Hører Du ei , hvor Klokkerne klinge . Sørgebudskab til Folket de bringe , Kongen er død . Folket det sørger ; med Sukke og Taare Lægges Kong Frederiks Liig paa Baare , Død bringer Nød . Det var i November 1863 . Kong Frederik den Syvende var død paa Gottorp Slot ; to Dage senere var Efterretningen derom først naaet til Byen Tønder i det Slesvigske . Sorg , Skræk og Forvirring udbredte dette Dødsfald overalt i Danmark , men dog meest i Slesvig . Kongen var død uden at underskrive Fællesforiatningen , saa at Enhver kunde indsee , at Tydskland , dette forsultne , umættelige og ærgjærrige Uhyre , paany vilde udstrække sin rovbegjærlige Haand efter sin mindre og svagere Naboes Eiendele . I selve Tønder By var Befolkningen deelt i to polttiske Partier , uemlig et tydsk og et dansk ; desværræ maae vi tilstaae , at det førstnævnte Parti var det overveiende ; fanatiske tydsksindede Borgere , med en gal Minhandler i Spidsen , samlede sig paa Gjæstgivergaarden „ Stadt Hamburg “ og under storartede Hyl debatterede de der Spørgsmaalet : Slesvig-Holsteen som et selvstændigt Rige . De Danske samlede sig i Stilhed paa Humlekjærren , en Beværtning , som var paa Torvet ; men heller ikke der kunde de have Fred , den tydske Stortalenhed forstyrrede ikke saa sjelden den næsten tause Dansksindethed , som ved en Kaffepunsch eller et Glas Toddy søgte ind under Humlekjærrens gjæstfrie Tag . For at gjøre vore Læsere bekjendt med de slædlige Forhold , bliver det nødvendigt at vi underrette dem om , at der en Fjerdingvei fra Tønder ligger en lille By ved Navn Møgellønder hvis Indbyggere vare fuldstændig danske , men deres Godmodighed gik saa vidt , at de taalte Wühlernes Forhaanelser , ja man har endogsaa havt Beviser paa at den omtalte Viinhandler har i Møgellønder , ustraffet , ved Lteenkast sønderskaaet alle Vinduerne hos en derboende Dansk . Paa Byens Hovedgade , omireur udenfor den derboende Boghandler mødtes den 20de i nævnte Maaned en Kjøbmand , hvem vi vilde kalde Hoffmann , med en Lærer sra Seminariet ved Navn Petersens „ Naa , Petersen , “ begyndte Kjøbmanden , efter at de havde hilst paa hinanden , „ hvorledes gaaer det ? “ „ Sørgeligt ! “ svarede den Tiltalte . „ De sidste Dages Efterretninger har gjort , at Lovløsheden griber mere og mere om sig , i Formiddag var der stort Spektaklel paa Skolestuen . Fire Flensborgere kom først midt under Læsetiden , og med en saadan Støi , at Rectoren maatte paabyde dem Taushed , men istedetfor at efterkomme Opfordringen gjorde vore fire Cavalerer kun endnu mere Rabalder , ja de vare endog saa frække , at de vovede at udskjælde den gamle Rector for en dansk Slyngel ! Følgen heraf udeblev heller ikke ; thi under en almindelig Misbilligelse fra alle de andre Elevers Side bleve de derpaa udviste . “ „ Hvordan vil dog alt dette ende ? “ sagde Hoffmann . „ Dette er destoværre ikke det første Forsøg paa Opsætsighed i de faae Dage siden Efterretningen om Kongens Død kom hertil . Veed Te ask at Viiuhandleren iaftes har holdt storartede Taler imod den danske Negjering henne paa Hotellet ; Gildet endte med Afsyngelsen af Schlesrvig-Holstein mehrumschlnngen , og da Gensd ' armen kom , blev han tilbageviist med det Raad at det var bedst for ham , om han vilde paSs « sig selv , da den danske Despotismes Tid nu var forbi ; der var ikke andet for ham at gjøre end at gaae sin Vei , og det gjorde han ogsaa ; men han gik lige op til Borgermesteren , til hvem han meldte det Hele . Lidt efter kom han tilbage med to Politibetjente og en Gensdarm til ; men imidlertid havde hele Selskabet bortfjernet sig , og vore Embedsmænd fik en lang Næse . “ „ Det bliver en skem Tid vi gaae imøde , “ sukkede Petersen , idet han gik ned ad Gaden med Kjøbmanden . „ Hvad Straf troer Te nu at Viinhandleren og de andre faaer ? “ spurgte Sidstnævnte , da de havde gaaet lidt . „ Formodentlig en Mnlkt ! “ var Svaret . „ Hvis Autoriteterne under de nuværende Forhold kan tage sig af Sagen . “ Vore Samtalende havde nu naaet Torvet . „ Gaaer De lidt ind med paa Humlekjærren ? “ spurgte Kjøbmanden . „ Ja , jeg spiser til Middag der , “ svarede Læreren . I Humlekjærren søgte mange Slags Mennesker , ligefra Bonden til Embedsmanden , og paa den Dag vi omtaler var der eil usædvanlig Masse sav lede . Mange forskjellige Spørgsmaal bleve her drønede , men Hovedlhemaet var dog Kongens Død . Da Hoffmann og Petersen traadte ind , førte en Musiker ved Navn Christensen Ordet : „ Nu har jeg i fjorten Aar været Statsmusikant her , “ sagde han , „ men aldrig har jeg oplevet Mage til disse Tider ; Frækhed og Nederdrægtighed driver nu ganske aabenlysf sit Spil , det lader jo til at Lovene kun ere skrevne for et Syns Skyld ; jeg kom inat tilligemed mine Sønner fra en Ven i g . øgeltønder , hos hvem vi havde tilbragt Afte . . . . nun i c ; pe vare ru komne midt paa Hjemvejen tør el heelt Selskab uf syngende Medlemmer stansede os . Der har vi Christen Trompeter brølte Viinhanvieren paa babylonisk Dansk ; han kommer som han var kaldet , og saa har han begge Ungerne med sig ; — gaae ind Du og tag Jeres Tulhorn saa kan Du og Drengene tude os et Stykke herude paa Landeveien , der er en Prøiser til Dig , og en rød til hver af de andre at fortjene ; kommer Eensd ' urmerne her , faaer de Prygl , “ vedblev han henvendt til de andre , som besvarede hans Tale med Hurruraab . „ Kongen er død , “ svarede jeg , „ og vi maa ikke blæse . “ „ Hold Din Mund , “ sagde Viinhandleren , „ vi har ikke havt nogen Konge , han var kun Hertug , og om han lever eller er død , det kan være os ligemeget ; nu vil vi have Musik og det skal være Schlesvig-Holskein ; henter Du nu ikke Jeres Instrumenter , saa skal vi slaae Takt baade paa Din og Drengenes Ryg ; Jeres Skraal kan da gjælde for Liedertaffel- Musik . “ Hans Tale blev modtaget med stort Bifald af det halvt berusede Selskab som omgav ham . „ Hvis Du nu ikke gjør det som vi vil have , saa slaae vi et Par Ribbeen ind paa Dig og Ungerne ; jeg har længe havt baade Dig og Dine i Kikkerten , Du danske Slyngel , hviskede Viinhandleren mig i Øret . — Hvad var der nu for mig at gjøre , jeg maatte vise gode Miner til sket Spil og bekvemme mig til at opfylde deres Forlangende ; men paa Veien til mit Hjem , hvortil hele Skaren fulgte mig , fik jeg en Idee . Min Kone og mine andre Børn vare i Møgeltønder inat , hvorfor jeg foreløbigt altsaa intet havde at frygte , for dem ; Pigen var den eneste , som var hjemme . Som I veed , er mit Huus det sidste her i Byen , og da vi kam dertil , kunde jeg paa det brændende Lys see , at Pigen endnu var vppe og ventede paa os . Gaae nu op og hent Jeres Tutteretutter , sagde Viinhandleren , vi andre bliver nedenfor , for ikke at forstyrre hendes Naade , Madamen . Da vi vare komne indenfor Døren , var det første jeg gjorde , at skyde Slaaen for og stænge den . „ Op Drenge , “ hviskede jeg , „ sig til Maren at hun tager Benene paa Nakken ind til Humlekjærren , bag om Huset . I andre lister Jer samme Vei , jeg kommer siden . Hans og Christian forstøde mig øieblikkeligt , og snart havde jeg den Tilfredsstillelse at see dem alle Tre forlade Huset , idet de ubemærket flygtede over Marken ; nu var det først Tid for mig Mal tænke paa min egen Sikkerhed ; i en Fart laasede jeg alle Dørene , sad Lyset i Vandfadet , for at det ikke skulde afstedkomme Ulykker og fjernede mig ganske sagte . Da jeg lykkelig og vel var kommet et Stykke ned paa Marken , hørte jeg de Rasende sønderflaae mine Vinduer med Steenkast . — Hvad skal jeg nu gjøre ? mit Hjem tør hverken jeg eller min Familie søge til Natten , da Politiet ikke kan skjænke mig den fornødne Assistance , thi det bliver nødsaget til at sammenholde sine faae Kræfter for andre Tilfældes Skyld ; mine Eiendele vil jeg heller ikke gjerne miste , thi de faae Stumper jeg nu har , har jeg været fjorten lange Aar om at samle . “ „ Lad os hjælpe ham ! “ støjede Forsamlingen . „ Jeg kjører ikke til Løgumkloster iaften , “ sagde en af de Tilstedeværende , en tyk , kæmpestor Vogn2 mand , „ jeg gad dog seet hvad Viinhandleren vil sige , naar jeg lægger min velsignede Næve paa hans visne Krop , jeg skal Dælen gale mig lære den Giftblander at klinke Vinduer hos Folk . Gaae Du kun hjem , Christensen , “ vedblev han henvendt til denne , „ inat maa Du Huse mig og et Par gode Venner , og skulle saa de tydske Wsler komme , saa skal de nok faae Hakkelse , saasandt som mit Navn er Christen Peersen . Imorgen kan Du pakke dine Pakkenilleker sammen og kjøre dem hjem tilmig og vor Mo ' er ; naar Kongesorgen er forbi kan Du jo altid komme tilbage ; Fanden skulde opholde sig imellem Kjæltringekrammet , naar man kan være fri derfor ! “ Den brave Vognmand høstede almindeligt Bifald af de Tilstedeværende . Klokken kunde vel være 11 samme Aften , da en renlig Vandrer gik paa Veien mellem Tønder og Møgeltønder , han kunde omtrent være gaaet Halvveien imellem de nævnte Byer ; da han pludseligf standsede og gav sigtil at lytte ; derpaa satte han begge Hænderne for Munden og efterlignede , saa godt som det var ham muligt , et Ugleskrig og gav sig atter til at lytte ; det var aabenbart et Signal , som han ventede besvaret , thi da alt vedblev at være stille rundt om ham , udbrød han ærgerligt : „ Gid da ogsaa Fanden havde Brevskriveren , . hvis jeg virkeligt skulde være bleven holdt for Nar . — Jeg vil dog forsøge det endnu en Gang , “ vedblev han lidt efter og gjorde atter et Forsøg med . Ugleskriget . Denne Gang blev det besvaret , thi langt borte paa Marken hørtes et lignende . „ Naa , endelig ! “ udbrød Manden , da han , saa godt som Mørket tillod det , noget efter skimtede en Skikkelse , som i stærkt Løb styrede lige hen imod ham . . „ Jeg mærker De er mere præsis end jeg , “ sagde den Sidstankomns , „ jeg troede sandt for Dyden ikke at De var kommet . “ „ Klokken er jo 11 , “ var Svaret . „ Herren har altsaa modtaget mit Brev ? “ „ Det seer De jo , eftersom jeg er mødt paa det deri angivne Klokkeslet , skjøndt jeg ikke kan begribe , hvad De har at sige mig , og isærdeleshed paa en Landevei og paa denne Tid af Aftenen . “ „ Giv Tid , gode Herre , og De vil see at jeg kan være Dem til stor Nytte ; af det Tegn , som stod i Brevet , kunde Te jo ogsaa strax see , at jeg var indviet i Forholdene ; jeg vil derfor blot sige Dem , at ham , som De undertiden har havt med at gjøre , han konimer ikke mere , og jeg kan derfor om De saa synes , godt træde i hans Sted . “ „ Hvorfor kommer han ikke mere ? ' ' „ Nei , for han har faaet Forfald . “ Der blev nu en Pause under hvilken de to Personer tause ved hinandens Side skrede frem paa Veien . Endelig begyndte den Første . „ Hvad er det saa De vil mig ? — og hvad er deres Navn ? “ „ Navnet gjør mindre til Sagen , men siden De ønsker at vide det , saa kan jeg gjerne sige Dem det ; jeg hedder Fischer , men skulde De tilfældigviis støde paa mig , saa kan det gjerne være , at De vil erfare , at jeg ogsaa har andre Navne , men for deres egen Skyld , saa vil jeg bede Dem om , altid at lade som De ikke kjender mig ; — see det var nu det , — men jeg kan ogsaa lade Dem vide , at De ikke i Nat kan komme til at hævne Dem paa Musikanten , da han har endeel gode Venner oppe hos sig , som blot venter paa at De og Deres skal komme for at give Dem Tak for sidst . “ „ Fordømt ! “ udbrød den Anden , „ jeg har fra en sikker Kilde faaet Underretning om at han med Familien imorgen reiser til Løgumkloster . „ Han reiser ikke , “ svarede Fischer med Overbeviisning . „ Hvoraf veed De det , Menneske ? “ „ Man kunde muligviis forhindre ham deri . “ „ Men hvorledes ? “ „ Jo seer De ; hans Bestemmelse er , at kjøre imorgen med Christen Peersens store Fragtvogn , men sæt nu , at Hestene bleve syge inat saa nødtss han jo til at blive . “ „ Ja , men hvordan skulde det gaae til ? “ „ Det patager jeg mig ! “ „ Ja men hvad kan alt det nytte , han venter jo at jeg vil hævne mig paa ham , saa hvis der skeer det mindste , saa vil han strax gjøre Anstalter til at faae mig fængslet , isærdeleshed da han i sin Pult har Beviser imod mig . “ „ Vilde De gjerne have dem tilintetgjorde ? “ „ Jeg vilde give hundrede Prøjsere for at de vare i mit Værge . “ „ Det er for lidt , Hr . Viinhandler , mindre end Trehundrede kan ikke gjøre det . “ „ Saameget vil jeg ikke give . “ „ Godt ! Godnat ! “ og dermed begyndte Fischer at gaae . „ Bliv dog et Øieblik , “ sagde Viinh and leren , idet han greb ham i Armen , „ det er dog et forbandet Hastværk De paa engang har faaet . “ „ Det er koldt og jeg begynder at fryse , desuden har jeg ikke Lyst til at spilde hele min gode Nattesøvn for at tinge med Dem . “ „ Men vi kan jo dog tale om Sagen , naar De skaffer mig Papirerne , saa vil jeg give Dem de tohundrede Prøisere , men mere har jeg saagu ikke Raad til . “ „ Godnat ! “ „ Hør mig dog , “ vedblev Viinhandleren , „ jeg kan Gud hjælpe mig ikke give Dem mere , da jeg selv er i Forlegenhed for Øieblikket , men ikke destomindre , saa skal jeg see om jeg ikke kan faae 50 Maans , og det kan maaskee være vanskeligt nok . “ „ Hør nu Bruun , “ svarede Fischer , idet han pludselig forandrede Tone , „ hold bare op med det Klynken , for jeg troer ikke et Ord af hvad De siger , jeg veed med Bestemthed , at De ligger inde med 1000 Daler som De har modtaget fra høiere Vedkommender for at fremme Agitationerne her i Slesvig ; jeg kunde godt tage Pengene fra Dem , men det vil jeg ikke , LErlighed , selv iblandt Kjæltringer , fører dog bedst til Maalet . Altsaa vil De give de Trehundrede ? “ „ Jeg nødes jo dertil , “ svarede Viinhandleren med et Suk . „ Men hvorledes vil De bære Dem ad med at faae Papirerne , og hvorfra veed De hvor Christensen opbevarer dem ? “ 15 „ Jeg veed Alt ! “ svarede Fischer . „ Oho , jeg er en gammel Rotte , jeg har ikke faaet hvide Haar 1 omsonst , — jeg veed endogsaa hvad de vigtige s Papirer indeholder , jeg veed , at De alene kan takke z Musikantens gode Hjerte for at De ikke allerede k for syv Aar siden er kommet paa Skafottet . “ z „ Ti ! for Himlens Skyld , “ hviskede den æng- Z stelige Bruun . „ Kan De see , jeg veed Alt ! “ vedblev Fischer hoverende . „ Men jeg vil ikke benytte mig deraf , jeg har Brug for de trehundrede Prøisere , og dem vil jeg have , det er det Hele . — Naar kan jeg faae dem ? “ „ Om en Time , “ var Svaret . „ Godt , saa vil jeg være her om en Time , “ sagde Fischer , og dermed vendte han den Anden Ryggen og gik . Viinhandleren stod et Par Øieblikke grundende , derpaa tog han en rask Beslutning og gik hurtigt . En Time senere træffe videm atter paa Veien . „ Dennegang var jeg ogsaa den første , “ sagde Fischer da de atter mødtes . „ Ja , jeg blev opholdt længere end jeg havde formodet , “ svarede Bruun . „ Siig hellere , at det næsten tog en halv Time D med at lure udenfor Humlekjærrens Vinduer , for om muligt at høre lidt af det , der blev talt om derinde . “ Bruun saae aldeles forbauset paa ham , thi det forholdt sig aldeles som han sagde . „ Er dette Menneske da Djævelen i egen Person ? “ mumlede han . „ Ja , et Stykke af ham , “ svarede den Anden grinende , „ forresten skal De aldrig nævne Djævelen ved Midnatstid , for saa kommer jeg altid , husk paa det , Gamle . Viinhandleren traadte et Skridt tilbage og korsede sig . „ Har De Pengene med ? “ „ Ja , her ere de . “ „ Godt , saa kan vi sætte os ned her ovre paa Marken og tælle dem . Med disse Ord aabnede han en hidtil skjult Tyvelygte , og lod Skjæret derfra lyse lige ind i Bruuns Ansigt . Denne veeg forfærdet tilbage , idet han udbrød : „ Er de gal , Menneske , der kunde let komme Nogen og see os . “ „ Vær De kun rolig , skulde der komme Nogen vil vi nok blive advarede , der er baade Ugler tilhøire og venstre , og de tuder godt ! Imod Tøveir er Ugleskriget altid langt og skjærende , omtrent saaledes , Uhu ! “ vedblev han , og udstødte et langtrukkenl Skrig , som lidt efter blev besvaret fra to Steder . „ Kan De høre , Uglerne ere paa deres Post . Ja lad os saa springe over Grøften og gaae ind paa Marken , skulde Nogen see Lyset , saa troer de det er Spøgeri , og skulde en af Gensdarmerne komme , saa tuder Uglene to Gange . “ Fischer sprang nu over Grøften med en Lethed , som man ikke skulde have tiltroet denne gamle Mand . Bruun maatte saa nødig han end vilde følge ham . Da de vare komne over sagde Førstnævnte : „ Jeg seer De har taget Kavai paa , aaja , det kan ogsaa nok gjøres nødigt , for Kulden hun bider iaften , jeg har ogsaa taget Kappe paa , behag at tage Plads , “ vedblev han og kastede et medbragt Lammeskind paa Jorden . „ Naar vi sidder paa dette , behøver vi ikke , at frygte for at forkjøle os . “ Lidt efter sad begge paa Lammeskindet . „ Her er Pengene , “ sagde Bruun med et lille Suk , og gav Fischer en Lærredspose . „ Død og Plage , det er Sølv altsammen , “ sagde denne . „ Naa lad os tælle dem , “ og han gav sig stiltiende ifærd dermed . Da han var færdig udbrød han : „ Det er rigtigt ! — Nu skal De ogsaa høre min Plan ! Imorgen maa De reise , ligemeget hvorhen , efter otte Dages Forløb kommer De atter tilbage , imidlertid lader jeg den røde Hane gale imorgen Nat hos Musikanten , jeg skal nok sørge for at sætte den saaledes at hele Kassen skal brænde af . Jeg og mine Folk komme da som ved et Tilfælde tilhjælp , under al den Forstyrrelse og Hurlumhej som da vil opstaae vil det blive os en let Sag , at kunne bemægtige os Papirerne , som jeg har Vished om , ere gjemte i Pulten . Huset og hele dets Indretning kjender jeg aldeles nøie , ja jeg har endogsaa forskasfet mig en aldeles nøiagtig Plan derover , saa det er umuligt at tage feil , ønsker De det , skal jeg for samme Betaling gjøre Christensen kold , som vel er det bedste , da han , som kjender Papirernes Indhold , efter Fyrværkeriets Afbrændelse let kunde falde paa at snakke . Da De er borte fra Byen vil der ingen Mistanke komme til at hvile paa Dem , jeg skal tillige sørge for at dæn Historie skal blive udbredt , at De igaar Nat har været saa drukken , at De ikke har vidst as dem selv at sige . — Naa , hvad siger De til denne Plan ? “ „ Fortræffeligt ! “ svarede Bruun . „ Om De saa havde været Djævelen selv saa kunde De ikke have udruget dæn bedre . “ „ Jeg har allerede engang sagt Dem , at han og jeg næstener et , kun er Forskjellen dæn , at min Herre og Mester gaaer paa Rov efter Sjæle alene jeg derimod vil have noget mere . Hver Sit , men Fandens det bedste ! “ vedblev han med en vild Latter . Bruun rykkede sig uvilkaarligt bort fra ham . „ Bliv kun siddende , “ sagde Fischer som fandt Fornøielse i at indjage Viinhandleren Skræk , „ jeg brænder ikke endnu , men naar jeg først lader Hanen gale , saa skal der blive en saadan Illumination , at man selv paa dette Sted skal være isfand til at kunne læse dæn nye Psalmebog , og dæn udmærker sig just ikke ved store Typer . — Der er meget Trødske i Musikantens gamle Rønne , og det er et ypperligt Belysningsmiddel . “ Hvem indestaaer mig for at De nu vil opfylde Deres Løfte til mig ? “ spurgte Bruun . „ Mit Ord og denne , “ svarede Fischer , idet han viste ham en kort Dolk . „ Vilde jeg ikke handle ærligt imod Dem , behøvede jeg blot at putte dette lille herlige Instrument et Par Tommer ind under Vesten paa Dem , og bemægtige mig Deres Proptrækker , som tillige er Nøgle til det fortræffelige lille Pengeskrin , der indeholder de Tusind De forleden fik sendt i Bomuld , Skrinet staaer i Viinkjælderen nedsænket i det store Oxehoved tilvenstre , “ og med et Griin , som Satan selv kunne have misundt ham , tilføiede han : „ Er det ikke sandt ? — Hvad Fatter ? “ „ Det er den Onde selv , “ tænkte Viinhandleren . „ For nu at komme tilbage til vore Forretninger , “ vedblev Fischer med Ligegyldighed , „ saa vil jeg ogsaa foreslgae Dem noget Andet , jeg veed , at de har eller troer at have en Fjende ' til i Musikantens gode Ven , Gartneren , hvad /mener De om vi expederte ham med det samme , saa staae vi to Fluer med et Smæk . Naar Gartneren hører at der er Ild hos den Anden vil han naturligviis strax ile ham tilhjælp for at redde , vi giver ham da en lille Lussing paa Hovedet , Fyren bliver bange , og uden at skrige opgiver vor gode Blomsterplukker Aanden . Saa hedder det sig at en Bjælke er faldet ned og slaaet ham ihjel . “ „ Nei , ikke flere Mord , et er næsten allerede formeget , “ hviskede Bruun . „ Aa Sladder , “ svarede den Anden , „ det bliver jo aldeles nødvendigt , husk han er i Besiddelse af Deres Hemmelighed , han kan jo hvilket Øieblik han vil , bringe Dem under Øxen . “ „ Ja , det er sandt , “ stammede Viinhandleren , „ mit Liv hænger i en Traad , og det har det gjort i mange Aar . “ „ Naa ja , — der seer De selv , — altsaa Musikanten maa dø ! “ „ Musikanten maa dø , “ gjentog Bruun mekanisk . „ Skal vi saa tage Gartneren med paa Slæbetöuget . “ „ Nei , nei , det gaaer ikke an ! “ „ Jo vist saa . -- De to er jo altfor meget Venner til at det vilde være en blodig Synd ikke at lade Dem følges ad . “ „ Nei — nei — det maa De ikke ! “ „ Siig nu ja . “ „ Aldrig i Evighed , “ stønnede Viinhandleren , for hvem det begyndte at svimle . „ Skal vi slaae Plat og Krone om Gartneren , “ sagde Fischer , og tog en Daler frem og rakte Bruun den , „ kast engang ; kommer Kronen , saa lever han , faaer vi derimod Plat , saa døer han — kom nu ! “ Bruun tog uden at vide hvad han gjorde Daleren i Haanden , men som om han pludselig vaagnede af en Drøm og huskede alt hvad der var passeret , kastede han Pengestykket langt fra sig med Udraabet : „ Djævel ! “ „ Jo , det er rigtigt , “ svarede Fischer , „ det er mit Navn , — forresten skulde De ikke kaste saadan med Pengene ; thi de ere ikke saa ganske billige i vore Dage , de voxe heller ikke paa Træerne , saa at man kan plukke dem , — hvor blev den nu af ? “ vedblev han , idet han lod Skjæret af Tyvelygten lyse lidt omkring , „ naa , lad den da blive liggende , jeg gider ikke reist mig ; men derfor maa De ikke tro , at De bliver fn , nei , tvertimod Modstand fremkalder altid mere Virkelyst hos mig , og nn skal De enten med det Gode eller det Onde kaste Plat og Krone om Gartneren ; troer De den gamle Satan lader sig snyde for Kroppen , naar han først har Sjælen ! nei , nei , lille Mundskjænk , saadan lader jeg mig ikke narre ; naar jeg nn beviser Dem at det er nødvendigt , maaskee De da vil lade Dem bevægr til at føie mig . “ „ Hvorledes ? “ „ Hør da . Det kunde jo være at Musikanten havde fortalt hele Sagen til Gartneren , og sagt til ham : Emil , hvis der skulde tilstøde mig nogen Ulykke , saa er Brunn Stifteren dertil , thi ved et Tilfælde er jeg kommet til Kundskab om en stor Forbrydelse , som han har begaaet ; han har budt mig Penge for at være taus , men jeg har , hvor fattig jeg end havde det dengang afskaaet det , jeg vilde før tilligemed mine sulte , end leve as Blodpenge . Brunn har budt mig fem hundrede Daler for disse Papirer , men jeg sagde nei . “ „ Ogsaa det veed han , “ mumlede Viinhandleren tilintetgjort . - „ Jeg veed Alt , det har jeg jo allerede sagt Dem flere Gange i Løbet af denne Aften , men jeg vil vedblive , jeg forudsætter at Musikanten endvidere har sagt : Vil Du læse disse Papirer , Emil , og vil Du , hvis der tilstøder mig noget være min Hævner og gjøre Dit for at hjælpe min Familie ? “ „ Skulde det virkeligt være skeet ? “ spurgte Bruun . „ Det er skeet ; Gartneren kjender Deres Hemmelighed , ved det mindste Skridt imod Christensen vil han gjøre Anmældelse imod Dem , thi han er mindre forsonlig end Musikanten , idet Tilfælde De vil ramme den Sidste maa De ogsaa fælde den Første . De seer jeg raader Dem som Deres virkelige Ven , — altsaa : Plat og Krone ! “ „ Hvad skal jeg gjøre ? “ spurgte den vakelmodige Bruun . „ Kaste Mønten iveiret , “ svarede Fischer , „ og lade den blinde Skjæbne afgjøre Resten . “ „ Viig fra mig , Frister ! “ „ Det sagde Jesus ikke da han kyssede Judas , men det forstaaer sig , han var hverken Hykler eller Forbryder . , , „ Nuvel da ! “ sagde Bruun efter en kort indre Kamp . „ Kom med Daleren , jeg vil da forsøge det , Skjæbnen og ikke jeg skal bestemme om Gartneren skal leve eller dø ! “ Fischer tog fmaaleende en anden Daler frem . „ Det er rigtigt , “ sagde han , „ lad Skjæbnen afgjøre det ; det er det sædvanlige Kneb hvormed enhver Skurk søger at retfærdiggjøre- sig for den Lygtemand som dumme Mennesker kalder for Samvittigheden . Kast nu ! “ „ Ja . “ Bruun tog Daleren i Haanden , men uden at kaste . „ Naa , lad det i Fandens Navn faae en Ende ! “ „ Jeg er syg , “ mumlede Viinhandleren neppe hørligt . i „ Saa , “ svarede Fristeren haanligt , „ var De » maaskee syg for syv Aar siden , dengang De druknede den Handelsreisende ; De holdt ham dog saa pænt nede under Vandet , uagtet De hørte , hvor det klukkede i ham . “ „ Jeg skal kaste , “ svarede den af Angst sveddryppende Bruun , „ men hvorledes skal jeg bære mig ad ? “ „ Det skal jeg sige Dem , naar De holder Mønten saaledes , saa vil Plat ved et Stød fra Muusen ved Tommelfingeren nok komme opad , “ og han viste ham , hvorledes han skulde kaste . „ Gud staae mig bi , “ mumlede Viinh and leren . „ Kast nu , for Satan ! “ raabte Fischer , og gav ham et Puf . Bruun kastede skjælvende . Det var Plat . -- - Gartneren skulde altsaa dø . „ He , hel “ lo Fischer- „ Jeg seer at De har Iagt Den : mine Ord paa Hjertet , ved Lucifer ! det var et godt Kast ! naar Enhver vilde lade Skjæbnen raade ; paa den Maade , som De nu gjorde det , saa vilde Tilfældet altid komme en smukt tilhjælp . Altsaa det er besluttet , Musikanten døer , og Gartneren følger ham ? “ „ Gartneren følger ham , “ gjentog Viinhandleren , sig selv ubevidst . „ Bien , “ vedblev han , idet han samlede sig , „ hvorledes faaer jeg Papirerne ? “ „ Dem skal jeg bringe , naar De vil møde mig 3 I » , « » . » Mk . . -^ 26 om otte Dage ved Midnatstid paa det samme Sted , udstød et Ugleskrig , og jeg skal da være her . “ „ Hvorfor skal jeg netop komme paa den Tid ? Kan De ikke ligesaa godt sende dem til mig i mit Hjem ? “ „ Tosse ! vil De , som ellers altid er saa forsigtig , vil De udsætte Dem for , at de kostbare og dyre Dokumenter skulde falde i Hænderne raa Andre ? “ „ Nei , De har Ret . “ „ De reiser altsaa imorgen og kommer ikke igjen før om sex Uger ? saa vil det Hele være forbi . “ „ Jeg skal ikke komme igjen før . „ Pagten er altsaa sluttet ? “ spurgte Fischer , og udstrakte sin Haand . „ Pagten er sluttet , “ svarede Niinhandlersn lidt ængstelig , og gjengjældte hans Haandslag . „ Reis saa , om otte Dage sees vi , husk Ugleskriget ; Godnat og sov vel , men fremfor alt , drøm behageligt ! “ Et Øieblik efter stod Bruun alene , den anden var som ved et Trylleslag forsvundet . „ Man skulde næsten tro , det Hele var en Drøm , “ mumlede han . „ Vender de onde Aander da tilbage i vore Dage , jeg maa næsten antage det , der nys er passeret , for et Sandsebedrag . “ Et fjernt Ugleskrig mindede ham om , at det var Virkelighed . „ Drøm behageligt , “ mumlede han , idet den kolde Sved perlede paa hans Pande , og derpaa løb han som en Besat indtil han naaede sit Hjem . Fischer havde imidlertid naaet et lille Huus , som laae i Udkanten af Møgellønder , da han var kommet dertil bankede han paa en af Ruderne , først to Slag , derpaa tre , og Døren blev aabnet for ham af en ung , smuk Mand , paa hvem man kunde see , at Udsvævelsen havde trykket sit Stempel , hans Klædedragt var heller ikke den bedste ; et Par graae Buxer med Trevler forneden og en Stortrøie af et noget tvivlsomt Udseende , det var hele hans Paaklædning . „ Naa , “ sagde han , da Fischer var kommet ind i den lave Stue , som en osende Tranlampe oplyste , „ naa , gik saa Viinhandleren i Tøiet ? “ „ Hjælp mig først Kavaien ask og giv mig en Snaps , saa skal jeg svare Dig . “ Han hjalp nu i Taushed den Gamle af med Kappen , samt skjænkede ham en Snaps i et Pægle glas af en stor Klugflaske som stod paa Bordet . Det er nødvendig , at vi gjøre vore Læsere bekjendte med Fischers Udseende , da han er bestemt til at spille en vigtig Rolle i denne Roman . Han var en kraftig Mand paa henimod de Treds , høi , med en skank Figur , som Alderen ikke havde været istand til at bøie , hans Hoved var omgivet af korte , hvide Lokker , en høi Pande og en smukt formet romersk Næse gjorde ham næsten til en ældre Israel , kun var der noget vist slikkende i hans Blik , som fordærvede det iøvrigt gode Indtryk hele Personen gjorde . Han var iført grove mørke Beenklæder og en aabentstaaende Vest af samme Farve , et sort Silketørklæde bundet i en flot Sømandsknude , slyngede sig næsten koket om hans Hals og lod en upaaklagelig hvid Skjortekrave tilsyne , en lille Pijekkert og høie Støvler fuldstændiggjorte denne Paaklædning . Den Unge havde som sagt skjænket ham en Snaps , som han i et Drag tømte . Fischer smækkede med Tungen og udbrød ærgerligt : „ Gid Fanden annamme dette halvtydske Pak , med samt deres Kymmel , ikke engang en ærlig , dansk Dram kan man faae hos dem , nei , da priser jeg Kongeriget , jeg vil sket ikke tale om Udlandet , hvor man for den famme Betaling drikker Viin , som man her pøler Skillingsøl i sig . “ Den Unge svarede ham med et Suk , og sad sig taus ligeoverfor ham . „ Naa ! “ vedblev den Gamle , idet han rykkede Lampen længere frem paa Bordet . „ Du er saa stille , min Dreng , har Du nu igjen fordybet Dig i Fortidens lærde Grublerier , og er bleven blød om Hjertet ved Tanken om fordums Glands og Herlighed , giv Tid ! vor Rolle er endnu ikke spillet tilende , Livets Forfatter giver os nok endnu et Par Scener fil at spille med i , og kommer vi først ind faran Lamperækken , saa skulde det gaae tilmed Fandens Kunster , om vi ikke skulde extemporere saaledes , at Publikum vil falde i Forbauselse derover og klappe , men det Hele bliver , at BruttoJndtægten tilfalder os . “ „ Bare det ikke er forbi med Komedien for denne Gang , “ indvendte den Yngre . „ Vaas ! her i Verden gjælder det blot om at benytte Leiligheden , og naar den ikke er der , da selv skabe den , det virkelige Geni vil altid vide at sinde sin rette Plads , om det ogsaa undertiden seer noget sort ud , saa blæse være med det , efter Regn kommer Solskin ! og Torden renser Luften ! som Corsaren siger . “ „ Ja , men Lynet slaaer altid ned , og det er mindre behageligt at blive ramt . “ „ Nu snakker min Gaas ! — hvad har man Lynafledere fil ? man maatte være et stort Fæ , — naar man ikke krøb i Læ for Uveiret . — Sølv er en herlig Isolator , hvad siger Du dertil ? “ og den Gamle tømte den Lærredspose , hvori han havde gjemt Pengene , som han havde modtaget af Viinhandleren . Den Unges Øine funklede . Han lod Haanden med begjærlig Hast fare omkring imellem Mønterne . „ Penge , “ mumlede han , „ Penge , naa Gud være lovet ! “ „ Vær stille ! “ svarede Fischer , „ rasl ikke med dem , der var ellers let Nogen som kunde høre det , forresten har jeg ikke faaet dem i Guds Navn , men kun ved at fpille Satan . Bed og tig i Guds Navn om en Skilling til Brød , og Ingen vil hjælpe Dig , truer Du derimod med Djævelen , ja saa kommer Alle . “ Den Anden hørte ham ikke , han var altfor beskjæftiget med sine egne Tanker . Endelig sagde han : „ Planen er altsaa lykkedes , han gik ind paa dit Forlangende ? “ „ Ja naturligviis , han blev jo tvunget dertil , jeg havde ham altfor meget i min Magt til at han turde afslaae at gaae ind paa mit Forlangende . Du skulde have seet , hvor Stymperen rystede da jeg tvang ham til at kaste Plat og Krone om Gartnerens Liv , nu reiser han imorgen og vi have vundet Spillet for en kort Tid ; de tusinde Daler som han ligger inde med , de skal snart faae Been at gaae paa og flere til , har jeg ham først skal han ikke skippe saa let , jeg skal pine og plage ham til han ikke har en Skilling tilbage , jeg skal bygge hele min Plan paa hans Overtro , og imedens spadserer hans Møntsorter Stykke for Stykke over i vore Lommer . “ „ Vor Rød er altsaa afhjulpet for Øieblikket , “ svarede den Yngre bestandig tankefuld . „ For Øieblikket , siger Du , ja Du mener da vel for bestandig ; naar Bruun er ødelagt , kommer Touren til en Anden , vi skal blive rige , rige som Crøsus vardet ; endelig har jeg da fundet et Middel som er ufsilbarligt og det skal ogsaa blive benyttet , det kan Du stole paa , jeg skal ikke længer som i fordums Dage gaae blindt paa Rov ; nei , der gives ogsaa Andre , som Tilfældet har kastet ind i de høiere Stillinger her i denne Verden , disse betjenede og decorerede Forbrydere , del er i deres Forbrydelser jeg vil spekulere , finder jeg den mindste Glød , saa skal jeg puste til den bliver Flamme og derfra til Slutning gaaer over til en mægtig Brand , der selvfortærende ødelægger Alt , hvad der kommer i dens Nærhed . Penge skal kun være det Eneste , som skal kunne dæmpe , men ikke slukke Flammen ! Gud , det er Forstanden ; jeg har Forstanden ! altsaa jeg er Gud ! „ Fordømte Kymmel ! “ vedblev han efter at have tømt sig et nyt Glas , „ det smager som om det var Brækvand ! naa , det er kun iaften at jeg endnu er tvunget til at skuge dette Kartoffel-Surogat i mig , fra imorgen , saa drikker jeg atter Viin . “ „ Du skulde ikke drikke saameget , “ svarede den Anden halvt ironisk . „ Drik skøver Forstanden , og Forstanden er jo efter dine egne Ord Gud . “ „ Lad mig om det , “ svarede Fischer , idet han lod som om han ikke bemærkede den Ingres Ironi . „ For at Du imidlertid skal see at jeg ikke er skøv endnu , saa skal jeg fortælle Dig min Plan , hvori Du ogsaa skal medvirke ; indprænt Dig nu nøiagtig hvad Du har at gjøre , thi meget vil komme til at bero paa din Snildhed ; jeg ' laver Fælden og Du fanger Vildtet , naar det først er kommet deri , Du faaer LEren og jeg Arbeidet . “ Han udviklede nu sin Plan som vi senere skal komme tilbage til . Klokken blev tre og Lampen slukkedes , vore to Samtalende havde i Søvnens Arme søgt Trøst for Dagens Besværligheder . -- -- I Küvveriffen , Kiühobcn gløder , mens de køgte Gifte » , Den blev » ddcelt som var det sakramentet , Langt flere Sarte end jeg bavde ventet Indfandt flg ber , og qnadcd He^esangen , Paa Bugen krot ' de , snildt som Slangen . — — ( H . C . Andersen : . . Mnlaten “ . ) Hos Christensen havde , som vore Læsere vel kan tænke sig , ikke et eneste Medlem af Familien lukket et Øie den nævnte Nat ; Alle ventede , om just ikke med LEngstelighed , saa dog med en vis Spænding paa hvad der vilde skee ; de kjendte Viinhandhandleren for godt til , ikke af vide med Bestemthed af han ikke var den Mand , der naar han følte sig fornærmet , da lod det gaae upaaagtet hen . Christensen havde ogsaa en Anelse om , af Bruun vilde gribe enhver Leilighed til af skade ham . Men han tænkte dog ikke paa , af han blev stræbt efter Livet , Vognmanden var den eneste som i Tillid til den gode Sag var aldeles rolig . „ Lad dem kun komme , det Hyklerpak , “ sagde han , „ jegskal nok more dem , de skal hverken komme for tidligt eller for sildigt , jeg skal slaae en saadan Klo i Viinhandleren , af han nok for det Første skal glemme at tappe Viin af , jeg skal saadan baldyre ham , at Lysten til at slaae Vinduer ind , skal forgaae ham til en anden Gang ! “ Christensen derimod sagde Intet , men han tænkte derimod ved sig selv : „ Jeg kan vente Bruun her i Nat med hans hele pæne Selskab , han vil naturligviis gjøre alt muligt for at ophidse dem imod mig , og under denne Hurlumhej , der som en Følge af Spektaklerne vil opstaae , vil han gjøre et Forsøg paa at bemægtige sig de for ham kostbare Papirer , men det maa jeg itide sørge for , at det ikke skal skee , men hvorledes ? det er netop Knuden af det , man kan jo aldrig vide hvilken Ende Historien kan faae . Jeg har det ! “ udbrød han pludseligt , „ det er den eneste fornuftige Maade at gribe Sagen an paa . “ „ Hør Peerfen , “ sagde han til denne , „ vil Du gjøre mig en stor Tjeneste ? “ „ Ja vel vil jeg det , “ svarede Vognmanden , „ er Du i Forlegenhed for Penge , faa skal Du ikke lade det genere Dig , Du kan godt faae nogle Hundrede Daler hos mig , men jeg har dem ikke hos mig , naar vi kommer til Løgumkloster , saa skal jeg gjerne forstrække Dig med saa meget jeg kan . “ „ Nei vist ikke , “ sagde Christensen . „ Kom , lad os gaae ind i det andet Værelse , saa skal jeg betro Dig , hvad der ligger mig paa Hjertet . “ Da de vare komne ind i den Stue , hvor Pulten stod , lukkede Sidstnævnte omhyggeligt Døren og sagde : „ Hør Peersen , Du har ved flere Leiligheder viist Dig som en trofast Ven ; jeg vil derfor betro Dig en stor Hemmelighed , men det er kun under TaushedS Løfte , Du maa love mig at tie og kun aabenbare hvad jeg nu vil sige Dig , hvis der skulde tilstøde mig en Ulykke som jeg har en Anelse om vil skee . “ „ Du med dine Anelser om Ulykker , er Du bleven overtroisk , eller har Du drømt om Katte , Du , som ellers altid har været den Lystigste af os Alle , jeg kan ikke forklare mig Din pludselige Misstemning . “ „ Som oftest skjuler det lystigste Ydre , den mørkeste Stemning , og jeg vil ganske oprigtig tilsfaae Dig at jeg er bange for hvad denne Nat vil bringe ikke saameget for mig selv som for min Familie ; men vil Du som sagt , give ulig Løfte med Haand og Mund paa Taushed , saa skal jeg fortælle Dig hvad der i mange Aar , som en tung Steen har hvilet paa mit Hjerte og min Samviltighed . “ „ Saa vist som jeg troer paa en Gud , saa vist lover jeg Dig at tie , “ svarede Vognmanden og udstrakfe sin-Haand imod Christensen . Han modtog den og sagde med et Suk : „ Det er nu omtrent otte Aar siden , at jeg en Vinternat , ester at have spillet til et Klubbal i Ribe , hvortil jeg grundet paa den i Byen værende daarlige Musik var bleven forskreven . Det var en Vinternat siger jeg , at jeg gik hjem ; jeg logerede dengang paa et lille Gjæstgiversted nede ved Havnen ; jeg veed ikke hvad det var for et Indfald jeg fik , men jeg gik igjennem den saakaldte Slotshave og derigjennem løber som Du jo vel veed , en Aa , der udmunder henne ved Vandmøllen . Paa engang hørte jeg Skrig , jeg ilede efter Lyden og kom tidsnok , i Afstand at kunne skimte to Kæmpende Skikkelser paa Broen , jeg kom tidsnok siger jeg , men det var dog forsilde , thi den ene Skikkelse blev pludselig kastet i Vandet , hvorpaa den anden greb en lang Stang og holdt ham nede . Morder ! raabte , jeg og løb saa hurtigt som mine Been kunde bære mig hen tll Stedet ; imedens jeg løb hørte jeg en kort Rallen og alt var forbi . „ Han har saaet sin Bekomst , “ sagde den Tilbageblevne og trak Stangen til sig . „ Ulykkelige , hvad er det De har gjort , “ udbrød jeg . Den Tiltalte vendte sig om , og jeg stod Ansigt til Ansigt med Viinhandleren . „ Bruun ! “ udraabte Peersen . „ Ja , Bruun ! Du kan tænke Dig min Forbauselse , for ikke at sige Skræk , ved at opdage hvem det var som jeg havde overrasket , — han var altsaa en Morder . “ „ Ulykkelige , hvad har Du gjort ! “ gjentog jeg . „ Stille ! For Himlens Skyld , “ svarede han , „ forraad mig ikke , hvad Du har seet , er jeg næsten bleven tvunget til ; han overfaldt mig og truede mig paa Livet , efterat han først havde saaet lokket mig herhen , hvor han troede , at der ikke var et Menneske i Nærheden , jeg skal fortælle Dig , hvorledes det hele hænger sammen . Som Du veed , blev min ældste Datter Henriette ifjor forlovet med den engelske Handelsreisende , og vi troede alle at den hellige Grav var vel forvaret , men tak ! der skulde vi have det , for en Maanedstid siden , opdagede vi til vor store Sorg og Bedrøvelse at Henriette var i Omslændigheder , jeg skrev til England efter North , den Handelsreisende , om øieblikkelig at komme for at gjøre sin Feil god igjen , men tænk Dig saa , vi vare alle blevne bedragne , der havde aldrig existeret nogen North , min Datters Forfører var altsaa en Forbryder , der under et falsk Navn ikke alene havde forlokket hende , men tillige bedraget mig for flere hundrede Daler , et Stød som jeg nu ikke saae mig istand til at bære . Jeg og min Kone vare nærved at fortvivle , da faaer jeg igaar Morges et Brev fra den falske North om ufortøvet at møde ham . i Ribe ; og jeg reiste , efter at have truffet ham , overøste jeg ham naturligviis med Bebreidelser og vilde have at han skulde holde sit Løfte i Henseende til min Datter , og han viste sig villig til at indgaar paa Alt ; men det var atter et Bedrag , til Slutningen fik han lokket mig herud for omtrent en Time siden og vilde nu med Magt fratvinge mig Beviserne for hans Gjæld til mig , efter at han først havde faaet mig halvt beruset , ja , han gik endog saa vidt , at han trak Kniv imod mig og ikke alene truede mig , men gjorde Forsøg paa at berøve mig Livet ; derved opstod denne Kamp som Du har seet , og at jeg dræbte ham var kun Nødværge for ikke selv at blive dræbt ; nu veed Du det Hele og kan angive mig om Du vil , men husk paa , at Du da vil faae et Mord paa Din Samvittighed ; min Anholdelse overlever jeg ikke , thi med hurtig Haand vil jeg gjøre Ende paa en Tilværelse , som Skurken , der nu er død , har bidraget til at gjøre saa glædesløs som muligt ! “ Saaledes-talle Bruun til mig , og efter mange Overtalelser lykkedes det ham endeligt at faae mig til at love ham Taushed . Jeg gik dybt rystet fra ham , men da jeg var kommet til mit Logis kunde jeg ikke sove , og gik atter hen til Stedet , hvor Mordgjerningen var forøvet , og der fandt jeg en Tegnebog som gav mig fuldstændige Oplysninger . Bruun havde løiet for mig . I Tegnebogen laae sire falsfe Vexler , som han havde udstedt og forsynet med bekjendte Mænds Underskrifter . Jeg kjendte altfor godt Bruuns Haandskrift til et eneste Øieblik at kunde tvivle . Det var altsaa for at komme i Besiddelse af disse sire Vexler , at han havde myrdet den Handelsreisende . Tvivlraadig som jeg var , vidste jeg ikke hvad jeg skulde gjøre . Efter nogen Overveielse besluttede jeg at gjemme Tegnebogen , og see hvad Tiden vilde bringe . Jeg blev to Dage længere i Ribe end nødvendigt , for at see om der ikke vilde blive indledet nogen Undersøgelse , naar Liget af North blev fundet , men det fandtes aldrig . Bruun havde paa en for mig ubekjendt Maade vidst , at fkaffe det afveien . Jeg var nærved at antage alt for en Drøm eller Følgen af en ophidset Phantasi , dersom ikke Tegnebogen og dens Indhold havde overbeviist mig om det modsatte . Jeg gik i en stadig Ængstelse , ligesom om det var mig , og ikke Bruun , der havde begaaet denne Forbrydelse , hvortil jeg var blevet et ufrivilligl Vidne . Efter et heelt Aars stadige Piinsler af Samvittighedsnag kunde jeg en Dag ikke længere holde det ud , og gik op til Bruun og foreholdt ham hans Forbrydelse . Han havde imidlertid Frækhed nok til at nægte det hele , og true mig med en Anmeldelse for den Forbrydelse , som han havde begaaet . Nu forgik Taalmodigheden mig , og jeg viste ham Tegnebogen med samt dens Indhold . Da begyndte han at give Kjøb , og tilbød mig store Summer for at komme i Besiddelse af dem . Men jeg var ubøielig . „ Hvor har Du gjort af Liget ? “ sagde jeg . „ Siig først hvor det er , før der kan være Tale om Noget . “ „ Hvilket Liig ? “ spurgte han tilsyneladende aldeles forbauset . „ Er Du gal , Christensen , tag Dig iagt , at jeg ikke lader Dig arrestere for momentalt Vanvid . “ „ Hvad vover Du at sige ! “ raabte jeg forbittret . „ Vil Du da maaskee ogsaa sragaae , at din Datter er bleven besvangret af den , som Du saa skjændigt hak myrdet ! „ Min Datter har aldrig været besvangret , “ svarede han , „ og Du maa skamme Dig over at komme med saadanne Beskyldninger imod en retskaffen og ærbar Pige , hvad Ondt har jeg og min Familie gjort Dig ! hvorfor vil Du bringe Skam og Skjændsel over min Datter og gjøre mig til Morder ! Fy , Dn maa skamme Dig , “ vedblev han , idet Krokodilletaarerne løb ham ned ad Kinderne . „ Saamegen Frækhed havde jeg ikke ventet mig og jeg forlod aldeles maalløs af Forbauselse denne Skurk . Men Følgerne skulde ikke længe udeblive , ved enhver Leilighed , som der kunde tænkes , følte jeg Bruuns hadefulde Angreb paa mig , men jeg maalte tie af Frygt for af blive anklaget for meddeelagtig i et Mord , hvortil Liget manglede . “ „ Det skulde ikke have været mig , “ afbrød Peersen , „ jeg skulde nok have viist denne fordømte Viiuhandler noget andet ; jeg har hidindtil kun anseet ham for af være fordrukken , men nu seer jeg af han er en af de slørste Kjæltringer , som d > > r kan gives . Meld ham , endnu er det ikke forsilde . “ „ Hvem svarer mig saa for af ikke hele Se^en -t bliver kastet over paa mig , jeg kunde Iet blive beskyldt for af det var mig , der havde forfalsket Vexlerne , og af Had til Bruun , nu søgte af slyrte ham ; desuden er han Familiefader , og derfor vilde jeg nødig for deres Skyld , berøve en Mand hans borgerlige LEre , om han endogsaa ti Gange fortjente Øxen , desuden hvor er Liget . “ „ Ja , hvor er Liget ? “ gjentog Peersen . „ Du har ogsaa gaaet altfor længe og dulgt denne rædsomme Hemmelighed til af Du nu kan opdage den , Du vil blive beskyldt som Hæler og blive straffet saavelsom Bruun ; men det er da ogsaa en forbandet Historie ! hvor er Henriette nu henne ? “ „ Det veed jeg ikke , hun skal forresten nu være i Amerika , thi hun reiste to Aar efter , som man sagde til Nem-Kork og er senere bleven gift derovre med , — jeg veed ikke hvem . “ „ Fanden staaer ogsaa i det Hele . Du har nu ved Din Blødhjertethed lavet Dig et Riis til Din egen Ryg , som det vil blive vanskeligt at tilintetgjøre . Naar Viinhandleren har kunnet dræbe North , saa er det mærkværdigt at Du har faaet Lov til at gaae saalænge . “ „ Husk Vexlernel “ „ Ja , det er ogsaa sandt ; men nu vil han vel benytte disse lovløse og bevægede Tider , der ved Kongens Død efter al Sandsynlighed vil indtræffe til at gjøre Dig kold . “ „ Ja , jeg frygter for det . “ „ Hvad vil Du nu gjøre ? “ „ Ja seer Du , det er det jeg vil tale med Dig om . Bruun vil naturligviis gribe Leiligheden og lade sine Venner tilintetgjøre mig , samt gjøre min Familie forsørgelsesløs , samtidig dermed vil han forsøge paa at sætte sig i Besiddelse af Papirerne , for at dette nu ikke skal skee , saa vil jeg bede Dig om at gjemme dem for mig , og hvis der skulde tilstøde mig noget , og Du kan indsee at Bruun har den mindste Finger med i Spillet , da gjør hvad Dn lyster , og jeg giver Dig frit Lov til at tale . “ „ Hvor har Du Papirerne ? “ spurgte Peersen . „ Her , “ svarede Chrisfensen , idet han gik hen og aabnede Pulten samt tog en temmelig tyk Tegnebog ud deraf , „ her er de sire Papirer , samt nogle Brevs som Henriette har skrevet til North . “ Chrisfensen tog et Ark Papir og indsvøbte Tegnebogen deri samt slog et Krydsbaand derom , derpaa tog han og forseglede det Hele og paatrykte sit Signet . Da han var færdig med disse Forberedelser , greb han en Pen og skrev udenpaa Pakken : At aabne efter min Død . „ See saa , “ sagde han , „ nu er jeg mere rolig , denne Forbrydelse vil ikke være skjult , hvis at Bruun skulde udøve en ny ved at lade mig forsvinde , som den stakkels North ; gjem Pakken og benyt den først efter min Død ; hvad min Kone og mine Børn angaaer , ja dem maa Gud sørge for . “ „ Aa , en Anden faaer vel ogsaa Lov til at hjælpe lidt til , “ svarede Peersen godmodigt , idet han gjemte den modtagne Pakke ; men endnu er der da ingen Fare paafærde , imorgen reise Du og Dine hjem til mig , hvor I bliver indtil videre , og kommer Tid kommer Raad , siger det gamle Ordsprog . “ „ Ja , men Natten er ikke forbi endnu , og jeg har som sagt en Anelse om , at det vil gaae mig ilde . “ „ Du er bleven en slem Heldøre i den senere Tid , lad det fare og bliv igjen som tidligere den gamle , muntre Christen . Men kom , lad os igjen gaae ind til de Andre , det er ikke værd , at de kommer til at gjøre dem Tanker om vor Samtale . “ Lidt efter gik begge Vennerne tilbage til Familien . I spændt Forventning bleve de alle oppe for at være forberedt paa hvad der vilde skee . Men der skete Intet den Nat , alt forblev roligt . Da Dagen atter begyndte at lyse , forlod Peersen dem for at see til sine Heste . „ Gjør Eder nu istand forsaavidt I kan , “ sagde han , idet han gik , „ om Gud vil reiser vi i Eftermiddag . Tag det Nødvendigste med og lad Pigen blive tilbage , for at jeg hos hendesenere kan hente Møblementet og de andre Sager . “ Da Peersen kom ind til Tønder , hvor han havde sine Heste staaende i Humlekjærrens Stald , ( Vognen stod , som altid var Tilfældet , paa Gaden ) erfarede han , at begge Hestene vare blevne syge , og han maatte nu hente Dyrlægen til dem . Viinhandler Bruun var pludselig reist til Hamborg . Henad Formiddagen kom der en ung , elegant klædt Herre med mørkt Haar og et stort sort Skjæg ud til Christensen , han forlangte at tale med Herren i Huset , da han havde en vigtig Meddelese at gjøre ham . Christensen førte ham ind i det Værelse hvor Pulten stod , samt bad ham om at tage Plads . „ Ere vi aldeles sikkre her , saa at Ingen kan høre os ? “ spurgte den Fremmede , da de vare blevne ene . „ Aldeles sikkre , “ svarede Christensen . „ Nuvel da ! det som jeg har at sige Dem vil forekomme Dem gaadefuldt og besynderligt , men det skeer kun til deres eget Bedste . — Altsaa har De ingen Fjende ? “ „ En Fjende ! hvad mener De dermed , om jeg maa spørge ? “ „ Jeg spørger Dem , om De ikke har nogen Fjende ? “ „ Det har vel alle Mennesker , mere eller mindre , hvem kan vel sige sig fri for det ? “ „ Her er ikke Tale om nogen almindelig Fjende , men om De ikke har een som De kjender , een som De kunde tænke Dem , havde svoret deres Undergang , kort sagt , een der stræbte Dem efter Livet ? “ Christensen saae studsende paa ham . Den Fremmede vedblev : „ Ja eller Nei ! De gjætter vel hvem jeg sigter til ? Hvis det forholder sig saaledes , saa svar mig oprigtigt , og jeg skal forklare mig nøiere . “ „ Nuvel ! ja , jeg har en saadan , som De omtaler , og det een , som jeg kan frygte det Værste af . “ „ Godt ! jeg veed hvem De mener , det er Bruun , Viinhandleren , han vil deres Død , for at tilintetgjøre et Beviis imod ham , og tillige komme i Besiddelse af visse Papirer , som De har liggende i deres Pult . “ „ De tager feil , min Herre , “ svarede Christensen . „ De finder dem ikke mere i mit Værge . “ Den Fremmede sludsede lidt , men kort efter tilføiede han : „ Ja saa har de overgivet dem i Deres gode Ven , Buschs Værge . “ „ Heller ikke det . Papirerne befinder sig paa et Sted , hvorfra , saasnart der tilsløder mig det mindste , vil blive gjort Anmeldelse . “ „ Det vil blive unødvendigt , thi Deres Fjende vil falde før Dem , men han har mægtige Hjælpere , som vi foreløbigt bliver nødsagede til at skuffe , thi ellers vil hele vor Plan ryge i Lyset . Hør mig , De bliver nødsaget til at lade Deres Familie reise , samt indbilde Folk heri Byen at De bliver tilbage , men hvad Dem selv angaaer , saa maa De endnu i Nat reise til Kjøbenhavn , hvor De maa opholde Dem under et andet Navn . Tag saa meget af Deres Tøi med , som De kan overkomme , thi jeg kan ikke frelse det tilbageblevne . Den røde Hane vil i Nat gale paa deres Tag og i Ruinerne af det afbrændte Huus vil man finde et Liig som vil gaae for deres . Lad Verden blive i den Tro , at det er deres , derved vil De staae Dem bedst for Øieblikket . Deres Tid er ikke kommet endnu . — Kan deres Kone være taus ? “ „ Jeg troer det . “ „ Ler er ikke Tale om at tro , Te maa vide det med Bestemthed . “ „ Ja hun kan . Jeg har øfte havt Beviser derpaa . “ „ Nu , saa kan De sige til hende , hvorledes Alt hænger sammen , men kun til hende alene , hører De ! “ „ Men hvem er De , nun Herre ? og hvem borger mig for , at Te vil mit Vel ? “ „ Det gjør min Alvidenhed i Henseende til deres Sager , og jeg har desuden en stor Gjæld , at afgjøre med Bruun , mit Navn er North , den levende Døde , ja saa behøver jeg vel ikke at sige Dem mere . “ Christensen var nærved at falde ned af Stolen af Forbauselse . Bruun var altsaa imod hans Villie ikke nogen Morder . „ Det er altsaa afgjort , at Te vil fjerne Dem herfra , og følge mine Raad i et og alt ? “ vedblev den Fremmede med en let Overgang . „ Ja , det lover jeg Dem . “ „ I Henseende til Penge er jeg desværre ikke saadan stillet , at jeg for Øieblikket kan staae Dem ln , men senere kan jeg maaskee gjøre det , dog , det er ikke sagt , at jeg vil blive istand dertil , troer De derfor , at De for det første kan hjælpe Dem selv i Henseende til Deres Ophold ? “ „ Ja ! thi da jeg med tenimelig Bestemthed veed , at der vil blive sørget for min Familie , saa at den ingen Nød vil komme til at lide , saa kan jeg nok med de faa Skillinger som jeg har sammensparet mig , leve i et Aarstid . “ „ Det er mere end tilstrækkeligt , inden den Tid haaber jeg at alt vil være afgjort ; Bruun er kjøbt af Agitationen og vil ved sin egen Uforsigtighed slyrte sig selv i Fordærvelse . — Der foreslaaer saavel Slesvig som Danmark tunge Tider , men vi ville haabe at den gode Sag maa seire . “ „ Bien stig mig , niin Herre , “ spurgte Christensen , „ hvor det kan være , at Te , der er en Englænder , taler saa godt dansk ? jeg havde hørt , at De ikke var vort Sprog mægtig . “ „ Det er ikke altman skal svare til , og Dekan vel indsee at et langvarigt Ophold i et Land , til Slutning maa have nogen Indflydelse paa Sproget ; desuden er der Ingen som lærer hurtigere dansk end vi Englændere . — Det er alfsaa afgjort , De reiier . “ „ Jeg reiser , og jeg lover Dem at jeg skal holde mig Deres Raad efterrettelig . “ „ Godt ! Jeg seer at vi forstaaer hinanden , s jeg skal nok vide at sinde Dem i Kjøbenhavn , om en Maaned skal De høre fra mig . “ Den Fremmede reiste sig og hilste høfligt paa Familien og gik nynnende ned ad Trapperne , som om han havde havt den meest ligegyldigste Samtale med Christensen . Da han var kommet ud paa Veien stod han og dreiede sig tilhøire og tilvenstre , ligesom han betænkte sig paa hvilken Side ban skulde vælge , endelig besluttede han sig og gik ad Møgeltønder til ; da han omtrent var gaaet Halvveis « , mødte han en gammel , affældig Tigger , som betlende udstrakfe Haanden imod ham , idet ban med rystende Stemme bad : „ En Skilling til Brød , gode Herre , jeg er faa sulten . “ Den Fremmede standsede og tog sin Portemonnaie frem , men det lod til at han havde ondt ved at sinde den Mønt , som han vilde give den Gamle , thi han ledte temmelig længe deri . Tiggeren blev staaende med udstrakt Haand og ventede paa Gaven . „ Hvilket Resultat ? “ spurgte han derpaa med dæmpet Stemme , idet hans Øine speidede rundt omkring for at see , om der ikke var nogen i Nærheden . „ Alt gaaer efter -Ønske , “ svarede den Fremmede og søgte endnu ivrigere i Portemonnaien ; Musikanten og hans Familie reiser i Eftermiddag , og den Førstnævnte har indladt sig paa at spille Død indtil videre . “ „ Bravo , min Dreng ! godt spillet , Du skal faae Guldmedaillen , hvis jeg forresten ellers skulde udstede nogen ; men Papirerne , fik Du dem ? “ „ Nei desværre , dem havde han ikke mere selv , han har givet en Anden dem i Forvaring , han vilde ikke sige mig hvem , kun saameget fik jeg ud af ham , at det ikke var Gartneren , som havde faaet dem . “ Tiggeren rynkede i Vrede sin furede Pande . „ Gid da ogsaa Fanden havde denne dumme Karl , “ mumlede han , „ hvem har han da givet dem til ? “ „ Ja , det vilde han ikke sige ; han udlod sig kun med , at hvis der vilde tilstøde ham en Ulykke , saa var der sørget for at det vilde blive opdaget . Fæet blev ganske glad , da jeg præsenterede mig som North ; det var ligesom om en tung Steen blev lettet fra Violingniderens Hjerte . “ „ Ja , ja , “ afbrød Tiggeren , „ vi maa altsaa passe paa Musikanten , som han var Guld , for skulde der tilstøde ham noget Ondt , saa var hele vor Plan istand til at gaae i Lyset . Nu maa jeg ind i Byen og gjøre Forberedelser ; giv mig en Skilling , thi jeg seer Nogen komme nede paa Veien , “ vedblev han , idet han med LErbødighed blottede sit hvide Hoved og i en ydmyg Stilling ventede paa Gaven . Den Fremmede gav ham en Skilling og bortfjernede sig hurtigt , idet han gik ad Møgeltønder til . Han havde neppe gaaet et Bøsseskud , før han mødte en ung , smuk Dame , der med Hurtighed gik imod Byen . Den Fremmede hilste hende med Anstand , hun gjengjældte rødmende hans Hilsen , idet hun fordoblede sine Skridt . „ Paa min LEre , “ sagde han og vendte sig efter hende , „ det var en smuk Pige , hvem kan hun vel være ? — naa , det kan jeg altid faae at vide , for Øieblikket er det vel det Bedste at man søger Rønnen . “ Og han gik atter ; da han havde naaet det Huus , hvor Fischer Aftenen forud bankede paa , forsvandt han ubemærket . Den unge Pige havde hurtigt naaet den Gamle , hvem hun uopfordret gav nogle Penge , og uden af afvente hans Taksigelser skyndte hun sig videre . „ Hun var næsten meer end smuk , “ sagde Tiggeren , „ hun lignede Augusta ; — ja , det var dengang , man bar sig tosset ad , fordi man var ung , og ved Snildhed havde svunget sig op og faaet Indflydelse , bildte man sig ind af være en allerhelvedes Karl , men saa blev man ogsaa saa vigtig af man var nær ved af sprække , — Dumhed , hestedum Vigtighed , som altid følger med Ungdommen , — naa , ja , ja , bedre seent end aldrig . “ Da Peersen havde faaet hentet Dyrlægen , undersøgte han Hestene , og erklærede , af hver af dem havde faaet slaaet et Søm op i den venstre Baghov , saa der kunde ikke være Tale om af fortsætte Reisen med dem , det vilde mindst vare fjorten Dage før de atter kunde blive brugbare . Peersen rasede og beskyldte Staldkarlen for af det var hans Forseelse , men der var intet ved Sagen af gjøre . Med denne Efterretning kom han tilbage til Chrisfensen . „ Det faaer intet af hjælpe , “ sagde denne , „ vi maa afsted alligevel idag , thi der er skeet meget imedens Du har været borte , “ og nu fortalte han Vognmanden hvad der var skeet . „ Da skulde Fanden og ikke jeg reise , naar Sagerne staae saaledes , “ svarede Peersen . „ Du er el godt Fæ , naar Du gaaer lige ind i den Fælde , som det er tydeligt at see , der er opstillet for Dig , hele Historien gaaer blot ud paa at faae Dig væk ! “ „ Ja , men jeg siger Dig jo , al det var North som var her ! “ „ Snask North har Du jo selv seet , for mange Aar siden blive druknet af Bruun . “ „ Saasandt jeg lever , det var ham , hvem skulde ogsaa uden ham kjende det ? “ „ Det er sandt , Du ! “ sagde Peersen , hvis Tankegang ved Navnet Bruun , fik en anden Retning . „ Viinhandleren er imorges reist , jeg fik del at høre af Postmesteren . “ „ Saa maa jeg afsted , “ svarede Christensen bestemf , „ der er ingen Tid at spilde ; gjør mig den Tjeneste al laane Heste hos Gjæstgiveren ; Du kan jo dog alligevel umulig ligge her og vente paa at Tine egne blive raske . “ Da der begyndte at mørknes havde hele Familien pakket det meste af Christensens Effecter og Møbler paa Peærsens store Fragtvogn , Resten af Tøjet var slyrtet hen til hans gode Ven , Gartneren , hvor det foreløbigt skulde staae indtil videre . „ Stadsmusikanten havde allerede faaet udbredt , al han i den første Maaned vilde blive hvor han var ; senere vilde han følge efter sin Familie . Hans Kone og ' fire Børn sadde tillige med Pigen paa Vognen og Peersen stod og rettede noget ned Seletøjet . „ Har Du Assurance-Policen hos Dig , Margrethe ? “ hviskede Christensen til fin Kone , idet han strakte sig paa Taaspidserne for at komme nærmere til hende . „ Ja , “ svarede hun neppe hørligt , „ naar seer jeg Dig igjen ? “ „ Iovermorgen , min kjære , eiegode Hustru , “ sagde han og trykkede varmt hendes Haand , „ tab nu blot ikke Modet , hvad der skeer er jo nødvendigt , ikke alene for at frelse os , men tillige Børnene . Peersen var nu bleven færdig med Hestene og tog Plads oppe paa Vognen . „ Farvel ! “ sagde han , „ Klokken bliver mange og det er paa Tiden at jeg kjører , hvis vi skal naae Løgumkloster inat . “ „ Farvel , “ svarede Christensen og trak sig tilbage . Den tungt belæssede Vogn rullede bort . Da han var bleven ene , saae han længselsfuldt efter de Bortkjørte . „ Gid vi dog havde en Ende paa alle disse Jntriguer , “ mumlede han , „ for at leve som en ærlig Mand , bliver man af Forholdenes Magt tvunget til at skjule sig som en Forbryder ! Ak , havde Kongen blot levet , saa havde jeg ikke været Nødsaget til dette . “ Og han gik atter ind i det nu aldeles tomme Huus . Klokken var henimod to om Natten , da ftre Skikkelser listede sig henimod Christensens Huus . „ Har I nu alt hvad vi stal bruge , “ hviskede en Stemme til de andre . „ Ja , “ svarede en Anden , „ det skulde gaae løierligt , til om ikke hele Kassen skulde ryge i Lyset . “ „ Raab dog ikke saa høit , i Djævelens Skind og Been , “ vedblev den første Stemme . „ Du kan jo let bringe en af Snushanerne paa Halsen af os , og saa vare vi net deran ; naar jeg nu har lukketJer ind , “ sagde han endvidere til de to Andre , som bar en temmelig stor Gjenstand , „ saa lægger I Liget heelt oppe under Hanebjælken , samt stikker Ild paa et Par Sieder , saaledes at det kan blive rigtig forbrændt ! har I forstaaet mig ? “ „ Javel , “ var Svaret . Da de vare komne til Gadedøren , aabnede den Forste den , og vore fire Banditter forsvandt . „ O , min Gud ! saa er det dog sandt ! “ sagde nn Christensen , som skjult bagved et Hjørne havde været Vidne til Samtalen . „ Jeg havde lige indtil nn froet at det Hele kun var skeet for at forskrække mig , men sku seer jeg desværre , at alt vil indtræffe saaledes som North sagde . “ Lidt efter blussede den klare Flamme ud fra flere forskjellige Steder paa Huset . Christensen blev staaende ubevægelig med Taarer i Øinene og slirrede op mod det brændende Sted , indtil en Haand greb ham stærkt om Armen og en ubekjendt Stemme hviskede ham i Øret : „ Afsted Ulykkelige ! er Te ikke videre endnu , veed Te da ikke , at det gjælder Deres Liv . “ Han vendte sig om og kom til at staae Ansigt til Ansigt med en gammel hvidhaaret Mand . „ Hvem er De ? “ spurgte han forbauset og betragtede ham , hvilket han kunde , da Flammerne fra det brændende Huus allerede lyste stærkt . „ En , der vil Deres Vel , “ svarede den Gamle , „ men bliver De her kan jeg ikke frelse Dem , og De maa dø ; seer De da ikke af det er Alvor , “ vedblev han , da den Anden endnu tøvede , „ om ti Minutter kan jeg ikke frelse Dem og De vil være fortabt , da jeg formoder , af De har luret da Mordbrænderne kom , saa har Te vel ogsaa seet det Liig som nu forkuller , og som skal forestille Dem . Løb over Markerne bort herfra , og kom ikke tilbage før De hører af Bruun er fældet , i Kjøbenhavn skal De nok høre fra os ; men nu maa De bort , hører De Kirkeklokken begynder allerede af gaae . “ „ Farvel mit kjære Hjem , “ sagde Christensen veemodig , derpaa styrtede han som pidsket af Furierne bort , og forsvandt i Mørket . I Byen begyndte der af blive Nøre , Vægterens Horn havde lydt og Raabet Brand havde ledsaget del . „ Hvor er Ilden , Vægter ? “ var der blevet spurgt . Og Svaret havde været : „ Hos Stadsmusikanten . “ Kirkeklokken klemtede og Byens Sprøiter bleve med megen Besvær trukne ud af Skuret . Da endelig Brandvæsenet naaede til Stedet for deres Virksomhed , var det allerede forsilde ; Huset var næsten nedbrændt , og Resten som Ilden endnu ikke havde fortæret stod ikke til at redde . Da Klokken den var fire om Morgenen var der kun en rygende Gruushob tilbage af det Hele . „ Stakkels Chrisfensen , “ sagde Nogle , „ han og Familie ere igaar reiste til Løgumkloster , det bliver en ubehagelig Overraskelse for dem . Han har da mistet alt sit Indboe . “ „ Gud veed , om han havde assureret ? “ sagde Andre . „ Vist havde han det ! “ svarede igjen Nogle . „ Jeg har hørt , al han ikke havde det ! “ „ Den Ild er nok kommet særdeles beleiligt , “ hviskede nogle Skumlere . Men da man fandt de forkullede Levninger af et Liig , der nogle Dage efter bleve fremdragne af Ruinerne , fik Talen en anden Vending . „ Stakkels Chrisfensen ! “ hed det nu overall , „ en saadan Død havde han nok ikke drømt om ! det Sørgeligste veo det Hele er , at nu er Familien uden Støtte , hvem skal nu tage sig af dem ? “ Saaledes gik det i lang Tid , men der var Ingen som gjorde det mindste Skridt i Henseende til , deres Forsørgelse . Naar der er skeet en Ulykke taler Alverden derom , men kun de Færreste ere rilbøielige til ubemærket at afhjælpe den . Der blev foranstaltet en Indsamling i Byen , men Beløbet , der kom ind ved samme , var saa lille ar det ikke engang er værdt at nævne . Den Eneste som der i Virkeligheden tænkte paa ar hjælpe , var Gartneren , men hans Midler vare saa ringe , tilmed da det var Vinterdage , hvor næsten alle Gartnere , som ikke ere rige , Hovedet smaat . „ Jeg tør give mit Hoved paa , at det er Bruun som er Ophavsmanden til dette , “ mumlede han , rhi han turde ikke tale høit derom . „ Men vent , min Tid kommer vel ogsaa . Lad ham komme tilbage , og jeg skal tale et Alvorsord med ham . “ Og Bruun kom tilbage . Men Gartneren taug . Senere , omtrent en Maanedstid efter reiste ogsaa han og Familie fra Byen ; Ingen vidste hvorhen . Det var otte Dage efter Viinhandlerens Samtale med den Ubekjendte og han var atter kommet tilbage til Byen , han havde tilligemed de Andre udtalt sin Beklagelse over den stedfundne Ulykke med Christensen , hvis formeentlige jordiske Levninninger vare stedte til Hvile paa Byens Kirkegaard . Ja Bruun havde endogsaa været saa ædelmodig , at give ti Rigsdaler til den efterladte Familie . Klokken var henimod tolv , da Viinhandleren begav sig hen til det af den Ubekjendte bestemte Mødested . Han var ikke rigtig glad , omendskjøndt hans Ønsker tildeels vare opfyldte , han var opfyldt ligesom af en vis ubestemt Frygt , da han bævende af Skræk , overtroisk som han var , udstødte Ugleskriget . Det var neppe hendøet , før en Skikkelse ligesom opvoxet af Jorden stod for ham . „ De kaldte , her er jeg ! “ sagde denne . „ Kald paa Djævelen , og han er Dig nær , “ mumlede Bruun og veg forfærdet tilbage . „ Te seer jeg er præcis , Fatter , “ vedblev den Gamle , „ kan De forlange mere ? “ „ Nei , det vilde være ubilligt ! “ svarede han . „ De seer , at hvad jeg lover , det holder jeg ; Huset ligger i Aske og Musikanten er reist heden for at spille paa Basun for Vorherre , det var paa min 2Ere en brillant Illumination vi gav ham med paa Reisen , han behøvede ingen bengalske Flammer til at oplyse Slutnings-Tablauet med , han gik med i Løbet som Brandoffer for Satan ! “ Bruun gyste . „ Det er forresten et kjønt Stykke Arbeide jeg har leveret , naturligviis efter Bestilling ; men jeg haaber alligevel at faae et lille Orden fra Helvede derfor . De kan tro , Fatter at Musikanten vaandede sig svært imellem Flammerne^ før han opgav Aanden ; men der hjalp ingen kjære Moer , han skulde jo steges ! “ „ Forfærdeligt ! “ udbrød Viinhandleren . „ Det Værste af det Hele var , at Gartneren . hans gode Ven ikke var tilstede , faa han kunde ikke komme med denne Gang , men giv bare Tid , imorgen Nat afbrænder vi Knaldhytten over Hovedet paa ham og giver ham med det samme en lille Lussing , saa han ogsaa stikker af til Storarmeen . “ „ Nei , ner , “ raabte Bruun i Angst , „ Busch maa ikke dø , jeg vil ikke have det , hører De ! Christensens Aand har inat været hos mig , og stævnet mig til Gjengjældelse . O , det var rædsomt ! “ „ Ha , ha , ha ! “ lo den Anden , „ han kan altsaa være paa to Steder , det er mærkværdigt , han maa altsaa være , hvad man kalder for Dobbeltgjænger . “ „ Gud være mig naadig , “ stønnede Skurken og skjulte sit Ansigt i sine Hænder . „ Naar De først har overgivet Dem til Djævelen , tro aldrig det , den Ondes Princip lader aldrig den Sjæl skippe , som han først har faaet Kløer sk Te er hans for Tid og Evighed , da De besluttede Dem til at gjøre det af med North , underskrev De Dem selv uafvidende Pagten med Fanden , og han bestilte Plads og aabnede Helvedes Døre for Dem . “ „ Ikke før ? “ vovede Viinhandleren at spørge . „ Jo vist , længe før , “ grinede den Gamle . „ Jeg Ulykkelige ! der er altsaa Intet som nu kan frelse mig ? “ 63 z „ Intet ! “ z . Bruun mere faldt end satte sig fortvivlet paa k den sneebedækte Grøftkant , og der blev en Pause ; i . pludselig hævede han Hovedet og sagde med Bestemthed : i „ Gartneren maa ikke følge den Anden , jeg vil det ikke , hører De , jeg har allerede nok paa min i Samvittighed til at jeg vil forøge mine Qvaler med et Biord endnu . “ „ Godt ! som De vil , “ svarede den Gamle lakonisk , „ vi antager altsaa at Gartneren har faaet Kronen , dengang Te for otte Dage siden ved Deres Behændighed var saa heldig at tilkaste ham Plat , eller ogsaa har den hele Historie kun været et Fixeerspil . “ „ Kald det hvad De vil , men jeg vil ikke have at der maa tilføies Gartneren noget Ondt . Lover De mig det ? “ „ Nuvel , jeg lover det , endskjøndt det var Skade , jeg var saa godt i Gang ; men det er det samme . Kartoffellæggeren skal faae Lov til at leve , det har De min Haand paa . “ Og den Gamle udstrakte sin Haand imod ham . Bruun skulde nok vogte sig for at modtage den . „ Hvor har De Papirerne ? “ spurgte han . „ Her ! “ svarede den Ubekjendte og samlede i I , ' VI under Kappen . „ Satan ; “ udbrød han ester nogen Tids Søgen , „ jeg har glemt dem , men bi lidt , jeg stal sende en af de tjenende Djcevle efter dem ; forhold Dem nu rolig og siig ikke et Ord , ellers er Deres Tid forbi . “ Den Gamle slog nu en Kreds om sig med sin Stok og tog sin Tyvelygte frem , lyttede og mumlede en Besværgelse i et for Viinhandleren ubekjendt Sprog , derpaa raabte han med sine Lungers . fulde Kraft : „ Mollock ! “ Han havde neppe udtalt før en mørk Skikkelse stod for ham og uden at sige et eneste Ord rakte en Pakke ud imod ham . „ Det er ikke til mig Du skal give Papirerne , “ sagde den Ubekjendte , „ men derimod til den , der har betalt dem . “ Skikkelsen nærmede sig Bruun . „ Viig fra mig , Satan ! “ sfreg denne forfærdet . „ Gid jeg dog aldrig havde indladt mig med Mørkets Magter . “ Den Gamle lo vildt . „ Nu er det forsilde at trække Dem tilbage , “ sagde han . „ Gjort Gjerning staaer ikke til at ændre ; men skynd Dem nu , Mollock han venter , og han maa snart være tilbage , gjør ham nu ikke vred , han var ellers istand til at opføre en lille Nunddands med Dem her i Sneen til LEre for sin Herre og Mester , og jeg troer ikke , at den vilde bekomme Dem videre vel . Tag den dog ! “ vedblev han , da den Anden endnu ikke havde bestemt sia . Bruun greb rystende Pakken . „ Og nu afsted , tilbage til Helvede , Mollock ! “ sagde den Gamle . „ Hils vor Fyrste , den gamle Arvefjende fra os begge , og sig , at vor fælles Ven her , med det allerførste vil komme for at blive hos ham for bestandig . Skikkelsen snurrede sig rundt som en Top og forsvandt med et Hyl i Nattens Mørke . „ En tro Tjener , “ sagde den Gamle , da den var forsvundet , han er rigtignok undertiden noget vild i sine Bevægelser , men man kan dog tæmme ham ; han er ogsaa noget ung i Tjenesten endnu , han er kun henimod tusinde Aar gammel , men Besindigheden kommer nok med Tiden . „ Enten er det en tung Drøm , eller ogsaa er jeg evig fordømt , “ mumlede Bruun . „ Det sidste , Fatter , det sidste , nu er De een af vore ! tro aldrig det er en Drøm , gaae kun et Par Skridt herfra og De vil faae Overbeviisningen i Hænderne , ved at see paa Brandtomten histhenne , føl ogsaa paa Papirerne , som Mollock 6 nys gav Dem , disse dyre Papirer , som De nu i snart otte Aar har smcegtet efter , da De besluttede Dem til at dræbe North fik De Veien til Helvede at vide , og De har ogsaa senere troligt fulgt den , nu kan De snart ikke komme videre . Dog , det er sandt , lige for lige , naar Venskabet skal holdes , naar De skulde faae Bud maae De holde Dem parat til at lyde , ihvad det saa end er , thi vor fælles Behersker taaler ingen Modstand , ellers var han istand til at blive vred , og skulde De nogensind komme i en øieblikkelig stor Forlegenhed , udstød saa kun dristigt Uglesfriget , Hjælpen er da nær . God Nat Skurk , og drøm behageligt ! “ Og den Gamle vendte ham Ryggen og gik med rasfers Skridt end man , efter hans tilsyneladende Alder , skulde have tiltroet ham tvers over Markerne . Da Viinhandleren var bleven ene greb Samvittighedsqvalerne ham først rigtigt , han smed sig med Ansigtet ned i den kolde Snee , og hulkede som et Barn , han foldede Hænderne og forsøgte paa at bede til den Gud , som han troede for evigt havde forladt ham , men selve Bønnen svigtede ham , han kunde ikke finde den , og ikke et Ord kom over Læberne , endelig reiste han sig op , idet han stønnnede : „ Jeg vil tale med en Præst , han MM kunne give mig Midler ihænde til at blive frelst . “ Og med denne nye Forhaabning begav den Nedbøieve sig hjem , for at kaste sig paa sit piinlige Leie , hvor Søvnen , trods alle hans Forsøg , skyede ham . Vi ville følge den Ubekjendte , der , som fortalt , var gaaet over Markerne . Saasnart han var ude af Sigte for Bruun vendte han om og søgte Ly i det lille Hus i Møgeltønder , hvor Døren , efter det givne Signal , aabnede sig for ham . „ Naa , min Dreng ! “ sagde han til den der ventende Yngre . „ Hvad siger Du dertil ? det var en artig Comedie jeg der lavede , Du spiller ogsaa ganske fortrinligt Mollock , det maa man lade Dig , een af de bedste Skuespillere skulde have ondt ved at gjøre det bedre ; denne Anstand , hvormed Du reiste Dig op af Grøften , denne Taushed , hvormed Du overgav ham Papirerne , alt var beundringsværdigt ; ja selv dit djævelske Hyl kunde en Fenris have misundt Dig . “ „ Du smigrer mig virkeligt , Renard , “ svarede den Anden leende „ Du gav den forresten heller ikke ilde som Aand eb esvær g er , der var noget vist ærefrygtindgydende udbredt over Dig , da Du svingede Din Hexesfav og paakaldte mig i Nattens Mulm og Mørke . “ „ Kan Du nu see , “ sagde Renard , at det blot gjælder om , at sfabe og benytte Leiligheden , hidindtil have vi begge været nogle store Tosser med al vor indbildte Klogskab , istedetfor at stjæle fra Viinhandleren og igjen udsætte os for at blive jaget af Politiet , tvinger vi nu Bruun iil selv at udlevere os alle Pengene ; saadan er det at spekulere i andres Forbrydelser , det betaler sig langt bedre . Politiet , disse velvise og indbilske Sikkerhedsforsvarere have selv givet mig Ideen dertil . I Løbet af en Maaned skal alle Pengene være vore ; og saa paa Rov et andet Sted . Gud velsigne vor tydstsindede Vært , som troer at vi ere udsendte Agitatorer . “ „ Har Da hørt noget om den unge Pige , som vi mødte forleden ? “ spurgte den Yngre . „ Nei , “ svarede Renard gnavent . „ Lad hende skjøtte sig selv , og tænk ikke paa at begaae nye Dumheder , husk blot paa hvad Tit Fruentimmereommers indbragte os i Paris , da Du for Grisettens Skyld slog Gardisten ihjel , havde jeg ikke været , saa kunde Du endnu pænt have siddet paa Roerbænken med en Slæbekammerat ved Siden lænket fast til Dig , husker Du Kanonskudet som lod om Morgenen efter vi havde taget Afsted fra Logissfibet , har Du glemt at vi under vor Flugt i flere Dage ingen Næring fik ; ses alt dette kan vi takke Din Frusntimmerlidenskab for , jeg skulde altsaa tro , at Du har faaet nok . Lad Tøsen fare , og tænk først og fremmest paa at tjene Penge senere , naar Mønten har gjort os ærlige , saa kan Du for min Skyld gjerne have ligesaa mange Fruentimmer som der er Dage i et Aar . “ Den Yngre svarede ikke , thi han havde formodentlig indseet , at den Gamle havde Net . Lidt efter slukkedes Lampen , og Kammeraterne havde heldigere end Viinhandleren fundet Søvnen . Da Bruun den næste Morgen , esteren søvnløs tilbragt Nat , vilde begive fig til Præsten for som en angrende Synder at bekjende alt , vilde han dog først gjennemsee Papirerne , der allerede havde bragt ham til at begaae to Forbrydelser , man tænker sig hans Skræk da han aabnede den , og fandt , at der paa de tre af dem intet stod , hvorimod der paa det fjerde stod følgende Linier skrevne med en ziirlig Haandskrift : „ Da din Herre og Mester for Øieblikket trænger til Penge , saa maa Du inat inden Klokken tolv forstrække ham med 300 Rd . , som Du skal lægge under det tredie Kirkevindus tilvenstre , den femte Steen underKarmen er løsnet , dentagerDuud og Du vil sinde et dybt Hul , deri nedlægger Du din Skat og venter til Klokken slaaer det tolvte Slag , naar det er hendøet udsføder Du Ugleskrigef til Tegn paa , at Du har udført din Mesters Ønske , Du vil da blive besvaret af et lignende , og kan gaae rolig hjem . Husk paa Mollock . “ Den arme Viinhandler var nærved at fortvivle , gjerrig som han var , at see sig berøvet sine Penge , brødefuld , og see sine Forbrydelser blive offentliggjorte , og endelig overtroisk som en Katolik , troe sig i Djævelens Magt , alt dette virkede med en saadan Kraft paa hans iforveien af Drik tildeels ødelagte Helbred , at han fik en stærk Feber . Hans gode Forsætter og Præsten vare glemte han syntes at North og Christensens Aander hver paa sin Side forfulgte ham , den Ene , forekom det ham , vilde ødelægge ham med Vand , og den Anden med Ild . Han maatte bringes tilsengs , og der blev sat Vagt over ham , men da Natten indfandt sig saae han sit Snit og slap bort fra sine Bevogtere , hvorfra han listede sig ned i Kjælderen og tog alle de der gjemte Penge , nemlig de 1000 Daler , derpaa slog han med en Vanvittigs Snildhed Kjælderdøren haardt til , for at de skulde troe at han havde gjemt sig der , og da de , førte bag Lyset af ^den Larm Døren foraarsagede , gjorde forgjæves Forsøg paa , at komme derned , ilede Bruun til det i Papiret angivne Sted , hvor han ogsaa fandt den løse Steen , han tog den ud og lagde forsigtigt Pengeposen i Gjemmestedet , derpaa stak han atter Stenen hen paa sin Plads og ventede . Da Kirkeklokken havde forkyndt Midnatstimen udstødte han sit Ugleskrig og sagde : „ Helvede , jeg har opfyldt din Begjæring , nu kan Mollock hente Prøjsernes Penge . Derpaa løb han atter hjem . Da hans Bevogtere , kjede af de forgjæves Ansfrengelser , atter søgte op i Huset , fandt de ham i Sengen , hvor han modtog dem med et fjollet Smil . Han havde faaet — Dilirium . UkoMsio . Armide vrist mod Aræmdt er , Du h , ir Net , o-m Mre , Som en kjende ban sig leer Mod sin Soster stirre . Crsrisno . etrngl fo , Drengen , iln hans Had Kunde ln Dia ramme ; Gin er ofte i et Blad strå en ærdel Siamm . ' . ( En gammel italiensk Comedie . ) Kjøbmand Bang boede i Haderslev i Godskjærgadæn og sad i en god Forretning , han handlede med Manufacturvarer , og havde en strygende Handel , selv fra Christiansfelterne , der , naar de kom til Byen altid søgte hen til ham . Han var en Enkemand paa nogle og fyrgetyve Aar , og havde en Datter paa atten Aar , ved Navn Emilie , hun var smuk ; naar vi benytter Ordet smuk , saa mener vi det ikke saaledes , som det i Almindelighed bliver yttret om enhver ung Pige , om hvem der , naar hun har Ungdom og et nogenlunde tækkeligt Ansigt , næsten altid bliver sagt : „ Det er en af de smukkeste Piger , som er her i Byen . “ Emilie var mere lille end høi , havde en nydelig Figur , blondt Haar med naturlige Krøller , en smuk Pande , blaa , sjælsulde Øine , græsk Næse , friske Kinder , en lille temmelig fyldig Mund , en upaaklagelig Hage , naar dertil kommer en smukt formet Hals , Barm , Arme og Hænder med aflange rosenrøde Negle og en lille smal Fod som selv en Dandserinde kunde have misundt hende , saa have vi et complet Blillede af hende . Hun var kommet til Haderslev for et Aar siden , efterat have tilbragt sex Aar i Kjøbenhavn , hvor hun efter hendes Moders Død var bleven opdraget hos en Tante , der var gift med hendes Faders Broder . Emilie var ikke eneste Barn , hun havde en Broder paa 15 Aar ved Navn Adolf , som var i Pension hos Rectoren i Tønder ; ham havde hun besøgt dengang da Budskabet om Kong Frederik “ den Syvendes Død indtraf , ved de deraf følgende Exesser raadede Rectoren hende til at reise og tage Adolf med , for hvis der sknlde indtræffe noget , at han da kunde være ansvarsløs . Emilie reiste følgelig med sin Broder . Hende var det som Nenard og den Fremmede havde mødt paa deres Vandring , da den Sidstnævnte havde været oppe og talt med Christensen . Det var en Maaned efter de stedfundne Begivenheder , at vi en Formiddag fører vore Læsere ind i Vangs Dagligstue . Adolf sad og læste i en Roman da Emilie aabnede Døren og traadte ind . „ Herregud , Adolf ! “ sagde Emilie , „ kan Du da ikke lade denne Romanlæsning være ? Du veed at Fader ikke kan lide det , hvorfor skal Du altid gjøre ham imod ? “ „ Man maa danne ' sinAand , lille Søster/ ' svarede Adolf , „ en lang opløben Dreng med et intetsigende fløseagtigt Ansigt . „ Læg nu Bogen fra Dig og lad ikke Fader igjen overraske Dig i dette unyttige Arbeide , saa veed Du , at Du atter faaer Ubehageligheder . “ „ Lad ham kun det , “ svarede Adolf uden at see op fra Bogen . Der blev en Pause under hvilken Emilie satte sig til sin Brodeerramme . Lidt efter udbrød hun : „ Hvad er det for en Bog der interesserer Dig saa meget ? “ „ Det er Poul cis Kocks „ Gustave “ . “ „ Fy , det er jo en nanstændig Roman , og det kalder Du at danne din Aand . “ „ Har Du maaaskee læst den , siden Du veed at den er nanstændig ? “ spurgte Adolf næsviis . „ Nei vist ikke , jeg har blot hørt den omtale som saadan . “ „ Skab Dig nu blot ikke ! det klæder saa slygt , Du skulde have været i Kjøbenhavn og ikke have læst hele Paul ske Kosts Frembringelser , jo stik mig den ud , nei , min Pige , man er da ikke født iFjanterup , den kan Du bilde Bønder ind , for jeg Hopper ikke paa den , vi kjender nok de kjøbenhavnske Damers Letfærdighed , og Du har ogsaa nok faaet en Rem af Huden med derovre fra : Stil Dig ei saa hellig an , Vi kjender Dig Jupitermand ! nynnede han , idet han med en fræk Mine betragtede Søsteren . Emilie svarede ham ikke , hun saae kun bedrøvet paa ham . „ Saadan saae nok den hellige Cæcilie ud , dengang hun sov hos Munken , som hun senere vilde bilde Verden ind var Erkeengelen , “ vedblev Adolf , som fandt sin Fornøielse i at drille hende . „ Jeg vil slet ikke svare Dig mere , “ sagde hun , „ thi nu er Du igjen uartig . “ „ Hvad hedder din Kjæreste , lille Mille , for Du har vel nok anskaffet Dig et saadant Stykke Møbel da Du var i Hovedstaden . “ Emilie blev purpurrød . „ Kan Du see , hvor forlegen Du blev , jeg traf altsaa det ømme Sted , det maa være kjedeligt at være hemmelig forlovet , isærdeleshed naar man kun kan kysse hinanden paa Distance ; jeg har engang kjendt en Mand , som skulde være Lieutenani , han var i Kjøbenhavn , og han var hemmelig forlovet med en lang Tøs , som hed Emilie , men der var ilke noget ved hende , for hun turde ikke sige det til Faderen ; denne Emilie hun havde ogsaa en Broder , et prent , ungt Menneske som hun aldrig kunde lade være i Fred , for hun skulde jo have sin Næse allevegne , hvor hun ikke behøvede den . En Dag sandt dette pæne , unge Menneske alle Lieutenantens Breve , som han af en Feiltagelse tog til sig , og saa sagde han til Søsteren : „ Naar Du ikke en anden Gang lader mig læse og gjøre hvad jeg vil , samt giver mig Penge , naar jeg bruger nogle , saa skal jeg sige det til Fader , som aldrig vil give sit Samtykke til at Du faaer en fattig Sekondlieutenant til Mand , — see det sagde han til hende . Kan Du blive Spids paa den , hvad lille Emile ? “ Og med det samme reiste han sig , gjemte Bogen og foer ud af Døren . Emilie havde ved Drengens Tale tabt Broderier af Forbauselse og Skræk , thi hvad han sagde var Sandhed ; hun havde i Kjøbenhavn lært en ung Lieutenant ved Navn Walter , at kjende , han havde beilet til hende , og da hun elskede ham , havde hun sagt Ja , men da hun vidste at hendes Fader som var en streng Mand ikke under nogen Omstændighed vilde give sit Samtykke til deres Forbindelse for det første , besluttede de dem til at holde Forlovelsen hemmelig , de skrev til hinanden og Brevene fik Emilie af en Veninde til hvem de indlagte i en Konvolut bleve adresserede . Hun havde lige indtil nu troet , at der i hendes Hjem ikke var en eneste som bavde den mindste Anelse derom , man kan derfor tænke sig hvorledes hun blev tilmode da hun af hendes Broders Mund hørte , at hendes Hemmelighed var opdaget . Da Adolf var gaaet sad hun endnu en Stund aldeles ubevægelig imedens den ene klare Taare efter den anden listede sig ud af hendes smukke Øine , trillede sagte ned af Kinderne og derpaa forsvandt i hendes Skjød , pludselig fik hun en Idee , thi hun reiste stg hurtigt og gik op paa sit Værelse som var paa Qvisten . Kommet der ilede hun strax hen til sin Eomode som hun med feberagtig Hast aabnede , i den øverste Skuffe laae det hulter til bulter , saa det var let , at see , at der havde været nogen og efterseet den . Emilie søgte efter Brevene , men de vare forsvnndne tilligemed et Portrait af Valler , som hun havde modtaget af ham da hun reiste . Hun var altsaa bestjaalet . Og Adolf var Tyven . Det var fra Brevenes Indhold , at han havde hentet sin Viisdom , og som han nu benyttede paa sin skadefro Maade for at underkue sin ældre Søster hvem han aldrig ret havde kunnet lide . „ Jeg er ulykkelig , i hvad der saa end skeer , tænkte Emilie , “ fortier Adolf , saa maae jeg kjøbe mig hans Taushed , som jeg ikke kan stole paa , hvem indestaar mig for , at han ikke af lutter kaade Drengestreger gaaer hen og viser Brevene frem til den første og den bedste , skaddrer han til Fader , faa er det ligesaa galt , thi han var i sin Heftighed istand til , at jage mig bort , — hvad skal jeg arme Pige dog gribe til ! Men hvorledes er dog Adolf kommet ind paa mit Værelse og faaet Comodeskuffen op , Døren saavelsom Comoden har jeg jo selv Nøglerne til , og der er ingen ydere Vold , at opdage . Hun skulde snart faae Opløsning paa Gaaden , thi hun fandt lidt efter et stort bøiet Søm paa Gulvet . Adolf havde benyttet det som Dirk , og ved Hjælp af dette skaffet sig Adgang til hendes gjemmer . „ Monstro han ogsaa har været og vendt op og ned paa Indholdet af den nederste Skuffe , der hvor jeg gjemmer mine Penge tænkte Emilie . “ Hun saae efter , og hendes Formodning viiste sig , at være begrundet det lille Syskriin laae med Bunden iveiret og endeel Mønter laae spredte hisf og her , da hun sukkende samlede den sammen fandt hun en Seddel , hvorpaa der med store Bogstaver var skrevet . „ Jeg har laant 5 Rd . paa Leutnantens Conto ! naar jeg trænger skal jeg nok komme igjen , jeg blev saa forelsket før , da jeg ovenpaa saae Officerens Portrait , at jeg gjemte det til evig Minde om denne uforglemmelige Stund . Adolf . “ „ Det er da ret en ondskabsfuld Knægt , “ udbrød Emilie høit , idet hun omhyggeligt gjemte Papiret . „ Men nu har jeg ham , og jeg skal nok holde ham i Schak , har han stjaalet fra mig , saa har jeg nu Beviset ihænde imod ham , og skal nok tvinge ham til at tie med det han veed , for ellers truer jeg ham med , at aabenbare Fader , at han har brudt ind hos mig , mine Penge skal han nok i Fremtiden blive fritaget for at berøve mig , for jeg vil bede Johanne omat gjemme dem for mig . “ Og Emilie klædte sig nu nogenlunde trøstet paa , for at besøge sin Veninde , til hvem hun vilde fortælle det passerede , hun medtog sine Penge og Adolfs Papir . Før hun forlod Huset gik hun først ind i Boutikken , hvor hun vidste at hendes Fader var tilstede . „ Jeg gaaer lidt hen til Mølners , Fader , “ sagde hun , „ men jeg kommer tilbage om en lille halv Time . “ „ Ja , gjør endelig det , min Pige , “ svarede Bang , som netop var beskjæftiget med at føre ind i Hovedbogen . „ Husk paa at Klokken snart kan blive tre , og jeg vil nødig have at Maden skal vente , Du veed , jeg spiser ikke før Du kommer . — Hvor er Adolf , og hvad bestiller han nu ? “ „ Jeg veed det ikke , “ stammede Emilie . „ Jeg vil da ikke haabe , at han er rendt ud igjen , den Laban , nu er han confirmeret , og det var paa Tiden at der kom nogen Stadighed over ham , og han tænkte paa at foretage sig noget nyttigt , Kræmmer vil han ikke være ; man kan sket ikke faae ud af ham hvad han egentlig vil tage sig til , hans eneste Lyst er kun at læse disse fordømte Romaner , men det skal jeg , saasandt hjælpe mig Gud , nok faae ham afvendt med ; — han er vel allerede i Begreb med at læse en igjen ? “ spurgte Bang , som talte sig selv heftig . „ Nei , vist ikke , “ svarede Emilie , „ jeg troer han skriver . “ „ Naa , ja det kan jeg da finde mig i ! “ udbrød Kjøbmanden nogenlunde beroliget . „ Gaae nu , min Pige , men bliv ikke forlænge borte ! “ Emilie gik . Da Adolf var kommet ned paa Gaden styrede han sine Fjed hen mod Udkanten af Byen til Torvet , hvor Theatret laae , her gik han nu og spadserede frem og tilbage , samt morede sig med at vælte nogle Smaapiger , der fornøiede sig med at glide paa en lille Glidebane , da han var bleven kjed deraf , eftersom Smaapigerne grædende var løbet bort , gikhan op paa Skulderbladet ( en Slags Hotel eller Beværtning ) og kjøbte nogle Cigarer , samt drak en Kop Chokolade , derpaa svadserede han op i det lige derved liggende Anlæg . Han havde ikke gaaet længe , før en høi , mørk elegant klædt Herre standsede ham . „ Goddag Adolf , “ sagde denne . „ Hvordan har De det ? det var ikke rigtig af Dem , at lade mig vente forgjæves i Søndags , jeg ventede i hele to Timer henne hos Iversen , men der kom ingen Hr . Bang ! “ Adolf , som følte sig smigret ved at blive tiltalt med Ordet , De , og , Hr . Bang , var nær ved at springe høit i Luften af Glæde og Indbildskhed . Han gjorde et mislykket Forsøg paa at skjule fin overvættes Henrykkelse , og svarede : „ Undskyld mig , Hr Nielsen , at jeg lod Dem vente , men det var mig en Umulighed at komme , da min Fader , den Gnavpotte , havde disponeret over min saa kostbare Tid , men jeg lover Dem , at jeg for Fremtiden ikke skal lade Dem vente paa mig ; — men , “ vedblev han særdeles vigtig , „ maa jeg ikke byde Dem en god Cigar , da jeg seer , at De for Øieblikket ingen har , det er en udmærket Sort jeg kan presentere Dem , den koster sex Skilling og er fra Skulderbladet . “ „ Tak skal De have ! “ svarede den Fremmede , og modtog den tilbudte Cigar . „ Her er Ild ! “ sagde Adolf , og bød ham med en vis Flothed sin halvt ndrøgede Cigarstump . Den Fremmede smille og tændte . „ Hvad synes De om Cigaren ? “ spurgte den unge Bang . „ Den er vist meget god , kun forekommer det mig at den ikke ret vil trække . “ „ Saa tryk paa den , det vil hjælpe ! “ „ Jo , nu troer jeg nok , at jeg faaer Nytte af den . “ Vore to Spadserende havde nu naaet en stor og smuk , ny Pavillion , som laae oppe paa en Bakke , omtrent midt i Anlæget . „ Her har tidligere den gamle ogsaa staaet , “ forklarede Adolf , slolt af fine Kundskaber , „ men den brændte for et Par Aar siden efter af to Svenskere havde leiet den , men kortesfer blev den bygget , og jeg troer ogsaa af denne er mere tidssvarende end den anden . „ Besøges den meget ? “ spurgte den Fremmede , som kaldte sig Nielsen . „ Ikke om Vinteren , men om Sommeren kommer der Mange herop , isærdeleshed Søndag Eftermiddag da her saa sædvanligviis er Hornmusik . “ „ Skal vi gaae derind og drikke et lille Glas sammen ? “ „ Det gaaer vist ikke an , “ svarede Adolf lidt ængstelig ved Tanken om , af hans Fader ikke havde givet ham Tilladelse til af gaae , men af han tvertimod selv havde taget sig den . „ Har De lovet Dem nogen Steder hen ? “ „ Nei ! men jeg skulde hjem og spise til Middag . “ „ Vi kau jo spise her ; skjænk mig nu denne Eftermiddag , det er saa morsomt , af passiare med hinanden jeg tænker ikke af De forsømmer noget derved , da De er Deres egen Herre ! “ „ Disse Ord , Deres egen Herre , bestemte Adolf , der ligesom alle Drenge gjerne vilde være Herre . Lidt ester sad ban og Nielsen inde i Beværtningen og regalerede dem med en Araks Toddy , forat aabne Maven til Maden , som den Sidste udtrykte sig . Da Boufen kom paa Bordet , arriverede der ligeledes en halv Flaske Viin tilmands . Adolf gjorde et ligesaa kraftigt Indhug paa Vinen som paa Maden , og snart følte han ogsaa Virkningen , da han ikke var vant til , at drikke . „ Man spiser Satans godt heroppe ! “ udbrød den unge haabefulde Bang , og lænede sig selvtilfreds og vigtig tilbage i Stolen . „ Ikke saa ilde ! “ svarede Nielsen , „ men siig mig hvorledes har Deres elskværdige Søster det ? “ „ Kjender De hende ? “ spurgte Adolf nysgjerrig . . ' Ja jeg havde den Fornøielse , at gjøre hendes Bekjendtskab for nogen Tid siden i Tønder , hvor jeg paa en gjennemreise opholdt mig i nogle Dage . “ „ Det var mærkeligt , at jeg ikke saae Dem der for jeg har ogsaa været i Tønder hos den gamle kjedelige Rector svor Fader havde stoppet mig hen forat hlive fri for mig ! jeg kommer altid til at gabe , hvergang jeg tænker paa dette gamle visne stykke Pergament . “ . „ Deres Frøken Søster , og jeg havde en længere Samlale , og jeg tilstaaer , jeg er kommet til at interessere mig ubeskriveligt for hende ' “ „ Den Tøs , kan hun ogsaa gjøre sig interessant , udbrød Adolf hvem de nydte Drikkevarer ikke alene gjorde snakkesalig men tillige ondskabsfuld , „ lad hende bare fåre , hun er dum som en Gaas ogsaa har hun ligesaamange Kjærester som der er Dage i et Aar . “ „ Har hun Kjærester ? spurgte Nielsen forundret . “ „ Om hun har ! ja det kan Øe stole paa , jeg kom saaledes efter en Kjærlighedshistorie iformiddags ; nu skal Te høre ! Jeg havde glemt en Bog i hendes Cvmodeskuffe og da jeg vilde hente den kom jeg as en Feiltagelse til , at læse nogle nydelige Breve , som en Palronbiddsr Leutnant havde skrevet hende til ; da jeg havde læst den første rørende Epistel , kan jeg ikke negte , at jeg blev nysgjerrig efterat faae Resten tillivs , jeg kunde derfor ikke modsfaae Videbegjærligheden , men lærte dem allesammen , de vare rørende kan Øe tro ; „ Evig Kjærlighed ! Fortvivlelse over Adskillensen ? Tro indtil Døden ! og en heel Deel andet Vaas : til Slutningen fandt jeg ogsaa vor bitte Leutnants Portrait ; jeg tog naturligviis det hele til mig , og nu skal min rare , søde velsignede lille Emilie bare forsøge paa , at skaddre paa mig , saa skal hun ikke døe i Synden , nu har jeg endelig faaet hende i Lommen ; og hun skal ogsaa faae det , at føle ! “ Nielsen havde med synlig Interesse lyttet til Adolfs Fortælling . „ Har De Brevene hos Dem ? “ spurgte han . „ Javel har jeg det ! dem skiller jeg mig ikke saa let fra . “ „ Maa jeg , uden at være altfor indiscret , see dem , jeg er meget nysgjerrig efter at see alle Kjærestebreve eftersom jeg selv gaaer paa Frierfødder i denne Tid . “ „ Kan det fornøje Dem , saa vær saa god , “ sagde Adolf og gav ham Brevene . „ Men De maa ikke beholde dem , for jeg vil have dem igjen . “ „ Gud bevares ! det kunde aldrig falde mig ind , at ville berøve Dem disse dyrebare Klenodier , svarede Nielsen smaaleende . „ Men tør jeg nu ikke byde Dem en af mine Cigarer , da De har været saa venlig , først at byde mig en , vi har ogsaa et lille Glas tilbage endnu . Skaal ! Deres Skaal , min unge Ven ! “ Og Glassene bleve tømte . Lidt efter følte Adolf sig upasselig , og gik derfor lidt ud i Anlæget imedens at Nielsen blev tilbage . Da han var bleven ene slugte han med Begjærlighed Brevenes Indhold og da han var færdig dermed , udsøgte han sig to af dem som han gjemte . „ See saa , min skjønne Emilie , “ udbrød han , „ nu er jeg rustet , rustet til Kamp , hvis Du skulde falde paa at vilde tilkaste mig en Handske ; nu kan jeg freidig beile til Dig , giver Du mig et Nei , saa viser jeg Dig et af din ømme Tilbeders Breve og truer Dig med Excution , skulde det ikke hjælpe , saa maa jeg ødelægge din Fader , hvilket vil blive værst for Dig , thi saa bliver Du ikke min Kone , — jeg troer ved Pluto , at jeg er alvorlig forelsket i dette Pigebarn , “ vedblev han , „ aldrig har Nogens Besiddelse været mig saa magtpaaliggende som hendes ; men hun ' er ogsaa ualmindelig smuk , meget smukkere end Sophie og alle de Andre . — Du skal see gamle Renard , Lykken kan endnu stnde mig i den Jnvbildning som vi Mennesker kalde Kjærligheden ; — Kjærligheden , “ gjentog han , „ hvad er Kjærligheden ? et Sandsebedrag , der udtømmer sig selv idet , det troer at besidde , — havde jeg Evne som Villie , da vilde jeg elske alle skjønne Qvinder ! “ Vore Læsere have vel gjættet , at Nielsen ikke var nogen Anden end Nenard Fischers Elev : Mollock . Emilie havde gjort et dybt Indtryk paa ham , da han saae hende den første Gang paa Veien imellem Tønder og Møgeltønder , han havde fulgt hendes Spor og var saaledes kommet til Haderslev , hvor hun hørte hjemme ; han forhørte sig først i Byen om , hvorledes hendes Fader stod sig og da han erfarede , at han var en velhavende Mand var hans Plan snart lagt ; før han talte til Emilie søgte han først at gjøre hendes Broders Bekjendtskaber og at det var lykkedes over al Forventning have vi af det Foregaaende seet . Han havde efter at have modtaget nogle hundrede Daler af Renard forladt denne uden at sige ham Farvel og paa egen Haand vilde han nu forsøge sin Lykke som han kaldte det . Da Adolf længe efter at det var bleven mørkt , seent paa Aftenen indfandt sig i sit Hjem , hvor baade hans Fader og Søster havde været ængstelige over hans Udeblivelse , blev han af Bang modtaget med haarde Bebreidelser samt afæsket en Forklaring over hvor han havde været . Drengen havde strax en heel Historie paa rede Haand som han med en øvet Løgners Behændighed bandt Kjøbmanden paa LErmet . Emilie søgte den Aften forgjæves Leilighed til at komme til at tale med sin Broder , hvergang hun blev alene med ham og vilde bebreide ham hansskammelige Tyveri og affordrede ham Portraitet og de stjaalne Breve smuttede han bort fra hende , saa hendes Haab blev skuffet . En Gang troede hun dog det var lykkedes hende , da Bang et Øieblik blev kaldet ned i Boutiken , og hun sagde derfor : „ Hør Adolf , jeg lover Dig at tie med den kaade Drengestreg Du har spillet mig , men Brevene og Portraitet som Du har berøvet mig , fordrer jeg paa det Bestemteste at Du øieblikkelig skal tilbagelevere mig , og det strax ! “ Men med et : „ Gud velsigne Dig Emilie , naar Du igjen nyser , og husk paa det gamle Ordsprog : „ Frænde er Frænde værst “ , løb han ned i Boutiken til Bang . Hun maatte altsaa opgive Haabet den Aften . Emilie sov ikke den Nat , hun grublede og græd og efter lang Overvejelse besluttede hun sig til den næste Morgen at skrive til Walther og underrette ham om det Passerede ; hun fuldførte det ogsaa , og da Brevet var blevet afsendt følte hun sig mere rolig . Renard havde raset af Forbittrelse , da han havde opdaget sin Staldbroders Flugt . „ Den Dreng ! “ udbrød han , „ nu har han faaet Penge og vil forsøge stg paa egen Haand ; ved sin Dumhed vil han naturligviis slyrte sig i nye Ulykker igjen , de Par hundrede Daler han har , vil snart være opbrugte , og saa vil han paany gaae paa Nov efter flere , men hans fuldstændige Mangel paa Klogskab , vil gjøre ham til et Bytte for Politiet ! — Mangel og Elendighed kan maaskee knuge ham til at myrde , og saa bliver det først rigtig galt , nei , jeg maa efter ham , men hvor skal jeg finde ham den Døgenigt ! hvilken Vei kan han vel have taget , —-nu bliver jeg nødsaget til at forstade Tønder , og hele min deilige Plan gaaer i Lyset , men det faner saa være . Theodor maa jeg fremfor Alt have Fingre i ! — maaskee kan jeg paa min Vei opdage noget andet hvoraf jeg kan drage Nytte . Penge , det er det Vigtigste , har man dem kan man omtrent gjøre hvad man vil . “ Og Renard reiste for at opsøge Theodor ; han vidste ikke Grunden , men en indre Indskydelse sagde ham at han skulde søge ham i Aarhuus , og derhen reiste han . Nogle Uger vare forløbne efter de sidst fortalte Optrin hos Bang , og Theodor havde vidsf al skaffe sig Adgang der i Huset , han havde fortalt en sindrig Hisforie om al han ønskede al nedsætte sig som Kjøbmand der i Byen og havde viist den godtroende Bang endeel Creditivsr , der godtgjorde , al han havde lært Handelen i Hamborg og havde derfra , foruden udmærkede Anbefalinger , en næsten ubegrændset Credit . Bang nærede ikke nogen Mistillid til ham , saameget mere som der ikke var nogen Grund dertil , da Nielsen , som han kaldte sig , opførte sig stille og beskeden , og ved flere Samtaler som han havde havt med Kjøbmanden , i den Grad havde viist al vinde ham for sig , al han tiltroede ham en stor Indsigt i et Fag hvorom han ikke havde det mindste Begreb . Emilie havde forgjæves ventet paa Svar fra Walther , hun kunde ikke forilare sig hans Taushed , da han endnu aldrig tidligere havde ladet hende vente . Theodor rykkede nmærkeligt sit Maal nærmere . Det var en Søndag Eftermiddag al Kjøbmanden og Adolf vare tagne til Christiansfelt , og Emilie var ene hjemme da de i Boutirken værende Folk havde Frihed . Denne Dag havde Theodor bestemt sig til al vove det afgjørende Slag . Han kom og spurgte efter Bang . „ Min Fader og Broder ere idag tagne til Christianfelt , “ svarede Emilie som der lige fra det første Øieblik hun havde seet ham , havde næret Antipati imod ham . „ Det var kjedeligt , “ udbrød Theodor , „ jeg vilde saa uendelig gjerne have talt med ham netop idag , da der er en Sag af megen Vigtighed og som fordrer Hastværk , hvorom før jeg bestemmer mig gjerne vilde have hørt hans erfarne Mening . “ „ Ja , det maa være ubehageligt , “ sagde Emilie og bød ham tage Plads . Samtalen blev lidt efter lidt mere livlig , og Theodor vidste saa snildt at drage den hen paa Emnet , „ Kjærlighed “ . „ Kjærlighed , denne Guddomsgnist , som det allerhøieste Væsen har ladet os Dødelige blive tildeel , “ sagde han , „ den yttrer sig ofte paa to høist forskjellige Maader , i en Salighed , der giver os en Forsmag paa det himmelske Paradis , naar vi møder Gjenkjærlighed hos den Listede Gjenstand , men den giver os tillige et Begreb om Helvedes værste Piinsker , naar den ikke bliver gjengjældt . Naar jeg for Exempel henvendte mig til den Qvinde som jeg elskede over Alt i Verden , og bad om hendes Haand og hun nægtede mig den , saa vilde jeg søge Døden , den meesf grusomme Dødsmaade jeg kunde udtænke for af mit blodige mishandlede Liig kunde raabe til hende og til Alverden : „ Det har Du gjort , Du er min Morderske ! “ „ Fy , Hr . Nielsen ! “ udbrød Emilie , „ det var ikke ædelt tænkt , naar nu den Qvinde , som De henvendte Dem til ikke mere var fri , sæt af hun allerede havde skjænket sin Kjærlighed til en Anden , og hun aabent og ligefrem sagde Dem det , vilde De saa ogsaa døe og volde hende den Smerte , af blive beskyldt for . af have dræbt Dem , thi i Virkeligheden var hun jo dog uskyldig ; naar hun havde givet sin Tro til en Anden og atter modtaget hans , kunde hun jo dog ikke beqvemme sig til af være Forræderske imod ham som hun elskede . “ „ Ligemeget , “ sagde Theodor , „ hun maatte elske mig alligevel , ja jeg veed hvad De vil sige , min Frøken , min Tale mangler Logik , jeg vil give Dem Ret ; thi jeg er en Vanvittig , som er nær ved af dø af Kjærlighed , jeg elsker og tør ikke udtale mine Følelser for den Gjenstand der har indgydt mig dem , jeg frygter for at faae et Nei ; thi dette Nei vilde ikke alene have min Død , men tillige hendes aandelige Roligheds Tab , tilfølge . “ „ De er et farligt Menneske , “ svarede Emilie , og trak sig ængsteligt tilbage . „ Nei , jeg kan ikke længer skjule det , “ vedblev Theodor , idet han gjorde et Forsøg paa at gribe hendes Haand . „ Det maa frem , saa viid da , at det er Dem jeg elsker , Deres Ynde , Deres Skjønhed , Deres Qvindelighed , kort sagt , alt hvad De besidder har opvakt en Kjærlighed i min Sjæl , der fruer med at tilintetgjøre mig , bliv min elskede Eniilie , og jeg skal bære Dem paa mine Hænder , hver en Ujævnhed skal jeg fjerne fra Deres Vei , og De skal ved min Side vandre Livet igjennem uden at føle dets Skyggesider , jeg er rig , jeg er agtet , hvad vil De vel mere , vi ere Begge unge , og en heel Verden fuld af Haab og Salighed straaler os imøde . “ „ Det gjør mig ondt , min Herre , at jeg ikke kan besvare Deres Følelser , “ svarede Emilie med Blidhed , idet hun langsomt drog sin Haand til sig , „ men jeg vil være aaben imod Dem , idet jeg ikke tvivler paa , at De et eneste Øieblik vil misbruge den Tillid jeg nu vil vise Dem . Deres ædle Hjerte vil borge mig for Deres Taushed . De maae da vide -- -- -- - “ , „ Jeg skulde misbruge Deres Tillid ! “ afbrød Theodor , idet han derved forhindrede hende i at tale . „ Tro ikke det , dertil elsker jeg Dem for høit . — Bliv min , Emilie , og De skal aldrig komme til at fortryde det , alt hvad det ene Menneske kan gjøre for det andet , det skal jeg gjøre for Dem , De skal ikke kunde have et eneste Ønske uden at jeg skal opfylde det , jeg tilbeder Dem i den Grad , at uden Dem , vilde selve Paradiset blive til et Helvede ! “ Og Hykleren kastede sig paa Knæ for hende , og søgte atter at gribe hendes Haand . „ Min Herre , jeg kan ikke gjengjælde Deres Følelser , “ sagde Emilie med Bestemthed . „ Mit Hjerte er ikke mere frit . “ „ Hvad ? “ raabte Theodor , og sprang op af sin knælende Stilling . „ De sorsmaasr mig ! De haaner mig maaskee til ! Hvem er den Elendige som har bagvasket mig for Dem , hvem er han , at jeg kan hævne mig paa ham , han skal ikke for intet have berøvet mig den Kjærlighed der var mig det dyrebareste paa Jorden , jeg har allerede engang sagt Dem , at jeg elsker Dem høiere end mit eget Liv , og De skal blive min , selv om jeg skal føre Krig med Dem selv , for at vinde Dem , jeg vil ikke forsømme noget Middel der stiller sig til min Raadighed , selv om jeg skal vanære Dem i Verdens Øine , og gjøre Dem lige med en falden Qvinde ! “ „ Det er nok , min Herre , “ svarede Emilie med -en Energi og Fasthed , som hun næsten ikke selv havde tiltroet sig . „ Gaae , og udsæt mig ikke længere for at høre Deres vanvittige Udbrud ; hvad ondt har jeg gjort Dem , at De vover at behandle mig paa den Maade , er jeg ikke min Faders Datter , og er jeg ikke i hans Huus , hvem giver Dem Net til at true mig , fordi jeg siger , at jeg ikke kan gjengjælde Deres Følelser , vanær mig kun i Verdens Øine , jeg frygter Dem ikke , jeg er ikke forsvarsløs , jeg har , Gud være lovet , baade en Fader og en Broder som kan vaage over mit Rygte ! “ „ En herlig Broder ! “ svarede Theodor spodsk „ En Dreng , som allerede i Barnealderen hader Dem , som stjæler Deres Hemmeligheder fra Dem og finder sin slørste Glæde i at publicere sin Søsters Skjændsel , idet han viser alle hendes Kjærestebreve frem . “ „ O , min Gud ! “ mumlede Emilie fortvivlet . „ Det har han gjort , faa er jeg fortabt ! “ „ Kan ikke nægtes , Lucretias Nimbus er svunden betydeligt , “ sagde Theodor med Kulde , og triumpherende vedblev han , idet han viste hende nogle Breve : „ Hvad siger De hertil ? Ifald jeg overlod disse i Deres Faders Hænder , hvad vilde De saa gjøre ? “ „ Gaae min Herre , gaae ! „ Vil De give efter , og blive min ? “ „ Aldrig i Evighed ! “ „ Vi faaer , at see , tro ikke , at jeg er den der ustraffet lader mig vise tilbage ; jeg kan være blød , og jeg kan være haard , alt som Omstændighederne byder mig , at være det ; Deres Fader er paa Veien til en Fallit , jeg kan frelse ham , men om en Maaned er det forsilde , har De ikke til den Tid bestemt Dem , lader jeg ham falde . “ „ De er en Usling , gaae ! “ „ Strax ! men jeg har endnu et Par Ord , at sige Dem ; naar de ere fortalte , forlader jeg Valpladsen , men ikke som slaaet , nei som en der er paa Veien til , at vinde Seier ! “ „ Jeg vil intet høre , gaae ! “ „ Ja , men De skal nu høre mig , Deres Elsker , Hr . Lieutnant Walther er en falsk Spiller , som ikke alene er bleven greben deri , men han har ogsaa udstedt falske Vexler , han er nu kommet ud af Tjenesten , for ved den civile Ret , at faae sin Dom det er Grunden til , at De ikke har faaet et eneste Paa Rav . 9 af Deres Breve til ham besvarede . De seer min Frøken , at jeg er godt underrettet , skulde det nu alligevel lykkes Dem i Deres forestaaende Fattigdom , at bevæge Deres Fader til at give sit Minde til Deres LEgteskab med Forbryderen , da vil jeg løse en Straffeattest paa ham og alle Deres fordums Venner og Bekjendte vil med en let forklarlig Afsky trække Dem tilbage , De kommer da til at nøies med en Hytte og hans Hjerte ! “ „ De lyver , — jeg troer ikke et Ord af hvad De siger ! “ „ Saa være da Krig imellem os , “ sagde Theoidor bittert , „ lad os kjæmpe , kjæmpe en Kamp hvor Deres Haand er Indsatsen ; tht jeg indseer nok , al Deres Hjerte kan jeg ikke vinde , men min Husfru skal Te blive alligevel , det har jeg svoret , og jeg holder Ord , om jeg saa skal sætte selve Helvede i Beværelse , med det Gode eller med det Onde skal Te nu tvinges , jeg gad dog see hvad en saadan svag Skabning som De vil gjøre imod mig , saa har jeg Dem aldeles forsvarsløs i min Magt . “ „ De tager feil , min Herre , forsvarsløs er jeg ikke , jeg har dog et Middel til min Raadighed , som aldrig vil svigte mig , og det er Døden . “ „ Ja , men det Middel vil De ikke benytte , thi De har altfor megen Religion til at vilde styrte Dem selv i den evige Fordærvelse . “ „ Gud er naadig , Han vil tilgive ! “ „ Ikke dem der egenmægtig søger Ham , det veed De altfor godt . — Mennesket er skabt til at lide og bære sit Kors med Taalmodighed , og det vil De ogsaa gjøre , nu hader De mig , men Kjærlighed og Agtelse vil komme senere . “ „ Aldrig , Uhyre ! “ „ Tirer mig ikke ! “ raabte Theodor vred ; „ thi det vil da blive til Skade for Dem selv . “ „ Jeg foragter Dem ! “ „ Tag Dem nu iagt , thi nu er Maalet fuldt , der gaaer ikke en Draabe mere deri . — Farvel Du stolte Kjøbmandsdatter , jeg sværger Dig til , endnu en Gang , ved Himmel og Helvede , Du skal blive min , om saa Satan selv satte sig imod det . Din Kjærlighed har jeg ikke kunnet vinde , men dit Legeme tilhører mig , — vi sees igjen . “ Og Theodor forlod det Væsen , som han troede at elske , men som han havde gjort saa ulykkelig . Da Emilie var bleven ene , var det første hun gjorde , at laase Døren , som om hun frygtede for at den Forhadte alter skulde vende tilbage . „ Hvor kan st Menneske dog være saa slet , “ tænkte hun , „ og hvad skal jeg gribe til , jeg øiner ingen Udvei ; skulde det virkeligt være Sandhev , alt det han fortalte mig , min Fader paa Veien til Ødelæggelser , og Watlher en Forbryder ; ja , det kunde jo være tænkeligt , i Kjøbenhavn var der flere som sagde om ham , at han gjerne vilde spille , og nu denne Taushed fra hans Side , ja det maa være Sandhed ! Hvad Fader angaaer , da kan Ingen blive klog paa , hvorledes det staaer sig med ham , thi han er taus og indesluttet nu , som altid , spurgte jeg ham om hvorledes hans Sager stod , var han istand til at betragte min Deellagelse som en simpel Nysgjerrighed , og afvise mig haardt , hvad skal jeg dog gribe til ? — Gud være mig naadig ! “ Theodor havde lagt stn Plan med Snildhed , at han vilde blive afviist af Emilie med et Nei , det havde han forudseet , men han havde ogsaa indrettet sig verester . Det var om Eftermiddagen efter at den forudforfalte Samtale med Emilie havde fundet Sted , at vi træffe Theodor oppe i Pavillonen i Anlæget ventende paa Adolf , med hvem han havde sluttet et tilsyneladende inderligt Venskabsforhold , ja han var endogsaa bleven Dus med ham . Theodor havde ikke ventet længe , da Døren til Beværtningen med Heftighed blev reven op og Adolf stormede ind . „ Jeg har ventet længe paa Dig , “ sagde Theodor , „ jeg troede saamæn ikke at Du var kommet . “ „ Det var ogsaa med den største Møie at jeg slap hjemmefra idag ; Emilie er bleven syg og Fader vil absolut have at jeg skal agere Barnepige for hende ; men jeg skulde nok ikke have noget af at give den som Sygevogterske eller Vaagekone for hende , ved den første Leilighed saae jeg mit Snit og stak bort fra Snerpen , idet jeg gjorde mig usynlig , og nu er jeg her . “ „ Er din Søster bleven syg , hvad feiler hende ? “ „ Aah , Ingenting , det er maaskee kun en smule Hovedpine , og saa bilder hun sig strax ind at være dødssyg . “ „ Ja vi vil da haabe at det kun er Forbigaaende . “ „ Ja , naturligviis , hvad skulde hun vel have at blive rigtig syg af ; men for nu at tale om noget Andet , — giver Du noget idag ? for jeg maa oprigtig tilstaae Dig , min Pung har i Dag en saadan Ebbe , at jeg næsten maa skamme mig ved den . “ „ Du kan faae hvad Du selv ønsker , reqvireer blot , “ svarede Theodor tankefuld . Efterretningen om Emilies Sygdom havde pludselig indgivet ham en Idee , som han nu tænkte paa at fuldføre . „ Hvad mener Du om vi tog og bestilte os to store Portioner Kyllingesteg ? “ spurgte den altid sultne Adolf . „ Gjør søm Du selv synes . “ „ Med mange Kartofler til ? “ „ En ganske prægtig Idee , “ svarede den falske Nielsen , uden at have hørt et Ord af hvad Adolf sagde . Denne , der omsider var bleven opmærksom paa hans adspredte Tone , udbrød : „ Men Herregud , hvad er der iveien med Dig idag , Du er jo ganske fraværende , er det fordi at min Søster skranter , det skal Du saamæn ikke tage Dig nær , det er forbi imorgen , jeg har allerede længe kunnet mærke at Du har en lille Klat tilovers for hende , men det skal Du ikke , for jeg troer ikke at hun bryder sig om Andre end hendes Brevskriver , Lieutenanten . “ „ Stille ! “ afbrød Theodor ham , „ det var ikke hende som jeg tænkte paa i dette Øieblik , jeg kom blot til at huske paa at jeg havde glemt min Portemonnaie hjemme i en af mine andre Frakker , nu skal jeg hente den , bliv imidlertid her til jeg kommer tilbage , og for at Tiden ikke skal falde Dig for lang imedens jeg er borte , saa tag denne Bog og læs i , det er en af Poul sko Kocks , „ det hvide Huus “ , hvis Du ikke kjender den ; bestil Maden til om en halv Time , til den Tid skal jeg nok være her igjen . Farvel saalænge . “ Theodor forlod nu skyndsomst Adolf , og styrede sine Skridt ikke hjem , men derimod til et af Byens Apotheker , hvorfra han efter et Kvartsers Forløb atter vendte tilbage . Han havde altsaa løiet for Drengen , han havde dog Penge hos sig . Da han kom tilbage fandt han Adolf læsende og spisende . „ Jeg kunde sku ikke vente paa Dig , “ sagde denne , „ Du blev saa længe borte , og saa blev jeg saa sulten , at jeg spiste min Portion , og da Du efterat jeg havde faaet den tillivs endnu ikke var kommet , saa gav jeg mig ifærd med din Mad for at den ikke skulde blive kold . “ „ Geueer Dig ikke , “ svarede Theodor oprømt , „ jeg kan bestille mig en ny halv Kylling , jeg blev opholdt hjemme , da der var en Mand fra Hamborg som vilde tale med mig . “ „ Hvorom ? “ spurgte den Anden næsviis . „ Om Forretninger . “ „ Kan man ikke saae de Forretninger at vide , eller maaskee de skulde være en Hemmelighed . “ „ Ja , det skulde de rigtignok være , men til Dig , som er min Ven , kan jeg nok under Tausheds Løfte betro dem . Seer Du , vi har her i Byen en Kjøbmand , som er gruelig paa Knæerne , og ham har jeg laant 1000 Daler . “ „ Hvem er det ? “ „ Ja , det tør jeg ikke sige Dig . “ „ Snak , har . Du sagt A , saa kan Du s ' gu ogsaa sige B ; jeg gad dog nok kjendt den Pjalt , der allerede endnu før Du har aabnet din Boutik , maa ydmyge sig og gjøre Laan hos Dig ! siig mig nu , hvem det er ! “ „ Det gaaer vist ikke an . “ „ Nuvel da , saa skal jeg gjætte , hvis jeg træffer den Nette , vil Du saa sige mig det ? “ „ Ja , men Du maa være taus som Graven . “ „ Det lover jeg Dig , — det er Møller ? “ „ Nei ! “ „ Ja , saa er det Jakobsen ? “ „ Nei ! “ „ Poulsen paa Hjørnet ? “ - „ Nei ! — igjen skudt forbi . “ „ Ja , saa Lan det ved Gud ikke være nogen Anden end Bohrmann , som etablerede sig i Foraaret . “ Theodor nikkede hemmelighedsfuldt . „ See , see , “ vedblev Adolf , „ trænger han allerede til Penge , den storsnudede Flab , han vilde ikke svare mig , forleden da jeg gjorde ham den LEre , at spørge til hans Søsters Besindende , nu faaer han Løn som forskyldt ; — hør Nielsen , gjør mig en Tjeneste , Du skal ikke laane ham en Skilling ! “ „ Det er forsilde , han har allerede faaet dem . “ „ Jeg troede at Du var min sande Ven , “ udbrød Drengen vigtig , „ sg at Du ikke havde indladt Dig paa et saa stort Foretagende , uden at spørge mig tilraads først , — hvormange Procent skal Slyngelen give ? “ „ Fire ! “ sukkede Theodor . „ Fire ! nei , veed Du hvad , min Broder , der har Du mildest talt baaret Dig dumt ad , naar man indlader sig paa en saa vovelig Spekulation , saa maa man mindst være sikkret ti Procent . “ „ Gjort Gjerning staaer ikke til at ændre , siger det gamle Ordsprog ; men lad os faae en Flaske Viin til at skylle Sorgerne ned med . — En Flaske Viin as den bedste , “ vedblev han til den med Maden indtrædende Opvarter . „ Et Satans deiligt Glas Viin ! “ raabte Adolf efter at have tømt det første Glas . „ Et endnu ? “ spurgte Theodor og skjænkede . „ Tak min Ven , hør Du skulde vel ikke i Betragtning af den for Øieblikket i min Pung ind « traadte Ebbe finde Dig beføiet til at laane mig fem Rigsdaler paa kommende Udsigter ? “ „ Med Fornøielse , her er de , “ og de 5 Rd . vandrede fra den ene Lomme over i den anden . „ Hør Adolf , Du kunde ogsaa gjøre mig en stor Tjeneste , “ vedblev han lidt efter , „ jeg vil betro Dig det « åbenhjertigt , jeg er aldeles forelsket i Din Søster , og jeg bliver gal af Kjærlighed , dersom jeg ikke faaer hende , nu kan Du vel , efter det jeg har fortalt , nok tænke Dig , at jeg er meget ængstelig , isærdeleshed da jeg erfarer , at hun er syg , siig mig derfor ganske oprigtigt hvad det er hun feiler ? “ „ Im trippe , äe Sautipps ! ^ lo Adolf . „ Bæer Du kun ganske rolig , imorgen er hun rask som en Fisk , hun og Fader har for i Nat byttet Værelse , for at hun kan ringe paa Pigen hvis hun skulde befinde sig ilde . “ Theodors Øine lyste af Glæde . „ Skal jeg give Dig et Raad , hvorved hun vi ! være aldeles helbredet imorgen ? “ „ Hvad skulde det nytte til ? lad hende beholde skn Hovedpine , det har hun godt af . “ „ Ja men da Du veed , at jeg elsker hende , saa kan Du vel nok tænke at jeg gjerne vil have hende rask . “ „ Hvad er det da for et Raad ? “ „ Jeg veed ikke om Du erindrer , at jeg har fortalt Dig , at for to Aar siden var jeg paa en Forretningsrejse i Rom . Der blev i det Hus , hvor jeg boede Datteren , en ung Pige paa sytten Aar , pludselig syg . de bedste Læger bleve hentede , men der var ingen som vidste hvad de skulde gjøre , alle opgav hende , Familien var nærved at fortvivle , da kom der en Dag en Munk , en af de saakaldte Graabrødre , han lovede at vilde hjælpe hende , og gav hende Indholdet af en lille Flaske i et Glas Vand , hun nød det , og Dagen efter var hun rask ; jeg blev naturligvis nysgjerrig efter at gjøre denne Mands Bekjendtskab , der med nogle Draaber alens kunde redde et Menneske fra Døden ; det lykkedes mig ogsaa , og vi skuttede snart et Venskabsforhold med hinanden , af Carlo , det var Menneskets Navn , fik jeg overladt en Flaske af dette Livets Balsamelexir , som han kaldte det , den er her ; gjør mig nu den Tjeneste og giv din Søster , uden at hun veed af det , blot sexten Draaber heraf i et Glas Vand , “ og Theodor viste Adolf en lille Medicinflaske fuldt med en vandklar Vædske . Den Sidste , som med spændt Opmærksomhed havde lyttet til hans Tale , udbrød : „ Jeg troer næsten at Du gjør Dig formange og unødvendige Bekymringer i Henseender til Emilie , imorgen vil hun selv uden Elexiren være rask . “ „ Ja , men gjør mig dog den Tjeneste alligevel at give hende den ; Du kan være aldeles rolig for ' at hun ikke vil mærke det der bliver gjort for hendes Helbreds Skyld , saameget mere som Draaberne ikke efterlader den mindste Afsmag ; seer her , “ vedblev Theodor , „ nu tæller jeg 18 Draaber af i denne lille Flaske , de to Draaber gjør vi Beregning paa , vil blive tilbage , Resten tømmer Du i et Glas Vand , som Du formaaer hende til at drikke . “ „ Det vil blive mig meget let , “ svarede den overvundne Adolf , „ særdeleshed , da hun hver Aften før hun gaaer tilsengs , nyder sit Glas Vand . Giv mig Medicinen ; bagefter naar hun er blevet rask saa skal jeg drille hende med at det er mig som har kureret hende . “ „ Nei , det maa Du paa det Bestemteste love mig at tie med , tillige maa Du bortkaste Flasken . “ „ Ja , ja da , jeg faaer vel føie Dig , fkjøndt jeg kan ikke begribe denne Hemmelighedsfuldhed . “ „ Det skal jeg sige Dig , der klæber en Smule Overtro ved det Hele ; for det Første skal dette Undervand tabe sin Kraft , naar den man vil kurere faaer dei at vide , dernæst vil jeg oprigtigt tilstaae Dig at jeg ikke er saa ganske Uegennyttig , da jeg er dødelig forelsket i din Søster , og gjerne vil have henve til Kone , men ikke tør anholde om hendes Haand af Frygt for et Nei , og da nu Carlo tillige har betroet mig at Drikken opvækker Kjærlighed til den , der har aandet paa den , saaledes som jeg nu gjør , — ja , saa kan Du vel nok forstaae hvorfor det er mig saa magtpaaliggende at Emilie kommer til at nyde den . “ „ Kom med din Djævleflaske , “ raabte Adolf henrykt , „ Du skal være min Svoger . Du er en Hædærsmand som jeg Satans godt kan lide , Du skal faae Emilie , og jeg giver Dig mit AZresord paa at jeg aldrig skal røbe Dig . “ Theodor kunde ikke undlade at gjøre en Slags Grimace , som Adolf imidlertid ikke saae . „ Hør Nielsen , “ vedblev Sidstnævnte , „ for at give Dig et Vaaben i Hænderne imod mig , hvis x jeg skulde røbe Dig , saa er her min Søsters Breve , Du veed , dem jeg tog fra hende , behold dem , og skulde jeg nogensinde komme i Forlegenhed for en lille Elskovsdrik , saa kan jeg vel nok faae et Par Draaber hos Dig ? “ „ Saamange som jeg har , staaer til Din Raadighed , men lad mig nu see at Du iaften opfylder dit Løfte til mig , — naar din Søster har drukket , kunde Du saa ikke give mig st Tegn paa , at det er skeet ? “ „ Ja , hvad skulde det være for et Tegn ? “ „ Jeg veed ikke , — kunde Du for Exempel ikke sætte dit Lys i Vinduet før Du gik i Seng , saasnart jeg har seet det skal jeg hoste og Du kan da roligt tage det bort . “ „ En ypperlig Idee ! det skal jeg gjøre , Hurra ! det bliver Kommers , vi har altsaa sluttet et hemmeligt Forbund , det er ligesom i de tydske Røverromaner , hvor de gaae paa Rov ! “ Theodor blev med et ganske bleg ; thi Drengens Ord mindede ham paa eengang om Renard , som altid brugte dette Udtryk , han fattede sig , imidlertid snart og udbrød : „ Jeg kan altsaa stole paa Dig ? “ „ I Liv og i Død ! “ „ Vil Du have et Glas Viin endnu før vi skilles ? “ „ Nei tak ! nu maa jeg hjem . Klokken er mange ; iaften skal Du saasnart Emilie har nydt sin Hexedrik faae Signalet . “ Og de to Venner skiltes . Emilie var som en Følge af de havte Sindsbevægelsær bleven syg , og da Faderen af Frygt for , at naar Natten indtraf og hun skulde behøve Hjælp , der da ingen var i Nærheden , havde han bevæget hende til at bytte sit Kvistværelse med hans som var i Stueetagen . Emilie laae altsaa nede . „ Hvordan har Du det , lille Mille ? “ spurgte Adolf om Aftenen , idet han med et Glas Vand traadte hen til hendes Seng . „ Tak Adolf ! “ svarede hun , „ nu troer jeg nok det er noget bedre . Lægen har været her i Eftermiddag , og han sagde , af Feberen vilde lægge sig til Natten . Men hvor har Du været henne ? Fader har været meget vred fordi Du atter var ude . “ „ Aah , jeg var nede ved Havnen for af see om Isen kunde bære , — jeg havde nær faldet st for den er saa tynd . “ „ Kjære Adolf , lad det fare , “ udbrød Emilie med virkelig Bekymring , idet hun rakte Broderen sin Haand , „ Du kunde let drukne , og tænk faa paa den Sørg Du derved vilde forvolde Fader og mig . “ „ Bryd Dig ikke derom , skulle jeg være saa uheldig af dumpe , saa kan man træde Vande . Ukrudt forgaaer ikke saa let , det veed Du nok af Erfaring ; men det er sandt , her er et Glas Vand som Fader har sendt mig med til Dig , han sagde af naar Du drak det heelt ud til Bunden , saa vilde Feberen nok forlade Dig til imorgen . “ „ Tak Adolf , sæt det der paa Bordet . “ „ Nei , vist ikke nei , Du skal drikke det nu , for saa fager jeg Glasset tilbage , naar Fader har sagt at Du skal drikke Vand , saa drikker Du Vand og dermed Basta ! “ > Emilie tog , for ikke at modsige sin Broder , Glasset og tømte det . „ See saa , lille Søster , “ sagde han med et skadefro Smiil , „ nu da Du er færdig , saa vil jeg sige Dig Godnat , og ønske at Du maa drømme behageligt ; imorgen skal Du see , saa vil alt nok være anderledes . “ Og Adolf forlod hende . Da han var kommet op paa sit Værelse satte han sit Lys i Vinduet , og lidt efter hørte han en rr3 stærk Hosten nede paa Gaden fra Nielsen , tsk Tegn paa , at han havde seet hans Signal . „ See saa , min Gode , “ sagde Drengen , idet han tog Lyset bort , „ nu kan Du ganske rolig gaae hjem og sove paa dit grønne Øre . Emilie har faaet din Elskovsdrik og imorgen vil hun være ligesaa forlibt i Dig som en Rotte i en sød Ost ; det bliver en herlig Svoger jeg der faaer mig , naar han er bleven gift med Emilie , bliver han nødsaget til at lade mig raade og forstrække mig med de Penge som jeg behøver til mine Fornøielser , for ellers — ja saa truer jeg ham med at fortælle paa hvilken Maade hun er kommet til at elske ham . “ Lidt efter sov han ind , ved Tanken om de Glæder han havde ivente , naar Emilie først var bleven Fru Nielsen . Det er , som Kloden Veiret vilde Nakke , Som Luften bleven var for tnng og lnmmer ; Og bøllende sig kæver Jordens Dække , Lig Kvindens Brust , naar det er fvidt med Kummer . Dog liden Standsning Jorden fremad ruller , I Atthren taber sig det siærke Bulder . — — En Kvinde skabtes ikkun til at lide ; Thi Sorgens Kee , hun sif jo ved sin Side . Efterat Adolf havde forladt Emilie laae hun endnu i nogen Tid og tænkte paa de sidste Tages Paa Nvv tit Begivenheder ; hendes Faders forestaaende Fallit , Walthers Forbrydelser og Theodors Trudsler . Alt dette løb paa en forunderlig Maade sammen og forstyrrede hendes Tankegang ; hendes Tilstand blev lidt efter lidt mere omtaaget , det forekom hende som om ethvert af Møblerne i Stuen forandrede sig til ubekjendte gruopvækkende Skikkelser . Vangs Skriverbord blev til et grønligt skjælbedæktet Uhyre med store graadige fremstaaende Øine , det udstrakte sine Kløer imod hende og nærmede sig mere og mere ; pludseligt var det forsvundet og hun saae kun sire hvide Vægge som langsomt , men sikkert trak sig sammen og bleve mindre , en ligesom tung Byrde lagde sig paa hendes Bryst ; hun vilde skrige , men formaaede det ikke , hendes Tilværelse var skrækkelig , hun troede det var Døden , og i alle sineQvaler ønskede hun blot , at det var forbi . Omsider forlod Bevidstheden hende . Pludselig foer hun sammen , en Dør blev sagte aabnet og Nielsen traadte ind . Emilie saae og hørte ham tydelig , men det var hende ikke muligt at gjøre selv den mindste Bevægelse , hun var som lamslaaet . Hnn mærkede at han nærmede sig Sengen hvori hun laae , og ved Lampens Skin saae hun den glødende Lidenskab med hvilken han betragtede hende ; med eet bøiede han sig ned og trykkede er langt Flammekys paa hendes Læber . Hun følte hans brændende Aande og det hede Kys , men den uforklarlige og usynlige Magt holdt hendes Legeme i en bestandig Sløvhedstilstand . Hnn hørte ham sige : „ Hvor Du er smuk Emilie , selv en Engel fra Himlen kunde for din Skyld forlade Paradiset og synde samt kaste sig i den evige Fordømmelse , hvormeget mere maa jeg da ikke , jeg som kun er en ussel Dødelig føle din Skjønheds Magt ; jeg har svoret paa at Du skulde blive min , og jeg holder Ord , lad saa Følgen blive , hvad den vil . Lad et heelt Livs Foragt knn hvile paa mig , søndertræd mig med din Fod , jeg skal villigt bøie min Nakke under hvilketsomhelsl Aag Du vil paalægge mig , men min maa Du blive , jeg maa hvile ved din svulmende Barm omslynget af dine deilige Arme , det er kun det Paradiis jegsøger , lad saa det andet for evigt være lukket for mig . Din Elsker , Walther bliver dog aldrig Din , han har ved sine Forbrydelser selv bortkastet den Lykke som Du vilde give ham . Din Fader er nær ved Afgrundens Rand , jeg kan ene frelse ham , modtag da den Haand som jeg vil byde Dig . “ Da Theodor halvt hviskende havde sagt dette , fog han en lille Flaske og holdt den hen under Emilies NæseHun syntes , at Sengen og alt veg bort fra hende og hun sank ud i det tomme Rum . Te sjælelige Evner vare ophørte med at virke , og hun var fuldkommen bevidstløs . Skurken havde foruden en almindelig Sovedrik ogsaa benyttet Chlorform . Vi ville drage et Slør over det som nu skete , og kun fortælle at et Menneske omtrent to Timer fenere med sagte , men usikkre Skridt forlod Vangs Huus . Emilie var skjændet , skjændet uden at hun selv havde det mindste Begreb derom . Den næste Dag var hun endnu mere syg end Dagen iforveien , men hun vilde af Frygt , for at bedrøve sin Fader , ikke lade sig mærke dermed ; hun vilde staae op , men det var hende næsten ikke muligt , en Mathed som hun ikke selv kunde gjøre sig rede for , overfaldt hende og hun tumlede tilbage i Sengen . Ved mere end almindelige Anstrengelser , overvandt hun sig imidlertid noget efter og det lykkedes hende at komme op . „ Herregud Emilie , hvor Du dog seer medtaget ud , “ udbrød Bang , da hun viste sig ved Theebordet , „ det er nok det Bedste , at Du strax igjen søger Sengen og vi sender Bud efter Doktoren . “ „ Tak Fader ! jeg befinder mig fuldkommen vel , “ svarede hun , „ men det matte , næsten slive Blik , de store blaalige Ringe omkring Øinene , og de blege Kinder , modsagde hende aldeles . Adolf sad med en stor Kop Thee , hvori han dyppede et mægtigt Stykke Smørrebrød ; han skjævede over til Søsteren , med dette ondskabsfulde Sideblik som var ham egent . „ Naa , lille Mille , hvordan har Du saa sovet inat , “ spurgte han , da han uden at tale i nogen Tid havde syslet med Theetøiet . „ Ikke rigtig godt ! “ svarede Emilie gysende ved Tanken om det om Natten Passerede , hvilket hun ansaae som lutter Feberphantasier . „ Vi har allerede havt Fremmede idag , “ vedblev Adolf , „ ja , hvad mener Du , det var saamæn Kjøbmand Nielsen . “ „ Nielsen ! “ gjentog hun i Udraab , idet Blodet strømmede hende til Kinderne . „ Ja Nielsen , han havde en længere Samtale med Fader , som jeg ikke maatte høre , men det var om Dig , for jeg hørte ham tydeligt nævne dit Navn , da jeg gik udenfor Vinduerne . “ „ Hold Mund Dreng , og pas Dig selv ! “ udbrød Bang , hvem det ærgrede at Adolf skulde have sin Næse allevegne . „ Tn er altid nartig og sladderagtig , det nytter kun lidet at jeg har sendt Dig ud blandt Fremmede for at faae Kundskaber og lære , thi Du er og bliver altid lige vanartet . “ „ Herregud ! “ svarede Adolf med Krokodillegraad , „ jeg kan da ikke gjøre ved , af Nielsen har friet fil Emilie . “ „ Vil Du pakke Dig ! “ raabte Bang rasende , idet han sprang op Adolf ønskede intet heller , thi som et Lyn var han nde af Døren . Da Fader og Datter vare ene blev der en Pause , som Emilie omsider brød : „ Hvad var det som Adolf sagde om Nielsen ? “ spurgte hun . „ Det skal jeg sige Dig , mit Barn , “ svarede Bang efter nogen Tøven , „ Nielsen har ganske rigtig anholdl om din Haand , men— ja kom nu herhen hos mig og sæt Dig her ved Siden af mig i Sophaen , saadan ! giv mig nu din Haand og lad os tale med hinanden som det anstaaer sig . Du er nu i den Alder , af Du ikke er et Barn mere , af Du ikke er as de Styggeste , det veed Du godt — nuvel , Du har gjort Indtryk paa Nielsen , den unge Kjøbmand , som agter af nedsætte sig her i Byen ; han har idag henvendt sig fil mig og spurgt om jeg havde noget imod Partiet . “ „ Og Du svarede ? “ spurgte den skjælvende Emilie . „ Jeg har svaret ham , af det aldeles beroede paa Dig ; sra min Side skulde der intet være til Hinder for Eders Forbindelse , dersom Du syntes om ham . “ En voldsom indre Kamp fandt i dette Øieblik Sted hos Emilie ; hun tænkte paa Walther , sin Faders nærstaaende Fallit , og det glædesløse Liv , som hun vilde gaae imøde ved Nielsens Side . Omsider feirede Datterkjærligheden og hun udbrød : „ Vilde Du gjerne see mig som Nielsens Kone ? “ „ Ja ! “ svarede den intet ahnende Bang , „ jeg vil være oprigtig imod Dig , det er mit inderligste Ønske ; Nielsen er en brav ung Mand , som jeg længe godt har kunnet lide , han er en udmærket Forretningsmand , og vil vred Tiden drive det til noget Stort , desuden kunde jeg mærke paa det Hele , at han holder inderligt af Dig , Du vil der120 som Du tager ham , nok blive lykkelig , det er jeg overbeviist om . “ Tisse Ord : „ Det er mit inderligste Ønske “ , var nok til at bestemme Emilie paa samme Tid som hun nærede en hvis Frygt for sin Fader , elskede hun ham ogsaa over Alt . „ Nuvel da , kjære Fader , “ sagde hun idet hun grædende tog ham om Halsen , „ jeg har bestemt mig , jeg giver Nielsen mit Ja ! er Du saa tilfreds ? “ „ Det var da et underligt Spørgsmaal Du der kommer med , synes Du ikke om ham , saa kan Du jo sige nei ! da det er Dig og ikke mig som skal ægte ham , saa maa det jo blive Dig , der skal være tilfreds , — eller vil Du maaskee ikke have ham ? “ „ Jo , jo ! “ stammede den ulykkelige Emilie , idet hun troede at hengive sig for at frelse sin Fader fra en Undergang som aldeles ikke existerede . „ I Fruentimmer er og bliver dog nogle forunderlige Skabninger ! “ udbrød Bang , idet han kjærtegnede sin hulkende Datter . „ Har I Sorg , saa græder I , naa ja , det kan jeg sinde mig i ; Taarerne ere jo blevne skabte for at lindre Kvindens Nød , men at I ogsaa græder , naar Glæden banker paa Eders Dør , det forstaaer jeg ikke . “ „ O , min Fader ! Taarerne overvældede mig saa stærkt , at jeg ikke var mig selv mægtig , jeg beder Dig tilgiv mig . “ „ Snak ! hvad skulde jeg vel have , at tilgive Dig . — Nu vil jeg skrive et Par Ord til Nielsen og bede ham komme , — naa , tro mig at han vil blive glad , — nu seer Du langt bedre ud , nu har Du faaet Blod i dine Kinder . “ Stakkels Emilie , det var Feberen som med hectisk Rødme farvede dem . „ Det var altsaa Kjærligheden som gjorde Dig syg , “ vedblev Bang , „ Du elskede ham og vidste ikke om han gjengjældte dine Følelser , det var altsaa det som der nagede Dig , ja vi Mennesker , vi ere dog Alle nden Undtagelse taabelige . Din stakkels Moder , min Pige , hun har været akkurat ligesaadan , og Kjøbmanden sukkede ved Tanken om hans afdøde Kone ; derpaa skrev han en Billet til Theodor , hvori han underrettede ham om hans Lykke . Emilie hvilede i Sophaen med Ansigtet skjult i sit Lommetørklæde . Udenfor stod der en Lurer , som havde hørt hele Samtalen ; det var Adolf , han hoppede og sprang og vidste ikke paa hvilket Been han skulde staae af Glæde . „ Sikken en Satan ! den Nielsen , “ udbrød han , Paa Rov 11 „ hvem skulde have troet det ; det er altsaa en virkelig Elskovsdrik som jeg har givet hende , naa ! ja nu skipper jeg ham ikke før han har givet mig Resten af det han har tilbage deraf ; jeg vil derpaa bringe Flasken hen paa Apotheket for at faae den annalyseret , ogsaa vil jeg have mig en Trepægleslaske lavet deraf , saa skal jeg blive en rigtig Don Juan ! “ En Time efter kom Theodor straalende af Glæde , han havde modtaget Vangs Billet og skulde nu tale med Emilie . „ Jeg har talt med min Datter , “ sagde Kjøbmanden , „ hun vil strax være her og er , som De af Brevet har seet , ikke utilbøielig til at gaae ind paa Deres Tilbud , ja jeg er endogsaa temmelig overbeviist om , at hendes Følelser stemmer overeens med Deres ; tael nu med hende , og naar Alt er afgjort , kald saa paa mig , min Velsignelse til Forbindelsen har De . “ Og den tilsyneladende kolde og ordknappe Handelsmand gik hurtig ud i Boutiken for at skjule sin indre Bevægelse . Bang varet af disse Mennesker , der under et afmaalt , undertiden næsten frastødende Ydre , dulgte et varmt og følende Hjerte . Livet havde hjemsøgt ham med sine Storme ; fra en fattig Handelsbetjent havde han med Jernskid , V i i ' llO ! I . - Redelighed og Sparsommelighed arbeidet sig op til den Stilling han nu beklædte i Samfundet ; han giftede sig og var lykkelig ; da mistede han sin Hustru , det Væsen han elskede overalt i Verden , det var ham det haardeste Stød ; Sorgen gjorde ham ordknap og tilsyneladende streng imod sine Omgivelser , sine Børn maatte han lade opdrage ude , og det var Grunden af den blødhjertede og varmtfølende Emilie frygtede , ligesaa meget som hun elskede ham . Hvad Adolf angik , saa bar han i den Alder han var , ikke Respekt for Nogen , han var kun en tankeløs , uartig og egenkjærlig Dreng , som den noget aldrende Rector i Tønder ikke havde kunnet opdrage tilstrækkelig , grundet paa de mange Pligter , der ellers paahvilede ham . Ta Theodor havde ventet lidt , aabnedes Døren til det indre Værelse langsomt og Emilie traadte bleg ind . Offeret var ene med sin Bøddel . „ Jeg har for faa Øieblikke siden modtaget en Billet fra Deres Fader , min Frøken , “ begyndte han , „ og den gjør mig til det lykkeligste Menneske paa Jorden . “ Emilie gjorde et Forsøg paa af svare , men ikke en Lyd kom over hendes Læber . „ De tier , min Frøken ! “ vedblev han , „ det er da ikke en Skuffelse De har beredet mig , Deres Fader sagde mig nys , af De deelte mine Følelser , skulde han have taget feil ? — eller er det kun jomfruelig Undseelse der holder Dem tilbage , hvis saa er , da skjænk mig denne Haand som er det eneste og det høieste Maal jeg har at stræbe efter . “ Og han greb hendes høire Haand . En nervøs Skjælven gik igjennem Emilie da han berørte hende , hun følte ligesom om hendes Strube blev sammensnøret ; tusinde og atter tusinde Tanker krydsede i et Øieblik hendes Hjerne , hun stirrede Theodor , drevet af en hende uforklarlig Magt ind i Øinene , hun vilde frigjøre sin Haand , men formaaede det ikke . „ Er De syg ? “ spurgte han forbanset over hendes Taushed , „ eller hvad er det ? “ „ Stille , “ hviskede hun , idet hendes Øine antoge et glasagligt Udseende , „ slip ikke min Haand , hvis De vil vide noget , jeg seer ! “ „ Hvilket ? “ „ Hvem Du er og hvad Du har for , jeg veed hvilke skjændige Midler Du har benyttet for at bringe mig i din Magt , Du har ført min Fader bag Lyset , bedraget min Broder og skjændet mig , det var Dig der sidste Nat listede Dig ind i Huset efterat Du havde faaet min Broder til at give de bedøvende Midler ; Walther er ingen Forbryder og min Fader har aldrig staaet sig bedre end nu , — men Skjæbnen maa have sin Gang , jeg tør ikke forgribe den . “ Theodor var aldeles forundret over det Fænomen der viste sig for Hain , at Emilie ikke var i sin normale Tilstand , det saae han tydeligt ; Haanden , som han omfattede , var kold , klam og fugtig , Pulsen neppe følelig og Øinene mindede stærkt om en Søvngjænger . „ Hun er magnetiseret ! “ tænkte han . Og som om han havde talt til hende , svarede hun : „ Ja jeg er , Sjælens Gave til at see , blev nedlagt i mig ved min Fødsel , men din Berørelse udvikler den endnu mere ; spørg og jeg er rede til at svare Dig . Naturen gjorde mig til din Slavinde , jeg fødtes jo kun til at lide . — Benyt din Magt før Tilfældet gjør sig til Herre over dine Handlinger . “ „ Skulde det virkeligt være muligt at denne Kraft existerer , “ tænkte Theodor , „ eller er jeg i dette Øieblik Spilleboldt for en Fixion . Renard har rigtignok ofte fortalt mig om sligt , men jeg har aldrig troet ham ; blot jeg havde ham her , han kunde forklare . - “ „ Det som det høieste Væsen har forbeholdt sig selv , “ afbrød atter Emilie hans Tankegang , „ tro aldrig det , dertil skal Du komme og ikke videre , der er Grændser for Alt . “ „ Hvad tænker jeg nu paa ? “ spurgte Theodor , gjort dristig ved det han hørte og saae . „ Du lænker paa din Staldbroder i mange af dine Forbrydelser , — Du tænker paa Renard . “ „ Hvem er han ? “ „ Vent lidt , lad mig først søge ham ; — nu seer jeg ham , han gaaer i dette Øieblik over en Bro , han tænker paa Dig , han forbander Dig i sine Tanker fordi Dir har forladt ham , men han kan berolige sig , for Du vil snart atter søge ham , thi Du trænger snart til hans Hjælp ! “ „ Hvor skal jeg søge ham ? “ „ I Aarhuus , hvor han vil opholde sig indtil han reiser hertil Byen med Dig . “ Theodor flap hendes Haand og den naturlige Tilsfand indtraadte øieblikkel-g ; thi Emilie henvendte sig til ham med en noget mat Stemme og sagde : „ Hr . Nielsen lad mig være oprigtig imod Dem i de faa Øieblikke vi har at tale alene med hinanden . Jeg elsker Dem ikke , det veed De jo godt , Deres Optræden ligeoverfor mig iforgaars har ikke været ædel , men alt dette vil jeg sætte tilside , min Faders Lykke er mig det dyrebareste her i Verden , og det er den jeg vil opofre mig for , jeg troer , at De elsker mig oprigtigt , og at det kun var Skinsygen , der bragte Dem til at behandle mig saaledes som skeet er , nuvel jeg samtykker i at blive deres Kone imod at De redder min Fader fra den nær forestaaende Fallit . „ Det lover jeg Dem , min Frøken ! “ „ Maaskee Tiden kan bringe mig til at glemme det , som De desværre kjender altfor godt , foreløbigt maae De lade Dem nøie med min Agtelse , men mere kan jeg ikke . “ Graaden var her nærved at kvæle hendes Stemme . „ Tilgiv mig , “ slammede Theodor , idet han faldt paa Knæ for hende . „ Min grændseløse Kjærlighed til Dem er Skyld i det altsammen , jeg elsker Dem som en Vanvittig , fordøm mig ikke , Emilie , beklag mig snarers , som Deres Wgtefælle vil jeg være roligere , jeg vil betragte Dem som en Søster , en dyrebar Skat , som Gud har givet mig at bevogte ; jeg skal være som en ældre Broder ligeoverfor Dem , hele mit Liv skal være Dem viet , for et Smil af deres deilige Læber skal jeg paalægge mig ethvert Savn ; nu kan det være , at De paa Grund af , jeg tilstaaer det aabent , min iforgaars nederdrægtige Opførsel ligeoverfor Dem , afskyer mig , men ved et Sammenværen med mig , sonl min Hustru , vil De nok komme til at bedømme mig anderledes , De vil i deres indre Hjerte sige , han har været endeel letsindig , men hans Kjærlighed til mig maa undskylde ham . “ Theodor havde spillet sin Rolle saa godt , at Emilie næsten var rørt , med Taare i Øinene rakle hun Hykleren Haanden , som han med bortvendt Ansigt modtog , og med nedslagne Øine trykkede et Kys paa . ? Vi bede vore Læsere bemærke den dobbelte ^Tilstand , hvori Emilie befandt sig , den magnetiske , aandelige , hvori kun Sjælen virkede , og den legemlige , som var aldeles uvidendende om det hun nys saa klartscende , påvirket af et tilfældigt Sammenstød af Omstændighederne var kommet i for nogle Minutter . Theodor havde seet Resullatet paa en for ham uopløselig Gaade , og han trinmpherede i sit Indre . Offeret var i hans Magt . „ Tillader De at jeg kalder paa Deres Fader og gjør ham deelagtig t vor Lykke ? “ sagde han , idet han reiste sig . „ Ja , “ svarede hun . „ Men lov mig , at De vil gjøre alt , hvad der slaaer i deres Magt , for at redde ham fra hans Ulykke . “ „ Vær rolig , dyrebars Emilie , hans Sag er fra dette Øieblik min , uden at han har den mindste Anelse deroni , skal den truende Fare som svæver over hans Hoved være fjernet . Stol trykt paa mig , jeg har endnu aldrig bedraget dem , der satte deres Lid til mig . Deres Fader er frelst . “ Og Theodor kaldte paa Bang . „ Heri Bang , “ sagde han da denne var kommet . „ Deres Datter har i dette Øieblik gjort mig til det lykkeligste Menneske , hun har givet mig sit Ja , mit længe nærede Ønske bliver saaledes opfyldt paa den skjønneste Maade , og der mangler intet uden Deres Samtykke , til at gjøre vor Lykke fuldstændig . Giver Te det ? “ „ Af mit ganske Hjerte , “ svarede Kjøbmanden . „ Emilie er en god Pige , der fortjener alt det Held , som Livet kan lade hende blive tildeel , gjør dit til , min Søn , at hun faaer det , og Gud vil nok gjengjælde Dig det . “ Emilie var altsaa blevet forlovet . Den der forbausede sig meest derover , det var hendes Veninde , som kjendte og havde besørget hendes Brevvexling med Valther . „ Du har altsaa holdt det stakkels Menneske for Nar , “ sagde hun til hende . „ Veed Du hvad , Emilie , det havde jeg aldrig troet om Dig ; vi have kjendt hinanden fra vi begge vare Børn , og jeg har ikke før nu opdaget noget underfundigt hos Dig . — Hvorfor har Du forlovet Dig med Valther ? “ Emilie svarede hende ikke , hun følte altfor vel det begrundede i Venindens Bebreidelser . „ Du svarer mig ikke , “ vedblev denne . „ Det kan jeg saa godt forstaae ; thi Du kan ikke svare mig , men jeg fatter klart det Hele ; det var altsaa derfor at Du saa pludselig ophørte med at skrive , Du har været falsk , endogsaa ligeover for mig , Du har kun hyllet , idet Du ængstelig og bedrøvet kom og spurgte om der ikke var Brev til Dig fra Kjøbenhavn , Du vidste nok altfor godt , at der intet var , thi Du havde naturligvis allerede dengang slaaet op med ham , da Du begyndte at synes bedre om den rige Nielsen end den fattige Lieutenant . — Fy , det er skammeligt handlet af Dig . “ Ogsaa det taalte Emilie , idet hun stiltiende gav hende Net . „ Du maa Heller ikke troe , at Du er gaaet fri for Folks Omtale her i Byen , “ vedblev den Anden , „ thi der er i lang Tid blevet mumlet om at Du havde Stævnemøder med Nielsen oppe i Anlæget . Jeg har endnu ikke villet troe det , men nu seer jeg desfoværre at det er altfor sandt . “ Dette var dog Emilie for meget , og hun udbrød : „ Dem som har sagt Dig det , have skammeligt bagvasket mig ; thi , saa sandt der er en Gud til , saa forsikrer jeg Dig at jeg aldrig udenfor min Faders Hus har talt med Nielsen , ei heller er det mig som har forladt Valther , men ham der har bedraget mig , idet han — — “ , her holdt hun inde , idet hun frygtede for at sige formeget . „ Naa , bliv kun ved , hvorfor tier Du saa hurtigt ? — Nei lille Emilie , jeg troer Dig ikke itke mere ; thi din Handlemaade har givet mig altfor tydelige Beviser paa din flygtige og letsindige Charakteer , den stakkels godtroende Valther , nu skal han formodentlig ovenikjøbet udlees , fordi han holdt saameget af Dig , og troede Dig saa godt , men Du kan tro , jeg skal skrive ham til , og underrette ham om hvorledes han ved Din Falskhed er bleven ført bag Lyset ; vort Venskab er forbi , jeg vil lade som jeg aldrig havde kjendt Dig , thi jeg er ærlig , og holder meest af at mine Veninder ere ligesaa . “ Dermed gik hun rask ud af Værelset , og lod den bedrøvede Emilie være alene tilbage . Lidt efter forlod Sidstnævnte Huset for aldrig mere at vende tilbage til den som var hendes eneste oprigtige Veninde . Samme Dag blev et Brev afsendt til Valther , hvori han blev underrettet om Emilies Forlovelse med Nielsen , samt om hendes nær forestaaende Bryllup . Adolf jublede af Glæde , han laante Penge af sin tilkommende Svoger , som han alle brugte til Slikkerier , den første Februar var bestemt til at skulde besegle hans Søsters Pagt med Kirkens Velsignelse . „ Sangforeningen skal synge ved min Søsters Vielse , fortalte han med en vigtig Mine til en anden Dreng , “ „ og sex hvidklædte Brudepiger skal hun ogsaa have , jo Dn kan tro der bliver Stads . ' Nielsen fortalte , at han havde faaet Brev fra Hamborg , der gjorde ham det aldeles nødvendigt , af han maatte reise dertil , og da Krigen var udbrudt , blev han tvunget til , af reise over Sverrig , men i Løbet af fjorten Dage skulde han atter være tilbage . “ Hele Reisen til Hamborg var ikke andet end Opdigtelse , den sande Grund var , af han vilde opsøge Renard i Aarhuus for af formaae ham til af forstrække sig med de nødvendige Penge , thi hans Pung begyndte nu , af blive tom . Theodor reiste og vi vilde følge ham , i Aarhuus traf han ganske rigtigt , som Emilie havde forudsagt ham , Renard der modtog ham med Forbandelser . „ Naa er Du der Din Skurk ! “ udbrød han saasnart han saae ham , nu har Du vel ingen flere Penge , og tyer igjen hen til den Gamle for af han atter skal hjælpe Dig ; men dennegang gjør Du Regning uden Værd , jeg er ikke saa tosset , atter af indlade mig med Dig Du Galgenfugl , gaae hen et andet Sted , og lad Dig hænge i et mere værdigt Compagni , thi imellem os er alt forbi ; nu har Du vel igjen begaaet nye Dumheder som Du vil have , af jeg skal klare for Dig ! “ „ Nei dennegang har jeg handle^ det klogeste jeg endnu har gjort , “ svarede Theodor , „ jeg er paa Veien til at gifte mig . “ „ Med Djævelens Cousine , “ afbrød den Gamle haanligt leende . „ Nei med den smukke Pige som vi mødte paa Tønderveien , hende der gav Dig Almisse , og som Du advarede mig for , erindrer Du ikke hende ? hun er en Datter af den rigeste Kjøbmand i Haderslev , med hende skal jeg have Bryllup den 1ste i næste Maaned . “ „ Nu lyver Du vist for mig , min rare Dreng ! “ „ Nei , saasandt som jeg er ærlig , saa er det Tilfældet ! “ „ Saasandt som Du er ærlig ! ja det var just den rette Ed , Du seer ogsaa ud som LErligheden selv , og Du er ærlig , derom vidner alle dine Bedragerier , og nu kommer Du til mig som en ærlig Kammerat for , at dele Udbyttet af dit Rov med mig , fordi jeg har været Dig behjælpelig med Flugten fra Galejerne . Du har en herlig opoffrende Carakteer , og jeg kan aldrig glemme Dig ; giv mig saa Pengene , og gaae Fanden ivold ! “ Theodor mærkede altfor tydelig at Nenard gjorde Nar af ham , men han kjendte den Gamle for godt til af vide , af naar han først begyndte dermed , saa kunde han omtrent faae ham til hvad det skulde være , han sagde derfor : „ Du spotter mig Renard , og jeg vil taale det fordi jeg veed af naar Du erfarer hele Hisforiens Sammenhæng , saa vil Du faae andre Tanker og istedeffor dine Bebreidelser vil Du skjænke mig dit Bifald . “ „ Det fluide da være den første Gang af Du havde handlet klogt , hvis saa er , — men jeg troer det ikke . “ „ Vil Du høre mig med Taalmodighed og uden af afbryde mig , saa skal jeg fortælle Dig , hvorledes jeg har spillet mine Kort dennegang . “ „ Tael da ! “ svarede Renard noget beroliget . „ Tillader Du , “ udbrød Theodor , idet han tog sin Overfrakke af og gjorde sig det bekvemt . „ Som Du vel nok erindrer , gjorde jeg mig usynlig for Dig i Møgeltønder efterat jeg havde medtaget nogle saa Penge af vort fælleds Bytte . “ „ Siig hellere , efterat Du havde nappet saameget som Du kunde faae Fingre i , “ afbrød Nenard . Theodor lod som om han ikke hørte hvad den Gamle sagde , men vedblev : Jeg forlod Dig for af opdage den unge Piges Spor , hvis Syn havde gjort et uudsletteligt Indtryk paa mit Hjerte . “ „ Et deiligt Hjerte , — eninflameretKjødklump . “ „ Det lykkedes mig efter nogen forgjæves Møie at finde hende i Haderslev , hvor hun hørte hjemme , hun var Datter af Kjømand Bang , som har den største Kjøbmandshandel der i Byen ; jeg skaffede mig Adgang til Familien under Paastand af , at jeg vilde nedsætte mig og aabne en Forretning dersteds . Jeg fortalte at jeg var riig , og at de største Handelshuse i Hamborg vilde gjøre alt for at understøtte mig ; jeg vandt derved den ordknappe Bang , som optog min Skumplan med Velvillie med Datteren . Emilie havde jeg kun liden Fremgang , hun kunde aabenbart ikke lide mig , men jeg fandt paa Raad alligevel . Emilie har en Broder , Adolf , en lang Dreng paa femten Nar , en Laban , som kun tænker paa at æde og drikke og saa paa at læse § fordærvende Romaner ; ham var det mig en let Sag at vinde ; jeg gav ham Mad og Viin , ligefiaameget han vilde fylde i sig , samt laante ham che moraliserende Bøger ; han undersøgte Søsterens Skuffer for at stjæle Penge fra hende , og ved en saadan Leilighed fandt han endeel Breve og et Portrait fra en Lieutenant Walther i Kjøbenhavn med hvem hun var hemmelig forlovet ; jeg fik ved Overtalelser Brevene fra Drengen , og nu havde jeg hende , min Plan var snart lagt ; jeg friede med megen Pathos til hende , og fik som jeg havde forudseet et „ Nm “ , det var det som jeg havde beregnet , thi nu gik jeg fra Bønner over til Trudsler , jeg lovede at hævne mig ; Lieutenanten blev gjort til en Spiller og falsk Vexelrytter , hendes Fader var paa Veien til en Fallit , som vilde ødelægge ham , og den kunde jeg forhindre , men vilde ikke , med mindre at hun ægtede mig , kort sagt , før jeg forlod hende havde jeg benyttet alle de Vaaben , som der stod til min Raadighed ; hun blev syg af Skræk og Fortvivlelse , og nu arbeidede jeg videre paa mit Værk ; da Adolf fortalte mig at Emilie var upasselig , huskede jeg paa Recepten til den udmærkede Sovedrik Du engang havde givet mig , denne mageløse Opfindelse der lommer Legemet , men lader Sjælen vaage , ved at bilde Adolf en Løgn paa LErmet , fik jeg ham til at bibringe Emilie en Dosis i et Glas Vand , og ved Nattetid besøgte jeg min Elskede paa hendes Værelse , efterat jeg endnu en Gang havde foreholdt hende af hun burde bestemme sig til Fordeel for mig , bedøvede jeg hende fuldstændigt og gjorde dernæst hvad jeg vilde , — sagte og lydløst forlod jeg lidt derefter Huset og den næste Dag friede jeg til hende igjennem Faderen ; min Donna var nu bleven mere føielig , hun gav mig sitJa , og først i næste Maaned skal Brylluppet slaae “ „ Og saa ? “ spurgte Renard , som i Tanshed havde hørt Enden paa Theodors Historie . „ Og saa ? “ gjentog denne . „ Har Du da ikke forstaaet mig ? Ved af ægte Emilie er min Lykke gjort , jeg bliver Compagnon med Bang , og det skulde gaa til med Fandens Kunster om ikke hans Paa 12 Formue snart skulde blive min , jeg har da en nydelig ung Kone , bliver en rig Mand , og alt det forbigangne er glemt . Du maa nu være mig behjælpelig med af laane mig nogle Penge , til af jeg i Begyndelsen kan slaae om mig med for af gjøre de Andre trygge . “ „ Og hvis jeg nu ikke vil ! hvad saa ? “ „ Det kan ikke være din Mening , da Du saavelsom jeg vil komme til af høste Gavn af dette Coup ; men det er sandt , jeg glemte af fortælle Dig en Ting og det er , af min Tilkommende er Clarvoyant , jeg opdagede det da hun gav mig sit Ja . Du har saa ofte fortalt mig derom , men jeg har aldrig villet tro Dig , nu har jeg Lyn for Sagen . “ „ Hvorledes ? fortæl mig det ! “ udbrød Nenard med Interesse . „ Jo seer Du , idet jeg tog hende i Haanden , blev den pludselig klam og fugtig , hendes Øine hængte sig saa af sige fast ved mine , og hun fik aldeles Udseende af af være en Søvngjængersfe ; hun sagde , af hun var min Slavinde og rede til af lyde mig og af jeg skulde benytte Øieblikket før det var forsilde , — ja endogsaa mine Tanker svarede hun mig paa . “ „ Og Du ? “ „ Blev som Du vel kan tænke Dig aldeles forbanset , jeg havde hidindtil anseet Magnetismen for lutter Humbug eller i det Høieste for et Selvbedrag , hvori saavel Magnetiseuren som den Magnetiserede hildede sig , en Hallunsination fremkaldt ved let pirrelige Nerver ; men nu opdagede jeg af der var noget andet tilstede , jeg lod Emilie søge Dig , og hun fandt Dig gaaende i Aarhuus , soul hun sagde , i dine Tanker forbandede mig ; men det Mærkeligste af det Hele er , at alt er slaaet til , ja hendes Fremsynether strakte endogsaa til at hun sagde at Du vilde følge med mig til Haderslev . “ „ Ved Gud ! det vil jeg ogsaa ; endelig er da det Fænomen fundet , der kan give mig Oplysninger om det jeg i saa lang Tid har eftertragtet , men hvorledes fik Du hende vækket igjen ? Hvilke Midler benyttede Du , enten Breads eller Humes Methode ? “ „ Jeg forstaaer ikke hvad Du mener ; saasnart jeg slap hendes Haand var hun atter i normal Tilstand og Erindringen om det nys Passeerte var i samme Nu forsvundet . “ „ Selvsom Ophævelse uden System , men det vil jeg snart kunne overbevise mig om , hvis det forholder sig som Du siger , da har Du opdaget en sand Skat og vi ville begge blive rige og mægtige , til hvilken Nytte kan hun ikke være os , intet vil være skjult for vore Øine , endogsaa de Andres Tanker vil ligge aabne for os , vi ville blive Almægtige . Min Drøm skal da endelig gaae i Opfyldelse , — jeg følger Dig imorgen ; iaften har jeg først en lille Sag for med en Mand ude ved Jernbanen , naar den er endt , saa med Dig paa Rov , men paa en anden Maade end tidligere . “ „ Jeg har altsaa dog engang kunnet bære mig rigtigt ad ? “ spurgte Theodor triumpherende . „ Det har Du , “ svarede Renard , idet han gav ham et Haandslag , „ jeg har LEre af Dig , og nu skal jeg ogsaa fortælle Dig hvad det er jeg nu har for ; seer Du mine Penge beløber sig nu ialt kun til 950 Nd . , Resten har jeg forbrugt , med Bruun i Tønder er der intet mere at gjøre , da Byen fandsynligviis med det første bliver besat af Preusserne , og Viinhandleren har desuden faaet Dilirium , jeg har derfor opereret paa en anden Maade . > En Miils Vei , Syd for Aarhuus , boer der en rig i Gaardmand , som vil være Mormon , ham har jeg » iaften lokket til at møde mig paa Kirkegaarden ved Jernbanen , han tager sine Penge med sig , som nok ikke er lidt , see , det er dem jeg vil fralokke ham , han troer at jeg er Mormonpræst , og jeg har lovet at vise ham Gud ; — nu kommer Du mig ret tilpas , thi vi ville i Forening see at gjøre vort Bedste IM » til at faae Fingre i Pengene , men ingen Voldsomheder , hører Dn ! jeg har forsvoret det , og den Eed man har gjort sig selv maa man først og fremmest holde . “ „ Vær rolig , Gamle , jeg skal nok være fornuftig , omendskjønt jeg ikke kan indsee hvorfor vi skulle være saa ømskinnede , det simpleste var dog at give Fæet en paa Panden , og derpaa at plyndre ham . “ „ Naar vil Du dog komme til at reflekfere før Du handler , husk paa Følgerne , Politiet ere ubehagelige , selv oni man tager dem ved Næsen , nei , kan vi faa den gale Gaardmand til godvilligt at give os Pengene , saa bliver det en anden Sag , om nogle Dage vil han dog af Familien blive gjort umyndig ; thi de har allerede bemærket at det ikke er rigtigt fat med ham , idag Har han ifølge min Anmodning taget alle sine Penge ud af Spare-Kassen . Iaften skal vi sørge for at der skeer et Changement , hvorved Pengene vandrer fra hans over i vore Lommer , naar det er skeet reiser vi imorgen . Her i Byen gaaer jeg under Navnet Winther , og denne mørke Paryk og disse blaa Briller , som Du seer at jeg bærer vil gjøre det til en Umulighed at gjenkjende mig , gaae over paa Hotellet her lige over for , det er det Sted , _W , — som Du kan see herfra paa den anden Side , men Indgangen er fra Torvet , det hedder Hotel Royal og bliver kun besøgt af den saakaldte fine Stok , lad Dig indskrive som Greve , Baron , eller hvad Du vil , men fremfor Alt , med et slaaende Navn , jo fornemmere Du er , desmindre Mistanke vil der komme til at hvile paa Dig , skulle Du see mig ved Aftensbordet saa lad som Du ikke kjender mig ; naar Klokken er ni gaa saa ud af Porten og over imod Kirkens Hovedindgang , der vil jeg være , saasnart som Du seer mig gaae , følg da j nogen Afstand efter mig saaledes at Du ikke taber mig af Sigte , naar det er Tid , saa skal jeg nok tale til Dig , og meddele Dig hvad Du har at gjøre , endnu veed jeg det ikke , men jeg finder det vel nok . — Hvorledes staaer det sig med dine Penge ? “ „ Jeg har kun et Par Daler tilbage . “ „ Ødeland , — see her , der har Du to halve brune , vær flot derovre , og spar ikke paa Drikkepengene til Opvarterne , thi de ere vant til store Duceurer , Farvel til vi sees iaften , naar Du gaaer ud af Døren og seer Nogen , da lad som Du er gaaet feil , — stille , lad mig høre om der er Nogen . — Naboerne holder meget af at lure , nei der er Ingen . Gaa saa ! “ Theodor forlod Renord , og gjorde aldeles som det var ham paalagt , han lod sig indskrive under Navnet Grev Lillienspare fra Malmø , og brækkede paa det Svenske , ved Bordet viste han sig meget flot , idet han ikke alene selv drak , men endogsaa trakterede alle de andre Tilstedeværende med Viin . „ Det er en flot Greve ! “ sagde Opvarteren , „ her vanker gøde Drikkepenge , og alle Opvartenspigerne , hilste neiende med det sukkersødeste Smil , hvergang de saae Theodor paa Trapperne . “ Da Theodor havde spiist gik han i den gamle By , og spurgte efter dens Mærkværdigheder , alle anbefalede ham , Domkirken , ellers vidste de intet . Drivende gik Theodor ned af Gaden , indtil han kom til en Galanterihandler , i hvis Vindue en Mængde smukke Geværer og Jagtknive vare stillede tilskue . Han betragtede dem saalænge indtil han fik Lyst til en af dem , og gik ind og kjøbte en meget smuk Jagtkniv . Da han atter var kommet ud paa Gaden ærgrede han sig over Kjøbet , idet han sagde til sig selv , „ hvad skal jeg nu med Dolk da jeg er blevet et ærligt Menneske ! “ Ten omtalte Gaardmand som Nenard havde i Sinde , at bedrage var en ældre Aland , men uden Dannelse , og en indskrænket Forstand ved Navn : Ole Andersen , han havde læst endeel religiøse Godtkjøbsskrifter , og disse i Forbindelse med Johannes Aabenbaringer havde været nok til aldeles , at forskrue hans i Forveien temmelig svage Hjerne . Da Nenard en Tag havde truffet ham ved Frokostbordet paa Hotel Cimbria var han kommet i Samtale med ham , og lidt efter lidt var Talen kommet ind paa religiøse Emner . Det var en let Sag for Nenard strax , at opdage Oles svage Side og han besluttede ogsaa øieblikkelig , at føre sig den til Nytte , han gav ham ret i alle hans gale og dumme Paastande , og fik ham til , at gjøre en Spadseretur med sig ud i Riisskov , der fortalte han ham med storHemmelighedsfuldhed og under Tausheds Løfte , at han , Nenard , var en af de Udvalgte , og Mormonpræsf , Mormonismen fortalte han endvidere var den eneste sande Tro som førte til Saligheden hisset . I Begyndelsen vilde Ole modsige ham , men Nenards udmærkede Veltalenhed overvandt snart den Andens intetsigende og forvirrede Ideer , og da den snedige Gamle fortalte ham , at han perselv havde havt en Samtale med det høieste Væsen og lovede ham en lignende , var han aldeles overvunden . “ „ Hvis De Herr Pastor kan skaffe mig ham i Tale , kun en eneste Gang , “ sagde Ole , „ saa maae De forlange af mig , hvad De vil . “ „ Det kunde maaskee lade sig gjøre , “ svarede Renard tankefuld , „ men det kan kun skee paa en eneste Betingelse , og den vil De vistnok ikke gaae ind paa . “ „ Lad mig høre , jeg er villig til Alt ! “ „ Nuvel , jeg vil da betroe Dem at en siig Samtale kun kan finde Sted efter store Prøvelser og Selvbetragtninger ; men før jeg gaaer videre , maa jeg først spørge Dem om De har nok af jordisk Mamon , til at De kan forlade dette Sted og reise til Saltsøen , det eneste rette Sjælehjem . “ „ Mamon ! hvad mener De med det ? “ „ Jeg mener om De har tilstrækkelige Penge til at De kan reise over til de hellige Stater ; thi vi ere destoværre saa fattige at det aandelige Brødreog Søstersamfund ikke kan hjælpe Dem over Verdenshavet . “ „ Lad det aldrig genere Dem , jeg har 2000 Rd . i Sparekassen foruden min Gaard med Indbo og Jorder , samt Kreaturer . Pengene ere mine , men Paa Rov 13 alt det Andet skulde gjerne mine to Tøse og vor Mo ' er beholde . “ „ Kan De uden videre faae Pengene i Sparekassen ? “ „ Ja , med otte Dages Opsigelse ! Altsaa paa Tirsdag otte Dage . “ „ Godt ! siig saa Pengene op , og tag dem med Dem samme Dag , som De har erholdt dem ; indfind Dem paa Slaget ti ude paa Kirkegaarden , jeg skal da være der , og imidlertid have forsøgt de nødvendige Skridt for at muliggjøre Deres inderligste Ønskes Opfyldelse , er det saa lykkedes mig , saa kan det jo være , at der vil blive Dem befalet at reise øieblikkeligt , adlyd da ubetinget , bagefter kan De jo faae Deres Kone og Børn over til Dem . “ „ Troer De da , at jeg skulde komme til at reise strax ? “ „ Ja , man kan jo aldrig vide det . “ „ Kan det ikke før vente til Efteraaret , efter Høstens Tid ? “ „ Jeg vil slet ikke have med Dem at gjøre , “ svarede Renard fortørnet , idet han lodsom om han vilde forlade ham . Men Gaardmanden lod ham ikke skippe . „ Hør ! “ sagde han , „ naar jeg nu opfylder deres Begjæring , vil De saa gjøre Deres til at jeg kan komme til at see som Evangelisten Johannes skriver . “ „ Jeg har engang givet Dem mit Ord , og det bryder jeg aldrig , “ svarede Renard med Salvelse . „ De Blinde see , de Lamme gaa og de Døve hører . “ Ole tog ærbødigt Hatten af . „ Endnu eet ! “ udbrød den falske Mormonpræst , „ De maa lade som om De ikke kjender mig , hvis vi skulde mødes imidlertid , og lad aldrig et Ord komme over deres Læber om denne Samtale ; thi ellers kan jeg intet gjøre for Dem ! “ „ Vær rolig ! Ole Andersen er ingen Barn . “ „ Sværg mig det til ved deres Sjæls Salighed ! “ „ Jegsværgær ! “ sagde Stakkelen , idet han rakte de tre Fingre iveiret . Lidt efter havde Bedrageren og den Bedragne forladt hinanden . Ole gik lige op i Sparekassen og opsagde sine Penge . Saaledes stode Sagerne da Theodor kom til Aarhuus , og det var netop den bestemte Tirsdag Aften , hvor Mødet skulde sinde Sted . Da Klokken slog 9 , gik Theodor ud af Hotellets Port , og saae ligestrax over til Kirken ved hvis Hovedindgang en i Kappe indhyllet Skikkelse havde posteret sig . „ Der er han ! “ tænkte Theodor og styrede sine Skridt ligeover imod Kappen . Skikkelsen satte sig i Bevægelse og den Anden fulgte . Skikkelsen gik over Kjødtorvet , igjennem Kannikegade , dreiede tilhøire og kom over Broen ; endelig standsede de i Dynkarken , ligeudenfor Hospitalet og stod nu Ansigt til Ansigt mod Theodor . „ Fryser Du , Gamle ? “ spurgte Sidstnævnte , da han saae af det var Renard . „ Hvorfor spørger Du om det , Dreng ? “ „ Fordi af Du er kommet i Rævepeltsen . “ „ Hold din Mund , med dine overflødige Bemærkninger , og hør mig ; nu gaaer vi rundt og kommer til Kirkegaarden , der skilles vi ; see her , fag denne , og han rakte Theodor en Papirs Cylinder , naar Du hører Uglen skrige , saa tænd den , sæt den fast bag en Gravsteen og forsvind ; det er en bengalsk Flamme , som jeg har kjøbt hos Fyrværkeren , naar Bonden skulde være feig og gjøre mig altfor mange Omstændigheder med Udleveringen af Penj gene , saa bliver jeg tvungen til at lade ham see et Beviis paa min Magt ; jeg tænker nok det vil hjælpe , har Paven i saamange Aar kunnet bedrage den halve Verden med sine Kunster , saa vil det vel sagtens kunne lykkes mig imod denne taabelige ) Hellige . “ „ Skal da din gode Ven og tro Tjener , Djævelen Mollock ikke spille Komedie iaften ? “ spurgte Theodor spottende . „ Nei han skal ikke ; han skal for sidste Gang kun lave et lille Tyvestykke , naar det er forbi , vil vi ikke tjene Penge mere paa den Maade , vi vil da som ærlige Mennesker tilbringe Resten af vort Liv . Bondens Penge skal være mitJndskud i Forretningen , det Øvrige skal din lille Kone , sig selv uafvidende komme til at besørge , hun skal være den Guldmine af hvilken vi øser , og tro Du mig , hun vil snart indbringe os Millioner . “ „ Hvad mener Du ? “ „ Jeg har tænkt nøiere over hvad Du fortalte mig i Henseende til den Sag med hendes magnetiske Tilstand , hun maa være modtagelig for det Klarseende i høi Grad ; siden en Fusker , som Du , uden at vide hvad Du gjorde , kunde frembringe et saadant Experiment . Mesner erklærede det ligefrem for en Umulighed , men jeg seer deraf at han har feilet under min Ledelse , som dog har nogen Kjendskab dertil , vil man kunne frembringe de utroligste Resultater . “ „ Naa , saa Du troer altsaa at jeg vil overlade hende i dine Hænder , gamle Libertiner ! “ udbrød Theodor , „ nei , saa tager Du feil , ikke i et Minut skal hun blive Din , om Du saa var Satan selv i egen høie Person , før skal jeg „ Smaae Slag , begynder Du nu allerede igjen at gjøre Oprør , troer Du jeg vil træde Dig iveien , Du har vel allerede for lang Tid siden erfaret at jeg ikke ynder Qvinder ! det „ Skab “ har gjort mig Ulykker nok , “ tilføiede han med et Suk , „ havde de ikke været , saa havde jeg nu ikke ham nødig , for et Par lumpne tusind Dalers Skyld al spille Narrefarcer . “ „ Hvad er da din Hensigt ? “ „ Jeg vil efter alle Kunstens Regler magnetisere hende , og da benytte hendes Seekraft ; hun skal sige mig , hvor de uhyre Skatte ere skjulte , som i Tidernes Løb ere blevne gjemte for Verdens Øine , jeg vil da opsøge og tilegne mig dem ; hun skal give mig Midler ihænde til at forynge mit allerede svindende Liv . Intet vil da blive mig umuligt ! Det vil da sige os ! “ tilføiede han lidt efter med et listigt Sideblik . „ Hvor Du er god , “ svarede Theodor med Ironi . „ Du vil da ogsaa lade Opfinderen nyde lidt Godt af sin Opfindelse , det manglede kun al Du skulde beholde det Hele for Dig selv ! naa , lad gaae , Du skal faae Lov til at experimentere , men jeg vil være tilstede derved , uden in in Nærværelse skal jeg nok vide at forhindre enhver af dine Kunster . Forføg kun ikke paa at bedrage mig , husk paa , at om endogsaa Du kan styrte mig , saa kan jeg gjøre det samme ved Dig ; vore Forbrydelser gjøre , at vi maa følges ad , enten maa vi begge staae , eller ogsaa maa vi begge falde ! “ „ Fordømte Dreng , Du skal snart blive uskadelig ! “ mumlede Renard , „ Du veed allerede formeget , derfor maa Du falde ; men først maa jeg bruge Dig til Udførelsen af min Planer . “ „ Hvad brummer Du om ? “ sprugte Theodor , hvem Renards Mumlen forekom mistænkelig . „ Om at vi nu ere ved vort Maal , “ svarede denne , „ seer Du her er Kirkegaarden , nu maa vi skilles ; der henne kan jeg see vor Mand , han er præcis , lad ham nu ikke faae Øie paa Dig , men overlad det Hele til mig , og ingen Dumheder , hører Du ! posteer Dig nu bag et Træ eller noget lignende , her er Skjulesteder nok , men han maa for alting ikke see Dig ; først naar Du faaer Signalet maa Du brænde Flammen af , men jeg vil helst undgaae det for ikke at vække Opsigt . Farvel saalænge ! “ Og den Gamle gik , Theodor kunde ikke see hvorhen , da det var altfor mørkt dertil . Maanen var skjult og hele Himlen bedækket med en tyk Skymasse . „ Saa til Helvede ! “ mumlede han , „ nu slaaer jeg net i det , den gamle Lucifer stikker af og lader mig staae her i Mulm og Mørke , saa jeg ikke engang veed hvor jeg er ; han maa have Øine som en Kat , siden han kan see Noget i dette Gudernes Tusmørke ; men hvor Fanden er jeg dog ? “ vedblev han , og søgte ravende ind paa Kirkegaarden . Lidt efter hørte han Stemmer , hvoraf han strax gjenkjendte Renards som den ene . Han listede sig nu sagte nærmere efter Lyden og lyttede . „ Her er jeg , Deres Velærværdighed , “ sagde Ole Andersen med et noget tyk Mæle , som forraadte af han for af styrke sig til det Forestaaende , havde søgt af hente sig Mod ved af kigge lidt vel dybt i Flasken . „ Det var ikke mere end jeg havde ventet mig , “ svarede Nenard med en værdig Stemme , „ men hvorledes er det Du har baaret Dig ad , min Søn , møder Du uforberedt paa delte hellige Sted , mig synes af Du lugter af Brændeviin , ei heller lyder din Tale ganske klar ? er det paa den Maade af Du søger af naae den evige Salighed , da vil det aldrig lykkes Dig . Hvo , som har Øre han maa høre ! Hvo , som har Øine , han maa see ! Siger Skriften ikke selv : Uden af Eders Indvolde ere rene , vil intet lykkes for Eders Sjæle . Gjører ikke Eders Bug til Eders Gud ; thi sandelig jeg skger Eder , Ambra og Myrha , det er det Eneste , hvoraf I maa lugte ! “ „ Amen ! “ svarede Gaardmanden og blottede sit Hoved . „ Hvad har Du drukket , Forstokkede ? “ „ Jeg har kun nippet til fire Kaffeknegte , henne hos Jensen , for jeg frøs saa forskrækkelig at Tænderne de slog Tappenstreg i Munden paa mig , — det er jo ogsaa saa koldt at det er en Skam . “ „ Tag Hatten paa og lad os tale fornuftigt med hinanden . “ „ Ja , Hr . Pastor ! “ „ De er fuld , det kunde jeg strax høre , ligesaa snart som De talte , og det passer meget ilde for et Menneske , der ønsker at komme i Forbindelse med det Aandelige ; ikke destomindre har jeg gjort de forberedende Skridt til deres Ønskes Opnaaelss , De vil her paa dette Sted komme til at see , men der hører næsten mere end overmenneskeligt Mod til , har De det ? “ „ Ja , jeg har , “ slammede Ole Andersen , idet han søgte at betvinge den Angst , der trods Rusen beherskede ham , „ jeg har prøvet mig selv , og jeg er fattet paa Alt ! “ „ Ogsaa paa at forlade deres Hjemstavn , Kone og Børn og reise øieblikkeligt , om det skulde forlanges ? “ „ Det vil falde mig tungt , men ogsaa paa det er jeg forberedt ! “ „ Har De forsynet Dem med Midler dertil ? “ „ Ja jeg har , her i min Lomme har jeg 2000 Rd . , som vel er nok for det Første , og saa har jeg skrevet et Brev til vor Mo ' er og Tøsene , saa de kan følge ester mig , naar det skal være ; jeg veed nok at de vil gjøre en heel Deel Vrøvl , men naar jeg først er reist , saa vil de nok blive tvunget til at følge efter . “ „ Har Øe været taus og hemmelighedsfuld , saa at der ikke er et Menneske , der har den mindste Anelse om noget ? “ „ Taus som Graven ! “ „ Godt ! stil Dem saa her og rør Dem ikke af Pletten . Blot Deres Hoved . “ Renard stillede Gaardmanden med Ansigtet vendt imod Øst og med korslagte Arme , imedens han selv faldt paa Knæ paa en Gravsteen og mumlede . Efter nogle Øieblikkes Forløb reiste han sig med Besvær og sagde med synlig Anstrengelse : „ Jeg har havt en Aabenbaring ; Aanden sagde at Øe skulde give mig Brevet og deres Penge i Forvaring , og om otte Dage komme her igjen paa dette Sted , saa vil Han vise sig for Dem , men Øe maa ' ( vedblive at være taus , giv mig altsaa det Forlangte ! “ „ Nei guskgjør jeg ikke nei , “ svarede Ole , for hvem det nu gik op at han var paa Veien til at blive et Offer for et Bedragen , „ det er altsaa fsr at faae mine Penge lokkef fra mig at I har faaet mig pusset herud , nei , nei gode Karsk den var for tydelig , og med en drukken Mands Halsstarrighed vedblev han : „ Gaae I Fanden ivold Mormonpræssk jeg troer ikke mere et Ord af hvad I siger ; det var altsaa mine Penge som I vilde have Fingre i , nei tak ! Ole Andersen er ikke saa dum som I troer ; nu vil jeg gaae min Vei , saa kan I tale I alene med Jeres Habakuk og Jerimias ! “ Og han vendte sig om for at gaae . Renard som saaeKheleWn Plan ryge i Lyset , tabte alligevel ikke Mødet , men vilde gjøre endnu MM : et Forsøg , idet han sagde halvt for sig selv , men dog saa høit at den Anden absolut maatte høre det : „ Han troer mig ikke , o ja jeg maatte jo vente det , den Frommes Lod er at blive miskjendt i denne Verden ; nuvel ! “ tilføiede han høit , „ jeg skal forsøge paa at give Eder et Tegn , naar I seer det , saa maa I tro , Forstokkede ! “ Ole standsede tvivlraadig . „ Troer I , “ vedblev den falske Præst , „ troer I at jeg bryder mig om Guld , eller døde Skatte som Møie eller Rust kunne fortære , nei , det levende Ord , det er alt for mig , og det har jeg annammet ikke igjennem Skrifter og Bøger , jeg har modtaget del af Herren selv , jeg er den Indviede . — Kommer til mig alle I som fortabte ere , selv Fuglene ville lyde mit Raab ! “ Han udstødte nu sit Ugleskrig og ventede . Lidt efter oplyste en blodrød Flamme Kirkegaarden . „ Seer Du nu , vantro Thomas ! “ raabte Renard triumpherende , „ der er skeet et Miraklel , Himlen tillader Helvedes Ild at vise sig for dine Øine , vil Du nu tro , seer Du nu at der er mange Ting imellem Himmel og Jord , som Viismanden ikke drømmer om ; opfyld Aandens Begjæring at Du kan blive en af de Udvalgte eller gaae og vær for evig forskudt , see de Døde reiser sig af deres Grave ! “ vedblev han i Extase , da han ved Belysningen fik Øie paa Theodor , som havde været uforsigtig nok til at træde frem istedetfor at skjule sig , som der var blevet ham paalagt . „ Naade ! “ stammede den forskrækkede Gaardmand , idet han foldede Hænderne og faldt paa Knæ . Theodor , som hele Tiden med stor Møie havde tilbageholdt sin Munterhed , brast nu i en Skoggerlatter . „ Nu saa skal da Fanden tage ved Jer , JKjellringekram ! “ raabte den opbragte Gaardmand og sprang op fra sin knælende Stilling , i nogle faa Spring var han henne hos Theodor , hvem han gav sig til af bearbejde kraftigt med Næverne . Theodor tog igjen , men det varede ikke længe før han af hans stærkere og mere øvede Modstander blev kastet til Jorden . Ole , hvem Rusen og Harmen , over af være bleven bedragen , næsten gjorde til et vildt Dyr , vedblev af hamre løs paa Theodor som laae underst , idet han mere brølte end raabte : „ Naa , saa Du vil spille Død , Mosjø Uldrian , — ja nu skal jeg strax bringe Dig tillive igjen , “ og Slag fulgte paa Slag . Renard , som tænkte af Theodor nok kunde klare sig til han kom ham tilhjælp , havde imidlertid travlt med af flukke Flammen . Pludselig udstødte Gaardmanden et halvkvalt Skrig og sank lallende sammen . „ Hjælp ! “ slammede han . Theodor havde under Kampen faaet Leilighed til af trække den Dolk , han om Eftermiddagen havde kjøbt , og den var det , han havde stødt i sin Modstanders Bryst . Med et rask Tag gjorde han sig nu fri for Gaardmanden , som mat og blødende næsten allerede var bevidstløs . „ Hvad har Du nu gjort ? “ spurgte Renard , som ilede fil . „ Givet ham en Bekomst , tænker jeg , “ svarede Theodor , idet han reiste sig , „ han blev mig altfor næsviis , denne Bonde , han hamrede jo løs paa mig , som om jeg kunde have været en Ambolt , det gjorde ondt og derfor blev jeg nødsaget fil at give ham et Par Tommer Staal , thi ellers havde han slaaet mig ihjel . “ „ Elendige ! har Du dræbt ham ? “ „ Det kan gjerne være at han ikke har kunnet taale Kniven , “ udbrød Theodor med Frækhed , „ men hvad kan jeg gjøre derfor ; det var ikke mig , der var den angribende Part , og for Djævelen , hvad vilde han ogsaa anfalde mig forsom sket ikke havde med ham at bestille ! “ „ Theodor ! Theodor ! “ sagde den Gamle forsikkrende , „ Du er og bliver dog en Ulykkesfugl ! hvorfor skulde Du nu myrde ham ? “ „ See først efter om han er død , før Du kommer med din Moralprædiken . “ Renard drog en hidtil skjult Tyvelygte frem og belyste Ole Andersens Ansigt med . Han havde ophørt med at aande . Den nys saa kraftige Mand var nu kun et Liig . „ Hans Hjerte er ophørt med at banke , “ udbrød Renard efter endt Undersøgelse , „ nu har Du igjen betyngt din Samvittighed med et nyt Mord . “ > „ Sladder ! “ afbrød den Anden ham , „ hvad jeg har gjort , det var kun et simpelt Selvforsvar ; han var io lige ved at kvæle mig , — forresten klæder det ilde for Dig , at optræde som Taler for Dyden , efter at Du selv har arrangeret det Hele ! “ „ Jeg har aldrig anmodet Dig om at dræbe . “ „ Nei , men det er din Skyld at dette gale Menneske overfaldt mig , havde Du ikke givet mig Plads her som Overfyrværker , saa havde jeg aldrig været nødsaget til det som jeg nu har gjort ! “ Den Gamle taug , thi han indsaae at den Unge havde Ret i hvad han sagde . „ Hvad skal vi nu gjøre for at skjule din Forbrydelse ? “ sagde han omsider . „ Siig hellere vor fælles Forbrydelse , saa kommer Du Sandheden nærmere . “ „ Naa , ja ja da , vor fælles Forbrydelse , hvad skal vi gjøre , thi her ere gode Raad dyre ; hvis han sindes imorgen , er det istand til at afstedkomme store Ubehageligheder , og fremfor Alt maa man ingen Mistanke komme til at nære til mig . “ „ Veed Du virkelig ikke hvad Du skal gjøre ? “ fpurgte Theodor med Ro . „ Nei ! “ var Svaret . „ Deri gjenkjender jeg ikke den gamle snarraadige Renard , Du er paa Retour , min Ven , ja Dr er næsten paa Veien til at blive Idiot ; har vi ikke Jernbanen ? “ „ Er Du gal ? Du vil da vel ikke have at jeg skal føre Liget med mig paa Jernbanen ? “ „ Det gaaer tilbage med Dig , Hakon ! Din Forstand begynder at blive noget omtaaget ! “ „ Forklar Dig , hvad mener Du ? “ „ Du skal naturligviis ikke reise med ham paa Jernbanen , — men hvad mener Du om vi lagde ham under Jernbanen ? “ Der gik pludseligt et Lys op for Renard . Theodor havde fattet den djævelske Plan at kaste Gaardmanden midt imellem Skinnerne paa et kommende Tog . „ Har Du ikke endnu forstaaet mig ? “ spurgte han . „ Du er en Djævel ! “ „ Vist ikke , Ideen er kun ny og original , paa den Maade bliver vi bedst fri for ham ; Folk vil da tro at han har havt noget i Hovedet , hvilket jo forresten ogsaa har været Tilfældet , thi da han talte med Dig var han ikke ganske ædru ; man vil sige , at han i den Søvnighed som er fulgt med Drukkenskaben har gaaet ud og søgt Hvile paa det første og bedste Sted ; ulykkeligviis har det truffet at være paa Jernbaneskinnerne , man vil skrive hans Død paa Tilfældets Regning , og dermed vil Alt være forbi . Ingen vil fatte Mistanke til at her foreligger et Biord , som jo rigtignok kun er begaaet for Selvforsvar . “ „ Ja , ja da , “ sukkede den Gamle , „ det er vel det Eneste som vi har at gjøre siden , skeet er skeet ! — men Pengene han har hos sig ? “ „ Dem tager vi tilligemed Brevet ! Du bliver tilaars , Gamle , det kan man godt mærke , Du har ikke saameget Omløb i Hovedet som tidligere ; men kom nu , vi har ingen Tid at spilde , naar det sidste Paa Nvv . 11 Tog først er arriveret fra stianders , saa bliver det forsilde . “ Vore to Kjæltringer gave sig nu i Hast ifærd med af undersøge den Døde ; efter nogen forgjæves Søgen fandt de ogsaa Tegnebogen , hvori Pengene saavelsom Brevet laae . „ Her er min Dolk , “ sagde Theodor , idet han tog den op , „ da jeg i Eftermiddag , jeg veed ikke af hvilken Grund kjøbte den , da tænkte jeg ikke af den skulde komme saa hurtigt i Brug , nu har den frelst mig fra af blive kvalt af denne Mands plumpe Hænder . “ „ Haan ikke den Døde , “ mumlede Renard , „ det er nok af Du har dræbt ham ; — kom nu og tag fat og lad os bære ham bort herfra , men først maa vi saa godt som det lader sig gjøre , udflette Sporene af denne Nats udførte Daad ; — laan mig dit Lommetørklæde , der er da ingen Navn paa det , — naa , jeg seer af Blodet er standset , Kulden har hurtig faaet ham stiv . — Du har stukket ham lige i Hjertet ; men her er en fæl Blodplet midt i Sneen , hvad skal vi gjøre derved ? “ „ Vi dynger noget mere Snee paa , da det fryser , saa vil det ikke trænge igjennem , og naar Nogen senere seer det , vil de tro at det er en som har havt Næseblod . “ Lidt efter var ethvert Spor af det stedfundne Optrin fjernet . „ Gid vi nu først havde naaet Jernveien med ham , “ sagde Renard , idet han tilligemed Theodor løftede Liget op , som de havde indsvøbt i Renards Kappe . Stille , og uden at tale , forlode de nu Kirkegaarden , og uden at møde Nogen naaede de Betyngede med deres Byrde hen til den afstukne Vei som Toget havde at passere . Her lagde Renard og Theodor sig ved en Steenkiste , deels for at see om Nogen fulgte dem , deels for at vente til Baneopsynsmanden , som for hvert Tog inspicerer Banen , var gaaet forbi . Efter omtrent et Qvarteers Venten saaes en Skikkelse paa Skinnerne som stadig kom nærmere . „ Der er Opsynsmanden , “ sagde Theodor , „ saa lad os skjule os saa godt vi kan , ellers erdet ude med os . “ Passende sin Beskjæftigelse gik Manden forbi , da han var kommet et godt Stykke forbi , sagde Renard : „ Saa lad os nu komme op paa Skinnerne i en Fart , Signalet til Togets Ankomst er allerede heist . “ Liget blev nu lagt midt over Skinnerne , og vore to Forbrydere skjulte sig for at oppebie Udfaldet af deres Forbrydelse . Nogle Minutter senere kom Toget , brusende og i det Mørke som herskede , blev Lokomotivføreren ikke engang opmærksom paa at der laae Nogen iveien ; der hørtes en Knasen , men det var ogsaa alt . Toget foer videre . Gaardmandens Liig var nu en eneste blodig Masse . Aftenen efter stod der i Byens Avis omtrent følgende : Skrækkelig Ulykke . Da Jernbanetoget iaftes kom fra Randers , hændte den skrækkelige Ulykke at det aldes overkjørte et Menneske , som laae midt i Sporet og sov ; Lokomotivføreren mærkede det ikke i den mørke Aften , før det var forsilde ; det var af de blodige Levninger umuligt at opdage , hvem den Ulykkelige var , men ved de senere Undersøgelser har det viist sig , at en nærboende , formuende Gaardmand er forsvundet ; man formoder at det er ham , som den nævnte Aften skal have besøgt flere offentlige Steder , maaskee han som en Følge af de nydte Drikkevarer og den stærke Kulde har søgt Hvile , og været saa uheldig at vælge sig det Leie , der saaledes er blevet hans Død . Man « MR den efterlader en Enke og to Døttre , der sidder i gode Kaar . Nenard og Theodors Plan var altsaa lykkedes over al Forventning . Dagen efter at den omtalte Forbrydelse var skeet , reiste de begge , og ingen havde den mindste Anelse oni at den fornemme Grev Lilliensparre var en Morder . I Haderslev blev der gjort Anstalter til Emilie Vangs Bryllup . Kjøbmanden troede at hans Datter var lykkelig , og i sin faderlige Blindhed saae han ikke den Sorg der viste sig altfor tydelig paa hendes Ansigt . Renard var tillige med Theodor kommet til Byen og blev af Sidstnævnte forestillet som en Onkel af sig . Den første Februar kom , og Emilie blev i Kirken viet til Heinrich August Thedor Nielsen . Da hun ved sin Mands Arm vilde begive sig ud af Kirken , saae hun bag en Pille et blegt Ansigt , med indfaldne Træk og lynende Øine , stirre hende imøde . » 7-ti ' i Det var Walther som , ifølge Johannes Brev , var kommet til Byen . Emilie udstødte ved Synet af ham et smertefuldt Skrig , og besvimede . Da hun atter kom til sig selv , var Walther forsvundet . Samme Dag , som Emilie havde Bryllup , skrede Tydskerne , Danmarks umættelige Fjende fra Arilds Tid , over Cideren . Under Graad saavelsom Sang , Tiden gaaer sin vante Gang , Nogle drnger den med Wre , Andre Kjæliringer vil være . ( Af Banditbrudcn . ) Christensen var reist til Kjøbenhavn , og boede i Nyhavn ; han ernærede sig med at give Musikunderviisning , men det vilbe ikke ret lykkes ham at faae Elever , da der , som man siger , var hundrede Hunde om hvert Been ; imidlertid havde han dog erhvervet sig saamange , at han med Nøisomhed nok kunde slaae sig igjennem . Han gik under Navnet Andresen , som var hans Moders Jomfrunavn . Lige over for ham , paa den anden Side , udi til Gaarden , boede en ung Pige , Christine Petersen , som ernærede sig kummerligt med at sy Veste for en Stræder . Hun arbeidede som oftest hele Nætter for sin Føde , og giknæsten aldrig ud ; hendes eneste Gang var fra hendes Bopæl og op i Skindergade , hvor Skræderen boede . Christine var hvad man i daglig Tale kalder for en kjøn Pige , men hun var tillige en anstændig Pige , eneste Darter af en Arbeidsmand , som desværre var noget forfalden til Drik , hendes Moder var død imedens hun endnu var lille , da Faderens Hang til Spiritus tog mere og mere Overhaand , saae hun sig til Slutning nødsaget til at flytte fra ham , isærdeleshed da han engang i et Anfald af Drukkenskab havde mishandlet hende , hun leiede sig desaarsag et lille møbleret Værelse , og ved Flid og Arbeide skaffede hun sig nu en kummerlig Tilværelse . Lige over for hende var det at Christensen logerede . Christensen havde undertiden mødt hende paa Trapperne naar han var kommet hjem fra sine Informationer . En Aften da Christine havde været henne hos Skrædercn med en Vest , som hun nylig havde faaet færdig , mødte hun en Herre , en af disse Trækfugle , der , naar Mørket bryder frem , om Aftenen sværmer om paa Kjøbenhavns Gader , han tiltalte hende , og da hun ikke svarede ham blev han mere og mere paatrængende , og gjorde hende det ene Tilbud efter det andet ; tilsidst havde han den Frækhed , at gaae op med til hendes Bopæl . Den stakkels Pige vidste ikke hvad hun skulde gribe til , og i sin Nød tyede hun ind til Christensen , som just sad og skrev Noder . „ Min Herre , “ sagde hun til ham , idet Angst og Fortvivlelse stod malet i hendes Ansigt , „ undskyld at jeg saadan uden videre trænger mig ind til Dem , men jeg bliver forfulgt af et Menneske , som paa ingen mulig Maade vil lade mig være i Fred , at jeg ikke har svaret ham paa hans uforskammede Tilbud har kun endnu mere forøget hans Paatrængenhed imod mig , jeg beder Dem derfor , hav den Godhed at hjælpe mig imod ham han staaer her udenfor paa Gangen , af Frygt for at han skulde følge efter har jeg ikke vovet at gaar ind paa mit eget Kammer . “ „ Sid Dem ned , lille Jomfru , “ svarede Christensen , idet han indigneret reiste sig . „ Den Herre skal jeg snart give Løsepas , “ og i en Fart aabnede han Døren og sagde til den Udenforstaaende : „ Hvem ønsker De at tale med , min Herre ? “ „ Hvad kommer det Dem ved , “ var Svaret . „ Pas De Dem bare selv , og bland Dem ikke i det , der ikke vedkommer Dem . “ Christensen , der af Naturen var noget hidsig , udbrød : „ Hvad ! vover De ovenikjøbet at være grov ! Pak Dem , eller jeg skal snart give Dem noget andet at bestille , — hvad har De her at gjøre ? har en ung Pige , som passer sig selv , nu ikke mere Lov til at gaae i Fred paa Gaden ; hvis De ikke øieblikkelig forlader dette Huus , skal De snart komme ned af Trapperne , det kan De stole paa ! “ Og Christensen gik hen imod den Ubekjendte . Denne , der sandsynligviis var vant til slige Scener , svarede hviskende : „ Gaae deres Vei og lad mig være ene med Glutten ; og De skal faae en Specie , men mere har jeg skgu ikke RaadItil at give for det . “ „ Hvad er det Du siger , din Usling ! “ raabte Musikeren ude af sig selv . „ Jeg siger , “ svarede den Fremmede , „ at De er en stor Nar , dersom De ikke gaaer deres Vei , der vil maaskee ikke saasnart igjen tilbyde sig en Leilighed for Dem til at tjene to Daler , og kvad Tøsen angaaer , saa er hun jo vant til Turen . I maa ikke tro at jeg vil give hende — — “ „ Ned med sig ! “ raabte Christensen og gav ham et Slag i Ansigtet . Den Fremmede gjengjældte det , og Følgen deraf var en almindelig Kamp , hvorunder de to Modstandere begge rullede ned af Trappen . Christine kom løbende ud med Christensens Lys , og Husets Beboere løde sig med Lamper og Lys i Hænderne ogsaa tilsyne i de forskjellige Døre . „ Hvad er her paafærde ? “ tordnede Viseværten , en tyk Uhrmager , som boede vaa anden Sal . „ Vil I Pak være rolige , skal I slaaes her paa Trapperne , naar man er lige ved at gaae tilsengs , — hvad er det for noget ! jeg skal min Sjæl bente Politiet ! “ „ Tyve ! Tyve ! — stop Tyven ! “ lød en spæd Stemme nede fra første Sal . „ Aa mit Sølvtøj , mit deilige Sølvtøj ! “ svarede en Anden , hvis Skarphed ikke lod i Tvivl om , at den tilhørte en gammel Jomfru . „ Hvor er min Stok ? “ brølte Viseværten med paatagen Energi , „ giv mig min Stok og lad Maren hente Politiet , jeg skal imidlertid nok baxe de to Tyveknegte . “ Imidlertid vare næsten alle Husets Beboere komne tilsyne og der blev pludselig oplyst paa Trapperne . „ Er det Dem , Hr . Andresen , “ sagde nu Viseværten i en noget mildere Tone , da han gjenkjendte Musikeren . „ Men du almægtige Gud ! hvad gaaer der dog af Dem , ligger De og slaaes med fremmede Folk her paa Gangen , eller er det maaskee en Gavtyv , faa hold paa ham . “ „ Visk ikke nei , “ svarede den opbragte Christensen , „ det er ikke andet end at denne pæne Herre vover at forfølge Jomfru Petersen , som boer ligeoverfor mig , med sine uforskammede Tilbud , endogsaa lige op til hendes Dør , saa at den stakkels Pige maatte tys ind til mig ; da jeg som en Følge deraf gik ud , og vilde have ham til at gaae sin Vei , var han grov imod mig , — det er Grunden til denne ubehagelige Scene . “ „ Hvem er De ? “ spurgte Viseværten barsk idet han vendte sig imod den Fremmede . Denne havde i en Fart faaet Lommetørklædet frem , som han holdt for Ansigtet , for ikke at blive kjendt . „ Hvem er De ? “ gjentog Uhrmageren atter sit Spørgsmaal . „ En der helst ønsker at være ukjendt , “ lød Svaret med en fordreiet Stemme . „ Værsaagod at tage det Lommetørklæde bort fra deres Ansigt , at vi kan see med hvem vi har at gjøre , “ vedblev Viseværten kjæphøiet , „ troer De vi lade Dem skippe fra os paa den Maade , faa tager De Pinedød feil ; væk med Lommetørklædet , og frem med Fjæset som det er , eller jeg lader Dem Gud fordømme mig arrestere , det er paafide at man statuerer et Exempel paa en af disse Snushaner , som Gaderne destoværre vrimler af og som med deres Næsvisheder forfølger enhver ung Pige som de møder . “ „ Lad mig gaae , “ svarede den Fremmede og gjorde et Forsøg paa at komme ned ad Trapperne . „ De kommer ikke af Stedet , før vi veed hvem De er , “ sagde Christensen , og stillede sig iveien for ham . „ Maren er løbet efter Politiet ! “ raabte en spæd Barnestemme . Det var Uhrmagerens lille Dreng , som havde seet Pigen gaae ud af Gadedøren . „ Det var dog en fatal Historie , “ sagde den Fremmede , Wet han henvendte sig til Viseværten , „ tillader De , Høistærede , at jeg gaaer et Øieblik ind til Dem , saa skal jeg sige Dem hvem jeg er , samt Grunden til denne uskyldige Spøg , søm ikke er en hundrede Deel af de Ophævelser værd , der nu bliver gjort over en Sag , som naar Alt kommer til Alt kun er et Væddemaal , — altsaa om De tillader . “ Og uden at ændse de Andre , gik han rask forbi den forbløffede Uhrmager , ind i dennes Værelser . „ Vent lidt , tag mig med ! “ raabte denne efter ham , saasnart han var forsvundet , „ hør Andresen , “ vedblev han henvendt til Christensen , „ gaae ikke herfra , man kan ikke vide hvad det er for en Gavfyv der er skjult i ham ; man har før baade hørt og seet at de største Tyveknegte har gaaet med de fineste Klæder ; saasnart jeg raaber om Hjælp , saa kom bare ind om De saa skal sprænge Dørene . “ Og den modige Visevært tradsksde lig et sor-ladt Faar ind i sin egen Stue . Da han var kommet derind saae han ikke andre end den Fremmede , som stod midt paa Gulvet ; hans Kone og Børn havde klogelig taget Flugten ind i de indre Værelser , og lukket Dørene efter dem . „ Hvem er De saa ? “ spurgte Uhrmageren , idet han gjorde et forgjæves Forsøg paa at stramme sig op . „ Luk først Døren efter Dem , faa skal jeg sige hvem jeg er . “ „ Nu da , “ svarede den Anden skjælvende og trak Døren til efter sig . „ Herregud Thorsen , kjender De mig ikke , “ sagde den Fremmede og tog Tørklædet bort fra Ansigtet . „ Hr . Kaptajn ! “ stammede Viseværten og tumlede forskrækket tilbage . Den Paagjældende var Kaptajn i et af de borgerlige Korpser og Thorsen stod under hans Kommando . „ Hr . Kaptajn — Jensen , — nei , del vilde jeg Gud hjælpe mig have forsvoret ! De som har den nydelige unge Kone , og saa gaaer De alligevel — „ Er De gal , Thorsen ! “ afbrød Jensen ham med en tvungen Latter , „ De kan da nok begribe af del Hele kun var en Spøg . “ „ En Spøg , del var da en løierlig Spøg ! “ „ Jo seer De , der er en af mine Venner , som har kjendt Pigebarnet deroppe nøiere ; han fik mig for Løier Skyld til af gaae efter hende , — han væddede med mig om ti Rigsdaler , af jeg kunde faae hende til af gaae med mig hvorhen det skulde være , jeg sagde derimod nei , og saa — ja De forstaaer mig vel nok , det skulde kun være en Prøve . “ Kaptajnen løj saa eftertrykkeligt , som man vilde ønske sig det ; han var en af disse moderne Skurke , der blot for af redde sig selv , uden Betænkning gjerne besudlede en Andens Rygte . „ Havde da den lille Jomfru givet Dem Lov til af gaae op med sig ? “ spurgte Thorsen . „ Ja vist havde hun saa , “ svarede Jensen , „ det var kun ifølge hendes Anmodning af jeg gik herop , saa var det af vi mødte dette gale Menneske , der uden nogensomhelst Anledning gav sig til at hamre løs paa mig ; det er formodentlig hendes Kjæreste og derfor vilde han banke mig . “ Thorsens Tankegang havde ved Kaptainens Beskyldning imod den stakkels Christine faaet en ny Retning ; han tænkte nu ikke mere paa Jensens Paatrængenhed i Henseende til at forfølge en ham ubekjendt Pige op i et fremmed Huus , eller det Usandsynlige i den Historie der blev bundet ham paa LErmel , men kun paa at Jomfru Petersen levede af Uanstændighed og kun benyttede Vesfesyningen som en Slags Skindbestilling , forsaavidt muligt dermed al skjule sin rette Haandtering . „ De siger altsaa , at hun staaer paa en intim Fod med en af deres Venner ! “ udbrød han endelig . „ Vist gjør hun det , “ svarede Kaptainen glad ved at kunne føre Talen hen paa noget Andet . „ Det er allerede over er halvt Aar siden at Møller , Urtekræmmeren fik fat i hende , — De kjender nok den Udhaler , naar han først har havt nogen under Behandling , saa er der ikke meget at gjøre ved dem . “ „ Det var dog Skade , “ sukkede Uhrmageren , „ det var dog saadan en net Pige , og baade jeg og min Kone har altid godt kunnet lide hende ; men forholder det sig saaledes , saa skal hun Pinedød ud af Huset , og det til den 1ste , jeg skal ikke have noget af at være — noksagt ! sikken en Laptaske ! “ „ For Guds Skyld , bliv bare ikke hidsig Hr . Thorsen , styr Dem bare og bland mig ikke ind i noget , hvad jeg har fortalt til Dem , maa De love mig , ikke at lade komme videre , i alle Tilfælde vil jeg være udenfor det ; jeg løber aldrig med Sladdereller er ondskabsfuld imod min Næste , og dog kunde jeg fortælle Dem om nogle ganske artige Volter , som den forlorne Uskyldighed har slaaet oppe paa Kvisten . “ „ Det skal hun , saasandt jeg hedder Thorsen nok flippe fri for i Eftertiden ; imorgen skal hun siges op , og gjør hun Indvendinger , saa melder jeg hende til Politiet . “ „ Ja gjør hvad De vil , men lad mig være udenfor det Hele ; — men Klokken er mange , og jeg vil anbefale mig ; nu troer jeg vel at jeg staaer retfæerdiggjort i deres Øine og kan gaae . “ „ Gudbevares , “ svarede Uhrmageren , idet han lyste ham ud , „ De har opført Dem som en honnet Mand , det er kun syndigt , at De for deres Velvillie skulde blive saaledes miskjendt . Godnat , og hils Familien . “ Udenfor paa Gangen stod Christensen og ventede ifølge den Opfordring som Thorsen havde stillet til ham . De øvrige Huusbeboere havde en efter en fjernet sig , da de vare blevne kjede af at staae ude paa Gangen og fryse . Christensen blev meget forundret over den Opmærksomhed , der blev viist imod den Fremmede af Viseværten , der næsten fulgte ham heelt ned ad Trapperne . „ Hvad var det saa for en Cavalleer ? “ spurgte han , da Uhrmageren atter kom tilbage . „ Aa , “ var Svaret , „ det var en Herre , som De helst skulde have ladet gaae i Fred , istedetfor at gjøre mig denne storartede Skandale ; dette Huus har altid faaet Ord for at være et særdeles anstændigt og roligt Huus , og jeg troer nok at jeg , uden at lyve kan sige , at det ogsaa har været det , — nok sagt , indtil De er kommet til at boe her ! “ „ Men hvad betyder dog dette ? “ „ Det betyder , at De ikke skulde blande deres Næse i det , der ikke vedkommer Dem , — er De ikke fornøiet med at boe her , faa maa De Pinedød gjerne skytte , hellere idag end imorgen ; naar man ikke har reent Meel i skn egen Pose , saa skulde man nødigt rode i Andres Mask ! — Godnat Hr . Andresen . “ Og den opbragte Visevært gik hurtigt ind og slog Døren heftigt i ester sig . „ Gud maa vide , hvad for Historier der nu er lavet , “ tænkte Chrisfensen , og skyndte sig op ad Trapperne til Christine . Denne sad rystende af Sindsbevægelse og LErgrelse og ventede Udfaldet . „ De blev meget længe borte , “ slammede hun , da hun saae sin Forsvarer , „ er del paatrængende Menneske gaaet ? jeg synes at han vilde slaae Dem . “ „ Kjendte De ham ? “ spurgte Chrisfensen , idet han lukkede Døren . „ Jeg har aldrig seet ham for mine Øine før raften , — fy ! det var et fælt Menneske , han blev øurere og mere nærgaaende , tilsidst bød han mig s Daler , naar han maatte gaae op med , som om jeg mødtog Herrebesøg ; det er forfærdeligt , hvad man udsætter sig for , ene og alene ved at gaae paa Gaden om Aftenen , — men hvorfor seer De saa underligt paa mig ? “ „ Fordi jeg , ja undskyld mig , jeg vil aabent sige Dem , hvad jeg troer : enten siger De ikke Sandhed , eller ogsaa har den Nedrige , som forfulgte Dem , hvisket Viceværten en saadan Løgnedjævel i Øret , at Skindet er imod Dem . “ „ Du , min Gud ! hvad har han da sagt om mig ? “ „ Der veed jeg ikke , men noget Godt har det neppe været ; da den Fremmede havde været nogle Øieblikke alene med Thorsen , fulgte den Sidste ham meget høfligt og ærbødigt ned ad Trapperne , og viste sig overordentlig mut imod mig ; ja , han mumlede endogsaa noget om , at jeg havde bedst af at feie for min egen Dør , samt det stod mig frit for at flytte , naar jeg selv ønskede . De kan vel tænke Dem , al naar man som jeg har betalt Leien punktlig og præcis , faa lader man sig ikke saadant byde lo Gange ; jeg agter desaarsag at sige op imorgen . “ „ Milde Himmel ! og i alt dette er jeg Skyld , “ udbrød Christine grædende , „ men hvad har jeg da gjort ? at jeg afslog det afskyelige Menneskes Paatrængenhed , det kan jo ingen fortænke mig i , det er skammeligt , al eil anstændig Pige skal være udsat for saadanne Fataliteter , — hvorfor seer De paa mig , med et saadant besynderligt Blik , troer De mig maaskee ikke ; saasandt som Gud lever , sværger jeg Dem til at jeg har aldrig begaaet noget , hvorover jeg behøver at skamme mig ; de Beskyldninger som der efter al Sandsynlighed ere udslyngede imod mig , ere lutter Bagvaskelser . “ „ Jeg troer Dem , “ svarede Christensen overbeviist , „ men naar En har fraløset en ung Pige hendes Rygte , saa er det ikke saa let at overbevise Verden om det Modsatte ; her i Livet dømme de Fleste desværre kun efter Omtalen . — Har De ingen Familie , “ vedblev han pludselig . „ Jo , jeg har en Fader . “ „ Hvorfor er De da flyttet fra ham ? det synes mig at ingen bedre end han maatte kunde tage deres Fdrsvar , — det er i det Hele taget ikke godt for en Pige i deres Alder at boe for sig selv . “ Christine taug , men paa hendes Ansigt stod altfor tydeligt at læse den Sørgmodighed der beherskede hende . Christensen opdagede det ogsaa strax , thi han fortsatte : „ De bliver bedrøvet seer jeg , har jeg saaret Dem med mit Spørgsmaal , da tilgiv mig , for det var ikke min Hensigt . De maa naturligviis have Grund til at boe for Dem selv , som ikke vedkommer mig ; man kan i det Hele taget kun dømme om sine egne Sager , og mange Gange neppe derom . “ „ Hr . Andresen , “ sagde Christensen . „ Jeg vil betro mig til Dem , De er en ældre Mand , og deres Handlemaade iaften har givet mig Tillid til Dem , og jeg er overbeviist om , at De ikke vil misbruge den ; nuvel saa hør mig da . Ethvert Menneske har jo sin Historie , for ikke at sige Roman , og jeg har ogsaa min , omendskjøndt De gaaer deres egen Gang og hverken seer tilhøire eller tilvenstre , saa har De maaskee bemærket , at jeg ogsaa er meget indesluttet af mig , og heller ikke søger Omgang med Nogen , det har sine Aarsager , som jeg nu skal fortælle Dem . Min Moder er død , og allerede som ganske lille blev jeg næsten overladt til mig selv , og har saa godt som aldeles ingen Opdragelse faaet , at jeg kom til at gaae i Skole , hvor jeg neppe blev oplært i de allernødvendigste Skolekunskaber , kan jeg takke en ældre Kone for , hun sørgede for at jeg kom til at nyde Underviisning i en Almueskole paa Christianshavn min Fader talte jeg kun lidt med ; tidligt om Morgenen gik han ud , da han skulde være paa sit Arbeide Kl . fem , og seent om Aftenen kom han først hjem , og var da som oftest beruset , den omtalte Kone gav han fire Mark om Ugen , for at hun skulde sørge for at jeg fik noget at spise , hun var Enke efter en Bogbindersvend , som havde efterladt hende i trange Kaar , og hun ernærede sig kummerligt ved at gaae omkring og vaske for Folk . Mo ' er Magnussen blev hun sædvanligvis kaldt , og hun holdt meget af mig . „ Du lille Stakkel , “ pleiede hun altid at sige til mig . „ Du kan jo ikke gjøre for at Du maa opvoxe forladt og i Fattigdom , hvad jeg kan gjøre for Dig , det skal jeg . “ Og hun holdt ogsaa redeligt sit Løfte , hende er det jeg kan takke for , at jeg ikke er opvoxet i aldeles Uvidenhed , hun pleiede mig , som om hun var min Moder , hun gav mig Begrebet om Net og Uret , Gud Fader i Himlen lønne hende for alt hvad hun har gjort for mig . Med de andre Børn i Skolen havde jeg , som den fattigste blandt de fattige , ingen Omgang , forstødt , næsten flyet , søgte jeg , saasnart min Skoletid var endt , hjem til mit usle Opholdssted , hvor min anden Moder boede lige over for . — Jeg var blevet henimod tretten Aar , da min Fader , en Vinteraften , kom hjem med nogle Venner , som han kaldte dem , det var tre lurvet klædte Skikkelser , som jeg aldrig havde seet før , af hele hans Maade at være paa kunde jeg strax see han var , om just ikke heelt , saa dog halvt beruset . „ Her er Mønt , Tøs ! “ sagde han , idet han kastede nogle Smaapenge paa Bordet . „ Gaa ned i Urteboden og kjøb Caffe og Sukker , samt en Flaske Brændeviin , laan saa nogle Kopper ovre hos Mo ' er Magnussen og lad hende lave os lidt Caffepunsch , vi vil bolde os en gemytlig Akten . “ „ Det er en kjøn Tøs , “ udbrød en ak de Fremmede , idet ban tog mig under Hagen . „ Er det din ? “ „ Ja , “ svarede min Fader . „ Det er saadan en lille Forglemmigej som min Kone har givet mig før hun gik ben og humbede , hun maatte forresten gjerne bave taget hende med sig , kor hun koster mig altfor mange Skillinger at holde . “ „ Det kommer igjen ! sa ' e Bonden , han gav sin So Flæsk , “ udbrød en anden af de Tre . „ Gud hjælpe mig for det hun skulde kunne bringe mig , “ sagde min Fader gnavent . „ Hidindtil har jeg kun maattet sørge for Mad og Drikke , samt Klæder og Skolegang til hende , hvordan jeg skal faa hende konfirmeret , det veed jeg ingen Raad for . “ „ Du er da ogsaa den dummeste , naar Du ikke veed at gjøre Brug af den Skat . som Du der har faaet ! “ raabte den Første , og hviskede noget i Øret paa min Fader , hvorover han sludsende foer tilbage . „ Afsted med Dig , Tøs ! “ sagde han vredt , idet han med et lynende Blik saae over paa mig . „ Har jeg ikke sagt Dig hvad Du skal kjøbe ? Gaa , eller jeg skal snart give Dig Been at løbe paa ! “ I et Nu var jeg ude af Døren og ned af Trapperne . Da jeg havde gjort mit lille Indkjøb gik jeg tilbage til Mo ' er Magnussen og fortalte hende alt hvad der var passeret . „ Gud see i Naade til Dig , Du stakkels forladte Barn , “ udbrød hun , og foldede sine Hænder . „ Gid din Fader ikke maa lytte til Fristerens Stemme ; thi da er Du fortabt , fortæl mig alt hvad der senere skeer , og jeg vil da see hvad jeg kan gjøre for Dig . “ Jeg forstod hende ikke dengang , men jeg skulde desværre senere komme til at forstaae hende . Da Caffen var tillavet , og jeg atter , tilligemed den og Brændevinsflasken , kom tilbage til vor Stue , sad min Fader tilligemed hans Gjæster i Begreb med at holde et lydeligt Raad , som imidlertid forstummedes saasnart som jeg viisfe mig , de betragtede mig alle Fire saa forunderligt , at jeg næsten blev ganske skamfuld derover . „ Kom herhen Du , “ sagde min Fader endelig . „ Puds Lyset , at man kan see paa Dig ! Kom nu , og staa ikke der som et andet Hængetræ . Du er jo nu næsten en voxen Pige , “ vedblev han , idet han kjærtegnede mig og trak mig ned paa sit Skjød , at han gjorde det for at give de Andre Leilighed til at tage mig nøiere i Øiesyn havde jeg ikke den mindste Anelse om . „ Lad mig see paa hende ! “ sagde en as de Fremmede , og udstrakte sin Haand imod mig . „ Fingrene af Fadet , Du ! “ tordnede min Fader . „ Den Frugt hænger alt for høit , til af Du kan naae den . “ Og henvendende sig til mig , vedblev han : „ Gaa over til Mo ' er Magnussen , lille Christine , naar vi vil Dig noget skal jeg nok kalde ; gaa nu ! “ Skjælvende adlød jeg ham , thi der var noget i mit Indre , som sagde mig , af det der var i Gjære , angik mig . Kommen tilbage til min moderlige Veninde fortalte jeg hende strax alt . „ O , de Skurke ! “ udbrød hun . „ Mn jeg vil da haabe , af din Fader ikke lader sig lokke , jeg har hidindtil anseet ham for af være forfalden , men nogen egentlig slet Charakteer har jeg ikke troet der boer i ham , gaaer han ind paa de Andres Forskag , saa vil Lønnen heller ikke udeblive . “ „ Hvad mener Du , Moder ? “ spurgte jeg ængstelig . „ Intet , “ svarede hun halvt i Tanker . „ Bien jeg skal nok modarbejde dem , det kan de stole paa . “ Seent paa Aftenen kaldte min Fader atter paa mig , efter af have lukket sine Venner ud . Af hans tykke og lallende Stemme kunde jeg strax høre , af han nu næsten var aldeles beruset , noget , som destoværre gik altfor ofte paa . Paa Rav 16 * ' X » L Saasnart som vi hvilede paa vort fattige Leie faldt han isøvn , hvorimod jeg laae længe vaagen . I Søvne hørte jeg ham vaande sig , og sige : „ Ner , jeg gjør det ikke ! hun er dog mit Barn . — Alle dine Penge frister mig ikke ! — Hvad vil Du mig , Marie ? “ Det var min Moders Navn . „ Jeg har jo ikke solgt hende endnu ! “ Jeg trykkede mig ængstelig op imod Sengefjælen , fhi jeg havde aldrig før hørt min Fader tale isøvne ; omsider slumrede jeg ogsaa ind . Den næste Morgen tidlig stod min Fader op som sædvanlig , og gik ud ; da jeg kom over til Madam Magnussen og fortalte hende Nattens Hændelser , udbrød hun : „ Gud skee Lov , at det er løbet saaledes ask din Fader er kun bleven fristet i Drukkenskab af disse forfaldne Mennesker , men efter de varslende Drømme han har haft er han nok gaaet i sig selv , dennegang haaber jeg Faren er forbi ; men naar Du er konfirmeret , saa maa Du strax ud at tjene ; fhi man kan ikke vide hvad der kan skee . “ Der kunde vel omtrent være gaaet en Uge , da min Fader en Eftermiddag kon : hjem , noget som han ellers aldrig pleiede , dennegang var han ikke beruset , men tvertimod Sædvane meget bleg , han kaldte mig over i vort Værelse , og gik med store Skridt frem og tilbage paa Gulvet uden at sige et Ord . „ Er Du syg , Fader ? “ vovede jeg at spørge , da hans Taushed begyndte at blive mig altfor trykkende . Intet Svar paafulgte . „ Skal jeg ikke hente Dig en Snaps ? “ spurgte jeg lidt efter . Han standsede nu pludseligt sin Gang og blev staaende lige over for mig , og betragtede mig med en Mine , som om han vaagnede af en Drøm . „ Tag dine Pjalter af Overtøi paa , og følg mig , “ sagde han . „ Vi vil gaa ud , nu er jeg kjed af at føre denne usle Tilværelse , Du har hidindtil heller ikke dandset paa Roser , men nu skal Du faae det bedre , naar Du kun vil gjøre som jeg siger Naa , skynd Dig nu ! “ vedblev han da han saae at jeg endnu skovede . Skjælvende adlød jeg ham , thi jeg ønskede uendelig gjerne først at tale med Madam Magnussen , men det blev der ikke levnet mig Tid til jeg maatte følge ham , og vi begave os strax paa Veien . Jeg erindrer ikke om jeg har fortalt Dem , at vi boede i en af Smaagaderne paa Christianshavn heelt ude ved Amagerport . Vi gik nu ind til selve Kjøbenhavn , og han gik med mig i en lille , snever Gade og ind i en Boutik , hvor det forekom mig at der hængte en stor Masse Klæder , ved Disken i Stuen stod der en lille Kone af et stummelt Udseende , til hende var det at min Fader henvendte sig og sagde : „ Hør , Madam Boller , jeg skulle have en Klædning paa et Par Timerstid til den Lille her , ikke for flot , men dog anstændig . “ „ Har De Pant ? “ spurgte Konen uden at see paa mig . „ Dette kan vel gjøre det ? “ svarede min Fader , og kastede sex Sølvspisesleer paa Bordet . I vort Hjem havde jeg aldrig seet Sølvtøi , jeg betragtede dem derfor nysgjerrigt . Konen , som blev kaldt Madam Boller , tog Skeerne og undersøgte dem nøiagtigt . Ja , det er rigtigt ! “ udbrød hun efter endt Undersøgelse . „ Det er Kjøbenhavns Prøvesølv , det er mere end tilstrækkeligt . — Kom med mig , Du Lille , “ vedblev hun , henvendt til mig , „ saa skal jeg nok sørge for din Udpyntning . Stine ! “ raabte hun derpaa . „ See efter Boutikken et Øieblik , jeg kommer strax tilbage . “ Hnn tog mig med sig , og vi gik over en Gaard , ind i en mørk Bagstue , hvor der endnu var flere Klædningsstykker ophængte og nummererede end i den Stue hvor jeg først var . „ Lad mig nu see hvor stor Du er , “ udbrød hun da hun havde tændt et Lys . „ Ikke saa ilde , “ vedblev hun og betragtede mig nøie . „ Kun noget vel ung , og ikke rigtig udviklet endnu ! Du er kommet lidt vel tidlig efter det , din Blomstringstid vil ikke vare længe , Du vil snart falme , men det vedkommer ikke mig , — kom nu her ! “ „ Jeg forlod hende ikke , og Gud give at jeg aldrig var kommet til at forlade hende . „ Hun søgte nu imellem det ophængte Tøi , og snart havde hun fundet en fuldstændig Klædning , som jeg maatte iføre mig ; intet manglede i min Udstyrelse , ja , om det saa var Støvler og Handsker , saa blev det mig leveret . „ Da jeg var færdig med min Paaklædning , betragtede Madamen Boller mig beundrende , og sagde , idet af hun gav mig et Speil : „ Du seer godt ud , Du ! næsten som den pure Uskyldighed ; naar man seer Dig saaledes , saa skulde man næsten kunde bande paa , af Du var kommet lige fra Præsten ! “ „ Ja , men jeg har ikke været hos ham endnu , “ svarede jeg . „ Hvad mener Du ? jeg forstaaer Dig ikke ! “ „ Jeg er endnu ikke consirmeret . “ „ Ikke consirmeret ! “ raabte hun og slog Hænderne sammen , og allerede kommet saa dybt i det . “ l „ Det var mig en Umulighed af begribe , hvad hun meente , og jeg maa desaarsag have seet dumt paa hende , thi hun brast i Latter og vedblev : „ Hør nu , spil blot ikke Komedie for mig med denne paatagne , uskyldige Mine , jeg er altfor vant til af omgaaes Folk af din Slags , alt det Pjus som Du har faaet paa , veed Du jo meget godt er leiet , for i et Par Timers Tid af stille dine Yndigheder i et bedre Lys ; Du bliver naturligviis pyntet op , og har kun din Gefreider med Dig for af Du iaften bedre kan gaae paa Nov efter det Vildt som der skal fanges . Du seer jeg er godt inde i den Slags Historier , men jeg troer nok at Du er en af de Yngste som jeg har havt at gjøre med — “ „ Min Faders Stemme afbrød hende med eet : „ Er Du snart færdig , Christine ? — thi nu er jeg kjed af at vente . “ „ Uden at svare hende løb jeg ud i Gaarden og standsede forbanset ved at see ham iført en ganske anden Dragt end den han før havde paa ; han var nu iført sorte Beenklæder og en smuk Frakke , istedetfor hans Arbeidshue , som ellers var den eneste han eiede , havde han en høi , sort Hat paa , og lignede i det Hele taget en ganske Anden , end da jeg forlod ham . „ Uden at give mig Tid til at yttre min Forundring , greb han min Haand og førte mig ud af Gaarden , idet han raabte til Konen : „ Farvel Madam Boller , om nogle Timer skal De atter høre fra os ; i alle Tilfælde skal jeg nok komme tilbage . “ „ Da vi vare komne ud paa Gaden , henvendte han sig til mig , og sagde : „ Hør ung nu , Christine og vær en fornuftig Pige , og jeg svarer Dig for at saavel din som min Lykke er gjort ; vi gaae nu hen til en gammel Herre , som har lovet atvære din Beskytter og tage sig af Dig , da jeg med min bedste Villie ikke længer kan ; naar han skulde spørge Dig ud , saa maa Du svare ham , at din Fader og Moder ere døde , men fremfor Alt , nævn ikke at jeg er din Fader , og skulde han tilbyde Dig Noget , saa tager Du blot imod det . “ „ Uden at vide Grunden gav jeg mig til at græde . „ Hold op med det Flæberi , Tøs ! “ sagde min Fader , idet han greb mig haardt i Armen . „ Folk , som gaae forbi os er istand til at tro at jeg vil gjøre Dig noget Ondt , og hvad der skeer er jo kun til dit eget Bedste ; det kan heller ikke nytte at Du kommer hen til din Beskytter med røde Øine , for han er da istand til at tro Du er en Kanin . “ „ Jeg dæmpede min Graad saa godt som det var mig muligt og fulgte ham taus . „ Vi gik nu igjennem flere smaa Gader indtil vi kom til et stort Torv som vi ligeledes passerede ; senere er jeg kommet til det Resullat , at det har været Kongens Nytorv , thi jeg har gjenkjendt Hesten og Hovedvagten . „ I en bred Gade , som jeg forgjæves har gjort mig Nede for hvad den hedder , og hvor den er , ringede min Fader paa en stor Port som øieblikkelig blev aabnet , uden at jeg kunde opdage hvem der gjorde det ; han gik derpaa hen til et lille Vindue paa hvilket han bankede . „ Hvem er det ? “ raabte en Stemme indefra , og Vinduet blev aabnet , en sagte , men kort Samtale blev afholdt , og han komatter tilbage med en anden Person klædt i Tjenerkjole , som betragtede mig med en mønstrende , listig Mine , og derpaa tog mig under Hagen og kneb mig i Kinderne . „ Min Fader knyttede Hænderne og sendte ham et lynende Blik , som om det var hans Hensigt at knuse ham , men han beherskede sig , og sagde med sammenbidte Tænder : „ Hær er hun , men vil De ikke have den Godhed at føre hende op til Greven . “ „ Det er altsaa den lille Pige som Anders talte « SMR øm , “ sagde Tjeneren og vedblev at see vist paa mig . „ Aa ja , hun er ganske net , og vil nok gjøre Lykke , hun er altsaa ikke mere end tretten Aar , og allerede udviklet som en fuldvoxen Dame . Gudsdød ! det kan man kalde en Sjældenhed , vær saa god af gaae ned i Stuen , jeg skal strax være tilbage igjen ; Greven venter . “ Min Fader rørte sig ikke af Pletten , men havde kun sine Øine henvendte paa mig , i dette Øieblik angrede han hvad han havde gjort . „ Gaa nu ned , “ vedblev Tjeneren , idet han næsten slødte ham ned i Kjælderen , og laasede Døren efter ham . Derpaa greb han min Haand og gik henimod de brede Trapper med mig , sigende : „ Lad mig nu see , af Du er en fornuftig Pige , og ikke glemmer , al det er mig som har den væsentligste Deel i din Lykke , saa skal jeg nok sørge for af holde den Gamle i Aande . “ „ Christine ! mit Barn , kom fil mig ! — jeg vil det ikke ! “ hørte jeg min Fader raabe . Det var for sildig , Loddet var kastet . Jeg vilde ile ned fil ham , men Tjeneren standsede mig , idet han frækt greb mig om Livet og sagde : „ Lad det Fæ kun skrige , og følg med mig Paa Rov . 07 min Lille . “ Han mere bar end ledede mig op as Trapperne , da vi vare komne til en høi og bred Dør standsede han og trykkede et Kys paa mine Læber , sigende : „ Det er Fæstepenge , min Glut , jeg haaber nok , at Du vil være venlig stemt imod mig . Først Herren , saa Tjeneren ! “ Jeg vilde rive mig løs fra ham , men før det kunde skee , havde han aabnet Dørene , og jeg stod nu i en Sal , der forekom mig at ligne et af de smukke Feepaladser , som jeg havde læst om i min Eventyrbog . I en stor Lænestol sad en gammel hvidhaaret Herre og læste , han var saa fordybet i sin Bog , at han ikke engang lagde Mærke til vort Komme . „ Herr Greve ! “ sagde Tjeneren ærbødigt bukkende . „ Her er den unge Pige , som er bleven anbefalet til Understøttelse . “ Med det samme puffede han mig frem , saa at jeg kom til at staa Ansigt til Ansigt med den Hvidhaarede . Denne saae op fra sin Bog og betragtede mig med et Blik , som gjennemisnede mig jeg vilde slaa Øinene til Jorden , men det var mig ikke muligt ; det var ligesom en usynlig Magt tvang mig til , ufravendt , al stirre paa det Steenansigt med de stikkende Øine . » M » Der blev en Pause under hvilken Greven vedblev al betragte mig . Endelig sagde han : „ Det er godt , Alexander , gaa saa og lad os være ene . “ Tjeneren bukkede og gik , men ved sin Bortgang hviskede han mig i Øret : „ God Lykke , Du Lille , lad mig nu see , al Du er fornuftig ! — Alt beroer nu kun paa Dig alene . “ „ Hvad hedder Du , niit Barn ? “ spurgte den gamle Greve med al den Venlighed som det var ham muligt al lægge i sin Stemme . „ Christine ! “ svarede jeg skjælvende . „ Kom lidt nærmere hen til mig , Christine , “ vedblev han . Jeg adlød , men med Wngstelse , thi der var en indre Stemme , som sagde mig , al der var Noget der ikke var som det burde være . „ Du skal ikke være bange for mig , jeg agter ikke al gjøre Dig noget Ondt , “ sagde han beroligende . „ Tvertimod , giv mig din Haand , og lad os passiare lidt sammen . “ Jeg gav ham min Haand , og han greb den med begge sine , der brændte som om de vare af Ild . „ Hvor gammel er Du ? “ „ Jeg er nylig fyldt tretten Aar . “ Et Glimt af Uvillie fløi over hails Ansigt . „ Hun er næsten formeget Barn , “ mumlede han , men dog faa høit at jeg kunde høre det , og henvendt til mig vedblev han : „ Du er altsaa endnu ikke confirmeret ? “ „ Nei , Herr Greve ! svarede jeg noget dristigere ved den venlige Tone hvori han talte til mig . „ Men Madam Magnnssen har sagt at jeg vil blive del om et Aarstid , og saa skal jeg ud og tjene . “ „ Hvem er Madamme Magnnssen ? “ spurgte Greven . Nu var jeg kommet ind paa mit Gebet , og jeg fortalte ham fra først til sidst hvor god min anden Moder havde været imod mig , min glædesløss Barndom laa snart aaben for hans Blik , og med spændt Opmærksomhed lyttede han til mine Ord , idet han uafbrudt betragtede mig . Pludselig flap hail min Haand og udraabte forbauset : „ Men , saasandt som jeg lever , det er jo de samme Klæder som Chatarine havde paa da hun første Gang kom her , hvor har Du faaet dem fra ? — Svar ! “ „ Det veed jeg ikke , “ slammede jeg paany forskrækkef . „ Min Fader tog mig hen med paa et Sted hvor jeg aldrig før har været , og der tog en Kone mine gamle Klæder fra mig , og lod mig tage disse nye og sine paa . “ „ Ah , nu forstaaer jeg hvorledes det Hele hænger sammen , man har ført Dig hen til en af disse elendige som udlejer brugte Klæder , for at Du skulde tage Dig bedre ud , man har pudset Dig op , ligesom et Stykke Meubel , før man bar solgt Dig . “ „ Solgt mig ! “ raabte jeg forfærdet . „ Ja , solgt Dig , for Fanden ! — Vidste Du da ikke hvorfor at Du var kommet her ? “ „ Nei , det har min Fader ikke fortalt mig det mindste om . “ „ Nuvel da , saa skal jeg sige Dig det . Jeg ' ønskede mig en lille Veninde , som ikke vilde være altfor grusom imod mig , en smuk ung Pige , som lige var traadt ind i den jomfruelige Alder , med et Ord , en uskyldig Pige , som kunde vække de skumrende Livsaander hos mig , idet hun hengav sin Ungdom for min Alderdom . Men nu har din Skurk af en Fader bragt mig , ikke alene et Barn , men ovenikjøbet sit eget , som han for nogle lumpne Penge vil sælge mig ; men ved Gud , saadan skal det ikke gaae , vel kan jeg have mine Feil , men mod Børn har jeg dog aldrig begaaet Forbrydelser . — Alexander ! “ raabte han derpaa , idet han heftig trak i en bag ved ham hængende Klokkestreng . Tjeneren kom aandeløs styrtende . „ Hvad er det Du nu har haft for , Du Galgenfugl , “ sagde den vrede Greve til ham . „ Føer den unge Pige bort herfra , og hvis Du endnu engang vover at begynde paa slige Kunster , saa jager jeg Dig ud af min Tjeneste . “ „ Jeg troede — jeg tænkte — “ slammede den forbløffede Tjener . „ Du skal hverken tro eller tænke , men kun udføre det som jeg paalægger Dig , har jeg givet Dig Ordre til at bringe mig Børn ? “ og henvendende sig til mig vedblev han i en mild Tone : „ Du , min lille Pige , skal ikke have gaaet denne Gang forgjæves , Du er kommet her uden at vide hvorfor , og derfox skal Du ogsaa beholde et godt Indtryk af mig , see her er noget til Hjælp til din Confirmation . “ Og Greven stak mig en bruun Seddel i Haanden . „ Naar Du senere skulde komme i Betryk , saa henvend Dig kun dristigt til mig og jeg skal gjøre for Dig hvod jeg kan , naar Du er bleven voxen kan vi jo altid tales ved . “ Med disse Ord vinkede han med Haanden til Afsked , og jeg blev ført ud af Tjeneren . „ Altsaa dog ikke aldeles slaaet , “ mumlede denne da han førte mig ud . „ Kommer Tid , kommer Raad , og denne gamle halstarrige Snegl skal alligevel nok komme til at dandse efter min Pibe . “ Næppe vare vi atter komne ud paa Gangen , før han med Raahed sagde til mig : „ Hør nu , Du lille fjantede Gaas , hvad har bevæget Dig til at fortælle den Gamle der inde at Du endnu ikke var confirmeret , Du seer jo næsten ud som Du var atten Aar , nu har Du ikke alene forspildt Din egen Lykke , men Du har ogsaa skaffet mig en heel Deel Ubehageligheder paa Halsen til Løn for min gode Villie , naar jeg gjorde Dig din Ret , saa gav jeg Dig en lille Sandsekage , men jeg vil være ædelmodig . Giv mig de Penge Du fik af den gamle Samvittighed , og jeg lader Dig løbe . “ „ Nei ! “ svarede jeg bestemt . „ Dem skal min Fader have til Hjælp til min Confirmation . Det sagde Greven . “ „ Hid med Pengene , Tøs , eller jeg lader Dig tilligemed din Fader arrestere ! “ raabte den lumske Alexander . „ Hvis Du ikke strax opfylder min Begjæring , faa skal Du faae noget andet at føle . » I MI > Tak Du din Gud for at jeg lader Dig skippe beelskindet ud af Porten . “ Idetsamme greb han mig saa haardt om Haandledet , at jeg af Skræk og Smerte lod Sedlen falde . Hurtig som Lynet greb Handen , og puttede den i Lommen . „ Det var ingen Penge , din Tosse , “ sagde han med paatagen Latter . „ Det var kun en gammel , forfalden Lotteriseddel der ikke duede , og som den gamle Særling havde givet Dig ; men kom nu og lad os gaae ned til din Fader , der er en lille Overraskelse som venter Dig . “ Han havde nu faaet meget travlt med at saae mig bort . Nede i Portnerboligen ventede der mig virkelig en Overraskelse , — men ingen af den behageligste Slags . — Min Fader laa aldeles beruset under Bordet . Man havde benyttet den Tid jeg var borte fra ham til at fylde ham med stærke Drikke . „ Løb hen og hent os en Drosche , Frantz ! “ sagde Alexander til den i Stuen værende Tjener . „ Men lad den holde henne paa Hjørnet , for at det ikke skal vække Opsigt , sig til Kudsken at han skal sætte Pakket af ved Børnehuset , saa kan de vel nok finde hjem , nu er det jo allerede mørkt , saa der er Ingen , der vil lægge Mærke dertil . “ Tjeneren greb hurtigt sin Hat og gik . Da han var gaaet sagde Alexander : „ Jeg skal alligevel vise mig som en gentil Herre imod Dig , see her er en Femdalersedbel , som jeg vil give Dig , men det er paa den udtrykkelige Betingelse , at Du holder din Mund med den Lotteriseddel som Du fik af den Gamle deroppe , sladrer Du , saa skal jeg nok hævne mig baade paa Dig og det fulde Sviin som der ligger . “ „ Behold deres Penge og lad os blot komme hjem ! “ sagde jeg grædende . „ Tag dem nu , og spil ikke den Fornærmede , vi To kan maaskee endnu komme godt ud af det med hinanden . “ Og han vilde gribe mig om Livet . „ Rør mig ikke , eller jeg skriger ! “ raabte jeg , idet jeg veeg tilbage . „ Saa maa jeg skrige med , min Dukke , at det kan blive en Duet , “ han vilde atter favne mig , og dennegang lykkedes det for ham , han knugede mig tæt op til sig , og vilde , idet han med den ens Haand greb mig under Hagen , tvinge mig til at kysse ham . I min Fortvivlelse slog jeg ham i Ansigtet , og Gud maa vide hvad Enden paa det Hele havde blevet , dersom ikke den anden Tjener var kommet tilbage . Alexander slap mig øieblikkelig , men det Blik som han tilkastede mig , sagde at jeg kunde vente det værste . „ Vognen holder her henne paa Hjørnet ! “ sagde Frankz „ Det er godt ! “ svarede Alexander . „ Lad os saa faae Fyldebøtten støttet derhen . De greb derpaa fat i min Fader , som , da han var bleven hjulpet paa Benene , dog nogenlunde kunde gaae . Han blev nu ført til Vognen og pladseret deri , hvorpaa jeg tog Sæde ved Siden af ham . „ Her er Pengene , Tøs , “ sagde Alexander , idet han kastede en Femdalerseddel ind til mig . „ Vi sees igjen ! — Kjør Kudsk ! “ Vogndøren blev nu smækket i og vi rullede hurtigt afsted . Det var min første Kjøretur . Vognens Bevægelse i Forbindelse med den friske Luft som strømmede ind af de nedslaaede Vinduer , gjorde at min Fader kom nogenlunde til sig selv , og da vi standsede paa Christianshavns Torv kunde han dog saa nogenlunde samle sig . „ Jeg er saa sulten , “ sagde han , da vi vare stegne ud . „ Her er Penge ! “ svarede jeg , og bød ham de fem Rigsdaler . Som om han var bleven stukket af en Slange føer han nu tilbage , idet han betragtede mig med Rædsel . „ Hvad er der skeet med Dig ? “ spurgte han omsider . „ Intet ! “ sagde jeg . „ Herr Alexander gav mig disse Penge til Dig . Han sagde , han vilde være gentil , ni en da han saa vilde kysse mig , saa slog jeg ham i Ansigtet , og saa lod han os kjøre hertil . “ Jeg hørte ligesom et lettende Suk fra min Fader . „ Hm ! “ sagde han noget efter . „ Lad os gaae her op og faae os en Bid varm Mad . “ Vi gik nu op i Stuen paa Hjørnet af Overgaden øver Vandet , og spiste . En Time senere laae vi i Sengen oppe paa vort lille fattige Kammer . Den der tilbragte en kummerfuld og søvnløs Nat , det var mig . Den næste Dag var min Fader syg , og holdt Sengen . Noget ov ad Formiddagen , kom der et Brev til ham , som han efter endt Læsning strax brændte , derpaa stod han op og bød mig at søge Sengen , da det var skeet tog han Klæderne og pakkede dem i en Bylt , samt paalagde mig at fortie Gaarsdagens Begivenheder for Madam Magnussen , derpaa gik han . Jeg var var neppe bleven ene før min moderlige Veninde indfandt sig hos mig for at erfare hvad vor Udgang havde haft at betyde . I Begvndelsen vilde jeg , ifølge min Faders Bud , ikke svare hende , men lidt efter lidt fik hun hele Sagens Sammenhæng lokket ud af mig . „ Gud i Himmelen ! “ raabte hun , da jeg havde fortalt hende alt . „ Hvortil har disse Skurke forledet din Fader , er det kommet dertil , at han har villet sælge sit eget Kjød og Blod , lpkkeligviis er det hele faldet ud til det bedste , men Faren er ikke forbi endnu , da dette Forsøg er mislykkedes , kan let disse Mennesker uden Samvittighed forlede ham til et nyt Skridt , og det maa forhindres . “ Jeg bad hende om at gaae , da vi hvert Øieblik kunde vente at min Fader vilde komme tilbage og træffe hende , og det var det jeg vilde forhindre . Ulykken modner Forstanden tidligt . * r : x ' ^^ML^L . - Lidt efter at Madame Magnussen havde forladt mig , faldt jLg i Søvn og vaagnede først ved , at min Fader , som imidlertid var kommet tilbage , vækkede mig , han havde Mad med , og spurgte migom der havde været Nogen imedens han var borte . Jeg løi for ham , idet jeg svarede , at jeg Ingen havde seet . „ Staa op og klæd Dig paa , “ sagde han , og gav mig mine gamle Klæder . Han selv var atter iført sin forældede Dragt . Der gik nu halvanden Aar i hvilken Tid jeg var bleven konfirmeret . Vore Kaar vare , jeg veed ikke hvorledes , blevne betydeligt forbedrede , vel beboede vi endnu vort fattige Kammer , men vi manglede nu aldrig mere det Nødvendigste , jeg eiede tre Kjoler , og min Fader havde foruden sit Arbeidstøi , en saa godt som ny Klædning til om Søndagen , hvor han altid gik ud for at spadsere med mig , ja jeg havde endogsaa to Gange været i Theatret med ham . Hvad der var passeret hos den gamle Greve omtalte han aldrig med et Ord . Det var lykkelige Dage for mig , isærdeleshed da jeg var kommet til at gaae i en Syskole , som var paa Christianshavn . . . . . . Ä i - il W I ! ! „ g ZLs , UF En Søndag Eftermiddag da vi vare ude paa Langelinie , og jeg gik med ham under Armen , mødte vi pludselig Alexander , han standsede da han saae os , hilste og gik forbi ; men lidt efter kom han tilbage og tiltalte os . „ Goddag , Herr Petersen ! “ sagde han . „ Det er længe siden jeg har havt den Fornøielse at see Dem , det er ikke pænt saaledes at trække sig tilbage fra gamle Venner . “ Det gav et Sæt i min Fader da han saae ham , og han modtog ikke den tilbudte Haand , som blev strakt ud imod ham . Alexander lod som om han ikke bemærkede min Faders Overraskelse , men vedblev , henvendt til mig : „ Nei , hvor den lille Christine er bleven stor ! De er jo bleven til en heel Dame , ja , der kan man see , hvor Tiden den gaaer . Da jeg sidst saae Dem var De næsten et Barn , men nu er de en fuldstændig Kvinde , og smuk , paa min 2Ece , ja endogsaa overordentlig smuk . Hvordan lever Kjæresten ? — Ja , for De er vel forlovet ? “ Jeg rødmede dybt , og rystede benægtende paa Hovedet . „ Hvad ! “ udbrød han overrasket . „ Ikke forlovet ? — Det er en Umulighed , en saa nydelig Pige skulde endnu ikke have fundet sig en Livsledsager , det maa være deres Faders Skyld . “ Og henvendt til ham fortsatte han : „ Det er ikke smukt gjort af Dem , min gode Herr Petersen , at lade en saa yndig Blomst , som deres Datter , opvoxe i Skyggen , hun trænger til Solskin . De murer hende naturligviis inde imellem fire Vægge , som i et Kloster . Tag hende lidt mere ud , og lad hende see mere af Livets Lyssider , Kjærligheden er det eneste som giver Tilværelsen Duft . “ Min Fader mumlede noget , som var mig uforstaaeligt , og uden Indvending fra hans Side fulgte Alexander med os ud til Badehusene , da vi vare komne til den derværende Beværtning , bød han os ind , og Tilbudet blev modtaget med Glæde af Fader , som desværre ikke kunde styre sin Lyst i Henseende til Nydelsen af Drikkevarer . Efter at Herrerne havde nydt et Par Glas Punsch blev Samtalen mere livlig , og det bestemtes at vi den næste Søndag atter skulde mødes , henad Aften forlod Alexander os , og vi endte Dagen med at tilbringe Aftenen i Tivoli . Mod Sædvane var min Fader bleven mere ordknap imod mig , end han pleiede , naar han saae paa mig , var det “ som med en Slags Frygt , og hvergang hans Øine mødte mine , vendte han hastigt Hovedet til den modsatte Side , noget , som jeg dengang ikke kunde forklare mig . Den næste Søndag kom , og vi begave os alter ud paa Langelinie , men det var ikke med Glæde , at jeg dennegang fulgte med , det var ligesom om en vis Anelse tyngede mig . Vi vare neppe komne indenfor Gitterporten før Alexander , tilligemed en anden Herre , kom os imøde . „ Maa jeg forestille Dem^min Broder , Christian ! “ sagde han , idethan presenterede den Anden . „ Han er fornylig kommet her til Byen efter en længere Udenlandsreise . Jeg har ikke kunnet nægte mig selv den Fornøielse at tage ham med mig , » særdeleshed da jeg tænkte al det ikke vilde genere Dem . “ Alexander gav sig nu til at tale med min Fader , og Christian henvendte sig til mig . „ Jeg maa bede Dem , min Frøken , at tage tiltakke med mit ringe . Selskab , “ sagde han med Anstand , idet han bød mig Armen . „ Hvis min Conversation er Dem til Uleilighed vil jeg forsøge paa at underholde Dem imedens min Broder og deres Herr Fader afgjør hvad de har at tale om . “ Dette Sprog var jeg ikke vant til , og jeg » naa have seet meget forundret paa ham , thi han smilede skalkagtig , og bød mig paany sin Arm , idet han strøg sit smukke , sorte Overskjæg . „ Jeg veed ikke om det er passende , min Herre , “ svarede jeg , og modtog med Undseelse hans Tilbud . Det var første Gang jeg havde holdt en Fremmed under Armen , og en underlig Følelse gjennemstrømmede mig , da jeg fornam et sagte Tryk paa min hvilende Haand , jeg mærkede at jeg rødmede , og vendte desaarsag mit Hoved borsk og faae tilbage efter min Fader . Han var tilligemed Alexander standset , og Begge slode , fordybede i Samtale , og stirrede ud over Sundet . „ Det er esk mageløst behageligt Veier vi have i denne Eftermiddag , “ begyndte Chrisfian atter Samtalen . „ Det er ligesom den friske Havluft sendte os lutter Sundhed og Velvære , her aander man dog , det er noget ganske andet end Kjøbenhavns larmende og lummerhede Gader , hvor alt selv om Helligdagene kun tyder paa Travlhed . “ Jeg svarte ham ikke , thi jeg manglede Ord dertil . „ Hvor rolig ligger ikke den solbeskinnede Havflade for os , “ fortsatte han . „ Hvem skulde nu fro , at dette idyllisk roindgydende Element kunde Paa Rov . 18 UWWMm— i t M « » ' KNUR I være troløst , og dog er det saa , dette lille hvide Skum der viser sig , ligesom flygtige Smiil , bliver naar Boreas bestiger sin Ganger og flyver frem til vældige Bølger , der fraadende af Harme fordrer Død og Fordærvelse , istedetfor at lade sig afskrække af den dristige Sømand , som modigt byder Elementerne Trods , fornyer Bølgerne atter og atter deres Angreb paa ham . “ Med Beundring saae jeg op paa den der talte saaledes , det var noget nyt for mig , der hidindtil kun havde kjendt den prosaiske Deel af Livet , en heel ny Verden rullede ved hans Ord op for mit Indre . „ Har De aldrig været tilsøs ? “ spurgte han . „ Nei aldrig ! “ var mit Svar . „ Saa skulde De engang forsøge det . O ! “ vedblev han begejstret , idet han fulgte sin egen Tankegang . „ Nqar man i en Storm har det fraadende Hav at kjæmpe imod , da lever man først , en skrøbelig Planke der næsten vaander sig af Smerte for Søens heftige Angreb , det er det eneste der skiller os fra den visse Død , som lurer paa os i den vaade Grav , Bølge paa Bølge vælter sig rasende hen over Dækket , vee den Sømand , som ikke har surret sig fast , han er redningsløsf fortabt , ved Roret staaer Styrmanden og har sit Blik vexelviis rettet paa Compasset og Capitainen , Skibet krænger , og er snart himmelhøit tilvejers paa de opstaaende Bølger , for derfra at slyrte ned i den gabende Afgrund , hvorfra en ny Bølge atter hæver Skibet . — Og naar saa Stormen og Dynningerne ere ophørte , og Sømanden har seiret , med hvilken rolig Tilfredshed glider han da ikke ind i den venligt vinkende Havn . — Kan der tænkes noget skjønnere Kald end at være Sømand ? “ „ Det er Gud hjælpe mig Grev Robert ! “ sagde en ung og elegant klædt Herre til hans Ledsager . „ Forklædt som Tjener og ved høilys Dag med en Glut under Armen paa Langelinie , det er dog vel stærkt . “ Chrisfian havde pludseligt faaet et stærkt Anfald af Hoste , og skjulte Ansigtet i sit Lommetørklæde , idet han forstærkede sine Skridt indtil vi vare komne forbi Herrerne . „ Hvad var det de sagde ? “ spurgte jeg . „ Intet ! “ svarede min Ledsager ; det var kun et Par kaade Lapse , lad os blot gaae videre . “ „ Aten see der har vi jo Alexander ! “ hørte jeg endvidere Herren sige , „ ja saa er alting let , at forstaae , Greven han har sig en lille Liason , og hans Sikkerhedsvagt kommer bag efter . — God Fornøielse ! Neptum ! “ „ Chrisfian var først bleven høirød i Ansigtet , nu blev han ligbleg , jeg knude see , at det var af Harme ; thi han gjorde Mine til at slippe min Arm , og ile efter Spotterne , men han besindede sig hurtigt og sagde med den roligste Mine , som om intet var forefaldet . “ „ Det er kjedeligt at være i en tjenende Stilling , thi saa maa man taale Enhvers Ubebageligheder , disse to Cavallererer har seet mig hos min Herre Grev Robert , og fordi , at de har hørt ham kalde mig Neptun , fordi jeg elsker Havet , saa troer de strax , at de kan tillade dem enhver Næsvished , men ved Gud det skal de atter faae betalt , jeg skal hævne mig . “ „ Hvormed ! “ spurgte jeg forundret over at høre en Tjener tale om Hævn imod sine Foresatte . “ „ Mit simple Spørgsmaal lod til , at sætte Christian i Forlegenhed : “ „ De spørger hvormed ! “ sagde han , „ med — med — ak med en daarlig Opvartning naturligviis , jeg skal give dem Salt istedetfor Sukker , og Desertcaffe skal jeg nok sørge for skal blive serveret dem kold istedetfor varm . “ Jeg begyndte saa smaat at tvivle paa min « MR Ledsagers Virkelighed som Tjener , men jeg sagde intet . “ Samtalen dreiede sig nu om ligegyldige Ting , og næsten uden at vide det , vare vi komne ud paa Østerbro , hvor min Fader og Alexander atter sluttede sig til os . „ Skal vi gaae ind og nyde en lille Forfriskning ? “ spurgte Alexander , „ jeg stemmer for at vi gaaer ind i Marsvinet og drikker os et Glas Viin . “ „ Ja , men saa skal det være Champagne raabte Chrisfian overgivent . “ Forslaget blev antaget , og snart sadde vi i en lille Have med mange Lysthuse , der blev bragt os en Flaske med Sølv paa , samt fire lange spidse Glas , Proppen fløi under Christians øvede Haand imod Himlen og Vinen skummede i Glassene . „ Lad os drikke mine Venner , “ raabte Chrisfian og greb sit Glas , „ lad os drikke paa et lykkeligl Udfald af den Plan som jeg nu har for , gid jeg maa faae Glæde deraf . Lad os leve medens vi ere unge og livsfriske , snart kommer Alderdommen og saa er det forsilde , det gjælder om , at gribe det flygtige Minut og benytte det ; den Tid der er svunden kommer aldrig mere tilbage . “ „ Den Ungdom som ei nydes , Er lig en Sorgfuld , der ei vil frydes ! “ sang han , og tømte sit Glas , vi andre fulgte hans Exempel , Chrisfian var utrættelig i at tale , og snart havde vi drukket saa ofte af vore Glas , at der ikke var mere tilbage i Flasken . Det var . første Gang , at jeg havde drukket Champagne , og denne sødlige skummende Drik , skulde heller ikke blive uden Virkning paa mig , jeg følte mig i et forunderligt Velvære , jeg var saa glad , saa usigelig glad , hvad der blev talt om , det hørte jeg ikke , hvergang der blev skjænket i mit Glas , tømte jeg det i et Drag med et uendeligt Velbehag . Det var snndsynligviis nedarvet fra min Fader , at jeg følte Hang til Drik . Ved hvert Glas jeg tømte , følte jeg mig mere og mere salig . Det var imidlertid bleven Aften , og de lette Skyer som viste sig paa Himlen forekom mig at være lutter smaae smilende Engle der vinkede af mig ; naar jeg saae hen paa Træerne da var hvert et Blad blevet til en Nisse fra min Eventyrbog ; de røde Huer skinnede , de store Munde trak dem næsten heelt op til Ørerne ; der sadde de nu og nikkede , idet de i Bladenes Raslen hviskede : „ God Aften , Christine ! vi komme ogsaa her , idag holde vi , ligesom Du , Søndag ; giv os noget at drikke med Dig ! “ I min Rus blev jeg bange for at Nisserne vilde berøve mig noget af den mig saa kosteligt smagende Drik , og jeg greb derfor mit Glas nied begge Hænder og lod den sidste Draabe flyde ind i min Mund . „ Behager Frøkenen ikke et lille Glas endnu , saa lade vi en ny Flasfe komme , “ hørte jeg Christians Stemme sige , ligesom langt borte fra mig . „ Meer , meer ! “ slammede jeg , idet jeg uvilkaarligt greb mit Glas frem . Det er alt , hvad jeg med Bestemthed kan erindre , jeg syntes nok at jeg kom i en Vogn , samt følte mig omslynget af et Par Arme , og fornam hede Kys paa min Mund ; men alt dette er saa utydeligt , at det ligesaa godt kan have været Phantasi , som Virkelighed . Kun een Ting husker jeg , og det var , at da jeg vaagnede , saa laa jeg afklædt i en Seng i et brillant Værelse . Jeg saae mig forundret omkring , uden at kuime fatte , hvorledes jeg var kommet der , jeg troede at det hele kun var en Drøm og lukkede derfor mine Øine , men kort efter aabnede jeg dem atter , ag det samme Syn viste sig for mine Blikke . I * ! . 1 I » ' » MI II » I « Jeg gav mig til at tænke efter , og lidt efter lidt blev min Hukommelse klarere ; jeg erindrede Langelinie , Mødet med Alexander og hans Brøder Chrislian , samt Haven paa Østerbro og Vinen , jeg der havde nydt , de forunderlige Syner jeg havde seet , og Vognen jeg kjørte i . Jeg reiste mig overende i Sengen , forfærdet greb jeg mig med begge Hænder om Hovedet ; thi jeg fornam en Banken i mine Tindinger , som om de skulde sprænges og jeg sank mat tilbags ; nu blev det først rigtig galt , Sengen begyndte at hæve sig , først ved Fødderne og dernæst ved Hovedgjærdet , det kom i en bølgende Bevægelse , og jeg blev nødsaget til at holde mig fast for ikke at slyrte ud , tillige forekom det mig , som om jeg følte en slærk Kvalme og skulde til at kaste op ; jeg blev nødsaget til at vende mig om paa Siden og skjulte mit Ansigt i Puderne ; dette syntes jeg skaffede mig nogen Lindring , og i milt halvt ubevidste Tilstand skumrede jeg ind . Jeg veed ikke hvorlænge jeg befandt mig saaledes , men efter nogen Tids Forløb kom jeg atter til mig selv , ved at høre en sagte Støi . Jeg aabnede halvt Øinene , og saae Alexander komme listende med en Bakke hvorpaa der stod endeel Porcellain , og et heelt Kaffeservice , som han satte 217 paa et lille Bord foran Sengen ; han gik ud af Værelset og kom øieblikkeligt tilbage med nogle Dameklæder , som han ligeledes lagde tilrette foran Sengen . Derpaa listede han sig atter bort . „ Jeg kunde ikke begribe hvad denne gaadefulde Opførsel skulde betyde , og troede endnu bestandig af være et Bytte for en Drøm . „ Frygtsomt reiste jeg mig op , og strakte Haanden ud imod Kaffekanden , jeg befølte den , og mærkede den var varm . En stærk Tørst bemægtigede sig mig , og jeg skjænkede mig en Kop af Kandens Indhold ; efter af have tilberedet den med Sukker og Fløde , skyllede jeg den i mig med den slørste Begjærlighed . „ Det hjalp , thi noget efter befandt jeg mig betydelig bedre ; jeg kunde nu begynde af tænke . „ Hvor er Du ? og hvorledes er Du kommet her ? “ det var de første Spørgsmaal som jeg gjorde mig selv ; jeg kunde naturligviis ikke besvare dem , men for om muligviis af faae rede paa det Første , sprang jeg øieblikkelig op af Sengen og søgte efter mine Klæder , men de vare forsvundne . „ Jeg listede mig hen og forsøgte sagte paa af aabne Døren . Den var aflaaset . „ En stærk SEngstelse bemægtigede sig mig og Paa Rav 19 M B ! » L » UM M l » » « ii i » . - - med usikkre Skridt vaklede jeg ben imod et as Vinduerne og tittede ud deraf bag de nedhængende Gardiner . „ Solen stod høit paa Himlen , og jeg saae ned i en smuk Have hvori der ikke viste sig et Menneske „ Mismodig gik jeg atter tilbage i Værelset og sad mig paa Sengekanten ; kvad skulde jeg nu gjøre ? mine Klæder vare mig berøvede , og ene indelukket paa et fremmed Sted . „ Jeg frygtede for at jeg i den Ruus , som jeg Aftenen iforveien havde havt , at jeg havde forladt min Mader og de Andre og begivet mig . til en for mig aldeles ubekjendt Bolig . „ Jeg tænkte og tænkte , men forblev alligevel lige klog ; mine Øine faldt uvilkaarlig paa de foran mig liggende Dameklæder . Omsider besluttede jeg mig til at iføre mig dem ; jeg undersøgte dem og fandt en til de mindste Gjenstande fuldstændig elegant Damedragt . „ Jeg veed ikke hvad der gav mig Mod dertil , men jeg gav mig rask ifærd med at iføre mig den ; da jeg først var underklædt , gav jeg mig til at undersøge . Værelset nøiere ; i en elegant Servante fandt jeg hvad jeg behøvede til at foretage mig Toilette , og snart var jeg aldeles paaklædt . Da jeg var færdig dermed , gik jeg hen foran et stort Speil og betragtede mig selv deri ; jeg foer forundret og glad overrasket tilbage , thi jeg havde ikke troet mig faa smuk som jeg i Virkeligheden var , hvortil naturligviis de smukke Klæder ikke lidet bidrog . „ Jeg kunde ikke blive kjed af at betragte mig selv i Speilet , og Gud maa vide hvor længe jeg havde staaet , dersom ikke , en sagte Banken paa Døren havde faaet mig til at fare sammen , og hvorved LEngstelsen paany indfandt sig . „ Bankningen gjentøg sig og denne Gang lidt haardere , med et sagte , neppe hørligt , „ Kom ind “ , ventede jeg hvad der nu vilde komme . „ Døren aabnede sig og ind traadte en Tjener i Livree , hvis Ansigt var mig aldeles ubekjendt ; han havde en Serviette under Armen , og bukkede for mig , som om jeg kunde have været en Fyrstinde , sagde han : „ Jeg beder Frøkenen mangfoldige Gange om Forladelse , hvis jeg kommer ubeleiligt , men jeg skulde spørge om det ikke convenerede Dem at spise Frokost , i saa Tilfælde er der serveret i den anden Stue . „ Forbauset betragtede jeg ham , og kunde i Begyndelsen ikke svare ; endelig spurgte jeg ham : „ Hvem er De , min Herre ? “ . . . . „ Jeg er Deres Naades underdanige Tjener , “ var Svaret , „ og man har givet mig Ordrer til at betjene Deres Naade , og jeg vil prise mig uendelig lykkelig , hvis De blot vil give mig Befaling i hvilken Henseende De ønsker Dem betjent . “ „ Havde jeg ikke været forbauset før , saa blev jeg det nu . „ Her maa vist finde en Feiltagelse Sted , sagde jeg , „ chi jeg kan aldeles ikke satte hvorledes jeg er kommet her ; denne Dragt som jeg har paa er heller ikke min egen , og det er kun af den yderste Nødvendighed jeg har iført mig den , da jeg ikke har kunnet finde mine egne Klæder , somere forsvundne . “ „ Tjeneren saae paa mig med et Smiil , uden at svare mig paa mine Spørgsmaal . „ Vil Deres Naade ikke spise Frokost ? “ spurgte han endelig . „ Vil De have den Gødhed at sige mig , hvor jeg befinder mig ? “ spurgte jeg bestemt . „ Derpaa har jeg ikke faaet Ordre , „ men hvis De vil gaae ind i det andet Værelse og sætte Dem tilbords , vil De maaskee snart faae Opløsning paa det , der endnu forekommer Dem som en Gaade . “ „ Betagen af Nysgjerrighed gik jeg ind , og saae et elegant opdækket Bord med en Masse , saavel kolde som varme Retter ; nu var jeg fast over221 beviist om at jeg drømte , thi det kunde umuligt være Virkelighed ; jeg tog derfor med Tjeneren , bag ved mig , ganske ugeneert Plads og lod Netterne smage mig . „ Længe havde jeg ikke siddet tilbords , før en Dør blev aabnet og Chrislian iført en moderne Herredragt traadte ind . „ Studsende saae jeg paa ham og reiste mig ; jeg begyndte at ane Sagens rette Sammenhæng . De to Herrers Udtalelser paa Langelinie fra igaar , gav mig Nøglen til Gaaden . Chrislian var ikke Tjener , men derimod Grev Robert . Jeg var altfaa faldet i en Snare . „ Lad os alene ! “ sagde den falske Chrislian til Tjeneren , som bukkende forsvandt , og uden den allermindste Forlegenhed , vedblev han henvendt til mig , da vi vare blevne ene . „ Hvorledes befinder min lille Christine sig ? “ „ Hvem er De , og hvorledes kommer De til at befale her ? “ spurgte jeg med LEngstelse . „ Spil nu blot ikke den Knibske , “ svarede han og nærmede sig , „ De veed jo meget godt hvorfor De er kommet her . Denne hele lille Comedie er jo kun bleven opført efter Deres eget Ønske , for halvanden Aar tilbage , altsaa da De endnu kun var et uconfirmeret Barn , har De jo allerede været her hos min Fader , og De vil da ikke fortælle mig af den gamle Libertiner skulde have ladet en saa yndig Blomst bringe til sig , uden af han ogsaa vilde nyde godt af dens Duft , — al Forstillelse er derfor unødvendig . “ „ Den sørgelige Sandhed viste sig veo Grevens Ord for mig , jeg var solgt , solgt for anden Gang og det af min egen Fader ; jeg indsaae godt af det vist neppe vilde lykkesmig af skippe saa let fra den unge , som det sidst skeete , fra den gamle Greve , der rørr af min Barnlighed lod mig gaae . Fortvivlet skjulte jeg mit Ansigt i mine Hænder . Greven , der sandsynligviis ansaae min Fortvivlelse for noget andet , nærmede sig mig , og oniskyngede mig med begge sine Arme , idet han halvt hviskende sagde : „ Du seer min Glut , al jeg er godt underrettet om Fortiden ; men den vilde vi slaae en Streg over og kun leve for det Nuværende . Du er smuk nok til at man for din Skyld kan begaae Daarskaber , og i mig skal Du ikke alene sinde en Elsker , men tillige en sand Ven ; Robert skal ikke skuffe , hverken din Tillid eller de Opoffrelse ! Du muligviis skulde gjøre for ham . “ „ I et Nu var jeg ude af hans Arme , og flygtede over paa den anden Side bag om Bordet ; han blev øiensynlig forbauset over min Modstand , som han vist neppe havde ventet . „ Del er altsaa derfor at man har beruset mig og ført mig herhen , “ sagde jeg , „ jeg skulde falde som et Bytte for Deres Vellysf , men De tager feil Herr Greve , saavidt er det ikke kommet med mig endnu , ve ! har jeg som Barn været her engang før , men jeg har ikke vidst i hvilken Hensigt , det er altsaa deres Fader som jeg har talt med , han har opførr sig ædelt imod mig , medens De derimod har viist Dem som en Forfører ; aldrig har han med et Ord , et Blik eller Mine traadt mig for nær , tvertimod , da min Fader forlokket , jeg veed ikke ved hvilke Løfter , af Alexander , for halvanden Aar tilbage førte mig herhen , blev Greven fortørnet over at man havde vovet det ; han tiltalte mig med Venlighed og lod mig gaae ligesaa reen som jeg var kommet til ham , ja han var endogsaa gavmild , idet han gav mig Penge , som Tjeneren atter fratog mig , før jeg fik Lov til at gaae bort herfra . Den unge Greve opskog en høi Latter , og sagde : „ Bravo ! den Historie var godt lavet og gjør virkelig deres Opfindelsesevne LEre , men jeg troer Dem ikke ; min Fader skulde have overgaaet sig selv og givet Dem Penge ! det ligner ham ikke ; forresten kan De spare Dem alt Komediespil , thi det er jeg en Hader af ; Alexander har fortalt mig det Hele , og jeg lader mig ikke skuffe ; De veed jo ligesaa godt som jeg , at vort Møde igaar paa Langelinie var aftalt , kun vidste De ikke hvem jeg var , og det var en romantisk Grille af mig at ville udgive mig som Tjener , jeg havde til Hensigt idag at overraske Dem med , at deres nye Elsker var Greve , og nu vil De spille den kydske Suvanni ligeoverfor mig , men lad det fare , — kom , lad os nyde Glæden medens den vinker os , Livet er kort , vi ville derfor gribe de korte Minutter i Flugten . “ „ Og med et Spring var han atter henne hos mig og greb mig i sine Arnie , samt overvældede mig med sine Kys . „ Jeg stred imod , og en Kamp paafulgte , hvorved jeg mærkede at han til Slutning maatte blive den Stærkeste ; han blev mere og mere ophidset og jeg følte at mine Kræfter vare i Begreb med at forlade mig . „ Lad mig være ! skreg jeg , idet jeg gjorde de meest fortvivlede Anstrengelser for at komme fra ham . Men istedetfor at lade sig bevæge , blev han kun endnu mere paatrængende . „ Pludseligt bed jeg ham af al Magt i Fingrene . Med en Ed slap han mig , og raabte : „ Satans Tøs ! det skal Du komme til at betale mig . “ „ Mere hørte jeg ikke , thi jeg havde uden selv at vide hvorledes , naaet Døren som jeg havde faaet aabnet , og løb igjennem et stort Værelse , ned af nogle Trapper og kom ud i Porten som jeg ligeledes havde faaet aabnet , jeg var nu paa Gaden , hvor , vidste jeg ikke , men det var mig ogsaa ligegyldigt ; saa hurtigt som mine Been kunde bære mig , løb jeg nu videre ; jeg har mange Gange senere forbauset mig over , at jeg ikke var bleven slandset og anholdt , men Ingen bemærkede mit forstyrrede Udseende eller ilsomme Flugt . Gud maa vide , hvorledes at jeg har baaret mig ad dermed , men jeg kom først til mig selv i Madam Magnnsens lille Kammer ; hun var heldigviis hjemme , og snart havde jeg i afbrudte Sætninger fortalt hende det Passerede . „ Ja , jeg har nok anet det ! “ udbrød hun , „ der var noget , der ligesom sagde mig , at seent eller tidligt vilde der skee noget Lignende ; men Du kan ikke blive hjemme mere , og din Fader maa fremfor Alt ikke faae at vide , hvor Du opholder Dig ; her gjælder det om at handle hurtigt ; jeg har nogle Spareskillinger som jeg har lagt tilside , dem vil jeg laane Dig til at Du- kan leie Dig et lille Bæreise for ; nu kan Du jo bruge dine Hænder til Syning , og for Resten vil Vorherre nok sørge for Dig ; vent lidt , jeg vil laane et Shawl og en Hat til Dig nede i Stuen , saa kan vi samtidigt gaae hen og læse Avisen ; maaskee kan vi være heldige og strax finde el Værelse til Dig . “ „ Og som sagt saa gjort , den gode Kone gik med mig , og snart havde vi leiet et lille Værelse i Adelgade , hvor jeg kunde blive med det samme . Madam Magnnsen gik nu aller tilbage og hentede mine faa Sager ; jeg havde nu forladt min Fader for aldrig mere af vende tilbage lil ham Igjennem min moderlige Veninde Høne jeg al han havde lruet og raset da han opdagede min Flugt , men del var ogsaa dievel derved , thi han har aldrig gjort noget tilsyneladende Skridt for af faae mig tilbage . „ I Begyndelsen har jeg havl del haardt nok med af kjæmpe mig igjennem med mit Arbeide , men Gud har dog været med mig og lønnet min Flid , af og til har jeg endogsaa kunnet sende min Fader Noget , uden af han derfor vidste hvor jeg opholdt ung ; r mit stille og arbeidsomme Liv som jeg har føn , sølle jeg mig lykkelig og tilfreds ; men nu lader del til af min Ro atter skal forstyrres ved det derer passeret iaften , en uheldig Stjerne hviler over w —I- I 227 mig , thi naar jeg ret troer , af det begynder af gaae fremad , bliver jeg atter kasket tilbage . „ Nu har jeg oprigtig , og uden af længe Skjul paa det Mindske , fortalt Dem mit Livs Historiehar jeg feilet i det som jeg har gjort , da vil jeg bede Gud tilgive mig ; -— men det er blevet silde og jeg maa forlade Dem . Godnat Hr . Andresen . “ Og Chrisfine gik . Da hun var gaaer , tænkte Christensen længe og nøie over hvad hun havde fortalt ham , og han besluttede sig til Slukningen at staae hende bi og hjælpe hende . Den næste Morgen havde han Informationer i Byen , men da de vare tilendebragte gik han alter hjem og bankede paa hendes Dør . „ Kom ind ! “ lød Christines klare Slemme indefra . „ Christensen aabnede Døren og traadte over dens Tærskel ind i det lille , men nette og reenlige Kammer , — dets Beboerinde sad grædende ved sit Arbeide . „ Undskyld al jeg forstyrrer Dem , “ sagde Christensen , „ men det er i Anledning af vor Samtale raftes , at jeg tillader mig at besøge Dem , — men hvad er der nu hændet ? De har jo grædt . “ „ O , del har intet at betyde , “ svarede Chrisfine , idet hun tørrede sine Øine , „ det er af Harme at jeg græder , for lidt siden var Viseværten her og sagde at jeg skulde flytte den Iste ; da jeg vilde have Grunden at vide hvorfor , blev han næsten brutal og sagde , at han ikke vilde have letfærdige Fruentimmer skulde boe i dette Huus ; jeg forlangte naturligviis en Forklaring over hans Ord , men det forøgede kun endnu mere hans Heftighed ; han lod en heel Deel upassende Yttringer falde , og endte til Slutning med at sige : De kan gjerne tage deres Elsker , den gale Musikus med , thi jeg ønsker ikke flere Skandaler af den Slags som der blev leveret i Aftes , og dermed gik han . “ Christensen foer op . „ Det Fandens Menneske , som forfulgte Dem iaftes , har naturligviis lavet Historien for at skippe vel herfra ! “ sagde han , „ men jeg skal nok faae en Forklaring af ham , thi jeg har bidt nøie Mærke i ham , — det skal ikke gaae saaledes af . I Henseende til at skytte , da er det vel det Bedste , jeg selv agter ikke at blive her længere ; men vær De forøvrigt ganske rolig , De har fra nu af en Beskyfter i mig , som ikke skal svigte Dem ; De behøver ikke at frygte for nogetsomhelsf fra min Side , thi jeg er gift og har næsten voxne Børn , eiheller skal jeg , hverken i minOpførsel eller paa nogensomhelst anden Maade fræde Dem for nær . Vil De betrø Dem til mig , da skal jeg som en sand Ven staae Dem bi i Raad og Daad . Han udstrakte sin Haand imod hende , som hun rørt modtog . For det Første , “ vedblev han , „ skal jeg i Eftermiddag gaae ud og see efter et andet Værelse til Dem , hvor jeg vil haabe at Klaffertungerne ikke skal kunne naae Dem , — hvem veed , den Tid ligger maaskee ikke saa fjern at jeg kan tilbyde Dem et Asyl hos min Familie ; skulde det skee , da vil jeg intet love , men De skal da see at jeg vil holde ; nu tvinger Forholdene mig til at være taus , jeg har , som De iaftes bemærkede , ogsaa min Roman , men jeg haaber med Guds Hjælp at Opløsningen paa Knuden ikke skal vare længe . “ Da Christensen omtrent en Time efter forlod hende , gik han ud for at see paa Leiligheder , og snart havde han paa en af Broerne fundet to Værelser som han leiede , de vare ikke i samme Huus , men dog ikke mange Steder fjernede fra hinanden . Den Iste kom , og Christensen og hans Protege flyttede . Huusbeboerne fulgte deres Fraflytning med et skadefro Smiil . De sagde , idet de smaaleende stak Hovederne sammen : „ Der flytter den gamle Musikus med sin unge Kjæreste ! “ Ned Kamp og Kamp Naturen kun bestaaer , Der er en Sind ar Kraft , ved egne Kræfter , Den leger mod et Maal , som ei den sclr forstaaer Og ubevidst boer Skabning rolger efter . Haderslev var bleven besat af Fjenden , og de fleste dansksindede som nogenlunde saae dem istand dertil , bavde forladt Byen , blandt de Bortrejste vare Kjøbmand Nielsen og hans unge Kone samt hans Onkel , som Renard nu stadigen blev kaldet . Bang og Adolf vare imidlertid blevne tilbage , da han ikke godt kunde overlade sin Boutik og sit Varelager i Fremmedes Hænder . Renard var meget glad ved at Emilie og Theodor reiste til Kjøbenhavn , thi i det unge LEgtepars Hjem hos Bang , havde han aldrig kunnet faae Leilighed til at erholde sit ivrigste Ønske opfyldt i Henseende til at magnetisere Emilie ; hvergang han tidligere havde henvendt sig til Theodor med Anmodning derom , havde denne altid paa en snild Maade forstaaet . at dreie Talen hen paa noget andet , saa det for det meste endte alt andet end Renards egentlige Udgangspunkt . LErgerlig , saavel paa sig selv som paa Theodor , besluttede han sig til næste Gang ikke at lade ham flippe , før han havde hans bestemte Løfte . „ Han snoer sig fra mig som han var en Aal , “ sagde han til sig selv , „ jeg kan selv mærke jeg bebpnder at blive gammel , det skulde ikke have værst i forrige Dage , saa skulde jeg øieblikkelig have viist at sætte min Villie igjennem , men min tidligere Energi og Snarraadighed er nu næsten forsvunden . Theodor mener nu , at have naaet det Maal han har stræbt efter , og troer at besinde sig paa Lykkens Tinde , hvorfra han med sin sædvanlige Letsindighed imidlertid snart selv vil nedstyrte sig ; han er nu kjed af mig og vil helst være mig kvit , men det skal ikke lykkes ham , før jeg veed , hvad jeg vil vide , — hvis han skulde forsøge naa noget voldsomt Middel imod mig for at faae mig fjernet , saa maa han falde tilligemed mig , vi Ts , vi ere uadskillelige . “ Theodor tænkte paa sin Side ikke paa noget mindre , end at forgive Renard saasnart som han kunde finde nogen Leilighed ; ved Udøvelsen af sine mange Forbrydelser var han bleven saa forhærdet at et Menneskeliv mere eller mindre , det var ham det samme , han levede kun for sit eget Jeg . „ Renard er mig til Uleilighed , “ tænkte han , „ og derfor maa jeg rydde ham afveien ; jeg er jo aldeles priisgivet til dette Menneske , naar han vil kan han angive mig , og jeg vil ikke skippe derfra med Livet , — nei , der er ikke nogen anden Udvei , han maa døe , ellers var han maaskee istand til at dræbe mig . “ Imod Emilie var Theodor kun lutter Opmærksomhed og Ømhed , men hun lod aldeles ikke til at paaskjønne det , alt det som hendes Mand gjorde for hende modtog hun med en komplet Ligegyldighed ; det var som om det skulde være saaledes , naar Theodor nærmede sig hende mere end almindeligt , tilkastede hun ham kun et Blik fuldt af Fortørnelse og Kulde , og det var mere end nok til at holde denne ellers saa vilde Karakteer iave . Theodor led Kvaler som en Fordømt ; han elskede sin Kone , det vil sige paa den Maade som han kunde elske ; han var gift , og havde efter sit Giftermaal ikke nydt en LEgtemands Rettigheder , og han turde intet fordre ; hvergang han gjorde et Forsøg paa at gribe Emilies Haand , saae hun blot paa ham med sit klare , men isnende Blik , og han trak sig aldeles behersket tilbage . Emilie havde den samme Magt over ham , som Dyrtæmmeren har over Dyret ; nu var det Offeret , der sig selv ubevidst tyranniserede Bødelen . Saaledes stode Sagerne da Reisen til Kjøbenhavn skeete . I el smukt Sted ved Nørrevold , paa en første Sal , boede Theodor med sin unge Kone ; Nenard havde leiet sig et Værelse paa Vestergade . Emilie havde som fortalt , allerede tidligere før været længe i Kjøbenhavn , og havde som en Følge deraf endeel Bekjendte , som hun nu besøgte . Om Walther spurgte hun aldrig , men tænkte desto mere paa ham . Engang hørte hun fortælle , at han skulde være bleven haardt saaret ved Fredericia , hun vovede ikke at spørge videre , men kastede sig hovedkulds ind i alle de Fornøielser , som den største By i hele Kongeriget har saa stor en Overflødighed af . Det var ligesom hun i de kjøbte Glæders Tummel , vilde søge Forglemmelse for den Sorg der pinte hendes Hjerte . Tilsyneladende følte hun sig lykkelig , — men var hun det ogsaa i Virkeligheden ? Det var Morgen efter et Bal , hvortil Emilie tilligemed sin Mand havde været ; hun havde næsten dandset uafbrudt , medens Theodor , der ikke yndede denne Fornøielse , havde søgt til et Spillebord ; af og til havde han seet ind i Salen og hvergang havde hans Blik truffet Emilie dandsende ; med Uvillie stirrede han efter hende idet han mumlede - Paa Rov 20 „ Blot hun kan holde det ud , jeg frygter næsten for at dersom hun bliver saaledes ved , saa vil det ikke vare længe før hun mister sin Helbred ; — det er allerede det tredie Bal som hun er til i denne Uge , og vi har først Torsdag , — og som om det havde været Emilie der havde bedraget ham , og ikke omvendt — tilføiede han : „ Hnn har taget mig godt ved Næsen ; jeg troede at jeg giftede j mig med en aandrig , ung Pige , og saa er det kun en ganske almindelig sjælesløs Dandsegaas , der kun lever og aander for Fornøielser . “ Og ærgerlig gik han tilbage til sit Spillebord . Den næste Morgen finde vi Emilie som havde henslængt sig paa en Sopha i Dagligstuen , hvor hun i en halvt liggende Stilling hvilede sig ; det blege Ansigt med de store blaa Ringe om Øinene , tydede ikke alene paa en søvnløs tilbragt Nat , men tillige paa en stor Mathed ; hun læste med en kummerfuld Mine et gammelt forkrøllet Brev , som hun imidlertid hurtigt skjulte , da Theodor , efterat have banket paa Døren traadte ind . „ Hvorledes har Du det , min Kjære ? “ spurgte han . „ Tak , godt ! “ var det korte Svar . „ Du har det dog vist ikke rigtig godt , efter dit Udseende at dømme idetmindste , Du seer noget 235 inat ud ; — ja . Du fager vel ikke til Bal hos Kammerraadens iaften ? “ » In , jeg beder meget om Forladelse , men det har jeg rigtignok stærkt isinde . “ „ Hør Emilie , det skulde Du lade være , Du ødelægger Dig aldeles med din Dandselyst , Du nyder den ikke med Maade , men deler en formelig Jagen efter Fornøielser , og bliver Du ved paa den Maade , forvolder Du mig den Sorg at lægge Dig i en altfor tidlig Grav . “ Emilie reiste sig halvt op og stirrede med et hadefuldt Blik paa sin Mand . „ En altfor tidlig Grav ! “ gjentog hun , „ o ja , Du kan have Net , men hvem siger Dig at det ikke ogsaa er den jeg søger ? Lad det kun nu komme til en Forklaring imellem os , thi det erdet som jeg længe har ønsket ; mine glade Forhaabninger , ja hele mit Liv er ødelagt , og hvem har tilintetgjort Alt for mig ? Det harDu ! med Snedighed og Midler som jeg ikke kjender , HarDu vidst af indtage min Fader for Dig ; Du har hyklet en Kjærlighed for mig , som Du aldrig har følt , thi Du veed ikke hvad Kjærlighed er , Du kjender kun Elskov ! ved nedrig Bagvaskelse har Du fældet den Mand som Du vidste jeg havde kjær , Du har ikke alene tilintetgjort hans Lykke , af han af Fortvivlelse maaskee har ladet sig dræbe , men Du har tillige gjort mig til en Meene dorske . “ „ Men Emilie dog ! -- -- -- -- - “ „ Tie stille ! nu vil jeg tale for af Du kan erfare af jeg kjender Dig ; aldrig skal jeg glemme det Blik , der mødte mig fra den arme Forsmaaede , da jeg gik ud fra Kirken , efter af have svoret Dig Troskab ved dens hellige Alter , idet jeg derved troede af redde min Fader fra den Fallit som kun har existeret i din løgnagtige Mund . Du har stjaalet min Fred og min Ro og gjort mig ulykkelig ; men til Gjengjæld sværger jeg Dig til af jeg ogsaa skal pine og plage Dig saalænge som jeg er ilive ; jeg har fat mig et Maal , og det skal jeg nok naae , — Du kjender ikke en Kvindes Hævn , men Du « skal lære den at kjende . O , vi Fruentimmer ere slangt mere grummere end som Nogen troer ; tidlig , og silde skal jeg som en nagende Orm gnave paa dit Hjerte , jeg har fundet din svage Side , og jeg skal ogsaa vide at benytte mig deraf . Du er forfængelig , og det er igjennem din Forfængelighed at jeg vil fælde Dig . “ Theodor aandede lettere ; thi i Begyndelsen af Emilies Tale , havde han følt sin Strube ligesom blive sammensnøret af Angst ; han frygtede for at han skulde være bleven røbet og at Emilie skulde kjende hans Hemmelighed , at han maaskee var bleven forraadt af Nenard ; men denne Frygt , den var nn forsvunden , — hans Kone vidste ikke mere end hvad Alverden maatte vide . Han hyklede en bedrøvet Mine , og sagde : „ Men hvad gaaer der dog af Dig , min Kjære ? jeg kjender Dig ikke igjen , Du maa være syg og have Feber , siden Du taler saaledes til mig , thi paa anden Maade kan jeg ikke forklare mig dine Udtalelser imod mig ; kom , lad mig føle din Puls . “ „ Rør mig ikke ! “ raabte Emilie , idet hun ligesom stukket af en Slangs foer op fra Sophaen , da Theodor nærmede sig hende . „ Det er forgjæves at Du lader som Du ikke forstaaer mig , jeg har gjennemskuet Dig , — og den eneste Maade hvorpaa Du endnu kan faae nogenlunde Fred , det er , at Du lader mig tumle mig saaledes som jeg selv lyster , jeg vil more mig , ja , jeg vil saagar dersom det skulde falde mig ind , have Elskere , jeg vil — „ Naa , saa det vil Du ! “ raabte Theodor , hvis Harme begyndte at bryde frem . „ Men det sætter jeg mig imod , hvorfor troer Du , at jeg er din Mand og LEgteherre ? — Troer Du , at jeg er det for at Du skal tilsidesætte alle de Pligter som Du er mig skyldig , saa tager Du feil ! — Du vil have Elskere , siger Du , det er altsaa for at give Fremmede det , som Du nægter mig , men ved Guderne , det skal jeg sorpurre , ves den , som Du kaster dine Øine paa , ham skal jeg dræbe , om jeg saa skal miste mit eget Liv derfor . “ „ Spar dine store Ord , “ sagde Emilie med Kulde . „ Jeg kjender Dig tilstrækkeligt til at vide at Du er feig , imod en Qvinde kan Du maaskee være modig nok , men hvis Du kommer til at staae lige over for en Mand , da tør Du ikke vove at byde ham det mindste , træder han op med Bestemthed lige over for Dig , vil Du nok i Hast bruge Harens Gevær . “ „ Saa det troer Du ! “ raabte Theodor ude af sig selv . „ Tag Dig iagt , Emilie , tir mig ikke ! Du veed ikke hvad jeg er istand til , naar jeg bliver vred — og jeg vil . . . . “ „ Maaskee slaae mig ! “ afbrød hun ham . „ Bærsaagod , slaae til , det var ikke mere end jeg ventede , jeg maae jo være forberedt paa alt ; men een Ting vil jeg forud sige Dig , at ved det første Slag der falder fra din Haand saa vil jeg dræbe Dig ! “ Theodor lod den opløftede Haand fynke , og foer forfærdet tilbage . Det var den anden Qvinde , der truede ham paa Livet . Emilie stod trodsig lige over for ham . „ Naa , hvorfor slaaer Du mig ikke ? “ sagde hun . „ Jeg venter paa at Du skal gjøre Alvor af din Trudsel , men selv dertil er Du for feig , — jeg foragter Dig ! “ Og den ulykkelige og ophidsede Qvinde gik rask ind i sit Soveværelse og aflaasede sin Dør . Da hun var kommet derind og blevet ene , var alt hendes fremkunstlede Mod forsvundet , hun sank hulkende om paa Sengen og udbrød : „ Gud , min Gud ! giv mig Kraft til at stride den Kamp , som sorestestaaer , er denne Mand en Forbryder , da lad mig blive det straffende Redskab i din Haand ; feiler jeg , ved endnu at elske Valther min første og eneste Kjærlighed , da tilgiv mig , og giv mig intet slørre Kors at bære , end jeg er istand til . “ Da Theodor var bleven ene , stod han en Tid lang aldeles tilintetgjort , ved Tanken om en hvis Magueritta , som engang havde gjort et Forsøg paa at dræbe ham . Derpaa forlod han hurtigt Værelset , og ilede ud i den friske Luft , noget efter gik han over paa Volden og stirrede med længselsfulde , næsten frygtsomme , Blikke over mod sit nu saa glædesløse Hjem . — Straffen begyndte . Omtrendt et Qvarteer efter det som nys var passeret kom Nenard . Han bankede paa , og da der intet Svar paafulgte , traadte han rask ind i Theodors Værelse . „ Theodor kommer vel snart , han kan ikke være langt borte , isærdeleShed da Dørene ere aabne , “ tænkte han og tog Plads i Sophaen . Lidt efter hørte han Emilies Hulken , som lød ind til ham fra hendes Soveværelse . „ Ah ! der har formodentlig været en lille huslig Scene , “ fortsatte han sin Tankegang . „ Theodor er og bliver sig selv dog bestandig liig , istedetfor at sfjøune paa det Held han har havt og blive fornuftig , skal han altid lægge sig i Strid med sine Omgivelser , hans vilde Charakteer fornægter sig aldrig , jeg er dog den eneste som nogenlunde kan holde ham i Tømme ! “ Emilies Graad vedblev at lyde ind til Renard , ja , han hørte endogsaa afbrudte Sætninger , som : „ Skulde han være en Forbryder ! — min Fader , — Adolf og Walther ! — Hele mit Liv er forspildt ! “ Der opstod en Tanke hos Renard . „ Hvis jeg forsøgte paa at magnetisere hende , nu da Leiligheden gives dertil , saa kunde jeg maaskee naae at faae mit Ønske opfyldt ! “ sagde han . . i » — » — - . . « til sig selv , „ jeg troer jeg vil forsøge det ! jeg har ' hørt , at dem , der ere meget modtagelige derfor , paa , dem kan det virke selv igjennem Mure , Forhindrin- , ger og Afstand , skal ikke være istand til at kunne , hæmme denne vidunderlige Magt , — lad os da , forsøge det . “ Han listede sig hen til den yderste Dør og aflaasede den omhyggeligt , derpaa gik han sagte tilbage henimod den Dør , hvor Graaden lød indenfor . Med Øinene slivt heftede derpaa og med udstrakte Arme begyndte han sine Manipulationer . Lidt ester blev alt stille derinde . Derpaa hørte han en let Støi som om Noget , der modstræbende blev slæbt hen ad Gulvet . En Haand tog fat i Dørlaasen . „ Hun kommer , det er lykkedes ! “ jublede Renard i sit Indre , og lod Armene synke . Pludselig blev Alt atter stille . „ Fordømt ! “ udbrød han , da han opdagede det , „ jeg har forglemt mig selv , Kraften er ophørt med at virke og Skylden dertil er min egen Tankeløshed ; nu maa jeg begynde forfra igjen . “ Og Renard begyndte alter sine Manipulationer . Virkningen udeblev heller ikke ret længe ; Døren blev aabnet og ud af denne traadte Emilie Paa Rov . 21 med langsomme og asmaalte Skridt , som om hun kun var en Maskine der blev sat i Bevægelse af indre skjult Kraft ; hendes Øine vare slive og glandsløse samt hele Ansigtet havde antaget et stivt og ubevægeligt Udtryk ; kort sagt , hun lignede en fuldstændig Automat . Da Renard saae hende , trak han sig med Hænderne stadigt udstrakte imod Emilie , et Par Skridt tilbage . Hun fulgte ham ligesom mekanisk indtil hun var kommet midt i Stuen ; her standsede hun . „ Hvad vil Du ? — jeg venter ! “ sagde hun med en næsten klangløs Stemme , og opspilede Øinene . „ De er altsaa rede til at lyde mig ? “ spurgte han „ Jeg nødes jo dertil , Tilfældet eller Skjæbnen har givet Dig Magt over mig ; benyt Dig nu deraf , medens det er Tid , snart bliver det forsilde ! “ „ Vil Theodor maaskee komme og forstyrre os ? “ „ Nei ! han har for Øieblikket Tanke for alt andet , “ „ Hvad tænker han da paa , — kan De see hans Tanker ? “ „ Ja . “ „ Siig mig dem , “ „ Nuvel da , han tænker paa mig , og er for førsteGang ulykkelig i Ordets egentlige Betydning ; men see nu forandrer hans Tankegang sig , nu er det Dig som han hader og i sit Hjerte forbander , han giver Dig Skyld for alle sine Forbrydelser , i sit blinde Selvforsvar troer han at dersom Du ikke havde været , saa var han blevet et bedre Menneske ; han pønser paa , — han — han vil forgive Dig/ hans Medskyldige ! “ Renard foer forskrækket tilbage , men han fattede sig snart og spurgte videre : „ Vil det lykkes ham ? “ „ Nei ! Snaren vil vende sig imod ham selv . “ „ Kan De see det Tilkommende ? “ „ Tildeels , ja ! men det er ikke godt for nogen Dødelig at kjende ; thi dersom Nogen vidste hvad der vilde skee , vilde Enhver gjøre alt muligt for at forhindre det Ubehagelige , og derved vilde de kun fremskynde det ; hvad Skjæbnen forud har bestemt , det staaer ikke til at ændre ! “ „ Kan et Menneske da ikke tildeels raade over sin egen Skjæbne ? “ „ Nei , vi ere alle Forsynets Børn ; det er kun det der benytter os til at tilbagelægge den Bane , hvorpaa det har sat os , det evige Øiemed har forbeholdt sig det selv . Naturens uopløselige Gaade bestaaer kun i Kampen med sit eget Jeg . “ „ Jeg forstaaer Dem ikke , forklar Dem dog tydeligere . “ „ Dæt kan jeg ikke , thi jeg færstaaer mig ikke lselv ; den Magt , som tvinger mig til af tale , vil Aartusinder ikke være istand til atudgrandske ; den rastløse Videbegjærlighed vil standse herved , ligesom Theologen standser ved Døden . “ „ Hvad er Døden ? “ spurgte den dristige Renard , „ og hvad følger der efter dette Liv ? “ „ Spørg mig ikke derom , “ sagde Emilie , idet der viste sig et smertefuldt Træk ved hendes Mund , „ hvis det kjendtes , da vilde Tanken svimle derved ; den Eviges Hemmeligheder kan ikke røbes , i det Øieblik jeg med formastelig Seekraft vilde vove af sfue længere frem , da vilde jeg ikke faae udtalt Ordet før det jordiske Liv var udskukt , og Du alligevel intet faae af vide ; spørg mig om alt andet , kun ikke om dette . “ Renard gav sig til af tænke efter ; derpaa sagde han : „ Kan De see mine Tanker ? “ „ Hvad beskjæftiger Dem meest for Tiden ? “ „ Dæt er Tanken om din Søn , hvortil der knytter sig endeel Samvittighedsnag fra din Side , thi omendskjøndt Du er bleven forhærdet ved dine mange Forbrydelser , saa har Naturen dog givet Dig et Faderhjertes Følelser . Du har kjæmpet idet Du har troet , at kunde frigjøre Dig derfor , men det er ikke lykkedes ; naar Du har vaandet Dig paa dit søvnløse Leie om Nætterne , er Du idelig kommet tilbage til : hvor er mit Barn ! — vil jeg nogensinde gjensee ham ? og under hvilke Forhold ? — Du er i Besiddelse af Penge , mange Penge som Du har erhvervet Dig , alle paa en ulovlig Maade , Du har puget dem sammen med en Gjerrigs Gridskhed , ikke til Dig selv , for Du er gammel , og er klog nok til at indsee at Du ingen Nytte vil faae af dem , det er kun til ham , til din Søn at Du har sparet ; naar Du træffer ham , da er din Hensigt at vilde give ham alt dit Guld , hvorved der endogsaa klæber Blod , Du vil sige til ham : „ Alt dette er Disk naar Du blot engang vil kalde mig Fader ! “ „ Drømmer jeg ! eller bliver jeg vanvittig ! “ udbrød Renard , „ selv mine skjulteste Tanker bliver igjennem Magnetismens Mysterier afslørede for mig , — paa denne Maade tvinges jeg jo til at troe paa det Forsyn , . hvis Tilstedeværelse jeg stadigen . har benægtel . “ „ Tvivlen vil straffe sig selv ! “ udbrød Emilie , „ Før jeg endnu tør eller kan tro , saa sig mig , hvad hedder min Søn ? kun et af hans Navne og jeg vil være tilfreds . “ Emilie stirrede ud i det tomme Rum , som om hun søgte efter Noget hun ikke kunde opdage ; endelig sagde hun med synlig Anstrengelse : „ Han hedder Axel ! “ „ Vil jeg træffe ham ? “ spurgte Renard med LEngsielfe . „ Ja , men ikke under de Forhold , der vilde være gunstige for Dig ! men væk mig , thi jeg er træt . “ „ Det skal jeg , “ svarede Renard , „ men sig mig først , om min Søn vil kjendes ved mig , og hvor jeg skal finde ham . “ „ Det kan jeg ikke nu , da jeg er for træt dertil , Du har allerede holdt mig for længe i denne Tilstand , — hvis Du spørger mig mere , vil jeg ikke kunne svare Dig . “ Men det var Nenard altfor magtpaaliggende , at faae at vide hvor hans Søn var , til at han vilde ophøre med at udspørge Emilie ; han sagde derfor : „ Hvor er min Søn ? “ „ Bæk mig ! “ „ Hvor er min Søn ? — jeg vil at De skal sige det/selv om De skal døe derved . “ Emilies Øine lukkede sig og hendes Ansigt blev purpurrødt af den sjælelige Anstrengelse , en ligesom rallende Lyd trængte sig frem fra hendes Bryst , men ikke et Ord kom over hendes Læber . “ „ Naa , bliver det til Noget ! “ raabte Renard befalende , „ jeg vil det ! Hvor skal jeg søge min Søn ? “ „ Tilfældet vil — lede — dine Skridt ! “ stammede Emilie , idet en Blodstrøm banede sig Vei ud af hendes Mund , og hun styrtede om paa Gulvet som ramt af et Slagtilfælde . „ Jeg har været for ivrig , “ tænkte Nenard , idet han bar hende hen paa Sophaen , „ nu er hun maaskee istand til at dø , og jeg vil være lige nær , men lad os være forsigtige , maaskee kan hun endnu reddes , han lagde hende forsigtig fra sig , gik hen og aabnede Døren , derpaa manipulerede han i den modsatte Retning , som tidligere og udtalte Magnetiseurens begyndte : „ Vaagn . “ Men det lod ikke til , at det dennegang vilde hjælpe ; thi Emilie var , og blev bevidstløs . Renard kaldle paa Pigen og sagde : „ Jeg er kommet i dette Øieblik for at tale med din Herre , men da jeg aabnede Døren , fandt jeg din Frue besvimet og badet i Blod ; bliv hos hende , jeg vil imidlertid gaae ind fil den unge Læge , som boer her i Huset ved Siden af . “ Og Nenard skyndte sig ned ad Trapperne og ind i det næste Huus , hvor han ogsaa var saa heldig , strax at træffe den han søgte . Lægen viste sig øieblikkelig beredvillig fil at følge ham ; da han saae Emilie , erklærede han , uden Betænkning , at hun i Forbindelse med Blodslyrtning led af et stærkt Krampeanfald . At det var en sjælelig Overanstrengelse , der havde virket skadelig paa Legemet , det faldt ham ! kke et Øieblik ind at tro paa , men hvor skulde han vel ogsaa faae den Tanke fra , da den moderne Lægevidenskab aldeles forkaster Magnetismen , og ligefrem stempler den som — Humbug . Da Nenard havde været noget tilstede ved de forskjellige Oplivningsforsøg som bleve gjorte uden noget Resultat , gik han , og jo mere han fjernede sig , desmere kom Emilie atter tilbage i den normale Tilstand . Ten unge Læge tilskrev sin Conduite Skylden fil hendes tilbagevendende Bevidsthed . Da Emilie atter havde faaet sin Samling , følte hun sig fuldkommen vel , kun var hun meget mat , men det tilskrev hun Blodtabet at være Skyld i . Denne Asten kom hun ikke paa Bal , men maatte holde Sengen . Det er paa Tiden at vi følger Theodor , vi forlode ham sidst , da han gik paa Volden og stirrede over til sine egne Vinduer ; bekymret som han var , vidste han ikke hvor han gik , og sig selv uafvidende , gik han ud af Nørreport , indtil han naaede Assisientskirkegaard ; her gikhan ind og læste med den største Opmærksomhed Jndskribtionerne paa alle de Gravsleder som han kom forbi ; som vore Læsere har gjættet , havde han ingen Anelse om hvad han fortog sig , idet hans Tanker vare ganske andre Steder . Da det var en smuk Eftermiddag , saa havde Christensen i Forbindelse med Christine ogsaa foretaget dem en lille Spadserertour , og ligeledes valgt Kirkegaarden til deres Promovering . Christensen havde nu betroet sin Protage sit rette Navn samt Aarsagen til at han skjulte det . „ Jeg har været en god Nar at jeg har ladet mig skræmme af tomme Ord , “ sagde han , „ men da jeg saae mit kjære Huus gaae op i Flammer , da blev jeg for Alvor bange , thi den der kan brænde et Hus af og myrde et Menneske , han kan gjøre mere end det ; forresten har maaskee alt vendt sig til det Bedste , var jeg blevet i Tønder , saa havde maaskee ikke alene mit smule Bohave været spoleret , men mit , saavel som min Kone og mine Børns Liv havde været udsat for Fare . “ „ De fortalte mig , at De blev advaret betids af denne North , som De ansaae for at være død , “ sagde Chrisfine . „ Men hvilken Hensigt kan han vel have havt dermed , det kan jeg ikke forstaae , uden det skulde have været reen Menneskekjærlighed der har bevæget ham dertil ; og hvorledes er han kommet til Kundskab om deres Fjendes Planer , Dem angaaende ? “ „ Det maa Himlen vide , men at han kjendte dem , det saae jeg altfor tydelige Beviser paa , han har formodentlig villet hævne sig paa den , der havde gjort Forsøg paa at berøve ham Livet . — Men , saasandt som jeg lever , det er jo ham der staaer ! “ raabte Christensen , der fik Øie paa Theodor , der var ivrigt i Begreb med at læse Indskriffen paa et Gravkors . „ Hvem ? “ spurgte Chrisfine , og fulgte Retningen af hans Øine , indtil hun opdage den læsende Skikkelse . „ Det er North , vent et Øieblik , jeg maa tale et Par Ord med ham i Eenrum , “ sagde Christensen og slap hendes Arm , han gik nu hen til Theodor og hilste ham , sigende : „ Goddag , Herr North , undskyld , hvis jeg forstyrrer Dem , men det er mig meget magtpaaliggende at erholde en Samtals med Dem . “ „ Hvem er De , og hvad vil De mig ? “ spurgte Theodor mørk , idet han pludselig foer op af sine Drømmerier . „ Herregud , kjender De mig ikke mere ! “ udbrød Christensen forbauset . „ Jeg er jo den som De saa venligt advarede i Tønder , uden Dem vilde jeg nu kun have været et Liig . — Jeg har fulgt deres Raad , og venter nu med Længsel paa at jeg atter kan samles med min Familie , naar troer De det kan skee ? “ „ Det veed jeg ikke , “ svarede Theodor aldeles fraværende . „ Hvorledes har Bruun det ? “ spurgte Christensen videre . „ Jeg har hørt , at han skal være meget syg ; maaskee det er Samvittigheden , som endelig engang har siaaet ham — troer De ikke , Herr Norlh ? “ „ Hvorfor kalder De mig Nonh ? I Djævelens Skind og Been , jeg hedder ikke North , men Nielsen , og hvad kommer deres Bruun og Familie mig ved , reis De til deres Hjemstavn saa meget som De vil , det bryder jeg mig ikke om , skaf mig blot min Kones Kjærlighed , det er det , hvad jeg trænger til , Nenards Skurkestreger , dem maae han selv svare for . “ Theodor havde pludseligt faaet momentalt Vanvid ; den Spænding , som han , siden Mordet paa Gaardmanden , havde gaaet i , havde i Forbindelse med den sidste Scene med Emilie omtaaget hans Hjerne , saa af han ikke vidste hvad han selg sagde . „ Tager jeg feil , “ tænkte Christensen , „ det er umuligt , Billedet af den Mand , som advarede mig , er alt for dybt præget i min Hukommelse til af jeg skulde forvexle det med en anden , men hvad kan dei være , denne Mand seer mig saa forstyrret ud ; skulde han maaskee ogsaa være et Offer for andres Ondskab ? “ og høit vedblev han : „ Men , kjære Herre , erindrer De mig ikke mere , De kom jo hjem til mig og underrettede mig om , af mit stakkels Hus skulde afbrændes , samt , af man tragtede mig efter Livet , det var Bruun , som — „ Rigtig ! det var Bruun , Renard brød ind til og ved samme Leilighed fik han foi i den Dagbog som den fordrukne Viinhandler skrev om sig selv , “ afbrød Theodor ham , idet han tog sig til Panden ligesom for at samle sin Erindring . „ Nu husker jeg det , Renard , den gamle Skurk , forandrede øieblikkelig sin Taktisk istedetfor at stjæle Penge , stak han kun Bogen til sig , og spekulerede derefter i Viinhandlerens Overtro , mig lod han spille Djævel , men Pengene fik vi da ; — men Musikanten og hans Familie maatte stikke af , da vi for at lave lidt Knald-Effekf for Bruun blev nødsaget til at svie Kassen ask hvori den anden boede , tog vi et Liig fra Kirkegaarden , som vi laae op under Hanebjælken ; paa den Maade gjorde vi Nar af Forbryderen . — Men skaf mig Emilies Kjærlighed , thi ellers har jeg ikke mere at leve for . Christensen vidste ikke hvad han skulde tænke om denne forvirrede Tale . Han var overbeviist om at det var North der stod for ham , hans Astringer om Tønder og Minhandleren , gjorde , at der samtidigt gik et Lys op for ham , han indsaae , at han var bedragen . „ Denne Mand maae have mistet sin Forstand , “ sagde han til sig selv . „ Det er klart , at jeg har været Offer for et Bedrageri , lad mig da see , at drage den slørst mulige Nytte af den Tilstand , hvori han besinder sig , “ og høit vedblev han , idet han lod som han gik ind paa Theodors Idee , „ Deres Kone har altsaa bedraget Dem , min stakkels Ven ? “ „ Hvem siger det ! “ raabte Theodor vred . „ Vov at gjentage det , og jeg knuser Hovedet paa Dig , Emilie har aldrig bedraget mig , hun kjender ikke til Falskhed , som denne gamle Skurk , denne Renard , det er mig der har bedraget hende , tilligemed saa mange andre , hun troede at opoffrs sig for sin gamle Fader ved at ægte mig , hun sagde mig ligeud at hun ikke elskede mig , men nu har alias Fischer sagt hende hvem jeg er , og derfor hader hun mig , og jeg er fordømt til at elske hende ! -- - Hør Du , “ vedblev han fortroligt , idet han tog Christensen under Armen og trak ham nogle Skridt med sig . „ Jeg har aldrig været ærlig , hele mit Liv har kun været en eneste stor Løgn , men nu kommer Nemesis , som Grækerne kalde Gjengjældelsen for ; men jeg vil snarere kalde det for Angeren , — men troer Du virkelig at der skulde være en Gud til ? “ „ Tvivl aldrig derpaa ! “ svarede Christensen med en Troendes Overbeviisning . „ Saa er jeg fortabt for Tid og Evighed ! “ raabte Theodor gysende , han bedækkede sit Ansigt med begge sine Hænder , og gav sig til at hulke lydeligt . Det gjorde Christensen ondt , at see denne unge og stærke Mand saa nedslaaet . Han søgte derfor at trøste ham , saa godt som det stod i hans Magt . „ Det er vel ikke saa slemt , som de forestiller Dem ! “ sagde han . „ Alt kan jo blive godt endnu . “ „ Men de Døde vender ikke mere tilbage , “ afbrød Theodor . „ Hør , jeg vil betroe Dig noget , det var mig , som dræbte Gardisten i Paris . Gaardmanden slog jeg ogsaa ihjel , men det var kun fordi at han overfaldt mig . — Men hvad var saa det , som Du vilde vide ? “ Christensen greb Øieblikket . „ Kan jeg uden Fare antage mit rette Navn , og atter samles med min Familie , uden at der paany vil blive gjort Mordattentat paa mig eller mine ? “ spurgte han . Theodor tænkte sig om , idet han med en Gals Vigtighed lagde Fingeren paa Næsen , ligesom han grundede . Efter et lille Ophold sagde han : „ Ved at reise hjem nu ville Du maaskee udsætte Dig for Fare . Bliv før hvor Du er , og faae din Familie herover , hvis Du ingen Penge har , saa skal jeg laane Dig nogle , — see her ! “ vedblev han , idet han tog en Tegnebog frem og rakte Christensen den . „ Der har Du 500 Ndl . , dem kan Du beholde paa ti Aar uden Renter , hvor jeg har faaet dem fra , det kommer ikke Dig ved , brug dem bare , hvis jeg om de ti Aar er død , saa kan Du give mig en Krands og see til min Grav , Du bliver da den eneste . — Farvel og hils Emilie , jeg boer ved —vold Nr . * . “ Derpaa forlod han Christensen med raske Skridt , og da han kom til Christine hilste han hende ærbødigt og forsvandt . „ Det var dog et besynderligt Møde , “ sagde Musikeren til Christine , da de vare blevne ene . „ Dersom jeg ikke havde Tegnebogen i min Haand , saa vilde jeg have ansæet det hele for en Drøm , men ikke destomindre vil jeg imorgen gaae hjem til ham , hele hans Opførsel forekom mig , at være meget besynderlig . Theodor gik ud af Kirkegaarden , ned af Broen og dreiede om tilhøire af den saakaldte Blaagaardsgade . Da han var kommen til Aaen stod han tvivlraadig ligesom han ikke vidste , hvad han skulde foretage sig , Aaen var belagt med et tyndt Lag Iis . Pludseligt gik Theodor rask ud paa Isen . „ Tag Dem iagt ! Isen kan ikke bære , De vil falde igjennem ! “ raabte nogle Stemmer ud til ham . — Theodor hørte ikke , men gik videre . „ Er han døv , gal , eller vil han tage Livet af sig ! “ vedblev en af Stemmerne . „ Gaa tilbage imedens det endnu er Tid , fire Skridt endnu , og De vil drukne . “ Theodor vedblev at gaae fremad . Med et Brag bristede det tynde Jisdække og han forsvandt derunder . Fra Land blev der øieblikkeligt gjort alt muligt for at forhindre ham fra at drukne , og efter et Qvarteers Anstrengelser lykkedes det endelig at faae det tilsyneladende livløse Legeme trukket op af det kolde Bad . Han blev derpaa baaret ind paa Ladegaarden hvor de almindelige Oplivningsforsøg bleve anvendte , de lykkedes ogsaa ; thi efter en halv Times uafbrudt Behandling , viste der sig de første Spor til et tilbagevendende Liv . „ Lad os blot ikke tabe Modet , “ sagde den tilsledeværende Læge . „ Nu har jeg et sikkert Haab om hans Helbredelse . — Gud maa vide hvem det er , han er godt klædt , det maa være Uforsigtighed der har faaet ham til at vove sig ud paa den tynde Iis . Paa Rev . 22 Noget efter slog Theodor sine Øine op , men kun for at lukke dem strax igjen . Han tabte atter Bevidstheden . „ Nu har vi ham , om lidt vil han kunne tale , “ sagde den geskjæftige Doktor . Det viste sig ogsaa at han havde Ret . Theodor aabnede atter sine Øienlaage og lod sit Blik langsomt glide rundt i Stuen og derfra ned paa Bordet paa hvilket han hvilede . „ Hvor er jeg ! “ mumlede han , idet etKuldegys foer igjennem ham , — ha ! hvor jeg fryser ! “ „ Bring ham nu i en anden varm Seng , “ sagde Lægen . „ Hvorfor det ? “ spurgte Theodor , „ jeg kan godt reise mig , og gaae , jeg behøver ikke at komme i nogen Seng ; hvis det forøvrigt er om mig der tales ! “ Og han gjorde et Forsøg paa af reise sig , men faldt mat tilbage . „ De overvurderer deres Kræfter , unge Mand , “ sagde Lægen , „ efter et saadant Bad som det , De nys har taget , bliver man ikke saa hurtigt Herre over sine Bevægelse . “ „ Hvilket Bad , hvad mener De ? “ „ Hvad vilde De paa den tynde Iis ? thi De maatte da kunde sige Dem selv , af den ikke kunde bære Dem . “ „ Har jeg været paa Isen ? “ „ Min Gud , ja ! De vedblev jo af vove Dem længere og længere frem , uagtet der blev raabt til Dem af De skulle tage Dem iagt , — hvis De ikke kan erindre det , saa maa De have været beruset . “ „ Javist , ja ! jeg har maaskee nydt temmelig meget idag , “ svarede Theodor , hvis momentale i Vanvid atter ved det kolde Vand havde forladt ham ; nu huskede han aldeles ikke mere sit Møde med Christensen ; alt det han tænkte og tænkte , saa kom han dog ikke til noget Resultat ; han erindrede kun af være gaaet ud paa Kirkegaarden ; det Øvrige havde han glemt . „ De er altfor svag endnu til af kunne naae deres Hjem , “ sagde Lægen , „ men hvis De ønsker det , kan vi jo sende et Bud til deres Familie og underrette dem om deres Uheld , eller naar De absolut vil og troer Dem stærk nok dertil , saa vil jeg lade hente en Vogn . “ „ Nei tak , “ svarede Theodor , „ jeg vil dog hellere blive hvor jeg er ; men troer De ikke nok at jeg imorgen vil kunne være istand til at gaae uden Hjælp ? “ „ Vi faaer at see , med Bestemthed tør jeg ikke love Dem ; hos de Fleste , som have været nærved at omkomme i det vaade Element , indfinder der sig gjerne Dagen efter en stærk Feber , som undertiden kan blive ondartet nok , men der ere ogsaa dem , der slippe uden nogen Følger , det kan jo være at Te er iblandt de Heldige , lad os haabe det . “ Lægen forlod Theodor , og han tilbragte denne Nat paa Ladegaarden i en af Husets Senge . Den næste Dag følte han sig saa rask at han kunde forlade Fattiggaarden , som saa gjæstsri havde modtaget ham . Da han kom hjem erfarede han Emilies Sygdom ; han følte en vis Frygt ved atter at nærme sig det Væsen , som han havde gjort saa ulykkelig , og han maatte næsten gjøre Vold paa sig selv for at nærme sig hendes Leie ; endelig tog han Mod til sig og traadte rask ind i hendes Soveværelse . Der laae Emilie paa Sengen liigbleg , hun lignede ikke mere den fordums Emilie ; den sine Rødme der tidligere tjente til at forhøie de deilige Øines Glands , den var borte ; hun lignede nu et smukt Voxbillede , men det var ogsaa alt . Haabets Liv havde forladt det smukke Ansigt for at give Plads for en fiin Rynke som tilhørte Sorgen . Emilie blundede . Theodor blev forbauset staaende og betragtede hende , først nu lagde han Mærke til den Forandring der var foregaaet . Hankom til , at tænke paa hiin Nat , da han paa Niddingsviis listede sig ind i hendes Kammer i Haderslev efterat han først havde faaet hende bedøvet , hvor smuk hun dengang var og nu , — vel var Emilie endnu overordentlig smuk , men det var ikke den Skjønhed hun tidligere havde været i Besiddelse af , Kummeren havde afmagret de bløde Former . Det yndige Ansigt var koldt som Marmor . Theodors Straf begyndte . Forsynet havde ladet Forbryderen føle den virkelige Kjærlighed , i — man har havt Beviser paa at selv de største - Skurke have elsket oprigtigt , og Theodor elskede ; - men det var som Fordømt , hvem der er berøvet den evige Glæde ; han stod nu skjælvende foran hendes Leie og turde ikke nærme sig hende ; han vilde have givet sit halve Liv for af være gjenelsket , her stod han nu foran denne Qvinde , hvis Herre han var ester Loven , men hvis Slave han var i Virkeligheden . Emilie slog Øinene op og gyste , da hun saae hendes Mand , hun lukkede dem atter hurtigt og vendte sit Ansigt om mod Væggen . „ Vend Dig ikke bort fra mig , “ hviskede Theodor med en bønlig Stemme , „ Du veed ikkechvad jeg lider Emilie , hvis Du vidste det , da vilde Du have Medlidenhed med mig , jeg har været ved af drukne , siden Du sidst saae mig , og den sidste søvnløse Nat som jeg har tilbragt , den har overbeviist mig om hvor uendelig dyrebar Du er for mig . “ Emilie saae koldt paa ham . „ Ja , “ vedblev han , „ jeg veed nok af jeg har handlet som en Skurk imod Dig ; men jeg lider navnløse Qvaler ; thi jeg elsker Dig som en Dødsdømt elsker Livet , jeg veed af Du foragter mig , og af jeg aldrig kan blive det for Dig , som Du er for mig , men skjænk mig kun en Smule Venlighed , og jeg vil være tilfreds , din Kulde vil dræbe mig . “ Emilie betragtede ham stivt , derpaa reiste hun sig pludseligt overende i Sengen og sagde : „ Du har været hos mig hiin Nat , som jeg > Dagen efter gav Dig mit Samtykke til vort LEgteskab . “ „ Ja ! “ stønnede han . „ Det var altsaa virkelig Dig som var hos mig , “ vedblev Emilie med Rædsel , „ jeg har hidindtil ikke kunnet tro det , hvergang jeg har tænkt derpaa , har jeg været i Tvivl med mig selv om det ikke har været en Drøm ; men ogsaa dette Haab er nu forsvundet , og Sandheden staaer for mig i hele sin skrækkelige Nøgenhed , — jeg husker endnu dine Ord til mig , før jeg ligesom faldt ud i det tomme Rum fra en umaadelig Høide ; hvad har Du saa senere gjort ? “ „ Intet ! “ stammede den forvirrede Theodor . „ Du lyver ! lyver , som Du altid har gjort , “ klagede den fortvivlede Emilie . „ O , min Gud ! tilgiv Du ham , hvis han har gjort det jeg ikke vover at tænke paa , for jeg kan ikke ! Bærer jeg ! under mit Hjerte et Pant paa hans Niddingsdaad/ da kald mig til Dig , lad mig ikke leve og see mine / forfærdelige Anelser opfyldte . “ „ Emilie , Du bedrager Dig ! “ vovede Theodort at indføre . „ Jeg har ikke nærmet mig Dig fpaa den Maade , som Du nu tænker , vel har jeg , det tilstaaer jeg , begaaet en stor Synd imod Dig , som jeg med et heelt Liv fuldt af Anger vil gjøre god igjen , men Du er ikke faldet som et Offer for min Lidenskab . “ „ Give Gud , at Du dog denne Gang maae sige Sandhed , og at jeg ikke ogsaa heri maa faae Grund til at forbande Dig , men tilstaa nu ogsaa at Du har bagvadsket den stakkels Valther , han har aldrig været hverken Spiller eller Falskner , som Du har beskyldt ham for . “ „ Jo han har , “ sagde Theodor med Bestemthed . „ Jeg vil sige Dig alt , men i dette Punkt skal Du aldrig bringe mig til at aflægge en falsk Tilstaaelse I » I MWMM/iI ' » -Kfor Tig ; jeg er svag ligeoverfor Dig , det veed Du kun altfor godt , og denne Svaghed vil Du nu benytte for at faae mig til at retfærdiggjøre dette Menneskes Sletheder ; Du veed at jeg hader og maa hade ham , fordi han har stjaalet og vidst at bevare den Kjærlighed der med Rette tilkommer mig , — nævn ikke hans Navn for mig , thi det er allerede nok til at forjage mit bedre Menneske , og lade det siettere træde frem . “ „ Troer Du at jeg frygter dit siettere Menneske , “ svarede Emilie med fuldkommen Ro , „ saa tager Du s feil , jeg er forberedt paa det Værste , — mit Liv og min Lykke , de ere begge forspildte ved din Slethed , min Blidhed er forsvunden , en Dæmon er traadt istedetfor , og denne Dæmon lever og aander kun for Hævn . Du har gjort mig saa grændseløs ulykkelig , men til Gjengjæld vil jeg lade Dig lide endnu mere . O , Du veed ikke hvad en Kvindes Hævn har at betyde , vi ere langt grummere end Mændene , naar vi først ere blevne pinte dertil . Dag og Nat sial jeg raabe Dig et Navn i Øret , som sial opirre Dig , thi dette Navn er : Walther . “ „ Tie ! “ tordnede Theodor , idet han stampede i Gulvet , „ nu er det nok ! jeg vil ikke høre et Ord mere . Du har allerede længe nok sat min Taalmodighed paa Prøve . Manden er efter Loven Kvindens Herre , altsaa jeg er din ! Vov ikke af trodse mig eller ved den levende Gud , Du skal føle min Magt , jeg skal hviske Dig et Ord i dit Øre , der skal lyde som Dommedags Basunen for din Sjæl , fra den hovmodige Kvinde med dette stolte og uforsonlige Aasyn , skal Du blive til en bodfærdig Magdalena , der vrider Dig i Støvet for mine Fødder ; jeg kjender en Hemmelighed , der , hvis jeg udtalte den , vilde berøve Dig mere end Livet , thi den vilde berøve Dig Haabet . “ Emilie , der misforstod ham , soldede Hænderne og hævede Blikket opad , idet hun sagde : „ Wallher er død ! Gud , jeg takker Dig , fordi af Du har gjort Ende paa hans Lidelser . Fred være med hans Sjæl ! “ „ Nei ! “ raabte Theodor , aldeles ude afsig selv . „ Wallher er ikke død , han lever ! Du troede maaskee af han var falden i Krigen , men det er ikke Tilfældet , han er tvertimod i bedste Velgaaende , men jeg haaber nok af det ikke varer længe før en eller anden velsindel Kugle gjør ham til Invalid , det var da den mindste Opreisning som jeg kunde faae . “ „ O , hvor Du er ond , “ sagde Emilie , der gyste ved Tanken om at Walther kunde blive lemlæstet . „ Og hvem har gjort mig saa ond som jeg Paa Rov . 23 er ? “ spurgte Theodor . „ Du ! thi Du og atter Du er Skyld i at det onde Sind i mig tager Overhaand ; jeg er kommet Dig imøde med Kjærlighed og Venlighed , men Du har stødt mig tilbage med Kulde , for ikke at sige Had ; jeg var , efter at have giftet mig med Dig , paa Veien til at blive et bedre Menneske ; min Fortid og mine skette Handlinger , dem vilde jeg have forsøgt paa at glemme , som om det kun havde været en fæl Drøm , hvori jeg havde været hildet , jeg vilde have badet mig i det Solskin , der strømmede ud af dine Øine , men Gud hjælpe mig ! Dine Øine ere efter vort Giftermaal blevne til to Lynstraaler , der gjerne gad knuse mig ; jeg vilde i min taabelige Kjærlighed til Dig gjerne have gaaet i Døden for Dig , men jeg fordrede til Gjengjæld ogsaa Hengivenhed fra din Side ; men hvad er Du blevet for mig ? Alt andet end en Hustru bør være for den Mand som hun har valgt til af være hendes Beskytter , jeg maa næsten tro , af Du kun har agtet mig af lav Beregning . “ „ For af frelse min Fader , ja det har Du Ret i , derfor har jeg agtet Dig . Gud Fader i Himlen veed bedsf , hvad dette Skridt har kostet mig , men husk ogsaa af den hele Historie som Du fortalte mig i den Henseende var lutter Opdigtelse ; jeg veed nu med Bestemthed af min Fader aldrig har staaet sig bedre end i de sidste Aar , — ja , jeg veed mere endnu , jeg veed det som Du mindst aner , jeg veed af dit rette Navn ikke er Nielsen , men af Du derimod er en Eventyrer , der har sljaalet dit Navn som saa meget andet . “ Theodor foer tilbage ; han var altsaa røbet , — men af hvem ? Det Emilie udtalte maatte være mere end en ligefrem Gisning , thi ellers havde hun ikke fremkommet saa bestemt med den ; som et Lyn foer den Tanke i Hovedet paa ham , af det maatte være Renard , der havde forraadet ham ; han fattede sig imidlertid hurtigt , og sagde med en temmelig sikker Stemme : „ Hvem har fortalt Dig denne Historie ? den er ikke saa ilde lavet ; — hvis der blot var det mindste Spor af Sandhed deri , saa bavde jeg sandsynligviis nu staaet som en arm Synder ligeoverfor Dig , hvorimod jeg , da det Modsatte er Tilfældet , kun maa lee af de Løgne som Ondskaben har udspredt om mig . “ „ Lee ikke for tidligt , “ sagde Emilie , „ det kunde maaskee være at jeg havde Beviser ihænde paa hvem Du var , — naar man har Penge kan man forfølge et Menneskes Spor overalt i den civiliserede Verden , og jeg hverken har eller skal anvende mine forgjæv es . “ Theodor havde nu saaet hele sin Koldblodighed tilbage , han mærkede at det Hele kun var Mistanke , men at Visheden manglede ; for ham , der havde Frækhed nok til at træde op igjen paa sin Forbrydelses Skueplads , var dette Intet . „ Jeg giver Dig Lov til at søge og udspionere ligesaa meget som Du vil om mig , “ sagde han , „ men tag Dig blot iagt , at ikke al din Møie bliver forgjæves . Dit Had skal jeg imødegaae , men mine Rettigheder ligeoverfor Dig , skal jeg vide at gjøre gjældende ; kan jeg ikke med det Gode bringe Dig til at elske mig , saa skal jeg alligevel tvinge Dig til at blive min ; jeg vil dog see paa dem der vil vove al beskylde mig for Voldtægt imod min egen Kone ! “ „ Du er en Skurk ! “ sagde Emilie med et foragteligt Blik . „ Vel , lad mig davære det , “ svarede han drillende , „ jeg er kjed af al føre denne huuslige Krig med Dig ; Du sagde mig igaar , al Du vilde have Elskere , nuvel da , tag dem ! men jeg vil være en af dem , og det den første . Livet er en herlig Ting , lad os da nyde det , — men den første Elsker som Du faaer , ham skal jeg knuse Hovedet paa , det sværger jeg Dig til ! — Kom i mine Arme , Du , min Sjæls Udkaarne . “ Og Theodor hos hvem det dyrisfe ved Synet af Emilie i Sengen atter tog Overhaand , nærmede / sig hende med udbredte Arme . „ Tilbage ! “ sfreg hun , idet hun drog en hidtil skjult Jagtkniv frem og truede ham . „ Du seer al jeg har væbnet niig for hvad der vilde komme . “ Theodor saae paa Kniven og blev dødbleg ; det var den samme som han havde myrdet Gaard- - manden med ; nu var der ingen Tvivl længer , han var forraadt , og det var Renard , som havde gjort det , thi han havde taget Kniven til sig paa Kirkegaarden i Aarhuus . „ Du hader mig altsaa i den Grad , af Du vil gjøre Alvor af din Trudsel fra igaar , med af dræbe mig ? “ spnrgte han , idet han langsomt trak sig tilbage med Øinene stadigt fæstede paa Kniven , „ nuvel da ! lige for lige , lad Masken da falde , det er ikke værd af skaane Dig længere , — vil Du dræbe mig , saa gjør det og lad det faae en Ende , thi jeg er kjed af af føre denne Tilværelse , fuld af denne evige Kval , jeg har Midler til min Raadighed , der giver Dig aldeles i min Magt , og dem skal jeg anvende , thi Du er kun et vilieløst Redskab ligeoverfor de Naturkræfter der behersker Dig . Nu har Du piint , mig saalænge , af det ikke er mere end billigt af jeg piner Dig lidt til Gjengjæld ; — saa vid da af Du længe har været min ! det som Du kjæmper for af bevare , det eier Du ikke mere ; jeg har i din bevidstløse Tilstand hvilet i dine Arme og plukket de søde Blomster som din Uskyld bød mig , selv i det Øieblik jeg skulde dø , saa vil mit Billede alligevel , liig Phønix af sin Aske slige frem og sige Dig at det er en Affødning af din Mand , thi Du bærer mit Kjød og Blod under dit Hjerte , — ha , ha , ha ! “ loe han , „ Du seer jeg kan være ligesaa erotisk som Du , naar det kniber ; naar jeg trænger til din Kjærlighed saa kommer jeg til Dig , men først skal jeg være faa forsigtig at bedøve Dig , — jeg skal da tage dit Mordvaaben fra Dig og Du skal forbauset finde Dig selv igjen , idet Du omfavner mig , din kjære Mand og Ægtefælle ! “ Han bukkede og gik bort med et spottende Smiil paa Læberne . Theodor var nu kommet til det Resultat at Emilie aldrig vilde faae en god Tanke tilovers for ham , endsige nogensinde elske ham , han troede sin Kjærlighed bortdunstet og Hadet traadt istedet , nu da han var sikker paa Besiddelsen , men i Virkeligheden var det kun Ideernes Trods ; den sande Kjærlighed som Theodor følte , den kan Ingen , naar den kommer frigjøre sig for . ' Da Theodor havde lukkef Døren til Emilies Sovekabinet og atter kom ind i Dagligstuen , studsede han ved at befinde sig Ansigt til Ansigt med Christensen . Som vore Læsere vel erindrer havde Theodor ikke den mindste Erindring om Gaarsdagens Begivenheder , efter at han var gaaet ind paa Kirkegaarden . Man tænke sig derfor hans Forbauselse ved at see et fremmed og dog bekjendt Ansigt . „ Hvad vil De ? “ spurgte han kort . „ Undskyld , “ svarede Christensen , „ hvis jeg kommer til Uleilighed , men jeg har tilladt mig at henvende mig til Dem i Anledning af de 500 Rd . som De igaar var saa god at give mig i Foræring . “ „ Hvilke 500 Rd . ? “ spurgte Theodor forundret . „ Ieg forstaaer Dem ikke , fat Dem i Korthed , thi min Tid , den er knap ! “ „ Det skal jeg ogsaa Hr . North ! “ svarede Christensen betuttet . „ Hvorfor kalder De mig North ? —jeg hedder Nielsen . “ „ Nei , jeg beder tusinde Gange om Forladelse , “ sagde den godtroende Musikus , „ De hedder North eller idetmindste hed De det dengang De besøgte mig i mit Huus i Tønder , og reddede mig og mine fra den visse Død ; mit stakkels Huus maatte jeg da miste , det blev da brændt aflige til Grunden . “ Førsf nu gjenkjendte Theodor Christensen , men han lod som om det Hele var en Feiltagelse . „ Hør , min gode Mand , “ sagde han , „ her maa finde en Misforstaaelse Sted — jeg hedder ikke North , ei heller har jeg nogensinde været i Tønder , og hvad de 500 Rd . angaaer , saa maa det have været en Anden som De har faaet dem af ; mig har det ikke været , det kan jeg forsikkre Dem paa . “ „ Hvadbehager ! “ udraabte Christensen , „ sagde De mig ikke at De boede ved —vold Nr . * * , og staaer desforuden ikke deres Bopæl i denne Tegnebog , hvori Pengene var som De gav mig , — her staaer rigtignok ogsaa Theodor Nielsen , men det er maaskee Mandens Navn af hvem De har faaet Bogen ; “ hermed tog han Tegnebogen frem og viste Theodor den . Denne gjenkjendte han øieblikkelig , den sørgelige Sandhed viste sig nu først for ham i sit rette Lys . Han havde været vanvittig . Han havde imidlertid Aandsnærværelse nok til at lade som om han var aldeles fremmed for det Passerede . „ Det maa have været en Anden , som De har antaget for mig , “ sagde han , „ den Tegnebog som De der viser mig , har aldrig været min , jeg veed heller ikke hvad der skulde bevæge mig til at give Dem en saa betydelig Sum Penge . De seer at jeg er oprigtig , jeg har ikke isinde at smykke mig med laante Fjer ; nu kunde jeg ligesaagodt have anstillet mig som om jeg virkelig havde været saa ædelmodig og gavmild ligeoverfor Dem og modtaget en Tak af Dem , der naar Alt kommer til Alt tilhører en Anden . “ Christensen saae tvivlraadig paa ham , han vidste ikke hvad han skulde tænke ; Personen , Klædedragten , ja alt indtil Stemmen tilhørte North , som han i Dagen iforveien havde talt med , men hvad kunde dæchevægæ ham til denne Nægtelse ; det var ham ubegribeligt . „ Ja , ja , saa maa jeg have taget feil , endskjøndt jeg turde endnu sværge paa , at det erden samme , “ tænkte han , og høit udtømte han sig i Undskyldninger idet han gik ned ad Trapperne fulgt af TheodorDa de vare komne ned paa Gaden , gik hver hilsende høfligt til sin Side . Christensen havde imidlertid ikke gaaet mange Skridt , før en Pige aandeløs kom løbende og standsede ham . „ Jeg skulde hilse fra min Frue og bede om De ikke vilde skjænke hende nogle Øieblikkes Samtale , “ sagde hun . „ Gjerne , “ svarede han , idet han beredvilligt fulgte hende . Pigen var afsendt fra Emilie , fra sit Sovekabinet havde hun hørt den hele Samtale og fattet Mistanke ; neppe vare Theodor og Christensen komne ud af Døren , før hun havde kaldt paa Pigen , aabnet et Vinduet og viist hende den som hun ønskede tilbagekaldt . Da Christensen atter var kommet tilbage til den Stue som han npligen havde forladt , sagde Pigen : „ Maa jeg bede Dem om at tage Plads , min Frue vil strax være her . “ Lidt efter traadte Emilie fuldstændig paaklædt ind i Stuen . „ Jeg maa bede Dem tilgive mig , at jeg ulejliger Dem et Øieblik . De var her før nogle Øieblikke siden , og henvendte Dem til — denne Mand som da var tilstede ; De kaldte ham North , hvis jeg ikke feiler , og han vilde ikke vedgaae at han hedder saaledes , ikke sandt ? og dog er De overbevist om , at det er ham ? “ „ Ganske vist ! “ svarede den intet anende Christensen , „ jeg turde sværge paa , at det er samme Mand som før en Tid tilbage , advarede mig og min Familie før en stor Ulykke , som ellers vilde haveramt mig og mine i Tønder , hvor vi ved flere Aars Stræben havde forskaffet os et Hjem ; endnu igaar satte han Kronen paa sine Velgjerninger ved at skjænke mig en betydelig Pengegave , men som han idag aldeles fragaaer , den Hemmelighedsfuldhed hvormed han vil undskylde sig , er mig saameget mere uforklarlig , saameget mere som alt hvad han har beviist mig , kun synes at gaae ud fra de reneste Bevæggrunde . “ „ Det kunde maaskee dog være at der var andre Hensigter skjult derunder som De ikke kjender , “ svarede Emilie tankefuld , „ men jeg beder Dem at betro dem til mig — hans Kone ! “ „ Ja saa , “ sagde Christensen , „ saa skal jeg fortælle det Hele , forsaavidt De kan lede noget ud deraf , det er en lang Historie , hvorved et Menneske som der ved flere Leiligheder har viist sig som min bittreste Fjende vil komme til at figurere i . De maa derfor tilgive at jeg ikke nævner ham ved Navn , da han , som jeg formoder endnu indtager en agtet Stilling i Samfundet . “ Og nu fortalte Christensen det som vore Læsere allerede iforveien kjende . Emilie hørte til med den dybeste Opmærksomhed ; da han var tilende med sin Fortælling tænkte hun om Theodor : „ Enten er han , hvad jeg bar anseet ham for , en af de største Skurke som Jorden eier eller ogsaa bedømmer jeg han : falsk , men jeg maa overlade til Tiden at oplyse mig om det Rette . „ Tillader De at jeg seer den Tegnebog som indeholdt den Pengesum han igaar gav Dem ? “ spurgte hun . „ Vær saa god , her er den ! “ svarede han . Emilie tog den og bladrede ivrigt for om mulige « af de der løst henkastede Notitser , at erholde nogle Oplosninger . Men dette Haab blev skuffet . Mismodig gav hun den tilbage , da hendes Øine med det samme faldt paa et Brev som udentvivl havde været indesluttet deri , men som ved Undersøgelsen sandsynligviis var faldet ud deraf , — hurtigt tog hun det op og læste : „ Min kjære Kammerat og Lidelsesbroder ! Nu vil jeg for sidste Gang lade Dig vide , at jeg er kjed af at vente længere , Du har givet mig Løfte paa at jeg maatte magnetisere din Kone , men Du har kun daarligt holdt det , altid har Du liig en Slange forstaaet at snoe Dig fra mig , men nu skal det være Alvor ; lader Du mig nu ikke faae mit inderligste Ønske opfyldt , saa reiser jeg til Amerika , thi jeg har nu Penge nok til i Fremtiden at kunne leve et sorgfrit Liv , men det kunde maaskee være at jeg efter min Bortreise af en Feiltagelse kom til at underrette saavel det franske som det danske Politi om , hvor en vis Galaislave som er bortrømt fra Toulou befinder sig , det var mindre behageligt for Dig , ikke sandt lille Theodor ? —jeg forbliver din altid tro og hengivne Staldbroder og Lænkekammerat Renard . Emilie var efter Læsningen af dette Brev nær ved at segne om . Hun havde altsaa ægtet en Galaislave ; Sandheden laae altfor tydelig og klar for Dagen , hun kunde ikke tvivle mere . Enhver anden end Emilie vilde maaskee have givet sig til i at larmentere , ved at have gjort en slig Opdagelse , men hun var ikke nogen almindelig Kvinde , hun forstod at bære sit Kors med Taalmod , intet Skrig eller nogen Graad forraadte hvor ulykkelig hun blev , kun en let Skjælven foer igjennem hendes Legeme ; men det var ogsaa Alt . „ Besinder De Dem ikke vel , min Frue ? “ „ Aa jo , men jeg har i længere Tid været syg og søler mig endnu ikke slærk . Jeg tager mig derfor den Frihed at forlade Dem for idag . Vi sees vel senere igjen . Hun kaldte paa Pigen som ledsagede Christensen ud . Da Emilie var bleven ene brød hendes Fortvivlelse først rigtig løs , hun havde ogsaa Grund dertil ved af tænke paa den uendelige Afgrund hvori hun ved sin Selvopoffrelse havde kastet sig , nu var hun ene uden nogen Støtte eller Raadgiver , — bundet til et Menneske , der var en Forbryder af den groveste Slags , ja maaskee en Morder ! hvad skulde hun nu gjøre ? Bryde med ham og forlade ham , det kunde hun ikke godt , da hun i saa Tilfælde maatte give sin Familie en Forklaring , der vilde smerte dem ligesaa meget som hende selv , og blev hun , da maatte hun jo udsætte sig for det Værste , selv for den Skam af maatte resikerer af blive inddragen i den Proces som det Offentlige vilde anlægge imod hendes Mand , naar det kom til Kundskab om hvem han virkelig var . Detallid ledende Forsyn skulde imidlertid hjælpe hende . Rask vandre vi fremad far Maalet af naae Mod ukjendte Steder ved Vinter og Sommer , Og ind af en Port vi alle skal gaae ; Med ud af den samme ci Nogen der kommer ! ( Af en gammel Reisevise . ) Renard sad i sit hyggelige Værelse , og havde gjort sig det behageligt , da det bankede paa Døren og Theodor traadte ind , han var meget bleg , men paa hans Ansigt stod der en fast og urokkelig Beslutning at læse . „ Hvad feiler Dig ? “ spurgte Renard , da han saae ham . „ Du seer jo ud , som om Du havde været til Alters og faaet Syndsforladelse for de Synder som Du muligviis endnu havde i Sinde , at begaae . “ „ Det har jeg ogsaa ! “ svarede Theodor med et tvungent Smiil , idet han kastede sig paa en Stol . „ Hvordan er det med din Kone ? — Da jeg igaar kom hjem til Dig fandt jeg hende liggende besvimet paa Gulvet , den tilkaldte Læge , som jeg i en Hast fik hentet , erklærede at hun havde faaet Blodstyrtning . „ Ja det var nok ogsaa saadan noget , “ sagde Theodor adspredt . „ Men hvad er det Du læser , Renard ? “ vedblev han , idet han greb en af de paa Bordet liggende Bøger , og læste dens Tittelblad . „ Fransk ! “ udraabte han . „ Spiritismen og Mesmerismen ! Du sluderer altsaa endnu det dumme Tøieri i det Haab , at komme til at magnetisere Emilie , slaae Dig de Tanker ud af Hovedet , Emilie er aldeles ikke modtagelig derfor , det som jeg tidligere har fortalt , det var kun en lille Plade jeg slog Dig . “ „ Du har vel modtaget mit Brev ? “ spurgte Renard . „ Ja jeg har , men jeg vil for Fremtiden bede Dig , at lade slige Berørelser i dine Breve fare , det var meget uforsigtigt af Dig at sende en saadan Epistel afsted , sæt nu , at den var faldet i urette Hænder , saa havde vi Begge været ulykkelige , men giv mig et Glas Viin , jeg er saa tørstig , at min Tunge klæber sig fast til Ganen ! “ Renard reiste sig uden at sige et Ord , og gik hen til et lille Skab , som var anbragt under et af Speilene , han aabnede det , og udtog en Viinflaske samt to Glas , som han satte paa Bordet . „ Det var herligt ! “ sagde Theodor , idet han med en Lommeproppetrækker , som han havde hos sig , aabnede Flasken . „ Du er og bliver dog en gammel Sardanapal ; Du holder af , at leve godt , ægte Burgunder , det duer ikke mere , end til at slukke Tørsten . Skaal ! “ vedblev han og stødte sit Glas imod Renards . „ Det minder mig om de gode gamle Dage i Paris . — Hvem der nu havde en god Kage dertil ! “ „ Ogsaa det kan Du raae hos mig , “ sagde Renard idet han atter reiste sig , og gik henimod Skabet . Men neppe havde han vendt Theodor Ryggen , før denne strakte sin Haand ud , og sagte gjød Indholdet af en lille Flacon i hans Glas . Han havde udført dette saa hurtigt , at det var skeet inden Renard endnu havde naaet Skabet . Da han atter kom tilbage med Kagerne , varder foregaaet en synlig Forandring med ham , han var liigbleg , en kold Sved bedækkede hans Pande , og han maatte holde sig fast ved Bordet for ikke at falde . Theodor sad roligt og trommede med Fingrens paa Bordtæppet , idet han fløitede dertil . „ Det var deiligt ! “ udbrød han muntert og greb en Kage , som han spiste med Velbehag . „ Det er Fru Heibergs Kager , en af mine Livretter , de minder mig om mine Studenterdage . “ Nenard betragtede ham tans , idet et smertefuldt Smiil leirede sig om hans Mund . Theodor saae op , og opdagede hans Tilstand . „ Men hvad feiler Dig , Renard ? “ spurgte han . „ Er Du ikke vel ? —Saa angreben har jeg aldrig før seet Dig . “ „ Men hvad er der hændet ? “ vedblev han , da den anden ikkke svarede ham . Omsider sagde Renard med Anstrengelse : „ Jeg veed ikke om det var en Vision , men da Paa Rov . 24 jeg aabnede Skabet , og tog Kagerne , saae jeg en blodig afhugget Haand ved Siden af paa Hylden , jeg vilde ikke tro mine egne Øine , og derfor greb jeg ogsaa derefter , men tænk Dig min Skræk , da jeg følte den i Virkeligheden var der . “ „ Du er en Nar ! “ raabte Theodor overgivent . „ Troer Du paa Spøgelser ved høi lys Dag , Du , som saa ofte selv har ageret det om Natten ; nu skal jeg overbevise Dig om , at Du seer Syner , thi der er intet . “ Og Theodor reiste sig raskt , og gik hen til Skabet . Renard blev staaende paa den samme Plet , saaledes , at han med sin Ryg skjulte Spejlbilledet af Bordet for Theodor . Imedens denne rumsterede paa Hylderne i Skabet og endevendte alt derinde , ombyttede Renard lynsnart Glassene , saa at hans Glas kom til at staae hvor Theodors før havde staaet , og omvendt . „ Han har selv villet det saaledes , “ mumlede han . „ Han falder i sin egen Snare . “ Speilet havde viist ham hvad Theodor havde gjort imedens han havde hentet Kagerne til ham . „ Her er Forræderen ! “ raabte Theodor og kom leende tilbage med en kogt Rullepølse som han havde fundet . „ Kan Du nu see Gamle , hvor frygtsom Du er bleven , en Rullepølse er nok til ak skræmme Dig . “ Han tog atter Plads i Sophaen , og greb sit Glas . „ Skaal Du ! “ sagde han og klinkede paany . Renard tog langsomt sit Glas og tømte det . Et Glædeslyn funklede i Theodors Øine , og i et Drag tømte han ligeledes sit . „ Jeg er ikke vel ! “ sagde Renard , „ jeg maae ud i Luften gaaer Du med ? “ „ Ja jeg gjør ! thi denne Stue er mig for varm sagde Theodor ider han førte Haanden tilPandenthi han følte et let Ildebefindende som imidlertid atter hurtigt forlod ham . Lidt efter gik han og Nenard over Gammeltorv , her toge de Afsked frch hinanden og gik hver til sin Side . Renard vendte imidlertid næsten øieblikkeligt om og fulgte i Afstand efter sin troløse Ven . Theodor gik ned af Nørregade og pludseligt styrter han om . I Hast ilede der nogle Mennesker hen til ham , og forsøgte paa at reise ham op , men det vilde ikke lykkes . „ Vinen ! Vinen ! — jeg har taget det feilq Glas ! “ det var alt hvad han kunde sige , og med et gjennemtrængende Skrig udaandede han . Nenard havde som vi veed fulgt efter ham , da han styrtede om standsede han , men da Theodor udstødte det gjennemtrængende Skrig nærmede han sig , betragter nøie Liget , vendte sig om og mumlede : „ han har selv villet det , hvorpaa han skyndte sig til sit Hjem , og det første han foretog sig det var , at vaske Glassene omhyggelig af , dernæst sad han sig til at skrive et Brev til Emilie af følgende Indhold : „ Min Frue ! “ En Ubekjendt tillader sig herved , at underrette Dem om , at deres Mand er død ! et Slagtilfælde har ramt ham , og gjort Ende paa hans Dage ; for at De kan give ham en hæderlig Begravelse , vil jeg underrette Dem om , at hans Liig er indlagt paa almindelig Hospital , De er nn fri , ær hans Minde ! men begræd ham ikke , thi han har ikke fortjent det . “ „ Lev vel ! og bliv lykkelig : “ „ Og nu afsted for af opsøge min Søn , sagde Renard idet han lagde Brevet sammen , „ jeg vil dog endnu engang gaae op til Theodors Enke , og forsøge paa , af magnetisere hende , maaskee kan det da lykkes mig , af jeg kan faae , af vide hvor jeg skal søge ham . Renard afsendte sit Brev , og næste Dag gik han op til Emilie , men Skjæbnen lod ikke til , af være ham gunstig , thi hun var gaaet ud , han gjentog i Løbet af Dagen sit Besøg flere Gange , men med et ligesaa uheloigt Resultat , ærgerlig forlod han Huset , efter af han den Dag havde været der fire Gange . Da han to Dage senere atter gik derop overraskedes han ikke lidet ved af træffe Kjøbmanden som var kommet fra Haderslev for af besøge sin Datter . Renard blev af Kjøbmanden modtaget med Kulde , thi han havde aldrig ret kunnet lide ham , og efter et kort Besøg anbefalede han sig og gik . Theodor var nu blevet begravet , og Reuard havde flere Gange under forskjellige Paaskud været i Huset hos Emilie uden af det havde været ham muligt af komme under fire Øine ured hende , men en Dag overraskedes han af høre af Emilie med sin Fader var reist til Kjøbstaden L * * i Jylland , l Den samme Aften reiste Renard til-L * * , som var besat af Prøisere . Da han kom i Nærheden af Byen blev Vognen hvori han kjørte , anholdt af en Streifpatrouille som vilde have nøiagtig Underretning om hvorfra hankom og hvorhen han vilde . Renard som blev meget hidsig , svarede den prøissiske Feltpatrouille haardt , og Enden paa Striden blev at han fik et godt Kolbeskag . Mat og blødende blev han nu bragt ind til Byen L * * , hvor Hospitalet var taget til Lazareth ; Byfogden aabnede gjæstfrit sit Huus for den Saarede og gav ham al den Pleie der stod i hans Magt . Nenard led frygtelige Piinsler og indsaae godt at han ikke kunde leve ; som han en Nat laae saaledes hen , aabnedes Døren til hans Sygeværelse og ved Lampens Skin saae han en ældre Mand komme hen til ham og bøie sig over Sengen . „ Fortryder Du dit forbigangne Liv , “ hviskede Skikkelsen . „ Hvem er De ? “ spurgte Renard , idet han med Møie reiste sig halvt op i Sengen , idet han brugte sin Albue son : Støttepunkt . Skikkelsen bøiede sig længere ned til ham og hviskede ham et Navn i Øret . „ Ha ! “ raabte den Gamle , „ Augustas Broder ? — hvor er min Søn , min Axel , lever han endnu ? — saasandt som Du troer paa den evige Salighed , saa siig mig , hvor er mit Barn , at jeg kan skjænke ham mine Rigdomme . “ „ Dine Rigdomme ere erhvervede ved Bedragerier , maaskee endogsaa ved Mord , de vilde tilfalde Kirken og de Faderløse ; din Søn skal aldrig erfare at hans Fader var en saa stor Forbryder som Du er , for ham er Du død , han troer at jeg har dræbt Dig i en Duel ; — tænk hellere paa din Sjæls evige Frelse , henvend Dig i Bøn til den barmhjertige Gud , hos Ham er ene Naaden at sinde ! “ „ Skal jeg see min Søn , min Axel ? “ slammede Renard tilintetgjort . „ Ja , naar Døden som ikke er langt borte fra dit Leie kommer for at hente Dig , faa skal jegforinilde din sidste Kamp ved at lade ham give Dig sin Haand , men det er kun paa den Betingelse , at Du ikke siger ham hvem Du er . “ „ Saasandt som jeg hist oppe venter at faae en naadig Dommer , saa lover jeg at være taus . “ „ Det er godt , jeg troer Dig ! Godnat . “ Og Skikkelsen gik . Den næste Eftermiddag begyndte Renards Dødskamp , og Byfogden , ( en ung , smuk Mand ) i hvis Huus den Gamle var bleven modtaget , traadte fulgt af en ældre Herre hen til hans Leie . „ Den Syge ønskede gjerne at takke Dig for din Venlighed og Gjæstfrihed imod ham , “ sagde Sidstnævnte til Byfogden , idet han førte ham hen til Sengen . „ Stakkels Mand , “ sagde Byfoged Hansen , idet han nærmede sig den Saaredes Leie , „ hvorledes har Te det ? “ „ Bedre , “ slammede Renard , idet hans Øine søgte den Fremmede som først havde talt . „ Denne nikkede betydningsfuldt , idet han sagde : „ Seer Du ikke Axel , at den Syge byder Dig hans Haand ? “ Byfogden gav ham den . Nenards næsten brustne Øine oplivedes paa engang med en sælsom Glands . „ Gud ! min Gud , jeg takker Dig ! “ mumlede han og trykkede den tilbudte Haand , derpaa udstødte han et ligesom lettende Suk og Sjælen havde forladt Legemet . Emilies Forudsigelse var gaaet i Opfyldelse . „ Ær denne Mands Grav og giv ham af og til en Krands , “ sagde den bevægede Fremmede til Byfogden . Ende .