Første Capitel . 
Det var en kold Vinteraften , Sneen faldt i tætte Flokke , og 
Himlen , som skjultes af tunge Skyer , syntes at være forsvunden 
for stedse . 
I Dagligstuen paa Thorshøi , en stor Herregaard i Sjælland , 
sad en gammel Dame , som det syntes ivrigt beskjæftiget 
med at læse . Hun var iført en sort Dragt , og hendes graae 
Haar skjultes omhyggeligt af en hvid Kappe , smykket med orangefarvede 
Blomster . 
En dyb Tavshed , kun afbrudt af Blæstens Tuden , omgav 
hende . Man skulde næsten troe , hun var den eneste Beboer af 
denne store Bygning . 
Nu hævede hun Hovedet og fremviste et Ansigt , der var 
meget smukt til Trods for de mange Aar , som havde ridset deres 
Runer i dets engang saa glatte Oval . 
De store blaae Øine havde et mildt og kjærligt Udtryk , 
endskjøndt de syntes at tale om et Hjerte , som havde kjæmpet 
og lidt meget ; medens den klare rolige Pande vidnede om , at 
hun dog havde vundet Seier over Livet med dets mange , mange 
Prøvelser . 
„ Hvor det er koldt ! “ udbrød hun og nærmede sig Kaminen , 
— „ Stormen tuder som et rovbegjærligt Dyr . Herren være med 

de stakkels Fattige , der ikke have Raad til at lægge i Ovnen ! “ 
Hun satte sig ned foran Ilden og slirrede med et fraværende 
Blik i dens klare Flammer , 
Pludseligt gik Døren op , og en gammel Tjenestepige traadte 
hurtigt ind , idet hun raabte : „ Nei , Herren være med os , jeg 
troede aldrig , jeg skulde have oplevet , hvad jeg nyligt har seet , 
Kom selv ud og see , lille Frøken ! D ? , t er et skrækkeligt Syn , ja 
det er , “ Og uden at oppebie fin Frøkens Svar slyrtede den 
gamle Pige igjen ud af Døren , 
Frøken Hjelm reiste sig og fulgte langsomt efter , uden at 
synes det mindste nysgjerrig efter at see det skrækkelige Syn , men 
kun for at tilfredsstille den gamle Martha . 
Lyden af flere forvirrede Stemmer naaede hendes Øre , da 
hun traadte ud i Korridoren , og ved at følge dens Retning 
naaede hun til Kjøkkenet , hvor hun fandt Tjenestefolkene forsamlede 
om en mørk Gjenstand , der var lagt paa et Bord nær ved Ildstedef , 
Hun 
nærmede sig forundret og gamle Marthe udbrød - 
„ See blot det stakkels Barn , lille Frøken ! Jeg troer , hun 
er død . Mads fandt hende liggende paa Landeveien . Gnid 
hende lidt mere , Ane ! Herren være med os ! Hun aabner sine 
Øine ! Hun lever ! Gud være lovet ! ja , Gud være lovet ! “ 
Og hun havde Ret . Den lille Fremmede havde aabnet 
fine store , mørke Øine , og et forundret Smiil spillede om hendes 
blege Læber , da hun saae sig omgivet af saa mange ukjendte 
Mennesker . 
. Moder ! “ sagde hun og reisfe sig . „ Hvor er Du henne , 
Moder ? ' 
„ Hvem er din Moder ? “ spurgte Frøken Hjelm kjærligt og tog 

en af Barnets smaae , kolde Hænder i sine . „ Hvor boer Din 
Moder , stakkels Lille ? “ 
„ Moder ! Moder ! “ var det eneste Svar . „ Hvor er Du , 
Moder ? “ 
„ Din Moder er gaaet til Landsbyen ; men hun kommer 
snart tilbage , “ sagde gamle Martha beroligende , „ vi har lovet 
hende at beholde Dig her saalænge . Ræk mig Koppen , Ane ! 
Jeg mener , hun maa trænge til lidt Varmt , lille Stakkel . Naa , 
prøv paa det ! Saa , det var ret ! “ 
Den lille Pige drak saa begjærligt , som havde hun ikke 
faaet Mad i en heel Uge , medens Frøken Hjelm endnu bestandigt 
holdt hendes Haand i sine og saae paa hende med et medlidende Blik . 
Saasnart hun havde tilfredsstillet sin Tørst , fæstede hun 
sine Øine paa Husets Herskerinde og sagde med Bestemthed : 
„ Jeg vil vente paa Moder , uden at græde , naar Du vil 
blive hos mig . “ 
„ Nei , men Du skal følge med mig , “ svarede Frøken Hjelm 
smilende . „ Kan Du bære hende ind i Dagligstuen , gode Martha ? “ 
Martha bar hende ind i Dagligstuen og satte hende i en 
Lænestol nær ved Kaminen , og Frøken Hjelm spurgte : 
„ Saa ! Er Du nu fuldkommen tilfreds , min lille Ven ? “ 
. Nei ! “ svarede Barnet aabenhjertigt , „ Du maa sidde ved 
Siden af mig , ellers vil jeg til min Moder , min kjære , kjære 
Moder . “ 
. Godt ! “ sagde Frøken Hjelmgodmodigt og satte sig i en Stol 
ved Siden af den lille Tyran . . Men hvor Du er kold ! “ Hun 
lagde sin Haand paa Barnets skjælvende Arm . „ Du maae i 
Seng , stakkels Lille , Du trænger til Varme . Græd ikke , jeg vil 

ikke forlade Dig . Jeg lover al blive hos Dig , til Du er falden 
i Søvn . “ 
„ Og Du vil holde min Haand i din ? “ spurgte den lille 
Fremmede hulkende og lagde sine Arme om Frøken Hjelms Hals . 
. Du vil ikke slippe den , “ tilføjede hun overtalende og fæstede 
sine store , mørke Øine paa sin Velgjørerinde med et spørgende Blik . 
„ Nei , jeg lover det . Men lad mig nu ringe paa Martha , 
at hun kan klæde Dig as . “ 
„ Nei , nei ! Du , kun Du ! “ raabte hun og klyngede sig kættere 
til Frøken Hjelm , „ Du , kun Du og Moder ! “ 
Frøken Hjelm saae sig om i Værelset med et hjælpeløst Blik . 
Hun havde aldrig klædt et Barn as og vidste ikke , hvordan 
hunskulde bære sig ad dermed ; men alligevel bar hun den lille 
Pige ind i sit eget Soveværelse og begyndte sin nye Forretning 
efter bedste Evne . 
„ Det er min egen Seng , “ sagde hun , da hun endelig havde 
fuldendt sit uvante Arbeide . . Men Du maa ligge i den , naar 
Du er en god lille Pige og seer at falde i Søvn snarest muligt ; “ 
og hun lagde hende i Sengen , sloppede Klæderne tæt om hende 
og satte sig i en Stol ved Siden as , idet hun tog hendes Haand 
indeni sin , som hun havde lovet . 
„ Jeg vil være en god lille Pige , “ sagde Barnet med en 
bestemt Mine ; „ jeg vil prøve paa at falde i Søvn , naar 
Du vil vække mig , saasnart Moder kommer . Men jeg har jo 
ikke sagt min Bøn ; Moder siger den altid med mig . “ 
„ Saa vil jeg gjøre det for hende . Fold dine Hænder , 
mit Barn ; “ og Frøken Hjelm knælede ned ved Siden af Sengen 
med et mildt Smiil , som syntes at opmuntre den lille Fremmede , 
der strax foldede sine Hænder og begyndte at sremstge sin Bøn . 

Hvor blødt deres Stemmer løde i den mørke Nat , medens 
Stormen tudede derude ! 
Da Bønnen var endt , reisfe Frøken Hjelm sig , trykkede et 
Kys paa Barnets Pande og sagde venligt : 
„ Nu maa Du see at falde i Søvn . “ 
„ Ja , men hold paa min Haand , som Du har lovet ! “ 
Hun lukkede sine Øine med et tilfreds Smiil , og Søvnen 
tog hende snart i sin blide Favn . 
Kort efter traadte Martha ind . 
„ Frøken , “ hvidskede hun , „ kom selv og see ! “ 
Frøken Hjelm reisfe sig sagte og fulgte gamle Martha , som gik 
til Kjøkkenet , hvor hun slandsede foran en mørk Gjenstand , der 
laae paa Gulvet , og sagde : 
„ Det er hendes Moder . Mads fandt hende udenfor Porten . “ 
Folkene trak sig tilbage , Frøken Hjelm nærmede sig den Ulykkelige 
og bøiede sig over hende . 
Det var en ganske ung Kvinde . Hendes smukke Ansigt var 
hvidt som Marmor , hendes Øine vare lukkede og Læberne tæt 
sammenpressede . Det stakkels Legeme syntes at have gjennemgaaet 
en haard Kamp , før Sjælen havde forladt det for bestandigt . 
„ Hun 
er død I “ raabte Frøken Hjelm og foldede sine Hænder . 
„ Herren være med hende ! “ 
Hun bøiede sig tættere ned mod den Døde og hviskede , 
som troede hun hende i Stand til at høre et Trøstens Ord : 
„ Jeg vil tage mig af dit Barn . Jeg vil være hende en 
Moder ! “ 

Andet Capitel . 
Aar vare gaaede . Folk havde for lang Tid siden glemt 
den Fremmedes Hisforie , og naar de talte om den smukke Ella 
Hjelm , tænkte de aldrig paa , at hun var den lille Pige , Mads 
havde fundet paa Landeveien . 
Der var kun tre , som aldrig glemte det , nemlig Frøken 
Hjelm , Ella og gamle Martha . 
Den sidste gik hver Løverdag til Kirkegaarden for at pynte 
en Grav , som laae i Skyggen af to store Kastanietræer . 
Det lod til , at hun sandt stor Fornøielse i denne Beskjæftigede ; 
og naar Vinteren indfandt sig , og gamle Martha var nødt til 
at opgive sin Yndlingsvandring til Kirkegaarden , syntes hun at 
blive mere alvorlig end nogensinde . 
Mangen en smuk Aften , naar Maanen og de skjønne Stjerner 
oplyste Himlen , vandrede lille Ella til sin Moders Grav og satte 
sig paa Bænken mellem Kastanietræerne , nu stirrende ned paa 
Graven , nu seende op mod den kjære blaa Himmel , hvor hendes 
Moder smille til hende , som gamle Martha havde sagt . 
Det var lykkelige Tider . 
Frøken Hjelm havde selv paataget sig den lille Piges Opdragelse , 
og hendes unge Elev var meget lærenem . 
Naar Læretiden var tilende , gik de en Tour i Haven , og 
Frøken Hjelm fortalte sin Yndling mangt et smukt Eventyr om 
Blomsterne , som omgave dem , hvorhen de vendte Blikket , og 
paa denne Maade lærte Ella , uden selv at vide det , i disse Samtaler 
mere Botanik , end de fleste Kvinder lære hele deres Liv . 
Ella var nu ti Aar , og hendes lille Ansigt , der straalede 

af Glæde og Sundhed , afspejlede tydeligt hendes Hjertes Tilfredshed . 
Men 
Solen kan ikke altid skinne lige klart . Skyggerne 
ville komme og formørke den tidligt eller seent , og da maae vi 
vogte os , at ikke alle Hjertets Blomster falme og døe . 
Frøken Hjelm var gammel , og Tiden , som gik sin vante 
Gang , gjorde hende ikke yngre . Hun var ikke blot gammel , 
men tillige svag , og Marthas Blik var ofte fæstet paa det for 
hende saa kjære , blege Ansigt med et ængsteligt Udtryk . 
En Dag , da den trofaste gamle Sjæl var beskjæftiget i 
Frøken Hjelms Soveværelse , vendte denne sig pludseligt om mod 
hende og sagde med et svagt Forsøg paa at smile : 
„ Jeg kunde have Lyst til at sende Bud efter Procurator 
Kaufmann , Martha ! “ 
„ Procurator Kaufmann ! Gud frie mig ! “ raabte Martha 
og slog Hænderne sammen . „ Procurator Kaufmann har ikke været 
her siden . . . . “ 
„ Siden min Faders Død , “ tilføiede Frøken Hjelm roligt ; 
„ men jeg ønsker at tale med ham . Siig , at Mads skal ride 
over og invitere ham til Middag . “ 
Gamle Martha bøiede sit Hoved og forlod Værelset med 
et tungt Hjerte . 
„ Mads ! “ raabte hun kort , „ Du skal ride over og invitere 
Procurator Kaufmann til Middag . “ 
„ Det er , som jeg var bange for et Jordskjælv , “ sagde 
hun til sig selv . „ Jeg har aldrig holdt af at see den gamle 
Procurator paa Thorshoi . Han kommer kun , naa Sorgen banker 
paa Døren . “ 

Procurator Kaufmann havde modlaget Frøken Hjelms Indbydelse . 
Ester Maallidet gik begge til Bibliotheket , hvor Frøkenen 
omhyggeligt aflaasede Døren , og skjøndt Martha gjorde alt , hvad ' 
der stod i hendes Magt for af opdage , hvad Døren førhindrede 
hende i af høre , maatte hun tilsidst opgive sine Anstrengelser 
med et tungt Suk . 
Imidlertid var Ella gaaet til Kirkegaarden med en stor 
Bouket Blomster til sin Moders Grav . 
Da hun kom i Nærheden af den , saae hun en ung Herre , 
som havde sat sig paa Bænken under Kasfanietræerne . 
Han lod til af være falden i dybe Tanker . Hans Øine 
vare fæstede paa Jorden ved hans Fødder ; Hatten laae ved 
Siden af ham paa Bænken , medens Vinden legede med hans 
sorte Haar . 
Ella standsede et Øieblik , forskrækket over hans uventede 
Nærværelse ; men da han ikke lod til af bemærke hende , tog 
hun Mod til sig og traadte nærmere . 
Den unge Mand hævede Hovedet og fæstede sine milde , 
blaae Øine paa den lille Pige , som netop knælede ned ved Graven 
og begyndte af ordne Blomsterne paa den . 
„ Godaften ! Hvor Veiret er smukt , min lille Alf , “ sagde han 
venligt , „ ligger din Moder maaskee begraven her ? “ 
Ella svareve kun med er Suk , og den Fremmede vedblev : 
„ Et deiligt Hvilested ! Jeg holder saa meget af Kastanietræer og 
deres kjølige Skygge . Hvor har Du faaet disse smukke Blomster ? “ 
„ Jeg har plukket dem i vor egen Have , “ svarede Ella . 
„ Du holder maaskee ogsaa af Blomster ? “ Hun gav ham en 
rød Rose . „ Havde jeg vidst , Du var her , fluide jeg gjerne have 

plukket en lille Bouket til Dig ; men nu skal feg huske det , naar 
jeg kommer igjen . ' 
„ Tak ! Du er meget venlig . Du maa sige mig dit Navn , 
at jeg kan notere det i min Tegnebog . “ 
„ Jeg hedder Ella , ' sagde hun rødmende ; „ men hvis Du 
vil følge med mig hjem , maa Du plukke ligesaa mange Blomster , 
Du vil , for de voxe i tusindviis i vor Have . Og Tante Hanne 
vil blive glad for Dig . Maaskee Du kjender hende ? Alle holde 
saa meget as hende , og Du vil vist gjøre det samme . Kom , 
saa skal jeg vise Dig Brunhilde , min egen lille Hest . “ 
„ Tak ! Jeg kan ikke modtage Din venlige Indbydelse . Jeg 
er , som Du seer , paa en Fodrejse og har vist endnu langt at 
gaae , sør jeg naaer den nærmeste Kro . “ 
„ Der er kun en Miil til „ den hvide Due “ . “ 
„ En Miil ! “ sagde den Fremmede og reiste sig , idet han 
saae paa sit Uhr . „ Strax syv I Tiden løber omkap med Tanken . “ 
Han satte Rosen i sit Knaphul , fog sin Hat og tilføiede venligt : 
„ Maaskee vi mødes igjen , lille Ella . Hvem veed ! Skjæbnen 
er saa hemmelighedsfuld , den fortæller Intet forud ; men Haabet 
er vor bedste Ven , og det hvisker i mit Hjerte , at vi mødes . “ 
„ Gjør vi det ? “ sagde Ella uskyldigt . „ Hvor jeg vil være 
glad ved al see Dig igjen . Du skal saae en Bouket saa stor , 
at Du neppe kan bære den . “ 
Han greb hendes lille Haand , trykkede den med Varme og 
sagde smilende : 
„ Og jeg skal fortælle Dig et smukt Eventyr om hver Blomst 
i Bouketten . Farvel , lille Ella ! Tak for dit behagelige Selskab ! “ 
Han svingede med Hatten og ilede bort , medens den lille 
Pige stød og stirrede ester ham , saalænge hun kunde see ham . 

Døren til Bibliotheket blev aabnet . Frøken Hjelm og Procurator 
Kaufmann viste sig med meget alvorlige Ansigter . 
Gamle Martha stød netop i Nærheden ; hun lagde Mærke 
til at Frøken Hjelms Øine vare røde og ophovnede . 
„ Hun har grædt , “ sagde hun til sig selv , „ ja , sandelig hun 
har grædt . “ 
Lidt ester tog den gamle Procurator Afsked , og Martha 
hørte Frøken Hjelm sige , da de skiltes : 
„ Tak , kjære Ven ! Nu er jeg fuldkommen rolig . Min salig 
Fader sagde altid , man burde være forberedt paa Alt ; og han 
havde Ret . “ 
„ Ja , han havde Ret , “ tænkte Martha . „ Men det aner 
Mig , at Sorgens Skygger snart vil formørke vor kjære Sol , for 
Mads fortalte mig imorges , at Taarepilen paa salig Herrens 
Grav har grædt Blod i Nat . Og hvad Grund havde den vel 
til at græde Blod , naar det ikke var for at advare os om den 
kommende Sorg ? Man kan ikke tage feil ; Sorgens Skygger 
nærme sig . “ 
Hun skyndte sig til sit Værelse , tog sine Briller paa og 
begyndte at læse i Bibelen , medens Frøken ' Hjelm stod ved Vinduet 
i Dagligstuen med Øinene fæstede paa Haven , hvor en mild Vind 
bevægede Trætoppene hid og did , og Fuglene sløi jublende igjennem 
Luften . 
„ Hvor smukt Alt seer ud ! “ sagde hun med et tilfreds Smiil . 
„ Skjæbnen har i Sandhed været kjærlig imod mig : At leve her , 
at døe her ! Det lader mig glemme alt , hvad jeg har lidt . “ 
Taarerne kom hende i Øinene , og med et Suk , der forraadte , 
at hun ikke ganske havde forglemt alt , satte hun sig i Lænestolen , 
lukkede sine Øine og faldt i dybe Tanker . 

Tredie Capitel . 
Død ! 
Hvad er Døden ? 
En kold Haand , der nedbryder alt , hvad Livet har opbygget . 
Hvor var nu den milde Fred , som hidtil havde oplyst 
Thorshøi og gjort det fil et Elysium ? 
Døden med sin kolde Haand havde banlyst den , og Arnestedet , 
hvor den havde dvælet saa mange lykkelige Aar , stod nu 
koldt og mørkt som de Hjerter , den engang havde opvarmet med 
sine milde Solstraaler . 
O , Død , Død ! Hvorfor fik Du Magten fil at tilintetgjøre 
al vor jordiske Rigdom ? Hvorfor er Du en Fjende af alt , hvad 
der har Liv ? Men tys ! vi ere uretfærdige mod Dig . Er Du 
ikke Broen , der fører fil Himmelen , der fører fil et evigt Liv ! — 
„ Kom , Barn ! “ sagde Martha og trak Ella med mild Magt 
bort fra den sorte Kiste , der indesluttede alt , hvad hun elskede , 
der indesluttede hende , som havde været en Moder for den lille 
Forældreløse . „ Græd , Barn ! Taarer bringe Trøst . Men Du 
maa ikke længere blive her . Du er saa bleg , Du ryster , Du er 
kold ; kom ! “ Hun drog hende blidt med sig . 
„ Martha ! “ sagde Ella og fæstede sine Øine paa den trofaste 
Pige med et spørgende Blik , „ troer Du , det er sandt , hvad 
Folk sige ; troer Du , at de Døde kunne høre og see enhver Ting ? “ 
„ Ja , naturligviis , “ svarede Martha . „ Derfor maa Du 
altid handle saaledes , som Du veed , det vil glæde Din elskede 
Tante ; for hun seer Alt , selv Dine Tanker . “ 
„ Hvor det er kjærligt af hende ! Jeg har ogsaa lovet mig 
selv at blive saa god , som jeg veed , jeg vilde være bleven , hvis 

hun havde levet med mig . O , Martha , nu har jeg kun Dig 
tilbage at elske ! Du maa ikke døe , Du maa blive hos mig ! “ 
Hun skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd bitterligt . 
„ Græd ikke ! “ raabte Martha og sluttede den lille Pige i 
sine Arme . . Hvem siger , at jeg skal døe ? Græd ikke , min egen 
lille Yndling ! “ 
Den næste Dag kom Procurator Kaufmann fil Thorshoi 
og havde en lang Samtale med Martha , som sagde med skjælvende 
Stemme , da de endelig skiltes : 
„ Ja , Alt skal være rede , siden min elskede Frøken ønsker 
det saaledes . Stakkels Lille ! Jeg tør nok sige , jeg vil savne 
hende . “ Hun skjulte Ansigtet med sit Forklæde . 
„ Hvorfor græder Du ? ' spurgte Ella , som netop nærmede 
sig . „ Kom , Martha , lad os gaae fil Kirkegaarden . Det er saa 
længe siden , jeg var der . “ 
„ Godt , Barn ! Tag din Hat paa , saa skal jeg sølge Dig . “ 
Martha aftørrede sine Taarer , og snart efter vare begge 
paa Veien fil Kirkegaarden , for der at hvile paa den lille , velbekjendte 
Bænk . 
Stakkels Ella , som ikke anede , hvorIsnart hun skulde forlade 
sin Moders Grav , sagde tankefuld : 
„ Hvor vi nu ofte skulle besøge Moders og Tante HanneS 
Grave ! Men , naar Vinteren kommer , Martha , og Alt er dækket 
med Snee , hvorfra skal vi saa faae Blomster fil at pynte dem med ? ' 
„ Saa behøve de ingen Blomster , “ svarede Martha veemodigt . 
„ Behøve de ingen Blomsler ? ' gjentog Ella forundret . 

„ Hvad mener Du dermed ? Jeg synes netop , de trænge til Blomsler , 
naar Alting er saa koldt og mørkt . “ 
„ Der er intet skjønnere Smykke end den hvide Snee , “ svarede 
Martha . 
„ Snee ! Jeg vilde ikke holde af , at Sneen dækkede min 
Grav . “ Hun sukkede sagte . „ Husker Du Martha , at det var 
Sneen , som dræbte min stakkels Moder ? “ 
Martha svarede ikke , og begge sadde tavse en Stund , da Martha 
pludseligt sagde , idet hun kjærligt lagde stn Haand paa den lille 
Piges Skulder : 
„ Ella , vi maae skilles ! Imorgen kommer Procurator Kaufmann , 
og Du maa følge med ham til Kjøbenhavn . Det er 
Din kjære Tantes Ønske , og jeg veed , Du vil lyde hende nu , 
som Du lød hende , medens hun var ilive . Du har altid været 
en fornuftig lille Pige ; derfor vil Du let forstaae , at Du ikke 
kan blive her . Jeg er intet passende Selskab for Frøken Ella 
Hjelm . Har ikke min kjære Frøken taget Dig til sig som sit 
eget Barn ? Er Du ikke hendes eneste Arving ? Du kan ikke blive 
her . Du maa tage til Kjøbenhavn med Procurator Kaufmann , 
hvor en Reven af min kjære Frøken boer . Ham har hun selv 
valgt til at være Din Formynder ; derfor maa Du ogsaa lyde 
i et og alt , som om det var hende selv ; saa skal Du see , han 
vil give Dig den Opdragelse , Du bør have . “ 
Ella svarede intet . Hun kastede sig i MarthaS Arme og 
græd heftigt . 
„ Jeg vil lyde ham i Alt , “ hviskede hun tilsidst . „ Jeg 
vil lyde ham , for at Tante Hanne kan blive tilfreds med mig . 
Jeg vilde hellere døe end tage til Kjøbenhavn med Procurator 
Kaufmann . Jeg er bange for aldrig mere at faae Dig at see . “ 

„ Vær ikke bange derfor , Barn ; vi skal snart mødes igjen , “ 
sagde Martha med skjælvende Stemme ; „ men jeg tænker , det er 
bedst , vi nu gaae hjem . “ 
Ella knælede ved sin Moders Grav , og de tavse Taarer , 
som randt ned ad hendes blege Kinder , vidnede om , at naar 
Sorgen er dyb og sand , er den uden Ord . 
Fjerde Capitel . 
Thorshøi var forsvundet ; men alligevel stirrede Ella i den 
Retning , hvor hun sidst havde seet et Glimt af det , som om hun 
troede , at det maatte vise sig endnu engang , før det forsvandt 
for bestandigt . 
Men forgjæves ; intet Thorshøi mødte hendes længselsfulde 
Øine , og tilsidst lukkede hun dem , som havde hun besluttet ikke 
mere at see Noget , siden hendes elskede Hjem var forsvundet . 
Vognen standsede ved Jernbanestationen Der kom Toget . 
„ Puf , puf , puf ! “ sagde det , og før Ella vidste hvorledes , fandt 
hun sig siddende i en Waggon mellem Procurator Kaufmann 
og en fremmed Herre . 
„ Gud være lovet ! “ udbrød den gamle Procurator , som 
syntes at være meget anstrengt . „ Nu have vi vundet Seier . 
Naa , naa ; Du maa ikke græde , lille Ven ! Kjøbenhavn er en 
meget smuk og stor By , hvor Du vil more Dig bedre end paa 
Thorshøi . Der er lange , lange Gader med de mest storartede 
Boutiker , jeg nogensinde har seet , med høie Huse og med Børn i tusindviis . 
Ja , rigtige Børn ! Der vil Du faae noget at see paa , Du , 

som kun har seet Maren , Mette og Trine . De ere ikke virkelige Børn 
Nei , i Kjøbenhavn vil Du see Tusinde af dem . De ere klædte 
saa sine , i Silkekjoler og store Crinoliner , som oni de vare voxne 
Damer og ikke Børn . Naa , græd ikke ! Jeg troer , Du vil blive 
meget lykkelig i Dif nye Hjem . “ 
Den fremmede Herre bød hende en lille Wske med Sukkermandler . 
„ Stakkels 
Lille ! “ sagde han medlidende . . Prøv at spise 
lidt . Der er intet i Verden , der trøster et sorgfuldt Hjerte saa 
meget som at spise . Jeg har selv prøvet det . Jeg spiser altid , 
naar Noget gaaer mig imod , og jeg kan forsikkre , det er et 
godt Middel . Forleden Dag var jeg saa uheldig at tabe min 
Børs . Det er tydeligt , det var et Uheld ; men hvorledes bar 
jeg mig ad under disse Omstændigheder ? — Jeg gik ned i en 
Ostecskjælder og spiste tredive Østers , og da jeg gik hjem , følte 
jeg mig tilmode , som havde jeg aldrig mistet omtalte Børs . 
Kom , lille Ven , spüs lidt ! “ 
Endelig naaede de til Kjøbenhavn . Toget slandsede , og 
Wagonerne bleve aabnede . Den fremmede Herre tog fin Natsæk 
og sagde blidt , idet han løftede lidt paa Hatten : 
„ Farvel , min Herre ! Farvel , min lille Ben ! Prøv at spise 
lidt , saasnart Du er kommen hjem . Farvel ! Farvel ! “ Og han 
forsvandt med et venligt Nik . 
„ Kom ! “ sagde Procurator Kaufmann , og Ella aftørrede 
fine Taarer og fulgte ham tavst . 
Folk kom og gik , som de vare travle Myrer , og Støi og 
Tummel mødte vore Reisende , hvor de vendte sig hen . Men 
tilsidst , efter megen Anstrængelse og efter at være bleven puffet 
hid og did , var Procuratoren saa heldig at faae fat paa en 

Vogn , som kjørte ham og hans lille Protege snarest muligt bort 
fra denne larmende Mængde . 
„ Hvor smukt ! “ udbrød den gamle Procurator og saae 
sig om med et henrykt Blik . „ Danmark er i Sandhed et skjønt 
Land . Dette er Vesferport , min lille Ven . Seer Du den høie 
Støtte ? Det er Wresføtten , som vore Bønder satte til Wre 
for Frederik den Sjette , fordi han frigav dem for Hoveri . Den 
blev lavet af en Billedhugger , som hed Wiedewelt , der senere 
druknede sig af Melancholie . En af vore Digtere skrev et smukt 
Vers om ham i den Anledning . Del burde Du læse ; jeg troer , 
Du vilde synes om det . Men see tilhøjre ! Kan Du see Tivoli ? 
Der maa Du hen og see Dig om engang . Tilvenstre ligger 
Kongens Klub , og her er Stadsgravene . Hvad synes Du om 
den høie , grønne Vold , som ligger foran os ? Er den ikke smuk ? 
Der spadserer Folk fra Morgen til Aften . Naa , nu ere vi i 
Kjøbenhavn ! See Dig om , min Kjære ! Har Du nogensinde seet 
saadanne Huse og saadanne fine Folk som dem , der myldre 
stem her ? “ 
Ella saae sig om . Nei , i Sandhed , hun havde aldrig 
for seet Mage . Hun glemte næsten sin Sorg , idetmindste for 
en Tid , indtil Vognen med eet holdt foran et stort Huus i 
Bredgade , og Kudsken sprang ned for at hjelpe dem ud . 
„ Hvad , allerede ! “ raabte Procurator Kaufmann forundret 
og saae paa sit Uhr . „ Naa , jeg haaber , de ere hjemme . Kom , 
min Kjære ! “ Han tog Ella ved Haanden , medens hun græd 
heftigt og raabte : 
„ O , kjære , kjære Procurator Kaufmann , forlad mig ikke ! 
forlad mig ikke ! “ 
„ Nei , hvem siger , at jeg vil forlade Dig ? “ sagde han 

beroligende , „ græd ikke . Det var ret ! Nu er Du en god lille 
Pige . Jeg vil nødigt have , Fru Lehmann skal see , at Du 
græder . “ 
Ella aftørrede sine Taarer for at behage den gode Procurator , 
som havde taget sin Lommebog frem og læste : 
„ Bredgade Nr . 14 , første Sal . “ 
De gik opad Trapperne og standsede foran en egemalet Dør , 
hvor Navnet Lehmann stod paa en Messingplade . 
Procurator Kaufmann trak i Klokkesnoren , og en Tjenestepige 
aabnede Døren . 
„ Er Grosserer Lehmann hjemme ? “ spurgte han . 
„ Nei , haner netop gaaet ud , “ svarede Pigen , „ men Fruen 
er hjemme , hvis De behager . “ 
„ Godt , her er mit Kort , bring hende det ! “ 
Pigen gik ind med Kortet , men kom snart igjen og bad 
Procuratoren træde nærmere . 
Hun fulgte dem gjennem en lang Korridor , aabnede en 
Fløjdør og lod dem træde ind i et meget stort Værelse . 
Procurator Kaufmann saae sig om ; der var Ingen tilstede , 
og han benyttede derfor Leiligheden til at undersøge Omgivelserne 
med mere Interesse , end man skulde have tiltroet ham . Men han 
sagde til sig selv : 
„ Man kan oste lettere gjøre sig et Begreb om Folks Characteer 
ved at studere Ordningen af deres Huus , end ved deres 
egen Fremtræden , thi den sidste vaage de over med stor Omhu , 
naar de vide sig bemærkede , medens den første kommer ligefra 
deres Hjerte . Jeg vil see mig om for at slutte mig til , hvad 
min lille Protege tør vente at finde her . “ 
„ Hm ! Stor Pragtsyge , stor Kjærlighed til Pral . Ingen 

Smag , ingen Orden . Jeg tør paaslaae , Ingen har idag tørt 
Støvet af her . Nei , sandelig ; see en Gang paa Bordet , see paa 
Stolen , see her , hvor Du behager , Støv , Støv , Støv ! “ 
„ Ah , Blomster ! ' Han nærmede sig Vinduet , hvor der stod 
nogle forgyldte Urtepotter med Blomster i , der vare visnede af 
Mangel paa Vand . 
„ Hm ! Et meget slet Tegn ! Slakkes Lille ! Jeg frygter , hun 
vil komme til at savne Kjærlighed her , som de stakkels Blomster 
mangle Vand . ' 
„ Kjære Procurator Kaufmann ! ' sagde Ella med et ængsteligt 
Blik , „ lad og skynde os bort , før hun kommer . Jeg troer , 
jeg er bange for hende . . O , forlad mig ikke ! Jeg tør ikke blive 
her alene . Jeg er bange for dette store , fremmede Værelse . “ 
. Vær ikke bange , “ sagde den gamle Procurator trøstende , 
skjøndt han intet Godt anede , „ see Dig om , er her ikke saa smukt 
som i et Paradiis ? See der er den nydelige lille chinefiske Figur . 
Kom , skal jeg række Dig den ; men hold fast , at Du ikke taber 
den , “ 
Netop i samme Øieblik som Ella stod med den omtalte 
Figur i Haanden og betragtede den med forundret Blik , blev 
Døren aabnet , og en høi Dame med sorte , funklende Øine og 
stolt Holdning traadte ind . 
Hun var kommen saa lydløst , at Procurator Kaufmann 
foer tilbage , og Ella — o , Himmel ! — tabte den chinefiske 
Figur paa Gulvet . 
To Skrig , det ene svagt og skjælvende , det andet høit og 
rasende , lød igjennem Værelsef , medens Procuratoren i Tavshed 
opsamlede Levningerne af den engang saa smukke , men nu tilintetgjorte 
Figur . 

„ O , min kjære chinefifle Figur ! “ streg Fru Lehmann og 
slog stne Hænder sammen . „ Hvad i al Verden sfulde Du med 
den , Du stygge lille Ulykkesfugl ? Det maa jeg sige , det er en 
god Begyndelse ; hvis Du vedbliver paa den Maade , var det 
bedre , om Du aldrig var kommen her . “ 
„ Men hvad er der i Veien , Moder ? “ raabte en lille Pige , 
som viste sig i den aabne Dør . „ Har hun allerede slaaet Din 
chinesiste Figur itu ? Fy , skam Dig noget ! “ 
, O , kjære Procurator Kaufmann ! “ sagde Ella og kastede 
sig i den gamle Mands Arme , . forlad mig ikke , jeg døer af 
Angst . Gaa ikke , gaa ikke ! “ 
„ Stills ! “ sagde han blidt . „ Jeg formoder , Fru Lehmann , 
at De af det Brev , jeg skrev til Deres Mand , veed , hvorfor 
jeg er kommen . Her er den lille Pige , Frøken Hjelm har ønsket 
at overgive til Deres Omsørg . Min Tid er knap , jeg maa strax 
igjen fage hjem ; men før jeg tager Afsfed med min lille Veninde 
her , beder jeg Dem være kjærlig og omhyggelig mod hende , ikke 
blot for Frøken Hjelms Skyld , men ogsaa fordi det kjære Barn 
nu staaer saa ene i Livet og trænger til en Erstatning for den 
Kjærlighed og moderlige Pleie , hun gik tabt af ved Frøken 
Hjelms altfor tidlige Bortgang . “ 
„ Naar det er nødvendigt , at Procurator Kaufmann strax 
tager hjem , vil jeg ikke opholde Dem længere , “ sagde Fru Lehmann 
koldt ; „ men lad mig bemærke , før De forlader os , at 
Ella altid vil finde en kjærlig Moder i mig , naar hendes Opførsel 
er saaledes , at jeg kan være det . I modsat Fald indseer 
De , at jeg ikke kan behandle hende som Datter . “ 
Hun hilste koldt og forlod Værelset , ledsaget af sin Datter , 
efter at denne dog først bavde tilkastet Ella et fjendsk Blik . , 

„ Hm ! “ sagde den gamle Procurator tankefuld ; thi han holdt 
meget af lille Ella , og det gjorde ham mere ondt , end han vilde 
tilstaae for sig selv , at lade hende tilbage under Fru Lehmanns 
Beskyttelse . 
„ Farvel , kjære Barn ! Bær rolig ; jeg lover Dig at komme 
nu og da at see til Dig . Men saa maa Du ikke græde ; hvis 
Du græder , kommer jeg aldrig mere . Husker Du det ? Naa , det 
var ret , nu er Du en fornuftig lille Pige ; derfor skal jeg ogsaa 
kave noget med til Dig , som jeg veed , Du holder meget af , 
naar jeg kommer næste Gang . Farvel , Ella ! “ Han kyssede 
kende kjærligt paa Panden . „ Farvel , mit Barn ! “ 
„ Gamle Martha ! “ hviskede hun med skjælvende Slemme . 
Gamle Martha ! “ 
„ Ja . jeg skal huske hende . Farvel ! “ Han skyndte sig bort , 
for al skjule sin Bevægelse . 
Stakkes Ella ! Nu var hun ene . Hun satte sig i den mørkeste 
Krog af Værelset og græd bitterligt . Stakkels Barn I Ingen saae 
hende , Ingen hørte hende , hun var ganske ene ! Ganske ene ? 
Nei ! Han saae hende , han hørte hende , han , som seer og hører Alt . 
Den ene Time gik efter den anden ; men Ingen kom for 
at trøste den lille Fremmede . Det syntes næsten , som om de 
ganske havde glemt hende . 
Endelig blev der trukket stærkt i Dørklokken . 
Hun foer op og hørte en dyb Stemme spørge : 
„ Hvor er den lille Pige ? Jeg talte med Procurator Kaufmann 
paa Gaden , og han sagde , han havde bragt hende herop . “ 
„ Du kan finde hende i Salen , “ svarede Fru Lehmanns 
velbekjendte Stemme . „ Hun har allerede slaaet min chinesiske 
Figur i Stykker . Havde det ikke været den forste Dag , skulde 

jeg have straffet hende saa alvorligt , at hun aldrig oftere skulde 
slaae noget itu her i Huset . “ 
„ Stille ! Jeg haaber ikke , Du har sfjændt paa hende , stakkels 
Barn . Jeg vil gaae ind til hende ; hun trænger til Trøst og 
Opmuntring ; hun er langt fra dem , som elske hende , og som 
hun elsker . “ 
„ Trænger hun til Trøst ! Ha , ha , ha ! Gaa , kjære Ven , 
gaa og vær hendes Trøster ! lad hende slaae Dit Uhr i Stykker 
og knække Dine Briller , saa kan Du trøste hende ovenpaa det , 
hvis Du har Lyst dertil . “ 
„ O , Fader ! Hun er saa styg , saa uartig , og Moder siger , 
af Du burde være Frøken Hjelms Arving , og ikke hun ; for hun 
er kun en fremmed lille Tiggerpige fra Landeveien . “ 
„ Stille , Du uartige Barn ! “ sagde den dybe Stemme , og 
Døren til det Værelse , i hvilket Ella opholdt sig , blev sagte 
aabnet . Hun hørte lette Trin nærme sig ; men hun havde skjult 
Ansigtet i sine Hænder og havde ikke Mod til af tage dem bort 
for af see , hvem det var . 
Dog , der var en Anden , som tog dem bort , og to kjærlige , 
milde Øine saae medlidende ind i hendes blege Ansigt . 
„ Stakkels Lille ! “ sagde den fremmede Herre og bøiede sig 
over hende . „ Vær ikke bange , jeg er Din Ven , “ 
Han lod sin Haand kjærligt glide over hendes Lokker , og 
hun følte sig filmode , som havde en Solslraale listet sig ind i 
hendes Hjerte . Hun slyngede begge sine Arme om hans Hals 
og begyndte af græde , skjøndt et klart Smiil oplyste hendes 
søde Ansigt . 
. Kjære Lille ! Kjære Lille ! “ hviskede han ømt , „ jeg er Din 
Ben af mit ganske Hjerte . “ 

Femte Capitel . 
Det var Morgen . Ella vaagnede . Klokken slog syv . Hun 
reiste sig hurtigt , da hun var vant til at staae op Klokken sex 
paa Thorshøi og var bange for , at Fru Lehmann vilde skjænde 
paa hende , fordi hun havde ligget saa længe . 
Hun klædte sig paa og . forlod sit Værelse med et tungt 
Hjerte . Hun traadte ind i Dagligstuen . Der vær Ingen . Hun 
gik ind i Cabinettet ved Siden af ; der var ogsaa tomt . Hele 
Huset syntes at sove endnu . Hun nærmede sig til Vinduet ; ogsaa 
Gaden var tom og forladt . 
„ De sover ! “ hviskede hun og gik tilbage til sit eget Værelse . 
„ O , hvis jeg var paa Thorshøi ! Martha har allerede 
længe været oppe . Og mine Duer og mine Blomster , hvorledes 
have de det ? Hvor nu Dugdraaberne funkle i Græsset panden 
store Plaine . O , var jeg blot paa Thorshøi ! “ Hun sank ned 
paa en Stol , skjulte sit Ansigt i sine Hænder og begyndte at 
græde : 
„ Var jeg blot hjemme ! Var jeg blot hjemme ! Var jeg 
blot hjemme ! “ 
Men Ingen hørte hende , undtagen han , der er Skjæbnens 
Herre , og han svarede : 
„ Nei , Barn , nei ! Du maa bliver her . Jeg vil prøve Dig ; 
og naar Du virkelig bestaaer Proven , vil jeg engang kalde 
Dig hjem . “ 
Klokken slog otte . Ella sad endnu med Ansigtet skjult i 
sine Hænder . Stakkels Barn , hun tænkte paa den gode Tante 
Hanne , paa gamle Martha og paa Thorshøi , paa sin Moders 
Grav og paa alt , hvad hun elskede . 

„ Otte ! “ raabte hun og reiste sig . „ Jeg vil gaa og see . 
om de endnu kunne sove , skjøndt Solen en slaaet op for længe 
siden . Jeg kunde have Lyst til at spadsere i den friske Luft , 
som jeg altid gjorde paa Thorshøi . “ 
Hun forlod atter sit Værelse og gik til Dagligstuen , hvor 
hun fandt Grosserer Lehmann ifærd med at læse Aviserne . 
Hun var traadt saa lydløsf ind , at hun fik Tid til at betragte 
ham nøiere , før han opdagede hende . Han sad bøiet 
over Bordet med en meget alvorlig Mine ; der var noget i hans 
Ansigt , som forraadle , at han havde et tungt Hjerte . 
Ella traadte nærmere . Ned at see hans Sorg glemte hun 
sin egen . Hun elskede ham allerede ; thi han var den eneste i 
dette Huus , der havde været kjærlig mod den lille Fremmede . 
Og hvor taknemmelig kan ikke et Barn være ! Det glemmer sjelden 
den Kjærlighed , der bliver tildeelt det . 
Hun lagde sin Haand sagte paa hans Arm og saae paa 
ham med et deeltagende Blik . 
„ Allerede oppe , min lille Ven i “ sagde han og klappede hende 
paa Kinden . „ Du slaaer nok op med Solen ; men det er bedre 
end at sove , naar hele Naturen er vaagnet . Du er meget bleg 
Pleier Du altid at være det ? Eller er Du maaskee træt efter 
Reisen ? “ 
Taarerne stjal sig frem i hendes Øine , og hun hviskede 
ængsteligt : 
„ Jeg længes saa meget efter mit Hjem . “ 
„ Stakkels Barn ! Du længes . Ja , vi længes alle ester det , 
vi have mistet og maaskee aldrig faae igjen . “ Han sukkede let , 
reiste sig og sagde : 
„ Kom , Du kan skjænke Thee til mig og til Dig selv . “ 

De gik ind i Spisestuen , og han satte sig ved Theebordet , 
medens Ella skjænkede for ham . 
. Tak ! “ Han sukkede igjen . „ Sid ned , Barn , og fortæl 
mig , hvordan Du tilbragte Dagen paa Thorshøi . “ 
„ O , jeg skrev , læste og tegnede med Tante Hanne . Og 
efter Middagsbordet gik vi altid en Tour i Haven , for vi gik 
til Kirkegaarden , hvor min Moder ligger begravet . “ 
„ Din Moder ! Ja , det er sandt , Din Moder . Jeg formoder , 
Tante Hanne var meget kjærlig mod Dig . Du vil savne hende , 
Ella . “ 
„ Ja , jeg vil , “ sagde hun alvorligt . „ Jeg længes ogsaa 
efter gamle Martha og Thorshøi . Men Tante Hanne var som 
en Moder imod mig ; det er saa tungt aldrig mere at skulle see 
hende . “ 
. Nu maa jeg gaae , “ sagde Grosserer Lehmann og reiste sig . 
„ O ! “ raabte den lille Pige , og hendes Øine fyldtes med 
Taarer . 
„ Men jeg kommer snart tilbage , “ vedblev han med et op . 
muntrende Smiil . „ Imidlertid kan Du slifte Bekjendtskab med 
Olga . Jeg tænker , I snart ville blive gode Venner . “ Han sukkede 
atter . „ Farvel , Ella ! “ Han forlod Værelset med et venligt 
Nik , og hun var igjen ene . 
Endelig viste en ung Dame sig . Det var Frøken Grøn , 
Olgas Gouvernante . 
„ Hvor er Grosserer Lehmann ? “ spurgte hun og fæstede 
sine brune , funklende Øine med et spørgende Udtryk paa Ella . 
„ Han er gaaet , “ svarede den lille Pige . 
„ Er han gaaet ? Godt . Siig til Hansen , at hun kan 
skjænke min Thee . “ 

„ Hansen ! “ gjentog Ella forundret . 
„ Ja , Hansen . Det er Huusholdersken , Du lille uvidende 
Skabning . Men vent lidt ; jeg kan maaskee gjøre det selv . “ 
Men i det Samme gik Døren op , og Huusholdersken 
traadte ind . 
„ Godmorgen , Frøken Grøn ! Allerede oppe ! Jeg froede , De 
sov endnu . “ 
„ Nei , jeg kunde ikke sove . Hvor er Olga ? “ 
„ Olga ! jeg tænker , hun ligger i sin Seng . “ — „ Godmorgen , 
min lille Pige ! Har Du faaet noget at spise ? — 
Men , hvor hun er smuk ! Og Olga , som sagde , hun var saa 
styg —vedblev Huusholdersken afsides til Frøken Grøn . 
„ Fru Lehmann er saa vred paa hende . Hun har slaaet 
-hendes chinesiske Figur itu . “ 
„ Stakkels Lille ! Saa vil hun aldrig komme i hendes Kridthuus . “ 
„ Nei , 
det vil hun sandelig ikke , “ hviskede Frøken Grøn . 
« Hun hader hende , fordi gamle Frøken Hjelm har adopteret 
hende . Hun siger altid , naar hun taler om hende : „ Den frem . 
mede lille Tiggertøs , som har fraranet os vor Arv . “ Stakkels 
lille Skabning ! Men , strengt taget , har hun Ret ; thi Grosserer 
Lehmann burde have arvet Frøken Hjelm . Han var hendes 
eneste levende Arving , og Godset burde være tilfaldet ham . Jeg 
maa tilstaae , det vilde ogsaa have gjort mig ondt , hvis en 
ganske Fremmed havde gaaet hen og arvet , hvad der tilkom 
mig med Rette . “ 
„ Jeg veed ikke , “ sagde Hansen , som Huusholdersken blev 
kaldet af Alle i det Lehmannske Huus , „ men er Grossereren ikke 
hendes Formynder ? “ 

„ Jo , og han faaer hvert Aar en stor Sum Penge derfor , 
saalænge hun opholder sig i hans Huus ; og hvis hun døer , er 
han hendes eneste Arving . “ 
„ Hm ! Jeg tænker , hun bliver her ikke længer end høist 
nødvendigt . Hun gifter sig nok , saasnart hun er i den Alder . 
Jeg tør love for , der vil være Fuglefængere i tusindviis for 
at fange en saadan Guldfugl . “ 
„ Ja , “ svarede Frøken Grøn , idet hun blev rød af Vrede , 
„ det er Verdens Gang . Penge , Penge , Penge raabe alle Mænd . 
Ikke en eneste spørger : „ Hvordan er hendes Hjerte ? “ Nei ! 
„ Hvordan er hendes Børs ? “ Det er Spørgsmaalet . Men havde 
jeg Penge , saa skulde jeg lee ad dem Alle ; jeg forsikkrer Dem , 
Hansen , jeg giftede mig aldrig , undtagen det var med en sand 
Gentleman . En Gentleman . . . . “ 
„ Som vilde ægte en fattig Pige , “ afbrød HuuSholdersken 
hende med et polidsk Smiil . „ Men en saadan Person , frygter 
jeg for , De ikke støder paa . Jeg veed meget godt , at der endnu 
findes saadanne Mennesker ; men jeg tør sige , de — “ 
„ Hansen ! Hansen ! “ raabte Olga , som traadte ind af 
Døren , „ Du skal skjænke en Kop Thee til Moder . Hører Du , 
Du gamle Sladdersøsfer ? “ 
„ Stille ! Gjør ikke saadan en Støi ! “ sagde Frøken Grøn . 
„ Godmorgen ! Er Du allerede oppe , Du lille Ulykkesfugl ? “ 
raabte Olga til Ella , uden at tage Notice af sin Gouvernantes 
Nærværelse . „ Har Du ogsaa slaaet den anden chinesiske Figur 
i Stykker ? Har Du ? Moder er saa vred paa Dig . Aa , Frøken 
Grøn , skjænk Thee til mig . jeg er saa tørstig ! “ 
„ Jeg tænker dog , Du kan vente , til Hansen kommer , for 

jeg er ikke Huusholderske her . Hvor ofte sfol jeg fortælle Dig 
det ? “ 
„ Naa , Moder har rigtignok Ret , naar hun siger , De er 
saa stolt som en Fugl uden Fjer . Men naar De ikke vil skjænke 
Thee til mig , saa skal Ella , for hun er Kosfgjænger her , og 
Moder siger , hun er en lille TiggertøS . “ 
„ Stille , Du Sladderhank ! “ 
„ Du er en meget uartig Pige , “ sagde Huusholdersken , 
som netop traadte ind igjen . „ Fy , skam Dig noget , at tale 
saadan til den stakkels lille Pige , som er fremmed her ! “ Hun 
gik hen til Ella , som var ganske bleg , tog en af hendes Hænder 
og sagde mildt : 
„ Følg Du med mig , min lille Yndling ! “ 
. Nei , “ raabte Frøken Grøn , „ det kan jeg ikke tillade ; hun 
maa gaae med mig “ Hun reiste sig hurtigt . „ Kom Olga ! 
Kom Ella ! “ Og hun forlod Værelset ledsaget af begge Børnene . 
Skolestuen var et stort , mørkt Værelse , som fik Ella til 
at gyse tilbage i og da Frøken Grøn satte sig for Enden af et 
langt , brunt Bord og pegede paa en Stol , der stod ligeoverfor 
den , Olga netop havde sat sig paa , sank hendes Mod . Hun 
fænkte paa den gode Tante Hanne og paa hendes kjære Læsetimer 
paa Thorshøi ; og havde ikke Olgas kolde , blaae Øine 
hvilet paa hende med et spottende Udtryk , var hun bristet i 
Graad ; men nu bekjæmpede hun sig og satte sig ned med et 
tungt Hjerte . 
Ella var meget flink , og da Frøken Grøn , som virkelig var 
en udmærket Lærerinde , begyndte at høre hende i forskjellige Ting 
glemte hun for en Tid sin Sorg og overraskede Frøken Grøn 
ved sine bestemte og klare Svar . 

Imidlertid legede Olga med sine Bøger og byggede et Huus 
af dem , indtil de faldt om og væltede et stort Blækhuus , som 
udgjød sit sorte Indhold over Bordet . 
„ Men , Gud ! “ raabte Frøken Grøn , „ hvad skaldet betyde ? “ 
„ Det var Ella , som væltede det , “ raabte den uartige Pige , 
„ jeg vil gaae og fortælle Moder det . “ 
„ Græd ikke ! Græd ikke ! “ sagde Frøken Grøn trøstende . 
„ Hvis Ella har gjort det , fortjener hun i Sandhed at blive 
straffet derfor . Gaa ! Din Plads er i Skammekrøgen . Der 
kan Du blive staaende , til Du har angret Din Ondskab . 
Ella reiste sig . Der var et Udryk i Frøken Grøns Øine 
der tydeligt sagde hende , at det vilde være forgjæves at vente 
Medlidenhed fra den Kant . Hun gik derfor i Skammekrogen , 
uden at sige et Ord til sit Forsvar , ester at have kastet et langt 
bebrejdende Blik paa Olga , som fik den uartige Pige til at 
rødme . 
Det var tunge Timer for vor lille Ven , medens hun stod 
der i den mørke Krog , som det syntes ganske glemt af Alle . 
Hendes røde Kinder bleve blegere og blegere , hendes Læber 
skjælvede , og hendes Øine fyldtes med Taarer ' . 
„ Jeg vil ikke græde , “ sagde hun til sig selv . „ De ville 
glæde sig over mine Taarer . O , Tante Hanne , seer Du mig ? 
Gid jeg var hos Dig ! “ 
Tilsidst reiste Frøken Grøn sig . Skoletiden var forbi , og 
hun og Olga forlode Værelset , uden at kaste et Blik til Ella . 
Stakkels lille Pige ! Nu kunde hun græde , nu var hun 
ene ; og hun græd af sit ganske Hjerte , til hun faldt i Søvn 
og gjenfandt sit . kjære Hjem , Tante Hanne og gamle Martha i 
Drømmenes Verden . 

„ Kom , “ sagde Hansen og omfavnede hende . Middagsmaden 
er færdig . Hvorfor væltede Du Blækhuset , mit kjære 
Barn ? Du maa love mig ikke at gjøre det oftere . Kom ! “ 
Hun ferie hende til Spisestuen , hvor de Andre allerede 
vare samlede , paa Grosserer Lehmann nær , hvem Ellas Øine 
forgjæves søgte efter . 
Olga og Ella toge Plads ved et lille Bord , som stod i 
Nærheden af det store Spisebord , hvorved Fru Lehmann og 
Frøken Grøn havde sat stg , medens en Tjener var beskjæftiget 
med at opvarte dem . 
„ Chrisfen ! Chrisfen ! “ raabte Olga utaalmodigt , „ ræk mig 
Brødkurven . Hører Du , jeg vil have Brødkurvenn . “ 
„ Chrisfen ! “ raabte Frøken Grøn , „ ræk mig et Glas Vand ! “ 
„ Chrisfen ! “ raabte Fru Lehmann , „ ræk mig min Serviet , 
den er falden paa Gulvet ! “ 
Stakkels Chrisfen rendte frem og tilbage , medens Hansen , 
som var beskjæftiget ved et Sidebord med at skjære for , tænkte : 
„ Chrisfen her og Chrisfen der ! Gid de ingen Chrisfen havde 
at . raabe paa ! “ 
Men det var virkeligt et meget ubetænksomt Ønske af hende , 
dersom ve ingen Chrisfen havde , hvem maatte saa holde for 
uden netop Hansen selv ; thi En vare de jo nødte til at kalde paa . 
„ Hansen ! De maa ikke give Ella det allermindste af Buddingen . 
Hun har ikke fortjent det , den uartige Pige , som slog 
min chinesiske Figur ilu og væltede Blækhuset . Men jeg skal 
fortælle det til Lehmann , naar han kommer hjem , og jeg haaber , 
han vil straffe hende saa strengt , som hun i Sandhed har 
fortjent det . Har Du bedet Olga om Forladelse ? Hvis ikke , 
saa gjør det øieblikkeligt ; ellers faaer Du intet at spise . “ 

„ Jeg ko- , ikke , “ sagde Ella med skjælvende Stemme . „ Jeg 
har ikke væltet Blækhuset . Det var Olga selv , som gjorde det . “ 
„ Jeg ! Hvor hun dog lyver ! “ raabte Olga med funklende 
Øine . „ Men Moder kjender mig meget bedre end som saa . 
Hun veed , jeg har ikke gjort det , Du uartige Pige . “ 
„ Du vil ikke bede hende om Forladelse ? “ spurgte Fru Lehmann 
koldt . — „ Ræk mig meer Budding , Christen ! — Og 
Du taler desforuden Usandhed . Godt ! Lad os saa prøve , hvad 
Virkning Sult vil have . — Jeg tænker , Selskabet vil blive 
meget morsomt , Frøken Grøn . “ 
„ Ja , naturligviis , Fru Lehmanns Selskaber ere altid morsomme , “ 
svarede Frøken Grøn smigrende . „ Kommer Abrahamsen ? “ 
„ Ja , 
han modtog min Invitation , som det syntes , med 
Glæde . Og Candidat Berg , Forfatteren til „ Kjærlighed og Had “ , 
kommer ogsaa . “ 
„ Hvor det er inferessant ! “ udbrød Frøken Grøn , som 
udmærket godt forstod at smigre Fru Lehmann . „ Jeg har netop 
læst hans sidste Bog , og jeg kan ikke mindes at have læst noget 
mere tiltalende . Hvor gammel er han ? “ 
„ Fire og tredive , min Kjære . Han er i sin bedste Alder . 
Men , hvad det var , jeg vilde sige , — Frøken Kaalund har 
ogsaa modtaget min Indbydelse . Hun er i Sandhed en meget 
behagelig og nydelig ung Pige , og jeg troer , hun er en af de 
rigeste Damer i Kjøbenhavn . “ 
„ Ja , saa maa hun sagtens være behagelig , “ svarede Frøken 
Grøn spydigt , „ for jeg har aldrig hørt noget gjøre Folk saa 
elskværdige , som Penge . “ 
Imidlertid sad Olga og spiste en stor Portion Budding , 

medens stakkels Ella som Tantalus maatte see derpaa , uden at 
være istand til at naae det . 
„ Hvor det smager deiligt ! “ sagde Olga for at drille hende . 
„ Hvis Du ikke havde væltet Blækhuset , vilde Du ogsaa have 
faaet en Portion . “ 
„ Men jeg bryder mig ikke om det , “ svarede Ella stolt . 
„ Jeg har spiist det for og veed meget godt , hvorledes det smager . “ 
„ Vidste Du det ogsaa , da Tante Hanne fandt Dig som en 
lille Tiggertøs paa Landeveien ? “ 
„ Jeg vilde neppe have faaet at vide , hvorledes nogetsomhelst 
smagte , hvis Tante Hanne havde været som Du , “ svarede 
Ella roligt . 
„ Nei , det har Du Ret i ; for jeg havde aldrig adopteret 
en Tiggerpige og fraranet mine egne Slægtninge deres Arv . 
Thorshoi tilhører Dig ikke med Rette ; det burde have tilhort 
min Fader , for han er Tante Hannes naturlige Arving , Du er 
kun et stakkels Hittebarn , som Moder siger . “ 
„ Gud give , jeg var vedbleven at være det hele mit Liv ! 
Saa havde jeg aldrig lært Dig at kjende og havde aldrig hørt 
Dine uretfærdige Ord . “ 
„ Ja , Du kan troe , jeg ønsker det Samme ; for saa var 
Thorshoi engang tilfaldet mig . Og Moder siger , at Penge er 
den bedste Anbefaling i Livet , og Froken Grøn siger det Samme ; 
for Frøken Grøn “ — Olga bøiede sig over Bordet og hviskede 
de sidste Ord — „ siger altid Ja , naar Moder siger Ja , og Nei , 
naar Moder siger Nei . Læg Mærke til det , saa skal Du see , 
jeg har Ret . Moder og Frøken Grøn ere altid af den samme 
Mening ; ellers blev hun her ikke længe . Min sidste Gouvervante 

maalte over Hals og Hoved forlade Huset , fordi hun og 
Moder ikke kunde komme ud af det sammen . “ 
Her blev hun afbrudt i fin fortrolige Meddelelse , da Fru 
Lehmann ved at reise sig fra Bordet gav tilkjende , at Taffelet 
var hævet , og Alle forlode Værelset paa Hansen og Christen nær . 
„ Nu kan Du gaae tilbage til Skoleværelset , “ sagde Fru 
Lehmann til Ella , „ hvor Du skal blive , til Du har bedet Olga 
om Forladelse . “ 
„ De behøver ikke at læse mere med Olga idag , “ vedblev 
hun og vendte sig til Frøken Grøn . „ Jeg vil gjerne have Dem 
til at hjælpe mig lidt med Arrangementet i Aften . Kom , Olga , 
Du kan ogsaa være til nogen Nytte . “ 
Hun gik ind i Dagligstuen , fulgt af sin Datter og Frøken 
Grøn , medens Ella listede sig til det mørke , ensomme Skoleværelsæ . 
Hun kunde ikke beqvemme sig til al bede Olga om Tilgivelse , 
da hun ikke havde gjort hende noget ; det vilde have været det 
samme for hende som at sige en Usandhed , og Ella var ingen 
Hykler . Hun var for god til dette Huus . 
Hun satte sig ned ved Bordet og begyndte at læse i en af 
de Bøger , Olga havde brugt til sin uheldige Bygning om Formiddagen . 
Hun var bestemt paa , ikke mere at græde ; hun vilde 
forsøge paa at være tilfreds med sin sørgelige Skjæbne . Var 
det ikke Tante Hannes Villie , at hun skulde blive i dette Huus , 
hvor alt syntes saa fremmed , saa ukjærligt , saa ondt ? Jo , det 
var ! Og for Tante Hannes Skyld vilde hun see at drage den 
bedste Nytte af sit Ophold der . Hun vilde ikke overgive sig til 
Sorg , til Taarer ; hun vilde prøve paa at overvinde dem og 
være saa tilfreds som mulig , thi skjøndt hun var et Barn , men 
et meget klogt Barn , indsaae hun , at hvis hun nu gav efter for 

fin Utilfredshed og Sørg , vilde tilsidst hendes bedre Følelser blive 
tilintetgjorte , og denne Tanke gav hende Styrke til at sige af sit 
ganske Hjerte : 
„ Jeg vil ikke give efter før min Utilfredshed , min Sørg , 
jeg vil kjæmpe mød dem og , øm Gud vil , overvinde dem . “ 
Og hun begyndte at læse og glemte alt omkring sig , selv 
Fru Lehmann og hendes mørke funklende Øine , som mere mindede 
om Vesuvs Lavastrømme end om det klare Speil , der gjengav 
et menneskeligt Hjertes Følelser . 
. Grosserer Lehmann vil tale med Dig , “ sagde Hansen , som 
var traadt saa lydløst ind , at Ella ikke havde mærket det . „ Kom , 
min lille Ven ! Du maa ikke sørge saa meget . Jeg har sat et 
stort Stykke Budding tilside til Dig . “ 
Ella fulgte den gode Sjæl med et taknemmeligt Smiil , 
thi selv den mindste Kjærlighed , der nu blev viist hende , var 
en uventet Lykke , som hun modtog med et taknemmeligt Hjerte . 
Grosserer Lehmann var beskjæftiget med at skrive , da Ella 
for sørste Gang betraadte hans Comptoir . Hun blev staaende 
ved Døren , medens han løftede fit Hoved og fæstede fine Øine 
paa hende med et halvt kjærligt , halvt strengt Blik . 
„ Kom Ella , jeg vil tale med Dig , “ sagde han tilsidst . 
Hun traadte stiltiende nærmere . Han tog den ene af hendes 
smaae Hænder i fine og vedblev , idet han drog hende nærmere 
til sig : 
„ Det gjør mig saa ondt , at Du allerede har givet Frøken 
Grøn Aarsag til at klage paa Dig . Du veed , at jeg er Din 
Ven . Veed Du ikke ? — Godt ! Jeg troer ikke , jeg tager feil , 
naar jeg tænker , Du ogsaa holder lidt af mig , og hvis Du i 
Virkeligheden ønsker , at dette Venskab imellem os skal bestaae , 

maa Du love mig , aldrig oftere at være uartig . Ml Du gjøre 
det ? Godt ! Jeg vil ikke spørge Dig om , hvorfor Du væltede 
Blækhuset ; det var slygt gjort , men det er dog endnu sthggere 
at sige en Usandhed og derved kaste Skylden over paa en 
Uskyldig . Derfor bor Du ogsaa bede Olga om Tilgivelse . Jeg 
veed , Du vil være villig til at gjøre det . Nu , da Du har havt 
Tid til at tænke over Din slygge Opforsel , har Du sikkert angret 
den . Har Du ikke ? “ 
Ella vidste ikke , hvad hun skulde svare . Hun kunde ikke 
bringe over sit Hjerte at fortælle sin kjærlige Ven den hele Sandhed . 
Hvor vilde det ikke saare ham at høre , hvor falsk og 
ondskabsfuld hans Datter var ! Hun vilde ikke for alt i Verden 
saare ham , som var saa mild , saa venlig mod hende , ham , som 
var hendes eneste Ven . 
„ Jeg vil gaae og bede hende om Tilgivelse , “ hviskede hun 
efter en lang Kamp med de forskjellige Folelser i hendes lille 
Hjerte . „ Jeg vil gaae . “ Taarerne stode hende i Øinene , og 
hun tilføiede saa sagte , at han ikke kunde høre det : „ For hans 
Skyld . “ 
„ Gaa , Barn ! “ sagde han med et opmuntrende Smiil . 
„ Jeg vil vente paa Dig her , “ og saa fortsatte han sin Skrivning . 
Ella forlod Værelset med rødmende Kinder og sænket Blik . 
Hun fandt Olga i Dagligstuen siddende mellem Fru Lehmann 
og Frøken Grøn . Da hun traadte ind , hævede Fru Lehmann 
Hovedet og raabte ved at faae Øie paa hende : 
» Men hvad i Verden gaaer der af Dig ! Hvorledes for 
Du komme her ? Sagde jeg ikke , Du skulde blive i Skoleværelset , 
Du uartige Pige ? 
„ Jeg kommer for at bede Olga om Forladelse , “ sagde 

Barnet med skjælvende Stemme . Hun gik hen til den leende 
Olga , greb hendes Haand og sagde med Besvær : „ Jeg beder 
om Din Tilgivelse . “ 
„ Godt , Du skal faae den , “ sagde Olga bekjæmpende sin 
Latter , . men den synes just ikke at gjøre Dig meget lykkelig . 
Hvor Du seer bleg ud ! Gaa ikke . Jeg har nok Lyst til at lege 
lidt med Dig . “ 
Men Ella syntes ikke at høre dette Forslag . Hun skyndte 
sig at forlade Værelset , og da hun havde lukket Døren efter sig , 
løb hun til Grosserer Lehmann , kastede sig i hans Arme og 
brast i heftig Graad , 
„ Tys ! “ sagde han , „ Du har ingen Grund til at græde , 
Du har gjort Din Pligt , og det er altid en trøstende Tanke . 
See her , jeg trænger til Din Hjælp . Vil Du ordne disse Avsfer 
for mig ? “ Han rakte hende en stor Bunke . „ Aftør Dine Taarer . 
Du kan stille Dig ved det lille Bord her og begynde Din nye 
Beskjæftigede . “ 
„ Tak ! De er saa god imod mig , “ slammede Ella , som , uden 
at han anede det , netop i dette Øieblik havde givet sin Ven et 
Beviis paa sit taknemmelige Hjerte , der endnu bankede af Frygt 
og Smerte som en lille Fugls , der nylig var undsluppen Fuglefængerens 
Snare . 
Det var en lykkelig Time , den lille Pige tilbragte i Gros , 
serer Lehmanns Værelse . Hvor han var kjærlig mod hende ! 
Han sagde kun faa Ord , men de bleve yttrede med saa mildt 
et Blik , at de fik hendes Hjerte til at banke af Glæde . 
„ Hvad , er Du allerede færdig ? “ udbrød han smilende , da 
hun med en stolt Mine pegede paa Bordet , hvor Bladene laae 
ordnede i fo lige Bunker . „ Det er godt ! Kom igjen imorgen 

saa skal Du faae flere Blade at ordne , siden Du er saa flink . 
Men nu maa Du forlade mig . Du kan lege lidt med Olga . 
Jeg haaber I skulle blive gode Venner . “ Han kyssede hende 
kjærligt paa Panden , og hun forlod ham med et glad Smiil , 
skjøndt det var hendes høieste Ønske at blive hos ham . 
Hun havde ikke Mod til at gaae ind i Dagligstuen til de 
Andre ; derfor gik hun tilbage til den skumle Skolestue og forblev 
siddende der , medens hun tænkte paa , hvor glad hun havde 
følt sig ved at være hos Grosserer Lehmann , indtil endelig tilsidst 
Døren blev aabnet og Frøken Grøn traadte ind . 
„ Hvad er det , Du bestiller ? spurgte hun med en meget 
utilfreds Mine . „ Kom ! Du skal strax klæde Dig om . Lad mig 
see , hvilke Klæder Du har . “ 
Hun trak Ella med sig til dennes Værelse og begyndte at 
undersøge hendes Klæder . 
Men de syntes ikke at tilfredsslille hende ; thi hun skyndte 
sig bort med et haanligt Smiil og kom snart efter tilbage , fulgt 
af Fru Lehmann og Olga , som begge vare iført dyb Sorg , 
skjøndt de ellers bare de mest spraglede Dragter , Ella nogensinde 
havde seet . 
„ Jeg tænker , en af Olgas Kjoler kan passe hende , “ sagde 
Fru Lehmann , ester af hun ogsaa havde undersøgt den lille Piges 
Klæder med spodsk Blik . » Hent en as dem , Frøken Grøn ; men 
skynd Dem , Tiden gaaer , og mine Gjæster komme vist snart . “ 
Fru Lehmann sagde altid mit og mine , aldrig vort og vore . 
et slemt Tegn , som vi aldrig sinde undtagen hos sneverhjertede Folk . 
„ En af mine Kjoler ! “ raabte Olga vred . „ Men jeg vil 
ikke tillade hende af tage den paa ; thi det er min egen Kjole 
og jeg tillader Ingen uden mig selv af bære den . “ 

„ Hold Din Mund ! “ svarede Fru Lehmann heftigt . „ Hun 
skal have den paa , enten Du tillader det eller ei . Ræk mig 
den , Frøken Grøn ! “ Hun rev Kjolen ud af Haanden paa 
den nævnte Dame , som netop traadte ind , og gav Ella , som 
hun imidlertid havde klædt af , den paa . 
. Saa ! den passer hende sandelig meget godt . Men nu 
til hendes Haar . Jeg kan ikke udstaae disse lange Krøller . Hvad 
synes De , Frøken Grøn ? Jeg troer , jeg vil klippe dem af . “ 
„ O , nei ! “ raabte Ella ængsteligt . „ Tante Hanne holdt 
saa meget af dem . De maa ikke klippe dem af . Jeg vil 
hellere blive her . O , jeg beder , jeg beder ! “ 
Et angstfuldt Skrig , og den ene af hendes lange , sorte 
Lokker efter den anden faldt ned paa Gulvet , medens Olga , som 
hidtil havde staaet og grædt af Vrede over sin Kjole , begyndte 
at lee og bøiede sig ned for at fage dem op . 
„ See her ! See her ! “ raabte hun og holdt dem op mod Ella . 
Men Ella saae ikke paa dem . Hun stod med tørre Øine , 
blege Kinder og sammenpressede Læber . Der foregik en Kamp 
i hendes unge Hjerte , som fik det til at banke af Smerte og 
Had . Men hun vilde ikke tillade det at hade Nogen . Hun 
vilde undertrykke denne uværdige Følelse , og derfor kjæmpede 
hun , til den gode Engel feirede over den onde i hendes Hjerte . 
„ Saa ! “ sagde Fru Lehmann uden at fage den mindste 
Notits af det smertelige Udtryk i den lille Piges Ansigt . „ Saa ' . 
Nu seer hun da ud som andre Børn . — Hvad er det , Hansen ? 
Er Alting færdigt ? “ 
„ Ja . Men der er allerede kommen flere Gjæster , og der 
ør Ingen til at modtage dem . “ 
„ Godt , jeg skal skynde mig . Glem ikke , Frøken Grøn , at 

indfinde Dem med Børnene omtrent Klokken ni , og naar de 
have opholdt sig et Kvartsers Tid blandt de Fremmede , er det 
bedst , De bringer dem tilsengs . Oberst Saabyes Børn vare 
neppe et Kvarteer inde til det sidste Selskab , og jeg veed , at 
Oberstens Huus er et af de moderneste i Kjøbenhavn . Naa 
nu maa jeg gaae . Jeg kan ikke forstaae hvor Lehmann er . Det 
er et forunderligt Menneske . Han modtager aldrig mine Gjæster . 
Jeg maa altid selv holde for . “ 
Hun gik bort med opreist Hoved og en Mine som en Dronning , 
fulgt af Frøken Grøn og Olga , medens Ella blev tilbage 
og stirrede med sorgfuldt Blik paa Bordet , hvor Olga havde 
kastet hendes afskaarne Krøller . Hun tog Krøllerne og saae 
paa dem med et veemodigt Udtryk i det blege lille Ansigt . „ O , 
Tante Hanne ! Hvor ofte viklede Du dem ikke om Dine Fingre , “ 
hviskede hun bedrøvet , „ og undertiden kyssede Du dem . Jeg 
vil gjemme dem , fordi Du holdt saa meget af dem , og gamle 
Martha ogsaa . “ 
Hun ordnede dem forsigtigt og gjemte dem i en Skuffe , 
og da Hansen noget efter traadte ind med det lovede Stykke 
Budding , sandt hun den lille Pige sovende i en Stol med Hovedet 
hvilende paa det haarde Bord . 
„ Men hvor er Dine lange Krøller ? “ raabte hun med et 
forundret Blik paa Ellas næsten skaldede Hoved . „ Hvor Du 
seer ud ! Du , som var saa smuk . Fy ! De have gjort Dig til 
en lille Abe . Men kom , Barn ! her er Noget til Dig . “ Hun 
satte Tallerkenen foran hende paa Bordet . Jeg tænker , Du vil 
synes om det . Saa ! Nu kalder Fru Lehmann igjen paa mig . 
Spiis , Barn , spiis ! “ Hun forsvandt hurtigt , medens Ella gjorde 

er Forsøg paa at spise ; men hun havde ingen Appetit , og hun 
kunde ikke lade være at tænke : 
„ Jeg har ikke Ret til dette Stykke Budding . Hansen har 
taget det uden Fru Lehmanns Tilladelse . “ — Hun kunde ikke 
beqvemme sig til at kalde Fru Lehmann Tante . — „ Nei , jeg 
kan ikke spise det . ' 
Men saa tænkte hun paa Hansens gode Villie og paa , at 
det vilde gjøre hende ondt , naar hun sandt Buddingen staaende 
urørt paa Bordet , og saa spiste hun det , skjøndt hun følte sig 
saa mæt ; thi der er Intet der mætter , som Sorgen . 
Klokken ni traadte Frøken Grøn ind med Olga ved Haanden . 
„ Kom ! Kom ! “ raabte den sidste glad . „ Vi skulle ind til 
de Fremmede . O , hvor jeg skal see paa dem Alle . O ! O ! ' 
Frøken Grøn ordnede lidt paa Ellas Dragt , og saa gik de 
til de Fremmede , Frøken Grøn og Olga saa glade som det 
nyfødte Haab , Ella med et Hjerte saa tungt som selve Sorgen , 
Hvor der var forsamlet mange Folk , smukke Damer og 
elegante Herrer ! Men Ellas Blik søgte kun Een , saae kun Een ; 
det var ham , den alvorlige Herre , klædt i Sort , som stod i en 
Vinduesfordybning og talte med en anden Herre . 
Nu nærmede Fru ' Lehmann sig og tog Ella ved Haanden 
for at gaae om med hende til alle Damerne , idet hun sagde 
til enhver især : 
„ Dette er min kjære , lille Niece ; De veed , den lille Pige , Tante 
fandt paa Landeveien , og som jeg senere raadede hende til at 
adoptere , skjøndt Lehmann var hendes eneste Arving . Men 

hvis vi altid kun skulde tænke paa os selv , hvor blev saa 
vore gode Gjerninger af ? Og jeg mener , det er bedre at være 
fattig “ paa Penge og riig paa gode Gjerninger , end det Modsatte . 
Der er Ingen , der spørger os i Himlen : „ Hvor riig var 
Du paa Jorden ? “ Men : „ Hvor riig er Du her ? “ tænker jeg 
lyder Spørgsmaalet . “ 
„ Gud , hvor De har Ret ! “ udbrød Damerne . „ Hvor smukt 
De har handlet i dette Tilfælde ! Men Gud vil gjengjælde Dem 
det , kjære Fru Lehmann , det vil han sikkert . — Hvor gammel 
er Du , min lille Ven ? — Et nydeligt Barnie 
„ Ja , men hun er , som De seer , lidt udannet ! men jeg 
haaber snart at forandre det . Saa , Ella , gaae nu hen til Din 
Søster Olga ; jeg tør nok sige , at hun længes eller Dig . Ja , 
Frøken Bjerg , de to Børn holde allerede saa meget af hinanden , 
at De næsten ikke kan troe det . Men jeg sagde ogsaa til Olga 
at hun skulde være som en Søster for Ella ; thi den stakkels 
' lille Pige har ingen anden Søster . Og De kjender min kjærlige 
Olga . Hun svarede mig med taarefyldte Øine : „ O , Moder , 
hun skal aldrig savne en Søster , for jeg vil af mit ganske 
Hjerte være hende en Søster . Og jeg tør sige , hun vil holde 
sit Ord , den kjære lille , Pige . “ 
„ Hvor det var smukt af hende , det søde Barn , “ sukkede 
Frøken Bjerg og skelede til en ung Capitain , som stod i Nærheden . 
„ Hvor lykkelige dog de Forældre ere , som have saadant 
et Barn ! Finder De ikke det , Capitain Oldenborg ? “ 
„ Jo , sandelig , jeg stnder , De har Ret , nu som altid , Frøken 
Bjerg , “ svarede Captainen med et høfligt Buk . 
„ Imidlertid var Ella ikke gaaet til Olga , som Fru Lehmann 

ønskede det . Hun havde derimod nærmet sig til de to 
Herrer , der stode i Vinduesfordybningen . 
De lagde ikke Mærke til den lille Pige , som var slandset 
i Nærheden af den høie sortklædte Herre , skjøndt hun saae paa 
ham med Øine der udtrykte saa megen Kjærlighed og Tillid , 
at man maatte forundre sig over at finde saa dybe Følelser 
afprægede i et Barneøie . 
„ Men jeg var nødt til at handle saaledes , “ sagde den 
underlige lille Herre til den høie , Ella var standset ved , „ ellers 
havde jeg aldrig gjort det . “ 
Grosserer Lehmann svarede ikke . Han havde netop faaet 
Øie paa Ella , og et Smiil opklarede hans alvorlige Træk , idet 
han venligt sagde : „ Naa , Ella , hvordan morer Du Dig ? “ 
„ Tak , jeg er meget glad ved at have faaet Lov til at komme 
herind . “ 
Hun gik nærmere hen til ham , og han klappede hende 
paa Hovedet med et kjærligt Blik . „ Men hvor er Dine Krøller ? “ 
udbrød han forundret , „ Hvem har klippet dem af ? “ 
„ Fru Lehmann , “ slammede Ella tøvende . 
„ Min Kone ! — Naa , saa maa hun vel have havt en 
Grund dertil . Men der kommer Frøken Grøn for at hente 
Dig . “ tilføiede han med et lille Suk . „ Gaa , Barn , og hvis Du 
imorgen staaer ov med Solen , som Du gjorde idag , saa kan 
Du finde mig i mit Comptoir . “ 
„ Tak ! “ 
Ella fulgte med Frøken Grøn og Olga og overlod til det 
glade Selskab at more sig , saameget det lystede . 

Sjette Capitel . 
Hvor meget kan ikke en Kvinde bære , før hun overgiver 
sig ? Hvor hun kjæmper med Skjæbnen , før hun udbryder : 
„ Jeg kan ikke mere ! Jeg er overvunden ! “ 
Ja , det er sjeldent , en Kvinde udbryder saaledes . Hun 
kjæmper og kjæmper , det venlige Haab hvisker fra Dybet af 
hendes Hjerte : 
„ Kjæmp , kjæmp ! Tab ikke Modet , Du vil dog tilsidst seire ! “ 
Og hun kjæmper paany , til Kampen har overgnavet hendes 
Livstraad , og selv da , naar Døden presser sit kolde Kys paa 
hendes Læber , hvisker Haabet i hendes Hjerte : 
„ Tab ikke Modet ! Kjæmp , kjæmp ! “ 
Hvor tapper hun er ! Det lille Hjerte , der banker i hendes 
Bryst , det lille Hjerte med alle dets kjærlige milde Følelser 
kan besidde et Mod , en Styrke i Prøvelsens Stund , som vi 
sorgjæves søge i Mandens Hjerte , maar Sorg og Smerte banke 
paa dets Dør ; thi selv den Mand , der møder Fjendens Ild 
uden Frygt , uden at blegne , vil flygte bort , bleg og skjælvende 
der , hvor Haabet hvisker i Kvindens Hjerte : 
„ Tab ikke Modet ! Kjæmp , kjæmp ! “ 
Ja , kjæmp Ella , kjæmp ! Det er Kvindens Lod . 
Et Aar var gaaet . Ella havde talt Maanederne , Ugerne , Dagene . 
Hvor de syntes at have været lange . Hvor hun havde længtes 
efter Tants Hanne og gamle Martha , ester sin Moders Grav , ja 
selv efter den gamle Procurator Kaufmann , som hun ikke havde 
seet , siden den ulykkelige Dag , hun betraadte sit nuværende Hjem , 
trods hans Løfte om at komme og besøge hende . 
Hvor ond Fru Lehmann var imod hende ! Hvor Olga drillede 

hende ! Hvor Frøken Grøn straffede hende , skjøndt hun 
aldrig fortjente Straf Men Frøken Grøn vidste jo , at Fru Lehmann 
fandt Glæde i Ellas Sorg . 
Dog , det var forgjæves , at alle disse Fjender forfulgte den 
lille Fremmede . Hun havde en Ven , een , hvis Kjærlighed 
tusindfold opvejede deres Fjendskab . Saalænge hun havde 
ham , tabte hun ikke Modet ; thi hans Smiil var det Skjold , der 
beskyttede hende mod hendes Fjenders Pile . 
Fru Lehmann og Frøken Grøn sade i Dagligstuen . Den 
første var som sædvanligt uden Beskjæftigelse , og hendes funklende 
Øine og rynkede Pande viste tydeligt , at hun var i et meget 
slet Lune . 
„ Jeg vil ikke mere tænke derpaa ! “ sagde hun heftigt og 
trykkede Haanden mod Panden ; „ thi jeg kommer , om muligt 
til at hade hende endnu mere , end jeg allerede gjør . Hvor 
kunde Tante Hanne ogsaa være saa uretfærdig mod sit eget 
Kjød og Blod at adoptere en Fremmed , en Tiggerpige ! Jeg kan 
aldrig , aldrig tilgive hende det . Jeg tørster efter Hævn , og 
naar jeg seer Olga ved Siden af denne Gadepige , som har frarøvet 
os vor Arv , føler jeg Lyst til at knuse hende , som hun 
knuste min chinesiske Figur , da hun første Gang betraadte dette 
Huus . 
„ Jeg kan saa godt forstaae denne Følelse , “ sagde Frøken 
Grøn » idet hun fæstede sine skarpe brune Øine paa Fru Lehmann ; 
„ men hvem veed , hvor længe Ella lever og faaer Glæde af al 
sin Rigdom . Hun seer meget svag ud , og Grosserer Lehmann 
bliver maaskee hendes Arving , før Nogen aner det . “ 

„ Troer De virkeligt ? Hun har maaskee et svagt Bryst . 
Gud give . . . Men nei , hun lever nok og begraver os Alle ; 
Ukrudt forgaaer ikke saa let . Men jeg vil komme til at lide 
meget , naar hun bliver voxen . Jeg veed ikke , hvordan jeg stal 
udholde at see hende omgiven af al den Rigdom og Glands , 
medens jeg og Olga ere saa fattige som Kirkerotter . “ 
„ Det maa ogsaa være et meget ubehageligt Syn . Men , 
som jeg siger , hun er svag , og hun længes mere efter sit gamle 
Hjem , end Nogen aner , og denne Følelse i et Hjerte saa varmt 
som hendes vil tilsidst undergrave hendes svage Helbred , især 
hvis hun slet Ingen havde at søge Trøst hos ; men i den Retning 
er hun stillet godt , for jeg tør nok sige , at Grosserer Lehmann 
er hende en trofast Ven , en Ven , for hvem hun kan aabne 
hele sit Hjerte , og der er ikke slørre Lægedom for et saaret Hjerte 
end netop en trofast Ven , som kan trøste og raade En . “ 
„ O , hvor De har Ret , kjære Frøken Grøn ! “ raabte Fru 
Lehmann med Varme . „ Øer er ingen slørre Lægedom for et 
saaret Hjerte . Derfor takker jeg Gud , som har givet mig Dem , 
min trofaste Veninde , for hvem jeg kan aabne mit stakkels saarede 
Hjerte . Ja , det er saaret ; for De ' kan tænke , hvor smertefuldt 
vel maa være for mig at see min egen Mand holde med min 
Fjende og behandle hende , som var det hans eget Barn , idet 
han fuldkomment synes at glemme , at han selv har et Barn , 
at han har en Kone , som han burde give den Kjærlighed , han 
oder paa deres værste Fjende . Ak ! Frøken Grøn , hvor jeg 
angrer , at jeg har giftet mig ! Der er ingen større Ulykke i Livet . 
Saalænge vi ere ugifte , have vi Lov til at have en Villie og 
ere vore egne Herrer ; men saasnart Øegnen har sagt Amen , 
er vor Villie og Frihed begravet , og vi ere ikke mere ansete , 

idetmindste af vore Mænd , end Lænkehunden , og undertiden 
mindre . Havde jeg blot havt det mindste at sige i mit eget 
Huus , saa havde jeg naturligviis kastet denne Tiggerpige paa 
Døren , den første Gang hun betraadte det , istedetfor at maatte 
lære al den Uartighed og Ondskab , som hun overvælder mig og 
Olga med , den lille Hyklerske , som smigrer for Lehmann , saa 
han troer , hun er en Engel , skjøndt hun i Virkeligheden er en 
lille Djævel . Hvad mener De ? “ 
„ De har naturligviis Ret , “ sagde Frøken Grøn , „ Ella er 
ei meget ondt Barn . “ 
„ Og styg er hun ogsaa , “ tilføiede Fru Lehmann heftig . 
„ Olga er meget , meget kjonnere . Er hun ikke ? “ 
„ Jo ! Olga og Ella kunne aldrig sammenlignes . “ 
„ Aldrig ! Var hun ikke den rige Arving , hun er , tør jeg 
nok sige , hun aldrig blev gift , naar den Tid kommer . Ingen 
vilde see paa hende med andre Øine end paa en stakkels uvn 
vende Skabning uden et eneste Fortrin , medens Olga . . . Men 
hun er en riig Arving og Olga . : . O ! jeg vil ikke tænke paa 
denne forhadte Gjenstand . “ 
Frøken Grøn smilede spydig ! ; men Fru Lehmann saae det 
ikke , og en stærk Ringen fik begge Damerne til at fæste deres 
Øine paa Døren m . d et spørgende Blik . 
„ Capitain Oldenborg ! “ meldte Christen . 
„ Viis ham ind i Salen ! “ sagde Fru Lehmann og reiste 
' sig idet hun saae sig i Speilet . „ Hvor den gode Capitain dog 
længes ester Dem , Frøken Grøn , “ tilføiede hun , medens hun 
ordnede Folderne paa sin Silkekjole . „ Nu har han været her 
tre Gange i denne Uge . Det er virkeligt meget smigrende for : 
Dem . Han er , hvad man i daglig Tale kalder et godt Parti , 

og havde MIN lille Olga været Noxen , skulde jeg med Glæde 
have modtaget ham som Svigersøn . Men nu lykønsker jeg Dem 
af mit ganske Hjerte ; thi De er virkelig en lykkelig Pige . “ 
Hun lod sin Haand glide over sit Haar med et prøvende Blik 
i Speilet , medens Frøken Grøn svarede , rødmende af Glæde : 
„ Men han har , som De veed , aldrig sagt et eneste Ord 
lil mig , som kunde lade mig forstaae , at han virkeligt holder af 
mig . Jeg kan ikke nægte , at han er meget høflig imod mig , 
at han taler mere lil mig end lil Andre , jeg har seet ham 
sammen med ; men han taler aldrig om Kjærlighed , det kan jeg 
forsikkre Dem . “ 
„ Det kommer nok , min Kjære ; stol paa mit Ord . Men 
De maa gaae ham lidt imøde ; ellers maa han jo troe , De ikke 
besvarer hans Følelser . Og De veed , den tappreste Kriger er 
ofte feig , naar han staaer Ansigt lil Ansigt med Gjenstanden for 
sin Kjærlighed . Saa ! Nu vil jeg gaae og modtage Deres Tilbeder . 
Og naar De har ordnet lidt paa Deres Dragt , haaber 
jeg , De kommer og forløser baade ham og mig ; for dei er 
sandelig en Plage at være ene sammen med En , der elsker en 
anden . “ 
Hun gik ind i Salen , medens Frøken Grøn skyndte sig 
lil sit Værelse , hvor hun begyndte at ordne paa sin Dragt med 
saa megen Omhu , at det maatte have smigret Capitainen overmaade , 
hvis han havde været Vidne dertil . Endelig saae hun 
for sidste Gang i Speilet , medens et lykkeligt Smiil spillede om 
hendes Læber , og hun gik med dandsende Fjed og rødmende 
Kinder til Salen , hvor Capitainen og Fru Lehmann modtoge 
hende , den første med et Smiil , om end ikke fuldt saa lykkeligt 
som hendes , saa dog meget venligt , og den anden med et Blik , 

uforstaaeligt for den , som ikke kjendte hendes Tanker , og til disse 
hørte Frøken Grøn for Øieblikket . 
„ Hvor jeg er lykkelig ved at see Dem , “ sagde Capitainen 
med et høfligt Buk . „ Fru Lehmann og jeg talte netop om Dem . “ 
, Om mig ! “ Frøken Grøn sfiftede Farve . „ Det var sandelig 
meget smigrende . Men jeg er for ubetydelig til at være Gjenstand 
for en Samtale . De skulde før have valgt Frøken Kaalund . “ 
„ Frøken Kaalund ! Det er jo en lille Gaas , og jeg haaber 
ikke , De troer , jeg sværmer for GjæS . “ 
„ Ja , sammenlignet med Frøken Grøn , har De Ret til at 
kalde Frøken Kaalund en Gaas ; men ellers er hun som Folk i 
Almindelighed . Jeg troer , hun har en naturlig god Forstand . “ 
sagde Fru Lehmann . 
„ Det troer jeg ogsaa , “ meente Frøken Grøn . 
„ Men hun er slyg , meget slyg , “ sagde Capitainen , „ og . 
hendes Stemme er mere liig en Mands end en Dames . Jeg 
maa tilstaae , jeg finder hende ubehagelig . Men for at tale om 
noget andet , siger Rygtet sandt , Fru Lehmann , har De isinde at 
tage paa Landet ? Jeg troer , vi faae en smuk Sommer iaar . “ 
„ Ja , det er virkeligt Tilfældet , skjøndt Rygter ellers ikke 
ere at slole paa . Jeg har tænkt at forlade Kjøbenhavn i Løbet 
af næste Uge for at tage til Thorshøi , der med Rette burde 
være tilfaldet min Mand . Jeg har aldrig før været der . Ja , 
det maa nok undre Dem . Men Tante Hanne var saadan en 
underlig vredladen gammel Pige , at jeg aldrig følte Trang til 
at besøge hende , skjøndt jeg maa tilstaae , hun inviterede mig 
flere Gange . Men nu vil jeg tage Oprejsning og gjæste Thorshøi 
hver Sommer , da jeg har hørt , der stal være saa smukt . 
De maa love mig , selv at komme og see , om det er sandt ; for 

som jeg før sagde , man kan ikke slole paa Rygter . De kan 
være overbeviist om , De vil være velkommen ; det ere altid mine 
Venner , naar de gjøre mig den Glæde at besøge mig ; men her 
ville de blive det i dobbelt Grad , da jeg vist faaer mangen en 
kjedelig og eensom Dag at slide mig igjennem , før Sommeren 
er tilende . “ 
„ Tak ! Det skal være mig en sand Fornøielse at benytte 
mig af Deres gjæstfrie Indbydelse , “ sagde Capitainen . „ Thorshøi 
er noksom bekjendt for sin smukke Beliggenhed , saa jeg kunde 
ønske at see det engang . Men der kommer Olga . Goddag , 
min lille Ven ! Hvordan har vi det ? “ 
„ Aa , Du slygge Capitain ! Jeg vil ikke tale med Dig , “ 
raabte Olga og vendte Ryggen til ham . „ Jeg er saa vred paa 
Ella ; hun siger , hun vil ikke tillade mig at plukke Blomster i 
hendes Have paa ThorShoi , fordi Tante Hanne selv har plan ' 
iet dem . Men jeg sagde , at Haven tilhørte ikke hende , da Tante 
Hanne var død , og at jeg vil have den . Søde Moder ! Maa 
ikke nok Ellas lille Have tilhøre mig ? Hvor det vil ærgre 
hende ! “ 
„ Jo vist skal den være Din . Ella er saa uartig ! hun fortjener 
den ikke . “ 
„ Tak , søde Moder ! “ raabte Olga triumpherende . „ Jeg 
vil strax løbe hen og fortælle hende det , den stygge Pige . “ Og 
hun skyndte sig bort , medens Frøken Grøn sagde leende : 
„ Hvor Olga dog er sød ! Hun forstaaer saa godt at drille 
Ella , og den uartige Pige fortjener sandelig at drilles lidt . ' 
„ Ja , kjære Frøken Grøn , det har De Ret i , “ svarede Fru 
Lehmann taknemmelig , medens Capitainen gjentog , idet han 
stjal sig til « i kaste et ømt Blik til Frøken Grøn : 

„ Ja , Frøken Grøn har altid Ret . “ 
Frøken Grøn rødmede og besvarede ikke Ordene , men det 
ømme Blik , og Fru Lehmann smilede lumsk , idet hun kastede et 
Blik i Speilet . 
Nu blev Dørklokken atter sat i Bevægelse , og Christen 
meldte : „ Frøken Hildebrand ! “ 
„ Frøken Hildebrand ! “ udbrøde Fruen , Gouvernanten og 
Capitainen paa een Gang med Forundring , og bemeldte Dame 
traadte ind med faste Skridt . 
„ Hvor jeg er træt ! “ raabte hun og sank om i en blød 
Lænestol . „ Jeg er saa træt , at jeg neppe kan røre mig . De 
maae vide , kjære Venner . . . . Ah , Capitain Oldenburg ! Jeg 
saae Dem ikke før — Men , hvad jeg vilde sige , jeg er saa 
træt . Om Forladelse ! Maa jeg tage min Hat af ? Det er saa 
varmt idag . “ Hun lagde fin Hat og sit Shawl paa et Bord 
i Nærheden . „ Saa , nu skal jeg fortælle Dem noget , der sikkert 
vil interessere Dem . Men jeg er saa træt , saa træt og saa 
tørslig tillige . Kjære Frøken Grøn ! Gjør mig den Tjeneste at 
give mig et Glas Vand i Jeg er sandelig saa tørslig som Tanta ' 
lus , og hvis jeg ikke havde faaet en Kop Kaffe hos Oberst 
Saabyes , er jeg vis paa , jeg var besvimet , saa tørslig var jeg . 
Men Obersten og hans elskværdige Kone — Gud velsigne dem 
begge ! — ere altid saa høflige , at jeg maa tilstaae , jeg kjender 
intet Huus i Kjøbenhavn , som jeg kan sammenligne med deres . 
Annette — De veed nok , at Oberstinden hedder saaledes . Jeg 
kalder hende altid Annette , da vi jo have været Legekammerater 
som Børn , og havde ikke Obersten valgt hende , saa er jeg vis 
paa , han havde valgt mig . — Hvorfor smiler De , Capitain 
Oldenburg ? De har ikke den mindste Grund dertil . De maa 

blot huske paa , at jeg ogsaa engang har været ung , og smuk 
tillige , tør jeg nok paastaa , skjøndt jeg nu er en gammel Ugle . 
— Men , hvad jeg vilde sige , jeg fik en udmærket god Kop 
Kaffe hos Oberstens . — Mange Tak , Frøken Grøn ! Det er 
sandelig et meget forfriskende Glas Vand , saa klart som Krystal 
og saa koldt som Iis , og . . . . Tak , Frøken Grøn ! “ 
Hun sfandsede sin Ordstrøm , medens hun drak det forfriskende 
Vand , og Fru Lehmann greb Leiligheden til at faae sagt : 
„ Veed De , hvor Oberstens kjøbe deres Kaffebønner ? Jeg 
kunde have Lyst til at vide det . Jeg kjeder mine hos WolffS . ' 
„ Ja , Wolff ' s ere bekjendte for at have de bedste Bønner , “ 
sagde Capitainen ; „ og jeg maa tilstaae , til Wre for Sandheden , 
at jeg aldrig har smagt bedre Kaffe end Fru Lehmanns . “ 
„ Deri har De Ret , Capitain Oldenburg , “ forsikkrede Froken 
Hildebrand , og rakte Froken Gren det rømte Glas . „ Men undskyld , 
kjære Venner , jeg er saa træt , jeg trænger til lidt Hvile 
Om Forladelse , Fru Lehmann , maa jeg lægge mig lidt paa 
Sophaen ? “ 
Hun reisfe sig og gik hen til Sophaen , hvor hun lagde 
sig og snart efter fyldte Værelset med en høi Snorken , som 
tydeligt nok fortalte , at Søvnen havde overmandet hende . 
„ Gode Gud ! “ sagde Fru Lehmann . „ Jeg troer , hun erbleven 
gal ! At lægge sig hen og sove i et fremmed Huus . Jeg 
har aldrig før Hørt Mage . Jeg maa sige , det er meget smigrende 
før Dem , Capitain Oldenburg ; det lader næsten til , hun 
ganske forglemmer , at De er nærværende . 
„ Aa , langt fra ! “ loe Capitainen . „ Hun husker det meget 
godt ; men hun synes formodentlig , hun er elsfværdigst sovende , 
og jeg maa tilstaa , hun har Ret ! thi jeg føler mig virkelig tilmode , 

som havde jeg mistet begge mine Øren , naar hun begynder 
at udgyde sin Tales Strøm . Dertil kommer , at jeg er vant til 
at see hende sove , da hun gjør det omtrent paa alle de Steder , 
hvor hun kommer . Men De kjender hende endnu ikke saa godt 
som jeg ; De har vist først før nylig gjort hendes Bekjendtskab ? “ 
„ Ja , jeg traf hende hos Oberst Saabyes i Vinter , og hun 
var saa høflig imod mig , at jeg bad hende om at besøge mig 
engang imellem , som hun da ogsaa gjør , og det mere end jeg 
i Fortrolighed sagt , ønsker . “ 
„ Ja , det er Verdens Gang ! “ sagde Capitainen smilende . 
„ Giv Folk den lille Finger , og de tage hele Haanden . Men hvad 
tænker jeg paa ! Jeg maa afsted . Jeg haaber da at see Dem 
engang endnu , for De tager paa Landet . Farvel ! Vil De hilse 
Deres Mand , kjære Fru Lehmann ? Farvel , Frøken Grøn ! Hvor 
Kjøbenhavn vil blive øde , naar De er borte ! Farvel Frøken 
Hildebrand ; gid De altid maatte sove , naar vi træffe sammen ! “ 
Han greb sin Hat og tog Afsfed med et høfligt Buk . 
Frøken Grøn sukkede , Fru Lehmann sank tilbage i fin 
Lænestol , og Frøken Hildebrand vaagnede as sin behagelige Søvn 
med en sød lille Gaben . 
„ Er han gaaet ? “ spurgte hun , idet hun gned sine Øine . 
„ Det er godt ! Saa kan jeg fortælle min Nyhed . Jeg vilde ikke 
gjøre det , medens han var her , da man mener , han har meget 
tilovers for Frøken Hellesen , og det er netop om hende jeg 
vil tale . “ 
„ Frøken Hellesen ? “ spurgte Frøken Grøn og blev bleg . 
„ Jeg har aldrig hørt , at Capitain Oldenburg havde Interesse for 
hende . Tager De ikke seil , Frøken Hildebrand ? “ 
„ Nei , i Sandhed ! jeg tager aldrig seil , “ raabte den gamle 

Dame heftigt . „ Jeg hører ikke til de Folk , der fortælle Historier 
hvor de komme . Men , hvad jeg vilde sige , Frøken Hellesen er 
forlovet med Oberst Warnung . Jo , De behøver ikke af betvivle 
det ; det er saa sandt , som der er Fisk i Havet . “ 
„ Oberst Warnung ? “ spurgte Fru Lehmann . „ Er han ikke 
Enkemand ? Jeg har været sammen med ham hos Oberst Saabyes . “ 
„ Jo , 
det er han netop . Han har to Børn , en Søn og 
en Datter , der ere meget nette begge to , skjøndt lidt stolte . Men 
jeg kan godt lide Folk der ere stolte ; for jeg siger som saaDei 
er altid bedre af være for stolt end for ydmyg . Men nu 
skal jeg fortælle Dem en Hisforie om Obersten , som De maa 
love mig ikke af omtale til Nogen , der fører Sladder . Jeg 
sladorer aldrig selv ; thi det er en styg Vane . Men denne lille 
Hisforie maa jeg fortælle Dem , da jeg veed , den vil more Dem . “ 
„ Fortæl ! Fortæl ! , , raabte Fru Lehmann nysgjerrig . 
„ Ja , fortæl ! “ gjentog Frøken Grøn . 
Og Frøken Hildebrand , der syntes at have glemt den lovede 
Historie om Frøken Hellesen og Obersten , gned sin lange skarpe 
Næse og begyndte med en meget vigtig Mine : 
„ De veed nok , at Oberst Warnung aldrig bruger at tænke , 
før han taler , hvorfor han ofte kommer til at sige noget , han 
helst maatte beholde for sig selv . Da han sidste Gang var i 
Selskab hos Capitain Winding , sagde han saaledes til en ung 
Herre , der havde moret hele Selskabet med at declamere et 
meget smukt Digt : 
„ Tak ! De har sandelig glædet os alle ved at declamere 
dette smukke Digt . Men siig mig dog , hvordan kan De husfe 
alt ' det Vrøvl udenad ? “ 

„ Vrøvl ? Gud , hvor det ligner ham ! “ raabte Fru Lehmann . 
„ Men hvad svarede den unge Herre ? “ 
„ Intet . Han blev saa betaget , at han kun gjorde et Buk . 
medens hele Selskabet brast i Latter . Men saa blev Obersten 
der , som De veed , er meget heftig , vred og gik sin Vei paa 
Øiebikket , hvorfor Capitainen erklærede , han skulde aldrig mere 
indbyde ham . Men nu er der En , hvem jeg ikke vil nævne , 
der har fortalt det igjen til Obersten , og nu har jeg hørt , at 
han har udfordre ! Capitainen ; men at denne svarede , han skulde 
netop gjøre en meget vigtig Reise og derfor ikke kunde modtage 
Udfordringen . Saa skrev Obersten et Brev til ham , hvori han 
fortalte ham at han var en Cujon . Men for at tale om noget 
Andet , kjender De Fru Feldmann ? “ 
„ Nei ! “ forsikkrede begge de nysgjerrige Damer . 
„ Godt ! Saa vil jeg fortælle Dem en Hisforie om hende 
og den gamle Doctor Mandsfeld . De veed , hvor vredladen han 
er . Naa ! Forleden Nat , da Fru Feldmann kom hjem fra et 
Selskab hos Major Bjerg , gik hun som hun altid gjør , ind i 
Børnestuen for at see , om Børnene sov og havde det godt , før 
hun selv gik til Ro . Og da hun bøiede sig over lille Maries 
Seng , saae hun til sin store Skræk , at den lille Piges Ansigt 
var mørkeblaat . 
„ Du , min Gud ! “ raabte hun og slog Hænderne sammen 
„ Maren ! Maren ! “ — det er Ammen — „ Du maa strax løbe 
efter Doctoren . Marie har faaet Krampe . Hendes Ansigt er 
mørkeblaat . Løb , Maren , løb ! Ellers er jeg bange , hun døer 
før han kommer . “ 
Saa knælede hun ned ved Sengen med foldede Hænder 
og taarefyldte Øine , medens Maren rendte efter Doctoren , som 

skjældte hende ud , fordi hun vækkede ham om Natten , men 
alligevel fulgte med hende og fandt Fru Feldmann knælende 
ved Sengen med foldede Hænder og blege Kinder . 
„ Doctor ! Doctor ! “ raabte hun og skjælvede fra Top til 
Taa . „ Jeg frygter for , hun allerede er død . See paa hende ! 
Hun ligger og smiler som en lille Engel , skjøndt hendes Ansigt 
er mørkeblaat af Krampe . “ 
Doctor Mandsfeld greb Natlampen og holdt den hen mod 
den lille Piges Ansigt . Han bøiede sig over hende og stirrede 
og stirrede . Pludselig kastede han Lampen hen ad Bordet , greb 
sin Hat og raabte i Raseri : 
„ Trøer De , jeg er en gammel Nar , hvem De kan drive 
Spas med , som De lyster ? At vække mig midt om Natten , blot 
for at jeg skal see , at Barnets blaa Natkappebaand har smittet 
af ! “ Og medet vredt Blik og en Eed styrtede han ud af Døren . “ 
„ Nei , jeg maa lee ! “ raabte Fru Lehmann . „ Hvor kunde 
hun tage feil i den Grad ! Men nu skal jeg fortælle Dem , hvad 
Fru Kolding gjorde forrige Uge . Hun sendte ogsaa Bud efter 
Doctor Mandsfeld om Natten , og da han endelig kom , bandende 
og skjændende , og spurgte : „ Hvad er ber i Veien ? “ , svarede 
hun med sin milde rolige Stemme : 
„ Jeg vil gjerne spørge Dem , om min lille Sophie maa 
spise et Stykke Appelsin ; thi jeg glemte at spørge Dem derom 
idag . “ 
„ Aa , gid De sad paa Bloksbjerg ! “ raabte Doctor Mandsselv 
heftig og forlod Værelset i saadan en Fart , at han væltede 
alt , hvad der stod paa hans Vei . “ 
„ Ja , “ sagde Frøken Grøn , „ jeg vilde ikke for Alverdens 
Rigdom være Læge . Det ' maa sandelig være overordentlig 

trænende . Men siden De begge have fortalt Historier om Doctor 
Mandsfelds Hændelser , kan jeg ogsaa fortælle en . Jeg troer , 
De kjender begge Fru Heine ? Hendes lille Søn blev meget syg , 
og hun sendte Bud ester vor gamle Ven seent om Natten . Da 
han var kommen og havde skjændt en Tid , som hans Vane er , 
satte han sig tilsidst ved den syge Drengs Seng , og Fru Heine 
begyndte at fortælle ham alt , hvad den stakkels Dreng havde 
lidt . Men det var en meget lang Historie , og vor gode Doctor 
faldt i Søvn paa Halvveien . Da hun endelig var færdig og 
ventede paa , hvad han vilde sige dertil , vaagnede han ved den 
indtraadte Tavshed ; han reiste sig og sagde , idet han pegede 
paa et hvidt Stykke Papir , som laae foran ham paa Bordet 
ved Siden af et Blækhuus : 
„ Giv ham de Draaber , jeg her har skrevet paa Recepten . “ 
Og han skyndte sig bort , for hun fik Tid fil at fortælle 
ham , at han intet havde skrevet . Men det fik Drengen fil at lee 
saa hjerteligt , at han kom sig . “ 
„ Ja , det er meget sandsynligt , “ sagde Frøken Hildebrand . 
„ Der gives ingen bedre Medicin end en hjertelig Latter . Men 
er det sandt , at De vil forlade os i Sommer , Fru Lehmann ? 
Jeg har hørt , at De tager fil Thorshoi . Der er saa smukt ; 
jeg kjender det godt , da min Fader havde en stor Eiendom i 
Nabolaget . Jeg husker gamle Hjelm saa godt , som havde jeg 
seet ham endnu igaar . Han var en høi , alvorlig Mand med 
en værdig Fremtræden . Han talte kun lidt og smilte aldrig . 
Jeg maa tilstaae , jeg var noget angst for ham , og skjøndt jeg var 
elleve Aar , da jeg saae ham og Frøken Hanne sidste Gang , havde 
jeg ikke Mod til at række ham Haanden , uagtet han var meget 
venlig mod mig , da min Fader og jeg vare paa Thorshøi for 

at sige Farvel til dem . Men Froken Hanne var bekjendt for 
at være en meget god og varmhjertet Pige og saa smuk ! Jeg 
veed aldrig , jeg har seet Nogen saa smuk som hun ; saadanne 
Øine , saadant Haar , saadan en yndig lille Mund ! Men der 
var altid et Udtryk i hendes Ansigt , som paatvang mig den Tanke , 
at hun var fedt til Sorg , og jeg havde Ret , efter hvad der er 
bleven mig fortalt senere . Stakkels Hanne Hjelm ! Hvem skulde 
have troet det , saa riig og saa smuk , som hun var . “ 
„ Kjære Frøken Hildebrand , fortæl os endelig hendes Historie , 
dersom De kjender den , “ sagde Fru Lehmann . „ Jeg har altid 
ønsket at høre den . Men De kjender sagtens Lehmann , han 
fortæller Intet . Hvorfor giftede Tante Hanne sig aldrig ? Jeg 
tør nok sige , hun har havt mange Tilbud . En ung Dame , som 
er smuk og riig , har aldrig Mangel paa Tilbedere . “ 
„ Nei , det har De Ret i . Hun havde ogsaa mange Tilbud , 
som De sagde ; men hvad nyttede det ? Den , hun elskede 
var ikke iblandt dem . Men det er en meget lang og sørgelig 
Historie , og jeg vil ikke begynde at fortælle den , før jeg hører , 
om De blive hjemme idag , saa jeg kan spise til Middag her , 
thi ellers maa jeg strax gaae . Jeg seer , “ — Hun saae paa sit 
Sølvuhr , som lignede en stor Wbleskive — „ at Klokken er 
allerede tre . “ Hun lod , som om hun vilde reise sig ; men Fru 
Lehmann forhindrede det og sagde indsmigrende : „ De maa ikke 
forlade mig . Gjør mig den Tjeneste at blive og spise hos mig . “ 
Og Frøken Hildebrand indtog atter sin Plads med et undertrykt 
Smiil , medens de to andre Damer trak deres Stole tættere 
hen til hende , for at ikke et Ord af Frøken Hjelms sørgelige 
Historie skulde gaae tabt for dem . 
„ Lad mig see . Omtrent et Aar efter at jeg havde forladt 

Thorshøis Nabolag reiste gamle Hjelm og hans Datter udenlands 
tillige med en ung Dame , en Frøken Wennerborg , som 
var Frøken Hjelms bedste Veninde . Faderen havde indbudt 
hende til at følge med dem , fordi han vidsle , det vilde glæde 
Frøken Hanne , og han holdt saa meget af sin kjærlige og smukke 
Datter . 
Paa deres Reise gjorde de Bekjendtskab med en ung Herre 
en Capitain Strøier , som var meget elskværdig hvorfor de alle 
syntes godt om ham , ligesom det ogsaa lod til , af han fandt 
megen Fornøielse i deres Selskab ; thi han fulgte med dem 
hvor de toge hen , til de tilsidst besluttede af blive en heel Maaned 
ved et bekjendt Badested — jeg kan ikke huske dets Navn , 
men det gjør da heller intet til Sagen , — hvor Capitainen 
naturligviis ogsaa slog sig til Ro . Følgen af alt dette var , af 
begge de unge Damer , uden gjensidig af fortælle hinanden det , 
bleve forelskede i deres unge Rejsefælle . Og han . . . . ja , nu 
kommer den sørgelige Deel af min Fortælling ; han blev ogsaa 
forelsket i en af dem . Men i hvem . . . . ? “ 
Her blev baade Fortællerinde og Tilhørerinder forstyrrede 
af Olga , der som sædvanligt kom for af klage over Ella ; men 
denne Gang havde Fru Lehmann ikke Øre for hendes Klage , 
og hun maatte til sin store Forundring fjerne sig uden af vinde 
den Seier , hun havde ventet . 
„ Nu , Frøken Hildebrand ? “ spurgte begge Tilhørerinderne 
med een Stemme . 
„ Ja , hvem af dem faldt hans Valg paa ? “ gjentog Frøken 
Hildebrand triumpherende . „ Han talte altid til Frøken Hjelm , 
han fandtes ved enhver Leilighed ved hendes Side , han bar 
hendes Shawl , hendes Parasol , hende selv , naar det behøvedes , 

han bød hende Armen , naar de spadserede ; med eet Ord , hun 
alene syntes at optage hele hans Opmærksomhed , medens han 
derimod meget sjeldent talte til Frøken Wennerborg eller lagde 
Mærke til hende . 
Stakkels Frøken Wennerborg ! Hun blev Dag for Dag 
blegere , medens Frøken Hjelm , som ikke kjendte sin kjære Venindes 
Tilstand , rødmede som en Rose og smilte som Haabet , der 
havde opslaaet sin Bolig i hendes unge Hjerte . Men Tiden gik , 
og gamle Hjelm begyndte at længes efter Thorshoi . Adskillelsens 
Dag nærmede sig , og Capitainen tog Afsfed med sine 
kjære Venner , efter at have lovet gamle Hjelm , at han vilde 
komme og besøge dem paa Thorshøi , saasnart han var kommen 
tilbage fra sin Reise . 
Jeg behøver neppe at fortælle , at begge de unge Damer 
fældede Taarer , da de vare blevne ene ; mangt et Suk trængte 
sig over deres smukke Læber og mangen en veemodig Tanke sløi 
til det Fjerne . Men da de kom til Thorshoi , modtog Frøken 
Wennerborg et Brev fra . . . . Ja , kan De gjætte ? . . . . fra 
Capitainen , og jeg behøver vel ikke at fortælle , hvad det indeholdt . 
Et 
Aar senere hørte man , at Frøken Wennerborg og Capitain 
Stroier havde holdt Bryllup . Men stakkels Frøken Hjelm 
giftede sig aldrig . Hun fortalte aldrig sin Hemmelighed til 
Nogen , ikke engang til sin Fader . Hun troede , at hun havde 
begravet den i sit Hjerte , det Hjerte , som den havde knust . 
Men Folk kjende vore Hemmeligheder , før vi kjende dem selv , 
og det var netop Tilfældet her . “ 

Syvende Capitel . 
Hvor gamle Martha havde travlt ! Hvor hun ilede frem 
og tilbage ! Et Aar var gaaet , et heelt Aar , siden hun sidst saae 
Ella . Var hun meget forandret ? Var hun lykkelig ? Havde hun 
glemt gamle Martha ? Eller var hun den samme søde , kjærlige 
lille Pige , som da hun forlod Thorshøi ? Et Aar kan frembringe 
saa mange Forandringer . Men berolige Dig , gamle Martha ; 
Ella er ikke forandret . 
Det var en smuk Aften , da Fru Lehmann , Frøken Grøn , 
Ella og Olga ankom til Thorshøi . 
Gamle Martha stod ved Porten . Hendes milde Ansigt 
lyste af Glæde . Og Tyrk , Frøken Hannes gamle Skjødehund , 
stod ved Siden af hende og gjøede , som om den vilde byde 
Ella velkommen til hendes kjære Hjem . 
„ Kjære , kjære Barn ! “ raabte gamle Martha , da Ella 
kastede sig i den trofaste Piges Arme , og begge græd af Glæde . 
„ Hvor hun er udannet ! “ sagde Fru Lehmann og vendte 
sig til Frøken Grøn . „ At kaste sig i HuuSholderskens Arme ! 
De maa sandelig sørge for , af hun aldrig oftere gjentager denne 
ubehagelige Scene . “ 
Og hun traadte ind i Huset uden af lage Notits af gamle 
Marthas Hilsen , fulgt af Frøken Grøn , der efter hendes Exempel 
heller ingen Notits tog af dem , medens Olga sparkede Tyrk , 
idet hun gik forbi den , saa af det stakkels Dyr gav sig af Smertes 
„ Hvor Du dog er grim ! “ raabte hun leende ; men Marthas 
Øine fkjøde Lyn , og Ella bøiede sig ned for af kjærtegne fin 
gamle Ven . 
„ Kom strax ind , Ella ! “ raabte Frøken Grøn til den lille 

Pige , som netop havde grebet MarthaS Haand ; men nu gav 
hun hurtigt slip paa den og gik ind i Huset med et Suk . 
, Hm ! “ sagde Martha og saae efter hende med et tankefuldt 
Blik . „ Det er nok ikke alt , som det burde være . “ Og 
hun gik til Kjøkkenet med et tungt Hjerte . 
Imidlertid havde Fru Lehmann undersøgt hele Huset , fulgt 
af Frøken Grøn og Olga , medens Ella gik ubemærket til de 
Værelser , Frøken Hjelm og hun havde beboet , hvor hun sandt 
alt uforandret , som da hendes kjære Tante Hanne endnu levede , 
alt indtil det mindsle , selv den chinefiske Vase stod paa det 
runde Bord , fyldt med Blomster , som om Tante Hanne selv 
havde ordnet dem . 
Hvor hendes lille Hjerte bankede af Sorg og Glæde I 
„ Kjære , kjære Tante Hanne ! “ udbrød hun og bøiede sig 
over Blomsterne . „ Hvis Du ikke var død , hvor jeg da vilde 
være lykkelig ! Men jeg vil ikke græde , jeg vil være tilfreds . “ 
. Jeg er jo paa Thorshøi , mit kjære gamle Hjem og hos 
Martha . Hvor det havde været deiligt , havde jeg blot havt 
Onkel Lehmann her ! “ 
Hun gik ind i Frøken Hjelms Soveværelse . Hvor det 
mindede hende om de gode gamle Dage ! Der stod Sengen med 
sine sneehvide Gardiner og paa det lille Bord ved Siden af den 
det underlige Krystalglas , hun saa ofte havde betragtet med Forundring . 
Men det var ogsaa et sjeldent Glas , saa stort , saa 
klart , med et Løvehoved til Hank og prydet med de sælsomste 
Figurer . 
Hvor ofte havde hun ikke ønsket , at hun maatte faae det ! 
Nu var det hendes ; men hvor hun nu var bedrøvet ved at eie 
det ! Hun lovede sig selv , at det skulde bestandigt beholde sin 

gamle Plads paa det lille Bord , og hun gik til Skoleværelsek 
med et tungt Hjerte . 
Hvor det saae venligt ud ! Hun satte sig ned paa sin 
vante Plads ved Bordet , hun drømte om gamle Dage og glemte 
næsten , at de vare forsvundne for bestandigt . Tilsidst vaagnede 
hun dog af fine Drømmerier og gik ud til Kjøkkenet , hvor hun 
saae lutter velbekjendte Ansigter . 
„ Velkommen hjem ! “ lød det fra hver Mund , og Taarerne 
strømmede fra hendes Øine , og hun sagde med skjælvende 
Stemme : 
„ Tak , fordi I ikke have glemt mig . “ 
„ Kom , “ sagde Martha , og de gik til det velbekjendte Værelse , 
hvor Ella saa ofte havde besøgt den gode gamle Pige . Martha 
laasede Døren efter sig og fæstede nu sine klare graa Øine paa 
den lille Pige med et spørgende Blik . 
„ Hvor Du er bleg , og Du var dog saa rød som en Rose , 
da Du forlod Thorshøi ! Og hvor Dine Øine ere hule ! Det 
seer ud , som om Du havde grædt meget , siden jeg saae Dig 
sidst . Have de ikke været gode imod Dig , Barn ? Kom , fortæ 
mig hele Sandheden , som var det til Tante Hanne selv , Du 
talte . Siig mig , hvad have de gjort Dig ? “ 
Men Ella svarede ikke . Hun stod tavs med sænket Blik ; 
thi hun havde bestemt , ikke af fortælle Martha , hvor onde Fru 
Lehmann , Frøken Grøn og Olga havde været mod hende Hun 
kunde ikke bringe sig til af klage over Grosserer Lehmanns Kone 
og Barn , han som var saa kjærlig mod hende . Heller ikke 
vilde hun gjøre Martha bedrøvet ved af fortælle hende alt , 
hvad hun havde gjennemgaaet fjernt fra sit elskede Hjem . Derfor 
tav hun slille ; men gamle Martha forstod hendes Tavshedskjondt 

hun lød som intet , og trykkede Ella i sine Arme uden 
af gjentage sit Spørgsmaal . 
„ Grosserer Lehmann er saa kjærlig mod mig , “ hviskede 
den lille Pige og smilte gjennem sine Taarer . „ Han er som 
en Fader mod mig . “ 
„ Gud være lovet , af der døg er Een i den store , fremmede 
By , som er kjærlig imod Dig , “ sagde Martha med et Suk . 
. Jeg kan ikke lide disse Mennesker , “ tænkte Martha ved sig 
selv . „ Den ene af dem seer ud som en Dronning , den anden 
som var hun Kone i Huset , og den lille Pige — ja , jeg tør 
nok sige , hun er en ond lille En ; thi hun sparkede gamle Tyrk , 
da hun gik forbi ham , saa han jamrede sig høit af Smerte . “ 
„ Men det er bedst , Du gaaer til Kirkegaarden , Barn , “ 
sagde hun og vendte sig til Ella , som stod ved Vinduet , . Gaa 
Kjære ! Det bør være det første Sted , Du besøger . Mads og 
jeg have pyntet Froken Hjelms og Din Moders Grave med 
Blomster fra Din egen lille Have . “ 
Og Ella gik til Kirkegaarden . Til Lykke for hende vare 
Fru Lehmann og de andre beskjæftigede med at undersøge Huset ; 
ellers havde de sikkert forhindret hende deri . 
Himlen var blaa . Fuglene flor jublende gjennem Luften , 
og en mild Vind bevægede Træernes Kroner hid og did . 
Lige for hende laae den hvide Kirke , omgivet af den kjære 
gamle Kirkegaard , som Aftensolens Straaler belyste med et veemodigt 
Skjær . Hendes Øine straalede ved dette Syn , hun 
skyndte sig fremad . Nu stod hun ved Siden af Graven , som 
laae i Læ af de fo store Kastanietræer , og tæt ved Siden af 
var en anden Grav , ogsaa smykket med et hvidt Marmorkors . 
Det var Tante Hannes , den gode , kjærlige Sjæl . Hendes sidste 

Ønske havde været at ligge her , tæt ved Siden af den stakkels 
Kvinde , der døde i sin bedste Ungdom , eensom og ubekjendt , som 
det syntes , af Enhver . 
„ Jeg ønsker fo Marmorkors , der ere eens , paa vore Grave , “ 
havde Frøken Hjelm skreven i sit Testamente . „ Den ene med 
Indskriften : 
„ Her ligger Hanne Hjelm . 
Fred være med hende . “ 
Den anden med Indskriften : 
„ Her ligger en Fremmed , ukjendt , men elsket . 
Fred være med hende . “ 
Jeg ønsker , som før sagt , min Grav tæt ved Siden af 
Ellas Moders , at vort kjære Barn ikke behøver at dele sig 
mellem os , naar hun gaaer til Kirkegaarden , men kan være hos 
os begge paa samme Tid . “ 
Ella knælede ned ved de fo Grave . Hun stirrede paa dem 
med Øine , der vare dobbelt saa sorgfulde , som da hun havde 
knælet der sidste Gang . Men vi ville ikke sorstycre hende . Lad 
hende være i Ro ; de Tanker , der dvæle hos dem , som ere i 
Himlen , have vi ingen Ret til at læse . 
„ Gaa og hent Huusbestyrerinden , “ sagde Fru Lehmann og 
sank ned i en blød Lænestol , „ for at jeg kan give hende mine 
Befalinger . “ 
Frøken Grøn forsvandt og Olga med hende . Den Første 
gik til Kjøkkenet for at kalde paa gamle Martha , Jomfru Pingel , 
som Tjenestefolkene kaldte hende ; Olga derimod løb ud i Haven 
hvor hun anrettede den ene Skade ester den anden . 

„ De maa ordne Frøken Hjelms Soveværelse , “ sagde Fru 
Lehmann , da Martha traadte ind . „ Jeg vil benytte det , saalænge 
jeg er paa Thorshøi . “ 
„ Frøken Hjelms Soveværelse ! “ raabte Martha forfærdet . 
„ Men jeg har allerede gjort Værelser istand til Dem , Frue . 
Frøken Hjelms Værelser slaae urørte i den samme Orden , som 
da vi sidst vare saa lykkelige at see hende der . Og jeg tør 
nok sige , Ella ikke ønsker , at Nogen benytter dem . “ 
„ Ella ! hvor enfoldigt hun taler , Frøken Grøn ! “ sagde Fru 
Lehmann tørt . „ Troer De , at jeg bryder mig om Ella eller 
om , hvad hun ønsker , min gode Jomfru Pingel . Nei , min Kjære , 
det er mine Befalinger , ikke Ellas , De har at lystre . Som jeg 
sagde før , jeg vil have Frøken Hjelms Soveværelse . Forstaaer 
De ? Glem ikke herefter , at det er mig , ikke Ella , der er den 
Befalende her . Ella er et Barn ; men jeg er hendes Formynders 
Kone . “ 
„ Jeg beder Dem om Forladelse , Frue ; men jeg er , som 
De selv nylig bemærkede en meget enfoldig Skabning . Der er 
kun Een , jeg kan tænke mig som den Befalende her , og det er 
Frøken Ella Hjelm . Hvis hun ønsker , at jeg skal ordne det 
omtalte Værelse til Dem , vil jeg gjøre det , skjøndt meget nødigt ; 
i modsat Fald maa De undskylde mig . “ 
„ Hvad , er De opsætsig ? Godt ! Jeg skal snart finde en 
mere lydig Huusholderske . Til Maanedens Udgang maa De 
see Dem om efter en anden Plads . Jeg holder ikke af ulydige 
Tjenestefolk . “ 
„ De maa sandelig have mig undskyldt , Frue ; men jeg kan 
ikke tage herfra , undtagen Ella selv ønsker det . Det er hende . 

jeg tjener , og jeg kan kun adlyde hende . “ Og Martha trak sig 
tilbage med uforandret Ro . 
„ Men vær sikker paa , Du dog skal miste Din Plads ! “ 
raabte Fru Lehmann og reiste sig heftig . „ Det uforskammede 
gamle Fruentimmer ! Jeg vil ikke tillade hende at blive her et 
eneste Øieblik længere . Aa , Froken Grøn , siig hende , at hun 
har at forlade Huset paa Øieblikket . “ 
Froken Grøn gik før at opsøge gamle Martha , hvem hun 
endelig fandt i Spiseværelset , beskjæftiget med at ordne Theebordet . 
„ Fru 
Lehmann trænger ikke længere til Deres Hjælp , Jomfru 
Pingel , “ sagde hun halv skamfuld . „ Hun ønsker , at De 
forlader Huset snarest muligt . “ 
„ Det gjør mig sandelig ondt , at jeg ikke kan opfylde Fru 
Lehmanns Ønske , “ svarede den gamle Pige tørt . „ Men det var 
min kjære Frøkens sidste Villie , at jeg skal blive paa Thorshøi , 
saalænge jeg lever , og hun har nedskrevet det i sit Testamente , 
før hun forlod denne Verden . Procurator Kaufmann har selv 
læst det op før mig . Jeg husker det , som om jeg havde hørt det 
i dette Øieblik : 
„ Jeg ønsker , at gamle Jomfru Pingel skal blive paa Thorshøi , 
saalænge hun lever , “ stod der . „ Hun har været et trofast 
og kjærligt Tyende mod min Fader og mig , og derfor ønsker 
jeg , at hun bliver behandlet som et Lem af Familien . “ 
De seer altsaa selv , at Ingen har Magt til at jage mig 
ud af Huset . Selv Ella vilde ikke have Ret dertil , hvormeget 
mindre da Fru Lehmann . Nei , min kjære Frokens sidste Villie 
var saa klar som Solen . Hun har nedskrevet alt fra det største 
til det mindste og sørget for , at Ingen kan jage hendes gamle 

Tjenestefolk bort . Siig det til Deres Frue ; saa vil hun neppe 
gjentage sit Ønske . “ 
Frøken Grøn gik med denne Underretning , og Fru Lehmann 
blev saa vred , at hun nær havde faaet Krampe . 
„ Det er værst for hende selv ! “ raabte hun og løb op og 
ned ad Gulvet . „ Ønsker hun Krig , skal hunsandelig saae den 
og betale Omkostningerne selv . Hun kan være sikker paa , at 
jeg ikke er til at spøge med . Hvor er Olga og den lille Gadetøs . 
Jeg ønsker , De herefter passer bedre paa dem , Frøken 
Grøn . Er De ikke deres Gouvernante , eller troer De , at De 
blot er her som min Selskabsdame ? Siig til Jomfru Pingel , 
hun kan blive her , saalænge hun vil ; men jeg bliver her ogsaa , 
og jeg tænker , vi skal snart faae at see , hvem af os der er Herre 
i Huset . Gaa og befal en af Tjenestefolkene øieblikkelig at bringe 
mine Kufferter herop samt Vand og nogle Haandklæder . Hører 
De ? Hvorfor venter De ? Har De maaskee ogsaa Lyst til at 
være ulydig ? “ 
Hun kastede sig i en Lænestol , medens Frøken Grøn , som 
vidste , at det var klogest at tie , endelig forlod Værelset , idet hun 
gjorde sig selv det Løste ikke at vise sig der igjen , før Stormen 
var ovre . 
Ella vendte hjem uden at ane , hvad der var gaaet for 
sig i hendes Fraværelse . Hun gik ned i Haven , den kjære 
gamle Have , hvor hun saa ofte havde gaaet med Frøken Hjelm . 
Hun standsede foran ethvert Blomsterbed ; thi alle syntes de at 
have noget at fortælle hende , noget , der fik hende til at smile 
og fælde Taarer paa engang . Det var jo altsammen kjære 
Minder om gode gamle Dage , Dage , som aldrig vilde vende 

tilbage . Saaledes vandrede hun frem , til hun kom til sin egen 
lille Have . 
„ O , Olga ! “ raabte hun heftig , „ Hvor kunde Du . . . . ; “ 
men Ordene svigtede hende , og hun stod bleg og tavs og slirrede 
paa sin ødelagte Have . 
Hvor vare Blomsterne , hun havde holdt saa meget af ? 
Hvor vare Bedene , hun havde ordnet med gamle Marthas Hjelp ? 
Alt var ødelagt af Olgas Hænder , medens denne stod og loe 
af Ellas Taarer og saae paa sit Værk med ondskabsfuld Glæde . 
„ Bryd Dig ikke om det ! “ sagde hun drillende . „ Moder 
har givet mig denne Have , og derfor ordner jeg den efter min 
egen Smag . Troer Du ikke , den vil blive nok saa pæn ? Jeg 
vil fletingen Blomsterbede have . Jeg kan ikke udstaae Blomster . 
Men jeg vil dyrke Gulerødder og franske Bønner istedetfor . De 
ville see meget kjønnere ud end Dine Lilier og Roser . Du behøver 
ikke at see paa mig , som om Du vilde fluge mig . Det 
er min egen Have , og jeg har Lov til at ordne den , som jeg 
selv lyster . 
„ Der ! “ raabte Ella , bleg af Vrede , og slog ester sin lille 
Plageaand . Men denne undgik behændig det tiltænkte Slag og 
løb skrigende bort : 
„ Ella har slaaet mig , Moder ! Ella har slaaet mig ! “ 
Men Ella brød sig ikke om hendes Skrigen . Hun satte 
sig ned paa en Bænk , skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd 
bitterligt . 
„ Ella har slaaet mig ! “ gjentog Olga , da hun traadte ind 
til Fru Lehmann , som sad i en Lænestol og grundede paa 
hvorledes hun bedst skulde hævne sig paa gamle Martha . „ Ella 

har slaaet mig , saa jeg vist baade er guul og gren . Den stygge 
Pige ! Vil Du ikke straffe hende ? “ 
„ Har hun slaaet Dig ? “ raabte Fru Lehmann med et triumpherende 
Smiil . „ Godt ! Saa har jeg Grund til al straffe 
hende saa strængt , at Jomfru Pingels Hjerte skal krympe sig 
derved . Det er godt , at De endelig kommer , Froken Grøn . 
De fortjente sandelig en Irettesættelse , at De ikke passer bedre 
paa , end at det slemme Barn kan komme til at slaae Olga . 
Gaa strax og kald paa hende ! Jeg maa selv straffe hende , siden 
De ikke synes at tænke derpaa . “ 
„ Men jeg har jo gaaet og søgt efter Børnene den hele 
Tid , “ sagde Frøken Grøn , lidt utaalmodig . „ Hvor har Du 
været , Olga ? Jeg har seet efter Dig i hver Krog af Huset . “ 
„ Ja , i Huset , naar hun var i Haven ! “ udbrød Fru Lehmann 
vred . „ Hører De ikke , at jeg ønsker at tale med Ella ? 
Hvor er hun , Olga ? Staa ikke og bid i Dine Negle ! Hvor 
ofte skat jeg forbyde Dig det ? “ — 
Ella sad stille paa Bænken med Ansigtet skjult i Hænderne , 
da Froken Grøn nærmede sig og overfaldt det stakkels Barn 
med al den Vrede , hun havde tilbageholdr i Fru Lehmanns 
Nærværelse . 
„ Kom , Du uartige Unge , som kun gjør Ulykker , hvor Du 
kommer hen ! Hvilke Ubehageligheder har jeg ikke altid for Din 
Skyld ! Hvor turde Du slaae Olga ? “ 
Ella svarede ikke . Hun kunde neppe gaae saa hurtig ! , 
som Froken Grøn flæbte hende afsted ; og da de naaede Værelset , 
hvor Fru Lehmann stod med et triumpherende Smiil , havde hun 
næsten tabt Veiret . 
„ Du har slaaet Olga ! “ raabte Fru Lehmann heftig . „ Godt ! 

Jeg kunde slaae Dig igjen til Straf ; men det vil jeg ikke . Du 
skal derimod gjøre Rotterne Selskab i Nat . Gaa og sæt hende 
ind i det mørke Aflukke , Frøken Grøn ! Jeg tænker , Du vil 
synes godt om at sove der . Det er et meget passende Sted 
for et uartigt Barn , som Du . “ 
Frøken Grøn greb Ellas Arm og trak hende med sig . Paa 
Trappen mødte de Martha , der gjorde en Bevægelse , som vilde 
hun befrie fin lille Yndling fra Frøken GrønS faste Haandtag ; 
men hun betænkte sig og gik forbi dem , uden at sige et Ord , 
skjøndt Mas Øine vare fæstede paa hende , som om hun vilde 
bede hende om Hjælp . „ Saa ! “ sagde Frøken Grøn og stødte 
hende ind i Aflukket ; „ nu kan Du lille Fredsforstyrrer faae Tid 
til at angre Din Uartighed . “ Og hun laasede Døren og tog 
Nøglen med sig . 
„ Det er godt ! “ sagde Fru Lehmann med en mere tilfreds 
Mine , end hun havde havt i de sidste tre Timer . „ Græd den 
stygge Pige meget ? “ 
„ Ikke det mindste , “ svarede Frøken Grøn . „ Men vi 
mødte Jomfru Pingel paa Trappen , og hun saae paa mig med 
et Blik , som vilde have faaet Dem til at briste i Latter , havde 
De seet det . Hun havde vist gjerne kvalt mig . Men her er 
Nøglen . “ Hun rakte den til Fru Lehmann , som syntes at være 
' meget tilfreds med , at Martha havde været Vidne til , at Ella 
blev lukket inde . Men hvis hun havde seet lille Ellas Angst 
og Taarer over at være i det skrækkelige Mørke , som selv voxne 
Mennesker søle sig uhyggelige ved , frygter jeg , at hun vilde 
have leet af sit ganske Hjerte . 
Efter at have drukket Thee gik de alle tilsengs . Fru Lehmann 
trak sig tilbage til Frøken Hjelms Værelse , medens Frøken 

Grøn og Olga lagde Beslag paa et Gjæsteværelse , glade øver 
at blive frie for Fru Lehmanns ubehagelige Selskab . 
Alt var stille . Maanen med sine klare Straaler smilede 
til Jorden , som vilde den sige : 
„ Hvorfor sørger Du ? Er ikke Lyset og Livet her ? “ 
Men paa Veien til Kirkegaarden bevægede sig to Skikkelser . 
Dei var Martha og Ella . 
„ Vær ikke bange ! “ sagde den Første . „ Der er en Gud , 
som vaager over os Alle . De have ikke Magt til at gjøre Dig 
nogen virkelig Skade , uden hans Villie . Og jeg tør nok sige , 
at ban aldrig vil tillade dem at gjøre det . Men Gud prøver 
dem , han elsker . Glem ikke det og gjør Alt , hvad der staaer 
i Din Magt for at bestaae Prøven , at Du engang maa møde 
Tante Havne i Himlen . “ 
„ Mon det var rigtigt , at jeg forlod Aflukket , før de aabnede 
Døren for mig ? Jeg troer det ikke . “ 
„ Men Du forlod det ikke frivilligt . Det var mig , der 
overtalte Dig dertil , fordi jeg veed , at hverken den gode Gud 
eller Tante Hanne ønsker , at Nogen skal behandle Dig , som de 
have gjort denne sørgelige Dag . “ 
„ Og Du vil ikke forlade Thorshøi ? Lov det , Martha ! 
Ellers tør jeg aldrig tænke paa at komme her igjen uden at 
blive bange , jeg veed ikke hvorfor . “ 
„ Jeg forlade Thorshøi ! Hvad tænker Du paa ? Jeg vilde 
hellere døe end forlade det . Nei , Barn , vær Du kun rolig ! 
Du vil finde gamle Martha paa Thorshøi , saalænge hun lever . “ 
„ Hvor jeg er glad over det ! Det er saadan en Trøst at 
have Dig her og Onkel Lehmann i Kjøbenhavn . Saa er jeg 
aldrig ene . Hvor jeg er lykkelig , Martha ! “ 

„ Det er godt ! “ sagde Martha tvivlende . „ Gid Du blot 
var voren og boede vaa Thorshoi . Saa var Alt , som det 
burde være . 
Ottende Capitel . 
En Maaned var gaaet . En Maaned , fuld af daglig Sorg 
og Harme for Martha , som ikke kunde see rolig paa den flette 
Behandling , hendes Yndling var udsat for . Men hun var for 
klog til at blande sig i Noget . Hun vidste alt for godt , at det 
kun vilde gjøre Galt værre Derfor tav hun slille , fkjøndi det 
var , som hendes Hjerte skulde briste , naar hun saae , hvad Ella 
daglig maatte gjennemgaae , og hun følte Lyst til at knuse dem 
Alle , som vare de af Glas . 
Gamle Procurator Kaufmann havde været paa Thorshoi 
for at invitere Ella til at være hos ham og hans Kone en Uge 
eller to . Men Fru Lehmann havde afflaaet dette kjærlige Tilbud , 
skjøndt han havde gjort Alt . hvad der stod i hans Magt 
for at overtale hende . Hun vidste for godt , hvor glad Ella 
vilde være ved at følge med ham . 
Hun og Froken Grøv passede paa , at Ella sjeldent fik 
Leilighed til at tale med gamle Martha , skjøndt de ikke kunde 
forhindre , at de saae hinanden , naar de mødtes i Spisestuen ved 
Maaltiderne . 
Det havde virkeligt været en stor Sorg for Ella , da hun 
skiltes fra Grosserer Lehmann , skjøndt hun vidste , hun skulde see 

sir kjære gamle Hjem og de trofaste Venner , hun havde efterladt 
der , og at det kun var for en kort Tid , hun skulde savne ham . 
Havde han ikke været hende en trofast Ven , en Fader ? Var 
han ikke den Eneste i den store , fremmede By , der brød sig om 
hende ? Hvor hun længtes efter ham ! Hvis han var fulgt med , 
hvor lykkelig havde hun da ikke været paa Thorshøi ! 
Men der er ikke lutter Solskin paa Jorden . Livet har ogsaa 
sin mørke Side , og den Tid vil komme for enhver af os 
stakkels Skabninger , da vi maae vandre i Skyggen . Lad det 
da være vor Trosf : 
Jeg har engang vandret i Lyset ! 
Det første Besøg , der indtraf fra Kjøbenhavn , var Frøken 
Hildebrand , som Fru Lehmann ene og alene havde inviteret for 
at faae Alt , hvad der var foregaaet i hendes Omgangskreds , 
medens hun var borte , at vide . 
Men denne gode Dame kom ikke ene . Hun havde sin 
Skjødehund , Frøken Perle , med sig , en arrig Moppe , som hun 
elskede over Alt i Verden . Selv om hun kunde have frelst et 
Menneskeliv ved at opoffre Perle , havde hun neppe gjort del , 
men trykket Perle til sit Bryst og raabt : 
„ Hele Verden maa før forgaae , end jeg vil slilles fra 
Perle ! “ Farvel stakkels Menneskeliv ! Perle er meget mere værd 
end Du , ikke blot i Frøken Hildebrands Mening , men i mange , 
mange gamle Damers , naar det er deres „ Perler “ , der er 
Tale om . 
Men , som sagt , Frøken Hildebrand var den første Gjæst 
fra Kjøbenhavn , der indfandt sig paa Thorshøi , og skjøndt hendes 

lille Perle gjorde en uudholdelig Støi , blev hun dog modtaget 
med megen Venlighed , da Fru Lehmann allerede var begyndt at 
føle Ensomheden paa Landet meget trættende . 
Det var interessant at see alle de Kufferter og Kasser , som 
omgave Frøken Hildebcand , da hun stod i Gaarden og gav stne 
Befalinger til en af Tjenerne , medens Perle , som hun havde 
paa Armen , gjøede og gjorde en saadan Støi , at man neppe 
kunde høre et eneste Ord af det , hun sagde . 
„ Perle ! Perle ! Kjære lille Abekat ! “ sagde hun halvt bebrejdende , 
halvt kjærtegnende til den vrede Moppe . „ Gjør ikke 
saadan en Spektakel ! — Min gode Ven , Du maa tage Dig i 
Agt , naar Du bærer den graae Kuffert op paa mit Værelse . 
Det er min Yndlingskuffert . Stille , Perle ! Eller jeg bliver 
tilsidst vred paa Dig . Saa , nu er Alt i Orden . “ Og hun 
traadte ind i Forstuen med en tilfreds Mine . 
» Kom og sid ned ! “ sagde Fru Lehmann , da hun nogle 
Timer senere traadte ind i Dagligstuen , paaklædt saaledes , som 
man vist aldrig har seet Nogen før eller siden og som det vilde 
være umuligt at besikrtve . „ Kom , De maa fortælle mig Alt , 
hvad De veed . Jeg har ikke hørt det mindste Nyt , siden jeg 
forlod Kjøbenhavn . Ja , mine kjæreste Venner kunde sandelig 
baade være døde og begravne , uden at jeg anede det . “ 
„ Er det muligt ! “ udbrød Frøken Hildebrand og satte sig 
i en magelig Lænestol , medens Perle tog Plads paa en Fløiels 
Sopha i Nærheden af sin kjære Herskerinde . „ Der er forresten 
ikke skeet Meget , siden De forlod os . Ja , det er sandt , Oberst 
Saaby er falden og har brækket sin Arm , og . . . . Men undskyld ! 
Jeg er saa træl ester al den Anstrængelse paa Reisen . Jeg 
trænger til lidt Hvile . Maa jeg ? . . . . “ Hun reiste sig og gik 

hen til Sophaen , hvor Perle laae , tog Plads ved Siden af 
Moppen , der allerede sov fedt , og udbrød med Velbehag : » Hvor 
det gjør godt ! “ Derpaa lukkede hun sine Øine og faldt øieblikkelig 
i Søvn . 
„ Gud give , hun var langt borte ! “ hviskede Fru Lehmann 
vred , medens Frøken Grøn sukkede let ; thi hun havde ventet at 
høre noget om Capitain Oldenburg . Men nu blev de begge 
skuffede , og den Eneste , der virkelig var glad , fordi Frøken 
Hildebrand sov , var Olga , som gjorde Alt , hvad der stod i 
hendes Magt for at drille Perle , der knurrede som en gammel 
Bjørn og viste stne hvide Tænder paa en meget afskrækkende 
Maade . Men det forstyrrede ikke dens kjære Herskerinde ; hun 
sov saa roligt , som om der ikke var et Menneske i Værelse uden 
hende selv . Tilsidst begyndte Olga , som ikke var tilfreds med 
at drille Perle , at berøre Frøken Hildebrands Pande med 
Spidsen af sin Finger , hvilket bevirkede , at vedkommende Dame 
troede sig forfulgt af en næsviis Flue og gjorde det ene Forsøg 
efter det andet paa at faae den jaget bort . Dette fik Olga 
fil at lee som en Besat , medens Perle saae paa hende med 
Øine , der spyede Ild , idet den knurrede og brummede og skar 
Tænder . 
Saaledes gik Tiden , fil den gamle Frøken fandt det passende 
at staae op , og i samme Øieblik nærmede Fru Lehmann 
og Frøken Grøn sig og udbrøde : 
„ Naa ! Og Obersten ? “ 
„ Obersten ? — Jeg havde sandelig reent glemt ham . Han 
er allerede rask igjen ; det er en meget stærk Mand . Men siden 
vi tale om ham , veed De , at hans Kone er bleven forelsket i 
en ung Herre ? Jeg troer , han hedder Strig eller Trig . “ 

„ Oberstens Kone ? Del er umuligt ! Hun er for gammel 
til at blive forelsket i Nogen , “ raabte Frøken Grøn leende . 
„ For gammel ! Hvor uvidende De er ! Som om Nogen 
var for gammel til at blive forelsket ! Nei , min Kjære , det er 
netop i Nutidens Aand . Jeg har det fra meget gode Kilder . 
De husker maaskee den unge Sypige , Marie Hansen . Hun har 
netop syet en ny Kjole til Oberstinden eller Annette , som jeg er 
mere vant til at kalde hende , og hun har sortalt mig Alt angaaende 
denne Sag . „ Jeg forsikkrer Dem , “ sagde hun , „ det 
er saa sandt , som jeg er en honnet Pige . “ Og honnet er hun . 
Jeg svarer for hende . 
„ Han knælede ned for hende , “ sagde hun . „ Han greb 
hendes Haand og trykkede et Kys paa den , og hun bøiede sig 
over ham og lod sin Haand glide over hans mørke Haar . Jeg 
saae det , som jeg seer Dem , for jeg kiggede gjennem Nøglehullet . “ 
„ Saaledes 
sagde hun , og Marie Hansen er sanddru . Hun 
veed Mere , end Folk aner . Men hun er ingen Sladdersøster 
og derfor siger hun Intet , undtagen hun bliver spurgt . “ 
„ Men jeg kan ikke saae det i mit Hoved , “ bemærkede Fru 
Lehmann med en uskyldig Mine . . Hvorledes kan en Kone 
glemme hvad hun skylder sin Mand ? Jeg maa erklære , det for 
en Umulighed . “ 
„ Et uskyldigt Menneske kan aldrig faae i sit Hoved , at 
Nogen er skyldig ; men det er alligevel sandt ! “ svarede Frøken 
Hildebrand med en Mine , som forbød al Modsigelse . 
„ Stakkels Oberst ! “ sukkede Frøken Grøn og løftede sine 
Øine mod Loftet med et bebreidende Blik . 

„ Stakkels Oberst ! “ gjentog Fru Lehmann uden at sukke , 
men , som det syntes , meget veemodig . 
Men vi , kjære Læser , siger af vort ganske Hjerte : Stakkels 
Oberstinde , hvis Rygte disse Spysluer have begyndt at sphe paa . 
Den næste Gjæst , som kom til Thorshøi , var netop denne 
ulykkelige Dame . Fru Lehmann modtog hende saa venligt , som 
om hun havde været hendes egen Søster . Frøken Grøn vidste 
ikke , hvad hun vilde gjøre for at behage hende , og Frøken 
Hildebrand omfavnede hende , kyssede hende og fortalte hende , 
hvor glad hun var ved hendes Besøg paa Thorshøi ; thi hun 
var hendes bedste Veninde i hele Verden . 
„ Tak ! Tak ! “ udbrød den gode Dame ; thi hun var virkelig 
bevæget og taknemmelig over at være Gjenstand for saa 
megen Venlighed . „ Jeg føler mig tilmode , som om jeg var i 
Paradiis . Tak , kjære Venner ; men det er sandelig for meget . “ 
„ Hvor kan De sige det ! “ udbrød Fru Lehmann og omfavnede 
hende , medens Frøken Grøn hentede en Skammel og 
puttede ind under hendes Fødder , og Frøken Hildebrand hentede 
en Pude og fik hende med blid Magt til at sløtte sit Hoved 
mod den . 
„ Saa ! Nu haaber jeg , De har det mageligt , “ bemærkede 
Fru Lehmann , og de satte sig alle tre ned ved Siden af hende . 
„ De har faaet en ny Kjole , “ begyndte Fru Lehmann . 
„ Klæder den Dem godt ? “ 
„ Jeg troer det . Min Mand siger i det mindste , at ingen 
anden Kjole klæder mig saa godt som den . „ Du ligner saamæn 
en Pige paa atten Aar , “ siger han ; thi han seer med 
kjærlighedens Øine , og de ere jo , som vi alle vide af Erfaring , 
ofte blinde . Men har jeg fortalt Eder , kjære Venner , at jeg 

rimeligviis snart bliver Generalinde ; thi gamle General Borg 
ligger farligt syg , og Doctor Harbo troer ikke , han vil leve 
Ugen ud , hvis det er sandt , hvad lille Marie Hansen fortalte 
mig forleden Dag . “ 
„ Marie Hansen siger aldrig Usandhed , “ forsikkrede Frøken 
Hildebrand , og den stakkels Oberstinde , som ikke anede , at hun 
fældede Dom over sig selv , tilstod , at hun var af samme 
Mening . Men Fru Lehmann og Frøken Grøn saae paa hinanden 
med et saa megetsigende Blik , at den gode Dame uskyldigt 
spurgte : 
„ Hvad er der i Veien ? “ 
„ De har fuldkommen Ret , “ svarede Fru Lehmann . „ Der 
er ingen Tvivl om , at Marie Hansen er sanddru . 
Ella var den Eneste , der i Virkeligheden havde Nytte af 
disse Besøg paa Thorshøi i thi hverken Fru Lehmann eller Frøken 
Grøn havde Tid til at tænke paa hende , saalænge de havde 
Frøken Hildebrand at sladdre med og Obersfinden at vaage 
over , for om muligt at opdage Noget i hendes Mine , hendes 
Blik , hendes Ord , som kunde forraade hendes Hjertes rette 
Tilstand . 
Saaledes havde Ella for Øieblikket kun een Fjende at 
kjæmpe med , og det var den uartige Olga , som altid lod til at 
have Tid nok til at drille hende og Alle , der vare saa uheldige 
ikke at finde Naade for hendes Øine , blandt hvilke hørte Frøken 
Hildebrand , Oberstinde Saaby og stakkels lille Perle . 
Stakkels lille Perle , som ikke kunde fortælle sin Herskerinde , 
hvor Olga mishandlede den ! 

En Dag havde det stygge Barn bundet dens Forpoter 
sammen , saa al den ikke kunde gaae . En anden Gang havde 
hun wiret den i Haven , hvor Solen skinnede saa brændende , 
at det stakkels Dyr neppe kunde udholde det . Og da tilsidst 
dens kjære Herskerinde kom den til Hjælp , hidkaldt af sin lille 
Yndlings heftige Gjøen , fældede hun „ meer end tusinde Taarer , “ 
efter hvad hun selv senere fortalte , ved at blive Øienvidne til 
den søde Moppes Lidelser . 
„ Du uartige Pige , “ sagde hun til Olga , som stod og loe 
af sit ganske Hjerte . „ Du vil aldrig blive gift , tro kun mig ! 
Thi Du har et ondt Hjerte , og ingen Mand vil være dum nok 
til at vælge Dig . Stakkels Perle ! Lille Yndling ! Hvor hun 
har mishandlet Dig , den uartige Pige ! “ Og hun fjernede sig 
med Perle trykket ul sit Bryst , medens hendes Hjerte brændte 
af Vrede og Had . 
Gode Frøken Olga ! Jeg condolerer Dem . Der gives 
ingen farligere Fjende i denne Verden end en gammel Dame , 
hvis Moppe man har mishandlet . Jeg vilde før staae foran en 
ladt Kanon end vende Ryggen til hendes Tunge ; thi jeg vilde 
vide , jeg havde saaret hende i hendes Hjertes Inderste , det vil 
sige , jeg havde mistet mit gode Rygte . 
Ella havde altid holdt meget as Hunde . Derfor var hun 
venlig mod Perle og sørgede for , at den fik rigelig Føde . Og 
Perle var meget laknemmelig og holdt sig i hendes Nærhed ved 
alle Maaltider . Følgen var , at Ella , uden at ane det , fandt 
Nøglen til Frøken Hildebrands Hjerte , for aldrig al tabe den ; 
thi er der ikke en værre Fjende i Verden end en gammel Dame , 
hvis Moppe vi have fornærmet , saa er der til Gjengjæld Heller 
ingen bedre Ven end en saadan Dame , mod hvis Moppe vi 

have været gode . Hun vil aldrig glemme det , hun vil elske os 
saalænge hun lever , og selv om vi komme til at fornærme 
hende , vil hun tænke : 
Jeg bryder mig ikke om det ; han eller hun er saa god 
mod min Perle eller Mibba . 
„ Du skal arve mit Uhr , naar jeg . døer , “ sagde Frøken 
Hildebrand og klappede Ella paa Kinden . „ Og ogsaa Perle , 
hvis den lever længere end jeg . “ Og hendes Øine stode i Vand 
medens hun talte , og Ella følte , det maatte være noget meget 
Vigtigt , Frøken Hildebrand fortalte hende ; derfor græd hun ogsaa 
og saae fra Moppen til Uhret , som den gode Dame netop 
havde taget frem med en veemodig Mine , for at see , om det 
var Moppen eller Uhret , som var det Vigtige . 
„ Det maa være Moppen , “ tænkte hun tilsidst ; „ thi den 
har Liv . “ Men saa tiltrak det smukke lille Uhr sig hendes 
Blik , idet det skinnede i Sollyset , og hun tænkte : 
„ Nei , det maa være Uhret ; det har Liv saa godt som 
Moppen , og det er til slørre Nytte ; thi det minder os om , 
har Tante Hanne sagt , hvor hurtigt Tiden iler . “ 
Frøken Grøn stod paa Verandaen , fortabt i den smukke 
Omgivelse , da Lyden af en Vogns Rullen tiltrak sig hendes 
Opmærksomhed . 
Hendes Kinder blussede , da hun ved at bøie sig forover 
fik Øie paa Capitain Oldenburg , som sad , lænende sig mageligt 
tilbage , i Vognen med det ene Been kastet over det andet . 
„ Det er ham ! “ udbrød hun med skjælvende Stemme , og hvis 
han havde seet den Glæde , der lyste i hendes Blik , havde han 

sikkert strax anet , at hun havde udvalgt ham til at frelse hende 
fra den gamle Jomfru , der stod og truede ad hende bag Fremtidens 
Forhæng . Med et lykkeligt Smiil skyndte hun sig til sit 
Værelse , hvor jeg maa tilstaae , hun blev staaende foran Speilet 
saa lang Tid , at jeg paa det Bestemteste maa fraraade de ærede 
Damer at følge hendes Exempel , især hvis de ere over Ungdommens 
Blomstertid ; thi de ville kun høste Skuffelse ved saa 
lang en Undersøgelse . Hver lille Rynke , Tidens Haand , der 
tilintetgjør Alt , selv Ungdom og Skjønhed , har fremkaldt , vil 
lee ad hende som en gammel Hex , og hun maa sandelig besidde 
et modigt Hjerte for ikke at gyse tilbage ved at see Ruinerne 
af sin egen Ungdom og Skjønhed lige i Ansigtet . 
Men Frøken Grøn var endnu i sine bedste Aar , og hun 
saae paa sig selv i det farlige Speil , der , for at vi skulle holde 
os til Sandheden , er endnu farligere for de Unge end for de 
Gamle , da det lokker de Første til at bygge saa mange Luftstolle , 
medens det derimod bringer de Sidste til at vende tilbage 
til Jorden , hvorfra de ikke kunne falde ned . 
Endelig syntes hun at være færdig med sin Selvbeskuen 
og vendte tilbage til Dagligstuen med et fortryllende Smiil og 
saa uskyldig en Mine , som om hun slet ikke anede , at der var 
indtruffen en Capitain . 
„ Frøken Grøn ! “ udbrød han og rakte hende begge sine 
Hænder . „ Hvor glad jeg er ved at see Dem igjen , saa frisf og 
rød som en Rose . “ 
„ Tak ! “ hviskede Frøken Grøn , medens hendes Øine lyste 
som den opstaaende Sol . „ Tak , De er meget høflig . “ 
. Høflig ! “ gjentog han bebreidende , og hun tilføiede beskedent , 
idet hun saae sig triumpherende om : 

„ De er meget kjærlig . “ 
„ Det er det rette Ord , “ hviskede Fru Lehmann smilende , 
idet hun gik dem forbi , medens Frøken Hildebrand og Oberstinden 
gjorde Miner til hinanden , som om de vilde sige : 
„ Hørte Du ? “ 
Men Frøken Hildebrand var just ikke meget indtaget i Frøken 
Grøn , som ofte talte haanligt om gamle Piger i dennes Nærværelse , 
idet hun ganske forglemte , at det maaskee vilde blive 
hendes Skjæbne engang at forøge disses Tal . Frøken Hildebrand , 
som troede at have opdaget , at Capitainen var paa Bei 
til at forelske sig i hendes Fjende , søgte af frelse ham fra den 
Fare , der truede ham . 
„ Bringer De noget Nyt fra Byen , Capitain Oldenburg ? “ 
spurgte hun og afbrød Frøken Grøn , som netop gjorde Forsøg 
paa af være meget interessant . 
„ Nyt , Frøken Hildebrand ! “ svarede han leende . „ Hvor 
pudsigt det er af høre Dem spørge om Nyt ! Det vilde i Sandhed 
være af give Bagerbørn Hvedebrød . ' Det er jo netop Dem , 
der er alvidende og kan fortælle Alt , hvad der skeer baade hisf 
og her , hos Peer og Paul . Nei , Kjøbenhavn har fuldkommen 
opgivet af skabe Nyheder , til De kommer tilbage . “ 
„ Det er virkeligt meget høfligt af Kjøbenhavn . Men jeg 
troer , De smigrer mig lidt vel meget , min gode Capitain ; thi 
hvis vor kjære Hovedstad virkeligt interesserede sig saameget for 
saa ringe en Person som jeg , hvorledes skulde den da udholde 
af bære saa vigtig en Persons Fraværelse som Deres ? “ 
„ Det kan jeg virkelig ikke sige ; men jeg tænker , den sørger 
og længes meer , end Ord kan udtrykke , “ svarede Capitainen 

med et høfligt Buk og saa kjærligt et Smiil , som om han vilde 
omfavne hende . 
Frøken Grøn afbrød denne Samtale ved af sige : 
» Vil De gjøre mig Selskab , Capitain Oldenburg ? Jeg 
fænker , vi kunne finde Fru Lehmann i Haven . “ 
Og de gik bort sammen , medens Frøken Hildebrand tørt 
sagde til Oberslinden , som havde været en taus Tilhører : 
„ Stakkel ! Han har mere Ord end Hoved og mere Hoved 
end Hjerte . Kan De gjætte , hvad Enden paa alt delte vil blive ? “ 
„ Nei , jeg kan virkelig ikke , “ svarede Oberslinden uskyldigt . 
„ Saa er De lige saa klog som jeg , “ sagde Frøken Hildebrand 
og gik til fit eget Værelse med et skadefro Smiil . 
Niende Capitel . 
Fru Lehmann og Frøken Grøn vare vante til at ride 
en Tour hver Morgen under deres Ophold paa Thorshøi . Og 
Capitain Oldenburg , som holdt meget as at ride , modtog med 
Glæde deres Indbydelse til at gjøre dem Selskab . 
Han tog sig udmærket godt ud tilhest , og Frøkenens Hjerte 
bankede hurtigere , og hun følte sig stolt ved den Tanke , at det 
sandsynligviis var hendes tilkommende Mand , hun red med . 
En usædvanlig smuk Morgen red det lille Selskab igjennem 
en stor Skov , der hørte til Thorshøi . 
Naturen saae saa klar og smilende ud , som om den vilde 
opfordre Alle og Enhver til at beundre sig . Fuglene kviddrede , 

Blomsterne duftede , Træerne bevægede deres grønne Løv , og 
Solstraalerne , disse Lysets Børn , der søge at glæde hvert Hjerte , 
selv det sorgfuldeste , legede muntert i de smaae Bækkes Vover , som 
om Alt var Glæde , som om ingen Sorg , ingen Smerte havde 
Magt til at saare Hjerterne . 
Pludseligt standsede de ved tre Veie , der laae foran dem 
og alle syntes at gaae i samme Retning . 
„ Maa jeg foreslaae , at vi dele os og hver ride en af 
disse Veie , siden der netop er tre , “ sagde Capitainen og vexlede 
Blik med Fru Lehmann . „ De føre jo alle til Thorshøi . Gjøre 
de ikke Fru Lehmann ? Det seer idetmindste ud , som om de løb 
i samme Retning . “ 
„ Det gjøre de ogsaa , “ svarede Fru Lehmann . „ Hvad , 
om vi prøvede , hvem af os der er den hurtigste Rytter og 
kommer først til Thorshøi ? “ 
„ Jeg skal gjøre mit Bedste , “ svarede Capitain Oldenburg 
leende . „ En , to , tre ! Farvel mine Damer ! Jeg vil ikke være 
den sidste . “ Og borte var han som en Hvirvelvind . 
„ Skynd Dem , Froken Grøn ! Vi maae seire over ham , “ 
udbrød Fru Lehmann . Og Damerne rede ad de to andre Veie . 
„ Jeg maa være den Forste , “ tænkte Frøken Grøn . „ Han 
har sagt , at han sætter stor Priis paa , at Damer ride godt . 
Gid jeg blot kunde flyde en Gjenvei ! “ — Hun saae sig om — 
„ Der løber en Sti ; den maa gaae lige til Torshøi . Jeg vil 
prøve min Lykke . “ Og dreiende om fra den rigtige Vei red hun 
ind paa Stien , der var saa smal , at en Hest neppe kunde gaae 
paa den . 
Og smallere og smallere blev den , altsom hun red frem , 
til Hesten slandsede foran et uigjennemtrængeligt Krat . Hvor 

hun blev vred I Hun kunde ikke vende , men var nødt til at 
springe af og føre Hesten baglænds , til hun endelig efter meget 
Besvær naaede Veien , hun nylig havde forsmaaet , og atter steg 
tilhest med et Ansigt , der kunde faae Folk til at løbe langt bortHun 
kom ikke tilbage til Thorshøi før henimod Frokosttid . 
Da hun red ind af Porten , gjorde hun sig naturligviis 
Umage for at see saa mild ud som muligt . Dog , hvor forundret 
blev hun ikke ved at høre , at hun tiltrods for sit Uheld var 
den Forste paa Pletten . 
Hvorledes kunde det gaae til ? Havde maaskee lignende 
Uheld mødt de Andre ? Det var godt ! Hun var glad ved at 
være den Første . Hun skyndte sig til sit eget Værelse , hvor 
hun klædte sig paa med den sædvanlige Omhyggelighed . 
Imidlertid gik den ene Time efter den anden ; men hverken 
Capitain Oldenburg eller Fru Lehmann var at see , skjøndt Frøken 
Hildebrand og Oberstinden gik en Tour i den Retning , hvorfra 
de maatte komme . 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Frøken Hildebrand Fru Saabye . 
„ Det er forunderligt . “ 
„ Ja , det er , “ var hele Svaret , da Oberstinden var meget 
ordknap . 
Endelig kom da Fru Lehmann tilbage . 
„ Nei , hvilket Uheld ! “ udbrød hun , da hun traadte ind i 
Dagligstuen , hvor de Andre vare forsamlede . „ Jeg troede aldrig , 
jeg var kommen hjem . Jeg tog feil af Veien og red frem og 
tilbage , vistnok en heel Time , til jeg mødte en gammel Bonde , 
som hjalp mig paa den rette Vei . Men saa var den stakkels 
Hest saa anstrængt , at jeg maatte ride Fod for Fod og det i 
den værsie ' Solhede , i hvilken Anledning jeg har faaet en rædsom 

Hovedpine . Derfor maae De undskylde mig , kjære Venner ; 
jeg trænger til at trække mig tilbage til mit eget Værelse for 
en Tid . Maaskee det bliver bedre , naar jeg har hvilet mig 
lidt ud . “ 
„ Gjør endelig det ! “ sagde Frøken Hildebrand . „ Det lader 
næsten til , at de alle have havt Uheld idag paa Ridetouren . 
Nu længes jeg virkelig efter at høre Capitain Oldenburgs Forklaring 
af hans lange Udeblivelse . See , der kommer han . 
Hvad har De paa Samvittigheden , Capitain Oldenburg ? Er 
Deres Hest slyrtet med Dem ? Eller har den maaskee tabt en 
as sine Skoe ? “ 
„ Der slog De netop Sømmet paa Hovedet , Frøken Hilde , 
brand , “ sagde Capitainen smilende . „ Hvem skulde have troet , 
at De saa godt forstod at gjætte Gaader . Jeg kommer netop 
fra Smeden . Men siden De ønsker , jeg skal fortælle Noget , 
maa jeg vel adlyde og fortælle Dem et lille Eventyr , jeg havde 
der . De forlader os dog ikke , Fru Lehmann ? Jeg troer ogsaa 
det vil interessere Dem at høre det . “ 
„ Jeg tvivler ikke derpaa ; men min Hovedpine er ikke længere 
til at udholde . Jeg maa have Deres Eventyr tilgode til en 
anden Gang . “ 
„ Naa ? “ spurgte Frøken Grøn nysgjerrig , da Fru Lehmann 
havde forladt dem . „ Har De maaskee mødt en Alf i Smedien ? 
Fortæl endelig ! Vi lytte med Længsel . “ 
„ En Als ? De faaer mig næsten til at tro , De har været 
i Smedien uden mit Vidende . Men til mit Eventyr ! Det var 
ingen Als , men tvertimod en gammel Hex , jeg var saa uheldig 
at gjøre Bekjendtskab med . Hun syntes at være eller at ville 
være Sandsigerske . Og hvis det er Tilfældet , saa har jeg ikke 

Meget at vente i Livet . Det var en meget mørk Fremtid , hun 
forudsagde mig . “ 
„ I vil aldrig opnaae det , I hamper for , “ sagde hun ; 
„ thi Herren vil ikke forvandle en Tue til et Bjerg . “ 
„ Godt ! “ sagde jeg . „ Men hvad siger I , om han forvandler 
et Bjerg til en Tue ? Saa vil jeg naae mit Maal tiltrods for 
Eders Forudsigelse . “ 
„ Men den gamle Hex blev saa vred herover , at hun truede 
mig med sin Knortekjæp . Og jeg følte mig tilmode , som om 
jeg virkelig skulde gjøre hende Selskab paa Veien til Bloksbjerg . “ 
„ Naa , ja lidt før eller senere gjør intet til Sagen , “ bemærkede 
Frøken Hildebrand tørt . „ Men det var Skade , Frøken 
Grøn ikke var der ; ellers havde hun nok ogsaa profiteret ved 
at høre sin Fremtid . Ja , naar Folk blot kunde kigge bag Forhænget , 
der skjuler deres Fremtid , saa vilde Meget faae en anden 
Vending , vær overbeviste derom , mine Venner . Men var 
det ikke Perles Stemme ? Jo , det er Perle ! Hun gjøer , som 
om Nogen gjør hende Fortræd . Det er uden Tvivl Olga , det 
uartige Barn . “ Frøken Hildebrand forlod Værelset med en 
Mine , der lovede Olga alt Andet end Godt . 
Da Fru Lehmann nogle Timer senere viste sig , var der ikke 
mindste Spor af den slemme Hovedpine at see i hendes Ansigt ; 
hun syntes tvertimod at være i et meget godt Lune , skjøndt 
Frøken Hildebrand flere Gange havde beklaget sig til hende 
over Olga , der som sædvanlig havde mishandlet stakkels Perle . 
„ Bryd Dem aldrig om det ! “ svarede hun blot med et sødt 
Smiil , og Frøken Hildebrand følte ikke Lyst til at gjentage sine 
Klager . 
Om Aftenen indfandt Procurator Kaufmann sig . Og Ella , 

der havde opdaget ham længe før han naaede ThorShoi og 
var gaaet ham imøde , var saa glad ; thi han fortalte hende at 
han ene og alene var kommen for at prøve , om han ikke denne 
Gang vilde have mere Held og faae hende hjem med sig 
„ 0 , hvor glad jeg vil være , selv om det kun bliver for 
et Par Dage ! “ sagde hun . „ Hvor jeg holder meget af Dem , 
kjære Procurator Kaufmann ! Naar det ikke var for Onkel Lehmanns 
Skyld , vilde jeg ønske , jeg altid var hos Dem . Troer 
De , han savner mig lidt ? “ 
„ Det gjør han sikkert , “ sagde den gamle Mand mildt . 
„ Men hvad vilde Du synes om at have en lille Hest ganske 
for Dig selv ? En bruun med en lang sort Manke og saa letsodet , 
at Fanny , min egen Ridehest , umuligt kan holde Skridt 
med den . “ 
„ O , kjære Procurator Kaufmann , hvor jeg vilde være 
lykkelig ! Jeg har ikke redet siden Tante Hannes Død . Kan De 
huske Brunhilda , min egen lille Hest , som Tante Hanne gav 
mig ? Jeg maa aldrig ride paa den . De have forbudt mig det . 
Det gjør mig saa ondt ; jeg holder saa meget af at ride , og jeg 
gaaer hver Morgen ned til Stalden for at see til den . Hvor 
hun er klog ! Tænk blot , hun gjenkjendte mig strax og dreiede 
sit Hoved om mod mig , som hun pleiede at gjøre i gamle Dage . 
Og saa saae hun paa mig , som vilde hun spørge : 
„ Hvorfor rider Du aldrig mere paa mig ? Er jeg ikke 
Brunhilda , din egen lille Hest ? “ 
„ Jeg kan næsten ikke lade være at slige op paa den og 
ride bort . Men jeg vil slet ikke tænke derpaa ; det gjør mig 
saa ondt . “ 
„ Hvis Du faaer Tilladelse til at tage med mig 

for nogle Dage , skal Du have Lov til at ride saa meget , Du 
lyster . “ 
Med dette Løste traadte han ind i Dagligstuen , hvor man 
morede sig med at snakke om Dit og Dat . 
„ Velkommen , Procurator Kaufmann I Bringer De noget 
Nyt ? “ spurgte Fru Lehmann . 
„ Intet Nyt ! “ svarede Ellas Ven smilende . „ Min Lomme 
er altid tom paa Nyheder , som min gode Kone bebrejder mig 
hver Dag . Have De været ude at ride idag ? De kunde aldrig 
vælge et bedre Veir end dette . “ 
„ Ja , vi have , “ sagde Capitainen , medens han viklede en 
af Olgas gyldne Lokker om sine Fingre . 
„ Hvilke smukke Blomster ! “ vedblev Procuratoren , der ikke 
vidste , hvorledes han skulde komme frem med sit Wrinde . 
„ Ja , meget smukke ! “ sagde Froken Hildebrand . 
„ Har De nylig Hørt fra Grosserer Lehmann ? “ vedblev han 
og nærmede sig Fru Lehmann , fulgt af Ellas ængstelige Blik , 
medens hun selv var krøbet hen i den mørkeste Krog af Værelset . 
„ Jeg havde Brev igaar , “ svarede Fru Lehmann med rynket 
Pande . 
Det var et slemt Tegn , og Procuratoren vidste ikke ret , 
hvordan han skulde udtyde det . 
„ Det er sandt ! “ udbrød han pludseligt , glad over at have 
noget Behageligt at sige . „ Jeg har reent glemt , at jeg har 
noget med fra min Kone til Dem . Jeg gav Kurven til Mads , 
da jeg steg af Hesten . Jeg troer , det er nogle Ferskener og 
Aprikoser . Min Kone er nok meget slolt af sin Haves Frembringelser 
og vil gjerne vise hele Verden dem . Hun bilder sig 
nemlig ind , at der ikke gives Mage til dem . Og jeg siger 

hende aldrig imod ; thi jeg veed godt af Erfaring , at Kvinden 
er halftarrig , og at jeg paa Grund deraf ikke er istand til at 
regjere min egen lille Kone . “ 
„ En Kurv med Ferskener og Aprikoser ! “ raabte Alle med 
en Stemme , og Fru Lehmann tilføiede med et naadigt Smiil : 
. Det er sandelig meget venligt af Fru Kaufmann . Tak hende endelig 
saa meget fra mig . Det er netop den Frugt , jeg holder mest 
af . Jeg lod netop spørge om nøgle hos Gartneren forleden 
men han svarede , de vare ikke modne endnu . “ 
„ Det er netop , hvad min Kone sagde : 
„ Jeg tør love for , “ sagde hun , „ jeg er den Eneste , der 
paa denne Tid har modne Ferskener . Derfor maa Du endelig 
tage nøgle med til Fru Lehmann . “ 
„ Godt ! “ sagde jeg ; „ det vil jeg gjerne . “ Ogsaa tog jeg 
afsted med mange Advarsler om ikke at tabe Kurven . Ja , det 
er en underlig lille Kone , jeg har ; naar hun først har sat sig 
noget i Hovedet , er det ikke muligt at faae hende paa andre 
Tanker . Tænk blot , . . . . “ — Her aabnede Procurator Kaufmann 
meget viseligt Kurven , som Ella havde hentet — „ min 
Kone har endnu ikke opgivet den Idee at faae Ella ned til os 
nøgle Dage . “ Han skubbede flere Blade til Side , for at Fru 
Lehmann ret fluide faae Øie paa de smukke Frugter . „ Tag 
hen og fortæl Fru Lehmann , hvor glad jeg vil være ved at 
have lille Ella hos mig et Par Uger , “ sagde hun . „ Gjør det , 
kjære Ven . “ . . . . Er det ikke smukke Frugter , Frøken Grøn ? 
Naar Ella kommer tilbage , vil jeg tage mig den Frihed at sende 
Dem flere , Fru Lehmann . “ 
„ Naar Ella kommer tilbage , “ gjentog Fru Lehmann med 

et ubestemt Blik . „ Hvad mener De , Frøken Grøn ? Fortjener 
Ella at komme derhen ? “ 
„ Fortjener ? “ spurgte Frøken Hildebrand , som havde nærmet 
sig den tillokkende Kurv . „ Det er ogsaa et Ord ! Ingen 
fortjener . Hun tog en af de slørste Ferskener . „ Men det 
vil være klogt af Dem at lade Ella følge med snarest muligt ; 
desto hurtigere kommer hun tilbage med de lovede Frugten Har 
jeg ikke Ret ? “ 
„ Jo , det er sandt , “ sagde Capitainen leende . „ Men hvis 
De har isinde at ende med den anden Kurv , som De begyndte 
med denne , saa seer jeg egentlig ingen Grund til at lade Ella 
gaae , undtagen det skulde være til Fordeel for Dem . “ 
„ Du maa ikke lade Ella komme bort , Moder ! “ raabte Olga 
heftig- „ Jeg vil ikke være ene her med alle Jer gamle Mennesker . 
Hvis Ella faaer Lov at tage bort , vil jeg med . Hører Du , 
Moder ? Jeg vil ikke blive tilbage . “ 
„ Godt ! Du har paa en Maade Ret . Hvad mener De 
Hr . Procurator ? Troer De , Deres Kone vil være tilfreds med , 
denne Maade at ordne Tingen paa ? “ 
Den gode Procurator saae rigtignok saa forskrækket ud , 
som en Mand , der hører , at hans Huus er brændt af ; men 
han svarede meget høfligt : 
„ Jeg er vis paa , min Kone vil være glad ved at see dem 
begge . “ 
„ Det er godt ! “ sagde Fru Lehmann , som syntes at være 
nok saa glad ved at blive af med Børnene for en Tid . „ Jeg 
haaber da , De drikker Thee med os , medens Frøken Grøn 
sørger for at pakke noget Tøi ind til dem . “ 
„ Tak , “ svarede Procurator Kaufmann , skjøndt han ikke følte 

megen Lyst til at blive der længere . Han kunde ikke uden en 
vis Wngsfelse tænke paa , hvad hans Kone vilde sige , naar hun 
saae den uindbudne Gjæst ; thi skjøndt han langtfra hørte til de 
Mænd , der slaae under Toslen , havde dog hans Kone , som de 
fleste Kvinder , nu og da en egen Villie , og det vilde være meget 
ufornuftigt at sætte sig op imod den . Og da Procurator Kaufmann 
var en klog Mand , gjorde han aldrig Oprør mod denne 
Villie ; tvertimod , han gjorde den til sin egen , og Folgen heraf 
var , at der kun var een Villie i Procurator Kaufmanns Huus , 
og det var , som hans Kone sagde , hans . 
Men vi vide jo , det var ikke hans Villie , at Olga skulde 
følge med til „ Marie-Lyst “ , og som en Følge heraf Heller ikke 
hans Kones . Og derfor var han bange , hun skulde blive vred 
paa hans Vegne og skjænde paa ham , den stakkels uskyldige 
Mand , fordi Fru Lehmann , som var den eneste Skyldige , ikke 
var tilstede . 
Og han havde Ret . 
Fru Kaufmann stod i Døren for at byde dem Velkommen , 
da de nærmede sig Marie-Lyst . Men da hun fik Øie paa Olgas 
Ansigt , raabte hun med en Mine , der just ikke bød Olga Velkommen : 
„ Men 
hvad i al Verden skal det sige ! Jeg har jo slet ikke 
indbudt hende . Hvordan har Du det , Kaufmann ? Eller hvad 
mener Du med at bringe hende her ? “ 
„ Slaa Dig endelig tiltaals , kjære Stella , “ hviskede han 
med sin mest indsmigrende Stemme . „ Vilde jeg have den ene 
af dem , var jeg ogsaa nødt til at tage den anden ; ellers vilde 
Fru Lehmann ikke tillade Ella at komme . “ 
„ Hvor Du dog er en Nar ! Var jeg blot selv taget afsted ! “ 

Fru Kaufmann vendte Ryggen til sin Halvdeel og gik hen til 
Børnene med et roesværdigt Forsøg paa at bekjæmpe sti flette Lune . 
„ Velkommen ! “ sagde hun og rakte Olga Haanden . . Velkommen ! “ 
Og hun omfavnede Ella . „ Kom ! “ Hun skyndte sig 
ind i Huset , fulgt af Børnene , medens Kaufmann foretrak at 
holde sig udenfor , til hans Kone var bleven saa beskjæftiget , at 
hun ingen Tid havde tilovers for ham . Saa gik han ind og 
fandt „ sin Villie “ i stor Travlhed med at lave Thee , medens 
Olga morede sig med at see paa alle de pæne Smaating , der 
stode paa Secretairen . 
Det var en stor Lykke , at hun ikke kunde naae dem ; ellers 
havde hun sikkert havt et eller andet Uheld , som Fru Kaufmanns 
onde Lune neppe havde seet sig istand til at bære . 
Ella stod ved Bordet og lyttede til den gode Dames Tale 
med et lykkeligt Smiil , medens Olga nu og da indflettede et 
Ord , som fik Fru Kaufmann til at lee eller see meget forundret 
ud tiltrods for sin kun halvt bekjæmpede Vrede . 
„ Hvor gammel er den Hex ? “ spurgte den lille Pige og 
pegede paa en Porcellainsfigur . „ Hun ligner Frøken Hildebrand . 
Gjør hun ikke , Ella ? “ 
„ Det er meget smigrende for den gode Dame , “ sagde Fru 
Kaufmann smilende . 
„ Og den Trold der ! Den ligner Capitain Oldenburg , som 
om det var ham selv . Ikke sandt , Ella ? “ 
„ Jeg veed ikke , “ sagde Ella og undertrykte et Smiil . 
„ Faaer jeg et Værelse for mig selv , Fru Kaufmann ? “ 
„ Ja ! ellers er jeg bange , Ella ingen Ro fik til at sove . “ 
„ Det er godt ! Jeg er glad ved at være ene , især hvis 

der er en blød Sopha . Jeg holder saa meget af at sove paa 
en Sopha ganske ene . Veed De hvorfor ? ' 
„ Nei ; men kom nu og sæt Dig ned ved Bordet . Kom , 
Kaufmann ! Theen er færdig . “ 
Tiende Capitel . 
Den næste Morgen stod Ella op med Solen . Hun listede 
sig ned med et ængsteligt Blik til Døren , der førte til Olgas 
Værelse . Men hun havde ingen Grund til at nære Frygt ; 
hendes lille Fjende laae og sov nok saa trygt — og vilde neppe 
være vaagnet , selv om hun havde banket paa Døren . 
„ Godmorgen ! “ sagde Kaufmann , som stod ved den 
aabne Dør i Havestuen . „ Allerede oppe ! Min Kone er i Spisesluen . 
Jeg troer næsten , hun er ifærd med at lave Kaffe . 
Sover Din Kammerat endnu ? “ 
„ Jeg troer det , siden jeg slet Intet har hørt til hende . 
Maa jeg ride lidt idag ? Jeg har ikke sovet hele Natten , ved 
Tanken om den lille Hest . “ 
„ Godt ! Naar Du har drukket Kaffe , skal Palle slaae parat 
til at modtage Dig . Skynd Dig at gaae ind til min Kone , at 
ikke Palle skal vente paa Dig . “ 
Ella skyndte sig til Spisesluen , hvor hun fandt Huusmoderen 
foran Maskinen . 
„ Hvad for noget ! Er Du allerede der , lille Ella ? Det havde 
jeg ikke ventet . Hvor er Olga ? Jeg tor nok sige , hun sover 

endnu . Det er godt ; lad hende det . Saalænge hun sover , fornærmer 
hun Ingen . Sæt Dig ned , saa skal Du faae en Kop 
Kaffe . Er Du vant til at slaae saa tidligt op ? Jeg troede ikke 
Kjøbenhavnerne stod op med Solen . Men nu maa Du fortælle 
mig , hvorledes Du har havt det al den Tid , jeg ikke har seet 
Dig . Ere de gode og kjærlige mod Dig ? Jeg spurgte Kaufmann 
derom forleden ; men han siger aldrig Noget , og derfor 
er jeg lige saa klog , som da jeg spurgte . Hvordan er Fru Lehmann ? 
Hun seer meget smuk ud ; men der er alligevel Noget i 
hendes Øine , som gjør mig lidt mistænksom . Jeg har aldrig 
havt Tillid til brune Øine . Og Frøken Grøn ? Hun er ogsaa 
meget smuk men jeg kan Heller ikke lide hende . Og Olga ! 
Ja , jeg maa tilstaae , jeg er lige saa lidt indtaget i hende . Hun 
synes at være meget uartig . Holder Du af Grosserer Lehmann ? 
Jeg har en Følelse af , at han er den Bedste af dem Alle , 
skjøndt jeg aldrig har seet ham , som Du veed . . . . Hvad er der 
i Veien , Kaufmann ? Hvorfor kalder Du paa Ella , som om Huset 
skulde slyrte ned ? “ 
„ Palle staaer færdig , “ svarede Procuratoren smilende over 
sin Kones svage Nerver . „ Bliv blot ikke bange ! Jeg kommer 
ikke for at melde vort kjære gamle Huus ' s Nedstyrtning . Men 
skynd Dig nu , Ella ! Palle holder ikke af at vente . “ 
Hvor hun var glad ! Saaledes havde hendes Hjerte ikke 
banket af Henrykkelse , siden Tante Hannes Død . 
„ Farvel ! Farvel ! “ 
Hun red bort med funklende Øine og røde Kinder , medens 
de to Wgtefolk stode og saae efter hende , fil hun var forsvunden . 
Vi synes altid , at Fuglene kviddre saa lifligt , men dog 
lisligst , naar vi ere ret af ' Hjertet glade ; ligesom Solen erklärest , 

Engen grønnest , Roserne rødest og vort Hjerte renest , naar vi 
ere glade . Vi ønske at dele vor Glæde med den hele Verden . 
Ja , hvis vi havde Magten dertil , troer jeg , vi vilde gjøre Enhver 
uden Undtagelse ligesaa lykkelig , som vi selv ere . Vi ville ikke 
see noget bedrøvet Ansigt , vi ville ikke have , at Nogen skal lide . 
„ Vær lykkelig som jeg ! “ toner det i vore Hjerter , saaledes 
som det klang i Ellas da hun red bort , med et Ansigt , straalende 
af Glæde , med smilende Blik og Kinder saa røde som Roserne , 
der mødte hendes Øine , hvorhen hun vendte dem . 
Ester at have redet en Timestid naaede hun den før omtalte 
Skov , der hørte fil Thorshøi . Der var en dyb Grotte 
med en lille Bænk i , hvor Tante Hanne og hun altid pleiede 
at hvile , naar de vendte hjem fra deres lange Spadseretoure . 
I Nærheden af denne standfede Ella , og efter at hun var 
sprunget af Hesten og havde bundet den ved et Træ , nærmede 
hun sig Grotten med hurtige Skridt . 
Hun var netop ved at træde ind , da hun hørte en Hvisken 
fra dens Baggrund . 
Hun standsede et Øieblik . Hun blev angst . Hun vidste 
ikke selv , hvorfor hun , da hun hørte Nogen nærme sig , skjulte 
sig bag det lille Krat , hvor hun havde forladt fin Hest , og hvor 
hun gjennem Grenene kunde see Enhver , der forlod Grotten . 
Hun kom ikke til at vente længe ; Skridtene kom nærmere 
og to Skikkelser viste sig i Grottens Indgang . 
Ella foer tilbage og blev ligbleg . 
„ Imorgen , min Elskede ! “ sagde Herren og lagde fin Arm 
om Damens Liv . 
„ Er De saa vis derpaa ! “ sagde Damen , truende ad ham 

med et Smiil . Og de forlode Grotten og gik op gjennem Skoven , 
efterladende Ella uden at have bemærket hende . 
Der stod den lille Pige , saa bleg som Døden , med 0inene 
stadigt heftede paa Indgangen til Grotten , som om hun 
spurgte : 
„ Er det sandt ? Har jeg ikke taget feil ? “ 
„ O , Tante Hanne ! “ udbrød hun tilsidst og stirrede op 
mod den klare , blaa Himmel , der hvælvede sig over hendes 
Hoved , som et sandt Billede paa Uskyld . „ Det kan ikke være 
muligt ! Jeg har taget feil ! Ja , jeg maa have taget feil . “ Og 
hun besieg Hesten med taarefyldte Øine , kastede et sidste Blik 
til den engang saa kjære Grotte og red hjem med et tungt Hjerte . 
Saaledes er al jordisk Glæde . Det ene Øieblik lokkende og 
smilende , det andet flygtende langt bort . Stol derfor aldrig 
paa Jordens Glæde ; den vil blive blegere og blegere , den vil 
forsvinde sporløst , naar Du strækker Din Haand ud for at gribe den . 
„ Hvor er Ella ? “ spurgte Olga , da hun traadte ind i 
Dagligstuen , en god Time efter at Ella havde forladt Marie-Lyst . 
„ Jeg er saa tørstig , Fru Kaufmann . Hvor jeg vilde være glad 
ved en lille Kage ! Er her Kager i Huset ? Sommetider stjæler 
jeg nogle , naar Jomfru Pingel vender Ryggen til . Jeg holder 
saa meget af Kagen Vær saa god at give mig nogle ! “ 
Fru Kaufmann reiste sig for at gaae efter Kagerne , skjøndt 
det skete med Uvillie . Men hun følte , hun vilde ikke blive 
af med sin lille Plageaand , før hun havde opfyldt hendes Ønske . 
„ En , to , tre , Tak ! — Men veed De ikke , hvor Ella er ? 
Jeg har søgt efter hende , siden jeg stod op . Hun var hverken 

i sit Værelse eller i Haven . Hvor det er deilige Kager ! Gid 
jeg havde flere ! “ 
„ Ja , og saa flere , og igjen flere , svarede Fru Kaufmann 
leende . „ Nei , min Kjære , nu maa Du være tilfreds . Jeg kan 
forsikkre Dig , mine Kager voxe ikke i tusindviis i Haven . “ 
„ Gjorde de det , saa tog jeg aldrig mere herfra , kjære Fru 
Kaufmann ; saa blev jeg her hele mit Liv . “ 
„ Det er meget taknemmeligt tænkt mod Dine Forældre . 
Men jeg bilder mig ind , Du snart vilde længes efter Din Moder 
og tiltrods for mine søde Kager forlade mig en smuk Morgen . “ 
„ Nei , jeg forsikkrer Dem . Kjender De min Moder ? Hun 
er saa underlig ; hun siger aldrig et venligt Ord til mig . Hun 
skjænder kun og sommetider slaaer hun ogsaa . Og Frøken Grøn 
— Kan De lide hende ? De maa ikke fortælle det igjen , hvad ? 
Men Frøken Grøn er forelsket i Capitainen . Jeg har hørt det 
Altsammen ; for jeg har luret ved Døren , som jeg har seet Moder 
gjøre , naar Ler er Nogen hos Fader eller Frøken Grøn . Ja , 
hun elsker ham , og Moder siger , at han ogsaa elsker hende . 
Men det troer jeg ikke ; for han seer aldrig paa hende med saadanne 
Øine , som Lieutenant Mandsfeld seer paa Frøken Lind 
med . Jeg har lagt Mærke til dem mange Gange , naar de mindst 
anede det , og naar de var ganske ene . Jeg saae gjennem Nøglehullet , 
som Frøken Grøn gjør , naar Moder beder hende see efter , 
hvad Tjenestefolkene tage sig for . Og jeg har hørt Frøken Hildebrand 
sige til Fru Saaby , at Frøken Grøn tiltrods for al sin 
Umage aldrig fangede Oldenburg , for han elskede hende slet ikke , 
skjøndt han gjerne vilde bilde hende og Andre ind , at han gjorde 
det ; men det havde han vel sin Grund til . Og Frøken Hildebrand 
er meget klog og snu , siger Moder . Men jeg hører en 

Hest komme . Hvem kan det være ? Maaskee Moder eller Frøken 
Grøn . “ 
Hun skyndte stg hen til Vinduet og saae ud . 
„ Nei , men det er Ella , den slygge Pige ! Hvor hun er falsk ! 
Tænk blot , hun har ikke sagt et eneste Ord om det til mig 
Men jeg skal fortælle det til Moder og Frøken Grøn . Hvor 
det er en yndig lille Hest ! Maa jeg ikke ogsaa ride , Fru Kaufmann ; 
ellers kan jeg ikke udstaae Dem mere . “ 
Procurator Kaufmann stod ved Døren . Han var saa glad 
ved at see fin lille Yndling tilhest , at han ikke lagde Mærke til 
den Forandring , der var foregaaet med hende i hendes korte 
Fraværelse . 
„ Jeg tør nok sige , det var en deilig Ridetour ! “ raabte 
han . „ Det er et udmærket Veir , saa Du har sagtens moret 
Dig godt . “ 
Ella prøvede paa at smile ; men det var forgjæves , Taarerne 
kom hende i Øinene , og hun skyndte fig ind i Huset uden at 
sige Andet end Tak . 
Hun fandt Fru Kaufmann staaende ved Vinduet i Dagligstuen , 
medens Olga var løbet ud for at bede Procurator Kaufmann , 
om hun ogsaa maatte ride lidt 
„ Hvor Du seer syg ud , Barn ! “ raabte Fruen , forsfrækket 
ved at faae Øie paa den lille Piges blege Kinder . „ Hvad 
feiler Dig ? “ 
„ O , stig det , stig det ! “ raabte Ella og kastede fig i den 
gode Dames Arme . „ Siig , at det ikke kan være at det er en Feiltagelse . 
Siig det , stig det ! “ Og hun brast i en heftig Taarestrøm . 
„ Jeg forstaaer Dig ikke , Barn . “ sagde Fru Kaufmann 
forundret . „ Hvad mener Du ? Hvis det ikke kan være , saa kan 

vel ikke være . Men hvad er del , som ikke kan være ? Fortæl 
mig hele Sandheden ; ellers maa jeg troe , Du ikke er ved Din 
Samling . “ 
„ Spørg mig ikke ! Jeg kan ikke fortælle det , “ hulkede Ella 
og sank om paa en Stol . „ Nei , jeg kan ikke , jeg kan ikke ! Men 
jeg har taget feil . Har jeg ikke ? Jo , jeg han O , kjære Fru 
Kaufmann , naar jeg blot maatte blive her ! Men der er Olga . 
Siig Intet til hende . Hun vil fortælle det igjen , og saa bliver 
jeg ulykkelig . “ Hun skyndte sig ud og op paa sit eget Værelse , 
hvor hun lukkede sig inde og blev til om Middagen , tiltrods 
for alle Olgas Forsøg paa at faae hende til at lukke op . Rødmen 
var kommen tilbage paa hendes Kinder , og der var et 
glad Smiil om hendes Læber , da hun traadte ind i Dagligstuen , 
hvor Fru Kaufmann sad ganske ene . 
„ Nu er jeg igjen glad , “ sagde hun fortroligt ; „ thi jeg veed , 
Set kan ikke være ; jeg maa have taget feil . Men spørg mig 
aldrig derom , kjære Fru Kaufmann . “ Hun lagde sine Arme med 
et bedende Blik om sin gamle Venindes Hals , saa at denne , 
trods sin Lyst , ikke havde Hjerte til at spørge hende , men nøiedes 
med at sige : 
„ Godt ! Jeg vil ikke spørge ; jeg vil være tilfreds med at 
see Dig glad igjen . “ 
Og hun holdt sit Ord . Hun spurgte aldrig , og Ella beholdt 
sin Hemmelighed for sig selv . 
Hun syntes at være meget tilfreds den øvrige Deel af 
Dagen . Men da Aftenen kom , blev hun mere og mere stille og 
vandrede frem og tilbage , snart hist , snart her , som om hun 
ikke kunde finde Fred . 
Denne Uro varede en Tid ; saa blev hun igjen roligere 

og gik med Fru Kaufmann og Olga ud i Haven , hvor hun 
syntes at være lutter Glæde og ganske at have glemt stt Eventyr 
fra om Morgenen . 
Næste Morgen stod hun op uden det mindste Spor af 
Gaarsdagens Bekymring . Den var fuldkommen forsvunden , som 
den merke Nat for den lyse Dag . 
Hun var kun et Barn , og et Barn kan , Gud være lovet , 
ikke længe holde Sorgen fast ; ellers kunde Barndommen ikke 
leve i vort Minde som den lykkeligste Drøm i vort Liv , og 
Tanken om den vilde ikke faae vort Hjerte til at banke af 
Glæde og vore Øine til at fyldes med veemodige Taarer , fordi 
vi engang have været Børn , men Barndommen nu er forsvunden 
og vi voxede fra vore kjære , lykkelige Lege . 
Hvor hurtigt Dagene gik , skjøndt Ella af sit ganske Hjerte 
ønskede , at de maatte staae stille . Det var i Sandhed lykkelige 
Dage , Dage , som hun aldrig vilde glemme . Hun kom og 
gik , saa fri som Fuglen i Luften . Ingen , selv ikke Olga , gjorde 
hende Fortræd . Det var , som om Olga havde efterladt al sin 
Uartighed paa Thorshøi . Hun var saa hoflig , saa venlig mod 
Alle , at Procurator Kaufmann og hans Kone — Nei ! Jeg 
mener : hans Kone og Procurator Kaufmann — virkelig begyndte 
at holde af hende . Selv Ella syntes at have glemt All , 
hvad hun havde lidt for hendes Skyld . 
„ Hvis jeg var Fru Lehmann , laa vilde jeg sætte Olga i 
Kost hos en agtet Familie , hvor hun kunde lære Høflighed og 
Lydighed , “ yttrede Fru Kaufmann , da hun var ene med sin 
Mand . . Jeg er vis paa , hun endnu kunde frelses , skjøndt hun 
er halvt ødelagt . “ 
„ Du har sikkert Ret deri . Men eftersom Fru Lehmann 

hverken besidder Din Forstand eller Din Dømmekraft , vil hun 
beholde Olga hjemme , til hun er saa fordærvet , al Ingen , selv 
ikke Du , kan frelse hende fra at blive det Samme , som jeg troer , 
hendes Moder er . “ 
„ Det er saamæn de første fornuftige Ord , jeg har hørt 
Dig sige om denne Sag . Saa Du troer ogsaa , at Fru Lehmann 
er , hvad jeg antog hende for at være , ligefra jeg gjorde 
hendes Bekjendtskab ? Hvorfor svarede Du mig saa ikke , da jeg 
spurgte Dig derom for nogle Dage siden ? Du er ligesaa stridig 
som en gammel Hest . Men der komme Børnene . See blot , 
hvor Ellas Ansigt straaler af Glæde ! Hvad er der , Børn ? Have 
I sundet en Guldmine , siden I see saa lykkelige og stolte ud ? “ 
„ Tænk blot , Fru Kaufmann ! “ raabte Olga , næsten tabende 
Veiret . „ Jeg og Ella . . . . “ 
„ Ella og jeg , “ afbrød Fru Kaufmann hende irettesættende , 
og Olga gjentog lydig : 
» Ella og jeg har fundet en Hønserede med sire Wg . Kan 
De gjætte , hvor ? “ 
„ I have sagtens fundet den blandt Nælderne i Kjøkken 
haven . Have I ikke ? “ 
„ Hvor kunde De gjætte det ? Men der er endnu Noget 
som jeg er vis paa , Ingen gjælter . Veed De , hvad vi have 
fundet i Stalden ? “ 
„ Nei , min Kjære , hvordan skulde jeg vide det , da jeg ikke 
har været der i den sidste Uge ? “ 
„ Vi have fundet , vi have fundet . . . . Kan De gjætte , hvad , 
Procurator Kaufmann ? “ 
„ Nei , i Sandhed . Men skynd Dig at fortælle os det . 
Ellers maae vi troe , det er noget overordentligt Vigtigt . “ 

„ Vi fandt en død Rotte liggende i en af Baasene . Er det 
ikke sandt , Ella ? Fandt vi ikke en Rotte ? Der kan De selv høre , 
Ella siger ja ! “ 
„ Paa min Wre , det er en stor Lykke , maa jeg tilstaae , “ 
sagde den gamle Mand smilende . „ En død Rotte og en Hønserede , 
fuldkommen uventet . Men jeg har ogsaa fundet Noget . 
Kom , saa skulle I see . “ Han forlod Værelset , fulgt af Børnene , 
som syntes at være meget nysgjerrige efter at see hans Fund . 
Han gik med dem til Haven og slandsede foran en lille 
Busk og saae tilbage til sine Ledsagere med et polisk Smiil . 
Saa adskilte han Grenene og hviskede forsigtigt : 
„ See her ! “ Og Børnene nærmede sig paa Taaspidserne 
og stirrede paa en lille Fuglerede med tre smaa Unger , der 
kiggede frem med aabne Næb , som om de troede , at det var 
deres Moder , der kom med Føde til dem . 
„ O ! O ! “ hviskede Olga og slog fine Hænder sammen . 
„ Hvor de ere søde ! Maa jeg ikke klappe dem ? Jeg skal ikke 
forskrække dem . “ 
„ Ror dem ikke ! “ sagde den omhyggelige Ella . „ Hvad er 
det for en Slags Fugle , kjære Procurator Kaufmann ? “ 
„ Gjerdesmutter . Men nu maae I begge love mig , at I 
aldrig ville forskrække dem ved at stirre ind paa dem med Eders 
store begjærlige Øine . I maae ikke nærme Eder til dem , undtagen 
naar jeg er tilstede . Hører I ? Opdager jeg , at I dog 
gjøre det trods mit Forbud , viser jeg Eder aldrig oftere Noget . “ 
„ Vi skulle ikke nærme os Reden , det forsikkrer jeg , “ sagde 
Olga . „ Aldrig undtagen vi faae Tilladelse . “ 
Og skjøndt Ella ikke yttrede et eneste Ord , lovede hendes 
ærlige Øine mere end alle Olgas Ord . 

„ Godt ! “ Procurator Kaufmann gav igjen Slip paa Grenene , 
og Reden med de smaa Unger forsvandt bag det grønne Lov , 
saa Ingen skulde ane , den var der . 
Og saa gik de bort , Procuraforen med et skjelmsk Smiil , 
Børnene med Reden og Fuglene dandsende rundt i deres smaa 
Hoveder . 
Olga var usædvanlig fraværende i Løbet af Dagen , Ella 
ogsaa ; og naar Procuraforen , som syntes at finde stor Fornoielse 
i at lægge Mærke hertil , spurgte dem om Et og Andet , fik han 
saa forunderlige Svar , at man skulde troe , de vare døve . 
„ Har Du ikke Lyst til at ride lidt idag ? “ spurgte han Olga 
smilende . 
„ Ja , der var tre , “ svarede hun rødmende . 
Og da han spurgte Ella , om hun havde ordnet de smukke 
Blomster paa Bordet , svarede hun : 
„ Nei , jeg har aldrig før seet Gjerdesmutter . “ 
„ Hm ! “ Han kunde ikke lade være at smile ; og han gik 
ud før at slaae Skildvagt bag et stort Træ ligeoverfor den omtalte 
Busk/ Han have ikke staaet der længe , før han hørte 
Skridt , og ved at kigge frem bag Træet saae han Olga nærme 
fig , idet hun kastede stjaalne Blikke tilhøire og venstre , som om 
hun var bange før at blive opdaget . 
Hun kom nærmere og nærmere med blussende Kinder og 
funklende Øine , indtil hun standsede foran Busken og rakte Haanden 
ud før at skille Grenene ad , der skjulte den tillokkende Skat , 
hun var kommen før al see , tiltrods før det bestemte Forbud . 
Procurator Kaufmann tog en Steen op fra Jorden og 
kastede hen foran hendes Fødder før at forhindre hende i at 
bryde sit Løfte . Hun foer sammen , Armen sank ned og hun 

trak stg lidt tilbage , idet hun saae sig om med et ængsleligt Blik ; 
men hun tog snart igjen Mod til sig og nærmede sig med udstrakt 
Haand før denne Gang virkelig at adskille Grenene og 
see paa Reden med de søde , smaae Unger i . 
„ O ! “ raabte hun forbauset , medens hendes Øine vare 
fæstede paa et hvidt Stykke Papir . „ Hvad er det , der slaaer ? “ 
„ Fuglene ere sløine , 
Det ulydige Barn er tilbage . “ 
„ O ! Gid jeg aldrig var kommen her og havde læst det ! “ 
Hun skyndte sig bort , som om hun var forfulgt af en Fjende . 
Og hun havde Ret ; det var hendes onde Samvittighed der forfulgte 
hende . 
Hun var neppe forsvunden , før der alter hørtes Trin . Del 
var Ella . 
„ Hm ! “ sagde den gode Procurator , som det syntes lidt 
skuffet . „ Jeg havde ikke troet , hun ogsaa kom ; men Fristelsen 
har været for svær at modstaae . Hun er jo kun et Barn . “ 
Ella kom nærmere og nærmere ; nu standsede hun foran 
Busken , ligesom Olga havde gjort . Hun lagde sig paa Knæ 
og kiggede gjennem det grønne Løv med et nysgjerrigt Blik . 
Hun rakte Haanden ud . . . . Men nei , hun lod den alter synke 
med en forsfrækket Mine og sagde sagte : „ Jeg vil ikke ; Procurator 
Kaufmann har forbudt det . Og han har Ret ; det vilde 
være en Skam at forsfrække de stakkels smaa Fugle . Men jeg 
længes saa meget efter at see dem , blot engang endnu , før vi 
forlade Marie-Lyst . “ 
Hun reiste sig og vilde gaae ; men Procuratoren traadte 
frem og sagde , idet han lagde sin Haand blidt paa hendes 
Skulder : „ Godt ! Du skal see dem engang endnu . Kom ! “ Han 

skilte Grenene ad , tog Papiret , som havde faaet Olga til at 
flygte , bort , og Fuglereden med sine tre Unger mødte Ellas Blik 
og fik hendes Ansigt til at straale af Glæede . 
„ Dette er for Din Lydighed . Og nu ville vi gaae til 
Stalden og see til Palle . “ 
Og de gik til Stalden , medens Olga gik frem og tilbage 
i Haven og sagde til sig selv : 
„ Havde jeg blot ikke gjort det ! Havde jeg blot været lydig ! “ 
Men tilsidst trøstede hun sig selv med den Tanke : 
„ Hvor jeg er en Nar ! At gaae og angre , hvad Ingen 
har seet . Hvem veed , at jeg har været der ? Ingen uden jeg 
selv . “ Og hun var atter glad og løb hen at opsøge Ella . 
Ellevte Capitel . 
„ Hjem igjen ! “ sagde Skjæbnen . Og saa vendte Ella og 
Olga atter hjem med bedrøvede Ansigter og tunge Hjerter ; thi 
det er ikke Alle , der elske deres Hjem , skjøndt vi , som elske vort , 
neppe kunne forstaae det . 
„ Nu skal jeg ikke mere ride , “ tænkte Ella . „ Hvem vil 
nu tale saa kjærligt til mig , som Fru Kaufmann ! Og hvem vil 
fortælle mig saadanne deilige Historier , som Procurator Kaufmann . “ 
Og hendes Hjerte blev bedrøvet , medens hendes Øine 
fyldtes med Taaren 
„ Hvor ffal jeg faae saa mange søde Kager , som jeg fik 
paa Marie-Lhst ? “ tænkte Olga og satte et Ansigt op , som tydeligt 

nok fortalte , at hun havde isinde at begynde , hvor hun 
havde endt , da hun tog fra Thorshøi . 
Imidlertid rullede Vognen hurtigere og hurtigere mod deres 
Hjem . 
Der var netop Selskab paa Thorshøi , og Froken Grøn , 
som mødte Børnene i Døren , syntes just ikke at være meget 
tilfreds med deres uventede Ankomst . 
„ Hvad i al Verden l Ere I allerede der ? Vi ventede Eder 
slet ikke før imorgen . Gaaer strax op paa Eders eget Værelse . 
Hvor I dog see ud ! Det passer sig ikke at vise sig i de Dragter 
ved et Selskab . Skynd Eder ! Jeg har ikke Tid til at tage 
mig af Eder . Bed Jomfru Pingel om at hjælpe Eder med at 
komme i andre Klæder . “ Og hun skyndte sig bort med en fortrædelig 
Mine . 
„ Men jeg vil ikke tage andre Klæder paa , “ forsikkrede Olga . 
„ Jeg vil beholde disse slygge paa , før at drille Frøken Grøn . 
Perle , Perle ! Er Du der , Du slygge Moppe ? Kom , at jeg 
kan kaste Dig paa Døren , som det syntes , Frøken Grøn havde 
Lyst til at gjøre ved os . “ 
Men Perle holdt sig tæt til Ella , som vilde den søge Beskyttelse 
hos hende . Den vidste , den holdt sig til den Rette . 
Ella tog den strax paa Armen og gik til sit Værelse , hvor hun 
satte sig ned og kjælede for den og glemte ganske Frøken Grøns 
Befaling om at klæde sig paa , til denne Dame pludselig viste 
sig og blev saa vred ved at see den lille Pige lege med Hunden 
istedetfor at adlyde hende , at man næsten kunde befrygte , hun 
vilde slaae Ella . 
„ Altid ulydig ! Altid trodsig ! “ raabte hun heftigt . „ Godt ! 
Siden det lader til , at Du foretrækker Hundens Selskab , stal 

Du ogsaa faae Lov at have det . “ Hun skyndte sig ud af Værelset 
og laasede Døren efter sig , saa at Ella var nødt til at blive 
der Resten af Dagen . 
Det var hendes Velkomst ! Hun følte med et tungt Hjerte , 
at hun var kommen tilbage til sit Hjem , det engang saa elskede 
Hjem . Gid hun var langt borte ! Gid hun var paa Marie-Lyst . 
Hun kjærtegnede Moppen med forøget Kjærlighed , og 
stakkels Perle saae paa hende og flikkede hendes Haand , som 
om den forstod , at dens Legekammerat var bedrøvet . 
„ Ja , Perle ! “ hviskede hun . „ Jeg savner Marie-Lyst . Jeg 
længes . “ 
Saaledes sad hun i flere Timer , til Frøken Hildebrand , 
som ikke kunde begribe , hvor hendes lille Perle var bleven afog 
derfor gik og søgte efter den i hver Krog af Huset , tilsidst 
naaede Ellas Værelse og lukkede Døren op , da hun sandt den 
aflaaset , i den Tanke , at En eller Anden , der ikke kunde lide 
Perle , havde lukket den inde der . 
„ Perle ! Perle ! “ raabte hun og kiggede ind . „ Mener det 
Dig , Barn ! “ udbrød hun forundret ved at faae Øie paa Ella 
med Hunden paa Skjødet . „ Hvem har lukket Dig inde her ? 
Formodentlig den uartige Olga . Har jeg ikke Ret ? “ 
„ Nei , det var Frøken Grøn , “ svarede Ella , glad over 
igjen at blive sat paa fri Fod . „ Jeg er saa glad , at De kom 
og lukkede op . Men fortæl det endelig ikke til Nogen , for saa 
lukke de mig inde igjen ; og jeg vil saa gjerne gaae til Kirkegaarden , 
naar jeg har seet gamle Martha . “ 
„ Vær Du kun rolig ! Jeg skal være saa tavs som Graven , “ 
forsikkrede Frøken Hildebrand , og Ella skyndte sig til Kjøkkenet , 

hvor hun fandt Martha beskjæftiget med at ordne til Middagsbordet . 
„ Velkommen , 
Barn ! Hvor Du seer rask ud ! Man skulde 
næsten troe , gamle Dage kom igjen : Røde Kinder og klare Øine ! 
Det kan jeg lide . ' Hun kyssede sin Yndling paa begge Kinden 
„ Saa ! Jeg har meget travlt , som Du seer . Her har været 
Selskab hver Dag . Jeg havde aldrig ventet at blive Vidne til 
en saadan Forandring paa mit kjære Thorshøi . Altid Selskab , 
altid Støi og Renden frem og tilbage fra Morgen til Aften . 
Jeg kan snart ikke længere holde det ud . Jeg er for gammel 
til at arbeide saa haardt hver Dag . ' 
„ Gid jeg blot var voxen ! Saa skulde Du ikke arbeide , ' 
raabte Ella og slyngede sine Arme om Marthas Hals . „ Du 
skal have det som en Dronning , og jeg vil selv opvarte Dig , at 
Du Intet skal savne . Naar jeg blot bliver voxen , saa skulle 
vi aldrig mere skilles , dersom Onkel Lehmann ogsaa vil boe 
sammen med os . Troer Du , han vil ? “ 
„ Vi ville tale derom en anden Gang , “ sagde Martha smilende ; 
„ for Øieblikket har jeg for travlt . Men Du sagde , Du 
vilde gaae til Kirkegaarden . Gaa , mit Barn , og naar Du 
kommer tilbage , har jeg nok Tid til at tale med Dig Jeg 
tænker , Du har moret Dig godt paa Marie-Lyst . De have vist 
gjort , hvad de kunde , for at glæde Dig ? “ 
„ Ja , Martha , jeg var næsten lige saa lykkelig der , som 
medens Tante Hanne endnu levede . Og Olga var meget bedre 
imod mig , end jeg havde ventet . Men Fru Lehmann , “ — 
hendes Ansigt blev alvorligt — „ rider hun endnu hver Dag ? 
Og Capitain Oldenburg og Frøken Grøn , ride de med hende ? “ 
„ Ja , jeg troer det . Men jeg han som Du veed , ikke megen 

Tid tilovers til at lægge Mærke til deres Gjøren og Laden . 
Jeg føler mig ogsaa meest tilfreds ved hverken at høre eller see 
dem . De gjøre mig kun Uleilighed og faae mig til at blive 
vred paa Alt , hvad der staaer mig i Veien . “ 
Ella gik til Kirkegaarden , og Martha fortsatte sit Arbeide , 
medens Frøken Grøn , som stod ved Vinduet i Selfkabsværelset 
og talte med Capitain Oldenburg , ganske havde glemt det stakkels 
Barn , hun havde lukkef inde i det eensomme Kammer . Hun 
var lutter Liv og Glæde . Hvem skulde troe , at disse milde 
Øine , denne glatte Pande , denne leende Mund kunde faae et 
Barn til at skjælve , naar Besidderinden var vred . 
Og Fru Lehmann ? Hvor hun dog var behagelig og saae 
smuk ud med sine glødende Kinder og funklende Øine ! Hun 
tiltrak sig alle Herrernes Opmærksomhed , medens Damerne love 
til at være misundelige paa hende . 
Hvor underlig Verden er ! Hvem kan forstaae den ? Ikke 
Een af os alle , som leve i den og gjøre Vort til at gjøre den 
saa underlig . — 
Denne Kone , denne Moder koketterede med Enhver , som 
nærmede sig hende , og var venlig mod alle Herrer , kun ikke 
mod sin Mand , hvem hun syntes at hade som sin værste Fjende . 
Og denne unge Pige , Froken Grøn , troede at kjæmpe for 
at beholde , hvad hun havde vundet , medens hun i Virkeligheden 
klyngede sig til en Skygge , et Intet , der aldrig havde været og 
aldrig vilde blive Noget for hende . 
Saaledes gik den ene Dag efter den anden , uden at nogen 
af dem tænkte paa , at det ene Blad vendte sig efter det andet 
i deres Regnskabsbog . Og dog var det Tilfældet . Blad vendte 

sig paa Blad , og Uge gik efter Uge , til Tiden nærmede sig , da 
de atter skulde forlade Thorshøi . 
Ella blev paa ny slaaet , drillet og sfjændt paa . Hendes 
Kinder bleve igjen blege , hendes Øine malte og ofte fyldte med 
Taarer istedetfor Latter , som man havde mere Grund til at vente 
hos et Barn . Trods al Ellas Kjærlighed længtes hun nu 
igjen mere og mere efter Grosserer Lehmann , som hun elskede 
af sit ganske Hjerte . Og naar Aftensolen med sit veemodige 
Skjær skinnede gjennem Vinduet , hvor hun stod og tænkte paa 
ham og hans Eensomhed , sukkede hun uvilkaarligt , hvorover 
Olga loe , medens Fru Lehmann erklærede , hun kjendte intet 
Simplere end at sukke , og hvis Ella vedblev at gjøre det saa 
hyppigt som i den sidste Tid , maatte hun helst blive paa sit 
Kammer . Og saa sukkede hun selv i samme Nu , som om en 
Steen tyngede paa hendes Bryst . 
Tolvte Capitel . 
„ Jeg kan ikke længere , jeg maa ride ! “ udbrød Ella , da 
hun en Morgen stod ved Vinduet og saae Fru Lehmann , Frøken 
Grøn og Capitainen ride ud af Gaarden , leende og spøgende 
som sædvanligt . „ O , Brunhilde , min egen lille Hest , skal jeg 
aldrig mere ride paa Dig ? Jo , jeg vil , enten de tillade det eller 
ei ! “ Og hun skyndte sig til Stalden , hvor hun fandt Mads , 
sin trofaste gamle Ven , beskjæftiget med af polere Seletøj . 
„ Mads , “ sagde hun og lagde alvorlig sin Haand paa hans 

Arm , „ Du kan ikke troe , hvor gjerne jeg vilde ride paa Brun 
Hilde ; men de have forbudt mig det . Troer Du , det er meget 
ondt af mig , af gjøre det alligevel ? “ 
„ Ondt ? Hvad er det for Noget ! Jeg vilde gjøre det , saa 
vist som jeg leven hvis jeg var i Dit Sted . Jeg havde allerede 
gjort det for lang Tid siden . Hvem har givet dem Ret til al 
forbyde Dig al ride ? Aar del ikke Din Tante selv , som gav Dig 
Brunhilde ? Og af hvilken anden Grund , maa jeg spørge , end 
den , al Du skulde rive saa megen Du lystede ? Godt ! Del er 
saa klart som Dagen , af Du glæder og behager Din Tante ved 
af ride . Og hende skulde jeg mene , Du bor lyde fremfor alle 
Andre , for det gjør nu siel ingen Forskjel , af hun er død , da 
vi alle veed , hun har level engang . Ja , det gjør vi ; ellers 
havde jeg vel neppe Brød til at stille min Sult med eller Tag 
over mit gamle Hoved . — Bild Dig blot aldrig ind , at der 
er noget Ondt i at gjøre del . Jeg er gammel nok til at forstaae 
mig derpaa . Og nu vil jeg gaae og sadle Brunhilde . 
Hun vil vist være glad ved igjen en Gang al bære Dig gjennem 
Skov og Eng . “ 
Ella modsagde ikke den gode , gamle Mand . Hun var altfor 
tilfreds med hans Maade at tage Sagen paa . Derfor lav 
hun , og han gik for ak sadle Hesten , idel han mumlede ved 
sig selv : 
„ Ja , jeg er gammel nok lil al forstaae mig derpaa , gammel 
non “ 
Men gammel nok og klog nok , gode Mads , er lo megei 
forskjellige Ting Det vilde Du forstaae , naar Du ikke var saadan 
en godmodig , indskrænker Fyr , som Du er . 
Ella steg tilhest , sand ! at sige med et mere tungt end glas 

Hjerte . Hendes Samvittighed vaagede altid , og den fortalte 
hende , at hun gjorde Uret , større Uret , end hun følte Lyst til 
at tilstaae for sig selv , og derfor red hun afsted som en Hvirvelvind 
for at døve dens Stemme i sit Indre . 
Olga stod ved Vinduet i Dagligstuen . Hun havde netop 
været oppe at fljændes med Frøken Hildebrand , som havde fortalt 
hende , at hun var et af de uartigste Børn , hun nogensinde 
havde kjendt . 
„ Du er værre end den slemmeste Øreng , “ forsikkrede hun . 
„ thi jeg tør nok sige , al selv den værste Øreng ikke vilde drille 
stakkels Perle , som Du altid gjør . Men tag Dig i Agt . Der 
vil komme en Tid , da Du vil blive drillet , netop som Du nu 
driller Perle . Jeg er gammel , jeg veed , hvad Tiden bringer . 
Der er Noget , man kalder Gjengjæld , og Du vil komme til at 
gjøre Bekjendtskab dermed tidligt eller seent . Glem da ikke Perle 
og hvad jeg sorudsagde Dig . “ 
„ Vær blot ikke bange derfor i Jeg er vis paa , jeg vil husfe 
Dine Ord saavel som Din lange , røde Næse , saalænge jeg lever . 
Jeg har aldrig før seet saa lang og rød en Næse som Din , og 
heller aldrig har jeg kjendt en Moppe saa grim og gnaven som 
Perle . Capitain Oldenburg sagde forleden til Frøken Grøn : 
„ Frøken Hildebrand og hendes Moppe ere saa afskyeligt 
grimme , at de burde flydes , for at Ingen fluide forste sig paa 
dem . “ 
Frøken Hildebrands Øine funklede , og hun beredte sig til 
at give et af sine meest vidende Svar ; men Olga gav hende 
ikke Tid dertil . Hun forlod Værelset i en Fart og styrtede ned 
i Gaarden , hvor hun kom tidsnok til at see Ella forsvinde gjennem 
Porten . 

„ Ella ! Ella ! “ raabte hun rasende . „ Ella ! Hvem har givet 
Dig Lov til at ride ? Hvem , om jeg maa spørge ? Men Du kan 
være vis paa , Du vil faae ' Straf derfor , og saa skal jeg lee 
vygtigt , ja , det skal jeg . “ 
Men Ella var allerede saa langt borte , at hun ikke kunde 
høre den lille Piges ukjærlige Ord . Og det var godt ; thi 
hendes egne Tanker vare Straf nok . 
Saa gik Olga til Stalden for at skjænde paa MadS , som 
stod og loe i den aabne Dør . 
„ Ha , ha , ha ! Du er misundelig , Du lille Abekat . Er Du 
ikke ? Godt , hvis Du har Lyst til det , skal jeg sadle et Kosteskaft 
til Dig , saa kan Du gjøre Hexene Selskab , som ride derhen , 
hvor Du nok veed . “ 
Men Olga , som følte , at hun havde fundet sin Mester , 
listede sig bort med en forsfrækket Mine . 
Hvem af os har ikke følt , hvor Barnehjertet kan banke af 
Frygt og Anger , naar det veed , at det har gjort Noget , som er 
urigtigt , Noget , det ikke burde have gjort ? 
Saaledes bankede Ellas Hjerte alt , medens hun red fremad 
og lod Thorshøi langt , langt tilbage . 
Da hun endelig vendte hjem , traf hun Olga ventende paa 
sig ved Porten . 
„ Velkommen , Frøken Rytterske ! “ raabte denne ondskabs , 
fuld . „ Jeg gratulerer Dig . Moder og Frøken Grøn kom hjem , 
netop som Du red bort ; og jeg kan forsikkre Dig , at de begge 
længes meget efter at see Dig . See , der kommer Moder for 
al bevidne mine Ord I “ 
Ja , det var virkelig Fru Lehmann selv , som nærmede sig 
de to Børn med et Ansigt , der var blegt af Raseri . 

Ella sprang hurtigt af Hesten ved Mads ' s Hjælp , der saae 
paa Fru Lehmann , søm om han følte Lyst til at slaae hende 
ril Jorden . 
„ Hvor er Skovløberen ? “ spurgte hun tørt . 
„ Jeg lænker , i fil Huus , “ svarede Mads lige saa tør ! . 
„ Godt , saa er del bedst , Du skynder Dig ned til ham og 
siger , om han øieblikkeligt vil komme herhen . Jeg ønsker hans 
Hjælp . “ 
Mads svarede ikke , men blev staaende og klappede Brunhilde 
med en Mine , som om han ikke havde hørt den stolte 
Dames Befaling . 
„ Hører Du , hvad jeg siger ? “ spurgte hun heiligt . „ Gaa 
strax og sørg for , ar han bringer sin Bøsse med , at han kan 
flyde Hesten , som faaer Pigebarnet til at være ulydig mod 
min Befaling . Hvorfor flynder Du Dig ikke at gaae , istedetfor 
at staae der med aaben Mund , som om Du ikke forstod 
mig ? “ 
„ Skyde Brunhilde ! “ raabte Mads , medens Ella blev liig 
bleg . „ Det maa bestemt være Deres Spøg , Frue . Skyde Brunhilde , 
den smukkeste Hest i Verden ! Ja , det tør jeg sige , der er 
ikke bedre Hest end netop hun . 
„ Du tør Inlet sige , men blot gaae , som jeg har befalet 
Dig Gaa og vær hurtig , at jeg ikke bliver nødt til at straffe 
Dig , som jeg nu maa straffe Ella for Ulydighed . “ 
„ De maa have mig undskyldt , Frue ; jeg kan ikke udføre 
Deres Wcinde . Nei , jeg kan ikke . De maa sende en Anden ; 
; eg er en ærlig Karl , fljøndt gammel og sättig , jeg er ingen 
Bøddel . “ 
Du ? ke gaaen Gvdi ! Saa skal Ella gaae selv . Gaa , 

Du onde Barn . Gaa strax til Skovløberen og bring ham med 
Dig . “ 
Men Ella stod saa bleg og ubevægelig som en Marmorfigur . 
Ingen Taare , ingen Klage , skjøndt hendes Hjerte bankede , 
tom skulde det briste . 
„ Ella ? “ spurgte Mads med et ængsteligt Blik . „ O , Frue , 
De er værre , end jeg havde tænkt ! Men jeg vil ikke lade Ella 
gaae ; saa vil jeg før gaa selv . Ja , jeg vil ! Men vær sikker 
paa , at ligesom De i dette Øieblik knuser det uskyldige Barns 
Hjerte , skal Deres Hjerte blive knust , naar De mindst aner det . “ 
„ Afsted med Dig , Sladdrer ! “ raabte Fru Lehmann som 
en Furie . „ Og er Hesten ikke skudt før Middag , skal Du faae 
Følgen at see ! “ Hun skyndte sig bort og efterlod Ella , ja selv 
Olga som forstenede . 
„ Gid Du var paa Bloksbjerg , fæle Hex , “ udbrød Mads 
tilsidsk . „ Nei , lille Barn , Du maa ikke græde . Gjør det ikke ! 
Gjør det ikke ! “ Han nærmede sig Ella som græd heftigt . „ Kom 
og vær tilfreds ! Jeg tor nok sige , at gamle Peter aldrig paatager 
sig at skyde den lille Hest . Nei , han gjør det ikke , dertil 
kjender jeg ham for godt . Men saa maa Du ikke græde 
mere . “ 
„ Men selv om Peter ikke vil , saa er der nok Andre , der 
vil . Ja , Mads , Brunhilde bliver skudt alligevel , og jeg er ene 
Skyld i det , fordi jeg har været ulydig . “ 
„ Men jeg siger Dig jo , hun bliver ikke skudt , der er ikke 
Een , som vil skyde hende . Jeg kjender dem Alle . De elske Dig 
og see op til Dig som deres virkelige Herskab . “ Og saa gik 
han til gamle Peter , medens Ella satte sig ned paa en Steen , 
som kor at vente , til han kom tilbage . 

„ Troer Du , at de ikke ville skyde Hesten ? “ spurgte Olga , 
halvt medlidende , halvt skadefro . 
Men Ella svarede hende ikke . Hun skjulte Ansigtet i sine 
Hænder og vendte hende Ryggen . 
„ Du vil ikke svare mig ? Det er det Samme , for det kar . 
være mig ligegyldigt , om den bliver skudt eller ikke . Hvorfor 
var Du ulydig , Du , som altid har ladet mig høre , naar jeg 
var det ? Hvis det gjør mig ondt , er det slet ikke før Din , 
men før den stakkels Hests Skyld . Stakkels Hest ! Gid Peter 
ikke vilde skyde den ! “ 
„ Ikke skyde den ! “ gjentog Ella heftigt . „ Hvem skulde tro , 
naar man hører Dig tale , at det netop er Dig , som er Skyld 
i hele Ulykken . Havde Du ikke fortalt Din Moder , at jeg var 
reden ud , saa havde hun aldrig savnet mig . Hun holder , som 
Du veed , ikke saa meget af mig . Men Du gjør al den Skade , 
Du kan komme til . Jeg foragter Dig , jeg hader Dig , som jeg 
hader Din onde Moder , som jeg hader Froken Grøn , den falske 
Smigrer , og som jeg hader Capitain Oldenburg . Gaa , skynd 
Dig , og fortæl Dem det , at jeg kan blive fri før at see Dit 
onde Ansigt . “ Hun reiste sig og gik ind i Stalden , ' hvor hun 
omfavnede Brunhilde og græd bitterligt . 
Olga blev forbauset staaende . Ella havde aldrig før været 
saa heftig . Ella havde aldrig sagt saa haarde Ord . Og Olga 
kunde neppe troe , at denne vrede , heftige lille Pige var den 
milde , taalmodige Ella , som var vant til at bære hendes Ondskab 
uden Klage . 
Men vi fylde Karret , til det engang løber over . 
Peter vilde ikke skyde Hesten , som MadS havde sagt . Og 
der var Heller ingen Anden , der vilde gjøre det . 

Fru Lehmann var rød af Vrede . Frøken Grøn var bleg , 
hun blev altid bleg , naar hun var vred . Og Ella saae ud , 
søm om hun skulde falde om , saa mat og forskrækket . 
De vare Alle samlede i Dagligstuen , Ella dog imod fin 
Villie , da Mads traadte ind og fortalte , at Ingen vilde skyde 
Brunhilde , trods Fru Lehmanns Befaling . 
Gode , gamle Mads ! Han kunde ikke lade være at smile 
triumpherende , og Fru Lehmann , som saae det , bed sig i Læben 
og saae sig om efter Noget , hun kunde lade sin Vrede gaa ud over . 
„ Er der ingen Anden , som vil skyde Hesten , “ sagde Capitain 
Oldenburg og dreiede sit lange Fipskjæg om Fingeren , „ saa 
vil jeg , hvis De ønsker det , Fru Lehmann . “ 
„ Vil De virkelig ? Tak , mange Tak , min kjære Capitain 
Oldenburg . Vær vis paa , at jeg ikke skal glemme dette Tilbudder 
viser mig , at De i Virkeligheden er min Ven . “ Og hun 
rakte ham begge sine Hænder . 
Men Ella gik lige hen til dem med lynende Øine og 
flammende Kinder , bragt til det Yderste af Vrede og Smerte . 
„ Jeg hader og foragter Eder begge ! “ udbrød hun skjælvende 
og styrtede ud af Værelset . Men neppe havde hun lukket 
Døren efter sig . før hun brast i en heftig Graad , og et sagte 
Skrig undslap hendes skjælvende Læber . Hun skyndte sig op 
vaa sit Værelse , kastede sig paa Sengen og skjulte Ansigtet i 
Puderne . — 
„ Vil De flyde Hesten ? “ spurgte Froken Hildebrand med 
et venligt Smiil . „ Del kan man kalde at være trofast mod sine 
Venner ! At paatage sig en Bøddels Forretning , blot for at tilfredsstille 
en Dames Lune . Men De har dog vist i Deres 
Ivrighed for at tjene Fru Lehmann reent glemt , at De rimeligviis 

blandt alle Folkene paa Gaarden vil faae Navnet „ Bødlen “ . 
Jeg kjender dem her paa Egnen fra min Barndom , de have 
altid været flemme til at give Folk Øgenavne . Og her er der 
jo god Grund til at gribe Leiligheden . “ 
Capitain Oldenburg saae meget forskrækket ud ved denne 
Efferretning . Han havde ikke et Øieblik tænkt paa Muligheden 
af noget Saadant . Men Frøken Hildebrand havde Ret , det 
maatte han indrømme . Og Følgen heraf var , at han gjorde 
Fru Lehmann en Undskyldning , fordi han maatte tage sit Tilbud 
tilbage , hvorfor hun vendte ham Ryggen i Vrede . 
Men Hesten blev ikke skudt , da Ingen vilde gjøre det . 
Vi behøve neppe at fortælle , hvor lykkelig Ella var herover , 
og at hun lovede sig selv ikke oftere al ride , medens hun 
var paa Thorshoi . 
Hun laae endnu paa Sengen med Hovedet skjult i Puderne , 
da en let Støi ved Døren fik hende til at løfte sit Hoved og 
fæste sine vaade Øine paa Marthas milde Ansigt , der smilte 
til hende , som vilde det sige : 
„ Her er jeg for at trøste Dig . “ 
Og hun bøiede sig over Sengen og trykkede Ella til sit 
trofaste Bryst . 
„ Brunhilde bliver ikke skudt , min Kjære . Selv Capitainen 
vil ikke gjøre det . Nei , han vil ikke , min lille Yndling . Græd 
ikke ; der er ikke mere Grund til at græde . “ Men Ella græd 
alligevel . Hun kunde ikke lade det være ; hun skjulte sit brændende 
Ansigt ved den gamle Piges Bryst og hviskede : 
, O , Martha , blot jeg ikke bliver syg ! Jeg føler mig saa underlig . 
Mit Hoved smerter , som om det vilde briste . Og mine 
Hænder brænde som Ild . Troer Du , jeg har Feber ? “ 

Ja , hun havde Feberen i sin værste Skikkelse . Den berøvede 
hende al Samling . Den fik hende til at fortælle , hvad der 
hidtil havde ligget skjult i hendes lille Hjerte , selv den Hemmelighed , 
hun havde nægtet at betroe til Fru Kaufmann . Og 
gamle Martha , som aldrig forlod hende i al den Tid , hun var 
syg , gamle Martha , som var den Eneste , der havde Hjerte og 
Mod til at pleie hende tiltrods for Smitten , som fik selv Frøken 
Hildebrand til at flygte langt bort fra Døren , der førte til Ellas 
Værelse , gamle Martha foer tilbage , bleg og skjælvende ved 
at høre de Ord , der for første Gang undslap den lille Piges 
Læbær , Ord , som hun , hvis hun havde været ved fin Samling , 
før vilde have døet end fortalt til Nogen . 
„ Ak ! Hvis det er sandt ! “ udbrød gamle Martha med solbede 
Hænder . „ Men det er ikke muligt ! Hun raser , stakkels 
Barn ; hun veed ikke , hvad hun figen “ Og hun lyttede igjen 
til de skrækkelige Ord , som undslap Barnets tørre brændende 
Læben 
Trettende Capitel . 
„ Troer De , hun vil døe ? “ spurgte Fru Lehmann Frøken 
Grøn en Morgen , de mødtes ved Theebordet . „ Doctor Hammer 
er saa ordknap ; man kan ikke faae ham til at tale . Jeg spurgte 
ham forleden ; men han rystede kun paa Hovedet som for at sige : 
„ Hvad kommer det Dig ved . “ — Naar jeg blot vidste det . . . . 
Jeg tænker , det vilde blive den bedste Ende paa det Hele . “ 
„ Ja , det vilde rigtignok være til Deres Fordeel , “ svarede 

Frøken Grøn tørt . . Men jeg troer , at Doctor Hammer og 
Jomfru Pingel ville gjøre Alt , hvad der staaer i deres Magt 
for at berøve Døden sit Bytte . Og vi vide Alle , hvor vigtig 
en omhyggelig Pleie er ; det betyder mere end Alverdens Draaber 
og Pulvere . “ 
„ Ja ! “ sukkede Fru Lehmann med rynket Pande . . Jeg 
tænker , det er bedst , vi forlade Thorshøi , før vi alle blive 
smittede . Capitain Oldenburg og Oberstinde Saaby ere allerede 
flygtede . Og jeg kan ikke see nogen Grund til at blive her 
længere ; det er tvertimod rigtigst at tage bort saa snart som 
muligt . Tænk , om jeg eller Olga blev syg ! Nei , jeg har bestemt 
at forlade Thorshøi imorgen , uden at vente paa Lehmanns Tilladelse , 
da jeg er vis paa , han hellere saae , at jeg og Olga 
ogsaa bleve syge , end at vi skulde lade dette fremmede Pigebarn 
ene her tilbage . “ 
Og de toge afsted : Fru Lehmann , Olga og Frøken Grøn . 
Men Frøken Hildebrand kunde ikke nænne at lade sin lille Veninde 
blive ene med den skrækkelige Feber , som hun sagde , og 
trods sin Frygt for Smitten blev hun paa Thorshoi og indlogerede 
sig og Perle i den nordlige Fløi , hvor hun var fjernet 
saa langt som muligt fra Sygeværelset . 
Det var i Sandhed en glædelig Tid for hende , trods al 
dens Sorg . Hun spiste , hun drak , hun læste , hun spadserede , 
hun sov . Hun og Perle , den søde lille Moppe , bleve federe og 
federe , alt som Dagene gik . Hvor underligt paa den Maade at 
vaage over en Syg ! Den gode Frøken Hildebrand ønskede af 
sit ganske Hjerte , at hun maatte have det saa behageligt hele 
sit Liv . 
Men Ella , stakkels Lille , hvor hun led ! Det var skrækkeligt 

at være Vidne til denne haarde Kamp mellem Liv og Død . 
Hvem af dem vilde vinde Seier ? — 
Martha havde en Følelse , som om hendes Hjerte skulde 
briste , og den gode Procurator Kaufmann viste sig at være en 
trofast Ven i denne Sorgens Tid . Han kom hver Dag og sad 
ved den lille Piges Seng , slirrede ængstelig ! paa hende , lyttede 
til hendes korte Aandedræt og var saa inderligt bedrøvet over 
fin Yndling . 
„ Troer De , hun vil forlade os ? “ syntes Marthas urolige 
Øine at gjentage Dag efter Dag . Men intet Ord i den Retning 
undslap hendes Læber ; hun kunde ikke faae sit kjærlige 
Hjerte til at give den Tanke Ord , som hun neppe turde tænke , 
og Procurator Kaufmann syntes at dele denne Følelse . Han 
saae blot paa hende med et opmuntrende Blik , der tydelig sagde : 
„ Der er Intet at frygte ; vær blot rolig ! “ 
Og Timer og Dage og Uger gik . Gamle Martha blev 
blegere og blegere , medens Frøken Hildebrand og Perle bleve 
federe og federe . 
„ Lykkelige Dage ! Lykkelige Dage ! “ sukkede Frøken Hildebrand 
med en tilfreds Mine . „ Gid jeg kunde blive her , saa 
længe jeg lever . “ Og hun trak i Klokkesfrængen . 
Lidt efter viste en Tjenestepige sig i Døren . 
„ Hvordan er det idag med det stakkels Barn ? “ 
„ Tak , det er accurat , som det var igaar . ' 
„ Det er et sle ! Tegn . Siig fil MadS , at han skal spænde 
for om en Time . Det lader fil at være deiligt Veir at kjøre ! . “ 
Pigen gik , og Frøken Hildebrand nærmede sig fil Perle , 
som laae i en Uøielslænesfol . 

„ Kom , Perle ! Lad mig give Dig Dit uldne Tæppe paa , 
at Du ikke skal sorkjøle Dig . “ 
Og Perle , som godt forstod sin Venindes Tale , reiste sig 
langsomt , strækkende sig , og rystede sin fede Krop , som for at 
sage Søvnen paa Flugt , der lod fil reent at have overmandet den . 
Det var Asten . Sygeværelset var svagt oplyst af en lille 
Natlampe . 
Bleg og indfalden , med de magre Hænder foldede over 
Brystet , med Øinene lukkede saa fast , som vilde hun aldrig mere 
aabne dem laae Ella paa Sygeleiet . Og ved Siden af Sengen , 
bøiet over hende med et veemodigt , ængsteligt Blik sad Grosserer 
Lehmann og vaagede over den lille Piges Søvn med et tungt 
Hjerte . Nu og da undslap et Suk hans Læber , der syntes aldrig 
at have smilet , og nu og da reiste han sig , som forat an 
ryste de smertelige Tanker , der forfulgte ham . Men altid vendte 
han tilbage fil Sengen for at slirre med det veemodige , ængstelige 
Blik paa den blege Skikkelse med de lnkkede Øine og blege 
Læben 
Der var saa slille som i Graven ; ingen Bevægelse , ingen 
Lyd undtagen den Syges tunge Aandedræt . 
Ella rørte sig . Hun hævede sit Hoved ; et svagt Smiil 
oplyste hendes indfaldne Øine . Hun fæstede dem paa Grosserer 
Lehmann med et spørgende Blik ; hendes Læber bevægede sig som 
for af tale ; men der kom intet Ord , og hendes Hoved sank mat 
tilbage paa Puden . „ Kjære , kjære Barn ! “ hviskede Grosserer 
Lehmann og bøiede sig ned over hende . Hans Ord naaede 
hendes Øren , ja de naaede til Dybet as hendes Hjerte . Et svagt 

Smiil oplyste atter hendes blege Ansigt og viste , af hun nu alter 
var ved sin Samling , af hun havde gjenkjendt sin kjæresfe Ven . 
Fra denne Time as af regne var Crisen overstaaet , og 
Doctor Hammer erklærede hende udenfor al Fare . 
Og saaledes var det . Hver Dag kom hun mere og mere 
til Kræfter . Hvor kunde del være anderledes ? Hun , som blev 
pleiet med saa megen Omhu af sine kjærlige Venner . 
Smilet vendte atter tilbage paa hendes Læber , Glandsen i 
hendes Øine , Roserne paa hendes Kinder , og hendes Tanker fik 
Ord , naar hun saae paa del kjære , blege Ansigt , der smilte til 
hende , som Ingen skulde have tiltroet det at kunne smile , naar 
hendes lille gjennemsigtige Haand var sluttet tæt i hans , naar 
hun lagde sit Hoved til hans trofaste , ærlige Bryst . Intet Under 
at hun blev rask ; intet Under , at et saadant Solskin lod hende 
søle sig , som var hun i Himlen ; thi der er ogsaa en Himmel 
paa Jorden , vel have vi alle søll mere eller mindre . 
„ Hvor jeg har længtes ester Dig , kjære Onkel Lehmann ! 
Jeg troede , at jeg aldrig mere skulde see Dig . Har Du ogsaa 
længtes lidt efter mig ? “ Hun lagde fine Arme om hans Hals 
og saae ham kjærligt ind i Øinene . 
„ Ja , det har jeg , “ svarede han smilende og lod finHaand 
glide hen over hendes mørke Haar , „ det har jeg , min lille Yndling . 
Ingen har tænkt paa at ordne mine Papirer , da Du var 
borte . Der ligger en heel Deel og venter paa Din Ankomst . 
Jeg haaber , Du vil ordne dem for mig . Vil Du ? “ 
„ Om jeg vil ! Jeg vil være saa glad derved . Og jeg skal 
fortælle Dig , hvad jeg har fundet : En rigtig sjelden Steen i den 
gamle Grotte , “ — hun standsede pludseligt og blev bleg , som 
om hun følte Smerte et eller andet Sted — „ jeg har gjemt 

den til Dig , “ vedblev hun tilsidst . „ Jeg veed , Du holder saa 
meget af Stene . Gjør Du ikke ? “ 
„ Ja , min lille Ven , jeg holder meget af sjeldne Stene , og 
ikke mindst , naar de ere en Gave fra min egen lille Yndling . “ — 
Nu var Frøken Hildebrand ikke længere bange for Smitten . 
Hun var saa kjærlig og saa villig til at hjælpe Ella paa alle 
Maader , at man maatte glemme og tilgive hendes tidligere 
Egoisme ; thi der var Noget i hendes hele Opførsel mod Ella , 
som tydeligt viste , at hun virkelig holdt meget af den lille Pige , 
skjøndt hun dog holdt meest af sig selv . 
„ Hvor Du seer rafl ud ! “ sagde hun , idet hun traadte ind 
i Dagligstuen , hvor Ella sad oppe for første Gang efter sin 
lange Sygdom . „ Her er Perle . Jeg tænkte , det vilde more 
Dig at lege lidt med den . Gjenkjender Du Din kjære lille 
Veninde , som altid var saa god imod Dig , Perle ? Jeg troer 
virkeligt , den har savnet Dig . Den saae lidt paa mig , som om 
den vilde spørge : Hvor er min lille Legekammerat ? Perle er 
faa kjærlig , det gode Dyr . “ Og Frøken Hildebrand tog sit 
Lommetørklæde frem , pudsede sin Næse og aftørrede de Taarer 
der havde samlet sig i hendes Øine ; thi hun græd altid , naar 
hun talte om Perles kjærlige Hjerte , ligesom en Moder gjør , naar 
hun tænker paa og taler om sit Barns Fortræffelighed . 
Og Ella blev raskere og raskere . Hun saae nu saa vel 
ud , at Grosserer Lehmann bestemte sig til at forlade Thorshøi 
og vende tilbage til Kjøbenhavn , da hans Nærværelse der var 
nødvendig . Og saa toge de afsted , han , Ella , Frøken Hildebrand 
og Perle . 
Men gamle Martha blev tilbage . 
„ Nu er hun borte ! Gud maa vide , om jeg seer hende 

mere i dette Liv ? “ Hendes Hjerte krympede sig ved denne Tanke ; 
hun aftørrede fine Taarer og tog den gamle Bibel ned fra 
Hylden for at hente Trøst ud as dens gulnede Blade . 
Fjortende Capitel . 
Atter gik et Aar , i hvilket Ella med Sandhed kunde sige , 
hun havde mere Sorg end Glæde ; et Aar , i hvilket det eneste 
Solskin , der oplyste hendes mørke Tilværelse , var Grosserer 
Lehmanns venlige Smiil og kjærlige Ord . 
Men nu — Hvor hendes Hjerte var tungt ! Selv dette 
Solskin skulde hun nu miste , og Mørket mødte hende , hvorhen 
hun vendte fit Blik . 
Grosserer Lehmann var nødt til at forlade fit Hjem for 
at ordne nogle Familieanliggender , og Ella var ene , ganske ene ; 
thi skjøndt Hansen , Huusbestyrerinden , holdt meget af hende og 
gjorde Alt , hvad hun kunde , for at hun mindre skulde føle 
Tabet af sin Ven , var det dog alt forgjæves ; hendes Smiil , 
hendes Glæde var flygtet bort med ham og vilde neppe vende 
tilbage før med ham . 
Fru Lehmann derimod syntes at være meget tilfreds med 
fin Mands Fraværelse Hun var hver Dag optaget af at gjøre 
Visitter eller modtage Besøg . Og Frøken Grøn var i den 
syvende Himmel ; thi aldrig havde Capitain Oldenburg besøgt 
dem saa hyppigt som netop i denne Tid . Der gik knap nogen 
Uge , uden al han kom , og man kunde være sikker paa , naar 

del ringede , at Frøken Grøn reiste sig med blussende Kinder og 
kastede ei spørgende Blik i Speilet . 
Jeg vis ikke trætte Læseren med at fortælle , hvor søde 
hendes Drømme vare , skjøndt man da lettere vilde forstaae det 
lykkelige Smiil , der gled over hendes Læber , naar hun troede 
sig ubemærket trods Fru Lehmanns skarpe Øine , der ofte vare 
fæstede paa hendes glade Træk med ei mere haanligt end nysgjerrigt 
Udtryk . 
„ Nu troer jeg næsten selv , Capitain Oldenburg vil have 
Frøken Grøn . Saae Du , hvor han stirrede paa hende igaaraftes ? 
Og hun . . . Tænk blot , Ella , hun var saa rød som Major 
Copi ' s Næse . Har Du nogensinde lagt Mærke til den ? Den 
seer ud som en vanskabt Gulerod . “ Og Olga sløi ud af Stuen 
for at see , hvem det var , der ringede . 
„ Det er ham , ja , det er virkeligt ham ! “ raabte hun , da 
hun lidt efter kom ind igjen . „ Tænk blot , han havde en Bouket 
med , saa stor som Moders hvide Viste . Da han traadte ind i 
Dagligstuen , rakte han Frøken Grøn den og sagde : 
„ Frøken Grøn ! Disse Blomster have bedet mig sige Dem , 
hvor meget de længes efter deres fagre Søster . Vil De ikke 
give dem Ly ? “ 
„ Mange Tak , Capitain Oldenburg ! Men det er sandelig 
for meget , “ svarede Frøken Grøn og neiede den ene Gang efter 
den anden , og derpaa forlod hun Værelset for at skjule — Ja , 
Du troer del maaskee ikke ! — for al skjule sine vaade Øine . 
Hun græd . “ 
„ O , Ella , hvis jeg skulde opleve at see Frøken Grøn blive 
gift med Capitain Oldenburg , troer jeg næsten , det vilde blive 
lige saa moersomt , som hvis Frøken Hildebrand og Major Copi 

bleve et Par . “ Og hun skyndte sig igjen ud for , som hun 
sagde , at see Enden paa Stykket . 
Nogle Dage ester gik Frøken Grøn ud for al besøge fin 
Moder , medens Olga skulde hen til en af sine smaa Veninder 
ber holdt Fødselsdag . 
Ella var ikke ganske rask og foretrak derfor al blive hjemme , 
skjøndt Fru Lehmann syntes al være meget utilfreds dermed . 
„ Dei er godt , “ sagde hun . „ Vil Du ikke følge med Olga , 
er det bedst , Du bliver paa Dit eget Værelse . Jeg holder ikke 
af at see paa syge Folk . “ 
Og Ella blev paa fil Værelse , til det var Aften . Da reisfe 
kun sig for at hente en Bog , hun havde glem ! i Dagligstuen . 
„ Maaskee De vil bringe mig den , “ spurgte hun Hansen , 
som nefop mødte hende i Døren , „ da Fru Lehmann har forbudt 
mig at forlade mit Værelse . “ 
„ Nei , kjære Barn , Du maa gaa selv . Lær ikke bange ; 
hun vil ikke lægge Mærke til Dig , naar Du blot er stille . Hun 
opholder sig ikke i Dagligstuen , da Capitain Oldenburg er her ; 
de sidde inde i Salen . Men vær forsigtig ! Fløidørene staae 
aabne , og de kunne høre den mindste Lyd . Jeg vilde nylig 
henle Rogel , jeg troede at have glemt i Dagligstuen og aabnede 
Døren saa forsigtigt som muligt uden at gjøre den mindste Sløikan 
jeg forsikkre , da Fru Lehmann med Eet kom farende ud og 
sagde , jeg stod paa Luur , og at jeg Intet havde ber at gjørenaar 
man ikke havde ringet paa mig . Jeg blev saa forskrækket , 
ar jeg Intet kunde svare , men skyndte mig bor ! i saadan en 
Fart , at jeg nær havde væltet Stolen , som staaer ved Døren . 
Nei , Barn , jeg tør ikke vove mig ind efter Din Bog . Men D » 
har maaskee bedre Held end jeg . “ 

Ella tøvede . Hun vilde saa gjerne have Bogen ; men hun 
frygtede ogsaa for at blive opdaget af Fru Lehmann , som maaskee 
vilde troe , at hun var kommen for at lure . Hendes Længsel 
efter Bogen vandt dog tilsidst Seier , og hun listede sig bort 
paa Taaspidserne , aabnede Døren , der førte ind til Dagligstuen , 
uden at gjøre den mindsle Støl , og standsede for at trække 
Veiret , for hun listede sig hen at tage Bogen , der laae paa et 
lille Bord ved Vinduet . 
Det var voveligt nok , da hun maatte gaae forbi de aabne 
Floidøre ind til Salen . Hvor let kunde ikke Capitainen eller 
Fru Lehmann opdage hende . Hun listede sig alligevel frem ; 
men da hun havde naaet Midten af Værelset , standsede hun 
netop foran de aabne Døre , holdt tilbage ved et Syn , som fik 
hende til at skjælve . Hun blev liigbleg , og med Øinene ubevægeligt 
fæstede paa den lille Gruppe foran hende blev hun 
staaende , som fastnaglet til Stedet . 
Og hun slirrede og slirrede . Hun følte en stikkende Smerte 
i sit Bryst ! det var , som hørte hendes Hjerte op at slaae . 
Denne Gang tog hun ikke feil ! Der sade de begge ; han med 
Armen slynget om hendes Liv , og hun med sin Haand i hans 
og sit Hoved hvilende paa hans Skulden 
Ella knyttede krampagtigt sine Hænder ; og med funklende 
Øine , med skjælvende Læber , med Kinder , røde af Skam og 
Vrede , gjorde hun el Forsøg paa at træde frem for det skyldige 
Par , der fik hende til at glemme Alt , kun ikke ham , som var 
fraværende , som ikke anede , hvor dybt han blev forurettet i dette 
Øieblik . Men det var forgjæves , hun kunde ikke flytte en Fod , 
hun var som forstenet . 
Dog , der var en Anden , der ogsaa havde været Vidne til 

dette Syn . Det var Frøken Grøn , som var kommen tidligere 
hjem , end hun ventede , fordi hendes Moder ikke var rask og 
trængte til Ro . Hun hørte af Hansen , at Capitain Oldenburg 
var hos Fru Lehmann , og skyndte sig til sit Værelse for at ordne 
sin Dragt . Da hun var færdig hermed , gik hun gjennem et 
lille Cabinet , der stødte op til Salen , og lydløst som hun traadte 
ind , blev hun ikke bemærket , skjøndt Døren ogsaa stod aaben hen 
Saaledes fik hun god Tid til at betragte Gruppen , som 
havde fængslet Ella til Dagligstuen . De slode netop ligeoverfor 
hinanden med Salen imellem sig . Ogsaa hun stirrede som overvældet 
paa denne uventede Scene ; ogsaa hun gjorde et Forsøg 
paa at træde frem , og hun traadte frem som et Tordenslag ; 
hun stillede sig foran dem med en fornærmet Dronnings Mine . 
„ O , I falske Slanger ! ' raabte hun i Raseri . „ Mit Hjerte 
skriger efter Hævn . Og det skal faae Hævn . ' I hæslige Slanger , 
som have ødelagt min Fremtids Lykke ! I . . . “ 
Mere hørte Ella ikke . Lydløst , som hun var kommen 
forlod hun Værelset og naaede sit eget eensomme Kammen laasede 
Døren og udstødende et halvt kvalt Skrig kastede hun sig 
paa en Stol og skjulte Ansigtet i sine Hænder . Men ingen 
Taare mildnede hendes Smerte . Hendes Øine forbleve tørre 
og brændende , hendes Kinder blege , og skjøndt hun skjælvede 
over hele Legemet , var hun saa heed , som var der Ild , ikke 
Blod i hendes Aarer . 
Den ene Time gik efter den anden . Det blev Midnat , 
men endnu sad Ella paa samme Sted , i den samme Stilling 
uden af bevæge sig . 
Hvilke Tanker , hvilke Følelser rørte sig i det uskyldige 
Hjerte , som før første Gang havde været Vidne til Synd ! Dog 

nei , een Gang før havde hun mødt denne Tiiinleigjører as al 
Fred , skjøndt hendes rene Hjerte havde vægret sig ved af anerkjende 
det før Virkelighed . Men nu kunde hun ikke længere 
nære Tvivl ; nu maatte hun troe , hvad hendes Øre , hendes Øie 
hendes Hjerte vidnede af være fandt . 
„ Gid jeg havde værer baade døv og blind ! Gid jeg aldrig 
havde levet før af see , af jeg havde Ret ! O , Onkel Lehmann . 
hvor skal jeg faae Mod til at see Dig i Øinene efter delte ! 
Jeg , som har været Vidne til denne Scene ! Jeg , som maaskee 
burde fortælle Dig Alt . Ret , jeg kan ikke ! Hvor Du vilde 
blive ulykkelig ! O , at jeg stakkels Barn skulde opdage , hvad 
selv en Voxen vilde gyse tilbage for ! “ 
Hun reiste sig . Hun saae sig om med en Gysen . Lyset 
var gaaet ud , hun var i fuldkomment Mørke . 
„ Jeg kan ikke blive her . Jeg vil bort ; jeg vil til Thorshøi , 
mit kjære , elskede Hjem . Jeg vil . . . ! Jeg stakkels Barn , 
jeg har jo ingen Villie ! “ Hun kastede sig atter i Stolen , hvor 
hun blev siddende , til Dagen tittede ind gjennem Ruden . Saa 
reiste hun sig og gik hen for at see ud . Men det var intet 
opmuntrende Syn , som mødte hende der . Himmelen sort som 
et Sørgeflør , de triste Huse ligeoverfor og de endnu tristere 
Gader , som syntes at sige : 
„ Intet Haab , ingen Trost vil Du finde her . “ 
Tab dog ikke Modet , stakkels Ella ! Søg og Du vil finde 
begge hist oppe . 

Ingen uden Ella selv vidste , at ogsaa hun havde været 
Vidne fil den Scene , som gjorde Frøken Grøn fil Herre i det 
Huus , hvor hun nylig havde været Tjener . 
Det er slygt at see , hvor Synden har Magt fil at lænke 
et Menneske , som Gud selv har givet Frihed , hvor Synden kan 
forvandle os fil Slaver af alle dem , vi frygte , af alle dem . 
som vide og kunne forraade : 
Der staaer han eller hun , som har gjort dette eller hiint ! 
Maatte vi altid mindes dette , vi svage Skabninger , vi , som elske 
vor Frihed mere end vort Liv , for at vi aldrig sknlle blive 
Slaver af Synden , der gjør Alt for at seire over os , aldrig 
sknlle blive Slaver af vore Medmennesker , som uden Skrupler 
ville gribe Leiligheden fil at lænke vor Frihed istedetfor at række 
os en frelsende Haand og hjælpe os at afryste de Lænker , som 
Synden allerede har lagt paa vore Skuldre . 
En stor Forandring var foregaaet i Fru Lehmanns Opførsel 
mod Frøken Grøn . medens denne Dames Opførsel mod hende 
ikke var mindre forandret . Hun paatog sig en Mine , naar hun 
falte fil sit fordums Forbillede og Mønster , der tydeligt nok sagde : 
„ Her er jeg , jeg , som har Magt fil at forkynde Din Skyld 
for Alle og Enhver , naar jeg vil . “ 
Olga var som forstenet ved at opdage denne Forandring ; 
hun kunde ikke begribe det , og det var sandelig en Lykke ; thi 
Olga hørte ikke til dem , der kunde gjemme paa en Hemmelighed . 
„ Jeg forstaaer mig ikke paa Moder , “ sagde hun til Ella . 
„ Har Du lagt Mærke til , hvor høflig hun er imod Frøken Grøn ? 
Og Frøken Grøn ! Jeg kjender hende ikke igjen ! Hun behandler 
Moder , som om Moder var Gouvernanten og hun Fru Lehmann . 
Jeg hørte Hansen sige det til Kokkepigen , og hun svarede : 

„ Ja , Djævlen har fundet sin Mester . “ 
„ Troer Du , at hun meente Moder med Djævlen og Frøken 
Grøn med Mesteren ? “ Og efter gammel Vane forlod Olga 
Værelset uden at oppebie Ellas Svar . 
Men kort efter kom hun igjen styrtende ind og raabte : 
„ Kom , Ella , kom ! Frøken Hildebrand er derinde og Major 
Copi . Du skal dog see , jeg faaer Ret ; det bliver tilsidst et 
Par . Jeg kan læse det paa deres Næser ; jeg har aldrig ssr 
seet Næser saa eens som deres . Kom og lad os spøge lidt 
med dem . “ 
Ella fulgte ikke hendes Opfordring . Hun blev paa sit 
Værelse for at undgaae Fru Lehmanns og Froken Grong Nærhed 
saa længe som muligt . Hun sad ved Vinduet og tænkte 
paa een og samme Ting hele Tiden , skjøndt i forskjellige Skikkelser 
. 
„ Sæt . at de opdage , at jeg veed det ! Sær , at det skeer ! “ 
Eller : 
„ Tænk , om han kommer her igjen ! Nei , det gjør han ikke . 
Froken Grøn vil ikke tillade det . “ 
Saaledes blev hun ved i det Uendelige trods al sin Kamp 
for at afryste denne mørke Skygge . Det var forgjæves : den 
forfulgte hende , hvor hun gik . Hun lukkede sine Øine med en 
Gysen og oplevede igjen i Tankerne den skrækkelige Asten , hun 
aldrig kunde glemme . 
„ Hvad skal jeg gjøre , naar Onkel Lehmann kommer tilbage ? “ 
tænkte hun , da et stærkt Greb i Dørklokken fik hende 
til at fare sammen . 
Hvor godt kjendte hun ikke denne Maade at ringe paa ! 
Det var ham , hvis Nærværelse hun mest frygtede i dette Øieblik . 

Hun vidste ikke , hvad hun skulde gjøre ; hun var bange for at 
møde ham ene . Hvor kunde hun see paa ham uden at forraade , 
hvad hun ikke vilde forraade for Alt i Verden . 
Hun skyndte sig ud af sit Værelse og ind i Dagligstuen , 
hvor hun skjulte sig i den mørkeste Krog , idet hun med skjælvende 
Stemme udbrød : 
„ Grosserer Lehmann er kommen tilbage . Der er han ! “ 
„ Lehmann ? “ udbrød hans Kone med et ængsteligt Blik 
paa Døren , som netop aabnede sig og lod Grosserer Lehmanns 
alvorlige , men dog milde Ansigt komme tilsyne . 
„ Hvor uventet ! “ sagde Frøken Hildebrand smilende . „ Deres 
Kone er paa Vei til at besvime af Glæde over Deres Komme . “ 
Og Major Copi gned sin Næse , som om det kunde gjøre 
den hvid , og sagde : 
„ Noget Nyt , Grosserer Lehmann ? “ 
Olga raabte : 
„ Goddag Fader ! Hvor Du er bleg ! “ 
Og Frøken Grøn sagde „ Velkommen hjem ! “ med en Mine 
og en Stemmn der tydeligt nok udtrykte : 
„ Velkommen til mit Huus ! “ 
Fru Lehmann forsøgte at smile , men forgjæves ; hendes 
Læber vægrede sig , og Forsøget blev uden Følge . 
Men alt dette lagde Grosserer Lehmann ikke Mærke til . 
Han saae sig om , som om han søgte efter Nogen , til hanendelig 
opdagede Ella i den mørke Krog , hvor hun havde skjult sig . 
„ Er det Dit Velkommen ? “ syntes hans Øine at spørge . 
„ Hvorfor kommer Du ikke frem og tager imod mig ? “ 
Og hun reiste sig for at adlyde denne tavse Opfordring 
med blege Kinder , med sænket Blik og skjælvende Læber , som 

var det hende , der var Synderinden , medens den virkelige 
Synderinde allerede havde tilbagevunden sit Mod og sad saa 
rolig og smilende , som om ingen Plet nogensinde havde formørket 
hendes Sjæl . — 
Og nu ville vi lade Aar gaae hen , og naar vi igjen optage 
Traaden i vor Fortælling , ere Børnene vorne og forvandlede 
til unge , smukke Piger . 
Femtende Capitel . 
Det var sandelig en Ironi af Skjæbnen at give Major 
Copi dette Navn , da han i Virkeligheden var en Original . 
Denne Bemærkning gjorde Frøken Olga Lehmann ofte , naar 
hun betragtede hans forunderlige Dragt og endnu forunderligere 
Opførsel . 
„ Fortæl mig ikke , at Deres Navn er Copi , “ sagde hun 
leende . „ De er saa god en Original , som nogensinde fandtes . 
Siig mig , har De nogensinde seet Deres Copi ? Jeg tør nok 
sige nei ; thi De er en Original uden Copi . “ 
„ Hvor underlig De er . Frøken Olga I Vil De aldrig blive 
laa fornuftig som Frøken Ella ? See blot paa hende . Hun 
bruger sin Synaal saa kold og rolig som en Dame paa fire 
og fyrge , medens De spørger saa ufornuftig som et Barn i 
Svøbet . “ 
Og den gode Major tog sit Lommetørklæde frem , pudsede 
fin Næse paa en meget støiende Maade og nærmede sig Ella 
med et straalende Ansigt . 

„ Hvordan har De det idag , Frøken Hjelm ? Jeg tør nok 
sige , ligesom igaar . Hvad mig selv angaaer , saa har jeg — “ 
„ Smerter i Maven ! Vi veed det , Hr . Major ! “ afbrød 
Olga ham spottende . „ Vi have hørt det over hundrede Gange , 
og hvis Gud vil , skal vi høre det mere end hundrede Gange 
endnu . Men hvad gaaer der af Deres venstre Been ! Sagde 
De ikke forleden , at det gjorde saa ondt ? “ 
„ Sagde jeg det ? Det er mere , end jeg kan huske , “ svarede 
Majoren og vendte sig til Olga . „ De maa vide , Frøken Olga , 
jeg er saadan plaget af Gigt , at jeg undertiden føler Lyst til 
at knuse Alt , hvad der slaaer mig i Veien . Forleden var der 
netop en af mine Venner hos mig , da jeg fik et af disse slemme 
Anfald . Og uden at være mig bevidst , hvad jeg gjorde , slog 
jeg ham for Brystet , saa han tumlede om og nær havde væltet 
en meget kostbar Figur , som jeg sætter stor Priis paa . “ 
„ Ieg er ganske sikker paa , Major , at hvis han havde gjort 
det , havde De givet ham nok et Slag for Brystet . Havde De 
ikke ? Men der kommer Frøken Grøn . Ieg vil ikke længere 
lægge Beslag paa Dem . Gaa De hende kun imøde , som jeg 
seer , De gjerne vil . “ 
„ Ieg forstaaer Dem ikke , Frøken Olga . Det ej : sandt , 
jeg holder meget af Frøken Grøn . Men tro blot ikke , at jeg 
holder mindre af Dem . Nei , Frøken Olga . “ Han pudsede sin 
Næse og rømmede sig . 
I al den Tid sad Ella saa tavs , som om der Ingen var 
i Værelset uden hun . Hendes Marmoranfigt var ubevægeligt , 
medens hun syede med uforstyrret Ro . 
Hun var meget forandret , siden vi sidst saae hende som et 

Barn . Hendes Træk vare blevne koldere , alvorligere og strengere . 
Barnets glade og haabefulde Hjerte , som Længsel og Sorg 
ikke havde havt Magt til at kue , var dengang afpræget i hendes 
milde , skjøndt veemodige Ansigt . Men nu ? — Barnets Hjerte 
havde forvandlet sig til en Kvindes , og Haabet og Glæden vare 
forvandlede til Virkelighed og Alvor , og saaledes havde hendes 
Træk tabt deres milde Udtryk , deres glade Forudsigelse , og 
hendes smukke Ansigt var roligt , koldt og blegt som Marmor . 
Hun talte kun sjeldent , og da vare hendes Ord kun faa . 
Hun blev sjeldent heftig ; men blev hun det , var det saa voldsamt , 
at Alt maatte vige før denne Vulkan , der længe tilbagetrængt , 
brød ud med fordoblet Styrke og bragte selv Fru Lehmann 
og Frøken Grøn til at trække sig tilbage . 
Men kun hun selv vidste , hvor længe de bavde drillet 
og mishandlet hende , før hun gav efter før sin Vrede og glemte 
den Selvbeherskelse , hun havde kjæmpet saa haardt før at vinde , 
glemte Alt undtagen sin Vrede , sin længe undertrykte Vrede . 
Der var kun Een , som havde Magt til at bekjæmpe Oprøret 
i hendes Hjerte og gjøre hende saa rolig og lydig som 
et Barn . Det var Grosserer Lehmann . Et eneste Ord , et 
eneste bebrejdende Blik af ham , og Stormen lagde sig , og Ella 
blev igjen den blege , rolige unge Dame , som lod Folk troe , at 
ingen Lidenskab laae skjult under dette fredelige Ydre . 
Olga var ogsaa forandret ; men det var mere udvendigt . 
Hun havde voxet sig meget smuk ; og det vilde være vanskeligt 
at sige , hvem der var den Smukkeste , Olga eller Ella . Intet 
Under , at Major Copi var forelsket i dem begge og ogsaa i 
Frøken Grøn , skjøndt hun var meget ældre . Han havde et 

stort Hjerte , og skjøndt han kjæmpede tappert for at træffe et 
Valg mellem dem , vilde Hjertet alligevel have dem alle tre . 
Stakkels Major I Det var en vanskelig Stilling , han var kommen 
i , da han ikke hørte til Mormonerne og altsaa ikke havde Ret 
til at ægte mere end een Kone . Tre vare formeget . Og Een ? 
Var det for lidt ? Nei ; men hvilken as dem ? Hvilken af dem ? 
Tiden gik , og Major Copi forblev ugift , skjøndt hans Kjærlighed 
var lige stærk og varm og ligeledes hans Ønske at 
komme ud af Pebersvendestanden . Han tvivlede ikke et eneste 
Øieblik paa , at disse Damer besvarede hans Følelser ; det var 
Noget , der faldt ganske af sig selv . 
„ Elsk mig , og jeg elsker Dig ! “ sagde han og gned sin 
Næse , som altid havde været hans Yndling , fordi den var det 
Eneste hos ham , der ikke var angrebet af Gigt . 
Da nu Frøken Grøn traadte ind , som Olga havde meldt , 
forlod han sin unge Kjærlighed for at modtage sin ældre , men 
ikke mindre smukke Tilbedte . 
„ Goddag , Major ! “ sagde hun med en Mine og en Holdning , 
der viste , at hun ogsaa var forandret , og det meget . 
„ Hvordan har De det ? “ Hun sank ned i den Floielssopha . 
som i forrige Tider udelukkende havde været Fru Lehmann forbeholdt . 
„ Vil De ikke tage Plads ? Naar man er saa træt , 
som jeg er i dette Øieblik , kan man ikke udholde at see Nogen 
staae . Det er godt ! Og nu , Major , fortæl os noget Nyt ! “ 
„ Jeg ved intet , uden at min Huusjomfru har knækket en 
af de smukkeste Theepotter , jeg nogensinde har seet . Det var 
en Gave fra min Moder . Hun maatte før have knust mit 
Hjerte end denne trofaste gamle Ven . De maa vide , jeg har 

havt den Vane at opkalde enhver Ting , jeg har , efter en eller 
anden Person , jeg holder af . Saaledes havde jeg kaldt denne 
smukke Theepotte . . . Ja , bliv nu ikke vred ! “ — Han gned sin 
Næse flere Gange — „ Jeg havde kaldt den Frøken Grøn . 
Og nu kan De forstaae min Sorg , da jeg træder ind i Spisestuen 
og finder min Frøken Grøn slaaende paa Bordet med et 
knækket Øre . „ O , Frøken Grøn , min kjære lille Frøken Grøn ! 
Hvor Du seer mishandlet ud ! “ raabte jeg og slog mine Hænder 
sammen ; men forsilde , Frøken Grøn havde kun et halvt Øre . 
Og hvorledes skal jeg faae en anden Frøken Grøn , saa smuk 
som denne ? “ 
„ Her ! her , Major Copi ! “ raabte Olga og pegede paa fin 
fordums Gouvernante med en smilende Mine . „ Betænk Dem 
endelig ikke længere . Jeg synes allerede De har gjort det for 
længe . Tag Mod til Dem , Major , og jeg lover Dem , at denne 
Frøken Grøn aldrig vil tabe fit Øre og endnu mindre Næse 
eller Mund . Stol paa mig ! Jeg har kjendt hende , siden jeg 
ikke var slorre end som saa . Forstaaer De ? Jeg kjender alle 
hendes gode Egenskaber ; de ere meget faa , men af stor Værdi . 
Hvor ofte har hun ikke været nær ved at knække mit Øre , 
især i de sidste Aar af min lykkelige Barndom ; men hun gjorde 
det alligevel ikke . Og vær De rolig , Frøken Gren vil nok 
sorge for at beholde sit Øre . Hvad skulde hun ellers lægge 
til Nøglehullet ? “ 
„ Stille , Frøken Olga ! Hvor De taler ! Man skulde næsten 
troe , De var en sladderagtig Pappegoie istedetfor en smuk ung 
Dame . “ Majoren vendte Ryggen til Froken Grøn og nærmede 
sig den ondskabsfulde Olga , hvis føde Stemme og endnu sødere 

Smiil stk ham til al tænke , netop da han var ved al vælge 
Frøken Grøn : 
„ Hvilken af dem ? Hvilken af dem ? “ men Frøken Grøn 
var bleven bleg af Vrede , og idel hun reiste sig fra Sophaen , 
vendte hun sig lil Fru Lehmann , der netop var traadt ind , med 
det Udraab : 
„ Deres Datter har fornærmet mig paa en saadan Maade , 
al jeg er nødt til al forlade Huset endnu idag , hvis hun ikke 
strax gjør mig en Undskyldning . “ 
„ En Undskyldning ? Nei , hvor urigtigt De har udlagt mine 
Ord ! Jeg troede , jeg sagde Dem en Compliment , og saa har 
jeg tvertimod , uden at vide det , fornærmet Dem ! Jeg , som ikke 
vilde fornærme Dem for en Verden , selv om den var beboet 
af tusinde Frøkener Grøn ; nei , jeg forsikkrer Dem , jeg vilde ikke . 
Derfor tilgiv mig , om ikke for min egen Skyld , saa for vor 
kjære Majors . Tilgiv mig ! Tilgiv mig ! “ Hun neiede den ene 
Gang efter den anden , og Majoren , der ikke var istand til at 
forstaae Ironi og troede , at Ord vare Ord og at Alt var , som 
del skulde være , fremtog sit Lommetørklæde med en meget bevæget 
Mine , pudsede sin Næse , rømmede sig og bemærkede : 
„ Hvor det er smukt at see en ung Dame saa villig til at 
gjøre en Undskyldning — „ Forlad os vor Skyld , som vi forlade 
vore Skyldnere . “ Naa , Frøken Grøn ! De maa tilgive 
den søde lille Synderinde . See , det var ret ! “ 
Frøken Grøn tog Olgas Haand , som denne havde rakr 
ud mod hende med er spottende Smiil ; hun trykkede den saa 
fast , at hendes unge Fjende rynkede Panden af Smerte , og hun 
ledsagede delte velmeenie Haandtryk med et Blik , der sagde . 
„ Stol paa , at jeg ffal tage Hævn ! “ 

Imidlertid havde Fru Lehmann taget Plads i en Lænestol , 
der var saa langt som muligt fra den Plads , hvor Frøken Grøn 
stod , idet hun lod , som om hun flet ikke havde hørt , at der blev 
talt til hende , skjøndt Frøken Grøns Stemme ikke hørte til dem 
om hvilke Digteren siger : 
„ Saa sagte og blød , som Vinden , der glider gjennem det 
grønne Løv . “ 
„ Jeg havde aldrig tænkt mig det saa behageligt at være 
Vidne til en Familiescene , som jeg nu seer , det virkeligt er , ' 
bemærkede Majoren og nærmede sig Fru Lehmann . „ Jeg har 
sandelig altid før tænkt mig det yderst ubehageligt ; thi jeg har 
læst om saadanne ' Ting i Bøger , og der synes de at være alt 
Andet end behagelige . Jeg læste for nogen Tid siden om et 
ungt nygift Par , der altid var oppe at skjændes , endogsaa i 
Andres Nærværelse . Og jeg mindes grumme godt , at mine 
egne kjære Forældre vare komne i samme Vane , Noget , der fik 
min stakkels Søster Mille til at rødme mere end een Gang om 
Dagen . Men det er sandt ! Damerne ere vel inviterede til Oberst 
SaabyeS Bal ? De unge Damer af mit Bekjendtskab have talt 
derom i en heel Uge . Hvor jeg kommer , ere de første Ord , 
der møde mig : „ Har De hørt noget Nyt om Oberst SaabyeS 
Bal ? Veed De , at Capitain D . . og Grev B . . . . ogsaa have 
modtaget Indbydelse ? Veed De , at Frøken L . . . . og Fru M . . . 
have faaet nye Dragter lige fra Paris , ene og alene i den Anledning ? 
Veed De Dit og veed De Dat ? “ Jeg kan forsikkre 
Dem , jeg har været nær ved at miste min Taalmodighed ; thi 
de have overøst mig med Spørgsmaal her og Spørgsmaal der , 
hvorfor jeg længes lige saa meget som de unge Damer selvester , 

at dog endelig Dagen til dette skrækkelige Bal maa komme 
og jeg engang faae Fred for disse kjedelige Spørgsmaal . “ 
„ Det samme gjør jeg , “ sagde Fru Lehmann : „ Jeg har 
hørt saa Meget om dette Bal i den sidste Tid , at jeg maa tilslaae , 
jeg er træt af det . Begge Pigebørnene og jeg og min 
Mand ere inviterede . Men De kjender jo Lehmann ; han har 
aldrig holdt af Selskabelighed , saa han har afslaaet at følge 
os , og vi have havt mere Trætte om denne Gjenstand , end 
den er værd . “ 
„ Er det ikke ogsaa mærkværdigt , Major , at hverken Fader 
eller Moder vil gaae med , skjøndt de ere inviterede , medens 
Frøken Grøn , som ikke har modtaget nogen Invitation tager 
med os ? Jeg forstaaer mig ikke paa Moder , som altid før har 
holdt saa meget af at gaae ud . Men nu skal De høre Lidt 
om min Dragt . Tænk blot , jeg har faaet en splinterny Kjole 
af rød Silke , der skal Heftes op med hvide Roser , og en Krands 
af røde Roser til mit Haar . Troer De ikke , det vil klæde mig 
godt ? “ 
„ Om det vil ? De kommer til at see ud som den lille Als , 
som De i Virkeligheden er . Det er en meget smagfuld Dragt , maa 
jeg tilstaae . Og Frøken Ella , vil De ikke give mig en lille 
Beskrivelse af Deres Dragt ? “ 
„ Spørg hende ikke ! “ udbrød Olga haanligt . „ Det vil 
være forgjæves . Jeg har spurgt hende hver Dag , siden vi bleve 
inviterede , men uden Nytte ; Frøken Ella er saa tavs som Deres 
gamle Theepotte , og som den synes hun at have tabt Øret . 
Man skulde næsten troe , hun ikke havde skjænket sin Dragt til 
dette Bal en eneste Tanke , skjøndt hun godt veed , at Alt , hvad 
der er af Stand og Indflydelse , kommer der . “ 

Ella kastede et kor : Blik paa Olga og svarede koldt : 
„ Jeg indretter ikke min Dragt efter de Personers Stand 
eller Indflydelse , jeg skal mødes med . Det er mig fuldkommen 
ligegyldigt , om de ere det Ene eller del Andet . Var del ikke , fordi 
Grosserer Lehmann ønsker , jeg skal tage med , blev jeg ganske 
vist hjemme . “ 
„ Blive hjemme ! Jeg har aldrig før hørt en ung Dame 
tale paa denne Maade om et Bal . Men tro blot ikke , at det 
er mig ubehageligt ; det er langt fra , det glæder mig tvertimod 
meget at høre , overordentlig meget . . . “ 
„ Siig endelig ikke er Ord mere , Major Copi ! De gjør 
hende forfængelig , “ raabte Olga spottende . „ Hun er allerede 
saa stolt som en Paafugl . Det er netop dersor , hun ingen 
Lyst har til at gaae i Selskab . Ingen er god nok til at være 
sammen med hende , Ingen er værdig lil al indaande den samme 
Lust som hun , Ingen er . . . . “ 
„ Stille ! De er en lille ondskabsfuld Als ! — Frøken 
Grøn ! . . . . “ Men Frøken Grøn havde forladt Værelser ubemærket , 
og Major Copi var nødt til at tage Afsked uden at 
saae et af de kjære smaa Smiil , som lod ham ane Himlen paa 
Jorden , 
Noget efter forlod ogsaa Ella Værelset , og Fru Lehmann 
og Olga vare alene . 
„ O , Moder ! “ udbrød Olga og satte sig ved Siden af Fru 
Lehmann . „ Hvor jeg ønsker , al Ella i Virkeligheden vilde 
blive hjemme ! Naar Du blot vidste , hvad jeg føler , naar vi 
ere sammen i Selskab og alle de unge Herren som der er Noget 
ved , omringe hende , som var hun en Øronning , og smigre hende , 
som om hun var et Vidunder , hvis Mage aldrig før var seet . 

De lee , naar hu » leer , ere tavse , naar hun er tavs , og tale , 
naar hun taler , medens jeg slaaer ganske ene , uden at Nogen 
bryder sig om mig , skjøndt jeg veed , jeg er mere værd end 
hende , som de Alle omringe , Hvor det dog er bittert , ikke at 
have Magt til at vække den mindste Interesse og Opmærksomhed ! 
Og hvorfor ? Fordi hun har ranet det , som burde have 
været mit ; fordi hun er riig og jeg fattig . Var det omvendt , 
var jeg riig og hun fattig , er jeg sikker paa , at ikke Een vilde 
lægge Mærke til hendes Nærværelse , saa vilde jeg , kun jeg , 
være alle Hjerters Øronning , Men nu ! —Naar Du blot saae , 
hvor glad , hvor smilende , hvor fuldkomment forvandlet hun seer 
ud , naar hun er omgivet af saadan en Klynge Herrer ! Det er 
ikke den kolde Marmorfkikkelse som her hjemme , men en ganske 
Anden , der fortryller Alle , som seer paa hende , som lytte til 
hendes lokkende Stemme og møde hendes klare , mørke Øine , 
Naar hun blot vilde blive hjemme denne ene Gang , saa er jeg 
vis paa , jeg vilde more mig godt og tiltrække mig alle deres 
Opmærksomhed , der pleie af omgive denne Pengesæk ! “ 
„ Stakkels Barn ! “ sagde Fru Lehman » , rød af Vrede , 
„ Jeg veed ikke , hvad vi skulle gjøre , Jeg er vis paa , hun vil 
staae Dig i Veien , saa længe Du lever , Jeg hader hende ; men 
det er til ingen Nytte : Had dræber ikke ; vor Fjende vil leve 
og lee ad os , tiltrods for vore Ønsker om af blive hende kvit 
for bestandigt , ja blive hende kvit , saa af Du kunde blive , hvad 
hun nu er . Men der er intet Haab ; Du seer selv , hun er saa 
frisk som en Fisk , trods blege Kinder , Nei , Frøken Grøn er 
ingen Sandsigerske , “ Og Fru Lehman » saae alvorligere og al 
völligere ud , medens hun . betragtede Olga , der stirrede ud for 
sig med en fraværende Mine . 

„ Hvor der er mange Ting i denne Verden , som vi vilde 
give Alt for af kunne ryste af oS , “ vedblev hun efter en kort 
Pause , „ naar vi blot kunde ! Men vi maae være taalmodige og 
vente . Gaa , min Kjære , gaa og gjør Din Dragt istand . “ 
Olga forlod Værelset og Fru Lehmann faldt i dybe Tanker , 
af hvilke hun blev vækket af Froken Grøn , der traadte saa 
støiende ind , som om hun vilde vise , at den Tid var forlængst 
forbi , da hun var angst for at vække Nogen . 
„ Nu kan jeg da fortælle Dem , at Ella alligevel gaaer 
med paa Ballet i Asten , “ sagde hun heftigt . „ Jeg hørte hende 
svare Grosserer Lehmann , der som sædvanlig overtalte hende til 
at gaae med : 
„ Ja , siden Du onsker det , kjære Onkel , vil jeg ogsaa 
gaae . “ 
Og hun skyndte sig ind paa sit Værelse , formodentlig for 
at ordne sin Dragt i al Hast , skjøndt det vil være accurat det 
Samme , hvad enten hun tager en rod eller en hvid Kjole paa ; 
hendes Tilbedere ville være saa indtagne i hende , som om hun 
var en Diamant fra Hoved til Fod . Men jeg maa tilstaae , jeg 
havde hellere seet , hun var bleven hjemme . Jeg har hørt , at 
Grev Platow vil komme paa dette Bal , og De veed , hvor 
meget jeg altid har holdt af Olga ! det er næsten , som var hun 
mit eget Kjød og Blod , og det er mit høieste Ønske at see 
hende godt gift saa snart som muligt , for at Ella , der altid 
har været mig en Torn i Øiet , kunde faae at føle , at hun dog 
ikke er saa vigtig en Person , som hun bilder sig ind . En Greve 
er en Guldfugl , jeg af mit ganske Hjerte skulde ønske , Olga 
maatte fange . Var hun blot saa riig som Ella , er jeg sikker 
paa , det vilde blive let at vinde hans Hjerte . Men Olga er 

fattig , det kjære Barn ; han vil sammenligne dem , og Ella vil 
vinde Seier som altid . Naar jeg blot vidste , hvordan man 
skulde blive af med hende . Men , nei ! Hvis Skjæbnen ikke 
kommer os tilhjælp , seer jeg ingen Udvei . “ 
„ Heller ikke jeg , skjøndt Gud veed , jeg tænker derpaa baade 
Dag og Nat . “ 
„ Jeg veed ikke , hvorfor jeg holder saa meget af Olga . “ 
vedblev Frøken Grøn med et falskt Smiil , „ Olga , som er en 
Datter af den , der har forurettet mig saa dybt . Men jeg har 
lovet at tilgive , og jeg vil holde mit Ord . Jeg vil aldrig forraade 
Hemmeligheden , saalænge jeg bliver behandlet saaledes , 
at jeg ikke har Grund til at klage . Jeg vil aldrig forlade Dem 
og min lille Olga . Jeg vil aldrig gifte mig , skjøndt jeg , som 
De veed , har Valget , naar jeg vil . Men nei , jeg vil ikke . Jeg 
kan ikke bære over mit Hjerte at forlade Dem , jeg vil blive 
her for at trøste Dem , naar De er bedrøvet og trænger til Trøst . 
Jeg vil lønne Ondt med Godt . Jeg vil elske Dem og gjøre 
hvad der staaer i min Magt , for at see Dem lykkelig . Det er 
den eneste Hævn , jeg ønsker . “ Hun vendte Ryggen til Fru 
Lehmann for at skjule det hadefulde Udtryk , der tiltrods for 
hendes kjærlige Ord formørkede hendes Træk . 
„ De er sandelig meer end en Engel , “ bemærkede Fru Lehmann 
med et undertrykt Smiil . „ Jeg veed ikke , hvordan jeg 
skal gjengjælde Dem det ; men jeg haaber , at Olga engang skal 
saae Leilighed til at . gjøre det for mig Indtil da maa De 
være tilfreds med min Taknemmelighed , min kjære Veninde . 
Men tro blot ikke , vi ere saa egoistiske at ønske , at De skal 
forblive ugift hele Deres Liv blot for vor Skyld . Nei , saa 
vare vi i Sandhed meget utaknemmelige imod Dem . De har 

allerede gjort for Meget for ar trøste os og være en Velsignelse 
for Huset ; nu er det paa Tide , De ' lænker lidt paa Dem selv 
og Deres Fremtid . De bør træffe et Valg , jo før , jo hellere . 
De veed , hvor godt jeg mener Dem det , og netop paa Grund 
deraf føler jeg , det er min Pligt af minde Dem om een Ting : 
Vi ere nu ikke længere unge , men blive ældre Dag for Dag , 
og den Tid nærmer sig med stærke Skridt , da Frierne ville 
vende deres Tanker og Hjerter i en anden Retning , hvor Ungdom , 
denne mægtige Tcyllerfke , tilvinker dem , og saa , min trofaste , 
kjære Veninde , saa er det for seent al træffe et Valg , og 
De vil i Resten af Deres siv angre , af De ikke har gjort det , 
medens det endnu var Tid , og selv Olgas og min Kjærlighed 
vil ikke formaae af erstatte Dem det Tabte . Derfor vælg . 
Kjære , vælg ! Og skjøndt vi ville komme til af savne Dem meget , 
ville vi hellere det end tillade , al De opoffrer Dem til Fordeel 
for os , uden af vi have gjort el Skridt for af forhindre det . 
Har jeg ikke Ret ? “ 
, Jo , ganske vist . seet fra Deres Synspunct , men ikke fra 
mit . Men vi ville ikke længere tale om denne Sag , da vi ikke 
ere enige om den , “ svarede den ærlige Frøken Grøn med et 
mildt bebrejdende Blik paa den ligesaa ærlige Fru Lehmann . 
„ Jeg bliver her alligevel , hvad De end siger , vær sikker derpaa . 
Og nu ville vi tale om Olga , min lille Yndling . Gid hun 
var den rette Besidder af Thorshøi og Ella var bød , da hun 
endnu var et Barn . Hvorfor skulde dog . hun vedblive at leve , 
da der døer Tusinder , hvis Død er fuldkommen ligegyldig for 
Alle , medens hendes Død er af saa stor Vigtighed for os ! “ 
Og Slangen gled ud af Værelset efter al have udspyet sin Gift , 
hvor hun vidste , at den tilsidst vilde bære Frugr . 

Det var Asten . Grosserer Lehmann var i sit Værelse 
beskjæftiget med at skrive , da Olga pludseligt traadte ind og 
med en stolt , tilfreds Mine spurgte : 
„ See , Fader ! Er jeg ikke nydelig ? Moder siger , at hun 
har aldrig seet mig smukkere end netop i Aften , og Frøken 
Grøn er vis paa , at jeg vil vinde alle Hjerter . Hvad siger 
Du ? Jeg er meget tilfreds med mig selv , men har Du ikke 
ogsaa et Ord at sige til min Roes ? “ 
„ Du er meget net , “ sagde Grosserer Lehmann og faae paa 
sin smukke Datter med en halv øm , halv sørgmodig Mine . „ Gud 
give , Dit Indre var ligesaa smukt ! “ Han sukkede og kastede endnu 
et Blik paa hende , sør han fortsatte sin Skrivning . 
. Tak ! “ sagde Olga og blev rød af Vrede . „ Tak , Fader ! 
Du er altid saa kjærlig mod mig ! “ Og hun vilde forlade Værelset , 
da Grosserer Lehmann hurtigt reiste sig og sluttede hende i 
sine Arme . 
„ Stakkels Barn ! Stakkels lille Olga ! “ sagde han mildt „ Hvad 
der er skeet , kan ikke gjøres om . Gaa , mit Barn , gaa 
og gid Du maa more Dig godt . “ 
„ Tvivl ikke derom , Fader . Jeg haaber , at jeg denne Gang 
skal more mig udmærket . Jeg føler mig saa lykkelig i Aften , “ 
svarede Olga fuldkommen tilfreds . „ Det er , som der ventede 
mig noget rigtigt Behageligt . “ Hun kyssede ham ømt , — thi 
Olga holdt i Virkeligheden meget af sin Fader — og forlod 
derpaa syngende Værelset . 
„ Stakkels Barn ! “ gjentog Grosserer Lehmann , idet han 
gik op og ned ad Gulvet . „ De have ødelagt hende i Bund 
og Grund . Og jeg , hendes egen Fader , havde ikke Magt til 
al frelse hende , uden at bryde med al Huusfred , og det var jeg 

for svag til at gjøre . Jeg elsker Freden mere end mit Liv , 
mere end mit eget elskede Barn , som jeg har offret paa dens 
Altar ! Hvor svag ! Hvor uretfærdig ! Og nu klager jeg og angrer , 
men for sildigt . Alt , hvad jeg har vundet , er ikke Fred , 
men et ødelagt Barn og Krig , Krig , hvorhen jeg vender mig , 
Krig indvendig og Krig udvendig . Havde jeg blot gjort , hvad 
jeg fra Først af havde bestemt , og taget hende bort fra deres 
flette Indflydelse , medens det endnu var Tid , havde jeg blot 
ikke givet efter for Bønner og Klager og lovet aldrig at sfille 
dem ad , troer jeg , hun var bleven et godt Barn ; thi hun har 
mange gode Egensfaber , som de trøds al deres Umage ikke have 
faaet tilintetgjorte . Men nu er det for seent at angre ; hun er 
ødelagt , og min onde Samvittighed kan ikke gjøre det Skete 
usfeet . Naar jeg blot kunde fortælle Alle , hvor galt jeg har 
handlet , at de kunde tage dem i Agt og ikke gjøre ligesaadan ; 
men det vilde være at forraade min Kone , og skjøndt jeg ikke 
er bange for at afsløre min egen Svaghed , har jeg ikke Ret 
til at afsløre hendes , Stakkel , som ikke er i Besiddelse af den 
Evne at kunne gjøre Nogen lykkelig . “ 
Han satte sig paa en Stol og begravede Ansigtet i sine 
Hænder . Hans Hoved smertede , hans Hjerte bankede heftigt . 
Hvor ofte havde han ikke siddet saaledes med en Vulkan i Hjertet , 
angrende og beklagende , at han en Gang havde været svag , en 
Gang ladet sig overtale til at give et Løfte , han nu vilde give 
sit Liv for aldrig at have gjort . 
Det er Verdens Gang Lad os derfor være forsigtige , 
ikke være svage , ikke give Løfter , naar vi føle hos os selv , at 
det er bedre ikke at give dem . Lad os altid mindes , at der er 
et Ord , som siger : 

Hvad der er gjort , kan ikke blive ugjort . 
En Haand blev blidt lagt paa hans Skulder og en mild , 
sagte Stemme sagde : 
„ Hvorfor er Du saa tankefuld , min kjære Ven ? Skjul ikke 
Dit Ansigt ! Lad mig see paa Dig , at jeg kan bringe Mindet 
om Dine kjære , velbekjendte Træk med mig , naar jeg er ganske 
ene blandt disse fremmede Folk . “ 
Grosserer Lehmann løstede sit Hoved . Han kunde ikke 
modsfaae denne milde , sagte Stemme ; den gik ham lige til 
Hjertet og trøstede hans bittre Smerte . 
„ Min egen lille Yndling ! Min fromme , rene Pige I O , Barn , 
Barn ! Lov mig altid at være kjærlig mod Olga , aldrig at slaae 
Haanden af hende , i hvad der end hændes . Lov mig det , min 
Yndling , og Du vil mildne den bittre Sorg , der undergraver 
mir Hjerte og med det mit Helbred . Jeg veed godt , at hun 
altid har drillet og forurettet Dig ; jeg veed , at hun aldrig har 
gjort Noget , der kunde fortjene den Kjærlighed , jeg beder Dig 
om . Men jeg veed tillige , at trods alt dette vil Du ikke for . 
lade hende , om ikke for hendes egen , saa for min Skyld . Har 
jeg Ret , Barn ? “ 
Han saae paa hende med et Blik , der sagde : 
„ Jeg veed , at Du vil gjøre Alt , hvad jeg beder Dig om . “ 
Og saaledes var det . 
Skjøndt Ella intet Svar gav , skjøndt Ordene svigtede hende , 
var der Noget i hendes Blik , i hendes trofaste Haandtryk , der 
lovede meget mere , end Ord formaae . 
„ Tak , Barn ! “ hviskede han og sluttede hende i sine Arme 
„ Forlad mig nu ; gaa og meer Dig , og bliver Du veemodig og 
føler Dig ene , som Du pleier , saa fænk paa mig og mindes , at 

Du har mildnet min bittreste Sorg . “ Han trykkede et Kys 
vaa hendes Pande , og med et tungt Hjerte og taarefyldte Øine 
forlod hun Værelset . 
Hvor der var hyggeligt ! Oberst Saabye og hans Kone 
sorstode bedre end nogen Anden at gjøre det behageligt for deres 
Gjæster . 
Alt var Lys , Alt var Vellugt , Alt var Glæde . Latter 
lod fra enhver Gruppe . Der var Smiil i alle Øine og glade 
Ord paa alle Læber . Man saae intet bedrøvet eller mørkt 
Ansigt . 
„ Det er et udmærket Bal , maa man tilstaae , “ yttrede Frøken 
Grøn . „ Det er saa moersomt at see saa mange glade unge 
Mennesker . Kan De sige mig , hvem den Herre med det mørke 
Haar og blege , skjøndt meget smukke Ansigt er ? Jeg synes saa 
godt om hans Træk . Han seer ud som en virkelig Gentleman . “ 
„ Det er ikke saa underligt , min Kjære ! “ udbrød Frøken 
Hildebrand . „ Det er Grev Platow , en meget elskværdig ung 
Mand , som De selv seer . Det lader næsten til , at alle de unge 
Damer have saaet Interesse for ham . See blok , hvor de omgive 
ham ! Men forgjæves . Man kan see , han er en meget 
forsigtig ung Mand . Det vil være vanskeligere at vinde ham , 
end de gode Damer synes al mene . Han sætter hverken Priis 
paa et smukt Ansigt eller paa Penge , da han selv er mere end 
riig nok , og smuk til , som De seer . Et kjærligt og godt Hjerte 
skal være Alt , hvad han søger efter . Det er kun Lidt , mener 
De ; det er sandt , det er kun Lidt , og dog saa Meget , at han 

neppe finver ei saadan ! Hjerte blandt alle disse unge og smukke 
Damer , som omgive ham med Øine og Smiil , der vise , at de 
ville tage Fæstningen med Storm . Meget vel ; men de ville 
ikke faae den ; nei , de ville ikke . “ Frøken Hildebrand satte sine 
Briller paa for at see bedre . „ Det var ret ; nu flygter han fra 
dem . Stakkel ! Hvor de have fristet ham , men forgjæves ! Det 
er , som jeg siger . “ 
Frøken Hildebrand havde Ret . Greven var virkelig flygtet 
ud i det tilstødende Værelse for al blive fri for de Skjønne , 
der havde belejret ham ; og han standsede nu foran en lille 
Gruppe , der bestod af Værtinden i Huset , Olga og en anden 
ung Dame . 
„ Kom , min kjære Greve ! “ sagde Oberstinden med en 
Smule Stolthed . „ Kom og lad mig præsentere Dem for disse 
unge Damer . 
Grev Plalow — Frøken Ebben , Frøken Lehmann . “ 
Greven bukkede høfligt , og de to Damer besvarede hans 
Hilsen . Og nu lød en sagte Musik igjennem Værelserne , som 
fik de unge Damer til at skjælve af Glæde og Frygt , medens 
Herrerne gjorde Brug af deres Lorgnetter og saae sig om med 
vigtige Miner . 
„ Greven bød Olga Armen med er tavst Buk , og hun 
modtog den med et ligegyldigt Smiil , skjøndt hendes Hjerte 
bankede af Glæde og hendes Kinder blussede ' af undertrykt 
Stolthed , da de gik til Balsalen , hvor allerede flere Par vare 
forsamlede . 
„ Det er et smukt Syn , “ yttrede Greven med opklarer 
Ansigt . „ Blomster i tusindviis , funklende Øine og glade Smiil . 
Holder De meget af at dandse ? “ 

„ Ja , meget , “ svarede Olga med et straalende Ansigt . „ Og 
De , Hr . Greve , holder De ogsaa af det ? “ 
„ Aa ja , lidt , “ sagde han smilende . „ Men jeg er bange , 
jeg dog maa tilstaae , at Terpsichore har værdigere Tilbedere 
end mig . See blot paa den unge Herre ligeoverfor ; hans 
Ansigt synes at fortælle om hans Hjertes Begeistring . Ja , 
Kan er dette Bal værdig . “ 
„ Troer De ? “ spurgte Olga med et lille Smiil . „ Jeg 
skulde dog ikke ønske at være hans Dame . “ 
„ Hvorfor ikke , om det er mig tilladt at spørge ? “ 
Olga blev rød . 
„ Jeg veed ikke selv hvorfor ; der er Noget i hans Ydre , 
som ikke er meget lovende . “ 
Men Greven hørte ikke , hvad hun sagde . En anden ung 
Dame havde optaget hele hans Opmærksomhed , skjøndt hun 
stod langt borte . Hun syntes at være i en dyb Samtale med 
sin Herre , en ung Søofficier . Hendes smukke sorte Øine funklede , 
hendes blege Kinder antoge lidt efter lidt en fiin Rødme , medens 
et henrivende Smiil spillede om hendes smukke Læber og afspejlede 
sig i den unge Officiers Øine . 
Grevens Ansigt opklaredes mere og mere ; han aabnede 
Læberne som for at tale , skjøndt intet Ord undslap dem , og 
hans Øine vare fæstede paa den unge Dame med et beundrende Blik . 
„ Hvad er det , der tiltrækker sig Deres Opmærksomhed i 
den Grad ? “ spurgte Olga forundret og lidt stødt tillige . 
Men han svarede ikke . Han syntes slet ikke at have hørt 
hendes Spørgsmaal ; thi han slirrede ufravendt i den samme 
Retning . 
Saaret paa det Dybeste saae Olga nu ogsaa i den Retning ; 

men da hun fandt unge , smukke Ansigter , hvorhen hun vendte 
sit Blik , vidsle hun ikke , hvilket af dem hans tavse Beundring 
gjaldt . Øg hun saae igjen paa ham for endnu engang at spørge , 
hvem det var ; men det var ikke nødvendigt , Greven var kommen 
til sig selv igjen , som det syntes og spurgte hende : 
„ Hvem er den unge Dame derovre , klædt i Hvidt ? “ 
„ Frøken Hornemann . “ 
„ Nei , hende kjender jeg . Jeg mener den unge Dame ligeoverfor 
i den hvide Kjole og med en Krands af hvide Roser 
paa Haaret . “ 
„ Ella ! “ udbrød Olga og blev meget bleg . 
„ Ella ! Det er et smukt Navn . Frøken Ella . . . ? Hvad 
mere , hvis jeg tør spørge ? “ 
» Hun er min Søster , “ sagde Olga med skjælvende Stemme 
og vendte ham Ryggen . 
. Deres Søster ! Saa vil jeg sandelig være Dem meget 
forbunden , hvis De vil forestille mig for hende . “ 
„ Gjerne ! “ svarede Olga . . Nei , jeg vil ikke , jeg vil ikke , “ 
tilføiede hun sagte ved sig selv . 
Dandsen var næsten forbi , da Olga gjorde sin Herre en 
Undskyldning . Hun var ikke vel ; hun vilde trække sig tilbage 
til et af Sideværelserne . 
„ Tillad , at jeg fører Dem til en ledig Plads , “ sagde han 
og bød hende Armen . . Her er ogsaa meget varmt , saa det 
er behageligt at komme ind i et Værelse , hvor Luften er bedre . 
Her er godt . Her kan man trække Veiret frit . “ Han lød 
Haanden glide over sin Pande som for at afkjøle den . 
„ Tak ! “ sagde Olga , da de havde fundet en ledig Plads . 
„ Lad mig nu ikke længere holde Dem tilbage fra Balsalens 

Tillokkelser . “ Det blev sagt med en Mine og en Betoning , 
som tydeligt udtrykte , at hun ønskede at være alene . 
Men enten forstod han det ikke eller vilde ikke forstaae 
del ; thi han blev staaende med et roligt Smiil , som om hun 
Intet havde sagt . 
Olga vendte sit Hoved til den anden Side og satte sin 
smukke Viffe i Bevægelse med en utaalmodig Mine . 
„ Ere De maaskee Tvillingsøstre ? De see ud til at være 
af samme Alder , “ yttrede Greven efter en lille Pause , som han 
havde benyttet til at see ind ad de aabne Fløidøre til Balsalen , 
kvor Ellas Skikkelse nu og da vifte sig . 
„ O , min Viste , min smukke Viffe ! “ udbrød Olga istedetfor 
at svare . „ Jeg har knækket den . Saadan en Viffe faaer jeg 
aldrig igjen . Fader har givet mig den . Jeg er virkelig bedrøvet 
over at have knækket den . “ 
„ Pil De betroe den ül mig ? Jeg kan maaskee sætte den 
sammen igjen . “ 
„ Net Tak . Den lader sig sikkert ikke sætte sammen . Jeg 
vil opsøge Frøken Grøn ; hun forstaaer sig saa godt paa saadanne 
Ting . “ Hun reiste sig . „ Ah , der seer jeg hende i det 
tilstødende Værelse , “ og med en høslig Hilsen skyndte hun sig bort . 
Da Greven var bleven ene , vendte han alter sit Blik mod 
den aabne Dør . Dandsen var forbi , og de Dandsende strømmede 
ind i Sideværelserne . 
„ Der er hun ! “ sagde han til sig selv , da Søofficieren 
førte Ella til den ledige Plads ved Siden af Greven . „ Godaften , 
Harboe ! Jeg ventede ikke at finde Dem her , “ udbrød 
Greven og rakte den unge Mand Haanden . „ Hør , “ sagde han 
sagte , „ gjør mig den Tjeneste , al forestille mig for Deres Dame . “ 

„ Gjerne ! “ svarede Officieren . „ Men jeg har netop selv 
først nu gjort hendes Bekjendtskab . Oberstinde Saabye forestillede 
mig for hende , og jeg maa tilstaae , jeg husker ikke hendes 
Navn . Lad mig see , var det ikke Frøken — “ 
„ Lehmann , “ tilføiede Greven smilende . „ Hun synes ikke 
at have gjort noget dybt Indtryk paa Deres Hjerte , siden De 
allerede har glemt hendes Navn . “ 
„ Tvertimod , det er netop , fordi jeg har havt for megen 
Interesse for hende , at jeg har glemt Navnet . Hvem har Tid 
til at tænke paa et Navn , naar man staaer Ansigt til Ansigt 
med Ungdom og Skjønhed . De forraader , min kjære Greve , 
at de aldrig har været forelsket ; ellers vilde De ikke tale paa 
den Maade . “ 
„ De har Ret , “ svarede Greven alvorligt . „ Men glem 
ikke Damen , som De har glemt Navnet . Kom , jeg længes efter 
at blive forestillet for hende . 
„ Godt , det var jo Frøken Lehmann ? “ 
Og Søhelten vendte sig mod Ella med et Buk og sagde 
smilende : „ Maa jeg tage mig den Frihed at forestille Grev 
Platow for Frøken Lehmann ? “ 
Ella neiede . Greven bukkede , og Søofficieren , som følte , 
han havde gjort sin Pligt , greb Leiligheden til al gjøre sig 
usynlig , saasnart Ella og Greven vare komne i en livlig Samtale . 
„ Ved Neptun ! “ sagde han til sig selv og traadte ind i 
det Værelse , fra hvilket Olga med et misundeligt Blik havde 
lagt Mærke til denne lille Scene , „ hvem fluide have tiltroet 
den Landkrabbe saa meget Mod ; han har nok Lyst til ar entre 
ven smukke Skude . Vare de alle af det Metal , stak de os snart 
ud . “ Og slingrende gjennem Værelset , idet han saae sig om 

tilhøire og tilvenstre gik han endelig tilankerg i et lille Cabinet 
hvor han traf nogle Venner . 
„ Ja , det forekommer ogsaa mig , “ sagde Ella og saae op 
paa fin Sidemand med er velvilligt Blik . „ Det var , som jeg 
kjendte Dem saa godt , saasnart jeg saae Dem . Det er underligt 
nok ; der er derimod Mennesker , jeg har kjendt i flere Aar , som 
endnu ere fuldkomment fremmede for mig . “ 
„ Det er netop ogsaa Tilfældet med mig , “ svarede Greven 
tankefuldt . „ Men det er ikke blot Deres Ansigt , som synes 
mig at være en gammel Bekjendt , det er ogsaa Deres Navn . 
Ella ! — Det lyder saa hjemligt . Det vækker et gammelt 
Minde hos mig , Tanker om en Tid , jeg aldrig vil glemme , 
fordi det var og forhaabentlig bliver den sørgeligste i mit Liv . “ 
Han sænkede fine milde brune Øine , og en tung Sky formørkede 
hans Pande . 
„ Det vil jeg ogsaa haabe , den maa blive , “ sagde Ella 
bevæget . „ Jeg kan ogsaa mindes en Tid , der var den sørgeligste 
i mit Liv . Og saadanne Tider glemme vi aldrig , fordi 
de for det Meste blive indprentede i vore Hjerter ved Tabet af 
En , der har været Alt for os . “ 
„ Ja , saaledes er det . Jeg seer , De er — skjøndt meget 
ung — en af de Prøvede . Men tilgiv , at jeg har fremkaldt 
saa sørgeligt et Minde her , hvor vi ere omgivne af lutter Glæde . 
Det var langt fra min Hensigt at gjøre Dem veemodig . Men 
jeg føler aldrig stærkere Trang til at tænke paa saadanne Ting 
end netop , naar jeg er omgivet af saamange glade og lykkelige 
Ansigter . Jeg føler da mit Tab mere end nogensinde . Der 
er Noget i mit Indre , som siger : „ Du er en Fremmed blandt 

alle disse Glade , der synes ar kjende hverandre saa godt . 
Du er ene og vil altid blive ene . ' 
Ella blev bleg . Følte hun ikke netop det Samme ? Det 
var som talt fra Dybet af hendes Hjerte . 
„ Men for at komme tilbage til den egentlige Gjenstand 
for vor Samtale , “ vedblev Greven , „ har De nogensinde været 
udenlands , Frøken Lehmann ? Maaskee vi ere mødtes uden at 
kjende hinandens Navne . Jeg kan ikke faae det ud af mit 
Hoved , jeg maa have seet Dem før . “ 
„ Saa har det i alt Fald ikke været udenlands , “ svarede 
Ella smilende . . Jeg har ikke været saa lykkelig endnu at komme 
til at reise , skjøndt min Tante , medens jeg endnu var et Barn , 
lovede mig , at vi skulde tage udenlands , saasnartjeg var bleven voxen . 
Men hun levede ikke for at opfylde sit Løfte . “ — Et sagte 
Suk undslap Ellas Læber . — „ De seer altsaa , vi have ikke 
mødt hinanden i Udlandet . “ 
„ Det er underligt . “ 
Der opstod en lille Pause . 
„ Jeg var saa lykkelig af gjøre Deres Søsters Bekjendtskab 
for nyligt . Ere De ikke Tvillingsøstre ? “ 
„ Nei , De tager Feil . Frøken Lehmann og jeg ere slet 
ikke i Familie . Hendes Fader er min Formynder og er en 
Reven af hende , der var mig en Moder . “ 
„ Ah ! Jeg forstod det , som om De vare Søstre . Men De 
have dog det samme Navn . “ 
. Selv dette maa jeg benægte . Mit Navn er Hjelm , Ella 
Hjelm ; saa De seer , der er ingen Grund til af antage os for Søstre . “ 
. Nei , i Sandhed . Men Frøken Lehmann sagde , synes 
mig , noget saadant . Hun holder formodentlig af Dem som en 

Søster og giver Dem derfor delte kjære Navn , som jeg vilde 
give Alt for af have Ret til af kalde Nogen ved . “ 
„ Jeg ogsaa , “ undslap Ellas Læber mod hendes Villie , og 
strax angrende al have sagt det tilføiede hun rødmende , — „ hvis 
jeg ikke havde min Søster Olga . “ 
Nu lød Musiken paany , og Greven førte fin smukke Dame 
til Balsalen . 
„ Kan De see , hvor han allerede er indtaget i hende . “ 
sagde Olga til Frøken Grøn , idet begge saae efter dem . „ Havde 
De blot lagt Mærke til for lidt siden , hvorledes de saae paa 
hinanden , hvorledes hans Ansigt var opklaret eller mørkt , efter 
som hun smilede eller saae alvorlig ud ! Jeg troer , at jeg tilsidst 
kommer til at hade hende . Jeg var den Første , der gjorde 
hans Bekjendtskab og har altsaa mere Ret til ham , end hun . “ 
„ Tys ! Du taler for høit . vær rolig ; vi have Tid nok 
til at tale om dette imorgen . “ 
„ Godt ! Men jeg vil fortælle Moder Alt . Jeg vil aldrig 
mere gaae i Selskab , naar Ella skal med . Jeg kan ikke udholde 
at see hende tilbedet af alle dem , der er Noget ved , medens 
jeg neppe engang bliver bemærket af de undseelige unge Mennesker 
i Krogene . See blot der , jeg tør nok sige , at den Ladet nærmer 
sig i den Hensigt at bede mig om en Dands ; men jeg vil 
ikke ! “ Og Olga gik forbi den unge Mand med en Mine som 
en Dronning , netop som han vilde bukke for hende . Han blev 
saa forvirret over denne Flugt , at han opfordrede Frøken Grøn 
til en Dands ; men hun svarede smilende : 
„ Tak , jeg dandser aldrig . “ 
Og rødmende som en lille Pige skyndte han sig bort for 
at skjule fit Nederlag i et af de tomme Værelser . — 

Den Nat drømte Ella sødt , et glad Smiil spillede om 
hendes friske , røde Læber og oplyste hele hendes Ansigt . 
Olga drømte ogsaa ; men hendes Ansigt var saa mørkt 
som en Sneeskh og hendes Læber tæt sammenpressede som i 
Utilfredshed . 
Sextende Capitel . 
„ Hvor det er længe siden jeg sidst saae Dit kjære lille 
Ansigt I “ sagde gamle Martha og saae paa Ella med et af disse 
kjærlige Smiil , der skjænke En en Følelse , som om en Solstraale 
oplyste Ens Hjerte . 
„ Ja , kjære Martha ! Det er længe , siden vi sidst saaes . 
Tre Aar ere gaaede , tre lange Aar , siden jeg saae Dit kjære 
Ansigt , siden jeg stod ved de Grave , som gjemme Støvet af dem , 
der elskede mig høiere end sig selv . Men nu , da jeg er her 
igjen , ville vi glemme Alt , hvad der gjør os ondt , og kun tænke 
paa den glædelige Tid , som nærmer sig mere og mere , den Tid , 
da jeg bliver myndig . Hvor jeg da skal være glad ved at gjøre 
Dig fuldkommen lykkelig . Men jeg kan ikke tage fra Onkel 
Lehmann og komme for at leve her hos Dig . som jeg lovede 
da jeg var et Barn . Det vilde gjøre ham for ondt at miste 
mig , og jeg maa derfor blive hos ham , der har været Alt for 
mig i disse lange sørgelige Aar af min Barndom . Hvad siger 
Du , Martha ? Har jeg ikke Ret ? Vilde det ikke være utaknemmeligt , 
at forlade ham , da det er ham en Trøst at have mig om 

sig ? Hvor jeg var glad ved ham , da jeg var lille , og hvor rolig 
ved at vide ham nær , naar de mishandlede mig ! Hvad 
skulde der være bleven af mig , hvis jeg ikke havde havt ham ? 
Jeg tør ikke tænke derpaa . Nei , Martha , jeg vil blive hos ham , 
saalænge han ønsker det og trænger til mig . Han har altid 
været mig en kjærlig Fader . “ 
„ Det er fuldkommen rigtigt , mit Barn , “ svarede Martha 
og sluttede hende i sine Arme . „ Hvor kunde jeg elske Dig , 
som jeg gjør , hvis Du var utaknemmelig mod dem , der vise 
Dig Kjærlighed . Gjør , som Du finder det rigtigt . Den Voxne 
kan ikke altid holde , hvad Barnet har lovet ; det vilde være 
ufornuftigt at vente det . Og nu , hvor Du har voxet Dig kjøn ! 
Naar det ikke var underligt , vilde jeg sige , Du ligner min kjære , 
afdøde Frøken . Olga er ogsaa bleven smnk ; men hendes Hjerte 
har ikke forandret sig meget , er jeg bange for . “ 
„ Hun er min kjæreste Vens Datter , “ sagde Ella blidt . 
„ Jeg har lovet ham , aldrig at forlade hende , i hvad der end 
skeer . Og jeg vil holde mit Løfte . Jeg følte fra det Øieblik , 
jeg gav det , at hun var min Søster . “ 
„ Godt , Barn , det er som det bør være . Men jeg er bange 
for , det vil blive vanskeligt altid al være kjærlig mod hende , den 
stolte — . . . Godt ! Jeg vil ikke tale ud , siden det gjør Dig ondt 
min Yndling . “ 
Det vilde være Hykler ! at sige , at Ella aldrig havde tænkt 
paa Grev Platon » , siden hun var sammen med ham paa Ballet 
hos Oberst SaabyeS ; tvertimod hun havde ofte tænkt paa ham , 
skjøndt hun ikke havde seet ham senere . 

Unge Damer holde meget af at have et Ideal at tænke 
paa , som de udstyre med alle de gode Egenskaber , de ønske at 
finde hos den , de elske . 
Grev Platow var bleven Ellas Ideal , uden at hun selv 
vidste det . Og maaskee netop fordi hun ikke havde mødt ham 
senere , var han vedbleven at være det , da Virkeligheden endnu 
ikke havde havt Leilighed til at dethronisere ham ; thi det er 
meget sjeldent , at vore Phantasihelte formaae at beholde deres 
Plads i vore Hjerter , naar vi pludselig staae Ansigt til Ansigt 
med den tilsvarende Virkelighed . 
Ellas Helt var endnu ikke bleven prøvet paa denne Maade , 
men hvis det skete , mon han da vilde bestaae Prøven ? — 
Olga havde ogsaa et Ideal , og det var , for at sige Sandheden , 
ogsaa Platow , skjøndt seet med andre Øine end Ellas . 
Saaledes levede begge disse unge Piger i Drømmenes 
Verden og byggede deres Luftflotte paa den samme Grund , hvorfor 
ogsaa en af dem tilsidst maatte blive skuffet . 
Hvor Ella var glad ved at gjensee Procurator Kaufmann 
og hans Kone , og de ikke mindre ved at gjensee hende 
saa smuk og saa god ! 
Gamle MadS blev Heller aldrig kjed af at fortælle hende , 
hvor forandret hun var . 
„ De ligner en Pion ! “ sagde han med et triumpherende 
Smiil . „ Jeg har aldrig seet saa ung en Pige være saa dameagtig . 
En Dronning maatte være glad for at see saadan ud . 
Men jeg holder dog paa Pionen ! det er min YndlingSblomst , 
maa De vide . “ Den ærlige Mads gned sine Hænder og paatog 
lig en meget vigtig Mine . 
„ En Pion ! Det maa da være en hvid Pion , “ sagde Olga 

leende . „ Eller Du synes maaskee , Ella er rød ? Du er en 
klog Karl , Mads ! Men hvad synes Du vel , jeg ligner ? Maaskee 
en hvid Lillie ! synes Du ? Ja , jeg er rød , som Du seer ; 
men Redt og Hvidt er nok det Samme i Dine Øine . “ 
„ Ikke ganske ! ' svarede Mads vred . „ De ligner en as 
de vilde Blomster , der see grumme tillokkende ud , men hvis 
Lugt er saa giftig , at den faaer En til at løbe langt bort . “ 
„ Tak ! Men da jeg aldrig tager mod et ZEble , uden at 
give en Pære igjen , kan jeg fortælle Dig , at Du ligner en 
gammel Hund , hvis Gjøen Ingen bryder sig om . “ 
„ Ella og jeg vilde gjerne aflægge et Bessg paa Belv^dsre , ' 
sagde Olga til Fru Lehmann en Dag , da det var smukt Veier . 
„ Maa Peer spænde for ? “ 
„ I tænke aldrig paa Andet end at tage ud . Jeg vil ikke 
vedblive at give min Tilladelse til , at I fremfure i denne Forlystelsessyge . 
Vi ere ikke fødte blot for at more os , som Du 
og Ella lade til at troe . Vi ere fødte til at gjøre nogen Nytte 
i denne Verden , og — “ 
„ Ha , ha , ha , Moder ! “ loe Olga . „ Man skulde næsten 
troe , Du var en Moralist istedetfor den Verdensdame , Du i 
Virkeligheden er . Nei , Moder ! Du har selv lært mig at foretrække 
Selskabslivet for det kjedelige Hjem . Og jeg er glad 
derover ; jeg veed ikke , hvordan jeg skulde dræbe Tiden , naar 
jeg altid var hjemme . Jeg beder altsaa Peer om at spænde 
for . Men fortæl det endelig ikke til Frøken Grøn jeg bryder 
mig ikke om hendes Selskab . Saa , nu maa Du ikke see suur 
ud , Du , som altid selv har holdt saa meget af Selskab . Jeg 

kan neppe gjenkjende Dig , saa forandret er Du i den sidste Tid , 
Man skulde troe , Du havde lovet at gjøre Bod og Bedring 
Del kan jeg slet ikke lide . “ 
„ Det er ret , Olga . Det er netop , som jeg fortjener det 
Mit eget Kjød og Blod foragter mig og kalder mig med rene 
Ord en Hyklerske ; en — “ 
Men Olga havde allerede forladt Værelset , hvorfor Fru 
lehmann fandt det unødvendigt at fuldende den begyndte Sætting . 
— 
Belvedsre var en stor Herregaard i Nærheden af Thorstøi . 
Omgivet af Skov paa alle Kanter laae den saa luunt 
om en Fugl i sin Rede . 
Ella følte ikke stor Lyst til at gjøre Visitter hos Naboerne , 
mar det ikke var hendes gamle Venner ; men til dem hørte ikke 
kustitsraad Grums . Men Olga havde efter mange Overtalelser 
aaet hende til at gaae ind derpaa . 
Altsaa toge de afsted , ledsagede af Fuglenes muntre Kvidren 
og Solens varme Smiil , der oplyste Alt og lod Skov og 
ing glimre som Guld . 
„ Naar jeg blot var riig , “ udbrød Olgg , „ troer jeg , jeg 
ilde være saa lykkelig , som et Menneske kan blive . Men uden 
tenge ere vi ikke mere værd end Støvet , der hvirvles om af 
vognens Hjul . At være fattig er at være en Skygge , et Intet 
nn Ingen kjender , Ingen lægger Mærke til , Ingen bryder 
g om , “ 
„ Tro ikke det , Olga , Det er slemme Tanker , som Du 
troe udrydde fra Roden . Husker Du den lille Historie , vi 
esfe i vor Barndom , om den fattige Ane og den rige Marie ? 
vor lykkelig var ikke den fattige Ane og hvor ulykkelig den 

rige Marie ? Jeg husker den , som om jeg havde læst den idag . 
Den slog mig saaledes , og jeg har altid ønsket siden , at jeg 
maatte blive saa lykkelig som den fattige Ane . “ 
„ Selv om Du skulde være lige saa fattig ? “ 
„ Ja , selv da . Hvad Værdi troer Du , der er ved Penge , 
naar de ikke formaae at gjøre deres Besidder lykkelig ? Hellere 
fattig og glad end riig og sorgfuld . Penge ere ofte ledsagede 
af Sorg og Taarer , og Utilfredshed og Anger , medens Fattigdommen 
ofte forædler de Hjerter , den prøver . “ 
„ Ja , saaledes taler Du , der er riig nok til at saae Alt , 
hvad Du peger paa . Men var Du saa fattig , som jeg engang 
bliver , naar mine Forældre døe , vilde Du nok tale i en anden 
Tone , hvad jeg allerede gjør . Jeg vilde hellere ægte den grimmeste 
gamle Gnier , hvis han var riig som en Nabob , end den 
smukkeste og fornemmeste unge Mand , hvis han var fattig som 
en Kirkerotte . Forstaaer Du ? “ 
„ Ja . jeg gjør , Olga . Og jeg beklager Dig af mil ganske 
Hjerte , hvis Du virkeligt tænker og føler , som Du taler ; thi 
da kan Du aldrig blive lykkelig . En ung Pige , hvis Hjerte er 
saa unaturligt , vil forgjæves søge Hjælp og Trøst hos det , 
naar Sorg og Smerte overvælde hende . Et saadant Hjerte har 
ingen Trøstens Kilde at øse af , ingen Hjælp ar yde og vil lade 
sin Besidder gaae tilgrunde i Fortvivlelse . “ 
Vognen standsede foran Belv^dsre . Olga fik neppe Tid 
til at paatage sig saa smilende en Mine , som om Ella havde 
sagt hende de behageligste Ting i Verden , før Justitsraad Grum 
traadte ud og venligt udbrød : 
„ Hvor det er en Glæde at see Dem , mine Damer . Jeg 
behøver neppe at spørge , om De have det godt ; det staaer 

skrevet i Deres friske Ansigter . Det er et deiligt Veir idag . “ — 
Han ventede aldrig paa Svar — „ Min Kone er i Haven med 
vore Gjæster . Skulle vi gaae ud til dem , eller maaskee De 
foretrække at hvile Dem lidt efter Kjøretouren ? Som De behage , 
jeg vil lade Dem have frit Valg . “ Han førte dem til Havestuen , 
hvor han forlod dem , for , som han sagde , at sørge for 
nogle Forfriskninger til dem ovenpaa den varme Tour . 
Olga fik neppe Tid til at beundre Værelsets smagfulde 
Ordning , for han kom tilbage , fulgt af en Jomfru , som bar 
en Bakke med Syltetsi og koldt Vand . 
„ Vil De hjælpe Dem selv til Noget af dette . Saa kunne 
vi bagefter gjøre de Andre Selskab i Haven . “ 
Og det gjorde de . — 
„ Halloi ! “ raabte Justitsraaden til fin Kone , der nærmede 
sig med en høi Herre . 
„ Ah ! Frøken Hjelm , Frøken Lehmann ! Velkommen ! “ udbrød 
Fruen og rakte en Haand ud til hver af dem . „ Hvor 
det er glædeligt at see Dem paa Belv^döre . Capitain Oldenburg 
— Froken Hjelm , Frøken Lehmann . Men hvis jeg ikke 
tager feil , ere De nok gamle Venner . Ere de ikke ? “ 
„ Om vi ere ? Det skulde jeg mene , “ sagde Capitainen og 
rakte Haanden til de unge Damer . „ Hvor De have udviklet 
Dem smukt ! Jeg havde sandelig ikke gjenkjendt Dem , dersom ikke 
Fru Grum havde sagt mig Navnene . “ 
Ella sfiftede Farve og lod , som hun ikke saae hans frem , 
rakte Haand . Hun kunde ikke berøre den , del var hende umuligt . 
Hun vendte ham Ryggen , og fulgte efter Justitsraaden , 
der var bleven ved at gaae frem . Hun var saa rystet , at hun 
følte Nødvendigheden af at berolige sig , før hun igjen stødte paa 

de ! ubehagelige Selskab . Hun dreiede derfor om ad en eensom 
Sti , der ledte til et lille Buskads . 
„ Jeg havde haabet aldrig at træffe ham igjen efter den 
skrækkelige Aften . Hvorledes skal jeg udholde at være sammen 
med ham ? “ — 
„ Hvor har De været , min Kjære ? “ spurgte Fru Grum , 
da Ella noget senere traadte ind i Havestuen , hvor de Andre 
vare forsamlede . „ Vi have søgt efter Dem overalt , men forgjæves . 
Kom , min kjære Greve , lad mig forestille Dem for 
Frøken Hjelm . “ Hun vinkede til en ung Herre , der stod i Nærheden , 
som det syntes kun ventende paa at blive opfordret til 
at nærme sig . 
Ella blev rød . Hendes Haand skjælvede i hans . 
„ Hvor jeg er glad ved at møde Dem igjen I “ hviskede 
han . „ Jeg begyndte næsten at troe , at vi aldrig skulde sees 
mere . Froken Lehmann fortæller mig , at De boe paa Thorshøi . 
Det er en smuk Eiendom , som det har glædet mig at betragte , 
naar jeg er kommen der forbi , uden at ane Deres Nærværelse 
ber . “ 
„ Jeg holder meget af Thorshøi , “ sagde Ella rødmende . 
„ Det er mig en kjær gammel Ven . Jeg har havt saa mange 
lykkelige Timer der som Barn , da min Tante endnu levede . ' 
„ Jeg er sandelig skinsyg paa Dem , Hr . Greve , “ sagde 
Capitain Oldenburg . „ Man skulde næsten troe , det var Deres 
Hensigt at beholde Frøken Hjelms Selskab ganske for Dem selv . 
Men det kunne vi ikke gaae ind paa . Vil De ikke lade Deres 
Øines Solstraaler oplyse vor lille Kreds , Frøken Ella ? Kom 
og sid ned iblandt os . Jeg er vis paa , Greven følger Dem 
som Deres Skygge . “ 

. Tak ! “ sagde Ella med el koldt Blik . „ Jeg foretrækker 
at blive her . “ Hun vendte Ryggen til ham og Greven for at 
betragte nogle Blomster , der vare ordnede smukt i en Vinduesfordybning . 
„ Jeg 
seer , De er Blomsterelsker , “ sagde Capitainen , som 
var utrættelig . „ Det er jeg ogsaa . Blomster , Fugle , Stjerner 
og smukke unge Damer er det Eneste , jeg bryder mig om . Jeg 
er i Besiddelse af de sjeldneste Blomster , hvis Mage kun meget 
Faa ere istand til at opvise . “ 
„ Jeg har ingen Interesse for Blomster , “ sagde Ella koldt 
og gik hen for at sætte sig ved Siden af Justitsraad Grum . 
Men Capitain Oldenburg fulgte med . Det syntes næsten 
at han og Greven vare blevne enige om at følge efter hende , 
hvor hun gik , hvilket foranledigede Fru Grum til at hviske til Olga : 
„ Det lader næsten til , at denne Stjerne har to Drabanter . “ 
Olga gav intet Svar ; men en dyb Rødme farvede hendes 
Kinder , og et smerteligt Udtryk gled over hendes Ansigt . Lidt 
efter reiste hun sig og gik hen i Vinduesfordybningen , Ella nylig 
havde forladt . I det hun bøiede sig over Blomsterne , faldt 
en Taare , maaskee den første , hun havde fældet , paa en lille 
hvid Klokkeblomst , som neppe anede , hvilken Sæd der vilde skyde 
frem af denne Taare . 
Medens hun stod saaledes , sagde en Stemme ved Siden 
af hende : 
„ Jeg lovede at vise Dem Natiergalereden . “ Olga modtog 
Grev Platows Arm med et lettet Hjerte . 
„ Har De moret Dem godt , siden jeg havde den Fornøielse 
at see Dem sidst ? “ spurgte han og førte hende ud i Haven . 

„ Jo Tak ! Jeg var paa tolv Baller i Vinterens Løb og 
til tyve Selskaber . Var det ikke Meget ? “ 
„ Ganske vist . Men Froken Hjelm fortalte mig , at de hqpde 
levet saa stille sidste Vinter . Hvorledes skal jeg forstaae det ? “ 
„ Ganske simpelt : Ella holder ikke af at tage Deel i Selskaber . 
Tænk , hun har ikke været paa Bal siden den Aften , 
vi vare sammen hos Oberst Saabye ! Ligeledes har hun kun 
deeltaget i eet Selskab . Og det er saa kjedeligt altid at høre 
hende sige Nei . Derfor har Moder og jeg bestemt ikke mere at 
fortælle hende det , naar der kommer Indbydelser . Det have 
vi gjort i hele den sidste Tid , og hun spørger aldrig . Naar 
hun blot er sammen med Fader , bryder hun sig ikke om Resten . “ 
Greven tav , skjondl Olga saae paa ham , som om hun 
ventede et Svar . 
„ Troer De , at en ung Pige virkeligt kan holde saa meget 
af Ensomhed ? “ vedblev hun , da der intet Svar kom . „ Jeg kan 
ikke troe Andet end , at del er en Slags Hykleri . Derfor bliver 
jeg ogsaa allid vred , naar Ella med et Smiil fortæller , at hun 
foretrækker at blive hjemme . Naar De blot vidste , hvormegen 
Overtalelse jeg har maattet anvende for at faae hende til at 
følge med herhen . Men , hvad er del ? Er del Nattergalen , der 
synger saa yndigt ? Hører De ? Hvor del er smukl ! “ 
„ Det er kun en simpel Graaspurv , der pipper , “ svarede 
Greven og gjorde sig Umage for at undertrykke et Smiil . „ De 
har vist aldrig for Hørt en Nattergal synge , Froken Lehmann ? “ 
„ Aldrig ! Men netop derfor vil jeg saa gjerne høre den . 
Capitain Oldenburg siger , at det lyder , som naar man putter 
en tom Falske i et Kar med Vand . Er del sandt ? Jeg har 

aldrig før hørt den Lyd ; men han beskrev den saadan : Klik , 
kluk , kluk ! Er del rigtigt ? “ 
„ Ja . Det vil sige , naar De tænker Dem ethvert af disse 
Kluk blive sunget i en forskjellig Tone af vor lille graa Ven , 
saa at Luften fyldes af den ene henrivende Melodi efter den 
anden , som man sorgjæves søger at fastholde ; naar den er endt 
og Alt igjen er stille , veed man kun , ar det lød saa smukt . 
Men hvordan ? Man er ikke istand til at gjengive en eneste Tone . “ 
„ Hvor dog Deres Beskrivelse er fuldkommen forskjellig fra 
den , jeg fik af Capitain Oldenburg ! Nu erklærer jeg mig villig 
til at opgive selv det morsomste Bal for at høre de smukke 
Toner , De beskriver med saa meget Liv . “ 
„ Virkeligt ? “ — Et svagt Smiil spillede om Grev Platows 
Læber . — „ Ja , De har Ret ! Jeg foretrækker ogsaa Nattergalens 
Sang for alle de Baller , Verden byder . Men læg nu Mærke 
til den lille Rede der ! “ 
„ Ja , er det Nattergalens ? 
„ Netop , Froken Lehmann . Og da jeg nu har holdt , hvad 
jeg lovede Dem , haaber jeg , al De ligeledes vil holde det Løste , 
De gav mig . “ 
„ Naturligviis . Hvis De hilser paa Moder imorgen , skal 
jeg strax vise Dem den sjeldne Busk med de sorte Roser . Nogle 
af dem ere fuldt udsprungne , om jeg ikke tager feil . De maa 
selv vælge de smukkeste af dem , hvis De bryder Dem derom . “ 
Og de gik for at slutte sig til Selskabet i Havestuen . 
Imidlertid veg Capitain Oldenburg ikke fra Ellas Side , 
skjøndt hun ved sin Opførsel tydeligt tilkjendegav , hvor ubehagelig 
hans Nærværelse var hende . Men sorgjæves ; han syntes 

ikke at forstaae det , men blev rolig paa fin Plads med saa tilfreds 
en Mine , som om hun sagde ham de behageligste Ting . 
Hvor hun følte sig oprørt ! Hvor turde den Mand , hun 
foragtede og hadede , tale til hende i saa fortrolig en Tone . som 
vare de de bedste Venner i Verden ! 
Hun blev blegere og blegere . Hendes Øine flammede , 
hendes Læber skjælvede , og hendes Stemme blev koldere og 
unaturligere . Hvor kunde hun høre paa hans simple Smigrerier 
uden at vise ham , hvor dybt hun foragtede ham , den falske 
Hykler , i hvis sorte Hjerte hun læste som i en Bog . Hvor 
turde han gjøre Cour til hende , han , som . . . . Men hun kunde 
ikke længere holde det ud ! Hun reiste sig og forlod Værelset 
med et Blik , fuldt af Foragt , der sagde mere end Ord , skjøndt 
han lod . som om han ikke forstod det . — 
„ Jeg foreslaaer Damerne at lade Vognen kjøre bagefter , 
medens Grev Platow og jeg følger dem hjem . Det er saa smuk 
en Aften , at de neppe ville fortryde at gaa ind paa dette Forslag . “ 
„ Det er meget fristende . Capitain Oldenburg , “ svarede 
Olga smilende . „ Hvad mig angaaer har jeg Intet derimod . 
Skjøndt Ella neppe var saa villig , blev hun lige saa lidt 
som Greven adspurgt , og man begav sig paa Veien efter at have 
drukket Thee . 
Del var , som for sagt , en meget smuk Aften . Grev Platow 
bød Ella Armen ; men Olga lod , som hun troede , det gjaldt 
hende , og modtog den med et fortryllende Smiil , medens Ella 
var nødt til af gaae ved Siden af den forhadte Capitain , efter 
af have afflaaet af modtage hans Arm med et koldt , strengt 
Blik , som ingen Modsigelse tillod . 
Hvor Olga var lykkelig ! Hvor hendes Øine straalede af 

Glæde , naar hun talte med fin behagelige Sidemand , medens 
Ella gik bagefter , bleg , kold og tavs , skjøndt Capitainen prøvede 
Alt , hvad der stod i hans Magt , for af opmuntre hende . 
. Hvor De er forandret . Frøken Ella , siden jeg sidst saae 
Dem ! Jeg havde ikke ventet , af de var bleven saa straalende en 
Stjerne i det selskabelige Liv . De havde saadan et gammelagtigt , 
klogt Ansigt som Barn , men nu . . . . Jeg er forbauset 
blændet ved af see Deres uventede Skjønhed . “ 
„ Ja , jeg kan tænke det , naar De seer mig igjennem de 
store Skove og frodige Enge , der høre til Thorshøi . Gjennem 
saadanne Briller tager det styggeste Ansigt sig smukt ud , “ sagde 
Ella skarpt . 
Han rødmede og syntes lidt forlegen ; men det varede kun 
kort , han blev snart sig selv igjen og svarede leende : 
„ De lader til at være klogere end unge Damer i Almindelighed . 
Jeg maa alligevel tilstaae , at jeg i dette Tilfælde ikke 
har seet gjennem de Briller , De omtaler . “ 
„ Jeg vil ikke trættes med Dem om denne Gjenstand , da 
den er mig fuldkomment ligegyldig . Jeg vil kun gjøre Dem 
opmærksom paa , at jeg ikke hører til de unge Damer , der sætte 
Priis paa Smigrerier , ligesaalidt som jeg troer paa dem . “ 
„ Tilgiv , at jeg nærer Tvivl derom . Jeg har endnu aldrig 
truffet paa en Dame . ung eller gammel , som ikke fandt Behag 
i at blive smigret og ligeledes troede derpaa . Det er jo netop 
det smukke Kjøns svage Side , og De maa endelig ikke troe , at 
De er en Undtagelse fra denne Regel , Frøken Hjelm . “ 
„ Det troer jeg døg ; men selv om det forholder sig anderledes , 
kjender jeg Personer , hvis Smigrerier jeg ikke sætter mere 
Priis paa end det Støv , jeg træder under mine Fødder . “ 

„ Ja , det gjøre vi alle , “ udbrød Capitainen leende , uden 
at synes det Mindste fornærmet . „ Men vi kjende ogsaa Personer , 
hvis Smigrerier lyde saa sødt i vore Øren , at vi maae 
lytte til dem og glemme al vor Uvillie mod Smiger . “ 
Imidlertid vare de komne til Thorshøi , og Ella , der var 
glad over at skilles fra sin ubehagelige Sidemand , sagde Farvel 
til ham med en kold Hilsen uden at modtage hans fremrakte Haand . 
„ Glem ikke at komme imorgen ! “ hviskede Olga til Greven 
« ed et lykkeligt Smiil og et venskabeligt Haandtryk . „ Farvel ! “ 
„ Farvel ! Farvel ! “ Herrerne støde og saae efter de unge 
Pigers Skikkelser , der forsvandt i Maaneskinnet , som oplyste 
den gamle Herregaard . 
Ella gik lige til sit eget Værelse . Det samme gjorde Olga ; 
men hvor forskjellige var ikke deres Tanker ! Olga satte sig ned 
og tænkte smilende paa , hvor lykkeligt Dagen var gaaet , og 
ønskede , at det var Morgen , at Solen var staaet op og Fuglene 
fyldte Luften med deres muntre Kviddren . „ Imorgen ! Imorgen ! “ 
lod det i hendes unge Hjerte , „ Imorgen kommer han ! “ 
Elskede hun ham ? 
Ja , hun gjorde , stakkels Pige . Amor havde smeltet Iislaget , 
som hidtil havde indesluttet hendes Hjerte , og nu brændte 
Kjærlighedens hellige Ild i dets Dyb og levendegjorde alle de 
Følelser , som hidtil havde ligget skjulte der . 
Hvor hun saae lykkelig ud ! Men nu og da formørkede en 
tung Skygge hendes glade Ansigt og lod Smilet døe paa hendes 
Læber . Endelig blev hun rolig og søgte Hvile for at drømme 
om al den Lykke , et Hjerte , som elsker , haaber paa . 
Og Ella ? — 
Hun sad endnu ved Vinduet og saae paa den blaae Hiinmel 

med gyldne Stjerner . Hendes Bryst hævede sig , hun skjælvede 
og var liigbleg . Kjærligheden bavde , hende ubevidst , listet sig 
ind i hendes Hjerte , og slaaet dybe Rødder hos hende . Hun 
sad og drømte , ikke lykkelige Drømme efter hendes veemodige 
Smiil og taarefyldte Øine at dømme . 
Endelig reiste hun sig . Et dybt Suk undslap hendes Læber . 
Hun hævede sine sorgfulde Øine mod Himlen og hviskede : 
„ Herrens Villie skee ! “ 
Næste Morgen var Olga oppe med Solen . Hun skyndte 
sig ned i Haven , bøiede sig over Busken med de omtalte sorte 
Roser og undersøgte dem med et Blik , der funklede af Glæde . 
, AH ! “ udbrød hun tilsidst ved at faae Øie paa en meget 
smuk Rose . „ Den sfol det være ! “ Hun skyndte sig ind med en 
tilfreds Mine og traf gamle Martha i Spisestuen ifærd med ai 
lave Thee . 
„ God Morgen , Jomfru Pingel ! Hvordan har De det ? “ 
spurgte hun og salte sig ned ved Bordet . „ Vil De skjænke mig 
en Kop Thee ! “ 
Martha saae forundret paa hende . Saa høflig havde Olga 
aldrig før talt til hende . 
„ Hvad skal det betyde ? “ spurgte hun sig selv , idet hun 
skjænkede Theen . 
„ Hvor det er deiligt Veir ! Troer De , Moder er staaet 
op ? Hvad , Frøken Grøn ! Har De allerede været en Tour i 
Haven ? Hvad er det , De har der i Haanden ? Men det er jo 
mine Roser , min smukke sorte Roser ! Hvor turde De plukke dem ? 
Hvor turde De røre dem ? De har formodentlig ikke ladet en 

eneste blive tilbage . “ Hun skyndte sig ud af Værelset for med 
egne Øine at see den store Skade , Froken Grøn havde anrettet . 
„ O , mine Roser ! Ikke een har hun ladet sidde ! ' 
Stakkels Olga ! Hvad skulde hun gjøre ? Hvad vilde Grev 
Platow tænke , naar der slet ingen forte Roser var ? 
Der stod hun foran Busken med nedslagne Øine og blege 
Kinder . Men saa blev hun rød , hendes Øine funklede af Vrede , 
hun skyndte sig tilbage til Spisestuen og nærmede sig Bordet , 
hvor Frøken Grøn sad og drak Thee , medens hun frydede sig 
ved Synet af sine Roser , som laae i en lille Bunke ved Siden 
af hende . 
„ Hvor jeg er vred paa Dem ! Hvor turde De tage mine 
Roser ? “ raabte Olga og greb den lille sorte Bunke med et 
vred Blik paa den forstenede Dame . „ Hvem er De , siden De 
troer at have Ret til at gjøre Alt hvad De lyster , i delte Huus . 
Hvem er De ? Er De ikke Frøken Grøn , min fordums Lærerinde , 
som nu lever af mine Forældres Godhed , skjøndt De paatager 
Dem en Mine , som om De var Frue i Huset ? “ 
„ Og saaledes tor Du vove at tiltale mig , Du taabelige 
Pige ? “ udbrød Frøken Grøn , skjælvende af Vrede . „ Du spørger , 
hvem jeg er . Godt , jeg vil fortælle Dig det . Jeg er den , der 
holder Din Wre i min Haand . Et Ord af mig , og Dit Navn 
er ikke mere værd end det Støv , jeg træder under mine Fødder . 
Et Ord af mig , og Dine smukke , røde Kinder ville blive blege , 
og Dine Øine , Du nu fæster paa mig med delte kolde udfordrende 
Blik , ville sænke sig med Skam og Smerte . Hvem jeg er ? 
Ønsker Du endnu at vide det , eller har Du maaskee allerede 
hørt nok til at forstaae , at jeg er mere end Fruen i dette Huus , 
at jeg er hendes Fremtid og Din Fremtid , min stolte lille Dame , 

en Fremtid , der vil blive smilende eller mørk , alt eftersom Eders 
Opførsel mod mig fortjener det . Og nu , Frøken Lehmann , 
haaber jeg , vi forstaae hinanden ; hvis ikke , er jeg villig til at 
forklare Meningen af mine Ord saa tydeligt , at ingen Feiltagelse 
kan finde Sted . “ Her endte Frøken Grøn fin Tale og forlod 
Værelset med et udfordrende Blik paa Olga . 
„ Hvad mener hun ? “ raabte Olga skjælvende og sank ned 
i en Stol . „ Man skulde troe efter hendes Ord , at en skrækkelig 
Hemmelighed var skjult bag alt dette , at min Fader og Moder 
vare Forbrydere , hvis onde Gjerninger Frøken Grøn kjendte og 
kunde afsløre . Men jeg vil vide , hvad hun sigter til . Jeg vil 
spørge Moder selv , at jeg kan kaste hende fine Usandheder i 
Ansigtet igjen . Jeg vil . . . . “ Hun fuldendte ikke Sætningen , 
men kastede Roserne paa Gulvet , trampede paa dem og ilede 
derpaa til Fru Lehmanns Værelse . 
Fru Lehmann var oppe og sad foran Speilet . 
„ Moder ! Moder ! “ raabte Olga . „ Har hun virkelig Magt 
til af plette vort rene Navn ? Hvad har Fader eller Du gjort 
som giver hende Ret til af tale til mig paa den Maade , hun 
har gjort i dette Øieblik ? Siig , af hun taler Usandhed , Moder , 
af mine Forældre ere uskyldige , og af Ingen , mindst Frøken 
Grøn , har Ret til af bagtale dem . Siig det , eller jeg troer , 
jeg mister Forstanden . “ Hun sank om i en Stol , skjulte Ansigtet 
i sine Hænder og græd heftigt . 
Men intet Trøstens Ord kom over Fru Lehmanns skjælvende 
Læber . Hun var falden ned paa en Stol ligeoverfor Olga med 
foldede Hænder og sænket Blik ; hun forsøgte paa af tale , men 
Ordene svigtede hende , og hun blev dødbleg . 
„ Hvad er det , Moder ! “ udbrød Olga forskrækket og reiste 

sig . „ Hvorledes har Du det ? “ Hun greb Fru Lehmanns kolde , 
skjælvende Haand . „ Hvor Du er bleg ! Hvor Du skjælver ! Tal , 
Moder , kjære Moder ! Betyder det , af Frøken Grøn har Ret ? 
Har Du eller Fader gjort noget Galt ? Siig det ! Vær sikker 
paa , den værste Vished vil ikke være saa smertelig som denne 
skrækkelige Uvished . “ 
„ Vær rolig , Barn ! “ stammede Fru Lehmann med Besvær . 
„ Du behøver ikke al skamme Dig ved Dine Forældre . Bryd 
Dig aldrig om , hvad Frøken Grøn siger . Vi bør være tak , 
nemmelige mod hende . Hun har været en trofast og slink Lærerinde 
for Dig . “ 
„ Taknemmelige mod hende ! Hvor kan Du tale saaledes ! 
Kan Du da ikke forstaae , hun vil lade mig troe , al Du eller 
Fader ere skyldige i Noget , som vil bringe hele Verden til al 
see ned paa Eder med Foragt , hvis det bliver opdaget . Er Du 
virkelig saa svag , al Du vil bære over med den skammelige 
LEreskjændecske ? — Men jeg er Din Datter , Dit Navn er 
mit , Din Wre er min , Din Skam , Alt , Alt maa jeg dele . Derfor 
kan jeg ikke tie til hendes Usandhed . Jeg vil strax gaae til 
hende og tvinge hende til al sige mig , hvad hun meente , og 
nægter hun det , skriver jeg strax til Fader og fortæller ham Alt , 
al han kan befale hende al forlade vort Huus , siden Du ikke 
vil gjøre det . “ Olga reiste sig og var ved al gaae , da Fru 
Lehmann standsede hende ved med svag Stemme at sige : 
„ Olga , mit Barn , vær ikke saa heftig , vær rolig ! Jeg vil 
selv tale med Frøken Grøn og tvinge hende til at forklare , hvad 
hun meente med de Ord , som have fornærmet Dig i den Grad . 
Men Du maa være taalmodig . Jeg er meget angrebet idag og 
kan ikke taale at see hende lige nu ; jeg trænger til Ro , min 

Kjære . Men Du maa love mig ikke at sige Mere til hende om 
denne Sag , saa skal hun ikke mere fornærme Dig . “ 
„ Godt , Moder ! Jeg vil prøve at gjøre , som Du ønsker . 
Men hvis hun selv begynder at tale derom , kan jeg ikke tie , “ 
sagde Olga og forlod Værelset med et koldt , mistroisk Blik paa 
Moderen . 
„ Min Gud , hvad skal jeg gjøre ! “ udbrød Fru Lehmann 
og slog Hænderne sammen . „ Hvad skal jeg gjøre ? For seent ! 
Alle vore gode Gjerninger faae deres Løn , alle vore onde 
deres Straf . “ 
Da Grev Platow nogle Timer senere indfandt sig , sagde 
Olga ham , hvor glad hendes Moder vilde have været ved at 
gjøre hans Bekjendtskab og hvor ondt det gjorde hende at være 
bunden til sit Værelse paa Grund af en slem Hovedpine . Men 
hun haabede at være heldigere en anden Gang , naar Greven 
gjentog sit Besøg . 
, Og hvad tænker De , naar jeg fortæller Dem , at Frøken 
Grøn , min fordums Lærerinde , har plukket alle de smukke sorte 
Roser . De leer , Greve ! “ sagde Olga og loe med . „ Men jeg 
kan fortælle Dem , at jeg er meget vred paa hende . Jeg havde 
glædet mig saadan til , at De skulde see og beundre dem , og 
nu ere de alle borte ; hun har ikke sparet en enesle . “ 
„ Bryd Dem aldrig om det , Frøken Lehmann . Vi kunne 
jo gaae hen og see paa Busken , hvor de have siddet , “ sagde 
Greven godmodigt . 
Og de gik i denne Hensigt ud i Haven . 
„ Naar De vidste , hvor smuk især een af dem var ! “ sagde 
Olga , da de slandsede foran den plyndrede Busk . 
„ Hvorfor tænker De saa meget paa de sorte Roser ? Jeg 

ønsker ikke at see smukkere Roser end de røde paa Deres Kinder , “ 
sagde han høfligt . „ Det er en prægtig Have ! “ vedblev han . 
„ Jeg vil gjerne see mig lidt om i den , hvis De tillader . “ 
„ Gjerne ! “ svarede hun med forhøiet Rødme . „ Jeg kan 
vise Dem et Lysthuus , hvorfra man har en meget smuk Udsigt 
og kan tælle mindst tredive Kirker . “ 
Da de naaede Lysthuset , standsede Olga pludselig og syntes 
at have mere Lyst til at vende om end til at gaae ind . Men 
Greven havde allerede faaet Øie paa Ella , som sad paa en 
Bænk og syede . 
„ Tilgiv mig , at jeg forstyrrer Dem , Frøken Hjelm , “ sagde 
han og traadte ind med et muntert Smiil . „ Dette er sandelig 
en meget behagelig Plads , som jeg kunde fristes til at misunde 
Dem . “ 
„ Knnde De ? Og jeg har netop hørt , at Grev Platow 
skulde være i Besiddelse af en Eiendom , som er bekjendt for fine 
skjønne Omgivelser . Har jeg Ret ? “ 
„ De har altid Ret ! “ sagde Greven med el høfligt Buk . 
„ Men De veed nok , Frøken Hjelm , at vi svage Mennesker ikke 
forstaae at sætte den rette Priis paa de Skjønheder , vi selv 
ere i Besiddelse af , medens derimod de , som Andre have , vække 
vor Beundring og Aftraa . “ 
„ Gjøre de ? Jeg maa tilstaae , jeg har ikke hørt det før 
nu . Min gode Tante lærte mig tvertimod : „ Du maa aldrig 
ønske , hvad der er Din Næstes . “ Derfor har jeg altid været 
bange for at sammenligne de smaa Ord , Mit og Dit , “ sagde 
Ella leende . „ Og naar De forsøger at vænne Dem til det 
Samme , vil De neppe misunde mig denne lille Plet . “ 
„ Naar De blot vidste , Frøken Hjelm , hvor farligt vet 

kunde blive , dersom jeg virkeligt fulgte Deres Raad , “ sagde 
Greven med et skjelmsk Smiil . „ Veed De ogsaa , hvortil det 
kunde føre , naar vi aldrig sammenlignede Mit og Dit ? “ 
„ Ja , jeg gjør . Det vilde lede os til at være tilfredse med 
det , vi have ; medens en Sammenligning af disse Ord gjør os 
utilfredse med vort Eget og misundelige paa vor Nabos . “ 
„ Det er sandt . Men vi kunne ogsaa betragte Sagen i 
et andet Lys , som jeg nu vil tillade mig at tænde for Dem . “ 
Han satte sig ned paa Bænken ved Siden af hende , medens 
Olga begyndte at rive Blade af Lysthusets Buskads med en 
utaalmodig Mine . „ Naar vi aldrig sammenligne Mit og Dit , 
kunne vi komme til ganske at glemme , at disse smaa Ord ere 
til og at de bør lignes ved to høie Mure , der ere adskille ved 
en dyb Afgrund . Glem det , lad „ Mit “ skride frem for at gribe 
„ Dit “ og Afgrunden vil ubarmhjertigt opsluge det . Ja , De 
leer , men har jeg ikke Ret ? Seet i mit Lys er det Skaberen 
af alle Tyve . Kan De benægte det ? “ 
„ Nei , hvor tør jeg det ! Men jeg maa rigtignok lee ved 
Tanken om , at jeg altsaa har været paa Veie til at ville gjøre 
en Tyv af Dem . Kan De virkelig tilgive mig saa stor en 
Forbrydelse ? Jeg lover Dem , at jeg skal aldrig mere give mig 
af med at belære Folk paa den Maade . Glem endelig snarest 
muligt min Lærdom ; ellers maa jeg jo frygtefor , naar jeg mindst 
aner det , at opdage , at De er bleven en . . . tilgiv mig , en Tyv , “ 
sagde Ella leende . 
„ Nei , Frøken Hjelm , jeg kan ikke love at glemme Deres 
Lærdom ; jeg vil tvertimod altid mindes den . Hvem veed , om 
den ikke engang i Tiden kan blive min Undskyldning , naar De 
opdager , at jeg virkelig er bleven en Tyv og det en heldig . “ 

Olga stod og lyttede til denne Samtale med brændende 
Kinder og bankende Hjerte uden at vide , hvorledes hun skulde 
faae den afbrudt . Endelig tog hun Mod til fig og sagde med 
et Forsøg paa at see tilfreds ud : , M glemme reent at vise 
Dem om i Haven . Kom , Hr . Greve , og lad os fortsætte vor 
Undersøgelsesvandring . “ — 
Greven havde taget Afsked , Olga havde aflagt fin tilfredse 
Mine og saae nu ud af Vinduet med et vrantent Ansigt . Frøken 
Grøn havde ikke forladt sit Værelse siden det lille Optrin med 
Olga . Fru Lehmann lod sig Heller ikke see , saa Ella og Olga 
vare ganske overladte til hinandens Selskab . 
Hvor Olga vilde været glad , hvis hun havde havt Nogen 
at trættes med ; men hun prøvede forgjæves paa at drille Ella . 
Ella vilde ikke lade sig drille idag , det læste hun tydeligt i 
dennes rolige , alvorlige Træk . Derfor maatte hun holde Fred 
og nøies med at see ud af Vinduet og drille de smaa Fugle , 
som tittede frem bag Lovet af de nærstaaende Træer . 
„ Gud være lovet , der kommer Nogen ! “ udbrød hun pludseligt 
og lyttede efter Lyden af en Vogn , der hurtigt nærmede 
sig . „ Hører Du Hornet ? Det er en Postvogn . Hvem kan det 
være ? Det er da forresten fuldkommen ligegyldigt . I dette Øieblik 
vil jeg være glad selv for en Frøken Hildebrand med Moppe ! “ 
Tal om Fanden , og han viser sig . 
Døren blev aabnet , og Frøken Hildebrand stod paa Tærskelen , 
indsvøbt i saa mange Kaaber og Shawler , at hun mere 
lignede en stor Pakke end et Menneske . 
» Goddag ! “ raabte hun og kastede sig i en Lænestol , medens 
Perle gjøede og Olga udbrød : 
„ De her , Frøken Hildebrand ! O , hvilket Under ! Det har 

altsaa dog Ret , det gamle Ord : Naar man taler om Fanden , 
saa viser han sig . “ Hun bøiede sig leende ned , greb Perle i 
Skindet og løftede den høit i Veiret under Sprællen og Gjøen . 
. Vil Du altid blive ved paa den Maade ? “ sagde Frøken 
Hildebrand vred . „ Vil Du ikke lade Perle være i Fred ? Hvorfor 
skal Du altid drille den uskyldige Hund , som intet Ondt gjør ? “ 
Ella havde nærmet sig for at hjælpe hende Tøjet af . 
„ Tak , kjære Barn , jeg foretrækker at gaae op paa mit 
Værelse . Hvor er Fru Lehmann og Frøken Grøn ? “ 
Mere hørte Olga ikke , da den gode Dame forlod Stuen , 
fulgt af Ella og Moppen . 
Nogle Timer senere viste baade Fru Lehmann og Frøken 
Grøn sig i Dagligstuen , som det syntes , lokkede frem fra deres 
Skjul ved Rygtet om Frøken Hildebrands Ankomst til Thorshøi . 
„ Har De Noget at fortælle ? “ spurgte Fru Lehmann med 
svag Stemme og blege Kinder . Og Frøken Grøn spurgte : 
„ Har De nylig talt med Major Copi ? “ 
„ Jo , jeg mødte ham igaar og greb Leiligheden til at fortælle 
ham , at jeg log paa Landet , og saa bad han mig hilse 
saa meget , “ svarede Frøken Hildebrand med en vigtig Mine . 
„ Han fortalte mig , at han havde en saa slem Hovedpine , at 
han var nær ved at gaae fra Forstanden , og spurgte , hvad 
han skulde gjøre derved . Men da jeg ingen Læge er , raadede 
jeg ham til at henvende sig til en saadan , skjøndt jeg maa tilstaae , 
jeg selv har ingen Tillid til den Slags Folk , “ 
„ Hovedpine ? Havde han blot spurgt mig ! “ udbrød Frøken 
Grøn . „ De maa vide , Frøken Hildebrand , at jeg har helbredet 
mig selv derfor . Spørg blot Fru Lehmann , om Nogen kunde 
have en værre Hovedpine , end jeg havde . Jeg var plaget af 

den hver Dag , men jagede den bort med reent , koldt Band ; el 
Glas fuldt hver Morgen , Middag og Aften . Jeg vedbliver endnu 
bestandigt med det , der er intet bedre Middel . “ 
. Havde jeg blot vidst det , da jeg talte med Majoren I “ 
sagde Frøken Hiidebrand tankefuldt . „ Han vilde vist have været 
meget taknemmelig derfor . Men hvad om jeg skrev det til ham ? 
Han prøver strax paa at drikke det velsignede Band , det er jeg 
vis paa , da det Intet koster . Jeg vil saamæn begynde paa det 
endnu i Aften . De maa vide , kjære Frøken Grøn , jeg lider 
selv af og til af en voldsom Hovedpine . “ — 
Efter Theetid gik Frøken Hildebrand og Frøken Grøn en 
Tour i Haven , for de søgte SovnenS Arme . Ella og Olga 
gik op paa deres egne Værelser , medens Fru Lehmann blev 
siddende i Dagligstuen . 
Pludseligt reiste hun sig og traadte hen til det runde Bord , 
hvorpaa der stod en Bakke med en fyldt Vandkaraffel og Glas . 
Hun tog Karaffelen og skjænkede Vand i et af Glassene . 
Saa gik hun hen til Vinduet og saae ud i Haven , hvor Frøken 
Grøn og Frøken Hildebrand endnu gik op og ned , Et dybt 
Suk undslap hendes Læber , hendes blege Kinder bleve purpurrøde , 
hendes Øine funklede af Had og Hævnlyst . Hun vendte 
tilbage til Bordet , og efter af have bøtet sig over det fyldte 
Glas et Øieblik gik hun hen og trak i Klokkestrængen . Strax 
efter viste Jacob sig . 
„ Bring delte Glas Vand ned til Frøken Grøn , “ sagde 
hun . „ Ellers glemmer hun vist af drikke det , før hun gaaer 
til Ro . Du vil finde hende i Haven . “ 
Jacob gik . 

„ En deilig Aften ! “ yttrede Frøken Hildebrand og saae op 
paa Himlen . 
„ Ja , meget smuk , “ bekræftede Frøken Grøn og saae paa 
Jacob , som nærmede sig med en vigtig Mine . 
„ Hvad er det , Jacob ? “ spurgte hun utaalmodigt . „ Hvad 
har Du der ? “ 
„ Et Glas Vand , “ svarede Jacob og rakte Bakken hen til hende . 
„ O , har jeg glemt af drikke det , før jeg gik ? Godt ! Men 
vil De ikke drikke det , Frøken Hildebrand ? Saa kan Jacob 
hente mig et andet . “ 
» Tak , min Kjære , hvis De vil overlade mig det . “ Frøken 
Hildebrand tog Glasset og tømte det i et Øieblik . 
En Time senere var Alt roligt paa Thorshoi . Maanen 
skinnede paa de hvide Mure , der vare halvt dækkede af Vedbend , 
dens milde Straaler glede lydløst gjennem de grønne 
Trækroner og henad Havens tavse Gange , over Græs , Blomster 
og funklende Dugdraaber . De glede gjennem Vinduerne og 
smilte til de Sovende . De smilte til hende , som ikke kunde 
sove , men laae og kastede sig uroligt og smertefuldt hid og did . 
De smilte til hende , der endnu ikke var gaaet til Hvile , men 
sad ved Vinduet og stirrede ud i det veemodige Maaneskin , 
lyttende til den mindsle Støi i Huset , bleg og skjælvende . Ja , 
de smilte , selv da de forlode dette mørke Kammer , og Maanen 
blev mattere og mattere , Stjernerne udsluktes , og Natten maatte 
vige for Dagens straalende Lys . 
„ Her er jeg ! “ smilte den glade Sol og sendte Afskedsblik 
til den blege Maane . Himlen blev purpurrød , og Dugdraaberne 
funklede som Diamanter i Solens Guld . Men endnu sad hun , 
bleg og skjælvende , ved Vinduet og lyttede med Rædsel i sit BlikAt 

en den Urolige I de ! andet Værelse havde nu saaet Fred . 
Hendes blege Ansigt var roligt og koldt , hendes Øine vare 
lukkede og hendes blaa Læber tæt sammenpressede for aldrig 
mere af aabne sig . 
En sorgfuld , hjertefkjærende Klagen afbrød nu Tavsheden . 
Det var den trofaste Moppe , den Eneste , der havde elsket hende , 
den Eneste , der vilde savne hende , stakkels gamle Pige . — 
„ O , Moder , Moder ! Veed Du ? Har Du hørt ? “ raabte 
Olga , idet hun kom farende ind i Fru Lehmanns Værelse . 
„ Hvad er der i Veien , Barn ? “ spurgte hun og reiste sig 
forvirret . 
„ Saa har Du ikke Hort det endnu ! “ udbrød Olga og 
sank ned paa en Stol . „ Det var et skrækkeligt Syn . Jeg 
glemmer det aldrig . Stakkel ! At døe ganske ene midt om 
Natten uden Nogen til at søge Trost og Hjelp hos . Er det ikke 
skrækkeligt , Moder ? “ 
„ Jo , sandeligt , min Kjære , “ slammede Fru Lehmann og 
holdt sig fast ved Bordet . „ Det er skrækkeligt . Stakkels Frøken 
Grøn , at døe paa den Maade ! “ 
„ Frøken Grøn ! . . . “ ; men Olga fik ikke Tid til at tale 
ud . Døren sløi op og Frøken Grøn traadte ind saa frisk 
som en Fisk , 
„ Frøken Grøn ! “ Fru Lehmann sank om paa en Stol med 
Rædsel skreven i hvert Træk . 
„ Hvad er der i Veien , kjære Moder ? “ raabte Olga ængsteligt . 
„ Hun besvimer . Kom og hjælp mig , Frøken Grøn ! “ 
Men Fru Lehmann kom hurtigt til sig selv igjen og sagde 
med et roligt Smiil : 

„ Væer ikke angst , Barn ; jeg feiler Intet . Men hvad var 
det , Du vilde fortælle mig ? “ 
. Hvad ! Veed De det ikke endnu ? “ spurgte Frøken Grøn 
forbauset . 
„ Nei , min Kjære , jeg veed ikke det Mindsle . “ 
„ Veed De ikke , at Mariane fandt Frøken Hildebrand død 
i sin Seng , da hun kom ind i hendes Værelse imorges ? Har 
De ikke hørt stakkels Perle tude ? “ 
„ Frøken Hildebrand ! “ Hun slog Hænderne sammen . Hvilken 
Gru gjennembævede ikke hendes Hjerte ! Men hun undertrykte 
den og sagde roligt : . Stakkel , at døe saa uventet ! “ — 
En Uge senere standsede Bønderne paa deres Vei til Kirken 
foran en Grav , der laae lige ved Indgangen til den gamle 
Kirkegaard og var omhyggeligt smykket med Blomster og Krandse 
og med et hvidt Kors , paa hvilket der med forgyldte Bogstaver stod : 
. Under dette Kors ligger 
Frøken Georgine Hildebrand . 
Fred være med hende . “ 
„ Meget net ! “ sagde en gammel Kone og foldede sine 
Hænder med et andægligt Blik . „ Stakkel , at døe blandt bar 
Fremmede . Har De seet hendes Moppe ? Jeg har hørt sige , at 
den hverken vil spise eller drikke . “ 
„ Ja , Hunde kunne være meget trofaste mod deres Herrer , “ 
svarede en anden gammel Kone . „ Kan De husfe gamle Lenes 
Kat ? Stakkels Kat ! Den døde fo Dage efter Lenes Begravelse . “ 
„ Det var Frøken Hildebrands Liigtale . En Maaned senere 
tænkte Ingen mere paa hende ; hun var glemt , sporløst forsvunden 
fra Jorden . Der var dog Een , som hver Søndag smykkede 
hendes Grav med Blomsler . Det var Ella . Hun glemte aldrig 

sine Venner , og Froken Hildebrand havde Hørt til disse . Derfor 
havde stakkels lille Perle fundet en ny Herskerinde , som ikke 
var mindre kjærlig , end dens gode gamle havde været . 
Dog , Froken Hildebrand var ikke ganske glemt af Alle . 
Der var Een foruden Ella , som kun alt for godt huskede , at 
hun engang havde levet og nu var død ; Een , som huskede det 
med rædselsfuld Klarhed og aldrig vilde glemme det . — 
Syttende Capitel . 
Det var en smuk Morgen , da Ella rev sig ud af Søvnens 
Arme , vækket af de muntre Solstraaler , der trængte gjennem 
Vinduet og oplyste Værelset . 
Hun iførte sig hurtigt sit Toi , greb sin Hat og listede sig 
lydlosf ned af Trapperne . 
Mads stod i Gaarden og saae op paa den klare , blaa 
Himmel med et mildt Smiil , som vilde han sige : 
„ Godmorgen , gamle Ven ! Idag tager Du Dig rigtig godt 
ud . Det maa jeg lide . “ 
Og efter at have taget et Par dybe Drag af sin Pibe 
tog han den fra Munden og sagde : 
„ Det er et deiligt Veir idag . “ Saa fik han Øie paa Ella 
og tilsølede : „ Godmorgen , allerede oppe . Det gjælder nok en 
Tour i den friske Luft ? “ 
„ Det er rigtigt , Mads , “ svarede Ella smilende . „ Jeg vil 
gaae til Kirkegaarden . Der er saa venligt om Morgenen . Jeg 

synes , Moder og Tante Hanne ere mig nærmere der end noget 
andet Sted . Kan Du forstaae det ? “ 
„ Om jeg kan ! Tvivl ikke derpaa . Skjøndt jeg er en 
gammel Hund , som hun forleden sagde , den slolte Paafugl , er 
jeg dog ikke ganske uden Hjerte ; jeg veed , at jeg har Noget 
her , der gjør , at jeg har Følelse for Alt lige saavel som andre 
Folk . Men gaa nu , Barn ! Det er ikke værd at tøve længere ; 
ellers kunde der komme Selskab , som var mindre behageligt . “ 
Ella begav sig paa Veien til Kirkegaarden . Nu og da 
standsede hun for at plukke en vild Blomst , som syntes at vinke 
til hende ; eller hun lyttede til Fuglenes glade Kviddren eller 
stirrede op mod den deilige blaa Himmel for ret at nyde dens 
uendelige Skjønhed . 
Endelig naaede hun den venlige Kirkegaard og nærmede 
sig med lette Trin de to kjære Grave , ved hvilke hun saa ofte 
dvælede i hele Timer . 
„ Godmorgen ! “ sagde hun i en sagte blød Tone og bøiede 
sig over Blomsterne , hun selv havde plantet der . „ O , en udsprungen 
Rose paa Tante Hannes Grav ! Hvor den dufter 
yndigt ! “ Hun foer ængsteligt sammen . Det var , som om Nogen 
rørte sig bagved hende . Hun vendte sig om og blev blussende 
rød : Der paa den lille Bænk under de to Kastanietræer sad en 
ung Mand ; Hatten stod ved Siden af ham , medens det sorte 
Haar bølgede let for Vinden netop som dengang Ella var et 
Barn og mødte den venlige Herre , der nedskrev hendes Navn 
i sin Tegnebog . 
„ Er det et Drømmebillede , eller er det virkeligt Frøken 
Hjelm ? “ udbrød Grev Platow og reiste sig . „ Nei , det kan ikke 
være en Drøm . Nu kan jeg forslaae , hvorfor jeg syntes , at 

jeg havde seet Dem før , da vi mødtes paa Oberstens Bal . 
De er min egen Ella , min kjære lille Veninde , jeg for flere Aar 
tilbage fandt paa denne Plet . “ Han rakte hende begge sine 
Hænder . „ Tal , Frøken Hjelm ; siig , er De den lille Pige , der 
knælede foran en af ' disse Grave ? — Der var kun een dengang . 
Kan De husfe , De gav mig en lille Blomst ? Jeg har den endnu 
her i min Tegnebog ; og jeg nedsfcev Deres Navn . Ella . . . . 
Her slaaer det ! Seer De , Ella ? Og her ligger Ellas lille Blomst . 
Jeg vidste jo , De var en gammel Bekjendt . “ 
De sade paa den lille Bænk . Ella stirrede paa den falmede 
Blomsts engang saa friske Blade . Hun var bleg og skjælvende . 
Hvor sælsomt af see ham netop i det Øieblik , hun tænkte paa ham . 
„ Seer De , jeg har gjemt den . Jeg var netop paa en 
Fodtour dengang , ligesom nu . Jeg var meget træt , da jeg 
havde gaaet den hele Dag , og søgte derfor Hvile paa denne 
Bænk i Skyggen af disse Kastanietræer . Jeg seer Dem endnu 
saa tydeligt komme gaaende med en stor Bouket i Haanden . 
Pludseligt opdagede De mig og standsede ; men jeg lød , som om 
jeg var falden i Tanker og ikke havde bemærket Deres Nærværelse . 
Det gav Dem Mod , og De traadte nærmere . Hvor 
De saae sød ud ! Ieg husker Dem saa godt . Deres røde Kinder 
og klare Øine og det milde Smiil , der legede om den friske 
Mund som en oplivende Solstraale , Deres lange sorte Lokker , 
der flagrede i Sommervinden , Alt husker jeg saa godt . “ Han 
saae hende hele Tiden ind i Ansigtet . Hun sad bleg med sænket 
Blik . „ Deres Navn var Ella . Hvor sødt lød det ikke fra 
Deres uskyldige Barnelæber . Ella . . . Ieg nedsfrev det ikke blot 
i min Bog , som De seer , men ogsaa i mit Hjerte . Gjenkjender 
De mig , Ella ? De sagde , hvis jeg ikke tager feil , til mig paa 

Oberstens Bal , at det var for Dem , som om De kjendte mig 
godt . Sagde De ikke det ? “ „ 
» Jo , jeg gjorde , “ slammede Ella og køstede sine Øine op 
til ham . „ Ieg gjenkjendte Dem strax , men hvorfra kunde jeg 
ikke huske . Kan De husfe , De sad netop , hvor De sidder nu , 
Deres Hat stod ved Siden af Dem ligesom nu ? Jeg husker 
det saa godt . Jeg har ofte tænkt paa Dem siden og spurgt 
mig selv , om De nogensinde var kommen tilbage ; thi min gode 
Tante døde kort efter , og jeg var nødt til at forlade Thorshøi . 
Har De været her siden ? “ 
„ Aldrig ! “ sagde han med et veemodigt Blik paa Gravene . 
„ Min Moder døde paa den Tid , og da jeg nu stod ganske ene 
i Verden , tabte jeg Lysten til Fodvandringer . Men nu er jeg 
her igjen , og De er her ogsaa . Mindes De nu , hvad De 
lovede mig dengang ? “ 
„ Jo , leg gjør ; og De skal ogsaa faae saa stor en Bouket , 
at De neppe kan bære den . Men husker De ogsaa , hvad De 
lovede ? “ 
„ Om jeg gjør ! Jo ; jeg skal fortælle Dem en smuk Historie 
om hver af Blomsterne i Bouketten , Historier om en Kjærlighed 
saa dyb og trofast , som nogensinde er og nogensinde bliver følt . 
Men jeg behøver ikke Blomsterne for at begynde paa mine 
Fortællinger ; thi De er Blomsten , og jeg vil begynde strax . “ 
Han greb hendes skjælvende Haand og holdt den fast i sin , 
han saae hende ind i Øinene som for at sige : 
„ Læs her , læs min Kjærligheds Historie . “ 
Men hun løsnede sin Haand fra hans Greb med mild 
Magt og reiste sig med en værdig Mine . 
Han reiste sig ogsaa . 

„ Bliv ikke vreo paa mig , Moren pMm , “ sagve yan meo 
et ængsteligt Blik . „ Jeg har ikke tænkt paa at fornærme Dem . 
Vend mig ikke Ryggen med et saa koldt og strengt Ansigt , fordi 
jeg var ved at aabne Dem mit hele Hjerte . Jeg troede , at De 
hørte til de Faa blandt Deres Kjøn , der forstaae at skjelne 
mellem Godt og Ondt , og som ikke blive fornærmede , hvor 
der ingen Fornærmelse er tilstede . Jeg har elsket Dem fra 
det første Øieblik , jeg saae Dem , uden selv at vide det . Nu 
forst staaer det klart for mig , og jeg spørger Dem her ved 
disse Grave , som synes at være Dem saa dyrebare , besvarer 
De min Kjærlighed ? Hvis De gjør det , veed De det allerede ; 
thi et reent Hjerte forstaaer ikke at skjule sine Følelser ; Ella , 
vil De blive min Hustru ? Hvis ikke — skal jeg aldrig see Dem 
oftere . “ 
Hvor hun saae bleg og forsfrækket ud ! hvor hun sfjælvede , 
hvor hun kjæmpede ! Hun følte , hun elskede ham , elskede 
ham over Alt , Hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder og græd 
Men det er netop det Værste , en ung Pige kan gjøre , 
naar hun slaaer ligeover for fin Tilbeder . Han vil nærme sig 
for at trøste hende ; han vil tage de smaa hvide Hænder bort , 
som skjule det søde , lille Ansigt ; han vil see paa hende med 
disse Øine fulde af Kjærlighed , disse Øine , der sige mere end 
al Verdens Ord ; han vil lægge sin Arm om hendes slanke Liv ; 
han vil , . . . Jeg vil ikke fortsælte . Han har allerede seiret . See 
blot ! Han sidder ved Siden af hende paa Bænken , med Armen 
om hendes Liv , hendes Hoved hvilende paa sin Skulder , hendes 
Haand sluttet tæt i sin , medens hendes smukke Øine ere sænkede , 
som for at skjule for ham den dybe , inderlige Kjærlighed , de 
forraade . 

Solen forgyldte Gravene ; den forgyldte Kasfanietræerne , 
under hvilke de sadde . Fuglene jublede , Blomsterne duftede , Alt 
aandede Glæde og Fred . 
Og Time gik ester Time . Hvorfor kunne vi ikke holde 
dem tilbage ? Vi vide , hvad vi have , det være Glæde eller Sorg ; ' 
men vi vide ikke , hvad der kommer . Hvorfor ile I da saa 
hurtigt bort , I lykkelige Timer ? Bliv hos os og udsluk ikke 
vort glade Smiil ved Eders Flugt . — 
„ Hvem er det ? “ Olga skjulte sig bag en stor Bust . Ogsaa 
hun var staaet tidlig op denne Morgen , ogsaa hun havde 
forlad ! sit Værelse for af gaae en Tour i den friske Luft . Hun 
var ogsaa gaaet til den gamle Kirkegaard . Der var saa stille , 
saa eensomt , der kunde man drømme uden af blive forsfyrret . 
Og hun drømte hele Veien , drømte saa sødt ; et glad Smiil 
oplyste hendes smukke Ansigt og forhøiede dets Skjønhed ; hendes 
Øine funklede , hendes Kinder vare saa røde og friske , som de 
vilde Roser , der stode ved Vejkanten . 
Hun traadte ind paa Kirkegaarden og dreiede , uden af 
tænke derover , om ad Veien , der førte til Frøken Hjelms Grav . 
Hun drømte ; drømte om hvad ? Drømte om hvem ? 
Pludseligt standsede hun . Glade Stemmer kom nærmere 
og nærmere . 
„ Hvem er det ? “ Hun skjulte sig bag en Bust . Hun kom 
ikke til af vente længe . Der , Arm i Arm , kom . . . . — 
Olga blev liigbleg . „ O , min Gud ! “ Hun vendte sil 
Ansigt bort ; hun kunde ikke taale at see dem . Hun flygtede til 
den fjerneste Krog af Kirkegaarden , langt , langt bort fra det 
lykkelige Par . — 
Solen skinnede varmt . Den gamle Kirkeklokke slog Tolv . 

Men hun sad der endnu , med det blege Ansigt skjult i sine 
Hænder . 
Ved det sidste Slag af Uhret reisfe hun sig . Hvor hun 
saae alvorlig og forandret ud ! 
„ Jeg vil ikke græde , “ hviskede hun . „ Nei . jeg vil ikke ! 
Jeg vil være glad , saa glad som nogensinde . “ Hun satte sig 
igjen paa den forfaldne Grav og stirrede op paa den klare , 
blaa Himmel , som udfordrede hun den til en Kamp paa Liv 
og Død . 
„ Hvor han har været falsk imod mig ! “ udbrød hun tilsidst 
med skjælvende Stemme . „ Alle disse smigrende Ord , alle 
disse stjaalne kjærlige Blikke , Alt , Alt har været Forstillelse , bag 
hvilken han skjulte sine sande Følelser , sin Kjærlighed til hende , 
medens jeg ene og alene var deres Skjærmbrædt , deres . . . . Jeg 
kan næsten blive gal ved Tanken derom ! Men jeg vil hævne 
mig ; jeg vil ! “ 
Hun reisfe sig ; hendes Pande blev mørk , hendes Øine 
lynede , et triumpherende Smiil spillede om hendes sammenbidte 
Læber . 
„ Godmorgen ! “ 
„ Godmorgen ! “ 
Det var Frøken Grøn og Fru Lehmann , . der mødte hinanden 
i Haven . 
Hvor Fru Lehmann var forandret ! De sidste Uger havde 
gjort hende til en gammel Kone ; hendes Kinder vare gustne og 
indfaldne , hendes Øine hule og Læberne blaohvide . Stakkel , 
den onde Samvittighed stod at læse i hvert Blik af hendes 
rastløse Øine . 

„ Aner Du det ? Veed Du det ? “ spurgte de . 
Det var ikke saa underligt , hun blev gammel , medens 
Frøken Grøn derimod saae yngre og sejrrigere ud hver Dag . 
„ Nu har jeg Dig , og Du skal aldrig mere slippe sra mig , “ 
lagde hendes Blik , hendes Smiil , hendes hele Fremtræden , der 
næsten bragte Fru Lehmann til at gaae sra Forstanden . Hvor 
hun gik , hvorhen hun vendte sig , læste hun : 
„ Tag Dig i Agt ; nu har jeg Dig ! “ 
Om Natten laae hun vaagen uden Hvile , uden Fred ; om 
Dagen gik hun frem og tilbage , snart i Værelserne , snart i Haven , 
snart langt , langt borte i Skoven . Men forgjæves ; der var 
ingen Eensomhed at finde . Hvor hun gik , mødte hun Frøken 
Grøn med hendes skrækkelige Blik og endnu skrækkeligere Smiil . 
Det var derfor naturligt , at hun følte , der hang ligesom et 
draget Sværd over hendes Hoved , som tidligt eller seent vilde 
tilintetgjøre hende . 
Hvor det maa være skrækkeligt at bære paa saa farlig en 
Hemmelighed og have saa farlig en Fjende ! 
„ Hvorledes har De det idag ? “ spurgte Frøken Grøn , 
smilende sødt . 
Fru Lehmann aabnede de blaahvide Læber og svarede med 
svag Stemme : „ Tak , godt ! “ 
„ Det er Mere , end man skulde troe , naar man seer Deres 
gustne Kinder og indfaldne Øine . Naar har De tænkt at forlade 
Thorshøi ? Jeg er kjed af at være her længere . “ 
Fru Lehmann studsede . Hun vidste kun alt for godt , at 
Frøken GrønS Ønsker vare hende en Lov ; men hvorledes kunde 
hun vende tilbage til Kjøbenhavn ? Hvor kunde hun staae Ansigt 
til Ansigt med fin gode , ærlige Mand ? Det var umuligt ! Dog 

Frøken Grøn vilde det , og denne Villie turde hun ikke modsætte 
sig . 
„ Naar har De tænkt at forlade Thorshøi ? “ gjentog Frøken 
Grøn ubønhørlig . „ Jeg troer , Vandet her er usundt ; jeg er 
bange for at drikke det . stakkels Frøken Hildebrand ! Jeg er 
fuldkommen vis paa , at det Glas Vand , hun drak Aftenen før 
sin Død , var Pinden til hendes Liigkiste . Man har jo før hørt , 
at Vand kan være meget farligt . Men hvad det var , jeg vilde 
sige : Naar tage vi til Kjøbenhavn ? “ 
„ Naar De ønsker det . “ Fru Lehmann kunde neppe faae 
Ordene frem , i den Grad skjælvede hendes Stemme . Hun sank 
mat om paa en Bænk . 
< » 3eg har ikke taget feil . Hun veed Alt , “ tænkte hun med 
en Gysen . 
„ Saa er det bedst , vi tage afsted paa Fredag . Her er 
meget trist siden Frøken Hildebrands Død . Er her ikke ? “ Med 
et tilfreds Smiil vendte Frøken Grøn sit stakkels Offer Ryggen 
og gik ind . 
Fru Lehmann hævede sit sænkede Blik og saae efter hende 
med mørk Pande og Øinene underløbne med Blod . 
„ Hellere døe end udholde dette længere , “ sagde hun med 
halvkvalt Stemme . „ Du onde Kvinde , Du dræber mig tilsidst . 
Ja , jeg døer af Skræk og Rædsel . “ 
Nei , Du vil ikke døe . Du vil kjæmpe for Livet som en 
Besat . Du vil ikke vige tilbage for selve Døden , hvis den kan 
blive et Redskab til Din Frelse . Har Du ikke allerede een Gang 
benyttet den , skjøndt forgjæves ? — Isen er brudt , det første 
Skridt er gjort , — det andet vil følge . 

Attende Capitel . 
„ Saa Du er virkelig saa lykkelig , min lille Yndling ? Gid 
Du altid maa være det , “ sagde Grosserer Lehmann og klappede 
Ella venligt paa Kinden . „ Jeg er ogsaa meget lykkelig . Du 
veed , Du er mit eget kjære Barn . “ Han sukkede . „ Jeg stoler 
trygt paa ham , han vil gjøre Dig lykkelig . Det skal være min 
Trøst , naar Du er langt borte . “ 
„ 0 , tal ikke om det ! Jeg kan ikke bringe det over mit 
Hjerte at forlade Dig , min trofaste Ven , min kjære , kjære Fader ! “ 
Hun greb hans Hænder , kyssede dem og vædæde dem med fine 
Taarer . 
„ Græd ikke , Barn I Vi maae huske , at vi dog alle engang 
skulle stilles . Du vil blive lykkelig , saa er jeg der ogsaa . Det 
veed Du , Barn ; Din Lykke er min . “ 
„ Ak nei , jeg vil aldrig blive fuldkommen lykkelig ; der vil 
bestandig være en mørk Sky paa min Himmel . Hvor kan jeg 
være fuldkommen lykkelig , naar min Barndoms og Ungdoms 
Solskin er forsvundet . “ 
„ Stille , Barn ! Vi ville ikke tale derom . Du veed , at 
der er et lille Ord , der læger alle Saar , selv de dybeste , det 
Ord er : Tiden . Tiden vil gjøre det ; den gjør Underværker . 
Græd ikke ! Hust paa , at vi have et heelt Aar at være sammen 
i . Lad os ret nyde det , min lille Yndling ; lad det gaae i Fred , 
at vi kunne mindes det med Glæde , naar vi ere sfille . Din 
Lykke er min , glem aldrig det . “ 
„ Nei , Onkel ! Fader , min elskede Fader ! Jeg giver Dig 
delte Navn ; thi Du er den eneste Fader , jeg nogensinde har 

kjendt , og hvor skulde jeg have sundet en kjcerligere , mere trofast 
Fader , end Du har været for mig “ 
„ Og hvor skulde jeg finde en kjærligere og mere trofast Datter , 
end Du har været for mig Gud velsigne Dig , Barn ! Han 
trøste mig , naar Du er langt borte . “ De sidste Ord sagde han 
kun ved sig selv , de kom ikke over hans Læber . 
„ Hvorfor skulde jeg ikke ? “ spurgte Froken Grøn sig selv , 
og hun læste atter Brevet , som havde bragt hende til at spørge : 
„ Hvorfor skulde jeg ikke . “ 
„ Hoitelskede Frøken Grøn ! 
Saaledes lød Overskriften og derefter : 
„ Naar Deres ydmyge Tjener tager sig den Frihed al henvende 
disse Linier til Dem , beder han forud om Deres Tilgivelse . 
Hvorledes kan jeg beherske mig længere ? Er Hjertet ikke Herre 
over min Villie ? Og er ikke min Kjærlighed Herre over mit 
Hjerte ? Jo saaledes er det ! Kjærligheden tvinger mig til at 
skrive disse Linier . Kjærligheden tvinger mig til at spørge Dem , 
kjære , henrivende Petronelle , vil De blive min Kone ? Vil De 
blive den elskede Herskerinde over Deres ydmyge Major Copis 
Hjerte ? Afslaa ikke mil Tilbud , gjør ikke det ! 
Jeg vender Deres Svar med et Hjerte , bævende af Haab 
og Frygt . 
Deres mest ydmyge og Dem 
inderligt elskende 
Sebastian Copi . 
Lad mig ikke vente forgjæves ! 
Gjør ikke det , elskede Petronelle ! ! ! “ 

„ Hvorfor skulde jeg ikke ? “ spurgte Frøken Grøn atter sig 
selv og lagde Brevel sammen . 
Og „ hvorfor skulde hun ikke ? “ spørger jeg Dig , kjære 
Læser . Var hun ikke paa Veien til at blive en gammel Pige ; 
men en gammel Pige vilde hun ikke være . Godt ! Her var 
en Leilighed til at blive fri for dette truende Spøgelse , der 
nærmede sig mere og mere . Hvorfor skulde hun ikke gribe den ? — 
Frøken Grøn salte sig til sit Skrivebord . Hendes Svar 
lød saaledes : 
„ Kjære Ven ! 
„ Jeg kan ikke bringe det over mit Hjerte at lade Dem 
vente et Øieblik længere end nødvendigt . Derfor : Jeg modtager 
Deres Tilbud , min Ven , og lad mig sige Dem , Sebastian , at 
De er den Første , som Petronelle har elsket , og at De vil blive 
ben Sidste . 
Jeg finder det rigtigst at fortælle Fru Lehmann , der , som 
De veed , er min kjæreste Veninde , Indholdet af Deres dyrebare 
Brev og mit Svar derpaa . Jeg veed , det vil glæde hende at 
høre det . Og nu , Sebastian , kom herhen i Aften ; vi have 
Meget at tale om , Meget at sige hinanden . Kom , kjæreste Ven , 
saa tidligt som muligt ! 
Deres hengivne og trofaste 
Petronelle Grøn . “ 
Man siger , at Efterskriften i en Dames Brev gjerne indeholder 
det Vigtigste . Men Frøken Grøn hørte ikke til de Damer , 
der bruge Efterskrift ; hun var en meget klog Dame , som altid 
vidste , hvad hun vilde , og tænkte , før hun talte eller skrev . 
Og dog — hvor barnagtigt ! Hvor kunde en Frøken Grøn 
sidde og more sig med atter og atter at skrive disse Ord : 

„ Petronelle Copi . Petronelle Kopi . Petronelle Copi . “ 
„ Det seer godt ud , “ sagde hun til sig selv . „ Og del lyder 
ogsaa godt . Hvor Fru Lehmann vil blive forundret ! Det 
havde hun nok neppe ventet . Vel ranede hun Capitain Oldenburg 
fra mig ; men nu bliver jeg Majorinde Copi . “ 
Hun reiste sig ; hendes Kinder blussede , hendes Øine 
funklede af Triumph . Hun skyndte sig lige til Dagligsluen , hvor 
hun fandt Fru Lehmann og Olga i en livlig Samtale . 
„ Jeg kommer for at fortælle Dem en Nyhed , “ sagde hun 
og gjorde sig Umage for at undertrykke sin Glæde . Hun satte 
sig ned i Sophaen ved Siden af fin endnu ubevæbnede Fjende . 
„ Hvad siger De om , at jeg har isinde at forlade Dem ? “ 
„ Forlade os ! “ Fru Lehmann foldede sine Hænder med et 
Blik , der tydeligt nok sagde : 
„ Gud være lovet ! “ 
„ Ja , jeg vil ! Men bliv ikke bedrevet . Jeg skal altid vedblive 
at være Deres Veninde og aldrig glemme den Taknemmelighed , 
jeg skylder Dem . Jeg vil komme og besøge Dem , naar 
De mindst venter det . Tvivl ikke derom ! “ 
Fru Lehmann blev bleg . Det var en Trusel . Hvorledes 
skulde hun dog blive af med fin skrækkelige Fjende . 
„ Tør man saa spørge , hvor De tager hen ? “ spurgte Olga 
spydigt . „ Maaskee til et Kloster , for at skjule Deres Ungdom 
og Skjønhed indenfor dets Mure . Hvor kan De være saa 
haardhjertet mod stakkels Major Copi ? Hvad troer De , han vil 
sige , naar han først har tabt Dem for bestandigt ? Jeg vil ikke 
fortælle ham det . “ 
„ Det behøves Heller ikke , “ sagde Frøken Grøn med et 
venligt Smiil . „ Da jeg formoder , at min Mands Huus ogsaa 

er mit , bliver Majoren ikke udsat for noget Tab i den Retning . 
Ja , Fru Lehmann , det er vel lige saa godt al gaae til Sagen 
strax . Jeg har endelig bestemt mig til at ægte Major Copi . 
Jeg er kjed af dei eensomme Liv og længes efter et eget Hjem , 
efter En , der vil elske og beskytte mig Majoren elsker mig af 
fit ganske Hjerte , skriver han til mig i sit Brev . Hvorfor 
skulde jeg da ikke ægte ham . Jeg bliver jo derfor ikke skilt 
fra Dem , mine kjære Venner ; som jeg før sagde , jeg kommer 
meget ofte herop . Fru Copi vil holde lige saa meget af Fru 
Lehmann , som Frøken Grøn har gjort , stol paa det ! “ 
Det klang meget kjærligt ; men hvert Ord fik Fru Lehmanns 
Hjerte til at banke af Angst . Sagde det ikke : 
„ Jeg har Dig ; Du skal aldrig undflippe mig . “ 
Hun følte , hvor farligt det vilde blive for hende , hvis 
Frøken Grøn virkelig blev Majorens Kone . Vilde hun ikke 
fortælle ham Alt ? — Hvor ofte havde Fru Lehmann ikke ønsket 
at blive af med hende , og nu ! — Ja , nu maatte hun af med 
hende , men ikke som Major Copis Kone , det vilde være hendes Ruin . 
„ Det maa ikke skee ! “ Og hendes tidligere Mod , der reent 
syntes at hade forladt hende i den sidste Tid , reiste sig igjen 
og beredte sig til Krig . 
„ Jeg maa virkelig gratulere Dem , Frøken Grøn , “ sagde 
hun og rakte denne stolte Dame sin Haand . „ Jeg behøver neppe 
at sige Dem , al jeg er saa glad , som om det var min egen 
Datter , der skulde giftes , skjøndt jeg paa samme Tid sørger 
over at skulle skilles fra Dem . Og del er ikke saa underligt ; 
vi have jo været sammen i saa mange Aar . Er Bryllupsdagen 
allerede bestemt ? ' 
„ Ikke endnu . Men jeg haaber at see Majoren i Asten ; 

saa bliver rimeligviis All ordnet imellem os . Der er jo ingen 
Grund til at opsætte Bryllupet ; Majoren er , som De veed , en 
rig Mand . “ 
„ Ia , det er han . “ Fru Lehmann stirrede aandsfraværende 
hen for sig . 
„ Saa De vil gifte Dem ? “ udbrød Olga spottende . „ Der 
havde jeg aldrig troet . De er som skabt til at blive en gammel 
Pige ; men siden De tiltrods derfor skal være Fru Copi 
og til Wgtemand have en gammel , gigtplaget Herre , faa tillad 
mig at gratulere Dem af mit ganske Hjerte , Fru Copi . “ 
„ Tak , Frøken Lehmann ; vær sikker paa , at saadan en 
gammel Herre , skjøndt han er plaget af Gigl , er langt at foretrække 
for den Wre , jeg er bange for , venter Dem . Men vi 
kunne jo ikke alle blive Fruer i denne Verden , Nogle maae 
nøies med at være Frøkener , og . . . “ 
„ Major Copi ! “ meldte Pigen . 
Majoren fulgte hende lige i Hælene . Den slemme Gigt ! 
Han haltede netop paa denne for ham saa lykkelige Dag og 
lignede i en paafaldende Grad en Gaas , der har brækket sit 
Been . Stakkels Frøken Grøn ! Mon han ikke har valg ! Dig 
til Sygeopoarterske ? — 
Efter at have lykønsket ham til sin endelige Beslutning 
overlode Fru Lehmann og Olga det elskende Par til sig selv . 
„ Naada ! Hvis Verden ikke nu forgaaer , saa ved jeg ikke 
hvad jeg skal sige ! “ udbrød Olga og sank ned i en Stol . 
„ Ja , det maa Du nok sige , “ svarede Fru Lehmann med 
en aandsfraværende Mine . „ Pien lad mig nu være ene , Barn ! 
Jeg trænger til at samle mine Tanker . “ 
„ Det gjør jeg med , “ sagde Olga mørkt . „ Veed Du , at 

Grev Platon ) reiser udenlands og ikke kommer tilbage før om 
et Aar ? “ 
„ Nei , jeg gjør ikke , og jeg bryder mig Heller ikke derom . 
For Øieblikket er det mig fuldkommen ligegyldigt , hvad han 
gjør . Lad mig nu blot være ene . “ 
Olga gik , og Fru Lehmann var ene , som hun saa meget 
snskede . 
Hun trykkede sine Hænder mod Tindingerne og strøg Haaret 
fra Panden som før bedre at samle sine Tanker . Hendes Ansigt 
var blegt og smertefuldt , og hendes Øine vare fæstede paa 
Gulvet . 
Stakkels Kvinde ! Nu forstod hun , hvorledes den ene Synd 
drager den anden efter sig , indtil vi ere redningsløst fortabte . 
Det første Skridt var gjort , det andet maatte følge ; der var 
ingen Hjælp , ingen Frelse . 
„ Saa lad det da være ! “ sagde hun fortvivlet . » Der er 
ingen Tid til af overveje . Giftermaalet maa ikke finde Sted . 
O , havde jeg blot aldrig . . . “ Hun flottede begge Armene mød 
Bordet , skjulte Ansigtet i Hænderne og græd , som skulde hendes 
Hjerte briste . 
I dette Øieblik reiste Perle sig , der ubemærket havde ligget 
under Bordet , og begyndte al gjøe , som den altid gjorde , naar 
Fru Lehmann kom i dens Nærhed . Det var , som om den 
følte , af hun var Skyld i dens kjære Herskerindes Dod . 
Hun skjælvede . Hendes lille Fjendes Nærværelse netop i 
det Øieblik , hun var ved af gjøre et nyt Skridt frem paa den Bane , 
hvor hvert Skridt er en msrk Gjerning , bibragte hende en Følelse , 
som om den Døde havde reist sig af sin Grav for ar true hende , 
elendige Skabning , som hun var . 

„ O , min Gud ! “ hviskede hun og trykkede Hænderne mød 
Panden . „ Hvad om jeg mister min Forstand ! Nei , jeg vil ikke ! 
Jeg vil kjæmpe , saalænge der er Haab . Jeg vil ikke overgive 
mig ! “ Hun reiste sig og trak i Klokkesfrengen med et Blik 
der sagde : 
„ Jeg er bestemt paa af gjøre Alt , Alt for af vinde Seier . “ 
„ Jacob ! “ sagde hun , da Tjeneren traadte ind . „ Tag den 
Hund og sørg for , af den aldrig mere viser sig her i Huset . 
Del er bedst af drukne den . Den seer ud , som om den var 
paa Veien til af blive gal og jeg er meget angst for gale Hunde . 
Men gaa forsigtigt , af ikke Frøken Hjelm mærker det , før det 
er skeel . Uh , hvor den gjøer ! Kan Du ikke faae den til al tie ? “ 
Stakkels Perle ? Den gjøede sorgjæves . Jacob greb den ved 
det ene Forbeen og gik bort med den for af drukne den . 
Mon Fru Lehmanns Samviltighed nu fik Fred ? 
Nittende Capitel . 
„ Nei , Ella ! skjøndt jeg ofte i mit Liv har sagt det lille Ord 
„ Farvel “ , er det aldrig faldet mig saa tungt som nu . Jeg 
kjender nnet Ord , saa fuldt af Smerte , saa fuldt af Længsel som 
delle . Du smiler ; Du er en Kvinde , og Kvinden er skabt til 
at bære Lidelser og Savn med Taalmodighed . Anderledes er 
del med os Mænd . Hvorledes skal jeg udholde at være skil ! 
fra Dig et heelt Aar ? Hvor skal jeg faae Kraft til ar opfylde 
dette Dit Ønske ? — Græd ikke , jeg forstaaer Dig , min Elskede , 

skjøndt jeg aldrig har spurgt Dig hvorfor . Jeg reiser , tvivl ikke 
derpaa , og jeg skal holde ud og ikke komme hjem , før Aaret er 
omme . Men saa . . . saa skal ingen Magt i Verden holde mig 
tilbage , saa kommer jeg og fordrer min Skat . “ 
„ Tak , Frederik ! “ hviskede hun og de længe tilbageholdte 
Taarer fik frit Løb . Han var jo hendes Alt , og han skulde 
forlade hende et heelt Aar . Og hvorfor ? Fordi hun intet Hjem 
havde at modtage ham i , og fordi hun ikke kunde bringe det 
over sit Hjerte at fortælle ham det . Hvor skulde hun kunne 
det ! Vilde det ikke være at aabenbare for ham , hvor onde hendes 
bedste Vens Kone og Datter vare ? Derfor tav hun og bad 
ham reise , hvem hun vilde give Alt for at have hos sig . Hvilket 
Offer var hun ikke istand til at bringe sin faderlige Ven . — 
Hun troede ikke , at Grev Platow anede den sande Grund 
til , af hun ønskede hans Reise ; men han kjendte den saa godt 
som hun selv . Vare de ikke to Sjæle med een Tanke , to Hjerter 
med eet Slag ? Hvorledes kunde hun skjule Noget for ham ? 
Han kjendte hendes Tanker , som vare de hans egne . Han saae , 
af hun var en stakkels forfulgt Fremmed der , hvor hun vilde 
lade ham troe , af hun var i sit Hjem , omgivet af kjære Slægtninge . 
Han saae , af hun havde kun een Ven , og af det var 
af Taknemmelighed mod denne , af hun selv for sin trofaste Elskede 
skjulte de tunge Byrder , hun bar . Han nænnede ikke af lade 
hende see , af hendes Opoffrelse i denne Hensigt havde været 
forgjæves ; hellere vilde han reise og lade hende glæde sig ved 
sin indbildte Seier . 
„ Græd ikke , min Engel ! Vel er et Aar langt , meget langt ; 
men naar Haabet boer i vore Hjerter , vil Tiden hurligt gaae 

og Gjensynets Time slaae , inden vi selv vide af det . og lade 
os troe , af vi aldrig have været adskilte . “ 
„ Jeg kan ikke forklare mig ; men jeg har en Følelse , som 
om noget Skrækkeligt ventede mig , medens Du er borte . Men 
jeg vil ikke hengive mig til saadanne mørke Anelser . Skjøndt 
adskilte ere vi dog i Tankerne forenede , og Du vil beskytte mig 
mod alt Ondt . Vil Du ikke ? “ 
Han saae hende ind i Øinene uden at svare . Men der 
er en Tavshed , der bedre udtrykker vore Følelser end selv de 
kjærligste Ord . 
Han var borte , langt borte . Hun kastede fig grædende i 
sin gamle Vens Arme . 
„ Nu har jeg kun Dig , kun Dig ! “ 
„ Kom , mit Barn , sæt Dig ned og hust paa , det var Dit 
eget Ønske , at han skulde reise . Og skjøndt jeg ikke kan forstaae 
det , — hvor kan en Mand forstaae en Kvindes Hjerte ? — 
veed jeg dog , at Du har handlet , som Du troede , det var rettest . 
Derfor maa Du ikke tabe Modet , men bære denne Prøvelse 
med opreist Pande . Et Aar gaaer hurtigt ! Saa kommer han 
tilbage , og min Yndling bliver hans elskede Viv . “ 
„ Men hvorledes skal jeg indtil da bære hans Fraværelse ? 
Jeg troede ikke , det var saa tungt . Troer Du paa Forudanelser ? 
Jeg føler saadan en Angst og Rædsel . “ 
„ Jeg kan ikke fragaae , at jeg gjør det . Men jeg er gammel , 
og gamle Folk ere for det Meste mere eller mindre overtroisfe . 
Glem blot aldrig , at den gode Gud vaager over os , 
og at intet Ondt kan times os uden hans Villie . “ 

» Ja , jeg vil være fornuflig . Det var jo mit eget Ønske , 
at han skulde tage afsfed ; jeg har altsaa ikke Ret til at klage . “ 
Hun gik op paa sit eget Værelse og satte sig ved Vinduet 
for at tænke paa ham , som nu var saa langt borte . Mon 
han ogsaa tænkte vaa hende i dette Øjeblik ? Jo , han gjorde , 
det vidste hun , som hun vidste sit eget Hjertes Tanker . 
Hansen aabnede Døren og kiggede ind . 
„ Er De ganske ene ? “ Hun traadte ind og lukkede Døren 
omhyggeligt efter sig . „ Har De ikke endnu savnet stakkels lille 
Perle ? “ spurgte hun og satte sig paa en Stol ligeoverfor Ella . 
„ Jeg har søgt efter den de sidste tre Dage , men forgjæves ; den 
er og bliver borte . “ 
„ Er Perle borte ? Det gjør mig ondt ! Jeg har havt saa 
mange andre Ting i mit Hovede , at jeg ganske har glemt , den 
stakkels Hund . “ 
„ Det er saa naturligt , Barn ! “ Saaledes kaldte Hansen 
efter gammel Vane endnu bestandigt Ella . „ Det er saa naturligt , 
at Deres Tanker have været andetsleds , saalænge denne 
Adskillelse forestod ; derfor har jeg Heller ikke omtalt det før . 
Men nu kunde jeg ikke længere tie ; jeg veed , hvormeget De 
holdt af den , og derfor gjør det mig ondt , at de have druknet den . “ 
„ Druknet den ! Er De ogsaa vis paa det ? “ spurgte Ella 
heftigt . 
„ Ja , det er jeg . Der er ikke nogen Tvivl om det . Jacob 
har selv , efter megen Overtalelse fra min Side , tilstaaet , at han 
har druknet Perle . Men han vil ikke sige , hvem der har befalet 
det . “ 
„ Vil han ikke ? Godt ! Jeg veed det og jeg gaaer nu lige 
' hen og siger hende det , den onde Kvinde . “ Hun reiste sig i et 

voldsomt Udbrud af længe tilbageholdt Vrede , som ingen Magt 
i dette Øieblik havde kunnet beherske . 
„ Gaae endelig ikke ! De slaaer bestemt i Begreb med at 
gjøre noget Urigtigt ! “ sagde Hansen forskrækket . 
„ Jeg maa gaae , jeg kan ikke længere tie ; jeg har tabt al 
Taalmodighed , al Selvbeherskelse . Kun Gud veed , hvor længe 
og hvor haardt jeg har kjæmpet for at bevare den . Men nu 
er det forbi ; jeg har en Følelse , som om mit Blod var bleven 
fil Ild . Det nytter ikke at ville holde mig tilbage . “ Hun rev 
sig los og skyndte sig ud af Værelset . 
„ Hvad har jeg gjort ! “ udbrød Hansen forfærdet . „ Men 
hvor kunde jeg ane saadant et Udfald . Hvor hun saae forbittret 
ud ! Hvem skulde troe det ? Hun , som ellers er saa blid og 
kjærlig . Jeg er meget angst ; hun saae ud , som om hun vilde 
udrydde hele Verden . Gud bevare mig , jeg ryster som et vissent 
Lov . “ Hun gik ud for om muligt at høre , hvad der gik 
for sig . 
Ella var gaaet lige fil Dagligstuen , hvor hun fandt Fru 
Lehmann og Frøken Grøn samtalende om det nærsorestaaende 
Bryllup . Fru Lehmann lod fil at være ligesaa glad som selve 
Bruden ; men denne smilede hemmeligt . Hun var for klog fil 
at troe paa en saadan Interesse . 
„ Tak , kjære Veninde , Tak ! “ sagde hun . „ De er sandelig 
for god imod mig . Hvorledes skal jeg nogensinde kunne gjengjælde 
det ; jeg veed det ikke . “ 
„ Men jeg veed , hvordan jeg skal gjengjælde Dig Din 
Slethed , usle Kvinde ! “ udbrød Ella , hvis Nærværelse ingen a 
dem havde bemærket . „ Hvor jeg hader og foragter Dig ! Og 
det har jeg gjort , lige siden jeg som Barn betraadte dette ulykkelige 

Huus . Men nu er min Taalmodighed ude , og jeg vil aabne 
mit Indre for Dig og vise Dig , hvad jeg har skjult for Din 
ædle , hoimodige Mands Skyld , Du falske Hyklerske , der har 
brudt Din Wgteskabseed og bedraget den Mand , Du burde elske 
og ære . Ja , jeg har vidst det alle de lange Aar ; men jeg har 
skjult det dybt i mit Hjerte , at Ingen skulde ane det , for hans 
Skyld , Du saa skammeligt bedrog . Men nu kan jeg ikke længere 
bære paa denne skrækkelige Hemmelighed ; nu maa det frem , jeg 
maa sige Dig , at jeg kjender Dig tilirods for Dit Hykleri . Jeg 
kan ikke udholde at see paa denne uskyldige Mine , bag hvilken 
Synd og intet Andet skjuler sig . “ 
Frøken Grøn smilte . Hun vidste bedst , at stakkels Ella 
ikke kjendte den blege , skjælvende Skikkelse foran hende . Hvis 
hun havde gjort det . . . . Frøken Grøn kunde ikke undertrykke 
et Smiil . 
„ Hvor Du er falsk ! “ vedblev Ella . „ Hvor uværdig , hvor 
grusom ! Hvor Du har mishandlet mig tilligemed den onde Frøken 
Grøn , Din Hjælperske i Alt , hvad der er slet . Men nu er det 
forbi , og jeg afryster Aaget ; jeg vil ikke mere være Eders Slave . 
Du har druknet min stakkels Hund ; nu har jeg til Gjengjæld 
brudt Staven over Din fremtidige Fred og Lykke og Stolthed » 
jeg har afsløret Dit falske Hjerte . Nu ere vi kvit . Men vi , “ 
— hun vendte sig til Frøken Grøn — „ vi to ere endnu ikke 
kvit . Tro blot ikke , jeg glemmer Dig . Nei , Du falske Slange , 
som forgifter Alt , hvad Du kommer nær , enten med Smiger 
eller Ondskab , tro ikke , at Du er usaarlig , fordi Du slaaer i 
Begreb med at gifte Dig med en stakkels gammel Mand , hvem 
Du har forlokket med Dit falske Smiil ; nei , det vil kommenaar 
Du mindst venter det . Det . . . “ 

„ Tossede Barn ! “ sagde Frøken Grøn og reiste sig . „ Jeg 
vil ikke svare Dig ; thi Du er ikke et Svar værd . “ 
„ Men hvad er der dog i Veien ? “ raabte Olga , som kom 
ind . „ Man skulde næsten troe , Huset var ved at styrte ned . “ 
Hun saae efter Ella , der forlod Værelset langsomt og med en 
rolig Mine , skjøndt liigbleg . 
„ Hvad der er i Veien , “ gjentog Frøken Grøn og fæstede 
sine Øine paa Fru Lehmann , som for at faae Hjælp hos hende . 
Men der var ingen Hjælp at faae ; thi denne forlod Værelset , 
bleg , skjælvende og neppe istand til at gaae . 
„ Hvad betyder dog alt dette ? Have I alle mistet Forstanden ? “ 
raabte Olga og slog Hænderne sammen . 
„ Det var kun Ella og mig , der var oppe at skjændes om 
Frøken Hildebrands grimme Moppe . Du veed , Jacob fik Befaling 
til at drukne den ; og nu var Ella nær ved at tage Livet 
af mig derfor , skjøndt det ikke er mig , der har givet denne Befaling . “ 
„ Er 
det det Hele ? I gjorde saadan en Støi , som om 
Verden skulde til at forgaae . Jeg gratulerer Majoren , hvis De 
ofte vil skjændes med ham paa den Maade . Og del vil De 
uden Tvivl . “ 
Men Frøken Grøn hørte ikke de sidste Ord ; hun var 
allerede gaaet . 
„ Hvor jeg er ulykkelig ! Hvor jeg angrer , hvad jeg har 
gjort ! Jeg anede ikke , at jeg kunde være saa ond . “ Ella skjulte 
Ansigtet i sine Hænder og græd bitterligt . 
Men hendes Anger kom for seent . Det Skete kunde ikke 

gjøres uskeet . Hvor langsomt snege Timerne sig ikke hen for 
hende- , endelig blev det Aften . Ella følte , at hun havde gjort 
noget meget Urigtigt , Noget der fik hende til at rødme af Skam , 
saaledes som vi altid maae rødme , naar vi lade vor Vrede faae 
Magt over vor Selvbeherskelse . 
„ Hvor jeg har været uædel ! Hvor kunde jeg bringe det 
over mit Hjerte ! Hvor jeg er bedrøvet over det ! “ 
Saaledes sagde hun til sig selv , og da Hansen kom for 
at melde , at Theen var færdig , reiste hun sig med et Blik , der 
viste , hvor inderligt hun angrede , hvad der var skeet . 
Hun fandt til sin store Forundring Fru Lehmann og Frøken 
Grøn siddende ved Bordet , da hun traadte ind , som om der 
intet Usædvanligt havde tildraget sig . 
„ Vi behøver Dem ikke herinde , Hansen , “ sagde Fru Lehmann 
til Huusholdersken . „ Jeg vil selv skjænke Thee i Aften . “ 
Og Hansen forlod Værelset , glad ved at faae sin Frihed . 
Fru Lehmann var meget bleg , medens hun skjænkede Theen , 
og hendes Haand skjælvede synligt , da hun rakte den ene Kop 
efter den anden rundt . 
„ Vil Du række denne Kop til Frøken Grøn ? Og her er 
Din . “ Hun vendte Ansigtet bort fra Ella for at skjule sin paafaldende 
Bleghed . 
Ella tog imod Kopperne . Men var det Skjæbnens Finger , 
der viste sig her ? Hun ombyttede dem uden at vide det og rakte 
Frøken Grøn sin og beholdt selv Frøken Grøns . Ingen lagde 
Mærke dertil , ikke engang Fru Lehmann , der sad med sænket 
Blik , som om hun manglede Mod til at see op . 
Hvor Synden dog er begjærlig ! Ræk den Din lille Finger , 
og den vil tage hele Din Haand . 

Saasnart de havde drukket Thee , gik Enhver til sti eget 
Værelse . Men Ella kunde ikke gaae til Ro ; Søvnen syntes 
reent at have forladt hende . 
Hun tog en Bog , satte sig ved Bordet og læste ; men trods 
al den Umage , hun gjorde sig , vilde hendes Tanker ikke følge 
med ; derfor lukkede hun den snart igjen og henfaldt i Drømme . 
Alt var stille omkring hende . Ikke den mindste Lyd var 
at høre , indtil Klokken slog Tolv og hun reiste sig for at gaae 
til Hvile . Da blegnede hun , Lyden af tunge Trin , der nærmede 
sig , fik hende til at lytte med bankende Hjerte ; de kom nærmere 
og nærmere ; nu slandsede de udenfor hendes Værelse , Laasen 
blev dreiet om , Døren aabnedes , og Frøken Grøn viste sig paa 
Tærskelen , bleg og med fordrejet Ansigt . 
„ Hvad er der i Veien ? “ udbrød Ella forundret . 
Frøken Grøn svarede ikke , men lukkede Døren efter sig 
og vaklede hen til en Stol , paa hvilken hun sank ned med et 
smertefuldt Skrig . 
Hun saae skrækkelig ud . Ella trak sig tilbage med en 
indvortes Gysen , men kunde dog ikke lade være at stirre paa 
dette blege , fordreiede Ansigt , disse dæmoniske Øine , der vare 
fæstede truende paa hende , fulde af Ondskab og Vrede . 
Frøken Grøn bevægede Læberne for at tale ; men der kom 
ingen Lyd over dem ; hun prøvede paa at reise sig , men sank 
tilbage med et høit Skrig . 
Saaledes sad hun en Tid og stirrede paa Ella , som igjen 
stirrede paa hende med blege Kinder og skjælvende Læber . 
„ Vand ! “ stammede tilsidst Frøken Grøn . „ Vand ! Vand ! “ 
Ella greb et Glas Vand , som stod paa et Bord ved Sengen 
og holdt det med rystende Haand til Frøken Grøns Læber . 

Hun tømte det i et Drag . Det var , som om det havde givet 
hende Kræfter igjen . Hun hævede Hovedet og sagde med svag 
Stemme : 
„ Hun har forgivet mig , som hun forgav stakkels Frøken 
Hildebrand . Men denne Gang skal hun ikke undgaae sin Straf . 
Hele Verden skal erfare det , og hun skal døe , som hun har 
forskyldt . Jeg vil ikke give mit Liv uden at tage Hævn . O , 
hvor jeg lider , hvor jeg lider ! “ Hun trykkede Hænderne mod 
sine Tindinger . „ Jeg brænder op . “ 
Ella var sunken ned paa en Stol ; hun forstod knap 
Meningen af Frøken Grøns Ord , skjøndt hun anede , at noget 
Skrækkeligt var hændet . 
„ Du skal være Redskabet før min Hævn . Du hader hende , 
som jeg har hadet hende , lige siden jeg lærte hende at kjende . 
Hun har engang før gjort Forsøg paa at forgive mig ; men jeg 
blev frelst ved et Tilfælde , medens stakkels Frøken Hildebrand 
blev hendes Offer . Dog , denne Gang har hun vunden Seier ; 
her sidder jeg som Dødens Bytte , der er Ild i mine Aarer , 
Ild i min Hjerne . Hvor jeg lider ! Ingen Magt kan frelse mig ; 
men Heller ingen Magt skal kunne frelse hende fra min Hævn . 
Skynd Dig , vær hurtig , gaa og væk hele Huset , at jeg selv 
kan berette , hvem der har myrdet mig . Men hurtigt , hurtigt , 
ellers bliver det for seent . Vand ! Vand ! Jeg brænder ! Jeg . . . . “ 
Hendes Øine lnkkede sig , hendes Hoved sank ned paa Brystet , 
et Skrig undslap hendes Læber og en Blodstrøm farvede hendes 
hvide Natdragt 
„ O , min Gud ! “ raabte Ella . „ Hvad skal jeg gjøre ? “ 
Hun lagde sine Arme om det allerede livløse Legeme for at 

understøtte det . ikke anende , at det var et Liig , hun trykkede op 
til sig . 
Saaledes stod hun en Tid , indtil hun , da hun ikke mærkede 
noget Tegn paa Liv hos sin tavse Byrde , ramtes af den Tanke : 
„ Mon hun er død ? Er det maaskee et Liig , jeg holder i 
mine Arme ? “ En skrækkelig Angst overfaldt hende ved den Tanke , 
midt om Natten at være ganske ene med et Liig . Nu saae hun 
det tydeligt . Dette blege , fordreiede Ansigt , disse lnkkede Øine 
og aabne Læber , Alt sagde hende , at Frøken Grøn var død 
Sagte og forsigtigt , trods sin Frygt og Rædsel , lagde hun 
Legemet tilbage i Stolen og vaklede hen i den fjerneste Krog 
-af Værelset . Hvad skulde hun gjøre ? Stakkels Barn ! Hendes 
Hjerte bankede , hendes Hoved smertede , hun rystede af Kulde , 
skjøndt Blodet syntes at være bleven til Ild i hendes Aarer . 
Hvilke skrækkelige Tanker beskjæftigede hende ! Her laae det 
døde Legeme og der , kun adskilt fra det ved nogle faa Værelser , 
laa Giftblandersken . Mon hun sov ? Eller var hun vaagen og 
laae og ventede paa Dagen og paa . . . . Hvor skrækkeligt ! Hvor 
forfærdeligt ! Hvad skulde hun gjøre . Hvor turde hun tie ? 
Hvor turde hun tale ? Var ikke denne onde Kvinde hans Kone , 
der havde været hende i Faders Sted ? Vilde hun ikke dræbe 
ham ved at tale ? — Og tav hun , hvad blev Følgen ? — Hun 
skjælvede ved denne Tanke ; men hun undertrykte den og sagde 
med et bestemt Blik : 
„ Jeg vil ikke tale ! Jeg vil tie for hendes Skyld . Lad 
der saa komme hvad der vil . “ 
I dette Øieblik ramtes hun af en skrækkelig Tanke . „ Hvad 
om jeg bliver mistænkt for denne gruelige Gjerning ? . . . . Hvad 
skal jeg gjøre ? Gud slaae mig bi . “ 

Hun reiste fig , bleg og skjælvende . Hun nærmede sig det 
døde Legeme og samlende alle sine Kræfter løftede hun det op 
i sine Arme og bar det gjennem Værelset ; men da hun naaede 
Døren , var hun nødt til at lægge det ned , medens hun aabnede 
den . Saa løftede hun igjen sin tunge Byrde med dobbelt Besvær 
og vaklede afsled til den anden Ende af Korridoren , der 
var halvt oplyst af Skinnet fra den aabenstaaende Dør til Frøken 
Grøns Værelse , hvor Lampen endnu brændte . 
Det var et skrækkeligt Syn at see den blege unge Pige 
vakle frem med det døde Legeme i sine Arme . Da hun havde 
naaet Midten af den lange halvmørke Korridor , standsede hun 
for at trække Veiret ; og netop da hun begyndte at fortsælte sin 
besværlige Gang , lød der et svagt Skrig gjennem Nattens Stilhed , 
som fik hende til at standse med et forvirret Blik . Tog 
hun feil , lød ikke Skriget lige bagved hende ? — Hun havde 
ikke Mod til at dreie Hovedet , men lyttede med tilbagetrængt 
Aandedræt . Alt var stille , ingen Lyd hørtes , og hun vaklede 
atter frem , hviskende : 
„ Gud være lovet , jeg har taget feil . “ 
Endelig naaede hun Værelset og lagde Liget paa den urørte 
Seng . Et dybt Suk undslap hendes Læber , og famlende om , 
som for at finde Noget at sløtte fig til , sank hun bevidstløs til 
Jorden . 
Tyvende Kapitel . 
„ O , Jacob , Jacob ! “ sfreg Stuepigen , da hun traadte ind 
i Frøken Grøns Værelse næste Morgen . 

„ Jacob , Jacob ! “ 
„ Hvad er der i Veien ? “ spurgtes Jacob og traadte ind . 
„ See , See ! Er det ikke rædsomt ? “ 
Snart var hele Huset vækket , og Enhver kom for at see 
og høre , hvad der var gaaet for sig i Nattens Stilhed . 
Ella blev bragt til sig selv igjen ; men hun var saa svag 
og medtagen , at Grosserer Lehmann maatte bære hende til hendes 
Værelse , hvor Pigen sørgede for at faae hende tilsengs . 
Olga og Fru Lehmann bleve slaaende ved Sengen , hvor 
den Døde laae udstrakt med det fordreiede Ansigt vendt imod 
dem . Olga var meget bleg og rystede over hele Legemet . Fru 
Lehmann var ogsaa bleg . Hendes Øine vare ufravendt fæstede 
paa Liget , fulde af Rædsel og med et vildt Udtryk , medens hun 
stod som fastnaglet til Stedet . 
„ Staa ikke her ! “ sagde Grosserer Lehmann , da han kom 
tilbage fra Ellas Værelse . „ Jeg har sendt Bud efter en Læge ; 
han kommer vist strax . Der er han ! Vil De ikke træde herind , 
jeg frygter , det er for seent . “ 
Lægen nærmede sig Sengen , fæstede sit Blik paa Liget , 
bøiede sig et Øieblik over det og sagde , idet han vendte sig fra 
Sengen . 
„ Ja , det er for seent . Hun er bleven forgivet . “ 
„ Forgivet ! “ 
„ Forgivet ! “ 
Udbrøde paa een Gang Grosserer Lehmann og Olga . 
„ Forgivet ! “ slammede Fru Lehmann med blaa Læber . 
» Ja , forgivet . Her er Intet at gjøre for mig . De gjør 
bedre i at sende Bud efter Politiet . “ Han greb sin Hat og 
tog Afsked med et koldt Buk . 

„ O , min Gud ! “ sfreg Olga , og Fru Lehmann vred sine 
Hænder og slammede : 
„ Stakkels Frøken Grøn ! At hun skulde forgive sig selv ! “ 
„ Kom ! “ sagde Grosserer Lehmann . „ Her er intet Sted 
for Eder at være . “ Han fik dem ud af Værelset og laasede 
Døren . 
„ Hvad mon det betyder ? “ raabte Jacob og nærmede sig 
med hurtige Skridt . „ Huusholdersfen har forladt Huset ; hendes 
Værelse er fomt , Sengen urørt , og hun er intelsleds at finde . “ 
„ Min Gud ! “ Fru Lehmann sank om i en Stol , mere liig 
en Død end en Levende . Olga blev blegere og blegere og udbrød 
skjælvende : 
„ Det er skrækkeligt ! Hvad betyder det Altsammen ? “ 
„ Ja , hvad betyder det ? “ gjentog Grosserer Lehmann med 
mørk Pande og tæt sammenpressede Læber . 
Ella aabnede sine Øine . Hun saae sig om ; hun var 
ganske ene . 
„ Hvad stal jeg gjøre ? “ 
Hun stod op , klædte sig paa og satte sig derefter ved 
Vinduet . Hun lagde ikke Mærke til , at hendes Kjole var plettet 
med Blod ; hun saae ikke de klare Solstraaler , der smilede til 
hende som for at trøste og opmuntre hende . „ Hvad skal jeg 
gjøre ? “ var al hendes Tanke . 
Tunge Skridt nærmede sig . Hvor de mindede hende om 
dem , hun havde hørt om Natten . Hun reiste sig hurtigt , hendes 
Hjerte bankede heftigt , hun forsøgte paa at træde frem , hun 
vilde laase Døren , at Ingen skulde forstyrre hende . Men hendes 
Kræfter svigtede hende ; hun kunde ikke røre sig af Stedet . 

Imidlertid blev Døren aabnet og Grosserer Lehmann traadte 
ind , bleg og alvorlig . 
„ Hvad vil Du ? “ — delte Udbrud kom fra hendes Læber 
næsten som et Skrig — „ hvorfor er Du kommen ? “ 
Han foer tilbage , et Lys syntes at gaae op for ham ; hans 
Pande blev mørk , og idet han traadte tæt hen til hende , sagde 
han neppe hørligt : 
„ Politiet ønsker Din Nærværelse . “ 
En dyb Rødme udbredte sig over hendes Kinder og et 
smerteligt Udtryk over hendes Ansigt , idet hun forskrækket spurgte : 
„ Hvorfor ønske de min Nærværelse ? “ 
„ Fordi Du er den Eneste , der kan give en Forklaring over 
den skrækkelige Tildragelse , i Nat . “ Han kom nærmere og betragtede 
hende med et koldt , mistroisk Blik . „ Fordi Du er den 
Eneste , der har været Vidne til den . “ 
„ Men jeg vil ikke give nogen Forklaring . Jeg vil Intet 
sige . “ Medens hun talte , kom der en Haardhed over hendes 
bløde , kvindelige Træk , et Udtryk af urokkelig Mod og Bestemthed 
i hendes Blik , der tydeligt viste , at hun vilde holde sit Ord , 
i hvad der end hændte . 
Han gav intet Svar . Hans Øine vare med Rædsel fæstede 
paa hendes Kjole ; hun fulgte Retningen af dette Blik og opdagede 
Blodpletferne . Hun blev liigbleg , skjulte Ansigtet i sine 
Hænder og sank med et Skrig om i en Stol . 

Et og tyvende Capitel . 
Det var Asten . Næste Morgen skulde de alle møde for 
Retten . 
Hvor de saae blege og magre ud ! Hvor de talte sagte , 
som Døden endnu var iblandt dem , Døden med al fin Rædsel . 
Det var en sørgelig Aften , og hvorledes vilde Morgendagen 
blive ? — 
Huusholdersken var forsvunden . Ingen vidste , hvor hun 
var gaaet hen . Sælsomme Rygter vare i Omløb , og naar man 
lyttede til Folkenes sagte Hvisken , kunde man høre Ellas Navn 
indtage den vigtigste Plads i deres Samtale . 
Stakkels Ella ! Enhver syntes at undgaae hendes Nærbed . 
Enhver foer tilbage med et forfærdet Blik , naar hun nærmede 
sig Hvor hun vilde været lykkelig ved at døe , lykkelig ved at 
skilles fra dette sørgelige Liv , hvor kun Smerte og Taarer 
syntes at være hendes Lod . Og dog følte hun , at hun kunde 
have baaret den Skam og Ydmygelse , som de overvældede hende 
med , uden at tabe Modet , naar blot han , hvem hun havde seet 
op til fra sin Barndom som til et høiere Væsen , naar blot han 
ikke havde foragtet hende , naar blot han havde trøet paa hendes 
Uskyldighed . Men han , netop han troede hende skyldig ; hun 
læste det i hans bortvendte Blik , i hans kolde skarpe Stemme , 
naar han talte til hende , hvad han aldrig gjorde uden den 
strengeste Nødvendighed . O , at han foragtede hende , han for 
hvis Skyld hun bar denne tunge Byrde , som hun kunde afkaste 
blot ved at sige nogle faa Ord . Men vilde disse Ord ikke 
knuse hans Hjerte . Hvor kunde han bære Bevidstheden om 
hendes Skyld , der engang havde været hans Alt , hans Hjertes 

Udvalgte ? Nei , hun maatte holde ud for hans Skyld . Havde 
han ikke altid været hende en Fader ? Hende , den stakkels forladte 
Fremmede ? Hun følte , at hun kunde offre Alt for ham , 
selv hendes Liv , hvis det blev fordret . Hendes Liv ? — Nei , 
de havde ikke Ret til at fordre det ; hun var uskyldig , hun havde 
intet Ondt gjort , hun vilde tale , hun vilde . . . . Nei I Nei ! Hun 
bøiede sit Hoved og skjulte Ansigtet i sine Hænder . 
Det var næsten Mere , end hun kunde udholde , denne Kamp 
paa Liv og Død mellem hendes Kjærlighed og hendes Selvopholdelsesdrift . 
Til hvilken-Side vilde Seiren tilsidst helde ? — 
Hun vilde tale . Hvor turde hun tie ! Var det ikke at tilintetgjøre 
hans fremtidige Lykke , som var langt borte , og skyldte 
hun ikke ham Mere end nogen Anden i Verden ? Jo , hun gjorde . 
Hun vilde tale , hun . . . . . . . . . . Men hendes Øine mødte det kjære , 
sorgfulde Ansigt , hun havde elflet fra Barn af ; hvor blegt , hvor 
sorgfuldt det saae ud ! Og hvor meget , meget sorgfuldere vilde 
det ikke see ud , hvis hun talte . Og Kampen begyndte med 
forøget Styrke . 
Hun sad i sit Værelse . Lampen var tændt , dens matte 
Skjær oplyste kun svagt de nærmeste Gjenstande . 
Hvor hun var forandret ! Hun lignede i Sandhed En , der 
i Døgn og Uger havde kjæmpet en uafbrudt Kamp . Og dog 
kunde hun have baaret det Hele , hvis han blot ikke havde tiltroet 
hende denne frygtelige Forbrydelse . Hun sad med foldede 
Hænder , hendes Øine vare sænkede , den ene Taare efter den 
anden rullede ned ad hendes blege Kinder . 
Døren gik op . Grosserer Lehmann traadte ind med langsomme , 
lydløse Skridt . 
„ Ella ! “ Han bøiede sig over hende og saae hende bekymret 

ind i Ansigtet . „ Barn , Barn ! Har Du Intet at sige mig ? 
Tal , ulykkelige Barn , før det er før seent ! “ 
„ O , Fader , Fader , selv Du . . . . “ Hun slandsede , Ordene 
var undslupne hendes Læber imod hendes Villie . 
„ Tal , BarnI “ gjentog han næsten bønligt . „ Imorgen vil 
det være for seent , stakkels forvildede Skabning ! “ 
„ Men jeg har Intet at betroe Dig , “ sagde hun og reiste 
sig , saaret i sit Hjertes Inderste . „ Du har aldrig kjendt mig , “ 
vedblev hun rødmende af saaret Stolthed , „ og Du vil aldrig 
lære mig at kjende . “ Hun pegede paa Døren med en bestemt 
Bevægelse . „ Gaa , forlad mig , eller jeg taler . “ Hendes Øine 
flammede , hendes Pande var mørk ! hun skjælvede over hele 
Legemet . „ Gaa , gaa ! “ 
„ Tal ! “ sagde han skarpt , idet han lænede sig til Væggen . 
» Tal , det er netop det , jeg ønsker . “ 
„ Godt ! Du troer , jeg har begaaet denne skrækkelige Gjerning , 
Du hader mig som en Giftblanderske , men viid . . . . “ 
Hun gjorde en Anstrengelse for at fuldende ; men der kom ingen 
Ord over hendes Læber , hun sank tilbage i Stolen med et 
svagt Skrig . 
„ Ella , Ella ! Forvær ikke Din Brøde ved en Usandhed ! 
Tilstaa ialtfald for mig , jeg vil prøve paa at frelse Dig , stakkels 
fortabte Kvinde . “ 
Hun vinkede med Haanden , at han skulde forlade hende ; 
men han blev staaende . 
„ Gaa ! “ stammede hun , „ gaa , jeg har Intet at tilstaae . “ 
„ Intet ? “ gjentog han og gik langsomt frem ; et smerteligt 
Smiil spillede om hans Mund og et Udtryk af Rædsel formørkede 
hans ellers saa milde Øine . Der foregik en Kamp i hans 

Hjerte ; han kunde ikke skjule den og vendte hende derfor Ryggen 
for at forlade Værelset . 
Hun reiste fig i et Nu . 
„ Fader , Fader ! “ udbrød hun med en Stemme , der skjælvede 
af Angst . Han vendte sig hurtigt , han aabnede sine Arme og 
Ella kastede sig i dem med et undertrykt Skrig . 
Saaledes stode de længe , han ikke anende , hvor ædelmodigt 
det Hjerte var , der bankede saa nær hans , og hun søgende Beroligelse 
i hans Favn . 
„ Fader , elskede Fader ! “ sagde hun med skjælvende Stemme 
og løste sig blidt ud as hans Arme . „ Tak ! Nu har jeg faaet 
Styrke til at kjæmpe min Kamp med Verden . “ 
„ Og jeg vil hjælpe Dig , stakkels Barn , “ sagde han med 
et Gjenskin af den gamle Kjærlighed i sine Øine . „ Siig mig 
blot Alt ! “ 
„ Jeg kan ikke . Jeg har Intet at sige . “ Hun var ikke 
istand til at tale mere og vinkede ad ham , at han skulde gaae . 
„ Ella , jeg spørger Dig endnu en Gang , vil Du tale ? “ 
Hans Ansigt var igjen bleven strengt , hans Stemme haard og skarp . 
„ Nei , nei , Du maa gaae ! “ Hun vendte Ryggen til ham ; 
hun kunde ikke taale at see hans Ansigt , ikke taale at høre hans 
Stemme . 
„ Godt ! Jeg vil gaae ; men husk paa , imorgen er det for 
seent . “ 
Han forlod Værelset med langsomme , tunge Skridt , Døren 
lukkede sig efter ham , og hun var ene , ganske ene . 
Hun kastede sig hulkende paa Sengen . „ Nei , jeg kan ikke 
bringe Skam og Sorg over hans graae Haar . Det vil dræbe 
ham . Jeg kan ikke , jeg kan ikke ! “ 

Og Fru Lehmann , den virkelige Forbryderske , hvad tog hun 
sig for i denne Tid ? Hun sad paa sit Værelse , hendes Tænder 
klapprede af Frygt , hun skjælvede fra Top til Taa , og Farven 
kom og gik paa hendes Kinder . 
„ Sæt , at hun taler , at hun angrer sin Tavshed ! Hvad 
bliver ver da af mig ? “ spurgte hun sig selv den ene Gang efter 
den anden . » Sæt , af hun fortæller Alt ! — Men kjender hun 
ogsaa Sandheden , mistænker hun mig ? — Jo , hun gjør , jeg 
læser det i hendes Øine , naar hun fæster dem paa mig med det 
strænge , domfældende Blik . Hun veed det og hun vil tilsidst 
forraade mig . At hun skulde forbytte Kopperne , ellers havde 
hun nu været magtesløs ! “ Og hun vred sine Hænder . 
Pludselig reiste hun sig . Hendes Ansigt opklaredes , etSmiil 
spillede om hendes Mund . „ Nei , hun vil ikke tale , hun 
vil tie for hans Skyld . Jeg kjender hende ; hendes Kjærlighed 
er større end hendes Had . Hun har ikke Mod til af knuse 
hans Hjerte , og det vilde hun gjøre , hvis han lærte Sandheden 
ar kjende . “ Fru Lehmann fattede nyt Mod ved Tanken om 
stakkels Ellas ædelmodige og taknemmelige Hjerte . Hun følte , 
af den unge Pige hellere vilde offre sig selv end tilintetgjøre 
hans Fred . Hun sank paa Knæ og bad , af Gud vilde give 
Ella Styrke til af udholde denne Prøvelse , af hun maatte fuldføre 
sin Opoffrelse og ikke angre den . 
„ O , min Gud , min Gud ! “ raabte den uværdige Skabning , 
„ frels mig , frels mig , og jeg lover af gjøre alt det Gode , der 
staaer i min Magt . Frels mig , og jeg vil søge af forbedre 
mig ; endnu er det ikke for sildigt . “ 
Hvor kunde en saadan Kvinde ønske af leve , maalte Døden 
ikke være en Velsignelse for hende ? Og alligevel kjæmpede hun 

og vilde ikke døe ; hun vilde hellere leve med Byrden af tre 
Mord paa sin Samvittighed . Hvor stærk maa ikke Selvopholdelsesdriften 
være , især hos Forbrydere ; hun vilde leve , skjøndt hun 
vidste , af hendes Liv maatte kjøbes med et uskyldigt Væsens Død . 
Saaledes gik Timerne , den ene efter den anden . Den 
frygtede Dag oprandt , mørk og regnfuld . Endnu sad Ella bleg 
og fankefuld i sit Værelse ; endnu havde Fru Lehmann ikke ophørt 
af knæle og bede ; endnu gik Grosserer Lehmann op og 
ned i sit Værelse , af og til fremmumlende uforstaaelige Ord . 
Olga stod op . Hun havde sovet en sund Søvn . Hvad 
Grund havde hun til af ligge vaagen ? Hun , som var saa nær 
ved af faae Oprejsning over den Fjende , hun hadede mest , den 
Fjende , der havde berøvet hende det eneste Hjerte , hun havde 
tragtet efter af vinde . Hvorfor skulde hun være bedrøvet ? 
Hun havde Intet af angre , hun kunde jo ikke gjøre for , at Ella 
havde forgivet Frøken Grøn . Hun toede sine Hænder i Uskyldighed 
og var glad over , at der snart vilde være en dybt Kløft 
mellem Grev Platow og Ella , en Kløft , som aldrig kunde udfyldes . 
Olga 
troede virkeligt , at Ella var skyldig ; ellers vilde hun 
aldrig have gjort , hvad hun gjorde . Men hun saavel som 
Grosserer Lehmann og Alle , undtagen den virkelige Forbryderske , 
følte sig overbeviist om , at Ella havde forgivet Froken Grøn . 
Imidlertid var Olga ingenlunde bedrøvet for Ellas Skyld ; 
tvertimod , hun var glad ved at blive af med sin saa længe 
hadede Fjende . Nu var der jo Haab om , at Thorshoi vilde 
tilfalde hendes Fader , der med Rette burde havt det . Og var 
hun ikke hans eneste Barn , hans eneste Arving ? Io , Olga var 
glad ; nu vilde Alt blive , som det burde være . 

Det gjør mig ondt at maatte fremstille saa lave og flette 
Characterer for Læseren som Olga og hendes Moder ; men det 
gjør mig endnu mere ondt at maatte filstaae , at deler fra Virkeligheden , 
jeg har laant dem . 
. Men hvis det uu kke er hende ? Hvis det nu er Hansen ? “ 
spurgte Olga sig selv . „ Hvorfor er Hansen flygtet fra Huset ? 
Hvorfor , hvis ikke af Frygt for at blive opdaget ? — Nei , jeg 
kan ikke forstaae hvorfor ! Men det veed jeg , var Ella uskyldig 
vilde hun tale . “ 
Hvor ofte havde ikke Grosserer Lehmann tænkt over det 
samme Spørgsmaal , men med ganske andre Følelser ! Og altid 
besvarede han det paa samme Maade som Olga , skjøndt hun 
gjorde det med Glæde og han med Gysen . Nei , var Ella uskyldig , 
vilde hun tale istedetfor at vedligeholde denne skrækkelige 
Tavshed . 
Jeg vil ikke trætte Læseren med en lang Beskrivelse over 
Forhøret , men fatte mig saa kort som muligt . 
Den Forste , der blev afhørt , var Jacob ; derpaa kom begge 
Tjenestepigerne , og da de gave samme Forklaring som han , og 
da endelig Grosserer Lehmann og dennes Kone og Datter heller 
ikke kunde oplyse Mere , var den Eneste , hvis ! Udsagn man ven 
lede sig Noget af , Ella . Kun hun kunde , efter Alles Mening , 
forklare Grunden til Huusholderskens Flugt ; kun hun kunde give 
Oplysning om , hvorvidt Froken Grøn var bleven forgivet eller 
selv havde taget Gift . 
Hun opfordredes altsaa til at træde frem og beredte sig 
dertil , understøttet af Grosserer Lehmann , da pludseligt en Politibetjent 
traadte ind med Hansen , der var bleg som Døden og 
skjælvede , saa hun neppe kunde gaae . Nu blev Ella opfordret 

lil alter ar sætte sig , og den stakkels Huusholderske maatte frem 
for at blive forhørt . 
„ Gud ' naade mig , “ sagde hun og vendte sig mod Ella . 
„ Jeg har gjort All , hvad der stod i min Magt for at undgaae 
dette skrækkelige Forhør . Men de have alligevel fundet mig , 
og nu er jeg nødt til at sige hele Sandheden . Gud naade mig ! “ 
Hun foldede sine Hænder , medens store Taarer rullede ned 
ad kendes Kinder . 
Ester al være bleven opfordre ! til at udsige Alt , hvad hun 
vidste , begyndte hun med skjælvende Stemme : 
„ Aftenen før den frygtelige Nat var jeg gaaet tidlig tilsengs 
paa Grund af en slærk Hovedpine ; men jeg kunde ikke falde i 
Søvn , og efterat jeg havde ligger i flere Timer og talt fra et til 
lyve for om muligt paa den Maade at faae den Søvn , jeg 
trængte saa haardt til , falvr del mig ind , al Fru Lehmann havde 
nogle Draaber , der fluide være gode for Hovedpine , efter hvad 
hun havde fortalt mig . Jeg vidste , at de stode i et Hjørneflab 
i Spisestuen , og stod op for at hente dem . Men da jeg ikke 
kunde sinde mine Svovlstikker al tænde Lyset med , famlede jeg 
i Mørke hen til Døren , aabnede den og saae nu til min Forundring 
et svagt Lysskjær i Korridoren . Ved al see hen i den 
Retning , hvorfra det kom , saae jeg , at Døren lil Frøken Grens 
Værelse , som var i den modsatte Ende , stod aaben , og al Lysskjæret 
kom derfra . Jeg stod netop og grundede over , hvorfor 
vel Deren var aaben , da en svag Støi fra den modsatte Side 
vakle min Opmærksomhed , Døren til Frøken Hjelms Værelse 
blev sagte aabnet , og jeg saae . . . . O , min Gud ! “ 
Hun skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd heftigt ; men 
lidt efter lidt kom hun igjen til sig selv og vedblev : „ Jeg saae 

Froken Hjelm vakle frem , bærende , som del symes , en tung 
Byrde i sine Arme . Hun kunde næsten ikke gaae ; hun var 
dødbleg og lignede mere et Spøgelse end et levende Menneske . 
Der paakom mig saadan en underlig Følelse , jeg veed ikke hvorfor . 
Men da hun nærmede sig mere og mere , ønskede jeg blot 
at komme bort ; men jeg var ikke istand til at flytte en Fod . 
Nu var hun saa nær , at jeg kunde see , hvad det var , hun bar 
i fine Arme . Herren være mig naadig ! “ Hun vendte sig mod 
Ella , oer sad bleg og skjælvende . „ Barn , Barn ! Hvad har Du 
gjort ? Hvorfor er jeg her og maa tilstaae , hvad jeg før vilde 
døe end aabenbare for Nogen . Tilgiv mig , Barn , tilgiv mig ! 
Du seer , jeg er tvungen til at tale . “ Hun tørrede sine taarefyldte 
Øine og vedblev sin Forklaring . 
„ Jeg er meget , meget bedrøvet ved at maatte tilstaae , at 
der var Frøken Grøns Liig , den stakkels unge Pige bar . Jeg 
var nær ved at besvime , da jeg gjorde denne Opdagelse ; et 
Skrig undslap mig . Hun var allerede kommen lidt forbi mig , 
men slandsede nu og syntes at mangle Mod til at see sig om . 
Endelig , da Alt igjen var stille , vaklede hun videre , til hun 
naaede Frøken Grens Værelse . Jeg kunde ikke udholde at see 
Mere , jeg listede mig tilbage til mit Kammer , laasede Døren og 
sank rystende over hele Legemet ned paa en Stol , overvældet 
af Skræk og Fortvivlelse . Hvad vilde Følgen blive af alt 
dette ? Hvad skulde jeg gjøre ? Saaledes sad jeg i flere Timer 
og grundede , til jeg med Eet fik den rædsomme Tanke : Hvad 
om det Hele kommer for Retten og jeg bliver nødt til ar vidne 
mod hende ? Jeg reiste mig og traf strax mine Forberedelser 
saa at jeg i al Stilhed kunde forlade Huser , før de Andre 
vaagnede . Men de have jo alligevel faaet mig fat , og nu er 

jeg her og maa vidne imod min stakkels Yndling , min kjære 
lille Yndling . “ Hun skjulte Ansigtet i sine Hænder og begyndte 
atter at græde . 
En skrækkelig Tavshed paafulgte . Alles Øine vare med 
Rædsel fæstede paa den stakkels Ella , som de troede , havde for 
givet Frøken Grøn . 
Sluttelig blev Hansen adspurgt , om Frøken Grøn og Ella 
havde staaet paa en venskabelig Fod med hinanden , eller om der 
sandteS nogen Grund til Fjendskab mellem dem . 
Og HuuSholderfken maatte tilstaae , at de altid havde 
hadet hinanden , saalænge hun kunde huske , og at de netop havde 
havt en Trætte Dagen før den rædsomme Nat . Det Samme 
tilstede de andre Tjenestefolk samt Olga og — ja , jeg skammer 
mig næsten ved at sige det—Fru Lehmann , skjøndt med blege 
Kinder og næsten uforstaaelige Ord . Men Grosserer Lehmann 
vidste Intet om denne Trætte , hvilket jo var Sandhed . 
Nu blev endelig Ella opfordret til at træde frem . Hun 
reiste sig men kunde neppe slaae paa fine Been , og Grosserer 
Lehmann maatte komme hende til Hjælp . Men da hun stod 
der med Alles Øine fæstede paa sig og vidste , at Enhver , som 
var tilstede , ansaae hende for skyldig i denne skrækkelige Forbrydelse 
samlede hun alt sit Mod , og idet hun saae sig om 
med et stolt udfordrende Blik , sagde hun med klar og rolig 
Stemme : 
, Nu vil jeg tale . Jeg vil sige hele Sandheden . Jeg 
skylder mig selv ikke længere at tie med Alt , hvad jeg veed . “ 
Hun fæstede sine Øine paa Fru Lehmann , disse Øine , der kunde 
udtrykke saa megen Foragt . Hvor hendes Fjende skjælvede , hvor 
hun blev bleg , hvor hendes Læber bevægede sig som for at bede 

øm Barmhjertighed . Men Ella havde ingen Medlidenhed med 
hende ; hun strakte Haanden ud og pegede paa hende , den blege , 
elendige Kvinde , pegede paa hendesom for at sige : „ Der sidder 
den virkelige Forbryderske , Giftblandersken , Mordersken ! “ Hun 
aabnede fine Læber , hun forsøgte at tale ; men der kom intet 
Ord . Hun havde faaet Øie paa ham , hendes Ven , hendes 
Fader ; hun saae hans blege , sorgfulde Ansigt , hans af Græmmelse 
dybt indfaldne Øine , hans sneehvide Haar ; ja , hans Haar 
var bleven hvidt af Sorg over hende , den stakkels fremmede 
Pige , som han troede skyldig i denne Forbrydelse ; hvad vilde 
han da ikke søle , naar han erfarede , at det var hans egen Kone , 
ber havde begaaet den ! Det vilde dræbe ham . Hendes Læber 
lukkede sig , Armen sank kraftesløs ned , Øinene bleve matte , 
Kinderne antoge deres tidligere Bleghed , hun udstødte et klagende 
Skrig og sank bevidstløs til Jorden . 
To og tyvende Kapitel . 
„ Det er en skrækkelig Historie ! “ sagde en sortklædt Herre 
og rakte fin Sidemand Bladet . „ Har De læst den ? “ 
„ Nei , jeg har ikke . “ 
„ Tjen mig saa i at læse det høit . Jeg vil gjerne høre 
dei nøiere . Opvarter , en Flaske Viin og nogle Glas ! “ 
Opvarteren kom lidt efter med det Forlangte . 
„ Saa ! Hvis det nu behager Dem at læse , er jeg lutter 
Øre . “ 

Og den saaledes tiltalte Herre begyndte : 
„ En skrækkelig Forbrydelse har i denne Tid tildraget sig 
i Kjøbenhavn , nemlig en Forgiftede . . . . “ 
Her afbrød den sortklædte Herre Læseren ved at berøre 
hans Arm . 
„ Deres Sundhed ! “ Og begge tømte deres Glas . 
Imidlertid sagde en ung Herre , som sad ved et Vindue i 
Nærheden , idet han slog Asken af sin Cigar : 
„ Det er sjeldent , man hører om en Forgiftelse i vor Tid . 
Dar det ikke i Kjøbenhavn , det er foregaaet ? “ 
„ Jo , netop i Kjøbenhavn . Jeg fortsætter nu Læsningen . “ 
„ Det gjør os ondt at maatte meddele , at Forbrydersken er 
en ung , formuende Dame , der eier et stort Gods , Thorshøi , i 
en af Sjællands skjønneste Egne , og at den stakkels Dame , 
hun har forgivet , var hendes tidligere Gouvernante . Et dybt 
Had skal fra gammel Tid have bestaaet imellem dem , og Dagen 
før den Aften , da Frøken Grøn — den afdøde Dame — blev 
forgivet , havde en heftig Trætte fundet Sted mellem dem . Ester 
et afholdt Forhør over samtlige de Personer , der formodedes 
at kunne bringe Lys i denne Sag , blev Frøken Hjelm , den 
nævnte unge Dame , erklæret skyldig . Hun er imidlertid undfluppen 
Retfærdighedens Arm paa sin Forstands Bekostning og 
udsoner nu sin skrækkelige Forbrydelse bag en Sindssygeanstalts 
Mure . “ 
Grev Platow havde ikke Mod til at høre Mere . Hvor 
havde han faaet Styrke til at høre saa Meget ? Han vidste 
det ikke selv . Han reiste sig fra sin Plads ved Vinduet og 
vaklede ud af Værelset . 
Det var en usædvanlig smuk Dag . Italiens varme Sol 

straalede fra den blaae Himmel og syntes at opfordre Enhver 
til at være lige saa glad og smilende som den . Men Grev 
Platon ) sølle sig tvertimod tilmode , som om Solen med sine 
oplivende Straaler kun skinnede for at trodse ham , for dobbelt 
at lade ham føle , at hans Fremtids Sol var gaaet ned for 
bestandigt . 
Saaledes gik han fremad uden Maal og Med , næsten 
bukkende under for den Sorg og Kval , der saa pludseligt havde 
væltet sig ind paa ham . 
„ Jeg vil aldrig mere vende tilbage , “ sagde han fotvivlet 
til sig selv . „ Hvorledes skulde jeg kunne gjensee Danmark og 
leve der nu , da jeg har tabt det Eneste , jeg elskede . “ Og han 
ilede frem , altid videre , som kunde han flygte fra sit knuste 
Hjerte . 
Tre og tyvende Capitel . 
Vi forlode Ella , idet hun sank bevidstløs om . Da hun 
kom til sig selv igjen var hun angreben af en heftig Feber og 
henfaldt til de vildeste Phantasier , hvorfor der ikke mere kunde 
være Tale om at fortsætte Forhøret . Grosserer Lehmann fik 
Lov til at tage hende hjem med , naar han indestod for hendes 
Tilstedekommen , saasnart hun var rask nok til , at Forhøret kunde 
fortsættes . 
Jeg vil ikke beskrive Alt , hvad den stakkels Pige led i de 
paafølgende Dage og Uger . Hun troede hele Tiden , at hun 

var i Retten . Hun sagde Ting , der bragte Fru Lehmann til at 
skjælve og lod hende nægte Enhver , paa Doctoren nær , Adgang 
til den Syge . Saaledes blev hun nødt til , trods stn Angst 
for Smitten , at være Ellas Sygeplejerske , og hun led i Virkeligheden 
mere end den stakkels Pige . 
„ De kan ikke udholde denne Anstrængelse , “ sagde gamle 
Doctor Brink , da Fru Lehmann en Gang saae mere bleg og 
udmattet ud end nogensinde . „ De trænger til Hvile ; ellers 
ender det med , at De selv bliver angreben af Feberen . Deres 
Mand bad mig sige Dem . at han har sørget for en paalidelig 
Sygepasserske , der kan udfylde Deres Plads . Han vil ikke 
længere tillade Dem at vaage saaledes Dag og Nat . Og han 
har Ret , De har allerede anstrængt Dem mere , end en Hustru 
og Moder bør . “ 
Fru Lehmann blev om muligt endnu blegere , end hun 
var . Kun hun vidste , hvorfor hun hellere vilde døe af Overanstrængelse 
end overladeEllas Pleie til nogen Anden . Skulde 
hun nu , da Alt var godt , lade den dyrt kjøbte Seier slippe sig 
ud af Hænderne ? Hvorledes kunde hun lade en Fremmed blive 
Ørevidne til de skrækkelige Ord , der undslap Ellas Mund ? 
Vilde ikke Sandheden komme for en Dag ? 
„ Jeg maa kjæmpe og holde ud til det Sidsle , jeg maa 
ikke give efter . “ Som et Lyn slog en Tanke ned hos hende . 
Hun tøvede ikke med at udføre den . Hendes Stemme skjælvede 
ikke , hendes Øine vare ikke nedslaaede , da hun vendte sig om 
mød den gamle Doctor Brink og , idet hun fortroligt lagde fin 
Haand paa hans Arm , sagde : 
„ Doctor Brink , kan jeg have Tillid til Dem ? “ 

Usle Kvinde ! Nu var Synden fuldkomment hendes Herre , 
nu hørte og fulgte hun kun dens Bud . 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Doctoren , som var fulgt med 
hende hen til Vinduet . 
„ Sæet Dem , gamle Ven ! “ hviskede hun og pegede paa en 
Stol ligeoverfor den , hun havde sat sig paa . „ Sæt Dem , og 
lad mig aabne mit Hjerte for Dem . Jeg tager jo ikke feil , 
naar jeg betragter Dem som en gammel Ven as vor Familie ? 
Tager jeg feil , naar jeg troer , at De elsker det stakkels Barn , 
som ligger der , mere død end levende , det stakkels Barn , som 
De har kjendt , lige siden hun ikke var større end som saa ? — 
Svar mig Doctor , holder De ikke oprigtigt af hende . “ 
„ Om jeg gjør ! Hvor kan De spørge ? De veed , at Ella 
har været min Yndling lige fra den første Gang , jeg saae hende . 
Jeg har ingen Børn selv , jeg har altid i mit Hjerte ønsket , 
at Ella havde været min Datter . Stakkels Barn ! Jeg forstaaer 
ikke og kan aldrig forstaae , hvorledes hun kunde gjøre en saadan 
Handling ; det ligner hende aldeles ikke . Og jeg kan Heller 
aldrig troe , at hun virkelig er den Skyldige ; der er Noget i 
mit Hjerte , der modsiger det . Men selvom det er saa , kan jeg 
ikke lade være at holde af hende ; hun kan ikke have været ved 
fin fulde Forstand i det Øieblik . 
„ Del er netop min Tanke ! Og nu , kjære Ven , vil De 
frelse hende fra den skrækkelige Straf , der venter hende , hvis 
hun kommer sig efter denne farlige Feber ? Vil De række mig 
en hjælpsom Haand ? “ 
„ Ja , jeg vil , men hvorledes ? ' 
Fru Lehmann bøiede sig over til ham og hviskede saa 
sagte , at Doctor Brink neppe kunde forstaae hende : 

„ Ved skriftligt at bevidne , at hun var og endnu er sindssvag . “ 
Han 
foer tilbage og blev bleg . 
„ Det er den eneste Maade , hvorpaa vi kunne frelse hende . “ 
„ Den eneste ? “ — Han syntes at tænke efter ; men hun 
afbrød ham ved at lægge sin Haand paa hans Arm . Hvor 
farlig kunde ikke denne Eftertænken blive for hende ! — Hun 
pegede paa den blege , indfaldne Skikkelse i Sengen og sagde : 
„ Betænk Dem ikke ; De vil angre det , naar det er for 
seent . “ 
„ Godt ! Jeg vil gjøre det ! “ Taarerne stode i dans ærlige 
Øine . „ Jeg vil gjøre det for hendes Skyld , stakkels forvildede 
Barn . “ 
„ Lad os love hinanden , at det skal blive en Hemmelighed 
mellem os to , som vi ville tie med , til Døden lukker vore 
Læber . “ 
„ Lad det være saa ; Herren tilgive mig denne Synd ! “ 
hviskede den gamle Doctor med bevæget Stemme . 
„ Amen ! “ sagde Fru Lehmann , og han gjentog med sagte Røst : 
„ Amen ! “ 
Fire og tyvende Capitel . 
Det var en mørk og regnfuld Dag . Stormen tudede , som 
om den vilde bebude Verdens Tilintetgjørelse , og de høie Træer , 
der stode langs Veien , bøiede sig som Siv for dens truende Magt . 
Klokken var henved ti , da en Vogn langsomt kjørte op 

ad Veien , der fører til gamle Bidstrup . De stakkels Heste vare 
saa udmattede af at kjæmpe mod Regn og Blæst , at de kun 
med Møie kunde trække den lunge Vogn . 
Endelig standsede de foran Bidstrup . Nogle Personer nærmede 
sig ; En aabnede Vogndøren , en Anden tog imod en Skik , 
kelse , der blev hjulpet ud af Vognen , og bar den ind i Huset . 
„ Jeg antager , De foretrækker at blive siddende her , “ sagde 
Doctor Brink til Fru Lehmann . „ Jeg skal ikke lade Dem vente 
længe . “ Han lukkede Døren og lod hende ene tilbage , kun omgivet 
af den hylende Vind , Regnen , der strømmede ned , og 
hendes egne mørke Tanker . 
Nu var det gjort ; nu var Ella bragt til Tavshed for bestandigt . 
Hun sukkede , som om en tung Steen var falden fra 
hendes Hjerte , skjøndt hun var betaget af en uhyggelig Følelse , 
der fik hende til at skjælve og see sig om , som om hun frygtede 
for en usynlig Fjende . 
Hun var i Sandhed en ulykkelig , forfulgt Kvinde . Vilde 
ikke hendes Samvittighed forfølge hende , hvor hun gik . Vilde 
ikke Ellas blege Ansigt møde hende , hvorhen hun vendte sit 
Blik ? En ukjendt Angst opsteg i hendes Bryst som for at knuse 
og tilintetgjøre hende . 
„ O , Gud , “ hviskede hun og vred sine Hænder i Fortvivlelse . 
Havde det blot slaaet i hendes Magt at kalde det Forbigangne 
tilbage , at gjøre det Skete uskeet ! Nu var det for seent at angre . 
Fristeren loe og hviskede i hendes Øre : 
„ Giv mig en Tomme , og jeg tager en Alen . “ 
Vogndøren blev aabnet og atter lukket efter Doctor Brink , 
der med alvorlig Stemme sagde : 
„ Ru er det gjort ! Hun er frelst , men paa hvilken skrækkelig 

Maade ! Jeg troer , at hvis jeg var i hendes Sted , vilde jeg 
hellere døe end leve under saadanne Forhold . Hvilken Følelse 
vil hun have , stakkels Barn , naar hun kommer til sig selv og 
opdager , hvor hun er , og paa hvad Maade hun har undgaaet 
sin Dom . Tænk Dem , at være Fange i et saadant Fængsel , 
omgivet af lutter sindssvage Folk ! Vil hun ikke bukke under ? 
Vil hun ikke tilsidst virkelig miste Forstanden ? Men nu er det 
for seent . Det kan ikke gjøres om ! hun er frelsf , men hvilken 
Frelse ! — “ 
„ Nu er hendes og vor Wre frelsf , “ hviskede Fru Lehmann . 
Vognen 
rullede bort , ladende den store , alvorsfulde Bygning 
tilbage og ladende hiin blege , afmagrede Skikkelse tilbage , 
den engang saa smukke Ella Hjelm , nu kun kaldet Nr . 31 . 
Hendes Navn var udslettet af de Levendes Tal . Det var ikke 
Ella Hjelm , der var Nr . 31 , der laae paa Sengen , rystende af 
Feber , med lukkede Øine og forvirrede Sandser . 
Det er Syndens Følger . Saaledes driver den os Trin 
for Trin fra Synd til Synd , indtil vi fortvivlede raabe : 
„ Det er for seent ! “ 
Fem og tyvende Capitel . 
En Maaned var gaaet . Nye Begivenheder havde ladet 
Folk glemme Frøken Grøns Død og stakkels Ellas Forbrydelse , 
som man antog , hun havde begaae ! i Sindssvaghed og al ! saa 
i Utilregnelighed . Nu var Fru Lehmanns Frygt for at blive 

opdaget ncddysset , og hun begyndte igjen at leve paa sin vante 
Viis , som det syntes glad og tilfreds , idet hendes Samvittighed 
var dysset isøvn ligesom hendes Frygt . 
Olga lod ogsaa til at være meget lykkelig , skjøndt Thorshøi 
endnu tilhørte Ella imod hendes Forventning og vilde vedblive 
at være dennes , saa længe hun levede . Det var en stor 
Skuffelse ; men Olga trøstede sig ved Haabet om Grev Platows 
Tilbagekomst . Nu var han fri , og hun , Olga , vilde lære ham 
at glemme Ella . Hun vilde trøste ham ; hun vilde opmuntre 
ham ; hun vilde gjøre Alt , hvad der stod i hendes Magt , før 
at vinde ham . 
Grosserer Lehmann , som altid havde været meget alvorlig 
og ordknap , saae nu alvorligere ud og talte mindre end nogensinde 
før . Han havde ikke seet Ella siden Forhøret , han kunde 
ikke taale Synet af hende . Hun havde knust hans Hjerte , han 
vilde aldrig forvinde dette Slag . Hvad havde han ikke tabt i 
Tilliden til hende , hvem han havde elsket som reen og god ! 
Thi han vidste kun før godt , at hun havde været ved sin fulde 
Samling , da hun udførte den skrækkelige Gjerning . Den eneste 
Solstraale , der have oplyst hans Vandring , var nu forsvunden , 
og han var ladt tilbage i fuldkomment Mørke . 
„ Havde hun blot været fra Forstanden , da hun gjorde 
det ! Nu er det kommmet før seent . “ 
Solen skinnede zittrende gjennem Ruderne og standsede 
ængstelig ved Synet af to store sorte Øine , dybt indsunkne i 
deres Huler , et blegt , sorgfuldt Ansigt og to magre gjennemsiglige 

Hænder , der vare saa læl sammenfoldede , som skulde de 
aldrig skilles . 
„ Hvor er jeg ? “ slammede hun og løftede med Besvær 
sit Hoved op fra Puden . „ O ! 0 ! “ Hun sank tilbage i Sengen 
og bedækkede Ansigtet med sine Hænder . 
Saaledes laae hun en Tid , som det syntes manglende 
Mod til at see Virkeligheden i Ansigtet . Saa løftede hun igjen 
sit Hoved og saae sig om med et ængsteligt Blik . 
„ O , jeg er en Fange ! Jeg har altsaa Intet sagt trods min 
Beslutning at ville aabenbare Alt . De have dømt mig skyldig 
i den skrækkelige Forbrydelse , skjøndt jeg er uskyldig . Men 
hvorledes er jeg kommen her ? Jeg maa have været bevidstløs ; 
jeg kan ikke huske , hvad der er skeet , efter at jeg blev opfordret 
til al tale . Jeg vilde jo tale , og endda er jeg i Fængsel . — 
Nu husker jeg det ! Det var Synet af hans hvide Haar . der 
lukkede mine Læber ; Alt løb rundt for mig , jeg kunde neppe 
holde mig opreist , jeg følte saadan en underlig Smerte i mit 
Bryst . Der er Alt , hvad jeg kan huske , — og nu er jeg her , 
i Fængsel ! “ Hun trykkede Hænderne mod Panden . „ Gud i 
Himmelen ! Det er som om jeg skulde miste min Forstand . O , 
Frederik , Frederik ! Hvor er Du ? Kommer Du ikke og frelser 
mig ? “ Hun sank tilbage paa Puden . 
„ Jeg vil liste mig ind og trøste hende , “ sagde en Solstraale . 
Der var den og kyssede den stakkels Lidendes Haand . 
Et mat Smiil oplyste hendes veemodige Træk ; hun løftede 
alter sit Hoved , og idet hun saae op imod Himmelen , hviskede 
hun : 
„ Tak , Du lille Solstraale ! Tak , al Du minder mig om , 
al der er En , som lever og vaager over os , En , som ikke for 

glemmer den ringeste af sine Skabninger ; han seer og hører mig 
han vil frelse mig , hvis det er hans Villie , at jeg skal frelses . 
Guds Villie skee ! Jeg overgiver mig i hans Haand ! “ 
Hun foldede sine Hænder , lukkede Øinene og faldt i Søvn 
med el slille Smiil . 
Nogle Timer senere blev hun vække ! ved Støjen af Døren , 
der aabnedes . Hun vendte sig om og saae nu istedetfor 
en alvorlig , mørk Fangevogter , som hun havde ventet , en ældre 
Kone med et godmodigt Ydre og bagved hende en Herre , hvis 
alvorlige Ansigt blev formildet af et venligt Smiil . 
„ Godmorgen ! Godmorgen ! “ sagde han mildt og nærmede 
sig Sengen . „ Hvordan har vi det idag ? Naa , jeg troer den 
slemme Hovedpine har forladt os . “ 
„ Tak , jeg føler mig bedre . Jeg maa vist have været meget 
syg . Jeg kan slet ikke husfe , hvorledes jeg er kommen her . “ 
Hun rødmede og vedblev med sænkede Øine : „ Tør jeg spørge , 
hvor jeg er ? Jeg synes næsten , at dette Kammer ligner et Fængsel . 
Gjør det ikke ? “ 
„ Nei , hvad tænker De paa ! Del gjør det rigtignok ikke . 
Hvorfor skulde De være i Fængsel ! Det maa De ikke troe ! del 
maa De ikke tænke , det vil kun gjøre Dem værre . Saa vil 
jeg før sige Dem , hvor De er . De er paa Hospitalet . De 
blev pludseligt angreben as en heftig Feber som ganske berøvede 
Dem Deres Sandser . Men nu er De , som De selv siger , bedre . 
De vil snart komme saa meget til Kræfter , at jeg kan tillade 
Dem at staae op og senere hen al forlade Sygeværelset for at 
gaaTo ure i den friske Luft . 
„ Hvorlænge er del siden , jeg blev syg ? “ 
„ Det er længe siden . Men nu ville vi ikke tale mere 

derom . Nu maa De kun tænke paa at blive rast saa snart som 
muligt , at De kan komme ud og trække frisk Luft . “ 
„ Men Forhøret ? “ stammede Ella og blev bleg . » Hvorledes 
gik det ? Vil De ikke fortælle mig , hvad De veed derom ? 
Jeg kan ikke huske det Allermindste . Blev jeg frikjendt ? Har 
man opdaget den virkelige Forbryderske ? Fortæl mig det endelig 
Altsammen ; ellers troer jeg , jeg bliver reent forvirret . “ 
Overlægen vendte sig om mød sin Collega , der netop var 
traadt ind , med et Blik , som sagde : 
„ Hører De ? Nu har hun igjen besieget sin Kjephest . “ 
Saa vendte han sig igjen til hende og sagde : 
„ De maa sandelig holde op med at tænke paa dette Forhør ; 
der har jo intet været , det er Altsammen Feberphantafier . 
Og hvis De virkelig ønsker at komme Dem , maa De reent slaae 
disse Tanker af Hovedet og huske paa , at det ikke er Andet end 
Phantasier , fremkaldte af Feberen . “ 
„ Phantasier ! “ udbrød Ella og slog Hænderne sammen . 
„ Er det virkelig sandt , Doctor ? De narrer mig vel ikke ? Er 
Froken Grøn ikke forgivet ? Og troer man ikke , at jeg har gjort 
det ? Var jeg ikke med til Forhøret saavel som alle de Andre ? 
Og forialte Huusholdersken ikke , at hun havde seet mig bære 
Liget igjennem Corridoren ? Kunne alle disse skrækkelige Ting , 
som jeg husker ligesaa godt , som om de vare skete i dette Øieblik , 
være Feberphantafier ? Gud være lovet ! Naar De vidste , 
hvor jeg har lidt ! Jeg kunde ikke have lidt Mere , om det havde 
været sandt Altsammen . Men det siger Intet ; nu er jeg saa 
lvkkelig , at jeg let kan glemme den Angst og Rædsel , som om 
jeg aldrig havde følt den . “ 
Hun foldede sine Hænder og et lykkeligt Smiil oplyste hendes 

Ansigt ; hun bad en sagte Bøn før at takke Gud , fordi alt dette 
kun havde været en Feberdrøm . 
Stakkels Pige ! Nu var hun virkeligt paa Veie til at miste 
Forstanden . — 
Imidlertid havde begge Lægerne trukket sig tilbage til en 
Krog , hvor de havde en alvorlig Samtale om Ellas Tilstand . 
Kort efter vinkede de Oppassersken hen til sig og gave hende 
deres Befalinger med Hensyn til den Syges Behandling samt 
paalagde hende at gjøre Alt , hvad hun kunde , før ar modarbejde 
Patientens fixe Idee og , naarsomhelst hun begyndte at tale 
om Giftmordet og Forhøret , at modsige hende og gjøre hende 
det begribeligt , at disse Ting aldrig havde fundet Sted . 
Derpaa fortsatte de atter deres Samtale , som Overlægen 
tilsidst endte med den Erklæring , at Patienten var uhelbredelig , 
til hvilken Mening den anden Læge sluttede sig . 
„ Naa , nu maa De være glad og tilfreds “ sagde den Forste 
og vendte tilbage til Ella . „ De maa søge at opmuntre Dem 
selv og ikke spilde en eneste Tanke paa disse mørke Phantasier . 
De maa stræbe efter at samle Deres Tanker ; saa lover jeg Dem 
at De skal blive rask , før De aner det . “ 
„ Men Grosserer Lehmann , kommer han ikke og seer til 
mig ? Jeg længes saa meget efter ham . Jeg har under hele min 
Sygdom troet , at han var vred paa mig . Hvor han saae bedrøvet 
og livstræt ud ! Jeg maa see ham . De maa love mig , 
før De gaaer , at han maa komme til mig . Naar De blot vidsle , 
hvor det vilde trøste mig ! Jeg troer , det vil helbrede mig hurligere 
end alle Deres Draaber . “ 
„ Værblot rolig , saa skal han maaskee komme . “ 
Lægerne forlode Cellen , og Oppassersken nærmede sig . 

„ Skal jeg ordne Deres Seng lidt ? “ würgte hun venligt . 
Ella takkede ; men hun følte sig saa svag , hun vilde hellere 
prøve paa al sove lidt . 
„ Saa vil jeg komme igjen senere . “ Hun var ved at gaae 
da Ella kaldte hende tilbage . 
„ Kan De begribe , hvorfra jeg fik alle disse forfærdelige 
Ideer ? “ würgte hun og reiste sig lidt . „ Troer De virkelig , det 
er sandt , at det kun har været Feberphantasier ? “ 
„ Ja , ganske vist , “ forsikkrede den gode Kone , følgende de 
modtagne Befalinger . 
„ Er De ogsaa vis derpaa ? “ spurgte Ella atter og saae 
hende alvorligt ind i Ansigtet . 
„ Ja , jeg er . Saml blot Deres Tanker , saa vil De see , 
jeg har Ret . “ 
„ Siig ikke del ! “ sfreg Ella . „ Siig det ikke , det vil gjøre 
mig gal . Seer De ikke , forstaaer De ikke , at hvis alt dette 
virkelig kun har været Indbildninger af mig , saa maa jeg jo 
endnu være fra Sands og Samling ; thi jeg troer endnu bestandigt , 
al det dog er sandt , og der er ingen Magt i Verden , 
der kan faae mig til at troe Andet . Nei , det er saa sandt 
som at jeg lever . Modsiig mig ikke ! Gud i Himlen , jeg kan 
ikke mere . Jeg er fra Forstanden , del er tydeligt . Jeg kan 
ikke længere skjelne Virkelighed fra Indbildning . Ja , jeg maa 
være gal . Nu forstaaer jeg det Altsammen , dette Kammer , 
disse to Læger , denne Kone , der skal passe paa mig . Han havde 
Ret . Jeg er ikke i Fængsel , skjøndt jeg er en stakkels Fange ; 
mit Fængsel er en Sindssygeanstalt . Har jeg ikke Ret ? See 
blot , der staaer „ Bidstrup “ paa Lagenerne ! Jo , jeg er gal , De 

kan ikke nægie dei . “ Hun trykkede Hænderne mod Panden som 
for ar samle sine Tanker . 
„ Nei , De er ikke paa Bidstrupsagde Oppassersken . „ Det 
er lutter Indbildning , som De vil see , naar De bliver rask . 
Vær blot rolig og græd ikke , det er der flet ingen Grund ril . 
Lad mig ordne Hovedgjerdet lidt ; De har aldrig for været saa 
utaalmodig . “ 
„ Har jeg ikke ? Glem ikke , at jeg er gal , eller at I snart 
ville bringe mig dertil . Det er Altsammen hendes Værk ; nu 
har hun vundet Seier . Men hun synes ganske at glemme , at 
Gud ogsaa vaager over mig . Jo , jeg mister snart Forstanden , 
hvis den ikke allerede er bone ; men samme Skjæbne vil ramme 
hende , Straffens Time vil komme , og saa — ! Gaa , forlad 
mig , jeg trænger ikke til Nogens Hjælp , jeg er gal , jeg er død , 
jeg er allerede begravet . Jeg er hende ikke mere i Veien . “ 
Hun loe bittert og skjulte Ansigtet i sine Hænder . 
Det var de sidste Ord , hun sagde for lang Tid . Ingen kunde 
fra nu af faae hende til at tale , hun syntes paa een Gang at 
være bleven baade døv og stum . Naar hun blev tilialt , svarede 
hun ikke , ja høne det ikke engang . Hun sad altid paa Gulvet 
i den mørkeste Krog af Cellen med Ansigtet begravet i sine 
Hænder . Hun hævede aldrig Hovedet ved Lægens Indtræden , 
og de kunde neppe faae hende til at tage mod den nødvendigste 
Føde . Hendes eneste Trøst bestod i den Tour , hun hver Dag 
gik i Haven , fulgt af Vogtersken , der syntes at være den Eneste , 
hun havde nogen Interesse for . Hun undgik med den største 
Omhyggelighed at møde de andre Patienter , der ogsaa spadserede 
i Haven , og naar hun desuagtet var saa uheldig at støde paa 
nøgen af dem . blev hun liigbleg og rystede af Angst og faae 

sig om for at finde en Udvei til Flugt ; men saa tog Vogtersken , 
der havde faaet hende meget kjær , fordi hun altid var mild og 
eftergivende , hende ved Haanden og førte hende ind paa en 
anden Vei . — 
Det var en deilig Sommerdag . Fuglene sang , Himlen 
var blaa , Solen smilte saa venligt og lod ethvert Menneske 
sole , at , hvad der end hænder , om man lider , om man sørger , 
om Ens Hjerte brister af Smerte , saa bliver der dog altid Noget 
tilbage at glæde sig over , som ingen Magt paa Jorden kan berøve 
os . 
Selv Ella følte dette , da hun , siddende paa en Bænk i 
Haven , saae op mod Himlen , lyttede til Fuglenes Kviddren og 
indaandede den friske Luft . 
Hvad foregik der i det stakkels Hjerte ? Hun vendte fit 
sorgfulde Ansigt mod Himlen og hviskede med taarefyldte Øine : 
„ Din Villie skee ! “ 
Saa vendte hun sig mod Vogtersfen , der stod ved Siden 
af hende , og sagde mildt : 
„ Elise ! Jeg vil gjerne tale med Doctor Bruun ; “ — det 
var Overlægen — „ vil De bede ham komme herned . “ 
„ Jeg tør ikke lade Dem være her ganske ene . De maa 
vente , til vi ere komne tilbage til Cellen ; saa skal jeg gaae 
efter ham . “ 
„ Saa lad os gaae strax . “ Hun reiste sig , og Vogtersten 
fulgte hende i Tavshed . 
Saasnart de vare komne ind , gik Elise efter Overlægen , 
og Ella satte sig paa en Stol . Det var længe siden , hun 
havde benyttet sin Stol , og Overlægen syntes at være forundret 
derover , da han traadte ind . 

„ De ønsker at tale med mig ? “ sagde han venligt . 
„ Ja , det ønskede jeg meget . Men vil De ikke sætte Dem ? “ 
Han tog Plads ligeoverfor hende , og efter et Øiebliks 
tankefuld Tavshed begyndte hun : 
„ De maa forud tilgive mig , om jeg trætter Dem med , 
hvad jeg nu vil fortælle ; men jeg kan ikke længere udholde denne 
rædsomme Tavshed . Da jeg kom ud i Haven og saae mig omgivet 
af den deilige Natur , var det , som fik jeg nyt Mod , nye 
Kræfter , nyt Haab , og jeg besluttede at fortælle Dem Alt og saa 
lade Dem selv dømme , om jeg har min Forstand eller ikke . “ 
Hun standsede et Øieblik , og da hun bemærkede et svagt 
Smiil om fin Tilhørers Mund , sagde hun med skjælvende 
Slemme : 
„ Jeg seer , at De nu som altid hører paa mine Ord som 
Yttringer af en Sindssvag . Jeg beder Dem , gjør det ikke I 
Ellers kan De være overbeviist om , at De tilsidst virkelig vil 
drive mig til Vanvid . Søg idetmindsle blot for en kort Tid 
at troe , at jeg er ved min fulde Forstand ; det er Alt , hvad jeg 
forlanger , og De kan ikke tabe Noget derved . “ 
„ Nu , saa tal ! “ sagde Doctoren og saae paa sit Uhr . 
„ Jeg veed neppe , hvorledes jeg skal begynde , “ sagde hun 
rødmende . „ Deres mistroiske Smiil har berøvet mig Modet . 
Men det maa være nu eller aldrig . Først og fremmest vil jeg 
sige Dem , at jeg er ikke mere fra Forstanden end de , som gjøre 
deres Bedste for at helbrede mig . Trods Alt , hvad De har 
sagt om , at der aldrig har fundet noget Giftmord eller noget 
Forhør Sted , men at det kun var Phantasier af min forvirrede 
Hjerne , trods alt dette , troer jeg og veed jeg , at det dog Altsammen 
er sandt og Altsammen har fundet Sted . Afbryd mig 

ikke ! Jeg veed ikke , hvilken Grund De har ni ar ville have mig 
til at troe det Modsatte ; dog tvivler jeg ikke om , at Deres 
Mening dermed er god . Men De tager feil , forsikkrer jeg Dem ; 
hvis De vedbliver at behandle mig paa denne Maade , vil jeg 
inden kort Tid virkelig miste Forstanden . Siig mig klon hvad 
har jeg gjort , som berettiger Dem til at troe , at jeg er sindssyg ? 
De veed , at det er sandt , at Froken Grøn er bleven forgivet , 
al der har været et Forhør , og at man antager mig for 
Ophavsmanden til denne Misgjerning . De maa vide del . da 
alle andre Mennesker vide det . Hvorfor nægter De det da og 
vil have mig til al troe , at det er en fix Idee af mig ? Siig 
mig det , eller jeg maa troe , at De er hendes Hjælper i dette 
afskyelige Complot . Jeg veed , det er hende , der er Skyld i 
min Nærværelse her ; men hvor er det muligt , al De vil række 
Haand til Udførelsen af en saa skjændig Forbrydelse ? ' 
Doctoren reiste sig . Han saae igjen paa sit Uhr og sagde 
halv sagte : 
„ Hun er uhelbredelig , og hun bliver værre og værre hver 
Dag . “ Han nærmede sig Døren ; men Ella reiste sig hurtigt 
og hindrede ham i at aabne den ved at stille sig foran den . 
„ Tal , eller har De virkeligt isinde at berøve mig min Forstand ? 
Hvem har bragt mig hertil ? Var det Fru Lehmann ? 
Svar mig , og jeg skal ikke mere besvære Dem med mine Spørgsmaal . “ 
, De 
kom her under Ledsagelse af Fru Lehmann og Doctor 
Brink , som bad mig at läge mig af Dem og behandle Dem 
med al den Omsorg og Venlighed , Deres Tilstand fordrer . Er 
De nu tilfreds ? Saa berolige Dem , stakkels Barn ! Imorgen 
skal jeg komme igjen og see til Dem . “ 

Han forlod Cellen . Hun vaklede tilbage til den mørke 
Krog og hviskede : 
„ Doctor Brink ? — Saa maa jeg jo virkelig være fra 
min Samling . Han vilde ikke for aldrig det tillade Nogen 
at forurette mig , han vilde tvertimod beskytte mig . O , min 
Gud , saa er jeg gal ! Jeg er . . Hun bedækkede sine tørre , 
brændende Øine med Hænderne ; ingen Taare trøstede hende 
eller mildnede den bittre Smerte i hendes Bryst . 
Da Lægen den næste Morgen traadte ind , fandt han hende 
atter siddende paa Gulvet i Krogen , med Ansigtet skjult i 
Hænderne . 
Han talte til hende , hun svarede ikke ; han tog hendes 
Hænder bort , men hun løftede ikke sine Øine . Og fra den Tid 
af talte hun ikke til Nogen eller saae paa Nogen , selv ikke paa 
Elise . Hun gjorde Alt , hvad man forlangte , hun var saa lydig 
som et Barn ; men det skete Altsammen mekanisk som en Søvngjængerske , 
der ikke er sig bevidst , hvad hun gjør . 
„ Hun er uhelbredelig , “ erklærede alle Lægerne , og uhelbredelig 
var hun i Sandhed ; thi hvor kan et Menneske helbredes 
for en Sygdom , det ikke har ? -— 
Sex og tyvende Kapitel . 
„ Der er tredie Gang i dette Aar , vi ere her , og jeg haaber , 
at De denne Gang ikke vil nægte os at faae hende at see ; 
vi ere kjørte en meget lang Vei , og min Kone og Jomfru 

Pingel længes saa meget efter ai tale med hende , stakkels Barn . “ 
Procurator Kaufmann nærmede sig Døren . „ Maa jeg hente 
dem ; de vente ude i Vognen ? “ 
„ Jeg saae hellere , De ikke hentede dem , “ svarede Overlægen 
betænksomt . „ Jeg er bange for , at dette Møde vil have en 
uheldig Indflydelse paa hende . Hun er bleven mere sørgmodig 
og ordknap end nogensinde , og jeg . . . , “ — Han betænkte sig 
lidt — „ Det er det Samme ; jeg vil prøve , hvad Virkning 
Synet af dem vil have . Vil De hente Damerne , saa vil jeg 
selv følge dem ül hendes Celle . “ 
Gamle Procurator Kaufmann skyndte sig afsted saa hurligt 
hans Fødder vilde tillade det , og kom snart ester tilbage , 
fulgt af sin Kone og Jomfru Pingel . 
De saae begge saa gamle , blege og bedrøvede ud , at de 
neppe vare til at gjenkjende . Det Samme var Tilfældet med 
Procurator Kaufmann , skjøndt han i dette Øieblik havde paataget 
sig saa tilfreds en Mine , som om ingen Sorg gnavede paa 
hans Hjerte . 
„ Jeg maa opmuntre Damerne , “ tænkte han , „ deres Øine 
ere saa røde og ophovnede , som om de havde grædt Dag og 
Nat . “ 
„ Ville De behage at træde nærmere , “ sagde Doctor Bruun 
med et høfligt Buk . „ Jeg behøver vel neppe at bede Dem 
lægge Baand paa Deres Følelser , medens De ere derinde . 
Skulle vi saa gaae ? “ 
De fulgte ham . Damerne tørrede deres Øine med Lommetørklædet ; 
Procurator Kaufmann tog ogsaa sit frem for ubemærket 
at aftørre de Taarer , der havde samlet sig i hans ærlige 
ØineDe 

traadte ind . 
Hun sad som sædvanligt paa Gulvet i fin Krog med 
Ansigtet skjult i Hænderne . Hun hævede ikke sit Hoved ; hun 
syntes ikke at have lagt Mærke fil deres Indtræden . 
„ Tal fil hende ! “ hviskede Doctoren fil Jomfru Pingel . 
Men den stakkels Pige var ikke istand fil at tale ; hun slirrede 
paa den mørke Skikkelse med taarefyldte Øine , hun aabnede 
Læberne ; men der kom intet Ord over dem . 
„ Vil De da ikke prøve derpaa ? “ Han vendte sig fil Fru 
Kaufmann . Hun gjorde nogle Skridt frem som for at nærme 
sig Ella , hun prøvede ogsaa paa at tale ; men Ordene svigtede 
hende , og hun bedækkede Ansigtet med sit Lommetørklæde og 
græd høit . 
„ Kjære , kjære Barn ! “ Det var den gamle Procurator , 
der knælede ned ved Siden af Ella ; han tog hendes magre Hæn > 
der fra Ansigtet , han saae paa disse blege , indfaldne Træk . 
Var dette Ella ? 
Ja , det var Syndens uskyldige Offer ! — 
„ Ella ! Ella ! Gjenkjender Du mig ikke ? Jeg er Kaufmann , 
Din gamle Ven . See paa mig , eller Du vil faae mig fil at 
græde som et Barn . “ 
Intet Svar . Hun syntes ikke at høre ham , ikke at være 
sig hans Nærværelse bevidst . 
„ Ella , min Engel , mit eget kjære , kjære Barn ! “ Det var 
Fru Kaufmann , som knælede foran den tavse Skikkelse . „ Jeg 
er her , jeg . Din gamle Veninde . See paa mig , kjender Du 
mig ikke ? “ Men Ellas Øine vare vedblivende fæstede paa Gulvet . 
„ Kom ! “ sagde Doctoren . „ Nu seer De selv , at hun ikke 
kjender Dem . Det er til ingen Nytte at blive her længere . 

Damerne gjøre bedre i at opgive det . “ Han vendte sig mod 
Døren . 
Fru Kaufmann og hendes Mand reiste sig med et smerteligt 
Blik . Men nu kom Martha til sig selv og styrtede frem 
med et Skrig . 
„ Ella ! Ella ! “ Hun slog Armene om den stakkels Lidende 
og trykkede hende til sit trofaste Hjerte . „ Ella ! Ella ! “ Hun 
saae hende hæve sit Hoved og fæste sine Øine paa hende , kun 
et Øieblik ; det var Alt . Hendes Hoved sænkede sig igjen , og 
hun blev rolig og kold som en Marmorfigur . 
„ Gode Gud ! “ Martha løsnede fine Arme . . Hun gjenkjender 
mig ikke ! O , jeg troede , at hun havde kjendt mig . Gid 
jeg aldrig havde seet hende ! “ 
„ Kom ! De har allerede seet for Meget . “ Doctoren førte 
dem bort , Døren blev lukket efter dem , deres Fodtrin døde hen , 
Alt var igjen slille . . . . Nei , et Skrig lød gjennem Cellen , sagte 
og klagende : 
„ O , de ere komne for seænt ! Hvorfor kom de ikke før ? 
Gid jeg var død ! Gid jeg var gal ! Gal — er jeg ikke gal ? 
Jo , jeg er gal , gal ! “ 
Nu fik de længe tilbageholdte Taarer frit Løb . Hun brast 
i en heftig Graad . 
Syv og tyvende Capitel . 
„ Jo , jø ! Jeg mener , at her er En , der kunde fortælle en 
god Deel , naar hun blot vilde , ' sagde gamle Mads . „ Det 

Samme kunde jeg . for jeg er ikke fuld saa blind og døv , som 
Folk bilde sig ind . “ 
„ Saa kunde jeg nok have Lyst til ar vide lidt Mere om 
den Ting , som Du altid slaaer paa , “ sagde Skytten med et listigt 
Smiil . „ Du veed nok , at der er Mange , som altid ville bilde 
Andre ind , at de vide mere end de . Hvad om Du hørte til 
den Slags , Mads ? Jeg troer det . Tager jeg feil , saa viis det 
ved at aabne Munden engang ! “ 
„ Tale og ikke tale ere forskjellige Ting , “ svarede Mads 
og gned sin Næse . „ Hvad der er gjort , kan ikke blive ugjort ; 
hvad der er sagt , kan ikke blive usagt . Jeg foretrækker at tie . “ 
„ Men naar Du vil tie , skal Du ikke gjøre saadant et 
Spræl med Din Viden , “ sagde Staldkarlen . „ Du bærer Dig 
ad accurat som En , der vil ud med Tingen , men kun vil have 
et lille Puf i Nakken som Anledning . “ 
„ Gjør jeg ? “ sagde Mads tørt og tog nogle vældige Drag 
af Piben , drak derpaa en Slurk Øl og aabnede sin Vest . 
„ Ja . det skulde jeg mene , Du gjør . “ sagde den gamle 
Kokkepige . „ Men naar Du har sagt A , bor Du ogsaa sige B , 
ellers kan man ikke slole paa Dig . Saa maa Du være tvetunget ; 
det havde jeg aldrig troet om Dig , Mads . “ 
„ Havde Du ikke ? “ var det eneste Svar , Mads gav . 
„ Nei , jeg havde ikke . “ 
„ Jeg heller ikke . “ mumlede Mads . 
„ Det kan være det Samme , Mads ; vær Du tavs , saalænge 
Du lyster . Siig os blot , hvad det er for en . huns der 
kunde fortælle os en god Deel , hvis hun vilde ? “ 
„ Der kommer hun , “ mumlede Mads , og Alles Øine bleve 
fæstede paa Rose , Stuepigen , der netop traadte ind i det varme , 

oplyste Kjøkken , hvor et stort Baal blussede paa Skorstenen , 
som hun nærmede sig med raske Trin . 
„ Naa , Rose , hvor har Du været ? Du seer saa kold og 
forfrossen ud som en Jistap , “ sagde Kokkepigen skarpt . 
„ Hvor jeg har været , “ gjentog Rose . „ Jeg vidste ikke . 
at jeg skyldte Dig nogen Forklaring derover , Maren ! Tjener jeg 
maaskee Dig ? Eller kommer jeg nogensinde til det ? “ 
„ Du ligner altid Dig selv ! Du har mere end nok af Ord , 
men for lidt af Forstand . Dog her skal alligevel være Plads 
til Dig ; kom og sid ned ! “ 
„ Tak , Maren . Vær vis paa , at jeg havde gjort det ogsaa 
uden Din Opfordring . Godaften , Peer ! Var det Dig , som 
sfrækkede mig saadan før med et Skud ? Du fik mig til at løbe 
igjennem Skoven som en Hare . “ 
„ Ah ! Igjennem Skoven ! “ udbrød Maren med et fiffigt 
Smiil . „ Hørte I , hun sagde igjennem Skoven ? “ vendte hun 
sig til de Andre . 
„ Ja , igjennem Skoven ! Igjennem Skoven ! Igjennem Skoven ! “ 
gjentog Rose trodsigt . „ Have I nu hørt det Allesammen ? 
Eller skal jeg gjentage dei igjen ? “ 
„ Nei Tak , Rose ! “ sagde Staldkarlen leende . „ Kom heller 
og sæt Dig ned ved Siden af mig ! Vi talte netop om Alt , 
hvad der er gaaet for sig i den sidste Tid . Og Mads siger , 
at han veed Meget , hvis han vilde fortælle , og at Du veed en 
god Deel mere end han . Men vi Andre troe det ikke , for Du 
hører ikke til dem , der have opfundet Krudtet . Nei , saa vil 
jeg før antage Mads for at vide en lille Smule . “ 
„ Vil Du det , Du dumme Menneske ? Men hvad om Du 
tog feil ? Jeg troer , Du gjør det . “ 

. Troer Du ? “ Staldkarlen saae til de Andre som for at 
sige : „ Nu har jeg hende , pas bare paa . “ 
„ Hm ! “ mumlede Mads ; . gamle Fugle fanger man ikke 
med Avner . “ 
„ Hvem bad Dig om at tale ? “ spurgte Kokkepigen . 
„ Øg hvem beer Dig tale ? “ brummede Mads . 
„ Jo , Mads har Ret ; gamle Fugle fanger man ikke med 
Avner ! “ loe Rose triumpherende . „ Jeg har , som Ole siger , 
Intet at fortælle ; jeg veed slet Intet , jeg er en ulærd Pige . “ 
„ Godt ! “ faldt Skytten ind . „ Det er ogsaa det Samme , 
for der kommer Dorthe , og jeg vil vædde ti mod een paa , at 
hun er den Eneste her , som har Noget at fortælle . Hun og 
Jacob , “ — han fæstede sine Øine paa Rose med et drillende 
Udtryk — „ vare rigtig gode Venner ; der er endogsaa dem , som 
vil vide , at de vare Kjærestefolk . “ 
„ Du lyver ! Gjentog blot Dine Ord , og Du skal faae dem 
tilbage lige i Øinene . “ 
„ Hvad er der i Veien ? “ spurgte Dorthe . „ Hvor Rose 
seer vred ud ! Naa , ere I alle baade døve og stumme ? “ 
„ Kom og sæt Dig ned hos mig , Dorthe , “ sagde Ole , „ saa 
skal jeg fortælle Dig Alt . Rose er vred paa Peer , fordi han 
siger , at Du veed meget Mere end hun om Et og Andet , som 
har fundet Sted i den senere Tid , og fordi han mener , af Du 
og Jacob holde lidt af hinanden . “ Her tilkastede Ole hende 
et hemmeligt Blik for af lade hende forstaae , al han havde sine 
Grunde til af ønske , af hun vilde lade , som om Peer havde Ret . 
„ Naa , selv om Peer havde Ret , kan jeg ikke see nogen 
Grund til af blive vred paa ham derfor , “ sagde hun med et 
spørgende Blik paa Rose . „ Jeg troer , af hverken Jacob eller 

leg Miner Nogen Forklaring over den Ling ; vi have begge 
Lov til af gjøre , hvad vi ville . Det skulde more mig af see 
den . der vilde forhindre os i del . “ 
„ Skulde det , Din tossede Pige ? Godt ! Saa see paa mig ! 
Jeg skulde mene , jeg har Rei til af gjøre det , siden jeg skal 
være Jacobs Kone med det Første , om Gud vil . “ 
„ Ha , ha , ha ! Troer Du , vi ere saa dumme af troe Alt , 
hvad Du fortæller os , saa fager Du rigtignok feil . Nei , Rose , 
vi ere ikke som Jomfru Pingel , der troede paa den Historie , 
Du fortalte om hendes Kat , stakkels Silke , der forsvandt paa 
saa forunderlig en Maade . Hvor dumt at troe , at Nogen havde 
stjaalel Silke ! Silke , som aldrig forlod Jomfru Pingels Værelse 
uden for at svippe ud i Kjøkkenet . Nei , vi er ikke nær saa 
dumme , som Du og Jacob bilde Jer ind . “ 
„ Silke blev ikke stjaalen , “ brummede Mads . „ Jeg er 
hverken døv eller blind . Jeg kunde fortælle Sandheden saa 
godt som Rose og Jacob selv , naar jeg blot vilde . “ 
„ Kunde Du ? “ sagde Dorthe . „ Jeg tvivler paa det . Rose 
og Du ere nok lige saa kloge , hvad Katten angaaer , som Jomfru 
Pingel selv , skjøndt I paatage Jer saa vigtig en Mine . 
Men jeg kjender den hele Historie , og er det sandt , at Du ogsaa 
gjør del , saa fortæl den , og jeg skal bevidne , om den er 
rigtig . “ 
„ Der er Ingen uden jeg og Jacob , som kjender stakkels 
Silkes virkelige Ende ! “ raabte Rose , rød af Vrede . . Jacob 
stoler kun paa mig ; derfor har han kun betroer mig det Hele . “ 
„ Saa fortæl del ! “ sagde Staldkarlen . „ Fortæl del , og 
vi ere villige til at fro , al Du er stakkels Jacobs Udvalgte . “ 
„ Stakkels Jacob ! Han er ikke mere Stakkel end Du og 

alle Andre , han er tvertimod heldigere stillet end de fleste af 
Jer . Jeg kjender dem . som have gjort meget mere end Jacob 
for at vinde mit Hjerte , skjøndt de nu paatage sig en Mine , 
som om de elskede en Anden op over begge Øren . “ 
„ Men Silke ? Glem ikke hendes Historie over Din egen ! “ 
sagde Skytten smilende . 
„ Silke er ikke stjaalen , “ mumlede gamle Mads . 
„ Fuldkommen sandt , “ sagde Staldkarlen ; „ men Spørgsmaalet 
er : Hvordan var hendes Endeligt ? Blev hun druknet , 
forgivet . . . . ? “ 
„ Forgivet ! “ raabte Dorthe med blege Kinder . „ Tal ikke 
om Gift i dette Huus ! “ 
„ Del er sandt ! Jeg havde reent glemt den fæle Historie ! “ 
Og de bleve alle blege og saae sig om med ængstelige Blikke . 
„ Naa , Rose , fortæl os saa , hvordan Silke kom af Dage 
Det er en trist Aften . Hør , hvor det regner og blæser udenfor ! 
Det er bedst at være under Tag , naar man ikke har Lyst 
til at blive saa vaad som en druknet Muus . Altsaa , Silke gik 
en Aften eller en Dag ud i Kjøkkenet og der . . . . ? “ 
„ Jeg har lovet Jacob aldrig at fortælle det til Nogen ; 
men da det nu er saa længe siden , tænker jeg , at det er ham 
ligegyldigt . “ Rose saae sig omkring for at see , om hendes Tilhørere 
nu ogsaa vare opmærksomme ; det syntes de at være , og 
hun vedblev med en tilfreds Mine : 
„ I veed , at Silke netop forsvandt den Nat , da Frøken 
Hildebrand døde her . Ja , det er en underlig Historie ; jeg har 
næsten ikke Mod til at fortælle den . I huske jo nok , hvor pludseligt 
hun døde samme Nat , hun var kommen hertil , Jeg sad i 

» “ “ mrv livret ^ytvi , vu inev ^zucvo 
traadte ind med blege Kinder og ængsteligt Blik . 
„ Rose ! “ raabte han , „ kom , men vær hurtig . “ 
Jeg reiste mig strax og fulgte efter ham ud i Kjøkkenet . 
Der laae Silke paa Gulvet , saa død som en Sild . 
„ Hvad skal jeg gjøre ? “ raabte Jacob . „ Jeg tør ikke sige 
det til Jomfru Pingel ; hun vil troe , at jeg har dræbt den , 
skjøndt jeg er saa uskyldig som et Svøbelsebarn . Tænk blot . . . “ 
Men jeg gav ham ikke Tid til at fuldende . „ Stille ! “ 
sagde jeg , greb Silke og gik med den ind paa mit Værelse ; 
han fulgte efter , og da vi havde laaset Døren af og skjult 
Silke i min Seng , sagde jeg : 
„ Fortæl mig nu det Hele , Jacob . “ 
„ Ja , “ sagde han og satte sig paa en Stol . „ Du veed , 
at Jomfru Pingel har paalagt os aldrig al sætte Noget , hvor 
Silke kan faae fat paa det , da hun er bange for , at den grimme 
Kat skal spise Noget , den ikke har godt af . Nu hændte det sig , 
at Fru Lehmann , som var ene i Dagligsluen , ringede , og jeg 
skyndte mig da ind for at høre , hvad hun vilde . 
„ Der , Jacob ! “ sagde hun . „ Bring dette Glas Vand ned 
til Frøken Grøn ; hun har glemt at drikke det , før hun gik . 
Du vil finde hende i Haven . “ 
„ Jeg tog Glasset , satte det paa en Bakke og gik ned i 
Haven , hvor jeg fandt Frøken Grøn spadserende op og ned med 
Frøken Hildebrand . Jeg rakte hende Glasset , men hun bød 
Frøken Hildebrand det , saa kunde jeg gaae efter et andet til 
hende . Den Gamle drak da Vandet , som om det havde været 
Viin og rakte det tømte Glas til mig . “ 

„ Hvor dog Vandel ber smager underligt ! “ sagde kun . 
„ Man skulde troe , at det var Brøndoand . “ 
„ Nei , det er det ikke . “ sagde Frøken Grøn . „ Jeg synes 
Heller ikke , at det smager anderledes end Vand i Almindelighed “ 
Saa gik jeg ind i Kjøkkenet efter et reent Glas , da jeg 
syntes det andet saae saa grumset ud , og vi veed nok , hvilken 
Stads Frøken Grøn gjør af sig selv . I mit Hastværk glemte jeg 
ganske Jomfru Pingels Silke , og efter at have sat det tomme 
Glas paa Bordet forlod jeg Kjøkkenet , grundende over , hvorfor 
Fru Lehmann havde seet saa bleg og ængstelig ud , da hun befalede 
mig at bringe Vandel ned til Frøken Grøn . Noget senere 
kom jeg tilbage til Kjøkkenet og fandt Silke ifærd med at slikke 
Glasset . 
„ Silke ! “ raabte jeg til Bæstet , der stod paa Bordet i fuld 
Beskjæftigelse . „ Vil Du lade Glasset staae . “ Men i samme 
Øieblik gjorde den et Par underlige Hop og Spring og faldt 
Ved om . See . hvad skal jeg nu gjøre ? Jeg tænker , Jomfru 
Pingel skjærer Ørerne af mig , naar hun hører den rette Sammenhæng . “ 
„ Men 
hun behøver ikke at høre den , “ sagde jeg . „ Der 
er Ingen uden Du og jeg , der veed det . Lad det saa blive 
en Hemmelighed mellem os . Du kan begrave Silke i Haven , 
naar Alle ere gaaede tilsengs ; og Ingen vil ane Sandheden . “ 
Det gjorde han da og der har I Silkes virkelige Historie . “ 
„ Det var en underlig Historie , den , “ bemærkede Skytten . 
„ Hvorledes kunde Silke døe af at slikke et tomt Glas ? Nei , den 
har spiist Noget , før den slikkede Glasset , det tør jeg nok sigesaa 
Jacob er uskyldig i dens Død . “ 
„ Jeg sagde netop det Samme , “ forsikkrede Rose . „ Men 

hun meente lige godt , al det var bedst , vi begravede den og love 
være at tale til Nogen derom . “ 
„ Jeg bilder mig nu ind , at der er Nogen , som har forgiver 
stakkels Silke , En eller Anden , der ikke holder as Jomfru 
Pingel , “ meente Dorthe . 
„ Tys ! hvor Du laler ! “ mumlede gamle Mads . „ Hold 
Din Mund . “ 
„ Naa , saa det var stakkels Silkes Historie , “ sagde Staldkarlen . 
„ Ja , Livet er en underlig Ting . Silke døde altsaa 
netop samme Aften , som Frøken Hildebrand døde om Natten , 
skjøndt hun intet Glas havde slikkel , Stakkel ! “ 
. Intet Glas slikket ! “ 
„ Intet Glas slikkel ! “ lød det fra Mund til Mund , og de 
saae alle paa hverandre med ængstelige Blikke . 
„ Var det ikke Frøken Hildebrands Glas , den flikkede ? “ 
hviskede tilsidst den gamle Kokkepige . 
„ Jo , det var , “ sagde Rose skjælvende . Og de nys saa 
glade og tilfredse Ansigter bleve oødblege . 
„ Tys ! “ 
I delle Øieblik blev Døren til Jomfru Pingels Værelse 
aabnet , og gamle Martha stod paa Dørtrinet med et Ansigt lige 
saa blegt som deres , der sadde om Bordet i Kjøkkenet . 
„ Ole ! “ sagde hun med lav Stemme . „ Spænd strax for 
Vognen ! “ 
„ Spænde for Vognen ! Men veed De ogsaa , at det er det 
rædsomste Veir ude ? “ spurgte Ole forsfrækket . 
„ Gjør blot , som jeg siger . “ Døren blev igjen lukket , og 
Jomfru Pingel begyndte at tage sit Overtøi paa med skjælvende 
Hænder . 

„ De ! maa jeg sige , del var en god Idee af Jomfru Pingel 
Stakkels Ole ! Han vilde nok hellere gaae tilsengs end 
kjøre ud med den gamle , vrantne Huusholderske i et saadant 
Veir . Hvad mon del betyder ? Jomfru Pingel , som saa sjelden ! 
tager ud . og saa at vælge en saadan Aften ! “ sagde Skytten . 
„ Saae I , hvor bleg hun var ? “ spurgte Maren . „ Man 
skulde næsten troe , hun havde opdaget noget meget VigngtMon 
hun ikke har lytter ved Nøglehullet og Hørt Historien om 
Silke ? “ 
„ Vrøvl , Maren , “ mumlede Mads . 
„ Vrøvl ! Jeg er ikke saa dum , som Du troer , Mads . Jeg 
er Kokkepige og har nu værer Kokkepige i fire og tyve Aar , 
og jeg kan fortælle , at jeg har ikke kogt for ingen Ting i al 
denne Tid . Jeg kunde forudsige , da vor kjære , gamle Frøken 
skulde døe . Jeg kunde forudsige . . . . “ 
„ Vrøvl ! “ sagde Mads . „ Du kunde Intet forudsige , Intet , 
uden hvad jeg havde fortalt Dig lidt iforveien . Jomfru Pingel 
er endelig engang bleven kjed af sit eget Selskab , del er det 
Hele . Hvad enten hun faaer Lyst til at kjøre en regnfuld Aften 
eller en Maaneskinsasten , det kommer ikke Dig ved . Forstaaer 
Du ? Saadan en gammel En som Du skulde ikke sætte 
de Unge Fluer i Hovedet , som Du bagefter kan faae Møie nok 
med af slaae ihjel igjen . “ 
Jeg vil spare Læseren for Marens Svar , der just ikke var 
meget høfligt . 
Imidlertid kjørte gamle Martha henad Veien , saa hurtigt 
Hestene vilde løbe , uden af lægge Mærke til det slemme Veir 
Ler gjorde Alt for af gjøre det saa uhyggeligt for hende , som 
muligt . Men det var forgjæves . Hvad brød hun sig om Veiret ? 

Hun havoe kun Tanke før een Ting , og det var Historien 
om Silkes Død . Kokkepigen , der „ ikke bavde kogt forgjæves 
hele den lange Tid “ , bavde Ret . Jomfru Pingel havde bør ! 
Alt og var nu paa Veien til sin gamle Ven . Procurator Kaufmann 
for af fortælle kam , hvad hun havde hørt , for af spørge 
ham om Raad , for af vende op og ned paa hele Verden , om 
det gjordes fornødent , for af frelse Ella . Ella ? — Kunde hun 
frelses ? — Nei ! Men for af frelse Ellas Navn , gamle Frøken 
Hjelms , hendes elskede Herskerindes Navn . 
Vognen standsede et lille Stykke fra Marie-Lyst , hvilket 
Jomfru Pingel havde ønsket . Hun steg ud og gik Resten af 
Veien tilfods . Da hun naaede Huset , gik hun lige til Procuratorens 
Værelse , som om hun ikke ønskede , at nogen Anden skulde 
erfare hendes Nærværelse . 
„ Det er forunderligt ! “ sagde den gamle Mand tankefuldt , 
efter at have hørt paa hende . „ Er De vis paa , at hun holdt 
sig til Sandheden ? “ 
„ Ganske vis ! Men det er ikke Alt . Jeg har selv havt 
en Anelse om noget Slemt , lige siden Frøken Hildebrands pludselige 
Død , “ sagde Martha og saae sig om med et ængsteligt 
Blik . Hun trak sin Stol nærmere hen til Procurator Kaufmann 
og vedblev hviskende : „ men da jeg ikke var sikker i min 
Sag , manglede jeg Mod til at tale til Nogen derom . Saa kom 
denne rædsomme Ulykke og bragte mig til at glemme alt Andet , 
indtil i Aften , da jeg sad i mil Værelse og grundede over Alt , 
hvad der er skeet i den sidste Tid , og sagde til mig selv : 
„ Det er ikke muligt , hun har aldrig udført denne skrækkelige 
Gjerning . Lad der skee , hvad der vil , lad Folk lænke og 
sige , hvad de ville , jeg paastaaer , at hun er uskyldig , fuldkommen 

uskyldig ; thi jeg kjender hende bedre end nogen Anden ; jeg har 
kjendt hende , siden hun ikke var større end saa . Nei , hun har 
aldrig , aldrig gjort del ! Dei maa være en Anden . . . . Naar 
jeg blot vidste , hvor jeg skal søge den Rette ! “ — 
I dette Øieblik overfaldtes jeg af en underlig Tanke , en 
Tanke , der bragte mig til al skjælve ; men jeg beroligede mig 
igjen . „ Det kan ikke være Tilfældet , “ sagde jeg til mig selv . 
„ Hun har aldrig gjort Noget , som giver Dig Ret til at unstroe 
hende . “ Men saa tænkte jeg igjen : „ Hvad har da Ella , 
det uskyldige Barn , gjort , som giver Folk Ret til al mistro 
hende ? “ 
Saaledes sad jeg og grundede og grundede , da med Eet 
en munter Latter sra Kjøkkenet afbrød mig i mine Tanker . Jeg 
kunde ikke lade være at lytte til de glade Stemmer og hørte 
paa ben Maade , hvad jeg nylig har fortali Dem . Hvad mener 
De nu ? Hvad skal jeg gjøre ? Troer De ikke , at jeg nu har 
Grund til at mistroe hende ? Jeg troer nu forvist , hun har 
begaaet baade den ene og den anden af disse skrækkelige Gjerninger , 
skjøndt jeg ikke forstaaer , hvorfor hun har gjort det . “ 
„ Men vi have ingen Vidner mod hende ! og den blotte 
Mistanke kaster ingen Mand af Hesten , “ sagde Procuratoren 
tankefuld . 
„ Jeg er fuldkommen vis paa , al hun er skyldig , saa vis 
som om jeg havde alle de fornødne Vidner derpaa . Jeg har , 
som jeg før sagde , allerede i længere Tid havt Mistanke til 
hende . Hvorfor kan jeg ikke sige ; men jeg har havt det og 
har del . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad vi skulle gjøre “ mumlede den gamle 
Procurator efieriænksom . „ Vi have ikke Ret til at fremkomme 

med Beskyldninger mod hende , der ere byggede paa blot Mistanke . 
Men jeg skal tænke nærmere derover og see , hvad Ser 
kan gjøres . Jeg maa tilstaae , jeg er ikke selv fri for at have 
Mistro til hende . Jeg har aldrig havt gode Tanker om hende . “ 
„ Heller ikke jeg , “ sagde Martha . „ Jeg har altid tiltroet 
hende alt Ondt , hvorfor da ikke ogsaa dette ? Jeg kan aldrig 
glemme , at hun gav Befaling til at lade stakkels Brunhilde 
skyde . — Men jeg havde nær glemt , at jeg har nogle Breve , 
som maaskee kunne være til Nytte i denne Sag , De ere . fra 
Fru Lehmanns Huusholderske ; hun er et Sødskendebarn til mig , 
og vi skrive jevnlig til hinanden . Her ere de- , der staaer omtalt 
i dem Alt , hvad der er hændet i Grosserer Lehmanns Huus 
fra Aftenen før Frøken Grøns Død , til den Dag Ella blev kjørt til 
Bidstrup . Jeg er , som De veed , kun en uvidende gammel Pige , og 
det Samme er mit Sødskendebarn , den omtalte Huusholderske 
Men hun vidste , at det havde mere end almindelig Interesse for 
mig at høre Alt om denne skrækkelige Tildragelse , der har havt 
saa sørgelige Følger for min stakkels Ella , netop gjennem hende , 
der har været Vidne til det Altsammen , og som tillige er den 
sandfærdigste Kilde , jeg kunde faae det fra . Tag Brevene , 
Procurator Kaufmann , og Gud give , De maatte finde Noget i 
dem . som kunde opklare det Mørke , der omgiver os . Nu er 
det bedst , jeg kommer afsted igjen . Jeg tænker , dette bør blive 
en Hemmelighed imellem os . De veed , det er allerede vel 
meget , naar to Personer kjende samme Hemmelighed , saa meget 
værre , naar ti kjende den . Farvel ! Gid mit Komme ber i 
Aften maa være til noget Gavn for vor stakkels , jeg tør roligt 
sige , uskyldige Ella ! “ Hun trykkede den gamle Mands Haand 
med Varme og forsvandt lige saa lydløst , som hun var kommen . 

„ Naa ! “ sagde Procurator Kaufmann og trak Lampen nærmere 
hen til sig . „ Jeg vil gjennemsee disse Breve , det kan i 
alt Fald ikke skade . “ Han « aabnede Pakken og tog det første 
Brev , der var mærket med et stort „ Nr . 1 “ . „ Det er rigtigt - 
vi bør altid begynde med Begyndelsen , “ tænkte han . „ Godt lad 
os saa see . “ 
Min kjære Martha ! 
Efter at have modtaget Dit Brev , hvori Du beder mig 
fortælle Dig Alt , hvad der er hændet her i den sidste sørgelige 
Tid , skynder jeg mig at opfylde dette Dit Ønske , da jeg nok 
kan tænke , Du længes efter at høre Noget om stakkels Frøken 
Hjelm . Jeg sætter mig derfor strax til at fortælle Dig Alt , 
hvad jeg selv har været Vidne til . Jeg vil begynde med Aftenen 
før den rædsomme Nat , da Ulykken kom over os . Jeg er 
nødt til at bekjende , at Frøken Grøn og Frøken Hjelm bavde 
havt en alvorlig Trætte den Eftermiddag , hvorfor jeg var meget 
forundret ved at see , hvor rolige begge vare , da de om Aftenen 
samledes i Spisestuen for at drikke Thee , medens derimod Fru 
Lehmann , der , saavidt jeg veed , ingen Deel havde havt i denne 
Trætte , saas saa bleg og træt ud , som jeg aldrig mindes at 
have seet hende før . Naa , da jeg nu gjorde mig istand til at 
skjænke Thee , sagde Fru Lehmann med Eet : „ Jeg behøver Dem 
ikke længere , Hansen . Jeg vil selv skjænke Thee i Aften . “ Saa 
forlod jeg Værelset , noget forundret , maa jeg tilstaae , da det 
var første Gang , siden jeg kom i Grosserer Lehmanns Huus , 
at Fruen ønskede at skjænke Thee selv . Hun pleier ellers ikke 
at holde videre af at gjøre sig Uleilighed med den Slags Ting . 
Men nu kommer jeg til Noget , jeg næsten mangler Mod til 
at skrive , hvorfor jeg beder Dig brænde dette Brev , saa snart 

Du har læst det , da jeg frygter for , ai der ellers kunde blive 
farligt for stakkels Frøken Hjelm , hvis del blev seer af Nogen , 
der ikke er hendes Ven . Du maa vide , at jeg , skjøndt min Samvittighed 
sagde mig , at jeg ikke burde skjule det , alligevel tang 
dermed , da jeg blev forhørt . Jeg kunde ikke faae det over 
mine Læber , da jeg følte , ar der vilde være Mere end nok for 
dem til at erklære den stakkels Pige skyldig . Hør blot ; da de 
Alle havde forladt Spisestuen og jeg gik ind for al gjemme og 
ordne , hvad der stod paa Bordet , opdagede jeg , al der laae 
Noget spredt paa Theebakken , der lignede hvidt Pulver . „ Der 
maa vel være noget Strøsukker , “ tænkie jeg og samlede noget 
af del paa Enden af min Finger for af smage paa der . Men 
det var ikke Sukker ; nu troer jeg med Vished al turde sige , 
det var Arsenik . Men dengang havde jeg jo ingen Grund til 
af undersøge det nærmere ; derfor tørrede jeg det ligegyldigt af 
og vilde til af forlade Værelser ester ai have ordnet Alt , da jeg 
ved ar gaae nogle Skridt frem fik Øie paa noget Hvidt , som 
laae under Bordet . Jeg bøiede mig ned og tog det op ; det 
var et Stykke Papir , hvorpaa der stod der nu saa rædsomme 
Ord : Arsenik . Skjøndt jeg blev forundrer herover , havde jeg 
dog ikke den mindste Mistanke om det reite Sammenhæng . 
Hvor kunde jeg del ? Jeg gjemte Papiret i min Lomme , spørgende 
mig selv , hvorledes der kunde være kommen der under Bordet , 
og gik saa op paa mit Værelse for af lægge mig , da jeg havde 
en voldsom Hovedpine . Men jeg kunde ikke sove ; og hvad der 
skete siden , veed Du allerede . Jeg fik desto værre snart at 
vide , hvorledes delte Papir var kommen under Bordet i Spisestuen , 
og nelop derfor var det , jeg flygiede . De fandi dog mit 
Opholdssted ; men skjøndt de trængte haardt ind paa mig , beholdt 

jeg dog min skrækkelige Hemmelighed for mig selv , og de 
skulle aldrig fravriste mig den . Dog , nu er hun jo frelst , skjøndt 
Gud forbarme sig foc Maaden , hvorpaa dei er skeer . “ 
Her lagde Procurator Kaufmann , som havde seet meget 
urolig ud under Læsningen og viist Tegn paa den største Overraskelse , 
Brevet fra sig og reiste sig for at maale Gulvet med 
lange Skridi . 
„ Det uvidende Fruenlimmer ! “ mumlede han mellem Tænderne . 
, Al skjule der for mig i al denne Tid ! Der er en meget vigrig 
Opdagelse . Men alligevel . . . . ? Hun maa selv tilstaae hele 
Sandheden ; det er den eneste Maade , jeg seer . Men hvorledes ? — 
Jeg maa see at lage hende med Storm , al overraste hende . 
Nu er jeg vis paa , del er hende , der har begaae ! Forbrydelsen . 
Der er paa den høie Tid al handle . “ Han Irak i Klokkestrængen , 
en gammel Tjener viste sig strax efter . 
„ Spænd strax for . Peter ! Troer Du , vi kunne være paa 
Jernbanestationen , før Toge ! gaaer ? “ 
„ Jernbanestationen ; Herren bevare os ! Vil De resie i 
saadant ei Veir ? “ 
„ Hvad yar Veiret med min Reise ar gjøre ! Gjør blot , 
som jeg befaler , men hurtigt , jeg har ingen Tid af spilde . “ 
Otte og tyvende Capitel . 
Fru Lehmann sad i Dagligstuen . Hun var ganske alene . 
Olga var i Selskab , Grosserer Lehmann i Klubben , saa hun 

havde god Tid til af ruge over sine Tanker , da hun havde en 
slem Hovedpine og derfor var nødt til af holde sig hjemme . 
skjøndt meget mod sin Villie . 
Hvor hun var forandret , gammel , rynket og sammenbøjet ! 
Der var Noget i hendes Hjerte , som jagede Freden bort fra 
hendes ængstede Bryst og tappert modstod alle Forsøg paa af tilbagetrænges . 
Stormens 
Tuden bragte hende til af fare sammen og skjælve . 
Regnen der slog tungt imod Ruderne , fik hende til af blegne . 
Ilden i Kakkelovnen , der flammede og gnistrede , fik hende til 
af lytte med ængstelige Blikke , der tydeligt udtrykte Ordet : 
„ Skyldig ! “ 
Ja , Øiet er i Sandhed Sjælens Speil . Vi behøve ikke 
Ord til af tolke vore Tanker med ; Øiet er deres bedste Tolk . — 
Et stærkt Vindstød bragte i dette Øieblik Huset til at 
ryste , som om det vilde styrte sammen . 
, O , Gud naade mig ! “ hviskede hun og slog Hænderne 
sammen . „ Man skulde troe , det var Dommedag og Verden nær 
fin Ende ! “ 
Lampen brændte mat , som om den manglede Olie . Dens 
blege Skin formaaede ikke at oplyse Værelset , der saae eensomt 
og uhyggeligt ud . 
Døren gik op . 
„ Hvem er det ? “ Fru Lehmann dreiede Hovedet og fæstede 
sine Øine paa en mørk Skikkelse , der langsomt traadte ind . 
„ Hvad er der i Veien ? “ raabte hun med skjælvende 
Stemme . „ Hvem er det ? “ 
Skikkelsen lukkede Døren omhyggeligt efter sig , og efter 
at have seet sig om i det halvmørke Værelse , nærmede den sig 

Fru Lehmann med hurtige Skridt , standsede lige foran hende 
og sagde i en bestemt Tone , pegende paa hende : 
„ De har forgivet Frøken Hildebrand ! De har forgivet 
Frøken Grøn ! Alt er opdaget , jeg kommer for at arrestere Dem . “ 
En frygtelig Bleghed bedækkede Fru Lehmanns Kinder . 
Hun udstødte et høit Skrig , kastede sig for Procurator Kaufmanns 
Fødder og raabte med foldede Hænder og et Blik , fuldt 
af Rædsel : 
„ Jeg vil ikke døe ! Frels mig , frels mig ! “ 
Ni og tyvende Capitel . 
Vi finde Grev Platow endnu i Italien , i samme Huus , 
ja i samme Værelse , hvor vi sidst traf sammen med ham . 
„ Naa , her er da endelig noget Mere om Giftmordet i 
Kjøbenhavn , “ sagde en ældre Herre , der sad ligeoverfor ham , 
ivrigt beskjæftiget med at læse et Blad . „ Nu skal De høre ! 
Det lader til at være noget indviklet . “ Og han læste høit , 
som følger : 
„ Det er en i Sandhed sælsom Hisforie , vi her for anden 
Gang skulle berøre i vore Spalter . Vi tør maaskee forudsætte , 
at vore Læsere endnu ikke have glemt den skrækkelige Forbrydelse , 
der for nogen Tid siden fandt Sted i Kjøbenhavn , et 
Giftmord paa en Dame , en Frøken Grøn . Man troede , at 
have fundet Forbryderen i en ung Dame , en Frøken Hjelm , 
der imidlertid netop den Dag , da der fluide holdes Forhør 

øver hende , mistede Forsfanden , som man dengang antog , ramt 
ar fin onde Samvittighed . Det har imidlertid viist sig , at saavel 
Renen som den offentlige Mening har laget seil . Den unge 
Dame er fuldkommen uskyldig , og den rette Forbryderske , der 
nu er opdage ! , er en Fru Lehmann , i hvis Huus Frøken Hjelm 
yar været fra Barn af , ligesom ogsaa Frøken Grøn har opholdr 
sig der i mange Aar , først som Gouvernante , senere som 
Fruens Selskabsdame . Denne har , som det synes , ikke blot 
forgivet Frøken Grøn , men ogsaa en Frøken Hildebrand , der 
var hendes Gjæst og pludselig ! døde paa el Besøg , hun aflagde 
Fru Lehmann , der hver Sommer ligger paa Landet paa Godsel 
Thorshoi , som tilhører Frøken Hjelm . Men dette er endnu ikke 
All ; hun har fremdeles lilstaaet , al de , ! unge Pige ikke var fra 
Forstanden , da hun bragte hende til Sindssygeanstalten , men 
kun angreben af en stærk Feber , der for enT id havde berøvet 
hende sin Samling , hvoraf Fru Lehmann benyttede sig nl at 
faae Familiens Huuslæge , Dr . Brink , nl ar altestere , at Frøken 
Hjelm virkelig var fra Forstanden . Dr . Brink , der for en 
Maaned siden er afgaael ved Døden , skal have været en overordenllig 
retskaffen og brav Mand , der altid havde holdt meget 
af Frøken Hjelm , hvem han havde kjendt fra Barn af . Delte 
vidste Fru Lehmann og benyttede sig heraf , idel hun bad ham 
staae hende bi med at frelse den stakkels unge Pige fra den 
Siraf , der venlede hende . Skjøndl han , som saa mange Andre , 
aniog Frøken Hjelm for skyldig , lod han sig tilsidst overtale ril 
al gaae ind paa Planen og attesterede , al den unge Dame var 
sindssvag . Det er mærkelig ! al see en Kvinde lægge og udføre 
saa son en Plan . 
Skjøndl vore Læsere rimeligviis ere begjærlige ester al 

erfare , hvad der bevægede Fru Lehmann til at begaae disse 
Forbrydelser , see vi os ikke istand til at give dem nogen Oplysning 
derom , da hun efter at have aflagt sin Tilstaaelse , selv 
mistede Forslanden , som det syntes , mere af Frygt for den Straf , 
der ventede hende , end af Samvittighedsnag . Vi finde her ligesom 
et Fingerpeg sca Himlen , der tydeligt viser os , at Herren 
vaager over alle vore Handlinger og at hans Straf eller Belønning 
vil naae os tidligt eller seent , naar vi see denne Kvinde , 
der har gjort Alt for at berøve den uskyldige unge Pige Forslanden 
i den Hensigt at skjule sin skrækkelige Gjerning for 
Verden og derved frelse sit eget usle Liv , nu selv blive sindssvag . “ 
Her 
standsede Læseren og saae spørgende paa Grev Platow . 
„ Hvad synes De om det ? Er det ikke en mærkelig Historie ? “ 
Men Greven gav intet Svar . Han reiste sig , bleg og 
vaklende , saae sig om med et aandsfraværende Blik og forlod 
Stuen med tunge , langsomme Skridt . 
„ Det er et underligt Menneske , “ mumlede den læsende Herre 
og tog atter fat paa Bladet . 
Imidlertid havde Grev Platow forladt Huset og gik nu 
med raskere Skridt henad den eensomme Vei , vi allerede kjende . 
Den friske Luft gav Hain nye Kræfter , han gik hurtigere og 
hurtigere fremad , til han naaede en lille grøn Plads , paa hvilken 
han kastede sig ned , idet han skjulte Ansigtet i sine Hænder og 
brast i en heftig Graad . 
Ingen var Vidne dertil uden den klare , blaa Himmel . 
Hvorfor skulde han ikke græde ? Fordi han var en Mand ? Derer 
Tider , hvor en Mand har den samme Ret til Taarer som 
Kvinden . 

Han reiste sig ; han sukkede dybt . En tung Steen var 
falden fra hans Hserle . Nu kunde han igjen bære sit Hoved 
opreist , nu kunde han igjen hæve fil sænkede Blik ; og det gjorde 
han . Han hævede sit lykkelige Ansigt mod Himlen , hans Øine 
funklede , hans Træk opklaredes , et Smiil spillede om hans Mund . 
„ Hjem ! “ raabte han i en dyb , inderlig Tone og udstrakte 
Armene , som vilde han omfavne hele Verden . „ Hjem til hende 
og til gamle Danmark ! “ 
Tredivte Capitel . 
Hvor Solen skinnede klart ! Hvor Fuglene jublede ! Lad 
dem juble ; det er saa deiligt at lytte til deres glade Kviddren . 
I det store , lyse , hyggelige Værelse , hvor Ella og Tante 
Hanne havde sidde ! saa mange Gange , sad Ella nu i Tante 
Hannes magelige gamle Lænestol . 
Bleg var hun , og mai saae hun ud , veemodigt var hendes 
Blik trods det venlige Smiil , der spillede om hendes Læber . 
„ Hvor den lugter deiligt ! Tag den , Barn ! “ Det var gamle 
Martha , der var traad ! ind , ubemærke ! af Ella , som havde 
lukket sine Øine , men nu aabnede dem . Hvor venligt smnlte 
de ikke til det gamle rynkede Ansigt ! De fik det til at lyse af 
Glæde . „ Dei er en Rose , som Du seer , min Yndling ; en Rose 
fra Tante Hannes egen Busk . Er Du nu fuldkommen tilfreds ? 
Hvordan har Du det idag ? “ Hun saae Ella ind i Ansigtet , 
hun var saa bange for , at hendes Yndling skulde feile noget . 

„ Dine Øine ere røde ; Du har grædt ! “ udbrød hun bedrøvet . 
„ O , mit Barn , hvorfor græder Du ? Er Du ikke fuldkommen 
lykkelig nu ? Siig mig , Barn , hvad er det , der tynger Dit 
Hjerte ? “ 
„ Jeg er saa bedrøvet over , at min egen kjære Ven , min 
Fader , vil forlade mig . Jeg føler , det er , fordi han ikke kan 
taale Synet af min falmede Skikkelse . Hvor han lider ! Kunde 
jeg blot trøste ham ! “ 
„ Stille , Barn ! Han kommer nok engang tilbage , glem ikke 
dei ! Og saa vil Du , om det behager Gud , være istand til at 
trøste ham . For Øieblikket er det umuligt , hans Sorg er for 
stor . Du kan ikke læge hans saarede Hjerte ; Tiden alene er 
istand dertil . Tys , der kommer en Vogn ! Det er nok ham . 
Græd ikke , Barn ! Han kommer snart tilbage , og Alt bliver godt . “ 
Det var ham , bleg , mager og alvorlig . Hvilken Forandring 
var der ikke foregaaet med ham . Det var forfærdeligt at see . 
Men endnu forfærdeligere var den Forandring , der var foregaaer 
med Olga , som ledsagede ham . Hvor vare nu Roserne paa 
hendes Kinder ? Hvor var hendes stolte Mine , hvor hendes 
glade Smiil ? Hun nærmede sig langsomt med blege Kinder og 
nedslagne Øine . 
Ella gjorde et Forsøg paa at reise sig ; men hun kunde 
ikke , stakkels Pige , hun sank tilbage i Stolen med et svagt , veemodigt 
Smiil og rakte en Haand til hver af dem . 
„ Fader ! Søster ! “ stammede hun , og store Taarer rullede 
ned ad hendes Kinder . Olga kastede sig for hendes Fødder . 
„ Kan Du nogensinde tilgive mig ? “ raabte hun og vædede med 
sine Taarer den magre , smalle Haand , der trykkede hendes . 

„ Du maa ikke tale saaledes , min egen kjære lille Søster , “ 
hviskede Ella og bøiede sig kjærligt ned over hende . 
„ Nei , jeg er ikke dette hellige Navn værdig ! Jeg er en 
ond . haardhjertet Pige , som aldrig har gjort Dig noget godt . 
Jeg har kun drillet Dig og været ond mod Dig fra det første 
Øieblik , vi mødtes , til nu , da jeg angrer , men for seent . Ru 
seer jeg først , hvor ond jeg har været . “ 
„ Stille ! Stille ! “ 
„ Nei , jeg maa tale , eller mit Hjerte brister af Angst . O , 
Ella , kan Du nogensinde tilgive mig ? Afbryd mig ikke ! Jeg 
beder Dig ikke om at tilgive mig , før den Tid kommer , da jeg 
af mit ganske Hjerte kan sige : Nu har jeg omvendt mig ; nu , 
Ella , er jeg værdig til Din Tilgivelse . “ Hun skjulte sit Ansigt 
i Ellas Skjød og græd , som skulde hendes Hjerte briste . 
Ella lagde Armene om hendes Hals , trykkede kende til sit 
trofaste Hjerte og sagde bevæget : 
„ Græd ikke ! Nu elsker jeg Dig som en Søster . “ 
„ Og jeg , Ella ! Kan Du tilgive mig ? “ spurgte en lav 
sorgfuld Stemme . 
„ Tilgive Dig ! O , Fader , Fader , vil Du knuse mit Hjerte ? “ 
Hun tog blidt sine Arme fra Olgas Hals og slyngede dem om 
Grosserer Lehmann : „ Min Ven , min Fader , Alt , hvad jeg har 
elsket meest i Verden ! “ 
De vare reiste . De vare langt , langt borte . Hun var 
ganske ene . Nei , der stod gamle Martha og saae paa hende 
med fine milde , kjærlige Øine . Og der , gjennem den aabne 

Dør traadte Procurator Kafmann ind med sin Kone , den sidste 
med en stor Bouket af røde og hvide Roser i Haanden , 
Ella smilte . Hun aftørrede Taarerne , der havde samlet 
sig i hendes Øine . „ Velkommen , kjære Venner ! “ Hun strakte 
Haanden ud . „ Velkommen og tilgiv , af jeg ikke reiser mig for 
af modtage Eder ; men mine stakkels lamme Been ville ikke 
tillade det . “ 
Det var sandt . Stakkels Ella , saa ung , saa smuk , varsom 
en Fugl med stækkede Vinger . Aldrig mere skulde hun i 
den friske Luft gaae i sin lille Have , kun , der altid havde holdt 
saa meget af af spadsere . Det var Følgen af kendes Ophold 
paa Bidstrup ; hun havde beholdt sin Forstand , men sin Fcibed 
havde hun mistet , hun var en stakkels Fange . Hun kunde ikke 
nyde den friske Luft uden ved af lade sig bære ned i Haven 
eller kjøre en Tour . 
Hendes største Glæde var af blive baaren ned i det lille 
Lysthuus , hvor Grev Platow havde truffet kende paa sin Vandring 
gjennem Haven med Olga . Der kunde hun sidde timeviis 
og stirre ud i det Fjerne med et fraværende Blik , snart smilende 
glad , snart sænkende Øinene veemodigt . 
Hun drømte . Vi ere alle Drømmere . — 
Et og tredivte Capitel . 
Augustsolens Straaler hvilede over det fredelige Landskab , 
Blomsterne duftede , en mild Vind bevægede Løvet hid og did . 

I den gamle Lænestol , der var hensat under nogle høie 
Lindetræer , sad Ella og indaandede med Velbehag den friske Luft . 
Paa en Stol ved Siden af hende sad Grev Platow . En aaben 
Bog laae foran ham paa Bordet ; han vendte dens Blade uden 
at see paa dem , hans Øine vare fæstede paa det milde , yndige 
Ansigt ved Siden af ham , som om hans Liv afhang af dets 
Lys eller Skygge . 
„ Er De nu fuldkommen tilfreds med Deres nye Eiendom ? “ 
spurgte Ella og hævede sit sænkede Blik . „ Jeg er meget lykkelig 
over ar have Dem til Nabo . Tak , Frederik , Tak ! Det var 
smukt af Dem at opgive Deres egen Eiendom og kjøbe „ Gimle ' 
blot for at blive min Nabo . Jeg er saa glad ved at have Dem 
her en Time eller to om Dagen . Gud veed , om De ikke tilsidst 
engang vil blive kjed af mit Selskab ? Hvor det vilde gjøre 
mig bedrøvet ! “ 
, Og alligevel vil De ikke blive min Hustru , Ella ! “ sagde 
Grev Platow med ei bebreidende Blik paa den unge , smukke 
Skikkelse ved hans Side . „ De synes ganske at have glemt , at 
De engang gav mig Deres Løfte . O Ella , har De ikke Tillid 
til mig , siden De mangler Mod til at lægge Deres Skjæbne i 
» line Hænder ? Seer De ikke , føler De ikke , hvor dyb , hvor 
rofast min kjærlighed til Øem er ? Hvorfor vil Øe da ikke 
ægte mig , Ella ? “ Der hvilede et smerteligt Udtryk om hans 
Mund , og Haanden , der vendte Bladene i Bogen , skjælvede 
synligt . 
„ Stille ! Tal ikke saaledes ! Lad ikke Fuglene , Solen , Blomsterne 
opsange disse uretfærdige Ord , min Ven . Jeg skulde ikke 
have Tillid til Øem , jeg , som elsker Øem høiere end mig stiv ! — 
Lien Øe troer skke selv paa disse ukjærlige Ord ! Nei . Frederik 

Øe veed godt , at jeg yar mere Tillid til Øem end til nogen 
Anden i denne Verden . Men derfor kan jeg alligevel ikke blive 
Deres Hustru ; vær vis paa , at jeg har en Grund derfor og 
det en alvorlig Grund . Tvivl ikke derom , min Ven ! “ 
„ Men jeg tvivler dog ! Siden Øe siger , Øe har Tillid til 
mig , maa jeg jo tænke , Øe ikke elsker mig mere . Smiil ikke af 
mig ! Hvor kan Øe smile , naar mit Hjerte græder . Nei , Ella , 
nu føler jeg , Øe elsker mig ikke . Det er Grunden til Deres 
Afslag . “ 
„ Jeg maa tilstaae , Frederik , Øe forstaaer bedre end jeg 
selv ar sinde en Grund til min Beslufning . Men jeg er virke , ig 
paa Veie til ar blive vred paa Dem . -Seer De da ikke , 
at det netop er , fordi jeg elsker Dem saa høit , at jeg ikke vil 
ægte Dem ? Vil Manden da aldrig lære Kvindens Hjerte at 
kjende ? Jeg fastholder min Beslufning trods Deres Bebreidelser , 
fordi jeg elsker Dem for høit til at ville bebyrde -Dem med en 
Kone som jeg . Er jeg ikke en ' -stakkels Krøbling ? Hvorledes 
skulde jeg kunne gjøre Dem lykkelig ? — Nei , jeg vilde aldrig 
mere blive glad nogensinde , naar jeg ægtede-Dem ; jeg vilde 
kun altfor dybt føle , at jeg havde tilintetgjort Deres Fremtids 
Lykke . See ikke saa mørk ud ! Jeg veed godt , at De aldrig 
vilde angre , at De havde raget mig til Deres Kone , dertil holder 
De for meget af mig , dertil er De for højsindet . Men jeg , 
Frederik , jeg vilde angre det hele mit Liv . De ec raftstDe 
finder Glæde i at nyde Livet , kun en rask og lykkelig-Kvinde 
kan gjore Dem fuldkommen tilfreds . See ikke . paa mig med 
delte bebrejdende Blik ! Jeg er ikke længere den , jeg var , da De 
anholdt om min Haand , og jeg-af mit ganske-Hjerte gav Dem 
den . Dengang var jeg en ung , lykkelig-Pige , ja lykkelig , ' skjondi 

mangen en tung Byrde hvilede vaa mit Hjerte ; jeg var saa 
fuld af Haab og tænkte paa min Fremtid med glad Forudanelse 
og nu — ? See paa min falmede Skikkelse ! Ligner den ikke 
mere en Blomst , der er berørt af Vinterens kolde Pust , end en 
Blomst i Sommerens Solskin ? Afbryd mig ikke , kjære Ven ! 
Jeg er ikke længere ung , jeg er ikke længere lykkelig , jeg bar 
ikke længere mit Helbred , en kold Vinterstorm har knækket mig 
Blomsten er falmet , en stakkels Krøbling er Alt . hvad der er 
tilbage af den . Tro ikke , at jeg vil formørke Deres unge , lykkelige 
Liv ! Nei , der er ingen Magt i Verden , som kan faae mig 
dertil . Lov mig derfor , Frederik , aldrig mere at berøre dette 
Punkt — Alt , hvad jeg forlanger af Dem , Alt , hvad jeg ønsker 
for at være fuldkommen lykkelig , er , at De nu og da ligesom 
idag vil komme og besøge mig og læse lidt bøit for mig . Jeg 
holder saa meget af at høre Deres Stemme . Tal til mig og 
lad mig see Deres kjære Ansigt . Frederik , det er Alt , men dog 
maaskee for meget . Og engang . . . “ — Hun standsede , og 
Taarerne rullede ned ad hendes blege Kinder — „ engang “ , 
vedblev hun med skjælvende Stemme , „ naar De har giftet Dem , 
Frederik , “ — hun greb hans Haand og trykkede den med - 
Varme — „ da glem ikke ganske Deres syge Veninde , men kom 
alligevel og skjænk mig en Time nu og da . Kom med Deres 
Kone og vær vis paa , at hun vil altid være mig kjær og velkommen . “ 
„ Ella ! “ 
Han bedækkede Ansigtet med sine Hænder . „ Ella ! 
Ella ! Vil De gjøre mig gal ! “ Han reiste sig og gik op og ned 
med heftige Skridt , men lidt efter kom han tilbage og knælede 
ned ved hendes Side . „ Min Yndling , min Ella , min Kone ! 
Den Eneste , jeg har elsket og nogensinde vil elske ! Vær ikke 

saa haard imod mig ! Vil De da aldrig forstaae mit Hjerte ? 
Kom , lad mig aabne dei for Dem . Vid , Barn , jeg kan ikke 
blive lykkelig uden Dem . Kun De kan lære mig at blive lykkelig . 
Ella , hold Deres Løfte og bliv min Kone ! Kan De ikke begribe , 
ar De ikke kan undvære mig ? Hvem skal bære Dem ned i 
Haven ? Hvem skal kjøre Dem gjennem den smukke Skov og 
de venlige Marker , hvem , naar ikke jeg , Ella ? Har jeg ikke Ret 
til ar være Alt for Dem ? Er jeg ikke Deres naturlige Beskytter ? 
Jo , og jeg vil beskytte Dem mod Alt , hvad der ikke er Solskin 
og Glæde . Jeg skal bære Dem paa mine Arme gjennem Livet . 
De vil ikke ! — “ Hans Pande blev mørk , hans Øine flammede ; 
men pludselig ! opklaredes hans Ansigi igjen . „ Godl ! Jeg vil 
vente w , ire , fire Aar . Jeg vil , om det er nødvendigt , vente 
hele mir Liv . De vil ikke blive min Kone , Ella , og dog , naar 
mange , mange Aar ere gaaede , skal dog alligevel den gamle 
Pige ikke være bleven af med sin ! rofasfe Elsker ; nei , hendes 
Nabo , den gamle Pebersvend , vil komme og besøge hende hver 
Dag , vil læse høir for hende af Bøger om Kjærlighed , der er 
trofast , trosast til Døden . Og i den milde Sommertid vil han 
bære hende paa sine Arme ud i Haven , maaskee vaklende og 
med Anstrengelse ; men De kan være rolig , han vil hellere døe , 
end tabe stn Byrde . O , Ella , Ella ! Vær ikke saa haardhjerler , 
afslaa ikke længere mit Ønske , fordøm mig ikke til at blive en 
gammel Pebersvend , det er saa skrækkeligt , ar jeg ikke kan bære 
dei . Nei , min Yndling , De maa ægre mig , eller De vil tilsidst 
berøve mig Forstanden . “ 
„ Nei , Frederik , jeg kan forsikkre Øem , man mister den ikke 
saa let . Jeg har selv prøvet dei . Berolige Øem , min Ven 
Naar der er gaaet er Aar eller to , vil De takke mig for mit 

Mod . Og nu . Frederik , lad det være nok om Senne Gjenstand . 
Tro mig , jeg bliver aldrig Deres Kone saaledes , som jeg nu er . 
Det er saa vist , som jeg lever . “ 
„ Godt ! Og jeg lover , at De eller Ingen skal blive min 
Kone . Det er saa vist , som jeg lever . “ 
„ MnGud ! Hvad har De gjort med mit Barn , Hr . Greve , “ 
raabte Martha , som viste sig i den aabne Havesluedør „ De 
maa ikke tillade hende at blive saa længe ude i den kolde Aftenluft . 
Duggen er allerede begyndt at falde . Hvor Du seer bleg 
og træt ud ! Det kan ikke gaae an . De maa ikke oftere lade 
hende sidde saa sildigt ude . “ 
„ Aldrig ! Det lover jeg , Jomfru Pingel . Det var meget 
ufornuftigt af mig ; men Tiden er gaaet for mig . uden at jeg 
har mærket det . Kom , min Yndling ! “ Han bar hende i sine 
stærke Arme ind i Dagligstuen . „ Saa ! Her er meget bedre 
Hvor skal jeg sætte Dem , min Dronning ? Paa Sopbaen ? Godt , 
min Kjærlighed , Deres Villie er min . Sidder De nu godt ? Eller 
kan jeg gjøre det bedre for Dem ? “ 
„ Nei Tak , Frederik , det er deiligt , som De ordner Set “ 
„ Er det ? Var De blot af samme Mening som jeg , skulde 
jeg aldrig forlade Dem , men altid være hos Dem , pleie Dem og 
hygge om Dem . Ella , endnu engang , tilintetgjør ikke min Frem 
tids Lykke , forskyd ikke mit trofaste Hjerte ! “ Han knælede ned 
foran hende , greb hendes Haand og trykkede den ømt til sine 
Læber . 
„ Stille , Frederik ! “ Hendes Pande blev mørk . „ De maa 
opgive denne Tanke , eller De vil tilsidst tvinge mig til at nægte 
mig selv den Glæde at see Dem . Jeg elsker Dem , jeg er Deres 
trofaste Veninde , men ægtede jeg Dem , var jeg i Sandhed Deres 

værste Fjende . Bliv ikke vred van mig ! See paa mig , men ikke 
med de bebrejdende Øine , min Ven . Der kommer Martha . Kjære , 
gamle Martha , vil Du ikke tage dette urolige Menneske med Dig ? 
Jeg er træt og trænger til Hvile . “ Hun lod sin Haand glide 
over hans mørke Haar . „ Farvel , Frederik ; velkommen , naacsomhelst 
De gjæster Thorshøi . “ 
„ Farvel , Ella ! “ Han reiste sig . „ De maa ikke vente at 
see mig den første Uge . Jeg maa have nogen Tid til at vænne 
mig til at ansee Dem for en Fremmed . “ 
. Ikke en Fremmed , en Veninde , Frederik . “ 
„ Til at vænne mig til at tænke paa min Fremtids eensomme 
Liv . “ 
„ Ikke eensomt , Frederik . De har Deres Frihed . De kan 
gjøre st Valg . De kan gifte Dem . “ 
„ Nei , jeg kan ikke , Ella . Jeg kan kun ægte Een , som jeg 
allerede har sagt . Farvel , Ella ! Græd ikke , min Yndling . Jeg 
skal aldrig mere berøre dette Emne . Stol paa mit Ord , De 
skal have Fred . Græd ikke , min Elskede ! Jeg lover at være 
tavs , selv om mit Hjerte skulde briste . Kom , lad mig aftørre 
Taarerne ; de formørke kun Deres elskede Øine . Og nu , min 
Alf , Godnat ! Imorgen seer De mig maaskee igjen . “ 
„ Godnat , Frederik ! “ 
To og tredivte Capitel . 
„ Et Brev til Dig , Barn ! Jeg tænker , det er fra Grosserer 
Lehmann , “ sagde Martha og rakte Ella Brevet . 

„ O , det er en stor Glæde ! De komme maaskee tilbage . 
Nu er det et heelt Aar siden , de reiste . “ Hun aabnede det 
velkomne Brev og begyndte at læse ; men det faldt ud af hendes 
Haand , og hun udbrød med brudt Stemme : „ Martha . Martha , 
han er død , han er borte , borte for bestandigt ! “ 
„ Død , Barn ! Hvem er død ? Da ikke Grosserer Lehmann ? “ 
„ O , min Fader ! skal jeg aldrig mere see Dit elskede Ansigt ? “ 
hulkede Ella . „ Dei er for meget , dette Slag kan jeg ikke bære . “ 
„ Stille Barn ! Gjentog ikke saadanne Ord . Herren lægger 
ingen Byrde paa os , som vi ikke kunne bære . Han kjender 
vore Kræfter bedre end vi selv . Du maa ikke give efter for 
Din Sorg . Overgiv Dig i den gode Guds Hænder ; han forstaaer 
at læge et saaret Hjerte . “ 
„ Tak , Martha ! Du har Ret nu , som altid . Jeg er kun 
en stakkels svag Skabning , utaknemmelig og utaalmodig , uværdig 
til Herrens Naade . Men jeg vil prøve paa at omvende 
mig . Lad mig blot græde lidt , uden at Du skjænder paa mig ; 
hans Minde er nok mine Taarer værd . “ 
„ Græd , mit Barn ; jeg misunder ham ikke Dine Taarer . 
Naar Du blot ikke ødelægger Dine kjære Øine ved al denne 
Graad ! Jeg vil gaae og lade Dig ene en Stund ; naar jeg 
kommer igjen , haaber jeg , at Du er kommen lidt til Dig selv . “ 
Hun bøiede sig ned og tog Brevet op . „ Her , Barn ; vær fornuttig , 
naar Du læser det ; græd ikke for meget , ellers gjør Du 
Dine Øine røde og hovne ; det vil gjøre Greven saa ondt , naar 
han kommer og seer det . Jeg vil ikke tale om mig selv ; Du 
veed jo godt , at hver Taare , Du fælder , foraarsaget : mig ligesaa 
megen Smerte , som Dine Smiil foraarsage mig Glæde . “ 

Hun bøiede sig øver Ella , kyssede hendes magre Haand og forlod 
Værelset med et kjærligt Smiil . 
Ella lukkede Øinene , medens bittre Taarer rullede ned ad 
hendes blege Kinder . Saaledes sad hun en Stund , som om 
hun manglede Mod til al sortsælte Læsningen af Brevet . Endelig 
aftørrede hun Taarerne og fæstede sine sorgfulde Øine paa Olgas 
Brev , der lød , som følger : 
„ Kjære Ella ! 
Det er et sørgelig ! Budskab , jeg har al bringe Dig . Du 
veed , a ! min kjære , — vor kjære Faders Helbred er bleven 
siettere og siettere i det sidste Aar . Men jeg kunde ikke bringe 
det over mit Hjerte al forurolige Dig ved al skrive om , hvor 
syg han har været , lige siven vi reiste , og da del tillige var 
hans Villie , al Du skulde være uvidende derom , har jeg tiet 
dermed hele Tiden ; men nu maa jeg tale , Ella ! Vor kjære Fader 
har forladt os for bestandigt , han er død ; vi skulle aldrig mere 
see hans elskede Træk eller lytte til hans milde , kjærlige Stemme . 
O , Ella , gid jeg var hos ham ! Del var del Bedste , der kunde 
hændes mig . 
Men han bad mig om al være sornuflig og bære min Lod 
med Taalmodighed . Del var de sidste Ord , vor kjære Fader 
sagde ; jo og saa : « Siig til Ella , al jeg har elske ! hende som 
mil eget Kjød og Blod . Bring hende min Velsignelse ! “ Og 
hans milde Øine og kjærlige Læber lukkede sig for evigt . Ja , 
seg vil prøve paa ar være fornuflig , at være taalmodig med 
Guds Hjælp . 
Han er begravet . Ella , forstaaer Du dette rædsomme Ord ? 
Den kolde , sorte Jord dækker hans Kiste , og jeg kan ikke , selv 

med Opoffrelse af mit Liv , faae ham tilbage om blot for et 
eneste Minut . 
Nu staaer jeg ganske ene i den vide , vide Verden . Det 
er vel sandt , jeg har Dig , min kjære Søster ; jeg veed , Du vil 
føle for mig som en saadan , men da jeg aldrig har været som 
en Søster mod Dig , har jeg Heller ikke Ret til at modtage en 
Søsters Kjærlighed af Dig , Men jeg har alligevel bestemt at 
tage tilbage til Danmark . Det er mit Fødeland ; og skjøndt mit 
Hjerte græder ved Tanken om at forlade min elskede Faders 
sidste Hvilested , er det hans Villie , og den maa jeg adlyde . 
Ella , jeg vil komme og see Dig endnu engang , og saa vil jeg 
tage ud som Gouvernante . Jeg vil selv tjene mit Brød , det 
er den eneste Trøst , der er givet mig i Livet . Jeg har et Brev 
til Dig fra Fader ; men han bad mig bringe Dig dei selv . 
Derfor beholder jeg det , til jeg kommer til Thorshøi , hvor jeg 
rimeligviis vil ankomme en Ugestid efter , af Du har modtaget 
dette Brev . 
Farvel , Ella ! Gud lade mig træffe Dig nogenlunde rask 
og trøstet ved min Tilbagekomst til Danmark ; nu haaber jeg 
af være værdig til Din Tilgivelse . 
Din trofaste og angrende Søster 
Olga Lehmann . “ 
Ella hævede Øinene fra Brevet . 
„ Om en Uge kan jeg vente Olgas Tilbagekomst , “ hviskede 
hun . „ Stakkels Olga ! Saa ene i Verden . Men det maa ikke 
blive saaledes . “ Hun ringede , og Rose traadte ind . 
„ Jeg vil gjerne tale med Jomfru Pingel , Rose . Vil Du 
bede hende komme . “ 
Rose gik , og Martha traadte lidt efter ind . 

„ Naa , Barn , hvad er det saa , Du vil ? “ 
„ Olga skriver , hun vil være her om en Uge . Vil Du ikke 
gjøre nogle Værelser istand til hende , gode Martha ? Jeg vil 
være saa glad ved af vide , af de staae færdige og vente paa 
hende . “ 
„ Kommer Frøken Lehmann for af være her hos Dig . 
Barn ? Det gjør mig sandelig ondt . Hun har aldrig været 
god imod Dig , saa hun maatte kunne begribe , at hendes Nærværelse 
ikke kan være os behagelig . Gud bevare mig ! Skal jeg 
virkelig opleve at see hende , den stolte Sommerfugl , tage Eommandoen 
og gjøre sig til Herre her i Huset . Nei . Ella , det 
gaaer ikke an . Jeg vil ikke tillade det . Jeg vil fortælle Greven 
Alt , jeg veed , han vil aldrig gaae ind derpaa . “ 
„ Men jeg vil , at Olga skal være bøs mig . Hun er min 
Søster , forstaaer Du , Martha . Dette Gods og Alt , hvad jeg 
eier , burde have været hendes . Du veed ligesaa godt som jeg , 
at havde Tante Hanne ikke adopteret mig . saa havde det nu 
været hendes med Rette . Og selv bortsen herfra , er hun jo 
min Pleiesøster , en stakkels bedrøvet Pige , tom ingen Ven , ingen 
Slægtning eier i den vide Verden ; hun har Ingen uden mig . 
Og jeg vil være en kjærlig , en trofast Søster mod hende . Jeg 
vil ikke tillade hende at tage ud i Verden , mit Hjem er hendes 
Hjem , og naar jeg døer , er Alt , hvad jeg eier , hendes . Jo , 
Martha , gjør Værelserne istand og fal aldrig mere paa den 
Maade om Frøken Lehmann . Glem aldrig , af hun er min 
Faders Datter , og af jeg elsker hende som en hellig Arv fra 
ham . “ 
„ Godt , Barn , jeg vil prøve paa af huske det ; jeg haaber , 
af hendes Opførsel mod Dig maa gjøre det let for mig . Naa , 

min Yndling , rynk ikke Din smukke Pande ! Jeg skal ikke oftere 
tale paa den Maade . Jeg vil nu gaae ud og lade Værelserne 
- so « istand ; jeg fænker , hun vil være glad ved al saae dem , 
hendes Moder havde under sit Ophold her . “ 
„ Nei , jeg troer , det vil være bedre af gjøre de Værelser 
istand til hende , der slode op til mine . Saa har jeg hende 
meget nærmere ved mig , og vi kunne see hinanden , naar vi 
ville . “ 
„ Som Du vil , Barn . “ Gamle Marcha gik med en meget 
utilfreds Mine . 
Maaneder vare gaaede . Olga opholdt sig endnu paa Thorshøi . 
Hun skulde aldrig mere sorlade det . Grosserer Lehmann 
havde bedet Ella om af sørge for hende ; det var hans Ønske , 
ar Olga altid skulde blive hos Ella , og Ella vilde derfor ikke 
Mave hende af drage ud i Verden . 
„ Du maa blive hos mig , saalænge jeg lever , “ sagde hun 
og lagde sine Arme om den blege Piges Hals . „ Det er Din 
Kaders sidste Ønske , og Du vil ikke være ulydig mod det . Hør 
hvad han skriver : 
„ Ella , Du maa ikke tillade Olga at drage ud i Verden . 
Du maa sørge for hende , som jeg vilde have sørget for Dig , 
hvis Du nogensinde havde trængt dertil og Herren havde tilladt 
mig at blive hos Eder . “ — 
Hører Du . Olga ? Du skal blive hos mig altid , altid . 
Hvor jeg er glad ved denne Tanke ! “ 
Saaledes blev Olga paa Thorshøi . Uger og Maaneder 
gik ; med hver Dag fik Ella hende mere kjær ; hun var bleven 
saa forandret baade udvortes og indvortes , al man neppe kunde 

gjenkjende hende . Hun var saa mild . saa god , saa taalmodig , 
hun gjorde Alt for at glæde og opmuntre Ella , hun gjætæde 
hendes mindste Ønske og ilede med at opfylde det . Selv Martba 
fandt ingen Grund til at være utilfreds med hende og kom , uden 
at vide det , lidt efter lidt til at holde mere og mere af sin fordums 
Fjende . 
Grev Platow kom som sædvanligt hver Dag til Thorshøi . 
Han snntes ogsaa at faae Interesse for den blege , alvorlige unge 
Pige , som var saa frygtsom , saa ordknap . Hun talte sjeldent 
uden at blive opfordret dertil og sagde kun det , der var nødvendigt 
for ikke at synes uhøflig . 
Der var kun Een , som hun ikke behandlede fremmed . Een , 
hun syntes at elske og have Tillid til af sit ganske Hjerte , og 
denne Ene var Ella . Ella kunde faae hende til at smile , Ella 
kunde saae hende til at føle sig lykkelig , om end kun for kort Tid . 
Det var Aften . En klar Ild brændte i Kaminen . Rullegardinerne 
vare trukne ned , og den store Lampe , som stod paa 
det runde Bord foran Sophaen , spredte sit milde Lys over 
Værelset og gjorde det saa hyggeligt . 
Omkring Bordet sadde Procurator Kaufmann , hans Kone , 
Grev Platow , Olga og Ella . 
Damerne vare beskjæftigede med Haandarbeider , Herrerne 
samtalede om Et og Andet ; nu og da afbrød Ella eller Fru 
Kaufmann deres Samtale ved at gjøre et eller andet Spørgsmaal . 
Olga sad tavs som sædvanlig . Hendes Tanker syntes at 
være langt borte , og naar hun engang imellem hævede sine 
Øine for at fæste dem vaa en af de Talende , var det med saa 
aandsfraværende en Mine , som om Ordene ikke havde naaet 
hendes Øre . Men desuagtet blev hendes blege Kinder røde , 

naar hendes Blik uventet mødte Grevens , og hendes Øine sænkede 
sig , som om hun var bleven greben i en urigtig Handling . 
Stakkels Pige ! Hun havde ikke Krast fil at bekjæmpe sit 
eget Hjerte . Hun vilde bringe det fil Tavshed . skjøndt kun 
Døden kan faae Hjerterne fil at tie . 
„ Hvorlænge opholdt De Dem i „ den gyldne Løve “ paa 
Deres Reise , Frøken Lehmann ? “ spurgte Greven og vendte sig 
pludseligt fil hende . 
Hun hævede fine Øine , hendes Kinder bleve skifteviis røde 
og blege . Hun aabnede fine Læber og kjæmpede for at finde Ord . 
„ Jeg har aldrig værer der , “ svarede hun tilsidst med lav , 
skjælvende Stemme og fæstede igjen Blikket paa fil Arbeide . 
Men hendes Hjerte bankede heftigt , som hans dybe , velklingende 
Stemme altid fik det fil at banke . 
„ Aldrig ? De ! forundrer mig . Jeg bild ! e mig ind , at alle 
Reisende maatte faae Lyst nl al tage Ophold i „ den gyldne 
Love “ for en Tid . Landskabet der omkring er saa smukt , at 
man neppe finder Mage fil det noget andet Sted . “ 
Olga gav intet Svar herpaa . Det syntes næsten , som om 
hun ikke havde lagt Mærke llil , at disse Ord vare henvendte 
fil hende , skjøndt hvert Ord sra hine Læber trængte lige fil 
hendes Hjerte og bragte det fil at fljælve af Glæde eller Smerte . 
Aftenen var tilende . Alle gik fil Hvile , selv Blæsten , der 
stifte gjennem de bladløse Træer , lagde sig ; kun Olga sad endnu 
foran Kaminen i sit Værelse og slirrede ind i de lyse Flammer , 
der syntes at lege med hverandre som glade Børn . 
Hvilke Tanker gjennemkrydsede hendes lille Hoved ? Snart 
smilte hun , som kjendte hun ingen Sorg ; snart bleve hendes 
Øine mørke og hun sænkede dem som en Kvinde , der har seet 

nok af Verden fil at vide , at den skjænker mere Sorg end Glæde . 
Og snart vred hun sine fine , smalle Hænder med et saa haabløst 
Blik , som om hun havde mistet sin Fred for bestandigt . 
Hele Tiden lød hans dybe , mandige Stemme i hendes 
Øre , hans lokkende Billede smilte i hendes Hjerte . Hvad skulde 
hun gjøre ? Hun kjæmpede med sit Hjerte i Stilhed , skjult for 
Alle . Hun vilde udflette hans kjære Træk af fine Tanker , hun 
vilde ikke lytte fil den elskede Slemme . Men forgjæves ; de 
Billeder , Kjærligheden har indpræget i vore Hjerter , kan ingen 
jordisk Magt udflette . Og hun gjentøg i sine Tanker ethvert 
Ord , han havde sagt til hende efter hendes Ankomst til Thorshøi . 
Hvor godt huskede hun dem ikke ! Havde hun ikke lyttet 
til dem med hele sit Hjerte , skjøndt hendes Blik var sænket , 
hendes Mine fraværende ? Hvorledes kunde hun glemme ham , 
saalænge hun var nødt til at see ham hver Dag ? Nei , det var 
umuligt . Og dog , han var hendes Søsters Trolovede , havde 
hun Ret til at elske ham ? Havde hun ikke været uretfærdig nok 
mod Ella ? Jo , hun havde . Og nu delte Sidste , vilde Set ikke 
være for Meget ? Jo ! Htm vilde rive hans Billede ud af sit 
Bryst , hun vilde ikke elske ham , hun vilde . . . . Hun foer op af 
sine Drømme , reiste sig hurtigt , gik hen til Vinduet og løftede 
Rullega . dinet : Et Hav af Ild lnødte hendes Blik , Flammerne 
stege høit i Veiret , Thdrshøi stod i ' Luer . — 
Hun foldede sine Hænder og sank paa Knæ . „ Gud i 
Himlen ! “ Hun kunde ikke reise sig , hun var som naglet til Gulvet 
„ Hvor er Ella ? “ 
Det var Grev Platow , som kom rivende i fuld Carriere 

og nu slandsede foran en Gruppe , der havde samlet sig i nogen 
Afstand fra den brændende Bygning for al slirre paa dens 
Tilinletgi-relse- med sørgmodige Blikke . 
„ Her , Frederik , her ! “ Ella gik frem for af møde ham . 
„ Ella ' “ I et Øieblik var han af Hesten og puttede hende 
i sine Arme . „ Ella , Ella ! Gud være lovet ! “ 
„ Hvad er det . Frederik ? “ spurgte hun med et mat Smiil . 
„ Er Du saa glad ved af see mit kjære , gamle Thorskoi i Luer ? “ 
„ Ja , det er jeg sandelig ! For denne Priis vilde jeg med 
Glæde see Alverdens Thorshoie i Luer . Kom , min Yndling , 
kom , tag mi “ Arm . I Deres store Angst og Sorg har De ikke 
opdaget Guds Barmhjertighed imod os . Prøv af gaae frem , 
og De skal see . . . . O , De kan gaae ! De er ikke længere lam . 
Herren være lovet , Deres Angst inat har frelst Dem , og De er 
nu saa rask som jeg selv . “ 
Hun prøvede paa af gaae frem . Var det en Drøm eller 
var det Virkelighed ? 
. Frederik ! “ Hun foldede fine Hænder og løffede sit blege , 
men lykkelige Ansigt op mod den røde , flammende Himmel . . 
„ Herre , Du være lovet ! “ hviskede hun af sit fulde Hjerte , og 
hendes trofaste Ven gjentog med høi , klar Stemme : 
„ Ja , Herre , Du være lovet ! “ 
Og de kastede sig i hinandens Arme og græd af Glæde . 
„ Ella , hvor er Ella ? “ raabte gamle Martha og ' ' nærmede 
sig med hurtige Skridt . „ Frøken Lehmann og jeg har søgt 
efter hende overalt , men forgjæves ; hendes Værelse er tomt , 
kvor kan det stakkels Barn være ? O , min Gud ! Hvad betyder 
det ? Hun , som ikke kan flytte sig fra Pletten . Ella , Ella ! “ 
„ Jeg er der , Martha ; vær rolig kjære , gamle Veninde . “ 

„ Jeg veed ikke , hvordan jeg er kommen her , men jeg maa 
vel selv være gaaet herhen ; thi nu husker jeg , at da jeg vaagnede 
og saae det skrækkelige Lyshav skinne ind igjennem Vinduerne , 
blev jeg saa bange , at jeg ikke formaaede at samle mine 
Tanker ; Alt , hvad jeg forstod , var , at Thorshøi brændte . Saa 
stod jeg op uden at huske paa , at jeg var lam , og efter at 
have kastet noget Tvi over mig forlod jeg Værelset . Det er 
Alt , hvad jeg husker ; hvorledes jeg er kommen her , veed jeg ikke . “ 
„ Har De fundet Ella ? “ Det var Olga , som kom lobende 
med blege Kinder og vilde Øine . „ O , der er hun , Gud være 
lovet ! “ 
, Ja , Gud være lovet ! “ gjentog Greven . „ Og nu min 
Yndling , see endnu engang paa Deres kjære , gamle Hjem , som 
har givet Dem tilbage til Glæden , til Livet og til mig . Farvel , 
Thorshøi ! Farvel , trofaste gamle Ven , der har opoffret Dig 
selv for hendes Frelse . Din Død er hendes Liv . Tak , vi ville 
aldrig glemme Dig . “ Han løftede sin Hat i det røde Lys fra 
den brændende Bygning . „ Farvel ! Farvel ! “ Med mild Magt 
førte han Ella bort og opfordrede Olga og Martha til at ledsage 
dem . 
„ Nei , jeg vil blive her , til den sidste Steen af mit kjære 
gamle Hjem er brændt . Men før det stakkels Barn og Frøken 
Lehman . i til Deres Huus . Her er intet Sted for dem at være . “ 
Og med Øinene fæstede paa den brændende Gaard satte Martha 
sig paa den kolde Jord og foldede sine Hænder som for at 
bede , medens store Taarer trillede ned ad hendes Kinder . 
Endnu engang vendte Ella sit Blik mod Thorshøi . „ Farvel ! “ 
hviskede hun med svag Røst . „ Farvel , mit elskede gamle Hjem ! “ 

Olga fulgte efter i Taushed , uden al vende sit Hoved , 
uden at hæve sit sænkede Blik . 
Grev Platow hjalp dem op i Vognen , som Ole havde 
holdt færdig til dem , og de kjørte bort til „ Gimle “ . 
Tre og tredivte Capitel . 
Hvor smuk saae hun ikke ud , ben yndige unge Brud ! 
Hun var lidt bleg , men Lilien klæder en Brud meget bedre end 
Rosen ; thi den vidner om , at hendes Hjerte hører blandt dem , 
der have et Dyb af Følelse , som ingen Glæde kan overdøve . 
Og Brudgommen ? Hvor han saae lykkelig ud ! I hans 
straalende Træk kunde man læse : „ Nu ligger hele Verden mig 
aaben ; thi jeg har seiret . “ 
Vielsen var endt . Brudgom og Brud vare komne nlbage 
til „ Gimle “ , og ester at have skiftet Dragt traadte de ind i 
Spisestuen , hvor gamle Martha var beskjæftiget med ar ordne 
Frokostbordet , medens Olga stod ved Vinduet og stirrede ud med 
et veemodigt , sorgfuldt Blik . 
Hun vendte sig om . Hvor hun saae bleg ud ! Stakkels 
Pige , hendes Hjerte var sygt tiltrods for det straalende Smiil , 
der nu spillede om hendes Læber . 
Hun traadte frem , hun slyngede Armene om Ellas Hals 
og kyssede hende ømt . 
„ Gud velsigne Dig , Ella ! Gid Du maa blive saa lykkelig , 
som nogensinde et Menneske har været ! “ 

29 l 
„ Tak , Olga ! Jeg troede aldrig , jeg skulde blive saa lykkelig , 
som jeg nu er , Jeg troede ikke , mit Hjerte var istand til 
at føle saa megen Lykke ; men det er Dig , Frederik , “ — hun 
vendte sig om mod sin Mand og greb hans udstrakte Haand , 
— „ det er Dig , jeg skylder al denne Glæde , Du har lært mig 
at være lykkelig . “ 
„ Og Du har lært mig det Samme ! “ udbrød Grev Platow 
og sluttede hende i sine Arme . „ Jeg troede aldrig , noget Hjerte 
kunde føle saa megen Lykke , som mit nu . “ 
„ Frokosten venter , og Vognen ogsaa ! “ sagde gamle Martha 
med er muntert Smiil . Og de gik tilborvs , dog ikke for at 
spise , som man skulde troe ; nei , de to vare for lykkelige , ben 
tredie for bedrøvet , 
Saa stode de op for ar tage Reiseløiel paa , og Procurator 
Kaufmann og hans Kone traadte ind for at see deres Yndling 
endnu engang , som de sagde . Og da be havde seet efter Vognen 
med det lykkelige Par , til den forsvandr , vendte de tilbage til 
deres gamle Hjem med et lille Suk og med vaade Øine . 
Gamle Martha gik til sit Værelse for ar tørre sine Øine 
og læse i sin Bibel . Og Olga ? — Hun stod en Stund ved 
del samme Vindue , hvor hun havde staaet , da Brudgommen og 
Bruden traadte ind . Hun stirrede ned i den eensomme Have . 
Hvor den saae trist ud ! Hun vendte sig om og kastede et Blik 
paa dei øde Værelse . Hvor der var uhyggeligt . Hun kunde 
ikke udholde denne Eensomhed , denne Tavshed , som syntes at 
true hende , hvorhen hun vendte fine Øine . Hun forlod Væretset ; 
hun tog fil Overiøi paa og gik bort , ned i den eensomme 
Skov , hvor intet menneskeligt Øie vilde vaage over hende , hvor 

Ingen uden Gud og den tavse Natur saae hendes Kamp med 
sit knuste Hjerte . 
Det visne Løv raslede under hendes Fødder , og Vinden 
gled sukkende gjennem Træerne med sagte Klage . Dagslyset blev 
mattere og mattere . Aftenen kom med sine veemodige Skygger , 
som bringe os til at tænke paa Døden . Men endnu sad Olga 
i den eensomme Skov med Ansigtet skjult i sine Hænder . — 
Og saaledes ville vi forlade hende , vi , som vide , at selv 
den mørkeste Nat vil blive efterfulgt af en lys Dag , en Dag , 
som ingen jordisk Sorg har Magt til at formørke .