I . For den gammeldags Kjøbenhavner , der paa sin trestolede Kapervogn ikke kommer længere end til „ Skoven “ , ja selv for den mere civiliserede , der med Banen naaer Klampenborg og Dyrehaven , staaer Sjælland som en Idyl , et lyrisk Digt ligt Christian Winthers , smykket med Bøgeløv og Anemoner , krandset af Havet og indesluttende dybe , stille Skovsøer , hvor Vildanden dukker sig imellem Rørene , naar den skye Hjort i Forbifarten speiler sine Takker i Doven . „ Det bugter sig i Bakke , Dal “ , sang han fordum romantisk glad , naar han den lune Sommeraften kjørte ned fra Fortunen for at naae „ Bakkens “ bacchantiske Glæder . Og naar han sent om Aftenen fra den bugtede Strandvej saae Maanens blanke Skive gjenspeile sig i Øresund , medens den kastede et drømmende Gjenskjær over Tychos sagnrige Ø , var han fuldt og fast overbevist om , at ingen Plet var yndig som Sjølund , og at Gefion havde havt Smag , da hun med sine Øxne pløjede det ud af Sveas Ryg og lod „ Brødrene “ beholde Vandet til Erindring . Men de rigtig gammeldags Kjøbenhavnere kunne dog endnu erindre Noget , der ikke ganske passede ind i den her udkastede Idyl . De mindes endnu med et vist veemodigt Tungsind det hvide , dybe Sand , hvori Hestene tungt arbeidede sig frem , naar Holstenskvognen var naaet noget forbi Slukefter , og man begyndte at skimte Toppene af „ Charlottes Bøgelund “ . Sandet hørle dengang med til en Dyrehavstours Fataliteter , Marehalmen og Strand - tidslen vare ikke som nu afdøde Bekjendte , og først Mac Adam rev Dyrehavsgjæsterne ud af den drømmerige Stemning , som Hjulenes Synken i det bløde Sand , Støvet og Sommerdagens Hede frembragte hos Skovlivets Dyrkere . Dengang existerede der en egen Race af Menneskebørn , hvidhovede Skovshoveddrenge i hvide Lærredsbuxer med blaae Seler over den aabentstaaende Skjorte , Væsner , som halede ud efter Vognen med et bønligt : „ Aa , maa jeg bøste Dem , gode Herre ! Aa hva ' , hiv ! “ — Dengang hørle de til de naturlige Produkter af Jordbunden ; nu ere de forsvnndne , forsvnndne som Marehalmen , som Strandtidslen , som det skinnende hvide Sand , der strakte sig ud fra Slukefter . Men denne Natur kommer igjen paa andre Punkter af Sjælland , kommer igjen i saa store , saa fyldige Træk , at man ikke vil troe sine egne Øine , men fristes til at antage , at en eller anden moderne Gefion har skaaret en Bremme ud af Vestjyllands Klitbakker , for i overmodig Kaadhed at slynge den ind paa Sjællands Nordfysk , begravende frugtbare Marker og frodige Enge under det fine , hvide Flyvesands letbevægelige , men golde Tæppe . Et saadant lille Stykke Vestjylland er Rørvig-Sande . Læseren har vel neppe noget Begreb om , hvor dette mystiske Punkt befinder sig , og havde ikke Goldschmidt i sine „ Kjærlighedshistorier fra mange Lande “ malet „ Guds Engel fra Rørvig “ som en fin og skjær romantisk Skikkelse , mere svarende til det fine , hvide Sand med dets letbevægelige Flugt , end til den idylliske Frodighed , hvori han lader denne Figur fremtræde , da havde vel Mange hørt Navnet Rørvig for første Gang ; thi det gamle Digt om Bruden fra Rørvig er vist mere kjendt af en ældre , allerede forsvunden Slægt end af den nulevende . Rørvig - Sande kaldes det øde Klitdrag ved Rørvig , et større Fiskerleie , hvor endog de lavere og mere uanseelige Huse synes ligesom Træerne at have faaet et Drag i Nakken fra Nordvest , og alle at ville falde mod Sydost , naar engang deres Time kommer . Det ligger ved Issefjordens vestlige Munding , og skulde man gaae efter Navnet , maatte man vel nærmest tænke sig det som liggende ved en sid Vig af Fjorden , frodigt bevoxet med Rør og andre Vandplanter , og vidende sig ud i Engdrag paa begge Sider af Vigen . Det kan ogsaa gjerne være , at Rørvig i gamle Dage har ligget under saadanne Forhold ; men nu er Alt forandret — det er ikke uden Grund , at Tillæget „ Sande “ er kommet til . Fordum , fortælle de ældste Fiskere , havde Leiet frugtbare Marker og ef Vænge , der slog til for tredive Høveder , Hestene ikke iberegnede . Da var der Frugtbarhed og gode Dage i Rørvig , og naar en af de rige Fiskere gav sin Datter bort , kom Stadsmusikanterne fra Kallundborg , for at spille op ved Brylluppet . Da blev det en Sommer en stærk Tørke og ef usædvanligt Lavvande . Havet trak sig faa langt tilbage , at man kunde gaae tørskoet til de nærmeste Vrag , og Rørvig Fiskere skulle have „ reddet “ ikke saa lidt dengang . Men da Tørken havde varet i tre Uger , fik man ef Herrens Veir fra Nordvest med en Storm , som ingen Mand der i Egnen kunde mindes at have kjendt Mage til . Sandet reiste sig og dandsede som Snefogshvirvler ind over Land ; det føg sammen i Driver overalt , hvor det traf en Hindring paa sin Vei . Det tilstoppede Vigen , tilsandede Engene , føg over Mur og Hegn , dækkede og begravede dem ; det væltede som Sandfald ned over de lave Huse , trængte ind igjennem hver Sprække , hver Aabning , hver Skorsten , og tvang som Askeregnen i Pompeji de ulykkelige Beboere til at søge Frelse i Flugten . I tre Dage stod Orkanen Paa , og da Beboerne den fjerde Dags Aften ved Solnedgang søgte tilbage , kunde Ingen kjende sin Barndoms Egn igjen . Markerne , Vænget , ja selv Vigen var borte , og hvor Husene før havde ligget , rødnede nu de golde Klitter i den nedgaaende Sols sidste Straaler . Der var intet Skjel , intet Hegn , intet Træ mere at opdage — Alt var bløde , hvide Klitbakker , og midt imellem disse ragede Kirkens sorte Spir med sin Guldfløi tungsindigt frem , som Vimplen paa Skibsmasten over det sjunkne Vrag . „ Det var Guds Straf , fordi Beboerne havde plyndret Vragene , “ sagde Præsten ; men han var ikke saa ganske at lide paa , sagde Fiskerne i Rørvig , thi han havde Forstrandsretten . Efter den Tid blev der Nød og Fattigdom i Leiet ; Stadsmusikanterne fra Kallundborg spillede aldrig mere op ved noget Bryllup , og den eneste Musik , man fra den Tid hørte i Leiet , var Nordveststormen , som hvert Forog Efteraar spillede op til Dands , naar den pidskcde gjennem Marehalmen og de forkrøblede Fyrrer paa de høie Klitbakker . Det er nu meget muligt , at den her skildrede Ødelæggelse af det gamle Rørvig hører til en af de fastslaaede Fabler , hvorpaa Historien er saa rig , og at disse gamle Fortællinger høre ind mider de samme Fantasisyner , som bringe Vestjyllands Fiskere til at fable om store , fordums folkerige Stæder , der ligge skjulte paa Havets Bund , men hvis Kirkeklokker man endnu kan høre , naar man en stille Søndag roer hen over Vandene . Muligt er det , at denne Sandflod gaaer langt længere tilbage i Tiden , og som de sjunkne Stæder ved Vesterhavet staaer i Forbindelse med Kanalens Gjennembrud og Dannelsen af Nordsøen , hvis mægtige Springflod jog Grus og Sten lige op til Høideryggen af Jylland ; men vist er det , at den giver Egnen et særegent Præg af øde , sørgmodig Forladthed , et Præg , der fra Naturen er gaaet over paa Menneskene , navnlig Fiskerne , der her ere mere tause , ordknappe og indesluttede og i det Hele mere lignende deres Brødre fra Skagens og Ringkjøbings klitsatte Kysfer . Det var en Efteraarsaften , i Begyndelsen af September , at jeg med en Vens Befordring kom rullende fra Mandshøi og de grønne Skove ved Nykjøbing til den stille , øde Plet , hvor jeg agtede at anstille naturhistoriske Undersøgelser . Veien var , alt som vi kjørte , bleven mere og mere tung , med dybe Hjulspor og lyngklædte Veikamme , ganske som man seer dem paa Hederne i Jylland . Hestene trak tungt , og for ikke at gjøre mere Uleilighed end nødvendigt , sprang jeg af , saasnart jeg øinede de første tangklædte Hytter , lod Kudsken vende og begyndte med Randslen Paa Ryggen og en lille Vadsæk i Haanden min besværlige Vandring tilfods i det dybe Sand . Den første Tanke , der paatrængte sig mig , var Muligheden eller snarere Umuligheden af et Gjæstgiversted , og da jeg havde naaet en ussel Rønne , hvor et Par unge , barbenede Piger vare ifærd med at rense Garn , raabte jeg dem an og spurgte om Veien til et saadant . De stirrede paa mig med skye , næsten forvildede Blikke , vexlede et Par Ord med hinanden , kastede saa Skjørtet over Hovedet og foer som to skræmmede Kaniner ind ad den aabne Dør , som de stængede inde fra uden at sige et Ord . Havde det været paa Ørkney-Øerne , kunde man ikke være bleven modtagen mere gjæstfrit , og grundende over Fænomenet gik jeg til den næste Nønne , udenfor hvilken en Kone skjættede Blaar . „ Vi har ingen Brug for Bissekram her , “ var det barske Svar , idet hun paa en truende Maade hævede Skjættetræet og baglænds trak sig tilbage til Stuedøren , som smeldedes i lige for Næsen af mig . Der stod jeg . Atter fortsatte jeg min Vandring , for at naae det egentlige Fiskerleie , der laa et godt Bøsseskud fra disse enlige Udflytterhuse , da jeg paa een Gang saae en stærk , sværlemmet Fisker , iført Vandstøvler , islandsk Nattrøie og en Sydvest paa Hovedet komme skridende hen imod mig , skydende Gjenvei tværs over Markerne . Paa den bare , hvide Sandflade med dens lave Gyvelbuske , tog han sig forunderligt høi og stor nd , som han der tegnede sig mod Horizonten i den begyndende Skumring , og han vilde have forekommet mig endnu større , hvis han ikke havde havt denne ludende Holdning og Synken i Knæene , der saa ofte er eiendommelig for vore Sømænd . Uden at sige et Ord skrævede han over den brede Veigrøft , der adskilte mig fra ham , og uden at tage Hænderne ud af de langskaftede Støvler , der tjente dem som Buxelommer , og uden at besvare mit „ Godaffen “ stillede han sig lige i Veien for mig , løftede Hovedet en Kjende og sagde med en eiendommelig Betoning imellem Tænderne : „ Hvem er I ? Hvor skal I hen ? “ Jeg studsede lidt over disse eiendommelige Spørgsmaal og Maaden , hvorpaa de bleve fremførte . Han blev staaende foran mig med en Holdning , som vilde han mønstre mig og derved give Anledning til Klammeri , og jo mere jeg saae paa Manden , desto tydeligere blev det mig , at det Sidste vistnok ogsaa var hans egentlige Hensigt . Sydvesten , der skjulte det Meste af hans temmelig lave Pande , dækkede ikke ganske for et kulsort , stridt og noget uredt Haar . Hans Ansigt var veirslaget , brunet af Solen og i visse Maader ganske kjønt ; men der var i hans smaa , mørke Øine et Udtryk af noget Ondt og om hans tykke Læber et Træk af brutal Slagsbrodertrods , som ikke behagede mig . Imidlertid var jeg mig intet Ondt bevidst , og svarede kort : „ Til Rørvig . “ „ Øsfer i , “ sagde han og pegede med den udstrakte Haand ind over Marken . „ Ja , men jeg skal til Rørvig-Sande , “ sagde jeg , idet jeg forsøgte at komme uden om ham . „ Hvad Fanden vil I der ? “ raabte han og stillede sig atter iveien for mig . „ Samle Dyr , “ svarede jeg , idet jeg med et Spring satte ind paa Marken . „ Dem kan I tage i Jert eget Hoved , Kjøbenhavnerlaps , “ raabte han og var med et Spring inde efter mig ; men jeg var hans tunge Vandstøvler for let , og et Øieblik efter var der hundrede Alen imellem os , hvilket dog ikke forhindrede , at adskillige drøie Eder og Skjældsord slyngedes efter mig som luftige Kastevaaben , indtil hans svære Skikkelse tabte sig i Tusmørket . Det gjør aldrig noget behageligt Indtryk at blive modtaget et fremmed Sted paa denne Maade , og betydeligt nedstemt i min Forventning om Fiskernes Gjæstfrihed naaede jeg Leiets Hovedgade , hvis en Sandvei belagt med store Rullesten og gryntende Grise overhovedet kan betegnes saaledes . Atter nærmede jeg mig en gammel Kone og spurgte , om der var et Herberge . „ Jo , her er baade Kro og Kippe , Gud bedre os , “ svarede hun arrigt . „ Ja , Tak , Mo ' er ; jeg ønsker blot en Plads for inat . “ „ Her er knap Plads for os selv , “ sagde hun , medens hun gjennede en af Grisene bort fra Noget , der skulde ligne en Kartoffelhave . „ Ellers kan I spørge Jer for nede hos Lodsoldermanden , hos Lars Hansen . Kan Nogen tage Jer , saa kan han ; han staaer hisset nede ved den store Baad og snakker med Mændene — vil Du væk , Din Satan ! “ skingrede hun op , og slog pludseligt ud med begge Armene , saa af jeg veg et Skridt tilbage i den Tro , af det var mig , hun mente , men saae , af det gjaldt en Kammerat fil den bortgjennede Gris , som lumskelig havde nærmet sig os fra Siden og nu satte afsted med en Kartoffelvisk i Flaben . Varligt ballancerende hen over de store Rullesten og jævnligt hørende et „ Nei Kors , sikken En ! “ fra de aabent staaende Vinduer , naaede jeg forbi Ruser , Bundgarn og Vaad ned fil en stor , nyligt tjæret Baad , hvor der stod en Gruppe Fiskere og diskuterede et eller andet maritimt Spørgsmaal , som jeg vistnok forstod mig ligesaameget paa , som de tørre Flyndere , der i rigeligt Maal fandtes ophængte paa Vanterne af en i Sandet kuldseilet Jagt . Det var ikke nødvendigt af spørge sig frem efter Lars Hansen ; et eneste Blik var nok fil af sige mig , hvem „ Manden “ var mellem „ Mændene “ . Der stod min senere saa gjæve Vært med sin tykke Sælskindshue trykket noget skjævt ned over det venstre Øre , som om den ikke rigtigt kunde faae Plads paa hans lyse krusede Haar ; der stod han i sin mørkeblaae Sømandspjækkert med de vidunderligt store Hornknapper , og saa sikkert og med en saadan Holdning af jævn Selvbevidsthed stak hans kraftige Ben ned i de med en mægtig Krave forsynede Vandstøvler , at man strax maatte faae Indtrykket af noget udpræget Lodsoldermandsmæssigt , hvis ikke den gamle læderbetrukne Kikkert under hans Arm og den korte Kridtpibe , der truede hans røde Skjæg med Ildsvaade , havde fortalt , at han var „ Manden “ ; thi de Andre havde kun deres Øine og en Skraa . „ Kan jeg faae Plads hos Lodsoldermanden ? “ spurgte jeg , idet jeg tog min Hat af og paa høfligt Kjøbenhavnsk gjorde et Skrabud , som belærte mig om , at Flyvesand ikke er gunstigt til den Slags Øvelser . Alles Ansigter vendte sig imod mig med Blikke , som var jeg falden direkte ned fra Maanen ; men der kom ikke et Ord . „ Er De ikke Lodsoldermanden ? “ spurgte jeg med en Henvendelse til Kikkerten og Kridtpiben . „ Jo , det er jeg vel , “ brummede det inde fra Kridtpibens Mundstykke . „ Hvad vil I ? “ I frisk Erindring om Svaret fra den sorthaarede Fisker undveg jeg snildelig Spørgsmaalets ligefremme Besvarelse og sagde : „ Jeg kommer for af undersøge Egnen . “ „ Naa—aa , “ svarede Oldermanden og lukkede det venstre Øie , idet han med det høire blinkede til Mændene , „ ja saa ! “ Der opstod en Dødsstilhed , i hvilken jeg troede af læse Ordet „ Toldbetjent “ i hvert eneste Ansigt . Jeg saae formelig ned ad mig selv for af forvisse mig om , af jeg ikke var i Uniform . „ Er der Noget ledigt paa Leiet ? “ spurgte Lars Hansen , mere henvendt til sine Vandstøvler end til Mændene omkring ham . „ Jep Nielen har nok ingen Svin paa sin Sti , “ sagde en af de Første . Jeg forstod ikke den mystiske Hentydning i disse Ord , men følte , af Stillingen var haabløs . Tag over Hovedet maatte jeg have , idetmindste for den Nat . „ I er vel Krydser ? “ sagde en af Mændene , mønstrende mig med et Falkeblik . Denne Betegnelse gjorde Alt klart , og jeg svarede : „ Jeg har Intet med Toldvæsenet af skaffe . Jeg er kommen herop fra Kjøbenhavn for af samle Planter og finde Dyr ; jeg er Naturforsker -- -- -- -- “ „ Naa , saa De er Naturfusker ! “ udbrød Lars Hansen og fik pludseligt Kridtpiben af Munden . „ Ja , dem har jeg seet nok af . “ „ Saa ! Hvor da ? “ „ Ih , paa Galatea , da vi foer Jorden rundt . De laae altid og rodede ovre i Læ med deres Pøse og Spande og var til svær Uleilighed . Der var en Spulen og Pudsning , hvergang de Fyre havde været paa Dækket med deres Kram . Kaptajnen bandte paa , at han vilde knække deres Hals , hvis han turde . Naturfuskere — jo , dem kjender jeg ! “ Mændene tilkastede deres Oldermand et beundrende Blik , og idet jeg tog ham i Nydelsen af denne lille Triumf , sagde jeg : „ Kan jeg ikke boe en Dags Tid hos Dem ? Jeg vil blof see mig om mellem Klitterne , og De skal ikke komme til at spule Dæk efter mig . “ „ Ja , vi kan jo tale til Mutter derom , Hr . Professor , “ sagde Lodsoldermanden med en hel anden Betoning end før . „ Huset ligger hist inde under Bakken , og naar De vil tage Leiligheden , som den falder , saa — — “ Resten forsvandt mellem Skjæget og gik bort i en Dampsky , hvorpaa Piben bankedes ud mod en Steile * ) , og uden at tage nogen Afsted med Mændene , som stirrede efter os , begav vi os op ad den sandede Vei , som førte til hans Hjem . Da vi havde - gaaet et Par hundrede Skridt , standsede han og spurgte betænkeligt : „ Holder Professoren af Salt ? “ Jeg kunde ikke Andet end bejae dette Spørgsmaal og bemærkede , at Mangel paa Salt var et skrækkeligt Savn . „ Oh ja , “ sagde Lars Hansen , „ sommetider mere end sommetider . “ Atter gik vi en Stund i Taushed , da sagde min Vært dybsindigt : „ Holder Professoren af Billard ? “ „ Aa , ja , “ svarede jeg . Har De et Billard ? “ „ Ja , vi kjøbte et efter Kjøbmand Jensen , som gik fallit i Nykjøbing . Jeg vilde nu ikke have det ; men vor Mo ' er syntes , det fyldte saa godt oppe i Storstuen . Der staaer det ; for vi manglede en Himmelseng . “ Atter var det Bedemandsstil for mig ; men da jeg ikke vilde støde min Vært ved unødvendige * ) Steile kaldes de Stænzer , hvorpaa Garnene tørres . Spørgsmaal , fortsatte vi Veien i al Taushed op ad den sandede Klitbakke , indtil vi standsede ved et ganske anseeligt Hus , hvor Lodsoldermanden stak Piben i Lommen , idet han sagde : „ Nu skal jeg snakke med Mutter , saa kan Professoren see paa vor Have imens . “ Det var ikke uden Stolthed , at Lars Hansen fremførte disse sidste Ord ; thi her under Klitbakkens skjærmende Kam og i Læ af en dobbelt Række mørke Fyrrer , som vred deres krogede Stammer hen ad Jorden , inden de reisfe sig iveiret , havde han ved Hjælp af tilført Muld og Gjødning faaet lavet en lille Haveplet , som var venlig og hyggelig at see til . Store Stokroser kneiste i yppig Fylde ved Laagen . Reseda kantede Bedene , som indeholdt brogede Asters og Georginer , og et Par Bikuber , indrettede efter Dzierzon ' s Methode , viste , at Lars Hansen ikke var ganske ubekjendt med Kulturens nyeste Fremskridt . Huset selv var hvidtet og pudset som en Orlogsmand tilsøes ; men den Omstændighed , at alt Bjælkeværket var fortumlet , og at de smaa , blyindfattede Ruder vare anbragte i sorte Rammer , gav det et vist Præg af Tungsindighed og Mørke , som forhøjedes ved den tætte Fyrrerække , der paa de tre Sider kun lod nogle Blomsterbede og en smal Gang mellem sig og Huset . Havde jeg været i hans Sted , havde jeg lagt det oppe paa Toppen af Klitbakken med fri Udsigt over det vide Kattegat . „ Men man skal ikke bygge sit Hus paa Sand , “ forklarede Lars Hansen mig senere . „ Laa det der , havde vi vendt Bunden iveiret paa Skuden med den første Nordveststorm , og det havde Mutter ikke syntes om . “ Jeg kan allerede gjerne her indskyde den historiske Oplysning , at Mutters Mening i Reglen var afgjørende for Lars Hansen , samt at den dengang bevirkede , at jeg fik Lov til at blive længere ude i Haven , end jeg egentligt skjøttede om . I den Anledning fik jeg Tid til at see mig nærmere om , og i Kjøkkenhaven bag ved Huset fandt jeg en sjelden Sandplante , som jeg vilde tage med som det første Udbytte af mine rørvigske Studier . Idet jeg reiste mig op med Planten i Haanden , faldt mit Blik ind ad det lave Vindue lige for mig , hvor jeg saae en ung lyshaaret Pige , som med et Udtryk af sky Forskrækkelse trak sig tilbage til det Indre af Stuen . Heri var der nu intet Mærkeligt ; men hvad der slog mig med en underlig Fornemmelse , jeg kan gjerne sige af Gru , var denne unge Piges blege forvildede Træk , og det Udtryk af nagende Kummer , som jeg havde seet i hendes dybe , mørkeblaae Øine . Hun havde været ifærd med at belure mig , medens jeg grov Planten op , det kunde jeg tydeligt see paa det Udtryk af pludselig Angst , hvormed hun foer tilbage fra Vinduet ; nu kom hun atter frem , sky og forsigtig som en skræmmet Hind , stirrede et Øieblik paa mig bag ved Gardinet og foer saa paany ind i Stuen med et Skrig , hvis Aarsag jeg ikke kunde forklare mig . I det Samme praiede Lars Hansen mig fra Veien , og uden at kunne forfølge det underlige Syn videre , traadte jeg ud i Haven for at blive forestillet for Mutter . Karen , som hendes Mand kaldte hende , havde i sin Ungdom upaatvivlig været en ligefrem Skjønhed ; derpaa tydede ikke alene hendes Figur , som trods Aarene havde holdt sig nalmindeligt rank og fin , men i hendes Blik og i hele hendes Holdning var der Noget , som laa over hendes Stand , og som viste , at hun hørte til denne nutildags desværre sjeldne Race af nordsjællandske Fiskerpiger , som i sig hæver Billedet frem af hele den nordiske Types eiendommelige Skjønhed . Hun betragtede mig et Øieblik venligt , men forskende , ja forundret , og hvidskede saa Noget til Manden , som jeg ikke forstod . „ Mutter siger , at Professoren gjør os for stor Ære , “ sagde Lars Hansen , og snappede med den udstrakte Pegefinger Vadsækken fra mig . „ Leiligheden er kun ringe , og naar Professoren ikke er vant fil Billard -- -- -- - “ „ Lad mig sørge for det , Lars , “ afbrød hans Ægtefælle ham . „ Professoren kan faae hele Storstuen , og blive , saalænge han lyster . „ Doktoren har engang ligget der , og han sagde — — “ „ Ja , han sagde , at han havde været vant fil at ligge paa Billard i sine unge Dage , “ faldt Lars hende i Talen . „ Professoren er da heller ikke saa gammel endda , saa kan han vel ogsaa , “ sagde hun og forsvandt i Huset med den Bemærkning , at om en Timestid skulde Nadveren være færdig . Jeg har altid havt stor Lyst fil , naar jeg besøgte en ny og eiendommelig Natur , da strax at fage et Overblik over Egnen , som kunde lede mig paa den næste Dags Excursioner . Uagtet Skumringen faldt paa , besluttede jeg at anvende den ledige Time dertil , og meddelte Lars Hansen det , idet jeg bad ham sætte min Randsel op i Storstnen fil det Øvrige . „ Jeg har ikke godt Stunder fil at følge med nu , ellers skulde jeg gjerne gjøre Convoi ; men Professoren maa tage sig iagt for fo Ting , først for ikke at gjøre falsk Bestik mellem Klitterne og dernæsf for Kviksandene . Aa , jeg faaer dog nok gaae med alligevel , “ føiede han til , og langede Randselen ind i Forsfuen . Jeg tog ned i Lommen og viste ham , at jeg var forsynet med et lille Compas ; derpaa spurgte jeg ham , hvad Kviksandene var . „ Ja , det er nu saadan en egen Art , “ sagde han . „ Vi kalde det nu for Kviksande ; det kan gjerne være , at de Højlærde har et andet Navn og vide bedre Besked . Naar Øe ved Foden af en Klitbakke seer rigtigt grønt Græs , der groer ligesom i en Ring , da skal Øe holde skarpt Udkig og passe paa , hvor Øe sætter Deres Ben , for kommer Øe først indenfor Ringen , smækker Sandet sammen over Hovedet paa Dem , og jo mere Øe arbeider for at komme op , desto dybere kommer Øe ned . Der er nu et Sted , vi kalde for Kogryden ; det er den sførste af dem alle , og der bobler og syder det i Sandet , som var det Grød , der kogte . En Aften kom Ole Greis fra Rørvig drivende med en Ko ; den bissede for ham midt paa Veien , og tog saa Fart ligeud i Kviksandet . Han saae den aldrig mere — fra den Dag kalder vi det Kogryden . Jeg takkede min forsigtige Vært for hans Underretning , som jeg foreløbigt tog for en Fabel , og begav mig Paa Veien , der i Begyndelsen strakte sig langs Stranden og den med Rullesten belagte Havstok for derpaa at bøie af tilvenstre og løbe ind under tætte Rækker af lave , mørkegrønne Fyrretræer , som undertiden vexlede med Hvidelle og nogle enkelte Birke , som havde forvildet sig ind , hvor der var Læ og tilstrækkelig Fugtighed i Bunden . Snart var jeg inde mellem Klitterne — hvilket Øde , hvilken Stilhed , hvilken forunderlig Tomhed og Fattigdom , hvilken trykkende Taushed i denne golde , sørgelige Natur . Overall bløde , afrundede Banker af det fine glimmerhvide Flyvesand , og paa disse Marehalmens gule Ax og graagrønne Løv , hvorigjennem Vinden sukkede som i en uhyre Æolsharpe , saa Korallav , lidt Lyng , nogle enkelte Dvergfyrrer , lig melankolske Cypresser paa en Kirkegaard , saa en Bugtning af Veien , der førte ind mellem nye Klitbanker med nyt Marehalm og en enkelt forpjudsket Gyvelbusk med sine sorte Vælge raslende i Vinden , saa atter Sand , Tomhed og Stilhed — det var , som gik jeg paa en tilsneet Kirkegaard mellem Kæmpegrave , hvornnder alt Liv laa slukt uden Haab om Opstandelse . Træt af at vade gjennem denne Ørken , satte jeg mig ned i Sandet , thi ikke engang en Sten afbrød den uhyre Ensformighed , og tænkte paa , hvorledes et Menneske maatte være tilmode , naar han bestandigt skulde boe her , bærende paa en eller anden Sorg , eller , endnu værre , paa en Brøde , som skulde skjules for Menneskene . Jeg veed ikke , hvorledes denne Tanke kom over mig , men den blev med Et saa levende , at den blev uudholdelig , og fra slige Tanker er der kun et Skridt til det Uhyggelige . „ Sæt nu , “ tænkte jeg , „ at Du her ude mødte en forhærdet Forbryder eller en Vanvittig , som var undsluppen sine Vogtere , hvad vilde Du da gjøre . Du vilde kjæmpe med ham paa Liv og Død , men lydløsf , stille , thi der vilde ikke være en Sjæl , som kunde høre dine Skrig , og hørte man dem , vilde Ingen finde Dig i denne Labyrinth af Gravhøie . Du vilde bukke under , kvæles i det stne Sand , og den første Efteraarsstorm vilde kaste en af Klitterne ned over dit Hoved og begrave Dig for bestandig . “ Jeg foer op ved Tanken derom ; Maanen var staaet op , kastede sit blege Lys ned mellem Klitbakkerne og faldt usikkert henover en mørk Skikkelse , som kom skridende henne for Enden af Hulveien . Jeg stirrede paa den — nei , det var kun en af de sorte Dvergfyrrer , hvorunder Sandet var skredet ud , og som nu hang skraat ud over Veien , af og til bevægende sig i Aftenvinden . Stilheden , Ødet , Manglen paa al organisk Natur , selv om det kun var en Fugl , blev mig pludseligt saa utaalelig , at jeg for første Gang følte en ubestemt , men panisk Skræk nærme sig , den samme , som jeg har fornummet i dybe , stille Skove , naar Løvet bestandigt rasler bagved Ens Fjed ; men her var kun det vigende Sand , og idet jeg løb frem ad Veien , følte jeg , hvordan det sank under mine Fødder dybere , bestandig dybere , saa at jeg pludseligt troede at være kommen nd i Kviksandene , hvor man sank tungere og tungere ned , jo mere man arbeidede paa at komme op . Endeligt naaede jeg en lille Gruppe Fyrrer , som jeg syntes at kjende fra Udveien , og udmattet kastede jeg mig ned , ikke langt fra at lee over mig selv ; saa forunderligt vexlende ere Overgangene i det menneskelige Sind . Jeg gav mig alvorligt til at raisonnere over min barnagtige Angst , som havde faaet mig til at forfeile Veien , uden at jeg havde mærket det . Jeg vilde forfølge mit Spor tilbage til det Sted , hvor Angsten var kommen over mig , men nn kunde jeg Heller ikke finde dette — den ene Klit saae ganske ud som den anden , og Sporene vare saa hurtigt vegne ud i det bløde Sand , at de ikke gav mig noget fast Kjendemærke . Af og til hørte jeg det risle og rinde — det var Sandet , der skred ned fra det øverste af Bakkerne , naar det ved Tyngdens Love blev sat i Bevægelse , men Lyden tog sig forunderligt uhyggelig ud i den dybe Stilhed , og de lange trevlede Rødder af Klittaget og Hjelmrøret dannede fantastiske Figurer , der som luftige Spøgelser viftede og vinkede fra Høiderne , medens jeg ilede forbi . Ved Hjælp af mit Compas havde jeg imidlertid fundet Retningen mod Nord , og tildels ledet af Kattegattets hule Brusen , besteg jeg , skjøndt ikke uden Møie , en af de høieste Klitbanker , der efter min Mening maatte ligge ud imod Havet . Jeg havde Heller ikke skuffet mig . Kattegattet laa som en uhyre Flade næsten lige under mine Fødder , og dets tunge , taktfaste Døninger brød sig mod den Bræmme af Rullesten , som beklædte Havstokken i hele dens Vide , og som frembragte en underlig tung , halvt rullende , halvt sukkende Lyd , hver Gang den tilbagevigende Bølge rev Stenene med sig . Bagved mig laae de klare , hvide Klitbanker med deres sparsomme Vegetation , kastende mørke Slagskygger henover de dybe Dalstrøg , og tilhøire havde jeg Issefjordens bugtede Kyst , Rørvig Kirke og det fattige Fiskerleje , som Maanestriben henover Vandene syntes at berøre . Jeg hørte en Hund gjøe i det Fjerne , og inde fra Klitterne klang pludseligt Skriget af en Ugle ; men ellers var Alt tyst som i Graven , intet levende Væsen var at øine , og havde jeg ikke seet Lysene blinke fra Fiskerhusene i Leiet , kunde jeg gjerne have troet mig hensat paa en af Vulkanerne i Maanen med Udsigt til andre ligesaa golde Sandvulkaner rundt omkring . Nu først forstod jeg , hvorfor Sagnet har ladet Marsk Stig blive jordfæstet i Rørvig Kirke . Den fredløse Kongemorders Ben vare godt gjemte paa dette øde Sted , og Hemmeligheden kunde kun Kattegattets Bølger forraade . Hvor hurtigt udviskes ikke selv de historiske Erindringer i denne Egn , tænkte jeg . Histude , hvor man i fordums Tid kaarede Danmarks Konger paa Tingstenene ved det gamle Asaora , seer man nu kun et splintret Vrag rage op af det vaade Sand . Det gamle Isby eller Isseby , som gav Fjorden dens Navn , er nu sporløst forsvnndet , og det nye Rørvig breder sig paa dets Plads . Ja , selv Nutidens Begivenheder forsvinde heroppe , som vare de skrevne i Flyvesandet selv , og der behøves kun nogle faa Aars Efteraarsstorme for at udviske dem saaledes , at man ikke veed , om man har at gjøre med Sagn eller historiske Kjendsgjerninger . For hundrede Aar siden , lyder Fortællingen , saae man en Aften et stort Skib tilankers ude i Kattegattet , og det blev af de Rørvig Fiskere holdt for en russisk Orlogsmand . Samme Nat bankedes der haardt paa Præstens Dør , og da han kom ud , saae han en Flok Bevæbnede i sære , fremmede Dragter , som ved Løfte om Guld og ved svære Trudsler tvang ham til at iføre sig sit Ornat og følge med til Kirke . Da han kom til Kirken , som ligger langt ude paa Heden , fandt han den til sin store Forundring oplyst , og Lyden af mange Stemmer klang derinde . Han traadte da frem for Alteret og saae et prægtigt Brudefølge ; men Brnden manglede , og da hun kom , var hun bleg som en Dødning . Da Præsten havde forrettet Vielsen og erklæret dem for rette Ægtefolk af være , faldt der pludseligt et Skud , som strakte Bruden død hen foran Alteret . Det fremmede Følge stimlede tæt sammen , greb Liget og forlod skyndsomt Kirken , hvor det for Præstens Øine tabte sig i Mørket . Den næste Dag var det fremmede Skib borte , men fra den Nat var det ude med Præstens Fred , og han døde kort efter i stor aandelig Elendighed , saa af man endnu den Dag i Dag ikke veed , om det har været et natligt Spøgelsesyn , der har omtaaget hans Forstand , eller om der her foreligger en Forbrydelse , som man aldrig har faaet opklaret . Mindet om denne Begivenhed paatrængte sig mig uvilkaarligt , da jeg i den stille , maanelyse Septemberaften betragtede Rørvig Kirke med sit firkantede Taarn og sit smukke Spir , der som en Obelisk reiste sig ude fra Heden ; men idet mit Blik drog sig tilbage derfra , for atter af glide ud over Havet , modtog det pludseligt en Skikkelse , der ligesom syntes af dukke op mellem de store Rullesten nede ved Kysten . Omtrent et Par hundrede Favne fra mig , udimod Rørvig , saae jeg en Mand komme gaaende op over Rullestensbæltet . Han gik tungt og bøiet , som bar han en svær Vægt paa sin Ryg ; men inden jeg kunde faae Øie paa , hvori den bestod , var han forsvunden ind mellem Klitbankerne . Lidt efter saae jeg Skikkelsen komme frem inde mellem Klitterne selv , og i den Tanke , at det maatte være en Fisker , der bar Noget afsted til Hjemmet , ilede jeg ned af Banken i Haab om at kunne indhente ham og gjøre ham Følgeskab til Rørvig . Klitterne her ere imidlertid ligesom de Labyrinther , man finder i gamle franske Haveanlæg , hvor de vildledende Gange løbe mellem høie , tætklippede Hækker af Alm eller Tax . Saasnart man kan oversee Hækkerne , er Problemet løst ; men er man inde mellem dem , kommer den ene forvildende Tværvei efter den anden . Ganske saaledes gik det mig her , og jeg var allerede paa Veie til at forsøge en ny Klitstigning , da jeg ikke ret langt fra mig hørte en Lyd , som jog Blodet fra mine Kinder og fik mig til at standse halvt i Angst , halvt i Forundring . Tilhøire ikke langt fra mig drog sig en dyb Kløft ind mellem Klitbankerne , en Kløft , der først var bar og sandet , men i Dybden endte med et tæt Krat af Pile , Elle og temmelig høie Birke . Derinde fra lød med korte , bestemte Mellemrum en hul , plumpende Lyd , som naar man af al Magt kaster et tungt Legeme i Vandet , og undertiden troede jeg mellem disse Plump at høre en hæs rollende Lyd , som jeg maatte antage for Latter . Det Hele havde Noget saa uforklarligt , men tillige rædselsvækkende ved sig , at jeg ikke vovede at gaae ligetil Stedet , men nøiedes med at skjule mig mellem en tæt Gruppe af Dværgfyrrer , der i frodig yppighed skjød sig frem paa Randen af Kløften . Her hørte jeg atter de samme tunge , dybe Plump og derpaa igjen denne forunderlige , skoggrende Lyd , der havde saa megen Lighed med en Rørdrummes Pauken , at jeg virkeligt tilsidst troede , at det var denne Fugl , skjøndt jeg ikke antog , at den fandtes i Klitterne . Jeg vilde lige til at forlade mit Skjul — da bevægede Birkene sig stærkt nede i Kløften , og hvad skildrer min Forbauselse , da jeg saae , ikke en Rørdrumme , men derimod en høi , svær Fisker komme frem med en tom Sæk i Haanden . Han saae sig flere Gange om , gik saa videre med ludende Hoved og slentrende Skridt , idet han mumlede Noget ved sig selv , som jeg paa Grund af Afstanden ikke kunde høre . Tæt nedenfor de Fyrrers hvor jeg holdt mig skjult , stod han pludseligt skille og saae endnu en Gang med et betænkeligt Blik henimod det Sted , han havde forladt . Maanelyset faldt klart og skarpt paa hans Ansigt , medens hans Figur var skjult i Klittens Slagskygge . Han løftede den tomme Sæk i Veiret , foldede den sammen med en betænksom Mine og kastede den over Skuldrene , idet han tydeligt sagde : „ Nogle Omgange endnu , saa hjælper det vel ! “ Jeg behøvede ikke Mere . Stemmen , det trodsige Ansigt , det sorte Haar og den store Sydvest , Alt kjendte jeg igjen — det var den svære Fisker oppe fra Udflytterhuset , som havde insulteret mig ved min Ankomst . Jeg behøver vel næppe at fortælle , at jeg holdt mig saa stille som en Mus , indtil han havde forladt Kløften , thi i ham havde jeg næppe faaet noget behageligt Følgeskab til Rørvig . Først da jeg saae ham forsvinde mellem Klitbankerne og tage Veien ned imod Stranden , forlod jeg mit Skjul og begav mig ned i Bunden af Kløften for at undersøge det Sted , han nyligt havde forladt ; thi jeg var fuldt og fast overbevist om at have med en eller anden Smuglerhistorie at gjøre , og følte mig ligeoverfor denne Fisker særdeles oplagt til at blive „ en Krydser “ , selv om jeg derved skulde fornærme min skikkelige Vært , Lars Hansen , tilligemed Mændene fra Leiet . Fuld af hævntørstige Planer skred jeg altsaa rask fremad gjennem Kløften , bøiede Buskene tilside , trængte ind imellem Ellene , og — sank pludseligt i til midt paa Livet med en saadan Voldsomhed , at hvis jeg ikke havde faaet fat i Rødderne af en udhængende Birk , var jeg upaatvivleligt gaaet tilbunds med det Samme . Med stor Besvær og ikke uden alvorlig Fare fik jeg mig arbeidet op igjen ; thi hver Gang jeg tog et stærkere Tag , svaiede og gyngede Birken tilligemed de omstaaende Elle , som vare de plantede paa den løse , gyngende Hængesæk , man finder i vore Tørvemoser . Ja , selv da jeg var kommen op , maatte jeg med stor Forsigtighed træde paa Rødderne tæt ved Træernes Stamme for ikke paany at skippe ned i det vigende Sand , paa hvis Troløshed jeg havde faaet et saa haandgribeligt Bevis . Tilsidst lykkedes det mig dog at komme op paa Skrænten , der var beklædt med et tæt Busfads af Birk og Graapil , og først herfra kunde jeg i fuld Udstrækning oversee den Fare , jeg var undsluppen . Nede i Bunden af Kløften , tæt ud for den store Birk , der havde tjent mig som Frelser , boblede og skummede Sand og Vand imellem hinanden , som var det en uhyre Gryde , der kogte her i Aftenens Stilhed , næret af en underjordisk Ild . Vandet , der boblede op fra det mægtige Kilderør i Midten , sugedes ligesaa hurtigt ind af det fine porøse Sand , og Fugtigheden i dette var atter Grunden til den rige , næsten yppige Plantevæxt , som endogsaa strakte sig helt op ad Klittens ellers saa golde Sider . Den uhyggelige kaglende eller skoggrende Lyd , som jeg havde hørt i Afstand , skyldtes ligeledes Kilden , hvis Vandstraale undertiden skjød op over Overfladen , for derpaa ligesom af synke sammen i sig selv , hvirvlende Sandet og de Kviste , jeg kastede ud , langt ned i Dybden med sig . Jeg stod i høit , tæt Græs næsten til Knæenæ , og dette fortsatte sig som en Bræmme rundt om den spøgelseagtige Plet . Nu vidste jeg , hvor jeg var — det maatte være „ Kogryden “ , jeg havde for mig . Pilebuskene og Birkene , der omgav mig til alle Sider , viste sig snart af være uigennemtrængelige , saameget mere som Slaaentorn og Gyvel vare indblandede imellem dem , og skjøndt jeg længere fremme troede at kunne skimte en Vei , maatte jeg dog tilbage gjennem Kløffen , hvis jeg vilde ud af det kaotiske Virvar , der omgav mig paa alle Sider . Men der kunde jeg møde den uhyggelige Fisker , hvis han skulde komme tilbage , som han jo havde antydet . Jeg var fangen i en Ruse , hvor Kogryden dannede det sidste , skrækkelige Kammer , og da jeg overhovedet sket ingen Omgang ønskede med den Ubekjendte , dukkede jeg mig ned mellem Pilene , saa vaad som jeg var . Vist over en halv Time sad jeg saaledes i tans Forventning , forbandende min taabelige Nysgjerrighed , da raslede det atter i Bunden af Kløffen , Birkene og Ellene svajede og gav sig , som gik der et Vindstød gjennem deres Toppe , og frem imellem dein kom min Uven , denne Gang med en fyldt Sæk paa Skuldrene og en lang saakaldet Pulseslage * ) i Haanden . Han gik tungt og stønnende , men jeg maatte Pulseslage kaldes en svær Lægte med en rund Træbrikke for Enden . Med denne drives Fiskene ind i de saakaldte Pulsvaad . beundre den Behændighed , hvormed han , trods sin svære Byrde , forstod at finde sikkert Fodfæste under Træerne , idet han af og til benyttede den lange Stang til af støtte sig ved paa de farligste Steder . Han vedblev af gaae frem , svang sig med et mægtigt Spring op paa Klittens Side , og stod nu saa nær ved Pilene , af han vilde have traadt paa mig , hvis han var gaaet blot tre Skridt længere til Siden . Uvilkaarligt lod jeg mig glide længere ned , men han havde hørt den svage Raslen i Løvet , thi det gav et Sæt i ham , og han udbrød : „ Djævlen annamme mig ! Troer jeg ikke , det spøger herude ; men jeg vil see , hvem der tør binde an med Niels Ilde , naar Kogryden koger . “ Det gjøs i mig ved disse Ord , og jeg følte mig tilmode som Odysseus , da Cyclopen havde rullet Stenen for Indgangen til sin Hule og nu famlede om mellem Faarene for af finde ham . Det gjaldt af være raadsnild som han . Foreløbigt trykkede jeg mig i Løvet som Musen for en Hugorm , og saae nu den mørke Fisker kaste sin Byrde fra sig i Sandet , medens han kylede Pulsestangen indover Pilene , saa af den næsten berørte mig ; dog var jeg endnu overbevist om , af det Hele var en Smuglerhistorie , og af Sækken efter al Rimelighed gjemte et Anker Brændevin , som han vilde skjule i Kilden , ligesom de svenske Smuglere sænke deres i Havet tæt ved Kysfen for at hente det , naar Tid og Leilighed gives . Min Overraskelse var derfor særdeles stor , da jeg saae ham aabne Sækken og fremtage en tung Strandsten , som han uden Besvær løftede op over sit Hoved og derpaa lod plumpe ud lige i Midten af Kildevældel . Vand og Sand sprøjtede op over mig og betog mig i de første Øieblikke Synet ; derpaa lød atter et Plump , saa et tredie og fjerde , hvorpaa den stærke Fisker greb Sækken for Enden og tømte dens øvrige betydelige Indhold nd , ligesaa let som man helder Grønærter i et Fad . Derpaa kastede han Sækken fra sig , greb Pulsestagen og jog den ned i Dybet ligetil sin Arm ; men der var ingen Bund , og Stagen kom op igjen , ligesom løftet i Veiret af en usynlig Kraft . Han gjentog dette en fire til fem Gange med nogle Øieblikkes Mellemrum og slængte saa Stagen hen med en Ed . Derpaa krydsede han Armene over det brede Bryst og vedblev at stirre ned i Vældet med en forskende Mine , som grundede han over andre Midler til at fylde det . Saaledes stod han nogle Minutter . Kildevældel vedblev at vælte det fine , hvide Sand om mellem sine boblende Strømme , men hver Gang den forunderlige halvt rallende , halv hvæsende Lyd lod sig høre fra Dybet , vendte han Hovedet bort med et Udtryk , der ikke var langt fra Angst ; saa traadte han et Skridt længere ned , Prøvede om Fodfæstet var sikkert , greb Pulsestagen og stirrede med den i Haanden opmærksomt ud over det uhyggelige Væld . I denne Stilling troede jeg sikkert , at han maatte faae Øie paa mig og belavede mig paa det Værste ; men saa stærkt var hans Opmærksomhed hendraget paa Bevægelserne i Vandet , at han slet ikke vendte sig til den Side , hvor jeg laa , og det var med et let Hjerte , at jeg saae ham træde tilbage , idet han brummede : „ Det er nu godt gjemt , nu bliver det liggende , hvor det ligger . “ Med disse Ord foldede han Sækken sammen , kastede Stagen over Skuldren og var med et dristigt Spring helt ovre under den hvide Birk , hvor Ellene lukkede sig efter ham . Hvor drog jeg Veiret frit , da han var vel borte . Det var , som vaagnede jeg op af en ond , uhyggelig Drøm , der med al sin blytunge Rædsel dæmonisk havde fængslel mig til en spøgelseagtig Plet . I et Nu var jeg oppe , rystende af skulde , og idet jeg famlede efter min Stok , det eneste Værge , jeg havde havt med mig , beredte jeg mig til af forlade Klitten , idet jeg lovede mig selv , af det skulde være sidste Gang , af jeg kom i Kogrydens farlige Nærhed . Imidlertid var Stokken ikke til af finde , og først ved af rode om mellem det tørre Løv under Pilene fik jeg fat i dens Dup , men dens krumme Haandtag , der vendte ned mod Kilden , hang fast i noget Blødt , som fulgte med , da jeg trak den til mig . Jeg tog det op og bredte det ud , det var en gammel , i Vandet halvt forraadnet Stortrøie af ubestemmelig Farve og med store Hornknapper langs den ene Side . Den var tung af Vand og Sand , og allerede vilde jeg more mig med af see den males ned i Kildestrømmen , da jeg fik fat i en Snor , som hang ud af det ene Ærmegab . Jeg trak til , og med Snoren fulgte en Fingerring af fint Guld forestillende to Hænder , der hver paa sin Side greb om en blaa Sten . Uden af agte videre paa mit Fund , stak jeg det i min Samlertaske og kastede Stortrøjen ud i Midten af Gryden . Den svævede et Øieblik udbredt paa Overfladen af Vandet , derpaa sugedes den ned af Hvirvlen med en hul , hvæsende Lyd , kastedes atter et Par Gange op , dreiede sig rundt og forsvandt derpaa for bestandig . Jeg saae paa denne underlige Leg af Vandene med en uhyggelig Følelse ; thi hvor nær havde jeg ikke været ved at dele Stortrøjens Skjæbne ? II . „ Med gunstig Forlov , Hr . Professor ! Hvem Fanden har pyntet Dem saaledes ? “ klang en Stemme bag ved mig , ligesom jeg traadte ud i Maanelyset ved den yderste Klitrække . Det var min godmodige Værts Stemme , det var ham selv , der med Kridtpiben i Munden og en Knortekjæp op under den venstre Arm stod og slog Ild og nu pustede til Tønderet . Med et Par Ord fortalte jeg ham mit Uheld uden dog at mæle Noget om min Avindsmand ; thi jeg vilde være Diplomat . „ Ja , tænkte jeg det ikke nok , “ sagde han , idet han stoppede Fyrsvampen ned i Piben og tog et Par vældige Drag for at faae Ild . „ Det var dog godt , at jeg kom ud efter Dem ; de højlærde Folk komme sgu ogsaa altid i Suppen , ihvorvel de have Briller paa Næsen ; det kjender jeg nok fra Corvetten . Nu er Klitten saa nær over tusinde Tønder Land , og Kogryden ikke større , end at jeg kan rage over den med en Baadshage , og dog skulde Professoren dumpe i den — med gunstig Forlov . “ Med disse Ord tog den ærlige Lodsoldermand sin tykke Pjækkert af og slog den om Skuldrene Paa mig . Jeg nægter ikke , at dette lille Træk rørte mig og forsonede mig med hans Udtalelser om „ de Højlærde . “ „ Nu hjem til Mutter ! “ sagde han , „ saa stærkt vi kan hale ud , og saa en Dram og en Bid Brød , og saa til Køis ; det er nu min Medicin , og den saaes ikke paa Apotheket . “ Vi halede altsaa ud , dog ikke hurtigere , end at jeg fik Tid til at spørge : „ Kjender De en Fisker , som hedder Niels Ilde ? “ Det var , som om dette Navn havde en Braad , der saarede ; thi han standsede med et Ryk sin hurtige Marsch , snurrede sig om imod mig og sagde i en næsten barsk Tone : „ Her løber Rygter i By som allevegne ! Hvem Fanden har nu fortalt Professoren det ? “ „ Hvilket ? “ „ Aa , jeg kan nok tænke , at det er den gamle Historie , “ vedblev han i en ophidset Tone . Men de Folk i Rørvig skulle beholde den for sig selv ; min Datter er ikke til at løbe Fastelavn med . “ „ Deres Datter ? Har De en Datter ? “ „ Ja , “ sagde han kort og lagde i det Samme sagte til : „ Desværre ! “ Der var noget Tungt og Smerteligt i hans sidste Ord , som uvilkaarligt fik mig til at tvivle om hendes Rygte . Jeg spurgte derfor ikke videre , men fortalte blot med et Par Ord , at jeg havde mødt Niels Ilde ved de yderste Udflhttergaarde , og hvorledes han havde behandlet mig . „ Det maa Professoren ikke tage fortrydeligt op , “ sagde Lars Hansen og rystede paa Hovedet , „ vi ere ikke grove Folk heroppe og tage altid venligt imod Fremmede , naar det netop ikke er Tolderne fra Rorvig eller andre saadanne Krydsere . “ „ Hvad er en Krydser ? “ spurgte jeg . „ Aa , det kalde vi saadan alle Slags Lurendrejere og Fuxsvandsere , som liste omkring for at stikke deres Næser i vore Sager og sladdre af Skole til Tolderne . Han har troet , at De var en Krydser , og han var noget humoristisk , da han gik fra os i Eftermiddags . “ Da jeg slet ikke kunde faae Syn paa det Humoristiske hos Niels Ilde , gjorde jeg en Indvending , som fik Lars Hansen til at svare : „ Ja , det er nu ikke til alle Tider , han er det ; men i Eftermiddags var han nede hos Mutter og vilde tale med Marie . Det fik han nu ikke Lov til , og naar han ikke faaer det , bliver han gal og humoristisk , og naar han er humoristisk , saa giver han førre Hug til hvem han møder — undtagen mig “ , lagde Lodsoldermanden til med stille Værdighed , „ og dem , der er stærkere end han . “ Da jeg nu saae , at jeg var bleven et Offer for det førre Humor , gjorde jeg ingen Indvendinger , men spurgte blot : „ Hvordan er han ellers lidt her paa Leiet ? “ „ Aa , jo , “ sagde min Vært , og trak paa det , „ Nogle holde af ham , Andre holde ikke af ham , det er nu Alt , som de have faaet Prygl til . “ „ Slaaes han da saa forskrækkeligt ? “ „ Gevallig ! “ sagde Lars Hansen med en særegen tør Betoning . „ Der er aldrig et Slagsmaal paa Kroen , uden at Niels Ilde er den , der slaaer det første Slag ; men han er for en Del undskyldt ; de Andre drille ham , til han bliver humoristisk “ . „ Hvormed da ? “ „ Aa , saadan med forskjellige Dele , ligesom det nu kan falde sig . Hans Fader eiede en Gaard i Rørvig , men maatte rømme Landet , fordi han stak Ild paa den . Hans Moder var rystende kjøn i sine unge Dage ; men hun hørte til Taterfolkene og løb væk med en Bande Gjøglere , der kom fra Nykjøbing . Senere lod han Hus og Gaard skytte sig selv og tog Hyre paa en Chinafarer ; hvordan det er gaaet ham derovre , er der Ingen , som rigtigt veed ; men Nogen siger , at han gjorde Mytteri ombord og blev sat ud i en Jolle af Kaptajnen . Tre Aar efter kom Niels Ilde tilbage og havde saa mange Penge , at han godt kunde have kjøbt sig en Gaard til i Rørvig . En flink Sømand havde han altid været , Penge havde han , og saa friede han — ja , han gjorde saa , “ føiede Lars Hansen langsomt til , idet han bankede Piben ud mod Bagen af sin Haand . „ Til hvem ? “ spurgte jeg . „ Ja , det var netop Sagen ; det var det , jeg troede , De havde faaet noget Forkert at løbe med , “ sagde min Vært i en alvorlig Tone , — „ der er nu groet Græs over den Historie , og hver faaer vel glemme sin Del — saa godt , han kan . “ „ Det var altsaa Deres Datter ? “ frittede jeg . „ Ja , det var saa , “ sagde han langsomt og med Eftertryk . „ Marie har altid været en god Pige og gjort , hvad jeg forlangte . Jeg havde Intet imod Niels Ilde den Gang ; thi han doblede og svirede ikke som nu . Men Tøsen blev , som hun var bansat ; hun vilde ikke lystre mig , og da jeg tog noget haardt Paa Vei og vilde snakke hende til Forstand , spurgte hun mig , om jeg vilde tvinge hende til at ægte en Morder . “ „ En Morder ! “ afbrød jeg studsende ; thi som jeg havde seet Niels Ildes Ansigt , var der Noget , der slog mig ved Betegnelsen . „ Aa — hvem regner paa , Hvad saadan et Barn siger ? “ , sagde Lars Hansen rolig , „ hun var syg , og — blev syg fra den Dag af . Niels Ilde skulde ikke være bleven ved at rende hende paa Døren , og jeg skulde ikke have taget saa haardt . I Guds Navn ! Vi har jo alle vore Feil ! “ fortsatte han og foer med Haanden hen over Ansigtet . „ Jeg er hidsig og vil være Mand i mit Hus ; men det havde været bedre , om jeg havde faret med Lempe den Gang ; paa Kvindfolk og Krudt skal man tage varligt , som Kaptainen sagde . “ „ Var der da nogen Anden ? “ spurgte jeg efter en lang Pause , hvori han tans og med bøiet Hoved var skreden frem ved Siden af mig . „ Ja naturligt “ , sagde han . „ Der var en ung Fyr , som hed Halvor Johnsen , en Bornholmer . Han havde faret sammen med Niels Ilde . Siden fik han Hyre paa Toldkutteren , som den Sommer havde Station oppe ved Rørvig Toldsted , og naar han var i Land , traf Marie og han altid sammen ; jeg veed , Fanden ikke , hvordan . Han var en flink Gut , han lignede Noget Dem , — naa aa , det bliver De vel ikke vred for , Hr . Professor ; men han eiede kun de Buxer , han gik i , og det hovede mig ikke , at han havde taget Hyre ombord paa Krydseren — der er altid noget Filureri ved den Slags . Desuden lagde han Ondt for Niels Ilde , skjøndt han var hans Kammerat , og lod sig mærke med , at han nok vidste en Del om hans chinesiske Reise . Saa friede Halvor til Pigen og fik Ja ; men hos mig fik han Nei og ikke en Trevl mere . Saa var han en Aften i Land som sædvanligt ; men om Morgenen — naa , Resten er det inte værd at tale om ; der er Bysnak nok i Forveien , og jeg render ikke med Sladder . “ Med disse Slutningsord fik Lars Hansen sin Sælskindspose frem og stoppede sig en Pibe med en Mine , som viste , at han ikke vilde sige Mere . For mig var Niels Ilde imidlertid bleven omgiven med en vis dæmonisk Nimbus , og jeg rykkede derfor frem med , hvad jeg havde seet , og betonede stærkt det Mistænkelige i , at han slæbte Sten fra Stranden for at kaste dem i Kogryden . Men Lars Hansen slog ganske rolig Ild til sin Pibe og sagde : „ det skal De ikke bryde Dem om , Hr . Professor . Naar Niels Ilde ikke er humoristisk , er han from som et Lam , men han er tillige stædig som et Mulæsel . I Vinter væddede han en Aften paa Kroen med Ole Gniben om , at han skulde have fyldt Kogryden med Sten , inden Aaret var omme ; men det taber han , for den er bundløs . Havde han seet Dem i Pilene , kunde det jo nok være , at der havde vanket en Lussing , for han holder ikke af , at Folk gaaer paa hans Veie . Lad mig see Ringen , som De fandt , maaskee er det hans . “ Jeg greb ned i Tasken og vilde tage den op ; men den var der ikke . Forgjæves eftersøgte jeg alle de smaa Rum ; Ringen var og blev borte , og et Øieblik efter stod vi ved Lars Hansens Hus , hvor hans venlige Kone bød os velkommen . Med mange Beklagelser over mit Uheld , førte hun mig ind i Forrestestuen , der indeholdt et tarveligt Bohave , og hvor forskjellige Skilderier , dels forestillende Slaget paa Rheden , dels vor hæderlige Kamp med Englænderne i aaben Sø , paa een Gang udgjorde Lars Hansens historiske . Bibliothek og hans Galleri af Kunstværker . Lysene brændte med lange Tander og gav den dybe Stue derved et mørkt , næsten uhyggeligt Præg ; men da Lars Hansen havde faaet dem pudsede , og hans flinke Kone havde sat Husets Hovedstykke , en gammeldags Astrallampe , paa det dækkede Bord , antog Omgivelserne et mere venligt Præg . Uagtet alle mine Protester maatte jeg ind i Sovekammeret , for af iføre mig en fuldstændig Sømandsdragt , og da jeg atter traadte ind og saae mig selv i Speilet , brast jeg i en hjertelig Latter , hvori jeg troede , af de Andre vilde deltage ; men de blev begge underligt tause , næsten alvorlige . „ Der er dækket til Professoren oppe i Storstuen “ , sagde Konen med et Knix og greb Lampen . „ Jeg spiser altid med de Folk , jeg er hos , “ svarede jeg . Lars Hansen gjorde et Skrabud , der mindede om de første Øvelsestrin hos en Bjørn , som skal lære af dandse ; men hans Kone aabnede Døren til Storstuen og kom tilbage med et lille opdækket Bord . Nu først gik det op for mig , hvad Lars Hansen havde forstaaet ved „ Salt “ . Det var Stokfisk med Kartofler i et Vandfad , og smeltet Smør med Petersille i et Saltkar ; jeg skylder imidlertid Sandheden af bemærke , af der baade var Kniv og Gaffel , ja endogsaa en Tallerken . Uden videre Komplimenter flyttede jeg altsaa disse Apparater over paa det sfore Bord , hvorpaa Maallidet begyndte , men i al Taushed . Kun da Lars Hansen havde skjænket to anseelige Snapse , og tog til sin , sagde han „ Singgodt ! “ og tømte den saa ud i eet Drag . Jeg holder nu en Gang ikke af Stokfisk ; det er maaskee en Feil , men jeg veed , at den deles af Flere . Imidlertid gjorde jeg , for ikke at synes fornem , det ene fortvivlede Indhug efter det andet , men den trykkende Taushed vedblev , og jeg lagde Mærke til , at baade Lars Hansen og Karen oftere tog mig i Øiesyn og skottede til hinanden , naar de troede at kunne gjøre det ubemærket . Endeligt blev Tansheden mig altfor trykkende ; den virkede næsten kvælende , og med en pludselig Anstrengelse for at tage Ordet vendte jeg mig om mod Konen og spurgte : „ Hvor er Deres Datter ? “ Det gav et saadant Sæt i hende , at hun tabte Gaflen ned paa Gulvet . Lars Hansen tog den op og sagde paa sin rolige Maade : „ Hun er tilkøis , Hr . Professor . Barnet trænger til Ro . “ „ Ja , Gud give hende den ! “ sagde Karen med et bekymret Udtryk . Der blev Taushed en Stund igjen ; saa sagde jeg , vistnok lidt uforsigtigt : „ Har De aldrig siden spurgt Nyt fra Halvor Iohnsen ? Han kunde jo komme igjen “ . „ Herre Jesus ! “ udbrød Karen og reiste sig forskrækket . „ Det var da aldrig saavel . “ „ Nei , han kommer ikke , “ sagde Lars Hansen . „ Han har enten rømmet Landet , eller er død . “ „ Er De vis paa det ? “ spurgte jeg . Lodsoldermanden hævede Hovedet og stirrede Paa mig paa en egen , uhyggelig Maade ; men hans Kone reiste sig op , greb mig om Haandledet og sagde , næsten med et Skrig : „ Herre Jesus , I er da ikke Halvor Iohnsen selv ? “ Dette Udraab greb mig paa en forunderlig , uhyggelig Maade , som var jeg i dette Øieblik i min fremmede Dragt en virkelig Dobbellgjænger ; men Lars Hansen lagde beroligende sin brede Haand paa sin Hustrus Arm og sagde : „ Naa , naa , Karen ! han er jo en fin Professor fra Kjøbenhavn . “ Hun brast pludseligt ud i en heftig Graad . „ Ja , men see , Lars , “ hulkede hun , „ hvor han ligner Halvor Iohnsen . Han har hans Øine , hans Næse og hans Mund . Han taler , som var det Halvor selv , der sad , og da han kom ind , sad Klæderne Paa ham , som var de skaarne til Halvor “ . „ Det er jo heller ikke mine “ , brummede Lars Hansen , „ men Eriks , som er tilsøs . Ja vel ligner Professoren Halvor Johnsen ; jeg sagde det til ham ude i Sundene , og det er ingen Fornærmelse imod Professoren , for han var en brav Gut . “ „ Ja , det var han “ , sagde Konen , og tørrede sine Øine . Det hele Optrin havde berørt mig Pinligt , jeg vidste selv neppe hvorfor . Jeg takkede min Vært , og lidt efter fulgte hans venlige Kone mig op i Storstuen , bærende den store Astrallampe foran sig . „ Ja , Professoren maa fage Leiligheden , som den nu falder “ , sagde hun og satte Lampen fra sig paa Bordet , „ og saa maa Professoren ikke fage mig min enfoldige Snak ilde op ! Jeg kom saadan til at tænke paa Halvor Johnsen , da De kom ind i Eriks Klæder , at jeg et Øieblik næsten troede , at De var Halvor selv . “ „ Det gjør ikke Noget , “ sagde jeg ; „ men kald mig ikke Professor , jeg er kun Doktor . “ „ Naa , saa Professoren er Doktor ! “ udbrød hun overrasket . „ Ak , ja ; vi have havt Doktorer nok ; kunde De blot gjøre Noget for vor stakkels Marie ? “ „ Desværre “ , sagde jeg , „ jeg er ikke Doktor for Mennesker . “ „ Ja , saa er det vel for Kreturet , “ svarede hun , „ ja , ja , de skal jo ogsaa have deres . “ „ Nei , jeg er Doktor i Philosophien , “ sagde jeg lidt stødt , thi min Hat var dengang temmelig ny . „ Jøsses , saa De er Doktor for Fille Sofie ! “ udbrød hun overrasket . „ Ja , det er jo en af de Kongelige , saa kan Professoren vel ikke være bekjendt at see til Nogen her i Sognet . “ Og uden at give mig Tid til nogen nærmere Forklaring over Philosophiens egentlige Natur og Væsen , trak den skikkelige Karen sig tilbage med en Slags Ærbødighed , som jeg var meget kjed over at have opvakt hos hende . Og dog havde hun til en vis Grad Ret ; Philosophien er Tankens kongelige Barn , og Systemet hendes Throne ; men der er kludret og kvaksalvet saameget baade paa hende og den , at det ikke hjælper noget , at man hvert Aar udnævner nye Doktorer til hendes Behandling . Jeg saae mig om i mit Værelse ; det var et meget stort , temmelig uhyggeligt Rum , rigtigt svarende til , hvad man paa Landet kalder en Øverstestue . Vinduerne , der vendte ud til to af Værelsets Sider , vare talrige og uden Gardiner , Bjælkeværkef laa frit under Loftet ; men hvad der gav Stuen et særegent Præg af trist Uhygge og Forladthed , var den Omstændighed , af den med Undtagelse af et Bord og en Stol var fuldstændigt blottet for Bohave . Der var to Døre , hvoraf den ene førte ind til Forrestestnen , den anden til et Rum , som laa et Trin høiere oppe . Tæt op til denne sidste stod en Seng af et høist mærkeligt Udseende ; den var saa lang og saa bred , af man meget godt kunde fare vild i den , og tilmed saa høi , af jeg maatte benytte en Stol , hvis jeg vilde op i den . Ved den nærmere Undersøgelse fik jeg fat i nogle mærkelige smaa Net , som hang ud af dens Hjørner , og nu gik pludseligt det andet af Lars Hansens Spørgsmaal op for mig i sin fulde Glorie . Det var virkeligt et Billard , og snart laa jeg in salvo , idet jeg af Frygt for af carambolere med Lampen , som jeg havde stillet ved Sengen , lagde mig saa pres til Banden som muligt . Med stort Besvær fik jeg fra disse luftige Høider Lampen skullet nede i Dybet , hvad jeg dog ikke skulde have gjort saa tidligt ; thi der begyndte en meget mærkelig Proces , som mindede mig om det bundløse Havs Dybder , og hvorpaa jeg sket ikke var forberedt . Bygget op af luftige Gaaseduns Dyner , som vare lagte ovenpaa hverandre i utroligt Antal , begyndte Underlaget sagte at vige , saa at jeg sank dybere og dybere , medens de ubønhørlige Dyner lukkede sig ovenover mig . Imidlertid maa jeg vel være faldet i Søvn under denne langsomme Proces , thi jeg vaagnede med den Tanke , at jeg laa i Kogryden , og fandt endeligt mig selv saa dybt nede paa Billardets Bund , at jeg havde meget Besvær med at arbeide mig op til Overfladen , hvor endnu et Bjerg af Dyner betyngede mig . Hvor forunderligt tog ikke Lars Hansens øde Storstue sig ud , da jeg endeligt havde faaet nogle af de sværeste Overliggere kastet overbord , og i det Hele taget befandt mig i en Tilstand , saa at jeg kunde glæde mig over Lyset og Livet . Jeg siger udtrykkelig Lyset ; thi Maanen kastede sine kolde , klare Straaler ind gjennem de mange Vinduer og oplyste Værelset med en saadan Glands , at jeg i Begyndelsen troede , at en uhyre Kjæmpe var i Begreb med at stige ned til mig forat tage sin ligesaa store Seng i Besiddelse . Det var imidlertid kun Lars Hansens Vandsføvler , som hang ligeover mig , og hvad jeg havde antaget for Kjæmpens Hoved og flagrende Haar , var en Bunke Hør , som i et stort Net var ophængt i Salens modsatte Hjørne . Jeg har altid havt den Eiendommelighed ikke at kunne sove , naar Maanen kaster sine Straaler ind i mit Værelse ; jeg veed ikke , hvoraf det kommer , men denne blege , halvklare Glands , der paa een Gang belyser Gjenstandene og dog tilslører dem eller forandrer deres Omrids , har altid paavirket mig langt mere , end Solens lyse , blændende Straaler . Maaskee er det , fordi Maanens Skin sætter Fantasien i Bevægelse , maaskee fordi det , som alt Reflexlys , har en ubehagelig Indvirkning paa Øiet , nok er det , det har altid holdt mig vaagen og bragt mig i en Tilstand , hvor Lugten og Hørelsen ligesom skjærpes , medens Maal og Afstande forvirres for Øiet . I Lars Hansens Storstue , hvor Maanens fulde Straaler faldt - ind gjennem otte Vinduer , som alle vare uden Spor af Gardiner , var Tilstanden aldeles utaalelig , tilmed da der ingen Gjenstande fandtes , hvorpaa Blikket kunde finde Hvile . Udenfor susede det i de mørke Fyrrer , som kastede deres Skygger indover de blaamalede Vindueskarme ; en Lænkehund gjøede langt borte , og af og til kunde jeg høre en hul , brummende Lyd , som maatte skyldes Havets Dønning mod Kysten . Uvilkaarligt droges min Tanke after ud i Klitterne , og paany saae jeg det hvide , blinkende Sand , Kogryden og den skumle Fiskers ildevarslende Ansigt . Ved en Tankeforbindelse stod pludseligt den unge Piges Ansigt klart for mig , saaledes som jeg havde seet det om Eftermiddagen , og uden at jeg kunde gjøre mig selv Regnskab derfor , syntes jeg , at det maatte sættes i Forbindelse med Niels Ilde . Hun havde seet saa bekymret , lidende og sorrigfuld ud , der var et saadant Præg af Kummer i hendes Blik , da hun fæstede det paa mig , og et saadant Udtryk af Forskrækkelse og Gru , da jeg gjengjældte det , at man upaatvivlelig maatte have gjort hende meget Ondt , og dette Onde henførte jeg uvilkaarligt til min Avindsmand fra Udflyttergaardene . Skulde denne fine Skikkelse med de blege Træk og de melankolske Øine være Marie , saa maatte hendes Værelse efter Husets Ydre at dømme ligge ved Siden af mit ; men der var fyst og stille som i Graven . Nogen Tid forgik , da hørte jeg et Suk lige ved Siden af mig og derpaa nogle tunge , dybe Aandedræt saa tæt ved mig , at jeg reiste mig op i Sengen for at overbevise mig om , at der Ingen var i Stuen . Atter lagde jeg mig ned , vendte Hovedet mod Væggen , og Alt blev stille som før . Jeg lyttede til de fjerne , langsomme Dønninger , og var halvt paa Veie til at falde i Søvn , da jeg fornam et klagende : „ Ak ja , hvor Sorgen er fung ! “ udfalt saa lige umiddelbart i min Nærhed , at jeg fik en ubestemt Angst for , at det spøgede i Lars Hansens Øverstestue . Jeg reiste mig op , men atter klang det samme klagende Udraab , udfalt i en blød , veemodig Tone , men med et saa smerteligt Udtryk , at det næsten forfærdede mig . Jeg hørte Skuffer blive lukkede op og i , Klæder tagne frem og foldede ud , lette hastige Trin fare over Gulvet ved Siden af mig , og af og til igjen det samme Udbrud , udfalt med den samme blide , sørgmodige Stemme . Saa blev Alt stille igjen , dog ikke ganske stille , en svag Nyslen og Puslen lod sig stundom høre , og træt af Aftenens Vandring var jeg endeligt falden i Søvn og brødes i Drømme med Niels Ilde , da jeg pludseligt hørte tre Slag paa Døren , saa tydelige og besfemte og dog saa spøgelseagtigt dæmpede , at jeg foer op i Forskrækkelse . Maanen maatte forlængst være gaaet ned eller have skjult sig bag Skyerne , thi et tæt Mørke herskede rundt omkring mig , og jeg kunde kun høre Fyrrerne , som susede derude . Jeg var endnu uvis , om jeg ikke havde drømt , da hørte jeg atter de samme tre dæmpede Slag og en blid Stemme , som hvidskede : „ Halvor , luk mig ind ! “ „ Hvem er det ? “ raabte jeg og foer i Veiret . „ Halvor , luk mig ind , det er din Fæstemø . Det er Marie , “ klang igjen den samme veemodige Stemme . „ Her kan Ingen komme ind ; her er ingen Halvor Johnsen ! “ raabte jeg barskt og vendte mig om . „ Ak , Herregud da , hvor Sorgen er tung ! “ klang det atter inde ved Siden af mig med den samme sorgfulde Betoning . „ Halvor har glemt mig . “ De skar mig i Hjertet , disse klagende Ord , og jeg fortrød min uvilkaarlige Barskhed ; men der var Intet derved at gjøre . Jeg hørte Nogen med lette Trin fjerne sig fra Døren ; atter lød den samme Nyslen og Puslen som for , atter blev Skabe og Kisfer lukkede op og i , Klæder foldede ud og lagte hen ; saa blev Alt stille , og jeg faldt i Søvn . Da drømte jeg , at jeg sad ude i Klitterne ved Pilene og saae ned i Kogryden . Den boblede og kogte ligesom Aftenen tilforn , men med en underligt surrende og snurrende Lyd , som var det en stor Kat , der spandt . Ude i Vældet hævede Kildestraalen sig op , snart høiere , snart lavere , men hver Gang den kom op over Overfladen , løftede den et menneskeligt Hoved i sit blege , sandblandede Vand ; det formede sig mere og mere til et blegt Ansigt , med dybe , blaae Øine , et smertefuldt Udtryk og lange , flagrende , gule Lokker , der flød ud mellem Vandene . Det syntes mig at tilhøre den unge Pige , som jeg havde seet ved Vinduet , og naar det hævedes høit nok op , aabnede det de blege Læber og hvidskede sagte : „ Herregud , hvor Sorgen er tung ! “ Saa snurrede og surrede det paany i Vældet , det blege Ansigt forsvandt , og op af Kilden dukkede Niels Ilde med sit mørke , trodsige Udtryk , knyttede Haanden ad mig og sank saa tilbunds igjen . Da var det pludseligt , som om Kildestraalen ved en indre , mægtig Kraft hævedes høit i Veiret , og idet den foldede sig ud , blev den til den unge Pige , men i en Skjønhedsfylde , som var aldeles ubeskrivelig . Hun satte sig ved Siden af mig , fog min Haand og gav sig til at synge med en mild , bevæget Stemme ; Ordene kunde jeg vel høre , men ikke samle til et Hele , og dog greb de mig med en saadan Magt og satte mig hen i et saadant tungsindigt Veemod , at jeg maatte græde derved . Da gav det et pludseligt Ryk — jeg vaagnede , og Dagningens første , graae Morgenskjær listede sig ind ad Vinduerne ; men alligevel forekom det mig , at jeg hørte Kildestraalen snurre og surre tæt ved Siden af . Det kan tidt være vanskeligt at finde sig tilrette i Overgangen mellem Drøm og Virkelighed , og saaledes gik det mig her ; den underlige Surren i Kildevældet vedblev , og af og til lød de klagende Toner af den samme Sang , som jeg havde hørt i Drømmen ; men først lidt efter lidt blev det mig klarf , at det maatte være Marie , som spandt paa en snurrende Rok inde ved Siden af mig , og at det var hendes klagende Sang , som havde blandet sig ind i min Drøm . Hun spandt og spandt , som gjaldt det Livet , men ofte hørte jeg Traaden briste for hende , og naar hun da knyttede den igjen , kom paany det samme sorgfulde Udbrud og jog Søvnen fra mine Øine . Saa spandt hun atter , nynnede først svagt , saa stærkere , men besfandigt den samme , ensformige Melodi , der greb mig ved sin Simpelhed og sin Sorg . Endeligt gik det over til Sang — veemodig dæmpet , næsten aandeagtigt — klang det inde ved Siden af mig . Øer var ingen Formkunst i denne Poesi , ja Mange vilde maaskee ikke anerkjende den som saadan . Jeg skrev ikke Ordene op og har aldrig gjort det ; thi de trængte ind til det Inderste af min Erindring , og have siden aldrig forladt den . Hun sang : „ Siig mig , min lille Pige , hvi bær Du Graad paa Kind ? Hvad fører Du i Klage og i Kære ? Og siig mig , har Du mistet din Fader eller Mo ' er , Hvad heller har Du mistet din Ære ? “ Og ikke har jeg mistet min Fader eller Mo ' er , Ei heller har jeg mistet min Ære . Min Fred har jeg mistet , den kommer ei igjen , Og ene skal i Verden jeg være . „ Du trøste Dig , min Pige , Du tørre bort din Graad , Forladt Du skal i Verden ei stande ! Min Broder eier Perler og Guld mer end nok , Han slynger dem i Krands om din Pande . “ Hvad agter jeg din Broder , hans Perler og hans Guld , Hvad gjælder det mod Taarerne , som falde ? Gud hjælpe den , som sviges af sin eneste Ven , Han sviges og forlades af Alle . Her endte Sangen og afløstes af et dybt , kvalfyldt : „ Herregud da , hvor Sorgen er fung ! “ Saa satte den rastløse Rok sig atter i Bevægelse , Sangen nynnedes om med svagere Stemme , Traaden brast og knyttedes paany — men jeg kunde ikke holde det ud længere ; jeg klædfe mig paa og ilede ud , ud mellem Marehalmen og de mørke Fyrrer , mellem de nøgne Klitter og de urolige Bølger , som med deres ensformige Sang væltede sig mod Kysten . Forst da Solen var staaet op og havde bredt sit milde , velgjørende Skjær over det blaanende Hav og Landets kridhvide Banker , vendte jeg atter tilbage til Lars Hansens . III . Mange kunde maaskee synes , af de golde , ufrugtbare Omgivelser , som jeg alt har skildret , ikke i nogen synderlig Grad ere gunstige for det Liv af Planter og Dyr , som en Naturforsker sætter som den første Betingelse for en videnskabelig Udflugt ; men de tage Feil . Det golde Sand , der neppe synes af kunne indeholde nogen Næring , avler dog en Vegetation af særegne , for Sandet eiendommelige Planter , og i Læ af disse breder der sig atter en hel lille Verden af forskjellige Dyr , som det frugtbare Land savner , Ørken- og Strandformer , hvis Liv frembyder den største Interesse for Den , der har gjort Detaillerne i Naturen til sit Studinm . Langs Klitbankerne strakte sig jo desuden det vide Kattegat , der som ethvert Hav gjemmer forunderlige Skatte i sine tangbevoxede Dybder — intet Under altsaa , af her var nok af bestille , af Nattens forskjelligartede Indtryk svandt bort for de Syner , der aabnedes i Klitterne , saa af de næsten vare glemte , da jeg efter en Formiddagsvandring langs Stranden , og en Eftermiddagstour paa Havet sent ud paa Aftenen atter naaede til Lars Hansens Bo . Hvor velsignede jeg ikke den gamle , venlige Astrallampe , dette Auktionsstykke fra en eller anden Præstegaard , som tillod mig af fortsætte mine Undersøgelser længe efter , af Alt var gaaet til Ro . Jeg huskede ikke , af jeg atter havde faaet „ Salt “ til Aften , jeg glemte , af jeg sad i Eriks Stortrøie og havde hans Sydvest paa Hovedet ; jeg fordybede mig helt og holdent i Meduser og Actinier og mærkede neppe , hvorledes Eremitkrebsene med deres Sneglehus paa Ryggen bestandigt entrede op ad Vandfadets glatte Skraaning og atter faldt tilbage for af begynde paany , med en Sisyphus-Taalmodighed , som vilde have vakt enhver Tilskuers Beundring . Jeg var lige ifærd med af notere de sidste Linier om Dagens righoldige Fangst — og jeg maatte skynde mig , thi Lampen truede med af gaae ud — da bankede det pludseligt paa Døren , tre sagte , afmaalte Slag , og uden af vende Blikket fra Bogen raabte jeg : „ Kom ind ! “ Jeg hørte en Dør blive aabnet og derpaa sagte skudt i igjen , Raslen og Glittren af Tøi , og saa blev Alt stille . „ Hvad vil De , Madam Hansen ? “ spurgte jeg og gjorde et Forsøg paa af skrne Lampen i Veiret . Der kom intet Svar ; jeg mærkede kun nogle lette Fjed , og i det Samme lagde en Haand sig paa min Skulder . Jeg foer op som ved en elektrisk Berøring ; Lampen gik ud , og i den underlige Overgang fra dens blændende Skjær til Maanelyset syntes jeg at see en ung Pige foran mig , smykket som til Fest med Baand og brogede Tørklædær . Bleg og ubevægelig stod hun tæt bag ved mig , Maanelyset glimrede i den Sølvkjæde , hun bar paa sit Bryst , og kastede et blegt , aandeagtigt Skjær henover en vissen Blomsterkrands , der var snoet i hendes guldgule , udslagne Haar . „ Halvor ! “ sagde hun blidt og rakte Haanden ud imod mig . Jeg tørnede tilbage imod Bordet , der var noget saa aandeagtigt udbredt over hendes pludselige Fremtræden , noget saa koldt , glasagtigt stirrende i hendes Blik , at jeg nær havde givet et Skrig — det var , som saae jeg et Spøgelse . „ Halvor ! “ sagde hun halvt angst , halvt klagende , „ kjender Du mig ikke ? Jeg er jo Marie . “ Jeg kunde endnu Intet svare , men vedblev at stirre paa disse forunderlige , glandsløse Øine , idet jeg støttede mig til Bordet . „ Halvor ! “ sagde hun bønlig , „ stir ikke saadan paa mig , Du gjør mig saa angst . Du saae saa venligt paa mig før — — føl , hvor jeg ryster . “ Hun rakte mig sin Haand ; den var kold som Is . „ Kom , og følg med , Halvor ! “ hvidskede hun , og der kom pludseligt Liv i det før saa glasagtige Blik , „ saa gaae vi bag om Huset og ned ved Stranden . Jeg længes saadan efter at tale med Dig — ak , Du har jo været saa længe , længe borte , og aldrig et eneste Brev . Hver Nat , naar jeg har vaaget , har jeg tænkt paa Dig . Du ved ikke , hvor man kan længes ; jeg troede sommetider , jeg skulde døe , men nu har jeg Dig igjen ; Du reiser jo ikke mere bort ? Ak nei , ak nei , Halvor ! Ikke sandt , Du gjør det ikke ? Du vil ikke dræbe din stakkels lille Marie ? “ Hun lænede Hovedet op imod min Skulder , saa jeg følte de visne Blomster strøife min Kind . Jeg vidste endnu ikke , hvad jeg skulde svare , eller hvorledes jeg skulde tage hende . Hun vedblev at læne sit Hoved trygt imod min Skulder , idet hun hvidskede den ene Gang efter den anden : „ O Halvor , hvor jeg er lykkelig ! Du reiser jo ikke . “ Uvilkaarligt gjorde jeg en Bevægelse , saa at hendes Hoved gled bort ; men idet hun paany greb min Haand , hvidskede hun ømt : „ Stakkels Halvor ! Er Du træt ? “ „ Nei ! “ sagde jeg vaklende , og drog Haanden til mig . „ Ak , kom saa med , lad os gaae ! Vi vil spadsere ind mellem Klitterne , saa at de ikke see os nede fra Byen . Ikke sandt , Maanen skinner saa deiligt , og det er saa længe , længe siden , jeg gik med Dig . Kan Du huske den store Sten , hvor vi mødtes første Gang , og hvor jeg gav Dig min Ring , da Solen gik ned ? Stenen ligger der endnu ; men Isen har skruet den lidt høiere op mod Land . Jeg har siddet der saa mangen Aften , naar Solen gik ned , og hver Gang , jeg saae en Seiler , tænkte jeg , det var Dig ; der kom . Men saa maatte jeg ikke sidde der mere ; man bandt mig og spærrede mig inde her i dette mørke Kammer . O Halvor , jeg har lidt saa forfærdeligt ! “ „ Stakkel ! “ hvidskede jeg uvilkaarligt . „ O , Du skal ikke bryde Dig derom , “ sagde hun med et lyksaligt Smil , medens Taarerne en for en trillede ned ad hendes Kinder . „ Jeg var saa syg , og led saa meget her , herinde . Jeg havde aldrig Ro ; det var , som om Nogen løb bag ved mig og kastede en mørk Skygge foran mig , hvor jeg gik . O , men nu er det glemt . Jeg er saa lyksalig , saa jublende glad ; jeg kunde gjerne dandse af Lykke , Du min egen , elskede Halvor ! “ Hun greb min Haand med en Bevægelse , som vilde hun presse den mod sin Mund ; men pludseligt standsede hun , saae skarpt paa mig og sagde angst , bebrejdende : „ Halvor , hvor er Ringen ? Du lovede mig aldrig af fage den af , hvor Du saa kom i Havn . Den er borte ! Ak Halvor , har Du givet den til en Anden ? “ Hun saae saa bleg , saa bekymret , saa forsørget ud , af nu maatte det briste eller bære . „ Jeg er ikke Halvor Johnsen , “ sagde jeg kort og bestemt ; Dobbeltheden blev mig utaalelig . „ Er Du ikke Halvor ? “ sagde hun langsomt og huskende sig om . „ Hvorfor vil Du prøve paa af narre mig ? Troer Du , af Du har forandret Dig saa meget i den Tid , Du har været borte ? Ak Halvor , kjære , elskede Ven , Du maa ikke spøge saaledes , det gjør saa ondt i mit Hoved . Siig blot , af Du ikke har givet den til en Anden , saa vil jeg froe Dig . Du er ikke af dem , som har en Fæstemø i hver en Havn . Er Du vel , Halvor ? “ Jeg havde troet , af min bestemte Benægtelse skulde have rystet hende op eller givet Anledning til et voldsomt Udbrud ; men hun klyngede sig kun tættere op til mig med et Barns hele rørende Tillid . Jeg nærede i dette Øieblik ikke længere nogen Tvivl om , af hun var sindsforvirret ; men jeg krympede mig ved af ryste hende for meget ved af tilkalde Forældrene og vilde nu gaae den modsatte Vei : af gaae ind i hele hendes Tankegang . Det er et farligt Middel , som man ikke skal prøve ; men det vidste jeg ikke den Gang . „ Nei , jeg har ikke givet den bort , “ sagde jeg , „ den faldt overbord . “ Hun udstødte et let Skrig og blev ligbleg . „ Overbord , “ gjentog hun langsomt , „ det er et ondt Varsel , Halvor ! “ „ Troer Du ? “ spurgte jeg . „ Ak ja , “ sagde hun med sagte Stemme , „ det er et ondt Varsel . Jeg vilde ikke have det for meget Godt . Jeg havde fæstet Dig med den , og Du havde svoret aldrig at løse den af din Finger . Den og Du høre sammen , og hvor den er , vil Du ogsaa komme til at være . Ak , jeg frygter , der skal times Dig en stor Ulykke der , lille , elskede Ven . Hvor var det ? “ „ Ved Revet paa Sjællands Odde , “ svarede jeg , gribende det første , det bedste Punkt . „ Ak , Halvor ! “ hvidskede hun paany med en usigelig Angst i det taarefyldte Blik . „ Der druknede jo Frederik . Havde han blot været hjemme , saa var meget Ondt ikke skeet ; han tog sig altid af sin Søster . O , Halvor , kom aldrig der mere ; jeg veed , at paa det Sted vil der hænde Dig en Ulykke . Ikke sandt , det lover Du mig ? “ „ Ja ! “ sagde jeg og tog hendes fremstrakte Haand . „ Det er silde , “ sagde hun pludseligt med nogen Uro i sin Stemme . „ Fader og Moder sove , og det er koldt . Jeg fryser ; jeg vil ikke gaae ned til Søen i Aften . Kan Du høre , hvor den bruser ? Vi faae ondt Veir i Nat . Du man ikke gaae ombord paa Kutteren ; Du maa ikke forlade mig . Hører Du ? Du skal blive hos mig . Jeg har havt saa travlt , medens Du var borte . Jeg har spnndet paa vort Udstyr , sømmet Duge og Lagener . Jeg har saa meget derinde , som er færdigt ; kom med , saa skal Du see . “ Atter greb hun min Haand , og drog mig med sig henimod det Værelse , hvorfra jeg Natten i Forveien havde hørt den snurrende Rok og de aandeagtige Toner . Hun aabnede Døren , et stærkt Lysskjær faldt mig imøde ; Værelset var oplyst ved mange smaa Stumper Lys , som stod spredte paa Stole , Skabe og Dragkister . Jeg saae mig omkring , Gardinerne vare trukne tæt sammen for det Vindue , der vendte ud til Haven , og Værelset indeholdt mange Møbler ; men de stod alle mere eller mindre fjernede fra deres Plads , nogle væltede , andre i forkerte Stillinger , Alt uden Orden og Symetri , som havde der leget en Flok Børn derinde . Pjaller af Linned og Klæde laae spredte hist og her , enten stablede op i smaa Dynger , eller lagte ved Siden af hverandre , skjøndt ulige i Farve og Størrelse ; Nøgler af sletbundet , sammenfiltret Garn hang ned fra Messingdupperne paa den gamle Bilæggerovn , og midt paa Gulvet stod der en Nok , hvis Hørtot næsten var afspunden . Nu først saae jeg , hvor forunderligt hun var klædt . Lapper af Silketøi og brogede Baand vare fæstede paa hendes Ærmer , Skuldre og Barm . Brogede Tørklæder omhyllede hendes Bryst , og henover dette drog sig i mange Vindinger en blank Sølvkjæde med mange nedhængende smaa Sølvmønter , og paa det udslagne Haar bar hun en Krands af visne Kornblomster . Og dog var hun trods dette vilde , fantastiske Ydre alligevel tiltalende , ja smuk . Hendes Figur var fin og spinkel , hendes Bevægelser smaa og hurtige , men fulde af virkelig Ynde , og da hun med et glædestraalende Blik viste mig om i Stuen , som var det et Palads , hun førte mig ind i , var hun , trods sin ulykkelige Tilstand , ligefrem rørende skjøn . „ See , Halvor , “ sagde hun , „ hvor jeg har pyntet op , og hvor jeg har været flittig . Hver Nat har jeg spundet et helt Nøgle . See blot ! “ Og med disse Ord aabnede hun Døren til et gammelt Skab , fra hvis Indre der væltede en Mængde uredt Spind ud og spredte sig paa Gulvet . „ Hjælp mig , Halvor ! “ sagde hun , idet hun bukkede sig ned og ivrigt begyndte at samle de spredte Smaanøgler op . „ Hvor Jens Væver vil faae travlt . Her er til tolv Par Lagener , og hvert eneste har jeg spundet selv . “ Hun stoppede dem after omhyggeligt ind og lukkede Skabsdøren til ; derpaa greb hun en Bunke Smaaklude fra en Stol og begyndte at brede dem ud paa Bordet foran mig . „ Seer Du , hvor jeg har været flittig ? “ vedblev hun . „ Alt dette er sømmet , mærket og syet , baade Haandklæderne og Dugene , og her er Kniplinger til Dynevaarene . Ja , det er mit Udstyr af Klæder , som ligger der Paa Dragkisten ; men Du maa ikke røre det , det er ikke færdigt . Du skal see , hvor jeg bliver smuk , og Du faaer en flink og flittig lille Kone , Halvor , i dit nye Hjem ! Gjør Du ikke , min Elskede ? “ Hun gjorde en Bevægelse , som vilde hun kaste sig i mine Arme , og jeg veg et Par Skridt tilbage . Atter kom det samme angstfulde , forpinte Udtryk frem i hendes Ansigt , og hun sagde med rørende Simpelhed : „ O , Halvor ! Hvorfor kysser Du ikke din lille Brud ? Du var ikke saaledes i gamle Dage , før Du drog bort . Du er saa rolig og alvorlig . Har Du glemt mig i de fremmede Lande ? Har Du faaet en Anden kjær ? O , Halvor , siig mig det . Ringen faldt ikke overbord ; jeg føler det paa mig — der er en Anden , der har den , en Anden , som nu venter paa Dig . O , siig mig det kun — jeg vil hellere døe af Sorg , end leve med Angst og Tvivl i mit Hjerte . “ Hun lagde Hovedet mod mit Bryst , omslyngede begge mine Arme og græd sagte . Jeg var dybt greben af Medlidenhed med denne stakkels , nlykkelige Skabning , hvis Ord , selv i deres Forvildelse , aandede den dybeste Kjærlighed og Ømhed , langt mere end jeg her formaaer at gjengive ved at nedskrive dem . Men min Stilling blev med hvert Øieblik mere og mere pinlig ; jeg vidste neppe mere , hvorledes jeg skulde rede mig ud af den ; thi hun vedblev at holde mig fast omslynget og tog ikke Hovedet fra mit Bryst et Øieblik . Lysene vare næsten brændte ned , om et Øieblik vilde der blive mørkt , og jeg var alene med den Ulykkelige , hvis næste Skridt jeg ikke var i Stand til at beregne . Da slog Klokken tolv ; den stærke Blæst maatte bære lige paa ; thi jeg hørte Klokkeslagene fra Rørvig Kirke saa tydeligt , som laa den paa Klitbakken lige oven over os . Hun sank pludseligt sammen med en Skjælven . Derpaa slap hun mig , foer ud paa Gulvet i et eneste Spring og sagde med en underlig vild Betoning : „ Hører Du , Halvor , hører Du ? Nu ringe Bryllupsklokkerne fra Rørvig Kirke ! Man har spottet mig og haanet mig , peget Fingre ad mig og kaldt mig Bruden fra Rørvig . Hør , hvor de huje og skrige ! Hør , hvor de stimle sammen derude for at see mig tage i Kirke . Ja , lad dem kun raabe , hvad bryder jeg mig om det ! Nu ere Brudelysene tændte , nu skal der være Glæde og Lystighed og Dands tre hele Dage i Træk . Alle Byens Folk skulle med ; men ikke Niels Ilde . Nei , nei , jeg vil ikke have ham med . Hør , nu huje de igjen ; de ere onde imod mig . Det er , som der staaer i den gamle Vise . “ Og nu sang hun med et forunderligt , klagende Udtryk : Det mindste Barn , der paa Gaden gaaer — Herre Jesus han trøster og husvaler — Det haaner og forbander , opvækker Hjertets Saar . Stander Alle ud af Synd : Vender om og gjør Pønitents i Tide . „ Ja , de skulle gjøre Pønitents ! “ vedblev hun , idet hun med urolig Heftighed ilede om i Stuen og hastigt fæstede flere af de smaa Lapper paa sig . „ De skulle gjøre Pønitents , naar De see mig kjøre til Kirke med min Halvor , som de sagde var død og borte . See , nu gaae Brudelysene ud , men der er lyst og deiligt i Kirken , der er Fred og Velsignelse ved din Side . Kom , min elskede Halvor , vi vil ikke lade dem vente derude ! Hører Du , hvor Musikanterne spille op ? Skynd Dig , her er mit Brudeslør — kom , kom , før det bliver for silde ! “ „ Hvorhen ? “ raabte jeg ængstelig . „ Til Kirken ! Til Kirken ! Det ringer og kimer , det synger og lysner . Kom med , Halvor ! Seer Du , hvor Solen skinner , og hvor Blomsterne spire , hvor vi gaae frem ? Nu kommer Bruden fra Rørvig ! “ Jeg sprang frem for at holde hende tilbage ; thi hun havde allerede aabnet Døren , og svøbt i det Lagen , som hun antog for sit Brudeslør , styrtede hun ud ad den modsatte Dør , som førte til en Forstue , der vendte ud til Kjøkkenhaven . Men jeg kom for silde ; hun havde allerede aabnet den ydre Dør ; men ligesom hun traadte nd i den af Maanen stærkt oplyste Have , standsede hun pludseligt og raabte med et hvinende Skrig : „ Hjælp , Hjælp , der er Skyggen foran mig ! Øet er Niels ! — Hjælp mig , frels mig ! “ En rødlig Lysning trængte ud i den mørke Gang , en bragende Knittren fulgte efter , og en brændt Lugt opfyldte Rummet . Jeg foer atter ind ; et af Lysene var faldet ned , havde antændt Gardinerne omkring Sengen og en Bunke Hør , som laa paa en Stol foran den . Jeg raabte om Hjælp , løb efter Vand , og ligesom jeg havde faaet Ilden nogenlunde slukket , kom Lars Hansen og hans Kone , begge kun halvt paaklædte , styrtende ind til mig . Et Par Ord var tilstrækkeligt til at forklare dem Alt ; Konen græd stille , men Lars Hansen raabte : „ Rap Dig , Mutter ! Min Storfrøje og min Kabuds ! Hvor løb Barnet hen , Hr . Professor ? “ Jeg pegede ud mod Klitbakken ; den laa hvid og klar i Maaneskinnet , men Intet var at see . Konen kom tilbage med Klæderne , og Lars Hansen sagde , som det syntes mig temmelig haardt : „ Naa , Mutter , flæb nu ikke for det . Tøsen er jo rendt fra os før , og altid har vi fundet hende igjen . “ „ Men Folkene i Byen ! “ hulkede Konen . „ Dem skal jeg stoppe Munden paa , saa sandt jeg hedder Lars Hansen og er Oldermand i Lauget , “ sagde min Vært , idet han med urolig Il iførte sig Stortrøjen . „ Sludder og Bysnak skal jeg sætte en Pind for . — De gaaer jo nok med , Hr . Professor ? Fire Øine see altid bedre end to ; jeg gider Ingen vække i Byen . “ Han foer ud i Haven , greb en Baadshage , som stod lænet op til Taget , og entrede med den i Haanden som en Kat opad den steile Klitbanke , saa hurtigt , at jeg knap kunde følge . Da jeg kom derop , stod han med Haanden over Brynet og stirrede skarpt indad Klitterne til ; der var ikke en Mine , ikke et Træk forandret i hans Ansigt ; han kunde lige saa gjerne have staaet og stirret ud efter et Skib , men jeg lagde Mærke til , at Knæene rystede under Ham , og at han knugede Baadshagen , saa at Aarene i hans senestærke Haand svulmede derved . „ Seer De Noget , Hr . Professor ? “ spurgte han . „ Nei , Intet . “ „ Jeg Heller ikke , “ sagde han med et modløsf Udtryk . „ Hun pleier ellers kun at løbe ned her ved Stranden , saa faaer hun gjerne et Krampeslag , saa hun bliver liggende . Gud forlade mig min Synd ! Hun er borte , mit stakkels svage Barn — jeg seer Intet ! “ Og Lars Hansens Stemme dirrede ved disse Ord . „ Hør ! “ udbrød han pludseligt og rettede sig i Veiret , „ var det ikke et Skrig ? Naa , det var vel Uglerne inde i Klitterne . Vi maae finde hende , Hr . Professor , før det bliver for silde ! Jeg skal finde hende , om jeg saa skal gaae i Klitterne til Daggry . “ Og Lars Hansen kastede med en energisk Bevægelse Baadshagen op paa Skuldren og begyndte raskt at stige ned mod Søen . Natten var bidende kold af en Septembernat at være . Det blæste stivt af Nordvest , og Sandet fra Klitterne , blandet med Skum fra Stranden , føg mig i Øinene , medens jeg kjæmpede mig frem for at følge min urolige Vært . Maanen stod endnu temmelig høit , men dens Lys dæmpedes af mørke , forbidrivende Skymasser , og ude i Horizonten laa der en Banke , som spaaede alt Andet end Godt . „ Hvor gaae vi hen ? “ spurgte jeg Lars Hansen , da jeg indhentede ham nede paa Stranden . „ Til Havfruesfolen , “ svarede han mørkt , „ den ligger hisset ude ved det første Klitdrag . Der pleiede hun ofte at sidde , naar Solen gik ned ; maaskee er hun løben derhen . “ „ Til Havfruesfolen ? “ gjentog jeg . „ Ja , saadan kalde vi den store Sten , De kan skimte hisset ude . Isen har skruet den en Kjende høiere op mod Land . Vi have forsøgt paa at sprænge den , for den kan endnu være farlig ved Højvande . Men Krudtet vilde ikke rigtig bide ; der røg blot et Stykke ud af den og slog ham fordærvet , som gjorde det . Siden den Tid faaer den ligge , som den er . “ Vi nærmede os den omtalte Sten , der virkeligt saae ud som et Sæde , der vendte ud imod Havet . Pludseligt saae vi en hvid Skikkelse reise sig lige foran den og sætte sig paa den ; men i næste Øieblik hørte vi et hvinende Skrig , og Skikkelsen var forsvunden . Da vi kom til Stenen , var der atter Intet at see , Intet at høre . Lars Hansen stod stille og sagde med tilkjæmpet Fatning : „ Det var Marie ! Der er kun to Veie , hun kan være gaaet ; enten er hun fulgt videre , langs med Stranden , eller hun er slaaet af her til venstre og løbet ind i Draget . Kjender De det ? “ „ Nei . “ „ Det gaaer ind imod Kogryden , “ sagde Lars Hansen med en Stemme , som han forgjæves søgte at gjøre fast . „ Tag Baadshagen her , og løb saa alt hvad De kan ; De løber i Længden dog hurtigere end en gammel Mand , og er der noget Sted , hvor hun kan komme til Ulykke , saa er det der . Løb alt hvad De kan ; jeg følger Stranden , den er jeg kjendt med . “ Jeg greb Baadshagen ; han trykkede min Haand og hvidskede med brudt Stemme : „ Hr . Professor , for Guds Skyld , løb alt hvad De kan ! Jeg har kun den ene Datter . Forstaaer De ? “ Jeg forstod ham kun altfor vel , og uden at sige et eneste Ord ilede jeg frem i det løse Sand , medens han endnu tiltordnede mig : „ Husk paa Kløften , Hr . Professor ! Op paa Kløften , naar det Grønne begynder , og hold skarpt Udkig til hver en Kant ! “ Buske og Træer dandsede forbi mig , medens jeg i fortvivlet Fart foer igjennem Klitdraget , saa Sandet stod mig om Ørene . Klitten var let at finde , og faa Øieblikke efter var jeg atter ved Kogryden ; men der var Intet at see , Intet at høre : de øde Klitter laae i deres kolde , maanebelyste Stilhed , som kun afbrødes , naar det sukkede i Vældet , eller naar et enkelt Vindstød pibende foer igjennem Marehalmen . Hvor tydeligt erindrer jeg ikke nu , medens jeg nedskriver dette , de Timer , jeg stod Vagt paa dette øde , næsfen spøgelseagtige Sted . Jeg lyttede efter den ringeste Støi , foer sammen , naar et hvinende Vindpust strøg ned over Kløften , og var vist de Snese Gange paa Springet til at ile frem , naar jeg i det usikkre Maanelys troede at skimte Et eller Andet , som da opløste sig til af være en for Vinden svajende Busk eller Skyggen af de forrevne Skyer , der som sælsomme , natlige Uhyrer jog frem under Maaneskiven . Snart laae Kløften og Vældet i det dybeste Mørke , snart oplystes det boblende Vand af de skuffende Lysstraaler , og det kom mig da undertiden for , som var min Drøm bleven til Virkelighed , og som om der ude i Vældet viste sig et blegt Ansigt med ubestemte Træk , som snart hævede sig , snart sukkende droges nedad mod Dybet . Lidt efter lidt antog mine Sandser ved den uophørlige Spænding en næsten unaturlig Skarphed . Jeg syntes af høre snart klagende , snart trøstende Toner i det evigt sladdrende Vand , og forbi mit Øie drog sig snart graae , snart hvide Skikkelser , der opløste sig i Luften som det fine Flyvesand , der ved Vindstødene feiedes bort fra Klitternes undergravede Rande . Plndseligt hørte jeg et skarpt og skjærende Skrig ; en Skikkelse , som jeg strax erkjendte for Maries , viste sig paa Toppen af Klitbakken ligeoverfor mig , saa af kun den bratte Skraaning af Vældet var imellem os . Efterfulgt af en anden foer hun ned ad Banken med rivende Fart ; jeg udstødte et advarende Raab , men det var for silde , eller hun hørte det ikke i sin Vildelse . Ned foer hun med flagrende Haar og fremstrakte Arme , som en Skiløber paa den fygende Snee — da brast det under hende , Armene hævede sig høit over Hovedet , og i samme Nu var hun forsvunden , medens det bløde Sand gyngede rundt omkring , saa at jeg kunde føle det under mine Fødder . Der var et Øieblik , hvor jeg frygtede , at Lars Hansen vilde dele hendes Skjæbne ; men pludseligt stod han stille , som var han groet ned i Sandet , og raabte med Stentorstemme : „ Hagen ned , saa dybt De kan ! “ Jeg adlød mekanisk , og stødte til iblinde paa det Sted , hvor hun var sunken . Dybere og dybere borede jeg den ned , jeg havde ikke et Kvarter af dens Skaft tilbage — da følte jeg , at den tog fat i noget Blødt . Jeg drog til mig af al Magt , en tung Gjenstand fulgte med , et ligblegt Ansigt med de lange , gule Haar svømmende i Overfladen af Vandet kom tilsyne , og i det næste Øieblik havde jeg hende saa nær inde , at jeg kunde gribe fat i hendes Klæder . Jeg drog hende op , men hun var kold og livløs . Lars Hansen kastede sig over hende og rystede hende i sine Arme med en saa smertelig Voldsomhed , at jeg uvilkaarligt vendte mig bort fra dette sørgelige Syn . „ Hun lever ! “ udbrød han pludseligt med jublende Røst , lagde hende tilbage i Sandet og omfavnede mig med en saa stormende Heftighed , at jeg froede at skulle kvæles i dette gigantiske Favntag . „ Hører De , “ vedblev han , idet han rakte begge Hænder op imod Himlen , „ hun lever , hun lever ! Gud har ikke villet straffe mig , han har ikke villet fage mit Haab fra mig ; han har ikke villet berøve mig min stakkels , min elskede Marie . O Gud , jeg takker Dig derfor ! “ Og den haarde , jernstærke Lars Hansen kastede sig atter ned over hende , strøg de vaade Lokker tilbage fra hendes Pande og græd som et Barn . Jeg var ikke langt fra at gjøre det Samme . „ Hr . Professor ! “ sagde han endeligt , idet han reiste sig op og rakte mig Haanden . „ De er , ja jeg vil ikke bande i denne høitidelige Stund , men De er en brav Gut og har ført en Baadshage før . Tag til Takke med , hvad en simpel Sømand kan byde Dem , og vær velsignet i al Evighed . “ Han trykkede min Haand ærlig og trofast , medens Taarerne trillede ned ad hans Kinder . Saa tog han sin kostbare Byrde varligt Paa Armen , og langsomt gik det nu hjemad gjennem det tunge Sand med den Bevidsthed , at et Menneskeliv var reddet , var det saa ogsaa kun til nye Gjenvordigheder og Prøvelser . Det var mørke , sørgelige Dage , der nu drog hen over det øde Hus under Klitbakkerne . Lægen fra Nykjøbing kom hver Dag , og mere end een Nat vaagede jeg hos den ulykkelige Pige , hvis Liv i de første otte Dage hang som i et Spindelvæv . Nu først lærte jeg al den Ømhed , al den Kjærlighed at kjende , der kan huses selv under det fattigste Tag . Jeg var med Et bleven Medlem af Familien , ja , jeg var bleven mere , en kjær Søn , som delte dens Farer og Besværligheder , og for hvem Intet dulgtes . Før havde der været en Sky hos Ægteparret for at udtale sig om deres Datter og blotte hendes egentlige Tilstand ; nu var dette glemt , og mangt et rørende Træk fortalte de om hendes Kjærlighed og Taalmod . Kun med een Ting kunde jeg ikke rigtigt komme paa det Rene ; det var de ydre Forhold , der havde bevirket hendes Tilstand . Her gik de altid begge af Veien for mig , især Manden , som bar han Paa et hemmeligt Nag , han ikke kunde forvinde . Konen talte ikke saa sjeldent om Halvor Johnsen og om Maries Kjærlighed til ham ; men spurgte jeg om hans Skjæbne , gav hun undvigende Svar eller brast pludseligt i Graad og gik ud af Stuen . Ogsaa for Marie fik jeg hver Dag en dybere og dybere Sympathi . Vel begyndte Fantasierne , da hun var kommen noget til Kræfter , paany ; men hun antog mig ikke længer for Halvor , skjøndt hun tidt nævnede ham i de ømmeste , mest brændende Udtryk . Hvor rørende bare ikke hendes Klager , naar hun , som hun troede ubemærket , talte med sig selv , og hvor forunderligt sikkert til andre Tider hendes Haab om , at han ikke var død , men vilde vende tilbage og gjøre hende lykkelig . Men saa kom Synerne med Skyggen , med Niels Ilde atter igjen , og under slige Anfald kunde hun blive vild , ja ubændig . Kjærlighed saarer , og Kjærlighed læger , den giver Død , og den bringer Liv , det lærte jeg i disse Dage at kjende paa en Maade , som jeg aldrig havde drømt om . Efter en otte Dages Forløb drog mine Forretninger mig atter tilbage til Byen . Lægen fra Nykjøbing havde tilbudt mig en Plads i sin Vogn , og da vi ud paa Aftenen sad i hans Stue , thi med ægte dansk Gjæstfrihed havde han tilbudt mig at blive Natten over , faldt Talen naturligvis paa Marie , som han desværre ansaae for uhelbredelig , og der undslap ham nogle Udtryk om , at Lars Hansen havde Meget at svare for . „ Kjender De hendes Historie ? “ spurgte jeg . „ Fuldsfændigt , “ svarede han , „ og jeg skal gjerne fortælle Dem den ; thi den frembyder i visse Punkter meget Usædvanligt . “ Hermed reiste han sig , stoppede sig en Pibe , og efterat han havde sat sig tilrette i Sofaen , fortalte han Følgende : „ Jeg har kjendt Marie fra Lille af . Hun var et klogt , endogsaa begavet Barn , og skulde jeg klage over Noget , vilde det være hendes Hang til det Fantastiske , eller , maaskee rigtigere udtrykt , hendes Fantasi . Som lille Pige kunde hun løbe timevis ved Stranden under Klitbakkerne , skill fra de andre Børn , som hun ikke brød sig om , og som for det Meste havde deres Legeplads foran Kroen , til liden Gavn især for Drengene , som her ofte vare Vidner til forargelige Optrin . Naar jeg besøgte min lille Yndling og saae hende tumle sig ganske alene paa det hvide Sand , som i den muntreste Leg , spurgte jeg hende ofte , hvad det var , hun bestilte . Hun pegede da paa de store Strandsten og svarede , at hun havde travlt , fordi hun havde Fremmede . Naar jeg da indvendte , at det var Sten , lo hun ad mig og spurgte mig , om jeg ikke kunde see , at dertil vare de blevne , fordi jeg kom , ellers vare de levende . Hun havde Navne til hver af dem , vidste Hvordan hver var klædt , hvor de hørte hjemme og mange andre Ting . Til andre Tider kunde jeg træffe hende længere ude i Klitterne , siddende paa den saakaldte Havfruesfol , navnlig naar Solen gik ned og kastede sin rødlige Glands henover Havet og de kridhvide Klitbanker . Da kunde hun sidde og stirre paa en egen aandsfraværende Maade , og naar jeg spurgte hende , hvad det var , sagde hun , at hun saae Guds Engle i Skyerne og Havfruer , som dandsede over Dybet . En St . Hansdags Aften gik jeg alene med hende i Klitterne ; jeg havde taget nogle Kager med hjemmefra , og hun løb foran mig i sin stumpede Kjole med Kagen i Haanden . Da stod hun pludseligt stille , stirrede atter frem for sig med det samme indadvendte Blik og rakte med et smilende Ansigt en Kage frem , idet hun sagde : „ „ Vil Du have den ? “ “ — „ „ Der er jo Ingen , “ “ sagde jeg . — „ „ Seer Du da ikke den lille Pige ? “ “ spurgte hun . — „ „ Nei . “ “ — „ „ Hende i den lyseblaae Kjole ? Hun har Guldbælte om Livet og Kornblomster i Haaret ; seer Du hende ikke ? Hun siger , at hun vil følge hjem med mig . “ “ — Jeg stod som lynslagen , og min Forbauselse forøgedes , da jeg saae hende tage den usynlige Skikkelse ved Haanden og vandre henad Veien med den , med Ord og Gebærder , som var det et virkeligt Barn , der gik . Nu begyndte jeg at blive urolig over hendes mentale Tilstand , og raadede Forældrene til at lade hende lege dagligt med de andre Børn . Dette gik hun ogsaa lidt efter lidt ind paa ; men hver Aften ved Solnedgang vandrede hun ud i Klitterne for at møde Mitra , saaledes kaldte hun sin usynlige Veninde . Det hjalp slet ikke , at man efter min Anvisning lukkede hende inde ; thi da kom Mitra til hende , besfandigt hver Aften ved Solnedgang , og Forældrene kunde høre , hvorledes hun lo og spøgte med hende inde i Værelset ved Siden af . Men det Forunderligste af det Hele var , at Marie lidt efter lidt kom med Vendinger og Udtryk , ja med rene Kjendsgjerninger , hvis Oprindelse jeg ikke var i Stand til at spore , men som hun sagde , at Mitra havde lært hende . En Aften vendte hun meget sent tilbage fra Klitterne og fortalte grædende , at nu havde Mitra sagt hende Farvel , fordi hun blev forstyrret altfor meget . Hun var da omtrent fjorten Aar , og fra den Aften viste hendes lille Legekammerat sig ikke mere ; men hun selv var ofte tankefuld , ja næsten melankolsk . Tre Aar efter var hun den smukkeste Pige i Sognet , og mer end een af de unge Fiskere havde Lyst til at følge hende , naar hun ved Aftentide vandrede alene til Havfruestolen eller ud i Klitterne ; men Lars Hansen forstod ikke Spøg , hvad det Punkt angik . Paa den Tid vendte Niels Ilde tilbage fra sin chinesiske Reise . Han var ubetinget Leiets første Malador , thi ikke blot havde han en Gaard efter sin Fader , men en vægtig Pose spanske Piastre fulgte med fra Reisen i de fjerne Have . Der gik den Gang adskillige , forunderlige Rygter om ham . Nogle sagde , at han havde befattet sig med Sørøveri , Andre , at han havde dræbt sin Kaptain i Shanghai , men naar Folk har Noget og faaer Mere dertil , veed man jo nok , hvad der siges , især paa et lille Sted . Hvordan det nu end hang sammen , saa var Niels Ilde en flink Sømand , og jeg troer , at dette talte meget til Gunst for ham hos Lars Hansen ; thi der skal jo et vist Geni til at tage mod en Tørn og ogsaa noget Talent til at stikke en Trosse i Land , som han den Gang sagde til mig . Nok var det , Niels friede til Marie , og jeg troer ikke , at hun gav ham noget bestemt Afslag . Naar Niels Ilde den Gang kom gaaende over til Lodsoldermandens i sine Nankins Buxer , sin blaae Trøie med de blanke Knapper og et rødt chinesisk Silketørklæde skjødesløst slynget om den hvide Skjortekrave , medens et gult tittede ud af hans Brystlomme , var han ogsaa et ganske kjønt Stykke Karl , og naar han om Aftenen tog sig et Slag Kort , og ikke var bange for at stikke et Par af de spanske Piastre ud til en Bolle Punsch til Fiskerne , eller for at Pigerne kunde faae sig en Svingom , saa viste han sig tillige som en flot Kammerat , der ikke kneb paa Skillingen , men lod Daleren springe . Alligevel troer jeg ikke , at Marie elskede ham , ja , jeg troer neppe , at hun blot saadan i Almindelighed holdt af ham . Hun elskede Havet , Klitterne , Solen og de Blomster , som den tryllede frem af den fattige Jordbund ; men elske et Menneske , navnlig en Mand , var hende noget saa forunderligt Fremmed og Ubekjendt , at hun veg tilbage derfor som for en Gaade , der i visse Øieblikke kunde have noget Tiltrækkende , for i andre at støde hende tilbage ved sin fuldkomne Ubegribelighed . Niels Ilde mærkede dette , og som alle raae Naturer trængte han kun endnu heftigere paa og gjorde tidt den menneskeskye Pige forfærdet ved sin Lidenskabelighed . Naar hun da undveg ham , tyede han til Kroen , lod nogle af de blanke Piastre springe og bankede saa i Drukkenskab En eller Anden halvt fordærvet , før han ravede hjem , Marie saae ham en Gang i en saadan Tilstand , og det Indtryk , han gjorde paa hende , forvandt hun aldrig . Hun løb strax sin Vei , langt ud i Klitterne , og kom først tilbage henad Midnat . Derhjemme havde de siddet oppe efter hende med Angst og Uro . Da Faderen skjændte og tog haardt paa Vei , var hun ham første Gang ulydig , og erklærede rent ud , af hun aldrig vilde ægte Niels . Hun havde mødt Mitra ved Havfruestolen , sagde hun . Hun var ikke voxet det Mindste , men hun havde sagt til hende , af hun aldrig maatte gifte sig med Niels Ilde ; thi da skulde det gaae dem begge , som han hed . Og dermed havde hun givet hende en Ring og sagt , af hun vilde see hende to Gange endnu , men saa aldrig mere . “ „ Havde hun da en Ring ? “ spurgte jeg . „ Ja , vist havde hun , “ sagde Doktoren . „ Det var en Fingerring af fint Guld med to Hænder og en lille , blaa Sten i Midten . Hun har naturligvis fundet den i Klitterne . “ „ Den Ring har jeg fundet ! “ udbrød jeg uvilkaarligt , og reiste mig op . Lægen stirrede forbanset paa mig . „ Det var Pokker ! “ sagde han , „ for den skulde ligge Paa Havsens Bund . Hvor fandt De den ? “ Jeg fortalte nu hele min Historie om Uheldet ved Kogryden . Udtrykket i den gamle Doktors Ansigt blev mere og mere spændt , altsom jeg rykkede frem i min Fortælling ; endelig udbrød han : „ Lad mig see den ; jeg kjender den til Punkt og Prikke . “ „ Desværre jeg maa have tabt den i Klitterne , “ sagde jeg . „ Den var paa en ubegribelig Maade borte , da jeg fem Minutter efter vilde vise den til Lars Hansen . “ „ Hum—hum ! “ brummede den gamle Doktor og pustede nogle forfærdelige Røgskyer ud af sin store Pibe . „ Kogleri kan man ikke troe paa i vore Tider ; der maa være en Grund til Alt . Blot De havde Ringen ! Den Historie hover mig ikke . “ „ Der kan jo være mange Ringe af den Slags “ , bemærkede jeg . „ Nei , det er der netop ikke , “ svarede Lægen . „ Jeg er lidt Kjender af Antikviteter , og denne Ring havde noget Eiendommeligt , som jeg ikke har seet hos de moderne . Greb Hænderne ikke om Stenen , hver paa sin Side ? “ „ Jo , saa vidt jeg husker . “ Atter uddampedes nogle vældige Røgskyer , og Lægen sagde : „ Nei , det hover mig ikke ; thi nu skal De høre videre . En sildig Aften bankede det paa min Dør , og ind traadte Niels Ilde . Han var ikke ædru ; men han var dog paa den anden Side ikke mere drukken , end at han godt vidste , hvad han sagde og gjorde . „ „ Siig mig , Doktor , “ “ sagde han , „ „ hvad koster det at knække Armen paa et Menneske ? “ “ — „ „ Er De gal ? “ “ spurgte jeg . — „ „ Nei , “ “ sagde han ; „ „ men jeg vilde blot vide det . “ “ — „ „ Ja , det kan De komme paa Vand og Brød for , “ “ bemærkede jeg . — „ „ Det er ikke det , jeg mener , “ “ svarede han , „ „ det har jeg tænkt paa ; men hvad koster det i Smerte og Svie ? “ “ — „ „ Aa , en Snes Daler , tænker jeg . “ “ — „ „ Og i Badskjærløn ? Hvad vil De have ? “ “ — „ „ Ligesaameget . “ “ — „ „ Ikke mere ? “ “ brummede han . „ „ Jeg havde tænkt at spendere saadan en hundrede Daler . Hvad vilde det koste , hvis jeg brød begge Benene paa ham ? “ “ Han sagde dette med et særegent ondt og hævngjerrigt Udtryk i sit fortrukne Ansigt , og jeg svarede : „ „ Ja , saa kunde det vel nok blive de Hundrede . “ “ — „ „ Men , hvis jeg nu slog Hovedet ned i Maven paa ham , saa han kunde bruge sin Navle til Lorgnet , den Kjøbenhavnerlaps , hvad vilde det koste , Doktor ? “ “ fnyste han , og strakte med en trodsig Mine sin senestærke , knyttede Haand flere Gange paa en meget betegnende Maade mod min Næse . „ „ Hvad vilde det koste at faae det lavet igjen , Doktor ? “ “ — „ „ Jeg troer , De raser , Niels Ilde ! “ “ raabte jeg ; „ „ det er jo aldeles incurabelt ; intet Menneske kan faae det lavet igjen . “ “ — „ „ Naa , jaja ! “ “ brummede han , „ „ saa faaer det blive siddende dernede , for ha ' en skal han alligevel , den Onde myrde mig , om jeg saa skulde blive evig ulykkelig ! “ “ Og dermed vendte han sig om og vilde til at gaae . — „ „ Hvem er det , De vil traktere Paa den Maade ? “ “ spurgte jeg og traadte i Veien for ham . — „ „ Inte Dem , inte Dem , Hr . Doktor ! “ “ brummede han , „ „ og for saa vidt kunde det jo være Dem det Samme . Men vil De vide min Mening , saa kunde det jo nok hænde sig , af det nærmest var denne Halvor Johnsen , som jeg ønskede af kjærtegne paa en venskabelig Maade . Saadan en Toldforvalter ! Saadan en bornholmsk Udhaler ! ! Saadan en kjøbenhavnsk Gallionsskraber ! ! ! God rolig Nat , Hr . Dokfor , og mange Tak for Oplysningerne . “ “ Der er om Sommeren ikke megen Sygdom blandt Fiskerne , og det varede derfor en Stund , inden jeg blev kaldt op til Rørvig . Da der endeligt engang kom Vogn efter mig , var det til Lars Hansens ; Marie var bleven syg . Legemligt feilede hun egentligt ikke Noget , men hun var bleven betagen af en saa dyb Tungsindighed , af hun aldrig talte , selv ikke engang til Forældrene , og hverken , smilede eller lo , selv om man spøgte nok saa meget med hende . Derhos var hun aandsfraværende , græd ofte i Enrum og vandrede hver Aften ved Solnedgang ud til den store Sten ved Klitterne , hvor hun ofte kunde blive siddende , indtil man kom og hentede hende hjem . Mod den Slags Daarlighed hjælper kun Sganarels berømte Matrimonium Petri , men hvordan jeg skulde forskaffe mig det , vidste jeg ikke . Jeg henvendte mig derfor til Moderen , som ved slige Leiligheder altid er den Klogeste , og nu fik jeg Nyt af vide . Der havde ganske rigtigt været en ung Bornholmer ved Navn Halvor Johnsen . Han havde ligget med Toldkutteren paa Station ved Rørvig ; men havde dog af og til havt Leilighed til af komme i Land , da han var vel lidt af Assistenten . Ogsaa i Rørvig var han bleven vel anseet paa Grund af sit raske , freidige Væsen og vakkre Udvortes , men paa den fause , menneskeskye Marie havde han gjort et Indtryk , som nu i Forbindelse med hans Afreise var Grunden til hendes Sygdom . Men med denne Afreise hang det ikke rigtigt sammen , eller rettere sagt , Ingen vidste , om han var reisf , eller om han var bleven borte . At han var bleven forlovet med Marie , var der ingen Tvivl om ; hun havde selv betroet Moderen det og fortalt , af hun en Sommeraften var bleven trolovet med ham ved Havfruestolen , og af hun havde givet ham det Dyreste , hun eiede , den Ring , hun havde faaet af Mitra . Den næste Dag havde Niels paany overhængt hende , hvorpaa hun rent ud havde sagt ham , af hun var trolovet med Halvor , og at hun ikke vilde vide Noget af ham at sige . Niels havde dertil ikke svaret et Ord , men var gaaet saa bleg som et Lig , sagde hun , og samme Aften var han faget til Nykjøbing — det kunde omtrent Passe med den Aften , han havde været hos mig . Nogle Dage efter havde Halvor Johnsen havt Landlov , og han og Marie havde truffet hinanden dybt inde i Klitterne ; men for at det ikke skulde vække Opsigt , havde han ikke fulgt hende tilbage til Rørvig , men faget Afsked med hende ved Havfruestolen . Hun havde bedt ham saa indstændigt om ikke at gaae til Kroen den Aften , da hun frygtede for Niels Ilde , og han havde da sagt , at han vilde besøge Nogen af sin Slægt , som boede lidt inde i Landet , og saa gaae ombord i Kutteren . Den næsfe Morgen kom der Bud fra Assistenten ude paa Fartøiet , at Halvor Johnsen strax skulde komme ombord , ellers lettede det uden ham . Han var ikke kommen ombord forrige Aften , og Kutterens Jolle var borte , saa at Folkene havde maattet praie en forbiseilende Baad for at komme i Land . Der gik da strax et ridende Bud op til den Gaard , som Halvor Johnsen havde besøgt ; men det kom tilbage med den Besked , af han havde forladt Gaarden Klokken ti for af gaae ombord i Kutteren . Nu blev der en Spørgen og en Renden , men Ingen kunde faae nogen Redelighed i Tingen . Niels Ilde havde været paa Kroen den Aften og spillet Kort som sædvanligt . Nogle ymtede om , af det vist ikke hang rigtigt sammen mellem ham og Halvor , og en gammel Kone , der havde været oppe ved Midnat for af gjøre Ild i Bryggerset , paastod , af hun havde hørt Raab inde fra Klitterne af , da hun stod ude i Vedkasten . Andre derimod sagde , af Niels Ilde havde givet Halvor Johnsen nogle af sine spanske Piastre for af blive ham kvit , og af de ganske tidligt om Morgenen havde seet en Baad , der lignede Kutterens , borde en russisk Brig , der kort efter havde sat Seil til og var staaet Kattegattet ud nordefter . Niels Ilde blev imidlertid belagt med Arrest og underkastet adskillige Forhør , som dog ikke førte til Noget . Han kunde bevise sit alibi , og man løslod ham derfor hurtigt igjen , saamegetmere som der nogle Dage efter kom en Lods fra Gruben og meddelte , af han ombord paa den russiske Brig havde seet en Youngman , som nok kunde være Halvor Johnsen , skjøndt han nu bar et andet Navn ; han var Dagen før kommen ombord ved Rørvig og havde givet Lodsen et Brev med , men det var gaaet overbord i en Byge tilligemed hans Stortrøie , hvori det laa . Hermed syntes Sagen af faae en naturlig Forklaring , og nogen Tid efter var der Ingen , der spurgte efter Halvor Johnsen , saameget mindre som han kun havde været en flygtig Gjæst og ikke hørte til Leiets faste Stok ; den Eneste , der gjorde en Undtagelse , var Marie ; hun sørgede dybt og bitterligt , men i al Stilhed . Hun kunde jo ikke faae nogen Trøst hos Moderen , og til Faderen turde hun ikke betroe sig , da denne havde givet Halvor et bestemt Afslag . Saaledes stod Sagerne , da jeg kom , og de vare jo bedrøvelige nok . Jeg forestillede Lars Hansen , af hans Datter var af en svag og skrøbelig Natur , og af denne begyndende Melankoli maaskee kunde føre til noget Værre , hvis han ikke løste hende fra Niels Ilde . Han svarede dertil kort og godt , af denne havde hans Ord , men af han af Hensyn til Maries Tilstand vilde vente et Aar . Kom Halvor Johnsen ikke tilbage til den Tid under saadanne Omstændigheder , af han kunde sørge for Pigen , skulde Niels have hende . Det havde han sagt til Marie , da Halvor friede , og det havde han meddelt Niels , og dermed var den Sag klar — Vor Herre maafte saa styre for Resten . Jo mere jeg vedblev at foreholde ham det Urigtige i hans Adfærd , desto ubøieligere blev han ; ja , det var endogsaa , som om den stædige Trods , jeg mødte hos ham , fyldte ham med en Slags Selvtilfredshed . „ „ Jeg er Herre i mit Hus , “ “ sagde han , „ „ og før skal Tøsen sidde Ungmø alle sine Dage , end leve med en Stodder . “ “ Det var hele det Svar , jeg fik af ham , og da jeg forlod ham , paalagde jeg ham endnu engang Ansvaret for Følgerne . „ „ Det tager jeg paa mig , “ “ sagde han , og gik fløitende ud af Stuen . Jeg havde før staaet paa en ganske god Fod med Lars Hansen , og hvad Marie angik , saa havde jeg for hende mere været en faderlig Ven end Læge . Nu forandrede dette Forhold sig ganske . Hver Gang , jeg kom , mødte jeg et bekymret Ansigt hos Moderen og et vredt hos Niels Ilde , ja en Gang lod han sig endog forlyde med , at jeg trak Sygdommen i Langdrag for at faae et større Honorar , men at han nok skulde betale mig . Mine Besøg hos Lodsoldermanden blev derfor sjeldnere og sjeldnere , saameget mere som Maries Tilstand forblev uforandret . Et Aar sneg sig saaledes hen , og endeligt kom den Dag , da der efter gammel Skik skulde holdes Jaord hos Brudens Forældre . Den Aften var jeg tilfældigt i Rørvig hos en Syg og kunde , medens jeg sad der , høre Violinerne fra Lodsoldermandens , hvor man spillede op til Dands , og jeg nægter ikke , at mine Tanker i det Øieblik mere dvælede hos Marie end ved den Sygeseng , hvorved jeg sad . Pludseligt hørte jeg høie Stemmer udenfor Huset , Døren blev reven op , og Niels Ilde tumlede ind med stive Blik og vaklende Holdning . „ „ Kom nu , Doktor ! “ “ raabte han . „ „ Nu spøger det ved høilys Dag i Lars Hansens Hus . Kan I klare den Byge , giver jeg Jer saa mange Piastre , som I kan slæbe hjem paa Jer Ryg . “ “ Dermed gjorde han omkring og styrtede som en Vanvittig atter ud af Huset . Jeg fulgte efter og nærmede mig fuld af bange Forventninger Lars Hansens Hus , hvor jeg fandt Alt i den største Forvirring . Gjæsterne vare ifærd med at tage bort , Lysene vare slukkede , og Storstuen , hvori Dandsen skulde holdes , var øde og tom . Inde ved Siden af laa Marie endnu i sin bedste Pynt , men bleg og kold , som var hun allerede berørt af Døden . Karen sad ved Siden af hende og græd , men Lars Hansen stod for Enden af Sengen med Armene overkors , og stirrede paa Datteren uden at sige et Ord . Han sagde heller ikke Noget til mig , da jeg traadte ind , men fjernede sig hastigt og tog den larmende Niels Ilde med sig , som med Vold og Magt vilde bane sig Vei ind til Sygestuen . Hvad Marie selv angik , laa hun som et Bytte for et kateleptisk Anfald , og alle mine Bestræbelser , al Moderens Ømhed syntes i Øieblikket at være frugtesløse . Først henad Morgenstunden begyndte hun at vende tilbage til Livet , men i en saadan Tilstand , som lod mig befrygte det Værste , og da jeg havde anordnet det Nødvendige , trak jeg mig tilbage for at faae at vide , hvad der havde været Aarsag til dette heftige Anfald . De vil vistnok smile ad det , som jeg nu fortæller Dem ; men paa mig gjorde Karens simple Beretning om Aftenens Begivenheder et forunderligt , ja uhyggeligt Indtryk . Alle Byens Folk vare indbudne , man havde sat sig tilbords , men der havde hele Tiden været en trykkende , ængstelig Stilhed , thi hver Gang En eller Anden havde villet tale , havde det været , som om Nogen gik igjennem Stuen , stille og puslende , uden at man kunde see , hvor det kom fra , eller hvor det svandt hen , men Alle havde tydeligt mærket det . Marie havde siddet stille og bleg ved sin Forlovedes Side uden at mæle et Ord . „ „ Hun saae ud , som hun var gjort af Vox , “ “ sagde Karen . Saa var Niels Ilde pludseligt sprungen op med en Ed og havde raabt til Musikanterne i Storstuen , at de skulde spille op . Det havde de ogsaa gjort , men hvordan det nu gik til , for ond Villie var det ikke , saa havde de spillet den ene bedrøvelige Melodi efter den anden , og Pusleriet kunde man høre ligefuldt for det . Endeligt havde Lars Hansen reist sig for at drikke Jaord og udbringe de Trolovedes Skaal , men ligesom han vilde til at tale , var det , som om En havde lagt en usynlig Haand paa hans Mund , og han var bleven staaende med Glasset i Haanden , uden at det var ham muligt at huske , hvad han vilde sige . Midt under den trykkende Stilhed , som dette fremkaldte , havde pludseligt en lille Pige , Datter af en nær Slægtning , reist sig op , peget ud gjennem Vinduet mod den maanebelyste Klit og raabt : „ „ See den lille Pige derude ? Hun har en lyseblaa Kjole paa ! “ “ Alles Blikke vendte sig mod Vinduet , men man saae Intet ; kun Niels Ilde var bleven saa hvid som en Væg og var tumlet bag over Bænken ; „ „ men han havde jo ogsaa drukket lovligt meget den Aften , “ “ sagde Karen . Da var Marie sprungen op med et Udraab , som Ingen forstod , og inden Nogen kunde forhindre det , fhi de blev Alle ligesom lammede , var hun ude af Døren og borte med det Samme . Da man fandt hende , laa hun nede ved Foden af Klitbanken ved Stranden livløs som den Gang , da jeg blev kaldt til hende , og i Haanden havde hun en sønderbrudt Krands af Kornblomster . Denne sælsomme Begivenhed bragte et stærkt Røre i hele Rørvigs Befolkning , og Marie , som altid var bleven anseet for stolt , fordi hun ikke havde megen Omgang med sine Jævnlige , men fik Besøg af Præstens Døttre , blev nu Gjenstand for Alles Omtale . Hendes ensomme Vandringer i Klitterne , hendes Dvælen ved Havfruestolen sent om Aftenen , hendes Møder med den Fantasiskabning , som Folkene i Rørvig antog for et virkeligt Væsen , Alt dette gav Stof til de forskjelligste Rygter og Fortællinger , som voxede i Fylde og Omfang , hver Gang dette Emne blev discuteret . Nogle mente , at der i Klitterne laa en stor Skat , som Marsk Stigs fredløse Følge havde nedgravet der , og at Marie var saa stolt , fordi hun havde Nøglen til Hemmeligheden . Atter Andre sagde , at hun stod i Ledtog med de Underjordiske , og at hun kunde mane Mitra frem ved Havfruestolen , naar det skulde være ; men de Klogesfe mente dog , at Halvor Johnsen ikke havde været nogen rigtig Matros , men en fin Greve , som havde bedaaret hende inde mellem Klitterne og derpaa var løbet sin Vei . Dette sidste Rygte , som ogsaa kom baade Lars Hansen og Niels Ilde for Øre , gjorde dem begge rasende og bevirkede , at den Første trak sig tilbage med stolt Foragt , medens det gav den Anden Leilighed til at uddele adskillige Prygl , saavel i som udenfor Kroen . Rygterne døde vel efterhaanden hen , men Lars Hansens gjæstfrie Hus havde lukket sig for Mange . Kun Niels Ilde kom der til Stadighed ; det var , som om Lodsoldermanden havde fattet en endnu dybere Forkjærlighed for ham paa Grund af de Prygl , han havde givet og faaet . Tvertimod al Forventning indtraadte der efter nogle Maaneders Forløb en betydelig Bedring i Maries Tilstand ; men desværre , den blev kun slet benyttet . Uagtet mit bestemte Paalæg om at holde hende i Ro , vedblev dog Plagerierne fra Niels Ildes Side , og endeligt gav hun efter paa een Betingelse , men den vilde hun først sige paa sin Bryllupsdag . Denne kom , og var , betydningsfuldt nok , netop St . Hansdag ; hun havde selv valgt den . Alt var i travl Bevægælse hos Lars Hansens , og i Rørvig talte man ikke om Andet , end om Niels Ildes Tredagesbryllup , der skulde feires med en Pragt , som aldrig var seet der i Egnen — ja , Nogle paastod endog , at Spillemændene skulde hentes fra Kallundborg . Alt som Tiden nærmede sig , flokkedes Unge og Gamle rundt om Lars Hansens Hus og oppe paa Klitdragene ; Alle , selv om de ikke vare indbudne , vilde see Bruden kjøre til Kirke . Brudekonerne havde pyntet Marie paa det Bedste , og det var netop under Discussion , hvorvidt hun skulde staae med Korsklæde og Hue , eller , som Præstens Døttre vilde have det , med Blomster i sit guldgule Haar , da Marie paa een Gang erklærede , at hun havde Brudekrandsen færdig , og at hun kun vilde bære den og ingen anden . Dermed aabnede hun sin Dragkiste og fremtog til Alles Forbauselse en Krands af visne Kornblomster , som hun bad dem fæste hende i Haaret , „ „ saa kunde Niels Ilde tage Klinte i Knaphullet , “ “ sagde hun . Man antog det for en Spøg og kastede den i Dragkisten igjen , men Marie erklærede bestemt , at det var den Betingelse , hun havde fastsat , og den skulde opfyldes . Man adspurgte nu Niels Ilde , som med en Ed svarede , at for ham kunde hun tage Fandens Mælkebøtter , om hun vilde , og under stille Hvidsken flettede da Brudekonerne den visne Krands i hendes Lokker , idet de sørgede for at dølge den saameget som muligt . Saa kjørte man til Kirke i en forrygende Storm ; men der var ingen rigtig Gammen ved det Hele , det var , som om et Lyn vilde slaae ned , og det skete da ogsaa . Da Præsten var kommen til det Sted i Ritualet , hvor han adspørger Bruden , om hun vil tage hosstaaende Ungkarl tilægte , svarede Marie et kort og besfemt Nei , saa at det Hørtes overalt i Kirken . Alene Præsten mente at have hørt feil og vilde fortsætte Vielsen , idet han rettede det tilsvarende Spørgsmaal til Niels Ilde ; men ligesom denne svarede Ja , traadte Marie et Skridt tilbage , rev Krandsen af sit Hoved og rakte ham den , idet hun sagde : „ „ Som den har Du gjort mig vissen og før ; aldrig staaer jeg Brud , før den blomstrer igjen . “ “ I dette Øieblik smeldede et heftigt Stormstød Kirkeporten i , saa at det drønede henunder Hvælvingerne , som faldt der et Skud , og lige i det Samme styrtede Marie om ved Foden af Alteret , som var hun død . Alt opløste sig i Tummel og Forvirring , men Niels Ilde tog saaledes paa Vei og bandede saa forfærdeligt , at Præsten i Menighedens Paahør maatte vise ham ud af Kirken . Fra den Dag af blev Marie aldrig kaldt Andet end „ Bruden fra Rørvig “ , og fra den Dag af var det forbi med hendes Sundhed og Fred , hun havde ikke et lyst Øieblik mere . Det blev nødvendigt at spærre hende inde i det Kammer , Øe har seet , og der har hun nu tilbragt næsten halvandet Aar . Om Dagen sidder hun for det Meste stille hen , ja kan undertiden have en rolig Søvn ; men hver Aften henimod Solnedgang bliver hun urolig og venter , at Nogen skal komme . Om Natten spinder hun eller lægger sit Udstyr tilrette , og jeg har ikke ved noget Middel kunnet betvinge denne rastløse Uro . Værst er dog hendes Tilstand ved Fuldmaaneskin ; De har jo selv oplevet Prøver derpaa . Hun er et ulykkeligt , men elskeligt Væsen , som Sorgen har knækket for tidligt , et Offer før en Halsstarrighed , som jeg ikke kan tilgive den forresten brave Lars Hansen . “ Her endte Lægen sin Beretning . „ Troer De , at hun er uhelbredelig ? “ spurgte jeg . „ Desværre , jeg frygter for det ; men hvo kan sige Sligt med afgjort Bestemthed . Jeg har prøvet ethvert optænkeligt Middel , og skulde Noget hjælpe , maatte det være et pludseligt ydre Stød , en eller anden Begivenhed , som gjennemrystede hende . “ „ Hvis Halvor Iohnsen kom tilbage , mener De ? “ „ Ja , det var tænkeligt ; men desværre , det gjør han ikke . Han har nu været borte i tre Aar , og man har ikke hørt det Ringeste fra ham . Den russiske Brig var paa Veien til Messina , men forliste i den spanske Sø . Det er det Sidste , man veed om ham , og den . “ Her reiste den gamle Doktor sig , bankede sin Pibe ud og bød mig Godnat . Dagen efter var jeg paa Veien til Kjøbenhavn . IV . Tre Aar vare forløbne siden de her skildrede Begivenheder , tre lange Aar , der , om de end ikke havde udvisket Mindet om det Passerede , dog havde trængt Begivenhederne tilbage i Erindringen og omhyllet dem med Forglemmelsens Taage , hvoraf kun Høidepunkterne ragede frem . Det var atter blevet Foraar , Bøgen havde atter foldet sig ud i hele sin Pragt , og i den sidste Halvdel af Juni besluttede jeg atter at gjøre en af disse skjønne Forsommerexcursioner , som jeg i Mindet altid tyer tilbage til , naar Dagene ere for sludfulde eller mørke . Jeg var kun i Uvished om Valget af en Egn ; Mansas Kort , som laa udbredt foran mig , kunde med sine mange smaaprikkede Skovbælter ikke bringe mig nogen Afgjørelse . Da kom Afgjørelsen af sig selv , ligesom ved et Trylleslag — den laa i min Excursionstaske . Idet jeg nemlig drog denne min gamle Ledsager frem af dens vinterlange Hvile , hørte jeg Noget rasle i den , da jeg vilde befrie den fra det Støv , som Tiden havde skjænket den . Jeg greb ned i den , men der var Intet ; da raslede det igjen , og nu mærkede jeg , at der bag ved Foret laa en lille , haard Gjenstand . En Scalpel bragte den for Lyset det var Ringen , Ringen , som jeg havde savnet , de to smaa Guldhænder , der holdt om den lyseblaae Sten . Havde jeg ikke vidst bedre , skulde jeg have troet , at det var en Tryllering , jeg havde fundet ; thi paa en forunderlig Maade dukkede i det Samme Alt saa klart op for mig : Niels Ilde paa den flade , nøgne Mark , Niels Hansens triste Hus under Klitbankens Læ , Klitten med Fyrrerne og det søgrønne Marehalm og Kogrydens Væld , som boblede ved dens Fod ; men bag ved hvert af disse Billeder stod atter Marie , bleg og sorgfuld — hun skulde have Ringen , jeg vilde selv bringe hende den . Imidlertid vilde jeg denne Gang vælge en anden Vei . Over Hornbæk og Gilleleie skulde det gaae mod Tidsvilde , for derfra med en Baad at sætte over til Rørvig , og næste Morgen strøg jeg med „ Ophelia “ ned mod Helsingør . Tidsvilde er et klassisk Sted , men det har den Skjæbne tilfælles med andre klassiske Steder , at det kun er kjendt af Faa . Som Rørvig-Sande ligger endnu den Dag idag , saaledes laa Egnen om Tidsvilde for Aarhundreder siden . Sandet var føget op af det rastløse Hav og var af Nordvestvinden Pidsket hen over endnu større Flader end ved Rørvig og truede Alt med Ødelæggelse . Det havde begravet det gamle Asserbo Kloster under sine hvide Banker , det havde tilstoppet Arresøens Udløb , saa af Egnen vidt og bredt truedes med Oversvømmelse . Det trængte med sine flyvende Stormkolonner længere og længere frem mod Sydøst , hvert Efteraar forvandlende frodige Kornmarker til ufrugtbare Sandsletter , og det var bleven et Sted saa øde , saa goldt , saa blottet for Liv , af selv Tiden her ligesom løb vild i sig selv . Da var en Tydsker saa god af slandse Flyvesandet i dets Flugt og frelse Resten af Nordsjælland — en simpel Granitstøtte paa en af Høiderne bærer Navnet Røhl , og de mørke Granskove rundt omkring fortælle , af han virkede til Velsignelse . Men det er ikke dette , der giver Tidsvilde Ret til af beæres med Navnet klassisk . Af de faa Helgensagn , vi endnu have tilbage fra Katholicismens Tider , knytter et af de fyldigste sig til denne øde Plet , der i saa Henseende rivaliserer med Hellig Anders ' Kors paa Hvilehøi ved Slagelse . Gamle Sagn berette , at Kong Guttorm i Sverrig havde en Datter , Helene , der var ligesaa ren i sin Vandel som skjøn af Ydre . Hun gjorde først en Valfart til det hellige Land og opførte efter sin , Hjemkomst Kirken i Schedewig ; men ikke tilfreds med at tjene Gud paa denne Maade , byggede hun et Kloster nærved den svenske Kyst og viede sig selv til at henleve sine Dage der som Christi Brud . Da hændte det en Aftenstund , som hun vandrede alene langs den bratte Kyst , at en mægtig Konge , som tidligere havde beilet til hende , kom ridende ene gjennem Skoven , hvor han havde forvildet sig paa Jagten . Da han saae den unge , deilige Kvinde vandre alene langs den høie Klint , hensunken i Bøn og Andagt , optændtes han pludseligt af Begjærlighed efter blot een Gang at favne den , der , som han mente , havde skuffet ham for hele hans Liv . Han sprang da af Hesten og nærmede sig med ilsomme Skridt til den jomfruelige Kvinde , som sky og forfærdet holdt Korsets hellige Tegn frem imod ham . Men hendes Angst og Forvirring gjorde hende dobbelt henrivende , og ude af sig selv slog Kongen Korset tilside med sin pandsrede Haand , og hun veg tilbage Skridt for Skridt , indtil hun stod lige ude paa Klintens yderste Rand . Da styrtede Kongen til og havde alt Armen om hendes Liv ; men hun rev sig løs , udstødte et Raab til den hellige Jomfru og kastede sig saa fra Klintens bratte Styrtning ud i det fraadende Kattegat , hvor hun forsvandt . Forfærdæt stirrede Kongen efter hende ; det sang og klang rundt omkring ham , som hørte han Orgeltoner fra Dybet , Skumbølgerne skiltes , og frem mellem deres kridhvide Toppe skjød sig en mægtig Klippe , der hævede sig helt op over Havet . Den havde Form som en Baad , og paa sit haarde Bryst bar den den skjønne Jomfrues livløse Legeme . Da bruste Tonerne paany , som var det hellige Hymner , og henover Vandet gled Stenen med Snekkens Fart , kløvende Bølgerne foran sig , saa at et bredt Skumbælte betegnede dens Vei . Kongen stirrede efter den , indtil den svandt , som Mangen svinder i Horizonten ; da styrtede han slagen af Skræk som afsindig ind i Skovens Tykning , hans Ganger fulgte ham , og ingen af dem blev skete siden hin Dag . Men paa Sjælland hørte man ude fra Havet , da Solen sank , en sælsom Susen , der kom nærmere og nærmere . Munkene fra Asserbo Kloster hørte op med at ringe til Vesper og ilede fulde af Forundring ned til Kysten for at see , hvad der var paafærde . Havet laa foran dem , skinnende i Aftensolens Glands ; røde , violette og guldgule Skystrimer spejlede sig deri , og nærmere og nærmere klang den sælsomme Susen , som var det en Flok af Svaner , der drog mod Syd . Da kom der pludseligt en Baad tilsyne langt ude i Horizonten , som steg den op , hvor Solen sank . Den havde hverken Mast eller Seil , hverken Aarer eller Ror , og dog skjød den sig frem med en rivende Fart , saa at Skummet for dens Bov lyste med Regnbuefarver i Aftensolens sidste Glands . Forfærdet stirrede de blege Munke paa hverandre ; nærmere og nærmere gled Baaden ind imod Kysten , og nu saae de , at det var en Klippe , hvorpaa en afsjælet Kvinde hvilede , bleg og kold , med Hænderne foldede over det deilige Bryst og med en Krands af Søgræs i de guldgule Lokker . De skjælvende Brødre korsede sig og bad , men Prioren bød dem at følge med , thi her var et Jertegn fra Himmelen . Saa steg han selv , fulgt af den bævende Skare , ned af Skrænten og nærmede sig Strandbredden . Da standsede Klippen i sin Fart ; sagte og blidt vuggede Smaabølgerne den i Aftensolens Glands ind imod Sjællands blomstersmykkede Kyst , som var den en Planke , der svømmede paa Voven . Helgenglorien lyste alt om den blege Jomfrues Pande , en prægtig Baare blev hentet fra Klostret , og under stille Vigilier blev Liget lagt derpaa for at føres til Klosterkirken . Men nu hævede Klinten sig brat og skummel foran dem , og opad den steile Skraaning sømmede det sig ikke at bære den afsjælede Jomfrues Legeme . Raadvilde stod de foran den — da bævede Jorden , den uhyre Klippeblok sank , saa at kun dens yderste Top ragede frem over Vandet ; men Klinten revnede fra øverst til nederst , saa at den frembød en bred Hulvei , hvorigjennem de trygt kunde vandre . I den lyse Sommernats dæmrende Stilhed drog Brødrene tause afsted , men da de naaede Klintens Top , der hvor Hulveien ender , vare de trætte og satte deres Byrde et Øieblik paa Jorden . Men som de hævede Baaren for atter at drage afsted , sprang der en Kilde frem paa det Sted , hvor den havde staaet , og med ængstelig Forventning drog de videre for at bære den sælsomme Jomfrues Lig til Asserbo Klosterkirke . Men som de kom midt paa Marken , ikke ret langt fra Tidsvilde By , blev Baaren pludseligt saa tung , at de maatte sætte den ned i Sandet , og nu mægtede Ingen at rokke den af Stedet . Da tog de dette som et Varsel , og her paa den øde , golde Flyvesandsmark begrov de i Nattens Stilhed den afsjælede Jomfru i det hvide Sand , der var rent og skjært som hun selv . De høinede en simpel Tue , og denne vises endnu den Dag idag som den hellige Helenes Grav , og ikke langt derfra ude paa Klinten sprudler endnu den undergjørende Kilde . Hertil valfarte selv i vore Tider Syge og Lidende fra Sjællands mest forskjellige Egne , og vidunderlige ere de Rygter , der fortælles om dens helbredende Vande . Saaledes lyder det gamle Sagn , og Hvo tvivler vel paa , at det er gaaet saaledes til ? Jeg for min Del tør i ethvert Tilfælde forsikkre , at jeg tilfulde følte den Indflydelse , som den hellige Helene endnu øver der i Egnen , thi da jeg i den stille , milde Sommeraften kom vandrende til Byen , gik jeg fra Hus til Hus uden at kunne faae noget Herberge . Hver Stue , hver Lade , hvert Skur var optaget dels af de Syge og deres Paarørende , dels af Gjøglere , Musikanter og Bissekræmmere , som ventede at gjøre en rig Høst den følgende St . Hansdag , da derefter gammel Skik holdes et stort Marked til Ære for dem , som maatte være blevne helbredede , og til Fordel for de Herrer , jeg allerede har nævnt , og som naturligvis ere langt vigtigere ved slig en Leilighed end en stakkels vandrende Naturforsker , der kun fører Mikroskopet og Tvivlen med sig i sin Randsel . Jeg fandt mig derfor med christelig Taalmodighed i at vandre fra Dør til Dør , indtil jeg endeligt fik Logi i en fattig Udflyttergaard ikke langt fra Helgenindens Grav og det friske , rullende Kattegat , der høiner saa mangen en Tue over saa mangen brav Sømand , Tuer , der komme og gaae , som de , der høines paa Jorden . Den indeklemte , halvmugne Luft i Stuen , dens urenlige Bohave og det kun lidet tiltalende Leie vare ikke skikkede til at friste mig , skjøndt jeg havde vandret den hele Dag og næsten overtræt havde naaet en Plet , der har saa bekjendt et Navn ogsaa i vore naturhistoriske Annaler . Aftenen var stille og varm ; svage , blaalige Taager hævede sig langs Skovens Yderkanter , og paa den klare Himmel tændtes lidt efter Stjernehæren , men med en svag dæmrende Glands . Hele en Sommernats dufffyldte Stilhed laa udbredt over Egnen , og langt ude i Horizonten hævede sig fra en guldgul Grund dette forunderlige , blege , blaagrønne Lysskjær , som forkynder , at Solen vandrer under dens Rand , og som er saa betegnende for det , vi kalde „ de lyse Nætter “ . Inde fra Byen glimtede enkelte Lys , og hist og her saae man i den usikkre Halvskumring mørke Skikkelser , som snart enkelte , snart i Grupper bevægede sig frem for at lægge deres Sorger og Bekymringer paa Helgenindens Grav . I Tidsvilde selv herskede den dybeste Ro ; ingen Røster hørtes , ingen Jubel eller Sang afbrød Nattens alvorlige Stilhed , intet Baal var tændl til Minde om Midsommerdagens Helgen , men trindt om i Horizonten glimtede paa alle Høider røde , flakkende Baal , der ligesom Stjernerne tændtes et for et og tilkjendegav , at der histude var Jubel og Lystighed , medens Tidsvilde Sandsletter for denne Aften dulgte sig i Mørket , for den næste Dag at lade sine Baal lyse i deres fulde Glands , naar de Syge og Sorrigfulde vare dragne bort . En øde Markvej med dybe Hjulspor , kantet paa begge Sider af Lyng og Revling , viste Veien til Helgenindens Grav , og snart stod jeg ved den . Hvor forunderligt simpelt er ikke dette Hvilested , hvortil fordum Tusinde af Troende valfartede ? Et lavt , mosgroet Stengjærde omslutter et firkantet Rum , hvor man istedetfor Kors og Mindetegn kun seer det hvide Sand , beklædt af et sparsomt Græstæppe , af hvilket en enkelt Klokkeblomst , en enkelt , vantreven Valmue skyder sig frem . I Midten er dette Grønsvær afbrudt , og der findes her en kjedelformig Fordybning , hvor det hvide Flyvesand ikke er dækket af Noget , en Fordybning , som er opstaaet derved , at de Troende i Aarhundreders Løb her have taget smaa Portioner af den hellige Jord , hvorpaa de Syge senere skulde hvile . En Kone , som stod ved det Led , der førte ind til den indviede Jord , falbød smaa Poser , fyldte med det hellige Sand , og en lille Pige , der sad ved hendes Fødder , havde en Kurv med friske Kornblomsterkrandse og rakfe mig en saadan , idet jeg gik forbi . Et Markstykke , der trillede ned i Kurven , fik hende til med et Glædesudraab at slynge den om min Hat , og i en Stemning , jeg ikke ret formaaer at beskrive , betraadte jeg den Plet , hvor de Lidende havde forsamlet sig med deres faste Tro og sikkre Haab om det Umulige . Nede i Fordybningen saae jeg et Ægtepar , hun ung og smuk , han temmelig tilaars og med et Udtryk af fanatisk Tro i sit af Arbeide og Møie gjennemfurede Ansigt . Imellem sig havde de et aandssvagt , forkrøblet Barn , hvis spinkle Legeme og misdannede Hovedform angav det som en Skabning , hvis Idiotisme var uhelbredelig . Af og til udstødte det sine hæse , uarticulerede Raab , og da dækkede Moderen det ømt med det lasede , uldne Tæppe , hun havde medbragt , kyssede det og lagde det tilrette , medens Faderen , som hørte til de „ Opvakte “ der i Egnen , bad ivrig og andægtig eller med ensformig Stemme oplæste nogle Vers af den Psalmebog , han havde i Haanden . Ovenover dem sad en blind Violinspiller med kridhvide Haar og med sin eneste Trøster omhyggeligt indsvøbt i en Rævebælg . Han havde efter en folkelig Tro strøet sig det hellige Sand i Øinene , som dog ikke syntes at ville bøie sig for denne energiske Kur ; thi Taarerne løb ned ad hans Kinder , og i et Anfald af Fortvivlelse havde han nu faaet Violinen frem , hvis skrattende og kun lidet harmoniske Toner paa en sælsom , uhyggelig Maade blandede sig med Barnets Skrig og med den „ Opvaktes “ snøvlende Stemme . Trindt om , langs Gravens Skraaning laa der andre Syge , nogle enkeltvis , nogle i Grupper , nogle trykkede ind mod Stengjærdet , andre under Stjernernes blinkende Skjær , men Alle skjærmede ved Kapper eller Tæpper mod Sommernattens tiltagende Kjølighed . Enkelte af de Syges Slægt og Venner puslede stille omkring dem eller sad i smaa Grupper , spredfe hist og her med en Lygte imellem sig ; det Hele havde næsten Character af en skummel Valplads med Døde og Saarede , og var det ogsaa ; det var de Uhelbredeliges Valplads , der laa udbredt foran mig , Valpladsen for dem , som efter et helt Livs Lidelser og Savn begjærligt greb efter det sidste Anker i Nøden , skjøndt de kunde sige sig selv , at det maatte briste . En særegen beklemt , ja næsten pinlig Følelse greb mig , medens jeg vankede om mellem disse uhyggelige Omgivelser . Her laa denne Flok med sin faste , barnlige , ja naive Tro udbredt paa Jorden , og her gik jeg , som ifølge min Erfaring og Viden kunde sige dem , at deres Tro var spildt , deres Haab unyttigt , og at de ved en fortsat Dvælen paa den nattekolde , dugsvangre Jord kun kunde paadrage sig nye Lidelser . En enkelt Krykke , nogle hist og her henslængte Pjalter antydede vel , at Troen kan flytte Bjerge ; men hvilke Bjerge af Fortvivlelse og Modløshed kastes der ikke over dem , som troe og bede , uden at blive bønhørte ? Stadigt saae jeg nye Grupper at strømme til , alle kommende fra den hellige Kilde , hvis Vand man efter Sagnet skal drikke , før man hviler paa Graven , og kort efter stod jeg i det simple , fattige Træskur , der var opført over dens Væld for at beskytte de Syge mod den ublide Nordvestvind , der saa ofte farer frem over Kattegat . Herfra fulgte jeg Hulveien , der som en bred Revne skjærer sig ned gjennem Klinten , og nu stod jeg paa Havstokkens yderste Rand og stirrede paa den store , mørke Granitblok , som efter Sagnet skal have baaret den hellige Helene . Medens jeg stod her , hvor de rullende Bølger næsten rørte ved min Fod , og medens jeg lod Blikket glide ud over Kattegattets graasorte Flade , der stundom gjenspeilede et enkelt Lysskjær fra de fjernt liggende Baal , kunde jeg ikke lade være at anstille en Betragtning , som Omgivelserne paatrængte mig . Uvilkaarligt mindedes jeg en stille Sommeraften paa Ischia . Halvmaanen havde staaet høit over Klipperne ved Lacco , og Middelhavets Vande havde rullet foran min Fod , som Kattegattets nu gjorde det , men i Klipperne bagved mig var der en dyb Indskjæring som en Hulvej , og foran mig , ikke hundrede Alen ude i Havet , laa der en mægtig Lavablok , hvis øverste Spids ragede op af Vandet . Men dybere inde , hvor Hulveien endte , straalede den hellige Restitutas oplyste Kirke , og foran den knaldede Sole og Raketter til Ære for Helgeninden ; thi forfulgt af en maurisk Konge paa Afrikas Kyst , der vilde krænke hendes Ære , havde hun styrtet sig i Middelhavet , men en Klippe havde hævet sig op , og paa denne blev den uberørte Jomfrues Lig baaret til Ischias Kysfer . Ved Lacco , hvor det drev iland , blev det fundet af Munkene , og som de vilde føre det til deres Kirke , spaltedes Fjeldet fra øverst til nederst ; men der , hvor de første Gang satte Baaren ned for at hvile sig , fremvoxede hvide , duftfyldte Lilier , som endnu den Dag idag smykke de ellers golde Klipper og blomstre paa Helgenindens Navnedag . Saaledes , tænkte jeg , mødes i Nord og Syd Katholicismens Legender i deres almindelige Træk . Ja , jeg tænkte lidt mere — jeg tænkte , om ikke de Kartheusermunke , som Erkebiskop Eskild i længst forsvunden Tid havde indkaldt fra Frankrig til Asserbo Kloster , om ikke en af disse ærværdige Fædre skulde have kjendt Sagnet fra Ischia og omplantet det paa dansk Grund til Fordel for Klosteret , ligesom de omplantede Rosen , Lavendelen og Gyldenlakken , saameget mere som det er vist , at den hellige Helene blev begravet i Schedewig Kirke , hvorfra Liget senere blev røvet af nogle Munke og bragt til Sjælland , efterat Pave Alexander III havde erklæret hende for Helgen . Af disse profane Betragtninger , som i Middelalderen havde kunnet paadrage mig Baal og Brand , blev jeg pludseligt udreven ved et dybt Suk , næsten en Stønnen , som klang ikke ret langt fra mig . Jeg vendfe mig om , og saae en gammel Fisker sidde paa en Sten med Ansigtet begravet i begge sine Hænder og med begge Albuer hvilende paa Knæene . Hans Udbrud og hele Holdning røbede noget saa Træt og Bekymret , at jeg uvilkaarligt nærmede mig ham i den Tanke , at han maatte være lidende , ja maaskee syg . Da han hørte Rullestenene ramle under mine Fødder , hævede han Hovedet lidt iveiret og besvarede min Hilsen med et sagte : „ Gudsfred og Godaffen , Herre ! “ Der var mig noget Bekjendt ved Stemmen , og uvilkaarligt vendfe jeg mig om , idet jeg sagde : „ Er De syg ? “ Han løftede Hovedet lidt op , saae et Øieblik paa mig og udbrød : „ Herregud , Hr . Professor ! Saa skal vi to sees igjen . Kjender De mig ikke ? “ Jeg stirrede paa ham med den ubehagelige Følelse , som man faaer , naar en Ubekjendt pludseligt viser at have en stærkere Hukommelse end den , hvoraf man selv er i Besiddelse ; men trods til min Søgen vilde Billedet ikke forme sig i min Erindring . Denne gamle Fisker der paa Stenen med det graasprængte Haar og Skjæg , med sit veirslagne , furede Ansigt , sin bøiede Holdning og sit bekymrede Blik havde jeg ikke seet før . „ Naa , saa De kjender mig ikke ? “ sagde han , idet han reiste sig op og rettede sig helt i Veiret . „ Ja , jeg har vel ogsaa skjæmmet mig noget ; det er en rum Stund siden , at De var hos Lars Hansen . “ Nu faldt det som Skjæl fra mine Øine , og jeg rystede hjerteligt hans fremrakte Haand . Men hvor havde han forandret sig ! Hvor var hans faste , selvtillidsfulde Holdning , hvor det stærke , bestemte Udtryk i hans Ansigt og hans skarpe , iagttagende , enhver Fare trodsende Blik ? Kunde tre Aar virkeligt gjøre saameget ? Det var en gammel , bekymret Mand , jeg havde for mig . „ De her , Lars Hansen ? “ raabte jeg , idet jeg paany hjerteligt trykkede hans barkede Haand . „ Hvordan kommer De her en St . Hansaften . “ „ Ja , det maa vel Professoren nok spørge om , “ gjenmælede han mørkt . „ Snarere havde jeg troet , at jeg skulde gaae tilkøis under en Klat Tang , end at jeg skulde komme her til disse papistiske Narrestreger . Men Mutter vilde nu saa ; hun havde havt en Drøm , sagde hun , om Marie , som skulde opfyldes her . Jeg forstaaer mig nu inte paa Kvindfolks Tænkemaade , og har nok aldrig gjort det , det jeg nu har faaet at mærke . Sommetider er det , som kom deres Tanker ikke fra Hovedet af , og som var det Drømmeri og Narreværk tilhobe . Men hun sagde det , og saa tog vi afsted ; nu føier jeg hende altid , hun har dog mest Forstand paa sin Maade , saa faaer det gaae . Bedre havde det dog været , om jeg havde føiet hende , mens Tid var . “ Han udtalte de sidste Ord sagte og hen for sig selv , medens han med Taaspidsen søndertraadte en af de tørre Korsfisk , som Bølgerne havde kastet iland . „ De er altsaa ikke alene ? “ spurgte jeg . „ Hvor er Deres Kone og Marie ? Hun har det vel bedre , haaber jeg . “ „ Ret nu bære de hende fra Jørgen Vibes Gaard ned til Kilden , “ sagde Lars og gjorde en Haandbevægelse op imod Klinten . „ Men bedre har hun det ikke , Gud hjælpe os ! Hun er saa krank og svag , at hun knap evner at gaae eller fale , og derhos spiser hun som en Spurv og lukker aldrig et Øie , men førner ud lysvaagen , hver Gang Mutter seer til hende , hvad Vagt det saa er . Gud bedre os for det Hele ! Der kommer nok hverken Lise eller Trøst , før Gud løser op for hende ; men jeg — “ Han stirrede mørkt ned for sig , derpaa greb han min Arm og sagde : „ Skal vi gaae lidt ud ad Stranden til , Hr . Professor ; hver Gang jeg saadan hører Bølgerne skvulpe mod Stenene , særdeles naar jeg har Nogen , der kan fale til mig , kommer der altid Trøst i mit Sind . Helst skulde jeg vel være deroppe , men Konen hos Jørgen Vibe er mit Sødskendebarn og hjælper dem vel nok . Kvindfolk passe bedst til de Dele , og de faae at være ene om det ; jeg bliver tidt kvalm om Hjertet deraf . — Saa , nu bær de hende op til Graven . Lad os gaae . “ Mit Øie fulgte hans Blik , og oppe ved Kilden saae jeg en Gruppe af Kvinder komme fra det fatfige Træskur , bærende en tung Byrde imellem sig . Der blev en Taushed mellem os , medens vi saaledes vandrede henad Stranden , men endeligt spurgte han : „ Troer Professoren paa det deroppe ved Graven ? Jeg kan ikke rigtigt faae Lodskud deraf , hvad Forstanden anbelanger . “ „ Det er Troen , der skal hjælpe , “ sagde jeg , „ en fast og levende Tro kan udrette vidunderlige Ting , saa at der endnn kan skee Mirakler her paa Jorden . Troer De ikke det ? “ „ Hum ! Hr . Professor , “ sagde han og kløede sig bag øret , „ jeg vilde saa inderligt gjerne troe , naar bare jeg kunde komme ud af det ; men det har sine Vanskeligheder , seer De , for en Mand som mig . “ Jeg saae forundret , ja maaskee lidt ironisk paa ham ; men han vedblev med urokkelig Ro : „ Seer De , Hr . Professor , jeg er en Mand , som har faret Jorden rundt , og jeg har seet Meget , hvor jeg kom frem , og gjort mig mine Betænkeligheder derved . Jeg har seet disse Tyrker eller Muhamedaner knæle for Maanen og tilbede den ; men da vi saa kom lidt videre , til Ostindien , var det Solen , de tilbad . Saa kom vi til nogle Øer , hvor Guden var et Palmetræ . Saa foer vi til Bagindien og China , hvor de nok havde en Budding eller et Lama , troer jeg . I Japan hed han nu Konfusius , og da vi kom ned til Sydhavsøerne var der atter en ny Gud , som de aad Mennesker for , naar de rigtigt vilde gjøre ham til Honnenrs . See , det er der nu ingen Mening i , for Hvem af dem er nu den rigtige ? Det grubliserede jeg tidt over , naar jeg saadan havde Hundevagten ombord paa Corvetten , og der inte var Andet at bestille ; men da jeg blev syg i Rio og kom paa Hospitalet , fik en af disse sorte Rade Fingre i mig , og vilde gjøre mig katholsk i Hovedet . Han svoer paa , at hans Religion var den eneste rigtige , og at Luther hverken var bedre eller værre end Mahomed og Konfusius . See , deraf slutter jeg nu som saa : enhver Religion har et Menneske , som har hittet paa den , fordi han trængte til at klare det for sig selv , som han nu saadan gik og grubliserede over . Men saasnarf saadan En var død , kom hans Disciple og Tilhængere og lavede om Paa det , for af gjøre det bedre for sig selv og ta ' e Profiten deraf . For det lagde jeg snart Mærke til , Hr . Professor : overalt , hvor jeg foer frem , var Religionen indrettet saadan , af det var de Andre , som maatte spytte i Bøssen , og Præsterne , som fik Posen fuld . See , derfor tænkte jeg tidt , af det var Løgn det Ene med det Andet , og kun lavet sammen for af skumme Fidtet af Gryden , og saadan er mine Tanker ogsaa om Graven histoppe . I gamle Dage var det jo Munkene fra Asserbo , som lavede den , og man maatte betale godt for af faae sin Helsen tilbage ; nu er de jo borte , og saa har den vel tabt sin Kraft , mener jeg . “ „ Var det derpaa , De tænkte , medens De sad nede ved Stranden ? “ „ Nei , ikke saa ganske , Hr . Professor , “ sagde Lars Hansen og rystede sørgmodig paa Hovedet . „ Naar jeg skal sige min Hjertens Mening , saa tænkte jeg paa de Tider , da Han selv vandrede paa Jorden , og da det var indrettet saadanne , af han kunde sige til den Værkbrudne : „ „ Reis Dig op , tag din Seng og gaa ! “ “ Og saa tænkte jeg paa , mens jeg saae ud over Søen , af hvis han nu kom vandrende over Vandene for endnu en Gang af gjøre Mirakler og hjælpe de stakkels Sjæle , som ligge deroppe paa den bare Jord , saa vilde jeg gribe fat i hans Kjortel og ikke slippe ham igjen , før han havde lovet af gjøre Marie karsk og forlade mig min svære Uret og Synd . Thi en Synder er jeg for Gud og Mennesker ! “ udbrød Lars Hansen og slog sig med Haanden for sit Bryst . „ Det piner mig herinde , hver Gang jeg tænker paa , af i vor Tid skeer der ingen Mirakler mere , og af jeg er kommen for sent til af leve i den Tid , hvor Han kunde hjælpe min stakkels Marie . “ „ Men De troer jo Heller ikke paa ham , “ indvendte jeg . „ Jo , jeg gjør , “ sagde Lars Hansen med en indre Overbevisning . „ Det , jeg nys fortalte Dem , er det , jeg troer , naar Anfægtelserne komme over mig , men de komme i den sidste Tid mere og mere , fordi jeg føler mig uværdig til hans Barmhjertighed og Naade . Tidt har jeg tænkt paa at gaae over til Præsten for at spørge ham tilraads og fortælle ham det Hele ; men naar jeg saa seer paa hans Ansigt , kommer jeg til at tænke paa Offer og Kalkunsteg , og saa lader jeg de Dele fare . Men det piner mig , at jeg ikke kan betroe mig til Nogen ; kunde jeg blot een Gang rigtigt tale ud , saa blev vel det lettere , som nu ligger her “ — og Lars Hansen pegede paa Hjertet med en kummerfuld Mine . Atter vandrede vi nu en Stund ved Siden af hinanden uden at sige et Ord ; thi jeg respekterede hans Sorg alt for meget til at ville paatvinge mig hans Fortrolighed . Endeligt standsede vi ud for en af disse brede , snorlige Gjennemhugster , der ere dragne gjennem Tidsvilde Naaleskov for at beskytte den mod Ildsvaade , og som drevne af samme Tankegang dreiede vi begge af ind imod Skoven . Granerne duftede stærkt i den stille Nat , deres pyramideformede Toppe tegnede sig klart og bestemt mod den stjernesmykkede Nathimmel ; langt ude for Enden af Skoven laa Tibirke Kirke med sin hvide , takkede Gavl , og over dens Spids lyste Sirius med en funklende Glands . Natteluften var saa dugfrisk , saa duftfyldt , alt som vi gik frem , og fra Skoven hørtes der end ikke den sagteste Lyd ; ja , selv Aftenbaggerne , der i boltrende Svingninger tumlede sig over vore Hoveder , syntes at forøge Stilheden ved deres lydløse Flugt . Pludseligt standsede Lars Hansen , lagde Haanden tungt paa min Skulder og sagde med dump Stemme : „ Hvis De nu gik med en Morder ? “ Ordene kom som et Udtryk for en længe tilbagetrængt , forpint Stemning ; men her i den mørke Skov , i den lydløse Stilhed havde de noget saa Uhyggeligt ved sig , at jeg tumlede tilbage mod Grøften med det Udraab : „ Herre Jesus ! “ „ Naa , naa , bliv ikke bange , Hr . Professor , “ sagde Lars Hansen og greb mig ved Armen , for at jeg ikke skulde falde . „ Jeg mener det ikke saa ilde endda og vil intet Ondt gjøre Dem . Maa jeg tale med Dem , “ vedblev han med blidere Røsf , „ tale med Dem saadan rigtigt af Hjertens Grund ? Jeg er saa underligt stemt , jeg veed ikke selv hvoraf . Men saadan en Aften som denne gik jeg just for første Gang med Maries Moder . Forstaaer De , det er saadan gamle Syner , der gaae igjen — — jeg maa have Luft for det , der tynger mig . “ Han sagde disse Ord i en veemodig , næsten bedende Tone , og tog jeg ikke feil , havde han Taarer i Øinene . „ Tal , Lars Hansen , “ sagde jeg venligt , „ og fortæl mig kun Alt , hvad der ligger Dem paa Hjerte ; vel er jeg ingen Præst , men det kan ogsaa hjælpe , naar man taler til en Mand , der føler for Ulykken . “ „ Netop det var det , jeg mente , Hr . Professor , “ sagde han med et lysere Udtryk i sit Ansigt , „ og jeg veed , at De kan forstaae mig . Jeg hørte Dem snakke for min stakkels Marie , og de Ord glemmer jeg ikke saa let , ihvorvel hun ikke var saadan tilsinds , at hun kunde forstaae dem tilfulde . De veed jo ogsaa nok , hvad det er , som trykker Barnet , men ikke det , der trykker mig . Det er om Marie og mig , jeg vil tale . “ Jeg opmuntrede ham med et Par deltagende Ord , og han vedblev : „ Seer De , siden De sidst var hos os , er det gaaet mere og mere tilagters for hende , og skulde Noget kunne hjælpe , var det maaskee det , af Halvor Johnsen kom tilbage , men det er der nu ingen Udsigt til . Een Gang , siden De reiste , kom hun i en mærkelig Bedring ; det er nu saadan henved de to Aar siden . En af de Rørvig Lodser kom hjem fra Kjøbenhavn , hvor han havde truffet paa en Mand , som havde havt Hyre paa New-Orleans , og han sagde , af han havde seet Halvor Johnsen derovre som Fører for en Brig , der skulde til Manilla . Han havde givet ham et Guldkors med , som han skulde give Marie tilligemed hans Hilsen . Den Gang troede jeg , af Barnet skulde komme sig , saa glædeligt virkede den Tidende paa hende . Men henad Efteraaret kom Niels Ilde med et Brev , som han bad , af jeg vilde besørge til Marie . Jeg skulde aldrig have gjort det ; for nu veed jeg , af han er en lumsk Hund , som kun gaaer ud paa af ødelægge det stakkels Barn , efterdi han ikke kan faae hende . Dog den Gang kunde jeg ikke slippe de gamle Tanker , men mente endnu bestandigt , af det nok kunde blive til Noget mellem hende og Niels , særligt nu , da hun bedrede sig . Men neppe havde jeg bragt hende det Satans Brev , før Alting blev værre end forhen . Jeg skulde have læst det ; for det var et Frierbrev fra Niels Ilde , og i Brevet laa der en Stump af en engelsk Avis , som Præstens Datter tydede for hende ; deri stod , at Briggen var forlist under en Monsun i det stille Hav , og at ikke en levende Sjæl var reddet . “ Lars Hansen faug og stirrede stivt paa ung . „ Hvis hun nu døer , “ sagde han med hæs Stemme , „ er det min egen Skyld ; jeg burde have kjendt Niels Ilde , og hvad der kom fra ham . Forstaaer De nu , at jeg kan kalde mig en Morder ? “ Jeg saae deltagende paa ham , og han vedblev sagte : „ Jeg burde have skaanet Marie ; hun er fin og ømsindet , det sagde Doktoren tidt nok ; men jeg var halsstarrig , og Niels Ilde gjorde mig haard . En Aften , da Sygdommen endnu var i sin Begyndelse , det er nu fem Aar siden , tog Doktoren mig afsides og sagde : „ „ Lars Hansen , “ “ sagde han , „ „ man kan myrde med Slag , og man kan myrde med Kniv -- det veed jeg , at De ikke vil gjøre . Men man kan ogsaa myrde med Ord , med en ubarmhjertig Villie og med hjerteløs Haardhed . Mærk Dem det , og husk paa , af her bærer De Ansvaret . “ “ Den Gang tog jeg det Ansvar paa mig ; jeg syntes det var en let Sag ; men nu fynger og piner det mig , som var hvert Ord en glødende Jernklump . Hvis Barnet gaaer hen og døer — Gud naade og bedre mig ! “ Lars Hansen faug og bøiede sit Hoved ; jeg følte , af han havde faaet talf ud . Den hemmelige Sorg , der tyngede hans Bryst , blev nu delt af To ; men hvorledes var det muligt af yde ham nogen Trøst . Jeg huskede hans Fortvivlelse hin Nat ved Kogryden og faug ; der var jo Intet af sige . Vi naaede Skovens Udkant , hvorfra vi kunde see Tidsvilde . Her hævede Lars Hansen Hovedet iveiret og sagde : „ Alt er nu forbi mellem Niels Ilde og mig ; han har sat det Meste overstyr ved Drik og Svir og har nu kun Gaarden , som hans Fader , den Mordbrænder , efterlod ham . Der kunde Heller aldrig komme nogen Velsignelse fra den Kant , det maatte jeg vide . Med sine Kammerater er han ogsaa raget uklar , og nu har han taget Hyre paa Toldkutteren og er bleven den værste Krydser af dem alle . Han er en Slyngel , som kun glæder sig ved at bringe Ulykker over Andre . “ „ Jeg tænkte det Samme , fra den første Dag , jeg saae ham , “ svarede jeg ; der var Noget i hans Blik , som havde han myrdet et Menneske . “ „ Ja , hvem veed , hvordan det er gaaet til ovre i China , “ brummede Lars Hansen . „ Der gik mangehaande Rygter i By om hans Færd derovre ; men jeg dømmer aldrig en Mand uhørt , og Niels vidste at klare for sig , hvad de Dele angik . Han sagde altid , at han havde tjent sit Sølvtøj ved at smugle Opium , og det er der jo ingen Synd i . “ „ Det kan der dog være delte Meninger om , “ indvendte jeg . Den som smugler , bedrager Staten , og den , som bedrager Staten , begaaer Synd . “ „ Saa har vi mange Syndere her i Landet , “ sagde Lars Hansen tørt . „ Fri Sø bærer frit Gods , det har altid været vor Mening her paa Leiet . “ Jeg følte , at jeg berørte et ømt Punkt hos min Ven , og idet jeg forsætligt gjorde en Vending i Samtalen , sagde jeg : „ Husker De den Aften ved Kogryden ? “ „ Om jeg gjør ? “ svarede han . „ Hver Trevl ligesaa tydeligt , som var det skeet igaar . Stakkels Barn , det var ikke til Lykke , De halede hende op . “ „ Jeg mente ikke den Aften just , men den første , da jeg kom til Deres Hus . Kan De huske , at jeg maatte skjule mig i Pilene , og at jeg saae Niels Ilde komme med en Sæk Sten paa Ryggen , som han kastede i Vældet . “ „ Ja vel , “ sagde Lars Hansen , og et svagt Smil opklarede hans Ansigt , „ det var den Aften , Professoren drattede i ; det husker jeg saa meget vel . Ja , Niels Ilde har mangen god Sæk siden den Stund ; men sit Væddemaal tabte han alligevel . Vældet er bundløst , det sagde jeg ham saa tidt . “ „ Og troer De , at det blot var for sit Væddemaals Skyld , at han hver Aften slæbte Sten til Kogryden ? “ spurgte jeg skarpt og saae Lars Hansen lige ind i Øinene . „ Ja , hvad Fanden skulde han vel ellers gjøre det for , “ sagde denne rolig , og saae lidt forundret paa mig . „ Niels har altid været en stædig Hund , og det gjaldt tyve af hans spanske Sølvstykker mod ligesaa mange Specier ; men han maatte af med dem , skjøndt han sagde , at han tilsidst kunde naae Stenene med en Baadshage . “ „ Husker De , “ vedblev jeg , „ at jeg den Aften fandt en gammel Stortrøje , som jeg var ubetænksom nok til igjen at kaste ud i Vældet ? “ „ Ja , saa grant mindes jeg det nu ikke ; og der er jo løbet meget Vand til Stranden siden den Tid ; men jeg mindes , at Professoren snakkede noget om en Ring , som var bleven borte . “ „ Her er den , “ sagde jeg , idet jeg skjød Ringen af min Finger og rakte ham den . „ Nu see Herren i Naade til os ! “ udbrød Lars Hansen og tumlede tilbage , saa at han tabte Ringen i det hvide Sand . „ Det er Halvor Johnsens Fæstensring , saa sandt jeg venter at blive salig ! “ „ Er De vis paa det ? “ spurgte jeg , idet jeg tog Ringen op . “ „ For Gud og Mennesker ! “ sagde han med brudt Stemme . „ Det er Maries Ring , den samme , som hun sagde , at Underbarnet havde givet hende ude i Klitterne . Hun gav den siden til Halvor Iohnsen som Fæstensring , det husker jeg saa grant , fordi jeg blev gal i Hovedet , da Mutter fortalte mig det . Herre Jesus , har Øe draget den op af Kogryden ? “ „ Den hang ved en Snor , som stak ud af Ærmegabet paa Stortrøjen , “ bemærkede jeg . „ Troer Øe , at Halvor Iohnsen godvillig har skilt sig ved den , eller at han selv har kastet sin Stortrøje i Vældet ? Hvis Niels Ilde nu havde slæbt Sten af en anden Grund ? “ „ Hvad mener Øe , Hr . Professor ? “ raabte Lars Hansen og greb mig saa haardt i Skulderen , at jeg tørnede over imod ham . Han var askegraa i sit Ansigt . „ Jeg mener , “ sagde jeg , „ at hvor Stortrøien var , kunde der være Mere . Der blev hørt Nødraab ude fra Klitterne den Nat , da Halvor Iohnsen forsvandt . Hvis han nu laa under Stendyssen ? “ Lars Hansen bøiede sit Hoved tilbage og knugede begge Hænder mod sin Pande ; hans Bryst arbeidede voldsomt , men det var kun en Stønnen , ikke uligt et saaret Dyrs , som udgik derfra . Endeligt fik han Luft og udraabte : „ For Gud , Hr . Professor ! hvorfor kommer De først nu med alt Dette ? Hvorfor har De ikke sagt det for tre Aar siden ? “ „ Jeg har manglet ethvert Bevis , “ sagde jeg . „ Jeg troede denne Ring tabt i Klitterne , og fandt den først for to Dage siden , skjult bag Foret i min Taske . Den Aften , jeg tog den ud af Stortrøjen , mente jeg , af det kun var almindeligt Hittegods , som jeg ikke tillagde nogen Betydning . Jeg troede den Gang , sandt af sige , af Niels Ilde sænkede et Anker Brændevin med sine Sten , og Deres Fortælling om hans Væddemaal gjorde mig fuldkomment tryg . Siden , da jeg falte med Lægen i Nykjøbing , fik jeg nogen Mistanke igjen ; men Ringen var borte , og han sagde mig , af man havde anstillet Undersøgelser derpaa Stedet uden af komme til noget Resultat . Niels Ilde blev jo arresteret , ikke sandt ? “ „ Javel blev han , “ sagde Lars Hansen . „ De søgte hele Klitten igjennem og havde deres Sporhunde ude overalt ; men lige meget fandt de . Kutterens Baad var borte ; det friede ham , af Peer Mogensen forklarede , af han havde seet den borde en russisk Brig ved Daggry , og saa var han vel ædru , kan jeg tænke . “ „ Drak han ? “ „ Som en Svaber , man ikke har spulet Dæk med i fre Maaneder , Hr . Professor . Han døde af Rystesyge forgangen Aar . “ „ Der seer De ! “ indvendte jeg . „ Niels Ilde kan have kastet Baaden los og sat den i Drift . Hvad Betydning kan man tillægge et Vidne som Peer Mogensen ? “ Lars Hansen tørrede Sveden af sit Ansigt og grundede nogle Øieblikke . „ Nei , “ raabte han endeligt , „ saa gavtyveagtig kan Niels Ilde ikke være ! Kaste en Mand overbord paa Søen eller stikke ham ned i et Klammeri , det troer jeg om ham ; men drukne en Kammerat , en ærlig Gut og flink Sømand i Sandpladder og Ferskvand — fy for den lede Satan ! “ Og Lars Hansen spyttede en vældig Skraa ud som Tegn paa sin Væmmelse og Foragt . Derpaa vedblev han , efter at have lettet sig for denne Byrde : „ Desuden , Hr . Professor , fik vi jo Bud fra NewOrleans med Jørgen Olstrup . Hun har Korset endnu ; nei , det kan aldrig hænge sammen , som De fænker . Man kan ogsaa gjøre en Skjelm Uret . “ „ Lever den Jørgen Olstrup ? “ spurgte jeg . „ Nei , han vendte Kjølen iveiret Nordøst for Gilleleje , “ sagde Lars Hansen mørkt . „ Han holdt nu aldrig af at luffe , før han havde Rælingen under Vandet — saa væltede han . “ „ Niels Ilde kan have underkjøbt ham til at bringe Kors og Budskab , “ bemærkede jeg . „ Har han været saa snu at indgaae et Væddemaal for at fylde Sten i Kogryden , kan han gjøre det Andet med . Jeg har ingen ret Tro til ham . Maaskee er det en Indbildning , men da jeg den Aften saae ham staae og stirre i Vældet , var der Noget i hans Ansigt , som havde han gjort en Ulykke . „ „ Nu bliver det vel liggende , hvor det ligger , “ “ kan jeg huske han sagde — de Ord gjorde et underligt Indtryk paa mig ; men saa tænkte jeg igjen , at det maatte være Brændevinsankeret . Kan De forklare , hvorledes Stortrøjen er kommen i Vældet ? “ Lars Hansen gned sig Paa sin veirslagne Pande med Bagen af sin Haand , som vilde han skruppe Huden af , og sagde betænkelig : „ Nei , det kan jeg inte , Hr . Professor ; med mindre det skulde være saadan ved en Tilfældighed . Lad os ikke tale mere derom ; det mylrer herinde i mit Hovede , som var det Myrer , der bissede om mod Regnvejr . Jeg kunde blive gal , hvis jeg rigtigt gav mig til af tænke over de Dele , og hvad fik jeg saa for det ? Alene Han deroppe veed , hvordan det er gaaet til , og han vil vel ogsaa klare den Byge , hvis han finder for godt . Tal aldrig mere til mig derom , Hr . Professor ; jeg bliver vammel om Hjertet derved , og fik Marie Noget af vide — hun døde forvist derved . Nei , nei , Hr . Professor , lad de Døde hvile , og behold De Ringen som et Pant paa , af De vil tie . Og det vil De , Hr . Professor , for Maries Skyld . Vil De love mig det ? “ „ Jeg kunde have mest Lyst til af sende denne Ring til Herredsfogden i Nykjøbing , “ sagde jeg . „ Jeg kan næsten ikke lade være af gjøre det . “ „ Lad være med det , Mand ! “ raabte Lars Hansen næsten barsk og tog mig ved Armen . „ Hvad vilde Folkene i Rørvig sige , og hvorledes var det muligt saa af skjule det for Marie ? Gjem Ringen til Erindring om hende — og om mig , “ lagde han til med blødere Stemme . „ Velan da , “ svarede jeg ; „ men saa skal De til Gjengjæld gjøre mig et Løfte . Hvis Halvor Iohnsen imod al Formodning lever og nogensinde kommer tilbage , var det selv som den fattigste Matros , vil De saa love mig ikke at lægge nogen Hindring i Veien , men lade ham faae Marie , hvis hun kommer sig ? Vil De det ? “ „ Om jeg vil ! “ skreg Lars Hansen og greb mig i begge Skuldrene . „ Om jeg vil ? Ja , kunde jeg i dette Øieblik kjøbe Halvor Iohnsen tilbage med hver Lap , jeg eier , saa solgte jeg gjerne de Buxer , jeg gaaer i ! Om jeg vil ! Ja , om jeg saa skulde gaae tilbunds efter ham , Hr . Professor , saa gjorde jeg det , uden at smide saa meget som min Hat . “ „ De har forandret Dem , “ sagde jeg , idet jeg trykkede hans Haand . „ Ja , jeg har saa , “ svarede han blidt . „ Jeg havde Lys og Dagskjær i mit Hus ; jeg har selv skaffet det Dunkelhed og Mørke . Vilde Herren blot være mig saa naadig at rydde det af Veien , saa Solen kunde skinne paa mig . “ Jeg maatte uvilkaarligt tænke Paa de mørke Fyrrer , der hegnede Lars Hansens melankolske Hjem , og følte , hvor det Ene svarede til det Andet . Vi vare komne til Skovens Udkant , og over de flade Sandmarker kunde vi see Graven som en lav Tue og bagved den enkelte Lys i Tidsvilde By . Jeg tog hans Haand og sagde : „ See Dem om , Lars Hansen ! Derude tilhøire har vi den aabne Udsigt til Bakker og Dale , til Skove og Kirker . Langt ude tilvenstre ligger det vide , brusende Kattegat , og Himlen med sit Stjernetæppe forbinder dem begge . Men imellem dem ligger Skoven , tans og mørk , som varden et ufremkommeligt Øde , og dog have vi fundet Vei igjennem den . Saaledes kan det ogsaa gaae med Deres Datter Marie . Hendes Barndom var fri og let som Bølgerne , der tumle sig histude , men saa kom Ulykkens mørke Skygger og leirede sig omkring hende . Vil Gud , saa hugger han hende vel nok en Sti , der fører ud til lykkeligere og lysere Egne . “ „ Tak for de Ord , Hr . Professor ! “ sagde Lars Hansen og lagde sin Haand Paa min Skulder . „ De kan sommetider tale et Par Ord , der veier mere , end et helt Aars Passiar . Gud velsigne Dem — nu gaaer jeg til Graven med et lettere Hjerte . “ Med disse Ord sprang den gamle Sømand over Grøften og tog Gjenvei ind over Markerne . Jeg stirrede efter ham , idet han svandt i Skumringen , og saa gik jeg i den duftsvangre , lyse Sommernat tilbage til mit Hjem , ønskende ham , at han maatte faae den samme Fred i sit Sind som den , der nu stille og dæmrende laa udbredt over Egnen . Søvnen , der ellers kommer saa let og villig , naar Landeveien har været Ens Vandregulv den hele Dag , syntes at være for fornem til at ville træde ind i den lave Stue med den indeklemte Luft , der var saa vidt forskjellig fra Sommernattens balsamiske Friskhed . Urolig kastede jeg mig fra den ene Side til den anden , Ringen brændte paa min Finger , som var den af Ild , og i den natteskumle Stue med dens uhyggelige Omgivelser var der Øieblikke , hvor jeg virkeligt næsten troede , at den hidrørfe fra overnaturlige Magter . Idetmindste besad den Magten til at holde mig vaagen ; thi uafladeligt vandrede min Tanke fra den gaadefulde Mitra til Marie , derfra tilbage til Kogryden , saa til Halvor Iohnsen , og endeligt til det mærkelige Træf , at Ringen tre Aar efter skulde findes igjen for at kaste et enkelt Lysblink ind i hele den gaadefulde Begivenhed . Men Lyset bredte sig Heller ikke videre , og medens jeg grublede over Halvor Johnsens formentlige Skjæbne og lovede mig selv at holde skarpt Udkig med Niels Ilde , naar vi næste Gang traf sammen , faldt jeg hen i den lette , uvederkvægende Slummer , som er saa characteristisk , naar man ved en altfor anstrengt Vandring har sat Blodet i Bevægelse . Da jeg atter vaagnede , tittede det første graae Dæmringsskjær ind gjennem de flaskegrønne Ruder , og en rødlig Stribe langt ude i Horizonten forkyndte , at Nattens Herredømme snart var tilende . Jeg fik Lyst til at see Solen staae op over Kattegat , og faa Øieblikke efter stod jeg atter ude paa den øde , lyngbegrændsede Markvei , der førte til St . Helenes Grav og derfra videre mod Havet . En skarp , kold Nordvestbrise jog i afbrudte Sæt henover de flade Marker , og Natteduggens Perler hang i de tynde Havreax , som sørgmodigt neiede sig for Vinden . En enkelt Bomlærke kvidrede sin ensformige Morgensang fra en enligt staaende Tjørn , og udover Skoven drog der sig en hvidlig Taage , som var det St . Hansnattens Aander , der samlede sig til Flugt ved Hanegalet fra Tidsvilde By . Alt hvilede endnu i den dybeste Fred , og Morgenens dæmrende Stilhed blev kun afbrudt af den hule Dønning fra Havet og Slagene fra Tibirke Landsbykirke , som forkyndte , at Klokken var tre . Graven hævede sig som Aftenen iforveien tungsindigt paa den øde Mark ; men den lille Pige med Kornblomsterne var forsvunden , og Konen med det hellige Sand sad ene tilbage ved Ledstolpen , nikkende over de Reliqvier , hun endnu havde tilbage . Jeg nærmede mig Graven og saae ind over det lave Stengjærde ; der laae de endnu Alle , Gamle og Unge , Syge og Karske , men Søvnen havde gjort sit Herredømme gjældende , og for et Øieblik forenet dem i Drømmeverdenens Rige . Den blinde Mand med Violinen var gleden ned til Ægteparret med Barnet , og der , hvor han havde ligget , blev jeg en Gruppe vaer , som strax tildrog sig hele min Opmærksomhed . Paa en blaastribet Dyne laa en ung Pige , tæt og omhyggeligt tildækket med et uldent Tæppe , der tillod at skimte Omridsene af hendes fine , spinkle Legeme ; ved hendes Hovedgjærde og halvt lænet op til dette sad en slumrende Kvinde med Hovedet skøttet til sin Haand , og ved hendes Fødder laa en svær Sømandsskikkelse , indhyllet i sin Pjækkert , medens den nedfaldende Sydvesf dækkede hele hans Hoved . Der var noget Rørende , ja næsten Hjertegribende ved disse tre Personers gjensidige Stilling ; thi den aldrende Kvinde saae ud , som var hun falden i Søvn ved af tilhvidske den Syge de sidste , fortrøstningsfulde Ord , medens den gamle Sømand laa , som vilde han skjærme hendes Fødder mod Kulden . Jeg nærmede mig forsigtigt de Slumrende , og hvad jeg havde formodet , viste sig af være rigtigt : det var Lars Hansen og hans Hustru , som vare blevne overraskede af Søvnen under den Kjærlighedsgjerning , de udøvede mod deres ulykkelige Datter . Hvor var hun smuk , som hun der laa stille og ubevægelig med det blege Ansigt svagt belyst af Morgendæmringens første Skjær . Nu hvilede Søvnens Fred over de ellers saa let bevægelige Træk . Øielaagene dækkede for det forvildede Blik , men jeg maatte sande Lars Hansens Ord , af det var gaaet meget tilbage for hende , thi som jeg nu betragtede hende , forekom hun mig af være en Døende , men en af dem , som Døden rører med nænsom Haand , idet den forynger deres Træk og giver dem Ungdommens fulde Renhed tilbage . Hun syntes af være falden i Slummer under de gamle , urolige Tanker ; thi den høire Haand , der blufærdigt havde trukket Tæppet op over hendes Bryst , omfattede tillige et lille Guldkors , som hun bar i en sort Silkelidse om sin Hals , medens den venstre , der laa udstrakt paa Tæppet , ved sin ofte gjentagne , convulsiviske Skjælven forraadte , af hendes Legeme kun tilsyneladende nød den Hvile , som Søvnen havde beredt det . Hendes Bryst aandede tungt , de blege Læber bevægede sig i Søvne , uden dog af frembringe Ord , og hele hendes sammentrukne Stilling angav , af hun var slumret ind under funge Lidelser og Savn , og dog kom der med alt Dette i enkelte Øieblikke en Fred over hendes Ansigt , som forbausede mig ; men saa vibrerede pludseligt paany alle hendes Træk , og hendes Ansigt antog da vexlende Udtryk , som spejlede Drømmesynerne sig paa dets Overflade . Begge Forældrene sov trygt , og deres dybe ensformige Aandedrag dannede en skjærende Modsætning til den nervespændte Uro , der hvilede over Datteren . Længe stod jeg saaledes og betragtede hende med Hjertet opfyldt af den dybeste Medlidenhed , da skjælvede pludseligt begge hendes Hænder stærkt , det ungdommelige Bryst arbeidede tungt , og Læberne bevægede sig , som vilde hun tale uden af formaae det . Pludseligt gjennemrystedes hun som af et electrisk Slag , Armene hævede sig som for af gribe efter en flygtende Gjenstand , og idet hun atter , sank tilbage mod Puden , stønnede hun : „ Mitra , frels mig ! Ringen — Krandsen ! “ Det gav et Sæt ogsaa i mig , og en pludselig Tanke foer gjennem mit Hoved . Hun var falden tilbage mod Puden , og det rige , guldgule Haar , der havde løsnet sig ved Bevægelsen , faldt i yppig Fylde over hendes Hals og Skuldre ; nu var der en salig , næsten forklaret Ro over hvert af hendes Træk . Jeg fulgte min Indskydelse , tog Kornblomstkrandsen af min Hat , skjød Ringen af min Finger og lagde begge Dele sagte paa hendes Bryst . Saa dækkede jeg hende varligt til med det bortkastede Tæppe , og uden at vække nogen af Forældrene , sneg jeg mig bort , næsten som om jeg havde gjort en ond Gjerning , og dog i det Haab , at den maatte føre til det Gode . Først ved Kilden standsede jeg min ilsomme Gang , og her fra det lave Træskur saae jeg St . Hansdagens Morgensol stige op af Havet , gyldenblank og rød , uden at en eneste Sky formørkede dens Skjær . Ad en Omvei naaede jeg derpaa langsomt hjem , og nu først kom Hvilen til dens fulde Ret ; thi da jeg atter vaagnede , spillede Solen lystigt ind gjennem de grønlige Vinduer og belyste min Værtinde , en snakkesalig Bondekone , som delte sin Virksomhed mellem at rasle med Kaffetøiet og ruske i mig . „ Hvad er det ? “ raabte jeg , idet jeg søvndrukken foer iveiret . „ Ih , Jøsses Kors , hvor Professoren sov haardt ! “ udraabte hun . „ Jeg troede , saa sandt , Professoren var død , ligesom han , Etageraaden ovre hos Skovriderens . Gud velsigne Professoren , fordi han lever , saa sparer vi da Ligsyn den Gang . “ „ Javisf ! “ svarede jeg ærgerlig . „ Hvad er Klokken ? “ „ Jøsses , hun er over halvgaaen tolv . Jeg har været fo Gange inde for at tage Kaffen ; hun blev saa kold som Is . Den første Gang var der en Mand her og vilde med al Magt snakke med Professoren ; men jeg sagde , at Professoren sov , fordi han nyssens var kommen hjem . “ „ Hvem var den Mand ? “ „ Jøsses , har Professoren ikke hørt det ? Nei , det er jo sandt , Professoren sov ; nu , det var Manden ovre fra Jørgen Vibes , min Svogers Næstsøskendebarn . Han fortalte Ting , saa Haarene maatte reise sig paa Ens Hoved — ja , hvem skulde troe , der kunde skee Mirakler i vore Dage ? “ „ Hvilke Mirakler ? “ „ Ih , Jøsses ! veed Professoren ikke det ? Nei , det er jo sandt , Professoren sov . Ja , det er en sær Tidende den , kan Professoren troe . Der kom de bærende igaar Aftes med Marie Larsdatter til Jørgen Vibes Gaard , for Lars Hansen er jo Jørgen Vibes Kones Søskendebarn , skal jeg sige os . Hun har nu ikke havt sin Forstand i mange Herrens Aar og var derhos belagt med den faldende Syge , saa at hun hverken kunde staae eller gaae , men Konerne derovre maatte paa en Dyne slæbe hende til Kilden og derfra over til Graven . Der sov hun da inat , og ligesom Solen staaer op , vaagner hun med et Skrig , saa vor Fader kunde høre det ude i Huggehuset . Nu troede de Alle , at det først var blevet rigtigt galt med hende , især da hun havde en Krands paa sit Hoved af det skabede blaae Kram , der staaer inde mellem Kornet . Men hun reisfe sig op og sagde , at en Guds Engel havde besøgt hende om Natten , og at hun vilde gaae tilbage til Jørgen Vibes . Nu troede de , at hun var gaaet rent fra Vid og Sands , og vilde tvinge hende til af lægge sig ; men hun tog det , hun havde ligget paa , og gik den halve Vei til Gaarden , saa maatte de støtte hende en Kjende , for træt blev hun da lige godt . Men da hun kom til Jørgen Vibes , spiste hun baade Hvedekage og Bergfisk og drak Kaffe til . Saadan et Jertegn har man aldrig hørt i vore Dage — ja , Sancte Helene hjælper dog Den , hun hjælpe vil . “ „ Hvor er hun ? “ raabte jeg , idet jeg i min Overraskelse nær var sprungen ud af Sengen . „ Jøsses , nu skal jeg gaae , “ raabte Konen forskrækket ; „ saa kan Professoren tage sig en Taar Kaffe , naar han vil . Ja , de ere allerede seilede ad Rørvig til , mens Professoren sov . Det var det , Manden fra Jørgen Vibe skulde sige , og saa skulde han bringe en flittig Hilsen fra Lars Hansen til Professoren og sige , af nu var der hugget Sti gjennem Skoven . “ Dermed gik Konen og overlod mig til mine Betragtninger , hvoraf en ikke uvæsentlig var den , af man aldrig bør sove til den er halvgaaen tolv . V . Da jeg senere hen paa Formiddagen kom op til Jørgen Vibes Gaard , fik jeg fuld Bekræftelse paa Konens Fortælling , og da jeg om Aftenen vandrede om mellem de talrige Grupper af Fiskere og Bønder , som Markedet havde hidkaldt , var Historien bleven Aftenens Conversationsthema , og nu fik jeg den „ mit Umständen “ , som Tydskerne sige . Nogle fortalte , ligesom min Værtinde , at en Engel havde vist sig for Marie Larsdatter , Andre sagde , at det havde været den hellige Frue , medens en Del holdt paa St . Helene , og ivrigt svoer paa , at kun hun alene kunde bevirke sligt et Underværk . „ Vor Herre havde lagt en svar Sten paa hendes Hjerte , “ sagde en gammel Bonde , der med sit hvide , glat nedkæmmede Haar og sin røde Hue under Hatten tog sig hel ærværdig ud ; „ men nu har han ladet St . Helene vælte den bort igjen og sænke den i Jorden , ligesom den Sten , hun kom seilende paa , ligger sænket hisset ude . Ja , mere end dette ene Jertegn har jeg seet i mine Dage , og stor Synd er det , at den fromme Jomfru skal have sin Grav paa aaben Mark , ret som var hun en Hedning . “ Hvor vilde disse Ord ikke have frydet de fromme Brødre fra Asserbo Kloster , disse renlivede Sjæle , som Erkebiskop Eskild kaldte ind , men som paa Grund af Jordbundens Goldhed og Folkets Ugudelighed atter søgte hjem til federe og frommere Egne . Ja , selv da jeg en fjorten Dage efter over Liseleie tog til Kikhavn for at lade mig sætte over Issefjorden , fortalte Fiskerne mig om den mærkelige Begivenhed , der var hændet Lodsoldermandens Datter fra Rørvig , og vare fuldt og fast overbeviste om , at der virkeligt var skeet et Jertegn , som man ikke havde hørt Magen til siden Katholicismens mirakelsvangre Dage , og jeg havde saaledes al god Grund til at antage Beretningen for sand i det Væsentlige , men vogtede mig dog vel for at lade et Ord falde , som kunde antyde , at jeg havde overtaget en af de Helliges Roller , ligesom jeg haabede , at Lars Hansen havde gjort det Samme . Til min store Glæde holdt der en Vogn ved Rørvig Toldsted , og til min endnu større var det min gamle Læges , som fra Rørvig agtede sig tilbage til Nykjøbing efter et Sygebesøg . Vi havde neppe gjenkjendt hinanden og skiftet de sædvanlige Hilsener , før jeg strax spurgte om Maries Tilstand . Hans Ansigt antog et alvorligt Udtryk , idet han svarede : „ Vor Tids Æsculaper formaae saare lidt i den Slags Tilfælde , saalænge de ikke have den Syge under deres egen Opsigt eller paa en velordnet Sindssygeanstalt . Men , “ vedblev han med et lidt sarkastisk Smil , „ Hippokrates skal have havt en klog Kone , og hun skal have overlevet ham . Hvad vi ikke formaae med alle vore Piller , Salver og Mixturer , det udretter stundom en Stump Kirkebly , et Dødningeben eller Blodet af en Henrettet . Lars Hansen blev til Slutningen kjed af mine Besøg ; han var aldrig hjemme eller gik , saasnart jeg kom , med et sky Blik ud af Stuen . Med Patienten blev det værre og værre . Kræfterne tog kjendeligt af , og sandt at sige , troede jeg ikke , hun skulde overleve denne Sommer . Saa faaer Moderen det fordømte Indfald at kjøre den halvdøde Pige herop til Toldstedet , og Faderen seiler hende i en Baad lige til Tidsvilde . Der lægger de hende paa den bare Jord , kun med et Tæppe over sig , og lader hende saa ligge i den kolde Natteluft til den næste Morgen . Ethvert normalt construeret Menneske vilde være kreperet paa Halvvejen ; men disse Fiskere have en egen Natur , og deres Kvindfolk ere stundom seiglivede som Aal . Hvad skeer ? Den stakkels Pige seer Spøgelser midt om Natten , og Rysfelsen giver hendes nedbrudte Nervesystem ikke Dødsstødet , men en ny Spænding . Dagen efter komme de tilbage med hende ; hun spiser , drikker , kommer til Kræfter , og nu troer Forældrene , af hun er rask . “ „ Er hun det da ikke ? “ „ Aa , hvad ! det er , som man tager det . Hvor ligger Grændsen mellem Sygdom og Helbredelse i den Slags Tilfælde . Ganske sikkert kommer hun til Kræfter , og Sygdommen har taget en heldigere Vending ; hendes Humør er bedre , hun sover om Natten , men syg er hun alligevel . Seer De : Hele Forskjellen er denne : før troede hun , af Halvor Johnsen var død og aldrig kom igjen ; nu troer hun , af han imod al menneskelig Forventning lever og snart vil komme tilbage . Før var hun et Bytte for Fortvivlelsen ; nu for en indbildt Lykke . Men gal er hun alligevel , Gudbevares ; det kan der ingen Tvivl være om . “ Med disse Ord satte den gamle Doktor sig tilbage i sin Stol med en næsten ærgerlig Mine . „ Hvor kan de tale om Lykke , naar De i samme Øieblik paastaaer , af hun i Virkeligheden er sindsforvirret . „ Forlad mig , “ sagde Doktoren . „ De befinder Dem i en stor Vildfarelse , som jeg forresten veed er meget almindelig . De troer , at en Gal altid maa føle sin Ulykke ; men tværtimod , der er Forrykte , som jeg noget nær antager for at høre til de lykkeligste Mennesker . Hun hører netop til dette Slags ; thi hendes forrige forvildede Tilstand , der af og til afløstes af lysere Øieblikke , hvori hun dybt maatte føle sin Ulykke , har nu forvandlet sig til en fix Idee , der heldigvis fylder hende med Fred , ja en vis Lyksalighed . Hun tænker frit , bevæger sig ligesom Andre i den Ideekreds , som hendes Omgivelser fremkalde , og har ingen klar Bevidsthed om sine forudgangne Lidelser . Kun naar Talen falder paa Noget , der tilfældigt minder hende om Halvor Johnsen , kommer den løse Skrue frem , men saa kan man , min Salighed , ogsaa dreie paa den , saalænge man vil ; den er ganske som Archimedes ' s , den har hverken Begyndelse eller Ende — den gaaer rundt , rundt , rundt , ligesom hans . “ Og den gamle Doktor ledsagede hver af disse „ rundt “ med et Slag af Fyrstaalet , saa Gnisterne spruttede til alle Sider , og Lunten tændtes i et Nu . „ Saa bliver jo ethvert fast Haab , enhver sikker Tro af regne med ind under Vanvid , “ bemærkede jeg . „ Ganske sikkert , ganske sikkert , saasnart det gjælder noget Umuligt , Høistærede , “ ivrede Dokforen og klappede Laaget paa sin Merskums Pibe i med et fast og bestemt Slag . „ Troer De , som hun , af der spadserer et Barn omkring derude i Klitterne , som ingen Andre end De kan see , saa er De gal , og haaber De , af en druknet Sømand skal komme hjem for af holde Bryllup , saa er De ogsaa gal . Nu skal De blot høre . Forleden Aften , ligesom hun var kommen hjem fra den Gravhistorie , hvorfor jeg , in Parenthesi sagt , skjældte Lars Hansen og Konen dygtigt ud , sidder jeg alene med hende i Mørkningen henne ved Vinduet . Da gaaer der pludseligt ligesom en Gysen igjennem hende , og jeg siger : „ „ Hvad ryster Du nn for , lille Marie ? “ “ — for jeg har været Dus med hende fra Barn af . „ „ Nu tændtes Nyet , “ “ sagde hun med sagte Stemme , og lige i det Samme kom jeg til af see ind i hendes forunderlige Øine ; de skinnede med en Glands , som Andre vilde kalde Sjælfuldhed ; men Gud bedre os for det , det er noget helt Andet . Jeg saae ud ad Vinduet , og ganske rigtigt , der stod Nyet tændt paa den mørkeblaae Aftenhimmel . Hun stirrede paa det med en fortrøstningsfuld Glæde i hvert af skne Træk , og jeg sagde : „ „ Det er da ikke Noget at ryste for , lille Marie . “ “ Da sænkede hun sit Blik , saae mig dybt og fast ind i Øiet og sagde : „ „ Jeg ryster af Glæde ; thi i dette Øieblik følte jeg , at Halvor tænkte paa mig . “ “ Vil De nu tænke Dem , hvilket Nonsens ! Jeg blev saa gal i Hovedet derved , at jeg sagde , og det noget uforsigtigt : „ „ Snak , Marie , det kan han jo ikke . “ “ Jeg fortrød det strax , thi det kunde have rystet hende ; men hun reiste sig blot op , pegede paa Nyet og sagde med en Overbevisning , som fuldstændigt viske mig , at hun var gal : „ „ Naar den halve Ring bliver til en hel , kommer Halvor tilbage , “ “ og dermed gik hun ud af Stuen . “ „ Lod De hende da gaae ? “ spurgte jeg forundret . „ Naturligvis , enhver Tvang vilde blot virke skadeligt . Hun har nu sin fuldstændige Frihed , og Faderen sætter sig ikke længere mod Noget . Jo mere Motion , desto bedre ; det er det Eneste , der maaskee kan helbrede hende . “ „ Troer De da ikke nok , af hun kan helbredes . “ „ Jeg har bedre Haab end forhen , “ sagde Lægen , „ effersom hendes Physiske Velvære , er i dagligt Tilfagende ; men saa fine Naturer som hendes ere vanskelige af beregne . Nu blomstrer hun vel op som et Æbletræ , der i lang Tid var fortrykt , men har De lagt Mærke til , af de Æbler ere sødest , som ere stukne af Orme . De modnes hurtigst , men falde tidligst af . Der er Noget ved Maries Tilstand , som ganske minder mig derom ; hun er som en Blomst , der har faaet Nattefrost . Saalænge Kulden varer , kjendes det ikke , men saasnart Morgensolen tøer dens frosne Blade med sin Ild , falder den sammen og visner . “ „ Men hvis man nu satte sig ind i hendes Ideer , gav Agt paa dem , og ligesom lyttede til hendes Sjæls indre Røster for af handle i Overensstemmelse dermed , troer De ikke , af det vilde hjælpe ? “ „ Gudbevares ! “ raabte Doktoren . „ De vil da ikke gjøre hende bindegal ? Fortæl hende først , at Halvor Johnsen vil komme tilbage , eller at Mitra venter hende ude i Klitterne , saa skal De bare see , hvordan Galskaben løber af med hende . Kold , rolig Opposition og kolde Omslag , naar Blodet stiger til Hovedet — det er det eneste Middel , forsikkrer jeg Dem , det eneste Middel ! “ Nu kunde jeg ikke dye mig længere , og medens den gamle Læge kradsede sin Pibe ud for at stoppe sig en ny , begyndte jeg at fortælle om Ringen , om Graven , og hvorledes jeg ved at lytte til hendes i Søvne udtalte Fantasier , netop havde bevirket Noget , som jeg maatte ansee for en Helbredelse . Denne Gang slog Doktoren ikke Takt med Fyrstaalet ; han vedblev tvertimod at proppe Tobak i Hovedet , skjøndt det forlængst var fuldt , med en tvær , vantro Mine . Men da jeg havde endt min Fortælling , udbrød han heftig : „ Naa , saa De er altsaa ogsaa med i Complottet ! Tak De Deres Gud , at ikke et Nerveslag dræbte hende paa Stedet ; det er ikke Deres Skyld , at Sagen tog den Gjænge . Stop , Søren ! “ raabte han til Kudsken og sagde derpaa ikke uden en vis Bitterhed : „ Vær saa artig , Hr . Collega , her gaaer Veien til Lars Hansen . “ Nu fortrød jeg min Aabenhjertighed ; thi den gamle Læge rakte mig neppe Haanden til Afsfed , men egentlig kun Fyrstaalet , hvorpaa han rullede videre , medens blaae Røghvirvler bølgede bag ved ham og dannede mærkelige Krøller som Commentar til hans Text . Allerede da jeg nærmede mig Lars Hansens Hus , blev det mig klart , at noget Lyst og Glædeligt var foregaaet , som syntes at udbrede sin Duft over selve det Hjem , Familien beboede . De smaa , blyindfattede Ruder vare vegne for større , og de mørke Fyrrer , der ved at stænge Lyset og Luften ude , havde fremkaldt en vis trist Stemning , laae fældede — Lars Hansen var netop ifærd med at give de sidste Banesaaret . Da han saae mig komme , slængte han Øxen og foer ud paa Veien med en saa drøi Velkomsthilsen , at jeg ikke skal gjentage den her . Derpaa drog han mig ind i Stuen , hvor Karen sad ved sin Rok , medens Marie læste op for hende ; men ved min Indtrædelse lagde hun rødmende Bogen fra sig paa Bordet . Hvilken Modsætning fra den Gang , jeg saae hende sidst ; det var som Dagen mod Natten . Man kunde vel see , af hun havde været syg ; thi hendes Lød var fint og skjært , hendes Hænder hvide og magre , og en stærk Bleghed afløste hendes pludselige Rødme ; men af hun endnu skulde være sindsforvirret , derpaa var der ikke Tegn af opdage . Hendes Blik var klart og roligt , og hendes smukke , blaae Øine udmærkede sig netop ved et Udtryk , som , skjøndt det af og til var drømmende , dog maatfe kaldes sjælfuldt og smukt . Dertil sad hendes rige Haar saa sirligt og fast , af man næsten maatfe ansee disse guldgule Fletninger for støbte af det ædleste Metal , og det mørkeblaae Hvergarnsskjørt hang tilligemed det hvide Forklæde i saa smukke Folder , af det var en Lyst af see . Havde jeg ikke kjendt hendes tidligere Tilstand , vilde jeg aldrig have anet , af denne unge Pige , der nu venlig bød mig Velkom men , havde været i den Tilstand , hvori jeg desværre altfor ofte havde seet hende . „ Kan De huske mig ? “ spurgte jeg prøvende . „ Nei , De har vel glemt mig ? “ „ Jeg har seet Dem tidt i den Tid , jeg var borte , “ sagde hun uden Spor af Forvirring eller falsk Undseelse . Jeg husker Dem som gjennem et Slør ; men Deres Stemme kjender jeg fuldt vel , den havde en mild Klang . “ Med disse Ord gik hun paa Moderens Vink hen til et Skab , fremtog Dug , Skee og Tallerken og dækkede i al Taushed , men med fuldkommen Sikkerhed og Ro til mig for Enden af Bordet . Dog lagde jeg Mærke til , at hendes Blik undertiden dvælede særegent forskende paa mig , som vilde hun bag mine Træk søge en Andens , og en uvilkaarlig Angst greb mig ved Erindringen om , at jeg i det Ydre skulde have Noget tilfælles med Halvor Johnsen . Dog beroligedes jeg snart , da jeg saae , hvor uforstyrret hun røgtede sin Dont , og hvor rolig hun gik ud af Stuen , da Maallidet var færdigt — jeg var jo desuden bleven tre Aar ældre . „ Nu skal hun sin Tour i Klitterne , “ sagde Lars Hansen og saae gjennem Ruden efter hende . „ Hun og Klitterne høre sammen ; troer jeg ikke , Gud hjælpe mig , at hun holder mere af dem end af Stuen herhjemme . “ „ Stuen er hende trang , “ sagde Moderen mildt og saae op fra sit Spind . „ Der er Fugle , som døe i Bure , men synge ude . “ „ Naar blot hun faaer gaae i Fred , “ sagde Lars Hansen og kløede sig bag Øret ; „ jeg ængstes tidt for , at Nogen skal kyse hende i Sandene . “ „ Niels Ilde er ombord paa Kutteren iaften , “ sagde Konen og spandt videre ; „ han faaer ikke Landlov i syv Ugedage , desformedelst at han drev Hans Torden en Kindhest . “ „ Hvem er Hans Torden ? “ spurgte jeg . „ Det er tredie Mand paa Kutteren , næstefter Betjenten og Niels Ilde , “ sagde Lars Hansen . „ Et underligt Navn , “ bemærkede jeg . „ Aa ja , for Den , der ikke veed , hvordan han fik det , “ sagde Lars . Han var ude med Barken Ane Marie i Nordsøen og gik tilveirs under en svær Byge for at besfaae Mersseilene . Saa , ligesom han laa paa Raaen , kom der en Lynstraale og rev ham ned fra den og kastede ham ned paa Dækket . De troede Alle , han var død , og vilde hive ham overbord den næste Morgen . Men ligesom de vilde til at sye ham ind i Køieklæderne , siger han : „ „ Tordne mig , “ “ siger han , „ „ kan I Hallunker ikke lade mig ligge , til jeg selv en Gang gaaer tilbunds . “ “ Saa mærkede de da nok , at der var Liv i ham og pleiede ham saa smaat , til de kom til Antwerpen . Der blev han lagt paa et Hospital og blev gnedet Paa en Electrisermaskine , for han var endnu ganske lam , da de satte ham iland . Fra den Tid hedder han Hans Torden ; og med Undtagelse af en blaa Stribe ned ad den høire Kind er han ligesaa rask som jeg . “ Her endte Lars Hansen sin mærkelige Fortælling og langede sin Kabuds ned af Væggen , idet han sagde : „ Jeg faaer dog at see , hvor Tøsen bliver af , og støtte hende en Kjende , skulde hun blive mødig paa Veien . “ „ Han er forandret , “ sagde jeg , da Lodsoldermanden havde forladt Stuen . „ Ja , han er saa , “ sagde Karen og standsede sin Rok ; nu er han ligesaa blød og føielig , som han før kunde være contrari og ilsindet i alt det , som Marie angik . For Smaatingene fik jeg nu altid at raade . Ja , han er bleven sær forandret , som Professoren siger ; give Gud , at det ikke maa være forsilde , saa at det stakkels Barn endnu kan naae sin Lykke , uden at Niels Ilde , det onde Skarn , faaer lagt hende plat øde . “ „ Den Lykke , hun haaber paa , naaer hun dog vel neppe , “ sagde jeg ; „ Halvor Johnsen skal jo være forlist . “ „ Ja , hvo veed ? “ sagde Karen tvivlende . „ Aviserne ere ikke nu som i gamle Dage ; de lyve tidt en Mand død . “ „ De troer altsaa , at han lever ? “ „ Ja , jeg veed hverken ud eller ind , “ sagde Karen og brast pludseligt i Graad . „ Taler jeg med Marie , da bæres det mig grangiveligt for , at han maa leve ; saa fast og sikker en Tro giver Vorherre ikke Nogen forgjæves . Men snakker jeg saa med Dokforen , saa tager han Alt Plat fra mig igjen og siger , at saadan en Tyrketro netop er Bevis paa , at hun endnu ikke er rigtig i Hovedet . Meget har han gjort for hende ; men troer jeg saa Skam ikke , at han har faaet Nag til hende , fordi hun kom sig paa St . Helene Grav . Hvor kan ogsaa Nogen være fumbet i Hovedet , der læser saa vel , som hun ? “ „ Hvad var det , hun læste for Dem ? “ spurgte jeg . „ Ak , “ sagde Karen , „ det er saadan en herlig Bog , som vor gamle Præst gav hende , dengang hun stod til Confirmation . Den skildrer saa grangiveligt , at jeg sommetider troer at være midt inde i Tyrkiet , eller hvor det nu er . Ret nu , som De kom , sad hun og læste om de tre Prindsesser , hvoraf den Yngste blev trofast , medens de to Andre glemte hver sin Hjertenskjær ; den Historie har hun altid holdt mest af , og naar hun kommer til det Sted , hvor Prindsessen sidder alene ved Stranden og seer ham komme paa Kobberhesten , saa de lyse Luer staae ud af dens Næsebor , da lyser hendes Øine saadanne , at jeg nok kan see , hvad hun tænker paa , men saa , lukker hun tidt Bogen og siger : „ „ Sorgen er jo aldrig saa tung , at Glæden kan vorde des større “ “ — ja , Haab er Sjælens Daab , som vor Præst sagde ; det beskjæmmer Ingen . “ Jeg greb Bogen og bladede i den ; det var „ Tusinde og een Nat “ , og man kunde see , at den var bleven læst flittigt , ligesom jeg lagde Mærke til , at de Steder , der gav Fantasien friest Spillerum , ofte vare understregne med en grov Blyant . „ Forstaaer De nu ogsaa Alt , hvad hun læser ? “ spurgte jeg . „ Ia sommetider kan det jo være svært nok for mig , “ sagde Karen ; „ men for hende gaaer det des bedre , al den Stund Præstens Døttre læste med hende fra Lille af . Den Gang skjønnede hun saa let , at hun næsfen nemmede en Bog udenad , havde hun blot læst den to Gange ; men saa maatte vi lukke for Boghylden , fra det Lav , hun mente at see Underbarnet . “ „ Nu tænker hun vel ikke mere derpaa ? “ „ Nei , “ sagde Karen , „ i lange Tider har hun ikke talt et Ord derom ; men lige indtil hun blev saa syg , saae hun ofte Syner derude i Sandene , saa Haarene maatte reise sig paa Ens Hoved . Men de betød aldrig Noget for Andre , og kun Lidt sagde hun derom til os . Efter hendes Sygdom har jeg ikke mærket Noget , det jeg veed af , saa nu har vel Herren taget Magten fra det Onde , der pinte hende , og har betænkt at gjøre hende karsk . Kom Halvor Johnsen blot igjen , saasandt troer jeg , at hun glemte al sin Kummer og Kvide . “ „ Jeg traf Doktoren ved Toldstedet og kjørte med ham til Veiskjellet ved den sidste Klit . Han fortalte mig , at Marie havde sagt , at Halvor Johnsen vilde være tilbage , naar Nyet blev fuldt . Det er der kun syv Dage til . “ „ Ak ja , det Samme har hun sagt mig ! “ sukkede Karen , „ og det tyder intet Godt , at hun paany vil ud til Havfruestolen , naar Solen gaaer til Ro . Der fik hun sine første svære Anfald , og -- -- - naa , Gud være lovet , der kommer Lars med hende ude paa Veien . “ Vor Samtale blev afbrudt ved de Indtrædende . Marie havde i Haanden en Bouket af Klokkeblomster , Blaahat , Valmue og andre Markblomster , som trives , hvor lidt Muld kommer frem , og hvor Klitterne give Læ . Hun viste mig dem med barnlig Glæde , som om de vare de kosteligste Urter fra et fremmed Land , og ordnede dem derpaa med saa megen Farvesands , at jeg kunde see , at Præstens Døttre havde lært hende Mere end at læse . Senere fik jeg da ogsaa at vide , at Præstens yngste Datter havde havt megen Omgang med Marie og foreslaaet at tage hende med til Hovedstaden , da de reiste . Deraf blev der dog Intet , da Maries Forlovelse og Sygdom kom imellem ; men det gav mig Nøglen til , hvorfor hun baade i Dragt og Lader var noget mere end en sædvanlig Fiskerpige , ligesom ogsaa hendes Fantasier i de ensomme Klitter vel knnde være paavirkede af de mærkelige Drømme i de gamle østerlandske Eventyr . Tiden hengled let og behageligt i Lars Hansens Hus , eller snarere udenfor dette ; thi allerede om Morgenen lokkede den vildsomme Natur mig ud til nye Undersøgelser enten i Klitterne eller paa Havet . Først om Eftermiddagen vendte jeg tilbage med mit Udbytte , og naar jeg havde underkastet dette den første , foreløbige Behandling , tilbragtes Aftenen gjerne i Lars Hansens forreste Stue under en Passiar eller Oplæsning af Marie . Naar hun greb Bogen , og med sin bløde , friske Stemme gav sig til at læse en af Scheherazades underfulde Fortællinger , da lyttede de Andre til i Tanshed , men paa Minespillet i hendes Ansigt , paa Rødmen , der kom og gik over hendes Kinder , paa Øiets funklende Glands og Stemmens Overgange knnde jeg vel mærke , at hun ligefrem gjennemlevede , hvad hun læske saa inderligt , at hun knnde troe det som virkeligt . I saadanne Øieblikke knnde der komme et seeragtigt Udtryk i hendes Blik , og hun knnde bevæges saa stærkt , at hun maatte lægge Bogen fra sig ; men dette tydede jo kun paa en letbevægelig , livlig Fantasi , som farvedes af Eventyrets rige Billeder . Derimod var det mig mere paafaldende , at hun hver Aften kom senere og senere hjem fra Havfruestolen , og at hun da ofte i sit Ansigt havde et uroligt eller skuffet Udtryk , der ikke spaaede mig godt . Foruden Lars Hansen havde jeg i Rørvig erhvervet mig en anden Ven , den djærve Palle Ib . Han var en ægte Sømand , lav og undersætsig , med et Par mægtige , røde Bakkenbarter og et Ansigt saa fuldt af Kopper , at ingen Flue kunde kravle henover det uden at brække Bagbenene , som han selv sagde . Dertil var han Fører af Toldkutteren „ Najaden “ , og bar som saadan Titel af Krydstoldassistent eller Assistent , som han til daglig kaldtes . Det Værste var , at jeg maatte skjule min Omgang med ham for Lars Hansen , saa godt det lod sig gjøre ; thi det eneste Feilsyn hos min gjæve Vært var det , at han i Kraft af sin Maxime om den frie Sø ansaae Smugleri for en lovlig Gjerning , saa at det efter hans Mening kun var af det pure Krakileri , at Palle Ib havde lagt sin hurtigseilende Kutter for Anker ved Rørvig Toldsted . En Eftermiddag havde jeg gjort en af mine sædvanlige Udflugter til det høitliggende Klintebjerg , og vandrede henimod Solnedgang tilbage langs Stranden forbi Dybe- og Flyndersø , der vel nu forlængst ere udtørrede . Det var en stille og mild Juliaften , Havet krusede sig i neppe mærkelige Dønninger , og Lyngoldenborrens sagte Summen , en enkelt Jordhumle , der drak af den gule Strandkløver , var alt Det , der afbrød den dybe Stilhed , som hvilede over de golde Sandflader med deres Bakker og Dale . I sorgløse Tanker slæntrede jeg langs den rullestensbelagte Strandbred med min Botaniserkasse paa Ryggen , beundrende den regelmæssige Form , som Bølgeslidet formaaer at give selv de haardeste Stenarter , da opdagede jeg pludseligt en kvindelig Skikkelse noget foran mig og saae , at det var Marie , som sad paa den store halvsprængte Sten og stirrede ud over Havet . Havde jeg ikke vidst bedre , skulde jeg have troet , at det var en Statue , saa ubevægelig sad hun Paa den graalige , lavbevoxte Granitblok , og skjøndt Rullestenene ramlede under mine Fødder , dreiede hun ikke engang Hovedet for at see , hvem det var , der nærmede sig ; hun syntes tvertimod hensunken i en stille , drømmerisk Beskuen af den vidtstrakfe , solbelyste Havflade , som langt ude i Horizonten forenede sig med Aftensolens Glød , og først da jeg lagde Haanden paa hendes Skulder , foer hun sammen med en Skjælven , der gjennembævede hende fra Isse til Fod . „ Nu vækkede De mig , “ sagde hun med et bebreidende Udtryk i de mørkeblaae Øine . „ Sov De ? “ spurgte jeg . „ Nei , “ svarede hun ; „ men da De rørte ved mig , var det , som veg Nogen bort fra mig . “ Jeg betragtede den sælsomme Pige og tænkte i det Samme paa Mitra , men jeg huskede ogsaa Lægens Ord og satte mig stiltiende ved Siden af hende paa det bortsprængte Stykke af Havfruestolen . „ Vil De blive her ? “ spurgte hun endeligt , halvt frygtsomt , halvt uvilligt . Jeg følte , at der i disse Ord laa et Ønske om , at jeg skulde fjerne mig ; men jeg svarede : „ Det er silde , Marie ; om Lidt gaaer Solen ned , og det bliver koldt herude ved Stranden . De bliver syg af at sidde saalænge i den kolde Aftenluft , naar Duggen falder . “ Hun saae paa mig med et halvt fortrydeligt , halvt velvilligt Blik og sagde : „ Jeg bliver aldrig mere syg ; “ derpaa trak hun Fødderne til sig og lagde de foldede Hænder sammen over Knæene med en Mine , som vilde hun afskjære enhver videre Tiltale . „ Det kan De ikke vide , “ sagde jeg . „ Ingen kjender sin Skjæbne . “ Hun drog Fødderne endnu mere til sig , knugede sig endnu tættere sammen og sagde med et underligt Udtryk : „ Jeg kjender min . “ „ Er den god ? “ spurgte jeg . Hun svarede ikke , men stirrede paany henover de solbelyste Bølger , der sagte og i bløde Dønninger vuggede sig for den neppe mærkelige Brise . Jeg fulgte Retningen af hendes Blik og saae , af det dvælede paa de solbelyste Aftenskyer , som i mangfoldige , vexlende Lag og spillende i alle Overgange af Violet , Orangerødt og Guldgult som en mangefarvet Glorie omgav den synkende Sol . En enkelt lille , mørkfarvet Sky drog sig i dette Øieblik forbi Solen og delte dens blodrøde Skive i to ulige Dele . Den havde , som alle Skyer , der bebude Storm , en forreven , fantastisk Figur ; den lignede næsten en sælsom , vinget Fisk , i hvis opspilede Gab Solen truede med af forsvinde ; men pludseligt opløstes den og flød hen i to søndrede Halvdele , saa af Solen atter straalede under den i sin fulde Renhed . I det Samme foldede Marie Hænderne og udbrød : „ Nu feirede Lyset ! “ Jeg saae paa hende og blev dybt greben af den Skjønhed , der i dette Øieblik hvilede over hvert af hendes Træk . Det var den reneste barnlige Glæde forenet med en jomfruelig Undseelse over , at jeg havde hørt hendes Udbrud og maaskee morede mig over det . “ „ Seer De Syner i Solen ? “ spurgte jeg . „ Ak , “ svarede hun dæmpet , „ jeg veed godt , at jeg ikke seer som andre Folk , og har tidt maattet høre ilde derfor , og dog seer jeg ikke saaledes nu , som da jeg var Barn ; de Syner vende aldrig tilbage . “ Hnn sagde dette med en Inderlighed og en Varme , som fik hendes Læber til at skjælve . Jeg mindedes paany Mitra , og hvad dermed stod i Forbindelse , men kunde dog ikke lade være at spørge : „ Hvad saae De da som Barn , Marie ? Herude i Sandene mellem de nøgne , øde Klitter er der jo Intet at see ; saa skulde De blot komme til Kjøbenhavn . “ „ Intet at see , “ gjentog hun , idet en livlig Rødme farvede hendes Kinder . „ De taler som Doktoren og tænker vel ogsaa som han . “ Jeg følte mig ikke meget smigret ved denne Bemærkning og sagde ganske vist lidt paa Dril : „ Jeg seer intet Andet end Marehalm og Tang , Sand og Vand og saa de store Stene , over hvilke Bølgerne uafladeligt skvulpe . “ „ O , De seer som Doktoren ! “ udbrød hun heftigt , „ som den gamle Skolelærer , der pryglede os , og som ham , jeg ikke vil nævne . De kan ikke forstaae , hvad jeg seer , selv om jeg vilde fortælle Dem det ! “ „ Tro ikke det , Marie ! “ sagde jeg varmt og vilde gribe hendes Haand ; „ jeg sagde det kun saa for at drille Dem . Tro mig , jeg kunde godt forstaae Dem , hvis De vilde fortælle mig Noget , men det vil De vel neppe til en Fremmed . “ „ De er ikke Fremmed for mig , “ sagde Marie bevæget , og rakte mig den Haand , som hun nys havde trukket til sig . „ Moder har fortalt mig saa Meget om Dem , og jeg veed , at De har været saa god mod mig den Tid , da jeg var borte . Jeg vil gjerne fortælle Dem Noget af det , jeg saae som Barn ; men ikke Alt — nei , det tør jeg ikke . “ Hendes Blik antog et drømmende Udtryk , og idet hun sænkede Hovedet , saa at hun mere saae ned paa Stenen end paa mig , sagde hun med dæmpet Stemme : „ Om Dagen saae jeg aldrig Noget . Naar Solen skinnede paa de hvide Klitbakker og gjorde Alt rigtigt lyst , var jeg altid bange for at gaae alene herude mellem Klitterne ; thi her var saa ensomt , syntes jeg , at Nogen kunde komme og tage mig . Men om Aftenen , naar Solen gik ned , blev Alt til Guld , og ud fra Stranden lagde der sig en gylden Bro , som naaede helt derhen , hvor Solen sank , og der stod et Slot med mange Vinduer og Taarne og med mange store , hvælvede Porte , hvor jeg kunde see lige ind . Ud ad dem kom deilige Børn for at lege med mig . De havde lysegrønne Klæder og mørke Haar , og de havde Krandse af Perler og røde Tangblomsler om deres Hoveder . De vare fine og skjære i Huden , saa at jeg syntes , at jeg kunde see , hvorledes Blodet bevægede sig inden i dem , og de gik ikke , som vi Andre gaae , men vuggede sig i lange Kjeder frem imod Land og spillede sagte , forunderlige Melodier , som jeg ofte endnu synes at kunne høre . Men naar de naaede Land , rakte de altid Armene frem imod mig med et Suk og forsvandt i Sandet , og jeg græd ofte af Smerte over , at jeg aldrig kunde gribe dem og holde dem fast . Naar jeg da vendte mig fra Stranden og bedrøvet stirrede ind imod Land , blev jeg dog altid trøstet ved , hvad jeg der saae ; thi alt Sandet glimrede som Guld , og de mørke Fyrrer vare gjorte af luende Kobber , men Birkene vare af Sølv , og fra deres fine Grene dryssede Perler og Diamanter , som jeg samlede i mit Forklæde for at bringe dem hjem til Moder og gjøre hende glad . Inde fra Klitterne klang der da forunderlige Toner , Guldsandet regnede fra Bakkerne , og derinde vare store , forunderlige Sale og dybe Huler , hvoraf Tonerne strømmede ud , men jeg turde ikke gaae derind , thi vanskabte smaa Mænd med graae Kapper og side Hatte paa Hovedet truede ad mig , og store Edderkopper slog Væv for Indgangene , saa jeg frygtede for at fanges deri . Da kom der ofte en lille Pige i lyseblaa Kjole og Guldbælte om Livet . Hun havde bare Fødder og en Krands af Kornblomster om Hovedet ; men hun var saa deilig , at jeg ikke formaaer at beskrive det . Naar hun kom , blev jeg altid rolig og blev ikke bange , selv om Mørket faldt paa . Da kunde vi gaae sammen langs Klinten , hvor hun viste mig mange forunderlige Ting . Hun var Heller ikke bange for de graae Mænd , men tog dem ud af deres Huler og viste mig , at de kun vare gjorte af Sand , saa at man kunde pille dem fra hverandre og strøe dem paa Jorden ; men , naar hun vilde gjøre det , skreg de ynkeligt og bad for sig , og da lod hun dem altid løbe eller satte dem blot ind i de store Spindelvæv , hvor de gjorde de forfærdeligste Ansigter og sparkede og sprællede , indtil de kunde komme løs . Men naar Maanen skinnede , var det egentligt allermorsomst ; da laae Klitterne rundtomkring , som var det store , hvide Bjerge af Sølv , og ud fra dem kom en Mængde deilige Børn i hvide Klæder og med Krandse af det blaagrønne Marehalm om Hovederne . De dandsede for os i Maaneskinnet og sang inderlige Sange , der lød ligesom Vinden , naar den om Efteraaret blæser herude mellem Klitterne . Da viste den unge Pige mig tidt , at de store Stene ved Stranden ikke vare døde , som Doktoren og Skolelæreren sagde . Naar hun rørte ved dem med sin Haand , knagede det i dem , som skulde de revne , og de begyndte at rokke og bevæge sig , men langt kunde de ikke komme ; thi de havde korte , krumme og vanføre Ben , tykke , uformelige Maver og et fladt Hoved , der sad nedtrykt mellem Skuldrene . Men naar hun rigtigt vilde , kom der dog Liv i dem , og de vare da saa morsomme at see paa ; thi mange af dem havde Ansigter , der lignede Folk inde fra Byen , som jeg ikke kunde lide , En var tyk og rød som Toldcontrolleuren , en anden lang og gul ligesom vor gamle Skolemester , men naar jeg puffede til dem , faldt de over hverandre , rullede ned ad Havstokken , og de , der faldt i Vandet , satte de fortrædeligste Ansigter op og skyndte sig , alt hvad de kunde , med at komme iland igjen og finde det Hul , hvor de før havde siddet . Men naar saa Doktoren eller Fader kom for at hente mig , løb hun altid hen og skjulte sig bag den store Sten her . Da var Alting borte , og jeg fik kun Utak , fordi jeg havde ladet vente paa mig ved Nadveren . “ Hun taug og stirrede atter ud over Havet , hvis Flade Solen i dette Øieblik syntes at berøre , og det var , som om hendes Øine slet ikke blændedes af den gyldne Straalepragt , saa fast og ufravendt saae hun imod Solen . Dybere og dybere sank den , der manglede kun dens øverste lyserøde Bue ; nu svandt ogsaa denne under Horizonten , og som en uhyre gylden Vifte gjennembrød Reflexstraalerne de utallige , skjælformede Smaaskyer og laante dem en Glands , der i tusindfoldig Farvepragt afspeiledes af Havet , saa at selv de hvide Klitbakker farvedes derved . „ Nu sank den ! “ sagde Marie og drog et dybt Suk . „ Hvo der kunde synke som den og dog glæde Alle i sin Dødsstund ! “ Hun sagde disse Ord saa simpelt og naturligt , men med saa megen Veemod , at jeg blev greben deraf , thi i dette Øieblik følte jeg , at Tanken om hendes Tilstand dog laa i Dybden af hendes Sjæl som den mørke Sky , der nys havde truet med at opsluge Solen . Der kom atter i hendes Ansigt det samme Udtryk af haabløs Uro og skuffet Forventning , som jeg havde lagt Mærke til de foregaaende Aftener , og lidt ængstet sagde jeg : „ Maa jeg følge Dem hjem , Marie , nu kommer Mørket . “ „ Ja , nu kommer Mørket , “ sagde hun med et smerteligt Suk , men gjorde ingen Mine til at reise sig . „ Skal jeg gaae alene , eller skal jeg følge Dem ? “ spurgte jeg igjen , idet jeg reiste mig . „ Rettest gik jeg vel uden Følge , var De ikke min Faders Gjæst , “ svarede hun . „ Lad os gaae op oven om Klitbakkerne , saa kunne Alle see os fra Byen . “ Jeg tænkte i det Øieblik , at hun følte finere end mangen Dame , og rakte hende min Haand for at støtte hende under Gangen opad den steile Sandbanke ; men hun undveg den og ilede med en Lethed , som jeg ikke havde tiltroet hendes endnu svage Kræfter , opad Klitbakken , næsten ligesaa hurtigt som jeg . Da hun havde naaet dens Top , standsede hun uden at puste , vendte sig om og saae endnu et Øieblik ufravendt ud over Havet . Men pludseligt funklede hendes Øine med en næsten overnaturlig Glands ; hun gjorde et Par Skridt fremad , som vilde hun atter skyde sig nedad Skrænten ; derpaa sank hun med et Glædesudbrud paa Knæ og favnede en Gjenstand , der for mine Øine ikke var til , men som hun bedækkede med Kys og Kjærtegn . Jeg stod som lynslagen , ikke af Skræk , men af en forunderlig Følelse af , at her var Noget , som mine legemlige Øine ikke kunde fatte , men som maatte være til , endog i min umiddelbare Nærhed . Jeg havde i dette Øieblik glemt at tale , ja , jeg formaaede ikke engang at gjøre en Bevægelse , og først i det Øieblik , da Marie reiste sig op og tilsyneladende fulgte Nogen ud imod Klittens bratte Skrænt , fik jeg mine lamslagne Kræfter igjen og foer efter hende for at drage hende tilbage fra det farlige Sted . Men hun kom mig i Forkjøbet , thi idet hun pludseligt dreiede sig om imod mig , sagde hun med et straalende Blik , idet hun pegede langt ud over Havet : „ Nu kommer Lykken ! “ Forvirret og forbauset stirrede jeg paa hende ; men hun lagde Haanden paa sit Bryst , bøiede Hovedet tilbage og sagde med en Røst , som var den en længe indestængt Aand , der endeligt fløi ud til Lys og Frihed : „ O , nu faaer det Luft , som længe har sukket og klaget herinde ; mit Hjerte sprænges derved ! “ Hun blev dødbleg , trykkede Haanden mod Hjertet med en smertelig Mine og vaklede saaledes , at jeg foer til og greb hende i mine Arme . „ Hvad er det , Marie ? “ raabte jeg . Hun stod et Øieblik uden at kunne tale . Hele hendes Legeme skjælvede , hendes Bryst bevægede sig voldsomt , og Taarerne trillede een for een tungt ned paa min Haand — de brændte som Ild . Endeligt samlede hun sig , saae paa mig med et straalende Blik og hvidskede op imod mig : „ Nu kommer han ! “ Aldrig kunde hun have sagt mig noget Værre — thi nu blev det mig klart , at den gamle Doktor havde Ret . Mit Blik røbede det , og hun vedblev : „ See ikke saa bedrøvet paa mig ! Jeg er ikke syg , jeg feiler Ingenting ; jeg er kun saa glad , saa uendeligt lykkelig . Kan De ikke see ham ? “ „ Hvor ? “ sagde jeg forvirret og stirrede omkring mig . „ Der , langt ude paa Søen ! Seer De ikke to hvide Seil , der dukke op hist ude ; lige der , hvor Solen gik ned ? Det er Halvor ; han staaer ved Rattet og seer mod Land . “ Jeg stirrede ud i den angivne Retning , men saae kun Solrødmen , der med sit lysende Skjær bredte sig over Havet . „ Jeg seer Intet , “ sagde jeg . „ Vær fornuftig , Marie , og følg med ! “ „ Ak , De seer med Øiet og ikke med Hjertet , “ sagde hun med en Mine , som ynkedes hun over mig . „ Lad os skynde os hjem for at gjøre Alt færdigt til ham . Ak , længe , længe har jeg ventet ! “ Hun ilede hen over det flygtige Sand , som var det den fasteste Vei , og jeg fulgte bedrøvet efter ; thi nu var jeg fuldstændigt overbevist om , at Lægen dog havde Ret , og at hendes tilsyneladende Helbredelse kun var en sørgelig Maske . Paa det Sted , hvor Klitbanken skraanede ned mod Hulveien , der førte til Lars Hansens Hus , vendte hun sig om og sagde med bønlig Stemme : „ Siig Intet til Fader eller Moder ! Fortæl Ingen , at han kommer tilbage ; det kunde blive til stor Skade for ham og os Alle . Bliv her et lille Øieblik og følg ikke efter mig , før De seer , at jeg har naaet Huset . Tal endelig ikke til Nogen ; jeg vil saa nødig spottes i min Glæde . “ Jeg lovede hende det paa samme Maade , som man lover et Barn et Legetøj for at dysse det til Ro ; men hun saae mig fast ind i Øiet og sagde : „ Tal ikke ! “ Dermed ilede hun ned , og kort efter saae jeg hendes lette Skikkelse atter komme tilsyne længere nede i Hulveien og forsvinde bag den Banke , hvor Lars Hansens Hus laa . Paa det Punkt , hvor jeg stod , havde jeg Udsigt ikke alene til Fiskerleiet , men ogsaa til Rørvig Toldsted , hvor Palle Ibs Kutter , Najaden , laa fortøiet ikke ret langt ude . Jeg lagde Mærke til , at der ved Toldstedet havde samlet sig en Gruppe af Sømænd og Betjente , og jeg troede at skimte Palle Ibs Skikkelse imellem dem . I en Hast fik jeg Kikkerten frem og saae , at der var Bevægelse paa Fartøiet , hvilket bebudede , at en Seiler var isigte . Hastigt rettede jeg Kikkerten mod Nordvest , og hvad skildrer min Overraskelse — i de dæmrende Aftentaager saae jeg de hvide Mærsseil paa en Skonnert tegne sig uklart mod Horizonten . Nede ved det lille Toldsted , hvor jeg kort efter befandt mig , herskede der Travlhed og livligt Røre ; thi paa et saa afsides Sted er en Seiler altid en velkommen Gjæst , der giver Anledning til allehaande Udtalelser og Formodninger , saavel fra Toldvæsenets som fra Fiskernes Side . Palle Ib stod med Kikkerten for Øiet , omringet af en Flok Fiskere , af hvilke en , idet jeg nærmede mig , bemærkede : „ Det er Fanden ingen Amerikaner det ! “ „ Luk dine Glugger op og din Mund i ! “ brummede Palle Ib og tog Kikkerten fra Øiet . „ Jeg vil lade mig hænge , hvis det ikke er en Amerikaner . Kan Du ikke see , at han har Bomuldsseil og den korte Fokkemast ? “ „ Hvorfra er den ? “ spurgte jeg , idet jeg nærmede mig Palle Ib , som i den grønne Tolduniform og med den messingbeslagne Kikkert i Haanden tog sig helt statelig ud mellem de grove Fiskere . „ Ja , spørg den ad , “ sagde Palle Ib . „ Vidste vi blot altid , hvorfra et Fartøi kommer , og hvad det har inde , kunde vi lade dem klarere Ladningen paa Toldboden . Ventelig er den fra Rio eller en anden oversøisk Havn . “ „ Kan De see , hvad det er for en Landsmand ? “ „ Det er ingen Landsmand det , “ sagde Palle Ib og satte atter Kikkerten for Øiet , „ ellers havde den tonet Flag for længe siden . Den seer ud , som kunde den have Lyst til at give Kjøbmændene i Nykjøbing nogle Fade Rhum til billig Pris . Saa for Satan , der gaaer allerede et Par Kadreiere ud til den fra Ebbeløkke . Havde vi blot en Hatfuld Vind , kunde vi overhale ham endnu i Aften , men den er løiet svært af . Den fordømte Skonnert ligger for langt ude til af naaes med Fartøiet . “ „ Gaaer De ud imorgen ? “ spurgte jeg . „ Før Solen staaer op , “ sagde Palle Ib bestemt . „ Den seer mig ud til allehaande . “ „ Saa kunde De gjøre mig den Tjeneste af tage mig med ; jeg kunde have Lyst til af see , hvorledes det gaaer til , naar et Fartøi bliver overhalet . “ „ Hjerteligt gjerne , “ sagde Palle Ib og sænkede Kikkerten ; „ naar blot Professoren vil være parat til af tage sin Overhaling med ; skjønner jeg ret , faaer vi saa megen Vind imorgen , af Professoren gjerne kan tage Reb i sin Hat iaften . “ Jeg kjendte Palle Ib for godt til af blive stødt over den Hentydning , der laa i hans Ord , og var for nysgjerrig til af lade mig skræmme , selv om vi skulde faae en ordentlig Storm . Maries besynderlige Adfærd og sikkre Haab havde vakt en vis Stemning ogsaa hos mig , og nu var der jo den ønskeligste Leilighed til af see , om hun havde Ret eller ikke . Jeg aftalte altsaa med Palle Ib , af jeg skulde holde mig parat til af møde ved Daggry nede ved Toldstedet , og medens jeg grundede paa , hvorledes jeg bedst skulde binde min Vært en lille Historie paa Ærmet , begav jeg mig op til Huset bag Klitbakken . Lars Hansen havde ogsaa seet den fremmede Seiler og mente , af den kom fra Rio med Kaffe . Karen sukkede , da hendes Mand udmalede hende , hvor let Folkene fra Ebbeløkke kunde komme til en Sæk eller to ; men Marie gik omkring med et straalende , jeg kunde næsten sige overjordisk Udtryk i sit Ansigt , og da hun efter Aftensbordet tog den gamle Historiebog frem , læste hun med en saadan Inderlighed og et saadant Udtryk , af jeg mere end nogensinde maatte sande Karens Bemærkning . Først henad Midnat brød vi op , og det lykkedes mig ved Hjælp af Marie af komme i Besiddelse af Eriks Stortrøje og Sydvest , uden af Lars Hansen anede det Forræderi , hvori hans Nærmeste tog Del . VI . Allerede før de første Solstraaler den næste Morgen tittede ind ad mit Vindue , var jeg paa Benene og nede ved Toldstedet , hvor Hans Torden ventede mig i Kutterens Fartøi . Lidt efter kom Niels Ilde tilligemed John , den tjenstgjørende Betjent , som venligt bød mig Godmorgen ; men idet jeg sprang i Fartøiet , tilkastede Niels Ilde mig et hadefuldt Blik og tørnede , tilsyneladende uforsætligt , saadan imod mig , at jeg nær var gaaet udenbords . Jeg noterede mig denne lille Venskabstjeneste , der nær havde gjort min Udflugt til Intet , og idet jeg satte mig ned paa Toften , spurgte jeg John i en ligegyldig Tone , om han kjendte noget til Halvor Johnsen . Niels Ildes Ansigt fortrak sig paa en uhyggelig Maade ved dette Spørgsmaal , og han brummede , medens han lagde Aaren ud : „ Her er Ingen , der spørger efter Halvor Johnsen ; han er gaaet neden om hjem for mange Tider siden . “ „ Saa ? “ sagde jeg og betragtede ham stivt . Da var der dog en Mand fra Ebbeløkke hos Lodsoldermanden , ligesom jeg gik herned ; han sagde , at han havde talt med Halvor Johnsen ombord Paa Skonnerten . “ Niels Ilde slap Aaren ganske bleg i Ansigtet , men Hans Torden raabte : „ Saa skod , for Satan ! Vi render jo mod Bolværket . “ Niels tog atter til Aaren , men John sagde : „ Saa har de Fandens Karle fra Ebbeløkke været derude inat og malet Kaffe . Nu veed da hver Kjæft paa Skonnerten , at vi ligge ved Rørvig , saa faaer den Ben at gaae paa . “ „ Er det da et mistænkeligt Fartøi ? “ spurgte jeg . „ Aa , “ svarede Betjenten , „ de prøver jo sommetider , om de kan kaste et Par Sække Kaffe eller nogle Kister Tobak iland til Kjøbmændene i Nykjøbing . Det er mest saadan henad Efteraaret , naar Nætterne ere mørke . Nu smugles der kun af Kadreierne , og det har ikke Stort at betyde . Hvad var det ellers for en Mand fra Ebbeløkke ? “ tilføiede han med et lunt Blik . „ Jeg kjendte ham ikke , “ sagde jeg afvisende ; thi i Virkeligheden havde der Ingen været hos Lars Hansen ; jeg havde blot villet prøve at stoppe Munden paa Niels Ilde . Dette var ogsaa lykkedes mig ; thi han mælede ikke et Ord den hele Vei til Kutteren . Oppe paa Dækket , hvor Alt ligetil de smaa Falconetter var saa pudset og blankt , at man mindedes om en Orlogsmand , travede Palle Ib op og ned med Kikkerten under Armen og en Mine , som viste , at nu var han i sit rette Element . Han bød mig hjerteligt Velkommen , og da jeg meddelte ham det Puds , som Niels Ilde havde villet spille mig , sagde han : „ Det er en studs Karl og en Helvedesbrand mod dem , han engang har faaet Kig paa . De maa have gjort ham Noget imod , det tør jeg frit bande paa . “ Jeg vilde give en længere Forklaring , hvilket er en slet Forretning tilsøes ; thi Palle Ib vendte sig fra mig og raabte : „ Hiv hjem ! — Skrub Jer forude ! Heis Fokken ! “ Disse Ord i Forbindelse med den derved tilveiebragte Hiven og Halen vilde have overdøvet en kraftigere Stemme end min , og faa Øieblikke efter stod vi , efter at have faaet Storseil og Klyver sat , med en stiv Kuling af Nordvest ud gjennem Issefjordens Indløb , idet vi kastede det sidste Afskedsblik til det venlige Fiskerleie og de fjerne Skove ved Jægerspris . Inde i Fjorden , hvor Klitbakkerne gav Læ , havde vi havt smult Vande , men knap havde vi klaret det høie Spotsbjerg , før Sagerne tog en anden Gjænge , saa at jeg i en Hast fik en praktisk Forklaring af , hvad „ en Overhaling “ vil sige . Vi havde neppe gjort en Vending paa den første Boug , før vi havde Søerne over Dækket , og nu krydsede vi paa ligesaa meget under som over Vandet , idet jeg priste Eriks Stortrøie og Sydvest . Palle Ib gjorde ikke Mine til at rede . Imidlertid laa Skonnerten en Mil til Luvart af grønne Revle , men neppe havde vi halet en Kvartmil ind paa den , før vi saae den heise sine Forseil , og Palle Ib udbrød : „ Nu gaaer han , Djævlen gale mig , tilsøes ! Vi skal vise ham , at Najaden mageligt kan have hans Kram . “ Heri tog han imidlertid feil ; thi vel var Najaden , som de fleste af vore Krydstoldkuttere , et letløbende , hurtigseilende Fartøi , men her traf det sin Overmand , og vi havde neppe gjort et Par Vendinger til , før Palle Ib til sin store Ærgrelse mærkede , at han stiledes agterud af sin overlegne Modsfander . „ Sæt Gaffeltopseil ! Heis Flag og Stander ! “ raabte Palle Ib . Hans Torden og Niels Ilde sprang til før at udføre Ordren , men den Sidste brummede , idet han strøg forbi : „ Den bærer hun ikke . “ „ Spør ' jeg Dig , Flab ! “ raabte den hidsige Palle Ib , som havde opfanget Niels Ildes Ord . „ Hun skal bære det ! “ „ Det gaaer ad Helvede til ! “ mumlede Niels Ilde , medens han stak Faldet paa . Til Held for ham hørte Palle Ib ikke denne iøvrigt meget rigtige Bemærkning ; thi han var alt agter ude , og et Øieblik efter saae jeg ham lede Tilberedelserne til at lade de smaa Piecer , som Kutteren førte . „ De vil da ikke skyde paa ham ? “ sagde jeg leende . „ Ikke det ? “ svarede Palle Ib og langede selv en Kardus til en af Folkene . „ Hvad Fanden troer De da , vi har de Tingester til ? Først et Skud løst , og saa en Kugle foran Bougen — det er efter Instruxen . Det Øvrige kan komme efter Conduite , som man siger . “ Koparrene i Palle Ibs Ansigt glødede , medens han udtalte disse Ord med en Bestemthed , som var han Chef paa et Orlogsskib , der jagede en Sørøver . Jeg sprang tilside , og nu knaldede den lille Falconet lystigt af uden andet Resultat end det skarpe Knald , som hurtigt bortførtes af Vinden tilligemed Krudtrøgen . Fra Skonnerten kom der intet Svar . Den fortsatte roligt sin Kurs uden saameget som at tone Flaget ; men vi halede øiensynligt ind paa den , og endeligt kom det store Øieblik , hvor man kunde lade en Kugle vande foran dens Boug . Denne Gang stillede Palle Ib selv Falconetten , og tog saa nøiagtigt Sigte , at Kuglen dandsede henad Vandet neppe ti Favne foran Bougen . I det Samme gjorde Skonnerten Mine til at tone Flag , og Palle Ib udbrød med en fornøiet Mine , idet han snappede Kikkerten fra Nathuset : „ Nu skal De see , hun stikker sin tydske Pjalt ud ; det er altid de Lybækker Kjøbmandsskuder , som more sig med at drille os . “ I det Samme tonede Skonnerten Flagen underlig graasort , laset Tingest , lige ubestemmelig i Form og Farve , foer op under Raanokken . Niels Ilde tilkastede sin Overordnede et Blik , som det vistnok var heldigst for ham , at denne ikke bemærkede , men John udbrød : „ Nu skulde da den Onde tordne i ham , Hr . Assistent ! det er en tom Kaffesæk , der gaaer tilveirs . “ Palle Ib saae lige saa arrig ud som en Dogge i Hundedagene og foer selv til Roret for at holde Kutteren bedre op til Vinden ; pludseligt krængede vi saa stærkt , at hele Lønningen lagdes under Vand , et Bygekast foer susende hen over os , der hørtes en Lyd som et Pidskesmeld oppe fra Masten — Gaffeltopseilet gik overbord , medens vi reiste os igjen . „ Saa til Helvede ! “ sagde Palle Ib og saae efter det bortfløine Seil , der et Øieblik hævedes af Søerne . „ Nu kan vi gaae hjem og lægge os og sige , at vi ere blevne grint ud af en Tydsker . “ Heri tog han heller ikke feil ; thi i samme Øieblik satte Skonnerten mere Seil , og medens den gjentagne Gange heisede den tomme Kaffesæk op og ned * ) , som for at haane Toldkutteren endnn mere , stod den Kattegattet udefter , bestandigt ladende et større Rum imellem os og sig . Palle Ib var imidlertid ikke den Mand , der opgav en Forfølgelse saa let , og først henad Eftermiddagen , da Skonnerten fjernede sig ud over Grændserne for hans Station , standsede vi Forfølgelsen og huggede med desto større Kraft ind paa de tarvelige * ) Dette kaldes at „ kippe “ Flag , og betyder det Samme , som naar man paa Land tager Hatten af for en Mand . Retter , som Hans Tordens Kogekunst havde forsynet Kahytten med . Saa vendte vi og stod Nord om Hesseløen med aftagende Kuling . Her ankrede vi under Fyret for at være parate ved Daggry , hvis den mistænkelige Skonnert paany skulde vise sig og ikke staae Storebelt ind , som Palle Ib formodede . Det var den første Dags Overhaling , og den kom der ikke meget ud af , hverken for Palle Ib eller mig . Uagtet en Køie ombord paa en Toldkutter ikke kan ansees for noget særdeles bekvemt eller luxurieusf udstyret Leie , sov jeg dog udmærket den Nat , blideligt vugget af Kattegattets Bølger . Ja , saa fast var min Søvn , at jeg først , da jeg tørnede ud , mærkede , at vi alt vare under Seil og et godt Stykke fjernede fra den lilleø , der havde tjent os til Skjulested om Natten . Vinden var sprungen mere Vester i , men den var tillige løjet betydeligt af , saa at vi med alle Seil oppe kun for en svag Brise bevægede os over Kattegattet i nordvestlig Retning . Luften var , trods Morgenen , usædvanligt trykkende og lummer ; et tyndt , graat Skytæppe dækkede med en fortvivlet Ensformighed hele Himlen , og langt ude i Horizonten mod Vest laae nogle tykkere Banker , der syntes at tyde paa kommende Regn . Niels Ilde , Hans Torden og de to andre Matroser , der hørte til Kutteren , vare ifærd med at skaffe forude , John stod tilrors , og Palle Ib tog som sædvanligt med Kikkerten under Armen og begge Hænder begravede i Pjækkerten Maal af Dækket fra Roret til Spillet . „ En net Expedition , jeg har faaet Professoren ud paa , “ brummede han med et ærgerligt Udtryk i sit Ansigt og rakte mig Haanden . „ Var det forbandede Gaffeltopseil ikke gaaet overbord , havde vi havt Skonnertens Dæk under os igaar Aftes , og havde kunnet løbe tilbage til Rørvig med dens Papirer . Nu kan vi risikere at komme til at ligge og drive her paa Observation den ganske Dag og faae os en vaad Trøie inden Aften . “ „ Faaer vi Regn ? “ spurgte jeg . „ Kan nok hænde , det løser sig op i Taage , “ sagde Palle Ib og saae ud ; men Vinden flaner mere og mere af , det kulede ganske friskt imorges . Bliver det stille , saae vi Regn , og saa kan vi drive i det en Dags Tid eller fo — det er en sølle Fornøielse ! “ „ Saa maae vi overhale Skonnerten med Fartøiet , “ sagde jeg , „ hvis vi træffe den . “ „ Maaskee , “ sagde Palle Ib , „ og maaskee ikke . Faaer vi tyk Luft , hvad det seer mest ud til , maae vi lade Fartøiet blive , hvor det er . Desuden har De vel ingen Lyst til en ny Rotour med Niels Ilde ? “ „ Aa , “ sagde jeg , „ der kommer vel Andre i Fartøjet end han . “ „ Siig mig , “ sagde Palle Ib og satte sig paa Kahytskappen , „ hvad er der egentligt iveien mellem Niels Ilde og Dem . Han gloer efter Dem , som havde han Lyst til at give Dem en Lussing . “ Jeg tog Plads ved Siden af ham og begyndte paa min Beretning med en Omstændelighed , der stod i Forhold til de gode Stunder , vi havde , idet jeg dog ganske fortaug mit sidste Møde med Marie . Palle Ib hørte opmærksomt efter , kun af og til afbrydende min Fortælling med et tvivlende eller opmuntrende „ det var som Satan ! “ . Da jeg havde endt , spyttede han Skraaen udover Rælingen , tog sig en frisk og brummede : „ Egentligt talt kan jeg dog ikke see Noget , som skulde gjøre Niels Ilde hadsk imod Dem ; De har jo ikke rendt ham iveien . “ „ Jeg skal have en tilfældig Lighed med Halvor Johnsen , “ bemærkede jeg . „ Maaskee er det nok til at vække hans Uvillie . “ „ Veed han det om Ringen ? “ spurgte Palle betænkelig . „ Nei , “ svarede jeg , „ men jeg fortryder , at jeg igaar Morges truede ham med Halvor Johnsen , fordi han rendte paa mig . Det faldt mig saadan ind i Øieblikket ; thi der har Ingen fra Ebbeløkke været hos Lars Hansen . “ „ Ikke det , “ sagde Palle Ib forundret og saae paa mig . „ Jeg troede ikke , at Professoren kom ombord med en Pose Løgn . John sagde forvist , at den Mand havde truffet Halvor Iohnsen ombord paa Skonnerten , og her paa Kutteren troer hver Kjæft det ; maaskee er det derfor , at Niels Ilde skuler saa ilde . “ „ Lad ham det ! “ sagde jeg . „ Saa kan han mærke , at man tidt faaer det tungt paa sin Ryg , som man tager let paa sin Samvittighed . Hvad mener De ellers om det ? “ Palle Ib stirrede dybsindigt ned i Dækket og sagde : „ Hvad man ikke har seet , skal man tage sig iagt for at høre . Har Niels Ilde faaet onde Ord , som han har givet Lussinger , saa faaer han en stor Regning at opgjøre . Forresten troer jeg , at hele Historien er Løgn fra Ende til anden ; jeg har ogsaa kjendt Halvor Iohnsen . “ „ Førte De da Kutteren dengang ? “ „ Javel gjorde jeg saa , “ brummede Palle Ib ; „ og Halvor Iohnsen husker jeg meget godt . Han var noget af en Springfyr og aldrig fornøiet i Tjenesten . Aftenen før han gik iland , havde jeg givet ham en Visker ; ventelig var det af den Grund , han rømmede Kutteren med dens eget Fartøi og gik ombord i Russeren . Halvor Johnsen . . . “ „ En Seiler ret forude , Hr . Assistent ! “ brummede en dyb Stemme . Vi foer begge op , og Niels Ildes svære , mørke Skikkelse stod lige bag ved os . Han havde upaatvivleligt hørt Halvor Johnsens Navn blive nævnet ; thi hans Ansigt var blegt , og dets skulende Udtryk traadte i dette Øieblik endnu stærkere frem . Palle Ib snappede Kikkerten med en Ed og stirrede ud over Rælingen . Jeg fulgte Retningen af hans Blik , og omtrent tre Fjerdingvej forude saae vi i Nordvest Skonnerfens elegante Reisning og kridhvide Seil , som næsten hang døde ned . „ Nu har vi den ! “ brummede Palle Ib og gned sine Hænder med en veltilfreds Mine . „ Om en halv Time har vi ikke en Hatfuld Vind mere . Lad dem gjøre Fartøjet klart , Niels , og siig til Hans , at han holder sig klar ; Du og han faaer trække paa Aaren . “ Niels kastede et mørkt Blik ud mod den fintbyggede Skonnert ; derpaa stak han Hænderne i Lommen og sagde : „ Assistenten maa have mig undskyldt ; jeg tager ingen Aare idag . “ „ Plager den lede Satan Dig , Niels ? “ raabte Palle Ib hidsig . „ Hvad skal de Optøier betyde ! “ „ Assistenten maa have mig undskyldt , “ sagde Niels Ilde og tog med en tvær Mine den ene Haand op af Lommen for at føre den til Kaskjetskyggen ; „ men jeg har faaet saadan et Værk i den venstre Skulder , at jeg ikke kan røre Armen . “ „ Det er nok kommet flyvende paa Dig , “ sagde Palle Ib spydig . „ Ja , det er saa , Hr . Assistent ! “ sagde Niels . „ For det er Flyvegigt , skal jeg sige os . Det flyver paa , men det kryber af , det Skab . Ret nu faaer vi Forandring i Veiret . “ „ Saa lad Hans Torden og Ole Skalle gaae i Fartøiet ! “ sagde Palle Ib ærgerlig og vendte sig fra ham . „ Selv kan Du skrnbbe Dig ned i Lukafet og skrnbbe din Skulder med Værk . “ „ Tak , Hr . Assistent ! “ sagde Niels Ilde med et hæsligt Blik i sine mørke , ondskabsfulde Øine . „ Men mod det Værk , jeg har idag , hjælper al Verdens Værk ligesaa meget som en Draabe i Helvede ; def gaaer kun over i Solskin . “ „ Hvad Fanden mente han med den Passiar ? “ spurgte Palle Ib og saae efter Niels , der drev forud for at meddele Folkene den givne Ordre . „ „ Ligesaa meget som en Draabe i Helvede ? “ “ sagde han . Næsten skulde jeg troe , at De har Ret , og at han gaaer omkring med mørke Syner . Han seer ilde ud idag , og er derhos dobbelt saa studs som sædvanligt — der maa være Noget iveien med ham . “ „ Hed den Kapitain , som blev dræbt i Shanghai , ikke Jessen ? “ spurgte jeg . „ Jeg syntes Lars Hansen kaldte ham saaledes . “ „ Jovel gjorde han , “ sagde Palle Ib . „ Jeg kjendte ham godt ; en stolt Gut , men haard mod sine Folk , som Satan selv . Der var Ingen , der fik Lov til at stikke Hænderne i Lommen , naar de talte til ham . Han har sin Familie endnu inde i Kjøbenhavn , saavidt jeg veed . “ „ Jeg er overbevist om , “ sagde jeg , „ at Niels Ilde har havt noget med def Drab at gjøre og maaskee med et til . Man kan jo see , at det Menneske gaaer om med Noget , som tynger ham . “ „ Bedsf er det at lade , som man ikke mærker Noget , “ sagde Palle Ib og reiste sig . „ Halvkvædet Vise kan nok forstaaes ; men under den føres ingen Mand til Galgen . Ret nu er de klare ved Fartøiet . Vil De med , Hr . Professor ? Eller vil De blive ombord og drikke Skaller med Niels Ilde ? “ „ Da jeg ikke faae nogen rimelig Grund til denne Forlystelse , og da jeg tilmed mindedes Lars Hansens Ord i Tidsvilde Skov , modtog jeg det første Tilbud , og steg tilligemed Palle Ib og Betjenten i det lette Fartøi , som gyngede ved vor Styrbords Side . Lige i det Øieblik , vi kastede los , og ligesom Aarerne sænkede deres skarpe Blade første Gang i Vandet , stak Niels Ilde Hovedet op af Lugen og knyttede Haanden ad os med et saadant Udtryk af Had og Forbittrelse i sit Ansigt , at jeg stødte til Palle Ib , som sad tilrors . Han vendte Hovedet om , men i samme Øieblik havde Niels Haanden til Huen og forsvandt i Lukafet . Palle knuste en Ed mellem Tænderne , lagde Roret til Bagbord , og nu gled vi med raske Aaretag henover Kattegattet . Alt som vi nærmede os Skonnerten , lagde jeg Mærke til , at Hans og Ole hvidskende meddelte hinanden deres Bemærkninger , idet de ofte , til Ærgrelse for Palle Ib , vendte Hovederne , som om de maalte Distancen og ventede at see Nogen ombord ; men jo tydeligere dens lange , smalle Skrog og smækkre Reisning tegnede sig for os , desto mere lagde vi Mærke til , at intet Liv rørte sig ombord . Den laa nu omtrent en halv Mil fra os med nedhængende , døde Seil , men hverken ved Rattet eller forude mærkede man det mindste Spor til , at et Fartøi nærmede sig , ja ikke engang Skibshunden lod sin Røst høre — som et dødt Skib flød det paa Vandet . Pludseligt dreiede John Hovedet , stak Haanden iveiret , som for at prøve Vinden og udbrød med en Ed : „ Der har vi den ! Nu kan vi vende Næsen hjemad , Hr . Assistent ! “ „ Endnn ikke , “ sagde Palle Ib rolig og føiede til : „ Hal ud , Manne , i Djævelens Skind og Ben ! “ Ole og Hans lagde sig paa Aarerne ; men det var for silde . Den tykke Banke , der længe havde staaet ubevægelig imod Vest , syntes med Et at have faaet Liv og forvandlet sig til et halvt gjennemsigtigt , graagult Skytæppe , der foldede sig ud over Havet . Som en uhyre Skylavine rullede den frem ligesom baaren af Bølgernes Toppe , og faa Øieblikke efter væltede den ind over Skonnertens Reisning , indhyllede dens Skrog og skjulte den for vore Blikke . En svag Brise reiste sig som Forløber for den Alt opslugende Havguse , hvis yderste Bræmme dannede sælsomt formede , udtungede Skybjerge , der , vexlende i Høide og Form , erobrede Havet lige for vore Øine . Faa Øieblikke efter vare vi selv inde i den — Taageskyerne lagde sig rundt om os , kolde , klamme , dækkende og tilslørende Alt , forvildende hver Kurs og blindende selv det skarpeste Øie , og kort efter var ogsaa Kutteren forsvunden for vort Blik . Saa pludseligt og uventet kom den , saa tæt og uigennemtrængelig var den , at Folkene holdt paa Aarerne uden at afvente nogen Kommando fra Palle Ib , der arrigt udraabte : „ Hvad Djævlen gloer I efter ? Hal ud , for Satan ! Jeg skal nok holde Kursen ; læg Jer paa Aarerne , Folk ! “ Folkene saae uvisse paa hinanden ; men uvilkaarligt adlød de Palle Ibs barske Tilraab , og Aarerne sænkede sig atter i Vandet , men ikke saa livligt som før . En Stund gled vi saaledes hen gjennem Taagen i spændt Forventning , lyttende efter den svageste Lyd , der kunde lede vor Kurs ; men Alt forblev dødsstille , Taagen knugede sig tættere og klammere omkring os , og kun en enkelt Maage , der ilsomt søgte mod Land , angav ved sine skjærende Skrig , at den paa sin enlige Flugt havde følt sig overrasket af os . Da hørte vi fra det Fjerne en langtrukken , hul Tuden , ikke ulig den , som Vogteren i gamle Dage lod høre fra Blegdammene , og jeg sagde : „ Vi maa have Skonnerten agter for os ; det var Skibshunden , der tudede . “ Atter holdt Folkene paa Aarerne , og Palle Ib udbrød : „ Den Hund har jeg hørt før , Hr . Professor ! Han hedder Niels Ilde ; jeg kjender hans Tudehorn paa Røsfen . Om Lidt hører vi nok Skibsklokkerne fra Skonnerten — ro væk , Manne ! “ Hans og Ole vexlede et betydningsfuldt Blik , medens de paany lagde Aaren i Vandet . Palle Ib saae ud , som han kunde æde Skonnerten , hvis han traf den , men John udbrød : „ Han holder nok sin Knevl i , Hr . Assistent , kjender jeg ham ret . Der er flere Øren , som høre grant end vore . Vi kunne rende lige under hans Spryd uden at blive ham vaer . “ Palle Ib taug og stirrede lige ud for sig ; men pludseligt spyttede han Skraaen ud , lagde Roret haardt iborde med den indholdsrige Bemærkning : „ Djævlen gale i det ! “ Atter hørte vi den hule , langtrukne Tuden , som gav et altfor tydeligt Bevis paa , hvor langt vi havde fjernet os fra Kutteren uden at naae vort Maal . Hans og Ole trak flinkt paa Aarerne ; men alligevel var det en mislig Sag at roe efter Lyden alene , og dog var der ikke Andet at gjøre . Med korte Mellemrum , men bestandigt tydeligere lød den hule , klagende Tuden fra Kutterens Dæk , og i den kolde , klamme Havguse med dens graagule Belysning var der i denne melankolske Lyd en særegen spøgelseagtig Klang , som var det Hunde , der tudede over et Lig . Endeligt vare vi Kutteren saa nær , at vi kunde skimte dens Skrog , og lige idet Palle Ib lagde til , hørte vi den fjerne Klang af en Skibsklokkes Toner lyde hen over Vandet . Palle Ib reiste sig , spyttede agterud og sagde : „ Nu fik de Munden paa Gang ! “ Dermed entrede han op paa Kutterens Dæk , og vaad og forfrossen fulgte jeg hans Exempel . Ligesaa livligt som det Dagen iforveien havde været at stryge hen over Kattegattets Bølger , medens Vinden sang i Takkelagen , og Søerne i sprøjtende Sknmperler brødes foran Kutterens Boug , ligesaa dødt og melankolsk var det nu at ligge stille i den hule Dønning , medens Havgusen hyllede Fartøi , Land og Hav i sit klamme , graagule Dække , for snart efter i tunge Draaber at dryppe ned fra Seil og Tougværk . Vindstille er altid en kjedelig Sag tilsøes ; men Vindstille og Taage , det er utaaleligt . Forgjæves speidede jeg ud i det tætte Skydække for at finde en eller anden lysere Rift , der kunde bringe Vind ; forgjæves fløitede Palle Ib og bankede paa Masten — Taagen syntes tvertimod at blive tæftere og tæftere , saa at det tilsidst saae ud , som om Kutterens Reisning var forkortet til det Halve . Palle Ib havde lagt sin nu unyttige Ven , Kikkerten , og gik med korslagte Arme og et arrigt Ansigt frem og tilbage paa den Styrbords Side , medens John med Hænderne paa Ryggen foretog den samme Manøvre til Bagbord . Folkene krøb sammen forude , og selv sad jeg under Lugen paa Kahytstrappens øverste Trin og lyttede til en sagte Brasen fra Kabyssen , som paa en glædelig Maade forkyndte , at Hans Torden var ifærd med at riste Flæsk ligesom den foregaaende Dag . Endeligt vare hans gastronomiske Forberedelser tilende , og Trylleordet „ Skafning “ skaffede vel for Øieblikket en blidere Stemning tilveie ; men da Beskøiterne , de gule Ærter og Flæsket tilligemed en extra Ranzon Rhum vare gaaede al Kjødets Gang , indfandt Kjedsomhedens taageagtige Spøgelse sig paany og drev os op paa Dækket , hvor vi langsomt svingede frem og tilbage , ikke ulige tre Penduler , som sættes igang af den samme bevægende Kraft . Pludseligt standsede Palle Ib , betragtede mit modfaldne Ansigt og spurgte med fortvivlet Ro : „ Kan De pilke Torsk , Hr . Professor ? “ Jeg meddelte ham saa vidtløftigt som muligt , at jeg flere Gange havde havt Leilighed til at iagttage denne Idræt ved Langebro og paa Toldboden , samt at jeg antog , at det under de givne Omstændigheder kunde være en sand Fornøielse . „ Vi har ingen Pilke ombord , “ sagde Palle Ib og vendte sig fra mig ; „ ellers kunde vi pilke Torsk . “ Atter svingede de tre Penduler henover Dækket fra Roret til Spillet og fra Spillet til Roret , hvert sættende sine egne Tankehjul i kjedsommelig Bevægelse ; men for mig havde Palle Ibs Ord aabnet en hidtil ikke kjendt Ideerække , der strakte sig ligefra Urindvaanernes „ Pilesænke “ til Ulkene paa Langebro , og uvilkaarligt gjentog jeg ved mig selv den uomstødelige Sandhed , der laa i Palle Ibs Ord : „ hvis vi havde Pilke ombord , kunde vi pilke Torsk . “ Jeg maa vel til Slutning have udtalt eller udnynnet disse Ord ; thi Hans Torden , der strøg mig forbi paa en af mine Svingninger , fog til Hatten og sagde : „ Hvad behager ? “ Jeg meddelte ham Trylleformularen tilligemed mine Erfaringer fra Toldboden , og til min store Glæde mente Hans , at der vist laa nogle Pilkesnører i hans og Ole Skalles Skibskister , men at de nødigt vilde frem med dem , da han vidsfe , at Assistenten ikke kunde lide , at Folkene pilkede ombord . Hurtigt meddelte jeg Palle Ib dette interessante Fund , og hvad han ikke kunde tillade Folkene , syntes han , under de for Haanden værende Omstændigheder at burde tillade sig selv og mig , og snart havde vi hver sin Snøre igang , idet jeg med fortvivlet Nøiagtighed efterlignede Palle Ibs taktfaste Ryk og taalmodigt halede den ene store Dusk Blæretang efter den anden op paa Kutterens Dæk . Jeg stod længst forude , temmelig nær ved Lugen til Folkenes Lukaf , og endeligt lykkedes det mig til min store Forbauselse at hale en temmelig stor Torsk indenbords . Idet jeg vilde frie den fra Krogen , traadte Niels Ilde pludseligt hen til mig og sagde : „ Med Forlov ! De tager saa akavet paa den . Jeg faaer nok hjælpe Dem en Kjende . “ Inden jeg knnde forhindre det , greb han den sprællende Fisk og rev med et haardt Ryk den tvehagede Krog saa heftigt ud , at baade Øine og Indvolde fulgte med . Derpaa huggede han med en modbydelig Ed dens Hoved mod Rælingen , saa at Blodet sprøjtede mig lige i Ansigtet . „ Skammer De Dem ikke over at handle saaledes ? “ sagde jeg forbittret , idet jeg betragtede det mishandlede Dyr , som vred sig ved mine Fødder , og endnu i Dødskampen drog lange Strimer af Blod henad Dækket . „ Saadan et Bæst har ingen Følelse , “ brummede Niels Ilde med et Udtryk af Grumhed i sine blodskudte Øine . „ Det er jo ikke noget Menneske . “ „ Det føler ligesaa meget som et Menneske ; ja maaskee mere , “ sagde jeg harmfuldt ; „ og et Menneske vilde De vel ikke behandle saaledes ? “ Det kom ganske an paa , hvem det var , “ sagde Niels Ilde ; „ det knnde nok være , at der var dem , jeg ønskede at drikke saadan en Skalle . “ „ Saa skal De ogsaa staae til Ansvar for det paa den yderste Dag , “ sagde jeg og saae ham lige ind i Øinene . „ Paa den er der Ingen , som gaaer Ram forbi . “ Han blegnede , idet jeg sagde disse Ord , og traadte et Skridt tilbage ; men han fattede sig hurtigt igjen og sagde med en raa Latter , som dog forekom mig lidt tvungen : „ Det Præstepræk kan man proppe Børn og gamle Kjællinger med . Øerer ikke nogen yderste Dag , hverken for Dem eller mig ; den Mand , der faaer saadan en Skalle , staaer aldrig op ; han er saa død som den Torsk der ! “ Og med disse Ord sparkede han Fisken hen ad Dækket . „ Da veed jeg dog Een , som er staaet op igjen , “ bemærkede jeg . „ Saa har Professoren maaskee været i Himmerige , “ sagde han med et spottende Grin , men blev dog bleg i det Samme . „ Nei , “ sagde jeg roligt . „ Jeg tænkte ikke paa dem , der opstaae i Himmelen , men paa de Døde , der komme igjen allerede her paa Jorden . “ Han stirrede paa mig med et Udtryk af Skræk i sit ellers saa vilde Ansigt og sagde i en næsten lav Tone : „ Saae De kanskee Noget derude ? “ Lige i det Samme tonede Skonnertens Skibsklokke klarere og tydeligere end nogensinde før . Dens afmaalte , dumpe Slag lød i dette Øieblik som Ligklokken i de katholske Lande , og jeg saae , at der gik en Skjælven gjennem ham . „ Nei , Niels Ilde , “ sagde jeg , „ jeg saae Intet derude . Skonnerten laa saa stille , som kunde det være Dødssejleren selv ; men det kunde dog være , at den sendte et Bud , naar De mindst ventede det . Saa kan De huske mig , og maaskee hitte ud af , hvad jeg mener med de Døde , som opstaae paa Jorden . “ Han tumlede tilbage ; men rettede sig pludse ligt , som ved en Kraftanstrengelse , og sendte mig et rasende Blik , idet han knyttede sine Hænder . „ Vogt Dem ! “ sagde jeg dirrende af Forbittrelse , thi han gjorde en Haandbevægelse , som om han vilde slaae . „ Det kommer op i Tø , som lægges ned i Sne , og Taagen ligger ikke hver Dag over Vandene . “ Med disse Ord rev jeg min Pilk til mig og gik agterud til Palle Ib , hvor jeg mente at finde en sikkrere Ankerplads . Men længe efter saae jeg endnn Niels Ildes mørke Skikkelse staae forude og stirre Hen efter mig , og medens jeg mekanisk halede den tunge Blyfisk til mig og atter lod den synke , tænkte jeg paa , hvor uhyggeligt hans Blik havde mødt mit , og hvordan jeg næsten mod min Villie var kommen til at sige de sidste truende Ord . Det var , som om en Anden havde talt igjennem mig . Timerne sneg sig saaledes hen i en tung og trykkende Stilhed , der kun blev afbrudt , snart af den tungsindige Klemten fra Skonnerten , snart af de klagende Toner af Tudehornet , som Ole Skalle trakterede med en Virtuositet og Lungestyrke , som ikke gav Niels Ildes Noget efter . Endeligt havde vi med stort Besvær pillet nogle forvildede Torsk , og omtrent ved Solnedgang viste Hans Tordens glade Ansigt sig atter i Taagen og meldte paany , at der skulde skaffes . Atter klavrede jeg ned i den lille , lumre Kahyt , hvor Hans havde dækket Bordet med sin sædvanlige Omhu og nu med et bredt Grin indbar vor tarvelige Fangst i dens forandrede Skikkelse — da stak Palle Ib sit Hoved ned gjennem Lugen og raabte : „ Kom herop , Hr . Professor ! Her er Noget , som De kun faaer at see een Gang . “ Jeg kravlede atter op , og i Sandhed , det Syn , som nu viste sig for mig , var ligesaa enestaaende i sin Art , som spøgelseagtigt i sin Virkning . Langt ude i Horizonten i Nordvest laa en taagesløret , blodrød Kugle , som svømmede den paa Vandet , og rundt om denne saaes endnu tre andre , ligesaa store , men mattere Halvsole , der sendte store , brandrøde , vifteformigt spredte Straaler høit op gjennem Luften . Taagen selv skiftede Farve derved ; fra graagul var den gaaet over til brandrød . Den lugtede af Svovl , og idet den synkende Sols matte Straaler brødes igjennem den , virrede det i Taagemasserne , der paa sine Steder oplystes stærkere , paa andre svagere , saa at der dannedes lysere og mørkere Partier , der tog sig ud , som om gigantiske , men ubestemt formede Skikkelser kjæmpede i Luften . Efterhaanden som Solen sank , tabte disse atter deres Form og Omrids , smeltede sammen og forsvandt i hverandre , og nu blev der kun et ensartet , brandgult Skjær tilbage , som rasede der langt ude mod Vest en uhyre Ildebrand , der væltede sine Røgskyer imod os . Lidt efter lidt tabte Himlen dette uhyggelige Udseende , der i Troperne siges af tyde paa Jordskjælv , og Taagen antog atter sif forrige , ensartede Præg . Men Illusionen havde været saa stærk , og Phænomenet saa uhyggeligt , af jeg virkeligt troede af spore Brandlugt , og sagde dette til Palle Ib . „ Det siger Intet , Hr . Professor ! “ svarede han . „ Vi spore saa tidt den Lugt , naar Brandtaagerne komme . Idag har vi kunnet skjære den med en Kniv , men om en halv Time , tænker jeg , af den nødes til af lette . “ „ Troer De ? “ „ Saa kommer Maanen op , og den æder Taagen , som var det Røg . Ventelig faae vi Kuling af Nordøst , og imorgen har vi frisk Kuling og klar Luft , saasandt jeg hedder Palle Ib . “ „ Jeg synes , Brandlugten tager til , “ bemærkede jeg . „ Det er det sidste Stød af Djævelens Regimente , Hr . Professor ! “ sagde Palle Ib og tørrede sine vaade Bakkenbarter med sif Ærme . „ Jo mere hun knuger sig sammen , før hun skal lette , desto værre stinker hun . Kom nu ned og lad os see , om der er Orm i Torsken ; det er De jo Mand for . “ Med disse Ord dukkede Palle Ib sig ind under Lugen , og snart havde vi i den lave Kahyt glemt Taagesynerne fra Dækket . „ Siig mig , Palle , “ sagde jeg , da vi havde ladet Fisken vederfares fuld Retfærdighed og nu ved et Glas Grog drøftede Søen og dens Fremtoninger , „ har De nogensinde paa Deres Togter hørt Noget om Dødssejleren ? Jeg kom til af tænke paa den , da jeg stod deroppe og saae Solen gaae ned . “ „ Det var s ' gu curieust , “ sagde Palle Ib ; „ for jeg tænkte ret det selv Samme . Ventelig er det i et saadant Veir , af man skal blive overhalet af den . Desuden har vi Fuldmaane iaften . “ „ Fuldmaane ? “ gjentog jeg overrasket . „ Er det virkeligt Fuldmaane iaften ? “ „ Bliver Professoren saa forundret over det ? “ sagde Palle Ib . „ Hun skal jo drikke sig fuld een Gang om Maaneden , det er jo Naturens Orden ; i denne Maaned gjør hun det to Gange , det tyder paa Ildebrand , siger man . “ „ Aa , jeg kom blot til af tænke paa Noget , “ sagde jeg adspredt . „ Viser Dødssejleren sig da helst ved Fuldmaane ? “ „ Kun ved Fuldmaane , “ sagde Palle Ib med Overbevisning , „ og helst i de store Farvande . Saadan en Skude , som rummer alle de Sømænds Sjæle , der ere farne heden paa Søen , kan ikke gaae i vore Smaavande , dertil stikker den meget for dybt . Jeg veed nu godt , “ vedblev han , „ at i vore Dage er der næsten Ingen , der troer paa det Slags Krønniker , som man dog ikke skal fornægte , fordi man ikke har seet det med sine egne Øine . Min Farfader foer som Styrmand i det asiatiske Compagnies Tjeneste , og en Aften , just som de laae og drev for Vindstille inde under Kap , kom der en svær Taage fra Land og svøbte sig saa tæt om dem , at de ikke kunde see deres egne Mersræer . Min Farfader sad nede i Kahytten tilligemed Kaptajnen i en jævn Passiar , ligesom vi sidde her ; for der var jo ikke Andet at bestille . Der var ingen Seiler , hverken fjern eller nær , idetmindste var der ingen , før Taagen kom . Nu , saadan som de sidde allerbedst , siger Kaptainen : „ „ Hvad Fanden er det foret Fartøi , der sætter sin Jolle i Søen ? “ Min Farfader lyttede , og han sagde mig , at han ganske tydeligt hørte , hvorledes det peb i Bommene , da de firede Fartøjet ned , og hvordan det væltede i Vandet for dem . Saa siger Kaptainen : „ „ Hør Palle ! “ “ siger han , „ „ dette hersens holder jeg ikke af ; har Du observeret nogen Seiler fra Dækket ? For jeg har det , tordne mig , ikke ! “ “ Saa siger min FarfaderPaa dette spændende Sted gjorde Palle Ib et Ophold og vilde lange til Rhumflasken ; men han kom ikke videre end til at tage Proppen af , thi lige i det Samme hørte vi langt borte den pibende Lyd , som Bommene fremkalde , naar et Fartøi fires ned , og kort efter det dumpe Pladsk , som høres , naar dets Bund berører Vandets Overflade . . „ Djævlen staae i det ! “ udbrød Palle Ib og satte Proppen i . „ Troer jeg ikke , Skonnerten sætter sit Fartøj ud ligefor Næsen af os . “ „ Ja , hvis det blot er Skonnerten ! “ hvidskede John med lav Stemme og skottede gjennem Halvmørket hen til Lugen . „ Hvem Djævlen skulde det ellers være , John ? “ brummede Palle Ib og reiste sig . „ Saa nu lægge de Aarene i Vandet ! Lad os høre , om de hive Noget i Fartøiet . “ Vi lyttede Alle med tilbagetrængt Aandedræt , men hørte ikke Andet , end de fjerne , taktfaste Aareslag af et Fartøi , som øjensynligt nærmede sig os . „ De føre fire Aarer , Hr . Assistent ! “ sagde John endeligt efter en Pause . „ Ja , de gjør saa , John ! “ sagde Palle Ib , idet han opmærksomt lyttede efter . „ Kun undrer det mig , af de tage saa let paa dem . Hør , hvor de falde glat i Vandet . “ „ Ventelig har de viklet Blaar om Toldene , “ sagde John , „ og ville luske sig forbi os i Taagen . “ „ Passiar , John ! “ svarede Palle Ib . „ De komme jo klods paa os . Om et Øieblik maa vi have dem ret for Bougen af os ; jeg synes jeg hører Stemmer . “ Vi lyttede efter , men hørte kun en mumlende Susen eller Pladsken , der bares gjennem Luften forude , og ligesaa godt kunde være Spillet af Bølgerne foran Kutterens Boug . Derimod lød Aaretagene nu ganske nær , men alligevel underligt dæmpede . I det Samme kom Hans ind for af tage Tallerkenerne af Bordet . „ Hvorfor Satan praier de ikke det Fartøi ? “ spurgte Palle Ib hidsigt . „ Det er ikke mig , som har Vagt , “ sagde Hans og tog ærbødigt til Hatten . „ Hvem er det da , der snuer deroppe ? “ „ Niels Ilde har Vagten , Hr . Assistent ! “ sagde Hans . „ Saa skrub op , og bed ham bruge sine Glugger ! “ sagde Palle Ib . „ Kom saa ned og bring Melding . “ „ Hvem der ? “ klang det i det Samme oppe fra Dækket ; men det var ikke Niels Ildes Stemme . Ligesom Hans Torden forsvandt op ad Kahytstrappen , hørte vi , hvorledes det kommende Fartøi lagde sine Aarer ind ; derpaa gled det stille og lydløst langs Kutterens Side , men idet det tørnede mod os , frembragte det intet Stød — det var som om dets Ræling havde været overtrukken med Filt , saa blødt og lydløst gled det hen langs Styrbords Siden . „ Død og Helvede ! “ raabte Palle Ib , og snappede en Huggert , som hang under Dæksbjælken . „ Jeg troer min Salighed , at de vil smugle ombord Paa en kongelig Toldkutter ! “ Betjenten og jeg reiste os ligeledes , begge grebne af en underlig , uhyggelig Fornemmelse . I det Samme kom Hans fumlende ned , mere paa Hovedet end paa Benene . Han havde tabt sin Hat deroppe , og Haaret hang i uordentlige Tjavser ned over hans Ansigt , der havde et forvildet Udtryk . Han tørnede forover mod Bordet , saa lang han var ; men Palle Ib greb ham ved Skuldrene , rystede ham op og raabte : „ Rider Satan Dig , Hans ! Hvad er det for et Fartøi ? “ Hans Torden var bleg af Skræk , og den blaae Stribe paa hans Kind saaes i dette Øieblik tydeligere end nogensinde . Tænderne klapprede i Munden paa ham ; men endeligt fik han sig samlet saa meget , at han kunde sige : „ Der er ikke noget Fartøi , Hr . Assistent ! “ Palle Ib tumlede tilbage og lod for et Øieblik Huggerten synke ; men pludseligt hævede han den igjen og raabte med en truende Bevægelse : „ Fanden staae i din Krop , Hans Torden ! Troer jeg ikke , Du begynder at lære Mytteri af Niels Ilde ? Siig strax , hvad det er for et Fartøi , ellers har Du , saasandt jeg hedder Palle Ib , Kutterens Dæk under Dig for sidste Gang inat ! Hørte Du ikke selv det Fartøi , der kom . “ „ Jo , Hr . Assistent ! “ sagde Hans med dirrende Stemme . „ Men der var ikke noget Fartøi . Taagen er ifærd med at lette , og vi kan see over tre Kabellængder til alle Sider ; men der er ikke mere Fartøi end bag paa min Haand . “ „ Sludder , Din Slubbert ! “ raabte Palle Ib . „ Vil Du gjøre Nar ad mig ? Siig strax , hvad det er for et Fartøi ! “ „ Gud hjælpe mig , Hr . Assistent ! “ raabte Hans og tog for sig . „ Der er intet Fartøi . Ligesom jeg stak Hovedet op ad Lugen , hørte jeg det lægge til ved vor Styrbords Boug , og i det Samme saae jeg en mørk Taage komme op over Rælingen og trække over Dækket agter . Da var det , som om Noget slog Hatten af Hovedet paa mig . Niels Ilde -- -- -- -- - “ „ Passiar , Din Dosmer ! “ raabte Palle Ib og kastede Hans tilside . „ Lad mig komme forbi og see paa de Løier , I har for deroppe ! “ Med disse Ord sprang Palle Ib med Huggerten i Haanden opad Trappen , og i samme Øieblik hørte vi et tungt Fald paa Dækket . John og jeg fulgte efter , og da vi kom op , saae vi Palle Ib ligge , saa lang han var , medens Huggerten var fløiet ham langt ud af Haanden . Et Par Alen fra Lugen laa Niels Ilde udstrakt paa Dækket med knyttede Hænder og vidt opspilede Øine . Det var over ham , at Palle Ib var styrtet ; men med Undtagelse af Niels , var der ellers intet Usædvanligt . Taagen havde ganske rigtigt lettet betydeligt , Maanen stod i sin Opgang som en stor , rødlig Skive paa den østlige Horizont , der begyndte at komme lidt Luft i Sejlene , og forude stod Folkene , som om de endnu speidede efter Noget . „ Sei der forude , Manne ! “ raabte Palle Ib , ikke blidere stemt ved sit Fald . „ Gaaer Fartøiet tilbage til Skonnerten ? “ „ Der er ikke noget Fartøi , Hr . Assistent ! “ lod Ole Skalles dybe Stemme . „ Saa i Helvedes Skind og Ben , saa lang mig en Pøs , I Dosmer Asner ! “ raabte Palle Ib , næsten kvalt af Forbittrelse over at faae det samme lakoniske Svar . Hans kom springende med en Pøs , og Palle Ib slog dens Indhold med en saadan Kraft lige i Ansigtet paa Niels Ilde , at denne fortumlet satte sig overende , idet han udbrød : „ Hvor er Fartøiet ? Hvor er Kaptajnen ? “ „ Passiar , Niels ! “ sagde Palle Ib og bøiede sig over ham . „ Der er ingen Kaptajn * ) her ! Kjender Du mig ikke ? “ Man maa erindre , af en Toldkutters Fører officielt og i Tjenesten benævnes Assistent . Betjenten maa ikke forvexles med en Toldbetjent ; han er Styrmand , og som Saadan fuldstændig Sømand . „ Hvor er Kaptajnen ? “ stønnede Niels Ilde med hæs Stemme og lod sit forvildede Blik løbe rundt til alle Sider . „ Saae I ham ? “ „ Stik ned i Kahytten , Hans , og lang mig den Flaske Rhum op , som staaer paa Bordet ! “ sagde Palle Ib , medens han opmærksomt betragtede Niels Ildes dødblege Ansigt ; „ han snakker i Vildelse . — Drik det ! “ føiede han til , da Hans kort efter kom farende med Flasken og et Snapseglas . Medicinen gjorde en overraskende Virkning ; thi neppe havde Niels Ilde sunket den sidste Draabe , før han kom paa Benene og med usikker Stemme udbrød , idet han ravede som en drukken Mand : „ Tak , Hr . Assistent ! Nu gaaer det igjen ! “ „ Stop , Niels ! “ sagde Palle Ib og greb ham ved Armen . „ Du behøver ikke af være saa hastig med af liste forud ! Hvordan Fanden kommer Du til af ligge ved Roret ? “ „ Det kom saadan over mig , “ sagde Niels og undveg skulende Palle Ibs Blik . „ Det er saadan et Slags faldende Syge , Hr . Assistent . “ „ Det veed jeg aldrig , at Du har havt før , Niels , “ bemærkede Palle Ib . „ Hvad var det for et Fartøi , der kom ? “ „ Fartøi ? “ sagde Niels Ilde med en tilsyneladende dum Mine . „ Kom her et Fartøi , Hr . Assistent ? “ „ Ja , Fanden gale mig , gjorde der saa ! “ bruste Palle Ib atter op . „ Hvad var det for en Kaptain , Du talte om ? “ Farven veg atter fra Niels Ildes Kinder ; men han betvang sig og sagde med sit sædvanlige brutale Udtryk : „ Kaptain ? Har jeg talt om en Kaptain ? Det maa være skeet i Vildelse , Hr . Assistent , jeg veed ikke af nogen Kaptain . “ „ Hvordan kom Du da til at ligge her agter ? Du havde jo Vagt forude , “ fortsatte Palle Ib . „ De maa have mig undskyldt , Hr . Assistent ! “ svarede Niels og sænkede Hovedet et Øieblik . „ Jeg har været syg lige fra imorges og gaaet med Kolden i Kroppen . Før det saadan kommer over mig , bliver jeg altid urolig i Blodet , skal jeg sige Dem , og saa er jeg vel gaaet agter , kan jeg tænke . Vel var det , at jeg ikke gik udenbords . “ „ Ja vist , Din Løgnhals ! “ mumlede Palle Ib , da Niels atter drev forud . „ Saa havde man da været af med Dig med det Samme ! — Gaa forud , Hans , “ føiede han til , „ og tag Vagten for den Mand ! Han kan gaae ned og lægge sig , kan Du sige ham ; vi har ingen Brug for Folk med den faldende Syge her paa Kutteren . Nu lufter hun en Kjende op ; om en halv Time har vi Vind , Hr . Professor . “ Atter krøb vi ned i Kahytten , og da vi havde bænket os , spurgte jeg : „ Hvad blev det saa til med Dødssejleren , Palle ? “ Palle Ib saae paa mig med et underligt Blik og sagde langsomt : „ Hvad det blev til ? Ja , nu kan jeg spare Professoren for al vidtløftig Passiar ; det blev til Det , De saae deroppe ; Alt , ligesaa grangiveligt , som min Farfader fortalte det — før troede jeg , Historien var Løgn . “ „ Ja , hvad mener De ? “ spurgte jeg . „ Vi saae jo egentligt Ingenting . “ „ Deri har De Ret ! “ brummede Palle Ib . „ Vi saae Ingenting ; og Den , som det gjaldt , forstaaer at sætte Laas for Bøtten . Troer De , at det var for Løiers Skyld , han laa og vrøvlede om Kaptainen . Han har faaet Melding , har han . “ „ Hvad mener De ? “ „ Hør ! “ sagde Palle Ib . „ De kan nu gjerne grine ad mig og har paa en vis Maade Lov dertil ; men De skal see , at jeg faaer Ret . Saadant Noget kommer ikke forgjæves ; det var hans forrige Kaptain , der kaldte ham . “ „ Aa , hvor kan De troe Sligt , Palle ! “ udbrød jeg . „ Rimeligvis har det været Skonnerten , som har sat sit Fartøi i Vandet , og er roet os forbi , skjult af Taagen . “ „ Javisf ! “ sagde Palle Ib med et betydningsfuldt Blik og nippede til sit Glas ; „ nei , det var Fanden ikke Skonnertens Fartøi , det . “ „ Nei , det var det ikke ! “ sagde John og styrkede sin Grog . „ Ja , hvad var det da ? “ spurgte jeg . „ Noget maa det jo have været . “ „ Nei , det er netop det , det ikke var , “ sagde Palle Ib . „ Var det Noget , maatte vi have Hørt det gaae , ligesom det kom ; men det var borte i et Nu — ganske , som min Farfader fortalte det . “ „ Lad os da hører det , Palle ! “ Palle Ib mixede sit Glas og sagde : „ Ja , egentligt er der intet Videre at fortælle . De hørte Fartøiet komme paa samme Maade , som vi , og da de sprang op paa Dækket , var der Ingenting ; men agterude laa anden Styrmand som død henne ved Rattet . Da de fik Liv i ham , snakkede han om , at han havde seet et stort Fartøi komme roende gjennem Taagen henimod Skibet . Det havde Spindelvæv til Planker og Bund , men dets Spanter og Tofter vare satte sammen af Dødningeben paa hver en Led . Paa Tofterne sad fire indtørrede Lig og roede med Kisfefjæle , og agter styrede Kaptainen med Liglagen om Skuldrene , en livagtig Dødning , Paa det nær , at han kunde kjende hans Ansigt , som den Kaptains , han sidst havde faret med . Han vilde raabe om Hjælp , men var ikke istand til at faae Mælet , og lige idet Fartøjet tørnede mod Skibet , løste det sig op , sank og var borte med det Samme . Kun Kaptainen gled ombord som en Skygge , tog ham i Haanden og sagde Noget i et Sprog , som han ikke forstod . Da blev Alt sort for hans Øine , og han vaagnede først i sin Køie . Den næste Dag havde han den gule Feber , paa den tredie var han død , men han tog Følge med sig — de havde kun en Trediedel af Besætningen tilbage , da de naaede hjem . “ „ Det Hele lader sig forklare ganske let , “ bemærkede jeg . „ Taagerne fra Land have naturligvis bragt Sygdommen med sig , og rimeligvis har han allerede havt et Febersyn , da han stod paa Dækket . “ „ Ja , Hver kan jo troe Sit ! “ sagde Palle Ib og tømte sit Glas ; „ men der har været Torden i Luften lige fra imorges , og jeg har en Fornemmelse af , at det vil slaae ned et eller andet Sted , hvor det nu bliver . Du har da ikke kastet Tanden paa Gulvet , da Du pudsede Lyset , John ? Her lugter saa forbandet brændt ; see efter , om det ikke ulmer i Halmmaatten ! “ John dukkede sig ned under Bordet og sagde : „ Hans maa have svedet Noget i Kabyssen ; Maatten feiler Ingenting . “ „ Vi faaer vist snart Vind , “ sagde Palle Ib og reiste sig , „ jeg kan mærke , at det trækker gjennem Lugen . Skal vi gaae op , Hr . Professor ? Det nytter ikke at grublisere over det længere . “ Vi reiste os — da hørte vi Larm og Raab forude , tunge Trin trampede hen over Dækket , og Hans Torden kom styrtende ned , næsten ligesaa hovedkulds som første Gang . „ Hvad er der nu ? “ spurgte Palle Ib . „ Skonnerten brænder , Hr . Assistent ! “ sagde Hans med Haanden til Hatten . Det gav et Sæt i mig ; thi ogsaa jeg havde havt den underlige , trykkende Fornemmelse af noget Uveirsvangert , Noget , som vilde komme — jeg vidste ikke selv , hvorfra . „ Død og Plage , er Du vis paa , at det er Skonnerten ? spurgte Palle Ib , og snappede Kikkerten fra Slagbænken . „ Enten den eller et andet Fartøi til Luvart af os , “ sagde Hans . „ Nøiagtigt kan jeg ikke observere det , desformedelst at Luften endnu er for tyk ; men Røgen kommer ret forude , og der er en Lysning i Luften paa det Sted , hvor Skonnerten drev i Formiddags . “ „ Har vi Vind til at naae ham ? “ spurgte Palle Ib hurtigt . „ Knap nok endnu , “ sagde Hans ; „ men det frisker mere og mere op . “ I et Spring var Palle Ib paa Dækket , og vi Andre vare ikke sene til at følge hans Exempel . Rundt om i Horizonten laae endnu tunge Taagemasser , men de veg tilbage og fortyndedes mere og mere for den opgaaende Maanes lysende Skive , der allerede nu havde Kraft til i matte Sølvstænk at kaste sine Straaler henover Bølgerne . Brandlugten var umiskjendelig , og langt ude i Nordvest saae vi et svagt gulrødt Skjær , som var en ny Maane imod Naturens Orden ifærd med at stige op over Vandene . Sejlene begyndte at fyldes , og Vandets Ripplen foran Bougen forkyndte , at der kom Gang i Farten ; men endnu kunde vi ikke tænke paa at naae op mod det brændende Fartøi . Folkene stod forude ved Spillet ; hvert Ansigt havde et spændt og speidende Udtryk , men i Niels Ildes læste jeg en trodsig Ro , parret med et Udtryk af Skadefryd , idet jeg nærmede mig . Han saae ud som en Mand , der sørger dybt over , af hans Dødsfjende ligger for Døden . „ Hold Fartøiet klart , Manne ! Tag Roret , John , og hold hende saa tæt til Vinden , som muligt ! “ kommanderede Palle Ib , endnu med Kikkerten for Øiet . „ Gud hjælpe mig , er det ikke Skonnerten , der brænder . “ „ Kan De see den ? “ „ Nei , men Lysningen tager til , og det flakker i Taagen ; Ilden har endnu ikke naaet Reisningen , dertil ligger Skjæret for lavt ; men de har den i Lasten . Jeg synes Røgen lugter af brændt Bomuld . “ Jeg maatte give Palle Ret deri , og han vedblev : „ Saa hjælpe Gud ham ! Han kan gaae tilbunds , før vi kan give ham en Haandsrækning . Maaskee var det dog Skonnertens Fartøi , der gik fraborde . “ „ Er Bomuld da saa farlig ? “ „ Det er det værste Kram af Alt ! “ sagde Palle Ib ; „ jeg seiler ligesaa gjerne med ulædsket Kalk , som med det . Er den fugtig , skal den brænde , hvordan Fanden de saa stuver den . De kan seile med Ild i Lasten , uden af en Kat veed Besked om det . “ „ Kan de da ikke kvæle den ved af lægge Lugerne over ? “ „ Det hjælper kun Lidt ! “ svarede Palle ; „ og her maa Ilden allerede have ædt sig Vei ; faaer den først rigtig Luft , vider Bomulden sig ud og sprænger Skroget fra hinanden , som var det en Nøddeskal . Havde vi blot en Kjende Vind ! “ Og Palle Ib fløitede , medens han kløede Masten paa Agterkant . Denne Gang syntes Luftens Aander at adlyde Formularen ; thi et Vindsfød , der fik Maanens svage Sølvstribe til at sittre , foer henover Vandet og fyldte Sejlene i et Nu . Kutteren tog Fart , et nyt Vindsfød fulgte efter , vi krængede over i Læ , og i det Samme splittedes Taagemasserne forude , idet de som uhyre Boldte rullede hen over Havets Overflade . Det var et imponerende , men rystende Syn , som de hidtil havde skjult for vort Blik . Skonnertens slanke Skrog og smekkre Reisning steg pludseligt frem for os som ved et Trylleslag ; Maanens klare Straaler føre som en Sølvstribe henover Vandene og belysfe dens kridhvide Seil ; men forude brød en mægtig Ildstribe høit iveiret og kronedes foroven af en kulsort , langsomt hendrivende Røg — det saae næsten ud som et Krater , der var i begyndende Udbrud , saaledes regnede Gnisterne ned , gjenspeiledes og slukkedes i Vandet . Paa Kutteren herskede der en dødlignende Taushed , Alle stirrede forud , og Alle , maaskee paa Een nær , ønskede , at Brisen maatte tage til . Dette skete . Med hvert Øieblik nærmede vi os det brændende Fartøi , men , hvad der hjalp os fremad , øgede Ildens Rasen paa Skonnerten , og for hver Kabellængde vi gjorde , mærkede vi Bomuldslugten tydeligere , og snart faldt enkelte sorte , forbrændte Fnug ned paa vort Dæk . Palle Ib havde selv taget Roret , og efter hans Miner at dømme var det et Væddeløb om Liv og Død ; vi vare vel neppe en halv kvart Mil borte — da brød en klar og mægtig Lue frem midtskibs , snoede sig som en Slange opad Vanterne , slog op i Underseilene og fik derpaa de øvre Seil til som en Regn af Gnister at løsne sig fra deres Ræer og flagre høit gjennem Luften . Et skarpt , rødligt Skjær oplyste hele Kutterens Dæk , og i dette Øieblik saae jeg Niels Ildes Ansigt vende sig imod mig med et Udtryk af hoverende Glæde . Da hørtes tydeligt en drønende Bragen , Skonnertens Fokke- og Stormask svaiede Styrbord over , Skibet selv krængede , som laa det i haard Sø , en ny bragende Rullen tonede henover Vandet , Dækket syntes at hæve sig , de brændende Master hældede mere og mere — da kom et kort , hult Drøn , Masterne gik overbord , og det brændende Fartøi sank lige for vore Øine , medens en graahvid Dampsøile hævede sig i dets Sted . „ Gud være dem naadig ! “ sagde John og holdt Haanden for Øinene . Hvor forunderligt ! Først i dette Øieblik , da det brændende Skjær afløstes af et uhyggeligt Halvmørke , kom jeg til at tænke paa Besætningen , over hvis drivende Lig Maanen nu maaskee for sidste Gang kastede sine Straaler . Jeg veed ikke , om det usædvanlige Syn ganske havde fængslet min Opmærksomhed , eller om det maaskee snarere laa i en ubestemt Forudfølelse af , at Mandskabet itide havde reddet sig i Fartøjerne ; men jeg skammede mig over den ærlige Johns deltagende Udbrud , og tilføiede uvilkaarligt : „ Amen ! “ „ Hold skarpt Udkig forude , Folk ! “ raabte Palle Ib . „ Maaskee kan vi bjerge Nogen endnu . Det gjælder en Flaske Rhum for den , der først seer en Mand imellem Vragstumperne . “ Brisen holdt , og snart naaede vi den sørgelige Valplads , hvor Ildens Aander havde kjæmpet mod alt Det , som Menneskesnille formaaer at frembringe . Sodede Dæksbjælker , sværtede Spir , forkullede Planker opfyldte Luften med en sveden , brændt Lugt , og mellem disse flød Bomuldsballer , Fonstager og halvbrændte Køieklæder i kaotisk Forvirring . Længere ude drev begge Masterne med deres Ræer og Takkelage uklar af hinanden ; de duvede svært i den endnu hule Sø , og naar de løftedes , syntes jeg at see en mørk Gjenstand , som klyngede sig til , hvad jeg antog for Rodenden af Formasten . Vi nærmede os , saa meget som muligt , og pludseligt udbrød Palle Ib , idet han gik fra Roret : „ Der rider en Mand paa den ene Mast ! Gjør Fartøiet klart ! Hvem har Lyst at gaae ud og tage ham ? “ Lige idet Ole og Hans traadte frem , skubbede Niels Ilde dem tilside og udbrød med sin dybe Stemme : „ Med Forlov , Hr . Assistent , saa bjerger jeg den Mand alene . “ „ Jeg mente , Du havde Værk , Niels , og dertil Kolden i Kroppen , “ sagde Palle Ib , idet han maalte den svære Sømand . „ Ikke mere , end at jeg nu kan føre begge Aarer , Hr . Assistent ! det var Taagen , der knugede mig ; nu kan jeg nok røre mig igjen . “ „ Saa skrnb Dig ! “ sagde Palle Ib med et mistænksomt Blik og føiede til : „ Gaa med i Baaden , John ! Du har vel ikke Noget mod den Tørn ? “ John svarede Intet , men skrævede over Rælingen med et megetsigende Blik , og Ole fulgte ham . Niels vilde gjøre en Indvending , men Betjenten puffede ham med en Ed forud , satte sig selv paa den midterste Tofte , og et Øieblik efter gyngede det lette Fartøi henimod de drivende Vragstumper . Vi gjorde en Vending med Kutteren , som bragte os endnu nærmere , og nu saae vi tydeligt , at der paa et af Rundholterne red en Mand , og kort efter syntes vi at kunne høre hans Nødraab , men trods Maaneskinnet kunde vi ikke see Flere paa Vragstumperne . Folkene i Baaden halede raskt ind paa ham , men maatte , for at undgaae Fokkemasten , gjøre et Sving omkring den , og nu saae vi , at han hævede sig op fra Rundholtet og viftede med en Stump Seildug . “ Nu kipper han Flaget paa en anden Maneer ! “ sagde Hans Torden med et Grin , men stirrede dog deltagende ud mod Vraget . „ Hold din Kjæft , Hans ! “ sagde Palle Ib . „ I Nød haaner man ingen Mand . “ „ Den , som Vandet staaer i Munden , lærer vel at svømme , “ brummede Hans sagte til mig . „ Han har ingen Nød , han ; ret nu naaer Jollen ham . “ Virkeligt havde Kutterens Fartøi klaret Fokkemasten og strøg nu langs Stormasten , der duvede op og ned . Saavidt vi kunde see , havde Niels og Ole taget Aarerne , og John stod forude med en Hage parat til at tage imod . Manden paa Vraget havde arbeidet sig saa langt henimod Fartøiet som muligt , nu saae vi ham hæve sig iveiret — da hørte vi ham udstøde et Raab , og i samme Øieblik saae vi John hæve begge Hænder iveiret og med et Skrig forsvinde i Bølgerne , medens Jollen drev af . Inden vi kunde komme os af vor Forfærdelse , blev Jollen løftet af en Sø , hvorved den tørnede over mod Stormastens nederste Del med en saadan Kraft , at begge Folkene tumlede overende . „ Nu sætter de , Fanden tage mig , Fartøiet til ! “ raabte Palle Ib . „ Hold Redningsbøjerne klare , Manne ! “ Atter gjorde vi en Vending , som bragte os i næsten umiddelbar Nærhed af Vragstumperne , og til vor store Glæde saae vi , at det var den skikkelige John og Ole , som af al Magt søgte at klare for sig med Aarerne . Inden vi kunde hive Redningsbøjerne ud , saae vi en Mand blive løftet af Søerne , derpaa kom et Hoved tilsyne ved Siden af ham , og næsten i samme Nu havde han fat i den Ende , som John tilkastede ham . Vi saae Fartøjet krænge over , Manden kom ombord , hvorpaa de begge i Forening halede et tredie , tilsyneladende dødt Legeme ind til sig . Umiddelbart derpaa stod Jollen atter fra Vraget , og faa Øieblikke efter lagde det til ved Kutterens Side , hvor Alle stimlede sammen for at hjælpe den Forulykkede ombord . „ Er han død ? “ spurgte Palle Ib , idet John entrede ombord . „ Nei , “ svarede en fremmed Stemme nede fra Fartøiet ; „ men der er ikke meget Liv i ham . Fartøiet tørnede over mod Stormasten , lige idet han kom op over Vandet ; bare det ikke har knust Hovedet paa ham ! “ „ Hvem Fanden er Du ? “ spurgte Palle Ib forbauset ; thi først nu gik det klart op for os Alle , at den Skikkelse , som livløs hang over Tofterne i Fartøiet , ikke var Manden fra Vraget , men derimod Niels Ilde . „ Halvor Johnsen , første Styrmand paa Skonnerten „ Corinna “ , som I nys saae synke ! “ lød den samme Stemme nede fra Fartøiet . „ Hvad Fanden , Iohnsen ! Er det Dig ? “ raabte Palle og rakte Haanden ned til ham : „ Jeg troede Dig død for mange Tider siden . Velkommen tilbage , skjøndt Du bringer en af mine Folk i en bedrøvelig Tilstand ! “ „ Kan ikke gjøre for det , Hr . Assistent ! “ svarede den fremmede Sømand . „ Jeg gjorde Alt , hvad jeg kunde , for at bjerge ham ; men inden jeg fik Tag i ham , fik han det Knubs af Fartøiet . Han sank ikke en Favn foran mig , og havde jeg ikke taget ham , var han blevet dernede . Tag varligt paa ham , Manne ! Han er svært blesseret . “ I Tanshed og med spændte Miner halede Mandskabet Niels Ilde ombord . Han saae frygtelig ud . Al Huden var næsten skrabet af hans Ansigt , og i Baghovedet havde han et stort , gabende Saar , hvoraf Blodet vældede frem . Langsomt og forsigtigt blev han baaret ned i Kahytten , hvor der i al Hast var redt ham et bekvemt Leie paa en af Slagbænkene , og først , da dette skete , entrede den fremmede Sømand ombord , idet han overlod Jollen til Kutterens Besætning . Nu først var der Leilighed til at see ham . Han var ikke ret høi , men stærkt og kraftigt bygget , og hver af hans Bevægelser forraadte den øvede Sømand . Hans Haar , som drev af Vand , havde en smuk , blond Farve og faldt , trods Væden , i tætte , naturlige Krøller . Hans Pande var høi og bred , hans Øine forraadte en usædvanlig Livlighed og Energi , der ligesom fik et kraftigere Udtryk ved hans mørke Hudfarve , som viste , at han kom fra fremmede , mere solvarme Lande . Han havde derhos et vist Præg af freidig Godmodighed og rask Djærvhed omkring den velformede Mund ; men iøvrigt maa jeg tilstaae , at jeg i min Fantasi havde dannet mig et helt andet , maaskee mere idealt , men mindre sandt Billede af den med saa megen Længsel ventede Sømand . Fraregnet hans Hudfarve , den noget buede Næse , og det skarpe , gjennemtrængende Blik saae Halvor Johnsen ud som saa mangen brav og ærlig dansk Sømand ; men noget Særegent eller specielt Eiendommeligt kunde jeg ikke opdage hos ham . „ Nu faaer De være Badskjær , Hr . Professor ! “ sagde Palle Ib , som lige kom op af Kahytten . „ Forsfaaer De at lægge et Bind ? “ Jeg havde dengang saa mange medicinske Kundskaber , at jeg nok kunde paatage mig en foreløbig Førbinding , skjøndt der vel i Hovedsagen ikke var Meget at stille op med den Forulykkede ; men jeg gjøs , da jeg traadte ned i Kahytten , og i det svage Lampeskjær saae Niels Ildes forfærdeligt lemlæsfede Ansigt , og uvilkaarligt maatte jeg tænke paa hans Ord : „ Den Mand , der faaer saadan en Skalle , staaer aldrig op ! “ „ Hvor det værker ! “ stønnede han , idet han slog Øinene op . „ At et Menneske kan pines saaledes ! Til Helvede med John , som tog mig op ! Havde han blot ladet mig gaae tilbunds og blive Torskeføde med det Samme ! “ „ Det var ikke John , som reddede Dem , “ sagde jeg , idet jeg bøiede mig hen over ham . „ Hvem da ? “ stønnede han ; „ Jeg vil forbande ham i min Dødsstund ! “ „ Det skal De ikke ! “ sagde jeg . „ Hvis De skal døe , skal De ikke gjøre det med Forbandelser paa Læben . “ „ Hvem var det da , der tog mig op ? “ spurgte han , idet han gjorde et Forsøg paa at reise sig , men atter sank tilbage . „ Var det Ole , der stak ud efter mig ? Jeg vil vide det . “ „ Nei , det var Halvor Johnsen ! “ sagde jeg . Han udstødte et svagt Skrig , lukkede Øinene og sank bevidstløs tilbage mod Puden . Jeg undersøgte ham og fandt , at Saarene i Hovedet , hvor frygtelige de end tog sig ud , dog ikke vare af nogen absolut dødelig Beskaffenhed . Derimod havde han faaet tre Ribben brækkede med en saadan Kraft , at den venstre Lunge havde lidt betydeligt derved , og dette forekom mig langt farligere . Jeg var imidlertid for lidt Læge til at turde træffe nogen afgjørende Foranstaltning , og efter at have forbundet Saaret i Baghovedet , saa godt det lod sig gjøre , gik jeg op til Palle Ib og meddelte ham , at han gjorde bedst i at søge tilbage til Rørvig saa hurtigt som muligt , da jeg ansaae Niels Ildes Tilstand for saa godt som haabløs . „ Hum ! “ sagde Palle Ib . „ Saa skulde det dog saadan komme ! Ja , det Fartøi hørte vi ikke for Ingenting . Hvordan gik det egentligt til , John , at han sprang overbord ? Han kunde jo være bleven i Fartøiet . “ „ Ja , “ sagde John langsomt ; „ man kan ikke sige Andet , end at han selv er Skyld i sin Ulykke , og nær havde han bragt den over os Alle . Vi klarede Vraget , saa godt vi kunde med Aarerne , medens Niels stod forude for af tage imod ham . Vi vare ikke en Favn fra ham , og ligesom Niels vil til af tage ham , reiser han sig og raaber : „ „ Du , Niels ! “ “ Han sagde noget Mere ; men det kunde jeg ikke høre , for i det Samme gav Niels et Brøl og satte fraborde , som vilde han springe lige i Synet paa ham . Vi drev af med Fartøiet og fik Søerne tvers , saa af vi tumlede derved ; men da vi kom paa Benene og havde faaet Fartøiet klaret en Kjende , saae jeg ham slaae et Tag i Niels Ildes Pjækkeri og hale ham op til Jollen — saa fik jeg Tag i dem begge to . “ „ Det var flinkt gjort af Halvor Johnsen ! “ bemærkede Palle Ib . „ Saameget mere som han maa have kjendt Niels fra Vraget . “ „ Er den bjergede Mand Halvor Johnsen ? “ udbrød John forbavset . „ Javist er det saa ! Kjendte Du ham ikke ? “ „ Nei , “ sagde John ; „ det er længe siden , jeg saae ham . Men Røsten synes jeg nok at have hørt før . “ „ Saa kjender Du vel mig nu , John ? Tak for din Stortrøie og de øvrige Dele ; de varmer godt ovenpaa den Overhaling ! “ lød en frisk Stemme , og Halvor Johnsen traadte frem mellem os . „ Selv Tak ! “ sagde John mut . „ Den Overhaling kan Du tage , fordi Du kippede Flaget igaar Morges . “ „ Jeg var ikke med til den Drengesfreg ! “ sagde Halvor med et uvilligt Blik . Det var Kaptainen , som fandt paa de Løier , fordi han i Krigen havde faaet en Overhaling af vore Kanonbaade og maatte lægge bi indenfor Toldbodbommen . “ „ Hvad hed han ? “ spurgte Palle . „ Jacob van Haaven ! “ sagde Halvor . „ Egentligt var han nok mere Hollænder end Tydsker ; men lige gal blev han , naar han saae Flaget , han kunde aldrig glemme , at det havde vaiet over ham i Ottefyrge . “ „ Hvordan fik I Ild i Fartøiet ? Og hvad er der blevet af Mandskabet ? “ spurgte Palle . „ Aa , den Historie er snart fortalt , “ sagde Halvor . „ Vi gik fra Hongkong til Shanghai og derfra til Calcutta med The . Derfra gik vi med en Ladning Bomuld og fik noget Havari under Kap , saa af vi maatte gaae ind og losse Ladningen . Saa havde vi gunstigt Veir og god Vind , til vi kom i Nordsøen , hvor vi fik en tre Dages Storm og tog meget Vand over . Først da vi stod Skagen ind , mærkede vi , af Ladningen var bleven varm , men Kapfainen mente af kunne naae Havn alligevel . Igaar henad Aften følte vi , af Dækket var varmt , og vi fik lagt Presenninger over alle Luger og stoppet , saa godt vi formaaede , men saa lagde Vinden sig , og idag , lidt efter Middag , som vi laae og drev i Taagen , mærkede vi , af Dækket forude blev saa hedt , af man ikke kunde sætte sin Fod paa det . Kapfainen vilde blive , og deri holdt jeg med ham ; men anden Styrmand , som var en Flab , fik Folkene til af gjøre Mytteri , og allerede Klokken tre gik han og Halvdelen af Mandskabet fraborde . Henad Solnedgang brød Ilden ud og sprængte Lugerne forude . Jeg stak ned i Kahytten for af hente mine Papirer og Lidt , som jeg havde lagt tilside , men Røgen var da allerede saa stærk , af jeg havde ondt ved af finde min Kiste og faae den aabnet . Rimeligvis er jeg bleven forlænge dernede , for da jeg kom op , havde Kaptainen sat af med den anden Jolle og var ikke til at see i Taagen . Saa gik jeg agter og tænkte paa at holde mig saa længe som muligt , for jeg havde hørt Tudehornet fra Kutteren , og mente jo nok , at den vilde komme op , naar vi fik Vind , eller sætte et Fartøi ud ; men Heden blev snart saa svær , at jeg kappede Takkelagen væk fra Bommen , for at jeg kunde bjerge mig paa den , naar Masterne gik . Saa sank Fartøiet under mig , og — naa , Resten veed De ; den er det ikke værd at tale om . “ „ Du har havt Uheld med Dig , Halvor ! “ sagde John tørt . „ Lyver Rygtet ikke , har Du allerede forlist to Gange . “ „ Aa ja , det kan nok hænde , “ svarede Johnsen ; „ men denne Gang kunde jeg have hyttet mit Skind itide ; jeg seiler aldrig mere med Lig ombord . “ „ Da kan det dog hænde , at De kommer til at gjøre det her , “ sagde jeg . „ Den Mand nede i Kahytten seer neppe Rørvig levende . “ Halvor Johnsen vendte sig om og betragtede mig fra Øverst til Nederst med et Blik , der nærmest syntes af tilkjendegive Forundring over , af en Usøvant var ombord paa Kutteren . „ Jeg ønsker ham ikke Døden “ , sagde han ; „ men skulde det komme paa , er det en fri og ærlig Sag , som ingen Sømand behøver af gjøre sig Skrupler over . En anden Ting er det , naar man tager Lig ombord fra Land , navnlig naar de have hvilet i god , christen Jord og ikke behøve af flyttes . “ John spyttede Skraaen ud , tørrede sig om Munden med Bagen af Haanden og sagde : „ Strandvadskerne * ) ere de Værste ; det var da ikke en saadan , I førte med ? “ „ Strandvadsker ! “ sagde Halvor Johnsen med et Udtryk af Foragt . „ Strandvadsker ? Nei , det var saa god en Sømand , som nogensinde har traadt paa et Dæk . Hans Kiste stod støttet og stivet nede i Lasten — nu er den gaaet tilbunds med det Øvrige , og det houer ham vel bedst . Hans fine Familie i Kjøbenhavn satte sig i stor Bekostning for af faae ham dertil ; men kjendte jeg Kaptain Jessen ret , og jeg har faret med ham i fire Aar , saa var han ikke den Mand , der holdt af at flyttes . “ „ Naa , saadan ! “ sagde John , lagde Hænderne paa Ryggen og gik forud . „ Siig mig , Hr . Assistent , “ sagde Halvor efter en Pause ; „ har De seet Noget til Lodsoldermanden i Rørvig ? — Han er vel død , kan jeg tænke . “ „ Aa , nei , “ sagde Palle Ib . „ Vi skjændtes godt forleden Dag , og det var ikke døde Ord , der røg af Munden paa ham . “ Halvor saae lidt usikkert ned for sig , stødte med Foden til en Ende Reb , der laa paa Dækket , og sagde : „ Lever Konen ? “ * ) Strandvadsker kaldes de Lig , der drive iland paa Kysten . „ Aa , jo , “ sagde Palle Ib , „ Jeg har ikke hørt , hun er død . “ „ Hum ! “ sagde Halvor og blev ganske bleg . „ De har jo en Datter ; er hun gift ? “ „ Nei , “ sagde Palle Ib ; „ men hun var bandsat nær ved det . Hendes Fæstemand ligger nede i Kahytten . “ „ Det er Løgn ! “ tordnede Halvor Johnsen og saae pludseligt Palle Ib lige i Øinene . „ Aldrig har Niels Ilde været Maries Fæstemand ! “ „ Naa , naa ! “ brummede Palle Ib . „ Godt Ord igjen ! Ventelig veed Du det bedre , som kommer saa langveis fra . Har hun ikke været det , er det ikke hendes Skyld ; hun har været ussel og ilde i lang Tid . “ Halvor bøiede Hovedet og taug ; men Palle Ib , som syntes at faae Medlidenhed med ham , sagde : „ Der staaer Professoren . Han har boet hos Lars Hansen en rum Tid og kan vel bedst give Dig den Besked , Du ønsker “ . Dermed bukkede Palle Ib sig og forsvandt i Kahytten . Den unge Sømand saae paa mig med et Udtryk , som havde han forud været fattet paa , at hans jordiske Haab var tilintetgjort og nu skulde høre Stadfæstelsen . Jeg tog hans Arm , og vi vandrede i den klare , maanelyse Nat op og ned ad Dækket , idet jeg meddelte ham Alt , hvad jeg havde seet og hørt angaaende Marie , ligefra den første Dag , da jeg satte min Fod i Lodsoldermandens Hus . Han lyttede opmærksomt efter , og hans spændte Træk røbede , til hvilken Grad han fulgte enhver af min Fortællings Enkeltheder ; men da jeg talte om det Guldkors , han havde sendt Marie , og om det Brev , som Niels Ilde umiddelbart derpaa havde tilstillet Lodsoldermanden , trampede han i Dækket og udbrød : „ Den Kjæltring ! Aldrig har jeg sendt noget Kors fra New-Orleans — han har villet have , af det skulde see ud , som om jeg endnu levede “ . „ Troede han Dem da død ? “ spurgte jeg . „ Det gjorde han forvist , “ sagde han , „ og heller ikke havde han da Grund til Andet . Havde han troet mig levende , var han vel ikke sprunget i Søen , da han saae mig . Aldrig tilgiver jeg ham den Rævestreg -- -- -- -- - nei aldrig , aldrig ! “ Jeg havde stor Lyst til af fritte ham lidt nøiere , men hans Sindsbevægelse var saa stærk , af jeg opgav mit Forsæt . Tause vandrede vi Dækket endnu et Par Gange op og ned , da standsedes vi pludseligt af Palle Ib , som ilsomt kom op af Kahytten og sagde : „ Nu troer jeg , Hr . Professor , af han dernede synger sit sidste Vers . Han har spyttet en farlig Hoben Blod og orker neppe af tale mere . Saa vidt jeg kan forstaae , vil han snakke med Dig , Halvor , og meddele sin sidste Villie . De , Hr . Professor , er jo sliv i Pennen og kunde maaskee kradse saadant Noget op , som John og jeg kunde sætte vore Navne under som Vitterlighedsvidner . Han eier jo den Gaard i Rørvig . Den synes at ligge ham svært paa Sinde , skjøndt han aldrig har gjort Noget for den , mens han levede . Det er ikke nogen glædelig Ende paa Togtet ; men De gjør det vel nok , Hr . Professor ? Gaa med , Johnsen , nu bider Niels Ilde ikke . “ „ Troer De , jeg er bange ? “ sagde Halvor , som var traadt et Skridt tilbage , men nu med en mørk Rødme paa sine Kinder nærmede sig Kahytten . „ Bedst var det maaskee , at jeg og den Mand ikke saaes oftere ; men vil han det , skal han faae sin Villie . “ Vi steg alle tre ned ad den snevre Trappe og traadte ind i den lumre Kahyt , der kun oplystes svagt af en under Dæksbjælken hængende Lampe . Niels laa tilhøire paa Slagbænken med lukkede Øine ; ved Siden af ham stod der et Bord , og ved dette sad John og badede hans Pande med Vand . Hans stod i Baggrunden af Kahytten med betænkelige Miner , og da Palle Ib havde skubbet en lav Stol hen til mig , for at jeg kunde komme til at skrive ved Bordet , var der ikke en Plads tilbage i det snevre Rum , som gjenlød af den Saaredes uafladelige Stønnen . „ Niels , “ sagde Palle Ib og stænkede noget Vand i Ansigtet paa ham , „ her er den Mand , som Du har bedt mig kalde , og her er En , som kan sætte din sidste Villie op , hvis Du skulde ønske det . Klar nu dine Tanker , min Gut , og har Du Noget paa din Samvittighed , saa siig det frit — her er Ingen , der sladdrer af Skole . “ Mændene bøiede tanse deres Hoveder , men Niels Ilde stirrede omkring sig med et forvildet Blik og sagde med hæs Stemme : „ Halvor ! “ „ Her er jeg ! “ sagde denne og traadte med korslagte Arme frem foran Kahytsdøren . Niels lukkede Øinene helt op og stirrede et Øieblik paa ham , som for at forvisse sig om , at det virkeligt var ham ; derpaa sagde han langsomt og med Besvær : „ Halvor ! jeg har bedet Dig komme for at sige Dig , at jeg har gjort stor Uret imod Dig . “ „ Naa , saa det mener Du dog ! “ sagde den unge Sømand og betragtede ham stivt . „ Ja , “ sagde Niels og gjorde et mat Forsøg paa af reise sig , „ jeg har handlet ilde imod Dig , det føler jeg nu , da jeg skal herfra . Alligevel hører jeg , af det var Dig , som tog mig op derude . Det var honnet og christeligt gjort , Halvor ; for havde jeg naaet Dig , havde Du faaet Baadshagen gjennem Livet . “ „ Ja , det tænkte jeg nok ! “ sagde Halvor og stirrede paa ham . „ Seer Du , Halvor , “ sagde Niels ; „ nu tænker jeg anderledes , og for af vise Dig det , vil jeg spørge Dig , om Du vil tage Gaarden derhjemme — Mere har jeg ikke . “ Alle de Tilstedeværende saae paa Halvor med overraskede Blikke , og jeg satte allerede Pennen til Papiret ; men Johnsen sagde : „ Tak , Niels , for hvad Du byder ! Din Gaard faaer Du give en Anden — jeg tager den ikke . “ Niels slog atter Øinene op , og et svagt Udtryk af hans sædvanlige trodsige Mine spillede om hans Læber , idet han sagde : „ Saa er Du vel bleven rig , Halvor ? “ „ Nei , “ svarede Johnsen med et stolt Blik . „ Hvad jeg havde , ligger derude , og knap var det , af jeg fik bjerget min Hyre ; men din Gaard tager jeg ikke alligevel . “ Palle og John saae spørgende paa den unge Sømand , og Niels sagde : „ Mener Du , den er forringe ? Den kunde dog nok veie op mod det , jeg har gjort imod Dig . “ Alt Blodet foer Halvor Johnsen op i Kinderne ; Trækkene om hans Mund strammede sig , hans Øine skjød Lyn , og idet han traadte saa nær hen til Niels Ildes Leie , som Bordet tillod det , sagde han med skjærende Stemme : „ Naa , saa det mener Du , Niels ? Da faaer jeg vel hjælpe paa din Hukommelse , og klare for de Folk her , hvad det er Du byder for min Tilgivelse . Kan Du huske en Nat ude i Rødvig-Sande ? Jeg kom fra Jens Ravnstrup , mit Sødskendebarn , og gik alene gjennem Klitterne , tænkende paa Den , der havde givet mig sin Tro . Da kom der En bag paa mig , greb mig i Nakken som en Hund og slæbte mig halvkvalt op ad Klitbanken ; da vi kom paa dens Top , brødes jeg med ham paa Liv og Død ; thi lige under Skrænten vidste jeg , af Kogryden kogte , og den , som een Gang slap derned , kom aldrig igjen . Men han , der som en Nidding og lumsk Hund havde grebet mig bagfra , var mig for stærk ; han kastede sig over mig og knugede mig sammen , som var jeg en Pudel , der skulde druknes , og da jeg for hendes Skyld bad ham lade mig beholde Livet , svoer han en dyr Ed paa , at netop for hendes Skyld skulde jeg miste det . Saa stoppede han sit Tørklæde i Munden paa mig for at dæmpe mine Raab , trak min Stortrøje af og bandt den sammen over mit Hoved , og saa rullede han mig som en Boldt ned ad Skrænten , til Kviksandet lukkede sig over mit Hoved . Husker Du den Mand , Niels ? For skulde din Hukommelse kanskee svigte Dig i dette høitidelige Øieblik , saa skal jeg sige Dig , hvem det var — han hed Niels Ilde af Rørvig . “ Et dumpt Udraab af Uvillie og Forbittrelse hørtes blandt Besætningen ; men Niels stønnede : „ Forlad mig , Halvor ; som jeg -- -- -- -- -- -- -- “ „ Javisf ! “ sagde denne , „ som Du forlader dine Skyldnere . Den Skurkestreg kan jeg forlade Dig , al den Stund jeg fik Stortrøien smøget af mig og kom op under Birkerødderne , hvor Du ikke saae mig ; men Du turede frem i Synd og lagde Skyld til Skyld , som jeg veed , af Du i de lange , mørke Nætter har lagt Sten til Sten for af holde mit syndige Legeme bundet i Kviksandene , hvor Du mente , af jeg laa begravet . Hvad Du har gjort mod mig , tilgiver jeg Dig og forlader Dig i denne din Dødsstund ; men hvad Du har gjort mod Hende , skal Du staae til Ansvar for , naar vi engang mødes sammen for Guds , den Almægtiges Domstol . At tage mit Liv , var det end af tage det som en Hunds , det lader jeg gaae ; men af tage en stakkels Piges Fred , røve hendes Forstand og gjøre hende mere ussel ved af lyve mig død , for af skjule dine Kjeltringestreger — ved den levende Gud , Niels Ilde , det tilgiver jeg Dig aldrig ! “ Vi stirrede Alle paa den unge , djærve Sømand , som stod midt imellem os som en Hævnens Dæmon med ligblege Kinder og høit opløftet Haand ; men der var Ingen , der sagde et Ord . Niels Ilde var sunken tilbage mod Puden med et Udtryk af Gru , der tilsyneladende havde gjort ham bevidstløs . Men pludseligt foer han iveiret med opspilede Øine , aabnede Armene vidt fra hinanden og raabte : „ Kaptainen ! Seer I Kaptajnen ? “ Med disse Ord tørnede han forover mod Bordet . En Blodstrøm væltede ud af hans Mund og farvede Papiret rødt , medens hans Hænder convulsivisk knngede sig om Bordkanten . Da vi løftede ham op og fik ham lagt tilbage , var han død . VII . Skonnertens Brand , som i den disede Luft havde lyst vidt og bredt , var ogsaa bleven seet fra Rørvig , og da vi i den tidlige Morgenstund stod ind gjennem Issefjordens Munding , saae vi , at det foran det lille Toldsted vrimlede af Folk , som ventede at faae Aftenens Begivenhed klaret ved Toldkutterens Ankomst . Halvor Johnsen stod i Stævnen , og da vi gled forbi de hvide Klitter , som belystes af den opgaaende Morgensols første Straaler , lagde jeg Mærke til , at hans Blik ufravendt søgte mod Land , som om det i enhver opdukkende Gjenstand hilsede en længe savnet Bekjendt . Pludseligt foer han op paa Spillet og svingede med sin blanke Hat , idet han udstødte et jublende Hurra . Jeg greb Kikkerten , og inde fra Land saae jeg Maries ranke Skikkelse staaende opreist paa Havfruestolen , hvorfra hun vinkede med sit hvide Forklæde , som hun havde løst af sit smekkre Liv . Jeg gik hen til Halvor , trykkede ham i Haanden og vilde ønske ham til Lykke ; men Taarerne stod den ærlige Sømand i Øinene , og han vendte sig fra mig med et taust Haandtryk . Inde ved den lave Landingsbro foran Toldstedet stod de fleste af de Rørvig Fiskere og Lodser , og foran dem skjelnede jeg Lars Hansens Skikkelse i hans mørke Pjækkert og med den gule Kabuds paa Hovedet . Johnsen steg først ned i Fartøiet , saa fulgte jeg , derpaa Palle Ib og John ; men lige idet Hans og Ole lagde Aarerne i Vandet , tonede der fra Land et kraftigt , ofte gjentaget Hurraraab , saa af Folkene holdt paa Aarerne , medens Kutteren kippede Flaget . Halvor var allerede bleven kjendt fra Land , og den Modtagelse , han fik , viste noksom , af hele Rørvig kjendte hans Forhold til Lodsoldermandens Datter , og af man ved en festlig Demonstration vilde vise , hvormegen Deltagelse man nu følte for „ Bruden fra Rørvig “ , den samme , som man havde haanet i Ulykkens Dage . Alle Rivninger mellem „ Krydserne “ og Fiskerne vare i dette Øieblik glemte , og i et sandt Triumftog bevægede den brogede Skare sig op imod Lars Hansens Hus , hvor Karen fik saare travlt med at modtage og beværte Alle , og hvor til min store Forbanselse Palle Ib , John og Kutterens øvrige Mandskab blev sat til Høibords mellem Leiets gamle Lodser og Fiskere . Denne Gang var der ingen usynlig Haand , som lagde sig paa Munden af Lars Hansen , heller ikke hørte jeg noget Pusleri , uagtet jeg virkeligt bestræbte mig derfor . Derimod lysfe Maries dybe , mørkeblaae Øine med hele den Glands , som kun Lykken formaaer at give , og da Lars Hansen havde drukket et provisorisk Jaord og holdt en mere end provisorisk Tale , hvori han indbød Alle til Bryllup , sfødte han sit Glas mod mit , idet han tilgav , at jeg havde vist mig som en „ fordømt Krydser “ , dog med det Forbehold , at jeg ikke oftere maatte raabe med Ribs i Reietiden , en Phrase , hvis Uforstaaelighed voldte mig en Del Bryderi , og tilligemed Lars Hansens Gammelløl gav mig nok at tænke paa for Resten af Dagen . Da Aftenen kom — og en deilig , varm Juliaften var det — stoppede Lodsoldermanden sin Kridtpibe , langede Kabudsen ned fra Sømmet , nikkede til Mutter og blinkede til mig . Jeg forstod Signalet , og lidt efter stod vi i den venlige Have , hvor Bierne summede i Blomsterne , medens Svalerne havde travlt med at fodre deres halvtbefjedrede Unger under Straatagets Skjæg . Lars Hansen saae ud mod den klare Aftenhimmel med et Befrielsens Udtryk i sit Ansigt , som var der ikke Sorg eller Ulykke mere paa Jorden . Saa tog han sindigt et Par Drag af sin Pibe , bøiede bag om Huset , hvor Duerne kurrede paa Slaget , og besteg saa ganske langsomt Klitbanken , hvorunder Havet hvilede i speilklar Ro , og hvorfra vi havde Udsigt langt ind over Klitterne , bagved hvilke Kirken hævede sit smekkre Spir . Paa Toppen af Banken standsede han igjen , drog et dybt Suk og sagde : „ Jeg synes , Egnen er bleven ligesom lysere iaften ! Husker Øe , da vi fo stod her sidst ? “ „ Ja , “ sagde jeg og trykkede hans Haand , „ da vare Tiderne onde . “ „ Det vare de ! “ sagde han med en dybtfølt Betoning ; „ og Meget har jeg døiet siden den Nat ; men nu har Alting vendt sig til Medbør , og derfor takker jeg Dem . “ „ Øe har Intet at takke mig for , “ sagde jeg . „ Her have været andre Magter , som have været stærkere baade end Øe og jeg . “ „ Det veed jeg ! “ svarede han tankefuldt . „ Han , som jeg i mit Hjertes Hovmod og Haardhed vendte mig bort fra , har paa en besynderlig Maade skaffet Lys der , hvor der før kun var Vildfarelse og Mørke ; men Øe har dog gjort Mere for mig , end Øe maaskee veed af . “ Jeg rystede paa Hovedet ; men han vedblev med dyb Inderlighed i sin Stemme : „ Det ene Menneske kan stundom være for det andet som en Hjælp , hvorved man føler Herrens Haand nærmere end ellers , og det har Øe været for mig . Havde jeg ikke havt Dem den Stormnat ude i Klitterne , var hun maaskee begravet i Kviksandet , og jeg havde da ligget hisset inde bag Kirkegaardsmuren . Havde Øe ikke den Aften ved Tidsvilde Strand talt til mig godt og trøstende , havde jeg ikke staaet her ; thi veed Øe , hvad jeg tænkte paa , da jeg sad dernede paa Stenen og saae ud over Søen ? “ „ Nei ! “ svarede jeg , forundret over det sælsomme Udtryk i hans Ansigt . „ Jeg tænkte den Aften paa , “ vedblev han med sagtere Stemme , „ at nu havde Herren ganske forstødt mig , og at det vel Heller ikke kunde være anderledes , saasom jeg havde handlet mod mit Barn langt værre , end Skovens umælende Kreaturer mod deres Unger . Jeg mente den Aften forvist , at der hverken gaves Lise eller Ro for mit stakkels , svagsindede Barn uden i Døden , og da den Tanke ret var kommen over mig , syntes jeg , at enten maatte der sket ingen Gud være til , eller ogsaa kun en , som frydede sig over at see os vandre i Møie og Elendighed , for siden at straffe os for vore Synder . Hvordan det saa var , syntes jeg ikke , at det var værd at leve , og da jeg sad paa Stenen og saae ud over de mørke Vande , og hørte Bølgerne sukke mellem Stenene , da fik jeg en ret inderlig Lyst til at blive af med alt Det , som tyngede mig , og tænkte paa , at jeg blot behøvede at gjøre et Spring for at finde den samme Grav , som saa mangen Sømand har fundet . Alt laa saa tungt og mørkt om mig , og jo mere jeg grublede , desto mere tydeligt blev det mig , at der dog var en Gud , men at han havde vendt sig fra mig . Da , ligesom jeg sad i Anfægtelsen , bad jeg ret inderligt til vor Herre , at han vilde sende mig en Raadgiver og en Trøster , og lige i det Samme hørte jeg Trin og bød „ Gudsfred og Godaften “ . Da saae jeg først , det var Dem , og jeg fik paa een Gang saadan en underlig Fortrøstning til vor Herre ; thi sandt af sige vidste jeg i det Øieblik ingen Bedre , han kunde sende mig , end netop Dem . De talte ogsaa Ord til mig , som gik mig nær , og da De kom om Natten til Graven og lagde Fæstensringen paa Maries Bryst , saa af hun kom sig som ved et Mirakel , da fornam jeg grant , af det havde De ikke af Dem selv , men af Guds Haand synligt huggede os Sti gjennem Skoven ; og naar jeg nu lægger til , hvad De har fortalt mig om Deres Sejlads med „ Najaden “ , og seer , hvor forunderligt Det har føiet sig sammen , som før var skilt og skjult , da maatte jeg vel være værre end en Tyrk og en Hedning , hvis jeg ikke saae , af vi Mennesker ere som Myrer , der løbe iblinde , medens Han deroppe lægger Vei for det usleste Kryb , som blot betroer sig til hans Naade . Jeg hovmodede mig af min Kløgt , og vilde med menneskelig Forsfand bringe Den fremad , som jeg elskede høiest ; da tog han hendes Lykke , og det Eneste , han lod hende beholde tilbage , var Troen og Haabet . Derfor kunde hun ikke døe , og derfor saae hun mere end vi med al vor Forstand . Gud velsigne hende derfor ! Hun holdt ud , medens jeg var nærved at svigte . “ Hans Læber bævede , da han udtalte de sidste Ord , og idet han lagde Haanden over Øiet , stirrede han ud i Aftenrødmen og sagde : „ Tænkte jeg det ikke nok ! Der sidde de nede ved Havfruestolen og tale med hinanden , som før de onde Dage kom . Vil De , som jeg , gaae vi ned og see paa dem , inden Solen synker . “ Ligesom vi naaede den store graae Sten , hvor Halvor og Marie sad , sank Solen og kastede sit rødmende Skjær henover dem begge . Iohnsen kom henimod os med en Hilsen , men Marie blev siddende og stirrede med sit forunderlige , drømmende Blik henover Bølgerne , der skvulpende gled ind mellem de store Sten , idet de farvedes af Solglandsen . Medens Halvors Ansigt udtrykte sorgløs Glæde og freidig Tilfredshed over at være kommen hjem og have fundet Den , han havde bundet sit Hjerte til , var der derimod i Maries blege Træk og sjælfulde Øine et Udtryk af Vemod , som var hendes Længsel endnu ikke stillet , eller som anede det hende , at en saa overvættes Lykke ikke kunde vedvare . Saaledes som hun der sad , med det fine Ansigt belyst af Aftenrødens sidste Skjær og med det vemodige Blik fæstet paa Bølgernes legende Dands , forstod jeg først ret , at hun og Halvor maatte være meget forskjellige , han energisk optagen af Menneskelivet og dets travle Virksomhed , hun sky for dette og paa en forunderlig Maade bunden til Naturaanderne , som usynlige udfolde deres Virksomhed i de golde , øde Klitter . Og hvor kunde det ogsaa være anderledes ? Han havde færdedes i alle Verdens Riger og Lande , tumlet med Elementerne og tumlet med Menneskene , som ofte rase værre end hine ; hun kjendte kun denne lille Plet af Sand og Lyng med skvulpende Bølger og rislende Væld , hvor Marehalmen grønnedes istedetfor de Palmer , Halvor havde seet , og hvor Graapilens gule Blomster hang ned fra Klitbanken istedetfor Bananen og de frodige Mangrovelunde . Kunde de To forstaae hinanden ? Jnst som jeg i mit stille Sind opkastede dette Spørgsmaal , sprang Marie ned fra sit lavbegroede Sæde og kastede endnu et Afskedsblik langt ud over Havet , der ude i Horizonten begyndte at hylle sig i dæmrende Taager . Halvor og Lodsoldermanden vare alt et Stykke iforveien , men desuagtet blev hun staaende lige paa Havstokkens yderste Rand og stirrede ned i Bølgerne med et besynderligt Udtryk , som lyttede hun til , hvad de skvnlpende Vande fortalte . Saa vendte hun sig for af gaae , men da hun opdagede , af jeg endnu stod ved hendes Side , blev hun blussende rød og sagde med et Udtryk af undselig Forvirring : „ Ak , De tænker vist , af jeg er en tosset Pige . “ „ Nei , “ svarede jeg ; „ men hvad tænkte De paa , Marie , medens De saaledes stirrede ned i Vandet ? “ Hun rødmede paany og sagde : „ Jeg veed det neppe selv ; men naar jeg saaledes rigtigt seer ned i Bølgerne , som skvnlpende skyde sig ind mellem de store Sten , omfavne dem med et Længselssuk og after vige tilbage , for af andre kunne komme til , da bliver jeg tidt ret underlig til Mode ; thi det forekommer mig , af Bølgen fører et uroligt , rasfløsf Liv , saa af det kun forundes den een Gang af naae det Land , hvortil den saa længe har stræbt , for lige i Lykkens høieste Øieblik af døe bort og afløses af andre , der paany dele dens Skjæbne . Da synes det mig ofte , som jeg hører et klagende Suk for hver Bølge , der viger , og naar jeg længe bliver staaende og lytter dertil , da synger det indeni mig , og det er , som jeg hører de samme Suk lyde inde i mig selv , uden at jeg formaaer at finde Ord og Udtryk for den Smerte , de frembringe derinde . Det er , som var det Hele en gammel Sang , jeg havde hørt i længst forsvundne Dage , men som aldrig vil komme mig paa Læben . “ „ De er jo Digter , Marie ! “ sagde jeg smilende . „ Kunde De føie Deres Ord saa godt i Vers , som her i Deres Tale , kom der et helt Digt ud deraf . Har De aldrig tænkt paa det ? “ Hun saae forlegen , næsten lidt sky paa mig og sagde : „ Præstens Datter læste tidt Noget op for mig , som hverken var Viser eller Vers , og som ikke kunde synges , hvor megen Umage jeg end gjorde mig derfor . Var det Digt ? “ „ Det maa det vel have været , “ sagde jeg ; „ men hvorledes var det ellers ? “ „ Det kan jeg ikke forklare , “ sagde Marie rødmende ; „ men det løftede mig , saa at jeg fløi høit i Tankerne derved . Det fortalte om store , dybe Skove , om Solstraalernes Blinken i Duggen , om Hjorten , som fløi hen gjennem den mørke Skov , og om Hybenrosen , som hang over Stengjærdets Væg . Det fortalte ogsaa om Svalen og Storken , om den brune Lyng og Humlebien , der summede mellem Kløverblomsterne paa de lyse Enge — jeg selv blev altid lys og glad derved ; men jeg har glemt det Meste , da jeg var borte , og nu er ogsaa hun borte , som læste det for mig . “ Hun drog et Suk og stirrede ned for sig , som frygtede hnn for at have sagt Noget , der kunde gjøre hende latterlig i mine Øine ; men jeg tog hendes Haand og sagde : „ Siig mig , Marie , hvad hed han , som havde skrevet det ? Saa skal jeg sende Dem Bogen fra Kjøbenhavn . “ „ Det var saadan et mærkeligt Navn , “ hvidskede hun . „ Derfor kan jeg huske det endnu . Han hed Vinter , og det var underligt , for det blev altid lys Sommer inden i mig , naar Præstens Datter læste op , vare Dagene end aldrig saa mørke . “ Jeg maatte uvilkaarligt smile ad denne naive Bemærkning , men hun saae det heldigvis ikke , og jeg vedblev : „ Øe har Ret , Marie . Seer Øe , det er ham , der synger inden i Dem , naar Øe staaer nede ved Stranden og seer ned i Bølgerne ; som ham blev det kun givet Faa at synge . “ „ Nei , det er ikke , “ ndbrød hun hurtigt , „ for jeg kan selv lægge Ord fil i det Samme ; men naar jeg saa kommer hjem , er det borte , og jeg maa paany gaae ud fil Havfruesfolen for at finde det igjen . “ „ Saa skulde Øe skrive Ordene , naar Øe er der , “ sagde jeg . „ Det har jeg ogsaa gjort , “ svarede hun nølende . „ Den Aften , da Øe sidst traf mig ved Havfruesfolen , fik jeg skrevet et Digt ; men jeg tør ikke vise det fil Nogen . “ „ Viis mig det , Marie ! “ bad jeg . „ Jeg skal ikke sige det fil Nogen og heller ikke spotte Dem derfor , hvis det skulde mangle Et eller Andet . “ „ Det er ganske kort , “ sagde hun og drog rødmende en lille Bog frem af sin Lomme . „ Ja , det er min Katechismus , “ føiede hun hastigt fil , da hun saae mit forundrede Ansigt . „ Jeg skrev det her inden paa Bindet med Rødkridt , for jeg havde ikke Andet . “ „ Jeg lukkede hastigt den lille , forslidte Bog op , og saae paa Bindets indvendige Side . Med en stor , uøvet Haand stod der blot de tre Ord : „ Bølge mod Kyst . “ „ Er det det ? “ spurgte jeg . „ Ja , “ sagde hun med et Udtryk af Skuffelse i sit Ansigt . „ Er det ikke Digt ? “ „ Nei , Marie , “ sagde jeg saa mildt som muligt ; „ det er det rigtignok ikke . Det er jo kun tre løse Ord . “ „ Ja , men det klinger dog inden i mig , naar jeg synger dem , “ sagde hun , „ og jeg seer saa meget derved . Hvad er da et Digt ? “ „ Det er vanskeligt at forklare , “ sagde jeg ; „ men et Digt har mange Linier , der alle staae i Forbindelse med hverandre og flyde over i hverandre , ligesom Bølgerne ved Stranden . For at kunne faae Klang , maae Liniernes Endeord derhos ligne hverandre , og Stavelserne i Linierne maa være føiede saaledes , at de vugge sig i Takt , ligesom det ene Bølgeslag , der følger ovenpaa det andet . Saa maa der dertil i det Hele være et Billede eller en Lignelse , der ligger som en Undergrund , hvorfra det Øvrige flyder sig op , saa at der kommer en vis Stemning eller Tone , som kan fremkalde en tilsvarende Stemning hos den , der læser det . Saa først er det et Digt . “ „ Det forstaaer jeg slet ikke , “ sagde hun , „ og det er ogsaa meget for svært . Man kan jo skrive det ganske kort , uden at bryde sit Hoved med det Meget , De sagde ; saa kan Enhver gjætte sig til Resten . “ „ Ja , det er godt nok , “ svarede jeg ; „ men alligevel vilde der være meget Faa , der vilde forstaae det . “ „ Den , der ligner mig , vil forstaae det , “ sagde Marie bestemt . „ Jeg behøver blot at læse disse tre Ord , saa sker jeg det Altsammen og hører Bølgerne skvulpe . Hvorledes kunde jeg da gjøre det bedre ? “ „ Vent lidt , Marie ! “ sagde jeg og tog min Notisbog frem . „ Den Aften , da jeg mødte Dem ved Havfruestolen , kom jeg lige fra Klintebjerg , hvor jeg havde ligget oppe paa Klinten og hvilet mig . Derfra kunde jeg ogsaa see ned i Bølgerne og høre dem skvulpe , og da skrev jeg et Digt om dem . Vil De sætte Dem et Øieblik her under Bakken , saa skal De høre , hvorledes saadan et Digt skal være , saa vil De bedre forstaae mig . “ „ Ja , men hurtigt ; thi ellers kommer Halvor og Fader for langt iforveien , “ sagde hun . Hun satte sig ned og stirrede opmærksomt paa mig . Jeg tog Plads ved hendes Side paa det hvide Korallav og læste Følgende : Bølge mod Kyst , hvor kommer Du fra ? Hvor er din Hjemstavn , hvor er din Vugge ? Hvem mon de gjælde , de klagende Sukke , Bølge mod Kyst ? Har Du en Elsker , hvor Solen gaaer ned , Hist over Hav i de solgyldne Banker ? Sender Du ham dine bristende Tanker , Bølge mod Kyst ? Nei , Du er kold , og dit Væsen er Graad ; Thi Du maa døe . Just som Livet Dig skjænkes , Atter i Glemselens Vande Du sænkes , Bølge mod Kyst ! Billed Du blev paa den skiftende Tid , Billed paa Lykken , som kommer og viger , Bristende netop , som høiest den stiger , Bølge mod Kyst ! Giv mig din Lød , saa klager jeg ei , Løft mig blot høit og bær mig et Stykke Frem mod den lyse , livsalige Lykke , Bølge mod Kyst ! Sænker mig kun i det evige Hav ! Selv kun en Bølge , som dækkes af andre , Vil til Forglemmelsens Lande jeg vandre , Bølge mod Kyst ! Hun havde foldet sine Hænder , medens jeg læste , og hendes Øine havde hvilet paa mig med en særegen , tindrende Glands . Da jeg var færdig , drog hun et dybt Suk og sagde , ligesom med Smerte , parret med lidt Uvillie : „ Det har Øe jo Altsammen taget fra mig ! “ „ Hvad behager ? “ udbrød jeg overrasket , „ fra Dem ? Deres var jo kun de tre Ord . “ „ Ja , men dem har Øe taget ! “ sagde hun , „ og saa alt det Øvrige , som jeg har tænkt , men ikke kunde faae skrevet . Det er mit Digt . Øe har ingen Ret dertil ! Jeg har tænkt det Altsammen , længe før Øe . “ „ Ja , men jeg har skrevet det , “ sagde jeg . „ Det hører dog Den til , som har tænkt det , “ sagde hun med en dyb Overbevisning og fik Taarerne i Øinene . „ De maa endeligt give mig mit Digt ; nu , da jeg har hørt det , kan jeg ikke være det foruden . Jeg skal aldrig sige , at De har skrevet mine Tanker . “ Jeg rev Bladet ud af Lommebogen og gav hende det . Hun læste det endnu en Gang igjennem med en hemmelig Glæde i sit Ansigt , saa foldede hun det sammen , stak det indeni sin Katechismus , og ilede med hurtige Fjed efter de Andre . Henne ved Klitdraget , der fører ned mod Kogryden , stødte vi til Lodsoldermanden og Halvor , der begge vare fordybede i en ivrig Samtale om Skonnertens Brand , om Assuranceselskabets Tab og om Muligheden af at faae den tilgodehavende Hyre udbetalt af Rhederiet , saa at der faldt Ord , der dannede den grelleste Modsætning til dem , jeg havde vexlet med Marie . Hun lod sig imidlertid slet ikke forstyrre deraf , men tog sin Fader ved Haanden , og saaledes vandrede vi , til vi kom til den Vei i Klitterne , hvor Kløften med Birkene og Ellene flyder sig ned mod Kogryden . Her standsede Halvor et Øieblik , lod Marie og Lodsoldermanden gaae i Forveien og sprang saa i eet Spring overmod Klitten , hvor han kort efter skjultes bag de frodige Birk og Ellebuske . Jeg fulgte langsomt efter paa den lille Sti , der langs Klitbakkens Side løb ned imod Vældet , og da jeg havde arbeidet mig igjennem det tætte Birkekrat , kom jeg atter til den uhyggelige Plet , der havde havt en saa afgjørende Indflydelse paa Halvor Johnsens Liv . Vældet laa ganske som forhen , kredset af yppigt Græs ; men det lave Pilekrat dannede nu en hel lille Skov , og Vandet boblede ikke som før , men flød trægt og langsomt uden den kogende Lyd , som før havde været dets Særkjende . Ved Bredden stod Halvor Johnsen og saae med korslagte Arme ned i Vældet , ganske som jeg for tre Aar siden havde seet Niels Ilde , kun var der ikke det Udtryk i hans Ansigt . „ Her var det ! “ sagde han langsomt og vendte sig imod mig . „ Ja , “ svarede jeg , „ jeg kjender Stedet . “ Og nu fortalte jeg ham , hvorledes Lars Hansen og jeg den Nat havde søgt efter Marie , og hvor nær hun havde været ved at miste Livet , netop paa det samme Sted , som han , Noget , jeg tidligere havde fordulgt af Frygt for , at det skulde ryste ham for meget . Det lod imidlertid slet ikke til at gjøre den Virkning paa ham ; thi vel lyttede han til min Fortælling med kjendelig Interesse , og takkede mig før min Hjælp ; men kort efter sagde han : „ Hun har altid været synsk , og sommetider tog det Magten fra hende ; men det lægger hun nok af , naar hun bliver gift , vil jeg haabe . Ieg gad s ' gu vide , hvor mange Sten Niels har slæbt her til Gryden , før han fik Løbet stoppet saa meget . Ieg stod just og regnede efter , hvor stærkt han havde lagt Ryg til , dengang De kom . Ieg synes , at jeg kan skimte dem nede i Vandet . “ Ieg nægter ikke , at jeg blev forundret over den mærkelige Ligegyldighed , som disse Ord røbede ; men endnu mere blev jeg det , da han tilføiede : „ Ieg vilde blot ønske , at vi havde dem ovre hos Lars Hansen , saa kunde vi lægge Grund til et Svinehus med dem , det har han længe trængt til ; vi talte just om det nede ved Stranden — nu ligger alt det Skab der til Unytte . “ „ Synes De ikke , at det er underligt at staae paa dette Sted igjen ? “ spurgte jeg . „ Jo , “ svarede han , „ det er et forbandet Hul . Var jeg som Lars Hansen i Sogneraadet , lod jeg det fylde , saa kunde vi lægge Vei ret herover langs gjennem Kløften — det blev altid en kvart Mil mindre gjennem Sandene . “ „ Siig mig , “ spurgte jeg lidt utaalmodig , „ hvorfor gik De den Morgen ombord i Russeren , istedetfor af gaae ned til Nykjøbing og gjøre Melding til Byfogden ? “ Han saae paa mig med et fiffigt Blik og svarede : „ Hvad havde jeg vel faaet for det ? Der var ingen Vidner , og Niels var en haard Hund af lovtrækkes med , det vidste jeg iforveien . Desuden havde jeg selv gjort Alting uklart for mig . Lars Hansen havde jaget mig af sit Hus , Palle Ib havde lovet mig Afsked fra Kutteren , og Niels Ilde havde undsagt mig og vilde tage mit Liv , saa snart han kunde komme afsted med det . Jeg syntes den Morgen , af der ikke var en Sjæl i den vide Verden , som brød sig det Ringeste om mig , og Dagen iforveien havde jeg talt med den russiske Kaptain , som havde lovet mig høi Hyre , hvis jeg vilde tage ombord i Farføiet . Saa kom dertil , af jeg maatte tjene Noget , hvis jeg vilde melde mig igjen hos Lars Hansen og stikke Niels Ilde ud , og da jeg i den tidlige Morgen vaad og forfrossen , luskede ned til Fartøiet , fik jeg saadan en glubende Begjærlighed efter at komme ud og tjene Penge , at jeg ikke engang gik tilbage til Rørvig for at sige Marie Farvel . Jeg skrev et Par Ord ombord paa Russeren og bad hende vente tre Aar , saa vilde jeg komme hjem som en rig Mand — og dermed syntes jeg , at den Sag var vel klaret . “ „ Det Brev fik hun desværre ikke , “ bemærkede jeg . „ Nei , hun sagde saa , “ svarede Halvor roligt . „ Selv forliste vi i spanske Sø , og da jeg kom til Lissabon fik jeg Hyre paa Indien . Derfra skrev jeg igjen ; men mine Breve havde nok ligesaa lidt Held , som jeg selv , for hver Gang jeg havde tjent en Smule , gik det galt med Spekulatsen , og nu , da jeg kommer hjem , er det kun med tyve Pund i Lommen . “ „ Saa var det dobbelt smukt af Dem at afslaae Niels Ildes Tilbud . “ „ Aa , man skal ikke tage fra Djævelen , hvad man venter af Vorherre . Marie og jeg hugge os nok igjennem uden Mordbrændertak ! “ Vi fulgtes ad op gjennem Kløften , og under vor Samtale mærkede jeg mere og mere , at han var en god , ufordærvet Natur , ærlig , djærv , kortsagt en ægte Sømand ; men jeg følte tillige , at han kun havde Sands for Livets rent praktiske Formaal , og at han ikke kunde opfatte Maries mærkelige Syner og Anelser , som udsprungne af en poetisk Naturs og en dyb Kjærligheds uforstaaelige Kilder , men at han tog dem som noget Overfladisk , noget rent Materielt , der bedst helbrededes med kolde Omslag , som den gamle Læge havde raadet . Naar jeg da tænkte paa den Uvillie , hvormed Marie havde udtalt sig imod Lægen , der saae hendes Syner netop fra denne Side , blev jeg dobbelt ængstelig for , at han skulde tage det paa samme Maade , og advarede ham derfor ; men han syntes ikke at kunne forstaae mig , og med en bange Anelse traadte jeg ind i Lars Hansens Forrestestue — det var den sidste Aften , før jeg tog til Kjøbenhavn . Marie havde i Anledning af Halvors Tilbagekomst dækket Bordet saa festligt som muligt , og der var en stille , mild Fred udbredt over hende , som harmonerede godt med hendes Fæstemands djærve , frimodige Væsen . Som de der sad med hinanden i Haanden og Blikket fæstet straalende paa hinanden , gjorde de Indtrykket af et rigtigt lykkeligt Par , og Lars Hansens veltilfredse Ansigt straalede over dem begge som en Sol , medens Karens var den tilsvarende Maane . I glad Tilfredshed indtog vi alle vort Maaltid , men da vi havde spist , og Dugen var tagen af Bordet , satte Marie sig hen i et Hjørne af Stuen , trak den lille Katechismus frem og gav sig ivrigt til at læse . Halvor sad henne paa Bænken og saae længe paa hende ; endeligt sagde han : „ Hvad for Noget , Marie ? Jeg troede forlængst , Du var voxet fra Katechismen ! “ Hun blev rød og svarede : „ Det er heller ikke den , jeg læser . “ „ Hvad er det da ? “ spurgte Halvor og reiste sig . Marie blev endnu rødere , stak hurtigt Bogen i Lommen og lagde sin Haand ovenpaa ; men Halvor greb hende om Livet- bøiede hende bag over og gav hende et dygtigt Kys , idet han sagde : „ Op med Lektien ! Har Du Noget at skjule for din Fæstemand ? “ Marie strittede alvorligt imod ; men Halvor fik Bogen op af Lommen , lukkede den op og snappede behændigt det hvide Blad , som han læste , medens han med sin anden Arm holdt Marie tæt ind til sig , saa at hun ikke kunde tage det fra ham . Han havde neppe læst et Minut , før han kastede Bladet fra sig paa Bordet og udbrød : „ Sikke noget forbandet Sludder ! Det er jo et Ligvers . “ „ Et Ligvers ! “ udbrød Marie og blev ganske bleg . I næste Øieblik styrtede Taarerne ud af hendes Øine , hun snappede Papiret og flygtede som en skræmmet Hind med det op i Øverstestuen ; men idet hun vendte sig i Døren , tilkastede hun Halvor et Blik , som jeg vistnok forstod bedre , end han . „ Der gjorde I Marie vred , “ sagde Karen . „ I maa lade hende have sine Drømmerier for sig selv ! “ „ Ja , var Livet en Drøm , saa var det godt at sove , “ sagde . Halvor ; „ der skal Andet til her i Verden ! “ „ Saa passer Marie ikke for Jer ! “ svarede Karen . „ I maa tage varligt paa hende og huske , hvormeget hun har lidt for Jer Skyld . “ „ Det skal jeg nok ! Aldrig skal hun finde bedre Mand end mig , “ sagde Halvor og kyssede Karen til hendes store Forskrækkelse lige paa Munden . Men Syner og Drømme passe kun slet for en Sømands Brud ; hun faaer Andet at tage vare . “ Lidt efter var det lille Optrin glemt , og Marie kom ind med den tændte Lampe i Haanden . Lars Hansen nikkede , og efter Sædvane tog hun „ Tusind og een Nat “ ned fra Hylden og gav sig til at læse . Hendes Stemme skjælvede endnu lidt af Bevægelse , men den havde sin bløde , melodiske Klang , sin Friskhed og Fylde — det var en ren Fornøielse at høre , hvorledes det gamle , arabiske Eventyr foldede sig ud og fik Liv og Bevægelse i hendes Mund . Halvor sad længe og lyttede med en Mine , som blev der læst en Prædiken ombord , saa gabede han adskillige Gange , flyttede sig nærmere hen imod Krogen ved Bilæggerovnen og sagde endeligt : „ Ja , I maa ikke tage det fortrydeligt op ; men jeg har ikke været tilkøis inat , og naar jeg saadan hører En læse , falder jeg altid i Søvn — det er en Vane , jeg har . “ „ Du maa ikke sove , “ sagde Marie med et næsten forskrækket Blik Paa mig . „ Saa vil jeg før holde op med at læse . “ „ Nei , læs Du kun væk ! “ svarede han . „ Hvad gjør det , at jeg sliber en Skraber ? “ „ Vist ikke ! “ sagde Lars Hansen . „ Hvad ligner det at sove , naar vi Andre læser ? “ Marie læste videre med usikker Stemme , Halvor gabede paany , men endeligt sprang han op og sagde : „ Hør Lars , har I ikke Kort i Huset ? For har I det , skal vi , min Salighed , have os en Schaus * ) ; det kan da holde Gluggerne oppe . “ Lars Hansen reiste sig , aabnede Bogskabet og udtog et Spil fidtede Kort . Marie læste videre , men med sagte , næsten hvidskende Stemme . Lidt efter reiste hun sig paa Lars Hansens Anmodning og gik for at hente en Flaske Extrakt ovre hos Kjøbmanden , og nu blev der drukket Punsch og spillet Schaus til langt ud paa Aftenen . Karen , Marie og jeg sad ved den anden Bordende , og Samtalen faldt sagte og hvidskende , som den kunde . Var det derfor , eller var det maaskee Punschen , der virkede — men denne Gang syntes jeg virkeligt at * ) Folkeudtryt for det tydske Schasskops . høre det pusle i Krogene , som om noget Let flyttede ud , og noget Andet , mere tungt og blyfast rykkede ind . Ja , jeg mente endog at kunne spore det , da jeg kom tilsengs ; , da sad det som en Mare og red tungt paa mit Bryst . Den næste Morgen holdt der en Extrapost fra Nykjøbing udenfor Døren , og Børnene fra Leiet betragtede med dyb Ærbødighed Postillonens røde Kjole og opkrampede Hat . Jeg tog en hjertelig Afsked med Alle og lovede at komme til Brylluppet , der var bestemt til om Efteraaret . Da jeg sprang ind i Vognen , sfod Marie nærmest , hun havde været usædvanligt taus og tankefuld den hele Morgen . Da jeg endnu en Gang havde budt Alle Afsked , tog jeg hendes Haand gjennem det aabne Vindu , trykkede den hjerteligt og sagde : „ Saa fik De dog Ret , Marie ! Saa kom dog Lykken ! “ Hun besvarede mit Haandtryk , men rystede i det Samme paa Hovedet og hvidskede sagte : „ Faa fange Lykke ; men Alle fange vi Død . “ Inden jeg kunde svare , knaldede Posfillonen , Fiskerdrengene raabte Hurra , og saalænge jeg kunde see det venlige Hus under Klitbakken , sfod Marie i Døren og vinkede til Afsked . VIII . Jeg kom ikke til Bryllup det Efteraar , men derimod paa Reiser , og Intet udsletter som Reiser Begivenhederne og deres Indtryk . Vel glemte jeg ikke Marie under min Fraværelse ; men Mindet om hende og hendes Omgivelser tabte dog lidt efter lidt sit fantastiske Skjær , saa at jeg knap syntes , det var værdt , da jeg tre Aar efter kom tilbage , igjen at fornye mit Bekjendtskab i Rørvig . Atter gled nogle Aar , da førte et Tilfælde mig til Sølager , og da jeg fra Bankerne ved Lynæs saae de hvide Huse ovre i Rørvig , kunde jeg ikke modstaae Fristelsen , men leiede en Baad og satte derover . Det var en frisk , solvarm Okfober Formiddag , da jeg vandrede gjennem Rørvigs Algade og efter Sædvane tog Veien til Lars Hansens Hus ; men jeg lagde snart Mærke til , at Byen var mere mennesketom end sædvanligt , hvorimod jeg mødte flere og flere Folk , alt som jeg kom ud ad Landeveien . Endeligt øinede jeg Lars Hansens gamle Hus under Klitbakken ; det havde maaskee faaet lidt mere Mos paa Taget , end da jeg var der sidst , men ellers var Alt som sædvanligt paa den store Undtagelse nær , at en broget Flok af Fiskere , Kjøbstadsfolk og Bønder trængte sig ud og ind ad den lave Dør , medens andre Grupper stod samtalende paa Veien , hvor flere Vogne holdt , belæssede med Senge , Borde og andet Bohave — ja , paa en gjenkjendte jeg min gamle Ven , Billardet , der havde faaet Afsked fra sin Ansættelse som Himmelseng og nu vandrede en eller anden uvis Fremtid i Møde . Med langsomme Skridt og fuld af bange Forventninger nærmede jeg mig Huset ; da hørte jeg en Auktionshammer og en skrattende Stemme , som raabte : „ En Risbensdaler for hele Stadsen ! For Skibet og Verset og hele Skilderiet . Rammen alene er ærlig de Penge værd ! Naa , faaer jeg et Bud ? “ „ Tolv Maark ! “ lød en drævende Bondestemme inde fra Stuen , og en høi Latter fulgte ovenpaa en Vittighed , som jeg ikke kunde høre . Jeg banede mig Vei ind i Huset , hvor Alt laa hulter til bulter , hvor Dørene stod paa vid Gab , hvor en vammel Tobaksluft opfyldte Rummet , medens Auktionsholderen fra et ophøiet Stade viste et Skilderi frem , der forestillede et brændende Skib med en lang Indskrift under . „ Havfruerne gaae med i Kjøbet ! “ raabte Auktionsholderen . „ De er , min Salighed , hver en Mark værd . Naa , hvem byder paa Skonnerten Corinna med Ildebrand , Havfruer , Brudevers og det Hele ? Faaer vi ikke tre Mark , hænger vi det op igjen . „ En Specie ! “ sagde jeg , idet jeg skubbede mig ind mellem Klyngen . „ Et honnet Tilbud og en anstændig Betaling ! “ skrattede Auktionsholderen op og rakte Skilderiet hen imod mig . „ Der er vel Ingen , der byder den Herre fra Kjøbenhavn over ? “ En almindelig Fnisen paafulgte , medens Alles Blikke rettedes mod mig , idet jeg trak mig tilbage mod Vinduet for at betragte mit Kjøbmandsskab . Saaledes skulde altsaa Minderne møde mig ! Det var Skonnerten Corinnas Brand , tegnet af en ikke uøvet Haand , og under den stod det Vers , jeg havde skrevet til Marie , medens Havfruer , Najader og sælsomme Søuhyrer dannede en fantastisk Ramme omkring det . Under Verset stod : „ Skrevet af Marie Larsdatter paa hendes Sygeseng , “ og Halvor Johnsens Navn , tæt under Skibets Boug , tilkjendegav , at han havde tegnet det Øvrige . „ Er Lars Hansen død ? “ spurgte jeg en Bonde , der stod ved Siden af mig . „ Næi , “ svarede han tvært , „ men han flytter . “ „ Er han da her ? “ „ Næi . “ — „ Hvor er han da ? “ „ Hvo ' sku ' jæ vidde ded ? jæ æ jon fra Nakkeby , “ sagde Bonden og fæstede sine Øine begjærligt paa en blaastribet Dyne , der nu blev raabt op . Jeg gik ud i Haven med en kvalm Fornemmelse om Hjertet , og her fik jeg da at vide , at Lars Hansen var gaaet ud i Klitterne , fordi det ynkede ham at see sit Bohave komme under Hammeren . Saa bragte jeg mit kostbare Kjøb i Sikkerhed og vandrede derpaa ud ad de sandede Veie for at opsøge ham . Uvilkaarligt styrede jeg min Gang langs Stranden , thi det forekom mig , at jeg maatte træffe ham ude ved Havfruestolen , hvor vi havde siddet saa mangen en Stund ; men forgjæves speidede jeg efter den mægtige , graae Granitblok , og da jeg kom til Stedet , fortalte et endnu ikke fyldt Hul og en Mængde smaa Skjærver , at den maatte være ryddet , saameget mere som der var lagt en Vei langs Stranden , som ikke havde været der før . Veien dreiede ind gjennem Klitdragene og førte til Kløften , som var bleven fyldt , medens Birkene , Pilene og Ellene vare forsvundne . Der , hvor Kogryden forhen havde kogt , gik nu Veien over en Stenkiste med Rækværk paa begge Sider , og Paa dette sad Lars Hansen med bøiet Hoved og ridsede Figurer i Sandet med sin Stok . Knap var det , at jeg kunde kjende ham igjen ; thi hans Haar var blevet hvidt , hans Holdning bøiet , og om Munden laa der dette Træk af Indfaldenhed , som tyder paa , at den sørgelige Alderdom nærmer sig . Kridtpiben var desuden borte , og Stokken kommen i dens Sted ; kun den ufravigelige gule Kabuds og Pjækkerten med de store Hornknapper mindede om tidligere Dage . „ Goddag , og Velkommen ! “ sagde han med en sørgmodig , tom Betoning : „ Nu er jeg alene , Hr . Professor . “ „ Alene ? “ udbrød jeg . „ Hvad mener De ? “ „ Halvor er paa Togt , “ sagde han koldt og reiste sig op . „ Han tog bort i Tirsdags . “ „ Men Marie ? “ spurgte jeg . „ Hun er hos sin Moder ! “ sagde han med dirrende Læber ; de boe nu histovre . “ Med disse Ord hævede han Stokken og pegede mod Rørvig Kirke . Jeg stirrede paa ham og udbrød : „ Døde ? “ „ Ja , døde ! “ gjentog han og tørrede sine Øine med Bagen af Haanden . „ Nu har hun Fred . “ „ Og hvor flytter De hen ? “ „ Til Nykjøbing , “ sagde han med tiltvungen Fasthed . „ Heroppe var ofte øde og tomt , og ødere og tommere vil det blive . Iaffen siger jeg Farvel til Klitterne , til Søen og til Kogryden — nu løber hun en anden Vei . “ „ Her er bleven meget forandret , “ bemærkede jeg , idet jeg saae mig om . „ Ja , her er saa , “ sagde han ; „ og det houer mig heller ikke . Sommetider er det , som kjendte jeg det ikke rigtigt igjen . Nu skal der grøftes af , plantes Skov og lægges Vei ; snart kan man blive vildfarende i sin egen Barndomsegn ! “ „ Hvor fører denne Vei hen ? “ spurgte jeg . „ Den smøger ned forbi Kirken og gaaer saa over Lynghusene til Nykjøbing , “ sagde han . „ Paiesø har de faaet tørret ud , og de andre gaae vel snart med , kan jeg tænke . De regere svært heroppe , siden Halvor kom ind i Sogneraadet ; han var Mand for af sætte dem i Arbeide . “ „ Er han Styrmand endnu ? “ spurgte jeg . „ Styrmand ? “ sagde Lars Hansen med en vis Stolthedsfølelse ; „ nei paa det Lav ! Nu fører han Fartøi selv ; han har tjent en svær Hoben Penge paa det sidste Aar . “ „ Nei virkeligt , det fornøier mig , “ sagde jeg trøstende . „ Ja , naar Pengene kunde gjøre det , “ sagde Lars Hansen med et Suk . „ Han havde en stor Lykke med sig ; hvad han tog fat paa , det gik . Først hjalp han sig frem med Laan , saa kjøbte han Smaalodder , dyrkede dem op og solgte dem igjen med Profit . Saa gik han i Compagni med Kjøbmanden inde i Nykjøbing og kjøbte en stor Del af Overdrevsjorden herude , og nu har han igjen solgt det til Skov og faaet eget Fartøi . Søen var ham dog kjærest , det mærkede vi tidt . “ Vi havde under denne Samtale fulgt den nyanlagte Vei og slod nu ved Kirken , der ligger som en Eremit midt ude paa Heden . Laagen til Kirkegaarden slod aaben , og over den lave Mur hang Hylden med sine mørkegrønne Blade , frisk og duftende , medens de andre Træer strax bøiede af fra Nordvest , saasnart de vare komne over det Hegn , der gav dem Læ . Lars Hansen skottede til den sorte Laage , det var , som om en hemmelig Magt drog ham derhen , og snart slod vi inde paa Kirkegaarden , hvor brogede Asters og Chrysanthemum blomstrede , medens Resedaen og en enkelt Rose hist og her endnu ikke vare vegne for det begyndende Efteraar . Lars Hansen gik forbi de lave Tner med deres sorte Kors og deres simple Evighedskrandse uden at sige et Ord . Førsf henne ved det andet Hjørne af Kirkegaarden standsede han ved to Grave , hvoraf den ene bar en Rosenbusk , medens den anden var bedækket med afblomstrede Kornblomster . „ Der ligge de , “ sagde han med et Suk og pegede paa de to simple Trækors , der smykkede de to lave Tner . „ Hun vilde nu have Kornblomster paa sin Grav . Halvor syntes , det var noget underligt Noget og lod en Rose komme fra Kjøbenhavn , - men jeg syntes , at hun skulde have sin Villie , og saa kom der Kornblomster — ja , det passer maaskee ikke rigtigt , “ føiede han tvivlende til . Op imod Korset stod der en simpel Stentavle , halv skjult af de frodige Planter . Jeg bøiede dem tilside og læste : „ Sænker mig kun i det evige Hav ! Selv kun en Bølge , som dækkes af andre , Vil til Forglemmelsens Lande jeg vandre , Bølge mod Kyst ? „ Stakkels Marie ! “ sagde jeg bevæget . „ Saa skrev jeg dog hendes Gravvers . “ „ Saa ? “ sagde Lars Hansen med et mistroisk Blik ; „ da sagde hun ellers , at hun selv havde prentet det . Ja , det Vers holdt hun svært meget af . Da hun laa paa det Sidste , bad hun saa mindeligt om , at vi vilde sætte det paa hendes Ligsten — og saa gjorde vi det , skjøndt Halvor vilde have en rigtig Skrift . Nu staaer der jo hverken , hvad hun hedder , eller naar hun er død ; men det brød hun sig ikke om , sagde hun , og saa gav Halvor efter . Ja , de vare nu saa forskjellige . “ „ Vare de da lykkelige med hinanden ? “ spurgte jeg . „ Jo , det var de , “ sagde Lodsoldermanden med dyb Overbevisning ; idetmindsfe har jeg aldrig hørt et ondt Ord dem imellem , skjøndt Halvor ofte kunde have Grund nok til at klage . “ „ Saa ? Hvorfor ? “ „ Aa , “ sagde Lars Hansen , „ hun var jo saadan egen i mange Dele og skjøttede helsf om at være ene med sig selv og sine Drømmerier . Det første Aar mærkedes det ikke saa meget , for da var Halvor mere hjemme og havde ogsaa bedre Tid til at følge hende , naar hun gik sine egne Veie . Men alt som han fik mere at bestille , blev hun mere og mere stille , og det gik hende nær til Hjertet med de mange Forandringer , han satte igang her paa Egnen . Hun kjendte hver Sten og hver Busk herude i Sandene og sørgede over , at de gik bort , som havde det været hendes egne Børn . Selv fik hun ingen , og det troer jeg var en stor Feiler ; for havde hun faaet dem , havde det holdt hende mere til Huset og givet hende Noget at tænke paa . Hun var jo saa svag , at hun ikke kunde tage sig nogen grov Gjerning paa , og da Halvor fik bedre Kaar , fik de en Pige fra Nakkeby , som sknlde være i Huset . Saa begyndte hun igjen at gaae herud i Sandene , og naar Halvor kom hjem , fandt han Huset tomt og kunde hente hende ude ved Havfruestolen . Men værre var det , at de gamle Syner kom igjen , saa hun tilsidst syntes bedre om Stranden og Sandene herude end Stuen hjemme i hendes eget Hus . Io mere Tiden gik , jo mere synsk blev hun , saa at Halvor tilsidst mente , at det kunde blive rent galt . Han troede nu , at det Hele kom fra Havfruestolen , og mente , at der var noget Kogleri ved den Sten , som han tænkte , det var bedst at skaffe afveien . Saa — det var just i dette Foraar — lod han Stenen undergrave og udbore , og han sprængte den selv , for der var ingen Anden , der vilde gjøre det . Om Middagen kom han hjem og sagde Ingenting derom til Marie ; men om Eftermiddagen skulde han i Sogneraadet for at faae den nye Vei lagt over Kogryden , og han var saa ivrig derover , at han rent glemte sit Forsæt , selv at vise hende , hvad han havde gjort . Til mig havde han Heller Intet sagt , og henimod Solnedgang gik Marie som sædvanligt derud . Hun kom ikke hjem den Aften , og da Halvor kom over til os for at spørge , fik jeg saadan en underlig Fornemmelse ved at høre , hvad han havde gjort , og saa gik vi begge derud . Der fandt vi hende da ogsaa ; men hun sad midt mellem de sprængte Stykker , og det Eneste , hun sagde , var blot : „ „ Halvor , hvor kunde Du gjøre det ? “ “ Saa tog vi hende hjem og fik hende tilsengs , og Doktoren kunde ikke finde Noget paa hende ; men Kræfterne tog af Dag for Dag , det var ligesom hun visnede hen , og spurgte vi hende , sagde hun blot , at hun havde en Fornemmelse , som var der sprængt Noget bort ved hendes Hjerte . Men mild og faalmodig var hun som et Barn , og Halvor holdt hun ligefuldt af til det Sidste . Jeg husker saa grant den Dag , da han tegnede Skonnerten , og hun satte sit Vers under . Da troer jeg , han forstod hende — men da var det for silde . “ „ Og det har De kunnet lade sælge ? “ sagde jeg bebrejdende . „ Sælge ! “ foer Lars Hansen op . „ Nei , Krone Død om jeg har ! Det skulde ikke med paa Auktionen . “ „ Da har jeg kjøbt det . “ „ Saa giv mig det igjen for gammelt Venskabs Skyld ! “ sagde han og greb min Haand . „ Naar jeg er død , kan det hænge i Deres Storstue , men ikke før . “ Jeg lovede ham det , og fause forlod vi den stille Kirkegaard og vandrede tilbage ad Rørvig til , hvor Lars Hansen tilbød mig Logi hos en af sine Venner . Men ogsaa hos mig var det , som om Noget var sprængt bort , der havde fængslet mig til de øde Klitter med deres viftende Marehalm og hvidskende Birke , og da jeg om Aftenen vandrede forbi Lars Hansens døde Hus under Klitbakken , følte jeg , hvad det var at være alene . Jeg bestilte Baad hos en forbigaaende Fisker , og medens den blev gjort klar nede ved Stranden , besteg jeg for sidste Gang den høie Klitbanke ved Kogryden og kastede et Afskedsblik ud over Egnen . Efteraarsvinden foer sukkende hen gjennem de mørke Fyrrer under mig ; det halvvisne Marehalm hvidskede sælsomt i Skumringen , og Flyvesandet , der rislede ned med en sagte , snigende Lyd , mindede mig om det rindende Sand i et Timeglas . Underligt blev jeg greben af denne mørke , døde Natur , og bedre end nogensinde før forstod jeg Marie og hendes Syner . Hun var et Barn af den Natur , der havde fostret hende , og hendes Lod var bleven som Bølgens , der bryder sig mod Klitbakkens Fod , som Sandets , der stille risler ned fra dens Top for at svinde med det Samme . Men turde jeg klage derover ? — En Daare den , der troer paa den faste , varige Lykke ; kun i det bestandigt Vigende og paany sig Fødende ligger den evige Lov .