ikke havde mindste Spor af gaa efter , ja han antog egentlig ikke , af Uglchjclm havde den ringeste Andel i Forbrydelsen ; ja , havde man aabent spurgt ham : „ Troer Du Baronen har Andel i Forbrydelsen ? “ vilde han meget forbauset have svaret med et „ Nei . “ Der var dog Noget , der drev ham til af løfte det hemmelighedsfulde Dække , der hvilede over Baronens gaadefulde Opførsel . Han besluttede af erkundige sig nærmere om Uglehjclmo Opsorsel og Levemaade i den senere Tid . Det kunde jo ikke flade . Foreløbigt holdtes der skarpt Udkig med Huset i Prindsessegade . Uvilkaarligt gik han derud . Lysene vare skulkede overalt i den forfaldne Bygning , undtagen i Larsens private Værelse , hvor det skimtedes svagt gjennem det gule , smudsige Rullegardin . Et Par Steder derfra , paa den modsatte Side af Gaden , stod en hvi , mandlig -Skikkelse , isørt Politibetjentenes Hjelm og Kappe . Opdagelscsbctjentcn gik pen til ham og berørte ham let paa Skulderen . Skikkelsen foer sammen og vendte sig om . Det blege Ansigt og de indfaldne Øine vidnede om en dyb og inderlig Sorg . — Hvorledes gaaer der , Sørensen ? spurgte Betjenten venligt . Har De ikke opdaget Noget ? — Nei , svarede den Tiltalte . Ingen har været hos ham . Intet kunde have undgaaet min Opmærksomhed . Betjenten saae deltagende paa ham . Ja , lad mig se De passer godt paa , sagde han efter en Pause . — Passe godt paa , lo Sørensen bittert ; passe paa ham , derfor lever og aander jeg jo blot . Veed De hvad den Mand , og han pegede paa Huset , har gjort imod mig og Mine ? Den Anden nikkede . — Nuvel , saa vil De forstaa , at jeg følger ham til Verdens Ende , at jeg ikke vil hvile før jeg har overgivet ham til hans jordiske eller himmelske Dommer . Med disse Ord vendte han sig bort og heftede atter sit sørgmodige , hævnende Blik paa det uheldsvangre Hus . Opdagelsesbetjenten trak paa Skuldrene og gik atter tilbage til den egentlige By . Men , saalænge Mørket rugede over den sovende Stad , stod den tause Skikkelse ubevægelig som en Statue , til Forundring før de saa Forbigaaende som , rystende paa Hovedet , ilede forbi . 21de Kapitel . Opdaget . Vi have i et af de foregaaende Kapitler omtalt , at Peter og Marie havde faaet Tilladelse af Madam Søndrup til engang imellem at gaa en Tur sammen . En Søndag Eftermiddag , det lakkede ad Jul til , finde vi Peter , hans Kjæreste og dennes Moder spadserende paa Volden . Solen var ved at gaa ned , del frøS temmelig stærkt ; men iøvrigt var det blikstille og de Spadserende node ret det smukke Vimerveir . Man var i en ivrig Samtale angaaende den gamle Madam Smidis Tilstand , om hun vilde komme sig , hvilket Peter ikke troede , - da man , uden at ane det , stødte paa et ældre Ægtepar og et Par unge Damer , der i det sidste Minut , med en vis , til Tvivl grændsende Forbauselse , betragtede del unge Par Den gamle Herre udstedte et rasende Udraab . Peter saae op , foer bestvrter et Par Skridt tilbage og gjorde en halv Vending , som for at flygte . Han besindede sig dog og blev . — Ih Du min Gud og Skabermand ! men hvad er det dog Du tager Dig for , Peter ! raabte den ældre Dame og tog ham i Armen . — Drengen er bleven forfort , brummede den gamle Herre , og saae forbitret paa den Iniel anende Marie og Madam Søndrup . Kunde jeg ikke nok vide del , han flyer sin Faders Hus , skyer Guds Ord for at løbe omkring med Koblerfler og deres Tose ! — Min Gud i Himlen ! raabte Marie og tog sin Kjæreste i Armen ; hvem er dog den Herre ? — Min Fader , slammede Peter noget fortumlet . — Ja , hans Fader , hører De det , fordømie ToS ! raabte den gamle ærværdige Hr . Henningsen , der arbeidede sig op til et bestandigt større og større Raseri . — Her nu engang , Fader , sagde Peter med usædvanlig Ro og Fasthed ; vil Du skælde Nogen ud , saa hold Dig til mig ; men denne Dame er Du ikke berettiget til at besmitte med . et eneste Skældsord . — Hvad for noget ! udbrød den Gamle , næsten ude af sig selv over for første Gang ar slode paa Modstand hos sin ellers saa føiclige og frygtsomme Søn og Arving . — Ia , sagde denne ; jeg er ikke nogen Dreng længere , og taaler ikke al Du blander Dig ind i mine Sager af dei « Natur . Denne Dame er min Forlovede , og som saadan vil jeg have hende respekteret af Alle . — Hans Kjæreste ! udbrød Moderen , som , skjøndt en Dame med megen Kraft og et stridbart Sind dog tilsidst havde maattet bukke under og føic sig efter sin Mand . - Er Du gal , Peter ! — Gud , hvor frækt ! udbrede de unge Damer , -hvoraf den ene var Peters Søster , den anden hans Kusine , som i sit stille Sind havde gjort Regning paa sin Fætters Haand og Hjerte og derfor naturligvis brændte af retfærdig Harme imod den , som havde indtaget den Plads , hun betragtede som lovlig tilhorendc sig . - Dumt Toieri , brummede Faderen og kastede et gjennemborende Blik paa Madam Søndrup , der besvarede det med et udfordrende dito . Kom nu med od Peter , og tak din Gud for , at vi ilide fik Dig ud af de Snarer . — Hvilke Snarer ? spurgte Madam Søndrup skarpt . Hr . Henningsen senior værdigede hende ikke et Øiekasf , men svarede , uafbrudt talende til sin Søn : Jeg mener de Snarer , hvori denne Kone og hendes Datter har hildet Dig ; kom nu med osNei , jeg har gjort mit Valg , svarede Peter usædvanlig alvorlig « ; kan jeg ikke ledsage Eder i Forening med min Forlovede , saa faae I i Guds Navn gaa alene . — Vær fornuftig , Peter , bønfaldt Moderen ; hvad kan den unge fattige Pige være for Dig imod os , dine Forældre og Sodskende ? — Ja , hun er fattig , hun maa ernære sig ved fine Hænders Arbeide , svarede Peter ; men formastelig maatte jeg være hvis jeg derfor overlod hende til sin Skæbne . — Drengen maa være vanvittig , meente Aagerkarlen . — Nei , svarede Madam Søndrup og opfangede Hr . Henningscns sidste Bemærkning ; han er ikke vanvittig , han er klog . — Med Dem har jeg Intet at tale , sagde Henningsen og saae hovmodigt paa den tarvelig klædte Kone . — Jo , De har for saavidt at tale med mig , som De har brugt Udtryk om min Datter og mig , der vilde gjøre os til de laveste , afskyeligste Fruentimmer , hvis det var sandt . — Jeg vil ikke høre Deres Præk ! raabte Henningsen . i iL - - — -- — De skal høre mig , svarede Madam Søndrup ophidset . Hverken jeg eller min Datter har efterstræbt Deres Gøn , men kun tilladt ham , ester hans egen Anmodning af komme i vort Hus ; han og min Datter ere unge og holde af hinanden , og deri er der da ingen Ulykke . Henningsen svarede ikke . — De kunde have faaet en daarligere Svigerdatter end mit Barn . . . — Rak ! mumlede Henningsen og saae andægtig op mød Himlen . - Siger De Rak ! Tør saadan En som De kalde ordentlige Folk for Rak ! stonnede den fortørnede Madame . Jeg vil nu lade Dem vide , af hvis Sønnen havde lignet skn Fader , hvis hans Rygte havde været saa flet som hans Faders , da vilde jeg hellere have seet min Datter død end af indtræde i en Forbindelse med en Mand , der har saa megen Sorg og Ulykke , ja ovenikjøbet Menneskeliv paa sin Samvittighed . Husk blot paa Smidt ! Henningsen foer sammen , blev bleg som et Lig og slirrede slivt paa Madam Søndrup . — Hvad mener De med det ? stammede ban betuttet . — Derom kan jeg ingen Forklaring give Dem nu , svarede Madamen ; men jeg pleier ellers ikke at udtale Ord eller Meninger , som jeg ikke kan forsvare . Marie skælvede stærkt , og klyngede sig tæt op til sin ForlovedeS Side . « i » W Ilt ! II ! II ! Hun blev skarpt iagtet af de fo unge Damer og slog derfor Øinene ned . Det var ikke Velvillie hun opdagede i de fo unge , ganske kjønne Ansigter , nei det var snarere Had og Assky de udviste . Søsteren holdt ikke af at faae en fattig Syjomfru til Svigerinde og var desuden en for intim Veninde af sin Kusine til ikke at kjende og dele hendes Anskuelser om Peter . Fru Henningsen saae med Forundring Scenen , der foregik imellem hendes Mand og Madam Søndrup ; hun skyndte sig med at faae den afbrudt . — Vi spsrge Dig atter og for sidste Gang , min Søn , sagde hun høitideligt og vendte sig om mod Peter , — om Du vik opgive denne Skabning , hun pegede foragteligt paa Marie , og følge os ? Gjor Du det , skulle vi Alle forsøge paa at glemme denne ubehagelige Hisforie . Vil Du imidlertid vedblive at forhærdes i Synden og ofre din egen Slægt for en Fremmed , saa vil jeg blot fortælle Dig , al dit Hjem for sledse er lukket for Dig . Er Du ikke af samme Mening , Henningsen ? Han nikkede . — Naar Forældre byde deres Børn at bryde Ære og Pligt , at opgive det Kjæreste de eie , da er Lydighedsfølelscn forbi for Dørnenes Vedkommende , svarede Peter langsomt . Jeg har sledse viist mig som en god — jeg troer at kunne sige en kjærlig Søn og er villig til at ære og elske mine Forældre som det sig hor og bør ; men Valget af min fremtidige Kone forbeholder jeg mig selv . — Du vil altsaa bryde med os ? — Nei , jeg bryder ikke med Eder ; men Marie kan jeg ikke undvære . — Nuvel , sagde den stolte Kone og greb atter sin Mands Arm . Du har valgt , gid Du nu blot ikke maa fortryde det Processionen satte sig atter igang . De Gamle gik foran , de unge Damer bagefter . De Sidsle tilkastede Peter og Marie et sønderknusende , foragteligt Blik , da de gik fordi . Den gamle Henningsen havde faaet Noget at tænke paa ; siden Madam Søndrup havde udtalt Ordene : „ Tænk blot paa Smidt ! “ havde han været meget tam og ikke sagt et eneste Ord . Taarerne slode i Maries klare og smukke Øine , da Familien fjernede sig . Hun greb hulkende Peters Haand , idet hun med skælvende Stemme udbrød : — Hvor det er sørgeligt at tænke paa , at jeg er Aarsagen til at Du og dine Forældre ere blevne uenige ! — Nei , Du er ikke Aarsagen dertil , men de have Skylden ; de vide ikke hvilken kjærlig Datter de have skudt fra sig . — Og Du fortryder det ikke ? — Nei , aldrig , aldrig ! - - Det kan jeg lide Dem for , unge Mand , sagde Madam Søndrup rsrt . Jeg vidste nok at De vilde bestaa Prøven , thi De har Hjertet vaa det rette Sted . Peter lyttede med Glæde til disse Ord . — Hør , sagde han kort efter ; hvad meente De ellers med de mystiske Ord De udtalte til min Fader ? Jeg forstod dem ikke . — Og jeg skal ikke bidrage til at gjøre Dem klogere svarede Madamen ; det bliver min Hemmelighed . Peter havde længe forudser « hvorledes hans . Familie vilde stille sig til hans Forlovelse , naar de engang opdagede den . Nu var det skeet , og vi tilstaa det , ban følte sig betydelig lettet . Nogen egentlig Kjærlighed bavde han aldrig følt for sine Forældre . Faderen saae kun sin Søn engang imellem , og Moderen , ja hun brød sig mere om Staks og Fjas end om sine Born . Vi kunne derfor tilfulde forstaa , at den unge Mand ikke vilde opgive det kvindelige Hjerte , som bankede ham saa kjærligt imode . Den næste Dag , tidligt paa Formiddagen , stod Peter i Butiken og havde travlt med at erpcdere den betydelig Mængde Kunder , der glædede Urtekræmmer Reimert med deres Søgning . Pludselig gik Døren op for at indlade — Hr . Henningsen s « -nior , som uden at værdige sin Søn et eneste Øiekast gik igjennem Boden og bankede paa Hr . Reimeris Kontorkor , som han derefter aabnede og atter lukkede efter sig Med bankende Hjerte , men fast paa ikke at lave sig rokke i den Beslutning han havde fattet igaar , varetog Peter sin Dont . Efter en Times Forløb gik Kontortørcn atter op . Henningsen traadte ud og fulgtes af Principalen helt op ad den lange Stentrappe , der førte ud til Gaden . Hr . Reimen sa^de Intet , men svrføiede sig atter tilbage til sit Kontor . Henad Middag , da Kundernes Bcsøg vare mindre hyppige , blev Peter kaldt ind til Principalen . Dennes Ansigt var meget alvorligt . — Jeg har , som De veed , havt Besøg af Deres Fader idag , sagde han . Peter saae forventningsfuld paa ham . — De veed , sagde Reimen , eller rettere sagt aner vel Grunden til dette Besøg ? — Jeg troer det nok , svarede Peter . — Nuvel , Deres Fader og jeg have havt en lang Samtale med hinanden dcsangaaendc . Det er Pokkers tidligt De har begyndt paa de Historier . Peter studsede . x — Er De , fortsatte Hr . Reimen , endnu ligesaa haardnakket som igaar ? Peter svarede med et bestemt , , Ja “ . — Nuvel , sagde Urtekræmmeren med et noget nedslaaet Udtryk i Ansigtet ; saa gjør det mig ondt at sige , at vi To maa skilles . — Men hvorfor ? slammede Peter . — For det Forste , fordi det strider imod mine Principer at have en forlovet Kommis , og for det Andet , fordi Deres Fader bestemt har fordret Deres Afskedigelse , hvis De ikke giver Slip paa Pigen . — Men hvorledes kan min Fader befale Dem at afskedige mig ? — Det har sine Grunde , svarede Reimert med et smerteligt Træk om Munden Jeg har spekuleret og havt store Tab ; feg laante Penge af Deres Fader for at undgaa en Fallit , og er saaledes i hans Magt . ve forstaaer mig vel ? Peter , der altid havde anseet Principalen for en velhavende Mand , sludsede ved at høre denne Forklaring og sagde : — Jeg indseer nok at det egentlig er min Fader , der jager mig bort herfra , thi bort herfra maa jeg , det indseer jeg klart ; opgive min Forlovede kan jeg ikke . Kjæreste , bedste Hr . Reimert , det gjør mig inderlig ondt at De asskedizer mig saa pludselig , — døg , De er jo uden Skyld heri ! Hr . Reimert trykkede taus hans Haand . — De faaer naturligvis Deres Tilgodehavende for dette Halvaar udbetalt , sagde han . Paa Pciers afværgende Bevægelse med Haanden tilfsiede han : — Jo , Deres Penge skal De have ; Deres Faffer skal nok komme til at betale mig dem tilbage . Peter gik op paa sit lille Kammer for at indpakke sine faa Klædningsstykker . Sørgmodigt saae han sig omkring . Det var ikke noget Værelse , som man ellers pleier at skilles fra med Sorg . Kalkede Vægge , to Senge , et Par Stole , en Servante og et Bord var al den Lurus her var udfoldet . Alligevel saae han paa alt dette med en vis Vemod . I denne Seng havde han sovet i fem Aar , her havde han drømt om Marie , for hvis Skyld han nu skulde forlade sin Plads og han folie først ret , hvor kjær han havde faaet sin gamle Principal og de gamle Omgivelser , da han skulde til at forlade dem . Han fik en fortrinlig Anbefaling og modtog 90 Rigsdaler som den resterende Løn for det kommende Halvaar . Hans lille Kuffert og Hatteæske blev staaende i Butiken til han havde leiet et Logis , hvorhen han kunde flytte sine Palkenilliker . Der glimtede en Taare bag den gamle Urtekræmmers blanke Brilleglas , da han sagde et hjerteligt Levvel til sin fordums Lærling og Svend . I Sværtegade fandt Peter et godt og billigt Værelse , som han strax tog i Brug ; hans næste Gang var til Berlingske Tidendes Kontor med en Annonce angaaende „ en ung og velanbesalet Kommis “ , ber ønskede Cmploi snarest muligt . ' Først henad Aften gik han op til Søndrups . Det vaskte « Umindelig Forbauselse at se ham saa tidlig paa Aftenen , og han fortalte da Dagens Hændelser . Marie sørgede over den Skade , hun uforsætlig havde tilføict sin Forlovede ; han var ved godt Mod og trøstede hende med , at han nok snart vilde faae en ny og maaske bedre Plads . Men Madam Søndrup rystede alvorligt paa Hovedet og sagde Intet . Det gjorde hende meget ondt før de « unge skikkelige Menneske og onskede halvt , at hun ikke havde været sket saa villig til at indvillige i de Unges Forlovelse . Der foer et bittert Smil over hendes rynkede Ansigt , da hun halv høit sagde til sig selv : Ja , ja , jeg og gamle Henningsen mødcS vel alter paa denne Side af Graven . 22de Kapitel . Juleaften . Vi have nu i længere Tid ikke desøgl den Dalsgaartske Familie , vi ville derfor tillade os at føre Læseren derhen , ikke paa en sædvanlig Dag eller Asien , nei , paa Juleaften , den gladeste , deiligste Aften i hele Aaret . Dalsgaards Tilstand havde bedret sig betydelig . Efterhaanden som Saarene lægedcs , kom han ogsaa mere og mere til sig selv igjen og fik snart sin fuldkomne Bevidsthed tilbage . Man kan vel tænke sig Familiens Glæde , da Dalsgaard en Dag slog Øinene op og nævnede dem Alle ved Navn . Det var kort før Jul . Lægen erklærede nu al Fare før overstaaet ; men den største Forsigtighed maatte endnu iagttages . Med Forundring havde Dalsgaard hørt Fortællingen angaaende Overfaldet og rørt trykkede han Viktors Haand , da han hørte hvorledes Viktør og hans Venner havde frelst ham . Grossereren ønskede ogsaa at se sine andre Nedningsmænd og der blev strar sendt Bud over i Hr . Neimerts Butik efter Peter . Budet traf en anden Svend og maatte vende tilbage med uforrettet Sag . Det gjorde Dalsgaard ondt at han ikke strar kunne bevidne Peter sin Taknemlighed , døg han haabede senere at kunne gjøre det . Det var en gammel Skik i det Dalsgaardsfe HuS , at Familien Juleaften spiste sin Nisengrod , Gaasesteg og Æblefkivcr , og Grossereren holdt meget strengt paa , at denne Skik vcdligeholdtes . To Gjæster bleve indbudne til denne Aftens Festlighed . Det var Viktør og hans Moder . Frn Dalsgaard og Klara , Frn Smidt og Viktør begave sig for Aftensmaaltidet til Frue Kirke , for der at overvære Gudstjenesten . Den unge Dalsgaard skulde blive hos sin Fader , for at pleie ham medens de Andre vare borte . I Kirken skinnede Hundreder af Gasblus og udsendte et Skjær som den klareste Dag over den utallige Menneskemængde , der tause ventede paa Gudstjenestens Begyndelse , medens de store Kirkeklokker vedbleve at lade deres Malmtvner lyde . Dalsgaard havde en Stol i Kirkens Skib , men kun med megen Møie banede de sig Vei derhen gjennem den tætpakkede Mængde . Kort efter lød Orgelet sine dybe , mægtige Toner bruse gjennem den store Kirke . Præsten traadte frem foran Alteret og den høitidelige Gudstjeneste begyndte . En dyb , en inderlig Taksigelse til Himlen for den elskede Mands Helbredelse , bævede paa Fru Dalsgaards Læber . Fru Smidt sad slille og skuede tankefuldt hen for sig ; hun tænkte paa en glad Juleaften for nogle og fyve Aar tilbage , da hun og Smidt nylig vare blevne forlovede og holdt inderligt as hinanden Hendes Blik faldt i det samme paa Viktor og Klara . Der sade de unge Mennesker , straalende af Sundhed og Lykke , og saae kjærligt paa hinanden . Viktors Haand havde søgt hendes og funden den . Haand i Haand , dog uden at Nogen kunde se det , folie de ligesom et Skær af Himlens Lykke her paa Jorden . Oppe i Kirkens Kor stod en elegant klædt Herre og slirrede aandsfraværende paa Omgivelserne . Mere givende efter for en Bekfendts Ønske end af virkelig Lyst var han fulgt med denne ind i Kirken . Vennen var ivrigt beskæftiget med at lorgnettere Damerne . Af og til lød han Ytringer falde , som enten skulde betegne hans Beundring over eller Mishag med den Dame , som i dette Øieblik havde været saa uheldig eller lykkelig at tiltrække sig hans naadige Opmærksomhed . Udbrudene kom sledvis srem . — Kføn lille Seiler den ! . . . Eddikebryggeransigt ! . . . Ikke saa ilde endda ! . . . Satans til Øine ! og andre af samme Surdcig . Paa engang slokte han til sin flegmatiske Ben og hviskede : — Se derover , Baron , der sidder den smukkeste Pige , jeg endnu har seet her iaften ! Halv mekanisk dreiede Uzlehjelm — thi ham var dei — sig om i den betegnede Retning . Han føer sammen . Ansigtet blev guldlegt , de smaa mørke Øine lynede . Ved at følge Vennens Vink havde han seet Klara og ved hendes Side sin Medbejler , Vikior . Vi have tidligere sagt , at Uglehjclm igrunden kun 212 bred sig om Klara for Pengenes Skyld . Saaledes var det øgsaa dengang . Men Mennesket er aldrig ivrigere end efter at erhverve eller at vinde det , de ikke kunne naae . Saaledes gik det øgsaa Baronen — nu elskede han Klara . Han havde for HendeS Skyld begaaet en Forbrydelse . Han havde havt sorgfulde Dage og søvnløse Nætter . Han havde ikke ret gjort sig noget Begreb om , hvad Enden vilde blive paa denne Lidenskab , dog han haabede endnu sledse . Saaledes slode Sagerne , da han fik Øie paa de Elskende i Frue Kirke . Hvad de fleste Uindviede neppe vilde have bemærket , undgik ikke hans skarpe , af Skinsyge funklende Blik . Han vidste , han saae , at de unge Mennesker vare enige , at der havde fundet en Forklaring Sted imellem dem . Alt Blodet strømmcde ham til Hjertet , han tumlede og greb fat i sin Ven , for ikke at falde . — Faaer Du ond ! ? spurgte denne bekymret . — Her er Satans varmt iaften , stonncde Baronen , hvis Ansigt havde mistet ethvert Spor af Farve . — Ja , vent blot et Øieblik , Stadsen er strar forbi , slot Dig imidlertid til mig . Baronen greb VennenS Arm ; hans Blik vedblev at følge Klara Den sidste Julesalme var sungen og Menigheden forlod langsomt Kirken . Uglebjelm søgte at komme bort fra sin Ven i den stærke Trængsel , hvilket ogsaa lykkedes . Han var iblandt de Forste , der kom ud af Kirken . Han stillede sig op ved Hovedindgangen , halv skjult af en af Søllerne , og passede nøie paa . Efter nogle Minuters Forløb saae han endelig dem han søgte komme ud af Kirken . Han tvang sig til at fremkunstle et Smil . Efter at have strøzet sig med Haanden over Ansigtet , som om han derved havde kunnet tilintetgjørc Sporene af den Smerte , han før faa Sekunder siden følie saa haardt traadte han frem før Fru Dalsgaard og gjorde et dybt Buk . — Ih , min Gud , det er jø Baron Nglehjclm ! udbrød den godmodige Kone og strakte ham hjerteligt Haanden imøde . Mon hun vilde have gjort dei , hvis hun havde kjendt den Blodskold , der klæbede ved hans Haand ? Det lod til at denne Tanke bemægtigede sig den unge Adelsmand . Kun med Modstræben trykkede han svagt Fruens Haand og sremsfammede nogle uforstaaelige Ord . Sandt at sige følie han sig noget uhyggelig tilmode ligeoverfor sit Lffers Hustru . — Det er længe siden vi sidst saaes , sagde Fruen ; sandt at sige troer jeg det var dengang vi havde det sidste Dal , noget før den ulykkelige Hændelse indtraf med min Mand . Ja , De kjender den naturligvis ? Baronen bukkede . — Men , De forsvandt jø paa engang , vedblev Fruen ; hvor blev De af ? Alle de unge Damer spurgte efter deres galante Ridder . Klara havde under denne Samtale staaet som paa Naale og hendes Førlegenhed tiltog , da Baronens Forsvinden kom paa Bane . Uzlehjelm smilede og kastede et ildfuldt Blik til den unge Pige og et rasende dito til sin heldige Medbejler . — O , dengang , svarede han stedse smilende ; ja , jeg tilstaaer , jeg har gjort mig skyldig i en utilgivelig Forseelse ved saadan uden Videre at køde min Vei . Aarsagen dertil var — en Hjertesygdom , som netop den Aften tog en uheldig Vending . Klara blev blodrød . — Stakkels Menneske ! raabte de to ældre Damer i Kor og betragtede Baronen med Deltagelse og Medlidenhed . 1 Denne bibeholdt sit afskyelige Smil , der , som Klara syntes , med hvert Minut der hengik fik noget mere og mere djævelsk ved sig For at undgaa en Forlængelse af denne for hende saa Pinlige Samtale , gjorde hun negle Skridt fremad , for at faae Damerne med sig . Dette lykkedes hende . Derimod var hun ikke saa heldig at blive Baronen kvit . Han skuttede sig til Fru Dalsgaard , medens Viktor , der i sit Inderste vaskede ham til et varmt Sted udenfor denne Jord , maatte byde sin Moder Armen . Dette var netop det Uglehjelm vaskede . Han fik Fru Dalsgaard og Klara at sviges med Han udviklede sin sædvanlige Veltalenhed , udgjod sig i Forsikringer over den Sorg og Skræk , han havde været i . efter at have modtaget Underretning om Attentatet paa Dalsgaard . Hvorledes det end gik formaaede han dog ikke ret at faae sine Tilhorerindcr til at tro paa disse Forsikringer . De kom ikke fra Hjertet , man følte at det var Høflighed og intet Andet . Man naaede Hjemmet . Baronen tog Afsked med Fru Dalsgaard , som hurtigt steg op ad Trapperne , for at erkyndige sig om sin Mands Befindende . Uglehjelm blev alene med Klara . Den unge Pige skyndte sig med at byde ham et koldt Farvel og vilde alt til at ile op efter Moderen , da Baronen slandsede hende . — Nei , sagde han og trak Veiret dybt ; jeg maa tale med Dem , Freken Klara . — Ja , men jeg ønsker aldeles ikke at tale videre med Dem , Hr . Baron , svarede den unge Pige hurtigt , halv fortvivlet over denne fatale Situation . — De maa , jeg har en Net dertil . — Og hvilken ? spurgte- hun slolt og hævede sit Hoved . — Den at jeg elsker Dem . - Jeg beder Dem , Hr . Baron , forskaan mig for en Fortsættelse af en Samtale , som vil blive yderst pinlig for oS Begge . De har engang faaet mit Svar . — Ja , det var dengang , ytrede han ssrgmvdigt . Er det da umuligt at bringe Dem paa andre Tanker ? — Ja , umuligt ! — Nuvel , sagde han bittert ; jeg tvivlede ikke derom . Taabe , som jeg var , at ydmyge mig før en ung Pige , som engang har forkastet Æren af en Forbindelse med vort gamle Hus . Men , Frøken , fortsatte han med hæs Stemme og greb hendes Haand , som han klemte med overnaturlig Styrke , man fornærmer ikke ustraffet en Mand af min Stamme . Klara foer sammen ved det faste Tag . Den hævner sig , vedblev Baronen ; den hvisker ikke før paa Ruinerne af Fjendens Hus . En Kvinde kan man ikke drage til Ansvar ; men vel hendes Elsker . Klara udsledte et undertrykt Skrig . — Ja , hendes Elsker , sagde Baronen i samme Tone ; han skal undgjælde . Siig til den unge Mand , De foretrækker før mig , siig til ham , Sønnen af en Tugthussange , at jeg ikke lader ham beholde Dem uhindret og — min smukke Frøken , Veien til hans Brudeseng maa gaa over mit Lig . Og nu , Levvel ! Han vendte sig hastigt omkring og gik ud af Porten . Klara stod dødbleg og rystet tilbage . ' Hvad skulde hun gribe til ? Der lagde sig ligesom en Taage før hendes Øine ; hun gik langsomt op ad Trapperne og ind i sit Værelse , hvor hun lod sig falde ned paa Sofaen . Taare paa Taare listede sig ned ad de før saa blomstrende , før saa rødmende Kinder . Med et dybt Suk reiste hun sig omsider og forsogte at udflette Sporene af de Taarer hun havde udgydt . Hun maatte ikke forslyrre den glade Fest før sine Kjære . Med et Smil paa Læben traadte hun ind i den klart belyste Sal , hvor Faderens Seng var bleven flyttet ind , medens Familien var i Kirke . Juleglæde straalede paa ethvert Ansigt , selv den Syge sad overende i Sengen og saae med milde sørneiede Blikke paa de Tilstedeværende . Ved Synet af alle de Kjære og den Fred og slille Lyksalighed der fandtes i Stuen , tabte Klaras Angst sig snart . At der var passeret Noget var dog ikke undgaaet Viktors Opmærksomhed . Han benyttede en Leilighed , da han stod ved hendes Side til i et Par sagte tilhviskede Ord ai spørge , om der fattedes hende Noget . — Nei , min Ven , svarede hun ; jeg er fuldkommen lykkelig . Og det var saa med Undtagelse af den lille førte Sky , som Barønen havde vist hende paa den folklare Himmel . Aftensbordet stod dækket . Fru Dalsgaard kom op fra Kføkkenet , hvor en Mængde Fattige havde afhentet varm Mad samt Klæber og Penge , i Anledning af Høitiden . Risengrøden og Gaasestegen smagte prægtigt . De runde gule Æbleskiver lokkede ved deres liflige Duft Selskabet til at spise mere end de egentlig ønskede . Henne i Sengen laa Grossereren og saae med længselsfulde Blikke hen til Bordet . Juleaften have vi sagt var hans kjæreste Aften oz de solide Retter spiste han hellere end de fineste og lækreste fra Paris , der var , som han sagde , noget „ juleagtigt “ ved dem . Nu maatte han nøics med Lugten og Synet ; thi han var endnu paa Feberkost . Lysene i det straalende Juletræ tændtes , og en Mængde Dørn — der Alle tilhørte fattige Familier , som Dalsgaard understøttede , — kom ind . De Smaaes Glæde over det deilige Træ var ubeskrivelig , og de Ældre , ja de bleve Dørn igjen og dandsede med de Smaa omkring Juletræet . Men denne Herlighed fik dog en Ende . Det ene Lys slukkedes efter det andet , og velforsynede i enhver Retning forlod de Smaa det gjæsffrie Hus . Klokken var 9 . Man sad inde i Salen og spøgte og passiarede ivrigt med hverandre . Dslsgaard laa stille og saae med deltagende Blikke paa Viktor og Klara . Hvad de troede skjult for hele Verden var ikke undgaaet Forældrene . Allerede længe havde de havt en Anelse om , at de Unge havde hinanden kjær . Det glædede dem ret ; thi en bedre Svigersøn end Viktor , meente de , kunde ikke findes . En rigere Mand kunde Dalsgaard vel nok faae til fin Datter , men Ingen som var bravere i Hjerte og Sind . Dalsgaard laa længe og grundede . Endelig bævede ban sig lidt op fra Puderne og bad sin Kone om et Glas Vin . - Men , kjære Mand , indvendte hun ; veed Du ogsaa hvad Du forlanger ? — Naa , saa kun et halvt da , sagde han taalmodig ! ; det slaaer mig vel neppe ihjel . Kun tøvende bragte hans Kone ham et halvt Glas Rødvin . Et skjælmsk Udtryk udbredte sig over Dalsgaards Aasyn da han raabte : — Fylder Eders Glas , Børn , lige til Randen , Jeg vil udbringe en Skaal ! De Tilstedeværende saae noget forbausede hen til Sengen . Det var ligesom om ethvert Spor af Sygdom var bortsvnndet , da han med høi og lydelig Rost udbrod , idet han hævede Glasset : — Lader os drikke en Skaal paa det unge Pars Velgaaende ! Lader oS drikke Klaras og Viktor Smidts Skaal ! Gud velsigne dem Begge ! Var en Bombe sprungen i Værelset kunde den ikke have gjort slorre Virkning . Alle sprang op og saae med et halvt forundret , halvt komisk Blik paa hverandre . Klaras og Viktors Fryd var ubeskrivelig . Deres Pagt var altsaa billiget af den kjære , den herlige Fader De ilede hen til den Syges Seng , greb hans Hænder og takkede og velsignede ham . Dalsgaard saae afvcrlcnde paa dem Begge med et rørt og glad Udtryk . — Ja , kjære Dørn , tro mig , jeg har opdaget Eders Hemmelighed , sagde han . Det glæder Mig at have truffet paa en saa brav Mand som Viktor , ligesom jeg paa den anden S ' de øgsaa troer at han kan være tjent med min Datter Klara . Midt i den glade Forvirring var Deren bleven aabnet og Huslægen var traadt ind , uden i første Øieblik at blive bemærket af Nøgen . — Naa , det maa jeg sige , sagde han , efter en kort Tid asvcrlcndc at have seet fra den Ene til den Anden . Man skulde før have troet at være i en Julestue udi Grcnaa før fo Aarhnndreder siden , end i et Sygeværelse i Kjcbcnhavn i det nittende Aarhundrede . — Velkommen , Professor ! raabte Dalsgaard muntert . Velkommen , og glædelig Jul ! — Og den Syge er , som det synes , Kaptoin for hele Komedien , fortsatte Huslægen leende ; det er den omvendte Verden . Han blev nu sal ind i Forholdene og lykonskede hjerteligt det unge Par . - Ja her er Glæde og Lyslighed , vedblev Lægen ; det er som det bor være . Jeg kommer netop fra et Sygeleie , hoor det seer mindre muntert ud . Det er en ung Handelskommis henne i Sværtegade ; som det synes er der en eller anden Ting , som der er gaaet ham nær til Hjerte , og som har skaffet ham en alvorlig Sygdom paa Halsen . Saavidt jeg kan forstaa er han forlovet n ed en ung Sypige , den Eneste der pleier ham ; hans Forældre ere nok imod Partiet og have faaet hans Principal til at give ham ' Afsked . Hele denne Historie har bidraget til at fremskynde Sygdommen . — O , sagde Klara , det er smukt , det er bravt af ham , ikke al opgive sin Kjæreste , fordi hun er sallig , men vil faale Alt for hendes Skyld . — Saaledes maa naturligvis en nyforlovet Dame tale , svarede Lægen smilende ; men vi værdige Fædre holde nu paa del Solide . — Hvad hedder Fyren ? spurgte Dalsgaard . — Ja , bi lidt , jeg har næsten glemt det . — Jo , det er sandt , han hedder Henningsen . — Hvad , Henningsen ! udbrød Dalsgaard . Skulde det være den unge Mand , der saa kjækt hjalp Viktor med af redde mit Liv ? — Det maa være ham ! raabte Klara ; ogsaa han er jo afskediget af sin Tjeneste hos Neimert . Det er sikkert ham ! — I saa Fald , sagde Dalsgaard ivrigt , er det en dobbelt Pligt af komme ham til Hjælp , og det strar . — Men hvorledes ? indvendte Sønnen . — Frygten for intet Erhverv af have har maaske bidraget til af forege hans Sygdom ; kunde man berolige ham i saa Henseende , vilde det maaske have en gavnlig Virkning . Lægen nikkede samtykkende . — Der maa siges ham , vedblev Grossereren , af han i den Henseende ikke behøver af forurolige sig ; saasnart han er saa rask af han kan begynde , vil han faae en Ansættelse paa mit Kontor . Gagen begynder selvsolgelig fra denne Maaned . — Jeg skal gaa derhen med dette Trøstens Budskab , sagde Viktor og sprang op fra Stolen . — Jeg sølger med , udbrød den unge Dalsgaard . Egoist , som Du er , Viktor , vedblev han leende ; Du vil beholde de unge Menneskers Taknemlighed for Dig selv alene . — Maaske , lagde Klara rødmende , vil det være meget generende for hans Forlovede , den unge Pige , at der kun kommer Herrer ; hvis . . . — Ja , jeg veed hvad Du vilde sige , afbrød Faderen hende leende ; gaa Du kun med , saa skilles Du jo heller ikke fra Kjæresten . Fra de fleste Huse lød der Sang og Jubel , da de unge Mennesker atter betraadte Gaden . Lys skinnede næsten fra ethvert Vindue , indenfor fandtes glade og fornøiede Mennesker . Med en stolt Foleise af at have en lovlig Ret dertil , bød Viktor sin smukke Forlovede Armen , og langsomt vandrede de til Huset i Sværfegade , hvor Peter Henningsen løgerede , og som Lægen havde betegnet dem . 23de Kapitel . I Sværfegade . I et lille , beklumret Værelse paa 3die Sal laa Peter Henningsen og vendte og dreiede rastløs skt feberhede Hoved paa Puden . En rasende Torst , som ' al Verdens flydende Vædsker ikke kunde flukke , fortærede Saften i det unge ellers saa sunde og kraftige Menneskes Legeme . Saaledes havde han ligget i flere Dage . Den trofaste lille Marie sad ved hans Seng og rakte ham Medicinen og den kvægende Drik Lægen havde ordineret . De « var en sørgelig Juleaften før den stakkels Pige . Endnu før otte Dage siden havde hun og den Syge i Forening udkastet Planer til en fesllig Maade at høitideligholde Aftenen paa . Mennesket spaaer , men Gud raader . Moderen var fornylig gaaet hjem . Ogsaa der havde de en Syg , der maatte pleicS og hyzges om , nemlig den gamle Madam Smidt , Støverens Moder . Af og til syntes det som Maries Indbildningskraft fremstillede sørgclige og merke Billeder før hendes indre Syn ; thi hun græd da heftigt , men sagte , før ikke at forslyrre den Syge . Han holdt HendeS Haand i sin og gav kun meget nødizt skip paa den . I to Nætter og Dage havde hun kun faaet et Par Timers Sovn . De før saa klare Øine vare nu matte og blakkede . De mørke Tanker syntes især at paatrænze sig hende , naar der af og til lød et larmende Glædcsudraab fra Etagen nedenunder , hvor den rige Skrædermester holdt et glimrende Gilde . Paa Trappen lød der pludseligt Trin af flere Personer , der efterhaanden nærmede sig PeterS Dør . Der bankedes paa Døren . Marie raabte sagte : „ Kom ind ! “ og Peter løftcde nysgjerrigt Hovedet lidt iveiret . Døren gik op og ind traadte — ja , Peter froede næsten at det var en Drøm eller en Folge af Sygdommen — ind traadte . . . hans Barndoms Fe , hans første Kjærlighed i Læretiden , Grøsserer Dalsgaards Datter . Efter hende kom to Herrer , af hvilke han kun kjendte den ene . Marie saae forbauset paa de Indtrædende . De nærmede sig den Syges Seng , efter venligt at have hilset paa den trofaste Sygevogteiske , og Viktor spurgte deltagende : — Kjender De mig ikke , Henningsen ? — Jo , svarede den Syge ; De er jo Hr . Smidt , ikke sandt ? — Ganske rigtig . Denne Dame , med hvem jeg iaften er bleven forlovet , er Grøsserer Dalszaards Datter , denne Herre er hans Søn . Forst for et Øieblik siden fik vi at vide , at De var syg og hvør De boede ; da min Svigerfader jo selv er Patient overdrog han det til vs , hans Børn , at bringe Dem hans inderligste Tak og tilbyde Dem Bistand i enhver Retning . — Det er meget smukt af Hr . Grøsserer Dalsgaard ! sagde Peter synlig rørt . — Og da han veed , fortsatte Klara med sin blide Stemme , at De er uden Beskæffigelse , tilbyder han Dem en Plads paa sit Kontor , saasnart De bliver rask , og dermed maa De saamæn skynde Dem , Hr . Henningsen . Marie foldede Hænderne og takkede Gud for det glædelige Budskab . — Vi have hørt , sagde Klara , hvor ulykkeligt det er gaaet Dem i den sidste Tid ; vi beundre Alle den Fasthed , hvormed de har holdt paa denne unge Pige , som De har sfænket Deres Tro . Marie saae forlegen ned for sig . Klara satte sig hen til hende , og de unge Kvinder vare snart indviklede i en livlig , for dem særdeles interessant Samtale om de smaa Gjenvordigheder , de havde mødt i deres korte Forelsfelsesperiode . Mændene satte sig ligeledes ned ved Sengen og det lykkedes dem snart at faae den Syge saa godt stemt , at han erklærede , at det gode , velkomne Budskab forhaabentlig i faa Dage vilde bringe ham oven Senge Medens Samtalen saaledes bedst var i Gang hørtes der atter Skridt paa Trappen , der standsede ved Peters Dør , paa hvilken der kort efter lød en beskeden Banken . Marie lukkede op , og ind traadte — Hr . Reimer « . Den gamle Urtekræmmer var synlig rørt . Uden at ændse de Tilstedeværende ilede han hen il Sengen . Peter ' havde reist sig overende og vilde neppe « ro sine egne Øine . Men den gamle Herre greb begge hans Hænder og begyndte paa en lang usammenhængende Beretning om , hvorledes han først for kort Tid siden var bleven underrettet om sin unge Vens Tilstand , ellers vilde han for længe siden have bcsøgt ham . Del gjorde ham inderlig ondt at se Peter i den Tilstand , forsikrede han , og at han meente hvad han sagde , saae man af de skælvende Læber og af den Iver hvormed han trykkede den Syges Hænder . Hr . Ncimert bad Peter om kun at sige hvad han behøvede , saa skulde det blive tilbragt ham . Med Tiden troede han ogsaa at kunne give ham Empløi i sin Butik . — Og hvem veed , tilføicde den Gamle med et polidsk Sideblik til Marie ; ja hvem veed ! Jeg bliver gammel nu og maa snart til at tænke paa at faae en ung og driftig Kompagnon . Peter blev meget bevæget over dette Bevis paa hans gamle Principals Hengivenhed , men bad ham ikke at ængstes for hans Fremtid ; han havde i dette Øieblik faaet Tilbud om Ansættelse hos Grosserer Dalsgaard og frygtede ikke for Fremtiden . — Ja , ja , svarede Hr Reimers muntert ; jeg staaer alligevel ved mit Tilbud . Uden af man mærkede det var Klokken bleven mange ; man reiste sig altsaa før af gaa og bod Peter og Marie et hjerteligt Levvel , med Ønsket om en glad og lykkelig Jul og Alle lovede snart af komme igjen . Da de Forlovede atter bleve alene , sank Peter mat tilbage i Puderne . Overraskelsen , Sindsbevægelsen havde været ham før slærk i den lidende Tilstand hvori han befandt sig . Han begyndte af fantasere . Marie sad ængstelig ved hans Leie ; ethvert Ord han i sin Vildelse udtalte skar hende dybt i Hjertet , og henad Morgenstunden , da Madam Søndrup kom før af afløse sin Datter , fandt hun hende grædende , og den Syge i en fortvivlet Tilstand . 24de Kapitel Hvorledes det gik Støveren og Halt e-Søren . Vi forlode de to Forbrydere i det Øieblik da de efter Paagribelsen i Hamborg alter befandt sig vel indelukket bag et Fængsels mørke Giiter . At deres Tanker just ikke vare de behageligste kan Enhver vel tænke sig . Støveren havde i sin Ungdom og senere af sine Kammerater i Tugthuset ofte hørt , af man aldrig idømte et Menneske Dødsstraf , naar han ikke selv afgav en fuldstændig Tilstaaelse om af have begaaet den Forbrydelse , der medførte Straffen . For hans eget Vedkommende var han ganske rolig . Ingen Dommer i hele Verden skulde faae nøgen Tilstaaelse af ham i den DalSgaardske Sag . Anderledes forholdt det sig med Halte-Søren . Paa hans Standhaftighed slolede han ikke saa meget . Nu gjaldt det om at faae truffet en ren Aftale . Dette var imidlertid ikke saa let . Dog , Tilfældet kom ham til Hjælp . Saalænge Betjenten , der ledsagede dem , kunde have „ et Øie paa hver Finger “ , som man siger , forholdt de sig tause , og Siøveren lod som om han med Gru og Anger tænkte paa sit foregaaende syndige Levnet . Halte-Seren sad dorsk og skov og slirrede hen for sig . Det var bælmsrkt da de i en Droske kjørte fra Banegaarden i Kiel og ned til Dampskibet . Det blæste voldsomt ude paa Søen . Bolgerne flöge skummende op over Dækket og forjøg snart alle Kahytspassagererne derfra Forude , tæt ved Maskinen , sad Betjenten med sine to Fanger . Betjenten befandt sig øiensyniig ikke vel . Skibets voldsomme Bevægelser havde dragt hans Legeme i en eiendommelig Uro . Han fik Søsygen Som bekjendt gjør denne ubehagelige Gjæst saa godt som Alle , hvem den angriber , ligegyldige for Alt . Uden knap ar værdige Fangerne et Blik gik Betjenten ravende og tumlende hen til en Sæk , der laa nogle Skridt derfra , og lastede sig tungt ned paa den . Støveren bøiede sig oieblikkelig henimod HalteGoren og hviskede : — Vi maa gjøre en Aftale . Der kom lidt Liv i den Haltes Øine , han spurgte i samme Tone : — Hvorom ? — Naturligvis om hvorledes vi bedst kunne klare Hisforien — Ganske vist . — Hører Du ? Fremfor Alt maa vi vogte os før at afgive den allermindste Tilstaaelse i den Dalsgaardsfe Sag : faaer Assessoren forst en Finger napper han hele Næven før vi vide et Ord af det . — Stol kun paa mig . — Altsaa ikke et Ord om den Sag . Vi maa før lade os hakke til Plukfisk end tale , selv om Dalsgaard skulde leve og sladre af Skøle — Men hvorledes skulle vi klare Ærterne med de sørdømte Penge de „ snubbede “ fra os ? Det er det Værste . — Ogsaa derover har jeg tænk « , svarede den snilde Stover . Hør engang ! Han bøiede sig tæt ind til Halte-Søren og hviskede ham længe og ivrigt i Øret . — Du har Nei ! udbrød den Halte ; det er den enesle Redning . Han maa ogsaa have lidt af Stegen . — Men det Værsle er , at vi ikke vide hans Navn , dbrsd Støveren ; det bliver vanskeligt at faae ham fat , men det maa Sporhundene om . — Der er vel hverken stjaalet eller som tabt efterlyst saa mange Penge i den sidste Tid , saa de maa tage vor Forklaring for god . Værst er det med det tyvebrændte Mord . Det var dog i Grunden en snavs Historie , hvad ? — Ja , snavs endte den , svarede Støveren filosofisk og betragtede de smaa Haandjern , hvormed Betjenten havde prydet hans Arme ; nu maa vi se at ordne Tingene efter Aftale . De vedbleve i over 2 Timer at føre en ivrig Samtale . Ikke det mindste Punkt blev forglemt , for at de ikke under det foreslaaende Forhør ffulde gjøre sig skyldig i den Uoverensstemmelse , der er saa farlig for Forbryderne og gjør , at Forhørstommeren netop ved saadanne gjør mangen vigtig Opdagelse , mangen god Fangst . Da man kunde se Fyrene ved Indscilingen til Korsør Havn leiede Stormen af . Betjenten syntes derved at ihukomme sin Pligt ; han reiste sig tvært fra Sækken og indlog atter sin gamle Plads mellem sine tø kurkdrevne Fanger . Og da Signalpiden samme Dags Formiddag lystigt signaliserede Togets Ankomst til Kjødenhavns Banegaard slog den Haltes og Støverens Hjerter noget hurtigere end de pleiede ; de skulke gjcnse Skuepladsen for deres Bedrifter , den de et Par Dage forinden troede at skulle vende Ryggen til for stedse . De betraadte atter den store røde Gaard paa Nytorv , saae de dem velbekjendte Ansigter og travede slukorede ned i den dybe Naadhuskjældcr , hvor Forbryderne have Tid og Leilighed til at betænke om et bedre Liv i Fremtiden døg ikke , naar Alt kommer tsk Alt , er at foretrække for en merk Fangccelles mugne Luft . „ At slilles gjor Ondt “ siger en bekjendt tydsk Vise og det var ogsaa med en vis Nedslagenhed at de to Staldbrodre hver for sig bleve overgivne hver til sin Arrestforvarer , der førte deres Fanger til to forskjellige Arrester . Der sad netop dengang mange Folk arresterede , og Attentatet paa Dalsgaard havde gjort , at Arresterne næsten bleve overfyldte . I den Celle hvortil Støveren blev bragt var der allerede tre Fanger . Den Ene var en gammelagtig Mand med haarde , frastodcnde Træk , han var beskæftiget med at polere et afgnavet Dyrcbeen saa godt han formaaede ved at gnide det med en lille Steen ; den Anden var overmaade ung , kun sytten Aar gammel , men havde et frækt Blik og et udsvævende Udseende ; henne i en Krog laa den Tredie , en Olding paa Nøgleoghalvfjerds og gumlede rystende og famlende paa en Sfive Rugbrød . Høit oppe i Væggen sad det runde tilgitrcde Vindue , der netop tillod Lyset saamegen Indpas , at man kunde skimte Arrestens og de Tilstedeværendes Udseende . — Hurra ! raabte den unge Laban , da Støveren blev ført ned . Hurra ! der er nok ' en En , de har nappet . Jeg siger , jo Flere jo bedre . — Du skulde ikke være flet saa munter , Karl Ludvig , sagde Arrestforvareren . Du maa takke Gud for , hvis Du ogsaa denne Gang skipper med Ris ! — Puh ! svarede den lovende Yngling ; Assessoren maa for mig gjerne sætte mig ind i Huset , der er nok lystige Folk derinde , hører jeg . Rystende paa Hovedet laasede Arrestforvareren Døren . De fire Hædersmænd betragtede hverandre med et spsrgende Blik . — Naa , afbrød endelig Siøveren Tavsheden og slog den brave Yngling fortrolig paa Skulderen ; jeg tænker at vi Alle ere enige , at den Ene her ikke vil gjøre sig bedre end ben Anden ? — Det er ' vi ! svarede den Unge , henrykt over den fortrolige Maade den drevne Forbryder behandlede ham paa . — Det kan nok hænd ' s , sagde Manden med de frastødende Træk , der var arresteret for Falskmøntneri og ellers drev den hæderlige Næring som Kludesamler . — Men han der , fortsatte han og skelede mistænkelig til den Gamle i Krogen , han hover mig flets inte ; jeg skulde næsten tro at Politiet har sat ham herned for at faae os til at snakke . — Fy for en Ulykke , en Spion altsaa ! udbrød Støveren med dydig Indignation ; men for hede Helvedc , hvorfor have I ikke gjort ham Opholdet hernede saa varmt , at han har fortrudt sin egen Fødsel ? — Aa , snøvlede Kludesamleren ; os kunde han ikke gjøre nogen videre Skade alligevel . Jeg har bekjendt og venter kun min Dom , og Karl Ludvig har naturligvis ogsaa maattet ud med Sprogethan faaer vel sine Ris , som sædvanlig ; det er blot for godt Kammeratskabs Skyld , jeg siger Dem det . — Hvad for en Historie har han lavet , som Paaskud til at være her ? — Aa , han væver en myrderlig Mængde om et Uhr , som han inte har stjaalet natyrligvis , og saa en hel Pose fuld i Tilgift . Den stakkels Gamle , der var noget døv , sad imidlertid sledse paa samme Plet , og fortsatte det for en tandlos Mund besværlige Arbeide : at tygge . Jeg skal tage ham under Behandling , svoer Støveren ; pas bare paa . Han gik hen imod den gamle Mand . - Reis Dem op , og lad mig faae Deres Plads , sagde han raat . Den Tiltalte saae spørgende op . — Hører De ikke , gamle Kamel ! førtsatte den brutale Forbryder . Op med Dem , eller jeg skal lette Dem , Kun med Anstrengelse reiste den Gamle sig op fra det haarde Sæde og vaklede hen i en anden Krog af Fængslet . Støveren smed sig paa den lomme Brir og kastede et triumferende Blik paa sine to Staldbrødre . — Naada ! sagde han ; var det ikke rigtigt ? — Ganske rigtigt , saadan skal ban have det , lød det i Kor . — Nu vil jeg sove , sagde Støveren og gabede . Jeg har ikke faaet Ssvn i mine Øine i de sidste 24 Timer og har deri l havt en anstrengende Reise . PaS bare paa at jeg ikke bliver forstyrret . Han vendte sit Ansigt om mod Væggen og snart rungede Kammeret af hans vældige Snorken . Først langt ud paa Eftermiddagen blev han vækket for at føres i Forhør — Nu gjælder det at holde Ørene stive , sagde han til sig selv . Naar nu Søren bare kan hølde tæl og ikke lader Knevren løbe . Han verlebe en telegrafisk Hilsen med denne sin værdige Kollega , der samtidig med ham sønes i Forhor . I denne Hilten — oprindelig lært i Forbedringshuset — laa der en vidiløsiig Betydning . Den bestod i et Strøg med den slade Haand ned over Ansigtet og tvers over Halsen . Samtidig blinkeres afvcrlende med det venstre og hsire Øie , Del betydede * „ Vær paa din Post , forhold Dig rolig , det gjælder Halsen ; siig Intet , hvad det end skal koste . “ Den Halte svarede med at gjentage Tegnet og Støveren blev mere rolig . Assessoren i Retten havde netop dengang overordentlig at tage vare ; men Stoverens og Halte-Lorens Flugt og de hos dem fundne Penge var en altfor interessant Sag , og var saa mystisk , at den maatte behandles med den slorste Grundighed . Begge Forbryderne vare , som del hedder , „ god ! kjendte “ . Det var en af Rettens dygtigste Assessorer , der bavde Sagen under Behandling tidt af det Mod Støveren var i Besiddelse al , svandt ved Synet af den strenge Forhørsdommer . Han var dog ikke ængstelig for sig selv , men for fin Kammerat . Denne var ikke i Besiddelse af den „ Dannelse “ , som Støveren undertiden pralede med at have . — Folgelig , mente denne , kan han ikke have den Standhaftighed , det moralske Mod , som jeg . Det Følgende vil vise , at han tog FeilAssessoren begyndte et meget skrapt Forhør . Dei kneb før Forbryderne at klare sig , kun den nøiagtige Aftale de havde truffet ombord paa Dampskibet , kunde forklare den sjeldne Overensstemmelse der var i deres Udsagn . Betjenten , der havde ledsaget dem fra Hamborg til Kjodenhavn , blev tilkaldt . - Siig mig , spurgte Asses-orcn ham ; bar Deres Fanger havt Leilighed til under Transporten hertil ' eller overhovedet efter Paagribelsen , at tale alene sammen ? — Nei , svarede Betjenten , der aldeles havde glemt , eller ikke turde erindre , at han tildels havde forsømt sin Pligt ombord paa Dampskibet ; Fangerne bave efter Paagribelsen været adskilte og under nøiagtigt Opsyn . Assessoren rystede paa Hovedet . — Hvert Ord I hidtil have svaret mig , henvendte han sig til de Anholdte , troer jeg er Usandhed fra Ende til anden ; men jeg skal vel vide , at faae den rette Sammenhæng ud af Jer . Forhøret begyndte paany . De maatte opgive hvor de de sidste 4 Dage før Afreisen havde opholdt sig , hvad de havde taget sig for og endelig Grunden til deres hemmelighedsfulde Flugt . - Vi vare , sagde Støveren med en skinhellig Mine , kjede af at blive her i Danmark . Vi ere straffede Personer og Ingen agter os for det Snavs , de træde under Fødder I Amerika vilde vi have begyndt paa et andet Levnet . Vi reiste bort i al Hemmelighed , fordi vi vidste , at Politiet , hvis det saae vi slak af , vilde tro , at vi havde begaaet noget Ulovligt og sat os fast . Det er den rene Sandhed , Hr . Assessor ! Tøren der vil kunne bevidne mine Ord . — I ere mig et Par nette Fyre , svarede For » hørsdommercn og saae vantro paa dem Begge . En nøiagtig Inkvisition blev især anstillet angaaende hvor Forbryderne havde været dengang Mordattentatet var bleven udført . I den Forudsætning at Høkcr-Larsen ( Viceværten ) , som han troede tildels at have i sin Magt , vilde bekræfte hans Udsagn , svarede Støveren rask : — Denne Aften var jeg netop hjemme og aftalte det Nærmere om Reisen med Eøren ; netop Kl . 6 kom vi hjem og modie da Larsen paa Trappen . Støveren tog sig den Frihed at sige Kl . 6 istedenfor Kl . 9 . Da han nævnede Larsen smilede Assessoren hen til Protokolsekretæren , over hvis Ansigt der ligeledes foer et eiendommeligt lystigt Skær . Forbryderne lagde dog ikke Mærke hertil Endelig ' om det vanskelige Sporgsmaal om Pengene paa Bane . Støveren afgav sin Forklaring — ben var temmelig lang og han paabcraabte sig Sorens Vidnesbyrd . Vi skulle senere erfare hvcrpaa den gik ud . — Det er umuligt , svarede Forhørsdommeren . Tro I at kunne bilde mig saadanne Historier ind , saa » age I Feil . — Den er ikke desto mindre sand , sagde Siøveren bestemt — Og I formaa ikke at opgive mig hvem Herren var ? spurgte Dommeren med et overmaade vanfro Udtryk i Ansigtet . — Kunne I ikke opgive mig de » ringeste Kjendetegn ? — Jo , det kunne vi dog , svarede Halte-Soren . Herren var meget smuk , temmelig høt , havde sort Haar , sorte Knebelsbarter , og paa Pegefingeren havde han en Ring , paa hvis Steen var indgraveret en Ugle . — En Ugle ? Du tager vist Feil . . . kunde det ikke være en anden Fugl ? Er Du aldeles sikker paa , at det var en Ugle ? — Ja , sagde Halte-Tøren ; jeg er aldeles sikker paa det . Jeg saae Uglen i Ringen lige saa tydelig som jeg i dette Øieblik seer Deres Velbaarenhed . Assessoren lod sig endnu engang fortælle de nærmere Omstændigheder ; han var bleven meget alvorlig og asbrød Forhøret kort ester . rsde Kapitel . Paa et hængende Haar . Vor fede Ven Larsen havde snart forvundet sin Skræk og sin Sygdom og tænkte nu , ivrigere end nogensinde før , paa at gjøre „ Forretninger “ ; han beklagede nu ivrigere end nogensinde før , at Støveren var reist . Nogle Dage efter hørte han imidlertid , at den saa dybt Savnede atter var paagreben og sad i god Forvaring paa Raadhuset . Denne Efterretning interesserede ham dog kun lidet ; thi baade Støveren oz den Halte vilde sikkert nok bekjende , eller som han sagde „ gaa i Fælden “ , og saa Godnat , - livsvarigt Tugthusarbeide var dem sikker nok . Skjøndt Larsen allerede var en meget rig Mand , og ikke havde Kone eller Børn , før hvem han kunde arbeide , var han dog saa betaget af Havesyge samt Lyst til at trodse Loven , at han aldeles ikke tænkte paa at trække sig tilbage og nyde Frugterne af sine flet erhvervede Rigdomme . Den Gud vil ramme slaaer han i Almindelighed med Blindhed . Larsen var en snild Mand , en dygtig Opdager , og deslo mærkeligere var det derfor , at han ikke bemærkede den Forandring , der foregik i den Behandling og Modtagelse han nød hos sine Overordnede . Han havde ikke den ringeste Anelse om , at han selv blev paSs . t paa , og da han Intet havde hørt fra Sørensen , men kun løselizt erfaret , at Konen havde druknet sig , anede han mindst , at der fra denne Kant kunde true nogensomhelst Fare . Det var derfor intet Under , at han med fuldkommen Sindsro en Aften henved Jul sad i sit vel opvarmede Privatværelse og ventede paa et Par af sine Redskaber , en svensk Skipper og en Matros . Med Skipperen havde ban i mange Aar slaaet i Venskabs- og „ Forretningsforbindelse “ . Mange Lodninger af Tyvegods var ved Skipperens Hjælp overført til Sverrig , hvor nye Hælere slode parate til at modtage de som oftest meget værdifulde Varer . Vi have i det Foregaaende sagt , at Larsen , da han gjemte det hos Baronen stjaalne Gulduhr i sin Hælerkjælder , havde mumlet noget om , at der snart maatte en Ladning over til Sverrig . Han havde i den Anledning tilskreven sin svenske Ben , der dengang med sit Fariøi laa i Mad og udbedt sig hans Nærværelse her paa Pladsen . Skipperen , der troede at lugte en lignende god Forretning dennegang , som han havde gjort saa mange af i Forveien , lettede strar Anker , og nogle Dage ester slævnede Sluppen „ Hclvedeshunden “ ind ad Vommen og lagte til ved Dolvæiket i KristianshavnS Kanal . Skipperen sendte sin Kahytsdreng iland , for at meddele Larsen Sluppens Ankomst . To Timer efter denne lykkelige Begivenhed vraltede Værten ombord i „ Helvedcshunden “ . Gjensynet mellem ham og hans svenske Ven var gribende . Efter ar den første Bevægelse var fordi bød Skipperen sin danske „ Bror “ ned i den lille Kahyt , og ved en Flaske svensk Banko begyndte man at aftale det Nærmere . Matrosen var gaaet iland og Kahytsdrengen sad imidlertid paa Bolværket og skrællede Kartofler . Det var den første Tur Drengen gjorde med Sluppen og han var derfor fuldstændig uvidende om Skibets uhæderlige Bestemmelser . Svensson , Skipperen , havde naturligvis ikke underrettet Drengen om Noget i den Retning . Medens Kahytsdrengen altsaa sad paa Bolværket og skrællede sine Kortesler og dertil sleilede en svensk Melodi , blev han tiltalt af en Mand , hvis Uniform han rigtignok ikke kjendte , men instinktmæssig nok anede var en Politibetjent . Manden tiltalte ham venligt og spurgte ham om den smukke Slups Navn og om dens Skipper . Drengen blev snakkesalig og snart var han og hans nye Bekjendt saa dybt inde i Konversationen , af han fortalte baade Løst og Fast . Manden var , som den ærede Læser vel alt har gjættet , Politibetjent Sørensen . Han havde i Frastand seet Larsen gaa ombord i Sluppen , og anede Muligheden af af gjøre en Fangst . Saalænge Larsen var paa Dækket vogtede han sig selvfolgelig for af nærme sig , men da han saae de hæderlige Venner gaa ned i Kahytten , nærmede han sig som , agt og gav sig i Snak med Drengen . — Det er nok en god Bekjendt af Skipperen , der gik ombord nu ? spurgte Sørensen . — Kors ja , sagde Drengen ; de ere meget gamle Venner og har gjort mangen Forretning sammen , siger Bengt . — Hvem er Bengt ? — Ih , det er naturligvis Matrosen , svarede Drengen . Denne Gang giver den tykke Mand os nok atter Fragt , saa vi komme vel ikke til af blive længe her i Kjøbenhavn . Det er krepæerligt nok , thi jeg vilde saa meget gjerne se mig om ber i Byen . Sørensen lyttede opmærksomt . Hvilken Fragt kunde Larsen give Skipperen ? Han var jo ikke Handelsmand . Dei HUe saae ham meget mistænkeligt ud . Drengen fortsatte sin Beskæftigelse og saae noget førundret paa Betjenten , der paa engang var bleven faus og tankefuld . — Hvornaar agter Du da at gaa ud før at bese Byen ? spurgte Sørensen pludselig . — Jøs ! svarede Drengen ; vi skulle jo først spise og Skipperen skal have sin Middagslur , saa skal han have Kaffe og saa - ja saa faaer jeg vel Lov til at gaa . Betjenten nikkede venligt til Skibsdrengen og gik langsomt videre . — Det er svært heflige Folk , de kjøbenhavnske Policcmænd , tænkte Drengen . Han var snart bleven færdig med Kartoflerne og tumlede atter ombord i „ Helvedcshunden “ , hvor kort efter den lille Skorsteen paa Kabyssen udsendte en vældig Nøzsky , der vidnede om , at Middagsmaden alt var taget under Drengens kyndige Behandling . Der gik en Time , der gik to , Ærterne sydede og boblede i Kjedlen og Drengen begyndte at undre sig øver den lange Tid , Skipperen og hans Gjæst havde været indelukkede sammen . I det samme kom han til al tænke paa , at han ingen Løg havde faaet til Ærterne , men da Drenge » ikke turde forstyrre sin strenge Herre før den Sags Skyld og desuden vidste at Løgposen laa i Rummet , listede han sig derned paa Hosesokker og krøb langs Kjolsvinct hen i Hsørnet , hvor Legene laa . Delte Hjerne slodte op til Skipperens Kahyt og Drengen standsede derfor , idet han holdt sin Aande og greb efter Posen , thi han herie Stemmer indenfor den fynde Væg . Som alle Børn i hans Alder var han nysgjerrig . Han lagde derfor det ene Øre klos op til en Revne i Væggen og lyttede . — Det er altsaa aftalt , Svcnsson , hørte han en Mand sige paa Dansk ; at vi indlader de kostbareste af Varerne endnu i denne Aften . — Ja , svarede Skipperen . — Der er mange kostbare Ting denne Gang , hvæsede den danske Stemme igjen ; der er Guld , der er Solv , der er Juveler Kostbarhederne kunne vi skjule paa oS selv , og paa den Maade transportere dem ombord ; til de vorige Varer har jeg kjobl Trækasser . — Ja , jeg forstaaer det nok , afbrød Skipperen ham ; det vil gaa som det er smurt , akkurat som sædvanligt . — Ganske vist ; kun at vi denne Gang maa være endnu mere forsigtig end ellers , thi Ladningen er kostbar og mange , mange Tusinder ville gaa i Løbet , hvis vi blive røbede . - Det er vel fra det gamle Sted , fra det lille Pakhus , Varerne skulle udskibes ? - Forstaaer sig , lød Svaret . Jeg er jo ikke saa dum at føre Kasserne ud fra mit eget Hus . Den lille Nønne fik jeg da for godt Kjøb og den ligger mig Satans bekvemt . - Nuvel , ytrede Svensson , saa er den Sag jo klar Kom , gamle Kammerat , og lad os drikke en Taar paa en god » forretning . De to Venner klinede og Drengen benyttede sig af den derved foraarsagede Larm til at snige sig bort . Han havde hørt nok til at fatte Mistanke . Længe spekulerede han derover , medens han adspredt rørte om i Kjedlens Indhold , til Skipperen og hans Gjæst kom ravende op ad den smalle Kahytstrappe . De toge Afsked med de mest smilende Ansigter . Med noget Besvær humpede Larsen over det smalle Landgangsbræt og Skipperen gik hen imod Kabyssen . — Gosse ! sagde han mere venligt end han ellers pleiede ; er Du snart færdig med Maden ? — Ja , strar — Godt , saa bring den ned naar Bengt kommer . Jeg skal iland — naar Du har pudset mine Stovler kan Du gjøre det samme , og her — han rakte ham en dansk Daler — her har Du Noget at gjøre Dig tilgode med . Skipperens uvante Ædelmodighed rørte den stakkels Dreng ; han tog hans Haand og kyssede den taus . Svcnssvn saae paa ham med et underligt Blik og sagde : — Jeg kommer ikke ombord igjen før efter Kl . 12 inat , og jeg har derfor tænkt mig , at Du før den Sags Skyld heller ikke behover at komme før . Du kan gaa i et Theater , Kjebenhavn har mange af dem . Fornøi Dig nu iaften , det er ikke sikkert at Du saa snart kommer til det igjen . Gutten takkede ham hjertelig . Kort efter kom Matrosen atter ombord Drengen bragte en stor Skaal med Ærter og Flæsk ned i Kahytten , hvorefter Skipperen aflaascde Doren . Drengens Hjerte hoppede af Glæde over Udsigten til at nyde det Hav af Lyksalighed , som Eftermiddagen vilde tilbyde ham . Han gjennemgik i Tankerne sin tarvelige Garderobe og kom dog til det Resultat , at han med sin nye Vordugskaskjet , sin Siorirøic og de blaa Bvmuldsburer nok kunde gaa før en rask Jungmand , der absolut maatte tiltrække sig Pigernes Opmærksomhed , og i sin Glæde begyndte han at nynne en svensk Vise . Kahytsdorcn blev atter lukket op , Skipperen smed et Par Støvler hen ad Dækket og Drengen børstede dem saa blanke som et Speil . Kort ester gik Kaptain-n og Matrosen . Drengen iførte sig nu Siadsiøict , som han kaldte det ; derefter flap han Skibshunden , en slærk Pudel , løs , og gik fraborde . Paa Lykke og Fromme bestemte han sig til af spadsere ned ad Bildcrogade , og , netop som han kom midt i denne Gade træffer han — den venlige Politibetjent Sørensen , nu ikke mere i Uniform , men i civile Klæder . Vi behove vel neppe af sige , af dette Sammentræf ikke var tilfældigt , men af Sørensen havde holdt Øie med Drengen i den sidste Time , havde seet ham gaa fraborde og indrettet det saaledes , af de maatte mødes . Drengen grinede over hele Ansigtet af Glæde over af mede en Bekjendt , der kunde sige ham lidt Besked om Stadens Forlystelsessteder . Han skred derfor rask hen imod den civilklædte Betjent og tiltalte ham Det første Spørgsmaal gjaldt om Veien til et Theater ; det andet , hvor der fandtes en god Kjælder , thi Drengen vilde saa gjerne traktere sin nye Bekjendt og trak , for af imponere denne , den blanke Daler op af Lommen og fremviste den . Et flygtigt Smil foer hen over Sørensens brede faste Træk , da han svarede : - Ih , det passer sig jo udmærket , min sine Ven , af jeg netop idag er fri og just har besluttet af gaa lidt paa Galeien . Vi kunne jo sølges ad . Det havde Gutten Intet imod , men paastod , af han først skulde drikke en Sup med ham i en Kjælder ligeoverfor . Sørensen gav efter og de gik ned i Kjælderen . . Derfra førte Sørensen sin unge svenske Ven til Folketheairet . Drengen svommede i et Hav af Henrykkelse over Skuespillet og havde ikke Ord nok til af rose Herlighederne i det deilige Kjøbenhavn . Ester Forestillingens Slutning førte Sørcnsen Drengen ned i en anden Deværtningskjælder , hvor han indkrævcde nogle Forfriskninger . Efter af disse vare fortærede saae Betjenten skarpt og forskende paa Drengen , der sad og morede sig ved et Glas Punsch . — Har Du moret Dig iaften ? spurgte Sørenscn . — Ja , deiligt , jeg har aldrig seet noget saa Prægtigt som det iaften . — Godt , vedblev Serensen ; jeg har nu gjort Mit for af fornøie Dig , til Gjengjæld maa Du ogsaa hjælpe mig . Drengen svoer paa af ville vade gjennem Tykt og Tyndt for sin nye Ven . — Saa sagte , min Gut , sagde denne ; siig mig engang , holder Du meget af din Skipper ? Drengen gjorde en skæv Mund , men idet han formodentlig kom tisk af huske den Foræring , han endnu for saa Timer siden havde modtaget , busede han ikke strax ud med sin Hjcrtcnsmcning , men sagde løvende : — Aa , Kaptajnen kan jø være ganske vakker til sin Tid , til andre Tider . . . — Til andre Tider ? gjentøg Sørensen . — Nu ja , saa er han slem nok og haarde Ord og Knubs vanker der nok af ; men se nu i Middags gav han mig en hel dansk Daler og gav mig Lov til af blive borte til ester Midnat ; det var smukt af ham , ikke ? — Jo saamæn Men siig mig , pleier han saadan af rutte med Dalere til sine Skibsdrenge og af give dem Tilladelse til af være iland til Klokken 12 om Natten ? — Kors , nei , jeg veed ikke hvad der stak ham idag ; etlers Pleier en Tougcnde af sidde losere hoS ham end Penge . — Og Du har ikke den fjerneste Formodning om Aarsage « til denne Forandring hos Manden ? — Ikke den ringeste . — Naa , min Ven , man seer strax af Du er „ gron “ endnu ; han gav Dig Landlov for af faae Dig bort fra Skibet og Daleren fik Du , for af Tørst eller Sult ikke skulde drive Dig ombord før den bestemte Tid . — Hvad ! raabte Drengen og spilede Øinene op ; del skulde være Grunde » ; men hvorfor skulde jeg bort fra Skibet ? Dog , der falder mig Noget ind . - Hvilket ? spurgte Sørensen . — Det skal jeg sige Dem , hviskede Gutten , hvem Drikkevarerne gjorde « åbenhjertig ; idag var jeg hæn » delscsvis nede i Rummet , før at hente Løg , det var medens den tykke fremmede Mand var ombord , og saa herte jeg nogle Ord , som jeg ikke rigtig forstod , men de løde jo rigtignok noget løierlige . — Hvilke Ord ? spurgte Betjenten , der i sin Ivrighed dirrede over hele Legemet . — Jeg veed rigtignok ikke om det er rigtigt af mig at sige det , sagde Drengen tøvende . — Hvorfor ikke ? afbrød Korenken ham ; naar Du taler Sandhed behøver Du ikke at frygte før Fanden selv . — Hm , den tykke Mand sagde , at Kostbarhederne skulde indlades endnu iaften , og at de øvrigc Varer skulde indskibes fra det lille Pakhus , som han fik før saa godt Kjøb , og som ligger ham saa bekvemt . — Sagde han det ? raabte Sørensen og opgav enhver Tilbageholdenhed . - Ja . - Hør Dreng , i Lovens Navn forlanger jeg at Du staaer mig bi med at opdage de Forbrydelser , som ere begaaede , men som rimeligvis skulle skjules derved , at Varerne foreS bort . Ved disse Ord trak Sørensen sit Politiskildt frem . Drengen foer op med et hoist forskrækket Udtryk i Ansigtet . Synet af Poliiiskildtet og Betjentens Ord havde gjort ham angst og bange . Sørensen fattede sig snart og fik atter hele sit forrige rolige Væsen tilbage . Han beroligede den unge Svensker og bad ham < atter at tage Plads . Men Drengen var dygtig forskrækket og hans i Indbildningskraft foregjøglede ham Fængsel og Straf . Da han havde fattet sig nogenlunde igjen , meddeelte Sørensen ham hele sin Mistanke angaaende den Ladning som „ Helvedeshunden “ skulde indtage , og afmalede med saa levende Farver den Straf Enhver der havde med Skib og Ladning at gjøre , udsalte sig for , naar han engang vidste Besked desangaaende og ikke gjorde Anmeldelse til Øvrigheden og vel endog vedblev at hjælpe til , at de begaaede Forbrydelser kunde undgaae Opdagelse , hvilket var meget vanskeligt , hvis Skibet var sluppen lykkelig og vel ud fra Kjøbenhavns Havn . Med faa Ord meddeelte han derpaa den store Belønning Drengen vilde erholde ved at hjælpe ham med at sk-iffe Vished om Ladningens Indhold og at faae Forbrydelserne opdagede . Drengens barnlige Fantasi var i en voldsom Bevægelse ; han elskede ingenlunde sin Skipper eller Matrosen , der Begge ansaae Prygl for ligesaa nødvendigt for en Skibsdreng , som det daglige Brød , men ban bavde igjen en meget stor Respekt for dem Begge og han skælvede alene ved Tanken om at skulle kæmpe imod en af disse Stormagter . Drengen var ellers en skikkelig , ærlig Fyr og vilde paa ingen Maade være Deltager i Forbrydelsen . Sørensen gjættede hvad der foregik i hans Indre ; han tog derfor Ordet og skildrede hvor afmægtige saavel Skipperen som hans Matros vare ligeoverfor Loven og dens Haandhævere og lovede Drengen fuld Beskyttelse ihvad der end skulde hænde . Hvorfor oppebiede Sørensen ikke den Tid , da Skibet , fuldtlastet og stilfærdigt skulde til at stikke i Søen ? Nei , han vilde først personlig overbevise sig om Rigtigheden af hvad Drengen havde meddeelt ham ; han vilde have , at Larsen skulde erfare , at det var ham , Sørensen , der havde lagt denne Snare for hans Fod , Ingen uden han maatte forfølge Sagen og naar først Alt var i Orden vilde han rekvirere Hjælp for at faae Minen sprængt . Han aftalte nu med Drengen , at han den paafolgende Asten . henimod Morkninzen , naar Skipperen og hans Matros var gaaet iland , vilde indfinde sig ved Kanalen , forklædt som Semand , og af da Drengen imidlertid skulde indsamle alle de Oplysninger , han paa nogen Maade kunde erholde . Den stakkels Drengs Hjerne værkede af Alt hvad han i de sidste Timer havde oplevet . Det forekom ham som stod han ved Randen af en Afgrund ; men nogen Tanke om af være sin nye Ven ulydig , faldt ham intet Øieblik ind . Drengen gik ombord og blev modtaget med en Ed og et Spark af Skipperen , hvis violblaa Næses blomstrende Tilsland -ydede paa , af han denne Aflen havde taget godt før sig af den liflige Drik Grog . Ogsaa Matrosen lod det regne ned med adskillige Millioner Djævle over den stakkels FyrS Hoved . Med et Suk krøb han endelig ind i det snevre Lukaf forude , hvor han træt og udaset snart faldt i Søvn . Drømte han af han snart skulde lægge sit Hoved til Hvile i et endnu snevrere Lukaf ? Nei , han smilede isøvne ; han drømte om de smukke Skuespillerinder fra Folketheatret . 26de Kapitel . Indskibningen . Veltilfreds » rallede Larsen hjem . Han rullede Gardinerne ned , satte Skodderne før og gav Pigen Ordre til ikke af indlade Andre end Skipperen og hans Matros . Derefter skyllede han endel Pakker ned i Kjælderen og saae med spillende Øine paa det velforsynede „ Varelager “ , han havde dernede . Kort efter kom Skipperen og Matrosen . Det var rørende at se den Hjertelighed , det Frimureri , der laa i Værtens og hans Gjæsters indbyrdes Hilsener . Ærlige Folk kunde ikke have gjort dem det ester . De vare ved Forbrydelsens stærke , uopløselige Baand knyttede til hverandre . Ester at have nydt en maadcholden Forfriskning i Skikkelse af adskillige Snapse , raabte den fede Vært med stor Ivrighed : — Og nu til Arbeidet ! Bordet blev atter skudt tilside , Gulvtæppet rullet sammen og Lemmen i l ulvet aabnet paa samme Maade , som vi allerede engang før have beskrevet . De tre Mænd begave sig , med Værten i Spidsen , ned i Kjælderen . Gulvet dernede var bedækket med store Pakkasser , af samme Slags som Kræmmerne bruge til deres Varer . I Skabet , der dennegang stod aabent , laa adskillige mindre Pakker ; der var oiensynlig anvendt megen Omhu ved Indpakningen . Larsen pegede med et Grin paa disse sidste og sagde med dæmpet Slemme : — Det er Gulbtøiet og de andre rare Ting , Folkens , dem skal vi have ombord endnu i denne velsignede Aften . Svenskerne vare tilsyneladende meget godt kjendte med Lokaliteterne , thi de viste ingen videre Forundring da Værten nu fremtog en Nøgle , som han stak ind i en cirkelrund , neppe sydlig Fordybning i Panelet og derved foraarsagede , at en hidtil ikke bemærket Tør sprang op opviste dem en anden , ligeledes med Pakkasser opfyldt rummelig Kjælder , der var mindre smukt udstyret end den første . Ved Enden af Kjælderen var der en simpel Træder . Ogsaa denne aabnede den laskede Vært og man kom nu ud i en smal Gang , henved 15 Alen lang , ved hvis Ende en Stige førte op til en i Loftet anbragt Trælem . Ingen Forandring skeet siden sidst , seer jeg , brummede Svensson og tog en ny Skraa . — Nei , vi holde her paa de gamle Møder , ' varede Larsen med et -hyggeligt Grin . Han steg op ad Trappen og aabnede Lemmen , der førte ind til et stort , men meget forfaldent og tomt Pakrum , gjennem hvis støvede , brunzrønne Ruder man skimtede Gaslyset og hørte Tummelen fra en Gade , men denne Gade var ikke Prindscssegade . — En snild Indretning dennchersens , sagde Bengt grinende . — Ja , ikke sandt , vi forstaa vore Ting , svarede Larsen smigret over Matrosens Kompliment . Det var det saakaldte „ lille PakhuS “ , som Larsen kaldte det , at vi i dette Øieblik besinde os . Ingen vidste at det tilhørte ham . Den berygtede Kommissionær , hvis juridiske Bistand Larsen havde benyttet til at kaste Familien Sørensen paa Gaden , gik for at være den egentlige Eier . Da han pleiede at opkjøbe Varer hoS Kræmmere , der trængte til Penge , for halv Betaling og ikke drev en saa lille Forretning dermed , kunde det ikke vække nogen Forundring , at der fra hans Pakhus indffibedes Varer . Deraf benyttede Larsen sig selvføkgelig , og den snu Kommissionær fik sin Provision . Ingen tænkte paa , at der altid kun blev udført men aldrig indført Varer i Pakhuset . Larsen bebøvede sine svenske Venners Hjælp til at faae Varerne transporterede fra Kjælderen til Pakhuset , hvorfra de senere skulde bringes ombord . Alle afkoge , uden at sige et Ord , Frakke og Vest og gave sig til at arbeide med en Stadighed og Iver , som , anvendt til et ærligt Erhverv , vilde have skaffet dem et hæderligt og godt Udkomme . Larsen , der var uvant med legemlige Anstrengelser , pustede og stønnede over de svære Kasser og maatte tilsidst give tabt . Men desto bedre holdt de kraftige , til strengt Ar -- . beide vante Søfolk ud . . Kasse paa Kasse blev baaret ud og baret op ad Trappen . I Løbet af ro Timer var det Hele gjort og ved at se sig omkring i Pakrummet fik man Øie paa en saa smuk Samling af Tyvekoster , som man kunde onske al se , en hel Skibsladning fuld . Det samme syntes næsten de tre Kammerater at søle , men de opfattede nok kun dei Komiske i Sagen , thi Skipperen brast paa engang ud i en brølende Latter og raabte : ! — Ta ' mig Tusind Tønder Djævle , om dette ikke er dr « bedste Spas , jeg nogensinde har seet . Hans Fæller stemte i med . — Nu kunne vi vel have fortjent en Hjerteslyrkning , Patron , sagde Bengt . — To om Du vil , min Dreng ! svarede Værten ; men heller ikke flere , før vi have bragt „ det Skinnende “ ombord i god Behold . Og han pegede lystigt paa de smaa Pakker , der laa i Skabet , og som — trods det mindre Omfang — dog var henved dobbelt saa meget værd , som alle de store Kasser tilsammen . Snapsene bleve lømte ; man iførte sig atter Overtoict og nu begyndte Fordelingen af de kostbare Gjenstande omkring i Lommerne , paa Brystet og andre til Opbevaring bestemte Steder . Sluttelig tog hver en stor Bylt , indeholdende forarbeidet Sølvioi . Larsen aabnede atter Døren og med Skipperen i Spidsen gik man en for en ned imod det Sted , hvor „ Helvedrshunden “ laa fortøict . For hver Mand gik ombord , speidede han forsigtig omkring , — dog , Alt var tyst og slille og snart samledes de alle Tre i den lille Kahyt , hvis Dør Skipperen fast tillaascde . „ Helvedeshunden “ havde ogsaa sine hemmelige Num og Skabe , som kun ved en meget noiagiig Nand « sagning vilde kunne findes . Delte Slid havde forsaavidt Lighed med Hælerhuset paa Kristianshavn , som af alle Rummene bleve aabnede ved et Tryk paa halvt usynlige Stifter og Som , Pakkerne bleve nedlagte med en vis Høitidelizhed ; det gjorde Larsen ondt af slille sig fra de kjære Kostbarheder , men med et Suk maatte han indrømme , af de i Kjebcnhavn for ham havde en vis Lighed med Bomber , der let kunne erplodere . — Se engang , sagde Skipperen , hvad jeg og Bengt have moret oS med af lave . Se , min Bro ' r , kan Du finde nogen Dør i dette Skillerum ? Larsen undersøgte Væggen nuget noiagtig , medens Svensson og Matrosen spændte iagtioge Udfaldet . Efter længe at have søgt og ladet Haanden glide hen over den glatte , af Fprrebræder sammenfoicde Væg , erklærede Larsen sig fortabt . — Det tænkte jeg nok ! udbrød Skipperen triumferende . Se her ! Han trak i en Slags Klokkestreng , der var anbragt i den modsatte Væg . Tre af Bræderne bøicde sig langsomt tilbage og et tomt Rum , saa stort at en Mand magelig kunde komme derigjennem , aabnedes i Væggen . — Hvad er egentlig din Hensigt med den ? spurgte Larsen . — Jo , svarede Skipperen , den kan være hensigtsmæssig nok , naar Toldopsynet har været ombord og forseglet Lugerne og man da senere har en Smaating , man ikke gider betale Tolv af ; desuden kan det være ganske rart altid at kunne holde et godt Øie med sin Ladning , helst naar man er fragtet af en Anden . Øg Skipperen opslog en hsi Skoggerlatter som de to Andre istemte . — Kom nu med hjem og faae Noget at leve af , sagde den fede Vært ; saa tage vi os en lille Bolle Punsch ovenpaa . De ! er ikke hver Dag , desværre , man har saa kjærkomne Gjæster her i Byen . Forslaget modtoges med Bifald . 27de Kapitel . Hvad der hændtes Sørensen . Den næste Morgen ganske tidlig mødte der en Arbeidsvogn ved det lille Pakhus . Lugerne bleve aabnede , og et Par Arbeidsfolk gave sig under Kommissionærens Opsyn fil af pakke Kasserne paa Vognen . Ombord paa „ Helvedeshunden “ havde Alle siden Daggry været paafærde . Lugerne bleve tagne af Lasten og Skipperen havde i Forbindelse med Bengt gjort Alt rede fil af modtage Fragten . Drengen havde modtaget sin sædvanlige Mørgenhilsen i Form af et Spark og en Ed , men Skipperen havde for travlt fil denne Morgen af kunne riste lang Tid paa Drengens efter hans Mening sorsomtc Opdragelse , en Gjerning , han ellers brugte en Times Tid fil om Morgenen , da han sædvanligvis var mere end almindelig gnaven paa denne Tid af Tagen . Fyren blev da sendt forud for af koge Kaffe og Besætningen var netop færdig med af nyde denne Gudedrik , da den forste belæssede Arbejdsvogn kom rullende ned ad Overgade og styrede lige klos ned imod Fartoict . Selv Drengen maatte hjælpe med fil af indlade Varerne og fik Ordre fil ar dele sin Opmærksomhed imellem Kabyssen og Fragten , med ten udtrykkelige Bemærkning , af blev Grøden sveden vilde hvert eneste Been i hans syndige Krop bitre malet fil Meel , og da hans værdige Feresaue , Skipperen , havde gjort ham denne opbyggelige Meddelelse , svingede ban , for end mere at give sine Ord den bchvrige Kraft , en knytte « Næve foran Drengens Næse , der sky trak sig tilbage fra en saa ublid Bcrørinz . Vognen var snart losset og kjorie tilbage til Pakhuset for at hente flære Kasser . Skibsdrengen var imidlertid i et meget daarligt Humør . Frygten ser , at dans Aftale med Sorensen paa en eller anden Maade kunde blive opdaget af Svendsen knugede Hjertet i Livet paa ham og der var Øieblikke hvori man , som man siger , kunde have kjøbt hans Liv for 2 Skilling . Med en usædvanlig Taalmodighed bar han Alt , hvad der den Dag paalagdes ham , og han viste en Nedslagenhed i Miner og Ord , der endøg vakle Skipperens Opmærksomhed . — Hvad Djævelen er der iveien med Dig idag , Gosse ? spurgte han . — Aa , grinte Matrosen ; Knægten har vel drukket for meget eller forelsket sig i den Prindsesse , der spillede for ham igaar Aftes i Theatret , hvad var det nu hun hed ? Drengen svarede ikke . — Jeg vil nu engang for Alle sige Dig Noget , GoSse , som Du maa lægge Dig bag øret , raabte Skipperen . Jeg vil ikke se en sur Mine hos Dig mere ombord her , eller jeg tamper Dig , saa Du frit kan bande paa at Du aldrig har faaet en saadan Overhaling før . Jeg vil ikke se paa det SEvdikefjæs mere . Foistaaer Du ! Skipperen havde faaet sin Morzensnaps og var ikke til at spage med paa den Tid af Dagen . Imidlertid vedblev man at indlade og henad Middag maatte man tage et Par Arbeidsfolk til Hjælp , hvis man vilde være færdig inden Aften . Betjent Sørensen havde i Løbet af Dagen flere Gange viist sig i Nærheden af Skibet , og ofte havde Drengen , med en urolig Følclse , ventet paa at blive tiltalt af ham , men han behevede dog ikke af den Grund at ængstes , thi Sørensen viiste ikke saa meget som med en Mine at han kjendte noget til „ Helvedeshunden “ og langt mindre til dens Skibsdreng . Henimod Skumringen kom de sidste Kasser ; de bleve i en Hast sluvede ned i Nummer , som derefter blev fast tillukket med Luger og Stænger . Efter endnu at have truffet nogle Forberedelser til Afscilingen , som skulde foretages den næste Dag , toge Skipperen og Bengt Pijækkenerne paa og gik land , efter nøie at have indprænte » Gossen ikke at forlade Skibet eller tillade Nogen at komme ombord . Jo mere det Tidspunkt nærmede sig , som Sørensen havde angivet at vilde komme paa , jo mere sank Drengens Mod , og han ønskcde til Gud , at han aldrig var kommen ombord , aldrig havde lært Kjøbenhavn at kjende , ja han ønskcde næsten , at han aldrig var bleven fedt . Lidet ændsende den gjennemtrængende raa Kulde , der bedæklkde Alt med Klamhcd og Dug , blev han sildende paa Dækket og stirrede sørgmcdig pau de faa Jldgnisier , der endnu glimrede i den lille KabpS . Scm han saaledes sad , bøite han en Stemme kalde paa sig med dæmpet Nøst . Hjertet bankede i hans Bryst og alt Blodet strøm . mede ham til Hovedet . Sagtet besvarede han det tæmpede Raab . — Er Du alene ? led Sten men atter . — Jo , scorede Drengen med kvalt Nøst ; thi Hjertet sad ham i Halsen , scm man siger . — Godt , sagde Stemmen , og gjennem det tætte Msrke saae man utydeligt en hoi , svær Skikkelse svinge sig over Bolværket og ned paa Skibets Dæk . Drengen nærmede sig Sørensen — thi ham var det — men foer forfærdet tilbage , da han saae ham isørt Uniform . - De har taget Munderingen paa , hviskede han ; det gaaer aldrig godt . — Det har jeg gjort med velberaad Hu , svarede Sørensen . Uniformen vil maaske i paakommende Tilfælde kunne beskytte mig , og jeg er først i dette Øieblik bleven fri for Tjeneste , saa der var desuden ikke Tid til at skifte Toi . Nu , hurtig , viis mig Veien . — Jeg er saa angst , mumlede Drengen og skælvede over hele Kroppen . — Vær ikke bange , min Gut , sagde Sørensen opmuntrende . Ingen har Magt til at tilføie Dig noget Ondt . — Følg saa med ! De gik paa Taaspidsen langsom « henimod Kahytten , og slege ned ad dei « sleile Trappe . Der var bælmørkt i Kahytten . Sørensen tog en lille Lygte op af Baglommen og skrøg en Svovlstik af . Begge forholdt sig aldeles tause . Betjenten tændte Lygten og holdt den op til det lave Loft . — Det var jo i Rummet vi skulde ned , sagde han ; er ver nogen Nedgang herfra ? — Vent lidt , svarede Drengen ; jeg kjender en - Indgang dertil , som Skipperen troer lun han og Matrosen veed Besked om . Se her ! Og han trak i Klokkestrengen paa den modsatte Væg . Tre Bræder bølede sig ud fra Væggen og sank langsomt ned paa Gulvet ; der viste sig nu et tomt Num af Lasten paa en Alens Bredde . Sørensen udstedte et Triumsskrig , der næsten bragte Haarene til at reise sig paa Drengens Hcved . Sørensen fremtog derefter en Knivtang , en Hammer og en Meisel , stak denne under Laaget paa den første Kasse og hævede Hammeren for at slaa til . For han lod Hammeren falde betænkte han sig et Øieblik . Var han berettiget til at begaa en saadan Voldshandling ? Sikkert ikke . Kunde han forsvare , hvis Alt virkelig forholdt sig rigtigt , at opbryde anden Mands Gjemmer ? Blev han ikke derved selv en Tyv og Voldsmand ? Delle var vægtige Grunde , der sikkert vilde have afhold ! enhver anden Mand end Sørensen fra at udfore sit risikable Forehavende . Men saaledes tænkte Sørensen ikke . Det var hans Livs Opgave , som han stod ved ; Maalet for al hans Birken , troede han , — han maalte demaskere sin Lykkes Morder , hvad det saa end skulle koste ham . Og idet han hostede Mod og Forirøstning ved at lade Billedet af sin druknede Kone , sine dengang husvilde Born frewslkge for sit indre Blik , hævede han aller Hammeren og lod den med al Kraft falde paa Mejselen , saa Laaget paa Kassen gav efter og foer et Par Tommer i Veiret , dog endnu boldt det fast ved Kassen med Semmcncs ydersle Spids . Nok et Slag , og Laaget foer bort og faldt ned ved Siden af Kassen , Med Begjærlighed frak Sørensen den frem og gav sig med skælvende Hænder til at undersøge dens Indhold . Det besfod af en Mængde Damekjoler , med smukke Besætninger , og Sørensen gjenkjendte en af Kjolerne , efter en Beskrivelse over stjaalne Sager . Kjolen var stjaalet kort forinden , og dens Tyv var endnu ikke bleven opdaget Her var han sikker i sin Sag . Der forelaa et utvivlsomt Bevis paa Ladningens mistænkelige Beskaffenhed . Han tog Kjolen , fremtog sit Lommetørklæde og lavede sig til al pakke den ind i dette . Drengen , der dødbleg havde overværet denne Scene , vilde ligesom afværgende række Haanden frem ; men paa engang udstedte han et kvalt Angstskrig . Der hørtcS Skridt ved Bolværket , flere Personer havde betraadt Landgangsdrædtct , for at gaa ombord . SørensenS skarpe Øre havde ogsaa opfattet Lyden . Med stor Aandsnærværelse greb han Drengen og flødte ham ind i det snevre Rum . Selv sprang han ogsaa derind , og ved en voldsom Anstrengelse af alle fine Kræfter , lykkedes det ham fra Rummet af at hæve Bræderne fra Gulvet og atter at sælte dem paa deres rette Plads . Han og Drengen slode nu tæt sammenpakkede og vovede neppe at aande . Han turde ikke med et Ryk anbringe Dræberne fast paa deres Plads , dels før ikke at gjøre Larm , dels før ikke at lukke sig selv inde ; han maatte derfor fløtte dem med sine Hænder før at de ikke skulde falde tilbage igjen i Kahytten . Et Søm der slak ud igjennem Træet , hjalp ham til at holde den skjulte Dsr tilbage . Larsen havde samme Dag gjort en heldig Fangst , som han vilde benytte Leiligheden til at faae bort herfra ; han havde derfor anmodet Skipperen og Matrosen om at følge med ham ombord , før at nedlægge Kostbarhederne i det hemmmelige Gjemme . Saasnart de vare komne ombord raabte Skipperen paa Drengen , der naturligvis blev ham Svaret skyldigt ; men ban hørte det nede i sit Skjulested og skælvede derved . — Fanden » laa i Gøssen ! brølede den vrede Svensker . Jeg tærsker ham en skjøn Dag ihjel , det bliver Enden paa Lægen . Se forud i Lukafet , om han ikke skulde ligge der Lukafet , Kabyssen og Skibet blev undersøgt . Nei , Drengen var der ikke . Rasende styrtede Svensson , fulgt af be Andre , ind i sin Kahyt og tændte LyS . - Gutten har været her fornylig , sagde Bengt ; se bvilken en Uorden her er . Havde Drengen været tilstede i dette Øieblik , var han sikkert bleven pryglet ihjel . — Stop lidt , Folkens ! sagde Laasen pustende . Fanden skulde bryde sig om den bandsatte Knægt , jag ham bort ! — Det er let nok sagt . svarede Svenssøn noget sagtmodig ; men han talte ikke om at det var meget vanskeligt for ham at faae en anden Skibsdreng eftersom Ingen i hans Hjemslavn vilde betro ham deres Senner , og de Ulykkelige , han fik ombord , i Neglen Alle havde den Vane at desertere . - Et af Rummene blev nu aabnet og to Pakker bleve nedlagte . Bengt hentede en Flaske svensk Banko og Svenssøn sagde , at da det muligvis var sidste Gang at Larsen var ombord , vilde han dog gjerne drikke et Glas med ham paa hans og Ladningens Velgaaende . De tre Mænd satte sig ned . I Samtalens Løb lod Bengt Haanden glide hen øver den ene Kvie , og fik derved fat i en Gjenstand , som han ubemærket af de Andre neie betragtede og ikke kunde undlade at udstede et kvalt Forundringsudraab øver at finde . Svenssøn og den tykke Vært vare saa indviklede i at passiare , at de Intet tumærkcde . Bengi lov Gjenstanden glide ned paa sit Skjsd og forstod derefter ved en Haandbevægelse at drage de Andres Opmærksomhed hen vaa sig . Han lagde dernæst Fingeren paa Munden , for at anbefale Taushed , og viste derpaa Gjenstanden frem . - Dct var en Hue med Mcssingtal , af den Slags Politibetjentene bruge . Sørensen havde lagt den paa Køien , men senere i Forvirringen aldeles ikke lagt Mærke tsk denne Omstændighed . De to Slyngler foer tilbage og kunde neppe tilbagebolde et Udbrud af Angst . Ma rosea pegede paa Huen og dernæst paa Køien , for at tilkjendegive hvor den var funden . I samme Øieblik begyndte han at tale om en ligegyldig Gjenstand , thi han havde en Anelse om , at Fjenden var i Nærheden og at de bleve belurede . En vild Straale blinkede i Svenssons Øie , da han , uden at reise sig fra sin Plads , strakte Armen ud og tog en brunmalet Kasse , der stod ved Høvedgjærdet af hans Køie . Bed et Tryk paa Fjedren aabnede han Kassen og fremtøg to dobbcltløbede ladte Pistoler , som han rakte til Matrosen og Larsen ; selv beholdt han en Revolver og en skarp tveægget Kniv i Skede . Larsen sad dødbleg ; hans Øine var af Skræk næsten traadte frem af deres Huler . Sørensen og Bengt vedbleve at lade Munden lede , medens de dog ivrigt speidede omkring . Skipperen havde instinktmæssig opfattet og delt sin Matros Formodning om , at Fjenden var i Nærheden . Disse Forberedelser vare aldeles undgaaete Sørensen , der ikke formaaede at se ind i Kahytten ; han havde vel lagt Mærke til at der blev en Pause i Samtalen , men denne fortsattes strax igjen . Han holdt krampagtigt fat i Bræderne og aandede saa sagte som muligt ; den skælvende Dreng havde han ved sin Side og han sortrød nu næsten , at have indviklet den stakkels Fyr med i denne farlige Sag . Naar man allermindst ønsker al give sin Nærværelse tilkjende , skeer det i Almindelighed , at man netop da kommer til at hoste , at nyse , at vælte en Stol eller andet Lignende . Til Sørensens Forskrækkelse begyndte Drengen at nyse , vel ikke stærkt , men dog sarledes , at man paa den anden Side af Væggen tydelig kunde hø e let . Sørensen lyttede aandeløs et Par Sekunder ; men som det lod havde man Intet bemærket i Kahytten . Den Sløi den Ulykkelige frembragte vilde under almindelige Omstændigheder vist ogsaa være hengaaet ubemærket , hvis den før omtalte Opdagelse ikke var gjort . Men denne havde skærpet de Forbundnes Sandser i en utrolig Grad , og de foer derfor i Veiret med et Sæt , da Lyden kom til dem gjennem Væggen til Lasten . Et Par Minutter sadde de tause . LarsenS Hængekinder vare fra hvide blevne askcgraa . Skipperen reiste sig sagte og anviste Bengt Pladsen ved Klokkestrengen . Alle spændte med saa lidt Stsi som muligt Hanerne paa deres Vaaben . Skipperen , hvis Ansigt havde faaet et vildt determineret Præg , stillede sig paa den ene Side af den skjulte Dør , Larsen tog Plads ved den anden Lide . SvenSson gjorde en rask Haandbevægelse , Bengt rev med er vældigt Tag i Klokkestrengen og den kunstige Dør faldt ind i Kahytten med et stærkt Brag . Sørensen , der Intet havde anet , fulgte Dørens Bevægelse og styrtede med den ind i Kahytten . Som en rasende Løve greb SvenSson ben skarpe Kniv og kastede sig over ham . Larsen havde strar , fuld af Forfærdelse ved Sorensens pludselige Tilsynekomst , affyret begge Pistollobene ind i Rummet . Et Skrig , forfærdeligt , klagende — et Dødsskrig fulgte paa Knaldet . Larsen tabte Pisfolen ud af Haanden og sank om mod Væggen . Bengt var imidlertid sprungen til ; med hævet Pistol styrtede han henimod Aabningen og saae ind — der var Ingen . Ved at sænke sit Blik ned imod Gulvet saae han en menneskelig Skikkelse ligge halvt i Rummet , halvt inde i Kahytten . Skikkelsen vred sig i Krampetrækninger og stønnede huull . Uden at give sig Tid til at undersøge hvem det var , ilede han Svensson til Hjælp . Skipperen havde i det Minut hvori det ovenfor omtalte fandt Sted , havt en haard Kamp at udholde med den stærke , modige Betjent , der trods et dybt Knivstik , han havde faaet i den venstre Skulder , forsvarede sig kjækt . Bengt gav Ild og Kuglen foer forbi Svensson og ind i Sørcnsens venstre Laar . Kuglen virkede strar aldeles lammende . Blodet strammede voldsomt ud af de lo Saar , hans Kræfter svigtede ham og han sank tilbage i en dødlignende Besvimelse . Forpustede , med Rædsel i hvert Træk , reiste be tre Mænd sig og betragtede tause hverandre . Haaret hang de to Svenskere ned i Øinene og var hist og her vædet med Blod . — Hvem have vi her ? sagde Bengt , der først kom tilorde , ibet han trak ben Skikkelse vi før have omtalt og som nu var aldeles livlos , nærmere til Lyset , hvor han betragtede dens Ansigt . Han havde neppe havt Tid til at kaste et Blik paa de stivnede Træk , ber vare frygteligt forandrede i Døtskampen , før han lod Liget falke tilbage . Gossen ! raabte han med hæs Stemme . — Gossen ! skreg Skipperen og Larsen , den Sidsle mere bød end levende over det forfærdelige Optrin , medens den Første med sammenbidte Tænder traadte et Skridt nærmere og greb plumpt fat i Liget af sin ulykkelige Kahytsdreng . - Saa Du vilde spille Forræder , Du ? sagde han plumpt . Du vilde føre din Kaptain i Ulykke ! Fy før Fanden , elendige Usling ! I sin forfærdelige Diliriumsraahcd spyttede han Liget i Ansigtet , da Trusler og Prygl jo ikke kunne anvendes . Selv Larsen og Bengt foer tilbage før denne Krænkelse af de Dødcs Fred . — Lad ham hvile i Fred , sagde Larsen med tonelos Stemme . — Hvile i Fred ! den flyngelagtige Forræder ! hylede Skipperen og kaslede med et Spark det dsde Legeme hen i en Krog . — I Helvede skal han ! — Drik dette , sagde Bengt til sin vprørte Chef og rakte ham et Bæger koldt Øl , — det vil gjøre Dem godt . Svensson flugte Drikken og satte sig grundende ned paa en Stol . Naar han havde havt et svært Udbrud af Raseri , blev han alud stille og krasicsloS som et lille Barn . — Hvad skulle vi gjøre med ham ? spurgte Bengt endelig efter en lang Pause og pegede paa Sørensen , han er ikke dod . — Giv ham hans Rest , svarede Skipperen mut . — Nei , tøg endelig Larsen tilorde , han maa ikke dræbes . Jeg har i ham gjenkjendt en Mand , som jeg har tilføiet meget Ondt ; jeg var Skyld i hans Kones Dod , jeg vil ikke have alt det Blod paa min Sam » s Villighed ; jeg faaer Ondt deraf ! Og den tykke Hæler ' skælvede over hele Kroppen , idet han skævede til Lizet af Drengen . — Naa , sagde Skipperen ; Du er ellers god min Bro ' r ! skal Fyren da leve for at forraade os Alle ? — Nei , forraade oS skal han ikke , men leve bør han ; jeg siger Dig , Svensson , jeg vil ikke have mere Nøvt paa min Samvittighed , end jeg alt har , det var mig der skød Drengen der ; Sørensen maa skaanes . -- Alisaa , svarede Skipperen , er det vel din Me » ning , at vi skulle afgive ha n til et Hospital og os selv til Politiet . Det vilde være net , ikke sandt , Bengt ? - Nei , det er sk f ikke min Mening . Ingen af os maa komme i Uleilighed og det behøvcS heller ikke , maaske vil han dø af den haarde Medfart han har døiet , men jeg vil gjøre Mit til at han kan leve . Du maa » age ham med til Sverrig , Svensson , helbrede ham , men forhindre ham i at komme tilbage ; ødelæg hans Sjæl , gjør ham afsindig , — kun maa han ikke dø , jeg vil ikke have det . — Du er gal , min Bro ' r , sagde Svensson tørt ; men Du skal have din Billie , naar Du vil betale hvad det koster . Larsen kæmpede en haard Kamp med sig selv , med sin Angst og sin Gjerrigheb ; endelig sagde han ; — Nuvel , jeg vil betale før det . — Saa er del godt , vedblev SvenSson ; jeg skal sorge før ham , han skal blive bragt til et Sted , hvor Ingen vil faae Leilighed til at se ham og har han havt en før stor Forstand før , skal han faae den desfo mindre før Fremtiden ; men leve skal han , hvis han ikke allerede er kreperet . Med Bengts Hjælp fik ban Sørensen løftet op og lagt i den lille Kvie . Med øvet Haand undersøgte han Saarene , der vel vare dybe og lange , men ingenlunde todclige , fik en Forbindtaske frem og forbandt med stor Duelighed de - saarede Steder . Sørensen laa endnu bevidstløs af det svære Blodtab ; men Aandedrættet var regelmæssigt og Pulsen “ normal . Drengens Lig blev pakket ind i et Stykke Seildug og flyttet ind i det snevre Rum i Lasten . Det skulde midt i Øslersoen overgives til Dølgerne . Bengt spulede ethvert Spor af Blod bort og fjernede Alt hvad der tydede paa den Kamp , der var foregaaet . Man vor dog meget urolig . Efter al Sandsynlighed maatte Sørensen staa i Rapport med Politiet iland , som jo i saa Tilfælde vidste hvilket Foretagende han vilde udføre og søge ham paa Skibet . Svcnsson bandede LarscnS Øllebrødsbarmhjertighed og længtes efter Morgenen , paa hvilken de skulde seile . Svensson og Larsen gik iland og Bengt blev nu ene ombord . Efter Skipperens Anmodning maatte Larsen skaffe ham endel Urter og Medikamenter . Da disse vare indkjøbte pegede Svensson paa Apothekerpakken og hviskede : — Heri ligger Betjentens Forsland begravet ; jeg kjender Noget til Destillationen , den har hjulpet mangen brav Mand ud af Forlcgenhedcr ovre i det gamle Sverrig . Larsen kunde ikke andet end gyse lidt tilbage før sin svenske Ven , hvis Skurkagtighed og Kulde ved at udføre Forbrydelser overtros hans , der dog ikke havde nøgen ringe Forbryderbane at skue tilbage paa . Den næste , Morgen lettede „ Helvedeshunden “ sit Anker og blev bugseret ud af Kristianshavns Kanal af en lille Damper . SvenSson stod tilroers og dampede roligt paa sin Pibe . Bengt var ivrigt ifærd med at gjøre Sejlene los , og det tungt lastede Skib gik roligt gjennem Havnens mudrede Vand . Ude paa Langelinie stod en fed Mand og slirrede ængsteligt mod Toldbodbommen . Hans Aasyn opklaredes , da han fik Øie paa det svenske Skib , der uden Hindring passerede Bommen og snart kom i lige L nie med ham . Den fede Mand svingede med Hatten — Skipperen slap Roret et Øieblik og hilste over til Manden . Noget efter kom Dampdaaden pilende tilbage . „ Helvedeshunden “ havde udspændt fine Seilvinger og slyrede nu sydpaa med fin forbryderiske Last . Larsen følie en Steen falde fra sit Hjerte og gik beroliget hjem . Den Uro , der i de sidste Dage havde behersket ham , var forsvunden , og med sin sædvanlige klukkende , indvendige Latter tænkte han paa de mange Penge , han snart vilde saae for den kostbare Ladning . 28de Kapitel . Paa Steenholmen . Et Par Mil fra den svenske 0 Gulland ligger ' nogle Siecnklipper , der ligesom af en Kæmpehaand ere udslyngede i Havet . Tisse Klipper have en forskjellig Form , snart høie , sleile og umulige at bestige , snart mere terrasseformige . Kun hist og her paa de slorre Klippeholme vorcr noget forkrøblet Krat . Resten er den regne Graastcen , uden Spor af Jord og Vegetation . Steenholmcn er ansørt som ubeboet og der maa ogsaa høre en eiendommelig Lyst til at bebo disse sørgelige , usrugtbare StcenMlllioner af vilde Fugle have bygget Nede i Klipperevnerne , og dens Skrig og Flagren er det enesle der afbryder Havets monotowe Larm , idet det flammende bryder sig mod de sleile Klipper . Vi sagde før at Holmene vare ubeboede , og det vare de ogsaa , med Undtagelse af en enesle af dem . I et lille graat Bjælkehus , der saaledes af ophobede graa Muursteen var beskyttet mod Veir og Vind , at det ikke kunde sees fra søen , boede et Par Ægtefolk . der i Almindelighed gik under Navnene „ Bæveren “ og „ Dævcra “ . Aarsage « til at dette Ægtepar havde unddraget sig Verdens Selskab paaslode de selv var „ Menneskenes Ondskab “ ; dog , mange Andre var af den Mening , at Bæveren og Bævcra , der vare gamle Bekjendte af forskjellige svenske Fæstninger , hvori de havde arbeidet „ i Jern “ , for at afsone forskjellige Forbrydelser , saasom Tyveri , attenteret Mord og andre Idrætter , — i et Anfald af Fortrydelse over at blive skyet af Alle paa Fastlandet , havde sagt dette Farvel for at drive en mere indbringende Forretning paa Steenholmcn . Forretninger paa den øde Holm ? Ja , saaledes sagde man . De havde nemlig et OplagSsfed for Smuglere , der ikke turde gaa ind til selve den svenske Kyst med deres Barer , og nogle store Steenhuler , som skulde findes paa Holmene , hjalp dem til at skjule Barerne ; desuden toge de det ikke saa nøie med Mit og Dit ; kort sagt : de levede „ kristeligt og ernærede sig af Vrag “ . Det lille Hus , der tjente Bæveren og Bævcra til Opholdssted , var ganske hyggelig ! og bekvemt indrettet . I den nederste Eiaze var der indrettet 5 temmelig store Værelser , der vare godt møblerede . Under Taget laa der 3 Gjæsteværclser , der brugtes til at Huse de Skippere , Styrmænd og Matroser , som vare ombord i Smugler-skibene eller dem , hvis Fartøier Ulykken kastede op paa denne golde , ugjæstirie Kyst . Der fortaltes almindeligt , al Bæveren i stormfulde og taagede Nætter , gik ud med en tændt Laterne , befæstet ved en lang Stage , og vandrede frem og tilbage langs den stenede Strandbred , og at da ofte Skibe , ber troede ai Laternen fandieS ombord i et andet Skib , roligt styrede ind mod Slecnholmen , hvor dei fandt sin Undergang . Undertiden blev Mandskabet eller en Dei af det frelst , til andre Tider gik Skibet under med Mand og Mus og det værdige Ægtepar havde da Dagen efter nok at bestille med at redde den Del af Ladningen , som Bølgerne havde kastet iland . Eo Gange var del hænder ar der paa den svenske Kyst , udfor Steenholmene , var dreven Lig iland , hvis Udseende vidnede om en anden , men voldsom DødsMaade , end den Havet havde foraarsaget , idet det ene fandtes ihjelstukken med et Knivstik i Brystet , og paa det andet viste sig tydelige Spor af Kvælning . Der mumledes Meget om , at det var skibbrudne Skibsfolk , der , hvis de vare forblevne i Live , kunde have fortalt artige Ting om Bæveren og hans Kone ; der kom en Undersøgelse igang , men Intet oplystes . — Det var lutter Ondskab , sagde Bæveren . Og Bævera knyttede sine magre furede Hænder , HendeS skarpe Øine lynede og hun udstedte forbitrede Trusker over OpbavSmændene til „ Rygtet “ , hvilke hun lovede en blodig Hævn . Paa Steænholmen fandtes en af Naturen dannet Havn , i hvis mægtige Stcenblokke Bæveren havde indrammet store Jernringe , til derved at foriøie de Skibe , der her søgie Havn . Disse Skibe vare af en meget mistænkelig Beskaffenhed . Kun sjeldent kom et ærligt Skib , tvungen dertil af Sø og Storm , ind i denne Noverrede . De bleve ogsaa i saa Tilfælde modtagne med Kulde og Opholdet gjort dem saa ubehageligt , at de snarest muligt seilede bort igjen . Anderledes forholdt det sig , naar et mistænkeligt Fanen gjæstede den lille Havn . Bæveren og Bævera vare da sledse nede ved Soen for at byde de kjærkomne Gjæster velkommen . Brita , en værdig Soster til Bævera , maatte brast op med det Huset formaaede , og man levede godt paa Sieenholmen . Efter disse saa forudskiklede Bemærkninger , der ere nøtvendige for at forstaa det Følgende , tage vi atter fat paa vor Fortællings Gang . I Slutningen af December Maaned , en stormfuld , taaget Eftermiddag , finde vi Bæveren og hans Kone siddende i deres Dagligstue . Et vældigt Baal brændte paa den store Spies eller Arnestedet , og udbredte en vis Lunhed og dæmpet Lysning i Stuen . Brænde var der nok af , Rester af Brag , som Havet havde skyllet ind paa Kysten . Bæveren sad og røz paa sin Pibe , i hvis Spids han hvert Øieblik bed . Denne Bide « var karakteristisk før Bæveren , den antydede at han var i flet Lune . I en hel Maaned havde han ikke gjort nogen Forretning , ja ikke seet et Skib , og dog havde det kulet godt op og han havde gjort Sit til , før at faae Skibene til at indfinde sig . Bæveren sad ved Arnestedet og spandt flittigt paa en gammeldags Nok . Efter HendeS Flid i dette Øieblik at tømme , skulde man tro hun arbeidede før at faae Brød i Huset . — Jeg siger Dig , Kjælling , sagde endelig Bæveren med en Ed og slog sin plumpe Næve med et Brag imod Væggen ; det gaaer snavs med oS lilsivst . Hun leflede sii runkne Ansigt , der bar Spor af fordums Ekjonhed . og svarede : - Nn , ja , lille Fa ' er , vi kunne ellers ikke klage , vi har jo nok endnu . — Nok . siger Du ! udbrød Manden . Fordømte Fæ , faae vi nogensinde nok iii at knuse del Pak , der nn haaner os derude paa Kysten ! — Nei , svarede Konen atter . Du har Ret , Bæver , de maa knuses før vi kunne lægge vore Hoveder paa det sidste Leie . Hun bolede aner Hovedet ned mod Rokken og spandt videre i Taushed . Efter ak have rokket lidt frem og tilbage stod Bæveren op , tog en Faareskindspels og en „ Sydvest “ paa og travede ned mod Stranden . Han saae skarpt ud paa Søen og syntes igjennem Taagen at kunne opdage et Skib , der med redet Storsejl fortsatte Kursen ind imod Øen . Uden at sige et Ord gik han tilbage til Huset og hentede en Sokikkcrt , som han rett-de mod Skibet . Dævera var denne Gang fulgt med ham ; men oppebiede i Taushed Resultatet . Efter et langt og skarpt Udkik tog Bæveren Kikkerten fra Øiet , skjod den sammen og udbrød : — Del er min Salighed „ Hunden “ ! — Hvem ? — Svensson og „ HelvedeShunden “ naturligvis ; jeg havde ikke venret ham saasnart . Der maa være Noget paafærde . Skynd Dig , Bævera , løb ind til Brit « og lad hende lave noget „ Varmt “ til de komme . Bævera skyndte sig tilbage til Huset . Med stor Taalmodighed salie Bæveren sig ned paa cl Klippestykke og vedblev stadig al holve Øie med Skibet , der , lænsende for Stormen , med halvrebet Fok og Klvver sagte ind mod den nære og sikre Havn . El Smil spillede om Bæverens Læber . Han gned sig uvilkaarligt i Hænderne , medens hans Blik stadigl var hæftet paa Skider , der , som man kunde se styredes af en kundig Haand . Endelig var del kommen saa nær , al man kunde se Personerne paa Dækket . Bæveren reiste sig og idel han dannede en Raaber af sin høire Haand , prajede han Skuden med el : — „ Hunden “ , aahoi ! Trods Siormens Brusen og Søens Larm blev man dog opmærksom paa Raabet ombord i Sluppen . Manden ved Rorci svingede med sin Har , og idel han lagde Rorel haardr Bagbord ved en Vending , for al flippe ind i del af Raiurcn dannede Havnebassin , svarede han med et lydeligt : — Alr vel ! — Air vel ! lød Svarel fra Bæveren , der derefter ilede hen nl en af FortøininzSringcne , for al holde Alt klan ril Skider lagde lil . Nogle Minurer efter svajede Skibel op og „ Helvedeöhunden “ laa nu sikker fortøiel i den lille rolige Havn paa Steenholmene . Velkomsten var rørende . De to Hædersmænd tryk » kede hinanden saa fast i Hænderne , ak enhver Anden havde faaet disse nødvenvige Redskaber spolerede for meget lang Tid . Imedens stod Bengt , Matrosen , med ei Grin over hele Ansigtet og nikkede plumpt , med al den Venlighed han kunde opdrive , til sin Skippers Fortrolige og ForrelningSven . Da de første varme Udtryk vare forbi , indbød Bæveren Svensson og hans MarroS til al komme med hjem og bo der under deres Ophold . — Ja , svarede Skipperen , Du skal have saa mange Tak for Tilbudet , som vi gjerne tage imod ; men for « resten har jeg endnu en Gjæst til Dig , som jeg tvivler paa vil blive sket saa godt modtaget . Med en vis sky Mine spurgte Bæveren hvem del var . — En dansk Politibetjent , lød der uforbeholdne Svar . — En Policemand ! raabte Bæveren og tumlede et Par Skridt tilbage ; hvad Fa ' en mener Du med det ? — Ganske simpelt det , svarede Svensson koldblodigt ; at vi , for selv at undgaa at blive nappede af Politiet , maatte nappe en af Politiet selv , Du forstaaer mig vel nok ? Han fik ved samme Leilighed nogle Rifter , som vi efter ringe Evne have lappet paa det bedste vi kunde , og bon er snart hel kvik igjen . — Men hvorfor love I ham ikke „ træde Vande “ ? spurgte Bæveren , tvivlraadig og forbauset over en saadan Æbelmodighcd , især ligeoverfor en Politibetjent . Ere I paa engang blevne gale , Godtfolk ? — Del havde nu sine Grunde , som Du vel nok kan begribe , Fætter — thi Svensson havde den Ære at være i Familie med Mo ' er Bævera — ; troer Du , at jeg uden Nødvendighed tager en saadan „ Krage “ med mig , naar det kan undgaaes ; men giver jeg engang en Kammerat et Ord , saa skal det holdes om jeg saa kommer til at dingle for det . — Ret saa ! sagde Bæveren dybsindigt , og mærkværdigt nok var det en Æressag imellem disse Mennesker , der daglig forbrød sig imod Gud og Verden , aldrig at bryde de Lofter de indbyrdes gave hverandre . Bæveren gik ombord med i Skibet og klavrede ned i den lille Kahyt , for at se paa Policemandcn . Han saae ikke meget kvik ud , som han laa der i Kvien , indbalsamcret i et Svøb af hvide Bandager ; han havde paa Søen atter faaet sin Bevidsthed tilbage og i de tre Dage , der derefter hengik , havde han stadigt grublet over den Skæbne man agtede at berede ham . At ban ikke vilde blive t ' lsoiet nogen Overlasf , der medførte Døven , kunde ban vel indse . I den Storm der næsten uafbrudt havde raset medens han var paa Søen , havde han gjennemgaaet meget , og en Følelse af Velvære og Fred udbredte sig over saavel Sjæl som Legeme , da Skibet endelig kom ind i smult Vanke og lagdx til ved Sieendæmningen . Han var netop falden i en styrkende rolig Søvn da Bæveren og Skipperen kom ned i Kahytten . — Vi maa faae ham i Land ! ytrede SvenSson . — Hvor ? da vel ikke her ? — Jø , netop her , hvorhen skulde jeg vel ellers bringe ham ? — Den gaaer ikke , Fætter ; troer Du , jeg vil udsætte mig for at faae hæle Forretningen spoleret for saadan en Krabats Skyld ? — Jeg siger Snak ! indvendte Skipperen . Du har længe trængt til en haandfast Medhjælper , der i enhver Henseende vilde lystre Dig og som tillige ikke vilde skuddre ; der seer Du ham ! Med disse Ord pegede Skipperen paa den Saarede , der befandt sig i ten lette skumrende Tilstand hvori man fornemmer Alt hvad der foregaaer i Yrervcrkenen , uden dog at være fuldstændig ved sin Bevidsthed . — Du er ikke daarlig ! Er Du af den Formening at han der frivillig vil bjælpe mig , som en anden trø Hund og uden at knurre ? spurgte Holmemandcn med en vis Haan i Stemmen . * — Hvorfor tale i Gaader , naar man med et Pak Ord kan klare hele Historien ; kom saa skal jeg forklare Dig den . Og han tog Bæveren tilside og hviskede ham længe Noget i Øret . Bæveren nikkede endelig med en nogenlunde tilfreds Mine og Svensson aabnede da et Skab , hvoraf han fremtog en Flaske , som han rakte til Holmemanden . der sliltiende slak den i en af sine rummelige Lommer og et Øieblik efter høit erklærede sig enig med Svensson , at den Saarede bragtcs i Land . Der blev lavet en Baare , bestaaende af et Par Brædder , der sammenholdtes af Tougværk . Sørensen , der nu var bleven aldeles vaagen , blev lagt derpaa og af alle tre Mænd i Forening baaret op til Huset , som bekjendt det eneste der fandtes paa Holmen . Mo ' er Bævera kom dem unøde ; men foer noget forskrækket tilbage ved at se den Syge , paa hvis Ankomst hun aldeles ikke var forberedt . Et Vink og et Par Ord fra Svensson beroligede hende dog snart og hun ilede ind til Drita , for at sætte et af Gjæsteværelserne istand til den Syges Modtagelse . Med megen Besvær fik man Sørensen transporteret op ad de smalle Trapper , der førte op til Kamrene under Taget . Den Saarede blev lagt i en god Seng , hverefter Dsren blev lukket forsvarligt i for ham . Sørensen begyndte at spekulere over sin fremtidige Skæbne , men da hans Hoved virkede frygteligt , indsaae han , at han maatte opsætte sin Spekulere « til en deleiligere Tid . Han lagde sig tilbage i Sengen og hensank i en Des , der snart aflostes af en heftig Saarfeber . I Stueetagen i Værelset som vi tidligere have skildret , gik det mere muntert til . Drita havde stegt Karbonade , og rigelig forsynet denne med Peber , hvilket pirrede de nysankomne Søfolks Appetit . » Fra et Skab i Væggen fremtog Bævera en stor Dunk med ægte hollandsk Genever , — en lille venlig Dolge havde kastet et Par Ankere af denne Drik op paa Holmen , og den hørte saaledes til en af de mange Behageligheder , som Holmebcboerne kunde nyde gratis , uden at behøve at gjøre anden Afregning end den lette med . deres Samvittigheder . Svensson var , som Slægtning , Holmens mest kjærkomne Gjæst og stod desuden i stor Anseelse hos Mo ' er Dævcra . Med god Appetit blev Karbonad-n med tilhørende Geneversnapse fortæret . Derefter bragte Brita en Bolle med varmt Vand og en Dunk , hvis formodede Indhold bragte Bengis Dine til at tindre af Fryd , — Stop ! raabte Svensson , da Bæveren beredte sig til at lave den kostelige Drik man kolber Toddy . — Stop , min Bro ' r ! Forretningerne først . — Ganske rigtig ! ytrede Bæveren og fremtøg den Flaske Svensson havde givet ham . Skipperen fyldte et stort Glas med tre Dele Vand , aabnede derefter Flasken og fyldte den manglende Fjerdedel af Glasset med en klar hvid Bædske , der udbredte en slærk aromatisk Lugt . Efter at have omrsct denne Blanding bad han Mo ' er Bævcra bringe den op til den Syge og fortælle ham , at det var en Lædskedrik , hun af Medfølclse for hans lidende Tilsfand bragte ham , og overhovedet lægge al den Blidhed for Dagen , som hun formaaede , for at indgyde den danske Mand nogen Tillid til hende . Bæveren grinede afskyeligt og nikkede til Skipperen . Det var ikke første Gang , saae man , at hun brugtes til en siig Forretning . Det var hende der havde lært Svensson at brygge denne HelvcdcSdrik , der , nydt i et ringe Kvantum , havde den Virkning , at Aanden slappedes , at Mennesket blev til et vegeterende Lig — en Fjollet eller Vanvittig . Dette Experiment skulde nu anvendes paa Sørensen . Skipperens Hensigt var at give Bæveren en Medhjælper , hvis Aandskraft var borte , for hvem ethvert aandeligt LyS og Begreb var slakket , saa han ikke mere formaaede at forraade den afskyelige Gjerning , som han og Drengen vare blevne Offre for . Bævera sneg sig op ad Trapperne med et tændt Lys i den ene og Glasset i ten anden Haand . Hun aabnede Deren og traadte ind . Den Syge laa i en halv Vildelse , foraarsaget af Saariebercn , der knugede og rystede hans Lemmer . Med et medlidende Smil paa Læben traadte Mo ' er Bævera hen til Sengen og tilbød med venlige Ord sin Hjælp . Sorensen stirrede halv forvildet paa hende , men lød hende dog uforslyrret undersøge , rense og alter forbinde Saarene , der i og for sig ikke vare farlige , men ved forsømt Behandling truede med at inflamere . Hun spurgte om han vilde have Noget at spise , og da han afslog Mad , satte hun det skæbnesvangre Bæger paa en Stol føran Sengen , og bad ham at lædske sin Tørst med Drikken , som hun tillagde forfrinlige Egenskaber . Hun lød Lyset bljve staaende og forføiede sig atter ned i Stuen . For ci at vække Mistanke anmodede hun ham ikke om at drikke , medens hun var tilstede . Lyset udsvede en opmuntrende Indflydelse paa Sørensen . Han strafte sin Haand ud efter Bægeret og satte det til Mnnden . Den ljølige Drik lædskede hans brændende Tørst ; han drak begjærligt . Da — ved et Tilfælde — faldt Bægeret fra hans scderrystende Haand og ned i Sengen , før han endnu havde faaet drukket Halvdelen . Vædsken oversvemmede Sengen og Sørensen forssgte efter bedste Evne at gjøre Skaden god igjen ved med et Tørklæde at aftørre Puderne . Derefter sank han mat tilbage i Sengen og laa nogle Øieblikke rolig og stille . En forunderlig død Fornemmelse lagde sig paa hans Hjerne , Tanken og Ilanden var endnu fri og selvraadig ; men hvorlænge ffulde det vare ? Da Mo ' er Bævera en Time ester kom op til den Syge , fandt hun ham bevidstløs ; men Hjertet og Pulsen slog endnu . Bægeret stod tømt ved Siden af Sengen . Hun meldte Resultatet til Bæveren og Svensson , som optog denne Meddelelse med stor Rolighed , idet han sagde : — Godt , saa ere vi idetmindste sikre fra den Side ; han vil ikke kunne skade os mere . Han faaer vel sagtens et Anfald af Raseri imorgen tidlig , men til Middag vil han være tam nok og skikket til at arbeide i Hulerne ; han har Herkuleskræfter , den Fyr . — Det lader saa . - Men hør , Bæver , vi maa imorgen tidlig begynde at losse Sluppen , jeg tør dennegang ikke gaa ind til Kysten med Varerne , der er for mange Krydsere ude , kun med Nod og neppe — takket være Stormen — undslap jeg en af disse Skuder , der forfulgte mig fire stive Timer stræk , og skjøndt min Ladning ikke er Smuglergods , holder jeg dog ikke af ai have disse Posekiggere ombord . 29de Kapitel . Baronen i Knibe . Baron Uglehjelm vidste vel , at Støveren og Halte-Søren vare grebne , men han troede sig altfor godt sikret , til at Nogen eller Noget kunde skade ham , til at han skulde nære nøgen videre Frygt i den Henseende . Selv om de tø Forbrydere virkelig vilde tilstaa al have gjort sig skyldige i det attenterede Mord , holdt han sig for sikker ; thi hvilken Dommer vilde vel have Tilliv til en Forklaring , der lignede en fuldstændig opspundel Historie , og tilmed naar den blev ham forebragt af tø saa bekjendte og durkvrev Forbrydere som Støveren og hans Halle Kammerat . Larsens Taushed havde han ogsaa tilkjøbt sig ; fra ven Kant havde han Intet at frygte . En Eftermiddag , kort efter det over Støveren og Søren optagne Forhør , sad Uglehjelm i sin Dagligstue og nynnede en Melodi , idet han tankeløs blæste Nøgen af sin Cigar i smaa Ringe ud af Munden . Han kjedede sig og havde derfor Intet imod , at Pigen meldte en Herre , der ønskede at tale med Hr . Baronen . Han reiste sig gabende og gik henimod Døren før at modtage ben Fremmede . Denne traadte ind , Baronen saae et Øieblik før- » skendc paa ham og raabte derpaa i en hjertelig Tone idet han udstrakte sin Haand : — Men , min Gud ! er det ikke Albert ? — Ganske rigtig , erindrer Du mig endnu , svarede denne smilende . — Det var Fandens smukt as Dig , at komme herop , udbrød Baronen og skjød en Lænestol frem ; kom og tag Plads , min gamle Ben . — Jeg skulde have været her før længe siden , hvis jeg havde vidst at Du endnu erindrede din gamle Skolekammerat ; men — oprigtig talt , denne Gang kommer jeg paa en Maade paa Embedsvegne . — Hvorledes ? — Jø , seer Du , vi have i disse Dage grebet to snue Forbrydere , som have gjort et Fvrsøz paa at binde os en romantisk Historie paa Ærmet . Ligefrem ere de ikke sigtede før nogen bestemt Forbrydelse , men da de henhøre til „ de Mistænkelige “ og pludselig have bortfjernet sig herfra Staden , bleve de anholdte og førte tilbage hertil . Bed Anholdelsen vare de i Besiddelse af henimod 1000 Nd . , uden at de vare istand til at gvdtgjore deres Hjemmel for disse ; for nu at redde sig ud af Historien have de leveret os en lang Fortælling om en Adelsmand , der havde tabt 5000 Nv . , som de i Forening havde fundet , og da de senere noget derfra traf bemeldte Adelsmand , der søgte efter sine Penge , været saa ærlige al tilbagelevere ham disse , hvorfor han , i et Anfald af Æbclmvdighcd og Glæde over deres Ærlighed , havde taget 1000 Rd . af Tegnebogens Indhold og foræret dem . Denne Historie klinger noget mystisk , for det Første fordi en saadan Ærlighed hos de to Fyre vilde være noget ganske Overordentlig , og for det Andet , fordi en saadan Ædelmodighed vilde være ligesaa sjelden at slode paa . — Men , hvad i al Verden vedkommer denne Historie mig ? sagde Barønen , der var bleven lidt bleg , men tillige havde paataget sig et Smil , der kunde udtydes paa hvilken Maade , det skulde være ; han havde endnu ikke besluttet sig til hvad han vilde foretage sig - Ja , hør nu blot videre Mændene erklærede ikke at vide hvem bemeldte Adelsmand er , men beskrev hans Udseende og meddelte en Omstændighed , som ydermere skulde bekræfte deres Forklaring , nemlig , at Adelsmanden bar en Signetring vaa sin høire Haand , i hvis Steen der var indgraveret en Ugle . Uglehjelm studsede . — Men hør nu videre . Forklaringen blev afgivet med et saadant Udtryk af Paalidclighed , at vi halvt bleve overbeviste — Videre ! — Assessoren afbrød Forhøret og sendte Fyrene ned igjen . I en Samtale , vi derefter havde , traf vi mærkeligt nok overens i , at Fangerne med Adelsmanden meente Dig . Naa , saaledes ! — Ja . Dommeren , som flere Gange har seet Dig i Selskaber , fandt at Signalementet passede ypperligt . Jeg vidste , at Du førte en Ugle i dit Baaden , og vi bleve enige om , at jeg underhaanden skulde forhøre mig hos Dig , om der skulde findes noget Gran af Sandhed i denne eiendommelige Forklaring . Baronen havde aldeles gjenvundet fin gamle Fatning ; han lænede sig med et paataget muntert Smil tilbage i Gyngestolen og svarede roligt , til Vennens største Forbauselse : — Forklaringen er sand , fra Ende til anden . — Den er Fanden heller ! raabte Vennen og foer op fra Stolen . Du narrer mig dog ikke ! — Nei , bedste Ven ! i saadanne Sager pleier jeg ikke at spøge , især naar det gjælder at afryste en uretfærdig Mistanke fra Skuldrene af to Mænd , der ærligt have tilbagegivet mig Penge , som - der tilstaaer jeg — min Kasse meget daarligt kunde undvære , netop paa den Tid . — Men saa have vi jø gjort Fyrene Uret , paa en Maade , udbrød Vennen ; det er i Grunden en Pokkers kjedelig Hisforie . Vi troede nu saa sikkert at have fanget Dalsgaards Mordere , og nu vise de sig maaske paa engang som omvendte Syndere , der ville reise til Amerika , for at føre et bedre Levnet . — Ja , saadan gaaer det , sagde Uglehjelm og trak paa Skuldrene . I Politimænd kunne ogsaa undertiden tage Feil . — Jndrømmet ! svarede Vennen , vi kunne tage Feil , men det skeer sjeldent . Der er noget forunderligt ved den hele Hisforie , som jeg ikke ret fatter . Drevne Forbrydere forlade neppe deres Huler for at søge et nyt Hjem andre Steder . — Men , sagde Baronen fuldstændig fattet og med et Smil paa Læben ; det seer dog næsten ud som om Dhrr . Stoveren og Halte-Søren alligevel ere uskyldige , idetmindste hvad disse Penge angaaer , og jeg indseer . . . — Indkommet , svarede Vennen roligt , fljondt der i hans Indre gjærede en Tvivl , ikke mod Baronen eller hans Udsagn , men imod de to Banditter , ver endnu vare arresterede Baronen fik nu en Anmodning om al møde den næste Dag i Retten , for al afgive sin Forklaring , hvilket han ogsaa villigt lovede . Under mange gjensidige Hofligheds- og Venskabsytringer , skiltes de forhenværende Skolekammerater . Da Baronen var bleven alene , føer han sig med Haanden over Panden og saae nogle Øieblikke eftertænksomf frem foran sig . Han havde nu valgt den Vei , han for Fremtiden vilde følge . — Bah ! mumlede han ; jeg maatte gjøre det , for al undgaa Skandale , for al redde mig selv . Forbandet snildt udtænkt af disse Gavtyve , al lave en saadan Historie sammen . Han smilede veltilfreds . — Der kan ingen Skygge af Mistanke falde paa mig , det er brillant ! vedblev han . Nn vil jeg ogsaa hjælpe dem saa godt jeg formaaer . Baronen faldt udmattet tilbage paa en Stol og en hul , tør Hoste afbrød hans Monolog . — O , Klara , vedblev han efter nogle Minuters Forløb . O , Penge , Rigdom og Verdens Dom ! I have ødelagt mit Liv , ødelagt mig for Tid og Evighed ! Gud hjælpe mig i al min Elendighed ! . . . Dog , bort med disse Skræmmebilleder , nu er jo Faren overstaaet . Der var nu hengaaet flere Dage siden der første Forhor og Støveren og hans Fæsle ventede derfor hver for sig med Længsel og Spænding paa , hvad Udfaldet , af deres Forklaring vilde blive . Halte-Soren havde i Arresten misset en gammel Bekjendt , med hvem han nu opfriskede deres Ungdoms henrykkende Erindringer om mangen lykkelig fuldbragt Forbrydelse ; han befandt sig derfor flet ikke utilpas i ten uhyggelige Eelle . Hvad Støveren angaaer , saa havde han kun beholdt den føromtalte Gamle hos sig i Arresten . Støveren , der var af et meget spegefuldt Gemyt , naar han blot ikke selv skulde have noget af Stegen , fandt en sand Tilfredssfillelse i at kunne pine og plage den gamle Mand , især ved at paalægge ham de vanskeligste Arbeider , som han under Eder og Trusker befalede ham at udføre , og den Gamle vovede ikke at klage til Arrestforvareren , han kjendte Stoverens vilde Karaktecr og vidsle , at denne i saa Tilfælde , maaske i et Anfald af Raseri , ikke vilde betænke sig paa at slaa ham fordærvet . En skjon Morgenstund aabnedes Døren til Arresten og Støveren afhentedes før atter at bringes i Forbør ; ligesom forrige Gang mødte han Halie-Søren paa Trappen og udførte selvfølgelig atter det før beskrevne Signal , denne Gang med en mere tillidsfuld Mine ; thi SørenS kloge Optræden i det forrige Retsmøde havde beroliget ham i enhver Henseende . Ligesom forrige Gang bleve de underkastede et Krydsforhør , der , eftersom det skred frem , blev skrappere og skrappere . Det var med Rød og neppe , at de formaaede at holde Traaden , som de havde besluttet at følge ; den Energi og Hurtighed hvormed Fvrhørsdommeren forstod at gribe den mindste Afvigelse fra den tidligere Forklaring , den minstc Uoverensstemmelse gjorde , at de kun med stor Banskclighed og kun med Opbydelse af al deres aandelige Kraft formaaede at staa imod . Paa et Vink af Dommeren aabnedes Døren , og to Mænd traadte ind . Det var Baron Uglehjelm og Licevært Larsen . De skjønne Aander mødtes . Tilspurgt « af Forhsrsdommeren erklærede Forbryderne enstemmigt , at Baronen var den af dem i det forrige Forhor betegnede Herre . Opfordret dertil afgav klglehjelm sin falske Forklaring , der i Alt væsentlig stemmede overens med Forbrydernes ; kun angaaende Stedet , hvor Pengene vare tabte og fundne var Ler nogen Forskjel i Forklaringerne ; men ledet , selvsølgclig mere af Instinkt end af Viden , erklærede Baronen , at Pengene vare tabte paa Kristianshavn , medens Forbryderne havde forklaret at de vare fundne ved Langebro ; men da ellers Alt stemmede overens , var denne Omstændighed ber ganske uvæsentlig . Forbryderne føltc sig ikke veltilmode da Larsen ble » fremkaldt og tilipurgt af Dommeren , om han kunde erindre , hvad Tid , den omtalte Aften , da Mordet paa Dalsgaard blev foretaget hans Logerende og HalteSøren vare komne hjem . Larsen betænkte sig længe og fæstede sine smaa , listige Øine paa deres Galgenfysiognomier — Jo , Hr . Justitsraad ! sagde han endelig ; ganske bestemt paa Minuten kan jeg ikke sige det , men jeg troer nok ar Klokken var imellem -- fem og ser om Eftermiddagen ! Forbryderne aandede leltere , skjøndt de egentlig ikke forstod hvorfor Larsen løi saaledes ; fhi de vidste jo ikke at den tykke Vicevært vidste ligesaa god Besked med Mordet , som de selv gjorde . -- Og er De sikker paa , at det ikke var nøgen anden Aften , er De istand til at kunne aflægge Deres Ed paa denne Forklaring ? spurgte Forhørsdommeren med en alvorlig og inkvisitorisk Mine . — Ja , svarede Larsen fast ; jeg gjentager , at jeg ikke just kan sige hvilket Minut , at de kom hjem paa , men jeg veed , med Sikkerhed at Klokken ikke kunde være mere end fem eller ser ; thi paa den Tid pleier jeg at spise Vcsperkost og jeg havde netop spist denne , da jeg msdte dem paa Trappen . — Øg de havde ikke forladt Huset senere ? — Nei , først den næste Morgen vare de blevne savnede og han havde da ikke seet dem før nu . Larsens Hensigt med denne Forklaring var selvsølgelig , at faae et Krav paa Støverens og Halte « Sørens evige Taknemmelighed , der især skulde vise sig ved Overdragelsen til ham af en Broderpart af de Tusinde Rigsdaler , som jo efter Baronens Forklaring absolut maatte tilfalde dem hvis de forlode Arresten som frikjendte før den Brøde , hvorfor dr vare mistænkte . Der maa ikke findes nogen mere pinlig Situation end den en Dommer befinder sig i , naar han tvinges til at lade sig tilsyneladende overbevise af de foreliggende Omstændigheder , medens han er moralsk overbevist om Forbrydernes Skyld . Saaledes forholdt det sig her Men Vidnerne kunde ikke forkastes . Larsen havde aldrig været straffet før , om han end var en Person af den mistænkeligste Slags . Baronen maatte i ethvert Tilfælde være et gyldigt Vidne ; hidtil havde der ikke været den ringeste Plet paa ham , der berettigede til at tvivle vaa hans Udsagns Rigtighed . Og dog nærede Dommeren en instinktmæssig Anelse om , at der var noget Galt ved der Hele . Hvad del var vidste han dog ikke . . Støveren og den Halte bleve aller bragle ned i Arresten ; men Resultatet oversteg deres drisfigsfe Forventninger , de havde „ klaret “ sig udmærket , meente de , og kunde nu med temmelig Sikkerhed se Dommen imøde . Saaledes forklarede idetmindste Støveren for sin gamle Lidelscskammerat , idel han samtidig bad ham , ikke al sørge formeget over hans mulige , altfor hurtige Afreise lis Frihedens Land , men al laane et Par Tørv af Arrestforvarerens Kone , til dermed at aflørre de alenlange Taarer fra sine Øine . Da Forbrvderne vare førle bort , faae Dommeren længe og forskende paa de to Vidner og sagde endelig : — Ere De villige til al bekræfte Deres Vidnesbyrd med Lovens Ed ? Uglchjclm studsede lidt , Rødmen steg ham op i de blege Kinder ; han havde neppe gjort sig Rede for al et saadant Forlangende vilde blive stillet . Vi have sagt , at han ikke troede paa nogrn Gud , men alligevel krvmpede han sig ved at tage Guds Navn forfængeligt . Dog , Verdens Dom og Frygten for Straf jog hans Samvittighedsskrupler aldeles paa Flugt og da han havde desinvet sig lidt , svarede han Assessøren med et fast og bestemt : Ja . Hvad Larsen angik , da havde han strar givet et bekræftende Svar ; den Smaating , Samvittighedsnag , havde han før længe siden traadt under Fsdder . — Kjender De Betydningen af den Ed De skulle » skægge ? spurgte Dommeren . Vide De hvad falsk Ed har at sige ? - Ja ! -- Have De nogensinde gjort Ed i nogen Ret før ? - Nei ! — Godt , jeg skal da oplæse Betydningen før Dem , og Dommeren tøg Dogen og læste den skrækkelige Betydning , som Loven har lagt i Eden og hvori Mennesket selv nedkalder Forbandelsen over sit Hoved , hvis han sværger falsk . Ordene rystede oiensynliz de to Vidner stærkt ; men ikke destomindre erklærede de sig derefter villige , il at aflægge den fordrede Ed . Deres Forklaringer bleve atter oplæste før dem . Med oprakte Fingre nedkaldle de frivilligt Himlens Forbandelse over deres Hoveder . Og da Eden var aflagt , hvor sønderknust , hvor elendig følie Uglehjelm sig da ikke ? Ordene : „ hans Fod skal ikke finde Hvile , hans Hjerte ikke finde Fred ! “ rungede i hans Øren og knugede hans Hjerte . Han sølte sig tilintetgjort , fortabt , forst nu , da han havde overskredet det gabende Svælg , maatte han erkjende , af der dog fandtes En , der regjerede Verden , og ved denne Allerhøiestes Navn havde han sværget falsk . Kort efter dimitteredes Vidnerne . Ude paa Gangen slandsede de og saae stift paa hinanden . Uglehjelm var dødbleg og stirrede med et forvildet Klik paa Larsen . Den tykke Vært var aldeles den Gamle igjen og pustede med sin almindelige hvæsende Sioi . — Det gik jo , som det var smnrt , hviskede han til sit Medvidne . Denne rystede paa Hovedet og ^varede med en sørgmodig Deioninz : — Ja , desværre ! — Desværre ! siger De ; men De havde jo intet andet Valg ? — Jø jeg havde . - Og hvilket var det ? — Jeg maatte hellere have skudt mig en Kugle for Panden , end svoret den falske Ed — Bah ! hvem Fanden bryder sig om en saadan Smaating , naar man derved kan redde sig selv eller en god Ben . En Ed har Intet af betyde . — Jø , svarede Baronen , den h-a r Noget af be , tyde , jeg føler det nu ; jeg selv vilde maaske imorges have raisvneret som De , men nu er jeg af en anden Mening . Baronen vilde gaa ; men Larsen greb ham i Armen og sagde med sin mest indsmigrende Stemme : — Hr . Baron ! jeg er for Øieblikket i et svært Bekneb ; De kan vel hjælpe mig med en femhundrede D aler ? Uglehjelm foer tilbage ved ai høre dette Forlangende . Harmen fik for et Øieblik Bugt med hans Sorg og han svarede med sket skjult Forbitrelse : — Femhundrede Daler , er De gal ? Hvorlænge eller rettere sagt , hvor kon Tid er det siden De fik de tusinde Daler ? Jeg lader mig ikke saadan gaa paa , gode Ben ! - Hr . Baronen tager vist Feil af Betydningen af det Forhold , der tristerer imellem os , sagde den tykke Vært koldblodigt , idet han tilknappede sin Frakke og fulgte med Uglehjelm ned af Trappen og ud paa Gaden ; De er ikke berettiget til at sporge mig om jeg er gal eller sige mig andre Komplimenter , thi De er fuldstændig i min Magt . Foruden den nydelige lille Mordhistorie har De endnu en Meneed paa Deres Samvittighed , betænkt det . - Men , svarede Bar nen med svag Stemme ; De har jo ogsaa svoret falsk , mod deres bedre Vidende . — Nei ! løi Larsen med den koldblodigste Mine af Verden ; det har jeg ikke , thi jeg saae virkelig de to Gavtyve den omtalte Aften , om det var en Time eller to før den opgivne Tid , har mindre at sige ; De derimod . . . Godt , godt ! sagde Baronen afværgende og gysende over den Sammenligning Hæleren opstillede ; jeg forstaaer Dem , Farvel ! — Farvel , Hr . Baron ! grinte den tykke Vært ; idag otte Dage om Aftenen henter jeg de femhundrede „ Fist “ . Uglehjelm var allerede borte . Kort efter at Bidnerne havde forladt Retslokalet bad en Betjent af Opdagelsespolitict om at faae Dommeren itale . Han havde , sagde han , først nu hort , at Baron Uglehjelm og Larsen havde afgivet deres Vidnesbyrd til Gunst før Fangerne , samt at Baronen havde erklærel at have ladt 5000 Rigsdaler den omtalte Aften og kort efter faaet dem tilbage af Siøveren og den Halte . Mærkværdigt nok vidste han nu , at Uglehjelm netop nogle Dage derefter havde laant et Pengebelød af en Aagerkarl til meget høie Renter , og at Baronen efter de Oplysninger han havde indhente^ , aldrig havde været i Besiddelse af en saa stor Sum paa engang , som 5000 Rigsdaler , at hans aarlige Indtægt kun var ubetydelig , men hans Gjæld derimod meget stor . Han og en anden Betjent havde desuden seet Baronen under en mistænkelig Forklædning desøze den mest berygtede Tyoekippe paa Kristianshavn og senere havde han været hos Larsen . Alt dette forekom ham at se meget b etænkeligt ud . Det var kun lose Gisninger der opstilledes , de kunde ikke forandre den foreliggende Sags Gang , idetmindsle ikke for Øieblikket . Det blev beskattet at føre et nøie Opsyn med Baronen , samt at skærpe det Opsyn hvorunder Larsen for Tiden stod . Nogle Dage efter faldt Forbrydernes Dom ; den led paa Frifindelse for AktørS videre Tiltale . Støveren og Halte-Zsren kom atter paa fri Fod . 30te Kapitel . Drøm og Virkelighed . Vi forlovs sidst vor Ven Peter Henningsen under et meget heftigt Sygdomsanfald . I flere Dage svævede Peter mellem Liv og Død , og i den Tid synes han flere Gange at have drømt om Attentatet paa Grosserer Dalsgaard ; thi Ordene DalSzaard , Morderne og Viktors Navn , bleve ofte udraabte i en saa smertelig Toneart , at lille Marie ofte foer sammen , og hendes ved Nattevaagen og Sorgen allerede haardt angrebne Nervesystem bragte hende til at udgyde tunge Taarer . - . . . . Ved Hjælp af den dygtige Læges Omhu og Tilsyn lykkedes det dog snart at fjerne enhver Fare . Imidlertid blev Marie ogsaa syg og hun maatte forholde sig roligt hjemme et Par Dage . I den Tid var Peter overladt til sig selv og den Beskæftigelse , han selv kunde forskaffe sig . Hans gamle Principal , Hr . Reimert , var en sladig Gjæst hos ham ; ogsaa Madam Søndrup saae op til ham et Par Gange om Dagen . Paa Penge havde han ingen Mangel ; thi Dalszaard havde første Juledag sendt ham 100 Rigsdaler som Forskud paa hans Gage . Peter læste meget ; han længtes efter at tage fat paa en alvorlig Beskæftigelse , men herpaa maatte han ikke tænke i de første 3 eller 4 Uger , havde Lægen sagt . Det var en Aften , nogle Dage efter Nytaar , at Peter sad i sit lille Værelse og læste i „ HoffmannS fantastiske Fortællinger “ . Læsningen havde sat hans Blod i en feberagtig Bevægelse , og forst silde gik han tilsengs og skulkede sit Lys . I de første Par Timer kunde han ikke falde isovn , men laa uroligt og vendte og dreiede sig paa Leiet ; derefter faldt han i en let Slummer , hvori han dog kun halvt havde tabt Bevidstheden ; de forvirrede Billeder fra Dogen tumlede og bølgcde sig for hans Øine og han formaaede ikke at fastholde dem eller danne dem til et Hele . Paa engang syntes det søm om Figurerne bleve fastere og tydeligere og fremtraadte bestemtcre . Det var imidlertid ikke Personerne fra Bogen han saae , nei , virkelige Personligheder , søm han havde seet i det virkelige Liv , men under skrækkelige og utydelige Omslændigheder . Han syntes at se Døren aabne sig og et Lys at trænge derigjennem ; paa engang blev Aabningen udfyldf af to Mænd , hvis modbydelige og raa Fysiognomier han havde seet engang før . Det røde Lys fra en Løgte belyste de to Mænds Aasyn og gave disse et endnu mere skummelt Udtryk end de alt havde af Naturen . Han havde seet disse Mænd før , han syntes ogsaa før at have hørt de hviskende , dumpe Stemmer . Paa engang fremstillede Billedet af Morderne ved Kallebodstrand sig før hans Blik og med det fortvivlede Udraab : „ Mordere ! Mordere ! “ slyrtede han ud af Sengen . Han fik i dette Øieblik sin fuldkomne Bevidsthed tilbage og fandt sig selv slaaende opreist midt i Lærelset . Utydelig syntes han at erindre at have hørt Døren blive smækket i efter Mændene , der forskrækkede vare tumlede tilbage , og han hørte nu tydelig listende Trin paa Trapperne . Kort efter blev Gadedøren sagte oplukket og alter lukket i . Peter vidste egentlig ikke hvad han skulde tro om den hele Sag . Bar det et Foster af hans Fantasi eller skulde der virkelig have været Nogen i hans Værelse ? Han unversøgte Døren , — den var ikke aflaaset . Nu erindrede han , at han havde glemt ar iagttage den almindelige Sikkerhedsregel . Han gik alter iseng , men laa længe og grundede over Synet , før han formaaede at falde isøvn . Den næste Morgen vaagnede han i en bedre Stemning . Den klare Vintersol skinnede ind ad hans Vinduer , og bidrog Sit til at opvarme det lille Værelse . For første Gang efter sin Sygdom skulde Marie idag . ledsaget af sin Moder , alter besøge ham , og den Kone der opvartede ham maatte derfor gjøre storartede Jndkjøb til Frokosten . Sundhedens Roser vare alter vendte tilbage til Maries smaa , buttede Kinder , de klare Øine straalede alter Peter imode og de følie i Grunden forst nu ret at det i Neglen kun er Sorg og Lidelser , der fastest binder Menneskene til hinanden , at Sorg og Lidelser er Kjærlighedens Prøvesteen , at den , der lykkelig og vel er kommen ud derover , heldigt har bestaaet den ofte vanskelige Prove . Som de allerbedst sade og talte sammen , bleve de opmærksomme paa en Støk i Etagen nedenunder samt Udraab af Forbauselse og Medlidenhed , der tiltoge efterhaanden som der kom flere Folk til . — Hvad mon det kan være ? spurgte Marie og reiste sig ængslelig . — Jeg skal se efter , sagde Peter og blev lidt bleg ved at erindre sig Nattens uhyggelige Begivenheder ; han reiste sig hastigt og gik ud paa Trappen . Udenfor den rige Sfræders Dør stod en Mængde Mennesker , mest beslaaende af Husets Folk , og talte i en dæmpet , alvorlig Tone . — Hvad er der iveien ? spurgte Peter . — Skrædercn er død ! sagde en Kone , der boede paa 2den Sal . Herregud , det var saa pludseligt . Det maa være haardt for en saa rig Mand at gaa fra al den Herlighed . - Hvad er han død af ? spurgte Peter videre . — Ja , det veed man ikke , thi Lægen har endnu ikke været her . Da Pigen imorges vilde vække ham som sædvanligt , syntes hun at han sov saa trygt , og hun ventede derfor en Timestid endnu . Ned at nævne hans Navn fik hun intet Svar , og hun ruskede ham derfor i Armen , men foer forfærdet tilbage , thi Herren var iskold og hans Hoved faldt mat tilbage paa Puden - han var død . Han har rimeligvis faaet Stivkrampe eller saadan Noget , sagde Konen og faae sig vigtig omkring . Kort efter lød der hastige Trin paa Trappen og en hvi anseelig Mand traadte ind i det halvmsrke Værelse , hvor Liget laa koldt og slivt . Henne ved Sengen , ved Siden af Liget , sad en gammel Kone ; hun havde bøiet det hvide Hoved ned paa Puden og hulkede mat og afbrudt . Efter Lægen trængte flere Folk sig ind i Værelset . Døren lukkedes og den høitidelige Taushed indtraadte atter , kun afbrudt af Uhrets Dikken og den gamle Kones Hulken . Lægen traadte hen til Sengen , og lagde Iet sin Haand naa den gamle Kones Skulder . — Trøst Dem , sagde han ; han er fo hos sin Frelser ! Den Gamle vendte sit kummerfulde Aasyn og saae paa ' den deltagende Tröster . — Han er min Søn , sagde hun grædende ; min eneste Tröster og Stølte ! Han var det kjærligste Barn , nogen Moder kunde have ! 0 , min Dreng , min elskede Dreng ! 2g i et nyt Udbrud af Kummer sænkede hun atter Hovedet ned til Puden . Lægen traadte hen til et Par af dr tilsledeværende Koner , hvis Udseende vidnede om , af de følte Deltagelse med den stakkels gamle Dame . — Det er nødvendigt at hun bliver fjernet herfra , før jeg begynder at undersøge Liget , sagde han ; er det ikke muligt at bevæge hende til at forlade Værelset ? De lovede at gjøre et Forsøg , og med hjertelige . milde Ord lykkedes det at faae den sørgende Moder bort fra Tønnens Dødsseng . De bragte hende ind i en anden Leilighed og anvendte ethvert Middel , der kunde berolige og trøste den nu barnløse Enke . Da Lægen havde faaet Moderen bort bad han flere af de Tilstedeværende at fjerne sig og beholdt kun Peter og en anden Mand hos sig i Værelset . Rullegardinerne bleve trukne op , saa at Dagens klare LyS faldt ind igjennem Vinduerne . Lægen begyndte derefter at undersøge Liget . At Døven var fuldstændig indtraadt oar en given Sag , det saae han strar . Det gjaldt nu om at finde Dødsmaaden Nogen naturlig Død synes ikke at have gjort Ende paa hans Liv , det saae Lægen strar . Ved nærmere at besigtige Liget , saae han omkring dets Hals en bred rød Stribe , ligesom om en plump Næve havde grebet derom og ved et Tryk foraarsaget Døven , der maatte være indtraadt oieblikkelig ; thi den vøve Mand havde , efter Alt hvad man kunde se , ikke gjort nogen Modstand . Der forelaa altsaa et Mord , — efter al Sandsynlighed et overlagt Mord . Lægen tilhyllede after de jordiske Dele af den hedengangne Skrædermester og vendte sig om til de to Tilstedeværende , idet han sagde : — Han er bleven myrdet ! Begge foer uvilkaarligt tilbage og saae bestyrtet paa hinanden ; de havde anet noget Lignende , men Ingen as dem havde gjort sig rigtig Nede for det , der bevægede sig i deres Indre . — Her maa Justitsen tage fat , min Gjerning er endt , sagde Lægen og satte sig roligt ned til et Skrivebord , der stod i Stuen . I faa Ord havde han skrevet en Anmeldelse , som han bad Peter bringe til den nærmeste Politistation ; han vilde imidlertid vente saalænge . Peter , der ikke var vant til flige Scener og desuden efter sin Sygdom var noget svækket , paatog sig strar dette Hverv ; han var glad over at komme udaf den kvalme Stue . Ikke ti Minuter efter vare Rettens Haandhævere i Bevægelse for at hævne den skete Vold . Peter gik after op til sit Værelse , hvor han traf Madam Søndrup og Marie , ventende paa at høre hvad der var passeret . De havde nok hørt at der var forefaldet et Mord , men Peter maatte alligevel fortælle de forskrækkede Kvinder Alt hvad han vidste . - Huha , sagde Madam Søndrup og saae sig førskrækket omkring i Værelset ; jeg vilde ikke bo her for aldrig det . — Du flytter naturligvis ogsaa idag , ikke sandt , min Ven ? sagde Marie og hængte sig kjælent ved Peters Arm . — Du maa ikke blive her . — Men hvorhen skal jeg da tage ? — Du kan jo tage ind i et Hotel , indtil Du faaer et andet Logis , ikke sandt ? — Men jeg er virkelig ikke bange , svarede Peter smilende og kyssede hende . — Jeg vilde ikke kunne faae Søv » i mine Øine , sagde Marie , hvis jeg vidste at Du laa her , ene og forladt . — Det har jeg jo været saa tidt . — Ja , det er sandt nok , men Du maa flytte , for min Skyld ! — Ikke sandt , Peter ? Øg hun fremsatte dette Spørgsmaal saa forførerifl , hun saae saa søv og fristende ud , at Peter flet ikke kunde sige nei . Ligesom om det var en Selvfølge sprang Marie op , aabnede Klædeskab , Skuffer og Kufferter og gav sig til at pakke ind . Med et Smil gav Peter efter , ogsaa han var i Grunden mindre vel tilmode ved at skulle blive Natten over i det nn saa uhyggelige HuS . Madam Søndrup understøttede kraftigt sin Datter , og det varede ingen halv Time før alt Tøiet stod sir og færdigt til at sendes til „ Tre Hjorter “ paa Vestergade , det Hotel hvori Peter vilde tage ind . Politiet var ivrigt ifærd med at undersøge Lokaliteterne i den Asdødes Leilighed , da Peter og Marie , ledsaget af Madam Søndrup og en Karl , der bar Tøiet , gik ned ad Trapperne . Paa Trappegangen stod en lav , undersætsig Mand , der kastede et forskende Øiekasf til den lille Familie , der gik ham forbi . Marie kastede et hurtigt Blik ind ad den halvt aabne Dør , og skyndte sig gysende forbi . Nede i Gadedøren stod en høi mager Mand med lange Bakkenbarter , og saae forskende op og ned ad Gaden . Ogsaa her maatte de passere et meget udforskende Øiekasf , men han opgav ligestrar enhver Mistanke imod dem . Da det var bleven morkt kunde man se en skummel Person , der et Par Gange langsomt listede sig forbi Huset og hver Gang speidede op til Vinduerne . Engang mumlede han : — For Satan dog , jeg troer næsten at Liget har faaet Magt over mig , og vil trække mig til sig ! 31te Kapitel . Sørensens Efterladte . Vi have i et tidligere Kapitel omtalt , at Sørensen havde flere Børn , hvoraf den Ældste lun var fjorten eller femten Aar gammel . Vi ville nu henvende vor Opmærksomhed vaa disse Børn . Den første Nat , efterat Ulykken skete , savnedes Sørensen ikke ; thi det var ikke saa sjeldent , ja , det var næsten noget ganske almindeligt , at Faderen blev saa længe borte og den lille Pige havde derfor ingen Bekymring i saa Henseende . Som en erfaren Husmoder saae Pigen efter om Alt var i Orden før hun gik i Seng . Den næste Morgen forundredeS Dørnene over ikke at se Faderen , og den ældsle lille Pige formaaede ikke at besvare alle de barnlige Spørgsmaal , der regnede ned over hende ; hun vidste jo selv Intet . Noget efter Middag kom der et Bud fra den Station , hvorunder Sørensen hørte , med Ordre til ham at møde der øieblikkelig . Budet blev ikke lidet forundret over den Besked han fik , men gik dog tilbage til Stationen , hvor han afgav fin Rapport , og man besluttede nu at oppebie nogen Underretning om ham . Langt ud paa Aftenen mødte en Færgemand paa Stationen og medbragte en Politibetjentsbue , som han fortalte , han havde fundet i Kristianshavns Kanal . Huen var Sørensens og var mærket med hans Numer . Gaaden syntes altsaa at være løst . Efter al Sandsynlighed var han den foregaaende Aften paa en eller anden Maade falden i Kanalen og var rimeligvis druknet , for Nogen kunde komme ham tilhjælp . Den næste Morgen blev Kanalen grundig undersogt , for at finde det formentlige Lig . Det fandtes naturligvis ikke . Man antog derfor , at det var drevet ud med Strømmen , forbi Langebro og videre . Vist er det , at alle Anstrængelser vare forgæves . Assistenten lod den lille Marie kalde og underrettede hende , saa skaansomt kom muligt , om Faderens formodede Død . Man kan tænke sig den stakkels Piges Forfærdelse . — O , de ulykkelige smaa Børn ! hulkede den lille Marie ; hvad skal der blive af dem ? Man trøstede hende saa godt det var muligt og gav hende en rundelig Pengesum , og hun gik nu grædende og med tungt Hjerte paa Veien hjemad . Hun havde for travlt med sig selv og den sørgelige Skjæbne der ventede hendes Sodskende , til at bemærke , at en ældre , venligt udseende Herre i Frastand fulgte hende og nu , da hun var kommen ved Bommen til Amagervort , nærmede sig hende med Spørgsmaal om Aarsagen til hendes Kummer . Den Fremmedes venlige , om end lidt tungsindige Ansigt , beroligede Marie , som i Begyndelsen blev lidt forskrækket . Herren gjentøg sit Spørgsmaal . Med Barndommens Inderlighed og Naivitet meddelte Marie nu med rørende Stemme , hele den sørgelige Historie om Faderens Død og den ulykkelige Stilling hvori hans Familie nu befandt sig . Herren havde med stor Interesse fulgt Fortællingens Gang og med Deltagelse betragtet den unge Piges fine og smukke Træk . Med Gru tænkte han paa , hvad der vilde blive af dette smukke Barn , hvis hun blev overladt til sig selv eller til Fremmedes ligegyldige Omsorg . Vi kjende Manden ; « hi vi hav : seet ham engang før . De » var den samme Læge , der rev den unge ulykkelige Moder — hvis Børn var bleven dræbt af Madam Sørensen — bort fra Tyvehulen og fra Fordærvelsen . - Jeg gaaer med Dig , sagde han efter et Øiebliks Betænkning , og tog Pigens Haand . Hvor boer Du ? Og Haand i Haand fulgtes de til det lille HuS , hvori Sørensen havde boet , og hvor der ogsaa boede et Par andre Familier . De yngre Børn , hvem Marie underrettede om Faderens Død , toge i Begyndelsen ganske f . rfærdeligt paa Veie ; men den fremmede Mands venlige Ord og Maries materielle Trøstegrunde i Skikkelse af Smerrebrod og Ost , bragte snart Taarerne til at vige før Smilet , der vel i Begyndelsen var lidt melankolsk , men senere blev lyst og klart . Efter en Times Forløb tog Lægen Afsked ; han havde efter nogen Overvejelse lagt en Plan , som han nu vilde forsøge paa at faae realiseret . Han bad Marie ikke at gaa bort før han kom tilbage , og gik derefter eftertænksom tilbage til sit Hjem . I en lys lille Stue , der var ganske hyggelig indrette ! sad en ung , kjøn Pige . Hun var tarveligt , men net klædt , og sad ivrigt beskæftiget med et Sytoi . Ogsaa hende have vi seet engang før . Det var den unge Pige , hvis Barn var bleven dræbt paa en saa sørgelig Maade , og hvis Kjæreste havde forladt hende . Sorgen over det stakkels Barns Død var endnu dyb ; men den havde mistet sin Bitterhed , og det var med en til Vemod grændsende Følclse , at hun tænkte paa den lille Skabning , hvis Tilværelse paa en Maade var hendes Skændsel og hvis Død skulde bidrage til at føre hende ud af det umoralske Morads hvori hun havde været saa nær ved at glide . Lægen og hans Hustru havde ved Blidhed og Ven » lighed aldeles vundet hendes Tiltro ; med Beredvillighed fulgte hun ethvert Vink , der gaves hende af dem ; hun følie ved sig selv , at hun kun bchøvede at gjøre hvad de raadede hende , før at kunne undgaa et Tilbagefald til sit tidligere Levnet . Foruden de gavnlige Lærdomme , som Lægen dog » lig bibragte hende , fik hun snart Arbeide , og hvor lide « vant hun end var til kvindelige Sysler , lærte hun dog snart at sy meget godt og at gjøre Nytte til Gjengjæld før den Godhed der vistes hende . Det var egentlig paa hende at Lægen havde bygget fin Plan med Hensyn til Sørensens Børn ; men kunde denne svage syttenaars Pige ogsaa udføre det Hverv , der var tiltænkt hende , formaaede hun paa sine svage Skuldre at bære den Byrde , som Andre vilde gyse filbage før ? Lægen haabede det . Han havde lagt Mærke til , at den unge Pige var ' i Besiddelse af en sjelden aandelig Krast , af en stærk Resignation og Kjærlighed til Børn , og det var derpaa ban stolede . Den unge Pige var som sagt beskæftiges med at sy , da Lægen traadte ind i det lille Værelse . Hun reiste sig strax op og hilsede paa ham med en Blanding af Ærefrygt , Taknemlighed og Tillid , der var rørende at flue . Den ærværdige Mand bad hende tage PlabS ' igjen og saae hende længe og alvorligt ind i de klare blaa Øine , der straalede af Tillid og Inderlighed . Den unge , uerfarne Sjæl , der havde været paa Randen af Fordærvelsens Afgrund , var heldigvis itide kommen paa een rette Vei igjen . Det Feiltrin hun i Kjærlighed havde begaaet , havde ikke besmittet Sjælens Godhed . Den unge Pige lod frygtsom Hovedet synke under Lægens alvorlige Befluen , og ventede med Uro hvad der vilde komme . Endelig sagde Lægen : — Jeg har et Hverv at overdrage Dig , et ingenlunde let Hverv , som vil lægge Beflag paa alle Line Kræfter , udkræve alt dit Mod ; er Du beredt til at paatage Dig det ? Hun saae et Øieblik forundret paa ham . — Jeg mener , fortsatte han , om Du troer Dig island til at gjcnoptage Kampen imod Verden , som jo engang atter maa begynde . Misforstaa mig ikke , det er naturligvis ikke min Hensigt at lade Dig komme tilbage til den forfærdelige Kreds , hvori Du hidtil har opholdt Dig ; man redder ikke en Menneskesjæl , for derefter atter at overgive den til det Helvede , hvori den før har været . Hun gjorde en Gebærde til Tegn paa at hun forstod ham , greb derpaa hans Haand og kyssede den med en ubeskrivelig Inderlighed , skjøndt han forsøgte paa at forhindre det . — Du var før kort Tid siden Moder , i dette Ords > virkelige Betydning , vedblev han atier ; det var din Kjærlighed til det ulykkelige Barn , din Sorg over dels Død , din Ungdom , og endelig Udtrykket i dit Ansigt der » liste at Guddomsznistcn endnu rørte sig i dit Hjerte , der bevægede mig til at gjøre et Forjøg paa at frelse Dig fra del , som er værre end Døven , og jeg takler Gud at ' det lykkedes mig . Hun saae rørt op til ham . — Siig mig , troer Du Dig istand til , trods din store Ungdom , at kunne være en Moder før andre forældrælose Børn , der i Løbet af kort Tid have mislet baade Fader og Moder ? — Jeg troer det , hviskede hun . — Og vil Du ogsaa være istand dertil , naar jeg fortæller Dig , hvis Børn det er Talen er om ? — Ja , jeg troer det . — Vil Du være istand til at udøve en Velgjerning mød en Kvindes Børn , naar denne Kvinde har gjort Dig Uret , om end meget mød sin Villie , efter hvad jeg aniazcr , og Dørnene slaa hjælpelose i Verden ? — Ja , svarede hun bestemt . — Ogsaa naar Kvinden har berøvet Dig det Kjæreste Du eiede her paa Jorden ? Lene kæmpede et Øieblik med sig selv ; hun begyndte at ane hvorom Talen var , og tøvede . Han gjentog sit SpørgSmaal . Hun svarede med et frimodigt og ærlig ment : Ja . Nuvel , sagde Lægen , hin Madam Sørensen , der i næsten ubevidst Tilstand , i et Øiebliks Vanvid dræbte dit Barn , og som af Anger og Fortvivlelse herover berøvede sig selv Livet , har efterladt sig flere Børn . Faderen er nu ogsaa forsvunden , og alle Omstændigheder tyde paa , at ogsaa han er død . Dørnene slaa nu ene i Verden og have lun sig selv og Fattizvæsenet at stole paa . Jeg gruer ved Tanken om at overgive en Skare uskyldige Børn , hvis eneste Forbrydelse er , at de ere føtte af fattige Forældre , til det Offentliges Omsorg . Jeg selv , fortsatte han , og kastede et prevendc Blik paa den unge Pige , i hvis Ansigt der malede sig forskjellige modstridende Folclseri jeg selv har været underkastet Kjøbenhavns Fattigvæsens Omsorg , da jeg endnu var en lille Dreng , og havde mistet mine Forældre . Da traadte gode Mennesker « il , ved deres Hjælp blev jeg til det jeg nu er . Jeg har en Gjæld at tilbagebetale Samfundet , en stor Gjæld , som jeg hele mit Liv har forssgt at afdrage , men hvis fulde Belob aldrig vil kunne blive tilbagebetalt , om jeg end lever i hundrede Aar . — Jeg vil , sagde den unge Pige , og et lyst Haab straalede i hendes Øine ; jeg vil ogsaa sorsøge paa at afdrage min Gjæld til Dem , min Velgjorer , ved at » age mig af de stakkels Børn , som so ikke lunne gjøre før deres Moders Brøde . — Jeg vidste , sagde Lægen glad , at Du vilde retfærdiggjøre den Tillid jeg har til Dig ; jeg vidste , at Du vilde seire i Kampen ; men den maa begyndes strar , Lene . — Naar De vil , svarede hun og stod op . — Godt , tag saa Afsfed med min Kone og feig mig . Lægens Kone , der var alle Ulykkeliges og Fvrladles trofaste Veninde , havde faaet den unge Pige inderlig kjær , og det var kun med en vis Modstræben , at hun gav sit Minde til , at hun atter kom bort fra hende . — Men er Du ogsaa sikker paa , af Du er istand til af udføre det vanskelige Hverv , min Mand har paalagt Dig ? Du er saa ung endnu og udsat for Fristelser , vil Du kunne modstaa dem , naar de komme ? spurgte hun . — Jeg haaber det , Frue ! svarede den unge Pige , der nu var meget ivrig efter af paabegynde sin Mission ; jeg beholder jo en Sløtte i Dem og Hr . Doktoren , ikke sandt , De forlader mig dog ikke ? — Nei , nei , mit kjære Barn ! sagde den godmodige gamle Dame ; vi ville sledse staa Dig bi , saalænge Du modsfaaer Fristelsen og holder Dig til det Gode ; henvend Dig sledse til os , vi ville , saalænge vi ere over Jorden , sledse holde fast ved Dig og gjøre Dig alt det Gode , vi formaae . Og hun kyssede den unge Pige og gav hende sin Velsignelse Man skildres med Taarer i Øinene . Det var noget ud paa Eftermiddagen , af Lægen sammen med den nye Husmøder , atter betraadte de Forældrekoses Hjem . — Se her , sagde han til de Smaa , bringer jeg Eder en ny Moder istedenfor hende I have mistet ; hun vil med Kjærlighed tage sig af Eder . Dørnene flokkede sig omkring den nye Moder , der kyssede dem Alle med Taarer i Øinene . Hun svoer l dette Øieblik i sit Indre en hellig Ed paa , at ville gjøre sit Bedste for at opfylde det tunge Hverv , der var hende paalagt . Kort efter holdt en Vogn udenfor Huset . Den indeholdt et Par Senge med Tilbehør , nogle Møbler , Fedevarer , Linned og Klæder . — Her , sagde Lægen , er for det Første det Nodvendigste ; jeg seer herind i Morgen igjen og vi ville da lægge en fast Plan , hvorefter Husholdningen skal indrettes . Saalænge jeg lever , haaber jeg ikke at vi skulle gjøre Fattigvæsenet nogen Uleilighed med disse stakkels Børn . Med Tillid til Gud og frisk Mod tog den unge Pige fat paa sit Arbeide . Hun havde nu faaet en Mission at opfylde , først nu , syntes hun , begyndte Livet at oprulle for hende ; hun beskattede at optage Kampen og føre den seirrigt igjennem til Enden . 32te Kapitel . Et Skriftemaal . Et Par Maaneder efter de sidst omtalte Begivenheder , en Dag da det netop lakkede mod Foraar « , sad Peter Henningsen uroligt paa sin høie Kontorstol paa Grosserer Dalsgaarts Kontor og skottede hen til Døren , der førte ind til dennes private Værelse . Peter var nu bleven fuldkommen rask og havde alt i henved 6 Uger arbeidet paa Kontoret . Med Dalsgaards Helbred var det ikke sket saa godt ; han kom sig mere langsomt og først henad Sommeren , naar Varmen kom og Badesæsonen begyndte , vilde den fuldstændige Helbredelse indtræde . Mærkeligt nok formaaede Dalsgaard endnu sket ikke at erindre sig hvorledes Attentatet var foregaaet , til stor Sorg for den høivise Retfærdigheds Tjenere , der til Slutningen kom tsk det Resultat , at der stak Noget under og at Dalsgaard sikkert vidste bedre Besked , men af et eller andet Hensyn ikke vilde tale . Men , som sagt , den gamle Lykke og Tilfredshed var atter dragen ind i det Dalsgaardske Hus ; Viktor og Klara vare saa lykkelige som Dagen var lang . Fru Smidt glædede sig over sit eneste Barns Lykke og over den nydelige , elskværdige Svigerdatter , og Erindringen om den uhyggelige Episode med den Mand hun engang havde elsket og som var Sønnens Fader , svandt med Tiden bort som en fjern , tung Drøm . Peter sad , som ovenfor sagt , paa sin høie Stol og ventede med Længsel paa DalsgaardS Komme . Han havde for et Kvarteer siden faaet en lille , afjaget Billet fra Marie ; den lod saaledes : „ Madam Smidt er meget daarlig og vi vente „ neppe , at hun kommer til at leve Natten over . „ Lægen har erklæret at alt Haab er ude før hende „ paa denne Jord , en Efterretning som hun modtog „ med en vis No og Gudhcngivenhed . „ Hun er imidlertid meget bedrevet og meget „ ængstelig før sin Søn , som , efter hvad jeg kan „ forsfaa , just ikke skal have ført eller fører det „ bedste Levnet ; hendes Jamren skærer mig i Hjer « „ tet ; det er sørgeligt at skulle tilbringe sine sidste „ Timer paa en saadan Maade . „ For et Øieblik siden kaldte hun med svag „ Stemme paa mig og paalagde mig indstændigt „ strar at skrive til Dalsgaard og bede ham komme „ til hende saa hurtigt som muligt . Dalsgaard „ har jø været saa god mod hende , har mildnet „ hendes sidste Levedage ; jeg formoder hun vil takke „ ham før hans Godhed og velsigne ham før hun „ vandrer heden . Bed ham komme herhen , saa „ hurtigt som muligt . “ Det var efter Modtagelsen af dette Brev , at Peter var bleven saa urolig ; thi Dalsgaard var ikke hjemme , og den gamle Kone kunde jø dø før Grossereren havde faaet Brevet . Endelig aabnedes Døren til Dalsgaards private Kontor og han traadte , som sædvanligt , med en venlig Hilsen til Personalet , ind i det store , nu halvmørke Værelse . Peter havde reist sig og var traadt nærmere . Da Dalsgaard af Bogholderen bavde modtaget en Underretning ban havde udbedet sig , vendte han sig om og sagde : — Vil De tale med mig , Henningsen ? Peter bukkede og fulgte med Grossereren ind i dennes Værelse . Uden at sige noget overrakte Peter ham Maries Brev . — Stakkels Kone , mumlede Dalsgaard imellem Tænderne ; er det kommen saavidt , — ja jeg kommer naturligvis strax Ä Og henvendende sig til Peter tilføiede han høit : — De følger vel med , Henningsen , jeg ønsker ikke at gaa alene ; jeg er endnu for svag til , at en DødSseng maaske ikke kunde have sine skadelige Virkninger paa mig . I det lille Værelse i Pilestræde , som Madam Sondrup havde udleiet til Madam Smidt , laa denne og ventede paa den Opløsning , hun vidsle der maatte komme . Gardinerne vare trukne for Vinduerne og den matbrændende Lampe kastede kun et svagt Skær over Sengen , over den Døende , hvis skarve , udmagrede Træk vare overtrukne med en voragiig , blaalig Bleghed . Hun trak Veiret tungt og med Besværlighed . Øinene vare halvt tillukkede , og havde det langsomme , besværlige og uregelmæssige Aandedræt ikke været , vilde man alt have antaget hende før et Liig . Paa engang reiste hun sig halvt op i Sengen og spurgte : — Er han ikke kommen endnu ? -- Nei , svarede Madam Søndrup og reiste sig fra Stolen , hvor hun havde siddet ; han er ikke kommen . Med et Suk sank den Syge tilbage i Puderne . Kort efter blev der ringet paa ; med næsten lydlose Trin gik Madam Søndrup hen og aabnede Døren . Dalsgaard og Peter traadte ind . - Lever hun endnu ? spurgte den Første og saae sig nysgjerrigt omkring i den lille Stue , der var Familiens daglige Værelse . Marie var af Moderen sendt hen til en Tante ; hun burde ikke overvære Dødsfaldet , naar det kunde undgaaes . — Ja , men ret længe gjør hun det ikke , svarede Peters Svigermoder ; jeg skal forberede hende paa Deres Bcsog . — Er han kommen ? spurgte den Syge strar , før Madam Søndrup havde faaet Tid til at komme tilorde . Med de Doendes mærkelige sine Instinkt havde hun gjættet sig til det . — Ja , kan han komme ind ? — Komme ind ! ja naturligvis , det er jo min sidste Bøn i denne Verden , næst den af jeg maa træffe min ulykkelige Søn i den Verden , jeg nu gaaer over i , og af han maa have angret , før han er kommen derLydlost aabnede Madam Søndrup Døren , bad Dalsgaard træde ind og fjernede sig derpaa atter . Dalsgaard og den Døende vare alene . Den Ferste traadte nærmere , tog en Stol og satte sig ved Dødsleict . — Stakkels Kone , er De virkelig saa daarlig ? spurgte han . Den Syge greb hans Haand og førte den trods dans Modstræben til sine Læber . — Jeg har Meget af fortryde , mangen Synd af afbede før jeg faaer Ro til af dø , sagde hun ; men den slorste Skyld jeg har paa min Samvittighed var den jeg begik i Deres Fædrenehus , den har tynget mig i mange Aar og ligger nu som Bly paa mit Hjerte . — Det var en Synd jeg begik , baade imod Deres Forældre , mod Dem og mod en Anden . Hør nu mit sidste Skriftemaal i denne Verden og giv mig , hvis De formaaer det , Deres Tilgivelse , uden Hvisken jeg ikke kan dø roligt . — Jeg var en ung , uskyldig Pige , da jeg kom til at tjene i Deres Forældres Hus . — Jeg havde det saa godt som jeg kunde forlange det , deres gode , blide Moder bar saa meget som muligt over med min Uerfarenhed og rettede med Kjærlighed de Feil , hun troede at opdage hos mig . — Jeg elskede Deres Moder , om jeg end ikke altid strax indsaae det rette i hendes Formaninger , men jeg vidste at de kun hivrørie fra hendes Interesse for mig og jeg adlod hende glad og villigt . — Deres Forældre levede dengang saa lykkeligt sammen , som kun faa Ægfefolk gjøre det . — Jeg har sagt at Deres Moder var deilig , Deres Fader , som De ligner saa meget , var ogsaa en særdeles smuk Mand . Ogsaa han var altid venlig og overbærende imod mig og jeg nærede en Følelse for ham , som jeg dengang ikke formaaede at gjøre klar for mig selv , — senere skulde den desværre blive altfor skrækkelig tydelig . — Herren kom undertiden temmelig sildig hjem om Aftenen ; han blev ofte indbuden til sine Handelsvenner og kunde ikke afslaa de Indbydelser , der strsmmcde ind til ham . Fruen , der var noget svagelig , foretrak som oftest at blive hjemme og gik da tidlig tilsengs . — En Aften , da jeg efter Deres Moders Anmodning var bleven siddende oppe før at lukke Grossereren ind ad Gadedøren , kom han hjem mellem Kl . 2 og 3 om Natten . — Han var lystig stemt ; han kom fra et muntert Gilde . — Hvad , sagde han og tøg mig under Hagen ; er Du søvnig ? — Nei , svarede jeg , thi jeg var det ikke . Jeg slog i det samme Øinene op og saae ham lige ind i Ansigtet — Det var som Pokker , sagde han leende ; Du er jo en smuk Pige , — det er første Tang at jeg lægger Mærke dertil . — Før jeg lunde forhindre det slyngede han Armen omkring mit Liv og trykkede et Kys paa mine Læder . — Hvor det brændte ! Jeg opdagede først nu , at den Følclsc , som jeg ikke før havde kunnet gjøre Rede før , var Kjærlighed til min Herre , min gode FrueS Ægtemand . Dalsgaard foer op . — Bliv kun siddende , lagde den gamle Kone ; det er mange , mange Aar siden , og dem der lede mest under det ere nu døde eller i Begreb med at ende deres jordiske Vandring . — Jeg opdagede altsaa at jeg elskede min Herre , og denne Folelse foraarsagede mig en ubeskrivelig Kval . — Deres Fader syntes den næste Morgen aldeles at have glemt det Kys , han i et ubetænksomt Øieblik , hvor Vinen maaske var slærkere end Fornuften , havde givet mig , og han behandlede mig paa samme Maade som tidligere . — Den Lidenskab jeg nærede skaffede mig mange søvnløse Nætter og sorgfulde Dage . Forgæves sagde jeg til mig selv , hvor dumt det var af mig al blive der i Huset eller overhovedet at tænke mig som en værdig Gjenstand for den høitstaaendc , rige og ansete Mand , selv om hans Ægteskab ikke stod iveien . Til andre Tider snskede jeg at deres Møder maatte dø , for at jeg kunde indtage hendes Plads ; men det var kun korte , dristige Drømme , hvoraf jeg strar blev vækket , og jeg kunde ikke løsrive mig fra Huset , hvor ofte jeg end foresatte mig at gjøre det . — 0 , havde jeg dog dengang været i Besiddelse af Kræfter nok til at undfly , saa var mangen Ulykke , mangen Sorg bleven forebygget — En Sommer , De kunde omtrent være 5 Aar gammel dengang , tog Deres Møder og De i Bessg hos hendes Forældre , der jo boede i Sellersd . Deres Fader var ved fine -Forretninger foraindret i at følge med derned . — Han blev altsaa tilbage . — Jeg erindrer , at feg en Aften sad i Spisestuen og rugede over min vanvittige Lidenskab , som over min bedste Skat , skjondt den blev en Slange i mit Bryst . Jeg troede at jeg var ene . - Jeg græd over mit forspildte Liv , græd over min Svaghed , da . . . følte jeg en deltagende Haand blive lagt paa min Skulder . — Denne Haand gjennemglødede mig , ligesom Kysset hin Aften ; uden at se Personen vidste jeg strar hvem Haanden tilhørte . — Hvorfor græder Du ? spurgte Deres Fader , saa deltagende , saa venligt , ja jeg tør næsten sige kjærligt , at jeg ikke formaaede at holde min Tilstaaelse tilbage . — Jeg kastede mig for hans Fødder og fremstammede , jeg veed ikke selv hvad det var , men han forstod Meningen og studsede . — Stakkels Pige , sagde han venligt ; hvor Du maa have lidt ! — Jeg laa endnu ved hans Fødder og mine Taarer vedblev at rinde . - Han løftcde mig sagte iveiret , bad mig at holde op ai græde og talte tröstende og venlige Ord til mig . Da han havde løftet mig op fra Gulvet , vedblev han at bolde Armen om mit Liv . — Men jeg , som kun lyttede til Djævelen i mit Indre , formaaede ikke at tæmme min Lidenskab ; jeg bavde den Dristighed at slynge Armen om hans Hals , at trykke et Kys paa hans Læber , og — formodentlig rørt af min Kjærlighed gjengjældte han den . — Jeg v . l springe Resten øver af hvad der passerede ved dette Møde . — Den næste Morgen kaldte han mig ind i sit Værelse Han var bleg og gik uroligt frem og tilbage paa Gulvet . — Han havde øiensynlig ikke sovet den Nat ; han modtog mig venligt , men der var udbredt en Alvor øver hele hans Person , ver uvilkaarligt forskrækkede mig . — Jeg har kaldt Dig herind i Anledning af den ulykkelige Begivenhed , der passerede igaar Aftes og som jeg haaber Du angrer lige saa meget som jeg . Jeg har været svag og paa en Maade forraadt min Hustru , hvem jeg alene skylder min Kjærlighed og Troskab ; jeg er ikke til at undskylde , Du derimod kan undskyldes mere , Du havde intet ægteskabeligt Baand paa Dig og lod Dig beherske af din ulykkelige Lidenskab . Dette bør være sidste Gang at Sligt passerer , og vi maa Begge « bidrage dertil . Du maa bort herfra , naturligvis ikke strar , men til den rette Skiftetid ; frem før Alt maa - min Hustru Intet vide , det vilde berøve hende hendes SindSro og Tillid til mig før bestandig , og en saadan Straf trøer jeg ikke at fortjene før et Øieblik at have tabt Herredømmer over mine Sandser . — Hvad skulde jeg svare ? — Jeg indgik naturligvis oieblikkelig paa de Be « lingelser , Deres Fader opstillede , og Alt syntes at ville gaa som sædvanligt . Fruen og De kom atter tilbage , styrkede og forfriskede af Opholdet paa Landet . Det gamle , kjærlige Forhold imellem Deres Forældre var uforslyrret . — Da kom Tiden hvor jeg mærkede at jeg skulde være Moder . — Den skrækkelige Sandhed stod i Begyndelsen neppe ganske klar før mig , men snart kunde jeg ikke længere tvivle . — Mit forandrede Udseende vakte Deres Moders Opmærksomhed , hun forsøzte som altid at faae at vide hvad der foraarsagede min Kummer . Men før vilde jeg dø , end at gjøre hende bekjendt med min Tilstand . — En Asien , medens Deres Moder var i Theatret og De iseng , gik jeg ned paa Deres Faders private Kontor og bad ham om en Samtale . — Halvt forundret , halvt uvilligt indvilligede han . Hans Bcdrovclse og Kummer , da jeg fortalte ham den sørzelize Sandhed , overgik maaske den , jeg selv følie . - Længe gik han frem og tilbage , før han ret kunde fatte sig ; men endelig lagde han en Plan til , hvorledes Alt burde , indrettes , før at skjule Begivenheden saa meget som muligt . — Halvt irøstete forlode vi hinanden . Jeg følte mig mere lettet ; min Hemmelighed deltes jo af mit Barns Fader , som jeg endnu elskede med den samme Lidenskab , den samme Varme . — Ude paa Trappegangen mødte jeg et ganske ungt Menneske , som kom ud fra det egentlige Kontor , der var beliggende ved Siden af Deres Faders — Jeg kunde ikke lide dette Menneske ; han havde i længere Tid forfulgt mig med sin paatrængende Kur , men var bestandig bleven afviist . — Jeg blev noget ængslelig tilmode over at se ham nu . — Deres Fader og jeg havde antaget at Ingen havde opholdt sig i Sideværelset , det var over den almindelige Kontortid , og vi havde maaske af den Grund talt noget høiere end vi burde . — Det unge Menneske , hvis Navn var Henningsen , saae paa mig , saa syntes jeg , med et forundret , spottende Blik og sagde med haanlig Stemme : — Hvorledes gaaer det , Jomfru ? — Tak , godt ! svarede jeg og ilede ind ad Døren til den private Leilighed saa hurtigt som muligt . — Nu er jeg overbeviist om at han har beluret os , og han var Skyld i de ulykkelige Optrin , som senere skulde passere . - Til Skiftetid var der endnu fire Maaneder , min Tilsland kunde ikke godt skjules ; Fruen saae den ogsaa , betragtede mig med et medlidende Blik , der gjorde , at jeg ønskede mig hundrede Favne under Jorden ; men hun sagde Intet . — En Maaned før jeg skulke bort , kom Postbudet en Mørgen med et Brev , adresseret til Fru Dals , gaard . Grossereren var allerede gaaet paa Kontoret og jeg bragte umiötcenksomt Brevet ind til Deres Moder , og blev saaledes saavel Redskabet som Aarsagen til hendes fremtidige Livs Ødelæggelse . — Jeg gik atter ud til mit Arbeide uden at ane noget og blev derfor ikke saa lidet forsfrækket , da jeg efter en Times Forløb hørte en heftig Kalden inde fra Dagligstuen . — Kokkepigen og jeg ilede ind . — Fruen laa i Krampetrækninger paa Sofaen . Grossereren stod ligbleg ved hendes Side og saae sig fortvivlet omkring . — Hent Lægen ! raabte han til Barnepigen , ber hurtigt foer afsted ; og Du , henvendte han sig til Kokkepigen ; hjælp mig at bringe din Frue ind og iseng ! — Til mig talte han intet Ord , han saae neppe til mig . — Jeg var bleven slaaende alene , forvirret over al den Sorg og Elendighed . — Da faldt mit Blik tilfældigvis paa det Brev , som Postbudet for ikke ret lang Tid siden havde bragt , og som var adresseret til Fru Dalsgaard . — Jeg tøg det mekanisk op og lod mit Blik vandre hen over Bogstaverne ; — da slovte jeg paa Noget , der i høi Grad forskrækkede mig . — Brevet lod saaledes : „ Min Frue ! „ Skjondt jeg ikke har den Ære at kjenve „ Dem personligt , kan jeg dog ikke andet , end „ lykonske Dem til den glædelige Begivenhed , der „ snart vil finde Sted , i eller udenfor Deres Hus . „ Jeg mener Familiens Forsgelse , takket være „ Jomfru Jensen . Den lykkelige Fader , Deres „ Hr . Gemal , er sikkert overordentlig glad over „ denne forhaabede Tilvært af Familien . Om De , „ min Frue , ogsaa er fornøiet betvivler meget „ Deres ærbødige Ubekjendte . “ — Det var altsaa denne ondskabsfulde , nedrige Skrivelse , hvis Forfatter kun altfor godt havde kjendt den Braad , der vilde knuse Deres fromme Moders Hjerte ; han tog ikke feil . — Senere har jeg sikkert erfaret , at det var Henningsen der havde skrevet Brevet . Han lever endnu , og skjsndt en gammel Mand , har Angeren døg endnu ikke fundet Vei til hans Bryst . — Efter at have læst Brevet sad jeg længe som dedøvet og slirrede hen for mig . — Ulykken , den som jeg mest frygtede for , var altsaa indtraadt- Jeg var Anledningen til et forstyrret Familieliv imellen Deres Forældre . — Hvorlænge jeg havde siddet i denne Tilstand veed jeg ikke . — Forst Deres Faders Indtrædelse i Værelset vækkede mig . — Han var synlig oprørt af den heftige Sindsbevægelsæ . Store Sveddraaber perlede paa hans Pande og en nervös Skælven rystede alle hans Lemmer . — Med en tonløs , dirrende Stemme sagde han : — Du maa strar herfra , min stakkels Pige , Du , kan ikke længere forblive her . — Jeg reiste mig mekanisk , gik ind paa mit Kammer og pakkede mit Tøi ind . — Endnu engang kom Deres Fader ud til mig og gav mig Penge til de første Udgifter . - Jeg tog hen til en Søster , og der fødtc jeg min Søn , Villiam , som desværre nu synes at være fortabt paa Sjæl og Legeme . — HanS Fader saae ham aldrig ; det kunde og vilde jeg heller aldrig have ønsket ; han var jo en Frugt af syndig , utilladelig Elskov . — Selv saae jeg Deres Fader kun et Par Gange efter hin sorzelize Scene . — Han gav rigeligt og rundeligt til mit og Barnets Underhold , og da et Par Aar derefter en brav Mand , Skræder Smidt , friede til mig , gav han os en betydelig Undcrstottelse til at komme i Vei for . Der var Velsignelse i disse Penge ; vi bleve snart velhavende Folk , og da min Mand døde kunde han roligt ulke sin Øine , thi han efterlod os i en god og silker Stilling . . i — Kun Villiam gjorde mig Sorg . Allerede i sin Barndom og fin tidligste Ungdom viste han Anlæg til de Forbrydelser , der senere ffulde blive hans Ruin . — De veed hvorledes han blev en Forbryder . De eras ham selv i Begreb med at overfalde sin gamle Moder . Nu kjender De Grunden , hvorfor jeg sagde , at al Sammenstød imellem Dem og ham var unaturligt ; han er jo Deres Broder , Deres Faders Søn , De og han have jo det samme Blod i Eders Aarer . Under denne Fortælling var Dalsgaard flere Gange i Begreb med at afbryde den gamle Kone , for at erholde yderligere Forklaringer ; men han betænkte sig dver Gang og lod hende fortsætte . Da hun holdt op at tale , og aldeles udmattet sank tilbage i Sengen , sagde Dalsgaard : — Altsaa hint Menneske , hvem jeg udstedte Trudsler imod , og som atter truede mig , er en Søn af min afdøde Fader ? — Ja , desværre ! klynkede den Gamle . — Og De er Anledningen til det ulykkelige Forhold , som i saa lang en Tid fandt Sted imellem mine Forældre ? — Jeg har grædt derøver , sørget derøver , saalænge jeg har levet . Gud maa have seet min Anger og følt Medlidenhed med mig . Jeg vilde gjerne have tigger mit Brød fra Dør til Dør , lidt og døict Ondt og Elendighed kunde jeg have gjort det Skete » skeet . Og den Doende jamrede og vred sig paa sit Leie ; hendes Sørg gjorde Dalsgaard blød om Hjertet . — Jeg er ingen Dommer eller Hævner , sagde ban mildt ; og da Deres Anger har været saa stor , saa oprigtig ment , saa har De herved min Tilgivelse , hvis De troer at behøve nogen af mig . Jøvrigt vil jeg meddele Dem , at det gamle Forhold imellem mine Forældre var fuldstændig indtraadt i de sidste Par Aar før deres Død . Min Moder havde glemt og tilgivet , og de døde i Kjærlighed og med Tillid til hinanden . Den døende Kone udstedte er uartikuleret Skrig , det lød som et Udbrud af Glæde , men idetsamme foer et smerteligt Skær over hendes Aasyn ; hun snappede efter Veiret , bad om Vand , og med er dybt Suk sank hun atter tilbage . Øinene vare brustne , Hjertet var ophørl at slaa og Aanden gaaet hinsides Graven . Denne Begivenhed havde gjort et stærkt Indtryk paa Dalsgaard . Ved Skriget var Madam Søndrup ilet til og gjort et Forsøg paa at hjælpe den Døenke . Hun indsaae imidlertid strar al ethvert Forsøg paa Gjenoplivclse vilde være forgæves ; den gamle Kone var død . Dalsgaard vaklede ud af Stuen , greb Perers Arm og kjøne hjem . Den næste Dag bragtcs Liget til Almindelig Hospitals LigbuS , hvorfra det skulde begraves . En smuk Foraarsdag saae man er Ligkog bevæge sig ud af Østerport og tage Veien til Holmens Kirkegaard . Det bestod foruden Ligvognen of to Karether . I Vognene sade kun to Herrer og de nødvendigc Ligbærere . Hen til et Hjerne af Kirkegaarden bar man Liget . Ingen Præst fulgte ; han havde kastet Jord paa i Ligkapellet . Bag nøgle Buske tæt ved Graven laae en simpelt klædt Mandsperson , og saae halvt nysgjerrigt , halvt deltagende paa det lille Ligtog . — Hun kommer døg i Jorden paa en pæn Maade , den Gamle , sagde han ; det glæder mig i Grunden ; det seer ellers noget løierligt ud , at hendes eneste Søn ikke er med , tilføiede han med en bitter Betøning , men l han bliver jø jager som Markens vilde Dyr . ' Det gav et Sæt i ham , da han saae de to Herrer , og gjenkjendte Peter Henningsen og Dalsgaard . — De fæle Hunde , mumlede han spottende ; hvad ville de her ? Kisten sænkedes ned i Graven . Dalsgaard og hans Ledsager bad et korr Fadervor og efter endnu engang at have seet ned paa den blomstersmykkede Kiste , forlode de langsomt Stedet . Manden kom frem fra sit Skjul , gik hen til Graven og saae længe og tans derned . En Taare , som han ikke vidste hvor den kom fra , listede sig ned af hans Kind ; men med en Ed over Kjællingeriel knuste han den hurtig og listede sig bort , da Graverkarlene nærmede sig for at tilkaste Graven . Manden vedblev at opholde sig paa den lyse , venlige Kirkegaard , og hvorledes det end gik vedblev han stadigt at kredse omkring en Plet paa Kirkegaarden . hvor man bemærkede en høi fleben Granilstøtte , hvorpaa der med forgyldte Bogstaver stod skrevet : Peter Møller , Skrædcrmester , født den 8de Juli 18^ , s- den 12te Januar 18 * ^ . Ligesom tvungen dertil af en indre ubetvingelig Magt , blev Støveren , thi ham var det , slaaende ved Stenen og slirrede med et forvirret , frygtsomt Blik paa Graven , bvor Græsset allerede tittede frodigt frem og de første Smaablomster begyndte at vise sig . — Han tvinger mig til at komme til Graven , mumlede han bæst ; jeg maa , jeg kan ikke andet end komme ; den Døde har større Magt end den Levende ; men Du skal ikke overvælde mig mere , det er jo blot en taabelig , overtroisk Frygt . Og han truede med knyttet Haand og et forvildet Udtryk i Ansigtet ad Monumentet , der glimrede i ben straalende Middagssol , og han skyndte sig med at komme ud af Dødens Have . 33te Kapitel . I Frederiksberghave . Det var bleven Sommer , en varm , brændende Sommer , hvori Alle smægtede efter Kjølighed og sukkede efter Regnen , der ikke vilde komme . Del er naturligt , at Beboerne af de større Hovedstæder , naar det er dem muligt , saa ofte som de kunne søge bort fra den Larm og trykkende Luft , Byen indeholder , og ud i Skoven . Kjøbcnhavn er i den Henseende meget heldigt stillet . Den ligger ved det friskt , urolige Hav , der stedse bringer Kjølighed med sig ; Byen er omgiven af prægtige Lysthaver og Skove , der ere vidtberømre for deres Skjønhed . Vi ansee der for giver , at Enhver af vore Læsere kjende Frederiksberghave , ak de Fleste af dem som Bøm og som Vorne have morer sig med ar fodre Svanerne , der svomme i Kanalerne , ar de ofte have betragter og spadserer forbi Apistemplet , Grotten med Kilden , Kæmpehsien og de andre Herligheder , Haven indeholder . Vi ville derfor fortsætte vor Fortælling , uden at besvære Læseren med yderligere Beskrivelser . En Aften i Slutningen af Juni Maaned var der ankommen et større Selskab til Sveilserhuset , for al spise til Aften der . Medens Bordet blev dækket , spadserede de Herrer og Damer , hvoraf Selskabet bestod , omkring i Haven ; « an delv enige om at samles præcis Kl . 8 , og til den Tid skulde Enhver have sin Frihed . En yngre Dame as Selskabet var , uden at hun vidste det , kommen bort fra de Andre ; hun var gaaet i sine egne Tanker , som man siger , og havde ikke lagt Mærke fil , at hun pludselig befandt sig alene . Hun saae sig forundret omkring og sagde halvt smilende : — Det er godt at mærke , at Viktor ikke er kommet endnu ; han vilde ikke saaledes have glemt mig ! Hun fortsatte roligt sin Gang fil hun naaede en Bænk , der stod i et af Havens mest rolige og merke , men tillige mest romantiske Partier . Hun satte sig ned paa Bænken , fremtog en lille Bog og gav sig fil at læse . Ikke langt fra hende , men i Græsset laa to Mænd , der asverlcnde spiste af et Stykke Brød og drak af en Halvflaske , der var fyldt med Brændevin . De to Mænd saae noget medtagne ud i Klæderne , og de blussende Kinder , Let tykke Mæle og de slirrende Dine tydede paa en hyppig Henvendelse fil Flasken og dens Indhold . Den unge Pige havde ikke lagt Mærke fil dette ubehagelige Naboskab , ellers havde hun sandsynligvis skyndsomt rommet Pladsen . De to Mænd havde naturligvis strax opdaget den unge Dame og kastede hvert Øieblik frække Blikke henimod den Kant , hvor hun sad . — Du Søren ! sagde den Ene ; det er et nysseligt Stykke Pigebarn , hun , den Smaa ; skal vi gjøre lidt Kommers med hende ? — Er Du gal Støver , lad os blot se at vi kan hytte os selv og vort Skind saa længe , som muligt , uden at vi selv bringe os i Uleilighed for et kjønt Pigebarns Skyld . — Hun seer Fan ' ens fiin ud i Pudsen , vedblev Ssrcn , idet han ret tog den unge Dame i Øiesyn ; hør Du , naar et Par pæne Mænd som os bad hende om et Par Skilling , troer Du saa hun vilde nægte os dem ? — Unge Damer have sjeldent mange Penge at raade over , svarede Støveren filosofisk ; men lad gaa , vi kunne jo altid prøbere . Begge Uslingerne reiste sig op med nogen Besværlighed og skingrede hen ad Veien . Den uisze Dame , der ikke var nogen anden end Klara Dalsgaard , bemærkede dem først , da de kun vare et Par Skridt fra Bænken . — Tag et Ned i Sejlene , Søren , sagde Støveren pludseligt ; jeg kjender denne unge Dame ; Du skal se , at det skal lykkes mig at faae hende til at pumpe ud ! Han rev Huen af Hovedet og i den sædvanlige velbekjendte Tryglcrtvne bad han om en Skilling i uds Navn tsk to gamle , skikkelige Mænd . Det vilde Udtryk i hans Ansigt , Drændevinsduftcn og det tykke Mæle forskrækkede Klara i høi Grad ; hun » og hastigt fin Portemonnaie op af Lommen og gav Tiggeren en Mark . Støveren saae paa Pengestykket og derfra paa den unge Pige . — Det er ikke kjsnt af den rige Dakszaards Datter , at spise sin stakkels gamle Svigerfader af med en Mark , sagde han med et lumsk Grin . Den unge Pige stod forskrækket , forlegen og raadvil . Tiggeren kjendte hende , det indsaae hun , — men Ordet „ Svigerfader “ . — hvad skulde det sige ? Hun reiste sig hurtig op og vilde gaa . — Nei , holdt lidt , min kjønne Dukke , sagde Støveren ; vi To maa forst gjøre et nærmere Bekjendtskab . Jeg sa ' e , at det ikke er pænt af Dalsgaards Datter at spise sin Svigerfader af med en Mark . — Min Svigerfader ? sagde Klara halvt smilende , frods den pinlige Situation . Hun antog nemlig Støveren for sindssvag . — Ja , din Svigerfader , min Tøs , Viktors Fader , eller det der er tilbage af ham idetmindste , vedblev Banditten . — Hvorledes , De skulde være ? . . . men han er jo for længe siden død . — Nei , han er lyslevende og har ikke gjort Bekjendtskab med Knokkelmanden endnu ; seer Du , min Tos , der hændtes ham lidt Ubehageligt , som det kan ske for ethvert skikkeligt Menneske , og da han saa kom ud fra Tugthuset , saa kjendte hans Kone ham naturligvis ikke mere . — Det er umuligt , at De skulde være BtktorS Fader ; nei , det er Bagfalelse , det kan ikke være Til « fældet ! — Ja , det kan nu være ligemeget , naar blot Du rykker ud med Mønten ; men siig blot til Viktor , at Du har talt med hans Fader og at Du godt veed at han lever , saa skal Du se , han bliver kridendehvid i Ansigtet og siger ikke er Muk . Den unge Pige ønskcde at gjøre en Ende paa denne Situation , der fyldte hende med Skræk , Tvivl og Forvirring ; hun fremtog atter sin Portemonnaie , hvis hele Indhold , 6—7 Rigsdaler , hun rystede ud i StsverenS fidiede Hue . I det samme hørtes der Skridt . Viktor stod pludselig ved Siden af dem . — Vi bleve meget urolige over din Udebliven , Klara ! begyndte han men slandsede i det samme . Han fik Øie paa Støveren , der paa sin Side syntes at blive noget forlegen over dette Møde . — Ulykkelige ! slammede Viktor . — Ja , kald Du kun din stakkels Fader ulykkelig , naar han har en saa snavs Kjælling som din Møder til Kone , og en saa unaturlig Søn , som Du ! raabte Støveren . — Klara , sagde Viktor rolig ; jeg har længe villet give Dig den Forklaring , som Du nu skal faae ; jeg har desværre opsat det for længe ; nu er Tiden kommen . Han trak Veiret dybt . — Denne Mand er ganske rigtig min Fader ; det vil sige , han har givet mig Livet ; men da jeg neppe var 1 Aar gammel , blev han for sine Forbrydelser » Skyld idømt mange Aars Tugthusarbeike , og da han kom ud derfra var det langt fra at han førte et bedre Levnet , nei tvertimod , han begik den ene Forbrydelse ester den anden . — Det er smukt at høre en Søn tale saaledes om sin Fader ! brummede Støveren . — Indbrud og Tyverier har han mange af paa sin Samvittighed , og Toppunktet for hans Forbrydelser var et attenteret Mord af den mest afskyeligste Slags . . . — Hold op , kjære Viktor , jeg vil ikke høre mere ! raabte Klara ængstelig . — Du maa , Klara ! sagde Viktor . Indtil for et halvt Aar siden . troede jeg at have mistet min Fader . Der blev fortalt mig at Søen var hans Grav . Ved et Indbrud i min Moders Hus saae jeg ham for første Gang ; han brod ind ved Naltctider , — jeg overraskede ham , min Moder kom til og — han fik naturligvis Tilladelse til frit at begive sig bort . Jeg vilde have fortalt Dig dette for længe siden , men Undseelsen over en saadan Fader har indtil nu bundet min Tunge . Jeg indseer , at jeg har begaaet en Feil ved at binde Dig til mig , Forbryderens Søn ; kun min inderlige Kjærlighed kan . untskylde mig ; forkaster Du Sonnen , fordi Faderen er en Forbryder ? — Nei , nei , svarede den unge Pige , der bavde hørt paa denne Forklaring med en Blanding af Skræk og Bedrøvelse . Nei , Intet kan rokke min Kjærlighed og Tillid til Dig . Hun kastede sig i hans Arme og de Forlovede holdt hinanden længe og fast omfavnede . Støveren og Halte-Søren havde formodentlig fundet det raadeligst at gjøre sig usynlige ; de havde lidt efter lidt trukket sig tilbage , indtil de endelig aldeles forsvandt og da Viktor endelig saae sig om , vare de aldeles borte . — Det er ydmygende , at skulle aflægge en saadan Bekjendelse om sin egen Fader , sagde Viktor , da de kort efter Arm i Arm vandrede tilbage til Sveitserhuset . Der er gjort Alt for at drage ham op af den Pøl , hvori han er nedsunken , men forgæves ; han vil ikke forlade et Liv , fuldt af Farer , fuldt af Skændsel , medens den Smule Glæde Forbrydelsens lykkelige Tilendebringelse eller Fuldsørclse kan bringe ham , dog sluttelig maa blive ødelagt af Tanken om , at Politiet maaske er paa Spor efter ham . — Det er skrækkeligt ! sagde Klara med Taarer i Øinene ; men kan han ikke reddes , er det ikke muligt at redde hans stakkels Sjæl fra Fortabelse ? — Jeg er bange for , at det er altfor silde ; kun hvis ban heel og holden blev udrevet af de hjemlige Forhold og kom til et fremmed Land , hvis Skikke vare ham aldeles ubekjendte , hvor han maatte arbeide sig op og hvor Ingen kjendte ham , vilde det maaske , jeg siger blot maaske , være muligt at Angeren kunde finde Vei til hans Hjerte . Klara taug og meget bevægede , meget sørgmodigc gik de videre . — Saa min Ravneunge af en Dreng er altsaa Kjæreste med den storsnudede Grosserers Datter , sagde Støveren til sin uadskillige Kammerat , da de samme Aften , en Timestid efter Mødet , sade i Haven foran en Beværtning i Allcezade og gjorde sig tilgode for de Penge , de havde frarøvet Klara . — Det er en kjon Tøs , fortsatte han filosofisk og tog sig en Slurk Øl ; og Mønt har hun i svære Masser ! — Det maa Du benytte Dig af , sagde Søren noget haanligt ; Du kan tro de ere glade over den Svigerfader , de have faae » . — Saamæn , Søren , det vilde være formeget at forlange ; men hør , troer Du ikke at de vilde være glade , hvis jeg sagde til Kjællingen og Drengen : Hør nu , I skulle være frie for bestandig , naar I sikkre mig en aarlig Sum saalænge jeg lever . Lad mig engang se , med en 6 a 700 Rd . om Aaret kunde man leve som en Greve ovre i Jylland , i Norge eller Sverrig ; jeg kunde da give den pæne Mand og tale om Tugt- , Raspvg Forbedringshuset med den Foragt , som alle skikkelige Folk nære for dem , der have havt længere Tids Ophold i disse behagelige Haller . Og Støveren opslog en skingrende Latter . Søren , som med et vist misundeligt Grin havde hørt paa Støverens Skildring af de behagelige Udsigter , han havde ivente , naar han blot vilde , tog nu hurtigt Ordet : — Saavidt jeg kjender Dig , gamle Dreng , blev Du snart kjed af det rolige Liv . Jeg svær Dig til , at der ikke vilde hengca en Maaned , før Du vilde være kommen tilbage hertil . u kunde ikke undvære vore hyggelige smaa Buler derude paa Kristianshavn , Du kunde ikke undvære dine gamle Kjærester og Du vilde heller ikke holde op med at „ nobbe “ , Du kan tro nei , jeg veed det bedre . Alene før Asverlings Skyld vilde Du nappe lidt hvor Du kom hen , og saa var Rumlen gaaende igjen . Støveren var bleven blød om Hjertet ved denne Beskrivelse af de Glæder , hvori han nu svælgede , han stedte sit Brændevinsglas mod Sørens og udbrød : — Er Du gal , Kammerat ! Nei Fanden pidfke mig om jeg nogensinde vilde krybe før Kjællingcn eller Drengen , før at tigge deres Skillinger . Bil jeg have . Noget af det der tilhører dem , tager jeg det med Magt . Jeg har netop med det Første tænkt paa , at gjøre en lille Afstikker derop , naar vi ellers Intet have at foretage os . Du gaaer vel med ? — Begribeligvis gjør jeg det , har jeg nogensinde svigtet Dig . eller sagt Nei , naar det gjælder en Forretning , og der blot ikke klæder Blod venden ? — Tys , tal ikke om Blod , det kunde være farligt , hviskede Stoveren og saae sig forsigtigt omkring . Den Satans Skræver slaaer altid før mig , og vil Du tro det , Sorcn , jeg vil vær ' en evig , naar jeg ikke idetmindste engang om Dagen bliver trukken ud til hans Grav vaa Kirkegaarden . — Trukken ud ? spurgte Seren forundret . Hvem trækker Dig derud ? — Det gjør den fordømte Skræver selv , sagde den raa Forbryder og rystede som et Espelov ; han lader mig hverken Ro Dag eller Nat og gjør mig splittergal tilsidst . — Det maa være det de fine Folk kalde Fjantesi , sagde den Holte gravitetisk . — Fantasi , jo pyt ! Nei , det eneste Middel til at faae Synet bort er Brændevin ; har jeg blot nok af det , saa gaaer det bort . < — Du skulde heller ikke havt kvalt ham , det var æt unyttigt Mord . , — Lar det kanske ikke Dig der sagde : Giv ham ^ct Tag i Struben , før han kan gjøre Anskrig og faae oS nappede . — Ja , det sagde jeg jo ganske rigtigt , det fragaacr jeg ik . ' e ; men det var ikke min Mening , af Manden , skulde do ; et lille Knnbs paa Skallen , der havde derøvct ham , havde gjort samme Nytte . — Ja , nu kan det ikke nytte af vrøvle om den Historie ; det seer jo ud som om vi flap vel fra den , Gudskelov . Kort efter reiste de to Forbrydere sig fra Bordet , hvorved de havde siddet , og da de netop saae , af de ikke bleve iagttagne , fjernede de sig saa ubemærket som muligt , uden af betale de fortærede Varer . Det var nu en Skik , som de altid overholdt , naar de befandt sig paa fremmede Beværtningssleder . Den Ære , Værten havde nydt ved af de søgte hans Hus , mente de formodentlig maatte være ham Vederlag nok for de Barer han havde leveret . De slentrede ned ad Gamle Kongevei og betragtede med et kritisk Blik de forskjellige Lyststeder , der ere beliggende der . De talte ikke om Husenes smukke Bygningsmaade og bekvemme Indretning ; nei , det hvorpaa de fæstede deres Opmærksomhed , var den slorre eller mindre Vanskelighed man havde med af bryde ind i de forskjellige Huse , de Forsigtighedsregler , Beboerne havde iagttaget , for af undgaa uindbudne Gjæster , var Thema « for deres Samtale . Ofte blev Ssren i den Grad begejstret over den Snildhed , hvormed Bygmesteren havde anbragt ertraordinære Sikkerhedsmidler , af han blev slaaende for i længere Tid af udbrede sig over sit Emne . Udenfor en lille Villa gik en elegant klædt Herre frem og tilbage og rsg paa en Cigar . Banditterne betragtede ham forbauset . Sørcn gav Støveren et Stød i Siden , og aftog i det samme sin Kaskjæt med en ærbødig Mine . Herren sludsede ved Synet af de to Fyre og gjorde en Mine , som om ban vilde trække sig tilbage til Hu > ' et , men Søren kom ham i Forkjobet . — Ydmyzst Godaften , Hr . Baron ! sagde ban . — Godaften , lød det kolde Svar . — Hr . Barønen erindrer os vist ikke mere , trods de Forretninger , vt have gjort sammen , fortsatte den Halte ufortrødent . — De ere sluttede og I have faaet Eders Betaling ; vi ere altsaa kvit . — Man skiller sig aldrig fra hinanden , naar man engang ere sammenknyttede ved Blodets Baand , udbrød Støveren og lo uhyggelig » . Hør , Baron , vær nu ikke saa storsnudet længere , mod os , Deres Kammerater , De bar engang nedladt Dem til os , De maa blive ved dermed . Baronen udstedte et Skrig af Forbitrelse og Raseri og det syntes , som om han vilde slyrte sig over Forbryderne ; men ban betænkte sig , ban vendte sig om og gik ind i Villaen , hvis Dør han lukkede efter sig . Tøren og Støveren lo bøit . — Satan » il Karl , den Baron ! udbrød HalteSoren spottende . — Ligemeget , ban skal være fri for os , tog Steveren Ordet ; han klarede for sig og os som en slink Fyr , og lod det ikke komme an paa en falsk Ed . Jeg lider blot ikke hans Storsnudethed ; jeg mener at ban burde . . . — Du mener vel at han burde bukke ydmygst for e > 5o os og titulere os Hr . Stover og Hr . Halte-Soren , — da-aha ! det lyder mocrsomt . — Snak , saaledes mener jeg ikke , svarede Støveren gnavent ; det ærgrer mig kun at børe banS store Ord , hvad bilder han sig ind ? Han staaer jo lige saa godt under Loven , som vi . — Naa , naa , Kammerat , slyr din Ærgrelse ! lagde den Halte formanende . Kom nu , lad os gaa til Byen . Og Arm i Arm slingrede de to Perlevenner henad Veien . 34te Kapitel . Atter paa Steenholmen . Vi bede den ærede Læser om , atter at følge os ud ril den øde Hule i den svenske Skjærgaard . Det er Sommer . Holmen ligger bestraalet af Solen , omgivet af det blaa , rolige Hav ; i Horisonten skimter man den svenske Kyst og de høie Bjerge aftegne sig skarpt mod Himlen . Tæt ved Strandbredden ligger et Menneske og søler sig dovent i de brændende Straaler . Personen kaster fig af og til frem og tilbage og udsteder nogle eiendommelige Strubelyd . Det glandsløse Udtryk i Øiet vidner om , at Aandens Lys er flukt , at vi have med en Idiot at gjøre . Legemet har tilsyneladende Intet lidt ved Aandens Sløvhedstilstand . Manden er feed og vel ved Magt . Af og til farer han med Haanden op til Panden . Hovedet smerter ham øiensynligl , men han forstaaer ikke at give denne Smerte Luft i Ord ; kun en halvkvall Stønnen » udflipper undertiden de terre , blaalige Læber . Læseren har vel alt gjættet , at vi tale om Betjent Sørensen . Skipperens og Bæverens djævelske Plan var lykkedes : Giften havde fortæret hans Forstand og gjort ham til Idiot . Efter at han var kommen sig af fine svære Saar , tog Bæveren ham i Arbeide . I Begyndelsen var den Fjollede uvillig til at beskæffige sig med Noget ; han holdt mest af at døse Tiden hen og slirre op i Luften . Men dette var ikke Bæverens Mening . Med Trudsler og Slag tvang han ham til at forrette det haardeste Arbeide der forefaldt paa Holmen . Sorensen sludsede i Begyndelsen lidt over Pryglene , men Giften havde aldeles betaget ham ethvert Spor af hans tidligere Aandskraft . Han bøiede taust Hovedet , græd , bad og endfe med at adlyde . Forovrigt blev han behandlet vel hvad Mad og Drikke angik ; Sult leed han ikke . Kun naar han ikke ret forstod , hvad man forlangte af ham , eller Sporene af den indtagne Gift virkede saa smertende paa ham , at han neppe formaaede at reise sig , hvad Bæveren troede var Dovenskab og derover blev rasende , — kun da brugte den brutale Svensker Tampen , og han lagde ikke Fingrene imellem . I saadanne Tilfælde foer der en konvulstvisk Skælven gjennem den Fjollede ; det var ligesom hans tidligere Værd som Menneske endnu var ham bevidst , og at denne Bevidsthed kæmpede mod at taale denne uværdige Behandling . Til andre Tider kunde han have en taaget Erindring om det Forbigangne ; han syntes ikke altid at have været her , han saae bekjendte Ansigter fremstille sig for hans indre Syn ; men denne Erindring varede kun kort , et Øieblik , og forsvandt til Slutning uden at efterlade noget blivende Indtryk . Vi forlode ham medens han laa og væltede sig frem og tilbage paa Stenene . Den slegende Varme havde naturligvis ingen heldig Indflydelse paa hans aandelige Tilstand , men gjorde ham endnu fløvere . Han vækkedes ikke engang af fin flappe Tilstand ved at hans Herre og Mester , Bæveren , kom ned til Stranden . Bæveren stod nogle Øieblikke og saae paa ham . — Staa nu op og arbeid ! sagde han endelig . Den Fjollede slirrede flovt paa ham . — Naada ! raabte Bæveren og gav ham et Spark i Siden , saa han tumlede om paa den anden Side ; vil Du op med Dig , Hund ! Sørensen kastede er fly Blik til sin Forfølger og reiste sig derefter langsomt . — Du har dovnet længe nok , Krabat , brummede Svenskeren ; troer Du at det lønner sig for mig at give Dig Kosten , for Intet at bestille ? I Søen burde Du have været , Krabat , og det for længe siden . Sørensen rradskede forud henimod Huset , hvor Middagsmaden ventede ham . Som et glubende Dyr kastede den Fjollede sig over den Træskaal , hvori hans Mad var opost . Da Skaalen var skikket aldeles reen reiste han sig op og fulgte stiltiende sin Behersker ud af Døren til en Slags Gaardsplads , hvor en Hob Klippestykker laa henkastede imellem hverandre . Bæveren gav Sørensen er Tegn til at skyde en af Steendlokkcne tilside . Den Fjollede satte Ryggen mod Stenen og uden stor Vanskelighed lykkedes det ham at skyde den tilside , den dreiede sig nemlig paa en Tap , der gik ned l et andet Klippestykkestykke , og som var vel smurt med Olie . En sørt , uhyggelig Aabning kom tilsyne . Med en Rolighed , der viste at alt dette var ham veldekjendt , gik Sørensen ind i Aabningen og gav sig til at slige ned af en i Klippen udhulet Trappe , der førte ned i en Hule . Hulen var rummelig , over 20 Alen hoi , og mere end 4 Gange saa bred og lang . En Vikingeskare havde i Oldtiden havt sit Tilhold her og under de borgerlige Uroligheder i Sverrig i Middelalderen havde Hulen været beboet af dristige Fribyttere , der benyttede sig af deres Lands ulykkelige Stilling til at berige sig . Paa en Reise havde Bæveren lært Hulen at kjende , idet en Hare , hvoraf der fandtes mange paa Holmen , var smuttet derind . Da han senere besluttede at bosætte sig her , kom Hulen ham ypperligt tilpas . Han anbragte det svære Klippestykke for Hulens Indgang , udyuggede Tappen , hvorpaa det dreiede sig , og havde i flere Aar arbeidet paa Hulens Udvidelse . Han havde ofte ønsket en Medhjælper til dette Arbeide , men han frygtede for at blive forraadt . I Sørensen fandt han hvad han vaskede . Den Fjollede steg altsaa ned i Hulen og fulgtes af Bæveren , der antændte en vældig Fyrrefakkel , hvis røde Lys kastede et eiendommeligt , vildt Skær over hele Hulen . Den var omtrent halvfuld af Barepakker , Tøader og Sktdsgods . Endel af Larsens Varer laa endnu her , thi han dristede sig ikke til at indføre dem paa engang . Henne i et Hjørne laa Steenhuggerrevskader . Den Fjollede gik derhen , tog Hammer og Kile og gav sig til at hugge løs paa Steenvæggen , der bar tydelige Spor af tidligere Arbeide . Det gik kun langsomt fra Haanden , smaa Stykker bleve med megen Møie udhuggede , fijøndt den Fjollede arbeidede med en Kraft der viste , at han blev holdt strengt til at udføre sin Pligt . Det var et sandt Herkulesarbeide , somZden stakkels Sørensen skulde udføre . Bæveren satte sig ved Indgangen , fremtrak Pibe og Tobakspung , og gav sig roligt til at dampe . Man hørte kun MeiselenS tunge Kniven i Stenens Fuger , og Hammerens korte , ensformige Slag , samt Granitslumpernes Fald imod Gulvet . I lang Tid gik Arbeidet ' sin rolige Gang , men paa engang viste en Skikkelse sig i Døren paa Huset , det var Bævera . Hun havde ikke forandret sig siden vi sidst havde den Fornøielse at se hende . Hun satte Haanden for Munden og brølede i en langsom , pibende Tone : - Skib ! Bæveren foer op . — Et Skib ! raabte han og ilede ud af Hulen , idet han kastede et hurtigt^Blik til den Fjollede , der roligt arbeidede videre . Som sædvanligt forsynede han sig med en Gotikken , for han begav sig udenfor , og med hurtigt Skridt begav han sig ned til Stranden . Det var ikke saa forunderligt , at Bævera havde meldt Skib ; thi tre temmelig store Fartoier saaes omtrent en Miilsvei ude i Søen . Bæveren rettede fin Kikkert ud imod dem . — Orlogsmænd ! mumlede han ; og de komme , ta ' mig tusind ' Tønder Dfævle , herind . Alle Skibene vare Dampere ; det synes som om de manøvrerede . Af og til kunde man høre et enkelt Brag af et Kanonffud og se den hvide Røg fare ud af Kanonmundingcrne . Pludselig begyndte en vældig Kanonade , der indhyllede Skibe og Horisonten i en blaalig Røg . Vi begive os atter ned i Stenhulen , hvor den -Fjollede arbeidede . Han hørte ligegyldigt paa de enkelte Kanonskud , der bleve affyrede ; men da Kanonaden begyndte , foer han op og lyttede . er kom Liv i hans Øine ; hans Skikkelse reiste sig mere og mere . En gammel Erindring syntes at rsre sig i ham og at kæmpe for at komme frem . Sørensen havde deeltagct i de fleste Slag i Krigsaarcne i 1848 , 49 og 50 . Kanonerne syntes at skulle kalde den i saa lang Tid skumrende Bevidsthed tilbage i hans Sjæl . Han begyndte at synge . Det var med en hæs , tonløs Stemme han begyndte ; men lidt efter lidt kom der mere og mere Klang og tilsidst kunde han med megen Anstrengelse synge nogle Linier af den velbekjendte Sang : Og derfor vil jeg slases som tapper Landsoldat , Hurra , Hurra , Hurra ! Bæveren , der længe og opmærksomt havde iagttaget de fremmede Krigsskibe , slog nu Kikkerten sammen og sagde « il den opmærksomt lyttende Bævera : — Det er tre franske OrlogSmænd , som manøvrere , de kom dog ikke herind , som jeg først troede . Drønet fra det stolte Frankrigs Kanoner havde vakt de » forhenvoerende danske Soldat til Bevidsthed . Da Kanonaden hørie op , sank Sørensen atter sammen , men Lyset var atter tændt , og om end Flammen kun brændte svagt , var der dog tilstrækkeligt Forraad tilbage til dens Ernæring . For hver Dag der gik blev Sørensen i aandelig Forstand stærkere og stærkere Som Læseren veed , var det ved et rent Tilfælde at han ikke nød hele den giftige Drik , som Bævera under Navn af Lædskedrik bød den saarede Mand . Havde han drukket det Hele , havde han enten været død nu , eller fuldstændig sindsforvirret , uden Haab om nogensomhelst Bedring , saalænge han levede . Det værdige Par paa Stecnholmen anede ikke , hvorledes der Hele forholdt sig . De lagde ikke Mærke til de smaa Symptomer , der mere og mere tydede paa en tilbagevendende Bevidsthed . Og med den Snuhed , der ofte findes hos halve Idioter , forandrede Sørensen aldeles ikke sin Opforsel ; han var lige gnaven , sær og doven ; saa Alt gik sin vante Gang . En meget varm Sommerdag laa han nede ved Strandbredden . Han var dog saa fornuftig nu , ikke længere at vælge de solhede Steder , men havde lagt sig i Skyggen af et vældigt Klippestykke . Han legede med en Lommekniv , som han kastede op i Luften , for atter at gribe den ; men ved en Bevægelse foer Kniven ud i Havet , og idet han vilde sorsøge ar redde den , plumpede han selv i Vandet , der her var meget dybt . Han sank hurtigt tilbunds ; men Selvopholdelsesdriften gav ham Aandsnærværelse . Med et Sæl var han atter ved Overfladen og med nogle raske Tag naaede han snart et Sted paa Brede « , hvor han kunde komme i Land . Skrækken og det kolde Vand havde gjort sin Virkning . Da han udmattet sank om paa Stenene var hans Fornuft vendt tilbage . Erindringerne strømmede nu ind paa ham ; han gjenkaldte sig sine Børn , sin asdøde Kone og de uhyggelige Begivenheder , der vare passerede i den sidste Tid . Han blev siddende i nogen Tid og bedækkede sit Ansigt med Hænderne . Hvorlænge han havde sidder saaledes , vidste han ikke , men han blev vækket af Bæverens brutale Tilraab om at tage fat paa sit Arbeide igjen . Han saae forvirret op paa Svenskeren ; han havde i Tankerne været i Danmark , det kjære Fædreland . Men han havde allerede taget sin Beslutning . Han vilde hykle , tænkte han , og vedblive at gaa før Idioten , indtil en Leilighed til Flugt og Hævn viste sig . Han tumlede derfor atter med Bæveren tilbage til Huset , fik sin Mad og tog igjen fat paa det trættende Arbeide i Hulen . Under denne Beskæftigelse arbeidede han ligeledes med Hjernen før at finde en Udvei til Flugt . Paa Øen fandtes vel en Baad , men da den aldrig blev brugt og desuden var gammel , var den utæt i høieste Grad og maatte underkastes en dygtig Reparation før den kunde føre ham til Kysten . Og en saadan Reparation vidste Sørensen vilde og kunde han ikke foretage , da han stedse , Natten undtagen , var under det værdige Ægtepars specielle Tilsyn . Han maalte altsaa vente til en gunstig Leilighed frembød sig . Holmen besøgtes jo af og til af Skibe ; med et saadant haabede han ak kunne flippe bort . Forcløbigt gjalt det altsaa at holde Alt gaaende i den gamle Gang . Et Par Dage derefter , da han sad i den sædvanlige Krog og spiste Frokost , sagde Bævcra til Bæveren : — Jeg vilde ønske at Fætter Svensson snart vilde komme . Jeg kommer om nogle Dage til al mangle mange Ting , hvis det ikke skeer . Han skulde jo have værer her for længe siden , den Svinhund ! — Jeg veed ikke , hvad der gaaer af Gossen ! svarede Bæveren ; men saameget er vist , at er han ikke kreperet , seer vi ham en af de første Dage . Det var heldigt ar de i dette Øieblik ikke lagde Mærke til deres Fange ; de vilde da have anet , at Alt ikke var , som det efter deres Mening skulde være . Det var ham umuligt at skjule sin umiskjendelige Glæde over Efterretningen , der bebudede hans snare Befrielse . Han gjorde et Hop i Sædet ; hans Øine lyste og han skælvede over hele Legemet . Heldigvis var Ægteparret sig bevidst , al have fuldført Værker efter bedste Evne og de opholdt sig derfor heller ikke ved smaa Symptomer paa en Forsland , de troede var uigjenkaldelig udslukt . En Aften , kort Tid derefter , signaliseredes et Fartoi ; det var „ Hclvedeshunden “ , der atter ssgte sit gamle Tilflugtssted . Siden Juletid havde den ikke været ved Sleenholmen . Den smukke lille Skude skar for fulde Seil gjennem det næsten speilglaite Hav , der kun af og til krusedes af en ler Brise , som Sejlene tillige opfangede . — Hurra ! raabte Bæveren og svingede sin Hat . — Hurra ! raabte den værdige Skipper , der som sædvanligt selv sad til Roers og med øvet Haand lod Skibet glide ind i den lille Havn . Alt vel ! - Alt vel ! Skibet lagde til ved Klippen . Det koslede Sørensen megen Anstrengelse at bevare nn Rolighed overfor den snedige Skipper , der nær bavde berøvet ham Livet . — Snild Gosse . Du , sagde Skivveren leende , idet han klapvede den formeenilige Idiot paa Skulderen . Jeg skal love for , Du er bleven tam nok nu , hvad Bæver ? — Saa blid som et Lam , svarede denne Hædersmand . Bengt , Bæveren og Skipperen gik smilende videre . Kort efter begyndte man at losse endel Proviant , der dragtcs til Stenhulen . Afreisen skulde finde Sted den næste Morgen . Som sædvanligt sov Skivperen og hans Matros iland . Henad Midnat kunde man i det klare Maaneskin , der belyste hele den lille Holm , se en Mand snige sig ud af Huset og tage Veien ned imod „ Hclvedesbunden “ . Han bar en Bøsse i Haanden og saae sig ofte ængsteligt tilbage . 35te Kapitel . I Hælerhuset . Det er nu noget siden at vi sidst aflagde et Besag i Hælerhuset i Prindsessegade ; vi ville derfor en smuk Sommerdag begive os derud , før at se hvorledes der staaer til . Larsen bar i den sidste Tid ikke befundet sig rigtig vel . Gigt og hovne Fødder Hove plaget ham saaledes , at hans Humør er bleven i den Grad irriteret , at hans sfudskede Tjenestepige hvert Øieblik paa Dagen faaer Anledning til at udbryde : — Aa , Gud ! sikken en Kondition man har , aa , Gud ! Men da hun i Grunden er et skikkeligt Skrog , der , hvor utroligt det end lyder , er forelsket i sin Herre , lader hun i Regelen hans Gnavenhed og Plumpheder gaa uændscde hen . Med Forretningen gaaer det ikke saa strygende som hidtil . Flere af hans Kunder havde bemærket , at mistænkelige Skikkelser , der ikke henbørte til „ de Mistænkælige “ , men tvertimod vare bestemte til at passe vaa disse , luskede omkring hans Bolig og de bleve derfor viselige « borte . Det var en Selvfølge at Støveren og Halte-Søren fuldstændig havde udsonet sig med Larsen efter athaa før deres Skyld havde aflagt falsk Ed . Det er ligeledes en Selvfølge , at den tykke Vært fik fin Uleilighed godt betalt og under 500 af de 1000 Rigsdaler flap Forbryderne ikke . Men heller ikke Støveren eller Søren havde i den sidste Tid bragt ham Noget , der var af videre Værdi han forstod ikke hvad der gik af Menneskeflægten . Han havde foreslaaet Støveren at lette hans før henværende Kone før en Del af den Rigdom , som hun syntes at være i Besiddelse af . Støveren havde nikket bejaende til Forflaget , men ellers flet ikke gaaet videre ind derpaa . Sagen var den , at han i den Retning troede at kunne undvære Larsens Bistand til de eventuelle Kosters Bortbringelse og Salg . Fra Sverrig havde Larsen heller ikke hørt meget . Hele den kostbare Ladning var endnu ikke fuldstændig realiseret , og det var kun mindre Summer der lidt efter lidt flød ind i hans begærlige Kløer . Undertiden foer det som et Dolkestød igjennem den tykke Hæler : — Hvad , om nu Svensson beholdt Alt ? Men han beroligede sig snart ; han havde kjendt Svenskeren i mange Aar , og denne havde aldrig narrer ham før Noget , men kun tager en overordentlig høi Fragt , hvilket jo ikke var saa forunderligt . Desuden tydede jo de til forskjellige Tider modtagne mindre Summer just ikke paa , at Svensson agtede at narre ham . Der var altsaa paa en smuk , klar Sommerdag , ar vi aller befinde os i Prindsesscgade . En læt , varm Dunst svæver over den temmelig snevre Gade og trænger ind i ethvert Værelse , hvert Rum . Kun hist og her har man alligevel aabnet Vinduerne ; mærkelig nok findes der en stor Del fattige Folk , der ikke ret vide at skatte den Velsignelse , der ligger i at kunne indaande sund og ren Luft , en af Menneskenes vigtigste Livsbetingelser . Larsen sidder pustende i en Lænestol , saa nær den aabne Dør som mulig , og delikaterer sig med et Glas koldt Grog , hvori der svommer nogle Isstumper . Han lider meget af Varmen og udgvder sin Ærgrelse over Pigen , der besørger Kunderne , over disse selv , naar de forlange Kredit og allerede i Forveien staa paa del sorte Bræt . Paa engang hører man en Vogu komme kjørende om Hjørnet af Torvegade og holde stille foran Huset . Paa Vognen sidde ro velklædte Bønderfolk , en Mand og en Kone , paa imellem 40 og 50 Aar . Larsen og Gadens Beboere stirre med en vis Forbauselse paa denne Vogn ; hvad vil den her ? — Maaske vil Manden afslutte en Handel ? tænkte Larsen . Folkene stege af Vognen og traadte ind i Larsens lille Butik , til stor Forundring for denne Hædersmand , der betragtede dem med sit sædvanlige ondskabsfulde Blik og mistænkelige Blinken . Folkene saae sig noget forlegne omkring , efter at have spurgt om det var her at Christian Larsen bøede . — Ja her er Alt hvad der er tilbage af ham , svarede Larsen ; hvad ønsker De ellers ? — Ja ønske noget gjør jeg just ikke ; men da jeg og min Kone er kommen hertil idag , syntes vi at det var en Skam Andet end at hilse paa Dig , vi ere jo kjedelige Fæltere . — Vi ere Fanden heller ! raabte Larsen med en forundret Mine og reiste sig op ; hvorfra er De ? — Aa , sagde Manden , da det lader til , at vi ikke ere saa forsfrækkelig velkomne , er det bedst vi gaa igjen , men det er ellers mig der eier Gaarden , hvor baade din Fader og min Fader ere fødte . — Saa er Du jo Fætter Christian ! raabte Larsen og greb hans Haand . Fanden tage min Glemsomhed , jo Gu ' er jeg glad ved at se Dig og din Kone bos mig ; men kom indenfor , kom indenfor i Stuen og sid ned . Sagen var den , at Larsen sledse var bleven opdraget til at omsatte sin salig Bedstefaders Gaard med en vis Ømhed og Besidderen af den , bavde han lige fra han bavde lært at gaa , anseet før at være et af de lykkeligste Mennesker i Verden . Senere vare disse Indtryk før en stor Del gaaede tabte ; men han nærede dog endnu stedse en svær Respekt før den Gren af Familien der eiede Gaarden , da den efter Sigende skulde eie en ikke ubetydelig Formue . Og Larsen bøiede sig , ligesom de fleste Mennesker , ærbødigt før Guldkalven . Neppe vare hans Slægtninge traadte over hans Dørtærskel før han allerede spekulerede paa Midler til ar benytte sig af dem i et eller andet egennyttigt Øiemed . Han lod dække et godt Frokostbord , hvortil ban ikke anvendte nogle af Butikens Barer ; men han havde et lille privat Skab , hvor han gjemte de Fødemidler , der vare bestemte til hans eget Brug . Fætteren fra Landet kjørte sin Vogn hen i en Gjæstgivergaard og lovede at komme tilbage til Frokosttid , imedens kunde jo Konen blive og hende søgte Larsen at gjøre sig saa lækker før som det var ham muligt . I Samtalens Løb klagede Konen over den Mængde Vagabonder , der overstrømmede Landevejene og brandskattede Gaardene . — Vi havde saaledes engang i Efteraaret , ja , lad mig se , det var vel i Slutningen af November , et Par saadanne Karle i Logis en Nat . De gave sig ud før Haandværkssvende ; de spiste og drak med os og om Natten slode de op , aabnede Fatters Skatol og stjal flere hundrede Daler fra os . — Gud bevares ! — Ja , det maa De nok sige . De flap bort uden al vi havde opdaget Tyveriet og vort Politi , til hvem vi meldte Historien , det kom jo nok , som sædvanligt , og rodede op og ned i vore Gjemmer ; men finde Tyvene , paa det Lag , nei , det skulde de nok lade være . — Saa have vi et bedre Politi her i Kjøbenhavn , sagde Larsen med et Grin . — Ja , Kors da . Vor gamle Herredsfoged gaaer nu rent i Barndom ; kommer der Nogen op til ham for at anmelde et Bedrageri eller Tyveri , siger han blot , jeg vil ikke have den Uorden i min Jurisdiktion , flaf mig fat paa Manden og send ham herop til mig ; det er Alt hvad ban siger og gjør . Gud hjælpe os ! Manden var imidlertid kommen tilbage , den sjudflede Tjenestepige havde dækket Bordet og man satte sig til at spise . Døren til Butiken vedblev at staa aaben , saa at man i Stuen kunde se , hvad der foregik derude . Paa engang henledtes Alles Opmærksomhed paa en raa , hæs Stemme , der i en kommanderende Tone forlangte „ To og en halv “ . — Og det siger jeg Dig , Du Fedesvin — denne , Kompliment gjaldt Pigen — det siger jeg Dig , kom ikke med det sædvanlige Finkeljokum og Rosinvand , . men tag de ægte Varer frem . Jeg vil ikke snydes mere ! Den Talende havde øiensynlig „ en lille Streg “ , der dog ikke var slorre end den gjorde ham gemytlig stemt . Paa engang faldt hans Øine paa de to Fremmede , der gjæstede Hæleren og han kunde ikke undgaa at fare et Par Skridt tilbage og udsfode et Forundringsraab . Dette bevægede de Fremmede til at se ud i Butiken og , som drevne af en Fjeder fore de Begge op . — Grib ham ! raabte Manden og kastede i fin Ivrighed en Stol overende . Det er en af dem , som har bestjaalet mig , — og han slyrtede ud i Butiken . Men heller ikke Støveren , thi ham var det , havde været seen . Med et Spring var han ude af Lokalet ; men , istedetfor at løbe bort langs ad Gaden , smuttede han , alt i Løbet af et Sekund , ind i Husets Gadedør og foer op ad den smalle Trappe og ind i det Hul , hans afdøde Moder engang beboede , og som Larsen endnu ikke havde formaaet nøgen Leier til at flytte ind i . Fætteren fra Landet fortsatte Løvet langs ned ad Gaden , under Raabet „ Stop Tyven ! “ Hans bare Hoved , det flagrende Haar og især Raabet samlede strar en Mængde Mennesker , hvoraf nogle hjalp med den unyttige Forfolgelse , medens flere Andre , der vare sig bevidste , just ikke at leve paa bedsle Fod sammen med de Mistænkeliges Protokol , gjorde et Par Forsøg paa at spænde Been for den ulykkelige Landmand og tilkjendegave ham deres Uvillie ved at vibe i Fingrene og udstede advarslende Raab . Efter at have gjennemløbet ben halve Gade opdagede Fætter Christian at han havde løbet iblinde . Roligheden var atter vendt tilbage , og i Besiddelse af den ægte danske Nationalkarakteer flammede han sig nu over at have ladet Jvrigheden lede lsbfl med sig og noget flukøret vendte han tilbage til Butiken . Larsen havde moret sig kosteligt over den hele Spas ; han tvivlede intet Øieblik om , at jo Støveren nok vilde se fit Snit og undløbe , og han lo saa Taarerne kom ham i Øinene , da han saae fin Fætter vende finkørn tilbage . — Du fik ikke fat i ham ; det kunde jeg have sagt Dig iforveien . — Saa ; kjender Du da Fyren ? — Ikke i ringeste Maade ; har han , og han vendte sig til sin Pige og blinkede med de smaa Svineøine , har han været her før idag ? — Nei , svarede Pigen med en Frækhed , der viste , al hun var godt inde i den Videnskab , som Fanden tog Eramen paa i Kiel , Løgn nemlig . Dei kan jo hænde sig at han har været her en eller to Gange før , men kjende ham gjør jeg ikke . Fætteren havde imidlertid lagt Mærke tsk Telegraferingen imellem Husbond og Pige De gamle ^Rygter om Larsens flette Levnet dukkede op i hans Erindring . Han besluttede at være paa sin Post , men ikke at lade sig mærke med Noget her . Han tog derfor Afsked med en meget munter Mine og talte i en Tone , som om han baade havde opgiver Tyv og Penge . Den fede Lært vraltede med hen til Hjørnet af Torvegade og de toge en meget hjertelig Afsked . — Kom , sagde Landmanden , da Larsen var vendt tilbage ; jeg har en slærk Mistanke om , at den tykke Fyr godt kjender Tyven , der løb sin Vei ; Du veed , at han just ikke er bekjendt før si « retskafne Rygte , men al hans Hus skal være Samlingssledet før alle de værste- Forbrydere i Kongens Kjødenhavn . — Kors , hvad siger Du , Fatter ? raabte Konen og rystede stærkt . — Jeg siger , at jeg sporenstregs gaaer til Politiet og melder hele Historien ; det kan maaske skaffe mig fat paa den anden Fyr , ham den Halte , der var med i Tyveriet . Øg Sagen blev nu anmeldt for Politiet , et nøiagtigt Signalement blev afgivet , Efterretninger indsamlede og samme Aften blev der givet Ordre til at anholde Støveren og Halte-Søren , som mistænkte for det begaaebe Tyveri . Da Siøveren fra sit Smuthul havde seet , at de Fremmede havde forladt Husel , listede han sig sagte ned ad Trapperne og gik bagom ind til Larsen . Værten sad endnu og lo « udvendig ad Historien . — Fætter skulde bare vide , a « de to brave Karle har rykke « ud med en god Slump af de sljaalne Fisk til mig ; ban vilde tordne og bande . En lun Broder er han , han troer mig ikke , det kunde jeg tydelig se , da han gik ; han vilde gjøre mig tryg , for at jeg ikke skulde advare Støveren ; — men , for Pokker , ver er han jo ! — Pist ! hviskede Støveren ; er Farvandet frit ? — Kom Du kun ind , sagde Larsen ; men skynd Dig at lukke Døren . Støveren luskede ind . — Hør nu engang , vedblev Larsen ; Søren og Du maa slikke a ' for nogen Tid , hvis I ville undgaa at fornye Bekjendtskabet med Forbedringshusef . Fyren — forresten er han min egen Fætter — var rasende , og jeg saae i Udtrykket af hans Ansigt , at han ikke vilde lade Eder skippe for godt Kjøb ; han veed , hvorledes I se ud , saa det vil være ham en let Sag at saae Eder paagrcbne . I maa tage en Tur ud paa Amager , og kun naar jeg siger til komme til Kjøbenhavn . Proviant for 14 Dage tage I med . Larsen var saa hjælpsom , fordi Støveren og den Halte , hvis de bleve paagrcdnc , meget let kunne blive indviklede i saadanne Krydsforhor , at hele Sandheden vilde komme for Dagen ; Baronen og hans eget dyrebare Jeg vilde saaledes ogsaa være udsat for Forsolgelse . Søren , der netop var i Begreb med at undersøge fine falske Regler , Dirker og andre Indbrudsredskaber , som Forberedelse til en natlig Erpedition , blev sket ikke forbauset over at maatte tage en Tur paa Landet . Ligesom en gammel Soldat var han stedse forberedt paa et hurtigt Opbrud med kort Varsel . Samme Eftermiddag kjørte Støveren og Søren , forklædte som Kuldragcre , med en lille Vogn , der tilsyneladende var belæsset med Kulsække , ud ad Amagerport . Ingen bemærkede deres Flugt . De kjørte længere og længere ud ad Veien , der fører til Drager . Omtrent midt paa Øen dreiede de af tilvenstre og mødte ikke langt fra Omdreiningen en lille Mand , klædt i Bondedragt , der traskede afsted uden Strømper eller Sko paa . Støveren rømmede sig og gjorde et Tegn . Øen Lille saae op og svarede med et andet lignende Tegn . — De er vel Jan Nielsen ? spurgte Støveren . — Ja , og jeg antager at De ere de to Personer , som Larsen for en Timestid siden underrettede mig om vilde komme ? — Ja , akkurat . Jan Nielsen sagde Intet videre , men satte sig op paa Vognen . Da de vare komne Havet paa et tusind Alen nær gav Jan Nielsen Tegn til at standse . Han og begge Forbryderne sprang af Vognen . Jan Nielsen sraspændte Hesten og tøirede den paa Marken . Derpaa vendte han sig om og sagde : — Vi ville i Forening bære Sækkene til Skjulesledet , hurtig , tag fat , det er ikke langt herfra . 37te Kapitel . Flugten . Den Skikkelse , der sneg sig ned til Svenssons Fartøi , var — som den ærede Læser vel alt har gjættet — den ulykkelige Sørensen , der nu vilde vove at gjøre det Forsøz paa Flugt , som han i længere Tid havde grundet paa . Maanen kastede sine blide , matte Straaler over paa Skibcis Dæk og skinnede paa en i Forstavnen hvilende uformelig Gjenstand , der havde rullet sig sammen og hvorfra der udgik en regelmæssig og dyb Snorken . Da Sørensen kom ombord standsede han et Øieblik , uvis om han skulde vække den Sovende eller ikke . SvenSson havde nemlig faaet en ny Dreng istedenfor GoSsen , som blev myrdet . Det var den nye Dreng ber laa paa Skibet og sov , og Sørensen lod ham ligge , og med saa liden Støi som mulig løste han det tykke Toug , der bandt Skibet til Klippen , og kastede Sejlene los . Heldigvis var Ankeret ikke sænket . Han greb en Stage , som han stemte imod Stenene , og Skibet gled ud i den lille Havn . Efter nogen Betænkning sprang han i Jollen , der hørte til Skibet , og gav sig til at bugsere Fartøiet ud i Havet . Efter at have roet et Par tusinde Alen mærkede han at Vinden begyndte at friske . Han lagde derfor Jollen paa Siden af Sluppen og lavede sig til at gjøre Seil . Skjøndt ubekjendt med Alt hvad ver vedrøne Søvæsenet , lykkedes det ham dog at gjøre Storseilet los ; del fangede Vinden og snart kunde han mærke , at Skibet havde en ypperlig Fart og slar rask igjennem Bølgerne . Efter et Øiebliks Betænkning satte han Kursen imod Syd , bandt Roret et Øieblik fast og gik hen for at vække Drengen . Stor var dennes Forbauselse , da^han vaagnede og ikke alene mærkede at Skibet var i Fart , men at han ogsaa blev tiltalt afen Mand i et fremmed Tungemaal , som han dog med nogen Vanskelighed kunde forstaa . — Hvad ! hvor er jeg ? spurgte Knøsen , idet han halvt forskrækket foer op . Sørensen skyndte sig med at berolige ham , og da han saae at Seilet begyndte at flagre , bad han Drengen at komme agterud , saa skulde han forklare ham del Hele . Sørensen greb alter Roret og i faa Ord fortalte han Drengen hele den gribende Scene om Mordet paa Gossen , samt om hvorledes han selv haardt saaret var bleven sørt over til Holmen , hvorfra han nu søgte ar flygte . Drengen børte med Rædsel paa denne Beretning ; han gjøs , da Sørensen fortalte ham om Mordet paa den stakkels Dreng , og takkede Gud fordi han var kommen derfra . Han lovede beredvilligt at hjælpe Sørensen med at slyre Skibet , hvilket , da han var godt kjendt paa Kysten og af Svensson havde lært at slyre et Skib , nu kom meget tilpas . Da Morgenen gryede tiltog Vinden i Heftighed . Bølgerne skoge ind over det lille Skib , som pilsnart foer gjennem Vandet . Sørensen overgav Roret til Drengen og gik ned i Svenssons Kahyt , for om mulig at finde nøgle Spisevarer . Han fandt et rigeligt Forraad af alle Slags Viktualier , og med en Skinke , nøgle Befløiter og en Pose Kaffe under Armen , krøb han atter op paa Dækket og bad Drengen gaa forud og fyre under Kjcdlen i Kabyssen . Henad Aften blæste det op til en Storm ; Vinden foer hylende gjennem Tougværket og kun med megen Møie lykkedes det dem at rede Sejlene , saa de tilsidst alene for Fokken maatte lænkse for Stormen . Senere fik de Land isigte . Nogle høie Klipper viste sig i Horisonten og snart nærmede de sig med en rivende Hastighed til disse , der bestandig bleve fiorre . De vare under Øen Bornholm . De to kun lidet øvede Søfolk maatte lade staa til og snart var det utvivlsomt , at Skibet maatte strande . Sørensen bad en inderlig Bøn og sendte i Tankerne den sidste Velsignelse til sine smaa Børn , som han saalænge bavde glædet sig tsk at gsense . Efter et Kvarteers Forløb stovte Skibet med en voldsom Fart paa et Skær , hvorom Bølgerne boblede og tumlede sig . Stedet var saa stærkt at Skibet bragede og gav sig i SammensøiNingerne og Sørensen og r rengen bleve kastede omkuld paa Dækket . De vare intet Bossesfud fra Land og Vandet slog fra begge Sider høit op over Dækket . Som det syntes var Strandingen ikke bleven bemærket og de Skibbrudne troede sig fortabte . Sørensen ilede ned i Kahytten , fandt efter at have søgt et Øieblik Svenssons Revolver og foer atter op paa Dækket . Vandet var nu begyndt at trænge ind i Rummet og Skibet truedes hvert Øieblik med at blive sønderplittet . Den uheldige Skipper greb fat i Vævlingerne og affyrede det ene efter det andet af de Skud Revolveren indeholdt . Knaldet lød kun svagt under den stærke Bulder af Søen og Stormen i Forening . Sørensen lød fortvivlet Armene synke , da han havde affyret det sidste Skud , og antog nu sin og Drengens Undergang for aldeles vis . Paa engang saae han et Hoved titte frem over Klippens Overflade og snart bemærkede han Flere , deriblandt nogle Kvinder , der gjorde nogle Gebærder , » om ban imidlertid ikke forstod . Han forsagte at praie dem ; men hans Stemme formaaede ikke at gjennemtrænge det forfærdelige Bulder , der herskede . I over en Time bleve han og Drengen hængende i Bævlingerne , uden at det syntes , at der gjordes nøgen Forberedelse til deres Redning . Bittre Tanker opstege i Sørensens Hjerte ; han var ikke langt fra at ville forbande de ligegyldige Mennesker , der , som det syntes urørte , kunde se paa to af deres Medmenneskers uundgaaelige Dod . Paa engang blev der et slærkt Nore iblandt de Folk , der opholdt sig paa Klippen . En Vogn kom kjørende , ledsaget af en Mand tilhest . Sørensen saae et Apparat , ligesom en Kanon blive løftet af Vognen . Hvad betydede dette ? Pludselig gik det op for ham , at han i en Bog bavde læst om Raketkasteapparatet , til de skibbrudne Søsolks Frelse . Han udstedte et Glædesskrig og meddeelte i faa Ord Drengen hvad der foretoges til deres Frelse . Apparatet blev opstillet ; som et Lyn og med en hvislende Lyd foer den tynde Line ud over Skibet . Sørensen greb den øieblikkelig og halede til . Efter et Par Minutters Forløb var der Forbindelse imellem Land og Skibet . Drengen blev først dale « iland i Redningsstolen , og da han lykkelig og vel var paa det Terre blev Sørensen ført iland . De Skibbrudne bleve mødtagne med stor Hjertelighed af den brave Kystbefolkning , der vare næsten lige saa glade som de selv over den lykkelige Redning . Sørensen og Drengen bleve indkvarterede hos Sognefogden . der laante dem noget tørt Tøi og gav dem et rigeligt Maaltid varmt Mad . Derefter anvistcs der dem en Seng og udmattede af Dagens Ansfrengelser faldt de snart i Søvn . Den følgende Morgen gik de ud til Klipperne for at se , hvor meget der var tilbage af Skibet , men der var flet intet — „ Hclvedeshunden “ var forsvunden , Bølgerne bavde om Natten skyllet hele Vraget bort . Tre Dage derefter befandt Sørensen og Drengen sig i Kjøbenhavn . Det var en stor , en vanskelig Opgave , som Lægen havde givet Lene at udføre . Paa engang skulde hun træde i Moders Sted for flere Børn , og det er sikkert en vanskelig Ting ; men den ylnge Pige havde lovet sig selv ikke at give tabt , nei , hun vilde udføre det hende overdragne Hverv lige til Enden . Hun understøttedes i høi Grad af den venlige Læge og hans Hustru , der ofte bessgte det lille Hjem og aldrig kom tomhændet . Der var Velsignelse i deres Gjerning . Arbeidet gik rask fra Haanden og der var altid nok at bestille . Lene holdt de to smaa Værelser og det lille Kjekken renligt og net . En Aften i Begyndelsen af Juli Maaned var Lene kommen temmelig silde fra Byen , hvor hun havde gjort nogle Jndkjøb . Der var derfor bleven silde inden den lille Familie fik Aftensmad . Medens den lille Familie sad tilbords , kom en Mand meget hastig gaaende hen ad Veien . Han slandsede udenfor Huset og stod længe tøvende ved Laagen . Endelig gik han hen til Døren og bankede paa . Lene lukkede op . — Undskyld , Madam , begyndte Manden ; boer her ikke . . . Videre kom han ikke , men raabte , idet han udstodfe et Glædesskrig : - Dørn ! Børn ! kjende I ikke Eders Fader ? Dørnene fore forvirrede op , de ældste ilede firår til og kastede sig i Faderens Arme . — Fader , kjære Fader ! hvor har Du været den lange , lange Tid ; vi troede Du var død og have grædt saa meget . Sørensen fik Taarer i Øinene , da han atter og atter havde omfavnet og betragtet sine Barn ; men da han igjen kom til Besindelse efter den første Glædesrus , saae han sig forundret omkring og spurgte : — Men hvem i al Verden har dog taget sig af Eder i den lange Tid ? — En god Doktor , Fader , svarede den ældsle Pige ; og saa den kjære Lene ; hun har været baade Fader og Moder for os . Først nu faldt Sørensens Øine paa Lene , som havde trukket sig tilbage i en Krog ; ogsaa hun var i høi Grad forundret over den formentlige Dødes Tilbagekomst . — Saa er det altsaa Dem , jeg skal takke , sagde Sørensen med bevæget Stemme og greb hendes Haand , som hun rødmende og undseelig lod ham beholde ; — uden Dem havde mine Børn altsaa været fortabte , udsatte for Elendighed og Nød ? — De glemmer Doktoren , slammede Lene . — Ja , Gud velsigne den brave Mand for det han har gjort ; jeg skal aldrig i mit Liv glemme hans Godhed , men Deres Opoffrelser tabe ikke i Værd for det . Med et Barn paa hvert Knæ satte Sørensen sig ned . Lene vilde absolut , at han skulde have noget at spise , og da dette var skeet gav han sig til at fortælle sine Hændelser , der selvfølgelig vakte almindelig Forbauselse . Da Sørensen om Aftenen lagde sig til at sove , tænkte han foruden paa sine Børn ogsaa paa en Anden , -vis fine og smukke om end noget melankolske Træk havde gjort et vist Indtryk paa ham . Med el glad Smil skumrede ban ind , Livet kunde dog endnu have fine Glæder , sølte han . Den næste Morgen skyndte Sørensen sig med at blive paaklædt , for saa hurtigt som muligt at komme ind og aflægge Rapport hoS sine Foresatte . Man havde nu Traaden , der skulde føre til Maalet . Larsen stod netop i sin Gadedør og skikkede Solskin , medens han røg paa en slumper Pibe , da han saae en Person komme op ad Gaden , som han syntes , han skulde kjende . Manden kom nærmere og nærmere og efterhaanden forvandlede Larsens Ansigt sig fra Forundring til Tvivl , fra Tvivl til Skræk , der atter glk over til fuldstændig Rædsel , da Manden , der ikke var nogen Anden end Sørensen , gik ham forbi og roligt saae ham ind i Ansigtet . Den tykke Lært udnodie et Brøl , tabte Piben ud af Munden og sank bevikstløs om paa Gulver . Lar det et Gjenfærd han saae , eller var der et Foster af hans ophidsede Fantasi ? » Ote Kapitel . Smuthullet paa Amager . Dei kunde ikke stile , af en Mand som Larsen havde forsøgt Alt , før a : dække sig saa godt som muligt mod ai blive opdaget . Foruden Kjælderen under Huset havde han ogsaa ladet indrette Gjemmestcder ude paa Amager , hvor han t Tilfælde af Opdagelse , kunde sende sine Koster ud . Med en Politiet vclbekjendt , flere Gange straffet Bondemand , havde han truffet den Aftale , af denne skulde bygge en Slags Hytte , saa nær Stranden som muligt , og tilsyneladende ernære sig som Fisker . Et Par af de Folk , som stode i Afhængighedsforhold til Larsen , havde tilfældigvis før været Murere , og dem sendte han ud til Hytten , der reistes i Løvet af en fjorten Dage af en Landsbymurer og en Landsbywmwermand . De to Murere drøde atter det nylagie Gulv op o . ; i flere Dage arbeidede de i Forening med Bonden paa af udgrave og udtrille Jord , der blev kastet i Stranden . Derefter opmurede de en . stor , solid Hvælving , der bavde nogen Lighed med de murede Grave man nutildags saa ofte seer paa Kirstgaardene , anbragte - efter af have lagt Gulver paa igjen , — en Lem deri og havde nu fuldført Arbeidet . Ingen maatte vide , af Bonden og Larsen kjendt « hinanden , de talte kun sammen , naar de vidste sig aldeles ubemærkede . Havde Larsen Brug for Husmandens Tjeneste , da havde de aftalt at han skulde nedlægge et Brev , skreven med kun dem bekjendte Chiffre , i et Hul , der fandtes paa et gammelt , frønnet Piletræ , der stod ikke langt fra Amagerfælled . Ofte havde Larsen , naar han ønskede at frelse Forbrydere for Paagribelse , sendt disse ud til sin Trofaste paa Amager , der da beholdt dem til Faren var overslaaet og ligesaa ofte satte dem over til Sverrig i det solide Farten , ban i sin paatagne Egenskab af Fisker havde gyngende i Stranden , ligeud for sit Hus . Manden førte de to Forbrydere , der ligesom de to siamesiske Tvillinger , i det sidste Aar havde været uadskillelige , ind i Hytten , der hvor fattig og raat opbygget den end saae ud udvendig fra , dog var ganske hyggeligt indrettet indvendig . Manden havde engang været en velhavende Husmand , der levede lykkelig med sin Kone ; men gode Venner fik ham forført til Drik ; han forførme sit Arbeide , kom i Nød , stjal engang og vedblev dermed ester at være straffet derfor . Hans Kone , der var død for et halvt Aar siden , havde holdt trofast ud med ham og med stor Omhu vaager over , at de døg altid sledse beholdt deres Indbo , som hun bavde arvet efter sin Moder ; nu da Manden sad ganske godt i det , rænkle han heller ikke paa at skille sig ved der , skjøndt Konen var død . Denne Mand førte Søren og Støveren ind i sin Stue og bød dem sidde ned , medens han fremtog Sopkenen af Skaber . Derefter vilde han vise dem Lokaliteterne , der kunde jo aldrig skade , ar de kjendte dem . Der var tre Stuer forneden og to foroven , bestemfe for dem , Larseu vilde vise Gjæstfrihed ; oppe i det ene Vindue var en stor Kikkert , hvormed man kunde overse Terræner ind imod Byen i en meger vid Afstand . — Den kan maaske komme til ar gjøre sin Nytte den Tamp , sagde den lille Husmand og gav et Slag i Kikkerten ; hvis vi maa forberede os paa at modtage Politiet herude . Med stor Høitidelighed viste han den murede Hvælving under Huser og forklarede dem , hvorledes de havde al forholde sig , hvis de , under hans Fraværelse skulde se sig nsdsagede til at tage deres Tilstugt til dette Rum . — Og nu Kammerater , sagde han lystigt og slog Bagen af sin ene Haand i Fladen af den anden , ville vi min Sæl ha ' e noget i Skrutten . Stine , bring os Madvarerne ! skreg han ud i Kjøkkenet . Stine kom ind med en Træbakke med LevnetSmjdler , ikke al forglemme det uundgaaelige Brændevin og Øl , og sludsede ved at se de Fremmede , der ikke lagde Mærke til hende . — Ih , Gud ! sagde hun vludselig ; det er so Fa ' er ! — Hvem kalder mig Fa ' er , sagde Søren og vendte sig dovent om . Død og Pine , hvorledes kommer Du her , Tøs ! Det var det glædelige Gjensyn mellem Fader og Datter , der ikke havde seet hinanden i henved tre Fjerdingaar . — Det vilde ikke rigtig gaa ! sagde Stine . — Hvad vilde ikke gaa , din Tvske ? spurgte den kjærlige Fader . — Dettehersens Langfingreri , jeg er for dum til det , hvergang jeg har vroberet derpaa , er jeg bleven navpet . — Man kan rigtignok sige , at jeg har Ære as Tøsen , sagde den Halle med en halv ærgerlig Mine ; man skulde ikke iro , Du havde saa dygtig en Fader . — Ja , jeg er lige glad , sagde Stine med et impertinent Udtryk i det lille snavsede Ansigt ; jeg har det meget bedre nu og vil ikke mere mænges sammen med Tyve . Med disse Ord satte hun Næsen tilveirs og nokkede hurtigt tilbage tit Kjokkenet . Støveren opslog en skraldende Latter . Det er Satan til ToS ! sagde han . — Hvor fik Du sat vaa hende ? ivurgte Seren med et Hovednik hen imod Kjølkendørcn og en Vridning af Øiet mod Værten . — Aa , det er nu snart et halvt Aar siden , at jeg kom gaaende inde fra Byen . Min Kvinde var netop Dagen iforveien bleven begravet og jeg maatte jo naturligvis ha ' e en Stump Tøs til at gjøre rent , vaske og lave lidt Mad . Da jeg kommer ret udfor Sundbyerne , det var ved Aftenstid , kommer der en lille vjaltet Tingest hen imod mig og beder mig om en Skilling . Har Du ikke lært at arbeide ? skger jeg . Nei , svarede hun , kun at stjæle og det kan jeg heller ikke , for jeg bliver altid greben af Betjenten . Jeg saae noget forbauset paa hende , der saa frimodigt kom med en saadan Tilstaaelse . — Hvor ere dine Forældræ ? spurgte jeg hende videre . — Mo ' er er død og Fader er et Skarn ! svarede hun kun , det var al den Oplysning hun vilde give . — Naa , tænkte jeg , det lader til af Tøsen ikke er forvænt , af hun kan taale af se hvad der maaske vilde skære i Øinene paa mange Andre og jeg spurgte hende , om hun vilde følge med mig hjem og være min Pige . Hun slog strar til , og var hun ikke saadan en grusom So , er hun en skenk og kvik Tos . — Saa hun sagde , af jeg var et Skarn ? spurgte den Halte , der siden denne Benævnelse slap ud af Værtens Læber , bavde grundet svært over denne Fornærmelse . — Hun gjorde saa ! lød Svaret . — Nogle deilige Børn nutildags , brummede Soren ; Du , vi To kunne rigtignok sige , vi have Ære af vore Unger , sagde han til Støveren . Efter af have sat et godt Maaltid tillivs blev Stine kaldt ind for af hente Levningerne ; hun kasted ? et næsvist Blik paa fin Fader , der truede ad hende med knyttet Haand , og forsvandt for atter af komme ind med en stor Flaske , omvunden med Bast . — Naa , kjære Venner , udbrød Værten ; vor fælles Ben Larsen har skrevet mig til , af I skulle have det godt herude ( hvilket i Parenthes sagt ikke var sandt ) ; dette hersens , føiede han til og lagde Haanden paa Flasken , er rigtig ægte Kognak , som er svært dyrtI have vel lidt Mønt og kunne nok betale Eders Part , hvad ? Forbryderne indvilligede beredvilligt . — Saa kom , Folkens , og lad os først slaa et Slag ned til Stranden , saa kunne I faae min Baad at se med det samme . De dreve nu langsomt ned mod Søen . Nogle Alen fra Land laa Baaden fortøiet ved et lille Anker . Dens Fører smøgede Beenklæderne op , aftog Sko og Strømper og gik derpaa ud for at Hale den nærmere til Land . — Er det ikke et flinkt lille Fartøi ? spurgte han i en beundrende Tone , idet han fremhævede dens mange Fortrin . Den har ført mangen rask Gut til Sverrig eller Nygcn , naar det er bleven dem for hedt herhjemme ; den kommer maaske til at gjore Eder den samme Tjeneste . — Nei , vi blive her , sagde Halte-Søren i en mut Tone . — Pyt , blive her , svarede deres Vært ; naa , saa kjende I nok ikke Larsen ? — Jo , saa remmelig . — Naa , man skulde ikke tro det . I kunne være overbeviste om , at han ikke lader en brav Karl slikke a ' til dem daraußen fra , naar han i mindste Maade troer at kunne undgaa det ; desuden fordrer hans egen Sikkerhed . . . — Ja , der slog Du nok Tommel paa Hovedet , asdrød Støveren ham . — Enhver er sig selv nærmest , og jeg synes nu at der er overordentlig pænt og honnet af Manden at gjøre saa meget , som han alt har gjort for Eder . — Naa , brummede Støveren ; om Larsens Honnethed kunne vi tale en anden Gang , lad os gaa hjem og prøve din Kognak . Banden fastgjorde atter den smukke Baad og de slentrede videre . Paa engang blev Støveren slaaende og sagde : — Hør Søren ! Larsen og den Lille der ere i Grunden de Fornuftigste af os Alle ; bliver der rigtige Ugler i Møsen maa vi afsted , men først har jeg en lille Forretning at besørge . — Hu ! hvad var det ? Den bomstærke Mand foer tilbage og skælvede over ' bele Legemet som et Espeløv . ! — Plager Pokker Dig ? spurgte Søren forskrækket . Bonden , der var gaaet lidt iforveien , havde Intet bemærket . — Det var Skræderen der kom igjen , hviskede > Støveren , idet han ængslelig saae sig omkring til alle Sider og aftørrede med fin smudsige Hue den Sved , , 39L der uvilkaarligt trillede ham ned af Panden . Det var Skræderen Du ! — Du med dit Skrædervrøvl , raabte Søren ; det er blot Noget Du bilder Dig ind , min fine Ven , jeg seer jo aldrig Noget og vi vare døg i Grunden begge To lige gøde om at ombringe ham . Under denne Samtale vare de komne til Huset ; Solen var fuldstændig gaaet ned og Taagen begyndte at lægge sig langs Engene . — Jeg syntes , lagde Værten , idet ban omhyggeligt lukkede Vinduer og Dsre og indbød fine Gjæster til at tage Plads ved Bordet , paa hvilket der stod ^Kognak og Sukker , som Stine wrogede med en Kande Kogende Vand ; jeg syntes , Folkens , at I nyssens talte om Gjengangere ? — Saa det børte Du ? — Ja , jeg vørte da et Par Ord , ikke mere , men dei interesserer mig svært at tale om den Slags Ting . Før jeg blev gist med min salig Kone var jeg Kjæreste med en Pige , der næsten blev ombragt af det Tøieri . Vanvittig blev hun da idetmindste . — Det var Satans ! raabte Støveren fordlsffet . — Ja , nu skulle I blot høre : — Der var nede i Harringe , hvor jeg tjente , en Satans rask Tøs . Ung var hun , og kjøn tillige , ja jeg kan nu ikke saadan beskrive Jer hende , men Anne Marie blev anseet for at være den kjønneste Pige i dele Landsbyen , og det vidste hun jo ogsaa godt selv . Nu tjente der vaa samme Gaard som hun en ung Karl ; han var da ikke stort mere end en Dreng , kan jeg tro . Han blev begribeligvis strax helt væk i Anne Marie , og hun lod ogsaa til at kunne lide Jörgen Madsen , som desuden havde Noget tilbedste og Mereivente . Naa , alle Mennesker troede jo , at Jörgen og Anne Marie vare Kjærestcfolk , og en Tid gik Alt godt . Nu skulde det netop hændes , at Anne Marie skulde ' skifte og min Husbond fæstede hende da over til Vort . Jörgen syntes jo ikke godt om den Spas , men han maatte finde sig i det . Ved Mikkelsdagstider kom Anne Marie over til os . Jeg og Anne syntes strax godt om hinanden , og en Dag , da vi slode sammen i Kjøkkenet sagde jeg : — Hør . Anne Marie , hvad vil Du med den Dreng til Kjæreste ? Hun saae lidt forundret paa mig og sagde : — Aa , man skal jo have sig en Kjæreste , den ene kan jo være lige saa god som den anden . — Saa har Du vel heller ikke noget imod at skifte Kjæreste ? spurgte jeg atter . — Nei ikke saa meget , lød Svaret . Nu vidste jeg Besked ; jeg tog hende om Livet og gav vende et Kys . - Vil Du have mig , Anne Marie ? spurgte jeg . - Aa , Du er en Tosse ! svarede hun og blev rød til langt op over Ørene . Den næste Dag , det var en Søndag , sade Anne Marie og jeg og fjantede om forskjellige Ting , da vi pludselig saae Jörgen Madsen komme ind ad Porten og tage Retning mod Borgesluen , hvor vi sad . — Lad mig nu se , Du gi ' er ham ren Afsked , Anne Marie , sagde jeg , da jeg listede ud af Døren og ind i Kjøkkenet , hvor jeg satte mig paa Huggeblokken , og nu kunde jeg høre hvert Ord der blev talt . Samtalen mellem Anne Marie og Jörgen Madsen bestod i Begyndelsen af Enstavelsesord . Anne Marie sadk . boict ned over sit Sytøi . Endelig slog hun Øinene op . — Hør nu , Jörgen , sagde hun langsomt ; jeg har i den sidste Tid tænkt paa , om det ikke var bedst at det blev forbi imellem os To . — Det er vel ikke din Mening , Anne Marie , slammede Jörgen . — Io det er , Jörgen . — Og jeg som syntes at det gik saa godt Altsammen , sagde Jörgen med et forvildet Udtryk i Øiet * Hør , Anne Marie , Du veed at jeg har 2000 Rigsdaler i Sparekassen , og at jeg med Tiden vil arve Farbro ' crs Gaard ; jeg havde tænkt mig , at naar jeg havde været i Tjenesten vilde jeg kjede Jens Larsens Hus og at vi saa skulde gifte os . - Ja , det er jo meget pænt af Dig , Jörgen , at tænke saa godt paa mig , men nu er det desuden for seent , for jeg har allerede faaer mig en anden Kjæreste . Den stakkels Knøs foer op , som var han stukken af en Bremse . Han ilede hen til Døren , som han aabnede , men Tærskelen blev han slaaende , og udbrød i en løierlig , klangløs Tone : — Du vil engang komme til at fortryde , Anne Marie , at have behandlet mig arme Menneske saaledes . Da han var gaaet listede jeg mig ind til Anne Marie , som var bleven usædvanlig alvorlig . — Glem ikke at jeg har gjort dette for vin Skyld , sagde hun pludselig og brast i Graad . Den næste Morgen , da vi sade ved vor Grøb , kom Husbond ind og satte sig ved Bordet . Da vi havde spist , saae han vist paa Anne Marie og mig og sagde : — Da jeg gik forbi Gadekjærct nu til Morgen , vare de ifærd med at trække en Død op deraf . Anne Marie begyndte at ryste og blive bleg ; jeg var just heller ikke meget vel tilmode . — Og kan I gjætte hvem det var ? - Nei . — Jörgen , derovre til Peder Larsen . Med disse Ord reiste han sig og gik ud i Gaarden . Anne Marie havde ved dette skrækkelige Budskab nær tabt Bevidstheden ; hun tumlede om paa Slagbænken . Den medlidende Bondekone hjalp hende , men det blev kun ti ! Graad og Sørg den Dag » og først henad Aften saae vi hinanden . — Det var grusomt , sagde Anne Marie ; jeg førvinder aldrig dette Stød , nei jeg gjør ikke . Jeg søgte at trøste hende saa godt som muligt , men dei vilde ikke greie sig . Vi gik hver til Sit . Jeg laa og snorksov paa mi : grønne Øre , da jeg blev vækket as min Medtjener , der gav mig et Stød i Siden . — Hører Du ikke hvor de hvine ovre i Pigernes Kammer . Jeg lyttede og snart esicr hørte vi nok et Skrig . Uden Betænkning slode vi op , tog lidt Tøi paa os og ilede med en tændt Lygte over til Klokkenet , ved Siden af hvilket Pigerne havde deres Kammer . Da vi kom derover var der tændt Lys og vi fandt Kirsfen , den anden Pige , der sorsøgts at tale Anne Marie tilrette ; hun hulkede , skælvede og kastede af og ttl frygtsomme Blikke omkring i Kamret . Hun fortalte , at hun efter Midnat havde seet Jörgen Madsen med skrækkeligt fortrukne Træk træde ind i Stuen og nærme sig Sengen . Synet forsvandt først da Kirsfen tændte Lys . Vi fortalte hende at del var Fjanlesi altsammen , men det vilde hun ikke gaa ind paa — hun havde seet ham lyslevende . I over en Maaned vedblev han at vise sig for den stakkels Pige hver Nat , saa hun tilsidst mistede Forstanden derved . Da lod Doktoren hende komme til Vordingborg , hvor hun endnu er . — Dei havde jeg ikke troet muligt , sagde den Halle og saae alvorligt hen foran sig . — Mærkeligt nok , vedblev Bonden , skulde jeg der før første Gang stifte Bekjendtskab med vor fælles Ben . Hsker-Larsen ; han var en Fælter til den stakkels Jörgen Madsen , bvls yngre Broder arvede den Gaard , der var bestemt før ham . — Hm ! hm ! hviskede Forbryderne og saae listigt paa hinanden . De bleve nu anviste Senge oppe paa Kvisten , hvor de snart , plagede af urolige Drvmme , kastede sig frem og tilbage . 39te Kapitel . En Indbydelse . Det er længe siden at vi sidst saae Hr . Henningsen den Ældre , og vi ville derfor nu tillade os med al den Ærbødighed , man skylder en saadan Personlighed , ar se lidt ind r hans elegante Dagligstue , hvor han er alene . Hr . Henningsen er bleven betydelig ældre siden vi sidst saae ham . Hans Søns mageløse Uforskammethed , at forlove sig med en ung Pige , der kun levede af sine Hænders Gjerning , havde givet ham del første Knæk . Madam SøndrupS Udraab : „ om Han erindrede Smidt “ , havde givet ham nok at tænke paa , og han fattede den Beslutning , ikke at tage den ringeste Notits af Sønnen eller den farlige Svigermoder . Endelig vare Folk i den sidste Tid ikke sket saa villige som før til at lade sig tage ved Næsen , og nogle falske Verler , der havde fundet Veien imellem hans „ sine Papirer “ , forøgede betydelig hans flette Lune . Hr . Henningsen var en meget forfængelig Mand , og dette var den eneste Retning , hvori han kunde offre sine kjære Penge . Han havde samlet sig en betydelig Formue , men Folk viste flet ikke Ærbodighed for ham ; overalt hvor han og Familien viste sig trak man sig med kold Høflighed tilbage . Ingen ønskcde at have noget at gjøre med Aagerkarlen og hans Familie . Dette ærgrede den gode Mand . En Dag , da Uglehjelm netop havde været der , sad han i en Lænestol og tænkte over sit Indlingsthema . Pludselig syntes han at have faaet en Idee . Han smækkede triumferende med Fingrene og sagde : — Nu har jeg det ! Han reiste sig op af Stolen , og vedblev , idet han gik frem og tilbage foran Speilet : — Hm , jeg antager nok at jeg kan gaa for Svigerfader til en Baron ; min Datter vil blive en smuk lille Baronesse , — den sine Verden med dens Etatsraader , Justitsraaden Kammerherrer og hvad de nu alle hedde , vil ikke længere kaste Vrag paa os . Han havde beskattet , at se at saae sin Datter gift med Uglehjelm . Henningsen vidste meget vel , at Baronen sad i efter hans Forhold meget smaa Kaar . Renten af de tusinde Rigsdaler var altid præcis blevne betalte , men Baronen havde idag ymtet noget om , at ban maaske snart kunde komme til at trænge til et nyt og slorre Laan , som Henningsen , da Antydningen blev gjort , i Begyndelsen havde rynket Næse af , men som nu kom ham ypperligt tilpas , da ban derved fik mere Haand i Hanke med sin Debitor . — Den fordømte Dreng faaer ikke en Skilling , mumlede Henningsen og kastede sig atter i sin Lænestol ; — efter Loven skal ban arve , men Ingen kan forhindre mig i at give min Svigersøn hver Skilling , medens jeg endnu lever . Det bliver haardt nok , det indrømmer jeg , men saa faaer jeg idetmindste Hævn over det vanartede Barn . Saaledes talte en Fader om sin eneste Søn . Han blev afbrudt i sine Betragtninger af Tjeneren , han havde nu anffaffet sig en saadan . Dagen efter iførte Henningsen sig sine fineste Klæder , satte sig i en Sporvogn og kjøne ud ad Frederiksberg til . Ved Nyvei steg han ud og gik efter et Øieblik at have seet sig omkring , henimod gamle Kongevei . Han blev slaaende foran en Villa , fremtog et Lommetørklæde og gav sig til at terre Stevet af de fine Lakerede . Efter endnu engang at have rettet paa sin Stads ringede han paa . En Tjener lukkede op . — Vil De være saa god at melde mig hos Deres Herre ! sagde Henningsen med et venligt Grin , idet han rakte ham sit Kort ; — han er dog vel hjemme ? — Troer det nok , svarede Tjeneren , efter at have maalt Henningsen fra Top til Taa og begav sig tilbage til Huset . — Ja , vent Du blot , din storsnudede Hallunk , mumlede Henningsen ; der kommer vel nok den Dag , da vi To kunne holde Afregning . Tjeneren kom tilbage ; hans før temmelig uhøflige Opforsel var aldeles forandret og med et Buk bad han Henningsen undskylde , at han havde ladet ham vente udenfor Laagen . Uglehjclm laa i en amerikansk Gyngestol da den gamle Aagerkarl med sit bedste Smil og et dybt Buk traadte ind i det halvmørke Værelse . — Er det i Forretningsanliggender De kommer ? spurgte Baronen med et melankolsk Smil ; De har maaske nøiere tænkt over mit Forskag , og er kommen til det Resultat , at det kan antages , — er det saa ? — Min bedste Hr . Baron , jeg kommer vel nok nærmest som Forretningsmand , men jeg har dog en lille egenkjærlig Bihensigt bag alt dette . — Virkelig ? — Jo , jeg bar , Hr . Baron . Sagen er den , at jeg gjerne vilde udbede mig Æren af Deres behagelige Selskab til en lille Diner , forsfkommende Søndag . Der kommer kun et Par gode Venner af mig , vi ville bave det rigtigt gemytligt . Kan jeg gjøre Regning paa Deres Velbaarenhed ? Uglehjelm havde i Begyndelsen sludset over dette , som han syntes overordentlig frække Forskag . Aldrig havde han troet at han nogensinde vilde blive budt noget Saadant . Dog Tanken om hans Forhold til Aagerkarlen , den Vished , at hvis han afslog Indbydelsen , vilde hans Verel næste Gang blive protesteret , fik ham til at glemme de arisfokratiske Følelser , der besjælede ham . Med en af Bevægelse rystende Stemme modtog han Indbydelsen . Henningsen havde lagt Mærke til den Kamp der foregik i Uglehjelm ; men det var jo igrunden ikke mere end han havde ventet . Resultatet var han ogsaa sikker paa . Med smilende Ydre og under tusinde Forsikringer om gjensidig Agtelse skildres man ad . Den store Dag , Søndag indtraf . Hr . Henningsen , der havde udmeldt sig af Bapti « ! sternes Samfund , fandt det nu ikke længer syndigt , at more sig vaa Helligdage . Allerede et Par Dage forinden vare de store Forberedelser begyndte . En af Kjøbenhavns dygtigste Kogekoner førte uindskrænket Kommando i Kløkkenet . Hele Husets Rigdom af Solvtøi var tagen frem for at blive poleret . Baade Husfaderen , Fruen og Datteren havde umaadelig travlt med at indrette Alt saaledes som de havde hørt al del fandt Sted i de fineste adelige Huse og i den Henseende betragtedes Lejetjeneren og Kogekonen som Authoritcter , de vare jo vante til at færdes i de Stores Huse . Kamilla Hcnningsen var en smuk Brunette paa 19 Aar ; hun vidste meget vel at hun saae godt ud , og den Dag betragtede hun sig hvert Øieblik i et af de mange Speile , der smykkede Hr . Hcnningsens Leilighed . Hun var naturligvis bleven indviet i Planen og havde sket ikke noget imod at blive Baronesse . — Lad mig nu se , Du bærer Dig fiffigt ad , Barn , sagde Faderen ; saa vil det nok lykkes Dig at faae Fisken til at bide paa . Du maa ikke gjøre Kur . — Jeg gjøre Kur , Fader ! det manglede blot , svarede Kamilla og slog med Nakken . — Naa , naa , del mente jeg just heller ikke , Barn , sagde Faderen ; men for knibsk maa Du beller ikke være . — Overlad Du blot den Sag til mig ; jeg troer a « være den , der bedst forstaaer at ordne den Ting . Troer Du ikke ogsaa ? — Under en passende Vejledning , mit Barn ; jeg skal hjælpe Dig , det jeg formaaer . Klokken henved 5 begyndte Gjæsterne at komme . Gjæsterne vare „ et Par respektable Mænd af Faget “ , med deres Koner , Kamillas Kusine og endelig Baron Uglehjelm . Baronen blev modtaget med straalende Smil og varme Haandtryk . Kun da han blev præsenteret for de omtalte Mænd af Faget , foer der en Trækning over hans Ansigt ; men han sik strar sin gamle Rolighed tilbage . Han betragtede Kamilla med en vis Interesse , det var en smuk Pige , syntes han , som ikke passede til dette Selskab . Aagerkarlcnes Madamer havde strar faaet fat i Uglehjelm og søgte at pumpe ham for Nyheder , der horte hjemme i den fornemme Verden . Tillige love de ham paa en temmelig plump Maade forstaa , ar de i Grunden ikke vare sket saa ukjendte i disse Kredse ; de troede derved at kunne Væve dem selv . Henningsen bavde med en vis Forbitrelse børt paa disse Plagerier og det var ham derfor til stor Lise da Maven kort ester blev meldt at være serveret . Uden at betænke sig gik Baronen hen til Kamilla , hvem han med er Buk bød Armen . Den glade Pige rødmede idet hun modtog den tilbudte Arm . Et triumferende Lyn foer ud af Henningsens Øine . Mutter Henningscn var nærved at briste af Stolthed og Glæde . Man tog Plads ved Bordet , der bugnede af Sølvtøi , Krystal og kostbare Vine . Henningscn følte sig stolt som en Konge . Kamilla havde faaet en god Opdragelse ; hun havde lært meget , og Baronen havde ikke taget feil , da han antog , at hun i Grunden var den Eneste , som han kunde faae sig en interessant Samtale med under Maaltidet . Ikke at tale om , at en ung Dame paa 19 Aar , med et tiltalende Udvortes , altid maa have noget Interessant ved sig , men det var almindelig bekjendt at Aagerkarlen var meget velhavende , og af denne Aarsag saae Baronen Alt i et overordentlig klart Lys . Efter at nogle Flasker Vin vare « omte blev en umaadelig stor Lammesteg dragt ind , og snart vare . alle Tyggcværker igang . Selskabet generede sig meget for Baronen og under Maaltidet vare Alles Øine henvendte paa ham , for a « ' se „ hvorledes han bar sig ad med at spise “ . Dette holdl Uglehjelm ikke af og flere Gange lod han Kniv og Gaffel hvile , medens han af Ærgrelse tyggede paa sine Negle . I samme Øieblik tyggede de andre Herrer paa deres Negle , da dr troede at det hørte til „ den gøde Tone “ . — Saaledes gaaer det til ved Hoffet , hviskede en Madame til Mutter Henningscn . — Begribeligvis , svarede denne . Forundret slirrede Baronen paa dem , og han kunde ikke tilbageholde et Smil , da han indsaae hvorfra denne „ Tyggen paa Neglene “ slammede . I samme Øieblik smilede hele Selskabet . Baronen var nær ved ar briste i Latter ved at se det smilende Selskab . Da Maaltidet var endt gik Herrerne ind i et mindre Kabinet , hvor Henningsen , som en galant Vært bød Cigarer ( ægte Kuba , hvilke han havde faaer af en Cigarmager , der skyldte ham endel Penge ) . Snart var Konversationen i fuld Gang og Baro * nen maatte opvarte med nogle Hofhistorier , hvilke gjorde stormende Lykke . Henningsen , der sad ved siven af den fornemme Gjæst , søgie paa alle mulige Maader at være behagelig . I Samtalens Lød lod han Ord falde om , at han havde „ Noget , der laa ham meget paa Hjertet “ , Noget , der ikke undte ham Ro hverken Dag eller Nat , og delte „ Noget “ vilde han saa inderlig gjerne betro Hr . Baronen . Uglehjelm blev ubehagelig berørt , han frygtede , at Aagerkarlen vilde fordre sin Vcxel betalt . Men hans Ængstelse gik snart over til Forbauselse , da Henningsen hviskede ham i Ører : — Det der ligger mig paa Hjertet er et Hjerteanliggende , Hr . Baron ! — Hvad behager ? slammede denne . — Jeg skal trykke mig tydeligere ud ved Punsen , vedblev Henningsen ; for Øieblikke ! har feg ikke Ordet i min Magt , men det kommer nok — det kommer nok . — Ja ja , Hr . Henningsen , saa vente vi til den beleilige Tid , svarede Baronen og reiste sig . I dette Øieblik aabnedes Døren ind til Salen og Kamilla traadte ind . — Er Punsen færdig ? spurgte Henningsen . — Ja , Papa , og jeg skulde anmode Hr . Baronen og det øvrige Selskab om at bevise vS den Ære at drikke et Glas Puns med os . — Det vil være mig en overordentlig Glæde , sagde Baronen og bukkede for Kamilla . — Det vil være mig en overordentlig Glæde , gjentog de Andre og bukkede ligeledes . Punsebollen var snart tomt og en begeistret Stemning hersfede i hele Selskabet . Henningsen hviskede sit Hjerteanliggende i Øret paa Baronen , der blev laa forbauset over det ban børte , at ban nær var falden baglænds ned af Stolen . — Ja , jeg har lagt Mærke til det , Gavstrik ! sagde Aagerkarlen halvhøit . Skal jeg deklarere , hva ' ? — For Guds Skyld , Hr . Henningsen , lad mig dog have lidt Tid at betænke mig i , hviskede Baronen . Husf , det er intet Legeværk , — det er noget der binder for hele Livet . — Ganske vist , svarede Henningsen ; men man finder jo ikke 20 , 000 Rigsdaler paa Gaden . Baronens Øine lynede ved at høre denne Sum nævnes . van reisfe sig op og med Glasset i Haanden anmodede han hele de » „ ærede “ Selskab om ar beære ham med deres Nærværelse i hans Villa den følgend « Aften . Indbydelsen blev modtaget med Jubel og — efter at Baronen havde takket for denne behagelige Aften , og efter at man havde drukket Selskabets Skaal — forlod Uglchjelm dem med den Forsikring , at han aldrig havde moret sig saa godt som iaften , og at de Borgerlige stod langt over de Adelige , idetmindste i en Retning , nemlig med Hensyn til Gemytligheden . Henningsen holdt en Tale hvori han paa en aparte Maade takkede Baronen før den Ære han havde viist hele den Henningsenske Familie — vi sige paa en aparte Maade , thi der var Iagen af hele Selskabet der forstod hvad Aagcrkarlen meente , med mindre han selv skulde have forstaaet det , hvilket vi meget betvivle . Ester endnu engang at have takket Hr . Henningsen og trykket Kamillas Haand , forlod Baronen Aagerkarlens Hus . — Dumrian , som jeg er , mumlede han underveis ; hvorfor Fanden har jeg ikke tænkt paa det før . Ja , der er nøbvendigt , jeg maa tage hende , og det jo før jo deller , thi jeg er frygtelig paa Knæerne ! 40de Kapitel . Den døde Skræder . — Der er han igjen . Søren , se ! — Sludder og Vrøvl , her er jo bælmørkt som i Graven , — jeg kan ikke se en Haand før mig — Her , her ved Hovedgjærdet , stormede Støveren ; hjælp ! han vil kvæle mig . Det gyste i Søren da han hørte dette og skjøndt han laa i den deilige , lune Seng , som Bonden havde indkommet dem paa Kvisten i „ Smuthullet paa Amager “ , jaa stod han dog op og tændte Lys , for at se hvorledes det var fat med hans Lidelseskammerat . Støveren laa og slirrede med et forvildet Blik mod Sengekanten og raabte , idet han pegede til Siden : — Den døde Skræver ! den døde Skræver ! . . . der staaer han . . . jag ham bort ! -- Snak mtn Ben , det er lutter Fjantefi , sagde Søren , der nu var bleven modig da Lyset var tændt . Her er saamæn ikke en Kat der vil grøre Dig Fortræd , langt mindre en død Skræver . Med disse Ord gik han hen til Sengekanten , hvor Støveren troede at Skræderen stod , men han foer forstrækket tilbage , da han mærkede et koldt Vindpust paa fin temmelig blvticde Krop . — Ha , hvad er dette ? raabte han gysende . — Skræderen ! brølede Støveren i Sengen . — Nei , ham er det s ' gu ikke , det er kun en kold Luftning , — det maa bestemt være en Rude , som vor Lomme ! af en Bært har slaaet ud , for at belure os , thi han sover jo heroppe paa Loftet . Men det skal blive Løgn , siger jeg , han skal faae Lamperøg , den Bondetamp ! Med disse Ord tog Søren sine Benklæder , rullede disse sammen og sloppede dem i den ituslagne Rude . Han gik atter tilsengs og ester nogle Minutters Forlob sov han saa haardt som en Steen . Med Støveren gik det derimod ikke saa godt ; han laa en Stund og tænkte efter om han skulde staa op eller blive liggende , thi sove kunde han ikke . Det forekom ham , at Skræderen bestandig stod og saae paa ham og strakte sine Hændrr ud imod ham , som for at gribe ham . — Naade ! Naade ! hviskede Støveren ængstelig og rystede over hele Legemet . Da han havde ligget i denne martrende Tilstand en Timestid blev del ham for broget ; han sprang pludselig op , idet han raabte : — Saa til Helvede med Dig da , din fordømte Skræver ! Han steg om sig med Hænder og Fødder , forbandende Alt , sin hele Tilværelse , sin Kone og Barn , fin asdøbe Moder , kort sagt Alt . Ja han anklagede hende endog for at have sorsømt ham i sin Barndom . Da han havde raset en Tid , klædte han sig hurtigt paa og sneg sig sagte ned vaa Veien , for at asksøles i den friske Morgenluft . Han slyrede nu sine Skridt ad Kjøbenhavn til . Mekanisk fulgte han den Skygge der foresvævede ham , over Stok og Steen gik det , fra den ene Side ad Landeveien til den anden . Endelig naaede ban Børsen . Klokken var omtrent 4 og Gaderne vare næsten mennesketomme . En Betjent kom nu gaaende ned ad Gaden . Da han fik Øie vaa den enlige Vandrer , slandsede han og betragtede med synlig Interesse den lidende Støver . Støveren lagde neppe Mærke til dam , men vedblev at styre sine Skridt fremad . Han gik ned ad Kjøbmagergade og langt ud paa Nørrebro . Endelig slandsede han sin Gang ved Kirkegaarden , og slirrede tankefuld derind . Hans Fødder satte sig atter mekanisk i Bevægelse , og han slandsede først da han var kommen til det lave Gjærde . Uden at betænke sig sprang ban over dette og stod nu inde paa Kirkegaarden . Langsomt gik han ned ad forskjellige Gange og slandsede først ved den myrdede Sfræders Grav . Støveren lagde sig langsomt ned paa Jorden ved Graven . Han begyndte at snakke til den formentlige Skræver , idel han slog ud med Armene . - Ja , min Skyld var det dog ikke . . . det var Søren der trængte til Penge ellers var dette aldrig skeet , men ban er min bedste Ven , og havde jeg ikke hjulpet ham , laa maalte jeg være et sandt Skarn . Han har hjulpet mig saa tidt , derfor var det min Pligt al bjælpe ham igjen . Han er ellers en brav Fyr maa De tro , han lader sig ikke saa let skræmme , men gaaer paa med Dødsforagt . Støveren boldt pludselig inde ; vildt slirrede han omkring paa Kirkegaarden og raabte med sitrende Stemme : — Hjælp ! det var ikke min Skyld ! . . . Aa , ban kvæler mig ! . . . Hjælp ! Han reiste sig halvt op og slirrede maalløs vaa Gravstedet . Haarene reiste sig paa hans Hoved , og krampagtig udspiledes hans Fingre , medens han bedende hævede Armene iveiret . Et forfærdeligt Raseri greb ham og han slyrtede om t bestige Krampetrækninger . Aarerne i hans Pande svulmede op , hele hans Legeme skælvede , Kroppen strakte sig langsomt ud og det syntes som om han var bleven en Tomme længere . Han laa saaledes i over en Time . Endelig fik han lidt Ro , det forekom ham at Skrædcren steg ned i sin Grav . Han blev endnu en lang Tid liggende ved Graven . Endelig reiste han sig og slentrede langsomt bort fra Gravstedet . Ved Tanken om , at han muligvis kunde blive „ nappet “ skælvede han slærkt ; dog , Penge havde han ingen af , og sulten og tørstig vor han , derfor maatte ban begive sig paa Tilbageveien , hvor nødig han end ville . Da han var kommen til Torvegade kom ban just til at tænke paa , at det vist ikke var raadeligt for ham at gaa gjennem denne Gade , hvor han var altfor godt kjendt , og han vendte derfor strar om , kor at undgaa Spionen . Da seer ban til sin Skræk to Betjente lige i Hælene paa sig De vare oiensynlig sendte ud efter ham . Hurtig som Lynet sprang Støveren ind i en Gadedor , løb op ad Trapperne og standsede først da han var kommen sil Loftet . Han lukkede nu et af de smaa Vinduer op og svang sig derigjennem ud paa Taget . Han oppebiede her hvad hans Forfølgere vilde foretage sig . Han sad saaledes i nogle Minutter , . da hørte han Støi paa Loftet , og Stemmer der talte i Munden paa hverandre . Derpaa hørte han sit Navn nævnes — ban havde altsaa ikke taget feil , det var efter ham de køgte . — Han maa være paa Taget , bemærkede den ene af de Talende . — Ja , det troer jeg ogsaa , sagde den andels ; men siig mig , hvorledes kan han være kommen derud ? — Gjennem Tagvinduet , naturligvis . — Det seer rigtignok ikte ud til at der kan komme et Menneske ud gjennem det Vindue , og langt mindre en Fyr som Støveren . Denne , der aandcløs havde fulgt deres Bevægelser gjennem en af de mange Sprækker i Toget , der saa ofte findes i Smaahusene , blev nu pludselig afbrudt i fine Efterforskninger . Den ubarmhjertige Skræver stod atter for ham med hævet Haand og det syntes som om han truede ad Forbryderen . Et Øieblik slirrede Støveren maalløs paa ham . — Naade ! Naade ! drølte han og strakte Hænderne bedende ud mod Forsølgeren ; det sørtnede for hans Øine , han tabte Bollancen , og udsledende et hjerteskærende Skrig slyrtede han fra Taget ned paa Gaden . Et ungt Par kom i samme Øieblik spadserende ned ad Torvegade . De vare indviklede i en ivrig Samtale , men bleve pludselig opmærksom paa Ulykken . Damen udsledte et bøit Skrig , og Herren lød hen til Stedet , idet han raabte : — Bliv et Øieblik her , Klara , medens jeg seer om han er kommen slemt tilskade . Den unge Herre slirrede forskrækket paa den Tilskadekomne , og jo længere han saae , jo slorre blev dans Ængstelse . Han bøiede sig ned over det livløse Legeme . — Min Fader ! raabte han ligbleg . De to Betjente kom nu ned . de puffede den unge Herre tilside og løftede Støveren op i en Droske , der transporterede ham til Hospitalet . — Viktor ! er Manden død ? spurgte Klara , da den unge Mand ligbleg kom hen til hende . — Jeg troer det ikke , svarede Viktor skælvende ; men han kan ikke have lang Tid tilbage . — Hvem er han , var der Ingen som kjendte ham ? spurgte Klara . — Jo , Klara , jeg kjendte ham , thi det var min Fader . Klara udstedte et svagt Skrig og vendte skyndsomt hjemad . Var Viktor bedrevet eller sølle han sig lettet for en betydelig Byrde efter det der var passeret ? 41de Kapitel . De sidste Ord . I otte Dage svævede Støveren mellem Liv og Død , eller med andre Ord , ban laa aldeles stille , nden Tegn til Liv . Den niende Dag , da Siuekoncn paa Hospitalet just kom ind med Middagsmad til Patienterne , saae hun til sin Forbanselse at Støveren sad opreist i Sengen . Hun gik hen til ham og spurgte om han vilde have noget at spise . Siøveren betragtede hende en Stund , og sagde med svag Slemme : — Spise ? Nei , det kan jeg ikke . — Er der Noget De ønsker ? vedblev Konen og betragtede ten Døcnte med et medlidende Blik . -- Jo , jo , sagde Støveren med svag Stemme . Jeg skal , jeg maa tale med min Son , men skynd Dem , lob , ellers bliver det for silde . — Hvor boer Deres Son ? spurgte Konen . - Paa Store Kjobmagergade Nr . — , hos Fru Smidt . — Der skal strax gaa Bud efter ham , sagde Konen og forlod Stuen . En halv Time efter var Bitfer ude paa Hospitalet . Han led strax hen fil StovcrcnS Seng — kastede sig paa Knæ foran Patienten og bad en inderlig Bon fil Gud , om at være Forbryderens forvildede Sjæl naadig , for Jesu Christi Skyld . Styrker ved Bønnen reiste Bitfer sig op og greb den DoenbeS Haand . Der foer en Tyveri gjenoem Støveren og med Moie reiste han sig op og betragtede det unge Menneske . — Bilfor , er det Dig ? spurgte han med svag Stemme . — Ja , Fader , jeg er her ; siig , er der Noget jeg kan gjøre for Dig — er der Intet Du vasker ? — Jo , min Son , jo , jeg har en Døn til Dig , inden jeg døer , en Bon som Du endelig maa opfylde . Jeg søler nu , at jeg har ræret en stor Forbryder , jeg søler nu , hvor lumpent jeg har handlet mod din Moder og Dig , og jeg beder Dig og hende om Tilgivelse . Dog . min Bon er , at Du vil gaa ud paa Amager , og fortælle Søren hvisket Uheld jeg har havt , hvorledes jeg i dette Øieblik lider paa Sjæl og Legeme , og bede ham om , at blive et flittigt og ret > skaffint Menneske for Fremtiden . — Men hvem er denne Søren ? spurgte Viktor . — Søren er min tro Kammerat , min eneste Ven her paa Jorden ; han boer paa Amager , i et lille Hus , der kaldes for Smuthullet og som ligger nær ved Stranden . Du maa endelig gaa derud , Viktor , fortæl Sørcn at Politiet er paa Spor efter ham , fortæl ham , at han . . . Længer kom Stoveren ikke i sin Tale , med et vildt Blik slirrede han hen imod Deren , jolrede Hænderne og hviskede med neppe horlig Stemme : — Naade , Naade , det var ikke min Skyld . . . det var Sørcn , der opfordrede mig dertil ! Forbauset slirrede Viktor paa den Leende ; han forstod ikke hvad det var der forskrækkede Forbrydere » , men at det var noget Rædselsfuldt kunde han strar indse . — Fader , kjære Fader , hvad er det ? Hvorfor bliver Du saa angst ? spurgte han forfærdet . Støveren , der var falden tilbage i Sengen , rystede over hele Legemet ; han vedblev at slirre hen imod Doren , idet han i afbrudte Sætninger fremstammede : — Sfræberen ! den myrdede Skræver ! Hjælp ! han kvæler mig ! Udmattet af Anstrengelse faldt han sammen og laa aldeles stille , som om han var død . Viktor sad over en Time ved hans Leie , uden at opdage noget Spor til Liv hos den Syge . Endelig fløg Støveren Øinene op , han greb Viktors Haand og sagde med uhyggelig No : — Viktor ! om et Øieblik er jeg død , hør derfor opmærksomt » il , jeg har noget meget Vigtigt at meddele Dig . — Tal , Fader , jeg skal nok være opmærksom . — Seer Du , Viktor , det er om Dalsgaard jeg vil tale — det er Mordattentatet paa ham , der piner mig i dette Øieblik . . . Jeg var delagtig deri . . . Sorcn og jeg . . . Hjælp . . . jeg kvæles . . . Larsen var ikke med , men Baron Ugle . . . Hjælp , jeg døer ! Her slandsede Forbryderen ; han blev blaa i An » sigtet og heftige Krampetrækninger sammcnkcympede hans Legeme . 42V Øieblikkelig kom en Læge , ver ordinerede nogle Draaber , som snart gav ham Luft . — Han har ikke et Kvarteer tilbage , sagde Lægen hovedrystende . Vifter blev siddende ved Faderens Leie ; flere Gange bøicde han sig ned over Støveren og hviskede ham i Øret : - > Fader , siig mig , hvem var det der vilde have DalSzaaid ryddet afveien ? Støveren gav imet Svar . Endelig , da Sønnen for tredie Gang gjentog sit SporgSmaal , svarede Sløvcrcn heil og tydeligt : — Det var Baron Uglehjelm ! Disse vare hans sivste Ord . Kort efter var han dod . 42de Kapitel . Forlovelse og Bryllup . I Uglehjelms Villa gik det meget gemytligt til . Hele det „ ærede “ Selskab , der havde været samlet hos Aazerkarlen , sad nn i No og Mag i Hr . Baronens egen Bolig . De mest udsozte Netler vare opstillede pea Bordet oz Baronen var saa venlig og forekommende mod disse „ brave “ Folk , at de alle vare enige om , at Baronen var det bedste Menneske der levede under Solen . Efler Maaltidet rykkede to dampende Boller frem , ledsaget af en uhyre Krandsckage , fra hvis Top et brændende Hjerte stelt knejsede , ( i hvis Flammer Bogstaverne K . og U . vare tegnede ) . — Ah ! raabte Henningsen forneiet , da han fik Øie paa Hjertet . — Ih ! hviskede Mutter Henningsen og slirrede paa Kagen . — Lh ! brummede Kusinen og vendte Ryggen til Hjertet . — Uh ! raabte Kamilla glædestraalende . — Aa ! sagde Baronen flegmatisk , idet ban skænkede i Glassene . Da disse vare fyldte reisle Henningsen sig , trommede paa sit Glas , og sagde idet han med en Seir , herremine saae sig om til høire og venstre : — Mine Damer og Herrer ! Lige fra Verdens Skabelse har der paa Jorden regjerer en lille Fyr — ja , jeg kan godt sige en sod lille Fyr , skjøndt jeg aldrig har havt den Fornyelse at se ham , undtagen paa Nytaarsvcrs . — Denne lille sode Fyr er kjendt af Enhver her i Selskabet , ja jeg kan gjerne sige af ethvert Menneske paa Jorden ; stjondt Ingen har seet ham er der dog Mange der har mærket ham , skjøndt Ingen fornærmer ham , viser han dog en Slags Fjendskab eller hvad man skal kalde det , imod os stakkels Mennesker ; han sigter , skyder og træffer — — lige i Hjertet ! Her gjorde Henningsen en kørt Pause og pegede op til Krandsekagen . — Bravo ! Bravo ! lød det rundt omkring ham . — Ja , mine Venner , vedblev Henningsen ; jeg indseer , at De har forslaaet mig — den lille Gavstrik , Gud Amor , har drevet sit Spil » — han har skudt Pile ind i to Hjerter i to Hjerter , hvis Besiddere vi Alle fjende , med . . . — Bravo ! Bravo ! lød det atter . — Med andre Ord : han har bidraget til , at Hr . Baron Uzlrhjclm og Frøken Kamilla Henningsen iaften ere de lykkeligste Mennesker paa Jorden . Mine Damer og Herrer ! lad os ret af Hjertet tømme en Skaal paa de Nyferlevedes Velgaaende , Hr . Baron Uzlehjclm og Kamilla Henningsen længe leve ! Hurra ! — Hurra ! brølede hele Selskabet og klinkede med de Forlovede . — Den Tale flap Du s ' gu godt fra , hviskede en af HcnningscnS Kolleger i Øret paa Taleren ; den har Du ikke selv forfattet . — Nei , del har jeg ikke , jeg har lært den udenad efter en Dog jeg kjobte igaar , men god er den , ag det er jo ligemeget hvem der har lavet den , naar man blot forstaaer at fremsige den som den bør fremsiges , — og det har jeg forstaaetJa , det har Du unægtelig . Vi viske ikke opholde os ved de forskjellige Lylsnskninger der fremkom ved denne „ herlige “ Fest . Dog er det vor Pligt at underrette den ærede Læser om , at det blev besluttet , at Hr . Baron Uzlehjclm oz Froken Kam ska Henningsen skulde seire deres Bryllup otte Dage efter Forlovelsen . Vielsen skulde foretages i Baronens Villa og kan Kamillas Forældre skulde overvære den . Med spændt Forventning imodcsaae man den store Høilidsdag . Det er aldeles umuligt at beskrive det Virvar der herskede i Aagerskarlens HuS og i hanS Pengekasse . De kosfbaresfe Stoffer bleve indljøbte , en Mængde Syjomfruer antagne , Intet blev sparet , men Alt hvad der kunde bidrage til at forherlige den unge Brud og HendeS Brudestads , indljobtes , uden Hensyn til Prisen . Endelig indtraf den længselsfuldt ventede Dag . Kamilla saae overordentlig smuk ud i den elegante Brudedragt og Baronen , der havde faaet en splinterny Klædning paa Kredit hos sin Skræver , saae ogsaa særdeles godt ud . Vi ville ikke overvære Vielsen , men derimod indfinde os nogle Timer derefter , for at se hvorledes de unge Ægtefolk befinde sig . 43de Kapitel . En uindbuden Gjæst . — Ja , kan jeg gjere Dem en Tjeneste dermed , saa skal jeg gjerre toge derud , skjentt jeg ikke holde * meget af at kcmme som Srylieziæst . — Jeg indseer nok , at det er en stor Opofrelse af Dem , Hr . Dalsgaard , sagde Peter Henning ' en ; men De indseer nok hvilken vigtig Tjeneste De beviser mig derved . Husk : Kamilla er min E ester og Uglchjrlm er Deres Morder — Ja , Bifter siger det jo , svarede Dalsgaard ; og jeg sloler paa den unge Mands Ord , men det er ligegodt lidt ubeskedent at trænge sig ind i Selskabet uden at have noget egentlig Paaskud at fremkomme med . — Jeg indseer det nok , Hr . Grosserer , vedblev Peter ; men kan Te ikke sinde paa noget andet Ærinde , saa vil De maaske være saa arrig at bringe en Lpkønskning fra mig . — Ja , ja , jeg kan jo gjerne gaa derud - jeg gad nok se de » Ansigt Barenen vil sætte op naar jeg kommer ud fil ham i min for ham saa velbekjendte Dragt . Dalsgaard iførte sig nu den Klædning han havde paa den Dag , da Mordattentaiet blev begaaet — den Dag , da Baronen , sværgende den uhyggeligste Ed , lagde Haanden paa hans lemlæstede Legeme . DalSgaard kjørte nu med Omnibussen ud til Baronens Villa . Vi ville — med den ærede Læsers Samtykke — begive oS ud tsk de Nygifte , inden Grosserer DalSgaard indfinder sig . I , den elegante Sofa sad Baron Uglehjclm , med Armen slynget om sin unge Hustrues Liv . Et lykkeligt Smil hviskede over dem Begge og ved at betragte dem fik man strar Indtrykket af , at de vare særdeles lykkelige og tilfredse med den Forandring der var skeet i deres Forhold . Ligeover før dem sad Hr . og Fru Hcnningsen . Ogsaa de vare glade og lykkelige : deres eneste Datter var jo bleven — Baronesse . Den dampende Punsebolle var nylig kommen paa Bordet . Henningsen havde holdt Festtalen og var Puppen særdeles godt derfra . I det Øieblik vi indfinde os har Baronen reist sig før at takke før de oprigtige Ønsker , hans kjære Svigerfatkr havde udtalt om Held og Lykke før det „ adelige “ Par . En heiiitelig Taushed herskede i Salen , før at man ille skulde gaa tabt af et eneste af de lærerige Ord , scm man ventede fra Baronen . Denne lagde Haanden paa Hjertet , dukkede før Selskabet og begyndte : — Mine Herrer og Da . . . I dette Øieblik traadte Tjeneren ind og leverede Baronen et Kort . Uglehjelm læste Kortet , blegnede synlig og maalte holde sig til Bordet , for ikke at styrte baglænds om i Sofaen . Men han fattede sig snart ; i et Drag tømte han sit GlaS , bad Selskabet om at undskylde ham et Øieblik og gik ud for at modtage den uventede Gjæst . — Ih , hvad skylder jeg Æren af delte kjærkomne Besøz ? spurgt Baronen og trykkede med nøgenlunde Fatning den mod ham fremrakte Haand . — Jeg hørte at Hr . Baronen idag feirede sin Bryllupsfest , og del glædede mig i Sandhed , sagde Grosserer Dalsgaard , thi ham var del ; jeg tog derfor herud for at anmode Hr . Baronen om ikke at forsmaa denne lille Erindring fra mig , — den er kun ringe , men den kommer fra et godt Hjerte . Med disse Ord overrakte Dalsgaard ham et kostbart Cigarfuteral , i hvilket der i et hemmeligt Rum fandtes et Fotografi-Portræt , der stedse maatte minde Baronen om den Nibdingsdaad han havde været Formand for . Baronen takkede for Opmærksomheden og anmodede Dalsgaard om at fræde indenfor og hilse paa Daro « nesien . Det er umuligt at beskrive den Henrykkelse Henningsen folte , da han saae den agtede Grosserer Dalsgaard træde ind . Han reiste sig strax og løb den Indtrædende imøde ; med Barme trykkede han DalSgaarts Haand og præsenterede ham for hele Selskabet , medens den forskrækkede Baron afvexlende saae paa DalsgaardS Ansigt og paa den besynderlige Dragt han var iført . Baronen gav Ordre til at dække for Grossereren , men denne frabad sig det , da han nylig havde spiist , og han blev nu anviist Plads i Sofaen ved Baronens Side . Under gemytlig Skæmt blev Bollen tomt og Selskabet bad nu Baronen om at fortælle nogle rigtig gemytlige Hoshistorier . Baronen vægrede sig og anmodede DalSgaard om at underholde Selskabet med nogle lystige Hisforier fra hans Studenterliv . Dalsgaard vægrede sig i Begyndelsen , men da Baronen indtrængende anmodede ham derom , sagde han smilende : — Nuvel , Hr . Baron , jeg skal fortælle Dem en Historie , — en Historie , som vist vil interessere Dem særdeles . — Aa , lad os høre den ! fortæl , fortæl ! raabte man rundt omkring . ' — Jeg skal strar begynde , sagde Dalsgaard beroligende ; kun er det min Pligt at underrette det ærede Selskab om , at min Historie omhandler et uhyggeligt Mord og at en Adelsmand — jeg troer en Baron — var Hovedmanden ser Mordet . Uglehjclm blev ligbleg og rystede af Skræk . Dalsgaard fortalte nu den rædselsfulde Scene om Mordattentatet ; ban indffetlede Stovcrcns og HalteEorcns Navne i Historien og medens han talte havde han sine Øine ufravendt heftede paa Baronen , der krampagtig holdt fast i Bordkanten , for ci at styrte om . — Aa , det er vel kun en Roman De fortæller os ? sagde Henningsen grinende . — Nei , det er en sand Tildragelse , svarede Dalsgaard . Jeg kjender meget noie den Ulykkelige , der nær var bleven et Offer for det skændigste Forræderi af en Mand , der meget ofte kom i hans Hus , — thi Baronen var tidligere en stadig Gjæsf hos den omtalte Mand . — Men hvad var Grunden til dette Mord ? spurgte Mutter Henningsen . - Grunden vides ikke bestemt , svarede Dalsgaard . — Har man fængslet EjerningSmanden . — Nei , ikke endnu ; men jeg har fortalt denne Historie iaften , Hr , Baron , for at bede Dem om at lade vedkommende Adelsmand vide , ar dersom han ikke snarest mulig forlader Landet risikerer han en af de forsle Dage at blive fængsict . Jeg haaber , at De kjender den Mand , hvem Talen er om . — Jo . . . jo . . . jeg kjender ham , slammede Baronen . D alsgaard saae paa sit Uhr , Klokken rar mange , og han bad derfor Selskabet om ar undskylde , at han saa tidlig forlod dem , men Grunden hertil var , at han endnu var endel svag efter en nylig overstaaet , meget farlig Sygdom . En uhyggelig Fslelse havde grebet hele Selskabet medens Dalsgaard talte , og vi tor nok paastaa at de Alle følie sig betydelig lettede , da Grossereren forlod dem . Den tidligere Gemytlighed indtraadte snart da en ny Bolle kom paa Bordet og efter at Barenen havde tømt 5-6 Glas Puns vandt han snart Herredommer over den uhyggelige Anelse , der beherskede ham . — Han har blot villet forskrække mig , tænkte Baronen og iømte atter et Glas . 44de Kapitel . Halte-Søren . — Han er bestemt bleven hængende paa „ Liim > pinden “ , ellers havde han været her for længe siden . . . det er dog forbandet med hans Fjaniesi . . . de » C krædcr har sat ham Fluer i Hovedet , mægtige Fluer , han er sket ikke mere den gemytlige Siøver , nei , han er bleve « en gammel Ærtcljælling , og det gjør mig ondt , thi han var min bedste Ven , min eneste Kammerat , ja , jeg tør nok sige at jeg holdt mere af ham end af min egen Moder . — Naa , vær blot rolig , Søren , han kommer saamæn nok tilbage , sagde Bonden for at trøste den Halte . — Kommer tilbage ? Nei , min gode Mand , hav kommer saamæn ikke tilbage , ellers havde han nok ladet hore fra sig . Det gjør mig ondt for ham — ja le kun ad mig , jeg kan ilke gjore for det — Taarerne komme mig i Øinene naar jeg tænker paa ham . Hvor besynderligt det end lyder , randt Taarerne ned ad Kinderne paa denne forhærdede Forbryder , hans Kammerats Skæbne gjorde et dybt Indtryk paa ham . — Tag Dig . det nu ikke saa nær , min Ven , men lad Skiæbnen . . . pist ! hvad er det ? . . . se , en ung Springfyr , han kommer herhen , for Fanden ! hvad skal de « sige ? — Er det en Opdager ? spurgte Søren og krob forskrækket ned under Bordet . — Jeg kjender ham saamæn ikke , sagde Bonden ; men en Opdager trøer jeg dog ikke det er . — Lak Døren ilaas ! brølede den Halte . — Det er for silde . . . der er han ! I dette Øieblik bankedes der paa Døven . — Kom ind ! raabte Bonden og stak en ladt Pistol i Lommen . Ct ungt Menneske traadte rask ind i Stuen . — Boer her ikke en Mand , som er kjendt under Navnet Halte-Søren ? spurgte han . — Nei , svarede Bonden , og saae forskende paa Sporgeren ; men hvo skildrer hans Forbauselse , da Søren under Bordet svarede : — Jo , det er mig , jeg kommer strar . Bonden studsede og bød det unge Menneske en Stol , medens han forlegent pillede sig i Næsen . Kort eftrr kom Søren frem . Han bukkede for det unge Menneske og sagde med bevæget Stemme : — Siig mig , bringer De nogen Efterretning fra Stoveren ? — Ja , sagde Viktor ( thi ham var det ) ; men det er kun sørzelize Efterretninger jeg bringer . Støveren er død , men han døre som en Kristen , Angeren over te skelte Gjerninger , han har begaaet , bevirkede , at han paa sit Dødolcie indsaae hvilket usselt Liv han havde sørt . Han bad mig om at sige Dem , at De var hans eneste Ven , at han hele Tiden havde betragte « Dem som en Broder , derfor raader han Dem til at føre et bedre Levnet , af vende om fra den farlige Dei De hidtil har vandret ; han bad mig om af sige Dem , af De burde forlade Landet og soge af arbeide Dem frem i et fremmed Land , thi der er Intet saa rædselsfuldt , som en ond Samvittighed i DødSoieblikket . Halte-Sørcn saae forundret paa det unge Men » ucske . Han kunde ikke forstaa , af Stovcren , der hidtil havde været saa modig som en Love , i DødSoieblikket havde saaet en ganske anden Mening ; men han besluttede dog af følge sin Kammerats Raad , hvis han blot kunde faae Penge til af reise for . - Jeg maa gaa til Baronen , mumlede Forbryderen ; maaske vil han godvillig give mig Rejsepenge , — hvis ikke , da . . . — Nu har jeg udført mit Ærinde , sagde Biktor og reiste sig ; jeg haaber af De opfylder en afkod Bens sidste Ønske , især da han kun tager Hensyn til Deres eget Vel . — Ja , jeg reiser , svarede Soren ; allerede idag forlader jeg mit Opholdssled . Med den Overbevisning , af han havde udført en gød Gjerning , forlod Viktor „ Smuthullet paa Amager “ . Tre Timer derefter , just som Baron Uglehjelm nød sin Formiddagskaffe , traadte Tjeneren ind og meldte , at en simpelt klædt Mand fordrede at tale med Baronen . — Det er vel en Tigger , sagde Uglehjelm ; giv ham en Skilling og lad ham gaa . — Nei , svarede Tjeneren ; det er ingen Tigger . Manden siger , at han har meget vigtige Ting at meddele Hr . Baronen . — Lad ham komme ind , sagde Uglehjelm blegnende . I samme Øieblik aabnede Tjeneren Doren og — Halte-Soren traadte ind . — Hvad vil De mig ? spurgte Uglehjelm snærrende . — Man forfølger mig , svarede Halte-Ssren og krøb ind under Sofaen . I dette Øieblik trængte to Betjente sig ind i Villaen . Baronen blegnede og sank tilintetgjort om i Lænestolen , da han fik Øie paa dem . 44de Kapitel . Høker-Larsen . Imedens alt dette foregik , befandt Larsen sig en meget pinlig Stilling . Det lod til , at Alt hvad han i den sidste Tid havde foretaget sig , skulde gaa galt . Han havde Intet hsrt om den kostbare Ladning han havde sendt til Steenholmen , han havde Intet hørt fra Skipper Svensson , men hvad der var det Allerværste , han havde seet sin ivrigste Fjende , nemlig Sørensen , hvem han troede velforvaret paa Steenholmen ; han havde seet ham sund og frisk spadsere hen ad Gaden , — delte tydede ikke paa noget Godt . — Jeg maa „ humme “ mig , tænkte Larsen , ellers er man istand til af „ nappe “ mig , og det vilde rigtignok være en nederdrægtig Historie . Huha , det leder mig koldt ned ad Ryggen , naar jeg tænker paa Politiet , huha ! Just som han udtalte disse Ord traadte en Betjent ind i Butiken . — Er Larsen hjemme ? spurgte han . — Nei , svarede Pigen ; han er nylig gaaet ud . — Hvad Tid kommer han hjem ? — Det veed jeg ikke . — Naa , ja , ja , saa venter jeg , for jeg maa absolut tale med ham . Med disse Ord tog Betjenten Plads ved Bordet og Pigen bragte ham en halv Baier . Larsen , der inde fra Stuen hørte Betjentens Ord , forsynede sig i al Hast med alt hvad han kunde faae fat i af værdifulde Ting Derefter transporterede han forskjellige storre Pakker over i Pakhuset , tog en velspækket Tegnebog i Lommen og nu listede han sig lydlost ud af Pakhuset og begav sig derfra lige ud paa Amager , til hans Ven i „ Smuthullet “ . — Hvor er Støveren og Søren ? spurgte han strax da han kom ind i Stuen . — Støveren er vandret fil Storarmeen og Soren er flygtet . — Død . . . flygtet ! raabte Larsen ængstelig . — Ja , det førholder sig som jeg siger , svarede Bonden . — Det er umuligt , sagde Larsen forvirret . Død . . . flygtet ! . . . hvad skal det blive fil . Naa , min Time er nok snart slaaet , uha ! Gid Bæveren eller Svensson var her ! Havde Larsen været hjemme i dette Øieblik , var han sikkert bleven endnu værre tilmode . Medens Betjenten aldeles rolig sad ved Bordet , og Pigen brummende gik omkring og tørrede Flasker af , traadte en Mand forvirret ind i Stuen . — Er Larsen hjemme ? spurgte Manden aandcløs . — Nei , svarede Pigen . - Ta ' mig tusind Tønder Djævle ! det er en arrig Re ' elighcd . Naar kommer han ? — Det veed jeg ikke , svarede Pigen og vendte ham Ryggen . Manden saae ikke Betjenten , der sad i et Hjerne af Stuen . — Ta ' mig Tusan ! jeg maa tale med ham , ellers er han forloren , vedblev Manden . Betjenten smilede ved disse Ord . — Hør , siig mig , har Du seet noget fil Sørensen ? hviskede Manden til Pigen . — Nei , jeg har ikke seet ham , men Larsen kom for et Par Dage siden slyrtende ind og fortalte med et gudsjammerlig ! Ansigt , at Sørensen var gaaet lige forbi Næsen af ham , da han stod ude i Gadedøren ; men De maa jo bedst vide hvor Sørensen er henne , Hr . Bæver ; thi det er jo netop Dem . . . — Tys , tys , tal sagte . Da Betjenten hørte dette Navn gav det et Sær i ham og han foer op fra Stolen . Sagte nærmede han sig Manden og udbrød i en ironisk Tone : — Det er mig en meget stor Glæde at se Dem , min gode Bæver ; i tø Dage bar jeg pidsket omkring her i Byen , for at træffe Dem , men det var spildt Uleilighed ; endelig er jeg nu saa heldig aldeles uventet at se Deres for mig særdeles behagelige Ansigt . Tør jeg anmode Dem om at følge med mig ? Ligbleg stirrede Bæveren paa ham ; han . havde ikke ventet denne Indbydelse . — Hvorfor skal jeg følge Dem ? spurgte han slammende . Jeg har , ta ' mig tusind Millioner Tønder Djævle , intet Ondt gjort . — Det vil snart vi > e sig , svarede Betjenten . Imidlertid følger De med mig , saa kunne vi siden un « dersøge Sagen . Følg nu godvillig med , vedblev Betjenten , da Bæveren satte sig til Modværge ; jeg vil nødig lade Reserven rykke frem . Bæveren var formodentlig ikke af samme Mening som Betjenten ; ved en rask Bevægelse spændte han Been for denne og løb saa let som en VidskelædrrSdoldt ind i Larsens eget Værelse , hvor han firår aflaasede Døren ind til Butiken og ved Hjælp af en Dirk aabnede han Lemmen , der førte ned tisk Rummet . Betjenten , der imidlertid var kommen paa Benene , arbeidede af al Kraft paa at faae Døren op . Endelig lykkedes det ; rasende føer han ind i Stuen og hen til Lemmen , der endnu stod aaben . — Komop ! brølede han saa høir han formaaede ; kom op , eller ved Gud ! jeg indestaaer ikke for Følgerne . Bæveren gav intet Svar . Lydløst sneg han sig langs Væggen og han naaede ubemærket det inderste Rum , hvortil Døren stod aaben . Betjenten steg nu ned ad den skrødelige Trappe og stod snart i det forreste Rum . Der var mørkt dernede og -an saae ikke noget til Flygtningen . Atter raabte han , men Alt forblev stille . — Han er sikkert undløben , tænkte Betjenten ærgerlig og listede sig ind i det andet Rum . Imidlertid var Bæveren fluppen ind i Pakhuset ; her aandede han atter frit . Døren , der førte ind til Underrummet havde han affaaset efter sig og efter hans Beregning maatte Beljenten mindst bruge en halv Time til at faae Døren op . — Nu gjælder det blot om at flippe ud i en Fart , brummede Bæveren ; det er , ta ' mig Tusan , en ækel Stilling jeg er kommen i ; selv om jeg flipper godt herfra , saa veed jeg dog ikke hvor jeg skal skjule mig , men ud maa jeg , thi bliver jeg her , kommer jeg min Salighed snart til at hænge fasl . Efter denne korte Monolog gav han sig til at dirke Deren op . Det varede ikke længe inden det lykkedes . Hurtig aabnede Bæveren Døren og styrtede ud paa Gaden , idet han halvhøit ' raabte : — Det flap jeg s ' gu godt fra ! — Det er der to Meninger om , svarede en dyb Stemme og en kraftig Haand greb Bæveren i Kraven , og holdt ham fasl som i en Skruestik . ' — Hvem er det ? slammede Bæveren rystende af Skræk . — Den Du mindst onfker at se , lød Svaret , og i det samme blev Bæveren baglænds trukken hen til en Droske , der holdt i Nærheden . Forst her fik han Leilighed til at se i hvis Magt ban nu var . Maallos slirrede ban paa Manden og først efter nogle Minuters Forløb formaaede han at udstede et Drei , saa rædselsfuldt og uhyggeligt , at selv hans Forfolger gyste derved . — Hævnens Time er slaaet , sagde Manden og faae føragtelig paa den svenske Gavtyv . Med et forslyrret Blik vedblev Bæveren at stirre paa ham , idet han fortvivlet raabte : — Sørensen ! Sørensen ! Drosken kjørte nu til Politikammeret , hvor Bæveren i silker Forvaring fik Tid til at tænke over de Skurkestreger og afskyelige Gjerninger , han i den sidste Tid havde udført . Vi ville nu after henvende vor Opmærksomhed paa Høker-Larsen og Bonden . — Siig mig , hvad skal jeg nu gjøre ? spurgte arsen , da han fik at høre hvorledes Støveren havde endt sin jordiske Vandring . Siig mig , hvad skal jeg gribe til ? — Bliv her , svarede Bonden . Jeg kan meget godt skjule Dem , ja skjule Dem sag godt , at ingen Moders Sjæl vil falde paa at De er her . Seer De , min gode Larsen . . . — Jeg seer Intet , afbrød Larsen ham , men jeg hører Nogle nærme sig ; venter De Nogen ? — Nei , jeg venter Ingen , svarede Bonden , idet han gik hen til Vinduet for at se hvem det var der forslyrrede dem , men han foer forskrækket tilbage , idet han raabte : — Skjul Dem , Larsen , skjul em , det er Politiet ! — Politiet ! stønncde den fede Vært og lob hen til et Klædeskab , der stod i et Hjerne af Stuen . Hurtig aabnede han Skabet , krøb ind i det og trykkede paa et Som , der sad skjult under Knagerækken . I samme Øieblik dreiede Skabets Bagklædning sig og en Aabning , stor nok til at et voxent Menneske kunde krybe derigjennem , kom tilsyne . Det lod til at Larsen var godt kjendt med dette hemmelige Skjulested , fhi skjøndt der var bælmørkt i det Kammer , han nu kom ind i , gik han dog uden at vakle en halv Snes Skridt frem og slandsede omtrent midt i Værelset . Han bukkede sig ned , følie sig frem med Haanden indtil han opdagede et stort Tømhoved eller rettere sagt en lille Jernplade , der tilsyneladende var slaaet i Gulvet for at fastholde de temmelig skrøbelige Brædder Larsen trykkede atter paa denne lille Jernplade , men da dette Tryk intet bevirkede , stampede han med Støvlehælene paa Jernpladen ; i samme Øieblik adskiltes Brædderne og en dyb Afgrund kom tilsyne . Gulvet aabnede sig saa hurtig , at Larsen nær var slyrtet ned i det dybe Svælg . Han gik nu nogle Skridt tilbage til han kom til et Hjerne i Kammeret , hvor en Heiseindretning laa skjult i et i Muren indfattet lille Skrin . Han trak nu Hciseindretningen frem , gik hen til Aabningen og fastgjorte Touget i en Jernkrog , der var slaaet fast i et af Brædderne . Den fede Vært gled med endel Besvær ned ad Touget og kom helskindet ned i det dybe Svælg . — Saa , nu kan de gjerne søge efter mig saalænge de har Lyst , sagde han grinende ; jeg er dog en Pokkers Karl , hahahaha ! Larsen udsøzte sig nu en bekvem Plads paa Lergulvel nede i Dybet , og en halv Time derefter hørtes en lydelig Snorken dernede - han var falden i Sørn . Hans Sovn fvrstyrrcdes dog flere Gange af nogle meget uhyggelige Drømme . Blandt Andet drømte han , at Politiet greb ham , at han blev fængslet , sorhørt og dømt ; den afdødc Madam Sørensen og HendeS Mand viste sig ogsaa for ham . Sørensen omklamredc ham bagfra , og skjendt Larsen brugte al sin Kraft for ar frigjøre sig for dette ubehagelige Favntag , var det ham døg ikke mulig at flippe leS . I dette Øieblik viste den druknede Madam Sørensen sig for den Sovende . Bevæbnet med en Øre stod hun truende for ham , — hun hævede Øren , og lød den af al Magt falde ned paa den forskrækkede Værts tykke Hoved . Larsen udstsdte et dumpt Brøl og vaagnede . Det Hele var kun en Drøm ; men hvo skildrer den ulykkelige Larsens Skræk , da han ovenover sig børte flere Stemmer , der paa engang raabte : -- Ah , der har vi ham endelig ! 46de Kapitel . Det smukke Par . Det Skjønneste , som nøgen Mand Paa denne Jord kan finde , Er naar al Sorg og Glæde han Kan dele med en Kvinde . — Naa , det er altsaa Eders Mening , kjære Dørn , at „ det store Slag “ skal slaa paa Lørdag ? sagde Grosserer Dalsgaard , idet han med et lykkeligt Smil betragtede Viktør og Klara , der sad ligeoverfor ham i Sofaen . — Ja , kjære Fader , sagde Klara rødmende ; det er jo vort høieste Ønske , at Bryllupet skal seires paa Lsrdag , men hvis Du mener at det er for tidligt , saa kunne vi jo . . . — Snik Snak ! man kan aldrig for tidligt indhylles i Hymens Rosenlænker , mit Barn . Jeg takker Gud for , af han lader mig opleve denne skjønne Fest og af han har sendt mig en saa herlig Svigersøn , som Viktor Smidt i Sandhed er , men i Særdeleshed takker jeg Gud for , af Du , kjære Klara , uagtet der var stillet saa mange Hindringer iveien for Dig , dog har naaet det skjønne Maal , af skulle forenes med ham , som Du elsker hoisf af Alle , ham , som vil gjøre Dig lil den lykkeligste Kvinde her paa Jorden . — Jeg takker Dem meget , kjære Svigerfader , for den smukke Mening , De har om mig , sagde Viktor synlig bevæget . Jeg haaber med Guds Hjælp af kunne blive for Klara , hvad De nylig udtalte , og jeg beder Dem være forvisset om , af jeg stedse skal gjøre mig Umage for af blive en trofast Veileder for Deres Datter , min elskede Klara , — jeg haaber , af vi ved vor Kjærlighed vil skabe os et sandt Paradis her paa Jorden . — Brav talt , unge Mand ! raabte Dalsgaard og trykkede med Varme Viktors Haand . Naa , saa vil jeg skrive Invitationskort ; alle Venner og Bekjendte skal med , thi det skal være en Fest , som vi aldrig har havt Mage til , en Fest , som i mange Aar skal minde Eder om den lykkeligste Dag i Eders Liv . Det unge Par takkede den brave Mand hjerteligt for hans Godhed imod dem , og Dalsgaard forlod Værelset , idet han sagde : — Gaa I nu en Tur , kjære Dørn , imidlertid gaaer jeg ind paa Kontoret og skriver Invitationskortene . Vi ville nu nævne enkelte af de Indbudne , som allerede ere os bekjendte fra tidligere Tid . At vor gode Ven Peter Henningsen og hans Forlovede Marie Søndrup samt hendes Moder bleve inddudne , er en Selvfølge ; derimod fik en anden af vore Bekjendte — nemlig Aagerkarlen Henningsen tilligemed hans Frue -- en speciel Indbydelse . Jnaitationsbrevet til denne Herre endte saaledes : „ Jeg har nydt den Ære , at være Gjæst ved „ Deres Datters Bryllup , og beder jeg Dem , Hr . „ Henningsen , med Frue , at beære mig med Deres „ behagelige Nærværelse ved Hr . Grosserer Viktor „ Smidls og min Datter Klaras Bryllupsfest paa „ Lørdag Aften . Med Agtelse Dalsgaard , Grosserer . Vi se as denne Indbydelse , at Viktor Smidt var bleven Grosserer . Det er næsten umuligt at beskrive den Henrykkelse , den gode Aagerkarl fslte , da han modtog denne Invitation . — Mutter , Mutter ! brølte han med bæs Stemme ; Mutter , jeg rrver Gu ' røde mig , ar Verden svart forgaaer ! — La , hvor kan Du tre det , Du Fæbv ' de , » varede Mutter Henningsen , idet hun led ind til der befippcde Mand . Verden forgaaer ikke saa let , — der har jo ikke engang rust nq lar meget -om Halen af en Komet paa Himlen . — Ja men hør . . . — Nei , nei , Verden har nu bestaa « i over 1800 Aar , og den bliver saamæn nok staaende saalænge v : to Gamle leve . — Det troer jeg sgu ikke , svarede Henningsen ; se her , brav mener Du om dette ? Mutter Henningsen saae førbauset paa fin Mand , hun troede at han var bleven gal . Hun tøg Indbydelsen , læste og læste , men jo længere hun kom , destø mere førbauset blev hun , og filsidst løb Taarerne ned ad Kinderne paa hende , idet hun rørt udbred : — Aa Herregud , aa Herregud ! . — Græder Du , Mutter ? spurgte Henningsen og greb Indbydelsen . — Ja , jeg græder , men det er Glædesiaarer . Det er smukt , meget smukt af den herlige Grosserer Dalsgaard , at indbyde os Smaafolk fil en saa sfjon Fesf , aa Herregud ! — Smaafolk ? — Ja , ligeoverfor ham maa vi kalde os for Smaafolk , forstaaer Du det ! — Naa , tag nu ikke saadan paa Vei , Mutter , man maa aldrig nedsætte sig selv . Smaasolk ere vi i Grunden ikke , husk vi ere dog i Besiddelse af over 20 , 000 Rigsdaler , hvilket er en ganske kjon Sum , ja vi har rimeligvis givet vor Datter en Medgiff , der staaer over den , Grosserer Dalsgaard giver sin Datter . — Vrøpl ! brummede Mutter Henningsen og vendte Ryggen fil sin Hr . Gemal . — Ja Du kan kalde det for hvad Du vil , men en Ting vil jeg sige Dig , jeg er meget stolt af den Medgiff , jeg har givet Kamilla , thi . . . — Du mener vel den Sum , Du har givet Baron Uglehjelm for at tage vor Datter fil Hustru , den Sum , for hvilken Du rent ud sagt har solgt Kamilla fil den nederdrægtigste Skurk — thi for Andet kalder jeg ikke Baron Uglehjelm , der ikke engang vil kjendes ved sin egen Svigermoder , ja som ligefrem forbyder mig Huset — , nei , vi bør skamme os over den Medgift , han har faaet , vi ber . . . — Hold Mund , Kvinde ! brølede Henningsen og stampede i Gulvet . Tør Du vove at nævne en Maud som Baron Uglehjclm ved et saa vederslyggeligt Navn . Foi , Du bør skamme Dig , skamme Dig som en Forbryder , thi man kan kun kalde det en Forbrydelse , at titulere den brave Mand saaledes . - Brave Mand ? — Ja , saaledes kalder jeg ham . — Du er og bliver en Dumrian , sagde Mutter Henningsen . — Ih , Du forbarmende . . . — Aa , jeg er kjed af at høre din intetsigende Snak , sagde Mutter Henningsen og forlod Værelset . — Hun har i Grunden Ret , mumlede Henningsen , da hun var gaaet ; en Dumrian var jeg , da feg lod den forgsældede Baron faae Kamilla , men der er nu Intet at gjøre derved . — Min Datter er dog Baronesse , vedblev han kort efter . Jo , Baronesse er hun , om saa hele Verden stiller sig paa Bagbenene , — og det er dog altid Mere , end om hun blev gift med en Urterræmmersvcnd eller maaske en Skomagersvend — en Skomager , uha ! nei det er dog altior Borgerligt ! Dog , jeg har ikke Tid iii at tænke paa hende mere , jeg maa belave mig paa at lære en Tale udenad , en Tale , der kan sige Svarto til den , jeg holdt for Baronen og Kamilla , og den var s ' gu god . Veltilfreds gik han hen og bladede i den Bog , hvorefter han havde lært Talen udenad . — Haha , der salder mig Noget ind , udbrød han , Grossereren vil bestemt have mig med til Gildet , for at jeg skal holde Festtalen , — ja det maa bestemt forholde sig saaledes , — den gode Grosserer hørte mig jo holde Festtalen ude i Villaen , ja Let maa bestemt være af den Grund . I dette Øieblik bankedes der stærkt paa Døren og Baron Uglehjelm traadte ind . Han var meget bleg og saae i det Hele taget ud som om han gik med Selvmordstanker . — Hvad bringer mig Æren af min kjære Svigersone Besog ? spurgte Henningsen og bukkede for den Indtrævende . Baronen svarede ikke , men lod sig falde ned i Sofaen . Han terrede den kolde Sved af Panden og saae aandsfraværende paa Aagcrkarlen . — Men Du milde Herre og Frelser , Gud Fader l Himlen , hvad er der iveien ? raabte Henningsen og stirrede paa Baronen . Denne foer op . — Hvad ber er iveien , svarede han med mat Slemme ; der er det iveien , at jeg er bleven snydt , skammelig snydt , saavel af Dem , min gode Svigerfader , som af en anden Skurk . — Hvad vover De at sige ? udbrød Henningsen skælvende . — Jeg siger kun hvad der er Sandhed , svarede Baronen . Jeg er først og fremmest bleven snydt af Dem , min rare Svigerfader ; thi De indbildte mig , at jeg blev gist med en Engel — den reneste Engel , der fandtes her paa Jorden , — men istedenfor en Engel xr jeg nok bleven gift med en Lantippe , den værste Lantippe , der findes her paa Jorden . — De mener da vel ilke Kamilla ? spurgte Aagerkarlen blegnende . — Jo Gu ' mener jeg hende ! skreg Baronen . Hun er jo nær ved at kradse Øinene ud af Hovedet paa mig ; dog det er ikke min slorsle Bekymring , nei , en eller anden Tyv - maaske Kamilla , selv — har inat frarovet mig den Sum , for hvilken De solgte Deres Datter til mig . — Solgte ? slammede Henningscn . — Ja , De har ligefrem solgt hende til mig ; De husker vel nok den Aften , da De havde Familiegildr , De inviterede mig , for at lokke mig til at søle Interesse for Kamilla — Den næste Dag friede De ligefrem til mig , eller med andre Ord , De lod mig vide , at man ikke fandt 10 , 000 Rigsdaler i Rendestenen , det vil sige jaa meget : at De vilde give mig den omtalte Sum for at tage Deres Datter til Hustru . — Men Du milde Gud . . . — Brug ikke Guds Ravn i denne slygge Sag , afbrød Baronen ham . Dersom man kunde se Dem rigtig ester i Gommene , da vilde De nok være moden til at komme i Forbedringshuset paa Livstid . — Hva ' . . . hvad siger De ? For . . . Forbedringshuset . . . Er De gal Ba . . . Baron ? slammede Henningsen . — Nei , jeg er klog , Svigerfader , svarede Baronen og reiste sig . Og jeg vil lade Dem vide , at dersom De ikke udbetaler mig 2000 Rigsdaler ligcstrar , saa melder jeg Dem . Henningsen , der havde en ond Samvittighed , begyndte at ryste og bæve . — Ak , min Gud , Dagen begyndte saa saare godt og jeg vor saa lykkelig over . . . — Skynd Dem , min Tid er knap ! afbrød Baronen ham . Faaer jeg Pængene , eller skal jeg gaa ? Disse Ord udtalte Baronen i en aldeles ligegyldig Tone , men desuagtet saaes tydeligt hvor magtpaaliggende det var for ham , at faae Fingre i den omtalte Sum . Uden at sige et Ord tog Aagerkarlen en Bunke Sedler frem og optalle 2000 Rigsdaler . Medens Henningsen optalle Pængene fik Uglehjelm Øie paa Invitationsbrevet fra dalsgaard . Han læste det med synlig Interesse , men kunde ikke tilbageholde et svagt Skrig , da han læste om Klaras nærforestaaende Formæling med -Viktor Smidt . — Ja , det er en herlig Mand , denne Grosserer Dalsgaard , udbrød Henningsen ; han tænker dog paa Mutter og mig ved denne skjønne Fest . De har vel ogsaa faaet en Indbydelse , Hr . Baron ? Dette Spergsmaal kom Baronen aldeles uventet . Han foer et Skridt tilbage , idet han raabte : — Invitation ! . . . I-g ? . . . Ja vel har jeg faaet en Indbydelse , den kom iaftes . — Naa , det glæder mig . Kort efter gik Baronen . Han var veltilfreds over det » Kup “ han havde gjort hoS Aagerkarlen . — Naa , Gudskelov , det lykkedes , mumlede han , da han var kommen ned paa Gaden . Jeg tænkte nok , at naar jeg kom med Trufler vilde han give efter , haha ! Nu er der Intet iveien for at jeg kan reise til Amerika — imorgen forlader jeg Kjøbenhavn , Kamilla maa finde sig i al tage hjem til sine herlige Forældræ , naar hun mærker , at jeg ikke kommer tilbage . . . Det kan ikke nægtes , at jeg spillede mine Kort godt hos Aagerkarlen , han kunde ikke mærke at jeg bandt ham en Historie paa Ærmet , hahahaha ! I disse behagelige Betragtninger vandrede han hurtig gjennem Byen og kom snart til sin Villa , hvor Kamilla modtog ham med aabne Arme . — Du blev saa længe borte min elskede Gemal , sagde hun og kyssede ham ømt . — Ja , jeg blev opholdt underveis , min kjære Kamilla , svarede Baronen . Jeg traf en god Ven af mig , en Greve , der absolut vilde have , at vi i et Glas Vin skulde drikke din Skaal . Dog , jeg maa forlade Dig , jeg maa ind paa Kontoret . Jeg har endel at ordne idag . — Allerede ? — Ja , det er nødvendigt ; men Let slaaer ikke saalænge paa . Jeg lænker at være færdig om 3-4 Timer . Du skulde gaa i Visit saalænge — dine Forældræ længes vist ogsaa efter at se Dig , thi de komme jø aldrig herud . — Du har Ret , svarede Kamilla ; jeg vil besøge mine Forældre medens Du skriver ; jeg kommer igjen om 4 Timer . — Ja , gjør det , søde Kamilla , sagde Barønen og gik ind paa sit Kontor . — Han elsker mig ikke , sagde Kamilla , og en Smcrtenstaare gled ned ad hendes blege Kinder . Da Barønen kom ind paa Kontoret , fældt han i dybe Tanker . Med Haanden under Kinden tænkte han over de flette Handlinger , han havde begaaet . - Det er i Grunden en stor Synd jeg begaaer imod Kamilla , tænkte han ; hun er kjærlig og god imod mig , hun elsker mig virkelig høit , og jeg — ja jeg er en stor Slyngel imod hende , — jeg er kold og ligegyldig , ja jeg bagtaler hende ovenikjøbet , dog , det var nødvendigt , ellers havde den Gnier ikke rykket ud med en eneste Skilling . Med et ligegyldigt Blik saae Barønen paa de Papirer , der laa spredte paa Bordet . — Her er Intet af Betydning , mumlede ha ; jeg maa nu til at skrive et Par Ord til Kamilla , for at berolige hende . Hun vil blive meget bedrøvet , naar hun indseer at jeg er bortrømt , men her tør jeg ikke blive og tager jeg hende med vil mine Penge nok snart faae Been at gaa paa . Nei , jeg maa afsted ganske alene , ellers er jeg snart leveret . Han skrev nu en Billet til Kamilla , hvori han underrettede hende om , at han var reist over til fin Broder og at hun først maatte vente ham om 3 eller 4 Dage . Derefter pakkede han alle fine kostbare Sager sammen , tog alle kontante Penge til fig og en halv Time derefter forlod han Villaen og tog samme Dag til Hamborg , for derfra at begive fig til Amerika . Endelig oprandt den betydningsfnlde Dag for Klara og Viktor . Kirken var propfuld af Venner og Bekjendte , der vare nysgjerrige efter at se det unge Par i det betydningsfnlde Øieblik . Efter en lang og kjedelig Benten lød endelig Orgelets brusende Toner og en sagte Mumlen hertes gjennem hele Kirken . Fort af Grosserer Dalsgaard gik den smukke Brud lydlost over Kirkegulvet , op til Herrens Alter . Præsten holdt en smuk , meget rerende Tale for det unge Par , og en Sangforening afsang to i Dagens Anledning forfattede Sange . Da Hoilidelighcden var forbi og Klara , ved Viktors Arm forlod Kirken , da lød det begejstrede Udbrud fra den forsamlede Mængde : — Ak , hvilket smukt Par ! Gud give dem Lykke og Velsignelse i deres Fremtid ! Over 30 Personer vare samlede ved Bryllupsgildet , og Henningsen , ver nu var aldeles belavet paa af holde Festtalen , var saa elegant klædt , af han knapt kunde kjende sig selv . Vi ville ikke beskrive Festen , men derimod henvende vor Opmærksomhed paa enkelte af de Indbudne . Ligeoverfor Aagerkarlen sad hans Søn Peter Henningsen og Marie Søndrup . En inderlig Kjærlighed knyttede disse unge Mennesker til hinanden , — de vare meget lykkelige , thi Dalsgaard havde bestemt forsikret , af den gamle Henningsen sknlde give sit Samtykke til deres Forbindelse , thi han bavde „ den gamle Fyr “ i Lommen , som han sagde . De unge Mennesker vare glade over , af der døg var Udsigt til deres Forbindelse og opfyldt af dette Haab saae de nu alt i en glimrende , Belysning . Da Pansen var kommen paa Bordet , reiste Henningsen sig , trommede paa sit Glas og rømmede sig . Forundret saae Peter paa ham , han havde aldrig før hørt sin Fader producere sig som Taler . — Hr . Henningsen snsker Ordet ! lød det rundt i hele Salen . — Ja , mine Venner , jeg onsker af udtale den dybe Følelse , jeg nærer for „ det smukke Par “ , thi , i Sandhed , det er et meget smukt Par , der idag har knyttet deres Skæbne til hinanden . Der findes ingen slorre Lykke for en Mand her paa Jorden end den , at kunne dele Sorg og Glæde med en elsket Kvinde , en Kvinde , der i Et og Alt omgiver Manden med Kjærlighed , den rene , uplettede Kjærlighed , — og der findes ingen slorre Lykke for en Kvinde , end den , at kunne pleie og værne om en saa elsket Mand , som Hr . Grosserer Viktor Smidt . Ja , mine Venner , jeg beder dem Alle at tømme Glassene paa en lykkelig Fremtid for det unge Ægtepar . Gud give dem sin Velsignelse ! Henningsen , der med megen Besvær havde lært denne Tale udenad , skille sig særdeles godt fra den og rørt takkede Dalsgaard ham for de smukke Ønsker han havde udtalt for det unge Ægtepar , og knyttede et Par Ord til om et andet Par , der havde overdraget ham det Hverv iaften , i hele Selskabets Nærværelse , at ssge at formaa en hidtil streng og ubøielig Fader , at give sin Velsignelse til deres nærforeslaaende Forbindelse . — Ja , Hr . Henningsen , saaledes sluttede Dalsgaard ; det er til Dem jeg henvender mig . Deres Sons Forlovede , Frøken Marie Søndrup , er en god og brav Pige , aldrig kan man tænke paa af faae nogen bedre Svigerdatter end hun er , og da de elske hinanden af deres Sjæls hele Fylde , sveder jeg Dem , af give deres Samtykke til det unge Pars Formæling . Henningsen slirrede modlos paa Grossereren ; han vilde gjerne føie en saa anseet Mand , men hans Ærgrelse over , af Sønnen , uden af spørge ham om Tilladelse , havde vovet af r forlove sig , og det ovenikjobet med en fattig Sypige , vandt Overhaand , og med en urokkelig Fasthed svarede han : — Jeg giver aldrig mits Samtykke til denne Forbindelse . Da reiste Grosserer Dalsgaard sig , gik hen til Henningsen og hviskede ham de Ord i Øret : — Husk paa Smidt ! Nægter De af give Deres Samtykke , da fortæller jeg i hele Selskabets Paahør hvad De er for en Fyr . Ængstelig saae Henningsen paa den Talende . Derefter reiste han sig langsomt og sagde med rystende Stemme : — Nuvel , Børn ! jeg giver Eder min Velsignelse . Gud bevare Eders Fremtid ! Nørt takkede de unge Mennesker ham og de « gemytligste Stemning fik snart Overmagt i Salen , da — midt i Glæden blev Døren heftig aabnet og Kamilla traadte ligbleg ind . — Han er reist , bortrømt ! raabte hun og slyrtede hen til Henningsen . — Hvem ? hvem ? spurgte han forbløffet . — Min Mand , Baron Uglehjelm . Jeg har sendt Bud til hans Broder , men fik det Svar , at Baron Uglehjelm ikke havde været hos ham i over et halvt Aar , og da jeg undersøgte hans Værelse saae jeg til min Skræk , at Baronen havde medtaget alle Penge og værdifulde Sager . Han er bortrømt , det tvivler jeg ikke mere paa ; ak Fader , han elsker mig ikke , han har kun taget mig til Hustru for at komme i Besiddelse af de 10 , 000 Rigsdaler jeg fik i Medgift . Kamilla sænkede Hovedet og Taarerne vædede hendes blege Kinder . — Naa , mit Barn , giv Dig tilfreds , sagde Aagerkarlen og klappede hende paa Kinden . Endnu er Intet tabt — vi faae nok fat i Fyren . Jeg vil strax gaa til Politiet og melde hans Flugt . — Jeg gaaer med , sagde Dalsgaard ; jeg kan give Politiet nøgle vigtige Oplysninger . Viktor vilde ogsaa med , men Dalsgaard meente , at han burde blive og underholde Selskabet , og ledsaget af Alles oprigtigste Ønsker om et heldigt Udfald begav Dalsgaard og Henningsen sig til Stationen . Her underrettede Henningsen Betjenten om Uglehjelms Flugt , — og den gode Aagerkarl var saa harmfuld paa sin adelige Svizersøn , at han med det samme beskyldte ham for Mordforsøget paa Dalsgaard . Sljondt Grossereren ikke indrømmede dette , blev der dog taget Notits af AagerkarlcnS Forklaring . 47de Kapitel . Tre Forbrydere . Vi forlod Halte-Søren i det Øieblik da Le to Betjente trængte ind i Uglehjelms Villa for at gribe ham . Uglehjelm , der af Skræk var segnet om i Lænestolen , fik snart Herredommet over sin Angst . Med en overordentlig Anstrengelse reiste han sig og gik Le Indtrædende imode . — Hvad søger De ? spurgte han , La den ene Betjent var traadt ind . — Jeg søger en Forbryder , Ler har søgt Tilflugt i Deres Villa , Hr . . . . — Det maa være en Feiltagelse , slammede Baronen . — Aldeles ikke , svarede Betjenten ; seer De det Been , der slikker frem under Bordet ? Baronen blegnede . — Jo , jeg kjender det Been , vedblev Betjenten ; det tilhører en Person der , uagtet han er meget daarlig tilføds , dog i lang Tid har ladet os løbe Væddeløb for at fange ham . Endelig er det lykkedes , og jeg anmoder Dem om at være os behjælpelig med at faae ham frem . Uglehjelm lod som om han var meget forbauset øver , at denne Forbryder havde skjult sig i hans Villa . Med en overordentlig Beredvillighed hjalp han Politiet med at trække Synderen frem , der nu i en Droske blev transporteret til Politikammeret . — Den var værre ! brummede Baronen , da HalteSoren var transporteret bort . Bare han nu holder reen Mund , ellers er jeg om en Hals . — Det er dog ogsaa en forbandet Hisforie — jeg kan aldrig være rølig saalænge jeg opholder mig her i Landet ; nei , jeg maa bort , langt bort , helst til Amerika . . . men hvor skal jeg faae Penge fra ? Han grundede lidt derover , men udbrød endelig efter en kort Betænkning : — Bah ! jeg har da mindst de 8 , 000 Rigsdaler tilbage af Medgiften , og — ja jeg maa gaa til den gamle Gnier , jeg kan binde ham en Hisforie paa Ærmet om at En eller Anden — maaske Kamilla selv — har slraalet Pengene fra mig . Ja , det kan nok gaa , jeg vil strar op til ham . Di vide , hvorledes han pressede de 2000 Rigsdaler ud af Aagerkarlcn , hvorledes han , forsynet med alle de Penge han lunte rave og skrabe sammen , reiste til Hamborg , for derfra med først afgaaende Dampskib at tage til Amerika . Vi ville nu se hvorledes det gaaer ham medens han opholder sig i Hamborg . Ankommen dertil tog han ind i et af de slsrste Hoteller . Han lod sig indføre i Rejsebogen under Navnet „ Grev Ullendorf “ , og han førte en meget flot Tilværelse i dette Hotel , medens han ventede paa at Dampskibef skulde blive fragtet for at afgaa til den nye Verden . Endelig — efter at han i to Dage havde opholdt sig i Hotellet — fik han Underretning om , at Skibet om en Time „ var klart til at seile “ . Uglehjelm blev særdeles glad ved at hore dette , thi han frygtede at Politiet var paa Spor efter ham . I al Hast samlede han sine Sager og lod et Bud bringe dem ned til Skibet . Derefter forlod han selv Hotellet , idet han nynnede : „ Naar bare man er kjæk , Saa doer man ei af Skræk ! “ Men i samme Øieblik prikkede en Herre ham paa Skulderen og da Uglehjelm vendte sig om , laae han til sin Skræk en af Kjebenhavns dygtigste Opdagelsesbetjente staa foran sig . — Maa jeg uleilige Dem , Hr . Baron ! sagde han smilende . — Hvad ønfler De ? spurgte Uglehjelm barsk . — Jeg anmoder Dem om , Hr . Baron , godvillig at følge mig til den nærmeste Station . Hvis De er uvillig hertil , da maa jeg , hvor ondt det end gjør mig , kalde Folk tilhjælp ; men da det vil vække Skandale , haaber jeg , at De i Deres egen Interesse gaaer ind paa mit Forlangende og følger mig godvillig . — Det skal jeg saamæn gjerne , svarede Baronen i en ligegyldig Tone ; jeg er mig ikke bevidst at have begaaet nogen Forbrydelse , og følger Dem derfor aldeles rolig . Siig mig , af hvilken Grund bringer De mig paa Stationen ? — Ja , det er nok af flere Grunde , forsikrede Betjenten . — Det maa bero paa en Feiltagelse . — Jeg vilde onske det for Deres Skyld , svarede den galante Politimand . Under denne Samtale vare de ankomne til Stationen . Hvad der passerede der skulle vi snart erfare . Fortvivlet vandrede Bæveren frem og tilbage i sit skumle Fængsel . Han forbandede fin Hustru , den „ blide “ Bævera , der havde opægget ham til at tage til Kjøbenhavn , — han forbandede den svenske Skipper Svensson , der ved en utilgivelig Uforsigtighed havde givet Sørensen Anledning til at bemægtige sig Skibet med hele den kostbare Ladning , -- han forbandede den tykhoveds HøkerLarsen , for hvis Skyld han var bleven greben , — men især forbandede han Sørensen , der jo i Grunden var Ophavsmanden til den Ulykke , der var hændet ham . - Ta ' mig ti Tusind Millioner Tønder Djævle ! om jeg ikke skal mase ham til Plukfisk , saasnart jeg faaer Fingre i ham , den Hundestejle ! brolede Bæveren , idet han ærgerlig løb frem og tilbage i Fængsler . — Har jeg ikke sødet og vederlvæget hans dovne Legeme , den Konteffel ! vedblev han kort efter . Har jeg ikke været overbærende mod ham , den Slave ! Jeg har seet igjennem Fingre med hans Fjollethed , jeg har udtømt mit Madskab , for at tilfndsstille hans glubende Hunger , den Ulv ! og saa lønner han mig saaledes . Det er skændigt , skammeligt , nederdrægtigt . Men , ta ' e mig Hundrede Tusind Millioner Tønder Djævle ! jeg skal huske ham . . . den Bavian ! den Drommedar ! Udmattet af Vrede og Anstrengelse sank Bæveren om paa Fængselsgulvet og vred sig som en Orm . Da aabnedes Fængselsdøren og Slutteren traadte ind for at føre ham for Dommeren . Medens Bæveren føres bort ville vi se lidt til vor gamle Ben , Høker-Larsen , der just heller ikke befandt sig i nogen synderlig behagelig Stilling . Vi forlød den ulykkelige Vicevært i det Øieblik han vaagnede og hørte det for ham saa uheldsvangre Udraab over sit Hoved . Forbloffst gjorde han sig saa lille det var ham muligt , han krød hen i et Hjørne af den dybe Kjældere og troede nu , at han befandt sig i temmelig god Sikkerhed . Dog , det var en feil Beregning ; thi i det samme bemærkede han en Skikkelse langsomt blive firet ned i Kjælderen til sig , og da han saae op , fik han Øie paa tre Andre , hvilke Allesammen vare ham bekjendte som Lovens Haandhævere . Aldeles lamslaaet af Skræk lød han sig som et Barn føre op af den dybe Kjældcr og først da han i nogle Minuter havde været oppe i Stuen , fik han Mælet tilbage . — Af hvilken Grund forstyrrer man min Søva ? spurgte han rystende . — Aa , det er blot for at arrestere Dig , lød det korte Svar . — Arrestere mig ? — Ja , alene af den Grund . Larsen , der i den sidste Tid nok havde indseet , at han var gaaet altfor vidt , fortråd nu bittert at han ikke før længe siden var vendt om fra Syndens Dei ; dog . nu var det jo før seent . Han mente nu , at han ved at træde kjæk op vilde kunne imponere de fire Betjente . Hurtig reiste han sig og raabte med barsk Stemme : — Holdt ! det gaaer før vidt ! Hvem er det , der vover at forlange mig arresteret ? Forundret saae Betjentene paa ham . Kort efter traadte en Mand hurtig ind i Stuen , han stillede sig foran Larsen og sagde med bevæget Stemme : — Endelig faaer Du da din velfortjente Løn ! Forfærdet stirrede Larsen paa ham og raabte med halvkvalt Stemme : — Naade ! Naade ! — Nei , her gjælder ingen Naade , sagde Sorensen ( thi ham var det ) ; viste Du nogen Naade imod mig ? Larsen gav intet Svar — ban var besvimet . — Lad oS føre ham bort , vedblev Sorensen henvendt til de andre Betjente ; Vognen holder udenfor . Den devidstløse Vicevært blev nu i en Droske transporteret til Kjøbenhavn , og han kom først til Bevidsthed da han befandt sig indenfor Le uhyggelige Fængselsmure . 48de Kapitel . Den eneste Udvei . Ankommen til Politistationen forlangte Baronen strar at føres ind til Assessoren . Dette indrsmmedes ham . — Bil De bevise mig den Artighed , at lade mig vide , hvorfor man har sørt mig hertil ? spurgte han , idet han høfligt bukkede for Embedsmanden . — Det er en meget mislig Sag , svarede Assessøren . — Ligemeget ; jeg maa dog have Net til at forlange en Forklaring over , hvorfor man hindrer mig i a ; reise , uagtet jeg har løst Billet samt ladet mit Reisetøi bringe ombord . — Nuvel , Hr . Baron , De skal faae Grunden at vide . Forst og fremmest er De mistænkt for et Mordforsøg paa den agtede Grosserer Dalsgaard i Kjøbenhavn ; dernæst . . . -- Dalsgaard ! Dalsgaard ! raabte Baronen , og blegnede synlig . — Dernæst er der telegraferet efter Dem , da man har Dem mistænkt for at ville rømme fra Deres ægteviede Hustru — hvilket nu bekræftes — samt at have bestjaalen hende for . . . — Holdt , det er nok ! sagde Uglehjelm vaklende . Er jeg en Forbryder , saa arrestcer mig ! Øieblikkelig blev Uglehjelm fort bort og sat i sikker Forvaring , for senere at føres til Kjøbenhavn . Ligbleg vandrede Baronen frem og tilbage i det Værelse , hvori han holdtes indespærret . Tusinde forskjellige Tanker gjennemkrydsede hans Hoved . Han vilde flygte , men det var ham ikke muligt af komme ud ; han faldt paa Knæ før af bede til Gud , men han formaaede det ikke . Fortvivlet slog han sig før Panden , før af finde en Udvei til Frelse , men det var forgæves . — Nuvel , udbrød han med fast og sikker Stemme ; det maa gjørcs . . . Enten det skeer nøgle Dage før eller senere har jo ingen Betydning før mig . Mit adelige Navn skal ikke plettes , mit Hoved skal ikke falde før Bøddeløren . . . nei , aldrig , aldrig ! Hurtig , skjøndt med skælvende Haand , rev han et Blad ud af sin Tegnebog og med Blyant nedskrev han følgende Linier derpaa : „ Elskede Kamilla ! „ Tilgiv den uværdige Handling jeg har „ begaaet ; men tro ikke af jeg har villet svigte Dig . „ Ieg forlod Dig uden af underrette Dig „ om , hvor jeg tog hen , men tro ikke af jeg gjorde „ dette før af skilles fra Dig , — nei , jeg havde et „ ædlere , et smukkere Formaal før min Reise , et „ Formaal , som vil bevirke af Du kommer til af „ elske mig dobbelt saa høit som Du hidtil har „ elsket mig . — Ieg havde ikke troet af Faren var „ saa nær , men da en af mine Venner underrettede „ mig derom , meente jeg , at jeg burde reise , for „ at undgaa Skandale her , og for at fritage Dig „ for den Sorg , at se din Gemal vandre i Fængsel , „ derfor forlod jeg Dig i Stilhed . „ Min Hensigt var at tage til Amerika , og „ naar jeg lykkelig og vel var ankommen dertil , „ vilde jeg bede Dig om Tilgivelse , min elskede „ Kamilla , jeg vilde bede Dig om at komme til „ mig , at glemme den Sorg jeg havde beredet „ Dig ; men ak ! Skæbnen vilde det anderledes . „ Jeg bliver forfulgt af mine Fjender , fordi „ jeg engang har begaaet en „ Ungdomeubesindighcd “ , „ thi anderledes kan jeg ikke benævne den uoverlagte „ Handling jeg begik . „ Det var en Duel en meget anseet Mand „ i Kjøbenhavn havde fornærmet mig - jeg „ udfordrede ham - uheldigvis blev han vøvelig „ saaret vi havde ingen Vidner , men da min „ Modsfander blev bragt hjem i denne sørzelige „ Tilsland , beskyldte hans Venner og Familie mig „ for Mordattentat , jeg kunde ikke devise det mod „ satte og af den Grund er jeg bleven forfulgt og „ forhaanet hvor jeg end viste mig . „ Min uheldige Syerne sølger mig bestandigt , , Endelig — « fler flere Dages Bente « i Hamborg — „ skulde jeg ombord i Damperen ser at komme ti „ Amerika , men i det Øieblik jeg nærmede mig „ Slid « , greb en Opdagelsesbencnt mig og „ arresterede mig . Jeg er ligefrem beskyldt for « „ Mordattenrat og da Alt taler imod mig er jeg „ filler paa at blive domt , maaske ril Døven , „ skjondt jeg er aldeles uskyldig . „ Døg dette skal aldrig ske . Naar Du læser „ delte er jeg ikke mere blandt de Levendes Tal — „ en Pistolkugle vil om et Øieblik gjøre en Ende „ paa mit kvalfulde Liv . „ O , elskede Kamilla , kan Du tilgive mig „ den Sørg og Bekymring jeg par beredet Dig , „ tilgiv mig , thi jeg er meget ulykkelig ! „ Levvel , min elskede Hustru , Levvel ! Hisset , „ hos Gud i Himlen , samles Du atter med din „ Gemal Uglchjelm . “ ' 8 Sørg lkke over min Død , ibi Live , var mig kun en Byrde . Da Baronen havde skrevet dette Brev slak van der l sin Tegnebog . Derefter fremtog han aldeles rolig en ladt Pistol , han havde skjult i sin Overfrakke , hold : den for Panden og idet han fremsagde en kor « Bon trykkede han løs . Forfærdede over Skuddet styrtede flere Beljenic ind , men det var for silde — ve fand : kun Baronens Lig . 48de Kapitel To Vielser . — Aa , jeg er saa glad , saa glad , saa inderlig glad ! raabte Peter Henningsen , idet ban kom dandsende ind ad Deren til Marie . — Hvad er der hændet Dig , min egen Peter ? spurgte Marie med GlædeStaarer e Øinene . — Ja , gjæt det hvis Du kan , men Du kan ikke . og derfor er de « nok bedst , at jeg fortæller Dig det , min søde lille Kone . — Din Kone ? sagde Marie rødmende . — Ja , akkurat , min egen søve Kone ! raabte Peter og svingede hende rundt paa Gulvet . — Naa , Du er saamæn i godt Humor , Peter ! sagde Marie smilende . - Ja , der har Du nok Ret paa , for jeg skal sige Dig Noget , jeg skal betro Dig en Hemmelighed : om tre Uger skal vi giftes . — Vi ? er Du gal , Pe . er ? Hvor skulle vi faae Penge til at holde Bryllup for ? „ Fatter har lovet sin egen Peter At Pctermand om et Øieblik Skal faae leveret en Masse Moneter , Øg saa aabner Peter snart en flot Butik ! “ Disse Ord sang den lystige Peter Henningsen , medens han as Giæde kyssede Marie over halvtredsindstyve Gange . — Nei , er det virkelig sandt , Peter ? spurgte Marie tvivlende . — Om det er sandt , ja vel er det sandt ! Jeg sværger ved min skæve Støvlchæl at jeg taler des rene skære Sandhed ! skreg Peter og hævede Foden iveiret . — Naa , naa , vær nu rolig , sagde Marie . Fortæl mig heller hvorledes det forholder sig . Har Du virkelig faaet din Fader til at give Dig saa mange Penge , at vi . . . — Jeg ? nei der vilde være ligesaa umuligt for mig som at krybe til Maanen ; nei Grosserer Dalsgaard har overtalt Fader — denne herlige Mand er i Besiddelse af en Talisman , der kan gjøre Underværker . Saasnart han siger til Fader : Husk paa Smidt ! saa kan han faae ham til hvad dek skal være . — Men hvilken Betydning har disse Ord ? spurgte Marie nysgjerrig . — Ja , det veed jeg sandt for Grisen ikke , men en dyb Betydning maa de have efter hvad jeg kan forstaa . Dog lad os ikke tale mere herom , lad os hellere tænke paa vort Bryllup , det er der mere Hold i . Medens disse unge Mennesker regne efter , hvor stor en Kapital de skulle bruge til at sætte Bo for ville vi se lidt til et Par andre Personer i denne Fortælling . — Naa , saa De er enig med mig i denne Sag ? sagde Politibetjent Sorensen . idet han kjærligt omfavnede Lene , der som en kjærlig og god Moder bavde værnet om de forladte Vorn - Ja , svarede Lene neppe hørlig » . Hvis De troer st kunne være ijcm med at faae mig ti ! Kone , uagtet De kjender min ulykkelige Fortid , da vil jeg med Glæde være enig med Dem . Det er den slorste Lytte der nogensinde kunde vederfares mig , at jeg maa binde min Skæbne til en saa brav og hjertensgod Mand , som De i Sandhed er . Men hvad sige Børnem dertil ? — Aa , Lene , de ere saa lykkeligt , de stakkels Born . De plage mig hver Dag om , at lade dem beholde Dem til Moder - Dog , jeg har en endnu glædeligere Efterretning ar meddele Dem , Lene , nemlig , at jeg efter al Sandsynlighed kan vente et Par Tusind Rigsdaler i Erstatning for den Skade , Hsker-Larsen har tilsøiet mig . Han er nu i Retfærdighedens Hænder og venter und Rædsel sin velfortjente Straf . — Ja , den har han saamæn ærlig fortjent , sagde Lene gysende . Kort efter forlod Sørensen hende , Han begav sig hen til Klokkeren ser ar faae deres Bryllup arrangeret . Tre Uger derefter , paa en og samme Dag , viedes tø Par i * * * » Kirke . Kl . 3 om Eftermiddagen traadte Politibetjent Sørensen og Jomfru Malene Hansen frem for Herrens Alter . Kun faae Venner og Bekjendte overværede Vielsen . I en kort men hjertelig Tale skildrede Præsten den Modgang begge de brave Menmsker havde havt og skuttede med , at bede Gud om , at lade dem i Ægteslandens Glæde sinde den Lykke de saa længe havde savnet . Kl . 7 om Aftenen traadte Peter Henningsen og Jomfru Marie Søndrup frem for Alteret . En ubeskrivelig Lykke asspeilede sig i disse unge Menneskers Ansigt , da de Arm i Arm spadserede over Kirkegulvet . Orgelets mægtige Toner formaaede ikke at overbove den GlædeSjubel der lød i deres Indre , da Le saa uventet opnaaede den Lykke , de saa længe bavde længtes efter . Kirken var propfuld af Mennesker , og Alle betragtede med Glæde det lykkelige Par . Efter af Præsten i en lang Tale bavde forkyndt dem hvilke Pligter de bavde ligeoverfor hinanden , og efter af de bavde givet hinanden Haanden paa en tro Samvirken i hele deres Levetid , spillede Orgelet den hjertegribende Psalme : „ Det er saa herligt af følgeS ad , for To som gjerne vil sammen være ! “ og som om det var ester en forudgaaet Aftale istemmede hele den forsamlede Mængde , og de herlige Ord rungede med en mægtig Klang i den smukt oplyste Kirke . Nogle Dage efter Brylluppet overtog Peter en i god Drist værende Kjøbmandsbutik i en af de slorre Provindser paa Sjælland . Hans Handel var fortrinlig og et Aar derefter blev Familien forøget med „ en lille Peter “ , der blev sine Forældres Stolthed og Glæde . Peter Henningsen er endnu Kjøbmand , men han agter om kort Tid af tage til Kjøbenhavn og nedsætte sig som Grosserer . 50de Kapitel . Slutning . Vi skylde den ærede Læser en Forklaring over hvad de Ord : „ Husk paa Smidt ! “ har af betyde . Det er en Episode fra den gode Aagerkarls Ungkarleliv . I en af de slorre Kræmmerbutiker ber i Byen var en ung Handelskommis ved Navn John Smidt engageret . Det var en opvakt og livlig Fyr og ved sit Geni trak han mange Kunder til Butiken . Til hans Ulykke stiklede han Bekjendtskab meg Aagerkarlen , der var en meget » vet Kortspiller . Den unge Kræmmersvend blev lokket i hans Garn , — han fabte hver Asien store Lummer , der gik i Aagerkarlens Lommer ; thi henningsen forstod , uden af den Anden bemærkede det , af spille falsk , hvorved Smidt absolut maatte tabe . Enken paa denne Skurkestreg blev , af Kræmmersvenden , for af klare sin Gjæld , tog af Pengeskuffen , hvilket imidlertid snart vpdagedes . I det fortvivlede Øieblik underreltede den ulykkelige Mand Principalen om , af han i sin Uerfarenhed var kommen i Kast med en af de mest durkdrevne Kortspillere , og af han kun havde sljaalet for af dække den Gjæld hvori han var kommen . Han lovede af blive et skikkeligt og ordentligt Menneske , men Principalen , der var haard og ubøielig , sendte Bud efter Politiet og indesværrede Smidt paa sit Værelse . Den ulykkelige unge Mand kunde ikke bære sin Skam — da Politiet kom for af hente ham , var han ikke mere blondt de Levendes Tal : han havde hængt sig ; men forinden havde han paa en Seddel skrevet Folgende : „ Dette Selvmord har en vis Hr . H . paa „ sin Samvittighed , thi nu indseer ; eg , at han ved „ falsk Spil har ruineret mig og gjort mig iii „ en Tyv . “ Med Uro og Rædsel ventede Hsker-Larsen sin Dom . Han havde aldrig tidligere været straffet , thi ved et mærkværdigt Held havde han i mange Aar undgaaet den Straf , han i saa lang Tid gjorde sig fortjent til . Nu var Bulkanen sprungen og han havde brændt sig svært , det følie han altfor godt . I en Krog af Fængslet sad han og spekulerede paa , om der ikke skulde eristere en Udvei for ham til Frelse . — Jeg nægter s ' gu Alt ! mumlede han ester en kort Overveielse . Der existerer jo intet Bevis imod mig . Skulde Sørensen virkelig diske op med hele Historien , saa vil jeg aflægge Ed paa at det er Løgn Alfsammen , og jeg gad nok se den , der formaaer mig til at bekjende , tzaha ! endnu har jeg dog ikke tabt Spillet . Medens Larsen raisonerede saaledes sad HalteSoren i slum Fortvivlelse Siøvercns Død og den Advarsel , han sendte ham . havde gjort et saa dybt Indtryk paa ham , at han fast defluttedt at tilstaa Alt , hvad han i de sidste Aar havde begaaet . Han sølte hos sig selv , at Livet i et ensomt Fængsel vilde blive den eneste Frelse før ham , thi dersom han kom i Lag med sine gamle Kammerater , vilde han blive endnu siettere end han allerede var . — Ja , lad der kun ske hvad der vil , jeg tilstaaer , det er min ufravigelige Beslutning ! raabte han bestemt . Støveren er i Grunden lykkeligere end jeg : han har nu Ro og undgaaer idetmindste den jordiske Straf før fine Forbrydelser . . . dog , jeg vil ikke misunde ham , ban var min eneste Ven her vaa Jorden , kun vi To forslode hinanden , dog troer jeg ikke at ban var saa sket som jeg er — han var bedre opdragen og bedre lært . Ja , Gud give at jeg var i Støverens Sted ! Bæveren var ikke fuldt saa rolig som Halte-Søren . Efter ar han havde udslodt alle de Eder , han kunde erindre udenad , fattede ban tilsidst en Beslutning : ban vilde bryde ud af det uhyggelige Fængsel . Han havde , den Dag han blev fængslet , skjult en Fiil i en Krog af Cellen . Med denne Fiil begyndte ban nu at skære løs paa de Jernstænger , der vare fastgjorte foran Vinduet . Det var et meget besværligt Arbeide , som vi nok kunne indse , men Bæveren var godt vant til det Besværlige — han tabte ikke Mødet , men vedblev af file løs hvergang ban var ene . Den tredie Dag efter af ban havde arbeidet uafbrudt i tolv Timer , lykkedcs det ham endelig af faae den ene Stang løs , men før af slipve ud maatte ban løsne en endnu , og dette var ikke nogen videre behagelig Udsigt før ham , thi Sluttercn bavde betroet dam , af han den følgende Dag skulde i Forbor . — Dod og Kritte ! dersom jeg nu bliver styrtet til « andet Fængsel mumlede han ; den vilde rigtignok » ære spyds ! — Ak , hvad skal jeg gjøre , jeg elendige Stakkel ! Efter Denne korte Tale gav -an sig til af ruste af al Kraft i den anden Jernslang , men det var før » gæves , den modstod al hans Anstrengelse . — Gid Katien æde mine Fingre ! dersom jeg ikke troer af jeg er førloren ! Det er dog ogsaa en forbandet Historien , men der er Altsammen din Skyld , elendige Bævera ! — Hvorfor vilde Du absolut lokke mig til af tage herover ? — Nei , der er ikke HendeS Skyld , sagde Slutteren , der i de » samme traadte ind . Skylden ligger hos Dig > elv , tbi dersom Du ikke havde begaae » nøgen Forbrydelse , saa var Du flets inte kommen derind Men det gi ' er sig Altsammen , tdi nu skal Du i Forbør . - Nu ? — Ja , lige i desse Øieblik , svarede Slutteren og gjorde Plars for ri Par Betjente , der kom for al afhente Fangen . Paa en og samme Tid stode alle tre » Forbrydere ivr Skranken Den Forste , der blev forbøn , var Høtcr Larsen . Han svarede benægtende yaa alle de Svørgsmaal , der bleve rettede til dam , og da Sørensen fremkom med sine Beskyldninger , svor van med den slorste Frækhed vaa , at det var Løgn Altsammen . Da Bæveren børte dette , blev ban overordenlig dristig . — Ta ' mig Tusind Tonder Djævle , om det ikke er den skammeligste Usandbed Altsammen ! raabte han med sin gjennemtrængende svenske Stemme ; jeg er ligesaa uskyldig som det Barn , der blev fsdt igaar , og jeg vil ogsaa indcstaa for Larsen . — Det behøves aldeles ikke , svarede de « rykposede Vært ; jeg skal nok svare for mig selv . — des har jeg gjort for idag . Efter at de fo Herrer havde benægtet Alt , kom Toren til Halte-Søre « . Han tilstod strax at være delagtig i Mordattentatet paa Dalsgaard , men hav vilde ifke tilstaa , hvem hans Medskyldige var . Derimod fortalte han nogle Smoadistorier om Larsen og om » det lille Pakhus ' , hvori han ovbevarede de forskjellige Tyvekoster , han for en ringe ling kom i Besiddelse af , ved at true de so » fljellige Herrer Tyveknægte - der segte Tilflugt hos W — med at overlevere dem til Ncisærdighcdens Tjenere , dersom de forlod Huset inden han var kommen i Besiddelse af de stjaalne Sager . Larsen blev saa forbauset over disse Beskyldninger , at han ikke formaaede al fremførs et ^rd til sit Forsvar , da Dommeren forklarede ham , a » hans Straf vilde blive betydelig mildere , dersom han ikke forhalede Sagen , da tilstod den forskrækkede Vært efterhaanden Alt , og derved trak han naturligvis Bæveren med . Larsen og Halte-Toren bleve id emte Tugihusstraf , den Forstnævnte i sire Aar , den Sidstnævnte i » o Aar . Bæreren derimod blev viist hjem til Sverrig , hvor en Del andre Fyrbrydelser , han havde begaaet , ved samme Leilighed kom for Dagens kys . Hans Straf lod paa Fæstninzsarbeide paa Livstid . Hvad Kamilla — eller rettere Baronesse Uglehjelm — angaaer , da maa vi tilstaa , at hun tog sig Sorgen meget let , og efter et halvt Aars Forløb se vi hende forlovet med en Skuespiller fra et af Provinds « theatrcne . Hun optræder selv paa Scenen og gjør stormende Lykke hvor hun viser sig . Til Skivver Svensson og Mutter Bævera hsrteS aldrig noget Rimeligvis ere de i Forening reiste til Amerika . Ende