Nytaarsaften . Blandt de uhyggelige Ting skal man vanskelig kunne tænke sig noget Uhyggeligere end at møde sig selv paa en eensom Landevei , eller at faae Øie paa sig selv oppe i en af Logerne i Theatret , eller at lukke Døren op til sit Værelse og finde sig selv siddende ved Bordet , fordybet i Arbeide . Jeg troer , at de Fleste ville indrømme dette ; endogsaa de , som ellers ere meest indtagne i deres eget Jeg , og som ved alle Ledigheder søge at stille det til Skue , ville ubetinget helst undgaae at gjøre Bekjendtskab med sig selv paa denne Maade . Nu er det imidlertid ligesaa vist , at Ingen undgaaer sinSkjæbue , og ethvert Menneskes Skjæbne vil , at det paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv møder sit eget Jeg og bliver Dobbeltgænger . En seer det første Gang i en Kirke , hvor han ved et Tilfælde befinder sig alene ; han opdager det bag en af Pillerne , først i utydelige Omrids , smeltende sammen med Halvskyggen , senere formende sig til en bestemt Skikkelse ; skjøndt det ikke seer paa ham , veed han , at det betragter ham , og at han erligesaa gjennemsigtig for det , som den klare Luft . En Anden seer det midt i en Forsamling , en Tredie i Taagerne paa en Efteraarsdag , en Fjerde i sit Arbeidsværelse , en Femte paa en grøn Eng , en Sjette , Syvende , Ottende paa Sygeleiet , i Fængslet eller ved sit Bryllup . Utallige ere de Skikkelser , det kan give sig ; dunkle og gaadefulde de Dybder i Sjælen , hvorfra det opstiger . Aandeligt og Sandseligt gaae over i hinanden og antage hinandens Former ; slumrende Kræfter kaldes tillive ; hidtil ukj endte Magter drive deres Spil med os ; forbinde , hvad der ellers er adskilt , og fjerne det , som ellers hører sammen ; lade det Nærværende svinde bort og kalde Fortiden tilbage eller indhente den Fremtid , som først skal komme . I saadanne Øieblikke , hvori Livets sædvanlige Virkemaade er sat ud af Kraft , og hvori vort eget Væsens dybere Natur træder frem , blive vi klarsynedé og forstaae det , som ellers er os ufatteligt ; hvorledes vi dengang forstode det , begribe vi ikke senere ; men vi vide med Sikkerhed , at vi forstode det . Det var nu hverken bag Pillerne i en Kirke , eller i en Forsamling , eller i Taagerne , saalidt som i sit Arbeidsværelse eller paa en grøn Eng , at den gamle Martin saae sit eget Jeg ; han saae det i et Fyrtaarn , som laa ude i Havet , en Miil fra Kysten hvor han boede . Den gamle Martin var en forurettet Mand ; forurettet af Skjæbnen , eller om De hellere vil , af Tilfældet ; forurettet af sine Nærmeste og forurettet af sig selv . Hans Ungdoms Elskede var bleven ham berøvet , ikke af Døden , men af en falsk Ven . Mange Aar vare forløbne siden den Tid , men det brændte ham i Sjælen som om det var skeet igaar . Senere havde han giftet sig , mere for at holde et givet Løfte end af Tilbøielighed ; og da hans Børn vare bievne voxne , havde Sønnen mod hans Villie ægtet en Pige , hvorfor han havde forstødt dem begge fra sit Hjem . Nu var kun hans'Datter tilbage , paa hvem han havde kastet al den Kjærlighed , han eiede ; men ogsaa hun havde gjort ham Sorg ved at forlove sig med en Sømand , som i flere Aar havde været paa Reiser , og om hvem man i lang Tid Intet havde hørt . Trods Slid og Slæb kunde gamle Martin netop lige friste Udkommet , og med et langt Livs Sorger og Bekymringer bagved sig var hans Natur i Aarenes Løb undergaaet en Forvandling . Gamle Forurettelser havde fremkaldt Had og Nag , og Hadet havde han nedlagt i sin Sjæl som en Kapital , der bar Renter ; Nytaarsaften var den Terminstid , da han hvert Aar pleiede at hæve Renterne for omhyggeligt at lægge hver en Skilling til Kapitalen , der i Aarenes Løb var voxet op til en anselig Sum . Dersom gamle Martin levede længe nok , vilde han en Nytaarsaften finde sig selv som Millionær , ikke i Penge , men i Had , Forbittrelse , Hensynsløshed og Egoisme . Den Nytaarsaften vi her tale om , var han kommet tidlig hjem fra en besværlig Vandring , og da han i Taushed havde nydt sin tarvelige Aftensmad , satte han sig hen for at opgjøre Regnskabet . Hustruen og Datteren .vidste det og talte derfor sagte i den Tro , at han ikke hørte efter , hvad de sagde . „ Mon Fader dog aldrig skulde forsone sig med Alfreds Giftermaal ? “ spurgte Anna sin Moder . „ Jeg har kun talt med dem een Gang siden den ulykkelige Dag . Jeg kan ikke begribe , hvorfor man vil pine og plage baade sig selv .og Andre , naar et eneste venligt Ord , en eneste forsonlig Tiltale kunde gjøre Alt godt igjen og forene de Hjerter , som aldrig skulde være adskilte . “ „ Derved er der Intet at gjøre , min Pige , “ svarede Moderen , „ jeg kjender Fader for godt til at vente mig Noget af Fremtiden . Gid Din Fremtid maa blive lysere end min Fortid ; det er det eneste Ønske , jeg endnu har tilbage . “ Efter dette Svar blev Anna tankefuld og sank hen iTaushed , i Begyndelsen en sørgmodig og trykkende Taushed , men efterhaanden arbeidede Tankerne sig frem ad lange Veie , indtil der viste sig lysere Udsigter for hende , Fremtidsforhaabninger og lykkelige Forjættelser , som kaldte Smilet frem i det klare Ansigt . „ Gid Din Fremtid maa blive lysere end min Fortid . “ Hvorledes . skulde vel Fremtiden blive lysere for hende , naar ikke Richard kom tilbage ? Hvor havde han været i den lange Adskillelses Tid ? Hvor færdedes h^n vel i dette Øieblik ? Saaledes tog det ene Spørgsmaal det andet , indtil hun med ungdommelig Livlighed reiste sig , satte sig hen ved Siden af sin Fader , tog Mod til sig og talte til ham . „ Jeg har idag tænkt saameget paa Richard , Fader , og vilde blive lykkelig , om jeg snart hørte fra ham . Jeg synes , at vi paa denne . Nytaarsaften skulde blive enige om , hver paa sin Maade at lægge Grunden til et glædeligt Nytaar . Tænk nu , om Du reiste hen til Alfred og sagde ham , at Du tilgav ham , at Fortiden skulde være glemt , og at han skulde komme herhen imorgen , for at vi Alle kunde være samlede ved det nye Aars Begyndelse . Jeg troer , at jeg vilde blive ligesaa glad , som om Richard var kommet tilbage . “ Den Maade , hvorpaa Anna sagde disse Ord , vilde under almindelige Omstændigheder have smeltet ethvert Hjerte ; hun var en af disse fordringsløse , naturlige og livsglade unge Piger , som strax indtage En , naar kun denne En ikke havde været gamle Martin . Hun kunde ikke have valgt noget uheldigere Øiehlik til at omtale hiin Sag . Han var netop i Begreb med at forøge Kapitalen og dyngede den ene Sum ovenpaa den anden ; de mange AarsForurettelser og Krænkelser skulde være taalte for Intet , og nu vovede Nogen at opfordre ham til at glemme det Hele , til frivilligt at give Afkald paa Formuen , og denne Nogen var , ovenikjøbet hans eget Barn . Det overgik Alt , hvad man endnu havde vovet at byde ham ; derfor kogte ogsaa Forbittrelsen over hos ham , og han reiste sig med en for hans Alder usædvanlig Hurtighed . „ Ti stille , “ sagde han , „ ikke et Ord mere . Nu har jeg gjennemlidt den lange Række af Aar , og saa skulde jeg tilgive og glemme . Aldrig ! Som om Mildhed og Forsonlighed kunde udrette Noget i Verden ; som om Mildhed og Forsonlighed kunde faae En til at glemme skuffede Forhaabninger og et Livs knuste Lykke , eller gjøre det Skete uskeet og udbrænde aargammelt Had og Nag . Jeg hader Menneskene “ — ved disse Ord gjød Lidenskaben fornyet Kraft i den gamle Mand , saa at han rettede sig stiv og stolt som i sin Ungdom , og en Ild tindrede i hans Øine — „ jeg hader Menneskene ! Mildhed og Forsonlighed ere fjernede fra mit Sind for stedse . Havde jeg Magt somVillie , saa knuste jeg dem . Ingen Overbærenhed eller Barmhjertighed , de gjøre os kun tossegode , saa at vi lade os trampe ned af den Første den Bedste . Nei , Had og Hævn , saa er Partiet lige . Min Søn har forbittret mit Liv , og vender ikke tilbage , saalænge jeg lever ; og vover Nogen af Jer oftere at omtale denne Sag , saa skilles vi ; enten I eller jeg viger Pladsen . “ Ved de sidste Ord lod han sin Haand falde tungt paa Bordet og sank snart tilbage i sin gamle Indesluttethed ; kort efter tog han sin Hat og gik ud . Annas Ord vilde som sagt have smeltet ethvert Hjerte , men hendes Fader havde intet Hjerte ; hvis der engang havde været noget af det Slags i ham , saa var det forlænge siden forstenet . Hans Natur var trodsig , og Omstændighederne havde kun altfor godt bidraget til at udvikle denne Natur . Hvor skulde vel den Magt findes , som kunde bringe denne Isskorpe til at smelte ; knuse den , det var let nok ; men smelte den , det var Sagen . Gamle Martin gik ud i Aftenskumringen og traskede ned mod Havet ; den kolde , bidende Vind mærkede han ikke , dertil var han altfor optaget af sine egne Tanker . Mechanisk vandrede han videre henad den Vei , han saa tidt havde hetraadt , og naaede snart ned tilVandet . Det var et eensomt Sted , hvor han befandt sig , men han yndede netop Eensomheden , og var mange Gange gaaet derned , naar Sindets Byrder trykkede ham altfor tungt . Han kjendte enhver Busk , enhver Forhøining i Jordsmonnet , enhver Steen , og styrede sine Fjed ned mod en forfalden Hytte , hvor Fiskerne tidligere havde havt deres Redskaber liggende , men som nu stod forladt og var yderlig forfalden ; hele Forsiden , som vendte ud mod Havet , var faldet sammen og lod Udsigten fri ; inde i Hytten fandtes der kun en Træbænk , som først var glemt af Fiskerne , siden af Tyvene . Den gamle Martin vidste paa en Prik , hvor den stod , og fandt den derfor med Lethed trods Mørket derinde . Her var Stedet , hvor han kunde fortsætte Regnskabet uden at forstyrres , og han saae med frydefuld Bitterhed , hvorledes Kapitalen var voxet siden sidste Termin ; den sidste Termin førte igjen hans Tanke tilden næstsidste og saa fremdeles , indtil han endelig for et Øieblik glemte Regnskabet over gamle Erindringer fra Ungdomstiden , dengang han første Gang traf sammen med Hende , hvorledes hun ved deres første Møde ligesom havde elektriseret ham , hvorledes han havde tænkt sig Umuligheden af , at hun nogensinde kunde blive hans Hustru , og det slet ikke af anden Grund , end fordi denne Lykke vilde være altfor stor ; hvorledes han tog Mod til sig og friede og fik Ja , og følte , at han var nærved at gaae fra Forstanden af Glæde ; hvor godt erindrede han ikke den første Gang de vare sammen i Selskab ; han saae tydeligt for sig hendes smukke , fyldige Haar ,' som var sat op i en tyk Fletning , hepdes slanke Skikkelse , hendes tærnede Kjole , og han mindedes , som om det var igaar , hvor lyksalig han var , naar hun hemmeligt trykkede hans Haand . Det var for et Øieblik som om Saameget af Isen var smeltet , som der behøvedes til en eneste Draabe ; men den frøs straxigjen . Tanken førte ham videre frem , og han saae en Skikkelse , som engang var hans gode Ven , og paa hvem han stolede , eller rettere , mod hvem han aldrig havde rettet et Glimt af Mistanke . Denne Ven misbrugte hans Fortrolighed , og en Dag saae han sig forladt af hende , han elskede høiest i Verden ; men det var endda ikke nok . Hun gav Vennen sin Haand og blev hans Hustru ; og hvad gamle Martin derefter saae i Tankerne , var saare bedrøveligt ; thi haardt maatte hun bøde for sin Letsindighed , uden at han kunde hjælpe hende . Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet af sin Mand , men lian blev snart ligegyldig , kold og ukjærlig mod hende ; hendes Søn , som i Længden ikke kunde udholde Livet hjemme , drog ud i Verden , og Moderen døde omsider i Eensomhed , forladt af sin Mand og af den hele Verden . Gamle Martin selv giftede sig senere , men hans Liv fik aldrig sin forrige Friskhed . Kommende Aar toge de gamle Sorger med sig • og dyngede nye ovenpaa dem ; Løfter havde han modtaget af Mange , men Nogle havde brudt dem , Andre tankeløst glemt dem , og Ingen holdt dem ; han saae ikke sin Hustrues Selvopofrelse og blide Taalmodighed ; han var blind for sin Søns Flid , Udholdenhed og Dygtighed ; han elskede vel sin Datter , men ikke paa den imødekommende Maade , som vinder Hjerterne , og nu havde han jo Sorg ogsaa af hende . Alt dette gik rundt i den gamle Martins Hoved og blandede sig mellem hverandre . I Begyndelsen havde han tænkt det Altsammen klart , men efterhaanden antoge Skikkelserne uklare Omrids og faldt ind i hverandre . Han saae Skikkelserne af de Mennesker han tænkte paa , foran sig og omkring sig i Hytten , og blandede dem sammen med de Gjenstande han kunde skimte i Skumringen . Ude foran ham laa Fyret og brændte ; det gav Blinket , som pludseligt udsendte Lysstraaler af flere Miles Længde , og forsvandt ligesaa pludseligt igjen ; Blinkene kom og gik ligesom hans egne Tanker . Han kunde skimte Fyrtaarnet , der stod som en Kæmpe ude i Havet , og som af Skyerne , der drev forbi det og bagved det , forsynedes snart med Møllevinger , snart med Arme og Been , snart fik en Hat paa Hovedet eller en Kappe over Skuldrene , og i det Hele gjennemgik en Række Forvandlinger . Jo længere den gamle Martin sad og betragtede disse Forvandlinger , desto mere fortabte han sig i dette Skuespil , indtil det tilsidst fængslede ham og ganske opfyldte ham , og der efterhaanden begyndte at foregaae en Forvandling med ham selv . Fyrtaarnet antog menneskelig Skikkelse og vedblev dog at være Fyr ; den menneskelige Skikkelse syntes at være ham bekjendt ; han havde en dunkel Forestilling om , at den lignede ham selv som han stod og gik , og dog kunde det umuligt være saaledes . Den blinkede ad ham og syntes at vinke , som om den opfordrede ham til at komme nærmere . Han følte ingen Frygt ved dette Syn , men kun en uimodstaaelig Trang til at komme derud for at naae et eller andet Ubestemt , som han savnede og maatte have ; og uden at mærke eller bekymre sig om , at det begyndte at blæse , sad den gamle Martin faa Øieblikke efter i en Baad og roede ud ad Fyret til , saa hurtigt han kunde . Det var dog forunderligt , hvad der kunde være paafærde ude ved det Fyr ; han kunde dog altid roe derud og betragte det i Nærheden ; var dér saa Intet at see , kunde han jo roe tilbage igjen . Han havde aldrig været ude paa Fyret , skjøndt han havde seet det lyse hver Aften i mange Aar ; ligesaalidt vidste han , hvem der boede , eller hvor lang Veien i Virkeligheden var . Skuffet af Afstanden paa Havet troede han at kunne naae derud paa et Kvarteer , og nu havde han roet en Time uden tilsyneladende at være kommet længere end Halvveien . Blæsten var ikke ringe , og Bølgerne begyndte saa smaat at faae hvide Toppe , men Martin var ikke den Mand , der lod sig forknytte af saa lidt ; havde han begyndt paa en Ting , saa skulde den føres igjennem . Han lagde sig over Aarerne med al den Kraft , han endnu havde tilovers ; men han var en gammel Mand , og snart svigtede Kræfterne ham ; Armenes Styrke svarede ikke til Villiens Kraft , Baaden kastedes omkring mellem Bølgerne , han saae hele Vandmarker lægge sig paaskraa omkring ham , store Flader som pludselig skummende og sydende forvandledes til Bjerge og Dale , der truede med at slynge Baaden og ham selv i Afgrunden . Blæsten tog til og gik efterhaanden over til en rygende Storm , saa at gamle Martins Mod sidst forsvandt ; de faa Kræfter lian endnu havde tilbage , brugte han ikke mere til at roe , skjøndt han nu var ganske nær ved Fyret — thi med eet Blik havde han indseet det Frugtesløse deri — men han anvendte dem til at opløfte et Fortvivlelsens Raab , og sank derpaa afmægtig tilbage i Baaden . Nytaarsnat At leve alene paa et Fyrtaarn kan aldrig og under'ingen Omstændigheder have noget Behageligt ved sig . Jeg taler ikke om dem , som med Lommen fuld af Penge fare fra den ene Ende af Verden til den anden for at see og høre Alt og strax glemme detigjen , og som engang for en Forandrings Skyld , og for et Øieblik kjede af Menneskevrimlen og de store Byers Larm , Skuespil og brogede Mangfoldighed , søge ud paa Havet og stige op i et Fyrtaarn . Om dem taler jeg ikke ; thi Eensomheden og Stilheden kan være som en Hvile for dem , og den stærke Modsætning kan kalde Lysten til Livet tilbage . Jeg taler derimod om Fyrmesteren , denne Eneboer , i hvis Lod det er faldet at føre en afsondret Tilværelse ude i heden , hvor den storartede Natur med dens vilde Optrin gjør Indtryk selv paa det raaeste Sind , og hvor baade den dybe Stilhed og Bølgernes Torden have en egen Maade at tale paa , et ganske eiendommeligt Sprog , som i Længden bøiei’ den meest Stivsindede og Forhærdede , og ofte fremkalder høisindede Tanker og menneskelige Følelser i en Aand , som under dagligdags Forhold vilde være bleven nede ved detMiddelmaadighedens Lavmaal , hvor det gjennemsnitlige Antal af Slægten holder sig fra sin Fødsel til sin Død . Naar Himlen er klar og Havet roligt , er Eensomheden stærkest og meest byrdefuld . Stilheden fremkalder sin Modsætning og vækker Forestillinger om folkerige Byer , solbeskinnede Marker og lykkelige Hjem . Solskinnets utallige Blink paa Havfladen lede Tanken hen paa det Vrimlende og Mangfoldige , paa Gader fulde af Spadserende , Forretningsfolk og Kjøretøier , paa fyldte Theatre eller paa hyggelige Middagsselskaber ; og Ønsket opstaaer om paa en eller anden Maade at være med i al denne Vrimmel ; men Eneboeren føler blot Afstanden og sin egen Afmagt , og denne Følelse tynger og piner ham kun saameget stærkere , jo livligere hans Phantasi befolker den tomme Luft eller lader Skikkelserne tumle sig ude paa Havet . Ved Vintertid derimod , naar Fyrmesteren har faaet sin Proviant for flere Maaneder , naar han for lang Tid har taget Afsked med Verden , naar Stormen arbeider gjennem Luften og Havet og pidsker dem sammen til Eet , saa er forunderlig nok Eensomheden mindre trykkende . Den hele Egn om Fyrtaarnet befolkes af sig selv ; talløse Skikkelser stige op af Havet , vugge sig paa Bølgerne og blinke ad Fyret , som skinner ud i Mørket ; sælsomme Røster lade sig høre , snart som menneskelignende Stemmer , der tydeligt udtale Ord ; snart som vilde , uartikulerede Lyd eller hvinende Klageraab , som om alle de , der forlængst hvile paa Havets Bund , tilsammen havde reist sig og endnu engang gjennemgik den skrækkelige Dødskamp og Undergang ; snart er det mumlende Stemmer eller hule Drøn , der give Echo i Afgrunden ; eller vældige Brag , der kunde lede En til den Tro , at hele Byer styrtede sammen , naar man ikke vidste det bedre . Paa saadanne Aftener føler Fyrmesteren sig mindre eensom ; de flagrende Skikkelser i Luften og paa Havet , og de mægtige Chor af Millioner Stemmer lade ham leve sit Liv om paany , gjøre ham ung igjen og føre længst forsvundne Optrin lyslevende tilbage for hans Øine . Den gamle Fyrmester havde været nede ved Foden afTaarnet for at forvisse sig om , at alle Indgange og Aabninger vare forsvarligt lukkede , da en Storm begyndte at reise sig . Mangfoldige Gange tidligere havde han sindig og mechanisk udført denne sin Dont , men denne Aften var han i en egen Stemning , fordi hans Tid udløb netop i Nat . Imorgen , Nytaarsdag , skulde en anden Fyrmester overtage Forretningerne for det kommende Aar , og næste Nytaarsdag skulde han igjen selv vende tilbage . Skjøndt han havde tilbragt et Aar i Eensomheden , havde han dog fattet et Slags Kjærlighed for Taarnet , og' var halv veemodig stemt ved at skulle forlade det . „ Han kommer sagtens ikke imorgen “ , sagde han til sig selv ; „ bliver Stormen ved , som den har begyndt , ville mange Øine lukke sig for bestandig i denne Nat ; og Taarnet er ganske utilgængeligt . Men det faaer være det Samme ; har jeg levet her hele Aaret rundt , saa kan jeg vel sagtens blive et Par Dage til . “ Han famlede sig frem op ad den steile Vindeltrappe , hvor Mørket var saa tæt , at det lagde sig som et Klæde omkring ham . Skjøndt hanhundrede Gange havde passeret denne Trappe iblinde , gav den dog denne Aften ikke tilstrækkeligt Fodfæste for ham . Han havde faaet Uro i Blodet og stod paa Veien opad flere Gange stille og lyttede ; af og til saae han nedefter , som om der kunde være Noget at see i et Mørke , saa tykt at man kunde skjære i det . I det Samme lød der et gjennemtrængende Skrig ; ikke langtrukket som de Skrig , der først hæve sig og derefter døe hen , men pludselig afbrudt , som om det blev skaaret over af Stormen og Resten sendt i en anden Retning . Et Øieblik stod Fyrmesteren tvivlraadig , om det ikke havde været en af de mange skuffende Lyd , Stormen frembringer ved et Fyrtaarn ; men nei , han havde en lang Erfaring at støtte sig til ; det var aabenbart et Menneske , der raabte om Hjælp , og hvem den begyndende Stormhavde overrasket ude paa Havet . Skjøndt Fyrmesteren var en Mand til Aarene , var han baade stærk og modig , og Vindeltrappen , som for faa Øieblikke siden syntes at yde ham et usikkert Fodfæste , var nusom en banetLandevei . Han foer ned til Taarnets Indgang , traadte ud paa en Steenflade , som laa udenfor Indgangsdøren , og skyggende med Haanden for Øinene søgte han at sammentrænge den Smule Lys , der var tilbage i Aftenskumringen , for at opdage , hvorfra Raabet var kommet . Længe speidede han forgjæves , men tilsidst opdagede han paa Toppen af en fjern Bølge en mørk Gjenstand , som med rivende Fart gled ned ad den henimod Taarnet , og som , da den kom ganske nær , viste sig at være en Baad , paa hvis Bund der laa et Menneske , tilsyneladende livløs . Baaden førtes ikke lige til Taarnet , men strøg ganske tæt forbi det , og var faa Øieblikke efter igjen et mørkt Punkt paa en Bølgetop i den modsatte Retning . Med en Snarraadighed , som kun udvikles hos Mennesker , der saa at sige dagligt see Faren under Øine , ilede Fyrmesteren ind i Taarnet og kom tilbage med en Jerngjenstand , der lignede et lille Anker ; det havde tilbagevendte Hager og var fastbundet til en lang Line . Han ventede , at Baaden igjen skulde passere tæt forbi Taarnet , og benyttende det Øieblik , da dette skete , slyngede han med sikker Haand Ankeret ind i Baaden , der foer afsted med Linen efter sig . Den anden Ende af Linen havde han fastgjort til en stærk Jernring i Taarnet , da han , hvis han selv havde holdt den , ufeilbarligt vilde være bleven revet med i Afgrunden . Det kom kun an paa om Linen holdt . Den strammedes mere og mere , og tilsidst vardenheelt udspilet ; det gav et . vældigt Ryk i Jernringen , men Baaden holdt sig paa det samme Sted og dandsede uroligt ude paa Bølgerne . Faren gav Fyrmesteren Kæmpekræfter ; han halede ind paa Baaden , men Stormen og Havet gjorde ham hver Tomme stridig , saa at han , da han omsider fik trukket Baaden ind , mærkede , at Kræfterne om faa Øiebhkke vilde have forladt ham . Baadens eneste Passageer , den gamle Martin , laa ubevægelig og livløs og maatte bæres indenfor ; hans Udseende kunde Fyrmesteren ikke skjelne i Mørket , hvorfor han tændte Lys og tog en Flaske og et Glas , som altid holdtes i Beredskab nederst i Taarnet . Den Fremmede havde han støttet op mod et Hjørne , og holdt Lygten hen for at helde Noget af Glassets Indhold i ham , då han i det Samme af Forskrækkelse nær havde tabt baade Glas og Lygte . „ Store Himmel , hvad er dette ! At mødes med denne Mand under disse Omstændigheder . Snarere vilde jeg have troet paa Muligheden af alt Andet , end netop af dette . “ Hvor forfærdet Fyrmesteren end var , og hvor nær han ogsaa var ved at tabe Besindelsen , saa tabte han den dog ikke , men indsaae , at hurtig Hjælp var nødvendig , hvis det Liv , som maaskee endnu ikke var heelt udslukt , muligviis skulde kaldes tilbage . Han søgte derfor' at faae Noget af Glassets Indhold i den Fremmede , hvilket omsider lykkedes ham og havde den forønskede Virkning . Den gamle Martin slog Øinene op og saae sig omkring med et stirrende , glandsløst og ligegyldigt Blik , og med en dunkel Fornemmelse af noget Forvirret og Rædselsfuldt , som han nylig havde oplevet ; og i det Hele uvis om , hvorvidt det kun var en Fortsættelse af de Farer , han nylig havde udstaaet , eller om han virkelig var frelst . Fyrmesteren holdt sig tilbage i » Skyggen for at give ham Tid til at fatte sig , og først da han saae , at den Fremmede med Forundring betragtede sine Omgivelser , talte han til ham . „ Jeg haaber , “ sagde han , „ at denne fortvivlede Tour ikke skal have sørgelige Følger for Dem , og at det Værste nu er overstaaet . “ Den gamle Martin saae overrasket hen i den Retning , hvorfra Ordene kom , og opdagede den Talende , om hvis Nærværelse han hidtil ikke havde vidst Noget . „ Hvor er jeg , og hvem er De ? “ spurgte Martin . „ De er ude i Fyrtaarnet ; De laa bevidstløs i en Baad , som drev for Stormen ; jeg var saa heldig at faae Baaden trukket ind , og her er De nu . Jeg er forresten Fyrmester her paa Taarnet . “ Den gamle Martin hørte udeeltagende paa denne Beretning , og det var tvivlsomt , om han rigtig opfattede den . Idetmindste havde han intet Ord til Tak , fordi Fyrmesteren havde frelst hans Liv ; han stirrede kun paa ham , som om han søgte at holde en eller anden dunkel Forestilling fast , uden at det vilde lykkes ham , og opgav omsider Forsøget . Maaskee havde det været bedre for den gamle Martin , om han denne Aften var sunket i den Afgrund , som nylig havde aabnet sig for at modtage ham ; han vilde da have endt sit Livs Kvaler og taget Byrden af Skuldrene paa dem , hvem han tvang til at gaae i Aag med sig . Hvilket Forraad af Bitterhed og Had vilde der ikke med det Samme være gaaet ud af Verden . Hvilket Oplag af Hensynsløshed og Selvretfærdighed vilde der ikke ved denne Ledighed være sunket i Havet . „ Dersom De troer , at De er stærk nok , vil jeg hjælpe Dem ovenpaa i mit Kammer “ , sagde Fyrmesteren . „ Jeg vil Ingenting , “ svarede Martin gnavent og i en Tone , som vidnede om , at hele hans gamle Elskværdighed begyndte at leve op igjen . „ Pas De Dem selv og lad mig være i Fred . “ Under almindelige Omstændigheder vilde Fyrmesteren have givet Svar paa Tiltale ; han vilde rimeligviis være gaaet ovenpaa , og ladet den utaknemmelige , tvære Fremmede blive liggende i Mørket ; men der var Noget ved den gamle Martin , som havde gjort stærkt Indtryk paa ham , og som gjorde ham mere tilbøielig end ellers til at vise sig eftergivende og hensynsfuld . I nogle Øieblikke blev han staaende taus og med et Udtryk i Ansigtet , som om Martins Svar havde berørt ham paa en smertelig Maade . For ikke at gjentage Spørgsmaalet til ingen Nytte , gik han hen og prøvede paa at reise Martin op , og da det viste sig , at denne igjen kunde støtte paa Fødderne , slog Fyrmesteren , stor og stærk som han var , Armen omkring ham , tog Lygten i Haanden , og førte ham , uden at sige et Ord op ad Vindeltrappen . Møisommelig var den lange Vandring , inden de naaede ovenpaa til Kammeret ; Fyrmesteren bar den Fremmede mere end han førte ham ; Trappen var saa smal og snoede sig i saa snevre Vindinger , at han ikke kunde bruge Armene frit , men for det Meste maatte skyde den Fremmede foran sig . Omsider naaede de derop ; den Fremmede blev sat i en stor Lænestol , afført de Klæder , som vare gjennemtrængte og stivnede af Vandet , og iført Fyrmesterens Tøi , der hang løst om den lille Mand og gav ham Udseende af en stor Byldt . Fyrmesteren betragtede sin Gjæst som en forvirret , hjælpeløs Skabning , men viste ham alligevel en Mængde Smaaopmærksomheder , næsten som om han havde været en Dame . I en Fart fik han Kjedlen i Kog , og snart efter satte han en dampende Kop Thee og Rom for Martin , som nød det i lange Drag og efterhaanden levede op igjen . Da Fyrmesteren saae , at han var bleven mere tilgængelig , spurgte han ham , hvorfra han var kommet , og hvorfor han havde begivet sig alene ud paa Søen om Aftenen i et saadant Veir . „ Jeg veed ikke rigtig selv , hvorledes det gik til , “ svarede Martin . „ Jeg boer i et Huns ved Kysten og trængte i Aften til at komme ud i det Frie ; jeg gik derfor ned . , til1 Havet og sad der og tænkte ; som jeg bedst sad , filt jeg en uimodstaaelig Lyst til at see Fyrtaarnet i Nærheden og gik derfor tilsøes ; men Veien var længere , end jeg bildte mig ind , og underveis kom Stormen — det var forunderligt , at jeg paa engang fik denne uimodstaaelige Lyst ; jeg har aldrig mærket den før , “ sagde han og tog sig forvirret og tankefuld med begge Hænder om Hovedet . I dette Øieblik faldt det Fyrmesteren ind , at han rimeligviis havde en gal Mand for sig , og mere for at berolige ham ved at gaae ind paa hans forvirrede Tankegang , end fordi han ventede nogen fornuftig Opløsning , fortsatte han Samtalen . „ Saa De sad nede ved Havet og „ tænkte “ . Vilde det være ubeskedent at spørge Dem om , hvad De da tænkte paa ? “ , Atter en Opfordring til at opgjøre Regnskabet og sætte det i forsvarlig Stand , inden det afleveredes til det nye Aar . Atter en Paakaldelse af de onde Aander , som sværmede om ham paa hans Vei ; som gik foran ham og gjorde Veien lettere ; som gik bagved ham og skjød paa ; som lukkede Øinene paa ham og forsynede ham med aandelige Skyklapper , saa at han hverken saae sin Hustrues Taalmodighød og Selvopofrelse , eller sin Datters Ynde og Kjærlighed , eller den himmelraabende Uret , han gjorde sin egen Søn , da han vilde raade over hans Hjertes Valg og forstødte ham , fordi han ikke i meningsløs Underkastelse under en Andens Despoti vilde give Afkald paa det , der var ham dyrebarest . En saadan Paakaldelse af hans eget Jeg skulde ikke være forgjæves ; her havde han et Vidne ved Opgjørelsen af Regnskabet , og Selvretfærdigheden kunde feire en Triumf . „ Hvad jeg tænkte paa ? Ja , det vilde blive for vidtløftigt , hvis jeg skulde nævne det Altsammen ; men De vil forstaae mig , naar jeg siger Dem , at jeg tænkte paa gamle Løfter , som aldrig bleve holdte ; Eder og Forsikkringer , som brødes ; gamle Venner , som gjorde sig til Fjender , da de begik et Forræderi ; Forretningsmænds Tilsagn om Bistand , hvoraf ikke et eneste blev opfyldt ; vanartede Børn , som beredte mig Sorg og Græmmelse ; en Søn , som i Egensindighed og Forblindelse giftede sig med en Pige uden mue , istedetfor at han med sine Evner og sin Dygtighed kunde have gjort et ganske andet Parti og være blevet en Støtte for sin Familie ; en Datter , som staaer i Begreb med at begaae en lignende Dumhed “ — her glemte Martin , at han talte til en Fremmed og fortsatte mere i Samtale med sig selv end med den Anden — „ men det skal der sættes en Stopper for . Maa .skee kommer Richard aldrig tilbage ; maaskee er han død , og det vilde være det Bedste . Sidste Gang vi hørte fra ham , deeltog han i den nordamerikanske Krig ; det er sandsynligt , at han er faldet , siden der i tre Aar ikke er kommet Brev fra ham . Men melder han sig igjen , maae vi gjøre kort Proces . Ingen Medlidenhed eller taabelig Eftergivenhed . Lad Anna sørge en Tid derover , hun er ung og har et bøieligt Sind , hun glemmer det snart igjen . Det maa skee og skal skee . Læg alle disse Byrder paa een Mands Skuldre og siig saa , om han ikke har Noget at tænke paa . “ Ved disse Ord havde Fyrmesteren reist sig , og talte til den gamle Martin med bevæget Stemme . „ Du er Martin B . , og jeg er den Ven , Du taler om , som engang sveg Dig . “ Hvis et Spøgelse havde viist sig for Martin , eller hvis den Stol , hvorpaa han sad , havde begyndt at dandse rundt med ham , eller dersom hans egen Aand for et Øieblik var bleven saaledes opklaret , at han havde gjennemskuet sig selv i sin hele Forhærdelse , Hjerteløshed og Egoisme — og dette Sidste var aabenbart det , som allermindst af Alt kunde ventes — saa vilde han ikke være bleven mere forbauset , end han nu blev det over Fyrmesterens korte Meddelelse . I den Grad blev han betaget , at han ikke kunde fremføre et Ord , men sad i dum Forundring og stirrede ud for sig . „ Jeg gjenkjendte Dig strax iaften trods den store Forandring , som er foregaaet med Dig i den lange Tid siden vi sidst saaes , “ vedblev Fyrmesteren , efterat han et Øieblik forgjæves havde ventet paa Svar af Martin . „ Tungt har den Skyld hvilet paa mig , som jeg for mange Aar siden paadrog mig , dengang jeg begik hiin store Uret imod Dig ; siden den Dag var det , som om Lykken havde forladt mig . Men har jeg gjort Uret , saa har jeg ogsaa lidt derfor . Jeg har ofte ønsket at træffe Dig endnu engang i Livet og faae Din Tilgivelse , men trods al min Søgen er det aldrig lykkedes mig at finde Dig ; og mindst af Alt kunde jeg tænke , at Du boede Taarnet saa nær . At vi træffes iaften og under saa besynderlige Omstændigheder , deri seer jeg en Himlens Styrelse . Glem nu tilføiet Uret , Martin , og lad os som gamle Venner række hinanden Haanden ; lad alt Fjendskab tilhøre Fortiden og end det gamle Aar med . at tilgive mig . “ „ Tilgive Dig , “ svarede den gamle Martin , 1 som nu havde faaet Mælet igjen . „ Du faaer aldrig min Tilgivelse , aldrig , aldrig ! Som Din Gjerning har lagt mit Liv øde , saaledes skal min Forbandelse følge Dig , og Din egen onde Samvittighed jage Dig indtil Dit Livs Ende . “ „ Hør mig , “ sagde Fyrmesteren , „ og modtag først en Meddelelse , som har ventet paa Dig i mange Aar . Den Kvinde , paa hvem vi i dette Øieblik Begge tænke , og som blev min Hustru , hende har jeg aldrig mishandlet , som Du maaskee troer , eller som Folk idetmindste troede ; men jeg blev for en Tidlang kold og ligegyldig mod hende , og indsaae først , hvad jeg havde eiet , dengang jeg mistede hende . Himlen være lovet , at jeg erkjendte det saa tidligt , at jeg idetmindste vandt nogen Tid til at oprette det Forsømte og faae hendes Tilgivelse . I de sidste Maaneder af hendes Liv var det hendes Mildhed og Forsonlighed , Ære være hendes Minde , som bragte mig til at kjende mig selv og til at opnaae hendes fuldstændige Tilgivelse ; uden den vilde hele mit Liv have været forspildt , saa levende stod det for mig , hvor stor Uret jeg havde begaaet imod hende . „ Een Ting maa Du love mig , “ sagde hun den sidste Dag , hun levede , „ og det er at opsøge Martin og bede ham om om hans Tilgivelse for mig og for os Begge . Hvis vi efter Døden see den Verden , vi have forladt , vil jeg ikke faae Fred , førend dette er skeet . “ Nu veed Du det Hele . Jeg har søgt Dig , Aar efter Aar , men forgjæves , og tilsidst træffes vi paa denne forunderlige Maade . Glem nu gammelt Nag , Martin , og lad hendes Bøn i Forening med min stemme Dig til Forsonlighed . “ „ Talemaader , “ raabte Martin forbittret ; „ naar I have spillet op med mig og gjort , hvad I vilde ; naar I have tilføiet mig blodig Uret og maaskee udleet mig ovenikjøbet , saa skulde jeg være tossegod nok til at glemme det Hele og tilgive Jer ; maaskee igjen blive Din gamle Ven , og vise Dig Tjenester , for paany at tages ved Næsen . Tilgive Dig , Frederik ! Som om Du brød Dig om min Tilgivelse . Bliv mig fra Livet med Hykleri . Hiin Kvinde har forraadt mig , hende tilgiver jeg aldrig . Jeg forbander Dig og hende og Eders hele Slægt ! “ „ Umenneske , som Du er , “ svarede Fyrmesteren , i hvem Blodet begyndte at koge , „ have ogsaa mine Ord ingen Magt over Dig , saa burde dog Erindringen om Hende og hendes sidste Bøn stemme Dig forsonlig . Aarene have forandret Dig til det Værre , ikke til det Bedre ; de have forhærdet og forstenet Dig ; et saadant følesløstog hævngjerrigt Uhyre var Du dog ikke , da jeg sidst kjendte Dig . Endnu Et har jeg at sige Dig , og saa maa det være forbi mellem os . Den Mand , Du før omtalte som forlovet med Din Datter , har jeg , efter de Ord Du lod falde , al Grund til at antage for min Søn ; ogsaa , han hedder Richard , han er Sømand og har deeltaget i den nordamerikanske Krig ; for nogle Aar siden , da jeg var langt herfra , skrev han til mig , at han havde forlovet sig med en Pige her paa Egnen , uden dog at give nærmere Oplysninger . Igaar fik jeg Brev fra ham . , hvori han melder sin Ankomst i disse Dage . Skulde det nu vise sig , at det var ham , saa er jeg enig med Dig i een Ting ; vi maae see at fjerne de unge Mennesker fra hinanden — ikke med Vold , forstaaer Du , det taaler jeg ikke ; men jeg skal bestræbe mig for at lade ham indsee , hvilke Følger der kan komme ud af en saadan Forbindelse . Det Hus , som rummer Dig , Martin , er forpestet ; den Familie , hvis Hoved Du er , har et tungt Kors at bære ; og nu skulde min flinke , livsglade Dreng tankeløst styrte sig ind i et saadant Helvede ; det skeer aldrig med min gode Villie . “ „ Heller ikke med min , “ tilføiede Martin i den høieste Forbittrelse ; „ Du og Dine have gjort mig Ulykker nok . Sætter han nogensinde sin Fod indenfor min Dør , saa kaster jeg ham ud . “ „ Du kaste ham ud , Du' . “ svarede Fyrmesteren haanligt . „ Nei , det lader Du nok være . Men han skal forhaabentlig ikke uleilige Dig . “ Den gamle Martin reiste sig og lavede sig til at gaae . „ Hvor vil Du nu hen ? “ spurgte Fyrmesteren . „ Jeg tager hjem igjen . Dette Sted er mig utaaleligt . Jeg hader Dig og Din Slægt , og ønsker , at vi aldrig mødes oftere . “ „ Hvor utaaleligt dette Sted ogsaa er Dig , saa kommer Du dog til at slaae Dig til Ro her idetmindste for inat ; forStormen , som begyndte i Aftenstunden , har nu reist sig heelt ; og ingen Moderssjæl kan komme herfra iland eller fra Land herud . Du kan slaae Dig til Ro i Stolen der ; jeg skal ikke oftere tale til Dig . “ Med disse Ord satte Fyrmesteren sig i sin store Lænestol , og Martin , som indsaae Umuligheden af at forlade Taarnet , satte sig til Ro i sin . De faldt snart Begge i Tanker , og den Ene glemte reent , at den Anden var tilstede . Ilden , som endnu brændte i Kakkelovnen , kastede et stærkt Lys ud i Værelset og aftegnede paa Loftet forvirrede Former af de store Lænestole , medens Mændenes Skygger bevægede sig i en broget , urolig Dands , ligesom deres Tanker . Under alt Dette havde Stormen hævet sig til en sand Orkan . Der kom et vældigt Vindstød , som rystede det stærke Taarn , saa at det formelig svaiede i Luften , og med det Samme slukkedes Ilden . Mændene sade tause i det tætteste Mørke , uden at mærke Noget dertil , ligesaa lidt som de saae , hvad der foregik udenfor paa Havet . Bølgerne reiste sig , og af deres Toppe hævede der sig høie Skikkelser , som et Øieblik betragtede Taarnet , inden de igjen sank i Dybet , forat give Plads for nye gaadefulde Væsener , der snart begyndte at opføre en Ringdands . Alle samledes de om Taarnet ; de kom langveis fra svævende paa de gyngende Bølger , men skjøndt de havde Oceanets umaadelige Ørken til fri Tumleplads , søgte de Alle , som efter en fælles Aftale , hen mod det samme Midtpunkt ; mange af dem , som vare længst borte , syntes et Øieblik at være tvivlraadige , men saasnart de saae , hvorhen den store Skare tog Farten , styrede de i samme Retning . Der var kæmpestore Skikkelser , som truende hævede Armene mod Taarnet , og saae ud til at ville knuse det med eet Slag ; der var kraftige Skikkelser , som aabnede Armene og omfavnede det for at rive det med sig i Afgrunden ; der var krumbøiede Skikkelser , som rendte Panden imod det og forsøgte at løbe det omkuld ; der var Skikkelser , som rullede sig frem og sloge Kolbøtter underveis , snart forsvindende , snart dukkende op igjen , indtil de tilsidst kom glidende ind paa Ryggen og viste sig lige ved Taarnet med Benene høit oppe i Luften , forsøgende at sparke til Fyret og slukke det Hele ; der var Skikkelser , som i Bevidstheden om , at det gjaldt Taarnets Undergang , ret befandt sig i deres Element og kastede deres Hue høit op i Luften , greb den igjen og satte den paa Taarnets Hoved , hvor den i samme Øieblik faldt sammen i Skum og strømmede ned ad dets Sider ; der var smaa , hoppende , vevre og snaksomme Skikkelser , som listede sig omkring Taarnets Fod i Haab om at finde en Dør eller blot en Revne , de kunde smutte ind ad , og i sluttet Trop stige op ad Trinene , eet efter eet , indtil de havde fyldt Taarnet , for derpaa pludselig at falde sammen til een Vandmasse og knuse det Hele . Der var et fraadende og skummende Dyb med Udsigt til Kjeldere , Huler og Afgrunde , som fyldtes af nye Vandmasser , men strax kom tilsyne igjen . Havde Verden siden Noæh Tider end forandret sig i saameget Andet , i dette Ene var den bleven sig selv lig . Syndfloden i fordums Tid og Syndfloden i denne Nat frembød det selvsamme Skue af skrækkelige Optrin , som maatte opfylde selv den Modigste med Forfærdelse og betage Hjerterne ethvert Haab om Frelse . De to Mænd havde længe siddet tause , og vare , ovenpaa deres legemlige og sjælelige Anstrengelser , faldne i Søvn . Hvorlænge de havde siddet saaledes , kan være det Samme , men vist er det , at den gamle Martin paa engang mærkede , at der foregik en Forandring med ham , noget Lignende , som da han om Aftenen havde siddet og seet ud paa Fyret . Han var vaagen og formaaede dog ikke at røre sig af Stedet ; han var sig selv bevidst og saae Alting ganske tydeligt ; men skjøndt det han saae maatte indeholde tilstrækkelig Opfordring til at raabe om Hjælp , var han dog ikke istand til at frembringe Lyd eller Stavelse . Hans Øine vare faldne paa det eneste Vindue i Værelset ; det var blevet til et stort Ansigt og vedblev dog at være Vindue . Om det saa skulde have kostet ham hans Liv , kunde han ikke have . sagt , hvilket der var hvilket . Vinduet var der , men Ansigtet var der ogsaa ; det fyldte hele Vinduet ud og syntes at optage det i sine Lineamenter . Buen foroven smeltede sammen med Panden , Vinduesposten blev Næse og en af Sprosserne Mund , og alligevel vare deres Former og Omrids ganske forskjellige . Det var et vildt , truende Ansigt , der saae ud , som om det var pidsket sammen af Bølgernes Skum , og let bevægeligt , som om det i næste Øieblik kunde antage en hvilkensomhelst Form . Fast og gjenn emtrængende stirrede det paa den gamle Mand , der efterhaanden fik en Bevidsthed om , at det var det selvsamme Ansigt , som paa en saa forunderlig Maade havde seet paa ham ude fra Fyret og draget ham derud ; og lidt efter lidt opdagede han i alle dets Træk en skrækkelig Lighed med sig selv . „ Jeg har forgjæves søgt Dig i mange Aar , “ sagde Skikkelsen , „ men har maattet vente , til Du kom herud . “ „ Hvem er Du , og hvad vil Du mig ? “ spurgte den gamle Martin , forundret over sin egen Stemme og over dens døde Klang , der var ham saa fremmed , som om en Anden talte i hans Sted . „ Dit andet Jeg er jeg , og Dit bedre Jeg , som Du har krænket og øvet Vold imod , siden Du var en ung Mand . Forgjæves har jeg kæmpet for min Ret i de mange Aar , men altid været afmægtig . Kun paa dette Sted vidste jeg , at jeg havde Magten . Du har længe holdt Regnskabet i Orden for Andre , nu ei' Regnskabets Dag kommen for Dig selv , gamle Martin . “ „ Jeg drømmer naturligviis , “ sagde han , eller tænkte det blot , hvilket forresten kom ud paa det Samme , da Skikkelsen gjennemskuede ham og gav ham Svar . „ Du drømmer ikke , “ sagde den , „ Du har i hele Dit Liv aldrig været Virkeligheden saa nær som nu ; kom og see den ! “ Endnu var han betaget af Tvivl , og søgte at gjøre sig Rede for , at han kun sad i en Stol og drømte ; men han mærkede , at denne Forklaring ikke rigtig slog til , og at ethvert Forsøg paa Modstand vilde glippe . Dreven af en indre Magt gik han hen og aabnede Vinduet for at jage Synet paa Flugt , skjøndt han meget godt forudsaae , at det ikke nyttede Noget . Aldrig saasnart havde han lukket det op , førend Skikkelsen svævede ind i Værelset , og efter den utallige andre , lette og luftige som Taager , som snoede og vendte sig i de meest forvirrende Slyngninger . Flere og flere strømmede ind fra Luften og fra Havet ; de gik igjennem hverandre , skar hverandre over og gili sammen igjen . Smaa Skikkelser , der i det Fjerne saaeud som Krusninger paa Bølgerne , voxede med Nærheden ; de vuggede og gyngede sig paa Stormen , som underveis gav dem utallige Former ; de sank og steg , men nærmede sig Alle til Taarnet og smøgede sig ind gjennem det aabne Vindue , uden at han begreb , hvorledes de Alle kunde faae Plads i det snævre Rum . Han saae , hvorledes de satte Ryggen imod Loftet og løftede det iveiret ; de rettede sig i deres hele Høide og førte Toppen af Taarnet høiere og høiere op i Luften , indtil den tilligemed Fyret kun viste sig som en Stjerne og tilsidst reent forsvandt . Paa Resten af Taarnet stod Martin alene tilbage med den Skikkelse , som først havde viist sig for ham . „ Forfærdelige Væsen , hvad vil Du mig ? “ spurgte Martin . „ Lære Dig , hvem Du er , og hvad Du bliver , “ svarede Skikkelsen . „ Hvem jeg er , veed jeg ; men hvad jeg bliver , kunde jeg nok have Lyst til at vide . “ „ Du tager feil ; Du veed mindst af Alt , hvem Du er . Du er for mange Aar siden bleven en Anden end Dig selv ; Du er bleven fremmed for Dig selv og har forvandlet Dig til denne Fremmede . “ „ Men dersom Du var mit andet Jeg , maatte jeg jo kjende Dig , “ indvendte Martin , som begyndte at fatte Mod , da han mærkede , at Skikkelsen i det Hele var medgjørlig og ikke gjorde det af med ham i det første Øieblik . „ Dersom Du virkelig var mit andet Jeg , maatte jeg jo have seet Dig før , men jeg mindes aldrig at have mødt Dig tidligere . “ „ Det kommer deraf , at Du har glemt mig ; at Du trolig har arbeidet paa at udslette mig af Din Erindring ; at Du har krænket og forurettet mig i langt høiere Grad , end Andre have krænket og forurettet Dig ; men kom nu og see ! “ Den gamle Martin mærkede , at han blev ført ud over Havet , hvor Bølgerne dybt under ham voxede til Bjerge og hævede sig op imod ham . Han saae nu den Skare af Skikkelser , som hele Tiden havde tumlet sig udenfor Taarnet ; de styrede ikke længere løs paa Fyret , der var forsvundet , men reiste sig nysgjerrigt speidende til alle Sider , og naar en af dem opdagede et Skib , løftede den Armen og pegede i den Retning , som strax fulgtes af alle de andre ; nogle flagrende i Luften , andre skydende sig frem paa Bølgerne , medens en heel Deel , som ikke kunde faae Plads i Vrimmelen og røre sig frit , dykkede ned og rullede sig frem under Vandet . Paa Skibet bleve Skikkelserne sete , og Mandskabet arbeidede med Fortvivlelsens Kraft ; men saa let som en Nøddeskal blev Skibet kastet om paa Siden og fik vældige Bølger ind over sig . Skikkelserne klyngede sig til Mastetoppen , det begyndte at synke , og efterat have sendt kæmpestore Luftbobler iveiret , gik det tilbunds roligt og i lige Linie , som om det havde været en Blyklump , der sank i stille Vand . Saaledes gik det med Skib efter Skib ; naar et af dem var gaaet under , sank Skikkelserne sammen for at hente Kræfter til nyt Arbeide ; derefter reiste de sig igjen , speidede og gave hverandre Tegn , stormede saa afsted efter det næste Skib , der fik samme Skjæbne som de forrige . „ Et skrækkeligt Syn , “ sagde Martin , „ det snører Hjertet sammen i En og faaer Blodet til at stivne . “ „ Det mener Du ikke , “ svarede Ledsageren , „ Du har jo intet Hjerte . Kom ikke med Talemaader om Medlidenhed ; Du veed bedst selv , at de Intet betyde , og at Du forgjæves vilde prøve paa at bedrage mig . Medlidenhed og Barmhj ertighed ere fj ernede fra Dit Sin d for stedse . “ Det forekom Martin , at han havde hørt disse eller lignende Ord før ; kun kunde han ikke erindre , hvor eller af hvem ; han følte , at de tyngede ham og tang et Øieblik stille ; men da hans Ledsager ogsaa tang , brød han igjen Tausheden , som begyndte at blive ham utaalelig . „ Hvor mange Forhaabninger gaae ikke her tilgrunde ? Hvorfor slider og slæber Mennesket for sig selv og for Efterslægten , naar Frugten af et heelt Livs Anstrængelser saaledes kan gaae tabt i et Øieblik ? “ „ Spørger Du for Andres eller for Din egen Skyld ? Hvad Du søger af ørkesløs Nysgjerrighed , faaer Du ikke besvaret ; men hvad Dig selv angaaer , har Du saa slidt og slæbt for Efterslægten ?- Har Du arbeidet af andre Grunde , end fordi Du var nødt dertil ? Har Du beredt Dine Nærmeste endog blot smaa Glæder og Overraskelser ? Eller hvad mener Du med Frugten af et heelt Livs Anstrængelser ? Tiden gaaer som en stor Bølge hen over Verden og drager den ned i Glemselens Hav ; men over Tiden staaer der Magter , som frelse de gode Gjerninger fra Undergang . Enhver menneskekjærlig Tanke ; enhver Gjerning , som øvedes for at knuse Vold og Despoti ; enhver Seivopoffrelse , som blev ydet for at støtte Andre ; ethvert forsonligt Ord til den , som fortryder sin Uret ; enhver lille Hjælp eller Haandsrækning , den være nok saa ringe og i Verdens Øine ubetydelig , som det ene Menneske af et kjærligt Sind yder det andet ; ja blot det oprigtige Ønske om at hjælpe , selv om Evnen ikke svarer til Villien , Alt dette trodser Tidens Strøm og gaaer aldrig under . “ Den gamle Martin svarede Intet , og var paa engang forundret og skamfuld over sig selv . Som øvet Regnemester havde han i mange Aar havt Kassen i Orden , og aldrig staaet tilbage , naar der skulde udbetales paa Selvretfærdighedens Conto ; og nu skulde det hænde ham , at han maatte tilstaae sin egen Insolvents . „ Du kjender endnu langtfra Virkeligheden , “ sagde Ledsageren , „ kom og see videre ! “ De sank dybere og dybere ; Martin følte , hvorledes Havet voxede over dem , og saae snart , at de befandt dem paa dets Bund . „ Der vilde behøves flere Menneskealdere for at see alt Det , som her findes , “ sagde Ledsageren , „ men tag det Nærmeste i Øiesyn ; det vil være tilstrækkeligt . “ Her var den dybeste Ro og Stilhed trods Stormen , som rasede ovenfor . Der stod ligesom Søiler sondrede fra den øvrige Vandmasse , og gyngede sagte frem og tilbage ; ved at følge dem opad , bemærkede han , at Bevægelsen tiltog i Høiden , indtil den tilsidst frembragte den bølgende , fraadende og skummende Overflade , som han nylig havde seet paa det oprørte Hav . Der laa uformelige Masser , overgroede med Snyltedyr og Planter ; det var Skibe , som vare forgaaede for Gud veed hvormange Aar siden . Ved et af dem havde et Skelet reist sig i Vandet , og ført af den svage Bevægelse i Elementet hævede og sænkede det sin Arm , som om det bankede udvendigt paa Skibsskroget og ønskede at tale med Nogen indenfor . Martin vendte sig om mod sin Ledsager og ventede at faae en Forklaring . „ Det var et forrykt Menneske , “ sagde Ledsageren , „ som fortæret af Had og Hævnlyst bragte' Skibet til at gaae under , skjøndt ban selv maatte følge med . Mere behøver Du ikke at vide . “ Aldrig havde Martin følt Angsten som i dette Øieblik . Han lagde Mærke til , at hans Ledsager i nogen Tid havde begyndt at antage utydeligere Omrids , ikke som om han fjernede sig fra ham , men snarere som om han smeltede sammen med det Element , hvori de befandt dem . „ Forlad mig ikke paa dette Sted , “ raabte Martin forfærdet , „ ellers er jeg fortabt ! Du bliver mere og mere borte for mig , og jeg veed ikke , hvorledes jeg skal holde Dig fast . “ Istedetfor at svare , satte Skikkelsen Havet i Bevægelse , saa at Martin tabte Alt af Syne ; for et Øieblik blev det Hele hyllet i Mørke , han tabte Besindelsen , og da han kom til sig selv igjen , var Havet forsvundet , og han befandt sig inde i en hyggelig , varm og oplyst Stue , midt iblandt Mennesker . Inden han endnu lagde Mærke til , hvor han var , saae han sig om efter sin Ledsager og opdagede ham paa Væggen . Til sin ubeskrivelige Forundring saae han ham svinde ind til en Flade , gaaeindi en Ramme og hænge paa Væggen som et Portrait , der havde megen Lighed med ham selv . Men næsten større blev lians Forundring , da lian saae , at lian befandt sig hos sin egen Søn . „ Jeg har længe glædet mig til , at Børnene skulde have denne Fornøielse , Marie ; jeg kan sige , at jeg formelig har glædet mig , som om jeg selv var et stort Barn . “ „ Du behøver ikke at sige , som om Du var et stort Barn , for Du er et stort Barn , Alfred , “ sagde Marie , idet hun lagde sin Haand paa Skulderen af sin Mand og kyssede ham . I det Samme blev en Dør lukket op , og et lille Ansigt kiggede ind og spurgte , „ om de nu maatte komme ; “ men da Faderen saae bister ud og truede med at gjøre Jagt paa den lille dumdristige Knegt , trak denne sig hurtig tilbage og lukkede Døren , hvorpaa der indenfor opløftedes et almindeligt Frydeskrig . Den gamle Martin havde siddet stum af Forbauselse og efterhaandentabt baade Næse ogMund . Det var altsaa den Søn , han havde forstødt ; det var den Svigerdatter , han havde viist bort fra sit Huus . Aldrig i sine Levedage havde han seet nogen hyggeligere lille Kone ; men hvor havde han ogsaa kunnet tænke , at den „ unge Tøs “ , som han dengang kaldte hende , skulde blive en Kone af det Slags . Gamle Martin begyndte at varmes op for første Gang i mange Aar . Stolt af sin Søn havde han altid været , men siden hans Giftermaal havde han aldrig rigtig villet tilstaae det ; hvor følte han nu ikke Hjertet banke ; Isklumpen var stærkt ifærd med at tøe op . “ „ Gid vi iaften vare samlede med vore Kjære , “ sagde Alfred ; „ for hvert Aar der gaaer , bliver jeg utaalmo digere . Vidste jeg , hvad der kunde forsone Fader , vilde jeg gjøre det , om det saa var nok saa stor en Galskab . “ „ Ja , gid det var saa vel , “ svarede hans Hustru . „ Skjøndt Fader har behandlet os haardt og uretfærdigt , 'længes jeg dog efter dem Alle . Jeg synes , at der hviler et Tryk paa os , saalænge en Forsoning ikke er bragt istand . Din gamle Moder længes bestemt ogsaa efter os ; Din Søster Anna maa nu være en voxen og smuk Pige , idetmindste tegnede hun til at blive det , da jeg sidst saae hende . Hvad om vi toge derhen imorgen og prøvede paa en Udsoning . “ „ Umuligt , “ sagde Alfred , som reent havde glemt Ordningen af alle de smaa Nytaarsgaver til Børnene , hvis Utaalmodighed nu yttrede sig i stigende Grad . „ Umuligt ; jeg har forsøgt Alt , men forgjæves . Vises Døren vil jeg dog ikke mere end een Gang . Men lad nu disse Tanker fare , og lad saa Børnene komme ind . “ Den gamle Martin havde flere Gange gjort kline til at ville afbryde dem , men havde ved hvert Forsøg gjort den sørgelige Erfaring , at han talte ud i det tomme Rum . Derimod talte hans Søn ikke ud i det tomme Rum ; thi neppe havde hansagt : „ Lad saa Børnene komme ind , “ førend en lille Speider , som intet Øieblik havde forladt Nøglehullet , aabnede Døren , og ind stormede et Kompagni af Unger , Husets egne og deres Legekammerater . „ Hvor er Martin ? “ spurgte Faderen . Den gamle Martin foer sammen , i den Tro at han nu var bleven gjenkjendt , men indsaae snart sin Feiltagelse ; det var Husets ældste Søn , der var meent , en livlig , smuk og opvakt Dreng paa otte Aar , som strax meldte sig ud af Skaren og traadte forventningsfuld hen til sin Fader . „ Du har været en god og flittig Dreng i det forløbne Aar , “ sagde han ; „ her er Din Nytaarsgave . “ Med det Samme leverede han ham en stor Bog med Beskrivelser og Billeder fra fremmede Lande . Martin kyssede sin Fader og Moder , hos hvem han satte sig med Bogen under Armen ; endnu var Spændingen for stor til , at han med Ro kunde fordybe sig i dens Indhold . Den gamle Martin sad og ventede , om ikke hans unge Navner ogsaa skulde komme hen til ham , men Drengen vidste jo Intet om hans Nærværelse . Derefter kom den lille Anna , som endnu ikke var udviklet nok til , at Gaven kunde ledsages af nogen „ moralsk “ Kommentar ; og endelig kom den Sidstfødte , der bar sin Faders Navn . Den modtog allernaadigst en Beenrangle , som den strax puttede i Munden , men snart efter tog ud igjen og fægtede i Luften med , idet den gjorde Udfald især mod den Plads , hvor dens usynlige Bedstefader befandt sig . Nu begyndte Uddelingen af Smaaforæringer til de fremmede Børn , og da Bordet var tomt , indtraadte det Stadium af babylonisk Forvirring , som hører til ved slige Ledigheder , og uden hvilken et Børneselskab slet ikke er et Børneselskab . Den gamle Martin tog levende Deel i det Altsammen ; han fulgte med Øinene sine Børnebørn overalt og var især indtaget i den ældste Dreng , som bar hans eget Navn . Det er en Svaghed hos alle Bedstefædre , kun gamle Martin havde hidtil dannet en Undtagelse . Paa engang blev der en Sammenstimlen og et efter Forholdene endog usædvanligt Spektakel . Den lille Martin og en fremmed Dreng vare komne i Disput . De legede Røvere og havde i den Anledning anlagt de traditionelle brogede Dragter og Hatte med Fjer i ; men hvorledes det nu gik eller ikke gik , saa vare de ved en uregelmæssig Ideeforbindelse komne ind paa det lingvistiske Omraade . Den fremmede Dreng havde paastaaet , at „ Fisk “ skulde skrives med lille F , medens Martin paastod , at det skulde skrives med stort F . „ Men naar Du skriver det med stort F , hvorfor siger Du det da med lille F ? “ Paa dette Spørgsmaal , som kunde have sat en større Dreng end Martin i Forlegenhed , svarede han ved at snappe Huen af Hovedet paa den fremmede Dreng , som om den havde ligget der som en løs og ledig Gjenstand paa et Bord ; han svingede den rundt i Luften ograabte : „ Hurra ! Han spørger hvorfor jeg siger Fisk med lille F ! Hurra ! “ „ Hurra ! Du har Ret min Dreng . Bliv Du kun ved , Martin ! “ raabte den Gamle med i Chor og loe , saa at han var nærved at falde ned af Stolen ; men snart blev hån igjen opmærksom paa sin Feiltagelse ; Ingen kunde høre ham , og han blev derfor siddende stille og inderlig bedrøvet . I det Samme kastede han et Blik hen paa Billedet , hvor hans Ledsager tidligere •var forsvundet , og saae ham nu i taagede Omrids falde ud fra Rammen og vinke med Haanden . „ Blot et Øieblik endnu , “ bad Martin , „ lad mig blot et eneste Øieblik tale med denne Dreng ; lad mig give mit Barnebarn et Kys , saa skal jeg være villig til at følge Dig . Det vilde være grusomt , om Du lod mig see alt Dette , for strax at tage det fra mig . Gode Aand ! Jeg føler , at Du vil mig vel . Und mig denne Glæde , den første jeg har følt i mange Aar . “ „ Mildhed og Forsonlighed ere fjernede fra Dit Sind for stedse , “ svarede Ledsageren med barsk Stemme , vinkede med Haanden og Alt var forsvundet . Knugende er Angsten og forfærdende til Vanvid er Samvittighedens Stemme , naar den har slumret i mere end et halvt Menneskeliv og saa først oplader sin Røst . Den store Regnemester glemmer Intet og feiler aldrig . Den lægger Renterne til Kapitalen , og skjøndt den gjør sin Gjerning i Søvne , er den altid sikker . Den dynger Kapital paa Kapital , til det udgjør et heelt Bjerg af himmelraabende Uret ; derefter vaagner Samvittigheden , og tvinger Synderen til at vandre opad Bjerget ; høiere og høiere opad uden at naae dets Top . Tiden gaaer som en stor Bølge hen over Verden og drager den ned i Glemselens Hav ; men over Tiden staaer der Magter , som bevare de onde Gjerninger fra Forglemmelse . Enhver ond Tanke ; enhver Gjerning , som øvedes forat kue Andre og hæve sig selv ; Nederdrægtighed og lav Bedrift , som knuste Hjerter og bragte Troen paa det Godes Magt til at vakle ; ethvert uforsonligt og hadefuldt Ord , der saarede bittert ; ja selv det mindste Naalestik , der borede sig ind i et Medmenneskes Sjæl og tilintetgjorde et Gran af den Kjærligbed , som af Naturen var nedlagt deri , Alt dette opbevares af Tiden og dynges sammen til et kæmpestort Bjerg . Den gamle Martin vandrede op ad Bjerget ; træt og mødig , jaget og forpiint som i dunkle Drømme arbeidede ban sig frem høiere og høiere opad . Hvor han vilde hen , var han sig ikke bevidst , kun Saameget vidste ban , at han skulde videre . Bagved ved ham laa der en Ørken , og foran sig saae han kun et Øde , saalangt Øiet naaede . Sit gamle Regnskab havde han reent glemt , ellers havde maaskee de mange Tal og store Summer kunnet hjælpe ham ud af Labyrinthen ; men han tænkte ikke mere paa det , og havde formodentlig tabt det paa sin lange Vandring . „ Barmhjertige Himmel , hvor stor er ikke min Uret , “ raabte han tilsidst i Fortvivlelse . „ Og jeg Taabe , som havde kunnet gribe Lykken paa alle Kanter , har Aar efter Aar stødt den fra mig . Giv mig endnu blot eet Aar at leve i , blot det eneste nye Aar , som nu begynder , og jeg lover høitideligt , at jeg skal blive det gode og lykkelige Menneske , hvortil jeg , som enhver Anden , var bestemt af Naturen ! “ „ Vi ville faae det at see ! “ svarede hans Ledsager , som nu igjen viste sig ved Siden af ham , men utydeligere end nogensinde tidligere , og talte med en Stemme , som kom langt borte fra . „ Du staaer snart ved Reisens Maal , og det kommer kun an paa Dig selv , om Dine Ord skulle blive til Sandhed . “ I det Samme overraskedes Martin af et stærkt Lysglimt og befandt sig hjemme i sin egen Stue . Saa forbauset var han over Forandringen , at han ikke lagde Mærke til , hvorledes hans Ledsager som en Skygge gled ned over den store gammeldags Kakkelovn og smeltede sammen med den , saa at hans Ansigt akkurat faldt sammen med et gammelt , glubsk Løveansigt , som var støbt ind i Ovnens øverste Etage ; og fra dette Ansigt stirrede nu Ledsageren ud paa ham . Den gamle Martins Opmærksomhed var henvendt paa noget heelt Andet . Han saae sin Hustru og Datter sidde ved Bordet , ganske som han havde forladt dem om Aftenen . Den gamle Kone saae ængstelig og bekymret ud , og Anna sad med Taarer i Øinene . „ Hvor mon dog Fader bliver af i dette forfærdelige Veir ? “ sagde den gamle Kone . „ Det var en ulykkelig Idee , Du skulde faae i Aften , at tale til Fader om Alfred . Han var skrækkelig oprørt , da han gik ud , og nu er det jo allerede flere Timer siden . Stormen er bleven til en reen Orkan . “ „ Det gjør mig ligesaa ondt som Dig , kjæreste Moder ; men jeg kom til at tænke paa Richard og paa , hvor glad jeg vilde blive , naar han kom tilbage , at jeg ikke kunde udholde det længere at tænke mig Nogen bedrøvet ; og saa slap det ulykkelige Ord mig ud af Munden . “ Et Vindstød ramte i dette Øieblik Huset og syntes at løsne Træværket i alle dets Fuger . Det ruskede i Dørene og bragte dem til at klappre , næsten som om En bankede paa udenfor . „ Gud , dersom Richard var ude i dette Veir , “ udbrød paa engang Anna . „ Saa maatte vi bede for hans Frelse , “ svarede Moderen . Nok et Vindstød , som hylende og klagende trængte sig ind gjennem alle Revner og Sprækker . Nok en Rusken i Dørene og en Klappren , der lignede en Banken . Anna opfangede Lyden og sagde : „ Jeg synes , at Nogen bankede . Jeg vil see efter , om det ikke skulde være Fader ; “ med det Samme tog hun et Lys for at gaae ud , men medens hendes Haand holdt om Laasen , dreiede en anden Haand den udvendigt , og ind ad Døren traadte en Fremmed , indhyllet i en Bjørneskinds Pels , hvis store Krave skjulte hans Ansigt . Anna foer tilbage , og den Fremmede blev staaende ubevægelig i' et Par Øieblikke . Ved en behændig Vending lod han Pelsen falde af sig og traadte ud af den som en fremmed , stærkt beskjægget Mand . Endnu stod han ubevægelig og uden at have talt .et Ord , da Anna , der var bleven ganske bleg , paa engang raabte : „ Richard ! “ og kastede sig i hans Favn . Og det var virkelig Richard , men han var blevet næsten ukj endelig ; det store Skjæg og den mørke Hudfarve havde givet ham et sydlansk Præg . Jeg vil slet ikke prøve paa at beskrive al den Henrykkelse , som nu fulgte ovenpaa ; den var saaledes , som den altid er , naar Kjærestefolk ere , som de bør være . Der var en Udspørgen , en Kyssen , en Trykken Hænderne , en Omfavnen og en talende Taushed , som maatte have glædet enhver Tilskuer . Den gamle Moder fik ogsaa sin Andeel i Velkomsten og livédes øiensynligt op , hvilket var en sjeldenTing , da hendes Mands Tyranni i Tidens Løb havde gjort hende sløv for det Meste , som foregik omkring hende . Da de allerførste og nødvendigste Ord vare udvexlede , spurgte Richard : „ Men hvor er Din Fader ? “ „ Ja , er det ikke skrækkeligt ; i Mørkningen gik han ud og er ikke senere vendt tilbage . Vi sad netop og ventede paa ham , da Du kom . “ „ Din Fader er gaaet ud , “ raabte Richard , „ og er endnu ikke vendt tilbage . Det gaaer aldrig godt , jeg maa strax ud at lede ham op . “ „ Saa gaaer jeg med , “ sagde Anna , som om det kun gjaldt en almindelig Spadseretour . „ Min kj æreste Pige , det er umuligt . Du vilde ikke kunne gaae ti Skridt udenfor Huset , førend Du blæste bort , og hvor skulde jeg saa faae fat i Dig igjen , “ sagde haa og kyssede hendes smukke Ansigt . I en Fart var han iført sin Pels og ude af Døren . Alt dette havde den gamle Martin været Vidne til , ikke som den uforsonlige , hadefulde Mand , han om Aftenen havde lovet sig selv at være , naar Richard kom tilbage , men henrykt over sin smukke , fornøiede Datter og over den Svigersøn , han vilde faae . Gamle Martin havde iaften i Grunden for første Gang gjort Bekjendtskab med sin Svigerdatter og sin Svigersøn , og var inderlig tilfreds med dem Begge ; derfor kunde han ikke finde sig i den Dumhed af Richard , at gaae ud for at søge efter ham , naar han i bedste Velgaaende sad hjemme i sin egen Stue . Han var gjerne blevet ved at see paa de Unges Glæde , men erindrede paa engang , at han kun var usynlig tilstede . Han vendte sig om efter sin Ledsager , men kunde intetsteds finde ham . Instinktmæssigt faldt hans Blik hen paa Kakkelovnen , hvor han syntes at see Noget i det gamle Løvehoved , der var støbt ind i Ovnen . Før havde han aldrig opdaget noget Mærkeligt der , men iaften var der en vis Bevægelighed i det . „ Gode Aand , “ sagde han , „ send mig Richard tilbage , han leder jo efter mig til ingen Nytte . “ „ Det vilde heller ikke være til nogen Nytte , om han kom tilbage ; og han kommer ikke tilbage , “ svarede Stemmen svagt og i det Fjerne . „ Kommer’ han ikke tilbage ? “ spurgte Martin saa forfærdet , at Ordene kom ham i Vrangstruben . „ Du lægger ikke Mærke til , at Alt , hvad Du her seer , er Noget , som er skeet ; det ligger tilbage i Tiden . Richard var her ikke nu , han var her allerede iaftes . Han gik ud for at lede efter Dig ; og da han paa sin Vandring hørte , at Nogen tilfældigviis havde seet Dig ganske alene sætte ud til Fyret i en Baad , blev han saa betaget af Skræk ved at vide Dig ude paa Havet i denne Storm , at han , da Uveiret var paa sit Høieste , selv gik tilsøes for at lede efter Dig ; skjøndt han som Sømand strax burde have indseet det Taabehge i at gaae ud i en saadan Orkan , hvilket han ogsaa vilde have gjort , naar det ikke netop havde været Dig , han ledte efter . “ „ Gode Gud , “ raabte Martin forfærdet , „ hvad blev der da af ham ? “ „ Han kuldseilede ude ved Fyret og druknede , dengang Du saae Skibene gaae under . “ „ Forfærdeligt , “ raabte Martin , „ forfærdeligt ! “ — „ Stille ! “ sagde Ledsageren bydende . „ Jeg fatter Dit Hjertes Kvide ; men den maa gjennemlides . Mærk Dig hvert Ord jeg siger ; nu gjældet Liv eller Død for Dig selv . “ Skjøndt gamle Martin anstrængte sig for at opløfte et Fortvivlelsens Raab , frembragte han ingen Lyd ; han følte sig ganske kraftesløs , men hørte dog hvert Ord , hans Ledsager sagde . „ Jeg staaer nu i Begreb med at forlade Dig for stedse . Jeg er Dit andet Jeg og Dit bedre Jeg ; det Jeg , som .Du for mange Aar siden forstødte , dengang Du forvanskede det Gode , Skaberen havde nedlagt i Dig , og anvendte Dine Evner til at gjøre Ondt , hvor Du skulde have gjort Godt . Jeg har i de mange Aar ofte forsøgt at vende tilbage og smelte sammen med Dit Væsen , men forgjæves . Først iaftes førte Tingenes Gang det saaledes med sig , at jeg kunde faae Dig i Tale . Jeg viste mig for Dig i Fyret og glædede mig , da jeg saae , at jeg havde Magt til at drage Dig ud til mig ; det viste mig , at der endnu var Haab om , at jeg omsider skulde ophøre at være et deelt Væsen . Du har selv mærket , hvorledes jeg lidt efter lidt blev utydeligere for Dig ; det blev jeg , efterhaanden som jeg igjen smeltede sammen med Dit Væsen ; efterhaanden som Du kom Dig selv nærmere , da Dit Steenhjerte smeltede , og Du begyndte at glæde Dig og at sørge paa menneskelig Viis . Nu er der kun meget Lidt af mig tilbage ; jeg er næsten Eet med Dig og kan ikke længere hjælpe Dig . Staa nu denne Prøvelse igjennem med mandigt Mod og stærk i Troen paa det Godes Magt i Verden , saa er Du frelst , og jeg velsigner Dig , gamle Martin ! “ Ledsageren svandt hen i det tomme Rum , og endnu engang lød det langt borte : — „ og jeg velsigner Dig , gamle Martin ! “ Nytaarsmorgen . „ Richard , Richard ! Bliv dog hei’ Menneske , jeg er jo hjemme . Gaa ikke ud paa Havet , det bliver Din Død . Barmhjertige Himmel , hold ham tilbage ! Richard ! “ Saaledes raabte den gamle Martin , saa det rungede i Værelset , og havde nær væltet Bordet , som stod ved Siden af ham . Fyrmesteren , som var falden i en tung Søvn , sprang forskrækket op og gned Øinene , uden strax at kunne samle sig eller besinde sig paa , hvor han var . Navnet „ Richard “ lød endnu i hans Øre , og med den lynsnare Hastighed , hvormed Drømme skabes og forgaae , havde Martins Raab i samme Nu ladet ham see Richard gjennemgaae utallige Farer . „ Foi’ Guds Skyld , hvor er Richard , hvad er der hændet ham ? “ raabte han , da Martin i det Samme selv vaagnede og udbrød : „ Ja , hvor er Richard , vi maae ile ham tilhjælp . Men Du store Gud og Fader , er jeg endnu ude paa Fyret . Og Richard og Anna ? Og min Søn og den lille Martin ? “ „ Tal ikke om Richard og Anna , “ svarede Fyrmesteren barsk . „ Jo , dem taler jeg netop om , “ sagde Martin , „ og vil vedblive at tale om dem . Richard er kommet tilbage , og Anna skal være hans Brud , saasandt som jeg hedder Martin ; men vi maae afsted “ — Fyrmesteren saae nu klart , at hans Formodning iaftes var rigtig . Martin var gal . Han overveiede et Øieblik , hvorledes han hensigtsmæssigst skulde gribe Sagen an ; om han skulde reise sig og spærre'ham inde i det mørke Rum , der var ved Siden af Kammeret , eller om han hellere skulde klemme ham fast mellem Bordet og Væggen og prøve paa at tale ham tilrette . Stor var derfor Fyrmesterens Overraskelse , da den gamle Martin ganske sindigt stod op og kom hen og rakte ham Haanden . „ Tilgiv mig , gamle Ven , jeg var iaftes meget utaknemmelig og egentlig et reent Uhyre . Først frelste Du mit Liv , og jeg havde ikke et Ord til Tak derfor ; og derefter bad Du mig om Tilgivelse for en gammel Uret , og jeg negte de Dig den . Jeg føler mig idag som et andet Menneske og begynder det nye Aar med at fornye et gammelt Venskab . “ „ Du tager en stor Byrde fra min Samvittighed , Martin . Kun den , der har angret saa længe og saa dybt som jeg , veed hvad en saadan Tilgivelse vil sige . Men hvorledes var Du dog kommet i denne Stemning iaftes ? Jeg kjender Dig slet ikke igjen idag . “ Den gamle Martin tog sig til Hovedet og begyndte igjen at see forvirret ud . „ Jeg var inat udenfor Taarnet og saae skrækkelige Ting paa Havet . Jeg besøgte ogsaa min Søn og saae Richard ; men jeg kan ikke samle mine Tanker “ — han ledte rundt omkring efter en Løsning paa Gaaden , uden at finde den , og Fyrmesteren blev igjen mistænksom . Skulde han alligevel være forvirret og om Natten have listet sig udenfor Taarnet ? Det var umuligt . Han havde jo selv laaset alle Døre forsvarligt og havde endnu Nøglerne i Lommen . Hans Tvivl blev imidlertid hævet , da Martin igjen talte fornuftigt . „ Jeg kan ikke blive klog paa det Hele , for drømt det har jeg ikke , dertil var det altfor levende . Jeg opgiver det indtil videre og vil strax tage hjem . Jeg er sikker paa , at Richard er kommet , og jeg længes efter at see ham og dem Allesammen . “ Fyrmesteren , som smittedes af Livligheden i hans Væsen og navnlig af Forsikkringen om , at Richard var kommet , erklærede det imidlertid for umuligt , at Martin kunde tage afsted alene . „ Veiret er vel smukt idag , “ sagde han , „ og Stormen har lagt sig , men Søen gaaer saa høit , at Du aldrig vilde komme levende iland , hvis Du gik ud alene ; og jeg kan ikke følge med Dig , førend den nye Fyrmester kommer , hvis han i det Hele kommer idag . Men lad os nu allerførst faae en Hjertestyrkning ovenpaa denne Nat . “ Dermed satte Fyrmesteren Kjedlen over Ilden og begyndte at dække Bord . Det var i det Hele taget mærkeligt at see den gamle Martins Livlighed ; gik Fyrmesteren ud for at hente Brænde , saa var Martin i Hælene paa ham , for ikke at tabe ham af Syne et Øieblik ; pustede Fyrmesteren paa Ilden , for at faae den til at blusse høiere , saa vilde Martin puste med , men opnaaede kun at blæse Asken op i Ansigtet paa Fyrmesteren , som ikke sagde Noget , men kun smilede ved sig selv . Snart stillede Martin Stolene paa eet Sted foran Bordet , snart paa et andet Sted . Af og til gjorde han en Afstikker hen til Vinduet for at see ud paa Havet . Solen skinnede paa de høie Bølger og blændede ham ved de utallige Smaablink den frembragte ; men han glemte et Øieblik det Hele for at beregne , hvor langt han havde været ude ; hvor det omtrent maatte være , at det første Skib gik under , og i hvilken Retning Skikkelserne fore efter det andet . „ Men det er jo reen Snak ; hvad staaer jeg her og drømmer om ; og alligevel “ — I det Samme opdagede han et hvidt Punkt langt ude og kaldte paa Fyrmesteren . Kikkerten kom frem i en Fart og Fyrmesteren raabte : „ Hurra ! Den nye Fyrmester . Brav Karl ; han vidste , at jeg længes efter Afløsning , og •saa gaaer han ud i saa høi Sø , skjøndthan ikke havde det nødig . Forresten er der En med ham , som jeg ikke kjender . “ Den gamle Martin skulde ogsaa see i Kikkerten , men da han var ganske ukjendt med dens Brug , og desuden rystede af Bevægelse og Spænding , styrede han den i alle mulige Retninger , og søgte i længere Tid efter Baaden oppe i Nærheden af Zenith , indtil han tilsidst fik fat paa Solen , som gjorde ham fuldstændig blind . De opsatte Maaltidet , indtil deres Gjæster kom , og stode faa Øieblikke efter ved Taarnets Fod , ventende paa deres Ankomst . „ Hvor tog Du Baaden iaftes , Frederik ? “ spurgte Martin . „ Der “ , sagde Fyrmesteren og pegede et Par Favne ud i Vandet ; „ den kom langveis fra , strøg lige forbi Taarnet og gik ligesaa langt bort paa den andenSide ; havde den stødt imod det , var den splintret i samme Øieblik . “ „ Er det Ringen , hvortil Du bandt Linen ? “ „ Ja , det er Ringen , den er forsvarlig nok ; det var kun Linen jeg var bange for . “ „ Det forekommer mig dog , at denne Ring er noget svag ved den ene Side “ , bemærkede den gamle Martin , som skjænkede den en usædvanlig Opmærksomhed . „ Man har før hørt , at tykke Jernringe bristede , uden at man egentlig vidste hvorfor “ . Fyrmesteren fik ikke Tid til at svare paa den sidste Bemærkning , da Baaden var lige ved Taarnet . „ Goddag , gamle Kammerat , glædeligt Nytaar “ , raabte den nye Fyrmester til den gamle . — „ De havde nok ikke ventet mig idag . Efter den Storm , som blev opført inat , havde jeg ogsaa tænkt paa at opsætte det , indtil Veiret var stillet af og Søen blevet rolig ; men saa fik jeg Besøg af en Fremmed , som absolut vilde herud idag , da han hørte , at De var her . Efter endeel Betænkeligheder føiede jeg ham omsider , og her ere vi . “ Han tog en Flig af Seilet tilside , bag hvilket den Fremmedes Ansigt var skjult , og en ung Mand reiste sig op . „ Richard , min Dreng , “ raabte Fyrmesteren fornøiet og svingede med sin begede Hat , „ Du kunde ikke have bragt mig nogen kjærkomnere Nytaarsgave end Dig selv . — Min gamle Ven , Martin B . , “ tilføiede han , da han saae Richard blive noget forlegen ved Mødet . „ Han kom herud igaar Aftes og har maattet blive her inat . — Ørerne stive , min Dreng , “ hvidskede han til ham , „ Alting klart . “ Denne sidste fortrolige Meddelelse var Richard aldeles gaadefuld , og Situationen blev kun yderligere indviklet derved , at den gamle Martin , som hidtil havde staaet og stirret paa Richard , nu greb hans Haand og trykkede den hjerteligt , og dertil udtalte sin Forundring over , at han , Richard , ikke havde et stort brunt Skjæg , for saaledes havde han jo tydelig seet ham ; „ men jeg snakker , “ sagde den Gamle og tog sig til Panden . Igjen foer der en Tvivl gjennem Fyrmesterens Sind , der dog atter blev beroliget , da han saae Martin trække Richard hen til en Side . „ Du kommer hjemmefra , hvorledes har min Hustru og Anna det ? Have de været forskrækkede , fordi jeg blev borte iaftes ? “ Richard sagde , at han ikke forstod et Ord af det Hele , da han først var kommet iland , ligesom Stormen begyndte , og strax havde søgt Underretning om sin Faders nuværende Opholdssted . „ Men saa har Du jo slet ikke seet Anna endnu , “ sagde Martin tankefuld . „ Nei , sikkerlig ikke , men jeg længes inderlig derefter ; og af hele den Maade , hvorpaaDe omtaler Sagen , tør jeg maaskee haabe , at De ikke bar Noget imod “ — „ Sniksnak , den Sag bliver nok ordnet ; jeg har taget min Bestemmelse . “ Derefter vendte de tilbage til de Andre , som imidlertid havde fortøiet Baaden , og Martin opfordrede dem til at følge med ham ovenpaa . Han talte i en Tone , som om han egentlig hørte hjemme paa Fyret og indbød sine Gjæster til at tage Lokaliteterne i Øiesyn . Han holdt sig ogsaa sidst i Rækken og opfordrede den nye Fyrmester og Richard til „ endelig at gaae forsigtigt “ op ad Trappen . Den gamle Fyrmester saae Forandringen hos Martin og loe saa smaat . Da de kom ovenpaa og ydede Frokosten al Retfærdighed , fik Værten det Indfald at hente to Flasker Viin . „ De have ligget i flere Aar og ventet paa Richards Hjemkomst , og en Skam havde det dog været , om jeg nu havde glemt dem . Jeg udbringer altsaa en Skaal for “ — „ Stop lidt , “ sagde Martin , „ det er nok bedst , at jeg udbringer den Skaal . Lad os da tømme et Glas for Richard der og min Datter Anna som lovformeligt forlovede . “ Han ansaae det for et Slags juridisk Akt med Vidner og alt Tilbehør . „ laftes var jeg enig med min gamle Ven der , “ han pegede paa Fyrmesteren , „ om at denne Sag skulde gaae overstyr , men Mennesket spaaer og Gud raa’er . Altsaa , en Skaal for Richard og hans Brud ! “ Richard , som i Begyndelsen var bleveh reent forvirret over den gamle Martins Ord , sprang op og dandsede rundt med dem Allesammen . Den nye Fyrmester derimod , som hidtil havde været passiv Deeltager , lod høre en lang Fløiten , der tilkjendegav , at nu begyndte det at gaae op for ham . „ Oh , saa hun gaaer paa den Boug ! Ja saa forstaaer jeg Deres Hastværk imorges og Deres mange Spørgsmaal om Familierne hernede ved Kysten . Jeg ønsker Dem tillykke . “ „ Nu bryde- vi op , “ sagde Martin igjen afgjørende , som om han var Kommandant paa Fæstningen . „ Vi tage først ned til min Søn og derefter hjem . “ Den gamle Fyrmester gav Tegn til sin Søn , at han skulde lyde uden Indvendinger , og kort efter befandt de tre Mænd sig paa Søen , tagende den Retning , som af Martin blev angivet . De landede nede paa Kysten , flere Miil fra det Sted hvor Martin boede , og gik hen mod et Huns , som han paastod tilhørte hans Søn , hvilket det ogsaa gjorde . „ Det er bedst , at jeg gaaer iforveien ; I Andre kunne vente lidt paa mig , og maae ikke blive utaalmodige , hvis det skulde vare etKvarteerstid . “ Han gik ind i Huset paa Maa og Faa , idet han bildte sig ind , at han havde seet det før . Han lukkede Døren op til Dagligstuen og mødte netop sin Svigerdatter , som legede med det yngste Barn . „ Er Alfred hjemme ? “ spurgte han . Om hun havde seet et Gjenfærd aabne Døren , vilde hun ikke være bleven mere forskrækket . „ Men Bedstefader ! “ var Alt , hvad hun kunde sige . Hurtig foer en Dreng ud af Stuen og hentede sin Fader , der kom ilende til i den Tanke , at der var skeet en eller anden Ulykke . „ Glædelig Nytaar , “ sagde Martin . „ Jeg vil ikke bruge nogen lang Indledning , men ligefrem spørge Jer , om I endnu holde Saameget af Eders gamle Fader , at I ville følge hjem med ham idag ? “ Om de vilde ; det var til at spørge om . Men han maatte komme nærmere og vente , indtil de kunde blive færdige . „ Alle Børnene skulle med , ogsaa Martin . “ „ Men Bedstefader , hvorfra veed De , at vor ældste Dreng hedder Martin ? “ „ Herre min Gud , saae jeg ham ikke iaftes , da han loe over det lille F— men hvad er det nu jeg siger — jo jeg veed det i ethvert Tilfælde . Men jeg glemmer reent , at jeg har Gjæster med mig . “ Med disse Ord gik Martin udenfor og vinkede ad Fyrmesteren og lians Søn . „ Det er min gamle Ven , “ sagde Martin , idet lian pegede paa Fyrmesteren ; og Forundringen blev stor , da baade Sønnen og hans Hustru vidste Besked om Sagen . „ Og det er hans Søn , Richard , “ vedblev Martin , „ som iaftes gik ud og ledte efter mig — men hvad er det nu igjen jeg siger “ — Fyrmesteren begyndte at faae sine Tvivl — „ det er hans Søn Richard , som er forlovet med min Datter , der Intet veed om hans Hjemkomst ; og nu skulle vi Alle overraske dem . “ Her naaede Forundringen Høidepunktet , som først havde til Følge , at der vexledes en Mængde Lykønskninger , og derefter , at Sønnekonen , uden at sige et Ord , gik hen og gav den gamle Martin et eftertrykkeligt Kys . Martin forstod det og var baade taknemmelig i sit Hjerte og stolt derover . Medens Forberedelserne til Reisen skete , bemægtigede Bedstefaderen sig den Førstefødte , som i Begyndelsen var bange for ham , da han havde opsnappet Et og Andet om Forholdet ; men snart overvandt Bedstefaderens Venlighed hans Frygt , saa at han fortalte ham vidt og bredt om sine smaa Foretagender og Forhaabninger , hvilket Altsammen fulgtes med den for Bedsteforældre eiendommelige Henrykkelse over den ældste Sønnesøns aandelige og legemlige Fuldkommenheder . Martins Blik søgte uvilkaarligt efter Rammen paa Væggen , og der hængte virkelig ogsaa en Ramme , som imidlertid ikke indeholdt hans Billede , men en Udsigt over Havet ud til Fyret . „ Besynderligt , “ tænkte han ved sig selv , „ jeg saae det jo saa levende iaftes . Hvad er det dog for Magter , som slumre i os , og som stundom vækkes og forsvinde igjen ad Veie , som ere os ganske ubekjendte ? Er det et Glimt fra de Regioner , som ligge hiinsides Døden , hvor vore Evner og Kræfter maaskee oplade aldrig åbnede Muligheder og naae en høiere Udvikling ? “ Af disse Betragtninger blev han revet ud , da hans Søn meldte ham , at Alt var beredt til Afreisen . Efter et Par Timers Seilads naaede de hjem og overraskede Moder og Datter , der vare halvdøde af Skræk , og hvis Bekymringer nu paa engang forvandledes til den høieste Glæde . Anna havde opdaget dem længe førend de naaede Huset , og var ilet dem imøde . Jeg har altid godt kunnet lide det gammeldags Udtryk om en ung Pige , at hun „ blusser som en Rose “ . Det kan gjerne være , at der er dem , som sige , at det for længe siden er gaaet af Mode , men hvad biyder , jeg mig om det , naar det kun udtrykker Sagen godt , og det gjør det netop . Anna havde gjennemgaaet de forskj elligste Sindsstemninger og rystede af Bevægelse og Spænding . Hun kjendte Richard langt borte , og haabede ; men det hele Optog var hende gaadefuldt , og Haabet vexJede med Frygt . Men da hendes Fader havde lagt hendes Haand i Richards og givet dem sin Velsignelse , og da Richard sluttede hende i sin Favn og kyssede hende , saa blussede hun som en Rose . Og da Martin havde taget sin gamle Hustru om Livet og kysset hende og bedet hende om at tilgive ham hans forrige Urimelighed , S el vkj ærlighed og Hensynsløshed ; og da de mange Fremmede havde fundet Rede i hverandre , og navnlig faaet Børnene ordnede i Hukommelsen efter Navn , Kjøn og Alder ; og da det store Familiebord var dækket , hvortil Alfreds betænksomme , lille Kone havde medtaget omtrent Alt , hvad der behøvedes ; og da den gamle Martin havde betinget sig at have sin Hustru paa sin ene Side og Fyrmesteren paa den anden , foruden den lille Martin paa Skjødet ; og da han ved Bordet yttrede Ønsket om , at Richard og Anna snart maatte kunne gifte sig , hvilket han desværre ikke saae synderlig Udsigt til , da han selv ingen Formue eiede ; og da Richard hertil bemærkede , at hvad det angik , saa kunde det for den Sags Skyld gjerne skee strax , for han kom ikke tomhændet tilbage ; og da Fyrmesteren temmelig tydelig lod sig forstaae med , at han nok ønskede at faae en Sønnesøn af samme Slags som den lille Martin , og loe umaadeligt over sin egen Vittighed ; da Alt dette foregik , vedblev Anna at blusse som en Rose . * * * Det var den første Aften i mange Aar , at Glæden havde været indenfor dette Huses Døre ; men da den nu engang var der , tog den Erstatning for den lange Fortid . I Aften . skumringen benyttede Martin et Øieblik til at vandre ned mod Havet og besøge Fiskerhytten . „ Jeg maa dog ned og see , hvorledes Fyret seer ud iaften . “ Det saae ud som altid , med Undtagelse af iaftes . Han saae længe ud efter det og ventede , men der kom ingen Forvandling . „ Sikkelsen sagde mig jo ogsaa , at naar jeg blev mig selv igjen , kunde den aldrig komme mere . “ Beroliget ved denne Forklaring vendte den gamle Mand tilbage og saae Fyret blinke paany ; men dennegang var det de oplyste Vinduer i hans eget Huns . Han vandrede fremad med sikkre Fjed , idet han følte sig som en mægtig Mand ; det var jo ham , som havde gjort saa mange Mennesker glade derinde ; men han følte det ikke som den forrige Martin , der havde holdt Kassebog og lagt Renterne til Kapitalen . Regnskabet havde han glemt for stedse ; nu gik han ind i sit Huns til Lyset og Glæden .