Første Kapitel . 
Jeg kom forældreløs til Verden . 
Min Fader var Sømand , min Moder levede af 
af sye ; deres Vilkaar vare eens , ligesom deres Alder , 
Opdragelse og Familieforhold . Begge vare unge , 
gode , fattige , flittige og forhaabningsfulde . Beskrivelsen 
vidner ikke om noget Stort hos nogen af dem ; 
men den er sand , og gid alle Mennesker kunde give 
deres Forældre samme Vidnesbyrd , da var der flere 
gode og retskafne Sønner og Døttre , end man nu 
støder paa . 
Imidlertid Ungdom og Viisdom følges sjeldent ad , 
og derfor holdt mine Forældre Bryllup uden af eie 
mere end Dagen og Veien . 
„ Skulle vi vente , til vi blive rige , faae vi nok 
aldrig hinanden , “ sagde min Fader ; og Moder svarede : 
„ Du har Ret , Albert , ellers maatte den Fattige 
altid forsage sin Kjærlighed og leve og døe ene . 

Thi hvor Faa iblandt os blive nogensinde rige , eller 
faae blot Saameget , af de have Raad til af gifte 
sig . Nei , Kjærlighed og Fattigdom ere saa vante til 
af gaae Haand i Haand igjennem Verden , af de ikke 
frygte hinanden , naar de blot tage T iden og Flid 
med paa Vandringen . Saa maa Vorherre om 
Resten . “ 
„ Allsaa paa Søndag . “ 
„ Ja , i Guds Navn da , paa Søndag . “ 
Og derved blev det . Brylluppet stod i Rundekirke , 
ingen Vogn holdt udenfor , men to varme 
Hjerter lovede hinanden Troskab og Kjærlighed ved 
Alterets Fod , to varme og trofaste Hænder bleve 
lagte i hinanden , og saaledes forlode de Haand i 
Haand det hellige Huus . Foden var let som Pungen ; 
men Hjertet , denne lille Tue , hvorpaa vor hele 
moralske Bygning hviler , Hjertet glødede af Haab , 
Tillid , Mod og Kjærlighed . 
Idet de traadte ud af Kirken , slog den unge 
Sømand sin kraftige Arm om sin Bruds smækkre 
Liv , og saa gik Veien ud paa Frederiksberg og ind 
til Lars Mathiesen . Der skulde Bryllupsdagen holdes 
ved en Kop Kasse med Kryderboller . 
Enhver , som mødte deres glade Øine , følte , at 
de vare lykkelige , men Ingen , slet Ingen kunde gjætte , 
at hun i sin sorte Merinos Kjole , med det lille fatlige 

Shawl , var en Brud , at han , den unge Sømand 
med den tykke Pijekkert , — var Brudgommen . 
Deres 
Stamtræ er snart givet , naar jeg tilføjer , 
at de Begge vare forældreløse , og af 
Sødskende havde de ingen . Deri deelte de Skjæbne 
med deres Forældre ; jeg troer , det hører til 
Familien . 
En Uge efter Brylluppet reiste min Fader som 
Styrmand til Vestindien med Skibet „ Helene “ , medens 
min Moder ufortrødent sad ved sit Sytøj — 
spiste lidt og sov endnu mindre , da hun om Natten 
fuldendte , hvad hun om Dagen havde paabegyndt ; 
men hun lo og sang saa lykkelig som Nogen . Stundom 
græd hun vel ogsaa ; dog det var kun Længselens 
Taarer , ikke bittre Taarer , der blive fremkaldte 
ved Længsel , som aldrig kan tilfredsstilles , fordi 
Døden har sat Skranken , men Haabets veemodige 
Taarer , som hige efter at dræbe Tiden , der forlænger 
det velsignede Gjensyn . Ja , Haabet havde slaaet 
dybe Rødder i dette ungdomsfriske Hjerte , og hvergang 
Sparebøssen blev taget frem af Kommodeskuffen , og en Stol , et Bord eller noget Kjøkkentøi 
forøgede det fattige Indbo , saa straalede hendes 
Ansigt af Glæde og Henrykkelse ved Tanken om , 

hvad hendes Elskede vilde sige , naar han vendte 
hjem . 
Kjender ogsaa den Rige , den af Alle misundte 
Stakkel , en saadan reen og ublandet Glæde ? 
Man vil maaskee indvende , at den Glæde , min 
Moder følte , ikke kan kaldes ublandet , da dens Forløbere 
vare Savn og Nattevaagen ; men jeg drifter 
mig til at svare jo ; thi den Tanke faldt hende aldrig 
ind ; hun glædede sig ved Indkjøbet uden at see tilbage , 
uden at maale Tiden , Anstrengelsen og Savnene , 
som havde født hendes Glæde . 
Det er den skjønneste Gave , Gud har skjænket 
sine fattige Børn , en Gave , som rigelig opveier Rigmandens 
Skatte , at han lader dem glemme Kampen , 
der er gaaet forud for Sejren ; ellers kunde de aldrig 
nyde en ublandet Glæde . Det gaaer dem som Moderen , 
naar hun vugger sin Lille paa Armen , og med 
Ømhed og Glæde opdager det første Smiil , den 
første Taare i Barnets Øie . Da er Lykken saa reen , 
saa ublandet i hendes Hjerte , at Smerten som skjænkede 
Barnet Livet , er glemt ; hun seer kun Barnet , 
hun føler kun Glæden og Haabet . 
Er det ikke mærkelig ! Naar Barnet er født , eier 
det hverken Taarer eller Smiil ; det græder med tørre 
Øine , derfor er den første Barnegraad saa smertelig . 
Senere hen komme Taarer og Smiil . Men her , som 

i hele Livet , gjør Taaren sig først gjældende ; Taaren 
glindser først i Barnets Øie , før Smilet naaer Læben . 
Det er , ligesom de første Taarer bebude Barnet , 
at Sorg og Smerte indtage den første Plads i 
Livet . Den første Taare i Barnets Øie hvisker : 
„ Gjennem Taarer , gjennem Sorg skal Du lære Glæden 
og Livet efter Døden at kjende . “ 
Og derfor er det , at vi hilse Sorgen som en 
Ben , der vil bringe os Smerte , men tillige et glad 
Budskab om kommende Glæde , naar først den tunge 
Dei er seirrigt tilbagelagt . 
Jeg vender tilbage til min Moder . 
Det var en Søndag . Min Moder stod op med 
Fuglene og sang med disse af glad Hjerte . De lyttede 
til hendes klare , ungdomsfrisfe Stemme ; thi Sang 
er et Sprog , som Smaafuglene forstaae . Ligesom 
disse anede hun intet Ondt . 
Idag en Kjole , imorgen et Forklæde — idag en 
Daler , imorgen en Mark — saaledes hengik Tiden ; 
kun Uhret gik jævnt sin rolige , eensformige Gang , 
„ uden “ , som Gaaden siger , „ at naae Stuedøren “ . 
Mine Forældre havde leiet en lille Kvist udenfor 
Vesferport ; den bestod af et rummeligt Værelse , derpaa 
eengang udgjorde Dagligstue , Sovekammer og 
Kjøkken . 
Og dog var det rummeligt , som jeg før sagde ; 

thi Indboet var saa ubetydeligt , at selv den mindste 
Stue vilde have seet tom ud . 
En Seng , to Stole , et rødmalet Bord , en Kuffert 
og en Kommode udgjorde Indboet ; nogle Tallerkener , 
en Kaffekande , der om Aftenen gav Gjæsterolle 
som Theepvtte , nogle Kopper , der baade bleve 
brugte til Flødekande og Sukkerskaal , samt fo Par 
Knive og Gafler med Tilbehør af Træefleer , udgjorde 
Huusgeraadet ; og naar jeg dertil føler et lille forgyldt 
Speil , som sfrev sig fra min Moders Jomfrustand , 
er Alt sagt om mine Forældres Eiendele . Det 
var Fattigdom , og Lykke . — 
Øg dog var der Rigdom i al denne Fattigdom , 
thi hvert Stykke var samlet ved Flid og uden Gjæld . 
„ Gjæld er Bedrag , “ sagde min Fader , „ naar 
man veed , af man ikke kan betale den . “ 
Og Moder nikkede og svarede : „ Vi behøve ikke 
Mere svr af være glade ; lidt efter lidt faae vi et 
Stykke til ; tilsidst bliver her dog hyggeligt . “ 
Og hun saae sig om med sit glade , lykkelige 
Smiil . 
Fader greb hende i sine kraftige Arme , trykked 
et Kys paa de friske Læber og tilføiede : „ Her er 
kostbarere end i mangt et Palais , thi Alt er erhvervet 
led Flid og Redelighed , og vor Eiendom er det — 
ngen Rykker banker paa vor Dør ; vi have Ro foruden 

som forinden . Seer Du , min Pige , det er 
kostbart at have det saaledes , thi det koster vor Forfængelighed 
og vor Bekvemmelighed et stort Offer . “ 
Men nu vare alt tre Maaneder gaaede efter 
Bryllupsdagen , Stuen var ikke mere saa rummelig 
som før , en og anden tom Plads var udfyldt , Hyggeligheden 
større og Bekvemmeligheden bedre . 
Moder lo og tænkte : „ Hvad mon Albert vil sige , 
naar han kommer hjem ? “ 
Men Albert kom aldrig tilbage . 
Storm , Regn , Solskin , Glæde og Sorg vexlede 
som Dag og Nat . 
Saa var det en Søndagmorgen , at Moders 
Blik faldt paa en Avis , hvori hendes Sytøi var 
indpakket ; der var nogle Typer , sou : var større end 
den øvrige Tryk . Hun bøiede sig ned for at see , 
hvad de indeholdt , det lød saaledes : 
„ Fra paalidelig Kilde erfares , at Skibet „ Helene “ , 
som farer imellem Kjøbenhavn og Vestindien , i forrige 
Maaned under den stærke Storm er gaaet under 
med Alt , Mandskabet iberegnet . Ingen er frelst . 
Rhederiet lider et betydeligt Tab , da det var ladet 
med kostbare Varer , der ikke vare assurerede “ . 
Men min Moder da ? 
Nu , det var kun et Menneskeliv , et af de mange 
Liv , som den Nat kæmpede med Døden og endelig 

fandt Hvile Paa Havsensbund , hvor saa mangt et 
Haab og mangen en Fremtid , saa mangt et brustent 
Øie og Hjerte fandt sin sporløst Grav . 
En Stund sad min Dioder faus og taareløs ; 
den uventede Smerte havde forstenet hende . Alt , 
hvad hun elskede og levede for , var ikke mere , hun 
stod ene , ganske allene i den store , tætbefolkede Verden . 
Ingen at elske , Ingen at arbeide for , Intet at haabe 
paa — hvad var den kommende Dag nu for hende , 
hvad var hele Livet , naar han aldrig , aldrig mere 
skulde vende tilbage ? Hun var jo ene ! — 
Men selv den mørkeste Nat har en Stjerne . 
Da Smerten havde naaet sit Høidepunkt , og Fortvivlelsen 
var nær , sænkede Gud en Solstraale i 
hendes Sjæl ; hun reisfe sig Pludseligt , foldede sine 
skjælvende Hænder og faldt paa Knæ ; Taarerne , 
baade Smertens og Glædens velsignede Taarer strømmede 
ubundne over de blege Kinder ; Haab og Liv 
strømmede paany igjennem Hjertet , og en varm og 
taknemmelig Bøn steg mod Himlen til Sorgens og 
Glædens kjærlige Giver . 
Sex Maaneder efter denne Begivenhed aabnede 
jeg for første Gang mine Øine — i samme Minut 
som min Moder for sidste Gang lukkede sine . Saaledes 
mødes Liv og Død i samme Aandedræt og 
under samme Hjerte . Mit Liv blev hendes Død . 

Som en forældreløs lille Stakkel hilste jeg Livet ; 
dog Gud antager sig de Forændreløses Sag , og hans 
Faderhaand har ledet alle mine Veie . 
Ja , det gaaer forunderligt til i den store brogede 
Verden . Hvem skulde have troet , da den unge 
kjække Sømand og den livsglade unge Pige for ni 
Maaneder tilbage stode glade og sorhaabningsfulde 
for Alteret , at de , inden Aaret var udrundet , Begge 
skulde hvile i deres Grav saa langt fra hinanden , 
efterladende en lille forældreløs Dreng . 
Min Moder boede tilleie hos tre gamle Damer , 
der vare ugifte og levede af deres faa Rentepenge i 
Forening med en sparsom Leie , som de fik nd af 
Huset , der var deres Eiendom . 
Den ældste af disse tre Søstre var tilstede ved 
min Fødsel og min stakkels Moders Død . 
Jeg siger „ Stakkel “ , som om den var at beklage , 
der fra Kampen gaaer igjennem Døden ind i det 
virkelige Liv , der siger Farvel til Jorden og dens 
tunge Lænker for at favne det Maal , hvortil vi Alle 
mere eller mindre stræbe hen . — Naar jeg siger 
„ stakkels Moder , “ saa er det ikke af Beklagelse over , 
at hun maatte døe i sin Livsvaar og altsaa blev 
skaanet for de øvrige Aar af sin Prøvetid , men fordi 
hun maatte efterlade et lille levende Væsen uden Familie , 
Slægt eller Venner , uden saameget som en 

Hvid , der kunde betrygge dets første svage Tilværelse : 
Fattigvæsnet var Alt , hvad hun efterlod sit Barns 
Fremtid — det Barn , som hun elskede uden at kjende 
— til Fattigvæsnets kolde , klamme Favn satte hun 
ham ind i Livet , derfor havde hun stridt , virket og 
lidt , derfor var hun gaaet i Døden . 
Jomfru Sofie lukkede min Moders trætte Øine , 
som endnu stirrede hen imod den Side , hvor man 
havde lagt mig , men hendes Blik var brustent , før 
det naaede mig ; det har aldrig hvilet velsignende paa 
mig , hendes Arme have aldrig omsluttet mig kjærfegnende , 
mit Hoved har aldrig hvilet ved en Moders 
Bryst , en Faders Velsignelse er aldrig stegen til Himlen 
for mig . Blomsten kan ogsaa trives uden 
Solskin . 
Hvad skulle vi gjøre med den Lille ? “ spurgte 
Jomfru Sofie . 
Madame Rafl svarede forundret : 
„ Hvad vi skulle gjøre med ham ? Ih , hvad andet 
end dringe ham til Fattigvæsnet , det maa sorge for 
ham . “ 
„ Fattigvæsnet ! “ gjentog Jomfru Sofie langsomt 
og stirrede paa ung med taarefyldte Øine , og 
som om jeg forstod hendes Klage , begyndte jeg af 
græde , vilde jeg bønfalde om Naade ? Hnn greb 
mig i sine Arme og trykkede mig fast op til sit Bryst . 

„ Fattigvæsnet ! “ gjentog hun atter og atter , og hendes 
Øine hvilede medlidende paa den hjælpeløse Forladte . 
Madame 
Rask vilde „ strax expedere mig ind i 
Livet “ , som hun kaldte det ; men Jomfru Sofie tog 
et Shawl , min Moder havde baaret , svøbte det om 
den lille grædende Dreng , lagde ham i sine trofaste 
Arme og forlod derpaa Stuen , endnu engang hviskende 
„ Fattigvæsnet “ ! Og som om jeg forstod hendes 
Kjærlighed , tav jeg strax stille . 
Min Skjæbne var afgjort . Gud velsigne den 
eiegode Sjæl . 
Ubemærket traadte Jomfru Sofie ind til sine 
Søstre , som sade ved et stort rundt Bord og syede . 
Hun sagde Intet , men hendes Hjerte bankede hørligt . 
Thora og Mille saae op . 
„ Hvorledes gik det med den Stakkel ? Men hvad 
er det , hvad er der hændet ? “ 
De studsede ved af see Søsterens blege , alvorsfulde 
Træk , og deres Øine faldt paa Pakken , hun 
bar i Armen . 
Jomfru Sofie svarede ikke ; faus lagde hun ung 
paa Bordet , indsvøbt i Shawlet . 
„ Hvad er det , Sofie ? Det rører sig , det er 
levende ! “ 
I det samme lød en spæd Barnegraad . Thora 

reiste sig , trak forsigtigt Shawlet tilside , og to store 
blaae Øine mødte hendes . 
„ Et Barn — et lille Barn , og det her i vor 
Stue ! “ 
Og et mildt og veemodigt Smiil oplivede de 
gamle Pigers Træk ; de stirrede paa Barnet , de foldede 
deres Hænder , og Taarer duggede øinene . 
Saaledes stode de en Stund , en liden Stund , og 
dog lang nok til , at Fortiden med sine Glæder og 
Sorger , sine Haab og Skuffelser fremtraadte af dens 
letbevægede Grav for at søde Smerte , Taarer og 
endelig Resignation . En Kamp stod der inde — 
en Kamp imellem Fortid og Nutid . 
Synet af Barnet i de gamle Pigers Hjem vakte 
veemodig Glæde ; det var som om Liv og Haab var 
traadt ind i deres før saa tomme Hjem . Deres øine 
mødtes . Saa faldt de i hverandres Arme , og Sofie 
sagde : 
„ Gud velsigne den Lilles Ankomst til vor Arne . 
Han er kommen forældreløs til Verden ; men vi tre 
gamle Piger have nu faaet en Søn af leve for , 
og vort Liv er ikke mere saa betydningsløs som 
forhen . “ 
„ Ja , Gud velsigne ham ! “ gjentage de Andre . 
Saa tog Sofie mig , trykkede mig varsomt 
mod sit Bryst og lagde mig derpaa i hver af de 

Andres Arme . De vovede neppe af røre mig af 
Angsf for af knuse den Lille , saa spæd og skrøbelig 
saae jeg ud , saa fremmede vare deres Hænder for af 
berøre smaae Børn . 
Saaledes tabte og vandt jeg , før Timeglasset 
endnu var udrundet . Min egen kjære Moders Død 
skaffede mig tre Plejemødre , som i Sandhed fortjente 
dette Navn . De pleiede og opdroge mig i Kjærlighed 
og Opoffrelse , uden af have baaret mig under 
Hjertet og født mig med Smerte ; dem skylder jeg 
dobbelt Taknemmelighed og Kjærlighed , og derfor 
bærer jeg dyb Agtelse og Beundring for deres Kjøn ; 
thi jeg har seet deres Vandel , og jeg har følt deres 
Kjærlighed , fra jeg blev sødt til jeg blev Mand . 
Kvinden vil i mig altid finde en varm Forsvarer , 
hende skylder jeg mit Liv , hende skylder jeg , af den 
lille , svage Dreng blev stor og stærk , af jeg lærte af 
elske Gud og af tilgive Menneskene . 

Andet Kapitel . 
Den jævne Stilhed i de gamle Søstres Hjem havde 
min ringe Ankomst forjaget . Sytøiet blev lagt tilside , 
og Raadslagningen tog sin Begyndelse , ledsaget 
af mit svage Skrig , der gjorde sig mere og mere 
gjældende . Jeg græd saa smerteligt ; var det , fordi 
jeg havde kostet min Moder Livet ? var det , fordi jeg 
savnede hendes naturlige Varme , hendes Bøn til 
Himlen for min Fremtid ? 
Og alt , som jeg græd , smilte de gamle Piger 
og vuggede mig paa deres Arme . En af dem gav 
mig Sukkervand — men det var ikke min Moders 
Bryst . Jeg græd og græd , ret som om jeg kunde 
ane , hvad jeg havde tabt . 
Der var talt op og ned uden Resultat . Da 
tog Jomfru Sofie Ordet . 
„ Først maa der sørges for en Vugge til den 
lille Stakkel , for at vi kunne faae ham til Ro , og 
send saa Madame Rask herind , forat vi kunne faae 

Underretning om Barnets Pleie . Saaledes kunne 
vi ikke lade den Lille skrige ; han er istand til at 
forskrige sig af Mangel paa rigtig Behandling . “ 
Caroline traadte ind for at modtage Ordre . 
Caroline var Tjenestetyendet , den fjerde gamle Pige 
i mit nye Hjem og den ældste af dem alle . 
„ Vorherre bevare os , Jomfru Sofie , hvilken 
Ulykke har De ikke paaført os ved at tage et saadant 
Væsen i Huset . Der er jo ingen af os Alle , der 
forstaaer at svøbe eller made saadan en Unge . Er 
det en Pige eller en Dreng ? 
„ En Dreng ! “ lød Svaret . 
„ En Dreng ! “ gjentog Caroline forfærdet . „ Du 
forbarmende Gud , en Dreng ! Med andre Ord et 
vordende Mandfolk . Men Jomfru Sofie , har De 
ogsaa rigtig betænkt , hvad De har gjort , De , som 
er en ærbar Jomfru ? Skal han voxe op iblandt os 
gamle Piger , for senere , naar han bliver stor , at 
gjøre Nar af os . Hør , hvor han skriger og tager 
paaveie . Det bliver Vorherre og Død ikke til at 
holde ud , jeg bliver ganske ør i Hovedet . “ 
Jomfru Sofie smille først over Carolines Ordstrøm , 
men snart blev hendes Ansigt alvorligere og 
hun befalede hende at hente Madame Rask og Vuggen . 
Mille var gaaet ud i Kjøkkenet for at tilberede 

Tvebak , Sukker og Fløde til den nyfødte lille 
Gjæst , og Thora fulgte med Pigen ind i min Moders 
Stue . 
Min Moders Stue ! — Hvor bliver mit Hjerte 
blødt og veemodigt , naar jeg tænker paa min Moder , 
naar jeg nævner hendes Navn ! Det er saa fast , saa 
ukristeligt det Baand , som Gud har knyttet imellem 
Moderen og Barnet , at , skjøndt adskilte fra Livets 
første Øieblik , uden at Øinene have mødt og forstaaet 
hinanden , udspringer dog Kjærlighen i fuld 
Blomst , og aldrig , selv ikke naar Haaret bliver 
hvidt og Gangen tung , taber den sin Varme og 
Kraft . 
I min sidste Time , vil min bortflygtende Sjæl glæde 
sig til at favne min Moder , og mine stivnende Læber 
ville hviske hendes velsignede Navn . 
Først traadte Jomfru Thora og Caroline ind , 
bærende paa Vuggen , og derefter fulgte Madame 
Rasf med sit blege , haarde Ansigt , der vidnede 
om et Hjerte , som var nimodtageligt for 
alle blidere Indtryk . Hun holdt en lang Forelæsning 
om spæde Børns Forpleining for de lyttende 
Søsfre , og snart laa jeg i min bløde Vugge , som 
min egen kjære Moders Hænder havde redet til mig , 
og sov ind . Det var min første Søvn i denne 

Verden ; kun to Værelser fra mig sov min Moder 
sin sidste . 
Madame Rask var gaaet , og mine Tanter — 
saaledes lærte de mig senere at kalde dem — sade 
omkring det runde Bord for at raadslaae om deres 
fremtidige Levemaade , og hvilke Skridt der burde 
gjøres med Hensyn til mig . 
Min Moder havde kun havt Raad til at sye 
mig faa Klæder ; der maatte altsaa først og fremmest 
tænkes paa at udvide min Garderobe , og i den Anledning 
skaffede de tre Søstre alt deres gamle Tøi 
frem for Dagens Lys , for nærmere at undersøge , 
hvortil det kunde bruges . 
At Damer tale meget , det er vel bekjendt , og 
derfor varede det en god Stund , inden Discussionen 
blev endt . Det var altid Tante Sofie , der maatte 
sige det sidste og afgjørende Ord . Hun var som sagt 
den Ældste og tillige den Fornuftigste ; hun handlede , 
hvor de Andre talte . Hun var Styrmanden i Huset , 
og hun styrede godt . 
Hun var kun sexten Aar gammel og lige confirmeret , da hendes Moder døde . Fra den Tid af 
havde hun været sine yngre Søstre i Moders Sted . 
Da Faderen døde , var hun to og tyve Aar gammel , og ved 
hans Bortgang overtog hun ene hele Hunsholdningen 

og Ansvaret . Det lille Sted , som de endnu eiede , 
var saa at sige det Eneste , Forældrene efterlade dem 
foruden nogle faa Rentepenge , og de maatte arbeide 
tidligt og sildigt for ikke at miste Huset . 
Og Sofie arbeidede ikke mindst ; hun var den 
Første oppe , den Sidste til at gaae til Hvile ; men 
altid var hun venlig og mild , aldrig hørte man 
hende klage , og aldrig blev hun træt . Saaledes 
findes der mange stærke Sjæle iblandt det „ svage 
Kjøn “ , som vi kalde det . 
Jeg har omgaaedes dem fra min tidligste Barndom , 
jeg er opvoxet iblandt dem og har daglig seet 
deres travle Virksomhed , og Ingen kan være 
mere skikket til at udtale en Dom over dem , 
end jeg . 
Tænk Dig , kjære Læser , opfostret midt iblandt 
fire gamle Jomfruer ! Du gyser af Forfærdelse , men 
jeg — vil Du troe det ? — jeg velsigner den Time , 
da jeg blev bragt ind under deres gjæstfrie Tag , 
ligesom jeg dybt vil savne dem , naaar Døden engang , 
tidligt eller seent , derøver mig disse trofaste Sjæle 
og kjærlige Veninder . 
Min Vugge stod i Søstrenes Soveværelse imellem 
to Senge . I den ene laa Tante Sofie , i den anden 
Tante Thora og Tante Mille . 

„ Godnat ! “ hviskede de alle Tre ned til den lille 
Forældreløse . „ Godnat , og Gud bevare Dig ! “ 
Saa flakkede Sofie Lyset , men det svage Skjær 
as Natlampen udbredte et Halvmørke over det lille 
Kammer . 
Tante Sofie lukkede sine Øine , hun forsøgte at 
sove ; men Søvnen flyede hende , saamange Tanker 
vare paany fremdukkede i hendes Sjæl , Tanker , som 
Synet af mig havde kaldt tillive , og bittre Taarer 
banede sig Vei over hendes Kinder . Men de skjultes 
i Mørket , hendes Taarer vare kun Nattens Eiendom , 
hendes Smiil tilhørte Dagen . 
Stueuhret slog tolv , og Vægteren brummede sin 
Sang ; men Tante Sofie reiste sig lydløst og , som 
hun troede , ubemærket , hun bøiede sig over Vuggen 
og bad et Fadervor før den Lille , som laae skjult 
imellem Puderne . 
Det var den tredie Bøn , der denne Aften 
var opstegen til Himlen før mig , og Søvnen lagde 
sig over hendes Øine og lullede de gamle Minder til 
Hvile . Men Natlampen brændte svagt og stille , som 
om den vilde sige : „ Livet føder Sorg og Glæde — 
Døden , kun Døden finder Fred . “ 

Tredie Kapitel . 
Næste Morgen indfandt Madame Rask sig før at 
see til mig . Hun paastod , jeg var voxet , til stor 
Glæde før de gamle Piger , der toge hendes Ord forAlvor . 
Nu 
var der Liv i det før saa ' , stille Huns , Sang 
og Barneskrig afløste hinanden , og Caroline puttede 
Fingrene i Ørene , hvergang hun traadte ind i Stuen , 
af Rædsel for Duetten . „ Det er forfærdeligt at høre 
paa , “ sagde hun gjerne og rystede fortørnet paa 
Hovedet , „ det holder jeg ikke ud ; nei , ved den levende 
Gud , det holder jeg ikke ud ! “ 
Min Moders Begravelsesdag skulde være min 
Daabsdag . 
Søstrene vare flittige og sparsommelige , det fordrede 
deres smaa Indtægter . De meente , hvad de 
selv kunde udrette , burde der ikke betales for , og derfor 
gik Synaalen ud og ind , snart paa min Moders 
Ligdragt , snart paa hendes Barns Daabstøi — Alt 

imellem hinanden . Ja , det gaaer forunderligt til her 
i Verden . 
Den femtende Mai var sin Slutning nær , Lysene 
brændte klart og kastede et rødligt Skin over den 
sorte Kiste , der stod midt paa Gulvet i den Stue , 
der kun for kort Tid tilbage blev betraadt af et 
lykkeligt Brudepar . 
Tante Sofie havde selv ydet min Moder den 
sidste Kjærlighedstjeneste ; hendes Haand havde redet 
hendes sidste Leie og pyntet det med Grønt og 
Blomster . 
Klokken elleve skulde Rustvognen afhente Kisten 
for at kjøre den til Kirken , hvor Moder for Alterets 
Fod skulde tilbringe sin sidste Nat over Jorden , det 
samme Alter , hvor hun for saa kort Tid siden 
knælede som Brud . 
Jeg laa og græd i min Vugge ; men Sofie tog 
mig paa sine Arme og bragte mig ind til den Hedengangne , 
der laa bleg , med lillukkede Øine og brusten 
Hjerte . 
Hvad enten det nu var Instinkt eller Tilfælde , 
da Sofie holdt mig hen over min Moder , standsede 
mine Taarer . Og hun tænkte : „ Han skal dog hvile 
eengang i Livet ved sin Moders Bryst , skjøndt Døden 
har stivnet det . Engang bankede Hjertet varmt og 
kjærligt derinde ; hendes Haand skal hvile velsignende 

paa hans Hoved , skjøndt den er kold og tung , vil 
den dog varme ham . “ 
Men Klokken slog elleve , de andre Søstre traadte 
ind , og Vognen rullede tungt igjennem de folketomme 
Gader . 
Et helligt Løfte blev aflagt ved Kisten , et Løfte , 
som Englene bare til mine Forældre , og som troligt 
blev holdt . 
Snedkeren lukkede det tunge Kistelaag over det 
stakkels Hjerte , der skulde sove blandt fire sorte Fjæle 
— Sjælen svang sig glad og fri gjennem det store Rum , 
som Puppen , der har afkastet sin Larve og henrykt 
spreder sine Vinger til Flugt . 
Næste Morgen lød Ligklokkens dumpe Toner 
gjennem den taagede Luft , Præsten stod med foldede 
Hænder foran Alteret ; snart hville hans Blik paa 
Kisten , snart paa mig , der laa i Tante Sofies Arme , 
iført en hvid Døbekjole med sorte Sløjfer . 
Thora holdt Døde- og Sørgehuen over mit 
Hoved . Af mandlige Faddere havde jeg fo , en 
gammel Lieutenant og en gammel Koffardikapitain , 
Husets eneste Venner , der havde kjendt Søstrenes 
Vaar , Sommer og Høst . De vare som prøvet Guld . 
Disse Fem vare de Eneste , som fulgte min 
Moder til det sidste , fredelige Hvilested . Tante 

Sofie holdt mig over Graven , for at mit Øie kunde 
see , hvad min Sjæl endnu ikke fattede . 
Men Solen steg frem af Taagen , og da Præsten 
havde sluttet sin Tale , og Graven var lnkket , stod 
den frem i hele fin Majestæt og kastede sine mildt 
varmende Straaler hen over den kolde , sorte Jord og 
faldt derpaa paa mit Hoved . Var det min Moders 
sidste Farvel ? 
Saa forlode de Graven , og jeg , Carl Tulinius , 
laae snart sødt sovende i min bløde Vugge , medens 
Ormene gnavede paa min Moders Kiste . 

Fjerde Kapitel . 
Carl Otto Emil , disse Navne fik jeg i Daaben . 
Hvorledes det gik til , skal jeg fortælle . 
Aftenen før min Daab blev der holdt Raadslagning 
om , hvad jeg skulde hedde . Meningerne vare 
naturligviis deelte ; enhver af dem havde et Navn , 
som de især ønskede , jeg skulde bære og kaldes , et 
Navn , som var dem kjærest , fordi det talte om Ungdom 
og Solskin . 
Derfor foreslog Sofie , at jeg skulde have eet fra 
dem hver og kaldes ved mit fulde Navn . Det eneste , 
der minder om mine Forældre , er Efternavnet Tulinius . 
Saaledes hed min Fader . 
Jeg var fem Aar gammel , og man tænkte paa 
at sætte mig i Skole . 
„ Carl Otto Emil er for stor til at drive , “ 
brummede Lientenanten . 
Og Capitainen tilføiede : 
„ Gudsdød , det er paa Tide , Pinden springer 

om . Han har længe nok krydset for slappe Seil ; 
en rafl Kuling er ikke af Veien . “ 
Søstrene saae paa hverandre ; de følte , at Vennerne 
havde Ret , men det huede dem ikke . De vare 
saa vante til den muntre Ørengs Spillopper , at 
Tanken om i flere Timer at undvære mit Selskab 
voldte dem Sorg . 
„ Jeg tænkte , det var tidsnok , naar Carl Otto 
Emil fyldte sit sjette Aar , “ indvendte Tante Sofie . 
„ Imidlertid vilde jeg selv forberede ham til Skolen . “ 
Lientenanten fav ; han var i det Hele taget meget 
lidet talende , og Capitainen nikkede bejaende . Dermed 
var den Sag afgjort . 
Hver Søndag og Onsdag indfandt Lieutenant 
Borgen og Capitain Gregersen sig i vort Hjem , saaledes 
havde det været i mange Aar . Præcis Klokken 
tolv traadte de ind som efter Aftale , for at spise til 
Middag med Søstrene , og Maden lod aldrig vente 
paa sig . 
„ Ærbødigste Tjener ! “ sagde Lientenanten , naar 
han stak Hovedet ind ad Døren ; saa rakte han dem 
Haanden , slog mig med Silkelommetørklædet over 
Ansigtet og satte sig derpaa i den gamle Lænestol , 
hvor han blev , indtil man skulde tilbords . Da bød 
han Tante Sofie Armen , og Gregersen tog de andre 
Søstre paa sin Samvittighed . 

Ved Bordet gik Samtalen livligt . Tante Mille 
og Tante Thora vare meget talende , ligesom Capitainen , der udmærket forstod at spinde en Ende , undertiden 
saa lang , at Lientenanten , der for Størstedelen 
var stum , uroligt rokkede frem og tilbage paa sin 
Stol , hvilket skulde sige saa meget som : „ Nu have 
vi min Sandten faaet nok . “ 
Gamle Borgen var en snurrig Fyr , høi og stiv 
som en Grenadeer , med store graae Moustacher , der 
uafladeligt bleve satte i Bevægelse , snart til Høire , 
snart til Venstre og undertiden lige op imod Øinene , 
det Sidste kun , naar han var i stærk Sindsbevægelse . 
Fra det Øieblik , han var traadt ind i Dagligstuen 
og havde udtalt sit : „ Ærbødigste Tjener , mine Damer , 
hvorledes befinder de dem ? “ aabnede han ikke Munden 
før efter Maaltidet , naar han sagde : „ Tak for 
Mad . “ Derpaa stoppede han sin Pibe og satte sig i 
sin Lænestol , der var hans udelukkende Eiendom , og 
hvor han i Almindelighed blev siddende , indtil han 
atter bød Tante Sofie Armen for at føre hende til 
Theebordet . 
Jeg kan med Agtelse for Sandheden paastaae , at 
jeg har oplevet ikke blot Dage , men Uger , hvor jeg 
ikke har hørt flere Ord af gamle Borgen end dem , 
jeg ovenfor har anført . 
Han var altid iført Uniformen , stiv og stram i 

sine Bevægelser , med kloge , alvorlige Øine , der antage 
et forunderligt mildt Udtryk , naar de hvilede 
paa Tante Sofie . Det forekom mig da altid , som 
om de havde en Historie at fortælle , der i mange 
Aar havde ligget skjult paa Hjertets bevægelige 
Grund . 
Han røg regelmæssigt sine tre Piber , een efter 
Bordet , een til Kaffen og endelig een til Groggen , 
der indfandt sig præcis Klokken ni og var fømt 
Klokken ti , hvorefter Vennerne reiste sig og gik hjem . 
Skjøndt Lieutenantsrangen i og for sig kun 
veier grumme lidt , tyngede den dog haardt paa hans 
Skuldre . Skjæbnen havde været ham imod , hele 
hans Liv var hengaaet under Modvind , og dog var 
han en meget dannet Mand med udmærkede Kundskaber . 
Som 
ung deellog han i flere Felttog , han 
manglede hverken Mod eller Lyst ; dog , hvad nyttede 
det , Fortuna nægtede ham sin Beskyttelse , og uden 
hende kommer ingen af os frem i denne Verden . 
Arbeid saameget , Du vil , fra den tidlige Morgen til 
den sildige Aften , vær ufortrøden og flid Dig op , og 
Du vil dog aldrig kunne naae en sikker Havn , naar 
hun , denne lille lunefulde Kvinde , ikke vil skjænke 
Dig sin Gunst . 
Lieutenant Borgen var den personificerede Ærlighed 

selv , han kunde ikke gaae Krumveie , og den lige Vei spærrede 
man for ham ; saa tog han sin Afsked „ i Naade “ 
med saamegen Pension , at han akkurat kunde opholde 
Livet , men Heller ikke mere . 
Han søgte civile Embeder , men Modvinden 
fulgte ham ogsaa der ; endelig besluttede han at blive , 
hvad han var , og dertil ndfordredes stort Mod , da 
Haaret var graat , om ikke af Aar , saa af Sorger . 
Men Modgang føder sjeldent Smiil , og derfor 
blev han mere og mere tans og indesluttet , Alvor 
lagde sig om hans Sjæl og Sorg i hans Hjerte . 
Hver lille Blomst , Haabet havde ndklækket , visnede 
af Mangel paa Sol , Fremtiden syntes ham en endeløs 
Ørken , og Dagen faldt ham lang , Nætterne 
endnu længere . 
Men ingen Bitterhed eller Nag furede hans 
Pande eller dræbte de gode Spirer i hans Sjæl ; han 
bar sit Savn og sin Smerte dybt i Hjertet ; der hvilede 
de , dog uden at slumre , til Døden lukkede hans 
trætte Øie . 
Hans eneste Glæde og Trøst var Omgangen 
med mine Tanter . Naar han traadte ind ad deres 
tarvelige Dør , kom der Fred i hans rastlose Aand 
og Mildhed over hans Træk ; de vare den gamle 
Pebersvends eneste Solskin , deres Venskab forsonede 
ham med Livet . 

Nu og da har jeg seet hans rolige Ydre faae 
Liv og Varme , men det var kun sjeldent . 
Gregersen var stik modsat Borgen . Som Sømand 
havde han altid seilet for god Vind , rig var 
han og munter af Natur , han talte meget og ofte 
godt , var altid glad og tilfreds med Livet , og hans 
Hjerte sad paa rette Sted . 
Han var Sjælen i vor Familie , og hvor modsfridende 
Borgens og Gregersens Livsanskuelser end 
vare , holdt de dog meget af hinanden og vare oprigtige 
Venner . 
Ja , hvor jeg husker dem godt ; de staae saa 
tydelige for min Tanke ; den høie Mand med de 
kloge , sorgbetyngede Træk og den lille trivelige Gregersen 
med det runde , smilende Ansigt . De Tvende 
udgjorde en betydelig Deel af min Barndom . 
Saaledes vare de To , som toge sig afmin Opdragelse 
med de fire gamle Piger . Hvis jeg ikke er 
bleven vel opdragen , saa er det neppe skeet med deres 
gode Villie . De lode mig aldrig ude af Syne , tolv 
Øine vogtede bestandig paa mig ; overalt , hvorhen jeg 
saae , mødte jeg dem . Hvormangen Gang er det ikke 
løbet mig koldt ned ad Ryggen , naar jeg , dreven til 
det høieste Punkt af Fortvivlelse , skjulte mig under 
det runde Bord , i Haab om der at være upaaagtet , 
og da pludselig opdagede Lientenantens Hoved i lige 

Linie med mit eget , stirrende Paa mig med de velbekjendte 
Øine . 
Og dog hvilede alle de tolv Øine kun i Kjærlighed 
paa mig ; men den , som elsker sit Barn , Lugter 
det itide , og derfor vogtede de altid paa mig for at 
opdage mine Feil , at de i Tide kunde gjøre Anskrig og standse det Onde i Spiren . 
Men mærkeligt er det , at jeg er bleven saa god , 
som jeg endda er . Hvormange Drenge vilde ikke 
være gaaede reent tilgrunde , hvis de havde levet under 
mine Forhold ! For Meget og for Lidet ødelægger 
Alt . Og derfor findes der saa store Modsætninger i 
min Karakteer og hele Fremtræden . 
Efter en Pause sagde Capitainen : 
„ Hvorledes har Jomfru Sofie tænkt at udstyre 
hele Takkelagen ? “ 
„ Jeg mener , at vi ikke bør anstrenge Barnet formeget 
fra Begyndelsen . “ 
Resultatet paa Raadslagningen , som naturligviis 
strax fulgte efter , blev : Sofie skulde læse med mig , 
Thora skrive med mig , og Mille sknlle lære mig at 
regne . 
„ Hvad man i Barndommen nemmer , man ikke 
i Alderdommen glemmer , “ brummede Lieutenanten . 
„ Ja , ikke sandt , Borgen , ikke sandt ? “ svarede 

Thora og tilføiede i en fortrolig og noget vigtig 
Tone : 
„ Hvad om han lærte at sye og strikke , saa 
kunde han altid hjælpe sig selv . “ 
„ Og stoppe , “ meente Tante Mille . 
„ Ja , Gudsdød , hvorfor ikke det , det er aldrig 
af Veien . Kommer han til Søes , er det godt at 
kunne klare sine Seil og i rette Tid at tørne ud af 
Køien . “ Det var Gregersen , som yttrede disse 
Viisdommens Ord . 
„ Eller bliver han Militair , som rimeligt er , saa 
er Synaalen en god og hjælpsom Ven , ja , min 
Sandten er den saa , “ tilføiede Lieutenanten langsomt 
og i dybeste Bas . 
Min forfærdelige Skjæbne var dermed afgjort , 
og hvem kan undres , om jeg hverken blev Dreng 
eller Pige . 
Medens denne Samtale , hvoraf jeg har sparet 
Læseren over tre Fjerdedele , foregik , havde jeg 
i al Hemmelighed listet mig op bag paa Lieutenantens Stoleryg , og før han vidste et Ord af 
det , spændte jeg Benene om hans magre Hals for at 
tage mig en lille Ridetour . 
„ Satans Knægt ! “ brummede Borgen og slog 
bagom med sit Lommetørklæde . Men jeg klemte til 

og trak i de lange Moustacher , som jeg brugte til 
Tømme . 
„ Hyp , hyp ! “ raabte jeg og sparkede med Fødderne . 
Og 
han brummede igjen sit „ Satans Knægt ! “ 
satte derpaa Skuldrene i stærkere og stærkere Bevægelse , 
indtil han endelig reisfe sig før høitideligt og 
langsomt at marchere op og ned ad Gulvet med 
mig , der endnu sad paa samme Plads . 
Kom jeg i Kjøkkenet og nærmede mig Skorstenen 
eller kiggede før dybt i en af Flødekanderne , slog 
Caroline mig Karkluden om Halsen . 
„ Han skal faae al Landsens Ulykker , skal han , 
kommer han igjen paa den Galei , “ raabte hun bistert 
og løb efter mig , som nok klogelig tog Benene paa 
Nakken før at undflye hendes Vrede . 
Men aabnedes Døren i det samme , og en af de 
Fem stak Hovedet ud før at spørge , hvad der var 
paafærde , svarede hun endnu mattere end før : 
„ Det er den forbandede Kat , der altid er paa 
Spil . Har den nu ikke igjen slikket mig Fløden af 
Kanden , som vi skulde have til Kaffen . Man kan 
da Heller ikke have Noget i Fred før den , overalt 
gjør den Ulykker . Af Veien , Kat , af Veien , siger jeg . “ 
Og Caroline slog efter den uskyldige Kat med 
sit Kjøkkenforklæde . 

Jeg listede mig da lydløsf og skamfuld ind i 
Stuen , bar min Skammel hen i en Krog , og satte 
mig der , hvor Mis , min stakkels Mis , snart fandt 
mig , fprang op paa mit Skjød og affordrede mig 
Kjærtegn , som jeg villigt gav den , idet jeg i Stilhed 
gjorde den Afbigt , fordi jeg feigt lod den bære mine 
Synder . 

Femte Kapitel . 
„ See , Carl Otto Emil , det er ef n . Saaledes seer 
ef n ud . Det ligner akkurat ef u , husk det , Barn . 
Et n ligner ef u . “ 
„ Men , Tante Thora , hvordan seer ef u ud ? “ 
spurgte jeg betuttet . Jeg kjendte ligesaa lidt det ene 
af Bogstaverne som det andet . 
„ Et u , “ svarede hun belærende , „ ligner ef n , 
som Du seer her lige for Dig . Seer Du , det har 
to Streger , hvorimod ef m har tre . “ 
Og jeg gjentog atter og atter ef m har tre 
Streger og ef n og u har to Streger og Alt løb 
sur i mit Hoved . Der var ef Virvar , ef Sammensurium , 
som mine fem Aar ikke mægtede at 
regere . 
Og Lieutenanten sænkede sin Avis , hans stadige 
Selskab , og udstødte ef betænkeligt „ hm , hm ! “ der 
skulde sige saameget som , at han kun forstod det , 
fordi han vidste det i forveien . 

Tante Sofie havde den Dag meget travlt , og 
derfor havde hun overladt mig til Tante Thoras 
Bearbejdelse ; og bearbeidet blev jeg , det skal Himlen 
vide , thi baade Tante Thora og Tante Mille manglede 
Sofies klare Tanke og Omløb , hendes letfattelige 
Methode at bibringe Andre sine Kundskaber paa ; 
og derfor fældede jeg mange bittre Taarer og udstødte 
mangt et bittert Suk , naar de holdt mig lænket til 
Skrivebogen eller Tavlen . 
Da Læsetimen var forbi , trak jeg atter for et 
Øieblik Veiret , indtil Tante Mille tog et Tag i mig 
og trak mig hen til sig for at høre mig i Tabellen , 
den forfærdelige Tabel . 
Hu , hvor jeg hadede alle disse fordømte Tal ! 
Hvor de have pint og plaget mig . 
Jeg seer endnu Tante Mille , den gode Sjæl , 
thi god var hun , med sin altid vrikkende Strømpe 
enten have mig Paa Skjødet med Strikkepindene lige 
i min Næse , eller siddende bøiet over mig . Strømpen 
forlod hende kun , naar hun vilde lære mig , at 
een og een var fo ; saa flap hun den for at gribe 
mine Fingre . 
„ See Barn , “ sagde hun og tog min Tommelfinger 
imellem sine , medens jeg maatte knibe de andre 
fire Stakler haardt sammen i Fladen af Haanden , 
„ her har Du en Sukkertop , denne Finger er en 

Sukkertop , hvormange Sukkertoppe har Du altsaa 
nu ? “ 
„ Det er ingen Sukkertop , men min Finger , “ 
sagde jeg og lo fiffigt . 
„ Næsviished klæder ikke smaae Drenge , “ svarede 
hun alvorligt og begyndte forfra . „ Her har Du en 
Sukkertop , denne Finger er en Sukkertop , hvormange 
Sukkertoppe har Du saa ? “ 
„ Ingen , “ svarede jeg kjækt . 
Men inden hun fik holdt sin lange Straffeprædiken , 
fik min Tanke en anden Retning . Jeg 
saae i det samme Mis gjøre et pudsigt Spring 
fremad , saa pudsigt , at jeg glemte den ulykkelige 
Sukkertop og brast i en stormende Latter , idet jeg 
raabte : 
„ Nei , see Tante , hvor Mis kan springe . “ 
Derpaa klappede jeg i begge Hænder , og de fire 
Fanger vare fri , indtil de paany bleve indespærrede , 
for kun een for een at stikke Hovederne frem . 
„ Sid stille , Carl Otto Emil , “ pleiede hun da 
at sige bebreidende , „ sid stille og hør efter , og lad 
Mis passe sig selv . “ 
Ak , hvor jeg plagede den gode Tante med min 
Villie , fordi hun plagede mig imod sin Villie . 
Og atter trak hun Tommeltotten frem og 

begyndte forfra : „ Hvormange Sukkertoppe har 
Du nu ? “ 
Ja , hun brugte mine stakkels Fingre saalænge , 
at jeg tilsidst ikke mere vidste , om det var hendes 
eller mine . 
Klokken slog tolv , Forløsningstiden var der , og 
let som Fuglen , skjøndt træt som Lastdyret , sprang 
jeg ned og ud af Stuen for at see , hvad vi skulde 
have til Middag . Jeg blev modtaget med et kjærligt 
Smiil af Tante Sofie og en muggen Brummen af 
Caroline . 
Mis fulgte altid med mig og skubbede sig op 
ad mig ; vi vare Kammerater , vi deelte baade Ondt 
og Godt . 
Saaledes gik min Tid om Formiddagen , om 
Eftermiddagen skulde jeg skrive , strikke og sye . 
„ Pas paa ! op og ned , nu Krølle , en lille , 
ganske lille og rundet Streg ; saa igjen en Krølle og 
nu op og saa igjen en Krølle . See , saa , der staaer 
det fix og færdigt . Hvad hedder det Bogstav , Du 
der har skrevet ? Kan Stumpen huske det ? “ 
„ B ! “ raabte jeg , fornøiet ved at betragte det 
store Uhyre , jeg nys havde frembragt med min Pen . 
„ See rigtig paa det — er det et B ? Seer et 
B saaledes ud ? Nei , Carl Otto Emil , nu maa Du 

huske Dig om . Smaae Drenge maae husfe , hvad de 
Ældre lære dem . 
Og jeg stirrede og tænkte og tænkte og stirrede , 
men lige klog blev jeg , Alt løb rundt i mit Hoved , 
jeg begyndte at snøfte , da jeg mødte Tante Thoras 
bebreidende Blik . 
„ Fingeren af Munden ! Fy , hvor det seer stygt 
ud at have Fingeren i Munden . Smaae artige 
Drenge have aldrig Fingeren i Munden . “ 
Det var Tante Mille , som indflettede denne 
Leveregel , medens Tante Thora malede et r , som . . . 
ja , jeg behøver blot at tilføie , som i Et og Alt 
lignede mit eget . Tilgiv Tante Thora , at jeg siger 
Sandheden , om end uopfordret . 
„ Ingen Taarer , Carl Otto Emil , ingen Taarer , 
siger jeg . Hvad er det saa for et Bogstav , som 
baade Du og jeg har skrevet ? “ 
Atter Fingeren i Munden , men intet Svar . 
„ Drengen maae tage Fingeren af Munden , ellers 
bliver han aldrig stor . Det er jo et r . Kan han 
ikke huske , at saadan seer et r ud . Nu gaae vi tilbage 
til det første Bogstav i Alfabetet . Hvorledes 
hedder det første Bogstav i Alfabetet . 
„ A ! “ raabte jeg glad . 
„ Rigtig , min Stump ! Skriv det nu ; lad 
mig see , Du kan husfe det . Siig nu , som 

jeg : op , ned , op , Krølle , lige Streg , igjen Krølle , 
ned , op . . . Stop ! der slog Du en Klat . Fy , det 
seer slygt ud , smaae Drenge maae aldrig slaae Klatter . 
Dn har bestemt talt Usandhed idag , ellers havde Du 
neppe slaaet en Klat . “ 
Saaledes kunde hun vedblive hele Timer igjennem 
til min store Fortvivlelse . Nu og da kastede 
jeg et bedrøvet Blik til Klaus , min Legekammerat , 
min Syndebuk ; naar han slikkede sin Pote og bed 
sig i Halen , kunde jeg neppe vende Øinene fra ham , 
thi Klaus var Barn , ligesom jeg , og lige Børn lege 
bedst ; men saa dreiede Tante mit Hoved om til den 
anden Side og sagde : 
„ Sid stille og andægtig , Carl Otto Emil , ellers 
jager jeg Mis ud af Stuen . “ 
Saa sad jeg med Strikkestrømpen mellem de 
modvillige Fingre . 
„ Det er godt for min lille Ven , at han kan strikke 
og sye ; ingen af os kan vide , i hvad Stilling han 
kommer . Bliver han Sømand , som Gregersen mener , 
og som jeg haaber , saa er det godt , at han kan 
lappe sit Tøi og forfødde sine Strømper , saa at 
hans Garderobe altid kan være i Orden . “ 
„ Sømand ! “ udbrød Tante Mille forundret . 
„ Sømand ! Hvorfor skulde Carl Otto Emil blive 
Sømand ? Det er en piinlig og farefuld Stilling 

altid at leve paa Søen , enten det stormer eller lyner . 
Nei , han bør blive Militair , som Borgen viselig bemærkede . 
Drengen elsker Sporerne og Sablen . 
Læg Mærke til , hvor hans Øine hænge ved Borgens 
Uniform . Carl Otto Emil bør blive Officeer , det 
er Noget , der passer for ham . “ 
„ Ja , for Drengen , “ gjentog Tante Sofie alvorligt 
og med Eftertryk ; „ for Drengen , som elsker Alt , 
hvad der glimrer . Dog , den Tid den Sorg . “ 
Og hun lod sine Fingre glide kjærtegnende 
igjennem mit Haar . 
„ Den Tid den Sorg , “ gjentog hun for sig selv . 
„ Bliver han stor , som vi med Guds Hjælp haabe , 
skal han selv vælge sin Livsstilling , og bliver det 
Doctor , har jeg Intet derimod . “ 
Saaledes faldt Talen tidt og ofte . 
Faldt Mørkningen paa , saa krøb hver fil sin 
Krog af Stuen ; jeg fulgte altid Tante Sofie ; hun 
tog mig saa Paa Skjødet , sang for mig , red Ranke 
med mig eller fortalte mig en Historie , indtil jeg 
faldt isovn og drømte om Æbler og Nødder , og at 
Mis fik Klaps , fordi jeg stjal Floden . 
Hun nænnede da neppe at trække Veiret for ikke 
at forsfyrre min Slummer , og mange Gange var 
min Kind vaad , naar jeg vaagnede . Var det hende 
eller mig , der havde grædt , medens vi drømte ? 

Naar Klokken slog otte , blev jeg bragt iseng . 
Det var sædvanlig Tante Sofie , der fulgte mig ind 
og klædte mig af ; traf det sig , at en af de andre 
gode Tanter gjorde det , følte jeg mig bedrøvet , skjøndt 
jeg Intet sagde , der kunde forraade min Sorg . Det 
var mig umulig : at sove , naar ikke Sofie havde 
svøbt Dynen om mig , foldet mine Hænder fil Bøn 
og læst mit Fadervor med mig . Saa trykkede hun 
et Kys paa min Pande og paa mine Hænder og 
hviskede : 
„ Sov sødt , min lille Dreng , Gud velsigne Dig ! “ 
Og strax gjorde jeg , som hun havde sagt . 
Lykkelige Barndom ! 
De andre Tanter sagde mig vel ogsaa kjærligt 
Godnat ; jeg veed ikte , hvoraf det kom , men ingen 
Kjærtegn bragte den Ro og Tryghed over den lille 
Dreng , sou : Tante Sofies . 
Jeg kjendte ingen større Straf , naar jeg havde 
forseet mig , end af hun nægtede af bede min Morgeneller 
Aftenbøn med ung . Jeg kunde da ligge i flere 
Timer og græde , indtil Søvnen lukkede mine trætte 
Øine . 
Der herskede den største Kjærlighed mellem disse 
fre Søstre , aldrig har jeg hørt dem tale haardt til 
hverandre eller gjøre hverandre Bebreidelser . Ofte 
knude deres Anskuelser være forskjellige , men de yttrede 

dem paa en blid og beskeden Maade , de vare ikke 
paastaaelige : et Ord af Sofie — og det var altid 
et Kjærlighedsord — var nok til af bringe dem til 
Taushed , og de vare lige gode Venner for det . 
Hvor ofte har jeg ikke seet dem staae Haand i 
Haand med hverandre , medens Øinene vare fulde af 
Taknemmelighedstaarer , fordi de vare samlede , uden 
af Døden havde adskilt dem — hvor ofte har jeg 
ikke været Vidne til deres gjensidige Opoffrelser , og 
hvor ofte læste jeg ikke den varmeste Bøn i de 
fugtige Øine , der søgte Himlen for af bede for de 
andre Søstres Lykke . — Ia , jeg nærer den faste 
Overbeviisning , af hver for sig kun bad om de 
Andres Lykke , af sjeldent deres Tanke faldt paa 
dem selv , naar det ikke var for af tilbagekalde gamle 
Minder , og da deelte en Anden dem altid med dem , 
en Anden , som , skjøndt mange Aar vare henrundne i 
Tidens Strøm , endnu bestandig boede i deres Hjerter . 
Har Kvinden forst lukket os ind i sit Hjerte , 
vogter hun os saa tro og kjærlig derinde , af hverken 
Tid eller Omvexling , ja neppe vort eget forandrede 
Sindelag imod hende mægter af udslette vort Billede : 
hendes Kjærlighed er trofast som Solen , der 
vel nu og da svinder bag Sky , men altid vender 
lige smuk og varmende tilbage . 
Sofie var Sjælen i vort Hjem ; de andre havde 

baade Hjerte og Forstand , om end ikke Kundskaber , og 
derfor indsaae de , af hvert Huus kun bør have een 
Herre . „ Kun Een ved Roret , “ er mit Valgsprog , 
og saaledes var det altid her ; derfor herskede der 
Fred og Kjærlighed , og under dette velsignede Solskin 
var det intet Under , af jeg kunde voxe , skjøndt 
deres overdrevne Forsigtighed og Paapassenhed ofte 
bragte mørke Skyer paa min Barndomshimmel . 
Men hvor findes der en Himmel , der ingen Skyer 
har ? 
De huslige Arbeider vare deelte imellem dem 
saaledes : Middagen var Tante Sofies , ligesom alt 
Indkjøb og Syltningen . Morgen- og Aftenanretningen 
hørte til Tante Milles Departement , hvorimod 
Linnedet og Vadfken — dermed mener jeg at tælle 
til og fra Vadsk , at see efter , om den var i Orden 
og forvare den , og endelig at stryge alt det fine 
Tøi , som aldrig blev betroet til Caroline , udelnkkende 
var Tante Thoras Beskjæftigede . 
Som Følge af , at Enhver havde sin Deel af 
de hunslige Forretninger , gik alt som efter en Snor , 
uden at vække Trætte om , hvem der skulde gjøre 
dette eller hiint . 
Jeg har maaskee været for vidtløftig , men 
jeg haaber , at en og anden af det smukke 
Kjøn skulde lade mine Tanters gode Exempel finde 

Naade for deres nydelige Øine og tage dem til 
Efterlignelse ; thi saameget har jeg erfaret , skjøndt 
jeg er Mand , at som oftest er Mangel paa en rigtig 
Orden i de huslige Sysler Skyld i at Huusfreden , 
og med den Hyggeligheden forsvinder fra det Hjem , 
hvor der sindes mange Damer . 
Dagen efterat jeg var født , kom Tante Sofie 
hjem med en Sparebøsse , som fik Plads i Dagligstuen . 
Den var bestemt fil min Fremtid , thi , som 
jeg tidligere har bemærket , havde Søstrene kun meget 
smaae Indtægter , og der fordredes megen Sparsommelighed 
for at komme ud af det . 
„ See her , “ sagde Tante Sofie , da hun satte 
Bøssen paa Kommoden , „ den er fil vor lille Dreng . 
Alle de Skillinger , vi kunne undvære , Putte vi i den . 
Mange Bække smaae , gjøre en stor Aa , og saaledes 
samle vi lidt efter lidt en Skjærm fil hans Fremtid , 
som Vorherre nok lægger sin Velsignelse i . “ 
Søstrene nikkede , det samme gjorde Lieutenanten 
og Captainen , næn Caroline mumlede mellem Tænderne , 
idet hun forlod Stuen : 
„ En Skjærm fil hans Fremtid ! Det var rart ! 
Som om vi ikke selv nu og da kunde trænge fil 
en Skjærm fil vor Fremtid , men hvem tænker vel 
paa det ? Vi ere gamle , medens han er ung . Ung ! 
ja , det veed Gud , ganske nøgterne . “ 

Og mange Skillinger , baade af dem , de kunde 
og ikke kunde undvære , skjulte sig i Bøssen . Hvor 
mange Gange har jeg ikke seet de gode Tanter i al 
Hemmelighed aabne deres kjærlige Haand for at 
forøge dens Indhold , og bestemt veed jeg , at 
altid et godt Ønske ledsagede hver en lille Gave . 
Hvor mange Gange saae jeg ikke Lientenanten 
eller Brumbassen , som jeg undertiden i min Tanke 
kaldte ham , hvormange Gange saae jeg ham ikke 
gjemme noget imellem de lange , magre Fingre , indtil 
han troede ubemærket at have nærmet sig Sparebøssen 
for hurtig at lade noget falde ned , der altid gav 
en dyb og uforglemmelig Gjenklang i mit Hjerte . 
Det var den Fattiges Skjærv , en lille Steen han 
lagde fil min Fremtids Bygning , en Steen , der saa 
lille den end syntes i Virkeligheden , dog var saa 
stor , at den alene maatte bringe det forældreløse 
Barn en rig Velsignelse . 
Og hvor mange Gange stod jeg ikke skjult i en 
Krog og saae Caroline , den gnavne , altid skændende 
Caroline , som , skjøndt graanet af Alder og Slid , 
endnu maatte arbeide fra den tidlige Morgen fil den 
sildige Aften for at fortjene sil sparsomme og sunrterhvervede 
Brød — hvor mange Gange har jeg ikke 
seet hende om Morgenen liste sig som en Tyv paa 
Strømpesokkerne for ubemærket at nærme sig Bøssen 

og skjule sin Kjærlighedsgave i dens hemmelighedsfulde 
Dyb . Hun troede sig saa upaaagtet , at hun i 
det Øieblik endog glemte Guds Øie , som hvilede paa 
den gamle Pige . Havde Nogen vovet af beskylde 
hende for , af hun havde gjort det , vilde hun opbragt 
have negtet det , ja , selv kalde Gud til Vidne 
paa , af det var Usandhed , uden af gjøre sig Rede 
for , af det var syndigt . 
Men jeg — jeg var som den lille Nisse , jeg 
smuttede ind overalt , og jeg saae Gjerninger , som 
Ingen anede , Gjerninger , der fødte blide og gode 
Følelser i Barnets Hjerte , som senere hos Manden 
satte Blomst og Frugt , hvorfor han velsigner de 
gamle Piger — Gjerninger , der fyldte Barnets Øie 
med Taarer , og som endnu faaer Mandens til 
af glindse . 
Capitainen var den eneste der , jeg aldrig saae 
putte noget i Kjærlighedsbøssen ; men hver Nytaarsdag , 
naar Laasen blev aabnet , for af man kunde 
tælle Indholdet , saae jeg Tante Sofiss forundrede og 
kjærlige Blik opsøge Gregersen , naar hun oprullede 
en haardt sammenkrympet Hundrededalerseddel , der 
laae skjult paa Bunden . Hun sagde aldrig noget , 
og han undgik hendes Øine , men Borgen trak Læberne 
tæt sammen , hvilket hos ham var Tegn paa 

undertrykt Bevægelse ; han samlede Pengene i en 
Pose og bragte dem derpaa til Sparekassen . 
Min Ankomst i denne Familie havde frembragt 
endnu en Forandring , jeg ikke tidligere har 
omtalt . 
Søstrenes Flid havde altid været stor , men med 
mig var den bleven forhøiet . Jeg kan aldrig mindes 
at have seer dem ledige ; de syede , broderede eller 
strikkede , og mange Gange har jeg seet Tanterne 
pakke det fuldførte Arbeide sammen i en Avis for ar 
bringe det ud i Byen ; naar de saa vendte hjem , 
gjemte de altid nogle af de suurt erhvervede Penge i 
Bøssen . 
Jeg kalder dem suurt erhvervede , og hvem vil 
vel undre sig derover , naar han tænker sig svækkede 
Øine med Briller , der stirrede paa det fine 
Arbeide , medens Fingrene , der føre Naalen ud og 
ind , ofte to , fre Gange maa gjentage Forsøget paa 
at bringe den igjen paa rette Sted , fordi deels Synet , 
deels Haandens Rysten førte Naalen ud fra det 
rette Spor . Er det da et Under , at Gud lagde sin 
Velsignelse dertil og fulgte mig paa alle mine Veie , 
ikke for min , men for deres Skyld . „ De have 
saaet i Velsignelse , og derfor skulle de høste i Velsignelse . “ 


Vi havde en Have , den var ikke stor , men 
Solen skinnede dog i den og udfoldede Knopperne til 
Blomst . Af Frugttræer var der ikke saa faa , i de 
sidste Aar var der blevet plantet unge Træer , som 
lovede en god Høst . 
Haven blev holdt i den strengeste Orden , og 
Smag og Hygge savnedes Heller ikke . Enhver af 
Beboerne havde fine Frugttræer , Buske og Blomsterbede 
til egen Raadighed , og morsomt var det af 
see , hvorledes hver Afdeling udtalte Eierens Smag . 
Man tænke en Have paa omtrent to Skjepper 
Land , inddeelt i syv Afdelinger , altsaa 
indrettet efter syv forskjellige Personers Smag . 
„ Hvilket Chaos ! “ men jeg benegter det . Netop 
denne Afvexling i Smag og tillige den strenge 
Orden gjorde Haven baade større og hyggeligere ; 
den udtrykte saa tydeligt Enhvers Karakteer og 
Tænkemaade , af de , der kjendte os nærmere , strax 
vilde have seet , hvem der var Eier af dette eller hiint 
Stykke Jord . 
Den ottende Deel af Haven var til fælles Brug . 
Den indeholdt Kjokkennrter , Frugt til af sylte og 
Træfrugt til Opbevaring om Vinteren . 
Naar Foraarets milde Luftninger flagrede ud 
og bragte Liv i den tilsyneladende døde Natnr , da 

begyndte Livet ogsaa af udfolde fig i vort Hjem , 
Enhver greb sin Spade og Rive og derpaa gik det 
ud i Haven , hvor vi arbeidede saa Vandet sprang frem 
paa vor Pande ; men Læben smilede og Hjertet var 
let og glad . 
Alt det strenge Arbeide udførte Lieutenanten og 
Capitainen , og Caroline passede foruden sin egen ogsaa 
Urtehaven . Og alt som det Hele fik Syn og antog 
Karakker , veg Foraaret for Sommerens varme Aande . 
Den første Juni stod hele Haven i sin fulde Flor , 
og Enhver af os betragtede med sand Glæde og Tilfredshed 
fil eget Værk . Hvor tidt har jeg ikke seet 
den alvorlige , mutte Borgen staae med barnlig Beundring 
og see paa sin lille Have , hvis Blomster 
han kun fredede til Tante Sofies Vase , som han 
hver Dag , saalænge der endnu fandtes en Blomst i 
hans Bede , fyldte med friske Roser . Og altid drog 
han et dybt Suk , som kun blev hørt af Ham deroppe 
og mig . 
I Midten af Haven var et stort Lysthnus , hvori 
vi hver smuk Sommerdag nød vore Maallider og 
aldrig saae jeg Borgen eller Gregersen gladere , 
end naar de bar Tallerkener , Kopper eller Stole ud 
til Lysthuset . Da hørte jeg undertiden Borgen 
brumme : „ Trom frommetom , trom trom , “ og 
hans Øine lyste da som den nedgaaende Efferaarssol , 

medens Gregersen bredte Dugen og hentede 
Piberne . 
Ja , det er Minder fra Barndommen , det er 
dem , som skal lyse for mig , naar mit Syn bliver 
svagt og min Gang tung , naar jeg sidder de lange 
Vinteraftener i min Lænestol , den , hvori Tante Sofie 
saa ofte har hvilet sig efter Dagens anstrengende 
Arbeide . 

Sjette Kapitel . 
En Maaned var gaaet under de alt omtalte Besfjæftigelser , 
jeg kjendte alle Bogstaverne og Tallene med , 
jeg kunde strikke to Master uden at tabe den tredie 
og sye — ja , jeg var kommen saa vidt , at jeg kun 
stak mine Fingre to Gange for hvert Sting , jeg 
fuldførte paa Kluden . 
„ Hvad man i Ungdommen nemmer , man i Alderdommen 
ikke forglemmer “ , sagde Lieutenanten . 
Det var hans staaende Floskel , og saa stillede han 
mig foran sig , trak mine Skuldre tilbage , saa jeg 
var nærved at gaae istykker og raabte med sin brummende 
Stemme : 
„ Brystet ud og Maven ind , Hovedet tilbage ! “ 
Jeg adlød ester bedste Evne , saa trak han mig 
i Fødderne og dreiede dem udadtil , idet han satte 
baade sig selv og mig i Bevægelse . 
„ Venstre , høire , venstre , Foden udad , høire , 
venstre , Maven ind , mere ind , høire , venstre , holdt ! “ 

Og alt som vi marscherede frem og tilbage , 
fulgte Mis gravitetisk med og faae op til mig med 
Ærefrygt . 
Slap saa Borgen mig ud af Skruestikken , klemte 
Gregersen mig ind i en ny . 
„ Hvortil bruges et Skib ? “ 
„ Til at seile med i Rendestenen “ , svarede jeg 
kjækt . Jeg vidste , det var sandt , jeg havde glædet 
mig over en Time ved at betragte Gadedrengenes 
Sejlads i Rendestenen udenfor vore Vinduer . 
Capitainen lo , de andre gjorde ligesaa , og Lieufenanten 
dreiede sine Mousfacher . 
Derpaa fulgte en lang Fortælling , som gik ind 
af mit ene Øre , lige ud af det andet igjen , og derfor 
blev jeg lige klog , eller rettere sagt lige dum . De 
fyldte mig , som man fylder en Postei ; men Resultatet 
blev ikke det samme . Posteien bliver tykkere og 
anseeligere , alt som den bliver stoppet ; jeg blev derimod 
tyndere og tyndere , jo mere Fylding de fik i 
mig , og min Aand — ja , Gud forbarme sig , som 
den Stakkel havde det ; mit Hoved var et reent 
Pulterkammer . 
Historie og Geografi skulde jeg da ogsaa lære , 
skjøndt jeg endnu ikke havde fyldt mit sjette Aar . 
I den første Videnskab var Borgen min Lærer , 
i den anden Gregersen . 

Ja , jeg lærte saa meget , at jeg flet ikke 
kunde noget ; og da jeg havde fyldt mit sjette 
Aar , tog Lieutenanten og Tante Sofie mig hver ved 
sin Haand for at følge mig til en Skolebestyrer , der 
skulde holde en lille Examen over mig for at høre , 
hvor vidt jeg var i min Lærdom . 
Vi traadte ind i et stort Værelse , hvor flere af 
Skolens Lærere vare samlede for at være Vidne til 
Underbarnets Mirakler . 
„ Han kan lidt af Alt , “ hørte jeg Borgen hviske 
til Bestyreren . 
Denne svarede : 
„ Og kun sex Aar ? “ 
„ Ja , min Sandten ! Sex Aar , mærkeligt Barn ! “ 
I Anledning af Dagens Betydning var jeg iført 
Stadstøiet . 
Jeg maa først gjøre opmæksom paa , at jeg lige 
til denne Dag havde været klædt som en Pige . 
Endnu den Dag i Dag seer jeg Capitainen for mine 
Øine med hans skjelmske Smiil , tagende mig ved 
Armen og løfte mig op paa Bordet , 
„ Gudsdød , staae stille Gut ! “ sagde han , og jeg 
adlød . 
Jeg bar en temmelig lang Sirtses Kjole , Bomulds 
Blonseforklæde og Mameluker . Det eneste , der 

vidnede om , at jeg var en Dreng , var mit kort asklippede 
Haar . Hvorledes jeg tog mig ud , kan 
Enhver tænke sig . 
Gregersen brast i en overgiven Latter ved at 
betragte mig . 
Lieutenanten saae op fra sin Avis , udstødte sit 
„ hm , hm ! “ og jeg tager bestemt ikke feil , naar jeg 
siger , at jeg saae et svagt Smiil paa hans tynde 
Læber . 
Tanterne lode deres Arbeide falde i Skjødet af 
Overraskelse . 
Men jeg , der mærkede , at Capitainen vilde have 
Løier med mig , slog en Kuldbøtte oppe paa Bordet , 
som jeg havde seet andre Drenge gjøre , og Tanterne 
udstødte et eenstemmigt Skrig og holdt Hænderne for 
Øinene . 
„ Hallohoi , Gut ! “ Reb dine Seil , gjør klar til 
at vende , ellers faae Damerne ondt ! “ raabte Gregersen 
og klappede i Hænderne , idet han tilføiede : 
„ Pigeklæder og Drengesind passe ilde sammen . “ 
Endnu samme Dag blev der gjort Anstalt til 
at skaffe mig Drengeklæder , og paa ovenomtalte vigtige 
Dag havde jeg dem for første Gang paa . 
Hvor stolt følte jeg mig , da jeg stod midt i 
Forsamlingen , iført min nye Dragt , hvis Mage jeg 

troede , Ingen kunde fremvise . Hvide Beenklæder , en 
halv Gang større end nødvendigt . „ De ere til at 
voxe i , “ sagde Tante Sofie til Svar paa Gregersens 
Attring om , at begge mine Been kunde gaae i hvert 
enkelt af disse . Og Blousen — ja , den var mageløs , 
det tør jeg med al Ære for Sandheden paastaae . 
Man tænke sig en sexaars Dreng iført en 
Blouse , der naaede ham næsten til Fødderne , med 
Ærmer faa vide , som om en tolvaars Arm skulde 
udfylde dem , med Kniplingskrave i Halsen og Kniplingsstrimler 
for Haanden , med en Hue paa Hovedet , 
strikket af Tante Mille , og som paatog 
sig den nopfordrede Uleilighed at skjule mine 
Øine og undertiden min Næse med . Kort at fortælle , 
hele min Habit var fabrikeret af de gode Tanter 
efter en Maalestok , der hed „ til at voxe i “ ; 
saaledes faae den unge , haabefulde Carl Otto 
Emil ud . 
Synet af mig vakte Munterhed blandt Lærerne , 
og mindst af Alle dadler jeg dem derfor ; de søgte , 
saa godt det lod sig gjøre , at bevare den pligtskyldige 
Alvor , men Smilet spillede paa deres Læber , fra det 
jeg kom og til jeg gik . Det var netop deres Smiil , 
hvis Aarsag jeg ikke anede , der gav mig Mod , jeg 
saae mig dristigt om iblandt dem og smilede atter 
til dem . 

Først blev jeg hørt i Læsning , derefter skrev jeg , 
og nn kom Touren til Regning . 
Fra de første to Gjenstande havde jeg sfilt mig 
ret godt , og Modet begyndte at voxe ; det steg i en 
ruroligende Grad , det truede med at gaae over til 
K aadhed . 
„ Hvormeget er fire og fire ? “ spurgte Skoleinspekforen . 
„ Otte 
Sukkertoppe , “ svarede jeg kjækt . 
Alle loe , og jeg ikke mindst ; jeg følte mig stolt 
over at have fremkaldt deres Latter . 
Nu kom Touren til Historien . 
„ Hvem var Napoleon ? “ spurgte en af Lærerne . 
Der stod jeg . Jeg vidste , han var en berømt 
Nland , men hans Livsstilling havde jeg glemt . 
Der stod jeg til Borgens og Tante Sofies store 
Vrede og Skamfuldhed . De bebrejdende og befalende 
Blikke , som mødte mig , bidroge til end 
mere at forvirre mig . Men pludseligt erindrede jeg 
Gregersens Fortælling fra forrige Aften om Peter 
Mikkelsen , den store Mestertyv . I et Nu forvexlede 
jeg Hans Navn med Napoleons . 
„ En Mestertyv ! “ raabte jeg med saa stærk 
en Stemme , som jeg formaaede . 
„ Bravo ! “ raabte den ungdommeligste af Lærerne . 


Paany udbrød Munterheden , men over Borgens 
Øine lagde sig en dyb Rynke , der ikke bebudede Godt . 
Han havde glædet sig til det Øieblik , Historien skulde 
spille en Rolle ; nu var hans Stolthed dalet i samme 
Forhold , som hans Forventning var skuffet . 
„ Hvad kan Du mere ? “ spurgte Inspektøren . 
Deres Latter havde gjort mig kaad , og jeg . 
svarede : 
„ Sye , stoppe , strikke og støde Kuldbøtter . Alting 
tot , Gutter ! “ 
De sidste Ord vare Udtryk , som Capitainen 
brugte og skulde sige saameget som : „ Alt i Orden , 
Gutter ! “ 
Alle loe Paa Tante Sofie og Borgen nær . 
Latteren krænkede dem , men Ingen havde forbudt ung 
at sige det , og derfor blev jeg ikke lidt forundret , da 
jeg mødte Tante Sofies bebrejdende Blik og hørte 
Borgen tilhviske mig : 
„ Artig , om jeg maa bede . Hm ! “ 
Det eenstemmige Resultat blev , at jeg skulde 
slutte mig til nederste Parti i yngste Klasse . 
Tante Sofie og Lieutenanten følte sig i høi 
Grad skuffede ; selv jeg følte en vis Befippelse ved at 
see deres lange Ansigter , da de toge mig ved Haanden 
for at gaae hjem ; den svandt imidlertid snart 

ved Tanken om den forestaaende Skoletid , der lyste 
for mig med straalende Glands . 
Da jeg kom hjem , blev jeg sat i Skammekrogen 
efter først af have Hørt en lang Bodsprædiken af 
Tante Sofie , som blev istemt af hele Familien , og 
saaledes endte hiin mærkværdige Dag . 

Syvende Kapitel . 
Er det ikke et mærkværdigt Spil af Skjæbnen 
af plante sex Pebertræær i samme Bed ? Men 
hvad der endnu er mærkværdigere , er den Sandhed , 
af jeg , Carl Otto Emil , er opvoxet i 
samme Bed , og alligevel er bleven til et virkeligt 
Menneske . Rigtignok forsikkrede mine Venner 
i Skolen , af jeg kun var en Tøs — jeg beder 
mine Læserinder af undskylde , men paa Ære , saaledes 
løde deres Ord ; de paastode , af det kun var 
Deres Omhu og Anstrengelse , der senere gjorde mig 
til en Dreng . 
Om de have Ret eller ikke , stal jeg lade være 
usagt ; men det tør jeg paastaae , af ingen af dem 
alle har udført saamange gale Drengestreger , som 
jeg , hvis Barndom og Ungdom henrandt under Bevogtning 

af tolv Øine , der gik paa Iagt efter hver 
Mine , Bevægelse og Ord , jeg tillod mig , og 
som derpaa blev drøftet , antaget eller forkastet , hvilket 
Sidste som oftest stete . 
Lieutenanten og Capitainen havde kjendt mine 
Tanter fra Ungdommen , da de kom i deres Forældres 
Huus . De vare Pebersvende , ikke af Lyst , men 
af sknffede Forhaabninger ; det samme var Tilfældet 
med mine Tanter . 
Tante Sofie havde været forlovet , men kun for 
en Aften . Hun var paa Bal hos Borgens Forældre ; 
der dandsede hun med en ung Læge , som var 
fra Sverrig ; de havde ofte været sammen , og altid 
havde han viist hende megen Opmærksomhed . Han 
var smuk og begavet , havde et ualmindeligt behageligt 
Væsen , og han udmærkede hende i den Grad , 
at hun var fuldt berettiget til at antage ham for en 
Betler . 
Hendes Følelser for ham gik fra Interesse over 
til Kjærlighed , hun elskede ham dybt og inderligt , 
og derfor var hendes Glæde og Taknemmelighed stor , 
da han hiin Aften paa Ballet gjorde hende en 
Kjærlighedserklæring og udbad sig Tilladelse næste 
Dag at bede hendes Fader om hendes Haand . 
Hun var lykkelig ; hendes høieste Ønske var 
opfyldt . 

Natten gik med glad Forventning , og Morgenen 
hilsede hun med Haab og Kjærlighed . 
Stor Glæde herskede i Familien , og Længselen 
efter at modtage Beileren blev stærkere eftersom Timerne 
svandt , uden at han lod sig see . 
Da ringede det paa Døren , Sofie fjernede sig 
rødmende og med bankende Hjerte , ledsaget af Husets 
øvrige Damer , og Faderen iførte sig en Faders værdige 
Skikkelse for af modtage Frieren . 
Men Pigen aabnede Døren til Dagligstuen , hun 
holdt et Brev imellem Fingrene . 
„ Det er til Herren , “ sagde hun . 
En tung Anelse greb ham , han vovede neppe af 
bryde Seglet , det var , som om det brændte hans 
Fingre . 
Brevet , der tillige indesluttede et til Tante Sofie , 
bestod kun af faa Linier , hvori han bad Faderen ikke 
af dømme ham for haardt , naar han blev bekjendt 
med Indholdet af Datterens Brev — han var ung 
og overmodig , havde et varmt Hjerte for Kvindens 
Inde og Skjønhed — det maatte være hans Undskyldning . 
Faderens 
Skridt løde tungt og besværlige , da 
han nærmede sig det Værelse , hvor Sofie oppebiede 
hans Ankomst . 

Med forventningsfuldt Hjerte og blussende Kind 
lyttede hun efter den mindste Støi . 
Døren dreiede sig langsomt Paa sine Hængsler , 
som vilde den holde Sorgen ude , og Faderens blege , 
bekymrede Ansigt viste sig i Aabningen , holdende det 
skjæbnesvangre Brev i Haanden . 
Var han et Glædens , et Lykkens Budskab ? 
Det blev Nat i hendes Sjæl , hun greb fat i 
Stoleryggen for ikke af falde . 
Men han nærmede sig langsomt og tog hende i 
sine Arme . 
„ Fat Mod , min Datter ; Prøvelse og Sorg 
komme ogsaa fra Gud . “ 
Hun bøiede sig ned og kyssede hans Haand ; 
derpaa hævede hun atter Hovedet , med fornyet Mod 
og Kraft tog hun Brevet og læste : 
„ Ærede Frøken ! 
„ Jeg er i Sandhed i stor Forlegenhed for at 
finde passende Ord til at udtale min Undskyldning , 
min Sorg og min Bøn om Tilgivelse . 
„ Deres Skjønhed og elskværdige Væsen har henrevet 
mig til en Følelse , der for en bunden Mand 
er utilladelig . Jeg har længe bekæmpet min Lidenskab , 
men iaftes da jeg havde den Ære at dandse 
med Dem , gjorde jeg Dem en Kjærlighedserklæring , 

mit Hjerte feirede over min Forstand , jeg glemte et 
tidligere givet Løfte over Øieblikkets Henrykkelse og 
derfor maa jeg nu bøde haardt . 
„ Tro mig , ærede Frøken , kun det Baand , som 
alt har lagt mig i Lænke , ere ene Grund til , at jeg 
ikke for længe siden er ilet til Dem for paany at 
gjentage min Bøn . 
„ Kan og vil De tilgive min Letsindighed , der 
er udsprunget fra et varmt Hjerte , der aldrig vil 
glemme Dem eller den Uret , det har tilføiet dem ? 
„ Naar de modtager disse Linier er jeg paa 
Veien til Stockholm for at blive mit første Løfte tro , 
men Erindringen om Dem vil følge mig igjennem 
Livet . “ 
Hun sagde Intet , men hendes Kinders Bleghed , 
hendes Haands krampagtige Zittren , da hun foldede 
Brevet sammen , vidnede om Sjælens Smerte . 
Siden den Dag nævnede hun aldrig hans Navn , 
skjøndt intet Nag opfyldte hendes Hjerte ; men Tanken , 
den fri ubundne Fugl , fløi ofte over imod Sverigs 
Kyst , for at bringe et Suk til ham , der endnu 
eiede hendes Hjerte . 
Hun afslog flere gode Partier ; hun hørte til de 
Kvinder , der kun give Haanden , naar det hele Hjerte 
følger med ; hun hørte til dem , der , naar Kjærligheden 
først har prentet et elsket Billede i hendes Hjerte , 

da boede det der for evigt . „ Een Gud , een Kjærlighed “ , 
stod skrevet i hendes Sjæl . 
Og Tante Sofie blev gammel Pige . 
Er der Nogen , der føler Lyst til at lee ad den 
gamle Pige , jeg her har beskrevet , da kunde jeg føle 
Trang til at græde over , at der findes saa fattigt et 
Hjerte , at det mangler Følelse til at forstaae en saa 
ligefrem og ærlig Sjæl som hendes . 
Tante Mille havde kaaret en af vort Kjøn , der 
ikke forstod at skatte hendes mange Dyder og gode 
Sider . Det gjør mig ondt at tilstaae det , men sandt 
er det , havde hun været formuende , saa troer jeg bestemt , 
han havde faget hende . 
Den Ufølsomme var Lieutenant ; men han var 
rig og hun fattig , det , Milde man troe , passede 
fortræffeligt ; men nei , lige Børn lege bedst , tænkte 
han , og saa glemte han i et Øieblik de mange Aars 
kjærlige og indsmigrende Ord , han havde hvisket hende 
i Øret , de varme Haandtryk og Blikke ; han glemte 
det Alt for de Halvtredsindstyvetusinde , der med 
funklende Glands lyste ham imøde fra en anden , 
skjøndt Eierinden hverken var ung eller god . Dog , 
hvad formaaer ikke Guldet ? 
Hvert Ord , hvert Blik , hvert Haandtryk huskede 
hun endnu . Og han ? Skjænkede han stundom den 

stakkels , haardt forurettede Pige en venlig og angrende 
Tanke ? 
Tante Thora havde aldrig havt nogen Frier . 
Hun havde elsket Gregersen fra sin tidligste Ungdom , 
uden at han havde nogen Anelse derom . Kvinden 
forstaaer bedre at gjemme sit Hjertes Hemmelighed , 
end Manden . Hun døer ofte , uden at 
noget fremmed Øie har opdaget , hvad hun trofast 
har kæmpet for at skjule . Tør Kvinden da aldrig 
føle Kjærlighed uden først af være elsket , tør hendes 
Kjærlighed da kun fødes som Gjengjæld for Mandens , 
siden hun faa omhyggeligt skjuler fine Følelser 
for os af Frygt for vor eller Andres Dadel ? 
Jeg troer , det er en feilagtig Anskuelse hos 
Damerne , maaskee ogsaa hos nogle af vort Kjøn . 
Kvinden har efter mine Begreber ligesaa godt Ret 
til af elske først , som vi . Kjærligheden kommer fra 
Gud , og Gud sænker den tilvisse ligesaa godt først i 
Kvindens som i Mandens Hjerte . Det er Uret mod 
os af formene os vor Eiendom , der vilde gjøre os 
saa lykkelig , selv om vi ikke formaae af gjengjælde . 
Hvem kan befale sit Hjerte af elske ? Den Tanke og 
Følelse er saa sneverhjertet , af vi altid først ffulle 
elske for af blive elskede af det smukke Kjøn . Herregud , 
elsk mig lidt for min egen Skyld , den Kjærlighed 

skatfe vi Mænd høiest , thi den er ikke opstaaet 
af Taknemmelighed og pligtskyldig Gjengjældelse . 
Men jeg er ligeved af glemme Gregersen . Om 
ham vidste Ingen uden han selv noget af fortælle , 
og han , der ellers var saa snaksom , var i dette 
Punkt aldeles tans . Han var altid tilsyneladende 
glad og munter og fortalte ofte om Ungdommens 
lette Forelskelser og sine mange Erobringer baade 
tillands og tilvands ; men noget egenligt Faktum 
kjendtes ikke , ligesaa lidt som vi nogensinde fik Navnet 
Paa Heltinden at vide . 
Dog jeg vender tilbage til min Barndom . 
Naar Efteraaret kom , naar Frugten og Grøntsagerne 
vare indhøstede , og hver havde faaet sin Part , 
da samledes man om Arnestedet i gemytlig Passiar , 
og om Vinteren , naar de lange Aftener holdt for 
Døren , naar Søndag og Onsdag førte Borgen og 
Gregersen ind i vor hyggelige Dagligstue , da tilbragtes 
Skumringen med Eventyr og Reisebeskrivelser , 
som Gregersen gav tilbedste , medens Tanterne 
satte Strikkepindene i taktmæssig Bevægelse ; jeg og 
Katten sade ved Tante Sofies Fødder og lyttede med 
spændt Opmærksomhed Paa de rædselsfulde Hændelser , 
som Capitainen i Almindelighed selv havde oplevet , 
og Æblerne snurrede paa Kakkelovnen og udbredte en 
behagelig Duft . 

Saaledes forløb et Par Timer , indtil der blev 
tændt Lys , men Lyset fandt mig altid sovende paa 
Tante Sofies Skjød med Mis i mine Arme . 
Scenen forandrede sig nu , Spillebordet blev sat 
frem , hvilket var Tante Milles Forretning , og saa 
begyndte Whisten eller Rapusen . Det gik i al Godmodighed , 
og derfor var der Ingen , som kjedede sig . 
Tante Sofie spillede aldrig med , hun overtog 
gjerne Paa disse Aftener Søsterens huuslige Forretninger . 
Men 
om Hverdagen , naar de savnede Borgen 
og Gregersen , da kom Haandarbeiderne frem , og 
Tante Sofie læste høit af en Roman eller et Digt . 
Hun læste smukt og naturligt , det var en Glæde at 
høre hende . Kom hun saa til Steder , der vare af 
alvorlig eller sørgelig Natur , da tittede det ene Lommetørklæde 
frem efter det andet og kom i travl Bevægelse ; 
hun maatte da standse en Stund for ikke at 
kvæles , saaledes sammensnørede Bevægelsen hendes 
Hals , og det endte da attid med , at de alle Tre 
gave sig til at lee af Undseelse over , at de vare 
saa dumme at græde over noget , der ikke virkelig var 
oplevet . 
Ja , det var velsignede Aftener , de vende aldrig 
mere tilbage uden i Erindringen , og den vækker min 
Sorg , men ogsaa min dybeste Taknemmelighed . 

Jeg har glemt at fortælle , at vi eiede en Hønsegaard 
med store og fede Høns , med en Hane saa 
stolt som den , der Ingenting er . Ham kaldte vi Pilatns , 
og han var Gaardens Prydelse . 
At Passe Hønsene og samle Æggene var Tante 
Sostes Beskjæftigede ; jeg hjalp hende ærligt og for 
hver Snees Æg , jeg bragte hende , fik jeg to Skilling , 
som jeg havde Lov til at give til Fattige ; jeg 
passede paa som en Smed og jeg tjente ikke saa lidt . 
Men nu tager Skoletiden sin Begyndelse , og 
for at vise den tilbørlig Ære henflytte vi den til 
et nyt Kapitel . 

Ottende Kapitel . 
Endelig var den store Dag oprunden , da jeg , Carl 
Otto Emil , for første Gang skulde i Skole . 
Jeg mindes det endnu saa tydeligt , som om det 
var skeet idag . 
I den skjæbnesvangre Morgensfund blev jeg vækket 
to Timer tidligere end sædvanlig . Jeg blev vadflet , 
pudset og glattet i det uendelige , jeg blev strammet , 
kysset , klappet og formanet uden Ophør . Ja , det 
var en mindeværdig Dag . 
Borgen fulgte mig i Skole for endnu engang 
at anbefale mig til Lærerens særlige Omhu . 
Jeg rystede af Angst , og dog følte jeg tillige 
Glæde over at være omgivet af saamange Iævnaldrende , 
der alle styrtede mig imøde med rovbegjærlige 
Blikke og vel stærke Haandgribeligheder . 
Men lidt efter lidt vendte mit naturlige Mod 
tilbage , jeg puffede dem fra mig , som kom mig for 
nær , og da jeg hørte Mtringer som „ Tøs “ , „ Dæggeunge “ 

og „ Kjoledreng “ , da sydede Blodet i mine 
Aarer , og kun min forladte Stilling lige overfor alle 
de fremmede Ansigter holdt mig rolig paa min Plads . 
Da Frikvarteret kom , og vi forlode Skolestuen 
for at more os i Gaarden , blev jeg omringet af disse 
glubende Ulve ; de reve og slede i mig , som om jeg 
var en livløs Gjenstand og ikke Tante Sofies lille 
Andling , som ingen Vind maatte blæse paa . 
Tusinde Spørgsmaal , Knubs og Skjældsord af 
alle Slags samt fornærmelige Hentydninger regnede 
ned over mig i det uendelige , indtil en temmelig stor 
Dreng kom mig saa nær , at han i høi Grad generede 
mig . Han skjældte mig ud for en Tøs , det 
vidnede baade min Dragt og mit glatte Hoved om , 
saaledes paastod han idetmindste , og derpaa tog han 
fat i min Blousekrave og flæbte mig med sig under 
de andre Drenges Huien og Hurra . 
Jeg gjorde Modstand baade med Hænder og 
Fødder , men det var spildt Uleilighed ; han var stor , 
jeg lille , de vare mange , jeg kun ene , og inden jeg 
anede min grusomme Skjæbne , befandt jeg mig 
under en sprudlende Vandpost , medens den ældste 
i Samfundet høitidelig døbte mig med Navnet 
„ Tøs “ , som eenstemmigt blev antaget af hele Forsamlingen . 


Endelig blev jeg fluppen løs , men min Taalmodighed 
var endt , Blodet kogte i mig , og drivvaad , 
som jeg var , og under hele Hobens Skoggerlatter 
stillede jeg mig midt i Gaarden med begge Hænder i 
Siden ; et ukjendt Mod gjennemstrømmede mig , skjøndt 
jeg først var i mit syvende Aar , medens de fleste 
vare imellem otte og ti Aar og langt større og tilsyneladende 
stærkere , end jeg . 
Da de saae min alvorlige Mine , mine knyttede 
-Hænder og min lange vaade Blouse , der i Sandhed 
lignede en Pigekjole , vidste de ikke , om de skulde sætte 
dem i Forsvarsstand eller lee ; men jeg lærte dem 
snart , hvad de havde at gjøre , jeg greb en Pøs , der 
stod fuld af Vand , og slyngede den med en saa 
unaturlig Kraft , som kun Vreden føder , imod 
ham , der havde givet Signalet til Overfald og flæbt 
mig under Posten , at han faldt om med et Skrig , 
der snart bragte hele Hoben omkring ham . Jeg 
blev derimod roligt staaende Paa samme Plads , 
ventende Paa en ny Udfordring ; men Udfordringen 
kom ikke , de havde travlt med at hjælpe ham op ; 
Blodet og Vandet løb ham ned ad Ansigtet , medens 
han græd af Smerte . 
Jeg benyttede derimod Øieblikkets Seir og tiltalte 
ham med en Værdighed , som min Opdragelse 

iblandt de Gamle derhjemme havde givet mig forud 
for min Alder . 
„ Halloi , Gutter ! er der nogen blandt Jer 
Stympere , som har Lyst til at slaaes med mig ? “ 
raabte jeg kjækt og saae udfordrende paa dem . 
Men Alle tav forfærdede ved Synet af det 
udgydte Blod og min modige Holdning . Jeg vedblev : 
„ Jeg vil ikke hedde Tøs — jeg er ingen Tøs ! 
jeg er en Dreng , ligesom I , og mit Navn 
er Carl , saaledes flnlle I kalde mig , og gjøre I det 
ikke , saa vil jeg slaaes med Eder , men een for een . 
Onkel Borgen siger , at to maae ikke slaae een , det 
er uretfærdigt og derfor uværdigt . Kom her , har I 
Lyst til at kovendes ? “ 
Da jeg havde endt min Tale , hvis Virkning 
var storartet , nærmede flere Drenge sig med venskabelige 
Forflag om at være Venner , hvilke jeg 
modtog med et naadigt Blik eller forkastede med 
Ringeagt ; men han , som jeg havde slaaet , trak mig 
paany i Blousen og sagde : 
„ Naar jeg skal kalde Dig en Dreng , maa Du 
forst gaae klædt som vi andre , men ikke som en Tøs 
med lang Kjole og broderet Krave . “ 
„ Og Du , “ svarede jeg og Puffede ham fra mig , 
„ Du maa forst lære at lee , naar Nogen slaaer DigSaalænge 
Du græder , vil jeg kalde Dig Tøs . “ 

Da jeg vendte hjem fra Skolen , blev jeg modtaget 
med aabne Arme af hele Familien . Det var en 
Onsdag , Middagsbordet stod dækket i Haven , og 
min Livret dampede fra Terrinen . 
Man udspurgte mig , man saae paa min medtagne 
Dragt , og tilsidst spiste man , og dertil var jeg 
med af mit ganske Hjerte . 
Da Maaltidet var tilende , og jeg havde lært 
mine Lektier , exerceret med Lieutenanten og faaet en 
forfærdelig Portion Sømandskundskaber i Hovedet , 
og da jeg endelig havde deklameret det lille Vers : 
„ Nei , intetsteds er Roserne saa røde , 
Og intetsteds er Tornene saa smaa , 
Og intetsteds er Dunene saa kløde 
Som dein , hvor Barnets Uskyld hvilte paa , “ 
havde jeg min Frihed og sprang glad og let imellem 
Buske og Træer , snart snurrende min Top , snart 
klappende Mis , der havde savner mig saalænge . Jeg 
blev afbrudt ved , at Borgen med alvorlig Stemme 
kaldte mig til sig ; en Anelse sagde mig , jeg skulde 
have Skjænd , og det næste Øieblik overbeviste mig 
om Rigtigheden deraf . 
„ Carl Otto Emil , kjender Du noget til denne 
Pære ? “ 

Han førte mig hen til et lille Træ , der var 
plantet i Foraaret og kun bar een Pære , men denne 
ene store og , som jeg syntes , sjeldne og lækkre Pære , 
som det paa det strengeste var mig forbudt af røre , 
fordi den skulde bevise Træets Fortrinlighed , den faldt 
mig altid i Øinene og gjorde mit Hjerte tungt af 
begjærlig Attraa . „ Du maa ikke , “ — og Lysten 
tiltog med foruroligende Styrke ; den hang saa lavt 
som ingen anden Pære i hele Haven , mine Læber 
kunde kysse den , og det gjorde de mange Gange . 
„ Du maa ikke , “ lød det atter og atter i min Samvittighed ; 
men hvor stærkt det end raabte derinde , 
saa tog Fanden mig dog ved Øret , trak mig hen 
under Kundskabets Træ , og tænk Dig , min Læser , 
hvilken frygtelig Forbrydelse ! Jeg nøiedes ikke med 
af kysse og slikke den , som jeg saa ofte havde gjort , 
men jeg fordristede mig til af trykke mine Tænder i 
den for af undersøge , om den havde en god Smag . 
Jeg tænkte , af det fik Ingen af see eller vide ; spiste 
jeg den derimod , vilde Alle savne den . 
Men hvad hænder ! da jeg havde suget og suget 
uden af smage den herlige Saft , jeg havde hørt saa 
lovpriist , opdagede jeg fil min store Skræk og Forfærdelse , 
af jeg havde efterladt et tydeligt og mistænkeligt 
Spor i bemeldte Pære ; den hang der vel 

endnu , men , o vee ! mine Tænder , de Forrædere , 
havde paa den meest ondsfabsfuldeste Maade gravet 
en Grav for af styrte mig i den , og derfor var det 
ikke saa mærkeligt , af jeg rystede og bævede af Angst , 
da jeg hørte Borgens alvorlige Stemme raabe mit 
uheldsvangre Navn . 
„ Hvem har gjort det ? “ spurgte han strengt . 
Jeg vidste ikke , hvad jeg skulde svare . Lyve 
turde jeg ikke , og fil af tilstaae manglede jeg Mod . 
Jeg greb derfor i min store Fortvivlelse en Middelvej 
ved af fremvise mine Tænder , for med 
en af Sukkertoppene af angive , af de vare Forbryderne . 
Jeg 
seer endnu i dette Øieblik gamle Borgens 
komisfe Ansigt , der kæmpede mellem Latter og Vrede ; 
men pligtskyldigst maatte Lysten vige for Pligten , og 
efter først af have hørt en kort Formaning af Borgen , 
derpaa fire lange af Tanterne og Caroline og 
modtaget et medlidende Nik af Gregersen , blev jeg 
befordret bort fra Haven , ind i Dagligstuen og hen 
i Skammekrogen , til Rædsel og Advarsel for Alle og 
Enhver , der i Fremtiden maatte faae Lyst til at angribe 
Andres retmæssige Pærer med Læber eller 
Tænder . 
Skade , at ikke Alverdens Tyve saae mig i den 

forfærdelige Krog ; de vilde da sikkert aldrig oftere 
have stjaalet af Frygt for Følgerne . 
Saaledes endte min første , mærkværdige Skoledag , 
til Skam og Skjændsel for mig selv og dem , 
som havde opdraget mig til et saadant Uhyre . 

Niende Kapitel . 
Jeg vil ikke gaae Nutidens Sneglegang , som daglig 
bringer vort Blod i Kog ; nei , jeg vil tage Stormsfridt 
og med Hurtighed overspringe syv Aar af mit 
Liv , syv lange , lange Aar . 
Jeg havde fyldt mit fjortende Aar , havde sagt 
Strikkestrømpen og Stoppenaalen et rørende Farvel , 
var voxet fra Skammekrogen og dens Ubehageligheder , 
havde en egen og fri Villie , M . , naar den ikke gik 
udenfor de Grændser , Sexianerne havde afstukket for 
mig , og var bleven til et halvt Menneske . Hvilken 
misundelsesværdig Stilling ! 
Paa Latinsfolen var jeg frygtet af Alle for min 
Behændighed og mine syv Alen lange Taler , Reminiscentser 
af Sømandssproget , som jeg nu og da overfaldf 
mine Kammerater med . Jeg var Dux og , saavidt 
jeg veed , afholdt af de Fleste paa Grund af mit 
gode Humør , mine mange Spillopper og min Redebonhed 
til at hjælpe , hvor mine Kræfter kunde 
gjøre Gavn . 

Skulde der udfindes en eller anden Straf forvare 
Lærere , var det mit Hoved , der maatte udklække 
Planerne ; var Nogen stedt i Forlegenhed , var det 
mig , der maatte hjælpe ham ud af den , og var der 
et og andet , vi ønskede forandret med Hensyn til 
Timer eller Læregjenstande , var det atter mig , der 
blev iført en Gesandts høitidelige Skikkelse , med 
mange Ord og liden Tanke . 
Skjøndt udklækket blandt blomstrende Pebertræer , 
syntes jeg at blive alt andet end peberagtig , og 
skjøndt min Habit fremviste den største Mærkværdighed , 
følte alle Drengene dog Respekt for Ulken , som 
de kaldte mig . 
Min Dragt — ak , jeg bliver ganske rørt , naar 
jeg mindes den . Tænk Dig , min Læser , en Dreng 
paa fjorten Aar , iført hjemmesyede Permissioner og 
Trøie , der blev tilskaaren af Tante Sofie og syet af 
alle Tanterne . Aldrig glemmer jeg de lange , de 
uendelig lange Timer , jeg stod opstillet midt paa 
Gulvet , omringet af Søstrene med Knappenaale , 
Shnaale , Traad og Sax . Under slige Forhold var 
det mig Paa det Strengeste forbudt at røre mig ; stiv 
som en Pind , ulykkelig som en Fordømt , stod jeg 
med Gysen og Rædsel fængslet til den forfærdelige 
Plet , hvor det havde behaget Triumriraret at opplante 
mig . 

„ Hellere for lange end for korte , “ bemærkede 
Tante Thora ; „ saa kan Drengen voxe i dem . “ 
Du seer kjære Læser , det var altid det samme 
Omkvæd , — ak , hvem der dog var fuldvoxen ! 
Og Tante Mille tilføiede : 
„ Vi kunne lægge et Læg paa dem , for at han 
ikke skal træde i dem . “ 
Som sagt saa gjort , Læget blev lagt , og mange 
af mine Kammerater paasfode , at mit Skinnebeen 
var tykkere end min Læg . Men herved var intet at 
gjøre . „ Hellere for lange end for korte , “ derved 
blev det . 
Jeg havde nær glemt Vesten , en vigtig Deel af 
Herretoillettet . Den bestod af graat Uldgarn , som 
var strikket af Tante Milles kunstfærdige Fingre . 
Hun sagde , den havde faaet en udmærket Facon , men 
hun var destoværre den eneste , der nærede saa god 
en Mening om bemeldte Vest . Min Figur havde 
en foruroligende Lighed med en Tønde , og hvad 
mine Arme angik , saa gaves der ondskabsfulde Tunger , 
som paastode , at de mindede stærkt om Aaleslægten , 
der ikke er bekjendt for sin Skjønhed . 
Dog være det mig tilladt at forsikkre , at Nafuren 
ingenlunde havde Deel heri ; det var ene og 
alene Kunsten , den høie Kunst , som tilkom Æren . 
Trøieærmerne vare af visse respektable Grunde syede 

et godt Stykke længere end mine Arme og Hænder ; 
at trække dem op lod sig ikke gjøre , da det vilde 
efterlade et Bræk i Tøiet , som senere kunde have 
sørgelige Følger . Resultatet blev altsaa , at mine 
Hænder næsten vare usynlige , og derved kom Armens 
Tykkelse ikke til at staae i Proportion til dens Længde . 
Mit Haar — store Gud , hvor sørgeligt ! Uagtet 
det var tykt af Nafuren , vilde de have det endnu 
tykkere ; hver Gang det begyndte at ligne andre 
Drenges , greb Lieutenanten Saxen med en saadan 
Behændighed , at han neppe behøvede fem Minuter 
til at gjøre mit Hoved glat som et Myndehoved . 
Hvor tidt har „ Hjertet ikke blødt i mit Bryst , “ 
som Damerne pleie at udtrykke sig , naar mit Øie 
faldt paa Speilet og mødte mit stride , kort afklippede 
Haar , der lig en Forbryders aldrig turde voxe op , 
og som en afmeiet Kornmark , kun viste Stubbe , men 
intet Straa . 
„ Jo mere det bliver studset , desto fykkere vil det 
blive , “ sagde Tante Sofie , og Borgen tilføiede : 
„ Bedre kort Haar som Dreng , end skaldet Isse 
som Angling . “ 
Et censtemmiP Ja lød i Forsamlingen , derpaa 
nikkede man bekræftende , og Loddet var kastet . Jeg 
blev fordømt fil endnu et Aar at gaae med Myndehoved . 


Det var Sommer , vor Have stod i fuld Flor , 
' Gaarden var befolket med smaae gule og sorte KylUnger , 
Hanen gik stolt og majestætisk iblandt dem ; 
fandt han et Korn , kaldte han dem alle tilhobe om 
sig , for at overlade det fil den kvindelige Befolkning 
Mer fil Børnene . Selv blandt Dyrene er det 
Hannen , der maae være Forsørgeren ; dette følte 
Dilatus , og denne Følelse gav ham en Værdighed 
som en Konge maatte misunde ham ; Hønsene og 
deres dunede Smaa saae op fil ham med Frygt og 
Benndring , han var jo den skjønneste Hane , de 
nogensinde havde seet , og Fader fil dem alle . 
Jeg vilde ønske , at enhver Ægtemand havde den 
samme Magt og Indflydelse i sit Huus og lige 
-overfor sin Hustru og Børn , som Pilatus havde i 
sin Hønsegaard ; saa tør jeg love for , at de fleste 
Ægteskaber vilde blive lykkeligere , end de ere . 
Thermometret viste sytten Grader i fri Luft , og 
feg sad indespærret i den kvalme Skolestue . 
Vi skulde have Latin , men ingen af os kunde 
sin Lektie , derfor imsdesaae vi Lærerens Ankomst med 
Uro . Han var meget streng og mistænksom , han 
troede altid , at vi bedrog ham , fordi han engang 
tidligere havde sundet et Papir hos en af Eleverne , 
hvorpaa den danske Oversættelse af Dagens Pensum 
stod skrevet . Fra den Dag af tog han sin Bog i 

Haanden og stillede sig ved Siden af enhver af os , 
der skulde oversætte , og da han var meget nærsynet , 
pleiede han at lægge Bogen ved Siden af vor , og 
støttende sig paa begge Arme , der hvilede paa Bordet , 
hørte han Klassen rundt . 
Han troede at have gjort det umuligt for os at 
bedrage ham , men Tiden viste , at han tog feil , ikke 
at tale om de tusinde Fortrædigelser , han var 
Offeret for . 
Anden Gang , han forsøgte den nye Manøvre , 
havde vi ester mit Forslag hver en Priis imellem 
Fingrene , som vi En for En stoppede i Næsen , saaledes 
at han , hver Gang han sfiftede Plads , blev 
modtagen af en Salut af Nhsen . 
I Begyndelsen sagde han intet , men da han 
kom til Fuxen , saae han paa mig og spurgte : 
„ Har Du en Priis tilovers for mig ? “ 
En Anden vilde maaskee være kommen i Forlegenhed 
ved hans uventede Spørgsmaal , jeg fattede 
mig derimod snart , trak Kræmmerhuset frem og 
rakte ham det . 
„ Undskyld , “ sagde jeg , „ at jeg byder Dem et 
Kræmmærhnus istedetfor en Sølvdaase ; men det har 
kun været bestemt for Eleverne . Jeg vidste ikke , at 
vor Lærer vilde gjøre mig den Ære . “ 

„ Reis Dig , “ sagde han , „ saa skal jeg give Dig 
den manglende Sølvdaase . “ 
Jeg gjorde , som han ønskede , og modtog uden 
Knurren eller Skrigen mine reglementerede Prygl af 
Linealen . Da han havde udtømt sine Kræfter , bukkede 
jeg for ham , idet jeg takkede ham for Daafen 
med den Forsikkring , at jeg aldrig skulde glemme 
Giveren . 
Men for at vende filbage til ovenomtalte Dag , 
saa havde jeg faaet en glimrende Idee til at narre 
Pram og os selv . Jeg skyndte mig nemlig med at afskrive 
den danske Oversættelse , fik fat i en Knappenaal , 
som jeg stak igjennem Papiret , og kaldte derpaa 
Fuxen srem . 
„ Du er Pram , gjør Din Ronde . “ 
Han greb en Bog , lod som han satte Briller 
paa Næsen , hvorpaa han efterlignede Pram i en saa 
troværdig Skikkelse , af vi alle brast i Latter . 
Hans første Besøg gjaldt mig , jeg heftede Sedlen 
Paa hans Ryg og læste uden mindste Besvær 
Oversættelsen . 
Da jeg var færdig , slog han mig paa Skulderen , 
idet han udstødte et veltilfreds „ Godt “ . Han 
gjorde det saa naturtro , af vi tilklappede ham vort 
udeelte Bifald . Saaledes gik han Rækken rundt . 
Da han kom til den Sidste , raabte jeg : 

„ Fuxen tager Sedlen paa sin Samvittighed ! “ 
Øg i et Nu var den sporløst forsvunden . 
Men neppe var det skeet , før Pram med sit 
gnavne Ansigt og sin krumme Ryg traadte ind . 
Han saae sig om til alle Sider for om mulig af 
opdage et eller andet ; men forgjæves . Derpaa tog 
han Plads , og som han Pleiede , satte han Stolen i 
en gyngende Bevægelse . 
Vi kjendte hans Vane og havde i den Anledning 
praktiseret en itubrukken Stol hen paa hans 
Plads . Neppe havde han sat den i Gang , før han 
med Udraabet „ An , for Satan ! “ faldt baglænds ned 
med Benene i Veiret , jamrende sig og forbandende 
sit Uheld , der længe efter forvoldte ham Smerter . 
Vi udtalte vor Beklagelse , men han syntes ikke 
at skjænke den Tillid . Han snærrede og pustede og 
havde bestemt hævnet sig , saafremt en af os ikke 
havde kunnet sin latinske Lektie ; han anede ikke , at 
han , Hr . Pram i egen høie Person , selv bar Oversættelsen 
paa sin Ryg , og derfor var hans Harme 
stor , da han naaede Fuxen , som han med Bestemthed 
vidste aldrig kunde sin Lektie . Han havde samlet 
hele sin Vrede over sine feilslagne Forventninger 
til ham . 
Jeg seer endnu hans blege , ophidsede Ansigt , 

hvorledes han beredte sig til at aabne sin Vredes 
Sluser . 
Men Ulykken eller Lykken vilde , at Jokum Larsen 
flydende oversatte sine latinske Sætninger , og 
Pram kom herover i saa stærk en Sindsbevægelse , 
at han kylede Bogen hen ad Bordet , og traf en af 
Eleverne i Hovedet . Denne gav sig til at skrige og 
paaberaabte sig sin Uskyldighed i saa truende Udtryk , 
at Pram følte sig tvungen til at fremstamme en 
Undskyldning , hvorpaa , han styrtede ud af Stuen , 
ledsaget af vor hjertelige Latter . 
Stakkels Pram , hans Hidsighed , gnavne Lune og 
frastødende Væsen gjorde ham ilde lidt iblandt os , 
han var skikket fil alt andet end fil Lærer . 
Ferien stod for Døren , Ferien med sit straalende 
Ansigt , der tilraabte os Frihed , Frihed fra Morgen 
fil Aften , det vil sige , Lediggang efter eget Behag og 
Lov fil af ligge om Morgenen , saalænge man lyster . 
Ja , Sommerferien er den Sol , der oplyser Skoletidens 
lange , kjedsommelige Dage , og dersor dadler 
jeg de Forældre , der undlade af gjøre Ferietiden behagelig 
for deres Børn ved af nægte dem den Frihed , 
Skolen har givet dem . Enhver trænger fil 
Frihed , men Barnet meest , hvis ikke dets Aand som 
dets Legeme skal knes under de mange Studier , der 
udsordres for af bane den Voxne en Fremtid . 

Ja , det var Sommer , Fuglene sang , Puppen 
udfoldede sine Vinger og fløi ud i den vide Verden , 
Roserne duftede og Kirsebærrene rødmede , Forglemmigeien 
stak sit yndige lille Hoved frem af det høie 
Græs , og Svalen svingede sig høit mod Sky for 
atter af dale ned paa sin Rede , hvor de skrigende 
Smaae laae med aabne Næb for af modtage Føden , 
Forældrene bragte dem . 
Og Solen bredte sine lysende Arme over hele 
Naturen , der overalt aandede Lys og Varme , den 
var Sjælen i alt det Skabte , den var Guds Morgenhilsen 
til hele Jorden . 
Næste Dag var Tante Sofies Fødselsdag , den 
skulde tilbringes i Skoven . Jeg havde faaet Lov til 
at tage en Kammerat med , og jeg valgte Oluf Polter , 
der havde været med til at holde mig under Posten , 
den første Dag jeg betraadte Skolen , men som senere 
blev min bedste Ven . 
Alt fra det gryede ad Dag var jeg oppe for at 
pynte Haven og gjøre Forberedelser til Dagens Høitidelighed . 
Det 
var forbudt Tante Sofie at komme ned , 
før vi kaldte paa hende , og derfor skyndte vi os alle 
med at udføre vor Forretning saa hurtigt som 
muligt . 
Kaffebordet stod dækket i det store Lysthuns , 

snhver af os havde afskaaret sine bedste Blomster til 
at forherlige Festen , og Caroline havde lagt forskjellige 
Sorter af Kjøkkenhavens første Grøde paa et 
Fad , som hun stillede ved Siden af Kringlen , der 
bar Tante Sofies kjære Navn . 
„ Det vil glæde Jomfru Sofie , “ sagde hun med 
Stolthed over sin Gartnerdygtighed , „ det vil glæde 
hende meget , ja Vorherre og Død vil det saa . “ 
Lieutenanten og Capitainen indfandt sig paa 
Slaget sex , begge iførte Høitidsdragten . De gik 
strax ud i Haven for at ordne et og andet , og Borgen 
bredte sit Silkelommetørklæde ud Paa Jorden og 
lagde sig paa Knæ for at pille Ukrudtet bort af 
Tante Sofies Bede . Aftenen iforveien havde han i 
al Hemmelighed prakliseret en sjelden stor og smuk 
Rose ned i det midterste Bed ; den hilsede ham nu 
frisk og dugbesprængt . Hvor gjerne havde han ikke 
skjænket hende alle de Roser , Jorden lod blomstre . 
Nu nikkede han til den duftende Rose , han nikkede 
og hviskede , men hvad han sagde , hørte kun Gud . 
Da Klokken slog syv , kom min Kammerat . 
Han og jeg havde forberedt en lille Overraskelse for 
Tante Sofie , som vi lovede os stor Glæde af . 
Alt var færdigt , der manglede kun at hente 
Festens Dronning . Jeg havde alt Aftenen iforveien 
Adbedt mig Tilladelse at udføre dette vigtige Ærinde , 

som ellers var Lientenantens Funkkion . Endnu seer : 
jeg hans bedrøvede og skuffede Ansigt , da jeg gik , 
og endnu føler jeg Anger over , at jeg ikke opgav 
mit eget Ønske for hans gamle Ret . 
Med varmt og taknemmeligt Hjerte traadte je§ 
ind i Dagligstuen , hvor hun stod lærnet op mod 
Vindnet , vendende Ryggen til mig . 
Jeg listede mig ganske sagte hen til hende , slyngede 
min Arm om hendes Hals og trykkede et Kys 
paa hendes blege Kind . 
„ Godmorgen , kjære Tante Sofie , Gud velsigne 
Dig og lade Dig leve længe , saare længe ! “ 
Hun tog mit Hoved imellem sine kjære Hænder 
og saae mig smilende ind i Øinene . 
„ Hvor blive I af ? raabte Tante Mille . „ Kaffen , 
er snart kold , og Mis hun gaaer og miauer af 
Længsel efter at gratulere Tante Sofie . “ 
Jeg rakte hende min Arm , hun lagde sin Haand 
paa den , og saaledes gik vi ned i Haven , hvor de Fem 
modtoge os med gammel Kjærlighed , men med evig , 
unge Hjerter . 
Hvor bevæget blev Tante Sofie ikke ved at see . 
alle de smaae Forberedelser , der vare gjorte i Anledning 
af Dagens Betydning , og da hun kom til 
sine Blomsterbede , og hendes øine mødte det smukke 
Rosentræ , da fyldtes de med Taarer . Hun nikkede : 

til Borgen , men han stod og stirrede ned for sig . 
Hun tog og lagde sin Arm i hans — det forekom 
mig , at hans skjælvede ved Berørelse » — og begge 
traadte ind i Lysthuset , hvor det ziirlige Kaffebord 
stod dækket . 
Bi klinkede med Kopperne , medens Caroline stod 
undseelig og pillede ved sit Forklæde , neiede og sagde : 
„ En glædelig Fest , Jomfrn Sofie , Hilsen og 
Sundhed og ef langt Liv . “ 
„ Tak , gode Caroline , Tak for Dine velmeente 
Ønsker , og Tak for disse fortræffelige Urter , som 
gjøre Dit Gartneri stor Ære . “ 
„ Saa Jomfrn Sofie finder , at Gulerødderne 
ere smukt skabte og Purrerne store og vellugtende . “ 
„ Ja , det finder jeg , og Du skal ret have Tak . “ 
„ Og Hvideroerne de ere baade runde og trivelige 
og smage godt , finder ikke Jomfrn Sofie ogsaa 
det ? “ 
„ Ja tilvisse gjør jeg . Det er en Glæde at see 
saadanne Urter . “ 
Caroline følte sig rigeligt belønnet , og Oluf og 
jeg trak hende med os hen bag Lysthuset for at fuldføre 
vor Overraskelse . 
Vi havde nemlig fyldt en stor Blære med Luft 
og bundet tæt for den . Den skulde gjøre Tjeneste 

som en Kanon , men ingen uden Caroline og vi 
kjendte Hemmeligheden . 
Vi lagde den lige bag Lysthuset , Oluf stod ved 
min ene , Caroline ved den anden Side , for at jeg 
kunde støtte mig paa deres Skuldre . 
Øieblikket var kommet . Jeg gjorde ef voldsomt 
Hop og faldt jerntung ned paa Blæren , der med ef 
„ fürchterlicht “ Knald sprang itu . 
Men var Knaldet stærkt , saa var det almindelige 
Forfærdelsesflrig , som fulgte paa , dog endnu 
stærkere , og Gregersen „ tørnede ud “ , som han kaldte 
det , for af see , hvad der var Aarsag dertil . 
Hvor lo han hjerteligt , da han saae mig ligge 
paa Ryggen med den sprængte Blære ved mine 
Fødder . Jeg var nemlig falden omkuld ved Anstrengelsen 
og havde endnu ikke faaet Tid til af reise 
mig . 
„ For tusinde Djævle , Gutter ! der ligger Styrmanden 
paa Agterdækket , og Krudttønden er sprængt 
i Luften . Los , Gutter , los , siger jeg ! Seilene brasede 
for en let Brise og klar til af vende ! “ 
„ Hallo ! “ raabte jeg og sprang op i en Fart 
for af modtage Talken for Kanonsalven , der havde 
forskaffet mig en øm Ryg . 
Neppe havde vi drukket Kaffen og fortæret 
Kringlen , for vi alle gjorde os færdige til Skovtouren . 

Kurven var stuvet og hang paa Carolines Arm , 
medens der tillige paa Bordet laa opstablet større og 
mindre Pakker , for af hver af os kunde tage sin . 
Jeg lagde min i Randselen , som jeg snørede paa 
Ryggen , Oluf gjorde det samme , medens Gregersen 
og Borgen fyldte deres i Bryst- og Sidelommen , 
indtil de stode tykke og trivelige , ^af Tvebakker , Pølse , 
Ost og andre Rariteter . 
„ Lad Forseilet los ! “ raabte Gregersen , og Borgen 
tilføiede neppe hørligt : 
„ Marche , een , to , een to , fremad ! “ 
Og afsted gik det ud i den friste Morgen , Duggen 
saaes endnu hist og her at funkle fra Smaablomstrenes 
Bægre , Fuglene kviddrede , Lammene brægede , 
og Hesten slog vrinskrinde bagud af Længsel 
efter at komme afsted ; men vi fortsatte i taktmæssig 
Marche vor Fodvandring til Charlottenlund . 
Hvergang Olaf og jeg fjernede os en Stund 
fra Selskabet for at gjøre en lille Afstikker , hørte 
vi Gregersens velbekjendte Stemme tilraabe os : 
„ Luv an , Gutter , hold Jer paa Preiehold ! “ 
Og vi svarede med et Hurra ! eller Halm ! og 
derpaa lagde vi bi for en Stund . 
Ja , det var i de Tider , da man endnu brugte 
sine Been til Skovbefordring og alligevel følte sig 
glad og tilfreds over Touren , maaskee gladere end 

nu , da Ulan kjører med to forsultne og opslidte Heste 
som Forløbere og en halvberuset Karl som Kudsk . 
Eller ad Jernveien , der ikke giver os Tid til at nyde 
Naturens Skjønhed , der paa Hen- og Tilbagereisen 
væsentligt bidrager til at gjøre Skovturen behagelig . 
Øg alt som vi fjernede os mere og mere fra 
Byen , blev Hjertet lettere , skjøndt Foden blev træktere , vi 
sang , fløitede og sprang , ja , vi følte Ungdom og 
Frihed i hver Nerve , i hver Blodsdraabe ; og derfor 
jublede vi med Fuglene , som disse havde vi et Hjem ; 
og derfor smilte vi med Blomsterne , som disse slikkede 
vi Solskin og Varme fra den deilige blaa Himmel , 
der lyste over vore unge Hoveder . 
Og de , som gik bag efter os ? Ia , de vare ogsaa 
glade ; Fuglene sang ogsaa for dem , men de 
fang ikke med Fuglene ; Solen lyste ogsaa paa dem , 
men den mødte ikke fjorten ungdomsfriske Somre ; 
Blomsterne smilte ogsaa til dem , og de gjorde ligesaa 
til Blomsterne ; men deres Smiil talte ikke om 
Haab og Fremtid , det hviskede om svundne Ungdomsdage . 
Deres Gang var rolig , skjøndt det 
gamle Hjerte offe endnu bankede med Ungdommens 
lette og hurtige Slag ; men Legemet , det med Aarene 
ældede og prøvede Legeme , det kunde ikke rigtig folge 
med Hjertet , Aarene havde sænket Jern i dets Blod 
og standset dets lette Flugt . 

„ Det kuler lidt op fra Søen , “ sagde Gregersen . 
„ Jeg er bange for , vi faae en rigtig Snuser inden Aften . “ 
„ Saa er det klogest , at vi vende betids hjem , “ 
meente Tante Sofie , og Borgen tilføiede : 
„ Klokken syv bør alle Mand være færdige til 
Hjemmarchen . “ 
Underveis bleve vi indhentede af en Flok Studenter , 
hver med en Botaniseerkasse paa Ryggen . 
De sang af et glad og fuldt Bryst , medens Foden 
blev fat fast og hurtigt til Jorden ; og Stokkene afhuggede 
Blomster og Blade for hvert Skridt , de 
kom frem . 
Længere tilbage kom et Ægtepar , belæsset fra 
Top til Taa med Børn , Kurv og Pakker . Manden 
trillede en Vogn foran sig med Tvillingerne , som 
vare skjulte af Flasker og Tørklæder , ved hans ene 
Side gik en halvvoxen Dreng , som havde fastgjort 
en stor Bylt ved en Stok , der hvilede paa Skulderen . 
Moderen havde en lille Pige ved Kjolen og 
en paa Armen , og hvergang et Vindpusf førte hendes 
Hat tilbage , bøiede hun sig ned , for at Pigen atter 
kunde trække den frem . Saaledes fortsatte de Veien 
under Latter og Spøg , under Slid og Ansigtssved ; 
men det var jo ogsaa Søndag , Ugens Hvile- og 
Opmuntringsdag , hvor de skulde samle nye Kræfter 
til de kommende Dages tunge og besværlige Arbeide . 

Constantia var tilbagelagt , og Skoven tilvinkede 
os Velkommen med sine ærværdige gamle Egetræer , 
der skjøndt ældede af Aar , dog stode der gjenfødte af 
Vaaren , med friske , lysegrønne Skud og Blade paa 
deres barkede , fortørrede Stammer , unge Bøgetræer 
med deres viftende og bøjelige Kroner , det duftende 
Græs med dets rige , mangfoldige Blomstertoppe , de 
jublende Fugle og de jublende Mennesker , der i travl 
Virksomhed tilberedte Maaltidet . Ja , hvor fro 
smilte ikke Ungersvende : ! til den rødmende Pige , 
medens han frygtsomt stjal et Kys fra de yndige 
Læber ; hvor pyntede hun hans Hat med Blomster , 
hvor svingede han hende om paa Græsplainen , medens 
Musiken strømmede ud fra Teltene . Saa blev der 
raabt tilbords , og de vendte tilbage til de Gamle . 
Men Hjertet , vendte ogsaa det tilbage , eller gik det 
tabt under den muntre , uskyldige Leg ? 
„ Hvilket Bord skulle vi beslaglægge ? “ spurgte 
Tante Sofie . Bordene bleve undersøgte , et var for 
lille , et andet for stort , ved et manglede der Udsigt , 
ved et andet blev man for overbeskuet ; endelig afgjorde 
Gregersen Spørgsmaalet ved at fremhæve et , 
som vandt Alles Bifald . 
Fem Minutter efter stod Bordet dækket med Øst , 
Pølse , haardkogte Æg , Holsteensksild og andre Rariteter , 
en fortræffelig Lammesteg ikke at forglemme . 

Dm stod midt paa Bordet , garneret med Carolines 
smukke Petersillie . Maskinen snurrede , og Tante 
Mille svingede Kaffekanden ; Gregersen flar Stegen 
for , Thora Pillede Æggene , og Borgen lagde Krhdderbrødet 
paa en Tallerken , medens Tante Sofie 
smilte til dem alle , og Oluf og jeg listede os snart 
et Æg og snart et Stykke Steg til . Derpaa løb vi 
omkaps , sloges — først for Spøg , saa for Alvor , og 
endelig forsonedes vi igjen , alt imellem hinanden og 
mangen Dames Hat blev truffen af vore Pile , og 
mangen Herres Cigar fløi ud af hans Mund , uden 
at nogen af Parterne opdagede de Skyldige . 
„ Aa hvi , Gutter ! Roret i Læ og Forstilet bak ! “ 
raabte Gregersen igjennem den halvlukkede Haand . 
„ Hallo ! “ lød Svaret , og strax derpaa indfandt 
vi os sultne og førstige ; thi i den Alder trænger man 
altid til noget , og vor Appetit retfærdiggjorde tilfulde 
denne Paastand . 
Da Maaltidet var endt , spadserede ^vi om i 
Skoven for at . nyde den smukke Dag ; hist og hermødte 
vi et kjendt Ansigt , som vi vexlede Hilsen med . 
Saa kastede vi os i det duftende Græs for at udhvile 
de trætte Fødder og nyde en lille Forfriskning , 
som bestod i Appelsiner og Smaakager , der havde 
Plads i Tante Sofies Pose , og Gregersen trak en 
lille Lærke frem af Sidelommen og et Sølvbæger af 

Baglommen , hvorpaa han tildeelte enhver af os et 
Kvantum udmærket Rosenlikør , en Erindring fra 
hans Reiser . 
Det var sjeldent , at Gregersen gjorde mig eller 
mine Tanter Presenter , ikke af Mangel paa Evne , 
thi han var meget rig , endnu mindre af Mangel 
paa Villie , han gav hellere , end han tog . Grunden 
hidrørte ene fra hans gode Hjerte . Han kunde ikke 
taale den Tanke , at han , den rige Mand , sknlde 
komme med sine rige Gaver , og Borgen , den stakkels 
fattige Borgen , sknlde see derpaa uden at kunne 
gjøre det samme . 
Mine Tanter gjættede dem til Grunden og 
takkede ham i deres stille Sind derfor . De følte , at 
det ofte kostede ham stor Overvindelse at frasige sig 
den Fornøielse at være Giver ; men han vandt altid 
Seier , og vi agtede og elskede ham dobbelt . 
Og Borgen , forundrede han sig aldrig over den 
rige Mands Paaholdenhed ? 
Nei , han trykkede kun varmere hans kraftige 
Haand imellem sine magre Fingre , og eengang saae 
jeg den gamle Soldat slynge sin Arm om den lille 
trivelige Sømands Skuldre og see ham dybt bevæget 
ind i de ærlige Øine ; denne nikkede mildt og sagde 
hurtigt for at skjule sin Bevægelse : 
„ Alting tot , Kammerat ! Jeg vil være fordømt , 

om vi ikke have faaet Vindstille , skjøndt det imorges 
saae ud fil frist Kuling . “ 
En Flok unge Mænd afbrød vor Hvile med 
deres muntre Latter og Sang , og jeg følte en uendelig 
Lyst fil at blande mig imellem disse lystige 
Brødre og deeltage i deres Jnbel og Sang . Deres 
Hatte vare prydede med ungt Bøgeløv ; de slingrede 
Arm i Arm i lange Rækker , undertiden gjorde de 
Holdt for at give hinanden et Slag af den beredvillige 
Stok eller for at omfavne en rødmende Bondepige , 
der forsfrækket , men dog smilende , søgte at unddrage 
sig for deres store Høflighed . Slap hun da 
endelig fri for den Ene , saa fog den Anden hende 
fat , og saaledes maatte hun betale Bompenge fil dem 
alle ; om det sfete nødigt eller gjerne , skal jeg lade 
være usagt ; dog det tjener fil hendes Æres Forsvar , 
at hun gjorde pligtskyldig Modsfand , om hun end i 
al Hemmelighed besvarede En og Andens Kys . 
De kom nærmere og deres Sang lød klarere , 
jeg kunde skjelne Ordene paa en gammel Vise : 
„ Det er godt , Du er lystig og munter , 
Du bsr dog ikke v « ræ for kry ; 
Det er godt , Du bli ' er af med en Kjærrest , 
Forinden Du faaer Dig en ny . “ 
De vare lige ved os , og jeg gjenkjendte de 
muntre Svende fra Charlottenlundsveien . 

Gregersen svingede en Flaske , han holdt i Haanden , 
satte den til Munden og rakte den derpaa smilende 
hen imod dem . 
„ Xuns ost bibsmluin ! “ raabte den Forreste og , 
som det syntes , Anføreren for Troppen , og pludselig 
gjorde de alle Holdt lige over for os . 
„ Du Havets ædle Søn og Behersker , “ raabte 
Anføreren , „ Minervas glade Sønner takke Dig 
for Din » begrændsede og højmodige Meddeelsomhed , 
ved af række os Din uvnrdeerlig Monne Lærke , og 
vi give Dig til Gjengjæld alle Skovens herlige Lærker , 
baade dem , som ere nær , og dem , som ere fjern , 
for af Du ikke skal have Grund til af beklage Dig 
over Din Gavmildhed . “ 
Da han havde endt sin Tale , fortsatte Gregersen 
i amme Sprog : 
„ Havets Søn byder med Glæde Minervas 
livsglade Sønner sin lille simple Lærke til Broderskab , 
ligesom han takker dem tusindfold for deres 
uvurdeerlig herlige Gave . Saa byder jeg hele 
Skovens jublende Lærkechor at hæve sin yndige Røst , 
for at bringe disse Damer , som hvile her i Græsset , 
en Hilsen fra gamle Dage , der som en let Brise 
farer hen over Tidens Bølger . Derfor Roret i Læ , 
om kort Tid skal det atter blive los . “ 
„ Dig skee , som Dn byde , Ulk fra det stormende 

Hav ; , dog først ville vi tømme Din Flaskes ædle 
Fluidum til Damernes Priis og Ære . Frem , 
Kammerater , een for een ; mindes vel , Beskedenheden 
er Ungmøens og ligesaa vel Ungersvendens skjønneste 
Pryd ; jeg selv vil være Eder et glimrende Exempel 
derpaa . “ 
Med disse Ord satte han Flasken for Munden 
og tømte over Halvdelen af dens Indhold . 
„ Stop , for Pokker , stop ! “ raabte hans Sidemand 
og trak Lærken fra hans Læber . „ Dn gjør 
Minervas Søn til Løgner , thi nys paabød Dn os 
Beskedenhed , og nu har Dn selv glemt Din vise 
Lære . Tilgiv , mine Damer fra den gamle Verden , 
tilgiv den unge Verden dens Letsind , for ei at sige 
Synd . Kammerater , tag Exempel efter mig ; see , jeg 
sætter nu Trylledrikken til mine Læber ; men fordømt 
være I alle , saafremt jeg glemmer de Gamles vise 
Lære om Ungmøen og Beskedenheden . “ 
Neppe havde han udtalt , før Flasken var tømt 
til sidste Draabe og kastet ud iblandt de Andre med 
de Ord : 
„ Brødre , suger Viisdom af hiin herlige lille 
Lærke . Dog for at I ikke skulle blive altfor vise , 
som visse andre Folk , saa har jeg raadet Bod herpaa 
ved at formindske dens Indhold i betydelig Grad . 
Lugter til den , Brødre , den taler til Eder om fordums 

Dage ; det vil være Eder nok , vi , Eders Forgængere 
lode os nøie med Smagen . “ 
Anføreren hævede Haanden til Tegn paa Tanshed , 
og Alle istemte den Sang , som vore Bedstemødre 
sang deres Børneborn i Søvn med ; det var 
en Hilsen til de Gamle : 
„ En Jærger gik al jage , alt ud i Skoven gren , 
Der medte han en Pige , en Pige , hun var fljön . “ 
Derpaa fulgte et Øiebliks Tanshed og nu lød 
Skolemesterens velbekjendte Sang : 
„ A , B , C , D , E , F , G , 
Kannst D ' nihl lernen der A , B , C . “ 
Øg Tanterne , Gregersen , ja selv Borgen istemte 
af fuldt Bryst , og de drømte dem tilbage i Ungdommens 
skjønne Dage , da ogsaa de havde sunget 
med friske , klangfulde Stemmer og glade forhaabningsfulde 
Hjerter . Havde dengang Nogen spaaet 
dem , at de efter mere end tyve Aars Forløb alle tre 
skulde sidde som gamle Piger , da havde de ikke troet 
Spaamanden — det var jo umuligt . Ja , det var 
dengang , da var der Klang og Fylde i Stemmerne , 
nu løde de som Gravklokker med tung og huul Lyd . 
En gammel Stemme vækker Beemod i de Unges 
Bryst , men ikke Latter . 
Sangen var endt , og Studenterne udbragte et 

Hurra for den gamle Tid , som blev besvaret af den 
muntre Gregersen med et dito for den nye , der med 
Uforfærdethed og Udholdenhed bragte den gamle Tids 
Tanker til Gjerning . 
Saa svingede de Huerne til Afsfed , Tanterne 
reiste sig og neiede gravitetisk , Borgen tog paa Milifairviis 
til Huen og strøg sin Knebelsbart , medens 
Gregersen raabte : 
„ Farvel , Gutter ! Forstilet los og Roret bi , nu 
lufter det op til en rigtig Snuser . “ 
Oluf og jeg fulgte^ dem et Stykke paa Veien , 
idet vi istemte deres sidste Afskedshilsen . Hvem kjender 
ikke den gamle Vise , der saavidt jeg erindrer , 
begynder saaledes : 
„ Herlige , rolige Dage , 
Da jeg var munter og sro , 
Komme I aldrig tilbage , 
Hjerte , hvor finder Du Ro ? “ 
Da vi vare vendte tilbage , bragte Ecchoet de 
sidste hendøende Toner igjennem Skoven . Vi lyttede 
Alle til dem ; men hvor forskjellige vare ikke vore 
Følelser . Endelig forsvandt det livsglade Selskab ved 
en Omdreining i Skoven . 
Oluf og jeg fulgte de vandrende Riddere med 
længselsfuldt Blik og længselsfuldt Hjerte . En 
ukjendt Følelse rørte sig dybt i vore barnlige Sjæle ; 

det var en Higen , en ukjendt Fremadstræben imod 
Livet , en Angst for , at Tiden skulde ile for hurtigt , 
uden at vi fik nydt den tilstrækkeligt , paa samme 
Tid som vi frygtede for , at den skulde gaae i Sneglegang , 
før vi naaede det attraaede Maal . Vi havde 
en Fornemmelse af , at fUngdom er den korteste Tid 
af Livet , og at vi derfor ikke havde Raad til at 
spilde selv blot en Dag , en Time , ja , ikke engang 
et Minut , ikke af Arbeidstiden , men af Nydelsens 
og Glædens Tid . Vi ville med , vi ville fryde os , 
vi ville nyde Livet — thi hvad der først er tabt , 
vender aldrig , aldrig tilbage . Vi tænkte ikke paa , som 
der nok ogsaa staaer i den gamle Vise : 
„ Ungdommens Dage saa vilde , 
I have styrret min Ro . “ 
Men Gregersen gjorde en Ende paa vore Tanker 
ved at minde os om , at vi endnu havde et Parti 
tilbage af Skoven , for vi skulde drikke Eftermiddagskaffe . 
„ Vi 
faae at torne ud , “ sagde han halvmunter . 
„ Alle Mand paa Dækket . Drømmene vige for Virkeligheden . 
Gudsdød , at drømme , naar man er i 
Skoven , er kun Ungdommens Ret ; vi Gamle have 
Pine og Død bedre af at splidse vor Storbrase og 
gjøre en Ende paa det Bestik . Stuv Dig væk Gut . 

Staaer han ikke der , som om han havde tabt 
baade Næse og Mund . Muntert Gutter , det 
begynder at kule ; jeg mærker Vinden lige i Fjæset , 
og endnu have vi ikke saaet Kassen . “ 
Øg virkelig kulede det op , en Forløber paa 
„ Snuseren “ , Gregersen havde bebudet os . Snart 
stode vi marchefærdige . 
„ Høire , venstre , høire , venstre ! “ mumlede Borgen , 
og frem gik det i Skoven . 
Guldsmeden snurrede , Myggen summede , og 
baade Fuglene , Oluf og jeg sang , alle efter een Melodi , 
som hed „ en Sommerdag “ . Som Fuglen hvirvlede 
sig let og glad gjennem Luften , saaledes fløi vi 
Drenge over Grønsværet . Vi tænkte : „ Fremad , altid 
fremad ! “ medens de , som fulgte os , tænkte : tilbage , 
altid tilbage . 
„ Danmark , deiligst Vang og Bæenge , 
Lukt med Bølgen blaa , “ 
lød os imøde . Det var atter „ de dunste Drenge , “ 
som nys havde forladt os ; de sagde Skoven Farvel 
for at fortsætte Veien til Dyrehaven . 
Lykkelige , misundelsesværdige Ungdom , da Hjertet , 
Tanken og Foden ere saa lette , da Solen skinner saa 
herligt , da Tornene ere saa fine og Stenene faa 
smaae , da det høieste Fjeld synes en lille Tue , der 

med Lethed kan bestiges , og hver lille Glæde frembringer 
Smiil og Lykke i den modtagelige , friskeSjæl . 
Vi 
gjorde os rede til at vandre til vort Hjem . 
Herrerne havde forsynet sig med Cigarer , og 
Damerne , hvoriblandt Oluf og jeg var saa lykkelige 
at blive regnede , holdt hver en stor Appelsin i Haanden , 
for at lette os den besværlige Vei . Pakkerne 
vare betydeligt formindskede , men forekom os dog 
tungere end ved Udmarchen , og ingen medlidende 
Vogn var at øine paa hele Veien . 
Borgen havde budt Tante Sofie Armen , Gregersen 
Tante Mille og Thora ; Oluf og jeg samt 
Caroline dannede Bagtroppen , og saaledes vandrede 
vi hjemad . Ved hver Bænk standsede vi , for , som 
de Gamle sagde , „ atter at samle nye Kræfter , “ men 
hver Gang forekom det mig dog , at denne Hvile 
gjorde mig trættere , det følte jeg bedst , naar vi 
reiste os igjen . 
Gregersen begyndte en Sang for at lette Gangen , 
og vi andre stemmede i , og saaledes nærmede 
vi os mere og mere Hjemmet , hvor vi vidste , at 
Caroline vilde lave os et godt og varmt Aftensmaaltid , 
hvortil alt var beredt , førend vi forlode Huset . 
„ Mian ! mian ! “ sagde Klaus , da vi traadte ind 
i vor hyggelige Dagligstue . Den gned sig venlig op 

imod mig , for at modtage mine længe savnede 
Kjærtegn . 
„ Kykkeliky ! “ streg Pilatus af fuld Hals og 
bøiede sin stolte Nakke til Hilsen , da Tante Sofie 
traadte ud i Hønsegaarden , og alle Hønsene og Kyllinger 
istemte : „ Kluk , klnk , klnk , klnk ! “ 
Ja , vi vare atter i Hjemmet , og vi følte det 
med taknemmelige Hjerter . 
Aftensbordet stod dækket , Kartoflerne dampede , 
Boeufstegen duftede — Lysene brændte saa klare , og 
Tante Sofies Ansigt smilte saa kjærligt og udbredte 
Velsignelse iblandt os . 
Saa kom Punschen ; Glassene bleve fyldte , og 
Borgens Hjerte slog høiere og høiere ; han havde 
reist sig , han holdt det fyldte Glas frem , og hans 
Læber bevægede sig uden at frembringe Ord ; men 
hans Øine vare fugtige ; paa hans Pande laae fordums 
Sorg og Nutids Savn . Saaledes havde han 
staaet hver fire og tyvende Juni med samme bevægede 
Følelse i over fyve lange Aar . 
Og Alles Øine hvilede paa ham . 
Da hævede Borgen paany sit Glas . 
„ Gud velsigne Tante Sofie , Gud velsigne hende ! “ 
sagde han med afbrudte Ord . 
Og hun stødte sit Glas imod hans og svarede : 
„ Tæk , Borgen , tak , gamle , trosaste Ven . “ 

Saa klinkede vi alle rundt , og Caroline rakfe 
sit Glas frem imod Tante Sofie og sagde : 
„ Mange Aar og mange Penge , og gid alle 
Kyllingerne maae blive store og smukke . “ 
„ Tæk , Caroline , det var gode Ønsker . “ 
Men jeg lagde mine Arme om Tante Sofies 
Hals og saae hende med min hele Sjæl ind i 
Øinene ; jeg greb hendes Haand og trykkede den rsrt 
til mine Læber . 
„ Ja , ja , jeg mindes det Alt , jeg glemmer Intet 
af hvad der sfete i hine kjære gamle Dage . 

Tiende Kapitel . 
Det regnede og stormede , Himlen var mørk , store 
Skymasser trak truende over Jorden og spaaede os 
en trist Dag — en urolig Nat . 
Haven stod tour og forladt , Pilatus havde trukket 
sig tilbage til Hønsehuset , hvis Indgang han bevogfede 
med uindskrænket Herredømme ; hvergang en lille 
Kylling stak sit nysgjerrige Hoved frem for at see 
sig om i den store Verden , slog Pilatus sit Næb i 
dens bløde Duun for at jage den tilbage ; men gale , 
det gjorde han ikke , dertil var Himlen for mørk , Pilatus 
øinede ingen snarlig Forandring med Hensyn 
til Veiret . 
Tante Sofie bælgede Ærter , Tante Mille strikkede 
uafladeligt , medens Tante Thora sad og læste 
høit i „ Frithiofs Saga “ . 
Jeg for mit Vedkommende bestilte ingenting ; jo , 
det er sandt , jeg kjedede mig voldsomt , fordi jeg ikke 
gad bestille noget . 

Tante Thoras eensformige Læsning , der taktmæssig 
steg og faldt , hendes pibende udstødte hm , 
hm , hm ! der hvert Øieblik forstyrrede Meningen i 
det smukke Digt , Tante Milles ivrige Brikken og 
Næsepudsen — thi Tante Mille var altid forkjølet 
og led af Snue — og endelig Ærternes Knald , 
knald ! nei , det var ikke til at udholde ; selv Mis 
følte , at det gik for vidt , den reiste sig gravitetisk og 
stirrede mig spørgende ind i øiet . 
„ Ja , Mis , jeg forstaaer Dig . Vi kjede os forfærdeligt . 
Derfor ville vi gaae lidt ud til Caroline 
for at see , om ogsaa hun kjeder sig . “ 
Og Mis nikkede og satte sig i Bevægelse for at 
vise Veien . 
Caroline sad og lappede et gammelt Skjørt , der 
saae ud , som om det aldrig havde været nyt . Da 
jeg tillod mig at bemærke dette , hvæsede hun ad mig 
som en Killing , der sætter sig i Forsvar , naar man 
vil angribe den . 
„ Bedre gammel og heel end ny og hullet , “ svarede 
hun mut . „ Bliv først selv gammel , saa faaer 
han at see , om han ikke ogsaa vil faae en Læk ; men saa 
kommer det an paa , om han er istand til at hele den 
saa godt , som min Symml forstaaer at hele Skjørfet . 
Seer han det , Monsieur . “ 
„ Nei , Caroline , jeg horer det . Men godt Ord 

igjen , Gamle , jeg havde ikke i Sinde at fornærme 
Dit respektable Skjørt , dertil har det skjænket Dig 
formegen Varme og Ly ; nei , jeg og Mis kom herud 
for at søge lidt Morflab hos Dig , da vi kjedede os 
saa svært derinde . “ 
„ Morflab hos mig , det var som Fanden ! Hvad 
troer han , jeg har at more ham med ? Den Tid er 
forbi , da han fad paa mit Skjød , og jeg fortalte 
ham Eventyr om Hans og Trine og om den lille 
Basaloro , ja saamænd er den saa — den er længst 
forbi . “ 
„ Men idag er den vendt tilbage , “ svarede jeg 
og satte mig , skjøndt hun stred imod , paa hendes 
Skjød . „ Saa , Line , “ — saaledes pleiede jeg undertiden 
at kalde hende — „ saa , Line , her er jeg igjen , 
og her sidder Mis atter og seer paa os , som om den 
misundte os vor Fortrolighed . Op med Historien , 
en rigtig krabat Historie fra den gode gamle Tid . “ 
„ Vil han see , han kommer ned og det strax , om 
jeg maa bede ; han er for stor til at sidde Paa Skjødet . 
Vorherre bevare os , fik Nogen det at see , hvad 
vilde man saa tænke om gamle Caroline , ja , hvad 
vilde man saa tænke ? “ 
Og dermed gav hun mig et svagt Puf , der dog 
havde den Virkning , at jeg forlod den Plads , der i 

fordums Dage havde været mig kjær , men , som jeg 
nu følte , ikke svarede til min nuværende Alder . 
Men Caroline saae sig ængstlig om til alle Sider 
af Rædsel for , at Nogen skulde have seet os i denne 
farlige Stilling . 
Jeg og Mis satte os paa Kjøkkenbordet , og 
endelig fik Caroline atter fin Ro tilbage og indtog 
igjen sin Plads idet hun mumlede : 
„ Saadan en Hvalp vil gjøre Krumspring med 
en ærbar Pige . Godt var det , at Ingen saae det . “ 
„ Og nu til Historien , “ sagde jeg og gjorde mig 
Umage for at skjule min Latter . „ Nu til Historien ! 
Jeg niaa have en Historie , hører Du det , gamle Line . 
Fortæl , og jeg og Mis ville lytte efter . “ 
„ Gamle Line ! hm ! gamle Line ! Vil han see , 
han rapper sig , eller jeg skal give ham gamle Line ! “ 
Caroline var i Besiddelse af sit Kjøns største 
Svaghed — hun holdt ikke af at blive mindet om 
sin Alder . Jeg vil kun tilføie i al Hemmelighedhed , 
at jeg har kjendt og endnu kjender — Individer af 
vort eget Kjøn , hvis Øine have en farlig Lighed med 
visse Damers , naar man tilfældigt kommer til at 
berøre , at deres Ungdom er forbi , og at Vinteren 
staaer før Døren . 
Det er min Pligt at tilstaae , at Tante Sofie i 
dette , som i de fleste Tilfælde , dannede en Undtagelse 

fra sit Kjøn . Hun vidste , at hun var gammel , og 
det foruroligede hende ikke . 
Jeg vender tilbage til Caroline . 
Da jeg endelig havde forsonet hende før „ den 
gamle Line “ , blev hun mildere og sagde : 
„ Og hvad skulde jeg kunne fortælle ham , ham , 
som veed saameget ? Han vil nok kun have mig til 
Bedste . Men tag han sig iagt ; jeg var alt Høne , 
før han blev Æg , og Skam faae han , gjør han Nar 
ad den , som har baaret og pleiet ham , mens han 
endnu ikke kunde gaae . “ 
„ Caroline , er det smukt at lade Dit onde Lune 
gaae ud over mig og Mis ? Naar har jeg sidst gjort 
Nar ad Din ærlige Sjæl ? Jeg kjeder mig , og Mis 
kjeder sig ; fortæl derfor en Historie , lige meget om 
den duer eller ikke , saa gaaer dog Tiden , til vi skulle 
drikke Thee , og er den først nede , saa — plump ! 
iseng , Dynen over Hovedet og Mis ved Fødderne — 
derpaa en god rolig Nat ! “ 
„ Naa , jeg faaer vel føie ham . Det er ikke 
første Gang , jeg har fortalt ham Hisforier . “ 
„ Ligesaa lidt som det er første Gang , af Du 
fljænder og mukker for derpaa af udkramme alle de 
gamle Krøniker og Spøgelsehistorier , Du har lært i 
Dine unge Dage . Naa , fortæl nu , saa hører jeg og 
Mis efter . “ 

„ Han maa vide , af hvad jeg nu fortæller ham , 
er en sandfærdig Historie , thi jeg har selv oplevet 
den for nogle Aar tilbage . 
Og Caroline fortalte : 
„ Mine Forældre vare fattige Huusfolk , der 
levede af af arbeide Paa Herregaarde » og hos Gaardmændene , 
og jeg maatte derfor hjælpe til saa saare 
jeg kunde gaae paa Gulvet uden af slaae Næsen 
mod Stenene . Naa , Herregud ! det er Fattigbarns 
Lod , Slid og Slæb fra Vuggen til Graven , og det 
faaer man finde sig i . Vor Præst sagde altid : 
„ Hvert Menneske har Glæde og Sorg i Livet ; thi 
Glæde og Sorg , de vandre tilhobe . “ Men ikke saa 
ret kan jeg forstaae , hvad Glæde Trællen har , der 
altid maa udføre Andres Villie og slide og flæbe fra 
Morgen til Aften for at faae en Bid fattigt Brød 
til at putte i Munden . Det er et Liv , maa han 
troe , der ikke er til at misunde dem , som det neppe 
er værd at blive født til og atter at sknlle døe for . 
Dog , Vorherre er nok den Mand , som veed det bedst , 
og hans Villie maae vi bøie os for . 
„ Da jeg var fjorten Aar gammel , blev jeg konfirmeret , 
og samme Dags Aften traadte jeg i Condition 
hos en Væver , der boede en Miilsvei fra os , 
men ikke havde det bedste Rygte i Landsbyen . Men 
ud maatte jeg , og Ingen havde Brug for mig undtagen 

Væveren . Jeg var jo fattig og havde altsaa 
ingen Ret til at see Paa , om det var til mit Gavn 
eller ikke , jeg skulde ud , og saa kom jeg ud . Naa , 
Herregud ! det har mange maattet før mig og mange 
æfter mig , skulde jeg vel ogsaa troe . 
„ Jeg husker nok den Aften , jeg traadte i Konditionen , 
ja , saamæn gjør jeg saa ; mine Øine havde 
flere Taarer , end mine Læber Smiil , og Hjertet stod 
mig lige op i min Hals . Ofte havde jeg gaaet den 
Vei med en tung Byrde paa min Ryg , saa tung , at 
pen bøiede mit Hoved mod Jorden ; men aldrig har 
jeg følt mig saa mat og træt som den Aften , jeg forlod 
mit Hjem for at tjene mit Brød blandt Fremmede , 
thi da laa Byrden paa mit Hjerte . 
„ Min Hunsbond var en haard , hjerteløs Mand , 
der luede sin Kone og slog mig , naar jeg ikke kunde 
bære det svære Aag , han lagde Paa mine fjorten Aar . 
Nu , ja saamæn , det er let for stærk Haand at bøie 
liden Kvist , og han bøiede mig saa dybt , at jeg snart 
aldrig mere havde reist mig . Men Vorherre vilde 
det anderledes , og saa stete det . Men det var ikke 
det , jeg vilde fortælle ham , det var Historien om 
Væveren og hans sorte Gjerning , hvorfor han nu 
brænder i Helvede . 
„ Hu ha , Caroline ! Du faaer alt mig og Mis 
til at gyse , førend Du ret faaer taget fat paa Historien . 

Ofte har jeg hørt , at Skræddere fare tik 
Helvede , men endnu aldrig , at Vævere gjøre det . 
Men fortæl , fortæl , ellers kommer Theetiden inden 
Du faaer endt . “ 
Og Caroline vedblev : 
„ Da jeg tjente hos Væveren var han meget fattig , 
ja , havde neppe saameget , han kunde mætte Kone 
og Børn med . 
Han boede i et Udflytterhuus , havde kun lidet 
Arbeide , var doven og fvær og levede meest af sine 
Medmenneskers gode Hjertelag , skjøndt Vorherre havde 
givet ham fo stærke Arme og en god Forstand . Men 
det hjalp altsammen intet . 
„ Det Huus , han beboede , tilhørte den samme 
Herremand , som var vort Herskab , og det var sjeldent 
eller aldrig , han betalte sin Afgift , hvorfor 
Herremanden , der var af en haard og streng Natur , 
truede med at kaste ham ud . Men siden hændte der 
noget , der forandrede det Hele ; Væveren blev boende , 
og mere end det skulde jeg mene . See , det er nu 
egenlig det , jeg vilde fortælle ham ; thi jeg kjender 
Alt faagodt , da min egen Søsterdatter tjente der paa 
den Tid , det foregik , som jeg nu vil fortælle . 
„ Herremandens Søn var en ung og vild Krabat , 
han havde ingen Mo ' er , der kunde vise ham den 
rette Vei , og derfor gik han da ogsaa den skjæve . 

Han var ugift og rig og troede , at han kunde gjøre , 
hvad han vilde , han tænkte ikke paa , at der er En , 
som er Herre over os alle , enten vi ere rige eller 
fattige , høie eller lave ; ja saamæn er der saa , og 
derfor gik det ham ilde . 
„ Nedenfor Herregaarden boede en rig Gaardmand , 
som eiede en deilig Datter . Hun var Egnens 
Sol , og alle Ungkarlene i flere Miles Omkreds betlede 
fil den fine , skjønne Jomfru , men hun sagde nei 
fil dem alle . Hendes Forældre vrededes saare meget 
over hendes Ufornuft ; de meente , hun skulde jo dog 
engang giftes , og hvorfor da ikke nu , da der var saa 
mange at kræse imellem ? Men Karen rystede paa 
Hovedet og sagde nei , og derved blev det . 
„ Sommeren gik , og Vinteren fulgte paa ; da 
spurgtes det i Egnen , at Herremanden skulde have 
Bryllup , og Alle glædede sig saare dertil . 
„ Og Herremanden reiste , men Karens røde Roser 
bleve Dag for Dag hvidere , hun lo aldrig , hun græd 
Heller aldrig , men Øinene vare sænkede , Hovedet bøiet 
og Hjertet — ja , det saae Ingen . 
„ Der var stor Stads i Egnen , da Herskabet 
vendte tilbage med sin unge Kone ; ikke saa var det 
for hans Skyld , men for hendes ; thi hun var ung 
og god , og Rygtet løber hurtigt som Vinden . Ingen 
veed , hvor det kommer fra , eller hvor det farer hen , 

kun det veed man , at det altid lader noget tilbage ; 
sjeldent er det Godt , oftere er det Ondt , men her var 
nu det første Tilfældet . 
„ Naa , det vil nu Tiden lære ham . See til , 
han ikke kommer i Vinden . Men hvem kan flippe 
fri , naar ikke Næsten vil ! det gaaer vel ikke ham 
bedre end alle andre . “ 
„ Historien , Historien ! “ raabte jeg uimodtagelig 
for hendes Moral , da Nysgjerrigheden kvalte den 
bedre Følelse . „ Historien , Caroline , ellers faae vi 
den virkelig ikke sluttet , til Tante kalder . “ 
„ Naa , naa , giv Tid , Hanekylling ; naar man er 
gammel , som jeg , løber man ikke saa hurtigt , som i 
sit fjortende Aar ; han faaer vente lidt , indtil jeg har 
sundet mig . See , hvor han har adeligt mit Forklæde 
med sine snavsede Støvler . Troer han , at jeg 
har Tid til at vaske hvert Øieblik paa Dagen ? bort , 
siger jeg . Fy for en Ufærd , flammer han sig ikke , 
men leer mig lige op i Øinene . “ 
„ Godt Ord igjen , Caroline . Fortæl Historien , 
og jeg skal ikke oftere smudske Dit Forklæde . “ 
„ Der var stort Gilde paa Slottet , thi Brylluppet 
skulde feires med Dands og Spil , og alle Egnens 
Karle og Piger skulde være med . 
„ Men Karen var ikke iblandt dem . Der var en 
Tid , da hun var Herremandens Brud , da han udmalede 

hende de kommende Dage som hans Viv ; men 
den Tid var nu forbi , og den kom aldrig mere 
tilbage . 
„ Musiken spillede op . 
„ Hvor er Karen ? “ lod det ; men der var ingen 
Karen , og Ungersvendenes Glæde var forbi . Det 
spurgte Herremandens Frue , og hun sendte Bud efter 
Karm . 
„ De fandt hende i Skoven , der sad hun paa en 
Stub med Ansigtet skjult i sit Forklæde ; men Pigerne , 
der alt længe havde været misundelige paa hende , 
drog hende med sig til Slottet under Latter og Fjas ; 
de saae , at hun var hvid som Sneen , men det var 
godt , meente de , saa stak hun dem ikke ud iblandt 
Ungkarlene . 
„ Herremanden stod i Døren , da de drog Karen 
ind i Kredsen ; han blev noget bleg om Kinden ved 
at faae Øie paa hende ; men derpaa gik han Hemde 
imøde og svingede hende i Dandsen . Det var imod 
hendes Villie , men det brød han sig ikke om , han 
svingede hende saalænge , indtil hun daanede ved hans 
Fod , saa forlod han hende og gik ind til sin unge 
smukke Kone , der fakkede ham , fordi han havde glædet 
saa mange , og ønskede , at alle Mænd vare saa 
gode som hendes . Nu , Gud forbarme sig , hun vidste 
ikke bedre . 

„ Tre Maaneder efter Gildet saae man en stakkels 
fjollet Skabning sidde paa Stubben i Skoven 
og vugge et lille Noer paa sine Arme ; hun sang og 
græd og lo ; saa kyssede hun Barnet , trykkede det op 
til sig og vendte Øinene mod Himlen . Saaledes 
sad hun saa mangen Dag og Nat . Det var stakkels 
Karen . 
„ Hun havde nu intet Hjem , hendes Forældre 
vare døde af Skam og Sorg ; de havde efterladt 
Gaarden til en Brodersøn . „ Hun fortjener den 
neppe , “ sagde de , og dermed joge de deres eget Kjød 
og Blod ud til Hundene . 
„ Der var stor Iagt i Skoven ; fine Herrer og 
Damer , klædte i Guld og Silke , fore afsted paa de 
smukke Heste , med Ansigter , der straalede as Glæde , 
hvergang et Dyr foer saaret og i Dødsangst forbi 
dem . Nu ja , jeg har selv tidt og ofte seet en saadan 
ugudelig Iagt , ja , det har jeg . 
„ Saa kom de til Smøgen — saaledes hed et 
Sted i Skoven ; der naaede Solen aldrig ned , dertil 
vare Træerne store og tætte — og der paa en Træstub 
sad Karen og sang , medens hun vuggede den 
Lille Paa sit Skjød . Hun levede nu kun af gode 
Menneskers Barmhjertighed ; Forstanden var borte og 
Kræfterne med ; thi hun var opdraget fiint og flot 
som en Jomfru og ikke som en Bondepige . Men 

deilig var hun endnu , saa deilig , at hvert Øie græd , 
naar det saae hende , man kunde ikke ret forstaae , at 
Nogen havde havt Hjerte til at forraade hende . 
„ Herremandens Kone saae hende og spurgte sin 
Mand , hvem hun var ; men en Tjener , som fulgte 
med , svarede hurtigt : 
„ Hun hedder gale Karen , Deres Naade . Det 
var godt , om Vorherre tog hende og den Lille . “ 
„ Hvor hun er smuk og seer ulykkelig ud ! Har 
hun altid været saaledes ? “ 
„ Og Tjeneren der forstod at belægge sine Ord , 
han svarede Ord for andet : 
„ Nei , Deres Naade , hun har engang svunget 
sig i Dandsen og været de Fattige en Ven ; hendes 
Øine smilte uden Taarer , og Alle holdt af Karen , 
thi hun holdt af Alle . Men saa kom Slangen og 
forgiftede hendes Liv ; den hvislede og hvislede , til 
den havde bedaaret hendes troskyldige Hjerte og saaet 
Ulykke over hendes øvrige Dage . Men han var lige 
glad , han tog en anden til Viv og lod hende gaae . 
Hvad gjør saa det , at være en Meneder og en Bedrager , 
det er en ærlig Sag , naar man blot har 
Guld og Høihed til at dække den med . “ 
„ Og Fruen fik Taarer i Øinene ; hun var nu 
Lige saa god , som hendes Mand var haard . Og hun 
spurgte Herremanden : 

„ Hører han til Dit Sagn , og har Du straffet 
ham for hans Udaad ? “ 
„ Men Herremanden var hvid som Snee , ham 
saae ned foran sig og svarede : 
„ Jeg vil sørge for hendes øvrige Dage . Hun 
stal faae det godt , stol kun paa mig . “ 
„ Jeg kjender ham ! “ raabte Tjeneren med 
vilde øine og stirrede Herremanden lige ind i Ansigtet . 
„ Ja , han hører til dette Sogn , og jeg har 
svoret mig ind i Helvede , hvis jeg ikke giver ham 
Døden , om det saa skal koste mig selv Livet . “ 
Herremanden blev baade rød og hvid , og Karen 
sang sin Vuggevise for den Lille , medens Fruen 
tørrede fine Øine og reeb videre . 
„ Nu , hvert Ord er saa sandt som Præstens 
Ord i Kirken , “ sagde Caroline og tørrede ligeledes 
sine Øine med Bagen af Haanden . „ Hvert Ord er 
sandt , thi min Søsterdatter Trine har fortalt mig . 
det Hele . “ 
„ Og hvad saa mere ? “ spurgte jeg . 
„ Da de kom fra Jagte » , og Aftenen var falden 
paa , trak Herremanden Væveren med sig ned i 
Haven . Hvad de der falte sammen , veed Ingen 
uden Han deroppe ; dog godt er det , at han veed 
det ; men fra den Aften var Karen og hendes Noer . 

forsvundet , man saae dem aldrig mere i Egnen , og 
Væveren var bleven til en holden Mand , som eiede 
sit eget Sted . Og flittig var han nu ogsaa ; han 
havde ikke Ro i Hjertet til at være doven . Naar 
min forrige Madmoder syntes , han skjældte og brummede 
for svært , pleiede hun gjerne at sige : 
„ Tag Dig ivare , Søren ! Skoven ligger ikke 
saa langt herfra ; det kunde nok hænde , at Stormen 
har kastet Jorden tilside . Tag Dig ivare og lad mig 
have Fred . “ 
„ Men Huusbond foer da op , tog Spaden paa 
Nakken og rendte til Skoven . Trine listede sig 
mangen en Gang i Smug bagefter ham for at see , 
hvad han skulde der , og hun saae da med sine egne 
Øine , hvorledes han gik til Smøgen , saae sig ængsteligt 
om til alle Sider og derpaa begyndte at fylde 
Jord under et stort Lindetræ , saa Vandet haglede 
ham ned ad Panden . Engang hørte hun ham sige : 
„ See saa , nu skal Fanden selv ikke kunde finde Dig . “ 
„ Det gøs i Trine , hun var saa ung . Hun løb 
hjem , det Bedste hun kunde , og fortalte sine Forældre 
det . De korsede sig og sagde , hun skulde tage 
vare paa sin Tunge , ellers kunde det gaae hende galt . 
„ Men siden den Tid har hun ofte besøgt Smøgen 
og hørt med sine egne Øren , hvorledes det sang 

dernede under Lindetræet , akkurat som En sang en 
Vuggevise . See , det er nu gale Karen , der synger 
for sit lille Noer . “ 
„ Men hvad blev der senere as Herremanden ? “ 
spurgte jeg Caroline . 
„ Gud hjælpe ham , det sølle Skrog , han kunde 
ikke nære sig i Sognet , thi hverken Menneskene ellerhans 
Samvittighed lode ham have Ro . Saa solgte 
han Godset og reisfe til Jylland , hvor han nok kjøbte 
sig ef andet . Men ikke saa reiser man sra sin Samvittighed ; 
den er reist med ham , og den er nok det 
eneste , han tager med sig i Graven og Evigheden . 
Men samme Asken , som Tjeneren havde fortalt Fruen 
Historien om gale Karen , forlod han Herremandens 
Tjeneste , og da Karen , hans Kjærlighed , vårforsvunden , 
reisfe han fra Egnen , og Ingen har 
senere hørt eller seet ham , ligesaalidt som man har 
hørt noget om Herremanden ; men hvis Vorherre ikke 
har hjemkaldt Tjeneren , forinden han udførte sin 
Daad , saa før jeg nok love for , han har holdt sit 
Ord . “ 
„ Du troer altsaa , at Herremanden lod Karen 
dræbe af Væveren ? “ 
„ Ja , det troede de flesfe med mig . Der var vel 
nok ogsaa dem iblandt os , der meente , at han holdt 
hende skjult under Lindetræet ; man sagde , at der gik 

en underjordisk Gang fra Slottet til Lindetræet , men 
det troer jeg neppe . Folk sige saa meget , saa de 
skulde have Skam for deres Tunge ; men det veed 
jeg for sandt , at Trine tidt har faaet Taarerne i 
Øinene , naar hun i Kvæld fad under Lindetræet og 
hørte hendes sørgelige Vuggevise . “ — 
„ Koger Maskinen , Caroline ? “ spurgte Tante 
Sofiie ud ad Døren . 
„ Strax , Jomfru Sofie , “ svarede Caroline og 
skyndte sig at indhente den forsømte Tid ; men jeg 
takkede for Historien og forlod Kjøkkenet , og hele 
Natten drømte jeg om gale Karen og hendes troløse 
Elsker . 

Ellevte Kapitel . 
Jeg forbigaaer et Tidsrum af sire Aar . 
Jeg var bleven konfirmeret , havde taget Artium 
med bedste Karakfeer og stod nu paa min Fremtids 
Skillevei . Jeg fik Lov til selv at afgjøre , hvilken 
Vei jeg ønskede at gaae . 
Jeg skulde selv vælge , med andre Ord jeg havde 
min gyldne Frihed , og derfor lukkede jeg mine Øine 
for ikke at see og høre de tusinde Vink og Hentydninger , 
som bombarderede mig hele den udslagne Dag 
og Aften med . 
En ønskede at trække mig til høire , en Anden til 
venstre og saa sremdeles . Men Tante Sofie sagde : 
„ Lad Gutten selv vælge ; naar han blot tager Gud 
med paa Raad , saa maae vi være tilfredse med hans 
Valg . “ 
Og jeg valgte . 
I fo Aar havde jeg beboet mine Forældres lille 

Værelse . Det var de samme Møbler og Gardiner , 
og hvert Stykke stod Paa samme Plet ; kun eet manglede , 
det var de fo kjære Sjæle , som havde samlet det . 
Paa min sextenaarige Fødselsdag tog Tante Sofie 
mig under Armen og førte mig op i det kjære Kammer . 
Jeg havde ingen Anelse om , at jeg skulde have det , 
skjøndt jeg havde mærket en forunderlig Travlhed i 
de foregaaende Dage . Men det var saa almindeligt , 
naar en Fødselsdag var i Anmarche . 
I de sidste Aar havde jeg sovet i et lille Pulterkammer , 
som stødte op op til Tanternes Soveværelse ; 
det var derfor en storartet Forandring . 
Da vi traadte ind , tog Tante Sofie mig i sine 
Arme . 
„ See her , min Søn , her er Dit fremtidige Studereværelse ; 
her har Din Moder haabet , længtes , her 
har hun lidt og savnet , her i denne Seng sov hun 
ind , idet hun skjænkede Dig Livet . Ethvert Stykke 
Møbel har hun samlet med Flid og Sparsomlighed — 
samlet af Kjærlighed . Du seer , det er en værdifuld 
Eiendom , jeg her overgiver Dig paa Din sextenaarige 
Fødselsdag . Enhver lille Gjenstand fortæller en 
og anden Historie af Dine Forældres Liv , om Flid 
og Kjærlighed . Lyt til deres Sprog , min Søn , 
og stræb fremad i Lærdom og Godhed ; det er 

det skjønneste Minde , Du kan sætte Dine retskafne 
og brave Forældre . “ 
„ Jeg vil lade Dig ene en Stund , for at Du 
kan underholde Dig med disse gamle Venner . 
Saa længe Du forstaaer dem , er Du sikkret mod 
Skibbrud . Gud give , at aldrig den Dag maa oprinde , 
da de ikke mere tale til Dit Hjerte . “ 
Hun gik , den gode Sjæl , og jeg — var ene — 
nei , ikke ene ; mine Forældres Aand afspeilede sig i 
hver Gjenstand , mit Øie mødte , de talte til mig , de 
vilsignede mig . 
Det var med en forunderlig Følelse , at jeg beboede 
dette kjære Værelse ; det forekom mig , som om 
mine Forældre levede endnu og omgave mig ; jeg følte 
mig aldrig ene , jeg vogtede paa min Gjerning og 
mine Ord , jeg frygtede for at spilde et Minut , og 
jeg gik forsigtigt om iblandt de kjære Venner , jeg 
nænnede knapt at røre dem af Angst for at fortrædige 
dem . 
Det var Tante Sofies Ønfke , at jeg skulle tage 
Artium , inden jeg valgte en Livsstilling . 
„ For hvilken Stilling han end vælger , “ sagde 
hun betænksomt , „ er det godt at have en Students 
Kundskaber . Aandsdannelsen forædler Sjælen og sætter 
os paa et høiere Trin i Samfundet . Det er ikke 

vor Stilling , men vor Dannelse og vore Handlinger , 
der hæve eller sorringe os . “ 
„ Saaledes burde det være , “ indvendte Borgen , 
„ hm , hm ! men det er ' ikke Verdens Mening , Jomfru 
Sofie , nei , min Sandten , det viser den daglig . “ 
Og ligesom om han selv følte Forundring over 
sin sjældne Veltalenhed , saae han flig ængstelig om , 
tav pludselig og indhyllede sig i en tæt , uigjennemtrængelig 
Røgsøile . 
Jeg deelte ganske Tante Sofies Mening , og 
derfor læste jeg med Flid og Held tiltrods for mine 
store Skjelmsstykker , som jeg dog øvede mere udenfor 
end i Hjemmet . 
Saaledes svandt to Aar , indtil Examensdagen 
oprandt . 
Det var en deilig Aften . Solen var sin Nedgang 
nær , den kastede sine matte , rødelige Straaler 
over Kastanietræet , hvis herlige Krone viftede ind til 
mig og udbredte Duft i mit Værelse . 
Det var min første Gjerning om Morgenen , naar 
jeg forlod Sengen , at aabne Vinduet og putte mit Hoved 
ind i de friske grønne Blade , som endnu vare vaade 
af Duggen , og det forekom mig , som følte jeg mig 
forfrisket og oplivet , naar jeg trak det tilbage , min 
Pande var kølnet , min Tanke oplivet , og jeg tog med 
Mod og Kraft fat paa mine Studier . 

Fra mit Vindue var der en smuk Udsigt over 
Søerne og Kjærlighedsstien . Hvor ofte har jeg ikke 
i hele Timer glædet mig ved at stirre ud over de 
grønne Trækroner , ved at stirre ned i Vandet , 
hvor Fiskene dandsede op og ned , medens Drengene 
udkastede deres farlige Snor for at gjøre Fangst Paa 
Krogen . 
Jeg misundte dem ofte . Hvor gjerne havde jeg 
ikke selv været iblandt dem , men det var umuligt , 
det var mig forbudt ; og stjæle mig derhen lod sig 
Heller ikke gjøre , thi Argus sov aldrig . 
Desuden var der en anden Omstændighed , der 
holdt mig fængslet til Hjemmet ; det var min Dragt . 
Naar jeg vendte hjem fra Skolen , modtog Tante 
Thora mig altid med de Ord : 
„ Det er godt , Gut ; gaae nu ind og sfift Tøiet , 
for at Du kan spare paa Dine nye Klæder . “ 
Kjære Tante Thora , Du var den eneste kjærlige 
Sjæl , før hvis overbærende Øie min flere Aar gamle 
Klædning altid vedblev at beholde Nyhedens Interesse . 
Og ligesaa ofte som Tante Thora gjentog sin 
vise Paamindelse , ligesaa hyppigt rakte jeg Caroline 
min Frakke , før at hun skulde hjælpe mig den paa . 
Jeg havde naturligviis først besørget de andre Regioner , 
før jeg vovede mig ud i hendes Farvande . 
Jeg anstillede mig da hver Gang , som om jeg 

var beruset , dinglede frem og tilbage , kastede mig 
paa en Stol og vrøvlede forfærdeligt ; hun havde da 
al sin Kraff og Behændighed nødig — som hos Qvinden 
i Almindelidhed bestaaer i List — før at iføre mig 
min . . . ja , hvorledes skal jeg benævne dette mærkværdige 
Stykke af min Garderobe ? Jeg er virkelig 
i stor Forlegenhed ; jeg troer , jeg vil følge min Tantes 
Exempel og titulere det med det almindelige bekjendte 
Navn „ Frakke . “ 
Min Examensdragt — hvilket mageløst vidunderligt 
Syn frembragte min Optræden i Universitetssalen , 
da jeg blev kaldt frem før at examineres . 
Det gik naturligviis mig , som alle Studenter 
ved flige Leiligheder , jeg skulde møde i Livkjole og 
hvidt Halstørklæde . Nogle leie , andre eie disse Dele ; 
gid jeg havde hørte til de første Lykkelige , saa havde 
jeg dog havt den Trøst , at Eiendomsretten kun varede 
nogle Dage , medens jeg nu nød den rædsomme Vished , 
at den gjaldt før hele Livet — det er maaske 
formeget sagt ; men før hele Ungdommen , det vil sige 
Umyndighedsalderen . 
Flere Maaneder forinden denne Dag mærkede 
jeg en forfærdelig , ja , jeg negter det ikke , en foruroligende 
Travlhed , der indgjød mig visse bange 
Anelser , som Dag før Dag stege til Hjertebeklemmelse , 
med andre Ord til Vished . 

Hvergang jeg antydede før Tanterne , at jeg snart 
maatte tænke paa min Examensklædning , nikkede de i 
Takt med Hovederne , og Tante Sofie svarede da 
altid : 
„ Vi have alt tænkt paa den , min Gut . “ 
Ja , men det var netop det , der foruroligede mig . 
Gud give de blot vilde have ladet være at tænke 
saalænge forud Paa den ; det var tidsnok nogle Dage 
før , bemeldte Dag , da Kjøbenhavn eier Skrædere i 
Hundredeviis . 
Hvergang jeg traadte uventet ind , fore de forskrækkæde 
op , famlede og fljulte Et og Andet under 
deres Forklæder eller under Bordet ; saae jeg da paa 
dem , rødmede de som unge Piger , fioge Øinene ned 
og smilede hemmelighedsfuldt . 
Jeg blev greben af en rædselsfuld Angst , men 
manglede endnu Vished . Dog , den skulde ikke udeblive 
længe , det sørgede Tante Mille for . 
„ I sye i Klæde ! “ udbrød jeg med krampagtig 
fortrukne Træk , som Opdagelsen havde fremkaldt . 
Jeg fandt netop et Stykke blaat Klæde under Bordet ; 
det var Tante Mille , der ved sit store Talent i at 
famle havde tabt det . 
„ I sye i Klæde ! “ gjentog jeg gysende af 
Rædsel . 

Alle grebes af Forfærdelse . 
„ Det er ikke Klæde , “ sagde Tante Mille med sin 
sædvanlige Aandsnærværelse til at sætte sig ind i 
Situationen og hjælpe sig og sine ud af Fvrlegenheder . 
„ Det er ikke Klæde , min Dreng . “ 
„ Hvad er det da for Stof ? “ vovede jeg at 
spørge . 
„ Det er — det er — ja , det er — “ 
Videre kom hun ikke . Tro blot ikke , at det 
var Mangel paa Tanker eller Aandsnærværelse , der 
bragte hende til at tie , hun har selv tidt forsikkret 
mig , at hun aldrig fattedes disse Goder ; nei , 
det var noget vist Noget , der i dette , som i alle 
lignende Øieblikke , overkom Tante Mille . Skulde 
hun selv forklare det , vilde hun kalde det en Overflod 
af Tanker , der i sin hurtige Tilstrømning til 
Hjernen ikke formaaede at finde de rette Ord . 
Vi ville som artige Kavalerer give hende Ret . 
„ Hvad er det da for Stof ? “ gjentog jeg for 
tredie Gang , næsten synkende i Knæ af den stærke 
Rystelse , som dette lille Stykke Klæde havde frembragt . 
„ Tiden 
vil vise Dig , Carl Otto Emil , hvad 
Stof det er , “ svarede Tante Sofie , skjelmsk nikkende 
til mig , som om hun vilde sige : „ Det er noget 

rigtig Godt , der venter Dig ; giv Tid , og Du vil 
blive belønnet . “ 
Gode Sjæl , hun meente det saa godt ; det er 
derfor med en vis Undseelse , jeg bekjender , at hendes 
Nik og Smiil forjog den sidste Gnist af forfængeligt 
Haab om en „ Skrædder “ af mit Hjerte . 
„ En Skrædder ! “ Hvor disse to Ord gjorde 
mig blød om Hjertet og bragte Taarer i mit mandige 
Øie , thi hvad er en Mands Fremtid uden „ en 
Skræder ? “ 
Dagene gik , de hobede sig op til Maaneder , 
Examensdagen var der . 
Vi vare Alle samlede ved Morgenkaffen , Onklerne 
iberegnede . 
„ Hvor er Guttens nye Dragt ? “ spurgte Gregersen . 
Tante 
Sofie tog en Serviet af Spillebordet , og 
der laae hele Herligheden . 
En hemmelig Forudfølelse havde fjernet mig mere 
og mere fra Servietten . 
Nu trak Tante Sofie sit Mesterværk frem og 
holdt noget , som hun havde døbt med det herlige 
Navn „ en Kjole “ , hen for mig . 
Store Gud , det var min Eiendom ! 
En Kjole er for Manden af stor Betydning ; 
det er den , der siger os paa Konfirmationsdagen : 

„ Du er stor ; “ den fortæller os paa Examensdagen : 
„ Du er en Mand , “ og paa Bryllupsdagen tilhvifler 
den os : „ Du er Ægtemand . “ Ja , ved en Kjole 
tænke vi os noget Ædelt , Opløftende ; den staaer for 
os omgiven af en vis hemmelighedsfuld Duft , der 
indeholder Lyspunkterne i vort Liv . 
Mine Arme sank krastesløse langs ned ad Siderne , 
Hagen nærmede sig mere og mere Brystet , medens 
Underlæben paa en foruroligende Maade fjernede sig 
mere og mere fra Overlæben ; men Tante Sofie stod 
endnu og holdt den Ubeskrivelige kjærligt i sine 
Hænder . 
Nu traadte Tante Thora frem . Hun rakte et 
stort hvidt Shawl henimod mig , idet hun udtalte 
hvad min Anelse allerede havde sagt mig : 
„ Her har jeg , min kjære Carl Ofto Emil , et 
Halstørklæde til Dig , som jeg selv har broderet med 
10025 Stik franst . Syning . “ 
Til Forklaring være det sagt , at Tante Thora 
gav gjerne og arbeidede ligesaa gjerne for Andre , 
men hun talte altid Stingene ; om det var for at 
glæde sig selv eller Andre , det stal jeg lade være 
usagt . 
„ 10025 Stik ! “ Det løb koldt ned ad min 
Ryg . 

Shawlet med de 10025 Stik var bestemt til og 
døbt „ mit Halstørklæde . “ 
Klokken slog ni paa det gamle Stueuhr ; det var 
Øieblikket , da jeg skulde møde paa Universitetet . 
I største Fortvivlelse greb jeg Kjolen og trykkede 
den haardt til mit Hjerte , medens steg modigt tog 
Shawlet fra Tante Thora med den anden Haand , 
ikke at glemme det øvrige Tilbehør , som Tante Mille 
havde forsynet mig med for at fuldende mit Toilette , 
og ud af Døren styrtede jeg , halvt rasende , halvt 
fortvivlet . Gud tilgive mig denne Morgens Haardhed 
og Utaknemmelighed imod de kjære gamle trofaste 
Sjæle ; men jeg var kun et Menneske , et 
Menneske paa atten Aar . 
Hurtig iførte jeg mig de Unævnelige , som vare 
Tante Milles Værk , og Vesten , som Tante Thora var 
Mester for , dog være det sagt til hendes Talents 
Roes og til Vestens Ære , at den var enestaaende i 
sit Slags . 
Nu kom Touren til Halstørklædet . Jeg sukkede , 
lagde det een Gang — sukkede atter , lagde det to 
Gange — stønnede og lagde det tre Gange om min 
modstræbende Hals — slog en drabelig Knude og 
lod Armene synke , da mit Øie faldt paa de lange 
Ender , som dækkede mit smukke Linned . 

An ! hvilken Snæren ! Nu vidste , jeg hvorledes 
den Dødsdømte føler sig , naar man lægger ham 
Rebet om Halsen . 
I min Fortvivlelse puttede jeg Enderne af Tørklædet 
ind under Vesten eller Tønden , hvad man nu 
vil kalde den — kjært Barn har mange Navne — 
og jog hurtig Armene i Kjolen . 
Nu var jeg færdig . Jeg kastede et sørgmodigt * 
Blik i Speilet ved Synet af min hele Person , greb 
Hatten og ilede ind i Dagligstuen , hvor Borgen gik med 
Uhret i Haanden , trippende frem og tilbage , medens 
Alle eenstemmigt udraabte : 
„ Klokken er ti . “ 
Og ligesaa enige ilede de gode Sjæle imod mig , 
Tante Sofie for at betragte Kjolen , Tante Mille for 
at fryde sig ved Synet af Permissionerne , Tante 
Thora for forfærdet at trække Enderne af Halstørklædet 
frem , idet hun udbrød : 
„ Men , Du har jo gjemt det smukkeste af det Hele . 
Ak , hvor Du dog har krøllet det . “ 
Hun aandede paa Snipperne , glattede dem og 
udbredte dem paa Brystet . 
„ Det er vel langt , “ sagde Tante Sofie . 
„ Finder Du ? “ svarede Tante Thora halvt forundret , 
„ det er jo broderet . “ 
Dommen var fældet . 

Borgen betragtede mig med Stolthed . 
Gregersens Øine maalte mig fra Top til Taa . 
Han vente sig hurtig om , for han holdt ikke af at 
krænke Nogen , men at lade være at lee var ham 
umuligt . 
Mit Blik faldt i Speilet , og — før jeg tilstaae 
det ? — jeg flammer mig næsten derfor , men jeg var 
svag nok til at faae Taarer i Øinene af Idmygelse 
og Skam , da jeg saae , hvorledes Student Tulinius 
tog sig ud . 
Jeg kan endnu ikke tilgive mig selv , at jeg i 
denne Morgenstund følte en Bitterhed imod dem , som 
de ikke havde fortjent , og som kun gjorde mit Hjerte 
liden Ære . 
Da jeg vendte hjem fra Universitetet , saae jeg 
alle Tanterne i Vinduet , Borgen og Gregersen ikke 
at forglemme , deres Hoveder naaede langt ud over 
Damernes . 
Det var en Aftale imellem os , at hvis jeg 
fik første Charakteer til Examen , skulde jeg holde et 
rødt Lommetørklæde i Haanden , i modsat Tilfælde 
et hvidt . 
Jeg veed ikke , hvorfra den ukjærlige Tanke 
kom , men da jeg saae de forventningsfulde , spændte 
Blik , der stirrede mig imøde , „ tog Fanden mig ved 
øret , “ som man kalder det , jeg sænkede mit Hoved 

og greb det hvide Tørklæde , som jeg lod hænge lige 
ned til Brostenene . 
Jeg turde ikke see op , jeg vidste , at mit Blik 
vilde møde fem sorgfulde Ansigter , og derfor stirrede 
jeg ned som en Forbryder , hvilket jeg ogsaa i det 
Øieblik var , thi jeg forbrød mig imod Kjærligheden . 
Da jeg havde naaet Gadedøren , tog jeg Trappen 
i faa Skridt og vilde netop styrte ind , da Tante 
Sofie modtog mig i Døren . Hun var bleg og havde 
Taarer i de kjære Øine . Kjærlig lagde hun fin 
Arm om min Hals og hviskede : 
„ Trøst Dig min Søn ! Alt kan endnu blive 
godt ! “ 
En smertelig Følelse af Anger greb mig ved 
hendes blide , trøstende Ord ; jeg kunde ikke længere 
spille Komedie , jeg greb hende i mine Arme og bar 
hende ind i Stuen til alle de Andres store Forundring , 
idet jeg raabte : 
„ Hurra ! Hurra ! for mine velsignede Tanter 
og Onkler ! “ 
De saae forundrende , ja endog bebreidende paa 
mig , men Gregersen gjentog med tordnende Stemme : 
„ Hurra ! Hurra ! for vor flinke Student ! “ 
Sorgen var forvandlet til Glæde , men Tante 
Sofie hviskede til mig : 
„ Hvorfor gjorde Du det , min Søn ? “ 

„ Tilgiv mig , Du kjære , gode Moder , jeg troer , 
det var imod min Villie . “ 
Hun smilede . Og saaledes var jeg nu Student 
med lauä , med andre Ord , alle Veie stode aabne 
for mig . 
Oluf var bleven Student med mig , men min 
Examen var gaaet heldigere af end hans ; han maatte 
nøies med anden Karakteer . Til Gjengjæld havde 
han imidlertid en fuldkommen moderne og elegant 
Dragt — dengang havde jeg foretrukket det Sidste 
for det Første . 
Men Oluf var en flink , smuk , livlig og elskværdig 
Fyr , en god Kammerat , med et fortræffeligt 
Hjerte , der fik ham til at begaae mange Daarskaber . 
Dog vi vide jo Alle , at store Handlinger og store 
Daarskaber have deres Udspring fra Hjertet , og hans 
Hjerte havde den Feil , at være altfor modtageligt , 
fordi det var saa stort ; skjøndt Storhjertethed bliver 
betragtet som en Dyd , altsaa et Fortrin , saa beklagede 
jeg dog ofte , af hans Hjerte ikke var mindre ; 
det havde da ikke kunnet modtage saa stor en Indqvartering , 
som det nu gjorde . 
Næste Dag indfandt Oluf sig for af invitere 
mig med paa en Landtour . Vi skulde besøge en 
Tante af ham , som var gift med en Proprietair 
Borgaard , der eiede en Gaard i Nærheden af Hjørring . 

Bestemmelsen var af tilbringe fjorten Dage af Sommerferien 
der . 
Først efter meget Besvær , mange Bønner og 
Forestillinger fra Gregersens og min Side , fik jeg 
Lov til af reise . 
Ak , hvor der blev Travlhed i hver Krog . Det 
var første Gang i atten Aar , af jeg skulde forlade dem . 
Jeg imødesaae med den største Glæde den Reise , 
der ventede mig , skjøndt den fjernede mig fra dem , 
som elskede mig høiere end sig selv , som havde 
pleiet mig med den største Omhu og Kjærlighed , 
som ikke havde øst af Rigdommens og Overflødighedens 
herlige Væld , men havde baaret Savn 
og Bekymringer for af give mig det , de selv for min 
Skyld havde maattet undvære . Jeg glædede mig til af 
forlade dem ; ikke alene for af see mig om i Verden 
— det havde været mere tilgiveligt — , men ogsaa 
for at unddrage mig deres Opmærksomhed , 
deres Omsorg , der trættede mig , deres idelige 
Frygt for mit aandelige og legemlige Vel , der 
kjedede mig — med andre Ord , for at blive fri 
i Ordets sande Betydning . Jeg længtes efter 
at klæde mig paa , som jeg selv fandt for godt ; 
jeg frydede mig til at turde tage min Hat og gaae 
ud , naar jeg følte Trang og Lyst dertil ; jeg glædede 
mig ved Tanken om at turde komme fem Minutter 

senere hjem , end der var befalet . Kort sagt , jeg 
længtes efter at turde trække mit Veir , som et andet 
sundt og flinkt Menneske , uden at blive tilraabt : 
„ ret Din Ryg , Du gaar kroget ! hvorfor bøier Du 
Dit Hoved saa langt ned imod Brystet , Du har vel 
intet Ondt gjort ? “ Mit Blod strømmede rafl og 
ungdomsfrifl igjennem mine Aarer ; jeg vilde være 
fri , thi jeg følte at jeg ikke længere var noget Barn . 
Min sunde kraftige Natur havde beseiret Larven , der 
hidtil havde lænkebundet mig ; som en Sommerfugl 
følte jeg , at Gud havde givet mig Vinger til at bære 
mig frit ud i Rummet , og jeg følte Kraft til at 
hæve dem til Flugt ; som Sommerfuglen var jeg 
nærved at glemme , at det var Kjærlighed , den reneste , 
ublandede Kjærlighed , der havde indspundet mig i 
Larven før at beskytte mig mod Storm og Kulde , 
mod Livets haarde Indtryk , før at jeg engang kunde 
hilse Solen med Glæde og ikke med Sorg . 
Er vort Hjerte da saa lille og fattigt , at vi 
kun kunne optage i det Alt , hvad der er os ubehageligt 
og imod , har det ikke Rum før alt det Gode , 
som bliver os til Deel , og som i Omfang og Kjærlighed 
langt overgaaer de smaa Ubehageligheder ? 
Det er Smaatingene i Livet , som give Livet 
tilsyneladende størst Værd og Betydning ; vi ere kun 
Mennesker og forstaae derfor kun at dømme hvad der 

er jordisk ; Gud er alvidende , han seer Tanken før 
den bliver til Gjerning og veier Gjerningen med 
Tanken ; vi dømme ene Gjerningen . 
Ja , derfor er der kun een retfærdig Dommer 
paa Jorden og i Himmelen , kun Gud kan dømme 
en Sjæl . 
Reisen blev sat igang , de ældste og daarligste 
Klæder pakkede ind i den store blaamalede Kuffert , 
„ thi paa Landet er man ugeneert og magelig , ligesom 
om man var hjemme . “ 
Det var Tante Thora , der udtalte disse ildevarslende 
Ord , der vandt almindeligt Bifald hos 
hele Forsamlingen med Undtagelse af mig — der dog 
var Hovedpersonen , men det brød Ingen sig om — . 
„ Kongen er til for Folkets Skyld , men ikke Folket 
for Kongens , “ og derfor maatte jeg bøie min Villie 
ind under deres , dog Himlen kan vidne , det flette med 
ond og aven Villie . 
„ Det er ikke værd at give Gutten de nye 
Klæder med , “ sagde Tante Mille , „ unge Mennesker 
ere saa ubetænksomme , de forstaae ikke at spare . “ 
„ Skal jeg gaae i Selskab med disse Klæder ? “ 
tog jeg Mod og Mandshjerte til at spørge , idet jeg 
stak Hænderne ned i Vestens store Lommer , der blev 
videre og videre . 
Minen , hvormed Spørgsmaalet blev gjort , har 

formodentlig været ynkelig , thi Gregersen brast ud i 
en overgiven Latter , som tiltog , da jeg fik Tag i 
Undersaatternes Bedækning . 
„ Hvad andet skulde Du vel have paa ? “ spurgte 
Tante Mille forundret over min Drisfighed og 
Gregersens Latter ; — paa Landet gaaer man altid i 
det simpleste man eier , man nyder Naturen og glæder 
sig , man gjør sig Livet behageligt , og det kan 
man kun , naar man er ugeneert og bekvem i sin 
Paaklædning . “ 
Hvorvidt Værterne og Værtinderne paa Landet 
deelfe min gode Tante Milles Anskuelser , veed jeg 
ikke , jeg troer dog , at En og Anden vilde ved 
Middagsbordet see sig om med en mindre behagelig 
Mine over de Toiletter deres Øine mødte blandt 
deres Bordgjæster . 
Efter min Anskuelse-skylde vi det Huus , vi gjæste , 
ligemeget i Byen eller paa Landet , at isøre os et 
passende Toilette , det er et Agtelsestegn , vi ere dem 
skyldige , og det maa betragtes som Brud paa al god 
Tone , naar vi undlade det . 
Men mine gode Tanter havde levet i en stille 
tilbagetrukken Kreds , under smaa Kaar , som kun ved 
Flid og stor Sparspommelighed kunde betrygge dem 
for Næringssorger , derfor maa man ikke forundre sig 

over , at deres Anskuelse i denne og lignende Retninger 
var noget afvigende fra Andres . 
„ Mageligt har jeg det , “ svarede jeg med bittersød 
Mine , idet jeg saae ned paa min Dragt , „ men ak , 
Tante Sofie , jeg foretrækker at have det umageligt . “ 
Tante Sofie smilte godmodig , Tante Mille og 
Thora saae fornærmede ud , Borgen skuppede Brillerne 
fra Næsen op paa den furede Pande og saae ud over 
Avisen , medens Gregersen holdt Hænderne i Siden 
for at tilbageholde et nyt og uvelkomment Latterudbrud . 
„ Carl 
har ikke ganske Uret , “ sagde Tante Sofie 
med Blidhed , „ en Student maa optræde anderledes 
end en Skoledreng . Jeg foreslaaer , at han medtager 
fin Examensdragt . “ 
Gode Tante Sofies gode Moder , ja , det Navn 
bærer Du dybt i mit Hjerte , hvor gjerne tog jeg Dig 
ikke med paa begge mine Reiser ; Du har aldrig 
kjedel mig ved dine Formaninger , thi de kom altid 
paa rette Tid og Sted og fremforalt i Kjærlighed , 
med Overbærelse og Delicatesse selv ligeoverfor Skoledrengen . 
Du har aldrig saaret mit Hjerte og mine 
Følelser , Dig har min Sjæl altid forstaaet , selv naar 
Dine Ord var strenge , fordi Solen altid lyste ud af 
Dine Øine , fordi Din Haand altid bragte mig ny 
Velsignelse fra Dit rige Hjerte . 

Og de andre gode Tanter , elsker jeg ikke ogsaa 
dem — fortjene de ikke ogsaa min Kjærlighed og 
min fulde Taknemmelighed ? Jo tilvisse , de gave 
mig saameget , som deres Hjerter selv eiede , og mere 
kan Ingen med Retfærd forlange . 
Himlen meddeler fine milde Gaver forskjelligt , 
et Sted skinner Solen varm og i fuld Rigdom , det 
synes som om alle dens Straaler concentrere sig i 
et Lyshav for at varme og frugtbargjøre det , et andet 
Sted bliver kun tildeelt en enkelt Straale , som med 
Besvær baner sig Vei , at det ikke skal dø eensomt , 
forglemt i Mørket . 
Dog det passer ikke ganske med Hensyn til mine 
gode Tanter Thora og Mille ; de vare i Besiddelse 
af mange fortrinlige Egensfaber , og jeg burde mindst 
være den , der omtalte deres Smaafeil , da jeg har 
dem at takke for min hele Barndom og Ungdom , 
for saa uendelig megen Kjærlighed og Overbærelse , 
jeg burde kun fremhæve de gode Sider i deres Charakteer , 
det føler jeg altforvel , men hvad vilde der da 
blive af min Historie , den vilde blive en Usandhed 
fra Ende til anden , Forfatteren har ogsaa et Krav 
til mig , og det raaber høit i min Sjæl . 
Med Fuglelethed hentede jeg Examensdragten — 
Herre Gnd ! hvem skulde have troet , at den Dragt , 
der for nogle Dage tilbage bragte Idmygelsens 

Taarer i mine Øine , nu , da jeg skulde have undværet 
den , fik mig til at løfte den forsigtig ned ad 
Knagen og bære den varsom ind til de gode Tanter , 
som mindst ti Gange lagde den om i forskjellige 
Stillinger , for at den ikke skulde tage Skade i 
Kufferten . 
Saaledes gaaer det ofte her i Verden , det vi 
meest have haanet og seet ned paa , løste vi op til os , 
naar Vinden blot har vendt sig . 
Tirsdagmorgen oprandt , endnu intet Budskab 
fra Skipperen om af Vinden var gunstig til Afreise ; 
forgjæves stirrede jeg op tiMGjenboernes Veirhane , 
ingen Forandring — intet Haab . 
Ak , hvor den Veirhane dog var bestandig ! 
Jeg saae mig næsten blind , det var som om mit 
Liv var afhængigt af dens Bevægelse . Hvor man dog 
er utaalmodig naar man kun kjender de smaae Skuffelser 
i Livet . 
Stuen blev mig for trang , den mægtede ikke af 
rumme min Længsel , min Utaalmodighed , jeg maatte 
ud , for af Brystet kunde aande friere og lettere , jeg 
maatte ud for af dræbe Tiden , saafremt den ikke skulde 
dræbe mig . 
Jeg greb min Hat og stormede ned ad Trapperne , 
men da jeg naaede Gaden traadte pludselig 
Virkeligheden for mig i hele sin afskrækkende Nøgenhed , 

den udlo og haanede mig . Hvad stod jeg i 
Begreb med af gjøre ? Hvem havde givet mig Lov til 
af gaae ud ? Hvad havde jeg paa Hovedet ? hvem 
havde givet mig Lov til af bedække mine brune Lokker 
med en Hat , en ny Hat . 
O , Tante Mille ! Hvorfor vare dine Fingre saa 
virksomme , Himlen tilgive hende , der lærte Dig at 
forvandle Faarets bløde Uld til en Hovedpose . 
Havde jeg spurgt Huen om den Paagjældendes 
Navn , havde den svaret mig : 
„ Det var Nødvendigheden der var hendes Læremester , 
deres Søn skulde have en Hue , Uld havde de , 
men ingen Penge , saa strikkede hun en , hun gjorde 
det saa godt hun kunde , hun manglede Ungdommens 
Opfindsomhed til at sfabe , hendes Fingre vare gamle 
som hendes Øine , derfor blev Huen som den var . “ 
Dengang gav den mig ikke dette Svar , thi jeg 
glemte at spørge , det fik jeg først i de senere Aar , 
naar jeg trak den frem som et Ungdomsminde og 
stirrede paa den , ofte med fugtige Øine , for den fortalte 
mig nu saa Mangt og Meget , jeg dengang 
ikke forstod . 
Nei , dengang hørte jeg kun Raabet „ tilbage , tilbage , 
Ulykkelige ! der drifter Dig til at have en egen 
fri Villie , som om Du var et Menneske , veed Du 
ikke at Du kun er en stakkels Student . “ 

Jeg vendte atter om , men ikke saa fuglelet ; 
den , som iler frem med lette Vinger og forhaabningsfuldt 
Hjerte , kryber ofte tilbage med blodig Fod . 
Nu , det stod sig vel ikke ganske saa slemt med 
mig paa hiin Dag ; men jeg vil dog ikke fortie , at der 
overkom mig en vis Fornemmelse af et Nederlag , som 
ydmygede mig , fordi min Frihed ikke havde holdt 
Skridt med min Alder , om den end passede for min 
Omgivelse . 
Jeg traadte ind i Dagligstuen , jeg var feig nok 
til at skjule min nye Hat bag Ryggen ; jeg havde nu 
engang hængt mit ungdommelige Hjerte ved den 
første Hat , jeg var saa lykkelig at eie , jeg var saa 
dristig at indbilde^ mig , at den passede bedre for 
Studenten end den stygge uldne Djævel — var min 
Dom retfærdig eller ei ? svar mig du lykkelige Student , 
der er saa heldigt stillet at leve i Aaret 1870 
— det vil sige i Frihedens og Lighedens gyldne Tid , 
hvor Sønnen foreskriver Faderen Leveregler for Alderdommen , 
hvor Datteren lærer Moderen Dannelse og 
Livserfaring og hvor Studenten selv træder op paa 
Kathedret for at belære Professorerne . 
Lykkelige , misundelsesværdige Studenter , fljænk 
mig Eders Deeltagelse , naar I læse Student Tulinius 
sandfærdige Ungdomshistorie . 

Jeg traadte ind med den faste Beslutning , at 
fremkomme paa en værdig og mandig Maade med 
min Bøn ; jeg siger mandig , og det med Rette , thi 
det fine Dünn var alt begyndt , om end sparsomt , 
af spire frem paa min Hage . 
Jeg strøg mig om de usynlige Dünn og udstødte 
følgende Ord , da jeg manglede Mod til roligt af 
udtale dem : 
„ Jeg gaaer et Øieblik ned til Nyhavn før af 
tale med Skipperen om Veiret . “ 
„ Store Gud , Barn ! hvad betyder det , af Du 
har taget Dine nye Sko paa , hvor i Alverden skal 
Du hen ? Du har jo ikke engang spurgt , om Du 
maatte gaae ud ? “ 
Det var en bitter Pille af synke , jeg , der nys 
havde til Hensigt af vise mig selv og hele Verden , 
af jeg var Mand . 
Hvor kunde jeg dog ogsaa glemme , af jeg havde 
taget de nye Sko paa , da jeg gik over Gaden før af 
hilse paa Naboens smukke Datter . Neppe var Sandheden 
udtalt , før der overkom mig en hellig Rædsel , 
Foden blev hurtig trukken tilbage , som brændte Gulvet 
mig , jeg havde gjerne taget hver Fod under en 
Arm og løbet med dem ; dog ved denne Leilighed kom 
uvilkaarlig den høire Haand frem , som holdt den 
forbudne Frugt omsluttet . 

„ Og den nye Hat , men hvor i al Verden skal 
Du dog hen ? “ 
Det var Tante Mille , der ogsaa lod sin Røst 
høre , og førend jeg fik samlet saamegen Kraft , at jeg 
kunde fvare , hørte jeg disse frygtelige , aldrig forglemte 
Ord , som bleve udtalte af Tante Thora . 
„ Gaae strax op , Carl , og tag dine andre Sko 
paa og gjem Hatten i Foderalet , kom saa ned igjen 
og hjælp os med at pille Ærter . “ 
Jeg svarede Intet , men der foer en Følelse 
igjennem mit Bryst , der sagde mig , at jeg leed Uret ; 
en Sky lagde sig over min Pande , det var kun 
Reflexen af min Sjæls Tilstand , mine Fødder stode 
som fastgroede til Gulvet , for første Gang i mit Liv 
vilde jeg gjøre Modstand , mit Hjerte havde ofte gjort 
det , dog havde det hidtil underkastet sig Taknemmeligheden . 
„ Nu 
eller aldrig “ lød det i min Sjæl . Nakken 
blev^kastet tilbage , Foden traadte atter frem , Læberne 
aabnede sig , ikke for at bede , men for at afvise , da , 
Himlen skee Tak — , da følte jeg Tante Sofies Arm 
om min Hals og hendes Mund lukkede mine Læber . 
Havde mine Tanker og Følelser dengang faaet 
Ord , saa havde jeg i et Øieblik sønderbrudt , hvad 
mange Aars trofaste og opoffrende Kjærlighed havde 
opbygget . 

Der gives Ord , som aldrig kunne udflettes , der 
for evig adskiller , hvad der før var sammenføiet i 
Kjærlighed , et overilet Ord kan reise en Muur 
mellem Nutiden og Fremtiden , som ingen Anger formaaer 
at nedbryde . 
Lykkelig den Mand , der har en Kvinde som 
Tante Sofie ved sin Side for at standse Ordet , 
førend det faaer Liv . — Hun læste Stormen paa 
min Pande , i mine Øine , hun gjættede Ordene paa 
mine Læber , og hun saae Afgrunden , der truede med 
at opsluge vor Kjærlighed . 
Skal jeg da altid kun have Anledning til at 
takke Dig , Du gode , Du elskede Sjæl , skal min 
Haand og Hjerte altid være den Modtagende , vil den 
Lykke aldrig blive mig forundt engang at kunne 
være den glade Giver ? 
Dog , er det Taknemmelighed , at misunde Dig 
Giverens velsignede Glæde , en Glæde , der ikke kan 
sammenlignes med nogen anden Følelse paa Jorden ? 
Giv Du mig kun Alt , hvad Dit rige Hjerte 
eier af Opoffrelse og Kjærlighed , Overbærelse og 
Tilgivelse , læg kun hele Din Rigdom af Ædelt og 
Godt paa mine svage Skuldre , min Kjærlighed vil 
hjælpe mig at bære den uden at misunde Dig Din 
himmelske Glæde . Af Dig kan jeg modtage Alt , 

som af min Gud , Dine Gaver have intet ydmygende 
for mig ; thi Du giver af Dit fulde kjærlige 
Hjerte , skjondt jeg ikke har hvilet under 
det , og Dig bringer jeg gjerne atter og atter , fra 
Time til Time min dybe og rørte Tak ; thi jeg elsker 
Dig saa høit , af jeg med Glæde bliver Din Skyldner . 
Gregersen stod ved Tante Sofies Side , saaledes 
udgjorde vi to Partier . 
En uhyggelig Taushed var indtraadt , jeg afbrød 
den ved af fremstamme : „ Jeg er nu Student , “ 
men Stemmen var mild om end bebrejdende , thi 
endnu omsluttede min gode Engel min Haand i sin 
og hendes Øine hvilede bønlig paa mig ! 
Dog aldrig har fire korte Ord sorvoldet mig 
saa stor en Anstrengelse som disse , det sidste : 
blev udtalt neppe hørligt , da Bevægelsen truede med 
af kvæle mig . 
Tante Sofie tog Ordet . 
„ Ja “ , sagde hun bevæget , hun var saa bleg , jeg 
følte hendes Haand ryste . — „ Carl er nu Student , 
det vil sige , han er nu Herre over sine Ord og 
Handlinger ; fra i Dag af lever Drengen kun i vor 
Erindring , som et godt og lydigt Barn , gid Manden 
maae blive Drengen liig , saa have vi intet mere af 
ønske ; thi da veed jeg , at han aldrig vil tale eller 

handle uden at tage Gud og sin Samvittighed paa 
Raad . “ 
Jeg bøiede mig ned og kyssede ydmyg hendes 
Haand ; thi jeg følte hvor langt , hvor usigeligt langt 
jeg stod under hende i Overbærelse . 
„ Jomfru Sofie har Ret , “ sagde Gregersen , „ saaledes 
bør det være . “ 
Og Borgens Moustacher , der nylig vare strøgne 
op mod Øinene , faldt nu atter ned , idet han neppe 
hørlig hviskede : „ Jomfru Sofie har altid Ret . “ 
Tante Thora og Mille strakte Gevær til 
Tegn paa deres Underkastelse , det vil sige , at deres 
ved Omstændighederne forlængede Ansigter atter antoge 
deres sædvanlige Form og jeg hørte et eenstemmigt 
„ Jajada “ fra deres Læber , — at det blev ledsaget 
af to dybe Suk , det var saa naturligt , det 
hørte med til Situationen . 
Endelig kom Touren til mig , jeg følte mig stoltere 
end Napoleon ; thi alle hans Seire vare Intet i 
Sammenligning med mine , først at seire over mit 
oprørske Sind , dernæst over fre gamle Tanter og to 
dito Onklers Formynderflab , det er mere end maaskee 
nogen jordisk Konge kan rose sig af . 
Dog , hvo kjender Sammensøiningen af det 
menneskelige Hjerte , hvor mange tusinde Traade udgjor 
ikke det lille Hele ? 

Tiltrods for min jublende Seiersfslelse , der 
først overvældede mig , gjorde en anden , en ligesaa 
mægtig Følelse sig ogsaa strax gjældende og traadte 
i Skrankerne med hiin ; det var en Følelse , jeg ikke 
formaaer at give Navn , thi det var en Blanding af 
Veemod og Anger , det var som om mit Hjerte i det 
samme Nu opfangede alle de trofaste Gamles Sorg , 
Sorgen over at Barnet , det Barn , som de havde elflet 
og opoffret saa meget for , havde løsrevet sig fra 
deres Kjærligheds Baand , ja , nu var død for dem , 
for at styrte ene ud i Verden . 
Det maae være en blandet Følelse af Sorg og 
Glæde hos Forældre , at see de Smaa blive store , 
de voxe fra Armen , fra Skjødet , undertiden ogsaa 
fra Hjertet . Men det er jo Verdens Gang . 
Saa tog jeg Een for Een i mine Arme , jeg 
takkede for Barnet og aflagde for Gud det hellige . 
Løfte , at Manden aldrig skulde glemme , hvad Drengen 
skyldte de kjære , trofaste Gamle . 
De græd , og jeg — ja jeg følte ogsaa en Taare i 
mine Øine , saa sformede jeg ud for at tale med 
Skipperen , men forinden løb jeg op paa mit Værelse , 
gjemte den nye Hat , og iførte mig de gamle Sko , 
— naar man har faaet sin Villie , bøier man den 
gjerne for sin Kjærlighed . 
Der er vel dem , som ville finde , at jeg har 

dvælet vel længe ved Enkelthederne as min Barndom 
og min Ungdom , men det er fleet ved moden 
Eftertanke , det er min Hensigt at vise Ungdommen 
i Nutiden , hvad Ungdommen i Fortiden gjaldt , 
at de kunne glæde sig ved , eller maaskee sørge 
over Forandringen . Jeg har aldrig været paa 
Moden , i min Ungdom havde Ungdommen Intet at 
sige , nu , jeg er ældre , er Alderdommen gjort umyndig . 
Hvor Tiderne dog kunne forandre sig ! 

Tolvte Kapitel . 
Saa reiste vi da , og vi reiste til Hjørring . 
Det var min første Udflugt som Menneske , min 
første selvstændige Opvaagnen , det var Paradiset paa 
Jorden , det var Lyset i Livet . 
Oluf traadte ind i fin lette Sommerdragt , en 
Straahat med vaiende Baand og en Chenillie over 
Armen . 
Hvor var han fmuk , hvor saae han glad og 
ungdomsfrisk ud . „ Helene “ laae stilfærdig , den ventede 
kun paa fine to Passagerer . 
Ankeret var lettet , Sellene fyldte af Vinden , 
Skibet styrede ud mod Trekroner , vi fløt afsted med 
Haab og glad Forventning ! 
De Gamle styrede hjem , deres Seil hang slappe , 
thi Frygt og Savn stode ved Roret , men Solen 
bredte sine lysende Arme over Hav og Land , 
den fulgte baade de Gamle og de Unge paa Veien . 

Trettende Kapitel . 
Det var en Søndagmorgen , vi landede i Aalborg . 
Jeg husker endnu , hvorledes Kirkeklokkerne løde 
os imøde og stemte os høitidelig . 
Vi havde forladt Skibet og styrede nu Koursen 
mod et simpelt Gjæstgiversted , som Skipperen havde 
anbefalet os . 
Iført vor bedste Dragt , Haaret strøget brusende 
fra Panden , og endelig med en lille Pibe i Munden , 
— thi den Gang var man endnu for langt 
tilbage i Kulturen til , at Damerne skulde beskjæftige 
sig med det kvindelige Haandarbeide at rulle 
Cigarer , Mændene vare talrige nok til at producere 
dem , men den Gang vare de ogsaa dyre — droge 
vi frem . 
Det var vor Hensigt at besee Byen , før vi reiste 
til Hjørring ; og vi haabede , at man kunde see paa os 
at vi vare kjøbenhavnske Studenter . Med Stolthed 
maalte vi de forbigaaende Kræmmersvende , med nedladende 

Venlighed de pyntede Damer , som alle standsede , 
formodentlig for nærmere at betragte os , nogle 
saae paa os med Forundring , det sandt jeg saa 
naturligt , andre smilede derimod af os og atter 
andre lo høit . 
Hvad betød det ? 
Idetsamme kom nogle unge Søfolk os imøde , de 
standsede ligeledes , og jeg hørte den ene sige : 
„ Hvad er det for løierlige Fist , har man saadanne 
Flyndere paa Landjorden ? “ 
En skraldende Latter efterfulgte hans fornærmelige 
Ord ; det var Signalet for Gadedrengene , der 
med en foruroligende Paatrængenhed fulgte os gjennem 
Gaderne , nu og da gjentagende Sømandens foragtelige 
Ord , med andre høist smigrende Tilsvininger . 
Det forekom mig , som om Alles Øine vare rettede 
paa mig , men jeg fog bestemt feil , det var umuligt , 
jeg var den Høieste og Smukkeste af os , nei , det maatte 
være Oluf , som Haanen gjaldt . Jeg saae paa ham , 
han var lille og fiirsfaaren , iført sin nye sorte Kjole , 
en fuldkommen Modsætning til min , Hatten var en 
fiin sort Silkehat , men meget for stor til hans Hoved 
og øvrige Væxt ? om ham kunde man med Sandhed 
synge : „ Es war der kleine Mann mit der großen 
Hut “ . Hvorfor i Alverden bar han ikke sin lille 

flinke Straahat , som klædte ham saa godt ? — Hvorfor ? 
nu fordi han , som jeg , den Dag havde faaet 
det ulykkelige Indfald , at ville indtage alle Byens 
smukke Damer med vort Toilet . Hans Haar vare 
kæmmede ned i Panden , for at han kunde see ældre og 
mandhaftigere ud , hvilket passede ilde til hans runde blomstrende 
og skjægløse Ansigt . Mit eget kunde jeg ikke see , 
men jeg nærede den Overbeviisning , at jeg bar en stolt 
og mandig Mine , der blev forhsiet ved et Par store , 
runde Briller , som havde tilhørt Olufs Bedstefader , 
han selv bar et lignende Par , men Ingen af os kunde 
see igjennem dem , hvorfor vi klogelig saae over dem , 
men det troede vi Ingen bemærkede , saaledes optog 
Brillerne største Delen af Ansigtet , idet de uafladelig 
giede ned af Næfen . 
Latteren , Kaadheden og Fornærmelserne tiltoge 
hvert Øieblik , de pebe/de sang om os , idet de fortalte 
os , at det endnu ikke var Fastelavn . 
Trængselen blev større , vi formaaede intet mod 
saamange , jeg bad dem flere Gange om , at lade os 
fremmede Kavalerer have Fred , men de lo kun endnu 
høiere og gjentoge med Haan , „ fremmede Kavalerer . “ 
Hvad skulde vi gjøre ? Bi saae Paa hinanden , 
enhver søgte i den Anden at finde Grunden 
til Opløbet , Ingen af os vilde troe , at vi selv gav 
Anledning dertil . 

„ Hvorledes skulle vi komme ud af denne pøbelagtige 
Folkevrimmel “ hviskede Oluf til mig . 
I det famme kom en Vogn kjørende op ad Gaden ; 
Folkehoben maatte flille sig for at give den 
Plads , en lys Idee fløi mig som et Stjerneskud gjennem 
Hovedet , jeg greb Oluf i Armen og hviskede : 
„ følg mig , “ og i et Nu stod jeg i Vognen efterfulgt 
af Oluf . 
„ Poul , Poul ! “ lød et angstfuldt Skrig fra Vognen , 
men Poul , som troede , at Skriget var fremkaldt 
af Angest for Opløbet , slog med Pidsken til høire og 
venstre , saa Folk fore til alle Sider , medens Hestene 
sprang i fuld Fart fremad , efterfulgt af Hobens 
Hurra ! 
Saaledes bleve vi frelste fra Aalborgensernes 
altfor store Opmærksomhed . 
Men , var den første Fare stor , saa var den sidste 
ikke mindre ubehagelig ; Vognens eneste Passageer , 
foruden Kudsken , var en ung Dame , der forgjæves 
havde raabt paa Poul , for at faae Hjælp ; nu raabte 
hun igjen , jeg vovede at gribe hendes Haand og 
hviske : „ For Himlens Skyld , tie , min Frøken , vi ville 
paa Ære ikke tilføie Dem noget Ondt . “ 
Ved Springet vare Brillerne faldne mig af 
Næsen og laae i Vognen , Hatten holdt jeg endnu i 

Haanden , og den paatagne Stolthed , ja hele Masten 
var falden , jeg var for et Øieblik atter mig selv , jeg 
bøiede mig derfor hen imod den unge Dame , der 
paany vilde gjøre Anskrig — og sagde : 
„ Tilgiv os Frøken , at vi paa en saa dristig 
Maade aflægge Dem Visit , men vi havde intet Valg , 
vi vare omringede af en brutal Folkehob , der forfulgte 
os , fordi vi vare fremmede ; da kom Øeres Vogn 
os imøde , jeg betragtede den som vort Nødanker , 
Resten kjender De , jeg har kun tilbage at bede Frøkenen 
tilgive Studenterne Polter og Tulinius , at de 
have aftvunget Dem Gjæstfrihed . “ 
Mine Ord glattede nogenlunde hendes smukke , 
men rynkede Pande , og et undertrykt Smiil gled hen 
over Læberne ; jeg opfangede det og følte til min 
Næse , først nu mærkede jeg at Brillerne vare borte 
og Hatten i Haanden , snart fik jeg sat begge Dele paa 
deres gamle Plads , og iførte mig atter Værdigheds 
Masten , men i samme Nu svandt hendes Smiil for 
et Angstskrig . „ Poul , Poul ! “ lød det atter forfærdet 
og denne Gang var det umuligt at standse det , hvorfor 
jeg ligesaa hurtig tog Farten ud af Vognen som 
tidligere ind , og næste Øieblik stode vi begge paa 
Landeveien imellem Aalborg og Hjørring . 
Vognen var imidlertid standset og Poul lyttede 

Äl sin Frøkens Beretning med opspilede Næseborer 
-af Forfærdelse over hvad der var hændet , truende ad 
-os med sin opløftede Pidsk , som vi besvarede med at 
løfte vore Hatte , som Afsfedshilsen til vor yndige 
Værtinde , — og atter foer Vognen afsted , og Oluf 
-og jeg vare nu uden Fare . 
See , det var vor første Velkomst paa den jydske 
-Kyst , „ den Dag glemmer jeg aldrig . “ 
Da vi vare komne til Aande igjen , spurgte min Ven 
i en yderst ; forknykTone : „ Hvad betyder alt dette ? “ 
Ved at see hans lange Ansigt med Brillerne 
dinglende paa den yderste Spidse af Næsen , der 
ikke var skabt til en saadan Byrde , vendte mit 
gode Humeur tilbage , og jeg brast i en stormende 
Latter . 
Forst saae han ^fortrydelig paa mig , derpaa 
. stemte han med i af fuldt Bryst , indtil vi trætte og 
; flaue sank ned paa en Grøftekant . 
„ Jeg forstaaer ikke et Ord af det Hele . “ 
„ Det var af Dig man lo , det var tydeligt . “ 
„ Er Du gal , Menneske ! det var af Dig man 
lø og raabte , det er Din pudsige Dragt , der har 
vakt Latteren og Opløbet . “ 
„ Min pudsige Dragt , hvad mener Du med det ? 
Jeg veed ikke , at jeg bærer nogen pudsig Dragt , jeg 
rr klædt som andre Mennesker , medens Du . . . “ 

„ Medens^ jeg maaskee skal være klædt som en 
Nar ; nei , Du skal have mange Tak , min Bro ' er , det 
var Din Knibtang , der bærer Skylden , og saa Din 
vigtige Mine og Dine Briller , der altid dingle paa 
Næsespidsen , da Du ingen Brillenæse har . “ 
Jeg var ligeved at svare ham paa Tiltale , da 
jeg pludseligt fik den gode Idee , ikke at skjændes med 
min Kammerat ; jeg følte nemlig noget Vist som 
tilhviskede mig , at han mulig havde Ret , skjøndt 
jeg ikke engang i mit skjulte Indre vilde tilstaae det . 
„ Hvem af os , der bærer Skylden , er ikke godt at 
afgjøre , men saameget veed jeg , at Begyndelsen var 
daarlig , og at jeg er forfærdelig sulten . “ 
„ Jeg med , ak , hvor var hun smuk , hvor hun 
maa see nydelig ud , naar hun er mild . “ 
Og Olufs Træk antog selv et mildt Udtryk , der 
klædte ham godt . 
„ Forresfen er det mig , Du har af takke for , af 
vi flap bort , ligesom det var mig , der senere saa 
behændigt forklarede Frøkenen de nærmere Omstændigheder 
og gjorde hende en Undskyldning . Du sad 
og hang med Mund og Næse som en Skolepog , der 
har faaet Riis . “ 
Saaledes bleve vi ved en Stund , indtil jeg 
paany følte Sulten . „ Hvorfra faae vi noget af 

spise ; det er vel neppe værd , strax af vende tilbage 
til Aalborg ? “ 
„ Vorherre bevare os , vi vende først tilbage , naar 
det er mørkt , ganske mørkt , og Alle ere gaaede tilkøis . “ 
„ Lad gaae . Men hvor skulle vi opholde os 
saalænge , og hvor faae vi Mad ? “ 
„ Lad os opsøge den første den bedste Bondegaard . “ 
Saa 
foge vi hinanden under Armen og begyndte 
vor Opdagelsesvandring . 
„ Gid vi vare i Hjørring , “ sagde Oluf . 
„ Hvilke tappre Helte , vi vare , der unge og kraftige 
mangle Mod til af besøge en By som Aalborg . “ 
Dog , der skal mere end Mandsmod til af være 
Gjenstand for Latter og Spot ; havde man sat os i 
Spidsen for en Armee og kommanderet : „ Fremad 
mod Fjenden , “ paa Ære , vi havde ikke betænkt os 
et Secund , men stormet fremad med opreist « Hoveder 
og stolt bankende Hjerter . 
Den der er i Besiddelse af physisi Mod , mangler 
ofte det moralske , man kan umuligt dømme det ene 
af det andet . 
Paalæg den tappreste Krigshelt et Uheld , en 
Sorg eller en Krænkelse , og Modet , som hidtil aldrig 
forlod ham , Modet , der gjorde ham stor i Verdens 

Øine , vender ham da maaskee Ryggen og lader ham 
staae ene , forsagt , ja fortvivlet . Og dog vedbliver 
han af ansees for den uovervindelige Helt , medens 
den , der eier det moralske Mod , men angest viger tilbage 
for Kuglerne og Bajonetten , bliver kaldet Kujon . 
Efter min Opfattelse ere begge Helte paa samme 
Tid , man har Ret til af kalde dem Kujoner ; dog 
vover jeg af paastaae , af der udfordres større Sjælskraft 
til af møde Sorg , men især Spot og Latter 
paa en værdig Maade , end til af styrte sig i Fjendens 
Række for af forsvare — ikke alene sit Land , 
men ogsaa sig selv . 
Nu , det er sandt , Krigerens Mod bliver bedømt 
af Bladene — altsaa af Verden , — medens det 
moralske Mod kun bliver bedømt af Gud og saa 
nogle enkelte Individer , som forstaae at slatte kristelig 
Mod i Sorg og Modgang . 
Vi naaede en Bondegaard , hvor vi strax bleve 
modtagne med Venlighed af to unge Bønderpiger , 
som sadde og spandt og nu og da tilkastede os et 
lunt og lattermildt Blik . 
Oluf , der ligefra Dreng af altid havde Hjerte 
for det smukke Kjøn , tog strax Plads imellem dem , 
glemmende sit tidligere Uheld for sit nuværende Held ; 
han forsikkrede dem dristig , at han kunde lære dem 

m ny Maade at spinde paa , der havde gjort megen 
Lykke i Kjøbenhavn . 
De lo , han lo med , og førend den Gamle havde 
sat Maden paa Bordet , var Oluf og Pigerne som 
gode Bekjendte , men da Risengrøden dampede og det 
stegte Flæsf duftede fra Bordet , glemte han for en 
Stund de straalende Øine for at skjænke sin Appetit 
tilstrækkelig Opmærksomhed . 
Under Maaltidet bleve vi enige med Bonden , 
som var en flink , tjenstvillig Mand , om at han skulde 
tage vore Kufferter med sig , naar han om Aftenen 
vendte tilbage til Aalborg , hvor han agtede at tilbringe 
Søndagen med sin Familie ; vi vilde da betale 
ham for Uleiligheden , men han afslog at modtage 
Noget , Vognen var hans egen , sagde han , og Reisen 
til Aalborg var fornd bestemt . Hvad derimod Betalingen 
til Gjæstgiveren angik , saa kunde vi selv 
klarere den , Vognen var stor nok til at vi ogsaa 
kunde faae Plads paa den . 
Baade Oluf og jeg gjorde en afværgende Bevægelse , 
der sikkert faldt vor Vært mistænkelig , han 
maalte os fra Top til Taa . Blodet steg mig til 
Hovedet , jeg skyndte mig at sige : 
„ Tak , har I Plads , saa tage vi med . “ 
Oluf saae forbauset paa mig , men modsagde mig 
ikke , og en Time efter sadde vi alle paa Vognen , 

deels paa Sæder , deels paa Brædder ; den ujevne 
sandede Vei , som ikke lod os ane de fortræffelige 
Chausseer , vi nu rulle henad , gav Vognen Stød paa 
Stød , der snart bragte os nær , meget nær , vore unge 
Veninder , snart atter fjernedejos imod vore Ønsker . 
For anden Gang vare vi i Aalborg , denne 
Gang uden at møde noget Ubehageligt ; vi forlode 
nemlig ikke Vognen før vi naaede Gæsfgivergaarden , 
hvor vi hurtigt sfiftede Dragt , betalte vor Regning , 
hvorpaa vi forlod Stedet for at styre vor Vei hen 
ad de samme Gader , vi om Morgenen havde betraadt 
med saa mærkelige Følger . 
Som efter Aftale havde vi med Flid gjort osukjendelige , 
idet vi havde iført os vor daglige Dragt , uden 
Stok og Briller , og mærkelig nok , der var ikke engang 
en Hund , som gjøede af os . Folk saae paa os , vi 
paa dem , — undertiden hilste man os , men Ingen 
lo , Ingen hujede eller rettere raabte efter os . — 
Var det Aalborgs Beboere , der havde forandret sig 
siden imorges ? Eller -- -- -- -- -- — ? Nei , det var umuligt 
— den Gang vare vi i vor bedste Stads , nu 
kun i vor daglige , simple Dragt . 
Og dog forekom det mig , jeg vilde knapt tilstaae 
det , at Oluf saae saa smuk og naturlig ud , 
med sin lille flinke Straahat , istedetfor den stive , høie , 
sorte Hat . 

MenZtil Gjengjæld saae han godt fem Aar 
yngre ud , det var det fatale ved Sagen , det kunde 
vi mindst taale som Mænd , thi derved faldt det 
Mandige bort , hvilket vi satte meesf Priis paa og 
havde kjæmpet saa tappert for at erhverve os . 
Pludselig udbrød Oluf : 
„ Jeg troer , det var nogle fulde Søfolk , der forfulgte 
os , og som fik de andre til at følge med ; Du 
veed , hvor let en Folkehob skimler sammen , en Enkelt 
behøver blot at raabe høit , saa staae Folk strax stille ; 
— staaer Een stille — staae ogsaa de ti Efterfølgende 
for at opdage , hvad den Første saae paa . 
Jeg deelte hans vise Mening , og vi bleve enige 
om , at Aalborg i Grunden var en herlig By , hvor 
man kunde have det godt , naar man selv vilde ; den 
nærmeste Omegn var smuk , og de saa Folk , vi tiltalte , 
svarede os venligt , ja endogsaa forekommende . 
Vi besluttede at overnatte her og først den næste Dag 
at reise til Hjørring . 
Saa slilles vi fra vore Venner , der lovede at 
besørge vort Tøi med en Fragtmand til Hjørring , og 
droge nu ene ud paa Eventyr . 
Da vi om Aftenen lagde os , følte vi os saa 
glade og lykkelige , som om intet Ubehageligt havde 
mødt os ; vi morede os fortræffeligt , havde havt rigelig 
Leilighed til at være Vært for nogle unge Herrer , 

der naturligviis vare ældre end vi ; det smigrede vov 
Forfængelighed , men tømte vor Pung , hvorfor vr 
maatte indskrænke Antallet af de Venner , der flokkede 
sig om os . 
Det sidste Ord , jeg den Aften hørte af Oluf , var : : 
„ Hvor hun dog var yndig i sin Angest og Vrede : . 
Naa , gid vi aldrig maa see hende oftere . “ 
„ Amen , “ svarede jeg og faldt i Søvm 

Fjortende Kapitel . 
Kirkeklokkerne havde nylig slaaet Fire . 
Hvor det var en deilig Morgen ; Fuglene sang , 
Solen skinnede , Græs og Blomster duftede , Lærken 
hævede med lette og korte Slag sine Vinger , medens 
den slog sine lislige Triller ; hvor kan et lille Fuglebryst 
dog gjemme saa rigt et Tonevæld ! Men Koen , 
den havde ogsaa Stemme , den udstødte sit betænksomme 
bu , bu , der skulde sige , at den længtes efter 
Malkepigen , medens Gæssene fløi skrigende ud paa 
Marken for ogsaa at hilse den nyfødte Dag . 
Vi havde sex Miil at tilbagelægge , og vore Fødder 
udgjorde vor eneste Befordring . 
Men Foden var let , Øiet klart og Sindet glad . 
Intet paa Jorden kan sammenlignes med en 
Fodtour , der bliver gjort af Lyst og i Ungdommens 
friske og lykkelige Dage . Hjertet længes og higer 
fremad . Foden svæver over Jorden som til Dands , 
thi Haabet , den lille vingede Fugl , der gjennem en 
Verden af ukjendt Glæde og dunkle Anelser boer i 

vort Bryst , Haabet er endnu ikke blevet forjaget af 
den prosaiske Virkelighed , men følger os let og forventningsfuldt . 
Det er en Forrettighed , Ungdommen eier 
fremfor de modnere Aar ; den haaber altid Paa det , 
som Længselen meest eftertragter , den forestiller sig 
aldrig Muligheden af en Skuffelse . 
Vi havde neppe tilbagelagt een Miil , før vi paa 
en høist eiendommelig Maade bleve indhentede af en 
lille aldrende Aland , med et venligt og godmodigt 
Idre . Først passerede han os uden at hilse , men 
neppe var han kommet fo Skridt forud , før han 
pludselig gjorde om og med et Spring stod foran os 
med blottet Hoved og declamerede : 
„ Her staaer den jydske Klokker 
Paa begge sine Hosesokker . “ 
At Manden talte sandt , opdagede vi snart ; thi 
Støvlerne hang paa hans Ryg , medens han selv nød 
Behageligheden ved at gaae paa Hosesokker . 
Det var en Pudsig Fyr , han kunde tale for fre , 
han kunde Schiller og Gøthe udenad , han var Digter 
af Natur , altid renlig , glad og tjenstvillig . Skade , 
han ikke havde modtaget en bedre Opdragelse ; han 
besad en barnlig og poetisk Sjæl , der higede efter 
Lærdom , ikke en eneste dansk Digter var ham ubekjendt , 
skjøndt han som Degn forenede alle Kirkens 

Embedsmænd i sin lille Person , med Undtagelse af 
Præsten . 
Vi mødte Hr . Helms Introduction med Hjertelighed 
og modtog med Glæde hans Tilbud om at 
være vor Veiviser paa Reisen . 
Snart fik vi at vide , at han kun boede et Bøssesknd 
fra Olufs Tante , hvor han ofte kom og altsaa 
kunde give os Oplysning om Omegnen og Forholdene . 
Da vi havde tilbagelagt omtrent tre Miil , opfordrede 
vor Ven os fil at tage Plads under et stort 
Lindetræ , der stod ved en Grøftekant ; derpaa fremtog 
han en Pose og udkrammede en And , et Stykke 
Skinke , Brød og en Flaske Melk ; han bad os paa 
sin ligefremme Maade , der ikke taalte Indsigelse , at 
deeltage i Maaltidet , hvilket vi beredvillig gjorde , da 
en Vandring af tre Miil nok kan give Appetit . 
Gaffel og Kniv ere Luxusartikler paa en Fodtour , 
naar Spisesalen er en Grøft , Bordet et Par 
Knæer og Dugen et Kartunslommetørklæde ; derfor 
var vor gjæstfrie Vært i stor Forlegenhed hvorledes 
han bedst skulde partere Anden . 
„ Man bør aldrig være raadvild , “ — sagde han 
pludselig , idet han rakte Halsen af Anden imod mig , 
medens han selv fog fat i den anden Ende , og nu 
begyndte vi at slide hver fil sin Side ; først faldt 
en Vinge , saa et Laar , stadig under den lille Geistliges 

Munterhed ; endelig var Skroget kun tilbage , vi havde 
netop faaet rigtig Tag i det , da vi hørte en munter 
Latter bag os ; jeg vendte forundret Hovedet , og hvad 
kan beskrive min Ærgelse , da jeg saae et lille elegant 
Selskab af Herrer og Damer , der vare gaaede over 
Marken og stode nu tæt ved os , morende sig over 
vor Behændighed . 
Pludselig fik jeg et Stød i venstre Side og hørte 
Oluf hviske : „ See . “ 
Øg hvad saaejjeg ? Frøkenen , vor Frelserinde fra 
forrige Dag ; hun stirrede snart paa Oluf , saa paa 
mig , og et stolt ringeagtende Smiil svævede om hendes 
Mund , skjøndt hendes Øine paa samme Tid udtrykte 
Forundring og Tvivl . 
Blodet foer mig til Hovedet , hendes Smiil 
harmede mig , jeg lagde den ulykkelige And tilbage i 
Helms Skjød , løftede min Hue og sagde i en impertinent 
og udfordrende Tone , som hendes uforskammede 
Smil fremkaldte : 
„ De tager ikke feil , Frøken , vi ere gamle Bekjendte . 
Tak for den behagelige Kjøretour . “ 
Blev jeg for rød , saa var -det nu hende som 
blussede ; hun maalte mig fra Top til Taa med et 
faa ubeskriveligt foragtende Blik , saa det var mærkeligt , 
at det ikke knuste mig ; derpaa vendte hun sig om 
imod Selskabet og sagde : 

„ Her , mine Damer og Herrer , have vi de to 
Indlinge , jeg fortalte dem om , de ere de samme 
Brillehelte , der saa ugeneert toge Plads i min Vogn 
og nær havde dræbt mig af Skræk . “ 
Alles Øine rettedes imod oS , Ingen saae den 
ulykkelige Helms , der havde kastet Anden i Olufs 
Skjød , hvilket denne slet ikke havde mærket , saa optaget 
var han af at betragte Gaarsdagens Heltinde , 
medens Helms stod med blottet Hoved , og gjentog 
den ene Gang efter den Anden : 
„ Ærbødige Tjener , mit naadige Hersfab , ærbødige 
Tjener . “ 
Af Herrerne var der en især , der vakte min Harme , 
paa Grund af sit impertinente Væsen og Holdning ; 
han traadte mig ganske nær , stirrede vexelviis paa 
Oluf og mig ; endelig sagde han til Frøkenen : 
„ Unskyld , min naadige Frøken , Personerne svare 
ikke ganske til deres Beskrivelse , de savne Noget af 
det eiendommelige Præg , de saa smukt udstyrede dem 
med ; det forekommer mig , at de ligne ganske almindelige , 
opløbne Drenge , som nylig ere krøben ud 
af Æget ; saadanne dunløse Helte ere ikke farlige , 
om de end kunne være ubehagelige . “ 
Han bøiede sig hen imod Frøkenen og hviskede : 
„ Dødsfaren var ikke saa stor , som mit Hjerte 
frygtede . “ Og han tilføiede høit og pralende : „ Men 

ønsker Frøken Karen , at jeg skal revse disse unge 
Helte for deres Uforskammethed , skal det være mig en 
sand Fornøielse ? “ 
Det var formeget for mit varme Blod , selv 
Oluf kastede med Harme Anden i Grøften og Begge 
stode vi dristige og udfordrende ligeoverfor ham . 
„ Min Herre , “ sagde jeg , „ mit Navn er Student 
Tnlinius , og der staaer min Ven , Student Polter . 
Hvad Navn , Øe bærer , er os ligegyldigt , men en dannet 
Mands er det ikke . Øe har fornærmet os i disse 
Damers og Herrers Nærværelse , og Studenterne 
ville revse , hvad Øe syndede imod de duunløse Drenge . “ 
Derpaa henvendte jeg mig til Frøkenen . 
„ Dem , Frøken , skylde vi en Forklaring , hvis Øe 
tillader det . Min Ven og jeg vare fremmede i Aalborg , 
som vi ere fremmede her ; vi kom ind i en kaad 
Pøbelhob , der omringede os ; idetsamme kom Deres 
Vogn forbi , den var som en Redningsplanke for os 
Skibbrudne , tilgiv , at vi benyttede den , det var dristigt , 
ja meer end dristigt , men det var ikke vor Hensigt at 
fornærme Dem ; jeg haaber , at Frøkenen vil være 
saa god at tilgive os netop paa Grund af vore 
duunløse Hager . “ 
Hun besvarede mine Ord med en stolt Hilsen , 
men et venligt Smiil havde afløst det haanende . 
Hvor var hun deilig ! 

„ Min Ven har ganske udtalt min Tanke ; med 
Hensyn til dem , Frøken , maa jeg føie min Undskyldning 
til hans , med Bøn om Tilgivelse ! Hvad 
Dem angaaer , min Herre , har jeg kun at tilføie , 
at det var bedre for Dem , om De var saa lykkelig 
endnu at have en dunet Hage , da Deres Opførsel 
minder saa stærkt om Skolebænken . 
Det var Oluf , der pludselig havde faaet Mælet 
og falte saa kjækt . En fremtvungen Latter besvarede 
hans og mine Ord ; fremtvungen var den , thi han 
blev purpurrød og ud af hans Øine lyste en Vrede , 
som han for Damernes Skyld maatte tibageholde . 
„ Ha , Ha , Ha , hvor morsomt og vittigt , mine 
Herrer Studenter , og hvormed sknlle vi slaaes , bære 
De endnu Deres Træsabler ved Siden , mine unge 
Løver ? 
„ Det vil Tiden vise . Man kan duellere med 
forskjellige Vaaben , at Deres Vaaben hverken er 
Græsk eller Latin , det viser , Deres ukultiverede Sprog 
og Manerer . Behag derfor at vælge Kaarder eller 
Pistoler . “ 
Denne Gang hørte vi et virkeligt muntert Latterchor 
fra hele Selskabet , paa Frøkenen nær , der betragtede 
de Leende med Alvor og Bebreidelse ; det 
morede dem formodentlig , at vi vovede saa dristigt 

at nævne Kaarder og Pistoler , som om vi forstode 
os paa at bruge Vaaben . 
Oluf blev ligbleg , det var ikke gode Tegn , men 
hans Dannelse feirede over hans Harme , og han 
nøiedes med at gjentage i en udfordrende Tone : 
„ Kaarder eller Pistoler , min Herre ; som den 
Udfordrede har De Valget ; vægrer De Dem længere , 
saa kalder jeg Dem i Damernes Paahør , for en 
æreløs Karl . “ 
„ Vogt Dem , man tilgiver Ungdommen meget , 
fordi man har Ret til at revse den . Jeg vælger 
Kaarden . “ 
De første Ord udtalte han i Raseri , men pludseligt 
betvang han sig , han begyndte at drage Nytte af vor 
Underviisning , skjøndt bleeg talte han dog rolig . — 
Han vendte sig om til en ældre Officeer og sagde : 
„ Vil De have den Godhed , at være min Sekundant . “ 
Et 
Smiil gik over den Adspurgtes Ansigt , idet 
han nikkede . 
Neppe var Ordet Sekundant kommen over hans 
Læber , førend jeg fattede vor Forladthed , fremmede 
som vi vare . Hvem vilde være vor Sekundant ? 
„ Altsaa i Morgen Kl . syv i Krattet . Den Herre 
der , Capitain Rothe , vil træffe nærmere Aftale med 
Deres Sekundanter . Men glem ikke , mine unge 

Herrer , at Baabenet er skarpt og gjør ondt , naar det 
rammer . Det er min Hensigt at give Eder en lille 
Lexion for Eders Opførsel imod denne smukke Dame . “ 
Han vendte sig hurtig om og gik . Officeren 
traadte os nærmere og spurgte , til hvilken Tid han 
-kunde vente Besøget ; han selv var at træffe paa 
Herregaarde^ som laae bag Krattet . 
Hans Spørgsmaal faldt tungt paa mine unge 
Skuldre ; hvor skulde vi finde Sekundanter ? 
Jeg blev imidlertid ikke længe raadvild , men 
svarede hurtig : 
„ I Aften , om det behager Dem ? “ 
Han bejaede det , og fjernede sig med det øvrige 
Selskab . Frøkenen derimod bøiede sig først hen imod 
mig og hviskede : 
„ Gaae ikke til Mødet , Kammerjunkeren er Officeer 
og fører en dødbringende Kaarde . “ 
Jeg saae , hun var bleg , jeg hilste hende taus , 
og Degnen , Oluf og jeg vare atter ene med Anden , 
som vi reent havde glemt over de senere vigtige Begivenheder . 
Vi 
saae paa hinanden . 
Omsider udbrød Helms bestyrtet : „ Naa , det er 
en net Historie , veed De , hvem den Herre er , som 
De har udfordret ? “ 
„ Nei . “ 

„ Det er Kammerjunker Schovstrup , en stor Æsel , 
der fører en udmærket Klinge , men som hverken kjender 
Naade eller Forsoning . “ 
„ Vi ønske Heller ingen af Delene . Hvem er den 
unge Dame ? “ 
„ Frøken Nordan , en Datter af Herremanden ved 
Krattet , Hofjægermester Nordan . Imod sine Venner 
er hun elskværdig , men er der nogen , hun ikke kan 
lide , saa er hun hvas . Hvad er det for en Historie , 
De og Frøkenen har sammen . 
Vi fortalte ham Sagens Sammenhæng . 
„ Tag Dem iagt , Kammerjunkeren er et farligt 
Menneske , han skal være halvt forlovet med Frøken 
Karen . Har nogen af Dem , mine Herrer , nogensinde 
lært at fægte . “ 
„ Ja , vi ere Begge indviede i den ædle Fægtekunst ; 
jeg for mit Vedkommende er saa godt som 
opvoxet med Fleuretten i Haanden , “ og jeg takkede i 
mit stille Sind gamle Borgen , der ofte imod min 
Villie havde indexereeret mig i Vaabenes Brug . 
Det var derimod mig , som havde bibragt Oluf 
fine Kundskaber i den Retning , og hans Dygtighed 
lod derfor meget tilbage at ønske . 
„ Hvor ligger Godset ? “ spurgte Oluf . 
„ Henne bag Krattet , ligeved Havet , omtrent en 
halv Miil herfra . “ 

Oluf og jeg fik den glimrende Ide at være 
hinandens Sekundanter , paa den Maade kom vi bedst 
ud af Forlegenheden . Men hvorfra fik vi Vaaben ? 
Vi havde atter taget Plads ved Grøften , dog 
Appetiten var borte , vi reiste os derfor og gik videre . 
Vor Bestemmelse var at tage ind paa en Gjæstgivergaard 
saasnart vi naaede Hjørring og blive der , 
indtil Duellen var endt . “ 
Jeg vil ikke nægte , at jeg følte mig stolt , ja 
næsten ophøiet ved Tanken om , at det dennegang var 
en virkelig Duel , der forestod mig ; hidtil havde Oluf 
og jeg kun udfordret hinanden paa Skrømt , det faldt 
mig ikke ind , at Duellen kunde ende med Døden . 
Vi naaede Hjørring ; Helms fulgte os til en 
Gjæstgivergaard , hvor han forlod os for at skaffe os 
Vaaben hos en gammel Sergeant , der var Arrestforvarer 
i Byen . Før han gik bort , spurgte han 
venligt og ligefrem , om han ikke maatte forstrække 
os med nogle Penge , da denne udforudseete Forsinkelse 
altid vilde forøge vore Udgifter . 
Med Tak afsloge vi hans smukke Tilbud , og 
endelig vare vi ene . 
En Tid vexlede vi intet Ord , endelig kom vi 
paa vor Vandring op og ned ad Gulvet til at staae 
ligeoverfor hinanden ; vi standsede , saae Paa hinanden 
og brast ud i en halv , fremtvunget , halv virkelig Latter . 

En Pige aabnede forundret Døren og spurgte , 
om Herrerne ønskede Noget ? 
Mit Mod voxede i samme Grad , som Vanskelighederne 
optaarnede sig og min egen Vigtighed blev 
mig indelysende ; jeg svarede derfor stolt : 
„ Skaf os en god Middag , men paa vort eget 
Værelse . “ 
Oluf betragtede mig med angstfulde og store 
Øine ; jeg lod som jeg ikke lagde Mærke dertil , mit 
Mod steg til Dumdristighed , jeg tilfsiede i en stolt og 
værdig Tone , uden først at raadføre mig med Oluf : 
„ Vil De dække til tre . 
„ Vi maae invitere Helms til Middag , “ — sagde 
jeg skjødesløst til Oluf , da Pigen havde fjernet sig , 
„ vi maae invitere ham , det kræver vor Ære , han skaffer 
os Vaaben , og vi have desuden været hans Gjæster . “ 
„ Gjør som Du vil , blot Pengene slaae til . “ 
„ Hvis ikke maae vi skaffe fleer , “ svarede jeg 
kjækt , thi nu var jeg jo en Mand , der havde udfordret 
en Kammerjnnker . 
„ Blot ikke vor Historie kommer Onkel og Tante 
for Øre , det var mindre behageligt . “ 
„ Om saa var , “ min Tanke faldt uvilkaarligt 
paa mine Tanter og Onkler , og jeg vil ikke nægte , 
at Noget , der lignede en Rystelse , overkom mig . 
„ Troer Du , vi gaae af med Seiren ? “ 

„ Ubetinget . “ 
„ Ja Du er sikker nok , men jeg ? “ 
Olufs Ord vakte mig ; min letsindige Glæde og 
Begeistring kjølnedes , jeg havde ikke overveiet Sagen 
nærmere , nn stod den for mig i hele sin Klarhed . 
„ Du behøver ikke at duellere , det er mig , som 
blev fornærmet og som var den Udfordrende , jeg bør 
derfor afgjøre Trætten , “ 
„ Du tager seil , min Ven , vi vare to , som bleve 
fornærmede , han maa slaaes med os Begge . “ 
Oluf udtalte disse Ord som en Richard Løvehjerte . 
Han havde Ret , jeg havde Intet mere at 
indvende , men sra det Øieblik var mit Overmod 
knækket ; sæt han blev saaret eller dræbt . 
Netop som jeg i Tanken saae ham falde og dø , 
traadte den brave Helms ind , ledsaget af en gammel , 
rødnæset Militær , der bar to Kaarder under Armen . 
Jeg kunde gjerne have omfavnet dem begge , saa 
glad blev jeg ; jeg strakte begge Hænder ud imod 
dem , skjøndt den Ene var mig aldeles fremmed , men 
at han var vor Ven , viste Kaarderne . 
„ Her er Vaaben , og paa samme Tid bringer jeg 
en dygtig Krigsmand , der har gjort flere Felttog 
med , og som veed at traktere en Klinge . “ 
Neppe havde vor brave Geistlige sagt disse Ord , 

før Arrestforvarerens tykke , men bydende Stemme 
tordnede : 
„ Paa Plads , min Herre , paa Plads , jeg kjender 
hele Historien , vi have intet Øieblik at spilde . “ 
I samme Nu krydsedes vore Kaarder . 
„ Godt , fortræffeligt , udmærket , lidt mere Ro er 
ikke af Veien . Nu , vi to ere færdige , i hvilken Skole 
har De lært at fægte , unge Mand . “ 
Jeg besvarede hans Spørgsmaal , derpaa greb 
Oluf Kaarden . 
„ Tag Dem iagt , pas Paa ; der blottede De Dem ; 
hvorfor benyttede De ikke den gode Leilighed til at 
gjøre et Udfald ? . 
Saaledes bleve de ved , lige til Middagsmaden 
stod paa Bordet , jeg havde nemlig i Forveien givet 
Pigen Ordre til at dække til fire . Men før vi toge 
Plads , raabte jeg med Stentorstemme : 
„ Opvarter , en Flafie Viin . “ 
Min Røst blev besvaret af en Pige , der paa en 
temmelig skjødesløs Maade satte Vinen paa Bordet ; 
det havde jeg ikke ventet efter en saa storartet Bestilling . 
Arresfforvareren 
tog sig en Priis , og jeg lagde 
begge Hænder paa Stoleryggen , idet jeg sagde : 
„ Tør jeg bede Dem at gaae tilbords , mine Herrer . “ 

Middagen bestod af Bandgrød , kogte Fist og 
Kartofler . 
„ Fiflen maa svømme “ faldt Arresfforvareren 
ind , greb Flasken og udførte Værtens Pligt . 
Min Forglemmelse ærgrede mig , og hans Ligefremhed 
viste mig paa samme Tid , at han betragtede 
os som Børn , ellers havde han nok ventet . Dog 
Vinen var skjænket , Olufs og mit Glas halvt — 
Degnens trekvart og hans heelt fuldt , og Arrestforvarereu 
ndbrød : 
„ For Viin og smukke Piger 
Flux alle Sorger viger “ 
medens Helms høitidelig løftede Glasset og sagde : 
„ Et glædeligt Udfald , mine Herrer . “ 
Det var altsammen godt meent , men jeg ærgrede 
mig dog lidt over , at jeg , som en af Værterne , ikke 
fik Leilighed til først at udbringe en Skaal ; imidlertid 
greb jeg nu Leiligheden og takkede begge vore Venner 
i nogle , som jeg syntes velvalgte Ord , for deres 
Redebonhed til at hjælpe os . 
„ Til sine Venner skal man komme buden i 
Medgang , ubuden i Modgang “ deklamerede Helms , 
tilsyneladende rørt over min Skaal . 
Han tilføiede , som i Paranthes : „ Peder Syv “ . 
„ Helms har Ret , mine unge Venner . Tillad 
mig at udbringe en Skaal for Kammerjunkeren , at 

han maae faae at føle Deres Kaardespids , forst 
Deres , unge Mand , træt ham godt , De er dygtig 
nok dertil , derpaa tager De sat , saa gaaer det vel , 
og han har godt af at faae en lille Skramme af en 
Grønskolling , fordi han har bibragt saa mange Andre 
dødelige Saar . “ 
Derpaa tømte han Glasset . 
Noget af Talen syntes jeg ret godt om , men da 
han kom til Titelen „ Grønskolling “ følte jeg , at del 
gav et Sæt baade i Oluf og mig ; men det var jo 
godt meent , og vi følte os i det Øieblik stolte ved , 
at vor Tanshed og den godmodige Maade hvorpaa 
vi begge optoge hans Ord , bedst viste , af vi ikke 
mere Passede til det Navn , han saa smukt tildeelte os . 
Nu kom Touren til Oluf , hans Tale var den 
længste og bedste ; han havde reisf sig fra Bordet , 
støttende begge Hænder paa Stoleryggen , efter først 
af have takket dem og opsendt gode Ønsker for deres 
Fremtid , bad han dem for Tilfælde , af vi begge 
skulde falde , af besørge nogle Breve til vort 
Hjem , som vi i Løbet af Aftenen vilde strive og 
overgive til Arrestforvareren . Dernæst forsikkrede 
han dem , af vi ingenlunde paa nogen lelsindig Maade 
havde indladt os i Kampen , men af Duellen var 
simpelt Selvforsvar ; det var vort gode Navn og , 

Rygte , han saaledes overgav til Efterverdenens blide 
Omdømme . 
Ved denne Leilighed tog Degnen Ordet . 
„ Langsom lil af krænke 
bør Du virre ; 
krLnkes Du af Andre — 
Hæevn Din Wre . “ 
„ Saaledes lyder Inskriptionen paa Daghestanernes 
Dolk , og De , mine Herrer have kun gjort , 
hvad Net er , og vi vide alle , af det ikke er Skjægget , 
der gjør Inglingen til Mand , men Handlingen , 
derfor en Skaal for Anglingen , som besidder Mandens 
Maadehold og Mod . “ 
Ester af den venlige Geistlige havde tilbudt os 
sin Vogn for at kjøre os til Herregaarde » , forlode 
de os begge ; vi satte os strax hen for at skrive og 
tage Afsked med vore Kjære . 
Klokken to holdt en god , tosædet Bondevogn 
udenfor Gjæstgivergaarden ; Degnen selv var Kudsk . 
Oluf og jeg bleve strax modtagne as Capitainen . 
Vi meddeelte ham i Korthed , at vi vare aldeles 
fremmede paa Egnen og derfor ønskede gjensidig at 
tjene som Sekundanter for hinanden , faldt den første 
as os , nu , saa maatte den anden afgjøre Duellen 
uden Sekundant . 
Capitainen syntes ikke at sinde Behag i vort 

Arrangement , men foreslog os en anden Udvei ; idetsamme 
aabnede han Døren , og en ung , smuk Officeer 
traadte ind . 
„ De yttrede før det Ønske , Lieutenant Harbo , 
at være disse unge Herrer til Nytte , nu er Øieblikket 
kommet , de ere fremmede paa Egnen , vil De være 
deres Sekundant ? “ 
„ Med stor Fornøielse . “ 
Vi rakte ham hjertelig Haanden , og det Fornødne 
blev aftalt . Vi skulde give Møde næste 
Morgen Kl . syv i det omtalte Krat , der kun laae pst 
Miil fra Herregaarde » . 
Da jeg den Aften gik tilsengs , følte jeg først 
tilfulde , hvor høit jeg elskede de Gamle i Hjemmet 
og hvilken Sorg jeg maaskee nn var paa Vei til at 
tilføie dem ; var det Takke » for deres store og opofrende 
Kjærlighed mod den stakkels Forældreløse ? 

Femtende Kapitel . 
Solen havde alt løftet sit jomfruelige Slør og 
kastet sine glødende Purpurstraaler over Jorden , da 
fire Reisende kjørte hen ad den tunge , sandede Landevei 
imellem Hjørring og Aalborg . 
Der blev ikke talt meget , kun Lieutenant Harbo , 
der ikke troede os istand til at føre Vaaben , yttrede 
flere Gange sin Uro og meddeelte os adskillige gode 
Regler , som jeg iforveien kjendte , dog uden at yttre 
det for ham ; det morede mig at overraske ham . 
Da vi nærmede os Krattet , hørte vi Hestetrav 
bag os , og et Øieblik efter foer to Ryttere i fuld 
Fiirspring forbi ; de hilste høfligt , og jeg gjenkjendte 
Kammerjunkeren og Kapitain Rothe . 
Jeg vil ikke nægte , at der i samme Øieblik 
overkom mig en mindre behagelig Følelse . Resten af 
Veien blev hurtig tilbagelagt , og vi stode nu ved 
Maalet for vor Reise . 
Rytterne modtoge os med en formel Hilsen , jeg 

saae et undertrykt haanligt Smil Paa Kammerjunkerens 
smalle Læber , hvorimod Capitainen og Lieutenanten 
tilkastede os medlidende Blikke . 
Alt var aftalt og ordnet , jeg stod ligeoverfor 
min Fjende , vore Klinger mødtes , hans skjødesløst og 
legende , fordi han troede at have med en ukyndig 
Dreng at gjøre . 
Jeg fik strax den Overbeviisning , at det var 
hans Hensigt kun at bibringe mig en Rift for at 
straffe mig , men jeg undgik med Behændighed hans 
simple Udfald . 
Alles Opmærksomhed var spændt . 
Efter saaledes at have leget i nogle Minutter , 
blev min Modsfanders Holdning fastere , et forundret 
og spørgende Blik mødte mine smilende Øine , og 
der kom Alvor og Styrke i hans Klinge . Han 
mærkede , det var Alvor . 
Jeg førte mit Vaaben med Ro og Beregning , 
jeg vidste , at jeg havde en farlig Modsfander , han 
derimod , der var bleven skuffet , ja holdt for Nar af 
mig , en Dreng , mistede sin Fatning ; hans Udfald 
bleve heftigere og førte med en saadan Kraft , at jeg 
flere Gange vaklede , men uden at blive saaret ; det 
ærgrede Kammerjunkeren , han blev vred , og det duer 
ikke i en Duel paa Kaarder ; Besindigheden gik tabt , 
han vilde revse mig , og derfor glemte han at være 

paa sin Post ; jeg traf ham let i Armen , han blev 
rasende , det var uklogt af en duelig Duellant , jeg 
derimod blev kold og beregnende , jeg afparerede et 
Stød , der rettedes mod mit Bryst , han fik et Stød 
i Siden , Kræfterne forlod ham , han vaklede og faldt 
i Armene paa Capitainen . 
Vi tildøde Kammerjunkeren vor Vogn , saa simpel 
den var , men han afslog Tilbudet , hvorimod 
hans Sekundant takkede venligt , idet han rakte mig 
Haanden og sagde : 
„ Tak , Hr . Tulinius , der holder en Vogn lige 
bag Krattet . De fører en god Klinge , min unge 
Ven , og Deres Sag var god , det er kun simpel 
Retfærdighed at sige Dem det , skjøndt Kammerjunkeren 
er en Bekjendt af mig . 
Oluf flap for at duellere og jeg for Angsten 
over Udfaldet . 
Saaledes endte min første Duel i Jylland . 
Næste Morgen forlode vi vore Venner , Helms 
og Arrestforvareren , der svingede deres Huer til 
Hilsen og bød os at leve vel ; vi havde lovet ved 
Leilighed at besøge dem . 
Klokken var otte , da vi forlode den venlige lille 
By , som den Gang ikke havde saa vakkert et Udseende 
som nu . 
Da jeg iaar besøgte Hjørring vilde jeg neppe 

troe , det var den samme By , jeg den Gang hilste 
med ængstelig Forventning om Duellens Udfald . 
Vi kjørte ud af Byen og hen ad Landeveien , 
indtil vi naaede en stor og prægtig Gaard ; der 
boede Olufs Tante . 
En stor Lænkehund halsede os imøde for at bebude 
vor Ankomst , og neppe vare vi kjørte ind ad 
Porten og op til Huset , førend en Karl tog Tømmerne 
og vi bleve hilsede af en vakker ældre Dame , 
Olufs Tante , og da mit Blik faldt paa Vinduerne , 
opdagede jeg to yndige Pigehoveder , der nysgjerrig 
tittede ud . 
Et Øieblik efter sadde vi i Dagligstuen omringede 
af Proprietair Bordgaard med Frue og Frøken 
Datter , samt en elskværdig Kusine , der ligeledes tilbragte 
Sommerferien i Jylland . 
Solen havde endnu ikke sagt Farvel til Dagen , 
før Oluf og jeg følte os som hjemme i den elskværdige 
Bordgaardske Familie . 
Stakkels Oluf , hvilken Kamp maatte han ikke 
bestaae , omgivet af to smukke Damer i eet Huus , 
det var meer end hans varmtfølende Hjerte kunde 
modstaae ; hvem af disse to jordiske Lykkelige vil gaae 
af med Seiren og erobre hans Kjærlighed ? Jeg 
frygter Begge . 

Vi havde fortalt vort Indtog i Aalborg og om 
den derpaa følgende Duel , og vi vare naturligviis 
paa Grund af dette Eventyr betydeligt stegne i 
Damernes Agtelse . 
„ I kunne være glade , I slap saa godt “ , sagde 
Proprietair Bordgaard idet han udsfødte en tyk 
Røgsky , saa Kinderne atter sank til deres naturlige 
Størrelse ; „ Kammerjnnkeren er bekjendt for at være 
en god Fægtemester , hvorvidt Rygtet taler sandt , skal 
jeg ikke kunne sige , hvorimod jeg veed , at han er en 
god Skytte , da vi ofte gaae Paa Iagt sammen , naar 
han er i Besøg paa Herregaardene 
„ De kommer altsaa paa Herregaarde » ? “ spurgte 
jeg med en vis Ængstelse parret med Nysgjerrighed . 
„ Baade jeg og min Familie ; min Datter er en 
Veninde af Frøkenen . “ 
„ Det forekommer mig , at Frøkenen feer meget 
hovmodig ud , hun er stolt og . . . jeg vilde have 
tilføiet kold , men i det samme hørte jeg hendes bevægede , 
ængstlige Stemme i mit Øre , nei i mit 
Hjerte — og hendes Advarsel ; „ Gaae ikke til Mødet , 
den Udfordrede er Officeer og fører en dødbringende 
Klinge . “ 
Disse Ord , der paa eengang blødgjorde og fornærmede 
mig — havde atter og atter lydt for mig , 

skjøndt de opvakte min Vrede ; thi de fortalte mig , 
at hun betragtede mig som en Dreng , der ikke kunde 
fægte . 
Men Fru Bordgaard , der med sit skarpe kvindelige 
Øre havde opfanget mit „ og . . . “ saae spørgende 
paa mig i det hun gjentog „ Og ? “ 
„ Jeg vilde have sagt kold , men jeg veed ikke 
om denne Dom er berettiget ? “ 
„ Aa jo , tildeels , jeg har endnu aldrig seet hende 
rigtig varm som andre unge Piger kunne blive naar 
Et og Andet bevæger dem . Jo , jeg troer nok , man 
kan kalde hende kold . “ 
Jeg følte Lyst til at gjøre hende flere Spørgsmaal , 
men jeg dristede mig ikke dertil ; hun kom mig 
dog selv tilhjælp . 
Hvor Damerne dog altid ere mageløs gode imod 
os ; gjøre vi dem eet Spørgsmaal , skjøndt vi ønske 
ti , besvare de os uopfordret de ni , og det i mindre 
Tid end vi behøve til at fremkomme med dem . 
Fru Bordgaard var i Besiddelse af sit Kjøns 
Fortrin , hun talte meget , men tillige godt , og det 
være sagt til hendes Roes , hun talte mere om andre 
end om sig selv . 
For mit Vedkommende fandt jeg mig meget vel 
tilfreds i min elflværdige Værtindes Selskab , hun 

morede mig , jeg var jo for Øieblikket ikke Gjenstand 
for hendes vittige Bemærkninger ; i ethvert Tilfælde 
var jeg nærværende , iligemaade besad jeg vort Kjøns 
store Svaghed , at lytte til Damernes Nyheder for 
derpaa at dadle dem . 
„ Svagheds Børn vi allesammen ere . “ 
Saaledes siger æn gammel Vise , æg hvormange 
er der iblandt os , der kan træde frem æg med Rette 
fordre sig frikjendt ? 
Proprietairen gjorde æn sjelden Undtagelse ; da 
han mærkede sin Frues Veltalenhed , reiste han sig æg 
forlod Stuen . Oluf var fordybet i æn livlig Passiar 
med de unge Damer , han holdt sig altid til Damerne , 
tiltrods før sin Undseelse ligeoverfor dem . 
Hvor er det muligt at æn saa trofast æg elskværdig 
Ven , som Oluf var , kunde være saa ustadig 
æg letsindig i Hjertets Anliggender . Kun atten Aar 
gammel havde dette Hjerte alt flere Gange været 
paa Vildspor . Samme Dag han fyldte sit femtende 
Aar , skrev han to Kjærlighedsbreve til nogle Skolepiger , 
han daglig mødte paa Hjemtouren fra Latinskolen . 
Han var selv Postbud før sine affaires de 
coeur han mødte den Skjønne med Skoleposen 
dinglende paa Armen , medens hun snart 
hoppede over æn bred Rendesteen , snart ringede paa 
æn Gadedørsklokke , saa bankede Hjertet voldsomt i 

hans unge Bryst , æg det fik ikke Ro før han udøste 
sine brændende Følelser i æn rosenfarvet Billet . 
Farvel Skolebøger , Strømper æg Navnedug , før 
Eder er der intet mere at skaffe . Velkommen Digte , 
Romaner med Riddere og Svende , med Ungmøer og 
gamle Drager , fra nu ere I uindskrænket Herre og 
kunne glade dandse paa Barnets tidlige Grav . 
Oluf ! Oluf ! hvad har Du gjort ! 
Men Oluf , det Uhyre , sad sulten ved Bordet 
og lod den ene store Portion Mad forsvinde sporløst 
efter den anden . Gid hans lille rosenfarvede 
Brev havde været ligesaa sporløst , da vilde det ikke 
atter og atter lyde i den gamle Mands Hjerte : 
„ Oluf , Oluf ! hvad har Du gjort ? “ 
Dog , jeg glemte , at jeg sad ved Fru Bordgaards 
Side og lyttede med spændt Opmærksomhed til hendes 
Meddelelser om Familien Nordan . 
„ Hofjægermester Nordan kjøbte for flere Aar tilbage 
Godset og har siden den Tid beboet det , med 
Undtagelse af naar han nu og da gjør en Tour til 
Kjøbenhavn eller Udlandet . Han er et besynderligt 
Menneske , som Ingen forstaaer ; venlig mod Damer , 
høflig mod Herrer , stolt men retfærdig imod sine 
Folk , kjærlig imod sin Familie , og dog med alt det , , 
er der som sagt noget Uforstaaeligt ved ham . “ 

„ Lever hans Kone ? “ 
„ Ja , hun er en sand Engel , ligesaa elskværdig 
som hun er smuk ; hun er elsfet af Alle og sin 
Ægtefælle trofast hengiven , skjøndt maaskee lidt for 
lydig . Jeg kan ikke forstaae , hvorledes en Kone 
saaledes vil lade sig beherske af sin Mand . Naar vi 
gifte os , saa er det i den Mening at leve lykkelig 
med ham vort Hjerte har udkaaret til Ægtefælle . “ 
Her tillod jeg mig i al Hemmelighed at forandre 
Fruens Ord udkaaret til antaget , men det fortalle 
jeg hende naturligviis ikke og derfor fortsatte 
Fru Bordgaard : 
„ Vi gifte os da ikke for at faae en Herre , 
hvis Bud og Villie vi skulle lyde som Slaver . 
Huusbonden er Hustruens Halvdeel , ligesom hun er 
hans , og Enhver veed dog at fo halve Dele udgjør 
en heel . “ 
Jeg vovede at tilføie høit : 
„ Men troer Fruen ikke , at Manden er den første 
Halvdeel , altsaa den , hvortil den anden Halvdeel 
maae passe ? “ 
„ Nei , Hr . Student ! De er paa Vildspor , enhver 
dannet Mand lader altid Damerne først træde ind 
ad Døren , Damerne indtage den første Plads , i 
en Vogn , paa et Bal , kort overalt , og saaledes bør 
det ogsaa være . “ 

„ Ja , og i vore Hjerter , “ svarede jeg med Eftertryk , 
„ der er og bør hun med Rette altid være Emherskerinde , 
blot ikke i vor Villie . “ 
„ Skjøndt De er meget ung , Hr . Student , ere 
Deres Tanker dog Mandens , De er langt forud for 
Deres Aar . Det maae være det forunderlige Liv , 
De har levet blandt alle de Gamle i Deres Barndomshjem , 
der har frembragt den gamle Ingling . “ 
„ Fruen har sikkert Ret , der er en forunderlig 
Blanding af Gammelt og Ungt , af Mandligt og 
Kv indlagt i min Karakteer og Tanke , som maae tilregnes 
mit Liv blandt Damerne . Jeg fører ofte en 
haard Kamp mod disse modstridende Elementer , dog 
troer og haaber jeg , at Mandens Kraft og Bestemthed 
altid vil seire over det Bløde , det Kvindelige i min 
Sjæl . “ 
„ Det betvivler jeg ikke , thi jeg troer nu og da at 
opdage hos Dem en hemmelig Sammensværgelse mod 
vort Kjøn og vore Anskuelser om Damernes Ret . 
Har jeg taget seil ? “ 
„ Hvor kan De troe mig saa » galant , Fru 
Bordgaard , Damerne ville altid hos mig have Ret . 
Jeg tillod mig kun den uskyldige Bemærkning , at det 
var Manden , Kvinden skyldte dette lille Fortrin , at 
træde først ind ad Døren , eftersom det er ham , der 

frivilligt træder tilbage , deels for at give hende sin 
Plads , deels for at lnkke Døren efter hende , en 
Gjerning , der i og for sig viser vor ridderlige Høflighed 
imod det svage Kjøn , medens det paa samme 
Tid giver et lille — om kun ganske lille Tegn paa 
Mandens Ret til at afslutte Kvindens Vei ; ligesom 
vor Opmærksomhed , at give hende en Stol osv . — 
gjemmer vor Ret til at anvise hende den Plads hun 
bør indtage . “ 
„ De tager feil , Hr . Tulinius , ikke for at give 
et Tegn paa sin Magt eller for at give hende sin 
Plads osv . , men for at give hende den Plads , hun 
selv har tilkæmpet sig efter Aarhundreders Møie og 
Anstrengelse . I gamle Dage var det Manden , som 
undertrykkede Kvinden , ved at behandle hende som 
Træl og Umælende , der ingen Mening turde have , 
men kun blindt maatte lystre , nu har hun modigt 
reist sig af sin Fornedrelse , og de gamle Tider ville 
aldrig vende tilbage . “ 
„ Indrømmet , Fru Bordgaard , Nutidens Herrer 
ere mere galante end den gamle Tids Tyranner , men 
om de ere ligesaa kloge som deres Forfædre , veed jeg 
ikke . Adam , vor Stamfader , begik den uhørte Ubeskedenhed , 
at komme først til Verden , istedetfor han 
burde være traadt tilbage og givet Eva Forretten . 

Dog , det er jo sandt , dengang var der endnu ikke 
tænkt paa Fru Eva , hun blev først skabt ved Mandens 
Savn . Hvor det var smukt af Adam , at han 
saa tydeligt udtrykte sin Længsel , ellers maatte vi nu 
have undværet den Lykke , at see vort Liv oplysf af 
Solskin og Blomsterduft . “ 
„ De tager atter feil , min unge Ven , Gud skabte 
først Mennesket — senere Mand og Kvinde . Ligesom 
een Frugtsteen kan indeslutte to Kjærner , saaledes 
omfattede det første Menneske baade Adam og 
Eva . Men da Gud havde skjænket Dyrene , Blomsterne , 
ja , selv de kolde Stene hver sin Lige , at de 
ikke skulde være ene , — saa dyssede han Mennesket 
isøvn og Adskillelsen var skeet , de vare tvende . Derfor 
skal Manden og hans Hustru være eet , som de ved 
Skabelsen vare det , ligesom Kvinden altid bør være 
ligeberettiget med Manden . “ 
Hendes Ord forundrede mig . Jeg vil ikke 
nægte , at jeg fandt hendes Opfattelse baade naturlig 
og berettiget . 
Hun mærkede strax mit Nederlag og vilde allerede 
paany til at angribe mig , da jeg heldigviis kom til 
at husfe paa Æblet . Jeg lod allsaa hendes Ord 
upaaagtet og svarede høflig : 
„ Men saa kom Slangen ! “ 

„ Ja , saa kom Slangen , de Ondes Fyrste . De 
seer , min unge Ven , at Synden alt var i Paradiis 
før Eva spiste af Æblet ; selv den hellige Skrift kan 
tage Feil . Da det var Fanden og ikke hans Oldemoer , 
der paatog sig Syndens Skikkelse , altsaa er det 
Manden og ikke Kvinden , der bør have Æren for 
Syndens Indførelse i Verden . “ 
„ Jeg lod atter som om jeg overhørte hendes 
nye Udfald , ihukommende det gamle Ord : „ det er ikke 
Alt , man bør svare paa ! “ 
„ Og saa kom Æblet , og det smagte Eva godt , “ 
sagde jeg troskyldig . 
„ Saa , troer De det , Hr . Studiosus ! Det har 
altid været Kvindens Ulykke , lige fra Verdens Begyndelse , 
at hun fæster formegen Tillid til Mandens 
Ædelmodighed , hun troede ikke at det var muligt , 
at Slangefyrsten kunde have til Hensigt , at undergrave 
hendes Livsglæde , hun havde Tillid trods Advarslen , 
og vi kjende Alle hvilken Løn hun fik . “ 
„ Men hun hævnede sig grusomt , hun aad ikke 
« lene selv , hun gav ogsaa Adam at æde . “ 
„ Ak , hvor feilagtig De bedømmer vort Kjøn , 
min unge Ven , det var ingenlunde af Hævn , at Eva 
rakte Adam Æblet , nei , derimod af sand Barmhjertighed , 
hun vidste , at Adam ikke kunde leve uden Eva , 
» aar hun forlod Paradiis , var hans Paradiis 

forsvunden . Nu havde hun faaet Kundskab , hendes ; 
Øine vare pludselig opladte , og hun saae , hvor dum 
Adam var , stakkels Eva , saa gav hun ham af Æblet , 
den ædelmodige Sjæl , og tog Fristeren med sig i dem 
nye Verden . Ak , det er ikke godt , at have saa ømt ; 
et Hjerte . “ 
„ Ah , saa det var af Barmhjertighed , at Kvinden 
forgiftede Mandens Liv ! Ja , Gud bevares , 
Kvinden har altid havt et ædelmodigt og modtageligt 
Hjerte lige over for Manden og der er Ingens Magt 
vi hellere underkaste os end hendes . “ 
„ Saaledes hør og bør det være , Hr . Studiosus , 
skjøndt vi ofte see det Modsatte , men saa tillægger 
jeg da ogsaa Kvinden selv Skylden , thi er hun fornuftig 
. . . “ 
„ Fruen mener ru86 . “ 
„ Kald det som De behager , min vise Ven , dog : 
helst paa dansk , om det end lyder mindre smukt p 
Eders Kjøn har altid havt det Privilegium , af givevore 
Tanker og Handlinger de smukkeste Navne . . 
Dog for af bibeholde mit selvvalgte Ord „ fornuftig “ , 
saa bør Kvinden være saa fornuftig , af hun aldrig , 
lader Manden vide , hvor stor hendes Indflydelse er 
over ham ; han selv , Stakkel , mærker det naturligviis ; 
ikke . “ 

Her bleve vi heldigviis afbrudte ; da jeg ikke følte 
mig stærk nok til af fortsætte Gangen . 
Senere paa Aftenen faldt atter Talen paa Familien 
Nordan ; jeg fik da Leilighed til af sige : 
„ Jeg har ikke den Ære af kjende denne Familie , 
hvilket Fruen maaskee erindrer , men det vilde 
være mig meget kjært af høre en lille Beskrivelse af 
den , da Oluf og jeg paa saa forunderlig en Maade 
bleve introducerede hos Frøkenen . “ 
„ Jeg kjender kun , hvad Rygtet fortæller , og 
Rygtet , veed De nok , er en Huustyv , som Ingen 
kan vogte sig for og kun Narre fæste Lid til . Frøken 
Karen er en Datter af Hofjægermesteren , hun er 
lunefuld , lidt hovmodig , men retsindig og indtagende ; 
hun elsker sine Forældre , men følger sin egen Villie . 
Man seer hende altid omringet af en Flok Herrer , 
men hun belønner kun meget sparsomt Deres Hylding . 
Om det er hendes Elskværdighed eller hendes 
store Formue , der er Magneten , skal jeg lade være 
usagt , men vi Damer holde ogsaa alle af hende . “ 
„ Hun er meget smuk . “ 
„ Og meget god , skjøndt lidt kold . Hvad Hofjægermesteren 
angaaer , da forsvinder han undertiden 
flere Dage ad Gangen , uden at Nogen veed , hvor 
han tager hen , og naar han vender hjem , er hans 
Pande mørk , hans Ord faa og afmaalte , han flyer 

Folk , men fordobler sin Kjærlighed imod Datteren , 
ligesom Hofjægermesterinden fordobler sin Omhu og 
Venlighed imod ham . Jeg troer ikke , at hun kjender 
hans Reises Maal , men hun er svag nok til at elske 
ham alligevel . “ 
„ Stærk , mener De , Fru Bordgaard , stærk i sin 
Kjærlighed ; hun tilgiver maaskee , hvor Manden vilde 
fordomme . Damerne dømme med Hjertet , vi tage 
som oftest Forstanden med til Dommer ; naar Manden 
tilgiver een Gang , tilgiver en saadan Kvinde 
tusinde Gange . “ 
„ Maaskee har De Ret , naar De kalder Hofjægermesterindens 
Kjærlighed stærk , i mine Øine er 
det Hjerte svagt , som vedbliver at elske , hvor hun 
ikke kan have Tillid . “ 
„ Kjære Fru Bordgaard , hvis det kaldes Svaghed , 
da vilde jeg ønske , at alle Kvinder vare svage ; 
thi Mændene give dem kun altfor ofte Anledning til 
at tilgive og glemme . “ 
„ Kald det , hvad De vil , jeg hører ikke til disse 
stærke Damer ; forlod min Mand mig kun een Gang , 
uden at sige mig , hvorhen Reisen gik , saa havde min 
Kjærlighed snart faaet sit Banesaar . “ 
„ Gudskee Lov at hun ikke er min Kone , “ tænkte 
jeg uvilkaarlig , skjøndt jeg knn var atten Aar . 
„ Jeg kan kun elske , hvor jeg kan agte , “ vedblev 

hun ivrig , „ og en Mand , der hemmelig forlader sit 
Hjem , uden at hans Kone veed hvorhen , ham kan 
man ikke agte . “ 
„ Kan man ikke tænke sig , at det er vigtige Forretninger , 
han har at afgjøre , og som han ikke kan 
meddele sin Hustru ? “ 
„ Umuligt , hans Kone maa kjende alle hans Forretninger , 
ellers havde han jo Hemmeligheder for 
hende , og det bør ingen Mand have . “ 
Det var en forunderlig Blanding af sunde og 
fordærvelige Tanker , der regjerede i Fru Bordgaards 
livlige Hoved ; jeg kunde ikke undlade at indvende : 
„ Jeg kan ikke give Dem ubetinget Ret , Fru 
Bordgaard ; en Mand bør paa ingen Maade i sine 
huuslige , sine private Affairer have nogen Hemmelighed 
lige over for sin Hustru , det er Uret , det indrømmer 
jeg gjerne , hvorimod han efter min Anskuelse , ikke 
bør besvære hende med sine Embedsforretninger , — 
det er Kongens eller hans Principals Hemmelighed 
— allsaa fremmed Eiendom , har han ikke Ret til at 
dele med sin Kone . Desuden vilde det være Synd 
imod hende , hun er ikke skabt til at bære saa tunge , 
saa trivielle Byrder , selv vort barkede Kjøn bliver 
ofte gnaven over Forretningernes Kjedsommelighed og 
tænk Dem , Fru Bordgaard , Kvinden , som er meget 
mere modtagelig for Indtryk end Manden , tænk Dem , 

hun vilde blive gnaven , ja maaskee noget langt værre , 
og naar saa Manden kom hjem fra sit anstrengende 
Arbeide for at optøes , for at formildes ved hendes 
Solsfinsansigt , og han istedetfor mødte et surt , gnavent 
Ansigt , det var jo ikke til at udholde , og derpaa 
vilde naturligviis følge Spørgsmaal , „ naa , hvorledes 
gik det ? “ „ Hvad blev det saa til ? “ o . s . v . Nei , 
min kjære Frue , det var forfærdeligt ; naar en Mand 
forlader sit Contoir , saa indelukker han Forretningen 
i sin Pult for at være fri for den og saa bringer 
han kun sig selv med hjem , det vil sige , hvad der er 
hans og hans Kones lovlige Eiendom , og han glæder 
sig ved at være sammen med hende , at hendes venlige 
Ansigt og hendes muntre Passiar kan bringe ham til 
at glemme Formiddagens Ubehageligheder og Alvor . “ 
„ Naa saaledes , ja der have vi . . . “ 
Længere kom Fruen ikke , thi her bleve vi afbrudte 
af Hundeglam og Damernes livlige Udraab : 
„ Der have vi Hofjægermesterinden og Frøken 
Karen . “ 
Jeg følte , hvorledes Blodet steg mig til Hovedet , 
jeg var gjerne løbet min Vei , ikke af Frygt eller 
Undseelse , thi jeg var meget dristig , men af Lyst til 
at pynte mig , jeg listede mig derfor hurtig bort og 
og naaede vort Værelse ubemærket , hvor Olnf alt 
stod foran Speilet og iførte sig Stadsedragten . Jeg 

fulgte strax hans Exempel , og kort efter vilde vi netop 
begive os ned , da vi hørte en Vogn rulle ud af 
Gaarden . I et Nu styrtede vi begge til Vinduet ; 
jo rigtig , der kjørte Hofjægermesterinden og Frøkenen , 
og der blev kun fo Narre tilbage , som flane afførte 
sig Søndagsdragten , for atter at træde ind i Dagligsluen 
i det samme Kostume , hvori vi forlode den . 
Da vi kom ned , modtoge vi en Indbydelse fra 
Fru Nordan , overgivet af Husets Datter , til at indfinde 
os med den øvrige Familie hos dem næste Aften , 
da det var Huusfruens Fødselsdag . 
Vi bleve ikke lidet overraskede ved denne uventede 
Invitation , som ganske forsonede os med vort 
tidligere Uheld ; dog vil jeg ikke nægte , at jeg følte 
en vis Ængstelse ved Tanken om , atter at staae lige 
overfor Frøken Nordan og den ubehagelige Kammerjunker . 
Paa 
den anden Side smigrede det min Forfængelighed , 
at vi vare inviterede , det vidnede om , at 
man havde faaet bedre Tanker om os , formodentlig 
efter Udfaldet af Duellen . Med bankende Hjerte , 
imødesaae jeg Morgendagen , jeg lagde mig den 
Aften tilsengs med en Følelse , som kun en-Seier - 
herre forstaaer , naar han seer ud over det erobrede 
Land og veed , Alt det er Dit , og ved Din egen 

Magt og Snille ; thi ved at invitere os , viste de 
os jo deres Agtelse . 
Men da Solen steg op , var Oluf og jeg alt 
Paa Benene , vi havde ingen Ro til at sove eller hvile , 
vi forlode vort Værelse for at hilse Dagen . 
Og det var en deilig Dag . Hvad kan sammenlignes 
i Skjsnhed med en Sommermorgen ? Naar 
Solen bryder frem af Dæmningen saa jomfruelig og 
yndig ; naar Dugdraaberne endnu hvile paa Blomst 
og paa Blade som Juveler , indtil Solsfraalerne kysse 
Taarerne bort , som Nattens kolde Aande har afpresset 
dem ; naar Fuglen hæver sig fra sin Rede for med 
lette og frie Vingeslag af gjennemskjære Luften , jublende 
sin Morgenpriis til Skaberen for Nattens Ro 
og Vederkvægelse . 

Sextende Kapitel . 
„ Har Lars spændt for . “ 
„ Jo , Herre . “ 
„ Lad ham saa kjøre frem . “ 
Og Lars kjørte frem , Damerne bleve hjulpne op 
i Vognen , ledsagede af Proprietairen , derpaa Hyp ! 
et Smeld med Pidsken og Hestene fore afsted for af 
føre Familien Bordgaard til Ellegaarden , med andre 
Ord til Hofjægermester Nordan . 
Oluf og jeg vare blevne tilbage for af ride derhen , 
da der ikke var Plads i Vognen til os . Rigtignok 
havde vi aldrig før bestegen en opsadlet Hest , 
men vi haabede af det skulde gaae , jeg følte en barnlig 
Glæde ved Tanken om af ride op til Hovedbygningen 
paa en smuk Hest . Hundene slaae an , Damerne fare 
nysgjerrige til Vinduet for af see de kjøbenhavnske 
Studenter , vi springe let og belevent af Hestene , 
medens vi siirlig løfte paa Hatten for at hilse paa 
Damerne og . . . 

Længere kom jeg ikke , thi da jeg havde drømt 
saa vidt , slog Oluf mig paa Skulderen og meldte , at 
Hestene vare trukne frem for Døren . 
Omsider kom vi op paa vore Gangere ; det var 
unge og rolige Heste ; Karlene holdt endnu ved Bidselet , 
for at vi ret kunde sætte os fast og samle Tøilerne . 
„ Herren skal ta ' vare , “ sagde den ene Karl til 
mig — „ for hun er sær , hun vil s ' gu hva ' hun vil , 
der skal god Næve til at holde hende . “ 
I det samme flap han , og Hest og Rytter foer 
afsted som et Lyn , efterfulgt af Hundenes Glam og 
Karlenes Latter . 
Saaledes gik det en Stund , jeg havde en Fornemmelse 
af at svæve imellem Himmel og Jord , 
Tøilen laa villielos i min skjælvende Venstre , medens 
den Høire klamrede sig fast i Hestens rige Manke ; 
da hørte jeg Olufs ængstelige Stemme , der tilraabte 
mig : 
„ Holdt , Carl ! holdt , for Satan ! Du faaer min 
Hest til at galoppere , og det er mig umuligt at 
styre den . “ 
Neppe havde han sagt disse Ord , før han som 
en Piil foer forbi mig med bart Hoved og Armene 
omfavnende Hestens Hals , det var den vilde Iagt . 
Bønder og Børn fore forskrækkede til alle Sider over 
Grøfte og Gjærde , for at undgaae os , men vi ilede 

stedse afsted uden Maal og uden Villie ; ja saaledes 
er det , at ride en Hest , man ikke har lært at styre . 
Lee kun ad os , lee kun , nu lee vi med , men havde 
I været i vort Sted , vædder jeg Ti mod Een , at 
I ikke havde leet . 
Hvor rede vi hen ? Det Spørgsmaal formaaede 
ingen af os at besvare ; endelig fik jeg en god Ide , 
jeg raabte til Oluf : „ Tag Fødderne ud af Stigbøjlerne 
og kast Dig af . “ I det samme gjorde jeg det 
selv , og nu foer min herreløse Hest i strakt Kariere 
afsted . 
Jeg laa — ja , det nytter ikke at fortie det , jeg 
laa som Græsrytter i Grøften , dog uden at være 
kommen til Skade ; ikke tyve Skridt fra mig saae 
jeg Olufs Lokkehoved komme op fra den modsatte 
Grøft , medens vore Heste slode og fordybede sig i en 
Havremark , der løb langs Landeveien . 
Nu havde vi det alle fire godt . 
Da vi havde overbeviist os om , at vore Lemmer 
vare ubeskadigede , gik vi hinanden imøde , ligesom to 
Stormagter , der hver gaaer den halve Vei for at mødes . 
„ Hvad synes Du om den Ridetour ? “ spurgte jeg . 
„ Jeg tænker det samme som Du , det er godt , 
nt vi ere slupne saa heldige derfra . “ 
„ Ja , men hvad skulle vi nu gjøre ? “ 
„ Først hente vore Heste , dersom vi ikke ønske at 

betale vor sidste Reisesiilling i Skadeserstatning tik 
Eiermanden af Havremarken . “ 
„ Ja , det er nok paa høie Tid , for seer jeg ikke 
Feil , kommer der en Bonde fra Huset , og seer han 
Hestene , saa ere vi fortabte . Se saa , nu har jeg Dig 
igjen , vent nu til Du anden Gang skal blive Herre 
over mig og kaste mig af . “ 
Og jeg greb Hesten saa fast i Tøilen , at det 
imponerede den , den mærkede snart , at det var 
Alvor , og et Minut efter rede vi atter hen ad Lander 
veien . 
„ Hold godt fast og stød den i Siden , “ sagde 
jeg til Oluf , man giver kun engang Lærepenge i 
samme Videnflab . Men hvor Pokker ere vi ? Blot 
jeg kunde faae fat i et Menneske for at spørge om 
Veien til Ellegaard , thi det er nok ikke værd at raadføre 
os med Bondefa ' r , sæt han havde opdaget vore 
Gangeres Bedrift . “ 
„ Han har opdaget det , saae Du ikke , hvorledes 
han truede ad os ; see nu hvor den flaber sig , den 
har nok i Sinde atter at kaste mig af ; vent lidt 
Kammerat , denne Gang bliver der intet af Sagen . 
Vil Du see , Du kan lystre ! “ 
„ Det kniber , men det skal gaae , see hvor stadig 
den er . Ah , der have vi en Bondepige , og oven i 

Kjøbet en smuk Bondepige ; heida , Du der henne , 
hvor gaaer Veien til Ellegaard ? “ 
„ Ellegaard , Ellegaard ? “ gjentog Pigen forundret , 
, , ih ! saa er I jo redet den gale Vei , — — nær , 
Jøses , hold dog Jer Bæst i Ave , hun er jo færdig 
at slaae mig omkuld — næ , saa er I redet oven 
om , — Ellegaard , — næ , hold dog paa Bæstet , 
Ellegaard ligger ad den Vei , “ og hun pegede mod 
den modsatte Kant som vi rede ad . — „ I skal først 
igjennem Hjørring , Ellegaard — næ , Isses , for 
Bæster og Ryttere , “ og den Skjønne gav et mandhaftigt 
Hop til Siden som om hendes Liv var truet . 
„ Naa , det er en herlig Historie — sagde jeg — 
det skulde mine Gamle derhjemme vide , at jeg vovede mig 
ud paa en Ridetour , uden nogensinde at have siddet paa 
en Hest ; de unge Damer maa ene bære Skylden , hvis 
vi komme hoved- eller beenløse til Herregaarde » , thi 
havde de ikke været der , saa havde jeg ærlig skriftet 
vor Svaghed , men jeg kunde ikke bekvemme mig til 
i deres Nærværelse at tilstaae , at vi vare aldeles 
uvidende i den skjønne Ridekunst . — Au , for S . . . . 
hvor det gjorde ondt , nei , min Ven , eller Fjende , 
hvad Du end bliver , lystre skal Du , Vorherre og 
Død , vil Du . — Saa , der seer jeg Kirketaarnet i 
Hjørring , nu ere vi paa den rette Vei . “ 
Og Paa den rette Vei vare vi ; Oluf havde atter 

faaet fin Hat , som en Bondekarl havde bragt ham , og 
vi rede nok saa stolte og stadselige igjennem Byen , 
hvilket ikke vakte liden Opmærksomhed , thi vi 
saae flere yndige Pigeansigter titte frem fra Vinduerne . 
Da vi nærmede os Herregaarde » , toge vi begge 
som efter Aftale Brillerne paa , jeg har aldrig , paa 
Ære , seet noget saa latterligt som Olufs Udseende 
med disse drabelige Briller . Ved Synet af ham 
brast jeg i Latter . 
„ For Guds Skyld , Oluf , tag Brillerne af , Du 
ligner en Vanvittig , der er brudt ud fra Bistrup . “ 
„ Finder Du ? “ svarede han ført , „ saa har Du 
nok ikke seet Dig selv , ellers vilde Du snart opdage 
Feiltagelsen , for saa vidste Dn først hvorledes en 
Bistrnpskandidat seer ud . “ 
Der var noget i hans Ro , der slog mig , mit 
virkelige Jeg dukkede frem af sit Skjul og tilhviskede 
mig : „ Mon han skulde tale sandt ? Lige saa sandt 
som jeg nys talte til ham ? Hør , Oluf , skulle vi 
gjemme Brillerne , de ere for store , jeg froer , vi tage 
os bedre ud uden den : . Men see , hvad er det , der 
have vi jo alt Ellegaard . “ 
„ Alt , kalder Du det alt . Jeg finder , min Tro , 
vi have været længe nok om Reisen . Naa , som Du 
vil , jeg tager mine Briller af , skjøndt de klæder mig 
fortræffeligt . “ 

„ Og jeg følger Exemplet . Saa , nu ere vi ved 
Indkjørselen ; nei , fee til Lotte , hvor balstyrig hun 
teer sig . Hundene sframme hende , — naa , vil Du 
see , Du kan dye Dig , vil Du . “ 
Men Lotte gjorde sit Kvindelune gjældende , og 
derfor hændte det sig , at Student Tulinius kom ridende 
baglænds ind paa Herregaarde » til Spot og Spee 
for alle de nysgjerrige Damer og Herrer , og det 
smukke Kjøn var just ikke det meest barmhjertige ; thi 
det modtog mig med et Latterchor , som sfurrede i mit 
Øre og sfar mig i Hjertet . Jeg saae mig fortvivlet om 
efter Oluf , stakkels Fyr , han holdt endnu ved Indkjorselen 
til Ladegaarden , han kunde ikke drive Hesten videre . 
Omsider opnaaede han samme Lykke son : jeg , Emilie 
kom ligeledes dandsende baglænds igjennem Gaarden . 
O , Lotte ! o , Emilie ! hvor kunde I bære over Eders 
kvindelige Hjerter saaledes at kompromittere os , ja , 
har jeg ikke Ret , naar jeg paastaaer , at Damerne 
altid ere Skyld i Mændenes Ulykke ? Thi en Ulykke 
kalder jeg det , saaledes at være til Nar for et heelt 
Selskab af fremmede Damer og Herrer og deriblandt 
Frøken Nordan og Kammerjunkeren , det var mere 
en min Ungdom formaaede at bære . Havde jeg 
brækket en Arm eller et Been , jeg havde regnet det 
for Intet imod delte . 
Steentrappen havde vi naaet ; vi traadte ind i Entreen ; 

en Tjener modtog os . Jeg troer , Ingen vil negte , 
at der skulde Mod til at træde ind i en fremmed 
Selskabssal efter en saadan Debut ! 
Hvor heldigt , at vi ikke bar de forfærdelige 
Briller ! 
„ Frem “ , sagde jeg og beed de klaprende Tænder 
haardt sammen , og saa stormede vi ind . 
Proprietair Bordgaard traadte os imøde med 
sit godmodige Smiil og presenterede os for Hofjægermesteren , 
der ogsaa hilsede os smilende men høfligt ; 
derfra gik det til Fruen og Frøkenen , som ved 
Synet af os udbrød satirisk : 
„ Det glæder mig at see Dem saa vel efter 
Reisen . “ 
Jeg saae et undertrykt Smiil om hendes Læber ; 
det ærgrede mig paa samme Tid som det blev mig 
indlysende , at vi vare blevne indbudne som vor Værts 
Gjæster , men ikke fordi de vidste , at det var os ; 
havde de vidst det , havde vi maaskee ikke modtaget 
nogen Invitation . 
Neppe var den Tanke faret igjennem mit Hoved , 
før mit Øie mødte Kammerjunkerens haanlige Blik ; 
det ærgrede mig endnu mere , jeg følte mit Blod koge 
— det var saa ungt og letbevægeligt ! Han kom lige 
hen imod mig og sagde : 
„ Det var nok en slem vild Hest , de reeb , min 

unge Ven ; her i Jylland pleier man ellers af bruge 
mere sindige Dyr . Folk ride her meget paa Stude , 
hvorfor har De ikke benyttet en saadan ? “ 
Hans Ord bragte flere af de omstaaende Damer 
til af lee ; det var mere end jeg kunde taale . Jeg 
svarede roligt . 
„ Nei , Hr . Kammerjunker , af ride Studene vil 
jeg overlade til Dem , De vil forstaae det bedre end 
jeg ; men Æsler derimod , dem forstaaer jeg , hvor 
ung jeg end er , ret godt af holde i Tømme naar de 
gjøre sig opsætsige . — Dog hvorledes befinder De 
Dem , jeg seer De bærer Armen i Bind . Forvolder 
Saaret i Siden Dem endnu Smerte ? “ 
„ Aldeles ikke , jeg føler mig faa vel , af jeg alt 
idag kan begynde forfra , hvis det behøves . “ 
Han vendte mig foragtelig Ryggen , og jeg nærmede . 
mig ærbødig Værtinden med det Forsæt , af 
svare Kammerjunkeren , naar Leilighed gaves . 
„ Jeg maa bede Fruen undskylde , af min Ven og 
jeg saa sildig indfinde oS , men vi have havt et lille 
Uheld paa Veien , der snart kunde have havt alvorlige 
Følger . Da der ikke var Plads til oS i Hr . 
Proprietair Bordgaards Vogn , tilbød vor Vært os 
sine Rideheste ; men da min Ven og jeg , som kjøbenhavnske 
Studenter , aldrig have siddet paa en Hest , 
Hragte Tilbudet os i Forlegenhed , skjøndt vi strax 

modtog det , deels fordi det var et længe næret Ønske , 
vi nu kunde faae opfyldt , men meest dog fordi vi ' 
begge undsaae os før i Damernes Nærværelse at bekjende , 
at vi aldrig før havde redet ; dog vi ere blevne 
haardt straffede før vor Feighed . “ 
Og jeg fortalte omstændelig hvorledes det var 
gaaet til , idet jeg selv latterliggjorde os efter bedste 
Evne . 
Olus stemte i med ; hans Forlegenhed var bortdunstet 
ved min . Han stod der midt i en Dameklynge 
med sit ungdomsfriske og aabne Ansigt ; han 
loe , og de loe , medens jeg fortalte det bedste jeg formaaede , 
indtil jeg sølle at vi endelig havde seiret 
efter vort første ynkelige Nederlag . Fruen rakte mig 
Haanden og gratulerede os til , at vi vare slupne saa 
godt derfra ; hun meente , naar Enden var god , 
saa var alting godt , og jeg gav hende det Løfte , , 
aldrig oftere at Presentere mig baglænds for dem . 
Senere paa Aftenen kom jeg til at staae lige ved 
Frøken Nordan ; jeg tog Anledning til at drille hende 
lidt , idet jeg spurgte til Kammerjunkerens Besindende . 
Hun svarede mig undvigende , idet hun tilføiede i en 
temmelig hovmodig Tone : 
„ De skulde have fulgt mit Raad . “ 
„ Tillad mig , Frøken Nordan , at have en andem 
Mening ; at Kammerjunkeren blev saaret , gjør mig ; 

ondt , især da det synes at bedrøve Dem , men Skylden 
var ikke min . Hvorfor legede han med sit Vaaben 
istedetfor at bruge det ; havde han brugt det , saa 
havde det naturligviis været mig , der var bleven 
saaret , jeg havde da ikke forvoldt Dem den Sorg . “ 
Der spillede et forunderligt Smiil paa hendes 
smukke Læber , jeg saae et Glimt i hendes Øine , som 
vidnede baade om Følelse og Deeltagelse , men det 
forsvandt lige saa hurtigt , det var kun et Stjerneskud . 
„ Deres Bekymring over at have forvoldt mig 
Sorg er uden Grund og altsaa overflødig ; efter min 
Anskuelse havde baade De , Deres Ven og Kammerjunkeren 
hver især fortjent en lille Rift . Men der 
er Tjeneren med Thee , behager De ? “ 
Hun vilde fjerne sig , dog jeg skyndte mig at 
tilføie : 
„ Er De endnu vred for min Vens og mit paatrængende 
Besøg i Deres Vogn ? “ 
Hun svarede , idet hun bøiede sig skjælmsk hen 
imod mig : „ Hvorfor havde De de skrækkelige Briller 
paa ? De skræmmede mig mere end de forvovne Studenter , 
der saa dristig , om De vil , indlogerede sig 
hos mig . “ 
„ Briller — jeg forstaaer ikke Frøkenen , kunde 
vore Briller skræmme Dem ? “ 
„ Ja , i Sandhed det gjorde de , De lignede jo 

intet Menneske med dem , De saae ud over dem , 
istedetfor igjennem dem . Hvor har De nu de Forfærdelige 
? “ 
Jeg stod som forstenet ; det var min Glæde , min 
Stolthed , hun saa pludselig havde kastet for mine 
Fødder . Jeg greb uvilkaarlig med Haanden til 
Brystlommen , hvor de laae i god Behold . Hun 
havde altsaa opdaget , at vi ikke kunde see igjennem 
dem ; hvor følte jeg mig ydmyget lige over for hende , 
saaledes at see sit Hjertes største Svaghed gjennemskuet 
af en Dame . Endelig fattede jeg mig saa 
meget , at jeg vilde til at svare , da jeg til min Forundring 
og Ærgrelse , opdagede , at hun var forsvunden , 
og jeg stod ene tilbage , nei ikke ene , min Thee 
gjorde mig Selskab ; uf ! hvor den smagte bedsf . 
Mit Øie faldt paa Oluf ; hvor var han livlig 
og elskværdig ; han stod omgivet af en Kreds unge 
Damer , som han vidste at holde i Aande ved sit 
Lune og Konversationstalent . Jeg maatte uvilkaarlig 
gjøre mig det Spørgsmaal , er det den samme Oluf , 
der , saasnart han har den mindste Modvind , bliver 
stum og raadvild . 
Jeg fik Lyst til at nærme mig Gruppen ; men 
neppe var jeg gaaet nogle Skridt , før jeg paany 
hørte undertrykt Latter og Hvisken . At det gjaldt 
min Person , det følte jeg ; thi hvor mit Blik saae 

hen , mødte jeg Øine som fulgte mig . Hvad var der 
nu i Veien igjen ? Jeg tog mig uvilkaarlig til 
Næsen , nei , ingen Briller ; det var min Dragt , der 
nu maatte holde for . Jeg var gjerne sløiet bort — 
dog nei , derfra bevare Himlen mig , saa var jeg 
først ret bleven Gjenstand for almindelig Opmærksomhed . 
Havde jeg kunnet fare ned i Jorden , saa 
havde det været heldigt , men at blive — at gaae 
rolig frem , dertil udfordreö et utroligt Mod , naar 
man hører Latteren hvisle om Ørene paa sig . Ikke 
desto mindre maatte jeg frem , jeg kunde ikke blive 
staaende og lade mig beskue ; thi uden at jeg vidste 
hvorledes det skete , stod jeg pludselig ene ; nei frem 
maatte jeg . Jeg satte Foden haardt i Gulvet , kastede 
Nakken tilbage og lod mit Blik glide koldt og ringeagtende 
hen over Selskabet . Et Smiil forsvandt 
efter et andet , — og endelig stod jeg ved Siden af 
min Kammerat , der havde vundet alle Damerne for 
sig . Nu kom Touren til mig , jeg vilde ogsaa 
gjøre mig bemærket , jeg vilde vise dem , at Kjolen 
ikke gjør Manden , og jeg svoer i mit Inderste , at 
jeg fra min Hjemkomst selv vilde sørge for min 
Garderobe . 
Saa stod jeg midt blandt de Skjønne ; forst 
trak de paa Smilebaandet idet de fixerede mig fra 
Top til Taa , — saa lyttede de , og det ene muntre 

og vittige Svar regnede ned over mig efter det andet ; 
jeg betalte dem med Renter og saaledes gik Aftenen 
glimrende . Begyndelsen var ynkelig , men Enden 
god . Oluf og jeg havde ved vort Lune og vor 
Munterhed snart afvæbnet Alles Latter og jeg troer 
at idetmindste Damerne godt kunde lide de to kjøbenhavnske 
Studenter ; men om vi derved fik de unge 
Herrer til Venner , betvivler jeg . 
Hofjægermesterinden sad i Nærheden af mig og 
Frøkenen stod og lænede sig til Moderens Stol . 
Nu var Øieblikket kommet til for bestandig at kvæle 
det latterlige Indtryk , vi havde gjort og som jeg nu 
klart saae , paa en Maade var fortjent . 
Jeg fortalte Damerne vor Reise , vort Indtog i 
Aalborg , og min Formodning , som — jeg tilstaaer 
det — først nu var bleven mig selv klar , nemlig at 
det var vort Toillette , der havde fremkaldt Drengenes 
Munterhed . Jeg skjulte intet , selv Brillerne tog jeg 
med og filstod aabent , at vi havde taget dem paa 
for at see ældre ud , da vi vidste , at Damerne ikke 
holdt af Drenge . Saa kom Touren til Vognen og 
endelig Duellen og dens Udfald , og alt som jeg 
blev mere oprigtig , tilsmilede flere og flere smukke 
Dameoine mig — thi Damerne holde meget af Oprigtighed ; 
men denne Gang gjorde deres Smiil mig 

godt , det var som naar Solen pludselig træder frem 
bag en mørk Sky og oplyser Alt . 
Pludselig spurgte en af Damerne : 
„ Hvem var den Herre , De duellerede med ? “ 
Jeg vilde nødig svare ; men Kammerjunkeren 
kom mig selv til Hjælp . Han havde useet været 
Vidne til vor Konversation og traadte nu nærmere . 
„ Det var med mig , “ sagde han , idet han bukkede 
for Damerne . 
„ Jeg bærer endnu Mindet her , “ og han pegede 
Paa den venstre Arm , han bar i Bind . 
„ Det maa Kammerjunkeren selv bære Skyld 
for , “ svarede jeg , „ havde De taget Sagen alvorlig , 
som jeg gjorde , var De upaatvivlelig bleven Seierherre , 
men De behagede at lege , jeg fik derved Leilighed 
til at bevise , at jeg ikke længere kan gjøre Fordring 
paa at kaldes Dreng . “ 
Blodet var steget Skovstrup til Hovedet , hans 
Øine søgte at gjennembore mig , det harmede ham , 
at jeg vovede at forsvare ham , ham , den store Mand , 
den rige Godseier ; han aabnede allerede Munden til 
Svar , da i det samme Capitain Rothe tog Ordet . 
„ De er altfor beskeden , min unge Ven , De 
fører en udmærket Klinge , jeg iagttog dem nøie ; selv 
om Skovstrup havde anvendt hele sin Færdighed og 
bekjendte Aandsnærværelse , vilde Udfaldet dog have 

været tvivlsomt ; thi hvad min Ven har forud i 
Øvelse og Kraft — har De i Lethed og Ro . “ 
Capitainens Roes glædede mig meget , og jeg 
saae , at ligesom den gjorde et høist ubehageligt Indtryk 
paa Kammerjunkeren , saaledes gjorde den den 
modsatte Virkning paa Damerne . 
Frøken Nordan saae ængstlig paa Skovstrup , 
som frygtede hun et Udbrud , hun berørte hans Skulder 
let , idet hun tiltalte ham . Hvad hun sagde , 
hørte jeg ikke , men hans Vrede formildedes , og lidt 
efter fjernede de dem begge . 
Moder og Datter vare lige smukke trods 
Alderssorskjellen . Begge havde en elegant Holdning , 
som forhøiede deres smagfulde Toillette , men Moderens 
vidnede om sand kvindelig Dannelse og Inde — 
hvorimod Datterens mere bar Præg af bevidst Overlegenhed 
og Lyst til at herske , og dog var hun smuk 
i mine Øine , skjøndt jeg flatter Kvindelighed som 
Kvindens skjønnesfe Pryd og helligste Vaaben , et 
Vaaben hvorimod vi aldrig vove at træde i Skranken . 
Jeg følte mig fra første Øieblik tiltrukket af 
Fru Nordans fromme klare Blik , der indgjød mig 
Tillid og Ro . Det lyder underligt , men ikke desto 
mindre var Ro den rette Benævnelse ; thi hendes 
Øine fortalte om Sjæle- og Hjertero , og derfor 
havde de den Magt , at berolige Andre . 

Jeg kan ikke tænke mig , at Nogen kunde have 
Hjerte til at krænke eller forurette hende . 
„ Hvor har De Deres Briller ? “ spurgte en 
blaaoiet Dame , der havde været en andægtig Tilhørerinde 
af mit Skriftemaal . 
„ Her , “ sagde jeg og pegede paa Brystlommen . 
„ De vil dog vel ikke forlange , at jeg end yderligere 
skal latterliggjore mig ved at tage dem frem ? “ 
„ Jo , jo , “ hørte jeg fra alle de SkjønneS Læber , 
„ ikke alene frem , men ogsaa paa . “ 
„ Deres Forlangende er grusomt , mine Damer , 
men en Herres første Pligt er at bøie sig for de Skjønnes 
Smaaluner ; altsaa , Oluf , Brillerne frem og paa 
Næsen . “ 
„ Der mangler endnu noget i Billedet , naar De 
vil vise os en tro Gjengivelse af de to Flygtninge , 
der som to Bomber slyrtede ind i min Vogn . Forst , 
mine Herrer , maae De være saa god at see ud over 
Brillerne og ikke igjennem dem , og dernæst maae De , 
Hr . Tulinius , stryge Deres Haar lige op til en 
frygtelig Hanekam , og De , Hr . Polier , maae stryge 
Deres ned mod Næsen ; see saa , her have vi mine 
Helte . Ak , hvor det ligner Dem godt . “ 
En almindelig og hjertelig Latter belønnede 
Olufs og mine Bestræbelser for at efterkomme Frøken 
Nordans Ønske . Vi loe med , skjøndt Latteren ene 

var paa vor Bekostning , og vi altsaa for et Øieblik 
overtog Værtens mindre behagelige Rolle . 
„ Hvor De er grusom , Frøken Nordan . Have 
vi syndet ved af indbilde os , af vi i dette Kostüme 
vare uimodstaaelige , saa straffer De denne vor Ungdoms 
Vildfarelse haardere end med Bolt og 
Jern ; dog , fag Dem iagt , Frøken Nordan , fra dette 
Øieblik erklærer Studenterne Tulinius og Polier dem 
Krig , ja , Krig paa Liv og Død . “ 
„ Jeg holder mig ganske til min Vens Udtalelse , “ 
tilføiede jeg . 
„ De modsiger Dem , Hr . Tulinius , før erklærede 
De , af det var en Herres første Pligt af bøie sig før 
vore Smaaluner , og nu erklærer baade De og Deres 
Ven mig Krig og dertil blodig Krig , fordi jeg bad 
Dem , kun af opfylde Deres første Pligt ; hvorledes 
kan det harmonere ? “ 
„ Undskyld mig , Frøken , vi have ikke erklæret 
Dem Krig fordi vi opfyldte Deres Smaaluner , men 
fordi De før beærede os med den smukke Titel Bistrupskandidater , 
vi , der forlode Kjøbenhavn med 
gyldne Drømme om Erobringer og Æresbeviisninger . “ 
„ Vel , jeg optager Deres Handske , mine Herrer , 
men vogt Dem , „ Mandens List er ubehænde , Kvindelist 
er uden Ende . “ Nu har jeg advaret Dem , mine 
Herrer . “ 

„ Skal Duellen være paa Pistol eller Kaarde ? “ 
spurgte en af Damerne . 
„ Vi overlade Frøken Nordan Valget af 
Vaabenet . “ 
„ Vent til imorgen , min unge Ven , nu holder 
Vognen for Døren , og Lars smelder med sin Pidsk 
som om han var kjed af at vente . Altsaa imorgen 
Aften have vi den Ære at see Damerne hos os ; 
Hofjægermesteren har været saa god at love mig det 
paa Deres Vegne . “ 
Det var Proprietair Bordgaard som afbrød vor 
Samtale ; den sidste Sætning henvendte han til 
Frøken Nordan . 
„ Har Papa sagt Ja , saa komme vi , “ svarede 
hun . — „ Men , Hr . Bordgaard , hvorledes vil De 
besørge Deres unge Ryttere hjem , jeg frygter det 
vilde være farligt atter at lade dem prøve deres Mandhaftighed 
paa de balstyrige Heste . “ 
„ Jeg takker Dem , Frøken Nordan , for Deres 
kjærlige Omsorg for min Ven og mig ; jeg kan forsikkre 
Dem , at om vi end vare saa uheldige før at 
maatte give efter for Frøken Lotte og Emilie , saa 
vil det ikke skee i Aften . Jeg anbefaler mig til i 
Morgen . “ 
Alle stode ved Vinduet . 
Hestene fnyste os imøde , men vi svang os hurligt 

i Sadlen ; Bordgaard gav vore Heste et Smæk 
med Pidsken og de fore afsted . 
Tak for det Smæk , gode Bordgaard , det kom i 
rette Tid . 
„ Hvorfor standser Du , Oluf ? “ 
„ Hvorfor , jeg veed ikke rigtig . Veed Du det ? “ 
„ Ja , Du er forelflet . “ 
„ Der traf Du det . Og Du ? “ 
„ For første Gang , “ svarede jeg begejstret . 
„ Men ikke for sidste , “ sagde Oluf leende . 
Var jeg virkelig kun forelflet ? Eller rettere sagt , 
elskede jeg ? 
At „ forelske sig “ er efter min Opfatning kun 
en hurtig opstigende Følelse , der formaaer at beruse 
os en Tid , ja , som kan være oprigtig meent saa 
længe den varer , men Ilden brænder hurtig ud og 
bliver snart Afle , den varer sjelden længe — aldrig 
evig . Det kaldes „ Elskov “ og er kun en Følelse . 
At „ Kjærligheden “ derimod er en evig brændende 
Lampe , der altid faaer nh Næring fra Sjælens 
og Hjertets ædleste Egenskaber , og har sit Udspring 
fra selve Sjælen , derfor forædler „ Kjærligheden , “ 
hvorimod „ Elskov “ fornedrer . 
Elflov er et Stjernesknd , den funkler , daler og 
forsvinder i Jorden , hvor den har hjemme . 
Kjærligheden er som Solen , den kommer fra 

Himlen , som den gaaer den nu og da bag Sky , men 
som den har den altid sin Morgen . 
Bar jeg forelsket ? 
Elskede jeg ? 
Maanen smilte saa klar ned over hele Omgivelsen ; 
den kjender ikke til Varme , den er altid mild og 
rolig , den ene Nat som den anden , og dog er den de 
Elskendes Veninde og Fortrolige . 

Syttende Kapitel . 
Sommerferien var sin Ende nær , vi havde endnu 
kun faa Dage tilbage at glæde os ved det deilige 
Landliv . Den Tid , jeg havde tilbragt i Jylland , var 
den skjønneste af mit Liv . Inglingen var forvandlet 
til Mand ; jeg elskede . 
Det er forunderligt , hvor Alt forandrer sig foros , 
naar vi elske . Hvad der før var mørkt og vanfleligt , 
er nu sollyst og let , vi springe over de største 
Kløfter , vi bære de tungeste Byrder , og dog smiler 
Læben , Foden iler let og Hjertet er saa glad , saa 
usigelig lykkeligt . 
Siden vi Begge elskede , havde et Fjeld ligesom 
reist sig imellem os , vor Fortrolighed var afløsf af 
en dyb Hemmelighedsfuldhed , vi undgik hinanden og 
søgte Eensomheden . Om Dagen talte vi kun lidt 
sammen og om Aftenen flet intet , vi skyndte os hurtig 
iseng og lod som vi sov , for uforstyrret at kunne 

drømme . Og om Morgenen listede jeg mig lydløs 
op for nbemærket at fjerne mig , men ofte blev jeg 
overrasket ved at træffe Oluf ved Speilet for at 
strigle sig , thi det gjorde han i Ordets strengeste Betydning . 
Hvor dog Kjærligheden gjør egenkjærlig , 
jeg kunde da blive saa ærgerlig paa ham , at han var 
kommen mig i Forkjøbet ; jeg maatte jo vente til han 
blev færdig for Speilet . 
Aldrig havde vort simple Toilette optaget saa 
megen Tid som nu ; ikke et Haar fik Lov til at sidde 
paa urette Sted , og Halsbindet — hvor blev det 
strammet indtil Halsen blev til en stiv Pind og Kinderne 
til to fyldige røde Balloner . Ia , det var nu 
den Tids Mode , mine Damer , lad Deres Mama 
fortælle Dem , hvorledes Deres Papa saae ud , da 
han optraadte som Betler . 
Men gode , lykkelige Dage var det alligevel . 
Hver Morgen gjorde jeg Udflugter tilhest , Lotte havde 
nu lært sin Herre at kjende og vidste , at den maatte 
lystre — og altid førte Hesten mig den samme Vei 
til vi kunde see Spiret af Ellegaard . Tak , gode 
Lotte , for Din Opmærksomhed . Du dugger med 
Dit smukke Hoved , som vilde Du svare „ aa , ingen 
Aarsag ! “ Er det maaskee mig selv , der uafvidende 
strammer Teilen ? 
Paa venstre Side af Veien , der førte til Ellegaard , 

laa et lille Buskads , en smal Sti gjennemstar 
det . En stor mosbegroet Steen laa ved Indgangen , 
der pleiede jeg at sidde hele Timer og drømme , 
medens Lotte stod og græssede i Grøften . Det forekom 
mig , som aandede jeg her friere , som bankede Hjertet 
lettere og dog paa samme Tid tungere , jeg lyttede 
efter den mindste Støi , den mindste Lyd , jeg haabede , 
jeg frygtede — jeg drømte , jeg saae hende komme 
ridende henne fra Veien , — idet hun kom mig nær , 
red hun langsommere , jeg reiste mig henrykt og hilsede , 
— jeg greb hendes Hest i Bidselet og fremstammede 
mine elskovsvarme Ord , som jeg Tid efter 
anden havde trukket paa Traad for ei at tabe det 
mindste as dem . Hvor hun rødmede , hvor hun skjælvede , 
hvor hendes Ansigt straalede af lykkelig Overraskelse , 
hun bøiede sig nærmere imod mig , jeg trykkede 
et brændende Kys paa den lille bløde Haand , 
— hendes Hoved naaede min Skulder , mine Læber 
mødte hendes . O , Himmel , hvilken . . . 
Hvad var det ! Stærk Hestetrampen afbrød mine 
Drømme , en Støvsfy bebudede mig hendes virkelige 
Nærhed . 
Da overkom der mig en uforstaaelig Angst , mit 
Hjerte bankede , Blodet strømmede mig til Hovedet , 
og skjøndt Foden neppe mægtede at bære mig , flygtede 
jeg dog ind i Krattet for skamfuld og skjult at betragte 

hende , jeg nys havde givet en Verden for blot 
at hilse paa . 
Og var saa den sidste Flig af hendes Ridekjole 
forsvunden , da kom Angeren og tilraabte mig : 
„ Hvorfor skjulte Du Dig ? hvorfor traadte Du 
ikke modig frem og hilste paa hende ? Var det ikke 
derfor , Du red herhen ? Nu er det forsildig . “ 
Og vred og angerfuld styrede jeg og Lotte 
atter hjem ad Veien med det bestemte Løste , imorgen 
at bære os fornuftigere ad . 
Nu sad jeg atter paa Stenen og stirrede ned ad 
Veien , jeg sagde hende saa mange smukke Ord , hendes 
Øine hvilte Paa mig med kvindelig Blufærdighed 
og Kjærlighed : „ Jeg elsker Dem “ stammede jeg , og 
trykkede henrykt hendes Haand til . . . 
Da , min Gud , denne Gang var det ingen Drøm , 
Haanden var der , — ikke ved mine Læber , men Paa 
min Skulder ; den berørte mig saa let og dog tyngede 
den mig næsten til Jorden . Hun følte bestemt , hvorledes 
jeg skjælvede , thi hun tog min Lykke — saa 
hurtig tilbage . 
Ja , det var hende , det var Frøken Nordan , der 
ubemærket havde nærmet sig mig , og stod smilende 
for mig . Hun bar Ridedragt , men jeg saae ingen 
Hest eller Rytter . 
„ Om Forladelse , Hr . Tulinius ! dersom jeg har 

vækket Dem af behagelige Drømme ; ja , behagelige : 
maatte de være , siden de formaaede at gjøre Dem . 
døv og blind . I flere Minuter har jeg staaet ved 
Siden af Dem uden at blive bemærket , derfor vovede 
jeg at gjøre Dem opmærksom paa min høie Nærværelse 
. “ 
Jeg stirrede maalløs paa hende , jeg glemte reent 
at reise mig . 
Hvor man dog er dum og flan naar man er en 
attenaarig Elsfer . — Hvor bleve nu alle mine gyldne , 
haabefulde Drømme af ? 
Som Avner for Vinden slilles de ad , uden at 
lade saameget som en Gnist tilbage i min Tanke . 
Forgjæves famlede jeg efter Ord , jeg formaaede ikke 
at tænke , jeg kunde kun see og atter see paa HendeMine 
Øine hang som fastgroet ved det deilige Syn , 
alle mit Hjertes og Sjæls Evner consentrerede sig r 
dette Blik . 
Mon hun forstod mig ? 
Et yndigt Rosensfjær farvede hendes Kind , hun 
vendte Hovedet hurtigt til Siden , som stirrede hun 
efter Nogen , og — min Sol gik ned . 
„ At drømme ved Dag — giver søvnløse Nætter , . 
tag Dem iagt ! Sæt , jeg havde været en Bandit , saa . 
havde De uden mindste Modstand nu været i mim 
Magt . Og hvad saa ? “ 

„ Saa havde jeg været Deres Fange , og jeg vilde 
aldrig have gjort Forsøg paa at frigjøre mig . “ 
„ Det havde De heller ikke kunnet , “ svarede hun 
og rødmede — om det var af krænket Stolthed eller 
af Kvindelighed , veed jeg ikke . Og hun vedblev : „ En 
Bandit tillader ikke , at man flygter , han udpuster 
først sin Fanges Livslys , at han ikke skal sladdre af 
Skole , og derpaa plyndrer han ham . “ 
„ Da havde han gjort sig forgjæves Uleilighed 
hos mig , jeg bærer Intet hos mig , der er værd at 
røve , jeg eier ikke engang mere mit Hjerte . “ 
„ Fy , en hjerteløs Angling er meget mere ubehagelig 
end en hjerteløs Mand . Men der kommer 
min Følgesvend og Tjeneren . Farvel , Hr . Tulinius , 
hensynk endelig ikke Paany i Drømme , husf paa , De 
sidder paa Alfarevei . At drømme vaagen er farligt . 
Glem det ikke . “ 
Hun hilsede med Pidsken , og før jeg fik Tid til 
at reise mig for at besvare Hilsenen , var Frøken 
Nordan forsvunden tilligemed Rytteren og Tjeneren , 
en Støvfly var Alt — hvad jeg havde tilbage . 
Men hun forstod mig ? Hun bød mig ei at 
drømme , det var farligt at drømme vaagen . . . Hun 
rødmede . 
„ Ak vil Du mig da ei forstaae ? 
Du kan — men vi ! det ikke . “ 

Jeg havde gjenkjendt Stemmen , der sagde : 
„ Her , Frøken Nordan , bringer jeg Dem Deres 
Hest kureret tilbage , De kan nu atter rolig bestige den . “ 
Lykkelige Kammerjunker Skovstrup ! 
En Time var gaaet , jeg sad endnu paa samme 
Steen og gjentog atter hendes og mine Ord . Jeg 
saae hendes haanlige , medlidende Smiil , jeg hørte 
hende sige med sin velklingende Stemme : „ En hjerteløs 
Dngling er meget værre end en hjerteløs Mand . “ 
Hun havde forstaaet mig , det følte jeg tilfulde ; men 
hun ansaae mig for en Dreng , og dog elskede jeg 
hende med Mandens dybeste , meest brændende Kjærlighed . 


Attende Kapitel . 
„ Glæd Dem , min unge Ven ! glæd Dem , vi ere 
Alle inviterede til en Sommerfest paa Søndag . “ 
Det var Fru Bordgaard , der en Morgen modtog 
mig med denne Efterretning . 
„ Kan De gjette hvorhen ? “ spurgte Amalie , Husets 
Datter . 
„ Nei , “ svarede jeg kort , jeg var ikke oplagt til 
til at gjette . 
„ Saa faaer De det heller ikke at vide , vel 
Fader ? Du maa ikke sige det til Tulinius , vel ? “ 
„ Jeg er flet ikke nysgjerrig , Frøken Amalie , jeg 
faaer det sagtens tidsnok at vide , dersom vi tage 
derhen . “ 
„ Troer De , min unge Ven ! Jeg troer dog Nei ! 
Jeg vædder med Dem , at seer De end for Øieblikket 

lidt blegnæbbet ud , saa kunde jeg dog i et Nu bringe 
Blodet tilbage i Deres Kinder , naar jeg nævnede 
Dem Indbyderens Navn . “ 
Og det forræderriske Blod var der alt , men jeg 
svarede Intet . 
Frøken Amalie bøiede sig dog hen imod mig og 
hviskede : 
„ Jeg seer , De har gjettet det . “ 
Hun kjendte altsaa mine Følelser . 
Hvor et Menneske , der elsker , er kjedeligt og 
» elskværdigt imod Alle med Undtagelse af den Paagjældende . 
Skjøndt 
begge de unge Damer , jeg daglig var 
sammen nied , baade vare smukke , gode og elskværdige , 
saa manglede jeg Øine til at opdage det . Jeg saae 
og hørte kun Een , mine Tanker omfattede kun Een i 
Alle , og derfor havde jeg ogsaa den Fornøielse at 
høre en Aften , da jeg sad i Caprifolielysthuset , at 
Frøken Sofie sagde til Amalie : 
„ Hvor Tulinius dog er et kjedeligt Menneske , 
aldrig viser han os Opmærksomhed og altid gaaer 
han ud , » aar ikke Maaltiderne tvinge ham til at søge 
vort Selskab . Det er Skade , - for smuk er han . I 
Begyndelsen var han munter og vittig , men , „ de svandt , 
de svandt , de skjønne glade Dage . “ 

„ Din Rolighed , Din Fred med dem svandt hen . 
Du kun Erindringen nu har tilbage 
Ak gid Du snart , ret snart maa tabe den . “ 
„ Hvad mener Du med det , Amalie , jeg forstaaer 
Dig ikke ? “ 
„ Du stal heller ikke forstaae mig , jeg sagde det 
kun for Rimets Skyld . “ 
„ Forresten veed jeg , at Tulinius er syg , men 
elskværdig bliver han dog alligevel . “ 
„ Er han syg ? hvad feiler han da ? “ spurgte 
Sophie bestyrtet . 
„ Han er hjertesfudt , Du . “ 
„ I hvem ? “ 
„ I Frøken Nordan ! naturligviis . “ 
Frøken Sofie sukkede dybt . Var det over mig 
eller over sig selv ? Hvorfor fandt hun mig kjedelig 
og Amalie det Modsatte ? Jeg behandlede dem 
dog eens . 
„ Tag Dem iagt , Frøken Sofie , at jeg ikke hævner 
mig og paastaaer , at De finder mig kjedelig , 
fordi . . . “ 
Oluf sværmede om de unge Piger , som Bien 
om Blomsterne ; livsglad af Natur , glædede han sig 
ved Livet , hans Øine straalede af Henrykkelse og 
Læberne vare altid parate til Smiil . 
Med Amalie var der paa den senere Tid foregaaet 

samme Forandring som med mig , hun var 
bleven tavs og tilbageholden , søgte eensomme Steder 
og de store smukke Øine , der før saae freidigt ud i 
Verden , slirrede nu enten ned mod Jorden eller op 
mod Himlen med veemodig Længsel , men aldrig 
ligeud . 

Nittende Kapitel . 
Det var den sidste Dag , vi havde tilbage at være 
hos vor elskværdige Vært og Aftenen skulde vi tilbringe 
paa Ellegaard . 
Baade Oluf og jeg vare alvorlig slemte . Jeg 
saae flere Gange tilbagetrængte Taarer i hans Øine 
og Kinden havde ligesom tabt noget af sin Trisfhed . 
Amalie var ogsaa denne Dag mere end almindelig 
bevæget , hun spiste intet og sukkede ofte , naar 
hun troede sig ubemærket . Naar Olufs og hendes 
Øie mødtes , og det gjorde de ofte , saa rødmede de 
Begge og saae ned . 
Jeg havde hele Dagen været hjemme med det 
Forsæt , at gjøre mig saa elskværdig som mulig , for 
atter at udflette det ubehagelige Indtryk jeg havde 
gjort paa Frøken Sofie . 
Ved Bordet blev vor Skaal drukket , man ønskede 
os en lykkelig Reise og snarligt Gjensyn . Jeg besvarede 

vor Værts Tale med nogle hjertelige Ord og 
saaledes endte det piinlige Maaltid . 
Kaffebordet var dækket i Haven og Husets 
Datter skulde lave den . Jeg sad og talte med Sofie , 
da Fru Bordgaard kom og spurgte os hvor Amalie 
var henne , da Maskinen var paa Vei til at gaae 
af Kog . 
Jeg tilbød mig at opsøge hende , men da jeg 
kom til Kaprifolielysthuset , opdagede jeg til min Forundring 
Amalie og Oluf , begge siddende paa Bænken , 
hans Arm omsluttede hende , og hendes yndige 
lille Lokkehovep laae op til hans Bryst . 
Jeg formaaede ikke strax at løsrive mig fra det 
Syn , at see to saa ungdomsfriske , lykkelige og smukke 
Ansigter saa tæt ved hinanden . 
Jeg havde ikke Hjerte til at sfille dem ad ; ubemærket 
var jeg kommen — ubemærket listede jeg mig 
atter bort . 
„ Fandt De hende saa , Tulinius ? “ 
„ Nei , Fru Bordgaard ! Vil ikke Frøken Sofie 
indtage Frøken Amalies Plads og skjænke Kaffen ? “ 
„ Det vil hun vist gjerne , men idag maa vi 
drikke den i Selskab , det er sidste Gang iaar , at vi 
ere samlede . “ 
Og Fru Bordgaard fjernede sig for selv at opsøge 
Flygtningerne . Jeg hørte hende raabe : 

„ Oluf ! Amalie ! “ 
„ Saa Mutter kunde finde hende , “ sagde vor 
Vært , da Moder og Datter vendte tilbage . „ Naa , 
Hvor var Du henne , min Pige ? Du blusser som en 
Rose . See , Tulinius , er det ikke en kjøn Pige ? Gud 
skee Lov , at Vorherre gav os hende . “ 
„ Jeg deler ganske Proprietairens Mening , De 
ær en lykkelig Fader , der har saa yndig en Datter , 
at skjænke bort . “ 
„ Stop , min unge Ven , ikke saa ganske ; min 
Hensigt er for det Første at beholde Pigebarnet , lad 
hende først naae de 25 , saa er det tidsnok . Hun 
er vort eneste Barn , vi kunne ikke undvære den 
Smaa , ligesaalidt som jeg troer , at hun kan undvære 
os . “ 
Endelig kom Oluf , blussende af Glæde og 
Sindsbevægelse ; han satte sig tæt hen til Amalie , 
hvis Hænder skjælvede , da hun rakte mig Koppen . 
Synet af det lykkelige Par satte mig i en 
febrilst Bevægelse , ogsaa jeg elsfede . . . men vilde 
hun nogensinde hvile sit kjære Hoved ved mit Bryst ? 
Forgjæves anstrengte jeg mig for at være underholdende , 
forgjæves søgte jeg at frigjøre min Tanke og 
blive paa Jorden , umulig ! 
Kaffen blev drukket i høitidelig Stemning ; den 
sig nærmende Afskedstime bar vel Skylden ; derpaa 

skiltes vi for at gjøre Toillette til Skovfesten . — 
Klokken fire skulde vi tage afsted . 
Jeg skulde gjensee hende — maaskee for sidste 
Gang . Dog , hvorfor for sidste Gang ? — Var jeg 
ikke ældre end Oluf — og meget alvorligere end han , 
hvorfor skulde jeg da ikke ligesaa godt kunde indgyde 
en Pige Kjærlighed , som han ? 
Medens jeg klædte mig paa , gjentog jeg min 
Elskedes Ord , jeg saae hendes Blik , hendes Rsdme , 
og da jeg omsider blev færdig , troede jeg at have 
Vished om hendes Kjærlighed . 
Nu kqm Oluf for ogsaa at klæde sig paa , han 
faldt mig jublende om Halsen , og kyssede mig som 
om jeg havde været Amalie , men til hans Forundring 
blev jeg slet ikke forundret , jeg fortalte ham 
mit Syn og lykønskede ham til saa yndig en Brud . 
„ Vær nu tro og bestandig , Oluf , — moraliserede 
jeg — og skjøn paa Din store Lykke . Amalie 
er en lille fiin Blomst , kun en Nats Frost og den 
vilde dræbe hende . “ 
„ Er Du gal , Menneske , er Du bindegal ! jeg 
skulde være Amalie utro , jeg skulde kunne elske nogen 
anden end hende , saa maatte jeg da være en Skurk , en 
topmaalt Skurk . Jeg er det lykkeligste Menneske paa 
Jorden . Jeg elsker saa usigelig høit , og jeg bliver 

gjenelsket ligesaa høit . Jeg er rig , og saa saare jeg 
har faaet min Examen gifter jeg mig . “ 
„ Ja , Du er lykkelig min Ven , Gud velsigne 
Din Fremtid . “ 
, , Du skal ogsaa blive lykkelig , Carl ! Du elsker , 
jeg veed det , og Du bliver gjenelsket . Gjør som jeg , 
prøv Din Lykke iaften , jeg sial sørge for at give 
Dig Leilighed . “ 
„ Du raader mig til at fri — sæt jeg fik Nei , 
saa er jeg vingeskudt . “ 
„ Prøv Din Lykke , sæt Alt paa et Tærningekast , 
det har jeg gjort ; jeg havde ikke formaaet at reise , 
før jeg kjendte min Skjæbne . “ 
„ Du har Ret , dtn blive lykkelig eller grændseløs 
ulykkelig . “ 
„ Hvad Formue angaaer , saa dele vi saasnart 
jeg bliver Herre over den , min Bedstefader efterlod 
mig . Kom nu , min Ven , frisk Mod ! Du sial tage 
min sorte Kjole paa iaften , den er mindre og klæder 
Dig bedre , jeg har nu gjort min Lykke . Og der er 
min Straahat , ah ! hvor Du seer godt ud med den . 
Naa , er Du saa fornøiet . Hvor er Stokken , den 
tager Du , jeg har jo min Pige . “ 
Vi gik ned i Haven , jeg plukkede den yndigste 
Rose , jeg kunde finde og satte i mit Knaphul . Oluf 
havde alt fundet sin Rose ! 

Klokken fire holdt Kurvevognen for Døren og et 
Øieblik efter gallopperede Oluf og feg hen ad Landeveien . 
Intet 
Ord blev vexlet , vi drømte begge en 
deilig Drøm . 
„ For S . . . . Carl Ofto Emil ! hvorlænge skal 
Lotte staae og græsse ved Grøftekanten , vi komme jo 
aldrig til Ellegaard . “ 
Drømmen , den deilige Drøm , var drømt ud . 
Hvorfor vækkede Du mig , Oluf Polter ! Kunde Du 
ikke unde Din stakkels Ven den salige Drøm , ak kun 
et Minut , et Sekund endnu ? 
Gaarden var opfyldt af Vogne og bandende 
Kudske , røgende Paa deres Meerskumspiber . 
Mit Hjerte bankede saa glad og uroligt ; thi 
jeg saae to klare Øine tilsmile mig gjennem Ruden . 
I Haven mødte os en stor Overraskelse , vi bleve 
modtagne as en stærk og støiende Musik , der i mine 
Øren lød mere affirækkende end tiltrækkende , dog 
læste jeg Glæde paa de fleste Ansigter . 
Hofjægermesteren anførte , og snart stode vi Paa 
en aaben Plads , der var belagt med Brædder , indhegnet 
med Stole og Bænke og et stort Telt i Baggrunden 
med Forfriskninger . 
Det var altsaa et Sommerbal ! 

Det løb mig koldt ned ad Ryggen , da jeg hørte 
Hofjægermesteren sige : 
„ Mine Herrer , tør jeg bede Dem at følge mit 
Exempel . “ 
I det Samme engagerede han Amtmandens 
Frue , en ældre vakker Dame , og aabnede derpaa med 
Anstand Ballet . 
Kammerjunker Skovstrup førte Husets Datter , 
og uu fulgte Par efter Par ; den sidste , som sluttede 
denne Afdeling var Oluf med sin smukke Kusine , 
hvem Lykken havde gjort endnu smukkere . I Forbigaaende 
bøiede han sig imod mig og hviskede : 
„ Men , Carl ! hvor bliver Du af ? Sofie staaer 
og venter paa Dig ? “ 
Nu vaagnede jeg først til Bevidsthed ; jeg var 
paa Bal — en Dame stod og ventede paa mig — 
og jeg ? . . . 
O , ulykkelige Carl Otto Emil , hvorfor lærte 
Du dog ikke at dandse , medens Du var Dreng , saa 
havde Du nu ikke som Student været tvunget til at 
flygte . 
Hvorfor ? 
Alt blev tavst , kun et sagte Vindpust foer igjennem 
Trætoppene og naaede mit Hjerte , der hviskede 
saa veemodig : 
„ Hvor kunde Du nænne at spørge „ hvorfor ? “ 

Gud velsigne mine kjære gode Tanter . 
Jeg var tilmode som en Forbryder , der frygter 
for , at hans Flugt vil blive opdaget . Jeg havde 
allerede sat mig i Bevægelse , da Frøken Nordan 
pludselig stod foran mig , hun neiede gratiøst og saae 
mig smilende ind i Øinene . Jeg bukkede til Gjengjæld . 
Hun 
var saa smuk , jeg kunde næppe modstaae at 
trykke hende i min Favn . 
Hun neiede igjen . 
„ Hvad mener hun ? “ tænkte jeg forundret , og 
saa gjorde jeg min Skyldighed og bukkede atter . 
Først drog en mørk Sky over hendes yndige 
Aasyn , derpaa lød en for mig meget ubehagelig 
Latter . Hun vendte sig stolt fra mig , gik hen mod 
min Sidemand og sagde : 
„ Har De maaskee heller ikke Lyst til at dandse ? “ 
„ Hvor kan De gjøre mig saa grusomt et 
Spørgsmaal , Frøken Nordan , “ svarede han . — 
„ Naar en Engel aabner Himmerigets Port for os 
stakkels Dødelige , hvem vilde da blive udenfor . “ 
Jeg hørte ikke mere , nu forstod jeg hendes Hilsen , 
den yndige spørgende Mine , den mørke Sky og 
den haanende Latter , jeg vidste nu , at jeg havde 
dødelig fornærmet hende og gjort mig selv latterlig . 
Jeg gik ikke , jeg styrtede bort ; jeg sprang over 

Gjerdet ud paa Marken , langt , langt ud , til jeg ikke 
mere kunde høre den skrattende Musik , saa kastede 
jeg mig ned i Græsset , jeg følte mig saa træt ; thi 
Ungdomsmodet var flygtet med hendes Latter . Jeg 
vred mine Hænder , ja , jeg froer jeg græd , saa latterlig , 
saa ynkelig , saa ydmyget følte jeg mig — og 
Alt det for en Dands . 
Saaledes gik en Stund , en sørgelig Stund for 
et ungt Hjerte . Mine Tanker hvirvledes afsted som 
Skyerne paa en stormfuld Dag ; men naar Skyen > , 
brister , bliver Himlen atter klar , dog alt som det 
stormede i min Sjæl , bleve mine Tanker mørkere . 
Sorg og Ulykke kan Tiden mildne , men er man først 
bleven latterliggjort , det mildnes , det glemmes aldrig . 
Og Solens Straaler bleve mattere , alt som den 
dalede mod Vest , Fuglene fløi til deres smaae Reder , 
Blomsten lukkede sit Bæger , den vilde ogsaa sove , 
men jeg laae endnu paa samme Sted , jeg hørte 
endnu hendes Latter , jeg saae de Omstaaendes Smiil . 
Ak , hvor skulde jeg gjøre af mig ? Her kunde jeg 
dog ikke blive , og i Selskabet vilde jeg ikke være . 
Mon man havde lagt Mærke til min Bortgang ? 
— Mon Nogen savnede mig ? Jo Een , Een 
Lidste jeg savnede mig , det var Oluf . 
Saaledes svingede mine Tanker sig i vilden 
Dands til det fugtige Græs bragte Feberkulde gjennem 

mine Aarer . Jeg reiste mig , kastede BlikkeLmsrkt 
om mig , til jeg endelig tog mig sammen og 
styrede mine Skridt hen imod Herregaarde » for at 
sadle » lin Hest og ubemærket ride bort . 
Alt som jeg kom nærmere Hovedbygningen , , 
naaede den fordømte Tromme og den falske Fløite 
mine Øren . Den lette Aftenvind bar Tonerne med , 
jeg saae dem i Tanken svinge sig i Dandsen , hun 
hvilede sig paa Kammerjunkerens Arm , den anden 
» lagde han om hendes Liv og deres Øine mødtes , 
Hvor jeg hadede denne jammerlige Musik , hvor 
jeg hadede Dands , og i dette Øieblik svor jeg dyrt 
og helligt aldrig , aldrig af sætte mine Fødder Paa 
Gulvet for af dandse , og jeg har holdt min Ed . 
Jeg naaede Stalden , jeg havde alt ubemærket : 
lagt Bidselet Paa Lotte , da jeg pludselig forandrede 
min Bestemmelse , jeg sagde nemlig til mig selv folgende 
vise Ord : 
„ Du vil flygte som en Forbryder , hvad har Du 
egentlig gjort ? “ 
„ Jeg kunde ikke dandse . “ 
„ Ikke andet end det , det viser jo , af Du hav 
været flittig og stadig ; deri er der da ingen Forbrydelse . “ 
„ Ja , 
men det er Heller ikke ene fordi jeg ikke 
kunde dandse , af jeg vilde flygte , men fordi jeg har : 

gjort mig latterlig i Alles Øine ved ikke af forstaae 
Betydningen af hendes Neien , medens jeg som en 
topmaalt Idiot blev ved af bukke igjen , og derved 
fremkaldte hendes Medlidenhed istedetfor hendes Vrede . 
Jeg hader Medlidenhed . “ 
„ Men Herre Gud ! Det er jo dog ikke første 
Gang , at Du har gjort Dig latterlig ligeoverfor 
hende og dog har Du besejret denne Latter og tvunget 
hende til at vise Dig Agtelse . Hvorfor ikke gjentage 
Forsøget ? “ 
„ Det er let nok sagt , men hvorledes ? “ 
Saaledes fortsatte jeg en Stund med Spørgsmaal 
og Svar , indtil jeg endelig kom til det Resultat 
at trodse dem Alle , Store og Smaa og Frøken 
Nordan med . Det var ikke første Gang og vilde vel 
heller ikke blive den sidste . 
Ved denne Betragtning drog jeg et dybt 
Suk , flap Hestens Bidsel , tog nogle voldsomme lange 
Skridt , der endte med Storm og et Øieblik efter 
stod jeg midt i Balkredsen . 
Med bankende Hjerte og lynende Øie stirrede 
jeg fra Ansigt til Ansigt for at iagttage , hvilken 
Virkning min pludselige Tilbagekomst vilde fremkalde . 
Men hvor blev jeg flan , underlig flan , ved at opdage , 
at Ingen spørgende eller forundret betragtede 

mig , ja , man lagde ikke engang Mærke til mig . 
Man havde altsaa slet ikke savnet mig ! 
Hvor Mange have ikke næret mine Forhaabninger 
og deelt mit Nederlag . 
Jeg kom netop under en Pause , man hvilede og 
nsd Forfriskninger . Olus stod ved Frøken Nordans 
Side og talte livligt med hende , det forekom mig , at 
hendes Øie søgte Nogen , var det Kammerjunkeren , 
eller var det . . . ? 
Jeg nærmede mig langsomt , da jeg lige ved mig , 
hørte en venlig hvibrerende Stemme . 
„ Hvor har De været saa længe , Hr . Tulinius ? “ 
Og Sofies klare og milde Øie saae spørgende 
paa mig ; det forekom mig som lyste Blikket gjennem 
Taarer . 
„ Jeg dandser aldrig , “ svarede jeg bevæget — 
der var dog Een , som havde savnet mig — „ Jeg 
har aldrig lært at dandse og vil aldrig lære det , 
ellers havde jeg naturligviis udbedet mig forste Dands 
af Dem . “ 
Hvilket yndigt Solskin gled hen over det lille 
Ansigt , og for første Gang opdagede jeg , at hun dog 
i Grunden var en nydelig Pige . 
Jeg veed ikke , hvorledes det gik til , men jeg 
greb hendes Haand , trykkede den i begge mine og 
lagde den Paa mit Hjerte , der stormede saa vildt og 

urolig ; den skulde dæmpe det hurtige Slag og bringe 
Freden tilbage . 
Hvorfor , ak hvorfor gjorde jeg det ? 
Gives der ikke Øieblikke i vort Liv hvor vi , 
skjøndt vaagne , ere utilregnelige i Tanker , Ord og 
Handling , skjøndt Loven , altsaa Verden , fordømmer 
os ? 
Et saadant øieblik var dette . Gud tilgive mig 
min ubevidste Synd ! 
Hun lod mig beholde sin Haand , den skjælvede , 
. den lille Stakkel ; thi den leed Uret , den dæmpede et 
Hjerteslag , der ikke slog for hende . Pludselig vaagnede 
jeg ved en undertrykt Hulken . 
Hvorfor græd hun ? Ak , hvad havde jeg dog 
gjort imod det stakkels Barn . 
Jeg følte mig saa forladt , saa ulykkelig , fordi 
jeg troede , at Ingen havde savnet mig . Hendes 
uventede Venlighed blødgjorte mit stivfrosne Sind 
— jeg var kun atten Aar — det maae være min 
Undskyldning . 
Nu vare mine Øine aabnede , jeg glemte min 
egen Sorg over hendes Glæde — en Glæde , jeg 
maatte berøve hende , før den slog Rod i hendes 
Hjerte . 
Jeg satte mig ved hendes Side , hun faae paa 
mig med de smukke Øine , hvis Skjønhed blev forhoret 

ved den barnlige Kjærlighed , der lyste ud af 
dem og opfyldte mig med Sorg og Anger . 
Havde jeg ikke alt mistet mit Hjerte , saa havde 
hun nu taget det tilfange , det følte jeg . 
„ Frøken Sofie , “ sagde jeg , „ tør jeg tro , De er 
min Veninde ? “ 
„ Kan De tvivle derpaa ? “ 
„ Jeg vilde saa gjerne betroe Dem en Hemmelighed , 
der længe har ligget mig tungt paa Hjertet og 
gjort mig saa kjedelig og » elskværdig . “ 
„ O Tulinius , ikke nu , jeg beder Dem , ikke nu . “ . 
Jeg søgte fortvivlet efter de rette Ord ; jeg saae , 
hun havde atter misforstaaet mig . Herre Gud , skal 
jeg da altid missorstaaes ? 
Jeg besluttede at storme frem , jeg vilde nu tale 
tydelig . 
„ Jo , Frøken Sofie , tillad mig , netop nu , De 
anseer mig maaskee endnu for en Dreng , men jeg 
elsker med en Mands hele Inderlighed , jeg . . . “ 
Hun afbrød mig atter . 
„ Ikke mere , jeg beder Dem , jeg troer paa Dem 
som paa . . . “ 
Denne Gang var det mig , der afbrød hende , 
ikke værdig og beskeden , men fortvivlet . 
„ Som en Søster paa en Broder . Tak , Frøken 
Sofie , De flat ogsaa altid finde en sand Ven og 

Broder i mig . Deres Venskab vil være mig en stor 
Trøst , dersom jeg er saa ulykkelig , at Frøken Nordan 
ikke besvarer mine Følelser . Ia , nu har jeg betroet 
Dem min Hemmelighed . “ 
Jeg havde sagt , hvad jeg vilde sige , men jeg 
manglede Mod til at hæve mine Øine . 
„ Gud være med Dem i Deres Kjærlighed . “ 
Jeg saae op — hun var forsvundet . 
Trommen hvirvlede op til Dands , jeg manglede 
Kraft til at reise mig , jeg hørte endnu : „ Gud være 
med Dem i Deres Kjærlighed . “ Mit Sind var 
blevet saa blødt , jeg kjendte ikke mig selv . Hvorfor 
elskede jeg ikke Sofie ? — saa havde vi Begge været 
lykkelige . 
Den stjærende uharmoniske Musik afbrød mine 
Tanker . 
„ Hvor jeg hader denne øretudende Musik , der 
farer En gjennem Marv og Been . 3a , hvor jeg 
hader Dandsen . “ 
„ Det er altsaa for at undgaae Gjenstanden for 
Deres Had , at De har trukket Dem tilbage til 
Træernes Skygge , Hr , Tulinius ? “ 
Det var Frøken Nordan , der havde hørt mit 
Udbrud og nu stod foran mig . Jeg følte , at jeg 
skjælvede . 

Jeg vilde reise mig , men hun bød mig med en 
Haandbevægelse at blive siddende ; hun satte sig hos mig . 
„ Jeg skylder Dem en Undskyldning , Frøken 
Nordan , for min besynderlige Opførsel før og nu , “ 
sagde jeg , „ men jeg er idag for første Gang Paa et 
Bal , ja , hvad værre er — jeg har aldrig været tilstede 
ved en Dands og derfor maa jeg aabent tilsfaae , 
at jeg ikke fattede den store Gunst , Frøkenen 
var saa god at ville tilsfaae mig . Jeg bar mig ad 
som en Klodrian , men jeg er haardt straffet derfor . “ 
„ Er det muligt , findes der virkelig en Student , 
der aldrig har dandset ? “ 
„ Ja , Frøken Nordan ! Her seer De et saadant 
Uhyre . “ 
„ Men hvad har De da foretaget Dem ? “ 
„ Jeg har brugt mit Hoved istedetfor mine 
Fødder ; vil De tilgive mig det ? “ 
„ Jeg bliver vel nødsaget dertil , dog kun paa det 
Vilkaar , at naar jeg næste Gang inklinerer for Dem , 
De da forstaaer at føre mig i Dandsen . “ 
„ Paa den Betingelse kan jeg ikke modtage Deres 
Tilgivelse , Frøken , jeg har lovet aldrig oftere at give 
Møde paa et Bal ; jeg vil aldrig lære at dandse . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi jeg har lovet det . “ 

„ Men naar jeg nu kun paa den Betingelse vil 
tilgive Dem ? “ 
„ Jeg vilde dog blive mit Løfte tro ! — men dø . “ 
„ Skjøndt meget ung , er De meget stolt og meget 
fast i Deres Villie . “ 
„ Har den Unge ikke samme Ret som den Gamle 
til at have en fast Villie ? Hvem kan elske saa varmt , 
saa usigelig inderlig , som vi med vor levende Begeistring , 
vort Sværmeri ? Nei , Frøken , nei ! Det 
er ikke Aarene , men Hjertet og Sjælen , der flader 
Manden i os . Gid jeg kunde overbevise Dem derom , 
De veed ikke , Frøken Nordan , hvor meget det ligger 
mig paa Hjertet at vinde Deres Gunst for Inglingen . 
Jeg greb hendes Haand , hvor den var kold og 
sittrede ; men hendes Øine vare saa milde . 
„ De har overrraflet mig , De er saa ung . Vi 
ere lige gamle og jeg kjender ikke Dem eller Deres 
Familieforhold . “ 
„ Det er sandt , Frøken Nordan , jeg tænkte i 
dette Øieblik kun paa min Kjærlighed . — Jeg troede 
med den i Hjertet at kunde vinde Deres ; jeg glemte , 
at der findes andre Betingelser for Lykken . Vel , 
Frøken , De skal faae alle De Oplysninger , De ønsker . 
Min Fader var Sømand , han fandt sin Grav i 
Bølgerne , og min Moder døde , da hun havde skjænket 
mig Livet . Jeg fik et kjærligt Hjem hos tre gamle 

Piger , der opdrog den lille fattige Dreng , ikke af 
deres Overflod , men af deres Arbeide . Gud velsigne 
Dem for det . “ 
„ Nu kjender De min hele Fortid fil jeg lærte 
at elske Dem . Et nyt Liv , en ny Attraa er nu 
vaagnet i min Sjæl , jeg vil arbeide Dag og Nat 
for at flabe Dem en sikker Fremtid . Dnglingen vil 
blive Mand i Kraft og Energi , og aldrig vil jeg blive 
træt af at virke , thi jeg elsker saa usigelig høit . “ 
„ Ti , for Guds Skyld ti ! jeg kan ikke modtage 
Deres Tilbud , vore Forhold ere faa forskjellige . . . “ 
„ Er det Studenten , der ikke passer for Frøken 
Nordan , eller er det Sømandens Søn , der er for 
ringe for Hofjægermesterens Datter ? “ 
„ Jeg veed ikke , med hvad Ret , De tillader Dem 
at spørge om mine Bevæggrunde . Det maa være 
Dem nok , naar jeg siger Dem , at vi ikke Passe 
sammen . “ 
Hnn reiste sig stolt for at gaae . 
„ De siger , med hvad Ret jeg spørger Dem — 
med den Ret , som Kjærligheden ene giver Manden . Erdet 
min eller mine Forældres Stilling , der gjør mig 
uværdig fil Deres Haand ? “ 
„ De tvinger mig fil Oprigtighed . Naar Studentens 
Fader er Sømand , passer Sønnen ikke til 

Ægtefælle for Hofjægermester og Godsbesidder Nordans 
Datter ; desuden elsker jeg Dem ikke . “ 
„ Øe fornægter Sandheden , Frøken , naar Øe 
siger , at Øe ikke elsker mig . Jeg har læst Kjærligheden 
i Deres Øie , jeft har følt den gjennem Deres 
Haands Skjælven , jeg seer den selv i dette Øieblik 
paa Deres Pande , Deres Øine og Læber . See , 
hvor Øe blegner , hvor Øe ffjælver , fordi Øe har 
fornægtet Deres Hjerte . Havde jeg ikke næret den 
Vished , havde jeg aldrig vovet at indvie Dem i mit 
Hjertes dybe Hemmelighed . Jeg var saa taabelig 
at troe , at sand Kjærlighed havde større Værd for 
den Kvinde , som selv elsker — end alle Fædres og 
Forfædres Livsstillinger . Jeg seer , jeg har taget Feil , 
Kvinden elsker med Forstanden , Manden kun med det 
stakkels Hjerte . Jo , Øe har Ret , Frøken Nordan , 
jeg var for ung , jeg manglede Erfaring ; den har Øe 
nu givet mig , men tilgiv , jeg formaaer ikke at takke 
Dem for Gaven . “ 
„ Øe er meget grusom imod mig . “ 
„ Er jeg grusom ? Jeg , der vilde offre Dem hver 
Glæde , hvert Solglimt af mit Liv . Nei , Frøken 
Nordan , De har været grusom imod Dem selv , idet De 
har fornægtet Deres Kjærlighed ; hvad De har syndet 
imod mig , det tilgiver jeg Dem , det ffal ikke tynge 
paa Deres Hjerte ; den Byrde vil jeg kun dele med 

Gud . — De græder , Frøken , jeg kan ikke trøste Dem ; 
thi nu først fatter jeg Deres Ord : „ Vi Passe ikke 
sammen . “ Farvel , Frøken Nordan ! Tilgiv mig disse 
Taarer , af deres Flod vil engang Morgensolen opstige . “ 
Hun 
var sunken ned paa Bænken og skjulte sit 
Ansigt i Lommetørklædet . 
„ Hvor gaaer De hen , “ spurgte hun ængstelig 
og saae op . 
„ Nær ingen Frygt for mig ; jeg hører ikke til 
de svage Sjæle , der i Øieblikkets Smærte begaae en 
Synd , som er Manden uværdig . Jeg gaaer for at 
arbeide , at ikke Sorgen skal gjøre mig til en uværdig 
Søn af saa brave Forældre . Glemme Dem , Frøken , 
det kan , det vil jeg ikke , og dog sværger jeg Dem 
til , at selv om De i dette Øieblik tilbød mig Deres 
Haand , vilde jeg nu , da jeg kjender Deres Anskuelser , 
afslaae den , jeg vilde aldrig eie en Hustru , der , om 
kun i Tanker , saae ned paa mine retskafne Forældre 
og kjærlige Tanter . “ 
„ Vil De ikke række mig Haanden til Afsled ? “ 
„ Hvor kan De nænne at gjøre mig saa svag , 
nu , da jeg trænger til min hele Styrke ? “ 
Men Haanden gav jeg ; den lille bløde Haand 
hvilede i min , hvor gjerne havde jeg ikke lagt den 
ved mit Hjerte og beholdt den hele Livet . 

Og Kvinden feirede øver Hovmod og Fordom . 
„ Bliv hos mig , “ hviskede hun gjennem Taarer . 
Det blev saa varmt i mit Hjerte . Kjærligheden 
jublede , men Mandens klare Blik og Stolthed , der 
nu havde brudt sin Larve , forjog Inglingens Svaghed . 
„ Jeg kan ikke , Frøken Nordan . Nu elsker De 
mig og underkaster Dem Deres Kjærlighed ; men er 
De først min , da ville Hovmodet og Fordommene 
vaagne paany og træde i Skranker mod Deres Hjerte . 
De vil ringeagte , hvad jeg elsker og høiagter , og derved 
ikke blot dræbe Deres , men ogsaa min Kjærlighed . “ 
„ Har jeg syndet imod Dem , saa er jeg bleven 
grusomt straffet . De har ydmyget mig , idet De nu 
øver Gjengjæld . Gaa , forlad mig , gid aldrig vore 
Veie oftere maatte mødes hernede . “ 
„ Farvel , Frøken Karen , og tilgiv mig , som jeg 
tilgiver Dem , dog mødes atter vore Veie , og Deres 
Tanker og Anskuelser skulle have forandret sig , saa . . . 
saa ræk mig frivillig den dyrebare Haand , og jeg 
vil aldrig , aldrig slippe den mere . “ 
„ Jeg skulde før anden Gang betle til Sømandens 
Søn ? Aldrig . Min Kjærlighed er fra dette Øieblik 
død , og var jeg end saa ulykkelig , at den atter vaagnede 
til Liv , da vilde jeg før bøe — bøe af Kjærlighed , 
end paany ydmyge mig . Gaa , De har dog aldrig 
elflet mig , forlad mig , jeg ønfler nu at være ene . “ 

„ Jeg har aldrig elsket Dem ? Min Gud , jeg 
har aldrig elsket hende ! — “ 
„ Saa gaa dog , har De ikke gjort mig ulykkelig 
nok ? “ 
„ Ulykkelig ? Tak , Frøken Karen . Gud velsigne 
Dem ! Nu gaaer jeg ! “ 
Der sad en Rose ved hendes Hjerte , jeg bøiede 
mig imod den , jeg tog den med . Men idet jeg reiste 
mig , løsnede min Rose sig og skjulte sig i hendes 
Skjød . 
Kun een Gang vendte jeg mig om : Min Rose 
laae i hendes Haand , ved hendes Læber . 
Hun skal blive min ; thi Frugten modnes saa 
ofte under tilhyllet Green . Men : 
, , Im selben Maß Du willst empfangen , mußt Du geben ; 
„ Willst Du ein ganzes Herz , so gib ein ganzes Leben . “ 

Tyvende Kapitel . 
Det var Foraar . Sneetæppet var smeltet — Jisskorpen 
brudt , en kjølig Vind havde gjennemskaaret 
det fængslede Hav og frigjort Bølgernes Løb . 
Ude ved „ Trekroner “ vuggede de stolte Skibe 
sig , speilende sig i Bølgedandsen med udspredte Vinger 
og viftende Haab . Søfolkene vare i travl Bevægelse , 
baade med Haand og Hjerte . 
Een kastede Øiet glad og længselsfuld forud , 
som kunde han gjennemtrænge det dybe , dybe Rum , 
der adsfiller Nutid og Fremtid ; Lokkerne flagrede om 
den kjække Pande , der freidig og forhaabningsfuld 
var kastet tilbage , som havde han alt opfanget den 
Lykke , det ungdomsfrisfe Hjerte lod ane ved de 
fremmede Kyster . Haanden greb hurtig og fast om 
Tougværket , som kunde den fremskynde Skibets Fart . 
Fremad , fremad , jublede det i hans Sjæl : 
„ Jeg maa ud , jeg maa frem , uden Ro uden Rast — 
Kun en Snegl til sit Huns kan groe fast . “ 
En anden Sømand stod lige ved . Han var 

ogsaa ung . Hans Øine stirrede tilbage , Sorg laae i 
hvert Træk , Taaren glindsede i Øiet , der hang som 
fastgroet ved de lysegrønne Volde , de ranke Kirkespiir , 
ved det elskede Barndoms og Ungdoms Hjem , hvor 
alle hans Tanker , hans Attraaer , hans eget elskende , 
urolige Hjerte blev tilbage . 
Ni Maaneder vare gaaede siden hiin Aften paa 
Ellegaard . 
Jeg seer endnu mine gode Tanters glædestraalende 
Træk , da jeg en Morgenstund traadte uventet ind i 
Dagligstuen . De sad netop og talte om deres Søn ; 
de længtes , de kjærlige Sjæle , de længtes efter Fuglen , 
der for første Gang havde forladt sin Rede . 
Tante Sofie sluttede mig først i sine Arme , hun 
saae mig fast i Øiet , opdagede hun Noget ? Læste 
hun Stormen i min Sjæl ? 
Hendes Blik hvilede saa tankefuldt , saa bedrøvet 
paa mig , medens de andre Tanter udtømte sig i 
Spørgsmaal og Gisninger , som det kostede mig al 
min Kraft og Anstrengelse at besvare . 
Intet falder mig saa tungt , som at udtale en 
Udsandhed ; det takker jeg mine kjære Gamle for , som 
for alt andet Godt , der er mødt mig i Livet . Hvert 
ædelt Frø i min Sjæl har deres Haand nedlagt , og 
faldt end Meget af det i stenet Grund og blandt 
Tidsler , som kvalte det , saa faldt der ogsaa Noget i 

god Jord , der har bragt min Vaar skjønne Blomster , 
der vil bringe min Alderdom velsignet Frugt . 
Ester min Hjemkomst arbeidede jeg Dag og Nat ; 
som en Slave hang jeg ved Bogen . Spørgsmaalet 
om min Fremtid var afgjort , jeg havde valgt det 
juridiske Studium . 
Min Kjærlighed , mit Arbeide overmandede mig ; 
jeg blev syg . 
I flere Maaneder holdt jeg Sengen med en 
ondartet Feber . Tante Sofie veg aldrig fra mit 
Leie . Da Forstanden atter var klar , vendte Hukommelsen 
tilbage , og en tung Sørgmodighed overfaldt 
mig . Jeg vidste , at Frøken Nordan elskede mig , 
men jeg frygtede , at hendes Anskuelser aldrig vilde 
forandre sig , at vor lange Adskillelse skulde kjslne 
hendes Hjerte og atter nære de gamle Fordomme ; 
hun vilde i saa Fald aldrig blive min , og mit Liv , 
min Fremtid vilde da være tom og glædesløs . 
Saa kastede jeg mig frem og tilbage , men 
Søvnen veg længere og længere fra mig . 
„ Hvad feiler Dig , min Søn ? “ 
Det var første Gang , Tante Sofie rettede det 
Spørgsmaal til mig , skjøndt hendes Øie ofte havde 
udtalt det . 
Og jeg fortalte min Moder Alt , hvad der 
gyngede min Sjæl . 

En blød Haand gled kjærtegnende over min 
Pande , der kom Ro og Fred i mit Sind . Jeg greb 
Haanden mellem begge mine , lukkede mine Øine og 
sov ind . 
Ja , nu var det Foraar . 
„ Trommerum , fum fum , trummerum , “ nynnede 
Borgen . „ See saa ! nu sidder Du jo godt . “ 
Det var en lang Sætning , det følte han da 
ogsaa selv , thi han trak Veiret tungt efter Anstrengelsen . 
„ Der , min Dreng , sæt Dine Fødder paa Skamlen , 
Jorden pr sugtig . See saa , nu er det godt . “ Og 
Tante Sofie saae kjærlig paa mig . 
„ Nei , men Carl ! Du sidder jo og forkjølet 
Dig , Barn , see her , tag mit Shawl om Dig , kom , lad 
mig give Dig det om Ryggen . Det gaaer ellers 
aldrig godt ! “ 
Jeg krympede mig under den gode Tante Thoras 
Omhu — medens hun søgte af berøve mig min Frihed . 
Veiret standsede , det var , som skulde jeg kvæles ; men 
det var jo as Kjærlighed , og derfor fandt jeg mig r 
Omsfændighederne . 
„ Jeg troer , kjære Thora , han har bedst af af 
sidde uden Tørklæde , Veiret er mildt , og Solen skinner 
saa varm . See saa , fag det selv paa ; Du fryser , og 
han kan bedre røre sig . “ 
Tante Thora tog Shawlet , stakkels Tante Thora ! 

„ Skuden gaaer for flappe Seil , ikke en Vind 
fylder Kludene . Gudsdød , gid der snart vilde blæse 
en frisf Kuling , af den atter kan blive flot . “ 
Og Gregersen saae bedrøvet paa mig , kastede 
det ene Been over det andet og tilføiede : „ Jeg 
mindes ikke den Tid , vi have havt saa mild en Mai 
som iaar . “ 
„ Herre Jesus ! hvor Alt lover godt iaar , “ sagde 
Caroline , idet hun gik forbi mig og lagde en lille 
Vaarblomst Paa mit Bord . Det var nu hendes 
Svaghed , altid af henlægge sin Gave i Taushed . 
Var det en Svaghed ? 
„ Nei , nu har Pilatus igjen været i Haven og 
hakket i Sofies Blomsterbed , det er dog et forsfrækkeligt 
Dyr . Men Caroline har ogsaa ladet Gaarddøren 
staae paa Klem . Naa , Carl Otto Emil , der sidder 
Du jo ret godt . Hvorledes er det med Hovedet ? 
Er Du endnu idag ligesaa mat som igaar ? Vil Du 
ikke have lidt Øl af drikke ? Ikke sandt , Du vil have 
Øl ? Jeg kan see det paa Dig . “ 
Og Tante Mille var allerede paa Veien til at 
hente det Øl , jeg ikke formaaede at drikke . 
„ Tak , gode Mille , jeg troer , vi ville lade ham 
sidde stille hen , det har han vidst bedst af , jeg troer 
ikke , han er førstig , han drak nylig . Hvad om vi 

gik lidt ned i Haven for at see , om Urterne ere 
voxede , siden vi sidst vare der ? 
„ Jomfru Sofie har Ret . “ Og Borgen fulgte 
med de Andre . 
Caroline gik og syslede med Blomsterbedene . 
„ Caroline ! “ raabte jeg . 
I min Sygdom var Caroline bleven saa lydhør , 
den svageste Lyd , der gik over mine Læber , opfangede 
de troe , gamle Øren , og derfor stod Caroline ogsaa 
strax ved min Side . 
„ Hør , Caroline , gode Caroline ! Fortæl mig en 
lille Historie , saadan en som Du saa ofte har fortalt 
mig . Jeg kan ikke taale at læse , og jeg vil nødig 
sidde og tænke . “ 
„ Han vil nødig tænke ? Hm ! Øet er galt fat med 
den Stakkel , som nødig vil være Menneske og tænke , 
han har altid Et og Andet at bære paa , som tynger . 
Det duer ikke , unge Herre ! Nei , det duer ikke . — 
Men hvad skulde jeg vel kunne fortælle ham ? Han 
kan nu Mere end jeg , og han vilde vel sagtens lee 
ad mine simple Historier , der Passede for lille Carl 
Otto Emil , men ikke for Hr . Studenten , som ikke 
tør tænke paa sine Tanker . “ 
„ Bild Dig ind , min gode Caroline , at jeg 
endnu er den lille glade Dreng , der sad paa Dit 
Skjød og . . . “ 

„ Ih , Vorherre bevare ' s ! Fy for en Ulykke ! 
Skulde jeg tænke ham siddende paa « mit Skjød ? 
Nei dertil . . 
„ Stop Caroline ! Bliv ikke bange , Du seer jo 
nok , at jeg ikke duer til at sætte mig paa Dit Skjød . 
Du skulde først have ladet mig tale ud , saa var der 
Tid nok til at forsvare Dig . Jeg bad Dig jo kun 
om at indbilde Dig , at jeg endnu var den lille 
Dreng , Din Indling , som Du altid fortalte de rare 
Historier . Naa , skal jeg , fordi jeg er blevet stor , da 
ikke mere være Din lille Carl Otto Emil ? Saa 
vilde jeg ønske , jeg aldrig var bleven stor . “ 
„ Ikke min Ind lin g ? Ikke min lille Carl Otto 
Emil ? “ hviskede hun gjennem Taarer , og hun bøiede 
sig ned og kyssede begge mine Hænder . 
„ Gud velsigne ham og tak . “ 
Jeg tog hende om Halsen og kyssede hende . 
„ Fortæl saa , lille Caroline , jeg trænger til at høre 
paa Dig . “ 
Og Caroline satte sig paa Hug ved mine Fødder 
til Trods for mit Forbud . Det var besværligt , thi 
Caroline bar paa mangen Vinter ; men endnu dengang 
dristede Tjenestefolkene sig ikke til at sidde paa 
Herskabets Sofaer og Stole , der var en Afstand 
mellem dem , som aldrig blev overflreden . Til Gjengjæld 
følte de sig som Forældre og Børn , den Ene 

taalte ikke , man talte ilde om den Anden , de havde 
fælles Interæsser og fælles Ære , de levede ikke allene 
et heelt Liv sammen , men Sønnen arvede Forældrenes 
Tjenestefolk og betragtede dem som en hellig Arv , 
hvis Alderdom han var forpligtet til at forsørge . 
Og Caroline fortalte , og Tiden gik , til Tante 
Sofie sagde , det var bedst at gaae ind , jeg havde været 
for længe ude . 

Eenogtyvende Kapitel . 
For tredie Gang blev jeg iført det hvide Halstørklæde , 
jeg ræklede det selv til Tante Mille og bad 
hende give mig det om . 
Jeg sørgede nu selv for mine Fornødenheder , 
det vil sige , hvad Garderobe og Lommepenge angik . 
Efter min Helbredelse søgte jeg Informationer , som 
jeg var saa heldig at saae . Jeg var meget flittig , 
meget sparsommelig og Gud lagde Velsignelse til mit 
Arbeide . 
For mine første selvfortjente Penge kjøbte jeg 
sex Presenter til mine kjære Gamle , som med Taarer 
betragtede disse . 
Da jeg havde faaet anden Examen besluttede jeg 
at tage juridisk Attestats og tog den paa tre Aar 
Det kneb , da jeg ikke var Herre over hele min Tid , 
og derfor herskede der stor Uro og Angst i vor kjærlige 
Familiekreds . Det var imod deres Villie , at jeg informerede 
i Skolerne , men jeg havde gjort det hellige 

Løfte , ikke længere at lade de opoffrende gamle Søstre 
arbeide for den unge raste Student . Nu var min 
Tid kommen — det takkede jeg dem for — og nu 
vilde jeg arbeide , saa at jeg engang kunde sørge for 
dem . 
Og arbeide gjorde jeg , saa Kandidaten fik lauä . , 
skjøndt Studenten kun var treogtyve Aar . 
Hvor vare Tanterne blevne gamle , ak , jeg saae 
det først ret , da jeg vendte hjem fra Jyllandsreisen . 
Skjøndt Besøget var kort , var det dog langt nok til 
at overtyde mig om , at den spæde lille Dreng var 
bleven Student ; jeg læste det i ethvert af de Gamles 
Træk , i den bøiede Ryg , der forgjæves søgte at rette 
sig , i de matte glandsløse Øine , som altid saae saa 
varmt og kjærligt paa mig . Var jeg ikke den , der 
havde bidraget Mit til at svække dem for tidligt ? 
Jeg læste Aarene i den Ro , der mere og mere 
lagde sig til Hvile over Panden , en Ro , der taler 
om en Sjæl , som i Aarenes Strøm er gaaet forædlet 
gjennem Prøvelsesilden . 
De svundne Aar havde ikke formindsket min 
Kjærlighed , men Sorgen og Haabet laae kun dybere 
skjult i mit Hjerte . 
Og hende , der havde tændt Solen i mit Bryst 
og vakt Mandens Kraff og Udholdenhed hos Inglingen , 
hvor var nu hun ? Skulde vore Veie atter mødes ? 

Og vilde hun da mindes hiin Asten ved Solens Nedgang . 
Men 
Oluf ? Hvorledes var det gaaet ham ? 
Da han ' vendte tilbage fra Jylland , bar han en 
Ring paa høire Lillefinger med en Glemmigei paa 
Midten . Ringen var Pantet paa hendes Kjærlighed . 
„ See , “ sagde han , idet han viste mig den , „ er 
den ikke yndig , som hun selv ? Hun ræklede mig den 
ved Afskeden . Hun græd , ja , og jeg græd med , men 
det saae de Gamle ikke , de maae ikke vide Noget om 
vor Forbindelse . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte jeg forundret — 
„ jeg har aldrig syntes om det Hemmelighedsfulde , 
den aabne , klare Sandhed , hvor man har Ret til at 
tale , det er den bedste , den lige Vei . “ 
„ Du glemmer , jeg er kun Student . Onkel og 
Tante vilde lee os ud , maaskee frabede sig en Svigersøn , 
der Intet er og endnu paa lang Tid Intet kan 
blive . “ 
„ Men det vidste Du jo , førend Du friede til 
Din Kusine . Hvorfor taug Du da ikke og lod Tiden 
raade ? “ 
„ Hvorfor taug jeg ikke ? Det er godt at see , at 
Du ikke . . . “ 
Han fik ikke fuldført Sætningen , thi i det Samme 
saae han paa mig og standsede . 

„ En Mand bør ikke anholde om en Piges Haand 
i Hemmelighed , naar han forud troer , at Forældrene 
ikke billige Partiet , thi han forleder derved Datteren 
til Forstillelse og List . “ 
„ Sætter Du da Forældrenes Samtykke høiere 
end Din og hendes Kjærlighed , siden Du vil offre 
den for deres Skyld ? Saaledes opfatter jeg ikke 
Kjærligheden , Kjærligheden skal seire over Alt . “ 
„ Du udtyder mine Ord feil . Jeg sagde , at 
Manden ikke burde anholde hemmelig om Datterens 
Haand , naar han forud vidste , at Forældrene vilde 
afslaae Partiet , men jeg sagde ikke , at han flet ikke 
skulde frie . Tvertimod , elsker han og er gjenelsket , 
maa han see at seire , dog ikke ved lav Forstillelse , 
ved hemmelig Forlovelse , der er baade hende 
og ham uværdig , men ved ærlig og aaben Kamp . “ 
„ Hvad forsfaaer Du ved ærlig og aaben Kamp ? “ 
„ Jeg mener , at han , tiltrods for sin Overbeviisning 
om at faae et Afslag , dog bør anholde hos Forældrene 
om Datterens Haand og aabent erklære dem , 
at han ikke opgiver hende , men derimod vil gjøre 
Alt , hvad en retskaffen Mand formaaer , for at vinde 
hende . Han har hendes Hjerte , og med det haaber 
han at seire . Saa vide Forældrene , hvorledes Sagerne 
staae , og de kunne tage Forholdsregler , og de Unge 

kunne aabent og ærligt vedkjende sig deres Kjærlighed 
og . . 
„ Ja , adskilte . Du skal have Tak for den Ærlighed , 
den gjælder fil Wandsbeck ! Naar de saa en Tid 
have sukket aabentlyst , men langt fra hinanden , saa 
tvinge Forældrene en smuk Dag den Hulde fil at 
slutte et andet fordeelagtigt Parti , og Studenten bliver 
fil Tak for sin Ærlighed — aldrig fil Kandidat ; 
fhi Sorgen gjør ham modløs , han taber Lysten fil 
Arbeide , han vil glemme , men kan ikke , og endelig , 
for at faae en Times Fred , griber han fil Flasken . 
Nu , jeg behøver vel ikke at fortsætte , Du gjætter Dig 
fil Resten . “ 
„ Hvilken jammerlig Mand , Du der beskriver ; 
han har ærlig fortjent sin Skjæbne , naar han Paa saa 
uværdig , saa umandig en Maade bærer sin Sorg . 
Nei , nu vil jeg male med andre Farver , og Du vil 
da maaskee give mig Ret . Vi forudsætte , at de 
begge elskede hinanden med Forældrenes Lidende , 
men uden deres Samtykke . Da nu i vor Tid — 
Herren været lovet — al Tvang , som de gamle 
Tider hævdede , er opløst , saa formaae ingen Forældre 
-at tvinge deres Døttre fil et Ægteskab , de ikke billige . 
Hun afslaaer altsaa al Tvang og forholder sig ganske 
rolig , fil hun er myndig , saa erklærer hun aabent og 
ærligt Forældrene , at nu vil hun have ham , da de 

ikke kunne paavise ham nogen æreløs Handling , der 
giver dem Ret til at nægte ham hendes Haand . “ 
„ Men saa jage de hende ud af Huset . “ 
„ Godt , saa tager han hende op , fører hende til 
Præsten og tager derpaa sin lille Kone med sig hjem . “ 
„ Ja Du indretter det nu saa meget godt . 
Men sæt , han er fattig og ikke formaaer at gifte sig , 
hvad gjør hun saa ? “ 
„ Det Samme , som tusinde Kvinder have gjort før 
hende og uden Kjærlighed ; hun søger sig en Stilling 
efter sin Evne , og indtil hun har faaet den , er der 
vel nok et eller andet kjærligt Asyl , der vil aabne sig 
for hende . “ 
„ Lad gaae ! Det var nu dette Tilfælde , men 
nu komme vi til det næste . Pigen er svag , har ikke 
Din Heltindes Kraft til at bekæmpe Forældrenes Udholdenhed , 
hun giver omsider efter , og saa passer , 
min Tro , mit forrige Maleri fortræffeligt . “ 
„ Finder Du det ? Ja saamæn , naar baade Heltinden 
og Helten ere saa ynkværdige Personer , at den 
Ene ikke elsker høit nok for at faae Mod til ikke at lade 
sig paatvinge en anden Ægtefælle , og den Anden , 
istedetfor at Harmes over hendes svage Kjærlighed , 
istedetfor at kaste sig over Arbeide for at glemme , 
eller idetmindste for at dulme og seire over sin 

Ulykke , griber til Flasken , — jo , saadanne Væsener beklager 
jeg , og for dem Passer Dit Maleri udmærket godt . “ 
„ Bravo ! Og „ saadanne Væsener “ , som Du 
kalder dem , troer jeg , at Amalie og jeg ere ; Du indseer 
altsaa , at jeg har handlet fuldkomment rigtigt . “ 
„ Ingenlunde Oluf , Du er for ubestandig til 
at sørge Dig tilgrunde , og Amalie er for bestandig 
og trofast til at glemme sin Kjærlighed . Adlød hun 
end sine Forældre og lod være at ægte Dig , saa 
ægtede hun heller aldrig nogen Anden . Amalie vilde 
døe af Sorg , men blive Dig tro . Jeg opfatter hende 
bedre end Du . “ 
„ Troer Du ? “ Og Olufs Øine fyldtes med 
Taarer . — „ Ja , hun elsker mig , den gode kjærlige 
Pige . Men jeg elsker ogsaa hende til Gjengjæld med 
min hele Sjæl og mit hele Hjerte . Du troer mig 
ikke , Carl ! men Tiden vil vise det . “ 
Der gik et Aar . 
Det var en Aften , en Vinteraften . 
Jeg sad ved Lampen og læste i mine Collegier . 
Da traadte Oluf ind ; hans Kinder blussede , hans 
livlige Øine funklede , og han lagde sin Arm om min 
Hals og hviskede : 
„ Carl ! nu er jeg lykkelig ! “ 
Jeg saae forundret og spørgende paa ham . 
„ Saa har Du faaet Forældrenes Samtykke ? “ 

„ Nei , men hendes . “ 
„ Hendes ? Det fik Du jo for længe siden . “ 
„ Ia , dersom Du for en Time siden — kalder 
længe siden , saa har Du Ret . “ 
„ For en Time siden ? Jeg forstaaer Dig ikke . “ 
Jeg forstod ham kun altfor godt ! 
„ Det er dog ganske ligefrem at forstaae . For 
en Time siden fik jeg hendes Ia , hun har lovet at 
blive mig fro . Og nu skal jeg til at arbeide for 
Alvor , ved Nat og Dag , at jeg snart kan blive 
Kandidat . Ak , min Ven , hvor jeg er lykkelig . “ 
„ Forglemmigei ? “ hviskede jeg og pegede paa 
hans høire Haands Lillefinger . 
„ Den glemte jeg , “ svarede han veemodig og 
skjulte sit Ansigt i Hænderne . 
„ Stakkels Olnf ! “ 
„ Jeg var saa ung dengang , jeg kjendte ikke mit 
Hjerte , jeg troede , jeg elskede ; men først nu føler jeg 
Kjærlighed . Mine Følelser for min Kusine vare kun 
en flygtig Ungdomsdrøm , en Drengesfreg , der blev 
en Hemmelighed imellem hende og mig . “ 
„ Og Gud . “ 
Han lod , som han ikke hørte mine sidste Ord , og 
vedblev : 
„ Vi have Begge nu glemt det . “ 
„ Hun ogsaa ? “ spurgte jeg uvilkaarlig . 

Han slog Øinene ned og rødmede . 
„ Jeg haaber det , “ svarede han . 
Var hans Haab begrundet ? Havde ogsaa hun 
glemt det Løfte , hun kun for et Aar siden gav og 
havde lovet af mindes hele Livet ? 
Jeg troede det ikke . 
Saa gik der atter et Aar og atter eet . For 
Nogle af os vare de lange , grumme lange , for Andre 
korte , altfor korte . Tiden kan ikke maales efter 
Dage og Aar , men efter Glæden og Sorgen . 
Men Oluf havde i dette Tidsrum alt mangen 
en Gang skiftet Sind ; han forelsfede sig saa hurtigt , 
saa lidenskabeligt og saa kort . — Som en Aprilsdag 
skifter med Regn og Solskin , som en Modedame 
vexler Dragt , skiftede han Kjærlighed . Hans Hjerte 
var en Naalepude , der modtager utallige Indtryk , 
uden af de efterlade noget Spor . 
Stakkels , kjære Ven , hvor Du var letsindig og 
ubestandig , men dog ikke slet . 
„ Ikke slet ? Er den Mand , der saaledes bedrager 
og forraader Kvinden , ikke flet ? En god 
Mand kan ikke udføre Mette Handlinger , og Enhver 
der forraader Kjærligheden , handler slet . Af Frugten 
lærer man Træet at kjende . “ 
Tilgiv mig , jeg kan ikke Andet , han var , han 
er min Ven , min stakkels Ven . Han er ikke slet , 

men svag , saa usigelig svag . Hvorfor var hans 
Hjerte saa varmt , saa modtageligt ? „ Med Varme skal 
man Varme fordrive , “ siger det gamle Ordsprog , og 
Oluf viste , at det talte sandt . Hvergang en ny 
Flamme naaede hans Hjerte , slukkedes den gamle . 
Jeg hørte engang en ældre Dame paastaae , at 
det var værre at være letsindig end ond , og da jeg 
forundret spurgte hende , hvorledes hun kunde forsvare 
denne Paastand , sagde hun : 
„ Et ondt Menneske har en Villie , det veed , hvad 
det vil , og det bærer Præget af det Onde i sit Øie , 
paa sin Pande , saa at Enhver kan tage sig iagt for 
ham , hvorimod et letsindigt Menneske er villieløst ; 
som Sivet bøier det sig for alle Vinde med den 
Forskjel , at skjøndt Vinden bøier Sivet , formaaer den 
ei at knække det ; i dets Svaghed ligger dets Styrke , 
det reiser sig after og after efter sit Nederlag . Letsindighed 
derimod eier ingen Kraft , dens Svaghed er 
dens Ruin , den eier ingen Støtte , ingen Grundsætninger . 
Den Letsindiges Hjerte er som Vandet , der 
laaner Himlens Farveskjær — mørkt eller lyst , men 
eier selv ingen Farve . Et letsindigt Menneske er 
som oftest godmodigt og elskværdigt , netop fordi han 
uden Forskjel søger at gjøre Alle tilpas . Han er 
sorgløs , fordi Intet gjør varigt Indtryk paa ham . 
Man elsker ham , man troer hans Forsikkringer , fordi 

han altid taler med Øieblikkets varme og følte Indtryk , 
og hvem kan vogte sig for det Onde , naar det 
fremtræder for os i Sandhedens smukke og usminkede 
Dragt . Et letsindigt Menneske synder hundrede 
Gange , naar et ondt Menneske synder een Gang , thi 
det onde Menneske synder kun , naar han selv vil , 
hvorimod det lefsindige Menneske synder ligesaa ofte , 
som Andre ville have det . “ 
Og hun tilføiede : 
„ Vogt Dem , Tulinius , for at slutte Venskab 
med et letsindigt Menneske , thi skjøndt De selv er 
stærk , vil han dog i et ubevogtet Øieblik , seent eller 
tidlig , komme til at saare og forurette Dem , ikke af 
ond Villie , nei , kun af Letsind . “ 
Og Dagen kom , da jeg maatte give Prophetrnden 
Ret . 
Det var en mørk Vinteraften , en af dem , hvor 
Mørket varer fra Klokken fire Eftermiddag til næste 
Morgen Klokken otte . 
Jeg sad og læste i nogle juridiske Akter — jeg 
havde nemlig faaet Ansættelse hos en Sagfører — 
da det bankede paa min Dør , og Oluf traadte ind . 
„ Forretninger overbord , Frakken paa , og saa 
tage vi hinanden under Armen og drive ud ad 
Vesferport . “ 
„ Ikke iaften , “ — svarede jeg — „ jeg har her et 

Arbeide , som jeg først maa gjøre mig bekjendt med . 
Du maa opsøge en anden Ledsager , eller ogsaa 
gaae ene . “ 
Men Oluf greb Akterne , lukkede dem , tog min 
Hat og min Frakke og tilsidst mig selv , og saa drev 
vi ud ad Farimagsveien og henad Vesferport . 
Han spøgte og lo som et Barn af Glæde over 
at have beseiret mig , han var saa elskværdig , ja destoværre 
saa elskværdig , at jeg , skjøndt suurmulende , . 
fulgte ham . 
Underveis mødte vi en Dame , der ilede let og 
tilsyneladende ængstlig forbi os . 
I et Nu var Oluf ved hendes Side ; jeg fulgte 
modvillig og hørte ham sige : 
„ Om Forladelse , Frøken , men det forekommer 
mig , at Øe seer Dem saa ængstelig om og det med 
Rette . Her er saa eensomt , og Farimagsveien har 
just ikke det bedste Ry . Tillader Øe , at min Ven 
og jeg ledsage Dem hjem ? Jeg kan forsikkre Dem , 
at det vil være os en sand Fornøielse , at yde Dem 
vor Beskyttelse . “ 
„ Tak , jeg modtager gjerne Deres og Deres 
Vens Ledsagelse , jeg kan ikke nægte , at jeg er ængstelig . 
Jeg er fremmed her , og under et Besøg inde r 
Byen er det blevet mørkt ; jeg har en lang Vei at 
gaae , da jeg boer hos en Familie paa Østerbro . “ 

Et tæt Slør skjulte den unge Piges Træk for 
vore nysgjerrige Blikke ; ja ung var hun , det røbede 
hendes Stemme og lette Gang . 
„ Aftenen er saa mørk , Veien saa ujævn og 
knudret , vil Frøkenen ikke tage min Arm ? “ 
Hun tog den , og Olufs Gang blev langsommere 
og langsommere , alt som hans Konversation blev livligere ; 
hun havde snart fortalt ham sin hele Livshistorie , 
thi den Smaa var fra Landet . Saa naaede 
vi tilsidst Østerbro . 
Vi vare lige under en Lygte ; her standsede 
Oluf . 
„ Hvorfor gaae Damerne dog altid med Slør ? “ 
spurgte han pludselig . 
„ For at beskytte sig mod Kulden , og fordi det er 
Mode , “ svarede hun ligefrem . 
„ Jeg kan ikke fordrage Slør , jeg har aldrig 
kunnet forsone mig med dem , veed De hvorfor ? “ 
„ Nei . “ 
„ Fordi det skjuler Damernes smukke Ansigt . 
Tag det tilside , jeg beder , jeg bønfalder Dem , tag 
det tilside , kun et eneste Øieblik . “ 
Og Oluf dristede sig til selv at hæve Sløret , og vi 
saae nu begge det yndigste Pigeansigt , frisk og blomstrende ; 
men vred saae hun ud , saa vred , at jeg uvilkaarlig 
trak mig lidt tilbage . 

Hun vilde trække Sløret ned igjen , men Oluf 
forhindrede det og vedblev : 
„ Hvor De dog er nydelig , og hvor Vreden 
klæder Dem guddommeligt , saa guddommeligt , at jeg 
ikke formaaer at modstaae Lysten til at gjøre Dem 
endnu mere vred . “ 
Og førend hun kunde afværge det , gav han 
hende et Kys . 
Det var for galt ; jeg traadte nærmere , stødte 
Oluf tilside , ræklede min Arm ud imod den fortørnede 
og forfærdede Landsbypige , der pludselig havde 
tabt Modet , og sagde : 
„ Fy Oluf , Du glemmer Kavaleren ! Tag De kun 
rolig min Arm , lille Frøken , jeg skal følge Dem 
hjem og senere tale alvorlig med min Ven . “ 
„ Tak , “ svarede hun beroliget og vendte sit søde 
Ansigt om imod mig , og nu begyndte hun forfra at 
fortælle . Jeg mærkede snart , at der var Mere ude 
end inde . 
Saa fulgte vi Gaasen til hendes Gadedør . Vor 
Pligt var fyldestgjort , og vi styrede derpaa vore 
Fjed under Latter og Spøg til Frederiksberg og ind 
til „ Lars Mathiesen . “ 
Da vi traadte ind i Gjæsteværelset , sad et lille 
muntert Selskab ved et Bord , Punschebollen dampede 
os imøde og udbredte en lokkende og forførende 

Duft , som tilhviskede os en Indbydelse , vi omsider 
ikke formaaede at modstaae . En Minut efter sad 
ogsaa vi ved et lille Bord med en fortryllende Punschebolle , 
der nu ikke blot duftede os imøde , men hvis 
liflige Nektar flød oplivende og opflammende igjennem 
vore Aarer , medens vor Trediemand , der ingen 
Ringere var end vor vakkre Vært , Hr . Lars Mathiesen 
selv , fortalte os endeel Krøniker , som han deels 
havde oplevet , deels opdigtet , alt som det faldt ; thi 
at den Gamle kunde spinde en Ende , som Onkel 
Gregersen vilde have sagt , var noksom bekjendt . Nu , 
han var alligevel en brav Mand , som meente sine 
Gjæster det godt ; hvor ofte har jeg ikke hørt ham 
sige til unge Mennesker , naar de forlangte mere 
Spiritus , end han fandt tilraadelig : 
„ Stop , min Bro ' r , Du faaer nøies med , hvad 
Du har faaet ; det er nok for iaften . “ 
Han holdt ikke af at see unge Mennesker berusede , 
de Gamle lod han Motte sig selv . 
Hvor det dog var en forunderlig Mand , den 
Lars Mathiesen . Han sagde „ Du “ og „ min Bro ' r “ 
til Alle , uden Forskjel paa Rang og Forhold ; Alle 
vare hans Brødre , nu , ja Adam og Eva vare jo 
vore første Forældre , og gamle Lars Mathiesen 
meente det broderligt med Alle . 
Bi drak eet , to , fire Glas , hvor det dog var en 

liflig Drik . Saa raabte man ved det andet Bord 
paa Værten , han skulde klinke med , og min Ven og 
jeg benyttede Øieblikket til at forlange mere Punsch . 
Snart var ogsaa andet Oplag forsvundet , vort Sprog 
blev mere høirøstet , vor Latter mere støiende , vor hele 
Opførsel vidnede om , at vi havde seet for dybt i 
Punschebollen , thi snart stod Oluf og jeg ved Billardet . 
Jeg spillede med en ung Officeer , der vandt bestandig , 
og skjøndt vi spillede om Penge og min 
Pung var let , tabte jeg ikke Modet . 
Punschen flød brændende gjennem mine Aarer , 
den bragte mig fil at gjøre , hvad jeg i ædru Tilstand 
strengt vilde have fordømt , ja svoret paa , at 
jeg aldrig vilde være istand fil at gjøre . Efter to 
Timers Forløb havde jeg tabt tohundrede Rigsdaler 
fil den Uniformerede , skjøndt jeg ikke formaaede at 
betale dem . 
O Punsch , hvorfor dufter Du saa lifligt og 
forførende , uagtet Du dog gjemmer saa megen fortærende 
Gift i Din bedaarende Nektar ? Hvor mange 
af Dine Dyrkere har Du ikke styrtet i Fordærvelse , 
hvor megen Anger , hvor mangt et Fortvivlelsens Skrig 
er ikke steget op fra Dine lokkende Bølger , — besidder 
Du den Evne un og da at kunne fremtrylle 
Glæde og Munterhed , saa eier Du ogsaa tilfulde 

Magt fil at fremkalde Forbrydelse , Ulykke , Sorg og 
Anger . 
Hvor det dog er en forunderlig Følelse at være 
beruset , først livlig , saa munter eller gnaven , derpaa 
overgiven , saa kaad eller godmodig , endelig sørgmodig 
eller ondskabsfuld og til Slufning bevidstløs , naar 
ikke Kvalmen er altfor paatrængende . 
Jeg havde ogsaa den Fornøielse , at kjende disse 
forskjellige Stadier af Punschebollen . Det maatte 
jeg bekjende , da Oluf og jeg næste Morgen vaagnede 
i en vaad , moradsig Grøft paa Gamle Kongevei . 
Hvorledes vi vare komne saa dybt ned , veed jeg ikke ; 
men det veed jeg , at en Politibetjent vækkede os af 
vor dybe Slummer , ikke ved høfligt at banke paa 
vor Dør , men derimod ved at banke paa vor Skulder , 
en høist ubehagelig Maade at sige Godmorgen 
paa . 
Men , var vor Opvaagnen ubehagelig , saa var 
vor Opstaaen endnu ubehageligere ; endskjøndt man 
siger , det er bedre at stige opad end nedad , saa tro 
mig , ikke naar det skeer fra en Grøft i Kjøbenhavns 
Omegn , der i de Dage vare i en endnu værre Tilstand 
end nu . 
Stive , forfrosne reiste — nei , krøb vi op fra 
vort kolde Leie . I en Tilstand , der er ubeskrivelig , 
naaede vi paany Lars Mathiesens Enemærker , men 

hvilken Forskjel var der ikke imellem vore Følelser 
den foregaaende Aften og nu Morgenen efter . 
Dengang vare vi glade , kjække og forvovne , 
— nu skulede vi angst og skamfulde til alle Sider 
som undvegne Fanger af Frygt for at blive sete og 
gjenkjendte i vor ynkelige Tilstand . Den korte , 
skjøndt for os milelange Vei , glemmer jeg aldrig . 
Endnu , skjsndt saa mange Aar ere svundne siden hiin 
skrækkelige Morgen , kan jeg Møle , hvorledes Blodet 
farver mit Ansigt ved det blotte Minde . 
Een Aftens overdaadige Nydelse har bragt mig 
flere Sorger , end al Verdens Punsch er værd . 
Ved Hjælp af Vand , Børste o . s . v . , blev det 
os endelig muligt at gaae hjem , thi vi manglede 
Penge til at kunne kjøre . Men hvilken Hjemkomst ! 
Olufs og min Vei stilles ved Farimagsveien . 
Jeg saae mit lille fredelige Hjem oplyst af den rødmende 
Morgensol , der khdfl bredte sine Arme over 
det ; men dets venlige Godmorgen opfyldte mit Sind 
; med Sorg , Skam og Anger , thi det var ingen god 
Morgen for mig . Jeg havde gjerne listet mig forbi 
— jeg manglede Mod til at træde ind over den hellige 
Dørtærskel — naar jeg ikke i det Samme havde 
følt Tante Sofies kjærlige Arme om min Hals , idet hun 
brast i saa smertelig en Graad , at den var Straf 
nok for min store Forseelse . — Jeg følte mig saa 

brødefuld , saa dybt falden , at jeg ikke formaaede 
at gjengjælde hendes varme Omfavnelse , men stod 
med nedhængende Arme og rystede af indre Kamp og 
Bevægelse . 
Jeg vovede ikke at møde hendes Blik , jeg vidste , 
det talte om saa dyb en Smerte , at jeg ikke vilde 
kunne udholde at see det . 
Hun flap mig og betragtede mig nøie . Hvad 
hun læste i mit nedslaaede Øie , paa mine askegraae 
Kinder , mit forpjuskede Haar , ja hele min forstyrede 
Dragt , det gjættede jeg kun altfor tydeligt . 
Vi stod endnu i Gadedøren , Tante Sofie var 
iført Hat og Kaabe ; jeg anede Grunden , men ikke et 
Ord vovede sig frem over mine fasf sammenpressede 
Læber . 
Hvor jeg beklager Enhver , der paa Grund af 
sine Handlinger maa slaae Øiet ned , istedetfor freidigt 
og aabent at turde see og møde sine Medmenneskers 
Blik . 
Ja , hvor jeg beklager den stakkels Sjæl af mit 
ganske Hjerte , thi jeg har selv følt et saadant Øiebliks 
Nedværdigelse ; det følger mig gjennem Livet , 
jeg kan og vil aldrig glemme det . Denne Ungdomsforseelse 
har lært mig , hvad den maa lide , som lever 
i Synd , i Skjændsel . Denne Ungdomsforseelse har 

for bestandig frelst mig fra at begaae lignende Vildfarelser . 
Hvor 
er det muligt , af ikke Alle blive frelste , 
naar de opvaagne efter en saadan Nats Misbrug ? 
Hvor er det muligt , af de atter formaae af kaste sig 
ud i samme brusende , vilde Strøm , der truer med 
af dræbe Guds Billede i deres Sjæl , hvor kunne de 
dog glemme en saa smertelig og sønderknusende Opvaagnen ? 
Jeg 
hørte intet Spørgsmaal , intet Ord , men 
jeg følte mig blidt greben ved Armen og ledet op til 
mit Kammer . 
Da jeg traadte ind i mine Forældres lille Værelse , 
kunde jeg ikke længere holde mine fremvældende 
Taarer tilbage , jeg kastede mig paa en Stol og hulkede 
som et Barn . 
Saaledes sad jeg en Stund , en lang og smertelig 
Stund . Jeg troede , jeg var ene , af min gode 
Engel havde forladt mig . Da følte jeg atter den 
samme venlige Haand sfille mig ved Hat og Halstørklæde , 
og jeg følte en dybt bevæget Stemme hviske : 
„ Kom mit Barn , stakkels Garn , læg Dit Tøi og 
gaa iseng , Du trænger til Sjæls og Legems Hvile . “ 
Jeg følte et Kys paa min Pande , men brændende 
Taarer blev tilbage paa min Kind . Hun græd 

saa tung , saa bitter en Graad , som kun en Moder 
kan græde over sit vildfarende Barn . 
Jeg hørte Døren gaae . Jeg var ene . — 
Uhret slog fem . Jeg reiste mig i Sengen , Alt 
var mørkt omkring mig . Hvorledes jeg var kommen 
der , veed jeg ikke , jeg følte en Blytunghed i hvert 
Lem , mit Hoved brændte , og mine Læber vare tørre 
af Tørst . 
Jeg kunde ikke tænke . Det var , som om Tanken 
var stivfrossen . Jeg saae mig om , Ilden brændte 
klart i Ovnen og oplyste den sidste Deel af Værelset ; 
det var , ligesom om dens Flammer oplyste min Tanke , 
thi pludselig stod Alt klart for mig , og jeg udstødte 
et dybt Suk . Tohundrede Rigsdaler havde jeg tabt 
i Spil , og jeg eiede kun tyve Skilling ; jeg var ikke 
som Nutidens unge Herrer , jeg kjendte ikke til at 
laane Penge eller „ opdrive dem , “ som de kalde det . 
For mig var en Gjæld af tohundrede Rigsdaler en 
heel Kapital , da jeg ikke selv eiede dem og ikke kunde 
tænke mig Muligheden af at laane dem hos en 
Aagerkarl . Oluf vilde jeg ikke bede om disse Penge , 
jeg kjendte hans gode Hjerte , men ogsaa hans Letsindighed 
; for at hjælpe mig , var han istand til at styrte 
sig selv i Ulykke . Skulde jeg tilstaae Gregersen min 
store Fornedrelse ? — Han vilde tie — men foragte 
mig . 

Og alt det for en eneste Aftens Vildfarelse ! 
Hvorfor blev jeg ikke ved mine Akter , hvorfor 
lod jeg mig forlokke af Oluf til at gaae med og 
hvorfor overtale til at drikke ? 
Det var det ubevogtede Øieblik i mit Liv , 
han havde benyttet , og som den gamle Dame saa 
smukt havde advaret mig imod . 
„ Tæhundrede Rigsdaler “ , lød det atter og atter 
for mine Øren , „ hvorfra faaer jeg dem ? “ 
„ De ere betalte min Søn , “ lød i det Samme 
en blid og hviskende Stemme . 
Det var Tante Sofies , jeg kjendte den kun altfor 
godt . Hun her i det mørke Kammer , hun vaagede 
over min Søvn , som da jeg var lille og sov den 
søde , den uskyldige Søvn . Hvor det rørte mig dybt ! 
Jeg havde talt høit , og hun kjendte nu hele 
Omfanget af min Forseelse , hele . . . ? Vidste hun 
ogsaa , hvor jeg havde tilbragt Natten ? Hun havde 
betalt min Gjæld med sine stakkels sunrterhvervede 
Penge — hvilken Synd , hvilken Nedværdigelse ! Og 
de andre Tanter og Onkler , kjendte de ogsaa det 
Hele ? 
Da Klokken slog syv , sad Tante Sofie endnu 
ved min Seng , omsluttende begge mine Hænder i sine . 
Maanen skinnede ind til os . Jeg kunde see Omridset 
af hendes elskede Ansigt ; jeg havde aabnet mit 

hele Hjerte for hende , bekjendt Alt , — faaet hendes 
Tilgivelse . 
Hun gjorde mig intet Spørgsmaal , ingen Bebreidelse ; 
hun trøstede mig kun og søgte at undskylde 
min Brøde , skjøndt jeg følte , at den havde forvoldt 
hende saa dyb en Sorg , at hun vist aldrig glemte den . 
Da jeg næste Dag mødte til sædvanlig Tid i 
Dagligstuen , følte jeg mig saa undseelig og skamfuld , 
som jeg aldrig før og aldrig senere har følt mig i 
mit Liv . Jeg vovede ikke at see mig om , da jeg 
traadte ind ; jeg modtog de fremrakte Hænder med 
et taust Buk og nedslaaede Øine . Jeg frygtede hvert 
Øieblik at høre en Hob af Spørgsmaal storme mig 
imøde ; dog , jeg blev behageligt skuffet , intet Spørgsmaal , 
ingen Hentydning blev rettet til mig , deres 
Kjærlighed og Opmærksomhed var kun fordoblet , og 
min Sorg og Anger fordobledes med den . De vidste 
altsaa Alt , Tante Sofie var for reen til at lyve for 
dem ; men at hun havde talt min Sag og indhyllet 
min Forseelse i sin Kjærlighedskaabe , det vidste , det 
følte jeg . 

Toogtyvende Kapitel . 
Uh , hvor det blæste og var koldt , og dog vare vi i 
Juli Maaned . 
Jeg sad og læste høit for mine Tanter , Gregersen 
stod og trommede paa Ruden , men Borgen 
sad i sin Lænestol med Piben i Munden og Avisen 
i Haanden . Han saae nu , som næsten altid , ud over 
Bladet , Øiet stirrede tankeløst eller tankefuldt — ligesom 
man vil , hen i Rummet ; dukkede det ned i 
Fortidens Grav eller op i Fremtidens skytildækkede 
Himmel ? 
Bogen var endt . Jeg reiste mig , jeg kunde ikke 
længere holde det ud . Jeg trængte til lidt frisf Luft , 
til at røre mig , jeg trængte til Eensomhed . 
Saa tog jeg min Hat og vilde gaae ud . 
„ Ih , Du forbarmende Gud , hvor vil han han , 
seer han da ikke , det øser Spande ned , det er et 
frygteligt Gudsveir , som man ikke vil jage en Hund 
ud i . “ 

Jeg gik atter ind i Dagligstuen og aabnede mit 
Hjerte for mine Gamle . Jeg fortalte dem , at jeg 
snflede at gjøre en Reise for at see mig lidt om . 
Jeg havde sparet mig nogle hundrede Rigsdaler 
sammen i den Hensigt ; det var en Ungdomsdrøm , 
jeg nu ønskede virkeliggjort . 
Mine Ord modtoges med et Forfærdelsesudbrud 
fra Alle paa Tante Sofie og Gregersen nær . 
„ En Søreise , ikke sandt , min Ven ? Io , jeg 
forstaaer , Baadsmandspiben har kaldt , Havet vinker , 
godt Manne , giv Agt og hold tæt min Dreng , nu 
kuler hun rask op fra Søen . “ 
„ Og hvorfor vil Du reise ? “ spurgte Tante 
Mille med vaade Øine . 
„ Og hvorhen vil Du reise ? “ tilføiede Tante 
Thora . 
„ Satans Dreng , “ udstødte Borgen og lod Avisen 
falde , derpaa udsendte han en saa tyk Røgsky , at han 
for et Øieblik var skjult for Alles Blik . 
Men Tante Sofie reiste sig , jeg saae tilbagetrængte 
Taarer i hendes kjære Øie . 
„ Jeg billiger suldkomment hans Lyst til at gjøre 
en Reise ; han er ung og kjender ikke Verden uden 
fra vort stille , fattige Familieliv . Han har arbeidet 
flittigt , ja over sine Kræfter , han trænger til at lufte 
sig . Paa Arbeidet følger Lønnen , og derfor foreslaaer 

jeg , at vi hæve de Penge , der endnu ere tilovers af 
hans lille Kapital , og overgive vor elskede Søn dem . “ 
Tante Thora , Tante Mille og Borgen slog 
forfærdede Hænderne sammen , medens Gregersen slog 
i Bordet med sin Høire , saa det gav Gjenlyd i hele 
Stuen , idet han begejstret udbrød : 
„ Guds Død , godt talt , Jomfru Sofie , saaledes 
bør det være , vi Andre ville styre rask ind i Deres 
Kjølvand , ikke sandt Jomfru Mille og Thora , og 
De , gamle Landkrabbe , han har længe nok krænget 
og krydset for Vinden . “ 
„ Skal Carl Otto Emil reise ene ? “ spurgte 
endelig Tante Thora , der først fik sit Mæle igjen . 
„ Hvem , mener Du , skulde følge ham ? “ svarede 
Tante Sofie . 
„ Jeg frygter , det gaaer galt , Hm , det huer mig 
ikke , nei min Sandten om det gjør , jeg frygter for 
Drengen . “ 
Men Gregersen havde et skarpt Øie , han læste i 
den gamle Vens Hjerte . 
„ Mindsf Sejlene , Kammerat “ — sagde han og 
klappede ham godmodigt paa Skulderen — „ er det 
Frygt for Eensomheden , der stiller sig ved Roret ? “ 
Borgen taug , og Gregersen vedblev : 
„ Jeg har længe frygtet for , at Drengen skulde 
styre agterud og blive syg af Landjordens Uhehageligheder , 

det er derfor godt , at han tørner ud af Køjen 
og indsuger Oceanets rene og stærke Luft . Jeg giver 
Sofie fuldkommen Ret . “ 
Borgen stønnede , men tang . 
„ Saa ere vi enige om den Sag , “ sagde Tante 
Sofie , „ og vor Søn paatager sig Uleiligheden at hæve 
Pengene . “ 
Jeg takkede rørt , men afslog bestemt at bruge 
andre Penge end dem , jeg selv havde fortjent og 
udsat til dette Brug , 
Var jeg glad eller bedrøvet , jeg veed det ikke , 
jeg forstod mig ikke selv ; jeg kunde have grædt , naar 
mit Øie faldt paa de fremtvungne Smiil , de taarefulde 
Øine . 
Saae jeg fremad , jublede det i mit Indre . 
— Saae jeg tilbage paa de trofaste Gamle , var det , 
som om mit Hjerte skulde briste af Sorg og Veemod . 
Og jeg tænkte uvilkaarlig : 
De kommende Timer gjemme Sorg , som Haab 
-og Glæde i sit Skjød . 
„ Nei , Ingen kjender Dagen , før Solen gaaer ned . “ 
Saa ilede jeg til Oluf , der det sidste Aar boede 
ene i sine Forældres store Eiendom . I Løbet af et 
Aar havde han mistet dem begge . Tabet var gaaet 
ham meget nær . Han rasede , han græd , — han 
svømmede i Penge — han glemte . 

Jeg foreslog ham at reise med , det vilde betydelig : 
forhøie Udflugtens Behagelighed , men han afslog det 
bestemt . Han havde andre Planer , han vilde reise , 
til Grækenland og Tyrkiet , kort sagt , han havde valgt 
en anden Vei end jeg , og dermed maatte jeg lade mig 
nøie , men utilfreds var jeg . Hvad vilde han r 
Grækenland og Tyrkiet ? Det var neppe for at dyrke 
Videnflaben . Han havde aldrig kastet sig tilbedende 
for Minervas Fod , men for søgt at flygte med lynsnare 
Vinger sra den alvorsfulde Dame , hvis Selskab 
ikke behagede ham . Han maatte have en anden Grund , 
som jeg ikke formaaede at gjennemflne . 
Jeg ilede til Ministeren for at bede ham om 
Permission , som jeg ogsaa fik , men paa det Vilkaar^ 
at jeg forenede Statens Tjeneste med min Fornøielse . . 
Herpaa gik jeg villig ind , da det deels var en Erkjendelse 
af min Dygtighed , deels et pekuniairt Gode , den 
gav mig Leilighed til at forlænge min UdenlandsreiseDet 
var et Lysglimt i den mørke Nat , da jeg 
fortalte mine Kjære i Hjemmet det Hverv , Ministeren , 
havde paalagt mig . 
„ Hvor det glæder mig , Carl ! det vil bære gode 
Frugter for Din Fremtid . “ 
Det var Tante Mines Glædesudbrud , der snart 
blev efterfulgt af de andre Tanters og Onklers Lykønskning . 


Alt til min Afreise var besørget . Jeg havde 
kjøbt en lille Present til mine sex trofaste Sjæle . 
Fra min Barndom havde jeg hørt dem yttre Ønsket om 
at eie et lille Uhr , der kunde beroe hos dem . Jeg 
kjøbte et Gulduhr til hver af dem . Til Caroline et 
franst Shawl . Til Onklerne en udpolstret Lænestol , 
hvori de magelig kunde nyde deres Grog og Pibe . 
Enhver Gjenstand blev ledsaget af et lille Digt og 
bragt dem en Time efter min Bortreise . 
Og Dagen til Afreisen kom . 
De Gamle vare saa stille — jeg saa utaknemmelig 
— det er Ungdommen jo altid mod Alderdommen . 
De stod og saae sorgfulde paa mig , som vilde 
de sige : 
„ Vogt Dig for Skjærene , vogt Dig for Stormene . 
Hvorfor drager Dn ud fra den lune , den hjemlige 
Rede ? “ 
Men de vare gamle — jeg ung og forhaabningsfuld , 
og derfor jublede det i mig : 
„ Jeg maa ud , jeg maa frem , uden Ro , uden Rast , 
Kun en Snegl til sit Hnus kan groe fast — 
Jeg maa tumle mig lidt pa » den brusende Strøm , 
Med dens Magt vil jeg pröve en Dyst . 
Nu er Tiden ei mere til Dvale og Drsm — 
Der er vaagnet en Vaar i mit Bryst . “ * ) 
- ) „ Vaaren er kommen “ af Erik Begh . 

Hvem kan blive siddende rolig ved Arnen og 
lade Ungdommen skye , naar disse levende Toner 
trænge til hans Hjerte , uden at løfte sin Sjæl , bedinge 
sin Fod og storme ud i Livet , kaste sig i den 
brusende Malstrøm og lade sig rive med i Hvirlen 
for at seire — eller — knuses . 
„ Kun en Snegl til sit Huns kan groe fast . “ 
Saa heisede jeg Glædens og Begeistringens 
herlige Flag ! — de Unges Kompas , hvorefter Hjertet 
saa gjerne vil styre . 
Men de Gamle blev ene tilbage . 
Naar en Høne har udruget et Andeæg og 
Ællingen nu følger sin naturlige Driff , kaster sig i 
Dammen og svømmer bort — har Du da seet den 
stakkels Høne , som udbredte sine skjærmende Vinger for 
at varme og dække den ? 
Giv aldrig en Høne et Andeæg . 

Treogtyvende Kapitel . 
Solen skinnede . Den skjønne „ Gabrielle “ dandsede paa 
Havet og speilede sig koket i Bølgerne , beundrende 
sin egen Deilighed . Det var et stort og smukt Skib , 
vel slikket til at vove en Dysf mod Elementerne . 
Den Mønne „ Gabrielle “ var af 400 Læsters Drægtighed , 
bemandet med tyve Matroser foruden Kapitainen , 
Over- og Understyrmanden . 
Jeg valgte at reise med Seilskib for at studere 
Havet , som altid havde havt stor Interesse for mig . 
Blandt Passagererne lagde jeg især Mærke til 
en forunderlig Figur , som kaldte sig Frøken Glad , 
et Navn , der passede fortræffelig , thi hun var altid 
glad , altid paa Spil og altid i høi Grad uelskværdig 
og paatrængende imod mig . 
Kan en Dame nogensinde være » elskværdig eller 
paatrængende ? 
Hvad skal jeg svare ? Jeg har aldrig ønsket 
Krig med Damer , thi hvilken Mand , han være saa 

stor en Helt , han vil , har ikke følt sig slaaet af 
Ungdom og Skjønhed ? Fred mine Damer , Fred paa 
enhver Betingelse . 
Nogle Dage efter Afreisen fik vi henad Eftermiddagen 
en stærk Storm , der med en utrolig Fart 
drev Skibet gjennem Bølgerne . Undertiden hævede 
det Agterspeilet og sænkede Bougen saa dybt i den 
hule Sø , at det syntes , som vilde det dukke under 
Bølgerne for aldrig mere at komme op paa Havfladen . 
Kapitainen 
stod foran Rattet og gav sine Ordrer 
med en Korthed og Klarhed , der strax blev forstaaet 
og adlydt . 
Jeg stod i Forstavnen og betragtede med en 
Blanding af Rædsel og Begeistring det oprørte Hav 
i dets frygtelige Sforhed , da jeg blev afbrudt i mit 
Studium med et stærkt Hm , hm ! der lod lige 
ved mig . 
Jeg vendte mig om , just ikke med det venligste Ansigt , 
da det ærgrede mig saaledes at blive forstyrret , og 
mit Humeur blev ikke bedre ved at opdage Frøken 
Glad , der stod tæt ved mig og tilnikkede mig paa 
en irriterende Maade , som om vi havde kjendt hinanden 
en Evighed . 
„ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et Hav i 
Oprør ! “ 

„ Finder De ? “ 
„ Vidunderligt deiligt ! Jeg elsker Havet i Oprør . “ 
„ Det forundrer mig , at Frøkenen kan taale den 
voldsomme Storm uden at faae Kvalme , Øren- eller 
Tandpine . “ 
Jeg saae stivt paa hende , men hun slog ikke sit 
glade Øie ned , hun besvarede mit Blik med et skjælmsk 
og koket Øiekast , der næsten klædte hende godt og 
mindede mig om Oluf , som havde forladt Kjøbenhavn 
Dagen før min Afreise . 
Jeg faaer aldrig Øren- eller Tandpine , min 
Herre ! jeg har gode , sunde og , som De nok har seet , 
hvide Tænder , der aldrig genere mig , ligesom mine 
Øren ere forsynede med en ualmindelig tyk Hinde . “ 
„ Det kan jeg mærke . “ 
„ Glæder mig , min Herre ! Jeg er født paa 
Havet , jeg elsker Havet ligesom De . Ak , hvilken 
Sympathi ! “ 
„ Jeg hader Havet , “ udbrød jeg forbittret ; jeg 
følte flet ingen Lyst til at fympathisere med de hvide 
Tænder . Jeg søgte at fjerne mig lidt efter lidt og 
naaede endelig om paa den høire Side af Skibet , 
hvor jeg haabede at staae uforstyrret . 
Himlen var bedækket med mørke , truende Skyer , 
der idelig blev jagede frem af den rasende Storm . 
Hist og her saae jeg et lille Fartøi , der kastedes op 

og ned i Bølgedandsen som et Legetøi for Hav og 
Storm , hvert Øieblik truet med Undergang . 
En uventet Kastevind sendte min Hue som Offer 
til de vrede Bølger . Mit Haar stod i vild Hvirvel 
om mit Hoved , men jeg agtede det ikke ; jeg stirrede 
ud paa det smukke Skuespil , som fyldte min Fantasi 
med nye , livlige Billeder . 
Med Eet blev jeg afbrudt i min Tankegang ved 
at føle en Hat blive trykket mig ned paa Hovedet 
med en saadan Styrke , at det et Øieblik sortnede for 
mine Øine . 
Jeg vendte mig forundret om og opdagede nu 
Frøken Glads hvide Tænder , der lyste mig imøde . 
Isfedetfor at takke sagde jeg halvt ærgerlig : 
„ De er meget stærk , Frøken Glad . “ 
„ Umaadelig stærk , min Herre . “ 
Jeg har aldrig været en Inder af stærke Damer ; 
dog den Mening beholdt jeg for mig selv og tilføiede 
pligtskyldig : 
„ Tak for Hatten ! Hvem er Eiermanden ? “ 
„ De selv , Hr . Auditeur . “ 
„ Jeg ? Men hvorledes kunde Frøkenen komme i 
Besiddelse as den , den var gjemt i min Hatteæske . “ 
„ Rigtig , min Herre ! Men Hatteæsken stod i 
Deres separate Kvie , der hentede jeg den . “ 
„ De er altfor opmærksom , Frøken . “ 

„ Man kan aldrig . . . “ 
Længere kom hun ikke , i det Samme tog et Vindstød 
fat i hende og kastede hende bogstaveligt i mine Arme , 
hvor hun efter min Mening — blev noget længere 
end nødvendigt , hvorfor jeg da ogsaa aabnede dem 
for at skille mig ved den uventede Byrde . Men 
neppe var hun fri , førend jeg hørte lige ved mit Øre : 
„ Hvor herligt , hvor henrivende er ikke et Hav i 
Oprør ! “ 
„ Det var F . . . . . ! “ havde jeg ikke nær glemt 
mig selv og bandet . — Det var jo de samme Ord , 
hun nylig opvartede mig med . Gode , Frøken Glad , 
en god Ting kan man ikke gjentage for ofte — og 
jeg svarede derfor ligeledes : 
„ Finder De ? “ 
Det forekom mig , som opdagede jeg et undertrykt 
Smiil paa hendes Læber , der vare sjeldent fyldige 
og store , omgivne af en temmelig stærk Moustache . 
Ak , hvorfor var Stormen ikke saa naadig , at 
den tog min Plageaand istedetfor min Hue , saa havde 
jeg nu havt den i Haanden for at tilvifte hende et 
saligt Levvel ! 
Men selv den manglede Mod til at bortføre en 
saadan Fregat , den nøiedes med hendes lange Krøller . 
Først legede den med dem paa en temmelig dristig 

Maade , derpaa løsrev den flaanselsløst den høire 
Lok , som jeg saae bade sig i de oprørte Bølger . 
Nu , Herre Gud ! det gik dem som mig , de 
ønskede Frihed de Stakler — og Frihed fik De , det 
maatte selv Frøken Glad bekjende . 
Jeg var saa delikat hurtig at vende mig om for 
ikke at genere hende . Hun saae det , smilte — ja , det 
var nogle mærkværdige Øine , jeg vidste ikke rigtig , 
om de vare smukke eller stygge — jeg troer destoværre , 
jeg maae tilstaae det Første , hvor nødig jeg 
end gjør det . — Derpaa holdt hun med paatagen 
Undseelse Hænderne for Øinene og raabte : 
„ Fy ! see ikke paa mig , jeg bliver saa forfærdelig 
flau . “ 
Nu var jeg fuldkomment overbeviist om , at hendes 
Øine vare afskyelige , ligesom at hun selv var 
det mest affekterede Menneske , jeg nogensinde havde seet . 
Jeg vilde netop til høit at gjentage hendes 
„ Fy , “ da jeg after mødte hendes Øine , tittende 
frem gjennem de halvtaabne Fingre . — Hvad var 
der dog ved disse Øine ? — Jeg flugte „ Fyet “ og 
vendte , halvt ærgerlig paa mig selv , Hovedet til den 
anden Side . 
Det er bestemt , jeg tog ikke Feil ! jeg hørte en 
halvkvalt Latter bag mig , — det var altsaa hende , 
min Plageaand , der havde mig til Bedste . 

Hurtigt og rasende vilde jeg forlade Dækket , 
men hun indhentede mig og hviskede : 
„ Forlader De mig , førend De har hentet mig 
mine Krøller ? “ 
„ Deres Krøller ? Jeg skulde kaste mig i det oprørte 
Hav for at hente Deres Krøller ? Det vilde 
Parykmageren i Sandhed ikke takke mig for . “ 
„ Men jeg vilde takke Dem , “ svarede hun smægtende . 
Nu 
følte jeg mig overbeviist om , at hun med 
Forsæt gik ud paa at drille mig . Jeg havde i længere 
Tid lagt Mærke til , at Skibsmandflabet fulgte 
os med Øinene og lo ad os , ligesom jeg ikke tog 
feil , naar jeg troede at bemærke , at Kapitainen og 
hun stod i Forstaaelse med hinanden . 
Ærgerlig forlod jeg Dækket for at søge min 
Kahyt , hvor jeg gjorde et Udkast as Havet i Oprør . 
Neppe var jeg kommen ned , før Uveiret atter 
drev mig op . 
Skibet duvede og slingrede saa voldsomt , at det 
var mig umuligt at føre Blyanten . Det var et 
frygteligt Syn , der mødte mit Øie , da jeg atter 
kom op paa Dækket . 
Fruentimmer og Mandfolk ilede i rastløs Angst 
og Strid imellem hverandre , især de Første . De 

gjorde det umuligt for Matroserne at røgte deres 
Arbeide , hvorfor Kapitainen endelig saae sig tvungen 
til at beordre dem ned i Kahytten , og Døren blev stænget . 
Nordsøen var en uafbrudt Skumflade , medens 
Larmen af Bygen lignede Braget af utallige brusende , 
fremvæltende Bølger . De høie Master bøiede sig 
mod Havfladen , som om Raanokken vilde dukke 
under . 
Da lød pludseligt et Brag , og Skibet laa 
næsten kæntret . Der var nu virkelig Fare paafærde , 
thi Storstangen gik overbord , og Bougsprydet knækkede ; 
en uhyre Sø havde taget det med sig . 
Jeg stod ved Rattet og havde Aandsnærværelse 
nok til i Farens Øieblik at klamre mig fast med 
Hænder og Fødder og saaledes undgaae at blive 
skyllet overbord . 
Vraget af Storstangen og af Alt , hvad-denne 
drog med sig i Faldet^ blev bortkappet ; alle Seilene 
blev beflaaede med Undtagelse af Fokken , som blev 
rebet , og med øiensynlig Livsfare løb vi hen for 
Veiret . 
Det var en frygtelig Stund ; at høre Stormens 
og Oceanets Brøl blande , sig med de indelukkede 
Kvinders Skrig og Slag mod Kahytsdøren ; det var 
ikke til at udholde . 

Ingen tilraabte dem Haab og Trøst ; jeg følte , 
at de ulykkelige Skabninger i Grunden led Uret ved 
saaledes at være indelukkede uden at kunne søge 
Hjælp ; det maatte i Sandhed være en rædselsfuld 
Tilværelse , en tifold Dødsangst . 
Vi Andre havde dog vor Frihed og kunde see 
Faren , om vi end ikke forstod at beregne Følgerne . 
Vi vare her , som overalt , anderledes heldigt stillede 
end den stakkels umyndige Kvinde . 
Nu er der gaaet mange Aar siden hiin sørgelige 
Dag , men endnu idag kan jeg høre de marterfulde 
Skrig , der blev udstødte af de i Rædsel og Dødsangst 
kæmpende Hjerter . 
Jeg vilde netop gaae sned til Kahytsdøren for 
at tilraabe de Fortvivlede Mod og Trøst , da jeg 
hørte en velbekjendt Stemme raabe op fra Kahytstrappen . 
„ Jeg 
giver Dem mit hellige Æresord paa , at 
jeg ikke skal vige fra Døren , men holde Vagt for 
ved mindste Tegn paa Livsfare at befrie Dem . Saa 
sandt hjælpe mig Gud i min sidste Time ! “ 
I næste Øieblik laae min Arm om Olufs Hals . 
Hatten var falden ham af Hovedet , og hans kjære 
Ansigt lyste mig imøde . Der hvilede en Ro over 
hans Træk , og en fast Beslutning stod at læse i hans 

Øie . Jeg følte , at det Løfte , han saa helligt aflagde 
i denne høitidelige Time , vilde han holde indtil 
Døden . 
Frøken Glad er død ! men af hendes Aske er 
Oluf Polter stegen frem . 
Efter en lang og angstfuld Nat — som Oluf 
og jeg havde tilbragt hos Damerne for at opretholde 
deres Mod — brød Dagen omsider frem , og 
aldrig har jeg hilst nogen Morgen med en saadan 
Taknemmelighed som efter hiin angstfulde Nat . En 
Nat i Storm paa Havet gjør os i tolv Timer langt 
ældre end tolv Aar , tilbragte under almindelige Forhold . 
Himlen 
aabnede sine Sluser , og Orkanen forstummede . 
Vandet skyllede ned i saa store Masser 
og saa uafbrudt , at vi troede , det aldrig skulde faae 
Ende . Saaledes vedblev det uden Ophør i to lange 
Timer , da spredte Skyerne sig , og Solen tittede omsider 
frem af sit Taageslør . Først blev den hilst 
med et gjennemtrængende Hurra ! Saa faldt vi Alle 
paa Knæ og løftede de ndmattede Hænder mod den 
yndige Himmelbue , der bebudede os , at Faren var 
forbi , at Haabet paany kunde grønnes . 
„ Peil Pumperne , “ raabte Kapitainen . 
Efter kort Tids Forløb meldte Styrmanden : 

„ Alt vel , Kapital » ! hun er let som en Champagneflaske , 
der endnu er stuvet los . “ 
Vi styrede nu med en sliv Kuling fra Sydost 
og en krap , urolig Sø . Om Aftenen landede vi ved 
London , og saaledes endte vor farefulde Reise uden 
at kræve et eneste Menneskeliv . 

Fireogtyvende Kapitel . 
Saa var jeg da i London , den største Stad i Europa , 
ja maaskee i Verden . 
Efter først at have forsfasfet os et hyggeligt 
Logis og ordnet nogle af de vigtigste af vore private 
Anliggender , besørgede jeg strax de mig paalagte 
Forretninger , som jeg var heldig nok til at udføre 
til største Tilfredshed . Derpaa begav Oluf og jeg 
os ud paa Eventyr . Vi lod os bære af Mængden , 
og hver Aften , vi lagde os til Ro , vare vi enige 
om at have tilbragt en behagelig Dag . 
Vi besøgte først Alt af Betydenhed , derpaa sled 
vi Brostenene , snart i Cith ' s snevre , nregelmæssige 
Gader , hvor vi kjøbte Eet og Andet , besaae Meget , beundrede 
endnu Mere , snart i den vestlige , den skjønneste 
Deel af Staden , der beboes af Hoffet , Adelen og 
overhovedet af den rigeste Deel af Befolkningen . 

Elegante Ekvipager , ziirlige Damehoveder og skjæggede 
Herreansigter viste sig uafbrudt . Snart var Oluf , snart 
jeg lige ved at blive overkjørt ; det var en Mylder af tusinde 
og atter tusinde Mennesker , der nok kunde forstyrre 
Hovedet paa en stadig Jurist , der kun var vant til at 
bevæge sig i det lille , hyggelige Kjøbenhavn . Derfor 
hændte det ogsaa , at jeg pludselig følte mig kastet 
i Brostenene af en forbiilende Herre , — som da jeg 
tilraabte ham : „ Hvorledes gaaeriiDe , min Herre ? “ 
ganske forundret svarede : „ Hvorledes staaer De , min 
Herre ? “ 
Naa , vi havde Begge Net , og Slutningsscenen 
blev derfor et Smiil og en venlig Hilsen fra begge 
Sider . 
Et af de sidste Steder , vi besøgte , var Tunnellen , 
en underjordisk Vei under Themsen . Her kjøbte vi 
flere smukke , værdifulde Sager , hvormed næsten alle 
Boutikerne vare forsynede . 
Efter en Maaneds Forløb forlod vi den store 
Fabrik- og Handelsstad , hvoraf vi havde faaet et 
ganske godt Overblik , ligefra Fabrikkerne til Bibliofhekerne . 
Vi styrede nu videre frem . 
Ombord paa Damperen blev vi Vidne til en 
ret morsom Scene , der baade vakte Latter , Skrig og 
Taarer . 

Blandt Passagererne var en Cityfamilie , der^ 
nok oprindelig var dansk , bestaaende as Mand , Kone 
og fire Børn , hvoraf det yngste kun var et halvt 
Aar og sad paa Moderens Arm . En Mængde Venner 
stod paa Landjorden for at bringe dem det sidste 
Levvel , hvorfor Moderen ogsaa holdt den lille Pige 
ud over Rælingen og raabte i det Uendelige : 
„ Mille siger Farvel , Mille siger Farvel , “ til 
Mille faldt paa Hovedet i Vandet . 
En Matros , der stod ved Siden og med et bredt 
Griin havde fulgt Milles ivrige Nikken Farvel , 
sprang hurtig ud og fistede Mille op , men neppe 
havde han betraadt Dækket med den Lille i Favnen , 
før han atter lod det nikke til Høire og Venstre mod 
Publiknm og grinende raabte : 
„ Mille siger Goddag ! Mille siger Goddag ! “ 
Et Latterchor fulgte det pudsige Indfald . Skibet 
satte sig i Bevægelse , og Oluf og jeg sagde ogsaa 
Farvel — ikke til Vennerne , men til London ; dog 
uden af Nogen af os fandt det nødvendigt af ledsage 
vor Afskedshilsen med en Kolbøtte i Vandet . 
Solen skinnede , og Damperen gjennemskar Solstraalerne , 
der vuggede sig paa Bølgespeilet . Ombord 
herskede en glad , animeret Stemning , som det 
smukke Veir forhøjede til Munterhed . Det var Nyt : 

for mig af see saa mange Nationer samlede paa saa 
lille et Rum , af höre alle de fremmede Tungemaal , 
uden af kunne blive Herre over Indholdet af deres 
Samtaler . Men Hjulet pidskede frem og frem , og 
mit Øie fulgte dets Fart med Længsel efter den 
ukjendte Strandbred . 

Femogtyvende Kapitel . 
Vi stod ved Toppen af de Juliske Alper og saae 
med Begeistring og Henrykkelse den nyfødte Sol bade 
sine rødmende Flammer i Adriaterhavets Bølger . 
En saadan Morgentime glemmes aldrig . Hjertet 
banker saa tungt og er dog saa let , — det føler 
sig saa veemodigt — og er dog saa glad , — det er 
begeistret , forhaabningsfuldt , det vilde gjerne omfatte 
hele Verden — og dog staaer Taaren i Øiet . 
Tri est ligger amfitheatralsk ved Adriaterhavet , 
hvor man hilser Flag fra alle Verdens Steder . Det 
Første , mit Øie mødte , var det hvide Kors i det røde 
Felt ; hvor det er ligefremt og bramfrit — men hvor 
smukt er det ikke i hele sin Simpelhed ! Findes der 
noget Flag , der er saa smukt , saa elflet som Dannebrog 
? 
Vi opholdt os her kun een Dag . Næste Morgen 
reiste vi til det herlige Venedig med dets rige 
Poesi , sit Trylleri — og vi hilste vor glade Ungdomsdrøm 
Godmorgen ! 

Efter at have viist vore Passer og fundet os en 
Leilighed , der svarede til Olufs Smag og Formue , 
vandrede vi til Kafee Milano , der ligger paa Markuspladsen . 
Her engagerede vi en Cicerone , der for 
12 Zwanzigers ( 3 Rd . ) daglig paatog sig at vise 
os Venedigs Herligheder . Han fik Ordre til at besørge 
Oluf en smuk Gondol , der blev udstyret med 
al den Luxus og Pragt , det var muligt at anvende 
paa den : Kostbare Tæpper , bløde Silkepuder og en 
ung , smuk og dristig Gondolier , hvis Skjærf prangede 
med Olufs Vaabenfarve , som han selv havde 
komponeret . Et elegant Solsejl hvælvede sig over 
Baaden , hvorfra Dannebrog i hvid og rød Silke 
vaiede . 
Naar vi om Aftenen vuggede os i vor lette 
Gondol , medens jeg greb Guitaren og sang vore 
smukke , smaa danske Romancer , nu og da ledsaget af 
Olufs veemodige Fløjtetoner , flokkedes Gondoler om 
vort Dannebrog , og mangt et funklende Damerne 
fulgte og tilsmilede os Bifald . 
En Aften , da Luften var saa mild , saa fuld af 
Kjærlighed og Sværmeri , lød min Sang mere begeistret 
end sædvanlig , og Olufs Fløite fremlokkede mangt 
et Suk og mangen en Taare hos de smukke Venetianerinder , 
der fulgte os med vedvarende Interesse . 
Jeg drømte mig tilbage i Danmark , til Barndomshjemmet , 

— jeg var atter paa Jyllands Hedejord , 
jeg saae hendes Lokker flagre i Aftenvinden , jeg hørte 
hendes Stemme tilhviske mig det sidste Afskedsord , 
saa greb jeg Guitaren , mine Følelser fik Liv , og jeg 
sang : 
Naar seer jeg Dig atter , mit kjæere Barndomshjem , 
Som dukker blandt Minderne frem . 
Huldsalig Du smiler , ad Mødrenejord ! 
Som de skjønneste Velkomstord . 
Og Roserne dufte , ak sig , I Roser smaa , 
Om aldrig min Rose I saae ? 
Jeg bar ' hendes Billed til fremmede Kyst 
Som et yndigt Haab i mit Bryst . 
O ! slygt dog ei igjen , Du milde Zefyrvind ! 
O ! kjøl dog min bramdende Kind ! 
Jeg veed , Du har kysset i Aftenens Stund 
Hendes Lok og rødmende Mund . 
Saa kys da ogsaa mig , væer kun ikke forsagt ! 
Vi vil ' slutte tilsammen en Pagt : 
Du vender tilbage til Rosen igjen 
Med et Kys fra den bortrejste Ven . 
Jeg sang med Følelse og Varme , thi Tonerne 
og Ordene trængte sig frem fra mit bevægede Bryst 
— og Olufs Fløiteakkompagnement lød smukkere end 
nogensinde før . 
Der var en Baad , som fulgte os nærmere end 

de andre , og Dannebrog vaiede ogsaa frit over den i 
Aftenvinden . 
Uvilkaarligt havde jeg rettet mine Øine mod 
Flaget , som var det min Elskede , jeg tolkede min 
Længsel . I Gondolen sad to Damer og en Herre , 
men jeg kunde ikke see deres Træk , da Damerne bare 
Slør og Herren stod med bortvendt Ansigt . Da 
Sangen var endt , gled Sløret tilbage fra den unge 
Dames Ansigt , Maanelyset faldt paa hendes Træk , 
og jeg gjenkjendte Karen Nordan . 
Gondolen gled let forbi os , Hofjægermesteren 
stod i Stævnen , han lettede venligt paa Hatten og 
tilraabte os : 
„ Godnat Landsmænd ! “ 
„ Godnat . “ 
Maanen lyste i sin fulde Pragt . Fra den dybe , 
blaae Himmel funklede Millioner af Diamanter os 
imøde . Jeg sad og stirrede imod Lyshavet — jeg 
drømte en vidunderlig deilig Drøm , der faldt et 
Stjerneskud — var det et Øie der sluktes i denne 
Time ? og hvor vil den frigjorte Sjæl sinde sit nye 
Hjem ? 
„ Ro til Gondolier , ro til , Natten bliver kold ! “ 
— Og jeg var nys saa varm ! 

Sexogtyvende Kapitel . 
Atter er det Morgen i Venedig . 
„ Hvem boer i det Palais ? “ 
„ En dansk Signor med Signora og Signorita , “ 
svarede Gondolieren . 
„ Hans Navn ? “ 
„ Kjender det ikke Signor , men har en smuk og 
stolt Signorita , der ligger i Herskabets Gondol , og 
der staaer Gondolieren . “ 
„ Rødt og hvidt , seer Du Carl ! det er Dannebrog , 
altsaa vore Landsmænd . Jeg lagde alt igaaraftes 
Mærke til det smukke lille Fartøi , der fulgte 
os hele Veien , medens Du sang . Lad os spørge 
Gondolieren om hans Herskabs Navn . “ 
„ Der kommer den smukke Signorita , “ vedblev 
Gondolieren og rettede sig for at hilse paa hende . 
„ Det er hende , “ jublede det i mit Hjerte . 
Nu var hun os ganske nær , hun satte Foden 
paa Relingen af Gondolen , Oluf og jeg hilste hende 

ærbødigt , hun saae og — hendes Øie mødte mit — 
jeg kunde ikke modstaae at række hende Haanden til 
Hjælp , medens hun steg ind i Gondolen — da mødtes 
vore Øine igjen ; jeg troede først at blive gjenkjendt , 
saa mildt lyste de mig imøde — dog , det var 
vel kun Taknemmelighed , der talte det varme Sprog . 
Mit Hjerte sank saa dybt — saa tungt — hun 
havde glemt mine Træk , jeg var kun en Fremmed 
for hende , der eiede alle mine Tanker — mit hele 
Hjerte . 
Hvor havde jeg længtes efter dette Øieblik . Jeg 
haabede saa vist , at hun tiltrods for Aarene skulde 
have gjenkjendt Anglingen i Manden . Jeg gjenkjendte 
hende , før mit Øie havde mødt hendes dyrebare 
Træk , thi jeg følte hendes Nærhed , derfor fik 
mine Følelser Ord i Sangen . 
Hun var bleven høiere og smukkere , siden jeg 
saae hende sidst . Ungmøen var udviklet til Kvinden , 
ikke blot i det Idre ; hendes faste Blik forraadte den 
modnere Sjæl . 
„ Kan jeg være Frøkenen til nogen Tjeneste ? “ 
„ De har alt været det , min Herre , jeg takker 
Dem . “ 
Og Gondolieren satte paa hendes bydende Vink 
Baaden i Bevægelse , der hurtig fjernede sig fra os . 

„ Ro til , Gondolier , følg Baaden ! “ raabte Oluf 
begeistret . 
„ Ro til Venstre , “ bød jeg roligt og pegede i 
modsat Retning . 
„ Hvor hun var deilig i sit Hovmod , “ vedblev 
Oluf begeistret ; jeg saae hans Øie følge hende 
uafbrudt . 
„ Kjendte Du ikke Frøken Nordan ? “ 
„ Frøken Nordan , var det hende ? Du har Ret , 
nu mindes jeg hende tydelig . Men hvorfor i Alverden 
nævnede Du ikke Dit Navn ? “ 
„ Hun gjenkjendte os ikke . “ 
„ Ja , men saa burde Du have tilbagekaldt os i 
hendes Erindring . Hvorfor gjorde Du det ikke ? 
Lad os indhente Baaden og præsentere os . “ 
„ Ikke for Alt i Verden , Oluf , hun har glemt 
mig , jeg ønsker , af Student Tulinius ikke bliver opdaget 
i den nuværende Auditeur ; jeg ønsker som 
Fremmed af lære hende af kjende . 
„ Godt , Du vil spionere ? “ 
„ Hvis det , af lære en Dames Følelser og Anskuelser 
nærmere af kjende , kan kaldes Spioneri , saa 
har Du gjættet ret . Jeg ønsker ukjendt af læse i 
hendes Sjæl og Hjerte , om Tiden har forandret 
hendes Begreber om Livsforholdene , eller om hun 
endnu er den Samme . Seer Du , Oluf ! mit hele 

Fremtidshaab , der hidtil har ligget skjult under Vinfersneen 
for af varmes og voxe — er afhængig af 
dette Gjensyn . Nu er det Vaar , ikke blot i Naturen , 
men ogsaa herinde , Sollyset i hendes Øine har smeltet 
Sneen over Hjertet , og Haabet er spiret frem med 
fordoblet Liv og Kraft ; thi i denne Sommer vil mit 
Livs Skjæbne blive afgjort . Himlen lede Alt til det 
Gode . “ 
„ Fra idag hedder Du altsaa ? “ 
„ Kandidat Holst . “ 
„ Godt , og da Oluf Polier upaatvivleligt vilde 
forraade Kandidat Holst , saa døber jeg mig fra denne 
Time Hr . Baron Gyldenkrone . “ 
„ Ah , saaledes , ja det lyder unægteligt behageligere 
i Verdens Øren af kaldes Hr . Baron — end Hr . 
Kandidat , især da Du er faa heldig stillet , af Du 
ikke behøver af forøge de uvidende og fattige Baroners 
sørgelige Antal . Men da det ikke vilde være 
Taabeligt af slippe en saa ung og letsindig Baron 
sne ud i den stormende Verden , saa er det bedst , Du 
faaer en Hovmester med . Fra idag er jeg Kandidat 
Holst , Hovmester hos Baron Gyldenkrone . “ 
. „ Antaget , det er udmærkede Løier , desuden . . . “ 
„ Desuden ? “ 
„ Nu , jeg mener , at det desuden vil gjøre mig 

ret interessant i Damernes Øine . Mine Aktier villegaae 
betydeligt i Veiret . “ 
„ Gratulerer til alle de Erobringer , Du i Fremtiden 
vil gjøre . Hovmesteren vil blive meget lille 
ved Siden af Baronen . Jeg frister hende haardt . . . 
Naa , skulde Baronen seire , saa misunder jeg Dig 
ikke . “ 
„ Selv om . . . “ 
„ Selv om — Hvad mener Du ? “ 
„ Selv om jeg erobrede Frøken Nordans Hjerte ? “ 
„ Ah , saaledes — nu forstaaer jeg Dig . Geneer 
Dig ikke min Ven , dersom Baronen eller Din egen 
bekjendte Elskværdighed vandt Seir over hendes 
Hjerte , vilde jeg ikke lægge Dig Hindringer i Veien . 
Jeg vilde da med Vished vide , at hun og jeg ikke 
passede for hinanden . Jeg har da aldrig havt den 
rette Plads i hendes Hjerte , mit Minde er da visnet 
som Rosen , jeg lagde i hendes Skjød . — Og . . . “ 
„ Og ? “ 
„ Jeg vilde da ønske Dig tillykke med Din Erobring 
og bede Dig være hende en trofast Ven gjennem 
Livet . “ 
„ Du vilde have , jeg skulde ægte hende ? “ 
„ Naturligviis , en Mand søger aldrig at vinde 
en Kvindes Hjerte , uden at det er hans faste Hensigt 
at gjøre hende til sin Hustru . 

„ Du er en underlig Patron . Imidlertid har 
det aldrig været min Hensigt at berøve Dig Frøken 
Nordans Hjerte , skjøndt Din Kjærlighed til hende 
nok ikke har fæstet synderlig dybe Rødder , siden Du 
saa roligt kan betragte Muligheden af en Forbindelse 
imellem hende og mig . Du har imidlertid reent 
glemt , at for at ægte hende maatte jeg dethronisere 
Baronen , og saa bliver kun Kandidat Polter tilbage . “ 
„ Det er sandt , men blev hendes Kjærlighed til 
Dig af den løse Beskaffenhed , saa vilde jeg gratulere 
Dig til at blive Ungkarl . Stakkel , det vil jeg ikke 
froe , Tiden formaaer meget , selv over en Menneskesjæl . “ 
„ Jeg 
forstaaer mig ikke paa Dig , Carl . Jeg 
hader Din Ro , Din Koldblodighed . Naar Du taler , 
skulde man froe , Du var hjerteløs ; og dog veed Ingen 
bedre end jeg , at Du kan være varm . Men Du 
forstaaer endnu ikke rigtig , hvad Kjærlighed vil sige . 
Vi ere saa forskjellige , jeg elsker med Hjertet — Du 
med Fornuften . “ 
„ Jeg elsker med Fornuften ? Nu , Du har maaskee 
Ret , vi To føle høist forskjelligt . “ 
„ Jeg vilde blive rasende , hvor Du er kold og 
rolig . Hvis Nogen tog min Elskede fra mig , vilde 
jeg dræbe ham . “ 
„ Og jeg , jeg vilde tie og — døe . “ 

Oluf overhørte de sidste Ord og vedblev : 
„ Ja , Du vilde tie , Du taalmodige Lam i kraftig 
Mandsskikkelse ; hvor man dog flet kan dømme det 
Ådre af det Indre ! Enhver , der seer Dig , maa troe , 
at Du har en Kæmpesjæl . Naar man seer Dit dybe , 
kloge Øie , naar man seer det faste Greb , hvormed 
Du omslutter Alt — skulde man troe , Din Villie var 
uovervindelig , og saa . . . “ 
„ Og saa ? “ 
„ Saa er Du kold og svag i Kjærlighed — vort 
Alt paa Jorden — skjøndt man ikke kan frakjende 
Dig en sjelden Kraft og Ernergi i . alle andre Livsforhold . 
Jeg kan da uden Samvittighedsskrupler 
gjøre Frøken Nordan min Opvartning , siden Du selv 
opmuntrer mig dertil , for . at Du derved kan lære 
hendes Følelser at kjende ? “ 
„ Jeg opmuntrer Dig ingenlunde , Oluf , jeg lader 
Tilfældet raade . “ 
„ Godt , saa lad Tilfældet da raade . Jeg giver 
Dig mit Æresord paa , at jeg for Øieblikket ikke 
nærer nogen Tilbøielighed for hende . Din Eiendom 
vil altid være mig hellig . “ 
„ Jeg veed det , Du er letsindig , men ikke flet . “ 
„ Ikke flet ! Gud forbyde det ! Er jeg maaskee 
flet uden at vide det ? Tal Tulinius , tal , skjul Intet 
for mig . “ 

„ Du flet ? Nei , min stakkels Dreng , Du er kun 
letsindig ; men glem aldrig , at Letsindighed ofte begaaer 
flere Dumheder end selve Sletheden . Letsindighed 
er Forgaarden til Helvede . Af Letsindighed 
knuser man Menneskehjerter og fordærver Menneskefjæle . 
Vær paa Post , min kjære , trofaste Barndomsven . 
Aarvaagenhed , især ligeoverfor os selv — er 
en Generaldyd . “ 
„ Bliv hos mig , Carl ! Saalænge Du er mig 
nær , frygter jeg ikke — og jeg vil saa gjerne , ja 
saa inderlig gjerne være god og retskaffen . “ 
Jeg lagde min Arm om hans kjære Hals og 
trykkede ham fasf op til mig . Gud give , jeg kunde 
have været om Dig saaledes , som mit Hjerte ønflede , 
Du , stakkels , svage Sjæl , om jeg end derved selv 
vilde have lidt Skibbrud ! — Til ham hviskede jeg : 
„ Blive hos Dig , ja , saalænge Gud vil , forlader 
jeg Dig ikke . Jeg vil vaage over Dig som en 
Moder — gid Himlen igjen vil vaage over mig . “ 

Syvogtyvende Kapitel . 
Næste Dag saae vi Intet til Familien Nordan . 
Oluf og jeg vuggede os atter paa Kanalerne , hvorfra 
vi fik et klart Indtryk af Venedig . Hvilket imponerende 
og dog sørgeligt Skue , Venedig er et Vidnesbyrd 
om fordums Storhed og Smag — om Nutidens 
Fattigdom , Uorden og Undertrykkelse . 
Fra et Vindue i et af de vel vedligeholdte Palaier , 
der blev beboet af Hofjægermesteren , hørte vi en 
Aften , da vor Gondol langsomt gled hen over Kanalen 
— en Yndig , veemodig Sang , der gribende tilbagekaldte 
Danmarks Skove , Sletter og det blanke 
Øresund i min Sjæl . 
Sangen lød : 
Sit straalende Lyshav har Maanen spredt ud , 
Og Nathimlen funkler som smykket til Brud . 
Og Duggens Sølverflor 
Har lagt sig over Jord , 
Og Natvinden leger med Blomsterne glad , 
Med lunefuld Skjæmten — o , stil dem ei ad ! 

Du dremmende Stilhed , Du Heisfer kun kort , 
Snart Solen frembryder og trænger Dig bort ; 
Og Dagens travle Røst 
Sig hæver i hvert Bryst , 
Og Fuglene juble saa lifligt og glad : 
„ Hvor fljønt er dog Livet ! — o , sfil dem ei ad ; 
Sangen var dansk , jeg havde hørt Karen Nordan 
synge den , — var det hende ? 
Aarerne hvilte , — Hjertet bankede saa tungt , 
saa længselsfuldt , men Maanen , de Elskendes Skytsengel 
— smilte lige rolig og mild fra sin Stjernehimmel . 
Godnat , 
min Elskede , mit Hjertes Solskin , 
-Godnat , sov vel ! 

Otteogtyvende Kapitel . 
Vi vare stegne iland for at besee Palazzo Barbarigo , 
hvor Tizian døde , og hvor der fandtes sytten 
Malerier fra denne Mesterhaand . Palaiet med sin 
ziirlige Arkitektur er nu forvandlet til en Kaserne . 
Blandt de fyrretyve Kirker , Venedig eier , besøgte 
vi den største , S . Maria Gloriosa ai Frari , derer 
opført af Vasari i det trettende Aarhundrede , hvor 
der findes et værdifuldt Monument af karrarisk Marmor , 
forestillende Kunsten i Skikkelse af en nedbøiet 
Kvinde , omgiven af sørgende Gratier . Monumentet 
er modelleret af Canova , bestemt som Mindesmærke 
for Maleren Tizian ; men da Canova døde 1822 , . 
satte Europa , der elsiede ham som Menneske og 
Kunstner , det over ham , og saaledes har den store 
Mester selv modelleret sit Monument . For dog ikke 
ganfle at forurette Tizian , lod Keiser Ferdinand opreist 
et Mindesmærke paa den anden Side af Kirkegaarden , 

ligeoverfor Canovas , — hvor den berømte 
Kunstner virkelig ligger begraven , hvorimod Canovas 
Lig blev ført til hans Fødeø Passagno , hvor han 
sover ved Siden af sin Moder . Dog , vi saae saa 
Mangt og saa Meget , at hvis jeg skulde gjengive 
det Alt , vilde min lille simple Hverdagshistorie faae 
Karakteer af en Rejsebeskrivelse , hvilket ingenlunde er 
min Hensigt , især da den ligger en Deel Aar tilbage 
i Tiden , og Meget kan have forandret sig siden dengang . 
Jeg vil derfor kun- i Forbigaaende berøre Et 
og Andet , der har gjort mest Indtryk Paa mig . 
Om Aftenen besøgte vi Markuspladsen . Hvilken 
Tryllestav havde forvandlet den stille , som uddøde 
Plads med sine tillukkede og tilsyneladende mennesketomme 
Huse og Gader til et Hav af Liv og Mnnterhed ? 
Tusinde Gaslamper funklede os imøde fra 
Arkaderne , hvor der herskede den livligste Stemning . 
Pladsen var som oversaaet med Stole og Borde , og 
dog havde Folk ondt ved at faae Plads . Venedig 
havde faaet Liv ! Dens Beboere strømme i Tusindviis 
fra alle Stræder og Gader for at mødes her . 
Man hører Spøg , Latter og Strengeleg imellem 
hinanden . Her seer man en Sanger eller Sangerinde 
med sin Mandolin , hist en mørkøiet Blomsterpige 
med sine duftende Bouketter og sit yndige 
Smiil . 

Man serverede med Iis og Limonade , med 
friske og syltede Frugter , Alt til billige Priser ; Herrerne 
gjorde sig en Ære af at opvarte de smukke 
Venetianerinder , og Oluf — Høfligheden selv — 
indtog ikke den mindst vigtige Plads iblandt dem . 
Blandt disse yndige , fortryllende Alfer forekom 
det mig pludselig , som om jeg hørte en kjendt 
Stemme ; jeg vendte mig om og opdagede Familien 
Nordan , der sad leiret ved et Bord , omringet af 
elegante Herrer af alle Nationer , der kappedes om at 
vise sig forekommende mod alle Familiens Medlemmer ; 
men forrest i Kredsen opdagede jeg min gamle 
Fjende , Kammerjunker Skovstrup . Han var altsaa 
ogsaa her ! 
Fra dette Øieblik følte jeg , at Fredens Dage 
vare forbi og Kampen begyndt , thi aldrig vilde jeg 
med min gode Villie tillade ham at ægte Frøken 
Nordan . Hans Karakkeer indgjød mig Mistillid , det 
var umuligt at tage feil — han var ikke noget godt 
Menneske . Og blev hun end aldrig min , imod ham 
svoer jeg at beskytte hende . 
Jeg stod dem ganske nær , jeg hørte Hofjægermesteren 
sige til Skovstrnp : 
„ Hvad for Noget , De her , Skovstrup , agter De 
at opholde Dem længe i Venedig ? “ 
„ Det veed jeg ikke , Hr . Hofjægermester , jeg 

reiser for min Fornøielse , uden andet Maal end at 
ryste lidt Militairstøv af mine Skuldre og glæde 
mig ved Naturen . Jeg anede mindst af Alt , at jeg 
skulde være saa lykkelig her i Venedig — saa langt 
fra Danmark , at træffe gode og kjære Venner . “ 
„ Glæden er gjensidig Skovstrup , det er mig 
kjært endelig at træffe et bekjendt Ansigt ; her findes 
rigtignok flere Skandinaver , men jeg har dog hidtil 
ikke truffet en eneste Ven . “ 
„ Hvorledes befinde Damerne sig under de fremmede 
Forhold ? Veiret har iført sig sin Høitidsdragt , 
og jeg haaber , det ikke vil afkaste den , førend vi atter 
hilse Danmark . “ 
Jeg gjorde Oluf opmærksom Paa min nye Opdagelse . 
Stakkels Ven — han var saa optagen af 
de smukke Øine , der fra alle Sider mødte ham , at 
jeg flere Gange maatte tiltale ham , førend han 
skjænkede mig Opmærksomhed . 
Ved at see Skovstrup i Familien Nordans 
Selskab , fattede han en hurtig Beslutning uden 
forud at underrette mig om sin Hensigt ; jeg saae ham 
bane sig Vei til Selskabet , løfte sin Hat og sige : 
„ Mit Navn er Baron Gyldenkrone ! Er det mig 
tilladt at hilse paa mine ubekjendte Landsmænd ? “ 
Et Øieblik efter saae jeg ham i fuld Konversation 
med Damerne . Jeg lagde tydeligt Mærke til 

Kammerjunkerens Utaalmodighed ved at see Oluf saa 
kjækt indtage den af ham attraaede Plads . 
Jeg studsede ved at see Olufs lette , frie Manerer , 
hans elegante Holdning og det smukke , freidige og 
aabne Ansigt ; jeg saae , han gjorde Lykke , og ikke 
mindst hos Hofjægermesterinden . 
Jeg troede alt , han havde glemt mig ; det var 
med Forsæt , jeg selv undgik at nærme mig dem , jeg 
ønskede , det skulde skee tilfældigt , ikke ved mig , men 
ved Oluf . — Nu fik han Øie paa mig , han vinkede , 
og jeg traadte hen til Bordet . 
„ Maa jeg præsentere min Ven og Hovmester , 
Hr . Kandidat Holst , for Hofjægermesteren . “ 
Og jeg hørte ham tilføie hviskende : 
„ En talentfuld Mand , der har en rig Fremtid 
ivente . “ 
Derpaa bøiede han sig imod mig : 
„ Holst , det er Hofjægermester Nordan ' med Frue 
og Frøken Datter . “ 
Det forekom mig , som Frøken Nordan saae forundret 
og spørgende paa mig ; dog maaskee tog 
jeg feil . 
Vi blev indbudte til at tage Plads ved Bordet . 
Kammerjunkeren , der hidtil havde betragtet os igjennem 
fin Lorgnet , traadte nu hurtigt nærmere for at 
indtage Pladsen hos Frøken Nordan , men Oluf kom 

ham i Forkjøbet . Saaledes var Bekjendtskabet fornyet . 
Ak , hvilken Aften ! Jeg sad ligeoverfor hende 
— Nathimlen over os , Sang og Strengeleg om os 
— hendes øie søgte ofte mit Blik , en unævnelig , 
poetisk Fred dulmede hver Uro , hver Sorg , — mit 
Øie saae kun hende . Jeg trykkede uvilkaarligt Haanden 
mod Hjertet , som vilde jeg beskytte det i denne 
hellige Time , der alt lod mig føle Salighed paa 
Jorden . En saadan Følelse rummer kun vort Hjerte 
een Gang , — men Mindet gjør selv den Fattigste rig 
— det følger os til Graven . Hvert Ønfle tier , jeg 
eiede Alt — thi hun var mig nær . 
Pludselig forstummede Sangen , Latteren og 
Glæden . Det var Østerrigernes Tappenstreg , der 
lød fra Piazellaen ; nu var den os ganske nær . 
Var det Gaslamperne , der kastede det bleggule 
Skjær over Venetianernes før saa glade Træk — 
eller var det Følelsen af Trældom , der ved Lyden af 
Tappenstregen atter paatrængte sig det frihedselskende 
Folk ? 
Hofjægermesteren reiste sig . 
Jeg stod lige ved Karen , min Arm var alt udstrakt 
imod hende , da jeg hørte Godseieren sige til 
Oluf : 
„ Hr . Baron , jeg betroer Dem min Datter , vil 
De ledsage hende til Gondolen . “ 

Hurtigt traadte jeg tilbage og tilbød Fruen min 
forsmaaede Arm . Hun modtog den med et Smiil , 
og jeg ledede hende da saa forsigtigt , som havde hun 
været min egen kjære Tante Sofie . Og alt som jeg 
gik , tænkte jeg : 
„ Hvor er nu Dine Tanker , Du kjærlige , Du 
gode Sjæl ? Dvæle de hos Din Søn — eller hvile 
de trygt i Søvnens Favn ? “ 
Da vi naaede Gondolen , hjalp jeg min Dame 
ned i Baaden . Hofjægermesteren stod og saae efter 
Karen , der , støttende sig til Olufs Arm , lyttede snart 
til hans , snart til Kammerjunkerens livlige Indfald . 
Jeg hørte deres Latter , jeg saae , hvorledes Oluf 
bøiede sig ned imod hende for at opfange hendes 
Blik — jeg saae Skovstrups forbittrede Mine , der 
bebudede en nær foresfaaende Storm . 
Nu vare de os ganske nær , Skovstrup stod i 
Gondolen og rakte begge Hænder nd imod hende ; 
hun modtog dem , men vendte Øiet til den modsatte 
Side , som søgte det Noget , — Foden gled , hun tabte 
Balancen , og sør Kammerjunkeren kunde forhindre 
det , faldt hun i Kanalen . 
I samme Sekund hun faldt , var Oluf sprungen 
ud efter hende . Stakkels ubesindige , varmtfølende 
Ven — hvorfor gjorde Du det ? Hvorfor lod Du , 
nu som altid , Øieblikkets lefsindige Godhed seire 

over Fornuften ? Du vidste dog , at Du ikke kunde 
svømme . Aldrig har Din elskværdige Daarskab 
bragt mig i større Forlegenhed end hiin Aften . 
Jeg saae dem Begge dukke op af Vandet , Begge , 
der vare mit Hjerte saa dyrebare , og kun Men af dem 
kunde jeg frelse ; thi Rummet imellem Bolværket og 
Gondolen var smalt og dybt , hvilket besværliggjorde 
Hjælpen . Hvem af dem ? 
„ Hun , mit Alt ? “ 
„ Han , min elskede Barndomsbroder ? “ 
Oluf rakfe Haanden op til mig : „ Hjælp mig , 
jeg kan ikke svømme . “ 
Jeg greb hans Haand , men den anden rakfe jeg 
ud imod mit Livshaab . Enten frelse dem Begge — 
eller alle Tre gaae under ! 
Dog i næste Øieblik greb Hofjægermesteren , der 
havde fulgt mig i Vandet , sin Datter om Livet , og 
vi vare Alle frelste . 
Neppe havde vi naaet Gondolen , førend Kammerjunkeren 
tog imod Frøken Nordan , og jeg hørte ham 
hviske til hende : 
„ Ingen skulde have gjort mig den Lykke stridig , 
hvis jeg havde kunnet svømme . “ 
Jeg saae op og mødte hans dødblege Ansigt , 
og jeg tvivlede ikke mere om hans Kjærlighed . 

Dog , Frøken Karen gav ham intet Svar , men 
efter at have kastet sig i sin Moders Arme rakte 
hun Haanden imod Oluf ; jeg saae , hun havde Taarer 
i Øiet . 
„ De kunde Heller ikke svømme , “ var Alt , hvad 
hun sagde , men jeg havde givet Aar af mit Liv — 
for Blikket , der ledsagede de simple Ord . 
Nu kom Touren til Forældrene . De takkede , 
de lovpriste Oluf for hans elskværdige Opoffrelse ; 
han lo , han rødmede , han forsikkrede , at han mere 
fortjente Dadel end Roes , da hans overilede , ubetænksomme 
Skridt nær kunde have havt alvorlige 
Følger , dersom ikke hans trofaste , altid fornuftige 
og hjælpsomme Ven var kommen dem til Hjælp . 
Han lagde kjærligt sin Arm om min Hals , jeg 
trykkede ham rørt til mit Bryst , hvor jeg helst havde 
beholdt ham for Livet ; men nu følte jeg en lille 
Haand paa min Arm , et elektrisk Stød gjennemfoer 
mig , jeg slap ham og mødte Karens Øie , — hun 
rakte mig Haanden , det var Alt — dog jeg kunde 
ikke modstaae , jeg bøiede mig over den og førte den 
til mine Læber , den var saa lille , saa blød , og , Gud 
være lovet ! den var varm , — hvorfor skjælvede den 
i min ? 
Oluf og jeg forlod Gondolen med Anmodning 

fra Hofjægermesteren om snart at besøge dem . 
Kammerjunkeren , eller rettere Kammerherren , som jeg 
senere hørte , han var avanceret til , blev tilbage , og 
vore Baade skiltes ; hver drog sin Vei , men Hjertet 
og Tankerne tog samme Flugt . 

Niogtyvende Kapitel . 
I en tidlig Morgenstund tog Oluf og jeg i Forening 
med Familien Nordan og Skovstrup Afsfed 
med Venedig , hvor jeg havde tilbragt nogle af de 
stjønneste og lykkeligste Dage af mit Liv . 
Efter flere Timers Fart paa Jernbanen naaede 
vi Verona , Skuepladsen for Romeos og Julies 
ulykkelige Kjærlighed . I Franciskanerklosterets Have 
lod vi os forevise de Elsfendes Gravsted , hvorunder 
man paasfod , at de laae begravede . 
Vi opholdt os kun nogle Timer i Verona . 
Efter at have beseet alt Mærkeligt , fortsatte vi Reisen 
tilvogns og naaede om Aftenen Peschiera ved Gardesøen . 
Jeg 
søgte paa hele Reisen at undgaae Frøken 
Nordan saa meget som muligt , deels for ikke at forraade 
mig , da jeg i hendes Nærhed aldrig var ganske 
Herre over mine Følelser , deels for ikke at vække 
Mistanke hos Faderen , der øiensynligt ønskede en 
Forbindelse imellem Oluf og sin Datter . 

Undertiden forekom det mig , som om jeg opdagede 
Uvillie hos hende paa Grund af min paafaldende 
Tilbageholdenhed . Hun var et forkjælet Barn , 
der var vant til af blive tilbedt og hyldet af Alle ; 
min tilsyneladende Ligegyldighed og Mangel paa 
Opmærksomhed saarede hendes Forfængelighed , især 
da hun snart mærkede , af det ikke var Natur hos 
mig , der altid var meget forekommende og omhyggelig 
imod hendes Moder , hvis Selskab jeg søgte saa meget , 
som Forholdene tillod det . Hun vidste ikke , af mit 
Blik — skjøndt tilsyneladende bortvendt — fulgte 
hende overalt . Læste jeg en Avis , vare Bogstaverne 
usynlige for mit Øie ; thi Tanken fulgte hende , og 
talte jeg med en Anden , svarede jeg aandsfraværende 
uden af have opfattet Meningen af hans eller mine 
egne Ord . 
De kaldte mig en klog , forstandig Mand , der 
var saa lykkelig altid af være Herre over mine Ord 
og Handlinger ; ja , de gik saa vidt af paastaae , af 
Intet kunde bringe mig ud af min værdige Fatning ; men 
de skulde blot have seet , hvad der foregik i mit Indre . 
„ Del blöder tidt , siMidt intet Vaaben rammer , 
Naar Kampen slaaer i Hjertets skjulte Kammer . “ 
Vi overnattede i Peschiera , skjøndt Hotellets Bekvemmeligheder 
ingenlunde ere til at lovprise . 
Om Morgenen besteg vi en i Fæstningen værende 

Bakke , hvorfra vi havde den herligste Udsigt over 
Gardasøen ; men dermed var Herligheden forbi . Dagen 
var kjedelig , vi saae Intet til Damerne ; de vare 
usynlige lige til det Øieblik , vi atter i Forening forlod 
Peschiera for tilsøes at tage op ad Gardasøen . 
Ombord paa Dampskibet var der endeel Tyrolere , 
der hele Veien glædede os med deres smukke Sange . 
Nu nærmede vi os Riva , og her var Søen smukkest . 
Man saae de høie Tyrolalper , der blev gjennemskaarne 
af bratte Fjeldveie , men Søen blev trangere og 
trangere , indtil vi tilsidst naaede Byen , der i sig selv 
seer fattig og forfalden ud og kun laaner fin Inde 
af den høist poetiske skjønne Beliggenhed . 
Vi besteg de himmelhøie Alpetoppe og glædede 
oS ved det sjeldent yndige og dog storartede Syn , 
man her faaer ved at see ud over Gardasøen . 
Saavel under Seiltouren som her var jeg Fru 
Nordans stadige Kavaller ; ved min Arm besteg hun 
de besværlige Fjeldveie , og hun var mig i Sandhed 
en kjær Byrde . Jeg forvexlede hende bestandig i mine 
Tanker med min anden Moder , skjøndt de saavel i 
Ådre som i Væsen vare høist forskjellige . 
Fru Nordan var altid blid og rolig , men hun 
kunde være skjæmtefuld og vittig , dog aldrig i Hofjægermesterens 
Nærværelse . Naar han var tilstede , 
var hun alvorlig , ja , næsten ængstelig . Hofjægermesteren 

var i mit Selskab altid kjærlig og opmærksom imod 
hende , ligesom man i hendes Øine tydeligt læste Kjærlighed 
til ham ; hun elflede ham høit , dog fulgte 
hun ham overalt med et sørgmodigt og ængsteligt 
Blik . 
Jeg havde paa den senere Tid hos Hofjægermesteren 
mærket en undertrykt Sørgmodighed , som 
nu og da lynsnart dukkede frem for atter at blive 
tilbagetrængt . Den paakom ham især efter Modtagelsen 
af et Brev fra Slesvig ; efter den Dag 
mødte jeg ofte hans tungsindige , urolige Øie . Tog 
Nogen hurtigt i Døren , sprang han op og spurgte : 
„ Er der Grev til mig ? “ Jeg sporede en vedvarende 
Spænding og saae da ofte hans Kone gribe hans 
Haand , trykke den eller klappe den kjærligt . 
Det Udtryk , der ved en saadan Leilighed lyste i 
hendes Øie , var rørende smukf ; det var Moderens 
Ømhed for sit Barn , det var Venindens trofaste 
Deeltagelse og Hustruens ydmyge , bønlige Blik , 
der beder om Tilladelse til at maatte kjærtegne den 
elflede Gjenstand . Ja , jeg følte — det var Kjærlighed 
! 
Oluf og Kammerherren vare altid i Frøken 
Nordans Selskab . Hun smilte til den Ene , — disputerede 
med den Anden . Den ene Dag bar Oluf 

hendes Shawl og Parasol , — den næste Dag lod 
hun sig opvarte af Skovstrup — hun var sig aldrig 
lig . Mod Forældrene venlig og opmærksom , mod 
Herrerne sijæmtefuld , despotisk , gnaven , kort sagt en 
lunefuld Kvinde . 
Mod mig viste hun i Almindelighed kold Hoflighed ; 
undertiden prøvede hun paa at drille mig , dog 
uden Held . Hun søgte ogsaa , nu og da , at krænke 
eller ydmyge mig ; det var forgjæves Anstrengelse , 
jeg tilbageviste enhver tilsigtet Krænkelse med Ro og 
kold Værdighed . 
Saa undgik hun mig en lang Tid , men ikke 
min Kjærlighed ; Dag for Dag voxede den i Omfang 
og Styrke , — jo koldere mit Ådre syntes , desto 
varmere følte jeg . 
Under denne stadige Kamp — Seir og Nederlag , 
løb Dagene som Timer , men Kammerherren sorfulgte 
aldrig Oluf med det Uvenskab , hvormed han 
beærede mig , skjøndt jeg forholdt mig ganske passiv . 
Det forekom mig , svin fulgte han mig overalt med 
sit stikkende Blik , som frygtede han min Nærværelse , 
især naar jeg opholdt mig i Frøken Nordans Selskab . 
Han var utaalelig hovmestererende , altid parat med 
Indsigelser , naar Forslaget kom fra Oluf eller mig , 
heftig i sine Disputter og paatrængende i sin Kjærlighed , 

som om han havde Ret til at fordre Gjenkjærlighed . 
Jeg 
har aldrig truffet et mere ubehageligt Menneske 
end Kammerherre Skovstrup . 
Fru Nordan støttede sig til min Arm paa vor 
Vandring , og fause betragtede vi Naturens Storhed ; 
pludselig hørte jeg Kammerherrens Stemme tæt 
ved mig : 
„ Vil De tilgive mig , Frøken Nordan , naar jeg 
vover at tilstaae Dem , at det ikke var Tilfældet , men 
mit Hjerte , der førte mig paa Reisen ; jeg underrettede 
mig om Deres Opholdssted , søgte Orlov — 
fik den — og fulgte Dem . “ 
„ Jeg har Intet at tilgive , Hr . Kammerherre , 
Hotellerne staae aabne for Enhver , der ønsker at benytte 
dem . “ 
„ Er det min eneste Velkomsthilsen ? “ — hans 
Stemme lød sørgmodig . 
„ Velkomsthilsen ? Hvorfor skulde jeg byde 
Dem velkommen ? De er jo ikke min Faders 
Gjæst . Men at De er kommen vel herover , det 
glæder mig . “ 
De sidste Ord tilføiede hun drillende og saae 
Ham skjælmsk ind i Øinene . 
„ Uforandret , “ sukkede det i min Sjæl . 

„ Tag Dem iagt , Frøken Nordan ! Jeg hævner 
mig . “ 
„ Tak for den betimelige Advarsel , Hr . Kammerherre ! 
Jeg skal være paa min Post og itide tage mine 
Forholdsregler . Men hvorledes er det , De bærer mit 
Shawl ? Fy , hvor det seer uridderligt ud ! Baron 
Gyldenkrone ! Ah , jeg forstyrrer Dem , om Forladelse 
Papa , det var ikke min Hensigt at afbryde Deres 
Samtale . “ 
„ Hvad befaler Frøkenen ? “ 
„ Her er mit Shawl , vil De tage det underDeres 
Varetægt . Kammerherren er for lille , han 
lader det flæbe langs Jorden . “ 
Oluf trykkede Shawlet mod sit Hjerte og tilkastede 
Skovstrup et seirrigt Blik . Idag var han den 
Jourhavende . 
Jeg hørte Intet mere , de fjernede sig ; men Fru 
Nordan og jeg bleve tilbage . Hun havde hørt Skovstrups 
Ord , jeg følte det paa hendes Arm , der hvilede 
i min . Og at det ikke var hende behageligt^ 
læste jeg i hendes alvorlige , bekymrede Træk . 
Jeg søgte at skjule min Brede , min Smerte . 
Maaden , hvorpaa hun afviste ham , kunde jeg ikke 
billige ; den tillod ham tvertimod en Gjentagelse , som 
neppe vilde udeblive . 
Ligesom vi vilde stige ned for at følge : 

efter de Andre , lød en velbekjendt Stemme tæt 
ved mig : 
„ See Mama , fee ! Hvor det minder om Ellegaard . “ 
Og 
Frøken Nordan pegede mod Høire , hvor man 
skimtede Taget af en gammel Bygning , omgiven af 
Træer . 
„ Er Du her , Barn , jeg troede , Du var langt 
borte . “ 
„ Hvorfor troede Du det , Mama ? “ 
„ Jeg antog , Du havde fulgt Din Fader . “ 
, Papa gik med Herrerne . Jeg er saa træt , jeg 
foretrækker at sidde lidt , dersom Du vil gjøre mig 
Selskab . “ 
„ Gjerne Garn , jeg er ogsaa træt , skjøndt jeg 
har saa trofast en Støtte . Foretrækker De ikke , Hr . 
Holst , at indhente de andre Herrer ? “ 
„ Dersom Fruen tillader — bliver jeg ; men for 
ikke at forstyrre Deres Hvile , vil jeg vælge mig en 
Plads i Nærheden . Jeg ønsker at gjøre et lille 
Udkast af Gardasøen . “ 
„ Gjør det , men fjern Dem ikke , vi ville have 
den Fornøielse at see , hvorledes De arbeider . “ 
Jeg tegnede , de talte og tang afvexlende . Nu 
og da deelfog jeg i Samtalen ; derpaa bøiede Fruen 
sig imod mig for at see , om min Skizze lignede — 

og jeg følte Karens Aande streife min Kind , — 
hendes Haand hvile let paa min Skulder ; jeg mødte 
hendes Blik , — en Anelse gik igjennem min Sjæl , 
— Blyantet faldt mig ud af Haanden ; jeg drømte 
saa saligt , skjøndt Solen spredte sit Lys over 
Gardasøen . 

Tredivte Kapitel . 
Det var en mørk , regnfuld Aften , der fulgte paa den 
skjønne Dag , vi kom endog tidsnok hjem til Hotellet , 
inden Uveiret brød løs . Fra Vinduet betragtede vi 
det store , men frygtelige Skuespil , et Tordenveir 
mellem Bjergene . 
Lynene fulgte nær og stærkt paa hinanden , Tordenen 
bragede hunlt og sprang fra Fjeld til Fjeld , 
som om Dommedagsporten havde aabnet sig . Vi 
saae Lynet spalte Fjeldtoppene , og Glasruderne knækkede 
overalt , dog uden at noget Menneskeliv blev 
ramt , skjøndt det ofte slog ned kun i faa Skridts 
Afstand fra os . 
Da Uveiret havde udraset , tittede Solen atter 
frem . Vi aabnede Vinduet for at indaande den herlige , 
friske Luft . Aftenklokken lød os imøde , Høihed 
hvilede over den skjønne , nyfødte Natur , Blødhed 
listede sig i vore Hjerter , og Sjælen voxede og fik 
Vinger . 

Pludselig naaede lange , veemodige Toner over 
til os fra Bjergtoppen ; det var Tyrolerne , der sendte 
Himlen deres Aftensang til Tak for den svundne Dag . 
Da jeg atter saae ned , mødte jeg Karens taarefyldte 
Øie — hun stod mig ganske næer ; i det Øieblik 
følte jeg dybt , at der gives en Kjærlighed , der 
endnu har større Magt over vor Sjæl end den høieste 
jordiske Kjærlighed , — jeg havde ikke følt hendes 
Nærhed . 
Solens sidste , matte Purpurstraaler kyssede de 
legende Bølger i Gardasøen ; de rullede langsommere 
og langsommere , indtil de hvilte saa stille , saa . rolig 
ved Bredden , som Barnet ved sin Moders Hjerte . 
Jeg stirrede netop paa den lille Haand , der laa 
mig saa nær , da en skurrende Stemme lød tæt 
ved mig : 
„ Et Parti Billard , min Herre ? “ 
Det var Skovstrup , der nu , som altid , traadte 
til , naar Frøken Karen og jeg stod ene sammen . 
Jeg følte en ubeskrivelig Trang til at knuse 
ham , — men jeg bukkede høfligt og — fulgte ham . 
Øg Spillet begyndte . 
Vor Vært , der var dansk af Fødsel og havde 
indrettet hele Hotellet paa dansk Maneer , en stor Behagelighed 
for Skandinaverne , der hyppigt besøge 

denne Egn , — var den eneste Tilstedeværende i 
Billardstuen . 
Skovstrups og mine Øine mødtes som to skarpe 
Klinger ; vi vexlede ikke et Ord , men fortsatte Spillet 
med rolig Haand og hadefuldt Sind . 
Han vandt Partiet tiltrods for sin flette Begyndelse . 
„ Naar 
Enden er god , er Alting godt , “ sagde 
han med en vis satirisk Betoning . 
„ Ganske vist . Jeg ønsker Revanche . “ 
„ For atter at tabe ? “ 
„ Nei , for at vinde . “ 
„ Ah , saaledes ! Tag Dem iagt , Hr . Hovmester ! 
Kampen imellem os er altfor ulige , — jeg forudsiger 
Dem et nyt Nederlag . “ 
„ Behag at lægge ud , min Herre ! “ 
Jeg vandt . 
„ De er en daarlig Spaamand , Hr . Kammerherre ! 
Men Enden var god , og derfor haaber jeg , at 
Alt er godt . “ 
Neppe havde jeg udtalt , før Døren aabnedes , og 
Frøken Nordan og Oluf traadte ind for at deeltage 
i Spillet , — han var en udmærket god Billardspiller , 
der ikke var let at overvinde . 
Nu havde Spillet faaet en anden Karakfeer , vi 
lo og spøgte , og da Hofjægermesteren traadte ind 

med Fru Nordan , herskede der den livligste Stemning 
imellem os . 
Jeg mærkede strax ved Frøkenens Indtrædelse , 
deels paa hendes Blik , deels paa de mange Smaastød , 
hun nu og da rettede imod mig , at min Pludselige 
Bortgang havde fornærmet hende . 
Men Øie for Øie og Tand for Tand har altid 
været mit Princip , og jeg gav derfor Svar paa Tiltale . 
Det er ikke smukt , jeg veed det nok , — men 
naar hun faldt ud , modtog jeg Angrebet saaledes , 
at jeg enten afparerede det eller gjengjældte det med 
fordoblet Kraft , uden nogensinde at glemme den 
Agtelse og Overbærenhed , en Herre altid bør vise 
ligeoverfor det smukke og svage Kjøn . 
Kvinden , den svage Kvinde , holder i sin lille 
Haand Mandens hele Lykke og Ulykke . De fleste 
store Bedrifter — saavel som de fleste Daarskaber , 
Manden begaaer , har sit Udspring fra Kvinden . 
Hun er som oftest Haanden , der styrer Roret , — 
selv for den , der er sat til at styre Millioner Undersaatters 
Vee og Vel . 
Jeg tilraader derfor alle mine stakkels Medbrødre 
: 
„ Giv Agt ! at I ikke blive overrumplede , thi 
skjøndt Kvinden er vor største Velsignelse — saa er 

hun paa den anden Side tillige vor største Fjende , 
det var hun fra Verdens Begyndelse . “ 
Ak hvor vi dog ere let at lokke ! 
Det paastod idetmindste Frøken Nordan , da jeg 
om Aftenen fortalte Fru Borgaards Anskuelser om 
Hustruens og Mandens Stilling ligeoverfor hinanden . 
„ Mandens Svaghed fortjener Undertrykkelse , “ 
sagde hun L ia , Fru Borgaard . 
„ Hvem paasfaaer , at Manden er svag ? “ spurgte 
Hofjægermesteren . 
„ Det gjør Æblet , Papa . “ 
, Mblet , Barn ? Det var jo Eva , der først 
spiste af Æblet . “ 
„ Ja , Papa ! Eva fulgte sin egen frie Villie , hun 
spiste , fordi hun ønskede at blive klog , da hun følte , 
at det blev hende , der maatte styre Fremtiden for dem 
Begge ; men Adam spiste kun , fordi Eva havde spiist , 
— Du seer altsaa , at Adam allerede fra Verdens 
Begyndelse ikke havde nogen egen Villie , men fulgte 
blindt Evas Exempel . “ 
„ Tillad mig , Frøken Nordan , at forudsætte , at 
Adam ikke spiste af Æblet , fordi Eva var svag nok 
til at gjøre det . Det var ikke Æblets Liflighed , eller 
Evas Exempel , der forledede ham til at spise af 
Frugten , men de smukke Tænder , der havde viist ham 
Veien , og de yndige smaa forræderiske Hænder , der 

rakte ham det . De burde ikke dømme ham saa strengt , 
Frøken Nordan ; hvorledes kunde han modstaae saadanne 
Fristelser ? Damerne burde være de Første til 
af tilgive Adam , han syndede jo kun af Kjærlighed , 
hvorimod Eva syndede af Begjærlighed eller Forfængelighed . “ 
„ Ia , 
der i bestaaer netop Mændenes store Svaghed , 
som vi Damer finde uværdig . Vi skatte langt 
høiere den Mand , der har Kraft til af modstaae vort 
Smiil , vore Taarer , vor Vrede , end den , der bukker 
under og feigt bøier sig for vort Lune . “ 
„ Tak , Frøken Nordan , maa jeg takke Dem i alle 
Adamers Navn for det sande og træffende Billede , 
De der var saa god af skjænke os af Evas Kjøn ; de 
bruge først alle lovlige og ulovlige Midler til af beseire 
os for siden af latterliggjøre os . “ 
„ De misforstaaer mine Ord , Hr . Holst , det er 
ikke vort Ønske af overvinde Manden , tvertimod , vi 
haabe , idet vi begynde Kampen , af han maa blive 
Seirherre , men det er hans nværdige Svaghed , han 
han har af takke for sit Nederlag . Jeg beklager 
Kvinden langt mere end Manden , ikke fordi hun har 
Magten til af see ham for sine Fødder , men fordi 
han har Lyst til af ligge der . “ 
Ia , min Tro ! blev jeg vred . Hvor faabeligt af 
lade sig irritere af en lille Dametnnge , der vel har 

Mange Ord , som den forstaaer paa den yndigste 
Maade af sende ud i Verden , men som lidt efter 
lidt falde døde til Jorden som Døgnfluer . 
Som sagt , hendes Ord irriterede mig , og jeg 
svarede maaskee i en heftigere Tempo , . end jeg vilde 
have talt under normal Sindsstemning : 
„ Fra idag , Frøken Nordan , erklærer jeg hele 
Kvindekjønnet Krig paa mine egne og Mandens Vegne ; 
jeg udfordrer dem til af angribe mig med alle de 
Vaaben , Naturen saa uretfærdigt har beriget dem 
med for af beseire os godtroende Mænd . Jeg vil 
vise , af der findes Mænd , som selv ligeoverfor Kvindens 
List ere uovervindelige . Jeg lover aldrig af knæle 
for nogen Kvinde , thi jeg deler fuldkomment Frøken 
Nvrdans Anskuelse , af den Plads er Evas Mand 
' Uværdig . “ 
Jeg havde neppe udtalt disse Ord , før Frøken 
Nordan tabte sit Hæklenøgle ; hun bøiede sig imod mig 
og sagde i en ligegyldig Tone , som om hun ikke havde 
hørt mine Ord : 
„ Jeg tabte mit Garn , Hr . Holst , er De saa 
god af tage det op ? “ 
Garnet laae lige ved hendes Fod . 
Jeg bukkede mig allerede for at efterkomme hendes 
Anmodning , da jeg i det Samme opdagede hendes 
skjælmste Blik til Oluf . 

Hvad skulde jeg gjøre ? — Skulde jeg lade det I 
ligge ? Det forbød min Dannelse mig , og tog jeg ! 
det op , var jeg nødt til at knæle , da det laae hende saa 
nær . Jeg saae allerede hendes triumferende Smiil , 
der erklærede mig for overvunden . 
Og jeg fulgte Middelvejen . 
„ Med Fornøielse , Frøken Nordan , det skal altid 
være mig en Glæde at tilfredsstille Damernes smaa 
Ønsker , naar de indskrænke sig til saadanne Bagateller 
som at tage et Nøgle Garn op , da jeg er behændig 
nok til ikke at indvikle Foden i dets Labyrinther . “ 
Jeg rakte hende det med et dybt Buk . 
Hun modtog det smilende og svarede : 
„ Tak . Jeg optager paa Kjønnets Vegne Deres 
Udfordring , min Herre . Tiden vil vise , om Manden 
eller Kvinden bliver Seirherre . De har aflagt et 
helligt Løfte , aldrig at knæle for nogen Kvinde , jeg 
vil opbevare det i et ligesaa kostbart Skriin som det , 
Alexander fandt iblandt Byttet , han tog fra Darms , 
og bestemte til at gjemme Digteren Homers Værker i . “ 
Hun ledsagede disse Ord med et Blik , der fik 
mig til at gyse . I samme Nu blev det mig klart , 
hvor farligt det er for Manden at kæmpe mod 
Kvinden . Et saadant Par Øine , — store Gud ! — 
de formaae at fremkalde større Ødelæggelse end et 
ildsprudende Krater . 

„ Tak , Frøken Nordan , for den store Interesse , 
De saa ufortjent viser mig . Jeg vil gjøre mit Bedste 
for at blive den værdig , skjøndt jeg tilfulde erkjender , 
hvor farlig Kampen vil blive overfor saadanne Vaaben . 
Dog , det er tildeels os selv , vi have at takke for , 
at disse uovervindelige Vaaben saa ofte blive rettede 
imod os . Vi ere taabelige — eller høimodige nok 
til selv at oplyse Damerne om deres Øines Almagt . 
Høimod giver altid en listig Fjende Seir . 
„ Der er ingen Mand , som flatter Kvinden 
høiere end jeg , jeg finder hende yndigere end Fuglen , 
der let og gratiøs hæver sine Vinger til Flugt , — 
yndigere end Blomsten , der ydmygt rækker sit lille 
Hoved op imellem det høie Græs for dog ogsaa at 
modtage et Kys af de varme Solstraaler . 
„ Men udstrækker hun sin lille Haand for at gribe 
Roret — da synger jeg med Jokums Fader i en 
Søndag paa Amager , det vil sige , jeg tillader mig at 
omskrive det saaledes : 
„ Til Meget er vel Kvinden god , 
Dog ikke til at raade , 
Kun Mandekraft og Mandemod 
Kan styre Land og Baade . “ “ 
„ Enten mangler De Hukommelse , Hr . Kandidat , 
eller De er meget kortsynet . Historien har noksom 
beviist , at Kvindens Hjerne er ligesaa tankestærk som 

Mandens , og er Mandens -Hoved end større end vort , 
en Fordeel , vi aldrig have misundt ham , saa er 
vort dog snildere end hans . Erfaringen har lært , 
at Kvindernes lille Finger “ — her strakte hun sin 
egen lille Finger “ ud imod mig , den var saa smuk , 
saa nær , at jeg var lige ved at tage den tilfange — 
„ ofte løfter større Byrde end Mandens stærke Ryg . 
Jeg kan altsaa ikke billige Deres Anskuelser om 
Kvindens Udygtighed til at styre Land , om jeg end 
indrømmer Dem større Dygtighed til at styre Baade . “ 
„ Anskuelserne ere forskjellige , jeg foretrækker en 
Dagmar “ — her hvilede Hofjægermesterens Blik med 
Ømhed paa sin Hustrues blide Træk — „ fremfor den 
store Margrethe . “ 
„ Nei , Papa ! Dagmar var yndig og god , hun 
var ældelmodig og selvfornægtende , men den store 
Valdemars Hustru passede hun ikke til at være ; 
hans Aand fordrede noget Mere end disse kvindelige 
Dyder , de trættede hans kraffige , seirrigt Sjæl . 
Dronning Margrethe havde passet langt bedre for 
ham — medens han drog i Leding , havde hun 
stillet sig ved Roret for at styre Landet ; men Dagmar 
sad hjemme og sørgede . “ 
„ Og bad om Seir for Valdemars Vaaben , “ 
tilføiede jeg , „ og — han feirede . Jeg troer , at hendes 
kjærlige Bøn udrettede Mere end hans kraffige Vaaben . 

Og var jeg Valdemar , vilde jeg aldrig have trykket 
en Margrethe fil mit Hjerte , selv om jeg var saa 
ulykkelig at elske hende . Den Kvinde , jeg vilde kalde 
min Hustru , maatte være som Dagmar , forstandig , 
kjærlig — med eet Ord , Kvinde . “ 
„ Hvor Deres Huus vil blive interessant , og 
hvor Deres Kone vil komme fil at føre et misundelsesværdigt 
Liv ! “ 
Og Frøken Nordan førte Haanden mod Læberne 
for at skjule en undertrykt Gaben . 
„ Ah , saaledes , “ udbrød pludselig Skovstrup , — 
„ Hr . Hovmesteren ønsker at fortsætte sin nuværende 
Funktion ligeoverfor sin Kone . Jeg troer ikke , at 
Damerne ville finde Behagelighed i at ombytte Forældrenes 
Hjem med at gaae i Skole paany . “ 
„ Skolebænken blive vi aldrig frie for , “ sagde 
Hofjægermesterinden med sin rolige , klare Stemme — 
„ saa længe vi leve , trænge vi til Lærdom , og af hvem 
vil man hellere modtage Underviisning end af den , 
man elsker høisf i Verden ? “ 
„ Nei , Mama , nei ! Af Alle vil jeg med Glæde 
modtage Underviisning , kun ikke af min Mand . 
For ham maa jeg være fuldkommen , men ikke mangelfuld . 
Hvem siger , at hans Anskuelser ere bedre end mine ? 
Mændene have ligesaa mange Feil som vi Andre , 
og de trænge ligesaa meget til at lære som vi . Og 

troer Du , Mama , at en Ægtemand vilde sinde sig i , 
at hans Kone gjorde ham opmærksom paa hans Feil , 
— at han vilde rette dem ? “ 
„ Ja , Karen , det vilde enhver god og retskaffen 
Mand gjøre , naar han følte sig overbeviist om , at 
hans Kone havde Ret . Det er Ægtefællers Pligt 
gjensidig at forbedre hinanden ; thi Ingen , selv ikke 
den ædleste Mand , er feilfri . Manden og Konen 
skulle være Eet , men Ingen af dem maa føle sig som 
Herre . Eva er en fribaaren Kvinde , der har udsonet sin 
Synd i den hellige Julenat . “ 
„ Rigtig Mama , det mener jeg ogsaa . “ 
Og der gik et drømmende Smiil over hendes 
Pande , en Blidhed om hendes Læber , og for første 
Gang saae jeg hende kjærtegne sin Moder . Hun bøiede 
sig ned over Moderens Haand og trykkede den til 
sine Læber . 
„ Naa , saaledes er altsaa vor Skjæbne afgjort , 
Hr . Hovmester ! See saa ! Og det ved to Damer , der 
ovenikjøbet ere min Kone og Datter . Tag Dig iagt , 
min Kjære , tag Dig iagt ! Du , veed jeg vil være 
Mand i mit Huus . “ 
„ Ja , Papa ! Og Mama vil være Kone i sit 
Huus . “ 
„ Nu kommer det an paa , hvem der er den største 

Stormagt , Hr . Hofjægermester , Manden eller Konen . 
— To Konger i eet Rige enes sjeldent . “ 
„ Fuldkomment sandt , Hr . Baron , men Konge 
og Dronning kunne derimod godt enes i eet Rige , 
fordi baade Landet og Dronningen begge ere Kongens 
Eiendom . Dog , for at hæve enhver Tvivl om , 
hvem der i mit Huus er den Største , saa vær saa 
god at reise Dig , min Bedste , at hele Verden kan 
see , min Kone naaer mig kun til Skulderen , jeg har 
altsaa Hovedet forud for min Hustru og er selvfølgelig 
tvungen til at see ned paa min Kone , naar jeg 
vil møde hendes Blik . Men det lønner sig , mine 
Herrer , naar man er saa lykkelig at blive seet op til 
af saadanne Øine , som aldrig befale , hvad der da 
ogfaa vilde være forgjæves , men der kun forstaae at 
bede . “ 
Han havde neppe udtalt , før Værten traadte ind 
og overrakte ham et Brev . 
Ved Synet af Udskriften gik en mørk Sky over 
hans Træk . Han forlod hurtigt Værelset . 
Fru Nordan fulgte ham med Blikket og Hjertet ; 
kort efter forlod ogfaa hun lydløst Værelset . 

Toogtredivte Kapitel . 
Fjorten Dage vare after bortfløine i Italiens herlige 
Egne . Vi vare nu naaede til Arles , som ligger ved 
Nhones Bredder . 
Vi stod altsaa paa klassisk Jordbund , rig paa 
Poesi og gamle Minder , og vor Bolig laa paa Byens 
Torv . 
I den senere Tid havde Forholdet imellem Oluf 
og Frøken Karen — efter mine Begreber — overskredet 
Venskabets Grændser . De vare altid sammen , 
jeg saae , hvorledes han trykkede hendes Haands 
hvorledes hans Bryst stikkende hævede sig , og hans 
Øie stirrede sværmeriff ud i Rummet . Stakkels Ven , , 
han drømte , — ak , gid jeg aldrig havde drømt ! 
Oluf , Oluf , Dn bygger nu Dit FremtidSflot 
paa mine Forhaabningers Grav . 
De fjorten Dage , der vare tilbagelagte , havde . 
været rige paa Haab , Skuffelse og Smerte . 
Snart troede jeg af opdage et Øiekast , et Smiil , . 

der vidnede om Gjenkjendelse og Kjærlighed , ja undertiden 
syntes jeg endog af møde et blidt , bebrejdende 
Blik , der trængte mig ind i Sjælen . I et saadant 
Øieblik udfordredes hele mit Mod og min Kraft forat 
modstaae Trangen til af sige hende Alt ; men neppe 
et Sekund efter var hun atter kold og fremmed imod 
mig ; hun behandlede mig ofte med Haan , søgte af 
krænke mig ved enhver Leilighed , især ved af fremhæve 
Baron Gyldenkrones Stilling ligeoverfor hans 
Hovmester . Hendes Venlighed imod ham var da altid 
paafaldende og smigrede i høi Grad min Vens Forfængelighed . 
Var det Begyndelsen til vor Kamp , 
troede hun paa den Maade af beseire mig ? 
Den Kulde og det overlegne Smiil , hvormed 
jeg optog hendes Angreb og slet skjulte Vrede , forhøjede 
hendes medfødte Stolthed imod mig , og mangen 
Gang saae jeg Kammerherrens stikkende Blik 
følge mig triumferende , naar jeg sfred langsomt 
igjennem Stuen for skjult og i Eensomhed af sørge 
over de lidte Krænkelser . 
Med Skovstrups Stilling ligeoverfor Frøken 
Nordan var der ogsaa skeet en stor Forandring . 
Hans Opmærksomhed havde endelig trættet hende , 
hun afviste ham besternt og stolt , hvilket havde til 
Følge , af hans galante Opmærksomhed forvandlede 
sig til en uforskammet Paatrængenhed , der ofte bragte 

mig i Harnisk og foranledigede Olufs Indblanding . 
Jeg saae tydelig , af Skovstrup var hende i høi Grad 
imod , af hun kun med Uvillie taalte ham . 
Hvad mig selv angik , var jeg fuldkomment Paa 
det Rene med mine Følelser for Frøken Nordan . 
Jeg vidste nu som altid , af jeg elskede hende over 
Alt paa Jorden , medens hun ikke ændsede , om den 
lille fine Haand — som jeg dog havde saa inderlig 
kjær — hævede sig til Slag eller til Kjærtegn . 
Hendes virkelige Livsanskuelser vare mig endnu fremdeles 
uklare ; thi det ene Øieblik troede jeg af opsatte 
den kjærlige , hengivne Kvinde , for igjen i det næste 
af kalde hende kold , hjerteløs og koket . 
Og dog var hun altid yndig , skjælmsk og fortryllende ; 
men paa samme Tid jeg beundrede Eva i 
hende , følte jeg klart , af min Hustru aldrig maatte 
ligne den Karen Nordan , der nu stod foran mig . 
Hellere elske uden Besiddelse — 
End besidde og ophøre af elske ! 
Og jeg vedblev af være den kolde , indesluttede 
Mand , som hun var den kokette , hovmodige Kvinde , 
der kæmpede med alle mulige kvindelige Vaaben for 
først at kaste mig for sine Fødder og maaskee senere 
at lee mig ud og afskedige mig . 
Eller gik det hende som mig ? 

Dømte jeg Skallen uden at have naaet Kjærne » ? 
Overalt 
omgivet af de skjønneste Kvinder , som 
Arles er saa rig paa , var Olufs Hjerte i stadig 
Bevægelse . Den ene Billet paa rosenrødt Papir 
modtog han af sin Tjener efter den anden og skjulte 
dem i Vestelommen , for senere ved Leilighed at kunne 
læse dem upaaagtet , som han troede . 
Hans aabne Trohjertighed ligeoverfor mig var 
i stadigt Aftagende . Han søgte saa meget son : muligt 
at undgaae enhver fortrolig Samtale med mig , naar 
vi om Aftenen eller Morgenen vare ene i vor Dagligstue 
for at nyde vort Maallid eller ryge en Cigar . 
Om Middagen og Aftenen spiste vi i Forening 
med Familien Nordan og Skovstrup . 
Jeg troer , han kæmpede en haard Kamp med 
Venskabet mod sin Kjærlighed . Vel havde jeg selv 
tilladt ham at ægte hende , saafremt han vandt hendes 
Hjerte , men Venskabet havde et stort Krav i hans 
Bryst ; han vidste saa godt , at hans Lykke vilde blive 
min livsvarige Sorg . Hvor ofte lagde jeg ikke 
Mærke til hans tause Kamp , jeg saae , hvor begeistret 
han fløi hende imøde — men hvor tanketung , hvor 
uvillig og dog hvor modig han fjernede sig fra 
hende . Ofte , naar hun var allervenligst imod ham , 

frygtede han for af vinde den Kjærlighed , han 
selv imod sin Villie ikke kunde modstaae af beile til . 
Men Kampen oversteg ofte hans Kræfter , og 
derfor blev han fvær og uvillig stemt imod mig . 
Han flyede mig , som han skyede sin Samvittighed . 
Fru Nordans og mit Venskab tiltog Dag for 
Dag . Hun var mig en Moder , jeg hende en Son . 
Hendes Øie fulgte mig med Kjærlighed , og naar hun 
lagde Mærke til Datterens Opførsel ligeoverfor mig , 
fordoblede hun fin Godhed og Opmærksomhed , hvorimod 
hun ofte betragtede Oluf med et forskende , misbilligende 
Blik , som et Ord , et Smiil af ham , atter 
hastigt forjog . Han udøvede den samme Tryllemagt 
over Fru Nordan som over os Alle . 
Siden hiin Aften i Billardstuen , da Hofjægermesteren 
modtog Brevet , havde han været bortreist i 
fire Dage ; men efter Tilbagekomsten var der foregaaet 
en mærkelig Forandring med ham . Der var 
kommet Ro i hans Blik og Holdning , han var mere 
munter og tilgjængelig , og Fru Nordans Ængstelse 
var ligeledes forsvunden med hans . 
Jeg havde gjort mig det til Regel , hver Gang 
Frøken Nordan gav sit onde Lune Luft ligeoverfor 
mig , da af trække mig tilbage og forlade deres Selflab . 
Jeg søgte da af fordrive de eensomme Timer 
i den deilige Natur , der omgav mig overalt . Saaledes 

kunde jeg hele Dage vandre ene om med Bøssen 
paa Skulderen og min Frokost i Jagttasken . Jeg 
streifede om fra Bjerg til Dal , fra Solen i Skygge ; 
snart hvilede jeg min trætte Fod paa en Træstub , 
snart i det bløde Græs , hvor Blomsterne i tusindviis 
søgte af tale til mit urolige Hjerte og blødgjøre 
det , — ligesom jeg da altid atter og atter læste de 
kjære Breve fra Hjemmet . 
Paa en af disse mange Udflugter , der mere og 
mere behagede mig , traf jeg to ældre Damer , Skolebestyrerinder , 
der efter Avisen gjorde Reisen sammen . 
Første Dag , vi stiftede hinandens Bekjendtskab , 
var i Græsset nogle Skridt fra hinanden , hvor vi 
udhvilede os . 
De antog mig for en Udlænding , skjøndt jeg 
var deres Landsmand , ellers havde de vel ikke talt 
saa ugeneert i min Nærværelse . 
Jeg før ikke paastaae , af Enighed var det fremherskende 
Element i deres Ordsfifte ; thi Een vilde 
tilhøire , medens den Anden paastod at ville tilvenstre , 
men Ingen af dem fulgte Middelveien . 
Saaledes gaaer det , naar man vælger sit Neiseselskab 
efter Adresseavisen ! 
Endelig følte jeg mig forpligtet til at oplyse 
dem om mit Kjendskab til det danske Sprog , da jeg 
ikke vilde give Afkald paa min gode Plads , hvor 

Frokosten efter Omstændighederne smagte mig ret 
godt , — og paa den anden Side ikke ønskede at være 
Vidne til deres stridbare Hjertendgydelser . 
Den ene af Damerne tabte sin Handske uden 
at mærke det , jeg sad tæt ved , greb den og rakte 
hende den , idet jeg tilføiede paa Dansk : 
„ Deres Handske , Frøken ! “ 
Hun studsede , rødmede og udbrød : 
„ Tak , Hr . Landsmand , vi antog Dem for en 
Udlænding . “ 
Bekjendtskabet var sluttet . I Udlandet hilser 
man med Glæde sit Fødelands elskede Sprog , som 
Dannebrog fra Skibets Flagstang , og vi indledede 
nu en Samtale om Naturen og om Reisens Glæder 
og Ubehageligheder . Vi besaae i Forening mangt et 
smukt Parti , og jeg kan i Sandhed paastaae , at 
Prosaen og Poesien gik jævnsidig med mig paa disse 
Udflugter . 
Den ene af Damerne var nemlig overordenlig 
poetisk ; hun var den Angste . Jeg hørte hende sjeldent 
tale uden paa Vers . Hun kunde alle Klassikerne og 
Nutidens Digtere udenad og vidste altid at tiltale 
eller svare med deres Ord . 
Den Anden derimod havde mest Interesse for 
Børn — hendes Levede ! ; — jeg hørte hende sjeldent 
beundre Naturen uden gjennem de Smaa . 

Vi gjorde mange Fodture sammen , og vare de 
mig end undertiden til Besvæer , naar jeg sandt dem 
paa eensomme Stier , jeg netop havde valgt af Trang 
til uforstyrret Ro , saa vare de mig til andre Tider 
ogsaa til Glæede og Underholdning . 
Snart beundrede jeg Naturens Storhed i Frøken 
H . ' s Selskab . Jeg forsøgte da at svinge mig op 
paa den bevingede Pegasus for at kunne følge hende 
paa den høie Flugt . Snart stirrede jeg ned for 
mig for at betragte , en lille smudsig Unge , der havde 
vakt Frøken D . ' s Enthusiasme ; hun saae aldrig et 
Barn uden at omfavne det og udbryde : 
„ Hvilke flammende Øine , hvilken høi , ædel Pande 
og bøiet Næse , et yndigt Sydlandsbarn , som jeg saa 
ofte har læst om i Bøgerne , men som jeg nu kan 
see med egne Øine . “ 
Saa kyssede hun den Lille og opfordrede mig 
til at bringe Barnet en lignende Hylding , hvilket 
jeg dog altid paa en eller anden Maade søgte at 
undgaae . 
Jeg holder meget af Børn , Børn ere blandt 
Menneskene , hvad Blomster ere i Naturen , men jeg 
har aldrig sundet Behag i at klappe , endnu mindre 
i at kysse smudsige Børn , medens Frøken D . i 
ethvert Barn saae et Himlens Underværk , og da 
Verden saavel ved Rhone som her er fuld af disso 

Underværker , var der altid rig Anledning for Frøken 
D . til at udbryde i ny Beundring og Kjærtegn . 
„ Der er Tanker i den Pande , see blot ! jeg tør 
vædde , et Sprogtalent . Havde jeg hende blot i mit 
Institut , der skulde nok blive Noget as det drømmende 
Geni . “ 
Med al Respekt for Frøkenens Dømmekraft , 
der daglig havde Øvelse i at studere smaa Poder 
— saa forekom det mig dog oftest , at hun var paa 
Vildspor med Hensyn til det drømmende Geni , som 
bestemt oftest endnu var ufødt i den lille , den ganske 
lille Hjerne , dersom man tør dømme efter Blikket , 
der mere udtalte Begjærlighed efter det Sukker , 
hun altid var forsynet med , end Tørst efter Kundskab . 
Undertiden gik hendes Henrykkelse for vidt ; jeg 
bad hende da i al Ærbødighed om at forskaane mig , 
idet jeg forsikkrede hende , at jeg var reist fra Danmark 
for at nyde Naturen og ikke for at nyde Børn . 
Saa lo hun og svarede , at Børn vare Naturens 
ypperste Mesterværk , hvad enten de vare klædte i 
Silke eller Pjaller . 
„ Jeg foretrækker dog en frisk duftende Rose for 
en Fandenskjærnemælksblomst , der tilsmusker Fingeren , 
naar man plukker den . Det forekommer mig 
iøvrigt , at Frøkenen i Deres Hjem rigeligt kan faae 

Anledning til at studere Naturens Mesterværk som 
Lærerinde for halvfjerdsindstyve saadanne Potteplanter . “ 
. 
„ Spøg kun , min Herre , der vil komme Tider , 
hvor De vil see med andre Øine end nu . “ 
Og hun smilte saa smaat , det klædte hende godt , 
men saa greb Frøken H . mig under den anden Arm 
og trak mig op til en Høi , hvorfra vi glædede os 
ved at see Solen speile sig i Rhones Bølger . 
„ Hvilken deilig Dag , Hr . Holst , hvor Floden 
ær smuk og Himlen klar . 
„ Jeg elsker Havet , naar det stormer vildt . 
Jeg elsker det , naar Fladen ligger mildt ! “ 
Kan der findes større Kontraster end disse to 
-Rejsefæller ? 
Og dog følte jeg , at de kom til at holde ret 
meget af hinanden , inden de skiltes . 
„ Vi faae Uveir , Hr . Holst ! Jeg føler det paa 
Gigten , den plager mig altid med Veirfkifte . “ 
„ Troer Frøkenen det ? Alt smiler dog saa venligt 
og smukt idag , jeg haaber , at Gigten denne 
Gang bedrager Dem . “ 
„ Bedrage mig , nei Hr . Holst , den Ulykkesfugl 
bedrager aldrig sin Vært , den hører til de saa 
Spaamænd , der altid sige sandt . “ 

„ See , Hr . Holst , kan De ikke tydelig see , 
hvor Havfruen stiger op af Bølgeskummet for at betragte 
Himlen , den deilige blaae Himmel med dens 
Sollys , der aldrig opvarmer hendes vaade Havsal ? “ 
„ Havfru , skjsn Havfru fra Dybet blaa , 
„ Sig mig , hvad sidst under Bslgen Du saae ? “ 
„ Stille Frøken ! for Himlens Skyld , ti stille ! ' 
Afæsk ikke Havfruen hendes Hemmelighed , lad den leve 
og døe med hende . “ 
„ Hvorfor ? “ 
„ Fordi Synet vilde være saa frygteligt , at 
Deres og mine svage Nerver ikke vilde kunne taale 
det . See , hun griber alt i Strengene , kom lad 
os gaae . “ 
„ Nei bliv , hun synger om Guld og Perler , og 
om brustne Øine og brustne Hjerter . “ 
„ Jeg elsker Dsden med sin stille Fred , 
Og Tanken om en evig Salighed . “ 
„ Ja , De elsker Døden med dens stille Fred , men 
elsker De ogsaa Døden i dens Kamp mod det oprørte 
Hav ? Nei , Frøken , nei ! lad den stakkels Havfrue 
dandse Paa Tillie og synge sin veemodige Sang , der 
tolker hendes dybe Hjertekval over ikke at eie en udødelig 
Sjæl , men udæsk aldrig hendes Hemmelighed , lad den 

synke med hende i det dybe , det hemmelighedsfulde 
Hav . “ 
„ Min Tro , faae vi Storm , lad os da skynde os 
hjem . Gjæsten har alt indfundet sig . Hvem mon 
der dog har opfundet Gigten til at plage skikkelige 
Mennesker ? “ 
Saaledes traf jeg dem ofte paa mine Vandringer . 
De boede i et lille Huus , omtrent ethundrede 
Skridt fra vort Hotel , hvor jeg nu og da besøgte 
dem og glædede mig ved Tanken om , at disse to Lærerinder , 
hvoraf den ene endnu var ung , endelig havde 
saaet deres Ungdomsdrøm realiseret , at reise igjennem 
Italien og Frankrig . 
Hvor megen Møie og Anstrengelse , hvor mange 
Savn der var gaaet forud for Virkeligheden , vidste 
kun de selv og Gud , der havde lagt sin Velsignelse 
til deres Arbeide . 
En Aften , da jeg vendte hjem efter en saadan 
Selvforviisning , hørte jeg en munter Latter og gjenkjendte 
Olufs Stemme over alle de Andres . 
Jeg havde først bestemt ikke at reise mig , før 
jeg havde gjort mit Toilette , men Nysgjerrigheden 
drev mig til at træde ind . 
De sad Alle om et stort rundt Bord , belagt 
med Tegninger , der een efter anden gik Bordet rundt 
og opvakte Munterheden . 

Jeg traadte ubemærket nærmere og stillede mig 
bag Frøken Nordans Stol . Hun vendte sig om og 
rødmede , men i det Samme aabnede hun et lille 
Foderal og udtog nogle nye Tegninger , som hun 
dog beholdt for efter eget Godtbefindende at tage een 
ad Gangen frem . Den Første rakfe hun mod mig . 
„ En Gadescene , som jeg selv har oplevet . “ 
Jeg tog den og gjenkjendte strax Olufs og min 
Søndagstour gjennem Aalborgs Gader og vort Indtog 
i hendes Vogn . 
Dæt var Humoristisf og mesterligt udført , en 
sikker og veløvet Haand havde ført Blyanten , men 
ingen af os to Flygtninge var sfaanet . Brillerne 
dinglede paa Næsen , Haaret , Minen , Holdningen og 
Kostumet vare naturtro gjengivne . Hvem var Geniet , 
der havde udført det beundringsværdige Arbeide ? 
„ Dæt er en godt udført Skitse , “ bemærkede jeg 
ligegyldig , „ kun burde Damens Ansigt være synligt 
og ikke skjult under Lommetørklædet . “ 
„ Finder De , Hr . Hovmesfer ? Jeg har netop 
med Forsæt undgaaet at gjengive hendes Træk i saa 
ubehageligt et Selskab . “ 
Hun brugte altid Benævnelsen „ Hovmesfer “ , 
naar hun var i ondt Lune , for paa en tydelig Maade 
at anvise mig min Plads i deres Kreds . 
„ Ah , saa Frøkenen er Mester for dette Arbeide ? 

Det forekommer mig , De nylig sagde , at det forestiller 
en Begivenhed af Deres eget Liv ? “ 
„ Netop , en meget komisk Scene , ikke sandt ? 
„ Unoægteligt , dog maa den have været af stor 
Interesse for Dem , siden De har værdiget at forevige 
den . “ 
Hun tilkastede mig et stolt , hovmodigt Blik og 
svarede : 
„ Interessen besfaaer udelukkende i det Latterlige 
ved denne Scene , Personerne selv have aldrig interesseret 
mig . “ 
Fru Nordan fik nu Skitsen og udbrød : 
„ Det er jo Feriegjæsterne hos Borgaards ; det 
forekommer mig , min kjære Karen , at baade Din 
Fader , Du og jeg har havt Godhed for dem . De 
vare meget unge , men ualmindelig opvakte Mennesker , 
der lovede at blive begavede og elskværdige Mænd . “ 
„ Finder Mama ? Det er saa længe siden , jeg 
har virkelig glemt , hvori Begavelsen bestod , det 
Eneste , jeg mindes , er , at de havde stort Talent til 
at give Korsarfigurer . “ 
„ Frøkenen har Ret , de gav nogle fortræffelige 
Karikaturer , som det nok er værd at forevige . 
Frøkenen har udmærket truffet disse to kjøbenhavnske 
Narre , jeg seer dem lyslevende for mit Blik . Har 
De ikke ogsaa gjengivet den ypperlige Scene ved 

Grøften , hvor de fled om en And , da vi saa beleiligt 
overraskede dem ? 
„ Her er den , “ og hun rakte Kammerherren en 
ny Tegning . 
Oluf saae paa mig med et Ansigt , der ikke 
mindede om Solen . Jeg gjorde en opmuntrende 
Mine til ham , mit Mod har altid været størst i 
Farens Øieblik , medens hans derimod sank , saasnart 
Situationen blev betænkelig . Det var den villiesvage 
Sjæl , der frygtede Klipper og Skjær . Dog , 
ligesaa hurtigt hans Mod sank , ligesaa snart kunde 
han gjenvinde det , naar man blot hjalp og støttede ham . 
Han greb den første Tegning , gjorde nogle morsomme 
Bemærkninger og istemmede de Andres Latter . 
Jeg tog derimod den sidste Skitse , betragtede den 
nøie , beundrede den i mit stille Sind og sagde : 
„ Siden alle Personerne synes at være Bekjendte 
af Dem , Hr . Kammerherre , vær da saa god at sige 
mig Navnet paa denne Dame , der staaer nærmest de 
unge Brillehelte . Hun er meget ung , og dog forekommer 
det mig , at hendes Træk ere vel skarpe for 
saa ung en Dame . See , hvor Smilet om hendes 
Læber er haanligt , hvor den lille Fod kjækt , ja drisfigt 
har forladt sit kvindelige Skjul — man fristes næsten 
til at tvivle om , at der banker et varmt , følsomt 
Hjerte under det rige Silkegevandt . “ 

„ Hører De , Frøken Karen , hvorledes Kandidat 
Holst udtyder Deres berettigede Vrede ligeoverfor 
saadanne Landstrygere , der overfalde Damer paa 
Alfarvei . “ 
Olufs og mine Øine mødtes ; de lynede af Had 
og Hævn . 
„ Maa jeg bede Dem , Hr . Kammerherre , at 
moderere Navnet Landstryger . Det forekommer mig , 
at jeg før omtalte , at baade min Mand og jeg omsatte 
de unge Mennesker med Godhed . Deres senere 
dannede og elskværdige Optræden har forpligtet os 
Alle til at omtale dem med Agtelse . “ 
Fru Nordans Attring bragte mit paatænkte 
bidende Svar til Taushed . 
„ Du maa tilgive Kammerherren , Mama , han 
var formodentlig ikke nærværende , dengang Hr . 
Tulinius gav os sin Forklaring . Saavidt jeg erindrer , 
led Kammerherren endnu af det Saar , Studenten 
bibragte ham i Duellen . “ 
Nu var det Skovstrup , der rødmede og bed sig 
a de tynde Læber . 
Jeg bukkede for Fru Nordan og sagde : 
„ Hofjægermesterinden er en sjelden Værtinde “ — 
jeg turde ikke sige Veninde — „ der saa mange Aar 
efter endnu forsvarer Fraværende , som engang have 
havt den Ære at være Deres Gjæst . Hvor jeg 

vilde Prise mig lykkelig , dersom jeg var i disse 
Herrers Sted . “ 
Hun saae paa mig ; hendes Blik var paa samme 
Tid saa skjælmsk og dog bebrejdende , at jeg uvilkaarlig 
slog Øinene ned . 
Havde ogsaa hun gjenkjendt mig ? Hvorfor 
spillede vi da endnu Komedie ? Jeg besluttede at 
kaste Masten , men hvilken Grund skulde jeg da an « 
give til vor Opførsel ? Jeg kunde ikke sige den virkelige , 
og at lyve paany , var mig imod , ligesom jeg 
fandt det latterligt at fortsætte Masferaden . 
Endelig besluttede jeg at lade Tilfældet raade . 
Jeg stod endnu med Tegningen i Haanden og 
vedblev med en rolig og kold Stemme : 
„ Hvad min Dom om Damen her angaaer , gjør 
det mig ondt , at jeg ikke kan gjenkalde den , skjøndt 
jeg har den Ære at have Originalen for mig . Jeg . 
vil kun tilføie , af man ikke altid bør eller kan dømme 
det indre Liv af de ydre Træk eller Handlinger , 
skjøndt Mine , Ord og Handling jo burde være 
Sjælens virkeliggjorte Billede . “ 
„ Deres Udtalelse behøver ingen Undskyldning , 
Hr . Hovmester ! den kan hverken forhøie eller forringe 
mit Værd ; jeg troer dog , af min Stilling fuldkomment 
svarer til og er berettiget i en Situation sone 
den her angivne . “ 

„ Tillad mig . Frøken Nordan , af fastholde min 
Mening . Hvad derimod Frøkenens Udtalelse om 
min Doms Paalidelighed angaaer , saa er jeg i dette 
Tilfælde en fuldkomment uberettiget Dommer — især 
naar der er Tale om en saa begavet Dame som 
Frøken Nordan . “ 
Hun vilde svare , men Oluf forhindrede det ved 
af spørge : 
„ Hvad hedder denne morsomme , brøsige Figur , 
der staaer lige ved Dem , Frøken Nordan ? “ 
„ Det er Kammerherre Skovstrup ! Hr . Baron , 
gjenkjender De ham ikke ? “ 
„ Ah , jo nu seer jeg det ! “ 
Og Oluf maalte Skovstrup fra Isse til Fod . 
Men Kammerherren traadte ham nærmere og gjengjældte 
hans Uforskammethed med Renter . Jeg saae , 
han hviskede Oluf Noget i Øret , og hørte min Ven 
svare : 
„ Det kunne vi ved Leilighed tale nærmere om . “ 
„ Skjøndt jeg beundrer Frøken Karens store 
Talent til at tegne morsomme Karikaturer , maa De 
dog tillade mig den Bemærkning , at det er et meget 
farligt Talent , da det ofte giver Anledning til altforfrie 
Udtalelser , som let kunne have farlige Følger for 
de Paagældende ; “ her saae han udfordrende paa 
Oluf og tilføiede spøgende : 

„ Og dog Frøken Karen , kan jeg ikke Andet end 
more mig over Deres fortrinlige Karikaturer , især 
da jeg er saa lykkelig at have faaet Hæderspladsen 
ved Deres Side . “ 
„ Det var Tilfældet , som raadede , Hr . Kammerherre . “ 
„ Et 
lykkeligt Tilfælde for mig , Frøken Nordan . “ 
Men Fru Nordan , der aldrig syntes om hans 
Komplimenter til Datteren , afbrød ham og spurgte : 
„ Hvad mon der er blevet af de to muntre 
Studenter ? Bi saae dem aldrig senere . “ 
Jeg vilde netop til at svare : „ Her staae de , “ 
da Kammerherren kom mig i Forkjøbet . 
„ Jeg er saa lykkelig tildeels at kunne tilfredsstille 
Deres Naades Nysgjerrighed , de . . . “ 
„ Kald det Interesse , Hr . Kammerherre . “ 
„ Som De behager . Jeg hørte for nogen Tid 
tilbage af en Ven , at han havde truffet Kandidat 
Tulinius og Polter en Aften hos gamle Lars 
Mathiesen . De vare meget berusede , og den Første 
af dem tabte i Billard 200 Rd . , som han ikke kunde 
betale . “ 
Ved disse uventede Ord følte jeg Blodet stivne 
i mine Aarer , min Haand greb uvilkaarlig saft om 
Frøken Nordans Stoleryg for at holde mig oppe ; 
men Vreden frelste mig , jeg fik paany Kraft , og nu 

var det for at beherske min Harme , at jeg med begge 
Hænder greb om Stolen . 
Han havde neppe udtalt , ssr Froken Karen 
vendte sig imod mig og saae mig stivt og ængstelig 
ind i Øinene . Var det Gjenskinnet af min Bleghed , 
der farvede hendes Kinder hvide ? Hvorfor saae hun 
mere paa mig end paa de Andre ? 
Oluf traadte nærmere hen til mig : 
„ De er aldeles feil underrettet , Hr . Kammerherre , “ 
sagde han med undertrykt Harme . „ Den 
Paagjældende er en intim Ven af mig . Det er 
sandt , at han og Polier vare berusede den omtalte 
Asten , men hvilket ungt Menneske har ikke været det . 
Jeg tvivler paa , Hr . Kammerherre , at De ikke skulde 
have gjort Bekjendtskab med en Ruus , jeg for min 
Part kjender den godt . “ 
„ Jeg ogsaa , Hr . Baron , derimod er ubetalt 
Spillegjæld mig heldigviis fremmed , ligesom det er 
en ukjendt Gjæld blandt Hædersmænd . “ 
Det var de første Ord , Hofjægermesteren havde 
yttret siden min Indtrædelse . 
„ Jeg er ganske af Hofjægermesterens Mening , 
der maa deles af alle agtede Mænd , og da min Ven 
Tulinius , Gudskeelov , hører til disse , saa maa jeg 
erklære Kammerherre Skovstrups Beskyldning om 
ubetalt Spillegjæld før falsk . “ 

Skovstrup blev bleg af Vrede , han traadte Oluf 
nogle Skridt nærmere , som om han vilde angribe 
ham ; men før han naaede Oluf , havde Besindighed « : 
indhentet ham , og han formaaede i en nogenlunde 
rolig Tone at svare : 
„ De benægter altsaa , at Tulinius og Polier 
spillede den omtalte Aften og tabte 200 Rd . , son : 
de ikke kunde betale ? “ 
„ Jeg benægter aldrig en Sandhed , min Herre . 
Jeg er en Hader af Løgn og Bagtalelse , jeg veed , at 
Tulinius og Polier vare berusede , men jeg veed 
ogsaa , at en ældre Officeer benyttede sig paa en 
ukavaleermæssig Maade af deres Tilstand til at forlede 
dem til Spil , hvori de vare aldeles uerfarne . 
Han vandt fra Tulinius 200 Rd . , hvorledes — maa 
han selv bedst vide ; dog , dermed er ogsaa Alt sagt , 
thi næste Dag afhentede Officeren selv Pengene hos 
Tulinius . Jeg maa derfor paa det Bestemteste bede 
Den : om at tage Deres » sandfærdige Beskyldning 
imod nun Vens Ære tilbage . “ 
„ Tor jeg gjøre Dem opmærksom Paa , Hr . 
Baron , at jeg aldrig tager Ord tilbage , jeg engang 
har » dtall , af den Grund , at jeg aldrig siger Mere , 
end jeg kan forsvare . Mine Ord vare : „ Tulinius 
tabte 200 Rd . , han ikke kunde betale . “ De har 

nylig selv tilstaaet , at han ikke havde Penge hos sig , 
Mere fordrer jeg ikke som Bekræftelse af mit Udsagn . 
Derimod maa jeg paa det Bestemteste fastholde , at 
jeg ikke med et Ord har hentydet til , at han ikke 
senere har betalt denne Gjæld . Men da De synes 
at kjende disse Herrer meget nøie , kan De da ikke 
ogsaa husfe , hvad det var for en Dame , der maatte 
Letale hans Gjæld ? “ 
„ Med Fornøielse , Hr . Kammerherre , med Hensyn 
til Alt , hvad der angaaer min Ven , svigter min Hukommelse 
mig aldrig . Den Dame , De nævner , er 
hans Plejemoder ; hun udbetalte den ældre Officeer 
de 200 Rd . , da Tulinius endnu følte sig syg efter 
den for ham saa uvante Maade af tilbringe Natten paa . “ 
„ Jeg takker Dem , Hr . Baron , for Deres venlige 
Oplysninger . Dog er der Eet endnu , som er 
mig dunkelt , nemlig hvorledes vore unge Eventyrere 
forvildede sig i den muddrede Grøft paa gamle 
Kongevei , af hvilken Politiet næste Morgen trak dem 
op . Havde de sovet der hele Natten ? “ 
Jeg følte i dette Øieblik en dødelig Smerte i 
mit Bryst . Det var et gammelt Saar , der endnu 
var » lægt , han pludselig med hjerteløs Haand fik 
til af bløde . 
„ Er det sandt , er det virkelig sandt ? “ lød en 
svag og skjælvende Stemme tæt ved mig . 

Det var Karen Nordans Røst . 
Har jeg da ikke angret , dybt angret denne uværdige 
Nat af mit Liv ? Hvad der er angret , er jo 
tilgivet , — hvorfor skal jeg da atter straffes — og 
straffes saa haardt ? 
Hun havde spurgt , jeg maatte svare ; kun Gud 
saae , hvad det kostede mig : 
„ Kammerherren har Ret , om det end havde 
været ædelmodigere af Dem af sordølge et Øiebliks 
Vildfarelse hos to unge livsglade Mennesker , der 
netop , fordi de vare saa lidet vante til af have deres 
Frihed , misbrugte den en eneste Gang . Dog , jeg vil 
ikke forsvare dem , skjøndt den ene af dem er min 
kjæreste Barndomsven , da een Gang af synde — er 
een Gang formeget ; men det tør jeg tage Gud til 
Vidne paa , af hvis Anger kan udflette en Brøde — 
saa er deres nu tilgivet i Himlen . “ 
„ Og paa Jorden med , “ lød en svag taarekvall 
Stemme tæt ved mig , og Frøken Karen forlod 
Stuen . Gud være lovet , i Sorgens Time naaede 
jeg endelig hendes Hjerte . 
„ Deres Ven maa være et bravt og agtet 
Menneske , Kandidat Holst , siden han er saa lykkelig 
af have erhvervet sig et Venskab som Deres . Jeg 
vilde , skjøndt ukjendt , hellere have ham til Søn end 
Officeren , der paa saa uhæderlig en Maade benyttede 

sig af de unge Menneskers Vildfarelse . Det maa 
være tungt for Dem , Skovsfrup , af have en saadan 
Ven . “ 
Fru Nordan udtalte de sidste Ord med stærk 
Betoning og forlod ligeledes Værelset . 
Jeg saae , hvorledes Kammerherren bed sine Læber 
for af holde sit Raseri i Tømme , men Blodet løb 
atter frigjort gjennem mine Aarer ; paa samme Tid 
blev det mig klart , af Kjærlighed og Had kunne 
banke i samme Pulsslag . 
Jeg hadede ham . Dersom Blikket kunde legemligt 
dræbe , som det saa ofte har dræbt Livsglæden 
— da havde vore Øine baade kastet ham og mig til 
Jorden . 
Han havde tilføiet mig et Saar , der aldrig 
kunde læges , han havde lært mig af hade — han 
havde stjaalet min Hjertefred , thi Had og Fred kunne 
ikke rummes i samme Bryst . 
Hvorfor skulde jeg atter træffe Frisieren paa min 
rolige Vei ? 
Blot jeg ikke dræber ham ! 
Først besluttede jeg , af udfordre ham . Men ved 
roligere Eftertanke foresatte jeg mig af vente , Tiden 
var ikke beleilig . Dræbte jeg ham , kjendte jeg mig 
nøie nok selv til af vide , af Reisen vilde have tabt 
sit Solskin for mig , jeg vilde ansee mig for en 

Morder . Og faldt jeg — ? Ia , saa var Alt godt , 
saa gik jeg elsket og elskende fra Døden over i det 
evige Liv . Men der var et Tredie , som ogsaa kunde 
hænde , jeg kunde blive saaret , haardt saaret . I det 
Tilfælde maatte jeg blive tilbage — jeg blev da skilt 
fra hende — og maaskee vi da aldrig saaes oftere . 
Nei , jeg vilde vente , min Arm var lang nok til altid 
at naae min Hævn . 
Saa ilede jeg ud for at betvinge min Lyst til 
at tugte ham . Jeg følte , at der skal mere , langt 
mere Mod til at tøile sin Vrede og lade sin Dødsfjende 
i Ro , end til at jage ham Kaarden gjennem 
Hjertet , eller selv at styrte , truffen af hans Haand , til 
Jorden . Men for hende kan jeg gjøre Alt . 
„ Kan Du tilgive mig , det Hele var min Skyld ? “ 
spurgte Oluf , da jeg traadte ud . 
„ Vi bare Begge Skylden , det var min Svaghed , 
der blev Aarsag til vor nuværende Fornedrelse . “ 
„ Men jeg var Fristeren . “ 
„ Guldets Ægthed bliver først prøvet i Ilden . 
Uden Kamp er der ingen Seir . Jeg var for svag 
til at kæmpe , derfor faldt jeg , og Straffen har indhentet 
mig . Du veed , hvad jeg saa ofte har sagt 
Dig , Oluf , at Inglingens Synder maa Manden 
udsone . Det er tungt , men sandt og naturligt . En 

uordentlig og gjældbunden Ungdom , giver en fattig 
og angerfuld Familiefader . “ 
„ Det er sandt , Carl ! men tænker det yndige , 
knoprige Foraar vel Paa , at det stal afløses af 
Høsten ? “ 
„ Jo , Oluf , Gud være lovet ! Mange tænke i 
Saaetiden paa Høsten . See Landmanden , hvorledes 
han pløier , harver og saaer i sit Ansigts Sved , i 
Haab om en god Høsf for det forgjængelige Legeme , 
skulde vi da ikke ogsaa arbeide og berede Veien for 
vor udødelige Sjæl , som altid vil leve , leve af vort 
Jordelivs Tanker , Ord og Gjerning ; det er Sjælens 
Saaetid , Oluf , og det er det Eneste af Jordelivets 
Høsf , vi tage med os i Evigheden . “ 
„ Ja vist , jeg veed det nok , men vi ere endnu 
saa unge ; der er længe til Høsten , og før den Tid 
kommer , skal jeg nok saae , saae saa godt , at Kornet 
stal voxe og kvæle Ukrudtet . Men hvad siger Du 
om Skovstrup ? Jeg hader ham . Det er godt , at vi 
ikke ere kjendte . “ 
„ Jeg vilde ønske det Modsatte , Oluf . Gid vi 
aldrig havde antaget et fremmed Navn ; det var min 
Skyld , nu angrer jeg det , for det forekom mig undertiden , 
at de kjendte os . Vi ville ved første Leilighed 
kaste Masken . “ 
„ Det var som S . . . . . . . . . . . . . ! Naar mærkede Du det ? “ 

„ Alt tidligere , og nn før et Øieblik siden ; men 
jeg veed det ikke med Vished , det er kun en For » 
modning . “ 
„ Nu , jeg vilde næsten suste det , saa flap vi før 
at demaskere os . Det er saa bandsat flant at stige 
ned fra Baronen til Kjøbmandsssnnen . “ 
„ Du skulde ikke have steget saa høit tilveirs — 
saa havde Faldet været mindre . “ 
„ Nu , det faaer saa være . Men Kammerherren , 
hvad synes Du om den Skurk ? Han eier hverken 
Hjerte eller Ære ; jeg har besluttet at tugte ham . 
Jeg troer , jeg vil lige strax udfordre ham , før faae 
vi dog ingen Ro . “ 
Han greb sin Hat før at gaae . Jeg holdt ham 
tilbage . 
„ Ikke nn , Oluf , Tiden er ikke beleilig ; kan jeg 
vente , kan Du vel ogsaa give Stunder . Skovstrup 
er en farlig Mand . “ 
„ Han er saa bidsk som en arrig Hund . “ 
„ Men alligevel farlig ; han er intrigant og be » 
regnende , naar han ikke bliver irriteret . Var han 
sødt i den simple Klasse , vilde han være bleven en 
stor Forbryder . Det er kun hans Forstand og Opdragelse , 
der holder ham indenfor Lovens Grændser . “ 
„ Med andre Ord , han er en Skurk , og dertil 
en udannet Skurk , der ikke engang forstaaer at beherske 

sig i Damers Nærværelse . Og saadan en 
Karl for vove at frie til Frøken Karen ! Han troer , 
at Penge gjøre Manden , lad ham reise til Hækkenfelt 
med sine Penge og Godser , hende skal han aldrig 
faae , før skal jeg jage ham min Kaarde gjennem 
Livet . “ 
„ Han elsker hende til Raseri , det føler jeg . 
Hendes Penge ere ham ligegyldige , naar han kun 
faaer hendes Haand . “ 
„ Du siger , at hendes Penge ere ham ligegyldige , 
Du kunde have sagt hendes Hjerte med . Han veed , 
at hun hader og afskyer ham , og dog forfølger han 
hende med sin uforskammede Paatrængenhed . Kalder 
Du det Kjærlighed ? “ 
„ Du taler med saa megen Varme , Oluf . Frygter 
Du maaskee for selv at miste hende ? “ 
„ Ieg forstaaer Dig ikke , Tulinius , og ønsker 
heller ikke at forstaae Dig . Frøken Nordan er fri , 
og kun den af os , der eier hendes Hjerte , har Ret 
til at anholde om hendes Haand . Du har selv engang 
udtalt samme Anskuelse . “ 
Og han styrtede hen imod Døren . 
„ Bliv Oluf , jeg har et Spørgsmaal at gjøre 
Dig . Kom kun rolig nærmere , det er i en heelt 
anden Anledning , jeg vil tale med Dig . Har Du 
nogensinde lagt Mærke til Skovstrups Tjener ? “ 

„ Ja , forleden Dag saae jeg ham med Bøssen i 
Haanden ; han tog Sigte , men lod pludselig Haanden 
falde mat ned og forsvandt i Buskadset . Da 
jeg vendte mig om , saae jeg Hofjægermesteren gaae 
over Stien ; vi fulgtes paa Hjemvejen , og senere har 
jeg ikke lagt Mærke til noget Mistænkeligt hos Tjeneren . 
Forresten er han en smuk , kraftig Mand med 
et næsten ædelt Ansigt . Jeg kan godt lide den Fyr , 
jeg havde Intet imod at have ham til Tjener ; der 
er Mod i hans Øie og Kraft i hans Arm , og har 
Du seet , hvor han elsker Børn og Dyr ? Jeg kan ikke 
fatte , at han vil tjene hos Skovstrup . “ 
„ Jeg heller ikke , men det forekommer mig , som 
om en Hemmelighed lænker , Løven til Ulven . Jeg 
forstaaer mig ikke paa det Kammeratflab . “ 
„ Du troer altsaa . . . “ 
„ Jeg troer Intet , min Ven , men jeg frygter 
Meget . Familien Nordan er bleven mig dyrebar , og 
jeg vil gjøre Alt , hvad en retskaffen Mand evner , 
for at vaage over den . “ 
„ Du mener altsaa , at deres Hemmelighed gjælder 
Nordans . “ 
„ Ja . “ 
„ Hvorpaa grunder Du den Formodning ? “ 
„ Først paa Hofjægermesterens forhen saa urolige 
Sindsstemning og paa hans Hustrues ængstelige 

Blik , hvormed hun fulgte ham , dernæst paa Skovstrups 
paatrængende Opførsel ligeoverfor Nordans . 
Ethvert af hans Træk udtaler : „ I maae taale mig . “ 
Og saa hans Tjener , kan Du ikke læse i de store , 
dybtliggende Øine , at han bærer en Ulykke ved sit 
Hjerte , en Ulykke , han vil hævne . Nu , hvert 
Menneske har sit Kors at bære , men hans forvolder 
ham Kamp , jeg har læst det i hvert Træk , i hver af 
hans Bevægelser . Jeg har opfanget det mørke , 
hadefulde Blik , hvormed han følger Hofjægermesteren , 
han er Ormen , der gnaver ham . “ 
„ Hvor uhyggeligt ! Jeg haaber , at det er Din 
egen mørke Stemning , der soregjøgler Dig disse 
Skrækkebilleder . Jeg vil haabe , at vi , naar Udbrudet 
kommer , ere langt fra dem , jeg holder ikke af Sorg 
og Ulykker , naar jeg kan løbe fra dem . “ 
„ Øg sig haaber og ønsker , at Slaget maa 
komme til at staae , medens vi endnu ere i deres 
Nærhed , saa at vi i paakommende Tilfælde kunne 
staae Damerne bi . “ 
„ Det er sandt , dem glemte jeg . Men lad os 
nu ikke forbittre os Nutiden af Frygt for Fremtiden . 
Jeg har Noget at betroe Dig , Carl , jeg er i stor 
Pengeforlegenhed . “ 
„ Du ? Det er umuligt , der er jo endnu ikke 
hengaaet en Uge , siden Du hævede de sidste Penge . “ 

„ Jeg veed det , men alligevel har jeg ikke Mere 
end fem Rigsdaler tilbage , og imorgen kommer 
Værtens Regning . “ 
„ Det er slemt , Oluf . Hvor er det muligt , at 
Du kan have brugt saa mange Penge ? Men om Forladelse , 
det tilkommer ikke mig at kontrollere Dine 
Handlinger . “ 
„ Du er min Hovmester , og derfor har og vil 
Du altid have Ret til at foreholde mig , hvad der 
ikke er rigtigt , og jeg haaber , at jeg altid vil have 
Hjerte til at takke Dig derfor . “ 
„ Tør jeg da i Egensfab af Hovmester gjøre Dig 
det Spørgsmaal : Hvortil har Du i saa lille en By 
havt Anledning til at forede saa stor en Kapital ? “ 
„ I Arles , min Ven , gik de fleste Penge . Jeg 
kunde ikke modstaae de deilige bedende Øine , som 
overalt mødte mit Blik . “ 
„ Og den udstrakte Haand , “ supplerede jeg . „ Tag 
Dig iagt , Oluf , man har Dig til Bedste ; Du troer 
at vinde Hjerter , men Du mister kun Dit Guld . 
Det er Dit Guld , de søge at lokke fra Dig , og naar 
de have lukket Haanden over det , saa forlader Du 
dem med tom Pung , men med rig Høst , dog ikke af 
den , der bringer Fred i Livet og Fred i Døden , men 
en Høst , rig paa Smerte og Nag , med andre Ord , 
Oluf Polter — Du faaer Anger . Stakkels Ven , 

hvor Du foruretter Dig selv og bedrøver mig , Din 
Broder ! “ 
„ Det er ikke saa galt , som Du troer , Carl . 
Jeg har givet Brudendstyr til to unge Piger , der i 
flere Aar have været forlovede , men af Mangel paa 
Penge ikke kunde gifte sig . Det har været mig en 
fand Glæde , at see deres Jubel og Taknemmelighed . “ 
„ Have Brudgommene ogsaa Grund til at velsigne 
Dig ? “ 
Han slog Øinene ned og svarede saa sagte , at 
jeg neppe kunde høre det : 
„ Jeg troer det . “ 
„ Og det er disse Penge , de bygge deres og deres 
Mænds Fremtid paa ? Det er forfærdeligt , Oluf , 
hvad vil dog Enden blive ? Jeg tør ikke see ind i 
Fremtiden . “ 
„ Det skal Du Heller ikke , Tulinius . Hav blot 
Tillid til mig , jeg vover mig ikke længer ud paa 
Søen , end at jeg kan roe hjem . Alt vil nok blive 
godt . Du skal see , naar vi først komme hjem , saa 
forandrer jeg mig . Jeg har lovet mig selv , at fra 
den Dag jeg atter betræder Toldboden , opgiver jeg 
alle gamle Vaner og Unoder fra Udlandet og bliver 
æn sat og flittig Embedsmand . Er Du saa fornøiet ? 
Men nu vil jeg more mig og nyde Ungdommen ; 
Ungdommen er saa kort , jeg har ikke Raad til at 

spilde kun et Aar af den , nei , ikke æn Dag . Duseer 
saa mørk og bebrejdende paa mig , som havde 
jeg fremkaldt æn Ulykke . Naa , gamle Dreng , smil 
nu atter til mig og skaf mig Penge , jeg er i æn 
bandsat Forlegenhed . Vi blive ikke Alle støbte i 
samme Form , jeg har jo lovet at forbedre mig . Vil 
Du have , at jeg skal tilsværge Dig det ? “ 
„ For Guds Skyld , ingen Ed , Oluf , — denvilde 
gjøre Dig til Meeneder . Du har gode Forssætfer , 
men Du holder dem ikke . Du siger , at Du 
vil begynde et bedre Liv , naar Du er kommen hjem , 
men der er endnu lang Tid , til vi naae Hjemmet , . 
Du kan synde mere i den Tid , end Din Fremtid 
kan udsone . Begynd strax , Oluf Polier ! Enhver 
Synd slukker en Stjerne paa Din Fremtidshimmel ; 
Natten vil blive saa lang , saa usigelig lang , fordi 
den er mørk og angerfuld . Vær vaagen om Dagen , 
min stakkels , svage Ven , for at Du kan sove Fredensherlige 
Søvn , naar Solen gaaer ned og Natten , 
kommer . “ 
Han slyngede sine Arme om min Hals , jeg saae 
Taarer i hans kjække Øie , Gud give , at disse . 
Taarer maatte slukke Synden i hans Hjerte ! 
„ Og nu maa Du love mig , min Ven , altid ak 
beregne Dine Udgifter efter Dine Indtægter , ellers 
gaaer det galt . Her har Du Penge , og her ligger 

en Bog , Du kan benytte til at opgjøre Dit Regnskab , 
paa den Maade vil Du altid kunne holde Balance 
mellem Indtægter og Udgifter , og det er en 
vigtig Betingelse for Livet . Dine Forældre have ved 
Flid og Savn samlet deres Formue i den Tro , af 
gjøre Dig lykkelig ; lad nu ikke deres Velsignelse blive 
til Forbandelse for Sønnen . Penge have gjort flere 
Mennesker ulykkelige end lykkelige ! Gid Du var fattig , 
saa maatte Du arbeide — arbeide flittigt ; Arbeide 
adler Sjælen og Hjertet . Arbeide dræber slette 
Tanker og forringer Syndernes Antal . Der , fag nu 
Bogen , eller kom og lad mig begynde ; godt begyndt 
er halvt fuldendt . See , Paa denne Side staaer Din 
Indtægt , — her Din Udgift . Hver Maaned opgjør 
Du begge Dele , og Du vil da see , om der er Balance 
i Dit Regnskab . Vil Du love mig det , Olnf ? 
Og bærer Du ikke Nag til mig for mit Formynderskab ? “ 
„ Du 
straffer mig for haardt ved af gjøre mig 
saadanne Spørgsmaal . Jeg foretrækker af udnævne 
Dig til Kasserer , Du faaer alle Pengene , saa 
flipper jeg for Regnskabet og Fristelsen . “ 
„ Det kan jeg ikke gaae ind paa , Olnf . Kun et 
feigt Menneske gjør sig umyndig for af undgaae 
Fristelsen . I Din Alder er det uværdigt af have en 
Formynder , det er ikke alene for Øieblikket , jeg taler , 

men for Din Fremtid . Du maa kæmpe for at seire , 
og Du har Kraft og Hjerte nok til at gaae seirrig 
ud af Kampen . Regnflabsbogen tjener til Din egen 
Underretning , Ingen uden Du bør kjende dens Indhold . 
Men skulde Du atter komme tilkørt , saa 
gjennemblad Din lille Veiviser og see , i hvilken Retning 
Du har ødslet , for at Du den næste Maaned kan 
gjøre de fornødne Indskrænkninger . En retskaffen Mand 
maa ikke gjøre Gjæld , undtagen han veed , naar han kan 
betale den . Men en Mand med Din Formue maa 
aldrig gjøre Gjæld , det er ligefrem en Synd . Var 
jeg i Dit Sted , saa inddeelte jeg min Formue , der 
beløber sig til 5000 Nd . om Aaret , i visse Klasser . 
Først vilde jeg hver Maaned lægge en Passende 
Sum tilside for i paakommende Tilfælde at have et 
Fond , dersom et eller andet uventet Tilfælde skulde indtræde , 
saa atjeg , uden at laane eller forringe min Kapital , 
havde Penge til min Raadighed . Dernæst vilde jeg 
fratage en bestemt Sum , og ikke for lille , til at betale 
mine Kreditorer , jeg mener mine fattige Medmennesker , 
der med god Føie have Ret til en Deel af 
min Overflod , som jeg efter Guds og Hjertets Lov 
er dem skyldig . Resten er Din Eiendom , og efter 
Din Indtægts Størrelse bør Du indrette Dit Liv . 
Paa den Maade kommer der Orden i Dine Affairer , 
i Din Tanke og i Dit Hjerte , med andre Ord , Gud 

lægger da sin Velsignelse dertil , thi Orden er allerede 
i og for sig en Guds Velsignelse . “ 
„ Du har Ret , jeg vil gjøre , som Du siger , jeg 
ærgrer mig selv over den evige Underbalance . Men 
knibe vil jeg dog ikke , jeg faaer jo Intet af min Rigdom 
med i Graven , og troer Du , at mine Arvinger 
ville takke mig for , hvad jeg efterlader dem ? Nei , Du , 
de ville kun sige , det er Loven , der efterlader os det . “ 
„ Knibe , fy , det er langt fra min Tanke , at Du 
skulde forvandle Dig til en Gnier . Der er Intet paa 
Jorden , jeg foragter saa dybt som Gjerrighed , fordi 
den gjør egenkjærlig , smaalig , ja endog tilintetgjør 
enhver ædel Følelse i vort Bryst . Jeg tilraader Dig 
kun Orden i Pengesager og Fornuft i Godgjørenhed . 
Vær gavmild imod Din Familie og de Fattige , medens Du 
lever og kan nyde Glæde af Dine Gaver ; thi det er netop 
Egenkærligheden og Gjerrigheden , der først vil give 
efter Døden , naar Gnieren ikke mere har Brug for 
sine Penge ; der er saa Faa , der ville undvære i levende 
Live . De berolige deres Samvittighed med den Løgn : 
„ Vi spare for af efterlade vor Familie Pengene , “ og 
imidlertid lade de den undvære Alt . Men Du forstaaer 
nok , hvad jeg mener , ikke sandt ? Nu har 
jeg prædiket længe nok . Jeg vil gaae en Tour ; jeg 
trænger til Luften , til Eensomhed . Farvel , Oluf , 

tænk over , hvad jeg har sagt . Jeg kommer snart 
tilbage . “ 
Jeg var bleven krænket dybt , ved atter af blive 
mindet om hiin Nats Nedværdiglse , og det i deres 
Selskab , som jeg elskede over Alt og hvis Agtelse , var 
mig meget magtpaaliggende af vinde . Derfor var min 
Gang tung , thi mine Tankers Vægt tyngede den . 
Da jeg vendte tilbage , hørte jeg en bekjendt 
Stemme sige : 
„ Ja , jeg kjender ham meget godt , han har en 
ualmindelig ædel Charakteer , og jeg veed med Vished , 
af han dengang , der var den eneste Gang i hans 
Liv , blev forført af Polter , som vedblev af overtale 
ham til af følge med . Det var en kold Vinteraften , 
Punschen duftede dem imøde , og saa . . . saa drak de 
for at varme sig . . . “ 
„ Og Mere , end de kunde taale ! Ja , saaledes 
gaaer det Alle . Fy , hvor den Polter dog maa være 
et daarligt Menneske ! Ikke sandt , Hr . Baron ? “ 
„ Hm , jeg veed ikke , jeg troer ikke , han er værre 
end alle vor Tids unge Mennesker . “ 
„ Da troer jeg det , Hr . Baron Polter ! Om 
Forladelse , jeg tog feil og gav Dem et saa daarligt 
Menneskes Navn , ikke at tale om , hvor simpelt Navnet 
Polter lyder imod Gyldenkrone . “ 
„ Finder Frøkenen , at Navnet lyder saa simpelt ? “ 

„ Finder De det ikke ogsaa , Hr . Baron ? “ 
„ Oprigtigt talt , nei , jeg synes nok saa godt om 
det , det er nettere end mange andre Navne , som 
dog blive baarne af begavede og dannede Mænd . “ 
„ Begavede Mænd , ja deri har De Ret . Det er 
ikke Navnet , der giver Manden Anseelse , men derimod 
hans Begavelse , der adler Navnet ; men saa vidt 
mig bevidst , har den Herre , vi tale om , ingen synderlig 
Begavelse , og derfor maa han finde sig i , at jeg 
finder hans Navn simpelt . Tænk Dem , hvis vi 
føiede Barontitelen til Polter : Baron Polter , hvilken 
ynkelig Person faae vi ikke ud af dette Fællesflab ! 
Hvor jeg seer ham tydeligt for mine Øine . Seer 
De ham ikke ogsaa , Baron Gyldenkrone ? “ 
„ De er grusom , Frøken Karen , jeg troer 
bestemt , jeg forlader Dem og overgiver Naturen til 
Deres skarpe Sværd . “ 
„ De vil forlade mig ? Naar De straffer , Hr . 
Baron , saa straffer De meget haardt . “ 
„ Paa Ære , Frøken , var det før min Hensigt at 
straffe mig selv ved at forlade Dem , saa vil jeg nu 
straffe Dem ved at blive ; jeg lover ikke at vige et 
Skridt fra Deres Side , før vi naae Hotellet . “ 
„ Godt , min Herre , jeg maa finde mig i min 
haarde Skjæbne , i vor Tid er det altid Overmagten , 

der har Ret . Hvor er Deres Hovmester henne ? Har 
han atter forladt Hotellet ? “ 
„ Ja han kommer nok ikke tilbage før om nogle 
Dage ? “ 
„ Før om nogle Dage ? Hvor er han reist hen ? “ 
„ Jeg troer , han har lovet at ledsage de kjøbenhavnske 
Damer paa en Udflugt . De skulle være 
meget elskværdige og begavede , han kan ikke noksom 
rose dem ; ja , jeg troer , han er paa Vei til at faae 
en lille Faible for den Ängste , en smuk Blondine . 
De tabte Deres Parasol , Frøken Karen , tillad mig 
at give Dem den tilbage . Skade , den er gaaet 
istykker , det sfete formodentligt i Faldet . “ 
Jeg kunde see dem Begge , uden at de saae mig . 
Jeg saae Olufs skadefroe Ansigt og hendes mørke , 
flyfulde Træk . 
Hun svarede ham , men saa sagte , at jeg ikke 
opfangede Ordene ; jeg hørte kun Oluf sige : 
„ Som De behager , Frøken . “ 
De fjernede sig hurtigt ; jeg Mød derimod Gjenvei 
over Marken og saae dem først igjen , et Øieblik 
før vi skulde gaae tilbords . 
Da jeg traadte ind , sad Frøken Karen ved 
Vinduet , hendes Ansigt var bortvendt , hun saae sig 
hurtigt om , og en dyb Rødme forsfjønnede de fine 
Træk . 

Var det Glæde eller Vrede ? 
Den Aften talte jeg ikke meget , men tilbragte 
Tiden med at tegne . 
Oluf læste høit for Damerne , og Hofjægermesteren 
og Skovstrup spillede Piquet . 
Jeg følte flere Gange , at Frøken Nordans Øine 
vare fæstede paa mig , medens hun syntes at lytte til 
Olufs Foredrag , men jeg hævede ikke en eneste Gang 
mit Blik ; thi nu vidste jeg , at der bankede et Kvindehjerte 
under den haarde Skal , og jeg takkede Gud . 
Senere paa Aftenen , efter Theen , satte Frøken 
Karen sig uopfordret til Pianoet . Hun sang min 
Andlingssang , men jeg fortsatte tilsyneladende min 
Befljæftigelse . Jeg veed ikke , hvad der feilede mig , 
jeg følte kun , at reiste jeg mig , eller blot saae op og 
mødte hendes Øie , var jeg fortabt , Kjærligheden 
vilde overvinde Fornuften , Løftet var da brudt . Nu 
følte jeg , hvorfor Ordholdenhed bliver skattet saa 
høit , som Alt , hvad der er sjeldent . Naar Løftet 
forvolder os saa stor en Kamp , som jeg udkæmpede i 
mit Hjerte , skal der Mod og Kraft til at seire over 
Lidenskaben , der vil forføre os til at bryde vor Ed , 
vort Løfte . 
„ Paa Jorden med , “ lød atter og atter i mit 
Hjerte og gjorde mig saa veemodig , saa bevæget , at 
jeg ofte maatte gjentage for mig selv : „ Giver Du efter 

denne Gang — og bryder Dit Løfte , saa har Du 
tabt for hele Livet , Manden er stødt fra Thronen , og 
hun vil med Rette blive Herre i Huset . “ 
Saa lagde jeg atter den kolde Maske over det 
varme Hjerte . Hun havde jo gjort det Samme ! 
Sangen var endt . Hun vendte Hovedet imod 
mig , min ligegyldige Stilling behagede hende vist ikke 
-— hun indtog atter hurtigt sin Plads og opfordrede , 
efter at have præluderet smukt , men stormende , Oluf 
til at hente sin Fløtte for at akkompagnere hende . 
Under det smukke Foredrag faldt mit Øie paa 
Hofjægermesteren , han var en stor Inder af Musik , 
men hans Blik var denne Aften mørkt , og hans 
Farve bleg . 
Kammerherren sad skjult i en Vinduesfordybning 
og havde uafbrudt sit Blik fæstet paa Godseieren , 
som vilde han gjennemtrænge hans Sjæls Hemmelighed . 
Hvor jeg følte mig uhyggelig tilmode ; jeg følte , 
at der var noget Skjult , som omgav os ; der var saa 
Meget , saa mange Led , som greb ind i hinanden , nu 
da Øiet engang var aabnet . Havde ikke Fru Borgaard 
omtalt Hofjægermesterens hyppige Reise fra 
Godset , uden at Nogen kjendte Grunden . Jeg veed 
ikke , hvoraf det kom , men pludselig dukkede Carolines 
Historie om Godseieren og Karen , atter — efter saa 
mange Aars Forløb — op i min Sjæl . Det var 

jo ogsaa en blid og yndig Hustru , han førte hjem 
til sit Gods , som han senere maatte sælge for at bosætte 
sig i Jylland . Saaledes fortalte Caroline . 
Og hun fortalte Mere om Karen , den stakkels Karen 
og hendes lille Barn , hvorledes de forsvandt . Og 
saa om Væveren . Ia , det mindedes jeg nu Alt , jeg 
saae det for mine Øine . Jeg blev varmere og varmere , 
min Pande brændte , Haaret reiste sig , jeg vilde . . . 
Da aabnedes Døren , jeg saae op — men den 
lukkede sig atter , og Frøken Nordan var forsvunden . 
Om Natten laa jeg med aabne Øine og bankende 
Hjerte og drømte en frygtelig Drøm . Himlen være 
lovet , det var kun en Drøm . Dog , lad hænde , 
hvad der vil , hun skal blive min Hustru , og hendes 
Moder skal være min Moder . 

Treogtredivte Kapitel . 
Jeg var oppe , før Solen naaede mit Leie . 
Den Første , jeg mødte paa min Morgentour , 
var Hofjægermesteren , han gik med Hænderne paa 
Ryggen og røg fin Cigar . 
I den senere Tid havde hans Opførsel ligeoverfor 
mig været temmelig fornem og kold , Grunden 
vidste jeg ikke , men jeg tog bestemt ikke feil . 
Denne Morgen gjengjældte han min Hilsen paa 
en hjerteligere Maade , og neppe var han gaaet mig 
forbi , før han standsede og udtalte mit Navn . Han 
nærmede sig fortroligt , men dog nedladende og begyndte 
med hverdagsagtige Spørgsmaal og Svar , 
indtil han endte med Hovedformaalet for vor Samtale , 
nemlig at udspørge mig om Oluf . 
„ Er Deres Elev ligesaa god , som han er elskværdig , 
Hr . Hovmester , da vil han i Sandhed gjøre 
stor Lykke paa Verdensmarkedet . Det forekommer 

mig , at de Øine ikke kunne lyve , han er bestemt et 
meget lovende ungt Menneske . “ 
„ Hofjægermesteren bedømmer min Ven retfærdigt , 
han er ligesaa god , som han er elsfværdig , smuk og 
rig . “ 
„ Det glæder mig at høre en saa fordeelagtig 
Dom , udtalt af den unge Mands Hovmester , der har 
Leilighed til at kjende ham fra Grunden . Jeg har 
i Almindelighed et skarpt Blik , jeg tager sjeldent feil . 
Sig mig , Hr . Holst , har Deres Elev gode Kundskaber , 
og er han stadig og flittig ? “ 
„ Hans Kundskaber og Flid staae Paa samme 
Trin som de fleste rige unge Menneskers , der besidde 
Forstand og Dannelse . Jeg holder af ham som af 
en Barndomsven , man elsker for hele Livet , hvad 
enten han forvolder os Glæde eller Sorg , Lykke eller 
Ulykke . “ 
„ De er en trofast Ven , Hr . Kandidat , jeg gratulerer 
den unge Baron til en saadan Hovmester . “ 
„ Hofjægermesteren behager at rme mig , fordi jeg 
er trofast og retskaffen ? “ 
„ Nei , Hr . Holst , kun fordi De hører til de faa 
Mennesker , der offre Venskabet Alt . “ 
„ Undtagen Æren , Hr . Hofjægermester ! Den beholder 
jeg som en hellig Arv . “ 
Her saae jeg stivt Paa ham . 

„ Det er ret , unge Mand , Æren bør altid blive 
i vort Værge ; det er en Skat , der ikke bør være 
tilfals , hverken for Kjærlighed , Venskab , Guld eller 
Høihed . Hvorledes har De fænkt Dem Deres Fremtid , 
har De alt søgt Embede ? “ 
„ Jeg er ansat som Auditeur i Armeen . “ 
„ En god Begyndelse , unge Mand , jeg ønsker 
Dem til Lykke ; De er traadt ind paa den slagne Vei 
til en lys og hæderlig Fremtid . Det er vel Baronen , 
Deres Ven , der har forskaffet Dem denne sjeldne 
Lykke i saa ung en Alder ? “ 
Han saae mig smilende ind i Øiet . Det forekom 
mig , som laae der noget Skjult bag hans 
skjælmske Blik , der for første Gang mindede mig om 
Frøken Karen . 
„ Nei , Hr . Hofjægermester , jeg skylder først og 
fremmest Lykken , der rimeligviis har staaet Fadder til 
mig , mit Held , dernæst troer jeg nok , af Flid og 
Dygtighed har gjort Resten . “ 
„ Men sig mig , Hr . Auditeur , hvorledes lader 
Deres Embede og Deres Stilling som Hovmester sig 
forene ? “ 
An , der havde jeg forløbet mig , hvorledes skulde 
jeg nu faae denne mislige Sag ordnet ? Jeg maatte 
lyve paany ; det er dog forunderligt , hvorledes den 
ene Usandhed altid drager en Kjæde af Sødskende 

efter sig . Jeg troer , han saae min Forlegenhed , 
og af den glædede ham . 
„ Min Stilling som Hovmester er kun interimistisk . 
Naar min Permission er udløben , er Hovmesteren 
dethroniseret , jeg har søgt af forene Nytten 
med Fornøielsen . “ 
„ Ah , saaledes , meget fornuftigt . Nu , jeg ønsker 
Dem til Lykke . Det glæder mig af høre , af Deres 
Elev er en brav Mand , der ikke alene hører til en 
agtet og anseet Familie , men har en Charakteer , der 
gjør ham værdig til af blive en god Ægtemand . “ 
Her saae han atter stivt paa mig , løftede sin 
Hat og dreiede uden videre ind Paa en Mark og lod 
mig ene paa Landeveien , — hvor han endnu ti Minuter 
senere kunde have seet mig paa samme Plet , 
dersom han havde gjort sig den Uleilighed at see 
tilbage . 
Var Oluf alt forlovet med hans Datter ? Hvortil 
alle disse Spørgsmaal ? 
Jeg løsrev mig fra det Sted , hvor jeg stod , saa 
stormede jeg frem , jeg vilde bort , langt bort ! Men i 
næste Øieblik stod Foden atter slille , uden at Tanken 
havde kastet Anker ; den foer afsted uden Rift eller 
Ro , snart op paa det høieste Fjeld , saa ned i den 
dybeste Afgrund , gjennem Regn og Slud . 
Et Øieblik , men ogsaa kun et Øieblik gjennemfoer 

den Tanke mig : „ Hvorfor gav Du Skjæbnen 
Leilighed til at gjøre Indgreb i Dine Rettigheder ? 
Hvorfor optraadte Du ikke under Dit virkelige 
Navn , saa havde Baronen ikke dræbt Din Fremtid ? “ 
— Dog Tanken var neppe udtænkt , før jeg med 
Foragt stødte den tilbage . Vare hendes Følelser for 
mig saa kolde , saa ustadige , at Aarene havde udslukket 
dem — eller at Barontitelen — jeg hader Titler — 
kunde kjølne dem , saa havde jeg jo vundet ved at 
blive befriet fra saa tvivlsom en Lykke . Det var 
med roligt Sind , jeg fattede den Beslutning , at jeg 
vilde prøve , om Guldet var ægte eller ikke . Jeg 
havde Træk for Træk stnderet hendes Ord og Handlinger , 
hendes Oies skjulte Sprog , jeg havde seet en 
forædlet Sjæl gjennem dette Blik . 
Jeg har en fast udholdende Villie . Hvad jeg 
vil , det skeer ; maaskee min Styrke ligger i min Fornuft , 
da jeg aldrig vil Noget , der er umuligt at 
gjennemføer . 
Hendes Øie havde forraadt mig hendes nyfødte 
Sjæls frygtsomme Pulsflag , mit Hjerte havde alt 
forlængst forstaaet det , om det end som en Gnier 
havde skjult det af Frygt for atter at miste det . 
I Afskedens Øieblik havde jeg sagt , at hun selv frivillig 
skulde række mig den kjære Haand , naar hun 
vilde være min Hustru ; men hun forkastede min Bøn 

med Hanne og Foragt . Skulde vi da aldrig naae 
hinanden ? Hvorfor udtalte jeg hine skjæbnesvangre 
Ord ? Jeg har udtalt dem , og jeg maa og vil holde 
dem , men jeg raader Alle og Enhver til aldrig at aflægge 
saa overilet et Løste , eller rettere , at fælde saa 
streng en Dom . Et Løfte maa altid holdes . Et 
brudt Løfte er en æreløs Sag , en ufuldbyrdet Dom 
er en Falliterklæring for Dommeren . Var jeg ikke 
uheldigt stillet ? 
Hiin Aften , jeg stod ved Vinduet og lyttede til 
Alpehornet , da mit Øie ved at see ned sænkede sig 
saa dybt i hendes Sjæl og den lille Haand laae mig 
saa nær , at jeg kunde gribe den — da randt det 
ulyksalige Løfte mig i Hu , det kom tidsnok til , at 
Kampen blev udkæmpet , Æren feirede . Et saadant 
Øieblik kommer maaskee aldrig tilbage . 
Som Guldgraveren , der forsigtigt lader hver 
Haandfuld Jord glide igjennem sine Fingre for at 
opdage hvert lille Korn Guld , saaledes vil jeg taalmodig 
arbeide mig frem ; jeg vil ikke skye Klipper eller 
Skjær . Min Villie er fast som Klippen , og min 
Kjærlighed er et bundløst Hav . 
Nu , Karen Nordan , nu er Kampens Dag begyndt , 
træd indenfor Skranken , Dit Vaaben er List , 
mit Kjærlighed . Du vil aldrig , aldrig see mig for 
Dine smaa , nydelige Fødder , men jeg vil føle Din 

lille bløde Haand skjælvende lægge sig i min , hvor 
jeg vil elske den og varme den ved mit Hjerte . 
Neppe havde jeg fattet min Beslutning , før jeg 
hørte Olufs friske , ubundne og Karens sølvklare Latter 
bag mig . Jeg vendte mig pludselig om , og vi stod 
Ansigt til Ansigt . 
Baade hun og han rødmede for mit Blik , jeg 
smilte derimod venligt til Dem , idet jeg bød Dem 
Godmorgen . 
„ Og hvad var det saa , der fremkaldte den muntre 
Latter ? “ spurgte jeg . 
„ Du selv , “ svarede Oluf — „ Du stod saa dybsindigt 
og stirrede frem , som var Du ligeved at falde 
i Staver . Hvad fænkte Du paa ? “ 
„ Ja , hvad fænkte De paa , Hr . Holst , vor Latter 
har sikkert afbrudt en meget vigtig Tankerække . “ 
„ De have Begge gjættet fuldkomment rigtigt , 
mine Tanker dreiede sig om en Angrebs- og en Forsvarsplau . “ 
„ Altsaa 
om Krig ; maa man ikke høre lidt om 
den store Feltherres vise Planer ? “ 
„ Det er en daarlig Feltherre , der aabenbarer 
sine Planer før det nødvendige Øieblik . Tillad mig , 
Frøken , at sortie mine , Liden vil nok afsløre dem . “ 
„ Spiller jeg maaskee en Rolle i dem ? “ 
Her saae hun skjælmsk paa mig , som ønskede 

hun , jeg skulde svare ja ; men pludselig var jeg bleven 
drillesyg . Var det , fordi jeg nu vidste , at hun elskede 
mig ? Jeg svarede i en tilsyneladende ydmyg Tone : 
„ Det vilde være for dristigt , Frøken Nordan . “ 
Mit Svar fornærmede hende , men jeg lod , som 
jeg ikke saae det . 
„ Gaaer Du med , Carl ? “ spurgte Oluf . 
„ Nei , jeg har lovet Frøken H . og D . at ledsage 
dem paa en lille Udflugt . “ 
„ Er det aldeles nødvendigt ? “ 
„ Tildeels , Frøken H . stødte igaar sin Fod , idet 
jeg hjalp hende over en Kløft , hun trænger til min 
Arm . “ 
„ Stakkels Frøken H . Vil De , skjøndt ukjendt , 
hilse hende fra mig . Dersom jeg kan være hende til 
nogen Tjeneste , skal det være mig en Fornøielse . “ 
Det var Frøken Karen , der udtalte disse velvillige 
Ord med deeltagende Stemme og smilende 
Øine , der hviskede : 
„ Jeg er slet ikke jaloux . “ 
„ Tak , Frøken , jeg skal overbringe Deres venlige 
Hilsen . Frøken H . er en sjeldent dannet og begavet 
Dame , jeg -har aldrig tidligere truffet paa saa mange 
Kundskaber i saa ungt et Hoved . Dertil forener hun 
Beskedenhed og Godhed — Dyder , man ikke altid 
finder hos unge Damer . “ 

„ Har De havt megen Leilighed , Hr . Hovmester , 
til at opdage denne store Mangel hos vort Kjøn ? 
Har De i Deres Selskabskredse truffet mange 
Damer ? “ 
Hun lagde en stærk Betoning paa Ordet 
„ Damer , “ men jeg overhørte Fornærmelsen og svafuldkomment 
rolig : 
„ Det tør jeg ikke rose mig af , Frøken Nordan . 
I den Kreds , hvor jeg kommer , har jeg truffet mange 
Væsner , der ikke alene kalde sig selv Damer , men 
ogsaa gjøre Fordring paa at blive kaldte Damer af 
Andre , skjøndt de mangle den forste Betingelse , Kvindelighed 
og Aandsdannelse . Dog har jeg ogsaa , nu og 
da , været saa heldig at træffe virkelige Damer — 
som f . Ex . Frøken H . “ 
Den sidste Sætning udtalte jeg sagte , som for 
mig selv . Jeg saae op i den Tro at møde et vredt , 
hovmodigt Blik , men jeg blev ubehageligt skuffet , hun 
rystede smilende sit yndige Lokkehoved , bøiede det henimod 
mig og saae mig sfjælmsk ind i Øiet , akkurat 
som om hun vilde sige : „ See , jeg er aldeles » saaret . “ 
Jeg har aldrig seet Mage til hendes overmodige , 
talende øine ; men jeg behandlede hende efter 
Fortjeneste . Hvor forvovent , saaledes at stirre en 
forelsket Mand i Øinene , jeg fængslede hendes Blik 
og aabnede Hjertets længe skjulte Vulkan for hende , 

hun rødmede — hvor hun dog rødmede nydelig , som 
Morgensolen , naar den stiger frem af sit Taageslør ; 
men endnu stod hun paa samme Plet , Ansigt til Ansigt 
mod mig . Et Blik er en Magnet , det fastholder . 
Saaledes stod vi en Stund . Det forekom mig , som 
om et dybt Suk stjal sig over hendes Læber og gav 
Ekko i Olufs Bryst . 
„ Godmorgen , Frøken Nordan , god Fornøielse ! 
Kammerherren , som kommer der , maa være min 
Stillingsmand . Godmorgen , Oluf . “ 
Og før jeg fik Svar , var jeg borte . 
Min Fod var saa let . Tvivlen var begravet i 
hendes Øies Dyb , men idet jeg straffede hende , straffede 
jeg mig selv , — det vil vare længe , før hun 
atter fører mig ind i sin Himmel . 
Og jeg streifede om , snart vuggede jeg mig paa 
Rhones Bølger , saa skjød jeg en Fugl i Flugten . 
Det er en forunderlig Tilintetgjørelseslyst , der 
ligger hos os Mennesker . Jeg var saa jublende glad , 
saa rastløs , og derfor skjød jeg Fuglen , — ikke for 
at gavne mig eller nogen Anden — ikke for at flade 
den , jeg skjød — jeg veed ikke hvorfor . Var det 
maaskee , fordi Lykken var saa rig , saa fuld , at den 
trængte Paa for at faae Luft ? Havde jeg været ulykkelig , 
da havde jeg — ogfaa dræbt den for at give 
Sorgen , maaskee Raseriet Luft . Altid skal vort 

Overmaal af Glæde og Smerte gaae ud over den 
Uskyldige . 
Da jeg atter vendte tilbage , spredte Maanen sit 
klare Lys over Arles . Kvinderne sad paa østerlandsk 
Viis udenfor deres Gadedøre for ret at nyde Aftenens 
yndige Ro . Jeg turde hverken see til Høire 
eller Venstre for ikke al blive miskjendt af de aarvaagne 
Fædre og Ægtemænd , der gjenkjendte mig 
som Olufs Ven . Jalousien er en streng Hersker over 
disse Folk , et Dolkestød hører til Nattens Orden . 
Jeg fortsatte hurtig min Gang , til jeg naaede Hotellet . 
Alle 
syntes at sove , kun jeg følte mig lysvaagen ; 
jeg greb min Guitar og ilede ud ; jeg satte mig 
under Vinduerne paa Bænken ved det høie Træ og 
sang : 
„ Flyv Fugl , flyv over Furesssns Vande , 
Nu kommer Natten saa sort . “ — — 
Neppe havde jeg sunget det første Vers , før det 
næste blev ledsaget af de skjønneste Fløjtetoner ; de 
kom fra vort Sovekammervindue . Aldrig har jeg 
hørt Toner , der som disse trængte til mit Hjerte . 
Stakkels Ven , de talte saa gribende om hans Veemod , 
hans Sorg , at de lokkede Taarer i mit Øie . Jeg 
følte , han gjemte Noget derinde , i den skjulte Vraa , 
der søgte Luft og Lys . 

Saaledes kan kun et sorgfuldt , et veemodigt 
Hjerte spille . 
Min Sang var endt , men hans Fantasi legede 
med Fløiten . Snart græd den , jeg syntes at see 
Taarer i den hele Natur , saa lo den foragteligt over 
sine bløde Taarer , som om den hele Verden ikke var 
en Taare værd . 
Findes der noget Overjordisk her paa Jorden , 
maa det være Musik . Det forekommer mig , som om 
Tonerne aabenbare Alt , hvad der er ædelt og stort , 
for vort Øie . Musik kan faae mig til at skjælve , 
til at græde — til at bede . — Jeg flammer mig 
ikke ved at tilstaae den Guddomsmagt , Musiken har 
over min Sjæl og mit Hjerte . 
Og Olufs Fløitetoner bølgede langt , langt udi 
Natten . 
Men en Mandsflygge reiste sig pludselig , den 
havde været skjult for mig , nu gjenkjendte jeg Kammerherrens 
Tjener , der listede sig bag om Hotellet , 
hvor han forsvandt . 
Hvad gjorde han her ved Nattetid ? 

Fireogtredivte Kapitel . 
Vi besøgte for sidste Gang alle de kjendte Steder , 
hvor vi saa ofte havde glædet os , og næste Morgen 
forlod vi under Solskin , Fuglesang og Munterhed 
Arles , vort lille Paradiis , hvor vi havde tilbragt 
saa mange lykkelige Timer . 
Aftenen forinden tog jeg Afsfed med mine to 
Veninder , hvor jeg blev og drak Thee . Jeg følte 
ret , hvor kjær jeg havde faaet dem . 
Ved Afskeden gav den ældste af Damerne mig 
en Pakke , som jeg ikke maatte aabne før jeg havde 
forladt Byen . Jeg gjorde , som hun bød mig , og 
blev ikke lidet overrasket ved at sinde et lille Svøbelsebarn 
titte frem af Bomuldet . 
Vi tog med Jernbanen til Taraseon , der ligger 
ved Rhone , og fortsatte Reisen , til vi naaede Nismes , 
hvor vi gjorde Holdt . 
Nismes gjorde sig i 1815 bekjendt ved sin 
Hengivenhed for Bourbonerne og sit Sværmeri for 

Katholicismen , der havde sørgelige Følger for Napoleonisterne , 
Protestanterne og Republikanerne . 
Rædselsscenerne i Marseille , Toulon , Nismes 
og Avignon ville altid minde om Revolutionen i 
1790 , de vare lige fanatiske og rædselsfulde . Dog , 
Nutiden giver den Tid Intet efter i Barbari og 
Hjerteløshed . 
Vi besluttede at opholde os her i nogle Dage , 
deels for at gjøre os bekjendte med de gamle Minder , 
deels for at gjøre nogle faa Udkast af Naturscenerne 
til at opbevare i vort Album ; nu kom det an paa , 
hvem af os der fandt de smukkeste Steder , Frøken 
Nordan eller jeg . 
Endnu samme Dag forlod jeg Hotellet med min 
Mappe for at opsøge mig en smuk Plads , som jeg 
snart fandt ; det var en lille , en ganske lille Plet , 
der laa afsides , ligesom skjult blandt Træerne , men 
hvorfra jeg havde en rig og smuk Udsigt . 
Da jeg var færdig med Skitsen , syntes jeg , der 
ligesom manglede Noget i den smukke Scene , som 
vel var rig paa Træer , Blomster og Himmel , men 
paa hvilken der ikke fandtes noget levende Væsen . 
Hvorfor jeg netop idag savnede det i Naturen , veed 
jeg ikke , kun det veed jeg , at jeg Snese Gange tidligere 
havde tegnet lignende Scener uden at have 
følt eller blot opdaget Savnet . 

Altsaa satte jeg mig fatter ned for at tegne en 
Mand og en Kvinde . 
Nu vil vel Ingen undres over , at jeg gav hans 
Ansigt mine Træk , ligesom Kvinden fik Frøken Nordans , 
det var jo ganske naturligt ! 
Jeg sad paa en Træstub , netop en lignende 
Stub som den , hvorpaa jeg sad hiin Morgen ved 
Krattet , da jeg trak alle de smukke og betydningsfulde 
Ord , jeg følte , paa en Traad , men der spredtes som 
Avner for Vinden , da Sollyset kom . Min Hest stod 
som dengang og græssede i Grøften , medens jeg 
drømte om Kjærlighed , den lille Haand laa igjen 
paa min Skulder , jeg saae op , og Frøken Nordav 
stod for mig i Ridedragt . 
En lille Forandring havde jeg foretaget , vi vare 
Begge gjorte ældre end dengang ; jeg havde givet 
Portraiterne vort nuværende Idre . 
Neppe var jeg færdig og ret tilfreds med mit ; 
Arbeide , før jeg hørte Nogen eller Noget rasle bag 
mig i Krattet . 
- Jeg reisfe mig for at see , hvem Fredsforsfyrreren 
var , men lod min Mappe ligge opslaaet . 
Det forekom mig , som søgte Vedkommende at 
undgaae mig ; jeg fulgte derfor Sporet , og først da 
jeg naaede Udkanten as Krattet , saae jeg KammerHerrens 

Tjener ile hen ad Veien med sin Bøsse , der 
altid fulgte ham , over Skulderen . 
Noget gnaven vendte jeg tilbage for at gjemme 
mit Arbeide og gaae hjem ; men nu opdagede jeg 
Pludselig gjennem nogle Buske en kvindelig Skikkelse , 
der sad i Græsset — netop paa samme Plet , jeg 
nylig havde forladt — og tegnede . 
Jeg blev staaende for useet at iagttage hende og 
saae nu til min Forundring , at det var min Mappe , 
hun havde paa Skjødet , og saavidt jeg kunde see , 
min Tegning , hun arbeidede paa . 
„ Den lille Forrædersfe , hvilken Dristighed ! “ 
Jeg var saa taus og rolig , som . . . ja , jeg 
maa vel tilstaae det — som en Spion , jeg trak 
knap mit Veir . 
Nu var hun færdig . Hun saae sig ængstelig 
om til alle Sider og stjal sig derpaa ind i Krattet 
med sit fljælmfle Smil ; jeg saae tydeligt , hun skjulte 
sig i Nærheden , formodentlig for at være Vidne til 
min Forundring , min Vrede . 
Men jeg var paa Post . 
Jeg traadte rolig frem og indtog min gamle 
Plads , hvor hun tilfældigviis havde glemt sit Lommetørklæde . 
Jeg undersøgte det først for at finde et 
Navn , men da jeg havde sundet det , sagde jeg halvhøjt 
til mig selv : 

„ Hvorfra har jeg faaet dette Tørklæde ? Det tilhører 
Frøken Nordan . Naa , jeg er vel kommen til 
at putte det i min Lomme istedetfor mit eget . Hvor 
Oluf vil blive glad , naar jeg forærer ham det ! “ 
Derpaa gav jeg mig atter rolig til at arbeide 
uden at vise , at jeg bemærkede den Forandring , min 
Tegning var undergaaet . 
Forandringen bestod i , at hun havde givet mig 
mine atten Aar tilbage ; jeg var igjen Studenten , den 
Samme , hun gav den Advarsel — ikke at drømme 
vaagen . 
Hvorfor var hun faa uheldig at være rig ? Ak , 
hvilken Kunstnerinde berøvede Pengene Verden ! 
Jeg havde altsaa ikke taget seil , hun havde gjenkjendt 
Studenten i Hovmesteren . 
„ Naa , hvor hun ærgrer sig ! “ tænkte jeg og lo 
saa smaat , medens mit Hjerte bankede lydeligt mod 
det skjulte Tørklæde , hun nylig havde indesluttet i 
den varme Haand . 
Jeg hørte , hun fjernede sig , en Elsker hører 
skarpt . Da den sidste Lyd var forsvunden , lukkede 
jeg min Mappe og forlod den lille yndige Plet , der 
nu var bleven mig kjær . 
Hvor det var en kjedelig Aften , der fulgte paa 
denne behagelige Dag ! — Frøken Nordan befandt 

sig ikke vel , vi maatte savne hende ved Theen . Men 
aldrig har jeg nogen Aften tilsyneladende været mere 
oprømt end netop paa denne . 
„ Har Du ikke straffet for haardt ? “ spurgte jeg 
mig selv . 
Dog , den Nat drømte jeg atter vaagen . 

Femogtredivte Kapitel . 
Næste Dag var mørk og regnfuld og enhver Udflugf 
umulig . 
Oluf og jeg opholdt os hele Formiddagen i 
vore egne Værelser . Han var i et overordentligt slet 
Humeur ; jeg troer , jeg læste de vexlende Tanker i 
hans Sjæl . 
Han havde besluttet at overlade Frøken Nordan 
til mig , maaskee fordi han følte , hun elskede mig , 
dog ogsaa for Venskabets Skyld , som han altid til 
vort Livs Aften blev tro . 
Men der var endnu en tredie Følelse , der gjorde 
sig gjældende hos ham , han elskede ikke mere Karen , 
Interessen var kun tilbage . 
Var det Savnet af den bortdunstede Kjærlighed , 
der gjorde ham saa veemodig , fordi den efterlod en 
tom Plads i det store Hjerte ? Var det Skuffelsen 
over ikke at føle sig gjenælsket , medens han ellers 
altid var vant til at seire ? Eller var det Synet af 

vor Kjærlighed , der gjorde ham taus og længselsfuld ? 
Jeg 
troer , det var et gammelt , længe skjult 
Minde , en visnet Blomst , der atter havde faaet Liv 
i hans letbevægede Sjæl . 
Jeg gik saa sagte , saa sagte over Gulvet og 
forlod Værelset , jeg vilde ikke ved min Nærværelse 
dræbe den svage , gjenfødte Livsspire . 
Saa skrev jeg et Brev til mit elskede Hjem . 
Jeg fortalte dem Alt , hvad der havde glædet mit Øie 
og mit Hjerte , jeg lod dem ane , hvilken skjult Skat 
det rummede . Jeg var overbeviist om , af de forstod 
min svage Hentydning , skjøndt jeg ikke gav dem tydelige 
Ord , men saa Meget fik de af vide , af Haabet 
lyste for mig med sit Solskin . 
Jeg fortalte dem , af jeg snart vendte hjem til 
den kjærlige Arne , hvor jeg bad dem atter af modtage 
mig som deres Søn , hvilket jeg , følte jeg , gjennem 
hele Livet vilde vedblive af være . 
Først ved Middagsbordet samledes vi atter . 
Frøken Nordan viste sig i et straalende Humeur ; 
om det var Natur eller Kunst , var umuligt af opdage . 
Havde jeg taget Feil ? Hengav jeg mig maaskee 
til Illusioner ? Havde hun nu , som oftere , gjættet 
mine virkelige Følelser og opdaget mit dramatiske 
Talent ? 

Jeg tog mig uvilkaarlig til Hjertet , hvor det 
fine , duftende Kammerdug nu havde fundet Plads ; 
jeg troer , jeg rødmede over min egen Daarskab , men 
hun saae det ikke . 
Tvivlen gjorde mig ondskabsfuld , jeg nærmede 
mig for af tage hende tilbords ; det var første Gang , 
jeg bød hende min Arm . Hun modtog den ligegyldig , 
men før vi naaede vor Plads , spurgte jeg hende 
deeltagende : 
„ Hvorledes befinder Frøkenen sig idag , er den 
slemme Hovedpine gaaet over ? “ 
Hun lo , hun besvarede mit ondskabsfulde , men 
med tilsyneladende Deeltagelse fremsatte Spørgsmaal 
med Latter ! 
Jeg saae forundret , næsten fornærmet paa hende , 
jeg følte , hun havde mig tilbedste . 
„ Undskyld , jeg leer , Hr . Hovmester , af Deres 
overordentlige Deeltagelse for en Hovedpine , der slet 
ikke har existeret . Jeg foregav den kun for at skjule 
min Dovensfab . Frøken Nordan tilbragte igaar en 
høist interessant Eftermiddag ved at ligge paa Sofaen 
og læse en god Roman . Men hvorledes har 
De det , De synes ikke at være i godt Humeur idag , 
Hr . Hovmester ? “ Øg hun tilføiede drillende : „ Er der 
gaaet Dem Noget imod ? “ 
Al Tvivl var forsvunden , hun havde gjennemskuet 

mig . Der er Intet , vi optage værre , end naar 
Nogen drifter sig til at gjennemskue os . 
Hvad skulde jeg svare ? 
Jeg saae paa hende , og derpaa brast jeg i Latter . 
Og hun — ja tænk Dem , hun fulgte mit 
Exempel . 
Da vi havde leet , leet saa længe , indtil Taarerne 
kom os i Øinene , bøiede hun sig hen imod mig og 
hviskede : 
„ Lignede det godt ? “ 
„ Fortræffeligt ! Hvor hans Træk dog maae have 
gjort et dybt og varigt Indtryk Paa Dem , siden De 
efter saa mange Aars Forløb endnu mindes dem saa 
tydeligt . “ 
Nu var det hende , der rødmede , og en mørk 
Sky drog over hendes Pande . Hun tilkastede mig et 
stolt Blik og svarede : 
„ Jeg holder af at tegne Karikaturer . “ 
„ Hvor vor Smag i dette Tilfælde stemmer 
overeens , ogsaa jeg er en stor Ander af Karikaturtegning , 
derfor vælger jeg altid mine Emner i den 
Retning . Fandt De ikke Scenen høist latterlig ? 
Tænk Dem , en Angling paa atten eller nitten Aar 
forelsker sig i en Frøken , han kun kjender af Ydre , 
men hvis Følelser og Tænkemaade er ham aldeles 
fremmed , han sidder der og drømmer og sukker efter 

sin indbildte Kjærlighed . Er det ikke rørende , saa 
rørende , at man kunde briste af Latter over hans 
maanesyge Hjerte ? Hvor De gjorde en god Gjerning , 
da De saa grundigt kurerede ham ! “ 
Denne Gang spillede jeg min Rolle godt ; hun 
troede mig , hendes Øine stod fuld af tilbagetrængte 
Taarer , ikke af Vrede , men af dyb Bevægelse . 
Vi reiste os sra Bordet , jeg følte hendes Haand 
skjælve i min Arm . 
„ Velbekomme , Frøken Nordan ! “ 
Hun vilde svare , men kunde ikke faae et Ord 
over sine Læber . 
Gud være lovet ! Kjærligheden havde seiret over 
Fordommen , Kvinden var vaagnet til Liv , til Bevidsthed . 
„ Hvor 
have vi Kammerherren idag , igaar var 
han ogsaa usynlig , jeg troer , han gaaer Paa Iagt . “ 
Det var Hofjægermesteren , der talte . 
„ Det troer jeg ogsaa , “ tilføiede Fru Nordan 
skjælmsk . 
„ Jeg synes , Karen er i daarligt Humeur , mom 
hun savner ham ? “ 
Dette Udfald gjaldt mig , men Kuglen prellede af 
uden Virkning . 
„ Troer Hofjægermesteren ? Saa vil jeg gaae 

paa Iagt efter ham igjen , maaskee jeg da bringer 
ham tilbage . “ 
Og jeg forlod Stuen , ikke for at opsøge Kammerherren , 
men for at betroe min Lykke , min usigelige 
Livsglæde til Himlen , til Blomsterne , til hele Naturen . 
Naar 
man er sorgfuld , saa skjuler man Smerten 
dybt under sit Bryst , for at Ingen uden Gud skal 
see den . Men er man glad , sjæleglad , saa aabner 
man Hjertet paa vid Gab , saa at Glæden kan 
strømme ud og faae Luft , at ikke Lykken skal sprænge 
det snevre Bryst ; man føler Trang til at tilraabe 
Alle og Alt : „ Hvor jeg er lykkelig , hvor jeg er glad , 
og hvor jeg gjerne vilde omslutte den hele , hele 
Verden i mit livsglade Favntag ! “ 
Saaledes vare mine Følelser , da jeg stormede 
ud med Hatten i Haanden , Haaret flagrende i Luften , 
og Hjertet lykkeligt . 

Sexogtredivte Kapitel . 
„ Stop Mand ! hvor vil De hen , seer De ikke , De 
løber mig over Ende ? “ 
„ Undskyld , min gode Mand , det kan jeg ikke see , 
derimod seer jeg klart og tydeligt , at De staaer mig 
i Veien . “ 
Det var Kammerherren , der paa saa uhøflig en 
Maade standsede mig , hvorfor jeg ogsaa i samme 
Tonart besvarede hans uhøflige Spørgsmaal . Nu 
stod vi altsaa ene og ligeoverfor hinanden . Blot 
det gaaer godt . 
„ Er der hændet noget Nyt ? “ spurgte han og 
fixerede mig paa en høist uforskammet Maade . 
„ Maaskee , “ var mit korte Svar , og jeg begyndte 
paany at gaae frem for at undgaae et Sammenstød , 
men han indhentede mig hurtigt . 
„ Om Forladelse , min Herre , et Øieblik . “ Han 
var bleg og syntes at fryse , skjøndt Dagen var usædvanlig 
varm . 

„ Til Tjeneste , min Herre , selv to , om De behager . “ 
„ De 
er i godt Humeur ? “ 
„ Fortrinligt . De ogsaa , kan jeg mærke . “ 
Han gjorde en Grimace , der betydelig forringede 
hans naturlige Skjønhed . 
„ De er Jurist og ansat som Auditeur i Armeen ? “ 
„ Hvortil disse Spørgsmaal ? “ 
„ Det er i Anledning af et retsligt Spørgsmaal , 
jeg ønsker at gjøre Dem , er De villig til at besvare 
det ? “ 
„ Med Fornøielse . “ 
„ Og tør jeg haabe , at vor Samtale bliver en 
Hemmelighed imellem os ? “ 
Jeg maalte ham med Harme , han greb uvilkaarligt 
til Kaardesiden , men fattede sig igjen og 
vedblev : 
„ Det var kun som en Form , jeg fremsatte det . “ 
„ Til Sagen , Hr . Kammerherre . “ 
„ Har man Ret til at lade en Mand arrestere , 
naar man har ham mistænkt for Mord , eller i ethvert 
Tilfælde som den , der har foranlediget et Mord ? “ 
Hans uventede Spørgsmaal forbansede mig . 
Var det Tordenskyen , der nu var nær ved at briste ? 
„ Tordensky ? “ En Tordenfly renser Luften — 

men vilde den Sky , der saa længe havde truet os 
med sit Udbrud , ogsaa rense Luften ? 
„ En Mistanke er ikke tilstrækkelig til af kunne 
fængsle en Person , man maa først have Vished . “ 
„ Men naar nu Mistanken er saa godt som 
stadfæstet , risikerer Man da Noget ved en Arrestation ? “ 
„ Ja ! I det Tilfælde , af det senere bevises , af 
Beskyldningen har været usand , saa har Arrestationen 
ogsaa været ulovlig , og den Paagjældende maa da 
bære hele Ansvaret . “ 
„ Gødt , min Herre ! Jeg takker Dem . “ 
Og førend jeg endnu ret kom til mig selv , var 
Kammerherren forsvunden . 
Jeg havde svaret ham uden Tanke , eller rettere , 
jeg havde svaret ham med den Tanke , foreløbig af 
forhindre en Arrestation . Jeg tvivlede ikke mere , jeg 
følte mig nu overbeviist om , af Hofjægermesteren var 
Gjenstanden for hans Angreb , skjøndt han levede i 
hans Familiekreds og omgikkes ham som Ven . 
Min Livsglæde var slukt , som et Stjerneskud ; 
jeg følte mig syg og frygtsom som et Barn , der ikke 
formaaer af hjælpe sig selv . 
Vidste han , af Hofjægermesteren havde begaaet et 
Mord , da var det vel hans Pligt som retskaffen 
Mand af oplyse Sandheden , men han burde have 
vptraadt aabent og ærligt , og ikke som Ulven , der , 

iført Faareklæder , byder sig selv til Gjæst i det Huus , 
han vil lægge øde . 
Og en saadan lav og uredelig Mand vovede at 
elske Karen og beile til hendes Haand ! 
Nu blev Alt mig klart . Han vidste , at hun ikke 
gjengjældte hans Følelser , og han var lav og nedrig 
nok til at ville tvinge Datteren til at ægte ham for 
at frelse Faderen . 
Vilde hun gjøre det ? 
Havde Hofjægermesteren virkelig begaaet et 
Mord ? 
Og hvad vilde der da blive af min Kjærlighed , 
min Lykke ? 
Det var kun et Øieblik , at jeg opkastede disse 
Spørgsmaal , i det næste stod Alt klart for mit 
Blik . 
Jeg følte , at Noget havde tynget og tildeels 
endnu tyngede paa Hofjægermesterens Samvittighed , 
men jeg var ogsaa overbeviist om , at hans Ægtefælle 
deelte denne Byrde , og kunde en Kvinde som hun , 
saa ædel , saa reen , bære en saadan Byrde og dog 
trykke den brødefulde , blodbestænkte Haand i begge sine ? 
Nei , det var en Umulighed . Jeg havde seet hende 
smile , jeg havde hørt hende lee , jeg havde følt hendes 
lette Aandedrag paa min Kind . Nei , hendes Mand 
var ingen Morder , thi en Kvinde som hun kunde ikke 

leve og glæde sig ved Livet , med Bevidstheden om en 
saa grusom , skjultUdaad , begaaet af den , hun elskede . 
Karen vilde Heller ikke troe paa hans forfærdelige 
Udsagn , hun vilde ikke række sin Haand til saa lav 
en Charakteer , der vilde kjøbe sin Hustru med Blodpenge ; 
hun vilde have Tillid til sin Fader og bortvise 
ham med al den Foragt , hans Opførsel fremkaldte . 
Ja , lad der hænde , hvad der vil , kun Gud raader ; 
min skal hun blive , min i Glæde eller Sorg , i 
Lykke eller Ulykke , Intet — Intet paa Jorden kan 
slille os uden Gud . 
Nu havde jeg klaret hvert et Skjær , med faste 
og rolige Skridt vendte jeg tilbage til Hjemmet . 

Syvogtredivte Kapitel . 
„ Hvor her er deiligt ! Ah , Godmorgen Frøken Nordan , 
allerede ved Arbeidet ! Vil De tillade mig at 
aftage samme smukke Scene , som Deres Blyant saa 
tro har gjengivet ? Jeg skal ikke genere Dem , jeg vil 
kun indtage en stum Rolle . “ 
„ Tilsfaaet , Hr . Holst , men kun paa den omtalte 
Betingelse . “ 
„ Kontrakten er sluttet , Frøken Nordan , jeg er 
stum . “ 
Jeg valgte en Plads , saa nær hendes som 
muligt , imellem os laae hendes Tegnemappe . 
Saa begyndte jeg mit Arbeide , men det vilde 
ikke ret gaae ; var Blyantet ikke tilspidset paa vant 
Viis , var Papiret maaskee slet , eller var det Luften , 
der var skyfuld ? 
Nei , Alt var i Orden , Solen udbredte sine Vinger 
over Jorden , det var ikke det , der var i Veien , det 
var Mappen , den lille hemmelighedsfulde Mappe , 
der fordunklede mit Blik , saa jeg ikke kunde see at 

tegne , den vinkede , den lokkede , og jeg ? -- -- -- -- -- -- -ja , 
det maa vel frem , jeg fulgte dens fortryllende Vink , 
jeg bemægtigede mig i al Hemmelighed den Smaa , 
jeg rystede — jeg saae mig ængsteligt om til alle 
Sider — , jeg aabnede den — , saae mig atter om og 
flugte nu glædedrukken dens rige Indhold . 
Hvor forbuden Frugt dog smager fortræffeligt ! 
Først faldt mit Øie paa nogle Smaaskitser af 
Naturscener , hun hist og her paa vor Reise havde 
optaget . 
Men da jeg aabnede et hemmeligt Rum opdagede 
jeg en lille Skitse , hvori jeg spillede en af Hovedrollerne , 
en Rolle , jeg paa ingen Maade ønskede at 
paatage mig , skjøndt det paany overbeviste mig om , 
at jeg optog nogle af hendes Tanker . 
Scenen forestillede Frøken Nordan , siddende ved 
sit Broderi , der hvilte i hendes Skjød , medens jeg 
i hele min store , urokkelige Værdighed laae paa Knæ 
foran den lille Koquette og holdt Garn for hende ; z 
mine Øine hævede sig bønfaldende til hendes . Hun 
derimod holdt den høire Pegefinger truende imod 
mig , og et triumferende Smiil opklarede hendes Træk . 
Det morede og ærgrede mig paa een Gang ; dog , 
jeg greb hurtigt Blyantet og Viskelæder og gav Helten 
Kammerherrens Træk . Det lykkedes mig over al Forventning ; 
men da jeg atter vilde lægge Skitsen paa dens 

skjulte Plads i Mappen , faldt mit Øie paa en anden 
Tegning , der forestillede en Scene i Ellegaards Have . 
Det var en Aftenstund , Maanen begyndte at kaste sit 
Slør over alle Gjenstande , — hun sad paa Bænken 
med Rosen trykket mod sine Læber , jeg stod i Afstand 
og vendte mig om imod hende . Det var mit 
Farvel paa Balaftenen . 
Hun havde udført det med stor Omsorg og 
Kjærlighed og fuldkomment naturtro . Ak , hvor det 
tilbagekaldte hiin skjæbnesvangre Aften af mit Ungdomsliv ! 
Jeg glemte Alt om mig , selv hende , der 
var Livet i det Hele ; jeg indpræntede mig Træk for 
Træk , Ord for Ord , jeg drømte atter den evigunge 
Drøm , da jeg pludselig blev vækket ved Fodtrin , der 
kom nærmere og nærmere ; hurtigt skjulte jeg Tegningen 
ved mit Bryst og lagde de andre , som jeg 
troede , tilbage i Mappen . 
Et Øieblik efter udfyldte Kammerherren Pladsen 
imellem Frøken Nordan og mig . Han betragtede 
først hende og derpaa mig , som om han vilde læse 
vore skjulte Tanker i vore Træk ; men da han troede 
at see , at vi uforstyrrede af hinanden fortsatte vort 
Arbeide , hørte jeg ham sige til Frøken Nordan : 
„ De vover Dem for langt ud , Frøken Karen , 
Deres Forældre have savnet Dem . “ 
„ Det gjør mig ondt , Hr . Kammerherre , men de 

maae finde sig i deres Savn ; jeg har besluttet at 
berige mit Album med et Minde om de behagelige 
Timer , jeg har tilbragt paa vor Udenlandsreise . “ : 
„ Saa maa De idetmindste tillade mig at ledsage 
Dem paa disse Kunsfudflugter . Det er ikke 
raadeligt for unge Damer at vove sig saa langt ud 
paa egen Haand i en aldeles fremmed Egn . “ 
„ Den Tilladelse vil jeg paa ingen Maade give 
Dem , Hr . Kammerherre , det vilde blive altfor trættende 
for Dem og mig . For Hr . Holst stiller Sagen 
sig derimod ganske anderledes , vi arbeide begge og 
genere derfor ikke hinanden , da vi ere enige om at 
være stumme . “ 
„ Jeg vil tage mig den Frihed at være Trediemand 
i Foreningen , Tallet tre veed De nok er helligt . 
Ah , hvad er det ? “ 
Jeg havde hidtil ikke taget den mindste Notits 
af ham , nu saae jeg op og opdagede til min Skræk , 
at netop den Skitse , jeg troede at have gjemt saa 
godt , var gleden frem af sit Skjul og alt laae i 
Haanden paa Kammerherren ; han stirrede Paa den med 
glædestraalende Øine , bsiede sig hen imod Frøken 
Nordan og hviskede henrykt : 
„ Tak , kjæreste Frøken Karen , jeg har optaget en 
Deel af Deres Tanke og Tid , maa jeg beholde den ? “ 
„ Hvilken ? “ spurgte hun forundret . 

Han viste hende Tegningen . 
Først rødmede hun , men neppe havde hun kastet 
et Blik paa den , førend hun snappede den fra ham . 
„ Det er ikke mig , der har tegnet den , “ raabte 
hun harmglødende , „ det er en Anden , der har driffet 
sig til at lægge den i min Mappe . Men hvem har 
givet Dem Net til at aabne den ? Har jeg ikke ofte 
gjentaget for Dem , at kun jeg og ene jeg har Adgang 
til den ? “ 
Hendes Vrede var berettiget , men ukvindelig ; det 
var ikke Ordene alene , men Stemmen og hendes hele 
Optræden , der berørte mig ubehageligt . Jeg betragtede 
hende alvorligt og bedrøvet ; hun forstod mig , 
Stemmen blev roligere og Øiet mildere , men endnu 
saae jeg , hvorledes Vreden jog Blodet op i hendes 
Kinder . 
„ Tilgiv mig , Frøken Nordan , jeg har ikke dristet 
mig til at angribe dens Helligdom , Tilfældet har givet 
mig den lille Tegning i Haanden , den laae her paa 
Græsset ved Siden af Mappen , min Glæde var saa 
stor , at jeg i Øieblikket glemte , at vi ikke vare alene , — 
her saae han til mig — , dog troer jeg ikke , at Nogen 
uden De og jeg kjender Tegningen . “ 
Nu formaaede jeg ikke længer at tie , hans Uforskammethed 
overskred alle Grændser . 

„ Er det mig tilladt at see den omtalte Tegning ? “ 
spurgte jeg ganske ligegyldig . 
„ Er det nødvendigt , Hr . Hovmester ? Skulde 
De ikke tilsældigviis kjende den bedre end jeg ? “ spurgte 
Frøken Nordan . 
„ Det kan jeg først asgjøre , naar jeg seer den . “ 
Hun rakte Kammerherren den , og han gav den 
triumferende til mig . 
„ Ah ! tænkte jeg det ikke nok , det er min Tegning . 
Tilgiv mig , Frøken Nordan , at jeg har laant 
Damen Deres Ansigt , det var de Træk , jeg for 
Øieblikket bedst kunde mindes . “ 
Kammerherre Skovstrup saae forst paa hende , 
saa paa mig , med et mørkt , misfornøiet Blik , jeg 
troer , han opdagede min Usandhed , derpaa reiste han 
sig og fjernede sig taus . 
Da hans sidste Skridt vare hendøde , rakte jeg 
Frøken Nordan Tegningen tilbage . 
„ Her Frøken , er Deres lille Skitse , tilgiv mig , 
at jeg uden Deres Tilladelse har byttet Stilling med 
Kammerherren , der er mere sfikket til at ligge for 
Damernes Fødder end jeg . “ 
Hun saae op , de strenge , fortørnede Træk afløstes 
af et skjælmsk , koquet Smil , hun rystede det lille 
Lokkehoved og svarede : 

„ Og dog skal De komme til at indtage den 
Plads , saafremt jeg vil have det . “ 
„ Ja , paa Papiret kan jeg vel ikke undgaae , at 
De lader mig knæle , men ikke i Virkeligheden . Jeg 
har alt tidligere sagt Dem , at det er en Stilling , jeg 
aldrig ønsker og aldrig vil indtage lige overfor 
nogen Kvinde . “ 
„ „ Aldrig “ er et Ord , man burde flette ud af 
Ordbogen ; thi Intet er saa ydmygende — især for 
en Mand , som naar man faaer Leilighed til at overbevise 
ham om , at hans „ Aldrig “ har været ubestandigt . “ 
„ Her troer jeg , De gjør Regning uden Vært , 
Frøken Nordan , jeg haaber med Tiden at godtgjøre 
min Berettigelse til at bruge Ordet „ aldrig . “ “ 
„ Nu , den Sag er mig ligegyldig , Hr . Hovmester , 
da jeg i ethvert Tilfælde ikke vil blive Vidne til 
Deres Nederlag eller Seir . Vort Samliv vil kun 
blive kortvarigt , naar vi naae Kjøbenhavn , sfilles 
vore Veie , og vi mødes da neppe oftere i dette Liv . 
Men hvem gav Dem Tilladelse , til at aabne min 
Mappe ? “ 
„ Tilfældet , Frøken , den laae mig saa nær , og 
Erfaringen har lært mig , at Deres gamle Minder 
ikke ere uden Interesse for mig . “ 
„ Og det berettigede Dem til at bryde ind i 
fremmed Eiendom ? “ 

„ Ja , jeg tænkte som saa , den Bog vil dog engang 
blive Din Eiendom , lidt før eller senere gjør 
Intet til Sagen . “ 
Hun saae forundret op og gjentog : 
„ Deres Eiendom ? “ 
Jeg saae ogsaa paa hende , men svarede Intet . 
Hvad hun saae i mit Blik , veed jeg ikke , men hun 
sænkede rødmende sit og gjentog ikke oftere sit Spørgsmaal . 
„ Vil 
De tilgive mig , Frøken Karen , naar jeg 
siger som Smaabørnene : „ Jeg skal aldrig gjøre det 
mere “ ? “ 
„ Det vil beroe paa , om det var den eneste Tegning , 
De dristede Dem til at see ? “ 
„ Nei , Frøken , jeg kan ligesaa godt tilstaae den 
hele Udstrækning af min Forbrydelse , jeg . . . “ 
Her afbrød hun mig ængstelig : 
„ De har . . . ? “ hun standsede forvirret . 
„ Ja ! “ 
Hurtig greb hun Mappen , aabnede det hemmelige 
Rum og søgte forgjæves . 
Undseelsen gav Plads for Vreden , hendes Øine 
lynede af Harme og krænket Stolthed , men det varede 
kun et Øieblik , pludselig forandredes hendes Træk , 
hun fattede , sig , og en ondskabsfuld Beslutning lyste 

ud as det skjælmfke Blik ; hun bladede paany i Mappen 
og udbrød : 
„ De gjør Dem selv Uret , Hr . Hovmester , jeg 
savner Intet af Værdi . “ 
Jeg vidste , hvor hun vilde hen , jeg tog derfor 
ganske ligegyldig den skjulte Tegning frem og holdt 
den hen imod hende . 
„ Har De ikke savnet denne ? “ 
„ Den ! “ svarede hun med en Tone , som naar 
man siger : „ Ikke Andet . “ 
„ Den har ingen Værd for mig , den taler om 
en Tid , der ligger langt , langt tilbage og nu er 
glemt . “ 
„ Aldeles glemt ? “ 
Hun sukkede dybt og gjentog neppe hørligt : 
. „ Aldeles glemt . “ 
„ Og dog fandt hans stakkels Rose en Plads ? “ 
Hun svarede ikke , men jeg hørte en dæmpet 
Graad . 
Hvorfor rakte hun mig ikke dengang sin Haand , 
den kjære lille Haand , nu , da vi saa godt forstod 
hinanden ? 
Saaledes lade vi ofte Øieblikket gaae ubenyttet 
hen , hvor det var saa let for os at tale og handle . 
Og ofte vender et saadant helligt Øieblik aldrig mere 

tilbage . — Et Minut er langt nok til at kunne af « 
gjøre et Menneskes hele Lykke eller Ulykke . 
„ Hofjægermesteren har paalagt mig at ledsage 
Dem hjem , Frøken Karen , Deres Fru Moder hav 
ventet Dem i over et Kvarteer . Middagsbordet 
staaer dækket . “ 
Det var Kammerherren , der atter saa ubelejligt : 
forstyrrede os . 

Otteogtredivte Kapitel . 
Vi vare nu i Schweiz , i Genf , Frihedens yndige 
Land , med dets Friskhed , dets Glæde , dets Liv og 
dets Lys . 
Hvor Naturen her var skjøn og storartet ! De 
mest afvexlende Situationer af Løvflove , frugtbare 
Marker , Landsteder med Parke og Søer , i Baggrunden 
Jurabjergene , Genfersøen og Alperne foran sig . 
Hotellet , vi tog ind i , var stort og hyggeligt og 
bekjendt for sin skjønne Beliggenhed . Fra Vinduet i 
vort Sovekammer kunde vi see Montblanc rødme i 
Sollyset , og Genfersøen , Dronningen blandt alle 
Søer , af hvis Vover Byron , Voltaire , Rousseau og 
Stael Holstein drak Begeistring og Liv . Vi kunde 
see Rousseaus lille romantiske 0 , med den hvide 
Hytte tittende frem af de skjønne Laurbærpopler . 
Vor første Udflugt var til denne lille 0 . 
Næste Morgen stod jeg op med Solen for ret 
at nyde den ungdomsfriske Natur . Oluf sov endnu , 

han var ikke den samme livsglade , muntre Sommerfugl ; 
der var paa den senere Tid foregaaet en mærkelig 
Forandring med ham , han var ligesaa venlig 
som altid , men der var Noget , han ikke ret kunde 
klare , Noget , der paa een Gang gjorde ham rolig , 
skjøndt det paa samme Tid foraarsagede ham Uro . 
— Det var , som drømte han den hele Dag , men 
om Natten hørte jeg ham vende sig urolig og sukke ; 
om det var vaagen eller i Drømme , det veed jeg ikke . 
Knn Eet saae jeg , Forglemmigeien , den lille 
bly , stakkels Forglemmigei , der saa længe havde været 
usynlig og glemt , havde nu atter indtaget sin gamle 
Plads , som den aldrig burde have forladt . 
Ofte saae jeg ham dreie den kjærtegnende imellem 
sine Fingre ; bad han den om Tilgivelse ? 
Da jeg om Morgenen vendte tilbage fra min 
Udflugt , traadte jeg uventet ind i Familien Nordans 
Dagligstue . Jeg saae nemlig , at Døren stod paa 
Klem , og jeg hørte Kammerherrens ubehagelige 
Stemme lyde ud til mig . 
Fristelsen var stor , jeg traadte ind . 
Frøken Nordan stod med Ansigtet vendt mod 
Vinduet , han stod i samme Stilling , Ingen af dem 
saae eller bemærkede mig , skjøndt jeg traadte rafl ind 
for at blive hørt . 
„ Øe nægter at modtage min Haand , Karen , 

skjøndt Øe kjender min brændende Kjærlighed , der i 
saa mange Aar er bleven uforandret og tro . Jeg er 
rig , meget rig , jeg vil Intet , flet Intet have af Deres 
Gods eller Guld , jeg vil kun have Dem , Dem alene , 
men Dem giver jeg ikke Afkald paa ; vil Øe ikke 
selv frivillig række mig Deres Haand , faa vil Deres 
Fader tvinge Dem dertil . “ 
„ De taler et Sprog , Hr . Kammerherre , der er 
mig aldeles fremmed . Min Fader har givet sin 
Datter fri Raadighed over hendes Haand , og min 
Haand vil kun følge mit Hjerte . “ 
„ Deres Haand skal blive min , og Deres Hjerte 
vil jeg lære at følge Deres Haand . Deres Faders 
Fremtid . . . “ 
„ Godmorgen , Frøken Nordan ! allerede saa tidlig 
oppe ! Godmorgen Hr . Kammerherre ! “ 
Det var paa høie Tid , jeg afbrød ham , et 
Øieblik endnu , og han havde betroet Datteren Faderens 
Brøde . 
„ De kommer som kaldet , Hr . Holst ! “ udbrød 
Frøken Nordan glad og rakte mig begge sine 
Hænder , som jeg vovede at kysse . „ Udsigten her 
— hun pegede mod Vinduet — er høist ubehagelig ; 
hvad om vi først drikke en Kop Thee og saa opsøge 
en mere tillokkende Udsigt ? “ 
„ Undskyld , Frøken Nordan , jeg kan ikke modtage 

Deres fristende Tilbud , da mit Besøg gjælder 
Kammerherren . Jeg har nogle Ord af Vigtighed at 
meddele Dem , min Herre , vil De ledsage mig et 
Øieblik ? “ 
Jeg bukkede for Kammerherren , der fulgte mig 
forbittret og modvillig . 
Idet jeg naaede Døren , vendte jeg mig mod 
Frøkenen : 
„ Hvis De ikke har angret Deres Godhed , 
Frøken Karen , vil jeg tillade mig at ledsage Dem , 
naar jeg vender tilbage . “ 
Før hun fik Tid til at svare , havde Skovstrup 
og jeg lukket Døren efter os og vare traadte ud i 
det Frie . 
„ Hvad betyder Deres forunderlige Opførsel , min 
Herre ? Hvorfor forfølge De og Deres Ven mig 
med Deres ubehagelige Allestedsnærværelse ? “ 
„ Det er netop det , jeg ønsker at forklare Dem . 
Hvem er Morderen ? “ 
Mit Spørgsmaal kom uventet , han foer sammen . 
„ Jeg forstaaer Dem ikke ! “ 
„ Tillad mig at hjælpe Dem med at forstaae 
mig , da jeg er saa heldig fuldkomment at forstaae 
Dem . De har Hofjægermester Nordan mistænkt for 
at have begaaet eller foranlediget et Mord , hvem er 
den Myrdede ? “ 

„ Hvem eller hvad giver Dem Ret til at gjøre 
mig disse Spørgsmaal ? Vel er De Hovmesfer for 
en letfærdig , forelsket Nar , der latterliggjør sig ved 
sine Elskovseventyr , paa samme Tid som han vover at 
beile til en agtet Dames Haand , men min Hovmesfer 
er De ikke , vil De hnske det . “ 
„ Hvad Deres uhøflige Udtalelser om min Ven 
angaaer , saa skal jeg have den Fornøielse senere at 
svare Dem med min Kaarde ; nu derimod maa jeg 
paa det Bestemteste opfordre Dem til at forklare mig 
Sammenhængen af de Brudstykker , jeg tilfældigt 
hørte iaftes fra mit Kammervindue , hvor Øe og 
Deres Fortrolige , jeg mener Deres Tjener , holdt 
Statsraad . Det er deels som juridisk Embedsmand , 
deels som den Stærkeste af os , at jeg fordrer 
denne Forklaring . “ 
„ Øe har meget Held med Dem , min Herre , 
Øe veed altid at træffe det beleilige Øieblik til at 
høre Andres Hemmeligheder og forstyrre Andres 
Planer . Deres ubeleilige Afbrydelse idag var . . . “ 
„ Var Dem høist ubehagelig , ikke sandt ? “ 
„ Fuldkomment rigtigt , Deres Nærværelse har 
altid generet mig , Hr . Hovmester , fordi den altid er 
mig høist ubehagelig . Forøvrigt maa jeg bede Dem 
forklare Dem lidt nærmere om , hvad Øe mener med den 

Stærkeres Ret . Hvori ligger Deres Styrke , min 
Herre ? “ 
„ Med Fornøielse , Hr . Kammerherre ! Jeg giver 
Dem Valget imellem enten selv at forklare Dem strax , 
aabent og ærligt for Hofjægermesteren , istedetfor som 
hidtil at gaae Paa Luur efter et beleiligt Øieblik til at 
angribe Deres Bytte , eller ogsaa vil jeg endnu idag , i 
denne Time , forberede ham paa Deres Angreb . “ 
„ Tør jeg bede Dem , Hr . Hovmester , af forklare 
mig , hvad De underforstaaer ved af gaae paa 
Luur efter et beleiligt Øieblik ? “ 
„ Naar De fordrer det , tvinges jeg vel til af 
tale tydeligt , skjøndt jeg helst havde undgaaet det . 
Jeg meente til Exempel , af en Kurv af Datteren vilde 
hidføre det beleilige Øieblik til af give Faderen Valget 
mellem af tvinge sin Datter til af ægte Dem , 
eller , dersom han var for retskaffen dertil , af overgive 
ham i Rettens Hænder . “ 
Han blegnede af Vrede , han følte , jeg havde 
gjennemsknet ham . 
Næsten maalløs famlede han efter sin Kaarde , 
som ikke var der , hans Hænder vare knyttede krampagtigt 
i Raseri , og først efter længere Kamp formaaede 
han af udstøde : 
„ Hvem vover af paastaae , af jeg har angrebet 
Hofjægermester Nordans Ære ? Hvem har sagt Dem , 

af det ikke var min Agt netop af forsvare den . 
Det er Dem , der har kaldt ham en Morder ! “ 
De sidste Ord raabte han mere , end han udtalte 
dem . 
„ Om Forladelse , Hr . Kammerherre , Deres Udtryk 
er ikke ganske korrekt , det var mig , der nylig 
opfordrede Dem til aabent at udtale for Hofjægermester 
Nordan den Beskyldning for Mord , De og 
Deres Tjener nu i længere Tid skjult have rettet mod 
ham og hans Ære . “ 
„ Her staaer Hofjægermester Nordan , hvem vover 
at angribe min Ære ? “ 
Vi saae os forundret om . Hofjægermesteren stod 
bleg , men i sin fulde Hvide , fast og værdig ligeoverfor 
os . 
Der hvilede en Ro og Freidighed over hans 
Træk og Holdning , der fik mit Hjerte til at banke 
af Glæde , fljøndt jeg aldrig havde tvivlet om hans 
Ære . 
„ De tier , min Herre , har De været feig og 
uværdig nok til bag min Ryg at udslynge en saa 
frygtelig Beskyldning som et Mord mod min Ære 
og derved berøvet mig Leiligheden til at forsvare mig , 
saa bør De ogsaa have Mod til at gjentage Deres 
Angreb ligeoverfor mig selv . “ 

Kammerherren havde hidtil staaet bleg og raadvild ; 
Godseierens sidste Ord gav ham hans Dristighed 
tilbage , han hævede sig ligeledes i sin fulde Høide , 
hans smaa lynende Øine udtrykte hovmodig Seir , 
og hans sammenbidte Læber krusede sig til et foragteligt 
Smil . 
„ Jeg venter Deres Forklaring , min Herre . “ 
„ De skal faae Deres Nysgjerrighed tilfredsstillet , 
Hr . Hofjægermester , min nuværende Tjener og Skovfoged 
. . . “ 
Her vilde jeg fjerne mig , men Hofjægermesteren 
forhindrede det . 
„ Jeg beder Dem , min Herre , om at blive ; De 
har været Vidne til Kammerherrens Angreb paa min 
Ære , det er Deres Pligt at høre min Retfærdiggjørelse . 
Altsaa , Hr . Kammerherre ? “ 
„ Min nuværende Tjener tjente Dem det Aar , 
De holdt Bryllup , samme Aar da den smukke , sindssvage 
Karen og hendes lille Barn sporløst forsvandt . “ 
Her standsede han og saae stivt paa Nordan , 
som atter var bleven bleg og drog et dybt Snk . 
„ Videre , min Herre , videre ! “ 
„ Det er denne Tjener , som fra Barn af elskede 
Karen , der nu paastaaer , at den unge vanvittige Pige , 
for hvis Skyld han blev jaget fra Deres Gods — , 
senere er bleven dræbt tilligemed sit Barn ; thi Ingen 

har siden hiin Dag i Skoven , hvor han fortalte Deres 
unge Frue Pigens sørgelige Skjæbne , seet eller hørt 
Noget om den Ulykkelige . “ 
„ Og hvem beskylder han for Mordet ? “ 
„ Hendes Forfører . “ 
„ Tal tydelig , min Herre ! Navnet ! “ 
„ Hofjægermester Nordan . “ 
En Dødsstilhed indtraadte . Jeg vovede af see 
op . Hvem skulde have troet , af den Historie , gamle 
Caroline fortalte mig som Barn , paany skulde opstaae 
levendegjort for mine Øine ? 
Et tungt , fra Sjælen hentet Suk fik mig til af 
see op , de to Modstandere stod endnu ligeoverfor 
hinanden , men hvor forskjellige vare deres Træk og 
Holdning ; man skulde næsten troe , af Anklageren var 
den Domfældte og Hofjægermesteren Dommeren , der 
holdt Liv eller Død i sin Haand . 
Der laa en ædel Stolthed over hans Pande , 
som med modig Ro tilbageviste enhver Beskyldning . 
Hans Øine hvilte ikke med Vrede eller Foragt paa 
Kammerherren , men kun med dyb Medlidenhed og 
Sorg , der syntes af trykke denne til Jorden . 
„ Min Herre , Deres Anklage imod mig har i 
høi Grad overrasket mig , deels fordi jeg hidtil har 
betragtet Dem som en Ven , hvilket Deres Opførsel 
ligeoverfor min Familie og mig , ligesom vor ligeoverfor 

Dem , gav sin fulde Berettigelse . Jeg seer , 
jeg har taget Feil , jeg har aabnet mit Familieliv 
for en Dødsfjende ; thi den Mand , der vover af angribe 
min Ære og tillægge mig den største af alle 
Forbrydelser uden først af have indhentet fuldkommen 
Vished , den Mand er min Dødsfjende . Skjøndt jeg 
ikke for Øieblikket staaer for nogen Dommer , som 
med Rette kan affordre mig Forklaring , faa har jeg 
dog her ved min Side en Ven , der fra vort første 
Møde har havt min udeelte Agtelse . Hr . Anditeur 
Tulinius , for Dem vil jeg i Kammerherre Skovstrups 
Nærværelse blotte de skjulte Traade af min 
Ungdoms Letsindighed , min Manddoms og Alderdoms 
Sorg og Anger . 
„ Som ganske ung var jeg munter og letsindig , 
men jeg har aldrig været slet , skjøndt jeg var svag 
nok til at begaae en forkastelig Handling , der har 
baaret sørgelige Frugter . Der laae noget Haardt 
paa Overfladen af mit Hjerte , men Frøet fik neppe 
Spirekraft , før en kjærlig Haand dræbte det i 
Væxten , det var min Hustrues kjærlige Haand , men 
vor Forening tilintetgjorde en Andens Lykke . Den 
første unge Pige , hvis yndige Smil og smukke Øine 
vakte Kjærligheds Anelse og Længsel i mit Bryst , 
var en Gaardmandsdatter paa min Faders Gods . 
Hun var saa god , saa smuk og dydig , hun stod saa 

høit over sine Lige , at jeg i ungdommelig Letsind 
glemte Fremtiden for Øieblikkets Lykke . Men der 
kom en Dag , hvor det gik op for mig , at mine 
Følelser for hende kun havde været Hjertets første 
Pulsflag , en Trækfugl , der havde varslet om den 
kommende Vaar , og Karen , stakkels Karen blev glemt . 
— Jeg gjensaae hende først paa min Bryllupsdag , 
da alle mine Bønder vare til Dands paa Godset ; 
dog af min Tanke havde hun aldrig været , og der 
vil hun altid blive . Jeg bød hende op til Dands , 
og jeg anede ikke hendes Ulykke ; jeg vidste , mit Bryllup 
bragte hende Sorg , jeg saae det paa den blege Kind , 
det glandsløse Øie , men jeg dyssede min Anger 
issvn med det Forsæt , at give hende en Ægtefælle , 
der passede for hendes Dannelse , og søge ved Godhed 
og Omsorg at formindske min Brøde . Saa 
svingede jeg hende i Dandsen , mit Hjerte bankede 
saa uroligt — det har aldrig siden været roligt — 
indtil hun segnede afmægtig i mine Arme , og jeg 
lagde hende dødbleg paa det bløde Græs . Og dog 
anede jeg endnu ikke den fulde Udstrækning af mit 
Letsind . 
„ Fortsættelsen er piinlig , min Herre , men Strassen 
retfærdig . Hun blev Moder , men Tanken laae i 
Lænker , den blev først atter fri i Dodsøieblikket . 
Jeg besøgte hende flere Gange om Aaret paa Sindssygeanstalten 

i Slesvig , hvorfra jeg for nogle Uger 
tilbage fulgte hende til det sidste rolige Hvilested . 
„ Nu staaer det hvide Kors paa Graven , Roser 
og Lilier voxe over det stakkels Hjerte , og den hjemløse 
Tanke har fundet Fred . Men Angeren vil 
aldrig faae Fred , den lader sig ikke skrinlægge , den 
følger Sjælen paa den lange , den ukjendte Vandring . “ 
„ Og 
Barnet , hvor er Barnet ? “ spurgte en svag , 
skjælvende Stemme tæt ved os . 
„ Barnet er min elsfede Datter , Karen Nordan , 
men hun veed det ikke . “ 
„ Saa tilgive Gud Dem , som jeg nu har tilgivet 
Dem ! “ 
„ Hvem er Du , der taler om Tilgivelse , jeg 
kjender Dig ikke ? “ 
„ Jeg ? Hvem jeg er ? Jeg er den Tjener , som 
hiin Dag fulgte Dem og Deres Frue paa Iagt i 
Skoven . Det er mig , der Aar for Aar har fulgt 
Dem for at fuldføre den Hævn , jeg svor Dem i 
Skoven ; min Bøsse har ofte hvilet i min Haand , 
medens Løbet var rettet mod Deres Hjerte , men jeg 
manglede altid Kraft til at trykke af . Kampen har 
været stor , Hr . Hofjægermester , see , mit Haar er 
blevet hvidt og min Ryg kroget , men aldrig fik jeg 
Mod til at blive Morder . Saa vilde jeg anklage 

Dem for Domstolene , jeg vilde overgive Dem til 
den retfærdige Straf , men jeg kunde ikke ramme 
hende , der lignede Karen , hun deelte Deres Navn , 
Deres Ære , det havde jeg ikke Hjerte til . Ak , hvor 
jeg har kæmpet , det kan De vel ikke forstaae ? Det 
er haardt af kæmpe mod det Onde , som er voxet op 
i Hjertet , men det er endnu stridere af kæmpe mod 
det Gode herinde ; thi han , som skabte det Gode , staaer 
selv ved Roret for af værne og vogte det . — Saa 
det er hendes Datter , nu Gud velsigne hende , hun 
har betalt mig for den Kjærlighed , hvormed jeg omfattede 
hendes Moder , hun har frelst mig fra det 
Onde . Det er et hvidt Kors , „ og Roser og Liljer 
voxe over det stakkels Hjerte . “ Farvel Hr . Hofjægermester , 
Gud være lovet , jeg manglede Kraften , nu 
reiser jeg hen til hendes Grav , jeg finder den sikkert , 
— bliver Øiet end blændet af Taarer , saa vil Hjertet 
dog altid finde Korset . “ 

Niogtredivte Kapitel . 
„ Er Du færdig , Oluf ? “ 
„ Ja . Jeg tager mine Vaaben med . “ 
„ Gjør det , skjøndt Du neppe faaer Brug for 
dem ; det vilde være feigt af os at udfordre ham 
efter en overstaaet Duel ; overlever han den , er han 
udmattet , og vi maae da opsætte Fortsættelsen til 
næste Dag . “ 
„ Som Du vil , nu kunne vi gaae . “ 
Jeg afhentede Hofjægermesteren , Oluf Kammerherren . 
Vi naaede omtrent paa samme Tid Rousseans 
0 , hvor Duellen imellem Nordan og Skovstrup 
skulde finde Sted ; jeg var den Førstes , Oluf 
den Andens Sekundant . 
Solen stod høit paa Himlen , den udbredte 
Liv og Varme over hele Jorden ; vilde dens 
brændende Straaler ogsaa kunne give det brustne 

Øie Glands , det stivnede Hjerte dets Varme , dets 
Slag ? 
Vi havde afmaalt Afstanden , Alt var i Orden , 
Øieblikket kommet . 
„ Et Ord endnu , Hr . Hofjægermester , forinden 
Spørgsmaalet om Liv og Død skal afgjøres . “ 
„ Jeg 
hører , min Herre . “ 
„ Jeg har elflet Deres Datter , jeg har elflet 
hende til Vanvid , til Raseri . To Gange har hun 
nægtet mig sin Haand , to Gange berøvede hun mig 
næsten Forstanden . Jeg vilde have hende , jeg kunde 
ikke undvære hende , Himlen vilde ikke hjælpe mig , 
saa tog jeg Helvede paa Raad , men Helvede har 
forraadt mig . Alt er forfljertset , Alt er tabt . Leve 
uden hende , mangler jeg Kraft og Mod til , dræber 
jeg Dem , saa lever jeg med hendes Had og Forbandelse . 
Min Kjærlighed var min Ulykke , jeg har 
elflet meget , ak , saa usigelig meget ; den , der elsker 
meget , vil Gud tilgive meget , saa være han da min 
Sjæl naadig . “ 
Et Skud lød over Genfersøens blaanende 
Vover , Fuglene fløi angst til Reden , men Solen 
skinnede lige rolig og mild , skjøndt dens 
Straaler oplyste den forfærdeligste Dødsstund , thi 

Sjælen traadte ved egen Haand og ukaldet for fin 
Dommer . 
Ved Bredden af den yndige Genfersø hvilernu 
hans trætte Legeme , hendes Haand har plantet : 
Cypressen over Graven . 

Fyrretyvende Kapitel . 
Den stærke Sindsbevægelse , jeg i den sidste Tid havde 
været underkastet , fremkaldte en Nervefeber , som i 
over tre Uger holdt mig fængslet til Sengen . 
Fru Nordan pleiede mig med en Moders varme 
Kjærlighed , hun vaagede over mig ved Dag og Nat , 
hendes Godhed blev aldrig træt . 
Oluf deelte trolig hendes Omsorg ; han forlod 
mig aldrig , han meente at være den egentlige Ophavsmand 
til min Sygdom , og kun Fru Nordans 
blide Ro formaaede at dæmpe hans Fortvivlelse . 
En Eftermiddag , da jeg første Gang efter fjorten 
Dages Sygdom var vaagnet til klar Bevidsthed , hørte 
jeg Fru Nordan sige : 
„ Ak , hvor han dog , seet i Profil , ligner Tante 
Catinka ; det er hendes Øine , hendes Pande og hendes 
deilige bløde Haar . Finder Du ikke , jeg har Ret , 
Barn ? “ 

„ Jo , Mama , han ligner meget Portraitet af 
hende . “ 
Jeg følte en kjærlig Haand let berøre mit Haar ; 
men hvem af dem tilhørte Haanden ? 
„ Hans kjære Træk vække gamle sørgelige Minder 
i min Sjæl , Minder , jeg forgjæves har forsøgt 
at forjage . Jeg elskede hende ligesaa høit som min 
egen Moder . “ 
„ Og hvoraf døde Tante Catinka ? “ 
„ Af et knust Hjerte , mit Barn . “ 
„ Var hun ulykkelig gift ? Du har lovet at fortælle 
mig hendes Historie . “ 
„ Den er meget sørgelig , min Pige , men ogsaa 
lærerig . Kom og følg mig ind i den anden Stue , 
ellers frygter jeg , vi vække vor Patient ; vi ville lade 
Døren staae halvt aabent , at vi kunne høre , naar 
han vaagner . “ 
Jeg gjorde en Bevægelse for at antyde min 
Opvaagnen , men de hørte det ikke ; jeg udtalte Fru 
Nordans Navn , men min Stemme var for svag ti 
at blive hørt , og paa den Maade blev jeg uforskyldt 
Vidne til deres Samtale , som blev sørt i en dæmpet 
Tone , men netop derfor lød klar og tydelig ind 
til mig . 
„ Sæt Dig der Barn , saa hører Du mig bedre ; 

det er første Gang i mange Aar , at jeg omtaler 
Tante Catinkas Historie til noget Menneske . “ 
„ Bedrøver det Dig for meget , Mama , vil jeg 
ikke høre den . “ 
„ Jo , Karen , nu vil jeg fortælle Dig den , det er 
bedre , Du hører den af mine Læber end af fremmede , 
der ofte dømme uretfærdigt . 
„ Det er ikke min Hensigt at forsvare hendes 
dadelværdige Opførsel , men jeg vil kun fremhæve , at 
hun som Barn var meget svag og derfor meget forkjælet . 
Hun manglede baade aandelig og legemlig 
Kraft til at kæmpe mod Fristelsen , men hendes 
Hjerte var blødt og modtageligt og stod altid aabent 
for Andres Sorg og Glæde . 
„ Da Tante Catinka var sexten Aar gammel , 
var hun ualmindelig smuk og meget feteret , hun lo 
og spøgte med Alle , men hendes Hjerte var frit , og 
derfor bestemte Faderen over hendes Haand , som han 
gav til en Koffardikapitain , der havde gjort ham 
væsentlige Tjenester , deels i pekuniair Henseende , deels 
paa en Reise , hvor Skibet forliste , og han frelste 
hans Ægtefælle fra at døe i Bølgerne . 
„ Kapitainen var en ung , smuk og meget rig 
Mand , han var , ædel og god , hørte til en anseet 
Familie , men var , som Sømænd , undertiden lidt 
usleben , og Tante var derimod en sjelden dannet Kvinde ; 

men han elskede hende lidenskabeligt . Hans muntre , 
godmodige Væsen kunde nu og da ved overordentlige 
Leiligheder gaae over til Strenghed , men det var kun 
sjeldent og aldrig ufortjent . 
„ Efter deres Bryllup gjorde Tante Catinka en 
lang Søreise med ham ; men Sølivet og Sømandssproget 
harmonerede ikke med hendes forfinede Vaner , 
hun følte sig utilpas og længtes bestandig efter 
Hjemmet . 
„ Hans skarpe Øie opdagede det snart , han følte 
sig krænket , forurettet , men han taug og skjulte sin 
Smerte . 
„ Næste Gang lod han hende blive hjemme og 
reiste ene , men Haabet tog han med , hun var kun 
atten Aar og elflede ingen Anden . 
„ Saaledes gik to Aar , Tante Catinkas Tid var 
deelt imellem de moderlige Pligter og Selskabslivet , 
som hun især kastede sig med Liv og Sjæl ind i , 
hun var rig , smuk , hun var elsket af Alle og savnede 
sin Mands Veiledning og Omgang , som hendes svage 
Charakteer ikke kunde undvære . 
„ Da Kapitainen atter vendte hjem fra en lang 
Reise , stod hans Huus øde og forladt , baade Kone 
og Datter vare sporløst forsvundne . 
„ Jeg husker ham saa godt , da han styrtede ind 
til Moder , kastede sig paa Sofaen og brast i Graad . 

Vi elsfede ham Alle , han havde altid et Smil , et 
kjærligt Ord til hver især . Hvor jeg glædede mig 
til hans Hjemkomst ; naar han traadte ind , vidste jeg , 
at Glæden fulgte med , han opfyldte alle mine ungdommelige 
Ønsker , og de vare destoværre ikke saa faa . 
„ Min Moder kjendte ikke Ulykken , før han fortalte 
hende den ; ak hvilken Dag — og hvilken Nat 
fulgte ikke paa den tunge Dag ! 
„ Kort Tid efter forlod Onkel Carl Byen . Han 
efterlod hende Alt , ligesom hun havde forladt det , og 
bad min Fader at forvalte det indtil videre , for det 
Tilfælde , at hun skulde vende forladt og frændeløs 
tilbage ; men han selv gik atter ombord , heisede Anker , 
og vi saae ham aldrig oftere . 
„ Nogen Tid efter modtog vi et Brev , hvori 
han underrettede os om , at han intetsteds havde fundet 
sit Barn ; men han bad os , saafremt vi erfarede 
Noget om dets Opholdssted , da at sende ham Underretning 
i et Brev , adresseret til den danske Konsul i 
London . Han tilføiede , at han vilde tilgive den 
ulykkelige Hustru hendes store Synd imod ham , naar 
hun blot vilde tilbagegive ham hans Barn . 
„ Tante Catinka hørte vi Intet til , før mange 
Aar efter hun havde ligget i Graven . Min Moder 
traf tilfældigviis et gammelt Tyende , der havde fulgt 
hende til det nye Hjem , og hun fortalte , at Tante var 

flygtet til en lille Kjøbstad , hvor hun havde sfiftet 
Navn , og hvor hun laa begravet . Hendes sidste Dage 
vare smertefulde , hun skjulte for Alle , selv for den 
lille Datter , sin Families Navn og sin sørgelige 
Stilling ; de troede Alle , hun var en fattig Enke , 
men hendes Tanker vare altid i Barndomshjemmet 
og hos hendes Mand , som hun først i sin Ulykke 
lærte at skatte og elske . “ 
„ Men hvad blev der af Datteren , Mama , hvor . 
er det stakkels Barn ? “ 
„ Hun kom ved Moderens Død i Huset hos en ! 
Kjøbmand , der senere gik Fallit , hvorfor hun forlod 
dem og reiste til Kjøbenhavn , hvor hun ægtede en 
Sømand ; men Begge ere nu døde . “ 
„ Har Du aldrig opsøgt de Stakler for at komme 
dem til Hjælp , Mama , det ligner saa lidt Dit varme , 
kjærlige Hjerte . “ 
„ Kjære Barn , derom maa Du aldrig tvivle ; 
min Fader gjorde Alt , hvad en øm Fader kunde 
gjøre , for at komme paa Spor efter hendes Opholdssted ; 
han elskede hende endnu lige høit — om ikke 
høiere , thi nu var hun ulykkelig , og det ved egen 
Brøde ; men Alt var forgjæves , og senere , da vi hørte 
om hendes Død og om Datterens Giftermaal , foretog 
vi paa ny Undersøgelser , men med samme Resullat , 
da Ingen kunde sige os Navnet paa Sømanden , 

hun havde ægtet , og den gamle Kjøbmands Familie 
laa i Graven . 
„ Nei , Karen , den Synd hviler ikke paa mit 
Hjerte ; selv om jeg ikke havde elsket Tante Catinka 
saa høit , som jeg gjorde , saa havde jeg dog forsøgt 
at komme hende til Hjælp i hendes Ulykke , om ikke 
for hendes , saa for det stakkels Barns Skyld . “ 
„ Gud være lovet Mama , I gjorde det ; men 
hvad blev der af Eiendommen ? Hvor det var tungt ! 
Og Barnet levede og døde vel ogsaa fattig og forskudt , 
fljøndt hun havde en rig Fader , der elflede hende 
saa høit ? “ 
„ Ingen veed , om hæn er levende eller død . Vi 
skrev til ham og sendte Brevet efter Adressen , men 
vi have aldrig faaet Svar eller hørt Noget til ham . 
Gaarden staaer endnu ubeboet og venter paa en Eiermand . 
„ Nu 
har jeg fortalt Dig Tante Catinkas Historie ; 
den er sørgelig , som Du har hørt , men har hun 
syndet , saa har hun ogsaa angret og bødet haardt 
for sin Brøde . Gud tilgive hendes Sjæl . “ 
„ Paa oprigtig Anger følger Tilgivelse , kjære 
Mama ; men jeg synes , der rørte sig Noget derinde , 
skulde hæn være vaagnet ? “ 
Da Fru Nordan stod bøiet over mig , saae hun 
min Bevægelse ; jeg var saa svag , og Tante Catinkas 

Historie havde stærkt angrebet mig , jeg fattede ikke 
selv hvorfor , men det forekom mig , som om jeg ogsaa 
havde en Deel i hende og hendes ulykkelige Ægtemand . 
„ De 
er vaagen , min unge Ven , men hvad feiler 
Dem , De har jo grædt ? “ 
„ Ak , hvilken sørgelig Slutning paa et Familieliv , 
der kunde have været saa lykkeligt ! “ 
„ De har hørt , hvad jeg fortalte min Datter , 
og De har opfattet Indholdet ? Gud være lovet , saa 
er Tanken atter klar og Faren ovre ! “ 
Hun bøiede sig ned imod mig og kyssede mig 
paa Panden . 
„ Hvor er Frøken Karen ? “ 
Jeg havde neppe udtalt Navnet , før en blød 
skjælvende Haand greb min og Karen stod hos mig . 
Hun var saa bleg , hun sagde ikke et Ord , men da 
hun forlod mig , var min Haand vaad af hendes 
Taarer . 
Fra den Dag kom jeg mig Time for Time ; 
men endnu samme Dag forlod Hofjægermester Nordan 
med Datter Gens , hvorimod Fru Nordan blev 
tilbage hos Oluf og mig for at pleie mig , indtil vi 
i Fællesskab kunde forlade Byen . Ingen af dem 
sagde mig Levvel , men Fru Nordan bragte mig en 

lille Buket duftende Roser , som jeg trykkede til mine 
Læber . 
Olufs Glæde over min Helbredelse var lidenskabelig , 
ligesom hans Sorg over min Sygdom havde 
været det . Han fortalte mig , at jeg ofte havde fantaseret 
om mit Hjem og om Tante Sofie , at jeg stadig 
havde kaldt paa hende , hvorfor han besluttede en 
Aften , da jeg var meget syg , at skrive til Gregersen 
for at underrette ham om Sandheden . Men endnu 
var der ikke indløbet noget Svar ; han befrygtede , at 
de aldrig havde modtaget Brevet , da han rimeligviis 
i sin Sorg og Angst havde glemt at vedføie Adressen . 
Hans Frygt glædede mig ; jeg vilde hellere foren 
kort Tid blive dømt for Utaknemmelighed end 
foraarsage dem den større Sorg , at vide mig syg , 
maaskee døende ; jeg kjendte jo Olufs Heftighed og 
var overtydet om , at han havde brugt de stærkeste 
Farver . 
„ Har jeg ellers forraadt Noget ? “ spurgte jeg 
ængsteligt . 
„ Intet , uden hvad vi Alle vidste . “ 
Jeg gjorde ikke flere Spørgsmaal . 

Eenogfyrgetyvende Kapitel . 
Vi stod ombord i Skibet , der skulde føre os tilbage 
til Danmark . Fru Nordan havde strax ledsaget 
mig ned i Kahytten , da Morgenstunden var saa kold ; 
men snart fortalte Skibets Slingring os , at Ankeret 
var heiset og Stevnen vendte hjemad . 
Frøken Karen kom ned til os , hun lo , saa Taarerne 
stod hende i Øinene . 
„ 0 , Mama , Du skulde blot see dem ! “ 
„ Hvem , Barn , hvem mener Du ? “ 
„ Det mærkværdige Selskab , som nylig kom ombord , 
det er nok en omreisende Trup , der fører et 
Menageri eller saadant Noget med sig ; men jeg har 
aldrig før seet saa morsomme og forskjelligartede Figurer , 
jeg maa have fat paa mit Album for at 
tegne dem . “ 
„ Tag Dig iagt Karen , at de ikke mærke den 
Munterhed , deres Optræden foraarsager . Ere de 
oppe paa Dækket ? “ 

„ Ja , Mama , kom og see , eller bliv kun hernede , 
Du faaer dem nok at see , skjøndt deres røde og blaamalede 
Kofferter antyde anden Pladses Passagerer . “ 
Jeg veed ikke hvorfor , men hendes Munterhed 
fandt ingen Gjenklang hos mig , hendes Ord og Latter 
fremkaldte en høist ubehagelig Følelse hos mig ; 
men hun mærkede det ikke og vedblev : 
„ Der er iblandt dem en gammel Militair , saa 
stiv og stram som en Grenadeer og saa . . . “ 
Længere kom hun ikke ; thi i det Samme fløi 
Døren op , og jeg laa i Tante Sofies trofaste Arme , 
men før jeg havde forladt hendes Favn , følte jeg de 
Andres Taarer og Kys paa mine Hænder . 
Hvad ikke et heelt Livs Ønsker og Længsel 
havde formaaet at fremkalde — havde min Sygdom 
strax virkeliggjort . De Gamle havde forladt den 
lune Rede for at opsøge , pleie eller begrave den syge 
Søn . 
Saa gik jeg fra Favn til Favn , og endelig stod 
jeg midt iblandt dem . Hvor sølle jeg mig rig , og 
dog hvor bedrøvet ! Hendes Latter lød endnu i 
mine Øren , og hendes Ord stod dybt prentede i mit 
Hjerte/hun havde leet ad dem , hvis rørende Opoffrelse 
havde fremkaldt mine Taarer . 
Men kun Gud formaaer at maale Dybden af saa 
bundløs en Kjærlighed . 

Og som jeg stod omringet af alle mine elskede 
Gamle , paa den trofaste Caroline nær , som jeg savnede 
inderligt , faldt mit Blik Paa Karen ; hvad det sagde 
hende , veed jeg ikke , men hun vendte sig hurtigt fra 
mig og skjulte sit Hoved ved Moderens Bryst . 
I næste Øieblik stod Oluf hos dem , jeg hørte , 
at han fortalte , hvem mine Gamle vare ; dog , før han 
fik sluttet , stod jeg ved dem . 
„ Maa jeg forestille for Dem , kjære Fru Nordan , 
mine dyrebare Niedre og Fædre , som jeg næst Gud 
skylder Alt . Og her see I — henvendte jeg mig 
til mine Gamle — min kjære Plejemoder , Fru 
Nordan ; med det Navn har Øe givet mig Ret til at 
kalbe Dem , naar Øe i de lange , tunge Nætter sad 
ved mit Leie for med moderlig Omhu at pleie mig . “ 
Da Gregersens Haand mødte Fru Nordans , 
var det , som et elektrisk Stød berørte dem Begge ; de 
slap ikke Haandtaget , og deres Øine mødtes . Fru 
Nordan skjælvede , og Onkel Gregersen blev bleg . 
Bar det Sorg eller Ulykke , der havde sammen 
faiet eller brudt et Baand imellem disse to Sjæle ? 
Deres Fortid havde en Historie , men kun de kjendte den . 
Frøken Karen stod tæt ved mig , men jeg undgik 
vi forestille hende for dem , hun havde nys bibragt 
mig et dybt Saar , som ene Tiden eller hendes forandrede 
Opførsel kunde læge . 

Jeg saae , hun sslte sig baade krænket og bedrøvet ; 
hun forlod hurtig Salonen . 
Efter først at have besvaret de tusinde Spørgsmaal , 
der fra alle Sider strømmede ind paa mig , 
fik jeg anbragt Tante Sofie ved Fru Nordans Side , 
og snart efter hørte jeg dem i en fortrolig Samtale . 
Onkel Gregersen fortalte mig , at de strax ved 
Modtagelsen af Olufs Brev havde pakket deres 
Kofferter og vare reiste til Genf , for , som de troede , 
at pleie mig , eller føre mit Lig med tilbage til 
Danmark . Men da de hørte , at jeg var reist , og 
at jeg altsaa maatte være rask igjen , besluttede de 
strax at vende tilbage til Kjøbenhavn , hvor de troede 
at træffe mig ved deres Hjemkomst . 
Med Gregersen var der plndselig foregaaet en 
stor Forandring . For første Gang i vort lange 
Samliv saae jeg en tung , en smertelig Sky hvile 
over hans Pande ; jeg saae , han kæmpede for at forjage 
den , men Kampen var forgjæves . Han optraadte 
med større Værdighed end tidligere , og Sømanden 
var traadt tilbage for Verdensmanden . 
Hofjægermesteren og Borgen havde fordybet sig 
i Aviserne . Tante Thoras og Milles Strikkepinde 
vare allerede satte i jævn Bevægelse , men Frøken 
Karen var endnu ikke vendt tilbage . 
Middagstimen kom , der blev ringet tilbords . 

Gregersen stod plndselig foran Fru Nordan og 
bød hende Armen . Jeg blev saa overrasket ved at 
see det , at jeg ikke lagde Mærke til , at Hofjægermesteren 
fulgte hans Exempel og tog Tante Sofie 
tilbords . 
Borgen kastede et veemodigt Blik efter hende , 
rakfe derpaa Tante Thora Armen , og Oluf tog Tante 
Mille . 
Jeg stod ene tilbage , da Frøken Nordan traadte 
ind , men det var mig umuligt at byde hende min 
Arm ; jeg vilde netop ene forlade Salonen , da hun 
traadte hen imod mig . 
Hendes Øine vare taarefyldte , de saae saa bedende 
paa mig , idet hun holdt sin Arm hen imod mig og 
hviskede : 
„ Støt Dem paa mig , jeg beder Dem derom . “ 
Jeg gjorde , som hun bad , men det var med tungt 
Hjerte , vi fulgtes tilbords . 
Under hele Maaltidet vexlede vi intet Ord ; hun 
forsynede min Tallerken , jeg bukkede takkende , og 
derved blev det . Neppe havde vi reist os sra Bordet , 
hvor der , til Trods for Kapitainens nsædvanlige 
Konversationstalent , hele Tiden herskede en spændt og 
trykket Stemning , før hun undseelig greb min 
Haand , lagde den i sin Arm og førte mig tilbage til 
Salonen ; men før vi sfiltes ad , sagde hun : 

„ Jeg har saaret og bedrøvet Dem , men jeg 
Angrer det dybt , vil De tilgive mig ? “ 
„ Jeg har Intet at tilgive , Frøken Nordan , De 
har dybt bedrøvet mig , men ikke fornærmet mig . “ 
Hnn rødmede , jeg saae paa hendes Brysts stærke 
Bevægelse , at mine Ord havde gjort et dybt Indtryk 
paa hende . 
Saa kom Maanen og afløste Solen . Alle vare 
paa Dækket for at nyde den smukke stille Aften paa 
Havet . 
Kun Fru Nordan , Tante Sofie og jeg opholdt 
os i Salonen . Tante Sofie var falden i Blund , og 
vi andre To sad og talte om min Barndom , som 
syntes at have stor Interesse for Fru Nordan , da 
pludselig Døren blev aabnet og Gregersen styrtede 
ind ; han standsede ligeoverfor Hofjægermesterinden . 
„ Hvor er Catinka ? “ spurgte han med skjælvende 
Stemme . 
„ Død . “ 
„ Død ! “ gjentog han klangløs og skjulte sit 
Ansigt i begge Hænder . Jeg hørte ham hulke som 
et Barn . 
„ Naar døde hun ? “ 
„ Fem Aar efter , hun havde forladt Dig . “ 
„ Og Barnet , mit Barn , som hun berøvede mig , 
Hvor er min Datter ? “ 

„ Din Datter blev gift med en Sømand , men 
Begge døde kort efter Brylluppet . “ 
„ Ogsaa død ! Min Gud , kunde Catinka ikke 
have nøiedes med at knuse min Lykke , min Fred , 
hvorfor tog hun min Alderdoms Støtte , min Eiendom , 
mit Barn fra mig , det var det eneste , jeg 
havde filbage af min korte , indbildte Lykke . “ 
„ Stakkels Onkel Carl , døm hende ikke for haardt , 
Gud har alt dømt hende ; hun døde eensom , forladt , 
Under store Smerter og bitter Anger . Forst da hun 
havde forladt Dit Huus , følte hun hele Udstrækningen 
af sin Brøde og sin Kjærlighed til Dig , men 
hun manglede Mod til at vende tilbage . Hun arbeidede 
for at ernære sig og sit Barn , indtil hun 
bukkede under af Sorg og Savn . Fra den Dag , 
hun forlod Dig , gav hun Dig Dit Navn tilbage ; 
Navnet Thorsen , bar Din Datter , til hun blev 
gift . “ 
„ Thorsen , “ lød det paa een Gang fra Onkel 
Gregersens og mine Læber . 
„ Ja , Sofie Thorsen var Din Datter . “ 
„ Min Dattersøn ! “ og han og jeg laae saa sastfluttede 
i hinandens Favn , som sknlde vi aldrig mere 
adskilles . 

Toogfyrgetyvende Kapitel . 
Vi nærmede os Hjemmet . Endnu kun en Nat , og 
Morgensolen vilde see os i vort gamle Hjem . 
Hvorledes vilde Afskeden blive ? 
Vilde hun række mig den lille Haand til Eie — 
eller skulde vi sfilles for bestandig ? 
Havde jeg fordret for Meget , Mere end en 
Kvinde kunde give mig ? 
Nei , hun havde forsmaaet mig , ikke af Mangel 
paa Kjærlighed , men af Stolthed , hun kjendte jo ikke 
sin egen Oprindelse , — og as mine Læber skulde hun 
aldrig lære den at kjende . Og skjøndt mine ydre 
Forhold saa meget havde forandret sig , og vi nu 
vare Slægtninge , saa var jeg dog fremdeles min 
Faders Søn , og hun Hofjægermester Nordans Datter . 
Med hendes Opførsel var der foregaaet en stor 
. Forandring , det var for mig , som om alt Hovmod 
og Stolthed havde sagt hende farvel , og Hjertet nu 
kun havde Rum for hendes Kjærlighed . 

Endnu samme Aften , vi vare komne ombord paa 
Skibet , saae jeg hende svøbe sit eget Shawl om 
Tante Sofies Hals og ledsage hende op paa Dækket . 
Hun var bleven min Bedstefaders Indling , og Tante 
Thora og Mille tillod hende at tage de tabte Master 
op paa deres Strikkestrømper , en Opmærksomhed , de 
ellers tog meget ilde op , da den mindede dem om 
deres Alder . 
En Morgenstund hørte jeg Onkel Borgens glade 
„ Trom , trommetrum , trommetrum , “ og til min store 
Forundring opdagede jeg Frøken Karen holdende 
ham under Armen , medens hun saae ham skjælmsk 
op i de halvt modvillige Øine , saa marscherede hun 
atter videre frem og tilbage med ham , og jeg hørte 
nu og da en dæmpet Latter gaae over hans kjære , 
blege Læber . 
Men Ingen viste hun saa megen Kjærlighed og 
Opmærksomhed som Tante Sofie , dog hvem kunde 
see Tante Sofie uden at elske hende ? Det gjensidige 
Venskab , der var opstaaet imellem disse fo for mig 
dyrebare Sjæle , gjorde mig glad og lykkelig . 
Imod mig var hun altid venlig , men tilbageholdende , 
hun undveg mig vel ikke , men hun søgte 
mig heller aldrig , kun hendes Øies Solglimt , som 
undertiden mødte mit spørgende Blik , forraadte mig 
hendes Kjærlighed . 

Saaledes vare mine Tanker , da jeg stod og saae 
ud over Havet . Det forekom mig , som havde jeg 
en svag , vaklende Karakteer , der snart lod Hjertet — 
snart Forstanden raade . Bar det den jernfaste Villie , 
som man fra Barndommen af saa ofte havde omtalt , 
stundom rost — hyppigst dadlet mig for . 
Der gives Sjæle , der ere ligesom støbte i Malm , 
Intet rører dem , Intet svækker deres Styrke ; saadanne 
Malmsjæle have aldrig følt Fristelse , enhver 
Kamp er dem fremmed , de ere ikke stort Andet end et 
sundt og stærkt Legeme , der taaler alle Vinde , de 
leve et materielt Liv , uden Aand — uden Bevægelse . 
De komme færdigstøbte ind i Livet og gaae uforandrede 
ind i Døden . 
Jeg holder ikke af disse kolde , livløse Sjæle , jeg 
foretrækker Regn , Storm , Torden og Lynild , jeg 
foretrækker Kamp , Kamp paa Liv og Død ! Kun den 
Sjæl er stor , der gjennem Fristelse og Kamp naaer 
Seiren . 
Jeg stod der endnu og prøvede mit Hjerte og 
min Villie , da jeg hørte Hofjægermesteren sige til 
Oluf : 
„ Nu har De faaet Deres Straf for Baronen , 
en anden Gang , min unge Ven , raader jeg Dem til 
at lade ham blive hjemme . “ 
Mere hørte jeg ikke ; thi mit Øie var i det 

Samme falden hen paa Bænken , hvor jeg opdagede 
Frøken Karen . 
Hun havde den hele Dag været tans og alvorlig ; 
følte hun maaskee ogsaa Afskedstimens Nærhed ? 
Jeg tog Plads paa samme Bænk , hun rødmede 
lige til Lokkerne og saae baade ængstelig og forventningsfnld 
Paa mig . 
„ Imorgen ere vi i Kjøbenhavn , Frøken Karen . “ 
„ Ja , imorgen ! “ 
Her blev vor Samtale afbrudt af Oluf , der 
pludselig og uventet stod foran os . Han saae rød 
og ophidset ud , jeg bemærkede , at han flere Gange 
aabnede sine Læber , som vilde han tale , men Ordet 
svigtede ham . Endelig udstødte han med Besvær : 
„ Hvorledes leve de hos Onkel Borgaard ? “ 
„ Nu have de det bedre ; siden Sofie er bleven 
deres Adoptivdatter , troer jeg , de føle sig mere 
lykkelig . “ 
„ Og Amalie ? “ 
En mørk Sky gled hen over Karens Pande . 
„ Hun sover paa tredie Aar under Taarepilen 
paa Hjørring Kirkegaard . “ 
„ Død ! “ 
„ Hvoraf døde hun ? “ spurgte jeg sagte . 
„ Nogle sagde af for stort et Hjerte , men Lægen 
betroede mig , af det var af skjult Hjertesorg . “ 

Oluf saae op , han var dødbleg ; han skjælvede , 
Taarerne styrtede ned over Kinden , og han hviskede , 
idet hans Øie hvilte paa Glemmigeien : 
„ Alt , Alt hvad jeg har tilbage ! “ 
Han stod henne ved Rattet og stirrede ud over 
Havet . Solen dalede længere og længere ned mod 
Horizonten , indtil dens sidste matte Straaler kyssede 
Bølgerne og forsvandt ; dog endnu stod han paa 
samme Plet , og endnu stod jeg ham ganske nær . 
„ Kom , min Dreng , kom , “ lød Bedstefaders 
kjære Stemme lige ved mig , „ her er saa koldt , de 
Gamle frygte for Dit Helbred og længes efter Dig . “ 
Jeg tog Oluf under Armen ; han lod sig lede 
som et Barn , og Begge fulgte vi Gregersen , som jeg 
fremdeles vil kalde ham . 
Kapitainen ombord var en dannet og beleven 
Mand ; han havde arrangeret en lille Fest i Anledning 
af , af det var sidste Asten , vi vare ombord . 
Punschebollen afløste Theen ; den duftede , den 
vinkede , den adspredte og samlede , kort , den forjog 
mangen en mørk Sky , som den nær foresfaaende Afsfed 
havde fremkaldt ; men Oluf var den muntreste 
af os Alle , hans Overgivenhed grændsede til Kaadhed . 
Gregersen stødte sit Glas mod mit , lukkede det 
ene Øie , og skelede til Frøken Nordan med det andet , 
idet han hviskede mig i Øret : 

„ Vind i Seilene , Gut , styr kjækt ind i Havnen . “ 
Hofjægermesteren havde holdt en kort , men smuk 
Afskedstale ; Gregersen , der atter var den samme 
ukunstlede , hjertelige Gregersen som før , havde gjort 
nogle humoristiske Tilsvininger , der modtoges med 
almindeligt Bifald , og Onkel Borgen strøg sine 
Moustacher lige op mod Øinene , før atter at lade 
dem dale ned mod Hagen ; han rødmede , saae sig 
ængstelig om , tog endelig Mod til sig og hævede 
Glasset , idet han fremmumlede halvt uforstaaeligt : 
„ Tak Fru Nordan , Tak før vor Dreng ! “ 
Det kostede ham stor Anstrengelse , men var 
hans Stemme end klangløs og utydelig , saa talte 
hans Øine et Sprog , som Ingen kunde misforstaae , 
og Hofjægermesterinden stødte rørt sit Glas imod 
hans , og Tante Sofie tilkastede ham et taknemmeligt 
Blik , som bragte Blodet op i de blege Kinder og fik 
den svage Haand til at skjælve . 
Men Tante Thora og Tante Mille brugte 
Lommetørklæderne omkaps for at skjule Deres Bevægelse . 
Da 
Kapitainen havde sunget en munter Drikkevise 
om Viin og Kjærlighed , vendte han sig imod 
mig : 
„ Nu kommer Touren til Dem , “ sagde han , 
„ syng os en Sang , en af Deres bedste , men en vi 

kunne lee as , Alvoren kommer tidsnok imorgen . “ 
Og hans Øine saae hen til Karen . 
Og jeg sang ; jeg sang , som jeg troede til Latter , 
— men mine Øine vare ufravendte hæftede paa 
Oluf , der pludselig sad bøiet som livløs over det 
fyldte Glas , og jeg sang og jeg lo , men Ingen , flet 
Ingen lo med mig ; thi jeg havde sunget Taarerne 
frem i Alles Øine . 
„ Det var en sørgelig Sang , den passer ikke 
til den dampende Punschebolle , “ udbrød Kapitainen 
og syldte paany Glassene . „ Syng De os en anden , 
Hr . Baron “ — saaledes blev Oluf for Spøg fremdeles 
kaldt — „ syng De os en anden , De har et 
godt Forraad af muntre Viser . “ 
„ Skal jeg synge , synge en munter Sang ? Ja , 
De har Ret , jeg pleier jo altid at lee og synge 
muntre , kun muntre Sange , hvorfor da ikke ogsaa 
iaften , da jeg er saa glad , saa glad , at jeg troer , 
jeg kunde døe af Glæde . “ 
Og han sang : 
„ Gaa nu hen og grav min Grav ! 
„ Jeg er tr « t , nu vi ! jeg slumre , 
„ Lergge ned min Bandringsstav , 
„ Hvor de sidste Skygger skumre , 
„ Læegge mig til Hvile ned , 
„ Fare bort hersra i Fred . “ 

Da han havde endt det første Vers af Psalmen , 
brast han i en saa voldsom Graad , at hans kraftige 
Legeme rystede som et Barns . 
En dødlignende Taushed paafulgte . 
Jeg stod bøiet over ham , men Tante Sofie lagde 
begge fine Arme om hans Hals og fljulte hans 
Hoved ved sit Bryst , hun klappede ham som et 
Barn ; thi den , der er fortvivlet , er kun et stakkels 
ulykkeligt Barn . 
Saaledes endte den sidste Aften , vi vare famlede 
ombord . 
Klokken slog tolv , Alt var stille . 
Han stod ved Relingen som en udgaaet Stamme . 
Maanen gjorde sin Vandring , den lyste saa mild og 
rolig . Lykkelige Maane , Du er altid rolig , altid 
kold , medens mit Hjerte er saa tungt , saa uroligt og 
saa varmt . 
Nu var der kommet Liv i de stivnede Lemmer ; 
hvad var det , han spredte ud for de lette Nattevinde ? 
Rødt , Blaat og Grønt ! Endnu Eet , endnu Eet . 
„ Farvel Døgnfluer , Kjærrlighedspanter , brudte 
Elskovsløfter , Farvel ! Jeg bryder med Eder for evig , 
min Lykke , mit glade Hjerte har jeg tabt med Eder . “ 
Jeg hørte hans Graad , jeg stod i hans Nærhed , 

min Haand var strakf ud imod ham , hvorfor veed 
jeg ikke . 
Vil denne Kamp føre ham til Seir ? 
Da hørte jeg de gamle kjendte og elskede Fløjtetoner , 
den udstrakte Haand faldt mat ned , jeg trak 
atter frigjort Veiret . 
Tonerne bølgede ud over Havet som et Smertessfrig , 
der lidt efter lidt gik over til en stille Klage 
og endte som i Taarer . 
Saadanne Toner trænge sig kun frem fra et 
sorgfuldt , ulykkeligt Hjerte . Saadanne Toner 
glemmer man aldrig ! 
Maanens sidste , matte Skin kyssede den rødmende 
Morgenbrud . Da foldede jeg mine Hænder 
til en varm , faknemmelig Bøn , thi nu var den lange 
tunge Nat tilende , Faren var forbi , Angeren havde 
lagt en Bro mellem Himlen og ham , og Dagen , den 
velsignede Dag , smilte os sil Godmorgen imøde . 
Lydløs og ubemærket listede jeg mig ned , som 
jegstar kommen op , og da Oluf noget efter traadte 
ind istor Kahyt , fandt han mig i Køien , hvor han 
troede , jeg havde sovet , medens han vaagede og bad . 

Treogfyrgetyvende Kapitel . 
Jeg stod i Forstavnen , mine Øine vare rettede mod 
Trekroner , men Tanken fulgte ikke Øiet , den laae 
skjult i Hjertets dybe Skakter . 
Da følte jeg pludselig Noget røre ved min Arm , 
det kom frygtsomt nærmere og nærmere , nu saae jeg , 
det var en lille , varm og blød Haand , der skjælvende 
skjulte sig i min , jeg holdt den saa fast ved mit 
bankende Hjerte , for aldrig , aldrig mere at give 
den fri . 
Og jeg lagde mine Læber tæt til den Elskedes 
Øre og hviskede : 
„ Naa , var det vel saa slemt ? “ 
Det gav et Ryk i den lille Haand ; dog , idet jeg 
vilde holde den fast , faldt hendes Handske lige ved 
hendes Fod , hurtig knælede jeg for at tage den op 
— hvor den Fod dog var nydelig , jeg saae op til 

hende - hun saae ned — vore Øine mødtes , hendes 
vare skjælmsk og seirsstolte , thi : Adam laa nu 
alligevel ved Evas Fødder . 
Men Karen bøiede sig ned og hviskede : 
„ Aldrig “ maa man aldrig sige , thi det 
forudsætter en Umulighed . “