I .
For den gammeldags Kjøbenhavner , der paa sin
trestolede Kapervogn ikke kommer længere end til
„ Skoven “ , ja selv for den mere civiliserede , der med
Banen naaer Klampenborg og Dyrehaven , staaer
Sjælland som en Idyl , et lyrisk Digt ligt Christian
Winthers , smykket med Bøgeløv og Anemoner ,
krandset af Havet og indesluttende dybe , stille Skovsøer ,
hvor Vildanden dukker sig imellem Rørene ,
naar den skye Hjort i Forbifarten speiler sine Takker
i Doven .
„ Det bugter sig i Bakke , Dal “ , sang han
fordum romantisk glad , naar han den lune Sommeraften
kjørte ned fra Fortunen for at naae „ Bakkens “
bacchantiske Glæder . Og naar han sent om Aftenen
fra den bugtede Strandvej saae Maanens blanke
Skive gjenspeile sig i Øresund , medens den kastede
et drømmende Gjenskjær over Tychos sagnrige Ø ,
var han fuldt og fast overbevist om , at ingen Plet

var yndig som Sjølund , og at Gefion havde havt
Smag , da hun med sine Øxne pløjede det ud af
Sveas Ryg og lod „ Brødrene “ beholde Vandet til
Erindring .
Men de rigtig gammeldags Kjøbenhavnere kunne
dog endnu erindre Noget , der ikke ganske passede ind
i den her udkastede Idyl . De mindes endnu med
et vist veemodigt Tungsind det hvide , dybe Sand ,
hvori Hestene tungt arbeidede sig frem , naar Holstenskvognen
var naaet noget forbi Slukefter , og
man begyndte at skimte Toppene af „ Charlottes
Bøgelund “ . Sandet hørle dengang med til en
Dyrehavstours Fataliteter , Marehalmen og Strand -
tidslen vare ikke som nu afdøde Bekjendte , og først
Mac Adam rev Dyrehavsgjæsterne ud af den
drømmerige Stemning , som Hjulenes Synken i det
bløde Sand , Støvet og Sommerdagens Hede frembragte
hos Skovlivets Dyrkere . Dengang existerede
der en egen Race af Menneskebørn , hvidhovede
Skovshoveddrenge i hvide Lærredsbuxer med blaae
Seler over den aabentstaaende Skjorte , Væsner , som
halede ud efter Vognen med et bønligt : „ Aa , maa
jeg bøste Dem , gode Herre ! Aa hva ' , hiv ! “ —
Dengang hørle de til de naturlige Produkter af
Jordbunden ; nu ere de forsvnndne , forsvnndne som

Marehalmen , som Strandtidslen , som det skinnende
hvide Sand , der strakte sig ud fra Slukefter .
Men denne Natur kommer igjen paa andre
Punkter af Sjælland , kommer igjen i saa store , saa
fyldige Træk , at man ikke vil troe sine egne Øine ,
men fristes til at antage , at en eller anden moderne
Gefion har skaaret en Bremme ud af Vestjyllands
Klitbakker , for i overmodig Kaadhed at slynge den
ind paa Sjællands Nordfysk , begravende frugtbare
Marker og frodige Enge under det fine , hvide Flyvesands
letbevægelige , men golde Tæppe . Et saadant
lille Stykke Vestjylland er Rørvig-Sande . Læseren
har vel neppe noget Begreb om , hvor dette mystiske
Punkt befinder sig , og havde ikke Goldschmidt i sine
„ Kjærlighedshistorier fra mange Lande “ malet „ Guds
Engel fra Rørvig “ som en fin og skjær romantisk
Skikkelse , mere svarende til det fine , hvide Sand
med dets letbevægelige Flugt , end til den idylliske
Frodighed , hvori han lader denne Figur fremtræde ,
da havde vel Mange hørt Navnet Rørvig for første
Gang ; thi det gamle Digt om Bruden fra Rørvig
er vist mere kjendt af en ældre , allerede forsvunden
Slægt end af den nulevende .
Rørvig - Sande kaldes det øde Klitdrag ved
Rørvig , et større Fiskerleie , hvor endog de lavere og

mere uanseelige Huse synes ligesom Træerne at have
faaet et Drag i Nakken fra Nordvest , og alle at
ville falde mod Sydost , naar engang deres Time
kommer . Det ligger ved Issefjordens vestlige Munding ,
og skulde man gaae efter Navnet , maatte man
vel nærmest tænke sig det som liggende ved en sid
Vig af Fjorden , frodigt bevoxet med Rør og andre
Vandplanter , og vidende sig ud i Engdrag paa begge
Sider af Vigen . Det kan ogsaa gjerne være , at
Rørvig i gamle Dage har ligget under saadanne
Forhold ; men nu er Alt forandret — det er ikke
uden Grund , at Tillæget „ Sande “ er kommet til .
Fordum , fortælle de ældste Fiskere , havde Leiet frugtbare
Marker og ef Vænge , der slog til for tredive
Høveder , Hestene ikke iberegnede . Da var der Frugtbarhed
og gode Dage i Rørvig , og naar en af de
rige Fiskere gav sin Datter bort , kom Stadsmusikanterne
fra Kallundborg , for at spille op ved
Brylluppet . Da blev det en Sommer en stærk Tørke
og ef usædvanligt Lavvande . Havet trak sig faa
langt tilbage , at man kunde gaae tørskoet til de
nærmeste Vrag , og Rørvig Fiskere skulle have „ reddet “
ikke saa lidt dengang . Men da Tørken havde varet
i tre Uger , fik man ef Herrens Veir fra Nordvest
med en Storm , som ingen Mand der i Egnen kunde

mindes at have kjendt Mage til . Sandet reiste sig
og dandsede som Snefogshvirvler ind over Land ;
det føg sammen i Driver overalt , hvor det traf en
Hindring paa sin Vei . Det tilstoppede Vigen , tilsandede
Engene , føg over Mur og Hegn , dækkede
og begravede dem ; det væltede som Sandfald ned
over de lave Huse , trængte ind igjennem hver Sprække ,
hver Aabning , hver Skorsten , og tvang som Askeregnen
i Pompeji de ulykkelige Beboere til at søge
Frelse i Flugten . I tre Dage stod Orkanen Paa ,
og da Beboerne den fjerde Dags Aften ved Solnedgang
søgte tilbage , kunde Ingen kjende sin Barndoms
Egn igjen . Markerne , Vænget , ja selv Vigen
var borte , og hvor Husene før havde ligget , rødnede
nu de golde Klitter i den nedgaaende Sols sidste
Straaler . Der var intet Skjel , intet Hegn , intet
Træ mere at opdage — Alt var bløde , hvide Klitbakker ,
og midt imellem disse ragede Kirkens sorte
Spir med sin Guldfløi tungsindigt frem , som Vimplen
paa Skibsmasten over det sjunkne Vrag . „ Det
var Guds Straf , fordi Beboerne havde plyndret
Vragene , “ sagde Præsten ; men han var ikke saa
ganske at lide paa , sagde Fiskerne i Rørvig , thi han
havde Forstrandsretten . Efter den Tid blev der
Nød og Fattigdom i Leiet ; Stadsmusikanterne fra

Kallundborg spillede aldrig mere op ved noget
Bryllup , og den eneste Musik , man fra den Tid
hørte i Leiet , var Nordveststormen , som hvert Forog
Efteraar spillede op til Dands , naar den pidskcde
gjennem Marehalmen og de forkrøblede Fyrrer paa
de høie Klitbakker .
Det er nu meget muligt , at den her skildrede
Ødelæggelse af det gamle Rørvig hører til en af
de fastslaaede Fabler , hvorpaa Historien er saa rig ,
og at disse gamle Fortællinger høre ind mider de
samme Fantasisyner , som bringe Vestjyllands Fiskere
til at fable om store , fordums folkerige Stæder , der
ligge skjulte paa Havets Bund , men hvis Kirkeklokker
man endnu kan høre , naar man en stille
Søndag roer hen over Vandene . Muligt er det , at
denne Sandflod gaaer langt længere tilbage i Tiden ,
og som de sjunkne Stæder ved Vesterhavet staaer i
Forbindelse med Kanalens Gjennembrud og Dannelsen
af Nordsøen , hvis mægtige Springflod jog
Grus og Sten lige op til Høideryggen af Jylland ;
men vist er det , at den giver Egnen et særegent
Præg af øde , sørgmodig Forladthed , et Præg , der
fra Naturen er gaaet over paa Menneskene , navnlig
Fiskerne , der her ere mere tause , ordknappe og indesluttede

og i det Hele mere lignende deres Brødre
fra Skagens og Ringkjøbings klitsatte Kysfer .
Det var en Efteraarsaften , i Begyndelsen af
September , at jeg med en Vens Befordring kom
rullende fra Mandshøi og de grønne Skove ved
Nykjøbing til den stille , øde Plet , hvor jeg agtede
at anstille naturhistoriske Undersøgelser . Veien var ,
alt som vi kjørte , bleven mere og mere tung , med
dybe Hjulspor og lyngklædte Veikamme , ganske som
man seer dem paa Hederne i Jylland . Hestene trak
tungt , og for ikke at gjøre mere Uleilighed end nødvendigt ,
sprang jeg af , saasnart jeg øinede de første
tangklædte Hytter , lod Kudsken vende og begyndte
med Randslen Paa Ryggen og en lille Vadsæk i
Haanden min besværlige Vandring tilfods i det
dybe Sand . Den første Tanke , der paatrængte sig
mig , var Muligheden eller snarere Umuligheden af
et Gjæstgiversted , og da jeg havde naaet en ussel
Rønne , hvor et Par unge , barbenede Piger vare
ifærd med at rense Garn , raabte jeg dem an og
spurgte om Veien til et saadant . De stirrede paa
mig med skye , næsten forvildede Blikke , vexlede et
Par Ord med hinanden , kastede saa Skjørtet over
Hovedet og foer som to skræmmede Kaniner ind ad
den aabne Dør , som de stængede inde fra uden at

sige et Ord . Havde det været paa Ørkney-Øerne ,
kunde man ikke være bleven modtagen mere gjæstfrit ,
og grundende over Fænomenet gik jeg til den næste
Nønne , udenfor hvilken en Kone skjættede Blaar .
„ Vi har ingen Brug for Bissekram her , “ var
det barske Svar , idet hun paa en truende Maade
hævede Skjættetræet og baglænds trak sig tilbage til
Stuedøren , som smeldedes i lige for Næsen af mig .
Der stod jeg .
Atter fortsatte jeg min Vandring , for at naae
det egentlige Fiskerleie , der laa et godt Bøsseskud
fra disse enlige Udflytterhuse , da jeg paa een Gang
saae en stærk , sværlemmet Fisker , iført Vandstøvler ,
islandsk Nattrøie og en Sydvest paa Hovedet komme
skridende hen imod mig , skydende Gjenvei tværs over
Markerne . Paa den bare , hvide Sandflade med
dens lave Gyvelbuske , tog han sig forunderligt høi
og stor nd , som han der tegnede sig mod Horizonten
i den begyndende Skumring , og han vilde have
forekommet mig endnu større , hvis han ikke havde
havt denne ludende Holdning og Synken i Knæene ,
der saa ofte er eiendommelig for vore Sømænd .
Uden at sige et Ord skrævede han over den brede
Veigrøft , der adskilte mig fra ham , og uden at tage
Hænderne ud af de langskaftede Støvler , der tjente

dem som Buxelommer , og uden at besvare mit
„ Godaffen “ stillede han sig lige i Veien for mig ,
løftede Hovedet en Kjende og sagde med en eiendommelig
Betoning imellem Tænderne : „ Hvem er I ?
Hvor skal I hen ? “
Jeg studsede lidt over disse eiendommelige
Spørgsmaal og Maaden , hvorpaa de bleve fremførte .
Han blev staaende foran mig med en Holdning ,
som vilde han mønstre mig og derved give
Anledning til Klammeri , og jo mere jeg saae paa
Manden , desto tydeligere blev det mig , at det Sidste
vistnok ogsaa var hans egentlige Hensigt . Sydvesten ,
der skjulte det Meste af hans temmelig lave Pande ,
dækkede ikke ganske for et kulsort , stridt og noget
uredt Haar . Hans Ansigt var veirslaget , brunet af
Solen og i visse Maader ganske kjønt ; men der
var i hans smaa , mørke Øine et Udtryk af noget
Ondt og om hans tykke Læber et Træk af brutal
Slagsbrodertrods , som ikke behagede mig . Imidlertid
var jeg mig intet Ondt bevidst , og svarede kort :
„ Til Rørvig . “
„ Øsfer i , “ sagde han og pegede med den udstrakte
Haand ind over Marken .
„ Ja , men jeg skal til Rørvig-Sande , “ sagde
jeg , idet jeg forsøgte at komme uden om ham .

„ Hvad Fanden vil I der ? “ raabte han og
stillede sig atter iveien for mig .
„ Samle Dyr , “ svarede jeg , idet jeg med et
Spring satte ind paa Marken .
„ Dem kan I tage i Jert eget Hoved , Kjøbenhavnerlaps , “
raabte han og var med et Spring inde
efter mig ; men jeg var hans tunge Vandstøvler for
let , og et Øieblik efter var der hundrede Alen
imellem os , hvilket dog ikke forhindrede , at adskillige
drøie Eder og Skjældsord slyngedes efter mig som
luftige Kastevaaben , indtil hans svære Skikkelse tabte
sig i Tusmørket .
Det gjør aldrig noget behageligt Indtryk at
blive modtaget et fremmed Sted paa denne Maade ,
og betydeligt nedstemt i min Forventning om Fiskernes
Gjæstfrihed naaede jeg Leiets Hovedgade , hvis en
Sandvei belagt med store Rullesten og gryntende
Grise overhovedet kan betegnes saaledes . Atter
nærmede jeg mig en gammel Kone og spurgte , om
der var et Herberge .
„ Jo , her er baade Kro og Kippe , Gud bedre
os , “ svarede hun arrigt .
„ Ja , Tak , Mo ' er ; jeg ønsker blot en Plads
for inat . “

„ Her er knap Plads for os selv , “ sagde hun ,
medens hun gjennede en af Grisene bort fra Noget ,
der skulde ligne en Kartoffelhave . „ Ellers kan I
spørge Jer for nede hos Lodsoldermanden , hos Lars
Hansen . Kan Nogen tage Jer , saa kan han ; han
staaer hisset nede ved den store Baad og snakker
med Mændene — vil Du væk , Din Satan ! “ skingrede
hun op , og slog pludseligt ud med begge Armene ,
saa af jeg veg et Skridt tilbage i den Tro , af det
var mig , hun mente , men saae , af det gjaldt en
Kammerat fil den bortgjennede Gris , som lumskelig
havde nærmet sig os fra Siden og nu satte afsted
med en Kartoffelvisk i Flaben .
Varligt ballancerende hen over de store Rullesten
og jævnligt hørende et „ Nei Kors , sikken En ! “
fra de aabent staaende Vinduer , naaede jeg forbi
Ruser , Bundgarn og Vaad ned fil en stor , nyligt
tjæret Baad , hvor der stod en Gruppe Fiskere og
diskuterede et eller andet maritimt Spørgsmaal , som
jeg vistnok forstod mig ligesaameget paa , som de
tørre Flyndere , der i rigeligt Maal fandtes ophængte
paa Vanterne af en i Sandet kuldseilet Jagt . Det
var ikke nødvendigt af spørge sig frem efter Lars
Hansen ; et eneste Blik var nok fil af sige mig , hvem
„ Manden “ var mellem „ Mændene “ . Der stod min

senere saa gjæve Vært med sin tykke Sælskindshue
trykket noget skjævt ned over det venstre Øre , som
om den ikke rigtigt kunde faae Plads paa hans lyse
krusede Haar ; der stod han i sin mørkeblaae Sømandspjækkert
med de vidunderligt store Hornknapper , og
saa sikkert og med en saadan Holdning af jævn
Selvbevidsthed stak hans kraftige Ben ned i de med
en mægtig Krave forsynede Vandstøvler , at man
strax maatte faae Indtrykket af noget udpræget
Lodsoldermandsmæssigt , hvis ikke den gamle læderbetrukne
Kikkert under hans Arm og den korte Kridtpibe ,
der truede hans røde Skjæg med Ildsvaade ,
havde fortalt , at han var „ Manden “ ; thi de Andre
havde kun deres Øine og en Skraa .
„ Kan jeg faae Plads hos Lodsoldermanden ? “
spurgte jeg , idet jeg tog min Hat af og paa høfligt
Kjøbenhavnsk gjorde et Skrabud , som belærte mig
om , at Flyvesand ikke er gunstigt til den Slags
Øvelser .
Alles Ansigter vendte sig imod mig med Blikke ,
som var jeg falden direkte ned fra Maanen ; men
der kom ikke et Ord .
„ Er De ikke Lodsoldermanden ? “ spurgte jeg
med en Henvendelse til Kikkerten og Kridtpiben .

„ Jo , det er jeg vel , “ brummede det inde fra
Kridtpibens Mundstykke . „ Hvad vil I ? “
I frisk Erindring om Svaret fra den sorthaarede
Fisker undveg jeg snildelig Spørgsmaalets
ligefremme Besvarelse og sagde : „ Jeg kommer for
af undersøge Egnen . “
„ Naa—aa , “ svarede Oldermanden og lukkede
det venstre Øie , idet han med det høire blinkede til
Mændene , „ ja saa ! “
Der opstod en Dødsstilhed , i hvilken jeg troede
af læse Ordet „ Toldbetjent “ i hvert eneste Ansigt .
Jeg saae formelig ned ad mig selv for af forvisse
mig om , af jeg ikke var i Uniform .
„ Er der Noget ledigt paa Leiet ? “ spurgte Lars
Hansen , mere henvendt til sine Vandstøvler end til
Mændene omkring ham .
„ Jep Nielen har nok ingen Svin paa sin Sti , “
sagde en af de Første .
Jeg forstod ikke den mystiske Hentydning i disse
Ord , men følte , af Stillingen var haabløs . Tag
over Hovedet maatte jeg have , idetmindste for den Nat .
„ I er vel Krydser ? “ sagde en af Mændene ,
mønstrende mig med et Falkeblik .
Denne Betegnelse gjorde Alt klart , og jeg
svarede : „ Jeg har Intet med Toldvæsenet af skaffe .

Jeg er kommen herop fra Kjøbenhavn for af samle
Planter og finde Dyr ; jeg er Naturforsker -- -- -- -- “
„ Naa , saa De er Naturfusker ! “ udbrød Lars
Hansen og fik pludseligt Kridtpiben af Munden .
„ Ja , dem har jeg seet nok af . “
„ Saa ! Hvor da ? “
„ Ih , paa Galatea , da vi foer Jorden rundt .
De laae altid og rodede ovre i Læ med deres Pøse
og Spande og var til svær Uleilighed . Der var
en Spulen og Pudsning , hvergang de Fyre havde
været paa Dækket med deres Kram . Kaptajnen
bandte paa , at han vilde knække deres Hals , hvis
han turde . Naturfuskere — jo , dem kjender jeg ! “
Mændene tilkastede deres Oldermand et beundrende
Blik , og idet jeg tog ham i Nydelsen af
denne lille Triumf , sagde jeg : „ Kan jeg ikke boe en
Dags Tid hos Dem ? Jeg vil blof see mig om
mellem Klitterne , og De skal ikke komme til at spule
Dæk efter mig . “
„ Ja , vi kan jo tale til Mutter derom , Hr .
Professor , “ sagde Lodsoldermanden med en hel
anden Betoning end før . „ Huset ligger hist inde
under Bakken , og naar De vil tage Leiligheden , som
den falder , saa — — “ Resten forsvandt mellem
Skjæget og gik bort i en Dampsky , hvorpaa Piben

bankedes ud mod en Steile * ) , og uden at tage
nogen Afsted med Mændene , som stirrede efter os ,
begav vi os op ad den sandede Vei , som førte til
hans Hjem .
Da vi havde - gaaet et Par hundrede Skridt ,
standsede han og spurgte betænkeligt : „ Holder Professoren
af Salt ? “
Jeg kunde ikke Andet end bejae dette Spørgsmaal
og bemærkede , at Mangel paa Salt var et
skrækkeligt Savn .
„ Oh ja , “ sagde Lars Hansen , „ sommetider mere
end sommetider . “
Atter gik vi en Stund i Taushed , da sagde
min Vært dybsindigt : „ Holder Professoren af
Billard ? “
„ Aa , ja , “ svarede jeg . Har De et Billard ? “
„ Ja , vi kjøbte et efter Kjøbmand Jensen , som
gik fallit i Nykjøbing . Jeg vilde nu ikke have det ;
men vor Mo ' er syntes , det fyldte saa godt oppe i
Storstuen . Der staaer det ; for vi manglede en
Himmelseng . “
Atter var det Bedemandsstil for mig ; men da
jeg ikke vilde støde min Vært ved unødvendige
* ) Steile kaldes de Stænzer , hvorpaa Garnene tørres .

Spørgsmaal , fortsatte vi Veien i al Taushed op
ad den sandede Klitbakke , indtil vi standsede ved et
ganske anseeligt Hus , hvor Lodsoldermanden stak
Piben i Lommen , idet han sagde : „ Nu skal jeg
snakke med Mutter , saa kan Professoren see paa vor
Have imens . “
Det var ikke uden Stolthed , at Lars Hansen
fremførte disse sidste Ord ; thi her under Klitbakkens
skjærmende Kam og i Læ af en dobbelt Række mørke
Fyrrer , som vred deres krogede Stammer hen ad
Jorden , inden de reisfe sig iveiret , havde han ved
Hjælp af tilført Muld og Gjødning faaet lavet en
lille Haveplet , som var venlig og hyggelig at see til .
Store Stokroser kneiste i yppig Fylde ved Laagen .
Reseda kantede Bedene , som indeholdt brogede Asters
og Georginer , og et Par Bikuber , indrettede efter
Dzierzon ' s Methode , viste , at Lars Hansen ikke var
ganske ubekjendt med Kulturens nyeste Fremskridt .
Huset selv var hvidtet og pudset som en Orlogsmand
tilsøes ; men den Omstændighed , at alt
Bjælkeværket var fortumlet , og at de smaa , blyindfattede
Ruder vare anbragte i sorte Rammer ,
gav det et vist Præg af Tungsindighed og Mørke ,
som forhøjedes ved den tætte Fyrrerække , der paa
de tre Sider kun lod nogle Blomsterbede og en

smal Gang mellem sig og Huset . Havde jeg været
i hans Sted , havde jeg lagt det oppe paa Toppen
af Klitbakken med fri Udsigt over det vide Kattegat .
„ Men man skal ikke bygge sit Hus paa Sand , “
forklarede Lars Hansen mig senere . „ Laa det der ,
havde vi vendt Bunden iveiret paa Skuden med den
første Nordveststorm , og det havde Mutter ikke
syntes om . “
Jeg kan allerede gjerne her indskyde den historiske
Oplysning , at Mutters Mening i Reglen var
afgjørende for Lars Hansen , samt at den dengang
bevirkede , at jeg fik Lov til at blive længere ude i
Haven , end jeg egentligt skjøttede om .
I den Anledning fik jeg Tid til at see mig
nærmere om , og i Kjøkkenhaven bag ved Huset fandt
jeg en sjelden Sandplante , som jeg vilde tage med
som det første Udbytte af mine rørvigske Studier .
Idet jeg reiste mig op med Planten i Haanden , faldt
mit Blik ind ad det lave Vindue lige for mig , hvor
jeg saae en ung lyshaaret Pige , som med et Udtryk
af sky Forskrækkelse trak sig tilbage til det Indre af
Stuen . Heri var der nu intet Mærkeligt ; men hvad
der slog mig med en underlig Fornemmelse , jeg kan
gjerne sige af Gru , var denne unge Piges blege
forvildede Træk , og det Udtryk af nagende Kummer ,

som jeg havde seet i hendes dybe , mørkeblaae Øine .
Hun havde været ifærd med at belure mig , medens
jeg grov Planten op , det kunde jeg tydeligt see paa
det Udtryk af pludselig Angst , hvormed hun foer
tilbage fra Vinduet ; nu kom hun atter frem , sky og
forsigtig som en skræmmet Hind , stirrede et Øieblik
paa mig bag ved Gardinet og foer saa paany ind
i Stuen med et Skrig , hvis Aarsag jeg ikke kunde
forklare mig . I det Samme praiede Lars Hansen mig
fra Veien , og uden at kunne forfølge det underlige
Syn videre , traadte jeg ud i Haven for at blive
forestillet for Mutter .
Karen , som hendes Mand kaldte hende , havde
i sin Ungdom upaatvivlig været en ligefrem Skjønhed ;
derpaa tydede ikke alene hendes Figur , som
trods Aarene havde holdt sig nalmindeligt rank og
fin , men i hendes Blik og i hele hendes Holdning
var der Noget , som laa over hendes Stand , og som
viste , at hun hørte til denne nutildags desværre
sjeldne Race af nordsjællandske Fiskerpiger , som i sig
hæver Billedet frem af hele den nordiske Types eiendommelige
Skjønhed . Hun betragtede mig et Øieblik
venligt , men forskende , ja forundret , og hvidskede
saa Noget til Manden , som jeg ikke forstod .

„ Mutter siger , at Professoren gjør os for stor
Ære , “ sagde Lars Hansen , og snappede med den udstrakte
Pegefinger Vadsækken fra mig . „ Leiligheden
er kun ringe , og naar Professoren ikke er vant fil
Billard -- -- -- - “
„ Lad mig sørge for det , Lars , “ afbrød hans
Ægtefælle ham . „ Professoren kan faae hele Storstuen ,
og blive , saalænge han lyster . „ Doktoren har
engang ligget der , og han sagde — — “
„ Ja , han sagde , at han havde været vant fil at
ligge paa Billard i sine unge Dage , “ faldt Lars
hende i Talen .
„ Professoren er da heller ikke saa gammel endda ,
saa kan han vel ogsaa , “ sagde hun og forsvandt i
Huset med den Bemærkning , at om en Timestid
skulde Nadveren være færdig .
Jeg har altid havt stor Lyst fil , naar jeg besøgte
en ny og eiendommelig Natur , da strax at
fage et Overblik over Egnen , som kunde lede mig
paa den næste Dags Excursioner . Uagtet Skumringen
faldt paa , besluttede jeg at anvende den ledige
Time dertil , og meddelte Lars Hansen det , idet jeg bad
ham sætte min Randsel op i Storstnen fil det Øvrige .
„ Jeg har ikke godt Stunder fil at følge med
nu , ellers skulde jeg gjerne gjøre Convoi ; men Professoren

maa tage sig iagt for fo Ting , først for
ikke at gjøre falsk Bestik mellem Klitterne og dernæsf
for Kviksandene . Aa , jeg faaer dog nok gaae med
alligevel , “ føiede han til , og langede Randselen ind
i Forsfuen .
Jeg tog ned i Lommen og viste ham , at jeg
var forsynet med et lille Compas ; derpaa spurgte
jeg ham , hvad Kviksandene var .
„ Ja , det er nu saadan en egen Art , “ sagde han .
„ Vi kalde det nu for Kviksande ; det kan gjerne være ,
at de Højlærde har et andet Navn og vide bedre
Besked . Naar Øe ved Foden af en Klitbakke seer rigtigt grønt Græs , der groer ligesom i en Ring ,
da skal Øe holde skarpt Udkig og passe paa , hvor
Øe sætter Deres Ben , for kommer Øe først indenfor
Ringen , smækker Sandet sammen over Hovedet paa
Dem , og jo mere Øe arbeider for at komme op ,
desto dybere kommer Øe ned . Der er nu et Sted ,
vi kalde for Kogryden ; det er den sførste af dem
alle , og der bobler og syder det i Sandet , som var
det Grød , der kogte . En Aften kom Ole Greis fra
Rørvig drivende med en Ko ; den bissede for ham
midt paa Veien , og tog saa Fart ligeud i Kviksandet .
Han saae den aldrig mere — fra den Dag kalder
vi det Kogryden .

Jeg takkede min forsigtige Vært for hans Underretning ,
som jeg foreløbigt tog for en Fabel , og begav
mig Paa Veien , der i Begyndelsen strakte sig
langs Stranden og den med Rullesten belagte Havstok
for derpaa at bøie af tilvenstre og løbe ind under
tætte Rækker af lave , mørkegrønne Fyrretræer , som
undertiden vexlede med Hvidelle og nogle enkelte
Birke , som havde forvildet sig ind , hvor der var
Læ og tilstrækkelig Fugtighed i Bunden . Snart
var jeg inde mellem Klitterne — hvilket Øde , hvilken
Stilhed , hvilken forunderlig Tomhed og Fattigdom ,
hvilken trykkende Taushed i denne golde , sørgelige
Natur . Overall bløde , afrundede Banker af det
fine glimmerhvide Flyvesand , og paa disse Marehalmens
gule Ax og graagrønne Løv , hvorigjennem
Vinden sukkede som i en uhyre Æolsharpe , saa Korallav ,
lidt Lyng , nogle enkelte Dvergfyrrer , lig melankolske
Cypresser paa en Kirkegaard , saa en Bugtning
af Veien , der førte ind mellem nye Klitbanker med
nyt Marehalm og en enkelt forpjudsket Gyvelbusk
med sine sorte Vælge raslende i Vinden , saa atter
Sand , Tomhed og Stilhed — det var , som gik jeg
paa en tilsneet Kirkegaard mellem Kæmpegrave , hvornnder
alt Liv laa slukt uden Haab om Opstandelse .
Træt af at vade gjennem denne Ørken , satte jeg

mig ned i Sandet , thi ikke engang en Sten afbrød
den uhyre Ensformighed , og tænkte paa , hvorledes
et Menneske maatte være tilmode , naar han bestandigt
skulde boe her , bærende paa en eller anden Sorg ,
eller , endnu værre , paa en Brøde , som skulde skjules
for Menneskene . Jeg veed ikke , hvorledes denne Tanke
kom over mig , men den blev med Et saa levende ,
at den blev uudholdelig , og fra slige Tanker er der
kun et Skridt til det Uhyggelige . „ Sæt nu , “ tænkte
jeg , „ at Du her ude mødte en forhærdet Forbryder
eller en Vanvittig , som var undsluppen sine Vogtere ,
hvad vilde Du da gjøre . Du vilde kjæmpe med
ham paa Liv og Død , men lydløsf , stille , thi der
vilde ikke være en Sjæl , som kunde høre dine Skrig ,
og hørte man dem , vilde Ingen finde Dig i denne
Labyrinth af Gravhøie . Du vilde bukke under ,
kvæles i det stne Sand , og den første Efteraarsstorm
vilde kaste en af Klitterne ned over dit Hoved og
begrave Dig for bestandig . “
Jeg foer op ved Tanken derom ; Maanen var
staaet op , kastede sit blege Lys ned mellem Klitbakkerne
og faldt usikkert henover en mørk Skikkelse ,
som kom skridende henne for Enden af Hulveien .
Jeg stirrede paa den — nei , det var kun en af de
sorte Dvergfyrrer , hvorunder Sandet var skredet ud ,

og som nu hang skraat ud over Veien , af og til
bevægende sig i Aftenvinden . Stilheden , Ødet ,
Manglen paa al organisk Natur , selv om det kun
var en Fugl , blev mig pludseligt saa utaalelig , at
jeg for første Gang følte en ubestemt , men panisk
Skræk nærme sig , den samme , som jeg har fornummet
i dybe , stille Skove , naar Løvet bestandigt
rasler bagved Ens Fjed ; men her var kun det vigende
Sand , og idet jeg løb frem ad Veien , følte
jeg , hvordan det sank under mine Fødder dybere ,
bestandig dybere , saa at jeg pludseligt troede at være
kommen nd i Kviksandene , hvor man sank tungere
og tungere ned , jo mere man arbeidede paa at
komme op .
Endeligt naaede jeg en lille Gruppe Fyrrer ,
som jeg syntes at kjende fra Udveien , og udmattet
kastede jeg mig ned , ikke langt fra at lee over mig
selv ; saa forunderligt vexlende ere Overgangene i
det menneskelige Sind . Jeg gav mig alvorligt til
at raisonnere over min barnagtige Angst , som havde
faaet mig til at forfeile Veien , uden at jeg havde
mærket det . Jeg vilde forfølge mit Spor tilbage
til det Sted , hvor Angsten var kommen over mig ,
men nn kunde jeg Heller ikke finde dette — den ene
Klit saae ganske ud som den anden , og Sporene

vare saa hurtigt vegne ud i det bløde Sand , at de
ikke gav mig noget fast Kjendemærke . Af og til
hørte jeg det risle og rinde — det var Sandet , der
skred ned fra det øverste af Bakkerne , naar det ved
Tyngdens Love blev sat i Bevægelse , men Lyden tog
sig forunderligt uhyggelig ud i den dybe Stilhed , og
de lange trevlede Rødder af Klittaget og Hjelmrøret
dannede fantastiske Figurer , der som luftige Spøgelser viftede og vinkede fra Høiderne , medens jeg ilede forbi .
Ved Hjælp af mit Compas havde jeg imidlertid fundet Retningen mod Nord , og tildels ledet af
Kattegattets hule Brusen , besteg jeg , skjøndt ikke
uden Møie , en af de høieste Klitbanker , der efter
min Mening maatte ligge ud imod Havet . Jeg
havde Heller ikke skuffet mig . Kattegattet laa som
en uhyre Flade næsten lige under mine Fødder ,
og dets tunge , taktfaste Døninger brød sig mod
den Bræmme af Rullesten , som beklædte Havstokken
i hele dens Vide , og som frembragte en
underlig tung , halvt rullende , halvt sukkende Lyd ,
hver Gang den tilbagevigende Bølge rev Stenene
med sig . Bagved mig laae de klare , hvide Klitbanker
med deres sparsomme Vegetation , kastende mørke
Slagskygger henover de dybe Dalstrøg , og tilhøire
havde jeg Issefjordens bugtede Kyst , Rørvig Kirke

og det fattige Fiskerleje , som Maanestriben henover
Vandene syntes at berøre . Jeg hørte en Hund gjøe
i det Fjerne , og inde fra Klitterne klang pludseligt
Skriget af en Ugle ; men ellers var Alt tyst som i
Graven , intet levende Væsen var at øine , og havde
jeg ikke seet Lysene blinke fra Fiskerhusene i Leiet ,
kunde jeg gjerne have troet mig hensat paa en af
Vulkanerne i Maanen med Udsigt til andre ligesaa
golde Sandvulkaner rundt omkring .
Nu først forstod jeg , hvorfor Sagnet har ladet
Marsk Stig blive jordfæstet i Rørvig Kirke . Den
fredløse Kongemorders Ben vare godt gjemte paa
dette øde Sted , og Hemmeligheden kunde kun Kattegattets
Bølger forraade . Hvor hurtigt udviskes ikke
selv de historiske Erindringer i denne Egn , tænkte
jeg . Histude , hvor man i fordums Tid kaarede
Danmarks Konger paa Tingstenene ved det gamle
Asaora , seer man nu kun et splintret Vrag rage op
af det vaade Sand . Det gamle Isby eller Isseby ,
som gav Fjorden dens Navn , er nu sporløst forsvnndet ,
og det nye Rørvig breder sig paa dets
Plads . Ja , selv Nutidens Begivenheder forsvinde
heroppe , som vare de skrevne i Flyvesandet selv , og
der behøves kun nogle faa Aars Efteraarsstorme
for at udviske dem saaledes , at man ikke veed , om

man har at gjøre med Sagn eller historiske Kjendsgjerninger .
For hundrede Aar siden , lyder Fortællingen ,
saae man en Aften et stort Skib tilankers
ude i Kattegattet , og det blev af de Rørvig Fiskere
holdt for en russisk Orlogsmand . Samme Nat
bankedes der haardt paa Præstens Dør , og da han
kom ud , saae han en Flok Bevæbnede i sære , fremmede
Dragter , som ved Løfte om Guld og ved svære
Trudsler tvang ham til at iføre sig sit Ornat og
følge med til Kirke . Da han kom til Kirken , som
ligger langt ude paa Heden , fandt han den til sin
store Forundring oplyst , og Lyden af mange Stemmer
klang derinde . Han traadte da frem for Alteret
og saae et prægtigt Brudefølge ; men Brnden manglede ,
og da hun kom , var hun bleg som en Dødning .
Da Præsten havde forrettet Vielsen og erklæret dem
for rette Ægtefolk af være , faldt der pludseligt et
Skud , som strakte Bruden død hen foran Alteret .
Det fremmede Følge stimlede tæt sammen , greb Liget
og forlod skyndsomt Kirken , hvor det for Præstens
Øine tabte sig i Mørket . Den næste Dag var det
fremmede Skib borte , men fra den Nat var det ude
med Præstens Fred , og han døde kort efter i stor
aandelig Elendighed , saa af man endnu den Dag i
Dag ikke veed , om det har været et natligt Spøgelsesyn ,

der har omtaaget hans Forstand , eller om der her
foreligger en Forbrydelse , som man aldrig har faaet
opklaret .
Mindet om denne Begivenhed paatrængte sig
mig uvilkaarligt , da jeg i den stille , maanelyse
Septemberaften betragtede Rørvig Kirke med sit firkantede
Taarn og sit smukke Spir , der som en Obelisk
reiste sig ude fra Heden ; men idet mit Blik drog
sig tilbage derfra , for atter af glide ud over Havet ,
modtog det pludseligt en Skikkelse , der ligesom syntes
af dukke op mellem de store Rullesten nede ved Kysten .
Omtrent et Par hundrede Favne fra mig , udimod
Rørvig , saae jeg en Mand komme gaaende op over
Rullestensbæltet . Han gik tungt og bøiet , som bar
han en svær Vægt paa sin Ryg ; men inden jeg
kunde faae Øie paa , hvori den bestod , var han forsvunden
ind mellem Klitbankerne . Lidt efter saae
jeg Skikkelsen komme frem inde mellem Klitterne
selv , og i den Tanke , at det maatte være en Fisker ,
der bar Noget afsted til Hjemmet , ilede jeg ned af
Banken i Haab om at kunne indhente ham og gjøre
ham Følgeskab til Rørvig .
Klitterne her ere imidlertid ligesom de Labyrinther ,
man finder i gamle franske Haveanlæg , hvor de vildledende
Gange løbe mellem høie , tætklippede Hækker af

Alm eller Tax . Saasnart man kan oversee Hækkerne , er
Problemet løst ; men er man inde mellem dem , kommer
den ene forvildende Tværvei efter den anden .
Ganske saaledes gik det mig her , og jeg var allerede
paa Veie til at forsøge en ny Klitstigning , da jeg
ikke ret langt fra mig hørte en Lyd , som jog Blodet
fra mine Kinder og fik mig til at standse halvt i
Angst , halvt i Forundring . Tilhøire ikke langt fra
mig drog sig en dyb Kløft ind mellem Klitbankerne ,
en Kløft , der først var bar og sandet , men i Dybden
endte med et tæt Krat af Pile , Elle og temmelig høie
Birke . Derinde fra lød med korte , bestemte Mellemrum
en hul , plumpende Lyd , som naar man af al
Magt kaster et tungt Legeme i Vandet , og undertiden
troede jeg mellem disse Plump at høre en hæs rollende
Lyd , som jeg maatte antage for Latter . Det
Hele havde Noget saa uforklarligt , men tillige rædselsvækkende
ved sig , at jeg ikke vovede at gaae ligetil
Stedet , men nøiedes med at skjule mig mellem en
tæt Gruppe af Dværgfyrrer , der i frodig yppighed
skjød sig frem paa Randen af Kløften . Her hørte jeg
atter de samme tunge , dybe Plump og derpaa igjen
denne forunderlige , skoggrende Lyd , der havde saa
megen Lighed med en Rørdrummes Pauken , at jeg
virkeligt tilsidst troede , at det var denne Fugl , skjøndt

jeg ikke antog , at den fandtes i Klitterne . Jeg vilde
lige til at forlade mit Skjul — da bevægede Birkene
sig stærkt nede i Kløften , og hvad skildrer min Forbauselse ,
da jeg saae , ikke en Rørdrumme , men derimod
en høi , svær Fisker komme frem med en tom
Sæk i Haanden . Han saae sig flere Gange om ,
gik saa videre med ludende Hoved og slentrende Skridt ,
idet han mumlede Noget ved sig selv , som jeg paa
Grund af Afstanden ikke kunde høre . Tæt nedenfor
de Fyrrers hvor jeg holdt mig skjult , stod han pludseligt
skille og saae endnu en Gang med et betænkeligt Blik
henimod det Sted , han havde forladt .
Maanelyset faldt klart og skarpt paa hans Ansigt ,
medens hans Figur var skjult i Klittens Slagskygge .
Han løftede den tomme Sæk i Veiret , foldede den
sammen med en betænksom Mine og kastede den over
Skuldrene , idet han tydeligt sagde : „ Nogle Omgange
endnu , saa hjælper det vel ! “ Jeg behøvede ikke Mere .
Stemmen , det trodsige Ansigt , det sorte Haar og den
store Sydvest , Alt kjendte jeg igjen — det var den
svære Fisker oppe fra Udflytterhuset , som havde insulteret
mig ved min Ankomst .
Jeg behøver vel næppe at fortælle , at jeg holdt
mig saa stille som en Mus , indtil han havde forladt
Kløften , thi i ham havde jeg næppe faaet noget behageligt

Følgeskab til Rørvig . Først da jeg saae
ham forsvinde mellem Klitbankerne og tage Veien
ned imod Stranden , forlod jeg mit Skjul og begav
mig ned i Bunden af Kløften for at undersøge det
Sted , han nyligt havde forladt ; thi jeg var fuldt og
fast overbevist om at have med en eller anden Smuglerhistorie
at gjøre , og følte mig ligeoverfor denne Fisker
særdeles oplagt til at blive „ en Krydser “ , selv om
jeg derved skulde fornærme min skikkelige Vært , Lars
Hansen , tilligemed Mændene fra Leiet . Fuld af hævntørstige
Planer skred jeg altsaa rask fremad gjennem
Kløften , bøiede Buskene tilside , trængte ind imellem
Ellene , og — sank pludseligt i til midt paa Livet
med en saadan Voldsomhed , at hvis jeg ikke havde
faaet fat i Rødderne af en udhængende Birk , var
jeg upaatvivleligt gaaet tilbunds med det Samme .
Med stor Besvær og ikke uden alvorlig Fare fik jeg
mig arbeidet op igjen ; thi hver Gang jeg tog et
stærkere Tag , svaiede og gyngede Birken tilligemed
de omstaaende Elle , som vare de plantede paa den
løse , gyngende Hængesæk , man finder i vore Tørvemoser .
Ja , selv da jeg var kommen op , maatte jeg
med stor Forsigtighed træde paa Rødderne tæt ved
Træernes Stamme for ikke paany at skippe ned i
det vigende Sand , paa hvis Troløshed jeg havde

faaet et saa haandgribeligt Bevis . Tilsidst lykkedes
det mig dog at komme op paa Skrænten , der var
beklædt med et tæt Busfads af Birk og Graapil , og
først herfra kunde jeg i fuld Udstrækning oversee den
Fare , jeg var undsluppen .
Nede i Bunden af Kløften , tæt ud for den store
Birk , der havde tjent mig som Frelser , boblede og
skummede Sand og Vand imellem hinanden , som
var det en uhyre Gryde , der kogte her i Aftenens
Stilhed , næret af en underjordisk Ild . Vandet , der
boblede op fra det mægtige Kilderør i Midten , sugedes
ligesaa hurtigt ind af det fine porøse Sand , og Fugtigheden
i dette var atter Grunden til den rige , næsten
yppige Plantevæxt , som endogsaa strakte sig helt op
ad Klittens ellers saa golde Sider . Den uhyggelige
kaglende eller skoggrende Lyd , som jeg havde hørt i
Afstand , skyldtes ligeledes Kilden , hvis Vandstraale
undertiden skjød op over Overfladen , for derpaa ligesom
af synke sammen i sig selv , hvirvlende Sandet
og de Kviste , jeg kastede ud , langt ned i Dybden
med sig . Jeg stod i høit , tæt Græs næsten til
Knæenæ , og dette fortsatte sig som en Bræmme rundt
om den spøgelseagtige Plet . Nu vidste jeg , hvor
jeg var — det maatte være „ Kogryden “ , jeg havde
for mig .

Pilebuskene og Birkene , der omgav mig til alle
Sider , viste sig snart af være uigennemtrængelige ,
saameget mere som Slaaentorn og Gyvel vare indblandede
imellem dem , og skjøndt jeg længere fremme
troede at kunne skimte en Vei , maatte jeg dog tilbage
gjennem Kløffen , hvis jeg vilde ud af det kaotiske
Virvar , der omgav mig paa alle Sider . Men der
kunde jeg møde den uhyggelige Fisker , hvis han
skulde komme tilbage , som han jo havde antydet .
Jeg var fangen i en Ruse , hvor Kogryden dannede
det sidste , skrækkelige Kammer , og da jeg overhovedet
sket ingen Omgang ønskede med den Ubekjendte , dukkede
jeg mig ned mellem Pilene , saa vaad som
jeg var .
Vist over en halv Time sad jeg saaledes i tans
Forventning , forbandende min taabelige Nysgjerrighed ,
da raslede det atter i Bunden af Kløffen , Birkene
og Ellene svajede og gav sig , som gik der et Vindstød
gjennem deres Toppe , og frem imellem dein
kom min Uven , denne Gang med en fyldt Sæk paa
Skuldrene og en lang saakaldet Pulseslage * ) i Haanden .
Han gik tungt og stønnende , men jeg maatte
Pulseslage kaldes en svær Lægte med en rund Træbrikke
for Enden . Med denne drives Fiskene ind i de saakaldte
Pulsvaad .

beundre den Behændighed , hvormed han , trods sin
svære Byrde , forstod at finde sikkert Fodfæste under
Træerne , idet han af og til benyttede den lange Stang
til af støtte sig ved paa de farligste Steder .
Han vedblev af gaae frem , svang sig med et
mægtigt Spring op paa Klittens Side , og stod nu
saa nær ved Pilene , af han vilde have traadt paa
mig , hvis han var gaaet blot tre Skridt længere til
Siden . Uvilkaarligt lod jeg mig glide længere ned ,
men han havde hørt den svage Raslen i Løvet , thi
det gav et Sæt i ham , og han udbrød : „ Djævlen
annamme mig ! Troer jeg ikke , det spøger herude ;
men jeg vil see , hvem der tør binde an med Niels
Ilde , naar Kogryden koger . “
Det gjøs i mig ved disse Ord , og jeg følte
mig tilmode som Odysseus , da Cyclopen havde rullet
Stenen for Indgangen til sin Hule og nu famlede
om mellem Faarene for af finde ham . Det gjaldt
af være raadsnild som han . Foreløbigt trykkede jeg
mig i Løvet som Musen for en Hugorm , og saae
nu den mørke Fisker kaste sin Byrde fra sig i Sandet ,
medens han kylede Pulsestangen indover Pilene , saa
af den næsten berørte mig ; dog var jeg endnu overbevist
om , af det Hele var en Smuglerhistorie , og
af Sækken efter al Rimelighed gjemte et Anker

Brændevin , som han vilde skjule i Kilden , ligesom
de svenske Smuglere sænke deres i Havet tæt ved
Kysfen for at hente det , naar Tid og Leilighed gives .
Min Overraskelse var derfor særdeles stor , da jeg
saae ham aabne Sækken og fremtage en tung Strandsten ,
som han uden Besvær løftede op over sit Hoved
og derpaa lod plumpe ud lige i Midten af Kildevældel .
Vand og Sand sprøjtede op over mig og
betog mig i de første Øieblikke Synet ; derpaa lød
atter et Plump , saa et tredie og fjerde , hvorpaa den
stærke Fisker greb Sækken for Enden og tømte dens
øvrige betydelige Indhold nd , ligesaa let som man
helder Grønærter i et Fad . Derpaa kastede han
Sækken fra sig , greb Pulsestagen og jog den ned i
Dybet ligetil sin Arm ; men der var ingen Bund , og
Stagen kom op igjen , ligesom løftet i Veiret af en
usynlig Kraft .
Han gjentog dette en fire til fem Gange med
nogle Øieblikkes Mellemrum og slængte saa Stagen
hen med en Ed . Derpaa krydsede han Armene over
det brede Bryst og vedblev at stirre ned i Vældet
med en forskende Mine , som grundede han over andre
Midler til at fylde det . Saaledes stod han nogle
Minutter . Kildevældel vedblev at vælte det fine ,
hvide Sand om mellem sine boblende Strømme , men
hver Gang den forunderlige halvt rallende , halv

hvæsende Lyd lod sig høre fra Dybet , vendte han
Hovedet bort med et Udtryk , der ikke var langt fra
Angst ; saa traadte han et Skridt længere ned , Prøvede
om Fodfæstet var sikkert , greb Pulsestagen og
stirrede med den i Haanden opmærksomt ud over det
uhyggelige Væld . I denne Stilling troede jeg sikkert ,
at han maatte faae Øie paa mig og belavede mig
paa det Værste ; men saa stærkt var hans Opmærksomhed
hendraget paa Bevægelserne i Vandet , at han
slet ikke vendte sig til den Side , hvor jeg laa , og
det var med et let Hjerte , at jeg saae ham træde
tilbage , idet han brummede :
„ Det er nu godt gjemt , nu bliver det liggende ,
hvor det ligger . “
Med disse Ord foldede han Sækken sammen ,
kastede Stagen over Skuldren og var med et dristigt
Spring helt ovre under den hvide Birk , hvor Ellene
lukkede sig efter ham .
Hvor drog jeg Veiret frit , da han var vel borte .
Det var , som vaagnede jeg op af en ond , uhyggelig
Drøm , der med al sin blytunge Rædsel dæmonisk
havde fængslel mig til en spøgelseagtig Plet . I et
Nu var jeg oppe , rystende af skulde , og idet jeg
famlede efter min Stok , det eneste Værge , jeg havde
havt med mig , beredte jeg mig til af forlade Klitten ,
idet jeg lovede mig selv , af det skulde være sidste

Gang , af jeg kom i Kogrydens farlige Nærhed .
Imidlertid var Stokken ikke til af finde , og først
ved af rode om mellem det tørre Løv under Pilene
fik jeg fat i dens Dup , men dens krumme Haandtag ,
der vendte ned mod Kilden , hang fast i noget
Blødt , som fulgte med , da jeg trak den til mig . Jeg
tog det op og bredte det ud , det var en gammel , i
Vandet halvt forraadnet Stortrøie af ubestemmelig
Farve og med store Hornknapper langs den ene Side .
Den var tung af Vand og Sand , og allerede vilde
jeg more mig med af see den males ned i Kildestrømmen ,
da jeg fik fat i en Snor , som hang ud af
det ene Ærmegab . Jeg trak til , og med Snoren fulgte
en Fingerring af fint Guld forestillende to Hænder ,
der hver paa sin Side greb om en blaa Sten .
Uden af agte videre paa mit Fund , stak jeg det
i min Samlertaske og kastede Stortrøjen ud i Midten
af Gryden . Den svævede et Øieblik udbredt paa
Overfladen af Vandet , derpaa sugedes den ned af
Hvirvlen med en hul , hvæsende Lyd , kastedes atter
et Par Gange op , dreiede sig rundt og forsvandt
derpaa for bestandig . Jeg saae paa denne underlige
Leg af Vandene med en uhyggelig Følelse ; thi hvor
nær havde jeg ikke været ved at dele Stortrøjens
Skjæbne ?

II .
„ Med gunstig Forlov , Hr . Professor ! Hvem
Fanden har pyntet Dem saaledes ? “ klang en Stemme
bag ved mig , ligesom jeg traadte ud i Maanelyset
ved den yderste Klitrække . Det var min godmodige
Værts Stemme , det var ham selv , der med Kridtpiben
i Munden og en Knortekjæp op under den
venstre Arm stod og slog Ild og nu pustede til
Tønderet . Med et Par Ord fortalte jeg ham mit
Uheld uden dog at mæle Noget om min Avindsmand ;
thi jeg vilde være Diplomat .
„ Ja , tænkte jeg det ikke nok , “ sagde han , idet
han stoppede Fyrsvampen ned i Piben og tog et
Par vældige Drag for at faae Ild . „ Det var dog
godt , at jeg kom ud efter Dem ; de højlærde Folk
komme sgu ogsaa altid i Suppen , ihvorvel de have
Briller paa Næsen ; det kjender jeg nok fra Corvetten .
Nu er Klitten saa nær over tusinde Tønder Land ,
og Kogryden ikke større , end at jeg kan rage over

den med en Baadshage , og dog skulde Professoren
dumpe i den — med gunstig Forlov . “
Med disse Ord tog den ærlige Lodsoldermand
sin tykke Pjækkert af og slog den om Skuldrene Paa
mig . Jeg nægter ikke , at dette lille Træk rørte
mig og forsonede mig med hans Udtalelser om „ de
Højlærde . “
„ Nu hjem til Mutter ! “ sagde han , „ saa stærkt
vi kan hale ud , og saa en Dram og en Bid Brød ,
og saa til Køis ; det er nu min Medicin , og den
saaes ikke paa Apotheket . “
Vi halede altsaa ud , dog ikke hurtigere , end at
jeg fik Tid til at spørge : „ Kjender De en Fisker ,
som hedder Niels Ilde ? “
Det var , som om dette Navn havde en Braad ,
der saarede ; thi han standsede med et Ryk sin hurtige
Marsch , snurrede sig om imod mig og sagde i en
næsten barsk Tone : „ Her løber Rygter i By som allevegne !
Hvem Fanden har nu fortalt Professoren det ? “
„ Hvilket ? “
„ Aa , jeg kan nok tænke , at det er den gamle
Historie , “ vedblev han i en ophidset Tone . Men
de Folk i Rørvig skulle beholde den for sig selv ;
min Datter er ikke til at løbe Fastelavn med . “
„ Deres Datter ? Har De en Datter ? “

„ Ja , “ sagde han kort og lagde i det Samme
sagte til : „ Desværre ! “
Der var noget Tungt og Smerteligt i hans
sidste Ord , som uvilkaarligt fik mig til at tvivle om
hendes Rygte . Jeg spurgte derfor ikke videre , men
fortalte blot med et Par Ord , at jeg havde mødt
Niels Ilde ved de yderste Udflhttergaarde , og hvorledes
han havde behandlet mig .
„ Det maa Professoren ikke tage fortrydeligt
op , “ sagde Lars Hansen og rystede paa Hovedet ,
„ vi ere ikke grove Folk heroppe og tage altid venligt
imod Fremmede , naar det netop ikke er Tolderne
fra Rorvig eller andre saadanne Krydsere . “
„ Hvad er en Krydser ? “ spurgte jeg .
„ Aa , det kalde vi saadan alle Slags Lurendrejere
og Fuxsvandsere , som liste omkring for at stikke deres
Næser i vore Sager og sladdre af Skole til Tolderne .
Han har troet , at De var en Krydser , og han var
noget humoristisk , da han gik fra os i Eftermiddags . “
Da jeg slet ikke kunde faae Syn paa det
Humoristiske hos Niels Ilde , gjorde jeg en Indvending ,
som fik Lars Hansen til at svare : „ Ja ,
det er nu ikke til alle Tider , han er det ; men i
Eftermiddags var han nede hos Mutter og vilde
tale med Marie . Det fik han nu ikke Lov til , og

naar han ikke faaer det , bliver han gal og humoristisk ,
og naar han er humoristisk , saa giver han
førre Hug til hvem han møder — undtagen mig “ ,
lagde Lodsoldermanden til med stille Værdighed ,
„ og dem , der er stærkere end han . “
Da jeg nu saae , at jeg var bleven et Offer
for det førre Humor , gjorde jeg ingen Indvendinger ,
men spurgte blot : „ Hvordan er han ellers lidt her
paa Leiet ? “
„ Aa , jo , “ sagde min Vært , og trak paa det ,
„ Nogle holde af ham , Andre holde ikke af ham , det
er nu Alt , som de have faaet Prygl til . “
„ Slaaes han da saa forskrækkeligt ? “
„ Gevallig ! “ sagde Lars Hansen med en særegen
tør Betoning . „ Der er aldrig et Slagsmaal
paa Kroen , uden at Niels Ilde er den , der slaaer
det første Slag ; men han er for en Del undskyldt ;
de Andre drille ham , til han bliver humoristisk “ .
„ Hvormed da ? “
„ Aa , saadan med forskjellige Dele , ligesom det
nu kan falde sig . Hans Fader eiede en Gaard i
Rørvig , men maatte rømme Landet , fordi han stak
Ild paa den . Hans Moder var rystende kjøn i
sine unge Dage ; men hun hørte til Taterfolkene og
løb væk med en Bande Gjøglere , der kom fra Nykjøbing .

Senere lod han Hus og Gaard skytte sig
selv og tog Hyre paa en Chinafarer ; hvordan det
er gaaet ham derovre , er der Ingen , som rigtigt veed ;
men Nogen siger , at han gjorde Mytteri ombord
og blev sat ud i en Jolle af Kaptajnen . Tre Aar
efter kom Niels Ilde tilbage og havde saa mange
Penge , at han godt kunde have kjøbt sig en Gaard
til i Rørvig . En flink Sømand havde han altid
været , Penge havde han , og saa friede han — ja ,
han gjorde saa , “ føiede Lars Hansen langsomt til ,
idet han bankede Piben ud mod Bagen af sin Haand .
„ Til hvem ? “ spurgte jeg .
„ Ja , det var netop Sagen ; det var det , jeg
troede , De havde faaet noget Forkert at løbe med , “
sagde min Vært i en alvorlig Tone , — „ der er nu
groet Græs over den Historie , og hver faaer vel
glemme sin Del — saa godt , han kan . “
„ Det var altsaa Deres Datter ? “ frittede jeg .
„ Ja , det var saa , “ sagde han langsomt og med
Eftertryk . „ Marie har altid været en god Pige og
gjort , hvad jeg forlangte . Jeg havde Intet imod
Niels Ilde den Gang ; thi han doblede og svirede
ikke som nu . Men Tøsen blev , som hun var bansat ;
hun vilde ikke lystre mig , og da jeg tog noget haardt
Paa Vei og vilde snakke hende til Forstand , spurgte

hun mig , om jeg vilde tvinge hende til at ægte en
Morder . “
„ En Morder ! “ afbrød jeg studsende ; thi som
jeg havde seet Niels Ildes Ansigt , var der Noget ,
der slog mig ved Betegnelsen .
„ Aa — hvem regner paa , Hvad saadan et
Barn siger ? “ , sagde Lars Hansen rolig , „ hun var
syg , og — blev syg fra den Dag af . Niels Ilde
skulde ikke være bleven ved at rende hende paa Døren ,
og jeg skulde ikke have taget saa haardt . I Guds
Navn ! Vi har jo alle vore Feil ! “ fortsatte han og
foer med Haanden hen over Ansigtet . „ Jeg er hidsig
og vil være Mand i mit Hus ; men det havde været
bedre , om jeg havde faret med Lempe den Gang ;
paa Kvindfolk og Krudt skal man tage varligt , som
Kaptainen sagde . “
„ Var der da nogen Anden ? “ spurgte jeg efter
en lang Pause , hvori han tans og med bøiet Hoved
var skreden frem ved Siden af mig .
„ Ja naturligt “ , sagde han . „ Der var en ung
Fyr , som hed Halvor Johnsen , en Bornholmer .
Han havde faret sammen med Niels Ilde . Siden
fik han Hyre paa Toldkutteren , som den Sommer
havde Station oppe ved Rørvig Toldsted , og naar
han var i Land , traf Marie og han altid sammen ;

jeg veed , Fanden ikke , hvordan . Han var en flink
Gut , han lignede Noget Dem , — naa aa , det bliver
De vel ikke vred for , Hr . Professor ; men han eiede
kun de Buxer , han gik i , og det hovede mig ikke ,
at han havde taget Hyre ombord paa Krydseren
— der er altid noget Filureri ved den Slags .
Desuden lagde han Ondt for Niels Ilde , skjøndt
han var hans Kammerat , og lod sig mærke med , at
han nok vidste en Del om hans chinesiske Reise .
Saa friede Halvor til Pigen og fik Ja ; men hos
mig fik han Nei og ikke en Trevl mere . Saa var
han en Aften i Land som sædvanligt ; men om
Morgenen — naa , Resten er det inte værd at tale
om ; der er Bysnak nok i Forveien , og jeg render
ikke med Sladder . “
Med disse Slutningsord fik Lars Hansen sin
Sælskindspose frem og stoppede sig en Pibe med en
Mine , som viste , at han ikke vilde sige Mere . For
mig var Niels Ilde imidlertid bleven omgiven med
en vis dæmonisk Nimbus , og jeg rykkede derfor frem
med , hvad jeg havde seet , og betonede stærkt det
Mistænkelige i , at han slæbte Sten fra Stranden
for at kaste dem i Kogryden . Men Lars Hansen
slog ganske rolig Ild til sin Pibe og sagde : „ det
skal De ikke bryde Dem om , Hr . Professor . Naar

Niels Ilde ikke er humoristisk , er han from som et
Lam , men han er tillige stædig som et Mulæsel . I
Vinter væddede han en Aften paa Kroen med Ole
Gniben om , at han skulde have fyldt Kogryden med
Sten , inden Aaret var omme ; men det taber han ,
for den er bundløs . Havde han seet Dem i Pilene ,
kunde det jo nok være , at der havde vanket en
Lussing , for han holder ikke af , at Folk gaaer paa
hans Veie . Lad mig see Ringen , som De fandt ,
maaskee er det hans . “
Jeg greb ned i Tasken og vilde tage den op ;
men den var der ikke . Forgjæves eftersøgte jeg alle
de smaa Rum ; Ringen var og blev borte , og et
Øieblik efter stod vi ved Lars Hansens Hus , hvor
hans venlige Kone bød os velkommen .
Med mange Beklagelser over mit Uheld , førte
hun mig ind i Forrestestuen , der indeholdt et tarveligt
Bohave , og hvor forskjellige Skilderier , dels
forestillende Slaget paa Rheden , dels vor hæderlige
Kamp med Englænderne i aaben Sø , paa een Gang
udgjorde Lars Hansens historiske . Bibliothek og hans
Galleri af Kunstværker . Lysene brændte med lange
Tander og gav den dybe Stue derved et mørkt ,
næsten uhyggeligt Præg ; men da Lars Hansen havde
faaet dem pudsede , og hans flinke Kone havde sat

Husets Hovedstykke , en gammeldags Astrallampe , paa
det dækkede Bord , antog Omgivelserne et mere venligt
Præg . Uagtet alle mine Protester maatte jeg
ind i Sovekammeret , for af iføre mig en fuldstændig
Sømandsdragt , og da jeg atter traadte ind og saae
mig selv i Speilet , brast jeg i en hjertelig Latter ,
hvori jeg troede , af de Andre vilde deltage ; men de
blev begge underligt tause , næsten alvorlige .
„ Der er dækket til Professoren oppe i Storstuen “ ,
sagde Konen med et Knix og greb Lampen .
„ Jeg spiser altid med de Folk , jeg er hos , “
svarede jeg .
Lars Hansen gjorde et Skrabud , der mindede
om de første Øvelsestrin hos en Bjørn , som
skal lære af dandse ; men hans Kone aabnede
Døren til Storstuen og kom tilbage med et lille
opdækket Bord . Nu først gik det op for mig , hvad
Lars Hansen havde forstaaet ved „ Salt “ . Det var
Stokfisk med Kartofler i et Vandfad , og smeltet
Smør med Petersille i et Saltkar ; jeg skylder
imidlertid Sandheden af bemærke , af der baade var
Kniv og Gaffel , ja endogsaa en Tallerken . Uden
videre Komplimenter flyttede jeg altsaa disse Apparater
over paa det sfore Bord , hvorpaa Maallidet
begyndte , men i al Taushed . Kun da Lars Hansen

havde skjænket to anseelige Snapse , og tog til sin ,
sagde han „ Singgodt ! “ og tømte den saa ud i eet
Drag .
Jeg holder nu en Gang ikke af Stokfisk ; det
er maaskee en Feil , men jeg veed , at den deles af
Flere . Imidlertid gjorde jeg , for ikke at synes fornem ,
det ene fortvivlede Indhug efter det andet , men
den trykkende Taushed vedblev , og jeg lagde Mærke
til , at baade Lars Hansen og Karen oftere tog mig
i Øiesyn og skottede til hinanden , naar de troede at
kunne gjøre det ubemærket . Endeligt blev Tansheden
mig altfor trykkende ; den virkede næsten kvælende ,
og med en pludselig Anstrengelse for at tage Ordet
vendte jeg mig om mod Konen og spurgte : „ Hvor
er Deres Datter ? “
Det gav et saadant Sæt i hende , at hun tabte
Gaflen ned paa Gulvet . Lars Hansen tog den op
og sagde paa sin rolige Maade : „ Hun er tilkøis ,
Hr . Professor . Barnet trænger til Ro . “
„ Ja , Gud give hende den ! “ sagde Karen med
et bekymret Udtryk .
Der blev Taushed en Stund igjen ; saa sagde
jeg , vistnok lidt uforsigtigt : „ Har De aldrig siden
spurgt Nyt fra Halvor Iohnsen ? Han kunde jo
komme igjen “ .

„ Herre Jesus ! “ udbrød Karen og reiste sig forskrækket .
„ Det var da aldrig saavel . “
„ Nei , han kommer ikke , “ sagde Lars Hansen .
„ Han har enten rømmet Landet , eller er død . “
„ Er De vis paa det ? “ spurgte jeg .
Lodsoldermanden hævede Hovedet og stirrede
Paa mig paa en egen , uhyggelig Maade ; men hans
Kone reiste sig op , greb mig om Haandledet og
sagde , næsten med et Skrig : „ Herre Jesus , I er da
ikke Halvor Iohnsen selv ? “
Dette Udraab greb mig paa en forunderlig ,
uhyggelig Maade , som var jeg i dette Øieblik i min
fremmede Dragt en virkelig Dobbellgjænger ; men
Lars Hansen lagde beroligende sin brede Haand paa
sin Hustrus Arm og sagde : „ Naa , naa , Karen !
han er jo en fin Professor fra Kjøbenhavn . “
Hun brast pludseligt ud i en heftig Graad .
„ Ja , men see , Lars , “ hulkede hun , „ hvor han ligner
Halvor Iohnsen . Han har hans Øine , hans Næse
og hans Mund . Han taler , som var det Halvor
selv , der sad , og da han kom ind , sad Klæderne
Paa ham , som var de skaarne til Halvor “ .
„ Det er jo heller ikke mine “ , brummede Lars
Hansen , „ men Eriks , som er tilsøs . Ja vel ligner
Professoren Halvor Johnsen ; jeg sagde det til ham

ude i Sundene , og det er ingen Fornærmelse imod
Professoren , for han var en brav Gut . “
„ Ja , det var han “ , sagde Konen , og tørrede
sine Øine .
Det hele Optrin havde berørt mig Pinligt , jeg
vidste selv neppe hvorfor . Jeg takkede min Vært , og
lidt efter fulgte hans venlige Kone mig op i
Storstuen , bærende den store Astrallampe foran sig .
„ Ja , Professoren maa fage Leiligheden , som
den nu falder “ , sagde hun og satte Lampen fra sig
paa Bordet , „ og saa maa Professoren ikke fage mig
min enfoldige Snak ilde op ! Jeg kom saadan til
at tænke paa Halvor Johnsen , da De kom ind i
Eriks Klæder , at jeg et Øieblik næsten troede , at
De var Halvor selv . “
„ Det gjør ikke Noget , “ sagde jeg ; „ men kald
mig ikke Professor , jeg er kun Doktor . “
„ Naa , saa Professoren er Doktor ! “ udbrød hun
overrasket . „ Ak , ja ; vi have havt Doktorer nok ;
kunde De blot gjøre Noget for vor stakkels Marie ? “
„ Desværre “ , sagde jeg , „ jeg er ikke Doktor for
Mennesker . “
„ Ja , saa er det vel for Kreturet , “ svarede hun ,
„ ja , ja , de skal jo ogsaa have deres . “

„ Nei , jeg er Doktor i Philosophien , “ sagde
jeg lidt stødt , thi min Hat var dengang temmelig ny .
„ Jøsses , saa De er Doktor for Fille Sofie ! “
udbrød hun overrasket . „ Ja , det er jo en af de
Kongelige , saa kan Professoren vel ikke være bekjendt
at see til Nogen her i Sognet . “ Og uden at give
mig Tid til nogen nærmere Forklaring over Philosophiens
egentlige Natur og Væsen , trak den skikkelige
Karen sig tilbage med en Slags Ærbødighed , som
jeg var meget kjed over at have opvakt hos hende .
Og dog havde hun til en vis Grad Ret ;
Philosophien er Tankens kongelige Barn , og Systemet
hendes Throne ; men der er kludret og kvaksalvet
saameget baade paa hende og den , at det ikke hjælper
noget , at man hvert Aar udnævner nye Doktorer
til hendes Behandling .
Jeg saae mig om i mit Værelse ; det var et
meget stort , temmelig uhyggeligt Rum , rigtigt svarende
til , hvad man paa Landet kalder en Øverstestue .
Vinduerne , der vendte ud til to af Værelsets Sider ,
vare talrige og uden Gardiner , Bjælkeværkef laa
frit under Loftet ; men hvad der gav Stuen et særegent
Præg af trist Uhygge og Forladthed , var den
Omstændighed , af den med Undtagelse af et Bord
og en Stol var fuldstændigt blottet for Bohave .

Der var to Døre , hvoraf den ene førte ind til
Forrestestnen , den anden til et Rum , som laa et
Trin høiere oppe . Tæt op til denne sidste stod en
Seng af et høist mærkeligt Udseende ; den var saa
lang og saa bred , af man meget godt kunde fare
vild i den , og tilmed saa høi , af jeg maatte benytte
en Stol , hvis jeg vilde op i den . Ved den nærmere
Undersøgelse fik jeg fat i nogle mærkelige smaa Net ,
som hang ud af dens Hjørner , og nu gik pludseligt
det andet af Lars Hansens Spørgsmaal op for mig
i sin fulde Glorie . Det var virkeligt et Billard ,
og snart laa jeg in salvo , idet jeg af Frygt for af
carambolere med Lampen , som jeg havde stillet ved
Sengen , lagde mig saa pres til Banden som muligt .
Med stort Besvær fik jeg fra disse luftige
Høider Lampen skullet nede i Dybet , hvad jeg dog
ikke skulde have gjort saa tidligt ; thi der begyndte
en meget mærkelig Proces , som mindede mig om
det bundløse Havs Dybder , og hvorpaa jeg sket ikke
var forberedt . Bygget op af luftige Gaaseduns
Dyner , som vare lagte ovenpaa hverandre i utroligt
Antal , begyndte Underlaget sagte at vige , saa at jeg
sank dybere og dybere , medens de ubønhørlige Dyner
lukkede sig ovenover mig . Imidlertid maa jeg vel
være faldet i Søvn under denne langsomme Proces ,

thi jeg vaagnede med den Tanke , at jeg laa i Kogryden ,
og fandt endeligt mig selv saa dybt nede paa
Billardets Bund , at jeg havde meget Besvær med
at arbeide mig op til Overfladen , hvor endnu et
Bjerg af Dyner betyngede mig . Hvor forunderligt
tog ikke Lars Hansens øde Storstue sig ud , da jeg
endeligt havde faaet nogle af de sværeste Overliggere
kastet overbord , og i det Hele taget befandt mig i
en Tilstand , saa at jeg kunde glæde mig over Lyset
og Livet . Jeg siger udtrykkelig Lyset ; thi Maanen
kastede sine kolde , klare Straaler ind gjennem de
mange Vinduer og oplyste Værelset med en saadan
Glands , at jeg i Begyndelsen troede , at en uhyre
Kjæmpe var i Begreb med at stige ned til mig forat
tage sin ligesaa store Seng i Besiddelse . Det
var imidlertid kun Lars Hansens Vandsføvler , som
hang ligeover mig , og hvad jeg havde antaget for
Kjæmpens Hoved og flagrende Haar , var en Bunke
Hør , som i et stort Net var ophængt i Salens
modsatte Hjørne .
Jeg har altid havt den Eiendommelighed ikke
at kunne sove , naar Maanen kaster sine Straaler
ind i mit Værelse ; jeg veed ikke , hvoraf det kommer ,
men denne blege , halvklare Glands , der paa een Gang
belyser Gjenstandene og dog tilslører dem eller forandrer

deres Omrids , har altid paavirket mig langt
mere , end Solens lyse , blændende Straaler . Maaskee
er det , fordi Maanens Skin sætter Fantasien
i Bevægelse , maaskee fordi det , som alt Reflexlys ,
har en ubehagelig Indvirkning paa Øiet , nok er det ,
det har altid holdt mig vaagen og bragt mig i en
Tilstand , hvor Lugten og Hørelsen ligesom skjærpes ,
medens Maal og Afstande forvirres for Øiet . I
Lars Hansens Storstue , hvor Maanens fulde Straaler
faldt - ind gjennem otte Vinduer , som alle vare
uden Spor af Gardiner , var Tilstanden aldeles
utaalelig , tilmed da der ingen Gjenstande fandtes ,
hvorpaa Blikket kunde finde Hvile . Udenfor susede
det i de mørke Fyrrer , som kastede deres Skygger
indover de blaamalede Vindueskarme ; en Lænkehund
gjøede langt borte , og af og til kunde jeg høre en hul ,
brummende Lyd , som maatte skyldes Havets Dønning
mod Kysten . Uvilkaarligt droges min Tanke after
ud i Klitterne , og paany saae jeg det hvide , blinkende
Sand , Kogryden og den skumle Fiskers ildevarslende
Ansigt . Ved en Tankeforbindelse stod pludseligt den
unge Piges Ansigt klart for mig , saaledes som jeg
havde seet det om Eftermiddagen , og uden at jeg
kunde gjøre mig selv Regnskab derfor , syntes jeg ,
at det maatte sættes i Forbindelse med Niels Ilde .

Hun havde seet saa bekymret , lidende og sorrigfuld
ud , der var et saadant Præg af Kummer i hendes
Blik , da hun fæstede det paa mig , og et saadant
Udtryk af Forskrækkelse og Gru , da jeg gjengjældte
det , at man upaatvivlelig maatte have gjort hende
meget Ondt , og dette Onde henførte jeg uvilkaarligt
til min Avindsmand fra Udflyttergaardene . Skulde
denne fine Skikkelse med de blege Træk og de melankolske
Øine være Marie , saa maatte hendes Værelse
efter Husets Ydre at dømme ligge ved Siden af
mit ; men der var fyst og stille som i Graven .
Nogen Tid forgik , da hørte jeg et Suk lige
ved Siden af mig og derpaa nogle tunge , dybe
Aandedræt saa tæt ved mig , at jeg reiste mig op i
Sengen for at overbevise mig om , at der Ingen
var i Stuen . Atter lagde jeg mig ned , vendte
Hovedet mod Væggen , og Alt blev stille som før .
Jeg lyttede til de fjerne , langsomme Dønninger , og
var halvt paa Veie til at falde i Søvn , da jeg
fornam et klagende : „ Ak ja , hvor Sorgen er fung ! “
udfalt saa lige umiddelbart i min Nærhed , at jeg
fik en ubestemt Angst for , at det spøgede i Lars
Hansens Øverstestue . Jeg reiste mig op , men atter
klang det samme klagende Udraab , udfalt i en blød ,
veemodig Tone , men med et saa smerteligt Udtryk ,

at det næsten forfærdede mig . Jeg hørte Skuffer
blive lukkede op og i , Klæder tagne frem og foldede
ud , lette hastige Trin fare over Gulvet ved Siden
af mig , og af og til igjen det samme Udbrud , udfalt
med den samme blide , sørgmodige Stemme .
Saa blev Alt stille igjen , dog ikke ganske stille , en
svag Nyslen og Puslen lod sig stundom høre , og
træt af Aftenens Vandring var jeg endeligt falden i
Søvn og brødes i Drømme med Niels Ilde , da
jeg pludseligt hørte tre Slag paa Døren , saa tydelige
og besfemte og dog saa spøgelseagtigt dæmpede , at
jeg foer op i Forskrækkelse . Maanen maatte forlængst
være gaaet ned eller have skjult sig bag
Skyerne , thi et tæt Mørke herskede rundt omkring
mig , og jeg kunde kun høre Fyrrerne , som susede
derude . Jeg var endnu uvis , om jeg ikke havde
drømt , da hørte jeg atter de samme tre dæmpede
Slag og en blid Stemme , som hvidskede : „ Halvor ,
luk mig ind ! “
„ Hvem er det ? “ raabte jeg og foer i Veiret .
„ Halvor , luk mig ind , det er din Fæstemø .
Det er Marie , “ klang igjen den samme veemodige
Stemme .
„ Her kan Ingen komme ind ; her er ingen Halvor
Johnsen ! “ raabte jeg barskt og vendte mig om .

„ Ak , Herregud da , hvor Sorgen er tung ! “
klang det atter inde ved Siden af mig med den
samme sorgfulde Betoning . „ Halvor har glemt mig . “
De skar mig i Hjertet , disse klagende Ord , og
jeg fortrød min uvilkaarlige Barskhed ; men der
var Intet derved at gjøre . Jeg hørte Nogen med
lette Trin fjerne sig fra Døren ; atter lød den samme
Nyslen og Puslen som for , atter blev Skabe og
Kisfer lukkede op og i , Klæder foldede ud og lagte
hen ; saa blev Alt stille , og jeg faldt i Søvn .
Da drømte jeg , at jeg sad ude i Klitterne ved
Pilene og saae ned i Kogryden . Den boblede og
kogte ligesom Aftenen tilforn , men med en underligt
surrende og snurrende Lyd , som var det en stor Kat ,
der spandt . Ude i Vældet hævede Kildestraalen sig
op , snart høiere , snart lavere , men hver Gang den
kom op over Overfladen , løftede den et menneskeligt
Hoved i sit blege , sandblandede Vand ; det formede
sig mere og mere til et blegt Ansigt , med dybe ,
blaae Øine , et smertefuldt Udtryk og lange , flagrende ,
gule Lokker , der flød ud mellem Vandene . Det syntes
mig at tilhøre den unge Pige , som jeg havde seet ved
Vinduet , og naar det hævedes høit nok op , aabnede
det de blege Læber og hvidskede sagte : „ Herregud ,
hvor Sorgen er tung ! “ Saa snurrede og surrede

det paany i Vældet , det blege Ansigt forsvandt , og
op af Kilden dukkede Niels Ilde med sit mørke ,
trodsige Udtryk , knyttede Haanden ad mig og sank
saa tilbunds igjen . Da var det pludseligt , som
om Kildestraalen ved en indre , mægtig Kraft hævedes
høit i Veiret , og idet den foldede sig ud , blev den
til den unge Pige , men i en Skjønhedsfylde , som
var aldeles ubeskrivelig . Hun satte sig ved Siden
af mig , fog min Haand og gav sig til at synge med
en mild , bevæget Stemme ; Ordene kunde jeg vel
høre , men ikke samle til et Hele , og dog greb de
mig med en saadan Magt og satte mig hen i et
saadant tungsindigt Veemod , at jeg maatte græde
derved . Da gav det et pludseligt Ryk — jeg
vaagnede , og Dagningens første , graae Morgenskjær
listede sig ind ad Vinduerne ; men alligevel forekom
det mig , at jeg hørte Kildestraalen snurre og surre
tæt ved Siden af .
Det kan tidt være vanskeligt at finde sig tilrette
i Overgangen mellem Drøm og Virkelighed , og
saaledes gik det mig her ; den underlige Surren i
Kildevældet vedblev , og af og til lød de klagende
Toner af den samme Sang , som jeg havde hørt i
Drømmen ; men først lidt efter lidt blev det mig

klarf , at det maatte være Marie , som spandt paa en
snurrende Rok inde ved Siden af mig , og at det
var hendes klagende Sang , som havde blandet sig
ind i min Drøm . Hun spandt og spandt , som
gjaldt det Livet , men ofte hørte jeg Traaden briste
for hende , og naar hun da knyttede den igjen , kom
paany det samme sorgfulde Udbrud og jog Søvnen
fra mine Øine . Saa spandt hun atter , nynnede
først svagt , saa stærkere , men besfandigt den samme ,
ensformige Melodi , der greb mig ved sin Simpelhed
og sin Sorg . Endeligt gik det over til Sang —
veemodig dæmpet , næsten aandeagtigt — klang det
inde ved Siden af mig . Øer var ingen Formkunst
i denne Poesi , ja Mange vilde maaskee ikke anerkjende
den som saadan . Jeg skrev ikke Ordene op og har
aldrig gjort det ; thi de trængte ind til det Inderste
af min Erindring , og have siden aldrig forladt den .
Hun sang :
„ Siig mig , min lille Pige , hvi bær Du Graad paa Kind ?
Hvad fører Du i Klage og i Kære ?
Og siig mig , har Du mistet din Fader eller Mo ' er ,
Hvad heller har Du mistet din Ære ? “
Og ikke har jeg mistet min Fader eller Mo ' er ,
Ei heller har jeg mistet min Ære .
Min Fred har jeg mistet , den kommer ei igjen ,
Og ene skal i Verden jeg være .

„ Du trøste Dig , min Pige , Du tørre bort din Graad ,
Forladt Du skal i Verden ei stande !
Min Broder eier Perler og Guld mer end nok ,
Han slynger dem i Krands om din Pande . “
Hvad agter jeg din Broder , hans Perler og hans Guld ,
Hvad gjælder det mod Taarerne , som falde ?
Gud hjælpe den , som sviges af sin eneste Ven ,
Han sviges og forlades af Alle .
Her endte Sangen og afløstes af et dybt , kvalfyldt :
„ Herregud da , hvor Sorgen er fung ! “ Saa satte
den rastløse Rok sig atter i Bevægelse , Sangen
nynnedes om med svagere Stemme , Traaden brast
og knyttedes paany — men jeg kunde ikke holde det
ud længere ; jeg klædfe mig paa og ilede ud , ud
mellem Marehalmen og de mørke Fyrrer , mellem de
nøgne Klitter og de urolige Bølger , som med deres
ensformige Sang væltede sig mod Kysten . Forst
da Solen var staaet op og havde bredt sit milde ,
velgjørende Skjær over det blaanende Hav og Landets
kridhvide Banker , vendte jeg atter tilbage til Lars
Hansens .

III .
Mange kunde maaskee synes , af de golde , ufrugtbare
Omgivelser , som jeg alt har skildret , ikke i
nogen synderlig Grad ere gunstige for det Liv af
Planter og Dyr , som en Naturforsker sætter som
den første Betingelse for en videnskabelig Udflugt ;
men de tage Feil . Det golde Sand , der neppe
synes af kunne indeholde nogen Næring , avler dog
en Vegetation af særegne , for Sandet eiendommelige
Planter , og i Læ af disse breder der sig atter en
hel lille Verden af forskjellige Dyr , som det frugtbare
Land savner , Ørken- og Strandformer , hvis
Liv frembyder den største Interesse for Den , der
har gjort Detaillerne i Naturen til sit Studinm .
Langs Klitbankerne strakte sig jo desuden det vide
Kattegat , der som ethvert Hav gjemmer forunderlige
Skatte i sine tangbevoxede Dybder —
intet Under altsaa , af her var nok af bestille , af
Nattens forskjelligartede Indtryk svandt bort for de
Syner , der aabnedes i Klitterne , saa af de næsten

vare glemte , da jeg efter en Formiddagsvandring
langs Stranden , og en Eftermiddagstour paa Havet
sent ud paa Aftenen atter naaede til Lars Hansens Bo .
Hvor velsignede jeg ikke den gamle , venlige
Astrallampe , dette Auktionsstykke fra en eller anden
Præstegaard , som tillod mig af fortsætte mine Undersøgelser
længe efter , af Alt var gaaet til Ro . Jeg
huskede ikke , af jeg atter havde faaet „ Salt “ til
Aften , jeg glemte , af jeg sad i Eriks Stortrøie og
havde hans Sydvest paa Hovedet ; jeg fordybede
mig helt og holdent i Meduser og Actinier og
mærkede neppe , hvorledes Eremitkrebsene med deres
Sneglehus paa Ryggen bestandigt entrede op ad
Vandfadets glatte Skraaning og atter faldt tilbage
for af begynde paany , med en Sisyphus-Taalmodighed , som vilde have vakt enhver Tilskuers Beundring .
Jeg var lige ifærd med af notere de sidste
Linier om Dagens righoldige Fangst — og jeg
maatte skynde mig , thi Lampen truede med af gaae
ud — da bankede det pludseligt paa Døren , tre
sagte , afmaalte Slag , og uden af vende Blikket fra
Bogen raabte jeg : „ Kom ind ! “
Jeg hørte en Dør blive aabnet og derpaa sagte
skudt i igjen , Raslen og Glittren af Tøi , og saa
blev Alt stille .

„ Hvad vil De , Madam Hansen ? “ spurgte jeg
og gjorde et Forsøg paa af skrne Lampen i Veiret .
Der kom intet Svar ; jeg mærkede kun nogle
lette Fjed , og i det Samme lagde en Haand sig
paa min Skulder .
Jeg foer op som ved en elektrisk Berøring ;
Lampen gik ud , og i den underlige Overgang fra
dens blændende Skjær til Maanelyset syntes jeg at
see en ung Pige foran mig , smykket som til Fest
med Baand og brogede Tørklædær . Bleg og ubevægelig
stod hun tæt bag ved mig , Maanelyset
glimrede i den Sølvkjæde , hun bar paa sit Bryst ,
og kastede et blegt , aandeagtigt Skjær henover en
vissen Blomsterkrands , der var snoet i hendes guldgule ,
udslagne Haar .
„ Halvor ! “ sagde hun blidt og rakte Haanden
ud imod mig .
Jeg tørnede tilbage imod Bordet , der var noget
saa aandeagtigt udbredt over hendes pludselige Fremtræden ,
noget saa koldt , glasagtigt stirrende i hendes
Blik , at jeg nær havde givet et Skrig — det var ,
som saae jeg et Spøgelse .
„ Halvor ! “ sagde hun halvt angst , halvt klagende ,
„ kjender Du mig ikke ? Jeg er jo Marie . “

Jeg kunde endnu Intet svare , men vedblev at
stirre paa disse forunderlige , glandsløse Øine , idet
jeg støttede mig til Bordet .
„ Halvor ! “ sagde hun bønlig , „ stir ikke saadan
paa mig , Du gjør mig saa angst . Du saae saa
venligt paa mig før — — føl , hvor jeg ryster . “
Hun rakte mig sin Haand ; den var kold som Is .
„ Kom , og følg med , Halvor ! “ hvidskede hun ,
og der kom pludseligt Liv i det før saa glasagtige
Blik , „ saa gaae vi bag om Huset og ned ved
Stranden . Jeg længes saadan efter at tale med
Dig — ak , Du har jo været saa længe , længe
borte , og aldrig et eneste Brev . Hver Nat , naar
jeg har vaaget , har jeg tænkt paa Dig . Du ved
ikke , hvor man kan længes ; jeg troede sommetider ,
jeg skulde døe , men nu har jeg Dig igjen ; Du
reiser jo ikke mere bort ? Ak nei , ak nei , Halvor !
Ikke sandt , Du gjør det ikke ? Du vil ikke dræbe
din stakkels lille Marie ? “
Hun lænede Hovedet op imod min Skulder ,
saa jeg følte de visne Blomster strøife min Kind .
Jeg vidste endnu ikke , hvad jeg skulde svare , eller
hvorledes jeg skulde tage hende . Hun vedblev at
læne sit Hoved trygt imod min Skulder , idet hun

hvidskede den ene Gang efter den anden : „ O Halvor ,
hvor jeg er lykkelig ! Du reiser jo ikke . “
Uvilkaarligt gjorde jeg en Bevægelse , saa at
hendes Hoved gled bort ; men idet hun paany greb
min Haand , hvidskede hun ømt : „ Stakkels Halvor !
Er Du træt ? “
„ Nei ! “ sagde jeg vaklende , og drog Haanden
til mig .
„ Ak , kom saa med , lad os gaae ! Vi vil
spadsere ind mellem Klitterne , saa at de ikke see os
nede fra Byen . Ikke sandt , Maanen skinner saa
deiligt , og det er saa længe , længe siden , jeg gik
med Dig . Kan Du huske den store Sten , hvor vi
mødtes første Gang , og hvor jeg gav Dig min
Ring , da Solen gik ned ? Stenen ligger der endnu ;
men Isen har skruet den lidt høiere op mod Land .
Jeg har siddet der saa mangen Aften , naar Solen
gik ned , og hver Gang , jeg saae en Seiler , tænkte
jeg , det var Dig ; der kom . Men saa maatte jeg
ikke sidde der mere ; man bandt mig og spærrede
mig inde her i dette mørke Kammer . O Halvor ,
jeg har lidt saa forfærdeligt ! “
„ Stakkel ! “ hvidskede jeg uvilkaarligt .
„ O , Du skal ikke bryde Dig derom , “ sagde
hun med et lyksaligt Smil , medens Taarerne en for

en trillede ned ad hendes Kinder . „ Jeg var saa
syg , og led saa meget her , herinde . Jeg havde
aldrig Ro ; det var , som om Nogen løb bag ved
mig og kastede en mørk Skygge foran mig , hvor
jeg gik . O , men nu er det glemt . Jeg er saa
lyksalig , saa jublende glad ; jeg kunde gjerne dandse
af Lykke , Du min egen , elskede Halvor ! “
Hun greb min Haand med en Bevægelse , som
vilde hun presse den mod sin Mund ; men pludseligt
standsede hun , saae skarpt paa mig og sagde angst ,
bebrejdende : „ Halvor , hvor er Ringen ? Du lovede
mig aldrig af fage den af , hvor Du saa kom i
Havn . Den er borte ! Ak Halvor , har Du givet
den til en Anden ? “
Hun saae saa bleg , saa bekymret , saa forsørget
ud , af nu maatte det briste eller bære . „ Jeg er
ikke Halvor Johnsen , “ sagde jeg kort og bestemt ;
Dobbeltheden blev mig utaalelig .
„ Er Du ikke Halvor ? “ sagde hun langsomt
og huskende sig om . „ Hvorfor vil Du prøve
paa af narre mig ? Troer Du , af Du har
forandret Dig saa meget i den Tid , Du har været
borte ? Ak Halvor , kjære , elskede Ven , Du maa
ikke spøge saaledes , det gjør saa ondt i mit Hoved .
Siig blot , af Du ikke har givet den til en Anden ,

saa vil jeg froe Dig . Du er ikke af dem , som
har en Fæstemø i hver en Havn . Er Du vel ,
Halvor ? “
Jeg havde troet , af min bestemte Benægtelse
skulde have rystet hende op eller givet Anledning til
et voldsomt Udbrud ; men hun klyngede sig kun
tættere op til mig med et Barns hele rørende Tillid .
Jeg nærede i dette Øieblik ikke længere nogen Tvivl
om , af hun var sindsforvirret ; men jeg krympede
mig ved af ryste hende for meget ved af tilkalde
Forældrene og vilde nu gaae den modsatte Vei : af
gaae ind i hele hendes Tankegang . Det er et farligt
Middel , som man ikke skal prøve ; men det vidste
jeg ikke den Gang .
„ Nei , jeg har ikke givet den bort , “ sagde jeg ,
„ den faldt overbord . “
Hun udstødte et let Skrig og blev ligbleg .
„ Overbord , “ gjentog hun langsomt , „ det er et ondt
Varsel , Halvor ! “
„ Troer Du ? “ spurgte jeg .
„ Ak ja , “ sagde hun med sagte Stemme , „ det
er et ondt Varsel . Jeg vilde ikke have det for
meget Godt . Jeg havde fæstet Dig med den , og
Du havde svoret aldrig at løse den af din Finger .
Den og Du høre sammen , og hvor den er , vil Du

ogsaa komme til at være . Ak , jeg frygter , der skal
times Dig en stor Ulykke der , lille , elskede Ven .
Hvor var det ? “
„ Ved Revet paa Sjællands Odde , “ svarede jeg ,
gribende det første , det bedste Punkt .
„ Ak , Halvor ! “ hvidskede hun paany med en
usigelig Angst i det taarefyldte Blik . „ Der druknede
jo Frederik . Havde han blot været hjemme , saa
var meget Ondt ikke skeet ; han tog sig altid af sin
Søster . O , Halvor , kom aldrig der mere ; jeg veed ,
at paa det Sted vil der hænde Dig en Ulykke .
Ikke sandt , det lover Du mig ? “
„ Ja ! “ sagde jeg og tog hendes fremstrakte
Haand .
„ Det er silde , “ sagde hun pludseligt med nogen
Uro i sin Stemme . „ Fader og Moder sove , og det
er koldt . Jeg fryser ; jeg vil ikke gaae ned til Søen
i Aften . Kan Du høre , hvor den bruser ? Vi faae
ondt Veir i Nat . Du man ikke gaae ombord paa
Kutteren ; Du maa ikke forlade mig . Hører Du ?
Du skal blive hos mig . Jeg har havt saa travlt ,
medens Du var borte . Jeg har spnndet paa vort
Udstyr , sømmet Duge og Lagener . Jeg har saa
meget derinde , som er færdigt ; kom med , saa skal
Du see . “

Atter greb hun min Haand , og drog mig med
sig henimod det Værelse , hvorfra jeg Natten i Forveien
havde hørt den snurrende Rok og de aandeagtige
Toner . Hun aabnede Døren , et stærkt Lysskjær
faldt mig imøde ; Værelset var oplyst ved mange
smaa Stumper Lys , som stod spredte paa Stole ,
Skabe og Dragkister . Jeg saae mig omkring ,
Gardinerne vare trukne tæt sammen for det Vindue ,
der vendte ud til Haven , og Værelset indeholdt
mange Møbler ; men de stod alle mere eller mindre
fjernede fra deres Plads , nogle væltede , andre i
forkerte Stillinger , Alt uden Orden og Symetri ,
som havde der leget en Flok Børn derinde . Pjaller
af Linned og Klæde laae spredte hist og her , enten
stablede op i smaa Dynger , eller lagte ved Siden
af hverandre , skjøndt ulige i Farve og Størrelse ;
Nøgler af sletbundet , sammenfiltret Garn hang ned
fra Messingdupperne paa den gamle Bilæggerovn ,
og midt paa Gulvet stod der en Nok , hvis Hørtot
næsten var afspunden .
Nu først saae jeg , hvor forunderligt hun var
klædt . Lapper af Silketøi og brogede Baand vare
fæstede paa hendes Ærmer , Skuldre og Barm .
Brogede Tørklæder omhyllede hendes Bryst , og henover
dette drog sig i mange Vindinger en blank

Sølvkjæde med mange nedhængende smaa Sølvmønter ,
og paa det udslagne Haar bar hun en
Krands af visne Kornblomster . Og dog var hun
trods dette vilde , fantastiske Ydre alligevel tiltalende ,
ja smuk . Hendes Figur var fin og spinkel , hendes
Bevægelser smaa og hurtige , men fulde af virkelig
Ynde , og da hun med et glædestraalende Blik viste
mig om i Stuen , som var det et Palads , hun førte
mig ind i , var hun , trods sin ulykkelige Tilstand ,
ligefrem rørende skjøn .
„ See , Halvor , “ sagde hun , „ hvor jeg har pyntet
op , og hvor jeg har været flittig . Hver Nat har
jeg spundet et helt Nøgle . See blot ! “ Og med
disse Ord aabnede hun Døren til et gammelt Skab ,
fra hvis Indre der væltede en Mængde uredt Spind
ud og spredte sig paa Gulvet .
„ Hjælp mig , Halvor ! “ sagde hun , idet hun
bukkede sig ned og ivrigt begyndte at samle de
spredte Smaanøgler op . „ Hvor Jens Væver vil
faae travlt . Her er til tolv Par Lagener , og hvert
eneste har jeg spundet selv . “
Hun stoppede dem after omhyggeligt ind og
lukkede Skabsdøren til ; derpaa greb hun en Bunke
Smaaklude fra en Stol og begyndte at brede dem
ud paa Bordet foran mig . „ Seer Du , hvor jeg

har været flittig ? “ vedblev hun . „ Alt dette er
sømmet , mærket og syet , baade Haandklæderne og
Dugene , og her er Kniplinger til Dynevaarene .
Ja , det er mit Udstyr af Klæder , som ligger der
Paa Dragkisten ; men Du maa ikke røre det , det er
ikke færdigt . Du skal see , hvor jeg bliver smuk , og
Du faaer en flink og flittig lille Kone , Halvor , i
dit nye Hjem ! Gjør Du ikke , min Elskede ? “
Hun gjorde en Bevægelse , som vilde hun kaste
sig i mine Arme , og jeg veg et Par Skridt tilbage .
Atter kom det samme angstfulde , forpinte Udtryk frem
i hendes Ansigt , og hun sagde med rørende Simpelhed :
„ O , Halvor ! Hvorfor kysser Du ikke din
lille Brud ? Du var ikke saaledes i gamle Dage ,
før Du drog bort . Du er saa rolig og alvorlig .
Har Du glemt mig i de fremmede Lande ? Har
Du faaet en Anden kjær ? O , Halvor , siig mig det .
Ringen faldt ikke overbord ; jeg føler det paa mig
— der er en Anden , der har den , en Anden , som
nu venter paa Dig . O , siig mig det kun — jeg
vil hellere døe af Sorg , end leve med Angst og
Tvivl i mit Hjerte . “
Hun lagde Hovedet mod mit Bryst , omslyngede
begge mine Arme og græd sagte . Jeg var dybt
greben af Medlidenhed med denne stakkels , nlykkelige

Skabning , hvis Ord , selv i deres Forvildelse ,
aandede den dybeste Kjærlighed og Ømhed , langt
mere end jeg her formaaer at gjengive ved at nedskrive
dem . Men min Stilling blev med hvert Øieblik
mere og mere pinlig ; jeg vidste neppe mere ,
hvorledes jeg skulde rede mig ud af den ; thi hun
vedblev at holde mig fast omslynget og tog ikke
Hovedet fra mit Bryst et Øieblik . Lysene vare
næsten brændte ned , om et Øieblik vilde der blive
mørkt , og jeg var alene med den Ulykkelige , hvis
næste Skridt jeg ikke var i Stand til at beregne .
Da slog Klokken tolv ; den stærke Blæst maatte bære
lige paa ; thi jeg hørte Klokkeslagene fra Rørvig
Kirke saa tydeligt , som laa den paa Klitbakken lige
oven over os .
Hun sank pludseligt sammen med en Skjælven .
Derpaa slap hun mig , foer ud paa Gulvet i et
eneste Spring og sagde med en underlig vild Betoning :
„ Hører Du , Halvor , hører Du ? Nu ringe
Bryllupsklokkerne fra Rørvig Kirke ! Man har
spottet mig og haanet mig , peget Fingre ad mig og
kaldt mig Bruden fra Rørvig . Hør , hvor de huje
og skrige ! Hør , hvor de stimle sammen derude for
at see mig tage i Kirke . Ja , lad dem kun raabe ,
hvad bryder jeg mig om det ! Nu ere Brudelysene

tændte , nu skal der være Glæde og Lystighed og
Dands tre hele Dage i Træk . Alle Byens Folk
skulle med ; men ikke Niels Ilde . Nei , nei , jeg vil
ikke have ham med . Hør , nu huje de igjen ; de ere
onde imod mig . Det er , som der staaer i den
gamle Vise . “
Og nu sang hun med et forunderligt , klagende
Udtryk :
Det mindste Barn , der paa Gaden gaaer
— Herre Jesus han trøster og husvaler —
Det haaner og forbander , opvækker Hjertets Saar .
Stander Alle ud af Synd : Vender om og gjør Pønitents i Tide .
„ Ja , de skulle gjøre Pønitents ! “ vedblev hun , idet
hun med urolig Heftighed ilede om i Stuen og
hastigt fæstede flere af de smaa Lapper paa sig .
„ De skulle gjøre Pønitents , naar De see mig kjøre
til Kirke med min Halvor , som de sagde var død
og borte . See , nu gaae Brudelysene ud , men der
er lyst og deiligt i Kirken , der er Fred og Velsignelse
ved din Side . Kom , min elskede Halvor , vi vil
ikke lade dem vente derude ! Hører Du , hvor
Musikanterne spille op ? Skynd Dig , her er mit
Brudeslør — kom , kom , før det bliver for silde ! “
„ Hvorhen ? “ raabte jeg ængstelig .

„ Til Kirken ! Til Kirken ! Det ringer og kimer ,
det synger og lysner . Kom med , Halvor ! Seer
Du , hvor Solen skinner , og hvor Blomsterne spire ,
hvor vi gaae frem ? Nu kommer Bruden fra
Rørvig ! “
Jeg sprang frem for at holde hende tilbage ;
thi hun havde allerede aabnet Døren , og svøbt i det
Lagen , som hun antog for sit Brudeslør , styrtede
hun ud ad den modsatte Dør , som førte til en Forstue ,
der vendte ud til Kjøkkenhaven . Men jeg kom
for silde ; hun havde allerede aabnet den ydre Dør ;
men ligesom hun traadte nd i den af Maanen stærkt
oplyste Have , standsede hun pludseligt og raabte
med et hvinende Skrig : „ Hjælp , Hjælp , der er
Skyggen foran mig ! Øet er Niels ! — Hjælp mig ,
frels mig ! “
En rødlig Lysning trængte ud i den mørke
Gang , en bragende Knittren fulgte efter , og en
brændt Lugt opfyldte Rummet . Jeg foer atter ind ;
et af Lysene var faldet ned , havde antændt Gardinerne
omkring Sengen og en Bunke Hør , som laa paa
en Stol foran den . Jeg raabte om Hjælp , løb
efter Vand , og ligesom jeg havde faaet Ilden nogenlunde
slukket , kom Lars Hansen og hans Kone ,
begge kun halvt paaklædte , styrtende ind til mig .

Et Par Ord var tilstrækkeligt til at forklare dem
Alt ; Konen græd stille , men Lars Hansen raabte :
„ Rap Dig , Mutter ! Min Storfrøje og min
Kabuds ! Hvor løb Barnet hen , Hr . Professor ? “
Jeg pegede ud mod Klitbakken ; den laa hvid
og klar i Maaneskinnet , men Intet var at see .
Konen kom tilbage med Klæderne , og Lars Hansen
sagde , som det syntes mig temmelig haardt : „ Naa ,
Mutter , flæb nu ikke for det . Tøsen er jo rendt
fra os før , og altid har vi fundet hende igjen . “
„ Men Folkene i Byen ! “ hulkede Konen .
„ Dem skal jeg stoppe Munden paa , saa sandt
jeg hedder Lars Hansen og er Oldermand i Lauget , “
sagde min Vært , idet han med urolig Il iførte sig
Stortrøjen . „ Sludder og Bysnak skal jeg sætte en
Pind for . — De gaaer jo nok med , Hr . Professor ?
Fire Øine see altid bedre end to ; jeg gider Ingen
vække i Byen . “
Han foer ud i Haven , greb en Baadshage ,
som stod lænet op til Taget , og entrede med den i
Haanden som en Kat opad den steile Klitbanke , saa
hurtigt , at jeg knap kunde følge . Da jeg kom derop ,
stod han med Haanden over Brynet og stirrede
skarpt indad Klitterne til ; der var ikke en Mine ,
ikke et Træk forandret i hans Ansigt ; han kunde

lige saa gjerne have staaet og stirret ud efter et Skib ,
men jeg lagde Mærke til , at Knæene rystede under
Ham , og at han knugede Baadshagen , saa at Aarene
i hans senestærke Haand svulmede derved .
„ Seer De Noget , Hr . Professor ? “ spurgte han .
„ Nei , Intet . “
„ Jeg Heller ikke , “ sagde han med et modløsf Udtryk .
„ Hun pleier ellers kun at løbe ned her ved
Stranden , saa faaer hun gjerne et Krampeslag , saa
hun bliver liggende . Gud forlade mig min Synd !
Hun er borte , mit stakkels svage Barn — jeg seer
Intet ! “ Og Lars Hansens Stemme dirrede ved
disse Ord .
„ Hør ! “ udbrød han pludseligt og rettede sig i
Veiret , „ var det ikke et Skrig ? Naa , det var vel
Uglerne inde i Klitterne . Vi maae finde hende , Hr .
Professor , før det bliver for silde ! Jeg skal finde
hende , om jeg saa skal gaae i Klitterne til Daggry . “
Og Lars Hansen kastede med en energisk Bevægelse
Baadshagen op paa Skuldren og begyndte raskt at
stige ned mod Søen .
Natten var bidende kold af en Septembernat at
være . Det blæste stivt af Nordvest , og Sandet fra
Klitterne , blandet med Skum fra Stranden , føg mig
i Øinene , medens jeg kjæmpede mig frem for at følge

min urolige Vært . Maanen stod endnu temmelig
høit , men dens Lys dæmpedes af mørke , forbidrivende
Skymasser , og ude i Horizonten laa der en Banke ,
som spaaede alt Andet end Godt .
„ Hvor gaae vi hen ? “ spurgte jeg Lars Hansen ,
da jeg indhentede ham nede paa Stranden .
„ Til Havfruesfolen , “ svarede han mørkt , „ den
ligger hisset ude ved det første Klitdrag . Der pleiede
hun ofte at sidde , naar Solen gik ned ; maaskee er
hun løben derhen . “
„ Til Havfruesfolen ? “ gjentog jeg .
„ Ja , saadan kalde vi den store Sten , De kan
skimte hisset ude . Isen har skruet den en Kjende
høiere op mod Land . Vi have forsøgt paa at sprænge
den , for den kan endnu være farlig ved Højvande .
Men Krudtet vilde ikke rigtig bide ; der røg blot et
Stykke ud af den og slog ham fordærvet , som gjorde
det . Siden den Tid faaer den ligge , som den er . “
Vi nærmede os den omtalte Sten , der virkeligt
saae ud som et Sæde , der vendte ud imod Havet .
Pludseligt saae vi en hvid Skikkelse reise sig lige
foran den og sætte sig paa den ; men i næste Øieblik
hørte vi et hvinende Skrig , og Skikkelsen var forsvunden .
Da vi kom til Stenen , var der atter Intet
at see , Intet at høre .

Lars Hansen stod stille og sagde med tilkjæmpet
Fatning :
„ Det var Marie ! Der er kun to Veie , hun
kan være gaaet ; enten er hun fulgt videre , langs
med Stranden , eller hun er slaaet af her til venstre
og løbet ind i Draget . Kjender De det ? “
„ Nei . “
„ Det gaaer ind imod Kogryden , “ sagde Lars
Hansen med en Stemme , som han forgjæves søgte
at gjøre fast . „ Tag Baadshagen her , og løb saa
alt hvad De kan ; De løber i Længden dog hurtigere
end en gammel Mand , og er der noget Sted , hvor
hun kan komme til Ulykke , saa er det der . Løb alt
hvad De kan ; jeg følger Stranden , den er jeg
kjendt med . “
Jeg greb Baadshagen ; han trykkede min Haand
og hvidskede med brudt Stemme :
„ Hr . Professor , for Guds Skyld , løb alt hvad
De kan ! Jeg har kun den ene Datter . Forstaaer De ? “
Jeg forstod ham kun altfor vel , og uden at
sige et eneste Ord ilede jeg frem i det løse Sand ,
medens han endnu tiltordnede mig :
„ Husk paa Kløften , Hr . Professor ! Op paa
Kløften , naar det Grønne begynder , og hold skarpt
Udkig til hver en Kant ! “

Buske og Træer dandsede forbi mig , medens
jeg i fortvivlet Fart foer igjennem Klitdraget , saa
Sandet stod mig om Ørene . Klitten var let at finde ,
og faa Øieblikke efter var jeg atter ved Kogryden ;
men der var Intet at see , Intet at høre : de øde
Klitter laae i deres kolde , maanebelyste Stilhed , som
kun afbrødes , naar det sukkede i Vældet , eller naar
et enkelt Vindstød pibende foer igjennem Marehalmen .
Hvor tydeligt erindrer jeg ikke nu , medens
jeg nedskriver dette , de Timer , jeg stod Vagt paa
dette øde , næsfen spøgelseagtige Sted . Jeg lyttede
efter den ringeste Støi , foer sammen , naar et hvinende
Vindpust strøg ned over Kløften , og var vist
de Snese Gange paa Springet til at ile frem , naar
jeg i det usikkre Maanelys troede at skimte Et eller
Andet , som da opløste sig til af være en for Vinden
svajende Busk eller Skyggen af de forrevne Skyer ,
der som sælsomme , natlige Uhyrer jog frem under
Maaneskiven . Snart laae Kløften og Vældet i det
dybeste Mørke , snart oplystes det boblende Vand af
de skuffende Lysstraaler , og det kom mig da undertiden
for , som var min Drøm bleven til Virkelighed ,
og som om der ude i Vældet viste sig et blegt Ansigt
med ubestemte Træk , som snart hævede sig , snart
sukkende droges nedad mod Dybet . Lidt efter lidt

antog mine Sandser ved den uophørlige Spænding
en næsten unaturlig Skarphed . Jeg syntes af høre
snart klagende , snart trøstende Toner i det evigt
sladdrende Vand , og forbi mit Øie drog sig snart
graae , snart hvide Skikkelser , der opløste sig i Luften
som det fine Flyvesand , der ved Vindstødene feiedes
bort fra Klitternes undergravede Rande . Plndseligt
hørte jeg et skarpt og skjærende Skrig ; en Skikkelse ,
som jeg strax erkjendte for Maries , viste sig paa
Toppen af Klitbakken ligeoverfor mig , saa af kun
den bratte Skraaning af Vældet var imellem os .
Efterfulgt af en anden foer hun ned ad Banken med
rivende Fart ; jeg udstødte et advarende Raab , men
det var for silde , eller hun hørte det ikke i sin Vildelse .
Ned foer hun med flagrende Haar og fremstrakte
Arme , som en Skiløber paa den fygende Snee
— da brast det under hende , Armene hævede sig
høit over Hovedet , og i samme Nu var hun forsvunden ,
medens det bløde Sand gyngede rundt
omkring , saa at jeg kunde føle det under mine Fødder .
Der var et Øieblik , hvor jeg frygtede , at Lars
Hansen vilde dele hendes Skjæbne ; men pludseligt
stod han stille , som var han groet ned i Sandet , og
raabte med Stentorstemme :
„ Hagen ned , saa dybt De kan ! “

Jeg adlød mekanisk , og stødte til iblinde paa
det Sted , hvor hun var sunken . Dybere og dybere
borede jeg den ned , jeg havde ikke et Kvarter af
dens Skaft tilbage — da følte jeg , at den tog fat
i noget Blødt . Jeg drog til mig af al Magt , en
tung Gjenstand fulgte med , et ligblegt Ansigt med
de lange , gule Haar svømmende i Overfladen af
Vandet kom tilsyne , og i det næste Øieblik havde
jeg hende saa nær inde , at jeg kunde gribe fat i
hendes Klæder . Jeg drog hende op , men hun var
kold og livløs . Lars Hansen kastede sig over hende
og rystede hende i sine Arme med en saa smertelig
Voldsomhed , at jeg uvilkaarligt vendte mig bort fra
dette sørgelige Syn .
„ Hun lever ! “ udbrød han pludseligt med jublende
Røst , lagde hende tilbage i Sandet og omfavnede
mig med en saa stormende Heftighed , at jeg
froede at skulle kvæles i dette gigantiske Favntag .
„ Hører De , “ vedblev han , idet han rakte begge
Hænder op imod Himlen , „ hun lever , hun lever !
Gud har ikke villet straffe mig , han har ikke villet
fage mit Haab fra mig ; han har ikke villet berøve
mig min stakkels , min elskede Marie . O Gud , jeg
takker Dig derfor ! “ Og den haarde , jernstærke Lars
Hansen kastede sig atter ned over hende , strøg de

vaade Lokker tilbage fra hendes Pande og græd som
et Barn . Jeg var ikke langt fra at gjøre det Samme .
„ Hr . Professor ! “ sagde han endeligt , idet han
reiste sig op og rakte mig Haanden . „ De er , ja
jeg vil ikke bande i denne høitidelige Stund , men
De er en brav Gut og har ført en Baadshage før .
Tag til Takke med , hvad en simpel Sømand kan
byde Dem , og vær velsignet i al Evighed . “ Han
trykkede min Haand ærlig og trofast , medens Taarerne
trillede ned ad hans Kinder . Saa tog han
sin kostbare Byrde varligt Paa Armen , og langsomt
gik det nu hjemad gjennem det tunge Sand med
den Bevidsthed , at et Menneskeliv var reddet , var
det saa ogsaa kun til nye Gjenvordigheder og Prøvelser .
Det
var mørke , sørgelige Dage , der nu drog
hen over det øde Hus under Klitbakkerne . Lægen
fra Nykjøbing kom hver Dag , og mere end een Nat
vaagede jeg hos den ulykkelige Pige , hvis Liv i de
første otte Dage hang som i et Spindelvæv . Nu
først lærte jeg al den Ømhed , al den Kjærlighed at
kjende , der kan huses selv under det fattigste Tag .
Jeg var med Et bleven Medlem af Familien , ja ,
jeg var bleven mere , en kjær Søn , som delte dens
Farer og Besværligheder , og for hvem Intet dulgtes .

Før havde der været en Sky hos Ægteparret for
at udtale sig om deres Datter og blotte hendes
egentlige Tilstand ; nu var dette glemt , og mangt et
rørende Træk fortalte de om hendes Kjærlighed og
Taalmod . Kun med een Ting kunde jeg ikke rigtigt
komme paa det Rene ; det var de ydre Forhold , der
havde bevirket hendes Tilstand . Her gik de altid
begge af Veien for mig , især Manden , som bar han
Paa et hemmeligt Nag , han ikke kunde forvinde .
Konen talte ikke saa sjeldent om Halvor Johnsen og
om Maries Kjærlighed til ham ; men spurgte jeg om
hans Skjæbne , gav hun undvigende Svar eller brast
pludseligt i Graad og gik ud af Stuen . Ogsaa for
Marie fik jeg hver Dag en dybere og dybere Sympathi .
Vel begyndte Fantasierne , da hun var kommen
noget til Kræfter , paany ; men hun antog mig ikke
længer for Halvor , skjøndt hun tidt nævnede ham i
de ømmeste , mest brændende Udtryk . Hvor rørende
bare ikke hendes Klager , naar hun , som hun troede
ubemærket , talte med sig selv , og hvor forunderligt
sikkert til andre Tider hendes Haab om , at han ikke
var død , men vilde vende tilbage og gjøre hende
lykkelig . Men saa kom Synerne med Skyggen , med
Niels Ilde atter igjen , og under slige Anfald kunde
hun blive vild , ja ubændig . Kjærlighed saarer , og

Kjærlighed læger , den giver Død , og den bringer Liv ,
det lærte jeg i disse Dage at kjende paa en Maade ,
som jeg aldrig havde drømt om .
Efter en otte Dages Forløb drog mine Forretninger
mig atter tilbage til Byen . Lægen fra
Nykjøbing havde tilbudt mig en Plads i sin Vogn ,
og da vi ud paa Aftenen sad i hans Stue , thi med
ægte dansk Gjæstfrihed havde han tilbudt mig at
blive Natten over , faldt Talen naturligvis paa Marie ,
som han desværre ansaae for uhelbredelig , og der
undslap ham nogle Udtryk om , at Lars Hansen havde
Meget at svare for .
„ Kjender De hendes Historie ? “ spurgte jeg .
„ Fuldsfændigt , “ svarede han , „ og jeg skal gjerne
fortælle Dem den ; thi den frembyder i visse Punkter
meget Usædvanligt . “
Hermed reiste han sig , stoppede sig en Pibe , og
efterat han havde sat sig tilrette i Sofaen , fortalte
han Følgende : „ Jeg har kjendt Marie fra Lille af .
Hun var et klogt , endogsaa begavet Barn , og skulde
jeg klage over Noget , vilde det være hendes Hang
til det Fantastiske , eller , maaskee rigtigere udtrykt ,
hendes Fantasi . Som lille Pige kunde hun løbe
timevis ved Stranden under Klitbakkerne , skill fra
de andre Børn , som hun ikke brød sig om , og som

for det Meste havde deres Legeplads foran Kroen , til
liden Gavn især for Drengene , som her ofte vare
Vidner til forargelige Optrin . Naar jeg besøgte
min lille Yndling og saae hende tumle sig ganske
alene paa det hvide Sand , som i den muntreste Leg ,
spurgte jeg hende ofte , hvad det var , hun bestilte .
Hun pegede da paa de store Strandsten og svarede ,
at hun havde travlt , fordi hun havde Fremmede .
Naar jeg da indvendte , at det var Sten , lo hun ad
mig og spurgte mig , om jeg ikke kunde see , at dertil
vare de blevne , fordi jeg kom , ellers vare de levende .
Hun havde Navne til hver af dem , vidste Hvordan
hver var klædt , hvor de hørte hjemme og mange
andre Ting . Til andre Tider kunde jeg træffe hende
længere ude i Klitterne , siddende paa den saakaldte
Havfruesfol , navnlig naar Solen gik ned og kastede
sin rødlige Glands henover Havet og de kridhvide
Klitbanker . Da kunde hun sidde og stirre paa en
egen aandsfraværende Maade , og naar jeg spurgte
hende , hvad det var , sagde hun , at hun saae Guds
Engle i Skyerne og Havfruer , som dandsede over
Dybet .
En St . Hansdags Aften gik jeg alene med
hende i Klitterne ; jeg havde taget nogle Kager med
hjemmefra , og hun løb foran mig i sin stumpede

Kjole med Kagen i Haanden . Da stod hun pludseligt
stille , stirrede atter frem for sig med det samme
indadvendte Blik og rakte med et smilende Ansigt
en Kage frem , idet hun sagde : „ „ Vil Du have den ? “ “
— „ „ Der er jo Ingen , “ “ sagde jeg . — „ „ Seer Du
da ikke den lille Pige ? “ “ spurgte hun . — „ „ Nei . “ “ —
„ „ Hende i den lyseblaae Kjole ? Hun har Guldbælte
om Livet og Kornblomster i Haaret ; seer Du hende
ikke ? Hun siger , at hun vil følge hjem med mig . “ “
— Jeg stod som lynslagen , og min Forbauselse forøgedes ,
da jeg saae hende tage den usynlige Skikkelse
ved Haanden og vandre henad Veien med den , med
Ord og Gebærder , som var det et virkeligt Barn ,
der gik . Nu begyndte jeg at blive urolig over
hendes mentale Tilstand , og raadede Forældrene til
at lade hende lege dagligt med de andre Børn . Dette
gik hun ogsaa lidt efter lidt ind paa ; men hver
Aften ved Solnedgang vandrede hun ud i Klitterne
for at møde Mitra , saaledes kaldte hun sin usynlige
Veninde . Det hjalp slet ikke , at man efter min
Anvisning lukkede hende inde ; thi da kom Mitra til
hende , besfandigt hver Aften ved Solnedgang , og
Forældrene kunde høre , hvorledes hun lo og spøgte
med hende inde i Værelset ved Siden af . Men det
Forunderligste af det Hele var , at Marie lidt efter

lidt kom med Vendinger og Udtryk , ja med rene
Kjendsgjerninger , hvis Oprindelse jeg ikke var i
Stand til at spore , men som hun sagde , at Mitra
havde lært hende . En Aften vendte hun meget sent
tilbage fra Klitterne og fortalte grædende , at nu
havde Mitra sagt hende Farvel , fordi hun blev forstyrret
altfor meget . Hun var da omtrent fjorten
Aar , og fra den Aften viste hendes lille Legekammerat
sig ikke mere ; men hun selv var ofte tankefuld , ja
næsten melankolsk .
Tre Aar efter var hun den smukkeste Pige i
Sognet , og mer end een af de unge Fiskere havde
Lyst til at følge hende , naar hun ved Aftentide vandrede
alene til Havfruestolen eller ud i Klitterne ;
men Lars Hansen forstod ikke Spøg , hvad det Punkt
angik .
Paa den Tid vendte Niels Ilde tilbage fra sin
chinesiske Reise . Han var ubetinget Leiets første
Malador , thi ikke blot havde han en Gaard efter
sin Fader , men en vægtig Pose spanske Piastre fulgte
med fra Reisen i de fjerne Have . Der gik den Gang
adskillige , forunderlige Rygter om ham . Nogle sagde ,
at han havde befattet sig med Sørøveri , Andre , at
han havde dræbt sin Kaptain i Shanghai , men naar
Folk har Noget og faaer Mere dertil , veed man jo

nok , hvad der siges , især paa et lille Sted . Hvordan
det nu end hang sammen , saa var Niels Ilde en
flink Sømand , og jeg troer , at dette talte meget til
Gunst for ham hos Lars Hansen ; thi der skal jo et
vist Geni til at tage mod en Tørn og ogsaa noget
Talent til at stikke en Trosse i Land , som han den
Gang sagde til mig .
Nok var det , Niels friede til Marie , og jeg
troer ikke , at hun gav ham noget bestemt Afslag .
Naar Niels Ilde den Gang kom gaaende over til
Lodsoldermandens i sine Nankins Buxer , sin blaae
Trøie med de blanke Knapper og et rødt chinesisk
Silketørklæde skjødesløst slynget om den hvide Skjortekrave ,
medens et gult tittede ud af hans Brystlomme ,
var han ogsaa et ganske kjønt Stykke Karl , og naar
han om Aftenen tog sig et Slag Kort , og ikke var
bange for at stikke et Par af de spanske Piastre ud
til en Bolle Punsch til Fiskerne , eller for at Pigerne
kunde faae sig en Svingom , saa viste han sig tillige
som en flot Kammerat , der ikke kneb paa Skillingen ,
men lod Daleren springe . Alligevel troer jeg ikke ,
at Marie elskede ham , ja , jeg troer neppe , at hun
blot saadan i Almindelighed holdt af ham . Hun
elskede Havet , Klitterne , Solen og de Blomster , som
den tryllede frem af den fattige Jordbund ; men elske

et Menneske , navnlig en Mand , var hende noget
saa forunderligt Fremmed og Ubekjendt , at hun veg
tilbage derfor som for en Gaade , der i visse Øieblikke
kunde have noget Tiltrækkende , for i andre at
støde hende tilbage ved sin fuldkomne Ubegribelighed .
Niels Ilde mærkede dette , og som alle raae Naturer trængte han kun endnu heftigere paa og gjorde tidt
den menneskeskye Pige forfærdet ved sin Lidenskabelighed .
Naar hun da undveg ham , tyede han til Kroen ,
lod nogle af de blanke Piastre springe og bankede
saa i Drukkenskab En eller Anden halvt fordærvet ,
før han ravede hjem , Marie saae ham en Gang i
en saadan Tilstand , og det Indtryk , han gjorde paa
hende , forvandt hun aldrig . Hun løb strax sin Vei ,
langt ud i Klitterne , og kom først tilbage henad
Midnat . Derhjemme havde de siddet oppe efter hende
med Angst og Uro . Da Faderen skjændte og tog
haardt paa Vei , var hun ham første Gang ulydig ,
og erklærede rent ud , af hun aldrig vilde ægte Niels .
Hun havde mødt Mitra ved Havfruestolen , sagde hun .
Hun var ikke voxet det Mindste , men hun havde
sagt til hende , af hun aldrig maatte gifte sig med
Niels Ilde ; thi da skulde det gaae dem begge , som
han hed . Og dermed havde hun givet hende en

Ring og sagt , af hun vilde see hende to Gange endnu ,
men saa aldrig mere . “
„ Havde hun da en Ring ? “ spurgte jeg .
„ Ja , vist havde hun , “ sagde Doktoren . „ Det
var en Fingerring af fint Guld med to Hænder og
en lille , blaa Sten i Midten . Hun har naturligvis
fundet den i Klitterne . “
„ Den Ring har jeg fundet ! “ udbrød jeg uvilkaarligt ,
og reiste mig op .
Lægen stirrede forbanset paa mig . „ Det var
Pokker ! “ sagde han , „ for den skulde ligge Paa Havsens
Bund . Hvor fandt De den ? “
Jeg fortalte nu hele min Historie om Uheldet
ved Kogryden . Udtrykket i den gamle Doktors Ansigt
blev mere og mere spændt , altsom jeg rykkede
frem i min Fortælling ; endelig udbrød han : „ Lad
mig see den ; jeg kjender den til Punkt og Prikke . “
„ Desværre jeg maa have tabt den i Klitterne , “
sagde jeg . „ Den var paa en ubegribelig Maade
borte , da jeg fem Minutter efter vilde vise den til
Lars Hansen . “
„ Hum—hum ! “ brummede den gamle Doktor
og pustede nogle forfærdelige Røgskyer ud af sin
store Pibe . „ Kogleri kan man ikke troe paa i vore

Tider ; der maa være en Grund til Alt . Blot De
havde Ringen ! Den Historie hover mig ikke . “
„ Der kan jo være mange Ringe af den Slags “ ,
bemærkede jeg .
„ Nei , det er der netop ikke , “ svarede Lægen .
„ Jeg er lidt Kjender af Antikviteter , og denne Ring
havde noget Eiendommeligt , som jeg ikke har seet
hos de moderne . Greb Hænderne ikke om Stenen ,
hver paa sin Side ? “
„ Jo , saa vidt jeg husker . “
Atter uddampedes nogle vældige Røgskyer , og
Lægen sagde : „ Nei , det hover mig ikke ; thi nu skal
De høre videre . En sildig Aften bankede det paa
min Dør , og ind traadte Niels Ilde . Han var ikke
ædru ; men han var dog paa den anden Side ikke
mere drukken , end at han godt vidste , hvad han sagde
og gjorde . „ „ Siig mig , Doktor , “ “ sagde han , „ „ hvad
koster det at knække Armen paa et Menneske ? “ “ —
„ „ Er De gal ? “ “ spurgte jeg . — „ „ Nei , “ “ sagde
han ; „ „ men jeg vilde blot vide det . “ “ — „ „ Ja , det
kan De komme paa Vand og Brød for , “ “ bemærkede
jeg . — „ „ Det er ikke det , jeg mener , “ “ svarede
han , „ „ det har jeg tænkt paa ; men hvad koster det
i Smerte og Svie ? “ “ — „ „ Aa , en Snes Daler ,
tænker jeg . “ “ — „ „ Og i Badskjærløn ? Hvad vil

De have ? “ “ — „ „ Ligesaameget . “ “ — „ „ Ikke mere ? “ “
brummede han . „ „ Jeg havde tænkt at spendere saadan
en hundrede Daler . Hvad vilde det koste , hvis jeg
brød begge Benene paa ham ? “ “ Han sagde dette
med et særegent ondt og hævngjerrigt Udtryk i sit
fortrukne Ansigt , og jeg svarede : „ „ Ja , saa kunde det
vel nok blive de Hundrede . “ “ — „ „ Men , hvis jeg
nu slog Hovedet ned i Maven paa ham , saa han
kunde bruge sin Navle til Lorgnet , den Kjøbenhavnerlaps ,
hvad vilde det koste , Doktor ? “ “ fnyste han , og
strakte med en trodsig Mine sin senestærke , knyttede
Haand flere Gange paa en meget betegnende Maade
mod min Næse . „ „ Hvad vilde det koste at faae det
lavet igjen , Doktor ? “ “ — „ „ Jeg troer , De raser ,
Niels Ilde ! “ “ raabte jeg ; „ „ det er jo aldeles incurabelt ;
intet Menneske kan faae det lavet igjen . “ “
— „ „ Naa , jaja ! “ “ brummede han , „ „ saa faaer det
blive siddende dernede , for ha ' en skal han alligevel ,
den Onde myrde mig , om jeg saa skulde blive evig
ulykkelig ! “ “ Og dermed vendte han sig om og vilde
til at gaae . — „ „ Hvem er det , De vil traktere Paa
den Maade ? “ “ spurgte jeg og traadte i Veien for
ham . — „ „ Inte Dem , inte Dem , Hr . Doktor ! “ “
brummede han , „ „ og for saa vidt kunde det jo være
Dem det Samme . Men vil De vide min Mening ,

saa kunde det jo nok hænde sig , af det nærmest var
denne Halvor Johnsen , som jeg ønskede af kjærtegne
paa en venskabelig Maade . Saadan en Toldforvalter !
Saadan en bornholmsk Udhaler ! ! Saadan en kjøbenhavnsk
Gallionsskraber ! ! ! God rolig Nat , Hr . Dokfor ,
og mange Tak for Oplysningerne . “ “
Der er om Sommeren ikke megen Sygdom
blandt Fiskerne , og det varede derfor en Stund , inden
jeg blev kaldt op til Rørvig . Da der endeligt engang
kom Vogn efter mig , var det til Lars Hansens ;
Marie var bleven syg . Legemligt feilede hun
egentligt ikke Noget , men hun var bleven betagen af
en saa dyb Tungsindighed , af hun aldrig talte , selv
ikke engang til Forældrene , og hverken , smilede eller
lo , selv om man spøgte nok saa meget med hende .
Derhos var hun aandsfraværende , græd ofte i Enrum
og vandrede hver Aften ved Solnedgang ud til den
store Sten ved Klitterne , hvor hun ofte kunde blive
siddende , indtil man kom og hentede hende hjem .
Mod den Slags Daarlighed hjælper kun Sganarels
berømte Matrimonium Petri , men hvordan jeg skulde
forskaffe mig det , vidste jeg ikke . Jeg henvendte mig
derfor til Moderen , som ved slige Leiligheder altid
er den Klogeste , og nu fik jeg Nyt af vide .

Der havde ganske rigtigt været en ung Bornholmer
ved Navn Halvor Johnsen . Han havde ligget
med Toldkutteren paa Station ved Rørvig ; men
havde dog af og til havt Leilighed til af komme i
Land , da han var vel lidt af Assistenten . Ogsaa i
Rørvig var han bleven vel anseet paa Grund af
sit raske , freidige Væsen og vakkre Udvortes , men
paa den fause , menneskeskye Marie havde han gjort
et Indtryk , som nu i Forbindelse med hans Afreise
var Grunden til hendes Sygdom . Men med
denne Afreise hang det ikke rigtigt sammen , eller
rettere sagt , Ingen vidste , om han var reisf , eller
om han var bleven borte . At han var bleven forlovet
med Marie , var der ingen Tvivl om ; hun
havde selv betroet Moderen det og fortalt , af hun
en Sommeraften var bleven trolovet med ham ved
Havfruestolen , og af hun havde givet ham det Dyreste ,
hun eiede , den Ring , hun havde faaet af Mitra .
Den næste Dag havde Niels paany overhængt hende ,
hvorpaa hun rent ud havde sagt ham , af hun var
trolovet med Halvor , og at hun ikke vilde vide Noget
af ham at sige . Niels havde dertil ikke svaret et
Ord , men var gaaet saa bleg som et Lig , sagde hun ,
og samme Aften var han faget til Nykjøbing — det
kunde omtrent Passe med den Aften , han havde været

hos mig . Nogle Dage efter havde Halvor Johnsen
havt Landlov , og han og Marie havde truffet hinanden
dybt inde i Klitterne ; men for at det ikke
skulde vække Opsigt , havde han ikke fulgt hende tilbage
til Rørvig , men faget Afsked med hende ved
Havfruestolen . Hun havde bedt ham saa indstændigt
om ikke at gaae til Kroen den Aften , da hun frygtede
for Niels Ilde , og han havde da sagt , at han
vilde besøge Nogen af sin Slægt , som boede lidt
inde i Landet , og saa gaae ombord i Kutteren . Den
næsfe Morgen kom der Bud fra Assistenten ude paa
Fartøiet , at Halvor Johnsen strax skulde komme ombord ,
ellers lettede det uden ham . Han var ikke
kommen ombord forrige Aften , og Kutterens Jolle
var borte , saa at Folkene havde maattet praie en
forbiseilende Baad for at komme i Land . Der gik
da strax et ridende Bud op til den Gaard , som
Halvor Johnsen havde besøgt ; men det kom tilbage
med den Besked , af han havde forladt Gaarden
Klokken ti for af gaae ombord i Kutteren . Nu blev
der en Spørgen og en Renden , men Ingen kunde
faae nogen Redelighed i Tingen . Niels Ilde havde
været paa Kroen den Aften og spillet Kort som sædvanligt .
Nogle ymtede om , af det vist ikke hang
rigtigt sammen mellem ham og Halvor , og en gammel

Kone , der havde været oppe ved Midnat for af gjøre
Ild i Bryggerset , paastod , af hun havde hørt Raab
inde fra Klitterne af , da hun stod ude i Vedkasten .
Andre derimod sagde , af Niels Ilde havde givet
Halvor Johnsen nogle af sine spanske Piastre for af
blive ham kvit , og af de ganske tidligt om Morgenen
havde seet en Baad , der lignede Kutterens , borde
en russisk Brig , der kort efter havde sat Seil til og
var staaet Kattegattet ud nordefter . Niels Ilde blev
imidlertid belagt med Arrest og underkastet adskillige
Forhør , som dog ikke førte til Noget . Han kunde
bevise sit alibi , og man løslod ham derfor hurtigt
igjen , saamegetmere som der nogle Dage efter
kom en Lods fra Gruben og meddelte , af han ombord
paa den russiske Brig havde seet en Youngman ,
som nok kunde være Halvor Johnsen , skjøndt han
nu bar et andet Navn ; han var Dagen før kommen
ombord ved Rørvig og havde givet Lodsen et Brev
med , men det var gaaet overbord i en Byge tilligemed
hans Stortrøie , hvori det laa . Hermed syntes
Sagen af faae en naturlig Forklaring , og nogen
Tid efter var der Ingen , der spurgte efter Halvor
Johnsen , saameget mindre som han kun havde været
en flygtig Gjæst og ikke hørte til Leiets faste Stok ;
den Eneste , der gjorde en Undtagelse , var Marie ;

hun sørgede dybt og bitterligt , men i al Stilhed .
Hun kunde jo ikke faae nogen Trøst hos Moderen ,
og til Faderen turde hun ikke betroe sig , da denne
havde givet Halvor et bestemt Afslag . Saaledes
stod Sagerne , da jeg kom , og de vare jo bedrøvelige
nok . Jeg forestillede Lars Hansen , af hans Datter
var af en svag og skrøbelig Natur , og af denne begyndende
Melankoli maaskee kunde føre til noget
Værre , hvis han ikke løste hende fra Niels Ilde .
Han svarede dertil kort og godt , af denne havde hans
Ord , men af han af Hensyn til Maries Tilstand
vilde vente et Aar . Kom Halvor Johnsen ikke tilbage
til den Tid under saadanne Omstændigheder ,
af han kunde sørge for Pigen , skulde Niels have
hende . Det havde han sagt til Marie , da Halvor
friede , og det havde han meddelt Niels , og dermed
var den Sag klar — Vor Herre maafte saa styre
for Resten .
Jo mere jeg vedblev at foreholde ham det Urigtige
i hans Adfærd , desto ubøieligere blev han ; ja ,
det var endogsaa , som om den stædige Trods , jeg mødte
hos ham , fyldte ham med en Slags Selvtilfredshed .
„ „ Jeg er Herre i mit Hus , “ “ sagde han , „ „ og før
skal Tøsen sidde Ungmø alle sine Dage , end leve med
en Stodder . “ “ Det var hele det Svar , jeg fik af

ham , og da jeg forlod ham , paalagde jeg ham endnu
engang Ansvaret for Følgerne . „ „ Det tager jeg
paa mig , “ “ sagde han , og gik fløitende ud af Stuen .
Jeg havde før staaet paa en ganske god Fod
med Lars Hansen , og hvad Marie angik , saa havde
jeg for hende mere været en faderlig Ven end Læge .
Nu forandrede dette Forhold sig ganske . Hver Gang ,
jeg kom , mødte jeg et bekymret Ansigt hos Moderen
og et vredt hos Niels Ilde , ja en Gang lod han
sig endog forlyde med , at jeg trak Sygdommen i
Langdrag for at faae et større Honorar , men at han
nok skulde betale mig . Mine Besøg hos Lodsoldermanden
blev derfor sjeldnere og sjeldnere , saameget
mere som Maries Tilstand forblev uforandret .
Et Aar sneg sig saaledes hen , og endeligt kom
den Dag , da der efter gammel Skik skulde holdes
Jaord hos Brudens Forældre . Den Aften var jeg
tilfældigt i Rørvig hos en Syg og kunde , medens
jeg sad der , høre Violinerne fra Lodsoldermandens ,
hvor man spillede op til Dands , og jeg nægter ikke ,
at mine Tanker i det Øieblik mere dvælede hos
Marie end ved den Sygeseng , hvorved jeg sad .
Pludseligt hørte jeg høie Stemmer udenfor Huset ,
Døren blev reven op , og Niels Ilde tumlede ind
med stive Blik og vaklende Holdning . „ „ Kom nu ,

Doktor ! “ “ raabte han . „ „ Nu spøger det ved høilys
Dag i Lars Hansens Hus . Kan I klare den Byge ,
giver jeg Jer saa mange Piastre , som I kan slæbe
hjem paa Jer Ryg . “ “ Dermed gjorde han omkring
og styrtede som en Vanvittig atter ud af Huset . Jeg
fulgte efter og nærmede mig fuld af bange Forventninger
Lars Hansens Hus , hvor jeg fandt Alt i den
største Forvirring . Gjæsterne vare ifærd med at tage
bort , Lysene vare slukkede , og Storstuen , hvori Dandsen
skulde holdes , var øde og tom . Inde ved Siden af
laa Marie endnu i sin bedste Pynt , men bleg og
kold , som var hun allerede berørt af Døden . Karen
sad ved Siden af hende og græd , men Lars Hansen
stod for Enden af Sengen med Armene overkors , og
stirrede paa Datteren uden at sige et Ord . Han
sagde heller ikke Noget til mig , da jeg traadte ind ,
men fjernede sig hastigt og tog den larmende Niels
Ilde med sig , som med Vold og Magt vilde bane
sig Vei ind til Sygestuen . Hvad Marie selv angik ,
laa hun som et Bytte for et kateleptisk Anfald , og
alle mine Bestræbelser , al Moderens Ømhed syntes i
Øieblikket at være frugtesløse . Først henad Morgenstunden
begyndte hun at vende tilbage til Livet , men
i en saadan Tilstand , som lod mig befrygte det
Værste , og da jeg havde anordnet det Nødvendige ,

trak jeg mig tilbage for at faae at vide , hvad der
havde været Aarsag til dette heftige Anfald .
De vil vistnok smile ad det , som jeg nu fortæller
Dem ; men paa mig gjorde Karens simple
Beretning om Aftenens Begivenheder et forunderligt ,
ja uhyggeligt Indtryk . Alle Byens Folk vare indbudne , man havde sat sig tilbords , men der havde
hele Tiden været en trykkende , ængstelig Stilhed ,
thi hver Gang En eller Anden havde villet tale , havde
det været , som om Nogen gik igjennem Stuen , stille og
puslende , uden at man kunde see , hvor det kom fra ,
eller hvor det svandt hen , men Alle havde tydeligt
mærket det . Marie havde siddet stille og bleg ved
sin Forlovedes Side uden at mæle et Ord . „ „ Hun
saae ud , som hun var gjort af Vox , “ “ sagde Karen .
Saa var Niels Ilde pludseligt sprungen op med en
Ed og havde raabt til Musikanterne i Storstuen ,
at de skulde spille op . Det havde de ogsaa gjort ,
men hvordan det nu gik til , for ond Villie var det
ikke , saa havde de spillet den ene bedrøvelige Melodi
efter den anden , og Pusleriet kunde man høre ligefuldt
for det . Endeligt havde Lars Hansen reist sig
for at drikke Jaord og udbringe de Trolovedes Skaal ,
men ligesom han vilde til at tale , var det , som om
En havde lagt en usynlig Haand paa hans Mund ,

og han var bleven staaende med Glasset i Haanden ,
uden at det var ham muligt at huske , hvad han vilde
sige . Midt under den trykkende Stilhed , som dette
fremkaldte , havde pludseligt en lille Pige , Datter af
en nær Slægtning , reist sig op , peget ud gjennem
Vinduet mod den maanebelyste Klit og raabt : „ „ See
den lille Pige derude ? Hun har en lyseblaa Kjole
paa ! “ “ Alles Blikke vendte sig mod Vinduet , men
man saae Intet ; kun Niels Ilde var bleven saa
hvid som en Væg og var tumlet bag over Bænken ;
„ „ men han havde jo ogsaa drukket lovligt meget den
Aften , “ “ sagde Karen . Da var Marie sprungen op
med et Udraab , som Ingen forstod , og inden Nogen
kunde forhindre det , fhi de blev Alle ligesom lammede ,
var hun ude af Døren og borte med det Samme .
Da man fandt hende , laa hun nede ved Foden af
Klitbanken ved Stranden livløs som den Gang , da
jeg blev kaldt til hende , og i Haanden havde hun
en sønderbrudt Krands af Kornblomster .
Denne sælsomme Begivenhed bragte et stærkt
Røre i hele Rørvigs Befolkning , og Marie , som
altid var bleven anseet for stolt , fordi hun ikke havde
megen Omgang med sine Jævnlige , men fik Besøg
af Præstens Døttre , blev nu Gjenstand for Alles
Omtale . Hendes ensomme Vandringer i Klitterne ,

hendes Dvælen ved Havfruestolen sent om Aftenen ,
hendes Møder med den Fantasiskabning , som Folkene
i Rørvig antog for et virkeligt Væsen , Alt dette gav
Stof til de forskjelligste Rygter og Fortællinger , som
voxede i Fylde og Omfang , hver Gang dette Emne
blev discuteret . Nogle mente , at der i Klitterne laa
en stor Skat , som Marsk Stigs fredløse Følge havde
nedgravet der , og at Marie var saa stolt , fordi hun
havde Nøglen til Hemmeligheden . Atter Andre sagde ,
at hun stod i Ledtog med de Underjordiske , og at
hun kunde mane Mitra frem ved Havfruestolen , naar
det skulde være ; men de Klogesfe mente dog , at Halvor
Johnsen ikke havde været nogen rigtig Matros , men
en fin Greve , som havde bedaaret hende inde mellem Klitterne og derpaa var løbet sin Vei . Dette sidste
Rygte , som ogsaa kom baade Lars Hansen og Niels
Ilde for Øre , gjorde dem begge rasende og bevirkede ,
at den Første trak sig tilbage med stolt Foragt , medens
det gav den Anden Leilighed til at uddele adskillige
Prygl , saavel i som udenfor Kroen . Rygterne døde
vel efterhaanden hen , men Lars Hansens gjæstfrie
Hus havde lukket sig for Mange . Kun Niels Ilde
kom der til Stadighed ; det var , som om Lodsoldermanden havde fattet en endnu dybere Forkjærlighed

for ham paa Grund af de Prygl , han havde givet
og faaet .
Tvertimod al Forventning indtraadte der efter
nogle Maaneders Forløb en betydelig Bedring i
Maries Tilstand ; men desværre , den blev kun slet
benyttet . Uagtet mit bestemte Paalæg om at holde
hende i Ro , vedblev dog Plagerierne fra Niels Ildes
Side , og endeligt gav hun efter paa een Betingelse ,
men den vilde hun først sige paa sin Bryllupsdag .
Denne kom , og var , betydningsfuldt nok , netop St .
Hansdag ; hun havde selv valgt den . Alt var i
travl Bevægælse hos Lars Hansens , og i Rørvig
talte man ikke om Andet , end om Niels Ildes Tredagesbryllup ,
der skulde feires med en Pragt , som aldrig
var seet der i Egnen — ja , Nogle paastod endog ,
at Spillemændene skulde hentes fra Kallundborg . Alt
som Tiden nærmede sig , flokkedes Unge og Gamle
rundt om Lars Hansens Hus og oppe paa Klitdragene ;
Alle , selv om de ikke vare indbudne , vilde
see Bruden kjøre til Kirke . Brudekonerne havde
pyntet Marie paa det Bedste , og det var netop under
Discussion , hvorvidt hun skulde staae med Korsklæde
og Hue , eller , som Præstens Døttre vilde have det ,
med Blomster i sit guldgule Haar , da Marie paa een
Gang erklærede , at hun havde Brudekrandsen færdig ,

og at hun kun vilde bære den og ingen anden .
Dermed aabnede hun sin Dragkiste og fremtog til
Alles Forbauselse en Krands af visne Kornblomster ,
som hun bad dem fæste hende i Haaret , „ „ saa kunde
Niels Ilde tage Klinte i Knaphullet , “ “ sagde hun .
Man antog det for en Spøg og kastede den i Dragkisten
igjen , men Marie erklærede bestemt , at det var
den Betingelse , hun havde fastsat , og den skulde opfyldes .
Man adspurgte nu Niels Ilde , som med en
Ed svarede , at for ham kunde hun tage Fandens
Mælkebøtter , om hun vilde , og under stille Hvidsken
flettede da Brudekonerne den visne Krands i hendes
Lokker , idet de sørgede for at dølge den saameget
som muligt . Saa kjørte man til Kirke i en forrygende
Storm ; men der var ingen rigtig Gammen ved det
Hele , det var , som om et Lyn vilde slaae ned , og
det skete da ogsaa . Da Præsten var kommen til det
Sted i Ritualet , hvor han adspørger Bruden , om
hun vil tage hosstaaende Ungkarl tilægte , svarede
Marie et kort og besfemt Nei , saa at det Hørtes
overalt i Kirken . Alene Præsten mente at have hørt
feil og vilde fortsætte Vielsen , idet han rettede det
tilsvarende Spørgsmaal til Niels Ilde ; men ligesom
denne svarede Ja , traadte Marie et Skridt tilbage ,
rev Krandsen af sit Hoved og rakte ham den , idet

hun sagde : „ „ Som den har Du gjort mig vissen
og før ; aldrig staaer jeg Brud , før den blomstrer
igjen . “ “ I dette Øieblik smeldede et heftigt Stormstød
Kirkeporten i , saa at det drønede henunder Hvælvingerne ,
som faldt der et Skud , og lige i det Samme
styrtede Marie om ved Foden af Alteret , som var
hun død . Alt opløste sig i Tummel og Forvirring ,
men Niels Ilde tog saaledes paa Vei og bandede
saa forfærdeligt , at Præsten i Menighedens Paahør
maatte vise ham ud af Kirken . Fra den Dag af
blev Marie aldrig kaldt Andet end „ Bruden fra
Rørvig “ , og fra den Dag af var det forbi med
hendes Sundhed og Fred , hun havde ikke et lyst
Øieblik mere . Det blev nødvendigt at spærre hende
inde i det Kammer , Øe har seet , og der har hun
nu tilbragt næsten halvandet Aar . Om Dagen sidder
hun for det Meste stille hen , ja kan undertiden have
en rolig Søvn ; men hver Aften henimod Solnedgang
bliver hun urolig og venter , at Nogen skal komme .
Om Natten spinder hun eller lægger sit Udstyr tilrette ,
og jeg har ikke ved noget Middel kunnet betvinge
denne rastløse Uro . Værst er dog hendes
Tilstand ved Fuldmaaneskin ; De har jo selv oplevet
Prøver derpaa . Hun er et ulykkeligt , men elskeligt
Væsen , som Sorgen har knækket for tidligt , et

Offer før en Halsstarrighed , som jeg ikke kan tilgive
den forresten brave Lars Hansen . “
Her endte Lægen sin Beretning .
„ Troer De , at hun er uhelbredelig ? “ spurgte jeg .
„ Desværre , jeg frygter for det ; men hvo kan
sige Sligt med afgjort Bestemthed . Jeg har prøvet
ethvert optænkeligt Middel , og skulde Noget hjælpe ,
maatte det være et pludseligt ydre Stød , en eller
anden Begivenhed , som gjennemrystede hende . “
„ Hvis Halvor Iohnsen kom tilbage , mener De ? “
„ Ja , det var tænkeligt ; men desværre , det gjør
han ikke . Han har nu været borte i tre Aar , og
man har ikke hørt det Ringeste fra ham . Den russiske
Brig var paa Veien til Messina , men forliste
i den spanske Sø . Det er det Sidste , man veed om
ham , og den . “
Her reiste den gamle Doktor sig , bankede sin
Pibe ud og bød mig Godnat . Dagen efter var jeg
paa Veien til Kjøbenhavn .

IV .
Tre Aar vare forløbne siden de her skildrede
Begivenheder , tre lange Aar , der , om de end ikke
havde udvisket Mindet om det Passerede , dog havde
trængt Begivenhederne tilbage i Erindringen og omhyllet
dem med Forglemmelsens Taage , hvoraf kun
Høidepunkterne ragede frem . Det var atter blevet
Foraar , Bøgen havde atter foldet sig ud i hele sin
Pragt , og i den sidste Halvdel af Juni besluttede
jeg atter at gjøre en af disse skjønne Forsommerexcursioner ,
som jeg i Mindet altid tyer tilbage til ,
naar Dagene ere for sludfulde eller mørke . Jeg var
kun i Uvished om Valget af en Egn ; Mansas Kort ,
som laa udbredt foran mig , kunde med sine mange
smaaprikkede Skovbælter ikke bringe mig nogen Afgjørelse .
Da kom Afgjørelsen af sig selv , ligesom
ved et Trylleslag — den laa i min Excursionstaske .
Idet jeg nemlig drog denne min gamle Ledsager
frem af dens vinterlange Hvile , hørte jeg Noget

rasle i den , da jeg vilde befrie den fra det Støv ,
som Tiden havde skjænket den . Jeg greb ned i den ,
men der var Intet ; da raslede det igjen , og nu
mærkede jeg , at der bag ved Foret laa en lille , haard
Gjenstand . En Scalpel bragte den for Lyset det
var Ringen , Ringen , som jeg havde savnet , de to
smaa Guldhænder , der holdt om den lyseblaae Sten .
Havde jeg ikke vidst bedre , skulde jeg have troet ,
at det var en Tryllering , jeg havde fundet ; thi paa
en forunderlig Maade dukkede i det Samme Alt saa
klart op for mig : Niels Ilde paa den flade , nøgne
Mark , Niels Hansens triste Hus under Klitbankens
Læ , Klitten med Fyrrerne og det søgrønne Marehalm
og Kogrydens Væld , som boblede ved dens
Fod ; men bag ved hvert af disse Billeder stod atter
Marie , bleg og sorgfuld — hun skulde have Ringen ,
jeg vilde selv bringe hende den .
Imidlertid vilde jeg denne Gang vælge en anden
Vei . Over Hornbæk og Gilleleie skulde det gaae mod
Tidsvilde , for derfra med en Baad at sætte over til
Rørvig , og næste Morgen strøg jeg med „ Ophelia “
ned mod Helsingør .
Tidsvilde er et klassisk Sted , men det har den
Skjæbne tilfælles med andre klassiske Steder , at det
kun er kjendt af Faa . Som Rørvig-Sande ligger

endnu den Dag idag , saaledes laa Egnen om Tidsvilde for Aarhundreder siden . Sandet var føget op
af det rastløse Hav og var af Nordvestvinden Pidsket
hen over endnu større Flader end ved Rørvig og
truede Alt med Ødelæggelse . Det havde begravet
det gamle Asserbo Kloster under sine hvide Banker ,
det havde tilstoppet Arresøens Udløb , saa af Egnen
vidt og bredt truedes med Oversvømmelse . Det
trængte med sine flyvende Stormkolonner længere og
længere frem mod Sydøst , hvert Efteraar forvandlende
frodige Kornmarker til ufrugtbare Sandsletter ,
og det var bleven et Sted saa øde , saa goldt , saa blottet
for Liv , af selv Tiden her ligesom løb vild i sig selv .
Da var en Tydsker saa god af slandse Flyvesandet
i dets Flugt og frelse Resten af Nordsjælland — en
simpel Granitstøtte paa en af Høiderne bærer Navnet
Røhl , og de mørke Granskove rundt omkring fortælle ,
af han virkede til Velsignelse . Men det er ikke dette ,
der giver Tidsvilde Ret til af beæres med Navnet
klassisk . Af de faa Helgensagn , vi endnu have tilbage
fra Katholicismens Tider , knytter et af de fyldigste
sig til denne øde Plet , der i saa Henseende
rivaliserer med Hellig Anders ' Kors paa Hvilehøi
ved Slagelse . Gamle Sagn berette , at Kong Guttorm i Sverrig havde en Datter , Helene , der var

ligesaa ren i sin Vandel som skjøn af Ydre . Hun
gjorde først en Valfart til det hellige Land og opførte
efter sin , Hjemkomst Kirken i Schedewig ; men
ikke tilfreds med at tjene Gud paa denne Maade ,
byggede hun et Kloster nærved den svenske Kyst og
viede sig selv til at henleve sine Dage der som Christi
Brud . Da hændte det en Aftenstund , som hun vandrede
alene langs den bratte Kyst , at en mægtig
Konge , som tidligere havde beilet til hende , kom
ridende ene gjennem Skoven , hvor han havde forvildet
sig paa Jagten . Da han saae den unge , deilige
Kvinde vandre alene langs den høie Klint , hensunken
i Bøn og Andagt , optændtes han pludseligt
af Begjærlighed efter blot een Gang at favne den ,
der , som han mente , havde skuffet ham for hele hans
Liv . Han sprang da af Hesten og nærmede sig med
ilsomme Skridt til den jomfruelige Kvinde , som sky
og forfærdet holdt Korsets hellige Tegn frem imod
ham . Men hendes Angst og Forvirring gjorde hende
dobbelt henrivende , og ude af sig selv slog Kongen
Korset tilside med sin pandsrede Haand , og hun veg
tilbage Skridt for Skridt , indtil hun stod lige ude
paa Klintens yderste Rand . Da styrtede Kongen til
og havde alt Armen om hendes Liv ; men hun rev
sig løs , udstødte et Raab til den hellige Jomfru og

kastede sig saa fra Klintens bratte Styrtning ud i
det fraadende Kattegat , hvor hun forsvandt . Forfærdæt
stirrede Kongen efter hende ; det sang og klang
rundt omkring ham , som hørte han Orgeltoner fra
Dybet , Skumbølgerne skiltes , og frem mellem deres
kridhvide Toppe skjød sig en mægtig Klippe , der
hævede sig helt op over Havet . Den havde Form
som en Baad , og paa sit haarde Bryst bar den den
skjønne Jomfrues livløse Legeme . Da bruste Tonerne
paany , som var det hellige Hymner , og henover
Vandet gled Stenen med Snekkens Fart , kløvende
Bølgerne foran sig , saa at et bredt Skumbælte betegnede
dens Vei . Kongen stirrede efter den , indtil
den svandt , som Mangen svinder i Horizonten ; da
styrtede han slagen af Skræk som afsindig ind i
Skovens Tykning , hans Ganger fulgte ham , og ingen
af dem blev skete siden hin Dag . Men paa Sjælland
hørte man ude fra Havet , da Solen sank , en sælsom
Susen , der kom nærmere og nærmere . Munkene fra
Asserbo Kloster hørte op med at ringe til Vesper og
ilede fulde af Forundring ned til Kysten for at see ,
hvad der var paafærde . Havet laa foran dem , skinnende
i Aftensolens Glands ; røde , violette og guldgule
Skystrimer spejlede sig deri , og nærmere og
nærmere klang den sælsomme Susen , som var det en

Flok af Svaner , der drog mod Syd . Da kom der
pludseligt en Baad tilsyne langt ude i Horizonten ,
som steg den op , hvor Solen sank . Den havde
hverken Mast eller Seil , hverken Aarer eller Ror ,
og dog skjød den sig frem med en rivende Fart , saa
at Skummet for dens Bov lyste med Regnbuefarver
i Aftensolens sidste Glands . Forfærdet stirrede de
blege Munke paa hverandre ; nærmere og nærmere
gled Baaden ind imod Kysten , og nu saae de , at
det var en Klippe , hvorpaa en afsjælet Kvinde hvilede ,
bleg og kold , med Hænderne foldede over det
deilige Bryst og med en Krands af Søgræs i de
guldgule Lokker . De skjælvende Brødre korsede sig
og bad , men Prioren bød dem at følge med , thi her
var et Jertegn fra Himmelen . Saa steg han selv ,
fulgt af den bævende Skare , ned af Skrænten og
nærmede sig Strandbredden . Da standsede Klippen i
sin Fart ; sagte og blidt vuggede Smaabølgerne den
i Aftensolens Glands ind imod Sjællands blomstersmykkede
Kyst , som var den en Planke , der svømmede
paa Voven . Helgenglorien lyste alt om den blege
Jomfrues Pande , en prægtig Baare blev hentet fra
Klostret , og under stille Vigilier blev Liget lagt derpaa
for at føres til Klosterkirken . Men nu hævede Klinten
sig brat og skummel foran dem , og opad den steile

Skraaning sømmede det sig ikke at bære den afsjælede
Jomfrues Legeme . Raadvilde stod de foran
den — da bævede Jorden , den uhyre Klippeblok sank ,
saa at kun dens yderste Top ragede frem over Vandet ;
men Klinten revnede fra øverst til nederst , saa at den
frembød en bred Hulvei , hvorigjennem de trygt kunde
vandre . I den lyse Sommernats dæmrende Stilhed
drog Brødrene tause afsted , men da de naaede Klintens
Top , der hvor Hulveien ender , vare de trætte og
satte deres Byrde et Øieblik paa Jorden . Men som
de hævede Baaren for atter at drage afsted , sprang
der en Kilde frem paa det Sted , hvor den havde
staaet , og med ængstelig Forventning drog de videre
for at bære den sælsomme Jomfrues Lig til Asserbo
Klosterkirke . Men som de kom midt paa Marken ,
ikke ret langt fra Tidsvilde By , blev Baaren pludseligt
saa tung , at de maatte sætte den ned i Sandet ,
og nu mægtede Ingen at rokke den af Stedet . Da
tog de dette som et Varsel , og her paa den øde ,
golde Flyvesandsmark begrov de i Nattens Stilhed
den afsjælede Jomfru i det hvide Sand , der var
rent og skjært som hun selv . De høinede en simpel
Tue , og denne vises endnu den Dag idag som
den hellige Helenes Grav , og ikke langt derfra ude paa
Klinten sprudler endnu den undergjørende Kilde . Hertil

valfarte selv i vore Tider Syge og Lidende fra
Sjællands mest forskjellige Egne , og vidunderlige
ere de Rygter , der fortælles om dens helbredende
Vande .
Saaledes lyder det gamle Sagn , og Hvo tvivler
vel paa , at det er gaaet saaledes til ? Jeg for min
Del tør i ethvert Tilfælde forsikkre , at jeg tilfulde
følte den Indflydelse , som den hellige Helene endnu
øver der i Egnen , thi da jeg i den stille , milde
Sommeraften kom vandrende til Byen , gik jeg fra
Hus til Hus uden at kunne faae noget Herberge .
Hver Stue , hver Lade , hvert Skur var optaget dels
af de Syge og deres Paarørende , dels af Gjøglere ,
Musikanter og Bissekræmmere , som ventede at gjøre
en rig Høst den følgende St . Hansdag , da derefter
gammel Skik holdes et stort Marked til Ære
for dem , som maatte være blevne helbredede , og til
Fordel for de Herrer , jeg allerede har nævnt , og
som naturligvis ere langt vigtigere ved slig en Leilighed
end en stakkels vandrende Naturforsker , der
kun fører Mikroskopet og Tvivlen med sig i sin Randsel .
Jeg fandt mig derfor med christelig Taalmodighed i
at vandre fra Dør til Dør , indtil jeg endeligt fik
Logi i en fattig Udflyttergaard ikke langt fra Helgenindens
Grav og det friske , rullende Kattegat , der

høiner saa mangen en Tue over saa mangen brav
Sømand , Tuer , der komme og gaae , som de , der
høines paa Jorden .
Den indeklemte , halvmugne Luft i Stuen , dens
urenlige Bohave og det kun lidet tiltalende Leie vare
ikke skikkede til at friste mig , skjøndt jeg havde vandret
den hele Dag og næsten overtræt havde naaet
en Plet , der har saa bekjendt et Navn ogsaa i vore
naturhistoriske Annaler . Aftenen var stille og varm ;
svage , blaalige Taager hævede sig langs Skovens
Yderkanter , og paa den klare Himmel tændtes lidt
efter Stjernehæren , men med en svag dæmrende
Glands . Hele en Sommernats dufffyldte Stilhed
laa udbredt over Egnen , og langt ude i Horizonten
hævede sig fra en guldgul Grund dette forunderlige ,
blege , blaagrønne Lysskjær , som forkynder , at Solen
vandrer under dens Rand , og som er saa betegnende
for det , vi kalde „ de lyse Nætter “ . Inde fra Byen
glimtede enkelte Lys , og hist og her saae man i den
usikkre Halvskumring mørke Skikkelser , som snart
enkelte , snart i Grupper bevægede sig frem for at
lægge deres Sorger og Bekymringer paa Helgenindens
Grav . I Tidsvilde selv herskede den dybeste
Ro ; ingen Røster hørtes , ingen Jubel eller Sang
afbrød Nattens alvorlige Stilhed , intet Baal var

tændl til Minde om Midsommerdagens Helgen , men
trindt om i Horizonten glimtede paa alle Høider røde ,
flakkende Baal , der ligesom Stjernerne tændtes et
for et og tilkjendegav , at der histude var Jubel og
Lystighed , medens Tidsvilde Sandsletter for denne
Aften dulgte sig i Mørket , for den næste Dag at
lade sine Baal lyse i deres fulde Glands , naar de
Syge og Sorrigfulde vare dragne bort . En øde
Markvej med dybe Hjulspor , kantet paa begge Sider
af Lyng og Revling , viste Veien til Helgenindens
Grav , og snart stod jeg ved den . Hvor forunderligt
simpelt er ikke dette Hvilested , hvortil fordum Tusinde
af Troende valfartede ? Et lavt , mosgroet Stengjærde
omslutter et firkantet Rum , hvor man istedetfor
Kors og Mindetegn kun seer det hvide Sand ,
beklædt af et sparsomt Græstæppe , af hvilket en
enkelt Klokkeblomst , en enkelt , vantreven Valmue skyder
sig frem . I Midten er dette Grønsvær afbrudt , og
der findes her en kjedelformig Fordybning , hvor det
hvide Flyvesand ikke er dækket af Noget , en Fordybning ,
som er opstaaet derved , at de Troende i
Aarhundreders Løb her have taget smaa Portioner af
den hellige Jord , hvorpaa de Syge senere skulde hvile .
En Kone , som stod ved det Led , der førte ind
til den indviede Jord , falbød smaa Poser , fyldte

med det hellige Sand , og en lille Pige , der sad ved
hendes Fødder , havde en Kurv med friske Kornblomsterkrandse
og rakfe mig en saadan , idet jeg gik forbi .
Et Markstykke , der trillede ned i Kurven , fik hende
til med et Glædesudraab at slynge den om min Hat ,
og i en Stemning , jeg ikke ret formaaer at beskrive ,
betraadte jeg den Plet , hvor de Lidende havde forsamlet
sig med deres faste Tro og sikkre Haab om
det Umulige . Nede i Fordybningen saae jeg et Ægtepar ,
hun ung og smuk , han temmelig tilaars og
med et Udtryk af fanatisk Tro i sit af Arbeide og
Møie gjennemfurede Ansigt . Imellem sig havde de
et aandssvagt , forkrøblet Barn , hvis spinkle Legeme
og misdannede Hovedform angav det som en Skabning ,
hvis Idiotisme var uhelbredelig . Af og til
udstødte det sine hæse , uarticulerede Raab , og da
dækkede Moderen det ømt med det lasede , uldne Tæppe ,
hun havde medbragt , kyssede det og lagde det tilrette ,
medens Faderen , som hørte til de „ Opvakte “ der i
Egnen , bad ivrig og andægtig eller med ensformig
Stemme oplæste nogle Vers af den Psalmebog , han
havde i Haanden . Ovenover dem sad en blind
Violinspiller med kridhvide Haar og med sin eneste
Trøster omhyggeligt indsvøbt i en Rævebælg . Han
havde efter en folkelig Tro strøet sig det hellige Sand

i Øinene , som dog ikke syntes at ville bøie sig for denne
energiske Kur ; thi Taarerne løb ned ad hans Kinder ,
og i et Anfald af Fortvivlelse havde han nu faaet
Violinen frem , hvis skrattende og kun lidet harmoniske
Toner paa en sælsom , uhyggelig Maade blandede
sig med Barnets Skrig og med den „ Opvaktes “
snøvlende Stemme . Trindt om , langs Gravens
Skraaning laa der andre Syge , nogle enkeltvis , nogle
i Grupper , nogle trykkede ind mod Stengjærdet ,
andre under Stjernernes blinkende Skjær , men Alle
skjærmede ved Kapper eller Tæpper mod Sommernattens
tiltagende Kjølighed . Enkelte af de Syges
Slægt og Venner puslede stille omkring dem eller
sad i smaa Grupper , spredfe hist og her med en
Lygte imellem sig ; det Hele havde næsten Character af
en skummel Valplads med Døde og Saarede , og var
det ogsaa ; det var de Uhelbredeliges Valplads , der laa
udbredt foran mig , Valpladsen for dem , som efter
et helt Livs Lidelser og Savn begjærligt greb efter
det sidste Anker i Nøden , skjøndt de kunde sige sig
selv , at det maatte briste . En særegen beklemt , ja
næsten pinlig Følelse greb mig , medens jeg vankede
om mellem disse uhyggelige Omgivelser . Her laa
denne Flok med sin faste , barnlige , ja naive Tro
udbredt paa Jorden , og her gik jeg , som ifølge min

Erfaring og Viden kunde sige dem , at deres Tro
var spildt , deres Haab unyttigt , og at de ved en
fortsat Dvælen paa den nattekolde , dugsvangre Jord
kun kunde paadrage sig nye Lidelser . En enkelt
Krykke , nogle hist og her henslængte Pjalter antydede
vel , at Troen kan flytte Bjerge ; men hvilke Bjerge af
Fortvivlelse og Modløshed kastes der ikke over dem ,
som troe og bede , uden at blive bønhørte ? Stadigt
saae jeg nye Grupper at strømme til , alle kommende
fra den hellige Kilde , hvis Vand man efter Sagnet
skal drikke , før man hviler paa Graven , og kort efter
stod jeg i det simple , fattige Træskur , der var opført
over dens Væld for at beskytte de Syge mod den
ublide Nordvestvind , der saa ofte farer frem over
Kattegat . Herfra fulgte jeg Hulveien , der som en
bred Revne skjærer sig ned gjennem Klinten , og nu
stod jeg paa Havstokkens yderste Rand og stirrede
paa den store , mørke Granitblok , som efter Sagnet
skal have baaret den hellige Helene . Medens jeg
stod her , hvor de rullende Bølger næsten rørte ved
min Fod , og medens jeg lod Blikket glide ud over
Kattegattets graasorte Flade , der stundom gjenspeilede
et enkelt Lysskjær fra de fjernt liggende Baal , kunde
jeg ikke lade være at anstille en Betragtning , som
Omgivelserne paatrængte mig .

Uvilkaarligt mindedes jeg en stille Sommeraften
paa Ischia . Halvmaanen havde staaet høit over
Klipperne ved Lacco , og Middelhavets Vande havde
rullet foran min Fod , som Kattegattets nu gjorde
det , men i Klipperne bagved mig var der en dyb
Indskjæring som en Hulvej , og foran mig , ikke hundrede
Alen ude i Havet , laa der en mægtig Lavablok ,
hvis øverste Spids ragede op af Vandet . Men
dybere inde , hvor Hulveien endte , straalede den hellige
Restitutas oplyste Kirke , og foran den knaldede
Sole og Raketter til Ære for Helgeninden ; thi forfulgt
af en maurisk Konge paa Afrikas Kyst , der
vilde krænke hendes Ære , havde hun styrtet sig i
Middelhavet , men en Klippe havde hævet sig op , og
paa denne blev den uberørte Jomfrues Lig baaret
til Ischias Kysfer . Ved Lacco , hvor det drev iland ,
blev det fundet af Munkene , og som de vilde føre
det til deres Kirke , spaltedes Fjeldet fra øverst til
nederst ; men der , hvor de første Gang satte Baaren
ned for at hvile sig , fremvoxede hvide , duftfyldte
Lilier , som endnu den Dag idag smykke de ellers
golde Klipper og blomstre paa Helgenindens Navnedag .
Saaledes , tænkte jeg , mødes i Nord og Syd
Katholicismens Legender i deres almindelige Træk .
Ja , jeg tænkte lidt mere — jeg tænkte , om ikke de

Kartheusermunke , som Erkebiskop Eskild i længst forsvunden
Tid havde indkaldt fra Frankrig til Asserbo
Kloster , om ikke en af disse ærværdige Fædre skulde
have kjendt Sagnet fra Ischia og omplantet det paa
dansk Grund til Fordel for Klosteret , ligesom de
omplantede Rosen , Lavendelen og Gyldenlakken , saameget
mere som det er vist , at den hellige Helene blev
begravet i Schedewig Kirke , hvorfra Liget senere blev
røvet af nogle Munke og bragt til Sjælland , efterat
Pave Alexander III havde erklæret hende for Helgen .
Af disse profane Betragtninger , som i Middelalderen
havde kunnet paadrage mig Baal og Brand ,
blev jeg pludseligt udreven ved et dybt Suk , næsten
en Stønnen , som klang ikke ret langt fra mig . Jeg
vendfe mig om , og saae en gammel Fisker sidde paa
en Sten med Ansigtet begravet i begge sine Hænder
og med begge Albuer hvilende paa Knæene . Hans
Udbrud og hele Holdning røbede noget saa Træt og
Bekymret , at jeg uvilkaarligt nærmede mig ham i den
Tanke , at han maatte være lidende , ja maaskee syg .
Da han hørte Rullestenene ramle under mine Fødder ,
hævede han Hovedet lidt iveiret og besvarede min
Hilsen med et sagte : „ Gudsfred og Godaffen , Herre ! “
Der var mig noget Bekjendt ved Stemmen , og
uvilkaarligt vendfe jeg mig om , idet jeg sagde : „ Er
De syg ? “

Han løftede Hovedet lidt op , saae et Øieblik
paa mig og udbrød : „ Herregud , Hr . Professor ! Saa
skal vi to sees igjen . Kjender De mig ikke ? “
Jeg stirrede paa ham med den ubehagelige Følelse ,
som man faaer , naar en Ubekjendt pludseligt
viser at have en stærkere Hukommelse end den , hvoraf
man selv er i Besiddelse ; men trods til min Søgen
vilde Billedet ikke forme sig i min Erindring . Denne
gamle Fisker der paa Stenen med det graasprængte
Haar og Skjæg , med sit veirslagne , furede Ansigt ,
sin bøiede Holdning og sit bekymrede Blik havde jeg
ikke seet før .
„ Naa , saa De kjender mig ikke ? “ sagde han ,
idet han reiste sig op og rettede sig helt i Veiret .
„ Ja , jeg har vel ogsaa skjæmmet mig noget ;
det er en rum Stund siden , at De var hos Lars
Hansen . “
Nu faldt det som Skjæl fra mine Øine , og
jeg rystede hjerteligt hans fremrakte Haand . Men
hvor havde han forandret sig ! Hvor var hans faste ,
selvtillidsfulde Holdning , hvor det stærke , bestemte
Udtryk i hans Ansigt og hans skarpe , iagttagende ,
enhver Fare trodsende Blik ? Kunde tre Aar virkeligt
gjøre saameget ? Det var en gammel , bekymret
Mand , jeg havde for mig .

„ De her , Lars Hansen ? “ raabte jeg , idet jeg
paany hjerteligt trykkede hans barkede Haand . „ Hvordan
kommer De her en St . Hansaften . “
„ Ja , det maa vel Professoren nok spørge om , “
gjenmælede han mørkt . „ Snarere havde jeg troet , at
jeg skulde gaae tilkøis under en Klat Tang , end at
jeg skulde komme her til disse papistiske Narrestreger .
Men Mutter vilde nu saa ; hun havde havt en Drøm ,
sagde hun , om Marie , som skulde opfyldes her . Jeg
forstaaer mig nu inte paa Kvindfolks Tænkemaade , og
har nok aldrig gjort det , det jeg nu har faaet at
mærke . Sommetider er det , som kom deres Tanker
ikke fra Hovedet af , og som var det Drømmeri og
Narreværk tilhobe . Men hun sagde det , og saa tog
vi afsted ; nu føier jeg hende altid , hun har dog
mest Forstand paa sin Maade , saa faaer det gaae .
Bedre havde det dog været , om jeg havde føiet hende ,
mens Tid var . “
Han udtalte de sidste Ord sagte og hen for sig
selv , medens han med Taaspidsen søndertraadte en
af de tørre Korsfisk , som Bølgerne havde kastet iland .
„ De er altsaa ikke alene ? “ spurgte jeg . „ Hvor
er Deres Kone og Marie ? Hun har det vel bedre ,
haaber jeg . “

„ Ret nu bære de hende fra Jørgen Vibes Gaard
ned til Kilden , “ sagde Lars og gjorde en Haandbevægelse
op imod Klinten . „ Men bedre har hun
det ikke , Gud hjælpe os ! Hun er saa krank og svag ,
at hun knap evner at gaae eller fale , og derhos spiser
hun som en Spurv og lukker aldrig et Øie , men
førner ud lysvaagen , hver Gang Mutter seer til
hende , hvad Vagt det saa er . Gud bedre os for det
Hele ! Der kommer nok hverken Lise eller Trøst , før
Gud løser op for hende ; men jeg — “
Han stirrede mørkt ned for sig , derpaa greb han
min Arm og sagde : „ Skal vi gaae lidt ud ad Stranden
til , Hr . Professor ; hver Gang jeg saadan hører
Bølgerne skvulpe mod Stenene , særdeles naar jeg
har Nogen , der kan fale til mig , kommer der altid
Trøst i mit Sind . Helst skulde jeg vel være deroppe ,
men Konen hos Jørgen Vibe er mit Sødskendebarn
og hjælper dem vel nok . Kvindfolk passe bedst
til de Dele , og de faae at være ene om det ; jeg
bliver tidt kvalm om Hjertet deraf . — Saa , nu bær
de hende op til Graven . Lad os gaae . “
Mit Øie fulgte hans Blik , og oppe ved Kilden
saae jeg en Gruppe af Kvinder komme fra det fatfige
Træskur , bærende en tung Byrde imellem sig .
Der blev en Taushed mellem os , medens vi saaledes

vandrede henad Stranden , men endeligt spurgte han :
„ Troer Professoren paa det deroppe ved Graven ?
Jeg kan ikke rigtigt faae Lodskud deraf , hvad Forstanden
anbelanger . “
„ Det er Troen , der skal hjælpe , “ sagde jeg , „ en
fast og levende Tro kan udrette vidunderlige Ting ,
saa at der endnn kan skee Mirakler her paa Jorden .
Troer De ikke det ? “
„ Hum ! Hr . Professor , “ sagde han og kløede sig
bag øret , „ jeg vilde saa inderligt gjerne troe , naar
bare jeg kunde komme ud af det ; men det har sine
Vanskeligheder , seer De , for en Mand som mig . “
Jeg saae forundret , ja maaskee lidt ironisk paa
ham ; men han vedblev med urokkelig Ro : „ Seer
De , Hr . Professor , jeg er en Mand , som har faret
Jorden rundt , og jeg har seet Meget , hvor jeg kom
frem , og gjort mig mine Betænkeligheder derved .
Jeg har seet disse Tyrker eller Muhamedaner knæle
for Maanen og tilbede den ; men da vi saa kom
lidt videre , til Ostindien , var det Solen , de tilbad .
Saa kom vi til nogle Øer , hvor Guden var et Palmetræ .
Saa foer vi til Bagindien og China , hvor de
nok havde en Budding eller et Lama , troer jeg . I
Japan hed han nu Konfusius , og da vi kom ned til
Sydhavsøerne var der atter en ny Gud , som de aad

Mennesker for , naar de rigtigt vilde gjøre ham til
Honnenrs . See , det er der nu ingen Mening i , for
Hvem af dem er nu den rigtige ? Det grubliserede
jeg tidt over , naar jeg saadan havde Hundevagten
ombord paa Corvetten , og der inte var Andet at bestille ;
men da jeg blev syg i Rio og kom paa Hospitalet ,
fik en af disse sorte Rade Fingre i mig , og
vilde gjøre mig katholsk i Hovedet . Han svoer paa ,
at hans Religion var den eneste rigtige , og at Luther
hverken var bedre eller værre end Mahomed og Konfusius .
See , deraf slutter jeg nu som saa : enhver
Religion har et Menneske , som har hittet paa den ,
fordi han trængte til at klare det for sig selv , som
han nu saadan gik og grubliserede over . Men saasnarf
saadan En var død , kom hans Disciple og
Tilhængere og lavede om Paa det , for af gjøre det
bedre for sig selv og ta ' e Profiten deraf . For det
lagde jeg snart Mærke til , Hr . Professor : overalt ,
hvor jeg foer frem , var Religionen indrettet saadan ,
af det var de Andre , som maatte spytte i Bøssen ,
og Præsterne , som fik Posen fuld . See , derfor tænkte
jeg tidt , af det var Løgn det Ene med det Andet , og
kun lavet sammen for af skumme Fidtet af Gryden ,
og saadan er mine Tanker ogsaa om Graven histoppe .
I gamle Dage var det jo Munkene fra Asserbo , som

lavede den , og man maatte betale godt for af faae
sin Helsen tilbage ; nu er de jo borte , og saa har
den vel tabt sin Kraft , mener jeg . “
„ Var det derpaa , De tænkte , medens De sad
nede ved Stranden ? “
„ Nei , ikke saa ganske , Hr . Professor , “ sagde
Lars Hansen og rystede sørgmodig paa Hovedet .
„ Naar jeg skal sige min Hjertens Mening , saa tænkte
jeg paa de Tider , da Han selv vandrede paa Jorden ,
og da det var indrettet saadanne , af han kunde
sige til den Værkbrudne : „ „ Reis Dig op , tag din
Seng og gaa ! “ “ Og saa tænkte jeg paa , mens
jeg saae ud over Søen , af hvis han nu kom vandrende
over Vandene for endnu en Gang af gjøre
Mirakler og hjælpe de stakkels Sjæle , som ligge deroppe
paa den bare Jord , saa vilde jeg gribe fat i
hans Kjortel og ikke slippe ham igjen , før han havde
lovet af gjøre Marie karsk og forlade mig min svære
Uret og Synd . Thi en Synder er jeg for Gud og
Mennesker ! “ udbrød Lars Hansen og slog sig med
Haanden for sit Bryst . „ Det piner mig herinde ,
hver Gang jeg tænker paa , af i vor Tid skeer der
ingen Mirakler mere , og af jeg er kommen for sent
til af leve i den Tid , hvor Han kunde hjælpe min
stakkels Marie . “

„ Men De troer jo Heller ikke paa ham , “ indvendte
jeg .
„ Jo , jeg gjør , “ sagde Lars Hansen med en indre
Overbevisning . „ Det , jeg nys fortalte Dem , er det ,
jeg troer , naar Anfægtelserne komme over mig , men
de komme i den sidste Tid mere og mere , fordi jeg
føler mig uværdig til hans Barmhjertighed og Naade .
Tidt har jeg tænkt paa at gaae over til Præsten
for at spørge ham tilraads og fortælle ham det
Hele ; men naar jeg saa seer paa hans Ansigt , kommer
jeg til at tænke paa Offer og Kalkunsteg , og saa
lader jeg de Dele fare . Men det piner mig , at jeg
ikke kan betroe mig til Nogen ; kunde jeg blot een
Gang rigtigt tale ud , saa blev vel det lettere , som
nu ligger her “ — og Lars Hansen pegede paa Hjertet
med en kummerfuld Mine .
Atter vandrede vi nu en Stund ved Siden af
hinanden uden at sige et Ord ; thi jeg respekterede
hans Sorg alt for meget til at ville paatvinge mig
hans Fortrolighed . Endeligt standsede vi ud for en
af disse brede , snorlige Gjennemhugster , der ere dragne
gjennem Tidsvilde Naaleskov for at beskytte den mod
Ildsvaade , og som drevne af samme Tankegang dreiede
vi begge af ind imod Skoven . Granerne duftede
stærkt i den stille Nat , deres pyramideformede Toppe

tegnede sig klart og bestemt mod den stjernesmykkede
Nathimmel ; langt ude for Enden af Skoven laa
Tibirke Kirke med sin hvide , takkede Gavl , og over
dens Spids lyste Sirius med en funklende Glands .
Natteluften var saa dugfrisk , saa duftfyldt , alt som
vi gik frem , og fra Skoven hørtes der end ikke den
sagteste Lyd ; ja , selv Aftenbaggerne , der i boltrende
Svingninger tumlede sig over vore Hoveder , syntes
at forøge Stilheden ved deres lydløse Flugt .
Pludseligt standsede Lars Hansen , lagde Haanden
tungt paa min Skulder og sagde med dump
Stemme : „ Hvis De nu gik med en Morder ? “
Ordene kom som et Udtryk for en længe tilbagetrængt ,
forpint Stemning ; men her i den mørke
Skov , i den lydløse Stilhed havde de noget saa
Uhyggeligt ved sig , at jeg tumlede tilbage mod
Grøften med det Udraab : „ Herre Jesus ! “
„ Naa , naa , bliv ikke bange , Hr . Professor , “
sagde Lars Hansen og greb mig ved Armen , for at
jeg ikke skulde falde . „ Jeg mener det ikke saa ilde
endda og vil intet Ondt gjøre Dem . Maa jeg tale
med Dem , “ vedblev han med blidere Røsf , „ tale
med Dem saadan rigtigt af Hjertens Grund ? Jeg
er saa underligt stemt , jeg veed ikke selv hvoraf .
Men saadan en Aften som denne gik jeg just for

første Gang med Maries Moder . Forstaaer De ,
det er saadan gamle Syner , der gaae igjen — —
jeg maa have Luft for det , der tynger mig . “
Han sagde disse Ord i en veemodig , næsten
bedende Tone , og tog jeg ikke feil , havde han Taarer
i Øinene . „ Tal , Lars Hansen , “ sagde jeg venligt ,
„ og fortæl mig kun Alt , hvad der ligger Dem paa
Hjerte ; vel er jeg ingen Præst , men det kan ogsaa
hjælpe , naar man taler til en Mand , der føler for
Ulykken . “
„ Netop det var det , jeg mente , Hr . Professor , “
sagde han med et lysere Udtryk i sit Ansigt , „ og jeg
veed , at De kan forstaae mig . Jeg hørte Dem snakke
for min stakkels Marie , og de Ord glemmer jeg ikke
saa let , ihvorvel hun ikke var saadan tilsinds , at
hun kunde forstaae dem tilfulde . De veed jo ogsaa
nok , hvad det er , som trykker Barnet , men ikke det ,
der trykker mig . Det er om Marie og mig , jeg
vil tale . “
Jeg opmuntrede ham med et Par deltagende
Ord , og han vedblev : „ Seer De , siden De sidst
var hos os , er det gaaet mere og mere tilagters for
hende , og skulde Noget kunne hjælpe , var det maaskee
det , af Halvor Johnsen kom tilbage , men det er der
nu ingen Udsigt til . Een Gang , siden De reiste , kom

hun i en mærkelig Bedring ; det er nu saadan henved
de to Aar siden . En af de Rørvig Lodser kom
hjem fra Kjøbenhavn , hvor han havde truffet paa en
Mand , som havde havt Hyre paa New-Orleans , og
han sagde , af han havde seet Halvor Johnsen derovre
som Fører for en Brig , der skulde til Manilla .
Han havde givet ham et Guldkors med , som han
skulde give Marie tilligemed hans Hilsen . Den Gang
troede jeg , af Barnet skulde komme sig , saa glædeligt
virkede den Tidende paa hende . Men henad Efteraaret
kom Niels Ilde med et Brev , som han bad ,
af jeg vilde besørge til Marie . Jeg skulde aldrig
have gjort det ; for nu veed jeg , af han er en lumsk
Hund , som kun gaaer ud paa af ødelægge det stakkels
Barn , efterdi han ikke kan faae hende . Dog
den Gang kunde jeg ikke slippe de gamle Tanker ,
men mente endnu bestandigt , af det nok kunde blive
til Noget mellem hende og Niels , særligt nu , da
hun bedrede sig . Men neppe havde jeg bragt hende
det Satans Brev , før Alting blev værre end forhen .
Jeg skulde have læst det ; for det var et Frierbrev
fra Niels Ilde , og i Brevet laa der en Stump af
en engelsk Avis , som Præstens Datter tydede for
hende ; deri stod , at Briggen var forlist under en
Monsun i det stille Hav , og at ikke en levende Sjæl
var reddet . “

Lars Hansen faug og stirrede stivt paa ung .
„ Hvis hun nu døer , “ sagde han med hæs Stemme ,
„ er det min egen Skyld ; jeg burde have kjendt Niels
Ilde , og hvad der kom fra ham . Forstaaer De nu ,
at jeg kan kalde mig en Morder ? “
Jeg saae deltagende paa ham , og han vedblev
sagte : „ Jeg burde have skaanet Marie ; hun er fin
og ømsindet , det sagde Doktoren tidt nok ; men jeg
var halsstarrig , og Niels Ilde gjorde mig haard . En
Aften , da Sygdommen endnu var i sin Begyndelse ,
det er nu fem Aar siden , tog Doktoren mig afsides
og sagde : „ „ Lars Hansen , “ “ sagde han , „ „ man kan
myrde med Slag , og man kan myrde med Kniv --
det veed jeg , at De ikke vil gjøre . Men man kan
ogsaa myrde med Ord , med en ubarmhjertig Villie
og med hjerteløs Haardhed . Mærk Dem det , og
husk paa , af her bærer De Ansvaret . “ “ Den Gang
tog jeg det Ansvar paa mig ; jeg syntes det var en
let Sag ; men nu fynger og piner det mig , som var
hvert Ord en glødende Jernklump . Hvis Barnet
gaaer hen og døer — Gud naade og bedre mig ! “
Lars Hansen faug og bøiede sit Hoved ; jeg
følte , af han havde faaet talf ud . Den hemmelige
Sorg , der tyngede hans Bryst , blev nu delt af To ;
men hvorledes var det muligt af yde ham nogen

Trøst . Jeg huskede hans Fortvivlelse hin Nat ved
Kogryden og faug ; der var jo Intet af sige .
Vi naaede Skovens Udkant , hvorfra vi kunde
see Tidsvilde . Her hævede Lars Hansen Hovedet
iveiret og sagde : „ Alt er nu forbi mellem Niels Ilde
og mig ; han har sat det Meste overstyr ved Drik
og Svir og har nu kun Gaarden , som hans Fader ,
den Mordbrænder , efterlod ham . Der kunde Heller
aldrig komme nogen Velsignelse fra den Kant , det
maatte jeg vide . Med sine Kammerater er han ogsaa
raget uklar , og nu har han taget Hyre paa Toldkutteren
og er bleven den værste Krydser af dem alle .
Han er en Slyngel , som kun glæder sig ved at bringe
Ulykker over Andre . “
„ Jeg tænkte det Samme , fra den første Dag ,
jeg saae ham , “ svarede jeg ; der var Noget i hans
Blik , som havde han myrdet et Menneske . “
„ Ja , hvem veed , hvordan det er gaaet til ovre
i China , “ brummede Lars Hansen . „ Der gik mangehaande
Rygter i By om hans Færd derovre ; men
jeg dømmer aldrig en Mand uhørt , og Niels vidste
at klare for sig , hvad de Dele angik . Han sagde
altid , at han havde tjent sit Sølvtøj ved at smugle
Opium , og det er der jo ingen Synd i . “

„ Det kan der dog være delte Meninger om , “ indvendte jeg . Den som smugler , bedrager Staten ,
og den , som bedrager Staten , begaaer Synd . “
„ Saa har vi mange Syndere her i Landet , “
sagde Lars Hansen tørt . „ Fri Sø bærer frit Gods ,
det har altid været vor Mening her paa Leiet . “
Jeg følte , at jeg berørte et ømt Punkt hos min
Ven , og idet jeg forsætligt gjorde en Vending i
Samtalen , sagde jeg : „ Husker De den Aften ved
Kogryden ? “
„ Om jeg gjør ? “ svarede han . „ Hver Trevl
ligesaa tydeligt , som var det skeet igaar . Stakkels
Barn , det var ikke til Lykke , De halede hende op . “
„ Jeg mente ikke den Aften just , men den første ,
da jeg kom til Deres Hus . Kan De huske , at jeg
maatte skjule mig i Pilene , og at jeg saae Niels Ilde
komme med en Sæk Sten paa Ryggen , som han
kastede i Vældet . “
„ Ja vel , “ sagde Lars Hansen , og et svagt Smil
opklarede hans Ansigt , „ det var den Aften , Professoren
drattede i ; det husker jeg saa meget vel . Ja ,
Niels Ilde har mangen god Sæk siden den Stund ;
men sit Væddemaal tabte han alligevel . Vældet er
bundløst , det sagde jeg ham saa tidt . “

„ Og troer De , at det blot var for sit Væddemaals
Skyld , at han hver Aften slæbte Sten til
Kogryden ? “ spurgte jeg skarpt og saae Lars Hansen
lige ind i Øinene .
„ Ja , hvad Fanden skulde han vel ellers gjøre
det for , “ sagde denne rolig , og saae lidt forundret
paa mig . „ Niels har altid været en stædig Hund ,
og det gjaldt tyve af hans spanske Sølvstykker mod
ligesaa mange Specier ; men han maatte af med dem ,
skjøndt han sagde , at han tilsidst kunde naae Stenene
med en Baadshage . “
„ Husker De , “ vedblev jeg , „ at jeg den Aften
fandt en gammel Stortrøje , som jeg var ubetænksom
nok til igjen at kaste ud i Vældet ? “
„ Ja , saa grant mindes jeg det nu ikke ; og der
er jo løbet meget Vand til Stranden siden den Tid ;
men jeg mindes , at Professoren snakkede noget om
en Ring , som var bleven borte . “
„ Her er den , “ sagde jeg , idet jeg skjød Ringen
af min Finger og rakte ham den .
„ Nu see Herren i Naade til os ! “ udbrød Lars
Hansen og tumlede tilbage , saa at han tabte Ringen
i det hvide Sand . „ Det er Halvor Johnsens Fæstensring ,
saa sandt jeg venter at blive salig ! “

„ Er De vis paa det ? “ spurgte jeg , idet jeg tog
Ringen op . “
„ For Gud og Mennesker ! “ sagde han med brudt
Stemme . „ Det er Maries Ring , den samme , som
hun sagde , at Underbarnet havde givet hende ude i
Klitterne . Hun gav den siden til Halvor Iohnsen
som Fæstensring , det husker jeg saa grant , fordi jeg
blev gal i Hovedet , da Mutter fortalte mig det .
Herre Jesus , har Øe draget den op af Kogryden ? “
„ Den hang ved en Snor , som stak ud af Ærmegabet
paa Stortrøjen , “ bemærkede jeg . „ Troer Øe ,
at Halvor Iohnsen godvillig har skilt sig ved den ,
eller at han selv har kastet sin Stortrøje i Vældet ?
Hvis Niels Ilde nu havde slæbt Sten af en anden
Grund ? “
„ Hvad mener Øe , Hr . Professor ? “ raabte Lars
Hansen og greb mig saa haardt i Skulderen , at
jeg tørnede over imod ham . Han var askegraa i sit
Ansigt .
„ Jeg mener , “ sagde jeg , „ at hvor Stortrøien
var , kunde der være Mere . Der blev hørt Nødraab
ude fra Klitterne den Nat , da Halvor Iohnsen forsvandt .
Hvis han nu laa under Stendyssen ? “
Lars Hansen bøiede sit Hoved tilbage og knugede
begge Hænder mod sin Pande ; hans Bryst arbeidede

voldsomt , men det var kun en Stønnen , ikke uligt
et saaret Dyrs , som udgik derfra . Endeligt fik han
Luft og udraabte : „ For Gud , Hr . Professor ! hvorfor
kommer De først nu med alt Dette ? Hvorfor har
De ikke sagt det for tre Aar siden ? “
„ Jeg har manglet ethvert Bevis , “ sagde jeg .
„ Jeg troede denne Ring tabt i Klitterne , og fandt
den først for to Dage siden , skjult bag Foret i
min Taske . Den Aften , jeg tog den ud af Stortrøjen ,
mente jeg , af det kun var almindeligt Hittegods ,
som jeg ikke tillagde nogen Betydning . Jeg
troede den Gang , sandt af sige , af Niels Ilde sænkede
et Anker Brændevin med sine Sten , og Deres
Fortælling om hans Væddemaal gjorde mig fuldkomment
tryg . Siden , da jeg falte med Lægen i
Nykjøbing , fik jeg nogen Mistanke igjen ; men Ringen
var borte , og han sagde mig , af man havde anstillet
Undersøgelser derpaa Stedet uden af komme til noget
Resultat . Niels Ilde blev jo arresteret , ikke sandt ? “
„ Javel blev han , “ sagde Lars Hansen . „ De
søgte hele Klitten igjennem og havde deres Sporhunde
ude overalt ; men lige meget fandt de . Kutterens
Baad var borte ; det friede ham , af Peer
Mogensen forklarede , af han havde seet den borde

en russisk Brig ved Daggry , og saa var han vel
ædru , kan jeg tænke . “
„ Drak han ? “
„ Som en Svaber , man ikke har spulet Dæk
med i fre Maaneder , Hr . Professor . Han døde af
Rystesyge forgangen Aar . “
„ Der seer De ! “ indvendte jeg . „ Niels Ilde
kan have kastet Baaden los og sat den i Drift .
Hvad Betydning kan man tillægge et Vidne som
Peer Mogensen ? “
Lars Hansen tørrede Sveden af sit Ansigt og
grundede nogle Øieblikke . „ Nei , “ raabte han endeligt ,
„ saa gavtyveagtig kan Niels Ilde ikke være !
Kaste en Mand overbord paa Søen eller stikke ham
ned i et Klammeri , det troer jeg om ham ; men
drukne en Kammerat , en ærlig Gut og flink Sømand i
Sandpladder og Ferskvand — fy for den lede Satan ! “
Og Lars Hansen spyttede en vældig Skraa ud som
Tegn paa sin Væmmelse og Foragt . Derpaa vedblev
han , efter at have lettet sig for denne Byrde :
„ Desuden , Hr . Professor , fik vi jo Bud fra NewOrleans
med Jørgen Olstrup . Hun har Korset
endnu ; nei , det kan aldrig hænge sammen , som De
fænker . Man kan ogsaa gjøre en Skjelm Uret . “
„ Lever den Jørgen Olstrup ? “ spurgte jeg .

„ Nei , han vendte Kjølen iveiret Nordøst for
Gilleleje , “ sagde Lars Hansen mørkt . „ Han holdt
nu aldrig af at luffe , før han havde Rælingen under Vandet — saa væltede han . “
„ Niels Ilde kan have underkjøbt ham til at
bringe Kors og Budskab , “ bemærkede jeg . „ Har han
været saa snu at indgaae et Væddemaal for at fylde
Sten i Kogryden , kan han gjøre det Andet med .
Jeg har ingen ret Tro til ham . Maaskee er det en
Indbildning , men da jeg den Aften saae ham staae
og stirre i Vældet , var der Noget i hans Ansigt ,
som havde han gjort en Ulykke . „ „ Nu bliver det
vel liggende , hvor det ligger , “ “ kan jeg huske han
sagde — de Ord gjorde et underligt Indtryk paa
mig ; men saa tænkte jeg igjen , at det maatte være
Brændevinsankeret . Kan De forklare , hvorledes
Stortrøjen er kommen i Vældet ? “
Lars Hansen gned sig Paa sin veirslagne Pande
med Bagen af sin Haand , som vilde han skruppe
Huden af , og sagde betænkelig : „ Nei , det kan jeg
inte , Hr . Professor ; med mindre det skulde være
saadan ved en Tilfældighed . Lad os ikke tale mere
derom ; det mylrer herinde i mit Hovede , som var
det Myrer , der bissede om mod Regnvejr . Jeg kunde
blive gal , hvis jeg rigtigt gav mig til af tænke over

de Dele , og hvad fik jeg saa for det ? Alene Han
deroppe veed , hvordan det er gaaet til , og han vil
vel ogsaa klare den Byge , hvis han finder for godt .
Tal aldrig mere til mig derom , Hr . Professor ; jeg
bliver vammel om Hjertet derved , og fik Marie Noget
af vide — hun døde forvist derved . Nei , nei , Hr .
Professor , lad de Døde hvile , og behold De Ringen
som et Pant paa , af De vil tie . Og det vil De ,
Hr . Professor , for Maries Skyld . Vil De love
mig det ? “
„ Jeg kunde have mest Lyst til af sende denne
Ring til Herredsfogden i Nykjøbing , “ sagde jeg .
„ Jeg kan næsten ikke lade være af gjøre det . “
„ Lad være med det , Mand ! “ raabte Lars Hansen
næsten barsk og tog mig ved Armen . „ Hvad vilde
Folkene i Rørvig sige , og hvorledes var det muligt
saa af skjule det for Marie ? Gjem Ringen til Erindring
om hende — og om mig , “ lagde han til med
blødere Stemme .
„ Velan da , “ svarede jeg ; „ men saa skal De til
Gjengjæld gjøre mig et Løfte . Hvis Halvor Iohnsen
imod al Formodning lever og nogensinde kommer
tilbage , var det selv som den fattigste Matros , vil
De saa love mig ikke at lægge nogen Hindring i

Veien , men lade ham faae Marie , hvis hun kommer
sig ? Vil De det ? “
„ Om jeg vil ! “ skreg Lars Hansen og greb mig
i begge Skuldrene . „ Om jeg vil ? Ja , kunde jeg i
dette Øieblik kjøbe Halvor Iohnsen tilbage med hver
Lap , jeg eier , saa solgte jeg gjerne de Buxer , jeg
gaaer i ! Om jeg vil ! Ja , om jeg saa skulde gaae
tilbunds efter ham , Hr . Professor , saa gjorde jeg
det , uden at smide saa meget som min Hat . “
„ De har forandret Dem , “ sagde jeg , idet jeg
trykkede hans Haand .
„ Ja , jeg har saa , “ svarede han blidt . „ Jeg
havde Lys og Dagskjær i mit Hus ; jeg har selv
skaffet det Dunkelhed og Mørke . Vilde Herren blot
være mig saa naadig at rydde det af Veien , saa
Solen kunde skinne paa mig . “
Jeg maatte uvilkaarligt tænke Paa de mørke
Fyrrer , der hegnede Lars Hansens melankolske Hjem ,
og følte , hvor det Ene svarede til det Andet . Vi
vare komne til Skovens Udkant , og over de flade
Sandmarker kunde vi see Graven som en lav Tue
og bagved den enkelte Lys i Tidsvilde By . Jeg
tog hans Haand og sagde : „ See Dem om , Lars
Hansen ! Derude tilhøire har vi den aabne Udsigt
til Bakker og Dale , til Skove og Kirker . Langt ude

tilvenstre ligger det vide , brusende Kattegat , og Himlen
med sit Stjernetæppe forbinder dem begge . Men
imellem dem ligger Skoven , tans og mørk , som varden
et ufremkommeligt Øde , og dog have vi fundet
Vei igjennem den . Saaledes kan det ogsaa gaae med
Deres Datter Marie . Hendes Barndom var fri og
let som Bølgerne , der tumle sig histude , men saa
kom Ulykkens mørke Skygger og leirede sig omkring
hende . Vil Gud , saa hugger han hende vel nok en
Sti , der fører ud til lykkeligere og lysere Egne . “
„ Tak for de Ord , Hr . Professor ! “ sagde Lars
Hansen og lagde sin Haand Paa min Skulder . „ De
kan sommetider tale et Par Ord , der veier mere , end
et helt Aars Passiar . Gud velsigne Dem — nu gaaer
jeg til Graven med et lettere Hjerte . “
Med disse Ord sprang den gamle Sømand over
Grøften og tog Gjenvei ind over Markerne . Jeg
stirrede efter ham , idet han svandt i Skumringen ,
og saa gik jeg i den duftsvangre , lyse Sommernat
tilbage til mit Hjem , ønskende ham , at han maatte
faae den samme Fred i sit Sind som den , der nu
stille og dæmrende laa udbredt over Egnen .
Søvnen , der ellers kommer saa let og villig ,
naar Landeveien har været Ens Vandregulv den hele

Dag , syntes at være for fornem til at ville træde
ind i den lave Stue med den indeklemte Luft , der
var saa vidt forskjellig fra Sommernattens balsamiske
Friskhed . Urolig kastede jeg mig fra den ene Side
til den anden , Ringen brændte paa min Finger , som
var den af Ild , og i den natteskumle Stue med dens
uhyggelige Omgivelser var der Øieblikke , hvor jeg
virkeligt næsten troede , at den hidrørfe fra overnaturlige
Magter . Idetmindste besad den Magten
til at holde mig vaagen ; thi uafladeligt vandrede
min Tanke fra den gaadefulde Mitra til Marie , derfra
tilbage til Kogryden , saa til Halvor Iohnsen , og
endeligt til det mærkelige Træf , at Ringen tre Aar
efter skulde findes igjen for at kaste et enkelt Lysblink
ind i hele den gaadefulde Begivenhed . Men Lyset
bredte sig Heller ikke videre , og medens jeg grublede
over Halvor Johnsens formentlige Skjæbne og lovede
mig selv at holde skarpt Udkig med Niels Ilde , naar
vi næste Gang traf sammen , faldt jeg hen i den
lette , uvederkvægende Slummer , som er saa characteristisk ,
naar man ved en altfor anstrengt Vandring
har sat Blodet i Bevægelse . Da jeg atter vaagnede ,
tittede det første graae Dæmringsskjær ind gjennem
de flaskegrønne Ruder , og en rødlig Stribe langt
ude i Horizonten forkyndte , at Nattens Herredømme

snart var tilende . Jeg fik Lyst til at see Solen staae
op over Kattegat , og faa Øieblikke efter stod jeg atter
ude paa den øde , lyngbegrændsede Markvei , der førte
til St . Helenes Grav og derfra videre mod Havet .
En skarp , kold Nordvestbrise jog i afbrudte Sæt
henover de flade Marker , og Natteduggens Perler
hang i de tynde Havreax , som sørgmodigt neiede sig
for Vinden . En enkelt Bomlærke kvidrede sin ensformige
Morgensang fra en enligt staaende Tjørn , og
udover Skoven drog der sig en hvidlig Taage , som
var det St . Hansnattens Aander , der samlede sig til
Flugt ved Hanegalet fra Tidsvilde By . Alt hvilede
endnu i den dybeste Fred , og Morgenens dæmrende
Stilhed blev kun afbrudt af den hule Dønning fra
Havet og Slagene fra Tibirke Landsbykirke , som
forkyndte , at Klokken var tre . Graven hævede sig
som Aftenen iforveien tungsindigt paa den øde
Mark ; men den lille Pige med Kornblomsterne var
forsvunden , og Konen med det hellige Sand sad ene
tilbage ved Ledstolpen , nikkende over de Reliqvier ,
hun endnu havde tilbage . Jeg nærmede mig Graven
og saae ind over det lave Stengjærde ; der laae de
endnu Alle , Gamle og Unge , Syge og Karske , men
Søvnen havde gjort sit Herredømme gjældende , og
for et Øieblik forenet dem i Drømmeverdenens Rige .

Den blinde Mand med Violinen var gleden ned til
Ægteparret med Barnet , og der , hvor han havde
ligget , blev jeg en Gruppe vaer , som strax tildrog
sig hele min Opmærksomhed . Paa en blaastribet
Dyne laa en ung Pige , tæt og omhyggeligt tildækket
med et uldent Tæppe , der tillod at skimte Omridsene
af hendes fine , spinkle Legeme ; ved hendes
Hovedgjærde og halvt lænet op til dette sad en slumrende
Kvinde med Hovedet skøttet til sin Haand , og
ved hendes Fødder laa en svær Sømandsskikkelse ,
indhyllet i sin Pjækkert , medens den nedfaldende
Sydvesf dækkede hele hans Hoved . Der var noget
Rørende , ja næsten Hjertegribende ved disse tre Personers
gjensidige Stilling ; thi den aldrende Kvinde
saae ud , som var hun falden i Søvn ved af tilhvidske
den Syge de sidste , fortrøstningsfulde Ord , medens
den gamle Sømand laa , som vilde han skjærme hendes
Fødder mod Kulden . Jeg nærmede mig forsigtigt
de Slumrende , og hvad jeg havde formodet , viste sig
af være rigtigt : det var Lars Hansen og hans Hustru ,
som vare blevne overraskede af Søvnen under den
Kjærlighedsgjerning , de udøvede mod deres ulykkelige
Datter . Hvor var hun smuk , som hun der laa stille
og ubevægelig med det blege Ansigt svagt belyst af
Morgendæmringens første Skjær . Nu hvilede Søvnens

Fred over de ellers saa let bevægelige Træk .
Øielaagene dækkede for det forvildede Blik , men jeg
maatte sande Lars Hansens Ord , af det var gaaet
meget tilbage for hende , thi som jeg nu betragtede hende ,
forekom hun mig af være en Døende , men en af dem ,
som Døden rører med nænsom Haand , idet den forynger
deres Træk og giver dem Ungdommens fulde
Renhed tilbage . Hun syntes af være falden i Slummer
under de gamle , urolige Tanker ; thi den høire
Haand , der blufærdigt havde trukket Tæppet op over
hendes Bryst , omfattede tillige et lille Guldkors ,
som hun bar i en sort Silkelidse om sin Hals ,
medens den venstre , der laa udstrakt paa Tæppet ,
ved sin ofte gjentagne , convulsiviske Skjælven forraadte ,
af hendes Legeme kun tilsyneladende nød den
Hvile , som Søvnen havde beredt det . Hendes Bryst
aandede tungt , de blege Læber bevægede sig i Søvne ,
uden dog af frembringe Ord , og hele hendes
sammentrukne Stilling angav , af hun var slumret
ind under funge Lidelser og Savn , og dog kom der
med alt Dette i enkelte Øieblikke en Fred over hendes
Ansigt , som forbausede mig ; men saa vibrerede pludseligt
paany alle hendes Træk , og hendes Ansigt antog
da vexlende Udtryk , som spejlede Drømmesynerne sig
paa dets Overflade . Begge Forældrene sov trygt ,

og deres dybe ensformige Aandedrag dannede en
skjærende Modsætning til den nervespændte Uro , der
hvilede over Datteren . Længe stod jeg saaledes og
betragtede hende med Hjertet opfyldt af den dybeste
Medlidenhed , da skjælvede pludseligt begge hendes
Hænder stærkt , det ungdommelige Bryst arbeidede
tungt , og Læberne bevægede sig , som vilde hun tale
uden af formaae det . Pludseligt gjennemrystedes hun
som af et electrisk Slag , Armene hævede sig som for
af gribe efter en flygtende Gjenstand , og idet hun
atter , sank tilbage mod Puden , stønnede hun : „ Mitra ,
frels mig ! Ringen — Krandsen ! “
Det gav et Sæt ogsaa i mig , og en pludselig
Tanke foer gjennem mit Hoved . Hun var falden
tilbage mod Puden , og det rige , guldgule Haar , der
havde løsnet sig ved Bevægelsen , faldt i yppig Fylde
over hendes Hals og Skuldre ; nu var der en salig ,
næsten forklaret Ro over hvert af hendes Træk .
Jeg fulgte min Indskydelse , tog Kornblomstkrandsen
af min Hat , skjød Ringen af min Finger
og lagde begge Dele sagte paa hendes Bryst . Saa
dækkede jeg hende varligt til med det bortkastede
Tæppe , og uden at vække nogen af Forældrene , sneg
jeg mig bort , næsten som om jeg havde gjort en

ond Gjerning , og dog i det Haab , at den maatte
føre til det Gode .
Først ved Kilden standsede jeg min ilsomme
Gang , og her fra det lave Træskur saae jeg St .
Hansdagens Morgensol stige op af Havet , gyldenblank
og rød , uden at en eneste Sky formørkede
dens Skjær . Ad en Omvei naaede jeg derpaa langsomt
hjem , og nu først kom Hvilen til dens fulde
Ret ; thi da jeg atter vaagnede , spillede Solen lystigt
ind gjennem de grønlige Vinduer og belyste min
Værtinde , en snakkesalig Bondekone , som delte sin
Virksomhed mellem at rasle med Kaffetøiet og ruske
i mig .
„ Hvad er det ? “ raabte jeg , idet jeg søvndrukken
foer iveiret .
„ Ih , Jøsses Kors , hvor Professoren sov haardt ! “
udraabte hun . „ Jeg troede , saa sandt , Professoren
var død , ligesom han , Etageraaden ovre hos Skovriderens .
Gud velsigne Professoren , fordi han lever ,
saa sparer vi da Ligsyn den Gang . “
„ Javisf ! “ svarede jeg ærgerlig . „ Hvad er Klokken ? “
„ Jøsses , hun er over halvgaaen tolv . Jeg har
været fo Gange inde for at tage Kaffen ; hun blev
saa kold som Is . Den første Gang var der en
Mand her og vilde med al Magt snakke med Professoren ;

men jeg sagde , at Professoren sov , fordi
han nyssens var kommen hjem . “
„ Hvem var den Mand ? “
„ Jøsses , har Professoren ikke hørt det ? Nei ,
det er jo sandt , Professoren sov ; nu , det var Manden
ovre fra Jørgen Vibes , min Svogers Næstsøskendebarn .
Han fortalte Ting , saa Haarene maatte reise
sig paa Ens Hoved — ja , hvem skulde troe , der
kunde skee Mirakler i vore Dage ? “
„ Hvilke Mirakler ? “
„ Ih , Jøsses ! veed Professoren ikke det ? Nei ,
det er jo sandt , Professoren sov . Ja , det er en sær
Tidende den , kan Professoren troe . Der kom de
bærende igaar Aftes med Marie Larsdatter til Jørgen
Vibes Gaard , for Lars Hansen er jo Jørgen Vibes
Kones Søskendebarn , skal jeg sige os . Hun har nu
ikke havt sin Forstand i mange Herrens Aar og var
derhos belagt med den faldende Syge , saa at hun
hverken kunde staae eller gaae , men Konerne derovre
maatte paa en Dyne slæbe hende til Kilden og derfra
over til Graven . Der sov hun da inat , og ligesom
Solen staaer op , vaagner hun med et Skrig , saa
vor Fader kunde høre det ude i Huggehuset . Nu
troede de Alle , at det først var blevet rigtigt galt
med hende , især da hun havde en Krands paa

sit Hoved af det skabede blaae Kram , der staaer
inde mellem Kornet . Men hun reisfe sig op og sagde ,
at en Guds Engel havde besøgt hende om Natten ,
og at hun vilde gaae tilbage til Jørgen Vibes .
Nu troede de , at hun var gaaet rent fra Vid og
Sands , og vilde tvinge hende til af lægge sig ; men
hun tog det , hun havde ligget paa , og gik den halve
Vei til Gaarden , saa maatte de støtte hende en Kjende ,
for træt blev hun da lige godt . Men da hun kom
til Jørgen Vibes , spiste hun baade Hvedekage og
Bergfisk og drak Kaffe til . Saadan et Jertegn har
man aldrig hørt i vore Dage — ja , Sancte Helene
hjælper dog Den , hun hjælpe vil . “
„ Hvor er hun ? “ raabte jeg , idet jeg i min
Overraskelse nær var sprungen ud af Sengen .
„ Jøsses , nu skal jeg gaae , “ raabte Konen forskrækket ;
„ saa kan Professoren tage sig en Taar Kaffe ,
naar han vil . Ja , de ere allerede seilede ad Rørvig
til , mens Professoren sov . Det var det , Manden
fra Jørgen Vibe skulde sige , og saa skulde han bringe
en flittig Hilsen fra Lars Hansen til Professoren
og sige , af nu var der hugget Sti gjennem Skoven . “
Dermed gik Konen og overlod mig til mine Betragtninger ,
hvoraf en ikke uvæsentlig var den , af
man aldrig bør sove til den er halvgaaen tolv .

V .
Da jeg senere hen paa Formiddagen kom op til
Jørgen Vibes Gaard , fik jeg fuld Bekræftelse paa
Konens Fortælling , og da jeg om Aftenen vandrede
om mellem de talrige Grupper af Fiskere og Bønder ,
som Markedet havde hidkaldt , var Historien bleven
Aftenens Conversationsthema , og nu fik jeg den „ mit
Umständen “ , som Tydskerne sige . Nogle fortalte ,
ligesom min Værtinde , at en Engel havde vist sig
for Marie Larsdatter , Andre sagde , at det havde
været den hellige Frue , medens en Del holdt paa
St . Helene , og ivrigt svoer paa , at kun hun alene
kunde bevirke sligt et Underværk . „ Vor Herre havde
lagt en svar Sten paa hendes Hjerte , “ sagde en
gammel Bonde , der med sit hvide , glat nedkæmmede
Haar og sin røde Hue under Hatten tog sig hel
ærværdig ud ; „ men nu har han ladet St . Helene
vælte den bort igjen og sænke den i Jorden , ligesom
den Sten , hun kom seilende paa , ligger sænket hisset

ude . Ja , mere end dette ene Jertegn har jeg seet
i mine Dage , og stor Synd er det , at den fromme
Jomfru skal have sin Grav paa aaben Mark , ret
som var hun en Hedning . “
Hvor vilde disse Ord ikke have frydet de fromme
Brødre fra Asserbo Kloster , disse renlivede Sjæle ,
som Erkebiskop Eskild kaldte ind , men som paa Grund
af Jordbundens Goldhed og Folkets Ugudelighed
atter søgte hjem til federe og frommere Egne .
Ja , selv da jeg en fjorten Dage efter over Liseleie
tog til Kikhavn for at lade mig sætte over Issefjorden ,
fortalte Fiskerne mig om den mærkelige
Begivenhed , der var hændet Lodsoldermandens Datter
fra Rørvig , og vare fuldt og fast overbeviste om ,
at der virkeligt var skeet et Jertegn , som man ikke
havde hørt Magen til siden Katholicismens mirakelsvangre
Dage , og jeg havde saaledes al god Grund til
at antage Beretningen for sand i det Væsentlige , men
vogtede mig dog vel for at lade et Ord falde , som
kunde antyde , at jeg havde overtaget en af de Helliges
Roller , ligesom jeg haabede , at Lars Hansen
havde gjort det Samme .
Til min store Glæde holdt der en Vogn ved
Rørvig Toldsted , og til min endnu større var det
min gamle Læges , som fra Rørvig agtede sig tilbage

til Nykjøbing efter et Sygebesøg . Vi havde neppe
gjenkjendt hinanden og skiftet de sædvanlige Hilsener ,
før jeg strax spurgte om Maries Tilstand .
Hans Ansigt antog et alvorligt Udtryk , idet
han svarede : „ Vor Tids Æsculaper formaae saare
lidt i den Slags Tilfælde , saalænge de ikke have
den Syge under deres egen Opsigt eller paa en velordnet
Sindssygeanstalt . Men , “ vedblev han med
et lidt sarkastisk Smil , „ Hippokrates skal have havt
en klog Kone , og hun skal have overlevet ham . Hvad
vi ikke formaae med alle vore Piller , Salver og
Mixturer , det udretter stundom en Stump Kirkebly ,
et Dødningeben eller Blodet af en Henrettet . Lars
Hansen blev til Slutningen kjed af mine Besøg ; han
var aldrig hjemme eller gik , saasnart jeg kom , med
et sky Blik ud af Stuen . Med Patienten blev det
værre og værre . Kræfterne tog kjendeligt af , og sandt
at sige , troede jeg ikke , hun skulde overleve denne
Sommer . Saa faaer Moderen det fordømte Indfald
at kjøre den halvdøde Pige herop til Toldstedet ,
og Faderen seiler hende i en Baad lige til Tidsvilde .
Der lægger de hende paa den bare Jord , kun med
et Tæppe over sig , og lader hende saa ligge i den
kolde Natteluft til den næste Morgen . Ethvert normalt
construeret Menneske vilde være kreperet paa

Halvvejen ; men disse Fiskere have en egen Natur ,
og deres Kvindfolk ere stundom seiglivede som Aal .
Hvad skeer ? Den stakkels Pige seer Spøgelser midt
om Natten , og Rysfelsen giver hendes nedbrudte
Nervesystem ikke Dødsstødet , men en ny Spænding .
Dagen efter komme de tilbage med hende ; hun spiser ,
drikker , kommer til Kræfter , og nu troer Forældrene ,
af hun er rask . “
„ Er hun det da ikke ? “
„ Aa , hvad ! det er , som man tager det . Hvor
ligger Grændsen mellem Sygdom og Helbredelse i
den Slags Tilfælde . Ganske sikkert kommer hun til
Kræfter , og Sygdommen har taget en heldigere Vending ;
hendes Humør er bedre , hun sover om Natten ,
men syg er hun alligevel . Seer De : Hele Forskjellen
er denne : før troede hun , af Halvor Johnsen var
død og aldrig kom igjen ; nu troer hun , af han imod
al menneskelig Forventning lever og snart vil komme
tilbage . Før var hun et Bytte for Fortvivlelsen ;
nu for en indbildt Lykke . Men gal er hun alligevel ,
Gudbevares ; det kan der ingen Tvivl være om . “
Med disse Ord satte den gamle Doktor sig tilbage
i sin Stol med en næsten ærgerlig Mine .
„ Hvor kan de tale om Lykke , naar De i samme
Øieblik paastaaer , af hun i Virkeligheden er sindsforvirret .


„ Forlad mig , “ sagde Doktoren . „ De befinder
Dem i en stor Vildfarelse , som jeg forresten veed er
meget almindelig . De troer , at en Gal altid maa
føle sin Ulykke ; men tværtimod , der er Forrykte , som
jeg noget nær antager for at høre til de lykkeligste
Mennesker . Hun hører netop til dette Slags ; thi
hendes forrige forvildede Tilstand , der af og til afløstes
af lysere Øieblikke , hvori hun dybt maatte føle
sin Ulykke , har nu forvandlet sig til en fix Idee , der
heldigvis fylder hende med Fred , ja en vis Lyksalighed .
Hun tænker frit , bevæger sig ligesom Andre i
den Ideekreds , som hendes Omgivelser fremkalde , og
har ingen klar Bevidsthed om sine forudgangne Lidelser .
Kun naar Talen falder paa Noget , der tilfældigt
minder hende om Halvor Johnsen , kommer
den løse Skrue frem , men saa kan man , min Salighed ,
ogsaa dreie paa den , saalænge man vil ; den er
ganske som Archimedes ' s , den har hverken Begyndelse
eller Ende — den gaaer rundt , rundt , rundt , ligesom
hans . “ Og den gamle Doktor ledsagede hver
af disse „ rundt “ med et Slag af Fyrstaalet , saa
Gnisterne spruttede til alle Sider , og Lunten tændtes
i et Nu .
„ Saa bliver jo ethvert fast Haab , enhver sikker
Tro af regne med ind under Vanvid , “ bemærkede jeg .

„ Ganske sikkert , ganske sikkert , saasnart det gjælder
noget Umuligt , Høistærede , “ ivrede Dokforen og
klappede Laaget paa sin Merskums Pibe i med et
fast og bestemt Slag . „ Troer De , som hun , af der
spadserer et Barn omkring derude i Klitterne , som
ingen Andre end De kan see , saa er De gal , og
haaber De , af en druknet Sømand skal komme hjem
for af holde Bryllup , saa er De ogsaa gal . Nu
skal De blot høre . Forleden Aften , ligesom hun var
kommen hjem fra den Gravhistorie , hvorfor jeg , in
Parenthesi sagt , skjældte Lars Hansen og Konen
dygtigt ud , sidder jeg alene med hende i Mørkningen
henne ved Vinduet . Da gaaer der pludseligt ligesom
en Gysen igjennem hende , og jeg siger : „ „ Hvad
ryster Du nn for , lille Marie ? “ “ — for jeg har været
Dus med hende fra Barn af . „ „ Nu tændtes Nyet , “ “
sagde hun med sagte Stemme , og lige i det Samme
kom jeg til af see ind i hendes forunderlige Øine ;
de skinnede med en Glands , som Andre vilde kalde
Sjælfuldhed ; men Gud bedre os for det , det er
noget helt Andet . Jeg saae ud ad Vinduet , og ganske
rigtigt , der stod Nyet tændt paa den mørkeblaae
Aftenhimmel . Hun stirrede paa det med en fortrøstningsfuld
Glæde i hvert af skne Træk , og jeg sagde :
„ „ Det er da ikke Noget at ryste for , lille Marie . “ “

Da sænkede hun sit Blik , saae mig dybt og fast ind
i Øiet og sagde : „ „ Jeg ryster af Glæde ; thi i dette
Øieblik følte jeg , at Halvor tænkte paa mig . “ “
Vil De nu tænke Dem , hvilket Nonsens ! Jeg blev
saa gal i Hovedet derved , at jeg sagde , og det noget
uforsigtigt : „ „ Snak , Marie , det kan han jo ikke . “ “
Jeg fortrød det strax , thi det kunde have rystet hende ;
men hun reiste sig blot op , pegede paa Nyet og sagde
med en Overbevisning , som fuldstændigt viske mig ,
at hun var gal : „ „ Naar den halve Ring bliver til
en hel , kommer Halvor tilbage , “ “ og dermed gik hun
ud af Stuen . “
„ Lod De hende da gaae ? “ spurgte jeg forundret .
„ Naturligvis , enhver Tvang vilde blot virke
skadeligt . Hun har nu sin fuldstændige Frihed , og
Faderen sætter sig ikke længere mod Noget . Jo mere
Motion , desto bedre ; det er det Eneste , der maaskee
kan helbrede hende . “
„ Troer De da ikke nok , af hun kan helbredes . “
„ Jeg har bedre Haab end forhen , “ sagde Lægen ,
„ effersom hendes Physiske Velvære , er i dagligt Tilfagende ;
men saa fine Naturer som hendes ere vanskelige
af beregne . Nu blomstrer hun vel op som et
Æbletræ , der i lang Tid var fortrykt , men har De
lagt Mærke til , af de Æbler ere sødest , som ere

stukne af Orme . De modnes hurtigst , men falde
tidligst af . Der er Noget ved Maries Tilstand ,
som ganske minder mig derom ; hun er som en Blomst ,
der har faaet Nattefrost . Saalænge Kulden varer ,
kjendes det ikke , men saasnart Morgensolen tøer dens
frosne Blade med sin Ild , falder den sammen og
visner . “
„ Men hvis man nu satte sig ind i hendes Ideer ,
gav Agt paa dem , og ligesom lyttede til hendes Sjæls
indre Røster for af handle i Overensstemmelse dermed ,
troer De ikke , af det vilde hjælpe ? “
„ Gudbevares ! “ raabte Doktoren . „ De vil da
ikke gjøre hende bindegal ? Fortæl hende først , at
Halvor Johnsen vil komme tilbage , eller at Mitra
venter hende ude i Klitterne , saa skal De bare see ,
hvordan Galskaben løber af med hende . Kold , rolig
Opposition og kolde Omslag , naar Blodet stiger til
Hovedet — det er det eneste Middel , forsikkrer jeg
Dem , det eneste Middel ! “
Nu kunde jeg ikke dye mig længere , og medens
den gamle Læge kradsede sin Pibe ud for at stoppe
sig en ny , begyndte jeg at fortælle om Ringen , om
Graven , og hvorledes jeg ved at lytte til hendes i
Søvne udtalte Fantasier , netop havde bevirket Noget ,
som jeg maatte ansee for en Helbredelse .

Denne Gang slog Doktoren ikke Takt med Fyrstaalet ;
han vedblev tvertimod at proppe Tobak i
Hovedet , skjøndt det forlængst var fuldt , med en tvær ,
vantro Mine . Men da jeg havde endt min Fortælling ,
udbrød han heftig : „ Naa , saa De er altsaa
ogsaa med i Complottet ! Tak De Deres Gud , at
ikke et Nerveslag dræbte hende paa Stedet ; det er
ikke Deres Skyld , at Sagen tog den Gjænge . Stop ,
Søren ! “ raabte han til Kudsken og sagde derpaa ikke
uden en vis Bitterhed : „ Vær saa artig , Hr . Collega ,
her gaaer Veien til Lars Hansen . “
Nu fortrød jeg min Aabenhjertighed ; thi den
gamle Læge rakte mig neppe Haanden til Afsfed ,
men egentlig kun Fyrstaalet , hvorpaa han rullede
videre , medens blaae Røghvirvler bølgede bag ved
ham og dannede mærkelige Krøller som Commentar
til hans Text .
Allerede da jeg nærmede mig Lars Hansens
Hus , blev det mig klart , at noget Lyst og Glædeligt
var foregaaet , som syntes at udbrede sin Duft over
selve det Hjem , Familien beboede . De smaa , blyindfattede
Ruder vare vegne for større , og de mørke
Fyrrer , der ved at stænge Lyset og Luften ude , havde
fremkaldt en vis trist Stemning , laae fældede —
Lars Hansen var netop ifærd med at give de sidste

Banesaaret . Da han saae mig komme , slængte han
Øxen og foer ud paa Veien med en saa drøi Velkomsthilsen ,
at jeg ikke skal gjentage den her . Derpaa
drog han mig ind i Stuen , hvor Karen sad
ved sin Rok , medens Marie læste op for hende ; men
ved min Indtrædelse lagde hun rødmende Bogen fra
sig paa Bordet . Hvilken Modsætning fra den Gang ,
jeg saae hende sidst ; det var som Dagen mod Natten .
Man kunde vel see , af hun havde været syg ; thi
hendes Lød var fint og skjært , hendes Hænder hvide
og magre , og en stærk Bleghed afløste hendes pludselige
Rødme ; men af hun endnu skulde være sindsforvirret ,
derpaa var der ikke Tegn af opdage .
Hendes Blik var klart og roligt , og hendes smukke ,
blaae Øine udmærkede sig netop ved et Udtryk , som ,
skjøndt det af og til var drømmende , dog maatfe
kaldes sjælfuldt og smukt . Dertil sad hendes rige
Haar saa sirligt og fast , af man næsten maatfe ansee
disse guldgule Fletninger for støbte af det ædleste
Metal , og det mørkeblaae Hvergarnsskjørt hang tilligemed
det hvide Forklæde i saa smukke Folder , af
det var en Lyst af see . Havde jeg ikke kjendt hendes
tidligere Tilstand , vilde jeg aldrig have anet , af
denne unge Pige , der nu venlig bød mig Velkom


men , havde været i den Tilstand , hvori jeg desværre
altfor ofte havde seet hende .
„ Kan De huske mig ? “ spurgte jeg prøvende .
„ Nei , De har vel glemt mig ? “
„ Jeg har seet Dem tidt i den Tid , jeg var
borte , “ sagde hun uden Spor af Forvirring eller falsk
Undseelse . Jeg husker Dem som gjennem et Slør ;
men Deres Stemme kjender jeg fuldt vel , den havde
en mild Klang . “
Med disse Ord gik hun paa Moderens Vink
hen til et Skab , fremtog Dug , Skee og Tallerken
og dækkede i al Taushed , men med fuldkommen
Sikkerhed og Ro til mig for Enden af Bordet . Dog
lagde jeg Mærke til , at hendes Blik undertiden dvælede
særegent forskende paa mig , som vilde hun bag
mine Træk søge en Andens , og en uvilkaarlig Angst
greb mig ved Erindringen om , at jeg i det Ydre
skulde have Noget tilfælles med Halvor Johnsen .
Dog beroligedes jeg snart , da jeg saae , hvor uforstyrret
hun røgtede sin Dont , og hvor rolig hun gik
ud af Stuen , da Maallidet var færdigt — jeg var
jo desuden bleven tre Aar ældre .
„ Nu skal hun sin Tour i Klitterne , “ sagde
Lars Hansen og saae gjennem Ruden efter hende .
„ Hun og Klitterne høre sammen ; troer jeg ikke , Gud

hjælpe mig , at hun holder mere af dem end af Stuen
herhjemme . “
„ Stuen er hende trang , “ sagde Moderen mildt
og saae op fra sit Spind . „ Der er Fugle , som
døe i Bure , men synge ude . “
„ Naar blot hun faaer gaae i Fred , “ sagde
Lars Hansen og kløede sig bag Øret ; „ jeg ængstes
tidt for , at Nogen skal kyse hende i Sandene . “
„ Niels Ilde er ombord paa Kutteren iaften , “
sagde Konen og spandt videre ; „ han faaer ikke Landlov
i syv Ugedage , desformedelst at han drev Hans
Torden en Kindhest . “
„ Hvem er Hans Torden ? “ spurgte jeg .
„ Det er tredie Mand paa Kutteren , næstefter
Betjenten og Niels Ilde , “ sagde Lars Hansen .
„ Et underligt Navn , “ bemærkede jeg .
„ Aa ja , for Den , der ikke veed , hvordan han fik
det , “ sagde Lars . Han var ude med Barken Ane
Marie i Nordsøen og gik tilveirs under en svær
Byge for at besfaae Mersseilene . Saa , ligesom han
laa paa Raaen , kom der en Lynstraale og rev ham
ned fra den og kastede ham ned paa Dækket . De
troede Alle , han var død , og vilde hive ham overbord
den næste Morgen . Men ligesom de vilde til at sye
ham ind i Køieklæderne , siger han : „ „ Tordne mig , “ “

siger han , „ „ kan I Hallunker ikke lade mig ligge ,
til jeg selv en Gang gaaer tilbunds . “ “ Saa mærkede
de da nok , at der var Liv i ham og pleiede
ham saa smaat , til de kom til Antwerpen . Der blev
han lagt paa et Hospital og blev gnedet Paa en
Electrisermaskine , for han var endnu ganske lam , da
de satte ham iland . Fra den Tid hedder han Hans
Torden ; og med Undtagelse af en blaa Stribe ned
ad den høire Kind er han ligesaa rask som jeg . “
Her endte Lars Hansen sin mærkelige Fortælling
og langede sin Kabuds ned af Væggen , idet han
sagde : „ Jeg faaer dog at see , hvor Tøsen bliver af ,
og støtte hende en Kjende , skulde hun blive mødig
paa Veien . “
„ Han er forandret , “ sagde jeg , da Lodsoldermanden
havde forladt Stuen .
„ Ja , han er saa , “ sagde Karen og standsede sin
Rok ; nu er han ligesaa blød og føielig , som han
før kunde være contrari og ilsindet i alt det , som
Marie angik . For Smaatingene fik jeg nu altid at
raade . Ja , han er bleven sær forandret , som Professoren
siger ; give Gud , at det ikke maa være forsilde ,
saa at det stakkels Barn endnu kan naae sin
Lykke , uden at Niels Ilde , det onde Skarn , faaer
lagt hende plat øde . “

„ Den Lykke , hun haaber paa , naaer hun dog
vel neppe , “ sagde jeg ; „ Halvor Johnsen skal jo være
forlist . “
„ Ja , hvo veed ? “ sagde Karen tvivlende . „ Aviserne
ere ikke nu som i gamle Dage ; de lyve tidt
en Mand død . “
„ De troer altsaa , at han lever ? “
„ Ja , jeg veed hverken ud eller ind , “ sagde
Karen og brast pludseligt i Graad . „ Taler jeg med
Marie , da bæres det mig grangiveligt for , at han
maa leve ; saa fast og sikker en Tro giver Vorherre
ikke Nogen forgjæves . Men snakker jeg saa med
Dokforen , saa tager han Alt Plat fra mig igjen og
siger , at saadan en Tyrketro netop er Bevis paa , at
hun endnu ikke er rigtig i Hovedet . Meget har han
gjort for hende ; men troer jeg saa Skam ikke , at
han har faaet Nag til hende , fordi hun kom sig paa
St . Helene Grav . Hvor kan ogsaa Nogen være
fumbet i Hovedet , der læser saa vel , som hun ? “
„ Hvad var det , hun læste for Dem ? “ spurgte jeg .
„ Ak , “ sagde Karen , „ det er saadan en herlig
Bog , som vor gamle Præst gav hende , dengang
hun stod til Confirmation . Den skildrer saa grangiveligt ,
at jeg sommetider troer at være midt inde
i Tyrkiet , eller hvor det nu er . Ret nu , som De

kom , sad hun og læste om de tre Prindsesser , hvoraf
den Yngste blev trofast , medens de to Andre glemte
hver sin Hjertenskjær ; den Historie har hun altid
holdt mest af , og naar hun kommer til det Sted ,
hvor Prindsessen sidder alene ved Stranden og seer
ham komme paa Kobberhesten , saa de lyse Luer staae
ud af dens Næsebor , da lyser hendes Øine saadanne ,
at jeg nok kan see , hvad hun tænker paa , men saa ,
lukker hun tidt Bogen og siger : „ „ Sorgen er jo aldrig
saa tung , at Glæden kan vorde des større “ “ — ja ,
Haab er Sjælens Daab , som vor Præst sagde ; det
beskjæmmer Ingen . “
Jeg greb Bogen og bladede i den ; det var
„ Tusinde og een Nat “ , og man kunde see , at den
var bleven læst flittigt , ligesom jeg lagde Mærke til ,
at de Steder , der gav Fantasien friest Spillerum ,
ofte vare understregne med en grov Blyant .
„ Forstaaer De nu ogsaa Alt , hvad hun læser ? “
spurgte jeg .
„ Ia sommetider kan det jo være svært nok for
mig , “ sagde Karen ; „ men for hende gaaer det des
bedre , al den Stund Præstens Døttre læste med hende
fra Lille af . Den Gang skjønnede hun saa let , at
hun næsfen nemmede en Bog udenad , havde hun blot
læst den to Gange ; men saa maatte vi lukke for

Boghylden , fra det Lav , hun mente at see Underbarnet . “
„ Nu
tænker hun vel ikke mere derpaa ? “
„ Nei , “ sagde Karen , „ i lange Tider har hun
ikke talt et Ord derom ; men lige indtil hun blev
saa syg , saae hun ofte Syner derude i Sandene , saa
Haarene maatte reise sig paa Ens Hoved . Men de
betød aldrig Noget for Andre , og kun Lidt sagde
hun derom til os . Efter hendes Sygdom har jeg
ikke mærket Noget , det jeg veed af , saa nu har vel
Herren taget Magten fra det Onde , der pinte hende ,
og har betænkt at gjøre hende karsk . Kom Halvor
Johnsen blot igjen , saasandt troer jeg , at hun glemte
al sin Kummer og Kvide . “
„ Jeg traf Doktoren ved Toldstedet og kjørte
med ham til Veiskjellet ved den sidste Klit . Han
fortalte mig , at Marie havde sagt , at Halvor Johnsen
vilde være tilbage , naar Nyet blev fuldt . Det er
der kun syv Dage til . “
„ Ak ja , det Samme har hun sagt mig ! “ sukkede
Karen , „ og det tyder intet Godt , at hun paany vil
ud til Havfruestolen , naar Solen gaaer til Ro . Der
fik hun sine første svære Anfald , og -- -- - naa ,
Gud være lovet , der kommer Lars med hende ude
paa Veien . “

Vor Samtale blev afbrudt ved de Indtrædende .
Marie havde i Haanden en Bouket af Klokkeblomster ,
Blaahat , Valmue og andre Markblomster , som trives ,
hvor lidt Muld kommer frem , og hvor Klitterne give
Læ . Hun viste mig dem med barnlig Glæde , som
om de vare de kosteligste Urter fra et fremmed Land , og
ordnede dem derpaa med saa megen Farvesands , at
jeg kunde see , at Præstens Døttre havde lært hende
Mere end at læse . Senere fik jeg da ogsaa at vide ,
at Præstens yngste Datter havde havt megen Omgang
med Marie og foreslaaet at tage hende med til
Hovedstaden , da de reiste . Deraf blev der dog Intet ,
da Maries Forlovelse og Sygdom kom imellem ;
men det gav mig Nøglen til , hvorfor hun baade i
Dragt og Lader var noget mere end en sædvanlig
Fiskerpige , ligesom ogsaa hendes Fantasier i de ensomme
Klitter vel knnde være paavirkede af de mærkelige
Drømme i de gamle østerlandske Eventyr .
Tiden hengled let og behageligt i Lars Hansens
Hus , eller snarere udenfor dette ; thi allerede om
Morgenen lokkede den vildsomme Natur mig ud til
nye Undersøgelser enten i Klitterne eller paa Havet .
Først om Eftermiddagen vendte jeg tilbage med mit
Udbytte , og naar jeg havde underkastet dette den
første , foreløbige Behandling , tilbragtes Aftenen

gjerne i Lars Hansens forreste Stue under en
Passiar eller Oplæsning af Marie . Naar hun greb
Bogen , og med sin bløde , friske Stemme gav sig til
at læse en af Scheherazades underfulde Fortællinger ,
da lyttede de Andre til i Tanshed , men paa Minespillet
i hendes Ansigt , paa Rødmen , der kom og
gik over hendes Kinder , paa Øiets funklende Glands
og Stemmens Overgange knnde jeg vel mærke , at
hun ligefrem gjennemlevede , hvad hun læske saa inderligt ,
at hun knnde troe det som virkeligt . I saadanne
Øieblikke knnde der komme et seeragtigt Udtryk
i hendes Blik , og hun knnde bevæges saa stærkt , at
hun maatte lægge Bogen fra sig ; men dette tydede
jo kun paa en letbevægelig , livlig Fantasi , som farvedes
af Eventyrets rige Billeder . Derimod var
det mig mere paafaldende , at hun hver Aften kom
senere og senere hjem fra Havfruestolen , og at hun
da ofte i sit Ansigt havde et uroligt eller skuffet
Udtryk , der ikke spaaede mig godt .
Foruden Lars Hansen havde jeg i Rørvig erhvervet
mig en anden Ven , den djærve Palle Ib .
Han var en ægte Sømand , lav og undersætsig , med
et Par mægtige , røde Bakkenbarter og et Ansigt saa
fuldt af Kopper , at ingen Flue kunde kravle henover
det uden at brække Bagbenene , som han selv sagde .

Dertil var han Fører af Toldkutteren „ Najaden “ , og
bar som saadan Titel af Krydstoldassistent eller Assistent ,
som han til daglig kaldtes . Det Værste var ,
at jeg maatte skjule min Omgang med ham for Lars
Hansen , saa godt det lod sig gjøre ; thi det eneste
Feilsyn hos min gjæve Vært var det , at han i Kraft
af sin Maxime om den frie Sø ansaae Smugleri
for en lovlig Gjerning , saa at det efter hans Mening
kun var af det pure Krakileri , at Palle Ib havde
lagt sin hurtigseilende Kutter for Anker ved Rørvig
Toldsted .
En Eftermiddag havde jeg gjort en af mine
sædvanlige Udflugter til det høitliggende Klintebjerg ,
og vandrede henimod Solnedgang tilbage langs
Stranden forbi Dybe- og Flyndersø , der vel nu
forlængst ere udtørrede . Det var en stille og mild
Juliaften , Havet krusede sig i neppe mærkelige Dønninger ,
og Lyngoldenborrens sagte Summen , en enkelt
Jordhumle , der drak af den gule Strandkløver , var
alt Det , der afbrød den dybe Stilhed , som hvilede
over de golde Sandflader med deres Bakker og Dale .
I sorgløse Tanker slæntrede jeg langs den rullestensbelagte
Strandbred med min Botaniserkasse paa
Ryggen , beundrende den regelmæssige Form , som
Bølgeslidet formaaer at give selv de haardeste Stenarter ,

da opdagede jeg pludseligt en kvindelig Skikkelse
noget foran mig og saae , at det var Marie ,
som sad paa den store halvsprængte Sten og stirrede
ud over Havet . Havde jeg ikke vidst bedre , skulde
jeg have troet , at det var en Statue , saa ubevægelig
sad hun Paa den graalige , lavbevoxte Granitblok , og
skjøndt Rullestenene ramlede under mine Fødder ,
dreiede hun ikke engang Hovedet for at see , hvem
det var , der nærmede sig ; hun syntes tvertimod hensunken
i en stille , drømmerisk Beskuen af den vidtstrakfe ,
solbelyste Havflade , som langt ude i Horizonten
forenede sig med Aftensolens Glød , og først da jeg
lagde Haanden paa hendes Skulder , foer hun sammen
med en Skjælven , der gjennembævede hende fra
Isse til Fod .
„ Nu vækkede De mig , “ sagde hun med et bebreidende
Udtryk i de mørkeblaae Øine .
„ Sov De ? “ spurgte jeg .
„ Nei , “ svarede hun ; „ men da De rørte ved
mig , var det , som veg Nogen bort fra mig . “
Jeg betragtede den sælsomme Pige og tænkte i
det Samme paa Mitra , men jeg huskede ogsaa Lægens
Ord og satte mig stiltiende ved Siden af hende paa
det bortsprængte Stykke af Havfruestolen .

„ Vil De blive her ? “ spurgte hun endeligt , halvt
frygtsomt , halvt uvilligt .
Jeg følte , at der i disse Ord laa et Ønske om ,
at jeg skulde fjerne mig ; men jeg svarede : „ Det er
silde , Marie ; om Lidt gaaer Solen ned , og det bliver
koldt herude ved Stranden . De bliver syg af at
sidde saalænge i den kolde Aftenluft , naar Duggen
falder . “
Hun saae paa mig med et halvt fortrydeligt ,
halvt velvilligt Blik og sagde : „ Jeg bliver aldrig
mere syg ; “ derpaa trak hun Fødderne til sig og
lagde de foldede Hænder sammen over Knæene med
en Mine , som vilde hun afskjære enhver videre
Tiltale .
„ Det kan De ikke vide , “ sagde jeg . „ Ingen
kjender sin Skjæbne . “
Hun drog Fødderne endnu mere til sig , knugede
sig endnu tættere sammen og sagde med et underligt
Udtryk : „ Jeg kjender min . “
„ Er den god ? “ spurgte jeg .
Hun svarede ikke , men stirrede paany henover
de solbelyste Bølger , der sagte og i bløde Dønninger
vuggede sig for den neppe mærkelige Brise . Jeg
fulgte Retningen af hendes Blik og saae , af det
dvælede paa de solbelyste Aftenskyer , som i mangfoldige ,

vexlende Lag og spillende i alle Overgange
af Violet , Orangerødt og Guldgult som en mangefarvet
Glorie omgav den synkende Sol . En enkelt lille ,
mørkfarvet Sky drog sig i dette Øieblik forbi Solen
og delte dens blodrøde Skive i to ulige Dele . Den
havde , som alle Skyer , der bebude Storm , en forreven ,
fantastisk Figur ; den lignede næsten en sælsom ,
vinget Fisk , i hvis opspilede Gab Solen truede med
af forsvinde ; men pludseligt opløstes den og flød hen
i to søndrede Halvdele , saa af Solen atter straalede
under den i sin fulde Renhed . I det Samme foldede
Marie Hænderne og udbrød : „ Nu feirede Lyset ! “
Jeg saae paa hende og blev dybt greben af den
Skjønhed , der i dette Øieblik hvilede over hvert af
hendes Træk . Det var den reneste barnlige Glæde
forenet med en jomfruelig Undseelse over , at jeg
havde hørt hendes Udbrud og maaskee morede mig
over det . “
„ Seer De Syner i Solen ? “ spurgte jeg .
„ Ak , “ svarede hun dæmpet , „ jeg veed godt , at
jeg ikke seer som andre Folk , og har tidt maattet
høre ilde derfor , og dog seer jeg ikke saaledes nu ,
som da jeg var Barn ; de Syner vende aldrig tilbage . “
Hnn sagde dette med en Inderlighed og en Varme ,
som fik hendes Læber til at skjælve . Jeg mindedes

paany Mitra , og hvad dermed stod i Forbindelse ,
men kunde dog ikke lade være at spørge : „ Hvad
saae De da som Barn , Marie ? Herude i Sandene
mellem de nøgne , øde Klitter er der jo Intet at see ;
saa skulde De blot komme til Kjøbenhavn . “
„ Intet at see , “ gjentog hun , idet en livlig
Rødme farvede hendes Kinder . „ De taler som Doktoren
og tænker vel ogsaa som han . “
Jeg følte mig ikke meget smigret ved denne Bemærkning
og sagde ganske vist lidt paa Dril : „ Jeg
seer intet Andet end Marehalm og Tang , Sand og
Vand og saa de store Stene , over hvilke Bølgerne
uafladeligt skvulpe . “
„ O , De seer som Doktoren ! “ udbrød hun heftigt ,
„ som den gamle Skolelærer , der pryglede os ,
og som ham , jeg ikke vil nævne . De kan ikke forstaae ,
hvad jeg seer , selv om jeg vilde fortælle
Dem det ! “
„ Tro ikke det , Marie ! “ sagde jeg varmt og
vilde gribe hendes Haand ; „ jeg sagde det kun saa
for at drille Dem . Tro mig , jeg kunde godt forstaae
Dem , hvis De vilde fortælle mig Noget , men
det vil De vel neppe til en Fremmed . “
„ De er ikke Fremmed for mig , “ sagde Marie
bevæget , og rakte mig den Haand , som hun nys

havde trukket til sig . „ Moder har fortalt mig saa
Meget om Dem , og jeg veed , at De har været saa
god mod mig den Tid , da jeg var borte . Jeg vil
gjerne fortælle Dem Noget af det , jeg saae som
Barn ; men ikke Alt — nei , det tør jeg ikke . “
Hendes Blik antog et drømmende Udtryk , og
idet hun sænkede Hovedet , saa at hun mere saae ned
paa Stenen end paa mig , sagde hun med dæmpet
Stemme : „ Om Dagen saae jeg aldrig Noget . Naar
Solen skinnede paa de hvide Klitbakker og gjorde
Alt rigtigt lyst , var jeg altid bange for at gaae alene
herude mellem Klitterne ; thi her var saa ensomt ,
syntes jeg , at Nogen kunde komme og tage mig .
Men om Aftenen , naar Solen gik ned , blev Alt til
Guld , og ud fra Stranden lagde der sig en gylden
Bro , som naaede helt derhen , hvor Solen sank , og
der stod et Slot med mange Vinduer og Taarne
og med mange store , hvælvede Porte , hvor jeg kunde
see lige ind . Ud ad dem kom deilige Børn for at
lege med mig . De havde lysegrønne Klæder og mørke
Haar , og de havde Krandse af Perler og røde Tangblomsler
om deres Hoveder . De vare fine og skjære
i Huden , saa at jeg syntes , at jeg kunde see , hvorledes
Blodet bevægede sig inden i dem , og de gik
ikke , som vi Andre gaae , men vuggede sig i lange

Kjeder frem imod Land og spillede sagte , forunderlige
Melodier , som jeg ofte endnu synes at kunne
høre . Men naar de naaede Land , rakte de altid
Armene frem imod mig med et Suk og forsvandt i
Sandet , og jeg græd ofte af Smerte over , at jeg
aldrig kunde gribe dem og holde dem fast . Naar
jeg da vendte mig fra Stranden og bedrøvet stirrede
ind imod Land , blev jeg dog altid trøstet ved , hvad
jeg der saae ; thi alt Sandet glimrede som Guld , og
de mørke Fyrrer vare gjorte af luende Kobber , men
Birkene vare af Sølv , og fra deres fine Grene dryssede
Perler og Diamanter , som jeg samlede i mit
Forklæde for at bringe dem hjem til Moder og gjøre
hende glad . Inde fra Klitterne klang der da forunderlige
Toner , Guldsandet regnede fra Bakkerne ,
og derinde vare store , forunderlige Sale og dybe
Huler , hvoraf Tonerne strømmede ud , men jeg turde
ikke gaae derind , thi vanskabte smaa Mænd med graae
Kapper og side Hatte paa Hovedet truede ad mig ,
og store Edderkopper slog Væv for Indgangene , saa
jeg frygtede for at fanges deri . Da kom der ofte
en lille Pige i lyseblaa Kjole og Guldbælte om Livet .
Hun havde bare Fødder og en Krands af Kornblomster
om Hovedet ; men hun var saa deilig , at
jeg ikke formaaer at beskrive det . Naar hun kom ,

blev jeg altid rolig og blev ikke bange , selv om
Mørket faldt paa . Da kunde vi gaae sammen langs
Klinten , hvor hun viste mig mange forunderlige Ting .
Hun var Heller ikke bange for de graae Mænd , men
tog dem ud af deres Huler og viste mig , at de kun
vare gjorte af Sand , saa at man kunde pille dem
fra hverandre og strøe dem paa Jorden ; men , naar
hun vilde gjøre det , skreg de ynkeligt og bad for sig ,
og da lod hun dem altid løbe eller satte dem blot
ind i de store Spindelvæv , hvor de gjorde de forfærdeligste
Ansigter og sparkede og sprællede , indtil
de kunde komme løs . Men naar Maanen skinnede ,
var det egentligt allermorsomst ; da laae Klitterne
rundtomkring , som var det store , hvide Bjerge af
Sølv , og ud fra dem kom en Mængde deilige Børn
i hvide Klæder og med Krandse af det blaagrønne
Marehalm om Hovederne . De dandsede for os i
Maaneskinnet og sang inderlige Sange , der lød ligesom
Vinden , naar den om Efteraaret blæser herude
mellem Klitterne . Da viste den unge Pige mig tidt ,
at de store Stene ved Stranden ikke vare døde , som
Doktoren og Skolelæreren sagde . Naar hun rørte
ved dem med sin Haand , knagede det i dem , som
skulde de revne , og de begyndte at rokke og bevæge
sig , men langt kunde de ikke komme ; thi de havde

korte , krumme og vanføre Ben , tykke , uformelige
Maver og et fladt Hoved , der sad nedtrykt mellem
Skuldrene . Men naar hun rigtigt vilde , kom der
dog Liv i dem , og de vare da saa morsomme at see
paa ; thi mange af dem havde Ansigter , der lignede
Folk inde fra Byen , som jeg ikke kunde lide , En
var tyk og rød som Toldcontrolleuren , en anden lang
og gul ligesom vor gamle Skolemester , men naar
jeg puffede til dem , faldt de over hverandre , rullede
ned ad Havstokken , og de , der faldt i Vandet , satte
de fortrædeligste Ansigter op og skyndte sig , alt hvad
de kunde , med at komme iland igjen og finde det
Hul , hvor de før havde siddet . Men naar saa Doktoren
eller Fader kom for at hente mig , løb hun
altid hen og skjulte sig bag den store Sten her . Da
var Alting borte , og jeg fik kun Utak , fordi jeg
havde ladet vente paa mig ved Nadveren . “
Hun taug og stirrede atter ud over Havet , hvis
Flade Solen i dette Øieblik syntes at berøre , og det
var , som om hendes Øine slet ikke blændedes af den
gyldne Straalepragt , saa fast og ufravendt saae hun
imod Solen . Dybere og dybere sank den , der manglede
kun dens øverste lyserøde Bue ; nu svandt ogsaa denne
under Horizonten , og som en uhyre gylden Vifte
gjennembrød Reflexstraalerne de utallige , skjælformede

Smaaskyer og laante dem en Glands , der i tusindfoldig
Farvepragt afspeiledes af Havet , saa at selv
de hvide Klitbakker farvedes derved .
„ Nu sank den ! “ sagde Marie og drog et dybt
Suk . „ Hvo der kunde synke som den og dog glæde
Alle i sin Dødsstund ! “
Hun sagde disse Ord saa simpelt og naturligt ,
men med saa megen Veemod , at jeg blev greben
deraf , thi i dette Øieblik følte jeg , at Tanken om
hendes Tilstand dog laa i Dybden af hendes Sjæl
som den mørke Sky , der nys havde truet med at
opsluge Solen . Der kom atter i hendes Ansigt det
samme Udtryk af haabløs Uro og skuffet Forventning ,
som jeg havde lagt Mærke til de foregaaende Aftener ,
og lidt ængstet sagde jeg : „ Maa jeg følge
Dem hjem , Marie , nu kommer Mørket . “
„ Ja , nu kommer Mørket , “ sagde hun med et
smerteligt Suk , men gjorde ingen Mine til at reise sig .
„ Skal jeg gaae alene , eller skal jeg følge Dem ? “
spurgte jeg igjen , idet jeg reiste mig .
„ Rettest gik jeg vel uden Følge , var De ikke
min Faders Gjæst , “ svarede hun . „ Lad os gaae op
oven om Klitbakkerne , saa kunne Alle see os fra
Byen . “

Jeg tænkte i det Øieblik , at hun følte finere
end mangen Dame , og rakte hende min Haand for
at støtte hende under Gangen opad den steile Sandbanke ;
men hun undveg den og ilede med en Lethed ,
som jeg ikke havde tiltroet hendes endnu svage Kræfter ,
opad Klitbakken , næsten ligesaa hurtigt som jeg . Da
hun havde naaet dens Top , standsede hun uden at
puste , vendte sig om og saae endnu et Øieblik ufravendt
ud over Havet . Men pludseligt funklede hendes
Øine med en næsten overnaturlig Glands ; hun gjorde
et Par Skridt fremad , som vilde hun atter skyde sig
nedad Skrænten ; derpaa sank hun med et Glædesudbrud
paa Knæ og favnede en Gjenstand , der for
mine Øine ikke var til , men som hun bedækkede med
Kys og Kjærtegn . Jeg stod som lynslagen , ikke af
Skræk , men af en forunderlig Følelse af , at her var
Noget , som mine legemlige Øine ikke kunde fatte ,
men som maatte være til , endog i min umiddelbare
Nærhed . Jeg havde i dette Øieblik glemt at tale ,
ja , jeg formaaede ikke engang at gjøre en Bevægelse ,
og først i det Øieblik , da Marie reiste sig op og
tilsyneladende fulgte Nogen ud imod Klittens bratte
Skrænt , fik jeg mine lamslagne Kræfter igjen og foer
efter hende for at drage hende tilbage fra det farlige
Sted . Men hun kom mig i Forkjøbet , thi idet hun

pludseligt dreiede sig om imod mig , sagde hun med
et straalende Blik , idet hun pegede langt ud over
Havet : „ Nu kommer Lykken ! “
Forvirret og forbauset stirrede jeg paa hende ;
men hun lagde Haanden paa sit Bryst , bøiede Hovedet
tilbage og sagde med en Røst , som var den en længe
indestængt Aand , der endeligt fløi ud til Lys og
Frihed : „ O , nu faaer det Luft , som længe har sukket
og klaget herinde ; mit Hjerte sprænges derved ! “
Hun blev dødbleg , trykkede Haanden mod Hjertet
med en smertelig Mine og vaklede saaledes , at jeg
foer til og greb hende i mine Arme . „ Hvad er det ,
Marie ? “ raabte jeg .
Hun stod et Øieblik uden at kunne tale . Hele
hendes Legeme skjælvede , hendes Bryst bevægede sig
voldsomt , og Taarerne trillede een for een tungt ned
paa min Haand — de brændte som Ild . Endeligt
samlede hun sig , saae paa mig med et straalende Blik
og hvidskede op imod mig : „ Nu kommer han ! “
Aldrig kunde hun have sagt mig noget Værre
— thi nu blev det mig klart , at den gamle Doktor
havde Ret . Mit Blik røbede det , og hun vedblev :
„ See ikke saa bedrøvet paa mig ! Jeg er ikke syg ,
jeg feiler Ingenting ; jeg er kun saa glad , saa uendeligt
lykkelig . Kan De ikke see ham ? “

„ Hvor ? “ sagde jeg forvirret og stirrede omkring
mig .
„ Der , langt ude paa Søen ! Seer De ikke to
hvide Seil , der dukke op hist ude ; lige der , hvor
Solen gik ned ? Det er Halvor ; han staaer ved
Rattet og seer mod Land . “
Jeg stirrede ud i den angivne Retning , men
saae kun Solrødmen , der med sit lysende Skjær
bredte sig over Havet . „ Jeg seer Intet , “ sagde jeg .
„ Vær fornuftig , Marie , og følg med ! “
„ Ak , De seer med Øiet og ikke med Hjertet , “
sagde hun med en Mine , som ynkedes hun over mig .
„ Lad os skynde os hjem for at gjøre Alt færdigt til
ham . Ak , længe , længe har jeg ventet ! “
Hun ilede hen over det flygtige Sand , som var
det den fasteste Vei , og jeg fulgte bedrøvet efter ;
thi nu var jeg fuldstændigt overbevist om , at Lægen
dog havde Ret , og at hendes tilsyneladende Helbredelse
kun var en sørgelig Maske . Paa det Sted ,
hvor Klitbanken skraanede ned mod Hulveien , der
førte til Lars Hansens Hus , vendte hun sig om og
sagde med bønlig Stemme : „ Siig Intet til Fader
eller Moder ! Fortæl Ingen , at han kommer tilbage ;
det kunde blive til stor Skade for ham og os Alle .
Bliv her et lille Øieblik og følg ikke efter mig , før

De seer , at jeg har naaet Huset . Tal endelig ikke
til Nogen ; jeg vil saa nødig spottes i min Glæde . “
Jeg lovede hende det paa samme Maade , som
man lover et Barn et Legetøj for at dysse det til
Ro ; men hun saae mig fast ind i Øiet og sagde :
„ Tal ikke ! “ Dermed ilede hun ned , og kort efter
saae jeg hendes lette Skikkelse atter komme tilsyne
længere nede i Hulveien og forsvinde bag den Banke ,
hvor Lars Hansens Hus laa .
Paa det Punkt , hvor jeg stod , havde jeg Udsigt
ikke alene til Fiskerleiet , men ogsaa til Rørvig Toldsted ,
hvor Palle Ibs Kutter , Najaden , laa fortøiet ikke
ret langt ude . Jeg lagde Mærke til , at der ved Toldstedet
havde samlet sig en Gruppe af Sømænd og
Betjente , og jeg troede at skimte Palle Ibs Skikkelse
imellem dem . I en Hast fik jeg Kikkerten frem og saae ,
at der var Bevægelse paa Fartøiet , hvilket bebudede ,
at en Seiler var isigte . Hastigt rettede jeg Kikkerten
mod Nordvest , og hvad skildrer min Overraskelse —
i de dæmrende Aftentaager saae jeg de hvide Mærsseil
paa en Skonnert tegne sig uklart mod Horizonten .
Nede ved det lille Toldsted , hvor jeg kort efter
befandt mig , herskede der Travlhed og livligt Røre ;
thi paa et saa afsides Sted er en Seiler altid en
velkommen Gjæst , der giver Anledning til allehaande

Udtalelser og Formodninger , saavel fra Toldvæsenets
som fra Fiskernes Side . Palle Ib stod med Kikkerten
for Øiet , omringet af en Flok Fiskere , af hvilke en ,
idet jeg nærmede mig , bemærkede : „ Det er Fanden
ingen Amerikaner det ! “
„ Luk dine Glugger op og din Mund i ! “ brummede
Palle Ib og tog Kikkerten fra Øiet . „ Jeg vil
lade mig hænge , hvis det ikke er en Amerikaner .
Kan Du ikke see , at han har Bomuldsseil og den
korte Fokkemast ? “
„ Hvorfra er den ? “ spurgte jeg , idet jeg nærmede
mig Palle Ib , som i den grønne Tolduniform
og med den messingbeslagne Kikkert i Haanden tog
sig helt statelig ud mellem de grove Fiskere .
„ Ja , spørg den ad , “ sagde Palle Ib . „ Vidste
vi blot altid , hvorfra et Fartøi kommer , og hvad det
har inde , kunde vi lade dem klarere Ladningen paa
Toldboden . Ventelig er den fra Rio eller en anden
oversøisk Havn . “
„ Kan De see , hvad det er for en Landsmand ? “
„ Det er ingen Landsmand det , “ sagde Palle Ib
og satte atter Kikkerten for Øiet , „ ellers havde den
tonet Flag for længe siden . Den seer ud , som kunde
den have Lyst til at give Kjøbmændene i Nykjøbing
nogle Fade Rhum til billig Pris . Saa for Satan ,

der gaaer allerede et Par Kadreiere ud til den fra
Ebbeløkke . Havde vi blot en Hatfuld Vind , kunde
vi overhale ham endnu i Aften , men den er løiet
svært af . Den fordømte Skonnert ligger for langt
ude til af naaes med Fartøiet . “
„ Gaaer De ud imorgen ? “ spurgte jeg .
„ Før Solen staaer op , “ sagde Palle Ib bestemt .
„ Den seer mig ud til allehaande . “
„ Saa kunde De gjøre mig den Tjeneste af tage
mig med ; jeg kunde have Lyst til af see , hvorledes
det gaaer til , naar et Fartøi bliver overhalet . “
„ Hjerteligt gjerne , “ sagde Palle Ib og sænkede
Kikkerten ; „ naar blot Professoren vil være parat til
af tage sin Overhaling med ; skjønner jeg ret , faaer
vi saa megen Vind imorgen , af Professoren gjerne
kan tage Reb i sin Hat iaften . “
Jeg kjendte Palle Ib for godt til af blive stødt
over den Hentydning , der laa i hans Ord , og var
for nysgjerrig til af lade mig skræmme , selv om vi
skulde faae en ordentlig Storm . Maries besynderlige
Adfærd og sikkre Haab havde vakt en vis Stemning
ogsaa hos mig , og nu var der jo den ønskeligste
Leilighed til af see , om hun havde Ret eller
ikke . Jeg aftalte altsaa med Palle Ib , af jeg skulde
holde mig parat til af møde ved Daggry nede ved

Toldstedet , og medens jeg grundede paa , hvorledes
jeg bedst skulde binde min Vært en lille Historie paa
Ærmet , begav jeg mig op til Huset bag Klitbakken .
Lars Hansen havde ogsaa seet den fremmede
Seiler og mente , af den kom fra Rio med Kaffe .
Karen sukkede , da hendes Mand udmalede hende , hvor
let Folkene fra Ebbeløkke kunde komme til en Sæk
eller to ; men Marie gik omkring med et straalende ,
jeg kunde næsten sige overjordisk Udtryk i sit Ansigt ,
og da hun efter Aftensbordet tog den gamle Historiebog
frem , læste hun med en saadan Inderlighed
og et saadant Udtryk , af jeg mere end nogensinde
maatte sande Karens Bemærkning . Først henad
Midnat brød vi op , og det lykkedes mig ved Hjælp
af Marie af komme i Besiddelse af Eriks Stortrøje
og Sydvest , uden af Lars Hansen anede det Forræderi ,
hvori hans Nærmeste tog Del .

VI .
Allerede før de første Solstraaler den næste
Morgen tittede ind ad mit Vindue , var jeg paa
Benene og nede ved Toldstedet , hvor Hans Torden
ventede mig i Kutterens Fartøi . Lidt efter kom
Niels Ilde tilligemed John , den tjenstgjørende Betjent ,
som venligt bød mig Godmorgen ; men idet jeg
sprang i Fartøiet , tilkastede Niels Ilde mig et hadefuldt Blik og tørnede , tilsyneladende uforsætligt , saadan
imod mig , at jeg nær var gaaet udenbords . Jeg
noterede mig denne lille Venskabstjeneste , der nær
havde gjort min Udflugt til Intet , og idet jeg satte
mig ned paa Toften , spurgte jeg John i en ligegyldig
Tone , om han kjendte noget til Halvor
Johnsen .
Niels Ildes Ansigt fortrak sig paa en uhyggelig
Maade ved dette Spørgsmaal , og han brummede ,
medens han lagde Aaren ud : „ Her er Ingen , der
spørger efter Halvor Johnsen ; han er gaaet neden
om hjem for mange Tider siden . “

„ Saa ? “ sagde jeg og betragtede ham stivt . Da
var der dog en Mand fra Ebbeløkke hos Lodsoldermanden ,
ligesom jeg gik herned ; han sagde , at han
havde talt med Halvor Johnsen ombord Paa Skonnerten . “
Niels
Ilde slap Aaren ganske bleg i Ansigtet ,
men Hans Torden raabte : „ Saa skod , for Satan !
Vi render jo mod Bolværket . “
Niels tog atter til Aaren , men John sagde :
„ Saa har de Fandens Karle fra Ebbeløkke været
derude inat og malet Kaffe . Nu veed da hver Kjæft
paa Skonnerten , at vi ligge ved Rørvig , saa faaer
den Ben at gaae paa . “
„ Er det da et mistænkeligt Fartøi ? “ spurgte jeg .
„ Aa , “ svarede Betjenten , „ de prøver jo sommetider ,
om de kan kaste et Par Sække Kaffe eller nogle
Kister Tobak iland til Kjøbmændene i Nykjøbing .
Det er mest saadan henad Efteraaret , naar Nætterne
ere mørke . Nu smugles der kun af Kadreierne , og
det har ikke Stort at betyde . Hvad var det ellers
for en Mand fra Ebbeløkke ? “ tilføiede han med et
lunt Blik .
„ Jeg kjendte ham ikke , “ sagde jeg afvisende ; thi
i Virkeligheden havde der Ingen været hos Lars
Hansen ; jeg havde blot villet prøve at stoppe Munden

paa Niels Ilde . Dette var ogsaa lykkedes mig ; thi
han mælede ikke et Ord den hele Vei til Kutteren .
Oppe paa Dækket , hvor Alt ligetil de smaa
Falconetter var saa pudset og blankt , at man mindedes
om en Orlogsmand , travede Palle Ib op og
ned med Kikkerten under Armen og en Mine , som
viste , at nu var han i sit rette Element . Han bød
mig hjerteligt Velkommen , og da jeg meddelte ham
det Puds , som Niels Ilde havde villet spille mig ,
sagde han : „ Det er en studs Karl og en Helvedesbrand
mod dem , han engang har faaet Kig paa . De
maa have gjort ham Noget imod , det tør jeg frit
bande paa . “
Jeg vilde give en længere Forklaring , hvilket er
en slet Forretning tilsøes ; thi Palle Ib vendte sig
fra mig og raabte : „ Hiv hjem ! — Skrub Jer forude !
Heis Fokken ! “
Disse Ord i Forbindelse med den derved tilveiebragte Hiven og Halen vilde have overdøvet en
kraftigere Stemme end min , og faa Øieblikke efter
stod vi , efter at have faaet Storseil og Klyver sat ,
med en stiv Kuling af Nordvest ud gjennem Issefjordens
Indløb , idet vi kastede det sidste Afskedsblik
til det venlige Fiskerleie og de fjerne Skove ved
Jægerspris .

Inde i Fjorden , hvor Klitbakkerne gav Læ ,
havde vi havt smult Vande , men knap havde vi klaret
det høie Spotsbjerg , før Sagerne tog en anden Gjænge ,
saa at jeg i en Hast fik en praktisk Forklaring af ,
hvad „ en Overhaling “ vil sige . Vi havde neppe
gjort en Vending paa den første Boug , før vi havde
Søerne over Dækket , og nu krydsede vi paa ligesaa
meget under som over Vandet , idet jeg priste Eriks
Stortrøie og Sydvest . Palle Ib gjorde ikke Mine
til at rede .
Imidlertid laa Skonnerten en Mil til Luvart
af grønne Revle , men neppe havde vi halet en Kvartmil
ind paa den , før vi saae den heise sine Forseil ,
og Palle Ib udbrød : „ Nu gaaer han , Djævlen gale
mig , tilsøes ! Vi skal vise ham , at Najaden mageligt
kan have hans Kram . “
Heri tog han imidlertid feil ; thi vel var Najaden ,
som de fleste af vore Krydstoldkuttere , et letløbende ,
hurtigseilende Fartøi , men her traf det sin
Overmand , og vi havde neppe gjort et Par Vendinger
til , før Palle Ib til sin store Ærgrelse mærkede , at
han stiledes agterud af sin overlegne Modsfander .
„ Sæt Gaffeltopseil ! Heis Flag og Stander ! “
raabte Palle Ib .

Hans Torden og Niels Ilde sprang til før at
udføre Ordren , men den Sidste brummede , idet han
strøg forbi : „ Den bærer hun ikke . “
„ Spør ' jeg Dig , Flab ! “ raabte den hidsige Palle
Ib , som havde opfanget Niels Ildes Ord . „ Hun
skal bære det ! “
„ Det gaaer ad Helvede til ! “ mumlede Niels
Ilde , medens han stak Faldet paa .
Til Held for ham hørte Palle Ib ikke denne
iøvrigt meget rigtige Bemærkning ; thi han var alt
agter ude , og et Øieblik efter saae jeg ham lede
Tilberedelserne til at lade de smaa Piecer , som Kutteren
førte .
„ De vil da ikke skyde paa ham ? “ sagde jeg
leende .
„ Ikke det ? “ svarede Palle Ib og langede selv
en Kardus til en af Folkene . „ Hvad Fanden troer
De da , vi har de Tingester til ? Først et Skud løst ,
og saa en Kugle foran Bougen — det er efter Instruxen . Det Øvrige kan komme efter Conduite , som
man siger . “
Koparrene i Palle Ibs Ansigt glødede , medens
han udtalte disse Ord med en Bestemthed , som var
han Chef paa et Orlogsskib , der jagede en Sørøver .
Jeg sprang tilside , og nu knaldede den lille Falconet

lystigt af uden andet Resultat end det skarpe Knald ,
som hurtigt bortførtes af Vinden tilligemed Krudtrøgen .
Fra
Skonnerten kom der intet Svar . Den
fortsatte roligt sin Kurs uden saameget som at tone
Flaget ; men vi halede øiensynligt ind paa den , og
endeligt kom det store Øieblik , hvor man kunde lade
en Kugle vande foran dens Boug . Denne Gang
stillede Palle Ib selv Falconetten , og tog saa nøiagtigt
Sigte , at Kuglen dandsede henad Vandet neppe
ti Favne foran Bougen . I det Samme gjorde
Skonnerten Mine til at tone Flag , og Palle Ib
udbrød med en fornøiet Mine , idet han snappede
Kikkerten fra Nathuset : „ Nu skal De see , hun stikker
sin tydske Pjalt ud ; det er altid de Lybækker Kjøbmandsskuder , som more sig med at drille os . “
I det Samme tonede Skonnerten Flagen
underlig graasort , laset Tingest , lige ubestemmelig
i Form og Farve , foer op under Raanokken . Niels
Ilde tilkastede sin Overordnede et Blik , som det
vistnok var heldigst for ham , at denne ikke bemærkede ,
men John udbrød : „ Nu skulde da den Onde
tordne i ham , Hr . Assistent ! det er en tom Kaffesæk ,
der gaaer tilveirs . “

Palle Ib saae lige saa arrig ud som en Dogge
i Hundedagene og foer selv til Roret for at holde
Kutteren bedre op til Vinden ; pludseligt krængede
vi saa stærkt , at hele Lønningen lagdes under Vand ,
et Bygekast foer susende hen over os , der hørtes en
Lyd som et Pidskesmeld oppe fra Masten — Gaffeltopseilet
gik overbord , medens vi reiste os igjen .
„ Saa til Helvede ! “ sagde Palle Ib og saae
efter det bortfløine Seil , der et Øieblik hævedes af
Søerne . „ Nu kan vi gaae hjem og lægge os og
sige , at vi ere blevne grint ud af en Tydsker . “
Heri tog han heller ikke feil ; thi i samme Øieblik
satte Skonnerten mere Seil , og medens den
gjentagne Gange heisede den tomme Kaffesæk op og
ned * ) , som for at haane Toldkutteren endnn mere ,
stod den Kattegattet udefter , bestandigt ladende et
større Rum imellem os og sig .
Palle Ib var imidlertid ikke den Mand , der
opgav en Forfølgelse saa let , og først henad Eftermiddagen ,
da Skonnerten fjernede sig ud over Grændserne for hans Station , standsede vi Forfølgelsen og
huggede med desto større Kraft ind paa de tarvelige
* ) Dette kaldes at „ kippe “ Flag , og betyder det Samme , som
naar man paa Land tager Hatten af for en Mand .

Retter , som Hans Tordens Kogekunst havde forsynet
Kahytten med . Saa vendte vi og stod Nord om
Hesseløen med aftagende Kuling . Her ankrede vi
under Fyret for at være parate ved Daggry , hvis
den mistænkelige Skonnert paany skulde vise sig og ikke
staae Storebelt ind , som Palle Ib formodede . Det
var den første Dags Overhaling , og den kom der
ikke meget ud af , hverken for Palle Ib eller mig .
Uagtet en Køie ombord paa en Toldkutter ikke
kan ansees for noget særdeles bekvemt eller luxurieusf
udstyret Leie , sov jeg dog udmærket den Nat , blideligt
vugget af Kattegattets Bølger . Ja , saa fast var
min Søvn , at jeg først , da jeg tørnede ud , mærkede ,
at vi alt vare under Seil og et godt Stykke fjernede
fra den lilleø , der havde tjent os til Skjulested
om Natten . Vinden var sprungen mere Vester
i , men den var tillige løjet betydeligt af , saa at vi
med alle Seil oppe kun for en svag Brise bevægede
os over Kattegattet i nordvestlig Retning . Luften
var , trods Morgenen , usædvanligt trykkende og lummer ;
et tyndt , graat Skytæppe dækkede med en fortvivlet
Ensformighed hele Himlen , og langt ude i
Horizonten mod Vest laae nogle tykkere Banker , der
syntes at tyde paa kommende Regn . Niels Ilde ,
Hans Torden og de to andre Matroser , der hørte

til Kutteren , vare ifærd med at skaffe forude , John
stod tilrors , og Palle Ib tog som sædvanligt med
Kikkerten under Armen og begge Hænder begravede
i Pjækkerten Maal af Dækket fra Roret til Spillet .
„ En net Expedition , jeg har faaet Professoren
ud paa , “ brummede han med et ærgerligt Udtryk i
sit Ansigt og rakte mig Haanden . „ Var det forbandede
Gaffeltopseil ikke gaaet overbord , havde vi
havt Skonnertens Dæk under os igaar Aftes , og
havde kunnet løbe tilbage til Rørvig med dens Papirer .
Nu kan vi risikere at komme til at ligge og
drive her paa Observation den ganske Dag og faae
os en vaad Trøie inden Aften . “
„ Faaer vi Regn ? “ spurgte jeg .
„ Kan nok hænde , det løser sig op i Taage , “
sagde Palle Ib og saae ud ; men Vinden flaner mere
og mere af , det kulede ganske friskt imorges . Bliver
det stille , saae vi Regn , og saa kan vi drive i det
en Dags Tid eller fo — det er en sølle Fornøielse ! “
„ Saa maae vi overhale Skonnerten med Fartøiet , “ sagde jeg , „ hvis vi træffe den . “
„ Maaskee , “ sagde Palle Ib , „ og maaskee ikke .
Faaer vi tyk Luft , hvad det seer mest ud til , maae
vi lade Fartøiet blive , hvor det er . Desuden har De
vel ingen Lyst til en ny Rotour med Niels Ilde ? “

„ Aa , “ sagde jeg , „ der kommer vel Andre i Fartøjet
end han . “
„ Siig mig , “ sagde Palle Ib og satte sig paa
Kahytskappen , „ hvad er der egentligt iveien mellem
Niels Ilde og Dem . Han gloer efter Dem , som
havde han Lyst til at give Dem en Lussing . “
Jeg tog Plads ved Siden af ham og begyndte
paa min Beretning med en Omstændelighed , der stod
i Forhold til de gode Stunder , vi havde , idet jeg
dog ganske fortaug mit sidste Møde med Marie .
Palle Ib hørte opmærksomt efter , kun af og til afbrydende
min Fortælling med et tvivlende eller opmuntrende
„ det var som Satan ! “ . Da jeg havde
endt , spyttede han Skraaen udover Rælingen , tog sig
en frisk og brummede : „ Egentligt talt kan jeg dog
ikke see Noget , som skulde gjøre Niels Ilde hadsk
imod Dem ; De har jo ikke rendt ham iveien . “
„ Jeg skal have en tilfældig Lighed med Halvor
Johnsen , “ bemærkede jeg . „ Maaskee er det nok til
at vække hans Uvillie . “
„ Veed han det om Ringen ? “ spurgte Palle betænkelig .
„ Nei , “
svarede jeg , „ men jeg fortryder , at jeg
igaar Morges truede ham med Halvor Johnsen ,
fordi han rendte paa mig . Det faldt mig saadan

ind i Øieblikket ; thi der har Ingen fra Ebbeløkke
været hos Lars Hansen . “
„ Ikke det , “ sagde Palle Ib forundret og saae
paa mig . „ Jeg troede ikke , at Professoren kom ombord
med en Pose Løgn . John sagde forvist , at den Mand
havde truffet Halvor Iohnsen ombord paa Skonnerten ,
og her paa Kutteren troer hver Kjæft det ;
maaskee er det derfor , at Niels Ilde skuler saa ilde . “
„ Lad ham det ! “ sagde jeg . „ Saa kan han
mærke , at man tidt faaer det tungt paa sin Ryg ,
som man tager let paa sin Samvittighed . Hvad
mener De ellers om det ? “
Palle Ib stirrede dybsindigt ned i Dækket og
sagde : „ Hvad man ikke har seet , skal man tage sig
iagt for at høre . Har Niels Ilde faaet onde Ord ,
som han har givet Lussinger , saa faaer han en stor
Regning at opgjøre . Forresten troer jeg , at hele
Historien er Løgn fra Ende til anden ; jeg har ogsaa
kjendt Halvor Iohnsen . “
„ Førte De da Kutteren dengang ? “
„ Javel gjorde jeg saa , “ brummede Palle Ib ;
„ og Halvor Iohnsen husker jeg meget godt . Han
var noget af en Springfyr og aldrig fornøiet i
Tjenesten . Aftenen før han gik iland , havde jeg givet
ham en Visker ; ventelig var det af den Grund , han

rømmede Kutteren med dens eget Fartøi og gik ombord
i Russeren . Halvor Johnsen . . . “
„ En Seiler ret forude , Hr . Assistent ! “ brummede
en dyb Stemme .
Vi foer begge op , og Niels Ildes svære , mørke
Skikkelse stod lige bag ved os . Han havde upaatvivleligt
hørt Halvor Johnsens Navn blive nævnet ;
thi hans Ansigt var blegt , og dets skulende Udtryk
traadte i dette Øieblik endnu stærkere frem .
Palle Ib snappede Kikkerten med en Ed og
stirrede ud over Rælingen .
Jeg fulgte Retningen af hans Blik , og omtrent
tre Fjerdingvej forude saae vi i Nordvest Skonnerfens
elegante Reisning og kridhvide Seil , som næsten
hang døde ned .
„ Nu har vi den ! “ brummede Palle Ib og
gned sine Hænder med en veltilfreds Mine . „ Om
en halv Time har vi ikke en Hatfuld Vind mere .
Lad dem gjøre Fartøjet klart , Niels , og siig til Hans ,
at han holder sig klar ; Du og han faaer trække
paa Aaren . “
Niels kastede et mørkt Blik ud mod den fintbyggede
Skonnert ; derpaa stak han Hænderne i
Lommen og sagde : „ Assistenten maa have mig undskyldt ;
jeg tager ingen Aare idag . “

„ Plager den lede Satan Dig , Niels ? “ raabte
Palle Ib hidsig . „ Hvad skal de Optøier betyde ! “
„ Assistenten maa have mig undskyldt , “ sagde
Niels Ilde og tog med en tvær Mine den ene Haand
op af Lommen for at føre den til Kaskjetskyggen ;
„ men jeg har faaet saadan et Værk i den venstre
Skulder , at jeg ikke kan røre Armen . “
„ Det er nok kommet flyvende paa Dig , “ sagde
Palle Ib spydig .
„ Ja , det er saa , Hr . Assistent ! “ sagde Niels .
„ For det er Flyvegigt , skal jeg sige os . Det flyver
paa , men det kryber af , det Skab . Ret nu faaer
vi Forandring i Veiret . “
„ Saa lad Hans Torden og Ole Skalle gaae
i Fartøiet ! “ sagde Palle Ib ærgerlig og vendte sig
fra ham . „ Selv kan Du skrnbbe Dig ned i Lukafet
og skrnbbe din Skulder med Værk . “
„ Tak , Hr . Assistent ! “ sagde Niels Ilde med
et hæsligt Blik i sine mørke , ondskabsfulde Øine .
„ Men mod det Værk , jeg har idag , hjælper al
Verdens Værk ligesaa meget som en Draabe i Helvede ;
def gaaer kun over i Solskin . “
„ Hvad Fanden mente han med den Passiar ? “
spurgte Palle Ib og saae efter Niels , der drev forud
for at meddele Folkene den givne Ordre . „ „ Ligesaa

meget som en Draabe i Helvede ? “ “ sagde han .
Næsten skulde jeg troe , at De har Ret , og at han
gaaer omkring med mørke Syner . Han seer ilde
ud idag , og er derhos dobbelt saa studs som sædvanligt
— der maa være Noget iveien med ham . “
„ Hed den Kapitain , som blev dræbt i Shanghai ,
ikke Jessen ? “ spurgte jeg . „ Jeg syntes Lars Hansen
kaldte ham saaledes . “
„ Jovel gjorde han , “ sagde Palle Ib . „ Jeg
kjendte ham godt ; en stolt Gut , men haard mod
sine Folk , som Satan selv . Der var Ingen , der
fik Lov til at stikke Hænderne i Lommen , naar de
talte til ham . Han har sin Familie endnu inde i
Kjøbenhavn , saavidt jeg veed . “
„ Jeg er overbevist om , “ sagde jeg , „ at Niels
Ilde har havt noget med def Drab at gjøre og
maaskee med et til . Man kan jo see , at det Menneske
gaaer om med Noget , som tynger ham . “
„ Bedsf er det at lade , som man ikke mærker
Noget , “ sagde Palle Ib og reiste sig . „ Halvkvædet
Vise kan nok forstaaes ; men under den føres ingen
Mand til Galgen . Ret nu er de klare ved Fartøiet . Vil De med , Hr . Professor ? Eller vil De
blive ombord og drikke Skaller med Niels Ilde ? “
„ Da jeg ikke faae nogen rimelig Grund til

denne Forlystelse , og da jeg tilmed mindedes Lars
Hansens Ord i Tidsvilde Skov , modtog jeg det
første Tilbud , og steg tilligemed Palle Ib og Betjenten
i det lette Fartøi , som gyngede ved vor
Styrbords Side . Lige i det Øieblik , vi kastede los ,
og ligesom Aarerne sænkede deres skarpe Blade første
Gang i Vandet , stak Niels Ilde Hovedet op af
Lugen og knyttede Haanden ad os med et saadant
Udtryk af Had og Forbittrelse i sit Ansigt , at jeg
stødte til Palle Ib , som sad tilrors . Han vendte
Hovedet om , men i samme Øieblik havde Niels
Haanden til Huen og forsvandt i Lukafet . Palle
knuste en Ed mellem Tænderne , lagde Roret til
Bagbord , og nu gled vi med raske Aaretag henover
Kattegattet .
Alt som vi nærmede os Skonnerten , lagde jeg
Mærke til , at Hans og Ole hvidskende meddelte
hinanden deres Bemærkninger , idet de ofte , til Ærgrelse
for Palle Ib , vendte Hovederne , som om de
maalte Distancen og ventede at see Nogen ombord ;
men jo tydeligere dens lange , smalle Skrog og
smækkre Reisning tegnede sig for os , desto mere
lagde vi Mærke til , at intet Liv rørte sig ombord .
Den laa nu omtrent en halv Mil fra os med nedhængende ,
døde Seil , men hverken ved Rattet eller

forude mærkede man det mindste Spor til , at et
Fartøi nærmede sig , ja ikke engang Skibshunden
lod sin Røst høre — som et dødt Skib flød det
paa Vandet .
Pludseligt dreiede John Hovedet , stak Haanden
iveiret , som for at prøve Vinden og udbrød med
en Ed : „ Der har vi den ! Nu kan vi vende Næsen
hjemad , Hr . Assistent ! “
„ Endnn ikke , “ sagde Palle Ib rolig og føiede
til : „ Hal ud , Manne , i Djævelens Skind og Ben ! “
Ole og Hans lagde sig paa Aarerne ; men det
var for silde . Den tykke Banke , der længe havde
staaet ubevægelig imod Vest , syntes med Et at have
faaet Liv og forvandlet sig til et halvt gjennemsigtigt , graagult Skytæppe , der foldede sig ud over
Havet . Som en uhyre Skylavine rullede den frem
ligesom baaren af Bølgernes Toppe , og faa Øieblikke
efter væltede den ind over Skonnertens Reisning ,
indhyllede dens Skrog og skjulte den for vore
Blikke . En svag Brise reiste sig som Forløber for
den Alt opslugende Havguse , hvis yderste Bræmme
dannede sælsomt formede , udtungede Skybjerge , der ,
vexlende i Høide og Form , erobrede Havet lige for
vore Øine . Faa Øieblikke efter vare vi selv inde
i den — Taageskyerne lagde sig rundt om os , kolde ,

klamme , dækkende og tilslørende Alt , forvildende
hver Kurs og blindende selv det skarpeste Øie ,
og kort efter var ogsaa Kutteren forsvunden for
vort Blik . Saa pludseligt og uventet kom den , saa
tæt og uigennemtrængelig var den , at Folkene holdt
paa Aarerne uden at afvente nogen Kommando fra
Palle Ib , der arrigt udraabte : „ Hvad Djævlen gloer
I efter ? Hal ud , for Satan ! Jeg skal nok holde
Kursen ; læg Jer paa Aarerne , Folk ! “
Folkene saae uvisse paa hinanden ; men uvilkaarligt
adlød de Palle Ibs barske Tilraab , og
Aarerne sænkede sig atter i Vandet , men ikke saa
livligt som før . En Stund gled vi saaledes hen
gjennem Taagen i spændt Forventning , lyttende efter
den svageste Lyd , der kunde lede vor Kurs ; men
Alt forblev dødsstille , Taagen knugede sig tættere og
klammere omkring os , og kun en enkelt Maage , der
ilsomt søgte mod Land , angav ved sine skjærende
Skrig , at den paa sin enlige Flugt havde følt sig
overrasket af os . Da hørte vi fra det Fjerne en
langtrukken , hul Tuden , ikke ulig den , som Vogteren
i gamle Dage lod høre fra Blegdammene , og jeg
sagde : „ Vi maa have Skonnerten agter for os ; det
var Skibshunden , der tudede . “
Atter holdt Folkene paa Aarerne , og Palle Ib

udbrød : „ Den Hund har jeg hørt før , Hr . Professor !
Han hedder Niels Ilde ; jeg kjender hans
Tudehorn paa Røsfen . Om Lidt hører vi nok
Skibsklokkerne fra Skonnerten — ro væk , Manne ! “
Hans og Ole vexlede et betydningsfuldt Blik ,
medens de paany lagde Aaren i Vandet . Palle
Ib saae ud , som han kunde æde Skonnerten , hvis
han traf den , men John udbrød : „ Han holder nok
sin Knevl i , Hr . Assistent , kjender jeg ham ret .
Der er flere Øren , som høre grant end vore . Vi
kunne rende lige under hans Spryd uden at blive
ham vaer . “
Palle Ib taug og stirrede lige ud for sig ; men
pludseligt spyttede han Skraaen ud , lagde Roret
haardt iborde med den indholdsrige Bemærkning :
„ Djævlen gale i det ! “
Atter hørte vi den hule , langtrukne Tuden , som
gav et altfor tydeligt Bevis paa , hvor langt vi
havde fjernet os fra Kutteren uden at naae vort
Maal . Hans og Ole trak flinkt paa Aarerne ; men
alligevel var det en mislig Sag at roe efter Lyden
alene , og dog var der ikke Andet at gjøre . Med
korte Mellemrum , men bestandigt tydeligere lød den
hule , klagende Tuden fra Kutterens Dæk , og i den
kolde , klamme Havguse med dens graagule Belysning

var der i denne melankolske Lyd en særegen
spøgelseagtig Klang , som var det Hunde , der tudede
over et Lig . Endeligt vare vi Kutteren saa nær , at
vi kunde skimte dens Skrog , og lige idet Palle Ib
lagde til , hørte vi den fjerne Klang af en Skibsklokkes Toner lyde hen over Vandet . Palle Ib
reiste sig , spyttede agterud og sagde : „ Nu fik de
Munden paa Gang ! “ Dermed entrede han op paa
Kutterens Dæk , og vaad og forfrossen fulgte jeg
hans Exempel .
Ligesaa livligt som det Dagen iforveien havde
været at stryge hen over Kattegattets Bølger , medens
Vinden sang i Takkelagen , og Søerne i sprøjtende
Sknmperler brødes foran Kutterens Boug , ligesaa
dødt og melankolsk var det nu at ligge stille i den
hule Dønning , medens Havgusen hyllede Fartøi ,
Land og Hav i sit klamme , graagule Dække , for
snart efter i tunge Draaber at dryppe ned fra
Seil og Tougværk . Vindstille er altid en kjedelig
Sag tilsøes ; men Vindstille og Taage , det er
utaaleligt . Forgjæves speidede jeg ud i det tætte
Skydække for at finde en eller anden lysere Rift ,
der kunde bringe Vind ; forgjæves fløitede Palle Ib
og bankede paa Masten — Taagen syntes tvertimod
at blive tæftere og tæftere , saa at det tilsidst saae

ud , som om Kutterens Reisning var forkortet til
det Halve . Palle Ib havde lagt sin nu unyttige
Ven , Kikkerten , og gik med korslagte Arme og et
arrigt Ansigt frem og tilbage paa den Styrbords Side ,
medens John med Hænderne paa Ryggen foretog
den samme Manøvre til Bagbord . Folkene krøb
sammen forude , og selv sad jeg under Lugen paa
Kahytstrappens øverste Trin og lyttede til en sagte
Brasen fra Kabyssen , som paa en glædelig Maade
forkyndte , at Hans Torden var ifærd med at riste
Flæsk ligesom den foregaaende Dag . Endeligt vare
hans gastronomiske Forberedelser tilende , og Trylleordet
„ Skafning “ skaffede vel for Øieblikket en blidere
Stemning tilveie ; men da Beskøiterne , de
gule Ærter og Flæsket tilligemed en extra Ranzon
Rhum vare gaaede al Kjødets Gang , indfandt Kjedsomhedens taageagtige Spøgelse sig paany og drev
os op paa Dækket , hvor vi langsomt svingede frem
og tilbage , ikke ulige tre Penduler , som sættes
igang af den samme bevægende Kraft .
Pludseligt standsede Palle Ib , betragtede mit
modfaldne Ansigt og spurgte med fortvivlet Ro :
„ Kan De pilke Torsk , Hr . Professor ? “
Jeg meddelte ham saa vidtløftigt som muligt ,
at jeg flere Gange havde havt Leilighed til at iagttage

denne Idræt ved Langebro og paa Toldboden ,
samt at jeg antog , at det under de givne Omstændigheder
kunde være en sand Fornøielse .
„ Vi har ingen Pilke ombord , “ sagde Palle
Ib og vendte sig fra mig ; „ ellers kunde vi pilke
Torsk . “
Atter svingede de tre Penduler henover Dækket
fra Roret til Spillet og fra Spillet til Roret , hvert
sættende sine egne Tankehjul i kjedsommelig Bevægelse ;
men for mig havde Palle Ibs Ord aabnet
en hidtil ikke kjendt Ideerække , der strakte sig ligefra
Urindvaanernes „ Pilesænke “ til Ulkene paa Langebro ,
og uvilkaarligt gjentog jeg ved mig selv den uomstødelige
Sandhed , der laa i Palle Ibs Ord : „ hvis
vi havde Pilke ombord , kunde vi pilke Torsk . “
Jeg maa vel til Slutning have udtalt eller udnynnet
disse Ord ; thi Hans Torden , der strøg mig forbi
paa en af mine Svingninger , fog til Hatten og
sagde : „ Hvad behager ? “
Jeg meddelte ham Trylleformularen tilligemed
mine Erfaringer fra Toldboden , og til min store
Glæde mente Hans , at der vist laa nogle Pilkesnører
i hans og Ole Skalles Skibskister , men at
de nødigt vilde frem med dem , da han vidsfe ,
at Assistenten ikke kunde lide , at Folkene pilkede

ombord . Hurtigt meddelte jeg Palle Ib dette interessante
Fund , og hvad han ikke kunde tillade Folkene ,
syntes han , under de for Haanden værende Omstændigheder
at burde tillade sig selv og mig , og
snart havde vi hver sin Snøre igang , idet jeg
med fortvivlet Nøiagtighed efterlignede Palle Ibs
taktfaste Ryk og taalmodigt halede den ene store
Dusk Blæretang efter den anden op paa Kutterens
Dæk . Jeg stod længst forude , temmelig nær ved
Lugen til Folkenes Lukaf , og endeligt lykkedes det
mig til min store Forbauselse at hale en temmelig
stor Torsk indenbords . Idet jeg vilde frie den fra
Krogen , traadte Niels Ilde pludseligt hen til mig
og sagde : „ Med Forlov ! De tager saa akavet paa
den . Jeg faaer nok hjælpe Dem en Kjende . “
Inden jeg knnde forhindre det , greb han den
sprællende Fisk og rev med et haardt Ryk den tvehagede
Krog saa heftigt ud , at baade Øine og Indvolde
fulgte med . Derpaa huggede han med en
modbydelig Ed dens Hoved mod Rælingen , saa at
Blodet sprøjtede mig lige i Ansigtet .
„ Skammer De Dem ikke over at handle saaledes ? “
sagde jeg forbittret , idet jeg betragtede det mishandlede
Dyr , som vred sig ved mine Fødder , og

endnu i Dødskampen drog lange Strimer af Blod
henad Dækket .
„ Saadan et Bæst har ingen Følelse , “ brummede
Niels Ilde med et Udtryk af Grumhed i sine
blodskudte Øine . „ Det er jo ikke noget Menneske . “
„ Det føler ligesaa meget som et Menneske ; ja
maaskee mere , “ sagde jeg harmfuldt ; „ og et Menneske
vilde De vel ikke behandle saaledes ? “
Det kom ganske an paa , hvem det var , “ sagde
Niels Ilde ; „ det knnde nok være , at der var dem ,
jeg ønskede at drikke saadan en Skalle . “
„ Saa skal De ogsaa staae til Ansvar for det
paa den yderste Dag , “ sagde jeg og saae ham lige
ind i Øinene . „ Paa den er der Ingen , som gaaer
Ram forbi . “
Han blegnede , idet jeg sagde disse Ord , og
traadte et Skridt tilbage ; men han fattede sig hurtigt
igjen og sagde med en raa Latter , som dog
forekom mig lidt tvungen : „ Det Præstepræk kan
man proppe Børn og gamle Kjællinger med . Øerer
ikke nogen yderste Dag , hverken for Dem eller
mig ; den Mand , der faaer saadan en Skalle , staaer
aldrig op ; han er saa død som den Torsk der ! “
Og med disse Ord sparkede han Fisken hen ad
Dækket .

„ Da veed jeg dog Een , som er staaet op igjen , “
bemærkede jeg .
„ Saa har Professoren maaskee været i Himmerige , “
sagde han med et spottende Grin , men blev
dog bleg i det Samme .
„ Nei , “ sagde jeg roligt . „ Jeg tænkte ikke paa
dem , der opstaae i Himmelen , men paa de Døde ,
der komme igjen allerede her paa Jorden . “
Han stirrede paa mig med et Udtryk af Skræk
i sit ellers saa vilde Ansigt og sagde i en næsten
lav Tone : „ Saae De kanskee Noget derude ? “
Lige i det Samme tonede Skonnertens Skibsklokke
klarere og tydeligere end nogensinde før . Dens
afmaalte , dumpe Slag lød i dette Øieblik som Ligklokken
i de katholske Lande , og jeg saae , at der gik
en Skjælven gjennem ham .
„ Nei , Niels Ilde , “ sagde jeg , „ jeg saae Intet
derude . Skonnerten laa saa stille , som kunde det
være Dødssejleren selv ; men det kunde dog være ,
at den sendte et Bud , naar De mindst ventede det .
Saa kan De huske mig , og maaskee hitte ud af ,
hvad jeg mener med de Døde , som opstaae paa
Jorden . “
Han tumlede tilbage ; men rettede sig pludse


ligt , som ved en Kraftanstrengelse , og sendte mig
et rasende Blik , idet han knyttede sine Hænder .
„ Vogt Dem ! “ sagde jeg dirrende af Forbittrelse ,
thi han gjorde en Haandbevægelse , som om han
vilde slaae . „ Det kommer op i Tø , som lægges
ned i Sne , og Taagen ligger ikke hver Dag over
Vandene . “
Med disse Ord rev jeg min Pilk til mig og
gik agterud til Palle Ib , hvor jeg mente at finde
en sikkrere Ankerplads . Men længe efter saae jeg
endnn Niels Ildes mørke Skikkelse staae forude og
stirre Hen efter mig , og medens jeg mekanisk halede
den tunge Blyfisk til mig og atter lod den synke ,
tænkte jeg paa , hvor uhyggeligt hans Blik havde
mødt mit , og hvordan jeg næsten mod min Villie
var kommen til at sige de sidste truende Ord . Det
var , som om en Anden havde talt igjennem mig .
Timerne sneg sig saaledes hen i en tung og
trykkende Stilhed , der kun blev afbrudt , snart af
den tungsindige Klemten fra Skonnerten , snart af
de klagende Toner af Tudehornet , som Ole Skalle
trakterede med en Virtuositet og Lungestyrke , som
ikke gav Niels Ildes Noget efter . Endeligt havde
vi med stort Besvær pillet nogle forvildede Torsk ,
og omtrent ved Solnedgang viste Hans Tordens

glade Ansigt sig atter i Taagen og meldte paany ,
at der skulde skaffes . Atter klavrede jeg ned i den
lille , lumre Kahyt , hvor Hans havde dækket Bordet
med sin sædvanlige Omhu og nu med et bredt Grin
indbar vor tarvelige Fangst i dens forandrede Skikkelse
— da stak Palle Ib sit Hoved ned gjennem
Lugen og raabte : „ Kom herop , Hr . Professor ! Her
er Noget , som De kun faaer at see een Gang . “
Jeg kravlede atter op , og i Sandhed , det Syn ,
som nu viste sig for mig , var ligesaa enestaaende i
sin Art , som spøgelseagtigt i sin Virkning . Langt
ude i Horizonten i Nordvest laa en taagesløret ,
blodrød Kugle , som svømmede den paa Vandet , og
rundt om denne saaes endnu tre andre , ligesaa store ,
men mattere Halvsole , der sendte store , brandrøde ,
vifteformigt spredte Straaler høit op gjennem Luften .
Taagen selv skiftede Farve derved ; fra graagul var
den gaaet over til brandrød . Den lugtede af Svovl ,
og idet den synkende Sols matte Straaler brødes
igjennem den , virrede det i Taagemasserne , der paa
sine Steder oplystes stærkere , paa andre svagere , saa
at der dannedes lysere og mørkere Partier , der tog
sig ud , som om gigantiske , men ubestemt formede
Skikkelser kjæmpede i Luften . Efterhaanden som
Solen sank , tabte disse atter deres Form og Omrids ,

smeltede sammen og forsvandt i hverandre , og nu
blev der kun et ensartet , brandgult Skjær tilbage ,
som rasede der langt ude mod Vest en uhyre Ildebrand ,
der væltede sine Røgskyer imod os . Lidt
efter lidt tabte Himlen dette uhyggelige Udseende ,
der i Troperne siges af tyde paa Jordskjælv , og
Taagen antog atter sif forrige , ensartede Præg .
Men Illusionen havde været saa stærk , og Phænomenet
saa uhyggeligt , af jeg virkeligt troede af spore
Brandlugt , og sagde dette til Palle Ib .
„ Det siger Intet , Hr . Professor ! “ svarede han .
„ Vi spore saa tidt den Lugt , naar Brandtaagerne
komme . Idag har vi kunnet skjære den med en
Kniv , men om en halv Time , tænker jeg , af den
nødes til af lette . “
„ Troer De ? “
„ Saa kommer Maanen op , og den æder Taagen ,
som var det Røg . Ventelig faae vi Kuling af
Nordøst , og imorgen har vi frisk Kuling og klar
Luft , saasandt jeg hedder Palle Ib . “
„ Jeg synes , Brandlugten tager til , “ bemærkede
jeg .
„ Det er det sidste Stød af Djævelens Regimente ,
Hr . Professor ! “ sagde Palle Ib og tørrede

sine vaade Bakkenbarter med sif Ærme . „ Jo mere
hun knuger sig sammen , før hun skal lette , desto
værre stinker hun . Kom nu ned og lad os see ,
om der er Orm i Torsken ; det er De jo Mand for . “
Med disse Ord dukkede Palle Ib sig ind under
Lugen , og snart havde vi i den lave Kahyt glemt
Taagesynerne fra Dækket .
„ Siig mig , Palle , “ sagde jeg , da vi havde
ladet Fisken vederfares fuld Retfærdighed og nu ved
et Glas Grog drøftede Søen og dens Fremtoninger ,
„ har De nogensinde paa Deres Togter hørt Noget
om Dødssejleren ? Jeg kom til af tænke paa den ,
da jeg stod deroppe og saae Solen gaae ned . “
„ Det var s ' gu curieust , “ sagde Palle Ib ; „ for
jeg tænkte ret det selv Samme . Ventelig er det i
et saadant Veir , af man skal blive overhalet af den .
Desuden har vi Fuldmaane iaften . “
„ Fuldmaane ? “ gjentog jeg overrasket . „ Er det
virkeligt Fuldmaane iaften ? “
„ Bliver Professoren saa forundret over det ? “
sagde Palle Ib . „ Hun skal jo drikke sig fuld een
Gang om Maaneden , det er jo Naturens Orden ;
i denne Maaned gjør hun det to Gange , det tyder
paa Ildebrand , siger man . “

„ Aa , jeg kom blot til af tænke paa Noget , “
sagde jeg adspredt . „ Viser Dødssejleren sig da helst
ved Fuldmaane ? “
„ Kun ved Fuldmaane , “ sagde Palle Ib med
Overbevisning , „ og helst i de store Farvande .
Saadan en Skude , som rummer alle de Sømænds
Sjæle , der ere farne heden paa Søen , kan ikke gaae
i vore Smaavande , dertil stikker den meget for dybt .
Jeg veed nu godt , “ vedblev han , „ at i vore Dage
er der næsten Ingen , der troer paa det Slags
Krønniker , som man dog ikke skal fornægte , fordi
man ikke har seet det med sine egne Øine . Min
Farfader foer som Styrmand i det asiatiske Compagnies
Tjeneste , og en Aften , just som de laae og
drev for Vindstille inde under Kap , kom der en svær
Taage fra Land og svøbte sig saa tæt om dem , at
de ikke kunde see deres egne Mersræer . Min Farfader
sad nede i Kahytten tilligemed Kaptajnen i
en jævn Passiar , ligesom vi sidde her ; for der var
jo ikke Andet at bestille . Der var ingen Seiler ,
hverken fjern eller nær , idetmindste var der ingen ,
før Taagen kom . Nu , saadan som de sidde allerbedst ,
siger Kaptainen : „ „ Hvad Fanden er det foret
Fartøi , der sætter sin Jolle i Søen ? “ Min

Farfader lyttede , og han sagde mig , at han ganske
tydeligt hørte , hvorledes det peb i Bommene , da de
firede Fartøjet ned , og hvordan det væltede i Vandet
for dem . Saa siger Kaptainen : „ „ Hør Palle ! “ “
siger han , „ „ dette hersens holder jeg ikke af ; har Du
observeret nogen Seiler fra Dækket ? For jeg har det ,
tordne mig , ikke ! “ “ Saa siger min FarfaderPaa
dette spændende Sted gjorde Palle Ib et Ophold
og vilde lange til Rhumflasken ; men han kom
ikke videre end til at tage Proppen af , thi lige i
det Samme hørte vi langt borte den pibende Lyd ,
som Bommene fremkalde , naar et Fartøi fires ned ,
og kort efter det dumpe Pladsk , som høres , naar
dets Bund berører Vandets Overflade . .
„ Djævlen staae i det ! “ udbrød Palle Ib og
satte Proppen i . „ Troer jeg ikke , Skonnerten sætter
sit Fartøj ud ligefor Næsen af os . “
„ Ja , hvis det blot er Skonnerten ! “ hvidskede
John med lav Stemme og skottede gjennem Halvmørket
hen til Lugen .
„ Hvem Djævlen skulde det ellers være , John ? “
brummede Palle Ib og reiste sig . „ Saa nu lægge
de Aarene i Vandet ! Lad os høre , om de hive Noget
i Fartøiet . “

Vi lyttede Alle med tilbagetrængt Aandedræt ,
men hørte ikke Andet , end de fjerne , taktfaste Aareslag
af et Fartøi , som øjensynligt nærmede sig os .
„ De føre fire Aarer , Hr . Assistent ! “ sagde John
endeligt efter en Pause .
„ Ja , de gjør saa , John ! “ sagde Palle Ib , idet
han opmærksomt lyttede efter . „ Kun undrer det mig ,
af de tage saa let paa dem . Hør , hvor de falde
glat i Vandet . “
„ Ventelig har de viklet Blaar om Toldene , “
sagde John , „ og ville luske sig forbi os i Taagen . “
„ Passiar , John ! “ svarede Palle Ib . „ De komme
jo klods paa os . Om et Øieblik maa vi have dem
ret for Bougen af os ; jeg synes jeg hører Stemmer . “
Vi lyttede efter , men hørte kun en mumlende
Susen eller Pladsken , der bares gjennem Luften forude ,
og ligesaa godt kunde være Spillet af Bølgerne
foran Kutterens Boug . Derimod lød Aaretagene
nu ganske nær , men alligevel underligt dæmpede .
I det Samme kom Hans ind for af tage Tallerkenerne
af Bordet .
„ Hvorfor Satan praier de ikke det Fartøi ? “
spurgte Palle Ib hidsigt .
„ Det er ikke mig , som har Vagt , “ sagde Hans
og tog ærbødigt til Hatten .

„ Hvem er det da , der snuer deroppe ? “
„ Niels Ilde har Vagten , Hr . Assistent ! “ sagde
Hans .
„ Saa skrub op , og bed ham bruge sine Glugger ! “
sagde Palle Ib . „ Kom saa ned og bring Melding . “
„ Hvem der ? “ klang det i det Samme oppe
fra Dækket ; men det var ikke Niels Ildes Stemme .
Ligesom Hans Torden forsvandt op ad Kahytstrappen ,
hørte vi , hvorledes det kommende Fartøi
lagde sine Aarer ind ; derpaa gled det stille og lydløst
langs Kutterens Side , men idet det tørnede
mod os , frembragte det intet Stød — det var som
om dets Ræling havde været overtrukken med Filt ,
saa blødt og lydløst gled det hen langs Styrbords
Siden .
„ Død og Helvede ! “ raabte Palle Ib , og snappede
en Huggert , som hang under Dæksbjælken .
„ Jeg troer min Salighed , at de vil smugle ombord
Paa en kongelig Toldkutter ! “
Betjenten og jeg reiste os ligeledes , begge grebne
af en underlig , uhyggelig Fornemmelse . I det
Samme kom Hans fumlende ned , mere paa Hovedet
end paa Benene . Han havde tabt sin Hat deroppe ,
og Haaret hang i uordentlige Tjavser ned over hans
Ansigt , der havde et forvildet Udtryk . Han tørnede

forover mod Bordet , saa lang han var ; men Palle
Ib greb ham ved Skuldrene , rystede ham op og
raabte : „ Rider Satan Dig , Hans ! Hvad er det
for et Fartøi ? “
Hans Torden var bleg af Skræk , og den blaae
Stribe paa hans Kind saaes i dette Øieblik tydeligere
end nogensinde . Tænderne klapprede i Munden
paa ham ; men endeligt fik han sig samlet saa meget ,
at han kunde sige : „ Der er ikke noget Fartøi , Hr .
Assistent ! “
Palle Ib tumlede tilbage og lod for et Øieblik
Huggerten synke ; men pludseligt hævede han den
igjen og raabte med en truende Bevægelse : „ Fanden
staae i din Krop , Hans Torden ! Troer jeg ikke ,
Du begynder at lære Mytteri af Niels Ilde ? Siig
strax , hvad det er for et Fartøi , ellers har Du ,
saasandt jeg hedder Palle Ib , Kutterens Dæk under Dig for sidste Gang inat ! Hørte Du ikke selv det
Fartøi , der kom . “
„ Jo , Hr . Assistent ! “ sagde Hans med dirrende
Stemme . „ Men der var ikke noget Fartøi . Taagen
er ifærd med at lette , og vi kan see over tre
Kabellængder til alle Sider ; men der er ikke mere
Fartøi end bag paa min Haand . “

„ Sludder , Din Slubbert ! “ raabte Palle Ib .
„ Vil Du gjøre Nar ad mig ? Siig strax , hvad det
er for et Fartøi ! “
„ Gud hjælpe mig , Hr . Assistent ! “ raabte Hans
og tog for sig . „ Der er intet Fartøi . Ligesom jeg
stak Hovedet op ad Lugen , hørte jeg det lægge til
ved vor Styrbords Boug , og i det Samme saae jeg
en mørk Taage komme op over Rælingen og trække
over Dækket agter . Da var det , som om Noget
slog Hatten af Hovedet paa mig . Niels Ilde -- -- -- -- - “
„ Passiar , Din Dosmer ! “ raabte Palle Ib og
kastede Hans tilside . „ Lad mig komme forbi og
see paa de Løier , I har for deroppe ! “
Med disse Ord sprang Palle Ib med Huggerten
i Haanden opad Trappen , og i samme Øieblik hørte
vi et tungt Fald paa Dækket . John og jeg fulgte
efter , og da vi kom op , saae vi Palle Ib ligge , saa
lang han var , medens Huggerten var fløiet ham
langt ud af Haanden . Et Par Alen fra Lugen laa
Niels Ilde udstrakt paa Dækket med knyttede Hænder
og vidt opspilede Øine . Det var over ham , at Palle
Ib var styrtet ; men med Undtagelse af Niels , var
der ellers intet Usædvanligt . Taagen havde ganske
rigtigt lettet betydeligt , Maanen stod i sin Opgang
som en stor , rødlig Skive paa den østlige Horizont ,

der begyndte at komme lidt Luft i Sejlene , og forude
stod Folkene , som om de endnu speidede efter
Noget .
„ Sei der forude , Manne ! “ raabte Palle Ib ,
ikke blidere stemt ved sit Fald . „ Gaaer Fartøiet tilbage
til Skonnerten ? “
„ Der er ikke noget Fartøi , Hr . Assistent ! “ lod
Ole Skalles dybe Stemme .
„ Saa i Helvedes Skind og Ben , saa lang mig
en Pøs , I Dosmer Asner ! “ raabte Palle Ib , næsten
kvalt af Forbittrelse over at faae det samme lakoniske
Svar .
Hans kom springende med en Pøs , og Palle
Ib slog dens Indhold med en saadan Kraft lige i
Ansigtet paa Niels Ilde , at denne fortumlet satte
sig overende , idet han udbrød : „ Hvor er Fartøiet ?
Hvor er Kaptajnen ? “
„ Passiar , Niels ! “ sagde Palle Ib og bøiede sig
over ham . „ Der er ingen Kaptajn * ) her ! Kjender
Du mig ikke ? “
Man maa erindre , af en Toldkutters Fører officielt og i
Tjenesten benævnes Assistent . Betjenten maa ikke forvexles med en Toldbetjent ; han er Styrmand , og som Saadan
fuldstændig Sømand .

„ Hvor er Kaptajnen ? “ stønnede Niels Ilde
med hæs Stemme og lod sit forvildede Blik løbe
rundt til alle Sider . „ Saae I ham ? “
„ Stik ned i Kahytten , Hans , og lang mig den
Flaske Rhum op , som staaer paa Bordet ! “ sagde
Palle Ib , medens han opmærksomt betragtede Niels
Ildes dødblege Ansigt ; „ han snakker i Vildelse . —
Drik det ! “ føiede han til , da Hans kort efter kom
farende med Flasken og et Snapseglas .
Medicinen gjorde en overraskende Virkning ;
thi neppe havde Niels Ilde sunket den sidste Draabe ,
før han kom paa Benene og med usikker Stemme
udbrød , idet han ravede som en drukken Mand :
„ Tak , Hr . Assistent ! Nu gaaer det igjen ! “
„ Stop , Niels ! “ sagde Palle Ib og greb ham
ved Armen . „ Du behøver ikke af være saa hastig
med af liste forud ! Hvordan Fanden kommer Du
til af ligge ved Roret ? “
„ Det kom saadan over mig , “ sagde Niels og
undveg skulende Palle Ibs Blik . „ Det er saadan
et Slags faldende Syge , Hr . Assistent . “
„ Det veed jeg aldrig , at Du har havt før ,
Niels , “ bemærkede Palle Ib . „ Hvad var det for
et Fartøi , der kom ? “

„ Fartøi ? “ sagde Niels Ilde med en tilsyneladende
dum Mine . „ Kom her et Fartøi , Hr .
Assistent ? “
„ Ja , Fanden gale mig , gjorde der saa ! “ bruste
Palle Ib atter op . „ Hvad var det for en Kaptain ,
Du talte om ? “
Farven veg atter fra Niels Ildes Kinder ; men
han betvang sig og sagde med sit sædvanlige brutale
Udtryk : „ Kaptain ? Har jeg talt om en Kaptain ?
Det maa være skeet i Vildelse , Hr . Assistent , jeg
veed ikke af nogen Kaptain . “
„ Hvordan kom Du da til at ligge her agter ?
Du havde jo Vagt forude , “ fortsatte Palle Ib .
„ De maa have mig undskyldt , Hr . Assistent ! “
svarede Niels og sænkede Hovedet et Øieblik . „ Jeg
har været syg lige fra imorges og gaaet med
Kolden i Kroppen . Før det saadan kommer over
mig , bliver jeg altid urolig i Blodet , skal jeg sige
Dem , og saa er jeg vel gaaet agter , kan jeg tænke .
Vel var det , at jeg ikke gik udenbords . “
„ Ja vist , Din Løgnhals ! “ mumlede Palle Ib ,
da Niels atter drev forud . „ Saa havde man da
været af med Dig med det Samme ! — Gaa forud ,
Hans , “ føiede han til , „ og tag Vagten for den
Mand ! Han kan gaae ned og lægge sig , kan Du

sige ham ; vi har ingen Brug for Folk med den
faldende Syge her paa Kutteren . Nu lufter hun
en Kjende op ; om en halv Time har vi Vind , Hr .
Professor . “
Atter krøb vi ned i Kahytten , og da vi havde
bænket os , spurgte jeg : „ Hvad blev det saa til med
Dødssejleren , Palle ? “
Palle Ib saae paa mig med et underligt Blik
og sagde langsomt : „ Hvad det blev til ? Ja , nu
kan jeg spare Professoren for al vidtløftig Passiar ;
det blev til Det , De saae deroppe ; Alt , ligesaa
grangiveligt , som min Farfader fortalte det — før
troede jeg , Historien var Løgn . “
„ Ja , hvad mener De ? “ spurgte jeg . „ Vi saae
jo egentligt Ingenting . “
„ Deri har De Ret ! “ brummede Palle Ib .
„ Vi saae Ingenting ; og Den , som det gjaldt , forstaaer
at sætte Laas for Bøtten . Troer De , at
det var for Løiers Skyld , han laa og vrøvlede om
Kaptainen . Han har faaet Melding , har han . “
„ Hvad mener De ? “
„ Hør ! “ sagde Palle Ib . „ De kan nu gjerne
grine ad mig og har paa en vis Maade Lov dertil ;
men De skal see , at jeg faaer Ret . Saadant Noget

kommer ikke forgjæves ; det var hans forrige Kaptain ,
der kaldte ham . “
„ Aa , hvor kan De troe Sligt , Palle ! “ udbrød
jeg . „ Rimeligvis har det været Skonnerten , som
har sat sit Fartøi i Vandet , og er roet os forbi ,
skjult af Taagen . “
„ Javisf ! “ sagde Palle Ib med et betydningsfuldt
Blik og nippede til sit Glas ; „ nei , det var
Fanden ikke Skonnertens Fartøi , det . “
„ Nei , det var det ikke ! “ sagde John og styrkede
sin Grog .
„ Ja , hvad var det da ? “ spurgte jeg . „ Noget
maa det jo have været . “
„ Nei , det er netop det , det ikke var , “ sagde
Palle Ib . „ Var det Noget , maatte vi have Hørt
det gaae , ligesom det kom ; men det var borte i et
Nu — ganske , som min Farfader fortalte det . “
„ Lad os da hører det , Palle ! “
Palle Ib mixede sit Glas og sagde : „ Ja ,
egentligt er der intet Videre at fortælle . De hørte
Fartøiet komme paa samme Maade , som vi , og da
de sprang op paa Dækket , var der Ingenting ; men
agterude laa anden Styrmand som død henne ved
Rattet . Da de fik Liv i ham , snakkede han om ,
at han havde seet et stort Fartøi komme roende

gjennem Taagen henimod Skibet . Det havde Spindelvæv
til Planker og Bund , men dets Spanter og
Tofter vare satte sammen af Dødningeben paa hver
en Led . Paa Tofterne sad fire indtørrede Lig og
roede med Kisfefjæle , og agter styrede Kaptainen
med Liglagen om Skuldrene , en livagtig Dødning ,
Paa det nær , at han kunde kjende hans Ansigt , som
den Kaptains , han sidst havde faret med . Han
vilde raabe om Hjælp , men var ikke istand til at
faae Mælet , og lige idet Fartøjet tørnede mod
Skibet , løste det sig op , sank og var borte med det
Samme . Kun Kaptainen gled ombord som en
Skygge , tog ham i Haanden og sagde Noget i et
Sprog , som han ikke forstod . Da blev Alt sort
for hans Øine , og han vaagnede først i sin Køie .
Den næste Dag havde han den gule Feber , paa
den tredie var han død , men han tog Følge med
sig — de havde kun en Trediedel af Besætningen
tilbage , da de naaede hjem . “
„ Det Hele lader sig forklare ganske let , “ bemærkede
jeg . „ Taagerne fra Land have naturligvis
bragt Sygdommen med sig , og rimeligvis har han
allerede havt et Febersyn , da han stod paa Dækket . “
„ Ja , Hver kan jo troe Sit ! “ sagde Palle Ib
og tømte sit Glas ; „ men der har været Torden i

Luften lige fra imorges , og jeg har en Fornemmelse
af , at det vil slaae ned et eller andet
Sted , hvor det nu bliver . Du har da ikke kastet
Tanden paa Gulvet , da Du pudsede Lyset , John ?
Her lugter saa forbandet brændt ; see efter , om det
ikke ulmer i Halmmaatten ! “
John dukkede sig ned under Bordet og sagde :
„ Hans maa have svedet Noget i Kabyssen ; Maatten
feiler Ingenting . “
„ Vi faaer vist snart Vind , “ sagde Palle Ib
og reiste sig , „ jeg kan mærke , at det trækker gjennem
Lugen . Skal vi gaae op , Hr . Professor ? Det
nytter ikke at grublisere over det længere . “
Vi reiste os — da hørte vi Larm og Raab
forude , tunge Trin trampede hen over Dækket , og
Hans Torden kom styrtende ned , næsten ligesaa
hovedkulds som første Gang .
„ Hvad er der nu ? “ spurgte Palle Ib .
„ Skonnerten brænder , Hr . Assistent ! “ sagde
Hans med Haanden til Hatten .
Det gav et Sæt i mig ; thi ogsaa jeg havde
havt den underlige , trykkende Fornemmelse af noget
Uveirsvangert , Noget , som vilde komme — jeg vidste
ikke selv , hvorfra .

„ Død og Plage , er Du vis paa , at det er
Skonnerten ? spurgte Palle Ib , og snappede Kikkerten
fra Slagbænken .
„ Enten den eller et andet Fartøi til Luvart af
os , “ sagde Hans . „ Nøiagtigt kan jeg ikke observere
det , desformedelst at Luften endnu er for tyk ; men
Røgen kommer ret forude , og der er en Lysning i
Luften paa det Sted , hvor Skonnerten drev i Formiddags . “
„ Har
vi Vind til at naae ham ? “ spurgte Palle
Ib hurtigt .
„ Knap nok endnu , “ sagde Hans ; „ men det
frisker mere og mere op . “
I et Spring var Palle Ib paa Dækket , og vi
Andre vare ikke sene til at følge hans Exempel .
Rundt om i Horizonten laae endnu tunge Taagemasser ,
men de veg tilbage og fortyndedes mere og
mere for den opgaaende Maanes lysende Skive , der
allerede nu havde Kraft til i matte Sølvstænk at
kaste sine Straaler henover Bølgerne . Brandlugten
var umiskjendelig , og langt ude i Nordvest saae vi
et svagt gulrødt Skjær , som var en ny Maane
imod Naturens Orden ifærd med at stige op over
Vandene . Sejlene begyndte at fyldes , og Vandets
Ripplen foran Bougen forkyndte , at der kom Gang

i Farten ; men endnu kunde vi ikke tænke paa at
naae op mod det brændende Fartøi . Folkene stod
forude ved Spillet ; hvert Ansigt havde et spændt
og speidende Udtryk , men i Niels Ildes læste jeg
en trodsig Ro , parret med et Udtryk af Skadefryd ,
idet jeg nærmede mig . Han saae ud som en Mand ,
der sørger dybt over , af hans Dødsfjende ligger
for Døden .
„ Hold Fartøiet klart , Manne ! Tag Roret ,
John , og hold hende saa tæt til Vinden , som muligt ! “
kommanderede Palle Ib , endnu med Kikkerten for Øiet .
„ Gud hjælpe mig , er det ikke Skonnerten , der
brænder . “
„ Kan De see den ? “
„ Nei , men Lysningen tager til , og det flakker
i Taagen ; Ilden har endnu ikke naaet Reisningen ,
dertil ligger Skjæret for lavt ; men de har den i
Lasten . Jeg synes Røgen lugter af brændt Bomuld . “
Jeg maatte give Palle Ret deri , og han vedblev :
„ Saa hjælpe Gud ham ! Han kan gaae tilbunds ,
før vi kan give ham en Haandsrækning . Maaskee
var det dog Skonnertens Fartøi , der gik fraborde . “
„ Er Bomuld da saa farlig ? “
„ Det er det værste Kram af Alt ! “ sagde Palle
Ib ; „ jeg seiler ligesaa gjerne med ulædsket Kalk ,

som med det . Er den fugtig , skal den brænde ,
hvordan Fanden de saa stuver den . De kan seile
med Ild i Lasten , uden af en Kat veed Besked
om det . “
„ Kan de da ikke kvæle den ved af lægge
Lugerne over ? “
„ Det hjælper kun Lidt ! “ svarede Palle ; „ og
her maa Ilden allerede have ædt sig Vei ; faaer den
først rigtig Luft , vider Bomulden sig ud og sprænger
Skroget fra hinanden , som var det en Nøddeskal .
Havde vi blot en Kjende Vind ! “ Og Palle Ib
fløitede , medens han kløede Masten paa Agterkant .
Denne Gang syntes Luftens Aander at adlyde
Formularen ; thi et Vindsfød , der fik Maanens svage
Sølvstribe til at sittre , foer henover Vandet og
fyldte Sejlene i et Nu . Kutteren tog Fart , et nyt
Vindsfød fulgte efter , vi krængede over i Læ , og i
det Samme splittedes Taagemasserne forude , idet
de som uhyre Boldte rullede hen over Havets Overflade .
Det var et imponerende , men rystende Syn ,
som de hidtil havde skjult for vort Blik . Skonnertens
slanke Skrog og smekkre Reisning steg
pludseligt frem for os som ved et Trylleslag ; Maanens
klare Straaler føre som en Sølvstribe henover
Vandene og belysfe dens kridhvide Seil ; men forude

brød en mægtig Ildstribe høit iveiret og kronedes
foroven af en kulsort , langsomt hendrivende Røg —
det saae næsten ud som et Krater , der var i begyndende
Udbrud , saaledes regnede Gnisterne ned ,
gjenspeiledes og slukkedes i Vandet . Paa Kutteren
herskede der en dødlignende Taushed , Alle stirrede forud ,
og Alle , maaskee paa Een nær , ønskede , at Brisen
maatte tage til .
Dette skete . Med hvert Øieblik nærmede vi
os det brændende Fartøi , men , hvad der hjalp os
fremad , øgede Ildens Rasen paa Skonnerten , og
for hver Kabellængde vi gjorde , mærkede vi Bomuldslugten
tydeligere , og snart faldt enkelte sorte ,
forbrændte Fnug ned paa vort Dæk . Palle Ib
havde selv taget Roret , og efter hans Miner at
dømme var det et Væddeløb om Liv og Død ; vi
vare vel neppe en halv kvart Mil borte — da brød
en klar og mægtig Lue frem midtskibs , snoede sig
som en Slange opad Vanterne , slog op i Underseilene og fik derpaa de øvre Seil til som en Regn
af Gnister at løsne sig fra deres Ræer og flagre
høit gjennem Luften . Et skarpt , rødligt Skjær oplyste
hele Kutterens Dæk , og i dette Øieblik saae
jeg Niels Ildes Ansigt vende sig imod mig med et
Udtryk af hoverende Glæde . Da hørtes tydeligt en

drønende Bragen , Skonnertens Fokke- og Stormask
svaiede Styrbord over , Skibet selv krængede , som
laa det i haard Sø , en ny bragende Rullen tonede
henover Vandet , Dækket syntes at hæve sig , de
brændende Master hældede mere og mere — da kom
et kort , hult Drøn , Masterne gik overbord , og det
brændende Fartøi sank lige for vore Øine , medens
en graahvid Dampsøile hævede sig i dets Sted .
„ Gud være dem naadig ! “ sagde John og holdt
Haanden for Øinene .
Hvor forunderligt ! Først i dette Øieblik , da
det brændende Skjær afløstes af et uhyggeligt Halvmørke ,
kom jeg til at tænke paa Besætningen , over
hvis drivende Lig Maanen nu maaskee for sidste
Gang kastede sine Straaler . Jeg veed ikke , om det
usædvanlige Syn ganske havde fængslet min Opmærksomhed ,
eller om det maaskee snarere laa i
en ubestemt Forudfølelse af , at Mandskabet itide
havde reddet sig i Fartøjerne ; men jeg skammede
mig over den ærlige Johns deltagende Udbrud , og
tilføiede uvilkaarligt : „ Amen ! “
„ Hold skarpt Udkig forude , Folk ! “ raabte Palle
Ib . „ Maaskee kan vi bjerge Nogen endnu . Det
gjælder en Flaske Rhum for den , der først seer en
Mand imellem Vragstumperne . “

Brisen holdt , og snart naaede vi den sørgelige Valplads , hvor Ildens Aander havde kjæmpet mod
alt Det , som Menneskesnille formaaer at frembringe .
Sodede Dæksbjælker , sværtede Spir , forkullede
Planker opfyldte Luften med en sveden , brændt Lugt ,
og mellem disse flød Bomuldsballer , Fonstager og
halvbrændte Køieklæder i kaotisk Forvirring . Længere
ude drev begge Masterne med deres Ræer og Takkelage
uklar af hinanden ; de duvede svært i den endnu
hule Sø , og naar de løftedes , syntes jeg at see en
mørk Gjenstand , som klyngede sig til , hvad jeg antog
for Rodenden af Formasten . Vi nærmede os , saa
meget som muligt , og pludseligt udbrød Palle Ib ,
idet han gik fra Roret : „ Der rider en Mand paa
den ene Mast ! Gjør Fartøiet klart ! Hvem har Lyst
at gaae ud og tage ham ? “
Lige idet Ole og Hans traadte frem , skubbede
Niels Ilde dem tilside og udbrød med sin dybe
Stemme : „ Med Forlov , Hr . Assistent , saa bjerger
jeg den Mand alene . “
„ Jeg mente , Du havde Værk , Niels , og dertil
Kolden i Kroppen , “ sagde Palle Ib , idet han maalte
den svære Sømand .
„ Ikke mere , end at jeg nu kan føre begge Aarer ,

Hr . Assistent ! det var Taagen , der knugede mig ;
nu kan jeg nok røre mig igjen . “
„ Saa skrnb Dig ! “ sagde Palle Ib med et
mistænksomt Blik og føiede til : „ Gaa med i Baaden ,
John ! Du har vel ikke Noget mod den Tørn ? “
John svarede Intet , men skrævede over Rælingen
med et megetsigende Blik , og Ole fulgte ham . Niels
vilde gjøre en Indvending , men Betjenten puffede
ham med en Ed forud , satte sig selv paa den midterste
Tofte , og et Øieblik efter gyngede det lette
Fartøi henimod de drivende Vragstumper .
Vi gjorde en Vending med Kutteren , som
bragte os endnu nærmere , og nu saae vi tydeligt ,
at der paa et af Rundholterne red en Mand , og
kort efter syntes vi at kunne høre hans Nødraab ,
men trods Maaneskinnet kunde vi ikke see Flere paa
Vragstumperne . Folkene i Baaden halede raskt ind
paa ham , men maatte , for at undgaae Fokkemasten ,
gjøre et Sving omkring den , og nu saae vi , at han
hævede sig op fra Rundholtet og viftede med en
Stump Seildug . “
Nu kipper han Flaget paa en anden Maneer ! “
sagde Hans Torden med et Grin , men stirrede dog
deltagende ud mod Vraget .

„ Hold din Kjæft , Hans ! “ sagde Palle Ib .
„ I Nød haaner man ingen Mand . “
„ Den , som Vandet staaer i Munden , lærer vel at svømme , “ brummede Hans sagte til mig .
„ Han har ingen Nød , han ; ret nu naaer Jollen
ham . “
Virkeligt havde Kutterens Fartøi klaret Fokkemasten
og strøg nu langs Stormasten , der duvede
op og ned . Saavidt vi kunde see , havde Niels og
Ole taget Aarerne , og John stod forude med en
Hage parat til at tage imod . Manden paa Vraget
havde arbeidet sig saa langt henimod Fartøiet som
muligt , nu saae vi ham hæve sig iveiret — da
hørte vi ham udstøde et Raab , og i samme Øieblik
saae vi John hæve begge Hænder iveiret og med
et Skrig forsvinde i Bølgerne , medens Jollen drev
af . Inden vi kunde komme os af vor Forfærdelse ,
blev Jollen løftet af en Sø , hvorved den tørnede
over mod Stormastens nederste Del med en saadan
Kraft , at begge Folkene tumlede overende .
„ Nu sætter de , Fanden tage mig , Fartøiet
til ! “ raabte Palle Ib . „ Hold Redningsbøjerne klare ,
Manne ! “
Atter gjorde vi en Vending , som bragte os i
næsten umiddelbar Nærhed af Vragstumperne , og til

vor store Glæde saae vi , at det var den skikkelige
John og Ole , som af al Magt søgte at klare for
sig med Aarerne . Inden vi kunde hive Redningsbøjerne
ud , saae vi en Mand blive løftet af Søerne ,
derpaa kom et Hoved tilsyne ved Siden af ham ,
og næsten i samme Nu havde han fat i den Ende ,
som John tilkastede ham . Vi saae Fartøjet krænge
over , Manden kom ombord , hvorpaa de begge i
Forening halede et tredie , tilsyneladende dødt Legeme
ind til sig . Umiddelbart derpaa stod Jollen atter
fra Vraget , og faa Øieblikke efter lagde det til ved
Kutterens Side , hvor Alle stimlede sammen for at
hjælpe den Forulykkede ombord .
„ Er han død ? “ spurgte Palle Ib , idet John
entrede ombord .
„ Nei , “ svarede en fremmed Stemme nede fra
Fartøiet ; „ men der er ikke meget Liv i ham .
Fartøiet tørnede over mod Stormasten , lige idet
han kom op over Vandet ; bare det ikke har knust
Hovedet paa ham ! “
„ Hvem Fanden er Du ? “ spurgte Palle Ib
forbauset ; thi først nu gik det klart op for os Alle ,
at den Skikkelse , som livløs hang over Tofterne i
Fartøiet , ikke var Manden fra Vraget , men derimod
Niels Ilde .

„ Halvor Johnsen , første Styrmand paa Skonnerten
„ Corinna “ , som I nys saae synke ! “ lød den
samme Stemme nede fra Fartøiet .
„ Hvad Fanden , Iohnsen ! Er det Dig ? “ raabte
Palle og rakte Haanden ned til ham : „ Jeg troede
Dig død for mange Tider siden . Velkommen tilbage ,
skjøndt Du bringer en af mine Folk i en
bedrøvelig Tilstand ! “
„ Kan ikke gjøre for det , Hr . Assistent ! “ svarede
den fremmede Sømand . „ Jeg gjorde Alt , hvad jeg
kunde , for at bjerge ham ; men inden jeg fik Tag i
ham , fik han det Knubs af Fartøiet . Han sank
ikke en Favn foran mig , og havde jeg ikke taget
ham , var han blevet dernede . Tag varligt paa ham ,
Manne ! Han er svært blesseret . “
I Tanshed og med spændte Miner halede
Mandskabet Niels Ilde ombord . Han saae frygtelig
ud . Al Huden var næsten skrabet af hans Ansigt ,
og i Baghovedet havde han et stort , gabende Saar ,
hvoraf Blodet vældede frem . Langsomt og forsigtigt
blev han baaret ned i Kahytten , hvor der i al Hast
var redt ham et bekvemt Leie paa en af Slagbænkene ,
og først , da dette skete , entrede den fremmede
Sømand ombord , idet han overlod Jollen til Kutterens
Besætning .

Nu først var der Leilighed til at see ham .
Han var ikke ret høi , men stærkt og kraftigt bygget ,
og hver af hans Bevægelser forraadte den øvede
Sømand . Hans Haar , som drev af Vand , havde
en smuk , blond Farve og faldt , trods Væden , i
tætte , naturlige Krøller . Hans Pande var høi og
bred , hans Øine forraadte en usædvanlig Livlighed
og Energi , der ligesom fik et kraftigere Udtryk ved
hans mørke Hudfarve , som viste , at han kom fra
fremmede , mere solvarme Lande . Han havde derhos
et vist Præg af freidig Godmodighed og rask Djærvhed
omkring den velformede Mund ; men iøvrigt maa
jeg tilstaae , at jeg i min Fantasi havde dannet mig
et helt andet , maaskee mere idealt , men mindre
sandt Billede af den med saa megen Længsel ventede
Sømand . Fraregnet hans Hudfarve , den noget
buede Næse , og det skarpe , gjennemtrængende Blik
saae Halvor Johnsen ud som saa mangen brav og
ærlig dansk Sømand ; men noget Særegent eller
specielt Eiendommeligt kunde jeg ikke opdage hos ham .
„ Nu faaer De være Badskjær , Hr . Professor ! “
sagde Palle Ib , som lige kom op af Kahytten .
„ Forsfaaer De at lægge et Bind ? “
Jeg havde dengang saa mange medicinske
Kundskaber , at jeg nok kunde paatage mig en foreløbig

Førbinding , skjøndt der vel i Hovedsagen ikke
var Meget at stille op med den Forulykkede ; men
jeg gjøs , da jeg traadte ned i Kahytten , og i det
svage Lampeskjær saae Niels Ildes forfærdeligt lemlæsfede
Ansigt , og uvilkaarligt maatte jeg tænke paa
hans Ord : „ Den Mand , der faaer saadan en Skalle ,
staaer aldrig op ! “
„ Hvor det værker ! “ stønnede han , idet han
slog Øinene op . „ At et Menneske kan pines
saaledes ! Til Helvede med John , som tog mig op !
Havde han blot ladet mig gaae tilbunds og blive
Torskeføde med det Samme ! “
„ Det var ikke John , som reddede Dem , “ sagde
jeg , idet jeg bøiede mig hen over ham .
„ Hvem da ? “ stønnede han ; „ Jeg vil forbande
ham i min Dødsstund ! “
„ Det skal De ikke ! “ sagde jeg . „ Hvis De skal
døe , skal De ikke gjøre det med Forbandelser paa
Læben . “
„ Hvem var det da , der tog mig op ? “ spurgte
han , idet han gjorde et Forsøg paa at reise sig ,
men atter sank tilbage . „ Var det Ole , der stak
ud efter mig ? Jeg vil vide det . “
„ Nei , det var Halvor Johnsen ! “ sagde jeg .

Han udstødte et svagt Skrig , lukkede Øinene
og sank bevidstløs tilbage mod Puden . Jeg undersøgte
ham og fandt , at Saarene i Hovedet , hvor
frygtelige de end tog sig ud , dog ikke vare af nogen
absolut dødelig Beskaffenhed . Derimod havde han
faaet tre Ribben brækkede med en saadan Kraft , at
den venstre Lunge havde lidt betydeligt derved , og
dette forekom mig langt farligere . Jeg var imidlertid
for lidt Læge til at turde træffe nogen afgjørende
Foranstaltning , og efter at have forbundet Saaret i
Baghovedet , saa godt det lod sig gjøre , gik jeg op
til Palle Ib og meddelte ham , at han gjorde bedst
i at søge tilbage til Rørvig saa hurtigt som muligt ,
da jeg ansaae Niels Ildes Tilstand for saa godt
som haabløs .
„ Hum ! “ sagde Palle Ib . „ Saa skulde det dog
saadan komme ! Ja , det Fartøi hørte vi ikke for
Ingenting . Hvordan gik det egentligt til , John ,
at han sprang overbord ? Han kunde jo være
bleven i Fartøiet . “
„ Ja , “ sagde John langsomt ; „ man kan ikke
sige Andet , end at han selv er Skyld i sin Ulykke ,
og nær havde han bragt den over os Alle . Vi
klarede Vraget , saa godt vi kunde med Aarerne ,
medens Niels stod forude for af tage imod ham .

Vi vare ikke en Favn fra ham , og ligesom Niels
vil til af tage ham , reiser han sig og raaber : „ „ Du ,
Niels ! “ “ Han sagde noget Mere ; men det kunde
jeg ikke høre , for i det Samme gav Niels et Brøl
og satte fraborde , som vilde han springe lige i
Synet paa ham . Vi drev af med Fartøiet og fik
Søerne tvers , saa af vi tumlede derved ; men da vi
kom paa Benene og havde faaet Fartøiet klaret en
Kjende , saae jeg ham slaae et Tag i Niels Ildes
Pjækkeri og hale ham op til Jollen — saa fik jeg
Tag i dem begge to . “
„ Det var flinkt gjort af Halvor Johnsen ! “
bemærkede Palle Ib . „ Saameget mere som han
maa have kjendt Niels fra Vraget . “
„ Er den bjergede Mand Halvor Johnsen ? “
udbrød John forbavset .
„ Javist er det saa ! Kjendte Du ham ikke ? “
„ Nei , “ sagde John ; „ det er længe siden , jeg
saae ham . Men Røsten synes jeg nok at have
hørt før . “
„ Saa kjender Du vel mig nu , John ? Tak for
din Stortrøie og de øvrige Dele ; de varmer godt
ovenpaa den Overhaling ! “ lød en frisk Stemme , og
Halvor Johnsen traadte frem mellem os .

„ Selv Tak ! “ sagde John mut . „ Den Overhaling
kan Du tage , fordi Du kippede Flaget igaar
Morges . “
„ Jeg var ikke med til den Drengesfreg ! “ sagde
Halvor med et uvilligt Blik . Det var Kaptainen ,
som fandt paa de Løier , fordi han i Krigen havde
faaet en Overhaling af vore Kanonbaade og maatte
lægge bi indenfor Toldbodbommen . “
„ Hvad hed han ? “ spurgte Palle .
„ Jacob van Haaven ! “ sagde Halvor . „ Egentligt
var han nok mere Hollænder end Tydsker ; men lige
gal blev han , naar han saae Flaget , han kunde
aldrig glemme , at det havde vaiet over ham i Ottefyrge . “
„ Hvordan
fik I Ild i Fartøiet ? Og hvad er
der blevet af Mandskabet ? “ spurgte Palle .
„ Aa , den Historie er snart fortalt , “ sagde
Halvor . „ Vi gik fra Hongkong til Shanghai og
derfra til Calcutta med The . Derfra gik vi med
en Ladning Bomuld og fik noget Havari under Kap ,
saa af vi maatte gaae ind og losse Ladningen .
Saa havde vi gunstigt Veir og god Vind , til vi
kom i Nordsøen , hvor vi fik en tre Dages Storm
og tog meget Vand over . Først da vi stod Skagen
ind , mærkede vi , af Ladningen var bleven varm ,

men Kapfainen mente af kunne naae Havn alligevel .
Igaar henad Aften følte vi , af Dækket var varmt ,
og vi fik lagt Presenninger over alle Luger og
stoppet , saa godt vi formaaede , men saa lagde
Vinden sig , og idag , lidt efter Middag , som vi
laae og drev i Taagen , mærkede vi , af Dækket
forude blev saa hedt , af man ikke kunde sætte sin
Fod paa det . Kapfainen vilde blive , og deri holdt
jeg med ham ; men anden Styrmand , som var en
Flab , fik Folkene til af gjøre Mytteri , og allerede
Klokken tre gik han og Halvdelen af Mandskabet
fraborde . Henad Solnedgang brød Ilden ud og
sprængte Lugerne forude . Jeg stak ned i Kahytten
for af hente mine Papirer og Lidt , som jeg havde
lagt tilside , men Røgen var da allerede saa stærk ,
af jeg havde ondt ved af finde min Kiste og faae
den aabnet . Rimeligvis er jeg bleven forlænge dernede ,
for da jeg kom op , havde Kaptainen sat af
med den anden Jolle og var ikke til at see i Taagen .
Saa gik jeg agter og tænkte paa at holde mig saa
længe som muligt , for jeg havde hørt Tudehornet
fra Kutteren , og mente jo nok , at den vilde komme
op , naar vi fik Vind , eller sætte et Fartøi ud ; men
Heden blev snart saa svær , at jeg kappede Takkelagen
væk fra Bommen , for at jeg kunde bjerge mig paa

den , naar Masterne gik . Saa sank Fartøiet under
mig , og — naa , Resten veed De ; den er det ikke
værd at tale om . “
„ Du har havt Uheld med Dig , Halvor ! “ sagde
John tørt . „ Lyver Rygtet ikke , har Du allerede
forlist to Gange . “
„ Aa ja , det kan nok hænde , “ svarede Johnsen ;
„ men denne Gang kunde jeg have hyttet mit Skind
itide ; jeg seiler aldrig mere med Lig ombord . “
„ Da kan det dog hænde , at De kommer til at
gjøre det her , “ sagde jeg . „ Den Mand nede i
Kahytten seer neppe Rørvig levende . “
Halvor Johnsen vendte sig om og betragtede
mig fra Øverst til Nederst med et Blik , der nærmest
syntes af tilkjendegive Forundring over , af en Usøvant var ombord paa Kutteren . „ Jeg ønsker ham
ikke Døden “ , sagde han ; „ men skulde det komme
paa , er det en fri og ærlig Sag , som ingen Sømand
behøver af gjøre sig Skrupler over . En
anden Ting er det , naar man tager Lig ombord fra
Land , navnlig naar de have hvilet i god , christen
Jord og ikke behøve af flyttes . “
John spyttede Skraaen ud , tørrede sig om
Munden med Bagen af Haanden og sagde : „ Strandvadskerne * )

ere de Værste ; det var da ikke en saadan ,
I førte med ? “
„ Strandvadsker ! “ sagde Halvor Johnsen med
et Udtryk af Foragt . „ Strandvadsker ? Nei , det
var saa god en Sømand , som nogensinde har traadt
paa et Dæk . Hans Kiste stod støttet og stivet nede
i Lasten — nu er den gaaet tilbunds med det
Øvrige , og det houer ham vel bedst . Hans fine
Familie i Kjøbenhavn satte sig i stor Bekostning for
af faae ham dertil ; men kjendte jeg Kaptain Jessen
ret , og jeg har faret med ham i fire Aar , saa var
han ikke den Mand , der holdt af at flyttes . “
„ Naa , saadan ! “ sagde John , lagde Hænderne
paa Ryggen og gik forud .
„ Siig mig , Hr . Assistent , “ sagde Halvor efter
en Pause ; „ har De seet Noget til Lodsoldermanden
i Rørvig ? — Han er vel død , kan jeg tænke . “
„ Aa , nei , “ sagde Palle Ib . „ Vi skjændtes
godt forleden Dag , og det var ikke døde Ord , der
røg af Munden paa ham . “
Halvor saae lidt usikkert ned for sig , stødte
med Foden til en Ende Reb , der laa paa Dækket ,
og sagde : „ Lever Konen ? “
* ) Strandvadsker kaldes de Lig , der drive iland paa Kysten .

„ Aa , jo , “ sagde Palle Ib , „ Jeg har ikke hørt ,
hun er død . “
„ Hum ! “ sagde Halvor og blev ganske bleg .
„ De har jo en Datter ; er hun gift ? “
„ Nei , “ sagde Palle Ib ; „ men hun var bandsat
nær ved det . Hendes Fæstemand ligger nede i
Kahytten . “
„ Det er Løgn ! “ tordnede Halvor Johnsen og
saae pludseligt Palle Ib lige i Øinene . „ Aldrig
har Niels Ilde været Maries Fæstemand ! “
„ Naa , naa ! “ brummede Palle Ib . „ Godt Ord
igjen ! Ventelig veed Du det bedre , som kommer
saa langveis fra . Har hun ikke været det , er det
ikke hendes Skyld ; hun har været ussel og ilde i
lang Tid . “
Halvor bøiede Hovedet og taug ; men Palle Ib ,
som syntes at faae Medlidenhed med ham , sagde :
„ Der staaer Professoren . Han har boet hos Lars
Hansen en rum Tid og kan vel bedst give Dig den
Besked , Du ønsker “ . Dermed bukkede Palle Ib sig
og forsvandt i Kahytten .
Den unge Sømand saae paa mig med et Udtryk ,
som havde han forud været fattet paa , at hans
jordiske Haab var tilintetgjort og nu skulde høre

Stadfæstelsen . Jeg tog hans Arm , og vi vandrede
i den klare , maanelyse Nat op og ned ad Dækket ,
idet jeg meddelte ham Alt , hvad jeg havde seet og
hørt angaaende Marie , ligefra den første Dag , da
jeg satte min Fod i Lodsoldermandens Hus . Han
lyttede opmærksomt efter , og hans spændte Træk
røbede , til hvilken Grad han fulgte enhver af min
Fortællings Enkeltheder ; men da jeg talte om det
Guldkors , han havde sendt Marie , og om det Brev ,
som Niels Ilde umiddelbart derpaa havde tilstillet
Lodsoldermanden , trampede han i Dækket og udbrød :
„ Den Kjæltring ! Aldrig har jeg sendt noget Kors
fra New-Orleans — han har villet have , af det
skulde see ud , som om jeg endnu levede “ .
„ Troede han Dem da død ? “ spurgte jeg .
„ Det gjorde han forvist , “ sagde han , „ og heller
ikke havde han da Grund til Andet . Havde han
troet mig levende , var han vel ikke sprunget i Søen ,
da han saae mig . Aldrig tilgiver jeg ham den
Rævestreg -- -- -- -- - nei aldrig , aldrig ! “
Jeg havde stor Lyst til af fritte ham lidt
nøiere , men hans Sindsbevægelse var saa stærk , af
jeg opgav mit Forsæt . Tause vandrede vi Dækket
endnu et Par Gange op og ned , da standsedes vi
pludseligt af Palle Ib , som ilsomt kom op af

Kahytten og sagde : „ Nu troer jeg , Hr . Professor ,
af han dernede synger sit sidste Vers . Han har
spyttet en farlig Hoben Blod og orker neppe af
tale mere . Saa vidt jeg kan forstaae , vil han
snakke med Dig , Halvor , og meddele sin sidste Villie .
De , Hr . Professor , er jo sliv i Pennen og kunde
maaskee kradse saadant Noget op , som John og jeg
kunde sætte vore Navne under som Vitterlighedsvidner .
Han eier jo den Gaard i Rørvig . Den
synes at ligge ham svært paa Sinde , skjøndt han
aldrig har gjort Noget for den , mens han levede .
Det er ikke nogen glædelig Ende paa Togtet ; men
De gjør det vel nok , Hr . Professor ? Gaa med ,
Johnsen , nu bider Niels Ilde ikke . “
„ Troer De , jeg er bange ? “ sagde Halvor ,
som var traadt et Skridt tilbage , men nu med en
mørk Rødme paa sine Kinder nærmede sig Kahytten .
„ Bedst var det maaskee , at jeg og den Mand ikke
saaes oftere ; men vil han det , skal han faae sin
Villie . “
Vi steg alle tre ned ad den snevre Trappe og
traadte ind i den lumre Kahyt , der kun oplystes
svagt af en under Dæksbjælken hængende Lampe .
Niels laa tilhøire paa Slagbænken med lukkede
Øine ; ved Siden af ham stod der et Bord , og ved

dette sad John og badede hans Pande med
Vand . Hans stod i Baggrunden af Kahytten med
betænkelige Miner , og da Palle Ib havde skubbet
en lav Stol hen til mig , for at jeg kunde komme
til at skrive ved Bordet , var der ikke en Plads
tilbage i det snevre Rum , som gjenlød af den
Saaredes uafladelige Stønnen .
„ Niels , “ sagde Palle Ib og stænkede noget
Vand i Ansigtet paa ham , „ her er den Mand , som
Du har bedt mig kalde , og her er En , som kan
sætte din sidste Villie op , hvis Du skulde ønske det .
Klar nu dine Tanker , min Gut , og har Du Noget
paa din Samvittighed , saa siig det frit — her er
Ingen , der sladdrer af Skole . “
Mændene bøiede tanse deres Hoveder , men
Niels Ilde stirrede omkring sig med et forvildet
Blik og sagde med hæs Stemme : „ Halvor ! “
„ Her er jeg ! “ sagde denne og traadte med
korslagte Arme frem foran Kahytsdøren .
Niels lukkede Øinene helt op og stirrede et
Øieblik paa ham , som for at forvisse sig om , at
det virkeligt var ham ; derpaa sagde han langsomt
og med Besvær :
„ Halvor ! jeg har bedet Dig komme for at sige
Dig , at jeg har gjort stor Uret imod Dig . “

„ Naa , saa det mener Du dog ! “ sagde den
unge Sømand og betragtede ham stivt .
„ Ja , “ sagde Niels og gjorde et mat Forsøg
paa af reise sig , „ jeg har handlet ilde imod Dig ,
det føler jeg nu , da jeg skal herfra . Alligevel hører
jeg , af det var Dig , som tog mig op derude . Det
var honnet og christeligt gjort , Halvor ; for havde
jeg naaet Dig , havde Du faaet Baadshagen gjennem
Livet . “
„ Ja , det tænkte jeg nok ! “ sagde Halvor og
stirrede paa ham .
„ Seer Du , Halvor , “ sagde Niels ; „ nu tænker
jeg anderledes , og for af vise Dig det , vil jeg
spørge Dig , om Du vil tage Gaarden derhjemme —
Mere har jeg ikke . “
Alle de Tilstedeværende saae paa Halvor med
overraskede Blikke , og jeg satte allerede Pennen til
Papiret ; men Johnsen sagde : „ Tak , Niels , for hvad
Du byder ! Din Gaard faaer Du give en Anden —
jeg tager den ikke . “
Niels slog atter Øinene op , og et svagt Udtryk
af hans sædvanlige trodsige Mine spillede om hans
Læber , idet han sagde : „ Saa er Du vel bleven rig ,
Halvor ? “

„ Nei , “ svarede Johnsen med et stolt Blik .
„ Hvad jeg havde , ligger derude , og knap var det ,
af jeg fik bjerget min Hyre ; men din Gaard tager
jeg ikke alligevel . “
Palle og John saae spørgende paa den unge
Sømand , og Niels sagde : „ Mener Du , den er forringe ?
Den kunde dog nok veie op mod det , jeg
har gjort imod Dig . “
Alt Blodet foer Halvor Johnsen op i Kinderne ;
Trækkene om hans Mund strammede sig , hans Øine
skjød Lyn , og idet han traadte saa nær hen til
Niels Ildes Leie , som Bordet tillod det , sagde han
med skjærende Stemme : „ Naa , saa det mener Du ,
Niels ? Da faaer jeg vel hjælpe paa din Hukommelse ,
og klare for de Folk her , hvad det er Du
byder for min Tilgivelse . Kan Du huske en Nat
ude i Rødvig-Sande ? Jeg kom fra Jens Ravnstrup ,
mit Sødskendebarn , og gik alene gjennem
Klitterne , tænkende paa Den , der havde givet mig
sin Tro . Da kom der En bag paa mig , greb mig
i Nakken som en Hund og slæbte mig halvkvalt op
ad Klitbanken ; da vi kom paa dens Top , brødes
jeg med ham paa Liv og Død ; thi lige under
Skrænten vidste jeg , af Kogryden kogte , og den ,
som een Gang slap derned , kom aldrig igjen . Men

han , der som en Nidding og lumsk Hund havde
grebet mig bagfra , var mig for stærk ; han kastede
sig over mig og knugede mig sammen , som var jeg
en Pudel , der skulde druknes , og da jeg for hendes
Skyld bad ham lade mig beholde Livet , svoer han
en dyr Ed paa , at netop for hendes Skyld skulde
jeg miste det . Saa stoppede han sit Tørklæde i
Munden paa mig for at dæmpe mine Raab , trak
min Stortrøje af og bandt den sammen over mit
Hoved , og saa rullede han mig som en Boldt ned
ad Skrænten , til Kviksandet lukkede sig over mit
Hoved . Husker Du den Mand , Niels ? For skulde
din Hukommelse kanskee svigte Dig i dette høitidelige
Øieblik , saa skal jeg sige Dig , hvem det var —
han hed Niels Ilde af Rørvig . “
Et dumpt Udraab af Uvillie og Forbittrelse
hørtes blandt Besætningen ; men Niels stønnede :
„ Forlad mig , Halvor ; som jeg -- -- -- -- -- -- -- “
„ Javisf ! “ sagde denne , „ som Du forlader dine
Skyldnere . Den Skurkestreg kan jeg forlade Dig , al
den Stund jeg fik Stortrøien smøget af mig og
kom op under Birkerødderne , hvor Du ikke saae
mig ; men Du turede frem i Synd og lagde Skyld
til Skyld , som jeg veed , af Du i de lange , mørke
Nætter har lagt Sten til Sten for af holde mit

syndige Legeme bundet i Kviksandene , hvor Du
mente , af jeg laa begravet . Hvad Du har gjort
mod mig , tilgiver jeg Dig og forlader Dig i denne
din Dødsstund ; men hvad Du har gjort mod
Hende , skal Du staae til Ansvar for , naar vi engang
mødes sammen for Guds , den Almægtiges
Domstol . At tage mit Liv , var det end af tage
det som en Hunds , det lader jeg gaae ; men af tage
en stakkels Piges Fred , røve hendes Forstand og
gjøre hende mere ussel ved af lyve mig død , for af
skjule dine Kjeltringestreger — ved den levende Gud ,
Niels Ilde , det tilgiver jeg Dig aldrig ! “
Vi stirrede Alle paa den unge , djærve Sømand ,
som stod midt imellem os som en Hævnens Dæmon
med ligblege Kinder og høit opløftet Haand ; men
der var Ingen , der sagde et Ord . Niels Ilde var
sunken tilbage mod Puden med et Udtryk af Gru ,
der tilsyneladende havde gjort ham bevidstløs . Men
pludseligt foer han iveiret med opspilede Øine ,
aabnede Armene vidt fra hinanden og raabte : „ Kaptainen !
Seer I Kaptajnen ? “
Med disse Ord tørnede han forover mod
Bordet . En Blodstrøm væltede ud af hans Mund
og farvede Papiret rødt , medens hans Hænder
convulsivisk knngede sig om Bordkanten . Da vi løftede
ham op og fik ham lagt tilbage , var han død .

VII .
Skonnertens Brand , som i den disede Luft
havde lyst vidt og bredt , var ogsaa bleven seet fra
Rørvig , og da vi i den tidlige Morgenstund stod
ind gjennem Issefjordens Munding , saae vi , at det
foran det lille Toldsted vrimlede af Folk , som ventede
at faae Aftenens Begivenhed klaret ved Toldkutterens
Ankomst . Halvor Johnsen stod i Stævnen ,
og da vi gled forbi de hvide Klitter , som belystes
af den opgaaende Morgensols første Straaler , lagde
jeg Mærke til , at hans Blik ufravendt søgte mod
Land , som om det i enhver opdukkende Gjenstand
hilsede en længe savnet Bekjendt . Pludseligt foer
han op paa Spillet og svingede med sin blanke Hat ,
idet han udstødte et jublende Hurra . Jeg greb Kikkerten , og inde fra Land saae jeg Maries ranke
Skikkelse staaende opreist paa Havfruestolen , hvorfra
hun vinkede med sit hvide Forklæde , som hun havde
løst af sit smekkre Liv . Jeg gik hen til Halvor ,

trykkede ham i Haanden og vilde ønske ham til
Lykke ; men Taarerne stod den ærlige Sømand i
Øinene , og han vendte sig fra mig med et taust
Haandtryk .
Inde ved den lave Landingsbro foran Toldstedet
stod de fleste af de Rørvig Fiskere og Lodser , og
foran dem skjelnede jeg Lars Hansens Skikkelse i
hans mørke Pjækkert og med den gule Kabuds paa
Hovedet . Johnsen steg først ned i Fartøiet , saa
fulgte jeg , derpaa Palle Ib og John ; men lige idet
Hans og Ole lagde Aarerne i Vandet , tonede der
fra Land et kraftigt , ofte gjentaget Hurraraab , saa
af Folkene holdt paa Aarerne , medens Kutteren
kippede Flaget . Halvor var allerede bleven kjendt
fra Land , og den Modtagelse , han fik , viste noksom ,
af hele Rørvig kjendte hans Forhold til Lodsoldermandens Datter , og af man ved en festlig Demonstration
vilde vise , hvormegen Deltagelse man nu
følte for „ Bruden fra Rørvig “ , den samme , som
man havde haanet i Ulykkens Dage . Alle Rivninger
mellem „ Krydserne “ og Fiskerne vare i dette Øieblik
glemte , og i et sandt Triumftog bevægede den
brogede Skare sig op imod Lars Hansens Hus ,
hvor Karen fik saare travlt med at modtage og beværte
Alle , og hvor til min store Forbanselse Palle

Ib , John og Kutterens øvrige Mandskab blev sat
til Høibords mellem Leiets gamle Lodser og Fiskere .
Denne Gang var der ingen usynlig Haand , som
lagde sig paa Munden af Lars Hansen , heller ikke
hørte jeg noget Pusleri , uagtet jeg virkeligt bestræbte
mig derfor . Derimod lysfe Maries dybe , mørkeblaae
Øine med hele den Glands , som kun Lykken
formaaer at give , og da Lars Hansen havde drukket
et provisorisk Jaord og holdt en mere end provisorisk
Tale , hvori han indbød Alle til Bryllup ,
sfødte han sit Glas mod mit , idet han tilgav , at jeg
havde vist mig som en „ fordømt Krydser “ , dog med
det Forbehold , at jeg ikke oftere maatte raabe med
Ribs i Reietiden , en Phrase , hvis Uforstaaelighed
voldte mig en Del Bryderi , og tilligemed Lars
Hansens Gammelløl gav mig nok at tænke paa for
Resten af Dagen .
Da Aftenen kom — og en deilig , varm Juliaften
var det — stoppede Lodsoldermanden sin Kridtpibe ,
langede Kabudsen ned fra Sømmet , nikkede
til Mutter og blinkede til mig . Jeg forstod Signalet ,
og lidt efter stod vi i den venlige Have , hvor
Bierne summede i Blomsterne , medens Svalerne
havde travlt med at fodre deres halvtbefjedrede Unger
under Straatagets Skjæg . Lars Hansen saae ud

mod den klare Aftenhimmel med et Befrielsens Udtryk
i sit Ansigt , som var der ikke Sorg eller
Ulykke mere paa Jorden . Saa tog han sindigt et
Par Drag af sin Pibe , bøiede bag om Huset , hvor
Duerne kurrede paa Slaget , og besteg saa ganske
langsomt Klitbanken , hvorunder Havet hvilede i
speilklar Ro , og hvorfra vi havde Udsigt langt ind
over Klitterne , bagved hvilke Kirken hævede sit
smekkre Spir . Paa Toppen af Banken standsede
han igjen , drog et dybt Suk og sagde : „ Jeg synes ,
Egnen er bleven ligesom lysere iaften ! Husker Øe ,
da vi fo stod her sidst ? “
„ Ja , “ sagde jeg og trykkede hans Haand , „ da
vare Tiderne onde . “
„ Det vare de ! “ sagde han med en dybtfølt
Betoning ; „ og Meget har jeg døiet siden den Nat ;
men nu har Alting vendt sig til Medbør , og derfor
takker jeg Dem . “
„ Øe har Intet at takke mig for , “ sagde jeg .
„ Her have været andre Magter , som have været
stærkere baade end Øe og jeg . “
„ Det veed jeg ! “ svarede han tankefuldt . „ Han ,
som jeg i mit Hjertes Hovmod og Haardhed vendte
mig bort fra , har paa en besynderlig Maade skaffet
Lys der , hvor der før kun var Vildfarelse og Mørke ;

men Øe har dog gjort Mere for mig , end Øe
maaskee veed af . “
Jeg rystede paa Hovedet ; men han vedblev
med dyb Inderlighed i sin Stemme : „ Det ene
Menneske kan stundom være for det andet som en
Hjælp , hvorved man føler Herrens Haand nærmere
end ellers , og det har Øe været for mig . Havde
jeg ikke havt Dem den Stormnat ude i Klitterne ,
var hun maaskee begravet i Kviksandet , og jeg havde
da ligget hisset inde bag Kirkegaardsmuren . Havde
Øe ikke den Aften ved Tidsvilde Strand talt til
mig godt og trøstende , havde jeg ikke staaet her ; thi
veed Øe , hvad jeg tænkte paa , da jeg sad dernede
paa Stenen og saae ud over Søen ? “
„ Nei ! “ svarede jeg , forundret over det sælsomme
Udtryk i hans Ansigt .
„ Jeg tænkte den Aften paa , “ vedblev han med
sagtere Stemme , „ at nu havde Herren ganske forstødt
mig , og at det vel Heller ikke kunde være
anderledes , saasom jeg havde handlet mod mit Barn
langt værre , end Skovens umælende Kreaturer mod
deres Unger . Jeg mente den Aften forvist , at der
hverken gaves Lise eller Ro for mit stakkels , svagsindede Barn uden i Døden , og da den Tanke ret
var kommen over mig , syntes jeg , at enten maatte

der sket ingen Gud være til , eller ogsaa kun en ,
som frydede sig over at see os vandre i Møie og
Elendighed , for siden at straffe os for vore Synder .
Hvordan det saa var , syntes jeg ikke , at det var
værd at leve , og da jeg sad paa Stenen og saae
ud over de mørke Vande , og hørte Bølgerne sukke
mellem Stenene , da fik jeg en ret inderlig Lyst til
at blive af med alt Det , som tyngede mig , og tænkte
paa , at jeg blot behøvede at gjøre et Spring for at
finde den samme Grav , som saa mangen Sømand
har fundet . Alt laa saa tungt og mørkt om mig ,
og jo mere jeg grublede , desto mere tydeligt blev
det mig , at der dog var en Gud , men at han havde
vendt sig fra mig . Da , ligesom jeg sad i Anfægtelsen ,
bad jeg ret inderligt til vor Herre , at han
vilde sende mig en Raadgiver og en Trøster , og
lige i det Samme hørte jeg Trin og bød „ Gudsfred
og Godaften “ . Da saae jeg først , det var Dem ,
og jeg fik paa een Gang saadan en underlig Fortrøstning
til vor Herre ; thi sandt af sige vidste jeg
i det Øieblik ingen Bedre , han kunde sende mig , end
netop Dem . De talte ogsaa Ord til mig , som gik
mig nær , og da De kom om Natten til Graven
og lagde Fæstensringen paa Maries Bryst , saa af
hun kom sig som ved et Mirakel , da fornam jeg

grant , af det havde De ikke af Dem selv , men af
Guds Haand synligt huggede os Sti gjennem Skoven ;
og naar jeg nu lægger til , hvad De har fortalt mig
om Deres Sejlads med „ Najaden “ , og seer , hvor
forunderligt Det har føiet sig sammen , som før var
skilt og skjult , da maatte jeg vel være værre end en
Tyrk og en Hedning , hvis jeg ikke saae , af vi
Mennesker ere som Myrer , der løbe iblinde , medens
Han deroppe lægger Vei for det usleste Kryb , som
blot betroer sig til hans Naade . Jeg hovmodede
mig af min Kløgt , og vilde med menneskelig Forsfand
bringe Den fremad , som jeg elskede høiest ;
da tog han hendes Lykke , og det Eneste , han lod hende
beholde tilbage , var Troen og Haabet . Derfor kunde
hun ikke døe , og derfor saae hun mere end vi med
al vor Forstand . Gud velsigne hende derfor ! Hun
holdt ud , medens jeg var nærved at svigte . “
Hans Læber bævede , da han udtalte de sidste
Ord , og idet han lagde Haanden over Øiet , stirrede
han ud i Aftenrødmen og sagde : „ Tænkte jeg det
ikke nok ! Der sidde de nede ved Havfruestolen og
tale med hinanden , som før de onde Dage kom .
Vil De , som jeg , gaae vi ned og see paa dem , inden
Solen synker . “

Ligesom vi naaede den store graae Sten , hvor
Halvor og Marie sad , sank Solen og kastede sit
rødmende Skjær henover dem begge . Iohnsen kom
henimod os med en Hilsen , men Marie blev siddende
og stirrede med sit forunderlige , drømmende Blik
henover Bølgerne , der skvulpende gled ind mellem
de store Sten , idet de farvedes af Solglandsen .
Medens Halvors Ansigt udtrykte sorgløs Glæde og
freidig Tilfredshed over at være kommen hjem og
have fundet Den , han havde bundet sit Hjerte til ,
var der derimod i Maries blege Træk og sjælfulde
Øine et Udtryk af Vemod , som var hendes Længsel
endnu ikke stillet , eller som anede det hende , at en
saa overvættes Lykke ikke kunde vedvare . Saaledes
som hun der sad , med det fine Ansigt belyst af
Aftenrødens sidste Skjær og med det vemodige Blik
fæstet paa Bølgernes legende Dands , forstod jeg
først ret , at hun og Halvor maatte være meget forskjellige ,
han energisk optagen af Menneskelivet og
dets travle Virksomhed , hun sky for dette og paa
en forunderlig Maade bunden til Naturaanderne ,
som usynlige udfolde deres Virksomhed i de golde ,
øde Klitter . Og hvor kunde det ogsaa være anderledes ?
Han havde færdedes i alle Verdens Riger
og Lande , tumlet med Elementerne og tumlet med

Menneskene , som ofte rase værre end hine ; hun
kjendte kun denne lille Plet af Sand og Lyng med
skvulpende Bølger og rislende Væld , hvor Marehalmen
grønnedes istedetfor de Palmer , Halvor
havde seet , og hvor Graapilens gule Blomster hang
ned fra Klitbanken istedetfor Bananen og de frodige
Mangrovelunde . Kunde de To forstaae hinanden ?
Jnst som jeg i mit stille Sind opkastede dette
Spørgsmaal , sprang Marie ned fra sit lavbegroede
Sæde og kastede endnu et Afskedsblik langt ud over
Havet , der ude i Horizonten begyndte at hylle sig
i dæmrende Taager . Halvor og Lodsoldermanden
vare alt et Stykke iforveien , men desuagtet blev
hun staaende lige paa Havstokkens yderste Rand og
stirrede ned i Bølgerne med et besynderligt Udtryk ,
som lyttede hun til , hvad de skvnlpende Vande fortalte .
Saa vendte hun sig for af gaae , men da hun
opdagede , af jeg endnu stod ved hendes Side , blev
hun blussende rød og sagde med et Udtryk af undselig
Forvirring : „ Ak , De tænker vist , af jeg er
en tosset Pige . “
„ Nei , “ svarede jeg ; „ men hvad tænkte De paa ,
Marie , medens De saaledes stirrede ned i Vandet ? “
Hun rødmede paany og sagde : „ Jeg veed det
neppe selv ; men naar jeg saaledes rigtigt seer ned i

Bølgerne , som skvnlpende skyde sig ind mellem de
store Sten , omfavne dem med et Længselssuk og
after vige tilbage , for af andre kunne komme til ,
da bliver jeg tidt ret underlig til Mode ; thi det
forekommer mig , af Bølgen fører et uroligt , rasfløsf
Liv , saa af det kun forundes den een Gang af naae
det Land , hvortil den saa længe har stræbt , for lige
i Lykkens høieste Øieblik af døe bort og afløses af
andre , der paany dele dens Skjæbne . Da synes
det mig ofte , som jeg hører et klagende Suk for hver
Bølge , der viger , og naar jeg længe bliver staaende
og lytter dertil , da synger det indeni mig , og det
er , som jeg hører de samme Suk lyde inde i mig
selv , uden at jeg formaaer at finde Ord og Udtryk
for den Smerte , de frembringe derinde . Det er ,
som var det Hele en gammel Sang , jeg havde
hørt i længst forsvundne Dage , men som aldrig vil
komme mig paa Læben . “
„ De er jo Digter , Marie ! “ sagde jeg smilende .
„ Kunde De føie Deres Ord saa godt i Vers , som
her i Deres Tale , kom der et helt Digt ud deraf .
Har De aldrig tænkt paa det ? “
Hun saae forlegen , næsten lidt sky paa mig og
sagde : „ Præstens Datter læste tidt Noget op for
mig , som hverken var Viser eller Vers , og som ikke

kunde synges , hvor megen Umage jeg end gjorde
mig derfor . Var det Digt ? “
„ Det maa det vel have været , “ sagde jeg ;
„ men hvorledes var det ellers ? “
„ Det kan jeg ikke forklare , “ sagde Marie rødmende ;
„ men det løftede mig , saa at jeg fløi høit i
Tankerne derved . Det fortalte om store , dybe Skove ,
om Solstraalernes Blinken i Duggen , om Hjorten ,
som fløi hen gjennem den mørke Skov , og om
Hybenrosen , som hang over Stengjærdets Væg . Det
fortalte ogsaa om Svalen og Storken , om den
brune Lyng og Humlebien , der summede mellem
Kløverblomsterne paa de lyse Enge — jeg selv blev
altid lys og glad derved ; men jeg har glemt det
Meste , da jeg var borte , og nu er ogsaa hun borte ,
som læste det for mig . “
Hun drog et Suk og stirrede ned for sig , som
frygtede hnn for at have sagt Noget , der kunde
gjøre hende latterlig i mine Øine ; men jeg tog
hendes Haand og sagde : „ Siig mig , Marie , hvad
hed han , som havde skrevet det ? Saa skal jeg sende
Dem Bogen fra Kjøbenhavn . “
„ Det var saadan et mærkeligt Navn , “ hvidskede
hun . „ Derfor kan jeg huske det endnu . Han hed
Vinter , og det var underligt , for det blev altid lys

Sommer inden i mig , naar Præstens Datter læste
op , vare Dagene end aldrig saa mørke . “
Jeg maatte uvilkaarligt smile ad denne naive
Bemærkning , men hun saae det heldigvis ikke , og
jeg vedblev : „ Øe har Ret , Marie . Seer Øe , det
er ham , der synger inden i Dem , naar Øe staaer
nede ved Stranden og seer ned i Bølgerne ; som
ham blev det kun givet Faa at synge . “
„ Nei , det er ikke , “ ndbrød hun hurtigt , „ for
jeg kan selv lægge Ord fil i det Samme ; men
naar jeg saa kommer hjem , er det borte , og jeg maa
paany gaae ud fil Havfruesfolen for at finde det
igjen . “
„ Saa skulde Øe skrive Ordene , naar Øe er der , “
sagde jeg .
„ Det har jeg ogsaa gjort , “ svarede hun nølende .
„ Den Aften , da Øe sidst traf mig ved Havfruesfolen ,
fik jeg skrevet et Digt ; men jeg tør ikke vise det fil
Nogen . “
„ Viis mig det , Marie ! “ bad jeg . „ Jeg skal
ikke sige det fil Nogen og heller ikke spotte Dem
derfor , hvis det skulde mangle Et eller Andet . “
„ Det er ganske kort , “ sagde hun og drog rødmende
en lille Bog frem af sin Lomme . „ Ja , det
er min Katechismus , “ føiede hun hastigt fil , da hun

saae mit forundrede Ansigt . „ Jeg skrev det her
inden paa Bindet med Rødkridt , for jeg havde ikke
Andet . “
„ Jeg lukkede hastigt den lille , forslidte Bog op ,
og saae paa Bindets indvendige Side . Med en
stor , uøvet Haand stod der blot de tre Ord : „ Bølge
mod Kyst . “
„ Er det det ? “ spurgte jeg .
„ Ja , “ sagde hun med et Udtryk af Skuffelse i
sit Ansigt . „ Er det ikke Digt ? “
„ Nei , Marie , “ sagde jeg saa mildt som muligt ;
„ det er det rigtignok ikke . Det er jo kun tre løse
Ord . “
„ Ja , men det klinger dog inden i mig , naar
jeg synger dem , “ sagde hun , „ og jeg seer saa meget
derved . Hvad er da et Digt ? “
„ Det er vanskeligt at forklare , “ sagde jeg ; „ men
et Digt har mange Linier , der alle staae i Forbindelse
med hverandre og flyde over i hverandre , ligesom
Bølgerne ved Stranden . For at kunne faae
Klang , maae Liniernes Endeord derhos ligne hverandre ,
og Stavelserne i Linierne maa være føiede
saaledes , at de vugge sig i Takt , ligesom det ene
Bølgeslag , der følger ovenpaa det andet . Saa maa
der dertil i det Hele være et Billede eller en Lignelse ,

der ligger som en Undergrund , hvorfra det
Øvrige flyder sig op , saa at der kommer en vis
Stemning eller Tone , som kan fremkalde en tilsvarende
Stemning hos den , der læser det . Saa
først er det et Digt . “
„ Det forstaaer jeg slet ikke , “ sagde hun , „ og
det er ogsaa meget for svært . Man kan jo skrive
det ganske kort , uden at bryde sit Hoved med det
Meget , De sagde ; saa kan Enhver gjætte sig til
Resten . “
„ Ja , det er godt nok , “ svarede jeg ; „ men alligevel
vilde der være meget Faa , der vilde forstaae det . “
„ Den , der ligner mig , vil forstaae det , “ sagde
Marie bestemt . „ Jeg behøver blot at læse disse tre
Ord , saa sker jeg det Altsammen og hører Bølgerne
skvulpe . Hvorledes kunde jeg da gjøre det bedre ? “
„ Vent lidt , Marie ! “ sagde jeg og tog min
Notisbog frem . „ Den Aften , da jeg mødte Dem
ved Havfruestolen , kom jeg lige fra Klintebjerg ,
hvor jeg havde ligget oppe paa Klinten og hvilet
mig . Derfra kunde jeg ogsaa see ned i Bølgerne
og høre dem skvulpe , og da skrev jeg et Digt om
dem . Vil De sætte Dem et Øieblik her under
Bakken , saa skal De høre , hvorledes saadan et Digt
skal være , saa vil De bedre forstaae mig . “

„ Ja , men hurtigt ; thi ellers kommer Halvor
og Fader for langt iforveien , “ sagde hun .
Hun satte sig ned og stirrede opmærksomt paa
mig . Jeg tog Plads ved hendes Side paa det hvide
Korallav og læste Følgende :
Bølge mod Kyst , hvor kommer Du fra ?
Hvor er din Hjemstavn , hvor er din Vugge ?
Hvem mon de gjælde , de klagende Sukke ,
Bølge mod Kyst ?
Har Du en Elsker , hvor Solen gaaer ned ,
Hist over Hav i de solgyldne Banker ?
Sender Du ham dine bristende Tanker ,
Bølge mod Kyst ?
Nei , Du er kold , og dit Væsen er Graad ;
Thi Du maa døe . Just som Livet Dig skjænkes ,
Atter i Glemselens Vande Du sænkes ,
Bølge mod Kyst !
Billed Du blev paa den skiftende Tid ,
Billed paa Lykken , som kommer og viger ,
Bristende netop , som høiest den stiger ,
Bølge mod Kyst !
Giv mig din Lød , saa klager jeg ei ,
Løft mig blot høit og bær mig et Stykke
Frem mod den lyse , livsalige Lykke ,
Bølge mod Kyst !
Sænker mig kun i det evige Hav !
Selv kun en Bølge , som dækkes af andre ,
Vil til Forglemmelsens Lande jeg vandre ,
Bølge mod Kyst !

Hun havde foldet sine Hænder , medens jeg
læste , og hendes Øine havde hvilet paa mig med
en særegen , tindrende Glands . Da jeg var færdig ,
drog hun et dybt Suk og sagde , ligesom med Smerte ,
parret med lidt Uvillie : „ Det har Øe jo Altsammen
taget fra mig ! “
„ Hvad behager ? “ udbrød jeg overrasket , „ fra
Dem ? Deres var jo kun de tre Ord . “
„ Ja , men dem har Øe taget ! “ sagde hun , „ og
saa alt det Øvrige , som jeg har tænkt , men ikke
kunde faae skrevet . Det er mit Digt . Øe har
ingen Ret dertil ! Jeg har tænkt det Altsammen ,
længe før Øe . “
„ Ja , men jeg har skrevet det , “ sagde jeg .
„ Det hører dog Den til , som har tænkt det , “
sagde hun med en dyb Overbevisning og fik Taarerne
i Øinene . „ De maa endeligt give mig mit
Digt ; nu , da jeg har hørt det , kan jeg ikke være
det foruden . Jeg skal aldrig sige , at De har skrevet
mine Tanker . “
Jeg rev Bladet ud af Lommebogen og gav
hende det . Hun læste det endnu en Gang igjennem
med en hemmelig Glæde i sit Ansigt , saa foldede
hun det sammen , stak det indeni sin Katechismus ,
og ilede med hurtige Fjed efter de Andre .

Henne ved Klitdraget , der fører ned mod Kogryden ,
stødte vi til Lodsoldermanden og Halvor ,
der begge vare fordybede i en ivrig Samtale om
Skonnertens Brand , om Assuranceselskabets Tab
og om Muligheden af at faae den tilgodehavende
Hyre udbetalt af Rhederiet , saa at der faldt Ord ,
der dannede den grelleste Modsætning til dem , jeg
havde vexlet med Marie . Hun lod sig imidlertid
slet ikke forstyrre deraf , men tog sin Fader ved
Haanden , og saaledes vandrede vi , til vi kom til
den Vei i Klitterne , hvor Kløften med Birkene og
Ellene flyder sig ned mod Kogryden . Her standsede
Halvor et Øieblik , lod Marie og Lodsoldermanden
gaae i Forveien og sprang saa i eet Spring overmod
Klitten , hvor han kort efter skjultes bag de
frodige Birk og Ellebuske .
Jeg fulgte langsomt efter paa den lille Sti ,
der langs Klitbakkens Side løb ned imod Vældet ,
og da jeg havde arbeidet mig igjennem det tætte
Birkekrat , kom jeg atter til den uhyggelige Plet ,
der havde havt en saa afgjørende Indflydelse paa
Halvor Johnsens Liv . Vældet laa ganske som
forhen , kredset af yppigt Græs ; men det lave Pilekrat
dannede nu en hel lille Skov , og Vandet
boblede ikke som før , men flød trægt og langsomt

uden den kogende Lyd , som før havde været dets
Særkjende . Ved Bredden stod Halvor Johnsen og
saae med korslagte Arme ned i Vældet , ganske som
jeg for tre Aar siden havde seet Niels Ilde , kun
var der ikke det Udtryk i hans Ansigt .
„ Her var det ! “ sagde han langsomt og vendte
sig imod mig .
„ Ja , “ svarede jeg , „ jeg kjender Stedet . “ Og
nu fortalte jeg ham , hvorledes Lars Hansen og jeg
den Nat havde søgt efter Marie , og hvor nær hun
havde været ved at miste Livet , netop paa det samme
Sted , som han , Noget , jeg tidligere havde fordulgt
af Frygt for , at det skulde ryste ham for meget .
Det lod imidlertid slet ikke til at gjøre den
Virkning paa ham ; thi vel lyttede han til min Fortælling
med kjendelig Interesse , og takkede mig før
min Hjælp ; men kort efter sagde han : „ Hun har
altid været synsk , og sommetider tog det Magten
fra hende ; men det lægger hun nok af , naar hun
bliver gift , vil jeg haabe . Ieg gad s ' gu vide , hvor
mange Sten Niels har slæbt her til Gryden , før
han fik Løbet stoppet saa meget . Ieg stod just og
regnede efter , hvor stærkt han havde lagt Ryg til ,
dengang De kom . Ieg synes , at jeg kan skimte
dem nede i Vandet . “

Ieg nægter ikke , at jeg blev forundret over den
mærkelige Ligegyldighed , som disse Ord røbede ; men
endnu mere blev jeg det , da han tilføiede : „ Ieg
vilde blot ønske , at vi havde dem ovre hos Lars
Hansen , saa kunde vi lægge Grund til et Svinehus
med dem , det har han længe trængt til ; vi talte
just om det nede ved Stranden — nu ligger alt
det Skab der til Unytte . “
„ Synes De ikke , at det er underligt at staae
paa dette Sted igjen ? “ spurgte jeg .
„ Jo , “ svarede han , „ det er et forbandet Hul .
Var jeg som Lars Hansen i Sogneraadet , lod jeg
det fylde , saa kunde vi lægge Vei ret herover langs
gjennem Kløften — det blev altid en kvart Mil
mindre gjennem Sandene . “
„ Siig mig , “ spurgte jeg lidt utaalmodig , „ hvorfor
gik De den Morgen ombord i Russeren , istedetfor
af gaae ned til Nykjøbing og gjøre Melding til
Byfogden ? “
Han saae paa mig med et fiffigt Blik og svarede :
„ Hvad havde jeg vel faaet for det ? Der var ingen
Vidner , og Niels var en haard Hund af lovtrækkes
med , det vidste jeg iforveien . Desuden havde jeg
selv gjort Alting uklart for mig . Lars Hansen
havde jaget mig af sit Hus , Palle Ib havde lovet

mig Afsked fra Kutteren , og Niels Ilde havde undsagt mig og vilde tage mit Liv , saa snart han kunde
komme afsted med det . Jeg syntes den Morgen ,
af der ikke var en Sjæl i den vide Verden , som
brød sig det Ringeste om mig , og Dagen iforveien
havde jeg talt med den russiske Kaptain , som havde
lovet mig høi Hyre , hvis jeg vilde tage ombord i Farføiet .
Saa kom dertil , af jeg maatte tjene Noget ,
hvis jeg vilde melde mig igjen hos Lars Hansen og
stikke Niels Ilde ud , og da jeg i den tidlige Morgen
vaad og forfrossen , luskede ned til Fartøiet , fik jeg
saadan en glubende Begjærlighed efter at komme ud
og tjene Penge , at jeg ikke engang gik tilbage til
Rørvig for at sige Marie Farvel . Jeg skrev et
Par Ord ombord paa Russeren og bad hende vente
tre Aar , saa vilde jeg komme hjem som en rig Mand
— og dermed syntes jeg , at den Sag var vel klaret . “
„ Det Brev fik hun desværre ikke , “ bemærkede jeg .
„ Nei , hun sagde saa , “ svarede Halvor roligt .
„ Selv forliste vi i spanske Sø , og da jeg kom til
Lissabon fik jeg Hyre paa Indien . Derfra skrev
jeg igjen ; men mine Breve havde nok ligesaa lidt
Held , som jeg selv , for hver Gang jeg havde tjent
en Smule , gik det galt med Spekulatsen , og nu ,

da jeg kommer hjem , er det kun med tyve Pund i
Lommen . “
„ Saa var det dobbelt smukt af Dem at afslaae
Niels Ildes Tilbud . “
„ Aa , man skal ikke tage fra Djævelen , hvad
man venter af Vorherre . Marie og jeg hugge os
nok igjennem uden Mordbrændertak ! “
Vi fulgtes ad op gjennem Kløften , og under
vor Samtale mærkede jeg mere og mere , at han var
en god , ufordærvet Natur , ærlig , djærv , kortsagt en
ægte Sømand ; men jeg følte tillige , at han kun
havde Sands for Livets rent praktiske Formaal , og
at han ikke kunde opfatte Maries mærkelige Syner
og Anelser , som udsprungne af en poetisk Naturs
og en dyb Kjærligheds uforstaaelige Kilder , men at
han tog dem som noget Overfladisk , noget rent Materielt ,
der bedst helbrededes med kolde Omslag , som
den gamle Læge havde raadet . Naar jeg da tænkte
paa den Uvillie , hvormed Marie havde udtalt sig
imod Lægen , der saae hendes Syner netop fra denne
Side , blev jeg dobbelt ængstelig for , at han skulde
tage det paa samme Maade , og advarede ham derfor ;
men han syntes ikke at kunne forstaae mig , og med
en bange Anelse traadte jeg ind i Lars Hansens

Forrestestue — det var den sidste Aften , før jeg tog
til Kjøbenhavn .
Marie havde i Anledning af Halvors Tilbagekomst
dækket Bordet saa festligt som muligt , og der
var en stille , mild Fred udbredt over hende , som
harmonerede godt med hendes Fæstemands djærve ,
frimodige Væsen . Som de der sad med hinanden i
Haanden og Blikket fæstet straalende paa hinanden ,
gjorde de Indtrykket af et rigtigt lykkeligt Par , og
Lars Hansens veltilfredse Ansigt straalede over dem
begge som en Sol , medens Karens var den tilsvarende
Maane . I glad Tilfredshed indtog vi
alle vort Maaltid , men da vi havde spist , og Dugen
var tagen af Bordet , satte Marie sig hen i et Hjørne
af Stuen , trak den lille Katechismus frem og gav
sig ivrigt til at læse . Halvor sad henne paa Bænken
og saae længe paa hende ; endeligt sagde han : „ Hvad
for Noget , Marie ? Jeg troede forlængst , Du var
voxet fra Katechismen ! “
Hun blev rød og svarede : „ Det er heller ikke
den , jeg læser . “
„ Hvad er det da ? “ spurgte Halvor og reiste sig .
Marie blev endnu rødere , stak hurtigt Bogen
i Lommen og lagde sin Haand ovenpaa ; men Halvor

greb hende om Livet- bøiede hende bag over og gav
hende et dygtigt Kys , idet han sagde : „ Op med
Lektien ! Har Du Noget at skjule for din Fæstemand ? “
Marie
strittede alvorligt imod ; men Halvor fik
Bogen op af Lommen , lukkede den op og snappede
behændigt det hvide Blad , som han læste , medens
han med sin anden Arm holdt Marie tæt ind til
sig , saa at hun ikke kunde tage det fra ham . Han
havde neppe læst et Minut , før han kastede Bladet
fra sig paa Bordet og udbrød : „ Sikke noget forbandet
Sludder ! Det er jo et Ligvers . “
„ Et Ligvers ! “ udbrød Marie og blev ganske
bleg . I næste Øieblik styrtede Taarerne ud af
hendes Øine , hun snappede Papiret og flygtede som
en skræmmet Hind med det op i Øverstestuen ; men
idet hun vendte sig i Døren , tilkastede hun Halvor
et Blik , som jeg vistnok forstod bedre , end han .
„ Der gjorde I Marie vred , “ sagde Karen .
„ I maa lade hende have sine Drømmerier for sig
selv ! “
„ Ja , var Livet en Drøm , saa var det godt at
sove , “ sagde . Halvor ; „ der skal Andet til her i
Verden ! “

„ Saa passer Marie ikke for Jer ! “ svarede
Karen . „ I maa tage varligt paa hende og huske ,
hvormeget hun har lidt for Jer Skyld . “
„ Det skal jeg nok ! Aldrig skal hun finde bedre
Mand end mig , “ sagde Halvor og kyssede Karen
til hendes store Forskrækkelse lige paa Munden .
Men Syner og Drømme passe kun slet for en
Sømands Brud ; hun faaer Andet at tage vare . “
Lidt efter var det lille Optrin glemt , og Marie
kom ind med den tændte Lampe i Haanden . Lars
Hansen nikkede , og efter Sædvane tog hun „ Tusind
og een Nat “ ned fra Hylden og gav sig til at læse .
Hendes Stemme skjælvede endnu lidt af Bevægelse ,
men den havde sin bløde , melodiske Klang , sin Friskhed
og Fylde — det var en ren Fornøielse at
høre , hvorledes det gamle , arabiske Eventyr foldede
sig ud og fik Liv og Bevægelse i hendes Mund .
Halvor sad længe og lyttede med en Mine , som
blev der læst en Prædiken ombord , saa gabede
han adskillige Gange , flyttede sig nærmere hen imod
Krogen ved Bilæggerovnen og sagde endeligt : „ Ja ,
I maa ikke tage det fortrydeligt op ; men jeg har
ikke været tilkøis inat , og naar jeg saadan hører
En læse , falder jeg altid i Søvn — det er en
Vane , jeg har . “

„ Du maa ikke sove , “ sagde Marie med et
næsten forskrækket Blik Paa mig . „ Saa vil jeg før
holde op med at læse . “
„ Nei , læs Du kun væk ! “ svarede han . „ Hvad
gjør det , at jeg sliber en Skraber ? “
„ Vist ikke ! “ sagde Lars Hansen . „ Hvad ligner
det at sove , naar vi Andre læser ? “
Marie læste videre med usikker Stemme , Halvor
gabede paany , men endeligt sprang han op og sagde :
„ Hør Lars , har I ikke Kort i Huset ? For har I
det , skal vi , min Salighed , have os en Schaus * ) ;
det kan da holde Gluggerne oppe . “
Lars Hansen reiste sig , aabnede Bogskabet og
udtog et Spil fidtede Kort . Marie læste videre ,
men med sagte , næsten hvidskende Stemme . Lidt
efter reiste hun sig paa Lars Hansens Anmodning
og gik for at hente en Flaske Extrakt ovre hos
Kjøbmanden , og nu blev der drukket Punsch og
spillet Schaus til langt ud paa Aftenen . Karen ,
Marie og jeg sad ved den anden Bordende , og
Samtalen faldt sagte og hvidskende , som den kunde .
Var det derfor , eller var det maaskee Punschen , der
virkede — men denne Gang syntes jeg virkeligt at
* ) Folkeudtryt for det tydske Schasskops .

høre det pusle i Krogene , som om noget Let flyttede
ud , og noget Andet , mere tungt og blyfast rykkede
ind . Ja , jeg mente endog at kunne spore det , da
jeg kom tilsengs ; , da sad det som en Mare og
red tungt paa mit Bryst .
Den næste Morgen holdt der en Extrapost fra
Nykjøbing udenfor Døren , og Børnene fra Leiet
betragtede med dyb Ærbødighed Postillonens røde
Kjole og opkrampede Hat . Jeg tog en hjertelig
Afsked med Alle og lovede at komme til Brylluppet ,
der var bestemt til om Efteraaret . Da jeg sprang
ind i Vognen , sfod Marie nærmest , hun havde været
usædvanligt taus og tankefuld den hele Morgen .
Da jeg endnu en Gang havde budt Alle Afsked , tog
jeg hendes Haand gjennem det aabne Vindu , trykkede
den hjerteligt og sagde : „ Saa fik De dog Ret ,
Marie ! Saa kom dog Lykken ! “
Hun besvarede mit Haandtryk , men rystede i
det Samme paa Hovedet og hvidskede sagte : „ Faa
fange Lykke ; men Alle fange vi Død . “
Inden jeg kunde svare , knaldede Posfillonen ,
Fiskerdrengene raabte Hurra , og saalænge jeg kunde
see det venlige Hus under Klitbakken , sfod Marie i
Døren og vinkede til Afsked .

VIII .
Jeg kom ikke til Bryllup det Efteraar , men
derimod paa Reiser , og Intet udsletter som Reiser
Begivenhederne og deres Indtryk . Vel glemte jeg
ikke Marie under min Fraværelse ; men Mindet om
hende og hendes Omgivelser tabte dog lidt efter lidt
sit fantastiske Skjær , saa at jeg knap syntes , det
var værdt , da jeg tre Aar efter kom tilbage , igjen
at fornye mit Bekjendtskab i Rørvig . Atter gled
nogle Aar , da førte et Tilfælde mig til Sølager ,
og da jeg fra Bankerne ved Lynæs saae de hvide
Huse ovre i Rørvig , kunde jeg ikke modstaae Fristelsen ,
men leiede en Baad og satte derover .
Det var en frisk , solvarm Okfober Formiddag ,
da jeg vandrede gjennem Rørvigs Algade og efter
Sædvane tog Veien til Lars Hansens Hus ; men
jeg lagde snart Mærke til , at Byen var mere
mennesketom end sædvanligt , hvorimod jeg mødte
flere og flere Folk , alt som jeg kom ud ad Landeveien .

Endeligt øinede jeg Lars Hansens gamle
Hus under Klitbakken ; det havde maaskee faaet lidt
mere Mos paa Taget , end da jeg var der sidst ,
men ellers var Alt som sædvanligt paa den store
Undtagelse nær , at en broget Flok af Fiskere , Kjøbstadsfolk og Bønder trængte sig ud og ind ad den
lave Dør , medens andre Grupper stod samtalende
paa Veien , hvor flere Vogne holdt , belæssede med
Senge , Borde og andet Bohave — ja , paa en gjenkjendte
jeg min gamle Ven , Billardet , der havde
faaet Afsked fra sin Ansættelse som Himmelseng og
nu vandrede en eller anden uvis Fremtid i Møde .
Med langsomme Skridt og fuld af bange Forventninger
nærmede jeg mig Huset ; da hørte jeg en
Auktionshammer og en skrattende Stemme , som
raabte : „ En Risbensdaler for hele Stadsen ! For
Skibet og Verset og hele Skilderiet . Rammen alene
er ærlig de Penge værd ! Naa , faaer jeg et Bud ? “
„ Tolv Maark ! “ lød en drævende Bondestemme
inde fra Stuen , og en høi Latter fulgte ovenpaa
en Vittighed , som jeg ikke kunde høre .
Jeg banede mig Vei ind i Huset , hvor Alt
laa hulter til bulter , hvor Dørene stod paa vid
Gab , hvor en vammel Tobaksluft opfyldte Rummet ,
medens Auktionsholderen fra et ophøiet Stade viste et

Skilderi frem , der forestillede et brændende Skib
med en lang Indskrift under .
„ Havfruerne gaae med i Kjøbet ! “ raabte Auktionsholderen .
„ De er , min Salighed , hver en Mark
værd . Naa , hvem byder paa Skonnerten Corinna
med Ildebrand , Havfruer , Brudevers og det Hele ?
Faaer vi ikke tre Mark , hænger vi det op igjen .
„ En Specie ! “ sagde jeg , idet jeg skubbede mig
ind mellem Klyngen .
„ Et honnet Tilbud og en anstændig Betaling ! “
skrattede Auktionsholderen op og rakte Skilderiet hen
imod mig . „ Der er vel Ingen , der byder den Herre
fra Kjøbenhavn over ? “
En almindelig Fnisen paafulgte , medens Alles
Blikke rettedes mod mig , idet jeg trak mig tilbage
mod Vinduet for at betragte mit Kjøbmandsskab .
Saaledes skulde altsaa Minderne møde mig !
Det var Skonnerten Corinnas Brand , tegnet af en
ikke uøvet Haand , og under den stod det Vers , jeg
havde skrevet til Marie , medens Havfruer , Najader
og sælsomme Søuhyrer dannede en fantastisk Ramme
omkring det . Under Verset stod : „ Skrevet af Marie
Larsdatter paa hendes Sygeseng , “ og Halvor Johnsens
Navn , tæt under Skibets Boug , tilkjendegav , at han
havde tegnet det Øvrige .

„ Er Lars Hansen død ? “ spurgte jeg en Bonde ,
der stod ved Siden af mig .
„ Næi , “ svarede han tvært , „ men han flytter . “
„ Er han da her ? “
„ Næi . “ —
„ Hvor er han da ? “
„ Hvo ' sku ' jæ vidde ded ? jæ æ jon fra Nakkeby , “
sagde Bonden og fæstede sine Øine begjærligt paa
en blaastribet Dyne , der nu blev raabt op .
Jeg gik ud i Haven med en kvalm Fornemmelse
om Hjertet , og her fik jeg da at vide , at Lars
Hansen var gaaet ud i Klitterne , fordi det ynkede
ham at see sit Bohave komme under Hammeren .
Saa bragte jeg mit kostbare Kjøb i Sikkerhed og
vandrede derpaa ud ad de sandede Veie for at
opsøge ham .
Uvilkaarligt styrede jeg min Gang langs Stranden ,
thi det forekom mig , at jeg maatte træffe ham
ude ved Havfruestolen , hvor vi havde siddet saa
mangen en Stund ; men forgjæves speidede jeg efter
den mægtige , graae Granitblok , og da jeg kom til
Stedet , fortalte et endnu ikke fyldt Hul og en
Mængde smaa Skjærver , at den maatte være ryddet ,
saameget mere som der var lagt en Vei langs

Stranden , som ikke havde været der før . Veien
dreiede ind gjennem Klitdragene og førte til Kløften ,
som var bleven fyldt , medens Birkene , Pilene og
Ellene vare forsvundne . Der , hvor Kogryden forhen
havde kogt , gik nu Veien over en Stenkiste med
Rækværk paa begge Sider , og Paa dette sad Lars
Hansen med bøiet Hoved og ridsede Figurer i Sandet
med sin Stok . Knap var det , at jeg kunde kjende
ham igjen ; thi hans Haar var blevet hvidt , hans
Holdning bøiet , og om Munden laa der dette Træk
af Indfaldenhed , som tyder paa , at den sørgelige
Alderdom nærmer sig . Kridtpiben var desuden borte ,
og Stokken kommen i dens Sted ; kun den ufravigelige
gule Kabuds og Pjækkerten med de store
Hornknapper mindede om tidligere Dage .
„ Goddag , og Velkommen ! “ sagde han med en
sørgmodig , tom Betoning : „ Nu er jeg alene , Hr .
Professor . “
„ Alene ? “ udbrød jeg . „ Hvad mener De ? “
„ Halvor er paa Togt , “ sagde han koldt og
reiste sig op . „ Han tog bort i Tirsdags . “
„ Men Marie ? “ spurgte jeg .
„ Hun er hos sin Moder ! “ sagde han med
dirrende Læber ; de boe nu histovre . “

Med disse Ord hævede han Stokken og pegede
mod Rørvig Kirke . Jeg stirrede paa ham og udbrød :
„ Døde ? “
„ Ja , døde ! “ gjentog han og tørrede sine Øine
med Bagen af Haanden . „ Nu har hun Fred . “
„ Og hvor flytter De hen ? “
„ Til Nykjøbing , “ sagde han med tiltvungen
Fasthed . „ Heroppe var ofte øde og tomt , og ødere
og tommere vil det blive . Iaffen siger jeg Farvel
til Klitterne , til Søen og til Kogryden — nu løber
hun en anden Vei . “
„ Her er bleven meget forandret , “ bemærkede
jeg , idet jeg saae mig om .
„ Ja , her er saa , “ sagde han ; „ og det houer
mig heller ikke . Sommetider er det , som kjendte jeg
det ikke rigtigt igjen . Nu skal der grøftes af ,
plantes Skov og lægges Vei ; snart kan man blive
vildfarende i sin egen Barndomsegn ! “
„ Hvor fører denne Vei hen ? “ spurgte jeg .
„ Den smøger ned forbi Kirken og gaaer saa
over Lynghusene til Nykjøbing , “ sagde han . „ Paiesø
har de faaet tørret ud , og de andre gaae vel snart
med , kan jeg tænke . De regere svært heroppe , siden
Halvor kom ind i Sogneraadet ; han var Mand for
af sætte dem i Arbeide . “

„ Er han Styrmand endnu ? “ spurgte jeg .
„ Styrmand ? “ sagde Lars Hansen med en vis
Stolthedsfølelse ; „ nei paa det Lav ! Nu fører han
Fartøi selv ; han har tjent en svær Hoben Penge
paa det sidste Aar . “
„ Nei virkeligt , det fornøier mig , “ sagde jeg
trøstende .
„ Ja , naar Pengene kunde gjøre det , “ sagde
Lars Hansen med et Suk . „ Han havde en stor
Lykke med sig ; hvad han tog fat paa , det gik .
Først hjalp han sig frem med Laan , saa kjøbte
han Smaalodder , dyrkede dem op og solgte dem
igjen med Profit . Saa gik han i Compagni med
Kjøbmanden inde i Nykjøbing og kjøbte en stor Del
af Overdrevsjorden herude , og nu har han igjen
solgt det til Skov og faaet eget Fartøi . Søen var
ham dog kjærest , det mærkede vi tidt . “
Vi havde under denne Samtale fulgt den nyanlagte
Vei og slod nu ved Kirken , der ligger som
en Eremit midt ude paa Heden . Laagen til Kirkegaarden
slod aaben , og over den lave Mur hang
Hylden med sine mørkegrønne Blade , frisk og duftende ,
medens de andre Træer strax bøiede af fra Nordvest ,
saasnart de vare komne over det Hegn , der gav dem
Læ . Lars Hansen skottede til den sorte Laage , det

var , som om en hemmelig Magt drog ham derhen ,
og snart slod vi inde paa Kirkegaarden , hvor
brogede Asters og Chrysanthemum blomstrede , medens
Resedaen og en enkelt Rose hist og her endnu ikke
vare vegne for det begyndende Efteraar . Lars Hansen
gik forbi de lave Tner med deres sorte Kors og
deres simple Evighedskrandse uden at sige et Ord .
Førsf henne ved det andet Hjørne af Kirkegaarden
standsede han ved to Grave , hvoraf den ene bar en
Rosenbusk , medens den anden var bedækket med afblomstrede
Kornblomster .
„ Der ligge de , “ sagde han med et Suk og
pegede paa de to simple Trækors , der smykkede de
to lave Tner . „ Hun vilde nu have Kornblomster
paa sin Grav . Halvor syntes , det var noget underligt
Noget og lod en Rose komme fra Kjøbenhavn , - men
jeg syntes , at hun skulde have sin Villie , og saa
kom der Kornblomster — ja , det passer maaskee ikke
rigtigt , “ føiede han tvivlende til .
Op imod Korset stod der en simpel Stentavle ,
halv skjult af de frodige Planter . Jeg bøiede dem
tilside og læste :
„ Sænker mig kun i det evige Hav !
Selv kun en Bølge , som dækkes af andre ,
Vil til Forglemmelsens Lande jeg vandre ,
Bølge mod Kyst ?

„ Stakkels Marie ! “ sagde jeg bevæget . „ Saa
skrev jeg dog hendes Gravvers . “
„ Saa ? “ sagde Lars Hansen med et mistroisk
Blik ; „ da sagde hun ellers , at hun selv havde
prentet det . Ja , det Vers holdt hun svært meget af .
Da hun laa paa det Sidste , bad hun saa mindeligt
om , at vi vilde sætte det paa hendes Ligsten — og
saa gjorde vi det , skjøndt Halvor vilde have en
rigtig Skrift . Nu staaer der jo hverken , hvad hun
hedder , eller naar hun er død ; men det brød hun
sig ikke om , sagde hun , og saa gav Halvor efter .
Ja , de vare nu saa forskjellige . “
„ Vare de da lykkelige med hinanden ? “ spurgte jeg .
„ Jo , det var de , “ sagde Lodsoldermanden med
dyb Overbevisning ; idetmindsfe har jeg aldrig hørt
et ondt Ord dem imellem , skjøndt Halvor ofte kunde
have Grund nok til at klage . “
„ Saa ? Hvorfor ? “
„ Aa , “ sagde Lars Hansen , „ hun var jo saadan
egen i mange Dele og skjøttede helsf om at være
ene med sig selv og sine Drømmerier . Det første Aar
mærkedes det ikke saa meget , for da var Halvor
mere hjemme og havde ogsaa bedre Tid til at følge
hende , naar hun gik sine egne Veie . Men alt som
han fik mere at bestille , blev hun mere og mere

stille , og det gik hende nær til Hjertet med de mange
Forandringer , han satte igang her paa Egnen .
Hun kjendte hver Sten og hver Busk herude i
Sandene og sørgede over , at de gik bort , som havde
det været hendes egne Børn . Selv fik hun ingen ,
og det troer jeg var en stor Feiler ; for havde hun
faaet dem , havde det holdt hende mere til Huset og
givet hende Noget at tænke paa . Hun var jo
saa svag , at hun ikke kunde tage sig nogen grov
Gjerning paa , og da Halvor fik bedre Kaar , fik de
en Pige fra Nakkeby , som sknlde være i Huset .
Saa begyndte hun igjen at gaae herud i Sandene ,
og naar Halvor kom hjem , fandt han Huset tomt
og kunde hente hende ude ved Havfruestolen . Men
værre var det , at de gamle Syner kom igjen , saa
hun tilsidst syntes bedre om Stranden og Sandene
herude end Stuen hjemme i hendes eget Hus . Io
mere Tiden gik , jo mere synsk blev hun , saa at
Halvor tilsidst mente , at det kunde blive rent galt .
Han troede nu , at det Hele kom fra Havfruestolen ,
og mente , at der var noget Kogleri ved den Sten ,
som han tænkte , det var bedst at skaffe afveien .
Saa — det var just i dette Foraar — lod han
Stenen undergrave og udbore , og han sprængte den
selv , for der var ingen Anden , der vilde gjøre det .

Om Middagen kom han hjem og sagde Ingenting
derom til Marie ; men om Eftermiddagen skulde han
i Sogneraadet for at faae den nye Vei lagt over
Kogryden , og han var saa ivrig derover , at han
rent glemte sit Forsæt , selv at vise hende , hvad han
havde gjort . Til mig havde han Heller Intet sagt ,
og henimod Solnedgang gik Marie som sædvanligt
derud . Hun kom ikke hjem den Aften , og da Halvor
kom over til os for at spørge , fik jeg saadan en
underlig Fornemmelse ved at høre , hvad han havde
gjort , og saa gik vi begge derud . Der fandt vi
hende da ogsaa ; men hun sad midt mellem de
sprængte Stykker , og det Eneste , hun sagde , var
blot : „ „ Halvor , hvor kunde Du gjøre det ? “ “
Saa tog vi hende hjem og fik hende tilsengs ,
og Doktoren kunde ikke finde Noget paa hende ; men
Kræfterne tog af Dag for Dag , det var ligesom
hun visnede hen , og spurgte vi hende , sagde hun
blot , at hun havde en Fornemmelse , som var der
sprængt Noget bort ved hendes Hjerte . Men mild
og faalmodig var hun som et Barn , og Halvor
holdt hun ligefuldt af til det Sidste . Jeg husker
saa grant den Dag , da han tegnede Skonnerten , og
hun satte sit Vers under . Da troer jeg , han forstod
hende — men da var det for silde . “

„ Og det har De kunnet lade sælge ? “ sagde jeg
bebrejdende .
„ Sælge ! “ foer Lars Hansen op . „ Nei , Krone
Død om jeg har ! Det skulde ikke med paa Auktionen . “
„ Da
har jeg kjøbt det . “
„ Saa giv mig det igjen for gammelt Venskabs
Skyld ! “ sagde han og greb min Haand . „ Naar
jeg er død , kan det hænge i Deres Storstue , men
ikke før . “
Jeg lovede ham det , og fause forlod vi den
stille Kirkegaard og vandrede tilbage ad Rørvig til ,
hvor Lars Hansen tilbød mig Logi hos en af sine
Venner . Men ogsaa hos mig var det , som om
Noget var sprængt bort , der havde fængslet mig til
de øde Klitter med deres viftende Marehalm og
hvidskende Birke , og da jeg om Aftenen vandrede
forbi Lars Hansens døde Hus under Klitbakken ,
følte jeg , hvad det var at være alene . Jeg bestilte
Baad hos en forbigaaende Fisker , og medens den
blev gjort klar nede ved Stranden , besteg jeg for
sidste Gang den høie Klitbanke ved Kogryden og
kastede et Afskedsblik ud over Egnen . Efteraarsvinden
foer sukkende hen gjennem de mørke Fyrrer
under mig ; det halvvisne Marehalm hvidskede sælsomt

i Skumringen , og Flyvesandet , der rislede
ned med en sagte , snigende Lyd , mindede mig om
det rindende Sand i et Timeglas . Underligt blev
jeg greben af denne mørke , døde Natur , og bedre
end nogensinde før forstod jeg Marie og hendes Syner .
Hun var et Barn af den Natur , der havde fostret
hende , og hendes Lod var bleven som Bølgens , der
bryder sig mod Klitbakkens Fod , som Sandets , der
stille risler ned fra dens Top for at svinde med
det Samme . Men turde jeg klage derover ? — En
Daare den , der troer paa den faste , varige Lykke ;
kun i det bestandigt Vigende og paany sig Fødende
ligger den evige Lov .