Første Kapitel . 
Læseren præsenteres for Familien . 
I Gothersgade boede Fru Hammer , Enke efter Justitsraad og 
Herredsfoged Hammer , som var død for nogle Aar siden . Han 
havde havt et indbringende Embede i Jylland og efterladt sig saa 
Meget , at hans Enke kunde leve sorgfrit og give sine tre Børn , en 
Son og to Døttre , en god Opdragelse . Børnene vare nu voxne . 
Sønnen Gustav havde allerede i længere Tid studeret Jura . Han 
boede hjemme hos Moderen . 
Fru Hammers Huus hørte til de selskabelige . Der blev dog 
aldrig gjort Middagsselskaber , og kun eengang om Aaret gav Fruen 
et Bal , men enhver Bekjendt , som havde Lyst til at tilbringe en 
Aften i hendes Huus , var altid velkommen . Gjæsterne hørte til den 
formuende Mellemstand ; der kom ingen rige Grosserere eller Embedsmænd 
med store Titler ; Herrerne vare deels yngre Embedsmænd , 
deels Kandidater og Studenter , og Dainerne Døttre af Familier , 
der ikke havde større Indkomster end Fru Hammer . Der var Harmoni 
i Fruens selskabelige Kreds . 
Men denne selskabelige Harmoni medførte en vis Eensidighed ; 
man undervurderede Mangt og Meget , som var godt og jmukt , 
fordi det laa udenfor den Kreds , der omgjærdede især Damernes 

Livsanskuelser . Theatret ag Literaturen vare Havedgjenstande far 
Samtalerne , medens det virkelige Livs Begivenheder spillede en underordnet 
Rolle . Undertiden kunde Herrerne tale lidt Politik , næn 
eftersom dette kjedede de unge Damer , forlad man snart denne 
Gjenstand . 
Hvor der er Ungdom og Skjønhed tilslede , er der Kjærlighed 
eller Længsel efter Kjærlighed . Det var derfor saa naturligt , at de 
unge Damer mellem sig selv indbyrdes talte am de unge Herrer , og 
at de Sidsle , naar de vare mellem sig selv , talte om de Første . Higen 
efter ai tage Examen og Forelskelser , som efter kort Tids Forløb 
forsvandt , vare Drivsjedrene i de unge Herrers Liv ; var der hos 
en Enkelt en svulmende Livsfylde tilslede , blev den holdt nede af 
Frygt for at støde an mod den gode Tone . Man kunde tale med 
Barme , men Varmen maatte have en vis Grændse ; thi ellers saae 
de Andre saa underligt paa En og loe og spurgte : „ Du er nok 
begejstret ? “ 
Sjelden indførtes nye Personer i Fru Hammers og hendes 
Bekjendtes selskabelige Kredse , og naar dette engang skete , var deten 
heel Begivenhed . Han eller hun blev iagttaget og kritiseret paa del 
Skarpeste , og man søgt- at faae hans eller hendes Familieforhold 
at vide til de allermindste Enkeltheder . Men var man streng mod 
nye Personer , var man det ikke mod nye Bøger ; Damerne vare i 
Almindelighed i ef L-iebibliothek , og ofte blev en Bog læst , som helst 
maatte være bleven udenfor Huset . 
Ler var maaskee hos mer- end een Deeltage ! eller Deeltagerinde 
i dette idylliske Hovedstadslio en ubevidst Higen tilstede efter 
Forandring , men det var vanskeligt at bryde med gammel Vane , 
med Traditioner , hvori man var bleven opdraget , og med Udsigt til 
ad en banet Vei at gjøre sin Lykke . Den selskabelige Kreds besad 

e ! stort Fortrin fremfor de Folk , som i Samfundet slode ene og 
kun ved egen Hjælp stnldc done sig Vei . En ung Mand blev f . 
Ex . Student og understøtledes af sine Forældre , til ban havde taget 
EmbedSexamen . Derefter hjalp Venner og Bekjendte ham til en 
privat Ansættelse , hvori han kunde blive , indtil han var bleven 
gammel nok til at kunne træde i Statens Tjeneste . 
Denne sikkre og banede Vei uden Bekymringer for Fremtiden 
og med Udsigt til en god Karriere forledede de unge Mænd > il med 
ef vist Hovmod at see ned paa dem , søm havde det smaat og maalte 
kæmpe sig frem for at vinde en Stilling i Samfundet . Man talte 
vel i Studenterforeningen med den Slags Folk , men man bød dem 
sjelden hjem til sig . Dersom Kampen skulde faae ef uheldigt Udfald 
før disse Eneboere , et vittigt Hoved havde kaldt dem Tatere , 
vilde de synke ned i Livsstillinger , hvor man ikke kunde være dem 
bekjendt . 
Fru Hamnier og hendes to Døttre , ledsagede af Gustav , sade 
en Løverdag Aften i Sommeren 186— i Tivolis Koncertsal . Damerne 
kom kun Ugens sidste Aften paa Tivoli ; thi da besøges Anstalten 
af det „ bedste “ Publikum . De drak først Thee hjemme og 
brøde sig ikke om at komme , før Symfonien begyndte . Akellem 
anden og tredie Koncertafdeling spadserede de lidt omkring ved Bazaren , 
men traadte aldrig ind noget Sted for at nyde Forfriskninger . 
For dem bestod Tivoli kun af Koncertsalen . Nævnte Aften var det 
meget varmt . Gustav følte derfor Trang til at trække frisk Luft 
udenfor og fandt ingen Hindring mod at forlade sine Damer , der 
havde truffet paa Bekjendte . 
Han aandede atter , dengang han var kommen i det Frie . 
Leiret var deiligt , og Sommermaanen kastede sin fulde Glands paa 
de grønne Træer og paa de mange pyntede Mennesker , som deels 

søde , deels spadserede omkring Koncertsalen , hvorfra Toner dæmpet 
løde ud i Aftenlandskabet . Gustao saae sig om , som han søgte 
efter Bekjendte . Da sagde en Slemme : 
„ Godaffen , Hammer . “ 
Gustav vendte sig om og stod lige overfor en ung Student , 
med hvem han gik sammen til Manuduktør . 
„ Godaffen , Folkman , “ svarede Gustav . 
Ingen andre Bekjendte vare at see ; derfor sluttede Gustav sig 
til Adam Folkman . Det var en Præstesøn fra Jylland ; han var 
bekjendt for at være et godt Hoved , og man havde ham mistænkt 
for i Smug at skrive Digte , men han hørte ikke til „ Familien “ . 
Han var smuk , men af en særegen Skjønhed ; mange havde spurgt 
ham , om hans Familie ikke slammede fra Italien , men han havde 
svaret benegtende . Huden var brunlig , Haaret sort og Øinene 
stærkt mørkebrune og livlige . Han var høi og kraftig bygget og 
blandt sine Venner bekjendt for sin Styrke . Selv de islandske 
Studenter indrømmede , at han var stærkere end de , og det vil sige 
meget . 
Gustav Hammer var snarere lys end mørk , men ligeledes stærkt 
bygget . Han kunde ikke kaldes smuk , men slyg var han heller ikke . 
Ansigtet var , hvad man kalder ægte dansk , og bavde et indtagende 
Udtryk . Med Hensyn til Dragten vare hans Klæder af et elegantere 
Snit end Fvlkmans , men dennes hele Væsen og Øptræden var af 
den Natur , at man kun saae paa Personen og ikke paa Dragten . 
Gustavs Bekjendtskab til Folkman strakte sig ikke videre end til 
det daglige Møde hos Manuduktøren og et Par Ord vexlede paa 
Gaden og i Studenterforeningen . Han kjendte heller ikke mere til 
hans Familieforhold end Adam selv i Forbigaaende havde meddeelt 

tn Dag , Manuduktøren lød Juraen hvile og førte Samtalen øver 
paa Privatlivets Omraade . . 
„ Hvor har De dog kunnet holde ud at sidde inde i den lumre 
Koncertsal ? “ spurgte Folkman . 
„ Jeg var nødt dertil ; jeg er herude med min Moder og mine 
Søstre . “ 
„ Det er en anden Sag . Men hvorledes kunne Damerne holde 
ud al sidde inde i denne — jeg vil ikke kalde den Koncertsal , men 
Koncertkasse ? Vil man tilgavns nyde et smukf Musikstykke , maa 
man befinde sig legemlig vel . Publikum derinde er i samme Tilsland , 
som havde det faaet Hyldethee . “ 
„ Men , “ indvendte Gustav , » man maa døie noget for den 
smukke Musiks Skyld . “ 
„ Hvorfor vil man absolut gaae paa Koncert en Aften som 
denne ? Indbyder Veiret oS ikke til at blive udenfor ? “ 
„ Jo , ganske vist . “ 
„ Kom , lad os sætte os her lidt afsides og nyde Naturen og 
nogle Forfriskninger . See , her er en Bænk , hvorfra vi have Udsigt 
til Koncertsalen og den brogede Mængde , som bevæger sig omkring 
den ; over begge straaler den eensomme Maane og undrer sig vel 
sagtens over , at Menneskene have Trang til Gasblus iaften . “ 
De to Studenter satte sig paa en Bænk ; Folkman kaldte paa 
en Opvarter og bestilte to Glas svensk Banko , to halve Flasker 
Sodavand , noget stødt hvidt Sukker og to bajerske Ølglas . 
„ Det er den bedste Drik , man kan nyde om Sommeren , “ 
sagde Folkman . 
„ Jeg kjender den ikke , “ svarede Gustav . 
„ Det er forunderligt . Der kommer Opvarteren . Nu skal De 

smage . See , naar det hvide Sukker kommer i , mousserer Drikken 
som Champagne . “ 
Gustav maatte tilslaae , at Drikken smagte fortrinlig . Man 
tændte nu en Cigar og lænede sig tilbage paa Bænken . Nu gik to 
unge Piger forbi , ledsaget af en ældre , net klædt Mand . Folkman 
hilsle , Manden tog Hatten af , og de unge Piger nikkede smilende 
til den unge Student . 
„ Hvem var det ? “ spurgte Gustav . 
„ Det var Fanny og Betty . “ 
„ Nu ja . Men hvem ere de Døttre af ? “ 
„ Det er deres Faders Døttre , “ svarede Folkman smilende . 
„ Ja , det er sikkert nok . Men hvad er deres Fader ? “ 
„ Han er Bud ved en Ligkasse ; han hedder Madsen , og dei 
var ham , de gik med . “ 
„ Han var godt klædt ; jeg havde antaget ham for at høre til 
den bedre Klasse . “ 
„ Den bedre Klasse er en meget vag Betegnelse , “ svarede Felkman . 
„ Nei , Madsen hører ikke til den bedre Klasse , som De kalder 
det ; han er kun Bud . Men han har honnet Ambition ; han vil 
gjerne synes mere end han er . Jeg kan forøvrigt ikke lide Fyren . 
Der er noget Næveagtigt i hans store , langagtige Ansigt ; det Næveagtige 
findes dog kun om Mundens lyse , næsten røde Skjæg , medens 
Øinene minde om Svinet og undertiden kunne synes svinepolidske . 
Han har engang vundet nogle Penge i Lotteriet ; Renterne af dem 
og hans Bestilling som Bud indbringe ham saa meget , at han har 
et sorgfrit Udkomme . “ 
„ Hvor har De lært ham at kjende ? “ 
„ Gjennem hans Døttre , to velsignede Skabninger . Jeg traf 
dem sidste Vinter paa en Dandseøvelse , hvor Faderen i Begyndelsen 

hver Gang hentede dem , men jeg forstod at vinde hans Venskab , og 
til Slutning fik jeg Lov til at følge dem hjem . “ 
„ De gaaer paa Dandseøvelse ? “ spurgte Gustav forundret 
„ Ja , hvorfor fluide jeg ikke gaae paa Dandseøvclse ? Man 
morer sig godt og træffer der nydelige Pigebarn . “ 
„ Men Selskabet ? “ 
„ Det er blandet , vil De maaskee sige , ja , ganske vist ; men jeg 
lader i Neglen Herrerne skjøtte sig selv . — Hør , men De synes ikke 
at have Interesse for unge Piger ? “ 
„ Jo , naar det er Damer . “ 
Falkman lo og bestilte mere svensk Banko . Gustav nød sjelden 
spiritnøse Drikke . I hans Moders Huus saae man kun ved høitidelige 
Leiligheder Viin paa Bordet , og det var Rødvin : ; engang 
imellem kunde Gustav være med at drikke en Bolle Punsch , naar 
Punschen var svag og tillavet med Citron . Den svenske Banko 
gjorde ham usædvanlig oprømt , og med stigende Interesse lyttede han 
til Folkmans Tale . 
„ Betty har endnu ingen Kjæreste , “ sagde Folkman , „ skal jeg 
præsentere Dem for hende ? “ 
„ Nei , nei , “ sagde Gustav fly . 
„ Jeg skal sige Dem Noget , bliv ikke vred derfor , De er en 
Filister . “ 
Gustav blev ikke vred , men forlegen . 
„ I vor Alder maa man tumle sig i Livet ; man skal ikke blive 
siddende hjemme bag sin Moders Dragkiste og drikke Theevand og 
studere Jura ; man skal gaae ud i Verden og søge Eventyr . “ 
„ Ja , hvem der kunde reise udenlands . “ 
„ Aa , man finder Eventyr nok herhjemme . — De kan jo forsøge 
— jeg skal præsentere Dem for Betty . “ 

„ Undskyld mig , “ sagde Gustav og reiste sig , „ nu er Koncerten 
forbi , jeg maa see at finde min Moder og mine Søstre . “ 
Han reiste sig , løb hen til Koncertsalens Udgang og saae sig 
om efter Damerne . Trængslen var stor . Endelig fik han Øie paa 
dem . De vare ledsagede af den unge , juridiske Kandidat JensenSvendsen . 
„ Hvor 
bliver Du dog af ? “ spurgte Moderen , da hun fik Øie 
paa Sønnen . 
„ Du er en smuk Kavaleer at have med , “ sagde Dagmar , den 
ældste Søster . 
„ Heldigviis saae Hr . Jensen-Svendsen den Forlegenhed , hvori 
Du havde sat os , “ vedblev Moderen , „ og han var strax saa god at 
tilbyde at følge os hjem “ . 
„ Gustav er ikke som andre Herrer , “ sagde den yngste Søster 
Margrethe . 
„ Jeg . . . jeg , “ stammede Gustav , „ var kommen i Samtale 
med en Bekjendt . “ 
„ Det , I havde at tale om , var vel ikke vigtigere end at følge 
os hjem ? “ spurgte Moderen . „ Det har vel sagtens været Henrik 
Hvas , der har opholdt Dig ; thi hans Veltalenhed kjender ingen 
Grændser . “ 
„ Nei , det var en Student , som I ikke kjende , “ svarede Gustav . 
„ Hvad hed han ? “ spurgte den yngste Søster . 
„ Adam Folkman ! “ 
Med en Betoning , der bragte Gustav til at blive i høieste 
Grad flan og forlegen , spurgte Jensen-Svendsen : 
„ Kjender Du Adam Folkman ? “ 
Kandidat Jensen-Svensen var Løven i Fru Hammers Omgangskreds . 
Han var en Søn af en Guldsmedmester og Major i Borgervæbningen , 

der hed Svendsen . Dengang Guldsmedmesteren avan « 
cerede til Major , syntes baade han og hans Kone , at Navnet Svendsen 
var for simpelt . Konen foreslog , at mon herefter skulde skrive 
sig Schwennson , men HendeS Mand var Patriot og modsatte sig 
denne Fortydsfuing af Navnet . Der var en bedre Maade at gjøre 
sit Navn fornemt paa , det var at sætte det sammen med et andet 
Navn , saaledes gjorde Adelen . Hed det ikke Blixen-Fineste , Rosenkrantz-Levetzan , 
Bille-Brahe , Holsien-Lehn osv . ? Konens Pigenavn 
var Jensen , man vilde derfor herefter kalde sig Jensen-Svendsen . 
Og naar Sønnen engang giftede sig med en Pige , der hed Olsen , 
kunde han skrive sig Olsen-Jensm-Svendsen . Fru Svendsen erklærede 
strax , at Navnet Jensen-Svendsen lød fornemt , og der blev 
anskaffet en ny Dørplade med dette Navn . Hvad Sønnen Charles 
Jensen-Svendsen angaaer , da havde han taget en god Examen og 
var meget søgt i alle Selskaber ; thi ham var smuk og i Besiddelse 
af en Selvtillidsfuldhed , der bragte Alle til at troe , at han var dygtigere 
end han i Virkeligheden var . Det er et Særkjende ved det 
dansfe Familieliv , at Selvtillidsfuldhed , til en hvis Grad skjult 
under Beskedenhedens Maste , indtager de Fleste for sig . Charles 
Jensen-Svendsen ansaaes af Herrerne for en Dygtighed , af Damerne 
for en Uimodstaaelighed . 
Frøknerne Dogmer og Margrethe Hammer havde derfor i deres 
stille Sind Intet imod at blive fulgt hjem af Kandidat JensenSvendsen 
istedetfor af Broderen . Paa Kandidatens Spørgsmaal : 
„ Kjender Du Adam Folkman ? “ svarede Gustav undvigende : 
„ Ikke saadan . . . jeg mener , vi sees hver Dag hos Manuduktøren . “ 
„ Den 
Fyr kan man ikke være bekjendt at holde Omgang med , “ 
sagde Charles . 

„ Gustav er saamæn ikke kræsen i sin Omgang , “ svarede Fruen , 
„ jeg har øste nok talt med ham derom . “ 
„ Naar man har Søstre bør man dog tage visse H-nsyn , “ 
meente Charles . 
„ Gustav tager saamæn aldrig Hensyn til os , “ sagde Dagmar . 
Kandidat Jensen-Svendsen havde imidlertid budt Fruen sin ene 
Arm og Dagmar den anden ; han befandt sig i den Situation , som 
kaldes „ Hankekrukke “ , og syntes at befinde sig saa vel heri som 
Fisken i Vandet . Margrethe havde laget Gustavs Arm , og de gik 
bagefter de Andre . 
„ Jeg vidste ikke , at Adam Folknian . . . . “ slammede Gustav . 
„ Jeg , “ sagde Charles , „ generer mig for at spadsere en Gade 
ned med et Menneske , hvis Forhold jeg ikke kjender . Det skylder 
jeg mine andre hæderlige Bekjendte . “ 
„ Kan Du høre ! “ sagde Nkoderen over Skulderen til sin Søn . 
„ Vi kunne Alle erindre , hvorledes en lille Novelle , der hed 
„ Graven paa Dannevirke “ , i Vinter tiltalte os , “ sagde Charles . 
„ Jeg selv havde Lyst til at gjøre Forfatterens Bekjendtskab , jeg 
antog , at han med Tiden vilde blive en stor Mand . Jformiddags 
staaer jeg paa Østergade og taler med Oberstinde Heire , da viser 
hun mig en Underofficeer , som gaaer forbi , og hun siger : Der gaaer 
Forfatteren til „ Graven paa Dannevirke “ . Ja , det var virkelig 
denne Underofficeer . “ 
„ En Underofficeer ! “ gjentog Fruen halv indigneret over , at en 
Underofficeer vovede at optræde som æstthelisk Forfatter . 
„ En Underofficeer ! “ udbrød Damerne . Forfatteren til „ Graven 
paa Dannevirke “ havde tabt al Interesse for dem , siden de ikke 
kunde gjøre sig Haab om at træffe ham i Selskabslivet . 
En Underofficeer ! “ udbrød Gustav og blev tankefuld . 

„ Ja , “ svarede Charles , „ en veritabel Kammisunderosficeer . “ 
„ Kjendte Oberstinden ham persemlig ? “ spurgte Fruen . 
„ Ja . Han gjør Tjeneste ved hendes Mands Bataillon som 
Foureer . Officererne kunne forøvrigt ikke lide dette Skriveri . “ 
„ Det kan jeg tænke mig , “ sagde Dagmar . 
„ De lide vel overhovedet ikke Skriver ! , “ sagde Gustav spydig . 
„ Og deri niaa jeg give dem Ret , “ svareoe Charles noget 
skarpt . „ Skriveri passer hverken for Ossiccers- eller Underofficeersslanden . 
En militær Befalingsmand — siger nu Fader , der er 
Major — der optræder som Digter , foraarsager ham samme Væmmelse , 
som om en Etatsraadinde vilde paa Gaden begynde at raabe 
med Rejer . “ 
„ Det er vittigt sagt af Deres Fader , “ sagde Dagmar . 
„ Jeg kom fra , hvad jeg vilde have søgt før , “ vedblev Charles . 
„ Sæt nn , at en Bekjendt havde præsenteret Underofficeren før ung 
blot som Forfatteren til „ Graven paa Dannevirke “ , og jeg var 
gaaet ned ad Gaden med ham , var jeg da ikke paa en Maade 
bleven prostitueret ? Thi hvorledes kan en Majors Søn holde Omgang 
med en Underosficeer ! Denne Adam Folkman er Student , men 
er det en Garanti før , at Folk af den bedre Klasse kan omgaaes 
ham ? Nei . Man maa kjende hans Familie og hans Omgangskreds . 
Det er en forfærdelig Sandhed , jeg her omtaler , at der 
gives Studenter , som have den allerslettcste Omgang . Jeg har seet 
Adam Folkman gaae ned ad Gaden med et Bud ved en Ligkasse . “ 
Damerne udstødte et Skrig af Indignation . Gustav blev yderlig 
forlegen . Det var heldigt før ham , at man nn stod udenfor 
Hjemmet . Kandidat Charles Jensen-Svendsen sagde Godnat og 
modtog mange Indbydelser af Fruen til snart at see op . Efterat 
der var blevet tændt Lys , fandt Fru Hammer sig kaldet til at formane 

sin Søn til endelig at passe paa sin Omgang . Han maatte 
huske paa , at han var af gød Familie og ikke gjøre den Skam . 
Heldigviis før Gustav vare Søstrene ikke tilstede under denne Formaningstale . 
Med 
en angergiven Mine sagde han Godnat og gik op paa 
sit Værelse , et ganske hyggeligt Kvistkammer . Moderens Formaningstale 
blev dog snart glemt for Adam Folkmans Ord , at man 
skulde gaae ud i Verden og opsøge Eventyr . Livets brogede Afvexling 
havde langt mere Interesse for ham end Hjemmets kjedelige 
Eensformighed ; det Ukjendte vinkede og lokkede ham , men kunde 
han forlade fine gamle Venner og Bekjendte ? Betty var nydelig ; 
Folkman havde lovet at præsentere ham for hende . Nei , Gustav 
havde ikke Mod til at gjøre dette Skridt . 
Hvor han misundte Adam Folkman ! 
Andet Kapitel . 
Ligkassebudets Fremtidsforhaabninger . 
Adam Folkman stirrede efter Gustav , dengang denne ilede til 
Koncertsalen for at træffe sin Moder og sine Søstre . Adam sukkede , 
og en forbigaaende Følelse af Forladthed greb ham . Han misundte 
Gustav , der havde et hyggeligt Hjem og gode Dage . Han derimod 
havde intet Hjem ; han førte et Eneboerliv i den store By , og han 
maalte selv tjene sig Livets Ophold ved Informationer og ved at 
levere Feuilletonartikler til et mindre Dagblad , der forøvrigt betalte 

dem godt . Det var ikke Penge , Adam manglede , men kvindelig 
Omgang . 
Han søgte et Surrogat herfor i flygtige Bekjendtskaber med 
flygtige Kvinder . Et saadant Bekjendtskab kunde fængsle , saalænge 
det havde Nyhedens Interesse , men dette varede ikke længe , og 
Adam drog paa nye Eventyr . Han havde flere Gange forsøgt paa 
„ at komme ind i Familier “ , men han var bleven afviist paa en for 
ham saarende Maade ; derfor opgav han alle videre Forsøg . Og 
dog , hvormegen Gavn og Glæde vilde vedkommende Familier ikke 
have havt af den unge Student ? Han var i Besiddelse af de Egenstaber , 
som oplive enhver Kreds , og fremtrylle Spøg og Latter , 
naar Stormen tuder udenfor , eller Efferaarstaagen hviler knugende 
over Land og By . 
Men idet „ Familien “ udelukkede denne Sum af Aandrighed , 
Friskhed , Ungdom og naiv Begeistring , modtoges den med aabne 
Arme af de Udenforsfaaende , af Taterne . Adam Folkman blev ikke 
upaaagtet og manglede ikke Beundrere , men hans Liv fik en 
anden Retning end den , han selv havde ønsket . I hele hans 
Maade at være paa kom der en Slags udfordrende Trods ; han 
lærte tidlig Omfanget af sine aandelige Kræfter at kjende ; han følte 
sig næsten som en Udvandrer , hensat i et fremmed Land . Han indsaae 
snart , at han kun ved egen Hjælp kunde bryde sig en Bane . 
Det var ham en Trøst , at der var Mange , der vare stillede som 
han ; deres Tal tiltog istedetfor at formindskes . Ja , man kunde 
næsten sige , at Samfundet havde toedcclt sig , at der paa den ene 
Side stod Famile-Mennesfer og paa den anden Tatere . Tidlig eller 
seent maatte det komme til en Kamp , hvis Følger vilde blive en 
Reform . Og det saae næsten ud , som Skjæbnen vilde det saaledes ; 
thi „ Familien “ forsmaaede i sit Hovmod dygtige og talentfulde 

Kræfter , naar de ikke kunde opfylde de strenge Betingelser , der stilledes 
til dem , som „ god Familie “ , en upaaklagcliz Omgang o . s . o . 
Det var kun et Øieblik , at Adam gav denne Følelse af Forladthed 
Spillerum . Han reiste sig og kastede et prøvende Blik paa Mængden , 
der bølgede ud af Koncertsalen . Han fandt dog ikke dem , han søg ! e . 
Hurtig ilede han videre , og ved Bazaren kom Madsen og hans 
Døttre ham imøde , 
„ Godaffen Hr . Madsen , “ sagde Adam . „ Hvorledes morer 
De og Deres Frøken Døttre sig iaften paa Tivoli ? “ 
„ Skarmant Hr . Student , “ svarede Madsen , fornøiet og stolt 
over , at Adam havde kaldt hans Døttre for Frøkener . 
„ Har De og Damerne været inde i Bazaren at spise til Aften ? “ 
„ Nei , “ svarede Madsen , „ vi toge os en Bid Brød , før vi 
gik hjemmefra . “ 
„ Men saa maa jo Damerne være sultne ! “ udbrød Adam . 
Ved dette Udraab af Adam saae Madsen paa sine Døttre med 
Skræk for , at de skulde sige , at de vare-sultne . Han havde en 
ubestemt Forestilling om , at det ikke var fiint at være sulten . Hans 
Skræk gik over , da Fanny svarede : 
„ Vi ere slet ikke sultne , Hr . Folkman . “ 
„ Men tørslige maae De dog være i denne , Varme , “ indvendte 
Adam . 
„ Vil De drikke en halv Baier med mig inde i Labyrinthen ? “ 
spurgte Madsen . 
„ Saamæn vil jeg saa , “ svarede Folkman . 
De gik da ind i Labyrinthen , og Madsen bestilte tre halve 
Baiere . 
„ Men hvad skulle Damerne drikke ? “ spurgte Adam . 
„ Jeg mener , at mine Døttre kunne dele den ene Baier . “ 

„ Nei , det gaaer ikke , “ sagde Adam . „ Damerne maae have 
Limonade . “ 
„ Ja , ja , “ sagde Madsen og bestilte i en Hast to Glas Limonade , 
noget flan over muligviis at have gjort Brud paa det Passende 
ved at bestille baierst Øl til sine Døttre . 
Man bænkede sig nu i et af de smaa Lysfhuse i Labyrinthen . 
Adam vilde til at indlede en Samtale med de unge Piger , men 
Madsen forhindrede dette ved at sige : 
„ Hr . Student , jeg vilde gjerne spørge Dem om Noget . — 
De veed , at jeg er ombligeret ved en Begravelseskasse , men jeg har 
i forrige Krig gjort Tjeneste i Armeen og avancerede til Sergent . 
Nu talte jeg Formiddags med en Fyrbøder i Krigsministeriet , og 
denne Fyrbøder er Ministerens høire Haand . , . 
„ Nei virkelig . “ 
„ Jeg skal sige Dem , Manden har et udmærket Hoved , og det 
har Ministeren opdaget , og nu sige Budene i Krigsministeriet , at da 
Ministeren ikke selv har Hoved , er han glad ved at kunne bruge 
Fyrbøderens . Han tør derfor ikke nægte Fyrbøderen Noget . Denne 
Fyrbøder er min Ven , og Formiddags sagde han til mig : Hør 
Madsen , sagde han , Du er min Ven ; jeg vil see at gjøre Noget 
for Dig , sagde han , vil Du herop som Bud ? — Nei , sagde jeg , 
ellers Tak . Jeg har det godt som jeg har det , sagde jeg , men vil 
Du gjøre Noget for mig , sagde jeg , saa skal Tn see at faae mig 
gjort til Krigssekrelær , sagde jeg , gjør Du det , sagde jeg , skal jeg 
aldrig glemme Dig det . Han sagde , det vilde være vanskeligt , og 
saa plirrede han med Øinene og sagde , han vilde forsøge paa det . “ 
„ Troer De , at Te bliver Krigssekretær ? “ spurgte Adam . 
„ Hvor det vilde være yndigt , hvis Fader blev Krigssekrelær ! “ 
raabte Fanny . 

„ Jeg skal sige Dem , Hr . Student , “ svarede Madsen , „ jeg har 
længe havt saadant Noget i Kikkerten , for man er ikke estimeret , 
naar man inte har Rang . — Jeg har spekuleret paa , hvorledes jeg 
skulde faae nogle ansete Mænd til at tale for mig , og jeg har udfundet , 
hvorledes det lader sig gjøre . “ 
„ Jeg er ganske nysgjerrig efter at faae det at vide . “ 
„ Io , seer De , Hr . Student , man skal bare gaae ind i saa 
mange store Foreninger , som man kan komme . Og saa skal man 
gjøre sig gode Venner med Formændene og de andre Bestyrelsesmedlemmer . 
Det er nu inte saa vanskeligt ; thi i enhver Forening 
er der Opposition , og saa gaaer man til Bestyrelsen og sfjalder 
Oppositionen ud . Bestyrelsen siger da bestandig : Madsen er en flink 
Mand , en paalidelig Mand . — Jeg har udregnet , at jeg kan 
mindst faae 2 Formænd og 19 Bestyrelsesmedlemmer til at anbefale 
min Ansøgning om at blive Krigssekretær . — Jeg vilde nu spørge 
Dem , om De vilde flrive Ansøgningen for mig ; De er en farlig 
god Skribent . “ 
„ Med Fornøielse , “ sagde Adam . „ Jeg vil drikke paa , at De 
maa blive Krigssekretær , dog ikke i Øl , men i Viin . “ 
Adam reiste sig og gik hen for at bestille en Flaske Sherry . 
Da han var borte , sagde Madsen til sine Døttre : 
„ Hr . Folkman er ret en dannet Mand , som man kan have 
Fornøielse af at omgaaes . I kunne lære en heel Deel af ham , 
naar I ville . “ 
Fanny erklærede , at det vilde hun uhyre gjerne . 
„ Jeg skal sige Jer , Pigebørn , at jeg har en Plan for med 
Jer , skulde jeg blive Krigssekretær . “ 
Pigebørnene begyndte at blive baade ængstelige og nysgjerrige . 
„ Siig os den , “ sagde Betty . 

„ I skal faae den at vide , naar Hr . Folkmann kommer tilbage . 
— Der er han . “ 
Efterat man havde drukket et Glas med hverandre paa , at Hr . 
Madsen maatte blive Hr . Krigssekretcrr Madsen , yttrede denne : 
„ Hr . Student , dersom jeg skulde faae en Ansættelse i Nangførørdningen , 
har jeg halvveis taget den Beslutning , at mine Døttre 
skulle frekventere en høiere Dannelsesanstalt . “ 
„ Ih , Gud fri os ! “ raabte de begge . 
„ I veed ikke , hvad der er til Eders eget Bedste , “ sagde Faderen . 
„ Hvad er Deres Mening , Hr . Student ? “ 
„ Hvad Nytte flnlle Deres Frøkcn^Døttre have af at frekventere 
en høiere Dannelsesanstalt ? “ 
„ Hm , de flnlle lære den finere Dannelse . “ 
„ Aa , vi ere saamæn dannede nok , “ sagde Fanny . 
„ Det førstaaer I Eder ikke paa , “ meente Faderen . 
„ Man skal ikke lære Andet , end hvad man i Livet har Brug 
før , “ svarede Følkman . 
„ Jeg skal sige Dem , Hr . Student , “ vedblev Madsen , „ min 
Vært er Leietjener og siet ikke mere end jeg . Hans Døttre have 
været paa en høiere Dannelsesanstalt , og derfor troe De at kunne 
see mine Pigebørn over Hovedet , — Det ærgrer mig . “ 
„ Hr . Madsen , De bringer mig til at tænke paa den Bonde , 
som kom ind til en Fortepianofabrikant , for at kjøbe et Fortepiano . 
Da Fabrikanten spurgte ham , om han eller hans Datter fluide spille 
paa Fortepiano , svarede Bonden Nei ; kan havde allerede eet Fortepiano 
hjemme i sin Storstue , og nu maatte han have eet til ; thi 
det ærgrede ham , at hans Nabo allerede i længere Tid havde hovmodet 
sig med to Fortepianoer . — Undskyld mig , Hr . Madsen , De 
forekommer mig at bære Dem ad som Bonden ; fordi Leietjencren 

lader sine Døttre faae en Dannelse , de ikke have Brug for , skal 
De derfor gjøre det Samme ? “ 
„ Men naar jeg nu ansættes i Rangforordningen , synes jeg . . . “ , 
„ Nei , nei , vi ville ikke paa nogen høiere Dannelsesanstalt og 
lære den høiere Skabagtighed , “ sagde Betty . 
„ Betænk dog , “ sagde Faderen , „ at naar Du har Dannelse , 
vil Du kunne gjøre et godt Parti . “ 
„ Et godt Parti , “ loe Betty , som Vinen havde gjort veltalende , 
„ hvad er et godt Parti ? — Jeg kalder det et godt Parti , naar 
jeg gifter mig med Ten , der i Dannelse er min Ligemand , og som 
kan give mig Klæder og Føde . “ 
„ Betty er nu altid saa prosaisk , “ meente Fanny . 
„ Der er dog Mening i Bettys Tale , “ sagde Folkman . 
„ Og det siger De ! “ udbrød Fanny . „ De taler om Kjærlighed , 
De , som . . . . ja , De veed nok , hvad jeg sigter til . “ 
„ Hm , ja , Menneskene ere ikke eens anlagte , “ sagde Adam , 
„ Deres Søster repræsenterer Prosaen og De , Fanny , Poesien . “ 
„ Ah ! “ 
Madsen reiste sig og erklærede , at Klokken var mange , og at 
man maatte hjem . Adam bød Fanny sin Arm og Betty tog Faderens . 
De boede i Danmartsgade . Underveis sagde Adam til 
Fanny : 
„ Hvor De misforstod mig før . — Føle vi os ikke begge lykkelige 
ved at kunne spadsere Arm i Arm i det smukke Maaneskin ? — 
Vi leve i Nuet , vi leve kun for Kjærlighedens Salighed — jeg 
siger vi ; thi jeg troer , at De elsker mig Fanny . “ 
Fanny svarede ikke . 
„ Skulde jeg have taget feil ? Elfter De mig ikke ? “ spurgte han . 

„ Jeg veed det ikke , “ hviskede Fanny med en Mine , svin røbede , 
at hun godt vidste det . 
„ Deres Søster kar aldrig elsket , sagde Adam ; „ hun er for 
kold og beregnende . Hun vil ikke elskes , men giftes . “ 
„ Hun vil vistnok begge Dele ligesom jeg , “ sagde Fanny . 
„ Det er for tidligt at tænke paa Gisiermaal , naar man kun 
er atten Aar gammel . Fanny , det vilde kjede Dein grulig at blive 
gift , al sidde hjemme , kun at kunne gaae ud og more Dem med 
Deres Mand , som maaskee er en gammel gnaven En , og saa ikke 
ai have Nattero før Børneskrig . Er det ikke langt bedre at kunne 
vandre fri og freidig gjennem Verden , kun at have sig selv at sørge 
for og at stole paa ? “ 
„ Derpaa har jeg ikke tænkt . “ 
„ Tænk Te derpaa . I vor Alder skulle vi være som Himlens 
muntre Fugle , der under lystig Sang flyve fra Sled til Sted ; vi kunne 
tidsnok blive gamle og glemme at synge . Ja , Fanny , Menneskene 
forekomme ung i deres Ungdom at være Fugle , efterhaanden miste 
de Vingerne og blive Pattedyr , det er i den Periode , man gifter 
sig , og tilsidst bliver man en Plante , der er fængslet til samme 
Plet , og saa boer man . “ 
„ Og saa ? “ 
„ Ja , saa bliver man maaskee igjen til en Fugl . Men der er 
Mennesker , som aldeles overspringe Fugletilstanden , og strax blive 
Pattedyr , medens der gives enkelte Lykkelige , som til deres Død 
vedblive at være Fugle . Fanny , for Øieblikket er jeg en Fugl , ; a . 
om De vil , en vild Fugl , men De kan tæmme mig . “ 
„ Hr . Folkman , “ svarede Fanny , „ vilde jeg forsøge derpaa , er 
jeg bange for , at den vilde Fugl blev en Rovfugl , og istedetfor at 
tæmmes , blev den endnu vildere end for . “ 

„ Nei , nei , Fanny , jeg er ingen Rovfugl , men maaskee en lille 
Sangfugl . Fanny , sæt den i Kjærlighedens Buur . “ 
„ Vilde den da ikke længes efter sin Frihed og glemme at synge ? “ 
„ Nu vel , Fanny , lader os da flagre sammen gjennem Ungdommens 
Morgenrøde , saalænge vi have Lyst dertil , lader os som 
de smaa Sangfugle kviddre og næbbes i den nys udsprungne Lund , 
og saa . . . . “ 
„ Husker De , ot de smaa Fugle , som flyve sammen , og som 
kviddre og næbbes i den nys udsprungne Lund , have deres lille , 
lune Leede at tye til , naar Uveiret overrasker dem paa en solklar 
Sommerdag , men vi skulle ingen Rede bygge , vi skulle være , hvad 
man kalder løse Fugle , og naar Uveiret kom , vilde idetmindsle jeg 
gaae tilgrunde . Hr . Folkman , kunde Øe nænne det ? “ 
„ Jeg frygter ikke for at rammes af Lynet , naar jeg har elflet 
og nydt Livet i fulde Drag . “ 
„ Men hvis nu Lynet ikke dræbte Dem ? Hvis det blot sved 
Fjerene af Vingerne ? Hvis . . . . “ 
„ Da havde jeg dog deilige Minder , hvori jeg kunde leve . 0 , 
Fanny , Øe skal være mig et saadant Minde . “ 
Hr . Madsen stod nu ved sin Gadedør . Med en velvillig 
Mine sagde han Godnat til Studenten , der til Asfled havde vexlet 
et ømt Haandtryk med Fanny . 
„ Hun drømmer om mig inat , “ sagde Folkman , da han stod 
ene paa Gaden . 

Tredie Kapitel . 
Gustav faaer lidt Menneskekundskab . 
Samtalen med Adam Folkman udvifkedes ikke af Gustavs 
Sind , hvori der længe havde været en Higen mod det Ubekjendte , 
mod det Eventyrlige tilstede . Men den Kreds , hvori den unge 
Student færdedes , forekom ham at være en noverstigelig Skranke 
mellem ham og Eventyret . Han fik slørre Interesse for Folkman 
end for sine øvrige Bekjendte , og han pønsede paa , hvorledes han 
hyppigere kunde faae ham i Tale . Det blev ikke derved alene , at 
Gustavs Tanker droges hen til en Person , der stod udenfor Familielivel ; 
de begyndte endogsaa at gjøre sigi rebelske ved de smaa selskabelige 
Sammenkomster hjemme og ude . 
Han kunde saaledes , naar han stod og talte med en ung 
Dame , gribe sig i at gjøre det Spørgsmaal i Tankerne : „ Hvorledes 
vilde Du have syntes om hende , hvis hun , istedetfor at være 
Frøken N . N . , havde været Datter af LigkaSsebudet ? “ Der var 
Damer , overfor hvem saadanne Spørgsmaal aldrig faldt ham ind , 
men der var ogsaa Damer , overfor hvem dette Spørgsmaal uvilkaarlig 
paatrængte sig . Det blev ikke ubemærket , at Gustav vor 
begyndt at blive distrait , men langtfra at ane den sande Aarsag , 
troede de unge Piger , at han begyndte at blive forelsket . Og de , 
overfor hvem han havde været distrait , nemlig dem , som han havde 
sammenlignet med Ligkassebudets Døttre , begyndte saa smaat at 
spørge sig selv , om Student Hammer ikke mente det alvorligt . 

Gustao var ung , og han kunde ikke længe indeslutte i sit Bryst , 
hvad der gjærede inde i ham . Derfor foreslog han Adam Folkman 
en Dag , da de kom fra Manuduktøren , at gaae en Tour udad 
Besterbro . Hertil var Adam strax villig . Ligetil de kom ril Jernporten , 
saae Gustav sig bestandig ængstelig om ; han var bange for 
at blive seet af Nogen , der børte til Familien . 
„ De seer Dem hvert Øieblik om , “ sagde Folkman . „ De har 
vel ikke sat en Dame Stevne ? “ 
„ Nei , nei , “ svarede Gustav og blev rød . 
„ Det er sandt , “ sagde Adam . „ De befatter Dem vel næppe 
med den Slags Eventyr . Nu ja , hver sin Smag . Det evige Familieliv , 
hver Dag de samme Ansigter , synes mig , maa blive kjedsommeligt . 
Og dog , dersom Familielivet var saaledes , som jeg i 
mine Tanker har udmalet mig , at det burde være , vilde jeg foretrække 
det for alt Andet . “ 
„ Og hvorledes har De forestillet Dem det ? “ 
„ Det dannede Familieliv skal ikke bygges paa Frygten for det 
Latterlige . “ 
„ Jeg forstaaer Dem ikke . “ 
„ Jeg mener , at vor Tids Familieliv ikke har noget positivt 
Indhold . Heraf have Alle meer eller mindre bevidst en Fornemmelse . 
Det gjælder altsaa om at skjule , hvad man mangler ; thi 
blev Manglen aabenbar , hjemfaldt man ubarmhjertigt til Satiren , 
saavist som den Mand bliver latterlig , der , uden at eie en Skilling , 
anskaffer sig et kostbart Pengeskab . De konventionelle Former , hvori 
man bevæger sig , ere Pengeskabet , men hvor er Indholdet ? Man 
mangler Tro paa et Forsyn og Tro paa sig selv . “ 
„ Slet saa galt er det dog ikke . “ 
„ Gid De havde Ret . — Men jeg er bange for , at det ikke 

alene er vort Samfunds , men dele Tidens Kræftskade . Saaledes 
har jeg fornylig seet en fransk Forfatter yttre : at lee af Alt og ikke 
stræbe hen til iltoget er en Feil , som nutildags findes hos mange 
Folk . En stor Deel af det parisisfe Samfund er en elegant , ørkesløs 
Flok , som Ksedsomheden dræber , og som hævner sig paa Alt ved 
en Spottelyst , som den har offret sin Aandrigheds bedste Kræfter . 
Der sigtes ikke her til de indskrænkede , tomme Hjerner — og hvormange 
have vi ikke af den Slags i Kjøbenhavn ? — hvilke Spaltenet 
give et Skin af Aandrighed , som de ellers intetsteds kunne finde ; 
her tales om Folk med Smag , som kun mangle Eet for at hæve sig 
til en høiere Sfære : Tro . “ 
„ Taler en fransf Forfatter saaledes ? “ 
„ Ja , han siger endnu mere . Han siger , at Ligegyldighed for 
Alt og Spot med enhver Ting er bleven gjort , ikke til en Fortjeneste , 
men til en Pligt . Det Vigtigste i den Verden , jeg taler om , 
er ikke at have Ideer , men med Anstand at forslaae at gjøre dem 
latterlige , som Hane saadanne . “ 
„ Noget af dette passer ganske vist paa os . “ 
„ Ja , hører man ikke selv den Udannede hvert Øieblik udbryde : 
det er til at grine sig fordærvet af ! — Og hvad erdet , han griner 
os ? — Franskmanden , som jeg vedblivende citerer , siger : „ Er der 
nogen hellig og agtværdig Ting , som ikke er bleven latterliggjort 
blandt os ? Har vel Spotten standset ligeoverfor nogen Gjenstand ? 
Dei Latterlige dræber Alt i Frankrig . Og hvad ville vi beholde 
tilbage at troe paa , eftersom der Intet er i Verden , der ikke er 
blevet latterliggjort ? “ 
„ Ikke alt dette passer paa vore Forhold . “ 
„ Nei , der er den Forskjel , at de fleste Franskmænd , som mangle 
Indhold , endnu kunne lee , medens de Dansfe kjede sig og , kommer 

det høit , blive ondskabsfulde . Men ondskabsfulde Folk , især Damer , 
ere ikke behagelige ; jeg flygter for dem , selv om det skulde være ud 
i Saharas Ørkener . “ 
De to Studenter vandrede i nogen Tid tause ved hinandens 
Side , da sagde Gustav : 
„ I den sidste Tid har jeg følt Trang til at see hvorledes Verden 
tager sig ud udenfor Familielivet . “ 
„ Tilfredsstil denne Trang . “ 
„ Men , dersom min Familie fik det at vide , vilde det volde 
mig hundrede Ubehageligheder . “ 
„ Det er indlysende . — Nævn mig engang nogle af de Mænd , 
som færdes i Deres Kreds . “ 
Gustav nævnede dem . Adam loe og sagde : 
„ Tænkfe jeg det ikke nok . Mellem dem , De nævnede , er der 
flere ganske gode Bygjængere . “ 
„ Er det muligt ? “ 
„ Ja . — Naar de Herrer gaae fra deres Familiekredse , begive 
de sig om Vinteren enten paa Maskerader eller til Dandseøvelser 
eller til Smaasold . Deres Lystighed begynder først , naar de have 
sagt Farvel til den Familie , hos hvem de have tilbragt Aftenen , og 
de gjøre sig maaskee paa Masferaden interessante hos en Dame af 
Osmimonsia ved at latterliggjvre den Kreds , hvorfra de komme . “ 
„ Det er oprørende . “ 
„ Saaledes er Verden . — Alt latterliggjøres . — Jeg ' et behersker 
Alt . — For den unge Mand er den Familiekreds , hvori han 
kommer , og den Dame af vamimoacla , han dandser med , kun 
Midler til hans Fornøielse , “ 
„ Nævn mig hvem af den Slags Folk , der kommer til min 
Moder , “ sagde Gustav harmfuld . 

„ Naar De tager Sagen paa den Maade , vil jeg betænke mig 
derpaa . Optræder De som Dydsmønstret og vil holde Razzia i 
Deres Hjem , maa jeg bede mig fritagen for at være den uskyldige 
Ophavsmand til Skandalen , saa meget mere som De dog til syvende 
og sidst blev nødt til at paakalde mit Vidnesbyrd , for at bevise 
Deres Paastande . Jeg kan forstaae Deres Indignation , men , “ vedblev 
Adam med et Smil , „ er Deres Lyst til at see Verden i et 
andet Lys end Hjemmets ikke et Vidnesbyrd om , at De selv sympathiserer 
med dem , mod hvem De vil gjøre Razzia ? “ 
„ Nei , nei , “ sagde Gustav , „ man kan godt holde Familielivet 
og Taterlioet adskilte , selv om man frekventerer begge . “ 
„ Det er endnu ikke lykkedes Nogen . Mange have forsøgt herpaa 
og ere blevne Hyklere . “ 
„ Ja , men De siger jo , at der mellem Dem , som komme hjem 
i min Moders Huus , sindes flere , som ere Bygjængere . “ 
„ Ganske rigtigt , og derfor ere de ogsaa Hyklere . Men see , 
vi ere komme til JostyS og . . nei , hvilket heldigt Træf ! . . . der 
sidde jo Fanny og Betty og drikke Chokolade . — Jeg maa hilse 
paa dem . “ 
De to unge Piger bleve glad overraskede ved at see Folkman . 
En svag Rødme steg op i Fannys smukke Kinder . Medens de 
første Hilsener bleve vexlede holdt Gustav sig noget tilbage . En 
Yttring af Fanny , at Hr . Folkman nok ikke var alene , bragte denne 
til at vinke Gustav nærmere og at præsentere ham for Ligkassebudets 
Døttre . 
I Begyndelsen var Gustav en Smule forlegen , men den overgivne , 
livsglade Tone , hvori man talte , smittede ham og snart deeltog 
han i Lystigheden . Der blev bestilt mere Chokolade og flere 
Kager , og Adam Folkman viste sig i sin Elskværdigheds fulde Glands . 

Han følte sig saa vel tilmode ; han sad under grønne Træer og hos 
smukke Piger . Det var især Fanny , han helligede sin Opmærksomhed ; 
Gustav blev derved henviist til Betty . 
Hun var , som Søsteren havde kaldt hende , saa prosaisk . Hun 
ønskede at blive gift engang med En , der i Dannelse var hendes 
Lige , og som kunde give hende Klæder og Føde . Men Betty var 
ung , kun sytten Aar , og hun havde nok Lyst til at more sig lidt , 
inden hun indviede sit Liv til en HuuSmoders Pligter . Hun vilde 
imidlertid more sig med Forsigtighed , og saaledes at det ikke fladede 
hendes Rygte ; thi derved kunde Udsigterne til et nogenlunde ordentligt 
Giftermaal blive tvivlsomme . Hendes Følelser og Lidenskaber 
bleve til en vis Grad beherskede af hendes Fornuft , og ligeoverfor 
Alle optraadte hun saaledes , at Ingen anede , at ogsaa hun fandt 
Smag i Taterlioets Glæde og Lystighed . 
Gustavs hele Maade at optræde paa behagede hende . Hun 
havde snart opdaget , at ogsaa han var omhyggelig for at bevare 
et Rygte , og at han ikke , i hvert Fald for sin egen Skyld , vilde 
forraade en Kvinde , der havde elsket ham næd et ungt Hjertes hele 
Varme og Lidenskab . Derfor lyttede hun med Interesse til Alt , 
hvad Gustav havde at sige hende . Denne Imødekommen opildnede 
Gustav , han blev aandrig og vittig , og Adam Folkman saae heelt 
forbanset paa ham og udbrød : 
„ Hammer , jeg har ikke kjendt Dem rigtig for idag . “ 
Gustav følte sig smigret ved denne Bemærkning . Men hvad 
vilde Familien have sagt , dersom den havge seet kam i det Selskab , 
hvori han va > ? Han vilde være bleven en Umulighed , og hans 
Onkel , Urtekræmmeren med de mange Penge , vilde maaskee være 
kammen op til ham og i Familiens Navn forlangt , at han i et 
Par Aar skulde tage ud paa Landet som Huuslærer hos en Præst 

Og Gustav havde maattet give efter eller ogsaa — saa underlig er 
Verden — have forlovet sig med en af de unge Damer , der var 
meest indigneret over hans usømmelige Opførsel . Den unge Dame 
vilde ganske vist give ham Ja , og hendes Veninder vilde sige , at 
det var smukt gjort , at hun gjorde sig til Martyr for st føre den 
unge Hammer tilbage paa Dydens Vei . 
Heldigviis for Gustav var der Ingen , som saae ham . Tiden 
løb , og pludselig reiste han sig og sagde , at han maalte gaae for 
at komme tidsnok hjem til Spisetid . 
„ Jeg følger med Dig , “ sagde Adam , „ skjøndt Du har Hast . 
Jeg havde forøvrigt tænkt mig , at vi kunde have fulgtes med Damerne 
ned over Broen . “ 
Gustav saae heelt forfærdet ud ved denne Mulighed og sagde : 
„ Jeg vilde gjerne , men Klokken er bleven mange . “ 
„ Vi ville heller ikke gaae i denne Varme , “ sagde Fanny . 
„ Vi kjøre hjem i Sporvogn . “ 
„ Farvel da Fanny , “ sagde Adam og kyssede hende . „ Glem 
ikke Dine Løfter . “ 
„ Er De bleven Dus med min Søster ? “ spurgte Betty . 
„ De hører det . Har De noget derimod ? “ 
„ Hvis Fader sik det at vide ? “ 
„ Vær ubekymret , “ svarede Adam . „ Kom nu , Hammer . “ 
Gustav rakte Betty Haanden , sagde Farvel til Fanny og gik 
med Folkman . 
„ Hvorfor kyssede De ikke Betty til Afsfed ? “ spurgte han . 
„ Jeg troede ikke , det gik an . “ 
„ Jo , det gjorde . “ 
„ Saa vil jeg vende tilbage og gjøre det . “ 
„ Nei , det gaaer ikke an . “ 

Folkman smilede , da han sagde det , og Begge vandrede nu 
hurtig ad Byen til . 
„ Knnde De have Lyst til oftere at træffe sammen med de tø 
unge Piger ? “ spurgte Adam . 
„ Ja . “ 
„ Men hvis det nu blev opdaget ? “ spurgte Adam smilende . 
„ De maa see at komme til at leve noget mere ugenccrt . De maa 
vænne Dem til at gaae oftere ud om Aftenen . “ 
„ Hvorhen ? “ 
„ Hm , skjøndt De om ikke lang Tid skal være Kandidat , maa 
De endnu ligesom en Skoledreng gjøre Deres Familie Regnflab for , 
hvor De har været henne . Det er dog vel slivt . Hvor bliver i 
saadanne Tilfælde Selvstændigheden af ? Nu kan jeg forstaae , hvorfor 
saa mange Mænd slaae under Tøflen . De gaae fra Deres 
Moders eller Families Herredømme lige over til Deres Forlovedes . 
Men det var med Hensyn til Dem . Der kommer i Deres Moders 
Huus en theologisk Student , som hedder Carl Flimby ; den Fyr 
kjender til Taterlivet . “ 
„ Carl Flimby ! “ raabte Gustav . „ Men tager De ikke feil ? 
Flimby er en lille , bleg og bly Person , der fremhæves af alle ældre 
Damer som et Mønster paa et moralsk ungt Menneske . “ 
Adam lo og sagde : 
„ De ældre Damer fluide see ham dandse en Sextour paa en 
Dandseovelse eller præsidere ved en Bolle Punsch eller pointere ved 
et Hazardbord , og de vilde neppe opstille ham som et Mønster paa 
Moralitet . Flimby har Hoved , og derfor kan han bære Kappen paa 
begge Skuldre . Nuvel , Deres Familie bar vel Intet imod , at De 
en Aften kommer til Flimby for at spille en L ' hombre eller at De 
gjør en Skovlour med ham ? “ 

„ Ikke det mindste . “ 
„ Godt . Lad mig nu tale med Flimby . De slak see , vi skulle 
nok faae Deres Baand løsnede , at De kan komme til at gjøre 
Kour til den lille Betty . “ 
„ Ieg kan ikke fatte , at Flimby kan være saaledes , som De skildrer 
ham . Hvor ofte har jeg ikke hørt ham udtale sig strengt mod 
dem , som søgte deres Fornøielser udenfor Familielivet . Ja , han 
har meget imod et Par unge Damer , som komme til os , fordi de 
ere for kokette . “ 
„ Flimby er en Skjelm , “ sagde Adam og lo . „ Men det er 
den Slags Skjelmer , som komme frem i Verden . “ 
„ Men dersom man nu blottede ham ? “ 
„ Han kan ikke blottes ; han vilde forslaae at dække enhver 
Blottelse . “ 
De to Studenter skiltes , og Gustav kom endnu tidsnok hjem 
til Middagsbordet . “ 
Fjerde Kapitel . 
En Forlovelse . 
Naar Gustav Hammer sad ved sine Bøger , faldt han oftere i 
Tanker end det havde været Tilfældet før . Han drømte om den 
smukke Betty og om Eventyr med lystige og muntre Kvinder . Embedsexamen 
stod ikke altid for ham som Maalet ; han vilde ud i 
Verden at tumle sig , blive berømt og ved sin Berømmelse vinde 

Pigehjerter . Han troede endnu , at det særligt var et berømt Navn , 
der vandt Pigehjerter ; han havde ikke lært , at Tidens Materialisme 
havde bragt det til , at mangen deilig Kvinde satte Guld over et 
berømt Navn . Men det var godt for Gusfav , at han ikke vidste 
det ; thi Verden vedblev da at ligge for ham i et deiligt Morgenstjær , 
med Forjættelser , som vel aldrig skulde opfyldes , men som 
det gjør saa godt at troe paa i de unge Aar . 
Men fordi Gusfav saae Verden saa lys , og fordi han syntes , 
at Jorden laa aaben for ham , begyndte Familielivet i Hjemmet at 
forekomme ham dobbelt eensformigt . Havde han nn kunnet flyve 
ud fra Hjemmet og tumle sig efter sin Lyst , vilde mangen Frugt , 
der paa Afsfand tog sig ud som et Guldæble , ved at plukkeS have 
viist sig at være en gjøglende Sæbeboble ; nu derimod turde han 
kun i al Hemmelighed vove sig paa Eventyr ; naar Nydelsen var 
sjelden , kjededes man ikke saa let ved den og mærkede dens Afsmag . 
Den halve Nydelse ved Eventyret bestod i at drømme om det . 
En Dag , Gusfav kom hjem fra en Forelæsning , fandt han 
sin Moder og sine Søstre i stærk Bevægelse . Han saae forundret 
paa dem og spurgte : 
„ Men hvorfor græder Dagmar ? “ 
„ Gusfav , “ sagde Moderen , „ Din Søster har i Sandhed Aarsag 
til at lade sine Taarer frit Løb ; det er Glædens og Undseelsens 
Taarer ; thi , tænk Dig , Kandidat Jensen-Svendsen har idag 
tilskrevet hende et Brev og friet til hende . “ 
„ Friet til hende ! “ udbrød Gnstav overrasket . 
„ Ja , er det ikke deiligt ? “ spurgte Margrethe . 
„ Vi ere saa betagne , “ sagde Nkoderen . 
„ Hvad vil Dagmar svare ham ? “ spurgte Gnstav . 
„ Hun elsfer ham , “ sagde Margrethe , „ hun har tilstaaet det for 

Moder og mig , hun vil saa gjerne svare ham Ja , men hun synes , 
det er flaut at skrive til en ugift Herre . “ 
„ Dagmar har altid været saa zart og fiintfolende , “ sagde 
Moderen . 
„ Nei , nei , jeg kan ikke skrive , “ sagde Dagmar og hulkede . 
„ Hvorledes vilde det være gaaet , dersom han havde friet mundtlig ? “ 
spurate Gnstav . 
„ Gud , det havde hun ikke taalt , hun havde besvimet , “ udbrød 
Moderen . „ Kandidat Jensen-Svendsen har altid været et taktfuldt 
Menneske , derfor har han ogsaa friet skriftlig . “ 
„ Det bliver imidlertid nødvendigt , at Dagmar selv svarer ham ; 
det vilde vise Mangel paa Takt , hvis nogen Anden gjorde det i 
hendes Sted , “ sagde Gnstav . 
„ Gusfav har Net , “ svarede Margrethe . 
„ Ja , ja , jeg mener det ogsaa , “ sagde Moderen . 
„ O , jeg er tilmode , som dengang jeg skulde konfirmeres , “ hulkede 
Dagmar . „ Skal jeg da virkelig skrive ? “ 
Svaret var et eenstemmigt Ja . 
Næsten vaklende gik den unge Pige indefor at give sin Frier 
et Ja . Gusfav tog sin Moder om Halsen og sagde : 
„ Hvor jeg er glad , at Dagmar gjør et saa godt Parti . “ 
„ Ja , Gud være lovet , “ svarede Moderen , „ nu kan jeg da lukke 
mine Øine uden Sorg for den Datters Fremtid . “ 
„ Aa , Moder , Grethe faaer sig nok en Frier , inden Du døer . “ 
„ Fy ! “ sagde Grethe og rødmede . „ Gaae Du selv hen at forlove 
Dig . “ 
„ For det Første maa jeg have min Embedsexamen , lille Grethe , 
og for det Andet tør jeg ikke forlove mig ; thi jeg frygter for , st 

mine Søstre ville faae for meget at udsætte paa min tilkommende 
Kjæreste . “ 
„ Gusfav , “ sagde Blöderen , „ hvor kan Du tale saaledes i et 
alvorligt Øieblik , som dette . Din Søster sidder inde og nedskrive 
det Ord , der skal afgjøre hendes Fremlidsfkjæbne . “ 
„ Ja , men saa vidt vi kunne see , vil hendes Fremtid blive lys 
og smuk , “ sagde Guslav . „ Kandidat Jensen-Svendsen vil komme 
til at arve mange Penge efter sine Forældre . “ 
„ O , hvor simpelt , “ sagde Fruen , „ at tale om Penge i et 
Øieblik , hvor Hjertet er bevæget af Kjærlighedens hellige Følelser . “ 
„ Det er da kun Dagmors Hjerte , som kan være saa bevæget , 
og dersom en ung , fattig Student idag havde friet til Dagmar 
istedetfor Jensen-Soendsen , vilde Du vist , Moder , have talt om 
hans Fremtidsudsigter . “ 
„ Hvilket prosaisk Menneske anseer Du Din Moder for at 
være , “ sagde Fruen . „ Det er mit Princip at lade Hjertet og ikke 
Pengene raade . “ 
„ Hører Du det , Grethe ? “ spurgte Guslav spøgende . „ Du 
veed nu , hvad Du har at rette Dig efter . Du behøver ikke at see 
kster Penge . “ 
„ Grethe er en saa fornuftig Pige , “ sagde Moderen , „ at hun 
vel skal vide at gjøre et fornuftigt Valg . “ 
„ Men , kjære Moder , naar Du mener , at Grethe skal tage sin 
Fornust med tilhjælp , saa . . . “ 
„ Jeg er ikke oplagt til at trættes med Dig , “ sagde Moderen . 
Idetsamme traadte Dagmar ind , badet i Taarer og med en 
lille rosenrød Billet i Haanden . 
„ Her er Svaret , “ hulkede hun og sank om paa en Stol . 

„ Dette Brev er for vigtigt til ot jeg kan lade Pigen besørge 
det , “ sagde Moderen . „ Jeg vil selv kaste det i en Postkasse . “ 
Hun reiste sig og forlod Værelset . 
„ Men jeg har jo reent^ glemt at gratulere Dig , Dagmar , “ 
sagde Gusfav , da Moderen var gaaet . „ Hold nu op med at 
græde . . . Det gaaer da ikke an . at Du ved Graad vanzirer Dit 
smukke Ansigt til Jensen-Svendsen kommer . Det kunde da maaskee 
falde ham ind , at Du ikke af frit Valg- nien kun bevæget dertil af 
Moders Overtalelser har givet ham Din Haand . “ 
„ Gusfav har ikke saa ganske Uret , “ meente Margrethe . „ Du 
bør tage Dig Sagen mere roligt . “ 
„ Grethe , naar Du vidsle , hvilke Følelser der i dette Øieblik 
have Raaderum i mit Hjerte ! Tænk Dig , naar han nu kommer . . . 
o , jeg maa synke til Jorden af Undseelse . . . og hvad skal jegsvare 
ham , naar han griber min Haand . . 
„ Du maa være forberedt paa , at han kysser Dig , “ sagde 
Gustav . 
„ Kysser mig ! — Nei , en slig Brutalitet taaler jeg ikke . “ 
Gustav brast i Latter , Grethe loe med , Dagmar blev smittet 
af Lystigheden og smilte . Da Moderen kom hjem , fandt hun sin 
Datter langt roligere end hun havde ventet ; Middagsmaden blev 
baaren frem , nien Dagmar spiste den Dag Intet . 
Man havde fundet det rigtigt , naar Kandidat Jensen-Svendsen 
kom , da fluide han træffe Dagmar alene . Moderen og Margrethe 
gik derfor ud , efterat have spist til Middag , og Gustav salte sig 
op paa sit Kvistkammer før at læse . Han var imidlertid ikke oplagt 
dertil , lagde Bogen bort og stirrede ud paa Gjenbotagene . 
Medens han var beskjæftiget dermed , fik han Øie paa en ung Kone , 
der fra et Kvistvindue ligeoverfor nikkede flere Gange , det forekom 

Gustav , over til kam . Han blev heelt forundret og gjengjældte 
Hilsenen , men nu rødmede Konen og trak sig hurtigt tilbage . Han 
indsaae nu , at han maatte have taget Feil , og at Hilsenen maatte 
have gjældt hans Nabo ? — Men hvem var denne Nabo ? Gustav 
havde ikke gjort sig dette Spørgsmaal før nu . 
Efterat hans Tanker engang havde taget den Retning , vedblev 
han at sysle med Spørgsmaalet , indtil det forekom ham nødvendigt 
for sin Freds Skyld at faae det besvaret . Han reiste sig da og 
besluttede at gjøre sig et lille LErinde ind til Naboen . Dengang 
han var ifærd med al banke paa dennes Dor , børte han , al der 
ringedes paa nede hos hans Moder , Det var Jensen-Svendsen . 
Samlidig med at Døren blev lukkef op nedenunder , aabnedes Naboens 
Kvistkammerdør , og Gustao stod foran en smnk Pige , der vel 
ikke var ganske ung , hun kunde være en sem og tyve Aar , men som 
endnu besad Ungdommens Friskhed og Livlighed . 
„ Undskyld , “ stammede Gustav noget forlegen , „ jeg er Deres 
Nabo , jeg boer herinde paa Kvistkammeret ved Siden af . “ 
„ Jeg veed det , “ svarede hun med et Smil . 
„ De veed det ? “ 
„ Ja , skulde jeg ikke vide , hvem jeg boer i Huus med ? De 
er en Søn af Fruen paa tredie Sal , der har de to smukke Døttre . 
Nlen bliv dog ikke staaende ved Døren . “ 
„ Jeg . . . jeg vilde gjerne spørge Dem , om De ikke kunde 
laane mig en Svovlstik ? “ 
„ O , det kan jeg saa godt . “ 
„ De maa undskylde mig ; jeg kan ikke godt gaae ned i dette 
Øieblik . “ 
„ Det er bekvemmere at komme til min Tor . “ 

„ Jeg skal ikke oflere uleilige Dem . Det er blot særegne Omstændigheder , 
som ere Skyld i . . . . “ 
„ Kalder De det en særegen Omstændighed , at Deres Svovlsfikker 
ere slupne op ? “ 
Hendes Latter gjorde Gustav forlegen , og saa vidste han ingen 
anden Maade at rede sig ud af det Hele paa end at fortælle hende 
hvad der nu foregik nede paa tredie Sal . Gustav følte heelt vel , 
al han var indiskret , men den smukke Jomfru lyttede med stor Interesse 
til hvad han fortalte , og han lod Munden løbe . 
„ Deres ældste Søster er altsaa bleven forlovet , Hr . Hammer , “ 
sagde hun . „ Maa jeg gratulere ? Det er et godt Parti , siger De . 
din følger vel Deres yngste Søster snart efter ? “ 
„ Det veed jeg ikke . Men er De ikke forlovet ? “ 
„ Jeg ! “ svarede hun , og en øieblikkelig Sky foer over hendes 
Pande . „ Nei , Hr . Hammer , jeg holder ikke af Forlovelser . “ 
„ Men hvorfor ikke ? “ 
„ Forlovelser kunne være gode nok for Folk af Deres Klasse , 
men for os ere de farlige . Mangen stolt , ung Pige er gaaet til 
Grunde ved Forlovelse — ja , De forstaaer mig vel nok . Men De 
er jo Student , De maa have Bøger , laan mig engang en Bog . “ 
„ Nled Fornøielse . “ 
„ Maa jeg følge med Dem ind og faae en Bog ? “ 
„ Ja , meget gjerne , men . . . “ slammede Gnstao , „ jeg vil helst 
herefter selv bringe Dem Bogen , thi hvis Nogen saae Dem paa 
mit Værelse . . . 
„ O ja , De boer jo hos Deres Moder . Jeg bliver hos mig 
selv . “ 
„ Idag kan De godt gaae ind med . “ 
Han aabnede Døren og gik foran . 

„ Det er et rigtigt Studenterværelse , “ sagde hun . „ Her lugter 
af Tøbak og der ligger en Mængde opslaaede Bøger paa Bordet . “ 
„ Det er juridiske Bøger , som De næppe vilde kunne forstaae , “ 
svarede Gustav , „ men see ber i Reolen vil De finde Romaner . “ 
„ Det var yndigt . Nu maa De anbefale mig en god Bog . “ 
„ Holder De af historiske Romaner ? “ 
„ Jeg vilde rigtignok helst have en Kjærlighedsroman , saadan 
en rigtig spændende , hvor de faae hinanden . “ 
„ Lad mig see — ja , saa vil jeg give Dem en Roman , som 
en Dame har skrevet . Her er en fem , sex Stykker , nu kan De 
vælge . “ 
Dengang hun rakte Haanden ud efter en af Romanerne , faldt 
hendes Øie paa et fyldt Svovlstikkefouteral . “ 
„ Tsten De har jo ingen Mangel paa Svovlstikker , Hr . Hammer , “ 
sagde hun . 
Gustav rødmede og slammede : 
„ Jeg vidste ikke . . . . “ 
„ De behøver ikke at blive undseelig derover , “ sagde hun og 
saae ham ind i Øiet . 
Hans Hjerte bankede heftigt . 
„ Lin tager jeg denne Roman med mig , “ sagde hun , „ og naar 
jeg har læst første Deel , kommer jeg og henter anden . “ 
Med et Smil forlod hun den unge Student , der havde den 
største Lyst til at ile efter hende og fortsætte Samtalen , men han 
furde ikke . Dengang det var Tld til at drikke Thee — i Familielivel 
spiser man ikke til Aften , men man drikker Thee — begav han 
sig ned paa tredie Sal . Den høitidelige Stemning var vegen for 
en vis rolig Glæde ; Gustav rakte Jensen-Svcndsen Haanden og 

gratulerede ham . Det var blevet bestemt , at Jensen-Svendsen forst 
næste Dag skulde forestille sin Forlovede for hans Forældre . 
Man havde paalagt Pigen at negte Familien hjemme , dersom 
Besøgende skulde komme ; man vilde den Aften være alene . Men 
nogen synderlig Morflab var der ikke . Fruen lod hente Kager og 
drak de Nyforlooedes Skaal i Rødviinstoddy , og de Nyforlovede 
takkede fra den Krog , hvorhen de strax efter Bordet havde trukket 
sig tilbage , og hvor de førte en hviskende Samtale . Det lod til , at 
Dagmar hurtig havde overvundet sin Afsky for at kysse ; ofte saae mon 
Jensen-Svendsens Mund nærme sig hendes . Ja , da det blev mørkere , 
sad hun ikke mere paa Stolen , men paa hans Skjød . Og 
Moderen sad og glædede sig over , at de unge Folk holdt saa meget 
af hinanden . Men Gustav tænkte : Dersom Moder engang saae 
mig paa Tivoli sidde saaledes med Betty paa Skjødet og hendes 
Blnnd til min Mund , vilde jeg blive udstødt af Familiekredsene , og 
de unge Damer , der selv hver Aften indtog samnie Stilling paa 
deres Forlovedes Skjød , vilde være dem , som haardest fordømte mig . 
Margrethe sad henne ved Vinduet og saae ned paa Gaden . 
Gustav gik hen til hende og sagde sagte : 
„ Jeg kjeder mig forfærdelig iaften . “ 
„ Tys , tal ikke saa høit , “ sagde hun og gabede . 
„ Du kjeder Dig vist ogsaa . Du sidder her ved Vinduet og 
slirrer ned paa Gaden ; venter Du at see en stolt Ridder komme 
ridende op for Døren , slige af Hesten og ile op for at frie til Dig ? “ 
„ Riddertiden er forbi , Gustav . “ 
„ Ikke saa ganske , lille Grethe . Det aner mig , at der i vor 
Tid ogsaa kan opleves smukke Eventyr , naar man blot kunde flyve 
ud i Verden . Hvormange Tusinder reise der ikke hver Dag gjennem 
Europa paa Jernbaner ? Hvor let er det ikke der at stifte Bekjendtstaber , 

som kunne fortsættes ? De vandrende Riddere ride ikke mere 
paa vælige Gangere ; de kjøre paa Jernbane . “ 
„ Du har faaet Lyst til at reise udenlands . O ja , iaften 
kunde jeg have Lyst til det samme . See engang hvilket deiligt 
Maanesfinsveir det er , men Gaslygterne forhindre mig i at komme 
i Stemning . Jeg kunde ønske at see Maanen skinne paa skovklædte 
Bjerge og speile sig i stille Bjergsøer ; jeg kunde have Lyst til engang 
rigtigt at nyde Naturen . “ 
„ Jeg vil ikke alene nyde Naturen , men ogsaa Livet . O , var 
jeg blot rig . “ 
„ Jeg er bange for , at Du da vilde glemme at tage Din 
Examen . “ 
De to Sødskende tang et Øieblik og slirrede ned paa Gaden . 
Manufakturhandleren ligeoverfor var i Begreb med at lukke . En 
af Kommis ' erne forlod allerede hurtig Boutiken . 
„ Nu gaaer han ud at more sig , “ sagde Gnstav . 
„ Hvem ? “ 
„ Manufaklnrhandlerkommis ' en . “ 
„ Misunder Du ham hans Morskab ? “ 
„ Del just ikke , “ sagde Gnstav , „ men det er faldet mig ind , 
at den Kreds , hvortil vi regne os , den saakaldte dannede Mellemstand , 
i mange Henseender seer altfor lidt til det Liv , der rører sig 
omkring os . De andre Klasser i Samfundet komme meget mere i 
gjensidig Berøring med hverandre , og derved faae de et Forspring 
fremfor os med Hensyn til praktisk Blik paa Livet . “ 
„ Forlanger Du da , at vi sfulle blande os med Folk , der staae 
under os i Dannelse ? “ 
„ Ja , hvad vil i Grunden det ofte misbrugte Ord Dannelse 
sige ? I vore mest dannede Kredse kom engang en engelsf Civilingeniør . 

Talen faldt paa en temmelig bekjendt By , og da nøgle 
Tilstedeværende undrede sig øver , at Engelskmanden ikke vidste , hvor 
den laae , svarede han : Sligt hører for mig til de ligegyldigste Ting ; 
jeg veed , hvor jeg kan faae Noget at vide om Byen . Jeg gaaer 
blot ind til en Boghandler og kjøber mig en Geografi . Jeg har 
været baade i Indien , Amerika og Europa , og jeg har aldrig hos 
mig selv sporet Savnet af geografisfe Kundskaber . “ 
„ Hvad vil Du bevise dermed ? “ 
„ At Ordet Dannelse tages paa forskjellig Maade , og at det 
maaskee er urigtigt af os at opsatte Dannelse , som vi gjøre . Vi 
lægge altfor megen Vægt paa den æsthetiske Dannelse og for lidt paa 
den , som faaes ude i Livets strenge Skole . “ 
„ Ja , det er maaskee muligt ; men kunne ikke de to Slags 
Dannelse sympathisere med hinanden ? “ 
„ De burde kunne gjøre det , men -gjøre det ikke . “ 
Her blev denne halvt hviskende Samtale afbrudt ved , at Kandidat 
Jensen-Svcndsen reiste sig for at gaae . Dagmar fulgte ham 
ud og de bleve endnu nogen Tid staaende ivrigt samtalende i Gangdøren . 
Gustav gik forbi dem op paa sit Kammer . 
„ Ja , “ tænkte han , da han lagde sig til at sove , „ JensenSvendsen 
slaaer nu ved Slutningen af fil Livs Kjærlighedseocntyr , 
men mit skal forst til at begynde . “ 

Femte Kapitel . 
Deklarationen . 
Noget af det Mærkeligste , som Vorherre og Kongen af Danmark 
have skabt , er en virkelig dansk Etatsraad . Af alle vore Titler 
er Etatsraadstitlen bleven den mest nationale ; den er det store 
Diaal , hvorefter alle danske LErgjerrigheder stræbe . Har man 
naaet at blive Etatsraad , ønsker man i Reglen ikke at blive mere . 
Naar den unge Student sidder ved sin Lampe og læser flittigt , 
er det Udsigten til engang at blive Etatsraad , der ansporer ham til 
Flid ; naar den dristige Handelsmand inlader sig naa store , for Samfundet 
gavnlige Foretagender , anseer ban sig for tilsidesat , dersom han 
ikke udnævnes til Etatsraad ; naar Velgjøreren hvert Øieblik sørger 
for , at hans Navn sindes opført med store Summer i Aviser , mene 
de i saadanne Ting Indviede , at han efterstræber en Etatsraadstitel ; 
ja , selv den unge Pige har gjerne mellem sine Idealer en halvgammel 
Etatsraad med graasprængt Haar . 
Endnu maa særlig noteres , at den danske Regering ikke veed 
bedre Maade at paaskjønne sine store Digtere , Forfattere og Konstnere 
paa end at gjøre dem til Etatsraader . Men det Mærkværdige er , 
at en dansk Digter eller Konstner , der er bleven Etatsraad , sjelden 
frembringer Mesterværker nære . 
Skulde Folkevittigheden , der har forandret Etatsraad til EtatSrod , 
maaskee have en dybere Betydning ? Bliver det danske Menneske , 
der udnævnes til Etatsraad , maaskee berøvet en vis poetisk Oppositionstrang , 

en Lyst til at see Livet mere idealiseret ? Mister han 
efterhaanden ligesom Blomsten i Efteraaret sit Blomsterflor og sine 
Blade og bliver blot Rod ? Ligne ikke mange af disse kjære Etatsraader 
den afblomstrede Rod , som ligger varmt og godt under 
Sneen ? 
Etalsraaderiet er Familielivets Blomst eller Rod , om man vil ; 
det er det Bestaaende i det Forgjængelige , og i ethvert velorganiseret 
Huus maa man see til at anskaffe sig en Etatsraad . 
Guldsmedmester og Major i Borgervæbningen Jensen-Svendsen 
var saa heldig at have en Fætter , der var Etatsraad . Denne Fætter 
var ligesaa uundværlig til et større Middagsgilde , som Bordopsatsen 
eller de store Platdemenager eller de andre Ting , som prydede Bordet . 
Etatsraad Wutki-Sørensen var Departementschef i et af Ministerierne . 
Han var anden Gang gift , men havde ingen Børn havt 
hverken med sin første eller anden Kone . Fru Ingeborg WutkiSørensen 
var meget yngre end sin Mand . Han var over de Halvtreds , 
hun mellem sex- og syvogtyve Aar gammel . 
Der var noget Fornemt udbredt over Hr . Etatsraad WutkiSørensens 
Optræden . Naar han traadte ind i en Selskabssal og 
gjorde sit slive og formelle Buk for Vært og Værtinde , følte de Tilstedeværende , 
at en af Landets Udvalgte hædrede Kredsen ved sin Nærværelse . 
De unge Studenter og Kandidater talte med hinanden 
. indbyrdes om Etatsraad Wnlki-Sørensens udmærkede Fortjenester 
af Samfundet , Etatsraaden selv talte nedladende med de ældre 
Damer og Herrer , og de unge Damer talte om Fru Etatsraadinde 
Wutki-Sørensen . 
Og hun var nok værd al tale om . Fru Ingeborg var en 
noget fyldig Skjønhed med et , hvad man kalder pikant Udtryk i sit 
Ansigt . Hendes sorte Øine syntes at ville see den , hun talte med , 

lige ind i Sjælen . Hun var altid klædt med den mest udsøgte 
Smag , og i hendes Væsen laae der noget Vindende , der overalt 
skabte hende Venner . Man sagde om hende , at hun var Godheden 
selv . Hendes Mand vidste dog , at hendes Øine kunde flyde Lyn , 
og forlængst havde han ingen anden Villie end sin Kones . Hun 
kunde paa en værdig Maade gjøre Honneurs i sit Huus og Etatsraadens 
Selskaber interessante . 
Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen havde indbudt sine 
nærmæste Bekjendte til en Middag ; det unge Pars Forlovelse fluide 
ved denne Leilighed deklareres . Det var en offentlig Hemmelighed , 
hvad der skulde gaae for sig , men de Indbudte lode naturligviis , 
som de vare uvidende om Festens Formaal . Etatsraaden indlod sig 
dog for Bordet i en , man kunde næsten kalde det , fortrolig Samtab 
med Fru Hammer og Etatsraadinden med Dagmar , der saae noget 
bleg ud . Familiens Yndlingspræst og Familiens Huuslæge kappedes 
om at underholde Fru Jensen-Svendsen , og MajorJensen-Svendsen 
viste en afskediget Infanteri-Major , der var mødt i Uniform , udsøgt 
Opmærksomhed ; undertiden kunde man høre begge med halvdæmpet 
Kommandostemme udtale Ordene : Kolonne , Kjæde , Honneurmarche , 
Retningsunderafficerer oso . 
Det høitidelige Øieblik nærmede sig , da Døren fluide aabnes 
til Spisestuen af Lejetjeneren Johnsen , Ligkassebudet Madsens Vært 
og Fader til de to Døttre , der kunde spille paa Fortepiano . Ved 
et Middagsgilde var Johnsen ligesaa uundværlig , som hans store 
Samtidige Etatsraaden . Havde den Sidste ikke havt et Ordensbaand 
i Knaphullet , vilde man i Henseende til Dragten ikke kunne 
have fljælnet dem fra hinanden . Johnsen mødte altid i de fineste 
sorte Klæder af det mesf moderne Snit og bar et Halstørklæde og 
en Skjortekrave af den mesf skinnende Hvidhed . Men hvilken Forfkjel 

paa hans og Etatsraadens Optræden ! Den ved en høi Rang 
udmærkede Mand var lutter Stivhed og kold Høflighed ; Leietjenercn 
var derimod lutter Bøielighed og Opmærksomhed og i Besiddelse af 
en sjelden Bevægelighed . Men Johnsen var ogsaa meget efterspurgt . 
Om Vinteren var han næsten hver Aften beskjæftiget og tjente i sit 
Kald fra to til fem Daler om Dagen . Og saa faldt der gjerne 
nogle Sportler af . Johnsen stod altid paa en god Fod med Tyendet 
j de Huse , hvori han gjorde Opvartning ; derfor kunde han bære de 
lækkreste Levninger med sig hjem , ja , undertiden et Par Flasker Viin . 
De sattes da tilside til Johnsen engang selv gjorde Selskab . 
Døren blev aabnet til Spisestuen , og man vandrede parviis 
ind . Jensen-Svendsen havde Fru Hammer til Bords , Sønnen 
Charles havde naturligviis Dagmar , Etatsraaden havde beæret Fru 
Jensen-Svendsen med sin Arm , Etatsraadinden førtes til Bords af 
Gustav ; Yndlingspræsten og Huuslægen , der vidste , hvad der skulde 
gaae for sig , kappedes snildelig om at faae Heltindens Søster til 
Borddame ; Præsten feirede i denne ædle Kappestrid og gik til 
Bords med Margrethe under Armen . 
Saa sad da det udvalgte Selskab om det store , aflange Bord , 
der straalede af Sølvtøi — man var jo ogsaa hos en Guldsmedmester 
— og prydedes af to store Krandsekager . Der laa intet elegant , 
med Guldbogstaver trykt Spisekort ved Kuverten , hvorfor Gjæsterne 
sade i en behagelig Spænding med Hensyn til hvormange og 
hvilke Retter Mad de skulle have . Maaltidet begyndte i høitidelig 
Taushed . Der er just heller ikke noget meget oplivende ved Suppe 
og Rødviin . Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen saae uhyre 
indadvendt ud ; han manøvrerede i Tankerne den lille Tale , han 
skulde holde , naar han om lidt deklarerede Forlovelsen . Undertiden 
saae han ud , som om han havde mistet Traaden , men han drak et 

Glas Rødviin og fandt den igjen . Endelig bankede han paa sit 
Glas , reiste sig , fæstede sit Blik skarpt paa Spidsen af den kegledannede 
Krandsekage og tog saaledes til Orde : 
„ Mine Damer og Herrer ! Vi Militære have to Maader at 
fægte paa , sluttet og spredt . Den spredte Fægtning indleder Angrebet . 
Kolonnen maa til for at fremtvinge det afgjørendc Resultat . 
Men saaledes som vi Militære fægte , ja , saaledes fægte i Grunden 
alle Mennesker mod Livets Sorger og Bekymringer . Forst fægte 
vi i spredt Orden ; det er , medens vi ere unge ; Tirailløren tumler 
sig ude i Livet , som han bedst kan , men han indseer , at skal han 
frembringe noget til Borgerheld sigtende , da maa han slutte sig 
sammen med et elsket , kvindeligt Væsen . Han lader , hvad vi Militære 
kalde : Blæse Kolonne , det vil sige , han frier . Mine Dame : 
og Herrer ! Jeg har anmodet Dem om at samles hos mig idag , 
fordi jeg har den Glæde at kunne underrette Dem om , at min Søn 
har blæst Kolonne . ( Almindelig Sensaiion . ) Han er bleven forlovet 
med en Dame , hvis Skjønhed , Sjælsreenhed og andre ndmærkede 
Egensfaber vistnok de fleste af de her Tilstedeværende forlængst have 
lagt Mærke til . Jeg mener Frøken Dagmar Hammer . ( Fornyet 
Sensation . ) Enhver vil vistnok kunne fatte , med hvilke Følelser jeg 
i dette Øieblik hæver mit Glas for at udbringe en Skaal for nu » 
Sons og hans Forlooedes Fremtids Held og Lykke . “ 
Det var ikke Faderens Mening , at der skulde have været raabt 
Hurra ; det var for studenteragtigt , men Huuslægen sandt Øieblikket 
gunstigt til at lægge sin Hengivenhed før Jenscn-Svendsens Familie 
for Dagen og udbragte et ni Gange gjentaget Hurra . Han saae 
paa Præsten , som vilde han spørge : „ Kan Du stikke den ? “ 
Nu havde Alle travlt med at klinke med de Nyforlovede . 
Etatsraaden glemte for et Øieblik sin Stivhed og blev ligesaa be « 

vægelig som Lejetjener Johnsen . Han sagde baade Charles og 
Dagmar Komplimenter . De to ældre Damer . Fru Hammer og 
Fru Jensen-Svendsen havde Glædestaarer i Øinene , ogFruWutkiSørensen 
blev saa begejstret , at hun klinkede med Gustav og sagde : 
„ De Nyforlovedes Skaal , Kjærlighedens Skaal ! “ 
Hun smilte , satte Glasset til Munden og drak det ud ; Gustav 
gjorde det samme . 
En ny Ret blev baaren ind , og man begyndte igjen at spise . 
Det høitidelige Anslrøg , der havde hvilet over Selskabet , var forsvundet , 
og overalt hørtes livlig Samtale . Da reiste Etatsraaden 
sig , og Alle taug . Han saae ikke paa nogen Krandsekage , men lod 
sit overlegne Blik løbe fra den ene Gjæst til den anden , lod det et 
Øieblik hvile paa Fru Hammers Haarpynt og flyttede , det derfra 
til den afskedigede Majors karmoisinrøde Næse , der stak besynderlig 
af mod hans blege Kinder . Et Øieblik forvildede Etatsraadens 
Blik sig i en Sauceskaal , men foer hurtig derfra for at hefte sig 
paa Etatsraadindens oprømt ? Ansigt . Medens hans Øine i stor 
Hurtighed gjorde den beskrevne Vandring , sad Selskabet tanst og 
i spændt Forventning efter at hore den store Mand tale . Endelig 
begyndte han saaledes : 
„ Det er noksom bekjendt , at Samfundet hviler paa Familien . 
Det er derfor en Pligt at bevare Familien reen og uplettet . Et 
> smukt Familieliv er Samfundets Blomst , og at være af god Fa , 
mille er et Fortrin , der ikke kan opvejes med Guld . Jeg veed vel , 
ot Tiden raaber paa Lighed , men jeg har aldrig deeltaget i dette 
Raab , thi jeg vil hverken lade mig regere af Pøblen eller være 
dens Ligemand . ( Almindeligt Bifald . ) Vi dannede , vi gode Fa > 
milier maa derfor slutte os nærmere sammen end hidtil . Det bliver 
en uafviselig Pligt for Mænd , som min kjære Fætter Majoren , for 

mig selv og Andre , at vi sørge for , at de , som gjæste vore Huse , 
i enhver Henseende kunne bestaae „ Ahneprsven “ . I sin Tid kunde 
Ingen blive Officeer i visse tydske Armeer uden at have godtgjort 
at besidde et vist Antal adelige Ahner . Dette kaldtes Ahneprsven . 
Jeg veed , at Enhver i denne Kreds er enig med mig i de her udtalte 
Anskuelser ; derfor ville de med sand Glæde og Begeistring 
tomme et Glas med mig paa Major og Majorinde Jensen-Svendsens 
fremtidige Lykke . I Deres Huus findes altid et udvalgt Selskab . 
Her sfattes Intclligentsen , her samles en Ungdom , der smeder 
aandelige Vaaben mod dem , som frækt ville usurpere sig Navn af 
vore Ligemænd . En Skaal for Major og Majorinde Jensen-Svendsen . “ 
Guldsmedmester og Major Jensen-Svendsen reiste sig og takkede 
rørt paa egne og Frues Vegne . Ogsaa han havde harmet sig 
over , at Mennesker af god Familie ikke undsaae sig ved at blande 
sig mellem Folket . Hans Huus skulde altid være lukket for Enhver , 
der ikke kunde bestaae Ahneprsven . 
Indholdet af Etatsraadens Tale blev stærkt diskuteret i Selskabef . 
Alle fandt Talen udmærket med Undtagelse af — hans 
Kone . Fru Etatsraadinde Wutki-Ssrensen sagde til Gustav , at 
der vistnok udenfor Familielivet fandtes mange Mænd , der vilde kunne 
blive en Pryd for ethvert Selskab . Dette bejaede Gustav . 
Resten af Maaltidet forløb , uden al der hændtes noget videre 
mærkeligl . Man spiste meget og drak meget , og man blev meget 
gemytlig . Først seent reiste man sig fra Bordet , og efterat man 
havde drukket Kaffe , var der Nogle , som foreslog , at man skulde 
dandse . En af de unge Damer satte sig til Fortepianoet og snart 
tumlede der sig flere Par paa Gulvet . 
Man sfilles tidligt . Det var lummervarmt , men mørkt i Veiret 
og truede med Regn . Dengang Gustav havde fulgt sin Familie 

vp til tredie Sal , sagde han Godnat og ilede til sit Kvistkammer . 
Den smukke Naboerske aabnede sin Tor ved hans Komme og et 
svagt Lysskjær foer ud paa Trappen . 
„ Hvor jeg har længtes efter Dem , “ sagde hun , „ jeg er færdig 
med første Deel og vil gjerne have anden . “ 
„ Kom ind med og faae den , “ svarede Gustav . 
Sjette Kapitel . 
Uden Masker . 
Som Nyforlovet har man strengt Arbeide . Man skal ud at 
vise sig for Venner og Bekjendte , man skal spadsere paa Østergade , 
man skal sidde sammen i Theatrene , og man skal endelig deeltage 
i en Mængde Gilder , som Venner og Bekjendte føle sig 
kaldede til at gjøre , fordi man/ har havt Lyst til at forlove sig . 
Et nyforlovet Par kommer derfor gjerne til at see blegt og anstrengt 
ud . 
Fru Hammer havde havt et Aftenselflab i Anledning af Dagmors 
Forlovelse . Ved Bordet havde alvorlige Taler skiftet med 
humoristiske . Charles Jensen-Svendsen havde holdt en meget morsom 
Tale , og Student Carl Flimby en i høi Grad rolig og alvorlig . 
Han havde toget til sin Text : „ To Sjæle og een Tanke “ , 
og Selskabets ældre Damer erklærede eenstemmig , at Flimby var 
et ganske udmærket Menneske og at han med Tiden vilde blive en 
fortræffelig Prædikant . Et Par unge Damer kom i Tanker om , 

at Flimby var et godt Parti og begyndte at blive forelskede i ham . 
Medens han talte alvorligt og værdigt , kom Fru Hammer til al 
vende sit Blik mod Døren , og der stod Tjenestepigen Rosamunda 
— forkortet til Rosa — og loe . Fruen blev i sit stille Sind meget 
forbittret og lukkede Døren . Da Carl Flimby med dirrende Stemme 
havde endt sin Tale , gik hun ud til Pigen og spurgte hende , hvad 
hun havde leet af . Rosa svarede : 
„ Jeg kunde ikke forstaae det . “ 
Fruen gjorde hende opmærksom paa , at det var naturligt nok , 
at hun ikke kunde forstaae , hvad dannede Folk talte om , at hun fluide 
blive i Kjøkkenet og ikke understaae sig til at lure ved Døren . Rosa 
taug , men brast i Latter , da Fruen var gaaet . 
„ Hahaha , nei , jeg kunde ikke forstaae det , “ gjentog hun . 
Rosa var en net og livlig Pige , Datter af en fattig kjøbenhavnsk 
Haandværker . 
Et Par Aftener senere var Fru Hammer og hendes Børn ude 
til en Skovtour i Anledning af Forlovelsen . Fruen havde sagt til 
Rosa , at hun først ventede at være hjemme henved Kl . 11 . 
Efterat Familien var tagen ' bort , fatte den unge Tjenestepige 
sig til at læse en af Poul cis Kocks Romaner — hun var uden 
sit Herflabs Vidende i et Leiebibliothek — og da det blev Tid til 
at spise til Aften , lagde hun Bogen bort og dækkede Bordet som 
om Herskabet havde været hjemme . Ja , Resterne af Fruens Kardinal 
og Biflop flaanedes end ikke , men toges ud af Buffeten og 
sattes paa Bordet . 
Den unge Pige dækkede til To . Hvem fluide hun spise til 
Aften med ? Bordet var færdigt , og hun blev utaalmodig . 
„ Kommer han dog ikke ! “ udbrød hun . 
Der bankedes paa Kjøkkendøren , Rosa ilede glædestraalende ud 

og lukkede op , og ind traadte Hr . 8ttMv8U8 tdøologiD Carl Flimby 
i egen Person . 
„ Godaffen , min Glut , “ sagde han og kyssede hende . 
„ Hvor Du kommer sildigt . “ 
„ Jeg kunde s ' gu ikke komme før . Jeg maatte snakke Gammelt 
med en Præst , i hvis Huus jeg kommer . “ 
„ Du maa være sulten . “ 
„ Jeg har Ulvehunger . “ 
„ Bordet er dækket . “ 
„ Ja , lad os saa spise strax . “ 
Hun førte ham ind i Spisestuen , Flimby kastede et Blik paa 
Bordet og sagde : 
„ Levningerne fra forleden Aften ! De skulle smage mig . Og 
her er Punsch . Men een Ting mangler dog , lille Rosa , det er 
Brændeviin . “ 
„ Vi have aldrig Brændeviin i Huset . Fruen mener , at Brændeviin 
er kun for simple Folk . “ 
„ Fruen har en fiin Smag , “ sagde Flimby . „ Men jeg kan 
s ' gu ikke undvære Brændeviin til min Aftensmad . Hør Rosa , der 
har Du Penge ; gider Du løbe ned at hente mig en halv Pægel ? “ 
„ Med Fornøielse ! “ svarede Rosa og ilede afsted . 
Da hun kom tilbage , spurgte hun : 
„ Hvorledes kan Du undvære Brændeviin , naar Du er hos 
Fru Hammer ? “ 
„ Fordi , “ svarede han , „ jeg naturligviis spiser til Aften , fsr 
jeg gaaer hjemme fra . Jeg har iagttaget , at det ingen Anbefaling 
er for en ung , fremadstræbende Mand , at have en for stor Appetit ; 
han koster for meget at have til Gjæst og bliver derfor ikke i Længden 

velseet . Mange ældre Damer have den Tro om en ung Mand , der 
spiser lidt , at det er en særdeles nøjsom og skikkelig Fyr . “ 
Rosa lo og sagde : 
„ Ja , det var en kjøn Rolle , Du spillede forleden Aften , dengang 
Du talte om to Sjæle og een Tanke . Jeg stod i Døren og 
kunde ikke bare mig for at lee , men saa kom Fruen og skjældte mig 
ud for det , og fordi jeg sagde : jeg kunde ikke forstaae del . Hun 
troede , jeg ikke kunde forstaae Din Tale ; jo , den kunde jeg meget 
godt forstaae ; jeg meente , jeg kunde ikke forstaae , at Du kunde forstille 
Dig saa grueligt . “ 
„ Det er min mindste Konst , lille Rosa . “ 
Flimby tog dygtigt for sig af Retterne . Den halve Pægel 
blev drukken , og derefter blev afvexlende Kardinalen og Bisfoppen 
prøvet . 
„ Men hør , Rosa , troer Du ikke , Dit Herflab opdager , at der 
er drukket af Flaskerne ? “ 
„ Jeg hælder Vand i dem . “ 
„ Ja , men det vil kunne mærkes . “ 
„ Ikke af dem , som besøge Fruen . “ 
„ Jeg troer næsten , at Du har Ret . “ 
Flimby tog sig en god Slurk Kardinal og vedblev : 
„ Det er dog en mærkelig Situation , hvori jeg befinder mig . 
For et Par Dage siden var jeg Fruens Gjæst , her var sint Selskab , 
og jeg holdt Taler , og nu sidder jeg her og er Tjenestepigens 
Gjæst , drikker Brændeviin , ja , agter endogsaa at ryge Tobak i disse 
ubesmittede Haller . “ 
„ Fruen har en fiin Næse ; hun kan lugte det , naar hun kommer 
hjem . “ 

„ Saa sætter jeg mig ud til Dig i Kjøkkenet og ryger . Tit 
Kammer er saa forbandet lille ; der kan jeg ikke ophold- mig . “ 
„ Du er altid saa sød , “ sagde Rosa . „ Ja , mit Kammer er 
frygtelig lille ; de Folk , som nu bygge Huse , troe vist , af Pigerne 
ere blevne mindre . Der er pæne Steder , hvor der siet intet Pigekammer 
er ; derfor maa Pigen ligge paa Kjøkkengulvet . “ 
Medens Rosa sagde dette , tog hun af Bordet ; thi Flimby 
havde tilkjendegivet hende , af han var færdig med af spise . Han 
bar nu en Gyngestol ud i Kjøkkenet , tændte en Cigar og sagde til 
Rosa : 
„ Er Du ellers vel fornøiet med Dit Heistab ? “ 
„ Det kunde være værre . Naar det er gaaet i Seng , kan jeg 
hver Aften gaae ud af more mig , saameget jeg har Lyst til . Det 
falder aldrig Fruen ind af see efter , om jeg er hjemme om Natten . “ 
„ Det er en Fordeel . Hør , siig mig engang , hvad ere Dine 
Tanker om Gustav Hammer ? “ 
„ Det er et underligt Spørgsmaal . Er Du jaloux ? Han seer 
aldrig til mig . Det er vist et Fæ . “ 
„ Mener Du det ? “ 
„ Fruen har vistnok Kommandoen over ham . , Og saa er han 
saa geneert af sig . Jeg saae engang paa ham , men han slog sine 
Øine ned . “ 
Flimby lo . 
„ Alligevel , lille Rosa , troer jeg , af han har Lyst til af være 
med . En Ben af mig har fortalt mig noget derom . “ 
» Det kan jeg lide ham for , “ sagde Rosa . „ Det er Synd , 
at saamange pæne unge Herrer skulle gaae og sfabe sig som vare de 
gamle Jomfruer . Men hvad vil Fruen sige ? “ 
„ Det kan jo være os To ligegyldigt , lille Rosa . “ 

„ A° ja . “ 
„ Er han klag , faaer Familien Ingenting at vide . “ 
„ Kan det skjules ? “ 
„ Troer man ikke , at jeg er ligesaa stille og sat som Gustav ? “ 
„ Jo , men Dine Forældre ere heller ikke her i Byen ; Ingen 
fladdrer til dem . Aa , det er sandt , nu skal jeg da fortælle Dig 
Noget . Dengang jeg forleden Aften lukkede Fuldmægtig Stengel 
ud , tog han mig om Halsen og vilde kysse mig . “ 
„ Hahaha , Stengel , den ærbare Stengel ! Han bærer altsaa ogsaa 
Maske . Det er jo en heel Maskerade , som en stor Deel af 
os , der komme i Familielivet , opføre . De Eneste , som faae Lov 
til at kigge under Biasfen , ere Tjenestepigerne . Det vilde have 
været store Løier for Holbergs Pernille , dersom hun havde levet i 
vor Tid . Og vi , som bære Maste overfor Familien , bære undertiden 
ogsaa Maste overfor hinanden , saaledes som det er Tilfældet 
med Stengel og mig . “ 
Dengang Klokken var ti , kyssede Flimby Rosamunda og sagde 
Farvel . Hun saae efter ham og sagde : 
„ Jeg holder uhyre meget af Flimby , men være hans Kone , 
det vilde jeg ikke for Alt i Verden . Jeg fik da slet ikke Lov til at 
kigge ind under hans Maste . “ 
En kjøbenhavnsk Tjenestepige kan ogsaa være aandrig . 
Gustavs Lyst til at opsøge Eventyr var en Tid bleven dæmpet 
deels ved de selskabelige Adspredelser , som fulgte efter Dagmors 
Forlovelse , og deels ved det Kærlighedsforhold , han havde knyttet 
med sin Naboerske paa Kvisten . Mangen Eftermiddag sad Gustav 
og læste Romaner høit for hende , istedetfor at læse til Examen . 
Hans Moder glædede sig over , at han var bleven saa flittig . 
Efterhaanden følte Gustav , at hans Indflydelse i Hjemmet aftog . 

Man spurgte ikke mere ham til Raads , men Charles . Ia , 
Gustav kunde mærke , at flere smaa Bebreidelser , som hans Moder 
af og til gjorde ham , maatte komme fra Familiens nye Medlem . 
Gustav blev derfor efterhaanden noget bitter mod Charles , men lod 
sig dog ikke mærke dermed for ikke at fremkalde huuslige Scener . 
Det var ham klart , at det ikke vilde vare længe , før Charles blev 
den Eneraadende . Een Fordeel havde Gustav opnaaet ved , at 
Dagmar var bleven forlovet : han behøvede ikke saa ofte som før at 
ledsage Moderen og Søstrene paa deres smaa Fornøielsesloure . Den 
Fritid , han herved fik , troede Moderen , at han anvendte til at studere 
i , medens han i Virkeligheden brugte den til Besøg hos sin 
Naboerske . 
En Aften sad Gustav og oplæste Digte af Christian Winther 
for hende . Versene havde begejstret ham , og han havde hævet sin 
Stemme høiere end sædvanlig . Da bankedes der paa Døren ; Gustav 
blev forlegen og standsede sin Læsning , og Jomfruen gik hen 
og lukkede op . 
„ Er Hr . Hammer ikke herinde ? “ hører Gustav til sin Forfærdelse 
Moderens Tjenestepige spørge . 
„ Vil De tale med ham ? “ 
„ Jeg har sat hans Aftensmad op . Værelsef stod aabent ; der 
var Ingen derinde , og en Tyv kunde være gaaet ind og have taget , 
hvad det skulde være . Saa hørte jeg Hr . Hammer læse Vers i 
Kammeret ved Siden af . “ 
„ Ja , det er ganske rigtigt , “ sagde Gustav , som nu viste sig . 
„ Jeg lærer den unge Dame der at deklamere ; hun vil til Theatret . “ 
„ Aa , vil De til Theatret ? “ spurgte Rosa . „ Ieg havde engang 
Lyst til at komme til Theatret , men saa tænkte jeg , at det 

var saa svært at lære Rollerne . — Hr . Hammer lærer altsaa Folk 
at spille Komedie ? “ 
„ De misforstaaer . At deklamere er ikke at spille Komedie . “ 
„ Ja , jeg er dum . Ieg forstaaer mig ikke paa saadanne Ting . 
Altsaa Herren og Jomfruen spille ikke Komedie ? “ 
Jomfruen lo , Gustav blev ærgerlig , men betvang sig . Han 
bad Rosa om at folge et Øieblik ind med paa hans Værelse , hvor 
han sagde : 
„ Hør , Rosa , hvad her er foregaaet , behøver De ikke at fortælle 
min Moder og mine Søstre . “ 
„ Begribeligt ikke . “ 
„ Ieg lærer virkelig Jomfru Richter derinde at deklamere . “ 
„ Naturligviis . “ 
„ Men Folk ere saa mistænksomme . “ 
„ Det ere de allid . “ 
„ De leer . Vilde De sige noget ? “ 
„ Nei . Herren maa blot ikke troe , at jeg er af den Slags , 
der finder det underligt , at De har en Kjæreste . “ 
„ Saa har De vel selv en ? “ 
„ Aah ! “ 
„ Hvem er det ? “ 
„ Det siger jeg ikke , “ sagde Rosa leende og løb ud af Døren , 
Gustav drak denne Aften meget tankefuld sin Thee . Rosa 
havde bestandig forekommet ham at være en slille og ærbar Pige , 
og nu viste hun sig pludselig for ham i en heel ny Skikkelse . 
„ Desto bedre , “ tænkte han , „ saa sladdrer hun ikke af Skole . “ 
Han gik atter ind ti ! Jomfru Richter og talte med hende øm 
det Forefaldne , og hun var af samme Mening , at Rosa vilde tie 
slille . 

Desmere forfærdet blev hon , dengang Carl Flimby den paafølgende 
Dag mødte ham paa Gaden og udbrød : 
„ Naa , der er bagt til Dig , som det populært hedder , naar 
Du kommer hjem . “ 
„ Hvad skal det sige ? “ 
„ Jeg talte i dette Øieblik med Din Svoger . Hvad er det 
dog for forfærdelige Historier , som Pigen har fortalt ? Du lærer 
en Jomfru , der boer ved Siden af Dig paa Kvisten , at deklamere . “ 
Blodet foer Gustav til Kinderne ; med næsten dirrende Stemme 
sagde han : 
„ Det er Bagtalelse . “ 
„ Jeg vil haabe det , “ sagde Flimby , „ jeg “ har altid anseet Dig 
for at være et saare moralsf Menneske . — Det ' vilde jo være forfærdeligt , 
dersom Du lærte en Jomfru at deklamere . — Jeg kan 
saa godt forstaae , at Din Familie er sønderknust over Din formeentlige 
Dødssynd . “ 
„ Altsaa har Rosa fortalt Moder , at jeg . . , “ 
„ Javisf . Rosa skal igaar have overrasket Dig i en töts ü töts 
med den tilkommende Skuespillerinde ; Du øvede hende nok i Elsferindefaget . 
— Jeg vil forresten ikke være i Dit Sted , naar Du idag 
kommer hjem . Din Akoder vil gjøre Dig slærke Bebreidelser , 
understøftet af Jensen-Svendsen . Dine Søstre — ja , de ere neppe 
i Stuen ; de maae jo rødme ved at see deres Broder . “ 
Gustav stod som paa Naale . 
„ Den engleagtige Reenhed , “ vedblev Flimby , „ der hviler over 
vor Tids unge Damer , den jomfruelige Blyhed , der gjennemtrænger 
deres Væsen , den Fordybelse i Religionens hellige Sandheder , der 
næsten gjør dem til Helgeninder — alt dette bevirker , st Dine 
Søstre maae sky Dig , og al de i det Høieste kunne have Medlidenhed 

med Dig . — De Huse , hvori Du hidtil er kommen , ville 
lukke sig for Dig , Du vil staae som en Hjemløs , skjondt Du baade 
har Hjem og Familie , Du vil blive slødt ned i Taternes Rige , 
hvor der vel ikke er Helvedes flammende Ild , men flammende Punsche « 
boller og vilde Bachanler og Bachantinder . Og naar Du engang 
faaer Embedsexamen , hvis Du overhovedet faaer den , vil ingen 
hjælpende Haand flasfe Dig et Levebrød , Du maa kæmpe , lide og 
sulte . Det maa være forfærdeligt for Dig , som ikke et vant til at 
sulte . Men jeg maa desværre sige , at Du har ærlig fortjent det . 
At lære en ung Pige at deklamere , istedetfor selv at læse til Examen , 
er det ikke uhørt ! “ 
Gustav svarede Intet paa denne Tale og saae yderlig flau nd . 
Nu kunde Flimby ikke forstille sig længer , men brast nd i en slærk 
og vedholdende Latter . Gustav saae forbauset paa ham og vidste 
ikke , hvad det fluide betyde . Da sagde Flimby tilsidst : 
„ Det er mageløst at see Dit forskrækkede Ansigt . Du er nok 
ordentlig bange for Din Familie ? Og Du vil alligevel nd paa 
Eventyr ? Jeg vil imidlertid berolige Dig og sige , at Din Familie 
Intet kjender til Din forfærdelige Dødssynd . “ 
„ Men hvorfra veed Du da Besked ? “ spurgte Gustav lettere 
tilmode . 
„ Jeg har mine Spioner allevegne . “ 
„ Ja , men . . . “ 
„ Sæt nu , at den skjønne Jomfru , Du øver i Deklamationskonsten , 
var en Bekjendt af mig . “ 
Gustav begyndte at blive rasende jaloux paa Flimby . Han sagde : 
„ Du , som før tog Forargelse af min Opførsel , er altsaa ikke 
bedre end jeg . “ 

„ Ikke nær saa god , men det har vist Adam Folkman allerede 
fortalt Dig . “ 
„ Du har talt med Adam Folkman ? “ 
„ Javel , jeg har talt med ham om Dig . Hør engang , har 
Du Last til at slaae nogle smaa Volter udenfor Hjemmet , skal jeg 
saamæn gjerne hjælpe Dig dertil , det var Synd andet . Men Forord 
bryder ingen Trætte ; bcgaaer Du Dumheder , maa Du tage 
dem paa Din egen Kappe , jeg vil holdes udenfor . Den Stilling , 
jeg nu indtager i Familielivet , vil jeg bevare ; den skal engang blive 
indbringende for mig . “ 
„ Stol paa mig . “ 
„ Jeg vil løbe den Risiko . “ 
„ Men hør , siig mig , kjender Du Marie Richter ? “ 
„ Naa , hedder hun saaledes . Kan det berolige Dig , vil jeg 
svare , al jeg kjender hende ikke . “ 
„ Men hvorfra veed Du da . . . “ 
„ Kan Du da ikke indsee , at har hun ikke fortalt mig det , maa 
Eders smukke Tjenestepige have gjort det ? “ 
Gustav studsede og sagde : 
„ Dei var altsaa Dig hun meente , da hun igaar fortalte , at 
hun havde en Kjæreste . “ 
„ Sandsynligviis , med mindre hun har flere Kjærester . “ 
„ Og det siger Du saa rolig ? “ 
„ Hør engang , Hammer ; man maa aldrig gaae op i sine smaa 
Kjærlighedseventyr ; thi saa angribe De os for meget . Man maa 
tage Sagen som en Leg og ikke blande Alvoren med ind . “ 
„ Kan man altid det ? “ 
„ Det kommer meget an paa , hvorledes Naturen har anlagt oS . 
Jeg kan det . Du skal see mig , naar jeg bliver ældre ; jeg er overbeviist 

om , at jeg vil blive en fortræffelig Præsf og en ypperlig 
LEgtemand . Hvad Dig angaaer , niaa Du , ligesom jeg , sørge foi 
ikke for meget at lade Dig henrive af Dine Følelser ; Pigebarnet 
kan Du da let ogsaa gjøre tummelumsk , og man udsætter sig for 
Opdagelse og Skandale . “ 
. Kan man da aldeles beherske den Kvinde man elsker ? “ 
„ Man elsker hende ikke , man lader kun som man elsker hende . 
Ja , i Reglen kan man beherske Kvinderne , thi deres Følelsers 
Barme afhænger af , hvormange Skovtoure og Maskeradebilletter , 
man kan give dem , hvormegen Pynt , man kan forære dem , og , er 
man Grosserer , hvormange Femdalers ' edler , man kan undvære . “ 
„ De elske os kun for Fordelens Skyld ? “ 
„ Unge Samtidige , Du vil lære at indsee , at det ikke er de » 
personlige Elskværdighed og et smukt Ansigt , der bedaarer Taterlivels 
Pigebørn , men derimod en fyldt Pengepung . “ 
„ Saa dybt kunne de unge Piger dog ikke være sunkne . “ 
„ Hahaha , Drømmer ! — Man er kommen saa vidt , at Alt 
kan vurderes , altsaa ogsaa kvindelig Skjønhed . — En smuk , ung 
Pige anseer sin Skjønhed for en Kapital , der skal gjøres frugtbringende . “ 
Gustav 
blev næsten harmfuld over Flimbys Udtalelser ; thi han 
saae i enhver Kvinde næsten et Ideal , og han havde kun tænkt sig 
det som en sjelden Undtagelse , at en Kvinde kunde sætte Guldet over 
Hjertet . Nu fortalte Flimby , at Undtagelsen var Neglen . Nei , 
Gustav kunde og vilde ikke troe det . Flimby saae Tvivlen i hans 
Miner , og han vedblev : 
„ Troer Du , at et saa forbandet grimt Bæst , som jeger , kunde 
gjøre Lykke hos det smukke Kjøn , dersom min kjærlige Moder ovre 
i Jylland ikke forsynede mig rigelig med Lommepenge ? “ 

„ Du kalder Dig selv grim ! “ 
„ Ja , er jeg del ikke ? Vil man frem i Verden , maa man være 
paa del Rene med , hvorledes Ens Ansigt seer ud . “ 
Klokken slog Elleve paa Frue Kirkelaarn . Gustav fik Hast , thi 
Kan skulde til Manuduktøren , der boede i Studiestræde . Før de 
slilles , lovede Flimby at see op til ham , for at nærmere Aftale 
kunde træffes . 
Syvende Kapitel 
Penge og Hjerte . 
I Forbigaaende er tidligere Gustavs Onkel , Urtekræmmeren , 
bleven nævnt ; hans Navn var Peter Asie , og han havde i Tidens 
Løb samlet sig en ikke ubetydelig Formue . Han var Familiens 
Raadgiver i alle Pengesager , ligesom man sjelden undlod at tage 
Hensyn til hans Mening , naar et eller andet vigtigt Skridt skulde 
gjøres . Det var en lille , livlig , graahaaret og bleg Mand med et 
udbredt Personalkjendsfab . Han talte hurtigt og undertiden med en 
halv spottende Mine . 
Tilfældet vilde , at Gustav , dengang han kom fra Manuduktøren , 
skulde møde denne Onkel . Gustav var endnu opfyldt af , hvad 
Flimby havde fortalt ham , at det ikke var den personlige Elskværdighed 
og et smukt Ansigt , men en fyldt Pengepung , der gjorde 
Indtryk paa de^ smukke Kjøn . Onkelen slandsede ham paa Gaden 
og begyndte at tale om Tagmars Forlovelse . 

„ Det er et rigtig godt Parti , “ sagde han blandt Andet , „ han 
vil arve en svær Mængde Penge efter sin Fader ; jeg har forhør ! 
mig derom . “ 
„ Lykken beroer ikke paa Pengene , men paa Kjærligheden , “ 
svarede Gustav . 
„ Hihihi , Du tager Feil . Uden Penge kommer man ingen Bei 
i denne Verden . Naar Du engang gifter Dig , Gustav , vil Du 
ogsaa see efter Penge . “ 
„ Aldrig ! “ 
„ Ja , ja , vi ville faae at see . Hvis Du forlover Dig med en 
fattig Pige , har det lange Udsigter med Brylluppet ; Du kan da 
først gifte Dig , naar Du faaer et Embede , der indbringer Dig el 
Par Tusinde om Aaret . “ 
„ Saa forlover jeg mig slet ikke . “ 
„ Man bliver ogsaa kjed af at være Pebersvend . Nei , forlov 
Dig kun , men sorg for , at hun har Penge . En ung Mand med 
Dine Udsigter og af god Familie vil altid kunne faae en Pige paa 
en Snees Tusinde . “ 
„ Jeg sælger mig ikke , “ sagde Gustav stolt . 
„ Her er ikke Tale om at sælge sig . Men lad os vende Sagen 
om . Troer Du ikke , at vore unge Damer , der ingen Formue have , 
see langt mere paa Penge end paa et smukt Ansigt . “ 
„ Nei , det troer jeg ikke . “ 
„ Jeg kunde opregns Dig mange Exempler derpaa . Kjærlighed 
og Kildevand have i vore Dage mistet al Kredit . Vore Damer 
forlange to Retter god Mad hver Dag , smukke Klæder , mange Fornøielser , 
en elegant Bolig og om muligt Heste oz Vogn . “ 
„ Det kan jeg ikke troe . “ 

„ Hihihi , det er meget fornuftigt af de unge Damer . Et godt 
Udkomme fremkalder snart Kjærlighed , hvor den ikke er tilstede . “ 
„ Jeg siger , at Kjærlighed vil tilsidst flasse et godt Udkomme , 
thi Kjærlighed mellem Mand og Kvinde gjøre Begge nøjsomme og 
arbeidsomme . Hvor stolte kunne et Par LEgtcfolk ikke være , der 
have flabt deres egen Lykke . “ 
Onklen rystede paa Hovedet og sagde leende : 
„ Jeg kan høre paa Dig , at Du læser mange Digte . Hm , 
hm , naar agter Du at gaae op til Din Embedsexamen ? “ 
„ Til Nytaar haaber jeg at være færdig . “ 
„ Det var Ret , “ sagde Onklen og rystede ved Affleden fornøiet 
sin Neveus Haand . „ Farvel , hils hjemme ; jeg seer snart op . “ 
Onklens Betraglningsmaade af Kjærlighedsforholdet mellem 
Mand og Kvinde kom i Virkeligheden Flimbys meget nær . I 
Taterlivet hed det : „ Hun solgte sig for Guld “ ; i Familielivet : 
„ Hun tog ham for Pengenes Skyld . “ Gustav kunde ikke troe paa 
denne Opfattelse af Kvinden ; han meente , at kun ved at vinde en 
ung Piges Kjærlighed kunde man knytte hende til sig . Jo mere 
ban tænkte over Sagen , desto mere følte han Trang til at optræde 
som Ridder for Kvinden , saavel den fornemme som den ringe . Men 
hvem skulde han udæske til Kamp ? Hele Samfundet ? Men det var 
noget upersonligt . Havde Gustav været i en eller anden Forening , 
vilde han vistnok være staaet op og have holdt en Tale til Kvindens 
Priis ; nu derimod maalte han gjemme hos sig selv , hvad der gjærede 
i hans Bryst ; han vidste Ingen , til hvem han fluide betroe sig . 
Dog jo , dengang han om Eftermiddagen sad inde hos Marie 
Richter , saae han paa hende og spurgte : 
„ Knnde De sælge Dem for Guld ? “ 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Marie og rødmede . 

„ Jeg mener , “ slammede Gustav forlegen , „ ja saaledes vilde 
jeg i Grunden ikke have spurgt . Jeg skal sige Dem , jeg har kørt 
Folk paastaae , at vor Tids Kvinder ikke vurdere Mændene efter 
deres personlige Elskværdighed , men efter den Formue , de raade over . “ 
„ Folk have maaskee Ret i denne Paastand . “ 
Gustav saae bestyrtet paa Marie og spurgte : 
„ Og det mener De ? “ 
„ Ja , “ svarede Marie , „ det mene mange af vor Tids Kvinder , 
thi det er en streng Tid at leve i , og man siger : Sulten forjager 
Kjærligheden eller ogsaa : Kjærlighed er en Luxusartikel . “ 
„ Det er netop Kjærlighed , som forjager alle Sorger . “ 
Marie lo bittert og spurgte : 
„ Veed De , hvad det er at sulte ? Nei , De veed det ikke . De 
er opdraget i Velstand . Jeg veed det . O , det er frygteligt at 
sulte , især naar man er ung . “ 
„ Fortæl mig Deres Historie . “ 
„ Ja . Jeg vil ingen Hemmeligheder have for Dem . Mine 
Forældre havde en lille Handel , der siffrede dem et sorgfril Udkomme . 
Jeg var deres eneste Barn og intet rimeligt Ønske blev negtet mig . 
Da jeg var sexten Aar gammel døde begge mine Forældre hurtig 
efter hinanden , og jeg stod alene i Verden . Jeg var for stolt til 
at tjene , hvorfor jeg besluttede at ernære mig ved at sye ; jeg huskede 
ikke paa , at jeg ikke var vant til Arbeide . I Begyndelsen gik det 
nogenlunde godt , thi der var indkommen en lille Sum ved Salget 
af mine Forældres efterladte Eiendele , men efterhaanden blev denne 
Sum opbrugt og jeg skulde ernære mig alene ved mit Arbeide . Jeg 
opdagede snart , at det kunde jeg ikke . Mine egne Eiendele vandrede 
da lidt efter lidt ind paa Laanekontoirerne , og snart eiede jeg ikke 
Andet end hvad jeg gik og stod i . Det var Vinter ; jeg frøs og 

jeg sultede . Jeg skyldte min Værtinde for Huusleie , og hun havde 
sagt , at jeg maatte flytte den sidste Dag i Ugen . Da jeg efter Fristens 
Udløb ikke gjorde Mine dertil , tog hun mig med Magt og 
satte mig uk > af Døren . Min Kommode beholdt hun som Betaling 
for den resterende Leie . 
Nede paa Gaden sneede det , og det begyndte at blive mørkt . 
Jeg græd og vidste ikke , hvor jeg skulde gaae hen . For Tjenestepiger 
var der et Tjenestepigehjem , men hvor fandtes der et Syvigehjeni ? 
Taarerne trillede mig ned ad Kinderne . I et Par Timer 
vandrede jeg om i Gaderne ; jeg følte mig saa sulten og saa træt . 
Det sortnede før mine Øine , og Benene rustede under mig . Da 
greb en Mand mig fat i Armen og spurgte : 
„ Er De syg ? “ 
„ Jeg troer det , “ stønnede jeg og saae op paa ham . 
Et Gjenkjendelsesudraab undslap os Begge . Den Mand , som 
stod før mig , var hyppig kommen hjem til mine Forældre , kort før 
de døde . Han var ansat paa et Kontoir og havde desuden nogen 
privat Formue . Min Moder havde et Par Gange slaaet paa , at 
han vist kom hjem før min Skyld , og at han var et godt Parti . 
Jeg kunde ikke lide ham , thi han var saa umaadelig styg ; jeg vilde 
kun række den min Haand , som jeg kunde elske varmt og inderligt , 
Nu Ilod han før mig og saae mig saa kjærlig ind i Øiet ; steg fik 
Tiltro til ham , og jeg betroede ham min fortvivlede Stilling . Jeg 
saae , at den gik ham til Hjertet . Han tilbød mig Hjælp ; han 
fulgte med mig op til min Værtinde og betalte min Hnusleie . Alle 
mine pantsatte Sager bleve løste hjem , og jeg fik Arbeide , som betalte 
sig godt . Jeg var ham inderlig taknemmelig , men jeg mærkede 
paa mig selv , at jeg aldrig kunde komme til at elske ham . Han 
talte i lang Tid ikke til mig om Kjærlighed , men da friede han en 

Dag . Skjøndt jeg havde ventet , at det maatte komme dertil , blev 
jeg dog saa betagen , at jeg ikke kunde svare , men brast i Graad . 
Han bad mig da opsætte mit Svar til den følgende Dag . 
Da jeg var alene , blev det mig indlysende , at han vilde unddrage 
mig al Understøttelse , dersom jeg gav ham Nei . Den frygtelige 
Aften i Sneeoeiret stod for min Tanke ; jeg gøs og valgte et 
sorgfrit Udkomme for Nød og Elendighed . Om Natten laa jeg og 
græd og bad Bor Herre hjælpe mig , men saa var der ligesom noget , 
der sagde mig , at jeg burde tage ham af Taknemmelighed . 
Den næste Dag blev min Forlovelsesdag . Hvor han var glad ; 
vi kjørte ud i Skoven og morede os , og han talte allerede om 
Giftermaal . Men jeg syntes , at jeg tidsnok kunde blive gift med 
en Bland , jeg ikke holdt af . Hver Gang han derefter bragte Sagen 
paa Bane , slog jeg den hen i Spøg . Jeg skulde ikke have gjort 
det . Et Aarstid omtrent efter vor Forlovelse vare vi paa Kafinomasterade , 
kom i godt Selskab , Champagne flød , han blev oprømt 
og dristig , jeg fortumlet i Hovedet , og fra den Nat var jeg ikke alene 
hans Forlovede , men ogsaa hans Elskerinde . Nu talte han ikke 
mere om Giftermaal , nu var det mig , som gjorde det , og ham , 
som slog det hen i Svag . Saaledes hengik et Par Aar . Da 
blev hans Opførsel mod mig koldere , og han besøgte mig sjeldnere 
og sjeldnere . Jeg opdagede stiart , at han sværmede for en Anden . 
Jeg græd ikke af Jalousi , men af Raseri , Han , som jeg ikke 
elskede , og som jeg kun ved Vane og daglig Omgang havde opgivet 
at have Modbydelighed for , han havde triumferet over mig , og 
bagefter spottede han mig . Jeg tilskrev ham et haanligt Brev og 
gav bam hans Ring , som jeg endnu bar , tilbage . Han værdigede 
mig intet Svar , men jeg hørte af Andre , at han havde forlovet sig 

med en Datter af en fattig Muurmester . Hans nye Kjæreste var 
en smuk Pige , og Alle sagde , at hun tog ham for Pengenes Skyld . 
Noget mere Blik paa Livet havde jeg nu end for , og jeg 
havde lært at arbeide . Vel havde jeg det meget tarveligt , men ligefrem 
Nød led jeg ikke . Fornøielser har jeg aldrig higet meget efter ; 
dog har jeg nok Lyst til engang imellem at trække frisk Luft . 
Heroppe paa dette Kvistværælse har jeg nu boet et Aarstid , og 
De seer , at jeg har mit tarvelige Udkomme . “ 
„ Har De aldrig senere været forlovet ? “ 
„ Nei , jeg hader Forlovelser . De ere en Ulykke for alle unge 
Piger af min Klasse ; en ung Pige bliver forlovet , Kjæresten slaaer 
op med hende nogen Tid efter , og den unge Pige er ikke den uskyldige 
Pige , som hun var før Forlovelsen . Det er ofte , at Forlovelse 
ikke er andet end et Skalkeskjul for Umoralitet . Man kan med sin 
Forlovede ved høilys Dag spadsere , hvor det skal være , men det 
kan man ikke med sin Elskerinde . “ 
„ Vil De have , at slet ingen Forlovelser skulle existere ? “ 
„ Ja , Holder man as en Pige , skal man giste sig strax med 
hende . “ 
„ Jeg troer , ot Deres egen ulykkelige Skjæbne i saa Henseende 
har paavirket Dem for meget . “ 
„ Nei , nei . Forlovelser due ikke . “ 
„ Har De , om De end ikke har været forlovet , aldrig senere 
elsket nogen Mand ? “ 
„ Og det spørger De om ? “ 
„ Jeg ! “ sagde Gustav og blev rød . 
„ Jo , jeg har elsket og elsker een Mand , “ sagde hun med et blødt 
Tonefald i sin Stemme , „ og det er Dem , Gustav . Allerede længe 
forinden De lagde Mærke til mig , elskede jeg Dem . Denne Kjærlighed 

giver mig Ersfatning for Alt , hvad jeg har lidt . Jeg 
elsker Dem med en Lidenskabelighed og Inderlighed , som jeg ikke 
troede mulig . “ 
Hun kastede sig til hans Bryst og vedblev : 
„ Ikke sandt , De elsker mig ogsaa ? Hvis De forlader mig , 
vilde jeg blive grændseløs ulykkelig . Jeg veed ikke , hvorledes jeg 
da vilde kunne leve . O , nu jeg elsker , søler jeg , at det maa være 
slette Kvinder , der sælge sig for Guld ; jeg selv har hørt til deres 
Tal . Nu vil jeg gjerne lide Nod , dersom jeg blot kan beholde 
Deres Kjærlighed . “ 
Gustav blev næsten forsfrækket over Styrken af Maries Kjærlighed . 
Han havde ikke Mod eller Hjerte til at sige , at hans Følelser 
for hende neppe vilde vare for hele Livet . Hendes Lidenskabelighed 
paavirkede dog ogsaa ham tilsidst , og han udbrød : 
„ Marie , jeg gjengjælder Din Kjærlighed . “ 
„ 0 , siig det igjen , “ udbrød hun , „ det er saa sødt af høre , 
af Du elsker mig . “ 
Gustav sagde det igjen , og Marie smilte gjennem Taarer . 
Men dengang Gustav var ene paa sit Værelse , begyndte han 
af blive noget ængstelig over dette Kjærlighedsoptrin . Det blev 
ham indlysende , af dersom han forlod hende , vilde hun i sin Fortvivlelse 
derover ikke gyse tilbage for en Skandale . Han var tilmode , 
som Værelset ved Siden af var fylot med Krudt , der hvert 
Øieblik kunde explodere . Nu begyndte han al forstaae , hvad Flimby 
havde meent , dengang han sagde : man maa aldrig gaae op i sine 
smaa Kjærlighedseoentyr , thi saa angribe de os for meget . Man 
maa tage Sagen som en Leg og ikke blande Alvoren med ind . Han 
var næsten fristet til af ønske , af Marie ikke holdt af ham for hans 
egen Skyld , men for hans Penges . 

Endnu bedre havde det været , øm han aldrig havde gjort 
hendes Bekjendtskab . Det var hans første Eventyr , og det bavde 
feet saa tillokkende ud . — Skulde han opgive af søge flere Eventyr ? 
Nei , nei , kan maatte , han vilde see sig om udenfor Familielivels 
ikke store Verden . Men han vilde være mere forsigtig . 
Med dette Forsæt sov han ind . 
Ottende Kapitel . 
Ligkassebudets Selskab . 
En Dag , da de gik fra Manudukføren , sagde Adam Folkman til 
Gustav : 
„ Jeg har en Invitation til Dig . “ Folkman og Gustav vare 
blevne Dus . 
„ Til mig ? “ spurgte Gustav overrasket . 
„ Iaften er jeg bedt til Selskab , og jeg er bleven anmodet om 
of fage en god Ven med mig . En smuk , ung Pige hviskede til mig , 
at hun helst saae , at den gode Ben blev Dig . “ 
„ Jeg forstaaer ikke . . . “ 
„ Det kan jeg tænke . Det er iaften Ligkassebudet Madsens 
Fødselsdag . Han gjør i den Anledning et Selskab , som han vil 
have saa fiint som muligt . Nu anseer han mig for at høre til 
hans allerfineste Omgang , derfor er jeg naturligviis bleven indbudt ; 
men een Svale gjør ingen Sommer , mener han , derfor vil han 
gjerne have mig til at fage en Kollega med . “ 

„ Gaaer det an , at jeg fager mod Indbydelsen ? “ 
„ Jeg synes , at alle Betænkeligheder maa forsvinde overfor 
det Faktum , at den smnkke Betty udtrykkelig har udbedt sig Din 
Nærværelse . “ 
„ Hvilke andre Gjæsfer kommer der ? “ 
„ Jeg kjender ikke Madsens Omgangskreds , men Du kan vistnok 
være saa temmelig overbeviist om , at Hr . Madsens Gjæster ikke ville 
forraade Dig til Din Familie . “ 
„ Hm , denne Indbydelse er fristende . . . “ 
„ Nu , saa tog imod den . “ 
„ Det gjør jeg , “ svarede Gusfav rask . 
Det blev nu aftalt , at Gusfav fluide hente Adam Folkman , 
og at de om Aftenen Klokken Otte skulde følges ad til Tanmarksgode . 
Iført sine bedste sorte Klæder vandrede Gusfav sammen med 
Adam til den fastsatte Tid ud ad Vesterport . Folkman var i ypperligt 
Humør , medens Gusfav var lige saa ængstelig ved sin forestaaende 
Indførelse i Llgkassebudets Familie , som en ung Adelsmand 
første Gang , han indføres ved en Konges Hof . Adam Falkman 
sprang hurtigt op ad Trapperne . Madsen boede paa tredie Sal , og 
Fanny kom nd og aabnede Døren for de nye Gjæster . Hun blev 
synlig glad over at see Folkman og udbrød : 
„ Hvor Du kommer sildigt . . . tys , Ingen hørte vel , at jeg 
sagde Du . . . og De har en Ven med . . . men den Herre kjender 
jeg jo , det var ham , som var med Dem i Frederiksberg Have . 
Velkommen , Hr . Hammer . “ 
Esterat de to Studenter havde hængt deres Hatte i Gangen 
aabnede Fanny Døren til Dagligstuen . Madsen ilede hen imod 
Folkman , der gratulerede , greb hans Haand og rystede den fortroligt , 
idet han sagde : 

„ Det glæder mig min Salighed at see Dem , Hr . Student . “ 
Dernæst greb han Gustavs Haand og sagde : 
„ Velkommen , Hr . Student . Skjøndt jeg ikke kjender Dem , kan 
jeg sige Dem , at jeg er Deres Ven ; thi Student Folkmans Venner 
ere ogsaa mine Venner . Deres Navn er . . . ? “ 
„ Hammer , “ svarede Gnstav noget forlegen . 
De to Studenter bleve nu af Vænen forestillede for de andre 
Tilstedeværende . I Sofaen sad en ældre , skaldet Mand med et 
noget haardt , for ikke at sige bydende Udtryk i sit Ansigt ; han sad 
ret op og ned og stirrede majestætisk ligeud for sig . Det var Fyrbøderen 
i Krigsministeriet , Ministerens høire Haand , MadS Jørgensen . 
Ved hans Side sad hans Kone , en korpulent Madame med 
et trods Fedmen temmelig spidsf Ansigt . TEgteparret var barnløst . 
Man behøvede ikke lang Tid . for al see , at Fyrbøderfamilien ansaae 
sig selv og blev anseet af de Andre for at være de vigtigste Personer 
i Selskabet . 
Paa en Stol ved Bordet sad Lejetjeneren Johnsen , pyntet som 
til en Middag hos en Etatsraad . Gustav blev forfærdet ved at see 
den Mand , som han nylig havde truffet i Major Jensen-Soendsens 
Huus . Det lod dog heldigviis ikke til , at Johnsen gjenkjendte den 
unge Student ; lhi han kom i saa mange Huse og lagde lun Mærke 
til Selskabets Elite ; Stndenter og unge Damer betragtede han som 
en Slags Staffage , der i Grunden kunde undværes , og som i hvert 
Fald ikke de første Aar havde Brng for Hr . Johnsons Tjeneste . 
Den høie , magre Dame , der stod ved Vinduet , var hans Kone . 
Hun var klædt i en kostbar Silkekjole , og bavde smykket sig med 
Guldbroche , Guldarmringe , Guldkjæde , Guldnhr og en Mængde 
Guldfingerringe . Vee den , der ikke kaldte hende Frue . To Piger 
vare blevne jagede bort , fordi de havde forglemt sig og sagt Madame . 

Hun kaldte aldrig sin Mand for Lejetjener , men havde fundet paa 
Titlen „ Pr i v a t off i c i a n t “ . Hvilke Tankeforbindelser , der havde 
ledet hende til at opfinde denne Titel , er os ubekjendt ; maaskee 
havde Døtlrene , der havde frekventeret en høiere Dannelscsanstalt , 
hjulpet hende hertil . 
Disfe Døttre havde spidset Øren ved Ordet Student ligesom 
en Rytterhest , naar den hører Trompetstgnaler . De havde oftere 
beklaget , at Forældrenes Omgangskreds ikke , strengt taget , var passende 
for unge , dannede Damer , ja , at den ikke engang forstod at 
sætte Priis paa Dannelse . Itu traadte der to unge Studenter ind 
ad Døren ; med dem kunde man da faae en dannet Samtale , ja , 
maaskee endogsaa brillere med fine Knndskaber i Franst og Engelsk . 
Stakkels Fanny , stakkels Betty ! Hvor ville de ikke komme til at 
staae i Skammekrogen . Rigtignok var det ærgerligt , at Madsen og 
ikke Johnsen kjendte de to Studenter ; det var en lille Triumf for 
Madsen at have dem med til Selskabet i Anledning af sin Fødselsdag , 
men det sfulde vist ikke vare længe , inden de foretrak Johnsens 
mere dannede , for Madsens mindre dannede Huus . 
Agathe Johnsen var lyve og Bianca Johnsen nitten Aar . Det 
var ret nette Piger , noget fyldige , og lignede Faderen mere end 
Moderen . De vare klædte i klare Kjoler og sværmede ligesom 
Moderen for Guldsmykker , dog manglede de Gulduhr med tilhørende 
Kjæde , ligesom hver af dem kun havde eet Armbaand . De sade 
stive paa deres Stole og bestræbte sig for at see dannede ud . 
Efterat de to Studenter vare blevne forestillede for Gjæsterne , 
sagde Madsen til Hammer : 
„ Dette er min Datter Fanny , og delte er min yngste Datter 
Betty . “ 

Hammers Øine mødte Bettys , og en svag Rødme farvede 
hendes Kinder . 
Samtalen , der bavde været ganske livlig før de fo Studenters 
Ankomst , var gaaet istaa . Man vidste ikke rigtig , hvad man skulle 
tale om . Mads Jørgensen havde en dunkel Følelse af , af han som 
den vigtigste Mand i Selskabet burde indlede en Samtale med de 
fo Studenter , men ban vidste ikke rigtig hvorom , thi Studenterne 
havde sandsynligviis ikke den ringeste Interesse for Krigsminisferiet , 
ja , han erindrede fra sine unge Dage , af Studenterne endogsaa 
havde skrevet Smædeviser om Guvernøren og andre høie Militærpersoner . 
Prioalofficiant Johnsen ventede , af Studenterne skulde 
begynde paa Samtalen , og det samme gjorde hans fo Frøken Døttre . 
Tavsheden , der begyndte af blive noget generende , afbrødes af Fanny , 
der kom og meldte , af Bordet var færdig . 
Madsen bød Herrerne tage Damer til Bords . Dette lod 
Folkman sig ikke sige fo Gange ; han bød Fanny Armen , og Gustav 
engagerede Betty til sin Borddame , Frøkenerne Johnsen vare en 
Smule fortrydelige herover , men tilgaoe Studenterne , tbi de kunde 
jo ikke vide , af der var dannede Damer tilstede . Madsen havde 
Madam , om Forladelse , Fru Jørgensen til Bords , og Jørgensen 
Fru Johnsen . 
Paa Bordet fandtes en Mængde kolde Retter , og foran hver 
Herre stod en halv Flaske bajersk Øl , et baiersk Ølglas og et 
Snapseglas . Fanny , der fungerede som Huusmoder , serverede Thee 
til Damerne . Gustav var kommen til at sidde mellem Fanny og 
Betty ; Folkman havde faaet Frøken Agathe paa sin venstre Haand , 
og da Fanny tidt maalte reise sig for at opvarte Gjæsterne , blev 
Samtalen mellem Studenten og Prioatofficiantens Datter snart ret 
livlig . 

Madsen indledede Festmaallidet ved , at han toq den temmelig 
store Brændeviinskarafse og lod den gaae rundt . Da hver af Herrerne 
bavde skjænket sig en Snaps , nikkede Madsen til dem med et 
Velgaaende , og , som paa Kommando , stak Alle Snapsen ud . 
„ Naa , det glæder mig , at De ogsaa kunne drikke Deres Snaps , “ 
sagde Madsen til Studenterne . 
„ Hvorfor skulde vi ikke kunne det ? “ spurgte Folkman . 
„ Jo , jeg veed det s ' gu i Grunden deller ikke , “ sagde Madsen . 
„ Hs . Excellence Krigsministeren drikker hver Dag to Snapse 
til sin Frokost , “ bemærkede Fyrbøderen . 
„ Det kan jeg lide kam for , “ udbrod Madsen ; „ det beviser , 
at han er en populær Bland . “ 
„ Ja , og jeg har sagt ham , hvor han fluide kjøbe sit Brændeviin , “ 
sagde Fyrbøderen med Selvfølelse . 
Hans Kone saae paa de to Studenter for at erfare , hvilket 
Indtryk hendes Mands sidste Oplysning ha ode gjort paa dem , men 
de løde ikke til at skjænke de ZEldres Samtale nogen Opmærksomhed . 
„ Jeg har et Par Gange truffet Hs . Excellence i slørre Selskaber , “ 
sagde Johnsen , „ og han har gjort et særdeles godt Indtryk 
paa mig . “ 
„ Det vil vist glæde Hs . Excellence meget at høre delte , “ sagde 
Fru Fyrværkerinden . 
„ Han var forresten i daarligt Humør igaar ; der var noget 
iveien med Direktøren for det Personelle , “ sagde Jørgensen . 
„ Hvorfor afskediger han ikke den Fyr ? “ spurgte Madsen . 
„ Min kjære Madsen , “ sagde Fyrbøderen , „ vi kongelige Embedsmænd 
kunne ikke faa let afskediges . Direktøren for det Personelle , 
Oberst Bums , er ellers en flink Mand , og jeg har meget tilovers 

for ham . Idag var han og Minisfrene da ogsaa blevne Venner 
igjen . “ 
Madsen opfordrede Herrerne til at drikke den anden Snaps . 
De drak den . 
Samtalen var overalt bleven livlig . Fruerne Johnsen og Jørgensen 
llfhandlede , hvor man skulde kjøbe det bedste Smør , og om det var 
besparende at kjøbe Stegesmør . Blån kunde jo ellers godt til daglig 
Brug stege i Fedt . Gustav , der ikke var vant til at drikke to 
Snapse , blev omniere og ømmere mod Betty , der ikke afviste hans 
Kour , men dog bad ham om at moderere sig en Smnle , for at ikke 
Jomfruerne Johnsen skulde faae noget at tale om . 
Folkman var , som allerede fortalt , kommen i Samtale med 
Agathe Johnsen , og i denne Samtale inddroges lidt efter lidt hendes 
Søster . 
„ Ja , “ bemærkede Agathe , „ min Søster og jeg ville saa uhyre 
gjerne til Paris for at perfekfionere os i Fransk , men Fader sætter 
sig derimod . “ 
„ Vil De maaskee efter Hjemkomsten informere i Franst ? “ 
spurgte Folkman . 
„ O nei , jeg haaber aldrig at skulle trænge til at komme til 
at informere , men finder De ikke , at det franske Sprog er saa dannende 
? “ 
„ Det er ikke paa Kjendskab til fremmede Sprog , at det kommer 
an for vore unge Danier , “ sagde Folkman . 
„ Hvorpaa kommer det da an ? “ spurgte Agathe spændt . 
„ Tet kommer an paa at blive en god Huusmoder , som s . Ex . 
Frøken Fanny i Aften , “ sagde Folkman . 
Han fik et taknemmeligt Blik as Fanny , medens et triumferende 

Smil spillede om hendes Mund . De to Søstre Johnsen saae noget 
flaue ud . 
„ Ja ja , “ sagde Agathe , „ men en dannet Mand forlanger dog 
en dannet Kone . “ 
„ Hvad forstaaer De ved Dannelse ? “ 
Dette Spørgsmaal salte Agathe i Forlegenhed . Hun blev 
derfor synlig glad , da jde LEldrc netop nu reiste sig fra Bordet ; 
man gik omkring og trykkede hinanden i Haanden og ønskede Velbekomme . 
Det maa bemærkes , at de ældre Herrer under Maaltidet 
havde drukket en tredie og en fjerde Snaps , der synlig havde oplivel 
dem . 
Nu skulde der drikkes Punsch i det forreste Værelse , og Madsen 
gav Betty Ordre til at lave Punschen , medens Fanny tog af Bordet , 
hvormed Bianca vilde være hende behjælpelig . Skumringen var 
imidlertid faldet paa . Folkman gik ind for at tale med Fanny , 
men kun var gaaet ud i Kjøkkenet med nogle Madvarer . Bianca 
stod inde i Stuen og vendte Ansigtet fra den Smule Maanelys , 
der faldt ind ad Vinduet . Han antog hende for Fanny , slyngede 
sin Arm om hendes Liv , kyssede hende og sagde Velbekomme . 
Hun gav et lille Skrig fra sig , gjenkjendte Folkman og sagde : 
„ Jeg maa rigtignok sige , at De bærer Dem høist udannet ad . “ 
„ Frøken Bianca , jeg troede , De vidste , at min Opførsel netov 
røbede den høieste Grad af Dannelse . Men da vi ere mellem udannede 
Folk , kan den maaskee missorstaaes , jeg troede dog ikke af Dem . “ 
„ Hr . Folkman , jeg blev saa bestyrtet , De kom saadan bag paa 
mig , jeg stod saadan i mine egne Tanker og tænkte . . . . “ 
„ Vel aldrig paa mig ? “ spurgte Folkman . 
Bianca , der aldeles vilde disfancere Madsens to Døttre i Studentens 
Gunst , svarede løvende : 

„ Jo , naar Te siger det . . . “ 
„ Den Tilstaaelse fortjener De et Kys for , “ sagde Folkman og 
kyssede hende atter . 
Dengang skreg hun ikke . 
Fanny kom imidlertid til , og Bianca skyndte sig med at gaae 
hende tilhaande . Det var ikke Folkmans Hensigt , at Bianca sknlde 
delhronisere Fanny fra den Plads , hun besad i hans Hjerte . Fejltagelsen 
havde moret ham , han vilde niaaskee endogsaa fortælle Fanny 
den , og saa var det altid behageligt at være sig bevidst at have 
kysset en net , ung Pige . 
Gustav havde ladet nogle Ord falde til Madsen om , at han 
forstod at lave en god Punsch . Dette havde havt til Følge , at 
Gustav var kommen til ai kontrollere Betty , der ude i Kjøkkenet stod 
foran en stor Punjchebolle , en Nomflaske og hvidt Sukker uden at 
vide rigtigt , i hvilket Forhold Ingredientserne til Punschen skulde 
blandes med det varme Vand , der kogte i Kjedelen . Det varede 
ikke længe , for en smuk , blaa Flamme slog op af Punschebollen og 
kastede sit Skjær paa Gustav og Betty , der havde det Hverv at 
røre i Bollen . Hun saae saa fornøiet og glad paa ham , at det 
gav Gustav Mod til at bede hende om et Stevnemøde den paafølgende 
Dag . 
Idetsamme kom Fanny for at spørge , om Punschen var færdig . 
Delte blev bejaet , og alle Tre begave sig ind i Stuen med 
Punschebollen . 
Eflerat der var blevet skjænket i Glassene rømmede Fyrbøderen 
sig og holdt en Tale i Anledning af Madsens Fødselsdag . Talen 
udmærkede sig ved sin Korthed , thi den lod saaledes : 
„ Gid voreses Madsen maa leve længe ; dette ønskes af os Allesammen 
og af undertegnede Mads Jørgensen . Hurra ! “ 

Man drak Glassene ud tilbunds og overøste Gustav med Lovtaler 
for den gode Punsch . 
„ Skulle vi ikke have en Sang , Pigebørn ? “ spurgte Madsen , 
„ det opliver Humøret . “ 
„ Her er intet Fortepiano , “ sagde Agathe . 
„ Aa , saa synge vi uden Fortepiano , “ svarede Madsen ; „ vi ere 
ikke saa sine paa det . “ 
De unge Piger vare ikke at formaae til at synge ; de generede 
sig for Studenterne . Da tog Adam Fvlkman sit Glas og sang 
med en smuk Tenor : 
Enhver , der lever paa denne Jord , 
Fra Fyrsten , hvem Millioner ære , 
Til Stodderen , som i en Hytte boer , 
Bil grumme gjerne den Første være . 
Er han den Anden , 
Det plager Manden , 
Den Anden , den Anden , nei , fy for Fanden ! 
Det gaaer ei an . 
Madamen i Vafkeballen staaer 
Og slider for Foden med sine Hænder ; 
Men naar hun til Koffeselskab gaaer , 
Man hende næppe i Pynten kjender . 
Forgyldte Kjæder ! 
Og Silkeklæder ! 
Hun bliver den Første , naar frem hun træder 
I Venners Kreds . 
See nu for Exempel en Snedkersvend , 
Der hele Ugen fornøiet høvler , 

Han kjendes om Søndagen ei igjen , 
Han glindser i blanke , lakeerte Støvler . 
Tbi ban i Stadsen 
Paa Dandsepladsen 
Vil være den Første for Jomfru Madsen 
Fra Nørrebro . 
Og Kontoiristen , den nette Fyr , 
Om Dagen kjender ei Amouretter ; 
Om Aftenen sætter ban overstyr 
En Mængde Penge paa smaa Grisetter . 
Han er beleven 
Og giver Greven , 
Og derfor er ban den Første bleven 
I Flotlenbeim . 
Men naar man eier Intelligent ! ? , 
Saa bører man til ' de Allerstørste , 
Og kaldes man ei for Excellens , 
Saa kommer det med det Allerførste . 
Man er saa dannet 
Og meget Andet , 
Og derfor man faaer af Fædrelandet 
Etatsraads Rang . 
Vi Stakler , som mene , at Verden er , 
Vist stor og rummelig nok far Alle , 
Som ei paa Examens Hovmod bær ' , 
Som ei sig for Verdens Første kalde — 
Vi til vor Pige 
Bestandigt sige : 
Ved Kjærlighed blive alle lige , 
Den jevner Alt . 

Da Folkman havde endt Sangen , hævede han Glasset og udbragte 
en Skaal for Damerne . Han nikkede til Fannyy . slødte sit 
Glas mod hendes og klinkede dernæst med de andre Damer . Prioatofficiant 
Johnsen reisfe sig nu og sagde : 
„ Mine Høistærede Damer og Herrer ! Effersom det ikke er 
nobelt , at Damerne selv holde Taler , vil jeg tage mig den allerærbødigste 
Frihed paa deres Vegne at takke for den saa skjønt og 
saa poetisk udbragte Skaal . ( Madsen : „ Tag Dig kun den Frihed . “ ) 
Jeg vil da sige . . . hin . . . at Damerne ikke ere skabte som Herrerne ; 
thi vare de skabte som Herrerne , saa vare de Mennesker som 
Herrerne , og saa vare de Herrer , og saa faldt deres Skaal sammen 
med vor Skaal , jeg mener Herrernes . Da Damerne nu ikke ere 
Herrer , saa kunne Herrerne udbringe deres Skaal , og saa kan de 
takke Herrerne for denne Skaal . Jeg bringer derfor , paa de her 
tilstedeværende Damers Vegne , de her tilstedeværende Herrer Tak for 
den udbragte Skaal , og jeg troer at kunne sige , at Skaalen har rørt 
Damerne dybt , om end ikke til Taarer . “ 
Her vilde Johnsen slutte sin Tale , men Madsen raabte : 
„ Bliv ved Johnsen , Din Mundkværn er saa godt igang . “ 
Johnsen blev da ved og sagde : 
„ Min Ven Etatsraad Narup . Borup udbringer altid ved sine 
store Selskaber Damernes Skaal , og han udtaler da altid Ønsket 
om , al de unge tilstedeværende Damer maa blive vel gifte . NornpBorup 
har selv sex Døttre , og de ere blevne gifte alle sex ; og engang 
hviskede han i Fortrolighed til mig : Hør , Johnsen , veed De , 
hvorfor jeg har faaet alle mine Dølire gifte ? Det er , fordi jeg 
bestandig ved mine Selskaber i mine Taler har paalagt de unge 
Herrer at gifte sig . De kunde begribeligviis ikke være andet bekjendt 
end at vise praktisk , at de ansaae mine Raad for at være gode . 

Vor gjæve Vært Madsen har ikke som min Ven Etatsraad NorupBorup 
sex Døttre , men han har kun to . Jeg vil ønske , at de ville 
blive vel gifte og faae sig en Mand , som de ret kunne holde af . “ 
Fanny og Betty rødmede , og Agathe og Bianca smilede , til 
Madsen udbrød : 
„ Tak for Ønsket , men det gjælder ogsaa Dig selv . Du har 
to nysselige Pigebørn , som kunne spille paa Instrumentet og tale 
levendes Sprog . Gid de snart maae faae en Mand . Pigebørnenes 
Skaal . Hurra ! “ 
Dengang Skaalen var drukket , sagde Madsen : 
„ Jeg troede ikke , at Du var saa godt skaaret for Tnngebaandet , 
Johnsen , og kunde udtrykke Dig med saadan en Følelse og saadan 
en Fornemhed , men det maa komme af Din Omgang . “ 
„ Aa , lad os ikke tale herom , “ sagde Johnsen , meget smigret . 
Jo mere Punsch der blev drukket , desto mere oprømt blev Selskabet . 
Folkman kunde ikke komme til at tale med Fanny , thi hun 
var bleven Selskabets Løve ; Alles Opmærksomhed var henvendt paa 
ham , og de to Frøkener Johnsen kurede formelig til ham . Mads 
Jørgensen havde aflagt den Værdighed , der sømmer sig for en kongelig 
Embedsmand , og han sang en Sang , som Ingen hørte paa , og 
som havde saare mange Vers . Hans Kone var bleven søvnig af 
Punschen , og sad i Sofahjørnet og blundede halvt . 
„ Hvorledes morer Du Dig ? “ fandt Folkman Leilighed til at 
spørge Gustav . 
„ Udmærket ! “ var Svaret . 
„ Ia , Betty morer sig vist ogsaa fortræffeligt . “ 
Folkman blev opfordret af Damerne til at synge endnu en 
Sang . Delte gjorde han og lønnedes med almindeligt Bifald . 
Mads Jørgensen havde vcdblevct at synge sine Viser , uden at 

bryde sig om eller høre efter Studentens Sang . Han havde saaledes 
sunget Visen : 
„ Jeg fattig var , men lykkelig 
I Livets første Morgenrøde . 
Min Moder henrykt elskte mig , 
Thi jeg var hendes Førstefødte . “ 
Dernæst bavde han forlystet sig med Visen : 
„ Evan byder os at drikke , 
Daldcra ! 
Som et Raad mod Sorg og Hikke , 
Daldera ! “ 
Nu havde han begyndt paa Visen : 
„ Opliv Dit Bryst , 
Mens Vaaren kroner Dine Fjed 
Deel skyldfri Lyst 
Og rødmes ei derved . “ 
Hans Kone , der havde blundet lidt , var imidlertid vaagnet og 
tilkjendegav sin Mand , af det var paa Tiden af bryde op ; Klokken 
var over to . Man reiste sig da , og Fru Jørgensen gik ind i Sovekamret 
for af faae sit Tøi paa . Privat-Officiant Johnsen , der var 
Madsens Vært , boede i samme Huus som sin Leier . Det var altsaa 
kun Jørgensen og Kone og de to Studenter , som skulde lukkes 
ud . Man tog Afsked med Madsen og fortalte , af man havde tilbragt 
en høist behagelig Aften . - 
Dengang man var kommen udenfor , erklærede Mads Jørgensen , 
af han vilde kjøre til Byen i Sporvogn . Da han blev oplyst om , 
af dette ikke kunde lade sig gjøre , blev han meget forbittret paa 
Politiet , fordi det ikke havde sørget for , af Sporvognen gik hele 
Natten , og han fortalte , af han næste Dag vilde tale med sin Ven 

Krigsministeren om Sagen og bevæge denne til af rette en Opfordring 
til Politidirektøren om af holde Sporvognsselskabet i Ørerne 
og faae det til af varetage Publikums Tarv . De to Studenter 
sagde Farvel og skyndte sig ind til Byen . 
Niende Kapitel . 
En Folkedigter . 
Da Gustav den paafølgende Morgen i Tankerne gjennemgik 
den foregaaende Aftens Hændelser , kom han til det Resultat , af han 
havde moret sig godt . Der var noget frisk og naturligt udbredt 
over disse Mennesker , som mere beskjæftigede sig med materielle end 
ideelle Interesser ; de kunde endnu more sig hjertelig over Smaating 
og stillede ikke store Fordringer til Livet . Imidlertid kunde det ikke 
negtes , at de havde deres svage Sider , og en af disse var , at de 
gjerne vilde synes fornemme og roste sig af fornemme Bekjendtskaber . 
Fruerne og Frøknerne vilde have været langt elskværdigere , dersom 
de vare optraadte som Madamer og Jomfruer . Et andet Spørgsmaal 
var , om disse Folk vilde i Længden kunne fængsle et Menneske , 
der stod over dem i Dannelse ; herpaa maatte Gustav svare benegtende . 
Selv havde de en Følelse af , at der kunde drages Udbytte 
af dannede Menneskers Omgang . 
Gustav tænkte ikke over , at man burde søge at bevare denne 
respektable Følelse og ikke krænke den ; dette skeer saa jevnlig , idet 
den dannede Ungdom tidt bruger sin aandelige Overlegenhed i letsindig 

Formaalstjeneste . Herved vil der let blive saaet en Mistillidens 
Sæd , som kan komme til at bære bitter Frugt . Havde Selskabet 
hos Ligkassebudet anet , at de unge Studenter kun vare komne 
for Fannys og Bettys Skyld , vilde de hurtig være blevne viste 
Døren , og man vilde have fattet Nag ikke alene til de to Paagjældende , 
men til alle Studenter i det Hele taget . Madsen og hanS 
Selskab havde ingen Anelse derom ; de følte sig tvertimod hædrede 
ved Studenternes Nærværelse ; de viste dem al mulig Forekommenhed , 
som Gustav for sin Part gjengjældte ved at sætte sin venlige 
Værts Datter Stævne den paafølgende Eftermiddag i Frederiksberg 
Have — hendes første Stævnemøde . 
Det var en smuk Sommerdag . Fuglene sang faa lystig i de 
grønne Træer , og Insekterne summede i Havens Gange . Gustav 
og Betty havde forst talt om ligegyldige Ting ; langsomt vore de 
passerede gjennem Slottet og ind i Søndermarken ; der var mere 
eensomt , og der mødte man paa den Tid af Dagen sjelden noget 
Menneske . De fatte sig ned paa en skyggefuld Bænk og stirrede op 
i Lovet , hvorigjennem en Solstraale af og til liftede sig . Gustav 
saae hende ind i Øiet , greb HendeS Haand og talte om Kjærlighed . 
Hun svarede ikke ; han drog hende nærmere til sig og kyssede hende . 
„ Jeg burde ikke have mødt Dem , “ hviskede hun . 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi jeg burde have forsøgt paa at glemme Dem . — Vi 
to kunne dog aldrig blive gifte . Der er for stor Forskjel i Stand 
mellem os . 
„ De tilstaaer , at nu kan de ikke glemme mig ? “ 
Hun svarede ikke , men pillede ved sin Handske . 
„ Betty , hvorfor skulle vi ikke nyde Livet , medens vi ere unge ? 
Man bliver tidsnok gammel og stadig . “ 

„ Dersom jeg nu kommer til at holde saaledes af Dem , at jeg 
ikke kan komme til at holde af nogen Anden , vil jeg da ikke hele mit 
Lio blive ulykkelig , naar De forlader mig ? “ 
„ Kjærlighed forædler Livet . “ 
„ Hr . Hammer , De veed , hvor lykkelig jeg er , naar jeg er hos 
Dem ; men sfalde jeg engang blive gift , vilde jeg da ogsaa kunne 
besinde mig lykkelig i min Mands Selskab ? “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi jeg ikke elsker ham , og fordi jeg har elsket et Menneske , 
der stod over ham i Dannelse . “ 
„ Lader os ikke tænke paa saadanne alvorlige Ting , “ svarede 
Gustav og trykkede hende ømt til sig . 
„ Jo , jeg vil netop tal- om disse Ting ; thi jeg tænker saa ofte 
paa dem . — Det er ligesom der her paa Jorden var to Verdener . 
en smuk , lys og luftig Verden , hvori De og Deres Lige leve , og 
en Verden fuld af Møie og Savn , hvori jeg og Mine leve . Medens 
vi ere unge og smukke faae vi et Glimt af Deres Verden at see ; 
thi de unge Mænd bede om vor Kjærlighed og behandle os som 
Damer , saa længe de elske os . O , hvor gjerne vilde vi ikke være 
bleven i den lyse og sfjøune Verden , men den forsvinder for vort 
Syn og efterlader en Erindring , som vel er smuk , men som gjør 
os misfornøiede med vor egen lille Verden . “ 
„ De udtrykker Dem saaledes , Betty , “ sagde Gustav forbauset , 
„ at man skulde troe , De hørte til den Verden , som De kalder smuk , 
lys og lusfig . “ 
„ Skulde jeg ikke kunne udtrykke mig om Ting , hvorpaa jeg 
tænker hver Dag ? “ 
„ Den Verden , som De i Deres Fantasi har seet saa smuk , erdet 
i Virkeligheden ikke . Kom De til at leve i den Verden , vilde 

De kjede Dem . Sjelden kommer en dannet ung Pige til Fornøielser ; 
hun sidder i Reglen den slørste Tid af Dogen ved sir Sybord eller 
hun læser . Imellem gaaer hun paa Visitter . Høist een eller to 
Gange om Aaret kommer hun paa Tivoli og i Skoven , og naar 
Haandværksmanden og Arbejderen om Søndagen tumle sig ude i 
den frie Natur , sidder hun hjemme og stirrer op mod den Strimmel 
blaa Luft , hun kan see i sin Gade , og stikker efter Skoven . Ja , 
holder Faderen Heste og Vogn , er det en anden Sag , men hvormange 
holde Heste og Vogn ? Jeg skal sige Dem , Betty , foruden 
de to Verdener , De talte om , er der endnu en tredie Verden , det 
er Kjærlighedens Verden ; den gjør alle de Unge til Ligemænd , og 
det er den Verden , vi med et Suk tænke tilbage paa , naar vi træde 
ind i LEgtestabs- og Manddomsalderens Verden . — Gud skee 
Lov , Betty , at vi to have fundet Ungdommens straalende og nydelsesrige 
Verden . 
Hun hørte paa ham , hun elsfede ham , og derfor troede hun 
hvert Ord , han sagde . Der blev ikke mere talt om alvorlige Ting . 
Hun havde kun een Tanke og een Lyst , det var ham . — — 
Træernes Skygger bleve lange , for de sfilles med Løfte om 
snarligt Gjensyn . Gustav syntes aldrig at have tilbragt saa henrivende 
Timer . Da hun var borte , vandrede han endnu opfyldt af 
Erindringen derom gjennem Frederiksberg Have . Han længtes allerede 
efter Gjensynet . Han vækkedes af sine Drømmerier ved at 
Folkman raabte til ham , : 
„ Hvad Pokker ! Grunder Du paa et Digt ? Er Du bleven 
Digler ? “ 
Gustav saae op ; foran ham stod Adam Folkman med en ældre 
Herre , der vel kunde være henved de Treds . 
„ Nei , Digter er jeg ikke , “ svarede Gustav , 

„ Maa jeg da præsentere Dig for en Digter , “ sagde Folkman , 
„ Hans HuSby . “ 
„ Det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtskab , “ svarede Gustav . 
„ Glæden er gjensidig , “ sagde Husby ; „ jeg holder meget af 
Ungdommen , og De er ung . “ 
„ Jeg har med Fornøielse læst flere af Deres Digte , “ sagde 
Gustav . 
„ Nei virkelig ; jeg troede ikke , at Studenterne kjendte mine 
Digte ; de ere skrevne for Folket . “ 
„ Ere Studenterne ikke ogsaa en Deel af Folket ? “ spurgte Folkman . 
„ O , det maa være prægtigt at være Folkedigter . “ 
„ Veed De det saa vist ? “ spurgte den Gamle med et besynderligt 
Smil . 
„ Har De gjort andre Erfaringer ? “ spurgte Gustav . 
„ Kom , “ sagde den Gamle , „ her er et skyggefuldt Sted ; lader 
os sætte os ned ; jeg er gammel , jeg bliver hurtigere træt end i forrige 
Tider . — See , hvor smukt buster Løvet sig ikke deroppe i 
Træernes Kroner ! — Lykkelig den Digter , som kun synger Naturens 
Pris , Naturen er altid en fuldtro Ven . — Synger Digteren for 
Folket , da kan han vente , at de som jublede ham imøde igaar , forlade 
ham idag . “ 
„ O nei , “ sagde Folkman , „ Folket er faknemligt . “ 
„ Jeg elsker mit Folk , “ svarede Digteren , „ jeg er stolt af at 
være Dansf , og jeg har skrevet mine bedste Sange for den jevne , 
den skikkelige Mellemstand . Ten har takket mig for mine Sange 
ved at synge dem og lære dem udenad ; men dengang FamilielivsMenneskene 
begyndte at angribe mig , tog da Folket mit Parti ? 
Nei , nei , det generede sig for at synge mine Sange , fordi de vare 
blevne haanligt omtalte i Bladene . “ 

„ Det er saa mange Aar siden , “ sagde Folkman , „ Forholdene 
ere anderledes nu . “ 
„ Maaskee og maaskee ikke . — Den simple Arbeider er ikke , 
som i Frankrig , stolt over at være Arbeider , stolt af sin Stand ; 
han vil udenfor sit Værksted gjerne give Kavalieren ; han fornægter 
sin hæderlige Stand . — Jeg har sunget mine Sange til Arbejdets 
Pris ; jeg har søgt at gjøre Arbejderen stolt af at være Arbeider . 
Det er ikke lykkedes mig , og derfor er mit Digterkald 
forstilet . “ 
„ Taler Te saaledes , har De ikke forstaaet Deres smukke og 
herlige Kald , “ sagde Folkman . „ Jeg vil sige Dem , Husby , al 
Deres Sange have været forud for Deres Tid , derfor ere de ikke 
blevne forstaaede , men de have desuagtet havt en , jeg vil kalde den 
guddommelig Kraft til at rive Mængden med sig , de have ført Tiden 
et betydeligt Skridt fremad . “ 
Den Gamle rystede paa Hovedet , tang og ridsede Figurer med 
sin Stok i Sandet . Te to Studenter tang ogsaa . 
„ Ja , ja , “ sagde endelig Husby , „ et Fremskridt seer jeg ; thi 
for 30 Aar siden vilde næppe to Studenter have omtalt mine Sange 
med Venlighed , end sige af Frygt for deres Kolleger vovet at sidde 
ved min Side i Frederiksberg Have . Men , mine Herrer , jeg vil 
hellere forstaaeS af Arbeidere end af Studenter , jeg vil hellere have 
mine smaa Viser sungne paa Syjomfruens fattige Kvist end i Frøkenens 
glimrende Salon . “ 
„ Det fatter jeg , “ svarede Folkman . „ Men vi Studenter 
skulle være Deres Apostle , og vi skulle bringe Deres Sange til 
Folket . “ 
„ Tak for Tilbudet , “ sagde den Gamle , „ men det er daarlige 

Apostle . Studenterne komme ikke meget ud mellem Folket ; thi 
Folket er ikke fiint nok for dem . “ 
„ Heri tager De feil , “ saarede Folkman med Iver . „ Om der 
end gives Studenter , som stille sig paa et ophøiet Standpunkt , sole 
de Fleste sig dog som hørende til Folket og bevæge sig gjerne mellem 
Folket . Man har givet os et Øgenavn , som vi forøvrigt ere stolle 
af at bære ; man har kaldt os Tatere . “ 
„ Ja , ja , jeg veed det , “ nikkede den Gamle . 
I dette Øieblik gik en ung Herre og Dame forbi i fortrolig 
Samtale ; de saae ikke til den Side , hvor de Tre sad . Gustav 
blev blussende rød ; det var Kandidat Charles Jensen-Svendsen og 
Dagmar . Folkman lo til Gustav og sagde : 
„ De lod som de ikke saae os . “ 
„ De Narre , “ svarede Gustav med fremhyklet Rolighed . 
„ Hør , jeg er sulten ; skalle vi spise til Aften ? “ 
„ Aa ja , “ sagde Folkman , „ jeg er ogsaa sulten . “ 
„ Farvel da , mine Herrer ; jeg har spist til Aften , “ sagde 
Husby . 
„ De faaer min Sjæl ikke Lov til at forlade os , “ svarede Folkman . 
„ Maa jeg invitere Dem til at være min Gjæst . Ingen 
Indvendinger . “ 
Hans Husby tog mod Indbydelsen . Aarsagen til , at han 
sagde , at han havde spist til Aften , var den , at han ingen Penge 
havde til at betale sin Fortæring med . Han havde i Virkeligheden 
ikke spist til Aften , og hjemme havde han kun det tørre Brød og 
en Smule Brændeviin . Det giver ikke meget af sig at være Folkedigler . 
De 
gik ind paa et ikke meget besøgt Beværtningssted og forlangle 
tre Portioner Boeuf . Medens den blev tillavet , førtes Samtalen 

am Folkepoesien , og den gamles Folkedigter forbausede de to 
unge Studenter ved sin Belæsthed og ved en Mængde træffende og 
aandrige Bemærkninger . 
„ De taler jo som en Professor , “ udbrød Gusfav . 
„ Nei , nei , “ svarede den Gamle og rystede paa Hovedet , „ talte 
jeg som en Professor , kunde jeg ikke være Folkedigter . “ 
„ Det er en Paradox , “ udbrød Folkman . 
„ Det havde jeg mindst troet at høre af Dem , Hr . Folkman , 
som selv skriver Sange for Folket . En Professor er for mig eensbetydende 
med en Stuelærd , men en Folkets Mand har hentet sin 
Lærdom hos Folket , paa Gaden , paa Forlystelsesstederne osv . “ 
„ De er noget eensidig , “ svarede Folkman . „ Har De nogensinde 
kjendt en Universitetsprofessor ? “ 
„ Det har jeg , og jeg har endogsaa skrevet et Digt om ham , 
dengang han døde . “ 
„ Fremsiig det for os , medens vi vente paa Maden , “ bad 
Folkman . 
„ Det er noget langt . “ 
Gjør Intet ; vi skulle være opmærksomme Tilhørere . “ 
Den Gamle fremsagde da med en vis Inderlighed følgende 
Digt : 
Bøiet over Bogen stille sidder 
En Professor baade Dag og Nat ; 
Han i mange Aar var Aandens Ridder ; 
Videnskaben var hans bedste Skat . 
Hisset ude travlt en Verden tumler 
Sig forbi den Lærdes stille Hjem ; 
Hisset ude Livets Bølger mumler ; 
Han vil ikke styrte sig i dem . 

Livet selv han andre Steder søger 
End i simpelt Hoerdogstidsfordriv ; 
Han det finder i de tykke Bøger , 
Vidnesbyrd om kraftigt Tankeliv . 
For en Særling ham de Fleste kalde , 
Og de Unge lee ad hans Figur ; 
Men han agtes meget høit af Alle 
For en ægte ideal Natur . 
Undertiden — naar han Skatte sanker 
Bøiet over tykke Foliant — , 
Falder han med Eet i dybe Tanker ; 
Er det over Skattene , han fandt ? 
Det er næppe dem , som da ham fængsler ; 
Thi en Taare ruller over Kind ; 
Det maa være dybe , stærke Længfier , 
Der saa mægtigt grebet har hans Sind . — 
Ung og glad engang ban drog paa Neiser 
Over Alpens Snee til Romas Sol ; 
Han i Tanken syntes sig en Keiser , 
Der erobre vilde Kapitol . 
Han en Dag en deilig Pige mødte , 
Hnn var saa uskyldig og saa mild , 
Formet som en deilig Marmorstølte , 
Og i Øiet laa en sælsom Ild . 
Og han sagde , at et Himmerige 
Laa i hvert af hendes Lueblik ; 
Bly hun svared ' ham , den unge Pige , 
Biens de langsomt over Marken gik . 
Hendes brune Kinder saae han rødme , 
Og hun bøied ' Halsen ganske lidt . 
„ Rosa , Rosa , kjender Du den Sødme 
I de Ord : Mit Hjerte heelt er Dit . “ 

Ørømmende sin smukke Arm hun hæved ' , 
Og hun hviskede el sagte : „ Tys ! “ 
Men af Fryd og Salighed han hæved ' , 
Og han røvede det første Kys . 
Han var lykkelig som aldrig siden ; 
Livet laa for ham i SommerglandS ; 
Klar var Tanken , Flugt der var i Tiden , 
Reent han glemte , han var udenlands . 
Han tilsidst blev vækket af sin Glæde ; 
Thi der kom en Pest til Pavens By ; 
Døden lurede i hvert et Stræde ; 
Offre kræved ' daglig den paany . 
Fuld af Angst han gik til HendeS Hytte , 
Ud fra den der hørtes Graad og Skrig ; 
Hun var ogsaa bleven Dødens Bytte ; 
Han kun fandt sin kjære Rosas Og . — 
Det er disse gamle , kjære Drømme , 
Som kan trylle Taarer frem endnu ; 
Det er disse længselsfulde , ømme 
Hjertesuk , som mørkne tidt hans Hu . 
Men der er vist Ingen , som kan tænke , 
At den lærde , folkesky Pedant , 
Hildet fordum var i Elsfovs Lænke , 
Og en deilig Piges Hjerte vandt . 
De to Studenter havde netop gjort HuSby mange Komplimenter for det fremsagte Digt , da Maden blev baaren ind i 
Lysthuset . De lode sig den smage fortræffelig , og Humøret var 
ypperligt . 
„ Det er længe siden , at jeg har befundet mig saa godt som 
iaften , “ sagde den gamle Digter . „ Jeg skal sige Dem , jeg befinder 
mig saa forunderlig ene i Verden . “ 

„ De . . . De , hvis Navn Alle kjender . “ 
„ Det kommer af det Liv , jeg har ført . I min Ungdom levede 
jeg lystigt og ugenert ; jeg følte Afsky for Familielivet og tilbragte 
min Aften paa en Kneipe med gode Venner . Efterhaanden giftede 
de sig , de bøde mig hjem til sig , men jeg tog ikke mod Indbydelsen ; 
min Omgangskreds blev mindre og mindre , og nu lever jeg 
som Eremit . “ 
„ Er det muligt ! “ 
„ Saaledes vil det gaae Enhver , der ikke allerede tidlig tænker 
paa et Tilbagetog fra Taterlivet . Dette Liv er kun skabt for Ung > 
dommen ; det medfører Anstrengelser , som den LEldre ikke kan taale , 
og som tidlig vil lægge ham i Graven . “ 
„ Maaskee , “ sagde Folkman . 
„ Jeg kjender en Mand mellem de Fyrge og Halvtreds ; han 
lever endnu som i sine unge Dage ; han sees hver Aften i Tivoli , 
er med til alle Maskerader , dandser hele Natten , kurer til Damerne 
oso . Denne Mand , som i sin Ungdom var et livligt og begavet 
Menneske , er nu kun et Halomenneske ; han har mistet al Sands 
for aandelige Interesser , og Gjøglet er hans Ideal . Selv er han 
paa en Maade bleven en Gjsgler ; thi det kan umuligt være hans 
virkelige Selv , der nu springer om paa Maskeraderne eller giver 
Løven i Songerindepavillonerne . Lige som Gjøgleren maa han 
sminke sig og udstoppe sig , naar han skal optræde . Han siger , at 
han morer sig udmærket ; det er alene tilstrækkelig til at karakterisere 
hans Intethed . Vil man ikke ende som dette Menneske , trækker man 
sig lidt efter lidt tilbage , og tilsidst føler man sig saa forunderlig 
ene . Hvor man da havde Lyst til at leve sit Lio om igjen . — 
Og skulde man blive syg eller trængende , hvor faaer man da Hjælpen 
fra ? “ 

„ Samtalen bar pludselig taget en alvorlig Vending , “ sagde 
Folkman , „ dertil egner Stedet sig ikke . “ 
Idet samme gik to Damer forbi ; den Ene var en balo Snees 
Aar ældre end den Anden , der var i Tyverne . De stode pludselig 
stille og saae ind i Lysthuset . Gusfav gjenkjendte Marie Richter . 
Han vilde , som alle begyndende Tatere , gjerne prale af , at han 
havde Damebekjendtfkaber . Derfor udbrød han med en vis Flothed : 
„ Godaffen , Marie ! “ 
„ Hvad sial vi med dem her ? “ spurgte Folkman gnaven ; Gusfav 
blev flau ; han havde ikke ventet dette Svar . 
Den ældre Dame vedblev at slirre ufravendt paa Hans Husby . 
En Taare glimrede i hendes Øie ; Folkman blev opmærksom . Den 
gamle Digter blev synlig forlegen og sagde : 
„ Gaae , Luise . “ 
Hun vendte sig langsomt om og vilde til at gaae ; da sagde 
Folkman : 
„ Tilgiv mig , Husby ; men sial denne Dame gaae bort med 
Taarer ? “ 
„ Nei , nei , det var ikke Meningen , “ slammede HuSby forlegen . 
„ Nu vel , “ sagde Folkman , „ skjøndt jeg ikke kjender Damerne , 
maa jeg alligevel bede Dem om at tage Plads hos os . “ 
De koni nærmere og fatte sig ind i Lysthuset . En Samtale 
kom strax i Gang mellem Gustav og Jomfru Richter . Husby vz 
Luise vedbleve i Taushed at see paa hinanden . 
„ Skal jeg gaae ? “ spurgte hun endelig . 
„ Nei , bliv , “ sukkede Husby . 
„ Hvorfor sial jeg blive ? “ 
„ Det er snart tyve Aar siden vi sidst taltes ved . “ 

„ Dengang var jeg en ung Pige , og Du en Mand i Din 
kraftigste Alder . “ 
„ Du elskede mig dengang . “ 
„ Det gjør jeg endnu . Men Du forlod mig . “ 
„ Du har altid været ubestandig i Din Kjærlighed . “ 
„ Jeg tilstaaer det . “ 
„ Du havde vel ganske glemt mig , dengang Du saae mig iaften . “ 
„ Nei , det havde jeg ikke ; Dit Billede er det eneste af de 
Manges , som bestandig har bevaret sig frisk i min Hukommelse . 
Jeg har mange Gange tænkt paa Dig . “ 
De taug Begge en Stund . Gustav og Jomfru Richter vare 
altfor beskjæftigede med hinanden til , at de bemærkede , hvad der 
foregik omkring dem . Folkman reiste sig for at bestille et Par 
Flasfer Viin . 
„ Knnde Du elsfe mig paany ? “ spurgte Luise frygtsom . 
„ Jeg troer , jeg kunde . “ 
Et Smil foer over hendes Ansigt , og hun sagde : 
„ Men nu er jeg snart de fyrgetqve Aar . “ 
„ Du forekommer mig smukkere end nogensinde , “ svarede Husby 
og greb hendes Haand . „ Jeg er snart en Olding . Dog , bliv hos 
mig til mit Livs Ende . “ 
„ Jeg gjør Alt , hvad Du beder mig om . “ 
Da glemte han Stedet , hvor han var , og sluttede hende med 
Inderlighed i sine Arme . Hun græd Glædcstaarer . I det samme 
kom Folkman til . 
„ Længe leve Digteren og hans Brud ! “ raabte han . 
„ Ja , hun skal i Sandhed være min Brud og bære mit Navn , “ 
sagde Husby . 

Flasferne blevne trukne op , Glassene fyldte og stødte mod hinanden 
paa de Nyforlooedes Sundhed . Og den gamle Digler erklæredæ , 
at det var den lykkeligste Aften i hans Liv . Sent brød 
mon op , og Folkman , Gustav og Jomfru Richter kjørte til Byen 
i Droske . Underveis fik de at vide af Jomfruen , at Husby havde 
været Luise Vestergaards eneste Kjærlighed , at hun i tyve Aar havde 
levet i Erindringen om sin Ungdomslykke , at hun bestandig havde 
begrædt dens Tab , men at aldrig et ondt Ord mod den troløse 
Elsfer var kommen over hendes Læber . 
„ En saadan K > ærlighed stnder man sjelden nutildags , “ sagde 
Folkman ; „ Bestandighed er just ikke et Særkjende for vor Tid . “ 
„ De bar Net , “ sagde Jomfru Richter . 
Dengang Gustav denne Nat var bleven ene , var han slet ikke 
fornøiet med sig selv . Han havde om Eftermiddagen tilsvaret Betty 
de dyreste Eder om Kjærlighed , og ud paa Aftenen havde Marie 
Richter modtaget hans Kour . Men han var ikke mere forelsket i 
den Sidste ; naar han kjærtegnede hende , var det deels af Frygt for , 
at hun skulde mærke han- forandrede Følelser og gjøre en eller anden 
Skandale , og deels fordi han var i den Alder , hvori Kjærtegn af 
en smuk Kvinde dog altid ere behagelige . Men nu , da hun ikke 
mere var nærværende , væmmedes han næsten over sig selv , og han 
besluttede at faae Forholdet til Marie Richter brudt , hvad det end 
skulde koste . Men hvorledes skulde det skee ? 

Tiende Kapitel . 
Et uventet Møde . 
Næste Morgen bred et Uveir løs over Gustav . Han var 
næppe kommen ned til Frokosten , for Moderen sagde : 
„ Du var nok i net Selskab igaar . “ 
„ Jeg kan tænke mig , at min fornemme Søster Dagmar har 
sladdret , “ sagde Gustav , noget irriteret . „ Hun har ganske besynderlige 
Begreber om det Passende . “ 
„ Jeg troer , at mine Begreber om det Passende ere de rigtige , “ 
svarede Dagmar noget spidst , „ i hvert Fald vil Enhver billige , at 
min Kjæreste og jeg igaar^lod , som om vi ikke saae Dig , dengang 
vi gik forbi den Bænk , hvorpaa Du sad med denne Folkman og 
Hans Husby . “ ' 
„ Ja , ja , “ sagde Moderen . 
Gustav vilde give et heftigt Svar ; da kom Charles JensenSvendsen 
til og blev hurtig gjort bekjendt med , hvorom man talte . 
„ Det vedkommer naturligviis ikke mig , hvem Du omgaaes , “ 
sagde Dagmors Forlovede . „ Jeg vil blot gjøre den Bemærkning , 
at hvis Du vedbliver at vælge saa slet Selskab , som jeg saae Dig 
i igaar , vil Du snart blive udelukket fra alle dannede Kredse . Allerede 
for lang Tid siden har jeg udtalt mig om Student Folkman , 
og Hans Husby er et endnu værre Selskab ; det er en literær 
Vagabond . “ 
„ Han er en fortræffelig Folkedigter . “ 

„ Har den nyeste Tid ikke give ! Beviser paa , at mon kan være 
Folkedigter uden at besidde Dannelse ? Jeg kan til Nød forstaae , al 
Politikere , Forfattere og Genremalere blonde sig mellem Folket fdr 
al studere det , men hvorfor vil Du give Dig af nicd Folket ? Dit 
Maal er jo engang at blive Embedsmand . “ 
„ Embedsmanden skal ogsaa lære at kjende det Folk , iblandt 
hvilket ban skal virke . “ 
„ Jeg giver Dig Net ; men Du er endnu ikke moden nok til 
at kunne fælde en rigtig Dom over , kvad Du seer og hører . Tag 
først Din EmbedSexamen , opnaa derefter en Plads paa et juridisk 
Kontoir , og Du vil efterhaanden paa en naturlig Maade komme i 
Berøring med Folket og lære det at kjende . “ 
„ Hører Du , hvad Jensen ' Svendsen siger ? “ spurgte Moderen . 
„ Jeg skulde troe , “ svarede Gustav , „ at jeg har Lov til at 
gjøre , hvad jeg vil . “ 
„ Nei , Du har ikke ; thi Du har Pligter mod Din selskabelige 
Omgangskreds . Jeg veed , det er blevet Mode at frigjøre sig for 
disse Pligter , men Følgen heraf vil være Raabet , og Demoralisation . 
Jeg vil af al Magt bekæmpe denne nye Mode , selv om jeg derved 
skulde faae Ord for at være reaktionær . “ 
„ Og det er Du , “ svarede Gustav , „ thi Familielivet er bundkjedcligt 
og trænger til en Reform . “ 
„ Selv om Du havde Net , “ sagde Jensen-Svendsen , „ kan Dm 
Opførsel ikke undskyldes . Thi Familielivet maa kunne reformere sig 
selv , og fremfor Alt undgaae at paaoirkes fra Sfærer , der slaae 
under det i Moralitet og Jntelligents . “ 
„ Læg Dig paa Sinde , hvad Jensen-Svendsen siger , “ sagde 
Moderen . 

„ Det vil sige , “ svarede Gustav , „ jeg skal lægge mig efter at 
blive en Filister . “ 
„ Han er uforbederlig , “ raabte Dagmar . 
„ Det er denne forfløjne Student FolkmanS Skyld , “ sagde 
Moderen . 
Jensen-Svendsen erklærede , at nn havde han een Gang for 
alle sagt Gustav sin Mening om disse Sager , og gik derefter over 
til en langt behageligere Sag . Mellem Major Jensen-Svendsens 
Bekjendte var den berømte kongelige Skuespiller Hagh ; han havde 
i den sidste Tid et Par Gange truffet sammen med Fru Hammer 
og hendes Døttre i Guldsmedmesterens Huus , og nu havde Charles 
en Indbydelse til hele sin Svigermoders Familie , Gustav medindbefattet , 
at besøge Hr . Hagh paa hans Landsted i Nærheden af Ordrup . 
Denne Indbydelse blev med Glæde modtaget ; ogsaa Gustav 
sagde Ja for at undgaae en ny Storm . En bestemt Dag blev 
fastsat , da man skulde besøge Skuespilleren . 
Gustav havde imidlertid næsten daglig Stævnemøder med Betty . 
Men han mærkede efterhaanden , hvad han i Grunden burde have 
vidst strax , at Betty ikke var istand til at følge hans Tankeflugt . 
Han maatte tidt , saa al sige , oversætte sine Følelser og Tanker for 
hende og udtrykke dem i et plattere Sprog , hvorved de tabte meget 
af deres Skjønhed . I Begyndelsen vilde han opdrage hende til at 
forstaae sig , men opgav snart dette som uoverkommeligt , især da det 
lod til al kjede hende . Bien idet Gustao maatte opgive at sinde 
aandelig Nydelse i hendes Selskab , begyndte hun at tabe sit Lærd 
for ham . Han talte med Folkman derom . 
„ Saædanne Kjærlighcdseventyr , “ svarede Folkman , „ skulle ligesom 
Champagnen nydes , medens Vinen skummer . “ 
„ Men naar Vinen ikke vil skumme mere ? “ 

„ Opsøge ? et nyt Eventyr . “ 
„ Men Betty ? “ 
„ Vil snart glemme Dig . Ja , i Reglen forvandler saadanne 
Pigebørns Kjærlighed sig til Had , for derefter at gaae øver til Ligegyldighed . “ 
„ Ja , 
men det gjør mig alligevel ondt . “ 
„ Jeg vil sige Dig , Skylden er ligesaa meget paa Kvindens 
Side som paa Mandens . Hun veed ligesaa godt som Du , at Forholdet 
aldrig vil blive alvorligt , m-n det er pikant for hende at 
have Stævnemøder og Kjærlighedseocntyr . Ja , mange af dem afbryde 
selv Forbindelsen . “ 
„ Hin , hvorledes mener Du ? “ 
„ Naar Du kjeder hende , forlader hun Dig . Jeg skulde ikke 
toge meget feil , om Betty ikke halvveis er begyndt at sværme for 
en Anden . “ 
„ Umuligt ! “ raabte Gustav , der begyndte at blive jalonx . 
„ Hvem skulde denne Anden være ? “ 
„ Jeg nævner aldrig Navne , “ sagde Folkman . 
Ved denne Efterretning blussede Gustavs Kjærlighed til Betty 
op paany , og næste Gang de mødtes , spurgte han ligefrem : 
„ Er det sandt , Betty , at Du elsker en Anden ? “ 
„ Hvilken Usandhed ! “ udbrød Betty noget forlegen . „ Hvorledes 
falder Du paa at spørge saaledes ? “ 
„ Jeg synes . . . . hm . . . . at Du i den sidste Tid har været 
saa kold . “ 
„ Er der Nogen , som i den sidste Tid har forandret sig , er 
det Dig , “ sagde Betty . „ Du er bleven saa kjedelig . “ 
„ Ja saa ! “ 

„ Og ikke en eneste Gang har Du budt mig med paa Tivoli 
eller i Alhambra eller i Skoven eller . . . 
„ Jeg troede , Du elsfede mig for min egen Skyld og ikke for 
Tivolis eller Alhambras . “ 
„ Det gjør jeg ogsaa ; men det er dog rart engang imellem at 
faae en Fornøielse . “ 
„ Du veed , jeg vilde meget gjerne ; men , hvis nu Nogen 
saae os ? “ 
„ Hvad da ? Er Du bange for at blive seet ? “ 
„ Min Familie . . . “ 
„ Hvad kommer Din Familie mig ved ? Du er jbleven præsenteret 
for min Fader , og jeg kan derfor gaae med Dig , hvor del 
skal være . “ 
„ Den Tone og disse Bebreidelser har jeg ikke før hørt . “ 
„ Du maa da høre dem . “ 
En Strid med Betly havde for Gustav Nyhedens Interesse , 
hans gamle Kjærlighed vaagnede paany , og det lykkedes ham at tilveiebringe 
en Forsoning ved Løftet om , at han næste Gang , de 
mødtes , fluide sige hende en Aften , de kunde gaae paa Tivoli . 
Den Dag var kommen , da Fru Hammer med Familie skulde 
besøge Skuespiller Hagh . Midt paa Eftermiddagen tog man derud 
med Jernbanen i et smukt , mildt Augustveir . Man modtoges med 
Hjertelighed af Skuespilleren og hans Hustru , der ogsaa var en bekjendt 
Skuespillerinde , og da man traadte ind i den lille , hyggelige 
Villa , fandt man der Etatsraad Wutki-Sørensen og Frue . 
Snart efter sad Selskabet i en skyggefuld Have , og en Samtale 
blev ført om Theater og Konst ; men denne Samtale var ikke 
en pjattet Kritik , det var lysende Funker af den Ild , som brændte 
i Skuespillerens og hans Hustrues Bryst . Deres Tale rev de Andre 

med , og især koni der Liv og Udtryk i Fru Wutki-Sorensens smukke 
Anygt . Fox besterntere at belyse en Tanke , fremsagde Hagh et 
lille Ligt . 
„ Men det er jo et nydeligt Digt , jeg kjender det slet ikke , “ 
sagde Fru Etatsraadinden , „ hvem er det af ? “ 
„ Af Hans Husby , “ svarede Hagh . 
„ Uh , af ham ! Kan han ogsaa skrive noget Godt ? “ raabte 
Dagmar . 
„ Han har skrevet mange gode Ting , “ svarede Hagh , „ som 
endnu vente paa at blive paaskjønnede . De dømmer saa haardt om 
ham , Frøken Hammer ; det kunde interessere mig at erfare , hvorledes 
de begrunder saa haard en Dom . “ 
„ Ja , i Grunden har jeg bygget min Dom paa Andres Domme , “ 
svarede Dagmar noget forlegen . 
„ De har maaskee ikke læst Noget af ham ? “ spurgte Hagh . 
„ Nei , “ svarede Dagmar endnu mere forlegen . 
„ Hun har bygget sin Dom paa Udtalelser af mig , “ sagde 
Charles Jensen-Svendsen . „ Man kan mærke paa Alt , hvad Hans 
Husby skriver , at han mangler akademisk Dannelse . “ 
„ Beed De ikke , at Poesien er en fri Konst , “ svarede Hagh , 
„ og at man ikke behøver at aflægge Prøve for Lauget for at kunne 
dyrke den ? Jeg selv mangler akademisk Dannelse , men troer dog 
al have aflagt Prøver paa , at jeg kan opfatte og gjengive del Skjønne . 
Det Samme kan Hans Husby . “ 
„ Ja , men de gamle Klassikere . . . “ indvendte Charles . 
„ Holder jeg høit i Wre , jeg har læst dem i gode Oversættelser . 
Men Skjonhedsideen er cenS boS dem og os ; vor Konst og 
Poesi er jo bygget op paa Oldtidens Fundament . Tydskerne kalde 
Thorvaldsen : ein nachgeborner Grieche . Ja , jeg veed nok , at der 

er Nogle , som ville skabe en heel ny Retning i Poesien og Konsten 
ved at overspringe flere dundrede Aars Udvikling og begynde der , 
hvor de islandske Sagafortællere flap ; men jeg troer ikke , at de 
akademisk Dannede fortrinsviis hylde denne Retning , der tit lader 
haant om Alt , hvad der hedder Skjønhed . “ 
„ Den Slags Folk holder jeg ikke af , “ svarede Charles ; „ de 
ansee det Raa for at være det Originale , og det Formløse for al 
vidne om en Tankefylde , der er saa stærk , at den ikke engang kan 
finde en Form . Hans Husbys Plads er mellem disse Folk . “ 
„ De tager feil . Hans Plads er mellem vore bedste Digtere , 
og den Tid vil komme , da der vil blive viist ham Retfærdighed . 
Desværre er han ikke bleven til , hvad han kunde være bleven ; thi 
ban har den største Deel af sit Liv levet under meget trykkende Kaar . 
Hverken Staten eller Private have understøttet ham , og han er for 
beskeden til selv at søge om Understøttelse . “ 
Etatsraad Wulki-Sørensen gjorde ber den Bemærkning , at 
han , paa Grund af Haghs Anbefaling , vilde interessere sig for , at 
HuSby næste Aar fik en Undersføttelse af Staten . Hagh modtog 
med Glæde dette Løste . 
I det samme hørtes Fodtrin i Haven , og Adam Folkman traadte 
hen til Kredsen og hilste paa Hr . og Fru Hagh som paa gamle 
Bekjendte . Var en Granat sprungen midt i Selskabet , den kunde 
ikke have frembragt større Virkning . Etatsraaden og hans Kone 
kjendte ikke Folkman , ja , havde aldrig hørt dans Navn nævne ; de 
vare derfor lutter Venlighed , dengang han blev præsenteret for dem ; 
Charles Jensen-Svendsen saae noget mut ud . Dagmors Ansigt viste 
streng og kold Dyd , Fru Hammers Gnavenhed , Margrethes Nysgjerrighed 
og Gustavs Forlegenhed . Folkman syntes slet ikke at 
lægge Mærke til alt delte . Han førte altid Liv med sig og var 

snørt den Ordførende i Selskabet . Charles Jensen-Svendsen sød 
tøus og hørte til ; køn vilde gjerne være fremkommen med en Spydighed , 
men havde som paa Følelsen , at den ikke vilde blive taalt i 
dette Huus , ligesom Folkman vilde kunne være istand til at afparere 
den med en Aandrighed . 
Saaledes nærmede Tiden sig , da man fluide spise tilaften . Et 
ikke rigt , men net udstyret Aftensbord var dækket i Havestuen , hvorfra 
man havde en henrivende Udsigt over det yndige Landflab . De 
fleste af Selskabet toge Plads omkring Bordet i en ypperlig Stemning ; 
Folkman kom til at sidde ved Siden af Etatsraadinden . Man 
var i Anledning af , at Hagh forrige Vinter havde spillet Hovedrollen 
i en af Shakespeares Tragedier , kommen til at tale om tidligere 
Aarhundreders Lidenskaber . 
„ Jeg kan forsone mig med Udskejelsen , naar den er et Udtryk 
for utæmmet Kraft , “ sagde Folkman . 
„ Ih , Gud fri os ! “ raabte Fru Hammer , 
„ Jeg vil naturligvüs hverken billige eller forsvare den , “ sagde 
Folkman , „ men jeg holder dog mere øf f . Ex . Riddertidens Afgjorelsesmøade 
øf en personlig Tvist , hvor mon stillede sin Person 
blot , end vor Tids , hvor et Par Uvenner løbe Byen rundt og bagtale 
hinanden . Det er deres Maade at tournere paa , og der kommer 
i Reglen en forfærdelig Hoben Løgn med . “ 
„ Mange af de nyeste franske Lystspil ere kun baserede paa den 
Slags Kampe , der farøvrigt allerede møde os i „ Bagtalelsens Skole ' “ , 
sagde Fru Hagh . 
„ Og naar saa Damerne tage Parti , bliver det forst rigtig galt “ , 
vedblev hendes Mand . 
„ Jeg maa næsten give Dem Ret , “ sagde Fru Vutki-Sørensen , 
„ thi hvad angaaer det i Grunden andre Folk , at et Par Mennesker 

blive Uvenner ? Det tyder paa en vis Aandstomhcd i vort Selskabsliv , 
at saadanne Uvenskaber tit afgive Hovedsfoffet til en Konverfation . “ 
„ Min 
Kjære , “ sagde Etatsraaden , „ vort Selskabsliv dømmer 
Du bestemt for strengt . Det er udmærket godt , lad det nu end 
have nogle smaa Skyggesider . “ 
„ Oprigtig talt , Hr . Etatsraad , “ svarede Hagl , , „ finder jeg 
vort Selskabsliv bundkjedeligt , men det kommer vel tildeels af , at 
Mændene ikke have saa megen Tid som før at offre paa Selskabslivet . “ 
„ Og 
at Tiden stræber hen mod et Folkeliv , “ sagde Fru Hagh . 
„ Jeg haaber da , al Folkelivet ikke ødelægger Selskabslivet , “ 
sagde Charles , „ men at de kunne bestaae jevnsides . “ 
„ Det haaber jeg med , “ svarede Hagh , „ men Folkelivet er det 
Nye , og alene derved , at det har Nyhedens Interesse , drages mange 
gøde Kræfter til Folkelivet . “ 
„ Og forsmaa Selskabslivet . Hr . Folkman kan tale med herom , “ 
tilføiede Fru Hagh med et Smil . 
„ Nu ja , “ svarede Folkman , „ men jeg ønsker ikke , idetmindste 
ikke iaften , at tale med herom . “ 
„ Hvad ønsker De da al tale om ? “ spurgte Hagh . „ Ah , nu 
erindrer jeg , hvad vi vistnok skylde Deres kjærkomne Visit . De vil 
om kort Tid udgive et Bind Digte , og saa ønsker Te at læse nogle 
af dem op for os først . “ 
Dette var virkelig Aarsagen til Folkmans Besøg . Han undslog 
sig i Begyndelsen for at oplæse Digtene for Andre end Vært 
og Værtinde , men paa Fru Vutki-Sørensens indstændige Anmodning 
lovede han dog tilsidst , at hele Selskabet efter Bordet skulde faae et 
Par af dem at høre . 

Med en vis Spænding og et Haab om yt faae Leilighed til 
en skarp Kritik ventede Charles og Dagmar paa Digtenes Oplæsning . 
Men hurtig blev deres Haab skuffet ; Digtene vare i enhver 
Henseende sniukke og formfuldendte , og Damerne følie sig især tiltalte 
af deres sværmeriske Erotik . Et almindeligt Bifald fulgte paa 
Oplæsningen . Etatsraaden greb den unge Digters Haand og ønskede 
ham til Lykke ; Folkman havde nu i Selskabslivet faaet Grund 
under sin Fod ; hans Modsfandere følte det , og Gustav , der , for 
ikke at støde an , spillede den tause Iagttagers Rolle , følte det ogsaa 
og feirede en stille Triumf over Charles , Moderen og Søstrene . 
Veiret var deiligt , og der blev foreslaaet en Spadseretour i 
Skoven . Ikke længe efter forlod man Landstedet og vandrede under 
Bøgenes Kroner , hvorigjennem Fuldmaanen af og til tittede ned . 
Fru Vutki-Sørensen var kommen i en ivrig Samtale med Folkman 
om lyrisk Poesi og lyriske Digtere , og det øvrige Selskab , der gik 
foran , lyttede med stor Interesse til et Digt , som Hagh fremsagde , 
og hvori en Stemning som denne Aftens træffende blev gjengivet . 
„ Bi ere komne bort fra de Andre , “ sagde Folkman pludselig . 
„ De maa være her i Nærheden , “ svarede Etatsraadinden , „ jeg 
Harer Haghs Slemme . — Hr . Folkman , maa jeg gjøre Dem et 
Spørgsmaal , vil De modtage en Indbydelse til at besøge os ? “ 
„ Med Fornøielse . “ 
„ Om ikke mange Dage ønsker jeg gjerne Deres Nærværelse til 
en lille Middag . “ 
„ Maa jeg takke . “ 
„ De vil vist finde Alt meget » poetisk hjemme hoS os , “ vedblev 
Fruen , „ men tag til Takke efter fattig Leilighed . “ 
„ Skal jeg dømme efter Dem , Frue , maa DcrcS Huus tvertimod 
være fuldt af Poesi . “ 

„ Ingen Komplimenter , “ sagde hun spøgende . 
„ Det er virkelig ingen Komplimenter , “ svarede han . „ Jeg vil 
forøvrigt gjøre Dem opmærksom paa , at jeg ikke er vant til at 
færdes meget i Selskabslivet . “ 
„ Jeg hørte jo før , at De foretrak Folkelivet . “ 
„ Ja . Var Selskabslivet noget mere livligt , noget mere frit ; 
havde det større positivt Indhold , troer jeg , at jeg vilde foretrække det . “ 
„ Og jeg vil gjøre Dem en anden Tilstaaelse . Undertiden 
kunde jeg næsten have Lyst til at lære Folkelivet at kjende . “ 
„ Har De aldrig været til en Grundlovsfest ? “ 
„ Der seer mon næppe meget Folkeliv . Jeg mener , jeg vil ud 
at see , hvorledes Folket morer sig . “ 
„ Det vil næppe blive saa vanskeligt . Jeg tilbyder i saa Henseende 
min Assistance . “ 
„ Og jeg lager imod den . Aa , der ere de Andre ; det var da 
kjedeligt . “ 
Folkman følte det Smigrende for sig i den sidste Deel af 
Fruens Yttring . Det øvrige Selskab var imidlertid kommet til , og 
man vandrede hjemad . Man maatte skynde sig , thi Fru Hammer 
og HendeS Familie skulde til Kjøbenhavn med Jernbanetoget , og de 
havde , som det hedder , ladet Tiden løbe fra sig . 
Etatsraad Vulki-Sørensen bavde egen Ekvipage . Da Familien 
Hammer var borte , fik Etatsraadinden sin Mand til at tilbyde Folkman 
at kjøre med ind til Byen ; et Tilbud , som Folkman med 
Glæde modtog . 
Et venligt Haandtryk , et „ Kom snart igjen , “ og saa nikkede 
man til Skuespilleren og hans Hustru og rullede ned ad Veien , der 
slynger sig gjennem Charlottenlund til Strandveien . 

„ Det er en deilig Aften , “ sagde Fruen . „ Det var en Aften 
til at begynde et nyt Liv i . “ 
Folkman , der mente , at hun alluderede til , at han skulde opgive 
sit Taterliv , svarede : 
„ Ja , det forekommer mig næsten som et nyt Liv skal til at 
begynde . “ 
„ Aa hvad , “ svarede Etatsraaden , „ hvorledes kan Maaneskin 
faae os til at begynde et nyt Liv ? Men et saadant Udtryk stal 
vel være poetisk . Hm . “ 
Etatsraaden var søvnig ; han blandede sig ikke mere i Samtalen 
mellem hans Hustru og Folkman , men sad , som det hedder i 
Børnesproget , og klippede Kaniner . “ 
Da Foikman sagde Godnat og forlod Etatsraaden og hans 
Frue , var han saa glad , som han ikke længe havde været . Han 
syntes , at han havde moret sig fortræffelig , og dog havde han været 
i Familielivet . 
Ellevte Kapitel . 
I Folkelivet . 
Det var studiosus theologiæ Carl Flimby , som havde beslutfet 
at fortrænge Gustav fra Pladsen i Bettys Hjerte . Bed et 
Tilfælde traf han hende den Aften , hun gik for at møde Gustav og 
af ham modtage Besked om , naar de skulde gjøre et Besøg paa 
Tivoli eller i Alhambra . Flimby tiltalte hende og spurgte hende , 

om hun vilde med ham paa et af de nævnte Steder . Med et lille 
Suk svarede hun Nei , og da Flimby trængte paa , for at faae 
Grunden til dette Afslag at vide , kom det ud , at hun var bleven 
sat Steone af Gustav . 
„ Og en saadan Fyr vil De møde ? “ spurgte Flimby . „ Det 
er en Idiot , hvorledes kan hans Selskab interessere Dem ? Jeg 
bavde ikke troet , Jomfru Madsen , at De havde en saa daarlig 
Smag . “ 
„ Aa , ban er dog ret kjøn . “ 
„ De seer altsaa alene efter et smukt Ansigt ? Jeg har taget 
feil af Dem . Han er jo bundkjedelig , og saa tør han Ingenting 
for sin Familie . “ 
„ Det er sandt nok . Men iaften skulle vi dog gjøre Aftale om 
en Tivolitour . “ 
„ Hvor han holder sig i de mørke Gange ; thi han er bange for 
at blive seet . Han gaaer ikke med Dem til Theatret . “ 
„ Aa , jeg holder saa meget af Pjerrot . “ 
„ I Cirkus kommer De ikke . “ 
„ Jeg sværmer for Beriderne . “ 
„ Han holder sig langt borte fra Koncertsalen . “ 
„ Der vil jeg netop hen . “ 
„ Nu ja , saa lad ham allerede iaften love at føre Dem derhen . 
Men hør , bliv rent borte fra dette Stevnemøde ; De holder s ' gu 
dog i Grunden ikke mere af ham . “ 
„ Hvor veed De det ? “ 
„ Fordi De holder af mig . “ 
„ Aa fy ! “ 
„ Kom nu og gaae med paa Alhambra . “ 
„ Nei , nei . “ 

„ Vi træffe maaskee Gustav Hammer der ude . “ 
„ Nu spøger De . “ 
„ Nei . Naar han bar havt Stevnemøde med Dem , skal han 
sandsynligvus møde sin gamle Kjæreste , Marie Richter , paa Alhamdra ; 
hun holder mest af de mørke Gange . “ 
„ Sin gamle Kjæreste ? “ 
„ Han har naturligviis ikke fortalt Dem Noget derom . Men 
stol paa , jeg taler Sandhed . Hun boer i samme Huus , som han . “ 
„ Men det er jo asskyligt ! Hammer maa være en Skurk . “ 
„ De gjør ham for megen 8Ere . Han er blot et Fæ . Der 
kommer han . Nu kan De jo selv spørge ham derom . “ 
Betty slyrtede hen imod den Intet anende Gustav og overøste 
ham med en Strøm af Bebreidelser . 
„ Jeg har kjendt en Jomfru Richter , “ sagde Gustav , „ men siden 
jeg lærte Dig at kjende . . . “ 
„ Du tilstaaer altsaa . Godt , det er mig nok . “ 
„ Men saa hør mig dog ud . “ 
„ Nei , mellem os er det forbi . “ 
Hun ilede hen og greb FlimbyS Arm . 
„ Det er altsaa Dig , jeg kan takke for denne Streg ? “ spurgte 
Gustav . 
„ Kan jeg gjøre for , at denne unge Dame synes bedre om mig 
end om Dig ? “ 
„ Du har fortalt hende . . . . “ 
„ Aa , lad os nu blot ikke vække Opsigt , paa alfar Vei , “ sagde 
Flimby . „ Der synes jeg , Din Svoger kommer nede . “ 
„ Hvor ? “ spurgte Gustav , der var en Smule nærsynet . 
„ Farvel Hammer , “ sagde Flimby , „ hils Marie Richter ; jeg 
skal ikke sige hende et Ord om Jomfru Madsen . “ 

Med et spottende Smil forlod Flimby med Betty under Armen 
den forbløffede Gustav . Han stod og saae efter dem , han syntes , at 
de loe , da begyndte ban ogsaa pludselig at lee , det syntes ham ligesom 
han var bleven en Byrde kvit . 
Paa Tilbageveien mødte han Adam Folkman og fortalte ham , 
hvad der var skeet . 
„ Flimby er en Slyngel , “ sagde Folkman . „ Desværre har 
vor Tid for mange af den Slags Slyngler . Nei , trøst Dig , der 
er saamæn Pigebørn nok , og Du behøver ikke at tigge om Deres 
Kjærlighed . “ 
„ Jeg syntes , at Flimby . . . “ 
„ Skjænk den Fyr ikke en Tanke ; lad ham seile sin egen So , 
og søg herefter bedre Selskab . Jeg har mærket , at man , ved bestandigt 
at søge mindre heldigt Selskab , tilsidst selv bliver en mindre 
heldig Person . “ 
„ Saaledes taler Du , der før har rost Taterlivet saa meget . “ 
„ Jeg skal sige Dig , jeg har gjort en Opdagelse . “ 
„ Og den er ? “ 
„ Foruden en stor Deel dygtige og begavede Folk bestaaer 
Tatersamfundet af Folk , som ikke ere Andet end det dannede Samfunds 
Bundfald , Folk , som paa en eller anden Maade have gjort 
sig umulige i Familiekredsene . Der er derfor noget Berettiget i , 
ar Familierne see med Mistillid til os , der ere gode Venner med 
de Udsfødte . “ 
„ Ja , ganske vist . “ 
„ Du kjender Holger Ulmann . Han var engang en prægtig 
Fyr , men nu har Omgangen med den lille Moses Josesson spoleret 
ham . Skjøndt Joscfson har Embedsexamen med bedste Karakteer , 
mangler han dog de første Forudsætninger for at være et dannet 

Menneske , nemlig : Moralitet , Retskaffenhed og AEresfølelse . Jeg 
siger den Fyr som Pesten , og han hører til den Slags Mennesker , 
som kun ere modtagelige for et Argument : Prygl . “ 
Gustav lo . Samtalen tog en anden Vending , og ved Vesferport 
skiltes de to Bekjendte . 
Efterat Adam Folkman begyndte at troe , at en Tater ikke var 
aldeles udelukket fra Familielivet , saae han paa Samfundet med 
andre Øine end før . Han indrømmede , at det ikke vilde være heldigt , 
dersom Taterne øn masse fik Tilladelse til at rykke ind i 
Selskabslivet ; thi den uudblivelige Følge heraf vilde blive Raahed , 
men paa den anden Side maatte han fastholde , at vort nuværende 
Selskabsliv var kjedeligt , at det favnede det høiere Sving , at det 
lagde mere Vægt paa Formen end paa Indholdet . Denne Opfattelse 
fandt Folkman ikke Anledning til at forandre , efterat han 
havde dceltaget i Etatsraad Wutki-Sørensens Middagsselskab . 
Det var et Selskab alene for Herrer . Gjæsternes Antal var 
ni . Man var altsaa elleve tilbords . Folkman var den Yngste i 
Selskabet , der bestod af to Departementschefer , en Høiesteretsassessor , 
en Overretsprokurator , to Grosserere , en Kommandør i Søetaten 
og en Justitsraad , som levede af sine Penge . Retterne vare udsøgte , 
og Vinen fortræffelig . 
Efterat man længe havde talt om sine egne Sager , der mest 
dreiede sig om Pengespekulationer , kom man til at tale om Arbeiderspørgsmaalet 
ved en Bemærkning af Grosserer Brygge , at 
han havde taget Aktier i nogle paaiænkte Arbeiderboliger . 
„ Arbeiderspørgsmaalet vil aldrig faae nogen Betydning for 
Danmark , “ sagde Justitsraad Holte og tog fat paa et Kyllingebeen , 
„ Befolkningen her er for sindig og rolig . “ 
„ Det er ogsaa min Mening , “ svarede Høiesteretsassessoren , 

„ skjøndt jeg har talt med Dø . Lidbæk , der er af en heel modsat 
Mening . Han siger , at Bevægelsen i Tydskland vil lidt efter lidt 
ved tydsfe-Svende blive importeret til Danmark . De tydske Svende , 
som arbeide her , holde i Reglen de tydsfe Arbejderblade , hvis vigtigste 
Afhandlinger de oversætte for deres dansfe Kolleger . Men 
vore Arbeidere have det for godt til at ville gjøre striks . “ 
„ Ja ja , “ sagde Etatsraad og Departementschef Bug , „ Arbeidet 
bliver godt betalt . “ 
„ Det vil jeg dog ikke paastaae , “ svarede Grosserer Ems ; „ men 
Arbeideren hertillands kommer aldrig til at sulte ; han behøver blot 
at give sig ind under Fattigoæsenct . “ 
„ Jeg har en Tid knurret over de store kommunale Skatter , “ 
sagde Konferentsraad og Departementschef Tulstrup , „ men jeg gjor 
det sandelig ikke mere , thi kan jeg med nogle Daler slørre Skal om 
Aaret stille Munden paa Pøblen , gjør jeg det gjerne . “ 
„ Det er Friheds- og Lighedsprinciperne , der ere Skyld , i dette 
Røre , “ bemærkede Vutki-Sorensen . „ Mængden er ikke moden til 
Friheden , og den vil aldrig blive moden . Men jeg siger med Hr . 
Konferentsraaden , at jeg gjerne betaler aarlig en slørre Skat for at 
saae den lavere Deel af Befolkningen til at forholde sig rolig . “ 
„ Den vilde vist forholde sig rolig alligevel , “ sagde Søofficeren . 
„ Vi have daglig Leilighed til at iagttage de dansfe Arbeidere paa 
Orlogsoærftet ; de ere lydige , taalmodige og lade sig i Grunden 
byde Alt . Naar en dansf Arbeider ikke har Brød til sin Familie , 
taaler han Alt før at saae eller for at beholde sit Arbeide . Franskmændene 
gjøre Oprør , og Tydsferne vedtage Resolutioner . “ 
„ En ganske fortræffelig Rhinskviin , “ udbrød Ovcrrctsproknratoren . 
„ Jeg mener , man gjør for meget Væsen af disse Arbeidere . 
Have vi ikke Politi , og , kniber det , Soldater ; lad dem sørge for 

Statens Rolighed . Man spurgte mig engang , om jeg vilde være 
Fattig-Borgmester i Kjøbenhavn ; jeg betakkede mig . Der er altid 
saadan en ilde Lugt ved Fattigdommen . “ 
Folkman havde havt Lyst til at sige noget , men taug klogelig , 
thi han vidsle , at han vilde faae hele Selskabet imod sig . 
„ Man skal alligevel vogte sig for at irritere Befolkningen , “ 
sagde Grosserer Brygge ; „ man kan sagtens tage Aktier i Arbejderboliger , 
thi de sorrente sig godt . Endvidere maa man see at skaffe 
Arbejderne saadanne Ledere , som i Grunden ere vore Venner , og 
som stille sig til Opgave at bevare en god Forstaaelse mellem dem , 
som drikke Viin , og dem , som drikke Brændeviin . “ 
„ Delte Thema kjeder vist Fruen ? “ spurgte Søøfficeren galant . 
„ Paa ingen Maade , “ svarede Fru Ingeborg . „ Det er nyt 
for mig , og jeg lytter dertil med den største Interesse . Man frygter , 
synes det , en Bevægelse fra Arbejdernes Side mod os . “ 
„ Man frygter ikke Bevægelsen , “ sagde Søøfficeren , „ thi vi 
have Alt i Staten med os , Arbejderen Alt imod sig . “ 
„ Er det da ikke muligt at undgaae , at forhindre denne Bevægelse 
i Arbejderklassen ? “ 
„ Jeg frygter nei . Men lad den kun komme ; den skal blive 
knust i Fødslen . “ 
Kort efter reisfe man sig fra Bordet og gik ind i et andet 
Værelse for at drikke Kaffe . Her sagde et Par af de fornemme 
Herrer den unge Student nogle venlige og nedladende Ord , og 
snart efter gik man til Spillebordene . 
Adam Folkman blev tilbage i Dagligstuen hos Fruen . 
„ Min Indbydelse til Dem har ikke været uden Egoisme , “ 
sagde hun smilende . „ Min Mand og de Andre blive nu hele Aftenen 
siddende ved Spillebordene , og jeg maatte sidde her alene og 

kjede mig , hvis De ikke var her . De har nu den Pligt at underholde 
mig . “ 
„ Jeg skal forsøge derpaa . “ 
„ Forsøget vil vistnok lykkes , thi vort Bekjendtskab er saa nyt , 
og derfor er enhver Sag , som bringes paa Bane , ikke allerede uddebatteret 
mellem os , men paa en Maade ny , og derfor i Neglen 
interessant . Hvorfor tog De ikke Deel i Samtalen ved Bordet ? “ 
„ Fordi jeg nødig , første Gang jeg er i et Selskab , vil stille 
mig i Opposition ; mine Anskuelser om Arbeiderne ere noget forskjellige 
fra dem , der bleve fremsatte før . “ 
„ Ja , De er jo en Folkets Mand . “ 
„ Det vil jeg ikke sige ; en Folkets Mand helliger sit Liv udelukkende 
til Folket ; det agter jeg ikke at gjøre , skjøndt det maaskee 
engang har været min Hensigt . Jeg kommer mere og mere til den 
Erkjendelse , at Gud har bestemt mig til at være Digler , og jeg vil 
leve udelukkende for mit Digtcrkald ; kunne mine Arbeider glæde 
Folket , vil det være mig kjært . “ 
„ De har gjort Deres Studier hos Folket . “ 
„ Det har jeg . “ 
„ Og jeg stroer , det har været rigtigt . Jeg kjender forøvrigt 
selv kun saare lidt til Folkelivet , skjøndt , som jeg allerede har sagt 
Dem , jeg kunde have stor Lyst til at lære det at kjende . De tilbød 
mig sidste Gang vi saaes , Deres Assistance . “ 
„ Med Fornøielse . “ 
„ Hvorledes tænker De , at Sagen kunde lade sig udføre ? “ 
„ Vil De ledsage mig til en større Fest paa Tivoli ? “ 
„ Ja . “ 
„ De har Mod dertil ? “ 

„ Hvorfor ikke ? Ingen vil kjende mig , naar jeg klæder mig paa 
som en kjøbenhavnsk Sypige . “ 
„ Men hvis det alligevel kom ud ? “ 
„ Hr . Folkman , jeg kjeder mig ; jeg vover Alt for at bringe 
Afoexling i dette eensformige Liv . Jeg har læst saa mange Eventyr 
i Romanerne , at jeg selv kunde have Lyst til at opleve nogle . “ 
„ Men det er farlige Eventyr . “ 
„ Desto bedre . “ 
„ De kjender Selskabet ; De veed , hvorledes selv den mindste 
Misforstaaelse kan flade en Dames Rygte ; De veed . . . . “ 
„ Alt dette veed jeg ; men jeg er vist næppe den eneste Dame , 
som fra Selskabslivet engang imellem søger Morskab i Folkelivet . 
Formerne ere nu blevne saa stive , at en Kvinde med en nogenlunde 
livlig Aand maa søle sig fristet til at bryde dem . Naar er der 
Fest paa Tivoli ? “ 
„ Allerede imorgen Aften er der en stor Blomsterfest . “ 
„ Saa tage vi paa Tivoli imorgen Aften . “ 
„ De vil virkelig . . . . ? “ 
„ Ja . Jeg længes efter Adspredelse . “ 
„ Det er sælsomt , at De , den rige og fornemme Frue , længes 
efter Adspredelse . Man fluide synes , at De maatte have Adspredelse 
nok . “ 
„ Mit Liv gaaer saa regelmæssig som et Uhrværk , og mine Bekjendte 
fremsætte regelmæssig de samme Meninger om de samme Ting . 
Der er ingen høiere Ideer , som kaste Glands over Tilværelsen . “ 
„ Jeg synes dog . . . . “ 
„ Ja , der tales mere end nok om Ideer , men man lever ikke for og i 
Ideerne . Selv ligeoverfor Religionen staaer man kritisk ; man sammenholder 
det nye Testamente med populære naturvidenskabelige Skrifter . “ 

„ Og de Sidste gaae af med Seiren ? “ 
„ Jeg troer det , men man er endnu ikke kommen saa vidt , at 
man tilstaaer det , “ 
„ Hvad er Deres Mening ? “ 
„ Min Mening er , at Forsagelse og Kjedsomhed ikke ere eet og 
det samme . “ 
Fru Ingeborg kunde være bleven en udmærket Hustru , naar 
hun havde fundet den rette Mand ; Etatsraad Wutki-Sørensen var 
ikke den , der kunde gjøre hende lykkelig . Hnn var neppe tyve Aar 
gammel , da hun blev gift med ham , der snart var Halvtreds . Det 
var et godt Parti , hun havde gjort , sagde hendes Veninder , og hun 
selv troede det ogsaa . Men hendes Mand vedblev bestandig ligeoverfor 
hende at være en lukket Bog ; undertiden kunde hun svørge 
sig selv , om han havde en Sjæl ; hans Tanker dreiede sig udelukkende 
om denne Verden , og naar hans Kone engang imellem lod ham 
see ned i sit Hjertes Dyb , stirrede han forundret paa hende og endte 
i Reglen med at udbryde : 
„ Charmant sagt ! “ 
Det Væld af Tanker , som blev lukket inde i Fru Ingeborgs 
Bryst , ventede blot paa en Leilighed for at kunne bryde Skrankerne ; 
i næsten ti lange Aar vandrede hun taus og indesluttet om mellem 
Mængden . Hun søgte forgjæves En , der kunde forstaae hende ; da 
traf hun Adam Folkman . Han var ganske anderledes end de Mennesker , 
hun pleiede at omgaaes hver Dag , og som om hun havde 
ligget i Dvale siden sit Bryllup fløi hendes Hjerte ham med en 
tyveaarig Piges Tillid og Begeistring imøde , Ved Folkman meente 
hun at kunne begynde et nyt Liv , at kunne faae Gaaderne løste . 
Den næste Dags Aften mødte Folkman Fru Ingeborg for at 

ledsage hende i Tivoli . Hun var simpelt , men smagfuldt klædt og 
saae i hvi Grad indtagende ud . 
„ Nu , Hr . Folkman , “ sagde hun smilende , „ her har De Jomfru 
Ingeborg , der lige kommer fra Systuen . “ 
„ Jeg kjendte Dem næsten ikke igjen , Frue . “ 
„ Kald mig endelig ikke Frue , det kunde robe os . Kald mig 
Ingeborg . “ 
„ De vil . . . “ 
„ Iavist , De skal kalde mig Ingeborg , det er nødvendigt ; det 
hører med til Forklædningen og Situationen . “ 
Han bød hende Armen , og de vandrede gjennem Folkesværmen 
til Tivoli . 
„ Hvor her er mange Mennesker , “ sagde hun , „ skjøndt det er 
en Søgndag . “ 
„ Tivoli er altid godt besøgt . Kjøbenhavnerne ville more sig . “ 
„ Her er ikke faa af de dannede Klasser . “ 
„ Det er dog mest Herrer . Den Klasse i Samfundet , hvortil 
De hører , kommer ikke ofte herud med Damer , og Damerne sidde 
da som oftest i Koncertsalen . “ 
„ Ja , men her er dog Damer . . 
„ Det er den bemidlede Haandværks « og KjøbmandsstandS 
Damer ; deres Mænd maa holde sig inde i Boutikens eller Værkstedets 
trykkende Luft hele Dagen ; det er dem derfor en Nødvendighed , 
at spadsere om Aftenen . Embeds- og Grossercrstandens 
Damer ligge enten paa Landet eller tage om Eftermiddagen til Frederiksberg 
eller maaskee til Klampenborg . Kun Løoerdag Aften seer 
man deni i Tivoli . “ 
„ Her er en Mængde unge Piger , der spadsere to og to . “ 
„ Det er Sypiger eller Andre med dem i Klasse staaende . “ 

„ Og de spadsere alene ? “ 
„ O , naar det bliver mørkere finde de nok en Kavalleer . — Skulle 
vi see Pantomimen ? “ 
„ Den har jeg ikke seet , siden jeg var et Barn . “ 
Der var allerede en Mængde Mennesker nede ved Theatret . 
Folkman og Fru Ingeborg kom til af slaae midt i Sværmen og 
bleve trykkede af den frem- og tilbagebølgende Menneskemasse , der 
jublede lydeligt over Pjerrot . Fru Ingeborg var i Begyndelsen 
lidt forsfrækket ved af være kommen ind midt i den store Sværm , 
men efterhaanden beroligede hun sig og morede sig saavel over Pantomincn , 
som over de Yttringer , der hisf og her faldt i Hoben . 
Hun lagde Mærke til , af mangen Herre tog et ham aldeles vildtfremmed 
Barn op paa Armen , for af det kunde komme til af see , 
hvad der foregik paa Theatret . Dette Træk af Københavnernes 
Godmodighed rørte hende . Hun talte til Folkman derom , der sagde , 
af han ofte havde havt et lille Barn paa Armen og glædet sig 
mere over dets naive . Bemærkninger end over Pantomimen . 
„ Hvor skulle vi nu gaae hen ? “ spurgte Fru Ingeborg , da 
Pantomimen var forbi . 
„ Hvor De vil . “ 
„ Hvad skeer inde i dette Bustads ? “ 
„ Det er Labyrinthen . “ 
„ Folk gaae derind . “ 
„ Det er vel for at spise tilaften . “ 
„ Er der en Beværtning inde ? “ 
„ Ja . — Skulle vi prøve den ? “ 
Hun samtykkede , de gik derind og fandt efter nogen Søgen 
en Plads . 
„ De maa nu tage tiltakke med Retterne . “ 

„ En Sypige er ikke for godt vant . “ 
Smørrebrødet og Theen brogtes ; kun erklærede at begge Dele 
smagte fortræffeligt , og at hun morede sig udmærket . 
„ Her kommer neppe nogen Etatsraad og spiser med sine Damer , “ 
sagde Folkman . 
„ See , det er en Feil . Man siger rigtignok , at alle Samfundsklasser 
her inde blande sig mellem hinanden ; ja , paa samme Maade 
soul de blande sig mellem hinanden paa Gaden . “ 
„ Det er sandt . Hver Deel af Publikum har sine Resfaurationer . 
Vil en fornem Mand spise her inde , gaaer han i Bazarrestaurationcn . “ 
„ Dette , 
hvad man kalder , at blande sig mellem hinanden , er 
altsaa kun tilsyneladende . Men det er just morsomt at sidde her 
og see paa Folket . “ 
Adam Folkman kom til at tænke paa , at det ikke var saa længe 
siden , han havde siddet her med Ligkassebudet og dennes to Døttre . 
Hvor forskjellig var ikke Situationen da og nu , og hvor meget 
havde ikke dans Syn paa Livet siden dengang forandret sig ? I 
det samme kom en Mand forbi og saae sig speidende omkring : det 
var Hr . Madsen i egen Person . - Folkman trak sig tilbage for ikke 
at blive gjenkjendt . Ikke længe efter hørte han Madsens Stemme 
i et Lysthuus , der laa tæived . 
„ Træffer jeg Dig her , Din Tøite ! “ raabte Madsen . „ Jo , 
jeg skulde nok vide at finde Dig . “ 
Folkman saae ud af sit Lysthuus , og Fru Ingeborg spurgte : 
„ Hvad er der paa Færde ? “ 
„ Jeg skal strax sige Dem det , “ svarede Folkman . 
Han saae Flimby blive kastet ud af Lysthuset , modtage et Par 
Lussinger af Madsens kraftige Hænder og derefter skyndsomst fjerne 

sig . Et Øieblik efter viste Ligkasscbudet sig med Betty under 
Armen ; hendes ene Kind var rødere end den anden , og hun saae 
ud til at have Lyst til at briste i Graad , men at betvinge sig for 
ikke at vække Opsigt . Madsen saae uhyre martialsk ud . 
„ Del var et lille Kjærlighedseventyr , som endte med Prygl , “ 
sagde Folkman leende til Fru Ingeborg . 
„ Hvorledes ? “ 
„ En Student sad i dette Lysthuus sammen med en Borgermands 
Datter ; da bleve de opdagede af Faderen , der tog Datteren 
med sig og trakterede Elskeren med Prygl , som han forøvrigt længe 
har fortjent . “ 
„ De kjender ham ? “ 
„ Ja . Det er en theologisk Student , som hedder Flimby . “ 
„ Carl Flimby ? “ 
„ Rigtigt . De kjender ham ogsaa ? “ 
Fruen bejaede det og yttrede sin Forundring over , at Flimby 
gik paa saadanne Eventyr . Folkman gav nu en Skildring af Flimbys 
Person , og hun hørte til med uforstilt Forbauselse . 
„ En moderne Tartuffe ! “ udbrød hun . 
„ Og den Slags Folk er der mange af . “ 
„ Hvorledes kan man vogte sig for dem ? “ 
„ Det er vanskeligt nok . Kun Tilfældet river Masten af dem . 
De ere farligst , naar de efter et flet fort Ungdomsliv beile til en 
ung , uskyldig Pige . De hykle ogsaa ligeoverfor hende , og efterhaanden 
forme de hende efter deres Sind . Hun bliver en Hyklerfle ; 
hun lærer med Gud paa Læberne at dyrke Verdens Goder i sit 
Hjerte , og den opvoxendc Slægt bliver en hyklende , krybende , pengegridst 
og demoraliseret Slægt . “ 
„ Og saaledes er Carl Flimby ? “ 

„ Saaledes er han . Men Tiden lader fra os ; sknlle vi gaae 
videre ? “ 
De reiste sig og vandrede ud mellem Mængden . Basaren 
straalede som i et Ildhav . 
„ Her er smukt , “ sagde Fru Ingeborg . „ Jeg havde aldrig 
tænkt mig , der var saa smukt paa Tivoli . “ 
„ Man skal blot ikke komme cher for ofte , “ sagde Folkman . 
„ Man bliver da blaseret , og Kjøbenhavnerne ere dygtig blaserede i 
Alt , hvad der angaaer Forlystelser . Der er endnu lang Tid til 
Fyrværkeriet ; hvor sknlle vi gaae hen ? “ 
Fru Ingeborg kjørte paa Karousselbanen , og hun rutschede , og 
bagefter gik hun med Folkman over paa Øen og hørte paa Sangerinderne . 
„ Saaledes 
morer Folket sig altsaa , “ sagde hun , „ og det maa 
more sig udmærket , thi det gjør jeg . Men hvorfor kunne vi Andre 
ikke ogsaa besøge de samme Forlystelser ? “ 
„ Man vilde finde det upassende . Forestil Dem , dersom det i 
et Middagsselskab blev fortalt , at Hr . Etatsraad Wutki-Sorensen 
med Frue havde besøgt Tivoli-Øen og hørt paa Sangerinder ! Ja , 
vilde det ikke være forfærdeligt , at tænke sig en Etatsraad paa Tivolis 
Rutschbane eller en Departementschef kjøre paa Karousselbanen ? “ 
Fru Ingeborg lo og indrømmede , at Folkman havde Ret . 
Da de kom udenfor Pavillonen skinnede Maanen saa smukt 
over Kallebodstrand . De vandrede da en Tour gjennem de smukke 
Gange , der løbe langs Stadsgraven , og kom op paa en lille Høi , 
hvorfra der var en smuk Udsigt . Da Fru Ingeborg bemærkede , at 
det var varmt , lod Folkman komme Is og Madeira . 
„ Dende 0 burde egentlig hedde Amors 0 , “ sagde Folkman , 
„ thi herhen søge i Reglen de Elskende . “ 

„ Her er ogsaa smukt . “ 
De sad en Stund tause ; hun saae ud over Søen . 
„ De drømmer ; ogsaa jeg drømmer i dette Øieblik , “ sagde han . 
„ Der hviler som noget Drømmende over hele Naturen . “ 
„ Jeg drømte om engang at finde en Kvinde , som jeg knælende 
kunde tilbede i en Aften som denne . Jeg drømte , at denne Kvinde 
sad ved min Side . “ 
„ Hr . Folkman , “ sagde hun mildt , „ lad det da blive ved 
Drømmen . “ 
„ Hvorfor maa jeg kun drømme , Fru Ingeborg ? “ 
„ Fordi Livet var intet værd , dersom ikke hellige Løfter holdtes 
i Agt og LEre . “ 
„ Jeg havde dog troet , at Kjærlighed kunde bryde alle Skranker . “ 
„ Ikke alle ; der er Skranker , som ere hellige . Man kunde 
muligviis ønske , at en Skranke ikke var reist , men staaer den der 
engang , da skal man forsage . Det er maaskee et underligt Sted at 
spørge paa , men , Hr . Folkman , troer De paa et evigt Liv ? “ 
„ Ja . “ 
„ Saa maa De ogsaa troe paa en Kjærlighed , hvis høieste 
Nydelse er en aandelig ; en Kjærlighed , som bærer fra Jorden mod 
Himlen . “ 
„ Te mener . . . . “ 
„ Jeg mener , at De maa indsee , at jeg kun har kunnet vise 
Dem saa stor Tillid , fordi . . . fordi . . . “ 
„ De elsfer mig ! De elsker mig , Ingeborg ! 
„ Lad oS gaae , “ sagde hun ; „ tal ikke mere til mig som De 
har talt nu , da siger jeg Dem for bestandig Farvel . “ 
Han fulgte hende taus , og i Taushed saae de Begge paa det 
smukke Fyrværkeri . Da de gik ud af Anstalten , sagde hun : 

„ Jeg har moret mig udmærket iaften ; jeg er Dem taknemlig 
derfor . “ 
„ Ogsaa jeg er Dem taknemlig , fordi De har forundt mig 
LEren af Deres mig saa kjære Selskab . “ 
„ Men efter hvad der hændtes for , paa Øen , troer jeg , det 
vilde være bedst for os Begge , at vi ikke mere studerede Folkelivet . “ 
„ De vil . . . . “ 
„ De skal altid være mig en kjær Gjæst , “ sagde hun , „ men 
heller ikke mere . “ 
De sfilles da , og Folkman gik som i en Drøm til sit Hjem . 
, Det forekom ham , at han havde faaet et Glimt af Paradiset at 
see , og derefter Vished om , at han for bestandig var udelukket derfra . 
„ Men har Du fortjent det anderledes ? “ spurgte han sig selv . 
„ Du bar jo bestandig stillet Dig i Opposition til , dm Deel af 
Samfundet , hvor Dannelse og Opdragelse har luttret Kvindens 
Hjerte , og hvor de Blomster sindes fuldt udviklede , som sjelden 
andetsteds naae videre end at sætte Knop . “ 
Tolvte Kapitel 
En Opdagelse . 
Et Par Dage efter mødte Adam og Gustav Ligkassebudct 
Madsen , der saae meget fornøiet ud . Han standsede dem og spurgte , 
om de vilde med til et lille Skrald i Anledning af Bettys Forlovelse . 
„ Bettys Forlovelse ! “ udbrød Gustav . 

„ Ja , jeg skal sige Dem , Hr . Hammer , at hun begyndte at 
gjøre Knuder og at løbe paa Tivoli med en Student . Det maatte 
der sættes en Stopper for . Nu er der ham , Skomager Nielsen , 
som længe har havt et godt Øie til hende , og som har talt til 
mig derom , ja , De kjender ham ikke , men saa sagde jeg til ham : 
Hør — sagde jeg — er det Deres Alvor . — Ja , — sagde han — 
det er mit ramme Alvor . — Saa skal De have hende — sagde 
jeg . — Hurra — sagde han — saa bliver De min Svigerfa ' er . — 
Jeg talte da med Pigen ; hun gjorde Knuder , saa fik hun en Lussing , 
og saa fandt hun sig i det . “ 
„ Jeg synes dog , “ sagde Folkman , „ det var en noget gevorben 
Maade , at tage Deres Datter paa . “ 
„ Fruentimmer , især unge Piger , maa man altid tage med en 
Trumf . “ 
„ Nu sidder hun vel hjemme og græder ? “ spurgte Gustav . 
„ Pyt ! paa det Lag ! Nei , hun er med Kjæresten paa Farten , 
hun leer mildt til ham , og de tænke allerede paa at holde Bryllup . 
— Men hør , De Herrer maa Pinedød komme med til Forlovelsesgildkt . “ 
„ Det 
er mig umuligt at komme , “ svarede Folkman , „ jeg tager 
vistnok for en Tid herfra Byen . “ 
„ Men De da , Hr . Hammer ? Kom De . “ 
Gustav undslog sig ogsaa for at komme , idet han forsikkrede , 
at han allerede var bedt ud . Madsen blev meget fortrydelig herover , 
og de sliltes just ikke som de bedste Venner . 
„ Du maa kunne forstaae mit Afslag , “ sagde Gustav til Folkman , 
„ men hvorfor sagde Du Nei ? Fanny . . . “ 
„ Jeg vil sige Dig , at jeg har besluttet at opgive alle Bekjendtstøber ; 

de forhindre mig i at læse til Examen , og jeg vil op til 
Efteraaret . “ 
„ Du bar brudt med Fanny ? “ 
„ Jeg har ikke brudt med hende , men jeg trækker mig efterhaanden 
tilbage ; heldigviis var vort Bekjendtskab endnu ikke blevet saa 
intimt som Dit og Bettys , “ 
„ Vil hun ikke opsøge Dig ? “ 
„ Maaskee . — Men lader os tale om noget Andet . Jeg e 
gaaet over Rubikon , og hvad der ligger paa den hiinsides Flodbred 
vil jeg helst glemme . “ 
„ Du kunde muligviis engang faae Lyst til at gaae tilbage over 
Floden . “ 
„ Nei , aldrig ! “ svarede Adam med en Energi , der forbausede 
Gustav . 
Medens dette foregik , blev der afholdt et Slags Familieraad 
hos Fru Hammer . Gjenstanden herfor var den Intet anende Gustav . 
Carl Flimby havde antaget , at det maatte være Gustav , som 
havde underrettet Ligkassebudet Madsen om Bettys Stevnemøde ! 
med hendes nye Tilbeder , og at han derfor kunde takke sin forrige 
Rival for den ubehagelige Overraskelse paa Tivoli . Delte maatte 
hævnes . Som bekjendt nød jFlimby , rigtignok ufortjent , megen Agtelse 
i de Familiekredse , hvori han kom ; han besluttede at benytte 
sig heraf til at besfjæmme Gustav , og henvendte sig i denne Anledning 
til Charles Jensen-Svendsen , hvem han tiltalte den førsteGang 
han traf ham paa Gaden . 
„ Jeg bar længe ønsket at tale med Dem , “ sagde Flimby , „ De 
er Student Hammers Svoger og maa derfor sandsynligviis interessere 
Dem for ham . “ 
Dette gjorde Charles naturligviis . 

„ Rigtignok angaaer Sagen ikke mig , og Mange ville ansee den 
for at være en reen Ubetydelighed og lee ad den ; det gjør De maaskee 
Jensen-Svendsen , jeg som Theolog seer den fra et anket Synspunkt . 
Deres Svoger har , kort sagt , en Amourette i samme 
Huus , hvor han boer . “ 
„ Det kan jeg umuligt troe om Gustav . “ 
„ Jeg veed det med Bestemthed . Det er en Jomfru Marie 
Richter , som beboer et Kvistværelse ved Siden af Hammers . Det 
skal være et udspekuleret Fruentimmer og ikke ubekjendt for Politiet . “ 
„ De taler om Sagen med saa stor Bestemthed . . 
„ De kan være overbeviist om , at det forholder sig som jeg 
har sagt . “ 
„ I saa Fald maa der træffes Foranstaltninger til , at denne 
forargelige Forbindelse kan blive afbrudt . “ 
„ Een Ting maa De love mig ; bland ikke mit Navn ind i Sagen . 
Jeg har fortalt Dem Historien af reen Interesse for Fru HammerS 
Familie , men jeg vil ikke være Uven med Gustav Hammer , der er 
meget hos ham , jeg godt kan lide . “ 
„ Han skal ikke faae al vide , hvorledes Opdagelsen er skeet . “ 
„ Det stoler jeg paa “ , sagde Flimby og forlod Jensen-Svendsen 
med den Overbeviisning , at nu var der blevet gjort Gustav al den 
Fortræd , der kunde gjøres ham . 
Efterat Flimby var borte , saae Charles strax , at det vilde blive 
en vanskelig Sag at bringe i Orden ; thi den var af den Natur , 
at man ikke kunde tale med hans Moder og Søstre derom , og alligevel 
burde Moderen gives et Vink . Da faldt hans Tanker paa 
Urtekræmmeren Peter Afse , Fru Hammers Faktotum . Charles gik 
ned i hans Boutik , og blev strax af Hr . Affe budt ind i et lille 

Kjælderkammer , Urtekræmmerens Kontoir . Han fremførte sit LErinde . 
Afse lo og sagde : 
„ Ja , Sagen er s ' gu i Grunden ikke saa farlig . “ 
„ Da troer jeg at kunne forsikkre Dem om , at Fru Hammer 
anseer det for meget farligt , at hendes Søns Moralitet fordærves . “ 
„ Det er en Dame , hun seer Sagen i et andet Lys end vi . 
Den Slags Ting bryder jeg mig ikke det Mindste om ; mine Svende 
have vist en Mængde Kjæresten , lad dem more sig . Et ondet Spørgsmaal 
bliver , om denne Kjærlighedshistorie sorstyrrer Gustav i hans 
Studeringer . “ 
„ Det maa den gjøre . “ 
„ Ja , det er en anden Sag . “ 
„ Jeg er kommen herned for at bede Dem underrette Fru 
Hammer om Sagen . Det kan De som hendes Broder bedst gjøre . “ 
Dette lovede Urtekræmmeren ; og den paafølgende Formiddag 
sinde vi Fru Hammer , Peter Afse og Charles Jensen-Soendsen , der 
var bleven titkaldt , siddende og raadslaac om , hvorledes man skulde 
faae Gustav til at blive et ordentligt og ærbart Menneske . Fruen 
saae heelt ulykkelig ud , hun var nærved at ansee Gustav for at 
væræ en uforbederlig Rous og talte om at sende ham paa Landet , 
Noget , som begge Herrerne fraraadede ; thi det vilde sætte ham tilbage 
i hans Studeringer . 
„ Hvem er Vært i dette Huus ? “ spurgte Peter Afse . 
„ Tømmermesfer Lehmann , “ svarede Fruen . 
„ Det er jo en gammel Bekjendt af mig . Jeg gaaer ned til 
ham og faaer ham til at lade delte Fruentimmer flytte fra Kvisten . “ 
„ Ypperligt ! “ udbrød Charles . 
„ Med Gustav skulle vi vel nok blive færdige , “ meente Urtekræmmeren . 


Han gik da bort og efterlod Fruen i ængstelig Spænding . 
Hendes Svigersøn søgte at trøste hende saa godt han formaaede , 
men hun vedblev at fælde Taarer over sin Søns Umoralitet . Vor 
Tid vil maaskee lee ad saadanne Taarer , men den Moder , som 
græder over sin Søns Kjærlighedseventyr , røber derved en virkelig 
og reen Omhu for det Barn , Gud har givet hende at beskjærme . 
Græd flere Mødre over deres Sønners Letsindighed , vilde færre 
Mødre komme til at græde over deres Døttre . 
Det varede ikke længe , før Urtekræmmeren kom tilbage med den 
Besked , at Jomfru Richter vilde komme til at flytte endnu samme 
Dag , og at ban paa Fru Hammers Vegne havde givet Værten Tilladelse 
til at betale hende en Maaneds Leie , en Sum af 3 Rd . 
Fruen takkede sin Broder paa det Varmeste . Idetsamme hørte man 
Gustav komme . Charles raadede til , at han ikke kom op paa sit 
Værelse for Jomfruen var flyttet , for at de ikke skulde aftale nye 
Sammenkomsler . 
„ For Guds Skyld ! “ raabte Frueu . 
Gustav blev da kaldt ind for Raadet og undrrrettet om , hvad 
der var fleet . Han saae noget betuttet ud . Da hans Onkel begyndte 
at formane ham , udbrød han : 
„ Jeg maa gjøre opmærksom paa , at jeg ikke længer er noget 
Barn . “ 
„ Gid Du var det ! “ hulkede Moderen . 
„ See , hvor Du har bedrøvet Din Moder , “ sagde Charles . 
„ Moder tillægger den hele Sag en Vigtighed , jeg ikke kan forstaae . 
Hvorfor have I Andre blandet Moder ind i denne Sag ? 
Hvorfor have I ikke henvendt Eder til mig ? Dersom jeg virkelig 
agtede for Fremtiden at fleie ud , hvilket jeg ikke agter , hvad kunde 

det da hjælpe , at I fik Jomfru Richter til at flytte ? Vi vilde let 
igjen kunne finde hinanden . “ 
„ Han opsøger hende ! “ raabte ' Moderen . 
„ Nei , jeg gjsr ikke , Moder . Men jeg syntes der ogsaa burde 
være taget noget Hensyn til hende . Hun burde ikke saaledes være 
bleven kastet paa Gaden . “ 
„ Et Fruentimmer som hende ! “ udbrød Charles foragtelig . 
„ Hun er et Menneske saa godt som en af os ; hun er en stakkels 
fattig Pige ! “ 
„ Bliv ikke sentimental , “ sagde Urtekræmmeren og lo . 
Da Gustav om Aftenen gik til Sengsj , var hans Naboerske 
borte . Hun var bestandig i hans . Tanke , og den ilde Medfart , hun 
havde lidt , bedrøvede ham meget . Han havde længe ønsket at blive 
hende kvit , men dog ikke paa en saadan Maade , og maatte hun ikke 
troe , at han , om ikke stod bagved , saa dog havde givet sit Minde 
til det Hele ? Han spurgte sig selv om , hvorledes Sagen var bleven 
opdaget og antog , at Tjenestepigen havde sladdret af Skole ; han 
gad dog ikke spørge hende herom . 
Et Par Dage efter modtog Gustav et Brev fra Hans Husby 
af følgende Indhold : 
„ Hr . , Student Gustav Hammer ! 
Skjøndt Sagen , strengt taget , ikke angaaer mig , vil jeg dog 
sende Dem dette Brev ^og udtale min dybe Afsky for den Opførsel , 
De har viist imod en stakkels fattig og forladt Pige , der 
elskede Dem . Hun er en Ungdomsbekjendt af min Hustru , hvem 
hun har fortalt hele Deres Adfærd . Hvorledes De vil forsvare 
den for Gud og Deres Samvittighed , maa De selv om ; jeg vil 
kun bemærke , at paa den Maade , De har baaret Dem ad , slafser 
den dannede Deel af Samfundet sig ikke Venner , men Mødstandere 

hos Folket , og der vil voxe et Nag op , som kan bære 
bittre Frugter . Hans Husby . “ 
Gustav blev forbittret over at modtage dette Brev fra en 
Mand , der stod udenfor Sagen ; en Deel af denne Forbittrelse 
vendte sig mod Marie Richter , fordi hun havde givet sine Følelser 
Luft til en Veninde . Han viste Brevet til Adam Folkman , der 
sagde : 
„ Husby har Net . “ 
„ Men Du veed , at det ikke var mig , men min Familie , som . . . “ 
„ Javisf . Kjendte han alle Omstændighederne , vilde han ikke 
fordømme Din Opførsel saa strengt . Husk paa , at Husby seer 
Samsundet nedenfra , medens vi see det ovenfra . Fra de to Synspunkter 
tager det sig noget forskjelligt ud . Idealet er naaet , naar 
de to Synspunkter engang falde sammen , men det vil aldrig skee . “ 
„ Du troede dog engang . . . . “ 
„ Jeg troer endnu paa og lever for Idealerne , men jeg troer 
ikke , at ethvert Ideal vil kunne naaes . “ 
Trettende Kapitel . 
Et Dødsfald . 
Nogle Maaneder ere forløbne , og det nye Aar er begyndt . 
Adam Folkman og Gustav Hammer ere blevne juridiske Kandidater 
og Carl Flimby har faaet theologisk Embedsexamen . Alle Tre 
havde faaet bedste Charakleer . 

Folkman var oftere kommen i Etatsraad Wutki-Sørensens 
Huus , hvor han altid var en kjærkommen Gjæst . Han elstede Fru 
Ingeborg , men denne Kjærlighed , hvis Gjenstand aldrig vilde kunne 
naaes , nedslog ikke hans Mod eller formindskede hans Arbeidskrast , 
den var en SlagS begeistret Kjærlighed , man kunde næsten sammenligne 
den med Soldatens Kjærlighed til Fanen . Alt det Ridderlige 
og Smukke i Folkmans Charakleer- arbeidede sig frem ; han skyede 
Alt , hvad der hed „ slet Selskab “ ; han fandt Tomhed i mangt og 
meget , af hvad der før havde moret ham , og han saae Kvinden i 
et deelt nyt Lys . Fru Ingeborg var en troende Christen ; noget af 
Adams Barnetro fra den stille jydske Præstegaard havde bestandig 
ledsaget ham i Livet ; i Samtale med Fru Ingeborg satte Troen 
Blomsf , og naar saa Adam kom hjem , dukkede de gamle Bønner 
frem i hans Erindring , og han bad til sin Skaber , noget , han ikke 
havde gjort , siden han blev Student . 
Han tog en glimrende Examen og ilede fra Examensbordet op 
til Etatsraadens for at meddele Udfaldet . Pigen , der lukkede ham 
op , sagde , at Fruen ikke modtog Nogen , thi hun var syg . Adam 
gik bedrøvet bort , men trøstede sig med , at det var et forbigaaende 
Ildebefindende , som næste Tag vilde være forsvundet . 
Dieu han feilede . Sygdommen tog til , og fjorten Dage efter 
var Fru Ingeborg bød . 
Da hengav Adam sig til slille Fortvivlelse . Han syntes , han 
stod ene i hele den store Berdcn , at der ikke mere var Noget at 
kæmpe og at leve for . Der var Tider , hvori han ønskede at døe . 
Og i den kolde , klamme Vintertaage kunde han slaae flere Timer 
og sørge ved hendes Grav . 
Denne Forandring hos Adam Folkman blev ikke ubemærket , 
Fru Ingeborg havde vidst at sfafse ham Adgang til alle de Kredse , 

hvori hun selv kom , deriblandt ogsaa Fru Hammers Huus . Da 
han nu efter hendes Død trak sig aldeles tilbage , blev han savnet , 
og Gustav besluttede en Dag at udspørge Folkman om , hvad 
Grunden vel kunde være til hans besynderlige Opførsel i den sidste Tid . 
Men Adam gav sin Ven kun undvigende Svar , og Gusfav 
kom til det Resultat , at Vennen maatte have anstrengt sit Hoved 
for meget ved ExamenSlæsning . Ligesom Gusfav vilde til at gaae , 
traadte en Tjener ind med et Brev fra Etatsraad Wutki-Sørensen . 
Adam aabnede Brevet med synlig Interesse og sagde til Tjeneren : 
„ Sig til Etatsraaden , at jeg strax skal komme . “ 
„ Gjør Etatsraaden allerede Selskab efter sin Kones Død ? “ 
spurgte Gusfav . 
„ Nei , nei , ban skriver blot , at han har Noget at tale med mig 
om , og at han er hjemme denne Formiddag . “ 
Adam slyrtede ud af Døren og lod den forundrede Gusfav 
blive tilbage . 
„ Han maa have en Skrue løs , “ tænkte Gusfav , „ jeg faaer 
lukke hans Dør af og levere Nøglen ind til Værten . “ 
Dengang Adam betraadte det Huus , hvori hun havde boet , 
maatte han staae et Øieblik slille paa Trappegangen , for at hans 
Bevægelse ikke skulde røbe ham , naar han traadte ind til HendeS 
Mand . 
„ Mod ! “ sagde han og ringede paa , 
Etatsraad Wutki-Sørensen modtog ham med stor Nedladenhed 
og sagde : 
„ Hr . Kandidat , jeg har idag anmodet Dem om at komme op 
til mig , fordi min salig Kone oftere har bedet mig om at gjøre 
Noget for Dem , naar De blev Kandidat . De er nu Kandidat . 

Det er lukkedes mig at skaffe Dem en Plads søm Volontär i 
* * Ministerium , modtager De denne Plads ? “ 
Adam bukkede . Selv efter sin Død var hun hans gode Engel . 
„ Det er naturligt , “ vedblev Etatsraaden , „ at jeg skal sørge 
for Deres Avancement , naar mon er tilfreds med Dem . “ 
Adam bukkede atter og fremstammede sin Tak . 
„ Og det er sandt , “ sagde Etatsraaden , „ medens jeg husker det 
— ja , det var sandelig reent gaaet mig af Glemme — min salig 
Kone bad mig paa sin Dødsseng om at give Dem denne lille Erindring 
om sig . “ 
Han tog et ziirligt Nyt Testamente fra Konsollen og rakte det 
til Adam , der modtog Gaven med Taarer i Øinene . 
„ Og nu Farvel , Hr . Kandidat . Besøg mig engang imellem . “ 
Han rakte Adam formelt Haanden , og Besøget eller maaskee 
rettere Audientsen var forbi . 
Fjortende Kapitel . 
Et Møde . 
To Adam kom hjem , skyndte ban sig med at gjennemblade sin 
kjære , lille Skat . Paa det forreste Blad stod Fru Ingeborgs Navn , 
som hun selv havde skrevet . Han trykkede et Kys derpaa . Denne 
Foræring fra den Afdøde var ham et Vink ; hun havde forudseet 
hans Sorg over hendes Død , og hun havde givet ham Lindring 
mod Sorgen , det nye Testamente . Han ilede ud til hendes Grav 
for at takke hende for Gaven , 

Paa Hjemvejen stod en ung Pige slille foran ham og saae bedrøvet 
op til ham . Det var Fanny . 
„ Fanny , Du her ! “ raabte Adam og traadte et Skridt tilbage . 
„ Afskyer Du mig ? “ spurgte hun og brast i Graad . 
„ Paa ingen Maade ! “ 
„ Hvorfor har Du da forladt mig ? “ 
„ Fordi , Fanny , jeg vilde ikke lege med Dit Hjerte . “ 
„ Du har dog leget lang Tid nok , til det blev Alvor for mig . 
Jeg elsker Dig , jeg kan aldrig glemme Dig . “ 
„ Stakkels Fanny . “ 
„ Jeg har fulgt Dig paa Gaden , jeg har spadseret forbi Dit 
Huus , jeg har gjenkaldt mig hvert Ord , Du har sagt til mig , 
jeg har . . . “ 
„ Men hvortil skal dette føre ? “ 
„ Folknian , lad det føre , hvortil det vil , naar Du blot vender 
tilbage . “ 
„ Fanny , stakkels Fanny , det kan ikke skee . “ 
„ Hvorfor ikke ? O , Du er bleven forlovet ! “ 
„ Nei , nei , jeg er ikke bleven forlovet , men jeg er bleven et 
andet Menneske . “ 
„ Bliv som Du var før . “ 
„ Det kan jeg ikke . “ 
„ O , det kan Du vistnok . “ 
„ Fanny , dengang jeg lærte Dig at kjende , følte jeg ikke det 
Syndige i at foresnakke Dig Ting , som jeg ikke meente Noget med . “ 
„ Men er det ikke syndigt , nu at lade mig gaae ? “ 
„ Hvad forlanger Du , at jeg skal gjøre ? — Forlanger Du 
Wgteffab ? “ 
„ Saa dristig er jeg ikke , “ hulkede Fanny . 

„ Jeg troer , at hverken Du eller jeg vilde blive lykkelige , hvis 
vi giftede os med hinanden , ellers vilde jeg maaskee afbøde min 
Synd mod Dig ved et Giftermaal . — Der er saaledes kun Eet 
tilbage , glem mig . “ 
„ Glemme Dig ! — Hvorledes skulde jeg da kunne holde ud 
at leve ? “ 
„ Gud vil hjælpe Dig , som han har hjulpet mig . “ 
„ Gud ! — Jeg lærte om Gud i Skolen , men siden min Konfirmation 
har jeg ikke tænkt paa ham . “ 
„ Er det muligt ? “ 
„ Der er Ingen som tænker paa ham , hvor jeg kommer , med 
Undtagelse af gamle Madam Bisk , der gaaer til Bibellæsning , og 
hende lee de Andre af . “ 
„ Tænk paa ham , bed til ham . Fanny , vil Du ogsaa bede 
ham om at tilgive mig den Sorg , jeg har forvoldt Dig ? “ 
„ Jeg kan ikke tænke paa Gud , jeg kan kun tænke paa Dig ; 
Du er min Gud . “ 
„ Ulykkelige ! Betragt mig som død . “ 
„ Hvor kan jeg betragte Dig som død , naar Du lever ? Du 
talte engang til mig om de smaa Fugle ; jeg er bleven en saadan 
Fugl , der er falden i den stride Strøm ; jeg drukner , dersom Du 
ikke redder mig . “ 
„ Vilde jeg forsøge paa at redde Dig , saaledes som Du ønsker 
det , gik vi begge tilbunds . Endnu kunne vi reddes ved at søge 
Støtten hos Vor Herre . “ 
„ Vil Du gjøre Nar ad mig ? “ spurgte hun . „ Hvad skal 
denne Tale om Bor Herre til ? “ 
„ Jeg har jo sagt Dig . . . “ 

„ O , hvor jeg er ulykkelig ! Han lader som han ikke kan forstaae 
mig . “ 
„ Visselig kan jeg forstaae Dig , men Du forstaaer ikke mig . 
Dog jo , maaskee , naar jeg siger Dig reent ud , at jeg elsker en 
Anden . “ 
„ Du elsker en Anden ! Jeg er bleven forsmaaet ! Hvem det er , 
vil Du vel næppe sige mig , men finder jeg hende engang , da . . . ! “ 
„ Du vil ikke finde hende , thi den Anden er død ; jeg kommer 
fra hendes Grav . “ 
„ Er det sandt ? “ 
„ Jeg lyver aldrig . “ 
Hun taug lidt ; da hun igjen saae op , sagde hun : 
„ Er hun død , vil Du snart glemme hende . Folkman , jeg tilgiver 
Dig Alt , hvis Du vil vende tilbage til mig . Du ffal see , 
at jeg vil elske Dig ligesaa høit som hende , der er død . “ 
„ Du har endnu ikke forstaaer mig , “ sagde Folkman bedrøvet , 
„ og jeg troer heller ikke , jeg vil kunne faae Dig til at forstaae mig . 
Farvel Fanny , gid Du maa blive lykkelig . “ 
„ Bliv , bliv ! “ raabte hun og vilde bedende kaste sig paa Knæ , 
men Folkman forlod hende i Anger og Fortvivlelse . 
Og hun ! Ja hun havde Ingen , til hvem hun kunde klynge 
sig i sin Sorg . Hendes Kjærlighed vendte sig til Had ; hun begyndte 
nogen Tid efter at lee haanlig og spottende , naar hun tænkte 
paa Folkman , og naar hun og Søsteren talte om de to Studenter , 
der engang havde været til Selskab hos dem , vare de enige om at 
erklære dem for at være to „ nette “ Fyre . ' 

Femtende Kapitel . 
En Kompositions Følger . 
Det var en kold og uhyggelig Vinteraften ; Blæsten foer susende 
ned ad Gaderne og af og til sneede det . Men ligesaa uhyggeligt 
som der var udenfor , ligesaa hyggeligt var der indenfor hos Skuespiller 
Hagh . Et lille Selskab var den Aften samlet i hans Huus ; 
Selskabet bestod af Fru Hammer med Døttre , Son og Svigersøn , 
Major Jensen-Svendsen med Frue , Adam Folkman , en bekjendt 
Komponist Sofus Bro og en yngre Skuespiller August Skov . 
Man havde nylig spist til Aften , og Samtalen havde dreiet 
sig om det af Adam Folkman nylig udgivne Bind Digte , der bavde 
gjort megen Lykke . Folkman bavde beskeden niodtaget al den Roes , 
han fik . Hans nye Stilling i Kontoiret og den Omtale , dans 
Digte havde vakt , havde tjent til at drage hans Tanker noget bort 
fra Fru Ingeborg . Han kunde ikke som for gaae og ruge over sin 
Sorg ; Verden stillede Fordringer til ham , og han gjorde , hvad han 
kunde , for at opfylde sine Pligter . 
Fru Ingeborg stod for ham som en mild og venlig Erindring ; 
som en Morgensol , han engang havde seet , hvis Straaler ikke mere 
blændede Øiet , men hvis oplivende Virkninger endnu vare tilstede , 
I de selskabelige Kredse , hvori han kom , syntes man , at han var 
bleven endnu mere elskværdig end for , og mangen ung Pige sukkede 
i Løndom for den smukke Kandidat , der tilmed var en ung , lovende 
Digter . Charles Jensen-Svendsen nærede ingen Fordom mere mod 

Adam Folkman ; de vare blevne Omgangsvenner , og Charles havde 
i et svagt Øieblik tilstaaet for sin Svigermoder , at han havde taget 
feil af Folkman . 
Iaften havde Charles talt nogle Ord med Komponisten og 
givet ham et Blad Papir . Bro havde seet derpaa og nikket velvillig . 
Da han nu blev opfordret tit at spille paa Fortepianoet , efterkom 
han gjerne denne Opfordring . Han spillede forst flere større Musiknumere , 
men Hagh sagde da : 
„ Syng os en Sang , Bro , Du har en smuk Stemme . “ 
Bro lagde et Stykke beskrevet Papir før sig , og sang til en 
ny Melodi et af Folkmons nylig udkomne Digte . Folkman sludsede 
og lyttede til med spændt Opmærksomhed . Melodien var simpel , 
men smuk og passede fortrinlig til den Stemning , som laa i Digtet . 
Da Sangen var forbi , reiste Folkman sig og takkede Bro for den 
smukke , nye Melodi . 
„ Mig skal De ikke takke , “ svarede Komponisten , „ thi Melodien 
er ikke af mig . “ 
„ Ikke af Dem ? “ 
„ Nei , den er ikke af mig ; jeg fik den af Kandidat Jensen « 
Svendsen nied Anmodning om at spille den , og jeg efterkom saa 
meget hellere denne Anmodning som Melodien strax tiltalte mig . “ 
„ Er De Komponist , Jensen-Svendsen ? “ spurgte Hagh forundret . 
„ Nei , “ var Svaret , „ men min Svigerinde Margrethe . “ 
„ Det er altsaa Dem , Frøken Hammer , jeg maa lakke ? “ spurgte 
Folkman . 
„ Mig ? “ stammede Margrethe forlegen , „ det er en Skam af 
Jensen-Svcndsen , at han har røbet mig . Han bad mig igaar om 
en Afskrift af Melodien ; havde jeg vidst , hvortil han vilde bruge 
den , havde han ikke faaet den . “ 

„ Det er meget heldigt for os Alle , at De ikke vidste det , “ 
sagde Hagb . „ Aa Bro , syng os Sangen endnu engang . “ 
Denne Opfordring blev efterkommet . Folkman saae ofte hen 
paa Margrethe , der rødmede forlegen over den Lykke , HendeS Melodi 
gjorde . Han havde ikke for lagt synderlig Mærke til hende ; nu 
saae han , at hun var smuk , og i Ansigtet laa noget Eiegodt og 
Vindende . Han besluttede , naar Leilighed fandtes , at indlede en 
Samtale med hende . 
Og denne Leilighed fandtes , da Selskabet kort efter brød op . 
Fru Hammer med Familie , og Folkman skulde samme Vei , og 
Veien fra Nybrogade , hvor Hagh boede , til Gothersgade er ikke 
kort . Folknian bød Margrethe Armen ; det var meget glat paa 
Gaden . Dagmar havde sin Kjæreste under Armen , og Moderen 
sin Son . 
„ Det vilde svære mig kjært , om De vilde sætte Melodier til 
flere af mine Digte , “ sagde Folkman . 
„ Det kommer an paa , om jeg kan . “ 
„ De har viist iaften , at De kan . “ 
„ Det var dette ene Digt . . . jeg veed ikke . . . Melodien kom 
som af sig selv . “ 
„ Men saaledes , synes mig , maa enhver Melodi fremkomme . 
De har forstaaet Alt , hvad jeg har følt , dengang jeg nedskrev Digtet . “ 
„ Jeg fortjener ikke al denne Nars , og jeg ønsker den ikte 
engang . “ 
„ Hvorfor ikke ? “ 
„ Fordi jeg nødigt vil ansees for at høre til de begavede Damer . “ 
„ Forunderligt . “ 
„ Hvorfor finder De det ? Jeg mener , at Konstnerinden og Forfatterinden 
næppe have Tid til at passe deres Huus , deres andet 

Kald drager dem bort derfra . For mig slaaer det som det Høieste , 
at kunne gjøre et Hjem hyggeligt . “ 
„ De har Ret , “ svarede Folkman , „ og jeg kan derfor godt forstaae , 
at De ikke vil betræde Komponistbanen . “ 
„ Man kan jo derfor godt glæde sig over alt det Smukke , som 
fremkommer . “ 
„ Ja . Der hører forøvrigt Resignation til alene at indskrænke 
sig til Nydelsen af Andres Værker , naar man selv er sig bevidst at 
kunne producere . “ 
„ O , nei , da bliver Nydelsen dobbelt , da føler man sig tit ved 
at høre et smukf Musikstykke saa glad , som havde man produceret 
det selv . “ 
Fru Hammer og Gustav begyndte nu at blande sig i Samtalen , 
som snart kom til at dreie sig om deelt ubetydelige Ting . Da 
Folkman denne Aften sagde Godnat til den Familie , han havde fulgt 
hjem , og vandrede gjennem de sparsomt befolkede Gader , kom han 
til at anstille Betragtninger over Før og Nu . 
Han følte sig nu saa lykkelig og tilfreds tilmode , naar han , 
efterat have tilbragt Aftenen i en Familiekreds , vandrede hjemad ; 
før , naar ban kom fra Eventyr , var han ophidset ; han havde været 
med til at forcere Lystigheden , og naar den saa hørte op , var Udbyttet 
næste Morgen tit kun Væmmelse . Endeel af Svirebrødrene 
og alle Sviresøstrene stode under Folkman i Dannelse , og før at 
kunne more sig med dem , maatte man slige et Skridt nedad ; thi 
man kunde være overbeviist om , at de ikke vilde slige opad . 
Folkman læste denne Aften som sædvanligt i Fru Ingeborgs 
Nye Testamente , før han lagde sig til at sove . Denne Aften tøvede 
Søvnen med at komme , og da den endelig kom , drømte han , at 
han stod ved Fru Ingeborgs Grav ; hun steg op af Graven og 

rakte sine Arme ud imod ham , men da han saae hende rigtigt i 
Ansigtet , var det ikke Fru Ingeborg , men Margrethe Hammer . 
Næste Morgen grundede han en heel Deel over denne Drøm , og 
om Formiddagen gik han ud til Fru Ingeborgs Grav , hvor han 
ikke havde været i flere Dage . Den var heelt bedækket med Snee . 
Dengang han vilde gaae , kom der en Dame ham imøde med 
en Krands af Evighedsblomster i Haanden . Det var Margrethe 
Hammer . 
„ De her , Frøken ? “ spurgte Folkman forundret . 
„ Det er idag salig Fru Wutki-Sørensen Fødselsdag , “ sagde 
hun , „ jeg vil derfor lægge en lille Krands paa hendes Grav ; thi 
hun var miu Veninde . Jeg seer af Sporene i Sneen , at De ogsaa 
har besøgt Graven . “ 
„ Ja . Hun var ogsaa mig en kjær Veninde ; hun lærte mig , 
hvorledes man skal leve , naar man ikke vil svigte sine Idealer . “ 
„ Modtag Krandsen , Ingeborg , “ sagde Margrethe og bøiede sig 
over hendes Grav . 
En Taare saaes i den smukke Piges Øie . 
Hun fulgte nu med Folkman ud ad Kirkegaarden . Han sagde : 
„ Vi have i Fru Wutki-Sørensen en fælles dyrebar Erindring . “ 
„ Ja . Jeg glemmer hende aldrig . “ 
„ Jeg ikke heller . “ 
„ Det fluide glæde mig ; thi vor Tid glemmer hurtigt sine 
kjære Afdøde . Hendes Mand tager næppe idag ud til hendes Grav . “ 
„ Men var han ogsaa hendes Mand i egentlig Forstand , saaledes 
som en Mand bor være ? “ 
„ Det var han aldrig , “ svarede Margrethe . „ Det var etKonvenientsgiftcrmaal . 
Han forstod hende ikke . “ 

„ Og dog er det den første Betingelse for et lykkeligt Wgtcskab , 
at Mand og Kone forstaae hinanden . “ 
De gik videre i Tanshed , da kom der et fattigt Ligfølge forbi 
dem . Ligvognen fulgtes af en eneste Kareth . 
„ Der er dog Nogle , som vise det fattige Lig den sidste LEre , “ 
sagde Margrethe . 
„ Hvor det Menneske maa være ulykkelig , som døer , uden al 
Nogen sørger ved hans Kiste . “ 
„ Det er kun sjeldent , at et Menneske døer , uden at han har 
udrettet noget Godt i Verden . “ 
„ Oprigtigt talt , Frøken Hammer , skulde jeg døe i dette Øieblik , 
jeg veed ikke , hvilket Godt jeg skulde have udrettet . Jeg har arbeidet 
for mig selv og ikke for mine Medmennesker . See den fattige 
Kone der , som bærer to Børn paa sine Arme , hun har udrettet 
langt mere Godt end jeg ; thi hun lever ikke for sig selv , men for 
sine Børn . Gud velsigne hende ! “ 
Han tog sin Portemonnaie frem og gav hende en Species . 
Den fattige Kone rørtes over denne uventede Godhed ; hun neiede 
og sagde : 
„ Gud velsigne Dem og Deres Kjæreste . “ 
Margrethe blev blodrød og skyndte sig bort . Folkman kom 
pludselig til at tænke paa sin Drøm . Det var et sælsomt Træf af 
Skjæbnen , der netop lod den fattige Kone krydse deres Vei og udtale 
Ord , som syntes bestemt at hentyde til Drømmen . 
Margrethe lagde Mærke til Folkmans Tankefuldhed . Den 
fattige Kones Ord havde bragt hendes Hjerte til at banke heftigere ; 
thi Folkman var hende ikke ligegyldig ; hun havde især siden Mødet 
forrige Aften , tænkt oftere paa ham end hun vilde tilstaae for sig 

selv . Hvorfor var han nn saa taus ? Havde Konens Ord fornærmet 
ham ? Endelig saae Folkman op og sagde : 
„ Tilgiv mig , Frøken , at jeg maaskee har været aandsfraværende ; 
men jeg fik Ideen til et Digt , som dog ikke vil kunne lyde smukt , 
med mindre De sætter Melodi dertil . “ 
„ Ieg sagde Dem jo igaar Aftes , at jeg ikke vilde komponermere . “ 
„ Ieg 
husker det . Men vil De sætte Melodi til dette ene Digt , 
skal jeg aldrig mere opfordre Dem til at komponere . “ 
„ Ieg veed ikke . . . “ 
„ Lover De mig det ikke forud , tænker jeg ikke mere paa Digtet . “ 
„ Ieg faaer da love det , “ svarede hun smilende . 
De vare nu komne til Nørreport , og Folkman sagde Farvel , 
for at gaae op paa sit Kontoir . Hans Tanker vare denne Dag ikke 
rigtig ved Arbeidet ; hvert Øieblik fløi de ud til Kirkegaarden , til 
den faltige Kone og til Margrethe . 
Han besluttede at tilbringe Aftenen i Fru Hammers Huus , og 
forst aflægge en lille Visit hos Gustav paa Kvistværelset . Henad 
Skumringen tændte han en Cigar og gik til sin Ven , som han fandt 
liggende paa Sofaen og stirrende ind i Kakkelovnsilden . 
„ Drømmer ! “ raabte Folkman , da han traadte ind til Gustav . 
„ Du har Net , thi jeg laa paa en Maade og drømte . “ 
„ Gid det da maa have været behagelige Drømme . “ 
„ Jeg drømte mig tilbage til forrige Sommer ; jeg saae Dig 
som Tater og mig selv som Din Elev ; jeg hørte Di ' g tordne mod 
Familielivet . “ 
„ Det var dengang . Ja , der er foregaaet mange Ting siden 
den Tid ; jeg havde ikke troet , at jeg nogensinde fluide blive en Forsvarer 
af Familielivet . “ 

„ Øg det er Du bleven ? “ 
„ Ja . “ 
„ Og Du vil ikke reformere det ? “ 
„ Jo , det har jeg i Grunden endnu Lyst til , men Reformen 
skal ikke skee derved , at man giver Taterne fra Gaden Adgang til 
Hjemmets stille Arne , men derved , at man deels ikke er altfor nøjeregnende 
med at spørge efter den saakaldte gode Familie , men mere 
seer paa en god Tone og deels derved , at Familiens yngre Medlemmer , 
naar de engang selv faae et Familiehjem , indrette dette 
Hjem mere ester Nutidens Fordringer end deres Forældre have gjort . 
Disse ere forresten meget til at undskylde , thi de have sat Bo i en 
filistrøs Tid , da der intet offentligt Liv var i Danmark . “ 
„ Jeg er enig med Dig , “ svarede Gustav , „ men husk paa , at 
det i Reglen ikke er Mændene , som angive Tonen i Huset , men 
Damerne . “ 
„ Som Mændene ere , ville i Grunden ogsaa Damerne blive . 
Hustruen kan gjøre Hjemmet hyggeligt , men hvad hjælper Hyggeligheden , 
naar de , som komme i Besøg , ikke forstaae at skjønne derpaa . 
Jeg vil paastaae , at medens Hustruen og hendes kvindelige Bekjendte 
forfkjønne det selskabelige Liv , er det Mændene , som give dette Liv 
Farve . “ 
„ Det er saaledes blevet Din Mening , at man kun ved at 
træde ind i LEgfestanden , kan bidrage til Samfundslivets Reform . “ 
„ Ja . “ 
„ Naar Carl Flimby engang gifter sig , “ sagde Gustav , „ vil 
han ogsaa bidrage til Samfundets Reform , men paa en egen Maade . “ 
„ Du har Net , “ svarede Folkman og lo ; „ han vil hykle og 
indbyde dem , som kunne gjøre ham Tjenester , medens alle Andre 
ville være udelukkede . Han vil see paa det Nyttige . “ 

„ Jeg beklager den Kvinde , søm faaer ham . “ 
„ Folk som Flimby løbe i Reglen af med vore elskværdigste 
Damer , “ sagde Folkman . 
„ Her , jeg vil betroe Dig noget , “ sagde Gustav . „ Flimby 
kurer i den sidste Tid meget stærkt til min Søster Margrethe . “ 
„ Gjør Flimby ! “ raabte Folkman ; han blev urolig og fattede 
i dette Øieblik et dødeligt Had til Flimby . „ Hvad siger Din 
Søster til denne Kur ? “ 
„ Jeg troer ikke , at hun kan lide Flimby . Moder synes derimod 
godt om ham . “ 
„ Gustav . Denne Flimby , denne Slyngel vil gjøre Din Søster 
ulykkelig . “ 
„ Det troer jeg egentlig talt ogsaa . “ 
„ Du maa forhindre denne Forlovelse . “ 
„ Jeg ! Nei , jeg blander mig aldrig i mine Sostres Affærer ; 
desuden har jeg Haab om at faae en Plads udenfor Byen . “ 
„ Du har Pligter som Broder . “ 
„ Lad min Søster selv bestemme , hvem hun vil have . “ 
„ Ja , del er sandt nok . Dien lad hende ikke styrte sig ned i 
en Afgrund . “ 
„ Du er altfor ivrig , “ sagde Gusfav , „ men lad os nu gaae 
ned til min Familie . “ 
De traf kun Fruen i Dagligsluen , men i Spisestuen , hvis Dør 
stod paa Klem , hørte de Indtrædende de to unge Damers hjertelige 
Latter . Fruen saae derimod meget fortørnet ud . 
„ Hvorfor saa fortørnet , Moder ? “ spurgte Gusfav . 
„ Ja , Hr . Folkman kan godt faae det at hare med , “ sagde 
Fru Hammer . „ Tænk Dem , Hr . Folknian , jeg kommer ud i Kjøkkenet , 
jeg seer et Stykke Papir ligge paa Kjokkenbordet , jeg tager 

det , jeg læser det . . . ja , vil De troe det muligt ! Det er et Kjærlighedsbrev 
til min Tjenestepige fra Kandidat Flimby . “ 
Gusfav brast i Latter , og hans Søstres fornyede Latter lod 
som et Echo fra Spisestuen . Folkman bestræbte sig for at see alvorlig 
ud . 
„ Øg da jeg saa viser Rosa — det hedder Pigen — Brevet , 
svarer hun nok saa frækt , at hun længe havde været Kjæreste med 
Flimby . Har De hart Mage ? “ 
„ Rosa er en net Pige , “ sagde Gustav spøgende . 
„ Ilet ! Ja , hun maa være som hun vil , hun skal bort , hun 
skal sfifte til den 1ste ! “ 
„ Du kunde jo ellers befrygte , at Flimby indførte hende her i 
Huset som sin Kjæreste , “ sagde Gustav . 
„ Gud fri os ! Jeg vil ikke see denne afskyelige Flimby mere 
indenfor mine Døre . “ 
„ Du har jo for saa godt kunnet lide ham , “ vedblev Gustav . 
„ Nei , nei , der har altid været mig noget Fordægtigt ved ham . 
Hvad man dog maa opleve i denne Verden . “ 
Dagmar og Margrethe kom nu ind fra Spisestuen . Flimbys 
Kjærlighedseventyr havde sat de Unge i godt Humør . Charles 
Jensen-Svendsen istemmede Latteren , da han kom . Folkman tilbragte 
en meget behagelig Aften i den lille Kreds , og Margrethes Opførsel 
mod ham var af den Beskaffenhed , at hans Frygt for Rivaler betydeligt 
formindskedes . 
„ Da han om Aftenen gik hjem , mumlede han : 
„ Fru Ingeborg , Du kunde aldrig blive mere end min Skytsgudinde , 
Margrethe kan blive min Hustru ? Men vil hun ? “ 

Sextende Kapitel . 
Melodi til Digtet . 
Der var stort Middagsselskab hos Major og Guldsmedmester 
Jensen-Svendsen i Anledning af Fru Majorindens Fødselsdag . 
Med Høitidelighed i alle Miner gik man til Bords . Gjæsterne 
vare de samme som sidst ; der var dog kommen en ny til , Adam 
Folkman , og en Gjæst laa under Jorden , Fru Ingeborg . Hendes 
Mand havde givet Møde , mere stiv end nogensinde , og med en 
Mine som ventede han snart at blive Konferentsraad . 
Der opstod nogen Uro hos Folkman og Gustav , da de saae 
Lejetjeneren Johnsen , men denne vidste , hvad han skyldte sin Stilling 
og lod som han aldrig havde seet de to Kandidater for . For Bordenden 
thronede Majoren med Fru Hammer ved sin Side ; Etatsraaden 
havde Fru Majorinden til Bords . 
Det var Husets Præst , som idag boldt Festtalen , og han gjorde 
det med Salvelse , og han bragte Taarer i Huusmoderens Øine . 
HendeS Skaal blev drukken med stor Begeistring og en Mængde 
andre Skaaler , og Fru Hammer fortalte mellem Skaalerne til Fru 
Majorinde Jensen-Svendsen den gruelige Historie med Carl Flimby . 
Og Præsten var overbeviist om , at Flimby ikke var theologisk Kandidat , 
og var han det desuagtet , vilde han aldrig faae Præsteembede . 
Huuslægen var dog af en anden Mening , til Hs . Velærværdigheds 
store Forargelse . 

Men medens Skaal følger paa Skaal , medens Johnsen gjør 
sin Pligt til det Yderste , og Samtalerne blive lystigere , sidder Folkman 
glad og lykkelig ved Margrethes Side . Han spørger : 
„ Maa jeg drikke et privat Glas med Dem ? “ 
„ Meget gjerne . “ 
De klinke ; hun seer rigtig god og elskværdig ud ; Folkman 
føler , at hun kan gjøre ham til det lykkeligste Menneske paa Jorden . 
Da spørger hun , om han har det Digt færdigt , hvortil han har bedt 
hende om at sætte en Melodi . 
„ Endnn ikke , men . . . ja , jeg vil tilstaae , at dengang jeg anmodede 
Dem om en Melodi , da tænkte jeg , at mit eget Lio vilde 
blive en deilig Sang , dersom Deres Kjærlighed vilde skjænke den 
Toner . “ 
Hun rødmede og spurgte : 
„ Hvorledes mener De ? “ 
Folkman fortalte da , hvorledes han havde vanket om uden Hjem , 
uden Ven og uden et eneste Holdepunkt . Han lagde ikke Skjul paa , 
at han havde tumlet sig i Fornøjelsernes Malstrøm , han var ved 
at blive malet ned i Afgrunden , da Fru Ingeborg reddede ham . 
Derfor vilde han til sit Livs Ende erindre hende med Taknemlighed 
og Kjærlighed . Men endnu havde Adam en lang Vei til Graven ; 
nu fluide han først til at virke ikke alene for sig selv , men ogsaa 
for sit Samfund . Hvad var dog al Livets Gjerning , naar den ikke 
oplivedes af Kjærlighedens Sol ? Man vilde blive et tørt Forstandsmennefke 
som Etatsraad Wutki-Sørensen , man vilde maaskee 
hurtigere gjøre sin Lykke i Kongens Tjeneste , men ikke i Vor Herres . 
Han bad Margrethe om hendes Kjærlighed , den vilde gjøre ham 
slærk , den vilde lette ham Kampen for Livets ideelle Magter . 
Margrethe gav ham sit Ja . 

De nikkede smilende til hinanden , de drak deres egen Skaal for 
en lykkelig Fremtid . 
Imedens fortsattes Middagsmaaltidet , der blev taget Hnl paa 
den store Krandsekage og Champagnen flad i Strømme . 
„ Nu giøer jeg Salut for vor Forlovelse , “ sagde Folkman og 
trak en Knaldbonbons istykker . 
Paa Devisen stod : 
To Elskende behøve ci at frygte , 
For Amors Piil de onde Magter flygte . 
Ende .