1 . „ Nu kan I glæde Jer , I Gamle ! Nu har I kæmpet længe nok med Fattigdom og Nød . Nu kommer Lykken i Skikkelse af tusinde blanke Daler . — Hvad siger I til det ? Til Julen kjsber jeg en magelig Lænestol til dig , Fader ! og du , kjære gamle Moder ! skal have et Tæppe paa Gulvet — og Gardiner — og en smuk varm Vinterdragt med en lille net Hat til . Naar blot saa Fader ikke bliver jaloux , naar han seer , hvor ung du kommer til at see ud . “ Saaledes jublede en ung , smuk Mand , idet han greb sin Moder om Livet og dandsede omkring med hende i det lille Værelse , indtil hun sfønnende og pustende segnede om paa en Stol . „ Hvad Fanden stikker Dig , Emil ? “ udbrød en gammel Veteran , der sad i Sophaen og af Forbauselse tabte sin sølvbeslagne Pibe ud af Munden . „ Er Du gal ? Eller har Du maaskee vundet i Lotteriet ? “ „ Ingen af Delene , Fatter ! “ svarede Emil . „ Hør nu , hvad der er hændet mig . For en Timestid siden sad jeg i mit Atelier aldeles melancholsk over , at jeg nu havde naaet mit tredivte Aar , uden endnu at kunne tjene Brødet til os . Hvad hjelper det , at jeg har faaet den lille Sølvmedaille ? Førend man kan komme i Mode som Portrætmaler , risikerer man at sulte ihjel ; det har man da før hørt . Det bankede paa Døren , jeg lukkede op for en Tjener i straalende Livree , der spurgte efter Portrætmaler Norstrand , og derpaa meldte hendes Naade , Grevinde Stjernholm . Lidt efter traadte en yderst elegant klædt Dame ind . Hun var vel et halvhundrede Aar gammel , men man saae tydelige Spor af fordums Skjønhed , endskjøndt hendes Træk og hele Figur havde antaget temmelig stærke Dimensioner . Hendes kulsorte Haar til det gulladne Ansigt , det udfordrende Blik og de smalle , sammenpressede Læber , gjorde et ikke meget behageligt Indtryk paa mig , især da hele hendes Optræden var en Blanding af Hovmod og Nedladenhed . Dette Indtryk formildedes dog ved hendes Ord . Hun sagde nemlig , at hun havde hørt mig omtale som en udmærket Portrætmaler , og at hun ønskede , at jeg vilde male hende i Legemsstørrelse . Jeg tog naturligviis med Glæde imod Tilbudet , og paa Torsdag Formiddag begynder jeg Portrætet i hendes eget Hjem . Efter den Aftale bestemte hun Prisen til tusinde Rigsdaler ; dermed gik hun , og her er jeg for at fortælle mine Gamle den glædelige Nyhed . “ Efter denne Beretning opstod en Pause ; Glæden havde overvældet de Gamle . Endelig reiste Madam Norstrand sig , gik hen til Sønnen , strøg hans tykke gulbrune Haar fra hans smukke Pande og sagde med Taarer i Øinene : „ Sagde jeg det ikke nok ? Naar Nøden er størst , er Hjelpe » nærmest . “ „ Jeg troer , Gud hjelpe mig , Du er bedre Soldat end jeg , “ udbrød den gamle Norstrand . „ I Halvtredsindstyve Aar har jeg tjent min Konge , hørt Kanonerne brumme og Kuglerne pibe , og aldrig har Hans Norstrand kjendt til Frygt , men nu — det er den forbandede Gigt , der har gjort mig til Invalid — nu havde jeg sgu nær tabt Modet , da jeg saae Dig , gamle Moer , og min Dreng der lide Nød . “ „ Det er maaskee ogsaa lettere , Fader , “ svarede Emil alvorligt , „ at byde en Fjende Trods , naar man staaer mellem Kammerater , end naar man i Eensomhed skal kæmpe haarde Kampe paa Livets store Kampplads . Men lad os nu , “ vedblev han livligt , „ kaste et Glemselens Slør over Fortiden , og lad os glæde os ved Synet af Haabets smilende Gudinde . — Her er Penge , “ tilføiede han , „ nu skal lille Moder besørge os et rigtigt godt Middagsmaaltid med Viin , og for første Gang i lang Tid stal vi have os en rigtig glad Dag . “ — Hans Norstrand , forhenværende Vagtmester ved Husarerne , boede med sin Kone og eneste Søn paa en Qvist ved Nørrevold , hvor Sønnen havde det ene Værelse til Atelier . Alt var i høieste Grad tarveligt , Menblementet simpelt og skrøbeligt , men overalt sporede man Orden og Reenlighed . Et Par Timer efter sad den lille Familie omkring Bordet , hvorover var udbredt en sneehvid Dug , og paa denne en feed , lifligt duftende Gaas . Et Fad med dampende Kartofler og paa den anden Ende af Bordet en Wienertærte og en Flaske Viin . Vagtmesteren sad som sædvanligt i Sophaen , iført sin pyntelige Husaruniform med Dannebrogsmændenes Hæderskors . Man kom uvilkaarligt til at tænke paa Napoleons gamle Garde , ved at see ham . Hans høie , kraftfulde Krigerskikkelse , den tykke , hvide Moustache og det dybe Ar over høire Kind gav ham et heelt imponerende Ydre . Overfor ham sad hans Kone i en simpel sort , ulden Kjole , med sneehvide Manchetter , Krave og en Kappe med tykke Pibestrimler . Der var over hendes smukke Ansigt udbredt en Ro og et Fromhedspræg , der vidnede om hendes rene Sjæl . Imellem dem sad deres Glædæ og Stolthed , deres eneste Søn , der havde arvet Faderens imponerende og stolte Holdning og Moderens aabne , elsfværdige Udtryk . „ Ia , saadan gaaer det . Tiden forandrer Alt , “ bemærkede Norstrand . „ Nu er det Emil , der tracterer , og ikke jeg , der i gamle Dage saa tidt bragte en Lækkerbidsten hjem med mig . Saa inviterede jeg nogle gamle Kammerater , og Du maatte lave Punsch , Mutter ! — Ia , det var dengang vi boede i Kasernen , “ vedblev han med et Suk . „ Der havde vi mange glade Timer sammen , og jeg troede , at mit Hjerte skulde briste , da jeg maatte tage Afsted og flytte derfra . Det er nu ogsaa den Satans Gigts Skyld ; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og ikke humpet om som et gammelt Stykke Invalid , der ikke duer til Andet , end til at skydes . “ „ Det er godt nok , Fader ! “ afbrød Emil muntert . „ Det havde dog ogsaa sine Ubehageligheder at boe i Kasernen . Du husfer jo nok den Lieutenant — “ „ Ia , det var en Helvedes Karl ! “ raabte Norstrand og slog i Bordet . „ Han skulde altid gjøre Hanebeen til Mutter , — for hun var smuk dengang . Han skulde altid ved Paraden spørge , hvordan det stod til hjemme , og han meente sgu hverken dig eller mig . “ „ Bar Du virkelig jaloux ? “ spurgte Emil smilende . „ Ja , Gu min Sjæl ! var jeg saa ! — endskjøndt jeg vidste , at Mutter var tro som Guld . Men det ligger nu i Blodet . Det kan Ingen gjøre ved , og mit Blod har altid været lidt rebelsf af sig . “ Man var imidlertid bleven færdig med Stegen . Dcserten kom frem , og Glassene fyldtes . I det Samme aabnedes Døren , og en høi , smuk Mand traadte ind . „ Velkommen , min kjære Anker ! “ udbrød Emil og trykkede hjerteligt den Fremmedes Haand . „ Du kommer , som Du var kaldet . Jeg vilde netop opsøge Dig idag og fortælle Dig noget Glædeligt . Kom nu her og drik et Glas Viin med os . “ Anker hilsede venligt paa de Gamle og tog Plads hos Emil , der fortalte ham Dagens Begivenhed . „ Ah ! nu forstaaer jeg , “ sagde Anker , „ hvorfor Grevinden forleden spurgte mig om , hvem jeg ansaae for den bedste Portrætmaler . “ „ Saa er det altsaa din Anbefaling , jeg kan takke for min Lykke , maaskee for hele min Fremtids Lykke . Det første Skridt er jo det værste . “ „ Det skulde glæde mig , “ svarede Anker , „ men du skal just ikke være altfor sikker . Jeg kjender Grevinden , og hun er ikke til at bygge paa . Jeg er hendes Læge , men hun beærer mig ikke med videre Interesse , og betragter mig kun som et Redskab til sin Sundheds Bevarelse . Jeg kommer der ikke oftere end nødvendigt , da hun er et af de lunefulde Mennesker , der uddele Kjærlighed og Had i altfor store Portioner til dem , hun kommer i Berøring med . “ Dernæst fortalte Anker , at Grevinden havde været Stuepige i et Hotel og var bekjendt som den „ smukke Rikke “ . Alle Gjæster gjorde Cour til hende , deriblandt den rige og endnu unge Godseier , Grev Stjernholm , der allerede havde gjort mange Togter paa Lidenskabernes vilde Hav . Enden paa Bekjendtskabet blev et Ægteskab , til stor Sorg for hans Familie og til liden Glæde for ham selv . Den nye Grevindes Forfængelighed , Mangel paa Dannelse og urimelige Heftighed forvandlede snart hans Hjem til et Helvede . Al sin Kjærlighed kastede han paa deres eneste Datter , Arabella , men for faa Aar siden døde han , og Grevindens første Foretagende var , at sælge Godset og flytte til Kjøbenhavn , hvor hun ved alle Leiligheder søgte at gjøre sig bemærket . „ Comtesse Arabella “ , vedblev Anker , „ er en smuk Pige , sire og tyve Aar gammel , men hvad hendes Karakfcer angaaer , kan jeg ikke bedømme den , da hun er meget stille og indesluttet . Den almindelige Mening er , at hun er kold og stolt , og at hendes afdøde Fader var det eneste Menneske , der har elsket hende . Forholdet mellem hende og Moderen har naturligviis aldrig været kjærligt . “ Med spændt Opmærksomled lyttede den lille Familie til Ankers Fortælling , og Madam Norstrand beklagede paa sin sædvanlige rolige , overbærende Maade den stakkels unge Pige , paa hvis Karakfeer Rigdom og en saadan Moder maatte virke sladeligt , og meente , at man ikke maatte bedømme hende for haardt . Det Hele kastede en Skygge over Glæden , og Emil selv blev alvorlig , men han vilde bortjage den uhyggelige Følelse og udbrød : „ Hvad vedkommer i Grunden Grevindens Karakfeer og Forhold mig ? Jeg stal male hende , saa at jeg ikke faaer Skam deraf , og videre har jeg jo ikke med den Familie at gjøre . “ „ Naa , Norsfrand ! hvorledes gaaer det saa med Gigten ? “ spurgte Anker lidt efter . „ Snavs , Hr . Doctor ! Det Tøi trækker mig i alle Lemmer , og saa de mange Trapper , der er Skyld i , at jeg altid maa sidde hjemme og kjede mig ! — Jeg maa jo finde mig deri , da vi boe billigt , og da Emil er fornøiet med sit Atelier ; men drøit er det . “ „ Men hvor kan Øe kjede Dem , min kjære Norsfrand ? “ indvendte Anker . „ Øe er jo altid i Selstab med Deres bedste Ven , “ og han pegede smilende paa den solvbeslagne Pibe . „ Det har Øe Ret i . Det er en kjær Ven , “ og han klappede Piben . „ Da jeg fik den , opførte Norsfrand sig som en brav Karl . “ „ Jeg troer ikke , at Øe nogensinde har rigtigt fortalt mig , hvorledes det gik til , “ sagde Anker . „ Har jeg ikke det ? “ spurgte den gamle Husar med straalende Øine . „ Saa skal Øe høre . Det var om Morgenen den 28de Juli 1850 , da første og anden Husarescadron brøde op fra Bivouakstillingen ved Bustorff , for at gaae i Cantonnement . Vi mødte en Ordonnants fra Forpostcommandeuren , der forlangte Hjelp , da Fjenden havde kastet de yderste Forposter tilbage . Vi gjorde strax omkring og fulgte Chausseen , hvor vi snart mødte Flygtende , forfulgte af 2 Escadroner holsteensfe Dragoner . Det kom til et Sammenstød imellem os ; vi saarede en Snees Stykker ; Fjenden trak sig noget tilbage , men gjorde atter Front . Min tappre Ritmester lod os slutte sammen og raabte : Fremad , Karle ! og sprængte selv afsted i Spidsen foran os . De kan troe , det gik varmt til , Mand kæmpede mod Mand , og paa et hængende Haar havde en fjendtlig Officeer maiet Hovedet af min Ritmester , hvis jeg ikke havde expederet ham forinden . „ Verfluchter Wachtmeister ! “ raabte han , idet han sank til Jorden , men han fik dog Tid til først at give mig denne Skramme paa Kinden . Nu nærmede den anden Escadron sig , og Insurgenterne , det Pak , benede af saa hurtigt de kunde . Effer det duede jeg ikke til at forfølge dem . Et Par Timer efter sad Ritmesteren ved min Seng og takkede mig med Taarer i Øinene for sit Liv , og saa tog han denne Pibe og sagde : „ See her , min brave , trofaste Norstrand ; det er et Familiestykke , som jeg har arvet efter min Bedstefader . Modtag den til Erindring om denne Dag . “ Da jeg første Gang igjen gjorde Tjeneste , heftede Ritmesteren i hele Escadronens Paasyn dette Kors paa mit Bryst og sagde , at min Konge var tilfreds med mig . “ Anker havde hørt denne Historie mange Gange , men han vidste , hvilken Glæde han gjorde den Gamle ved at høre paa den , og han opnaaede ogsaa , at denne snart havde glemt alle Sorger og Bekymringer og var i godt Humør hele Aftenen . 2 . I Grevinde Stjernholms elegante Salon sad Comtesse Arabella med Haanden under Kinden og stirrede ligegyldigt ud af Vinduet . Et coulørt Broderi laa urørt paa Sybordet ; Udtrykket i hendes Ansigt røbede , at hun var kjed af sig selv og hele Verden . De brede Fløidøre til Sideværelset vare aftagne , og en kostbar Fløielsportiere dækkede dem . Gardiner og Gulvtæpper vare af udsøgte Stoffer . Uagtet Værelserne vare store , vare de dog næsten overfyldte med Møbler . Overall var anbragt Statuer , store Vaser og alle Slags Bijonterigjenstande , der syntes samlede sra alle Verdensegne , hvorved Værelserne kom til at ligne en Antigvitetshandlers Boutik . Arabellas Toilet stod i en grel Modsætning til hendes Omgivelser . En simpel , mørkebrun Silkekjole uden Besætning omsluttede hendes slanke Figur . Den lille opstaaende Krave rivaliserede i Hvidhed med hendes smukke Hals - det dunkelblonde Haar var fordringsløst strøget tilbage fra den høie Pande , og sammenholdtes i Nakken af en Sølvpiil . Et Par markerede Øjenbryn , den lige Næse og de fine Læber gav Ansigtet et bestemt Udtryk . Arabella var i Besiddelse af Ungdom , Skjønhed , Rang og Rigdom , og dog var hun ikke lykkelig , fordi hendes klare Forstand allerede havde gjennemskuet Menneskenes Usselhed , og destoværre havde hun i sin Moder et dagligt Beviis derfor . Den afdøde Greve havde vel været letsindig men hjertensgod , og Arabella hang ved ham med barnlig Kjærlighed . Derfor var hans Død hende et saa smerteligt Tab , medens hendes Moder følte sig tilfreds ved nu at være Eneherskerinde over den store Formue . Hun dannede sig snart en lille Hofstat af Tilbedere , hvor hun var Dronning . Under Paaskud af , at det var hendes Pligt som Moder at føre sin eneste Datter ud i Verden , deeltog hun i alle mulige Forlystelser . Arabella opdagede dog snart , hvad den sande Grund var , og medens hun selv overalt optraadte stille og beskedent , med Hjertet endnu opfyldt af Sorg over Faderens Død , gjorde Moderen sig overalt bemærket ved sit glimrende Toilet og flotte Væsen , og var stedse omringet af en Skare mere eller mindre unge Sommerfugle . Grevinden havde aldrig elsket sin Datter , undtagen da denne var et lille Barn . Da hun senere saae , hvorledes hendes Skjønhed udviklede sig , følte hun en hemmelig Skinsyge og kunde ikke finde sig i , af der blev taget Notits af Datteren . Det var naturligt , af der derfor efterhaanden lagde sig en Jiskulde om Arabellas Væsen , og af en Følelse af Foragt og Mistillid mod Alle indsneg sig i hendes af Naturen fintfølende og stolte Karakteer . Hun satte ingen Priis paa Rigdommens Glæder og Comfort , fordi hun aldrig havde kjendt Savn i den Henseende , og i en Alder af 24 Aar følte hun en ellers unaturlig Livslede . Da Arabella i nogen Tid tankeløs havde stirret ud af Vinduet , meldte en Tjener Portrætmaler Norstrand . Et spottende Smil foer over hendes Læber , men forsvandt , da den unge Mand traadte ind . Hun besvarede hans ærbødige Hilsen med en let Hovedbøining , næsten uden af værdige ham et Blik , og greb i det Samme sit Broderi . Emil betragtede hende et Øieblik og tænkte : „ Skade , af et saa smukt Ydre indefiniter et saa nelskværdigt Indre ! “ Derpaa gik han hen til Staffeliet og begyndte af ordne sine Apparater . Et Øieblik efter bruste Grevinden ind , iført en rosenrød Moiroes Slæbkjole , stærkt decolleteret , med en kostbar Garniture af ægte Perler om Hals og Arme . Haaret var tilbagestrøget og friseret a Ulant , og om Hovedet var slynget en Rosenkrands . Hun kunde endnu kaldes en smuk Kone i Forhold til sin Alder , men denne Pynt var kun altfor sfikket til af vise Tidens ødelæggende Magt , og Emil maatte forbauses over hendes Blindhed og Smagløshed . „ Idag stal altsaa det store Værk begynde , “ tog hun Ordet . „ Hvad siger De om mit Toilet , Hr . Norstrand ? “ Det var et særdeles delikat Spørgsmaal af besvare . Emil havde helst sagt sin virkelige Mening , da han indsaae , hvorledes det vilde slade hans Arbeide , men paa den anden Side vilde det være uklogt af begynde sin Debut med af sige en Dame en Ubehagelighed , næsten en Uartighed . Han indskrænkede sig derfor til af sige , af Dragten var smuk . „ Hvorledes har De nu tænkt Dem Baggrunden ? “ vedblev hun . „ Jeg antager , af et mørkebrunt Fløiels Drapperi vil være det Fordeelagtigste , “ svarede Emil . „ Af Fløiel maa det være , “ svarede Grevinden , „ men jeg er ikke enig med Dem om Farven . Jeg foretrækker seladongrønt . “ „ Det vil aldrig i Evighed tage sig ud , “ forsikkrede Emil med Fortvivlelsens Mod . „ De er den Første , Hr . Norstrand , der har tvivlet om min gode Smag , “ indvendte Grevinden i en temmelig streng Tone . „ Det afhænger af Deres Naade , hvorledes det stal være . “ Efterat man var blevet enige om , at Grevinden skulde males i en staaende Stilling , begyndte Emil paa Værket . En Tjener bragte lidt efter Viin og fine Frugter ind , og med høistegen Haand skjænkede Grevinden selv et Glas til Emil og kastede sig derefter paa en Causeuse . „ Af alle Talenter og Kunster , “ begyndte hun nu i en indsmigrende Tone , „ er Malerkunsten den , jeg sætter høiest , og jeg kan godt forstaae den Glæde , det maa være for en Maler at gjengive et smukt , qvindeligt Billede paa Lærredet . „ Vistnok har qvindelig Skjønhed et stort Fortrin , saavel for Kunstneren som for enhver Anden , “ svarede Emil roligt , „ men fra Kunstens Standpunkt kan endog det styggeste Physiognomi frembyde de interessanteste Studier , naar det blot er karakteristisk . Det gaaer med Portrætmalerne som med Forfatterne ; man søger at opfatte det Eiendommelige ved de Billeder , man med Penselen eller Pennen ønsker at gjengive natnrtroe . “ „ Da vilde jeg sinde det høist kjedsommeligt , “ indvendte Grevinden , „ at male en pjaltet Tiggerdreng eller en gammel , grim Bandit eller Taterqvinde , som man aarligt seer paa Udstillingen . Men , “ vedblev hun og saae ham koket ind i Øiet , „ det skulde slet ikke undre mig , om jeg kunde blive saa inspireret af Ungdommens og Skjønhedens Trylleri , at jeg pludselig blev forvandlet til en Kunstnerinde . “ Denne uventede , plumpe Compliment , der ikke kunde misforstaaes , havde nær bragt Emil aldeles ud af Fatning , men han tog sig hurtigt sammen og svarede : „ Jeg mærker , at Deres Naade foretrækker den ideale Side af Malerkunsten , og i Sandhed ! enhver Maler maa ønske sig Raphaels Pensel , for at kunne gjengive saa himmelske Billeder som dem , han har bragt paa Lærredet . Derfor kalder jo ogsaa Lavater ham en apostolisf Mand , fordi han i Forhold til Malerne er det Samme som Christi Apostle i Forhold til de øvrige Mennesker . “ „ Det lader virkelig til , at jeg har handlet meget ubesindigt ved at indlade mig i en Disput om Kunsten med en af Kunstens Apostle , “ afbrød Grevinden i en let Tone og reiste sig med en afskedigende Haandbevægelse . „ En anden Gang skal jeg vogte mig derfor , for ikke igjen at trække det korteste Straa . “ „ Det behøver Deres Naade vist ikke at frygte , “ svarede Emil og bukkede . „ Deres Aand vil bevare Dem derfor . “ Mod Slutningen af denne Samtale havde Arabella hævet Hovedet og opmærksomt betragtet den unge Maler . Det er vanskeligt at sige , hvad der foregik i hendes Indre , men i hendes Blik afmalede sig et Udtryk af Overraskelse og Interesse , der dog snart forsvandt , men hendes Afskedshilsen blev dog høfligere , end da hun havde modtaget ham . Paa Grevindens lunefulde Gemyt havde Emil gjort et dybt Indtryk allerede den Dag , hun besøgte ham i hans Atelier , og deres første Sammenkomst bidrog ikke til at forringe det ; thi der er jo Intet , der pirrer en Kokette mere end Modsfand . Hun var saa vant til Herrernes Hyldest , at denne forekom hende som en nødvendig Betingelse for hendes Tilværelse , og hendes Livsopgave bestod i , bestandig at see flere og flere Tilbedere for sin Triumfvogn . Hun havde aldrig elsket , men ofte hyllet Kjærlighed . Hun kunde ikke forstaae den rene Følelse , der udbreder sin Duft og milde , velgjørende Luftning fra de Hjerter , hvor Kjærligheden sindes . Forfængelighed og Behagesyge vare Drivfjedrene til hendes Handlinger , og jo ældre hun blev , med desto større Iver greb hun enhver Leilighed , hvor hun kunde nære disse Følelser . Aldrig faldt det hende ind , af hun for længe siden havde overskredet Ungdomsaarenes Grændse . Nu var det blevet hendes Opgave af bringe den unge , smukke Kunstner for sine Fødder , og da hun mødte Modsfand , vilde hun dobbelt nyde denne Triumf . Imod Sædvane spandt hun denne Gang sin Væv inden fire Vægge , da Emils Stilling i Samfundet var altfor ringe til , af hun ved ham kunde kaste nogen Glands over sig selv . Hun forbausedes over hans aabne og frimodige Væsen , hun som havde troet , af hendes Rigdom og Rang skulde have imponeret ham og i en Haandevending gjort ham til hendes ydmyge Slave . Til hendes Forundring forløb den ene Dag efter den anden , uden af han kom hende et Skridt nærmere . Han var stedse rolig , og forekommende baade i Ord og i Væsen , og forstod altid af give deres Samtaler en uforudseet Vending . Arabella , der var det eneste Vidne til disse Scener , spillede altid en stum Rolle , mcu lidt efter lidt begyndte hun af faae en ubestemt Følelse af Agtelse for den unge Mand , hvis kloge , fine Svar ofte frapperede hende , naar hun sammenlignede ham med den uforskammede Nonchalance , der saa ofte stødte hende hos de Herrer , hun havde seet i sin Moders Huus . Det gjorde hende ondt , at hun ved deres første Møde havde behandlet ham med en saa haanlig Overlegenhed , og forsøgte senere at gjøre sin Feil god igjen ved et mere venligt og forekommende Væsen . Det var en taaget , regnfuld Morgen i Oktober , da Kammerjunker og Kapitain Alfred Staal fortrædeligt vendte sig bort fra Vinduet i sin Bopæl i Store Kongensgade . Han kastede sig i Sophaen og lod fine Røgskyer opstige fra sin Cigar . Hans høie , uforholdsmæssigt spinkle Figur var indhyllet i en elegant Slobrok , et Par lysegraac Beenklæder og tyrkiske , broderede Morgenskoe udgjorde hans øvrige Toilet . Det var en complet Typus paa Blasertheden . Øinene matte og glandsløse , Trækkene flappe . Det blege , udtærede Ansigt var prydet med et Par store Bakkenbarter , der ligesom hans tynde Haar havde en rødlig Farve . Hans eneste Skjønhed var et Par hvide , meget soignerede Hænder . Efterat have tilbragt en halv Timestid med at see paa Røgen fra Cigaren , aabnedes Døren for en smuk yngre Mand , hvis elegante velproportionerede Figur prydedes af Gardens Uniform . „ God Morgen , Kievisch ! “ raabte Staal ; „ godt Du kom for at adsprede mig i dette Hundeveir . “ Kievisch kastede fin Hue paa Bordet og placerede sig i en Lænestol . „ Du kjeder Dig altsaa , “ sagde han . „ Saa glæd Dig ; igaar flyttede Kammerherre P * og Baron F * til Byen , og snart rykke alle disse gode Herregaardsfolk i Vinterqvarteer , og saa begynder din gode Tid , Vintersaisonen . “ „ Aa ja ! “ sagde Staal . „ Hvad Nyt ? Hvor var Du iaftes ? Jeg var hos Dig , men traf Dig naturligviis ikke hjemme . Derfra gik jeg til et Par Andre ; Ingen hjemme . Saa gik jeg hjem og tilbragte Aftenen med at sove . “ „ Du kunde have truffet os Alle i Theatret . Den Lille , Du veed nok , dandsede i den nye Ballet . “ „ Aa , jeg er for lang Tid siden kjed af Theatret . Nu er jeg snart 50 Aar , og fra mit 20de Aar har jeg havt stadig Plads i Nummerparkettet . Jeg har aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle Celebriteterne , og nu kan jeg vel være bekjendt , at den Lyst er forgaaet mig . “ „ Siig mig , min kjære Ven ! “ spurgte Kievisch , „ om der overhovedet er Noget i Verden , hvortil Lysten ikke er forgaaet Dig ? Dit sædvanlige Svar til Alt er , at „ det er Du for lang Tid siden kjed af . “ „ Du har Ret , “ svarede Staal . „ Jeg har i Grunden kun eet Ønske , og det er at komme i Besiddelse af en stor Formue , saa at jeg kunde tage min Afsted og paa mine gamle Dage føre et mageligt Liv . “ „ Mageligt ? “ udbrød Kievisch . „ Jeg gad nok see den , der fører et mageligere Liv end Du . — Men , apropos , - hvorledes lever din Veninde , Grevinde Stjernholm ? “ „ Fortræffeligt ! hun morer sig i denne Tid med en Malersvend . “ „ Hvad behager ? - Der har Du en værdig Rival . Det er vel et gammelt Bekjendtskab fra Hoteldagene ? “ „ Tvertimod ! Det er splinternyt , og det gaaer her som altid , de sidst opdagede Cometer studererman helst ! Om hun forresten har opdaget denne i en Kjelderhals eller paa en Qvist , skal jeg lade være usagt ; men Sagen er , hun vil have sit eget , dyrebare Billed foreviget paa Lærredet . “ „ Ah ! det er altsaa en Kunsfner , Talen er om , “ svarede Kievisch alvorligt . „ Det forandrer Sagen . “ „ For mig maa Du gjerne kalde ham en Malermester , “ svarede Staal spottende , „ og hvis det kan forhøie din Agtelse før ham , at han hedder Norsfrand , sb bien ! “ „ Norsfrand ? Det Navn er mig ikke ubekjendt — Ja vist , det stat være en talentfuld og vakker uug Mand . Det skulde gjøre mig ondt , hvis han virkelig skulde falde i hendes Garn . “ „ Du kan være vis paa , “ forsikkrede Staal , „ at han tidligt eller seent bliver hængende deri . Hun slipper ham ikke saa let . Forleden vilde jeg aflægge hendes Naade en Visit . Imod Sædvane sagde Tjeneren , at hun ikke modtog Nogen , og at Maler Norsfrand var derinde . Jeg saae strax deraf , hvilken Rolle den Herre spiller der i Huset , og jeg besluttede ikke at uleilige mig derhen , før Luften igjen var renset før Malerdunst . Jeg var dog ikke meget fast i min Beslutning , thi samme Aften modtog jeg en Indbydelse til en Middag den følgende Dag . Middagen var som sædvanligt udmærket , og hele Conversationen dreiede sig om Grevindens Portræt , der til Foraaret skal figurere paa Udstillingen , og om den mageløse Maler , som hun kommer til af takke for al den Virak og Beundring , der skal offres paa hendes Forfængeligheds Alter . “ „ Du har altsaa ikke befundet Dig videre vel der igaar ; “ afbrød Kievisch . „ Du tager feil . Tiden gik fortræffeligt med af gjøre Cour til den smaa Arabella . “ „ Hvad skal nu det betyde ? “ spurgte Kievisch forundret . „ Du er da vel aldrig falden paa den Idee , af ville sætte det stakkels Pigebarn Nykker i Hovedet ? “ „ Vær Du kun ganske rolig . Det kan jeg godt forsvare for miu Samvittighed , da det er min Hensigt af gifte mig med hende . “ Efter et nyt Forundringsudraab af Kievisch vedblev Staal : „ Den Tanke faldt mig i Grunden først ind igaaraftes , og ved nærmere Overvejelse finder jeg den meget fornuftig . Arabella er en rig Arving og eneste Barn ; hun er smuk og pikant , men man maa gaae forsigtigt tilværks med hende . Hun ligner en vild Skovdue , naar det kommer an paa Kjærlighed ; men Sneglen naaer ogsaa Bjergets Top , og — man er da ikke uden Erfaring i det Kapitel . “ „ Du har dyrkjøbt Erfaring . Saavidt jeg veed , har Du allerede faaet sex Gange en Kurv , “ afbrød Kievisch ham med en overgiven Latter . „ Maa jeg spørge , om Du vil fornærme mig ? “ spurgte Staal og reiste sig endelig op fra sin liggende Stilling . „ Godt Ord igjen ! Det var jo kun Spøg . — Men nn vil jeg gaae , og jeg vil ønske Dig Held paa dit nye Felttog . “ De fo Venner sfiltes , og Staal , hvis Vrede hurtigt var bortdunstet , hengav sig til behagelige Drømmerier om Fremtiden og det magelige Liv , han som Arabellas Ægtemand skulde søre . — Han begyndte nu virkelig alvorligt at beile til Aarabellas Gunst , og slentrede i den Anledning fo eller tre Gange om Ugen hen til Stjernholms . Hans indolente Natur tillod ham dog ikke nogen yderlig Anstrengelse , og da han ovenikjøbet meente , at han maatte gaae forsigtigt tilværks , mærkede Arabella i Begyndelsen aldeles ikke hans Hensigt og tilskrev hans forøgede Opmærksomhed den Omstændighed , at hendes Moder i den senere Tid tog mindre Notits af ham . Hun paatog sig derfor ligeoverfor ham en Værtindes Pligter og behandlede ham med en Høflighed , hun før ikke behøvede at vise ham . Dette var nok for Staals Forfængelighed ; han ansaae efter faa Ugers Forløb allerede sit Ægteskab som en afgjort Sag og ventede kun paa en gunstig Leilighed til af optræde som Frier . Saaledes forløb sex Uger fra den Dag , da Emil for første Gang havde betraadt Grevindens pragtfulde Hjem , og Maleriet var endnu ikke halvt fuldendt . Grunden dertil var deels hendes ustadige og urolige Væsen , der ikke tillod hende af sidde rolig længer end en halv Time , deels fordi Emil ikke var af de hurtigste Malere . Hans Malerier vare udførte med en samvittighedsfuld Omhu . Øe vare ikke aandløse , forskjønnede Phantasibilleder ; dertil var hans Karakteer altfor sandhedskærlig ; men de vare en naturtro Gjengivelse af Originalen , udførte med en let Pensel og en Farveblanding , der røbede Smag , Dannelse og Geni . Denne aabne og frimodige Karakteer var for Grevindens af Behagesyge og Forfængelighed tilslørede Blik en fuldkommen Gaade . Hun vilde give Alt for af finde den Nøgle , der kunde aabne hans Hjerte , og i de forløbne sex Uger havde hun forgjæves benyttet alle Koketteriets Kunstgreb . Han var og blev den Samme , lige høflig og beskeden , men ogsaa lige ligegyldig . Hun opdagede aldrig i hans Blik et Glimt af Beundring eller af en ømmere Følelse for hende . „ I de mange Uger , hvori Øe har studeret mig og min Eiendommelighed , som Øe behager at udtrykke Dem , “ sagde Grevinden en Dag til Emil , „ har jeg ogsaa dannet mig en lille Idee om Dem og Deres Karakfeer , Hr . Norstrand . “ „ Det er virkelig altfor megen Ære , Deres Naade har viist min ubetydelige Person ; men jeg haaber , at De ikke har fattet en altfor ugunstig Mening om mig . “ „ Tvertimod ! jeg antager , at De vil søle Dem meget smigret , naar jeg nu tilstaaer Dem mine Tanker om Dem . For det Første er De fri for det mindste Gran af Forfængelighed , hvorfor enhver Compliment eller Misbilligelse angaaende Dem selv eller deres Arbeider er Dem aldeles ligegyldig . “ „ Jeg maa strax gjøre en lille Indvending “ , afbrød Emil . „ Det er kun en betinget Roes . En saadan Mangel paa Forfængelighed grændser næsten til Arrogance . “ „ Aldeles ikke ! De veed , at Deres Handlemaadc , Deres hele Væsen og Deres Arbeider ere ulastelige . De opfører Dem overeensstemmende med Samvittighedens , Pligtens og Ærens Bud . Derfor er De hævet over den Smaalighed , som vi Andre saa ofte lide under . “ „ I saa Fald havde jeg den store , utilgivelige Feil , at troe mig selv fuldkommen , og jeg vilde da fjerne mig meer og meer fra mit Maal , at nærme mig Fuldkommenheden . “ „ Det vil aldrig det Menneske risikere , der Intet foretager sig uden efter fuldt Overlæg , og ikke lader sig henrive af sine Følelser . “ „ Med andre Ord , Deres Naade , “ svarede Emil alvorligt , „ Øe anseer mig for kold og hjerteløs ? “ „ Hjerteløs ? Ja og Nei , som Øe behager , “ svarede Grevinden med et betydningsfuldt Smil . „ Jeg antager , at Øe er en exemplarist Søn , en frofast Ven og god mod de Trængende . Saavidt strækker Deres Hjerte sig , men ikke et Haarsbred videre , da den lille Gud Amor endnu aldrig har gjort sig den Uleilighed at smutte ind i Deres Helligdom . Han er vist bange for at træffe Selskab der af altfor mange respektable , alvorlige og dybtgaaende Følelser . “ „ Maaskee ! “ svarede Emil temmelig kort . „ Eller maaskee gaaer det med Deres Hjerte som med de fleste Herrers , at det er altfor let modtageligt for Kjærligheden ? “ „ Deres Naade gjætter feil . Jeg har aldrig elsket . “ „ Tænkte jeg det ikke nok ? Øe er et Phænomen , der er værd at studere . Jeg seer allerede i Dem en gammel Pebersvend , der forarger sig over alle dem , der sværge til Amors Fane . “ „ Jeg frygter , at Deres Naade atter tager feil . Fordi jeg endnu ikke har elsket , indseer jeg ikke , hvorfor denne Følelse for stedse skulde blive fremmed for mig . “ „ Er det muligt ! “ udbrød Grevinden leende . „ De kan virkelig tænke Dem modtagelig for en saadan Daarskab ? Men den Qvinde , der kunde fængsle Dem , maatte da være begavet med en overjordisk Skjønhed , eller være styg men forsfjonnet med alle mulige elsfværdige Egenstaber . “ „ Jeg er virkelig ikke istand til , “ svarede Emil alvorligt , „ at beskrive den Qvinde , der muligviis er bestemt til at forskønne min Tilværelse med Kjærlighedens varme Solstraaler . Med min bedste Villie formaaer jeg det ikke , men jeg kan forsikkre Deres Naade , at mit ringe Jeg er en altfor ubetydelig Gjenstand for Deres Tanker . “ Dermed var Samtalen afbrudt . I sit stille Sind kaldte Grevinden ham en Tølper , en ubetydelig Person , der kun kunde elske en lille Borgerpige , der forstod at lave en god Suppe — og ham havde hun nedværdiget sig til at beskæffige sig med ! Men nu skal det være forbi . Han skal snart mærke Forskjellen mellem os . Hun erklærede i en ubehagelig Tone , at hendes Tid ikke længer tillod hende at sidde for ham , og han forlod Huset med en Ähnelst om , at han ved sin Uforsigtighed havde skaffet sig en Fjende . 4 . Da Emil nogle Dage efter meldte sig , gav Tjeneren ham den Besked , at hendes Naade var kjørt ud , men at han kunde vente , indtil hun kom tilbage . Han ventede altsaa , og lidt efter traadte Arabella ind . Et yndigt Smil spillede om hendes Mund , da hun nærmede sig Emil og i en venlig Tone undskyldte sin Moders Fraværelse . „ Jeg kan ikke nægte , “ svarede Emil , „ at min Tid for Øieblikket er meget kostbar , da jeg maler paa et Par Genrebilleder , jeg gjerne vilde have færdige til Udstillingen . “ „ Hvad forestille de ? “ spurgte Arabella ligefrem . „ Det ene er en gammel Veteran , der fortæller nogle Smaadrenge sine Krigsbedrifter , og Drengene lytte til dem med Begeistring . Det forekommer sikkert Comtessen , at det er et altfor almindeligt Sujet , men jeg har været saa heldig at finde nogle særdeles pikante Børnephysiognomier , der have tjent mig til Modeller . Hvad den Gamle angaaer , har jeg en speciel Interesse af at male ham , da det er min egen Fader . “ „ Deres Fader lever altsaa ? “ spurgte Comtessen . „ Og har han høstet Laurbær paa sin militære Bane ? “ „ Min Fader var Vagtmester ved Husarerne , men Alderdommens Svaghed har nødsaget ham til at søge Afsfed . Det var hans sførste Sorg , og den anden Sorg var , at jeg ikke vilde gaae samme Vei . Jeg kunde ikke løsrive mig fra min Pensel . Penselen var min Kjærlighed ; den kunde jeg ikke opgive trods al Modstand og alle Hindringer . De kan troe , min Kunstnerbane har ikke været bestrøet med Roser , men med desto flere Torne . “ „ Hvorledes det ? “ spurgte Arabella . „ De overvandt jo alle Hindringer og naaede Deres Maal , at blive en virkelig Kunstner . “ „ Og dog sikkrer min Kunst mig næppe det daglige Brød , “ svarede Emil paa sin sædvanlige , ligefremme og aabne Maade . „ De Torne , jeg meente , vare Forfølgelser , Skinsyge og andre Bevæggrunde , der aabenbare sig i en haard og ondskabsfuld Kritik , baade offentlig og hemmelig , som desværre saa ofte sfader en Begynder , der kun har sin Flid og sit Talent at stole paa . “ „ Men slig Modgang har dog ikke kuet Deres Mod , “ vedblev Arabella . „ Naar Ondskab møder os , bevæbner man sig med trodsig Kulde og Ligegyldighed , for at kunne freidig træde i Skranken . Øer er kun en Eneste , man med Ydmyghed bøier sig for -- . “ Arabella standsede . Hun talte i den hende eiendommelige stolte Tone , der udbredte en imponerende Holdning over den smukke , unge Pige , hvis venlige Øie mødle Emils varme Blik . Lidt efter spurgte hun : „ Siig mig , Hr . Norstrand , har De nogensinde truffet paa et Menneske , for hvem De kunde bøie Dem i Ydmyghed ? “ „ Ja ! “ svarede Emil . „ For min Moder har jeg bøiet mig i Ydmyghed , fordi hele hendes Væsen er Kjærlighed og Ydmyghed . “ Arabella slog øiet ned , og et krampagtigt Træk viste sig om hendes Mund . Hendes Bryst hævede sig uroligt , og en høi Rødme bedækkede hendes Kinder . For at skjule sin Bevægelse , bøiede hun sig over en kostbar Blomstervase og begyndte at ordne en Bonket . Emil stod som fastnaglet . Det var ham umuligt at løsrive sit Blik fra hende . Øer opstod en Pause , som Emil afbrød . „ De meente , Comtesse , at trodsig Kulde og Ligegyldighed ere de bedste Vaaben mod Verdens Ondskab , for at opretholde sit Mod . Del er maaskee undertiden sandt , naar man staaer paa Livets sfore Kampplads , men jeg anseer de Vaaben kun for en Pantserdragt , der let kan komme til at slutte altfor fast , saa at Hjertets friske Barme tilsidst bortdunster under Vægten af det kolde Pantser . Nei , der er et andet Vaaben , som jeg kjender og som jeg foretrækker . Det er Arbeide ! — De seer forundret paa mig , Comtesse . Man har spottet mine Arbeider , kaldet dem Børneværk , trukket medlidende paa Skuldrene , eller ganske overseet dem . Der var da Øieblikke , hvori jeg ansaae mig for en Daare , der vilde fremtvinge et Talent , som Himlen havde nægtet mig . Jeg kastede da Penselen bort og lovede aldrig at gribe den igjen ; men Lediggang taalte jeg ikke , og Længselen blev saa inderlig og saa varm , at jeg atter tyede til den , og saa stod Verdens Ondskab for mig som en hæslig Drøm . Jeg levede da kun i det Billed , jeg malede . Jeg elskede det , som en Moder elsker sit Barn , som Prometheus elskede sit Værk , da han tændte sin Fakkel ved Solens Ild , for at indaande Varme og Liv i sine Skabninger . Saaledes arbeidede jeg længe og ufortrødent , indtil jeg tvang idetmindste en ringe Deel as Verden til at anerkjende , at mit Arbeide dog ikke ganske var at foragte . “ „ Saaledes , “ svarede Arabella med et veemodigt Smil , „ kan kun den tænke og handle , paa hvem Geniet har trykket sit Stempel . Anderledes er det med os Andre , der ikke kunne bruge det Vaaben . “ „ Deri tager De feil , Comtesse ! Der er en talrig Samling af Vaaben , der staae til Enhvers Raadighed . Arbeide er Livets Lov ! Naturen selv arbeider . Alt er i en uafbrudt Activitet . Skulde da Mennesket ikke anvende alle de Skatte , Himlen har givet det ? Naar vi engang naae vort Livs Aften og see tilbage paa den svundne Tid , maae vi ikke kunne sige til os selv : Du har gjort en lang Vandring , men intetsteds har Du efterladt noget Spor af dine Hænders Værk ; Du har Intet fuldført ; Din hele Tilværelse har været gold og ufrugtbar ! — Tilgiv mig , at jeg taler saaledes til Dem , “ vedblev han i en inderlig Tone . „ Jeg burde have indseet , at De ikke kan forstaae mig . Der er altfor stor Forskjel paa de Steder , hvor vore Vugger have staaet ; jeg er et fattigt , Arbeidets Barn — og derfor elsker jeg Arbeidet , deri ligger hele min Tilværelse ; — men De , Comtesse , er født og opdragen i Rigdom og Overflod . Det er da naturligt , at De maa føle Dem lykkelig alene ved Nydelsen af disse Goder , der strøe Roser paa Deres Vei . “ „ Troer De da , “ svarede Arabella alvorligt , „ at de Roser ikke have Torne ? De ere skjulte , men netop derfor saare de saa smerteligt . — Men vi talte jo om Arbeidet . De troer , at jeg ikke forstaaer Dem . Jeg har tvertimod følt Sandheden i Deres Ord , og jeg erkjender , at ethvert Menneske har sit Kald , sit Værk at udføre her i Livet , den Fattige saavel som den Rige . “ Samtalen blev pludselig afbrudt , da man hørte en stærk Ringen . Et Par Minuter efter traadte Grevinden ind , klædt i en Zobelskinds Kaabe , med en hvid Fløiels Hat , hvorfra vejede en Masse lange , hvide Strudsfjer . „ Undskyld , Hr . Norsfrand “ , udbrød hun i en temmelig nonchalant Tone , „ at jeg har ladet Dem vente . Jeg blev forsinket , og da jeg om et Øieblik venter en god Veninde , kan jeg ikke sidde for Dem idag , men imorgen . “ Emil bukkede høfligt men koldt for Grevinden . I den Hilsen , han derimod vexlede med Arabella , vilde en Fremmed have kunnet læse mere end almindelig Høflighed , men Grevinden bemærkede Intet , da hun var beskjeftiget med af see sig i Speilet . — Emil tvivlede intet Øieblik om , af Grevindens Opførsel ikke var tilfældig , men forsætligt beregnet paa af saare ham , ved af vise , hvor liden Hensyn hun nu værdigede ham . Han forudsaae , af han kun havde to Alternativer af vælge mellem , enten af lade sig indskrive i hendes Tilbederes Række , eller af lade sig behandle som en Lakai , hvis han overhovedet vilde vedblive af komme der i Huset . Naturligviis valgte han det Sidste , da han ikke kjendte noget mere nedværdigende for en Mand end af ligge for en gammel Kokettes Fødder . — Han tænkte paa Arabella , hvis sande Qvindelighed fremhævedes dobbelt ved Siden af Moderens simple Væsen . Den unge Pige stod ikke mere for ham som en kold , stolt og hjerteløs Qvinde . En Flig af det Slør , hvori hun indhyllede sig for Verdens Øine , var idag hævet for hans Blik , og han havde i hendes Hjerte . opdaget Spirer til mangen ædel Følelse , men disse Spirer vare ikke pleiede og opelskede af nogen kjærlig Haand . Han opdagede , af hun følte sig ulykkelig , og han tvivlede ikke om , af hendes Moder var hendes Ulykke . Han mindedes sin egen Moders overbærende Ord , da Doctor Anker første Gang havde omtalt Arabella , og det gjorde ham ondt , af han strax havde bedømt hende saa haardt . En varm og kjærlig Følelse gjennemstrømmede hans Hjerte , som om han skyldte den unge Pige en Afbigt . Han blev afbrudt i sine Tanker ved Ankers Komme . „ Hvor Du er tankefuld , min Ven ! “ udbrød han . „ Og hvorfor ? — Det-var prægtigt , af jeg traf Dig . Jeg vilde netop bede Dig spise hos os imorgen med nogle gode Venner . Baron Kongsberg har sendt mig et udmærket Dyr . Jeg er nemlig Læge i Familien , naar den er i Kjøbenhavn . Det er en sjelden Mand , en sand Ven af Kunsten . Jeg vilde ønske , af Du engang kunde lære ham af kjende . “ Da Emil havde modtaget Indbydelsen , spurgte Anker , hvorledes det gik ham i det Stjernholmske Huus , og med faa Ord fortalte han ham , hvad der var passeret mellem ham og Grevinden . „ Tænkte jeg det ikke nok ! “ sagde Anker . Nu ere vi komne til den Act af Comedien ! Hun er og bliver altid den Samme , og jeg vil ønske Dig til Lykke , naar Du bliver færdig med Portrætet , og ikke behøver at sætte din Fod mere i det Huus . “ Besynderligt nok fandt Emil , at han ikke var af samme Mening , og i en temmelig melancholsk Tone sagde han : „ Om kort Tid er Maleriet færdigt , og faa er det Bekjendtskab sluttet . Jeg vil naturligviis ikke oftere i Livet komme i Conflict med hende , da jeg ikke kommer i den Sphære , hvori hun og hendes Datter bevæge sig . “ „ Man skulde virkelig troe , at Du beklagede det , “ afbrød Anker ham forundret . „ Naa , jeg indseer nok , at det piner Dig at være stillet under en Qvinde , der burde staae paa det laveste Trin i Samfundet . Naar det endda blev derved , men hun er ikke alene uberegnelig men undertiden endog utilregnelig , saa jeg svarer ikke for , hvad hun endnu kan finde paa . — Er Comtesse Arabella endnu ligesaa nelskværdig og frasfødende , saa kan man i Sandhed sige , at hun forener sig med Moderen , for at forsøde Dig de Timer , Du tilbringer i deres Hjem . “ „ Nei , “ tog Emil med Varme Ordet . „ Vi have begge bedømt hende falsk . Hun er en ædel og høisindet Pige , men som man kun langsomt lærer af kjende . Der hviler en tung Byrde paa hendes Skuldre , og for af skjule sin Smerte for en Verden , som hun foragter , holder hun med sin spæde men kraftige Haand Masken tæt for sit Ansigt . Naar hun engang kaster den , da er det ikke alene Legemets men Sjelens Skjønhed , der afspeiler sig i hendes Træk . Hun er en Lilie saa reen og skjær , men denne fine Blomst stilles i Skygge ved Siden af den pralende Tulipan . “ „ Det gjør mig ondt , “ svarede Anker , hvis gode Hjerte ikke taalte af gjøre Nogen Uret , „ hvis jeg har bedømt hende for haardt , især da hun som ung Pige bør bedømmes med Skaansel , men Skylden ligger meget hos hende selv . “ „ Tingen er , af hun har opfattet Livet fra et galt Standpunkt , “ fortsatte Emil , „ eller rettere sagt , hun har endnu ikke opfattet det , fordi hun istedetfor en kjærlig Veiledning og fornuftig Opdragelse kun har seet , hvad der er tomt og usselt i Livet . De ædlere Følelser ere endnu ikke vakte ; derfor seer man saa faa Spor af dem hos hende . “ „ Saa vil hun nok tidligt eller seent fremtræde i sin sande Skikkelse , “ mente Anker . „ Jeg stal aldrig oftere fælde nogen ugunstig Dom over hende . Det lover jeg Dig ! — Allsaa sees vi imorgen . Jeg maa nu til mine Patienter . “ Dermed skiltes Vennerne . — Medens Emil tilbragte den øvrige Deel af Dagen i sit Atelier og ofte hensank i hidtil ukjendte Drømmerier , afløste den ene Visit den anden i Grevindens Huus , og Arabella fik netop Tid til at gjøre Toilet , for at følge med sin Moder til et Middagsselskab . Først seent om Aftenen , da hun blev ene i sit Værelse og havde aflagt sin Selskabsdragt , oprandt den Time , som hun med Længsel havde imødeseet , for uforstyrret at kunne hengive sig til sine Tanker . I Værelset , der var udstyret med samme elegante Luxus som den øvrige Leilighed , sad Arabella med Albuen støttet mod et lille Marmorbord og stirrede drømmende hen for sig . Det var , som om et Navn , hun ei turde udtale , svævede paa hendes Læber . Havde Emil seet hende i dette Øieblik i hele hendes Skjønhed , vilde hans Hjerte have banket endnu stærkere . Hun tænkte paa , hvor smukt han havde talt om sine Forældre , uden at flamme sig over sin ringe Herkomsf , og hun kom derved til at tænke paa sin Moder , hvis Forældre hun aldrig havde kjendt og aldrig furdet nævne , men som hun vidste vare fattige , men agtværdige Borgerfolk . Med Taarer i Øiet ønskede hun , at hun kunde tale ligesaa smukt om sin Moder , som Emil havde talt om sin . Hvor gjerne vilde hun ikke ogsaa elske sin Moder , og hvor ofte havde ikke hendes barnlige Følelse drevet hende hen til Moderen ! Men dennes modsatte Ansknelser og Principer om Alt i Livet havde altid stillet en Jernmur imellem dem . Men var hun da selv feilfri ? Nei , det følte hun kun altfor vel . Hun følte , at hendes Tilværelse hidtil havde været gold og ørkesløs ; hun tænkte med Gysen paa , at hun engang i sin Livsaften forgjæves skulde søge efter en eneste velsignelsesrig Gjerning , og Bibelens Ord faldt hende ind : Det Træ , som ei bærer gode Frugter , skal afhugges og kastes i Ilden . — Arbeide er Livets Lod , havde han sagt . Hun havde endnu aldrig arbeidet . Hun havde aldrig tænkt paa at række den Trængende en hjelpende Haand , , havde intet Livsmaal havt ! Hun havde vel ikke haard hjertet nægtet Nogen sin Hjelp , men aldrig var hun kommen den Lidende imøde . Nu var Sandheden pludselig assløret for hende . Hans Ord havde vakt et nyt og bedre Liv i hende . — Hun vilde arbeide ! — og hun besluttede , fra dette Øieblik at virke til Gavn for sine lidende Medmennesker , baade ved sine Penge og ved personligt Raad og Hjelp . Derefter begav hun sig til Hvile , langt lettere om Hjertet og tilfredsere end i lang Tid . Fra den Dag aftørrede hun i Stilhed mange Taarer , og lokkede Glædens Smil frem paa mangt sorgfuldt Ansigt . 5 . Da Emil den følgende Dag havde hilset paa Grevinden , , og han mødte Arabellas venlige Blik , udgød sig en forræderisk Rødme over hans Kinder , der ikke undgik Grevindens Opmærksomhed . Med Lynets Hurtighed foer en Mistanke gjennem hendes Sjel , og den bestyrkedes ved , at hun flere Gange under Besøget opdagede , at Emil hemmeligt betragtede Arabella med et Udtryk , som hun længe forgjæves havde speidet efter for sig selv . Kjærlighed gjør blind , men Skinsyge gjør klarsynet , thi den giver Phantasien Falkens Syn . Hun besluttede dog ikke at lade sig mærke med Noget , for hun nøiere havde iagttaget de unge Mennesker . De næste Gange , da de vare sammen , var Intet at opdage , skjøndt hendes Mistanke hver Gang bestyrkedes . Hun blev derfor mere og mere ordknap og bitter ligeoverfor Emil . Det smertede Arabella , der ikke ahnede den sande Grund , og hun søgte derfor desto ivrigere at udslette de ubehagelige og saarende Indtryk , som Emil maatte føle ligeoverfor Moderens Opførsel . Hans Kjærlighed voxede Dag for Dag , men han gav selv ikke sin Følelse dette Navn , da han endnu aldrig havde tænkt den Mulighed at opløste sit Øie til hende med en Elskers Blik . I sit Hjerte havde han reist hende et Alter , og han knælede for Idealet , som for et Madonnabilled . En Dag , da han sad og malede Grevinden , meldte Tjeneren , at Grosserer Frederiksen ønskede at tale med hende . „ Jeg har jo sagt , at jeg ikke tager imod Nogen , “ svarede Grevinden utaalmodigt . „ Beed ham at komme igjen om en Timestid . “ Tjeneren gik , men kom tilbage med Grossererens Svar . Han maatte tale med Grevinden om en meget vigtig Forretningssag , der ikke tillod nogen Opsættelse . Fortrædelig reiste Grevinden sig og forlod Værelset . Emil og Arabella vare alene . En pludselig Forlegenhed greb dem Begge . Ingen af dem vidste , hvorledes de skulde bryde Tavsheden . . Emil gik hen foran et stort Maleri , der hang tæt ved Arabellas Plads og sagde : „ Jeg har ofte beundret det Maleri . Det er mesterligt udført , og^ Prospectet selv er saa smukt . “ „ Det er mit Fødested , “ svarede Arabella , „ og Horace Vernet har malet det . Min Fader gjorde hans Bekjendtskab paa en Udenlandsreise , og han tilbragte den sidste Sommer før min Faders Død hos os . Jeg sidder ofte hele Timer og betragter det . Det vækker tusinde Minder hos mig , og det forekommer mig altid , som om den nedgaaende Sol er et Symbol paa min Lykke , der stod i Begreb med at dale , da min Fader døde . “ „ Deres Fader var jo endnu dengang i sin bedste og kraftigste Alder ? “ spurgte Emil og nærmede sig hende . „ Han var kun 48 Aar , og selv vilde han saa nødigt bort , — jeg troer næsten alene for min Skyld . Her er hans Portræt , “ tilføiede hun og tog en Medaillon frem , som hun bar paa Brystet . Hun trykkede paa en Fjeder , og et meget smukt Hoved , malet paa Elfenbeen , kom tilsyne . Emil bøiede sig over hendes Skulder for at betragte det og udbrød : „ Hvor det er smukt — og hvor det ligner Dem ! “ Det var ikke hans Hensigt at sige en Compliment , men det var hans oprigtige Mening , og saaledes optog hun det ogsaa- . Naar man i lang Tid har indesluttet enhver Tanke og Følelse i sit Hjerte , fordi man intetsteds fandt Sympathi , da opstaaer undertiden en mægtig Længsel efter at finde Nogen , for hvem man kan udøse sin Sjels inderste Smerte . Saaledes gik det Arabella . Hun syntes i dette Øieblik at have fundet en Ven , for hvem hun frit kunde udtale sig , og for hvem hun uforbeholdent kunde vise sig i sin sande Skikkelse . Hun gav efter for denne pludselige Impuls og udbrød med barnlig Stolthed : „ Ja , var han ikke smuk ? Men De veed ikke , hvor god han var , hvilket rigt Hjerte han besad ! Derfor var han ogsaa Alt for mig , og De kan forstaae , hvad det vilde sige at miste ham . Da jeg første Gang stod ved hans Grav , solle jeg mig saa forladt , — og den Følelse har jeg endnu . “ Arabella sagde disse Ord i en veemodig Tone og med et sørgmodigt Udtryk , der gjorde hende dobbelt smuk i Emils Øine . Den Kjærlighed , han saa længe havde skjult , blussede i dette Øieblik op . Han ønskede at kunne kaste sig for hendes Fødder og sige hende , at hun ikke stod forladt i Verden , da hans Hjerte sagde ham , at han vilde offre sit Liv for hendes Lykke , — men den rolige Besindighed tilhvidskede ham de iiskolde Ord : Du Daare ! Du , den fattige Kunstner og hun , den rige Comtesse ! Troer Du , at hun bryder sig om din Kjærlighed ? Han taug . En Smerte foer gjennem hans Sjel , en Smerte , som kun den forstaaer , der veed , hvad det vil sige at forsage . Arabella vedblev at betragte sin Faders Portræt . Hun mærkede ikke , hvad der foregik i Emil , medens hendes Tanker dvælede i Mindernes Land . Først da hun atter lukkede Medaillonen , sagde Emil , der havde gjenvundet sin Fatning : „ Da er jeg dog sikker paa , at De har mange Venner , der vilde føle sig lykkelige , hvis De selv med Fortrolighed vilde besvare deres Venskab og slutte Dem til dem . “ „ Venner ? “ svarede hun . „ Det Ord har for mig en dybere Betydning end for de Fleste . Jeg kjender Mange , men jeg kjender ikke Een , som jeg kan kalde Ven . Flere Gange har jeg forsøgt at slutte mig til unge Piger i Haab om at finde en Veninde , men jeg har altid snart opdaget , hvor pinligt jeg skuffede mig , og , hvad alle de saakaldte Venner angaaer , der komme her i Huset , er jeg overbeviist om , at ikke Een vilde vise mig en virkelig Venskabstjenesfe , - naar den krævede noget Offer fra deres Side . De vilde forsikkre mig om deres gode Villie , men finde de besynderligste Udflugter . — Har De selv mange Venner ? “ „ Nei , “ svarede Emil smilende , „ dertil har jeg hverken Tid eller Raad , thi det hører der til for at pleie Venskaber . Af den Slags Luxusgjenstande , der fylde og pryde Salonerne , til Misundelse for Mange , har jeg kun meget Lidt , men jeg har een Ven , der erstatter mig Savnet af Andre , en sand og trofast Ven , som jeg kan stole paa . Det er Doctor Anker , som De ogsaa kjender . “ „ Ja , han har omtalt Dem med meget Venskab . Han er vor Læge , men jeg kjender ham kun lidt . Han er jo gift ? “ „ Med en elskværdig Kone , “ vedblev Emil , „ og han har tre yndige Børn . Jeg tvivler om , at Nogen kan være lykkeligere i sit Hjem end han . Men er det saa forunderligt ? Kjærlighedsguden har taget Sæde ved hans Arne . “ Emils Blik mødte Arabellas , og hun saae et Udtryk i dem , der jog Blodet op i hendes Kinder . I samme Øieblik aabnedes Døren , og hendes Moder traadte ind . Et eneste Øiekast var tilstrækkeligt forhende til at opsatte Situationen , men hun beherskede sig , skjøndt med Anstrengelse , og sagde i en venlig Tone , at Klokken nu var bleven saa mange , at hun ikke kunde opholde Hr . Norstrand . Emil hilsede , greb sin Hat og gik , uden at turde see paa Arabella . I Døren mødte han Kammerjunker Staal , der gik forbi ham , uden at værdige ham en Hilsen . Efterat Kammerjunkeren havde vexlet et let Haandtryk med begge Damerne , kastede han sig nonchalant i en Lænestol og sagde : „ At spørge til Damernes Befindende er overflødigt , thi som sædvanligt finder jeg her Moder og Datter , blomstrende af Skjønhed og Inde . “ „ Hvem skulde dog see paa Dem , Hr . Kammerjunker , “ udbrød Grevinden med et koket Smil , „ at De med deres rolige Væsen dog er en saa complet Damernes Ridder ? Det stille Vand har den dybe Grund . “ „ Det kommer af , “ svarede han , „ at mit Valgsprog stedse har været : van vis nu roi , mon oosur uux äumtzs , l ' bonnsur u moi ! “ „ Meget smukt , “ bemærkede Grevinden , „ og det vilde glæde mig , hvis den Ridder , der fører denne Devise i sit Skjold , imorgen Aften vilde være min Ridder og ledsage os i den Concert , der omtales af Alle , — naturligvis efter først at have spist hos os . “ „ Med største Fornøielse , “ svarede Staal galant . „ Jeg holder nok af at blive misundt . “ Tjeneren meldte nu flere Visiter , der lagde Beslag paa Grevindens Opmærksomhed . Staal benyttede Leiligheden til at tage Plads ved Siden af Arabella og begyndte en Samtale med hende . „ Som sædvanligt finder man Dem aldrig ledig . Tillader De , at jeg betragter det nye Mesterværk af Deres smaa , hvide Hænder . “ „ Det er et Tæppe til Moder , “ svarede Arabella og udfoldede Broderiet . „ Jeg er lidt uenig med mig selv om Chatteringen . “ „ Maaskee kan jeg give Dem et godt Raad , “ sagde Staal og mønstrede Arbeidet med en Kjendermine . „ Det maa være denne Bouket Georginer , der volder Dem Bryderi . Jeg skal vælge Farverne . Seer De , naar De sætter denne Chattering ved Siden af den hvide Georgine , vil den gjøre en udmærket Effekl , og disse grønne Blade omkring den maae De give en stærkere Skygge . “ „ Maler De ? “ spurgte Arabella forundret . „ Nei , men jeg har tilfældigvis et vist Talent for Broderier . “ Arabella vidste ikke , om hun skulde troe sine egne Øine , at denne drabelige Kriger med den ridderlige Devise maaskee tilbragte sin Tid med at brodere . „ De seer forundret paa mig , “ udbrød Staal . „ Nu vel ! Jeg veed vel , at mine Kammerater tilbringe deres Tid med at more sig og bortødsle deres Penge , men jeg foretrækker et roligt Liv i Hjemmet . Jeg tilstaaer , at jeg som Dreng formelig var forfalden til at brodere . Det gik dog over med Alderen , men jeg kunde næsten have Lyst til at begynde igjen , blot for at fordrive Tiden nyttigt . “ „ De er virkelig altfor morsom idag , “ afbrød Arabella , der var nærved at briste i Latter . „ De maae ikke troe , at jeg er saa eenfoldig at troe , hvad De siger . Hvis De virkelig vil give Dem af med qvindelige Arbeider , antager jeg , at der staaer en eller anden emanciperet Dronning Omphale i Baggrunden , hvis Befaling Herkules adlyder . “ Staal var altfor lidt hjemme i Mythologien til at forstaae denne bidende Satire , men han mærkede , at Arabella gjorde sig lystig over ham , og som alle dumme Mennesker blev han meget let fornærmet . Det stemmede imidlertid ikke med hans Plan at lade sig mærke dermed , og han nøiedes med at paatage sig en værdig Mine , da han sagde : „ Undskyld , at jeg forandrer Gjenstanden for vor Samtale . Hvorledes gaaer det med Deres Fru Moders Portræt ? “ „ Det sfrider rask fremad , “ svarede Arabella . „ Hver Dag træder dets udmærkede Lighed mere og mere frem , men Mama ønsker ikke , at Nogen seer det , før det er færdigt . “ - „ Saa har Deres Mama jo gjort en udmærket Acquisition i Maler Norstrand . Han lader til at være fuldkommen i » Et og Alt . “ „ Hvad mener De med det ? “ spurgte Arabella koldt , da hun allerede havde bemærket den Hovmod , hvormed Kammerjunkeren var gaaet forbi Emil , da - de mødtes i Døren . „ Det er jo let at forstaae , “ svarede Staal spottende . „ Efter Deres Mening er han en fuldendt Kunsfner , og efter Deres Moders en complet Adonis . Uheldigviis savner han dog een Ting , der er temmelig uundværlig , nemlig Dannelse og Opdragelse . “ „ Hvad det angaaer , “ tog Arabella Ordet , „ besidder han en sjelden Takt , hvori han ikke staaer tilbage for Nogen , og for af faae den , behøves Dannelse . “ Hun taug pludselig , thi hun følte , af det var noget Nyt for hende , saa aabent af udtale sin Dom over Nogen . Hun rødmede ved Tanken derom , og hun saae i Staals Ansigt , af han selv forundredes over hende . „ Jeg troer , Gud hjelpe mig ! “ tænkte han , „ af hun ogsaa er bleven forhexet af denne Maler ! “ Heldigviis blev Samtalen afbrudt ved af nogle af Visiterne toge Afsked , og kort efter anbefalede Kammerjunkeren sig . Med en tændt Cigar i Munden og med begge Hænder i Frakkelommen slentrede han ned ad Gaden , udsendende Vredcsblik til Høire og Venstre . Hans Tanker dreiede sig om den forbausende Opdagelse , af han , Kammerjunker og Kapitain , skulde faae en saa ubetydelig Pjalt til Rival , og han lovede af hævne sig . Men hvorledes ? Her stod hans Forstand stille , og han grublede og grundede forgjæves . Tilsidst landede han i en Cafe , for at oplive sine Aandsevner , men ikke engang Vinen smagte ham , og hans Venners Spøg irriterede ham . Endelig kom han til den Overbevisning , at en saadan Sindsstemning kunde virke skadeligt paa hans Sundhed , og han besluttede at berolige sig . Han kom hjem , lagde sig paa Sophaen og faldt i en blid Slummer . — Da Grevinden var bleven ene med sin Datter , sagde Moderen : „ Jeg har et Alvorsord at tale med Dig , Arabella ! “ „ Hvorom da ? “ spurgte Arabella forundret . „ Det . lader til , at Du vil spille det uskyldige Barn , der under Naivitetens Maske opfører sig uqvindeligt . Jeg vil dog raade Dig til at ophøre dermed itide , da Du ikke kan skuffe mig . “ Uagtet Arabella var vant til en uretfærdig og skaansellos Behandling , bragte denne irriterende Tiltale hende dog til at forstumme , og hendes , Taushed opirrede Grevinden endnu mere . „ Du ønsker maaskee , “ udbrød hun , „ at jeg tydeligere stal forklare mig ? Det skal jeg . Jeg har allerede længe bemærket dit uværdige Koketteri med Norstrand . I Begyndelsen vilde jeg , ikke troe , at den Datter , over hvem jeg har vaaget med Moderkjærlighed , maaskee vilde bringe Skam og Skjændsel over sit Navn . Den ømme Scene idag mellem Dig og din Elsker har heldigviis viist mig , at det er paa Tiden , at jeg med Alvor griber ind i dette Forhold “ . Det var , som om en Jernhaand sammenknugede Arabellas Bryst , da hendes egen Moder beskyldte hende for Uqvindelighed . En dyb Rødme udgød sig over hendes Ansigt , og hun kæmpede med Graaden , men paa den anden Side var Moderens Uretfærdighed mod hende saa stor , at de udtalte Ord derved tabte en Deel af deres Braad . „ Jeg har aldrig tænkt paa at kokettere med Hr . Norstrand , “ sagde hun med zittrende Stemme , „ og jeg forstaaer ikke , hvad Dn mener med at bringe Skam og Skjændsel over mit Navn . At det skulde være uværdigt for mig at tale venligt med ham , kan jeg ikke troe , Dn mener . Det har Dn jo selv saa ofte gjort . “ Grevinden saae i disse Ord en Hentydning til sin egen upassende Opførelse , og blev endnu mere hidsig : „ Dn har maaskee allerede drevet det saavidt “ , udbrød hun , „ at Comtesse Stjernholm er forlovet med Hr . Maler Norstrand ? Det vilde være et smukt Parti ! Mit Samtykke fik Du aldrig , — og jeg befaler Dig , for Fremtiden at blive paa dit Værelse , indtil jeg sender Bud efter Dig , de faa Gange han endnu behøver at komme her . Er der allerede et ømmere Forhold imellem Eder , skal jeg selv vise ham , hvorledes man behandler Krapylet , naar det vover at trænge sig frem til en Plads , der ikke tilkommer dem . “ Den Haand , hvormed Grevinden saa plumpt . greb ind i de zarteste , hidtil uberørte Strenge i Arabellas Hjerte , fremkaldte en hjerteskærende Dissonants . Med en usædvanlig Heftighed udbrød hun : „ Der finder intet Forhold Sted mellem Hr . Norsfrand og mig , saa at der ikke er nogen Grnnd til at spærre mig inde som en Forbrydersle , men da det er din Villie , Moder , skal jeg adlyde Dig , men jeg vil paa det Bestemteste bede Dig , ikke at fornærme en Mand , hvis Opførsel her i Huset har været saaledes , at ' han fortjener vor fulde Agtelse . “ „ Altsaa “ , svarede Grevinden , „ istedetfor aabent at fortælle din Moder Alt , som det sømmer sig en Datter , vil Du dysse mig i Søvn . Det viser , hvor lidt jeg kan stole paa Dig . Hvis Du uden mit Samtykke vil indgaae en Mesalliance , vil jeg blot sige Dig , af fra det Øieblik er min Dør lukket for Dig . “ „ Du vilde jage mig ud af Huset , Moder ? “ spurgte Arabella roligt . Dette Spørgsmaal opfattede Grevinden som en Bekræftelse paa sin Mistanke og svarede : „ Ja ! det er min faste Beslutning . Om Udstyr eller Hjelp i Fremtiden kan der ikke være Tale , og hvor langt troer Du , Du vil komme med de usle Naalepenge , din Fader har udsat for Dig ? Jeg er eneraadende , veed Du , over Formuen . Jeg behøver ikke af udmale for Dig , hvorledes din Fremtid vil blive hos ham og mellem hans simple Forældre . Du vil blive en jevn , lille Borgerkone , der maa række Vagtmesteren sine Tøfler og stoppe hans Pibe , og endda være glad , naar Svigerpapa er saa venlig af sige , Tak min Tøs ! — For af vinde din Svigermama , maa Du kunne lave god Mad . Alle dine smaa Talenter blive fil ingen Nytte . Formiddagen maa Du tilbringe i Kjøkkenet , vådske , stryge , koge og stege , og Resten af Dagen maa Du sye , ikke for din Fornøielse , men for af holde din Mands Tøi i Orden , lappe og stoppe det . Siden faaer Du den Fornøielse af blive din egen Barnepige , og faaer Lov af passe dine skrigende Smaa baade Nat og Dag . En complet Arbejdshest i en Trædemølle ! — Synes Du , det er passende for Comtesse Stjernholm ? “ Arabella var vel en høihjertet og ædel Qvinde , men ikke hævet over menneskelige Svagheder . Af Naturen var hun stolt , og denne Feil var stedse blevet næret ved de mange Fordomme , som Moderen fra hendes tidligste Barndom havde indpodet . Man maa derfor ikke fordømme hende , naar hendes Følelse oprørtes af det prosaiske Billed , som Moderens Snildhed udfoldede for hende . „ Vær Du kun rolig , Moder , “ sagde hun . „ Du skal aldrig opleve den Dag , da jeg indgaaer en Mesalliance ! “ — og derefter gik hun ind paa sit Værelse . Der støttede hun sit feberhede Hoved mod de bløde Silkepuder , og for første Gang undersøgte hun sine Følelser for Emil . Hun gjennemgik hvert Ord , der var vexlet imellem dem , Alt hvad der var foregaaet i de Timer , de havde været sammen . Hun saae nu for første Gang , af han elskede hende . — Men hvad følte hun for ham ? Var det Kjærligheden , der talte saa varmt til hans Forsvar . Hun forfærdedes ved den Tanke . Hun vilde ikke , hun maatte ikke elske ham ! Hendes Stolthed oprørtes ved den Mulighed . Hun kæmpede en lang Kamp , og Resultatet var , at hun besluttede at glemme ham . 6 . Emil Norstrand havde aldrig elsket . Hans Følelser for Arabella vare derfor ungdomsfriske , varme og inderlige . Han følte , at af denne Kjærlighed maatte hele hans Fremtid afhænge , men med Sorg og Smerte maatte han tilstaae for sig selv , at den var haabløs . Han havde ogsaa sin Stolthedsfølelse , og den forbød ham at nærme sig den rige og fornemme Dame , der maaskee vilde give ham et haanligt Afslag , naar han dristede sig til et afgjørende Skridt . Han kastede et sørgmodigt Blik paa sin lille Bolig , og for første Gang følte han det Bittre i at være af ringe Herkomst og i en uanseelig Stilling . Selv om han var en høitstaacndc Mands Søn , vilde han dog ikke ægte en rig Pige , naar han alene skulde skylde hende hele sin Tilværelse . Han tænkte paa , hvor ofte hans Forældre havde talt om den lykkelige Time , naar han skulde føre en elsfværdig Brud til deres Hjem , der kunde være dem i en Datters Sted , og nu saae han tydeligt , at den Time aldrig vilde komme . Da han de to følgende Gange malede Grevinden , saae han ikke Arabella . Det ængstede ham , som om han havde forraadt sin Hemmelighed for hende , og dermed maaskee mistet hendes Venskab . Han tvivlede ikke om , at hun med Villie undgik ham , og denne Tanke pinte ham . Portrætæt var nu saa vidt , at han kunde fuldføre det i sit Hjem , og hans Besøg ophørte i det Stjernholmske Huus . Den gamle Vagtmester og hans Kone saae med Bekymring , at en hemmelig Sorg nagede paa Sønnen , og de savnede hans tidligere lystige og ungdommelige Væsen , da en stille og mandig Alvor var traadt i Stedet . Kammerjunker Staal havde ikke nærmet sig Arabella siden hiin Formiddags Samtale , uden forsaavidt Høfligheden bød det , men derimod havde han indtaget sin gamle Plads hos Grevinden , der igjen var Elskværdigheden selv . Han havde snart opdaget , at Norstrands Actier vare faldne , og han ventede nu kun paa en gunstig Leilighed , der kunde aldeles fortrænge ham , saa at han igjen med godt Haab kunde optage sit afbrudte Frieri . Da han en Formiddag sad mageligt henstrakt i en lille Sopha ved Grevindens Side og var ene med hende , kom Tjeneren ind og meldte , at Portrætet var ankommet fra Hr . Norsfrand . „ Bring det herind , “ befalede Grevinden , og Staal lykønskede sig til at være den Første , der skulde see det . „ Sæt det foreløbig op til Væggen , “ bød Grevinden Tjeneren , der bragte det ind . Staal reiste sig og stillede sig hen til Maleriet med Lorgnetten i Øiet . Efter et Øiebliks tanse Betragtning med et Kjenderblik , slog han Hænderne sammen og udbrød indigneret : „ Gud forbarme sig ! “ „ Hvad mener De ? “ spurgte Grevinden . „ Det er rædsomt ! “ svarede han . „ Det er utilgiveligt slet . Det er jo et formeligt stygt Portræt af en smuk Dame . “ „ Ja , De har Ret ! “ foer Grevinden op . „ Det er uforskammet . Der er vist ikke Spor af Lighed . “ „ Nei , det kan ethvert Barn sige Dem . Vil De behage at see Dem selv i Speilet , og saa betragte det afskyelige Udtryk paa Portrætet . „ Jeg seer vist ogsaa ældre ud ? “ spurgte hun . „ Efter Billedet at dømme , skulde man troe , at De var over Halvtreds , og i Virkeligheden seer De ud , som De ikke var kommen Halvveien dertil . “ „ Men Dragten er dog smuk og smagfuld , — men paa denne Baggrund tager den sig jo aldeles ikke ud , “ vedblev hun irriteret . „ En dannet og en dygtig Maler kunde aldrig have malet en Dame saaledes , “ sagde Staal , der saae , hvorledes han avancerede , saa at Grevinden endog rystende af Harme sank om paa en Stol . Jeg kan godt forstaae , “ trøstede han , „ at De ærgrer Dem . Jeg selv kan ikke udholde at see længer derpaa , “ — og han vendte sig fra Portrætet med en foragtelig Mine . „ Og det Portræt stal jeg betale tusind Daler for ! Giv mig et Raad , min Ven ! “ „ Jeg raader Dem til , ikke at lade noget Menneske see det . De vil blive udleet og bespottet . “ Grevinden kunde ikke svare . Hun havde saa længe glædet sig til at hænge paa Kunstudstillingen og - blive beundret , og nu skulde hun skjule sit Portræt , for ikke at blive udleet ! Det var for galt ! Hun indsaae ikke , at Uligheden netop laa i , at det lignede altfor godt . Det var udmærket malet , men ikke slatteret . I dette Øieblik meldte Tjeneren Maler Norstrand . Grevinden reiste sig og udbrød eller snarere raabte : „ Han kommer , som han var kaldet . Han skal faae Sandheden at høre ! “ Kammerjunkeren fik travlt med at komme afsted , da han ikke ønskede at være Vidne til den paafølgende Scene . Han opdagede pludselig , at Klokken var mange , at Tiden var fløiet i et saa behageligt Selskab , og tog Afsfed . I Døren var han nær løbet paa Emil , der roligt traadte ind og fandt Hendes Naade blussende rød midt paa Gulvet , med lynende Blik og ikke værdigende ham at gjengjelde hans Hilsen . Hun pegede blot paa Portrætet og spurgte spottende : „ Kan Kunstneren Norstrand være stolt af dette Arbeide ? “ „ Er Deres Naade ikke tilfreds dermed ? “ spurgte han roligt . „ Tilfreds ? — med det Karikaturbillede ? “ „ Jeg forstaaer ikke Deres Naade . Som Kunstner kan jeg godt forsvare mit Arbeide ; men hvis De ønsker nogle Forandringer deri , er jeg villig til at gjøre , hvad de forlanger . “ „ Det kan De spare Dem , da jeg nu seer , hvad De kan præstere . Der er jo ikke den fjerneste Lighed , ikke Spor af min Eiendommelighed . — Men saa svar dog ! “ vedblev hun , da han taug og ikke vidste , hvad han skulde svare denne Furie . „ Jeg kan kun svare Dem , at det ikke er et Karikaturbillede , og at Enhver vil sinde det godt malet og en træffende Lighed deri . “ „ Tak ! Nu stal jeg til Gjengjeld sige Dem min Mening . De duer kun til at smøre Vægge ; maaskee ikke engang til det , men til at staae paa et Stillads og male Huse . “ „ Deres Naade veed vist ikke , hvad De siger . “ „ Veed jeg det ikke ? Jeg stal vise Dem , hvad Værd jeg sætter paa det Maleri . “ Med disse Ord greb hun en skarp Pennekniv fra sit Skriverbord , og gjennemstar med den Maleriet fra Øverst til Nederst . Hun kastede efter denne Bedrift et triumferende Blik paa Emil og forlod Værelset . Han stod aldeles bedøvet , næppe istand til at samle sine Tanker , og stirrede paa sit ødelagte Værk , der havde kostet ham saa mange Timers Arbeide , og som han saa ofte havde betragtet med Tilfredshed , da det var fuldendt . Og nn ! Hans Værk var ødelagt , og han selv beskæmmet , haanet og bespottet . Det var en Fortvivlelsens Smerte , der gjennemfoer ham . Da følte han en lille Haand lægge sig paa hans Arm , og han mødte et taarefyldt Blik fra Arabella , der stod ligbleg ved hans Side . Hun havde useet været Vidne til den sidste Scene , uden at ahne , hvad der var forefaldet før . Et Blik havde været nok til at overbevise hende om Maleriets Fuldkommenhed og om den himmelraabende Uretfærdighed , hendes Moder havde begaaet , og hendes Smerte derover var næsten ligesaa stor som Emils . „ Hvad betyder dog Alt det ? “ var det Eneste , hun kunde fremstamme . „ At jeg er blevet behandlet af Deres Moder paa en Maade , der aldrig er blevet budt mig af Nogen , “ svarede Emil . „ Fortæl mig Alt , “ sagde Arabella med bankende Hjerte . „ Deres Moder sagde mig blandt Andet , at jeg kun duede til at staae paa et Stillads og male Huse . “ „ Men , “ vedblev han efter en Pause , hvori Stoltheden kæmpede med Bitterheden i hans Sjæl , „ jeg var en Daare . Jeg burde have forudseet , at det maatte ende saaledes . Feilen er min . Jeg har malet Grevinden saaledes som hun er , og ikke som hun vil være . Derfor spurgte hun mig , om denne Karikatur lignede hende , og jeg vovede at svare ja . “ Arabella betragtede et Øieblik Portrætet og sagde sukkende : „ Og deri havde De Ret . Det er , som saae jeg Moder lyslevende for mig . “ „ Og dog er jeg kun en Fusker . En Portrætmaler maa ikke være en selvstændig Kunster , men kun et Værktøi . “ Der syntes at foregaae en Forandring med Arabella , som om hun havde fattet en Beslutning . En fiin Rødme overtrak hendes smukke , blege Ansigt , og med rolig og fast Stemme sagde hun : „ Om Correggio blev det ogsaa sagt , at han var en Fusker . “ „ Men af hvem ? “ afbrød Emil . „ Af Michel Angelo , der siden hævede ham dobbelt høit . — Men skeet er skeet . Mit Maleri er ødelagt , og der er sat en Plet paa min Kunstnerære , der aldrig vil afvadskes . Farvel , Comtesse ! “ sagde han med et Blik , som om han for sidste Gang skulde see hendes elskede Træk . „ Jeg har allerede altfor længe opholdt mig i dette Huus , som jeg aldrig oftere i Livet kan betræde . Derfor Farvel ! og modtag min Tak for den Deellagelse , De har viist mig . “ „ Nei , “ ndbrød Arabella og greb hans Haand . „ De man ikke saaledes forlade mit Hjem . Min Moders Fornærmelse maa jeg som Datter gjøre god igjen , saavidt det staaer i min Magt . “ Hun førte ham hen til sit Blomsterbord , brød en Green af et prægtigt Laurbærtræ og rakte Emil den . „ Med denne Green vil jeg afvadske den Plet , de mener er sat paa deres Kunstnerære . Maaskee det er de første Laurbær , der er skjænket Dem , men hvis mine Bønner have nogen Magt , blive de ikke de sidste . “ Det var for Emil , som om Himmelens Dør oplodes for ham og lod ham skue alle dens Herligheder , da Arabella saaledes stod for ham . Uden at kunne sige et Ord , bøiede han sit Knæ for hende . Han trykkede hendes Haand mod sine Læber , og deres Øine mødtes i et Blik , der tydeligere end Ord lod dem læse i hinandens Hjerter . Men Lykkens Øieblikke ere korte . De maatte skilles . Emil reisfe sig og flap Arabellas Haand . Laurbærgrenen gjemte han ved sit Bryst og ilede ud af Værelset , da han følte , at han ved at tøve længer ikke vilde være Herre over sine Følelser og let vilde gjøre et Skridt , som han i dette Øieblik ikke burde gjøre . Arabellas Blik fulgte Emil , indtil Døren var lukket efter ham . Langsomt forlod hun Stuen , og da hun sad i sit eget Værelse , rullede Taarerne som Perler ned over hendes blege Kinder . Det var ingen heftig , lidenskabelig , men en stille , veemodsfuld Sorg . Al Stolthed var svunden før Kjærlighedens Tryllemagt , og al Lykke i Livet syntes hende veget bort med ham , nu da hendes Moder havde sat en uoverstigelig Hindring mellem hende og hendes Lykke . Arabella udgræd sin Sorg og sin Smerte , thi Taarer ere jo Ovindens Tilflugt i Sorgens Dage . Lidt efter lidt følte hun dog , at hun ikke var saa forladt som før . Hendes Hjerte var ikke længer tomt . Hun elskede og var gjenelsket af en Mand , der var hendes Kjærlighed værdig . Hun blev afbrudt i sine Drømme af Kammerjomfruen , der underrettede hende om , at Hendes Naade ikke kunde forstaae , hvorfor Comtessen ikke kom ind til hende . Efterat have badet sine Øine , gik Arabella ind til sin Moder . „ Det lader til , at Du begynder at sværme før Eensomheden , “ raabte Moderen hende spottende imøde . „ Formodentlig har Du fordybet Dig i en Roman om ulykkelig Kjærlighed , men da jeg anseer slige phantastiske Udsvævelser før meget skadelige før unge Damer , vil jeg drage Dig tilbage til Virkeligheden . Der seer Du det udmærkede Arbeide , som din Tilbeder har præsteret , og som jeg har behandlet efter Fortjeneste . “ Arabella svarede , uden at en Mine forandrede sig : „ Du maa indromme , at det er malet correct , og at enhver Detail er omhyggeligt udført . Kniplingerne paa din Kjole see ud , som om man holdt dem i Haanden , og Alt forraader en fiin Kunstnerpensel . Du har altfor megen Kunstsands til ikke at see det . “ „ Ja vist ! “ afbrød Grevinden , „ og hvor mageløst har denne saakaldte Kunstner gjengivet mig ! Hvilken slaaende Lighed ! “ „ Det er der ! “ svarede Arabella roligt . „ Men hvorfor har Du da behandlet Maleriet saaledes ? Er det Staal , der har undfanget den Idee ? “ „ Jeg lader mig ikke paavirke af Nogen , “ sagde Grevinden lidt forlegen . „ Jeg behøver ikke Nogen til at dictere mig , hvad jeg skal gjøre . Men jeg tilstaaer , at Staal , paa hvis Mening og Smag jeg kan stole , er aldeles af samme Mening , som jeg . “ „ Det kan gjerne være , at Du bliver vred paa mig , Moder , “ afbrød Arabella , „ men jeg vil dog sige Dig min Mening . Staal smigrer Dig , og derfor troer Du ham ; men han er ondskabsfuld og beregnende . Han har ikke Interesse for Nogen uden for sig selv . “ > „ Er Nogen ondskabsfuld , saa er det Dig , Ära della . Du veed , at Staal er min trofasteste Ven , og derfor vil Du sværte ham . Du er misundelig . Du kan ikke finde Dig i , at han finder din Moder smuk , og af den Grund finder Maleriet utaaleligt . “ „ Hvis Du udlægger mine Ord saaledes , maa jeg tie . Men , “ vedblev Arabella i en indtrængende Tone , „ er der ikke en Stemme i dit Indre , der siger Dig , at Du har handlet syndigt ved paa den Maade at bedømme og mishandle et ungt Menneskes Arbeide , fordi der er Noget i det , som ikke behager Dig ? “ „ Vil Du moralisere for mig ? “ spurgte Grevinden . „ Jeg mener kun , at Du burde tænke over , hvor dybt Du har krænket en ung Mand , ved at ødelægge mange Timers møjsommelige Arbeide , især da han tillige er en fattig Kunstner . Du vil da vel ikke ovenikjøbet nægte ham Honoraret for sit Arbeide ? “ „ I den Henseende kan Du være rolig , “ svarede Grevinden . „ Jeg bryder aldrig mine Løvter . “ Arabella gik hen til sin Moder , lagde sin Arm kjærligt om hendes Hals og bad : „ Lov mig , at Du sender ham Pengene paa en venlig Maade . Derved mildner Du Fornærmelsen . “ „ Jeg veed godt , hvad der er passende , “ svarede Grevinden utaalmodigt , unddrog sig Datterens Kjærtegn og forlod hende . 7 . Den følgende Asten var den Norstrandske Familie samlet i den lille Qvistbolig . Udenfor pidskede Regnen mod Ruderne , men indenfor var desto hyggeligere . Ilden brændte lystigt i Kakkelovnen , og ved den lille Bordlampe sad Madam Norstrand ved Siden af sin Mand og syede , medens han som sædvanligt nød sin Meerskummer . Emil sad ligeoverfor med en Bog i Haanden , men uden at læse i den . Han havde allerede fortalt sine Forældre og sin Ven , Doctor Anker , hvad der var forefaldet i det Stjernholmsle Huus , dog uden at berøre den sidste Scene mellem ham og Arabella . Den var altfor hellig til at meddeles , men han fredede om den i sine Tanker og blev ikke træt af at betragte og kysse den Green , hun havde skjænket ham , og hvori han saae et Pant paa sin Fremtids Lykke . Det havde aldeles ikke forundret Anker at høre , hvad der var passeret , men han ærgrede sig derover næsten ligesaa meget som Emil , og sagde , han ikke længer vilde være Læge i et Huns , hvor man havde behandlet hans Ven saa ilde . Emil overtalte ham dog til at opgive den Beslutning for Arabellas Skyld , i det Haab gjennem Anker stundom at kunne høre Noget om sit Hjertes Udkaarede . Han gik dog tilværks med megen Forsigtighed , af Frygt for at hans Hemmelighed skulde blive gjennemskuet . Øen gamle Vagtmester havde paa Soldatermaneer givet sin Vrede Luft i de stærkeste Udtryk , medens hans Kone bar den Sorg , der havde rammet hendes Søn , med sin sædvanlige Taalmod . — Det ringede stærkt paa Døren . Emil lukkede op , en Tjener rakte ham et Brev med de Ord : „ fra Grevinden , “ hilsede temmelig nonchalant og sfyndte sig ned af Trapperne . — „ Som Herren saa Tjeneren , “ tænkte Emil og lukkede Døren . Han satte sig ved Bordet og rev Convoluten op . Madam Norstrands flittige Hænder flap Sytøiet , og hendes Mand stirrede med taus Opmærksomhed paa Sønnen . Denne reiste sig op og kastede Convoluten samt de tusinde Daler paa Bordet . „ Hun sender mig Pengene løse , uden at sige mig et Ord til Undskyldning for den Fornærmelse , hun har tilføiet mig ! “ udbrød han . „ Var det ikke for Eders Skyld , I stakkels Forældre , sendte jeg disse Penge øieblikkelig tilbage . Øe brænde mig som en Skjændselsplet . “ „ Det skal Du ogsaa gjøre , saa sandt jeg hedder Hans Norstrand , “ udbrød den Gamle og slog med sin knyttede Haand i Bordet . „ Før vil jeg sulte , end leve godt for den skamløse Qvindes Penge . Hører Du , Emil ! Jeg vil , at Du skal sende dem tilbage . “ „ Men betænk , kjære Fader ! “ sagde Emil og lagde sin Haand kjærligt paa Faderen , „ at inden otte Dage er den sidste Skilling , som vi eie , brugt , og jeg har ikke Udsigt til at fortjene Noget . “ „ Saa trækker jeg i min Stadsuniform , “ sagde Vagtmesteren med en Djærvhed , der klædte ham godt , „ tager min Stok i den ene Haand og min Pibe i den anden , gaaer hen til min Ritmester , der nu er bleven Oberst , og siger til ham : Hr . Oberst ! Jeg veed , at Øe ikke har glemt den gamle Husar , der i saa mange Aar stod ved deres Eskadron . Øe gav mig denne Pibe engang i en vis Anledning . Vil Øe nu redde mig og min Søns Ære , som jeg dengang reddede deres Liv ? “ Saa vil jeg fortælle ham det Hele og bede om et lille Laan . Han er rigtignok ikke rig , men det er en Kjernekarl , med Hjertet paa det rette Sted . „ Men om vi ogsaa fik et Laan , “ indvendte Emil , „ hvilket jeg ogsaa kunde faae hos min Ven , Anker , saa veed du , at jeg hader at gjøre Gjeld , naar jeg ikke veed , hvorledes jeg stal betale den . “ „ Det Princip har jeg ogsaa havt , og holdt det saavidt muligt , men der er Tilfælde , der nøde os dertil . “ „ Og hvad siger Du , Moder ? “ spurgte Emil . „ Det Samme som din Fader . Herren forlader ikke den , der stræber flittigt og ærligt , om det end seer nok saa mørkt ud . “ „ Tak , kjære Forældre , “ svarede Emil og trykkede deres Hænder . „ I har lettet en Steen fra mit Hjerte . Det vilde have været mig en Pine at beholde disse Penge , men jeg behøvede Eders Samtykke , til at afslaae dem . “ — Næste Formiddag sadde Grevinden og Arabella sammen uden at vexle et Ord , Enhver fordybet i sine egne Tanker . Grevindens Tanker syntes ikke at være meget oplivende , thi hvert Øieblik gjorde hun en utaalmodig Bevægelse , lagde Arbeidet fra sig og gabede . En Tjener traadte ind og leverede hende et Brev . Næppe havde hun kastet et Blik paa dets Indhold , før hun med spottende Latter udbrød : „ Nei , det er dog før galt ! Den Uforskammede vover at sende mig Pengene tilbage ! Der seer Du , at Du kunde have sparet dine rørende Taler om hans Fattigdom . En fattig Maler vilde ikke være saa indbildsk og ikke saaledes sætte sig paa den høie Hest , men med Taknemlighed modtage , hvad man giver ham . “ „ Tillader Du , at jeg læser hans Brev ? “ spurgte Arabella . Grevinden kastede det foragteligt hen til hende . Det lød : „ Efter den Fornærmelse , Deres Naade har tilføiet mig , seer jeg mig ikke istand til at modtage vedlagte Sum , som jeg herved tillader mig at sende tilbage . “ Emil Norstrand . „ Hvad skrev Du da til ham , Moder ? “ spurgte Arabella . „ Naturligviis ikke et Ord . Jeg sendte Pengene i en Convolut . “ „ Og jeg bad Dig dog saa inderligt om at sende dem paa en venlig Maade , “ vedblev Arabella . „ Man skulde virkelig troe , “ afbrød Grevinden , „ at det var din Mening , at jeg skulde kaste mig for hans Fødder og ydmygt bønfalde ham om at vise mig den Naade , at modtage mine Penge ! “ „ Naar man har fornærmet et Menneske , “ svarede Arabella roligt , „ er det ingen Skam at ville gjøre godt igjen , hvad man har feilet , og det kan man uden at tilsidesætte sin Værdighed . “ „ Maa jeg nu bede mig fritaget for mere af det Nonsens . Jeg har gjort Alt , hvad man kan forlange , ved at sende ham Betaling for et slet udført Arbeide . Det er kun en saa uopdragen Tølper som Hr . Norsfrand , der kunde sende dem tilbage . “ „ Det Træk viser netop , at han er en Mand af Ære ! “ raabte Arabella . „ Er jeg ikke en ulykkelig Moder ? “ raabte Grevinden , idet hun kastede sig tilbage i Lænestolen og slog Hænderne sammen . “ Istedetfor at holde med mig og føle sig krænket med mig , vover min Datter endog at gjøre mig Bebreidelser ! “ „ Gid Du kunde forstaae mig , Moder ! Saa vilde aldrig disse pinlige Scener forefalde , “ sagde Arabella grædefærdig . „ Siden den fordømte Maler kom her i Huset , har jeg ikke havt Andet end Ærgrelser . Jeg forbyder dig nogensinde at nævne hans Navn ! “ — Grevinden havde netop Middagsselskab den Dag . Gjæsterne begyndte at komme ; deriblandt naturligvis Staal . Han blev forbauset ved at see Arabella stadig undvige ham , og desto mere søgte han iøinefaldende at vise hende Opmærksomhed . Herover harmedes Grevinden , der ikke taalte at staae tilbage for Nogen . Skjøndt derfor Dineren som sædvanligt var splendid , var Stemningen dog trykket , og baade Moder og Datter vare glade , da de om Aftenen kunde sige Farvel til Gjæsterne og trække sig tilbage , hver til sit Værelse . Da fik Arabella først den længe ventede Ro til at samle sine Tanker . Hun tænkte paa sin egen Fader , der havde omgivet hende med alle Rigdommens Goder , og paa Emils Forældre , der maaskee nu vare prisgivne Fattigdom og Savn for hendes Moders Skyld . Hvorledes sknlde hun hjelpe dem ? Hun raadede kun over sine Naalepenge , Renterne af en Kapital , som hendes Fader havde sat fast for hende , og disse havde hun i den senere Tid anvendt til at gjøre godt med , hvor hun vidste der var Nød og Trang . Juveler og Smykker havde hun aldrig sat Priis paa , saa at det , hun var i Besiddelse af , var uden synderligt Værd , — men hun vilde paa en eller anden Maade erstatte Norstrands Familie det lidte Tab . Pludselig faldt en Idee hende ind , et Smil lagde sig om hendes Læber , et straalende Udtryk malede sig i hendes Blik , og tilfreds søgte hun sin Seng , slukkede Lyset og sov Barnets velsignede Søvn . Næste Morgen sendte hun sin Kammerpige hen til en gammel Tjener i den Stjernholmske Familie , der nu var Bud i et af Ministerierne , og lod ham bede at komme hen til hende . Han havde været Vidne til Grevens ulykkelige Ægteskab , og havde derfor ligesaa meget imod Grevinden , som han havde tilovers for Arabella , hvem han elskede med et trofast Tyendes hele Kjærlighed . Arabella havde ofte benyttet ham til i Stilhed at opsøge Armoden og lindre den ved hendes Gaver , og han havde troligt hjulpet hende i hendes Barmhjertighedsgerninger . Grevinden var derfor vant til at see ham komme i Hilset , og til at Arabella altid modtog ham paa sit Værelse . Hun undrede sig derfor heller ikke , da han den Dag kom og uden videre søgte den unge Comtesse . „ God Dag , gamle Jacob ! Idag har jeg en stor Tjeneste at bede Dig om “ — saaledes modtog Arabella ham . „ Comtessen veed , at jeg og min Kone ere rede til at gjøre , hvad De befaler , “ svarede han . „ Jeg befaler ikke , men beder kun . Kom nærmere hen til mig . Jeg har Noget at betroe Dig ; — men først maa Du sværge mig , at det bliver en Hemmelighed mellem os . “ „ Jeg sværger høit og helligt , at før skal man afhuggc min høire Haand , før jeg forraader Dem . “ „ Jeg veeed , at jeg kan stole paa Dig , “ sagde Arabella smilende . „ Siig mig , kjender Du dette Armbaand ? “ „ Om jeg gjør ! Det er jo et Arvestykke i Familien , som jeg selv har seet Deres salig Fader forære Comtessen til Erindring om sin Moder . “ „ Saa kan Du altsaa forstaae , at det er mig en dyrebar Erindring , og — at jeg har mægtige Grunde , naar jeg nu — vil sælge det . “ „ Men har Comtessen ogsaa betænkt ? — ja , undskyld , at jeg taler saa ligefrem . “ „ Det er med fuldt Overlæg jeg gjør det . Gjør Dig derfor ingen Betænkelighed af den Grund . Men hvorledes skal jeg faae det solgt ? “ „ Det kan blive vanskeligt nok , “ svarede Jacob alvorligt . „ Comtessen kan jo ikke selv gaae med det til en Juveleer , uden af Grevinden fik det af vide , og hun maa vel ikke vide det ? “ „ Nei , paa ingen Maade ! “ udbrød Arabella . „ Men kunde jeg ikke forklæde mig , og Du saa følge med mig ? “ „ Nei , “ indvendte Jacob næsten forfærdet . „ Det vilde den salig Greve finde upassende , og hvad vilde Folk troe , naar en saa ung Pige kom med et saa kostbart Smykke ? “ „ Troer Du da ikke , “ vedblev Arabella , „ af Du kunde staffe det solgt , — naar jeg beder Dig derom ? “ „ Jeg kan ikke godt nægte Dem Noget , det veed De , “ svarede Jacob og saae kjærligt paa hende . „ Men jeg er en fattig Mand . Folk kunde jo troe , jeg havde stjaalet det . “ „ Hvor kan det falde Dig ind ? “ spurgte Arabella forundret . „ Du kan jo sige , af det er en Commission for en Dame , hos hvem Du engang har tjent . Du maa ikke nævne mit Navn , men Du kan forlange en Qvittering af den Guldsmed , der kjøber det . Saa vil det ikke vække Mistanke . “ „ Saa lad gaae da ! “ sagde Jacob med et Suk . „ For Comtessen gaaer jeg gjerne i Ilden . “ „ Her er det , “ vedblev Arabella ivrigt . „ Jeg takker Dig , Du gode Sjel , og beder Dig komme tilbage , saa snart Du kan . “ — Hun gav ham Armbaandet med tilhørende Etui , og Jacob gik . I spændt Forventning ventede hun hans Tilbagekomst . Allerede en Time efter kom han og aflagde Beretning om , hvorledes han flere Steder forgjæves havde falbudt det , men endelig var kommen til en solid Guldsmed , der indrømmede , at Armbaandet var meget mere værd , end han kunde give for det , og at han kun kunde betale Guldets og Diamanternes Værdi . Det beløb sig til omtrent 1200 Rigsdaler . Deraf tog Arabella 1000 Rdl . , lagde dem i en Convolut , skrev udenpaa den og bad Jacob at besørge den efter Adressen . Jacob kastede et Blik paa Adressen , greb Arabellas Haand og sagde med Taarer i Øinene : „ Atter en Velgjerning ! Dersom den naadige Herre havde levet , hvor vilde han følt sig lykkelig ved at have en saadan Engel til Datter ! “ „ Skynd Dig nu blot , Jacob ! “ afbrød Arabella ham smilende . „ Klokken er mange . Du skal ikke sige , fra hvem Brevet er , og Du stal ikke have Svar derpaa . “ — Familien Norstrand var samlet om det tarvelige Frokosfbord . Enhver søgte at være glad , men det lykkedes ikke . Emil yttrede kun Ønsket om , at hans Stykker paa Udstillingen maatte finde Kjøbere . „ Brister det Haab , “ sagde han , „ veed jeg ikke , hvad Enden stal blive . “ „ Tæb ikke Modet , “ sagde hans gamle Moder kjærligt . „ Husf paa det gamle Ord : naar Nøden er størst er Hjelpen nærmest . “ Det bankede paa Døren . En gammel Mand spurgte om Madam Norstrand , leverede hende et Brev og gik hurtigt bort . Hun satte Brillerne paa og aabnede Brevet . „ Min Gud ! Hvad er det ? det er jo en Masse Penge , “ udbrød hun og rystede Pengene ud paa Bordet . „ Død og Helved ! hvad er det for Noget ? “ raabte den gamle Vagtmester . „ Skynd Dig og læs Brevet ! “ „ Hvad der gives med et kjærligt Hjerte , bør ogsaa modtages paa samme Maade . “ Det var Brevets hele Indhold . Emil greb Brevet , saae at det var en Damehaand , der havde skrevet det , og øieblikkelig ahnedc han , at det maatte være Arabella , der paa en saa smuk Maade vilde glæde hans gamle Forældre . „ Det gaaer , Fanden tage mig ! over min Forstand , “ vedblev den Gamle . „ Kjender Du Haanden , Emil ? “ „ Nei — men det er en Dame , der har skrevet det , “ svarede han . „ Saa Gud velsigne hende , hvem det saa er ! En Engel er hun . Tusinde Rigsdaler ! — Men kan Du begribe , Mutter , hvem det kan falde ind at sende Dig saa mange^Pcnge ? “ „ Nei , jeg er ligesaa forundret som Du , “ svarede hun . „ Det ligner jo et Eventyr . De Penge ere som faldne fra Himlen . “ „ Men Du siger ikke et Ord , Emil ? “ vedblev Vagtmesteren , „ men sidder og stirrer paa Brevet , som om det havde forhexet Dig . For Fanden ! Saa glæd Dig dog med os Andre ; det har Du da Grund til . “ „ Du har Ret , Fader ! Ingen har mere Grund til at glæde sig end jeg , “ svarede Emil og kyssede henrykt Brevet . „ Vil Du forære mig Brevet , Moder ? Maasfee kan jeg komme paa Spor efter , fra hvem det kommer , “ tilføjede han , for at ikke Forældrene skulde fatte Mistanke . „ Jeg gad dog vide , hvem den Dame kan være , “ vedblev Norstrand eftertænksomt og polidst . „ Havde det været til Dig , veed jeg nok , hvad jeg stulde have troet , — men til Mutter ! det er sgu mere , end nogen Dødelig kan forstaae . “ . Emil skyndte sig til sit Atelier for at være ene med sine Tanker . Han tvivlede intet Øieblik om , at Arabella havde valgt denne Maade , at gjøre sin Moders Feil god igjen . Han bebreidede sig selv , at han kunde hæve sine Tanker til en Qvinde , der stod saa høit over alle Andre . Det forekom ham næsten som en Forbrydelse , men det gav ham Mod til at kæmpe til det Maal , at blive hende værdig . Han tog sin Mappe frem og bladede i den . Den indeholdt mange Portræter af Arabella . Han lagde sine to Reliquier , Brevet og Laurbærgrenen ved dem , og tog fat paa sit Arbeide . Det var det Maleri , han engang havde omtalt for hende , og med Iver og Lyst arbeidede han paa det , indtil Mørket tvang ham til at holde op . Om Aftenen gik han hen til Anker og fortalte ham , hvad der var hændet . Denne havde maaskee en svag Ahnelse om , hvorfra Gaven kom , og spurgte Emil , om han ikke havde nogen Idee om , hvem Giverinden var . Emil benægtede det . I den følgende Tid spurgte Vagtmesteren utallige Gange , om han endnu ingen Opdagelse havde gjort , men fik altid samme Svar . „ Det skulde have været mig , “ sagde han , „ da jeg var ung ; men Ungdommen duer ikke meget nuomstunder . “ „ Hvad behager ? Duer jeg ikke til Noget ? “ spurgte Emil smilende . „ Jo ! det var ikke Meningen . Du kan være en meget dygtig Maler , men saa fiffig som jeg var i din Alder , det er Du sgu ikke . “ 8 „ Hvorledes gaaer det med Portrætet og Grevinde Stjernholms nye Inklination ? “ spurgte Kievisch en Dag Staal . „ Portrætet behagede hende ikke , da det var færdigt , og i den Anledning fik Maleren Afsfed i Unaade . Saaledes endte den Hisforie . “ „ Naar kan man saa have den Fornøielse at gratulere Dig til din Forlovelse med den unge Comtesse ? “ „ Det har jo ingen Hast , “ svarede Staal fortrædeligt . „ Jeg veed ikke , hvorfor jeg skulde skynde mig saa forfærdeligt . “ „ Det har Du Ret i , “ svarede Kievisch drillende . „ Det var i Grunden ogsaa Synd , af en saa smuk Pige skulde lyksaliggjøres med Dig . “ Staal sfiltes fra sin Ven i Vrede , hvilket ofte hændtes , men da han dog ikke kunde undvære den muntre Selskaber , søgte han ham snart op igjen , og Alt blev glemt . Grunden til Arabellas Opførsel i den senere Tid kunde Staal ikke forstaae . Han havde nu ikke mere Maleren af frygte . Han ansaae hendes Kulde for de sædvanlige Nykker , naar en ung Pige vil gjøre sig kostbar , og troede , af hun nu kun vilde hævne sig , fordi han tidligere havde negligeret hende . Hans hele Tragten gik ud paa , af faae Foden under eget Bord , og det Bord , som Arabella kunde bringe i Udsigt , var ikke af foragte . Men han tabte ofte Taalmodigheden ved den uventede Modstand , og besluttede snart af gjøre en Ende paa den Uvished . Grevinden begyndte lidt efter lidt af gjennemfkue ham , og det foruroligede ham , men heldigviis opdagede han , af Hendes Naade i denne Tid begyndte af dele fin Interesse for ham med en rig Godseier , der tilbragte Vinteren i Kjøbenhavn , og som stadig kom i det Stjernholmske Huus . Havde det ikke været Tilfældet , vilde hendes Vrede have knust den stakkels Arabella , der var aldeles uskyldig i Staals Courmageri . Der foregik vel en Kamp i Grevindens Indre , da hun opdagede , at hun maatte sfaae tilbage for Datteren , men Fornuften og Beregningen feirede . Før hun blev af med Arabella , tænkte hun , bliver der ikke Ro her i Huset , men naar hun skal giftes , maa hun gjøre et passende Parti , og hvem kunde hun vel Heller ønske sig til Svigersøn end Staal , der som sædvanligt i Et og Alt vilde rette sig efter hende . Saaledes raisonnerede hun og besluttede at arbeide paa at forene dem . Medens Staal saaledes fik en uventet Allieret i Grevinden , saae Arabella aldeles Intet . Hun var saa vant til at see Staal som Courmager , at hun ansaae den Rolle for uadskillelig fra hans Natur , og ændsede det ikke . Som sædvanligt var hun høflig men kold ligeoverfor ham , og han kom ikke et Skridt videre , endskjøndt Grevinden søgte enhver Leilighed til at bringe dem sammen . Knn det Held havde Staal , at Verden , der veed Alt , blev nysgjerrig efter at erfare , om det var Moderen eller Datteren han skulde have , og derfor meget beskjeftigede fig med ham . Grevinden ønskede snart af faae Alt i Orden og begyndte igjen af frygte for , af Følelsen for Emil endnu ikke var uddød i Arabellas Hjerte . Hun begyndte derfor af manøvrere derimod og stillede sin Angreb mere directe paa Datteren . „ Har Du hørt , Arabella , af Baronesse Mathilde P . er blevet forlovet ? “ spurgte Grevinden en Dag , da de vare alene . „ Ja ! “ svarede Arabella , „ og det forundrer mig , da jeg ofte har hørt hende omtale sin nuværende Forlovede paa en lidet smigrende Maade . “ „ Saa har hun forandret sin Mening . Det er det Hele “ , mente Grevinden . „ Det er Noget , man hører saa tidt , og mange unge Piger , der lade haant om deres Tilbedere , blive meget lykkelige , naar de først blive gifte med dem . “ „ At man kan forandre sin Mening , kan jeg nok forstaae ; “ indvendte Arabella , „ men blive lykkelig med en Mand , man ikke elsker , det er umuligt . “ „ Aa , hvad er Lykke ? “ udbrød Grevinden . „ Mathilde har handlet meget klogt i af ægte en Mand , der er i en smuk Stilling . En Mand kan selv vælge sin Brud , men en ung Pige kan ikke vente af blive gift efter sit Hjertes Ønske . “ „ Du giftede Dig dog med Fader alene af Kjærlighed . Det har Du mange Gange fortalt mig . “ Grevinden rødmede lidt og sagde : „ Jeg var En af de faa Lykkelige . — Men lad os nu tale alvorligt . Jeg har længe tænkt paa , Arabella , af det er paa Tiden , Du gjør dit Valg , og det er min Pligt som Moder af vaage over , af Du gjør et passende Parti . “ „ Lad os ikke tale derom , Moder . — Eller har Du maaskee modtaget et Tilbud paa mine Vegne ? “ „ Nei , endnu ikke ; men naar Tiden kommer , haaber jeg , af Du overlader til mig af afgjøre , hvorvidt det passer for din Stand . “ „ Det forekommer mig , “ svarede Arabella , „ af din Mening om Ægteskaber ligner en Profanation af denne guddommelige Indstiftelse , der er en af de Grundstøtter , hvorpaa Samfundet hviler . “ „ Du modsiger Dig selv , “ faldt Grevinden ind . „ Altsaa maatte Enhver jo gifte sig overensstemmende med Rang og Formue . Ellers kom der Uorden i Samfundsordenen . “ „ Skal Ægteskabet kun være beregnet paa verdslig Fordeel , “ indvendte Arabella , „ da frygter jeg , at denne Grundpille vilde være for svag til at bære Bygningen . “ „ Jeg vil ikke indlade mig paa nogen philosophisk Disput , “ afbrød Grevinden . „ Jeg vil kun minde Dig om , at det er Børns Pligt at adlyde deres Forældre . “ „ Det kan man godt , uden at give Afkald paa sin frie Villie . Men al den Tale er jo overflødig . Her er jo hverken Tale om et Jnclinationsparti eller et Fornuftgiftermaal for mig . “ „ Det er nok ogsaa bedst , at vi afbryde , især da det nu er paa Tiden at gjøre Toilet . Men husk , hvad jeg har sagt Dig . “ Da Arabella senere kom ind ' i Dagligstuen , fandt hun Moderen i største Elegance , i en mørkeblaa Fløielsdragt , kantet med Hermelin , og straalende af Juveler . Arabella var iført en simpel , men smagfuld hvid Dragt med en lille Krephat , kun smykket med en mørkerød Rose . „ Hvad skal det betyde , at Du ikke bærer dine Smykker ? “ spurgte Grevinden ærgerligt . „ Fordi jeg ikke bryder mig derom . “ „ Før har Du dog idetmindste sat Priis paa det Armbaand , din Fader har givet Dig . Gaae ind og tag det paa . Jeg kan ikke lide , at man vil gjøre sig bemærket ved denne affecterede Simpelhed . “ Arabella kunde næppe svare , men hun fremtvang dog den Undskyldning , at Armbaandet var gaaet itu , og hun var glad ved at slippe for et yderligere Forhør , da Tjeneren meldte , at Vognen holdt for Døren . I en pinlig Stemning kom hun til Theatret ; hele Veien dertil havde hun gjort sig selv Bebreidelse over , at hun havde sagt en Usandhed . Det var kun en ringe Trøst for hende , at hun var nødsaget dertil , og en utilstrækkelig Undskyldning det jesnitiske : Øjemedet helliger Midlet . I Theaterlogen blev hun modtaget af Kammerjunker Staal , der præsenterede sin Ven , Kievisch , for dem . Mellem denne og Arabella udspandt sig snart en livlig Conversation , da Kievischs træffende Bemærkninger og aandrige Indfald morede hende . Han gjorde hende bekjendt med Flere af de Tilstedeværende , som hun ikke kjendte , hvorimod han syntes at kjende Alle . Han spurgte , om hun kjendte den unge , blonde Herre nede i Parkettet , der netop nu hilsede ham ; og da hun benægtede det , fortalte han hende , at det var hans gode Ven , Baron Kongsberg , Stamherre til Baroniet ; at Forældrene og to Søstre opholdt sig en Tid her i Byen , og at han var indbuden til at tilbringe en Deel af Sommeren paa deres Gods . Da han flere Gange benævnede de Herrer , som han navngav , som sine Venner , sagde Arabella : „ Jeg troer virkelig , at De kalder hele Verden deres Venner . “ „ Jeg forsikkrer Dem , Comtesse , “ svarede han , „ at der idetmindste fra min Side er Venskab for dem Alle , og det skulde gjøre mig ondt , hvis jeg opdagede , at de ikke , ogsaa betragtede mig som Ven . “ „ Jeg veed nok , “ vedblev Arabella , der følte sig tiltalt af hans aabne Væsen , „ at det hører til god Tone at have mange Venner , men det har altid forekommet mig farligt , da man saa let bliver bedømt efter sine Venner . “ „ Hvis det er Tilfældet , maa De ansee mig for et meget kjedsommeligt Menneske , og i det Hele have en daarlig Mening om mig . “ „ Hvorfor troer De det ? “ „ Fordi jeg er vis paa , at Staal ofte har fortalt Dem , at jeg er hans Ven . “ „ Taler Du nu ondt om mig igjen ? “ sagde pludselig Staal , der kun havde Hørt sit Navn blive nævnet . „ Ikke mere end Du fortjener , “ svarede Kievisch leende . „ Hvis det forresten kan more Dig , skal jeg betroe Dig , at jeg spurgte Comtessen om , hvem af os To hun fandt kjedsommeligst . “ „ Og saa mente De elskværdigst , “ faldt Grevinden ham i Talen . „ Det nytter ikke at benægte det . Damernes skarpe Syn er nu engang Herrernes Ulykke . “ „ Jeg vover dog at benægte det , “ vedblev Kievisch . Musiken afbrød Samtalen . En bekjendt svensk Sangerinde foredrog en af sit Fødelands smukke Sange og henrev Publikum til Begeistring . En Bifaldsstorm lønnede hende ; kun Staal sad og kæmpede med Søvnen . „ Finder De ikke , at hun synger fortryllende ? “ spurgte Grevinden . „ Det kan gjerne være , “ svarede han , „ men jeg kjender ikke noget Kjedsommeligere end en Concert . Var det ikke for Damernes Skyld , var jeg ikke kommen herhen . “ „ Det var virkelig overflødigt , Hr . Kammerjunker , at bringe et saa stort Offer for vor Skyld , “ sagde Arabella . „ Vi veed jo Alle , “ afbrød Kievisch , „ at Staal ikke er Musikelsker , men jeg troer dog , af den dybe Følelse i denne Sang maafte finde Vei til hans Hjerte . “ „ Jeg bryder mig ikke om dyb Følelse “ , svarede Staal vranten , da han ikke forstod , af Vennen vilde komme ham til Hjclp . „ Alle disse poetiske Hjerteudgydelser ere kun til for af forsfrue Hovederne . “ „ Tag Dig iagt , Staal ! “ udbrød Kievisch . „ Muserne taale ikke af fornærmes i Gratiernes Selskab . Du glemmer nok , af de ere Halvsøstre . “ Paa Hjemvejen maafte Arabella tilstaae , af hun ikke længe havde moret sig saa ' godt som denne Aften . De to Venner fulgtes sammen fra Concerten . Kicvisch var uudtømmelig i sin Roes over Arabellas Inde og Elskværdighed , og drillede Staal med , af Ingen skulde falde paa af troe , han var forelsket , saaledes som han havde baaret sig ad . Staal protesterede imod , af man behøvede af vise sig forelsket , fordi man agtede af ægte en ung Pige . „ Det ligger i , “ sagde Kievisch , „ af hvergang Du vil variere det Thema , af elske , kommer Du altid galt fra det . “ Som sædvanligt skiltes de i Uvenskab fra hinanden . Staal drømte den Nat om et veldækket Bord , en elegant Eqvipage og magelige Lænestole ; Kievisch om en ung , hvidklædt Pige , der paafaldende lignede Arabella . 9 . Foraaret kom . Udstillingen paa Charlottenborg var aabnet , og Publikum strømmede ind , Alle bedømmende og kritiserende . Blandt de Malerier , der tiltrak sig størst Opmærksomhed , var Emils to Genrebilleder , og den almindelige Dom var meget smigrende for ham . Med bankende Hjerte stod Arabella foran dem , og de Lovtaler , som hun fra alle Sider hørte om dem , drev Blodet til hendes Kinder . Grevinden derimod var rasende , men trøstede sig ved Staals ondskabsfulde Bemærkninger ; ja , hun havde endog den Glæde en af de følgende Dage at læse en spottende Kritik over dem i et af Dagbladene . Det var en Triumf for hende . Emil sad i sit Atelier og stirrede paa den skaansclløse Artikel , der syntes lagt an paa at tilintetgjøre hans Fremtid . Han vidste , at Spotten i vore Dage er en Kæmpe , der kvæler Talentet , og Smerte og Harme vexlede i hans Indre . Da bankede det paa Døren , og en ældre Herre med et meget distingveret Ydre traadte ind . „ Mit Navn er Baron Kongsberg , “ begyndte han . „ Jeg kommer for at gjøre Dem en Compliment for Deres Arbeider paa Udstillingen iaar . Især tiltaler den gamle Veteran mig , og jeg ønsker at kjøbe det . “ „ Det glæder mig , “ svarede Emil og bød den Fremmede en Plads . „ Det er ikke Alle , der dele Deres Dom , som De kan see af denne mere end ondskabsfulde Kritik . “ „ Man kan ikke behage Alle , “ svarede Kongsbcrg . „ Eet Gode har dog denne Kritik , nemlig at man kan være vis paa , at De ikke selv har skrevet den . Men jeg har et andet Forslag at gjøre Dem . Jeg ønsker , at De vilde male min Familie , og foreslaaer Dem at tilbringe Sommeren hos os , da vi i disse Dage reise tilbage til vort Gods paa Lolland . De kan der i Ro og Mag udføre Portræiterne , og tillige beder jeg Dem at undervise min yngste Datter , da hun har Lyst og Anlæg til at male . “ Naar man veed , hvad det vil sige at kæmpe sig frem i Livet , kan man forestille sig Emils Glæde og Taknemlighed over dette Tilbud , og det blev aftalt , at han i næste Maaned skulde reise til Kongsberg . Da Baronen gik , trykkede han Emils Haand og sagde : „ Det skal glæde mig at gjøre Deres nærmere Bekjendtskab . Jeg har ofte hørt Dem omtale af min Læge , Doktor Anker . “ Efterat Emil havde meddelt sine Forældre den glædelige Nyhed , ilede han til Anker , den trofaste Ven , hvem han kunde takke for sin Lykke . „ Jeg troer nok , “ sagde Anker smilende , „ at kunne lykønske Dig , thi den , der falder i Kongsbergs Hænder , er i gode Hænder . Desuden skyldte jeg Dig jo en Erstatning , fordi jeg var altfor tjenstvillig med at aabne Dig Grevinde Stjernholms Huus . “ „ Har Du nylig seet hendes Datter ? “ spurgte Emil . „ Ja ! det er ikke længe siden . Det er mærkværdigt , hvor hun har forandret sig til sin Fordeel . Man siger ellers , at Kammerjunkeren gjør Cour til hende . “ „ Er det muligt ? “ udbrød Emil og skiftede Farve . „ Men hun viser ham al den Ringeagt , han fortjener , “ tilføiede Anker hurtigt . Emil forlod sin Ven ligesaa nedslaaet og langsomt , som han let og glad var ilet til ham . Den Mulighed , at hun skulde tilhøre en Anden , var endnu ikke falden ham ind . Staal frygtede han vel ikke , men hvorledes var det muligt , at ikke en anden , ung og fornem Beiler skulde melde sig ? Og hvad var saa han , den fattige og ringeagtede Maler ? Hans Phantasi foregjøglede ham en Rival , han skulde kæmpe . imod , og ZErgjerrigheden , der længe havde ulmet i hans Sjæl , vaagnede nu og rakte ham Vaaben , men han manglede endnu Modet til at bruge dem . Denne Dag , der var begyndt saa smukt , endte derfor med at nedslaae alle hans Forhaabninger . — Faa Uger efter reiste han til Kongsbergs Gods . Hovedbygningen var en toetages Bygning med Fløie . En lang Allee førte til Gaarden , der var omgiven af en smuk , moderne anlagt Have . En Tjener førte ham op til anden Sal ind i to høie Værelser , hvoraf det ene var bestemt til Atelier , det andet til hans Soveværelse . En mild Sommerluft strømmede ind gjennem de aabne Vinduer og ligesom bød ham velkommen tilligemed Duften fra de udenfor staaende Syrener . Det forekom Emil som et Fredens Asyl . Tjeneren sagde ham , at om en halv Time spiste Herskabet , og at han kun behøvede at ringe , saa skulde han komme og vise ham Veien . Han aflagde hurtigt sine Reiseklæder , gjorde et omhyggeligt Toilet og gik med Tjeneren ned til den elegante Spisesal , hvor Baronen bød ham hjerteligt velkommen og forestillede ham for Familien . Ved Bordet fik han Plads mellem den unge Baron og dennes lille Søster , Ellen , der med barnlig Nysgjerrighed betragtede sin nye Lærer . Der var ellers ikke Andre tilstede end den gamle Baronesse og den ældste Datter , Hilda . Samtalen ved Bordet var munter og ugeneert . Efter Maaltidet viste den unge Baron Vilhelm Emil omkring i den store Have , hvor de tilbragte Eftermiddagen i livlig Samtale . Enhver i den Kongsbergskc Familie viste en Elskværdighed og Dannelse , der i høi Grad virkede velgjørende paa Alle , der kom i Berørelse med den . Al stiv Etikette var banlyst , men den blev dog aldrig ganske tilsidesat . Det varede ikke mange Dage , før Emil følte sig hjemme i deres Kreds . Tiden forløb hurtigt baade i de Timer , han malede Baronen og Baronessen , da de begge havde et smukt Conversationstalent , og i den Tid , han underviste den yndige lille Ellen . Den øvrige Tid tilbragtes i Munterhed og Glæde , da der stadig kom Gjæster . Ride- , Kjøre- og Seiltoure afløste hinanden , og Lege , Dands og Musik hørte til Dagens Orden . Iblandt Gjæsterne korn ogsaa Kammerjunker Kievisch , der end mere forhøiede Livligheden . Baronesse Hildas Kinder fik efter hans Ankomst en frislere Rødme , og hendes store , brune Øine straalede med forhøiet Glands , naar han optraadte som hendes Ridder paa de forskjellige Udflugter . Mellem ham og Emil opstod der et hjerteligt Venskab . Kievisch var en levende Beundrer af Emils Talent og følte sig tiltrukken af hans dannede og elsfværdige Væsen , ligesom Emil skattede hans aabne og hjertelige Imødekommen . Ved personligt at gjøre Emils Bekjendtskab , indsaae Kievisch , hvor afskyeligt Grevinde Stjernholm havde behandlet ham , uden at han dog kjendte Historiens nærmere Sammenhæng . Han undgik dog at omtale den Stjernholmske Familie , især da han vidste , hvor ilde anseet Grevinden var i det Kongsbergsfe Huus , og baade han og Emil beklagede stiltiende den stakkels Arabella , der i sit Hjem maatte savne alt det , som hun kunde have fundet , hvis Skjæbnen havde sat hende blandt de Omgivelser , hvori de to Venner nu befandt sig . Da Ungdommen en Eftermiddag kom hjem fra en Spadseretour og gik gjennem den lange Poppelallee , mødte de et Menneske med et besynderligt Udseende , der med falsk Stemme sang en Sømandssang . Det var en høi , bredskuldret Karl , der saae ud til at være omtrent fyrgeogtyve Aar gammel . Da han gik forbi dem , taug han og veeg frygtsomt til Siden , idet han hilsede med et skulende Blik . „ Saae De ham ? “ sagde Ellen til Emil . „ Det er Tosselars . De kan ikke troe , hvor jeg er bange for ham . “ „ Du er en lille Nar , “ svarede Broderen . „ Vær Du ganske rolig . Tosselars spiser ikke smaa Børn . “ „ Det kan gjerne være , “ svarede den Lille fornærmet , „ men Pigerne sige , han er saa ondskabsfuld . “ „ Det er fordi de drille ham . I de sidste Aar har han aldrig gjort et Menneske Fortræd . “ Da Emil bad om nærmere Oplysninger om ham , fortalte Baron Vilhelm og Hilda afvexlende hans Historie . Lars Olsen var født i Nyboder og blev en rask Sømand . Han blev forlovet med en smuk Pige , ligeledes fra Nyboder , men et Par Uger for Bryllupet skulde holdes , blev han udcommanderet med et Orlogsskib , der skulde blive et Par Aar borte . Paa Reisen samlede han Penge sammen , og med Hænderne fulde af smukke Foræringer til sin Brud , kom han tilbage og ilede til hendes Bolig . Høirøstede Stemmer , Sang og Latter modtog ham . Han rev Døren op , saae sin Brud festligt smykket og erfarede , at hun samme Dag havde giftet sig med en anden ung Sømand . Næste Dag fandt Politiet ham aldeles beruset liggende udenfor et Værtshuus , og siden var han aldrig ædru . Denne bestandige Drukkenskab fremkaldte efterhaanden Anfald af formeligt Raseri , hvorunder han angreb ethvert Fruentimmer og vilde dræbe dem , da han i dem Alle troede at see sin fordums Forlovede . Han blev bragt til en Daareanstalt , al Spiritus blev nægtet ham , og han kom sig for sine heftige Anfald , men blev næsten en Idiot . Fra Anstalten blev han bragt til en Slægtning paa Baroniet , en Gaardmand , der meget omhyggeligt passede paa , at han ikke nød Noget , der kunde flade ham og fremkalde hans gamle Anfald . „ Det er en bedrøvelig Historie , “ sagde Emil , „ og det synes mig dog ængsteligt at have et saadant Menneske i sin Nærhed . “ „ Det har ingen Nød , “ sagde Baron Vilhelm . „ Næslen i alle Sogne gaaer der jo et saadant halvtosset Menneske omkring . “ 10 . Grevinde Stjernholm havde leiet en Sommerbolig i Frederiksborg . Hver Sommer laa hun paa Landet , men altid paa forskjellige Steder . I Grunden kjedede hun sig derved og vidste ikke , hvorledes hun skulde fordrive Tiden , men det var nu engang Mode , og den maatte hun følge . Hendes sidste Inclination , Godseieren , var i Udlandet , og Kammerjunker Staal , som hun havde vænnet sig til at betragte som sin tilkommende Svigersøn , kom stadigt derud , da han havde nære Slægtninge der , som han besøgte . Det var derfor naturligt , at hun valgte en Sommerleilighed , hvor hun kunde have ham til hyppig Gjæst . Han havde ogsaa indført Kievisch der i Huset , førend denne reiste til Kongsberg , og han kom der gjerne , da Arabella udøvede en magnetisk Tiltrækning . Hun saae vel hans Overfladiskhed og Letsindighed , men opdagede tillige den Hjertensgodhed og Sanddruhed , der opveiede hans Feil . Kievisch var derfor en velkommen Gjæst , dog uden at gjøre noget Indtryk paa Arabellas Hjerte , hvorimod Staal altid var hende i høieste Grad uvelkommen , da hans Paatrængenhed blev mere og mere utaalelig . Grevindens Allusioner til et nærforestaaende Ægteskab med ham , vare ikke til at misforstaae , og med Ængstelse tænkte hun paa , hvorledes hun skulde forebygge et Frieri , da hun forudsaae , hvilke Scener et Afslag vilde medføre . I Midten af Juni reiste Kievisch til Kongsbergs , og Terrainet var nu srit for Staal . En Formiddag sagde Grevinden til Arabella , at en af Folkene skulde til Byen forat besørge adskillige Ærinder , og af det var bedst , af han tog Arabellas Armbaand med , da der var flere Ting , Juveleren skulde reparere . Arabella vilde Heller synke i Jorden end tilstaae , hvad hendes Kjærlighed havde bragt hende til , og efter en kort Kamp med sig selv , sagde hun med blussende Kinder , af hun maatte tilstaae , af hun havde taget sin Tilflugt til en Usandhed , da hun sagde det var itu , fordi hun frygtede af vække Moderens Vrede , naar hun tilstod , af hun havde tabt det . Grevinden , der aldrig lod nogen Leilighed gaae forbi , hvor hun kunde vise sin sande Karakkeer , gav en storartet Scene tilbedste , hvori hun bebreidede Datteren Mangel paa Tillid , paa Sanddruhed og paa Orden . „ Hvor har Du tabt det ? “ spurgte hun . „ En Aften i Theatret . “ „ Har Du da Intet gjort , for af faae det tilbage ? “ „ Jo , men Alt forgjæves . Formodentlig er det faldet af , da jeg steg i Vognen , og blevet knust i Trængselen . Det er nu et halvt Aar siden , og jeg faaer det formodenlig aldrig igjen af see . “ Det veemodige Udtryk , hvormed disse Ord bleve udtalte , afvæbnede lidt Grevinden . „ Det bliver værst for Dig selv , “ sagde hun , „ da jeg ikke har isinde for det Første at give Dig et saa kostbart Smykke . “ Lidt efter traadte Staal ind . Hans høitidelige Ansigt bebudede noget Overordentligt , og Arabella frygtede for , hvad der nu vilde skee . „ Hvor det er lummert idag ! “ sagde Grevinden . „ Ja , jeg kan ikke udholde det længer , “ sagde Staal med et ildevarslende Blik paa Arabella . „ Jeg har glemt at sætte friske Roser i den chinesiste Vase , “ udbrød denne , reiste sig , tog sin lille Straahat paa og ilede ud i Haven . „ Jeg kan virkelig ikke tillade , at Comtessen spolerer sine smukke Hænder , “ sagde Staal og ilede efter hende . Arabella stod midt i et Blomsterbed og fyldte en lille Kurv med Blomster , da Staal til hendes Ærgrelse kom til og sagde : „ Giv mig Kniven og lad mig hjelpe Dem ! “ „ Tak ! jeg behøver ingen Hjelp . Jeg er desuden snart færdig , “ svarede hun . „ Nei ! nei ! kom ikke herind ! De træder jo paa mine smukkesle Planter . “ „ Siden De ikke vil modtage min Hjelp , maa jeg finde mig deri , men skjænk mig en af de Rosenknopper i Deres Kurv . “ „ Det gjør mig ondt at maatte afslaae Deres Bøn . “ „ Betænk Dem vel , Comtesse ! “ vedblev Staal og saae stivt paa hende . „ Jeg lægger i dette Øieblik en dybere Betydning i Deres Handlemaade . “ „ Saa maa jeg være dobbelt forsigtig , “ svarede Arabella , „ især da det er Mosroseknopper , Talen er om . “ „ Hvad mener De dermed ? “ „ At denne Knop betyder Haab , og — at jeg intet Haab vil give Dem . “ Efter disse Ord gik hun hen til en hvi Busk , hvis grønne Grene hun afskar . Staal sagde ikke et Ord , men tilkastede hende et hadefuldt Blik og gik tilbage til Huset . Da Arabella senere kom ind , fandt hun sin Moder alene . Staal havde taget en kort Afsked og ilede rasende til Postgaardeu , bestilte Extrapost og en Time efter jog han til Kjøbenhavn i en oprørt Stemning . Han hadede Arabella , ikke fordi han var gaaet Glip af hende , men af hendes Formue . Alle hans Luftcasteller vare blæste om som et Korthuus . Hævntanker fore som et Lyn gjennem hans Hoved , men disse Lyn lignede kun Kornmodn ; de kunde ikke anrette Skade . I denne Stemning tilbragte han fjorten Dage i Kjøbenhavn , og gik omkring knurrende og brummende som en Buldbider , der kun venter Leilighed til at bryde løs . Endelig kom et Brev til ham fra Grevinden . „ Hvad skal jeg med det ? “ udbrød han . „ Jeg sætter aldrig min Fod mere i det forbandede Huus . “ Der gik nogle Dage , inden han læste det . Det indeholdt i de meest insinnante Udtryk en bønlig Anmodning om snart at besøge hende . „ Det er dog virkelig en elsfværdig Kone , “ sagde han til sig selv , „ langt at foretrække for den indbildste , snerpede Datter . Hun holder af mig . — Men hvorfor i al Verden vil jeg da ikke have hende ? Hendes Formue er jo endnu større , — og saa fik jeg dog Hævn over Arabella . “ Disse Tanker oplivede ham , som om han havde undfanget en glimrende Idee . „ Skade , at hun har et daarligt Renommee ! Hvad vil Verden sige ? “ tænkte han lidt efter . „ Alle finde Arabella smuk , og jeg kan just ikke sige , at Moderens gamle Yndigheder ere videre tiltrækkende . “ Disse Reflexioner afkølede ham lidt , men Tanken om paa denne Maade at hævne sig paa Arabella opflammede ham igjen , og han besluttede at reise derud . Han fandt Grevinden i en chinesisk Pavillon i hendes Have , henkaslet paa en Ottoman , i en Atmosphære , hvori Ü8 Louguot Parfume fortrængte Duffen fra Roserne og Heliotroperne . I en orangefarvet Silkekjole , der tæt sluttede om hendes altfor fyldige Former , lignede hun Ruinen af en fordums Skjønhed . Hun kjedede sig næsten tildøde i sin Eensomhed , men da hun saae Staal træde ind , rakte hun ham Haanden med det gladeste og sødeste Smil . „ Er De der , Hr . Deserteur ? “ sagde hun . „ Men jeg tilgiver Dem , saa glad er jeg over at see Dem igjen . “ Hun forblev i sin liggende Stilling . Han trykkede hendes Haand til sine Læber , trak en Taburet hen til Sophaen og tog Plads . „ Maa jeg saa først og fremmest , “ vedblev hun , „ spørge Dem , hvorfor De deserterede ? “ „ Jeg vil aabent tilstaae , at jeg følte mig saaret over den Kulde , hvormed jeg i den senere Tid blev behandlet her i Huset . “ „ Hvis Arabella har krænket Dem , er det imod min Villie , “ svarede hun alvorligt , “ og jeg skal tale med hende derom . “ „ Nei , Deres Naade , “ afbrød Staal . „ Det er Dem selv , der har leget med mine Følelser . Deres Brev gav mig atter Haab ; ellers havde De aldrig seet mig mere . “ „ Men De tager aldeles feil , min kjære Staal . De maae have misforstaaet mig . Jeg giver Dem herved mit uforbeholdne Samtykke til at ægte Arabella . Den Sag kan afgjøres endnu idag . “ Kammerjunkeren fremkunstlede en Forundring , der saae aldeles naturlig ud . Han sad , som om han havde tabt Mælet , medens han grublede over , hvorledes han skulde rede sig ud af denne Klemme . Af Naturen , der ikke havde ødslet med Forstandens Gaver paa ham , havde han derimod faaet en Deel Snuhed , der i dette Øieblik kom ham godt til Hjelp , og han udbrød : „ Nu forstaaer jeg det Hele , og en Forklaring er nødvendig . Jeg maa da først forsikkre Dem , at jeg aldrig har tænkt paa at ægte Deres Datter . “ „ Saa maa jeg sige Dem , at De har opført Dem mildest talt uforskammet , “ foer Grevinden op og reiste sig . „ De har havt os begge til Nar , og det undrer mig ikke , at De har skjult Dem af Skam over at gjøre en ung Pige til Gjenstand for Folks Omtale . “ „ Men , Herre Gud ! hør mig dog først ud , “ sagde Staal , greb Grevindens Arm og tvang hende næsten til igjen at tage Plads . „ Det er jo ikke Deres Datter , men Dem selv jeg elsker . “ „ Mig ? “ raabte Grevinden med en Forundring , der ikke var paataget . „ Ja ! Jeg , Kammerjunker og Kapitain Staal anholder herved om Grevinde Frederikke Stjernholms Haand . Forstaaer Øe mig nu ? “ „ Jo ! men hvorfor i al Verden har Øe da gjort Cour til min Datter og ikke til mig ? „ Har jeg da ikke , “ svarede han , „ i Aar og Dag adlydt ethvert af Deres Vink ? Men siden ifjor foretrak Øe Andre , og Grunden til Deres Kulde imod mig troede jeg at finde i Comtesse Arabellas aldeles uforklarlige Had til mig . Jeg søgte at vinde hende , da jeg vidste , hvor kjærlig en Moder Øe er , for at hun ikke skulde staae mine Ønsker i Veien . Alt var forgjæves ! og jeg opgav ethvert Haab , indtil Deres Brev viste mig , at jeg idetmindste med Hensyn til Dem havde taget feil . “ „ Saa tilgiv mig , kjære Staal , “ svarede Grevinden smt , „ at jeg har miskjendt Dem , men , som Øe opførte Dem , kunde da ingen Dødelig forstaae Dem . “ „ Allsaa ? “ sagde Staal og lagde Armen om hendes Liv . „ Nei , stop lidt , min Ven ! “ sagde Grevinden med Koketteri . „ Jeg maa have Betænkningstid . Jeg havde besluttet aldrig at gifte mig . “ Dette var alvorligt meent . Grevinden elskede sin Frihed og foretrak langt smaa Amouretter for et Ægteskab . Desuden fandt hun at Titlen „ Hendes Naade , Grevinde Stjernholm “ lød langt smukkere end „ Fru Kammerjunkerinde “ . Staals ellers blege Ansigt blev rødt som Skarlagen . Han mindedes Kievischs Spotterier og svor i sit Indre , at denne Gang vilde han ikke modtage nogen Kurv . „ Vil Øe da bringe mig til Fortvivlelse ? “ raabte han . „ Har Øe ikke Medlidenhed med de Ovaler , jeg har gaaet igjennem , naar jeg saae Dem foretrække Andre for mig ? O , vidste Øe , hvor høit jeg elsker Dem ! “ og han kastede sig paa Knæ for hende . Al denne Kjærlighed kunde Grevinden ikke modstaae . Hendes Hjerte bankede af Stolthed og Henrykkelse . Med et ømt Smiil bad hun nu kun om Betænkningstid til næste Dag . „ Nei ! “ udbrød han heftigt . „ Jeg reiser mig ikke , før jeg har hørt min Skjebne . Enten flyder jeg mig en Kugle for Panden , eller De bliver min ! “ Det var for meget for Grevinden . Hun udstrakte sine Arme , og med et hvidskende „ Ja “ sank hun til hans Bryst . Et Par Timer efter traadte Grevinden ind til Arabella , der sad ved sit Fortepiano . , „ Arabella ! Jeg har en stor Nyhed at fortælle Dig , “ udraabte hun i en triumpherende Tone . „ Jeg er idag blevet forlovet med Kammerjunker Staal ! “ „ Det er da vel ikke dit Alvor , Moder ! “ udbrød Arabella forfærdet . „ Jo , det veed Gud det er . Er jeg maaskee for gammel til at gifte mig ? Du burde glæde Dig ved at see mig saa lykkelig . “ „ Kjære , bedste Moder ! “ bad Arabella bønligt . „ Vær dog ikke blind ! bryd denne Forbindelse , før Nogen ahner den . Du vil blive ulykkelig med denne hjerteløse Egoist , der hykler Kjerlighed kun for dine Penges Skyld . Tro dog dit Barns Ord . Jeg er maaskee den Eneste , der mener Dig det oprigtigt . “ „ Det er ikke noget Nyt , “ afbrød Grevinden hende , „ at Børn blive opsætsige , naar deres Fader eller Moder vil gifte sig igjen . Du kan spare dine moralsfe Formaninger . Jeg veed meget godt , at Du hader Staal , og han har selv frygtet , at Du vilde stille Dig mellem ham og mig . Derfra skriver sig dine kjerlige Advarsler . “ Arabella taug . Den Tanke , at skulle see en anden Fader i det ondskabsfulde Menneske , fremkaldte en saa voldsom Smerte i hendes Sjel , at den afspejlede sig i ethvert af hendes Træk . Grevinden , der i sin Lykke var noget mildere stemt end ellers , blev lidt medlidende ved Synet deraf , gik hen til Datteren , kyssede hende paa Panden og sagde : „ Vær nu en fornuftig Pige og stnd Dig i , hvad der ikke kan være anderledes . Overvind din barnagtige Uvillie mod Staal , og væn Dig til den Tanke , at han om kort Tid stal være Dig i Faders Sted , og at han kan fordre Agtelse og Lydighed af Dig . “ Da Arabella ved disse Ord brast i Graad , forlod Grevinden hende . Da hun næste Øag modtog Staal , viste hun ham Høflighed , og gik ham endog venligt imøde . Denne viste sig altid i Grevindens Nærværelse ligeoverfor Arabella fra sin elskværdigste Side , men hemmeligt pønsede han stadigt paa at saare hende , og det lykkedes ham næsten daglig at forbittre hende Livet . Grevinden derimod var ømmere imod hende og omgængeligere end nogensinde før . 11 . Paa Kongsberg fortsattes det muntre Liv . En Eftermiddag gallopperede en lille Cavalcade henad en Skovvei . I Spidsen red Baronesse Hilda . En mørkegrøn Ridedragt fremhævede hendes smukke Figur , og den lille Hat med de lange , sorte Fjer klædte hendes yndige Ansigt fortrinligt . Ved hendes Side red en elegant Rytter , Kammerjunker Kievisch . Efter dem fulgte Baron Vilhelm og Norstrand med den lille Ellen paa en Ponny imellem sig . „ Jeg vil foreslaae Selskabet , “ sagde Hilda og standsede sin Hest , „ at vi her gjøre Holdt . Græsset her er blødt , Træernes Kroner beskytte os for Solen ; lad os hvile en Timestid . “ Næppe havde hun udtalt sit Ønske , før Kievisch var sprungen af Hesten , og idet Hildas lille Fod støttede sig paa hans Haand , svang hun sig let af Saddelen . De Andre fulgte Exemplet , og Selskabet leirede sig i Græsset . „ Her er virkelig malerisk , “ sagde Kievisch , der havde taget Plads ved Hildas Fødder . „ Her er som i en fortryllet Lund , og det forekommer mig , at jeg ligger ved Foden af en af Skovens Nympher . “ „ For at fuldende det Eventyrlige , mangler knn et Jægerhorn i det Fjerne , “ fortsatte Emil . „ Havde jeg blot min lille Ven , Frank , her , skulde den Mangel snart være afhjulpen , “ sagde Kievisch . „ Hvad er det for en lille Ven ? spurgte Wilhelm . „ Det er en Spillemand i Garden , der har havt en sørgelig Barndom , og som jeg specielt har taget mig af . “ „ Lad os høre den Historie ! “ bad Wilhelm . „ Det er saamæn ikke værd at opfriske triste Erindringer , “ svarede Kievisch . Comtesse Hilda forenede sine Bønner med Broderen , og Kievisch lød sig overtale til at fortælle , hvorledes han for 5 Aar siden for første Gang saae den lille Frank . Han var nemlig i sin Bolig blevet opskrækket ved et Skud , der lød oppe paa Qvistværelserne ' , og efterfulgtes af gjennemtrængende Skrig . Han ilede derop og fandt Familiens Forsørger med gjennemskudt Hjerne , endnu med Pistolen i Haanden . , Konen kastede sig med sine to smaa Børn over Liget . Grunden til Selvmordet var Næringssorger , men under saa graverende Omstændigheder for den nærmeste Aarsag , at “ den Paagjældende ikke fortjente at unddrages Offentlighedens Dom . Det var en rig Grosserer , hos hvem den Afdøde havde tjent , men som var utilfreds med dennes Arbeidsdygtighed og derfor havde afskediget ham . Han lod ham blive boende i sin Eiendom for en ringe Leie , og da denne ikke blev betalt paa den bestemte Dag , vilde den rige og umenneskelige Eier kaste den ulykkelige Familie ud paa Gaden . Kievsich var gaaet til Grossereren for at formaae ham til at yde de Efterladte nogen Hjelp , men han fandt under en sieben og fiin Form et steenhaardt Hjerte og en ubarmhjertig Bøddel mod den Fattige , der opfyldte ham med Foragt . Den fattige eller idetmindste ubemidlede Lieutenant sørgede blandt sine Venner og Bekjendte for , at Konen fik Arbeide , saa at hun endnu den korte Tid , hvori hun overlevede sin Mand , kunde ernære sin lille Datter , og Drengen tog han sig specielt af . Han fik ham ansat i , Garden som Spillemand , og han havde den Glæde , at Drengens musikalske Talent aabnede ham en lysere Fremtid . Det var især Valdhorn , han blæste , og ved mange Leiligheder havde Kievisch allerede havt Glæde af ham og høstet Lønnen for sin Omsorg for ham . Der opstod en Pause , som Comtesse Hilda først brød ved at sige : „ Hvor det var smukf af Dem , at tage Dem af den stakkels Familie ! “ „ Det er ikke værd at forringe Handlingens Værdi ved at rose den , “ svarede Kievisch . „ Jeg veed næsten ikke , hvorledes jeg skulde have handlet anderledes , naar jeg ikke vilde frakjende mig selv en Smule Hjerte . “ „ Der kan man see , “ udbrød Baron Wilhelm og reiste sig , „ at der under den letsindige Modeherres elegante Dragt kan findes et langt bedre Hjerte , end under den saakaldte Hæderliges agtværdigt Klædning . “ Hilda fulgte Broderens Exempel og reiste sig . Det blev Signalet til almindeligt Opbrud . „ Soldaterne følge deres Kammerat til Graven med en Sørgemarsch og forlade den med en lystig Melodi , “ sagde Kievisch . „ Lad os følge Krigernes Exempel . Vi have nu offret de Afdøde en alvorlig Tanke , lad os nu vende tilbage til Livet og nyde dets Glæder . “ Det lille Selskab svang sig i Saddelen , og i den deilige Aftenstund vare de strax Alle rede til at følge Kievischs Raad . — Omtrent en Fjerdingvei fra Hovedgaarden boede en ung Gaardmand , til hvis Datter ' Baronesse Hilda havde staaet Fadder . Ved deres Hjemkomst hørte hun , at Barnet var blevet meget sygt , og besluttede derfor næste Morgen at staae tidligere op end sædvanligt , før at besage Barnet før Frokosttiden . Allerede før Klokken 7 gik hun den følgende Morgen derhen , blot ledsaget af sin lille Søster Ellen . „ Hilda ! Hilda ! “ raabte Ellen pludselig . „ Der er Tosselars . Han kommer lige hen imod os , og han seer frygteligt ud . Hvor skal vi skjule os ? “ Hilda saae ham nu ogsaa komme løbende over Marken . Klæderne hang uordenligt om ham , Hovedet var ubedækket , og det tykke Haar flagrede i Vinden . Hans Øine stirrede vildt paa dem . Hun blev greben af en lammende Skræk . Begge vendte om og ilede tilbage saa hurtigt som muligt . Da den Vanvittige saae dem løbe , forfulgte han dem . De fordoblede deres Kræfter , men de svigtede dem snart ; de følte sig nær ved at segne om , og ingen Hjelp var isigte . De hørte hans Skridt nærmere og nærmere , og pludselig følte Hilda sig greben af hans jernhaarde Hænder . Han bøiede sit røde , fortrukne Ansigt imod hendes ; hans Aandedræt var som et vildt Dyrs . Det sortnede før hendes Øine , og hun sank besvimet til Jorden . Ellen udstedte et hvinende Skrig og forsagte med sine smaa Hænder at befrie Søsteren , men den Afsindige gav hende et saa voldsomt Slag , at hun tørnede mod et Træ , dog uden at tabe Bevidstheden , saa at hun endnu kunde udstøde det ene hjerteskærende Skrig efter det andet . Synet af den bevidstløse Hilda syntes at glæde den Vanvittige . Han betragtede hende opmærksomt og brød ud i en vild Latter , kastede sig over hende og greb hende med begge Hænder om Struben . I samme Nu sprang en Mand forbi Ellen , greb fat i Uhyret og kastede ham til Jorden . En heftig Kamp begyndte nu mellem ham og Tosselars , der var i Besiddelse af Kæmpekræfter , men Emil havde fra Begyndelsen saaet Overhaand over ham ved at sætte Knæet paa hans Bryst og fast slutte sine Hænder om hans Haandled , før han tænkte paa at sætte sig til Modværge . Han raabte til Ellen , gt hun skulde løbe før at faae Hjelp . I samme øieblik kom lykkeligviis en Bondevogn kjorende . Det var paa høie Tid , thi den Vanvittige var som et vildt Dyr , der udstødte hæse Hyl og vilde bide Emil , medens hans med Blod underløbne Øine viste , at han vilde dræbe Enhver , hvis han fik Overhaand . Ved Hjelp af Bonden lykkedes del at binde ham med et Reb og faae ham lagt op paa Vognen . Derpaa bad Emil Bonden at kjøre op til Gaarden , for at underrette Beboerne om , hvad der var passeret . Hilda laa endnu bevidstløs , og Ellen badede hendes Ansigt med sine Taarer . Emil sik koldt Vand fra en Aa og badede hendes Tindinger , men forgjæves , og han blev ængstelig , især da han bemærkede underløbet Blod paa hendes Hals , Mærker af den Vanvittiges Fingre . Han betænkte sig ikke længe , men løftede hende op paa sine Arme og gik med hende til hendes Hjem , fulgt af den grædende Ellen . Strax efter kom et let Kjøretøi farende henad Veien , det var Baron Wilhelms . Han var bleg som et Lig og i en Tone , der røbede den største Sjeleangst , raabte han , idet han sprang af Vognen : „ Er der Haab om hendes Liv ? “ Han rev Søsteren ud af Emils Arme , trykkede den smukke , livløse Skabning til sit Bryst og udbrød fortvivlet : „ O Gud ! det er min Skyld . Jeg lod det Uhyre blive her paa Godset . Døer Du , velsignede lille Søster , bliver jeg aldrig Menneske igjen . “ Ellen hulkede høit , og Emil kunde ikke give Haab ; han havde selv tabt det . Hun blev forsigtigt lagt paa Vognen ; dens Bevægelse vækkede hende af hendes dødlignende Tilstand . Et let Suk opsteg fra hendes Bryst , hun slog Øinene op , men i samme Nu lukkede hun dem igjen og faldt atter tilbage i sin bevidstløse Tilstand . Ellen , der sad ved hendes Side med Armen om hendes Nakke , havde dog seet det . „ Hun lever ! “ raabte hun jublende . Emil og Baron Wilhelm vendte sig hurtigt om , men hun laa atter bevidstløs for dem . Broderen vilde ikke troe Ellen , men hun forsikkrede , at hun havde slaaet Øinene op . „ Gud være lovet , saa er det kun en Besvimelse , “ sagde Emil . Baron Wilhelm trykkede hans Haand med Taarer i Øinene og sagde kun : „ Min Taknemmelighed mod Dem er sførre , end jeg kan sige Dem . “ Efterretningen om Ulykken , som Bonden havde bragt , udbredte sig snart til alle Gaardens Beboere . De ulykkelige Forældre vare lammede af Skræk . Paa Kievisch virkede det som et Lynslag . Han skjulte Hovedet i begge stne Hænder , og man saae tydeligt hans Taarer strømme . Da Lyden af Vognen naaede hans Øren , var han den Første , der ilede den imøde . „ Hun er reddet ! hun lever ! “ raabte Wilhelm til ham . „ Hun lever ! “ gik det fra Mund til Mund , og som et Trylleord vakte det Liv hos Alle , først og fremmest hos de . stakkels Forældre . Hun blev baaren ind og lagt paa en Sopha , og ved stærke Midlerlykkedes det omsider at kalde Livet tilbage hos hende . Men den Rystelse , den Dødsangst , hun havde gjennemgaaet , havde været altfor stærk . Hun vaagnede op i Vildelse , skreg og raabte , at man skulde befrie hende for det rædsomme Menneske , og hun kjendte Ingen . Flere Dage og Nætter laa hun i de vildeste Phantasier . Moderen veg ikke fra hendes Seng . Man læste Ængstelse og Bekymring paa alle Ansigter . Paa den før saa muntre og lystige Gaard herskede der Dødsstilhed . Man vidste ikke , om Dødsengelen var ifærd med at afplukke den smukkeste Blomst . — Men Himlen hørte de mange Bønner for den Kjære . Hendes Ungdomskraft feirede i denne tause , mystiske Kamp . En Krisis blev lykkelig overstaaet , og hun var frelst . Aarsagen til al denne Ængstelse og Farer , Tosselars , blev bragt til en Daareanstalt . Han havde været snu nok til , da han hiin Morgen tilfældigviis havde været ubevogtet , at opdage , hvor Gaardmandens Brændeviin var gjemt , havde brækket Laasen op og beruset sig , hvorefter han fik et Anfald af sit gamle Galskab . I denne Tilstand havde han mødt de unge Baronesser og strax udseet dem til sit Offer . Den første Dag , Hilda kunde komme ind i Havestuen , var en sand Glædesfest for Alle . Hun var meget bleg og afmagret , men saae fortryllende ud i sin hvide , kniplingbesatte Morgendragt . „ Det er første Gang , jeg seer Dem efter hiin forfærdelige Morgen , “ sagde hun til Emil , idet hun rakte ham Haanden og lod sine mørke Øine med et taknemligt Blik hvile paa ham . „ Jeg skylder Dem mit Liv . Hvorledes stat jeg kunne gjengjelde Dem det ? “ Kievisch ønskede sig i dette Øieblik i Emils Sled . „ Den største Løn , “ svarede Emil , „ er den Bevidsthed at have kunnet redde Deres Liv . “ „ Jeg vil troe Dem , “ sagde den gamle Baron . „ Min Kone og jeg føle Begge , at uden Dem havde min Datter været et Dødens Bytte , og vi takke Dem af Hjertet . Betragt fra idag mit Huus som Deres andet Hjem , og vær forsikkrer om , at Øe i hele Deres Liv ikke vil finde trofastere Venner end os . “ „ Og en Moders Taknemlighed svigter ligesaa lidt som hendes Moderkjærlighed , “ tilføiede Baronessen . Den gamle , livlige Stemning vendte atter tilbage . Man lo og spøgte , men da Baronesse Hilda endnu var svag , samledes man efter Middag i Havestuen istedetfor at streife om i Omegnen . Posten kom daglig , og man greb begjerligt efter Aviser og Breve . En Dag var iblandt Brevene et til Kievisch . Da han havde læst de første Linier , udbrød han : „ Har I jeg nogensinde hørt Mage ! Min gamle Ven , Kammerjunker Staal , er blevet gal ! “ „ Er Staal gaaet fra Forstanden ? “ spurgte Baron Wilhelm . „ Ja , det seer saaledes ud , “ svarede Kievisch . „ Han har forlovet sig med Grevinde Stjernholm . “ Enhver af de Tilstedeværende brast i Latter , undtagen Emil . „ Men hvem kan dog have bragt ham paa den Idee ? “ spurgte Baron Wilhelm . „ Sagen er , “ svarede Kievisch , „ at Magelighed altid har været Staals Skjødesynd . Han har altid ønsket en Herregaard , og den skal nu Grevindens Penge hjelpe ham til . Jeg vil dog raade ham til , naar jeg seer ham , at han sørger for at faae en Eiendom med en smuk Skov til , for at han kan faae et anstændigt Egetræ at hænge sig i . “ „ Har Grevinde Stjernholm ikke en Datter ? “ spurgte den gamle Baron . „ Jo , en udmærket smuk og yndig Pige ! “ sagde Kievisch med et Udtryk , der var heelt forskjelligt fra hans tidligere satiriske Tone , og hvorover baade Baronesse Hilda og Emil studsede . „ Moderen var ogsaa engang smuk , “ vedblev Baronen og trak paa Skulderen . „ Men Comtesse Arabella ligner ikke i fjernesle Henseende sin Moder , “ tog Kievisch ivrig Ordet . „ Hun er den elskværdigste og qvindeligste unge Pige , man kan tænke sig . “ „ Man siger ellers , at Æblet falder ikke langt fra Stammen , “ indvendte Baronen . „ Da er her et Exempel paa , at selv en fordærvet Stamme kan bære en smuk Frugt , “ svarede Kievisch og rødmede . „ Det er næsten utroligt , under saadanne Omgivelser og med et saa flet Exempel for Øie , “ bemærkede Baronessen . „ Hvorledes den unge Pige har kunnet udvikle sig saa smukt og saa reen , veed jeg ikke , “ svarede Kievisch alvorligt . „ Himlen benytter undertiden forunderlige Midler , og man bør ikke fordømme Børnene for Forældrenes Skyld . “ Samtalen blev afbrudt ved at en Tjener meldte , at Hestene stode for Døren . De unge Herrer havde aftalt en Ridetour , og Kievisch gik et Øieblik bort for at forandre sit Toilet . „ Der havde vi nær gjort Kievisch vred . Det var hans ømme Side , vi angreb , “ sagde Baron Wilhelm polidsk . „ Hvorledes det ? “ spurgte Moderen . „ Han er naturligviis forelsket i den unge Comtesse op over begge Øren . Han kommer meget i det Stjernholmske Huus , og naar vi kjende hans Mening om Grevinden , er det da tydeligt , at han ikke kommer der for hendes Skyld . “ Med disse Ord forlod ogsaa Baron Wilhelm Værelset , for at ride ud . „ Hvor Du seer bleg og angreben ud , Hilda ! “ udbrød Baronessen ængsteligt og greb Datterens Haand . „ Du er jo iiskold . “ „ Jeg har vistnok overanstrengt mig idag , “ svarede Hilda og forsøgte at reise sig , men sank atter tilbage i Lænestolen . „ Kom til Ro , mit kjære Barn , “ sagde Baronen . „ Støt Dig til mig . Naar Du har hvilet Dig , gaaer det nok over . “ Han lagde Armen om hendes Liv og mere bar end førte hende til hendes Værelse . Her faldt hun i en heftig Graad , der i høi Grad ængstede Forældrene . Der blev strax sendt Bud efter Lægen , og da han kom , laa hun i Feber . Man vaagede over hende hele Natten , og først henad Morgenen blev hun roligere , og Feberen tog af , men det varede flere Dage , inden hun kunde forlade sit Værelse . Den Eneste , der havde gjennemskuet Grunden til hendes Tilbagefald , var Emil , fordi han selv følte en lignende Smerte . Ogsaa han havde tilbragt en søvnløs Nat . Den Medbeiler , hans Phantasi før havde foregjøglet ham , kjendte han nu , og han tvivlede ikke om , at Arabella tilsidst maatte gjengjelde den Kjærlighed . „ Og dog elsker han hende ikke som jeg ! “ tænkte han . „ Han er god , hjertensgod , men letsindig . Ellers havde han ikke saaledes flagret om Baronesse Hilda med en Andens Billed i Hjertet . “ Han gjennemgik i Tankerne Alt , hvad der kunde give ham Haab , men nu udlagde han Alt som Følgen af Medlidenhed med den fattige , forurettede Kunstner . Da Hilda atter kunde forlade sit Værelse , og Kievisch med hjertelig Deeltagelse yttrede sin Glæde over atter at see hende i deres Midte , svarede hun saa koldt , næsten spottende , at han forundret stirrede paa hende . I samme Øieblik kom Emil ind . Hun rakte ham venligt Haanden og sagde med sin sædvanlige milde Stemme : „ Tak for Deres venlige Forespørgsler til mig gjennem lille Ellen ! “ og hun henvendte sig i den følgende Samtale næsten udelukkende til ham . Kievisch trak sig noget fornærmet tilbage . Han opdagede snart , at Hilda stadig undgik ham . Enhver af hans venlige Ittringer besvarede hun paa en sareastisk Maade , som han før ikke havde kjendt hos hende . Emil saae det og forstod det . Det forekom ham , at de Begge kæmpede paa en og samme Valplads . Et hjerteligt , søsterligt Forhold opstod imellem dem , og dette kom ganske naturligt , da Emil fra den . Dag , han havde reddet hendes Liv , af hele det Kongsbergske Huus blev betragtet og behandlet som et Medlem af Familien . Kun Kievisch bedømte det anderledes , især da han mærkede , at Emil var bleven tilbageholdende ligeoverfor ham og ikke opsøgte ham som tidligere . Kievisch , der troede at have opdaget en gjensidig Kjærlighed , blev skinsyg og følte sig forstemt og ubehageligt tilmode . Han forsøgte vel at indbilde sig selv , at den Sag jo kunde være ham aldeles ligegyldig , men det lykkedes ham ikke , og han besluttede at forlade Kongsberg . Alle Baron Vilhelms Overtalelser hjalp ikke . Han reiste . Fra den Dag var Hildas paatagne Munterhed forbi , og hun gik stille og tankefuld omkring . „ Stakkels Pige ! “ tænkte Emil , „ der før var saa livsglad og munter ! Man siger , at Kjærlighed strøer Roser paa Menneskets Vei ! Den bortriver Roserne og lader kun Tornene blive tilbage . “ 12 . Kammerjunker Staals Bryllnp med Grevinde Stjernholm var bestemt til Begyndelsen af Februar . Grevinden skulde forinden ordne sine Pengeaffairer , og efter Arabellas indstændige Anmodning var Doctor Anker blevet hendes Curator . Det viste sig , at næsten hele hendes Formue var sat i Grosserer Frederiksens Handel . Han var en af Kjøbenhavns flotteste Grosserer , hvis vovelige Speculationer altid vare kronede med et usædvanligt Held . Doctor Anker var ikke af dem , der beundrede og applauderede Grossererens halsbrækkende Kunststykker , og han besluttede med Arabellas Samtykke at tage den Deel af Forumen , der tilhørte hende , ud af Hans Handel . Grossereren blev i høi Grad fornærmet , og udbad sig ialfald Frisf til den næste Termin , da han ikke havde en saa sfor Sum disponibel for Øieblikket . Det gik Anker ind paa . En Dag sadde Staal og Grevinden alene i det chinesiske Lysthuus . „ Jeg har Noget at foreslaae Dig , min Kjære , “ begyndte Staal . „ Og jeg haaber , at Du ligesom jeg føler , at vor Kjærlighed er saa stor , at vi kunne opoffre Alt for hinandens Lykke . “ „ Det bør Du ikke tvivle om , “ svarede Grevinden , „ men Du gjør mig ganske nysgjerrig . Hvad vil Du foreslaae mig ? “ „ Jeg vil kun have et Beviis paa Din Kjærlighed , min Engel . Det er kun et lille Offer fra Din Side . “ „ Du gjør saa maage Forberedelser , “ bemærkede Grevinden , „ at det seer ud , som om Du havde noget Ubehageligt at sige mig . “ „ Saa vil jeg uden Omsvøb sige Dig , “ afbrød Staal , „ at min Ven , Ritmester Silfverskjold , vil sælge sit Gods i Skaane , og har spurgt mig , om jeg vil kjøbe det paa fordeelagtige Vilkaar . “ „ Det vilde være en daarlig Speculation , “ udbrød Grevinden . „ Da Stjernholm døde , saae jeg , hvorledes alle Mennesker paa Gaarden bedroge mig , og jeg takkede Gud , da jeg vel blev af med den . Det Samme vilde gjentage sig , da vi jo i Kjøbenhavn ikke kan have Tilsyn med en Eiendom i Sverrig . “ „ Det har jeg ogsaa tunkt paa , “ svarede Staal . „ Jeg har derfor besluttet at tage min Afsked . Jeg veed nok , at Du ikke holder af Landlivet , men som en kjærlig Hustru vil Du nok følge mig og leve med mig paa en Herregaard . “ Grevinden saae paa ham med et Blik , der røbede alt Andet end Kjærlighed . „ Aha ! “ udbrød hun . „ Saa det var det lille Offer ? Du er virkelig beskeden i dine Fordringer . Jeg hader at boe paa Landet , og saa vil Du ovenikjøbet begrave mig i et fremmed Land ? “ „ Det skal Du ikke frygte , “ indvendte Staal . „ Den svenske Adel er netop en Omgang for Dig . Nei , bliv nu ikke hidsig . Det er dog ikke formeget forlangt af en Mand , der tilbeder Dig . “ „ Dine Ord og Fraser bryder jeg mig ikke en Døit om , “ svarede Grevinden . „ Viis Du det i Gjerningen og opgiv din Plan . Vi blive boende i Kjøbenhavn , og til Vinter indfører Du mig ved Hoffet . “ „ Du vil altsaa leve for Verden og ikke for micf ? “ spurgte Staal i en bitter Tone . „ Og Du vil leve for din Magelighed og ikke for mig ? “ udraabte Grevinden . „ Jeg kan ikke forstaae , “ vedblev Staal i samme bittre Tone , „ af Du kan elske Kjøbenhavn , endskjøndt den indeslutter Erindringer , som jeg synes , Du helst maatte undflye . “ „ Skal det være en Allusion til min Fortid ? “ foer Grevinden op . „ Du sfammer Dig maaskee over mig , den rige Grevinde , der er saa taabelig af ville gifte sig med en sättig Kapitain ? “ Staal foer op fra sin Stol , purpurrød i Ansigtet . „ Rikke ! Du forglemmer Dig . ' “ raabte han , men han lænkte , af hvis det nu blev forbi mellem dem , var det ogsaa forbi med de to Hundrede Tusinde Daler , og af han Heller maatte give efter , til Brylluppet var overstaaet . Saa skulde han nok vise , hvem der var Herre i Huset . ' Grevinden lænkte ligesaa , „ hvis det bliver forbi mellem os , blev jeg til Spot og Latter , men jeg vil ikke boe paa Landet . Pengene ere mine . Han faaer ikke en Skilling . Nu veed jeg , hvad han speculerer paa . “ Efter en Pause , hvori Enhver besfjeftigede sig med disse Tanker , begyndte Staal . „ Jeg vil see af glemme Dine Ord . “ „ Nu vel , lad det saa være glemt . Opgiv Du dine Planer . Jeg samtykker aldrig deri . “ „ Det skal vi faae at see , “ tænkte Staal , men sagde : „ Du har maaskee Ret i , at det var en ufornuftig Speculation . “ „ Endelig gaaer Du da i Dig selv , “ vedblev Grevinden glad . „ Og saa lover Du mig at præsentere mig ved Hoffet ? “ „ Jeg er da ikke gal , “ tænkte Staal , men sagde : „ Det bliver da ikke før vi blive gifte . “ Derefter fulgte en Forsoningsscene , og Grevinden triumferede over sin indbildte Seir . En af de følgende Morgener blev Arabella overrasket ved , at hendes Kammerpige indførte gamle Jacobs Kone , der grædende og jamrende styrtede paa Knæ for hende og med foldede Hænder raabte : „ Frels ham , naadige Comtesse ! De have flæbt ham i Fængsel ! “ Arabella var nærved at besvime . En frygtelig Ahnelse greb hende , og hendes Stemme rystede , da hun bad Konen at fortælle hende Alt . Hun fortalte , / at man havde beskyldt Jacob for at have stjaalet et Armbaand fra Grevinde Stjernholm , at han havde tilstaaet , at han havde solgt Smykket , og uagtet han svor paa , at han var uskyldig , havde man dog arresteret ham som Tyv , især fordi han ikke vilde forklare , hvorledes han var kommen i Besiddelse deraf , og hvortil han havde brugt Pengene . Førend man transporterede ham bort , havde han dog faaet Leilighed til at hvidske til sin Kone , at hun skulde fortælle Comtessen Alt , men under fire Øine , da hun var den Eneste , der kunde frelse ham . Arabella var bleg som Døden , medens hun søgte at berolige den stakkels Kone . I samme Øieblik styrtede Moderen ind i Stuen . „ Det er en deilig Historie ! “ raabte hun . „ Jeg tænkte strax , at det var stjaalet , men det faldt mig rigtignok ikke ind , at Jacob var Tyven , ham Du elsker saa høit . Der seer Du igjen , hvor meget jeg tænker paa Dig . Havde jeg ikke meldt det til Politiet , havde Du aldrig faaet dit Armbaand igjen . “ „ Det har Du gjort , Moder ? “ spurgte Arabella . „ Ja ! og i dette Øieblik er jeg bleven stævnet til at møde for Politiet , da det har opdaget , at et Armbaand af den opgivne Beskrivelse i forrige Vinter er blevet solgt til en Iuveleer for 1200 Rigsdaler af et Bud ved Navn Jacob Petersen , der før har været Tjener i vort Huus . “ „ Jacob er ingen Tyv ! “ raabte Konen og vred sine Hænder . „ Om de ogsaa flæbe ham i Tugthuset , paastaaer jeg , at han er uskyldig . “ „ Det er noget Snak ! “ sagde Grevinden . „ Han har jo selv tilstaaet , at han har solgt Armbaandet . Følgelig er han en Tyv . “ „ Jacob har solgt Armbaandet for mig , og jeg har modtaget Pengene for det , “ sagde nu Arabella med fast Stemme . Den stakkels Kone sukkede og græd af Glæde , men Grevinden erklærede det for en Usandhed , der kun skulde redde Jacob , og mente , at intet Menneske vilde troe noget saa Usandsynligt . Arabella svarede ikke , men gik ind i sit Værelse . Et Øieblik efter kom hun tilbage med Juvelerens Qvittering . Grevinden stirrede stum af Forbauselse paa Datteren , og greb hende heftigt i Armen med det Udraab : „ Hvad kan Du sige til Din Undskyldning og Retfærdiggjørelse ? “ „ Intet ! “ svarede Arabella . „ Jeg beder kun om Din Tilgivelse . “ Heldigviis traadte Staal i samme Øieblik ind og studsede ved at see den hele Situation . Grevinden slap Arabellas Arm og begyndte med heftige Gesticulationer at fortælle , hvad der var passeret . Staal hørte roligt derpaa , men hans ondskabsfulde Smiil og lumske Sideblik undgik ikke Arabella . „ Har Du kjendt Mage til Datter ? “ endte Grevinden sin Beretning . „ Hvad vil Verden dømme , naar den hører , at Comtesse Stjernholm seier sine Smykker ud , og at Moderen anmelder dem før Politiet som stjaalne Sager ? “ „ Det er en meget combineret Historie , “ sagde Staal med en vigtig Mine ; „ men Du skal ikke dømme din Datter , før Du har Hørt hendes Bevæggrunde . Maastee ligger der en dyb Hemmelighed til Grund . “ „ Det er rigtigt ! “ mente Grevinden . „ Arabella ! Du har øieblikkelig at fortælle , hvorfor Du solgte dit Armbaand , og hvortil Du har brugt Pengene . Til Pynt og Fornøielser har det ikke været . Det nægter jeg Dig aldrig . “ — „ Hvor længe vil Du lade mig vente paa Svar , “ vedblev hun , da Arabella taug . Hendes Taarer slode rigeligt , men hun var fast besluttet paa , ikke at give sit Hjerte eller den unge Maler til Priis før Moderens eller Staals Spotterier . „ Arabellas Taushed bekræfter min Formodning , “ sagde Staal . „ Det er nok bedst , at jeg tager mig af den Historie og faaer Fyren løsladt , førend den kommer ud mellem Folk . “ „ Ja , min dyrebare Staal ! “ udraabte Grevinden . „ Spar hverken paa Penge eller paa gode Ord . Sagen maa neddysses . Gud være lovet , fordi jeg har Dig , medens min Datter kun volder mig Sorg og Ulykke . Jeg stoler paa din Klogstab og dit ædle Hjerte . “ Staal lovede , Intet at forsømme , tog Qvitteringen ud af Arabellas Haand og lagde den i sin Brevtaske . Derefter holdt han en Formaningstale til Arabella om , Intet at skjule for sin Moder , der burde være hendes Fortrolige i Alt , og begav sig strax bort , for at tage til Kjøbenhavn . Da Jacobs Kone vilde gaae , tog Arabella hendes Haand og sagde : „ Gaae med Gud ! Tilgiv mig al den Sorg , jeg mod min Villie har foraarsaget Eder . Hils Jacob fra mig og siig ham , at jeg snart kommer til Byen for at tale med ham . “ Da Moder og Datter bleve ene , fulgte naturligviis nogle ubehagelige Scener . Hverken Vrede , Trudsler eller Befalinger kunde formaae Arabella til at røbe sin Hemmelighed , og saaledes forløb et Par Dage . Staal kom tilbage og fortalte , at Sagen var neddysset , men at det ikke havde været ham muligt at skaffe Armbaandet tilveie . Juveleren havde nemlig solgt det til en Dame , der reiste til Amerika . Denne Efterretning bedrøvede Arabella , da hun dog havde troet idetmindsfe at faae det Udbytte af den hele Historie , at see sit kjære Smykke igjen . Istedetfor at Staal ved sin Nærværelse skulde gjøre Forholdet mindre Pinligt , arbeidede han tvertimod paa at gjøre det endnu mere spændt mellem Moder og Datter . Grevinden raadede han til ikke at ydmyge sig ved at trygle om en Fortrolighed , der tilkom hende , og Arabella var stadig Gjenstand for hans ondskabsfulde Hentydninger . Grevinden gjorde intet Spørgsmaal mere , men talte saagodtsom aldrig til Arabella , der maaskee under andre Forhold vilde have tilstaaet hende Sandheden . Hun behøvede nu al sin Taalmodighed for at bære det Kors , der var paalagt hende , og som tyngede hende mere og mere , jo nærmere hun lærte Staals Indflydelse og Karakter at kjende . — I Midten af September flyttede Grevinden til Kjøbenhavn , og det syntes , at hun nu vilde søge Opreisning for den lange , kjedsommelige Tid , hun havde tilbragt paa Landet . Den ulykkelige Staal maatte være i uafbrudt Activitet , fare fra Visit til Visit , og havde ovenikjøbet den Ærgelse , at see mange sarcastiske Smiil , naar man lykønskede ham , eller naar han præsenterede sin Forlovede . Da de fleste Familier endog undlode at gjøre Contravisit , bestyrkedes han endnu mere i sin Beslutning , at ville boe paa Landet , naar han blev gift , endskjøndt han forudsatte den Skærsild , han maatte gaae igjennem , før han kom saa vidt . Ved Tanken om alle disse forestaaende Scener blev hans Humør mere og mere pirreligt , og det gik ud over Arabella , da han ikke turde lade Grevinden undgjelde for sit onde Lune . Io blidere og elskværdigere Arabella var , desto haardere forfulgte han hende , da han sølle , hvor langt lykkeligere hun kunde have gjort ham , og med hvilken Stolthed han kunde have forestillet hende for Verden som sin Brud . Alt dette bidrog til , at hans Følelse for hende næsten blev hadefuld , saa at det , ved ogsaa stadig at ægge Moderen mod hende , tilsidst lykkedes ham at gjøre Hjemmet til et Helvede for hende . Paa sit eensomme Værelse udgræd hun sin Sorg , og saae ikke nogen Ende paa den . Hun kjendte Ingen af sin Slægt , hos hvem hun kunde søge sig et nyt Hjem , naar Moderen giftede sig ; thi de vare Alle fjendtligt stemte mod Grevinden og havde kun lidet tilovers for Datteren , som de ikke kjendte . Under alle disse smertelige Forhold havde hun dog to sande Venner , der kastede en Lysstraale over hendes mørke Liv ved at tage hendes Forsvar paa en hensynsfuld og sfaansom Maade . Det var Doctor Anker og Kammerjunker Kievisch , der i den senere Tid var bleven en stadig Gjæst i Huset og med stor Interesse fulgte Sagernes Gang . Ligeoverfor Arabella var han aaben og hjertelig , som en Ven , ikke som en Elsfer , skjøndt han vidste , at han nærede en saadan Følelse for hende . Grunden dertil var en stadig voxende Agtelse og Ærbødighed , der gav hans Kjærlighed et større Præg af Alvor end nogensinde før . At vinde hende , ansaae han vel for en Lykke , men naar han tænkte paa Moderens Karakteer og paa Staals modbydelige og latterlige Forhold til hende , nølede han og vaagede over sig , for ikke letsindigt at lege med hendes Hjerte og maaskee forøge den Byrde , der allerede tyngede paa hende . Arabella glædede sig- over hans Venskab , men Kievisch var hende ikke farlig . Hendes Hjerte tilhørte en Anden . I Slutningen af November finde vi Grevinden , Arabella , Staal og Kievisch samlede ved en splendid Diner hos Grosserer Frederiksen . Ved Bordet blev Historien om Baronesse Kongsbergs Fare og Frelse omtalt , og en ung Frøken , der „ kjendte enhver Omstændighed ved den “ , fortalte , hvorledes en ung Kunstner , Norstrand , havde frelst begge de unge Damers Liv , og at han siden betragtedes næsten som Søn i det Kongsbergste Huus . „ Han er for otte Dage siden kommen med Kongsbergs hertil Byen , “ saaledes endte hun , „ og han har allerede faaet flere Bestillinger , end han kan overkomme . Han er ogsaa en udmærket Kunstner , og de Portræter , han har taget af Baronen og Baronessen , vinde Alles udeelte Bifald . “ Nu begyndte en almindelig Lovtale over Emil . Den Ene fremhævede hans Talent , en Anden hans Skjønhed , en Tredie hans hele ridderlige Væsen o . s . v . , og da Kongsbergs Familie var meget anseet , vakte Historien Sensation , og den fattige , beskedne Kunstner blev pludselig Dagens Helt . Kun To af de Tilstedeværende delte ikke Begejstringen , nemlig Grevinden og Staal , der med indædt Harme maatte høre paa Lovtalerne , og det var kun med meget Besvær at Staal fik hende til at tie , af Frygt for at hun skulde forløbe sig . „ Alt , hvad jeg har hørt idag , har glædet mig , “ sagde en ældre Officeer . „ Jeg har kjendt den unge Kunstner som Dreng , og veed , at han er en vakker og ufordærvet ung Mand , der har maattet kæmpe mod en haard Skjæbne og smaa Kaar . “ Arabellas Hjerte bankede af Glæde over ethvert lille Laurbærblad , der blev flettet om Emils Navn . Hun henvendte sig til Kievisch , der sad ved hendes Side , og spurgte ham , hvorfor han aldrig havde fortalt hende den Historie , da han jo havde været paa Kongsberg i Sommer . Han rødmede og gav et undvigende Svar , og Arabella spurgte ham da , om han ikke delte den almindelige Mening om Nordstrand . „ 2o , jeg mener , at Alt , hvad der er sagt om den talentfulde unge Kunstner , fortjener han i fuldt Maal , “ svarede Kievisch , hvis aabne Karakteer altid feirede i enhver Kamp mod smaalig Skinsyge . Samtalen blev afbrudt , da Værten i en meget smigrende Tale udbragte en Skaal for Grevinde Stjernholm og hendes Forlovede . Paa Grevindens rynkede Pande og opbragte Blik saae han , at Samtalen ikke behagede hende , og han søgte derfor at udglatte Rynkerne ved sin fade Tale . Kort efter reiste Selskabet sig og fordelte sig i de mange glimrende Værelser . En udmærket Pianist tog Plads ved et kostbart Flygel og fængslede snart Alles Opmærksomhed . Arabella havde trukket sig tilbage til et lille Kabinet , hvor Musikens Toner hentryllede hende i Phantasiens Land . Hun drømte , at den lille Lanrbærgren , hun engang skjænkede Emil , var voxet op til et løvrigt Træ , og at hun saae ham staae i dets Skygge og række Armene ud imod hende . Med et Par kunstige Accorder forstummede Musiken , og Phantasierne flygtede bort , men hun kunde hvidske til sig selv : „ Den , jeg elsker , er min Kjærlighed værdig . “ 13 . „ Det er et Hundeliv ! Jeg troer , Gud fordømme mig , jeg er bleven mager af al den Hoveritjcnesfe , der begynder med Frokosten , hvor Dagsprogrammet opsættes . Først til Modehandleren , Mannfacturhandleren , Kniplingshandleren , Baandhandleren og alle de Handlende , Fanden har opfundet . Saa til Juvelerer , Parfumerer , paa Meubelmagasiner , i Jernboutikker o . s . v . for det velsignede Udstyrs Skyld . Saa komme alle de fordømte Visiter til Creti og Pleti ; og naar vi komme dødtrætte hjem , saa enten i Middagsselskab eller selv have Fremmede . Ere vi tilfældigviis hjemme , maa jeg læse høit ! Om Aftenen i Theatret eller paa Concert . Det er en complet Musikgalsfab . Hun forstaaer sig ligesaa lidt paa Musik som jeg . Og til Syvende og Sidst skal alle Dagens Begivenheder recapituleres , inden jeg faaer Lov til at gaae hjem . “ Saaledes talte Staal halvhøit med sig selv , henstrakt i en Gyngestol og med Cigaren i Munden . „ Men , “ vedblev han , „ min Tid kommer ogsaa . Saa skal jeg vise , at jeg ikke lader mig bøie og beherske , “ og saa begyndte han igjen at drømme om de mange Penge og det magelige Herregaardsliv , men blev afbrudt af Kievisch , der kom ind i Værelset , saae spørgende paa Staal og udbrød : „ Vi ere dog Alle nogle store Børn , som hele Livet igjennem more os med at blæse Sæbekugler . “ „ Hvad mener Du med det ? “ sagde Staal . „ Nu ligger Du der , “ svarede Kievisch , “ og gotter Dig med din Cigar og ved dine Udsigter , og ahner ikke det Uveir , der er brudt løs over Dig . Det gjør mig ondt , at jeg stal være den Første , der bringer den Nyhed . “ „ Tal nu ikke i Gaader ! “ bad Staal temmelig forundret . „ Det gjør mig meget ondt for Comtesse Arabella , “ vedblev Kievisch , og et alvorligt og veemodigt Udtryk afspeilede sig i hans smukke Ansigt . „ Men jeg beder Dig at tale rentud , hvis Du vil , at jeg skal forstaae Dig . “ „ Har Du da ikke Hørt , hvad hele Byen idag taler om , at Grosserer Frederiksen har gjort en storartet Fallit og er rømmet til Amerika ? Et Handelshuus i Bordeaux har trukket ham med , da han allerede længe har staaet paa svage Fødder . Alt er pantsat ; der er ikke en Skilling til Creditorerne . “ Staal blev dødbleg . Alle hans skjønne Drømme vare med Eet tilintetgjorde . Han tabte Cigaren ud af Munden og gik op og ned i Værelset , uden at sige et Ord , før han blev afbrudt af sin Tjener , der bragte et Brev fra Grevinden , hvori hun bad ham øieblikkelig at komme til hende . „ Siig Grevinden , at hun snart skal høre fra mig , “ sagde Staal , og Tjeneren gik . „ Jeg skal følge Dig derhen , “ sagde Kievisch . „ Det vil ikke være ubeskedent , da Du veed , hvor megen Deel jeg tager i deres Ulykke . “ „ Men jeg gaaer ikke derhen , “ svarede Staal trodsigt . „ Vil Du gaae derhen , maa Du gaae alene . “ „ I Nødens Time stal man kjende sine Venner , “ sagde Kievisch alvorligt . „ Vil Du da trække Dig tilbage ? “ „ Du veed ikke , hvad jeg i disse Maaneder har gjennemgaaet . Jeg har været hendes Tjener , hendes Hund . “ „ Altsaa ? “ „ Jeg vil være ærlig imod Dig , “ sagde Staal efter et Øiebliks Betænkning . „ Du kan da ikke troe , at jeg nogensinde har elsket denne Qvinde . Jeg vilde . kun være riig , og derfor vilde jeg udholde Alt , men ikke en Time længer end til Bryllupsdagen . Nu stod jeg lige ved Maalet , og saa styrter hele Bygningen sammen ! “ — Han sank om i en Stol og skjulte fortvivlet Ansigtet i sine Hænder . „ Under andre Omstændigheder , “ svarede Kievisch , „ veed jeg nok , hvad jeg vilde kalde din Opførsel , men maaskee er der Noget , der kan undskylde Dig ligeoverfor Grevinden , men ligeoverfor Comtesse Arabella har Du jo opført Dig som — — “ „ Du lader til , “ afbrød Staal ham med et ondskabsfuldt Smil , „ at have meget tilovers for Äradella . Jeg giver Dig min Velsignelse . Mere kan Du ikke forlange af mig . “ Kievisch værdigede ham ikke et Svar og vilde forlade ham , men med en ynkelig Stemme kaldte Staal ham tilbage . „ Du maa ikke gaae endnu , førend Du har lovet mig ikke at lade Grevinden vide , at jeg har hørt Noget om den fordømte Fallit . Det er en Venflabstjenesfe , jeg beder Dig om , og raad mig saa , paa hvilken Maade jeg bedst kan hæve den ulykkelige Forbindelse . “ „ Skriffligt ! Det er det eneste Raad , jeg kan give Dig , “ svarede Kievisch . „ Skriv strax , og jeg skal sige Dig min Mening om det . “ „ Det er godt nok at sige , skriv strax ! men jeg veed ikke , hvilke Grunde jeg stal angive for et saa pludseligt Brud . “ „ Jeg giver Dig en halv Time til Betænkningstid . Er dit Brev saa ikke færdigt , gaaer jeg . “ Med disse Ord satte Kievisch sig hen i Sophaen , tændte en Cigar og bladede i en Bog . Det morede ham at iagttage Staal , der under denne uvante Hjerneanstrengelse sad og vred sig utaalmodigt , og blev mere og mere rød i Hovedet . „ Nu fik jeg en Idee ! “ udraabte Staal . „ Jeg vil skrive , at jeg er for gammel til at gifte mig . “ „ Det kan Du skrive med en god Samvittighed , “ svarede Kievisch . „ Enhver , der seer Dig i de daglige Folder , kan give Dig Attest derpaa . “ „ Du er i Grunden uforskammet , “ mente Staal . „ Nei , jeg siger Dig blot Sandheden . Det er mit Privelegium ligeoverfor Dig , og ifølge det vil jeg nu ogsaa gjøre Dig opmærksom paa , at Du med det Samme tager Afsfed med alle fremtidige Ægteskabsplaner . “ „ Hvorfor det ? “ spurgte Staal . „ Ligefrem fordi enhver Dør vil være lukket for Dig efter denne Hisforie , der ikke vil bringe dine Actier i Veiret , at sige naar man mærker , at Du banker paa med Frierhænder . “ „ Derfor vil jeg fra dette Øieblik betragte mig som en gammel Mand , “ svarede Staal med et dybt Suk , et Afskedssuk . „ Dertil siger jeg Amen , “ lo Kievisch og tog Afsfed . — Samme Morgen stod Grevinde Stjernholm i sin Dagligstue , beskjeffiget med at studere den nyeste Modejournal . I Værelsef ved Siden af ventede hende et Frokostbord , der kunde bringe enhver Lækkermunds Tænder til at løbe i Vand , og hvor der var dækket til tre Personer . Hun ventede utaalmodigt sin Forlovede , og da det ringede i Entreen , blev hun ubehageligt overrasket , da ikke han men Doctor Anker lidt efter traadte ind . Arabella kom paa samme Tid ind fra den modsatte Side , og ved at see Ankers alvorlige og sorgfulde Blik , udbrød hun : „ De har vist en Hjobspost at bringe os ? “ „ Det har jeg , “ svarede han . „ Har De Intet hørt ? “ Da hun benægtede det , satte han sig og sagde , at det gjorde ham ondt , at netop han skulde bringe Efterretning om en Ulykke , der havde rammet dem Begge , men som han haabede , de vilde bære med Fatning . Derefter fortalte han saa lempeligt som muligt , hvad vi ovenfor have hørt i Samtalen mellem Kievisch og Staal . Da Grevinden hørte , at hun var ødelagt , udstødte hun et Skrig og sank i heftige Kramper tilbage i Lænestolen . Da hun kom nogenlunde til sig selv , foer hun omkring paa Gulvet som en Afsindig , udstødende Forbandelser over Frederiksen og over den Skjæbne , der gjorde hende til en Tiggerske . Arabella bevarede sin Fatning og søgte tilligemed Anker at berolige Moderen , uden at det lykkedes dem , hverken ved at forestille hende Sagen som mindre farlig , eller ved at tye til Religionens Trøst . „ Hvad mon Staal vil sige til alt det ? “ udbrød Grevinden pludselig . „ Hvorfor er han ikke kommen endnu ? — Send øieblikkelig Bud efter ham ! Jeg vil tale med ham . “ Doctor Anker , der ikke kunde blive længer , tog Afsfed med nogle trøstende Ord og lovede at komme igjen i Dagens Løb . Tjeneren kom tilbage med Hilsen fra Staal , at Grevinden skulde høre fra ham . Arabella fattede Mistanke , men rodmede selv over den , da hun dog ikke kunde troe saa flet om Staal . Tjeneren blev atter sendt afsted , for at sige Kammerjunkeren , at han øieblikkelig maatte komme , men lidt efter vendte han tilbage , da han havde mødt Kammerjunkerens Tjener med et Brev til hendes Naade , hvilket han hermed bragte hende . Da Grevinden havde læst det , udstødte hun et hvinende Skrig , kastede Brevet paa Gulvet , trampede paa det og fik atter Krampe . Medens de tililende Folk hjalp hende , læste Arabella Brevet , der lød : „ Min kjære Veninde ! Da vi staae i Begreb med „ at foretage os det for Mennesket vigtigste Skridt i „ Livet , tør jeg ikke opsætte at meddele Dig den Over „ beviisning , jeg efter moden Overveielse er kommen „ til , at jeg er for gammel til at indtræde i Ægte „ standen . Den Ungdommelighed , som Du har beva „ ret baade i dit Ydre og i dit Indre , fordrer en ung „ Mand før at gjøre Dig lykkelig . Jeg har kun din „ Lykke før Øie , og derfor giver jeg Dig herved dit „ Ord tilbage . Jeg haaber , at Du intet Øieblik mis „ kjender mine Bevæggrunde til det før mig saa smer „ telige Skridt , og at Du altid vil mindes mig som „ din trofaste Ven . Staal . “ Forgjeves anvendte Arabella alle Midler , før at bringe sin Moder til Besindelse , og fortvivlet sendte hun Bud efter Doctor Anker . Da han kom , lod hun ham læse Staals Brev , der vakte hans dybeste Foragt . Han gik hen til Grevinden , der kastede sig krampagtigt til alle Sider , og først ved at gribe hendes Arm og fæste et gjennemborende Blik paa hende , lykkedes det ham et Øieblik at tvinge hende til Rolighed . „ Slip mig ! “ raabte hun . „ Nei , ikke før De lover mig at sidde stille og høre mig . “ „ Jeg vil Intet høre ! “ „ Men De skal høre mig , “ vedblev han roligt . En Kraftløshed greb hende , og uden at sige et Ord sank hun grædende tilbage i Stolen . Arabella tog kjærligt hendes Haand og trykkede den i begge sine . „ See paa Deres Datter , Grevinde ! “ sagde Anker , „ dette kjærlige og fromme Væsen , som Gud har skjænket Dem , og svar mig saa oprigtigt , om De Heller vilde give Afkald paa hende end paa Staal ? “ Grevinden saae forundret paa ham , og han vedblev : „ De har maaskee aldrig tænkt paa , hvorledes han daglig arbeidede paa at stille en Kløft mellem Dem og Deres Datter . Han gravede langsomt men sikkert , og tilsidst vilde han uden Tvivl have undergravet den smukkeste af alle Qvindens Følelser , Deres Moderkærlighed . Øg hvad havde De faaet til Erstatning ? En kold og hjerteløs Egoist . — Jeg er overbevist om , at han har erfaret Tabet af Deres Formue , førend han stred det Brev . “ „ Har De nogensinde i Deres Liv læst et falsfere , nedrigere og mere udtænkt Brev end det ? “ spurgte hun heftigt , og truede med at falde tilbage i Krampe . „ Det er min Pligt , Deres Naade , at sige Dem , “ vedblev Anker med uforstyrret Rolighed , „ at De for Deres Datters Skyld ikke bør glemme Deres qvindelige Værdighed , ved et Øieblik længer at sørge over et Menneske , der har handlet saa lavt . “ Dette gjorde ingen Virkning paa Grevinden , i hvis Hjerte Staal virkelig havde havt en Plads , og Anker maatte vedblive . „ Den eneste Maade , hvorpaa De kan undgaae Verdens Spot , er at bære med Værdighed den Krænkelse , han har tilføiet Dem . “ „ Den vil alligevel ramme mig . Man vil spotte en fattig , ulykkelig Skabning . “ „ Fattigdom fortjener aldrig Spot , “ sagde Anker med den samme værdige Tone , som han havde bevaret under hele Samtalen . „ Det kommer an paa Dem selv , hvorledes De vil bære de forandrede Kaar . Læg Mærke til den blide og stille Resignation , hvormed Deres Datter bærer sin Ulykke , og man skulde dog troe , at det var vanskeligere før Ungdommen at give Afkald paa mange af Livets Nydelser . Jeg kan godt forstaae , at det især maa smerte Dem før hendes Skyld . “ Grevinden blev skamfuld . Hun hævede Blikket , saae paa Arabella og trykkede hende til sit Bryst med en Hjertelighed , hun aldrig før havde viist hende . „ Stakkels Barn ! “ sagde hun . Arabella lagde grædende sit Hoved til Moderens Skulder . „ Du sagde altid , at han ikke duede , “ tilføiede hun lidt efter næsten hvidskende . „ Glem ham , Moder ! og hold lidt af mig , “ bad Arabella . „ Du troer maaskee , at jeg elsker ham endnu ? “ raabte Grevinden og reiste sig . „ Jeg hader og afskyer ham ! “ Doctor Anker lovede at komme igjen næste Dag , for at aftale , hvorledes Sagerne bedst kunde ordnes , og hvorledes man bedst skulde realisere alle de kostbare Luxusgjenstande . „ De vil nok med Tiden komme til den Erkjendelse , at der kan findes Lykke i et tarveligt Hjem , naar der kun hersker Fred og Enighed . “ Med disse Ord forlod Anker Grevinden . Arabella fulgte ham ud og takkede ham for hans skaansomme og kjærlige Ord . Da Grevinden blev alene med sin Datter , gav hun sin Sorg paany Luft , snart i vilde Udbrud , snart i en stille Jammer . Hun lignede et Barn , der stamper mod en Jerndør og græder over sin egen Afmagt . Omsider fik Arabella hende bragt tilsengs . Lidt efter feirede Trætheden , og hun faldt i en dyb og fast Søvn . Arabella søgte sit eget Værelse ; hun gik gjennem de pragtfulde Værelser med en egen Følelse af Undseelse og Smerte , og først da hun var alene , kunde hun give sit eget Hjerte Luft . „ Min Gud ! “ bad hun . „ Forlad mig ikke , viis mig den rette Vei , nu da et nyt Afsnit af mit Liv begynder . Giv mig Kraft og Mod til at gaae Fremtiden imøde . Lær mig at savne Rigdomme — og det kan jeg , det vil jeg , men jeg trænger til din faderlige Haand . Vend min Moders Hjerte fra Verden til mig , saa at hendes Prøvelser kunne blive til Velsignelse for hende . “ Da hun havde sluttet sin Bøn og tænkt paa , hvor lidt Verdens Goder kunne flabe Lykke ; da hun følte en Byrde lettet fra sit Bryst ved at vide Staal forsvunden fra hendes Kreds , og endelig , da hendes Tanke førte hende til den , hos hvem den helst dvælede , da kunde hun slumre ind med et glad og sorgfrit Hjerte . 14 . Vi have længe ikke besøgt Emils Forældre . De sidde sammen de Gamle i Skumringen et Par Dage efter de foregaaende Begivenheder . „ Veed Du , hvad jeg tænker paa , Mutter ? “ spurgte Vagtmesteren pludselig . „ Jeg troede , at min kjære Mand sov , og saa sidder han og tænker ? “ svarede den venlige Kone . „ Jeg har ogsaa sovet , “ svarede han , „ og derfor ere Tankerne nu saa klare . Jeg tænkte over , hvor Alt dog har forandret sig siden ifjor . “ „ Vor Herre har været god mod Emil , da han lod ham træffe disse velsignede Kongsbergs . Men han er ogsaa et sjeldent Menneske , en Søn vi kan være stolt af . “ „ Det er jeg min Salighed ! ogsaa , “ raabte Vagtmesteren ; „ ligesaa stolt , som om han var bleven Oberst . “ „ Tys ! tys ! Fatter ! Du har jo lovet Emil ikke at bande . “ „ Ja visf ! Men det er sgu ogsaa for galt , siden den Dreng kom i det fornemme Selskab , “ brummede den Gamle . „ Nu kan hans fine Øren ikke taale at høre en lille uskyldig Eed . Han er istand til at gaae hen og blive en heel Modeherre ? “ „ Men dog bliver han ved at være en kjærlig Søn , “ vedblev Moderen . „ Ja , ja da ! det er sandt . Men een Ting maa Du indrømme mig , at Emil er en løierlig Stokfisk . Jeg troer , Gud hjelpe mig , at han endnu aldrig har været forelsket . “ „ Jeg veed ikke , hvad jeg skal sige om det , “ sagde Madam Norsfrand . „ Somme Tider troer jeg det , og somme Tider troer jeg det ikke . Naar jeg taler til ham derom , siger han , at han kun vil leve for sin Kunst . “ „ Han flægter sgu ikke sin Fader paa i det Kapitel , “ mente Norstrand . „ Det skulde Du glæde Dig over , “ svarede hans Kone . „ Naa ja da , “ sagde den Gamle godmodigt . „ Men Du har ikke noget at klage over , Moer ! Vi To gaae nu nedad Bakke Haand i Haand til vor Grav , og jeg vilde nok , førend jeg gaaer bort , see den , Emil stal følges med ; thi det duer min Sjel ! ikke at være ene . “ „ Destoværre troer jeg , at Emils Beslutning er urokkelig , “ sagde Moderen , da i det Samme raske , ungdommelige Skridt lode sig høre paa Trappen , og Emil traadte ind . „ Hvor her er mørkt ! “ udbrød han forundret . „ Vi kan saa godt passiare i Mørke , vi to Gamle , “ sagde Norstrand , og hans Kone gik ud for at hente Lys . Lidt efter kom hun med en smuk Lampe , og nu saae man , hvilken Forandring der var foregaaet i Værelset . Gulvtæppe paa Gulvet , smukke tykke Gardiner , nye Møbler , og Norstrand i en magelig Lænestol istedetfor paa den haarde Sopha viste , at den Lykke , Sønnen havde opnaaet , ogsaa kastede Reflex over de gamle Forældres Bolig . „ Vi sidde just og tale om Dig , Emil , “ sagde hans Fader , „ og vi vare enige om , at det vilde være en Velsignelse , naar Du engang bragte os en rigtig rar lille Kone hjem . Men Du er saa løjerlig . Det skulde have været mig , da jeg var ung ! “ Emil blev veemodigt stemt , men svarede med en forceret Livlighed : „ Jeg har noget ganske andet Alvorligt at tænke paa end saadanne Daarskaber . Jeg har formælet mig med min Pensel , og det er en ' fordringsfuld Hustru , der lægger Beslag paa mig i Et og Alt . Du maa nu finde Dig i , at nøies med den Svigerdatter , Fader ! “ „ Det er noget djævelblændt Sludder ! “ udbrød den Gamle . „ Om Forladelse ! Det var ikke pænt sagt , men jeg veed min Sjel ! ikke , hvad det er for Fiskeblod , der ruller i dine Aarer . “ Dermed greb han en Avis , hvormed han næslen skjulte sit Ansigt , idet han lod som om han læste i den , medens hans Kone med Sorg betragtede Emils veemodige Smil , og havde sine egne Tanker derom . Emil afbrød Tausheden med af sige : „ Jeg har et Forslag af gjøre Eder . Du , Fader , klager saa meget over Trapperne og over Varmen heroppe . Jeg har derfor leiet en net lille Leilighed i en Stueetage paa Nørrebro til Eder , og dertil hører en Have med Lysthuus , hvori Du kan ryge saa mange Piber , Du vil . “ „ Det kan jeg sgu lide , “ udbrød gamle Norsfrand . „ Saa kan jeg leve op igjen . Og Mutter , som holder saa meget af Blomsler ! Det var smukt af Dig , min Dreng . “ „ Men er der nu ogsaa et godt Atelier til Dig ? “ spurgte Moderen . „ Nei , der er kun Plads til Eder , men jeg har været saa heldig af faae saa mange Besfillinger , af jeg maa have mit Atelier inde i Byen . Jeg maa arbeide fra Morgen til Aften , men jeg lover af spise hos Eder hver Middag , og der bliver vel ogsaa en Aften tilovers for mine kjære Forældre . “ Madam Norsfrand var ikke synderligt glad over det Arrangement , men den gamle Vagtmester sagde paa sin djærve Maneer : „ Jeg kan sgu ikke lide det Kjellingeri . Et ungt Menneske har godt af at være lidt paa sin egen Haand , og det kan jo være , at det netop giver ham Lyst til selv engang at sætte ordentligt Bo . “ Jo længere man talte om disse Forandringer , desto mere opklaredes Madam Norstrands Ansigt . En Timestid forlød hurtigt . Lidt efter kom Doctor Anker . Han fortalte Emil Alt , hvad der var passeret i den Stjernholmske Familie og fremhævede især den forskjellige Maade , hvorpaa Moder og Datter havde taget den Ulykke , der var rammet dem . Fornemlig talte han om Comtesse Arabellas Sjelstilstand . Emil spurgte ham ængsteligt , om der var Fare for , at de skulde komme til at lide Nød . „ Nei ! “ svarede Anker . „ Jeg har talt med Comtessen om deres Anliggender ; thi med Grevinden kan det ikke hjelpe at tale . Den afdøde Greve har efterladt sin Datter en fast , ikke ubetydelig Rente , og Grevindens Smykker og Luxusartikler vilde nok kunne gjøres til en halv Snees Tusinde Daler . Til at holde Heste og Vogn bliver der rigtignok ikke Raad , saa at Grevinden nok vil kalde sig selv det fattigste og ulykkeligste Menneske paa Jorden . “ „ Den onde Kjelling ! “ brummede Vagtmesteren . „ Det er ikke mere end retfærdig Gjengjeldelse . “ „ Jeg troer ogsaa paa en saadan Nemesis , “ svarede Anker . „ Det er dog midt i den Sorg en stor Lykke for Arabella , at hendes onde Dæmon , denne Staal , har hævet sin Forlovelse med Moderen . For at staffe sig ham fra Halsen , kan man gjerne afsee en ganske god Kapital . “ „ Den gamle , forfængelige Tosse ! “ brummede igjen Vagtmesteren . „ Jeg har engang Hørt hende benytte Maria Stuarts Ord : « Is eosur 68t toujour8 vieres pour un nouve ! amour , » sagde Anker til Emil . „ Det er en modbydelig Frase i en Dames Mund , “ mente Emil . „ Men den betegner Grevinden “ indvendte Anker . „ Jeg maa nu afsted . Jeg har flere Patienter at see til . “ Dermed tog han Afsfed fra dem Alle , efterat have afslaaet Madam Norsfrands venlige Indbydelse at drikke Thee med dem . De Nyheder , Anker havde bragt , gjorde et levende Indtryk paa den lille Kreds . Vagtmesteren kunde ikke blive træt af at tale derom med sin Kone , medens Emil sad taus og hensunken i dybe Tanker , hvilket ikke undgik hans Moders Opmærksomhed . Hun fik en Ähnelst om , hvorledes det hang sammen , og beklagebe sin stakkels Søn , thi det maatte jo være en haabløs Kjærlighed , mente hun , at elske en Dame som Comtesse Arabella . Da Emil var ene paa sit Værelse , forekom det ham , som om Arabella idag var kommen ham nærmere . Rigdommens Muur var falden , men han følte , at der var flere end den , der skilte dem fra hinanden . ' Han aabnede en hemmelig Skuffe , tog Laurbærgrenen frem og trykkede den til sine Læber . „ O , gid jeg engang kunde sætte en Myrthekrands paa dit Hoved , ligesom Du engang smykkede mig med denne ! “ tænkte han , men tilføiede lidt efter , „ Nei ! for mig bliver Du aldrig Andet end Comtesse Stjernholm ! “ Han skjulte atter sin Helligdom . „ Bort , alle I Kjærlighedens Drømme ! “ vedblev han . „ Jeg er et Arbeidets Barn . Jeg bør ikke stræbe høiere end efter det , som Arbeidet kan give mig . Rig eller fattig , hun staaer dog altfor hent for mig . Kasf Kjærligheden bort , den fløver og svækker mig , istedetfor at opmuntre mig , naar der ikke er Haab om Gjenkjærlighed . “ — Han blev sin Beslutning tro , arbeidede ufortrødent Dag ud og Dag ind . Tiden forløb hurtigt , medens han med Magt concentrerede sine Tanker i Kunsten , og den indbragte ham baade Hæder og Penge , langt mere end han nogensinde havde drømt om . 15 : Grevinde Stjernholm var og blev utrøstelig . Hun tænkte og talte kun om sin Ulykke , sit Had mod Grosserer Frederiksen og Staal , og trættede Alle ved sine ynkelige Klager . Hendes Misfornøielse steg , da hun mærkede , hvorledes alle de Venner , som hendes Sekstaber havde lokket , efterhaanden forsvandt . Hun ombyttede sin store Leilighed med en mindre , og af Tjenestefolkene beholdt hun kun Kokkepigen og Kammerjomfruen , hvilken sidste hun erklærede paa ingen Maade at kunne undvære . Eqvipager og de Møbler , der ikke kunde rummes i den nye Leilighed , bleve solgte ; men sine Smykker vilde hun ikke sælge , og for første Gang hørte man hende tale om sin afdøde elskede Mand , der havde skjænket hende dem , og at hun derfor ikke kunde skille sig ved dem . Da Anker forestillede hende , at hun kun ved at sælge dem kunde tænke paa at beholde sin Kammerjomfru , reisfe hun sig i sin fulde Høide , tilkastede ham et lynende Blik , og forlod Værelset majestætisk . Anker maatte smile ved denne høitidelige Bortgang , men Smilet forsvandt , da hans Blik faldt paa Arabella , der fortvivlet spurgte , hvad Enden skulde blive derpaa . Deres Moder maa mod sin Villie tvinges til Fornuft , “ svarede han . „ Frygt De ikke . Gud forlader ikke Dem . “ Medens Grevinden sad med Hænderne i Skjødet og klagede , var Arabella ikke et Øieblik ledig , men syslede omkring som en venlig Husalf . Skjøndt ogsaa hun følte Trykket , klagede hun aldrig , men tænkte paa Emil , der ogsaa havde kæmpet samme Kamp . Hans Vaaben var Arbeidet , men hvorfra skulde hun faae det Vaaben , undtagen ved Orden og Nøiagtighed i hele Husvæsenet ? Grevinden overlod hende gjerne Husets Bestyrelse , og Arabella anvendte al den Økonomi , der var hende mulig ; men det var hende en vanskelig Opgave at tilfredsstille Moderens urimelige og ufornuftige Fordringer , uden at komme i Forlegenhed . Kievisch , der var En af de Faa , der vedbleve at besøge Grevinden , iagttog med hemmelig Beundring Arabellas hele Færd , og hans Kjærlighed snarere forøgedes end formindskedes ved den Forandring , der var foregaaet . En Formiddag traadte han uanmeldt ind i den nye Bolig og fandt Arabella i Dagligstuen alene og beskjeftiget med et Haandarbeide . „ Hvorledes finder De vort nye Hjem ? “ spurgte Arabella og bad ham tage Plads . „ Nydeligt , som Alt hvad Deres Haand har ordnet “ , svarede han . „ Men vil De ikke føle Savn af Alt det , De var vant til ? “ „ O nei ! Jeg vil Intet savne . Desuden kan vi her faae det meget godt , og være glade og tilfredse i vore smaa Kaar , naar blot Moder var af samme Mening og ikke fandt sig saa ulykkelig . “ „ Hvor kan hun søle sig ulykkelig , naar hun har en Datter som Dem ! “ udbrød han , og da Arabella smilede roligt til ham , vedblev han : „ Arabella ! Naar De vidste , hvor høit jeg elsker Dem , og hvor lykkelig jeg vilde være , hvis De vilde blive min ! “ Arabellas Arbeide sank ned i Skjødet ; hun blev bleg , og Taarerne stode hende i Øinene . „ Hvorledes skal jeg forklare Deres Taarer ? “ spurgte Kievisch ængsteligt . „ Er der ikke Grund til Taarer , naar man staaer Fare for at miste en Ven og Broder ? “ svarede hun bedrøvet . „ Nu forstaaer jeg Dem , Comtesse ! “ udbrød han og reiste sig med en stolt Mine . „ Forlad mig ikke saaledes ; jeg beder Dem , “ vedblev Arabella . „ Bliv og hør roligt , hvad jeg vil sige Dem . “ — Kievisch salte sig igjen hos hende . „ Vær vis paa , at jeg erkjender , at De har været mig en trofast og sand Ven . Derfor har jeg i mit stille Sind betragtet Dem som en kjær Broder og holdt af Dem som en saadan , uden at tænke paa , at Deres Følelser for mig vare af en anden Natur . Nu , da jeg hører det , smerter det mig at skulle volde Dem Sorg — De , som fortjener at blive elsket . “ „ Ingen er Herre over sine Følelser , “ svarede Kievisch , „ og naar De intet Haab har at give mig , vil det kun være ubehageligt for os Begge at forlænge denne Samtale . “ Med en dyb Rødme holdt Arabella ham tilbage og vedblev : „ De stal være den Første , til hvem jeg vil betroe min Hemmelighed , for at vise Dem , hvor stor Priis jeg sætter paa Deres Venskab , og hvor høit jeg agter Dem . — Jeg har bortgivet mit Hjerte til en Mand , der er mig værdig , men Livets Forhold adskille os , og derfor har jeg besluttet aldrig at give nogen Anden min Haand . “ „ Læg De kun Deres Haand med Tillid i min , som i en Broders , “ sagde Kievisch med en blød , bevæget Stemme . „ Tilgiv , at jeg et Øieblik blev bitter . Det er jo ikke Deres Skyld , at Enhver , der kjender Dem , maa elske Dem . “ „ Siig ikke det , “ sagde Arabella smilende . „ Jeg trænger ofte til Overbærenhed , og jeg beder ogsaa Dem om den , fordi jeg mod min Villie har voldet Dem Sorg . Betragt mig i Fremtiden som en Veninde . Jeg er nu saa eensom og trænger til en Ven , der kan styrke mit Mod . — Jeg veed , hvad haabløs Kjærlighed vil sige , naar den først har fæstet Rod i Hjertet ; men Deres er endnu saa ung . “ „ Jeg lover at opfylde Deres Bøn , saa meget det staaer i min Magt , “ svarede Kievisch rørt og kyssede ærbødigt Arabellas Haand . „ Farvel , min Veninde ! Vi sees snart igjen ! “ Udenfor Stjernholms mødte han Baron Wilhelm , der blev meget glad ved at gjensee ham og vilde overtale ham til at følge med sig hjem til Middag , men Kievisch afslog det , da han kun var lidt oplagt til Selskabelighed efter den foregaaende Scene . „ Kom da paa Søndag , “ vedblev han . „ Der kommer kun et Par gode Venner . Men maaskee en vis ung Dame ogsaa den Dag lægger Beslag paa Dig . “ Kievisch blev blussende rød . „ Der er Ingen , der lægger Beflag paa min Tid , og jeg stat med Fornøielse komme , men jeg troede , oprigtigt talt , at dine Forældre ikke længer brøde sig om at see mig . “ „ Hvad er det for en Passiar ! “ lo Wilhelm . „ Lad os ikke tale derom . Maaskee tager jeg feil , “ sagde Kievisch og forlod ham . Det var dog ingen Feiltagelse af Kievisch . Det havde nemlig truffet sig saa uheldigt , at han flere Gange havde maattet afslaae Kongsbergs Indbydelser , fordi han skulde til Stjernholms . Dette gjorde et saa stærkt Indtryk paa Baronesse Hilda , at hendes Forældre ikke kunde blive uvidende om hendes Hemmelighed , og de gjorde nu Alt , for at hun skulde glemme ham . Han blev ikke oftere indbuden og blev modtaget med Kulde , naar han aflagde Visiter . Om alt dette var Baron Wilhelm uvidende , da han kun opholdt sig sjeldent i Kjøbenhavn , han kom nu hjem og fortalte , at han havde indbudet Kievisch til næste Søndag , men at denne havde frygtet for , ikke at være vel seet i Familien . „ Hverken din Moder eller jeg , “ sagde den gamle Baron , „ kan gjøre for , at han foretrækker Grevinde Stjernholms Huus for vort . “ „ Saa ? “ svarede Wilhelm . „ Ja , det lader til at han bygger og boer der . Jeg traf ham , da han kom derfra , og det undrer mig , at det ikke er blevet til Alvor mellem Comtesse Arabella og ham . “ „ Kievisch er en letsindig Herre , “ sagde Baronen med usædvanlig Heftighed , „ og det geraader ham ikke til Ære at være en saa stadig Gjæst der . “ Baron Wilhelm taug , da han vidste , at det ikke kunde hjelpe at forsvare sin Ven , men det gjorde ham ondt for ham . „ Hvor Du seer daarlig ud , Hilda ! “ sagde han lidt efter . „ Jeg kan ikke lide at see Dig saa bleg og veemodig . Det er mig som en Samvittighedsbebreidelse . “ „ Du fager feil , kjære Wilhelm ! “ „ For spurgte Alle til min smukke og livlige Søster , “ vedblev han , „ men nu komme Alle og beklage Dig , fordi den ulykkelige Begivenhed i Sommer saaledes har taget paa Dig . Det er tungt for mig at høre paa . “ „ Det skal Du ikke bryde Dig om , “ sagde Hilda . „ Det er let nok at sige . Du kunde dog idetmindste gjøre Dig Umage for at see lidt munter ud . Jeg kan for min Død ikke finde mig i det Bededagsansigt . “ „ Sæt Dig nu ikke graae Haar i Hovedet for min Skyld , lille Wilhelm ! “ svarede Hilda , smilende over Broderens Vrede . „ Paa den Maade bliver Du aldrig gift , lille Hilda ! “ „ Hold nu op at drille din Søster , “ afbrød Moderen , „ jeg har udtænkt et Middel , der nok vil helbrede Hilda . “ Hilda løb hen til sine Forældre , for at erfare deres Planer , og fik at vide , at de havde tænkt at gjøre en Badereise i Juni Maaned og derefter en Tour til Italien , Schweitz eller Spanien , og at de havde bestemt at blive borte et heelt Aar . „ Gid vi kunde reise den Dag imorgen ! “ udbrød Hilda glad . Baron Wilhelm , der maatte blive hjemme for at bestyre Godset og ikke havde Lyst til at drikke Brsndvand , lovede at støde til Familien i Slutningen af Aaret . Da Kievisch næste Søndag besøgte Kongsbergs , var han usædvanligt alvorlig og taus . Hilda tænkte , at hans Tanker vare andetsteds , og undgik ham saa meget som muligt . Ved Bordet sad hun hos Emil ligeoverfor Kievisch , og omtalte med saa megen Henrykkelse den forestaaende Reise , at Kievisch tænkte ved sig selv : „ Den lille Baronesse er ikke fri for Capricer . Mig har hun nu engang beæret med sit Had , og til Emil , som jeg troede hun nærede en dybere Følelse for , fortæller hun , hvor glad hun er ved at skulle sfilles fra ham ! “ 16 . Et Aar er forløbet . Ankers Familie , bestaaende af den smukke Moder med fire ligesaa smukke livlige Børn , hvoraf det ene endnu er saa lille , at det maa bæres paa Armen , er forsamlet i den hyggelige Dagligstue og venter Faderen hjem . „ Der er han ! “ raabte den sexaarige Edvard , sprang ned af sin Gyngehest og løb ham imøde . De fo Smaapiger klyngede sig til ham og modtoge under uendelig Jubel hans Kjærtegn . Først da Klokken var otte , bleve de bragte til Ro . Anker tog Plads hos sin Kone i Sophaen og sagde kjærligt : „ Naa , hvad Nyt har Du saa oplevet idag ? “ „ Noget meget Interessant , “ svarede hun polidsk . „ Jeg har opdaget en Hemmelighed . “ „ Det var mærkværdigt . Det har jeg ogsaa . Lad mig nn først høre din Hemmelighed . Du har hele Dagen været sammen med Comtesse Arabella . Det ahner mig , at Du har aabnet en lille Hjertedør og kigget ind . “ „ Rigtigt ! — Vi gik efter Bordet en Tour sammen , og hvem troer Du , vi mødte ? Emil Norstrand ! Det gav et Sæt i Arabella , og da han gik forbi og hilsede meget ærbødigt , blev hun blussende rød , og det lykkedes hende ikke at gjenoptage vor Samtale endskjøndt hun øiensynligt gjorde sig megen Umage . Jeg lod , som om jeg Intet bemærkede , men førte Samtalen hen paa Kjærlighed og yttrede min Forundring over , at en saa smuk og elskværdig Pige som hun ikke endnu havde fundet Nogen , der var hendes Kjærlighed værdig . Hun svarede med en inderlig Veemod , at det ikke var hendes Skyld , og bad mig ikke at tale om den Ting . — Jeg er sikker paa , at hun elsker ham . “ „ Og jeg er sikker paa , “ afbrød Anker , „ at han elsker hende . Jeg havde længe ahnet det , men jeg ansaae det for urigtigt at opmuntre ham . Vished fik jeg først engang i Efteraaret , da han spurgte mig , om der ikke var Tale om en Forlovelse mellem Arabella og Kievisch . Dn skulde have seet hans Glæde , da jeg sagde nei ; og endnu mere , da jeg fortalte ham , af Kievisch var reist til Paris , for af tilbringe Vinteren der . Nu har jeg ovenikjøbet idag erfaret Noget , der bestyrker min Mistanke , og det er den Hemmelighed , jeg mente . “ „ Hvad er det ? spurgte Fru Anker . „ Jeg er nylig bleven Læge hos en Juveleer Christensen . Jeg var hos ham idag , og vi kom til af tale om Tyverier af Juveler . Pludselig spurgte han mig , om jeg kjendte Grevinde Stjernholm ? Det forundrede mig , og nu betroede han mig en lang Historie om et af hendes Datters Armbaand . “ Anker fortalte nu den hele Affaire , og endte med af berette Juvelerens Forundring over , af en saa rig Dame kunde bære sig saa besynderligt ad , og af Staal dengang havde taget det Løvte af ham , ikke af fortælle denne Begivenhed , for ikke af blamere den unge Dame . „ Jeg bad ham ogsaa om , “ vedblev Anker , „ af fortie Historien , og forsikkrede ham , af Comtessen havde brugt Pengene i et veldædigt Øiemed . “ „ Hvoraf vidste Du det ? “ spurgte hans Kone . „ Naar jeg sammenholder den Tid , da Arabella solgte Smykket , og da Madam Norstrand uventet fik sendt de 1000 Rigsdaler . “ „ Du har Ret , “ afbrød Fru Anker . „ Jeg kunde græde af Glæde over den stakkels , søde Pige ! Gid vi kunde gjøre Noget for hende ! “ „ Det seer ikke lyst ud for hende , “ sagde Anker . „ En saadan Moder er kun flabt til Ulykke for sig selv og Andre . Altid utilfreds og ufornuftig . Hun tager stadig op af sin Kapital , og det vil hun naturligviis vedblive med , indtil hun kun har Datterens Penge tilbage . “ „ Og saa ovenikjøbet at have en ulykkelig Kjærlighed ! “ udbrød Fru Anker . „ Men der maa jo dog , kunde gjøres Noget ! “ „ Det kan blive vanskeligt nok , “ mente Anker . „ For det Første en blodig Fornærmelse , og saa denne Standsforskjel . “ „ Hvad det Sidste angaaer , “ sagde Fruen , „ er Norsfand en saa udmærket og talentfuld Kunstner , og har saa megen Dannelse , at han er hævet langt over sin Fødsel . Desuden maa hans Kjærlighed , hvis den er sand , kunne kaste Glemselens Slør over en nok saa blodig Fornærmelse . “ Da Anker og hans Kone en halv Time efter sadde ved Thebordet , kom Emil for at gjøre en saa sildig Visit , da han vidste , at han ikke paa anden Tid kunde træffe sin Ven hjemme . Da han i Samtalens Løb spurgte til Kongsbergs , hørte han , at de ventedes hjem om otte Dage . Efter Theen gik Anker og Emil ind i Studereværelset , for at ryge en Cigar , og der blev bragt dem Viin og Glas ind . „ Iaften vil jeg proponere en Skaal , som vi endnu aldrig have drukket sammen , “ sagde Anker og fyldte Glassene , — „ for din tilkommende Kone ! “ Jeg vil tømme dette Glas paa din Kones Velgaaende , “ sagde Emil . „ Jeg gifter mig aldrig . “ Skaalen blev drukken , og Anker bemærkede , at en Alvorssky lagde sig over Emils Ansigt . „ Emil ! “ begyndte Anker efter en Pause . „ Lad os som altid tale fortroligt sammen . Hvorfor vil Du ikke gifte Dig , naar Du dog elsker og bliver gjenelsket ? “ „ Hvorledes falder Du paa den Tanke ? “ spurgte Emil forbauset . „ Hvad det Første angaaer , “ svarede Anker , „ fordi jeg i Aar og Dag har opdaget Comtesse Arabellas Billed i dit Hjerte . “ Emil rødmede stærkt og sagde alvorligt : „ Ja , Du har Ret ! Jeg elsker Arabella , og netop derfor vil jeg ikke gifte mig . “ „ Og naar jeg nu for det Andet siger Dig , “ vedblev Anker , „ at hun elsker Dig ? — Du ryster paa Hovedet ? Jeg veed det , og jeg skal betroe Dig en Hemmelighed , jeg idag har opdaget . “ Anker fortalte ham nu hele Hisforien om Armbaandet . Emil hørte paa ham med spændt Opmærksomhed , og , da han endte , udbrød han : „ Jeg har i mit stille Sind altid tænkt det , men jeg har aldrig ahnet , hvad hun har lidt derved for min Skyld . Men det er ikke første Gang , hun er en Lysets Engel for mig . Da Moderen haanede og spottede mig , var hun den , der ved sin Blidhed udflettede Fornærmelsen . “ „ Naar Du altsaa skylder hende saa meget , hvorfor da ikke aabent og ærligt tilstaae hende din Kjerlighed ? “ spurgte Anker . „ Der er gaaet lang Tid siden , “ svarede Emil , „ og i Aarenes Løb kan hendes Følelse have forandret sig . Maaskee har denne Følelse aldrig været Kjærlighed , og jeg viste hende da kun en slet Tjeneste , naar jeg nødsagede hende til at give mig et Afflag . “ „ Du vil da ikke , at hun skal frie til Dig ? “ spurgte Anker . „ Hvis Du kunde see i mit Hjerte , Anker , hvor ubeskrivelig hent jeg elsker hende , vilde Du ikke paa den Maade friste mig . “ „ Og alligevel fastholder Du din Beslutning , ikke at gifte Dig ? “ „ Jeg har ikke opgivet Haabet , “ svarede Emil begeistret , „ engang at kunne kalde den Engel min . I mit Hjerte har jeg opreist et Alter for hende , og det knæler jeg daglig for . — Men , “ vedblev han roligere , „ først maa jeg have erhvervet mig en uafhængig og anseet Stilling . Har Du Godhed for hende , vil Du ikke , at jeg skal kaste Fattigdommens Jernlænke over hendes Kjærlighed efter saa megen Opoffrelse . “ „ Du glemmer , at Comtesse Arabella ikke længer er riig . “ „ Men hun er og bliver dog Comtesse Stjernholm , og jeg vil ikke , at hun skal stige ned til mig . Nei , nei ! Lad mig som hidtil arbeide til mit Maal , og forstyr ikke min Sindsro ved at foregjøgle mig Drømme , som dog maaskee aldrig gaae i Opfyldelse . “ „ Og hvor mange Aar behøver Du , for at naae dette Maal ? — Hør nu mig , “ sagde Anker i en bestemt Tone . „ Jeg anseer selv Ærgerrighed for en Dyd , men den har sine Grændser . Du gaaer en farlig Vei , Emil , og derfor rækker jeg Dig min Vennehaand for at føre Dig ad-den Sti , hvor den sande Lykke blomstrer . Du elsker , men Du vil døve Kjærlighedens Stemme ved at lytte til Ærgjerrighedens Sirenesang , der kun synger om Rigdom og Anseelse . Du undergraver din Ungdom med kolde Beregninger , og henslæber dit Liv i en tom og glædeløs Tilværelse . Naar Du saa engang naaer dit Maal , er Du maaskee ogsaa ved dit Livs Maal . Det har jeg ofte seet . Eller Du er til den Tid bleven en kold og hjerteløs Egoist . “ „ Det er haarde Ord , Anker ! “ afbrød Emil . „ Men sande ! Tag Exempel af mig . Jeg var en fattig , ung Læge , da jeg giftede mig . Mine Udsigter vare ringe . - Hun var ogsaa en uformuende Pige , men af langt høiere Stand end jeg . Vor Kjærlighed overvandt alle Hindringer . Vi satte vort Haab til Gud , og han svigtede os ikke . Jeg har ogsaa havt min Ærgjærrighed , men den kan godt forenes med Kjærligheden , fordi jeg har et lykkeligt Hjem . Nu har jeg sagt Dig min Mening og viist Dig den eneste rette Vei . Vil Du ikke følge den , er Du ikke Arabellas Kjærlighed værdig , — og det skulde smerte mig dybt . “ „ God Nat , Anker ! Imorgen tales vi ved . “ Med disse Ord trykkede Emil hans Haand og tog Afsked med ham i en bevæget Stemning . Det var en varm , stille Sommernat . Al Tummel i Gaderne og den store Myresvcrrm havde trukket sig tilbage . Alle hvilede i Søvnens Arme . Emil satte sig med Haanden under Kinden ved sit Skrivebord , tankefuld og drømmende . Den frembrydende Dag fandt ham endnu der beskjeftiget med at skrive et Brev . Næste Morgen ilede Emil til Anker , førend denne endnu , havde begyndt sine Sygebesøg . „ Jeg vil med faa Ord , “ begyndte Emil , der var usædvanlig bleg og alvorlig , „ spørge Dig , om Du vil give Comtesse Arabella dette Brev . Jeg beder hende deri om en Samtale i dit Hjem . “ Med et roligt Smil svarede Anker : „ Giv mig kun Brevet . Jeg stal besørge det . “ Nogle Timer efter var Anker hos Arabella . Da hun takkede ham for hans Besøg , svarede Anker , at han ingen Tak fortjente , da hans Besøg kun var foranlediget ved en hemmelig Commission , han havde til hende . „ Fra Deres Frue ? “ „ Nei , men dog fra En , der staaer mit Hjerte meget nær , min bedste Ven . Han har bedet mig give Dem dette Brev . “ Arabella modtog det rødmende og med bankende Hjerte . „ Hvis Grevinden er hjemme , vil jeg hilse paa hende , medens De læser det , “ sagde Anker og gik lige ind i Dagligstuen . Faa Minuter efter sad Arabella i sit eget Værelse med det aabnede Brev paa Skjødet og smilede gjennem Taarer . Brevet lød saaledes : „ Comtesse Stjernholm ! Aar ere henrundne , siden jeg sidste Gang talte med Dem ; men der gives Følelser , som hverken Aar eller Adskillelse kunne forandre . Jeg modtog dengang en Gave af Deres Haand , der siden aldrig har forladt mig . Med den for Øiet har jeg stræbt fremad , og den har hvidsket til mig , at De ei var ganske ligegyldig for den dengang fattige og ubekjendte Kunsfner . Hvis der var Sandhed deri , og hvis De endnu har Spor af Interesse for mig , beder jeg Dem tilstaae mig en Samtale i Doctor Ankers Hjem , for at jeg kan sige Dem Alt , hvad jeg føler , at min Pen ikke formaaer at tolke . “ Da Arabella den følgende Dag kom hen til Doctor Anker , modtog han hende selv , men bad hende at gaae ind i Dagligstuen , da hans Kone og Børn vare paa Landet , og han selv maatte tale med sine Patienter . Han førte hende derind , men forlod hende strax . Det var som om en Sky gik for Arabellas Øie , og som om Blodet standsede i hendes Hjerte da hun saae Emil komme hende imøde med et henrykt Blik . „ Tusind Tak , fordi De tilstod mig denne Samtale , “ sagde han med en bevæget Stemme . „ Vil De nu ikke vredes , naar jeg aabner hele mit Hjerte for Dem ? “ „ O nei ! “ var hendes næppe hørlige Svar . „ Saa vil jeg samle alt mit Mod for at sige Dem , at De er den eneste Qvinde , jeg har elsket og nogensinde vil komme til at elske . Min Herkomst er ringe , mit Navn er borgerligt , min Fremtid usikker , — men dog vover jeg at bede om denne Haand , jeg , som kun har min Kjærlighed at byde Dem . — Svar mig , kan jeg haabe en saadan Lykke ? “ „ At dele Alt i Livet med Dem , deri vil min Lykke bestaae , “ svarede hun . „ De er den Eneste , jeg kunde skjænke min Tro . “ „ Arabella ! “ udbrød han . „ Forstaaer De dette Ords hellige Betydning ? “ „ Ja , jeg forstaaer den , og med Tillid lægger jeg min Fremtid i Deres Haand . “ „ Selv om jeg var den Ringeste af Alle , “ vedblev Emil , „ maatte disse Ord hæve mig fra Intet fil Noget . Min yndige Brud ! Med Guds Hjelp skal jeg blive din Tro værdig . “ — En Timestid efter traadte Anker ind fil dem . Et Øieblik stod , han taus og betragtede det elskende Par , der i deres Glædesruus ikke strax bemærkede ham . Derefter traadte han hen fil dem og gav dem en Broders hjertelige Lykønskning . Det blev besluttet , at Arabella skulde underrette sin Moder om sin Forlovelse , da hun ønskede at forskaane Emil for det Uveir , der strax vilde bryde løs over deres Hoveder . I deres Kjærlighed fandt de Begge Mod og Kraft fil at overvinde enhver Hindring . Emil lovede at komme næste Formiddag , og stolede paa , at Kjærligheden dog tilsidst skulde seire . 17 . Med Hjertet fuldt af Glæde og Fryd ilede Emil ud til sine Forældre , der modtoge ham forundrede over , at han imod Sædvane kom saa tidligt . „ Jeg har ogsaa noget ualmindeligt at fortælle Eder , “ sagde han , „ Noget , der ret vil glæde Eder . “ „ Saa kom med det i en Fart , “ udbrød Vagtmesteren . „ Du skulde da vel ikke -- -- -- -- -- ? Nei , Du er og bliver en Stokfist . “ „ Maastee Du dog denne Gang tager Feil , Fader ! Imorgen bringer jeg Eder en fød og yndig Svigerdatter . “ „ Er det muligt ? “ raabte Moderen henrykt og omfavnede ham . „ Det var mit eneste Savn . “ „ Saa er det nu forbi , “ vedblev Emil . „ Og gjætter I , hvem det er ? Arabella Stjernholm ! “ Vagtmesteren tabte af Forbauselse sin Merskumspibe , og mærkede det ikke engang . „ Saa troer jeg , “ raabte han , „ Fanden plager Ørengen , at gaae hen og forlove sig med en Comtesse ! — Hör , veed Du hväd , det er nu Altsammen godt nok , at hun kan finde sig i Dig , men hvordan skal det gaae os ? Hun bliver for fiin for os to Gamle . “ „ Nei vist ikke , “ forsikkrede Emil . „ Viis hende blot den samme Kjærlighed , som I have viist mig , saa er jeg vis paa , at hun vil blive Eder en kjærlig Datter . “ „ Naar Du blot bliver lykkelig , Emil , “ sagde nu Madam Norstrand , „ bør vi Gamle ikke tænke paa os selv . Hun maa være en brav Pige ; ellers kunde Du ikke elske hende , og jeg vil holde af hende , som var hun mit eget Barn . Gud skjænke Dig sin Velsignelse , baade Dig og hende ! “ „ Moder forstaaer nu altid at belægge sine Ord bedre end jeg , “ asbrød Vagtmesteren og trykkede Emils Haand . — For Arabella var det ikke en saa let Sag som for Emil at forberede sin Moder . Efter megen Vaklen bestemte hun sig til uden Omsvøb at fortælle hende Alt , og maatte saa efter Udfaldet see , hvorledes hun kunde formilde hendes Vrede , som hun nok forudsaae ikke vilde udeblive . Da hun sad alene sammen med Moderen , begyndte hun : „ Jeg var idag hos Doctor Anker og traf der Hr . Norstrand . “ - Grevinden gjorde en utaalmodig Bevægelse . „ Vi skjulte ikke vore Følelser for hinanden , og han bad om min Haand . “ „ Det kan jeg lide ! Har man hørt Mage til Frækhed ! “ raabte Grevinden . „ Du svarede ham da , som han fortjente ? “ „ Moder ! Jeg har aldrig turdet betroe Dig min Hemmelighed . Hør da nu , hvad jeg svarede — at min høieste Lykke vilde bestaae i at dele Alt , Lyst og Mørkt i Livet med ham . “ Grevinden sad som rammet af Lynet . „ Saa Farvel mit sidste Haab om Lykke ! “ udbrød hun . „ Det var mit Haab , at Du skulde gjøre et rigt Parti . “ „ Det var en Umulighed , Moder ! “ „ Man kommer aldrig nogen Vei med din stridige og snedige Karakteer , “ vedblev Grevinden med rystende Stemme . „ Jeg kan ikke forhindre , at Du styrter Dig i Ulykke — og mig med ! “ „ Jeg følger den Vei , der alene kan gjøre mig lykkelig “ , svarede Arabella roligt . „ Du sagde dog engang , at Du aldrig vilde indgaae nogen Mesalliance . “ „ Det siger jeg endnu , Moder , men dengang forstod jeg ikke , hvad en Mesalliance var . En Forbindelse kan kun kaldes saaledes , naar man maa skamme sig ved sit Valg . Jeg er stolt af ham . Jeg vil aldrig komme til at rødme over hans Herkomst , da hans Talent og Karakteer hæver ham høit over saadanne Anskuelser . “ Til Arabellas Forundring rødmede Grevinden og blev hende Svar skyldig . Det var en Erindring om svundne Tider , der jog Blodet til Grevindens Kinder . Hun følte det selv og forklarede : „ Du bringer mig til at rødme af Skam over din Opførsel . “ Der opstod en ny Pause . „ Naar Du imorgen seer Emil , “ tog Arabella , der fik nyt Mod , omsider Ordet , „ saa tænk paa , hvorledes Du engang fornærmede ham . Dengang var Du forblindet , men Tiden har nu afsløret baade hans kjærlige Overbærenhed og Staals beregnende Falskhed . “ Dette var den bedste Maade at afvæbne -Grevindens Vrede imod Emil , thi naar hendes Tanker faldt paa Staal , concentrerede sig al hendes Vrede om ham . Hun kom i et voldsomt Oprør og var nærved at qvæles af Raseri , uden at kunne faae et Ord frem . Hun reiste sig pludselig og forlod Værelset . — Da hun senere kom tilbage , talte hun ikke et Ord til Arabella , der var glad ved at kunne hengive sig til sine lykkelige Drømmerier , uden af forstyrres ved nogen uhyggelig Scene . Den næste Dag kom Emil . Arabellas Hjerte bankede , da hun førte ham ind til Moderen . Grevinden reisfe sig og modtog ham med kold og afmaalt Høflighed . Emil studsede ved af see den Forandring , som disse Aars Sorger og Ulykker havde frembragt G i hendes Idre . Hun saae nedbsiet ud , hendes Haar var blevet graasprængt , Ansigtet furet , men man læste endnu det samme trodsige Udtryk deri . Ogsaa hun forbausedes ved af gjensee Emil , der ikke længer stod for hende som den beskedne , ubekjendte Kunsfner , men som den tillidsfulde , selvbevidste Mand . „ Jeg kommer med det Haab , “ sagde han til Grevinden i en ærbødig Tone , „ af det Skridt , Deres Datter har gjort , ikke har vakt altfor ugunstige Følelser mod den Mand , i hvis Haand hun har lagt sin Fremtid . “ Et haanligt Svar svævede paa Grevindens Læber , men ved af see Emils rolige og imponerende Holdning og hans kloge , gjennemtrængende Blik , blev hun mod sin Ville nsdsaget til af svare med usikker Stemme : „ Som min Datters Forlovede byder jeg Dem velkommen i mit Huus . “ „ Forældrenes Velsignelse er nødvendig for Børnenes Lykke , “ vedblev Emil . „ Jeg beder Dem derfor om Deres . “ Grevinden svarede ikke strax , men Arabella greb Emils Haand og nærmede sig sin Moder . „ Kjære Moder ! Lad nu Alt være glemt , og viis Du , at Du nu bedre forstaaer Emils Værd som Kunstner og Menneske ! “ Grevinden rødmede ved Tanken om sin tidligere Opforsel imod Emil og sagde . „ Den bedste Opreisning , jeg kan give , er min Velsignelse . “ Hun lagde sin Haand over de Unges forenede Hænder , men det var kun Læberne , ikke Hjertet der talte , thi det gik hende , som det gaaer saa mange Mennesker , at de lettere tilgive en Fornærmelse end forsone sig med den , der tilgiver Fornærmelsen . Derefter bad Emil hende at maatte føre Arabella til sine Forældre . „ Naturligvis ! “ svarede Grevinden spottende . „ Min Datter maa jo see sin tilkommende Mands Forældre . “ Arabella udslettede med et kjærligt Blik Moderens Spot , og faa Minutter efter gik de Forlovede til de gamle Norstrands , der modtoge hende med en Hjertelighed “ , der dannede en sfærende Contrast til Emils Modtagelse hos hendes Moder . — Faa Dage efter sin Forlovelse gik Emil til Kongsbergs . Paa Veien mødte han Kievisch , der , uden at Emil vidste det , var vendt tilbage fra sin Udenlandsreise . Kievisch yttrede sin Glæde ved at see ham og spurgte ham , hvor han agtede sig hen . „ Til Kongsbergs ! “ svarede han . „ Det var jo prægtigt . Saa kan vi følges . — Men hvad betyder den Ring ? Er De blevet forlovet , eller allerede gift ? “ „ Nei , endnu ikke , “ lo Emil . „ Det er først faa Dage siden , jeg blev forlovet med Arabella Stjernholm . — Det forundrer Øem ? Ja , det er ikke saa besynderligt , — endskjøndt vi have elsket hinanden i flere Aar . Kjærligheden har llgesom Ariadnes Traad ledet os ud af en Labyrinth af Hindringer . “ „ Det er sandt , “ svarede Kievisch alvorligt . „ De var altsaa min ukjendte Medbejler ? Det er en besynderlig Kjede , der slynger sig gjennem Livet . Den Haand , der berøvede mig Lykken , maa jeg nu takke for den . De stod engang mellem mig og Arabella , men det er ogsaa Øem , der har frelst Hilda Kongsbergs Liv . Hun er nu min Brud , og jeg rækker Øem Haanden som Ven . “ „ Jeg takker Øem af Hjertet , “ sagde Emil , „ og ønsker Øem til Lykke . Det overrasker mig forresten ikke , men fortæl mig , hvorledes det er gaaet til . “ „ Med Fornøielse ! Jeg reisfe til Paris , hvor jeg havde besluttet at opholde mig i længere Tid , men Lysten til Italien kunde jeg ikke modstaae , og jeg reisfe til Florents . Den Første , jeg mødte der , var Baron Vilhelm , der blev ligesaa glad som jeg ved at see hinanden , og han førte mig næsten i Triumf til sine Forældre . Baronesse Hilda modtog mig vel med et venligt Smil , men det forsvandt snart , og den Kulde , hvormed hendes Forældre modtoge mig , lod mig glemme Italien og tænke paa Nordpolen . Jeg besluttede strax at reise videre , men Vilhelm overtalte , ja næsten tvang mig til at blive og være Familiens Rejsefælle , da han ellers ogsaa vilde reise bort . Vi reisfe altsaa sammen ! I Begyndelsen saae Hilda og jeg hver til sin Side , men det kunde ikke vare længe , og en skjøn Dag opdagede vi , at vi elskede hinanden . Fra dette Øieblik blev Sydens Himmel mig dobbelt skjøn , Luften dobbelt reen , og de Gamles Kulde blev til Varme ; — derom kan De-selv overbevise Dem , da vi nu staae udenfor deres Dør . “ Glæden ved Gjensynet var stor paa begge Sider , og de Lykønskninger , man bragte Emil , kom fra Hjertet . Baronesse Hilda bad ham , snart at føre Arabella til dem . Hun var igjen den muntre , livsfriste Pige , hvis eneste Ønske var at gjøre godt igjen , hvad hun havde forskyldt , og allerede samme Eftermiddag kom hun og Arabella sammen for at knytte et Venskabsbaand , der blev uopløseligt . „ Naar I engang , “ sagde Baron Vilhelm , „ skulde see mig blive bleg og begynde at skrante , vil I saa ikke være saa gode at vise mig den Vei , som jeg uafvidende har viist min Søster og Kievisch . “ „ Det kommer an paa Dig selv , “ sagde Kievisch . „ Men maa jeg bede om Hindringer , “ vedblev Vilhelm . „ Kjærlighed uden Forhindringer er ligesaa slau som Kjod uden Salt . “ „ Vilhelm udmærker sig altid ved sine poetiste Billeder , “ sagde den gamle Baronesse smilende . — Grevinde Stjernholm tænkte med Forfærdelse paa Arabellas Bryllup . Den Kapital , hun selv havde havt at raade over , var betydeligt svunden ind , og hun saae ingen Udvei . Emil og Arabella mærkede hendes Angst og tilbøde hende Renterne af Arabellas Formue . Grevinden modtog Tilbudet , men den Tanke , at hun for Fremtiden var reduceret til at leve af saa Lidet og ovenikjøbet af deres Naade , var hende en stadig Anledning til nye Bebreidelser mod Skjæbnen og Uvillie mod dem , som vare de Eneste , der vilde hende vel . Paa selve Bryllupsdagen vilde hun ikke være tilstede ved Vielsen , men foregav Sygdom og kastede derved en Skygge over Arabellas Lykke paa den Dag . Den stille Vielse i Gjentoste Kirke overvcrredes kun af Emils gamle Forældre og Doctor Anker med Kone . Anker førte den unge Brud til Alteret . Hun følte sig som forældreløs i hendes Livs vigtigste Time , men netop derfor sluttede hun sig med desto større Inderlighed til Emils Forældre , der viste hende al optænkelig Kjærlighed . Da det unge nygifte Par næste Morgen sadde i deres hyggelige og smagfulde Hjem og nøde deres Morgenkaffe , sagde Emil : „ Jeg har en lille Morgengave til min unge Kone . Luk dine Øine og giv mig din Haand ! “ Arabella gjorde , som han ønsfede , og følte , at han heftede Noget om hendes Haandled . „ Nu maa Du see ! “ raabte han muntert . Arabella udstødte et Jubelraab , da hun saae det kjære , savnede Armbaand funkle sig imøde fra Armen . „ Tak , min elskede Emil ! “ udbrød hun og slyngede Armen om hans Hals . „ Du kunde ikke have gjort mig nogen større Glæde . Men hvorledes er det kommet i dine Hænder , og — Du veed altsaa Alt ? “ Emil fortalte hende nu , hvorledes han havde erfaret Alt af Anker , og hvilken Velsignelse dette Armbaand havde bragt baade ham og hans Forældre . For omtrent en Maaned siden havde han atter spurgt Anker , om det dog ikke var muligt at komme paa Spor efter det , og han hørte da , at den Dame , der havde kjøbt Armbaandet , var død i Amerika , og at en Slægtning af hende her i Byen havde arvet hende . Emil søgte ham strax op , og havde den Glæde , at Arvingen satte mere Pris paa Penge end paa Smykker . Han var glad ved at finde en Kjøber . „ Det lader fil , “ sluttede Emil , „ at det var Skjebnens Villie , at jeg skulde give Dig Armbaandet ; — men jeg har ikke dermed betalt min Gjeld fil Dig . Paa den skal min Kjærlighed stedse gjøre Afbetalinger . “ „ Det er som en Hilsen fra min afdøde Fader , “ sagde Arabella bevæget . „ Jeg seer heri et Varsel om , at han sender sin Velsignelse fil vor Forening , ligesom han paa min Consirmationsdag skjænkede mig den med Armbaandet . “ I det Samme traadte gamle Jacob og hans Kone ind , for af lykønske de Nygifte . „ Undskyld , “ sagde Jacob , „ af vi komme saa tidligt , men jeg kunde ikke lade være . Det var mig hele Dagen igaar , som om den gamle Greve ret glædede sig i Himlen . “ „ Kan Du nu tvivle om , Emil , “ sagde Arabella med Glædestaarer , „ af min elskede Faders Aand svæver velsignende om os ? Nu taler den atter til os gjennem hans gamle , trofaste Tjeners Mund . “ I den følgende Uge reiste Emil og Arabella ud til Kongsbergs , for af være tilstede ved Kievischs Bryllup med Baronesse Hilda , der blev seiret med stor Høitidelighed og Pragt . Grevinde Stjernholm overlevede kun et Aar det unge Pars Lykke , og i dette Aar var hun en Plage for sig selv og sine Omgivelser . Hendes Ødselhed O blev afløsf af en overdreven Oeconomi , idet hun nu nægtede sig selv det Nødvendigste til Livets Ophold , af Frygt for , af den Tid skulde komme , da hun saae sig nødsaget til af sfille sig ved sine Juveler . Kun ved disse kolde Stene hang endnu hendes Hjerte , ved denne Erindring om fordums Glæder .