„ Det er ikke godt for Mennesket at være ene ; “ 
denne gamle Sandhed maatte — før omtrent 25 Aar 
siden — en lille Pige mellem øtte og ni Aar erkjende , 
idet hun stod alene midt i Viborg Friskoles Gaard , 
medens alle de andre Skolebørn , saavel Piger søm 
Drenge , havde sluttet en vid Kreds øm hende , dandsede 
rundt , støjede og sang leende : 
„ Du er Rakkerens Kirstine . Huhei ! 
Derfor vil Ingen dandse med Dig ! 
Du er Rakkerens Kirstine , aa ja ! 
Dig vil vi Alle holde os fra . 
Du er ikkun en Rakkerths , 
Aldrig til Dig seer en ærlig Knhs , 
Du skal aldrig en Kjæreste faae ! 
Altid skal Du alene gaae ! 
Alene sidde , alene staae 
Rakkertpsene altid maae . 
Du skal æde af Hundens Fad , 
Mens alle de andre Bprn faae Mad . 
Rakkerths ! Hurra , Hurra ! Huhei heisa Hopsasa ! “ 
Lille Kirstine var et deiligt Barn ; en Maler kunde 
have valgt hende til Model , som hun stød der med 
det røde Tørklæde over Hovedet , de sorte Lokker omkring 
den brune Hals , de straalende mørke Øine taarefyldte 
af Harme og Skræk og den klare , blomstrende 
brunlige Hudfarve ; men hendes Skjønhed rørte ikke 

hendes smaa Plageaander , søm i den kun saae det fornedrende 
Bevis paa hendes Taterherkomst , der i den 
jydske Almues Øine er ligesaa vanærende søm Negerblod 
i Vestindien . Hvergang hun forsøgte at bryde ud 
af Kredsen , stødtes hun tilbage , og Sangen og Tummelen 
begyndte værre end før . Det var første Dag , Kirstine 
var i Skole . „ Rakkerpigen skulde ordentlig indvies . “ 
„ I synge smukt , Børn ! “ lød endelig en dyb alvorlig 
Stemme , „ men kunne I ingen bedre Vise end 
den ? Have I glemt den , jeg lærte Eder i Formiddags ? “ 
Dandsen og Sangen forstummede pludselig , og hele 
Flokken slog Øinene til Jorden for Overlærer Bayers 
alvorlige og dog milde Blik . 
„ Lad mig høre den Sang , den synes jeg bedre 
om , “ vedblev han opmuntrende . 
Nogle af de Ældste begyndte frygtsomt : „ Her 
komme , Jesu , dine Smaa til Dig i Bethlehem at 
gaae , “ — men snart stemmede hele Flokken i . 
„ Det var Ret , “ sagde Læreren , da det forste Vers 
var sunget til Ende , „ det gik rigtig godt . Men sig 
mig nu , hvem er Jesu Smaa ? “ 
„ Vi Allesammen , “ svarede et Par af de Største . 
„ Er da Kirstine ikke iblandt dem ? “ lød nu Spørgsmaalet . 
„ Hun er Rakkermargrethes Datter , “ svarede nogle 
Stemmer . 
„ Ja , det veed jeg nok , “ svarede Hr . Bayer , „ men 
Spørgsmaalet er : om ikke hun ogsaa er af Jesu Smaa , 
eller om han , ifald han kom her , vilde sige til hende : 
„ Gaa bort , Du er Rakkerens Kirstine . “ “ 

„ Nei , det bilde han vist ikke , “ svarede et Par 
Stemmer frygtsomt . 
„ Nu , “ vedblev Læreren , „ med hvad Ret forskyde 
I da den , som I selv troe , at han har antaget ? 
Ville I være hans , da maae I handle , som han vilde 
have gjort . “ 
Efter et Øiebliks Betænkning traadte den ældste 
Pige hen til Kirstine og rakte hende Haanden , og 
snart fulgte alle de Øvrige det givne Exempel , og hele 
Flokken fulgte taus og skamfuld efter den ligesaa elskede 
som agtede Lærer . 
Ferdinand Bayer var som skabt for sin Stilling . 
Skolen var hans Liv og hans Verden , udenfor den 
havde han kun faa Bekjendtskaber og færre Venskaber ; 
men alle sine Elever omfattede han med den kjærligste 
og alvorligste Interesse , og derfor var hans Indskydelse 
paa de barnlige Sjæle næsten ubetinget . Han havde 
været Student og bestemt til at gaae den theologiske 
Vei , men hans Ungdom havde været stormfuld ; Forlvstelsernes 
Svimmel og vilde Kammeraters Exempel havde 
alt draget den 20aarige Yngling saa dybt ned , at han 
for bestandig havde mistet om end ikke sit Helbred , saa 
dog sit friske ungdommelige Udseende og en stor Del 
af sin Livslyst . 
For at rive sig løs havde han modtaget en Huslærerplads 
hos en Præsf paa Landet . Præstens opblomslrende 
Datter vakte en Følelse i hans Sjæl , som 
han hidtil ikke havde kjendt , og snart følte han , at 
hvad han før havde beæret med Navnet Kjærlighed , 
kun var et Vrængebillede af denne Følelse i sin Sandhed . 

Lille Augusta følte sig ogsaa paa sin Side tiltrukken 
af den blege Student , der var det første Mandfolk , 
som havde vist hende Opmærksomhed . Baandet var 
snart knyttet ; men Fader og Moder , ver vel uven Befænkning 
havde betroet den forslørne Student deres 
Sønners aandelige Udvikling , negtede nu haardnakket 
at betroe den alvorlige Elsker deres Datters Lykke . 
Ferdinand maatte forlade sin Plads . Ved Afreisen 
forsikkrede Augusta vel , at hun vilde blive ham tro til 
Døden , men efter et Aars Forløb tilskrev hun ham , 
at hun ved modnere Overlæg havde fundet , at hendes 
Følelser for ham kun var Børneforelskelse , og at hun 
herved gav ham hans Ord tilbage , med Ønske om fremtidigt 
Held . 
Dette Slag overvældede næsten Ferdinand , der 
imidlertid tappert havde stræbt frem mod Examens Ildprøve 
for igjennem den at blive den Elskede værdigere . 
I Begyndelsen forsøgte han at bedøve sin Smerte 
vev igjen at styrte sig i det tidligere Liv . Dog : sand 
Kjærlighed har , om den end er ulykkelig , en forædlende 
Indskydelse paa Sjælen , og han væmmedes snart ved 
denne Trøstemaade . 
Men ogsaa hans Studium var bleven ham forhadt , 
da hans Anstrengelse nu forekom ham maalløs . En 
Trang til Virksomhed udadtil bragte ham til at tage 
Seminaristexamen og søge Ansættelse ved en Skole . 
Efter adskillige underordnede Pladser var han endelig for 
5 Aar siden havnet som Overlærer ved Viborg Friskole . 
Han levede meget eensomt ; en gammel Kone holdt 
Hus for ham , og hans Tid var delt mellem Skolen 

og Hjemmestudier . Musik og Spadseretoure vare hans 
eneste Adspredelser . Man maa imidlertid ikke troe , at 
Bayer var ulykkelig ; nei , han var alvorlig , undertiden 
fungsindig ; men hans Virksomhed tilfredsstillede ham , 
og hans Hjerte var fuld : af Kjærlighed til hans Gud 
og hans Næste , og saa bliver Livet aldrig tomt eller 
ulykkeligt . 
Smædevisen om lille Kirstine hørtes aldrig mere , 
men hun hørte derfor ikke op at være alene ; den indgroede 
Fordom kunde vel dæmpes , men vanskelig udryddes , 
og lille Kirstine var Heller ikke uden Skyld i 
denne Henseende . Hun var heftig , herskesyg og fordringsfnld , 
og kom hun endogsaa med i Legen , forstnrrede 
hun den i Almindelighed snart selv . Hvad 
Under da , at hendes Forhold til Kammeraterne ikke 
kunde blive godt ; hun blev derimod snart Lærernes og 
navnlig Overlærerens Yndling , da det smukke , begavede 
Barn med den ualmindelig livlige og klare Opfattelse 
og den eensomme ydre Stilling drog ham uimodstaaeligt 
til sig , og Barnet , der instinktmæssig falte bans Velvillie , 
saae ogsaa op til bam med al den » begrændsede 
Hengivenhed , som hendes ildfulde Sjæl var istand til 
at nære . Der var ikke den Ting , lille Kirstine vilde 
vægret sig ved at gjøre for Hr . Bayers Skyld . Var 
Lektien svær , maatte den læres dobbelt godt for at 
fornoie ham . 
Saaledes gik et Aarstid , da Bayer en Dag , 
ganske mod Sædvane , savnede sin lille Yndling i Skolen , 
og da hun Heller ikke kom den følgende Dag , kunde 
han ikke længere dæmpe sin Uro , men gav sig efter 

endt Skoletid paa Vei til Rakkermargrethes lille Hus , 
der laa i en afsides Gade i Udkanten af Byen . 
I den lille Stue , der bar Spor af stor Armod , 
men ogsaa af en Stræben efter en vis Nethed og 
Pyntelighed , traf han Barnet blegt og forgrædt ved 
hendes syge Moders Side . 
Med et Udbrud af Glæde ilede Kirstine den kjære 
Lærer imøde . 
„ Jeg maatte dog see , hvor Du blev af , min 
Glut , “ sagde Bayer venligt og klappede Barnets vaade 
Kind . 
„ 0 , min Moder er saa syg , “ sagde den Lille , 
„ jeg har siden igaar Morges ikke turdet gaae fra 
hende et Øieblik . Jeg var saa angst ; jeg troede , hun 
skulde døe . Men nu , De kommer , synes jeg , det nok 
kan blive godt . De gaaer dog vel ikke fra os igjen ? “ 
vedblev hun bedende . 
„ Nei for det Forste skal jeg nok blive , “ lød 
Svaret , „ saa Du kan løbe lidt ud og trække frisk Luft . 
Der har Du Penge til en Flaske Bin og til Hvedebrød 
til din Moder ; hent det , saa bliver jeg her saa længe . “ 
Barnet sprang glad mod Døren , men vendte pludselig 
om og spurgte alvorligt : „ Dersom Moder døer 
fra mig , hvad skal jeg saa gjøre ? Troer De , jeg kan 
være her ganske alene ? “ Der var en Angst i hendes 
Blik og Stemme , der dybt rørte den menneskekjærlige 
Mand- „ Kunde jeg kun døe med Moder og boe hos 
hende i Graven ! Der er ikke Een , der bryder sig om 
mig , naar hun gaaer bort , “ vedblev hun smerteligt . 

„ Troer Du da ikke , jeg bryder mig om Dig ? “ 
spurgte Læreren venligt . 
„ Jo , naar jeg er i Skolen ; kunde jeg kun være 
der altid baade Nat og Dag ! “ 
Den syge Moder begyndte nu ogsaa at klage sig 
over det forladte Barn , for hvem hun ingen anden 
Udvei saae end Fattighuset , og endte med at sige : 
„ Jeg har mange Gange været fristet til at tage hende 
med mig , og var det ikke saa gruelig en Synd , saa 
gjorde jeg det . Det er haardt for et Barn at staae 
aldeles ene og venneløs . “ 
„ Venneløs skal lille Kirstine ikke blive , medens 
jeg lever , “ sagde Bayer inderlig bevæget ; „ og saalænge 
jeg har en Bid Brød og Tag over Hovedet , 
skal hun ikke komme til at savne . Slaa dog slige 
skrækkelige Tanker af Sinde . Ikke sandt , lille Kirstine , 
Du vil jo nok være mit Barn og boe hos mig , dersom 
Gud tager din Moder fra Dig ? “ 
Med et Glædesskrig fløi det heftige Barn i hans 
Arme : „ Deres Barn ! om jeg vil ! De er det eneste 
Menneske jeg holder af ! “ 
Moderen kyssede hans Haand . „ De tager den 
sidste Byrde fra min Sjæl , “ hviskede hun henrykt ; 
„ men gaa nu , lille Kirstine , og gjør , hvad der blev 
sagt Dig . “ 
Barnet fløi sjæleglad ud af Døren . 
„ Jeg maa tale med Dem om hende , medens hun 
er borte , “ vedblev Moderen , idet hun med Anstrengelse 
reiste sig i Veiret og fra sit Hovedgjerde fremdrog et 
lille Skrin , som hun aabnede . De skal ikke froe , at 

det er et almindeligt Tiggerbarn , De gjør Barmhjertighed 
imod , “ fortsatte hun med en vis Værdighed ; 
„ vel klinge Navnene „ Rakkerpeter “ og „ Rakkermargrethe “ 
ikke fint , men vi have ogsaa andre Navne . For Immisch 
Gørgeys Navn blotte trehundrede af Markens frie Børn 
deres Hoveder , og blandt bans Folk var hans Adel 
saa god som Kongers , og Margrethe Hildegard v . Kratzensteins 
Forfædre vare med i Korstogene . De kan ber 
see Beviserne for min og mit Barns Fødsel . “ Og 
Rakkermargrethe lagde Attesterne tilligemed et kostbart 
Perlehalssmykkc med et adeligt Vaaben paa en Guldmedaillon 
i den forbausede Overlærers Hænder . 
„ Min Historie er snart fortalt , “ sagde hun som Svar 
paa hans forbausede Blik . „ Min Slægt var bleven 
forarmet , jeg var yngste Barn blandt mange Sødskende . 
Vi levede paa vort Stamslot i Thüringen i største 
Tarvelighed og Eensomhed , og jeg kjendte kun Verden 
gjennem en halv Snees Romaner , ber udgjorde Slotsbibliolheket ; 
men desto bedre kunde jeg drømme om den . 
En Dag leirede en Zigeunerbande sig i Skoven , der 
hørte til Slottet , og vi vare Alle ude at see deres 
Leir . Anføreren var en ung Mand af vidunderlig 
Skjønhed , — ja , De kan see paa Barnet , hun ligner 
ham , som om de vare støbte i en Form . Den næste 
Dag kom han op paa Slottet og spurgte min Fader , 
om ban ikke kunde bruge en dygtig Jæger , han vilde 
tjene for en meget lille Løn , og Fader antog ham . 
Hvad skal jeg sige mere ? Taterpeter og jeg elskede 
hinanden , men Krafzensteinernes Vaaben kunde ikke 
faale en saadan Plet . Forstødt af min Slægt , maatte 

jeg følge ham . I flere Aar droge vi omkring med 
Stammen , snart i større snart i mindre Höbe ; men det 
omflakkende Liv , der i Frastand forekom mit saa tillokkende , 
blev mig i Nærheden forhadt , og jeg bad altid 
Peter om at søge fast Erhverv . Natmandstjenesten her 
i Viborg tilbød sig , og her have vi nu levet sammen 
i ti Aar , foragtede og regnede lige med Hunde , 
men dog tilfredse . Peter eller , som han bør kaldes , 
Jmmisch var en brav Mand , og jeg har aldrig hverken 
i onde eller gode Dage fortrudt , at jeg fulgte ham . 
Vi havde vort gode Udkomme ; fhi han var en udmærket 
Arbeider og navnlig en fortrinlig Brøndsætter . I de ti 
Aar bragte vi fem smaa dødfødte Drenge til Kirkegaarden ; 
endelig fik vi en lille Pige , Kirstine , som De 
kjender . Hende beholdt vi ; men Aaret efter faldt en Brønd 
sammen medens Peter gravede i den ; den begravede ham , 
og han blev kun bragt op som Lig . Siden har jeg 
stræbt saa godt , det vilde gaae , at ernære mig og Barnet , 
indtil min Sygdom har forhindret mig , og nu nøies 
Nøden ikke med at kigge ind ad Vinduet ; den sætter 
sig til Høibords . Jeg har ofte været fristet til at skille 
mig ved Smykket , men det er det eneste , jeg nogensinde 
har eiet , og det burde gjemmes til min Datter , 
hvor haardt det end kneb . Dog , jeg maa ikke klage , 
med ung er det snart godt ; nu behøver jeg jo ikke at 
leve længere , nu De vil være en Fader for mit forladte 
Barn . Kirsfine veed ikke , hvad jeg her har betroet 
dem , jeg vilde ikke gjøre hende hovmodig ; thi hun 
er stolt nok af Naturen og har ondt nok ved at bære 
den Foragt , der vises Rakkerbarnet . “ 

Dm Syge tav udmattet . Otte Dage efter var 
Ætlingen af den Krakzensteinske Stamme bragt til Ro 
i den moderlige Jord og lille Kirsfine indfort som Barn 
i Huset hos Overlærer Bayer . 
I en Ungkarls Husholdning maatte en saadan 
Forøgelse være til ikke liden Byrde , og i Begyndelsen 
faldt det Bayer og endnu mere hans gamle Husholderske 
vanskeligt at vænne sig til de nye Pligter og 
det nye Ansvar . Snart blev imidlertid lille Kirsfine 
til en Glæde for sin Pleiefader istedetfor en Byrde , og 
Barnet blev hans høieste Interesse og Fremtids Haab . 
Men hvor kjærligt et Hjem hun havde , ophørte hun ikke at 
være ene . Den sexogtrediveaarige Mand kunde trods sin 
Kjærlighed ikke altid stige ned til Barnet , og vel var Aftenen 
hendes kjæreste Tid , naar den elskede „ Fader Bayer , “ 
som hun kaldte ham , talte med hende , underviste hende 
og spillede paa sin Violin for hende , medens hun let 
som en Als dandsede dertil , men baade hans Samtaler 
og hans Undervisning vare langt over hendes Aar , 
han glemte ved hendes Kløgt og Skarpsindighed , hvor 
lille hun igrunden var ; og naar han ikke var hjemme , 
var Barnet næsten overladt til sig selv , da den gnavne , 
gamle Madam Olsen nødig gav sig af med hende og 
Heller ingen Magt havde over det heftige , selvraadige 
Pigebarn , der kun ligeoverfor sin Pleiefader var saa 
bøjelig , at han ikke engang mærkede hendes Feil . Hun 
kunde da efter Behag læse hvilke Bøger , hun selv valgte 
i sin Pleiefaders velforsynede Bibliothek , eller drive og 
drømme , som hun selv fandt for godt . Havde ikke 
Kirstine af Naturen været en virksom Karakteer , hvem 

Driveri næsten var umuligt , vilde denne Frihed have 
været endnu skadeligere for hende . Flittigt lærte hun 
sine Lektier , skrev sine Stile , øvede sig paa det gamle 
Klaveer , lagde sine og den elskede Faders Klæder i 
Ørden , rømmede op og gjorde Stuen hyggelig , til han 
kom hjem ; og hvor kunde han saa ane , at ikke Alt 
var , som det skulde være , naar han som hjem til sin 
lille flittige , smilende Pige i disse skjønne Omgivelser . 
Aarene gik . Lille Kirstine voxede op og udviklede 
sig paa Sjæl og Legeme i al sin Slægts glødende 
Farvepragt og Skjønhed . En Araber vilde have 
lignet hende med en Gazelle . Hendes Plejefaders 
Samtale og Undervisning havde i mange Retninger 
udviklet hendes Aand og Dømmekraft langt over hendes 
Aar , medens hun i andre Henseender var uvidende 
som et lille Barn ; navnlig angik dette hendes Begreb 
om Verden uden for hendes Hjem , hvorom hun i 
sine Drømme havde dannet sig den mest brogede og 
fantastiske Forestilling , som var den helt fuld af Romaner 
og vidunderlige Hændelser , som kun hun ingen 
Del havde i , fordi hun levede saa stille i sit eensomme 
Hjem , og som hun , Rakkerpigen , maaskee aldrig skulde 
faae Del i . Den Haan , der var vist hende som 
lille , havde givet hende en Følelse af at være forstødt 
af Alle undtagen den ene Ven og havde i hendes Hjerte 
plantet Bitterhed mod andre Mennesker , der i hendes Sjæl 
førte en underlig Strid med det brændende Ønske om at 
faae Del i Verdens Herlighed , i Glæde og Kjærlighed . 
Ved hendes Konfirmation havde hendes Pleiefader 
fortalt hende hendes Forældres Historie og givet hende 

Moderens Smykke . Men dette havde ingen Indflydelse 
paa hendes Anskuelse af hendes Stilling til Yderverdenen . 
Hun følte instinktmæssigt , at Taterhøvdingen og den 
fydske Frøken ikke ophørte at være Rakkermargrethe og 
Rakkerpeter . 
Kirstine havde imidlertid naaet sit femtende Aar . 
Det var aldrig faldet Bayer ind at skille sig fra sit kjære 
Pleiebarn , da en uventet Begivenhed pludseligt gjorde en 
saadan Skilsmisse nødvendig . Ferdinand Bayer havde 
en eneste yngre Søster , der var gift med en Landmand 
og levede i trange Omstændigheder . Manden døde og 
efterlod sin Enke endeel Gjæld og fem uforsørgede Børn . 
Hendes eneste Støtte var nu Broderen , og denne var 
ogsaa rede til ethvert Offer . Naar han tog Søsteren 
med Familie i Huset og lod hende foreslaae Husvæsenet , 
kunde han med Sparsommelighed nok faae baade Pladsen 
og Indtægterne til at slaae til , men til Kirstine 
blev der saa hverken Plads i den ene eller anden Henseende . 
Med dyb Smerte følte de begge , at de maatte 
skilles , men dog var hans Sorg dybest . 
Nu først faldt det ham ind , at hans Yndlings 
Uddannelse dog vist ikke ref havde været skikket til at 
give hende de Egenskaber , der udfordres til at træde 
virksomt ud i Livet og taalmodig imødegaae dets 
Savn , dets Kampe og dets Sorg . Kirstine derimod 
følte Nyhedens Interesse saa stærkt , at den tildeels 
bragte hendes andre Følelser til Tavshed ; nu skulde 
hun altsaa træde ud i Livet , ud og lære at kjende 
den vidunderlige Verden , om hvilken hun havde drømt 
saa meget . Leiligheden tilbød sig meget heldig . En 

Forpagter , Kammerraad Rosenberg , en tidligere Bekjendt 
af Bayer , søgte en Lærerinde til sine tre Pigebørn og 
antog med Fornøielse den femtenaarige Kirstine paa 
Overlærerens Anbefaling . 
I et deiligt Sommervejr i Slutningen af Juli Maaned 
fulgte hendes tro Ven og Pleiefader hende til Dagvognen , 
der skulde bringe hende paa en Mil nær til 
hendes nye Hjem . Med mange Formaninger og kjærlige 
Ørd og Taarer tog han Afsked med sit Hjertes Barn , 
der nu rullede en uvis Fremtid imøde . 
Havde Kirstine været saa lykkelig at træffe en hjertelig 
og behagelig Venlighed i sit nye Hjem , saa vilde 
hun med sin varme Natur snart have sluttet sig til 
dette ; det var imidlertid uheldigvis ikke Tilfældet . 
Kammerraad Rosenberg og hans Kone vare vel begge 
brave Mennesker ; men de vare udannede og forstode 
ikke at vurdere Dannelsen . Dog , naar andre Folks 
Børn skulde dannes , skulde deres „ min Salighed “ ogsaa , 
da de havde Raad dertil . Den trivelige Kammerraads 
lidt plumpe Venlighed stødte Kirstines gode Smag 
og fine Følelse , og naar han talte om hendes „ Satans 
nydelige Smilehuller “ og „ Fandens kjønne Øine “ 
eller gjorde Mine til af knibe i hendes friske Kinder , 
følte hun det som en bestemt Fornærmelse . 
Fruen var en meget stor , bydende Skikkelse med 
et strengt Ansigt og en haard Stemme , som Kirstine 
ved første Øiekast følte , af hun ikke kunde fordrage . 
Havde hun seet lidt nøiere til og ventet lidt med sin 
Dom , kunde hun maaskee gjennem de haarde Skaller 

have fundet meget Godt , men det laa ikke i Kirstines 
Natur af vente . 
Den bittre Skuffelse i hendes glade Forventninger 
skulde gjcnnemføres i hele hendes Liv der i Huset . 
Hendes Værelse med fire kalkede Vægge , der skulde tjene 
baade til Skolestue og Sovekammer , vendte ud til 
Svinegaarden . Hendes Elever fra sex til tretten Aar 
lignede Fader og Moder , vare i høi Grad forsømte og 
uvidende og havde ikke mindste Begreb om , hvad det 
vil sige af tage fat med Alvor , eller Lyst til af lære 
det , og de følte sig Heller ikke forpligtede til af lyde den 
unge Lærerinde , der kun var to Aar ældre end Petra 
og ikke engang saa høi . Selv det smukke , nye Fortepiano , 
der var anskaffet med udtrykkeligt Hensyn til den 
nye Lærerinde , skulde blive hende en Plage ved Musikundervisningen . 
Baade Fruen og Børnene stode i den 
Formening , at man paa en tre Ugers Tid kunde lære 
at spille Dandse og Sange . „ De kan jo bare vise 
dem nogle Gange , hvordan de gjør , “ sagde Fruen . 
Det daglige Liv i Huset var eensformigt og » poetisk . 
Kirstine vilde have følt sig fuldstændig ulykkelig , 
dersom ikke hendes Liv havde havt een Solstraale , og 
denne var Skovrider VerlandS lille sexaarige Datter , 
der daglig kom op paa Gaarden for at deltage i Undervisningen . 
Lille Anna var ret , hvad man kalder en 
sød Pige ; man kunde see sig glad paa det lille , blomstrende 
Barneansigt med de yndige Smilehuller , de trofaste 
blaa Øine og det korte lyse Haar , der flagrede 
hende om Ørene . Hendes Stemme lød saa venlig og 
hendes Latter saa klar og hjertelig , at Kirstine uvilkaarlig 

sammenlignede hende med en Lærke . Dertil var 
lille Anna ogsaa langt mere velopdragen og lærvillig 
end de andre Børn . Til dette Barn skuttede Kirstine 
sig med varm Kjærlighed , medens det kun var med 
Overvindelse , at hun viste sig nogenlunde venlig mod 
sine øvrige Omgivelser . Og det var den Verden , hun 
havde drømt saa fuld af Herligheder ! Stakkels Kirsfine , 
det var den første Skuffelse . 
Høsten var i fuld Gang , og Kirsfine hørte aldrig 
Tale om Andet end Korn og atter Korn ; men snart 
kom ogsaa et andet Thema , Høstgildet . Børnene regnede 
længe i Forveien ud , hvor snart det kunde blive . 
Dagen før var hele Skolen flittig før snart at komme 
ud og binde Høstkronen , og den Livlighed og Glæde , 
som denne Begivenhed udbredte , meddelte sig ogsaa 
uvilkaarligt til Kirsfine . Hun var med at plukke Blomsler 
og binde Kronen , som ved hendes gode Smag blev 
til et sandt Mesterværk i sit Slags , og tog siden virksom 
Del i Loens Udsmykning med Grønt og Blomsler , 
ja hun modtog uden en sur Mine Kammerraadens 
Compliment : „ Vor lille Frøken er s ' gu ikke saa tumpet 
endda . “ 
Næste Formiddag blev Kronen kjørt omkring under 
Sang , Spil og vaiende Flag . Kammerraaden holdt 
Tale til Arbeiderne og takkede dem , og der rungede 
Hurraer før „ vor Husbond , Fruen , Børnene og vos 
Allesammen . “ For Kirsfine , der aldrig havde været 
paa Landet , havde alt dette Nyhedens friske Interesse . 
Der var dog et Glimt af den Poesi og Glæde , hun 
havde drømt om . 

Klokken to begyndte Dandsen ; de mange glade 
Mennesker , Børnene , der dandsede udenfor i Gaarden , 
det klare , høstlige Solskin , Alt stemte Kirstines Hjerte 
til en inderlig Glæde over Livet , som hun aldrig havde 
følt saaledes før . 
Om Aftenen var Loen oplyst med Lygter , om 
just ikke glimrende , saa dog nok til at man kunde see , 
hvor smuk Kirstine saae ud i sin simple , lyserøde Kjole , 
og saavel Karlene som de faa fine Herrer , der vare 
med , kappedes om at komme til at dandse med hende . 
Hun gik fra Haand til Haand , smilende og med straalende 
Dine . Selv den tykke Kammerraad maatte prøve paa 
at svinge hendes lette Skikkelse og udtrykte sin Beundring 
i de Ord : „ De dandser min Sjæl saa let som en 
Vibe , “ hvilket man rigtignok ikke kunde sige om ham . 
Pludselig midt i Glæden foer en Tanke gjennem 
den unge Piges Sjæl ; det var , som det lød før hendes 
Oren : „ Du er Rakkerens Kirstine , huhei , derfor vil 
Ingen dandse med Dig ! Du er ikkun en Rakkertøs , 
aldrig til Dig seer en ærlig KnøS . “ „ Vidste de , at 
jeg var Rakkerpigen , vilde jeg maaske igjen komme til 
at staae alene . “ Den Smerte , der ved denne Tanke 
greb hende , udtrykte sig saa tydeligt og skarpt i hendes 
bevægelige Ansigt , at hendes Dandser , en høi attenaarig 
Yngling , der for nogle Dage siden som Landvæsenselev 
var optaget i Kammerraadens Hus , standsede 
og deltagende spurgte , hvad der fattedes hende . 
„ O , Intet , “ svarede Kirstine rødmende , „ jeg 
tænkte kun paa , hvor ene jeg staaer , og hvor fremmed 

jeg er her , hvor der blandt alle disse Mennesker dog 
ikke er Een , som bryder sig om mig . “ 
„ Frøkenen er meget for smuk til ikke at blive 
elsket , hvor hun kommer , “ svarede Carl Friborg med 
lidt lapset Galanteri og vedblev i en noget flot Tone : 
„ og det kan ikke hjælpe at tage sig Berden saa nær . 
Tro mig , dersom alle de , der staae ene , skulde hænge 
med Næbet , saa vilde Hængehovedernes Antal blive 
saa stort , at denne velsignede Verden blev kjedelig at 
see paa . Jeg selv , som har den Ære her at tale med 
Dem , er vist saa alene som Rogen . Min Fader døde , 
da jeg var otte Aar , Moder har jeg aldrig havt , idetmindste 
kan jeg da ikke huske det , Søstre ikke Heller , 
og den eneste Slægtning , jeg erindrer tydeligt , er en 
ældre Broder , der døde for sex Aar siden . Folk sige , 
at han burde have levet , og jeg været døv ; thi han 
duede til Noget , hvad jeg efter kloge Folks Formening 
ikke gjør . “ 
Kirstine saae alvorligt og deltagende paa ham . 
„ Saa er jeg rigtignok langt rigere end De ; thi jeg 
husker tydeligt en øm og kjærlig Moder og har en 
trofast Pleiefader , i hvis venlige Hjem jeg har levet 
lykkelige Aar , og som tæller Ugerne , til han skal see 
mig igjen . “ 
„ Ja , seer De , “ var Svaret , „ det vidste jeg nok , 
at De mod mig maatte være rig . Der er saamæn 
ikke en Sjæl i Verden , der længes efter mig eller 
vilde græde en Taare for mig , om jeg døde i dette 
Øieblik ; det skulde da være Dem , min smukke Frøken . 
Og hvad et Hjem angaaer , saa er det en Luxus , jeg 

aldrig har kjendt , da jeg , formodentlig paa Grund af 
min extra elskværdige Karakteer , aldrig har været saa 
længe paa et Sted , saa jeg kunde søle mig hjemlig 
der . Men , “ vedblev han i samme letsindige Tone , 
„ De skal sket ikke see saa alvorlig paa mig for det . 
Det Barn græd aldrig for Guld , som aldrig Guld 
aatte , og jo mindre man har , jo mindre har man at 
miste . “ 
„ Har De da sket Intet ? “ spurgte Kirstine næsten 
ængsteligt . 
„ Jo , Penge , “ svarede Friborg med en Latter , 
der i Kirstines Øren næsten lød raa ; „ det vil da sige , 
naar jeg bliver gammel nok til at undvære det besværlige 
Meubel , en Kurator . Men det er vor Tour at 
dandse ud . “ Han slyngede sin Arm om hende og foer 
afsted . Kirstine saae op paa hans smukke aabne Ansigt 
med de bløde endnu barnlige Træk og det sørglose 
letsindige Udtryk ; hun undrede sig over , hvor han kunde 
være saa aldeles tankeløs glad , naar han stod saa ene , og 
det gjorde hende næsten ondt , at han intet Savn følte . 
Nu fløi han afsted med en af Tjenestepigerne ; Kirstine 
fulgte ham med Øinene , saae , hvorledes han loe 
og fjasede med hende . Han saae snarere ud som et 
forkjælet Barn , tænkte hun , der endnu ikke har lært 
at tænke . Hun følte sig selv ubeskrivelig gammel og 
fornuftig imod ham , medens hun ligesom fandt sig 
mindre ene , fordi der var Een , der var det endnu mere 
end hun , og med uvilkaarlig Sympathi følte hun sig 
hendraget til Ynglingen , skjøndt hans skotte letsindige 
Væsen stødte hende . 

Medens hun stod i disse Tanker , hørte hun pludselig 
lille Annas velbekjendte Stemme : „ Kirstine , kjære 
Kirstine . Fader og Drengene ville gjerne hilse paa 
Dig . “ Hun vendte sig om og stod Ansigt til Ansigt med 
Skovrider Verland . Som den høie , bredskuldrede Mand 
med det brune Ansigt og det lidt graasprængte Haar 
og Skjæg stod der mellem stne to store halvvoxne Drenge , 
vakte han uvilkaarligt hos Kirstine Forestillingen om 
en stærk , kraftig Cg mellem Ungskoven . Med ligefrem 
Hjertelighed rystede han den unge Piges Haand 
og sagde : „ Lille Anna havde ingen Ro , før hun fik 
vist os sin kjære Lærerinde . De skal ret have Tak for 
Deres Godhed mod hende . Mutter kan ogsaa saa godt 
trænge til den Lettelse i Arbeidet . De skulde komme 
ned til os engang , lille Frøken , “ vedblev Verland med 
venlig Velvillie , „ det er kun en Springvei , og De skal 
ikke være bange for Hjemtouren . Adolf og Frits , som 
De her seer , ville være stolte af at være Deres Riddere . “ 
Kirstine følte sig saa underligt hyggelig tilmode 
ligeoverfor den store , mandige Skovrider og hilste venligt 
paa de noget forlegne Knøse , der knapt havde Mod 
til at byde hende en Dands . 
Lidt efter seilede Fru Kammerraadinden elegant 
klædt og med megen Værdighed ind ad Loporten fulgt af 
en mindre , endnu ung Dame , der i sin tarvelige Dragt 
dog saae langt finere ud end den stadselige Frue i 
sin Pynt . 
„ Frøken Bayer , — Madam Verland ! “ præsen 
leiede Fruen med stærkt Eftertryk paa Ordet „ Madam “ . 

„ Jeg har ret glædet mig til at gjøre Deres Bekjendtskab , “ 
sagde lille Annas Moder , idet hun rakte 
Kirstine Haanden med et saa mildt og moderligt Blik , 
at denne følte en inderlig Lust til at kaste sig i hendes 
Arme . Madame Verland var langt yngre end Skovrideren , 
neppe tredive Aar og Stedmoder til Adolf og 
Frits . Uden at være smukt , var hendes Ansigt meget 
tiltrækkende ved det Udtrnk af aandelig og legemlig 
Sundhed , Tilfredshed og Kjærlighed , der var udbredt 
over hvert Træk . 
„ De kan tro , “ vedblev Madame Verland , „ at De 
igrunden er mig velbekjenvt , idetmindste hører jeg Deres 
Navn vist Snese Gange om Dagen ; thi Anna taler 
baade tidligt og sildigt om den kjære Kirstine . “ Madame 
Verland udtalte dette Navn med en saa dannet 
og blød Udtale , at Kirsfine for første Gang i sti Liv 
fandt sit Navn smukr . „ Det vilde være Anna og oL 
Andre med en stor Glæde , øm De engang imellem 
vilde besøge oS ; vel have vi ikke meget at bade Gjæster 
vaa , men er hjertelig ! Velkommen have vi , og det 
skal De faae ; vil De tage tiltakke med det ? “ 
„ O , saa gjerne ! “ raabte Kirsfine glad , „ naar 
maa jeg komme ? “ 
„ Naar De vil , mit gode Barn ; imorgen for Exempel , “ 
svarede Madam Verland synlig glad over den 
Maade , hendes Indbydelse var modtaget paa . „ Det 
vil da sige , om Deres Frue tillader det ? “ vedblev hun 
henvendt til denne . 
„ O ja , for mig gjerne ; det kunde aldrig falde 
mig ind at gribe forstyrrende ind i Lærerindens An » endelse 

af sin Fritid . Det er mig endogsaa kjært , at 
den unge Dame kan finde nogen Omgang ; vores Selskab 
lader ikke til at tilfredsstille hende , “ og Kammerraadinden 
hævede sig med en vis spydig Værdighed . 
Kirsfine rodmede af Vrede og Undseelse ; hun kunde 
intet Svar finde , og Skovrideren , der i dette Øieblik 
bød hende op til „ en Vals med gamle Been , “ kom 
hende høist befeilig . Hun hørte ikke , hvad Madame 
Verland sagde , men efter Udtrykket i Ansigtet at dømme 
var det venlige , undskyldende Ord , der ogsaa fandt en 
vis gunstig Modtagelse . 
Aftenen gik i Glands og Glæde for vor unge 
Veninde , der nu endogsaa havde imorgen Aften at 
glæde sig til , og Rakkerpigen var for den Gang bragt 
til Taushed . 
Næste Dag efter endt Stoletid fulgte hun med 
glad Forventning hjem med Anna , og denne Gang 
blev hun heller ikke skuffet . Trods Familiens trange 
Kaar , der ikke engang tillod at sende Sønnerne i Skole , 
var Skovriderboligen et Hjem i dette Ords fuldeste Betydning , 
hvor Hygge og Tilfredshed uvilkaarligt meddelte 
sig til Enhver , der kom indenfor . Det var hyggeligt 
at see den kæmpestore Mand i Mørkningen lege 
med de smaa Børn og de store Hunde , og havde han 
bragt Kirstine til at tænke paa den stærke Eg , saa 
mindede den endnu unge , glade Huusmoder i det venlige 
Hjem umiskjendeligt om den lyse , skyggefulde Bøg . 
Lykkelig udrustet baade af Natur og Opdragelse var hun 
i Sandhed en dannet Kvinde , der forstod at udbrede 
et vist Skjær af Aand og Poesi over Alt , hvad der 

kom i hendes Nærhed , og begavet med det lykkeligste 
Talent til at opfatte baade Personligheder og Begivenheder 
fra deres bedste og lyseste Sider og til at plukke 
Livets smaa Blomster , var hun ret skikket til med Lethed 
at bære dets Trak og at lette dem for Andre . Naar 
vi dertil føie , at hun var en kristen Kvinde , der gjorde 
sin Gjerning i Herren , baade den betydeligste og ubetydeligste , 
saa have vi Billedet af Ida Verland og 
kunne fatte , hvilken Indskydelse hun kunde komme til 
at øve paa en Sjæl som Kirslines . Alt i Huset var 
beregnet paa Sparsommelighed . Med een Pige besørgede 
Husmoderen sin Gjerning og passede de tte Børn , 
hvoraf Anna var den ældste , medens Skovrideren ved 
Sønnernes Hjælp selv drev sin lille Lod . Adolf og 
Frits skiftedes til at blive hjemme som Gaardskarl eller 
følge Faderen i Skoven , „ have Skovuge eller Stalduge , “ 
som de kaldte det . Naar han var hjemme , underviste 
han dem , i hvilket Arbeide hans Kone troligt 
hjalp ham . 
For at fuldstændiggjøre Billedet af dette Hjem , 
maae vi ikke glemme en Person , der baade i dette og i 
vor simple Fortælling indtager en ikke uvæsentlig Plads ; 
det var Husets Kostgænger , den unge Godsforvalter , 
Axel Daa , der , skjøndt Godskontoret var paa Herregaarden , 
dog af den fraværende Eier var tinget i Kost 
i Skovridergaarden paa Grund af Forpagterens Ulvst 
til at have en Fremmed i Huset . 
Axel Daa var et af de Mennesker , om hvem man 
i bedste Betydning kan sige : „ det stille Vand har den 
dybe Grund , “ og som under et stille , næsten indesluttet 

Ydre gjemme et rigt , varmt og trofast Hjerte . I en 
vis Forstand var Axel uheldig stillet , skjøndt han efter 
det almindelige Begreb havde havt Lykken med sig . 
Søn af en uformuende Bonde , var han som Dreng 
kommet paa et Kontor ; hans Flid , Orden og Redelighed 
erhvervede ham hans Foresattes Tillid og Velvillie , 
og dels ved egen Sparsommelighed , dels ved Andres 
Hjælp var det lykkedes ham at tage dansk juridisk Examen 
med bedste Karakteer . Efter at han i nogle Aar havde 
tjent som Skriver paa et af Grev Nordskjolds andre 
Godser , havde denne endelig betroet ham Godsforvaltertjenesten 
ved det lille Gods Kjærbyholm , og han havde 
saaledes i en Alder af sexogtvve Aar naaet en temmelig 
vellønnet og uafhængig Stilling ; men medens han 
ligeoverfor dannede Folk med en vis Forlegenhed følte 
sin Mangel paa boglige Kundskaber og paa Lethed til at 
bevæge sig i Verden , saa følte han ligeoverfor sine forrige 
Standsfæller , at han havde hævet sig ud over deres 
Sphære og ikke i Alt kunde samstemme med dem som 
før . Følgen heraf var , at den sine Portion fandt ham 
keitet , hans Slægt fandt ham slolt , og begge fandt ham 
stiv og kjedelig . I de Huse , hvor han før havde været , 
havde han udgjort det stakkels , eensomme Mellemled 
mellem Herskab og Tjenestefolk , der er for simpel til at 
høre til det første , for fin til at høre til de sidste . I 
Berlands Hus var han for første Gang optaget som 
Medlem i en dannet Familie , en Lykke han fuldt vel 
forstod at skatte . Madam Verland var den første dannede 
Kvinde , der med velvillig Interesse havde taget sig 
af ham , og han saae ogsaa op til sin venlige Madmoder 

som til et Monster paa Alt , hvad der var godt og 
elskeligt , og uden at han selv vidste det , øvede hun sin 
stille Indflydelse baade paa hans Tanker , Ord og 
Handlinger . 
To saa forskjellige Naturer som Axel og Kirstine 
kunde i første Øieblik ikke søle sig tiltrukne af hinanden ; 
hun dømte ham strax til at være „ en kjedelig Stivstikker , “ 
medens han betragtede hende som et Væsen , 
der sfod saa fjernt , at man ikke engang forsøgsvis kunde 
fænke paa en Tilnærmelse , som en Blomst fra en fremmed 
Zone , ved hvis Skjønhed man nok kunde glæde 
sig , men som det dog var bedst ikke at røre ved . 
Kirstine følte sig saa lykkelig i disse Omgivelser ; 
Aftenen gik hurtigt med Samtale , Læsning og Musik . 
Kirstine sang og spillede paa det gamle Klaver , og 
Skovrideren accompagnerede paa sin Violin . Det var 
tydeligt , at baade Vært og Værtinde følte sig ligesaa 
tilfredse med deres unge Gjæst , som hun med dem . 
Altfor hurtig blev Klokken ti ; men ved Afskeden blev 
det aftalt , at Kirstine herefter hver Onsdag og Løverdag 
skulde tilbringe Aftenen hos VerlandS . Hvilken 
deilig Udsigt : to Aftener hver Uge , og Aftenen var 
ellers netop stakkels Kirstines haardeste Prøvetid . Om 
Dagen havde hun jo sit Arbeide , og om det end ikke 
altid var behageligt , optog det dog hendes Tid og Tanker 
; men Aftenen skulde jo være Tiden til Opmuntring 
og Hvile . Det sidste fandt Kammerraaden ; thi saasnart 
Aftensmaaltidet var endt , strakte han sig i Sophaen med 
en Avis i Haanden , hvilken dog snart blev anbragt som 
Lyseskjærm over Ansigtet , medens Næsetoner af meget 

forskjellig Lyd og Velklang forkyndte , at han hvilede 
paa Dagens Gjerning . Fruen sad for Bordenden og 
lagde „ Kabale “ med en saa ufortrøden Iver den hele 
Aften igjennem , at hun ikke taalte nogen Forstyrrelse . 
Børnene sade ved et andet Bord med deres Dukker , 
Kort og Kjævleri . Kirstine var altsaa ene henvist til 
Friborgs Samtale , naar de ikke hver sad med sin Bog , 
og denne frembød ogsaa forskjellige Vanskeligheder ; talte 
de lidt lydeligt eller kom de til at lee , saa modtoge de 
et knusende Blik af Fruen med et Fingerpeg til den 
sovende „ Fatter “ ; sank deres Stemmer , for at undgaae 
dette Skjær ned til en Hvisken , saa var det lurende , 
betydningsfulde Blik , Husfruen sendte dem , endnu mere 
utaaleligt for den unge Pige . Den største Ulempe laa 
imidlertid hos Carl Friborg selv , idet Kirstine tydeligt 
kunde mærke , at han , uvant til blidere Følelser som 
han var , ikke fattede hendes Deltagelses egentlige Natur , 
men skrev paa sin Elskværdigheds Regning den Interesse , 
som egentlig kun vistes hans forladte Stilling , 
og tillagde Kirstine Følelser , som han maaskee mindst 
af alle Mandfolk var isfand til at vække i den stolte , 
ildfulde Sjæl . 
Nogle Uger hengik saaledes i rolig Tilfredshed ; 
det var , som om det verlandske Huses mildnende Indskydelse 
endogsaa bragte Kirstine til mindre at føle Ubehagelighederne 
ved hendes eget Hjem . 
Snart vaagnede imidlertid igjen den Tanke : 
„ Vidste de , at jeg er Rakkerpigen , vilde da disse Venner , 
som nu see mig med saa venlige Dine , ikke vende 
sig fra mig ? “ Naar hun var hos dem , glemte hun 

Spørgsmaalet as Glæde over deres Velvillie , men naar 
hun var alene , vendte det altid tilbage med fornyet 
Styrke ; det kom hende næsten for , at det var Bedrageri 
at tie , medens hun paa den anden Side skjælvede for 
at tale . Hvad skulde hun sige ? Hvordan skulde hun 
faae begyndt ? 
Det var en kold Dag i Begyndelsen af November . 
Madame Verland sad alene i Stuen paa en lille Stol 
foran Kakkelovnen med sit yngste Barn ved Brystet . 
Det var ikke en af de Aftener , Kirstine pleiede at 
komme , saa hun blev meget forundret ved at see hende 
træde ind . Venligt rakte hun hende Haanden uden at 
reise sig og drog hende ned til sig for at kysse hende , 
da hun ved Flammens usikkre Lys bemærkede det usædvanligt 
Alvorlige og Spændte i den unge Piges Træk . 
„ Hvad er der dog i Veien , kjære Barn ? “ spurgte hun - 
ængstligt . 
„ Ingenting , “ svarede Kirstine med usikker Stemme , 
„ jeg kommer kun for at tale lidt med Dein om mig 
selv og rigtig lære Dem at kjende mig for , hvad jeg 
er ; jeg føler , at saa velvillige Venner tor man ikke 
skuffe . “ 
„ Hvad er dog det for en Tale ? “ sagde Madame 
Verland halvt ængsteligt , halvt spøgende . „ Som om jeg 
ikke i lang Tid eller rettere sagt fra forste Øieblik af . 
havde kjendt Dem , for hvad De i Virkeligheden er . “ 
„ Hvad er jeg da ? “ 
„ En kjær , elskelig Pige med et glødende , heftigt 
Sind og saa ildfulde Følelser , at De let , dersom De 
ikke iride lærer at vaage over dem , kunde gjøre baade 

Dem selv og Andre ulykkelig , “ svarede den mooerlige 
Veninde med oprigtig Alvor . 
„ Men dersom jeg nu bedrog Dem ? Dersom der 
var en Plet paa mig , som man kunde have Grund til 
at forstøde mig for ? “ spurgte Kirstine med en Angst i 
sin Stemme , der havde noget gribende ved sig . 
„ Saa vilde jeg dog ikke forstøde Dig , Du stakkels 
Barn , “ sagde Madame Verland med inderlig Ømhed , 
idet hun uden selv at vide det , brugte det fortrolige 
„ Du , “ hvormed hun ellers aldrig tiltalte hende . „ Du 
gjør mig angst , siig rent ud , hvad Du mener ; hvilken 
Plet skulde der kunne være paa Dig , som ikke Kjærligheden 
kunde tildække eller Taarer afvaske ? “ 
„ En Plet paa min Fødsel for Exempel , “ sagde 
Kirstine sagte . 
„ Din Fødsel har Du jo ikke selv raadet for ; den 
kan Heller ikke , idetmindste ikke i mine Øine , ophøie 
eller fornedre Dig . “ 
„ Øg dog have Mange forstødt mig for den og 
ville vel ogsaa i Fremtiden gjøre det . Jeg er et 
Rakkerbarn . “ 
Madame Verland studsede ; det Eftertryk , hvormed 
Kirstine havde udtalt dette Ord , greb hende forunderligt . 
Allerede tænkte den unge Pige , at denne Veninde 
ogsaa vilde vende sig fra hende , da hun istedetfor drog 
hende ned til sig , lagde hendes Hoved ved Siden af 
den Lilles og kjærtegnede hende moderligt og beroligende . 
Paa dette trygge Hvilested fortalte nu Kirstine hele sin 
og sine Forældres Historie og sang med sagte Stemme 
Visen om Rakkertøsen . 

Madame Verland lyttede med den mest levende 
Interesse . „ Men det er so et lille Eventyr i Virkeligheden , “ 
udbrød hun livligt , da Kirstine tav ; „ maa 
jeg have Lov at fortælle Frantz det ? Det vilde ret more 
ham ; han kalder Dig ellers altid for „ den lille fremmede 
Fugl , “ nu er jeg vis paa , gt han kalder Dig sin „ Skovprindsesse . “ 
Med Forbavselse lyttede Kirstine til disse Ord ; 
at see hendes Livsbegivenheder og navnlig hendes Fødsel 
betragtet som noget Interessant , Noget , man kunde 
høre om med Fornøielse , det var aldrig faldet hende 
ind . „ Holder De da ikke mindre af Rakkerens Kirstine 
end af Kirstine Bayer ? “ spurgte hun forundret . 
„ Nei , snarere langt mere , “ var Svaret . „ Din 
Oprigtighed og Tillid har her gjort Dig mig dobbelt 
dyrebar , og den Tanke , at Du , endnu mere end jeg 
selv troede , trænger til en moderlig Veninde , har givet 
Dig Borneret i mit Hjerte . Intet ' virkelig fornuftigt 
Menneske , “ vedblev hun , „ vil betragte Dig som fornedret 
ved en Omstændighed , Du selv ingen Magt har 
havt over . Men jeg vil ikke desmindrc raade Dig at 
væræ forsigtig i at meddele Fremmede en Sag , der er 
dem aldeles uvedkommende . Jeg fortæller min Mand , 
men ikke Drengene , Din Historie ; Fritz er saa aaben 
og kaadmundet , at han let kunde bringe den til Dit 
nuværende Hjem , og med al Agtelse for Kammerraadens , 
vil jeg dog ikke svare for , hvad Virkning den 
vilde gjøre der . Der er Heller ingen Uærlighed i at 
tie . Du er jo virkelig den dannede unge Dame , den 
brave Overlærer Baners Plejebarn og seiler saaledes 

ingenlunde under falsk Flag . Endnu engang , min 
Lille , Tak for Din Fortrolighed ; jeg skal aldrig glemme 
denne Time . “ 
„ Jeg ikke heller , Gud velsigne Dem for den , “ hviskede 
Kirstine , idet den moderlige Veninde trykkede et 
langt Kys paa hendes Pande . 
En Bevægelse i det tilstødende Værelse bragte Kirstine 
til at fare op , og med glødende Kinder og harmfunklende 
Øine betragtede hun Axel Daas høie og ranke 
Skikkelse , der pludselig traadte frem i det klare Skjær 
fra Kakkelovnen . Han havde , paa Grund af at hans 
eget Værelse var koldt , med sit Arbeide sat sig ind bag 
Dagligstuen i det lille saakaldte Kontor , der beæredes 
med dette Navn paa Grund af en Bogreol og en gammel 
Pult , men i Virkeligheden mere var Oplagssfed for 
Bøsser og Jagtrekvisiter , saa det med samme Ret kunde 
have heddet Rustkamret . Træt af at have arbeidet det 
Meste af den foregaaende Nat var han i Mørkningen 
falden i Søvn og var først vaagnet ved Lyden af KirstineS 
Stemme ; endnu halv søvndrukken havde han hørt 
den første Del af Samtalen , og den havde fængslet 
hans Interesse i den Grad , at han ikke havde formaaet 
at rive sig løs fra den eller forstyrre den ved at give 
sin Nærværelse tilkjende . Men hans ædlere Natur oprørte 
sig mod Lurerens Rolle , og derfor traadte han nu 
frem istedetfor at blive siddende stille . 
„ Tilgiv mig , Frøken ! “ sagde han , idet han roligt 
mødte den heftige Piges vrede Blikke , „ tilgiv , at 
jeg mod Deres Villie er bleven delagtig i Deres Fortrolighed . “ 


„ Jeg troede ikfe , at her var Lurere , “ svarede 
Kirstine med stolt Foragt . 
„ Den Benævnelse har endnu Ingen havt Grund 
til at give mig , “ var det rolige Svar ; „ dom mig lun 
ikke uhørt . “ Med faa Ord fortalte han Sammenhængen . 
„ Vor brave Daa hører med til Huset , “ sagde 
Madame Verland beroligende ; „ han hører til de virkelig 
Fornuftige og er tro og tavs som Graven . “ 
„ Jeg skjøttede dog ikke om at fornedre mig for 
ham , “ svarede Kirstine bestandig fortørnet . 
„ Om en Fornedrelse kan her nu slet ikke være 
Tale , “ svarede Daa alvorligt , „ da jeg stadigt vil blive 
ved at see op til Dem , men maaskee om et Slags 
Nedstigen , thi jeg kan ikke gjore for det , siden jeg har 
hørt Deres Historie , forekommer De mig ikke at staae 
saa fjernt som forhen ; trods Deres billige Vrede imod 
mig føler jeg , al jeg langt bedre tør nærme mig end 
før . Kan De tilgive baade denne Dristighed og den 
tidligere Uret ? “ Der var noget alvorligt Bedende i 
hans Blik og Stemme , der dæmpede Pigebarnets Vrede , 
og han gjorde en Bevægelse som for at række Kirstine 
Haanden ; med et Smil modtog hun den . „ Gjemt og 
glemt , “ sagde hun livligt , „ men nu maa jeg skynde 
mig hjem ; de troe hjemme , at jeg kun gik en Spadseretour . “ 
„ Dei er mørkt , maa jeg folge Dem ? “ bad Daa . 
„ Med Fornøielse , De skal have Tak til , “ lo Kirstine , 
kyssede den kjærlige Værtinde og skyndte sig afsted , 
let om Hjertet som en lille Fugl . Daa bød hende 
Armen , og tavse skyndte de sig hen ad den frosne Vei . 

Kirstine fandt vel sin Ledsager , der ikke gjorde 
mindste Forsøg paa at konversere , utilladelig lidt underholdende , 
men følte dog en vis Behag i den Omhu , 
hvormed han førte hende , vogtende hende for hver Trærod 
og hver Sten , og „ det var Rakkerpigen , han viste 
denne tavse Omhu , det var dog igrunden smukt af 
ham . “ 
Dersom Nogen havde mødt Arel Daa paa Hjemvejen , 
vilde de have sagt : „ Godsforvalteren er i ualmindelig 
godt Humeur iaften . “ Men hvis han skulde 
besvare sig selv det Spørgsmaal , hvorfor han fløitede 
en munter Melodi , hvorfor han løftede sit Hoved saa 
freidigt eller trak sit Veir saa let , som om han med 
den friske Frostluft inddrog forhøiet Livslyst , saa vilde 
han ikke kunde have besvaret det . „ Hvad kommer det 
igrunden mig ved , om hun staaer mig nærmere eller 
fjernere ; hvad angaaer Afstanden mellem Rakkerpigen 
og Bondesønnen mig ? “ sagde han til sig selv ; men 
han var nu engang glad over det , og den uvilkaarlige 
Følelse tog ikke mod Raison , hvormeget Fornuften kaldte 
den en Nar . 
Fra den Tid af kunde en skarp Iagttager , men 
ogsaa kun en saadan , have bemærket nogen Forandring 
i Daas Opførsel mod den unge Pige ; han 
talte ikke meget mere til hende eller bestræbte sig paa 
andre Maader for at tildrage sig hendes Opmærksomhed ; 
men hans stille , brune Øine hvilede med et eget 
Udtryk og roligt Velbehag og Glæde paa hende , naar 
hun talte , læste eller sang , og dette rolige , bifaldende 
Blik undgik ikke den skarpsynede Piges Opmærksomhed ; 

det kom i hendes Tanker til at høre med til Billedet 
af det Hjem , hvor hun følte fig saa lykkelig , og syntes 
hende en Pris , der nok var værd at søge ; Bogen var 
morsommere , Samtalen livligere , Stemmerne fyldigere , 
naar dette Blik hvilede paa hende . 
„ Kan Deres Daahjort ikke tale , “ sagde hun en 
Dag spøgende til Madame Verland , „ saa har han idetmindste 
sin Races udtryksfulde Øine . “ 
„ Ja , spot Du ikke vor brave Daabjort , “ svarede 
denne læende ; „ der er ikke en renere , mere trofast Sjæl 
i alle Kongens Riger og Lande end han , og der er 
mere Veltalenhed i hans stille Blik end i mange lange 
Taler . “ 
Denne Samtale havde den lystige Fritz hørt og 
var ikke seen til at meddele sin Broder og den ældre 
Ven den , og „ Daahjorten “ blev snart et SlagS Dæggenavn 
for den kjære , stille Husfælle , som aldrig hørte 
det uden et lunt Smil , der maaskee havde noget af 
den samme Grundtone som Longobardernes bekjendte : 
„ Du har givet os et Navn , Herre , giv os nu ogsaa 
Seir ! “ 
Kirstine havde ofte tænkt paa , hvor godt det vilde 
være for Carl Friborg at blive optaget i den verlandske 
Kreds , og havde ofte foresat sig at tale hans Sag og 
faae en Indbydelse til ham , men bestandig glemt det 
eller opsat det , maaskee paa Grund af , at Skovrideren 
ikke syntes at have Lyst til at indlade sig i nogen 
Samtale om ham . 
Endelig en Aften tog hun sig sammen for at sætte 
sin Plan igjennem . Skjæbnen syntes hende gunstig , og 

Samtalen faldt paa de Vanskeligheder , unge Mennesker 
ofte møde , naar de savne et hjemligt Tilholdssted . 
Med Varme talte Kirstine nu Friborgs Sag og blev 
meget ubehageligt overrasket , da den ellers saa godmodige 
Skovrider rent ud afslog hendes Bøn og vedblev 
med usædvanlig Heffighed : „ De veed ikke , hvad 
De beder om , lille Frøken Kirstine ; Carl Friborg er 
ikke den Person , jeg kunde ønske at see her i Huset 
som mine Sønners Selskab . Eet skabet Faar smitter 
en hel Flok , veed De nok . “ 
„ Har Friborg da Skab ? “ spurgte Fritz leende . 
„ Ja paa Sjælen , min Dreng , og det er den 
værste Slags . “ 
„ Jeg har aldrig hørt noget Ondt om ham , “ 
sagde Husmoderen mildt . 
„ Men jeg har baade hørt og seet , “ svarede Skovrideren 
bestemt . „ Kammerraaden har sagt mig , at 
han nærmest er kommen herover for at være fjernet 
fra det kjøbenhavnske Liv , at han lige fra han var en 
ren Dreng af har gjort Masser af slemme Streger , 
og selv har jeg seet nok til at kjende Knægten . “ 
„ Hvad har Du da seet , Fader ? “ spurgte Adolf 
lidt nysgjerrig . 
„ Det jeg mest foragter hos en Mand : en lav 
Opførsel ligeoverfor en værgeløs Kvinde . Det kan 
vel omtrent være et Par Maaneder siden , da jeg en 
Eftermiddag hændelsesvis kom forbi Anders Skovfogeds 
Hus . Manden var borte , derfor var det mig paafaldende , 
at høre en Mandfolkestemme derinde , som talte 
ivrigt til den smukke Trine , der svarede med en angstfuld 

og bønlig Tone . Jeg blev nysgjerrig og traadte 
ind i Kjøkkenet ; inde i Stuen saae jeg Friborg , der 
havde slynget begge Armene om Trine og med Magt 
vilde tiltvinge sig hendes Kys , og var jeg ikke kommen , 
havde det nok seet galt ud for hendes Ærbarhed 
og Dyd . “ 
„ Hvad gjorde Du da ? “ spurgte begge Knøsene 
paa eengang . 
„ Aa , jeg greb Mester Urian i Kraven og rystede 
ham lidt , for at Kysselysten skulde forgaae ham . Derpaa 
sagde jeg ganske høfligt til ham , at han var en 
uforskammet Æsel , og at jeg vilde knække hvert Ben 
i hans Krop , dersom han oftere kom paa saadant 
Krybskytteri her i Skoven , og saa smed jeg ham ud 
af Døren paa hans Hals og sendte „ Snap “ og 
„ Diane “ efter ham for at hjælpe ham paa Gled . I 
kunne froe , det var en Lyst at see , saa han kunde bruge 
sine Ben . “ ° Skovrideren lo , saa det klukkede , blot ved 
Tanken . 
„ Stakkels Friborg , “ sagde hans Kone deltagende . 
„ Troer jeg ikke , Du beklager den Bengel , fordi 
jeg revsede ham ? “ udbrød Manden forundret . 
„ Nei , ikke derfor , “ var Svaret , „ men fordi han 
i sit Liv saa aldeles har savnet Kjærlighed og maaskee 
netop derfor er kommen til at søge Kjærlighedens 
Vrængebillede . “ 
„ Du skal saamænd ikke frygte for , at vi af ham 
sknlle lære at kysse Trine , “ sagde Adolf naivt ; „ det 
have vi ikke den mindste Lyst til ; forleden , hun bod 
mig et Kys , sagde jeg : Nei , mange Tak . “ 

Alle brast i Latter over Adolfs Ord , og Frikz 
fortsatte Samtalen : „ Han maatte da ellers være meget 
slem , hvis han skulde gjøre os nogen Skade , naar 
Moder sidder ved Siden af . Troer Du ikke nok , at 
hun kunde vogte os ? “ 
Skovrideren vedblev at lee . Lille Anna slyngede 
Armene om hans Hals og sagde i en bønlig Tone : 
„ Lille Fader , Du maa ikke være saa vred paa den 
stakkels Carl , han er saa god og saa alene . “ 
„ Hvad kjender Du til ham ? “ 
„ Meget , Fader ! “ svarede Barnet livligt . „ Den 
første Dag , efter at han var kommen , mødte han mig 
i Forstuen ; han greb fat paa mig og vilde kysse mig , 
og da jeg stred imod , sagde han : „ Lille Anna , Du 
kan gjerne give mig et Kys , det gjør ellers sket Ingen . “ 
„ Kysse da ikke din Moder og dine Søstre 
Dig ? “ spurgte jeg ; saa saae han saa underligt paa 
mig og sagde : „ Jeg har hverken Moder eller Søstre , 
lille Anna ; jeg er ganske alene . “ “ 
„ Og saa kyssede Du ham ? “ spurgte hendes Fader 
leende . 
„ Ja , naturligvis , “ var Svaret , „ to Gange ; det 
maa være saa haardt at være alene . Og siden møder 
jeg ham hver Dag og snakker med ham . “ 
„ Og kysser ham ? “ spurgte Faderen . 
„ Nei , ikke hver Gang , “ var lille Annas naive 
Svar , der bragte dem Alle til af lee ; men Barnet 
lod sig ikke forstyrre og vedblev : „ Jeg har saa tidt 
bedet ham af gaae hjem med til Moder ; hun er saa 

gød , siger jeg til ham , men han svarer , af han tør 
ikke før Fader ; han vilde jage ham børt . “ 
„ Jeg er altsaa i afgjort Minoritet , “ sagde Skovrideren 
godmodigt ; „ det er ikke nemt for en stakkels 
enlig Mand af styre Kone og Børn , og jeg kommer 
vel altsaa til af give efter . Men intet Kammeratskab 
udenfor Stuen her , det er min bestemte Ordre . Anna 
eller Kirstine kan altsaa imorgen , eller naar de selv 
ville , hilse Fyren fra Moder og Fader , af han skal 
være velkommen . Var Anna paa syttende istedetfor 
paa syvende Aar , sagde jeg ikke Ja til af aabne min 
Rede for den Fugl . Men lader os nu faae en Sang 
ovenpaa det Pust . “ 
Et Par Dage efter bragte lille Anna triumferende 
sin Ven hjem med sig , da hun kom fra Skole . 
Carl Friborg saae temmelig forlegen ud og rødmede 
synligt , da . . Skovrideren rakte ham Haanden , bød ham 
Velkommen med et lidt skalkagtigt Smil og med særligt 
Eftertryk udtalte Ønsket om , at de maatte blive bedre 
bekjendt med hinanden . Men Husmoderen modtog 
ham saa hjerteligt , lille Anna var saa lykkelig , havde 
saameget at vise ham og saa travlt med at gjøre ham 
kjendt med „ Søster Hilda og lille Broder Alfred “ , at 
Carl snart begyndte at føle sig hyggelig tilmode . 
Kirstine kom , og snart kom ogsaa Daa , Adolf og 
Fritz ind i Stuen ; man samlede sig ved Bordet om 
Lampen , og en livlig almindelig Samtale kom hurtigt 
igang . Denne faldt hændelsesvis paa Morskabslæsning , 
og Kirstine fortalte , hvorledes hun i sin Barndom frit 
havde svælget i Romaner , Komedier og Digte og 

uden nogen Anvisning regeret over sin Pleiefaders 
Bogsamling . 
„ Det er nok derfor , De er bleven saa klog , Frøken 
Bayer , “ sagde Carl med lapset Galanteri . Kirstine 
lo , men Husmoderen svarede : „ Jeg troer egentlig 
ikke , at man bliver klog af megen Læsning eller rettere 
Bogslugning af den Slags . Jeg troer snarere 
det Modsatte . “ 
„ Læser man sig da dum ? “ spurgte Fritz leende . 
„ Nei , det mener jeg just ikke , “ svarede Moderen , 
„ men af at leve formeget i den digtede Verden bliver 
man let ensidig og overspændt , og det virkelige Liv er 
let udsat for at tabe sin Duft for os , fordi vi bilde 
os ind , at det er mat og formløst mod de digtede 
Herligheder . “ 
„ Saa smukt og indholdsrigt som Livet i Bøgerne , 
er det da ikke Heller , “ indvendte Adolf . 
„ Deri tager Du feil , min Dreng , “ farede Moderen 
smilende , „ det er kun , fordi Du endnu ikke rigtig 
forstaaer den Kunst at læse i Livets Bog ; det 
lærer man vel ogsaa først , naar man bliver ældre . 
Tro mig : ethvert Menneskeliv , enhver Sjæl er et Værk , 
hvori man kan læse , snart med Beundring og Glæde , 
snart med Sorg og Gru , og den Læsning gjør os 
netop klarsynede , fleersidige og skikkede for det virkelige 
Liv , men man maa bede Gud at lære sig at læse 
med Kjærlighedens Dine . “ 
„ Altsaa , “ udbrød Fritz livligt , „ ere Alle vi , som 
sidde her om Dig , høist interessante Værker for dine 
Dine ? “ 

Moderen lod smilende sine milde , kjærlige Øine 
gaae rundt i Kredsen og svarede : „ Ja naturligvis , og 
jeg læser i Eders Sjæles Bog med tusinde Gange 
mere Interesse end i den berømteste Digters Værk . “ 
Fritz lo : „ Det var som Pokker ! Det havde jeg 
aldrig ventet af blive et interessant Digterværk ; kan 
Du forstaae det , gamle Daahjort ? “ og Fritz gav Vennen 
et dygtigt Slag paa Skulderen . 
„ Io , Fritz , “ svarede denne med et stille Smil , 
„ jeg kunde ikke have sagt det saa godt som din Moder , 
men jeg forstaaer det godt . “ 
„ Det er min Sjæl godt for Dem , “ sagde Verland 
leende , „ thi vor Møer er eslers saa „ poetistisk og 
sværmeristisk “ , af hun ikke altid er til af forstaae . 
Hun skal nu have Poesien og^ . Skjønheden med allevegne , 
jeg troer saagar i hendes Pølsepinde . “ Skovrideren 
klappede sin Kone med Pibespidsen og vedblev 
bestandig leende , medens hans Blik dog med næsten 
beundrende Kjærlighed hvilede paa hende : „ Men jeg 
er ikke vred paa hende for det ; naar hun bare ikke 
svier min Grød , saa maa hun før mig gjerne koge 
den poetisk , og hun er igrunden en ret rar lille Kone . “ 
„ Ja , jeg troer nu , af Ingen har saadan en sød , 
elskelig , lille Moder , som jeg , “ sagde Adolf , idet han 
kyssede Moderens Haand og klappede sine rødbrune 
Kinder med den . 
„ Vil Du have hende alene ! “ raabte Frikz i en 
overgiven Skjændetone ; „ er hun maaskee ikke min Møder 
med ? “ og han snappede efter hendes Haand for at 
drage den fra Broderen . 

„ Og jeg troer , at Ingen har saa store kjælne 
Drenge , som jeg , “ sagde Moderen . „ I maa jo flamme 
Jer , I store Knægte , “ vedblev hun med Ømhed , idet 
hun kjærtegnende streg sine Fingre igjennem deres buskede 
Haar , som lille Anna pleiede at ligne ved en Støvekost , 
„ fordi det var saa tykt , at det altid maatte staae 
lige op , da det ikke havde Plads til at lægge sig . “ 
„ Men jeg da ? “ sagde Kirstine barnligt , „ jeg har 
jo ogsaa Lov at høre til Børnene ! “ 
„ Ja vist har Du , “ sagde Madame Verland , idet 
hun tog hende om Hovedet med begge Hænder og kyssede 
hendes Pande ; „ din lille Stakkel , Du skal saamænd 
ikke være Stedbarn . “ 
„ O , at være dit Stedbarn er ikke saa slemt ! “ 
udbrød Adolf og Frikz U Munden paa hinanden . 
„ Nu skal da den Slemme komme efter mig , om 
jeg vil sidde her længer med tør Mund ! “ raabte Skovrideren . 
„ Nu kommer Raden til mig , “ og han tog 
sin Kone om Livet , trak hende ned paa sit Skjød og 
gav hende et Kys saa eftertrykkeligt , at de Unge brast 
i Latter . 
Carl Friborg havde ikke sagt et Ord , og lille 
Anna , der legede ved Siden af ham , havde ikke bedet 
sin Moder om Kjærtegn ; instinktmæssig klappede hun 
Carls Haand og trykkede sine smaa , varme Læber til 
hans Øine og tørrede sig derpaa forundret om Munden ; 
den var bleven ganske vaad . Ingen uden den 
opmærksomme Husmoder havde bemærket denne tavse 
Scene , og inderlig bevæget lovede hun sig selv at gjøre 
Alt , hvad der stod i hendes Magt , for at formilde et 

Savn , som maaskee for første Gang i hans Liv var 
kommen til bevidst Gjennembrud i Ynglingens Sjæl . 
Hun lov imidlertid , som om hun Intet havde bemærket ; 
thi hendes skarpe Instinkt lærte hende , at Carl Friborg 
hørte til de Mennesker , der finde selv en venligt yttret 
Deltagelse saarende for deres Stolthed . Snart vidste 
hun imidlertid at drage ham ind i Samtalen igjen og 
føre denne over paa fornøjelige og oplivende Gjenstande . 
Der blev spillet og sunget , Skovrideren havde en slærk 
fpldig Tenorstemme , Fritz havde endnu en høi klar 
Barnestemme , medens Adolfs Stemme efter hans Faders 
Udsagn lød som en revnet Lerpotte . Daa havde 
i den fineste Tid opdaget , at han sang en god Bas , 
der smeltede godt sammen med Kirstines rene Sopran . 
Tilsidst blev Bordet rykket tilside , og der blev opført 
en Francaise , hvor Kirstine gjorde Tjeneste som Dandsemester . 
„ Fuglen skulde lære de Andre at flyve , “ sagde 
Skovrideren . Musik og lystige Stemmer løde ud i den 
skille Frostaften , og meget for hurtigt blev Klokken ti , 
en Tid Husmoderen aldrig undlod at minde om , idet 
hun spøgende sang Vægterverset : „ Om I vil Tiden 
vide , Husbond , Pige , Dreng , saa er det paa de Tide , 
man føler sig iseng . “ 
Adolph og Fritz gik med til Enden af Skoven . 
De lo og passiarede , og Kirstine mærkede forst , da de 
vare vendte om , at Friborg mod Sædvane gik ganske 
favs ; hun saae spørgende paa ham og bemærkede et 
usædvanligt Alvor i hans Træk . 
„ Hvad fattes Dem , kjære Friborg ? “ spurgte hun 
med velvillig Deltagelse . 

„ Jeg vilde ønske , at jeg havde kjendt min Møder , “ 
svarede Ynglingen med sagte , blød Stemme . 
Fra den Tid af blev Carl en jevnlig , snart endogsaa 
en daglig Gjæst i Skovridergaarden ; det var jo 
saa godt for lille Anna at have en Følgesvend i de 
Mørke Vinteraftener . Vel var han for Skovrideren mere 
en taalt end en søgt Gjæst , men han viste ham dog 
aldrig Uvillie , han tog blot ingen Notice af ham og 
syntes at betragte Besøget som kun gjældende hans 
Kone og Børn . Ikke saaledes med Kirstine , for hvis 
Skyld Støvlerne og Søndagsfrakken kom paa , Pulten 
blev lukket i , og Violinen stemt , eller som hans Kone 
spøgende udtrykte sig : „ Vor Faer traf sine Forberedelser 
fil at tage mod sin lille Prindsesse , der gjorde ham 
ung igjen . “ 
Juletiden bragte Kirstine en bitter Skuffelse . Hun 
havde haabet at skulle tilbringe den i det kjære Barndomshjem , 
men Veir og Vei sammensvore sig saaledes 
mod hendes Plan , at Kammerraaden erklærede 
dens Udførelse for en plat Umulighed . Kirstines Sorg 
herover var saa heftig , at Madame Verland maatte anvende 
hele sin Indskydelse paa at holde den nogenledes 
indenfor Rimelighedens Skranker , og for at trøste hende 
indbød hun hende fil at tilbringe Ferien der i Huset . 
„ Jeg begriber ikke , “ sagde Fru Kammerraadinden 
fil sin Mand , „ hvad Verlands tænker paa med al den 
Gjæstfrihed , de i den sidste Tid øve mod vore Folk , 
de , der dog igrunden have saa daarligt Raad og altid 
før have levet saa stille . Vi burde næsten give dem 
en Fjerdedel af Friborgs Kostpenge ; thi vi kunne saamænd 

ikke være bekjendt , at han hver Dag spiser deres 
Aftensmad . Og nu den lille , indbildste Bayer , der 
ikke finder os gode nok til sit Selskab , men har forgabet 
sig i Skovridermadammen . Jeg har tidt tænkt 
paa , at der burde sfrides lidt ind ; det er ikke engang 
Ret af Verlands saadan at drage vore Folk fra deres 
Hjem . “ 
„ Ja , Mutter , det kan nu tages paa forskjellige 
Maader , “ sagde Kammerraad Rosenberg , idet han udsendte 
en tyk Sky af Tobaksrøg . „ Jeg synes igrunden , 
at vi maae være ret fornøiede med det Tilhold , 
som Skovriderens giver Ungdommen . Jeg for min 
Part er min Salighed taknemmelig for at være fri for 
at gjøre Barnepigetjeneste boS det store , ufornuftige 
Barn , Carl Friborg . Jeg havde jo lovet hans Formynder , 
at jeg skulde vaage over ham og passe paa 
ham , navnlig hvad Anvendelsen af hans Fritid angik , 
og det var s ' gu hverken behageligt eller let . Men nu 
seer jeg ham saa trygt og roligt hver Aften med lille 
Anna ved Haanden gaae ad Skoven til og veed ham 
saa vel forvaret sorn i hans Moders Dragkistefluffe , om 
han havde havt en , stakkels KnøS , saa jeg er meget 
glad ved , at Madame Verland har taget min Tjeneste 
paa sig . Naa ! og hvad saa den lille Bayer angaaer , 
saa synes jeg , at det er umiskjendeligt , at hun er 
bleven meget mere manerlig og fordragelig , siden hun 
begyndte at komme til Skovriderens . Er hun ikke langt 
taalmodigere mod Børnene , langt venligere og opmærksommere , 
og hvor net kan hun ikke hjælpe Dig , naar 
her er Fremmede ; det gjorde hun aldrig før . Jeg 

troer nu , at Madame Verland har Æren for det saavelsom 
for , at Friborg hverken render paa Kroen eller 
efter Pigerne . Hun er min Sjæl igrunden en Stadskone , 
om Du endogsaa har Ret i , at hun er vel stolt 
for en Kone , der sidder i saa trange Kaar . “ 
„ Ja ja , man kommer da vel til at lade Tingene 
gaae deres skjæve Gang , “ sagde Fruen resigneret , idet 
hun pudsede Lyset . 
„ Ja , gjør Du kun det , “ svarede Kammerraaden 
gabende . 
Tiden gif sin rolige , hurtige Gang ; de mørke Aftener 
omskiftede med lyse , Skoven blev grøn , Fuglene 
sang , og Ungdommen morede sig i det Frie istedetfor 
at samles om Lampen . Høsten kom atter og med den 
de længere og mørkere Aftener , men i vore Venners 
Forhold var Alt blevet ved det Gamle ; men ligesom 
Kornet i den Tid havde voxet sin stille Væxt paa Marken , 
saaledes havde ogsaa mangt et Frøkorn , der i det 
venlige Hjem var nedlagt i de unge Sjæle , voxet sin 
stille , ubemærkede Væxt . Det var især paa Kirstine , 
at dette var kjendeligt , og Kammerraadens Dom om 
Madame Verlands heldige Indflydelse paa hende var velbegrundet . 
Hos hende lærte hun Taalmod , Udholdenhed 
og Selvopoffrelse i det daglige Liv og fik et Syn 
paa sine Pligter imod Andre , som aldrig før var faldet 
hende i Øinene . 
„ Det er Smaatingene , der udgjøre Livets Hovedsum , “ 
pleiede den moderlige Veninde at sige , „ og derfor 
kommer det an paa for os Kvinder rettelig at agte 
paa dem . Vi have sjeldent Leilighed til at gjøre 

noget Stort , hverken Ondt eller Godt , men der gaaer 
ikke en Dag , ja ikke en Time paa Dagen , uden at 
vi i det Smaa kunne gjøre Andre enten Ondt eller 
Godt . Derfor tør vi aldrig betragte Noget som for 
Ubetydeligt til at lægge Mærke til ; thi de største Bagateller 
kunne undertiden bære Spiren i sig til den sødeste 
Fryd eller den bittreste Smerte for os selv eller Andre . 
Herrens Formaning : „ Hvadsomhelsf I ville , at 
Andre skulle gjøre imod Eder , det gjøre I mod dem , “ 
det er et Valgsprog , enhver Kvinde burde skrive paa sit 
Hjerteskjold , idet vi i Ydmyghed bede Frelseren at komme 
os tilhjælp og tilgive os vor mangelfulde Opfyldelse 
af det , “ 
Kirstine saae op til den ældre Veninde med enthusiastisk 
Beundring og stræbte ærligt at følge hendes 
Exempel , noget hun dog selv holdt for et uopnaaeligt 
Maal . 
„ Sæt Dig for Guds Skyld ikke et svagt ufuldkomment 
Menneske til Mønster , “ sagde Madame Verland 
undselig ; „ vælg ham til Mønster , der kalder sig 
selv Veien og Livet . “ 
„ O , nei , kjære Ida ! “ bad da Kirstine , hvem 
denne fortrolige Benævnelse nu var bleven tilvant , „ hvorfor 
skal jeg see saa høit , at jeg bliver ganske blændet 
af Lyset og taber alt mit Mod ; jeg har saa lang en 
Vei , inden jeg naaer Dig ; jeg kan ikke taale at vende 
Blikket endnu høiere . “ 
Paa Carl var Madame Berlands Indskydelse mere 
umiddelbar ; hans Frygt for at synes følsom eller barnagtig 
blød , hvad han i Virkeligheden dog var , bragte 

den velvillige , fintfølende Veninde til næsten aldrig 
ligefrem af søge af indvirke paa ham , men dog følte 
han uden af kunne gjøre sig Rede derfor , den luttrende 
Virkning af af omgaaes rene og kjærlige Sjæle . Hvad 
han selv mindst kunde forstaae , var den underlige dybe 
Længsel efter hans eget Hjem , hans egen Moder , som 
han aldrig havde kjendt , der i dette kjærlige Hjem 
vaagnede hos ham ; og ofte spurgte han sig selv , naar 
han gik hjem , hvorfor han dog bestandig gik derhen , 
da han dog , hvor godt han havde det , næsten altid 
gik mere eller mindre vemodig derfra . Hans selvbehagelige 
Forestillinger om Kirstines Følelser for ham 
havde i dette Tidsrum ikke tabt sig . Han var forvisset 
om , af hun følte Kjærlighed til ham , og det smigrede 
ikke hans nittenaars Forfængelighed lidt af tro 
sig elsket af en saa smuk Pige . Hvad hans egne Følelser 
for hende angik , da havde han aldrig gjort sig 
den Uleilighed af undersøge dem alvorligt . Han syntes 
godt om hende , og naar han tænkte sig Fremtiden , 
saa tænkte han gjerne sig selv som Eier af en smuk 
Gaard med Kirstine til Frue , idet han fortalte sig selv , 
at det dog var meget smukt og reelt af ham at tiltænke 
den fattige Pige denne Lykke . Hans Opførsel 
mod hende bar Præget af den Sikkerhed , han følte 
med Hensyn til hendes Følelser for ham , og havde 
Kirstine ikke med en ældre Søsters Taalmodighed og 
Kjærlighed baaret over med ham og skrevet hans undertiden 
pjankede og lapsede Tilnærmelser paa hans mangelfulde 
Opdragelses Regning , saa vilde hun snart 

have kært ham alvorligt , hvormegen Regning han 
kunde gjøre paa hendes Hjærte . 
Een var der imidlertid , paa hvis Sjæl denne 
fortrolige Tone med Kirstine gjorde et ubehageligt Indtryk , 
og det var Axel Daa , hvis Forhold til hende i 
ydre Henseende var det samme , men som i Løbet af 
Tiden var kommen til Klarhed over sine egne Følelsers 
Natur . Han saae vel , at Kirstine ikke elskede Carl , 
men det forekom ham næsten som en Vanhelligelse at 
see hende behandlet med skjødesløs Fortrolighed , hende , 
som han , der elskede hende saa høit , kun i Afstand 
rurde betragte . 
Snart skulde imidlertid Carl faae sine Øjne aabnede 
paa en for bam mindre behagelig Maade . Det 
var en af de første Dage i November ; en usædvanlig 
tidlig Frost havde gjort Jorden haard som Sten ; 
Stormen tudede og Sncflokkene føg omkring , men i 
Skovriderboligen var der lunt og lyst , ja det hyggelige 
Hjem havde endogsaa et vist festligt Præg . Det 
var ogsaa en Høitidsdag , lille AnnaS syvende Fødselsdag . 
Selskabet bestod foruden af Husets eget Personale 
af Kammerraadens tre Døttre , Kirstine og Friborg , 
der med Anstrengelse havde kæmpet sig igjennem 
Blæst og Sne og nu ved det ualmindelig nette Thebord 
søgte Oprejsning for den udstaaede Møie . Der 
var imidlertid en tom Plads ved Bordet ; det var Axel 
Daas . Han var om Morgenen reden ud i Forretninger 
til en nogle Mile fjerntliggende Gaard og var 
endnu ikke kommen tilbage trods hans Løfte at være 
hjemme i Mørkningen . 

Der blev talt med Deltagelse om den savnede 
Ven , det rædsomme Veir og den lange slette Vei . 
Carl lagde Mærke til , at Kirstine saae usædvanligt 
alvorlig ud og med megen Interesse spurgte om Veiens 
Farer og om Sandsynligheden af , at han kunde finde 
den i det tiltagende Mørke . 
Ester Bordet blev der leget , dandset og sunget , 
men underligt nok vilde Ingenting gaae rigtigt ; Legen 
døde hen , Dandsen gik istaae , og Sangen lød mat , 
og hvis var Skylden ? Friborg kunde ikke skjule for 
sig selv , at det var Kirstines Skyld , fordi hun var 
saa spændt og urolig , saa det var tydeligt at see , at 
hendes Tanker sket ikke vare med ved , hvad Legemet 
foretog sig . Hvert Øieblik løb hun til Vinduet før at 
kigge ud i den mørke Aften og lytte til Stormens 
Susen i Trætoppene . Var det muligt ? Ventede hun 
virkelig med Angst paa det kjedelige Daadyr ? 
Endelig lød Hestetrav paa den frosne Vei . 
„ Det er ham ! jeg kjender den Graaes Trav ! “ 
udbrød Kirstine med Sikkerhed , idet en høi Glædesrødme 
farvede Kinder og Pande , og da lille Anna et 
Øieblik efter løb ud i Forstuen før at tage mod Vennen , 
der kom hjem som en Snemand med Istapper i 
Haar og Skjæg , var Kirstine tæt bagved hende og 
rakte ham Haanden med et glad Smil og det Udbrud : 
„ Gud skee Lov , De er kommen hjem igjen ! “ udtalt 
med en saadan Inderlighed , at Axel trods Kulden 
følte sit Hjerte blive varmt , medens Friborgs sank ned 
under Frysepunktet . 

Den usikkre Anelse var altsaa kun før sand ; Kirstines 
Opførsel bekræftede ham det hele Aftenen . Hun 
var nu ligesaa glad og straalende , som hun før havde 
været urolig og spændt . Nu kunde Legen , Dandsen 
og Sangen gaae . 
Da Axel snart efter kom ind , saae Carl med 
Harme den inderlige Glæde , der lyste af hans Blik . 
Kirstines Munterhed rev alle de Andre uimodstaaelig ! 
med , og Sang , Latter og Lystighed blandede deres 
Klang med Stormens Susen . Ikkun Een tog nu 
ingen Del i denne Glæde ; det var Carl Friborg . 
Med Hjertet fuldt af Bitterhed havde han sat sig ind 
i „ Kontoret “ og havde ovenikjøbet den Ærgrelse , at 
Ingen lagde Mærke til ham . Kun Skovrideren stak 
engang Hovedet ind ad Døren og spurgte : „ Hvad 
Pokker sidder De her og maader efter ? Er De syg ? “ 
— „ Nei , “ var det skarpe , værdige Svar , og Verland 
trak smilende Hovedet til sig . 
Det forekom Friborg nu , da han følte , at Kirstine 
holdt mere af en Anden end af ham , som om 
han elskede hende saaledes , som endnu ingen Kvinde 
var bleven elsket , medens hun , den kokette , troløse 
Skabning , havde glemt ham for Een , der baade i 
Henseende til Elskværdighed og Formue stod saa langt 
under ham , at han aldrig havde tænkt paa Muligheden 
af i ham at see en Medbeiler . 
Havde Husmoderen ikke havt travlt i Anledning 
af Dagens Festlighed , vilde hendes opmærksomme Øie 
snart have søgt og fundet Carl , medens han nu uforstyrret 

fik Lov tik at pleie sin Fortvivlelse , til lille 
Anna kom ind til ham . 
„ Kjære Carl , jeg kunde aldrig begribe , hvor Du 
blev af , “ sagde Barnet kjærligt . „ Hvorfor kommer Du 
ikke ud til os Andre ? Fattes Du Noget ; har Du 
maaskee Hovedpine ? “ og Glutten trykkede sin varme 
Kind mod hans Pande . 
„ Bryd Dig kun aldrig om mig , “ svarede Carl 
med bitter Latter , „ jeg har det godt ; gaa Du ind og 
leg Med de Glade , der vil Du dog helst være . “ 
Taarerne kom Barnet i Øinene . „ Hvor kan 
Du tale saa haardt , Carl ? “ hviskede hun bedende . 
„ Veed Du ikke , at der ikke er noget Stev i Verden , 
hvor jeg saa gjerne vil være som hos Dig ; hvor kan 
Du troe , at jeg kunde more mig , naar jeg maatte 
fænke mig Dig siddende syg eller bedrøvet her i 
Mørket . “ 
Taarerne trillede ned ad lille Annas Kinder , og 
Carl følte sin Kind og sine Læber blive vaade af dem . 
Barnets Kjærlighed rørte ham , for et Øieblik feirede 
hans bedre Jeg , og han følte , hvor egenkærligt det 
var , saaledes at forspilde hendes Glæde . 
„ Græd ikke , lille Anna , “ bad han , idet han 
trykkede hende i sine Arme , „ jeg skal følge med Dig 
ind og lege . “ 
Han samlede al sin Kraft og traadte igjen ud af 
sit mørke Tilflugtssted . 
Med en næsten feberagtig Munterhed tog Friborg 
den øvrige Aften Del i Underholdningen , men havde 
atter her den Sorg af see sig eller idetmindste sin 

Fortvivlelse uændset ; kun lille Anna fæstede nu og da 
et uroligt Blik paa ham . 
Dog . paa Hjemvejen skulde hun ikke kunne undgaae 
ham ; han vilde lade hende kaste et Blik i sit 
Hjerte , vise hende , hvad hun i ham havde tabt . „ Jeg 
lader Drengene gaae i Forveien med Børnene ; Ingen 
kan høre for Blæsten , hvad jeg taler , og hun skal ikke 
undgaae mig . “ 
Med -en mørk Nydelse udmalede han sig , hvordan 
han vilde tale , bebreide hende hendes Vankelmodighed 
og knuse hende ved af skildre sin egen Kjærlighed 
og Troskab . 
Men ak ! ogsaa denne Plan skulde tilintetgjøres . 
Ikke alene „ Drengene , “ men ogsaa Daadyret fulgte 
hjem om Aftenen . Denne bød Kirstine Armen , og i 
en livlig Samtale gik de foran , Adolf gav lille Sofie 
Haanden , Fritz førte Laura , saa der var ikke anden 
Udvei for Carl end af byde Petra Armen . 
Stormen havde lagt sig , og Sneen faldt jævnt 
og tæt ; det var , som om Skoven hvilede sig efter den 
heftige Bevægelse , men Carls Sjæl hvilede ikke . Der 
stormede det saa stærkt , at det ikke var ham muligt at 
finde Hvile , og næste Morgen mødte han ved Kaffebordet 
med blege Kinder og matte Øine efter den forste 
gjennemvaagede og gjenncmkæmpede Nat i hans Liv . 
Kirstine spurgte venligt , om han var syg , men med 
kold Anstand takkede han Frøkenen for hendes Opmærksomhed , 
han befandt sig saare vel . 
Hele Dagen skulde være en sand Tycho Brahes 
Dag for den stakkels Friborg . Det var ham ikke muligt 

at holde sin Opmærksomhed ved Arbeidet , og han , som 
ellers arbeidede med Liv og Glæde og næsten altid 
gjorde Tjeneste som Forkarl , der med et godt Exempel 
foregik de øvrige Folk , udførte idag selv den simpleste 
Gjerning saa adspredt og sket , at han i Løbet af Dagen 
paadrog sig den ene Irettesættelse efter den anden . 
Kammerraaden var trods sin Godmodighed ikke fri for 
at være raa og hidsig , og hans Vrede holdt sig ikke 
altid indenfor Sømmelighedens Grændser . 
Efterat Arbeidet var forbi gik Carl i den mørkeste 
Stemning ud af Laden ; han følte en indre Trang 
til at gjøre Noget , at handle før at rive sig los af 
den skove og smertefulde Tilstand , hvori han befandt sig . 
Ved Enden af Stalden stode to af Karlene , der 
med et betydningsfuldt Udtryk stak Hovederne sammen . 
En uvilkaarlig Nysgjerrighed greb ham , og med 
Spørgsmaalet om , hvad de havde før , traadte han hen 
til dem . 
Friborg var Folkenes Yndling paa Grund af hans 
venlige Væsen og den kammeratlige Maade , hvorpaa 
han pleiede at omgaaes dem . Det faldt ham derfor 
ikke vanskeligt at faae Karlene til at betroe ham , at de 
samme Asten agtede sig paa en lille Jagttour ; det var deilig 
Sporsnee , det lod sig saa ypperligt gjøre , naar man 
kun var forsigtig , og Byttet sendtes til Byen før næste 
Morgen . Det havde gaaet godt flere Gange sidste 
Vinter og vilde vel kunne gaae igjen . Tilsidst spurgte 
den ene af Karlene Friborg , om han vilde gaae med . 
Her var jo Leiligheden til at handle og gjøre 
noget Usædvanligt , og Carl greb den med Iver . 

Det Fornødne var snart aftalt . Carl skyndte sig 
at følge lille Anna hjem og gav en Upasselighed , som 
hans Udseende ogsaa syntes at bekræfte , til Grund før , 
at han ikke gik ind med . Han ilede hjem og gav sig 
ivrigt ifærd med at eftersee sin Bøsse og bringe sit 
Jagttøi i Orden . Det var med en vis Nydelse , at 
han hengav sig til dette Arbeide ; det passede saa godt 
til hans Stemning , fandt han , at sysle med Mordvaaben . 
Hvad kunde der ikke gjøres med en saadan 
Bøsse ? Ham selv , Daadhret , — det kunde blive en 
heel Roman , — og Carl fandt sig selv romantisk og 
interessant ; han fandt ordentlig et Slags Behag i at 
betragte sin Ulykke og føle sig rigtig „ zerrissen . “ 
„ Hvad Satan ! “ spurgte Kammerraaden ved Aftensbordet , 
„ er De ikke gaaet ad Skoven til iaften ? “ 
„ Nei , jeg havde Noget at bestille sørst , “ svarede 
Carl med heltemæssig Ro , „ men nu gaaer jeg strax . “ 
Et Kvarteer efter listede han sig med Bøsse og 
Jagttaske ud af Døren og ned i Stalden , hvor han 
traf sine Kammerater færdige ; men det var endnu meget 
før tidligt at begynde Jagten . Klokken var kun lidt 
over otte , og før Klokken ti gik Skovriderens aldrig til 
Sengs . Man maatte først have forvisset sig om , at 
der var lukket og slukket . Men hvormed skulde man 
da fordrive disse to lange Timer ? Den ene Karl foreslog 
at vente i Kroen ; der var varmt og lyst , og der 
kunde man da faae en Hjertestyrkning for Kulden , man 
siden skulde døie . 
„ Du har Ret ! “ udbrød Friborg livligt , „ intet 

Sted passer bedre for os iaften ; en Bolle Punsch skulle 
vi have til at drukne Sorgen og Kulden i . “ 
Snart sade vore Jægere Vel bænkede i den af 
Tobaksrøg , Brændevin- og Punschlugt opfyldte Krostue . 
Foran dem stod en dampende Bolle ; der blev drukket , 
sunget og pralet af Bedrifter , man enten havde udført 
eller vilde udføre . Carl talte ikke meget , men den 
varme Drik , syntes han , gjorde ham godt , og det ene 
Glas gled ned efter det andet . 
Endelig blev Klokken ti ; vore Jægere brøde op , 
toge deres Bøsser og Tasker , som de forsigtigt havde 
skjult i Udhuset , og vandrede nu til Skoven . I Skovriderens 
Bolig var Alt tyst og roligt , hele Huset syntes 
i den dybeste Søvn , og Alt stillede sig saa heldigt 
som muligt . Maanen var staaet op og sendte sit Lys 
ind mellem Stammerne paa den hvide Snee og lyste 
for de dristige Svende , der ilede dybere ind i Skoven 
for at begynde deres Iagt . 
Det varede ikke længe , før en stor gammel Raabuk 
blev opjaget ; næsten i samme Øieblik sank den til 
Jorden , for to velrettede Kugler . Det var Liv og 
Handling ! Friborg følte sig forunderlig kraftig og stærk , 
han turde binde an med Alverden ; der var noget vildt 
og dæmonisk i hans Iver og Glæde . Den skulde imidlertid 
ikke vare længe . 
I Skovridergaarden var vel Alt stille og alle 
Lys til Veien skulkede , men Skytterne tænkte ikke paa 
den mod Gaarden vendende Side af Huset , hvor blandt 
andet ogsaa Adolfs og Frikz ' s Kammer vendte ud . 
Hændelsen eller Skjæbnen vilde nu denne Aften , at 

Adolf netop var ivrig beskjæftiget med Løsningen af 
en mathematisk Opgave , der æggede hans Villiekraff , 
netop fordi han ikke rigtig kunde komme tilrette med 
den ; han havde glemt Sengetiden , og hans Fader var 
derfor ved sædvanlig Tid , da han ikke kom ind for at 
sige Godnat , gaaet ind til ham . Mathematiken var 
netop Skovriderens Kjæphest , og istedetfor , som han 
havde isinde , at jage Adolf iseng satte han sig hos 
ham og tog fat paa Opgaven , i hvilken de begge nu 
fordybede sig saa ivrigt , at baade Frikz og Moderen gik 
til Ro og lode Mathematikerne sidde . Endelig var 
Opgaven løst til Tilfredshed ; Verland sagde sin Søn 
Godnat og vilde jusf forlade ham , da Lyden af et 
fjernt Skud naaede hans skarpe Øre . 
„ Død og Pine ! “ raabte han , „ der er Krybskytter ! 
Det var da heldigt , at vi ere oppe ; nu skulle de faae 
Kaneel og ikke som ifjor tage os ved Næsen ! Løb strax 
ned til Anders Skovfoged , Adolf , og bed ham tage sin 
Karl og begge Hundene med og gaa saa ad denne 
Vei ned imod Rørmosen ; jeg kjender deres Tur fra 
ifjor . Saa kunne I tage dem i Ryggen og stoppe 
dem , medens ' vi omgaae dem og komme hem i Fronten . “ 
Adolf foer afsted , medens hans Fader skyndsomst 
vækkede Fritz og raabte op til Daa , om han vilde med 
paa Menneskejagt . 
Fem Minutter efter stod den lille Hær færdig til 
at rykke i Marken . Madame Verland blev ikke lidt 
forundret ved at see sin Mand komme ind i Kammeret 
med Overfrakke , Hue og Bøsse og fuld færdig til at 
gaae ud istedetfor at gaae iseng . 

„ Vi skulle i Kast med Krybskytterne , lille Ida . 
Du skal ikke bryde Dig om os ; vi komme maaskee ikke 
hjem ihast , “ sagde han , idet han foer ud af Døren 
igjen . 
Skovriderens Beregning om Skytternes Retning 
viste sig snart at være fuldkommen rigtig ; den omgaaende 
Bevægelse lykkedes tilfredsstillende , og da vore 
Jægere efterat have passeret Rørmosen , hvor de havde 
nedlagt endnu et Dyr , traadte ud paa den lille Slette , 
bleve de ubehageligt overraskede ved at see Verland med 
sine to Ledsagere træde sig imøde . 
Karlen , der bar Byttet i en Sæk , kastede denne 
fra sig , og alle Tre stræbte at slippe ved Flugt . Men 
i samme Øieblik Hørtes Skovfogdens Hunde fra den 
modsatte Kant , og begge Karlene løb næsten i Armene 
paa Adolf og Skovfogden . Friborg , der var mere 
behændig , dreiede af , og det lykkedes ham at smutte fra 
Karlen , der vilde gribe ham . 
„ Her maa Ingen slippe ! “ raabte Skovrideren ; 
„ Aa , Daahjort , tjen nu Deres Navn og løb mig den 
langbenede Karl op ! Adolf , Du er den hurtigste , see 
at løbe omkring ham og møde ham ! “ 
Begge de Opfordrede ilede afsted uden at have 
nogen Anelse om , hvem de forfulgte ; Adolf , der kjendte 
hver Vanskelighed ved Terrainet , havde snart omgaaet 
Carl , der flere Gange snublede og maatte standse . 
Ærgerlig over at see sig omgaaet vendte han om for 
muligviis at komme ind i Krattet , hvor han kunde 
skjule sig , men fra den Side kom Axel Daa i stærkeste 
Lob . „ Han her ! Han skal da ogsaa være i Veien 

overalt ! “ I samme Øieblik kjendte Axel den Forfulgte , 
og Tanken om at lade ham smutte bort faldt ham ind , 
da Carl idetsamme snublede og faldt , hvorved ethvert 
Paaskud til at lade ham skippe forsvandt . 
„ Tag Bøssen fra ham ! “ hørte man Skovrideren 
raabe langt fra . Daa nærmede sig hurtigt . En rædsom 
Tanke greb Carl , der havde stødt sit ene Knæ , saa 
han af Smerte ikke strax kunde reise sig . „ Kom mig 
ikke nær , Daadpr , eller jeg skvder ! “ raabte han kuende . 
Han saae i dette Øieblik i Daa kun sin Modstander , 
sin Fjende , og i sin ophidsede Tilstand lagde 
han det spændte Gevær an imod ham . Dette ændsede 
Daa imidlertid ikke , men ilede til uden Frygt , idet 
han var langt fra den Tanke , at Truselen var alvorligt 
ment . 
Da er det , som en Dæmon styrer Carls Haand . 
Uden ret at vide , hvad han gjør , trykker han løs ; 
Skuddet knalder med Ekko i ben stille Nat fra alle 
Sider , og Axel , der kun var nogle Skridt borte , fører 
Haanden til sit Bryst og styrter med et Smerteskrig 
baglænds i Sneen , som farves af hans Blod , der i 
en stærk Strøm vælder ud af hans venstre Side . 
I et Nu samlede Alle sig blege og forfærdede om 
den Saarede eller maaskee Døde og hans Morder , der 
stod som forstenet over sin Gjerning . 
„ Blod og Torden , Menneske ! hvad har De gjort ? “ 
lød Skovriderens Stemme med dyb Forbittrelse og Skræk . 
Han fattede sig imidlertid øieblikkelig , og idet han knælede 
ved Daas Side og stræbte at standse Blodet , 
sagde han med fast Stemme : „ Adolf , løb strax hjem 

og sig det fil Moder , og kast Dig saa paa den Blissede 
og rid saa hurtigt , Du kan , fil Doktor Frandsen . 
Faae Doktoren fil at sætte sig tilhest ; han kan godt 
lade den selv finde hjem , blot han skynder sig . I 
Andre ! “ vedblev han , „ danner en Baare af Geværerne , 
hug nogle Grene af og læg over dem . Giv mig dine 
Tørklæder Fritz ; det er rædsomt , hvad han bløder . “ 
Baaren var nu i Orden ; den stærke Skovrider 
løftede uden Hjælp Axels høie Skikkelse op paa den , 
og nu gik Toget varligt og bedrevet hjemad . Krybskytferne 
hjalp med at bære . Kun Carl havde staaet 
ledig ; nu fulgte han Toget i nogen Afstand med blege , 
forstyrrede Træk , ikke som et Menneske , der bevæger 
sig ved sin egen Villie , men snarere som en Automat , 
der drages af en Kraft , som er uafhængig af ham 
selv . 
Efter at hendes Mand var gaaet , følte Ida Verland 
ingen Lyst til igjen at sove ; hun stod op , lagde 
til Ilden , og snart brændte det lystigt i Kakkelovnen , 
og Kaffekjedlen snurrede for at berede de hjemkommende 
Seirherrer en hyggelig Modtagelse . Bordet blev dækket , 
og Alting var parat , men endnu kom Ingen ; hun 
kunde vel Heller ikke vente dem saa snart og satte sig 
roligt i Lænestolen ved Kakkelovnen , hvor hun just 
var lige ved at falde i Søvn , da Lyden af et fjernt 
Skud skræmmede hende op . — „ Gud i Himlen , hvad 
er dog dette ? “ tænkte hun ængsteligt . Faa Øieblikke 
efter hørte hun hurtige Skridt ; Døren til Forstuen blev 
reven op , og næsten i samme Nu stak Adolf sit blege 
og forfærdede Ansigt ind ad Stuedøren . 

„ Moder , “ sagde han med rystende Stemme , „ Carl 
Friborg har skudt Daa , nu kommer de med ham ; jeg 
henter Doktoren . “ Adolf ilede ud , og i næste Minut 
hørte Moderen ham i strakt Galop at fare hen ad 
Veien . 
Et Øieblik stod hun som lynskagen , derpaa foldede 
hun sine Hænder og saae op til den stjerneklare 
Himmel og var saa atter den virksomme , omhyggelige 
Husmoder , der i største Hast beredte Alt til at modtage 
den saarede Husfælle eller hans Lig . 
Efter en lille halv Times Forlob , der forekom 
den angstfuldt Ventende som en Evighed , saae hun det 
sørgelige Tog komme . Varligt blev den Saarede , der 
ikke gav mindste Livstegn , bragt op paa sit Værelse 
og lagt paa sit - Leie , hvor den kjærlige Husmoder , ved 
allehaande bekjendte Midler stræbte at bringe den Bevidstløse 
til sig selv igjen ; men forgjæves . 
„ Gud give blot , at Doktoren maa have været 
hjemme ; han kunde snart være her , “ sukkede Skovrideren . 
Fritz havde staaet ved Vinduet . „ Der er han ! “ 
udbrød han glad og ilede ned for at tage mod den 
Blissede . 
Madame Verland skyndte sig ogsaa ned for at tage 
mod Lægen og føre ham op til den Saarede ; men ved 
Foden af Trappen standsede hun pludselig forfærdet og 
havde nær tabt Lyset af Haanden ved Synet af Carl 
Friborg , der dødbleg stod ligefor hende som et Billede 
af forstenet Rædsel . 
Han greb hende om Armen saa haardt , som om 

han vilde knuse den , og spurgte med en Stemme , der 
gik hende til Marv og Been : „ Er jeg en Morder ? 
Kvinde , sig Sandhed ! “ vedblev han i en næsten truende 
Tone , da hun tøvede med Svaret . 
„ Med Guds Hjælp er De det ikke ; vi ville haabe 
det Bedste , mit stakkels Barn , “ sagde Ida Verland med 
kjærlig Deltagelse , idet hun tog hans iskolde Haand . 
Doktor Frandsen , en vimS lille , aldrende Mand 
med et klogt og godmodigt Ansigt , traadte idetsamme 
ind ad Døren . 
„ Gud skee Lov , at De kom saa snart , kjære Hr . 
Doktor ! “ sagde Husmoderen hjerteligt . „ Jeg frygter , 
det seer sørgeligt ud . Vil De strax gaae op , “ vedblev 
hun , idet hun hjalp Lægen at befri sig for sit Overtøi ; 
„ det er Døren lige for Trappen . Min Mand og 
Skovfogden ere deroppe for at hjælpe med Forbindingen , 
og De vil ogsaa finde Linned , Vand , og hvao 
De ellers kan behøve . Jeg maa blive her , “ tilføiede 
hun , idet hun pegede paa Carl , „ her er Een , der 
trænger til min Nærværelse og maaskee til Deres med , 
naar De faaer besørget vor stakkels Daa . “ 
Doktoren tog Lyset og ilede op ad Trappen , 
hvorimod Husmoderen atter greb Carls Haand og drog 
ham med sig ind i den lune , lyse Stue . Hun lod 
ham sætte sig i Lænestolen og talede milde , beroligende 
Ord til ham , medens hun gned hans kolde Hænder 
og venligt løftede hans bøiede Hoved og saae ham i 
Øinene . Han var hende ingen Fremmed i dette Øieblik ; 
det var hendes eget Barn , eller rettere det kom 
hende for , som hun i dette Øieblik stod der for ham i 

hans afdøde Moders Navn , som var det venne , der i 
hende sørgede over og trøstede sit forvildede Barn . 
Carl sad endnu tavs og bleg som en Støtte ; det 
var , som om hans hele Sjæl med navnløs Kval var 
samlet i det ene Spørgsmaal : „ Er jeg en Morder ? “ 
Den moderlige Veninde fik intet Svar paa sine 
Ord , og naar hun saae i hans Øine , mødte hun et 
fomt , stirrende Blik , der opfyldte hendes Sjæl med 
Angst for hans Forstand . 
Hvad skulde hun gjøre ? Hvorledes lindre denne 
Sjæleangst ? Hun bøiede sig over ham , og han følte 
hendes varme Taarer falde paa sit kolde Ansigt , medens 
hun med en Moders Inderlighed bad for ham . 
Efter et angstfuldt Kvarteer lød Skridt paa Trappen . 
„ Det er Fritz , “ hviskede Moderen , „ han bringer en 
god Efterretning , det kan jeg høre paa hans leite 
Skridt . “ 
Saaledes var det ogsaa . Gjennem den halvtaabnede 
Dør stak Fritz sit smilende Ansigt ind : „ Han 
lever og vil med Guds Hjælp komme sig ! “ Med disse 
Ord trak han sig ligesaa hurtigt tilbage og ilede op 
igjen . 
Friborg var sprunget op . „ Jeg er ingen Morder ! 
Gud være evig lovet og takket ! “ udbrød han , idet 
han uvilkaarligt sank paa Knæ . 
Men med den frygtelige Spænding forlod ogsaa 
Kræfterne ham ; Alt blev sort omkring ham , og da han 
omsider aabnede Øinene igjen , laa han paa Sofaen . 
Foran ham stod Madame Verland og badede hans 
Tindinger ; det var , som om en umaadelig Byrde trykkede 

hans Bryst , men hvad det var , kunde han ikke 
erindre , og han følte ikke Kraft og Mod til at spørge 
derom . 
Døren aabnede sig ; Skovrideren og Lægen traadte 
ind , og i samme Øieblik stod ogsaa det nylig Oplevede 
klart for Carls Sjæl . 
„ Naa , Gud skee Lov , Mutter ! “ udbrød Verland 
med munter Stemme , „ Doktoren siger , vor brave Daa 
vil sikkert komme sig . “ 
„ Ja , “ fortsatte Lægen selv , „ Saaret er ikke farligt , 
og den dybe Afmagt var kun en Følge af det store 
Blodtab . Der vil imidlertid hengaae Uger , og han vil 
komme til at lide meget , men øm Helbredelsen tvivler 
jeg ikke . “ 
„ Det er imidlertid ikke Deres Skyld , Fribørg , “ 
sagde Skovrideren med uvillig Stemme til denne uden 
at lægge Mærke til hans Tilstand . „ De har gjort , 
hvad De kunde , for at blive Mörder . Lige , for Hjertet 
har Deres Kugle ramt , og havde ikke Skaftet af 
hans store Foldekniv , som Børnene saa tidt have gjort 
Rar af , standset Kuglen og forandret dens Retning , 
saa havde Alverdens Læger ikke kunnet hjælpe ham ; 
nu er han sluppet med et Par knækkede Ribbeen og 
med at faae Knivskaftet slaaet en Tomme ind i Kroppen . 
Det er da godt , at Vorherre er Daarernes Formynder . “ 
Lægen var imidlertid traadt hen til Carl og tog 
hans Haand for at føle hans Puls , medens Skovrideren 
vedblev : „ Det Værste ved den Satans Historie 
bliver endnu , at jeg ikke kan undgaae at melde 

den for Politiet ; der har været for Mange om den , 
til at den kan dysses ned , og De vil efter al Sandsynlighed 
ikke kunne undgaae en temmelig haard Straf ; 
nogle Aars Fængsel maaskee . Hvad for en Djævel 
har ogsaa ført Deres Haand , at De skulde bære Dem 
saa bæstisk ad ? “ føiede han harmfuldt til . 
Carl havde reist sig op . „ Jeg veed det knapt 
selv , men det veed jeg , al jeg gjerne vil lide Alt , 
hvad jeg har fortjent . Det kan Altsammen være det 
samme , naar jeg blot ingen Morder er , “ vedblev han , 
medens Taarerne trillede ned ad hans Kinder , med en 
Stemme saa inderlig , at den i et Øieblik vandt ham 
Skovriderens Hjerte . Ynglingen skjulte sit Ansigt i 
sine Hænder og græd som et Barn . 
„ Det var godt , det var godt , “ mumlede Lægen 
med synlig Tilfredshed . „ Lad De ham kun græde , 
det er bedst for ham , “ henvenote han sig derpaa til 
Madame Verland ! og saa Hvile og lidt kjærlig Deltagelse . 
Den Recept behøver jeg nok ikke at skrive for 
Dem ; den Medicin kan De nok selv besørge ligesaa 
godt , som De her har sørget for Medicin for fastende 
Maver , “ tilføiede Doctoren leende , idet han satte sig 
ved Bordet , hvor Verland allerede havde taget Plads . 
„ Nu er det bedst , Ida , at Du gaaer op til Daa , 
saa kunne Drengene og Anders Skovfoged komme ned 
og faae Noget at leve af , “ sagde Skovrideren . 
Ida Verland kastede et Blik paa Carl . 
„ Det er godt , jeg forstaaer Dig , “ svarede hendes 
Mand , „ ham skal jeg nok sørge for ; han skal komme 
til Ro i min egen Seng , og jeg skal tage mig af ham 

som om jeg var hans Fader , stakkels Knøs . Jeg har 
aldrig følt saamegen Godhed for ham som i dette 
Øieblik . “ 
Hun nærmede sig til Carl . „ God Nat , mit kjære 
Barn , “ sagde hun med sagte Stemme , idet hun lagde 
sin Haand paa hans Hoved ; „ Gud velsigne Dem ! “ 
Carl løftede sit taarevædede Ansigt . „ Gud vil 
nok tilgive mig , “ hviskede han , „ men vil Daa ? De 
gaaer jo op til ham , bed ham derom . “ 
Hvis han kan taale det , “ svarede Madame Verland 
og skyndte sig op til den Saarede , som med et 
mat Smil hilsede sin kjære Madmoder . Hans Udseende 
var saa lidende , at Ida ikke turde komme frem med 
Carls Bon , men efter et Øiebliks Forløb spurgte han 
selv sagte : „ Hvor er Friborg , og hvorledes er det 
gaaet ham ? “ 
Den venlige Husmoder fortalte nu om hans Angst 
og Anger og endte med Bøn om Tilgivelse i hans 
Navn . 
„ Stakkels Knøs , “ udbrød Axel Daa med bevæget 
Stemme ; „ lad ham komme herop . “ 
„ Nei , nei , “ indvendte Husmoderen , „ de ere begge 
nu for angrebne dertil . “ 
„ Saa bring ham min Hilsen , arme Friborg , han 
har maaskee mere at tilgive mig , end jeg ham . “ Axel 
lukkede udmattet Øinene , og der gik et vemodigt , men 
tillige fortrøstningsfuldt og glad Smil over hans blege 
Aasyn . 
Madame Verland skyndte sig ned for at lette Byrden 
fra Carls Sjæl . 

„ Jeg rækker Dem her Haanden i Daas Navn , “ 
sagde hun venligt , , „ til fuld Tilgivelse , saaledes som 
han engang haaber selv at finde den . “ 
Carl greb Haanden og trykkede den til sine Læber 
og Øine . „ Tak , “ hviskede han , „ tak for dette og for 
Alt , hvad De har været for mig inat . “ 
Hurtigt ilede hun igjen op til den Syge og overlod 
til sin Mand at sørge for , at de Sunde bleve forsynede 
og forpleiede , en Pligt , han ogsaa med godmodig 
Opmærksomhed opfyldte . Efterat have fulgt Lægen 
ud opfordrede han Carl til at søge Hvile og hjalp med 
gemytlig , næsten faderlig Godhed den matte , aandsfraværende 
Gjæst tilsengs . Et Øieblik efter forkyndte hans 
dybe , regelmæssige Aandedræt , at ogsaa ban selv hvilede 
efter Dagens eller rettere Nattens Gjerning . 
Carl kunde derimod ikke sove , hvor udmattet han 
end var baade paa Sjæl og Legeme ; hver Gang hantrætte 
Øie lukkedes , saae han sig selv i Skoven lægge 
den usalige Bosse an mod Daas Bryst , flippe Hanen 
og saae ham segne om i Sneen , og han foer op i 
Skræk og vovede næppe at lukke Øinene igjen . Endelig 
satte han sig op med bankende Tindinger og brændende 
Pande i Haabet om dog saaledes at blive det 
skrækkelige Billede kvit . Maanen skinnede klart ind ad 
Vinduet , dens Lys faldt paa de to Smaapiger , der sov 
trygt i hinandens Arme ; det var et smukt fredeligt 
Billede . 
Lille Alfred vaagnede op og græd , Pigen kom 
ind , puslede ham og flyttede Vuggen hen til Børnenes 
Seng . „ Anna ! “ sagde hun , „ din Moder har travlt , 

hun er staaet tidligt op , Du kommer til at vugge din 
Broder og synge for ham . “ 
Lille Anna reiste sig søvndrukken , men begyndte 
strax at vugge og synge ; det gjorde Carl godt at see 
sin lille Veninde og høre hendes Stemme . Hun sang : 
„ Visselulle , visselo , 
Sov , min Lille , spdt i Ro . 
Ei Du kjender Sorg og Savn , 
Verden er Dig Moders Favn , 
Der Du slumre kan i Ro . “ 
Carl saae paa hende og lyttede , indtil hans Dine 
lukkedes , og Billedet af lille Anna og hendes klare 
Stemme gik ind i hans Drømme , indtil Søvnen sænkede 
sig dyb og drømmefri over de trætte Øicnlaage . 
Næste Morgen var der ved Thebordet paa Herregaarden 
megen Tale om Friborgs Fraværelse , og da 
Skovrideren idetsamme kom ind , modtoges hun med 
det eenstemmige Spørgsmaal : „ Veed De ikke Noget 
om , hvor Friborg er ? “ 
„ Jeg kommer netop for at tale om ham , “ svarede 
han med usædvænlig Alvorlighed ; „ han har i 
Nat været paa Krybskytten ved Rørmosen i Selskab 
med Frederik Sjællænder og store Lars , og da vi kom 
efter dem , har Friborg skudt paa Godsforvalter Daa 
og har saaret ham temmelig betydeligt i Brystet . 
„ Død og salte Pine ! “ raabte Kammerraaden forfærdet 
og slog i Bordet , saa Tallerkener og Kopper 
dandsede . 
Fruen foer op med et Hvin , som bragte Kirstine , 
der ogsaa var sprunget op , og hvis heftige Natur ligeledes 

vilde have givet sig Luft i et lydeligt Udbrud , til 
forlegen og tavs at sætte sig ned igjen . Kun hendes 
ængstlige Blik og vexlende Farve forkyndte , med hvor 
dyb Interesse hun hørte paa Skovriderens nærmere 
Beretning , som han sluttede saaledes : „ Nu er jeg paa 
Veim for ar melde Sagen for øvrigheden . Stakkels 
unge Menneske ! i heldigste Tilfælde undgaaer han ikke 
et Par Aars Fængselstraf . “ 
„ Det er godt nok til ham ! “ raabte Fruen med 
sin skarpe Slemme , „ den Morder ! Jeg vil ikke see 
ham for mine Øine ; han maa aldrig mere sætte sine 
Fødder indenfor mine Døre ! “ 
„ Ja , saa skal han min Sjæl have Lov til at 
blive hos os , til hans Dom er falden , “ sagde Verland 
lidt ærgerlig og tilføiede bebrejdende : „ Havde De 
seet ham i Nat græde GlædeStaarer over ikke at være 
en Morder , saa vilde De aldrig kaldt ham saaledes . 
„ Mutter mener det ikke saa haardt , “ sagde Kammerraaden 
undskyldende , „ hun er ikke saa skem , som 
hun seer ud til ; jeg skal selv gaae ned og snakke med 
Fyren . “ 
„ Ikke nu , “ sagde Verland afværgende ; „ han trænger 
til Ro , og den skal han have . Farvel og velsmagende 
Maaltid . “ 
Han skyndte sig afsted efterladende de Tilbageblevne 
i meget bevæget Sindsstemning . Kirstine sad 
favs og bedrøvet , Fruen skjændte , Kammerraadcn korssede 
sig , og Børnene græd ; de skulde jo ogsaa gjøre 
Noget . 
Da Carl vaagnede ved Middagstid , forekom det 

ham , som om der var gaaet Aar hen siden den foregaaende 
Dag , og ligesom hans Kjærlighed og Skinsvge 
i hans Kval og Samvittighedsangst om Natten 
vare blevne som smaa umærkelige Punkter , saaledes 
forekom de ham idag at ligge saa langt tilbage i Tiden , 
at han betragtede dem med den vemodige Ro , 
hvormed man seer tilbage paa forbigangne Lidelser ; 
selv Ratten med sin Rædsel var flyttet underligt langt 
bort . Han følte sig selv mange Aar ældre , og det var 
næsten med en vis Undren , at han saae Anna som 
den lille syv Aars Pige liste paa Tæerne hen til 
Sengen ; det foresvævede ham uklart , at ogsaa hun 
maatte være bleven meget ældre . 
„ Hvordan har Du det , Carl ? “ var Barnets ængstlige 
Spørgsmaal , der kun besvaredes med Spørgsmaalet 
til Dans Befindende . 
„ Aa , “ svarede Barnet med Taarer i Øinene , 
„ han siger , det er godt , men han seer saa bleg , saa 
bleg ud . “ 
Carl gyste uvilkaarligt . „ Dersom han døde , Anna , 
hvad vilde Du saa gjøre ? Saa vilde Du vel være 
vred paa mig og aldrig tage min Haand mere ; saa 
var jo Daas Blod paa den . “ 
Anna greb uvilkaarligt hans Haand mellem begge 
sine og saae ængsteligt paa den : „ Daas Blod paa 
den ? “ sagde hun spørgende . „ Saa vilde jeg græde . 
Men jeg vilde holde endnu mere af Dig , hvis jeg 
kunde , “ vedblev hun efter et Øiebliks Betænkning , 
„ jeg vilde holde din Haand saa fast , saa fast og græde 
paa den saalænge , til Blodet var reent vasket af ; “ og 

Barnet trykkede kjærtegnende hans Haand til sine Kinder 
og Læber . „ Men Daa kommer sig , “ blev hun 
opmuntrende ved , „ det siger Moder . “ 
Ester Middag kom Verland hjem ledsaget af 
Herredsfogden , Kancelliraad Baagøe , der kom for at 
optage Forhør paa Stedet . Denne , en hsi , mager 
Mand med et sint , skarpsindigt Ansigt , var ved Verlands 
Fortælling bleven stemt meget til Gunst for Carl 
Friborg og blev det endnu mere ved et Diebliks Samtale 
med den Saarede , der ikke alene omtalte ham 
uden al Bitterhed , men med den hjerteligste Deltagelse 
anbefalede den stakkels Yngling til hans Dommers 
Velvillie . 
Kammerraad Rosenberg havde indfundet sig med 
begge Karlene , og den hyggelige Dagligstue var pludselig 
forandret til en Retssal . 
Det var imidlertid et nemt Forhor , hvorved oer 
intet Andet var at gjøre end at høre paa Delinkventens 
Tilstaaelse . Herredsfogden , der iforveien var vel stemt 
mod Friborg , og paa hvem hans smukke , ungdommelige 
Ydre , hans Bleghed og den synlige Bevægelse , 
hvormed han afgav sin Bekjendelse , gjorde et godt 
Indtryk , ønskede inderligt , at Sagen kunde stilles saa 
gunstigt som muligt for ham . Da Carl var kommet 
til det Punkt af sin Fortælling , hvor han omtalte sin 
Flugt , der mislykkedes ved hans Fald og Daas Rærmelse , 
afbrød han ham livligt : „ O , jeg fatter det 
altsammen ; De faldt , Bøssen gik af , og Skudet ramte 
uheldigvis Deres Forfølger . Det var , hvad man kalder , 

et Vaadeskud , “ vedblev han med særegent Eftertryk og 
et opmuntrende Blik til Carl . 
Ynglingen studsede . „ Nei , Hr . Kancelliraad , “ 
svarede han bestemt , „ det var ikke af Vaade ; Bøssen 
gik ikke af i Faldet , men jeg lagde ^n Paa ham med 
Trusel om at skyde , dersom han kom nærmere , og med 
den Hensigt at gjøre det . Jeg skjød for at dræbe ham i 
en Slags Forestilling om , at Verden ikke var stor nok 
fil at rumme os To . Men da jeg saae ham falde , 
saae Sneen farves af hans Blod , da følte jeg — ja , 
det hører jo , Gud skee Lov ! ikke med her , — jeg 
froer , jeg var nær ved at blive gal af Angst , og at 
jeg kunde blive det endnu , dersom jeg skulde tilbagekalde 
og fremstille klart , hvad der rørte sig i mig den 
skrækkelige Nat . “ 
Carl lagde Haanden paa sin Pande , som for at 
jage Tanken bort , og satte sig træt . Kancelliraaden 
betragtede ham halvt ærgerlig . „ At den Klodrian ikke 
vilde lade sig hjælpe , “ sagde han siden privat fil Skovrideren ; 
„ ellers har man sin Nød med at faae Delinkvenferne 
fil at tilstaae tilstrækkeligt , idag fik jeg meer 
end nok ; men jeg lider dog den Knøs for hans tossede 
Oprigtigheds Skyld , der i bedste Tilfælde vil koste 
ham et Par Aars Frihed . “ 
Kammerraaden vilde have Carl hjem med sig , 
men Verland erklærede , at han var for angrebet til at 
arbeide idag , og til han kunde det , skulde han have 
Lov til at blive i Ro , hvor han var . 
Daas Sygeleie , der , som Lægen havde sagt , blev 
baade temmelig langvarigt og smertefuldt , bragte en 

betydelig Forstyrrelse i Kredsens hyggelige Samliv . 
Den , der led mest ved dette , var Carl , hvis Bleghed 
og Alvorlighed ikke svandt , saalænge han saae de sørgelige 
Følger as sin Overilelse . Al den Tid , han kunde 
undvære fra sit Arbeide , tilbragte han ved Daas Seng . 
Lige utrættelig Dag og Nat vidste han ikke , hvad ban 
skulde finde paa for at lindre eller glæde ham , og naar 
den ellers saa taalmodigt Lidende engang imellem yttrede 
en Klage eller viste et Tegn til heftige Smerter , da 
vare hans Selvbebreidelser altid saa bittre , at den Syge 
glemte sine egne Smerter for at trøste og styrke ham . 
Disse fo saa himmelvidt forskjellige Naturer knytfede 
i denne for dem begge saa tunge Tid et virkeligt 
sandt BenskabSbaand af den Slags , der varer hele Livet . 
Forst da Daa kunde taale at sidde op , da Smerterne 
ophørte , og den lille Kreds samledes om Aftenen 
om den kjære Husfælles Leie , begyndte Carl at faae 
sit friske , livsglade Ansigt og sin muntre Latter igjen , 
men ganske den samme blev han aldrig ; han havde 
følt Livets Alvor og Smerte , og det tankeløse , sorgløse 
Udtryk i hans Ansigt kom ikke mere igjen . 
Hvad hans Følelser angik , da vilde det vist være 
vanskeligt for ham at komme til Klarhed over dem . 
Hans Hjerte bankede stærkere , naar KirstineS som , 
straalende Øine hvilede paa ham , eller naar hun talte 
til ham nred sin klare Stemme og sit søde Smil ; 
men naar han saae paa Daa , naar Kirstine , som hun 
ofte gjorde , læste eller sang for denne , da havde han 
dog en Fornemmelse af , at den Kjærlighed , der lyste 
i Daas stille Blik , var af en heel anden ædlere og 

sandere Natur end hans , og han følte en Slags Tilfredsstillelse 
ved at bringe sin Kjærlighed som Sonoffer 
for sin Brøde . Ida Verland glædede sig med moderlig 
Kjærlighed over den Fremgang , Carl øiensynlig havde 
gjort ; hans Sjæl havde faaet et Opsving , og da han 
ikke var saa barnagtig som før , havde han tabt noget 
af sin Frygt for at synes følsom , skjøndt hans Tilbøielighed 
til at spotte sine egne bedste Følelser endnu 
undertiden brød frem som en skjærende Mislyd . 
Fremtidens mørke Udsigter bidroge ogsaa til at 
give den letsindige , tankeløse Yngling mere Alvor . 
Julen nærmede sig , og iaar skulde den bringe Kirstine 
Opfyldelsen af sit længe nærede Ønske at komme hjem til 
den kjære Pleiefader . Længe havde hun med barnlig 
Glæde forberedt Alt til denne Reise , og mangen sildig 
Aftentime havde fundet hende beskjæftiget med Arbeider , 
hvormed hun vilde glæde dem Alle i Hjemmet , saameget 
som hendes Evner tillod hende . Med Utaalmodighed 
havde hun talt Dagene til Julen , nu var 
endelig den sidste kommen , den saakaldte „ Lillejuleaften ; “ 
næste Morgen Kl . 4 skulde hun kjøres til Dagvognsstationen , 
og ved Middagstid kunde hun være ved det 
ønskede Maal . Kufferten var pakket , og den sidste 
Aften skulde naturligvis tilbringes i hendes kjære andet 
Hjem , som hun kaldte Skovridergaarden , og ved Tanken 
om at sige Farvel for hele fjorten Dage listede der sig 
en vis Vemod ind i hendes Glæde . 
Ogsaa de Venner , hun skulde forlade , kunde ikke 
lade være at sige sig selv , at hendes Bortreise vilde 

give en tom Plads i Kredsen , der vilde betage den 
meget af dens Harmoni . 
„ Det er næsten underligt at tænke paa , “ sagde 
hun halvt spøgende og halvt alvorligt , „ at jeg nu ikke 
skal komme her før til næste Aar ; det er , som om jeg 
skulde være saa længe , saa længe borte . “ 
„ Ja , der kan skee meget , inden vi sees igjen , “ 
bemærkede Axel Daa , der endnu bleg og mat , men 
forøvrigt helbredet sad i Sofaen , idet han slog ind i 
hendes halvt vemodige , halvt spøgende Tone : „ Hvo 
veed , hvad næste Aar bringer . “ 
„ Aa , meget , meget Forskjelligt , baade Ondt og 
Godt , “ svarede Adolf livligt ; „ forst Ondt , naar jeg 
nu snart skal forlade mit velsignede Hjem , som jeg 
ikke begriber , hvorledes jeg stal undvære , og drage til 
Fhen til Forstraad Bredahl , og saa Godt , naar jeg 
med Guds Hjælp til næste Jul stal komme her hjem 
med mit Lærebrev . Lad nu Enhver af os sige , hvad 
han ønsker og venter af det nhe Aar , “ vedblev han 
muntert . 
„ Jeg , “ sagde Fritz barnagtigt , „ ønsker og venter 
et Kuld deilige Hvalpe af ren Race af Lady til 
Foraaret . “ 
Alle lo , og Moderen sagde : „ Jeg venter mig 
megen Glæde af Eder Alle og veed intet bedre Ønske , 
end at vi Alle næste Jul igjen glade kunne sidde her 
samlede , sunde paa Sjæl og Legeme . “ 
Daa sagde Intel , men i hans brune Øine , som 
han fæstede paa Kirstine , laa et stille glad Haab , som 
hendes straalende Blik idetmindste ikke modsagde . 

Carl greb Husmoderens sidste Ord og svarede med 
et alvorligt Udtryk : „ Det Ønske bliver ikke opfyldt ; 
jeg idetmindste kommer ikke med . Af det nye Aar 
venter jeg kun Dom og Fængsel , og alt , hvad jeg 
haaber af det , er , at jeg maa dømmes til ensomt 
Fængsel og saaledes idetmindste blive fri for Tugthusbekjendtskaber . “ 
Skovrideren , der fandt , at Samtalen var slaaet 
over i en vel alvorlig Gade , vendte sig nu med et 
Smil til Kirstine : „ Hvad ønsker De , lille Kirstine ? 
Lad mig nu see , De kan ønske rigtigt fornuftigt og 
fornøieligt . “ 
Kirstine forstod Verlands Hensigt og svarede livligt : 
„ Aa , jeg ønsker mig at komme til et rigtig stort , 
elegant Bal , hvor jeg ret kunde see , hvordan den fine 
Verden slaaer sine Folder . Jeg venter det imidlertid 
ikke , men „ Unverhofft kommt oft , “ siger Tydsken . “ 
„ Saa vilde jeg da ønske , at det maatte blive saa 
snart , at jeg kunde komme til at dandse første Dands 
med Dem , “ sagde Friborg med et Smil . 
„ Og jeg vilde ønske , at jeg kunde see paa det , “ 
bemærkede Arel . 
„ Det var min Sjæl et beskedent Ønske , “ lo Skovrideren . 
„ Hvad ønsker Du , min Glut ? “ tilføiede han 
venligt , idet han klappede lille Anna . 
„ Aa , “ svarede Barnet , „ jeg vilde ønske , at jeg 
i det nye Aar kunde lære ligesom Troldmanden i Evenfyret 
at gjøre mig til en lille Mus . “ 
„ For saa , ligesom denne at blive taget af Katten ? “ 
skjæmtede Faderen . 

„ O nei , “ svarede Anna , „ for at krybe op i 
Carls Ærmer , naar han skal reise i Arrest , saa kunde 
jeg følge med ham og blive hoS ham . “ 
„ Knnde Du da nænne at reise bort fra mig ? “ 
spurgte Faderen spøgende . 
„ Ja , det kan Du da nok begribe , “ var Svaret ; 
„ Du beholder jo baade Moder og Hilda og den søde 
lille Alfred , men den stakkels Carl skal være ganske , 
ganske alene . Det maa dog være skrækkelig haardt , “ 
og Barnet brast i voldsom Graad og slyngede begge 
Armene om Vennens Hals med en lidenskabelig Heftighed , 
som ellers var den blide Pige uvant . 
Carl trykkede hende fasf i sine Arme og sagde bevæget : 
„ Hvor Menneskene dog ere egcnkjærlige ; jeg 
glæder mig ordentlig ved dette Barns Smerte ; det gjør 
mig saa godt , at jeg veed , hun vil græde søsterlige 
Taarer for min Skyld . — Men , “ vedblev ban , „ netop 
nu maa jeg jo glæde mig over ingen Forældre at have , 
ingen Moder , som jeg kan gjøre Sorg og Skam , og 
dog har jeg aldrig i mine Dage saaledes ønsket at 
have Moder , som nu , da hun blot kunde sørge og 
græde for min Skyld . “ 
Ida Verland lagde kjærligt sin Haand paa hank 
Skuldre . „ Saalænge jeg lever , kjære Carl , skal De 
ikke mangle Moderoine til at græde over Deres Sorg 
eller Moderhjerte til at dele Deres Glæde og bede for 
Dem . Forøvrigt , “ vedblev hun mildt , „ troer jeg , at 
De aldrig vilde have gjort Deres Moder saa lidt Sorg 
som nu , idetmindste har jeg aldrig seet paa Dem med 
mindre Bekymring . Gud har kaldt paa Dem i Smerten , 

og Deres Sjæl har svaret søm fordum Samuel : „ Her 
er jeg , Herre ! “ “ 
Friborg trykkede den venlige Haand til sine Læber , 
medens Taarerne løb ned ad hans Kinder ; ogsaa i Kirstines 
og begge Drengenes Øine stode Taarer . Selv 
Skovrideren følte , at intet Forsøg paa „ at komme om i 
den rette Gade “ vilde lykkes , og Ida tog for at bringe 
Gemytterne i Ligevægt Luthers Huspostil ned fra Hylden 
og læste en Juleprædiken ; derpaa føreskog hun de Unge 
at synge om Barnet i Bethlehem , for at synge den 
Glæde fil Huset , „ søm passer lige godt for den Glade 
og den Sorgfulde . “ 
Sangen lød smukt og fyldigt , men den vemodige 
Stemning vilde ikke vige , og man skiltes tidligere end 
sædvanligt , da Arel trængte fil Ro , og Kirstine skulde 
saa tidligt op . 
Kjærligt sagde hun Farvel fil hver især og gik 
favs og fankefuld ved Carls Side gjennem Skoven i 
det klare Maaneskin . Efter nogle Minutters Forløb 
begyndte imidlertid Carl at række og strække sig som 
Een , der vaagner af en dyb Søvn . 
„ Hvad gaaer der af Dem , Friborg ? “ spurgte 
Kirstine lidt uvillig . 
„ Aa , jeg ryster blot Sentimentaliteten af mig , “ 
svarede denne med en Tilbagevenden fil sin kaabe Tone . 
„ Følsomhed , Prædikener , Psalmer og Afsked , det er 
formeget af det Gode paa een Gang ; den Dosis taaler 
min Mave ikke . Madame Verland er rigtignok en rar 
Kone , men iaften var hun næsten for god . “ 

„ Friborg ! bvor kan De spotte saa hjerteløst ? “ 
svarede Kirsfine heftig ! ; „ jeg er saa beklemr iaften , 
som om mit Hjerte skulde briste . “ , 
Friborg lo . „ Saa hold bare paa det , at det ikke 
gaaer itu , ellers kommer Mutier Verland til at holde 
Ligprædiken , og saa bliver det Sidste værre end det 
Forste . “ 
„ Ti stille ! jeg kan ikke taale det ! “ udbrød den 
heftige Pige med frembrvdende Taarer , kastede sig paa 
en Træstub og boiede heftigt hulkende sir Ansigt ned i 
sit Skjød . 
Friborg blev staaende uden at vide , hvad han 
skulde gjøre , forskrækker , dellagende og ikke langt fra 
ar gjøre hende Selskab , da Kirsfine pludselig sprang 
op og som en jager Hind ilede hen ad den frosne Vei . 
Carl maatte løbe af alle Kræfter for ar indhente 
hende og naaede hende først ved Døren . 
„ Godnat og glædelig Jul ! “ hviskede hun aandeløs , 
idet hun smuttede ned ad Gangen til sit Kammer . 
Hvorfor græd hun ? Ja , hun vidste det ikke selv ; 
det var en uvilkaarlig Vemod , der havde grebet den 
unge Sjæl som en ubevidst Anelse om Livets Kamp 
og Smerte . „ Natten , “ siger en berømt Forfatterinde , 
„ er en daarlig Trosf for den Bedrøvede . “ Det slaaer 
imidlertid ikke altid til , idetmindste vaagnede Kirstine 
næste Morgen straalende glad , da Meiersken Kl . 4 
bragte hende Kaffen ind , og snart sad hun paa Vognen 
i lyksalig Forudfolelse af den Glæde , der ventede hende , 
og rullede hen ad den frosne Vei , der oplystes klart 
af den synkende Maane . Alt saae saa smukt ud , hun 

kjørte forbi Skovridergaarden , der laa saa roligt under 
ve rimpuddrede Træer , og kyssede smilende paa Fingeren 
ad Sovekammervinduet . Havde hun hævet Blikket 
skidt høiere , havde hun seet et Vindue i Kvisten blive 
aabnet og en Skikkelse bøie sig ud deraf , som med 
Øinene fulgte Vognen saa langt den kunde , idet den 
halvhøjt udtalte Ordene : „ Farvel Kirstine ! “ 
I sit Hjem fandt Kirstine al den Glæde , hun 
havde ventet sig . I Bayers Søster , Tante Lotte , som 
hun kaldte hende , fandt hun et af de kvindelige Væsner , 
som ved Hjertensgodhed og medfødt Takt erstatte , hvad 
de mangle i Dannelse . Opfyldt af Taknemmelighed 
og ubegrændset Kjærlighed til Broderen var det en Livsopgave 
for hende at sørge for hans Tilfredshed og 
Bekvemmeligheder , Børnene vare velopdragne og lydige 
og elsfede høiere end Alt „ Onkel Ferdinand , “ som 
ogsaa paa sin Side elsfede dem . Med faderlig Ømhed 
fandt han sig i deres Sjælmstykker og morede sig ved 
deres barnlige Samtale . Kirstine syntes , at han saae 
yngre ud , end da hun sidst saae ham . 
Med inderlig Glæde og faderlig Stolthed betragtede 
han det elskede Pleiebarn . „ Nu mangler jeg Intet 
mere i at være en lykkelig Mand , “ sagde han , „ da 
jeg igjen seer Dig , mit Hjertes Barn , sund paa Sjæl 
og Legeme . Hvor Gud er god , at han har givet mig 
ensomme Ungkarl saameget at leve for . “ 
Det var fjorten velsignede Dage , rige paa Fred , 
Glæde og Kjærlighed , som Kirstine tilbragte i Hjemmet . 
Hurtigt fløi de hen og med Vemod tog hun den bestemte 
Dag Afsfed fra det kjære Hjem , hvor Alle i 

Kjærlighed klyngede sig om hende , for atter at tage 
fat paa sin Gjerning . Tanken om de kjære Venner , 
hun vendte tilbage til , bidrog imidlertid til at opmuntre 
baade hende og den kjære Fader Baner , der ikke kunde 
blive træt af at betragte sin Glut og glæde sig ved 
Tanken om de Venner , hun havde fundet i den fremmede 
Egn . 
Den tidlige Vinteraften havde allerede kastet sit 
Slør over alle Gjenstande , da Kirstine nærmede sig det 
gamle Kjærbyholm . Hun smilede til de kjendte Steder 
og nikkede til Skovridergaarden , hvor allerede Lysene 
vare tændte , idet hun lovede sig selv endnu iaften trods 
Mørket at løbe en lille Tour derned for at ønske glædeligt 
Nytaar og see de kjære Venner et Øieblik . 
Denne Plan skulde imidlertid ikke komme til 
Udførelse . 
Ved Hjemkomsten mærkede Kirstine strax et usædvanligt 
Røre i hele Huser ; Pigebørnene kom hende ivrigt 
imøde og havde saa meget at fortælle , at hun , da alle 
tre talede i Munden paa hinanden , i Begyndelsen sket 
Intet kunde forstaae . Endelig bragte hun dog saa 
meget ud af Talen , at den rige Onkel Edvard fra 
Ostindien var kommen for tre Dage siden med to Rideheste 
og Tjener , ar Moder gjorde Alt for at være ham 
til Behag , og at der skulde være Bal imorgen , men 
at Stadsen endnu langt fra var færdig . 
„ Skynd Dem endelig , søde Kirstine , “ bad Petra , 
„ at faae Tøiet af og kom ind og hjælp os . » Sligt 
kan De saa udmærket , langt bedre end Moder ! “ 

Kirstine , der havde kjørt hele Dagen og havde en 
anden Bestemmelse for sin Aften , var just ikke oplagt 
til at opfylde denne Bøn . Efterretningen om Ballet 
interesserede hende i dette Øieblik kun lidt og den ostindiske 
Onkels Ankomst endnu mindre . Hun havde 
ofte hørt denne og hans næsten fabelagtige Rigdom 
omtalt og forestillede sig en gusten , falmet Ostindianer , 
hvem Penge var Alt i Verden . 
Paa Børnenes indstændige Bønner lovede hun 
imidlertid at hjælpe dem og fulgte med ind i Stuen , 
hvor hun uden at see sig videre om med en tavs Hilsen 
nærmede sig Bordet , der var oversvømmet med Lenon , 
Bobinet og Baand . 
„ Mine Børns Lærerinde , Frøken Kirstine Bayer 
— min Broder , Kapitain Rosenberg , “ præsenterede 
Kammerraaden med ualmindelig Høflighed . 
Kirstine fæstede sine sorte Øine paa Kapitainen 
og blev overrasket staaende . Det var ikke den gustne 
Ostindianer , men en ung , i det høieste trediveaarig 
Mand af ualmindelig Skjønhed i straalende Uniform 
og med et Udtryk af Elegance og Ridderlighed i hele 
sin Person , hvis Lige Kirstine aldrig havde seet . Ogsaa 
KapitaineN syntes at studse og et Øieblik at glemme 
sig selv i Betragtning af hendes friske , straalende 
Skjønhed . 
„ Hvad er der i Veien ? “ lo Kammerraaden , „ blive 
de bange for hinanden ? “ 
„ Nei , Broder ! “ svarede han med elegant Lethed , 
„ men naar Solen staaer op til usædvanlig Tid , da er 
det undskyldeligt , at man bliver blændet . Min skjønne 

Frøken , “ vedblev han , idet han bøiede sig dybt for 
Kirstine , „ De tilgiver mig , ikke sandt , og vil til Bekræftælse 
række mig Haanden ? Vi skulle jo være Husfæller 
i de næste 8 Dage , derfor før jeg nok være saa dristig , “ 
og den elegante Kapitain rakte med ridderlig Anstand 
sin Haand mod den forbavsede Pige , der undselig og 
dog smigret ved den Beundring , som udtalte sig i hans 
Ord og endnu mere . i hans Blik , rakte ham sin uden 
at sinde et eneste Ord til Svar . 
Kirstine satte sig til Sytøiet , men hendes Tanker 
fulgte Mændene , der spadserede op og ned ad Gulvet , 
hun kunde ikke glemme , at dette var den ostindiske 
Onkel , som hun havde tænkt sig saa aldeles anderledes . 
Kapitain Rosenberg var Kammerraadens Halvbroder 
og omtrent tyve Aar yngre end han . I sin 
tidligste Ungdom var han bleven ansat ved de danske 
Tropper i Trankebar og taalte lykkeligt Klimaets Farer , 
som bortrev hans Kammerater . Hans usædvanlige 
Skjønhed erhvervede ham en rig Arvings Kjærlighed , 
hun blev hans , og da hun efter et Par Aars 
Forløb døde uden Børn , var den unge Enkemand 
Enehersker over en Formue , der efter vore Begreber 
nok kunde kaldes fyrstelig . Nu var han kommen hjem 
før i sit Fædreland at nyde sin Rigdom og var en 
Gjenstand før almindelig Opmærksomhed , der maaskee 
ligesaa meget vistes ham paa Grund af hans ualmindeligt 
elskværdige og smukke Personlighed , som paa Grund 
af hans Rigdom . 
Det var ikke muligt at see en mere fuldendt Gentleman . 
Kirsfine havde aldrig før fundet Rogen , der i 

den Grad virkeliggjorte hendes Dramme og romantiske 
Forestillinger om de Helte , som hun skulde møde i 
Berden . Hvad Under da , at hendes sorte Øine fulgte 
ham , naar han gik ned ad Gulvet ; naar han gik den 
anden Vei turde hun ikke see op , da følte hun hans 
smukke , brune Øine hvile paa sig med det underligt 
bløde og dog glødende Blik , som hun ikke før havde 
seet i noget Øie . 
Ingen kunde bedre end Äapitainen forstaae at føre 
en Konversation , og snart satte han sig hen ved Bor . 
det hos de unge Piger og indledede en almindelig 
Samtale med dem , hvori ogsaa Kirsfine følte sig inddraget ; 
hendes Forlegenhed forsvandt , hun talte livligt 
og ugenert og lyttede med dyb Interesse til hans Fortællinger 
om sine Reiser og om fremmede Lande . 
„ Men Børn ! “ sagde Kammerraaden omsider , „ I 
lade Frøken Bayer sidde og hjælpe Jer uden at tænke 
Paa , at hun vel ogsaa har noget at gjøre istand for 
sig selv til imorgen . “ 
„ Aa , “ svarede Laura næsvist , „ Kirstines Stads 
skal ikke gjøre hende meget Bryderi af den gyldige 
Grund , at hun ingen har . “ 
Kirstine rødmede af Harme og Undseelse , og Kammerraaden 
svarede : „ Det kan min Salighed ogsaa være 
det samme , enten Frøken Bayer har Stads eller ei ; 
hun trænger ikke til Klæderne for at være den smukkeste 
af Jer allesammen . “ 
„ Trænger ikke lil Klæder , hi , hi , hi ! “ lo Petra 
med lidt Misundelse ; „ Fatter er rigtig god ! Hvordan 

troer han vel , at Kirstine vilde tage sig ud imorgen 
uden Klæder ? “ 
Den arme Pige var nær ved at synke i Jorden 
af Skam , men Kapitainen svarede med en lidt skarp 
Betoning : „ Det var ikke saaledes ment , Petra ; din 
Fader vilde dermed kun sige , at Naturen saa gavmildt 
har smykket Frøken Bayer , at hun ikke trænger til den 
Hjælp , som Mange sinde i Toilettet , men at selv den 
simpleste , ja tarveligste Dragt vilde synes kongelig 
Pragt , naar den bestraaledes af hendes blomstrende 
Skjønhed og friske Ynde . “ 
Fruen og Petra tilkastede Kapitainen ærgerlige 
Blikke , medens Kammerraaden gned sine Hænder og 
inderlig veltilfreds udbrød : „ Ja , Du har Ret , Du har 
Ret , Broder Edvard ; det var just det , jeg vilde have 
sagt ! Jeg kan nok synes saadant noget , men jeg kan 
nu aldrig komme uv af det med at belægge mine Ord 
saa net som Du . Jeg har det indvortes , ligesom de 
Grimstrup Faar . “ 
„ De Grimstrup Faar , hvad vil det sige ? “ spurgte 
Kapitainen med et Smil . 
„ Aa , det er nu saadan en Talemaade her paa 
Egnen , “ svarede Kammerraaden . „ Seer Du , — ja 
det er nu en Snes Aar siden , — da fik Eieren til 
Grimstrupgaard , Proprietair Navn , nogle af de bekjendte 
spanske Faar ; det var de første , der kom hertil , og 
Bønderne syntes , det var nogle aparte Faar . Du veed 
nok , de spanske see smaa og mogede ud . Men Navn , 
han var nu forgabet i sine Faar , og saa kommer en 
Dag Peer Bak , ham Sognefogden fra Vraa , han skulde 

da ogsaa see dem og hare , at det var gode Faar og 
dyre Faar , Faar der ikke var Mage til i ti Miles 
Omkreds . Naa da , Peer han seer jo paa dem baade 
fortil og bagtil og siger tilsidst : „ I jo Gn ' vel ! Hr . 
Propertæren kan vel ha ' e Ret , men saa maa de nok 
ha ' e det indvortes ; “ og siden den Tid saa sige vi 
saadan . “ 
Kapitainen lo , saa af man saae hans deilige , 
hvide Tænder , og svarede : „ Det var en Ypperlig Historie , 
Broder Thomas , og den Passer godt ; Du har 
det virkelig ogsaa indvortes , gamle Dreng , “ og den 
høie , ranke Kapitain slog sin trivelige Broder paa Skulderen 
med et saa levende Udtryk af venlig Anerkjendelse , 
af Kirstine uvilkaarlig følte den tykke Forpagter 
slige i hendes gode Mening . 
Børnene begyndte nu af tale om deres Pynt og 
deres Forventning om den næste Dags Herlighed . 
„ Det er aldrig værd af snakke saameget om , “ 
sagde Fruen i en bittersød Tone , „ det bliver kuns 
meget tarveligt , idetmindste imod hvad Eders Onkel er 
vant til ; i hans Øine vil det vist ligne Ingenting . “ 
„ Sig ikke det , kjære Fru Svigerinde , “ svarede 
Kapitainen med et galant Buk ; „ jeg forsikkrer Dem , 
af jeg med ungdommelig Forventning glæder mig til 
Deres Bal imorgen , især , “ tilføiede han henvendt til 
Kirsfine , „ dersom Frøken Bayer vil beære mig med den 
første Dands . Jeg skal naturligvis aabne Ballet og 
være første Løve , “ vedblev han henvendt til Broderen , 
der svarede med et bekræftende Nik , medens Fruen med 
indædt Harme udbrød , inden Kirsfine kunde svare : 

„ Det er saamænd meget tvivlsomt , Hr . Svoger , 
om Frøken Bayer kan komme til at dandse første 
Dands . Hun kommer til at hjælpe Børnene med 
deres Pynt , da baade jeg og Stine faae Andet at 
gjøre , og saa siden klæde sig selv paa , saa del er ikke 
rimeligt , at hun bliver færdig til første Dands . “ 
„ For Satan ! “ udbrød Kammerraaden , „ kan de 
store Tøse ikke hjælpe hinanden ? Jeg vil ikke have , 
at Frøken Bayer skal være deres Kammerpige ; hun skal 
være færdig i rette Tid , og skulle de endelig hjælpes , 
kan Karen fra Meieriet gjøre det . “ 
„ Hvad tænker Du paa ? “ begyndte Fruen heftigt , 
men Kirsfine afbrød hende : 
„ Kjære Hr . Kammerraad , vi skulle Alle blive færdige 
i rette Tid , det kan De stole paa . Jeg hjælper 
Børnene , og de hjælpe mig ; De ved nvk , „ ved fælles 
Hjælp man Maalet naaer . “ “ 
Kammerraaden var strax afvæbnet , men Fruens 
Fortrydelse var ikke saa let dunstet bort , og da hun 
senere blev ene med sin Mand , udtalte hun sin Misbilligelse 
af det Brud paa god Tone , at ikke Husetældste 
Datter , -inen Lærerinden , skulde opføre Ballet 
med den feirede Gjæst , men Kammerraaden erklærede 
kort , at Ballet var gjort for Broderens Skyld , og saa 
skulde han „ min Sjæl “ ogsaa have Lov til at dandse 
med den , han havde mest Lyst til . 
Fruen gik vred i Seng . 
Endnu Een gik utilfreds i Seng den Aften , og 
det var Carl Friborg , der den hele Aften tavs og med 
skinsyg Misfornøielse havde været Vidne til den ufordulgte 

Hyldning , som Rosenberg bragte Kirstine . „ Jeg 
kunde asstaae hende til den trofaste Daahjort , han fortjener 
hende , men denne Stadsmand , det er ikke til 
at udholde . “ 
Kirstine gik i Seng med en underlig Uro i Hjertet , 
som hun aldrig havde kjendt for ; hun glemte sin Aftenbøn , 
medens hun i Tankerne lyttede til hans smukke , 
klangfulde Stemme og saae hans Blik og Smil , der , 
det følte hun tydeligt , gjaldt hende paa en anden 
Maade end alle Andre . En uvilkaarlig Bebreidelse 
listede sig ind i hendes Sind ved Tanken om Vennerne 
paa Skovridergaarden . „ Jeg gaaer derned imorgen 
tidlig , “ tænkte hun , inden hun sov ind . 
Den følgende Morgen var Husets Travlhed imidlertid 
saa stor , at det ikke var muligt for Kirstine at 
faae en af Pigerne til at vadske og stive hendes fattige 
Pynt , hvorfor hun selv maatte paatage sig dette Arbeide 
og siden fyre i sin Kakkelovn for at faae den 
tørret og strøget , hvilken Forretning tog hende endeel 
Tid , og senere hindrede den almindelige Travlhed hende 
i at udføre sit Forsæt . ' „ Jeg seer dem jo ogsaa iaften , “ 
sagde hun trøstende til sig selv . 
Aftenen kom . Pyntede af Kirstines smagfulde 
Haand i nye , hvide Kjoler med flagrende Baand saae 
Pigebørnene saa godt ud , som det efter deres Natur 
var dem muligt . Med et lille Suk iførte hun sig selv 
sin tarvelige Dragt , men hun fortrød dog ikke at have 
anvendt hele sin lille Formue til Julegaver i Hjemmet ; 
hun tænkte paa Fader Bayers og Børnenes Glæde , 
og da hun efter endt Toilette smilende saae sig i Speilet , 

fortalte hun sig selv ganske naivt , at hun dog saae 
nydelig ud , som hun var . 
Kapitainen stod i fuld Galla i Stuen og mønstrede 
de Indtrædende med et veltilfreds Blik . „ De 
har Ære af deres Værk , Frøken , “ sagde han ril Kirstine , 
„ og selv ligner de en lille Vesta , der nærer den 
hellige Ild om end i en anden Forstand end Romernes . “ 
Kapitainens Øie hvilede beundrende paa den unge Piges 
skjønne Hals og Skuldre , som tildels skjultes af det 
saakaldle Skjorteliv af hvidt Lenon , der tilligemed 
Skjørtet af den gamle , lyserøde Muselins Kjøle udgjorde 
hele hendes Pynt . 
Gjæsterne samledes nu . Alle Egnens Forpagter- , 
Forvalter- og Præstedøttre , nogle Studenter , der vare 
hjemme i Ferien , Egnens mandlige Ungdom , der just 
ikke var talrig og derfor havde gjort Forskrivningen af 
et Læs Dandseheste fra nærmeste Kjøbstad nødvendig . 
Kirstine hjalp ivrigt med at byde Theen omkring 
og sørge for Gjæsterne , idet hun uroligt ventede paa 
sine Venner fra Skovridergaarden . 
Endelig kom Adolf og Fritz alene med Hilsen fra 
Fader , at han mod Sædvane havde Gigt i Ryggen 
og ikke var „ mobil , “ lille Anna var saa forkjølet , at 
Doktoren havde forbudt hende at gaae ud , og Moder 
blev naturligvis hjemme hos sine Patienter . Daa var 
efter Nytaar redet til sit Hjem og ventedes ikke før om 
nogle Dage . 
Nu tonede Violinerne , og Kapifainen kom for at 
minde Kirstine om herides Løfte at dandse første Dands 
med ham . 

Rødmende af Glæde og Undseelse fulgte hun med 
bankende Hjerte sin høie , statelige Kavaler . Det første 
Bal er en Begivenhed i en ung Piges Liv , hvortil 
der imidlertid spores Symptomer af en ellers ukjendt 
Sygdom : „ Balfeber “ ; denne havde Kirstine imidlertid 
ikke havt Tid til at føle før i sidste Øieblik , og Ildebefindendet 
var ogsaa øieblikkeligt forbi , da hun let 
som en Fugl fløt afsted i den brusende Vals , omslynget 
af sin Kavalers sløttende Arm . 
Det var et smukt Par , og Alles Øine hvilede 
ogsaa paa dem ; men derpaa tænkte de ikke ; for Kapifainen 
var i dette Øieblik Kirstine hele Verden , og 
hun straalede af Ungdomsglæde og Lykke ; saaledes at 
flyve afsted var en Himmel af Fryd . 
Ingen havde før lagt Mærke til den temmelig 
lille , ikke balklædte Pige , men da man saae hende føre 
op med den elegante Kapitain , blev hun snart en Gjenstand 
for almindelig Opmærksomhed . Damerne kritiserede 
hendes Toilette , og Herrerne beundrede hendes Skjønhed . 
Dandsen var næppe forbi , før hun modtog en 
Mængde Engagements for de følgende Dandse , og „ den 
lille Lærerinde i det høihalsede Liv “ var ustridigt Ballets 
Dronning til ikke liden Ærgrelse for de Andre , som 
følte deres Overlegenhed i ydre Forhold og Dragt . 
Kapitainen viste hende al den Opmærksomhed , som 
han uden at mangle Galanteri mod de andre Damer 
kunde vise hende , og Kirstines opmærksomme øie bemærkede 
let , at han dandsede paa en anden Maade 
med hende end med dem . Det lette , beskyttende Galanteri , 
som han viste hende , den ridderlige Opmærksomhed , 

hvormed han kom hendes smaa Ønsker imøde , skjænkedes 
kun hende . Kirstines sextenaarige Forfængelighed feirede 
den største , maaskee første Triumf , den bevidst 
havde nydt . 
Tanken om „ Rakkerpigen “ var vel med , men den 
blev viist bort med en vis stolt Tryghed . Det var jo 
hende , som den elegante , søgte og beundrede Balløve udmærkede , 
hende , de andre misundte , fordi hun trods sin 
simple Dragt dog var den Skjønneste ; hvad Under om 
Forfængelighedens Dæmon hviskede Slangeord i det 
ubevogtede Øre . 
„ Kan De huske Deres Ønske sidste Aften hos 
Skovriderens ? “ spurgte Friborg , der omsider ogsaa havde 
opnaaet en Dands med Kirstine , „ nu er det da opfyldt . “ 
„ Nei , “ svarede Kirstine leende , „ jeg ønskede mig 
paa et rigtig storartet , elegant Bal , hvor Noblessen 
kom , og i et Toilette , der svarede til Leiligheden , og 
disse Fordringer opfylder denne Aften dog ikke , hvor 
smuk den end er . “ 
Kapitain Rosenberg , hvis Opmærksomhed som sædvanlig 
havde været henvendt paa Kirstine , traadte nu 
til og spurgte , hvad Samtalen dreiede sig om . Smilende 
fortalte Kirstine om sit barnagtige Ønske . Kapitainen 
hørte paa hende med livlig Interesse og svarede : „ Jeg 
vilde skatte mig lykkelig , dersom det faldt i min Lod 
at opfylde Dem dette Ønske . “ 
Der var et næsten lidenskabeligt Udtryk i hans 
Blik og Stemme , der bragte Kirstine til at rødme og 
igjen vende sig til Friborg , som stod tavs og mørk , 

følende sig paa en ubehagelig Maade i Skygge ved 
Siden af den glimrende Kapitain . 
Aftenen gik som et Hav af Fryd . Ved Afskeden 
sagde Kirstine til Fritz og Adolf , at hun næste Dag , 
hvis det blev hende muligt , vilde komme til Skovridergaarden . 
Men næste Dag vilde Skjæbnen eller 
Fristeren det anderledes . 
Det var næsten Middag inden Husets Ungdom 
kom op og noget blege , trætte og tunge samlede sig 
øm Kaffebordet . Fruen begyndte imidlertid strax at 
tale om efter Middag at tage fat paa Læsetimerne , 
men Kapitainen udbrød : 
„ Gud , bedste Svigerinde , hvor kan De nu være 
saa barbarisk baade mod Deres eget Kjød og Blod og 
mod Frøken Bayer ? Nei i Eftermiddag kan der ikke 
arbejdes . Vilde De ikke foretrække en Ridetour , Frøken , 
i det skjønne Frostvejr ? “ henvendte han sig nu til Kirstine , 
der rødmende svarede , at hun ofte havde ønsket 
at ride , men slet ikte forstod det . 
„ 0 , det er snart lært , det paatager jeg mig at 
lære Dem ! “ raabte Kapitainen livligt . 
Men Fruen udbrød hvast : „ Det lader sig slet 
ikke gjøre ; vi have saamænd hverken Saddel eller Ridedragt ! “ 
Fruens Tone æggede Kirstines Wodstandslyst . „ Aa , 
det kunde dog nok skaffes tilveie , “ sagde hun ; „ Madame 
Verland har begge Dele . “ 
„ Det var fortræffeligt ! “ udbrød Kapitainen , dem 
laane vi ! Friborg ! “ vedblev han skjødesløst , „ skaf mig 
et paalideligt Bud til Skovridergaarden og sig saa med 

det samme til min Karl , at han skal strigle begge 
Hestene saa blanke som et Speil . “ 
Friborg gjorde Oprør indvendig , men adlød ikke 
destomindre udvendig . 
Kapitainen henvendte sig nu til sin Broder : „ Og 
Du , Thomas , Du laaner naturligvis gjerne Johan 
en Hest ; jeg rider hans og overlader Frøken Bayer 
min ; det Bedste er ikke for godt til hende . “ 
Forpagteren havde ingen Indvendinger . 
Kapitainen skrev med flydende Haand en Billet ' 
til „ Fru Verland , “ hvori han i lette , smigrende Udtryk 
bad om det forønskede Laan , og en halv Time efter 
var Alt arrangeret til den paatænkte Ridetour . 
Kirstine følte sig lidt ængstelig , da hun skulde træde 
paa Kapitainens Haand og indtage sit høie Sæde , men 
han beroligede hende smilende , og snart dandsede den 
skanke , fint tilredne Hoppe hen ao Veien med sin lette 
Byrde , der hurtigt fandt sig tilrette i venne ny Stilling 
og var tryg ved sin Ledsagers Side , hvis beskyttende 
Arm hvert Øieblik var tiltede for at understøtte 
hende . 
Frostluften bragte atter Roserne paa hendes Kinder 
og Ilden i de sorte Øine ; der var Noget forunderligt 
henrivende i den raske Bevægelse og i at 
beherske saadant et stort , kraftigt Dyr . Der var 
i hendes Blik og Smil noget Stolt , som Rosenberg 
ikke før havde seet ; hun forekom ham skjønnere end 
nogensinde . 
Touren gik forbi Skovridergaarden ; Verland stød 
i Døren , han kaldte sin Køne ud for at vise hende 

det smukke Syn , som de rede der , Kirstine saa stolt 
og glad ved den smukke Kapitains Side . 
Kirstine nikkede muntert til sine Venner ; hun var 
saa opfyldt af Øieblikket , at hun ikke engang havde 
Tid til at tænke paa den Utroskab , hun igrunden viste 
mod dem . 
Efter Hjemkomsten maatte hun spille og synge , 
og siden optog en livlig Samtale hendes Sjæl . 
Posten kom , og Breve og Aviser bragte et Øieblik 
Standsning i Underholdningen . 
„ See ! “ raabte Friborg pludseligt , idet han skjød 
en Avis over mod Kirstine ; „ der staaer Opfyldelsen af 
Deres Ønske . “ 
Kirsfines Øine faldt paa en Bekjendtgjørelse om 
et Bal i næste Kjøbstad , hvori Omegnens eleganteste 
Familier agtede at deltage , og hvortil Listen endnu 
imorgen kunde paategnes hos vedkommende Gjæstgiver . 
Ballet skulde afholdes næsfkommende Søndag , og man 
havde allerede naaet Torsdag Aften . 
Kirstine rystede smilende paa Hovedet , men Kapitainen 
greb Avisen og forelæste Bekjendtgjørelsen med 
høi Røst . „ Ja , jeg veed virkelig ikke bedre , end at 
jeg imorgen rider til Byen og tegner os , “ sagde han 
derpaa , som om det var en Ting , der fulgte ganske 
af sig selv . 
„ Min Gud ! hvad tænker De paa , Hr . Svoger ? “ 
raabte Fruen , „ paa Søndag ! og alene med Frøken 
Bayer ! Det Passer sig i Sandhed ikke ; selv om Frøkenen 
i saa kort Tid kunde faae en Dragt istand , maa jeg 
gjøre Indsigelser . Mine Børns Lærerinde skal ikke . . . “ 

„ De misforstaaer mig aldeles , kjære Svigerinde , “ 
sagde Kapitainen , der af Fruens Mine saae , at han 
kunde vente en haard Modsfand . „ Det var ingenlunde 
min Hensigt at tage med Frøkenen alene ; jeg vilde 
netop bede hende at følge med Petra og mig , hvis 
De tillod det ? “ 
Denne Vending afvæbnede Fruen . „ Kjære Hr . 
Svoger , det kunde jo være en stor Glæde for lille 
Petra ; men for det Første er hun ikke konfirmeret , og 
for det Andet er Tiden for kort til al sørge for HendeDragt . “ 
„ 0 , det kommer vi let over , “ svarede Rosenberg 
med et Smil , „ Petra er stor nok , og man viser ikke 
Konfirmationsattest eller Døbeseddel ved en flig Leilighed , 
og den sidste Hindring paatager jeg mig at fjerne . 
Jeg vil betragte del som en stor Gunst , hvis de unge 
Damer ville tillade mig at sørge for deres Toilette og 
blot med Tillid overlade Valget til min Smag . “ 
Efter adskillige Indvendinger om Tidens Korthed 
osv . , fik Kapitainen sin Krig frem , og del blev 
bestemt , at han næste Morgen tidligt skulde tage til 
Byen og besørge alt fornødent . Udsigten til at komme 
paa Bal belemret med den store , noget tunge og klnntede 
Petra som Appendix til sit Hjertes Dame var 
imidlertid ikke meget smilende , men den snilde Østindianer 
vidste at hjælpe sig . 
I Løbet af Aftenen henvendte han sig flere 
Gange med usædvanlig Velvillie til Friborg , hvem han 
ellers havde behandlet med ligegyldig Stolthed , og 
gjorde ham som tilfældig opmærksom paa , at en ung 

Wand i hans Alder og Stilling skyldte sig selv ikke 
at holde sig tilbage ved en saadan Leilighed , og bragte 
saaledes Carl , hvis aabne Karakter let paavirkedes , 
til uden at han selv vidste det at tage den Bestemmelse 
ogsaa at lade sig tegne til Ballet , hvilket Kapitainen 
beredvilligt lovede at besørge for ham . 
„ Nu have vi Petra forsørget , “ tænkte han , idet 
han med et overlegent Smil betragtede Ynglingen , der 
saa let var gaaet i Fælden . 
Kirsfine havde tavs og med spændt Opmærksomhed 
fulgt Forhandlingerne ; hendes Hjerte bankede af frydefuld 
Forventning ved Tanken om at faae sit Ønske 
opfyldt , medens hendes kvindelige Stolthed gjorde nogen 
Modstand mod at paadrage sig saa stor en Forbindtlighed 
ligeoverfor en næsten fremmed , ung Mand . 
Kapitainens af Naturen skarpe Blik , der var skjærpet 
ved de varme Følelser , den unge Pige havde vakt i 
hans Sjæl , forstod maaskee hendes Tanke ; thi da 
Fruen et Øieblik var gaaet ud , nærmede han sig til 
hende , og idet han bøiede sig dybt ned over Avisen , 
der laa foran hende , sagde han næsten hviskende : 
„ Frøken Kirstine ! De vil dog ikke forværve mig 
en smuk Asten ? De veed ikke , hvor jeg glæder mig 
til den ; siden jeg var et Barn , troer jeg ikke , at jeg 
i den Grad har glædet mig til Noget . “ 
„ Men det er formeget at modtage for en fattig 
Pige . “ 
„ Formeget ! som om De blev min Skyldner . De 
veed ikke selv , hvormeget Godt De har gjort mig . Jeg 
havde næsten ophørt at finde Livet smukt , men De har 

givet mig fornyet Livslyst ; De har gjort Verden skjøn 
i mine Øine og gjort mig ung igjen . Kan De saa 
negte mig at afdrage lidt paa denne Gjæld ? “ 
Kirstine rødmede , og der var en Stemme i hendes 
Hjerte , der advarede hende ; men hun var kun 16 Aar , 
den Udsigt , der aabnede sig for hende var saa tillokkende , 
Kapitainen bad saa alvorligt , og hans Blik 
talte hans Sag endnu varmere end hans Ord , og — 
Kirstine gav nølende sit Samtykke . 
Længe før Daggry næste Morgen travede Kapitain 
Rosenberg fuldt af fin Tjener hen ad Veien fil den 
to Mil fraliggende Kjøbsfad , og allerede før Middag 
var han tilbage igjen og medbragte i en lukket Vogn 
alt nødvendigt fil to elegante Baldragter og to Sypiger , 
som han ved Løfte om tredobbelt Betaling havde 
formaaet fil at svigte tidligere indgaaede Forpligtelser . 
Han havde endevendt den lille Byes Boutikker og bragt 
de Handlende fil Fortvivlelse ved at vrage og laste , 
hvad de selv fandt udmærket , og fil Henrykkelse ved 
det rige Indkjøb , han dog tilsidst havde gjort . 
Man kan tænke sig Husets Travlhed . Fruen var 
henrykt over den magelose Svoger og forsikkrede , at „ lille 
Petra “ vilde see sød ud i den himmelblaa Flors Kjole 
med hvide Baand og de rige Guldsmykker om Hals 
og Arme . 
„ Jeg har valgt Hvidt fil Dem , Frøken , “ sagde 
Rosenberg fil Kirstine ; „ en Farvepragt som DereS tør 
man næsten ingen anden Farve sætte ved Siden af . 
Det var knapt jeg turde vove at bestemme mig for 
Koraller , “ vedblev han , idet han aabnede et Etui og 

udbredte et fuldstændigt Garniture for den forundrede 
Piges Blik . Jeg har taget dem med fra Ostindien og 
næsten hændelsesvis faaet dem med herover . Det var 
vist en god Genius , ver bragte mig til at lægge dem 
i min Kuffert . “ 
At der fra nu af og til Søndag ikke var Tanke 
i Huset for andet end Balstads og Bal , kan man nok 
tænke . — Det kom Kirstine for , som om hun var 
inddraget i en Eventyrverden , hvori hun uimodsfaaelig 
følte sig henreven . 
Om Eftermiddagen maatte hun trods Travlheden 
ride en Tour med Kapitainen , som saa bagefter for at 
forsone sin strenge Fru Svigerinde red Tour med Petra , 
uagtet hun , som Johan behagede at udtrykke sig , hang 
paa Hesten som en Møllesæk og udstødte et lille Vræl , 
hver Gang den slog ind i rask Trav . 
Endelig naaedes da den store Dag . Stadsen 
var færdig og prøvet og gjorde i Sandhed Kapitainens 
Smag Ære . Vognen , som han havde bestilt fra 
Byen for at hente Damerne , da Kammerraaden ingen 
lukket Vogn havde , kom ved Middagstid , og efterat al 
Stadsen endnu engang var efterseet og pakket ind , og 
Alt gjort rede , sagde de unge Piger Farvel med lidt 
beklemte Hjerter . Det var jo begges Indtræden i 
Egnens fineste Verden og en stor Begivenhed i deres 
Liv . Fruen var lutter Smil og Solskin , og for ret 
at glæde hende udbad Kapitainen sig første Dands med 
Petra , inden de kjørte . 
Ved Ankomsten til Byen fandt de Alt forberedt 
Paa det Bedste for dem . Opvartningspigen førte dem 

strax til de varme Værelser , som Kapitainen iforveien 
havde bestilt . Friseuren ventede paa dem for at tilbyde 
sin Tjeneste , og under hans kunstfærdige Haand forvandledes 
snart Petras tykke , lyse , men noget stride 
Haar til en Prydelse , hvis Lige hun ikke selv havde 
drømt om ; slynget om den antikke , gyldne Pil hævede 
det paa en fordelagtig Maade hendes ungdommelige 
friske , skjøndt ikke smukke Ansigt . Den blaa Dragt 
klædte hende , og de massive , amikke Guldsmykker passede 
forunderligt godt til hendes store Former . 
Kapitainen betragtede hende næsten overrasket , da 
hun traadte ind i Værelset , hvor han havde ladet 
servere The for sine Damer , inden Ballet skulde 
begynde . 
„ Jeg troer næsten , at min smukke Niece ligner 
Sif eller en anden nordisk Heltinde , “ sagde han smilende , 
idet han kyssede hendes store Haand . 
„ Der kan man see , hvad Klæder kan gjøre , “ 
mumlede Friborg mindre ridderlig . 
Det var godt for Petra , at hun kom først , thi 
ellers var der vist ingen Beundring bleven hende til 
Deel ; thi da Kirstine et Øieblik efter traadte ind , optog 
hun Herrernes hele Opmærksomhed , og vel maatte hun det , 
som hun stod der første Gang i sit Liv smykket med 
en Dragt , der svarede til hendes Skjønhed , glad som 
et Barn over den og dog undseelig i sin uvante 
Herlighed . 
„ Det var da heldigt , jeg ikke bød Dem Juveler , “ 
sagde Kapitainen ; „ Deres Øine overstraale alle ædle 

Stene , Deres Tænder vilde beskjæmme Perler , og Deres 
Læber rivalisere med Korallerne , der see ud , som om 
de blegnede , fordi de ikke kunne naae deres Farveglands . 
Og veed De , “ vedblev han , „ hvad Friseuren 
svarede , da jeg betalte ham og spurgte , hvorledes han 
kunde blive saa hurtigt færdig ? „ Naturen har gjort 
saa meget for den ene af Deres Damer , at Kunsten 
Intet tør tilføie før ikke at fordærve . “ Det kalder 
jeg en galant Friseur paa Ære . Men kunde man 
ikke blive det af at see paa Dem , saa blev man det 
aldrig . “ 
For Kirstines barnlige Forfængelighed var alt 
dette næsten formeget ; men den sky Undseelse , hun følte 
ved Tanken om at træde ind i det glimrende Selskab , 
der idetmindste i ydre Forhold stod saa langt over 
hende , Rakkerpigen , dannede i dette Øieblik en heldig 
Modvægt . 
Nu slog Klokken svv ; Ballet skulde begynde . 
Kapitainen bød begge sine Damer Armen og sorte dem 
op i det ret smukke , vel oplyste Ballokale . 
Selskabet var samlet : hele Egnens Noblesse , Herremændsfolk , 
Byens høie Øvrighed , de rigeste Kjøbmændsfamilier , 
ja endog Grever , Baroner , Kammer- og andre 
Junkere ; det var en Forsamling saa glimrende , som 
den paa nogen Maade kunde bringes tilveie i denne 
noget afsides Egn . 
Damerne havde opbudt Alt for at overstraale hinanden 
ved denne festlige Leilighed , og Herrerne kasteve 
mønstrende Blikke paa dem baade med bevæbnede og 
ubevæbnede Øine . 

Kapitainen og hans Damers Ankomst vakte nogen 
Sensation ; de Fleste havde Hørt Tale om den rige Ostindianer 
og hans store Indkjøb osv . , og baade hans og 
hans Damers Personligheder vare vel skikkede til at 
tiltrække sig Opmærksomhed . Damerne maatte med 
Ærgrelse sige sig selv , at der ikke var et saa elegant 
og saa underligt harmonisk Toilette paa hele Ballet som 
de Nysankomnes . 
Der blev imidlertid ikke lang Tid til Examination , 
thi Instrumenterne klang , og Parrerne stillede 
sig op . 
Kapitainen førte efter Aftale Petra og Friborg 
Kirstine ; men da deres Plads i Rækken var efter hinanden , 
kunde Rosenberg efter Behag konversere Kirstine , 
og ved hver Leilighed inklinerede han for hende . Hvor 
let fløi de ikke afsted sammen ! Dandsen var ikke til 
Ende , for flere af Ballets mandlige Stjerner havde 
henvendt sig til Kapitainen for at blive forestillet for 
hans Damer . 
„ Ru er da Deres Ønske opfyldt , “ sagde Friborg , 
da Kapitainen dandsede ud med Petra , „ og De er glad 
og lykkelig . Jeg har ogsaa faaet mit opfyldt , men er 
dog ikke glad . Den stakkels Daa fik ikke sit beskedne 
0 > nske opfyldt , og troer De , han havde været glad , 
hvis han havde naaet det ? Troer De , han med Glæde 
havde seet paa Dem iaften ? “ 
„ Ja , hvorfor skulde han ikke det ? “ sagde Kirstine 
leende , men hendes Latter kom ikke rigtig fra Hjertet , 
som den pleiede . 

Snart var Kirstine „ komplet i Vælten “ ; alle Herrerne 
kappedes om at føre hende til Dands , og hendes smaa , 
rappe Fødder havde aldrig Hvile . Det regnede med 
mere eller mindre vel anbragte Komplimenter , som hun , 
der nu havde vundet hele sin ungdommelige Livlighed 
og Sikkerhed igjen , besvarede med lystige og vittige 
Indfald . „ Hun er lige glimrende ved Aand og Skjønhed , “ 
erklærede Herrerne . 
„ Hvem , der er skjøn som hun , er „ født , “ om 
hun saa var Bondepige , “ erklærede en af de Adelige , 
og baade Adel og Borgerstand kappedes om at bringe 
Ungdom og Skjønhed sin Hyldest . De adelige Damer 
havde begyndt med at kritisere hende , derpaa , da de 
saae , hun gjorde Lykke , søgte de klogeligt at protegere 
den „ lille Borgerlige , “ men snart opdagende , at hun 
ikke trængte til deres Protektion , fandt de det rigtigere 
sammen med de Øvrige at fetere hende ; det lod dog 
saa smukt ikke at være misundelig , det viste „ den 
sande Adel . “ 
Kirstine var altfor glad til ikke at tage deres 
Venlighed for ægte Mønt ; hun havde aldrig i sine 
Dage moret sig saa godt og udtrykte sin Tak til Kapitainen 
med saa barnlig Frimodighed , at han var aldeles 
lyksalig . 
Den lange Vinternat var næsten til Ende , da 
Vognen bragte de trætte , men henrykfe Balgjæster tilbage 
til Kjærbyholm . 
Det var over Middag , da Kirstine vaagnede . 
Ovenpaa en stor Spænding , enten det saa er Glæde 
eller Sorg , følger gjerne en tilsvarende Slaphed . Hun 

følte sig træt og nedsteint og utilfreos med sig selv . 
Hvorfor ? Det vidste hun ikke ; hun havde Intet gjort , 
det vidste hun bestemt , som var ondt eller syndigt . 
Friborgs Ord : „ Vilde Daa have været glad ved at 
see Dem her ? “ kom tilbage i hendes Tanker . Langsomt 
fuldendte hun sin Paaklædning , rømmede op i sit 
Værelse og satte sig saa ved Vinduet med Haanden 
under Kinden for at tænke over sig selv og sine Forhold . 
„ Har jeg virkelig gjort Uret mod den stille , trofaste 
Daa ? Hvad kan jeg for , at Kapitainen synes 
om mig , at han er smuk og elskværdig ? Han ligner 
Elskeren i Bøgerne . Det er jo ikke min Skyld , og 
man kan da ogsaa nok synes om Folk uden at elske 
dem , — og hvad Uret gjorde jeg , om jeg elskede ham , 
— jeg har Intet lovet , — Daa har intet Ord talt , — 
hvor kan jeg vide , at han elsker mig ? Han er ædel 
og god , — han er mig kjær , — men er Kapitainen 
ikke ogsaa ædel og god , og tør han ikke ogsaa være 
mig kjær ? “ Kirstines Tanker standsede et Øieblik . 
„ Hvem skulde have troet , at jeg kunde være hjemme 
otte Dage uden at see Verlands ? Cr det da ikke Uret , 
saaledes at glemme sine Venner , at lade sig henrive ? 
Og jeg har ladet mig henrive , henrive af Fornøjelserne , 
henrive af Rosenborgs Elskværdighed . — Hvad er det 
for en Magt , denne Mand udøver over mig ? — Er 
det ikke , som jeg var en Bold i hans Haand og ikkun 
kunde handle , som han vil det ? — For hanS Skyld 
er det , jeg har glemt og forsømt mine Venner ; og 
lille Anna , som ikke er rask , o ! hun har bestemt 
længtes efter mig ; og Ida , — hvad tænker hun ? — 

Men imorgen skal jeg komme , — imorgen reiser jo 
han , det er godt , — saa kan jeg igjen blive mig 
selv . — Men her vil blive tomt , naar han reiser , 
tomt , øde og kjedeligt ! — jeg vil savne ham , — han 
tager Livet med sig , — o ! hvor jeg er urolig , — 
havde jeg blot aldrig kjendt ham , aldrig levet denne 
vidunderligt deilige Uge . “ 
Saavidt var Kirsfine kommen med sine Selvbebreidelser , 
da en sagte Banken paa Døren vakte hende ; 
hun troede , det var et af Børnene , og svarede ilden 
Betænkning : „ Kom ind ! “ men blev ikke lidt forbavset 
ved at see Kapitainen træede ind . Han var bleg , og 
der var et usædvanligt Alvor udbredt over hans smukke 
Træk . 
„ Tilgiv min Dristighed ! “ bad han med en sagte , 
bevæget Stemme , „ men jeg saae Dem sidde i Vinduet , 
og det var mig saa nødvendigt at tale rigtigt med Dem , 
inden jeg reiser . “ 
Han fav . Kirstine bød ham en Stol og fav 
ligeledes . Efter et Par Minutters Tavshed begyndte 
Kapitainen igjen . „ Jeg reiser imorgen , Frøken Kirstine , 
er De glad over det ? “ 
„ Ja , jeg troer det , “ lød den unge Piges oprigtige 
Svar . 
„ Men jeg , “ vedblev han , „ jeg reiser bedrøvet og 
kommer vist aldrig nogensinde tilbage . “ 
„ Aldrig mere ! “ raabte Kirstine forskrækket . Der 
var noget saa Alvorligt og Sørgmodigt med i Rosenborgs 
Stemme , at det gik hende til Hjertet . 

„ Saae De gjerne , at jeg kom igjen ? “ spurgte 
han bedende . „ Vilde De blive glad over det ? “ 
„ Ja , jeg troer det dog , “ svarede Kirstine . 
Kapitainen traadte et Skridt nærmere . 
„ Kirstine , “ bad han , „ af Dem afhænger det , om 
jeg skal reise glad eller sorgfuld , komme snart igjen 
eller aldrig . “ 
Kirstine tav , og han vedblev med skjælvende 
Stemme : 
„ Kirstine ! Jeg har aldrig truffet nogen Kvinde , 
der har gjon Indtryk paa mig , som De ; jeg har aldrig 
truffet noget Skjønnere , Noget , der saaledes fortryllede 
og henrev mig . Bliv min ! skjænk mig Deres Haand , 
og jeg vil skatte den som min bedste Rigdom . Bliv 
min ! og jeg er rigere end en Konge ; hvis ikke er jeg 
fattig midt i al min Rigdom . “ 
Han bøiede det ene Knæ til Jorden og saae ind 
i den unge Piges Øine med et Blik mere veltalende 
end Ord . 
Det var , som Alt løb rundt for Kirstine ; hun , 
Rakkerpigen , opnaae en saadan Lykke ! Men elskede 
hun ham ? Turde hun tilhøre ham for hele Livet ? 
Han vilde blive for bedrøvet ved hendes Nei , saa glad 
ved et Ja , men turde hun udtale det ? Hun tav og 
saae mildt , men næsten bedrøvet paa ham . 
Rosenberg greb begge hendes Hænder : „ Elskede , 
tilbedte Pige ! “ raabte han lidenskabeligt , „ Du kan ikke 
ville forstøde mig , ikke bringe mig til Fortvivlelse . 
Livet uden Dig er Helvede , med Dig er det Himmerig ! 
0 , vi skulle være saa lykkelige ! “ 

„ Men jeg er et fattigt Barn , “ hviskede Kirstine 
næppe hørligt . 
„ Nei , Du er rig , “ kød Svaret , „ rig paa Ungdom , 
Skjønhed og Lykke . Jeg er den Fattige , deel 
med mig og lad mig ikke forsmægte . “ 
Han slyngede sin Arm om hende , atter udøvede 
han sin Tryllemagt over det stakkels Barn , og hun lod 
sig som villieløs drage i hans Favn . Hun følte hans 
Læber paa sin Mund i et brændende Kys og saae 
hans Øine lyse af Fryd . 
„ Min ! “ jublede han , „ min for bestandigt ! Elskede 
Pige , sig det ! tal blot et Ord og lad mig høre Bekræftelsen 
af Din Mund ; sig : jeg er Din , Edvard . “ 
„ Jeg er Din , Edvard , „ hviskede Kirstine sagte , 
idet hun brast i en voldsom Graad og støttede sit Hoved 
mod Kapitainens Skuldre . 
Jo , hun elskede ham dog vist ; det var saa deiligt 
at see ham saa glad , og beroliget hørte hun nu paa 
det glimrende Billede af Fremtiden , som han oprullede 
for hende . 
Efter nogen Tids Forløb sagde Kapitainen : „ Nu , 
min lille Brud , nu er det nok bedst , at vi gaae ind 
til Familien og modtage deres Lykønskning . “ 
Kirstine rødmede undseligt , men Kapitainen greb 
hendes Haand , førte hende ind i Stuen , hvor netop 
Familien var samlet om det noget sildige Kaffebord , 
og fremstillede hende med faa Ord som sin Forlovede . 
Var Maanen falden ned paa Bordet imellem dem , 
kunde Forbavselsen ikke være bleven større , end den nu 
blev . Kammerraaden tabte sin fulde Kop ned paa 

Gulvet , men var bog den første , oer fattede sig og 
med godmodig Hjertelighed ønskede de Nyforlovede til 
Lykke , idet han gjorde sine Svogerrettigheder gjældende 
ved et suffisant Kys paa hver af Kirstines blussende 
Kinder . 
Men ikke saaledes Fruen . Efter at hun en rum 
Tid havde staaet som en Støtte , løstes endelig hendes 
Tunges Baand , og hendes Hjerte skaffede sig Luft i en 
Strøm af Bebreidelser mod Kirstine , hvem hun beskyldte 
for Koketteri , Egennytte og Lumskhed , erklærede , 
at hun havde indsneget sig i Familien for at bringe 
Tvedragt og knuse hendes Moderhjerte ; Talen endte 
med den Erklæring , at hun ikke vilde have en Pige 
af saa tvetydig Moralitet i sit Hus en Dag længere , 
det skyldte hun sine opvoxende Døttre ; hun skulde endnu 
samme Aften skikkes til Viborg , hvor hun hørte til . 
Som himmelfalden havde Kapitainen hørt denne 
Ordsfrøm , der først standsede , da Fruens Veir var 
udtømt , og hun udmattet sank ned paa en Stol mellem 
sine grædende Døttre . Han tog nu Ordet med Alvor 
og Harme : „ Fru Svigerinde , “ sagde han , „ De har 
ingen Ret til at gjøre det stakkels Barn Bebreidelser , 
og jeg vil bede Dem huske paa , at hun fra dette 
Øieblik af ikke er Deres Undergivne , men staaer under 
min Beskyttelse , og De tager feil , hvis De troer , at 
jeg taaler Fornærmelser mod hende . Hvad Opholdet 
her angaaer , saa kan jeg godt lade være at besvære 
Dem med det , da jeg allerhelst tager hende med mig 
imorgen til Kjøbenhavn , hvor hun i min Moders 

Hjem skal være en kjær Datter , indtil jeg faaer indrettet 
et eget Hjem til min skjønne Brud . “ 
„ Ikke en Time vil jeg have hende j Huset , “ 
stønnede Fruen . 
„ Nei , slop nu , Mutter ! “ sagde Kammerraaden 
bestemt , „ lad os nu være Mennesker ; saadan en Historie 
som at jage Barnet øieblikkeligt bort vil jeg min Sjæl 
ikke vide noget af . Vil Edvard tage hende med imorgen , 
det er en anden Sag ; han har jo forste Prioritet nu . “ 
„ Det er altsaa afgjort ; imorgen Klokken fire reise 
vi , “ sagde Kapitainen tilfreds . „ Saa maa Du nok 
skynde Dig med dine Reisetilberedelser , min lille Brud ; 
skal jeg hjælpe Dig at pakke ind ? “ 
„ Nei , Tak , “ svarede Kirstine smilende , „ det vil 
jeg helst være ene om . “ 
„ Ja ja , min lille Svigerinde , “ to Forpagteren , 
„ jeg skal nok Passe paa ham saa længe , at han ikke 
skal komme ned og forstyrre Dem ; men nu skal De 
og Edvard min Salighed drikke Kaffe forst , saa kan 
De skjænke en Kop til for den , der gik i Gulvet ; 
Mutter og Tøsene ere jo lidt af Lave endnu af Overraskelse . 
Skal vi drikke paa den , Du ? “ vedblev han 
munter , idet han stødte sin Kop mod Broderens . 
Efter Kaffen ilede Kirstine ned i sit Kammer for 
at pakke ind og for at være alene . Hvad var dog 
Alt dette ? Nu havde hun igjen ladet sig rive med , 
med fo > hele Livet . Hun var saa underlig angst ; 
havde hun dog ikke handlet overilet ? Hun havde jo 
dog gjort Lykke , havde Grund til at være glad , — 
hvilken Fremtid ventede hende ikke ? Alle hendes dristigste 

Drømmæ skulde virkeliggjores , og dog skjælvede hun 
for sin Lykke . 
Lille Sofie og Laura kom ned for at tilbyde deres 
Tjeneste ved Indpakningen . 
„ De er rigtignok lykkelig , Kirstine , “ sagde Soste , 
„ der saadan faaer den rige Onkel Edvard til Mand . 
De kan sagtens ! Moder siger , at han da gjerne kunde 
have ventet et Aar endnu , saa havde han kunnet faae 
Petra ; men jeg og Laura , vi synes nu , at det er bedst , at 
Petra ikke bliver rigere og fornemmere end vi Andre . “ 
Kirstine takkede for deres Tilbud , men forsikkrede , 
at hun godt kunde blive færdig selv ; nu maatte hun 
først et Øieblik ned i Skovridergaarden og sige Farvel , 
og dersom Nogen spurgte om hende , kunde de sige , 
hvor hun var . 
Kirstine kastede sit Shavl over- Hovedet og ilede 
afsted ; hun kunde dog ikke reise uden at see Ida . 
Allerede langt fra saae hun denne staae i Døren ; 
nu bemærkede hun hende og skrmdte sig at komme hende 
imøde . 
„ Endelig , endelig har jeg Dig da , Du slemme 
Pige ! “ raabte Ida Verland muntert , idet hun med begge 
Armene omslyngede den unge Veninde ; „ hvor vi har 
længtes efter Dig ! Nu skal Du ogsaa rigtig fortælle 
om Alt , hvad Du har oplevet . “ 
Kirstine brast i Graad og skjulte sit Hoved ved 
Venindens Bryst . 
„ Hvad er det ? For Guds Skyld tal , hvad fattes 
Dig , kjære Barn ? “ spurgte Ida bekymret , idet hun 
drog den unge Pige ind i Stuen . 

„ Ak Ida ! “ sagde Kirstine med Anstrængelse før 
at faae Ordene frem , „ jeg har givet mit Ord til 
Kapitain Rosenberg , — jeg reiser med ham imorgen 
til Kjøbenhavn til hans Moder . “ 
Ida slog Hænderne sammen af Forfærdelse . „ Forlovet 
Dig med Kapitainen ? Ulykkelige Barn , hvad har 
Du gjort ? Hvor kunde Du handle saa ubesindigt ? Saaledes 
handle med din egen og Andres Lykke ? “ Idas 
Stemme lød smertelig streng . „ Kirstine , Kirstine , til 
hvormegen Smerte vil ikke Du være Grund . “ 
Kirstine stod som tilintetgjort . 
„ De er for streng , kjære Madame Verland , “ lød 
idetsamme Axel Daas rolige Stemme ; „ De forskrækker 
jo rent den unge Pige . Hvor kan De , der altid er 
saa god , nænne at gjøre det ? “ 
Axel var for en halv Times Tid siden kommen 
hjem fra sin Feriereise og havde træt sat sig i Verlands 
store Lænestol , hvor de Indtrædende beskjæftigede med 
sig selv , som de vare , ikke havde bemærket ham før 
nu , da han reiste sig op og traadte hen til dem . 
„ Jeg synes snarere , at De skulde lykønske Frøken 
Kirstine og glæde Dem paa hendes Vegne ; chi hun 
har jo gjort en mere end almindelig Lykke . Jeg kjender 
ikke Kapitain Rosenberg personlig , men jeg har hørt 
om ham , at han skal være ligesaa elskværdig og smuk , 
som han er rig . Jeg vil da gratulere , “ fortsatte han , 
idet han rakte Kirstine Haanden , „ og Gud lade Dem 
blive saa lykkelig , som jeg ønsker Dem det . “ 
Daas Stemme var rolig , medens han sagde disse 
Ord , hans Blik hvilede ligesaa mildt Paa den unge 

Pige , som det pleiede , og der var et Smil om hans 
Mund , men hans Kinder og Læber vare blevne ligblege , 
dog vovede hverken Kirstine eller Ida Verland 
at spørge om , hvad han sattedes . 
Ikke saaledes med lille Anna , der i samme Øieblik 
kom ind og med et Udbrud af Glæde sprang hen 
til Vennen , som hun endnu ikke havde seet . „ Kjære 
Daa ! velkommen hjem og glædeligt Nyt . . . , men 
hvordan er det , Du seer ud ? Er Du syg ? “ afbrød 
hun sig selv deltagende og saae forskende ind i hans 
blege Ansigt . 
„ Syg er jeg ikke , lille Anna , “ var Svaret , idet 
han atter satte sig i Lænestolen , „ men jeg er meget 
træt og har en slem Hovedpine . “ 
Han lukkede Øinene og lænede sig tilbage i Stolen . 
Barnet nærmede sig deltagende og lagde sin lille varme 
Haand paa hans kolde Pande . Daa drog hende tæt 
hen til sig og lagde sit Hoved paa hendes Skulder . 
Lille Anna var den Eneste , der mærkede , at den stærke 
Mand skjælvede som et Løv . 
Mod Sædvane sad idag Ida Verland og Kirstine 
tavse ved Siden af hinanden grebne af en underlig 
Forlegenhed ; der var saameget , der skulde tales om , 
saameget , der skulde siges , men det var som om deres 
Tunger vare bundne . 
Efter et Kvarters Forløb sagde Kirstine : „ Ja , 
nu maa jeg hjem ; jeg har ikke begyndt at lave til 
Reisen endnu og Heller ikke sagt , at jeg gik bort ; jeg 
bliver vist savnet . “ 

De reiste sig begge , ogsaa Daa reiste sig . „ Det 
bliver mørkt nu , maa jeg følge Dem ? “ sagde han 
venligt . 
„ Nei , lad det være , Daa , “ svarede Ida bestemt ; 
„ jeg gaaer med , jeg har ogsaa Noget at tale med 
hende om . “ 
„ Ja , saa vil jeg sige Farvel nu . Farvel , Kirstine ! 
Tak for den Tid , vi have kjendt Dem ; vi ville 
savne Dem , men jeg vil ikke bede Dem savne os , tvertimod 
vil jeg ænske Dem Intet at savne . Farvel , 
Gud være med Dem . “ Han bøiede sig over hendes 
Haand og trvkkede den heftigt til sine Læber , men hans 
Stemme skjælvede ikke . 
Det gjorde derimod hendes , og hun turde næppe 
vove at see ind i de trofaste Dine , hun knugede grædende 
lille Anna i sine Arme , greb Idas Arm og ilede afsted . 
Den første Halvdel af Veien tilbagelagdes i 
Tavshed ; endelig brød Ida den med det Spørgsmaal , 
om hun havde fortalt fin Forlovede Hisforien om sin 
Fødsel . 
Kirstine rødmede og svarede benegtende . 
„ Det bør Du gjøre , “ sagde Ida ; „ han har Ret 
til at kjende Dig , søm Du er i alle Maader . “ 
I samme Øieblik viste Knpitainens høie Skikkelse 
sig for dem paa Veien . 
„ Jeg kunde ikke begribe , hvor Kirstine var bleven 
af , “ sagde han smilende , „ men saa hørte jeg 
af Børnene , at hun var gaaet her ned , og derfor gik 
jeg hende imøde . Jeg kan tænke mig , “ vedblev han , 
idet han bukkede galant for Ida , „ at De er min lille 

Kirstines kjære Veninde , Fru Verland , som jeg har 
hørt saa uendelig meget Godt og Elskværdigt om . Det 
er mig en stor Glæde at gjøre Deres Bekjendtskab om 
ogsaa kun i sidste Øieblik . De tillader vel , at vi nu 
følge Dem til Deres Hjem , ellers skal De gaae alene 
tilbage ? “ 
Han bøo en Arm til Kirstine og en til Ida . 
Kapitainen vedblev at tale med glad Livlighed 
om sin Lykke , sin Kjærlighed og det skjønne harmoniske 
Liv , de skulde føre . Kirstine svarede kun lidt , og 
Ida hørte i Tavshed . 
Da de nærmede sig Huset , sagde Rosenberg : 
„ De undrer Dem vist over , Frue , at jeg , som De 
kjender saa lidt , saa bekjendt taler til Dem om , hvad 
der ligger mig nærmest paa Hjertet ; men jeg synes , 
at den , som holder saa meget af min lille Brud , og 
som hun elsker saa høit , ikke heller kan være mig 
fremmed . Vil De ikke nok holde lidt af mig for 
hendes Skyld og række mig Haanden paa det ? “ 
Kapitainen trak sin sine Handske af og rakte Haanden 
ud ; Ida lagde alvorligt sin i den og sagde : „ Gud 
bevare Dem begge . “ Han kyssede hendes Haand med 
ærbødig Anstand og fjernede sig med Kirstine med 
lette Skridt og med lettere Hjerte , end hun i dette 
Øieblik eiede . 
Ida gik igjen ind i Stuen . Hun var dog bedre 
tilmode end før ; Rosenberg havde gjort et godt Indtryk 
paa hende , hun kunde ikke nægte , at han baade var 
smuk og elskværdig . 

Verland og Drengene vare imidlertid komne ind , 
og lille Anna havde allerede meddelt dem Dagens 
store Nyhed . De vare helt optagne af den , og Daa 
tog Del i Samtalen med stor ydre Rolighed . Der 
blev tændt Lys , men der vilde ikke ret blive hyggeligt 
den Aften ; da Dagens Thema var udtømt , bleve Alle 
tavse , og de Forsøg , som af og til gjordes saa af den 
Ene saa af den Anden for igjen at bringe en Sammle 
igang , vare forgjæves ; der var noget trykkende 
over den lille Kreds , og dog vilde Ingen vedgaae at 
være i forstemt Lune . 
Det var næsten en Lettelse , da Carl Friborg en 
Timestid efter styrtede ind i den heftigste Sindsbevægelse 
og gav sin Harme og Smerte over , hvad der var skeet , 
Luft i stærke Udtryk . 
„ Den hjerteløse Kokette ! “ raabte han endelig , „ først 
mig , saa Dig , saa ham ! Ha , ha , ha ! Det er første , 
anden og tredie Person ! Hun fortjente . . . . “ 
„ Men Friborg dog , ti stille ! “ sagde Daa venligt . 
„ Hvad Ret har Du til at vredes paa den unge Pige , 
fordi hun elsker en Anden , eller til at bruge flige 
Udtryk om hende ? “ 
„ Hvad Ret jeg har ? Har hun ikke først koketteret 
med mig , saa jeg troede , at hun elskede mig , og forlod 
hun ikke mig for at see Dig i Øinene ? Troer Du , 
jeg er blind ? “ 
„ Nei , min Ven , “ var det milde Svar , „ det troer 
jeg ikke ; jeg troer snarere , at Du har været alt for 
klarsynet og i Frøken Bayers Venlighed mod Dig lagt 
en Følelse , som der aldrig har været . Mig forekom 

det saa klart , at det var en Søsters , ja næsten en 
ældre Søsters kjærlige Deltagelse , som hun viste Dig , 
og har Du end misforstaaet hende , saa har Du derfor 
ikke Ret til at blive vred uden paa Dig selv , om Du 
har Lyst . “ 
„ Ja kan Du undskylde og tilgive hende , maa jeg 
vel ogsaa kunde det , “ mumlede Friborg . 
„ Kjære Friborg , Du misforstaaer mig , “ svarede 
Daa alvorligt ; „ det er ikke min Mening , hverken at 
vi skulle tilgive eller undskylde den unge Pige . Undskyldning 
og Tilgivelse trænger kun den til , som har 
feilet og gjort Uret , og hvad har hun gjort ? Har hun 
med Ord eller Gjerning lovet Dig eller Nogen , hvad 
hun ikke har holdt ? Hun er ung , smuk , livlig og 
venlig , skulle vi anklage hende derfor ? Nei , min Ven , 
dersom nogen af os har drømt en forfængelig Drøm , 
som han nu er bleven vækket af , saa lad os kaste 
Skylden paa oS selv , men ikke paa hende . “ 
Carl sad nogle Øieblikke tavs som overveiende 
DaaS Ord ; pludselig sprang han op og raabte heftigt : 
„ Ja , Du har godt ved at snakke , Du har saameget 
endda , men hun var mit Alt ; ellers har jeg nu kun 
Dom og Fængsel tilbage . Jeg vilde ønske , jeg var 
Tusinde Mile borte . “ 
„ Ja , det var et fornuftigt Ønske , “ sagde Daa 
med et Smil , „ og et Ønske , som Du kan faae opfyldt 
om ikke i Aar saa maaske ad Aare . Jeg i dit Sted vilde 
ikke blive i Landet efter ndstaaet Straf ; men vilde reise 
til Amerika eller Australien ; det kunde jeg selv have 

Lyst til , for her hjemme bliver det nok ikke til noget . 
Skulle vi følges ad ? “ 
Carl greb Ideen med Iver , og snart vare Tankerne 
langt fra Kirstine og i de fjerne Verdensdele ; 
Verland hentede Kort og Bøger , og hele Aftenen gik 
med Undersøgelser og Planer . 
„ Der kan man da see , hvor man kan tage Feil , “ 
sagde Skovrideren , da han gik iseng ; „ jeg har altid 
tænkt mig , at Daa var skudt i den lille Kirstine , og 
saa er det istedetfor den stakkels Friborg , medens Daa 
tager det saa roligt , som om det ikke ragede ham . “ 
„ Ja , det lader til det , “ svarede Ida undvigende ; 
hun ønskede ikke at indlade sig nærmere paa den Sag , 
fordi hun følte , at Daa bedst bar sin Byrde , naar 
han troede , at Ingen saae den . 
Da Kirstine vandrede hjem gjennem Skoven veo 
sin Forlovedes Arm , gjorde hun Vold paa sin Ulyst 
til at berøre sine Barndomsforhold og begyndte med 
usikker Stemme at fortælle om sin Moder og Fader , 
men Kapitainen slog sin Arm om hendes Liv og sagde , 
idet han lukkede hendes Mund med et Kys : „ Min 
søde Brud , hvad kommer nu Alt det os ved . Fortidens 
Sorger skulle ikke kaste Slør over Nutidens Lykke . 
For mig er der i dette Øieblik hverken Fortid eller 
Fremtid , kun Nutid , salig himmelsk Nutid , og Du er 
mig Englen , som aabner denne Himmel for mig . “ 
Kirstine vidste ikke rigtig , om det var hende kjært 
eller ukjært at skippe for at fortælle om Rakkermargrethe 
og Rakkerpeter . 

Næste Morgen holdt Vognen for Døren til den 
bestemte Tid . Kirstine tog Plads ved den Mands Side , 
som hun nu havde givet Ret til at være hendes Fører 
paa Livels Vei . 
Mange urolige Tanker krydsede hinanden i hendes 
lille Hoved , og da de kom forbi Skovridergaarden , 
vovede hun ikke at see op til Kvistvinduet ; maaskee 
anede hun , at det var aabent , at et Par trofaste Øine 
stirrede ud i Mørket efter hende , og al en vemodig 
Slemme hviskede : „ Farvel , Kirstine , og far vel ! “ 
Vinduet lukkedes ; Axel Daa sank paa Knæ indenfor 
og støttende sit Hoved mod den kolde Væg , medens 
Taarerne trillede ned ad hans Kinder , bad han med 
barnlig Inderlighed om Lykke for hende , der havde 
knust hans Hjerte , og om Styrke for sig selv og for 
den , han ansaae for sin Lidelsesbroder . Carl Friborg 
sov derimod efter Ven stormfulde Dags Sindsbevægelser 
de Retfærdiges Søvn og hævnede sig i Drømme paa 
Kapitainen ved at vælte ham i Møddingepølen og lade 
den gamle Røgter trække ham op med en Møggreb . 
Ved Middagstid naaede Kirstine og hendes Ledsager 
Viborg , og man kan tænke sig Fader Bayers 
Overraskelse ved saa snart at gjensee sit kjære Barn og 
under saa uventede Omstændigheder . Med en vis sky 
Glæde hørte den beskedne Mand Fortællingen om den 
glimrende Lykke , hun havde gjort , og Kapitainens Bøn 
om at betragte ham som Søn . 
Kun denne Eftermiddag skulde Kirstine dvæle i sit 
Barndomshjem ; thi allerede næste Morgen tidlig vilde 

Kapitainen tage Vogn til Randers for over Aarhus 
at komme til Sjælland med Posfdampskibet . 
Da Forbavselsen havde givet Plads for en roligere 
Stemning , tog Baner sit Barn og Rosenberg ind paa 
sit Kammer for at overgive ham Kirstines Papirer . 
Kapitainen kastede et flygtigt Blik paa dem og sagde 
næsten ligegyldigt : „ Aa , jeg forstaaer det nok . Gørgey 
er et ungarnsk Navn , AdelLnavn , rimeligvis en 
Emigrant derfra under de politiske Uroligheder ; flige 
Folk opleve jo de utroligste Eventyr , og at han har 
kunnet vinde en adelig Brud , taler ogsaa for denne 
Formodning . De kan gjemme disse Papirer ; jeg skal 
skrive om dem , eller De kan selv bringe dem med til 
Brylluppet . Min føde Pige , “ vedblev han til Kirstine , 
„ jeg ønsker , at Du herefter bærer dit Fædrenenavn , 
„ Frøken Gørgey , “ det klinger godt ; og bær ligeledes 
din Moders Smykke , det giver altid Anseelse at 
have et Vaaben . “ 
Da de siden spadserede sammen , sagde han til 
Kirstine : „ Naar Nogen spørger om dine Forældre , saa 
svar , at din Fader var ungarsk Emigrant og døde 
som Kommunalembedsmand i Viborg samme Aar , Du 
blev født . Han var Forstbetjent paa din Bedstefaders , 
v . Kratzensteins Gods , der blev han bekjendt med din 
Moder . Videre Fortælling skal Du ikke indlade Dig 
Paa , til hvem det saa er . “ 
Kirstine følte sig ubehagelig berørt ved denne Tale ; 
thi det var altsaa ikke „ Rakkerpigen , “ han elskede ; havde 
hun ikke været saa stolt og glad ved her i sit Hjem , 
hvor Alle kjendte hende , at gaae ved den glimrende 

Brudgoms Side og med Beundring og Forundring at 
hilses af gamle Skolekammerater , saa havde hun følt 
det endnu bittrere . 
Kirsfine vilde besøge sin Moders Hjem , men dertil 
havde Kapitainen ingen Lyst , og den barnagtige 
Triumf , som Kirsfine feirede ved at sees af gamle , 
simple Bekjendte og nikke til dem , faldt Heller ikke i 
hans Smag ; han vilde kun see Domkirken og saa saasnart 
som muligt unddrage sig Opmærksomheden . Kirsfine 
kom ikke nær saa glad hjem , som hun gik ud ; 
uvilkaarligt mindedes hun den Aften , da Axel Daa 
fulgte „ Rakkerpigen “ hjem . 
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn ventede endnu en 
bitter Skuffelse paa vor stakkels Kirsfine . 
Hun havde efter Rosenbergs Løfte ventet sig en 
glad og kjærlig Modtagelse i hans Hjem og skulde 
netop finde det Modsatte . Fru Rosenberg , der selv 
ingen Formue havde og var ganske afhængig af sin 
Søn , ønskede ikke at see en mægtigere Indskydelse ved 
Siden af sin egen . Hun besad ligesom Sønnen megen 
Ansfand og naturlig Værdighed , men hendes Hjerte 
var koldt og egenkjærligt ; der var ogsaa tydsk Adelsblod 
i hende , men Svigerdatteren med den uklare Fordring 
paa samme Herlighed var hende høist uvelkommen . 
To saa modsatte Naturer som hun og den heftige , 
varmhjertede Kirsfine kunde umulig harmonere . 
Hendes Døttre , Fanny og Helene , der begge vare 
ældre end deres Broder , men dog endnu gjorde Fordring 
Paa Ungdom og Skjønhed , saae Heller ikke mildt 
til den blomstrende , ungdomsfriske Svigerinde , der 

var et talende Bevis paa deres Fordringers Anmasselse . 
KirstineS Liv i hendes Hjem kunde paa denne 
Maade ingenlunde være behageligt , men alt det Nye , 
den vidunderlige Verden , som Kunst og Selskabsliv tilbød 
hende , dannede en saa glimrende Modvægt , at 
hun snart til en vis Grad glemte Ulemperne ved sin 
Stilling og vænnede sig til dem . 
Rosenberg sparede Intet for at skaffe sin skjønne 
Brud al den Nydelse , som Hovedsfaden i saa rigt 
Maal tilbyder , og skaffe sig selv den Lykke at vise 
hende frem , see hendes Skjønhed beundret og vide , at 
hun og han vare bekjendte for Byens smukkeste Par . 
Allevegne mødte Kirstine Smiger og Hyldning , hun 
havde erhvervet megen Færdighed i at fortælle sin Historie 
efter sin Brudgoms Recept og kunde gjøre det 
og fremvise sit Vaaben paa mødrene Side uden at 
rødme . I sit Hjem var hun rigtignok ofte udsat for 
ubehagelige Krydsspørgsmaal i denne Retning , men 
hendes Uvillie mod Svigermoder og Svigerinder gjorde 
hende del lettere at lyve for dem , end det under andre 
Omstændigheder havde været . I Selskabslivet hævnede 
hun sig ikke sjældent paa dem ved at lade dem føle 
den Overlegenhed , hendes Ungdom og Skjønhed gav 
hende . Hun bevægede sig ogsaa med en medfødt Sikkerhed 
og Gratie , saa selv de finest opdragne Damer 
skulde have ondt ved at overgaae hende . Hvor hun 
kom frem , gjorde hun Opsigt , og i to Maaneder sløi 
hun fra Triumf til Triumf uden et Øieblik at trættes . 
Men med Tiden taber dog Alt Nyhedens Interesse , . 

og adskillige smaa Begivenheder bidroge til at vække 
den unge Pige af den Glædestummel , hvori hun 
bevægede sig . 
Hun havde et Par Gange faaet Brev fra Ida , , 
hjertelige , kjærlige Breve , som hun selv var , men de 
vare korte og meddelte kun i Almindelighed , at de 
Alle vare raske . 
Med det sidste fulgte et fra lille Anna , der barnligt 
fortalte om Hilda og Alfred og om , hvormeget de 
savnede Adolf og hende . „ Her er ikke nær saa morsomf 
som ifjor , “ skrev Barnet , „ Carl venter hver Dag 
sin Dom , og Daa seer saa daarlig ud og er saa stille ; 
han siger , han har det godt , men jeg troer det ikke , 
og Moder gjør det ikke Heller , det kan jeg see paa 
hendes Øine , naar hun betragter ham . “ 
Det var et vemodigt Indtryk , disse Ord gjorde 
paa Kirstine ; hendes Samvittighed gjorde hende alvorlige 
Bebreidelser , og midt i Glæden kom det hende 
ofte for , som om de stille , vemodige Øine hvilede paa 
hende . Han elskede „ Rakkerpigen “ , det gjorde hendes 
Forlovede ikke . Hendes nuværende Omgivelser vilde 
foragte hende , om de vidste hendes Hemmelighed , og 
den blev med hver Dag tungere af bære . Hun skrev 
til Ida , til Anna , og medens hun formlle om al sin 
Herlighed , forekom den hende tom . Hun sendte Hilsener 
til dem Alle ; hvor gjerne havde hun ikke særskilt 
sendt en trøstende , kjærlig Hilsen til Axel , men hun 
vovede ikke engang af skrive hans Navn . 
Da hun kom ned fra sit Kammer , vare hendes 
Øine røde ; Kapitainen bemærkede det , og hans Utilfredshed 

over , af hun saaledes havde anstrængt sine 
smukke Øine og bragt sig selv i daarligt Lune , forøgede 
hendes Misstemning . 
Et Par Dage efter bragte Avisen Underretning 
om , af Carl Friborgs Dom var falden og lød paa et 
Aars Straf ; efter Dommerens Indstilling blev det 
ensomt Fængsel som Prøve for Cellesystemets Brugbarhed ; 
Friborg havde saaledes faaet sit Ønske opfyldt . 
Kirstine tænkte sig Sorgen i det kjærlige Hjem ved Afskeden , 
hun saae tydeligt alle de kjære Ansigter , hun 
hørte i Tankerne deres Ord ; det var hende ikke muligt 
at sove den Nat , og næste Morgen vare hendes Kinder 
blegere og hendes Øine mattere end de pleiede . 
Rosenbergs opmærksomme Øie opdagede øieblikkeligt 
Forandringen . Hvad var der i Veien ? Bar hun 
syg osv . ? Kirstine svarede lidt kort ; hendes Forlovedes 
ængstelige Omhu for hendes Skjønhed var hende ikke 
lidt til Byrde , og hun gik snart ind paa sine egne 
Værelser igjen . 
Rosenberg fulgte hende med urolige Spørgsmaal . 
Kirstine saae alvorligt paa ham . “ Edvard , “ 
sagde hun , „ hvorfor vil Du altid Plage mig med al 
den Omsorg for min Skjønhed ? Er det da kun den , 
Du elsker ? Dersom jeg tabte den , vilde jeg da ophøre 
at være Dig kjær ? “ 
Kapitainen slyngede lidenskabeligt sin Arm om 
hende og svarede : „ Spørg ikke saaledes , min Elskede ! 
Ja , Du fortryller mig ved Vin Skjønhed , Du gjør 
mig lyksalig ved den ; men om jeg kun elsker den , 
veed jeg ikke , — kun det veed jeg , at jeg ikke kan 

taale Tanken om , at Du skulde miste den , eller blot 
at den skulde svækkes . Som Du er , er Du mit Ideal , 
derfor tør jeg ikke tænke mig Dig forandret . “ 
Han kyssede hende ømt , men i sit Hjerte tænkte hun 
dog : „ Jeg er bleven elsket med en bedre Kjærlighed . “ 
Fra den Tid var Kirstine ofte bleg og tankefuld ; 
Kapitainen mærkede tydeligt , at Fornøielserne havde 
tabt en stor Del af deres Interesse for hende . Hun 
maatte være syg , og han kaldte Læger ; men Kirstine , 
der havde Rædsel for al Medicin , gjorde energisk Oprør 
imod deres Forskrifter og kom derved ofte i aabenbar 
Krig med sine Omgivelser . 
Tilsidst faldt Een paa det gode Raad at forordne 
Forandring af Luft og tilraadede en lille Udenlandsreise . 
Med Begjærlighed greb Rosenberg dette Raad , 
der ogsaa syntes at udøve en meget « heldig Indflydelse 
paa Patienten , hvis Livsaander sattes i fornyet Bevægelse 
ved den skjønne Udsigt . Fanny skulde ledsage 
dem , da de Forlovede ikke kunde reise alene , og naar 
de saa kom hjem , skulde Brylluppet staae . De fornøone 
Befalinger og Besfillinger bleve forud givne , 
for at Moderen og Helene under deres Fraværelse 
kunde indrette de unge Folks Hjem til et lille Paradis 
paa Jorden . Reisen blev foreløbig bestemt til at skulle 
gaae over Hamborg , gjennem Hannover og Westphalcn 
til Rhinen , hvis Løb man saa vilde følge til Rhinfaldet , 
og efter at have gjennemreist Schweitz , skulde 
Hjemreisen gaae over Bayern , Sachsen , Berlin og 
Rostock . 

Slige Reiser ere saa øste blevne beskrevne , at jeg 
her vel skal vogte mig for at fortælle andet om den , 
end hvad der nødvendigt hører til min Fortællings 
Gang . 
Hvilket Indtryk alt det Nye , Storartede og Herlige 
gjorde paa Kirstines letbevægelige Sind , er let at 
tænke sig ; Roserne kom igjen paa hendes Kinder og 
Ilden i hendes Øine , hvert Aandedrag var atter Livsnydelse 
og Glæde , og alle mørke Tanker vare for en 
Tid banlyste . Hvor taknemlig var hun ikke mod ham , 
der var Skyld i , at hun fik al den Herlighed at see . 
Jo , hun elskede ham , det var der ingen Tvivl om , og 
han hende . 
Rosenberg var henrykf over Virkningen af dette 
Raad , og Fanny , den godmodigste af Familien , behandlede 
hende nu , da hun var ene med hende og 
Broderen , med en aldrig før udvist Velvillie og Godhed . 
Det var en mageløs Reise ! 
Kapitainen lagde Hjemreisen om ad Thüringerwald , 
hvor han med Lethed fandt Familien Krakzensteins 
gamle Herresæde , og hvor den rige Kapitains 
Brud med Glæde blev erkjendt for et Medlem af den 
hæderlige , gamle Slægt . 
Den bedagede Ridder levede endnu , og hans indre 
Husvæsen med alt Tilhørende blev bestyret af tvende 
gamle Døttre , der havde foretrukket et hæderlig Cølibat 
for en fornedrende Forbindelse , medens to mandlige 
Spirer af den ædle Slægt , der ligeledes vare langt 
over Ungdommen , i deres Personer forenede hele Borgens 
ydre over- og underordnede Tjenerskab . 

Det var en let Sag for Rosenberg mod en 
rundelig Godtgjorelse af skaffe sig en Afskrift af Slægtens 
Stamtavle , der tilligemed Borgen var dens eneste 
jordiske Eiendom , samt en formelig af alle Slægtens 
tilstedeværende Medlemmer underskreven Erklæring om 
Gyldigheden af Ægteskabet mellem : „ Hochwohlgeborene 
Fräulein Margarethe Hildegard v . Krakzenstein und 
dem Herrn Peter Immisch v . Gørgey , gebürtig in 
Ungarn , adelicher Geschlechts und hiesiger Forstmeister . “ 
„ Det er dog Papirer , man kan lade Alle og 
Enhver see , “ sagde Kapitainen med synlig Tilfredshed , 
da han forvarede dem i sin Brevtaske . 
Kirstine var glad ved af komme bort ; den gamle 
„ Uglerede “ med sin fattige , stive Stolthed tiltalte hende 
ikke , og hun trak Veiret lettere , da hun havde den 
bag sig . 
I Dresden , hvor vore Reisende opholdt sig en 
halv SneS Dage , traf de sammen med et Selskab 
andre Danske , som de skuttede sig til , og det blev bestemt 
at besee tilsammen det berømte sachsiske ' Schweitz 
og ret i Ro at nyde dets Skjønhed . I Nærheden af 
det berømte Frauenstein ved Indgangen til Skoven 
ligger et Værtshus , som vist mange Reisende ville 
erindre sig . Der leiede vort Selskab Værelser for 
nogle Dage for ved Udflugter dels tilfods , dels tilvogns 
eller tilhest at gjøre sig fortrolig med Egnen . 
Efter en anstrængende Dag var man netop ifærd 
med at gjøre sig det lidt mageligt om Aftenen , da 
den Efterretning , at en talrig Zigeunerbande havde 
leiret sig i Skoven en lille Fjerdingvej fra Værtshuset , 

igjen bragte Alle paa Fode for at nyde dette usædvanlige 
Skuespil . 
Det var virkelig ogsaa et høisf ualmindeligt og 
romantisk Syn . Naalene slammede og belyste de 
mørke Skikkelser , der snart arbeidende , snart hvilende 
sad og laae omkring dem . De gamle Koner lavede 
Mad , medens de unge her udbedrede deres Klædningsstykker , 
hist vaskede deres Børn , af hvilke mange dels 
hel- , dels halvnøgne tumlede omkring . En halv 
Snes unge Karle og Piger dandsede efter en Violin 
med to Strænge . 
De Reisende blandede sig snart med Banden ; 
nogle indlade sig i Samtale med Mændene , andre 
betragtede de Dandsende , der i Haab om Drikkepenge 
viste hele deres smidige Lethed , eller de lode sig spaa 
af de gamle Koner . Kirstine stod ene og tavs under 
en stor Eg og betragtede den brogede Scene , som det 
dobbelte Lys af Ilden og Maanen gav noget ganske 
eiendommelig ! Eventyrligt og Hemmelighedsfuldt . For 
hende havde dette Syn endnu en dybere Interesse end 
for de Andre . Saaledes havde hendes Forældre , da 
de begge vare unge , tilbragt deres Aftener , saadan 
havde Baalet skinnet paa deres Ansigter ; en dyb , 
levende Følelse drog hende til dette hjemløse Folk , som 
hun dog tilhørte . Pludselig lagde hun Mærke til , at 
en ældgammel Kone , der stod . ved den nærmeste Kjedel , 
ufravendt saae paa hende ; det var , som hun kaldte 
Paa hende med Øinene . Næsten frygtsomt nærmede 
Kirstine sig den Gamle , som om hun uvilkaarligt 

maatte adlyde dette Blik , og spurgte sagte : „ Vil I 
mig Noget , gamle Mocr ? “ 
„ Jmmisch Gørgeys gamle Møder vil tale med 
hans Datter , “ lød det sagte Svar , j , men her kan det 
ikke være ; kom ned i Haven bag Værtshuset imorgen 
tidlig , naar Østerhimlen bliver rød ! Paa Bænken ved 
Skovlaagen venter gamle Ilrad sit Barnebarn . “ 
Den Gamle tav , men der var noget Bydende i 
hendes mørke Øine , som hos Een , der er vant til at 
byde og lydes . 
Rosenberg kom til i samme Øieblik for at byde 
sin Brud Armen til Hjemturen , og i den livligste 
Stemning mærkedes det næppe , at Kirstine var ganske 
tavs og kun med faa Ord besvarede de Bemærkninger , 
der bleve henvendte til hende . Rosenberg var den 
eneste , der bemærkede hendes Tavshed og spurgte ivrigt 
om Grunden . Hnn gav Træthed til Paaskud og skyndte 
sig ind paa sit og FannNS Kammer , dog ikke for at 
sove , men for hele Nalten at gruble over dette besynderlige 
Sammenstød og dets mulige Følger . 
Skulde hun komme ? Havde den Gamle Ret til 
saaledes at fordre Lydighed af hende ? Hvad vilde hendes 
Brudgom sige til et saadant Slægtskab ? Vilde 
han vel tillade hende at give Møde ? 
Kirstine laae stille som en Mus med lukkede Øine , 
for at Fanny Intet skulde mærke , da hun senere gik 
tilsengs , men hendes Sjæl arbeidede hele Natten , arbeidede 
uden at kunne tomme til nogen Afgjørelse . Lyst 
til det eventyrlige Stævnemøde og Frygt for det vexlede 
i hendes Sjæl , snart vilde hun , snart ikke ; men 

da den graa Morgendæmring begyndte at vige for den 
lyse Morgen , og Himlen rødmede i Øst , kunde hun 
ikke længere holde det ud . Sagte stod hun op , klædte 
sig paa og var med et let Spring gjennem det lave 
Vindue ude i den dugvaade , morgenfriske Have . 
Medens hun var inde , havde hun vaklet og hvert 
Øieblik forandret Beslutning , men næppe stod hun i 
den friske Morgenluft , for hver Betænkelighed var forsvundet , 
og med lette hastige Fjed ilede hun til det 
besynderlige Stævnemøde . 
Gamle Jlrad sad allerede paa Bænken , det rødlige 
Morgenskjær faldt paa hendes rynkede Ansigt og 
indskrumpede Skikkelse , og Kirstine kunde ikke lade være 
med en vis Skræk at sige sig selv , at hun livagtig 
saae ud som en virkelig Her . 
Den Gamle rørte sig ikke , hendes mørke Øie 
hvilede ufravendt paa den unge Piges Ansigt , men 
der kom ingen Lyd over hendes Læber . Nogle Øieblikke 
stod Kirstine tavs og ængstlig foran hende , derpaa 
rakte hun næsten bedende Haanden ud imod hende 
og spurgte med sagte , usikker Stemme : „ Bedstemoder , 
hvad vil I mig ? “ 
Den Gamles strenge Ansigt formildedes af et 
venligt Smil , hun greb den fremrakte Haand mellem 
begge sine . „ Først vilde jeg høre , hvad mit Barnebarn 
vilde nævne sin gamle Farmoder ; jeg vilde see , 
om Immisches Blod ikke var vanslægtet ved at boe i 
Husene , thi havde det været det , havde jeg Intet havt 
at sige . Men den store Aand være takket , den Hjertesorg 

har han sparet gamle Jlrad for . Mærk nu paa 
min Munds Ord . Immisch Gørgeys Datter , Du er 
født til at byde , Markens frie Børn ville være glade 
ved at lyde Dig , fra vor Stammes Mænd skal jeg 
sige Dig det ; de ville bøie sig for Dig , og gamle 
Jlrad vil lægge Herredømmet i din Barnehaand , om 
Du vil følge os og bo hos dit Folk . Vore Mænd 
ville opslaae det bedste Telt for Dig , og vore Kvinder 
berede Dig deres blødeste Hynde , og Du skal ægte 
den stærkeste og skjønneste blandt Mændene og blive 
Stammoder til en herlig Høvdingslægt i de frie Skove . 
Det er mit første Bud til Dig , Sønnedatter , hvad siger 
Du til det ? “ 
Det svimlede for Kirstines Tanker , hendes naturlige 
Hang til det Eventyrlige og Romantiske gav dette 
Forslag et vist Trylleri , men hun samlede sig dog og 
svarede : „ Nei , Bedstemoder , det kan , det tor jeg ikke . 
Tak for Eders gode Villie imod mig , men jeg er 
bunden med andre Baand og har andre Pligter , som 
jeg ikke tør svigte for at følge Eder . “ 
Gamle Jlrad nikkede . „ Jeg vidste det iforveien , 
jeg vidste det , men jeg er ikke vred paa Dig for det . 
Du er født t et Hus og opdraget ' i et Hus , Du kjender 
ikke Marken og Skoven ; jeg undrer mig ikke over 
dit Valg . Men den Tid kunde komme , da Huset og 
Hjertet blev fortrængt , tænk saa paa gamle Jlrad , saa 
vil det endnu være Tid at fye til de frie Børn ; hos 
dem er Luften let og Boligen rummelig , der bliver 
Hjertet let og sundt igjen . Men nu har jeg bragt 
Bud fra vor Stamme , nu skal jeg bringe Bud fra 

mig selv , og først og fremmest vil jeg da spørge , om 
Du virkelig er lykkelig , Barn , og om Du elsker den 
høie Mand , som kalder Dig sin Brud , saadan elsker 
ham ret af Hjertet ? “ Jlrads forskende Blik saae ind i 
Kirstines Øie , som om hun vilde læse Svaret i hendes 
Sjæl ; det var ikke muligt for den unge Pige at bringe 
et ligefremt Ja over sine Læber . 
„ Hvorfor skulde jeg ikke elske ham , Bedstemoder ? “ 
sagde hun undvigende , „ han er saa god , saa smuk , 
gjør saa meget for mig og elsker mig saa høit ; jeg 
har jo Alt , hvad jeg ønsker , saa jeg kan sagtens være 
lykkelig . “ 
„ Lad mig see din Haand , Barn , den taler ikke 
Ord , der smutte bort , som din Mund nu gjør , “ sagde 
gamle Jlrad bydende og greb den unge Piges Haand . 
Nogle Øieblikke betragtede hun den tavs med et 
spændt , uroligt Udtryk , derpaa fæstede hun sine sorte 
Øine med et bebrejdende Blik paa hende . „ Barn , 
Barn ! “ sagde hun næsten strengt , „ saa ung , og har 
allerede været Aarsag til saa megen Smerte , og Du 
vil blive det til mere , “ vedblev hun , idet hun atter 
betragtede Haandens Linier , „ mere Smerte baade for 
Dig selv og Anore ; Du har selv været din værste 
Fjende , bliv det ikke i Fremtiden . Hold fast ved den 
Første , saa kan Alt endnu blive godt , vedblev hun 
med en vis profetisk Værdighed . 
Kirstine rystede , saa hun næppe kunde holde sig 
opreist . Den Gamle greb hende i sine Arme , drog 
hende ned paa sif Skjød og lagde hendes Hoved mod 
sif Bryst , som om hun havde været et lille Barn . 

„ Du skal ikke være bange , min lille Fugl , “ 
sagde hun ømt , „ kun agte Farmoders Raad , saa vil 
Alt blive godt ; gamle Ilrads Øine ere dunkle , men 
de see klart i Tiden , der kommer , de see megen Glæde 
for hendes Barn , naar hun kun selv vil . Men nu 
skal Du gaae hjem , mit Barn ; Tiden gaaer , og de 
Sovende vaagne . Gamle Jlrad vil kun see paa Dig 
en Gang endnu . “ Hun betragtede sit Barnebarn , som 
om hun for evig Tid vilde indpræge sig hendes Træk . 
„ Hvor Du er deilig , Barn , deilig som din Fader var , 
da han som den unge Hjort sprang gjennem Skoven . 
Du ligner mig , ikke nu , ikke nu , men som jeg var 
for halvhundrede Somre siden , da jeg kastede Kjæppe 
med Semmi Gørgey , da Stammen kaldte mig Jlrad 
Solvie . Det er nu dit Navn hos Marfens Børn ; 
vi kalde Dig ikke Kirstine , det er et stygt Navn , hos 
os hedder Du Jlrad Solvie , og vore Øine skulle 
nok vogte paa Dig , hvor Du færdes . “ 
Det var noget Usædvanligt for Kirstine at blive 
saaledes kjærtegnet og tiltalt , og hun følte en sælsom 
Glæde ved ganske at hengive sig til den gamle Zigeunerkvinde 
og modtage og gjengjælde hendes Kjærtegn . 
En Kunstner vilde med en dyb Nydelse have 
studeret disse to saa forskjellige , saa fjernt og dog saa 
nærstaaende-Skikkelser ; men ikke saaledes med Kapitain 
Rosenberg , som var bleven vækket af sin urolige Søster 
med den ængstende Efterretning , at Kirsfine var undveget 
gjennem Vinduet , og som i en halv Timestid 
ivrigt havde gjennemsøgt Haven og nu i Zigeunerkvindens 
Arme fandt Gjenstanden for sin Angst . 

„ Kirsfine , er Du vanvittig ! “ udbrød han i en 
streng Tone , idet han ilede hen imod Gruppen . 
Hun rødmede , men fattede sig oieblikligt og sagde 
med Rolighed , idet hun reiste sig og beholdt Ilrads 
Haand fast i sine . „ Det er min gamle Bedstemoder , 
min ubekjendte Fasers Moder . Hnn bød igaar sit 
Barnebarn at møde sig her , og jeg syntes , jeg ingen 
Ret havde til at nægte hende dette Møde . Efter dit 
Ønske , “ vedblev hun bestemt , „ har jeg hilst paa min 
Bedstefader , nu kan Du efter mit Ønske hilse paa min 
Bedstemoder . “ 
Kapitainen stod et Øieblik tavs af Forundring og 
Harme , endelig fik han Mælet igjen og udbrød : „ Naa , 
det manglede kun ! Skulle vi ikke tage den Bedstemoder 
med os og præsentere hende for Verden . Jeg kan da 
Heller ikke begribe , hvorledes Du — “ han afbrød sig selv 
og vedblev i en noget mildere Tone henvendt til den 
Gamle : „ Jeg kan nok tænke , at I trænger til Hjælp 
og derfor har opsøgt min Brud , og I skal Heller ikke 
være gaaet forgjæves . “ Han kastede en Haandfuld 
Sølvdalere i hendes Skjød . „ Dersom I trænger til 
mere , saa skal en lignende eller endog en større Sum 
aarlig tilstilleS Jer til hvilket Sted , I selv vil , kun 
maa I lade os være fri for Familieskabet . I indseer 
jo nok . . . “ „ at jeg ikke er stn nok for Jer , Sønneke , “ 
afbrød Zigeunerkvinden ham med en haanlig Latter ; 
„ gamle Jlrad trænger ikke til Jert Sølv , hun vil 
bare sige Jer , at I hverken er den Forste eller bliver 
den Sidste , “ vedblev hun ikke uden Værdighed , idet 

hun kastede Pengene for Kapitainens Fødder og med 
lange Skridt gik ind i Skoven . 
„ Gamle Hex ! hvad skal det sige ? “ udbrød han 
rasende , men hun agtede ikke hans Raab og var snart 
ude af Sigte . 
Et Øieblik betragtede Rosenberg og Kirstine tavse 
hinanden ; hun var bleg og bevæget , han i høieste 
Grad opbragt . 
„ Hvad mente hun ? “ spurgte han med Harmfunklende 
Øine . „ Ikke den Forste og ikke den Sidste . 
Har Du bedraget mig , naar Du har forsikkret mig , at 
Du aldrig havde elsket , aldrig vexlet Kjærlighed med 
nogen Mand uden med mig ? “ 
Kirstine gvste for hans Blik , for første Gang i 
sit Liv følte hun Frygt for ham , men hun svarede 
fast : „ Jeg har aldrig gjort det , det er Sandhed for 
Guds Øine ? “ 
„ Hvad var da Hexens Mening ? “ 
Med mindre Sikkerhed svarede hun : „ Maaskee , at 
Du ikke var den Forste , der havde vist hende Foragt , 
og Heller ikke bliver den Sidste , der vil gjøre det . 
Den Forklaring synes mig ligger nærmere . “ Hun 
furde ikke fæste sit Blik paa sin mørke Brudgom , for 
at det ikke skulde modsige Læbernes Ord . 
Nogle Øieblik gik de tavse sammen , derpaa begyndte 
Kapitänen-noget tvungent : „ Min bedste Pige , 
Du vil kunne indsee , at Scener som den idag ikke 
kan andet end mishage mig ; jeg har lukket mit Øie 
for din Fødsel , fordi jeg elsker Dig , men mind mig 
ikke om den ved paa en anstødelig Maade at give 

Dig af med Slægtninge , som man helst maa ignorere . 
Lad mig aldrig see Dig og den infame Kjælling sammen ; 
jeg indestaaer ikke for Følgerne . “ 
Kirstine svarede ikke . Ankomne til Hotellet gav 
hun en voldsom Hovedpine , som hendes Ydre ogsaa 
vidnede om , til Paaskud for ikke at deltage i Formiddagsudflugten , 
og efter denne Dag var det kjendeligt , 
at Kirstine kun med delt Interesse nød de Fornøielser , 
der for saa aldeles havde optaget hende . 
Hun havde dog ved Alting en Bagtanke , og det 
var gamle Ilrads Ord ; de spirede og groede i hendes 
Sjæl . Hun kunde ikke nægte for sig selv , at hun ikke 
elskede Kapitainen , at hans Kjærlighed Heller ikke var 
af den Natur , som en anden Kjærlighed , hun havde 
kjendt . Hun hørte bestandig ! Ilrads Bebreidelse for 
den Smerte , hun havde været Skyld i , og Daas Billede 
steg bestandigt tydeligere frem ; hun saae hans 
alvorlige , smertefulde Blik , og med hver Dag syntes 
hun , han blev hende kjærere . 
Hvad skulde hun gjøre ? Hvorledes ophøre at være 
sin „ egen værste Fjende ? “ Tvivl og Uro arbeidede i 
hendes Sjæl , og Kirstine kom blegere og mere nedfrykt 
hjem end hun var reist ud . En snigende Feber 
kastede hende snart paa Svgeleiet ; hendes heftige Sind , 
der tildels havde fremavlet Sygdommen i det ellers 
kraftige Legeme , forværrede den Dag for Dag , og det 
varede ikke længe , inden Lægen fandt hendes Tilstand 
betænkelig . Hendes friske Skjønhed , der , om man kan 
sige saa , for en Del bestod i en sund , harmonisk 

Samvirken af Aand og Legeme , tabte sig med mærkværdig 
Hurtighed . 
Medens vor stakkels Kirsfine nu paa sit Sygeleie 
føler sig mere forladt og ene , end da vi først saae 
hende midt i Skolegaarden , ville vi et Øieblik vende 
os til vore Venner i Skovridergaarden og see , hvorledes 
den forløbne Tid er gaaet for dem . 
Der havde været stille baade om Vinteren og 
Sommeren i det venlige Hjem , saa kjedeligt og stille , 
sagde Skovrideren , at han af Fortvivlelse havde kastet 
sig paa Literaturen og begyndt at være Forfatter . Der 
var jo saa mange tomme Pladser i Kredsen , og Savnet 
var blevet filbage tilligemed Bekymring og Uro for 
de Bortdragne . 
Paa meget forskjellig Maade følte Enhver dette . 
Skovrideren og Fritz savnede især Adolf , den altid 
muntre , utrættelige Adolf , der var lige oplagt til 
Arbeide og Spøg , sin Faders Hjælper og Ven , sin 
Broders Kammerat og Fortrolige i hans endnu barnagtige 
Glæder og Sorger . Stakkels Fritz var saa ene , 
og nu var ogsaa Daa paa en Gang bleven saa kjedelig 
og gammel , at det var , som om Forskjellen i hans 
og Fritzes Alder var bleven mere end fordoblet . Lille 
Anna savnede fo Brødre , og hun længtes mest efter 
Carl ; han var i Fængsel , saa ene , saa ene , og Adolf 
havde det jo godt og vilde ad Aare komme hjem igjen . 
Ogsaa Kirstine , den kjære , venlige Lærerinde , savnede 
hun , men hende tænkte hun sig altid svømmende i et 
Hav af Glæder og Herligheder . 

Ikke saaledes med hendes Moder . Af alle de 
Bortrejste var der ingen , hun med saa megen Ængstelse 
tænkte paa , som netop Kirstine , og naar hun 
bad for sine Born og for Carl , „ det fremmede Barn , 
der ingen Moder havde , “ saa bad hun ogsaa for Kirstine , 
bad den Almægtige at lede hende ud af den 
Labyrinth , hvori hun havde hildet sig selv , og lede 
- Godt ud af det , hvori hun nu kun saae Fare og 
Smerte . Ikke alene for de Fraværende havde Ida 
Sorg , ogsaa det Nærværende laa hende ofte tungt paa 
Sinde , navnlig naar hun betragtede den stille , taalmodige , 
men desværre altfor ofte seirløse Kamp , som 
Arel Daa kæmpede mod den Modløshed og Livslede , 
der truede med at tynge ham til Jorden . 
Han havde elsket Kirstine af sit dybe , trofaste 
Hjertes hele Fylde , han havde drømt en saa deilig 
Drøm om Gjenkjærlighed og Livslykke , at det var ham , 
som om Jorden var veget bort under hans Fødder , 
som om der nu slet Intet var at leve for . Hans 
Siæl var død , syntes det ham ofte ; mekanisk passede 
han sine Forretninger , mekanisk tog han Del i Familiens 
Maaltider og Samliv , men de første vare ham 
en kvalfuld Byrde og det sidste uden Tilfredsstillelse . 
Havde ikke Idas kjærlige Øie vogtet paa ham og hendes 
Haand i rette Øieblik været parat til at støtte og 
hjælpe ham , vilde han ofte være sunket aldeles sammen . 
Uden nogensinde at berøre Grunden til hans Sindsstemning , 
dertil kjendte hun for godt hans indesluttede 
Natur , der netop i Tavshed , i den Tro , at Ingen 
saae hans Sjælesaar , fandt en stor Del af sin Styrke , 

vidste hun næsten allid at sige det rette Ord i rette 
Tid , og mangen Time , naar det vilde have været 
Daa umuligt at tale med enhver Anden , kunde han 
sidde hos Ida og lytte til hendes milde alvorlige Ord , 
til hendes Tanker om Menneskelivets Betydning , dets 
Lidelser og Glæder , der bleve sendte as Faderhaand 
og ikke tildelte af en lunefuld Skjæbne , og medens 
han hørte til , førte hun ham umærkeligt- gjennem Kampen , 
gjennem Forsagelsen og Taalmodets Strid . 
Mangen Nat lyttede hun med moderlig Bekymring 
til hans tunge Skridt , naar han , for beklemt til at 
søge Hvile , i urolige Tanker vandrede op og ned i sin 
lille Stue ; men efter en saadan Nat kunde man ogsaa 
være vis paa , at Ida altid havde usædvanligt travlt 
med dette eller hint huslige Arbeide , der nødte hende 
til at være oppe længe før Dag , men hvor travlt 
hun end havde , var dog det Første , hun higede efter , 
at banke paa Daas Dør for at bringe ham hans 
Morgenkaffe og sætte sig hos ham , medens han drak 
den ; og idet hun snart spøgende snart alvørligt beklagede 
hans trætte førvaagede Udseende , vidste hun altid 
at aftvinge ham Løftet om at gaae tilsengs , saasnart 
hun var gaaet ned , et Løfte , som Daa , ligesaa ordholden 
i smaa Ting som i store , aldrig undlod punktligt 
at holde . 
Henimod Slutningen af Oktober indtraf en Begivenhed , 
der bragte en stor Afvexling i vore Venners Liv . 
I Aarets Løb havde Skovrideren paa Opfordring 
af sin Foresatte skrevet en Række mindre Afhandlinger 
om Skovdyrkning og Jagtvæsen , hvilke Greven efterhaanden 

havde ladet indrnkke i et af vore Dagblade . 
Afhandlingerne vakte Opsigt ved den Sagkundskab , 
hvormed de vare skrevne , medens tillige den Kjærlighed 
og Klarhed , hvormed Æmnet var behandlet , i Forening 
med Livlighed og et godmodigt Lune gjorde dem til 
noget af det mest Tiltrækkende , vor Literatur havde at 
opvise i denne Retning . 
Domainedirekforatet henvendte sig af denne Grund 
gjennem Grev Nordskjold til Forfatteren med Opfordring 
til at udgive Afhandlingerne samlede , da det i 
saa Fald vilde anbefale Værket til alle Forstmænd 
og Skovdyrkere . En Forlægger tilbød sig paa meget 
gunstige Vilkaar , og Greven tilføiede privat i sit Brev , 
at dersom Verland vilde søge kongelig Ansættelse , vilde 
han vist kunne være sikker paa at see sin Ansøgning 
bevilget . Hvor levende alt dette maatte gribe ind i 
Familiens stille Liv , lader sig vel tænke . 
Skovrideren lo og gned sine Hænder ved den 
Pudsige Tanke , at han var en anerkjendt Forfatter . 
Den Tanke at bytte sit nuværende Hjem med et større 
var aldrig falden ham ind ; Grevens Brev vakte nye 
Betragtninger , thi vel havde hverken han eller hans 
Hustru Lyst til Forandringen , men han betragtede sin 
Børneflok , der i Vinter var bleven forøget med en 
lille Søn endnu , og det syntes ham næsten en Pligt 
at stræbe efter en Stilling , hvor han kunde gjøre noget 
mere for Børnenes Opdragelse . Da derfor et Skovriderembede 
med ret gode Indtægter netop paa den Tid 
blev ledigt i det sydlige Jylland , saa besluttede Verland 

at søge det , ja endog at reise til Kjøbenhavn for selv 
personlig at kunne störte sin Ansøgning . 
„ Hvad synes Du om den Plan , Mutter ? “ spurgte 
han venligt sin Kone efter at have udviklet Sagen for 
hende . 
„ Godt , “ lod Svaret , „ jeg kunde kun ønske at 
føie en lille Forbedring til den . “ 
„ Og det er ? “ 
„ At jeg selv vil folge med til Kjøbenhavn . “ 
„ Du til Kjøbenhavn ! Død og Krone , Mutter , 
hvad fænker Du paa ? Naar jeg reiser bort ! Det er da 
ikke dit Alvor ? “ 
Men det var Mutters Alvor . Hun bad saa 
alvorligt , satte saa tydeligt sine Grunde fra hinanden , 
at Skovrideren ikke kunde sige Nei . Det var saa nyt , 
at Ida havde saadanne Ønsker , og det var Heller ikke 
for Fornøjelsen , hun vilde derind ; hun havde seet i 
Avisen , at Kapitain Rosenberg med Familie var kommet 
hjem fra Udlandet , men i over et halvt Aar 
havde hun intet Ord hørt fra Kirstine ; hun vilde og 
maatte ind og see , hvordan det gik hende , saa kunde 
hun maaskee ogsaa faae Leilighed til at besøge Carl 
Friborg i Fængselet . 
Skovrideren gav sit Minde med den Erklæring , 
at saa fik Daa være Fader og Anna Moder den Ugestid , 
de maatte blive borte . 
Reisetilberedelserne bleve nu skyndsomst trufne til 
hele Husets Forbavselse ; det var jo noget aldeles 
uhørt , at baade Fader og Moder skulde være borte i 
en hel Uge . 

Det var ved Aftenstid , at vore Reisende naaede 
Kjøbenhavn og toge ind paa et af de mindre Hoteller . 
Strax næste Morgen begav Ægteparret sig hver paa 
sin Vei ud i Byen for at udføre de paatænkte Planer . 
Verland gik forst op til sin Foresatte for med ham 
at overlægge de fornødne Skridt , og Ida sagte ind i 
nærmeste Urtebod for gjennem Veiviseren at skaffe sig 
Underretning om Enkefru Rosenbergs Bolig . 
Saasnart hun havde faaet den fornødne Underretning , 
ilede hun derhen uden at tage i Betragtning , 
at Kjøbenhavnerne vilde tage det for en upassende tidlig 
Visittid . Da hun kom op ad den elegante , brede 
Trappe og standsede udenfor Toren , hvor Navnet 
„ Enkefru Rosenberg “ stod Paa et blankt Messingskildt , 
hørte hun pludseligt høirøstede Stemmer indenfor ; hun 
havde ikke lil Hensigt at lvtte , men tilbageholdt dog 
uvilkaarlig Haanden , der var ifærd med at gribe 
Klokkestrængen . 
En haard skarp Kvindestemme sagde : „ Det er dog , 
som jeg altid har troet , og igrunden er hun kun en 
simpel Tøs , der i ingen Henseender passer for Dig . 
Kjed af hende er Du jo tillige , det nytter ikke at 
skjnle det ; hun er Dig nu en tung Lænke om Benet , 
bryd den . Efter hvad jeg nu veed , kan Ingen misbillige 
det . “ 
„ Moder , “ svarede en alvorlig Mandsstemme , i 
hvilken Ida øieblikkelig kjendte Kapitain Rosenbergs 
ualmindeligt velklingende Røst , „ tal ikke saaledes ; jeg 
var ingen Mand af Ære , dersom jeg slog Haanden 

af hende nu og forlod hende syg og hjælpelos , som 
hun er . “ 
„ Hun skal jo Heller ikke blive forladt , “ lød Moderens 
Stemme ; „ paa Hospitalet skal hun komme , og 
Du maa hjælpe hende , saameget Du vil , naar Du 
blot hæver dette upassende Forhold , og det gjorde Du , 
om Du vidste , hvad jeg nu veed , jo—o , Du kan 
troe , at vi have havt en opbyggelig Nat , siden Du gik 
iaftes . “ 
„ Hvorledes det ? “ 
„ Først laa hun og snakkede en hel Del om 
Daahjorten med de trofaste Øine , som hun havde saaret , 
og græd og klagede ; men saa med Et begyndte 
hun at lee og sagde , at det var saa morsomt at tænke 
paa , hvad for Ansigter vi vilde sætte op , naar hun 
nu gik med gamle Jlrad ud til sit Folk og blev en 
Dronning hos Markens frie Børn . Hun skulde løbe 
om med kort Skjørt og spaa Folk , for hun var Rakkerens 
Kirsfine , og saa lo hun , saa det skingrede , og 
sang en Vise om Rakkertøsen , som skulde gaae alene , 
og som Ingen vilde dandse med , og derpaa græd hun 
og vred Hænderne som i Fortvivlelse og raabte paa at 
komme bort og komme hjem . Jo—o , det var en net 
Redelighed ; vi have Laaget over hende hele Natten , og 
hvor træt Fanny er , er hun dog endnu hoS hende , 
thi vi kunne jo ikke være bekjendte at lade Tjenestefolkene 
høre paa den Passiar . Raa , hvad siger Du 
nu ? Er det endnu Uret at bryde med saadan En ? “ 
Dette sidste Ord blev udtalt med en egen foragtelig 
Betoning . 

„ Jeg vidste det Altsammen , “ svarede Kapitainen , 
og hans Stemme lød fast og vemodig , „ men jeg lukkede 
mine Øine , fordi jeg ikke vilde see ; hun har ingen 
Uret gjort . Jeg kan ikke bryde med hende nu ; hun 
var det Deiligste , jeg har seet i Verden , det Skjønheds 
Ideal , min Sjæl saa ofte forgjæves har higet 
efter . “ 
„ Lad være med at friste mig ! “ udbrød Kapitainen 
heftigt lidt efter til Svar paa en ny Opfordring 
og foer ud af Døren saa hastigt , at han nær havde 
revet Ida ned ad Trappen . 
Med ridderligt Galanteri vilde han undskylde sig , 
men Ida lød ham ikke komme til Orde , før hun havde 
forebragt sit Ønske om at see Frøken Bayer . 
„ Det er aldeles ugjørligt ! “ lød Fruens skrattende 
Stemme , „ Frøkenen befinder sig meget ilde og kan 
Ingen see . “ 
Kapitainen havde imidlertid nøiere betragtet Ida 
og udbrød med glad Gjenkjendelse : „ Fru Verland , er 
det muligt ? De her ! Dem sender vist en god Aand , 
De maa komme ind strax . “ 
Fruen demonstrerede , men uden at agte paa hendes 
Tale førte Kapitainen Ida ind i det halvmørke 
Sygeværelse . 
Ak ! var virkelig denne afmagrede Skikkelse med 
de feberglødende Kinder og de vilde Øine , som her 
mødte Idas ængstlige Blik , den blomstrende , friske Kirstine , 
som hun før havde kjendt . Hun laa og famlede 
om paa Tæppet med de magre Hænder uden at ændse 

de Indtrædende , medens hun talte hurtigt , sagte og 
ængsteligt . 
Ida bøiede sig ned over hende og hviskede , medens 
Taarerne krillede ned ad hendes Kinder : „ Kirstine , 
stakkels , lille Kirstine , kjender Du mig ? “ Den 
Svge foer op ved Lyden af den milde , bekjendte Stemme 
og slirrede et øieblik vildt paa hende , men i næste 
Nu slog hun Armene om hendes Hals , idet hun jublende 
udbrød : „ Ida , min egen Ida , Du her ? Aa , 
saa kan det være det samme med alle de Andre ; lad 
dem bare gaae deres Vei , men Du skal blive hos mig . “ 
Rosenberg drog sagte sin Søster ud af Værelset , 
Kirstine fulgte dem med Øinene , og da Døren lukkede 
sig efter dem , drog hun Veiret dybt som Cn , der føler 
sig befriet fra en Byrde . Hun betragtede Ida en 
Stund med tavs Glæde , medens hun holdt hendes Haand 
fast mellem begge sine . 
Endelig hviskede hun : „ Det er da virkelig Dig , 
Ida , og ingen Drøm ? Jeg har drømt saa meget , saa 
jeg veed selv ei længer , hvad der er Drøm , og hvad 
der er Virkelighed . “ 
Ida talte milde , beroligende Ørd til den Suge , 
idet hun kjælede for hende og puslede om hende som 
om et Barn . 
„ Jo , seer Du , “ blev Kirstine ved , „ de holde ikke 
af mig , og saa driller jeg dem ; jeg leer , og jeg synger , 
og det kunne de ikke lide ; o , jeg er saa ond , saa 
ond , og saa er jeg syg , sige de , men det er ikke sandt , 
jeg er bare træt , for jeg kan aldrig sove for de 
Drømme og for Daahjortens Øine ; men nu Du er her , 

saa synes jeg , at jeg kunde faae Ro . Du kan nok 
jage Drømmene bort , de Andre bringe dem med ; men 
Du maa love mig ikke at gaae fra mig , medens jeg 
sover . “ 
Ida lovede det , og den Syge lagde sig tilbage i 
Sengen , bestandigt holdende hendes Haand fast , men 
hun kunde ingen Hvile finde og kastede sig hid og did , 
indtil hun kom til at hvile med Hovedet og Skuldrene 
paa Idas Skjød ; her blev hun liggende nogle Dieblikke 
med lukkede Dine , til en varm Taare , der faldt paa 
hendes Pande , bragte hende til at see op . Med et 
næsten skjælmsk Smil saae hun ind i Idas Øine . 
„ Nu ligger jeg godt , “ hviskede hun , „ og nu kan Du 
ikke gaae fra mig , Godnat . “ 
I næste Dieblik viste hendes dybe Aandedræt , at 
hun var sovet ind . 
Ida sad . stille som en Støtte , hun vovede knapt 
at aande for ikke at forstyrre den Sovende . Efter en 
Times Forløb aabnedes Døren sagte , og Kapitainen 
førte Lægen ind . Med Overraskelse og synlig Tilfredshed 
undersøgte han Patientens Tilstand . 
„ En høist mærkelig Forandring til det Bedre , “ 
sagde han sagte ; „ denne sunde Søvn er mere værd 
end et helt Apothek , sørg blot for , at hun ikke bliver 
forstyrret ; Liv og Død afhænger nu af , at Naturen 
faaer Lov til uhindret at gjøre sin Gjerning . “ 
Ida blev tavs og taalmodig siddende fra Time 
til Time uden at bryde sig om den lidt uvenlige Nysgjerrighed , 
hvormed hun blev betragtet af Husets 
Damer . 

Da Kapitainen ud paa Eftermiddagen kom tilbage , 
sad hun der endnu i samme Stilling og bad ham blot 
hviskende om at sende hendes Mand Bud for at underrette 
ham om Grunden til hendes Udeblivelse . Kapitainen 
lovede øieblikkeligt at gaae selv . 
Hele Dagen og hele Natten varede Kirstines Søvn , 
og Ida sov selv ind ; hen mod Morgenstunden vaktes 
hun af Kirstines Stemme , der sagte kaldte paa hende . 
Ida . betragtede hende med Glæde ; Feberglandsen havde 
forladt hendes Øine , de hvilede mildt og ' glad paa 
hende som i fordums Dage , og hele hendes Udseende 
vidnede om tilbagevendende Sundhed . 
„ Hvor er jeg , Ida , og hvorledes er Du kommet 
til mig ? “ spurgte hun , idet hendes Blik søgende vandrede 
Stuen rundt ; „ jeg synes , der er gaaet saa lang , 
saa lang en Tid , at jeg Ingenting mere kan huske . 
Bliver Du hos mig altid ? “ 
„ Nei , min Kjære , nu maa jeg hjem til Hotellet 
og høre , hvad Verland siger . Jeg har været længe 
borte . “ 
„ Ja , saa vil jeg med ! “ udbrød Kirstine med 
Kraft ; „ jeg vil ikke være her et Øieblik , naar Du 
gaaer din Vei ! “ 
Ida prøvede Modforestillinger , men forgjæves . 
„ Du skal ikke troe , at jeg er syg nu , “ sagde Kirstine , 
„ men gaaer Du fra mig , bliver jeg det bestemt 
igjen , “ og hun bad og tiggede og kjælede for Ida , 
saa hun ikke kunde nægte hende idetmindste Forsøget . 
Da Fru Rosenberg ved Daggry kom ind i Kammeret , 
blev hun ikke lidt forbavset ved- at træffe den 

Syge fuldt paaklædt og høre hendes Plan . Hun prøvede 
nogle Modforestillinger , men da den igrunden 
stemmede saa fortrinligt med hendes eget Ønske , gik 
hun endelig ind paa den og sendte Tjeneren efter en 
Vogn for at kjøre dem til deres Bestemmelsessted , hvor 
be ankom til ikke ringe Forundring for Skovrideren , 
der endnu ikke var opstaaet . 
Kirstine var meget mat og træt , men hendes Tilstand 
var ingenlunde foruroligende ; det var som om 
den rolige Ligevægt , som Idas Nærhed ligesom bragte 
med sig , jog Feberen og de bünge Tanker bort . 
Om Eftermiddagen skrev hun et Brev til Rosenberg , 
hvori hun takkede for hans Kjærlighed og for al 
den Glæde , han havde beredet hende , men tillige alvorligt 
og bestemt udtalte , at hun , da hun gav ham sin 
Haand , havde været barnagtig ! uvidende baade om 
sine egne Følelser og om Sagens Vigtighed ; nu forstod 
hun det og bad ham tilgive , at hun sendte ham 
hans Ring tilbage og løste et Baand , som hun i Letsindighed 
havde knyttet . - „ Dom mig ikke haardt , “ 
skuttede hun , „ og skjænk mig i Fremtiden dit Venskab 
istedetfor din Kjærlighed . “ 
Et Par Timer efter meldte Opvarteren Kapitain 
Rosenberg . 
Kirstine sov allerede , og-Verland var ikke kommet 
hjem fra sine Forretninger i Byen , saa Ida var alene 
til at modtage Kapitainen . Han var bleg og bevæget ; 
Kirstines Brev og Tanken om virkelig at have mistet 
hende vakte en stor Del af hans gamle Kjærlighed , 

og med indtrængende Heftighed forlangte han at tale 
med hende selv . 
Ida vidste imidlertid med den hende egne Venlighed 
at berolige ham . Med inderlig Deltagelse lyttede 
hun til hans Fortælling om hans . Kjærlighedslykke og 
om den Sorg , han nu følte , og idet hun uden at 
modsige ham tog hans egen Fortælling til Udgangspunkt , 
gav hun ham en alvorlig og sand Skildring 
af Kirstines Væsen og hele Forhold . Uden at nævne 
Daas Navn skildrede hun ham hans Følelser i al 
deres alvorsfulde Inderlighed , saa hendes Tilhører i 
sit stille Sind maatte sige sig selv , at saaledes havde 
han ikke elsket . 
Hun bragte Kapitainen til at føle , at hvad der 
var skeet , var dog det Bedste , samt til at opgive en 
personlig Sammenkomst med Kirstine , da ven ikkun 
vilde volde dem begge Smerte . 
Efter en lang Samtale reiste Rosenborg sig for 
at tage Afsked , og idet han tog Idas Haand , sagde 
han : „ Saa hils hende fra mig , at jeg Intet har at 
tilgive hende ; jeg sknlder hende den lykkeligste Tid i 
mit Liv . Snarere maatte vel Manden , der blændedes 
og henrevedes og igjen henrev Barnet , som ikke kjendte 
det Mindste til Verden , bede om Tilgivelse , fordi han 
havde misbrugt den Magt , Forholdene skjænkede ham . 
Bed hende som Tegn paa Tilgivelse at bevare de 
smaa Gaver fra min Haand og at gjemme denne som 
Erindring om en Ven , “ og Kapitainen lagde den 
ham tilsendte Ring i Idas Haand . „ Jeg kan ikke 
skille mig ved hendes , “ vedblev han alvorlig , „ skjøndt 

jeg aldrig vil knytte noget daarligt Haab til den og 
maaske i dette Øieblik ikke engang ønsker at gjøre 
det . “ Han nærmede sig Døren , men standsede igjen . 
„ Opfyld mig en Bøn , “ sagde ban , „ lad mig see 
hende , blot et eneste Øieblik ; jeg skal være ganske 
stille og ikke forstyrre hendes Ro , men den Tanke er 
mig utaalelig , at jeg har seet hende sidste Gang uden 
at vide det , uden saameget som i Tankerne at have 
sagt hende Farvel . “ . 
Der var , som vi tidligere have sagt , noget vist 
Uimodstaaeligt hos Kapitainen , som i dette Øieblik 
ogsaa overvandt Ida . Tavs førte hun ham ind i det 
lille Værelse , hvor hun og Kirstine sov , og nærmede 
sig Sengen , ' idet hun med Haanden skyggede for Lampen , 
som hun bar , for at ikke dens Skjær skulde vække 
den roligt Slumrende . Kapitainen betragtede hende 
favs , medens hele hans udtryksfulde Skikkelse vidnede 
om den dybeste Bevægelse . Den sovende Pige , som 
her laa for hans Øine , var vel ikke den glimrende 
Skjønhed , som havde fortryllet ham , men den tilbagevendende 
Sundhed og den rolige Søvn havde dog allerede 
igjen givet hendes Ansigt en vis Friskhed og 
Ynde ; hun saae saa barnlig og uskyldig ud , at Rosenberg 
falte sin tidligere Lidenskab vaagne ved dette 
Syn . Ikke istand til at tilbageholde Udbrudet af sin 
Følelse bøiede han sit Knæ og tryllede sine Læber 
Paa hendes sine , magre Haand , der hvilede paa Sengekanten ' . 
Den Sovende slog sine Øine op med et Udtryk af 
Skræk og slammede : „ Edvard , hvad vil Du mig ? “ 

„ Sige Dig Farvel og Tak , “ hviskede Rosenberg 
næppe hørligt . 
„ Du er altsaa ikke vred paa mig ? “ udbrød hun 
glad . 
„ Hvad Grund har jeg til at vredes paa Dig , 
Barn , fordi Du ikke ret kjendte dit Hjerte , “ lød Svaret 
med sagte Stemme , „ naar jeg , der er saa meget 
ældre end Du , ikke kjendte mit eget . “ 
„ Gud velsigne Dig , Edvard , for de Ord , “ hviskede 
Kirstine , „ Tak for alt Godt , for al den Glæde , 
Du har gjort mig , men allermest for bette øieblik ; 
nu kan jeg sove saa roligt , Godnat , Edvard , “ og træt 
lukkede hun atter Øinene . 
„ Godnat , Farvel , Kirstine , “ sagde Kapitainen med 
brudt Stemme , idet han igjen fulgte Ida ind i det 
andet Værelse . 
Her kastede ban sig i en Stol og blev længe siddende 
med Hænderne for Ansigtet , et Bytte for mange 
stridende Følelser . 
Ida betragtede ham med Taarer i øinene ; efter 
en Stunds Forlob lagde hun sagte sin Haand paa 
hans Arm . „ Hr . Kapitain , “ sagde hun mildt , „ jeg 
maa ogsaa takke Dem for , hvad De i dette Øieblik 
har gjort for Barnet ; De har givet hende en Sindsro 
tilbage ; som hun maaskee ellers aldrig havde vundet . 
Vorherre vil engang paa den onde Dag huske Dem 
dette Øieblik ? Det Beroligende og Milde i Idas ' 
Væsken forfejlede heller ikke her sin Virkning . Kavitainen 
fattede sig , tog Afsked og vandrede gjennem de mest 

afsides og rolige Gader til sin Bolig . Han var besynderligt 
tilmode og søgte forgjæves at samle sine Tanker ; 
han elskede egentlig ikke Kirstine nu , da hun havde 
ophørt at være hans Skjønheds Ideal , og dog fyldte 
Tabet af hende hans Sjæl med en uudholdelig Tomhed . 
Kun Et stod ham klart ; han maatte bort og det snart . 
Forrige Vinter havde han og Kirstine glimret som 
første Stjerner i det kjøbenhavnske Selskabsliv ; de havde 
skinnet med hinanden og ved hinanden , og han kunde 
nu ikke vise sig alene ; han maatte igjen ud i Verden 
og søge det Nye , det der kunde fylde i den tomme 
Plads . 
Tre Dage senere reiste Kapitain Rosenberg med 
Dampskibet til England for aldrig oftere at gjensee sit 
Fødeland , efter at han først rigelig havde sikkret sin 
Moders og sine Søstres Fremtid . 
Da Kirstine næste Morgen vaagnede , var det med 
en let Følelse , som om hendes Sjæl var befriet fra 
en Centnervægt . Der var ikke Ende paa alle de 
Spørgsmaal , hun gjorde Ida , om Alt i Hjemmet , 
om Børnene , Hundene , Kammerraadens , kort sagt Alt , 
undtagen det Eneste , hun helst havde spurgt om . En 
Araber vilde i sit billedlige Sprog have sagt , at Spørgsmaalet 
var i hendes Sjæl , men Ordet manglede Vinger 
og maatte derfor blive bag Tændernes Hegn . 
Ida gjættede imidlertid hendes Tanker og sagde 
ester en lille Pavse : „ Du spørger sket ikke om vor 
stakkels Daahjort , som dog i dette Aar har lidt mere 
end nogen Anden . “ 

Kirstine fik Vandet i Øinene og saae paa Ida 
med er bønligt Blik , og denne fortalte nu om Daas 
stille Smerte og Kamp . 
„ Det er mere , end jeg fortjener , langt mere , “ 
hviskede hun grædende ; „ jeg er ham ikke værdig . “ 
„ Men Du skal blive det , mit Barn , “ sagde Ida 
bevæget , „ han reiser nu bort , følger med Carl Friborg 
til Amerika , og medens han er borte , skal hans Skat 
blive luttret , til han kommer hjem igjen . “ 
Der gik et lyst Haab gjennem den unge Piges 
Sjæl . 
Skovrideren kom nu hjem ; han var i oprømt 
Stemning og havde det bedste Haab om at naae sit 
Maal , og da Embedet skulde tiltrædes saa snart som 
muligt , havde Greven tilladt ham , at der midlertidigt 
kunde antages en Forstkandidat til at bestyre Skovridertjenesten 
paa Kjærbyholm . 
„ Gaaer det efter Ønske , “ sagde han , „ saa skal 
De min Sjæl følge med , lille Kirsfine ; thi der bliver 
Huset og Børnene for store , til at Ida kan overkomme 
det Altsammen , og nu blive vi jo velstaaende Folk , 
som sagtens kunne holde Lærerinde . “ 
Hvor taknemmelig og glad Kirsfine følte sig ved 
dette Arrangement , behøves næppe at siges . Det blev 
nu bestemt , at Ida næste Morgen skulde besøge Carl 
i Fængslel , da Hjemreisen snart skulde gaae for sig . 
Først ved Middagstid ankom Ida til Fængselet 
og lod sig melde hos Inspekteuren , der forekommende 
og velvilligt tillod hende at besøge Carl Friborg . 

„ Jeg holder ellers ikke af , at mine Fanger faae 
Besøg , “ sagde han ; „ det er mod Reglementet , men 
med ham gjør jeg gjerne en Undtagelse . Han er en 
brav Fyr , der i aandelig Henseende har havt Gavn , 
men i legemlig Henseende Skade af at være her . 
Deres Besøg vil vist gjøre ham godt . “ 
Slutteren førte nu Ida gjennem de lange Gange , 
og underveis gav den snaksomme Mand alle de Oplysninger , 
hun ønskede . 
„ Vi holde Alle af ham , baade Inspekteuren , 
Præsten , Doktoren og jeg ; ja , de Tre have endda gjort 
Ansøgning til Kongen for ham , for at han skal slippe 
for den Tid , der er tilbage , da Doktoren siger , han 
ikke kommer sig rigtig , før han slipper ud . Men det 
maa han ikke vide ; han kan ikke taale Spændingen 
og maaske Skuffelsen , siger Doktoren . Det er en rar 
Far , men sær er han . Sommetider troer jeg , at han 
ikke er rigtig i Hovedet . Tænk bare ! han snakker med 
Mufene og vil ikke give mig Lov til at sætte Fælde 
for dem , om de ogsaa løbe i Sengen til ham . Da 
han var syg , kaldte han min Grethe for Anna og 
sagde , at det var Musene , der var bleven til hans 
lille Veninde , og Alt hvad Grethe sagde , det gjorde 
han , og naar hun bare var hoS ham , var han stille 
og rimelig ; ellers gider han ikke seet Grethe , men jeg 
maa sommetider laane ham Tvillingdrengene en Timestid , 
naar han er for træt af at være alene . “ 
De havde nu naaet GarlS Dør ; Slutteren aabnede 
den , og de traadte ind i den lille tarvelige , men lyse 

og renlige Celle . Ynglingen laa med lutkede Øine 
paa sit Leie . 
„ Det er godt , Olsen , “ sagde han uden at aabne 
Øinene i den Tro , at Slutteren kom med Middagsmad ; 
„ jeg er ikke sulten , tag kun Maden ud med 
Dem igjen ; De kan lade Vadskerkonens Børn faae 
den . “ 
„ Er De da mere syg idag ? “ spurgte Slutteren 
og vilde just tilføie Noget om Besøget , men Ida gav 
ham Tegn til at fie . 
„ Nei , vist ikke , “ svarede Carl i en næsten gnaven 
Tone ; „ lad mig blot være i Fred . “ 
„ Olsen gik , og Ida satte sig stille ved Siden af 
Leiet og betragtede med deltagende Opmærksomhed den 
Forandring , der var foregaaet med Carls Ydre . Det 
friske , ungdommelige Ansigt var bleven blegt og magert , 
de bløde Træk skarpe , det rige , lysebrune Haar var 
klippet tæt af under hans Sygdom , medens hans 
Skjæg , det eneste af hans Person , der var trivedes i 
Fængselet , som en uordentlig Kratsfov skjulte hele den 
nederste Halvdel af hans Ansigt . 
Cn Stund sad den moderlige Veninde saaledes , 
medens Taarerne hende selv uafvidende listede sig ned 
over hendes Kinder . Uvis om han sov , nænnede hun 
ikke at forstyrre ham , men det urolige , vexlende Minespil 
i hans Ansigt viste hende snart , at han sovende 
eller vaagen laa i urolige Drømme . Hun rykkede 
Stolen for at tildrage sig hans Opmærksomhed , men 
uden at aabne Øinene sagde han i en utaalmodig 

Tone : „ Jeg har jo sagt Dem , Ølsen , at jeg helst er 
ene ; jeg feiler Ingenting . “ 
„ Det er ikke Olsen , kjære Carl , “ sagde Ida blidt , 
idet hun tog hans Haand . 
Med et høit Udbrud af Overraskelse og Glæde 
foer han iveiret , men udmattet af Sygdommen og 
Fængselslivet var Bevægelsen ham for stærk , og han 
oilde halv afmægtig være sunket ned for IdaS Fødder , 
dvis hun ikke opmærksom paa hans Tilstand øieblikkelig 
havde grebet ham i sine Arme og hindret hans Fald 
ved at irvkke ham tæt op til sig . 
Den stakkels Carl , der for et Øieblik siden i Forsazthed 
og Bitterhed havde sagt sig selv , at han stod 
aldeles ene i Verden og intet Hjem havde udenfor 
Fængselets Mure , følte sig for første Gang i al den 
Tid , han kunde huske , omslynget af moderlige Arme 
og hvilede sit svimlende Hoved ved et moderligt Bryst , 
medms Glædestaarer trillede ned over hans Kinder . 
Det var en egen salig Følelse , men kun et Øieblik 
hengav Carl sig til den ; i det næste anstrængte 
ban fg for at beherske sin udbrydende Følelse , men det 
vilde ' kke rigtig lykkes . Med et Ansigt mellem Graad 
og Snil og ude af Stand til at fremføre et Ord 
satte han sig paa Kanten af Leiet uden at slippe 
Idas Hrand . 
Terne , der kjendte hans Frygt for Sentimentalifet , 
lod , som om hun ikke bemærkede hans overvældende 
Bevægelse , og begyndte for at give ham Tid til 
at fafte st ; at fortælle om Hjemmet , om lille Anna , 
der havde sparet Penge sammen for at lade sig fotografere 

til den kjære Carl og nu foruden Billedet 
sendte ham en hel Pakke Breve og Tegninger af Hus 
og Have , udførte paa hendes egen Maneer osv . Efterhaanden 
fik Carl sin Fatning tilbage og lyttede med 
glad Interesse til de kjærlige Ord . 
Hans forste Ord , da han havde vundet Herredømmet 
over sin Slemme , var Spørgsmaalet til Kirstine . 
Ida fortalte nu Alt om hende , og Friborg lyttede 
med spændt Opmærksomhed og vexlende Udtryk i fil 
bevægelige Ansigt . 
Da Ida havde endt sin Fortælling , sagde har 
med et resigneret Suk : „ Nu kan da den brave Daa 
blive lykkelig , men jeg maa saa vel sagtens reise ere 
til Amerika ; nu reiser han vist ikke . “ 
„ Jo , han reiser , “ svarede Ida bestemt . „ Strax 
kan Kirstine ikke række en anden Mand sin Haard ; 
Saarene maae læges , og Arrene groe til , før det kan 
ste . Men , “ vedblev hun , „ nu skal De fortælle mig 
om Dem selv . At De har været syg af Nervefeber 
og endnu langt fra er helbredet , veed jeg , og seer jeg ; 
det er om Deres Tanker og Sindsstemning va hele 
Liv her , jeg vilde høre . “ 
„ O , det er snart fortalt , “ svarede Carl ; „ naar 
jeg undtager , at jeg længes efter Frihed og Bemgelse , 
saa mit Bryst undertiden er nær ved at sprænges , har 
jeg det gødt . Alle ere gode imod mig , jeg lur meget 
at takke for , og meget har jeg lært . Jeg mr jo saa 
uvidende om det Vigtigste , men jeg har ikb sfammet 
mig ved som et lille Barn at lære af Præsten . Det 
er Heller ikke saa slemt at være alene , som jeg havde 

troet ; ogsaa af sine egne Tanker kan man lære , og 
De og Anna have holdt mig med Selskab i mangen 
god Time . Jeg har i Tankerne levet den gode Tid 
om igjen , og nn kan jeg langt bedre end for forstaae 
baade Deres Ord og Deres Handlinger . “ 
Ida fortalte nu om deres Fremtidsplaner , og i 
livlig Samtale svandt Tiden hurtigt hen . Efter et 
Par Timers Forløb aabnedes Døren , og en høi , stærkbvgget 
Mand med et velvilligt lldtrvk i det kloge Ansigt 
traadte ind ; det var Lægen . Han hilsede høfligt 
og betragtede med et Smil Carls oplivede Ansigt . 
„ Ei , ei ! “ sagde han , „ idag have vi nok fundet den 
rette Lægedom , der har hjulpet bedre end en hel Ladning 
af mine Recepter . Jeg skulde næsten tro , at De 
er stærk nok til at kunne taale lidt Spænding og 
Haab , “ og nu fortalte han om den Plan til Carls 
Befrielse , som vi allerede have hørt om . 
Carl lyttede med stille Glæde . „ Saa faae vi jo 
paa den Maade Udsigt til ogsaa snart at kunne faae 
Dem hjem , “ sagde Ida glad , da Lægen havde fjernet sig . 
Carls Ansigt blev alvorligt . „ Nei , “ svarede han , 
„ det vilde være mig umuligt at vise mig der , hvor jeg 
er kjendt . Jeg kunde ikke udholde den Tanke , at Folk 
i mig kun saae den løsladte Straffefange . Bort maa 
jeg , langt bort , hvor Ingen kjender mig ; der kan jeg 
begynde Livet forfra . Sig kun til Daa , at jeg i 
Kjøbenhavn , saasnart jeg slipper herfra , skal berede 
All til Reisen for os begge , saa han blot maa see 
snarest muligt af komme afsted . Hils Deres Mand , 
hils Anna og dem Alle , ogsaa hende , som jeg næppe 

tør tænke paa ; “ Carls Stemme skjælvede . „ Tak dem , 
ønsk dem alt Godt og bed dem ikke af glemme mig . “ 
„ Det skal Ingen af os nogensinde gjøre , mit 
kjære Barn , “ sagde Ida bevæget ; „ vi ville tænke paa 
Dem og bede for Dem som for et af vore egne Børn . “ 
Slutteren aabnede Døren for af minde Ida om , 
af det ikke kunde tillades hende af blive længere . 
„ Farvel ! “ hviskede hun bevæget , idet hun trykkede 
begge Carls Hænder . „ Gud velsigne Dem . “ 
Carl kyssede de kjærlige Hænder uden af sige et 
Ord . I næste Øieblik var han alene ; men hvormeget 
anderledes følte han sig ikke tilmode end før ? Hans 
Legeme var nær , men han-s Aand arbeidede livligt og 
baabfuldt med Fremtidsplaner . Lille Annas venlige 
Anngt smilede saa velsigner til ham fra Billedet . 
Med det i Haanden lagde han sig paa sit Leie og betragtede 
del , til en dyb og rolig Søvn lukkede hans 
Øine og i Drømme viske ham den lille , søsterlige Veninde 
lyslevende . 
Otte Dage efter var Ida atter i sit Hjem , men 
til stor Forbavselse for hele Huset fulgt af en 
ung Forstmand istedetfor af Husfaderen . Spørgsmaal 
regnede ned , saa Moderen havde ondt ved at komme 
tilorde ; kun En spurgte ikke . Daa stod tavs og bleg , 
men med ængstlig Forventning i de alvorlige Øine , 
der spørgende hvilede paa Ida , hvad hun forstod 
saa godt , som om han havde udtalt sig i lydelige 
Ord , og derfor var ogsaa det første Svar , hun gav , 
Svaret paa lille Annas Spørgsmaal : „ Saae Du 
saa Kirstine , Moder , eller den unge Fru Rosenberg ? “ 

„ Ia , Kirstine saae jeg , men hun hverken er eller bliver 
Fru Rosenberg . Derimod er hun fulgt med Fader til 
Egedal , vort nye Hjem ; hun skal styre Huset for ham , 
til vi Andre komme , og saa blive hos os som Eders 
Lærerinde . Ere I tilfredse med det , Børn ? “ 
En høi Jubel hilste Moderens Ord ; men den 
Eneste , søm tav , var bøg gladest . 
Da Børnene siden vare komne til Ro , og Fritz 
og Kandidat Haraldsen vare beskjæftigede i Kontoret med 
Kort og Skovplaner , fortalte Ida til Axel Daa Alt , 
hvad hun vidste om Kirstines Liv fra det Øieblik af , 
da hun med sin glimrende Brudgom havde forladt 
Kjærbyholm , og for forsfe Gang taleve hun ligefrem 
til ham om hans Følelser og Lidelser . 
Medens hun skarpt iagttog hans Ansigt , fortalte 
hun ogsaa om Carl og om den nære Udsigt til Amerikareisen . 
Der kom et ubestemt vaklende Udtryk i de ellers 
faste Træk . Ida følte , hvad der foregik i ham . 
„ Kjære Daa , “ sagde hun venligt , „ sig mig ærligt 
hvilke Tanker , der i dette Øieblik bevæge sig i Deres Sjæl . “ 
„ Jeg veed det næsten ikke selv , “ var Svaret ; 
„ jeg er tilmode som En , der i lang Tid har drevet 
om paa den vilde Sø og rent har opgivet Haabet om 
nogensinde igjen at naae Land , men saa pludseligt 
føler fast Bund under Fødderne og seer Kysten vinke sig . 
„ Og De føler ikke rigtig Lyst til atter at vove 
Dem ud om end i en anden Forstand ? “ 
Daa tav et Øieblik . Derpaa vedblev han sagte 
og hurtigt : „ Jeg veed ikke selv , hvad jeg gjør . Der 

er to Stemmer i mig ; til dem begge lytter jeg . Kan 
De dømme dem imellem ? Den ene siger : Bliv , Du 
har lidt nok , nu kommer Opreisningstid ; den anden 
siger : Reis , Du kan ikke endnu berøre den Haand , 
der for faa Dage siden tilhørte en Anden , og Du kan 
Heller ikke bryde Dit Ord til Din Ben . “ 
„ Og den sidste har Ret , “ udbrød Ida bestemt . 
„ Skal jeg da sket ikke see hende ? “ spurgte Axel 
næsten forskrækket . 
„ Det siger jeg ikke , “ , svarede Ida , „ men reise 
maa De , og fænk , hvor De nu kan reise glad og 
haabfuld , enten De saa vil tænke paa ar berede Dem 
et varigt Hjem i det fremmede Land , eller De vil 
stræbe for engang at kunne komme her hjem igjen . “ 
Denne Aften gik Daa for første Gang siden hin 
tunge Aften tilsengs med et let og taknemligt Hjerte 
og drømte hele Natten om Kjærlighedslykke og Fremtidshaab . 
Fjorten Dage efter kom der Brev fra Kjøbenhavn 
fra Carl ; det forkyndte om hans Benaadning og bragte 
Opfordring til Daa om tre Uger al være parat til 
Reisen for at seile med et Skib , der til den Tid 
skulde afgaae fra Kjøbenhavn til New York . 
Daa havde alt tilskrevet sin Foresatte , der , hvor 
gjerne han havde beholdt ham , ikkd lagde hans Planer 
Hindringer iveien , og da hans øvrige Forberedelser 
' kun vare smaa , saa stod han snart færdig til 
Reisen . 
Forst maalte han dog ledsaget af Fritz , der 
længtes efter at see sit tilkommende Hjem og ikke vilde 

flippe Vennen før i sidste Øieblik , gjøre en Tur til 
Cgcdal før at tage Afsfed med Verland og Kirstine . 
Det var næsten Aften , va de kom , og næste 
Morgen maatte de tilbage igjen . 
Det er let at tænke , med hvilken forunderlig glad 
og dog smertelig Følelse Daa gjensaa Kirstine , som 
saa forandret , stille og forlegen modtog ham med en 
alvorlig Hilsen og en dnb Rødme . Ingen af dem 
vidste , hvad de skulde sige til hinanden , og havde ikke 
Verland og Fritz talt for dem Alle , vilde vist hele 
Aftenen kun været en eneste , lang Pavse . 
Næste Morgen holdt allerede til bestemt Tid Vognen 
for Døren ; men Verland og Fritz vare endnu ikke 
komne tilbage fra en tidlig Vandring i Skoven . 
Kirstine stod tavs ved det dækkede Frokostbord , og 
Daa stod ved Vinduet tilsvneladenoe beskjæftiget med at 
tælle Ruderne . Ingen af dem talte . Da vendte Daa 
sig pludselig om ; der var kommen Liv og Energi i 
hans Ansigt , han gik lige hen mod den rødmende Kirstine , 
tog hendes Haand og begyndte først sagte og 
usikkert , siden med stigende Kraft : „ Frøken Bayer , . . . 
Kirstine , — De veed , at jeg elsker Dem , veed , hvad 
jeg har lidt , — jeg reiser nu bort , — jeg beder ikke 
om Deres Gjenkjærlighed nu — , . vil ikke binde Dem 
til mig — , men dersom Gud er med mig , tør jeg saa 
engang komme igjen og hente Svar ? Maa jeg tage 
Haabet med mig til det fremmede Land ? “ 
„ De maa ! Gud velsigne Dem , Tak før hvert godt 
Ord og hver kjærlig Tanke ; ak ! jeg fortjener det ikke , “ 
slammede Kirstine afbrudt . 

„ Saa , Gud være lovet ! nu kan jeg reise med 
Tryghed , “ udbrød Daa med Inderlighed , medens hans 
Skikkelse næsten blev høiere ved det Udtryk af stærk , 
mandig Glæde , der lyste i hans Træk . 
De stode igjen tavse , men det var ikke den forlegne 
Tavshed fra før . 
Strax efter kom Verland og Fritz . I al Hast 
blev der nu spist Frokost og tager Afsfed . Daa trykkede 
Kirstines Haand med et klart tillidsfuldt Blik , der 
sagde : „ Jeg stoler fast paa Dig . “ 
Paa den ril Afreisen bestemte Dag fulgte Moderen , 
Fritz og Anna den bortdragende Ven til den nærmeste 
Søslad . Alle vare de dybt bevægede ved Afskeden ; 
men Gjensvnsglæden og Fremtidshaabet glimtede 
gjennem AfsfedSsorgen . 
„ Vogt Carl Friborg som Deres yngre Broder ! “ 
sagde Ida til sidste Afsfed , og da de stode paa Brohovedet 
og saae Skibet seile , medens Daas høie Skikkelse 
vinkende med Lommetørklædet stod rank og kraftig 
i Bagstavnen , takkede Ida Gud , af Carl ikke alene 
skulde drage til en anden Verdensdel , men af han i 
den trofaste Daa skulde have en fast og stærk Støtte . 
Da Julen dette Aar kom , var det venlige Hjem , 
vi saa ofte havde dvælet i , tomt og stille ; en Tjenestepige 
holdt Hus for to os ubekjendte Herrer , og vi ville 
skynde os bort fra dette Sted , da det for os er berøvet 
sin vante Hygge . 
Saameget kan der sle i et Aar ; ikke En af dem , 
Ida hin Aften havde ønsket af see her næste Jul , 
skulle vi finde , om vi søgte dem der . 

Men i der nye Hjem sad Ida med Mand og 
Børn ; til de sidste regnede hun xgsaa Kirstine , der nu 
havde vundet meget af sin ungdommelige Skjønhed tilbage , 
især siden Daas Besøg paany havde aabnet hende 
Fremtiden . 
Adolph , der fra nu af skulde være sin Faders 
Assistent , var kommet hjem ; men med Vemod søgte 
Alles Tanker til de fjerne Venner , der holdt Jul paa 
det øde Atlanterhav . 
Snart var man husvant i det nye Hjem . Tiden 
gik sin rolige , jævne Gang ved daglige , tilvante 
Forretninger , og Brevene fra Vennerne hinsides Havet 
gjorde paa en vis Maade Epoke i det stille Liv . Disse 
kom temmelig regelmæssigt hver Maaned og bragte 
næsten altid gode Efterretninger . 
Lykken syntes at begunstige vore Udvandrere . I 
det sierne Vesten havde de , eller rettere Carl , for en 
Del af sin Formue kjøbt Land og med det Øvrige 
begyndt en Banquierforretning , der lovede rigt Udbytte . 
Brevene vare næsten altid kun fra Daa , og Carl , der 
ikke holdt af Brevskrivning , nøiedes med at sende kjærlige 
Hilsener eller et lille Brev til Anna . 
Livligt skildrede Daa deres Liv og Arbeide . Bestyrelsen 
af Jorden var mest overladt til ham , medens 
Carl selv drev Banquierforretningen med megen Dygtighed 
og Iver . „ Han er bleven en hel Forretningsmand , “ 
skrev han , „ og forstaaer sig langt bedre 
Paa Mennesker og Forhold , end jeg . Vi have vendt 
Forholdet om ; det er ham , der støtter mig , ikke omvendt . “ 


I det første Aarstid udtalte Daa ofte sit Haab 
om i en ikke fjern Fremtid at bringe det saa vidt , at 
han kunde byde Kirstine et Hjem , men efterhaanden 
bleve disse Udtalelser sjeldnere , og hørte omsider rent 
op . Ida kunde ikke forklare sig det og aabnede hvert 
Brev med en vis Spænding for at faae Gaaden løst , 
men lukkede det atter med Skuffelse . 
Omtrent to Aar vare gaaede , uden at Gaaden 
endnu var løst , da Posten igjen bragte Brev med det 
velbekjendte amerikanske Poststempel . 
„ Han er dog altid sig selv lig , den trofaste Daa ! “ 
udbrød Ida efterat have gjennemlæst det . 
„ Naa , hvad nv Fortræffelighed har vor Daahjort 
da viist ? “ spurgte Verland spøgende , og Ida læste : 
„ Tro ikke , at jeg har glemt mit Livs Haab , fordi 
det nu har en anden Skikkelse for mig . Herover kan 
jeg ikke hente Kirstine , skjøndt mine Formuesomstændigheder 
rigeligt tillade mig det ; thi det er bestandig bleven 
mig klarere , at Carl elsker hende , og at det ikke , 
som jeg havde troet , kun var en ungdommelig Forelskelse . 
Min eneste Ven stal ikke see sig fattig paa min 
Rigdom eller føle sig alene , fordi jeg elsker Kirstine . 
Jeg kan jo vente ; engang komme vi nok hjem , og da 
vil han bedre kunne bære det , hvis ikke Tiden inden 
den Dag har lægt hans Saar . Jeg er dog lykkelig , 
naar jeg betragter mit Haab ; det er en lysende Stjerne 
i Fremtiden . Gud give , Carl ogsaa havde en . “ 
Medens Verland og hans Kone med kjærlig Beundring 
falte om Daas Resignation , havde lille Anna , 
der ubemærket havde siddet i en Vinduesfordybning , 

reist sig og var gaaet ud uden at sige et Ord . Da 
hun kom ind igjen , var der Spor af Taarer paa hendes 
Ansigt , skjøndt hun tilsyneladende rolig og mild 
tog fat paa sit Arbeide . 
„ Moder , “ spurgte hun siden alvorlig , „ hvorfor 
har Vorherre indrettet det saa , at To kunne elske En ? 
Jegsynes , at det var meget bedre , at hver elskede sin ; 
saa kunde de Alle blive lykkelige . “ 
„ Hvorfor spørger Du om det , min Glut ? “ udbrød 
Ida lidt overrasket . 
„ Fordi jeg saa gjerne vilde , at Carl skulde blive 
lykkelig , “ var Svaret . „ Hvor kan Vorherre dog nænne 
Sligt ? — han , der er saa god . “ 
„ Lad os ikke gaae i Rette med Herren , Barn , “ 
svarede Moderen mildt advarende ; „ vi tør ikke udgrandske 
hans Veie , men noget kunne vi dog skimte , 
og jeg troer , at det netop maatte gaae Carl saaledes 
for at vække de skumrende Kræfter i hans Sjæl . Han 
var vild , letsindig og ustadig og havde ingen Sands 
for det Høiere , Smerten har vakt ham , og han behøvede 
maaske netop denne dybe Smerte og det skuffede 
Haab for at blive rigtig Mand . Vi ville bede for 
ham , min Lille , det er det Eneste , vi kunne gjøre . “ 
„ Det gjør jeg hver Dag , Moder , “ svarede Barnet . ^ 
Lille Anna var i flere Dage stille og alvorlig . 
„ Jeg synes ikke , Lærken slaaer i disse Dage , “ 
sagde hendes Fader og klappede hendes Kind . Lidt 
efter hørte han Barnet synge i Kjøkkenet , men en skarp 
Iagttager vilde dog have savnet den rette Glæde i 
Sangen . Udholdenhed fører imidlertid til Maalet , og 

det lykkedes ogsaa snart Anna at overvinde sin Sørgmodighed . 
Selv Ida , der netop i disse Dage havde 
havt mere end almindelig travlt med huslig Gjerning , 
anede ikke , at der var foregaaet noget Usædvanligt 
i Barnesjælen . 
Medens vore Venners Liv paa Cgedal glider 
hen i det daglige Livs rolige Ensformighed , ville vi 
see os om efter en anden Person i denne simple Fortælling , 
nemlig Kapitain Rosenberg , som vi forlode 
paa Veien til England . 
Det Storartede i alle de engelske Forhold tiltalte 
hans efter Nyhed higende Sjæl . Hele Vinteren tilbragte 
han dels i London dels i forskjellige Egne af 
Landet . Ved Foraarets Begyndelse reiste han til 
Skotland . Dette Lands Natur og dets kraftige , haardføre 
Befolkning tiltalte ham ; det var ogsaa noget Nyt . 
Sommeren igjennem færdedes han i Høiskotland , lærte 
Beboernes Sprog , sad i deres Hytter og lyttede til 
deres underlige , vilde Sange og deres Sagn om Heltene 
fra gamle Dage , om Robert Bruce , Douglas osv . 
Mod Efteraaret vilde han med et Udvandrerskib 
gaae til Nyholland for i denne nye Verden at søge 
Nyhed , men Skjæbnen vilde det anderledes . Paa 
hans sidste Udflugt i Bjergene vilde han trods sin 
Forers Advarsel ride ned ad en temmelig brat Skraaning , 
istedetfor som Føreren at gaae og lede Hesten 
ved Teilen . Dyret tabte Ligevægten og styrtede i Afgrunden 
med sin Rytter . Hesten kom aldrig op , og 
Kapitainen kom vel op , men med et knust Ben , en 

brudt Arm og mange flere mere eller mindre betydelige 
Skrammer . 
I en Landmands Hjem laa han flere Uger mellem 
Liv og Død , og ved Vinterens Frembrud var 
der endnu ingen Tanke om , at han skulde kunne forlade 
dette fik Tilflugtssted , hvor han ogsaa i alle Henseender 
nød den omhyggeligste Pleie . 
Husets Eier , Ben Honghby , en streng Puritaner , 
lod sig ikke nøie med at yde sin Gjæst den legemlige 
Pleie ; det forekom ham aldeles gudforgaaende at lade 
den dødssyge Mand ligge uden aandelig Pleie , og 
med enfoldig Kraft gav han sig selv til al yde ham 
denne , saasnart hans Bevidsthed var vendt saameget 
tilbage , at man kunde begynde at tale med ham . 
I Kapitainens Liv havde Religionen hidtil spillet 
en meget underordnet Rolle ; den havde ikke søgt 
ham , og han havde ikke søgt den og aldrig følt , at 
han trængte dertil . Men nu , svag og hjælpeløs , følte 
han Trang til Støtte udenfra . Bens Ord om Synd , 
om Død og Dom forfærdede ham , hans Tale om Oprejsning , 
Forsoning og Fred varmede hans Hjerte , og 
dertil havde det jo Nyhedens Interesse . Ben vilde 
dog næppe alene have kunnet fuldføre det begyndte 
Værk , om ikke andre Hænder havde hjulpet til med , og 
disse vare hans ældre Søster og hans Datter Mary , 
der begge efter deres Evne trolig hjalp Husfaderen 
baade i denne og i anden Gjerning . 
Mary var ikke noget Skjønhedsideal ; der kunde 
ikke være Noget forskjelligere end hun og Kirstine . 
Stor og stærk , før af Lemmer , med grove , næsten 

mandlige Trcek vilde hun have gjort et ubehageligt 
Indtryk , om ikke et Par venlige , blaa Øine og et 
mildt kvindeligt Udtryk havde givet hendes rødmussede , 
blonde Ansigt noget Tiltrækkende . Der var Kraft 
baade i Marys Arm og i hendes Sjæl , og det var 
lige nyt for Kapitainen at føle sig tumlet , løftet og 
flyttet som et hjælpeløsf Barn af den unge Kvindes 
stærke Arme og at høre hende tale med en simpel , 
varm Overbevisning og en fast Tro om Ting , som 
han med al sin Viden kun havde en svag Anelse om . 
Uden at det stod tydeligt for ham , blev han baade 
legemlig og aandelig afhængig af Mary . 
Mod Foraarets Komme var Rosenberg kommet 
saa vidt , at han paa sit Træben og støttet af Marys 
Arm kunde humpe udenfor Huset ; men hvor var den 
elegante Kapitain Rosenberg bleven af ? Ingen skulde 
gjenkjende ham i denne bøiede , svage Skikkelse . Tidligere 
vilde denne Forandring have knust hans Kraft , 
nu derimod blev den ham snarere et Værn mod Fristelser . 
Trangen til en Støtte saavelsom Taknemmelighed 
og Venskab bragte ham til at byde Mary sin 
Haand . Han kjøbte det Gods , hvortil hendes Faders 
Hus hørte , og ægtede hende . 
Efterhaanden vendte hans Kraft tilbage , men 
heldigvis ikke hans Uro og Higen efter Nyt . Han 
saavelsom hans Hustru ere agtede og afholdte i deres ' ' 
Kreds , men han har aldrig besøgt Danmark ; maaske 
er det af Kjærlighed til Mary for at fri hende for de 
Ydmygelser , hans stolte Slægt kunde tilføie Bondepigen , 
maaske af en Følelse af , at hverken hun eller 

han ere præsentable i det elegante Selskabsliv . Men 
skulde Nogen af Læserne komme til Skotland , saa ville 
de ved Loch Lomonds Bred finde „ Sir Edwards “ 
elegante Herresæde og faae en gjæstfri Modtagelse 
baade af Mylord og Mylady , i hvilken Sidste , Moder 
til en kraftig , opvoxende Slægt , de ville finde en 
hjertelig , forekommende , om end i Begyndelsen noget 
tilbageholden , ja næsten forlegen Husmoder . 
Saavidt om Kapitainen , som vi her tage Afsked 
med ; nu tilbage til vor Fortællings Traad , til det 
hyggelige Cgedal , hvor imidlertid et Par Aar ere 
gaaede siden Modtagelsen af det Brev , som gjorde 
lille Anna saa stor Sorg . 
Daas Breve , der i dette Tidsrum regelmässigen 
vare indtrufne , havde nu begyndt at tale om Hjemrejsen 
som noget ikke mere fjernt , og endelig modtog 
Verland et Brev fra ham med Anmodning om at 
opsøge ham en lille Eiendom , passende for hans Formue 
og helst saa nær Egedal som muligt . I Brevet laa 
en Seddel til Kirstine , og af hendes Svar skulde det afhænge , 
om Verland skulde udføre sin Kommission eller ikke . 
Daa skrev : „ Husker De , at De ved Afskeden gav 
mig Lov til at komme igjen og hente Deres Svar ? 
Nu er Tiden kommen , da jeg tør sige : Kan De elske 
mig , og vil De dele mine Kaar ? være min Mand * doms 
Fryd og Lykke , som De var min Ungdoms 
Drøm og Kjærlighed ? “ 
Heller ikke Kirstines Brev var langt . „ Jeg vil 
være Deres hele mit Liv og stræbe at betale al den 
Gjæld , jeg har til Dem . “ 

I sit Brev til Verland fortalte Daa , at det var 
Carls og hans Hensigt at realisere deres faste Eiendomme 
og reise , saasnart der lom Svar paa hans Brev . „ De 
kunne altsaa være her omtrent ligesaa hurtigt , som vi 
ellers pleie at faae Brev , “ sagde Ida , og da en sex 
Uger var gaaet , ventede man paa Egedal fra Dag til 
Dag efter de kjære Venner . 
Det var en smuk Eftermiddag i Oktober , da 
Klangen af et Posthorn og en Vogns Rumlen bragte 
hele Familien til forventningsfuld at ile ud i Gaarden , 
men skuffede standsede man , da det viste sig , at 
der kun sad en Mand paa Vognen . Denne sprang 
imidlertid af og kastede sig uden videre i Verlands 
Arme , medens Raabet : „ Daa ! Velkommen ! “ næsten 
samtidig klang fra alle Læber . Kirstine rakte begge 
Hænder imod ham , og han trykkede glad sin Brud i 
sine Arme . 
„ Men Carl , hvor er han ? “ spurgte paa en 
Gang Ida og Anna ængstligt . 
Daas glade Ansigt blev sørgmodigt . 
„ I Amerika , “ svarede han med et Suk ; „ jeg 
bringer Hilsen fra ham , han vilde ikke folge med . “ 
Da Roligheden igjen var bragt tilveie , og Kredsen 
samlet i den hyggelige Havestue , rakte Daa Ida et 
aabent Brev med Udskrift til ham selv og fortalte nu 
paa de gjentagne Spørgsmaal om , hvorfor Carl ikke 
vilde med : 
„ Det var ikke min Hensigt at forlade ham . 
Havde jeg vidst , at han vilde blive , var jeg ogsaa 
bleven , men han skjulte sin Plan for mig til det sidste 

Øieblik . Da han altid var vant til at passe Handelsforretningerne , 
faldt det mig naturligt aldeles at 
overlade til ham at afhænde vor Eiendom og Forretning . 
Han viste mig Papirer for Handelen og udbetalte 
mig min Del af Kjobesummen . Derpaa brøde vi 
op ; han fulgte med til New York , gik ombord paa 
Dampskibet med , og uden at ane det Blindste stod jeg 
ved hans Side og betragtede den travle Færden ved 
Indskibningen . „ Det er dog med en underlig Følelse , “ 
sagde jeg , „ at man tager Afsked med et Land , der nu 
har givet os Hjem og Brød i saa mange Aar . “ — 
„ Ja , Du har Ret , Afsked er altid en smertelig Ting , “ 
udbrød Carl med forunderlig Bevægelse , idet han knngede 
mig i sine stærke Arme . Jeg saae overrasket paa 
ham , men i det Samme lo han og sagde : „ Aa , Daahjort , 
Du kunde gjøre mig en Tjeneste ved at springe 
ned i Lasten og see , hvor de stuve vore Kufferter hen ; 
nu bar Dragerne dem just ned ad Lugen . “ Jeg ilede 
ned i Lasten . Min Kuffert fandt jeg strax , men forgjæves 
søgte jeg efter hans mellem den Masse af 
Rejsegods , der med hvert Øieblik forøgedes . Jeg 
hørte Signalpiben og folte Skibet sætte sig i Bevægelse , 
men saae endnu ikke Carls velbekjendte Kuffert . 
Ærgerlig herover steg jeg igjen op paa Dækket for at 
bringe Carl den fortrædelige Efterretning , at Kufferten 
sandsynligvis var glemt , men idet jeg kom op ad Lugen , 
spurgte en af Skibsfolkene mig , om jeg var 
„ Mr . Daa “ , og rakte mig , da jeg bejaede det , dette 
Brev , paa hvis Udskrift jeg med Forbavselse kjendte 
Carls Haand . Jeg rev det op og flugte dets Indhold , 

men jeg maatte læse det tø Gange , inden jeg ret fattede 
Meningen , og naar De har læst det , kunne De 
fatte min Smerte og Skuffelse . “ 
Ida læste nu : „ Tilgiv mig , min kjære , eneste 
Ven , at jeg for første Gang har bedraget Dig og 
løiet for Dig , men jeg var nødt dertil . Din altfor 
ædelmodige Opoffrelse kunde jeg ikke modtage ; jeg 
kunde ikke udholde at see Dig offre din Kjærlighed paa 
Venskabets Alter . For din og hendes Lykke maatte 
jeg bedrage Dig til dit eget Vel . Jeg vidste , at det 
ikke kunde hjælpe at tale , og derfor nøiedes jeg med 
at handle . Jeg selv er Kjøberen til din Del af Eiendommen , 
thi jeg føler , at om jeg end er alene her , 
har jeg dog her et egentligere Hjem og hører mere til 
her end i mit Fødeland . I det Mindste troer jeg , at 
jeg bedre kan bære at være fremmed her end hist . 
Hils alle mine kjære Venner , som lovede mig et Hjem 
i deres trofaste Hjerter ; sig dem , at jeg er glad ved 
at bo der , selv om jeg bliver i Amerika . Hils 
Anna , hendes Moder , Verland , Kirstine og dem Alle . 
Gud velsigne Eder ! Lev saa lykkeligt , som det ønskes 
af Eders Carl . “ 
Med hvormegen Vemod Kredsen lyttede til Daas 
Beretning og Carls Brev behøves vel næppe at skildres . 
Men med Klager forandres Intet i denne Verden , og 
vore Venner hørte eiheller til dem , der orkesløse hengive 
sig til Bekymringer . 
Der blev Travlhed og Virksomhed ; et nyt Hjem skulde 
der jo grundes for de Tvende , der nu efter Omskiftelser , 
Smerter og Savn atter havde fundet hinanden . 

Verland havde alt efter Daas Ønske indledet Handelen 
om en dobbelt Bondegaard , „ Rolighed “ kaldet , 
der laa en Fjerdingvej fra Egedal paa den anden Side 
af Skoven . 
Da Julefesten dette Aar kokn , fejredes den af det 
unge Par i deres eget venlige Hjem , og Daa sagde , 
idet han med høi , inderlig Glæde saae ind i sin Bruds 
straalende Øine : „ Hvor vi ere lykkelige , og hvor vi 
maa takke Gud , ogsaa for Smerten . Havde ikke den 
været saa bitter , havde jeg jo ingen Maalestok havt 
for , hvor stor Glæden nu er . “ 
Fader Bayer gjæstede med Glæde ben elskede Plejedatter 
i hendes eget Hjem i Juleferien . 
Tiden gled hurtigt hen ; Carls Breve kom regelmæssigt , 
de vare for det Meste korte , men indholdsrige 
og sammentrængte . Forretningsmanden skinnede gjerne 
igjennem og sjældent glimtede Længselen og Vemodet 
frem ; kun i Spørgsmaal om Alt og Alle var han 
uudtømmelig . „ Fortæl mig endelig ret meget , “ bad 
han Daa , „ og frygt ikke for at saare mig ved at skildre 
din Lykke , lad mig hellere have Billedet af den at 
varme mig paa i de lange , ensomme Aftener ; dine 
Breve ere for min Sjæl , hvad Baalet i Kaminen er 
for mit Legeme . Skriv om dem Alle , hvordan de see 
ud , hvad de tage sig for , hvad Forandringer der ere 
foregaaede . Er Kirstine lige smuk endnu ? og Anna , 
min lille , elskede Søster ? ak , nu er hun snart en stor 
Pige , men for mine Tanker staaer hun altid som sexaars 
Glutten , der kyssede mig , fordi ingen Anden 
vilde . “ 

Tre Vintre vare gaaede , siden Daa og Kirsfine 
flyttede ind i deres eget Hjem . En lille Ida med sin 
Faders rolige , brune Øine , men med Moderens klare 
Teint og sorte Lokker legede alt paa Gulvet , og Kirsfine 
nærede i Stilhed det Haab , at hendes Datter i 
den allernærmeste Tid vilde faae en lille Kammerat . 
Det var i den travle Foraarstid . Kirsfine syslede 
ivrigt i Kjøkkenet med Forberedelser til Middagsmaden , 
der skulde være parat til de hjemvandrende 
Arbeidere , da en af Pigerne kom ind med Anmodning 
til Husmoderen om at komme ud i Gaarden , hvor en 
reisende Kjedelflikker ønskede at tale med hende . 
„ Jeg vil ikke handle , og har ingen Tid , “ svarede 
Kirsfine ; „ sig ham , at min Mand er ude , og jeg 
ikke kan komme . “ 
Et Øieblik efter stod en laset Dreng med kulsorte 
Øine ved Kjøkkendøren ; han saae sig lidt om , gik derpaa 
lige hen til Kirsfine , idet han med sagte Stemme 
sagde : „ Jeg skulde bede Immisch Gorgeys Datter at 
komme ud til vor Vogn . “ 
Kirsfine blegnede , men fulgte strax uden et Ord 
med Knøsen . 
Kudsken drog Lærredsforhænget fra Vognen , og 
gamle Ilrads rynkede Ansigt viste sig i Aabningen . 
„ Vel mødt , Sønnedatter ! “ sagde hun med et underligt 
Smil . „ Jeg hører , det gaaer Dig vel , og det 
glæder mig ; men mig gaaer det ilde , derfor kommer 
jeg til Dig om et Fristed for de gamle Dage . Dyret 
er træt af at løbe i Skoven , det vil nu helst i Stald , og 
Du har vel nok en Plads for den gamle Faermoder ? “ 

„ Jeg veed ikke — , min Mand er ikke hjemme — , “ 
slammede Kirstine med blege , skjælvende Læber . 
Gamle Jlrad saae paa hende med et gjennemborende 
Blik . „ Ho , ho ! slap det derud , saa vend 
kun igjen , Semmi , “ vedblev hun til Kudsken ; „ ja , 
ja ! Hjertet bliver koldt og snevert af at boe i et 
Stenhus . Hvad Magt ligger der ogsaa paa mig ? Jeg 
kan jo ligge i en Grøft og dø som en anden gammel 
Ræv . “ 
„ Hvem skal dø som en gammel Ræv ? og hvorfor 
seer min lille Kone saa fortabt ud ? “ lød i det Samme 
Daas dybe Stemme bag Kirstine ; han var lige kommen 
fra Marken og havde skyndt sig hid . 
„ Det er Ratkerkirstines Bedstemoder , der er kommen 
for at søge Beskyttelse hos sit Barnebarn , “ hviskede 
Kirstine angstfuld . 
„ Ja , det finder jeg meget rimeligt , “ svarede Daa 
roligt , „ hvor skulde hun ellers tye hen ? Kom kun , 
gamle Mutter , “ vedblev han henvendt til den Gamle , 
„ hvor der er Hjerterum , er Husrum , og Gryden , der 
koger til os Andre , koger nok til Jer med . “ 
Han gjorde Mine til at hjælpe hende ud af 
Vognen . 
Gamle Jlrad lo . „ Det gaaer ikke paa den Vis , 
Sønneke . Vil Du have mig af , maa Du bære mig . 
Kunde jeg komme afsted med egen Befordring , tyede 
jeg ikke til Husene ; men jeg blev for tung en Byrde 
for Stammen . “ 
Axel Daa greb den lille , hexelignende Zigeunerkvinde 
og løftede hende af Vognen som et Barn . 

„ Kjør nu bort , Semmi , “ sagde hun bydende til 
Kjedelflikkeren ; „ sig dem , at Immisch Gørgeys Svigersøn 
viser sig Slægten værdig . Den store Aand være 
med Eder Alle ! “ 
Daa var allerede kommen op ad Stentrappen ved 
Døren med sin Byrde , da en stærk Bevægelse mellem 
Folkene , der havde samlet sig i en stor Gruppe i Gaarden , 
tiltrak sig hans Opmærksomhed . Mumlen af uvillige 
Yttringer om Hexen , man ikke vilde bo under Tag 
med , naaede hans skarpe Øre . 
Han standsede . „ Børn , “ sagde han med fast , 
klar Stemme , „ der er vel næppe nogen af Eder , uden 
at han fra Barndommen af kjender det fjerde Bud : 
Ær din Fader og din Moder , at Du maa leve længe 
og lykkeligt i Landet ? Seer I ; nu er jeg en lykkelig 
Mand , der har HuS og Hjem , Hustru og Børn , Mark 
og Fæ og alt Godt , men hvor kunde jeg haabe at beholde 
disse Goder , om vi forstødte vor gamle Bedstemoder ? 
hvor kunde vi leve lykkeligt , om hun skulde dø 
forladt som en gammel Ræv i en Grøft ? I ville jo 
ogsaa gjerne leve længe og lykkeligt , og Budet angaaer , 
som I lærte i Skolen , ogsaa Eders Forhold 
til Eders Husbond , hvem I skulle agte og gjerne tjene 
og lyde . Nu beder og byder jeg Eder , at I som 
Unge vise den Gamle Ærbødighed og hjælpe Eders 
Husbond og Madmoder med at gjøre vor gamle Bedstemoders 
Livs Aften rolig . Vil I gjøre det ? “ 
Denne Tale , den længste , som den retfærdige og 
venlige , men noget ordknappe Husbond nogensinde havde 

holdt , forfejlede ikke sin Virkning . Et flerstemmigt 
„ Ja , Ja ! det vil vi ! “ besvarede hans Spørgsmaal . 
„ Tak , Børn , Tak ! gaa nu ind og faa Mad og 
hviler ' Eder , at I kunne være parate igjen til Arbeidet . “ 
Med disse Ord gik Daa ind i Huset . 
Han bar gamle Jlrad ind i Dagligstuen og vilde 
sætte hende i den sfore Lænestol ved Bordet . 
„ Nei , nei , Sønneke , ikke der , “ udbrød hun ivrigt , 
„ lad mig komme hen til Gluggen , det er strængt nok 
at have saa lavt til Loftet ; see Marken og Skoven 
og det høie Løft maa jeg da . “ 
Daa rullede med den høire Haand den sfore 
Lænestol hen i Vinduesfordybningen , medens han holdt 
den Gamle paa den venstre Arm ; derpaa satte han 
hende mageligt i dens bløde Sæde , tog saa lille Ida 
og satte hende paa Stolearmen , idet han sagde : „ Det 
er Oldemoder , lille Ida , som Du skal være god mod 
og holde af ; sig nu smukt Goddag og Velkommen til 
hende . “ 
Barnet betragtede hende med sfore Dine , men 
uden Frygt . 
Daa saae sig om efter Kirstine , hun var der ikke . 
I Spisestuen traf han hende heftigt grædende . 
„ Kjæreste Kirstine ! “ udbrød han forskrækket og 
lidt bebrejdende , „ hvor kan det saaledes bedrøve Dig ? “ 
„ Jeg græder ikke af Bedrøvelse , men af Glæde . “ 
afbrød hun ham leende og grædende paa en Gang ; 
„ jeg kom til at tænke paa , da jeg for mange Aar 
siden hos Verlands læste „ Axel og Valborg “ høit , 
hvor Valborg siger : „ Axel betyder stor og herlig i 

vort gamle Sprog ; “ jeg saae paa Dig , Du slog Øinene 
ned og blev rød , kan Du huske det ? “ 
„ Ja , jeg vidste jo altfor godt , at det ikke passede 
paa mig . 
„ Jo , det passede idag ! “ udbrød Kirstine med 
Kraft , „ da Du stod der saa stærk og rolig og løftede 
den gamle Taterkvinde op til Dig af Kjærlighed lil 
mig , da følte jeg , Du var det , “ og den unge Kone 
saae med glad Stolthed paa sin Mand . 
„ Lille Nar , “ sagde Daa smilende ; „ tænk dog 
paa , hvormeget jeg sknlder en vis lille Pige ved Navn 
Rakkerkirstine ; det er dog egentligt hende , der har 
gjort min Lukke , og uden hende havde jeg aldrig vovet 
at see op til den , der nu er mit Livs Solskin . Jeg 
betaler kun af paa min Gjæld ; men kom nu ind , 
Bedstemoder vil tro , hun er uvelkommen , naar vi 
' blive borte . “ 
Gamle Jlrad var snart hjemme paa „ Rolighed “ , 
om end det rolige Liv ofte faldt hende besværligt . 
Hun optog Kirstines Spøgenavn til Daa og kaldte 
ham altid Daahjort ; „ det Passer godt , “ sagde hun , 
„ for han taler med Øinene , naar hans Mund tier , 
ligesom Skovens stumme Dur , om han end ikke springer 
let som de , “ og gamle Jlrad saae smilende paa 
Landmandens faste , adstadige Gang . Kirstine kaldte 
hun Heller aldrig ved hendes Navn , men altid „ Jlrad 
Soloie “ , en Benævnelse , som Daa optog efter hende ; 
„ thi , “ sagde han , „ et bedre Navn kan der ikke være 
til mit Solskin , og vilde jeg ikke af andre Grunde 
tage mig af Bedstemoder , saa burde jeg da gjøre det 

af Taknemmelighed , fordi hun har lært mig det . Dersom 
vi faae en lille Pige til , skal hun hedde saaledes . “ 
Det blev imidlertid ikke en lille Pige , men en 
Dreng , der efter Jlrad Oldemoders ivrige Ønske blev 
døbt „ Peter Immisch Gørgey Daa “ . 
Der begyndte nu en ny Virkekreds for den Gamle ; 
hun kunde vugge , — hvilket vigtigt Embede ! — og 
hun taalte Heller intet Indgreb i denne Forretning , 
selv ikke af Kirstine . Timevis kunde hun sidde og 
vugge og med sagte Stemme synge underlige , uforstaaelige 
Sange . 
„ Oldemoder synger dog ikke Hedenskab og Troldføj 
før vor Dreng ? “ sagde Daa engang venligt , men 
alvorligt , efter tavs at have lyttet til i nogle Minutter . 
„ Hvad tænker Du paa ? “ udbrød den Gamle 
ivrigt ; „ skulde jeg synge onde Ord over den deilige 
Dreng ? saa vilde jeg før bide min egen Tunge af . 
Jeg synger kun Kjærlighed til det frie Liv , til Marken 
og Skoven ind i Barnesjælen . Hans Øine skal skinne , 
han skal springe som en Hjort , og hans Mund tale 
Kløgtens Ord ; han er født til en Høvding , og en 
Høvding skal han blive , saavist som han bærer et stort 
Navn . “ 
„ Oldemoder skulde Heller lære af Kirstine at synge 
saaledes , som hun gjør , “ svarede Daa venligt . 
Gamle Jlrad skulde imidlertid ikke faae sit Ønske 
opfyldt at gjøre lille Peter til en stor Taterhøvding . 
Da Sneen ved Juletid dækkede Jorden , sov hun alt 
under dens Tæppe . Men om det var hendes kraftige 

Sange , der hjalp , eller ikke , saameget er vist : hendes 
Yndling trivedes og udviklede sig med paafaldende 
Hurtighed og Kraft , og hans-Fader forsikkrede , at han 
i Guttens mørke spillende Øine tydeligt kunde see 
Gjenskinnet af Oldemoders Sange . 
I fem Aar havde nu vore Venner levet lykkeligt 
med hinanden . En lille Pige til , der paa Kirstines 
alvorlige Bøn var døbt „ Jlrad Kirstine “ , istedetfor 
„ Soløie “ , men af sin Fader dog jævnlig kaldtes saaledes , 
kunde allerede hilse Daa ved at smile og række 
de runde Arme efter ham . Da indtraadte de Begivenheder , 
som vi Alle have i for frisk Minde til at kunne 
tale om dem uden den bittreste Smerte , hint Aar , 1864 , 
der for alle Danske vil staae som det sørgeligste Aar i 
vort Liv . At vore Venner led , som vi Alle , behøves 
ikke at omtales , og deres Boligs Beliggenhed lod 
dem tillige føle det materielle Tryk i en langt større 
Grad end de fjernere Øboere . Med Harme saae Husfædrene 
deres Stuer beboede af Fjender , deres Stalde 
optagne af disses Heste og hørte de Stoltes Seiersglæde , 
der gjorde Trykket endnu tungere . Daa var 
bleg af tilbagetrængt Harme , og Kirstines smukke Øine 
funklede af Vrede ved at see de Fremmede raade i 
hendes Hjem . 
En aldrende Herre , en Hauptmann „ v . Kratzenstein “ , 
laa længe med sine Folk paa „ Rolighed “ . 
Hans Vaaben var det samme som Vaabnet paa Kirstines 
Halsbaand , men hun vogtede sig vel for at 
gjøre noget Slægtskab gjældende med sit Fødelands 
Fjende . 

Hvor tung og sørgelig Freden var , havde dog 
Trukket for Jylland været saa stort , at Freden hilsedes 
om ikke med Glæde , saa dog med en vis , lettende 
Følelse . Det var , som Folket vaagnede op af et 
ængsteligt Marerid , og nu igjen var kommen i Besiddelse 
af sin Eiendom . 
Det var i den travle Rughøst . Den rige Afgrøde 
og det smukke Veir talte trøstende og oplivende 
fil Gemytterne . Daa var i Marken med hele Gaardens 
Personale , og Kirstine vilde med de to ældste 
Børn gaae ud for at bringe Vesperkosten fil Arbeiderne . 
Rugmarken var lige ved Landeveien , og hendes 
Opmærksomhed blev vakt ved en hurtigt kjørende Postvogn , 
der nærmede sig , medens Kudsken lystigt blæste 
„ Landsoldaten “ . Der sad en høi , anseelig Herre paa 
Vognen , og fil Kirstines Forundring standsede den 
lige ved Arbejderne . Den Fremmede sprang af , Daa 
kastede sin Le og skuttede ham med uvant Heftighed i 
sine Arme . Deres Ord kunde hun ikke høre , hun 
saae kun , at den Fremmede betalte Kudsken , som vendte 
og kjørte bort efter at have sat en lille Kuffert af 
Vognen , og derpaa ilede baade den Nyankomne og 
hendes Mand hende imøde . 
„ Kirstine , Kirstine ! seer Du , hvem her er ? Kjender 
Du ham ? “ raabte Daa jublende , da de vare 
komne nær nok . 
Hun fæstede sine Øine paa den høie , bredskuldrede 
Mand med det mørke Haar og stærke , krusede Skjæg , 
der skjulte næsten det Halve af et smukt , alvorligt og 
mandigt Ansigt med mørk , sydlandsk Hudfarve ; men det 

var hende et ganske fremmed Ansigt ; saaledes kunde 
Carl Friborg umuligt være kommen ttl at see ud , — 
men det var dog ham . 
Glad og bevæget kyssede han hendes Hænder og 
køstede Børnene op for at kysse dem . 
„ Hvor det er velsignet at see Dig igjen ; det er 
som en frisk Vind i disse tunge Tider , “ sagde Daa 
og saae med et sjæleglad Blik ind i Carls Øine , idet 
han lagde begge Hænder paa hans Skuldre . 
Carls Ansigt blev alvorligt . „ Det er netop de 
tunge Tider , der bringe mig hjem , “ sagde han . „ Da 
jeg læste i Aviserne om , hvordan det gik til herhjemme , 
om Dannevirke og Dybbøl , saa kunde jeg ikke holde 
det ud længere derovre . Jeg maatte hjem ; jeg havde 
aldrig før saaledes følt , at mit Fødeland var mit 
Hjem , som mit Hjerte hang ved , som ved et dyrebart 
Væsen . Næsten som en Moders Raab lød det til 
mig ; jeg vilde ogsaa lægge mit Lod , mit Liv i Vægtskaalen . 
Jeg ilede hjem , men kom dog forsilde og 
naaede kun at komme til at dele Kampens Efterveer 
istedetfor Kampen selv . “ 
„ Men Du er dog glad ved at være kommen 
hjem alligevel ? “ spurgte Daa kjærligt , idet de vendte 
om og langsomt fulgte med Kirstine tilbage til Arbejderne . 
„ Ja , nu er jeg glad , nu er jeg hjemme , “ svarede 
Carl med Inderlighed og slog Armen om Vennens 
Skuldre ; „ men da jeg stod paa Toldboden i 
Kjøbenhavn , hvor ikke et venligt Blik , ikke et kjendt 
Ansigt mødte mig , da var jeg næsten mere fremmed 

end i Amerika . Jeg kunde have kysset Jorden i Følelsen 
af , at det var Danmark , men mellem Menneskene 
følte jeg mig uhyggeligt fremmed . Jeg forsikkrer 
Dig , “ vedblev han leende , „ jeg var nær ved at græde , 
fordi der Ingen var , der kunde sige : „ Velkommen 
hjem ! “ “ 
Man var nu kommet tilbage fil Høstfolkene ; de 
gjorde Hvil og samlede sig fil Vesperkost . Kirstine 
pakkede Kurvens Indhold ud , og Alle toge Plads mellem 
Travehobene , medens Ølbimplen gik om , og Forkarlen 
skjænkeve Snapse . 
Kirstine bød Carl fil Gjæsf paa Daas Mad , og 
de satte sig hos Folkene . Carl lyttede med Velbehag 
fil det jydske Bondesprog , som i dette Øieblik forekom 
ham som hjemlig Musik . Der blev spøgt og leet , 
sagt droie Vittigheder og ved Maaltidets Slutning endogsaa 
opvarret med Taffelmusik , idet Karlene reiste sig 
og Alle som En strøge deres Leer fil Ære for Husbonds 
Gjæsf . 
Da Kurven var tømt , stod man op ; Daa satte 
Forkarlen i Spidsen for Arbeidet , da han selv ikke 
vilde afsee sin kjære Gjæsf , og ved Raabet : „ Til Arbeid , 
fil Arbeid ! “ ilede Karle og Piger fil deres Dont 
igjen . 
Daa greb Carls Kuffert for at bære den fil 
Gaarden . „ Nei , vist ikke , lad den staae ; en af Folkene 
kan tage den hjem med i Aften ! “ sagde Carl . 
„ 0 nei , lad mig kun , “ var Svaret ; „ Du veed 
ikke , hvor glad jeg er ved igjen at kunne gjøre Noget 
før Dig . “ 

Lille Peter var træt , Carl tog ham paa Armene , 
og nu gik Veien under munter Samtale ad Gaarden 
til , medens lille Ida stolt spadserede i Forveien med 
den tomme Kurv . 
Daa var af dem Alle den , man mest mærkede 
Glæden paa ; hvert Øieblik trykkede han Vennens Haand , 
lagde Armen om hans Skuldre og saae ham i Øinene 
eller klappede hans brede Ryg . 
Paa Friborgs Spørgsmaal til Verlands svarede 
Kirstine livligt : „ Hør , jeg faaer en Ide ? det er tidsnok 
endnu ; vi kunne gaae derover strax og endda 
komme før de spise til Aften . Hvilken Overraskelse 
der vil blive ? De er dog ikke træt , Friborg ? “ 
Det var han naturligvis ikke , og Planen blev 
øieblikkeligt iværksat , efterat Carl havde gjort et skyndsomt 
Toilette , og Kirstine overgivet Børnene i Barnepigens 
Varetægt og truffet nogle huslige Arrangements . 
„ Nu bliver Du da herhjemme og søger Dig en 
Eiendom i Nærheden ? “ spurgte Daa , medens de gik 
henad Skovstien . 
„ Jeg veed det endnu ikke ret , “ svarede Friborg ; 
„ det kommer an paa Omstændighederne . Jeg har ikke 
afhændet Eiendommen og Forretningen paa andre Vilkaar , 
end at jeg kan overtage den igjen , saafremt jeg 
kommer tilbage inden Udgangen af Marts , mod i det 
Tilfælde at udbetale Elton L Bolt 3000 F . “ 
„ Hvilke Omstændigheder skal det da komme an 
paa ? “ spurgte Kirstine smilende . 

„ Det veed jeg heller ikke ret , “ var Svaret . 
Da vore Venner nærmede sig Skovriderboligen , 
udbrød Kirstine , der i denne Aften syntes meget rig paa 
Ideer : „ Nu ville vi ikke strax sige , hvem Friborg er , 
men præsentere ham under et eller andet engelsk Navn 
og see , hvorlænge det kan vare , inden Nogen kjender 
ham . Han maa tale daarligt Dansk med saa engelsk 
Accent som muligt . “ 
Daa og Carl vare strax villige til at gaae ind 
paa Spøgen , og den Første sagde : . „ Vi behøve kun 
at præsentere „ Mr . Charles Herbert , “ saa seile vi ikke 
under falsk Flag , og det er dog ligefuldt ukjendeligt . 
Her tænker Ingen paa hans andet Fornavn , som ofte 
brugtes i Amerika i daglig Tale , fordi „ Friborg “ ikke 
ret laa for amerikanske Tunger . “ Hermed var Sagen 
afgjort . 
I Havestuen paa Egedal sad Ida ivrigt beskjæftiget 
med at hjælpe Alfred med en Lektie , som han ikke 
ret kunde faae ind , fordi hans Tanker bestandigt droges 
til de tre yngre Sødskendes Leg udenfor Døren . 
Hilda , nu en blomstrende femtenaars Pige , sad tavs 
med sit Sytøj paa Dørtrinet lyttende efter Broderens 
adspredte Læsning og efter de Smaas lystige Latter . 
„ Moder ! “ raabte hun endelig , „ lad nu Alfred 
slippe ; nu faae vi Fremmede . Daa og Kirstine komme 
op ad Lindegangen med en fremmed Herre . “ 
Alfred smækkede sjæleglad Bogen i og ilede til 
Døren . „ Hvem kan dog det være ! “ udbrød han ivrigt 
for at lede Moderens Tanker til de Kommende , „ en 
stor , stadselig Herre med Skjæg lige op til Øinene ! “ 

Ida traadte venligt sine Gjæster imøde , og næsten 
i samme Øieblik kom Skovrideren ind fra den anden 
Side med begge sine ældre Sønner . 
Adolf var nu ansat som kongelig Skovfoged i 
Faderens Distrikt , og Fritz havde Aaret iforveien taget 
Forstexamen . Begge havde de taget Del i Felttoget 
og vare nu hjempermitterede . Deres høie , kraftige 
Skikkelser toge sig helt statelige ud i Uniformen . 
„ Mr . Charles Herbert “ blev præsenteret og budt 
Velkommen med venlig Gjæstfrihed ; han spillede sin 
Rolle udmærket , skjøndt det var ham vanskeligere , end 
han havde tænkt , at slaae som Fremmed mellem de kjære , 
kjendte Venner . Hans Øine søgte Anna , men hun 
var ikke i Stuen . 
Adolf og Fritz begyndte strax af vise deres Imødekommen 
mod den Fremmede ved af gjøre deres Bedste 
for af underholde ham i hans formentlige Modersmaal , 
men Daa sagde smilende : „ I behøve ingen Uleilighed 
af gjøre Eder ; Herbert forstaaer ypperligt Dansk , om 
han end kun taler det umådeligt . Han er vant til af 
høre mig og Friborg tale det , og jeg er næsten vis 
paa , af Friborg , efter af jeg er reist , endnu stadig 
har talt Dansk til ham for af blive i Øvelsen , ikke 
sandt , Herbert ? “ 
„ Jo—o , to bo 8UN8 , “ var Svaret . 
„ Men hvor er dog Anna i Aften ? “ sagde Kirsfine ; 
„ jeg længes efter af see hende . “ 
„ Hun er ude for af lave til Aftensbordet , men 
jeg skal strax kalde paa hende , “ sagde den skjælmske 
Hilda , idet hun løb til Døren og raabte ud af den : 

„ Anna , Anna ! kom herind ; Kirsfine er her og vil 
tale med Dig ! “ 
„ Ja , nu lommer jeg ! “ lød en frisk , ungdommelig 
Stemme , og næsten i samme Øieblik kom Anna 
løbende ind med Kjøkkenforklæde paa , opsmøgede Ærmer 
og opheftet Kjole . Glad ilede hun henimod Kirstine , 
men ved Synet af den Fremmede blev hun staaende 
forlegen og blussende rød . 
„ Bliv ikke bange , lille Anna , “ sagde Kirstine 
smilende , „ det er en Ven af Daa , en Mr . Herbert 
fra Amerika . “ 
„ Fra Amerika ! “ udbrød Anna livligt , idet hun 
rent glemte sin Forlegenhed . „ 0 , saa kjender De vist 
Carl Fri . . . , men Carl — Carl ! det er jo Dig 
selv ! “ afbrød hun sig pludseligt , idet hun med udbredte 
Arme sløi mod ham , som om hun vilde kaste sig om 
hans Hals , men lige foran ham standsede hun og 
sagde leende , idet hun greb begge bans Hænder : „ Jeg 
blev saa glad , at jeg nær rent havde glemt , at jeg er 
bleven en stor Pige , der ikke saadan kan skyve Herrer 
om Halsen ! Saa Du troede ikke , jeg kunde kjende 
dine Øine , saasnart Du saae paa mig ! Velkommen ! 
tusinde Gange , velkommen hjem . “ 
Hvilken Storm af glade Favntag og Velkomsthilsener , 
der nu reiste sig , overlades til Læserne selv 
at fænke sig . 
Da Roligheden nogenlunde var tilvejebragt igjen , 
drog Anna Carl ned paa en Stol ved Havedøren , 
hvor Aftensolen skinnede ind . „ Lad mig nu see rigtig 
paa Dig , Du Vildmand , “ sagde hun smilende . „ Hvor 

Du har forandret Dig ! “ vedblev hun alvorligere , 
„ naar jeg nu seer paa Dig , undrer jeg mig ordentlig 
over , at jeg kunde kjende Dig . Nei , saadan kan jeg 
bedst kjende Dig , “ og hun lagde fin ene Haand over 
hans Pande og Haar , den anden over hans Underansigt , 
saa hun kun kunde see hans Øine , „ saa synes 
jeg , vi ere Begge som for ti Aar siden ; naar jeg seer 
paa alt det mørke Haar og Skjæg , saa bliver Du 
næsten til en fremmed Mand for mig . “ 
Hun faae ham tavs i Øinene . „ Øine Øine 
blive ogsaa alvorlige , “ sagde hun endelig , „ er Du 
ikke glad , rigtig glad ved at være kommet hjem til os 
igjen ? “ 
Carl bøiede sig over hendes Hænder , som han 
havde grebet , og kyssede dem , idet han med det samme 
skjulte to store Taarer , der løb ned i hans tykke Skjæg . 
„ Om jeg er glad , “ hviskede han bevæget , „ min 
lille , trofaste Søster ; jeg er saa glad , som jeg ikke har 
væræt siden den Dag , Du blev syv Aar gammel . “ 
„ Hvad mener Du med det , Carl ? “ spurgte Anna 
forundret . 
„ Ikke Andet , end af jeg paa den Dag ophørte 
med af være glad og siden ikke har været det udelt for 
i dette Øieblik . Gud signe Dig for din trofaste Kjærlighed ! “ 
„ Hvor vi nu skulle glæde os sammen , “ sagde 
Anna , „ jeg har saameget af vise Dig , saameget af 
fortælle om , men , — hvad tænker jeg dog paa ! jeg 
slaaer her og snakker og glemmer rent Aftensbordet . 
Aa , Hilda , hjælp mig lidt , af det kan gaae i en 

Fart ! “ Med disse Ord hoppede Anna ud af Døren 
fulgl af sin Søster , og snart hørte man hendes glade 
Sang lpde ude i Kjøkkenet . 
„ Naa da , hvor Lærken slaaer sent paa Dagen , “ 
sagde hendes Fader leende ; „ man kan høre , den er glad . “ 
Efter Border var der saameget , der skulde sees 
og fortælles , af det blev Midnat , inden man kunde 
skilles ad . Verland vilde beholde Carl , men Daa vilde 
paa ingen Maaoe finde sig i , af miste sin Ven den 
forste Nat ; hos bam skulde ban bo , men ellers skulde 
han i alle Henseenoer have sin Frihed . 
Alle de Unge fulgte dem Halvvejen ; deres glade 
Sange løde gjennem Skoven i den tavse Nat , efter at 
de vare vendte om . Carl stod stille og lyttede til 
deres Stemmer , som efterhaanden fjernede sig . Daa 
og Kirstine kaldte paa ham . „ Naa , hvad siger Du 
nu om de gamle Venner ? Er Du nu rigtig hjemme 
igjen iblandt dem ? “ spurgte Daa , da Carl langsomt 
og tavs nærmede sig . „ Har Du ikke det Mindste at 
sige ? “ vedblev han lidt efter , da Carl endnu uden et 
Ord gik ved hans Side . „ Er det ikke velsignet , som 
Madame Verland holder sig ? og Anna , er hun ikke 
bleven en rigtig sød Pige ? huslig og kjærlig og altid 
glad og mild , og det kjære Barneansigt har hun beholdt ; 
synes Du ikke ogsaa det ? “ 
Carl trak Veiret dybt . „ Ja vist , Du har Ret i , 
hvad Du siger , men lad mig blot gaae i Ro ; jeg 
drømte saa deiligt , det har jeg ikke gjort nu i næsten 
elleve Aar ; jeg drømte , at den Tid slet ikke havde været , 
og Alting var som dengang . “ 

Tavst fortsattes nu Veien , og da Maalet var 
naaet , trykkede Carl sin Ven fast i sine Arme og 
skyndte sig til det ham anviste Værelse . 
Der blev muntert Liv i Skovridergaarden i denne 
Hast trods Landesorgen ; de Unges Hjerter vare altfor 
fulde af Liv og Glæde til at lade sig nedtrykke af den . 
Den laa vel i Baggrunden som en mørk Skygge , men 
Forgrunden var saa smilende , Øieblikket saa velsignet , 
og paa et Maleri idetmindste hæver jo endogsaa en 
mørk Baggrund en lys og klar Forgrund , saa den 
synes dobbelt lys og klar . 
Carl kom gjerne hver Formiddag og blev til om 
Aftenen . Paa Egedal var han altid glad og næsten 
barnagtig lystig ; det var , som om Annas barnlige 
Munterhed og Idas uforanderlige Kjærlighed i Forening 
med hendes næsten uforandrede Ydre bragte ham til at 
glemme den mellemliggende Tid og satte ham tilbage 
til de Dage , da han selv som Yngling barnligt nød 
Livets Glæder . Ivrigt tog han med Verland , Adolf 
og Fritz Del i Arbeidet i Mark og Skov , og ligesaa 
ivrigt tog han Del i Legen , Spøgen og Sangen efter 
endt Arbeide . 
Daa og Kirstine kom om Aftenen saa ofte de 
kunde . Ida var moderlig glad ; nu havde hun jo 
først sin hele Flok samlet og syntes , at den gamle 
glade Tid var kommen tilbage . 
Men Tiden kommer aldrig tilbage ganske saaledes , 
svin den svandt hen . 
Paa „ Rolighed “ var Carl derimod gjerne tavs 
og tankefuld , ofte vemodig og forstemt ; undertiden talte 

han om atter at reise til Amerika og vilde aldrig indlade 
sig paa Daas forskjellige Forslag om at søge en 
Eiendom herhjemme . 
„ Jeg fatter slet ikke , hvorledes det egentlig hænger 
sammen med Carl Friborg “ , sagde Kirstine en Dag 
til sin Mand , medens de fra Stuevindnet betragtede 
den Omtalte , der sad paa en Bænk i Haven tilsyneladende 
fordybet i en Bog , men uden at vende Bladene . 
„ Her er han en ganske anden Person end paa Egedal ; 
det er , som trak han et nyt Menneske paa , naar han 
kommer ind ad Døren der . Jeg troede saa bestemt , 
at han elskede Anna og hun ham ; men saa behøvede 
han jo ikke saaledes at hænge med Næbet . “ 
„ Ja , at han elsker hende , det kan Du være vis 
paa , “ var Svaret ; „ men hvad hun gjør , veed jeg ikke , 
og det er vel netop det , der piner ham . Han frygter 
vist , at det skal gaae ham som sidst . “ 
„ Hvad mener Du ? “ 
„ At han stal faae Venskab for Kjærlighed . Jeg 
selv frygter det næsten ogsaa , og Gud veed , hvordan 
han vil bære det . “ 
„ Da synes det mig dog klart nok , at Anna 
elsker ham . Hun er jo , kan man nok sige , voxet op 
i Kjærlighed til ham , fra hun var lille af , “ sagde 
Kirstine . 
Daa tav et Øieblik og vedblev derpaa eftertænksomt : 
„ Ja , det er meget sandt , hun holder af ham ; 
men holde af og holde af ere to forskjellige Ting . 
Du bliver nok gammel , min lille Kone , og glemmer 
de unge Dage . Husker Du ikke , dengang Carl elskede 

Dig med sit unge Hjertes første Kjærlighed , og Du 
holdt af ham som en Søster ? Troer Du ikke nu , at 
det gaaer Anna ligesaa ? Det var bestemt Søsteren , 
der fløi hüm imøde den første Aften , og netop i den 
fuldkomne Frihed og Tillid , hvormed hun omgaaes 
ham , svnes mig , ligger Beviset for hendes rolige 
Følelse for ham . Naar han er paa Egedal , gribes 
han af den Følelse af Hygge og Velvære , som fremfor 
noget andet Sted i Verden hersker der . Annas barnlige 
Glæde river ham med , og han bliver , om jeg saa 
maa sige , Barn igjen med Børnene ; men herovre 
komme Tankerne og gjore ham tavs og stille , og det 
er heller ingen lys Udsigt at komme kil at reise bort 
ensommere end han kom . „ Der er ikke godt at være 
ene , “ det kjende vi jo af Erfaring . “ 
„ Jeg kan dog ikke tro andet , end at Anna i sit 
Hjerte elsker ham . Naar han blot vilde tale rigtigt 
med hende , kom de nok paa det Rene , “ mente Kirstine . 
„ Du kan tro , “ svarede Daa , „ at han tier af 
Frygt for at miste Haabet , ifald han talte . “ 
„ Veed Du hvad ? “ sagde Kirstine efter et Øiebliks 
Eftertanke , „ det kunde vist være godt , om vi i nogle 
Dage fik Anna herover ; her er mere Leilighed fil at 
tale ordentlig sammen end paa Egedal , hvor de ere 
saa Mange , og hvor Børnene hænge om ham som 
Borrer . Saa fik hun ham maaske ogsaa at see i hans 
Hverdagshumor , og hendes Deltagelse for ham vilde 
nok aabne hendes Øine før hendes egne Følelser . Nu , 
hvad mener Du ? “ føiede Kirstine fil i en opfordrende 
Tone , da Daa tav . 

„ Jeg mener , “ svarede han langsomt , „ at al 
Partilaven er mig af Hjertet forhadt , og at jeg ikke 
gjerne saae Dig som Kirsten Gifteknivs ; men i dette 
særegne Tilfælde kunde jeg rigtignok have Lyst til at 
slaae en Streg over Principerne og sige : Gjør , som 
Du vil ! thi , Gud veed , jeg ønsker , at det kunde blive , 
søm vi have tænkt oS det . “ 
Kirstine var hurtig til at udføre sine Ideer . Samme 
Dag bad hun Ida om at maatte laane Anna et Par 
Dage , da hun trængte til hendes Hjælp til at sve en 
ny Kjole . Sagen blev let ordnet , og Anna fulgte 
hjem med til „ Rolighed “ . 
Den næste Morgen tidligt var Anna efter Kirstines 
Opfordring gaaet ud for at plukke nogle Georginer 
til Blomstervaserne ; hun havde allerede samlet en stor 
Bouket , da hun bemærkede Carl , der sad som sædvanligt 
med en Bog , men han holdt den omvendt i 
Haanden . Anna listede sig ubemærket hen til ham , 
og idet hun pludselig skjulte Bøgen med Blomsterne , 
raabte hun leende : „ Du kan nok sige , som de dovne 
Skolebørn : Jeg lader , som jeg læser , men jeg læser 
ikke endda ! “ 
Carl saae op , men hans Blik var saa alvorligt , 
at Anna overrasket lod sine Blomster falde og spurgte , 
idet hun satte sig hos ham : „ Hvad tænker Du dog 
paa , kjære , bedste Carl ? jeg bliver ganske bedrøvet , 
naar Du seer saadan paa mig . “ 
„ Jeg tænkte paa min Hjemreise , Anna ; saaledes 
kan jeg jo dog ikke blive ved at gaae her og drive . “ 

Anna saae ham mildt i Øinene . „ Nei , det sial 
Du heller ikke , men Du sial see snart at faae Dig 
nogen ordentlig Beskjæftigede . Kjøb en Eiendom , gjør 
som Daa ! “ 
„ Ja , hvem der kunde det ! “ svarede Carl med en 
vemodig Betoning , der foer som et Lyn gjennem Annas 
Tanker . 
„ Ja , Du har Ret din Stakkel , “ sagde hun bedrøvet , 
„ jeg føler godt , at Du maa reise , men jeg kan 
ikke lade være at sørge derover ; den Tanke , at Du er 
saa ene — o , var jeg gammel , som Kirstines Tante 
Lotte eller idetmindste som Moder ! “ 
„ Hvorfor del ? “ spurgte Carl overrasket . 
„ Saa kunde jeg følge Dig , styre dit Hus for 
Dig og være god imod Dig . “ 
„ Vilde du virkelig for min Skyld give din Ungdom 
hen ? “ 
„ Øm jeg vilde ! “ udbrød Anna livligt . „ Kan 
Du huske , at jeg som Lille vilde give min Menneskeværdighed 
bort og følge Dig som en lille WuS , for 
at Du ikke skulde være ene ? Jeg troer , jeg gjorde det 
endnu , dersom jeg blot kunde . “ 
„ Som hvad vilde Du da følge mig ? “ spurgte 
Carl med oplivende Haab . 
„ Som hvad Du selv vilde , som din Søster , din 
Husholderske , din Tjenestepige . “ 
„ Saa følg mig som min lille Hustru , “ bad 
Carl og lagde sin Arm om hendes Liv , „ og jeg reiser 
ikke andre Steder hen , end hvor Du vil . “ 

Anna var sprunget op og stødte næsten uvilligt 
Carls Arm bort . 
„ Hvor kan Du spøge med Sligt ? “ sagde hun alvorligt 
og bebrejdende . 
„ Spøge ! “ udbrød Carl ; „ jeg spøger ikke . I 
mange Dage har Ordet brændt i min Sjæl , men jeg 
kunde ikke faae det frem . Nu er det sagt ! Vil Du 
være min Hustru ? kan Du elske mig ? “ 
Anna var bleven bleg . „ Hvorfor spørger Du om 
det , naar Du ikke selv elsker mig ? “ 
„ Anna , hvor kan Du tvivle ? Har jeg nogensinde 
løiet for Dig ? “ 
„ Men Carl dog ! hvor ofte og hvor Mange kan 
da en Mand elske ? “ stammede Anna forbavset . 
„ Anna , hvad mener Du ? Jeg forstaaer Dig ikke . “ 
„ Du har jo elsket Kirstine , “ hviskede Anna , „ elsket 
hende fra din første Ungdom og gjør vel saa endnu ; 
saaledes forstod jeg Dig da før . “ 
„ Nei , grin Barndomsveninde , jeg elsker hende 
ikke mere med den Kjærlighed , Du mener . Hun har 
været min Ungdomsdrøm , det er visf , og meget har 
jeg lidt i Følelsen af , at hun aldrig kunde blive min ; 
men Tiden læger Saar , om ogsaa der bliver Ar tilbage , 
og mine Følelser for hende have nu en ganske 
anden Natur . Sandt er det , jeg havde opgivet Haabet 
om Kjærligheds Lykke for mig ; men fra det Øieblik , 
Du kom mig saa trofast og kjærligt imøde , saa 
følte jeg , at det Bedste endnu kunde være gjemt til 
mig . Kirstine var min Ungdoms Drøm , Anna er 

min Manddoms Kjærlighed , vil Dn ogsaa være mit 
Livs Glæde og Velsignelse ? Anna , svar mig ! “ 
Anna var sunket ned paa Bænken med Ansigtet 
skjult i begge Hænder . 
„ Anna , Veninde , Søster , svar mig dog , tal til 
mig ! “ bad Carl med en Stemme , der skjælvede af 
Angst . 
Anna vendte sit taarevædede Ansigt imod ham og 
bad bønligt : „ O , forlang ikke . jeg skal svare Dig ; 
jeg var saa vis paa , at det var anderledes ; jeg var 
saa uforberedt . “ 
„ Hvor kunde Du være saa vis paa det ? “ spurgte 
Carl forundret . “ 
Anna tav et Øieblik . Derpaa saae hun ham 
med et fast , tillidsfuldt Blik i Øinene . „ Jeg vil sige 
Dig Alt , hvad jeg har tænkt og følt , medens Du var 
borte , ' og saa kan Du selv dømme . “ 
Hun tav atter et Øieblik som for ret at samle 
sine Tanker og vedblev derpaa med sagte Stemme , 
næsten som hun talte med sig selv : „ Da jeg var lille , 
var Du mig kjærest af Alle , jeg troer ligesaa kjær , 
som Fader og Moder ; jeg var vis paa , at Ingen 
holdt af Dig , som jeg , og det gav just min Følelse 
forhøiet Varme og Inderlighed . Da Du siden reiste 
bort , tænkte jeg bestandigt paa Dig ; mine Tanker 
fulgte Dig i Fængslet og til det fjerne Land , og min 
barnagtige Phantasie udmalede mig de forskjelligste Billeder 
af dit Liv . Det varede ikke længe , før det gik 
op før mig , at Kirstine elskede Daa og ventede paa 
hans Hjemkomst , og — det var maaskee lidt overspændt , 

— men snart var jeg hjemme i den Tanke , 
at jeg ventede paa Dig med samme Følelse , og mangfoldige 
vare de Billeder , jeg udkastede af vor Forening 
og Samliv . Fastere og fastere groede Tanken til Barnehjertet ; 
jeg kunde sige med Tegners Ingeborg : lluK vst 
ej , nar äen llörjuä , Iran ej omlast äsn tanken katte , 
at äen vsiii borte . Saa kom Daas Brev , hvor han 
skrev : „ Det bliver mig bestandig klarere , at Carl endnu 
elsker Kirstine . “ Som et Lvn slog de Ord ned i min 
Sjæl og fortærede alle mine deilige Drømme , alle mine 
Luftkasteller . Jeg styrtede ud i Haven i den mørkeste 
Krog og kastede mig i Græsset med en Fortvivlelse , 
hvis Mage jeg aldrig hverken før eller senere har 
kjendt ; hele min Verden var styrtet sammen . Det 
varede imidlertid ikke længe , før min kvindelige Stolthed 
kom mig til Hjælp . Du vil vel le , naar et 
tolvaars Barn taler om kvindelig Stolthed , men jeg 
kan forsikkre Dig , saaledes var det . Jeg følte , jeg 
kunde ikke være bekjendt , at Nogen skulde ane min 
Smerte , og derfor maatte jeg ret samle mig for at bekæmpe 
den . Men let var det ikke , og havde Moder 
ikke havt travlt med Slagtning og Rengjøring , saa 
havde jeg ikke undgaaet hendes Opmærksomhed . Snart 
kom det mig endogsaa for , som om jeg ikke kunde være 
bekjendt for mig selv , at jeg som Barn elskede og lod 
min Fantasi lege med flige Billeder . Jeg vilde kun 
elske Dig søsterligt og stræbte tappert , hvorvel det ofte 
kneb , for at naae dette Maal . Efterhaanden lykkedes 
det bedre ; jeg vænnede mig til i Dig at see min 
kjæreste Broder , og som saadan har jeg modtaget Dig . 

Jeg troede ogsaa undertiden i dine Breve at spore , at 
jeg netop forstod Dig , som Du vilde forstaaes , som 
da Du til min Konfirmation sendte mig Uhr og Guldstads 
og saa vemodigt skrev : „ Nu bliver Du en stor 
Pige , min lille Anna , en ung Dame , men ophør aldrig 
for mig at være min lille Søster ; hende kan jeg 
ikke taale at miste . “ Jeg syntes næsten det var , som 
Du selv advarede mig mod at nære andet end søsterlige 
Følelser for Dig . “ 
Anna tav . Carl greb hendes Hænder . „ Skal 
alt dette sige , at Du ikke kan bonhore mig og kun vil 
være mig en Søster ? “ 
„ Det skal sige , at jeg ikke nu kan svare ; jeg 
synes , jeg har givet Dig alt , hvad mit Hjerte kan . “ 
Carls Blik var smertefuldt , og hans Læber skjælvede . 
Anna gjentog medlidende og glemmende sin Bevægelse 
over hans : „ Nei , nei ! min Barndomsven , see 
ikke saaledes paa mig , kun bed ikke nu om Svar ; jeg 
maa betænke mig , tale med Fader og Moder , jeg man 
hjem strax , “ vedblev hun grædende , „ muligt det ikke 
er saa svært at tænke om anden Gang , som forste . 
Carl ! vær ikke vred paa mig ; jeg kan jo ikke anderledes , “ 
bad hun med barnlig Inderlighed , idet hun 
reiste sig og rakte ham Haanden til Afsked . 
„ Naar , naar maa jeg komme og faae Svaret ? “ 
spurgte han skjælvende . 
„ Ikke idag , vent til imorgen , imorgen Formiddag ! “ 
og Anna rev sig hurtig los , ilede op paa sit Værelse 
og kom lidt efter ned med Hat og Tørklæde for at 

sige Farvel til den forbavsede Kirstine , der overrasket 
saae paa hendes blege forgrædte Ansigt og knap vidste , 
om hun skulde troe , Barnet var ved Samling . 
„ Kjære , søde Barn ! hvad fattes Dig ? “ spurgte 
hun ængstligt . 
„ Bær ikke vred , bedste Kirstine , jeg veed , jeg er 
uhøflig , men jeg maa hjem ; hils din Mand og bed om hans 
Tilgivelse ! “ og Anna var som en Vind ude af Døren . 
Kirstine saae efter hende , saalænge hun kunde see 
et Glimt af hende , -og gik derpaa hen til Vinduet til 
Haven . Der sad ganske rigtig Carl med Ansigtet begravet 
i sine Hænder ; hans Bog og Blomsterne , 
Anna var gaaet ud for at plukke , laa for hans Fødder . 
Daa kom ind , hun viste ham Carl og fortalte , 
at Anna var gaaet hjem . Daa saae nogle Minutter 
favs og deltagende paa Vennen . „ Han har talt det 
stærke Ord , og det er gaaet , som jeg mente ; hun var 
ikke forberedt . Lærken , som hendes Fader siger , er 
bleven forskrækket og er floiet hjem ; der er hun ogsaa 
bedst forvaret . “ 
Han gik ud i Haven samlede Blomsterne og 
Bogen op , satte sig hos Carl , slog Armene om hans 
Skulder og falte milde , opmuntrende Ord til ham . 
Carl saae op . „ Hvordan det saa gaaer , har jeg 
dog Dig , Du tro Sjæl ! “ udbrød han , idet han heftig 
omfavnede Vennen . „ Det er , som mit Hjerte skulde 
sprænges af Forventning om , hvad der vil komme . 
Gud lede det til det Bedste ! “ 
„ Imorgen Formiddag “ havde Anna sagt , Formiddagen 
er et elastisk Begreb . Nogle have Formiddag 

endnu Kl . 3 om Eftermiddagen , Andre regne Kl . 
8—8V2 dertil , og naar man saa af ængstelig Spænding 
hele Natten igjennem ikke har lukket et Øie 
og har vandret omkring i Skoven i den dugvaade 
Høstmorgen fra Kl . 3 af , saa kan det muligvis nok 
gaae an at kalde Kl . 6 om Morgenen Formiddag . 
Senere var det idetmindste ikke , da Carl Friborg 
traadte ind i Spisestuen paa Egedal , hvor alt hele 
Familien var samlet ved Kaffebordet . 
Den yngre Del af Selskabet stormede ham strax 
imøde med Spørgsmaal om hans Udebliven igaar , hans 
tidlige Komme og hans blege Udseende ; kun Anna 
blev siddende med nedslagne Øine og blussende Kinder . 
Verland og Ida modtoge ham derimod med mere end 
almindelig Hjertelighed . Ida skuttede ham i sine Arme 
og trykkede et moderligt Kys paa hans Mund , medens 
Skovrideren derimod klemte hans Haand , saa den værkede 
og sagde halv rørt , halv spøgende : „ Nei , det er 
da et sandt Ord , at man Ingenting skal forsværge . 
Dengang jeg før tolv Aar siden modstræbende gav efter 
før Annas og Kirstines Bønner og tillod , at Du blev 
ført ind i Huset , og sagde : „ Havde Anna været i sit 
syttende Aar istedetfor i sit syvende , saa skulde jeg ikke 
have noget af at faae den Fugl ind i min Rede , “ da 
vilde jeg rigtignok have forsvoret , at jeg nogensinde 
skulde være kommet til at takke Gud , fordi jeg kunde 
betro mit Barn i din Haand . — Men , Anna dog ! 
saa kom Pige og giv ham det første Kys , Du har jo 
før kysset ham saa tidt , er Du kommet rent ud af Øvelsen ? 
Jeg faaer nok selv at hente hende . “ 

Skovrideren trak kjærligt den smilende og grædende 
Anna op af Stolen og lagde hendes Haand i Carls . 
„ Der har Du hende , min Dreng , i Herrens Navn ! 
Hold hende altid i Ære ; det er det Bedste jeg har , 
jeg giver Dig , skjøn paa det . Og nu ind med Jer 
i den anden Stue , her kunne I nok ikke faae Munden 
op , “ vedblev han lystigt og skjød dem begge ind ad Havestuedøren . 
„ Kys ham nu ! “ raabte ban efter dem , „ men 
gjør det kort af ; thi jeg kan see paa Carl , han er fastende ! “ 
Han greb sin Kone i Armen og gav hende et 
droit Kys . „ Ru , vor Moer , maa Du min Sjæl ikke 
vande Høns ; Du er jo ligesaa glad som jeg for de 
Børn . Gjør nu Bordet lidt festligt i en Hast , siden 
vi have Forlovelsesgilde . “ 
Medens Moderen og Hilda skyndsomt adløde Opfordringen , 
og Faderen gik op og ned ad Gulvet og 
gned sig fornøiet i Hænderne , udtrykte Ungdommen sin 
Forbavselse over det Skete og øvede sig i af hilse 
Carl med Navnet „ Svoger “ . Adolf og Fritz havde 
nok allerede igaar , da lille Anna kom saa forstyrret 
hjem , anet Uraad , men for alle de mindre var Tingen 
aldeles ny og overraskende . 
Det varede ikke længe , før Carl og Anna med 
glædestraalende Ansigter og hinanden ved Haanden kom 
ind igjen for af modtage alle de kjærlige Hilsener , der 
ventede dem . Man satte sig til det omdækkede Bord . 
Carl mente rigtignok , af han var meget for lykkelig 
til af spise , men da han først havde begyndt , fandt 
han dog , af en tre Timers Morgenvandring giver en 
ret god Appetit , selv hos en Nyforlovet . 

Maaltidet varede temmelig længe , da baade Store 
og Smaa havde saameget at sige . Alfred vilde holde 
Tale , og de Smaa klinke med Svoger . Inden man 
var færdig , bankede det paa Døren , og ind kom Daa 
og Kirstine . 
Et Blik paa de glade Ansigter fortalte dem hele 
Sagen . „ Tilgiv , vi komme saa tidligt , “ sagde Kirstine , 
idet hun omfavnede Ida efter at have lykønsket 
de Forlovede og rystet Verlands Haand . „ Det er 
Daas Skyld , jeg kunde ikke styre ham længer ; havde 
han maattet raade , vare vi komne for over en Time 
siden . Han har ikke kunnet sove inat ; man skulde tro , 
det var hans egen Skjæbne , der skulde afgjøres . “ 
„ For en Del var det ogsaa , “ sagde Daa og kyssede 
hende ; „ jeg troer , at jeg aldrig var bleven glad 
mere , var Carl reist ene og forladt til Amerika igjen . 
Nu tør jeg forst rigtig sige , at jeg er en lykkelig 
Mand . Gud holde sin Haand over os Alle ! “ 
Vor Historie er nu igrunden tilende . Hvad der 
senere er sket , kan enhver LæserS Fantasi let udmale 
sig . Carl veed nu , hvilken Velsignelse det er at have 
et Hjem ; Anna , en glad , mild Husmoder ligesom 
hendes Moder , gjør ham dette Hjem til en Fredens 
og Hyggelighedens Bo , hvor han ret kan hvile sin 
Sjæl . Han takker Gud , at han ikke mere er alene , 
og samme Tak lyder baade fra Fader Verland og fra 
den trofaste Axel Daa ; „ thi det er ikke godt for 
Mennesket at være alene . “