Naar man staaer paa en af de Klitbakker , søm omgive Oxby Kirke i Vesterhørneherred et Par Mile fra Varde og seer ud mød Nørdvest , da øverskuer man et Landskab , søm i Vildhed og Størartethed søger sin Lige her i Landet . Det er en milelang Strækning , opfyldt af lave Klitter , Enge og Hedepartier ; men det Ejendommeligste ved Stedet er dog den Mængde Smaasøer , her sindes , de mindste af Størrelse som et almindeligt Gadekjær , de største af en Fjerdingveis Længde * ) . Denne Ørken kaldes der paa Egnen „ Karls Mærsk “ eller „ Kallesmærsk “ , og der gaaer det Sagn om den , at den i en fjern Fortid har været Havbund , og at Ringkjøbing Fjord har haft sit Udløb herigjennem til Hjertingbugt og Havet . Saameget skal ialtfald være visf , at der as og til er sundet Skibsredskaber eller buede Planker som af Baade i Kallesmærsks Enge . — * ) Disse Søer kunne dog nu ncesten ganske forsvinde i meget tørre Somre . Hertil denne Ørken kom — for nogle og fyrrefyve Aar siden — den eneste dalevende Descendent af den gamle danske adelige Familie Grubbe . Hans Navn var Eiler Grubbe . Han var en meget rig og fuldkommen uafhængig Mand ; men et medfødt Tungsind havde svækket hans Mod og Kræfter allerede i en tidlig Alder , — en Sinds- og Legemstilstand , der ikke er usædvanlig hos de Sidste af gamle og forhen særdeles livskraftige Slægter , idet Blodet ved de idelige Ægteskaber indenfor famme Familie eller ialtfald mellem Individer , der væsentlig leve under de samme Livsvilkaar , tilsidst bliver ligesom udvandet og berøvet den naturlige Ild . — Han havde været Officer , men snart opgivet sin Post ; saa havde han studeret Theologi , men ligeledes opgivet dette ; derpaa havbe han nogle Aar reist udenlands — og synes i det Hele at have hørt til hin Art af digteriske Naturer , der i deres egenkærlige Længsel efter Noget , som i Sandhed kan udfylde dem , i deres Ungdom drives omkring af en pinefuld , nervøs Urolighed for senere , naar de ungdommelige Kræfters Gjæring aftager , at søge en utilfredsstillende Hvile i en dump og mat Resignation . — Han var , da han saaledes første Gang , paa Jagtens Vegne , betraadte denne Ørken , noget over tredive Aar gammel . Han var en vældig Jæger , og hans største Fornøjelse var med Bøssen paa Nakken at streife omkring og opsøge de bedste Jagtegne , og da disse tillige vare de mest ensomme , tilfredsstillede han derved to af hin Naturs Fordringer . Det var en Dag i Begyndelsen af September Maaned , da han efterven lang Vandring , træet og mødig , besteg en Sandklit i Udkanten af Kallesmcrrsk for at kunne oversee Terrainet . Skuet af det underlige Land , han førstegang saae , betog ham stærkt , og han vedblev at stirre derind : de mange Søer blinkede som venlige , men tungsindige Øine fra den mørke Grund , Ørkenens disige Luft tilslørede halvt den fjerne Synskreds , den berusende , aromatiske Duft af N^rieu Ouls ombølgede ham , og den dybe Stilhed , der hvilede over hele Egnen , faldt som en øjeblikkelig Følelse af Fred over hans urolige Sjæl . Da lagde han sig , betagen af denne for ham saa uvante Stemning , ned i Sandet , og med sin Jagttaske under sit Hoved nød han nogle Timers vederkvægende Søvn . Da han vaagnede , var det henad Aften , han reiste sig og saae sig om . Øen Sandklit , paa hvilken han stod , var den højeste i en lille Bjergkjæde — hvis man ellers tør bruge et saadant Udtryk om Sandklitter — der indfattede den vestlige Bred af en af de omtalte Smaasøer , som var omtrent en Fjerbingvei lang og halvt saa bred . Vinden var øsflig , og de smaa Bølgers ensformige Slag mod Klitternes Fod , der var den nærmeste Lyd , som Hørtes i ørkenen , havde vistnok bidraget deres fil at dysse den ensomme Jægersmand isøvn . Den Følelse af Fred , som Søvnen og Indtrykket af det forunderligt stille Land havde givet ham , vedblev at hvile over ham : som idrømme stod han og stirrede ud over Egnen og den svagtkrusede , solbestraalede Sø , paa hvilken talrige Flokke af Vildænder svømmede omkring , ligesom enkelte Plump og Bevægelser under Vandet tydede paa , at Søen ogsaa var rig paa Fisk . Længere borte øinede han uhyre Flokke af Brokfugle , hvis bløde Fløitetoner , blandede med Bølgernes Rislen , naaede hans Øren som en fjern Vuggesang — medens af og fil endnu længere borte fra andre selsomme Toner og Stemmer lode sig høre , hvis Oprindelse han ikke kunde forklare sig , men hvilke man altid fornemmer veo Aftenstid i Ørkener og paa skille Steder . Da blev han paa eengang saa greben af hele Stedets Natur og af den Fred , der paa denne sildige Eftermiddag hvilede derover , at han som i gjenopvaagnende Livskraft strakte sine Hænder iveiret og raabte : „ Her vil jeg boe ! Disse ensomme Søer med alle deres Dyr skulle være mine ! Disse Heder , Moser og Enge — hele denne ørken med dens stille Aftener , med dens selsomme Toner , med dens tungsindige Ro , alt Dette skal være mit , alt Dette skal være til for mig , for mig ganske alene ! Ia , saaledes skal det være ; her , fjernt fra alle Mennesker og dog i mit Fædreland forekommer det mig , at jeg vil finde Fred ! “ Da lød et Bøsseskud saa at sige ligeunder ham . De nære Bakker gjentage Skraldet ; som en aftagende Torden forplantedes det videre og videre , indtil det endelig hendøde blandt de fjerneste Høje som en forunderlig uhyggelig Susen . Hans Sind havde været saa optaget af den Beslutning , han nylig havde fattet , at han neppe lagde ret Mærke til selve Skuddet — de fjerne , aandeagtige Naturrøster , som Skuddet ligesom havde kaldt tillive , gjorde derimod stærkt Indtryk paa ham , og han lyttede henrykt hertil , indtil den svageste Susen var ophørt . Da førsf gik han ned ad Klitten mod Søbredden for at see , hvo det var , der her i denne Ørken drev den samme Idræt som han . Men hvor forbauset blev han ikke , da han var kommen ned ad Klittens første Rygning , ved at see en ung Kvinde staae ved Søens Rand ! Hendes Bøsse laa ved hendes Fødder , og hun stod og saae udover Søen , hvor en stor hvid Hund kom svømmende ind mod Land med to Ænder i Munden . Da standsede han fuld af Forundring , og da han nu tillige lagde Mærke til hendes Klædedragt , hvoraf det var aabenbart , at hun her troede sig ganske ene og uforstyrret , følte han , at han vistnok burde fjerne sig igjen ; men den heftige Lyst , der var opstaaet hos ham til at gjøre den unge Jægerindes Bekjendtskab , lammede hans Villie , saaledes at han i Øjeblikket hverken var istand til at fjerne eller nærme sig . — Hun var iført en mørkegrøn Kjole , der ikke naaede længere end til midt paa hendes Been , og disse vare blottede ; hendes Skikkelse var hvi og rank , hendes Nakke og Hoved af den skjonneste Form . Han følte sig selsomt betaget . „ Se , “ hviskede han , „ er dette ikke disse Steders Genius , Jagtens hulde Gudinde , den høje Diana ? — Se , Haaret opbundet i Nakken , det korte Gevant , de blottede Been ! . . . Men da er hun jo ogsaa min Genius — aabenbarer hun sig ikke for mig i samme Øjeblik , jeg har besluttet at tage Land her ? “ Imidlertid var Hunden kommen iland med Ænderne , som den lagde for sin Herskerindes Fødder . Hun bøjede sig ned , kvalte med et sikkert Greb den ene And , som kun var vingeskudt , og gjemte dem i sin Jagttaske . Derpaa vendte hun sig om for at tage Bøssen , der laa bagved hende , og da fik hun øje paa Eiler Grubbe , der nu langsomt og ligesom modstræbende steg ned ad Klitten henimod hende . Han var en velvoxen , fintbygget Mand med et ædeltformet Ansigt , hvis Udtryk dog ellers vansiredes ikke saa lidet ved dets Præg af Sløvhed , ja næsten af Livslede ; men i dette øjeblik , da hans Sind var opfyldt af det Usædvanlige , der her var mødt ham , var hans Blik fast og klart , og hans Kinder ikke saa blege som sædvanligt . I samme Nu , den unge Kvinde saae den fremmede Mand , farvedes hendes Ansigt af en glødende Rødme , der dog ikke lignede den jomfruelige Undseelses lysere Skær saameget som Vredens dunklere Lue . Da stod hun førstegang for hans Ansigt , den deiligste Kvinde hans Øine endnu havde hvilet paa , rank og yndig , Naturens ungdomsfriske Datter , guddomsskjøn som selve den høje Diana , hvis Idræt hun øvede , men ogsaa — ligesom Gudinden — uden Præg af sædelig Alvor paa den skjønne Pande eller i øinenes blinkende Glands ! — Hun sænkede ikke sine Klikke , og hun blev staaende ubevægelig . Da hun imidlertid saae , af den Fremmede vedblev af nærme sig , traadte hun ham et Skridt imøde og sagde : „ Jeg havde troet , af man idetmindste i denne Ud ork kunde være fri for — Tilskuere , men jeg seer nu , af jeg har taget feil . “ Derpaa førte hun hilsende Haanden op til en lille Straahat , der sad kjækt paa hendes skjønne Hoved — en Bevægelse , der dog ikke var fri for et vist Skjælmeri — fløitede efter Hunden og fjernede sig derpaa med langsomme og faste Skridt langsmed Søranden . Han stod nogle Sekunder og saae efter hende — og da forekom det ham paa eengang , som om hele hans foregaaende , planløse Livs Byrde var afkastet , Sløvhed og Livslede forbi ! En ukjendt Varme gjennemstrømmede hele hans Væsen , og han følte sig som Yngling paany , fnld af Kraft og Mod . Uden selv ret af vide hvorledes , havde han indhentet hende , og han traadte frem for hende , hilste hende med ærbødig , ridderlig Anstand og sagde : „ Skjønne , ubekjendte unge Dame ! hvorfor vil De vredes paa mig ? — Skjøndt jeg ikke har beluret Dem som Aktæon Deres høje Forbillede , tvivler jeg dog ikke paa , af om de havde hast Evne som Villie , vilde en lignende Straf have ramt mig . Men hvorfor betragte mig med saa uvenlige Blikke ? Jeg er en fredelig Jæger , hidlokket , som vistnok De selv , af dette Steds Ensomhed og Alvor . Jeg havde netop besluttet at kjøbe denne Ørken og bosætte mig her , da fremstod De i samme Øjeblik som Stedets Genius for ligesom at besegle min Beskatning ! . . . Hvem er De , skjønne Pige ? Vil De sige mig Deres Navn og Herkomst ? “ Strax ved Begyndelsen af hans Tale var den unge Pige standset . Hun forsøgte paa at betragte ham med et haanligt Smil ; men Efterklangen af hans Ord og hans hele Personlighed forhindrede hende deri , og maaske for første Gang i sit Liv maatte hun sænke sine øine for et mandligt Blik . Og da han nu vedblev at staae taus og ærbødig hos hende , og hun følte , at han betragtede hende nøje , da overtrak en mere fin og jomfruelig Rødme hendes Kinder , og hun stod bly og undselig for ham . Endelig hævede hun sine øine og sagde : „ Jeg hedder Ida Krabbe . Min Fader er Godsejer og Stamhusbesidder . Han ejer Søviggaard i Vendsyssel , men vi ere for Tiden i Besøg en halv Mils Vei herfra paa Hesselmed . Fader har desuden Noget at gjøre med at undersøge Sandflugten her i Egnen , og jeg reiser altid med ham . “ Derpaa tilføjede hun med et skjælmsk blinkende Øjekast : „ Og hvem er saa De ? “ Han besvarede hendes Spørgsmaal ; lidt efter sagde han : „ Jeg kjender noget til Deres Hr . Fader , og nu er jø heller ikke De mig ubekjendt ! Imorgen tillader jeg mig at besøge Dem paa Hesselmed . “ Derpaa hilste han hende dybt til Afsked og begyndte at trække sig tilbage til det Sted , hvor han første Gang var bleven hende vaer . Hun blev staaende nogle Øjeblikke og saae med Undren efter ham , som om hun maaske ventede eller ønskede , at han nu , da Bekjendtskabet var gjort , skulde have ledsaget hende et Stykke paa Vejen . Men dertil var han — ifølge sin Natur — ikke istand ; thi hans Sind var bly og beskedent , og han var saalidet en Handlingens Mand , at kun et saa mægtigt Indtryk , som Synet af den unge , deilige Pige havde gjort paa ham , formaaede at overvinde hans sky Natur , og han trak sig nu tilbage , ligesom ' overvældet og betagen af sin egen Dristighed og stærke Følelse . Da han havde naaet det omtalte Sted , blev han staaende der , lænet til sit Gevær , og vedblev at følge den ranke , let henskridende Skikkelse med sine Blikke , indtil den var forsvunden i det Fjerne . Men Dagen efter indfandt han sig dog paa Herregaarden Hesselmed , saaledes som han havde sagt ; en Uge efter dette sit første Besøg var han forlovet og allerede en Maaned efter gift med den skjønne , kun syttenaarige Ida Krabbe . Søviggaard * ) har en overmaade deilig Beliggenhed i den sydøstlige Del af Vendsyssel , ved Kattegattet . Skjønne , med Lyng og Skov bevoxede Bakker omgive Gaarden mod Nord , Syd og Vest ; østenfor den strække sig derimod græsrige Enge helt ud til Havet . Forbi Gaarden og gjennem disse Enge ud imod Kattegattet strømmer en Aa , hvis Bredder , paa Herresædets Enemærker , ere tæt bevoxede med høje Træer , hvilke om Somren paa mange Steder danne et saa tæt Løvtag over Aaen , at Solens Straaler ikke kunne trænge derigjennem . Naar man i nogen Tid har ladet sig glide i en Baad ned med Strømmen mellem disse Træer , der staae som en Mur til begge Sider , i den høitidelige Dunkelhed , som dannes af de mørkegrønne Hvælvinger , og man pludselig kommer ud i det fulde Dagslys og seer det blaa , solbeskinnede Hav , da gribes man af Undren og Glæde , og Hjertet føler sig mildt bevæget ved dette yndige og rige Naturbillede . Paa dette Herresæde boede nu Eiler Grubbe og Ida Krabbe som Ægtefolk . — Da IGrubbe strax efter * ) Findes ikke under dette Navn . Forlovelsen underrettede sin Svigerfader om det særegne Indtryk , Kallesmærsk havde gjort paa hans Sind , og tilføjede , at det fremdeles var hans Agt at kjøbe hele denne ørken , opbygge en Gaard paa det Sted , hvor han første Gang saae den skjønne Jægerinde , og bosætte sig der med hende , — anvendte den gamle og sygelige Enkemand al sin Indflydelse for at forhindre denne Plan , som han sandt i højeste Grad upraktisk og excentrisk — saameget mere , som han derved vilde blive skilt fra sin Datter , hvem han havde særdeles kjær . Paa den anden Side var det ham til Beroligelse , at hans Datter kunde blive saa godt gift , mens han endnu var ilive , og han formaaede derfor sin Svigersøn til at bosætte sig paa Søviggaard og strax ester Brylluppet at overtage hele Stamhusets Bestyrelse . Da de paa denne Maade havde boet der et Par Aar , døde den gamle Krabbe , og da der ikke var andre Børn end denne Datter , bleve de unge Ægtefolk saaledes eneste Herskab paa det skjønne Herresæde . Det var en Eftermiddag sidst i August , ti Aar efter at Eiler Grubbe og Ida Krabbe saae hinanden førstegang ved Hedesøen i Kallesmærsk . Det var stille og trykkende varmt ; om Formiddagen havde Solen skinnet i al sin Pragt , men ved Middagstid indhylledes den vestlige Himmel i mørke Skyer , hvorfra af og til en sagte Torden lod sig høre . Henpaa Eftermiddagen tyknede Himlen overalt saameget , at mæn kunde see de fjerne Lyn , og en svagt rullende Torden Hørtes af og til fra alle Verdenshjørner . En dump og trykkende Stilhed hvilede over hele Egnen . Mennesker og Dyr vare i en ophidset Tilstand : de gik som i Drømme og gispede efter Luft . Ved Aaen , hvor de høje Træer stode saa stille , som vare de støbte af Vop , var der isærdeleshed forunderlig ensomt og betagende . Den lydelige Summen af Myriader af Myg , der stode som levende Søiler over Vandet indtil høit op over Træernes Toppe , blandet med Aaens Rislen og Fiskenes urolige Faren frem og tilbage i Vandet , satte Sindet paa eengang i en døsig og pirrelig Stemning : mæn følte sig træt og havde Trang til at dvæle i lang Tid paa eet Sted for ret . at hvile ud , men en indre Uro tillod det ikke . De af Gaardens Befolkning , som ikke af bestemt Arbeide vare bundne til Stedet , havde alle mere eller mindre følt sig i denne Tilstand hele denne tordensvangre Eftermiddag : de gik fra Værelserne ned i Haven og i denne fra eet Sted til et andet , gik derpaa ind igjen for — nogen Tid derefter at begynde paa den samme eller en lignende Vandring . Saadanne rastløst omkringvandrende Grupper , snart mindre og snart større , men dog som oftest bestaaende af en enkelt Herre og Dame , havde man kunnet lægge Mærke til ligefra Middag af . Søviggaard rummede nemlig i denne Tid indenfor sine Mure en betydelig større Befolkning end den faste Husstand , og tilmed var netop denne lumre Augustdag Husfruens Fødselsdag , der ydermere skulde feires ved et glimrende Bal om Aftenen . — Denne forøgede Befolkning bestod af de i Dagens Anledning Indbudne fra Omegnens Herregaarde — hvilke dog kun udgjorde et meget forsvindende Antal — og dels af en uhyggelig Skare af fornemme Udlændinge og Bekjendte fra Hovedstaden , hvilke i en Maanedstid havde opholdt sig paa det rige og gjæstfrie Herresæde . — Især var Aaen , efterat Himlen henpaa Eftermiddagen begyndte at tykne , og et dybere Mørke end ellers hvilede over det sagte rislende Vand , et yndet Maal for disse omvandrende Grupper , dog mest for saadanne , som bestode af et enkelt Par , en . Herre og en Dame . Hvor den skjønne Strøm berørte Haven , laa ved en lille Landingsbro fem eller sex Baade ; den ene ester den anden af disse blev i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen løst — en Herre og en Dame toge Plads deri og glede lydløst nedad det førte Vand , under de høje , kirkelignende Hvælvinger , ud mød Havel . Om Aftenen , da den støre Hovedbygning begyndte at straale af Lys , medens Atmosfærens Tryk blev mere og mere føleligt , og den fjerne , men uaf- . brudte Dundren i Horisonten drog højere og højere op paa Himlen , — gik en lille — omtrent niaarig — Øreng ned til Aaen . Han stillede sig mellem de høje Træer med sin ene Arm slynget om en Træstamme , og man kunde troe , at han sov , saa fuldkommen ubevægelig stod han , hvis ikke de af og til uroligt blinkende Øine havde tydet paa det Modsatte . Det var ikke første Gang , at den lille Øreng stod paa dette skjulte Sted . Ogsaa tidligere paa Aftenen havde han dvælet der med ængsteligt speidende Blikke . Han havde seet Baadene glide forbi og havde hørt hemmelighedsfuldt hviskende Stemmer lyde derfra ; men han havde endnu ikke seet , hvad han mest frygtede for at see — Det , hvorfor hans barnlige Sjæl nærede en dunkel , uforklarlig Gru . Der , hvor han stod , faldt et temmelig stærkt Lysskær fra Kjøkkenvinduerne ind mellem Træernes Stammer og oplyste saavel disse som den Del af Aaen i hele dens Brede , som var ligeud derfor . Naar han hørte en eller anden Lyd fra Vandet , stirrede han med et uroligt og spændt Udtryk i det skjønne , blide og tankefulde Ansigt hen i den Retning , hvorfra Lyden kom , indtil det gik op for ham , at det enten var Aaen , som af en eller anden Grund rislede stærkere , eller en Frø , der sprang ud , eller en Fisk , der slog op , og da viste sig i hans Ansigt et Udtryk af Lettelse eller barnlig Sorgløshed , som det da vedblev at beholde saalænge , indtil en ny Lyd fra Aaen fængslede hans Opmærksomhed . Han havde vistnok staaet saaledes henved en Timestid saa ubevægelig som selve de tause Stammer , da hørte han en Lyd , der bragte ham til at fare sammen og til at stirre med stive Blikke ud i det uigjennemtrængelige Mørke , som omgav begge Sider af Lysstriben . Det var en Lyd som af en sagte Pladsken , blandet med hviskende Menneskestemmer . Det var aabenbart en Baad , der langsomt nærmede sig , kun baaret frem af Aaens egen Strømning . Nogle Minutter endnu , og den passerede det oplyste Sted — kun et Øjeblik , men dog længe nok , til at den lille Øreng kunde see , hvo det var , som færdedes der i det dybe Mørke , i den skumle , tordensvangre Aften . I samme øjeblik , Baaden gled ham forbi , raabte den lille Øreng med en Stemme , som paa eengang var angstfuld og kjærligt bønfaldende : „ Moder , her sfaaer jeg ! Maa jeg komme ud til Dig i Baaden ? “ Denne vedblev dog sin stille Fart , og først efter at den var forsvunden i Mørket , lød en dæmpet , mandlig Røst derfra : „ Hvorfor sfaaer Du der alene , lille Henrik ? Din Moder er ikke her , hun spadserer nu vist i Haven med Damerne . “ Da gik den lille Øreng bort fra det ensomme Sted ; men hans Ansigt var blegt som et Lig , og bittre Taarer randt ned ad hans Kinder . Thi det var hans Moder , og han vidste det . — Allsom Mørket tiltog , strømmede et mere og mere straalende Lyshav ud fra den støre Gaards helt oplyste Hovedbygning . Af og til foer et forunderligt pibende Vindstød henover Jorden , snart fra een Kant og snart fra en anden og som efter en enkelt , ret Linie : De høje Træer knagede og bøjede sig næsten til Jorden med en sukkende Lyd , medens de affaldne Blade hvirvledes i hurtigt omdrejende Kredse høit op i Luften . Efter et saadant Vindstød indtraadte der gjerne i længere Tid en skummel Stilhed over Naturen ; selv det sig nærmende Tordenveir syntes da for nogle Øjeblikke at være kommet til Ro — da var det , som om Aaen bruste stærkere , og man hørte tydeligt i stor Afstand den hvislende Lyd af de faldende Blade fra de fornylig rystede Træer . Altsom Aftenen led , bleve disse Vindstød heftigere og hyppigere samtidigt med , at Tordenveiret nu stedse rykkede nærmere og nærmere ; men da overdøvedes Naturens klagende Stemmer af den brusende Dandsemusik , der lød ud fra den høje , straalende Riddersals aabenstaaende Vinduer . Jorden , min Moder , tungsindige , blinde ! Underligt rørte mig stedse Din Sang Gjennem de vaarlige Skovbækkes Klang , Gjennem de sukkende , høstlige Vinde — Hvi mon det gyser da nu i mit Bryst ? Hvorfor fornemmer mit ængstede Hjerte , Elskede Moder , Din bævende Røst , Ret , som Du hulked i Smerte ? Mægter Du ene vor Kval at fornemme ? Skimted Du aldrig den frelsende Haand ? Seer Du vor Nød , men forstaaer ei vor Aand , Den , som trods Smerten i Lyset har hjemme ? Svulmer Du derfor tungsindigt , o Hav ? Klinge vel derfor af Vemod og Længsel Alle de Toner , som Herren Dig gav , Trælbundne Moder i Fængsel ? Midnat er kommen . De hellige Toner Svinge sig ud over Land , over Ey ; Englene dale paa Midnattens Sky Bringende Fred fra de himmelske Zoner . Manden , som kæmper for Sandhed og Ret Slumrer nu sødt hos sin Hustru , den ømme , Striden , den haarde , nu synes ham let — Fred over ham og hans Drømme ! Midnat er kommen . De fristende Aander Flokke sig tæt om den vildfarne Aand , Heffigt den under Begjæret sig vaander , Strammer og søger at sprænge hvert Baand . Mægtig er nu den dæmoniske Lyst , Tankerne stærke , som lokke og daare , Ondskab sig ruster til natlige Høst , — Uskyld , o lad dig ei saare ! Midnat er kommen — Hør , Natvindens Susen Tordenens Drøn og de styrtende Vande Lyde som Havbølgers truende Brusen Vildt , og med Balsalens Toner sig blande ! Ak , hvilken underlig , zittrende Lyd : Stemmer af Aander , der stige og synke , Jublende snart som i spottende Fryd , Sukke saa atter og klynke . Hundene rasle med Lænken og tude Ret som i Smerte ved Tonernes Klang . Ensomme Vandrer paa ensomme Gang Studser og standser i Mørket derude , Retter sit Blik mod den straalende Glands ; Hvidklædte , svævende Skikkelser blege Er for hans Øine som Aandernes Dands Eller som Englenes Lege . — Broder og Ven paa det fattige Kammer , Du med det rene , det barnlige Sind ! Lyset , som vifter i Midnattens Vind , Smykker Din Bolig med renere Flammer . . . Længes og Du til den fornemme Gaard ? Straaler dens blændende Glands for Dit Øje ? Vel , — der af føre Dig hen jeg formaaer Uden den ringeste Møje . Thi naar det lyster mig Staven af svinge , Fantasus gav mig , — jeg styrer Din Hu ! Se , foran Balsalen stander Du nu , — Op paa mit Bud maa de Fløidøre springe ! . . . Ak , hvor Du blændes af Lyshavets Glands — Dog kun frimodigt omkring Dig Du skue ! Uskyld kan see paa Dæmonernes Dands Uden af Rædsel af grue . Se , hvor de bølge , de levende Krandse , Bølge som sagte henrindende Vover — Tonernes Scepter er udstrakt derover — Henover Gulvet i svævende Dandse . Hør Violinernes lokkende Røst , Fløiternes underligt klagende Stemme ! . . . Drømme , Du drømte i Ungdommens Lyst . Opfyldt Du troer at fornemme ? Dog — hvis Din rene , Din barnlige Glæde Ei skal forspildes ved Kjerternes Skjær , Kom ei de dandsende Skjønne for nær ! Sku kun i Afstand den bølgende Kjæde ! Menneskets Sind er saa stridigt og haardt , Sjeldent lidt ublandet Glæde det finder , Had og Misundelse jager den bort Selv — fra de dandsende Kvinder . Derfor Du kun fra det Fjerne bør skue Hine , som hist monne dandse og lee ! Selv deres Blikkes bedaarende Lue Helst i betydelig Afstand Du se ! Thi , hvis Du nærmed Dig hen . . . ganske nær . Saae Du maaske med Forundring og Smerte Øines og Kinders mørktflammende Skær , — Tegn paa det fredløse Hjerte . Thi kun den rene , den barnlige Glæde , Bly som i Kvindernes Hjerter den boer , Tegner paa Kinden sit yndige Sæde , Viser sit lyse , livsalige Spor . Yndige Rødme ! Du lislige Glands ! Hvor skal Din hellige Lue jeg finde ? Flygter Du sky for den leflende Dands ? Hvor har Du skjult Dig herinde ? Timen er kommen , min Broder og Ven ! Hæv nu Dit Øje , det barnlige , blide , Sku ved min Side mod Lyshavet hen , Der , hvor de dandsende Skikkelser skride ! Se dog , o se ! der er Menneskefangsf ! Læben er Bue , og Øjet er Landse ; Se , fra hinanden de skye som i Angst — Mødes saa atter og dandse . Ret som medlidende Fløiterne græde , Strengene dirre med spottende Hvin . Fagre , forvildede Husfrue fin ! Timen er ond til i Dandsen at træde . Lysglandsen , synes mig , skinner saa rød , ' Og Dine Kinder som Kjerterne gløde ! — Farlig er Timen — stor Sorrig og Nød Komme der vil af det Møde ! Hvo er Din Dandser ? — den skjønneste Mand , Han med det mørke , det funklende Øje , — Han , som Dit slammende Hjerte kan bøje , Medens han nærer dets vildsomme Brand ! . . . Hvor er Din Husbond ? Ak , seer Du ham ei ? Dandsen og Glæden forlyster ham ikke , Hist fra det Fjerne han speider Din Vei Med saa tungsindige Blikke . Hør hvor det bruser fra Tonernes Kilde , Se , hvor de lege med Menneskers Sind ! Saligt i Himlen de vugge Dig ind , Hvis Du besjæles af Følelser milde , — Staae dog tillige med Dybet i Pagt : Hjertet , hvor Ilden alt ulmende brænder , Blusser i Flammer ved Tonernes Magt , Og — Du mod Dybet Dig vender ! Broder og Ven fra det ensomme Kammer , Saae Du vel forhen saa selsom en Dands ? Saae Du en Skikkelse , mægtig som hans ? Saae Du et skjønnere Aasyn i Flammer ? Indenfor Trolddommens magiske Kreds , Kastet omkring som af stridige Bølger , Snart hun sig nærmer vemodig-tilfreds , Snart som i Skræk hun sig dølger ! . . . Hvi er her blevet saa tyst og saa stille ? Er den tilende , den festlige Nat ? Er den bevingede Fod bleven mat ? Øjet for tungt til at lyne og spille ? — Nei ! — — men de mægtige Flammer , de see , Suset , de høre af stærkere Vinger , Lokker dem selsomt med Fryd og med Vee , — Magisk dem Alle betvinger . Derfor en dæmpet , forunderlig Ro Hersker der nu i den straalende Halle . Se : hvor de dandse , de herlige To , Glimre som Sole de fremfor dem Alle ! Ak ! i de Dandsendes blomstrende Kor Aldrig jeg skued saa deilig en Kvinde . . . Dog maa jeg sænke mit Hoved mod Jord , Og mine Taarer maa rinde ! . . . Ak , nu jeg troer , at mit Syn mig bedrager ? . . . Seer Du hist henne , min Broder og Ven . . . Seer Du en Dreng , som er bleg , men saa sager , Langsomt at gaae mod de Dandsende hen ? . . . Se , som betagen af Rædsel han gaaer , Snubler og vakler omkring som iblinde , Nu ved de Dandsende stille han staaer — Hvad mon han vel har isinde ? Hvad vil Du her i det gjøglende Rige ? Hvad vil Du nær ved de vildfarne To ? Bedre forsandt , om Du undte Dig Ro End som et Gjenfærd af Graven at stige . Hvad har Dig vækket af barnlige Blund/ Siden Du her paa den natlige Scene Vandrer omkring i den sildige Stund Frygtsom , forvildet og ene ? Er det vel Glæden , Du kom for at skue ? Er det vel den , som forstyrred Din Ro ? — Hvorfor da stirre saa stift paa de To . . . Mesf dog paa hende , den dandsende Frue ? Vistnok Din Moder ei sang Dig iblunb , Derfor Du gaaer paa den gjøglende Scene Her i den sildige , natlige Stund Frygtsom , forvildet og ene . . . . Er Du alt mættet af Synet , Barnlille , Siden Du atter fra Dandsen Dig fjerner ? Se Dig dog om her i Natten den vilde , Se paa de andre , de blegere Stjerner ! Snart vil de slukkes , thi Dagen er nær , Snart — det er varslet af Hanernes Galen — Morgenens bleggule , zittrende Skær Trænger sig ind her i Salen . Natten med Vælde dog hersker endnu . Bort Du nu gaaer , kan jeg troe , for at hvile ? . . Søvnen vil lindre Din barnlige Gru , Lære Din Læbe i Drømme at smile . . . Hvi dog saa angst ? er Du ei i Dit Hjem ? Som om Du frygted en truende Fare Sniger Du taus og forsigtig Dig frem Gjennem den undrende Skare . — — Ak , Du har seet ham , min Broder og Ven , Barnet , som underligt tynger mit Hjerte ! Kom — skal vi snige os efter ham hen , Dele den Ensommes Rædsel og Smerte ? Sønnen af Huset det var , som Du saae , Arving til Høihed og Rigdommens Goder ; Hun , som med Taarer han stirrede paa , Er hans forvildede Moder . Vil Du , o Kjære , ei nok følge med , Hvis Du er mættet af Glandsen herinde ? Har han end skjult sig paa dunkleste Sted , Jeg skal dog sikkert ham kjende og finde . Ræk mig Din blöde , Din trofaste Haand . . . Uden Du mærker det , skal jeg Dig føre . . . Fantasus kjender ei nogetslags Baand , Gaaer gjennem lukkede Døre . - — Se , naar jeg aabner Gardinet , belyser Glandsen fra Salen hans barnlige Kind . Gulvet er koldt , han er bleg , og han fryser , Slumrer dog her med beroliget Sind . Vi vil som Vagt hos den Sovende staae , Ind bag Gardinerne sagte vi træde . Lad ham , saalænge han kan og han maa , Kvæges ved Drømmenes Glæde ! . . . Her er det stille . . . ak , ellers saa gjerne Hørte jeg Natvindens sukkende Susen , Vigende Tordeners Drøn i det Fjerne , Faldende Regnstrømmes svulmende Brusen , — Hvi mon det gyser da nu i mit Bryst ? Hvorfor fornemmer mit bævende Hjerte , Elskede Moder , Din natlige Røst , Ret , som Du hulked i Smerte ? . . . Tys . . . det mig synes , mit Øre fornemmer Lyd som af sagte sig nærmende Skridt . . . Lyd , som naar dæmpede Menneskestemmer Tale og svare hinanden saa blidt ! . . . Stemmerne nærme sig , snart er de her ! Snart vil det ensomme , halvmørke Kammer — Lyse af Hjerternes hede Begjær , Elskovs fortærende Flammer . . . Døren sig aabner — o se , hvor Dn træder , Arme , forvildede Husfrue fin ! Var der i Verden ei tusinde Steder , Du kunde mødes med Elskeren Din ? Hvi netop her , hvor Din eneste Søn , Fyldt af en anende , ubestemt Smerte Knælle og bad for sin Moder en Bøn Af sit uskyldige Hjerte . Døren sig aabner — o se , hvor Du træder , Fagre , forvildede Husfrue fin ! Var der i Verden ei tusinde Steder , Du kunde mødes med Elskeren Din ? Ak ! hvor Du troede Dig dybest iløn , Skulde det sig saa forunderligt føje - Se , Din uskyldige , kjærlige Søn Fæster paa Dig sit Øje ! Se , han har reist sig , han stirrer og stirrer Underligt stille , som ramt af et Lyn . Se , hvor de bæve de hvidgule Bryn , Se , hvor hans Skikkelse zittrer og dirrer ! Ak , Du har mørknet hans barnlige Vaar , Mørknet hans Dage med Synd og med Smerte . Aldrig forsandt vil det læges , det Saar ; Thi Du har rammet hans Hjerte ! Hørte Du Tonerne klynke og græde ? Strengenes selsomme , spottende Hvin ? . . . Stedet var ondt , som Du skulde betræde , Fagre , forvildede Husfrue fin ! Dagen er oprunden , Skyggerne veg , Morgenens Straaler i Vinduet lege , Kaster en Lysning saa bleg , o saa bleg Over Dit Aasyn , det blege ! Det var en lummervarm og stille Septemberaften , en sex eller syv Aar efter denne Balnat , da sad en Skolediscipel i et af de gamle Huse ved Østeraa i Aalborg og læste paa sine Lektier . Han var i en Alder af omtrent sexten Aar og havde i et halvt Aarstid besøgt Latinskolen . Han var høi og slank med et udmærket smukt formet Hoved og med regelmæssige , skjønne Ansigtstræk . Hans øine vare store og mørkeblaa , men med et paa eengang uroligt og tankefuldt Blik . Saa ung han var , var han dog næsten udvoxet til sin fulde Høide , hvorimod hans Ansigt endnu ganske var et Barns . Det var Henrik Grubbe , Eiler Grubbes og den skjønne Ida Krabbes Søn . Han sad som sagt og læste paa sine Lektier , men det var øjensynligt , at han havde Møje med at holde sine Tanker samlede . Snart lænede han sig tilbage i Stolen med et Udtryk af Træthed og Utaalmodighed , og snart kastede han sig igjen over Bogen og læste nogle Minutter med en Ivrighed , som om det gjaldt Livet . At denne Maade at arbeide paa ikke vel lod sig forene med den lumre Aften , fik han snart at føle , idet Sveden paa eengang sprang ud af alle hans Porer ; han maatte reise sig , gik hen og aabnede et Vindue og blev staaende en Tidlang i dette for at blive afkølet . Luften var imidlertid af den Beskaffenhed , at det næsten var varmere udenfor end inde , idetmindste var dette Tilfældet med den af Dagens Varme ophedede Gadeluft , der virkede næsten bedøvende paa ham , hvorfor han snart igjen trak sig tilbage fra Vinduet og beredte sig til at gaae ud for at søge en friskere Luft . Han iførte sig en grøn Jakke eller Trøje , rigeligt besat med store , gule Ankerknapper , tog en lille , let Bøs se samt Jagttaske og øvrige Skyderedskaber ud af et Skab og forlod saaledes udrustet det gamle Hus . Da han var kommen udenfor , rettede han , uden at betænke sig , sin Gang ned til en af Smaagaderne ved Fjorden , hvor der boede en Fisker , hvis Baad han jevnlig benyttede til sine Jagtture paa Fjorden . Denne Fisker , ved Navn Hans Krisfian , boede i et lille , ret net Hus , omgivet af en venlig Have . Da Henrik kom til Indgangen af Haven , der var aflukkef , raabte han med høi Røst : „ Er Hans Krisfian hjemme ? “ Da han intet Svar fik herpaa , gjentog han med forstærket Stemme og tilsidst med et Udtryk af Utaalmodighed og Vrede sit Spørgsmaal , — indtil et Vindue blev aabnet , og en smuk , men meget gammel Mand med et ærværdigt , graat Skjæg stak sit Hoved ud . Det var Hans Krisfian , Baadejer og Fisker i Fjorden . „ Hvorfor svarede I ikke strax ? “ spurgte Henrik . „ Fordi jeg er syg , Hr . Henrik , som De kan see , og laa og sov , da De kom . Jeg har været syg den hele Dag — aa ja , har jeg saa . “ „ Kan jeg faae Baaden ? “ „ Ja — nei , ikke godt , Hr . Henrik . Amme skal ud med den og sætte Garn nu tilaften . “ „ Ja , saa gaaer jeg ud med hende , jeg skal paa Iagt , som I kan see . “ „ Ja—a , Hr . Henrik , “ indvendte Hans Krisfian . „ Men Herregud , hvad er der nu ivejen ? “ brød Henrik igjen ud med en vis Heftighed , „ jeg giver naturligvis samme Betaling , som om jeg havde Baaden alene , og saa faaer I jo dog tillige Garnet besørget . Det synes mig , I maa kunne staae Jer ved den Handel . “ „ Aaja , Hr . Henrik ! Aaja saamænd ! “ „ Hvor er Amine ? “ spurgte Henrik . „ Hun er nede ved Baaden for at tætte lidt paa den ; den bliver gammel nu ligesom jeg selv , og tager mere og mere Vand ind . “ Lidt efter tilføjede han : „ Ja , saa kan Hr . Henrik jo gaae ned til Fjorden , for nu er Amine vist ifærd med at gaae ud . “ Da han kom derned , var Hans Kristians Medhjælper — eller saa at sige Enebestyrer af hans forøvrigt kun høist ubetydelige Bedrift — ifærd med at skyde den lille Baad ud i Vandet igjen efter endt Eftersyn . Dens Beherskerinde , Amine , var ikke Datter af Hans Krisfian , men af hans Søster , som havde været gift med en Kjøbmand i Aalborg ; begge Forældrene døde , da Amine kun var tolv Aar gammel , efterat have givet hende en god Opdragelse , men uden iøvrigt at have kunnet sørge del mindste før hende . Da antog den gamle , godmodige Fisker sig hende som sit Barn , da hun ingen anden Støtte havde . Hun var nu lidt over fjorten Aar gammel , meget livlig og arbeidsom , dygtig til at roe og sætte Garn ud og i Besiddelse af en vis Selvfølelse , som var en Følge af hendes frie , ensomme og næsten selvstændige Tilværelse . Dertil var hun altid net og proper , forstandig og venlig — og med et levende Udtryk af alle disse gode Egenskaber i sit friske og solbrændte , men tillige ædle og fintsormede Ansigt . Imellem hende og hendes jevnlige Passager , Henrik Grubbe , var der , som vi nu ville faa at see , et ejendommeligt Forhold . „ Goddag , Amme , “ sagde Henrik venligt , „ jeg skal ud med Dig iaften ; jeg kommer fra Din Fader . “ „ Ja det kan De gjerne , Hr . Henrik ; men vi kan ikke roe paa Iagt , før vi har sat Garnet ud , og det vil tage henved en Timestid , tænker jeg . “ „ Det kan der ikke være Tale om ! “ sagde han med udbrydende Heffighed , „ saa ' er det jo næsten mørkt , og hvorledes kan vi saa see at skyde ? Du veed jo selv , at det netop nu er det bedste Jagtveir , man kan ønske sig ! . . . Hør blot , hvor Maagerne skrige , og se , hvor lavt de flyve derude over Vandet ! “ „ Ja , men jeg maa først have Garnet ud . Imidlertid kan jo Hr . Henrik skyde her langs med Fjorden eller læse , som De før har gjort . “ Han svarede : „ Kom ikke mere med den Snak , Amme ! Gjør mig nu ikke vred . Du har jo dog selv kun Sorg deraf ! “ Men da hun desuagtet ikke gjorde Mine til at ville opgive sin Beslutning , forandrede han pludselig Tonen og sagde venligt : „ Kom nu , lille Amme , . og lad os være gode Venner . Jeg trænger ret til en Adspredelse idag . Du veed ikke , hvor sørgmodig jeg er . Kom , lad os derfor nu sætte Baaden istand og see til at komme afsted ! “ „ Ja , som jeg har sagt , vi sætte først Garn og saa skyde vi “ — gjentog hun . „ Nei , “ sagde han med lav Stemme og blegnende Kinder , „ vi skyde først og saa sætte vi Garn ! . . . Amine , tir mig ikke . . . Kunde jeg maaske ikke tage Baaden fra Dig og seile ud alene ! Hvad mon Du vilde gjøre mig ? Og gav jeg Hans Kristian en Daler extra , mener jeg , at den Sag vilde være glemt , ikke sandt , Amme ? “ „ Jo , det kan jo være , Hr . Henrik ; men jeg vilde ikke glemme det , “ sagde hun fast , men dog kæmpende med Graaden . Og da Henrik vedblev at betragte hende med et stolt og vredt Blik , tilføjede hun : „ Saa ond vil De ikke være imod mig . . . Husk paa , at hvad der for Dem er en Spøg og Tidsfordriv , det er min Gjerning , som jeg har at . udføre ! “ Hvad enten det nu var disse Ord , der bleve fremsagte med en vis naturlig Ynde og Høihed , eller hendes Taarer , der nu brøde frem med Magt , som gjorde . Indtryk paa Henrik , — saa slog han nu atter om , og idet han tog hendes Haand , sagde han med en Stemme , der var saa blid , at den havde noget uimodstaaeligt Tiltrækkende : „ Græd ikke , lille Amme ! Jeg har jo ikke ment noget af det Onde , jeg sagde . . . Du skal have Din Villie . . . Kom , lad os nu gaae ud ! Vi sætte først Garn , saa skyde vi eller lade det rent være , hvis det bliver for mørkt ! . . . Nu , er Du saa fornøjet ? “ „ Ja , Hr . Henrik , “ sagde hun smilende , idet hun tørrede Øinene ; „ men vi skal nok faae Tid til at skyde alligevel . “ — Derpaa satte de med forenede Kræfter den ikke meget tunge Baad i Vandet . Henrik tog Aarerne , og Amme satte sig i Bagstavnen med det sammenrnllede Garn i sit Skjød . Da de kom ud , hvor det skulde nedsænkes , begyndte hun at lade det glide ud , hvilket hun udførte let og sikkert , uden at det en eneste Gang kom i Vilderede . Henrik sad og saae sig omkring med et utaalmodigt Blik , om ikke en eller anden Vandfugl skulde komme ham paa Skudvidde . Men da ingen saadan viste sig , faldt han efterhaanden hen i en sløv eller drømmende Tilstand , hvoraf dog Amme jevnlig udrev ham , da hun var fuld af Liv og omfattede med stor Interesse , saavel hvad der passerede i Latinsfolen , som de af dens Disciple , hun kjendte . Omtrent efter en Times Forløb var Garnet bragt til Leje i Vandet , Mærkerne udsatte , og følgelig Amines „ Gjerning “ tilende , og de skulde jo nu til at begynde deres Iagt . Men hvad enten det nu var for mørkt , eller af andre Grunde , saa kom der dem slet ingen Fuglenær den Aften , hvorfor Henrik foreslog atroe et godt Stykke Vei opad Fjorden hen under nogle høje Bakker , hvor han engang før havde været uden dog at have taget Kjending af Stedet . Amme tog da Aarerne , Henrik styrede , og saaledes seilede de en temmelig lang Tid , bægge iagttagende en fuldkommen Tanshed — Amme , fordi hun som et Barn var halvt bange for at seile paa ubekjendte Steder , Henrik , fordi han paany var henfalden i Drømmerier . Endelig blev dog Situationen hende for trykkende , og hun sagde , ikke uden en Smule Skjælven i Stemmen : „ Men hvor komme vi dog hen , Hr . Henrik ? Her har jeg aldrig været før ! Det er her , at Fjorden er saa ensom , dyb og skummel . Hjemme under Byen er der bedre ; lad os nu see at komme hjem igjen ! “ Henrik gjorde en utaalmodig Bevægelse , som man gjør , naar man pludselig forstyrres i dybe Tanker , og han saae vredt paa hende , der netop kunde skimte hans Ansigts forandrede Udtryk . Hun bøjede Hovedet og taug stille , og et Skær af Bedrøvelse eller Frygt gik over hendes Ansigt . Henrik havde reisf sig , stirrede ud i Mørket og holdt af og til Haanden før øret , som om han lyttede efter Noget ; endelig sagde han : „ Saavidt jeg veed , maa vi nu være der ; der er en lille Aa eller Strøm , som i Udløbet danner et Vandfald . Det forekom mig før , at jeg kunde høre Lyden deraf , men jeg er ikke vis paa det . Forsøg , om Du ikke kan höre Noget , Amme , naar vi holde op at roe og sidde ganske stille . “ Efterat de en Tidlang havde lyttet , sagde hun : „ Jo , det lyder rigtignok som Brusen af Vand , men skal vi nu ikke roe hjem ? det er mørk Nat ! “ „ Mørk Nat , Du Nar ! “ svarede han , „ Klokken er ni , saa veed jeg da , at det ikke er Nat . Da vi nu desuden ere saa nær ved Stedet , maatte vi være nogle Narre , hvis vi ikke seilede derind . Det er saadan et besynderligt Sted , som Du selv vil give mig Ret i . . . Ro nu igjen , vi maa strax være der ! “ Det lod til , at Henrik aldeles intet Hensyn tog til hendes Ønske om at komme hjem , og underligt var det , at hun , som paa Landjorden og om Dagen formaaede at bevare saamegen Selvstændighed ligeoverfor ham , nu her og i Mørket opgav al Modsfand . Det var , som hun her ganske følte sig i hans Magt , og i denne Erkjendelse , der maaske ikke egentlig var hende ubehagelig , bøjede hun sit Hoved , taug og adlød . Da de vare komne noget længere ind mod Landet , raabte han : „ Nu ere vi der ! Jeg hører Vandfaldet tydeligt . Ro nu forsigtigt , at vi ikke skal komme paa Grund ! “ Strax efter løb Baaden ind i en lille Vig , i hvilken den omtalte Aa havde sit Udløb og Fald lidt længere inde . Henrik havde Ret i , at dette var et underligt Sted . Det havde ganske Udseende af et Bjergland . Overall langs med Fjorden hævede sig temmelig høje Bakker næsten lodret iveiret , hvilke i Skumringen , formedelst de utydelige Omrids , toge sig ud som virkelige Bjerge , medens denne Illusion end mere forøgedes ved Aaen , der paa Grund af det stærke Fald , den havde fra Høiderne , rislede og skummede ikke uligt en virkelig Bjergelv . Og denne ensformige , klagende Lyd af det rindende Vand var det Eneste , der afbrød dette Steds næsten ængstelige Stilhed . „ Hvor her er ensomt og sørgeligt ! “ sagde Amine . „ Dette Sted holder jeg ikke af , Henrik . Og hør , hvor forunderligt Vandet lyder . . . som om der var Nogen , der græd ! Henrik sagde : „ Her agter jeg at blive længe — maaske hele Aftenen . Saavidt jeg kan skjønne , vil dette Sted vist blive mit Yndlingssted . Her kan man dog have ligesom en vis Fornemmelse af Ensomhed . . . Du maa derfor ogsaa helst gaae hjem , Amine , hvis Du ikke synes om at være her ; saa skal jeg nok roe Baaden hjem alene . Eller Du vil maaske helst have Baaden ? Det kan Du ogsaa , saa vil jeg gaae . “ Hvis han kunde have seet hendes Ansigt , da han kom med dette Forslag , vilde han have bemærket det samme ængstelige eller utilfredse Udtryk deri som før , da de roede . Hun svarede : „ Ja , saa vil jeg gaae , Hr . Henrik , naar Øe vil sørge for Baaden . “ Øerpaa reiste hun sig hurtigt fra sin Plads , steg op paa Sædet og sprang iland . Neppe var hun borte , før Henrik lagde sig ned i Bunden af Baaden , aldeles opfyldt af Stedets Ensomhed og Ro , idet han gav sig til at tænke paa eller drømme om sit Hjem oppe i Vendsyssel , og som han saaledes laa udstrakt , hvilende paa Siden , med Armene under Hovedet og med lukkede Øine , medens et Træk af barnlig Længsel laa over den rene , blide Pande og de halvt aabnede Læber , lignede han aldeles et sovende Barn . Da han havde ligget saaledes en Tidlang saa stille som en Død , reiste han sig halvt op og lyttede skarpt med Haanden for Øret , idet han mumlede : „ Det var rigtigt , som Amine sagde , at dette Vandfald lignede en Grædendes Stemme . . . men kan denne Lyd ogsaa virkelig komme fra Faldet ? “ Han lyttede atter med tilbageholdt Aandedræt . Øerpaa reiste han sig helt op , sprang ud af Baaden og begyndte at gaae langsmed Aaen opad Bakken . Da han havde gaaet en Snes Skridt , bemærkede han noget Sort , som sad eller laa ved Aaen , og han spurgte med sagte Røst : „ Er her Nogen ? “ „ Ja , Hr . Henrik , “ svarede Amines Stemme , „ det er mig ! Vær ikke vred , fordi jeg ikke er gaaet . Det var saa mørkt , og saa turde jeg ikke gaae alene her , hvor jeg aldrig har været før om Dagen . . . . og jeg turde heller ikke — “ Her standsede hun grædende . „ Hvad turde Du ikke ? “ spurgte han , „ hvorfor kom Du ikke hen til mig , da Du ikke turde gaae hjem ? “ „ De havde jo sendt mig bort og ønskede at være alene , derfor turde jeg ikke forstyrre Dem ; men jeg vovede heller ikke at gaae længere bort ; derfor satte jeg mig i Nærheden . “ „ Men hvorfor græd Du , Amine ? “ spurgte han da med den blide Stemme , der var ham ejendommelig , naar han var bevæget ; „ jeg troede længe , det var Vandfaldet , men saa blev det mig klart , at det virkelig var et Menneske , der græd . . . jeg kjender Din Stemme , naar Du græder ; jeg har før faaet Dig til at græde I “ „ Nei ! “ — svarede hun næsten heftigt — „ det var ikke Dem , der fik mig til at græde ; jeg græd kun fordi jeg var bange . . . Men nu vil jeg gaae , nu troer jeg nok , jeg tør . “ „ Nei , bliv nu , Amine . Lad os sætte os her ved Aaen og hore lidt endnu paa dens Brusen ! Saa seile vi hjem sammen , og saa skal Du ikke mere være bange ! “ „ Ja , men De vil dog helst være alene — “ indvendte hun , kæmpende med Graaden . „ Nei , nu ikke mere “ — svarede han blidt — „ jeg laa jo længe nok i Baaden og tænkte paa mit Hjem . Det kan jeg have godt af i lang Tid . Men det var Uret af mig at lade Dig gaae alene i denne skumle Aften . “ Imidlertid havde de sat sig ved hinandens Side ved den lille . Strøm , og de sade saaledes en Tidlang uden at tale . Da brød Henrik først Tausheden og sagde : „ Jeg kan ellers ikke forstaae , hvorledes Du kan være bange her , Amme . Du er jo her hjemme . Denne Fjord og disse Bakker heromkring , de høre jo til Dit Barndomshjem , og dem synes jeg Du maa elske ligesaa høit , som jeg elsker mit Hjem . Og hvorledes kan Du saa være bange og græde ? det forstaaer jeg ikke . Saameget er vist , at oppe hos os , der er ganske anderledes ensomme Steder end dette , og var vi der nu , skulde Du see , at jeg ikke græd . Nei , jeg vilde lee , — ja lee og synge . . . og dog maaske græde alligevel . “ Da hun Intet svarede hertil , henfaldt han atter i Taushed eller Drømmeri , og det syntes næsten , at han igjen havde forglemt hendes Tilstedeværelse : thi da han efter nogen Tids Forløb gjorde en Bevægelse og derved kom til at berøre hende , sagde han med en af sine brafte Overgange og næsten koldt : „ Naa det er jo sandt ! Du er her ! “ „ Ja , Hr . Henrik , “ sagde hun bønligt ; „ De sagde jo selv , at jeg skulde blive her og seile hjem med Dem . “ Og da han nu tog hende ved Haanden for at lede hende ned til Baaden , sagde hun blidt : „ Hr . Henrik Grubbe ! jeg har godt forstaaet , hvad De sagde . De længes efter Deres Hjem . Det er derfor , De er saa urolig og sørgmodig . . . Kunde det ikke fornøje Dem at tale noget mere om Deres Hjem ? Jeg er jo vel kun simpel og ringe , men jeg kan dog godt forstaae Dem , Henrik Grubbe . . . og mig vilde det fornøje saameget ! “ Hun sagde disse Ord med en hende ejendommelig Ynde , og han var ikke ufølsom derfor . Vel slap han hendes Haand som i Forundring eller Vrede over en saadan Fortrolighed og gik alene forud ned til Baaden , men da han var kommen derned , blev han dog staaende stille ved den , som om han ventede paa hende , og hun , som var fast bestemt paa at ville benytte den hende givne Tilladelse til at seile hjem med ham , fulgte ham langsomt . Da hun var kommen ned til Baaden , stillede hun sig ved Siden af den ligeoverfor Henrik . Saaledes stode de en Tidlang . Det var da saa mørkt , at de ikke kunde see hinanden . Da sagde han : „ Saa Du troer , Du kan forstaae mig . . . og hvad jeg siger og tænker paa ? “ „ Ja , “ svarede hun . Da satte han sig paa Kanten af Baaden og begyndte at tale om sit Hjem . Hans Stemme havde i Førstningen noget Koldt og Skærende , men antog efterhaanden hans Stemnings Udtryk og var snart heftig og lidenskabelig og snart klagende som Vandfaldets , paa hvis Enemærker de opholdt sig : „ Mit Hjem ligger oppe i Vendsyssel . Det er en Gaard , som hedder Søviggaard . Den er stor . Der er meget Gods under den . Det er et Stamgods . Jeg er Stamherren . Der er ikke andre Børn end jeg . Min Fader lever endnu . Men min Moder er død for mange Aar siden ! . . . Og jeg kan ikke huske hende ! . . . Nei , nei , Amme ! tro ikke hvad jeg nu sagde ! . . . Det er ikke sandt ! det er ikke sandt ! Men saaledes hedder det sig , eller skal det hedde sig l . . Nei , min Moder er ikke død , og jeg kan godt husfe hende — o ja saa levende , ihvorvel de enkelte Træk i hendes Ansigt ikke mere altid staae saa tydelige for mig , da det er saa længe , længe siden , at jeg saae hende ! . . . For hun er . . . reist bort fra os , Amme . . . kommen bort fra mit Hjem , saaledes at hun aldrig kan komme tilbage til os igjen ! . . . Kan Du ikke nok forstaae det , Amme ? — Hun var ikke god mod Fader og gjorde Uret imod ham , det veed jeg meget godt , men mig var hun saa god imod , og derfor kan jeg ikke lade være at holde af hende og at tænke paa hende , sfjondt jeg ikke maa hverken for Fader eller Præsten . . . Hun var saa deilig , hun var saa rask , saa stor , saa fri ! . . . Hun red den skummende Hest og skød den vildene Hjort i Skov ! . . . og mig havde hun hos sig paa Hesten . . . Hun vidste at ramme ørnen med en eneste Kugle og hun , Amme , troer Du hun lod sig nøje med at skyde de usle Maager , som vi her ? — Nei , naar de hvide Svaner trak ind fra Havet , da gik jeg ved hendes Side i de stille Aftener ved det store Hav , og jeg saae de stolte Fugle segne med udbredte Vinger for hendes Fod ! . . . Og derfor er jeg ogsaa selv en stor Jæger , Amme . . . som Du skulde faae at see , hvis her var noget Ordentligt at stnde efter . “ Lidt efter tilføjede han med sagte Røst , der bævede af undertrykt Bevægelse : „ Men naar jeg bliver stor og bliver Student , Amine , da vil jeg drage ud i den vide Verden og ikke hvile , ikke hvile , før jeg har fundet hende ! og naar jeg da seer hende igjen — maaske fattig , ensom , syg og ringe , da vil jeg kaste mig til hendes Bryst og fortælle hende , hvorledes jeg har tænkt paa hende og længtes efter hende i alle de lange Aar , og græde ! græde ! — græde af Salighed , af Smerte og dø med hende ! . . . — Jeg husker hende og Solen fra samme Tid . Jeg mindes saa klart en tidlig Morgen , hun stod med mig paa Armen , da en Klarhed begyndte at udbrede sig over Engene og Træerne ved Aaen . Hun viste med Haanden ud imod Glandsen , og jeg stirrede ind deri , indtil jeg maatte vende Øinene bort derfra , og jeg saae blændet og forundret paa hende . Da lyste hendes Ansigt i de samme Straalers Glands , men blegere , saa jeg kunde taale at see paa det . Derfor mindes jeg Solen og hende fra samme Stund . “ Efter nogle øjeblikkes Taushed fortsatte , han med større Rolighed : „ Men da min Moder saaledes kom bort fra os , da blev min Fader ligesom knækket eller brudt , og derfor er han , jeg selv og hele vort Hus saa stille , og derfor kommer der aldrig fremmede Mennesker til os . . . Desuden hørte jeg engang af gamle Pastor Roed , som er vor Præsl , og som vi Alle holde saameget af , af der hviler noget Mørkt over Mændene af vor Slægt , af flere af dem have haft en usædvanlig Karakter og et farligt Sind , af de kun have følt sig lykkelige , naar de levede i urolige Tider , hvor de kunde ^ribe ind i Forholdene og optræde som Ledere for Bevægelsen , og de have da udviist stor Kraft og opnaaet en høi Alder . Men ellers ere de som oftest døde unge uden af have kunnet føle sig ret tilpas i Livet og undertiden paa en voldsom Maade . Men skjøndt vort Hus er saa ensomt og sørgeligt stille , og skjøndt min Moder , som jeg elskede højest , ikke er hos os mere , saa har jeg dog mit Hjem saa kjært , saa kjært , Amine , og jeg har levet saa lykkelig der i al min Barndomstid . I Præstegaarden , hvor jeg havde . mit Hjem ligesaavel som paa Gaarden , har den gamle Præsl læst med mig , ligetil jeg kom i Skolen . Hvor jeg dog længes efter ham , Amine ! . . . Han er saa gammel , saa gammel og dog saa lystig og munter , og han har paa eengang været en Fader for mig og min bedste Legekammerat , ligefra jeg var ganske lille . Og saa gik jeg paa Iagt med Hans Skytte , vor første Jæger . Han er ligesom Fader en stille Mand , sfor og alvorlig , og han holder saameget af mig . Sommetider , men det var dog kun sjeldent , var ogsaa Fader med os . Da var Hans Skytte især alvorlig , og der kom ikke et Smil paa hans Ansigt . Vi gik da gjerne ud til en Sø i Nærheden af Gaarden ; naar det blæser noget , gaaer der høje , skumkrandsede Bølger i den med en Brænding , der lyder som Havet . Mørke Taager ruge som oftest over dens Midte , saa den modsatte Bred ikke kan sees . Da seer den ud som et Hav . . . . Naar vi saa vare komne ud til den , lagde vi os ned mellem de store Stene paa Bredden og stirrede med Bøssen ved Kinden udover Vandet . . ' . saa kom Ænderne svømmende — Skuddene faldt — og den store Vandhund gjøede af Glæde , fordi den skulde ud . Og saa blev det igjen saa stille , saa stille ! . . . Til andre Tider satte vi os paa Stenene eller gik langs med Bredden , naar det var Vinter . Stundom kunde vi da sidde flere Timer itræk i den dybeste Taushed ved det øde Vand , for naar ingen af dem talte , saa talte jeg Heller ikke . Men jeg kjedede mig aldrig , naar jeg saadan sad og taug stille . Nei , nei ! da var jeg netop allerlykkeligst . Det hørte med til vor Natur , at vi vare saaledes , eller maaske til Omgivelserne — jeg veed det ikke ! . ! . Og desuden er der Saameget at lægge Mærke til , saamange sære Lyd og Stemmer i Naturen , som man kun kan høre i den dybeste Ro . . . Men især følte jeg mig forunderlig stille og tilfreds i mit Sind i den allersidste Tid , før jeg kom hertil . Jeg gik som i en Drømmetilsfand , som i Paradisets Have , jeg følte mig ligesom beslægtet med hele Naturen , og jeg stjal mig bort for i halve Dage at sidde og lytte til dens Stemmer . Jeg talte engang til min Fader om denne forunderlige Tilstand og fortalte ham , hvor lykkelig jeg var tilmode . Han stirrede paa mig , og jeg troede ikke , han havde forstaaet , hvad jeg sagde . Endelig begyndte han at tale ligesom idrømme , og han sagde disse dunkle Ord , som jeg vel ikke forstod , men som jeg alligevel husker ordret , som de faldt fra hans Læber : „ „ Adskillige Mennesker af et dybt , men tillige voldsomt og lidenskabeligt Sind , hvem derfor store Lidelser ere forbeholdte i Livet , have paa Overgangen fra den barnlige til den voxne Alder en Periode , hvori Tilværelsen forekommer dem at være ' tilsløret af noget Dunkell eller Drømmeagtigt — en stille Tid , hvori deres Sjæle , paa Grund af det Svævende og Ubestemte , hvorigjennem Indtrykkene af det Udvortes kommer til dem , nyde en Slags forklaret , drømmende Ro , — en Tilstand , hvori deres Sjæle i Forhold til det Ydre ligge i Dvale , fordi de ligesom ere vendte tilbage til deres Ophav og endnu engang dvæle ved Livskilderne for at samle Kræfter til at bære Livet . Vi ere af dem . “ “ — — Men af denne Drømmetilstand blev jeg voldsomt vækket . Engang da Hans Skytte , den store Vandhund og jeg sade ved Søen , kom Fader til os . Synet af ham var os Alle usædvanligt . Hans Skytte reiste sig hurtigt og stod saa stiv som en Støtte , og selv Hunden stirrede forbauset og som i Frygt paa ham . Fader saae mere mørk ud end sædvanlig , og jeg følte en krybende Fornemmelse af Angst . Da sagde han , af det var hans Bestemmelse , af jeg skulde dimitteres her fra Aalborg Skole og i den Tid , jeg gik her i Skole , slet ikke komme hjem uden blot i nogle Uger for af blive konfirmeret af vor egen Præst . . . det skal jeg til næste Aar . . . Han sagde saaledes : „ „ Det er min Pligt af sende Dig fra os , medens Dit Sind forhaabentligt endnu er saa bøjeligt , af Du kan vænnes til af leve under saadanne Forhold som dem , hvorunder andre unge Mennesker leve . Det var — som Du veed — Bestemmelsen , af Præsten skulde have dimitteret Dig , men efterat vi have raadslaaet med hinanden , ere vi blevne enige om , af Du maa lære af bevæge Dig i en snevrere Kreds , inden en videre aabner sig for Dig . Dit Sind trænger til af bøjes , Din Villie til af knækkes under en fremmed Indflydelse , som Du maa respektere . Imorgen paa denne Tid er Du paa Vejen til Aalborg . “ “ Jeg vidste , af det , paa Grund af hans Svaghed kostede ham overordentlig Anstrengelse af tale saa klart og afgjort , og da han havde endt sin Tale , saae jeg , af Taarerne løb ned ad hans Kinder . Da græd ogsaa baade Hans Skytte og jeg selv . Og da Fader saae det , tilføjede han : „ „ Bliv Du kun nu hernede ved Din Sø med Din Ven Johannes og glæd Dig endnu idag ved Synet af de Steder , som jeg veed , Du elsker saa hent ! “ “ — Derpaa forlod han os . Saa var det , at jeg kom hertil , hvor jeg nu har været saa længe , og hvor jeg i al den Tid ikke har set nogen af dem derhjemme . . . hvor jeg har været saa urolig og heftig . . . og hvor jeg har længtes saa meget , saa meget ! “ Her tang han . Det var , som han alene var bleven holdt oppe ved de Erindringer , hvoraf han var greben ; thi da han slap denne Tankegang , faldt han sammen , hans Hoved sank ned paa Brystet , og hans Arme faldt ned som livløse . Endelig brød hans unge Tilhørerinde Tausheden og sagde næsten hviskende : „ Jeg siger nu Hr . Henrik saamange Tak for den Godhed at tale saadan til mig ! . . . Jeg skal aldrig glemme denne Aften og hvad De har fortalt mig om Dem selv og Deres Hjem . Jeg skal aldrig være Dem imod mere i nogen Ting . . . jeg vil aldrig forlange først at sætte Garn , naar De vil ud at skyde , og min Baad ffal være til Deres Tjeneste , naarsomhelst De har Lyst ! “ Det lod dog ikke til , at alle disse gunsfige Indrømmelser gjorde noget synderligt Indtryk paa ham , eller maaske hørte han dem slet ikke ; thi han blev siddende i sin sammenfaldne Stilling , og han svarede hende ikke . Endelig vovede hun efter nogen Tids Forløb igjen at tale til ham , idet hun sagte berørte hans Arm og sagde : „ Skal vi nu ikke seile hjem , Hr . Henrik ? “ Hvorpaa han foer op som af Ørømme og sagde med Heftighed : „ Jo , jo ! lad os nu komme afsted , det er vistnok sildigt , og jeg har endnu ikke faaet læst alle mine Lektier ! “ ' Derpaa skøde de med forenede Kræffer Baaden ud i Vandet . Amine tog Plads paa den bageste Tofte for at overtage Styrmandens Funktion . Henrik greb Aarerne , og strax efter løde hurtige Aareslag henover det blikstille Vand . To Aar ere hengaaede . En meget tidlig Morgen noget over Midten af September var en usædvanlig Mængde Mennesker samlet paa Skibsbroen i Aalborg , hvor et Dampskib laa ifærd med at afgaae til Kjøbenhavn . Grunden til , af der denne Morgen var flere Mennesker i Bevægelse ved denne Leilighed , end der ellers plejede , og af der var ligesom noget Festligt udbredt over det Hele , var den , af dette Aars Dimittender fra Latinskolen skulde afgaae med dette Dampskib til Hovedstaden . De unge Mennesker — syv til otte i Tallet — alle med Pibe i Munden og med en velstoppet Tobakspung hængende paa Brystet , færdedes med stor Uro rundtomkring . Alle vilde trykke deres Hænder endnu engang , og den hjerteligste Glæde stod malet i deres rødmussede , straalende Ansigter og i hver af deres Bevægelser . — Noget afsides fra Tummelen og Larmen ved Bolværket stod en Gruppe af fire Personer i Taushed hos hverandre : en høi og gammel , men øjensynlig endnu rask og kraftig Mand — i hvis . barnligmilde og fromme Ansigt en mærkværdig , næsten forklaret Opløftelse stod af læse — med et ungt Pigebarn paa Overgangen mellem Barn og Jomfru ved sin Side . Og et Skridt eller to fjernere fra disse , men dog saaledes , af man kunde see , af de Alle hørte sammen , stod en yngre , men allerede krumbøjet Mand med usikkert Blik og med et støvt og tungsindigt Udtryk i sit Ansigt , og en høi , sintbygget Yngling med deilige , mørkeblaa Øine og gult , krøllet Haar . Ogsaa denne sidstnævnte unge Mand var forsynet med Tobakspung og Pibe , og man kunde næsten alene deraf stutte , at ogsaa han var Dimittend , skjøndt hans Adfærd ved denne Leilighed var saa forskjellig fra hans Kammeraters ; men hertil var Grunden den , at den krumbøjede Mand , hos hvem han sfod , var hans Fader , og at denne ikke yndede Larmen og Glædesyttringerne omkring sig . Først da Skibsklokken ringede sidste Gang , skiltes disse To efter en hjertelig Omfavnelse sra hinanden , hvorpaa den Unge tog en ligesaa kjærlig Afsfed med den gamle Mand og den unge Pige , og han havde allerede fjernet sig nogle Skridt henimod Skibet , da Faderen atter kaldte ham til sig , bøjede sin Mund tæt til hans Øre og hviskede : „ Glem ikke , hvad Du har løvet mig — vogt Dig før Hende ! “ Et Udtryk af Mismod eller Kjedsommelighed udbredte sig ved disse Ord over Ynglingens Ansigt ; men han svarede Intet , vinkede blot med Haanden og sprang derpaa ombord paa Skibet , da det nu var den alleryderste Tid . Strax da han var ankommen der , skyndte han sig hen til sine Kammerater , som havde indtaget en Plads paa Dækket i Agterenden af Skibet , og samtidigt med at Hjulene begyndte af gjøre deres første , langsomme Bevægelser , tonede en Sang fra deres ungdommelige Læber , jublende som Lærkens , naar den stiger i Veiret ved Solens Opgang . Det var deres Assfedssang til den venlige By , hvor de havde tilbragt deres glade Barndomsaar . Sangen lød smukt og harmonisk i den tidlige , stille Morgenstund , og mangen fattig Arbeidsmand og Lastdrager , der her trællede for Føden , rettede uvilkaarlig sin bøjede Ryg og saae ud ester det afseilende Skib . Den gulhaarede Rus var den , som havde forfattet Sangen og indøvet den med sine Kammerater , og han nød paa Grund heraf som ogsaa formedelsf andre gode Egenskaber størst Anseelse iblandt dem . De unge Mennesker vedbleve en Tidlang efter Reisens Begyndelse af holde sig sammen og af afsynge forskjellige andre Sange ; men da Solen var kommen noget op paa Himlen , og en let Østenvind begyndte af sætte Liv i Morgentaagen , der nu i fantastiske Skikkelser kom bølzende imod dem langsmed begge Fjordbredder , — da forlod den Gulhaarede dem og begav sig hen i Forenden af Skibet , hvor han satte sig op af ride paa Bougspryddet . Han tog sin Kasket af som for af køle sit Hoved i den friske Vind , og som han sad der med sit Ansigt vendt mod den opgaaende Sol , der omgav hans hele Skikkelse med sin gyldne Glands , medens Vinden sagte bevægede hans rige , fyldige Lokker , var han vistnok den værdigste Gjenstand ombord , som den unge Sol kunde forherlige med sine første Straaler . Han var i en Alder af atten Aar , men havde dog endnu mere af Barnet end af den fuldt udviklede Yngling . Hans Ansigt var ikke saa friskt som hans Kammeraters og havde ikke deres Udtryk af straalende Glæde over Frihedens Erhvervelse og Skoletugtens Ophør ; dog var der ogsaa en Glæde at see i hans Ansigt , men den var af et mere aandigt Præg , eller den var som tilsløret eller behersket af et usigelig mildt og drømmende Vemod , der hvilede over hans skjønne Pande , de mørkeblaa Øine og de stærkt hvælvede , mørke Øjenbryn . Og dog — ved Siden af dette Udtryk af Blidhed og romantisk Drømmeri , der var det aldeles Fremherskende i hans Ansigt , kunde der dog ogsaa stundom komme noget Andet tilsyne deri , men langt svagere udviklet , ja næsten kun siyggeagtigt antydet . Der var — især i Trækkene om hans Mund — Noget , der vel ikke var sandseligt , ei Heller lurende og endnu mindre falskt eller troløst , men dog Noget , der maaske kunde henlede Tanken paa disse Egenskaber , Noget , der var istand til at vække den Forestilling , at der muligvis engang kunde være tilføjet denne ædle og kjærlighedsfuldt Natur en overordenlig Lidelse , et smerteligt Saar , hvorved det Reneste og Bedste i ham var blevet forarget , og som de lægende Magter i hans Aand ikke havde formaaet ganske at helbrede . Det var et af de Fysiognomier , som kunne indgive den kjærlige Betragter en vis Frygt paa Grund af de Modsætninger , de synes at indeholde — et Ansigt , der mere end de fleste andre kunde vække Forestillingen om , at der var ligesom to Verdener , der kæmpede om det , at det ikke endnu indeholdt nogen sikker Tilkjendegivelse af , hvilken det skulde komme til at tilhøre , og at dette vistnok for en stor Del maatte være afhængigt af , hvad for ydre og indre Livsforhold der i den nærmeste Fremtid vilde blive ham til Del . Det var Henrik Grubbe . Mangestags Følelser og Tanker bevægede sig i hans ungdommelige Sind , da han sad der paa Bougspryddef i den gyldne Morgen . De dvælede ved Hjemmet , det ensomme , alvorlige Hjem , hvor den mørke Fader færdedes aandssvag og folkesky , men i Hjertet dog- altid god og kjærlig mod ham . Han tænkte paa den store , herlige Gaard , hvor han i Frihed og Ensomhed havde voxet sig fager , og hvortil han hver Ferie fuld af Glæde og Længsel var vendt tilbage , ( thi Forbudet mod at komme hjem i Ferierne var allerede efter det første Halvaar i Skolen bleven ophævet ) ; han tænkte paa den stille , skyggefulde Aa og paa alle de Seileture , han havde foretaget paa den , ja , blandt disse hjemlige Erindringer trængte sig endogsaa herved Billedet af en ung Pige frem for hans Fantasi og fyldte hans Sind med Kjærlighed , — Billedet af hende , der stod ved den gamle Mands Side paa Bolværket i Afskedsstunden , — og hans Sjæl dvælede i nogle øjeblikke i vemodig Erindring om det Altsammen . Men — saa vendte hans Tanke sig næsten mod hans Villie mod det Kommende , det Fjerne , den ham ubekjendte Verden , den han nu stundede imøde , den der svævede for hans Fantasi , indhyllet i et ubeskrivelig yndigt , dæmrende Rosensfær , og , — sfjøndt det ikke var ham selv klart , maasfe fordi han paa Grund af det faderlige Forbud ikke ret vovede at hengive sig dertil , — dette fortryllende Rosensfær , hvori han saae Fremtiden , skyldtes ikke mindst den Bevidsthed hos ham , at han nærmede sig til det Sted , hvor hans Moder boede , — hvad han nu ikke længer var holdt i Uvidenhed om , — hans vildfarne , syndefulde Moder , han Vidste det vel , hun , som havde gjort hans Fader ulykkelig , og hvis Synd stod som det mørkeste Billede for hans egen barnlige Erindring , men dog altid hans Moder , hans elskede Moder . Og nu , da han snart skulde betræede det Sted , hvor hun levede , nu kunde han kun huske den ubegribelige , usigelig søde og trygge Kjærlighed , han havde følt for hende . Nu mindedes han kun den ranke , ungdommelige , henrivende Skikkelse , der som en straalende Fee snart paa den hurtige Hest og snart tilfods og tilsøs — men næsten altid med ham ved sin Side — havde færdedes i hans Barndoms Egne ! Og disse Syner , de mest henrykkende , hans barnlige Øje havde skuet , dem havde han aldrig kunnet glemme ! De vare i hans inderste Sjæl voxede sammen med det Ædleste og Kjærligste i ham , og der stode de endnu i al deres straalende Friskhed . Ja , trods hans Viden om , hvad hun havde forbrudt , trods Alt , hvad han selv havde lidt derved , og trods hans Faders ovennævnte Forbud , saa forholdt det sig desuagtet ikke anderledes med dette trofaste , sønlige Hjerte , end at han — Saameget hans ungdommelige Fantasi end formaaede at forestille sig af Salighed , af Henrykkelse — dog ansaae det for det mest Vidunderlige og Eventyrlige , Fremtiden kunde lade ham opleve , hvis han engang igjen , — blot eengang ! — turde lægge sine Arme om hendes Hals og blande sine Taarer med hendes ! Med disse Tanker betraadte Henrik Grubbe Kjøbenhavns Toldbod den følgende , mørke Morgensfund . — I de første Maaneder efter hans Ankomst til Hovedstaden optoges han næsten ganske af sin Examen , Studenterlivet og de mange Selskabskredse , han paa Grund af sin Ungdom , Skjønhed og Rigdom strax kom ind i . I disse Kredse var han som et Særsyn , der udøvede en betagende , ja næsten fortryllende Magt over beslægtede eller blot modtagelige Naturer : som Den , hvis hele Personlighed bar Præget saavel af det indre , drømmende Liv , han levede , somaf hans rige Naturs Friskhed og Oprindelighed , var han paa eengang som et Aandepust sra en gaadefuld , romantisk Verden og som en frisk Luftning fra Heden , Skoven og den aabne Strand — naar han saadan kom og stod i en kjøbenhavnsk Grosserers eller Etatsraads Selskabssal . Men naar han saaledes besøgte et Hus førstegang eller traadte ind i et større Selskab , da slog altid hans Hjerte stærkt ved Tanken om , at hans Moder maaske kunde være der , og han skulde da nok kunde kjende hende , ja , ved første Blik ! — Men iøvrigt havde han — som sagt — endnu Intet foretaget for at komme til at gjensee hende . Dels var det faderlige Forbud derimod endnu tilstede i al sin Friskhed , og dels forholdt han sig i sin Tanke saaledes til hende som al sand og dyb Kjærlighed forholder sig til sin Gjenstand : jomfruelig-forventningsfuld og som med en vis Frygt for det Øjeblik , da Virkeligheden skulde give det Tænkte og Anede sin Stadfæstelse . Det var ham saaledes i disse første Maaneder Nok at vide , at hun var ham nær , at han kunde møde hende paa Gaden , og at hun kunde træde ind i hans Værelse , hvad Øjeblik det skulde være — ja denne romantiske Uvished var ham saa kjær og fyldte ham med en saadan henrykkende Følelse , at han ikke engang endnu havde brudt sig om at faae at vide , hvor hun boede . Ja , det havde vistnok været ham ligefrem behageligt , at han vidste saa overmaade Lidt om hendes senere Liv — desto friere havde hans Fantasi kunnet bemægtige sig hende og fremstille hende i det Lys , som hans Hjerte mest ønskede . Og Dette — i Virkeligheden det Eneste , han vidste desangaaende , — det var , at hun , efter at være bleven lovformelig skilt fra hans Fader , var bleven gift med ham , med hvem hun seilede paa Aaen i den mørke Aften , og med hvem hun i den paafølgende Nat dandsede den dæmoniske Dands — Baron og Godsejer Alexander Krabbe , hendes Slægtning og Fætter . Men til fornøden Oplysning af det Foregaaende og Efterfølgende fremsættes her nærmere Antydninger . Den usædvanlige Maade , hvorpaa Bekjendtskabet mellem Eiler Grubbe og Ida Krabbe var opstaaet , udøvede en fristende eller bedaarende Magt over dem begge ifølge hver enkelts særegne Sindsbeskaffenhed , hvoraf den pludselige Forlovelse og det hurtige Ægteskab fulgte . Begge vare de Mennesker af det ikke sædvanlige Slags , om end af meget forskjellig Aand . Han var — som alt anført — paa det Tidspunkt , da han lærte hende at kjende , allerede uden Følelse af Ungdom og Livskraft , idet hans medfødte Tungsind og Hang til sygeligt Grubleri havde svækket hans Kraft i en tidlig Alder ; men bagved dette laa en blid og øm Natur med Evne til at føle megen Kjærlighed , og han vilde maaske have kunnet opnaae Harmoni med sig selv og med Tilværelsen , hvis det var blevet ham forundt at see en sand og stor og opoffrende menneskelig Kjærlighed og selv at blive Gjensfand for en saadan . — Hun derimod var fuld af Ungdom , Fyrighed , Livskraft og opvoxet for en stor Del i den frie Natur , som hun elskede med virkelig , instinktmæssig Kjærlighed — som i taknemmelig Følelse af , hvor gavmild den havde været mod hende selv , Naturens deilige Datter . Mennesker derimod elskede hun som den , der var varm af Blod , men ikke af Hjerte , paa en vis undinekold Maade , — ret , som om hun selv kun havde været ' en henrivende skjøn Naluraand , berøvet den menneskelige Aands Dybde , Varme og Længsel . Hun var en mægtig Natur , fuld af jordisk Ild og Kraft og — da denne Følelse af Naturkraft ikke hos hende formildedes af en jomfruelig Aands Finhed og sædelige Alvor — tillige en dæmonisk Natur , der maatte træde frem som saadan paa flere Punkter i hendes Liv . Da hendes Aand var uden anden Kjærlighedslængsel end den , som hendes Sandser kunde vække hos hende , maatte det Dæmoniske vistnok især komme srem i hendes Elsfovsfølelse , navnlig naar dennes Gjensfand ikke i Naturkraft , Freidighed eller Livsglæde var hende selv overlegen . Og hendes Mand kunde jo , ifølge det Foregaaende , ikke ret vel være hende lig , endsige overlegen , heri . Den paany opblussende Ungdomsfølelse , som Synet af den skjønne Dianaskikkelse i saadanne Omgivelser , der især maatte tiltale et Sind som hans , havde opvakt hos ham — den kunde ikke holde sig ; og hans blide , men svage Aand , der trængte til en øm , for de fineste Rørelser og Længsler sympathetisk Natur , trak sig — saa at sige strax ester Ægteskabet — sky og frygtsom ind i sig selv ligeoverfor hende . — Dengang deres eneste Søn blev født allerede i deres Ægteskabs første Aar , havde denne Begivenhed vistnok den samme Virkning i dette Ægteskab som i de fleste lignende : den blev et nyt Forbindelsesled imellem dem og havde en heldig og blivende Indflydelse isærdeleshed paa Grubbe , med hvis Natur en saadan Følelse som den , han nu kom til at nære for Sønnen , maaske var mere overensstemmende end Elskovens . Men ogsaa Moderen havde elsket sin Søn af Hjertet — saalænge hun daglig havde ham for Oje , og det var intet Selvbedrag , naar Henrik Grubbe havde bevaret en saa henrivende Erindring derom . Dog — vel vakte Sønnen hendes Hjerte til Liv og Bevægelse , saa at hun følte for ham , hvad hun endnu ikke havde følt for nogen anden menneskelig Skabning , ligesom ogsaa noget af denne Følelse paany gik over paa Barnets Fader ; men denne — dog væsentlig kun gjennem Moderhjertet vakte — Kjærlighed til hendes Mand , den var dog ikke istand til ganske at betvinge denne overvældende Kvindenatur eller for stedse at bringe den til Ro . Det kunde da , ifølge de givne Forudsætninger , ikke ret vel være andet , end at en Uro eller Irritabilitet , der i Tidernes Løb steg til en Følelse af Savn hos hende , til en Følelse af , at Noget i hendes Natur ikke kom til sin Ret eller blev mættet , maatte opstaae hos hende , — en Sindstilstand , paa Grund af hvilken hun maatte være særlig udsat for at falde , saasnart en i denne Henseende tilstrækkelig kraftig Fristelse frembød sig før hende . Og denne var da — som alt antydet , — at hendes Fætter , den med hende selv jevnaldrende , altid lystige og i høi Grad mandigskjønne Baron Krabbe , som hun kun havde seet nogle faa Gange i sin Barndom , kom hjem fra et mangeaarigt Ophold i Udlandet og aflagde sin Kusine et Besøg paa det skjønne Søviggaard . Hun var dengang neppe endnu fyldt syv og tyve Aar , hendes Mand var fyrretyve og hendes Søn ni Aar gammel . Krabbe kom til Søviggaard tidlig paa Foraaret og opholdt sig der uafbrudt til hen i August samme Aar , da Katastrofen skete . Øenne Mand var ikke blot hendes kjødelige Slægtning , men ogsaa hendes nære Frænde i Henseende til Aand og oprindelig Natur — dog med den Forskjel , at han var en i det Hele , uagtet en stor medfødt Godmodighed , allerede fordærvet Mand , hvis leflende Omgang og slibrige Tale , ja hvis blotte Nærværelse allerede strax fra deres Bekjendtskabs Fornyelse begyndte at fremkalde de endnu kun slumrende uædle Instinkter hos hende . Ikkedestomindre var det dog en stærk Kjærlighed , som han strax kom til at føle for den skjønne , ham i Aand og Natur saa beslægtede Kvinde ; han medbragte i Virkeligheden al den Varme , hvoraf han var i Besiddelse , i Forholdet , og det var fremdeles med oprigtig Glæde , at han efter Forholdets Opdagelse imødesaae den Tid , da han efter de to eller tre Aars Forløb kunde indtræde i Ægteskab med hende . — Strax efter hvad der passerede hin Balnat paa Søviggaard , havde nemlig Husets Frue — sandsynligvis foranlediget ved , at hendes Søn havde været Vidne dertil — selv aabenbaret sit Forhold for fin Mand og begjæret Skilsmisse fra ham . Og da han havde samtykket heri , mod at hun frafaldt al Ret og Adkomst til Søviggaard samt ganske gav Afkald paa Sønnen , havde hun begivet sig til Udlandet , dels for i den første Tid at undgaae Folkesnakkens Besværlighed og dels for ved Reiselivets Pirring og Anstrengelse at døve sig selv og at glemme . Dette var vistnok ogsaa for en stor Del lykkedes hende , da hun efter den nævnte Tids Forløb vendte tilbage og for anden Gang bortgav sin . Haand . Dette Ægteskab skulde man jo nu troe maatte kunne yde hende en større Tilfredsstillelse end hendes første : her var Lighed i Alder , Naturkraft og væsentligt Syn paa Tilværelsen , og det kan Heller ikke negtes , at hun isærdeleshed i Førstningen følte sig ganske anderledes fri og tilfreds i dette end i sit tidligere . Alligevel var dette hendes andet Ægteskab , i højere Forstand , hende til Skade . Det ulykkelige , men rene og i Virkeligheden blide og poetiske Sind hos hendes første Mand , hvilket hun ifølge sin Natur vel ikke kunde sympathisere med , ja , som hun betragtede halvt med Medlidenhed og halvt med Foragt for dets Svaghed , — det havde dog i Forening med hendes virkelige Kjærlighed til Sønnen ligesom holdt hende omgiven af en Atmosfære af noget Aandigt , Rent og Rørende ; stærk nok til , at hun derved kunde modstaae Fristelsen , havde disse frelsende Magters Indflydelse paa hende vel ikke været , men de havde dog paa flere Maader staaet i Forbindelse med det , der i hende selv var renest og bedst . Hendes anden Mand var jo derimod — som alt bemærket — af et urent , blødagtigt og leflende Sind , og fra den Atmosfære , hun i hans Nærhed følte sig omgiven af , bares der uafbrudt ligesom gjennem Luften en Duff eller Aande af disse Egensfaber til hendes Sjæl , hvilket ikke kunde andet end virke særdeles uheldigt paa hende , hos hvem den lavere Natur , oprindeligt , var af en betydelig Overvægt . Hun var , da hun blev gift med Krabbe , endnu i Besiddelse af hele sin Ungdom og Skjønhed , indtagende og bedaarende som Faa , og ihvorvel hendes Mand paa sin Vis vedblev at holde af hende og at være hende tro ( hvorhos det dog er at bemærke , at hun snart erholdt en mægtig Rival i hans voldsomt tiltagende Kjærlighed til Bordets Glæder ) , saa var dog endog blot hans personlige Existens og Nærværelse , saavelsom den Kreds , hvori hun nu bevægede sig , saa fordærvelig for hendes Natur , at det ikke varede meget længe , forinden hun ogsaa i dette sit andet Ægteskab førte en saadan Tilværelse , at en gammel , ærværdig Mand — som nu strax vil blive omtalt — ikke foer med Usandhed , da han i et Brev til Henrik Grubbe desangaaende antydede , „ at Heller ikke hendes senere Liv havde været pletfrit . “ — Vinteren tilbragte de som oftest i Hovedstaden , hvor de førte et særdeles stort Hus , Sommeren dels i Udlandet , dels paa deres Gaarde i Jylland i Horsensegnen . Saadan var Henrik Grubbes Moder , — som han ikke blot elskede med den varmeste sønlige Kjærlighed , men hvis Billede tillige i hans Hjerte stod omgivet af hans poetiske Naturs og tidligste Erindringers magiske Glands , og saadant var det Hus , hvori han snart skulde optages . Han havde jo nu tilbragt flere Maaneder i Kjøbenhavn ; men han havde endnu ikke seet hende , ja hun var end ikke nogensinde bleven omtalt i hans Nærværælse — og da begyndte hans Længsel mindre og mindre at kunne lade sig nøje med den blotte Viden om hendes Nærhed ; han gik da et Skridt videre og tænkte alvorlig paa en virkelig Tilnærmelse . At dette var hans Fader saa haardt imod , var ham vel en meget ubehagelig Tanke ; men var det , paa den anden Side , Ret af hans Fader at ville forbyde ham at give efter for sit Hjertes Trang ? At skrive til ham og bede ham om hans Tilladelse , vidste han vilde ikke føre til Noget ; han var , efterat han var bleven ramt af den store huslige Ulykke , sindssvag eller idetmindste saa « åndssvækket , at han ikke med Klarhed kunde dømme i en saadan Sag eller i det Hele bringes ud af eengang fattede Forestillinger . Derimod var der en anden Mand i Nærheden af Hjemmet , for hvem Henrik Grubbe nærede idetmindste ligesaa varme Følelser som for sin Fader , og det var den ældgamle , høist ærværdige og elskelige Sognepræsf til Søvig og Asdal Hr . Iver Roed , som havde læst med ham , ligetil han kom i Aalborg Skole , og som havde konfirmeret ham . Han var Enkemand , uden Børn , men havde for henved to Aar siden paa Henriks Anbefaling taget et ungt , forældreløsf Pigebarn til sig som sin Datter . — . Det var . Amine , Fiskerpigen , Hans Kristians Plejedatter . Kort Tid efterat Henrik havde foretaget hin Seiletur med hende , som tidligere er beskreven , døde nemlig hendes Plejefader , og da skildrede Henrik i et Brev til Pastor Roed , hvis kjærlighedsfuldt Hjerte var bekjendt i en vid Kreds , den unge Piges forladte Tilstand , hvoraf Følgen blev , at den gamle Mand strax selv tog ind til Aalborg og bragte hende tilbage med sig til sin Præstegaard , hvor hun fra det Øjeblik af befandt sig som i Paradis . Det var disse To , der tilligemed den ældre Grubbe stode ved Bolværket den Morgen , da Henrik reiste fra Aalborg . Til denne Hædersmand , der altid havde været saa godt som hans egen Plejefader , og som altsaa nu tillige var Amines , var det , at han besluttede at skrive om dette sit Hjerteanliggende for om muligt at faae ham paa sit Parti og derved berolige sin Samvittighed i Henseende til det Skridt , han agtede at gjøre . Han skildrede i dette Brev sin dybe Kjærlighed til Moderen , han aabenbarede heri for første Gang i sin voxne Alder de rige Følelser , han havde næret for hende i hele sit Liv , og forklarede , hvorledes han nu , da han vidste hende saa nær , ikke længer troede at kunne modstaae sit Hjertes Trang til at nærme sig hende endnu mere , hvis dette var muligt , men at han dog ikke turde foretage noget Skridt i denne Retning uden at have underrettet sin kjære , gamle Lærer herom , — hvis Billigelse af dette Forehavende han haabede ved disse Linier at skulle opnaae . — Pastor Roeds Svar herpaa lød saaledes : „ Søvig Præstegaard , d . osv . Min kjære Søn ! Meget har det rørt mig at læse om Dit unge Hjertes varme og rige Følelser for Din ulykkelige Moder . Jeg kalder samme Din Moder , nuværende Baronesse Krabbe , ulykkelig , uagtet jeg vel veed , at hun lever omgiven af denne Verdens Glands . Men ulykkelig kalder jeg hver Den , som lever uden Hjertets Fred , og endnu ulykkeligere Den , som lever med Hjertets Fred , medens samme kun er en falsk Fred . Og hvis Fru Baronesse Krabbe lever med Hjertets Fred , da frygter jeg saare , at denne kun er falsk . Thi ikke vil jeg , min elskede Søn , fortie , at ifølge hvad der allerede tidligere var bragt til mig , saavelsom ogsaa ifølge de Efterforskninger , jeg har anseet det for min Pligt at anstille , siden jeg modtog det sidste , vigtige Brev , da — ( ligesom det jo er Dig bekjendt , at den nævnte , fornemme Dame , allerede medens hun levede i Ægteskab med Din Hr . Fader , ved sit brødefulde Forhold til hendes nuhavende Mand , Hr . Baron Krabbe , har bragt saare megen Sorg og Ulykke over ham , nemlig Din Fader , saaledes at hans Sind neppe vil komme til fuld Opreisning mere i denne Verden ) — da skal eiheller hendes senere Liv være pletfrit . — Det gjør mig saa ondt , min gode , kjære Søn , at jeg maa skrive Dette om en Person , som Du elsker saa høit ; men at fortie Saadant , medens Du er i dette Forehavende , anseer jeg for at stride mod min Pligt , da Du maaskee derved kan afholdes fra at udføre Dit Forsæt . Det synes saaledes efter menneskelig Anskuelse at være det Rigtigste , at Du i denne Sag ikke handler mod Din Hr . Faders Ønske og Befaling og afstaaer fra at fornye Bekjendtskabet med bemeldte Dame . Men , mit kjære , gode Barn ! efteraf have tilkendegivet Dig denne Anskuelse , tilskyndes jeg af mit Hjerte til heller ikke at fortie , at denne Din store og saare rige sønlige Kjærlighed til Din Moder overmaade har rørt mig ; thi en meget mærkelig og forunderlig Kjærlighed bærer Du i Dit Hjerte til denne Dame , som er Din Moder ! Vil et fornyet Bekjendtskab med hende være til det Gode for Dig ? Og kunde det ydermere ikke tænkes , at Synet af Dig paa det Dybeste vilde røre hendes Hjerte og Hu , saa at alene derved fromme og milde Tanker kunde vorde hende til Deel ? Thi haver jeg ikke kjendt Din Moder som et lidet Barn ? og Ondt og Haardhed syntes der mig ikke dengang at være i hende . Jeg har under megen Bøn og Paakaldelse rettet disse Spørgsmaal til min Gud ; men han er i denne Sag forunderlig taus imod mig og vil , saavidt jeg kan skjønne , at jeg i dette Anliggende skal staae paa min egen Hasard . Jeg faaer da at gjøre dette . Og min egen personlige Anskuelse , men vel at mærke : som svagt , syndigt og uvidende Menneske , er , at om Det , jeg nu desværre har maattet tilmelde Dig , ikke har været istand til at udslukke Din store Kjærlighed til Din efter menneskelig Opfattelse saa brødefulde Moder ( ihvorvel det jo maaskee dog er Dig bekjendt , at vor høje Frelser og Herre var sfaansom og mild i sin Dom ogsaa angaaende saadanne stakkels Synderinder ; thi vi have Alle syndet og fattes ven Ros , vi skulde have for Gud ) og Dit Hjerte fremdeles maatte begjære og længes ester , for en enkelt Gang , at sfue hendes Aasyn og maaskee tage hende udi Din Favn , efterdi hun dog er Din Moder : saa ( i Guds Navn ! ) saa følg Hjertet , mit kjære Barn ! Thi fra Hjertet udgaaer Livet . — Din kjære Hr . Faders Befindende er som sædvanligt . Dog var han igaar paa Iagt og nedlagde med egen Haand to Stykker Kronvildt , efter hvad mig er forebragt af den første Jæger , Johannes . Jeg besøger ham saa ofte jeg kan og maa , og naar hans syge og tunge Sind viser sig modtageligt , taler jeg til ham alt eftersom vor Herre lægger Ordene paa min Tunge , ligesom jeg ogsaa vandrer med ham i den frie Natur , hvilken , næst Guds Ord , er det bedste Trostemiddel , en naadig Gud lader os Mennesker blive til Deel udi vor megen Svaghed og Vankelmodighed . — Min kjære Datter Amine lever vel og føler sig fremdeles meget glad og lykkelig . Hun er filvisse en ædel Natur af et saare hurtigt Nemme og af et vidunderlig sølsomt , kjærligt og taknemmeligt Hjerte . Megen Tak er jeg Dig i Sandhed skyldig , Henrik Grubbe , fordi Du har bragt mig denne gode Pige , for mig til saamegen Glæde i min høje Alderdom ! Ogsaa jeg selv lever vel i Herren , og ei tynges jeg endnu meget af de firsindstyve Aar . Saaledes skriver Din kjære Lærer og Ven , Iver Roed , Præst til Søvjg og Asdal . “ Dette Brev , som Henrik Grubbe med Længsel havde ventet paa i længere Tid , satte ham først i en tankefuld og smertelig Stemning . Men den barnlige Maade , hvorpaa den værdige gamle Mand havde ladet sig henrive af sit eget gode Hjerte , var dog netop slikket til af formilde det uhyggelige Indtryk , Antydningen om hans Moders senere brødefulde Liv havde tilføjet ham , paa samme Tid som han følte det i sin Sjæl . Saa mægtigt var i dette Hjerte det dybe , blinde Naturinstinkt — den barnlige Kjærlighed ! — Det ædleste Menneske , han kjendte , havde jo dog nu billiget hans Forsæt , og nu skulde det udføres , hvilke Følger det saa end maatte have ! Det Første , han da foretog sig , var af staffe sig Underretning om , hvor hun boede , og det var ikke vanskeligt : Baron , Hofjægermester , Godsejer Alexander Cæsar Amandus Polycarpus Cartesins von Krabbe boede i Amaliegade Nr . — i sin egen store og prægtige Gaard . — Skulde han nu uden videre gaae derud , bede om af faae Baronessen itale og da give sig tilkjende som hendes Søn ? — Nei , heri var der Noget , som stødte ham — det vilde eller turde han ikke , og han tilbragte flere Dage med af grunde over , hvad der vel maatte være den mest passende Maade af indlede Bekjendtskabet paa . Han kunde ikke nægte , af han i sit Hjerte ingenlunde nærede gunstige Følelser for sin Møders anden Mand , og Tanken om at skulle komme i denne Mands Hus og være nødt til at see ham og tale med ham var ham saa pinlig , nu da det Hele begyndte at antage Virkelighedens Former , at hans Forsæt underfiden var nærved at strande derpaa . Endelig besluttede han at skrive til sin Moder og bede hende om en Sammenkomst , hvortil hun kunde bestemme Tiden og Stedet . Denne Plan . fulgte han . Han . skrev kun ganske kort , men dog tilstrækkeligt , til at et sympathetisk Hjerte deraf kunde see hans store Kjærlighed og Længsel . Som i Feber ventede han Svaret . Allerede Dagen efter traadte en Tjener ind i hans Stue og bragte ham et Grev . Alene ved at holde dette i sin Haand og ved at see hendes Skrift , om hvilken han havde bevaret en dunkel Erindring , udenpaa Brevet , følte han sig saa bevæget , at han maatte gjøre Vold paa sig selv for ikke i Tjenerens Nærværelse at udbryde i Taarer . Men neppe var han alene , før han gav dem frit Løb , og med høit bankende Hjerte stod han nogen Tid med det uaabnede Brev i sin Haand . Endelig brød han det og læste : „ Til Hr . Henrik von Grubbe ! Min kjære Søn ! Med Glæde erfarer jeg af Dit venlige Brev de gode Følelser , Du nærer for mig . Ogsaa jeg har længtes efter af gjensee Dig , siden jeg ved min Ankomst hertil Byen i Julen fik af vide , af Du var bleven Student og kommen hertil . Du var et saa venligt og smukt Barn , af jeg med Sandhed kan sige , af Du var det eneste Lyspunkt i mit Ægteskab paa Søviggaard . I mit andet Ægteskab har jeg ikke hast Børn . Il til Din Moder og overbevis hende ved Din Nærværelse om , af Du endnu er ligesaa smuk og venlig som dengang . Jeg er sikkert hjemme iaften Kl . otte . Det vil ogsaa være min Mand særdeles kjært af gjøre Dit Bekjendtskab , og han sender Dig herved sin venligste Hilsen . Din hengivne Moder . “ Ester af have læst dette Brev blev han en Tidlang staaende med det i Haanden , ubevægelig og som i dybe Tanker . Var han bleven skuffet derved ? Han vidste det ikke . Dog randt hans Taarer ikke mere , og det Febrilsfe i hans Tilstand var ophørt . Da læste han det atter og atter ; det var , som vilde han fremtvinge Noget deri , som ikke fandtes , og dette syntes ogsaa efterhaanden at lykkes ham ; thi den øjeblikkelige Alvor , som efter den første , ængstelige Gjennemflyven af Brevet havde udbredt sig over hans Ansigt , veg for et mere tilfredst Udtryk , og han mumlede : „ Det er dog et venligt Brev ! “ — „ Ia , venligt , men ikke kjærligt , ikke hjerteligt , “ — svarede en Stemme i hans Indre . „ Jo , kjærligt er det ogsaa , det er kjærligt , “ sagde han med Kraft og overdøvede derved den indre Stemme . „ Hun har ogsaa længtes efter mig ! det staaer der jo med tydelige Ord , og hun har skaffet sig Underretning om mig , veed , at jeg er bleven Student og kommen hertil Byen ! . . . Og . . . hun længes efter mig ! . . . Ia , ja , kjæreste Moder , ogsaa jeg længes efter Dig , meer , end jeg kan sige Dig ! Og iaften , i denne Aften , skal jeg see Dig ! “ Da han i sin Tankegang var naaet til dette Punkt , udtrykte hans Ansigt den højeste Glæde , og han stormede ned ad Trapperne ud paa Gaden , da det forekom ham , at han bedre maatte kunne faae Ende paa Tiden til Kl . otte , naar han holdt sig i en uafbrudt Bevægelse . — Paa Slaget otte stod han udenfor den store Gaard i Amaliegade . Det var henimod Enden af Februarmaaned . For ogsaa i sin ydre Person at udvise det Festlige , hvoraf hans Sind var fyldt , havde han iført sig den Klædædragt , han ansaae for den mest passende , nemlig sin sorte Examensklædning , der var syet i Aalborg , og som endnu var hans sædvanlige Selskabsdragt , da Intet var ham fjernere end den Slags Smaalighed , der ligger til Grund for Forfængelighed . Da han ringede paa Portklokken , kom to Tjenere tilsyne , hvoraf den ene spurgte om hans Navn og løb saa iforvejen ind gjennem Porten ; den anden bad ham følge sig , hvorpaa han som Veiviser gik langsomt foran Henrik opad Trappen , der var belyst med et behageligt , dæmrende Skær , belagt med bløde Tæpper og smykket med de skjønneste Blomster . Noget saa smukt og pragtfuldt som denne Opgang havde Henrik endnu aldrig seet , og dette Syn stemte ham endmere festlig og høitidelig , paa samme Tid som det omgav hans Sandser med en drømmeagtig Taage^ som om det Hele var noget Uvirkeligt eller Eventyrligt . Som fortabt i denne Fornemmelse naaede han til Trappens første Bøining ; da hævede han sine Øine og saae — ja , han kjendte ved første Blik den skjønne , endnu ungdommelige Skikkelse , som stod der alene , omgivet af Laurbærtræer , Akkacier og Roser ! Da bares han som paa Vinger forbi Tjeneren opad de sidste Trin , der skilte ham fra hende ; men da han var kommen hende saa nær , at kun eet Trin endnu var tilbage , og han fæstede sit taarevædede Blik paa hende og saae hendes ungdommelige Klædedragt , hendes snehvide , fyldige Arme og stærkt blottede Bryst , da blev han staaende som naglet til Pletten med bøjet Hoved , nedslagne øine og høit rødmende Kinder ! — Af denne ligesom forstenede Tilstand vaktes han , ved at hans Moder med venligt leende Stemme sagde : „ Du bliver da ikke forskrækket , min kjære Søn , ved at see mig saa pyntet ? Jeg er lige kommen hjem fra Selskab og har ikke haft Tid til at klæde mig , om . “ Og da han idetsamme følte hendes Arme om sin Hals og sit Hoved blidt bøjet ned mod hendes Bryst , da aabnede ogsaa han sine Arme og gjengjældte af et fuldt , overstrømmende Hjerte hendes Favntag . Men — medens han nød denne saa tidt drømte Salighed , medens han hvilede sit Hoved ved hendes Bryst , og hans Taarer randt rigeligen , i samme Øjeblik havde han en instinktmæssig , ham selv uforklarlig Fornemmelse as , at hans Følelser vare dybere end hendes . Og han fornam et Stik i sit Hjerte , som da han hin Aften stod ved den mørke Aa og saae hende seile forbi med hendes Elsker , og som da han samme Nat vaagnede forvildet og saae hendes Utroskab . Men — det var dog hende , det var det samme Ansigt , den samme Skikkelse , om hvilken hans Sjæls tidligste og kjærligste Drømme havde leget ! Denne Skikkelse stod dog nu her for ham , venlig og kjærlig , og var ikke allerede det Lykke og Salighed at see hende og være hende nær ? Og i Følelsen heraf bøjede han atter ydmyg og taknemlig sit Hoved ned mod hendes Bryst , og barnlige Taarer randt paany nedad hans Kinder . Saaledes stode de en Tidlang i Taushed . Da viklede hun sig ud af hans Arme , tog ham ved Haanden og førte ham hen mod den store Indgangsdør , som Tjeneren , der havde overværet denne Modtagelsesscene , aabnede for dem . Derpaa førte hun ham gjennem flere Sale ind i et mindre , overordentlig smukt udstyret Værelse , og her tog hun Plads i en Sofa , idet hun ved en Haandbevægelse tilkjendegav , at han skulde sætte sig ved hendes Side . Ogsaa dette Værelse var oplyst med et lignende mildt dæmrende Skær som Trappegangen . Han havde endnu kun kastet det ene faste Blik paa hende , efter hvilket han blev staaende som naglet til Stedet paa det næstøverste Trappetrin . Men nu da han sad ved hendes Side og mærkede , at hun betragtede ham nøje , da hævede ogsaa han sine Øine og fæstede dem anden Gang paa hendes Ansigt , og han saae da , at hendes Øine vare fulde af Taarer , ligesom det ogsaa syntes ham , at hendes Ansigts Udtryk var blevet et andet , mere værdigt og mere moderligt — hvorved hun fik en Lighed med det Billede , han i sin Fantasi havde dannet sig af hende efter den Alder , hvori han vidste hun maatte være . Da fyldtes hans Hjerte af en overordentlig Glæde . Det syntes ham , at han i dette Øjeblik havde opnaaet , hvad der i saa lang Tid havde staaet for ham som det højeste Maal før hans Attraa — og han reiste sig fra sin Plads ved hendes Side og blev en Tidlang staaende foran hende , idet han betragtede hende med Henrykkelse . Derpaa begyndte han at tale med dæmpet , bevæget Stemme , og han skildrede sin tidligste Barndom paa Søviggaard , sine første drømmeagtige , henrivende Erindringer om hendes Kjærlighed og Blidhed , og han skildrede sit Hjertes dunkle Angst og Uro fra den Tid , da det var begyndt at forekomme ham , at noget hemmelighedsfuldt Truende ligesom svævede i Luften over hans Hjem , — og hin forfærdelige Smerte , da Uveiret virkelig brød løs og røvede ham hende ! Og han skildrede ud af sin Sjæls Oprigtighed og tillige ud af hele sin Naturs Ild og Poesi sit Hjertes vemodige Længsel efter hende gjennem alle hans Barndomsaar — en Længsel , der havde ført ham til det Sted , hvorpaa han nu stod , og som her var bleven opfyldt . Derpaa knælede han ridderlig og ærbødig ned for hende og lagde tillige paa barnlig Viis sit Hoved mod hendes Knæ . Længe var det siden , at saadanne Ord havde lydt for hendes Øren ; de mindede hende om hendes første Mand : saaledes havde ogsaa han talt i deres Forlovelsesdage og deres Ægteskabs allerførste Tid — denne underlige , dunkle og digteriske Tale , der havde lydt for hende som et Sprog fra en hende selv fremmed Verden — og tillige som Vidnesbyrd om en svækket , sygelig , tungsindig Tilværelse ; thi havde det ikke viist sig ved hendes første Mand , at saadan Tale hang sammen med Sygelighed og Svaghed ? Men saa betragtede hun atter den skjønne Yngling , hvishele Udseende tydede paa Ungdomsmod og Livslyst , og som fornylig havde talt det samme Sprog til hende . En Gjenklang af Ordenes Musik gik paany gjennem hendes Sjæl og Hjerte , hvor Strenge dirrede , som ikke i mange Aar havde givet Lyd , — og hun bøjede sit Hoved ned mod sit Barn , trykkede med sand moderlig Følelse et Kys paa hans Hoved og lod sin snehvide , fyldige Haand lege med hans gyldne Lokker . Saaledes tilbragte de nogle Minutter i Taushed . Den fuldkomneste Stilhed herskede , ikke blot i Værelset , men det syntes næsten , som om det hele store Hus var uddøet . Da hørtes Lyden af langsomme og uregelmæssige Skridt , der nærmede sig et eller andet Sted fra ; noget efter aabnedes Døren , og en overordentlig svær Mand traadte ind med noget usikkre Bevægelser . Da han var kommen frem i Midten af Værelset og bemærkede Gruppen , studsede han , standsede — og begyndte baglænds at trække sig tilbage igjen henimod Døren ; men uden at see paa ham udstrakte Husets Frue sin Arm , vinkede ad ham og sagde : „ Det er kun min Søn , som jeg har talt til Dig om ; kom herhen og hils paa ham , hvis Du er istand dertil ! “ Hvorpaa han atter nærmede sig . Det var Husets Herre , Baron Alexander Cæsar o . s . v . von Krabbe , der lige var hjemkommen fra et Middagsselskab , — han , der spillede en af Hovedrollerne i det Drama , som i hin tordensvangre Nat opførtes paa Søviggaard . Neppe ti Aar vare forløbne mellem hin Nat og denne Stund , og dog , — ak , hvor forandret er han ikke allerede bleven ! Den ridderlige Don Juan , den fyrige , glimrende Dandser med den kraftige , men dog slanke Figur — er det virkelig ham , som staaer der og tripper , er det virkelig ham , dette uformelige Kjødbjerg , denne stivnede Masse af de udsøgteste Spisevarer og de ædleste Vine — dette til et Slags selsomt Naturprodukt reducerede menneskelige Individ ? Io , det er ham , Sandheden byder at tilsfaae det . Og som hans Legeme er undergaaet en saadan Forvandling , saaledes er ei heller hans „ Aand “ forbleven uberørt : som Legemet er tiltaget , er den aftaget . Ja , hvad er der blevet af dens fordums Ild og Energi , der glimrede i hans mørke Øine , og som var istand til at præge hans skjønne Ansigt med Lidenskabens Storhed ? — Forsvundet er det , forsvundet indtil det Sidste og har maattet vige Pladsen for et Udtryk af sløv , ubevægelig Godmodighed — et Udtryk , der forgjæves anstrengte sig for at fremvise den Fornøjelse , han virkelig i Øjeblikket følte , da han hørte , hvem den unge Mand var . Smilende udstrakte han sin Haand imod ham og sagde : „ Hjerteligt velkommen , min unge Ven , her i vort Hus ! Det er mig i Sandhed en Glæde at see Dem her , og det skulde fornøje mig meget , om jeg kunde være Dem til nogen Tjeneste , nu da De , som jeg hører , har fæstet Bo her i Byen ! . . . Jeg maa sige Dem , det har altid forekommet mig , at jeg har nogen Uret mod Deres gode Hr . Fader at afbetale , og kunde jeg paa nogen Maade afbetale den til Dem , vilde det meget glæde mig , ja det vilde , det forsikkrer jeg Dem om . Og jeg haaber nu , at De foreløbig vil betragte dette Hus i enhver Henseende som Deres Hjem . . . Det vil i Sandhed være en Gevinst for os ; jeg har ikke — det jeg veed — nogensinde seet en saa fuldendt smuk ung Mand , med et saa behageligt Physiognomi ! “ Da han havde sagt disse Ord med synlig Anstrengesfe , gjorde han en gemytlig Undskyldning for sin noget omtaagede Tilstand , hvorpaa han krydsede ud ad en Dør og ind i sit Sovekammer . Strax ved Husherrens Indtrædelse havde Henrik reist sig fra sin knælende Stilling og trukket sig nogle Skridt tilbage fra sin Moder . Da han bemærkede Baronens Tilstand , overtrak en stærk Rødme hans Kinder , og med nedslagne øine og uden at svare et Ord stod han og hørte paa den gemytlige Mands venlige Tiltale . Først , da Baronen havde forladt Værelset , hævede han atter sine Øine , og hans Blik traf hans Moders , som derpaa med et Udtryk af Spot eller Ærgrelse saae henimod den Dør , gjennem hvilken hendes Mand var forsvunden , idet hun trak paa Skuldrene og sagde : „ Det gjør mig ondt , min kjære Søn , at Du første Gang Du saae ham skulde træffe ham i en saadan Tilstand . Det er dog kun sjeldent , at det gaaer saavidt med ham som idag . Men ellers er han , som Du jo saae , en høist venlig og forekommende Mand , som Enhver kan komme ud af det med , og Du vil ogsaa nok selv komme til at synes godt om ham , naar Du lærer ham nærmere at kjende . “ Lidt efter tilføjede hun efter at have betragtet sin Søn opmærksomt : „ Ja , han har ganske vist Ret , han er dog ikke saa sløv endnu , som jeg havde troet — Du er virkelig et overmaade smukt Menneske og det endogsaa i den rædsomme Dragt , Du der har paa ! . . . Saa ung , saa smuk og — som jeg hører — tillige saa begavet og dog saa ganske uden Forfængelighed eller uden Smag ! . . . Du ligner i denne Henseende ganske Din Fader , og Du ligner ham ogsaa af Ansigt , skjøndt han egentlig ikke var nogen meget smuk Mand . . . . Hvem er Din Sfræder , min Søn ? Det maa sikkert være en eller anden jydsk Barbar ! . . . Og hvorfor tager Du Kjole paa ved en Anledning som denne ? “ Henrik havde nogle Gange , medens hun talte saaledes til ham , aabnet Munden og begyndt paa at ville sige nogle Ord til Svar ; men en ham selv uforklarlig ubehagelig Fornemmelse ved hendes Yttringer holdt hans Ord tilbage . — Men da hun nu saae ham staae der taus og med et Udtryk af Sørgmodighed eller Alvor i sit Ansigt , gik hun med en uforlignelig Ynde henover Gulvet , lagde sine Hænder blidt paa hans Skuldre , saae ham med et venligt og skjælmsk Blik ind i Øinene og sagde : „ Vær ikke vred for hvad jeg har sagt ! Det er mig netop kjært , at Du i denne Henseende er saa forsømt , for saa kan ogsaa jeg lære Dig Noget . “ Saa gik hun hen til et Skrivebord , tog et Stykke Papir frem og satte sig i en halv Snes Minutter til at skrive med Alvor og Eftertanke ; da hun var færdig , vinkede hun sin Søn hen til sig , og med et ejendommeligt , særdeles tiltrækkende Udtryk , hvori der var en mærkelig Blanding af instinktmæssig kvindelig Hensynstagen til det Udvortes og af en vis , Humoristist Selvironi — som over at ogsaa hendes Natur var kommen ind under Modens og Konveniensens Lov , tog hun saaledes tilorde : „ Se her , min Søn , har Du en — saavidt jeg i Øjeblikket kan sfjonne — nøiagtig Fortegnelse over alle de Klædninger , en ung Herre af Din Alder og Stand har Brug for i alle mødende Tilfælde i Livet , og her er tillige Adressen , hvor alle disse Herligheder ere at faae . Gjør nu Din Moder den Fornøjelse at gaae derhen , og viis mig Din Kjærlighed ved at unde mig den Glæde at maatte gjøre Dig denne ubetydelige Foræring — jeg ! ieed jo saa godt , at Du aldeles ikke trænger dertil — men gjør mig nu , som sagt , ikke den Sorg at sige Nei til det Første , jeg beder Dig om ! “ Det var dog langtfra , at disse hendes venlige Ord havde været istand til at fordrive den alvorlige Skygge fra hans Ansigt , ja , han svarede hende ikke engang , men betragtede hende kun med et forunderlig vemodigt og spørgende Blik . Ogsaa hun taug stille i nogle Øjeblikke , idet hun saae paa ham med et Udtryk af Mismod og Forundring . Da sagde hun : „ Men hvortil dog dette alvorlige Ansigt , min Ven ? . . . . Er der Nogen , der har Grund til at være glad , da synes det mig , at det maa være Dig . Verden vil smile til Dig fra det Øjeblik , Du viser den et venligt Ansigt , og hvorfor skulde Du ikke det ? . . . . Jeg vil sige Dig Noget : jeg er ligesom stolt af Dig , jeg veed , at Du vil gjøre overordenlig Lykke . Der er Noget i Dit Ansigt , som De besidde , der vinde Alles Sympathi . . . . og især alle Damers ! . . . Jeg glæder mig formelig til den Opsigt , Du vil gjøre her i mit Hus , ihvorvel det vel sagtens vil komme til at gaae ud over mig selv , eftersom jeg ikke troer , jeg seer gammel nok ud til at have saa stor en Søn . . . hvad ? . . . gjør jeg vel ? . . . . Min Hr . Søn er ikke galant , men — Du lærer det nok ! “ Og hun tog ham i Hænderne og førte ham dandsende nogle Skridt frem og tilbage i Værelset , hvorpaa hun smilende stak ham den omtalte Adresse i Lommen . — Han gjengjældte til en vis Grad hendes Venlighed og Kjærtegn , — dog vilde fremdeles hans Alvor ikke vige , eller den kom idetmindste strax igjen , naar et venligt Smil i nogle Øjeblikke havde opklaret hans Træk , og han formaaede kun tildels at beseire det uhyggelige Indtryk , hendes Væsen gjorde paa ham , vedndelig at gjentage for sig selv : „ Det er hende , det er jo dog hende ! og hvor venlig og kjærlig er hun ikke imod mig ! “ Omtrent en Maaned efter dette første Besøg hos sin Moder stod Henrik Grubbe en Eftermiddag hjemme i sin Stue og morede sig med at prøve de mange nye , elegante Klædedragter , hvoraf han samme Dag havde modtaget den sidste , — Moderens første , rige Gave til sin gjenfundne Søn . Han havde besøgt den prægtige Gaard i Amaliegade hver Dag i den forløbne Maaned og allerede gjort Bekjendtskab med en stor Del af Husets Omgangskreds , da der næsten altid var Fremmede , naar Husets Frue var hjemme ; men endnu havde han dog kun seet de nærmeste eller daglige Besøgende , da hans Moder netop for hans Skyld havde opsat et glimrende Bal , hun agtede at give , for at han først kunde blive fuldstændigt ekviperet og tillige komme til at føle sig noget mere hjemme ' i disse nye og storartede Forhold . Dette Bal skulde finde Sted netop denne Dags Aften ; thi nu var jo Ekviperingen foreløbig afsluttet , og noget mere hjemme i de nye Forhold var han ogsaa allerede bleven : uformærkt og lidt efter lidt havde Husets Tone omspændt hans bløde og bøjelige Sjæl som med et Net ; Vittighed og Persiflage , der — vexlende med Lefleriet — var Husets Grundtone , havde allerede borttaget noget Mere end blot Støvet paa hans Sjæls Vinger , og han var ikke mere saa sikker i Troen paa , hvad han hidtil havde anseet for Skjønt , Ophøjet og Rent . I Begyndelsen ( og især naturligvis den første Gang ) naar han forlod sin Moders Hus om Aftenen efter saaledes paa forskjellig Maade at være bleven forarget , kunde han sfundom , overvældet af Smerte og som i en Følelse af Angst og Forvirring , fatte den Beslutning , at han ikke vilde besøge sin Moder mere ; men — han var saa ung , tiltroede sig ikke selv tilstrækkelig Dømmekraft , og den næste Morgen viste hendes Skikkelse sig atter for ham i den straalende , magiske Glands , hvori den stod for hans tidligste , drømmeagtige Erindringer , og naar hun da atter krænkede og forargede hans Følelser , da vænnede han sig — med den de digteriske Naturer ejendommelige , sværmeriske Trofasthed og forunderlige , vemodige Vedhængen ved Barndommens første Erindringer — til ligesom at bortraisonnere Virkeligheden og til at betragte disse Erindringers Billede af hende som det sande , hvormed han da omgikkes med den gamle Kjærlighed ! Til andre Tider kunde ogsaa allerede hans Forstand føle et vist Behag ved den Pirring , som den muntre Leg med Ord og Tanker forskaffede ham , og havde han ikke desuden ofte nok hørt i sin Moders Hus , at det at være sentimental var det Værste af Alt , fordi det var det Latterligste ? og saaledes at føle sig forarget hvert Øjeblik , var det andet end barnagtig Følsomhed og Overspændthed , — aandelig Sygelighed , han maaske havde arvet efter sin Fader ? Saameget hjemme i disse „ nye og storartede Forhold “ var han altsaa allerede bleven . Da kom hans Moders glimrende Bal , og Vendepunktet i hans unge Liv var dermed givet . - . Hans Ansigt var alvorligt , som han saaledes stod og prøvede Klæder foran det store Speil , der gjengav hele hans ungdommelig skjønne Skikkelse , og i hans Blik var der noget Aandsfraværende , som om han ikke ret var tilstede med sine Tanker ved denne Forretning . Han havde alt proberet adskillige Sæt uden at det lod til , at denne Aandsfraværelse vilde forsvinde — da faldt hans Øine paa en særdeles elegant og smagfuld Klædning , der ifølge Fortegnelsen var bestemt til at gjøre Formiddagsbesøg i . Han lod sine Hænder glide-frem og tilbage paa det fine , bløde Stof , og hans Ansigt begyndte efterhaanden at vise et Udtryk af Bevidsthed , ja af et Slags Behag derved . Med større Il og med mere Omhu iførte han sig denne Klædning , han stillede sig i den heldigste Belysning foran Speilet og betragtede sin Skikkelse med Opmærksomhed — da randt ham ihu hans Moders oftere gjentagne Ord , at han var overordenlig smuk , og at han havde Noget i sit Ansigt , der maatte vinde Alles Hjerter og især alle Damers ! Da saae han for første Gang med Bevidsthed sin egen Skjønhed , og en egenkjærlig Glæde herover fyldte for første Gang hans Hjerte : Med et særeget Velbehag bemægtigede hans Fantasi sig denne nye Følelse eller Bevidsthed , medens han uafbrudt betragtede sig i Speilet snart fra en , snart fra en anden Side indtil han endelig , trættet af denne omdrejende Bevægelse , gik hen og lagde sig paa sin Sofa , — hvor han dog vedblev af nyde den samme behagelige Fornemmelse , ligetil den Time nærmede sig , da han skulde klæde sig paa til Ballet hos sin Moder . Med en vis Sorg maatte han da assøre sig den kjære Klædning , der jo desværre kun var en Visitdragt , og iføre sig den sorte Kjole ; han underkastede nu dog ligeledes denne en fornyet , grundig Undersøgelse og kom endelig til det glædelige Resultat , af den vilde hans Moder nok lade være med af spotte , saaledes som hun havde gjort ved den ærlige aalborgensiske Sfræders Mesterværk . — Da han traadte ind i sin Moders pragtfulde Salon , var allerede en større Del af Selskabet ankommen . Alles Blikke vendte sig uvilkaarlig mod den Indtrædende , hvis Forhold til Husets Frue og hvis Skjønhed og Ynde Rygtet allerede havde fløjet saa vidt omkring med . Instinktmæssig søgte han sin Moders Blikke for deri af læse hendes Dom om hans Udseende og Fremtræden ; men da han nu sandt hende klædt ganske paa samme ungdommelige Maade som den første Aften , han besøgte hende , følte han atter i Øjeblikket den samme selsomme Undseelse , og han blev staaende midt paa Gulvet med nedslagne Øine og rødmende Kinder — men dog kun et kort Sekund , thi han havde jo allerede lært Noget . Og da han atter hævede sine Blikke og fæstede dem paa hende og saae , at hun smilede ham imøde med hele sit venlige og saa skjønne Ansigt samt betragtede ham med Blikke , fulde af Beundring og Bifald , da veg Undseelsen og Forvirringen fra hans Ansigt , og med fri og let Ansfand , men tillige med et Udtryk af Blyhed og rørende , barnlig Glæde , der ved sin Sandhed og Skjønhed uvilkaarlig henrev de mange kunstlede Hjerter , som saae ham i denne Stund , skred han henover Gulvet henimod sin Moder , bøjede sig ridderlig og ærbødig for hende og kyssede hendes Haand ! Et selsomt , dæmpet , uvilkaarligt Udbrud undslap ved Synet af denne Hilsen fra flere af de Tilstedeværendes Læber . Men ved denne ridderlige Hyldest af sin Søn saae den skjønne Husfrue sig om i Forsamlingen med et stolt Blik — med sin Søn ved Haanden traadte hun med en Anstand som en Øronning tre Skridt frem paa Gulvet , forestillende ham for Selskabet med de Ord : „ Hr . Henrik von Grubbe , min Søn af første Ægteskab ! “ Derpaa tog hun hans Arm og forestillede ham særlig for en stor Del af de Tilstedeværende . Blandt disse ham for største Delen ganske ubekjendte Personer var der dog et Navn , som i høi Grad vakte hans Opmærksomhed : det var Navnet paa en berømt Sangerinde , Primadonna ved det italienske Operaselskab , som dengang gav Forestillinger paa Hoftheatret . Hendes Mand ( det gik han idetmindste for at være ) der var Direktør for Selskabet og selv en udmærkets Sanger , var ligeledes tilstede . Disse Virtuoser vare indbudte , dels for imod Betaling at forlyste Selskabet med deres Sang , dels for som Gjæster at deltage i Ballet . Henrik , der havde stor Kjærlighed til Musik og Sang , havde som saamange Andre glædet sig ved den unge , smukke Kunstnerindes henrivende Stemme , og han fæstede derfor sine Øine med Deltagelse og Interesse paa hendes Ansigt , da han blev forestillet for hende . Den unge Dame saae ligeledes paa ham med et Udtryk af Beundring og indtagende Venlighed , og da han blev nævnet som Søn af Huset , foldede hun Hænderne over Brystet og gjorde en dyb , gratiøs Bøining for ham , idet hun ligesom kjærtegnede ham med sine skjønne , mørkeblaa øine . Ved denne yndige Hilsen svimlede det næsten for ham , og som idrømme gik han videre i Kredsen med sin Moder . Efterat denne Forestillingsscene var tilende , gav hun de fremmede Virtuoser et Tegn , hvorpaa de traadte frem paa en noget ophøjet Plads og afsang nogle af deres Repertoires smukkeste Sange . Henrik lyltede henrykt dertil — især til de Sange , som den unge Dame foredrog alene . Vel havde han før hørt hende synge de samme Sange , men kun i Theatret ; her , hvor et mere personligt Forhold var tilvejebragt mellem ham og den skjønne Sangerinde , her , hvor han kunde gaae hen og tiltale hende , hvis han vilde , ja sandsynligvis endogsaa dandse med hende — her udøvede hendes Sang et særeget Trylleri over ham , og nu , som altid , naar Noget stærkt bevægede hans Sjæl , fik hans Ansigt et Udtryk af romantisk , sværmerisf Vemod , som først gav det dets fulde Skjønhed . Han stod saa nær ved de Syngende , at han kunde see hvert enkelt Træk i deres Ansigter , og det forekom ham , at Signoraen , naar hun havde endt en Sang og med en dyb Bøining takkede for det stormende Bifald , fortrinsvis lod sine Øine hvile paa ham , skjøndt han af Beskedenhed eller maaske paa Grund af det stærke Indtryk , hendes Sang gjorde paa ham , ikke gav sit Bifald tilkjende paa nogen udvortes Maade . Denne Opmærksomhed , som det saaledes syntes ham , af den skjønne Dame viste ham , berusede ham endnu mere , end hendes Sange , og han faldt fra nu af hen i en ham og mange lignende stærkt følsomme og digteriske Naturer ejendommelig Drømmetilstand , hvori det Hele begyndte af tabe noget af Virkelighedens Præg for ham , og hvori han ikke mere lagde ret Mærke til Omgivelserne . I denne Tilstand mærkede han saaledes ikke , af Italienerne endte Forestillingen , stege ned fra Tribunen og blandede sig mellem Mængden , ligesaalidt som af nogle i Kunstens Rangforordning lavere stillede , indenlandske Musici havde taget den forladte Plads i Besiddelse , hvorfra nogle mindre skjønne Toner af Insfrumenter , der stemtes , lode sig høre , eller af Selskabet havde begyndt af dele sig i mindre Grupper og af vandre med en vis Uro omkring i Salen — ingen af alle disse Forberedelser til af begynde Ballet havde han lagt Mærke til . Da kom hans Moder hen til ham , betragtede ham smilende , vækkede ham ved sagte af røre ved hans Pande og sagde : „ Min Hr . Søn salder i Staver ! Det klæder Dig meget godt ; men Du bør see at vænne Dig af dermed . En Person , som er distrait , trækker altid det korteste Straa . . . Men ellers kommer jeg før at spørge Dig , om Du ikke kunde have Lyst til at gjøre os den Fornøjelse at aabne vort Bal iaften ? . . . Du kan da dandse ? “ „ Ja , kjæreste Moder , dandse kan jeg godt , og jeg holder ogsaa meget deraf , men — “ „ Men Du veed maaske ikke rigtig , hvilken Dame Du skal vælge ? “ „ Nei , det veed jeg virkelig ikke . “ Da lagde hun — som før — sine Hænder paa hans Skuldre , betragtede ham smilende , og med et Udtryk af Humor , hvori der dog var et Anstrøg af Barnlighed eller Ydmyghed , sagde hun : „ Hvad siger Du om at vælge mig ? “ „ Gjerne , kjære Moder , naar Du ønsker det , “ sagde han langsomt og tillige med en vis Forlegenhed , idet den gamle Skygge af Sørgmodighed udbredte sig over hans Ansigt . „ Gjerne , siger Du “ — bemærkede hun med et Udtryk af Skuffelse eller Mismod — „ nei , saa satte Du ikke et saa alvorligt Ansigt op ! . . . Du frygter maaske , jeg vilde gjøre Dig Skam som Din Dame ? “ — sagde hun kort efter med stor Livlighed — „ men jeg forsikkrer Dig : ikke een af alle disse unge Piger , som Du her seer , dandser smukkere , lettere eller bedre end jeg ! “ Da Henrik Intet svarede hertil , tilføjede hun med mere Alvor efter nogle Øjeblikkes Eftertanke : „ Men forresten , naar jeg tænker mig rigtig om , saa gjør Du vel i at afslaae at dandse med mig , og Du viser Dig endogsaa derved i Besiddelse af større Smag og Takf end jeg selv . Vi To vilde ikke kunne frembringe et fuldkommen skjønt eller harmonisk Billede i Dandsen , eftersom Din Figur endnu ikke er kraftig nok til ret at kunne tage sig ud til sin Fordel ved Siden af mig . . . . Altsaa , jeg er opgivet , men hvem skulle vi saa vælge ? . . . Er der ingen af de her tilstedeværende Damer , som Du har noget nærmere Bekjendtskab til eller nærer nogen Forkjærlighed for ? “ „ Nei , kjære Moder , jeg har ikke nogetsomhelst nærmere Bekjendtskab til en eneste af disse Damer — men der er dog een tilstede , som i denne Aften har rørt mig ved sin skjønne Sang og glædet mig ved sin Ynde og Venlighed , og hvis jeg — “ „ Ah ! jeg forstaaer — Du ønsker at dandse med Primadonnaen ? . . . Ja , jeg vil jo ikke negte , at det rigtignok er en altfor stor Ære da der er meget fornemmere Damer tilstede ! . . . Men , enllo ! der skal ikke kunne siges Andet , end at der i mit Hus hersker Frihed og Lighed — tag Du kun Theaterprindsessen , min Søn , hvis det kan more Dig og glatte de alvorlige Folder i Dit ungdommelige Ansigt ! “ Da gik han bort for at opsøge hende . Paa Vejen faldt det ham ind , at han endnu aldrig havde talt et fremmed Sprog , og at det følgelig maaske vilde være ham umuligt at gjøre sig forsfaaelig for hende . At hun ikke oprindelig var fra Italien , men var en født Pariserinde , det vidste han vel , og i det franste Sprog havde han altid udmærket sig under sin Skolegang , men nu frygtede han dog — som sagt — ikke uden Grund , at dette ikke vilde være tilstrækkeligt i nærværende Tilfælde . Det varede nogen Tid , inden han kunde finde hende , og jo længere det varede , desto stærkere slog hans Hjerte , — saameget mere som han følte sig som Gjensfand for Alles Blikke , medens han saaledes vandrede søgende omkring . Endelig stod han foran den Udvalgte . Han betragtede hende nogle Øjeblikke i Taushed med et Udtryk af Beundring og barnlig Undselighed ; endelig sagde han paa Franst : „ Vil den deilige , fremmede Signora gjøre mig den Ære at dandse denne , første Dands med mig ? “ Det Naive og Troskyldige i hans Væsen og i den Maade , hvorpaa han gjorde hende dette Spørgsmaal , rørte den unge Kunstnerindes let bevægelige Hjerte , og hun svarede , idet hun atter nejede dybt for ham : „ Jeg takker min unge , smukke Herre tusinde Gange for den Ære , han viser mig . “ Derpaa tog hun hans Arm og stred let og svævende frem ved hans Side gjennem Mængden , der betragtede dem med Beundring eller Misundelse , efter j Omstændighederne ; thi et sfjonnere Par var det ikke ! let at faae at see . Da han med sin Dame var kommen op i den øverste Ende af Salen og havde staaet og talt nogle Minutter med hende , lagde han Mærke til , at hans Moder ikke var blandt de engagerede Damer , som han nu saae opstillede i en lang Række bagved sig . Herved kom der uvilkaarlig et Udtryk af rørende Glæde og Frimodighed i hans Ansigt , som det ikke tidligere havde haft , og da han dandsede ud med sin Dame , var der en saadan Ynde og Skjønhed udbredt over hele hans Væsen , at han fra det øjeblik gjerne kunde have betragtet sig selv som Aftenens Helt , hvis han havde hast tilstrækkelig Erfaring til at skjønne de derpaa tydende Symptomer . Men det havde han ikke endnu . Fortabt i Dandsens Glæde og i selve Situationens Romantik og forstaaende ubevidst at lade sin Naturs medfødte Blødhed og Ridderlighed komme tilsyne i hele sin Fremtræden , formaaede han , selv i de prosaiske Runddandse , at udfolde en Finhed og Ynde , som ingen af de andre Dandsende var i Besiddelse af , og hvo der havde seet hans Moder dandse , maatte uvilkaarlig gjøre den Bemærkning , at han efter hende havde arvet denne skjønne Gave — og dog tillige noget Mere ; thi den Sindets og hele Personlighedens Romantik , der bevirkede , at enhver af hans Bevægelser gjorde et poetisk Indtryk , den var ikke hende , men ham alene givet . Som hans Moder havde undladt at dandse den første Dands , saaledes deltog hun eiheller i de følgende , og med stor Tilfredsstillelse havde han lagt Mærke til , hvorledes hun færdedes rundt omkring og opfyldte en Værtindes Pligter med stor Anstand og Værdighed . Baronen havde kun flygtig viist sig i Balsalen og derpaa trukket sig tilbage til et af de fjerneste Værelser , hvor han tilbragte Tiden med at spille Kort . Alt dette syntes Henrik meget godt om , og han havde i flere Timer hengivet sig til Ballets Glæder med hele sin Alders og sit Temperaments Livlighed — da kom i en af Pauserne hans Moder hen til ham , rørte ved hans Arm og førte ham et Par Skridt bagved Rækken . Hun betragtede ham med glædestraalende Øine og sagde : „ Undskyld , min kjære Søn , at jeg et Øjeblik lægger Beslag paa Dig ! Men jeg har ikke kunnet vente længere med at udtrykke Dig min levende Beundring over Din mageløse Dands . Hvor har Du dog lært at dandse saaledes ? . . . Endskjøndt . . . at dandse saaledes , det lærer man ikke ! Det er Naturens medfødte Gave , og jeg tør maaske troe , at Du i denne Henseende har arvet noget Godt og Smukt efter mig . Men Saameget er visl , at det er længe siden , Noget saaledes har glædet , ja rørt mig , som at see paa Din Dands ! “ I disse for ham saa smigrende Yttringer var der naturligvis Intet , som stødte ham ; de vakte tvertimod den største Glæede hos ham , og med varme og kjærlige Ord takkede han hende for hendes Ros og Bifald . — Hun havde alt fjernet sig nogle Skridt fra ham , da hun after nærmede sig ham med en skjelmsk Mine og sagde , efter at hun havde betragtet ham nogle øjeblikke med dette Udtryk i sit Ansigt : „ Jeg husker ikke , om jeg fik at vide , hvor eller af hvem Du har lært at dandse ? “ „ I Aalborg af en gammel , afskediget Lieutenant ; hos ham samledes vi gjerne hver Vinter en Aften om Ugen , jeg og endel af de andre Disciple . “ „ En gammel Lieutenant ! “ sagde hun ironisk . „ Nei , Du maa vist ogsaa have haft en anden og noget yngre Lærer , — ja , Din Dands synes mig at tyde paa , at Du har gaaet i Skole hos den allerberømteste af denne Verdens Dandselærere ! “ „ Hvem mener Du , kjære Moder ? “ „ En Dandselærer , som baade har et græsk og et latinsk Navn . “ „ Ja , endnu er jeg desværre lige klog ! “ Da slog hun i et Udbrud af Overgivenhed Hænderne i hinanden og sagde høit leende : „ Amor , paa Græsk : Eros . . . . Saa jeg kan lære min Hr . Søn baade Latin og Græsk ! “ „ Nei , kjære Moder , af den Dandselærer har jeg endnu ikke lært at dandse , “ svarede han alvorligt . „ Dandsede I da ikke med Damer der . . . hos Lieutenanten ? “ „ Jo , vi gjorde . Embedsmændene lode ogsaa deres Døttre lære hos ham ; det var Børn og halvvoxne Piger , men vi i Skolen betragtede og behandlede dem som virkelige Damer , idetmindste saalænge vi dandsede ; men mellem Dandsene legede og sloges vi rigtignok med dem paa en temmelig ukavallermæssig Maade . “ „ Men der var dog eet af disse Pigebørn , som Du allerhelst vilde dandse med , som Du aldrig sloges med . . . . og naar hun var fraværende , saa havde Du slet ingen Fornøjelse af at dandse — ikke sandt ? “ „ Det kan vel have været Tilfældet , at der sommetider var en Mr anden af Pigerne , som jeg foretrak , men nogen bestemt Forkjærlighed for en enkelt husker jeg dog ikke at have haft . “ „ Men hvorfor deltog Du da i disse Øvelser hver Vinter , som det forekom mig Du sagde ? “ „ Fordi Dandselæreren var en hæderlig og elskværdig gammel Mand , som ikke havde Andet at ernære sig og sin Familie med , og derfor tog jeg og . de andre Disciple , som havde Raad dertil , hver Vinter Del i hans Undervisning , skjøndt idetmindste jeg — efter hans eget Udsagn — var udlært for længesiden , “ svarede han med den tidligere Alvor . „ Hm ! det er mærkeligt , “ sagde hun smilende og Glæder begyndte , kunde hengaae paa en behagelig Maade . Hun tilføjede endydermere for at skjærpe Opfordringen , at dette jo var Noget , som netop hørte til hans Fag . Som det altid rørte ham , naar det forekom ham , at hendes Yttringer og Synsmaade stemte overens med hans egen Natur , saaledes var det ogsaa nu med Glæde , at han hørte hende yttre dette Ønske , ihvorvel han ikke var fri for at føle nogen Forlegenhed ved at skulle læse for denne Kreds . Dog sagde han venligt : „ Ja , kjære Moder , hvad ønsker Du helst , at jeg skal læse ? “ „ Hvad Du selv har mest Lyst til , “ svarede hun , „ eller — da vi vist ikke har lang Tid tilbage — saa lad Tilfældet raade , og slaa op paa det første det bedste Sted i den Digtsamling , Du holder der i Haanden , og træffer Du da Noget , som vil vare en fem a ti Minutters Tid , saa læs det i Guds Navn ! “ Da gjorde han som hun sagde . Tilfældet vilde da , at det Første , hans Blik traf paa , da han atter aabnede Bogen , var „ Den ottende Søn “ . Han studsede , der kom et Udtryk af Forvirring eller Angst over ham , og han tøvede nogle Sekunder , som om han var i Uvished , om han skulde forelæse dette Digt eller ikke — dets Længde var passende , saa af den Grund kunde han ikke forkaste det ; og havde tilmed hans Moder , der sad ved hans Side , ikke seet , at han alt havde appelleret til Tilfældet ? Han forsøgte da at tage sig sammen og at fatte sig , hvilket ogsaa tildels lykkedes ham , men dog ikke anderledes eller mere , end at Indtrykket , som Tilhørerne modtoge af Læsningen , var i høi Grad selsomt og gribende : „ Den ottende Søn . Den Hane slog ud sin Vinge og gol , Ung Thora alt sad ved Væverstol . Alt slog hun Vcrven med megen Hast , Saa Traadene alle tilsammen brast . Hun syede Blommer med Silketraad , De Roser blev Blod og de Lilier Graad . Hjælp Gud ! hvor jeg drager min Aande tungt , Det volder det Foster , spædt og ungt . Syv Maaneder gik hun i Højeloftssal Og snørte sig i Midie tynd og smal . Syv Maaneder bcerged hun sig udi Løn , Til Engen blev broget og Skoven gran . Det var ved sorten Midienat , Triner hun ud i Lunden brat . De Kildevæld piblede frem som Graad , Hvert Løv var hende en Slangebraad . De Vinde stønned som Dødningskrig , De hvide Birke stode som Lig . Fremtren en Kvinde , saa gusten og gul , Udaf sit sorte Midnatsskjul . Og hør Du liden Thora , hvi sorger Du ? Hvi est Du Dig saa saare mod i Hu ? Svarte liden Thora , hun blev saa rød : Hvad jeg skjuler bag Beltet , volder min Død . Malæd den Qvinde da hastelig : Hvad Du skjuler under Beltet , Du give mig . Liden Thora , vilt Du give mig det , Den Byrde skal væere Dig saare let . Liden Thora segned ved Linderod , Hun gav den Qvinde sit Kjød og sit Blod . Den Qvinde grinte og krysted det Nor , Saa sank hun neder i sorten Jord . Liden Thora blev sig saa let i Sind , Som naar Løvet vifter i sagten Vind . Herr Esben sig op under Lide red , Saa bandt ban sin Ganger ved Borgeled . Op axler han sit Skarlagens Skind . Og truder høvisk for Jomfruen ind . Hil sidde I , liden Thora , vel svsbt i Maar , Saa vide der Ry af Eders Skjønhed gaaer . Liden Thora , I er mig fast saa kjcrr Som Engen det klare Foraarsoeir . I give mig Eders Love og Tro , Saa lade vi flux vort Bryllup boe . Det var liden Tbora , hun blev saa glad , Hendes Kinder blussed som Rosenblad . De Dage de ginge , de Dage de kom , Syv Aar hun var sig en Hustru from . Sidder hun med syv Sønner smaa , Den yngste end spced ved Brystet laa . Sidder hun mild i Maaneskin , Og klapper dem alle saa venlig paa Kind . Klapper hun alle paa hviden Kind : Hvi ere I Smaa saa blege som Lin ? Det var liden Thora , hun pludselig saae Et lidet Utydske paa Tillien gaae . Saa vissen den Skiftning for hende staaer Med sortebrun Kind , uden Hovedhaar . Hil sidde I , Moder , paa Polstere blaa ! Have I kun syv Semner smaa ? Hil lege I , Brødre , paa Tavle af Guld Og kaste de Gamles Skakspil omkuld ! Og hør nu , I Moder , jeg er Eders Søn , For syv Aar siden født udi Løn . Den Kvinde bar mig til Troldebo , Ret aldrig jeg kunde trives og groe . Jeg er vanfør for to Maaneders Savn , End gave de mig Vanfred til Navn . Jeg ikke kan leve , ei Heller døe , Fordi jeg fødtes for tidlig af Ms . Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm , Og suger Mcelken af Eders Barm . I var mig ret aldrig en Moder god , Thi drikker jeg nu Eders Hjerteblod . To fulde Maaneder laa han der Og diede , til han blev stor og svær . Da lagde liden Thora sig paa sin Seng Og visned som Lilien paa grønnen Eng . Men han slog sine syv Brødre ihjel Og blev til en Trold , saa ful og saa fal . “ Bed den gjentagne Læsning følte Henrik Grubbe sig endnu mere betagen end første Gang , og Tanker , han ikke kunde gjøre sig selv Rede for , gik igjennem hans Sjæl . Hans skjønne , sympathetiske Stemme lød for Tilhørerne som Musik , som en forunderligt bølgende Sang , som et kjærlighedsfuldt Menneskehjertes tungsindige Klage over Livets Smerte , som en vemodig Aandesang , der hævede sig og sank . — Efter Oplæsningen indtraadte en almindelig Pause , der ikke lod til at ville faae Ende . Men da reiste Husfruen sig og raabte med munter Røst : „ Tilbords , mine Herrer og Damer ! tilbords ! Og lader os snarest muligt see at glemme dette sørgelige Drama . “ Derpaa henvendte hun sig til sin Søn , tog hans Arm og sagde : „ Aftenens Helt paa alle Maader ! tillader Du Din Møder at være Din Dame og at dele Din Hæder ? “ Hvorpaa hun med sin Søn gik foran de Øvrige ind i den til Spisestue nu forvandlede Balsal , og Aftensmaaltidet begyndte . I Førstningen laa endnu ligesom det alvorlige Digts Skygge over Henriks Ansigt , og han var ikke fri for at have et af sine Anfald af Aandsfraværelse — skjøndt af en anden Grund end for — som hans Moder tidligere paa Aftenen havde dadlet ham for . Da hævede hun sin skjønne , blottede Arm , skænkede skummende Vin i hans Glas og sagde med et Udtryk af bakchantisk Glæde : „ Drik , min Søn , af denne Vin ! I den er Ungdom og Livets og Glædens Kræffer . Den er fra det skjønne Land , hvor Ilden gløder under Jordskorpen og noget varmere end her i Menneskenes Bryst , — og dens Navn er latinsk ligesom Dandselærerens før — I^uerMW 0llri8ti ! « Og hun berørte med den yndefuldeste Bevægelse hans Glas med sit og tømte sit eget til Bunden . Ved samme Bord sad den italienske Operadirektør . Han var ikke som hans Kone oprindelig fransf , men derimod en virkelig Italiener — fra Neapel — med et ægte italiensk Physiognomi , høi , kraftig og firskaaren og fuld af sprudlende Liv . Til denne Mand henvendte Husets Frue sig efter atter at have fyldt sit Glas og sagde paa flydende Italiensk : „ Ogsaa med Dem , min Herre , som iaften er den eneste Repræsentant for det skjønne Land , hvor denne ædle Drue er voxet , ønsker jeg at drikke et Glas , i taknemlig Ihukommelse af de Glæder , jeg et helt Aar igjennem har nydt i Deres livlige Fødeby ! “ Den galante og høiligt smigrede Mand reisfe sig , og med en Ordfylde , hvoraf kun en Italiener er i Besiddelse , besvarede han denne Henvendelse . Det var første Gang , at Henrik hørte dette harmoniske Sprog blive talt , og skjøndt han Intet forstod deraf , gjorde dog saavel selve Ordenes Musik som de Talendes Anstand og hele Personlighed , der syntes ham saa ganske at svare til Ordenes Klang , et særdeles levende Indtryk paa ham , og han lyttede med Interesse til den Samtale , der udspandt sig mellem disse To og et Par Andre ved dette Bord , som ligeledes vare Sproget mægtige . Dog havde han paa samme Tid en Fornemmelse , som han ikke tidligere havde kjendt , en Fornemmelse af Ydmygelse ved at tænke paa , hvor langt han endnu selv stod tilbage , hvormeget han endnu selv havde at lære — paa samme Tid , som hans Moders Skikkelse viste sig herligere for ham end nogensinde før efter deres Bekjendtskabs Fornyelse , omgiven af denne i hans Øine nye Glorie . — Da imidlertid kun nogle Enkelte ved dette Bord vare det italienske Sprog mægtige , fortsatte Fruen — for Operadirektørens Skyld — Samtalen paa Fransk , hvori Alle kunde deltage . I dette Sprog henvendte Italieneren sig til Henrik og spurgte ham , om han ikke endnu havde besøgt Italien , og da han hertil med et Udtryk af barnligt Mismod svarede Nei , yttrede den galante Mand , at han haabede , det da ikke vilde vare længe , før hans Fædreland skulde nyde den Lykke at see sig gjæstet af en saa smuk og begavet ung Mand . Da Henrik Intet svarede hertil og med nogen Forlegenhed saae ud for sig , greb hans Moder Ordet , nikkede betydningsfuldt smilende med Hovedet og sagde : „ Jeg tænker ikke , det skal vare saa længe . Rimeligvis besøger min Mand og jeg Italien igjen allerede i dette Foraar — den overordenlig heftige Transpiration , som Italiens Sommersol fremkalder hos ham , finder han at være særdeles gavnlig for hans Helbred , skjøndt jeg rigtignok ikke begriber , hvorledes han holder det ud — og da haaber jeg , min kjære Søn , at Du vil gjøre os den Glæde at ledsage os paa denne Reise . “ Og da det i dette Øjeblik forekom Henrik , som om det var en af hans fornemste Livsopgaver , snarest muligt at komme til Italien og ' lære Sproget , saa betragtede han fuld af den hjerteligste Taknemlighed og Glæde sin Nkoder , efterat hun havde yttret disse Ord . Dels fordi der maaske var noget Beslægtet mellem den ædle , fyrige Vin og hans egen Natur og Temperament , og dels maaske paa Grund af de forskjellige vexlende Sindsstemninger , han i Løbet af denne Aften havde været Gjenstand for , havde han drukket adskilligt Mere deraf , end han ret vel kunde taale ; thi da Selskabet reisfe sig fra Bordene , og han bød sin Moder Armen for at ledsage hende ind i de andre Værelser , mærkede han , at der havde lagt sig en Slags Taage over hans Sandser , gjennem hvilken han saae Alt i et besynderligt , ligesom magisk Skær , og at han i denne Tilstand ikke ret havde Herredømme over sine Tanker og Forestillinger . Da han derfor strax efter hørte , at Dandsesalen ved det talrige Tjenerpersonales Virksomhed med stor Ihærdighed atter bragtes istand til sin egentlige Bestemmelse , besluttede han , at han foreløbig ikke vilde dandse mere . Rent unddrage sig Selskabet vilde han dog ikke — idetmindste ikke saalænge Primadonnaen var tilstede , hvis Nærværelse udøvede en Tiltrækningskraft paa ham , som han ikke tidligere havde følt paa denne Maade — og da Dandsen atter begyndte , gik han derfor vel ind i Dandsesalen igjen , men stillede sig i et af Vinduerne , hvis lange , opløste Gardiner ganske skjulte ham for Alles Blikke . — Det var Tilfældet med ham , som saa ofte med Mennesker af et sangvinsk-melankolsk Temperament , at den halve Rus , hvori han befandt sig , gav det Mørke i hans Natur en ensidig Overvægt , og da han stod der alene i Vinduet og stirrede ud paa den fuldkommen øde Gade , som beflinnedes af et svagt Maanelys , og hvorpaa af og til enkelte store , halvopløste Fnug af Tøsnee langsomt og zittrende faldt ned , og medens den livlige Dandsemusik , der i dette Øjeblik forekom ham at klinge som sørgelige Gravtoner , lød bagved ham , — var hans Fantasi opfyldt af mørke , ængstende Billeder og uhyggelige Forestillinger om Død og Tilintetgjørelse . Som han saaledes stod og saae med et tankeløst-stirrende Blik over mod den modsatte Side af Gaden , blev han en Skikkelse vaer , der sad eller laa paa en Stentrappe saa ubevægelig som en Død . Da Maanen lidt efter sendte et klarere Lys nedover Gaden , saae han , at det var en Vægter , tilsyneladende en meget gammel Mand , der med sit Hoved støttet til Hænderne , over hvilke det lange , hvide Skjæg faldt ned , sad saa stille som en Statue paa den vaadkolde Trappe . Dette Syn drog hans Tanker til sig med sympathetisk Magt , og idet hans egne mørke Forestillinger paa en sorunderlig Maade ligesom legemliggjorde sig selv i denne Dødens Skikkelse , formede disse Fantasier sig uvilkaarlig til et Digt , som han senere opskrev under Navnet : Digteren . Paa Gaden hvirvled Sneen , Høit sukked Nattens Vind . Paa Trappen sad en Vægter Med Haanden under Kind . ' Af Alder var han bøjet , Sølvhvide var hans Haar ; Sit Kald han havde røgtet I mange Herrens Aar . Sit Uhr han tog af Lommen Og stirred mat derpaa : „ Det varer vist ei længe , Før Midnat vil slaae . Jeg er saa sært tilmode I denne vilde Nat ; Det er , som Mod og Styrke Har mig ganske forladt . Men jeg er ogsaa gammel ! Snart faaer jeg Bandrebud . Forlad for Jesu Vunder Min Synd , o milde Gud ! Men skal jeg snarlig drage Herfra , jeg haaber vist , At jeg til Dig skal komme , Min Herre Jesus Kristi “ Da lød igjennem Stormen Fra Taarnet Klokkens Klang ; Øen gamle Mand sig reiste Og Vægterverset sang : „ Det var ved Midnatstide , Vor Frelser han blev fød Til Trøst al Verden vide , Som ellers- var forød . . Men ei den Gamle mægted At synge Verset ud : Han vakled og han segned — Nu fik han Vandrebud ! Hans hvide Lokker flagred I Nattens kolde Vind . Hans Legem laa paa Trappen , Hans Sjæl til Gud gik ind . Hans gamle Hoved hvilte Paa Stenen kold og haard ; Men Sjælen var indgaaet Til den evige Vaar . Medens disse Rhytmer digtede sig i hans Sjæl , havde han intet Andet sandset . Men da lagde han Mærke til , at Dandsen var ophørt , og de mange leende og talende Stemmer lød som et bedøvende og forvirret Kor ind til ham . Hvorledes mon det nu forholdt sig med hans Tilstand ? Han aabnede Gardinerne og saae ud i Lyshavet , — jo Taagen laa endnu derover og , som det forekom ham , endogsaa stærkere end før . Saa prøvede han , om han med Klarhed kunde tænke en Tanke tilende — nei , det lod til , at han i denne Tilstand blot kunde digte , thi Tankerne surrede om i hans Hoved som en Bisværm , uden at han formaaede at fastholde en eneste . Han besluttede derfor at forblive hvor han var , og da han opdagede en Taburet i Hjørnet , satte han sig derpaa og faldt snart hen i en Tilstand , hvori han hverken sov rigtigt eller var rigtig vaagen . Den Begivenhed , som i hans Barndom havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham , var jo naturligvis det , der sfete hin Balnat paa Søviggaard , da han var ni Aar gammel . Dette Indtryk tilkjendegav sig blandt Andet ogsaa derved hos ham , at han i de efter Moderens Bortreise nærmest følgende Aar jævnlig havde en Drøm , som stod i Forbindelse hermed . Drømmen var mærkeligt nok altid ganske den samme . Den begyndte med , at han hørte de langsomme , høitidelige Toner , hvoriblandt især Oboen var dominerende , og hvormed den Totur indlededes , som hans Moder havde dandset med sin Elsker ; dernæst blev Musiken lidt efter lidt vildere og vildere , mere og mere gjækkende og gjøglende , ja tilsidst endog ligesom grinende eller spottende , hvorpaa den endte med de samme høitidelige Obotoner , hvormed den begyndte . Dog vaagnede han som oftest , forinden han naaede til disse Slutningstoner . At lytte til denne Musik — oprindelig en Slags spansk Folkedands — var nu i Drømme forbundet med heftig Angst og Lidelse , og I navnlig havde han altid fra det Øjeblik , de høitidelige Indledningstoner endte , de samme ræedselfulde Syner af smaa grinende Kobolder eller Dæmoner , der snærrende , kvækkende , surrende og hylende boltrede sig omkring ham i de selsomste Bukkespring og dog ligesom beherskede af Musiken , fra hvis Rhytmus de ikke kunde løsrive sig , skjøndt hele deres Anstrengelse netop syntes at være fremkaldt ved deres stedsevarende Forsøg herpaa . Naar denne Djævledands var paa sit Højeste , vaagnede han som oftest med et Skrig og badet i Sved ; thi — mærkeligt nok — hvad han senere hen paa Morgenstunden havde oplevet , og som jo dog egentlig var det , der dybest havde forfærdet ham , det viste Drømmen ham aldrig . Med denne Drøm vare ogsaa andre Mærkeligheder forbundne . Den eneste Gang , han i Virkeligheden havde hørt denne Dandsemelodi , havde han ganske vist ikke været istand til at tilegne sig den , — idetmindste ikke saaledes , at han kunde erindre sig Gangen deri , — da al hans Opmærksomhed var optagen af det dandsende Par . Men i Drømme var det altid bestemt den samme Melodi , han hørte , og han var da overbevist om , at han da hørte den rigtige — alligevel var det ham altid i vaagen Tilstand umuligt at husfe en eneste Takt af den drømte Melodi , skjøndt han tydeligt kunde erindre sig alt Andet , hvad han i Drømme hørte og saae . Han kunde saaledes i vaagen Tilstand hverken huske den virkelige eller den drømte Melodi , uagtet han , hvergang han drømte den , havde en levende Fornemmelse af , at det var den samme , han altid drømte , — ja , han vidste i Søvne hver Nøde og hver Takt forud , som vilde komme , saa tydeligt erindrede han sig den da fra de tidligere Drømme . — Denne i Virkeligheden saa pinefulde Drøm , der endogsaa i de første Aar efter Katastrofen paa Grund af dens Hyppighed indvirkede svækkende saavel paa hans Sjæl som paa hans Legeme , var ham alligevel særdeles kjær , saa forunderligt dette end kan synes ; thi forinden de gjøglende Dæmoner viste sig , saae han altid Moderens elskede Skikkelse træde ud af Dandsen , nærme sig ham med udbredte Arme og betragtende ham med uendelig Kjærlighed og Blidhed . Dog var det — som sagt — kun i de første Aar , at han havde denne Drøm , og fra den Tid , da han var kommen i Aalborg Skole , drømte han den ikke mere , uagtet han , altsom Aarene gik , og hendes enkelte Træk ikke længere stode fuldkommen klare for hans Erindring , vilde have givet det Kjæreste , han ejede , for at drømme den blot eengang igjen paa Grund af det ejendommelige Præg af fuld Virkelighed , hvormed hendes Skikkelse netop her havde viist sig for ham . Men nu — efter ikke at have haft denne Drøm i saamange Aar — nu , da han sad paa Taburetten i det mørke Vindue i sin Møders Hus , nu forekom det ham , at han drømte den gamle Drøm igjen ! Idetmindste hørte han ganske tydeligt de høitidelige Obotoner , hvormed den jo altid plejede at begynde , og en krybende Fornemmelse paa eengang af Glæede og Angst gjennemtrængt ham ved Tanken om , hvad Drømmen vilde fremstille for ham . Og vel sov han paa en Maade og drømte , men dog var Musiken , han i dette Øjeblik hørte , virkelig og ikke drømt — og dog netop den samme , han havde hørt idrømme saamangengang ! „ Jo , det er den ! det er den ! “ mumlede han . „ Knnde jeg dog blot huske disse forunderlige Toner , naar jeg vaagner , men , desværre , jeg veed , det er umuligt ! . . . O , saa viis Dig da for mig engang igjen , min elskede Moder ! Hvorfor er det dog saalænge siden , at Du har ladet Dig tilsvne for Dit Barn ? . . . Se , jeg har længtes saameget , o , saameget i alle disse mange Aar ! Om Aftenen , inden jeg lagde mig til at sove , har jeg af al min Kraft fremmanet Dig for mig , forat Drømmen skulde vise mig Dit Billede , men Du kom aldrig mere . . . Og da lagde der sig efterhaanden en Taage over Dig , og Dit Barn kunde ikke ret see Dit Ansigt mere ! . . . O , saa lad mig da nu engang igjen see Dig , Du blide , Du fagre Skik- , kelse ! . . . Tag mig igjen paa Dine Arme og viis mig den skjønne Sol , og lad dens gyldne Straaler spille paa Dit Ansigt ! . . . Men — det er nu paa høje Tid , at Du kommer , Moder . . . hører Du ? hører Du ? . . . inden Dæmonerne , som hyle og grine , og som vil skjule Dig før mig ! Skynd Dig dog og kom først . . . det plejede Du jo altid før ! . . . Vi har dem nu ret strax . . . jeg hører dem allerede ! . . . der ere de , der ere de . ' . . . Hu — uh ! hvor de snærre og springe — se , mange , mange ! en hel Sky ! . . . Og Du , Moder , hvor er Du ? hvor er Du ? Jeg seer Dig intetsteds . De have ganske skjult Dig før mig . . . dennegang ! . . . Ustro ! tilbage ! siger jeg . Du Mørkets grinende Hær ! vig tilbage og skjul hende ikke før mig ! . . . O , min Gud — blot et Glimt ! blot eet eneste , forsvindende Glimt af . . . af . . . min Moder ! “ Paa dette Punkt vaagnede han , som det jo ialmindelighed havde været Tilfældet , naar han som Barn drømte denne Drøm . Han fog sig med en smertelig Fornemmelse til Hovedet , reiste sig forvildet og saae sig omkring . Han var sig bevidst at have drømt den gamle Drøm , og dog — hvor forunderligt ! — for første Gang kunde han i vaagen Tilstand huske Musiken . Hvor han befandt sig , var derimod endnu ikke gaaet op for ham . Men se : medens han stod og undrede sig herover og med al sin Kraff søgte at samle sine Tanker , da hørte han i vaagen Tilstand ( og at han da virkelig var vaagen , kunde han ikke tvivle om ) Drømmens Musik lyde med Virkelighedens hele Præg , og han hørte tillige tydeligt Lyden af de Dandsendes Trin . Da vidste han r samme Nu , hvor han var ! Og han stod et Øjeblik aandeløs og lyttende . Og som man undertiden kan have en hemmelighedsfuld Forudfølelse af , hvad der i de følgende Øjeblikke vil skee eller vise sig , saaledes saae han i dette Øjeblik som i et Syn — medens en forunderlig snurrende Kulde løb fra hans Hoved nedad Ryggen og udbredte sig i alle hans Nerver med en Fornemmelse som af Naalestik — hvad der vilde vise sig for ham , naar han aabnede Gardinerne og traadte ud i Salen . Som en Søvngænger , med dødblegt Ansigt , stirrende Øine og vaklende Trin , stred han frem henimod den Kreds , der midt paa Gulvet havde dannet sig om hans Moder og hendes Meddandser , den italienske Sanger . Og saaledes stod han da igjen og saae sin Moder dandse ligesom hin diat paa Søviggaard ! Han hørte igjen i Virkeligheden de Toner lyde , som hans sørgeligt trofaste Hjerte havde opbevaret gjennem alle hans Barndomsaar , og han saae sin Moder , i Lysenes smigrende Glands , og idet Dandsens Glæde og hendes mægtige Naturs Ild ligesom straalede over hende , ligesaa skjøn , herlig og ungdommelig , som han havde seet hende i hin længst forsvundne Nat ! Da var det , idet det Hele mere og mere begyndte at tabe Virkelighedens Præg i hans Øine , somom Fortid og Nutid paa forvirrende Maade løb i Eet for ham , og Fortidens pinefuldeste Erindring blandede sig saa selsomt med , hvad han nu saae for sine Øine , at han i Øjeblikket havde en Følelse af at have staaet i hele sit Liv og seet paa denne Dands og følt sig lokket og fristet af dens bedaarende Magt ! — Og som han hin Nat forargedes i sit barnlige Hjerte og i sit Hjertes Uskyldighed , — saaledes forargedes han nu anden Gang i det Dybeste af sin Natur , i den ædleste , reneste Følelse , hans Hjerte rummede . Som fortryllet af en Slanges Blik stod han ubevægelig og stirrede paa hendes Ansigt , der mere og mere straalede i Lidenskabens Glød og Selvforglemmelse , og som han saaledes stod — endnu med den stærke Vins Flammer i sit Blod og til det Yderste afkræftet af de heftige , vexlende Sindsindtryk — og betragtede den lidenskabelige Dands og hørte paa den lokkende Melodi , der ifølge den selsomme , dæmoniske Dobbellhed , som kan boe i Musiken , paa eengang smeltede hans Hjerte til Graad og kaldte paa det Laveste i ham , hans dyriske , sandselige Natur , — da havde han en Fornemmelse , som om alt Fast eller Sluttet i ham selv opløste sig og blev usikkert , skydende , bølgende og gjøglende , og medens han fornam dette med en forunderlig Rædsel , var denne Følelse dog tillige forbunden med en egen , bedaarende Fortryllelse . „ Se ! “ — mumlede han — „ altsaa det Hele er dog ikke andet end et Gjøglespil ! . . . Og hvortil da den dybe , smeltende Længsel i min Sjæl efter Noget , som maaske slet ikke er til i Virkeligheden ? — der maaske ene har sin Grund i medfødt Sygelighed og Overspændthed , som man jo har sagt ? . . . Men hvad jeg her seer , synes dog at være en Virkelighed ! . . . Jo , Dandsen er noget Virkeligt — og Kjærlighed eller Elskov boer i Dandsen . . . saaledes som de To dandse der ! . . . Ogsaa jeg kan dandse denne berusende Dands , det er jeg vis paa , jeg har jo arvet min Moders skjønne Dands ! . . . To Par ! . . . To Par ! . . . Hvem vil dandse med mig ? “ Dette sidste Udraab sagde han højere , saaledes , at de Næermeststaaende kunde høre det , og han udbredte tillige sine Arme som for at modtage den forventede Dandserinde ; men i samme øjeblik havde hans Sinds voldsomme Spænding naaet sit Høidepunkt , det svimlede for ham , og han vilde være segnet om paa Gulvet , hvis ikke den italienske Sangerinde , der havde seet ham saa bleg komme frem fra Vinduet og vaklende gaae hen over Gulvet , havde staaet ved hans Side . Hun lod ham hvile mod sin faste og dog saa bløde Skikkelse , idet hun blidt lagde sin Arm om hans Liv , og saaledes — næsten bærende ham — blev hun staaende med ham , indtil hun mærkede , at han atter havde faaet Herredømme over sig selv . Derpaa førte hun ham stille bort fra Kredsen henimod Udgangen , idet hun sagde : „ Min unge , smukke Herre er saa bleg , han besinder sig ikke vel , han bør gaae hen at sove ! “ ( Hun troede formodentlig , at han som Søn af Huset ogsaa havde sit Hjem der ) . Og da han saae paa hende med et Udtryk af Smerte , som hun ikke forstod , tilføjede hun som for at trøste ham : „ Den stærke , søde Vin fra monte Vesuvio har den unge Herre ikke kunnet taale ! Men det gjør Intet , det er ikke Noget at være alvorlig for ; imorgen er det ganske forbi ! “ Hun talte disse Ord med sagte Røst , for at Ingen skulde høre dem , idet hun hævede sig paa Taaspidserne og lagde sin Mund tæt til hans Øre — hvorved han følte hendes varme , blöde Læbers Bevægelser som ligesaamange Kys paa sin Kind . I den Tilstand , hvori han befandt sig , forstod han vel ikke ret , hvad hun sagde ; men hendes Stemmes Klang og de milde Blikke , hvormed hun betragtede ham , gjorde det ogsaa overflødigt , og da han nu tillige bemærkede , hvor venligt hun havde taget sig af ham , saae han paa hende med et Udtryk af Taknemlighed eller Kjærlighed , idet han villig lod sig lede af hende henimod Udgangsdøren . Hun aabnede denne og traadte selv udenfor i Entreen med ham , og efter af have overbevist sig om , af han var kommen fuldstændig til sig selv igjen , formanede hun ham med al den Alvor og Tydelighed , som hun kunde raade over , til ojeblikkelig af gaae til Ro . Den Venlighed og Godhed , som den skjønne udenlandske Dame saaledes vedblev af vise ham , gjorde , — i den ligesom opløste Sindstilstand , hvori han befandt sig i disse øjeblikke , — et mægtigt Indtryk paa ham , og , da han bøjede sig ned og kyssede hendes Haand , vædedes den tillige af hans Taarer . Men da slyngede hun pludselig med en lynsnar Bevægelse sine Arme om hans Hals og trykkede et Kys paa hans Mund — hvorpaa hun hurtigt og rødmende trak sig et Par Skridt bort fra ham . Selsomt betagen blev han staaende som lænket til Stedet — saaledes havde endnu Ingen kysset ham ! Og han følte i samme Nu — som med en uvilkaarlig Rædsel — af dette Kys var som en Virkeliggørelse af hans egen Tanke , af de Ønsker og Længsler , han for nogle Øjeblikke siden havde næret ; han begreb instinktmæssig , at dette Kys var i Slægt med Dandsen og med hine Toner derinde , og medens han følte Blodet brænde som Ild i sine Aarer , stod han — med et Udtryk af en forunderlig Smerte — saa stille som en Billedstøtte , og det syntes , som lyttede han efter , om Tonerne endnu lød . . . Jo , de klang fremdeles , med den samme dæmoniske Magt , gjenfremstillende med overordentlig Klarhed , og dog som i fantastiske Aandesyner , de Dandsendes Skikkelser — og især hans Moders — for ham . Da ophørte , medens han saaledes stod idrømme og lyttede som til et kun for ham hørligt , usynligt Aandekor , lidt efter lidt den forstenede Ro , der havde været udbredt over ham fra det Øjeblik hun kyssede ham , og den samme Fornemmelse , ' han fornylig havde haft inde i Salen , Fornemmelsen af , at Alt ligesom opløste sig i hans Indre og svømmede for hans Blik , betog ham nu atter og det endog stærkere end før — og da først hævede han sine Øine fra Gulvet og fæstede dem paa den skjønne Kvinde , som havde givet ham det første Kys . Blid , undselig og med det for mange lidenskabelige Kvinder ejendommelige vemodige Blik stod hun endnu for ham — — og han nærmede sig hende med vaklende Skridt , berørte bævende hendes Haand med sin og bøjede sit Hoved ned imod hendes ! Men da gjentog hun sit Favntag med et Udtryk af Henrykkelse og med hele sin Naturs Ild og kyssede ham gjentagne Gange heftigt og brændende — derpaa skød hun ham sagte fra sig , nærmede sig baglænds mod Indgangsdøren til Balsalen , og da hun havde naaet denne , standsede hun og sang med halv Stemme de danste Ord : „ Vi sees — vi sees igjen ! Vi sees — vi sees igjen ! “ „ Ja , sikkert ! “ sagde da den unge Henrik Grubbe med jublende Stemme , idet nu ogsaa hans Øine straalede og hans Ansigt blussede : „ Vi sees — vi sees igjen ! “ Derpaa gik han langsomt ned ad Trapperne for at begive sig til sit Hjem . Da han kom ud paa Gaden , var det henad Morgensfunden . Der havde reist sig en stærk Vind , og Tøsneens tunge , vaadkolde Fnug pidflede ham i Ansigtet . Den gamle Vægters sammenfaldne Skikkelse saaes endnu at hvile paa Stentrappen — og han nærmede sig studsende og rørte sagte ved den . Da saae han med Rædsel , at han stod ved et Lig . Digtet var altsaa forsaavidt blevet til Sandhed . Og en forunderlig Gysen rystede ham , men — kun for et Øjeblik , thi havde han ikke alt hørt den , denne Verdens forvirrende og bedaarende Sang ? og var ikke hans Øre alt forinden blevet saaledes aabnet for den , at den kunde trænge ind og naae hans Sjæl ? „ Vi sees — vi sees igjen ! “ Saaledes lød dens Text for ham . Og syngende den , vendte han sig bort sra den Døde og kæmpede sig frem mod Vinternattens Blæst , der kølede hans hede Pande . Og da han kom hjem , vedblev han endnu at synge de samme Ord , medens han spøgelseagtig vandrede omkring fra det ene Værelse til det andet , indtil han endelig som i Afmagt sank om paa sin Seng og faldt isøvn . Og saaledes havde han været paa Bal hos sin Moder . Anden Afdeling . Henved et Aarstid er hengaaet siden hin Nat . Det er den tyvende Februar , netop Aarsdagen efter at han førstegang besøgte sin Moders Hus — da han saae hende øverst paa Trappen omgiven af Laurbærtræer , Akkacier og Roser . Sent den foregaaende Aften er han kommen til Kjøbenhavn i sin Moders og hendes Mands Selskab efter en ni g , ti Maaneders Reise i Udlandet og navnlig i Italien , i det Land , „ hvor Ilden gløder under Jordskorpen og noget varmere end her i Menneskenes Bryst , “ saaledes som hans Moder engang sagde . Han kan nu tale Italiensk næsten ligesaa skydende som hans Moder ; han har lært Sproget i den bedste Skole — i Kvindernes , og det saavel i deres , som færdedes paa de landligt stille Steder og dandsede deres jublende Dandse til Tamburinens Klang , som i deres , der i kostelige Klæder glimrede i de . gyldne Sale ! Ja , aldrig mere vil han føle sig forlegen ved at skulle tale med en fransk eller italiensk Dame , men — maaske vil han heller aldrig mere tiltale nogen saa naivt og troskyldigt som hin første Gang i hans Moders Hus , da han barnlig og undselig sagde : „ Vil den fremmede , deilige Signora dandse denne første Dands med mig ? “ Vel havde han vundet denne Dames Hjerte ved disse troskyldige Ord , men hun var som en kunstnerisk begavet Natur selv til en vis Grad naiv og troskyldig , og han har siden den Tid lært andre Veje og Maader , hvorpaa Kvindehjerter kunne beseires . Thi — som det jo alt er tilstrækkeligt antydet saavel ved den Grundtone , der fra Først af er anslaaet , som i de nærmest foregaaende Scener — den sidste Forargelse , hans Moder gav ham , havde han paa Grund af sin Alder , Temperament og det Saar , hans Hjertes Renhed — om end ham selv ubevidst — allerede i hans Barndom havde modtaget ved Følelsen af hendes Synd , ikke mægtet at modstaae ! — Og ikke blot Barnehjertets Tro paa hendes egen høje Natur var det , som i disse Øjeblikke forargedes — en Tro , der trods hvad han selv havde oplevet og trods Yttringerne i Pastor Roeds Brev dog aldrig ganske var vegen fra ham ; da det altid langt mere havde været hans eget Forhold til hende , hans tidligste Erindringer om hende og hans stadige Længsel efter hende , som havde beskjæftiget ham , end koldsindige Reflektioner over , hvorvidt en Kvinde , der havde handlet som hun , fortjente at være Gjenstand for saadanne Følelser - - ikke blot Troen paa hende , paa denne enkelte Kvinde , var det , som denne — anden — Gang forargedes i hans Hjerte . Det var tillige denne Gang noget Mere , noget Almindeligt , noget Fælles for ham og for enhver ufordærvet Yngling af et løftet , romantisk , poetisk Sind — det var Troen paa og Følelsen af ligesom at være omgiven af en magisk , hemmelighedsfuld Verden , der paa tusinde Maader talte til hans Sjæl saavel gjennem de forunderlige Naturtoner fra Jord , Luft og Hav , hvortil han fra Barn af havde lyttet , som ved en Tilværelsens egen fortryllende Livsmusik , og i denne hemmelighedsfulde Verden stod Kvinden som Midtpunktet , som dette Riges egentlige Behersker , som en Sol med dæmpede Straalers Glands , indtil Virkelighedens fulde Klarhed engang stulde aabenbare hende for ham — Kvinden i sin Høihed , Renhed og Skjønhed , i sit paa eengang saa kjærlige og klare og dog saa gaadefulde Væsæn , med sin stærke og stille Magt , med sin Evne til at forstaae , hvad der i hans egen Aand var mægtigst og lysest , ømmesf og mildest , dybest og dunklest , — ja til at forstaae Det i hans Natur , som han ikke engang selv forstod , Det , som han kun kunde ane eller drømme , men ikke udtale i Ord . Med dette Ideal , denne Følelse eller denne Drøm i hans Hjerte var det saa henrivende Billede af hans Moder , saaledes som hun stod for hans tidligste Erindringer , paa forunderlig Maade sammensmeltet , og denne Tro , der i hans Hjerte var Spiren , hvoraf et herligt Livstræ kunde være opvoret , og som var det Organ , hvorigjennem det Evige især talte til ham , rørte ham og vakte hans Sind til mandig Daad , — den var det , som nu tillige rokkedes i sin Grundvold . Thi den Sindets Jomfruelighed og ømme , sværmeriske Følelse ligeoverfor Kvinden , hvormed Skaberen saa mildelig forlener Ynglingen samtidigt med , at de rent jordiske Kræfter ogsaa bringe deres Del i ham til fuld Udvikling — kan ikke ustraffet forarges ; bedrøves eller krænkes denne Englevagt om hans Hjerte , saa at den maa opgive sin Post og trække sig tilbage , da undgaaes det ikke , at Det i ham , som ene stammer fra den stærke , men blinde Moder Jord , vil reise sig i al sin frygtelige Vælde og kæmpe en Kamp med ham paa Liv og Død . Februarmorgenens blege Sol havde skinnet en halv Timestid ind i Henrik Grubbes Sovekammer . Dens Straaler havde vakt ham afsøvne , og han sad nu ved et Vindue og drak sin Morgenkaffe . Hele hans Beboelseslejlighed , der bestod af tre smukke og rummelige Værelser , bar endnu overalt tydelige Spor af hans sene Hjemkomst den foregaaende Aften , idet forskjellige Reiserekvisiter og alleslags fra Udlandet hjembragte Sager saaes at ligge rundtomkring i stor Uorden . Han drak sin Kaffe med det Udtryk af tankefuld Alvor , hvormed man ofte synes at foretage deslige Forretninger , naar Sindet netop er allermindst nærværende derved . Han har ikke forandret sig saa lidt i den forløbne Tid , i dette sit første Vandreaar , især er hans Figur bleven kraftigere , og han har i det Hele faaet „ et mere mandigt Udseende , “ som Kvinder jo pleje at udtrykke sig . Da han var færdig med sin Kaffe , lod han sine Dine en Tidlang vandre om mellem de mange hjembragte Sager , indtil de tilsidst med særlig Interesse dvælede ved en Gjenstand , der laae i en aabenstaaende Æske paa en Bund af mørkeblaat Fløjel — det var en lille Guldstjerne , en italiensk Orden , som hans Moder , paa Grund af sit Forhold til en neapolitansk Urineixe , ikke havde haft stor Vanskelighed ved at skaffe ham som dansk Adelsmand . Han tog endelig Ordenstegnet ud af Etuiet , der stod paa et Bord ved hans Side , holdt det i Solen og betragtede med et Udtryk af barnlig Glæde dets gyldne Glands , indtil hans Dine begyndte at løbe i Vand ved det stærke Skær . Saa gjemte han det atter i Æsken , reiste sig , tændte en Cigar og lagde sig paa en Sofa i tilsyneladende behagelige Betragtninger ; thi medens han saaledes hvilede med tilbagebøjet Hoved , med den ene Haand begravet i det skjønne , rige Haar , og medens hans Dine fulgte de blaa Ringe , der langsomt stege iveiret fra Cigaren , spillede af og til et Smil — som et Lysglimt — henover hans Ansigt . Men — lidt efter lidt var det dog , som om disse Lysglimt bleve færre og færre , og som om der gik ligesom en Bølgegang gjennem hans bevægelige Træk , — et Spor maaske kun af et flygtigt , forbigaaende Mismod , men muligvis ogsaa et Tegn paa en dybere bevæget Undersø i hans Sind , hidrørende fra de der kæmpende og ikke endnu overvundne Kræfter , — og naar hans Ansigtstræk efter en saadan Bølgegang atter vare komne til Ro , kunde de udvise en forunderlig Skarphed eller Tørhed . Af disse Betragtninger , der saaledes vistnok ikke alle vare af ublandet glædelig Beskaffenhed , blev han udrevet ved et af de heftige Ryk i Klokkestrengen , som Postbude og andre lignende officielle Forstyrrere ligesom have taget Hævd paa — han reiste sig med nervøs Hurtighed , -og Postbudet bragte bam et Brev fra gamle Pastor Roed . Dette var oprindelig adresseret til den dansfe Konsul i Rom , af denne forsynet med Henriks kjøbenhavnske Adresse , og det havde saaledes fulgt ham paa Hjemreisen . Han havde under sit Ophold i Udlandet modtaget flere Breve fra denne sin gamle Lærer og faderlige Ven , ligesom han ogsaa selv jevnlig havde skrevet saavel til denne som til sin Fader . Hans Fader skrev ikke selv til ham , da han ikke troede at kunne taale den Aandsanstrengelse , der var forbundet med at sætte sine Tanker paa Papiret , hvorimod han mundtlig meddelte Præsten , hvad han ønskede , hans Søn skulde underrettes om , saa at Henrik altsaa maatte betragte ethvert Brev fra Præsten som ogsaa for en Del hidrørende fra sin Fader , selv om dette ikke udtrykkelig var bemærket i hvert enkelt Brev . — Strax efter Optagelsen i sin Moders Hus havde Henrik ærligt og oprigtigt tilmeldt sin Fader , at han rigtignok , dreven af sit Hjertes uimodstaaelige Trang til at gjensee hende , havde været ulydig mod hans Befaling , samt bedet ham ydmygt og sønligt om hans Tilgivelse med saa veltalende og indtrængende Ord , at hans Fader — understøttet heri af Præsten saavelsom af den Respekt for hvad der alt var blevet en vitterlig Kjendsgerning , som er ejendommelig for alle svage Naturer — var bleven bragt til at sinde sig heri med en Slags skov Resignation og uden at nære nogen Bitterhed paa Grund heraf mod sin Søn . Brevene fra Hjemmet vare derfor altid fulde af Kjærlighed og vilde vistnok paa Grund af Brevskriverens Personlighed have været det , selv om den ældre Grubbes Stemning mod Sønnen i Virkeligheden havde været anderledes , og Billedet af den ærværdige gamle Mand , der i al sin simple Høihed og rørende Enfold traadte saa klart frem i hans gammeldags Stil og hele Udtryksmaade , undlod aldrig at gjøre et vemodigt og opløftende Indtryk paa Henrik Grubbe — nu maaske endogsaa mere , end det tidligere vilde have formaaet . — Brevet , der havde fulgt ham paa Hjemreisen , lød , som følger : „ Søvig Præstegd . d . o . s . v . LiAUor OuvuIIiere ! * ) Min kjære Søn og unge Ven ! Na . ar jeg sidder her i min stille Præstegaard og stuer ud i den snebelagte Have , hvor jeg saamangen - * ) Hr . Ridder . gang har frydet mig ved at see Dig lege og springe omkring paa raske Drenges Viis , og naar jeg mindes , hvor tidt Du har siddet paa disse mine Kncæe ( og dette er sandeligen ei saa længe siden , thi Du var altid af et ret barnligt og venligt Gemyt ) , og jeg saa tænker paa , at Du nu vandrer paa hine fjerne , hellige Steder , hvor den nidkjære , brændende Petrus og den ikke mindre store Sanct Paulus Apostel have vandret , lidt og stridt : da forekommer det mit gamle Hoved at være saare meget forunderligt , men tillige meget skjønt , ja usædvanlig meget lykkeligt og paaskjønnelsesværdigt . O , Du , som færdes der , hvor de store Martyrer have udøst deres Blod , o , bed , bed , min Søn , paa hine Steder , at den gode Fader i Himlen vil føre Dig uskadt paa Sjæl som paa Legeme ud af den store Verdens ( hvorudi Du jo nu lever ) mange og svare Fristelser ! Se , ogsaa min Sjæl var i min Ungdoms Dage betagen af megen Længsel efter at komme didhen for der i Aanden at være sammen med hine Store og , naturligvis , endmere efter at skue det Land , hvor Han Selv levede og leed ! Men nu er jeg vorden gammel i mine Fædres Land ! og jeg har alt i mange Aar stundet efter et mere virkeligt og varigt Møde med Hine , nemlig et saadant , som jeg haaber mig vil forundes efter dette mit Legemes Henfalden . — Men dernæst , efter at have yttret min Ærbødighed for hine hellige Steder ( hvilket først at gjøre jeg anseer for min Skyldighed ) saa ommer jeg nu til den egentlige Hensigt med dette Brev , og den er at lade Dig vide fra Din gode Hr . Fader , at det nu er hans Ønske samt hans Forlangende , at Du ufortøvet efter Din Ankomst til Fædrelandet begiver Dig til Dit virkelige Hjem , ' Søviggaard , til samme Din Hr . Fader , for der hos ham en Tidlang af være , paa det af han maa kunne glædes ved Din Omgang , ved af skue Dit Aasyn , samt ved af høre Tidende fra fjerne Lande , hvorudi han jo selv i sin Ungdom har været . Du drages nemlig til Minde , af det nu omtrent er halvandet Aar siden Du har været i Dit Hjem , hvor Du ikke er seet , efter af Du er bleven akademisi Borgere ( nøe non eyfuøs ! ) * - — Ellers er Alt her ved det Gamle . Din Fader er nu oplivet ved Tanken om det snarlige Syn af Dig . Han har i denne Tid ( ifølge den mig selv ubegribelige , men , som jeg vel veed , mange forøvrigt gode Mennesker indpodede , Drabslyst ) nedlagt mange og store Skovens Dyr proxria innnu , * * ) hvilket jeg fortæller Dig , fordi dette jo ialmindelighed ansees som et Tegn paa , af hans Sind er saa nogenlunde i Ligevægt . At jeg selv og min Amine ikke glæde os mindre til Din Tilbagekomst , behøver jeg ikke af sige . Det er en stille Vinterdag idag , fuld af Fred . Jeg maa hilse Dig fra Aaen . Her hvor jeg sidder og skriver ( jeg er nemlig flyttet ind i Havestuen med alle mine og tillige Ridder . * * ) med egen Haand . / Sager , da der ikke kan blive saa varmt i mit eget Studereværelse , som Amme siger , at jeg nu i min høje Alderdom maa trænge til > seer jeg den for Enden af Haven ; den er i denne Tid ganske fuld af drivende Jisstykker , og medens jeg sidder her , er det saa stille , at det undertiden synes mig , at jeg kan høre Lyden af Jisstykkerne , som Strømmen skurer mod hverandre . Dog , naar jeg ret besinder mig , maa dette dog formodentlig beroe paa et akustisk Bedrag , da min Hørelse neppe kan være saa skarp mere . Vist er det ialt Fald , at jeg forhen har siddet her og kunnet høre hin Lyd . — Modtag nu til Beslutning , min Søn , den gamle Præsts bedste Velsignelse ! Herren være med Dig og bevare Dig ! Herren løfte sit Aasyn paa Dig og give Dig Fred ! Saaledes skriver o . s . v . “ Dette Brev , der saa ganske var egnet til at fremmane Hjemmets Aander for hans letbevægelige G Sind , fyldte ham øjeblikkeligt med stærk Længsel efter Alt og Alle i Hjemmet , — skjøndt han ifølge det Liv , hvortil han nu var bleven vant , i den senere Tid just ikke havde tænkt sig det som noget saa særdeles Behageligt at komme tilbage til det ensomme Søviggaard og til Faderen , der vel altid var kjærlig imod ham , men som dog tillige var uberegnelig og meget vanskelig at omgaaes ; ja , ligeoverfor de lo andre af Hjemstedets vigtigste Personer , den gamle Præst og hans Plejedatter , havde han endogsaa ikke været fri for at nære en , vis , forunderlig Skyhed , naar han i sin Tanke dvælede ved et fornyet Samliv med dem . — Men nu kom der saa at sige nyt Liv i ham ved at modtage denne uafviselige Opfordring til at komme hjem , og eu Slaphed eller Nedstemthed , der lige var ifærd med at overfalde ham efter Reiselivets stærke Pirring , veg derved bort . I en Hast gav han sig til at ordne endel af de hjembragte Sager , som han besluttede at tage med sig , samt traf andre nødvendige Forberedelser til sin Hjemreise allerede samme Dag . Derpaa fuldendte han med Omhu sin Paaklædning , og efter at have mynstret sit Udseende foran det store Speil , begav han sig hen til sin Moder forat underrette hende om sin Afreise og sige Farvel til hende og hendes Aland , med hvilken Sidstnævnte han var kommen til at staae paa en venskabelig Fod , da det havde viist sig , at dette Kjødbjerg , i dets nuværende uskadelige Tilstand , virkelig var i blivende Besiddelse af den omgængelige og gemytlige Godmodighed , hvormed det strax var kommet ham imøde — hvilke elskværdige Egenskaber det paa hele Reisen Heller aldrig havde fornegtet uden , naturligvis , naar Omstændighederne en enkelt Gang havde medfart , at der var Mangel paa udsøgt og rigeligt Stof til dets Masses regelmæssige Vedligeholdelse . Det var ikke med Tilfredshed , at Baronesse Krabbe hørte , at hendes Søn agtede at begive sig hjem til sit Fødested , og navnlig søgte hun at rokke hans Forsæt ved at forestille ham , hvor vanskeligt det vilde være for ham , der var bleven vant til at leve i den store , bevægede Verden mellem livsfriske Mennesker , blandt hvilke han paa en saa smuk Maade var istand til at hævde sin Plads , — ja spille en fremragende Rolle , — nu at finde sig i det sørgelige Liv i den øde , ensomme Askrog i Vendsyssel . Dog feiler det vist neppe , at der til Grund for disse hendes nedsættende Yttringer tillige maa have ligget en Følelse af Skinsyge ; thi i sit Hjerte hængte hun selv ved sit Barndomshjems Natur , ihvorvel denne Følelse ikke kom hos hende ret tilorde før paa hendes Dødsleje . — Til dette hendes Forsøg paa af rokke hans Beslutning svarede Henrik kort , af det jo kun simpelhcn var hans Pligt af adlyde , naar hans Fader befalede ham Noget . „ Da har Du dog ikke altid været af den Mening , “ — sagde hun noget pikeret , — „ da Du ifjor gjorde mig den Glæde af opsøge mig , var Du nok ikke saa samvittighedsfuld ? “ „ Nei , det er sandt , “ svarede han , idet han rødmede . Hun saae nogle Øjeblikke i Taushed paa ham . Derpaa sagde hun med den besejrende Humor , hvormed hun saa ofte havde jaget hans Mismod og Eftertanke paa Flugt : „ Ja , ja , min Ven , saa reis Du kun i Guds Navn , naar det ikke kan være andet ! Men lov mig blot , af Du idetmindste ikke bliver saalænge borte , til Du atter vorder en adstadig Bedemand — og kommer tilbage igjen i sort Kjole— Gudbevares — syet efter den allernyeste aalborgensiste Modejournal ! . . . Og husf endelig før Alting paa , af jeg nu kommer til af opsætte mit store Hjemkomstbal til Din Tilbagekomst . “ Henrik svarede hertil , at han vistnok vilde see at vende tilbage til Kjøbenhavn , saasnart som muligt , om end ikke just saa snart , som hun syntes at vente ; og efter et lille Ophold tilføjede han , idet en stærk Skygge af den gamle Alvor gik henover hans Ansigt : „ Ogsaa jeg selv har en Følelse af , at Livet i mit Hjem ikke mere vil tilfredsstille mig , — og at jeg skulde komme her tilbage som Den , jeg før var . . . frygt kun ikke for det . . . derfor — er der jo sørget ! “ Der var i disse Ord og især i Tonen , hvormed de bleve sagte , Noget , hvoraf hun følte sig stukken som af en Braad , og hun veg uvilkaarlig et Skridt tilbage fra ham med noget usikker Holdning . Derpaa tog han en hurtig og høflig Afsted med hende , idet han greb hendes Haand , men — han kyssede den ikke mere . Det var behageligt Vinterveir med klar Luft og stille Frost , da Henrik den samme Aften reisfe fra Kjøbenhavn , og dette gode Veir vedblev at holde sig , indtil han var naaet til omtrent et Par Milsondenfor Aalborg . Men da begyndte Luften at tykne , og en orkanagtig Snestorm af Nordvest reisfe sig , saa det var med Nød og neppe , at Hestene formaaede at trække Vognen igjennem . Og da han omsider naaede Aalborg , var det aldeles umuligt at komme over Fjorden i de to følgende Dage paa Grund af den uafbrudte Storm med voldsomme Snebyger . Endelig den tredie Dags Morgen , da Forholdene dog syntes at have bedret sig en Smule , vilde han over , og han bød Færgesolkene en stor Sum Penge endog blot for at anstille et Forsøg , og det viste sig da , at Overfarten varmulig , men vistnok kun med den største Besvær , ja Livsfare — noget , som han dog selv var ganske ufølsom for , da der var en forunderlig Utaalmodighed og Uro i hans Sind , som bevirkede , at han hverken ændsede Fare eller Besvær . Lidt efter at han lykkelig og vel var kommen iland i Vendsyssel , klarede Luften mere og mere op , og det syntes , at de fire — fem Timers Reise , som endnu var tilbage , skulde foregaae under mindre ubehagelige Auspicier , og i de første Timer var dette ogsaa i Virkeligheden Tilfældet . Men da han omtrent var naaet til en Milsvei fra Søviggoard og nærmede sig Godsets Enemærker , og han kunde øine Gaardens Taarn og allerede begynde at skjelne de skovbevoxede Bakker , mellem hvilke hans Barndom var henrunden , og den sorte Linie , der dannedes af de høje Træer ved Aaen , —da tyknede Himlen paany i blaasorte Sneskyer , og Storm og Sne foer igjen med den største Voldsomhed mod Vognen , saa Hestene kun med den allerstørste Vanskelighed bevægede sig fremad . Og da han endelig , langt om længe , var naaet Gaarden paa en halv Fjerdingvej . nær paa det Sted , hvor Landevejen sydfra optages i en Allee af mægtige Ege , der fører umiddelbart til selve Gaarden , da syntes det , som om Uveiret først nu samlede sin fulde Kraft . Det blev da saa mørkt , som om det var Nat , Stormen hylede i de sørgeligste Toner gjennem de gamle Egetræær , og Masser af Hagel styrtede ned under skjærende Lynglimt og forunderligt knaldende Tordenskrald . — Det lod ikke til , at Hjemmets Aander og dets Natur vare ham gunstige — idetmindste havde han selv en øjeblikkelig Følelse heraf — og han sænkede sit Hoved med et Udtryk af Skræk og lukkede Oinene for de blændende Lyn . Men Ojeblikket efter rettede han sig med Heftighed iveiret , mens et spodsk Smil spillede om hans Mund , og følende sig i sin Ungdoms svulmende Krast og Fylde mumlede han — ligesom dæmonisk trodsende : — „ Ja , hvad saa ? “ Nogle Minutter efter holdt Vognen stille udenfor den store Hoveddør i Borggaarden . Synet af hans mere mandige Skikkelse og det Præg af ydre Anstand og Verdensdannelse , hvormed han nu fremtraadte i Hjemmet , og — fremfor Alt — den fuldkommen rigtige Opfattelse af Faderens Natur og aandelige Tilstand , som han havde erhvervet sig under et rigt Omgangsliv og ved sin egen Forstands Udvikling , og som gjorde det lettere for ham end for de Andre , som omgave hans Fader , altid at træsfe den rette Tone i sin Omgang med denne — alt dette iforening bevirkede , at han gjorde et særdeles oplivende Indtryk paa Husets Herre , hvis Blik jo desuden ikke naaede længere end til Overfladen . Og det var vistnok ikke langt fra , at Faderen nu i sit Sinds Vankelmodighed ligefrem glædede sig over , at hans Søn havde været ham ulydig i Henseende til tidtnævnte Forbud angaaende Moderen , da Optagelsen i hendes Hus og den i hendes Selskab foretagne Reise syntes at have haft en saa heldig Indflydelse paa ham . Og det vilde ogsaa have været vanskeligt for den ældre Grubbe ikke at føle sig tilfredsstillet ved sin Søns Selskab ; thi Henrik var allermest fri og uforbeholden ligeoverfor fin Fader , — maaske netop paa Grund af dennes Mangel paa dybere Blik , — viste ham en rørende Ærbødighed og Opmærksomhed og blev aldrig kjed af at fortælle om de Steder , der paa Reisen havde tiltalt ham selv mest , og hvor netop ogsaa hans Fader havde opholdt sig i sin Ungdom . — Den ældre Grubbes Sindstilstand var nemlig , som alt tidligere antydet , af en saadan Beskaffenhed , at han , efter at den store huslige Ulykke havde ramt ham , ikke taalte — eller idetmindste ikke troede mere at kunne taale — nogensomhelsf Slags aandelig Anstrengelse , saasom at skrive , ja , ikke engang gjerne at læse , ligesom han i det Hele nærede stor Frygt for alflags dyberegaaende Alvor , ogsaa den religiöse . Derimod følte han som oftest megen Oplivelse ved at tale om almeninteressante , lette Emner , naar først Noget eller Nogen kunde faae ham dertil , og røbede derved ikke sjelden megen Aand og altid en fin og ren Følelse ; men hvad der dog mest af Alt udøvede en beroligende Magt over hans Sind , det var selv at forholde sig fuldkommen rolig og taus og — paa barnlig Viis — høre Andre fortælle om interessante Steder og mærkelige , især digteriske , Personligheder . Fem Dage havde Henrik tilbragt i Hjemmet og endnu ikke aflagt noget Besøg paa det Sted , som han selv kaldte sit andet Hjem , nemlig i Præstegaarden , da han efter sin Hjemkomst havde ligesom en vis Skyhed for at fremstille sig for dennes Beboere . Endelig følte han den sjette Dags Formiddag , at han nu ikke kunde opsætte Besøget længere , saameget mindre som Rygtet om hans Ankomst naturligvis strax var kommet til Præstegaarden , og efterat han paa Grund af Sneføret havde givet Ordre til , at en Hest stalde sadles , gik han tankefuld op paa sit Værelse for at klæde sig paa . Han udvalgte sig en særdeles elegant og smagfuld Ridedragt ; men idet han sad henbøjet over Kufferten , beskjæftiget med at samle de enkelte Dele sammen , hvoraf denne Dragt bestod , rødmede han uvilkaarlig . . . Var det for at imponere den ærværdige gamle Mand og hans Plejedatter , at han saaledes agtede at pynte sig ? . . . Nei , han var sig bevidst , at det var ikke det , han tilsigtede hermed . Men hvorfor da iføre sig en saa elegant og tillige usædvanlig Klædedragt ? . . . Han vidste det ikke ret selv . Og efterat han havde reist sig fra den siddende Stilling og gik frem og tilbage i Værelset , var der Noget i ham , som forlangte , at han skulde ' klæde sig ganske paa samme Maade , som de i Præstegaarden vare vante til at see ham — medens en anden Strømning i hans Sjæl dog stadig vedblev at opponere derimod . Endelig feirede det Førstes Fordring forsaavidt , at han skyndsomt iførte sig netop de samme Klæder , han havde baaret , da han den sidste Gang forinden Afreisen til Kjøbenhavn var i Præstegaarden , — og han traadte hen for Speilet for at see , hvorledes han nu tog sig ud i dem ! Da gik der et paa eengang lystigt og spottende Smil henover hans Ansigt , da han saae sin egen Skikkelse saa forunderlig komisk og drengeagtig ! Men — det var dog næsten kun øjeblikkeligt , at dette Smil lyste over hans Ansigt : som han stod og saae og saae , hendøde det lidt efter lidt og afløstes af en vemodig , næsten smertelig Alvor , — og han afførte sig atter sin Barndomsdragt , og idet han paany bøjede sig ned over de rige Klæder , mumlede han halvhøjt : „ Nei , saa mastere disse dog bedre ! . . . Og — jeg er jo dog en Anden ! “ Derpaa iførte han sig hurtigt den glimrende Ridedragt , kastede Kappen over sine Skuldre og traadte med stolt Holdning og klirrende Sporer ned ad den brede , slisebelagte Trappe , ved hvis Fod den utaalmodigt stampende Hest ventede ham . — Da han efter et Kvarterstids Forløb kom ridende ind i Præstegaarden henimod Stalden , var hans Ankomst formodentlig ikke hørt af nogen af Karlene , og han forblev nogle øjeblikke siddende paa Hesten . Da bemærkede han den gamle Præst indenfor Vinduerne i hans Studereværelse med øinene fæstede paa den fremmede Rytter , hvem han paa Grund af Afstanden ikke strax kjendte . Strax efter traadte han ud paa Stentrappen foran Hoveddøren , aftog fin sorte Kalot , og medens hans skjønne , hvide Haar flagrede i Vinden , bukkede han statelig og fuld af Værdighed for den Fremmede . Da svulmede det i Henriks Bryst af mange og blandede Følelser , det var ham , som trængte Graaden sig fra hans Hjerte op mod øinene — som med et ufrivilligt Ryk sprang han af Hesten , løb henimod den Gamle , og — uden at see paa hans Ansigt — kastede han sig i hans Favn under heftig , næsten bitter Graad . Da blandede ogsaa Oldingen en Tidlang sine Taarer med hans ; men derpaa raabte han med en Stemme , der klang saa freidig og glad som et Barns : „ Naa , saa være Du da velkommen tilbage til de hjemlige Steder , o Du Vidtbereiste ! Men se — Dit Dyr vanker ene om henne ved Stalden , hvis Dør er lukt , og det skal visselig ikke tøve med at vende tilbage fil den hjemlige Krybbe , hvis vi ikke — naa , der kommer da endelig Hr . Hans ! . . . Gak nu ind i den lave Præstegaard , min Søn ! Den selv og De , som den huser , ville besindes at være ganske uforandrede i Eet og Alt ! “ Saa gik de ind i Dagligstuen , hvor Præsten paany høitidelig og spøgende paa sin Viis ønskede sin kjære unge Gjæst velkommen i dette — saa at sige — hans andet Hjem ; derpaa gik han bort forat opsøge sin Plejedatter og meddele hende denne glædelige Efterretning . Men han søgte hende en Tidlang forgjæves . Endelig fandt han-paa at gaae ind i et afsides lille Kammer , der brugtes fil Rullestue , og her stod den unge Pige med blussende Kinder og rullede saa ivrigt , som om hendes Liv var afhængigt deraf . Det var med Vanskelighed , at hun bragtes fil at standse Rullen , der syntes ganske at have taget Magten fra hende , og da dette endelig tildels var lykkedes hende , saae hun sig om med et Blik , som om hun allerhelst vilde have løbet sin Vei og skjult sig et andet Sted , hvis dette kunde have forenet sig med den store Ærbødighed og Kjærlighed , hun nærede for Præsten . „ Men saa stands dog , Pigelil , og hør hvad for Tidende , jeg har at bringe Dig “ — raabte han smilende — „ nu er det , sandeligen ikke Tid til Arbeide , nei , nu er det Tid til at holde glade Fester , thi hør og glæd Dig : den unge Herre , vor Søn og Broder , er kommen fra de fjerne Riger for at forkynde mærkelige Ting for os Alle . “ Da svarede hun barnlig blidt : „ Jeg saae , at han kom , og derfor skjulte jeg mig her . Jeg syntes , at han saae saa stor og fornem ud . . . og tillige saa kold og fremmed . . . da han sad paa den høje Hesf . Og . . . hvorledes skal jeg tiltale ham ? Før sagde jeg , troer jeg , Henrik til ham , men det gaaer nu vist ikke an mere ? . . . Og — og — han er jo nu ogsaa henved to Aar ældre end jeg ! “ „ Hvad , Datterlil ? “ sagde da Præsten , idet han rystede sit ærværdige Hoved ; „ skulde Du ikke fremdeles kalde ham ved hans Fornavn , naar Du har været vant dertil ? — Have I ikke leget sammen som gode og kjærlige Sødskende udi Eders Barndom ? Have I ikke siddet paa Bænk sammen , da jeg lærte Eder begge Eders Kristendom , dengang han i de sidste Uger før Konfirmationen var herhjemme ? Og stode I ikke nær hos hinanden den glædelige Dag , da I begge aflagde det hellige Løfte i min Haand ? . . . Og to Aar ældre end Du , siger Du , Pige , at han nu er bleven ! — Var det ikke altid saa ? Mon Nogen kan ile forud før en Anden i Aarenes Række ? — Tal dog ikke saa ufornuftigt , min Datter , Du , som ellers er saa overmaade klog og forstandig ! . . . Og kold og fremmed siger Du , at denne vor kjære Søn skulde være bleven ? — Men da saae Du ikke , hvorlunde han kastede sig i min Favn med al sin fordums Kjærlighed og under mange Taarers Udgydelse ! . . . Sige , at vor kjære Søn er bleven kold og fremmed ! Pige , Pige , saa kom nu med mig og overbevis Dig om Din Feiltagelse ! “ Derpaa tog han den endnu noget modstræbende Amine ved Haanden og førte hende ind i Dagligstuen , hvor Henrik var bleven ladt tilbage . Denne var — overladt til sig selv — falden i Tanker og sad med Haanden under Kinden og stirrede ud i Gaarden paa et meget gammelt og stort Kastanietræ , hvori han selv og Amine tidt havde krøbet omkring for at see til en Uglefamilie , som der havde sit Tilhold , og som paa Grund af Freden , der herskede i denne Gaard , vare ligesaa tamme som de øvrige Husdyr . Da vaktes han ved at Præsten lagde sin Haand paa hans Skulder , ved hvilken Berørelse han foer op som af Drømme og vendte sig hasfig ind mod Stuen og saae da sin fordums Legekammerat , der ikke endnu var kommen længere end i Døren . Med rødmende Kinder , med et Smil om sin Mund og med Taarer i sine Øine stod hun der , med den ubevidste Kjærligheds Frygt og Ydmyghed fæstende sit Blik paa hans Ansigt — kun eet Blik fæstede hun paa ham ; da sænkede hun atter sine Øine , og en stærk Bleghed gik henover hendes Træk , thi allerede ved dette første Blik saae hun , hvor forandret han var bleven , ja , det forekom hende med en Følelse af en Slags Rædsel eller Gysen , at det var som en hel anden Person , hun saae , saa gaadefuldt tyktes hende hans Ansigt at være blevet — og dog tillige saa forunderligt rørende eller gribende med dette dets Udtryk af noget Fremmed , af en Alvor eller Smerte , hvormed hun nu saae det for første Gang ! Alle disse Indtryk gik saa hurtige som Lynglimt gjennem den unge Piges Sjæl i det korte Sekund , hvori hun havde fæstet sit Blik paa ham , og hun stod endnu paa den samme Plet , bleg og med nedslagne Øine . — Ogsaa han havde betragtet hende i Taushed et øjeblik , inden han nærmede sig til hende — ogsaa han følte sig slaaet , om end paa en anden Maade end hun ; thi han havde forladt hende som et smukt , venligt Barn og fandt hende nu som den yndigste Pige af en ydmyg , jomfruelig Skjønhed , som Violens eller den simple , vildtvoxende Roses . Da reiste han sig fra sin Plads ved Vinduet og gik hen imod hende , og medens han saaledes nærmede sig den blide , jomfruelige Skikkelse , hvis Præg var Uskyld , Renhed og Ynde , da var det , som om hans Barndoms sværmeriske Drøm om Kvindens høje Natur atter fik en øjeblikkclig Overmagt i hans Sjæl — Overmagt over den Viden , han nu troede at have erhvervet sig , og som havde berøvet hans Hjerte dets Glæde og hans Aand dens Vinger — og han greb med et barnligt Smil sin Legesøsters Haand for at føre den til sine Læber . Og allerede havde han bøjet sig ned for hende , taget hendes Haand og bragt den saa nær til sin Mund , at hun med en Følelse af frygtsom Glæde og Undseelse havde mærket hans Hensigt : da var det , som traadte Skygger frem mellem ham og den fagre Skikkelse , der stod for ham , og han bøjede sig atter tilbage som med et ufrivilligt Ryk og — sænkede hendes Haand uden at have kysset den ! Men da han saaledes flap hendes Haand uden at have fuldført sin ridderlige Hyldest , gik der en Bevægelse af Mismod eller Skuffelse henover den unge Piges Træk , og hun hævede bly sine Øine op til hans og saae paa ham med et spørgende Blik . Og da blev han endmere gaadefuld for hende , da hun istedetfor at læse Kulde eller Misbilligelse i hans Ansigt kun saae en forunderlig , drømmende Smerte udbredt derover , men Intet , som tydede paa , at Noget hos hende havde vakt hans Mishag . Tilmed sagde han nu mildt og venligt : „ Hvor du dog er bleven stor , smuk og yndig , kjære Amine , i den korte Tid , jeg har været borte ! “ Ved disse Ord forsvandt det mismodige Udtryk af hendes Ansigt saa hurtigt som et Lyn , hendes Øine straalede , og hendes Kinder blussede af Glæde . Men da farvedes ogsaa hans Kinder af en stærkere Rødme , som om en indre Lue var opflammet , og uvilkaarlig nærmede han sit Hoved ned imod hendes og trykkede et Kys paa hendes Mund . Dette var det første Kys , han nogensinde havde givet hende , og medens hendes Hjerte bankede af Forvirring , Undseelse og Glæde , blev han hende endnu kun saameget mere dunkel . Og hun betragtede ham taus og stirrende , paa eengang frastødt og tiltrukken af hans gaadefulde Væsen . Denne — saa at sige stumme — Scene imellem dem blev afbrudt af Præsten , der fra Døren til Sideværelset kaldte paa sin Datter , for at hun skulde lægge sidste Haand paa Middagsbordet , som han idag ønskede skulde være festligere end ellers paa Grund af den kjære Gjæsts Nærværelse . Medens Amme var fraværende , samtalede Henrik og Præsten atter med hinanden gaaende op og ned ad Gulvet , men Henrik var adspredt og syntes at have Møje med at samle sine Tanker , og han vaagnede først rigtigt op , da Amme med endnu stærkt blussende Kinder og venlige Blikke viste sig i Døren og meldte , at Bordet var beredt . Under Maallidet tog Henrik sig sammen og gjorde , hvad han vidste , den ærværdige Vært ventede paa og længtes efter — med flydende Tunge og med overordenlig Livlighed og Anskuelighed gav han en kortfattet Skildring af det Interessanteste , han paa sin Reise havde oplevet , og de landlige , med den store Verden saa ubekjendte Tilhørere lyttede til hans Ord med den største Glæde og Opmærksomhed . Dog forekom det under Henriks Skildring den gamle Mand , der trods sin barnlige Enfold eller maaske paa Grund af denne besad en Hjertets Viisdom eller Skarpsindighed , alder varen vis Forbeholdenhed i Henriks Tale , at han uagtet al sin tilsyneladende Aabenhjerlighed , Livlighed og Humor dog vidste paa forunderlig Maade ligesom at dække sig selv . Efterat have faaet dette Indtryk kastede Præsten flere Gange et forskende Blik paa hans Ansigt for muligvis deri at læse sig til Forklaringen heraf , men da baade Værelset var mørkt og Himlen snefuld , kunde han med sit svage Syn ikke nøje see de enkelte Træk ; saa gav han sig til at lytte til Ordenes Klang for ligesom deri at efterspore Aanden , der lød derigjennem , og det forekom ham da , at hans Ord , trods al deres Livlighed , ikke klang ud af et freidigt og lyst Sind , men havde noget forunderligt Dumpt , Dødt eller Udslukt — det var ikke den tidligere fra Hjertets eller Sindets Glæde klingende Stemme . Da udbredte der sig en Skygge af Uro og Smerte over den gamle Mands ellers saa rolige og glade Ansigt : han faldt i Tanker og tabte derved Traadene Henriks Fortælling , som før havde moret ham saa meget . Lidt efterat de havde reist sig , gik Præsten hen til Henrik , lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde : „ Skal vi To nu — som vi plejede i de sidste Aar — gaae ind i mit Studereværelse og ryge en Pibe sammen til en Kop Kaffe ? “ Og da Henrik svarede , at det vilde han gjerne , gik de ind i Præstens eget Studereværelse , der var lille , men hyggeligt og lyst , og som nu ved en ny Kakkelovns Anbringelse var istand til at opnaae tilstrækkelig Varme , hvorfor det ogsaa nu igjen var Præstens stadige Opholdssted , naar han ønskede at være i Ro . Da de kom derind , gav Henrik sig til , som han plejede , at stoppe de to ældgamle Merskumspiber , der saa forunderlig hyggeligt stode i Samklang med det Hele i denne gamle og ærværdige Fredens Bolig — Hovederne vare forlængst gjennembrændte og derfor forsynede med store Sølvplader i Bunden , — og da Henrik gjensaae disse Relikvier og den ligeledes ældgamle Blytobaksdaase med de sirlige , lange Fidibusser , samt Fyrstaalet , Svampen og Stenen ( til kemiske Fyrstikker nærede den Gamle en afgjort Mistillid ) hvilket Alt fandtes paa selvsamme Sted og af ganske det samme Udseende som i alle de Aar , Henrik havde kjendt disse Ting , da faldt han i mangeslags Tanker og blev en Tidlang staaende ubevægelig med begge Piberne i Haanden . Endelig sagde Præsten : „ Naa , Henrik , hvad bliver det til ? Du har da vel ikke tabt Smagen for en god Pibe Tobak ? Jeg idetmindste længes sandelig efter min , “ — hvorpaa Henrik i en Fart stoppede Piberne , slog Ild , rakte Præsten den ene og tændte selv den anden , medens han ikke var langt fra at gyse ved denne „ gode “ Tobak — Uotum optimum sudtor solsm * ) — han , som-i saa lang Tid kun havde røgt Verdens fineste Havannacigar ! Da de havde røgt lidt , kom Amine ind med Kaffe , og Henrik haabede , at hun vilde blive Navnet paa en simpel Tobaksort , som var meget brugt paa Landet . inde hos dem , men huskede i samme øjeblik paa , at dette ikke var Skik i Søvig Præstegaard , og at der aldrig afveges fra saadanne gamle Sædvaner som den , at Herrerne drak deres Kaffe efter Bordet for sig selv i Præstens Studereværelse . Amme forlod ogsaa strax Værelset , men efter at have aabnet Døren for at gaae , vendte hun sig om igjen imod dem og saae endnu nogle Øjeblikke paa dem : — det rørte hende maaske at see disse To samlede igjen paa denne Maade . Men neppe havde Amine forladt dem , førend det atter bankede sagte og beskedent paa Døren , og da Præsten noget barsk raabte : kom ind , traadte en høi gammel Mand venligt smilende og bukkende ind . Def var Sognets ligeledes gamle og hæderlige Degn Hr . Kolby , Præstens mangeaarige Medhjælper og gode Ven , der ved Rygtet om den unge Herres Nærværelse i Præsfegaarden strax havde taget Fod i Haand for at hilse paa ham og lykønske ham i Anledning af hans Hjemkomst fra den lange og — efter den værdige Mands Anskuelse — saa møjsommelige og farefulde Udenlandsreise ; thi ogsaa han holdt hjerteligt meget af Godsets unge Herre , som overalt i sin Fødeegn havde nydt den Lykke at være almindelig afholdt . Skjøndt ogsaa Henrik til Gjengjeld nærede meget venlige Følelser for Hr . Kolby , i hvis Hus han havde haft mangen fornøjelig Time som Barn , kunde han dog ikke bare sig for at trække lidt paa Smilebaandet ved hans Indtrædelse . Og det var ogsaa visf , at den gamle Degn frembød ikke saa lidt Komisk ved første Syn . Det ydre Præg af stille Værdighed og Aandsadel , der gjorde Præsten — uagtet hans høje Alder — til en saa vidunderlig skjøn Skikkelse , at de , som have seet og kjendt ham , aldrig ville kunne glemme denne Elskelige — deraf var den gamle Degn aldeles ikke i Besiddelse , skjøndt i Virkeligheden en høist agtværdig Mand og en dygtig Skolelærer . Tvertimod — hans Stands saa at sige medfødte Keitethed og Forlegenhed ( der tales jo her om en Tid , der ligger mere end en Snes Aar tilbage ) var hos ham forøget ved en høi Grad af Mangel paa Herredømme over sit lange , knoklede og ildedannede Legeme , og tilmed havde han nu ved denne Leilighed for at hædre Godsets unge Herre iført sig sin sædvanlige Kirkedragt , nemlig den ældgamle sorte Kjole , — paa hvis venstre Bryst Dannebrogsordenens Sølvkors hang i et Baand af ubestemmelig Farve , — samt de ikke mindre gamle , sorte og særdeles korte Benklæder . Og tænker man sig nu ydermere denne saaledes beskrevne Skikkelse træde ind med et gammelt , langt og afslidt Gevær i Haanden , vil Forestillingen om Døden med sin Le vist ikke være fjern . Denne gode gamle Mand var nemlig , som saamange Andre i denne Egn , i højeste Grad hengiven fil Jagten , trods sit skrøbelige og stive Legeme , og det var den almindelige Mening , at det ikke var et godt Tegn , naar Degnen saaes under aaben Himmel uden Gevær , ja , der gik endog det Sagn om ham der i Egnen , at han i sine unge Dage skulde have jaget paa sin Vei fil og sra Kirken , men dog omsider — efter alvorlig Tiltale af Pruslen — afstaaet herfra . Han var selvfølgelig en vældig Jæger , og han elskede sit gamle og stygge Vaaben med en saadan ZErefrygtens Omhu , at han aldrig i fremmed Hus turde sætte det i Forstuen , men altid førte det med sig ind , hvor han kunde holde Øje med det . Effer alt Dette vil vist Enhver finde det begribeligt , at Henrik kunde smile ved denne ' kirkelige Jægersmands Indtrædelse i det ovenbeskrevne Kostume , samt at denne Munterhed endogsaa tiltog , da Hr . Kolby , efter forsigtig at have sat Geværet fra sig , rykkede en Stol lidt fremad mod Bordet , og satte sig — paa gamle Degnes Viis — paa den alleryderste Rand af den og dog i en saa betydelig Afstand fra Bordet , at han kun med den største Besværlighed kunde naae den Kaffepuns , hvormed Amme strax efter hans Ankomst havde vist sig , og som var hans kjæreste Drik . Men den gamle Degn havde seet Henriks Smil ved sin Indtrædelse , og da han nu ogsaa saae hans senere , tiltagende Munterhed , betragtede han ham med et Blik , der ikke blot var frit før Forlegenhed , men hvori der baade var Stolthed , Harme og dog tillige Kjærlighed , og den Smerte , han følte ved Henriks Ringeagt , gav hans Ansigt en Alvor , som forskjønnede de uædle Træk og forjog , saa at sige , det Komiske fra hele hans Person . Et saa meget sigende Blik hos den gamle , komiske Landsbydegn forbausede Henrik ; han følte sig uvilkaarlig slaaet , og han betragtede ham med Alvor , ja med Ærbødighed , og da hans Tanker først vare henledede i denne Retning , kom han nu — ifølge sin letbevægelige Sindstilstand — til at betragte ham med andre Øine end tidligere og til at anstille visse Sammenligninger . . . . Sølvkorset paa den gamle Degns Bryst , som han før havde fundet saa komisk , var det dog ikke — trods den gamle , høikravede Kirkekjole , hvorpaa det sad , og det snavsede Baand , hvori det hang — var det dog ikke alligevel det hæderlige , dansfe Dannebrogskors , fortjent ved et langt Livs beskedne , men trofaste Virksomhed , — ikke tilfals før Gunst eller Gave ? . . . Og han kastede dernæst Blikket paa sig selv og saae sig iført den kostbaresfe Dragt : blaa Kjole med Guldknapper , fine graa Benklæder , lave Ridestøvler med lakerede Skafter og gyldne Sporer og — paa Brystet den italienske Guldstjerne ! — Og han vendte sit Hoved opad , som før at befries fra Synet af sig selv , og stirrede op mod Loftet , i en øjeblikkelig Følelse af Skamfuldhed , og idet hans Kinder farvedes af en stærkere Rødme . Dog var dette — som sagt — kun en øjeblikkelig Følelse saavelsom den Lyst , der samtidigt hermed opstod hos ham , til at gaae hen og gribe den Gamles Haand og med venlige og hjertelige Ord bede ham om Tilgivelse . Men han gjorde det ikke ; thi Hjertets Varme var ikke mere stærk nok hos ham til i dette Tilfælde at overvinde Ligegyldigheden eller den falske Stolthed , den var bleven svækket af — netop det Samme , der var Skyld i , at hans Stemme før i Præstens Øre havde klinget dump og mat , og at han — uden maaske selv at vide af det — ligesom søgte at dække sin Personlighed . Og han lod sig derfor nøje med at indlede en venlig , men dog maaske lidt nedladende Samtale med den gamle Jægærsmand , samt med — som en virkelig Bodsgjerning — at ryge en Pibe endnu af den forfærdelige Petum . — Efterat denne Samtale var tilende , talte Præsten og Degnen nogen Tid om Sognets Anliggender , hvorpaa den Sidste reiste sig og gik efter først trohjertig at have trykket ikke blot Præstens , men ogsaa Henriks Haand , og uden at Præsten efter Sædvane bad ham om at forlænge Besøget . Efterat han var gaaet , sade de to Tilbageblevne nogle øjeblikke tause og ubevægelige . Derpaa rykkede Præsten sin Stol saa nær som muligt hen foran Henriks , lagde Piben fra sig , fæstede sine store og milde øine paa hans Ansigt og vedblev længe at sidde saaledes og betragte ham uden at sige et Ord og fuldkommen ubevægelig . Henrik følte sig ingenlunde glad ved at være Gjenstand for denne Beskuen og sad og tænkte over , hvorledes han vel skulde kunne afbryde den , men han følte sine Tanker ligesom fængslede under dette Blik , saa at han slet ikke kunde finde paa Noget at sige , og uden videre at reise sig fra sin Plads forbød ham hans Agtelse for Præsten . Endelig reiste denne sig , trak sin Stol tilbage til dens forrige Plads og satte sig igjen derpaa . Men han iagttog fremdeles den samme Taushed — kun viste hans Ansigt et Minespil , der udtrykte Sorg ellerVemod . Da han stod op , følte Henrik sig befriet fra den — ligesom magnetiske — Tilstand , hvori Præstens Blik havde holdt ham , og han reiste sig — paa eengang forunderligt betvungen af den hele Scene og dog tillige vrippen eller ligesom drengeagtigt irriteret — , og han gik hen til Præsten , lagde sin Haand paa hans Arm og sagde med en Stemme , der ikke var fri . for at skjælve lidt : „ Hvorfor betragtede kjære Fader mit Ansigt saa længe ? “ ' „ Fordi jeg vilde see , om det var blevet meget forandret , min Søn , “ — svarede Præsten alvorligt . „ I saa lang Tid som den , hvori jeg har været borte , maa vistnok ethvert Ansigt forandre sig noget , “ bemærkede ' Henrik . „ Ja , det er sandt , det er sandt . Det er jo nok en lang Tid . “ Derpaa lod det til , at han faldt i Tanker , og hans Ansigt havde et Udtryk , som om det var ham imod at tale mere herom . Men som det saa ofte gaaer , af man næsten mod sin Villie drives til af fordre Forklaring angaaende Noget , hvoraf man har en dunkel Forudfølelse , af det vil volde En Smerte eller Ærgrelse , saaledes dreves Henrik — saa af sige mod sin Villie — til af forlange en ligefrem Udtalelse af Præsten angaaende denne selsomme Beskuen , og han rettede da det bestemte Spørgsmaal til ham , hvilken Forandring det da syntes ham , af der var foregaaet med hans Ansigt ? Da lagde Præsten sin Arm om hans Liv , drog ham blidt ned imod sig , saa af han næsten kom til af sidde paa hans Skjød , og mens han atter fæstede sine Øine paa hans Ansigt , sagde han langsomt og sagte : „ Dit Ansigt er — ikke saa godt , nei , ikke saa godt , som det var før ! . . . Det er ikke klart mere og ligesom tilsløret af . . . Noget ! “ Henrik svarede Intet hertil . Dog forblev han i den fortrolige Stilling . Lidt efter sagde Præsten kun halv høit og som idrømme : „ Skulde min kjære Søn ved Omgangen med — Hende og ved Livet i den store Verden have taget Skade paa sin Sjæl ? “ Men da reiste Henrik sig med en vis Heftighed fra den Gamles Knæ og begyndte af gaae nogle Skridt frem og tilbage paa Gulvet , og medens han saaledes gik omkring , hvor sfiftede eller bølgede det ikke i hans Sind ! Hvor forunderligt droges han ikke tilbage mod sin svundne Barndom ved denne Stemme , medens paa samme Tid Noget i ham ikke var frit for af søle Spot ved Tanken om denne Tilsfand , ja af have ligesom en Fornemmelse af Vammelhed derved ! Han forstod baade med sit Hjerte og med sin Forstand Alt , hvad der laa eller kunde ligge i Præstens Yttringer , men medens han nu gik og gjentog dem for sig selv — og det endog med Ønsket om af forstørre deres Magt — svækkedes deres smeltende Indvirkning paa hans Hjerte uafbrudt af en Modsigelse derimod , som var begrundet i hans nærværende aandelige Tilsfand , — en Tilsfand , der var opfyldt af alle de stærke , svulmende , berusende , paa eengang glædelige og smertelige Følelser , som i et lidenskabeligt og fyrigt Ungdomssind kunne bevirke , af selve Fornemmelsen af Disharmoni og Ufred kan være saa selsomt tiltrækkende ! Og en saadan aandelig Tilsfand har desuden en instinktmæssig Utilbøjelighed til af komme til direkte Forklaring eller til af blive saa af sige kigget i Kortene , paa Grund af alt det Usikkre , Bølgende og ligesom Opløste , hvoraf dens Væsen bestaaer , og denne Tilstand var tilmed saa ny hos ham , at det Tiltrækkende , han sølle ved at være Gjenstand for alle disse modstridende Følelser , endnu var stærkere end den Smerte , han dog alt tillige følte derved . Han gjorde da , hvad han allerede tidligere havde gjort — han dækkede sig — og da han atter standsede foran Præsten med halvt bortvendt Hoved , forekom det denne , at hans Ansigt var endnu stærkere tilsløret . Da sagde Henrik : „ Ikke Alle kunne vedblive at være Børn . Kjære Fader har levet al sin Tid paa dette ensomme Sted og kjender aldeles ikke den virkelige Verden og veed ikke , hvorledes det der gaaer til , eller hvorledes man der lever . Jeg har nu erhvervet mig noget . . . Kjendskab til Verden og er bleven . . . udviklet derved . Jeg er nu intet Barn mere og seer formodentlig Heller ikke ud til at være det . . . Dette — tænker jeg . — kjære Fader , er Forandringen ! “ Efter nogle Øjeblikkes Eftertanke gjentog Præsten nogle Gange langsomt og som idrømme : „ Hm ! — ja maaske forholder det sig saaledes , “ — men dog paa en Maade og med en Mine , som om denne Forklaring ikke tilfredsstillede ham . Han havde i . sin barnlige Skarpsindighed en Følelse af , at Henrik dækkede sig for ham — paa samme Tid , som han havde en ydmygende Fornemmelse af at staae overfor Noget , han ikke kunde magte . Og han sad en Tidlang taus og grundende , med sine Øine fæstede paa Gulvet . ' Endelig hævede han dem igjen op mod Henriks Ansigt med et spørgende Blik som for at see , om det dog ikke ligesom vilde aabne sig noget for ham , men tvertimod : Henrik havde nu haft Tid til at blive fuldkommen fattet , hans Mine var uigjennemtrængelig rolig , ja næsten kold , — og den gamle Mand slog sine Øine ned igjen fra denne Mur , næsten med et Udtryk som et Barn , der seer sin Tillidsfuldhed til en Voxen blive skuffet og selv føler den Undseelse derover , som den Voxne burde gribes uf . Og dette var første Gang , at han ikke havde kunnet læse hver Fold i Henriks Hjerte . Endelig hævede Præsten denne for dem begge trykkende Scene ved at spørge Henrik , om han nu ikke havde Lyst til at gaae lidt omkring og hilse paa den gamle Gaard og dens Besætning af Mennesker og Dyr , hvem det vilde glæde saameget at see ham igjen . — Det var nemlig en af Særegenhederne ved denne Præsfegaard , at man der altid saae de gamle Ansigter , eftersom alle levende Skabninger , og det saavel Dyr som Mennesker , naar de først engang vare optagne i dette Asyl , fik Lov til at blive der , saalænge de selv havde Lyst eller kunde holde Livet i sigMed stor Fornøjelse samtykkede Henrik i dette Forslag , og de gik ind i Dagligsfuen , hvor de modtoges af Amines glædestraalende Blikke , og derpaa gjorde de alle Tre en Runde omkring i den store , men rigtignok temmelig forfaldne Bygning . Alle , saavel Dyr som Mennesker , stededes nu til Præsentation for Henrik , Karle , Piger og Drenge flokkedes om ham med rørende Kjærlighed , der nu tillige var forbunden med Yttringer af en vis Ærbødighed paa Grund af hans voxne Alder , og da denne Side af hans Natur var forbleven uforandret , og her ingen Dækning var fornøden , saa var han her ganske Barn igjen og bevægede sig blandt disse sine gamle Venner med hele sin fordums Aabenhjertighed og Venlighed . De Skyer , der havde leiret sig paa Præstens Pande , lettede — den ene efter den anden — da han igjen saae Henrik saadan som tidligere , og han begyndte halvveis at tilskrive Alderdommens Mistænksomhed — skjøndt Intet var ham fjernere — det ubehagelige Indtryk , han før havde modtaget . Med barnlig Glæde lo og spøgede den gamle Mand saavel med Henrik som med Amme og sine Folk , ja selv den ringeste Stalddreng og Vogter , som her fandt Arbeide og Føde , fik sin Del af hans venlige Ord . Da de havde tilbragt længere Tid paa denne fornøjelige Maade , var det blevet Aften , og de stode Alle ude i Gaarden , da Henrik yttrede det ønske , at ride hjem , da han havde lovet sin Fader at holde ham med Selskab ved Aftensbordet . Med nu fuldkommen opklaret Pande hørte Præsten denne Yttring af sønlig Opmærksomhed , medens den mandlige Besætning formelig løb omkap og næsten sloges om at komme til at sadle hans Hest og føre den ud i Gaarden — medens Amme sneg sig bort for at hente hans Overfrakke , der hang inde i Gangen , og som vistnok for en Del var Skyld i det Udtryk af Storhed og Fornemhed , hvormed han havde forfærdet hende ved sin Ankomst . Da hun kom hen , hvor den hang , blev hun staaende nogle Øjeblikke med et Udtryk af Beundring foran dette Klædningsstykke , hvis Mage hun aldrig havde set . — Det var en lang og vid Frakke eller Kappe af det fineste blaa Klæde , rigeligt smykket med det skjønneste Zobelskind — ; endelig vovede hun at tage Klædningsstykket ned , lagde det med Omhu over sin ene Arm og lod sine Fingre med Velbehag glide frem og tilbage over det bløde Stof , fra hvilket en hende ubekjendt stærk Vellugt steg op , hvoraf hun følte sig ligesom beruset . Da hun traadte udenfor Gaarddoren , sad Henrik allerede tilhest , omgiven af sine Beundreres Kreds , idet han nemlig havde glemt , at han havde haft Overfrakke paa . Da han saae Amine komme hen imod sig med den , rødmede han og gjorde Mine til , hastigt at ville stige ned for at løbe hende imøde , men hun , som saae hans Hensigt , skyndte sig for at spare ham denne Uleilighed , og hun naaede ogsaa hen til ham , inden det var lykkedes ham at komme ned . Hun stod da foran ham med rødmende Kinder og strakte med den yndefuldeste Bevægelse sine Arme , hvorpaa Kappen laa , op imod ham . Da rakte han sig ligeledes ned mod hende for at modtage den ; men da de saaledes udstrakte deres Arme mod hinanden , var der et Sekund , hvori deres Øine mødtes , og han erkjendte i samme Nu af det skjønne Øjes ydmygt-undselige Blik og af det jomfrueligtmilde Ansigts Udtryk , at hun elskede ham . Da hævede han sig igjen op fra hende , indhyllede sin ranke Figur i det folderige Gevandt , og — som i dunkel Forudfølelse as det Onde , han engang skulde tilføje dette kjærlige Hjerte — prægede der sig et Udtryk af Vemod i det Smil , hvormed han til Afsked hilste hende og dem Alle . Derpaa samlede han Tøilerne i sin venstre Haand , satte Sporerne i Hestens Side , aftog endnu engang sin Hat , og medens Vinden legede med hans lange , gule Haar red han i Galop ud af Søvig Præstegaard . — Men det var kun en kortvarig Galop . Saasnart han var kommen udenfor Præstegaardens Enemærker , dæmpede han Hestens Fyrighed og lod den gaae i Skridtgang , og han bøjede sit Hoved , som følte han sig betynget af sine Tankers Vægt . Han gjennemgik dette sit første Besøg — Alt , hvad han havde oplevet og følt ligefra det Øjeblik , han saae Præsten indenfor Vinduet , og til Amine rakte ham Kappen , men Totalindtrykket , han modtog heraf , var snarere smerteligt end glædeligt . Og dog havde han jo frygtet dette første Besøg , frygtet for Sammenkomsten med sin Barndoms Genius , som især boede i Præstegaarden , og der ligesom var inkarneret i Præstens Person og i alle hans Omgivelser , — frygtet for at betages heraf og staae som en Skoledreng . Og han havde jo nu bestaaet i denne Kamp med det Gamle og — den Gamle , og dog var han nu ikke rigtig glad ved denne Seir . Hvorledes kunde det være ? . . . Havde han maaske ikke blot frygtet denne Sammenkomst ? — Havde han maaske ogsaa — dunkelt og uklart — haabet derpaa — haabet , at den vilde være mægtig t nok til at skyde alt det Mellemliggende bort og gjøre ham til den Samme , han før havde været ? — Hvo kan vide det ? — Hvo er istand til at gjennemskue et Menneskesind , hvis reneste Følelse er bleven forarget , og hvori de fine Traade , der knyttede det til det Ædle og Ophøjede i Tilværelsen , ere blevne sønderrevne , saa at det idelig vakler frem og tilbage mellem to Verdener , manglende moralsk Kraft og Klarhed , paa alle Punkter splidagtigt med sig selv ? — Saaledes red han fremad i Skridtgang og med sænket Hoved , men after og after fremsfillede sig da det øjeblik , da Amme nærmede sig ham med Kappen paa sin Arm , og han saae hendes Kjærlighed i det Blik , hvormed hun betragtede ham . I det øjeblik , han blev greben af denne Erkjendelse , havde han en Fornemmelse , om hvilken han ikke selv ret vidste , om den bestod af Glæde eller af en Slags uforklarlig Angst eller af en Forening af begge disse Følelser . Men da han nu i Fodsgang red srem i den skumle Vinteraften , medens Alt , hvad han saae omkring sig og inden i sig selv , tyktes ham skummelt og graat , da hævede sig dette ydmyge , rene og kjærlige Blik frem for hans Sjæl som en venligt tindrende Stjerne , der mere end alt Andet fremmanede hans Barndoms Tanker og hans tidligste Ungdoms Drømme og Længsler . Han gjenkaldte sig nu — idet han kastede sit Blik tilbage gjennem sit korte Livs selsomme Dage — denne unge Piges Væsen og Forhold , saaledes som det stod for hans Erindring . Han gjenkaldte sig hende saadan , som han første Gang havde set hende , da hun som et muntert og venligt Barn sad i sin fattige Baad med det sammenrullede Garn paa sit Skød ; han hørte hendes grædende Stemme i den mørke Aften under de høje Banker ved Fjorden , da han havde sendt hende hjem , og han antog hendes Graad for Vandfaldets Lyd ; han mindedes hendes ydmyge og kjærlige Ord fra samme Aften , da hun sagde : „ Jeg er jo vel kun simpel og ringe , men jeg kan dog godt forstaae Dem , Hr . Henrik Grubbe ! “ Og han saae hende paa hendes og sin egen Konfirmationsdag , da hendes Væsen og Udtryksmaade ved den gamle Præsts Undervisning og Veiledning allerede var blevet saa forædlet og forskjønnet , da hun stod ligeoverfor ham selv paa Kirkegulvet og saae over til ham som til sin Frelser og Herre . Han mindedes , hvor ærlig , sanddru , trofast og elskelig han havde set hende i alle hendes Forhold , og han mindedes ogsaa meget vel sin egen Barndoms følelse før hende , efterat hun var kommen i Præstegaarden , og hun som den ærværdige og almenagtede Præsts Plejedatter var kommen mere paa lige Fod med ham ; han mindedes , hvor god , fredelig og venlig hendes Nærværelse , Omgang og Tale altid havde gjort ham selv , naar han i Ferierne saa at sige daglig var sammen med hende i de sidste Par Aar , før han blev Student . Hele hendes elskelige Billede gik dernæst som i en samlet Sum forbi hans Sjæl — altid , forekom det ham , havde det ligesom kaldt paa ham , bedet ham om at dvæle hos sig , om at være kjærlig og at være stille . . . . Men var da denne Følelse , han allerede som Barn eller i sin tidligste Ungdom havde næret for hende , og disse opløftende , blide og rene Tanker , hvormed dette hendes Billede nu fyldte ham — var dette da Kjærlighed ? Ak , hans sønderrevne , forvildede Hjerte vidste det ikke , turde ikke troe derpaa . Som han før , da han i Præstens Studereværelse havde vandret frem og tilbage , ræmlende over Præstens Ord og ønskende af . smeltes deraf , men forhindredes i af fuldt Hjerte af hengive sig til denne frelsende Magt paa Grund af den Erfaring eller Viden , han nu mente af have erhvervet sig , saaledes ogsaa nu . Hans Naturs rene , romantiske Længsel efter et Kvindehjertes højeste Kjærlighed , Trofasthed , Sympathi , — oprindeligt den dybe Grundtone i hans Sind , med hvilken hos ham hele Tilværelsen hang sammen— , havde denne Længsel sin Grund i Andet end i hans Sinds digteriske Hang ? Var den Andet end barnagtig og blødagtig Sentimentalitet og Overspændthed , „ det Værste , fordi det var det Latterligste “ — aandelig Sygelighed , han maaske havde arvet efter sin Fader ? . . . . Havde han ikke lært det ved sin Moder , af hendes Omgangsvenner og ved egen Erfaring ? . . . Saaledes maatte han nu selv svække det skjønne Billedes Farver , og saaledes gik ogsaa denne Stjerne ned for ham . Da han atter hævede sit Hoved som af dybe Drømme og saae sig om , var Stjernen forsvunden , og da han nu i Følelsen af en forunderlig , fuglesri Lethed atter satte Sporerne i Hestens Side for at komme tidsnok til sin Faders Aftensmaaltid , og den øde Borggaard fyldtes af Lyden af de hurtige , springende Hovflag , hvorigjennem hans eget Sinds feberagtige Flugt og Uro ligesom udtrykte sig , —da havde han , uden dennegang ret at have mærket det , ogsaa beseiret den anden af de frelsende Magter , der paa denne Dag havde udstrakt deres Arme imod ham . -- -- -- -- Da Henrik reiste fra Kjøbenhavn , havde hans Moder jo blandt Andet sagt til ham : „ Og husk saa endelig paa , at jeg nu kommer til at opsætte det store Hjemkomstbal til Din Tilbagekomst , “ og Henrik havde — som vi mindes — besvaret denne Opfordring paa en saadan Maade , at hans Ord snarere indeholdt en Bekræftelse end en Benegtelse af at ville opfylde bette hendes Ønske . Alligevel maatte hun undvære hans Nærværelse ved denne høitidelige Leilighed , og dette gjorde hende ondt ; thi hun havde sin Søn kjær og længtes ester ham . Siden det første , store Bal , hvori han havde deltaget i hendes Hus , havde hun meget vel bemærket , af der var sket en Forandring med ham , saavel i Henseende fil hans Væsen ligeoverfor hende som overfor Andre . Det var ikke undgaaet hendes Opmærksomhed , da hun dandsede den skæbnesvangre Dands , hvor bleg han var , og hvor forunderlig betagen han havde set ud , da han kom frem fra Vinduet og stod og saae paa hendes Dands . Hun havde anet , af der var en anden Grund hertil , end den stærke Vin , han havde drukket , idet denne Dands og dens Historie pludseligt randt hende ihu . Hun satte derfor — meget rigtigt — denne stærke Sindsbevægelse , hun iagtfog hos sin Søn , i Forbindelse med , af hun dandsede denne Dands , og begreb , af den tilligemed de Erindringer , den maatte eller kunde vække hos ham , maatte gjøre et stærkt og pinligt Indtryk paa ham . Hun beklagede derfor , allerede medens hun dandsede selve Dandsen , sin Taktløshed eller Forglemmelse , men hvormeget der i Virkeligheden havde staaet paa Spil i dette skæbnesvangre øjeblik — af hun da holdt sin Søns Fremtid i sinHaand — derom havde hendes letsindige Hjerte ikke den fjerneste Anelse ! — For ikke af støde sin Søn fra sig besluttede hun sig derfor fil større Forsigtighed i Fremtiden og til at bringe denne Sag paa Bane og bede om hans Tilgivelse den første Gang , hun igjen saae ham . Der hengik imidlertid flere Uger ( i hvilke han var aldeles optaget af sin Kjærlighed til Signoraen ) hvori hun slet ikke saae sin Søn , og hun begyndte alvorligt at frygte for , at hendes Opførsel skulde have stødt ham saaledes , at hun ganske havde mistet hans Kjærlighed . I sin Frygt herfor skrev hun ham da et Brev til , hvori hun berørte alt Dette og til Slutning bad ham om hans Tilgivelse . Der hengik desuagtet endnu nogle Dage , inden han kom til hende , og da han saa endelig indfandt sig , var Forandringen sket . Hun forstod ham nu ligesaalidt som før . Hun havde ventet , at han vilde gjøre hende Bebreidelser , eller at hans Ansigt idetmindste vilde have udvisf det særegne Udtryk af sørgmodig Alvor , som hun allerede havde lært at kjende hos ham , naar Noget i hendes Opførsel eller Væsen syntes at støde ham , men intet af dette fandt Sted : han var ligesom fordybet i sig selv og tilsyneladende ikke ret læggende Mærke til hende , og da hun nu gjentog sine Yttringer fra Brevet og endte med at bede ham om Tilgivelse , svarede han hende — paa en for ham ganske ny Maade — glat , høfligt og korrekt , uden Bebreidelse og uden Varme . Paa den derpaa folgende Udenlandsreise var hans Væsen og Opførsel ligeoverfor hende af en omtrent lignende Beskaffenhed . Men hun glemte dog snart at tænke over Grunden til dette hans forandrede Væsen ved at iagttage den overordenlige Lykke , han gjorde . Overalt , hvor hun fremviste ham , indtog den unge , blonde Nordbo Alles — og især alle Kvinders — Hjerter , og den forfængelige Stolthed , hun følte ved at have en saa smuk og feteret Son , lod hende ikke blot glemme sit Mismod over hans forandrede Væsen , men opvejede endogsaa i hendes Hjerte den moderlige Følelses Frygt for hans Fordærvelse . Thi — hvad dette Sidste angik — „ det var jo det unge Menneskes første Saison ! . . . man maatte vist ikke tage det saa nøje hermed . . . og var det desuden ikke anerkjendt , hvilken heldig Indflydelse netop en saadan kvindelig Omgang . . . og saadanne Forhold . . . udøvede paa en ung Mand af Verden i Henseende til hans hele Personligheds Frihed , Belevenhed og Dannelse ? . . . “ Altsaa , det store Hjemkomsfbal i den prægtige Gaard i Amaliegade blev denne Gang afholdt uden ham , og medens den skjønne Husfrue , stolt og lykkelig , endnu engang nød sin Triumf som sit Bals mest feirede Dandserinde , sad hendes Søn i sit Soveværelse paa Søviggaard — et lille , men høit og skummelt Taarnværelse — og lyttede til den rasende Storm , hvormed Vinteren for dennesinde feirede sin Afsked i denne Del af Landet . Tiltrukken af Naturens voldsomme Oprør , havde han allerede flere Gange lagt den Bog tilside , hvori han læste , for at lytte til de forunderlige Stemmer , hvormed Vinteren sang denne sin Ligpsalme ; med en Følelse af underlig , sympathetisk Glæde fulgte han det enkelte Vindstød , ligefra det øjeblik det — kommende fra det Fjerne — sammenpressedes mellem de høje Banker i Gaardens Nærhed med en dump , hul Brusen , for saa efter nogle Øjeblikkes Forløb som en Hær af rasende Aander at fare løs paa Taarnet , ruflende og klirrende i de høje , utætte Vinduer , og saa endelig tilsidst , efterat dets Magt var brudt mod Taarnets haarde Pande , at fordele sig gjennem det hele Hus som en sagte jamrende Stønnen . Ikke blot hans Moders store Bal blev saaledes seiret uden ham ; men hans Fraværelse fra Hovedstaden strakte sig i det Hele langt udover den Tid , som baade hans Moder og han selv havde antaget , og det uagtet hans Ophold i Hjemmet ikke var ham til nogen Glæde , uden forsaavidt som han følte , at hans Nærværelse og Selskab var til stor Opmuntring for hans Fader . Snart med denne , snart med den gamle Degn Kolby og Hans Skytte , men dog som oftesf alene , vandrede han omkring i Egnen med Hund og Bøsse ligesom i sin Barndom ; og han kunde da — paa Grund af Modsætningen mellem dengang og nu — ikke Andet end ihukomme den forunderligt stille Tid fra Overgangsperioden mellem hans Barndom og hans voxne Alder , den selsomme , paa eengang ligesom forklarede og dæmrende Glands , hvorigjennem Alt da havde vist sig for ham og fyldt ham med en Følelse , som om han vandrede i Paradisets Have . Og uden selv ret at være sig det bevidst gik han nu omkring og søgte efter de gyldne Tavler , hvormed han her havde leget i sit Livs Morgen . Men de vare intetsteds at finde . Da følte han sig stedse mere og mere urolig og pirrelig i sit Sind , ja denne hans Sindstilstand syntes endog at have Indflydelse paa hans legemlige Besindende : idetmindste bleve hans Træk skarpere og hans Kinder blegere . Undertiden kunde han søle Stedets Ensomhed som en knugende Byrde paa sit Bryst , hvorunder han vaandede sig , sukkende efter Luft , Lys , Frihed — men hvor var saa dette at finde ? . . . I Præstegaarden havde han kun været et Par Gange foruden den ene Gang , hvorom allerede er fortalt , thi der , og isærdeleshed naar han var ene med Præsten , forekom det ham , at han mest følte Spliden , og naar han var ene sammen med Amine , kunde han desforuden undertiden føle en særegen Angst , der bød ham at holde sig fjern fra hende . I sit Hjem derimod , hvor saavel Præsten som hans Datter jevnlig indfandt sig , da disse To vare de eneste Fremmede , hans Fader altid saae med Glæde , og hvis Selskab altid gjorde ham godt , der nød Henrik fremdeles deres Omgang , men dog ogsaa der med en vis sky Forbeholdenhed , — ja det var end ikke sjeldent , at han selv i Hjemmet havde unddraget sig deres Selskab under et eller andet Paaskud . Paa denne Maade havde han tilbragt over et Aar i sit Hjem , og Foraaret var for anden Gang efter hans Hjemkomst vendt tilbage . — Da vakte omsider hans indesluttede , mørke og sky Væsen saavel hans Faders som Andres Opmærksomhed . Hans Fader talte til Præsten derom og mente , at det var Kjedsomhed , der trykkede ham , og Længsel efter den store , bevægede Verden udenfor , med hvilken han jo allerede havde gjort Bekjendtskab . Dette antog Præsten ogsaa nok kunde være Tilfældet , ihvorvel han jo fra første Færd havde anet ogsaa den dybere Grund til hans Uro , og det blev aftalt imellem dem , at Præsten ved Leilighed skulde opsøge ham og tale med ham desangaaende . Engang paa en stille Foraarsdag i Slutningen af Mai stod Henrik nede ved Aaen mellem de høje Træer , der ved deres allerede helt udfoldede Blade vare istand til at mørkne betydeligt , og betragtede — ørkesløst og tankeløst — Floddet paa sin Fiskesnøre , der gyngede op og ned i det sorte Vand . Den dybeste Stilhed hvilede over Alt . Selv stod han , lænænde sig til et af Træerne , saa ubevægelig som en Død , eller som om han selv kun havde været en Træsfamme , hentryllet tilligemed den øvrige Natur i den dumpe , dødlignende Ro , der paa saadanne Dage kan hvile over ensomme Steder — da hørte han Nogen bevæge sig , han kastede et fly Blik tilsiden og saae da Præsten komme hen imod sig . Uvilkaarlig gjorde han et Par Skridt som for at flygte , men da det faldt ham ind , at Præsten maaske allerede havde set ham , standsede han og vendte langsomt tilbage til sin forrige Plads . Men det var ikke undgaaet den gamle Mands Opmærksomhed , af Henrik uvilkaarlig havde søgt af komme bort , da han saae ham , og med et smertefuldt Udtryk i sit Ansigt og i sin Stemme sagde han : „ Ak , min kjære Søn , hvorfor vil Du skye fra mit Aasyn ? Er min Skikkelse da bleven Dig saa ukjcer af see ? O , vær ikke bange for mig , mit kjære Barn . Jeg er ikke kommen forat efterforske , hvad der hviler paa Dit Sind og har taget Din Glæde fra Dig , siden Dn ikke selv vil eller kan aabenbare Dig for mig , og mig selv — efter hvad jeg kan forstaae — er negtet Evner og Dygtighed til af spørge paa den rette Maade . Jeg kommer nu kun for efter Opfordring af Din Fader iforening med Dig selv af undersøge , hvad Lindring og Opreisning selve Livet kan give for et uroligt og sygt Sind . Se , Du er eller vil blive meget benaadet med denne Verdens Gods ! . . . Ligger ikke hele Livets rige Kundskab og Viden ligesom udstrakt for Din Fod , ventende paa , af ; Du skal tilegne Dig den ? Og har Gud ikke givet Dig saadanne aandelige Evner , af ingen Viden vil være Dig for vanskelig at tilegne ? . . . Ja endogsaa en digterisk Gave har han givet Dig , — maaske lider Du nu af Sjælens Uro , maaske føler Du med Smerte Alskabningens dybe Længsel , maaske Din Aand træder frem for Dig med uudsigelige Sukke , paa det at Din Sang skal kunne røre ved sit mægtige Vemod , Dif Raab om Fred smelte de haardeste Hjerter ? . . . O , L saare rigt , min Søn , er dette Liv og vel værd at leve , hvad enten dets Smerte eller dets Glæde udn fylder vort Hjerte ; kun forlanges det af Enhver , at 8 han er trofast mod sig selv og sin Livsgjerning . Søg da , min Søn , hvad der er Din Livsgjerning , og i naar Du har udfundet den , da vær trofast mod den ! Og skjøndt Din Hr . Fader , som Du jo vel veed , kun med megen Sorg giver Afkald paa Dif Selskab , saa mener dog baade han og jeg , at Du nu bor begive Dig til Hovedstaden for der at varetage denne Din Livsgjerning , som det er vort Haab , at det maa lykkes Dig der at udfinde . “ Under Begyndelsen as denne Tale havde Henrik stirret mørkt og sløvt ud for sig med sin Medestang i Haanden , ja , uden ret at opfatte Ordenes Mening , men efterhaanden , som hans Tanke mere og mere fæstede sig ved det Sagte , begyndte hans Ansigtstræk at udvise deres fordums Liv og Bevægelighed . Og da Præsten havde endt sin Tale og endnu sfod med sine øine løftede mod Himlen , som om han bad før ham , kastede han Medesfangen i Aaen , sprang med lette , elastiske Trin hen til Præsten og udbrød med glad Frimodighed : „ Ja , kjære Fader har Ret . I Arbeide er Hvile og Glæde . Jeg har selv i den senere Tid haft denne Tanke , men i min ørkesløse og umandige Tilsfand manglet Kraft til at udføre den . Ja , jeg vil igjen arbeide ! Jeg vil sidde paa mit stille Kammer mellem mine Bøger som før , opsøge mine gamle Kammerater fra Skolen , som alle holdt saameget af mig , og som jeg vist selv har stødt fra mig , da jeg kom . . . da jeg blev . . . “ Efter nogle Øjeblikkes Taushed fortsatte han med mindre Freidighed : „ Ja , jeg vil dog prøve paa at leve igjen som i fordums Tid ; thi da var jeg , kjære Fader , saa lykkelig . Jeg husker saa godt , at naar jeg var færdig med mine Lektier , saa kom der saamange underlige Tanker og Drømme over mig , som , uden af jeg ret vidste af det , blev til Digte , der rørte og glædede mig selv saameget ! . . . Troer kjære Fader nu virkelig , af den Tid kan komme igjen , af jeg kan blive som før — arbeide og drømme som før ? “ „ Det haaber jeg til Gud , mit kjære , kjære Barn ! “ svarede Præsten inderligt bevæget , „ hvis Din Aand er den samme , Dit Hjerte uskyldigt som for ! “ „ Men — ellers ikke — ? “ spurgte han hurtigt og ligesom ufrivilligt . „ Jo , “ svarede Præsten , idet han betragtede ham med dyb Alvor , „ jo ogsaa ellers , min kjære Søn , saavidt jeg troer — i Arbeide er der Tilfredsstillelse og vistnok en Hvile selv for det syndige og urolige Hjerte , men for det rene og uskyldige er der Glæde , ja himmelsk Salighed deri . “ „ Saa vil jeg arbeide , kjære Fader ! “ sagde Henrik med dæmpet Stemme ; derpaa tog han Præsten ved Haanden , saaledes som han plejede af gjøre som Barn , hvorpaa de sammen gik ind til den ældre Grubbe , i - Samraad med hvem Henriks Afreise til Kjøbenhavn blev bestemt fil at skulle foregaae allerede den tredie Dag derefter . Øen sidste Dags Eftermiddag , forinden Afreisen den følgende Morgen , var det ligeledes et deiligt Foraarsveir , og denne sidste Eftermiddag vilde Henrik tilbringe med at sige Farvel fil de af Stedets Beboere , med hvem han var kommen mest i Berøring . Med sin Faders Tilladelse udsøgte han af dennes Vaabensamling en ganske ny , meget let og kostbar engelsk Doublel med alt Tilbehør , hvilken han tog over Skulderen og begav sig saaledes bevæbnet hen fil den gamle Degn Kolby , med hvem han jo af og fil havde øvet Nimrods Kunst , og med hvem han nu stod paa den venskabeligste Fod . Da han ankom fil Degneboligen , var den Gamle inde i Skolestuen , hvorfra den velbekjendte Summen , jevnlig afbrudt ved Degnens Tordenrøst , lød ud over Marken i den stille Dag . Da Henrik traadte ind i den summende Kube , taug Bierne stille , og den gamle Lærer steg ned fra Kathedret og bukkede paa den venligste og ærbødigste Maade — men dog med Blikket ligesom lænket fil den skjønne Bøsse , hvis Mage han endnu aldrig havde set . „ Hr . Henrik skal maaske ud at prøve denne her — ? “ yttrede han , idet han sagte og ligesom kjærtegnende lod sin store , brune Haand glide frem og tilbage paa de skinnende blanke Løb . „ Det er dog , for Gud , det skjønneste Legetøj , til jeg i mit Liv har set ; men er den ikke altfor . . . altfor fin , Hr . Henrik ? Jeg synes næsten , det vilde være Synd at komme Ild i ham . ' . . . Og kan saadan en lille Karl taale ef ordenligt svært Skud med store Hagel eller Rendekugler ? “ „ Den taaler mere end Deres gamle Gevær , “ svarede Henrik , hjertelig fornøjet over den gamle Jægers Interesse for Bøssen , og lidt efter tilføjede han : „ Jeg synes nu , at Deres ærværdige Skyderedsfab har tjent længe nok , og jeg har ogsaa lagt Mærke til , at det paa den senere Tid falder Dem noget tungt ; — hvad synes Øe om at ombytte det med denne lette Svend her — ? “ Lidt ester tilføjede han , da den Gamle Intet svarede : „ Kjære Hr . Kolby ! jeg har aldrig faaet bedt Dem om Forladelse for min Opførsel imod Dem den første Gang , jeg efter min Hjemkomst saae Dem i Præstegaarden , skjøndt jeg tidt har haft det isinde . Det gjør jeg herved ! . . . Jeg reiser nu til Kjøbenhavn igjen , jeg er kommen idag for at sige Farvel til Dem og takke Dem saameget for den Tid , vi dennegang har været sammen , og saa vilde jeg gjerne bede Dem modtage dette Gevær som en Erindring om mig . “ Disse sidste Ord sagde han med bevæget Stemme . Den Gamle taug endnu nogle Øjeblikke , maalløs af Glæde og Rørelse ; endelig kom han saameget til sig selv , at han kunde sige : „ Nei , nei , Hr . Henrik ! Nei , nei , Hr . Henrik ! “ Øerpaa foldede han Hænderne , og Taarerne randt ham ned ad de rynkede , veirslagne Kinder . Og da Henrik strax herpaa tog en hjertelig Afsfed med ham og hurtig begav sig bort i Retning af Præstegaarden , gik han udenfor Skolen med sit prægtige Gevær i Haanden og delte sine Blikke mellem dette og den bortgaaende Henrik , saalænge denne var at sine . Øerpaa gik han atter ind i sin Kube , idet han mumlede hen for sig : „ Ja , hvor hans Natur er god , ja se , hvor den er god ! Vor Herre holde sin Haand over ham , naar han nu skal derhen igjen , hvor — der ikke er godt for ham at være ! “ — Endnu med Glandsen af den gamle Jægersmands Glæde paa sit Ansigt ankom Henrik til Præsfegaarden . Men allerede , da han var kommen indenfor Porten og befandt sig mellem de fire paa gammeldags Maade sammenbyggede Længer og modtoges af den uforklarlige Fredens og Stilhedens Aand , hvormed Alt paa disse Enemærker var præget , — vakte dette Indtryk atter Uroen , der hvilede dybesf i hans Sind , og hans Ansigt blev igjen alvorligt . Af en Karl , der arbeidede i Gaarden , erholdt han den Underretning , at Præsten fornylig var afreist til Annexsognet , Asdal , for at berette en Syg — en Reise , der plejede at medtage flere Timer — og da Henrik dernæst spurgte , om Amme var hjemme , svarede Karlen , at det troede han nok ; han havde idetmindste for kort Tid siden set hende seile i sin Baad , og da var hun paa Hjemturen , saa hvis hun ikke allerede var kommen iland , maatte det ialfald snart fle . — Allerede samme Aar , som Amine paa Foranledning af Henrik var bleven optagen i Præsfegaarden som Datter i Huset , havde Præsten nemlig foræret hende en Robaad med de Ord , at hun efter hans Overbevisning ikke vilde kunne trives paa Stedet , hvis hun ikke af og til fik sig en Rotur . Amine havde vel i Begyndelsen smilet noget vantro derved , da hun ikke vidste , hvor dybt det barnlige Sind kan gribes af sine Indtryk og Beskæftigelser , men det varede ikke længe , førend hun maatte give Præsten Ret , ja , hun gik endog paa egen Haand videre , idet hun selv forfærdigede sig et Fiskegarn , som hun seilede ud med og nedsænkede i Aaen , og drev nu saaledes af og til igjen sin fordums „ Gjerning “ for sin Fornøjelse . Dog var det kun i de første Aar efter hendes Optagelse i Præstegaarden , at hun drev Fiskeriet — ved hvilken Idræt Henrik havde været hendes jevnlige Medhjælper — ; snart smeltede Præstens Anskuelser om den Mennesket indpodede Drabslysf , som Læserne maaske erindrer fra et af hans Breve til Henrik , saaledes sammen med den vaagnende Jomfrueligheds ømme og kjærlighedsfulde Væsen hos hende selv , at hun ikke mere kunde sinde nogen Glæde ved at stille Snarer for troskyldige Dyr . Baaden vedblev hun derimod at have megen Glæde af , og der hengik neppe nogen smuk Dag , uden at hun tilbragte en Timestid paa denne Maade , — ja hun sik endog ofte sin Plejefader med paa disse Smaature , og det var et Syn , der ved sin Skjønhed uvilkaarlig fængslede og rørte veifarende Folk , naar de saae den lette Baad komme opad Aaen , roet af den unge , blomstrende Pige , og med den gamle , kraftige , hvidhaarede Mand siddende ved Roret med sin Pibe og sin sorte Kalot — den ' han paa sin statelige Maade aftog for Enhver , som gik forbi , med venlige og spøgefulde Tilraab og Bemærkninger . Efterat , have meddelt denne Forklaring angaaende Amines Roture , vende vi tilbage til Henrik , der ifølge den Underretning , han havde erholdt , først gik ind i Værelserne ; men da her Ingen fandtes , gik han ud i Haven , hvis sydvestlige Grændse dannedes af den samme Aa , der længere ude mod Havet løb forbi Søviggaard . — Her saae han Amme , der lige var landet , staae ved Baaden og ' ifærd med at binde den ved en lille Landingsbro . Han ilede da med lette Skridt hen til hende og hilste hende med mindre Skyhed og Forbeholdenhed , end han plejede . Endnu rød og varm efter den nylig endte Rotur vendte hun , fuld af Glæde ved at see ham og høre hans venlige Hilsen , sit srisfe og straalende Ansigt imod ham , men sænkede dog strax derpaa sit Hoved og stod taus og bly for ham . Ogsaa Henrik stod nogle øjeblikke taus og betragtede hende , endelig sagde han med bevæget Stemme : „ Jeg kommer idag for at sige Farvel til Dig og til Din Fader , kjære Amine ! Du har maaske nok Hort , at det nu er min Agt at vende tilbage til Kjøbenhavn for atter at begynde mine Studeringer ? “ „ Ja “ — svarede hun — „ Fader har fortalt mig det , og han er glad over , at Øe nu har taget denne Bestemmelse . “ Efter disse Replikker indtraadte der atter nogle Øjeblikkes Taushed imellem dem . Henrik havde sat sin Fod paa Kanten af Baaden og gyngede den sagte op og ned . Da sagde han : „ Hvor Din Baad er smuk , Amine ! Den ser jo ud som ganske ny ! Er det virkelig den samme , som vi To saa tidt har seilet i sammen ? “ „ Ja , det er “ — svarede hun — „ men jeg har malet den for en Maanedstid siden . . . - jeg havde tænkt , at Øe maaske nu i Foraarstiden kunde faae Lyst til at bruge den engang imellem . . . ligesom før . . . Øe har jo selv ingen Baad paa Søviggaard ; men det vil jo nu ikke ske . “ „ Ja , det er længe siden , at vi To har seilet sammen , og det vil visf ogsaa vare længe , for jeg staaer her igjen ! . . . Skal vi roe os en lille Tur ? “ „ Ja , Hr . Henrik , lad os det ! “ sagde hun med stærkt udbrydende Glæde . Derpaa skyndte hun sig at løse Baaden , sprang let som en Fugl ned i den og drejede den med Bredsiden fil Broen , for at Henrik bekvemt kunde komme ned i den . Da de begge vare komne ombord , stagede hun ud i Strømmen og lagde Aarerne ud mellem Tollene for at roe , og da Henrik hertil bemærkede , at hun jo maatte være træt af den forrige Tur , og foreslog , at hun nu skulde overtage den lettere Post at styre , sagde hun hurtigt og bønligt : „ Nei , nei ! maa jeg ikke nok roe ? Det plejede jeg jo altid i gamle Dage ! . . . Og se , jeg har nu faaet mig et ordentligt Ror , saa De behøver ikke mere at styre med en Aare , som ser saa stygt ud . “ Derpaa tog hun Plads ved Aarerne , Henrik greb Rorpinden , og ved hendes lette , taktfaste Slag gled den lille Baad hurtigt som en Pil op imod Strømmen . Glæden over endnu engang at seile med sin Barndomsven gjorde Amine fil Barn igjen . Glad og frimodig — med det samme Udtryk i sit Ansigt , med det samme glade , uskyldige Smil , hvormed hun dengang havde betragtet ham , naar han var venlig eller eftergivende imod hende — saaledes saae han hende nu igjen . Her — paa hendes eget Element — var det , som om hendes gamle Kjækhed og Ligefremhed overfor ham vendte tilbage . Han var jo der paa Stedet den Eneste , som hun havde kjendt som Barn — munter og spøgefuld nævnede hun det ene Træk efter det andet fra denne Tid , idelig spørgende ham , om han huskede det ? eller det ? Og naar han saa halv uvillig eller modstræbende ikke ret syntes at kunne følge hende i denne Erindringsleg , da holdt hun stundom i sin Iver op med at roe , og med blussende Kinder og tindrende Øine beleirede hun ham da med en saadan Hær af Enkeltheder , som hendes trofaste Hjerte havde bevaret , at omsider det hele Billede - hvori han altid selv spillede Hovedrollen — hævede sig frem for ham , og uimodstaaelig ! : henreven dukkede hans Sjæl ned i disse Erindringers rene Kilde , og et lykkeligt eller barnligt Smil paa hans Læber belønnede hende da før hendes Anstrengelser og bragte hendes egen Glæde til dens Høldepunkt . Men da han dog , trods disse gjentagne Oplivelser , jevnlig faldt tilbage igjen i sin alvorlige og noget aandsfraværende Tilstand , saa blev ogsaa hun efterhaanden tausere og tausere , ja enkelte Taarer stjal sig endogsaa stundom til af rinde ned ad hendes Kinder , og endelig erklærede hun , af hun var træt , og af de vist nu maatte tænke paa af vende tilbage . Aarerne bleve da tagne ind , Baaden vendte af sig selv , og den eneste Uleilighed , der nu var forbunden med af komme tilbage , var blot af holde Baaden midtstrøms ved Hjælp af Roret . Da Amine bedre end Henrik kjendte Dybets Snoninger i Aaen paa denne Side af Præstegaarden , og for ikke af sidde ganske ørkesløs , bad hun Henrik om af skifte Plads med hende , og som Følge heraf satte hun sig til af styre , medens Henrik tog hendes Plads , men dog saaledes , af han indtog en mere liggende Stilling , idet han lænede sin Nakke mod Kanten af Baaden — og den stille Hjemfart begyndte . Baadens ensformige , vuggende Gang og Lyden af det rindende Vand , der snart hævede sig frem som en forunderlig , drømmende Melodi og snart ganske hendøde , i Forbindelse med , af Aftenens Skygger nu begyndte af udbrede sig over det stille Aaparti , gav Hjemfarten en hel forskjellig Karakfer fra Udturens Liv og Bevægelighed . Øen fornylig tilendebragte anstrengte Roning , den hende stærkt bevægende Samtale og Synet af hendes Barndomsven , hvem hun før saa tidt havde set i sin Baad fuld af Liv og Lystighed , og som nu laa der stille og ubevægelig med det skjønne , cedelfformede Ansigt vendt lige imod hende , men med saa slappede og blege Træk , satte hende i en usædvanlig , paa eengang drømmende og smertefuld Stemning . Det var førstegang ester hans Hjemkomst , at hun saa ene og uforstyrret havde kunnet sidde og betragte ham . Saa stille som et Voxbillede sad hun da nu der ligefor ham og saae paa ham med et Blik , som vilde hun see ham ind i Sjælen . . . Hvor han var forandret ! . . . Hvad havde dog saaledes kunnet forvandle ham ? . . . Og dunkelt foresvævede hende maaske i dette Øjeblik den sande Grund dertil . Ogsaa Henriks Øine hvilede paa hende . Da han bemærkede , hvor fast og uafbrudt hun betragtede ham , følte han en forunderlig Glæde ved saaledes at hvile i hendes Baad , medens hun ligesom vaagede over ham og holdt øje med ham , og en Fred eller Sindets Tryghed , som han ikke i lang Tid havde kjendt , kom over ham . Dog lukkede han paa samme Tid sine Øine , da han tillige havde en vis Skyhed for at møde hendes Blik , — men han aabnede dem af og til igjen , — kun for at see , om hun ikke havde vendt sine øine fra ham , og naar han da fremdeles mødle hendes Blik , lukkede han atter øinene med den nævnte Følelse af Fred og Tryghed . Da lagde Amme Mærke til , at hans Ansigtsudtryk paa eengang havde forandret sig , at hans Kinder havde faaet en fin Rødme og ligesom vare blevne fyldigere , og at der om hans halvaabnede Mund laa et lykkeligt Smil som hos et sovende Barn — hvad han ogsaa var i dette Øjeblik . Da rødmede hun af Glæde ved at see ham saadan igjen . „ Se , se ! “ — sagde hun ved sig selv — „ ja , saaledes var det , han saae ud , inden han kom bort . . . inden han kom til sin Moder ! “ Og endnu mere aandeagtig stille sad hun , for at han ikke skulde vaagne og hun derved berøves et Syn , der i saa høi Grad rørte hendes Hjerte . Og stille gled den lette Baad fremad , og det var , som havde han selv , medens han sov , en Følelse af , at det var hans Barndoms gode Genius , der i denne Stund styrede hans Fart ; thi det var hans tidlige Barndoms skjønneste Ørømme , der omsvævede ham . Da kom Baaden omsider udfor Præstegaardens Have med den endnu stedse sovende Henrik og den aandeagtigt stille Amme . Uvilkaarlig lagde hun sin Haand fastere paa Roret for at dreje ind til Landingsbroen , men — ligesom fortryllet af den uafbrudte Beskuen , af det Forunderlige i hele Situationen og af sit eget Hjertes selsomt bevægede Følelser , lettede hun igjen sin Haand , og Baaden gled forbi Haven — videre nedad Aaen — ned mod Søviggaard ! — Efter en halv Times Forløb vare de i Nærheden af Landingsbroen i Søviggaards Have , og de- kom nu ind i det høitidelige Mørke under de høje , allerede udsprungne Træer , der stode som en Mur paa begge Sider af Aaen . Da forekom det hendes stærkt bevægede Fantasi , søm om hun svævede med sin Elslede gjennem en usynlig , stille Verden , hvor hun og han vare de eneste levende Væsener , og i en smeltende , salig Følelse , som kun det uskyldige Hjerte kjender , randt Taarerne nedad hendes Kinder . Da grebes hun efterhaanden af Smerte ved Tanken om , at denne lykkelige Tilværelse nu maatte ophøre , ja , at hun selv var den , som snart maatte gjøre Ende derpaa . Allerede øinede hun det Sted , hvor Gaardens Landingsbro fandtes , da Aabredderne her , for Udsigtens Skyld , vare frie før Træer . Og hun reiste sig og bøjede sig ned over ham for at see , om han sov endnu , — for endnu engang at betragte ham og indpræge sig det lykkelige og fredelige Billede af ham i sin Sjæl . Og han sov endnu med det samme Smil om sin Mund . Da kastede hun sit Blik langsned med Aaen , følgende Træernes Række , hvor den løb forbi Gaarden og nedover Engene , indtil den naaede Havet , i hvilket den optoges , og da var det for hende , som om en Stemme hviskede i hendes Hjerte : „ Ud — ud mod Havet ! . . . Blive ved at svæve , svæve med ham ! . . . Og saa komme de vilde Bølger og skylle over Baaden , og saa tager jeg hans Haand , og saa synke vi ned i det stille Dyb , og jeg sfilles aldrig mere fra ham . . . og saa vil Gud tage imod ham som et lykkeligt og skyldfrit Barn , saaledes som han er . . . saaledes som han ser ud i dette Øjeblik ! “ Medens disse vilde Billeder svævede for hende , var hun forbleven i Midten af Baaden , siddende foran ham , saa at Baaden altsaa var uden Styrelse . Da førtes den , uden at hun mærkede det , af sig selv henimod Landingsbroen , — der var bygget paa sfraa mod Strømmen og saa langt ud , at den naaede Dybet , — stødte sagte mod det Yderste af Broen , gled langsmed denne ind mod Landet og lagde sig her tilhvile mellem Aabreddens Siv . Da vaktes hun af sine Drømme ved den hvislende Lyd i Sivene , der bøjede ' sig for Baaden , og hun saae sig om blandt de velbekjendte Omgivelser . Alt var stille — stille som i Graven . Den store Gaards Nærhed gav sig ved Intet tilkjende . Ingen muntre , høirøstede Stemmer af glade Spadserende , ingen Grupper af skjønne Kvinder og Mænd oplivede som i fordums Tid den store , skjønne Have ! Det var , som om Ungdom og Glæde for evig var banlyst fra disse Steder siden hin skumle Balnat . Ligesom fortabt i denne dybe Stilhed , vedblev Amme at sidde foran den sovende Arving til al denne øde Storhed , til dette Dødens Slot , der laa der i Skumringen saa spøgelseagtigt stille , søm var det berørt eller fortryllet af en ond Aand . Næsten gysende vendte hun sit Blik fra denne mørke Stenmasse tilbage til Henrik , der var det eneste Besjælede blandt alt dette , og betragfede ham endnu engang vemodigt og længe . Da nævnede hun en og flere Gange hans Navn , men det var , som om hendes Røst var moduleret efter den omgivende Naturs hviskende Stemmer , og den naaede ikke den Sovendes øre . Da rørte hun let og bævende ved den ene af hans Hænder , som laa paa Kanten af Baaden , og da vaagnede Henrik . „ Hvor er jeg ? “ sagde han hviskende med et Udtryk af Forvirring og Henrykkelse . „ Er jeg i Din Baad , Amme ? . . . Er det Dig , som sidder der foran mig , og er det derfor , jeg har drømt saa deiligt , saa deiligt ? “ „ Ja , De er i min Baad , Hr . Henrik , “ svarede hun blidt . „ De faldt isøvn , og jeg nænnede ikke at vække Dem . De saae saa lykkelig ud . . . saaledes som De saae ud , da De var Barn . “ „ Ja “ — sagde han dybt aandende , idet han betragfede hende venligt og kjærligt — „ jeg drømte ogsaa , at jeg var Barn , kjære Amine ! Jeg drømte , at min Moder stod med mig paa Armen og viste mig den opgaaende Sol ; hun pegede med sin Haand ud imod Glandsen , og jeg stirrede ind deri , til jeg blev blændet og maatte vende mine Øine bort . Da betragtede jeg hendes Ansigt , som lyste i de samme Straalers Glands , men blegere , saa at jeg kunde taale at see derpaa . Da syntes mig , at vi hævede os fra Jorden og svævede langsomf opad gjennem røde , skinnende Skyer , og jeg vedblev at see paa hende . . . min Moder — — “ Her standsede han pludselig . Der gik ligesom en Kuldegysning henover hans Ansigt , det mistede det milde , barnligglade Udtryk , Trækkene sik deres forrige Skarphed — nu , nu først var han rigtig vaagen ! Og han tilføjede mat og klangløst : „ Saa . . . saa husker jeg ikke mere af den Drøm ! “ Men Amine havde ikke glemt , at han som Barn — hin Aften ved Vandfaldet under de høje Bakker ved Aalborg — omtrent med de samme Ord havde fortalt hende dette som en af sine tidligste Erindringer om sin Moder ; hun mindedes , med hvilken Kjærlighed og Glæde han dengang havde dvælet ved denne Erindring , og hun hævede de skjønne , milde , taarefulde Øine , saae paa ham med et Blik , hvori Uskyldighedens Høihed paa forunderlig Maade var blandet med en dunkel , smertefuld Medviden , og hun hviskede : „ Jeg forstaaer Dem nok , Hr . Henrik Grubbe ! “ Men han saae paa hende med et sky Blik og svarede hende ikke . Der hengik en Minut eller to i Taushed — da havde han atter fattet sig og sagde med sin sædvanlige Stemme : „ Men nu maa Din Fader visf være kommen hjem , Amme ! Lad os nu gaae op og sige Farvel til ham , “ — idet han nemlig endnu ikke havde set sig rigtigt om og ikke vidste Andet , end at Baaden laa ved Præsfegaardens Landingsbro . Da oplyste Amme ham om hans Vildfarelse , og fuld af Forundring sprang han ud af Baaden og gik nogle Skridt frem og tilbage paa Bredden , idet Illusionen havde været saa stærk , at han ikke var istand til at komme ud af den i de første Øjeblikke . Da han omsider havde overbevist sig om , at han virkelig var hjemme , nærmede han sig igjen Baaden og sagde : „ Hvorledes stal jeg nu faae taget Afsfed med Din Fader , Amme ? og hvorledes skal Du nu selv komme hjem ? Troer Du ikke , det er bedst , at Du lader Din Baad ligge her til imorgen ? Saa kan vi , naar vi først har talt lidt med Fader , kjøre eller gaae sammen tilbage til Præstegaarden . “ Men Amme havde været saa lykkelig paa denne Seiletur , og hun vilde ugjerne forlade sin Baad . Det forekom hende i den bevægede Sindsstemning , hvori hun havde været paa hele den sidste Del af Turen , saa skjemt , saa fredeligt at seile tilbage paa den morke Aa i den stille Aften , og maaske havde hun tænkt sig , at Henrik vilde roe tilbage med hende til Præstegaarden . Hun svarede derfor : „ Nei , jeg takker Dem , jeg vil helst seile tilbage i min Baad . . . og saa vil jeg sige Dem Farvel , Hr . Henrik , da De maaske allerede er taget bort fra Præstegaarden , naar jeg kommer hjem , og saa faaer jeg Dem vist ikke at see mere . “ Hun havde reist sig op , men var forbleven i Baaden , hvor hun stod ubevægelig og bleg som Undine i det Øjeblik , da Ridderen forsfod hende paa Donaufloden . Lyden af hendes Stemme og Synet af den skjønne Skikkelse , der i al sin jomfruelige Inde stod for ham , rørte Henriks Hjerte stærkt , — og han gik ned til Randen af Baaden , rakte hende sin Haand og sagde med stærkt bevæget , næsten taarekvalt Stemme : „ Saa farvel , kjære , kjære Amme ! “ Da følte han hendes Taarer dryppe paa sin Haand , og uvilkaarlig aabnede han sine Arme og trykkede hende blidt til sit Bryst , og et Øjeblik hvilede hun i hans Favn , men kun et Øjeblik ; derpaa greb hun igjen hans Haand , bøjede sit Hoved ned derimod , fæstede sine Læber derpaa og sagde : „ Besøg aldrig Deres Moder mere ! “ Men ved disse Ord — sagte , paa dette Sted — havde hun fremmanet Mørkefs Aander . Da rev han hurtigt sin Haand fra hende , traadte Lt Par Skridt tilbage fra Baaden og betragtede hende med et skummelt Blik . Men hun sagde bønligt og vemodigt : „ Vær ikke vred paa den stakkels Amme ! Jeg gav saa gjerne mit Liv , om det kunde tjene Dem til Baade ! “ Da sagde han mørkt og med et Udtryk af Vildhed i en selsom Fornemmelse af , at hvad han alt havde følt og erfaret , det var uudsletteligt og vilde fremdeles lokke og drage ham : „ Det , som Du beder mig om , det er nu — forsilde , Amine ! “ Og endnu mere voldsomt end før , da efter hans barnlige Drømme Besindelsen vendte tilbage og viste ham Virkeligheden , forjages nu fra hans Sjæl de milde Følelser og Indtryk , hvormed hans gode Engels Nærværælse havde paavirket ham . Og uvilkaarlig glede svundne Billeder forbi hans Øine , som han stod der ved den mørke Aa og stirrede paa Strømmen , der i underlige , slangebugtende Ringe langsomt flød forbi ud mod Havet — da mindedes han , hvorledes han som Barn engang havde staaet i Aftenens Mørke ved denne samme Aa , set paa disse bugtende Ringe og Hørt hviskende Menneskestemmer lyde fra forbiseilende Baade , der langsomt dreve ned med Strømmen , ud mod Havet , indtil endelig hans egen Moder — endnu mere aandeagtigt og hemmelighedsfuldt — svævede ham forbi ! Han følte den barnlige Gru paany gaae igjennem sin Sjæl , og dog var der i disse Billeder i dette Øjeblik Noget , som ophidsede hans Fantasi , gjorde hans Tanker vilde — ja , som fængslede ham til Aaen med en dæmænisk Magt ! Hans Fantasi fremstillede ham saa levende de stille Baade med de hviskende Elskende , — hans Moders hemmelighedsfulde Følge i den mørke Aften , — at det uvilkaarlig forekom ham , at de endnu færdedes derude , ja , saa selsomt gjøglede dette i hans nu mere og mere ophidsede Fantasi , at det syntes ham , at den virkelige Baad , han saae der for sine Øine , var en af dem fra hin Asten , var en af Estern olerne i Følget , der endnu laa der og venfede — paa ham ! . . . og se : den Elskede , hun stod der alt ! Da raabte han med Forfærdelse : „ Amine ! Amine ! hvorfor er Du her endnu ! Seil bort saa hurtigt Du kan ! “ Men den uskyldige Pige forstod ham ikke i dette Øjeblik - forstod ikke den Advarsel , der laa i hans Ord ; hun hørte kun det Barsfe og Ukjærlige deri , og i Følelsen af , ikke at fortjene en saadan Tiltale , svarede hun mildt bebreidende : „ Hvad Ondt har jeg gjort Dem , at De faler saa haardt til mig ? Men jeg stal adlyde Deres Befaling . “ Da var det , som hendes Hjerte skulde briste ved Tanken om , at disse ukjærlige Ord skulde være hans Afskedsord til hende ; hun følte , at de vilde lyde for hendes Øren , naar han selv var langt borte , og skræmme hende mange Gange paany ved deres barske Klang . Thi vel var aldrig Tanken om , at hun kunde blive hans Hustru , opstaaet i hendes ydmyge Sind ; men desuagtet elskede hun ham med det Dybeste i sin Natur , med en sværmerisk , religiös , selvfornegtende Følelse , saaledes som Kjærligheden kan boe i unge , uskyldige Kvinders Hjerter — uden at være sig selv ret bevidst , skjøndt den er deres hele væsentlige Liv — , og nu lige i Afskedsøjeblikket at have saaret eller bedrøvet ham ved sine — omend nok saa velmente — Ord , det var mere , end hendes kjærlighedsfulde Hjerte kunde taale . Derfor var det , at hun , endnu ventende et venligt Afskedsord fra ham , langsomt og ligesom modstræbende førte Baaden ud fra Landet ved at gribe i Broens Rækværk . Henrik saae ikke derhen , men han hørte den . sagte Hvislen i Sivet , da Baaden gled derigjennem : han gjorde uvilkaarlig en Bevægelse , som for at nærme sig , men standsede igjen og forblev taus . Da lagde hun Aarerne ud , men holdt dem saaledes , at de ikke berørte Vandet , og da sagde hun blidt : „ Kommer De og tager Afsked med Fader ? . . . Eller see vi Dem ikke mere ? “ Men hun fik intet Svar . Da sænkede hun Aarerne i Vandet , Baaden fjernede sig langsomt , og snart var den forsvunden i Mørket under de høje Træer . Men da han hørte disse hendes sidste Ord , der lød som en sagte Hvisken , i Forening med Strømmens Rislen ved Baadens Modsfand , da var det , som om de onde Aander , der tilforn færdedes paa disse Steder , de , hvis urene Vingeslag havde viftet om hans barnlige Kind , og hvis hemmelighedsfulde Hvisken herhavde lydt for hans øre — saa at det næsten havde forekommet ham som kjendt Færd og kjendt Væsen , da senere hans egen Villie og Længsel fremmanede dem — det var nu , som fik disse Aander ham ganske i deres Magt ! — Som idrømme gik han ud paa det Yderste af Broen , lyttende til den vigende Baads Aareslag , der snart ligesom hendøde og snart igjen hævede sig utydeligt frem i det Fjerne . Det var , som følte han sig dæmonisk sikker paa sin Magt , idet disse Stedets Aander vare over ham , og han mumlede : „ Lad den svinde , lad den svinde , indtil den allersidste Lyd er ophørt — paa mit Ord kommer den her tilbage ! “ Og da endelig den sidste , svageste Lyd af den bortseilende Baad var forsvunden , da hævede han sin Røst i den dybe Stilhed , og han raabte : „ Amine ! Amme ! kom tilbage ! “ Og Alt blev atter stille — stille som i Graven . Og han stod paa Broen , ubevægelig som en Aand — som en ond Magus , der har svunget sin Tryllesfav , sikker paa dens Virkning . Se , da lød atter sra det Fjerne den samme pladskende eller rislende Lyd , der nys var forsvunden ; langsomt , men stedse nærmere kom Lyden , indtil atter Aareslagenes Melodi hævede sig tydeligt frem for hans øre , og endelig gled Baaden selv frem fra Træernes Mørke . Men da Amine nu saae ham staae der paa Broen saa ubevægelig som en Statue , stirrende ligeud for sig og tilsyneladende uden at mærke Baadens Ankomst , blev hun greben af en selsom Følelse og begyndte næsten at tvivle , om det var en virkelig Røst , der havde lydt for hende , og hun reisfe sig i Baaden , hævede sine Øine op til ham og sagde bævende : „ Det forekom mig , at jeg hørte en Røst , som nævnede mit Navn , og som kaldte mig tilbage . . . og det syntes mig , at det var Deres Stemme ! “ “ „ Ja “ — svarede han uden at see paa hende — „ det var min Stemme . “ „ Saa er Øe nu ikke mere vred paa den stakkels Amine ? . . . Saa vil Øe maaske nu seile tilbage med mig til Præstegaarden og sige Farvel til kjære Fader ? “ Ved at høre hende benævne den gamle Præst ved Udtrykket „ kjære Fader “ , saaledes som han altid selv havde kaldt ham fra Barndommen af , rystedes hans ligesom forstenede Skikkelse : Det var , som vaklede han endnu engang under den sidste Kamp , og han traadte nogle Skridt tilbage som for at flye . Men da gled Baaden idetsamme ind i Sivet med den hemmelighedsfulde , hvislende Lyd , som paa disse Steder havde en saa selsom Magt over hans Fantasi , og da traadte han atter srem med faste Skridt og steg i Taushed ned i Baaden , og Amine greb Aarerne , sænkede dem i Vandet og drejede Baaden op imod Strømmen ; men da holdt han imod med Roret , og medens Baaden langsomt vendte sig med Strømmen og gled ind under Træerne paa den anden Side af Broen , sagde han med en Stemme , der lød , som talte en Anden igjennem ham : „ „ Nei , ud — ud mod Havet ! Det er den Vei , vi skal , Amme ! “ “ Og i en forunderlig smeltende . Følelse ved at høre sin egen sværmeriske Drøm lyde fra hans Læder , sad hun saa ubevægelig , som om hun allerede laa paa den stille Havbund under den dybe Bølge , idet hun hviskende gjentog hans Ord : „ Ja , ud — ud mod Havet ! Det er den Vei , vi skal , Amme ! “ Og hun gled „ ud , ud mod Havet “ — ikke mod det stille , kølige Dyb , hvor den Uskyldiges sværmeriske Tanke havde attraaet Dødens Forening med den Elskede , men mod den mægtige Lidenskabs Hav i den Ulykkeliges forargede Hjerte , mellem hvis glødende Bølger hun kæmpende omhvirvledes , indtil hun forvirredes og sank . Tredie Afdeling . Morgenen efter de i forrige Afdelings Slutning fortalte Begivenheder stod Henrik Grubbe paa Dampskibet „ Iris , “ der laa ved Bolværket i Aalborg , færdigt til at afgaae til Kjøbenhavn — det samme Skib , hvormed han havde gjort sin første Reise til Hovedstaden for at tage Examen artium . Ligesom dengang laa Morgentaagen over Land og Vand , men intet Festligt var udbredt over det Hele . Dog var som sædvanligt en Del Mennesker tilstede ved Skibets Afgang . Det var i Begyndelsen koldt , og det smaaregnede , men altsom Solen steg , klarede det og blev smukt Veir . Henrik gik frem og tilbage paa Dækket , indhyllet i sin elegante Pelsværkskappe , og hans Ansigt var graat og mørkt som Omgivelserne . I det Øjeblik , da Dampskibets Klokke begyndte at ringe tredie og sidste Gang , overdøvedes dens Klang as en klapprende Rullen , der hurtigt nærmede sig , og Alle vendte uvilkaarlig Hovederne henimod den Kant , hvorfra denne Lyd kom , i den Tro , at det maatte være løbske Heste . Delte viste sig ogsaa at være Tilfældet , thi i samme øjeblik saaes en lille , overordentlig smuk Jagtvogn , forspændt med fire vælige Heste og kjørt af en kæmpestor Kudsk i Herskabsjægers Uniform , komme jagende i fuld Karriere ned imod Bolværket . Paa Sædet bagved Kudsken sad en elegant klædt Dame , hvis Ansigt straalede af Liv og Fornøjelse ved den hurtige Fart og voldsomme Bevægelse . Den kæmpestore Kudsk saae derimod paafaldende betænkelig ud , alt som det mere og mere gik op for ham , at han ikke havde de fyrige Heste i sin Magt . Nogle Sekunder førend Bolværket naaedes , vendte han sig om mod sin Passager og sagde med skjælvende Læber — og dog tillige med et vist Udtryk af Fortrolighed — : „ Jeg kræver Gud til Vidne , Frue , at dette ikke er min Skyld . Det var Dem selv , der sagde , at jeg skulde smøre paa , og nu — Gud se i Naade til os ! — vi ligge nu ret strax i Fjorden . “ Men uden et Øjeblik at tabe sin Fatning lod den elegante Dame sit Reisetøi falde , steg , trods Vognens stærke Slingring , med en Behændighed og Ynde som en Kunstberiderske over til Kudsken , tog Forløbernes Tømmer fra ham og sagde med et haanligt Smil : „ Fy , Erik , for daarlig Kudsk han er ! . . . . Er det for saa stor en Karl at have saadant et Harehjerte ? “ Og hun stod med det skjønne , af Mod og Livsglæde rødmende Ansigt , og dog med fuldendt kvindelig Anstand — et Syn , som ingen af alle dem , der hin Morgen stode ved Stranden , nogensinde havde set Mage til — ved Siden af den blege og skjælvende Kudsk , og allerede var det lykkedes hende at faae de vilde Forløbere til at føle Magten , da Vognen kun faa Alen fra Bolværkek ved at kjøre mod et gammelt Skibsanker , hvis ene Flig ragede halvt op af Jorden , fik et saa voldsomt Stød , at hun , der stod opreist , slyngedes ud af Vognen og blev liggende bevidstløs paa Jorden . Ved dette Syn var det , som om Alle vaktes til Mod og Handlekraft , og medens Nogle flokkedes om den bevidstløse Dame , kastede Andre sig ivejen for Hestene , der atter havde taget Magten , og fik dem efter nogen Anstrengelse lykkeligt standsede , uden at noget yderligere Uheld skete . Ved denne usædvanlige Begivenhed var Skibets Afgang bleven forsinket , saameget mere som baade Kaptainen og de Fleste af Besætningen vare gaaede iland for at yde deres Bistand , og Kaptainen , en forhenværende Søofficer , var blandt de Første , der nærmede sig den bevidstløse Dame . Men omtrent i samme Øjeblik , som disse bøjede sig nedover hende , kom hun atter til sig selv , og Rødmen begyndte at vende tilbage paa hendes Kinder , og paa Kaptainens Spørgsmaal om , hvorledes hun befandt sig , og om , hvori han kunde være hende til Tjeneste , svarede hun efter at have betænkt sig et Øjeblik , at hun vistnok blot var bleven fortumlet af Faldet , og at hun godt kunde gaae det Par Skridt til Skibet , da det var hendes Agt at reise til Kjøbenhavn med det . Derpaa bød Kaptainen hende sin Arm , og efterat have faaet Underretning om , at baade Vogn , Kudsk og Heste vare i Behold , skred hun med en Anstand som en Øronning ombord ved Kaptainens Side . — Henrik Grubbe havde kun mærket meget lidt til al den Tummel og Forvirring , som fandt Sted i Anledning af denne Begivenhed — han hørte vel , at der var Tale om løbske Heste , en væltet Vogn og en besvimet Dame ; men i den Sindsstemning , hvori han befandt sig , var han saa egenkjærlig optagen af sig selv , at hele Verden gjerne kunde have været ifærd med at gaae tilgrunde — han vilde kun følt Ærgrelse derover , fordi det forstyrrede ham i hans grublende Sløvhed . Endelig mærkede han , at Tummelen var forbi , og i Haab om , at Skibet nu skulde afgaae , reiste han sig fra sin Plads bag et Seil , hvor han havde siddet saa godt som skjult i sin store Kappe , medens den ovenbeskrevne Scene gik for sig , vendte sig om mod Landet og stod da Ansigt til Ansigt med — sin Moder ! — Det gav et Sæt i ham , og han veg tilbage med Rædsel malet i sine Miner , som om han saae et Spøgelse . Hun derimod rødmede af Glæde og Overraskelse ved at see ham , flap Kaptainens Arm , ilede henimod ham med lette , dandsende Trin , tog ham i Favn , kyssede ham og sagde : „ Saa gik min Anelse dog i Opfyldelse ! Hele Vejen fra Lindenborg af — hvor jeg har været en Maanedstid i Anledning af den ældste Datters Bryllup — har jeg tænkt mig Muligheden af , at jeg kunde træffe Dig her i Aalborg , og denne Tanke var det vistnok , der var Skyld i , at jeg lod den stakkels Erik kjøre saa stærkt fil , at vi jo nær havde sat Livet fil , for det kunde jo igrunden være mig det Samme , om jeg kom tidsnok fil Dampskibet . . . her er god Iagt her i Nærheden , og jeg kjender jo hele Byen , saa jeg kunde godt have faaet Tiden fil at gaae , fil Skibet seiler næste Gang ! Og desuden . . . naar jeg er her . . . her i Nærheden af mit gamle Hjem . . . her i Aalborg , hvor jeg kom saa tidt som Barn , saa synes jeg , at der er Noget , der ligesom vil holde mig tilbage . . . Du ser forøvrigt hverken rask eller fornøjet ud , min kjære Ven ! Du maa have kjedet Dig dygtigt under det lange Eneboerliv — men jeg sagde Dig det jo iforvejen ! . . . Men vær nu saa god at føre mig ned i Kahytten , for vel slap jeg heldigvis godt fra det dennegang , og jeg befinder mig i det Hele vel , men jeg mærker dog nu , at jeg er ganske svimmel , og jeg har ogsaa en tydelig Fornemmelse af , at Blodet pibler lystigt frem et eller andet Sted under mit Haar ! “ Derpaa aftog hun sin Hat , løftede med den ene Haand det skjønne , rige Haar tilside , følte med den anden op under det , tog den et Øjeblik efter tilbage fuld af Blod og sagde smilende , idet hun dog blev noget bleg : „ Ja , tænkte jeg det ikke nok , saaret er jeg ! Men jeg troer dog ikke , det er saa stemt , som dengang da Herregaardsstytten paa Rødstenseje var saa god at forcere mig et Par nye Smilehuller istedetfor dem , som Alderen desværre har berøvet mig . . . han skjød mig et Rævehagel indad den ene Kind og udad den anden . “ Derpaa vendte hun sig om mod Kaptainen , der var bleven staaende i Nærheden , og sagde : „ Nu takker jeg Dem meget , Hr . Kaptain , for al udvist Bistand i dette uheldige Tilfælde ! Denne unge Herre er min Søn , Hr . Hofjunker Henrik von Grubbe , i hvis ridderlige Varetægt jeg nu overgiver mig , kun turde jeg maaske endnu udbede mig nogen Hjælp af en eller anden tjenende Nymfe , som De muligvis maatte have at befale over paa disse Enemærker ? “ Og da Kaptainen , der fuld af Beundring over denne kraftige Kvindenatur havde staaet og lyttet til hendes Tale , med den største Høflighed forsikrede , at den opvartende Jomfru særlig skulde staae til den naadige Frues Disposition under hele Reisen , — nejede hun smilende for ham og gik ved sin Søns Side ned i Kahytten . Her indfandt Opvartningsjomfruen sig samtidigt , og som idrømme trak Henrik sig tilbage , idet han ønskede sin Moder god Bedring . Han var allerede kommen et Par Trin opad Kahytstrappen , da hun atter kaldte ham tilbage og sagde : „ Lad mig endelig vide , naar vi passere Udløbet ved Hals , og stulde jeg være falden isøvn , saa-væk mig kun . . . der plejer at opholde sig hele Hæere af ZEndcr og andre Havfugle ved Sømærkerne i Fjordens Udløb , og jeg kan saa godt lide at see dem og høre den livlige Lyd af de ' utallige Fugle , naar Skibet seiler lige midt ind imellem dem , og de allesammen paa eengang flyve brusende iveiret . “ Da han havde lovet at opfylde dette hendes Ønske , gik han op paa Dækket i en ganske besynderlig Stemning . Rystet i sit inderste Væsen havde han denne Morgenstund , kort efter Midnat , forladt Søviggaard med en Følelse , som om han svævede i Luften , nu fuldstændig løsreven fra Alt og fra Alle , uden en eneste klar Tanke , nedsunken som i et Hav af Forvirring . Alt var blevet ligesom rystet sammen i ham : hans Beslutning at ville leve som i fordums Dage , at søge Ro og Sammenhold ved at studere , ved digterisk Beskæftigelse og ved Omgang med de gamle Kammerater fra Skolen — Alt laa som slaaet i Stumper og Stykker inden i ham , da han som en Forbryder sneg sig skulende og vaklende ombord paa Skibet i den mørke , tungsindige Morgen . Og se , da stod hun pludselig for ham i al sin selsomme , næsten barnlige Naturfristhed , som en levende Protest mod alle sygelige og svage Tanker — som et Aandepust lige ud fra Livets Sikkerhed og Kraft ! Og da han nu efter Sammenkomsten med hende after betraadte Dækket og som før begyndte at spadsere frem og tilbage , da havde han uvilkaarlig allerede rettet sin sammenfaldne Skikkelse lidt iveiret ; Skibet , de Reisende og Omgivelserne tiltrak sig noget af hans Opmærksomhed , — ja hans Fantasi begyndte endog saa smaat at lette paa de lammede Vinger og at vise ham enkelte solbeskinnede Tinder i Fremtidens Mørke . — Efter nogle Timers Forløb var Skibet i Nærheden af Udløbet , og han gik da ifølge sin Moders ønske atter ned i Kahytten forat underrette hende derom . Saaret i hendes Hoved var imidlertid blevet forbundet , hun var bleg af det lidte Blodtab , og hun laa i en let Slummer , men neppe havde hendes Søn kaldt paa hende , førend hun vaagnede med et Smil paa Læben og reiste sig fuld af Liv og Munterhed . . „ Ere vi nu ved Hals ? “ spurgte hun . „ Ja , snart , “ svarede Henrik , „ men havde Du dog ikke bedre af at blive nede ? “ „ Det kan gjerne være , “ sagde hun leende , „ at jeg havde bedre deraf , men jeg har nu mest Lyst til at gaae op paa Dækket og see paa mine Fugle ! “ Hun gjorde derpaa et kort , men dog omhyggeligt Toilette . Medens hun var beskæftiget hermed , betragtede hun sin Søn med et skjælmsk- fornøjet Sideblik og sagde : „ Men lagde min Hr . Ridder ikke Mærke til , at da jeg forestillede Dig for Kaptainen , kaldte jeg Dig Hofjunker ? “ „ Jo , “ svarede han , „ jeg hørte det nok ; men det var vel kun Spøg ? “ Da vendte hun sig helt om imod ham og sagde med en Blanding af Høitidelighed og Ironi : „ Jo , min Søn , Du er Hofjunker ! Jeg er temmelig vis paa , at Din Udnævnelse allerede har staaet i Bladene , eller den vil i alt Fald komme til at staae der enten idag eller imorgen ! . . . Det har jeg ved mine Bestræbelser udvirket for Dig ! . . . Og ikke blot Hofjunker er Du , men ogsaa Embedsmand — tænk : Volontør i Departementet for de udenlandske Sager , dog rigtignok foreløbig uden Gage , men den kan vi da skjænke dem , — vordende Diplomat , Legationssekretær eller Minister i Paris , Wien eller St . Petersborg ! “ Dette var saa ganske i Strid med den i Hjemmet fornylig fattede Bestemmelse , at han sfod som bedøvet og hørte derpaa uden at vise Spor enten af Glæde eller Deltagelse . Da sagde hun haanlig og ironisk : „ Naa , det maa jeg sige , jeg høfter just ikke stor Tak for mine Bestræbelser ! . . . Man mærker strax Søviggaards stovende Indflydelse paa Dig . Er Du virkelig allerede saa fornuftig , at Du ikke bryder Dig om at blive Hofjunker , at faae en deilig Uniform , Kaarde ved Siden og gyldne Sporer ? . . . Du er i Grunden en borgerlig Natur , min Ven , med Stof i Dig til at blive en lille skikkelig Embedsmand , som for Exempel Havnefoged eller Byfoged i Korsør eller Kallundborg ! “ „ Ja , maaske har Du Ret , “ sagde han , idet han uvilkaarlig rødmede og slog Øinene ned , dog hævede han dem atter strax efter , og det var ikke langtfra , at der blinkede et ondt Lyn i dem , da han sagde : „ Det kunde dog være , at jeg har faaet Mere af Din Natur i mig , end Du selv veed . . . Mere , end Du maaske vilde synes om , dersom Du vidste det ! “ Disse Ord saarede hende — som det før engang havde været Tilfældet — ligesom med et flygtigt Stik , og noget usikker vendte hun sig fra ham og rettede paa sin Pynt foran Speilet . Saa tog hun lidt efter hans Arm , hvorpaa de sammen gik op paa Dækket og stillede sig ved Relingen med Ansigterne vendte mod den nordlige Kyst . Da de stode der hos hinanden , fæstede de begge uvilkaarlig Øinene paa nogle høje , mørke , taagelignende Punkter — den saakaldte jydske Aas — der saa langt ude i Nord , som deres Syn kunde række , omtrent betegnede Søviggaards Beliggenhed . Henriks Ansigt antog da atter det tidligere mørke eller skumle Udtryk , Taarerne kom ham i Øinene ved Synet af disse fjerne Høje , og han sænkede sit Hoved ned mod Relingen med et sagte , vaandefuldt Suk . Da de havde staaet saaledes nogen Tid i Taushed , sagde hans Moder , dog uden at see paa ham : „ Hvorledes lever Din Fader ? “ „ Min Fader har det ret godt , “ svarede han , ligeledes uden at see paa hende . „ Det glæder mig meget at høre det , “ sagde hun livligt , „ og den gode gamle Præst ? “ „ Ogsaa han har det godt , “ svarede Henrik , men hans Læder bævede . „ Og hans Plejedatter , Din Barndomsveninde , den unge , romantiske Fiskerpige , som det forekommer mig , du har fortalt mig Noget om — er hun endnu i Præstegaarden ? “ Da bleve hans Kinder og Læber ganske hvide . Han sænkede sit Hoved end dybere ned mod Relingen , og han svarede hende ikke . Da gjentog hun , i den Tro , at han som i tidligere Tid havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse , sit sidste Spørgsmaal endnu engang , idet hun derhos rørte ved hans Arm som for at vække ham , — og da sagde han saa sagte , at hun neppe kunde höre hans Ord : „ Nævn ikke hende , Moder ! “ „ Men Gud ! hvorfor ikke ? “ spurgte hun efter nogle Øjeblikkes Taushed , forunderlig greben af Ordenes dumpe , truende Klang . Da hævede han sit Hoved langsomt op sra Relingen , vendte sig helt om imod hende og sagde : „ „ Endnu seiler der Baade paa Søviggaards Aa i de mørke Aftener ligesom . . . da jeg var Barn ! “ “ Og han blev staaende med sit dødblege Ansigt vendt imod hende , idet han saae stift paa hende . Ord kunne vanskeligt forklare den Maade , hvorpaa han sagde disse to korte Sætninger . Det var , som klagede hans brudte Liv sig derigjennem — det Onde , han havde gjort , det Onde , han havde lidt — og dog lød der ved Siden af Ordene eller som gjennem en hemmelighedsfuld Efterklang en dæmpet , hoverende Pukken eller Udfordren , som om han ved den antydede Medviden ikke blot vilde kaste Skyld paa hende , men tillige gjøre Krav paa hendes Bifald . Hun stirrede et Øjeblik forvirret paa ham , idet hun i sin Tanke hurtigt gjentog hans Ord . Da overfoer en blussende Rødme hendes Ansigt . Hun slog sine øine ned for ham , og en hemmelighedsfuld Gysen , en forunderligt stikkende Smerte rystede hende for første Gang i hendes Liv . Uvilkaarlig gjorde hun en Bevægelse nærmere hen imod ham som for at tale eller afæske ham en Forklaring , men hun standsede igjen , hun turde ikke — for første Gang i sit Liv var hun feig og bange . Og i denne for hende saa uvante Fornemmelse kastede hun instinktmæssig Sløret over sit Ansigt og gik med vaklende Skridt ned i Kahytten . Som idrømme saae hendes Son nogle Øjeblikke efter hende . Derpaa vendte han sig atter om mod Relingen og opsøgte igjen med sit Blik de fjerne Høje , som betegnede hans Barndomshjem . Saa gik han mekanisk hen i Forstavnen og satte sig ved Bougsprydet , paa det samme Sted , hvor han havde siddet i Morgensolens Glands , da han gjorde sin første Reise til Kjøbenhavn . Han søgte at tilbagekalde noget af . den Stemning , som dengang havde besjælet ham , men det vilde ikke lykkes ham — den magiske Glands , der da laa over Alt , hvorhen han saae , og som ikke var andet end hans eget Hjertes Poesi , den var nu ligesaa lidt at finde her som noget andet Sted , og i en Fornemmelse af en Slags flov Bitterhed mod sin Moder , mod sig selv og mod hele Tilværelsen lukkede han øinene for om mulig at falde isovn og glemme Alting . Dette var ogsaa omtrent lykkedes ham , da han pludselig sirækkedes op ved en næsten ørededøvende Brusen som af et Tordenveir . Skibet var nemlig nu kommet ud af Fjorden og passerede de Sømærker , som hans Moder før havde omtalt som de mange Vandfugles Opholdssted , og som hun havde ønsket at være nærværende ved . Disse Fugle lettede nu alle — forstyrrede i deres Ro af Dampskibets Hjul — og svævede en kort Tid som tætte Skyer omkring Skibet . Som ivrig Dyreven og Jæger ligesom sin Moder var han ingenlunde uimodtagelig for dette livlige Skue , og han stod og saae med Interesse efter Fngleskyerne , saalænge de vare at øine ; og han kom derved atter sin Moder ihu , som havde forudsagt , at dette Skuespil vilde vise sig , og talt med saamegen Glæde derom , — og nu rørtes han uvilkaarlig af denne hendes Glæde , af det barnlige Sindelag , som den gav tilkjende , af den Aandsbeslægtethed med ham selv , som den røbede ; og medens ved dette enkelte Træk af hendes Natur , — hvortil Indtrykket af den begejstrede Skildring , Kaptainen fornylig havde givet ham af hendes hensynsløse Dristighed ligeoverfor de vilde Heste , i øjeblikket knyttede sig , — hele hendes storartede , livskraftige Billede traadte frem for ham : da var det , som om Bitterheden imod hende paa hemmelighedsfuld Maade opløstes eller mildnedes hos ham og gav Plads for en ejendommelig Følelse af vemodig Beundring . Og han gav sig til at vandre frem og tilbage paa Dækket med dette Billede ligesom svævende foran sig , og han stirrede paa det med en Følelse , beslægtet med den , hvormed han havde betragtet de høje Bjerge og de brusende Vandfald og det Dyb , hvorover han nu færdedes — en Følelse paa eengang af Gysen og af Sympathi for den mægtige , ubetvungne Naturkraft . Hele Dagen viste hans Moder sig ikke paa Dækket , og af en vis Undseelse eller Fortrydelse , — eller hvorledes en saadan blandet og for ham selv uklar Følelse vel skal betegnes , — opsøgte han Heller ikke hende . Først da Skibet sent om Aftenen lagde til ved Toldboden i Kjøbenhavn , indfandt han sig i Kahytten og underrettede hende derom . Hnn stod da fuldt paaklædt og endnu med tilsløret Ansigt , tog uden at tale hans Arm og steg op paa Dækket ved hans Side . Medens Reisetøjet samledes , forholdt hun sig ligeledes taus og ubevægelig — hvad der ellers saa ganske stred mod hendes Natur — og var i det Hele saa forandret , saa mat og død i al sin Færd , at Henrik havde en uhyggelig Følelse af , at hun var bleven som en hel anden Person , og han grebes af Forfærdelse ved Forestillingen om , hvorledes en saadan Natur som hendes vilde komme til at see ud , naar den mistede sin kraftige Harmoni og rolige Overlegenhed , — og det var næsten med Skræk , at han tænkte sig Muligheden af , at han selv havde bevirket dette . Denne usædvanlige Taushed vedblev hun at iagttage saavel under Iland- , sætningen som under Hjemkjørselen ; men han Mønnede dog vel as noget ligesom Bedende , Ømt eller Ydmygt i hendes Bevægelser , at det ikke var Vredens Taushed , der var over hende . Først da Vognen holdt udenfor Porten til den store Gaard i Amaliegade , og ban tog Afsked med hende , da takkede hun ham kjærligt , men med en forunderlig svag eller brudt Stemme — Virkningen af den Uro , der pludselig som et Lyn var slaaet ned i hendes Sind , og som fra det Øjeblik af aldrig skulde forlade det mere ! Det var høit opad Formiddagen , da Henrik vaagnede den følgende Dag . Hans Vært , en yngre Embedsmand , hos hvem han beboede tre smukke Værelser , havde allerede flere Gange i Løbet af Morgenen været i hans Sovekammer for at see , om han var vaagen , og for i saa Fald at være den Første til at lykonske ham i Anledning af Udnævnelsen , som havde staaet i Bladene den foregaaende Aften . Da Henrik imidlertid vedblev at sove , vilde han ikke vække ham , men nøjedes med at lægge Berlingske Tidende paa et Bord foran Sengen paa en saa iøinefaldende Maade som muligt , hvorpaa han gik til sine Forretninger . Forfumlet og forvirret af de foregaaende Dages stærke Sindsbevægelse , vaagnede Henrik endelig op af en tung , dødlignende Søvn , saae sig omkring og vidste i Begyndelsen ikke , hvor han var , — ja neppe engang ret , hvem han selv var . Besindelsen begyndte dog strax lidt efter lidt at vende tilbage , og medens den paa sin fremskridende Gang belyste det ene Punkt efter det andet i hans Bevidsthed , havde han en Fornemmelse , som om han modtog det ene Stik efter det andet . Da dette ikke var nogen videre behagelig Maade at begynde sin Dag paa , tog han sig sammen- og søgte med Magt at holde Tankerne borte fra de Punkter , hvorfra disse ubehagelige Stik gik ud , — hvad der ogsaa efterhaanden lykkedes ham ; og da det forekom ham , at det at staae op og klæde sig paa vilde understøtte ham i disse Bestræbelser , saa gjorde han nu dette . Herved fik han øje paa Avisen og skjønnede af den Maade , hvorpaa den var lagt , at hans Opmærksomhed skulde henledes derpaa ; han anede , at det var , fordi hans Udnævnelse fandtes deri , og da dette var et af de Punkter , som ved hans Opvaagnen ikke havde stukket , — ja , som tvertimod havde formaaet at fængsle ham med en vis Intæresse , — saa skyndte han sig med at finde Stedet . Io , der stod det ganske rigtigt : „ Under samme Dato er endvidere Hr . Henrik von Grubbe af Stamhuset Søviggaard i Vendsyssel , af Hs . Maj . Kongen over begge Sicilier benaadet med den Hellige Ferdinands Orden af tredie Klasse , allernaadigst udnævnt til Hofjunker med Rang i femte Klasse Nr . 4 , samt derhos tillige ansat som , Volontør under Departementet for de udenlandske Sager . “ „ Ser vi det ! “ — sagde han ved sig selv , idet han foldede Bladet sammen og begyndte at gaae langsomt frem og tilbage — . „ saa forholdt det sig altsaa dog rigtigt , som min Moder sagde ! . . . Hofjunker og Volontør i Departementet . . . saa kan jeg jo ikke læse til Examen , naar jeg skal besørge min Tjeneste i et Kontor . . . og maaske endogsaa kommer til at reise til Paris , St . Petersborg eller Wien , som min Moder jo sagde . . . Ja , gjerne , gjerne vil jeg reise igjen . . . langt bort herfra ! . . . Til Gala er det vist rød , guldbroderet Kjole , trekantet Hat , Kaarde og Sporer ! . . . Det maa klæde mig fortræffeligt til min kraftige Figur . “ Og han betragtede med Fornøjelse sin velproportionerede Skikkelse i det store Paaklædningsspeil . Men derved kom han tillige til at see sit blege Ansigt , der bar tydelige Spor af hans Sinds Lidelse og Forvirring : de stikkende Punkter i hans Bevidsthed begyndte atter at hæve sig frem for ham , og med et Udtryk af Smerte og Afsky vendte han sig bort fra sit Speilbillede og gav sig paany med en feberagtig Uro ifærd med sin afbrudte Paaklædning . Neppe var han bleven fuldstændig færdig hermed , førend det ringede sagte og beskedent paa hans Dør , og ind traadte — paa eengang ydmyg og høitidelig — hans Sfræder , af hvis Mund han saaledes fik den første Lykønskning at høre . Denne brave Kunstner havde skyndt sig før at blive den Første til at faae Bestillingen paa de nye , kostbare Uniformer , søm Henriks Udnævnelse nu gjorde nødvendige , og med et bedaarende Smil fremviste han in Mbitz forskjellige unge Hosjunkere paaklædte saavel til Gala som til Hverdagsbrug . Der udspandt sig nu en længere og for begge Parter interessant Samtale angaaende dette Emne , under hvilken det lykkedes den erfarne Skræder saaledes af opegge Henriks allerede ved selve Udnævnelsen stærkt opblussende Forfængelighed , af det var med sand Tilfredssfillelse og uden Spor af ironiske Fornemmelser , af han hørte Sfræberens Slutningsreplik , — den han fremsagde , staaende i Døren , med Haanden høitideligt lagt paa Hjertet — : „ Jeg sætter ti Svende til det , imorgenaften skal Hofjunkeren have dem begge , eller jeg for evig vil ansees for uværdig til min Titel af Hofsfræder ! “ — — Og saaledes stete det da , af den Beslutning , hvori hans urolige Hjerte havde fundet Lindring i de sidste Dage forinden Afreisen fra Hjemmet , Beslutningen af ville leve ensomt og af hengive sig til et virkeligt Studium under Omgang med de gamle Kammerater fra Skoletiden — den var nu fuldstændig opgivet , ja , ligesom blæst bort , nærmest velsagtens paa Grund af hans udvortes forandrede Stilling , men ogsaa fordi han , — efter hvad der var passeret den sidste Aften i Hjemmet , —havde en saa levende Følelse af sit Sinds Opløsthed eller Sønderrevethed , at Tanken om Ensomhed og den Art af Anstrengelse , som et Studium fordrede , var ham utaalelig . Og neppe otte Dage vare gaaede efter hans Gjenkomst til Hovedstaden , førend han havde kastet sig ind i Selskabslivets Tummel med en ganske anden Lidenskab end tidligere paa Grund af , hvad der nu deri skulde døves og glemmes . Og Heller ikke varede det længe , før han følte en Tilfredsstillelse , ja en Slags Lykke ved dette Liv . Der var nøget særeget Bindende , Indtagende , ja Bedaarende udbredt øver ham —nu endogsaa mere end tidligere . Hans fuldt udviklede , kraftige Skikkelse i Forening med hans skjønne , næsten kvindelige Ansigt , hvilket et Udtryk af Tungsind eller Lidelse aldrig ganske forlod , frembragte en mærkelig og forunderligt rørende Modsætning , — ja selve hans Karakters Lammelse lige i Begyndelsen af dens Udvikling , dens Mangel paa Kraft og hans egen Følelse af , at han ligesom svævede i Tilværelsen uden at være rodfæstet nogetsteds , bevirkede , at hans hele Fremtræden havde noget selsomt Blødt , og forlenede ham med en — saa at sige — Svaghedens eller Uselvstændighedens Ynde , der i de Kredse , hvor han især færdedes , gjorde ham til en saare usædvanlig Ynglingsskikkelse , hvem Manges Hjerter , og især Damernes , sympathetisk skoge imøde . Han havde i den første Ugestid endnu ikke besøgt sin Moders Hus , ikke , fordi han nu havde erhvervet sig ef klart Syn paa hende eller paa den Indskydelse , hun havde udøvet paa ham selv , — dertil var den gjennemgaaende Usikkerhed i hele hans Væsen , som netop var bevirket ved hende , endnu altfor stor , — men dels var det hans Optagelse i Hofjunkeriet , som var Skyld deri , og dels var det den samme Følelse af ef Slags Frygt eller Undseelse , som allerede paa Skibet havde forhindret ham i at opsøge hende i Kahytten , efterat den selsomme Scene havde fundet Sted imellem dem . Tilmed havde han været ganske sikker paa , at han vilde træffe sammen med hende i det allerførste større Selskab , han besøgte , hvorved denne Generthed eller Undseelse vilde være mindre følelig , end om han første Gang traf hende i Enrum ; men skjøndt han alt havde været i flere større Selskaber , havde han dog endnu — som sagt — ikke set det mindste til hende . Heller ikke hendes Mand , Baronen , viste sig i denne Tid paa Selskabslivets Horisont ; men Grunden hertil -var ham bekjendt . Denne vældige Person havde nemlig først paa Foraaret haft et Anfald af Podagra , under hvilket han dog vedblev at tage lige rigeligt til sig baade af Æde og Drikke , hvorved Podagraen følte sig saa krænket , at den gik op i Hovedet paa ham , en Flytning , der virkede saa fordærveligt , at han pludselig , som han en Dag sad og døsede efter en dygtig Frokost , ramtes af et apoplektisk Tilfælde og faldt ned under Bordet , hvor han blev liggende bevidstløs over en Time , da tilfældigvis Ingen kom tilstede i saa lang Tid . Alligevel viste han dog netop derved sin ualmindelige Natur ; thi hvad der sikkert vilde have slaaet enhver Anden rent ihjel , det formaaede hos ham kun at frembringe en partiel Lammelse , der endog — omend langsomt — efterhaanden ganske forsvandt . — Endelig — efter mere end en Maaneds Forløb — traf Henrik sammen med sin Moder i et Selskab , som en af de fremmede Magters Gesandter gav i Anledning af sin Souverains Fødselsdag , og hvortil det ansaaes for noget meget Stort at være indbudt , og det slog ham strax , allerede inden han nærmede sig og hilste paa hende , at der maatte være foregaaet en stor Forandring med hende . Da hun saae ham , bemærkede han , at hun skiffede Farve og gjorde en Bevægelse , som om hun vilde reise sig og gaae bort ; men efter en synlig Kamp med sig selv blev hun siddende , ventende hans Nærmeste og Hilsen . Den officielle Høflighedsstils Talemaader hjalp dog saavel ham som hende over dette Punkt , og ingen af de Tilstedeværende mærkede , at der stod Noget imellem Moder og Søn . Uagtet det fornemme Selskabs inciterende Virkning paa ham , havde han dog flere Gange sundet Leilighed til , ubemærket af hende , at 224 betragte sin Moder , og han blev kun derved endnu yderligere bestyrket i sin Formodning om , at der maatte være kommet en stærk Bølgegang i hendes Sind . Hnn , som han altid før havde truffet i den ønskeligste Ligevægt , af en humoristisk-overlegen , lidt ironiserede Natur — paa hendes Ansigt kom nu Udtryk af de mest forskjellige Sindsbevægelser tilsyne paa den forunderligste Maade : Munterhed , der syntes at være forceret , Ydmyghed , Skyhed og saa igjen en vis udfordrende Trods i stadig Afvexling med hinanden ! — Og uagtet der ikke havde været Spor af Vrede i den Maade , hvorpaa hun optog hans Tiltale og Hilsen , saa havde han dog følt sig saa uhyggelig greben af det ligesom Sky og Frygtsomme i hendes Væsen , da hun vexlede det Par Repliker med ham , at han havde en Fornemmelse af , at han under en fornyet Samtale og især i Enrum med hende vistnok selv vilde være overmaade forlegen og trykket , — og derfor besluttede han , at han indtil videre ikke vilde besøge hende eller gjøre Noget for at træffe sammen med hende , medmindre hun selv tilkjendegav ham sit Ønske om en Sammenkomst og en Forklaring . Men den største Del af denne Sommer — i hvilken han selv fløi fra det ene Selskab til det andet paa Landstederne i Kjøbenhavns ' Omegn — gik hen , og hun tilkjendegav ham intet saadant ønske , og det skjøndt hun selv tilbragte denne Sommer tilligemed sin Mand paa en af Villaerne ved Bagsvær Sø . Her , paa dette deilige Sted , tilbragte hun en Tid , ensomt og sørgeligt som aldrig før i sit Liv , et Bytte for forvirrende , stedse tilbagevendende Kampe , som med hele Nyhedens Styrke rasede i hendes Bryst : „ Havde hun fordærvet fin Søn ? . . . Fordærvet ? . . . Var hun da selv fordærvet ? . . . Ja , hun havde med hele sin ubetvungne Naturs Frihed og tillige med en vis aristokratisk Følelse set paa , hvad hun kaldte de spidsborgerlige Forhold i Livet , og aldrig ret betragtet disse som sig vedkommende . . . men var hun derfor fordærvet ? Og havde hun ved at være saadan . . . ved i saa Henseende kun at følge sin Tilbøjelighed . . . fordærvet sin Søn , sin unge , uskyldige Søn , som saa glad og tillidsfuld var kommen til hende og havde viist hende en saa rørende Kjærlighed ? “ Og da nu Reflektionen , der maaske paa Grund af hendes mærkværdige Naturfriskhed saa at sige havde slumret i hele hendes tidligere Tid , først eengang ret tilgavns var bleven vakt og med overvældende Styrke henledet i denne Retning , saa gav den hende heri en forunderlig isoleret Skarpsindighed , der tvang hende til idelig og idelig at gjøre sig selv til Gjenstand for en pinefuld Selvbeskuen — og da kom hende saa Mangt og Meget ihn , som hun , da det skete , neppe havde lagt Mærke til , men som nu stedse vendte tilbage i hendes Tankegang , ligesom med Krav paa at fortolkes paany — paa en anden Maade end tidligere . Hertil henhørte for C^ . Tanken om hendes Søns første Sammenkomst med hende , efterat han var bleven Student , Tanken om , hvorledes han var standset midt i sin stormende Glæde , undselig , rødmende og ligesom lammet . Hun tænkte paa , hvorledes hun dengang havde fortolket dette som et Træk af ungdommelig , landsbyagtig Generthed , men — — havde det ikke snarere været , fordi han undsaae sig . . . undsaae sig paa hendes Vegne . . . ved at see hende saa ungdommelig paaklædt og . . . saa blottet ? — Og hun maatte fremdeles tænke paa det Udtryk af Angst eller Lidelse , som hun saa ofte havde iagttaget hos ham , især i den første Tid efter hans Komme til hende , og hun spurgte sig selv , om Grunden hertil maaske havde været den , at hans Natur oprindelig var forskjellig fra hendes — svagere , men tillige finere , aandigere , renere , og at denne Lidelse hidrørte — ikke fra Følelsen af at mangle selskabelig Anstand og Bevægelighed , hvad hun dengang havde antaget , men fra Forargelsens Følelse . Og da kunde undertiden i forfærdelige , dæmrende Anelser eller Syner hele Sandheden vise sig for hende — hele hendes usalige Indvirkning paa ham ligefra det Øjeblik , hun mødte hans barnlige Blik i det dunkle Kammer paa Søviggaard , indtil den Stund , da han saae hende dandse den skjæbnesvangre Dands igjen , da han forlod hendes Balsal , støttet af en Kvinde , der var af samme Natur som hun selv , og lige til det nærværende Øjeblik , hvori hun følte og led dette . Saaledes var nu den Ulykkelige bleven rammet , rammet i sin Søn , netop i det Eneste , hvori hun kunde rammes : fordi hun elskede ham — elskede ham med det , der i hende selv var Renest og Bedst ! Og til denne Uro kom nu , eller rettere : med denne Uro var forbunden en Følelse af Feighed , der , fordi netop den var hendes oprindelige Natur saa fremmed , voldte hende en stedsevarende , selvspottende Kval . Hun var bange — bange for ham , bange for at see ham , bange for muligvis at læse Foragt eller — hvad der endnu var værre — den forfærdelige Hoveren i hans Blik eller høre den i hans Tale , bange for paa en eller anden Maade at see Spor af „ Fordærvelsen “ hos ham , og paa samme Tid vaandede hun sig af Smerte , fordi han ikke af sig selv kom til hende ! Saaledes var denne saa kjække , livskraftige og harmoniste Natur i Løbet af kun een Sommer for- , vandlet til et lunefuldt , fortvivlet og i sit Indre oprevet Væsen , der vel sfundom endnu — tvungen af sin oprindelige Naturs Selvopholdelsesdrift — kastede sig ind i Livet for at smage Nydelsen og Glæden som før , men kun for derefter at føle Forvirringen og Frygten saa meget desfo pinefuldere , — ja , naar hun saaledes atter havde vovet sig ud i Livet , blev hun stundom set at kaste sig ned paa Jorden under Graad og vilde Skrig paa mørke , afsides Steder i Skoven og ved Søen , hvor hun troede sig ene . Især var hun Gjenstand for saadanne Sindslidelser , naar hun paa disse Besøg i „ Verden “ havde set sin Søn eller hørt tale om de talrige Erobringer , han gjorde i den Verden , hvori han nu færdedes tidligt og silde , i den Verden , hun selv tilhørte , og hvori hun selv havde indført ham . Og da maatte hun med Gysen mindes Scenen i sit eget Hus , da hun selv opfordrede ham til at forelæse Noget , og han da læste : „ Den ottende Søn . “ Med hvilket Udtryk havde han ikke læst dette Digt ? Med hvilken forunderlig Angst og Gru ? Havde det ikke lydt , som var det om ham selv , han læste , og om hende , den unaturlige Moder ? . . . Og var dette nu ikke blevet sandt ? . . . Havde ikke ogsaa hun ligesom Moderen i Digtet forladt eller offret sin Søn , og vilde ikke ogsaa hendes Søn engang komme til hende og sige : „ Du var mig ret aldrig en Moder god , Thi drikker jeg nu Dit Hjerteblod ? “ Da kunde hun stundom , i Følelsen af af være bleven saa forandret , saa borgerlig-følsom , saa jammerlig , saa feig , udbryde i sønderrivende , selvspottende Latter , — medens til andre Tider den Tanke med feberagtig Heftighed opstod hos hende , af hun maatte , hun vilde tale med ham , bede ham , bønfalde ham , advare ham ! Men — — med hvilken Myndighed , paa hvilken Grundvold skulde hun kunne tale herom og med ham ? Foran disse Spørgsmaal maatte hendes Reflection standse , og den vendte sig indad mod hende selv , mod hendes egen Kraft , som den fortærede langsomt , men sikkert , som Slangen sit tilslimede Bytte . Bien fkjondt hun saaledes i Virkeligheden var bleven saaret paa det Smerteligste i Det , der hidtil havde udgjort det Ejendommelige i denne Kvindenatur , hendes uforstyrrelige Sindsligevægt , hvorved en forunderlig , næsten barnlig Naturfriskhed havde kunnet vedblive af være over hende , trods hendes Alder , trods Alt , hvad hun havde oplevet og syndet : saa var dog denne hendes oprindelige Naturkraft endnu langtfra ikke kuet , ja , den var endnu stærk nok til af optræde ligeoverfor disse Sindslidelser med dæmonisk Haardhed og Trods . Som hun i hele sit Liv havde været haard overfor enhver legemlig Lidelse og Anstrengelse og aldrig villet bøje sig for den , saaledes vilde hun nu eiheller ret bøje sig for denne aandelige Lidelse , hvor stærkt den end betog hende . ' Intet Menneske skulde ane , hvad hun led . Den Verden , som havde set hende saa kjæk , kraftig og fri , med Foragt trodsende , hvad hun havde anset for og kaldt dens smaalige , spidsborgerlige Fordomme , den skulde aldrig faae Leilighed til at spotte hende , eller — hvad hun ansaae for det Værste af Alt — til at ynkes over hende ved at erfare , at hun selv havde maattet give sit Liv et Øementi . Blot Stoltheden og den ydre Anstand bevaret ! saa var endnu ikke Alt tabt . Og dette var Grunden til , at hun efter at have tilbragt Somren og Efteraaret lige til ind i Vintren ved Bagsvær Sø , fjernede sig endnu længere fra Verdens Skueplads og tog Ophold paa en af sin Mands Gaarde i Horsensegnen under Paaskud af at have Indseende med dens tilbørlige Orden og Drift . — Og da den Angst , hun følte , ingenlunde var en Angst i religiøs Forstand , Frygt for Gud eller Bedrøvelse over sine Synder , men væsentlig kun en Slags Mennesfesrygt , Frygt for det ene Menneskes Skyld , som hun elskede , saa var dette maaske den nærmeste Grund til , at hun endnu var istand til at bevare sin Kraft saavel overfor andre Mennesker som overfor — Gud . Hvad Henrik Grubbe angaaer , da havde han vel i Førstningen tænkt meget over denne Forandring , der var foregaaet med hende , idet han jo ikke kunde Andet end tilskrive sig selv eller den tidtncevnte Yttring paa Skibet en væsentlig Andel heri ; men da han jo saagodtsom ikke mere saae hende , saa varede det ikke længe , førend Tanken om hende saavel som om saameget Andet begravedes i det Hav af Nydelse og stærke , berusende , nervepirrende Stemninger , hvori det efterhaanden lykkedes ham at døve eller glemme sin oprindelige Naturs dybeste Længsler . Dog var det ikke alene til Nydelsen , han hengav sig : idetmindste forsaavidt søgte han at blive sin Bestemmelse fra Hjemmet tro , at han hengav sig med al den Iver og Dygtighed , hvoraf han var i Besiddelse , til det ham som Volontør i Departementet anviste Arbeide , og da hans medfødte gode Evner og den Dygtighed i Sprog , han alt havde erhvervet sig , her kom ham meget tilgavn , fandt han ikke blot selv Glæde ved sin Ansættelse , men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at blive anset af sine Foresatte som en til saadanne Forretninger særdeles skikket ung Mand . — Og heraf fulgte , at , da han havde været ansat et halvt Aarstid i denne Post , havde han ikke megen Vanskelighed ved at faae den ombyttet med en lignende ved et af de danske Gesandtskaber i Udlandet . Siden han sidste Gang var i sit Hjem , var der Noget i ham , der jevnlig tilskyndte ham til at søge at komme bort — langt bort — derfra , og da Neapel og Opholdet i denne By i høi Grad havde tiltalt ham , da han var der med sin Moder og hendes Mand , vil det kunne forstaaes , at han nu med Iver benyttede sig af den Yndest , han havde erhvervet hos alle sine Foresatte , til at erholde en lignende Ansættelse hos den danske Ministerresident i Neapel , da netop en saadan var bleven ledig , — en Begjæring , der saameget lettere blev opfyldt , som han kunde gjøre Afkald paa alle Rejseomkostninger saavel som foreløbig paa Gage , medens dog den officielle Ansættelse og det dermed forbundne Arbeide gav ham selv et Hold eller Støttepunkt i den virkelige Verden , uden hvilket han ligesom manglede Mod til at begive sig ud . — Som Følge af den Frygt , han nu nærede endog for den blotte Tanke om sit Hjem , havde han afbrudt sin Forbindelse dermed , saameget det var ham muligt , og de faa Linier , han var nødt til at skrive til sin Fader , var det ham en ligefrem Lidelse at faae affattede . Iøvrigt var hans Fader godt fornøjet saavel med hans Ansættelse i Departementet som med Udnævnelsen til Hosjunker , og han var særdeles villig til at udrede de Summer , der vare nødvendige til hans Ekvipering i Kjøbenhavn og senere til Reisen og Opholdet i Neapel . — Den gamle Præst havde hele denne Sommer ikke staaet i nogensomhelsf Forbindelse med Henrik , da han kort Tid efter dennes Bortreise faldt i en smertefuld Sygdom , der i over et Aar holdt ham fængslet til Sengen — derfor havde den ældre Grubbe nu selv maattet skrive til sin Søn , og det viste sig da , at han uden Skade kunde skrive Breve og det endogsaa lange Breve , hvilket lod til at forundre og fornøje ham selv meget . Med sin Moder kom Henrik ikke til at tage personlig Afsked , skjøndt det havde været hans Hensigt at overvinde den Generthed , han endnu stedse følte ; men Grunden til , at det desuagtet ikke slete , var den , at Skibet , hvormed han skulde afgaae til Kiel , kom til at seile en Dag tidligere , end det oprindelig var bestemt , og han havde opsat Besøget hos sin Moder til den sidste Dag . Han maatte da nøjes med at tilskrive hende et Afskedsbrev fra Kiel , et Brev , hvori Meget af hans fordums saa store sønlige Kjærlighed endnu engang kom tilsyne . — Da han før anden Gang nærmede sig til det vidunderlige Neapel — paa et fransk Dampskib fra Marseille — var det Aften , fuldkommen stille Veir og Maaneskin , og han sad paa Bougsprydet , fortabt i Skjønheden og Stilheden og dog tillige forunderlig trykket deraf . Thi vel var af alt det Medfødte hos ham hans dybe Kjærlighed til og stærke Forbindelse med Naturen saavelsom hans egen gaadefulde Fornemmelse heraf Øet , der endnu var tilstede i størst Oprindelighed , men selv denne Følelse var dog nu en anden , end den tidligere havde været . Øet var ikke mere en Følelse paa eengang af dyb , kvægende Harmoni med Alt og af drømmende , romantisk Længsel , som da han befandt sig paa Overgangen mellem den barnlige og den voxne Alder i den sidste Tid , før han kom i Latinskolen ; nu — efterat den dybe indre Sønderrivelse var opstaaet i ham — nu kunde denne , den blideste Følelse , han havde kjendt , stundom optræde som noget for ham selv næsten Dcæmonist-Uhyggeligt , snart udøvende en Slags tvingende Magt over ham og snart paavirkende ham paa forunderlig Maade — hemmelighedsfuldt , anelsesfuldt varslende , saaledes som det af det Følgende vil sees . Og derfor sad han der paa Skibet i den stille Aften og følte den ham omgivende dybe Fred som en Smerte i sit eget Bryst , — se , da lyste et rødligt , flammende Skær udover den maanelyse Golf , og en fjern , dundrende Bragen lød som op fra Havets Dyb . „ Det er Bjerget , det er Vesuv , som er i Udbrud , “ lød det da over hele Skibet . Og det var saa . Og nu fulgte det ene Udbrud efter det andet med kortere og kortere Mellemrum . Hvilket Syn ! Hvilke Farvers Spillen over Land og Vand ! Hvilke selsomme Overgange mellem Lys og Mørke ! Hvilke hemmelighedsfulde Drøn gjennem den zittrende Luft ! — Dybt aandende , med blege Kinder og høit bankende Hjerte sfod Henrik Grubbe og betragtede dette for ham ukjendte Naturoptrin . Gjennem de fine Næseboreder ligesom paa den fyrige Hingst vexelvis udvidede sig og trak sig sammen , inddrak han som i Feber Beruselse og dcemonisk-forvildende Tanker af den ildfarvede Atmosfære , som han indaandede . Det gjennembævede ham , det rørte ham , det forfærdede ham , og — det talte tillige paa hemmelighedsfuld Maade til noget Beslægtet i ham selv , han vidste ikke selv ret , hvad det var , men — da forekom det hans blændede Syn , at den italienske Primadonna fra hans Moders Bal svævede forbi ham i den brændende Luft . . . og hun fulgtes af andre skjønne Kvindeskikkelser , som han havde elsket . . . og da Mørket og Stilheden atter indtraadte , da forekom det ham , at han saae sig selv i det dybe Morke , men omgiven af en ildfarvet Glands , staae yderst paa Landingsbroen ved Aaen i hans fjerne Hjem , og han syntes atter at høre Aareslagene fra Amines Baad og den hemmelighedsfulde Hvisken i Sivene , da de bøjede sig for den ! — Og da han noget efter Midnat steg iland paa den mørke og endnu af og til ligesom sagte zittrende Jord , selv bævende som Jorden , hans Moder , da havde han en Fornemmelse , som brændte der en Vulkan i hans eget Indre , hvis Ild Alverdens Vande ikke kunde udslukke . — Vesuv vedblev i Løbet af hele denne Vinter at være urolig , og — som sædvanligt under saadanne Omstændigheder — vare Veirforholdene i det Hele ligeledes af en usædvanlig Beskaffenhed . Flere Dage itræk kunde Himlen være overtrukken af lavt drivende , blygraa Skyer , medens en hed og næsten aandedrætstandsende Scirocco blæste ; saa kunde Vinden springe om i Nord og pludselig bevirke et Temperaturfald paa fjorten til femten Grader . Til andre Tider opstode i et Nu og uden ringeste foregaaende Varsel forfærdelige Orkaner , ledsagede af de voldsomste Tordenveir , hvorved mange Mennesker saavel paa Søen som paa Landet satte Livet til , — og saa kunde et saadant Oprør ligesaa hurtigt stilles igjen , og hele Naturen hentrylles i en Ro , Høihed og Skjønhed , der da næsten havde noget Vidunderligt , ja Trolddomsagtigt ved sig , paa Grund af den saa brat indtraadte Forandring . Disse Naturphænomener vare saa usædvanlige , at selv de lette Sydlændere , der som oftest mindre end de nordlige Folkeslag mærke Slægtskabet eller den hemmelighedsfulde Forbindelse med Naturen , sølle sig paavirkede deraf . Ja , det var , som om det Vulkanske eller Elektriske i Atmosfæren forplantedes til Menneskene , hos hvilke der idetmindste kom noget Usædvanligt frem , der gav sig tilkjende som en forunderlig rastløs Bevægelsesdrift , som en forhøjet Modtagelighed ligeoverfor alle Sandseindtryk og som en deraf følgende Svækkelse af den aandelige Kraft og Besindighed . Hos dette , ved den sloppende Troeslære og den slette Regering enerverede og nu maaske tillige — ved den ovennævnte Indvirkning — endmere ophidsede Folk , tilbragte Henrik Grubbe Vinteren og en Del af den paafslgende Sommer i den livligste Omgang med Folk af alle Stænder saavel i Byen som paa Landet , velset og yndet , hvorsomhelsf han viste sig , og — forgudet af Kvinderne ! Og da lykkedes virkelig Det , som havde ligget til Grund for hans Drift efter at komme bort , langt bort , fra sit Hjem — det lykkedes ham nu virkelig en hel Vinter og en Del af den paafslgende Sommer — nemlig at glemme sig selv , og i den fuldstændigste Hengivelse til Alt , hvad hans brændende Natur — de i hans Indre løsladte Dæmoner — fordrede Næring og Mættelse af , at fornemme en Harmoni , en Sindsro , som han vel følte , der ikke maatte røres ved eller tænkes paa , men som dog var større , end han nogensinde i sin egentlig voxne Alder i saa lang Tid havde været i Besiddelse af , og som gav hans hele Personlighed et Præg af Djærvhed , ja selv af Humor , hvorved han paafaldende mindede dem , der her havde kjendt hans Moder , om hende . Da ophørte — henimod Somrens Midte — Vesuvs Udbrud , Bjerget blev atter roligt , saa roligt , at end ikke den mindste Røg viste sig over dets Krater , og samtidigt hermed antog ogsaa alt Øvrigt i Naturen den for disse Egne sædvanlige Tilstand : hele den lange Dag skinnede Solen fra den fuldkommen skyfri Himmel , og Golfens Bølger sloge med sagte Susen ind mod de blaanende Strande . Og da var det , som om den fortærende Ild ligeledes var udslukt i hans Bryst , uden at dog Naturens paafølgende Ro derved tillige kom til at udstrække sig til ham — tvertimod : han havde en forfærdelig nedknugeyde Fornemmelse , som var han nu selv ikke andet end en udbrændt Vulkan , tom , kold , ensom og mørk . Lidenskabens Spændkraft forlod ham , Djærvheden forsvandt , en dødelig saavel legemlig som sjælelig Nedstemthed betog ham , den gamle Sindsuro indfandt sig atter og dennegang i Følge med en pinefuld , fortærende Længsel — hvorefter ? — det vidste han ikke ret selv , og dog forekom det ham , at det var efter Noget i Fødelandet , i Hjemmet , han længtes . . . Og dog , hvorledes skulde han kunne længes efter Hjemmet , han , som med en Følelse af Befrielse var saa at sige flygtet derfra for saa kort Tid siden ? Saaledes spurgte han sig selv , men ikkedestomindre gik det mere og mere op for ham , at det dog vistnok var mod Hjemmet , hans Sind stundede , skjøndt denne Tanke ligesaalidt som nogen anden kunde blive ham klar i den opløste Sindstilstand , hvori han gik omkring , og hvori han ikke engang havde Energi nok til at besørge sine faa og lette Embedsforretninger . I en saadan Forfatning havde han befundet sig i længere Tid ; han , som forhen var Sjælen i alle Selskaber , i alle Lystpartier , han afslog nu haardnakket enhver Indbydelse , og Tilværelsen syntes ham idethele at være taaleligst , naar han var ganske ene i sine Værelser eller vankede omkring udenfor Byen paa et eller andet afsides Sted . Som han saaledes en Eftermiddag , paa eengang sløv og fuld af Uro , vandrede frem og tilbage i sine Værelser — han boede i Nærheden af den lille Kirke Sta . Lucia , lige ved Havet , kun adskilt derfra ved Gadens Brede — bragtes der ham et Brev fra Hjemmet , hvorfra han ikke i lang Tid havde hørt Noget . Brevet var meget stort og tykt og daarligt sammenlagt , og da han kastede Øinene paa de stive , gammeldags Skrifttræk , hvormed Navn og Adresse med megen Nøiagtighed var skrevet , strømmede Blodet ham saa stærkt til Hjertet , at han neppe formaaede at drage sin Aande . — Han brød Brevet med skjælvende Hænder og læste : „ Søvig Præstegaard den o . s . v . Længe har jeg villet skrive Dig til , og længe har jeg og ( hvad mit Befindende angaaer ) fuldtvel været dertil istand ; men hvad kunde jeg , eller hvad turde jeg skrive ? Thi et Sind som Dit er mig i min nærværende høje Alderdom ei mere klart , og maaskee kunde jeg gjøre Ondt værre . Dog , Henrik Grubbe , hvorledes end Din Hu er vorden , hvor forvildet end Dit Hjerte maatte være , hvor stor og fornem Du end er bleven i den Verden , hvor Du nu lever : jeg troer dog aldrig , Du ganske kan glemme , at der var en Tid , da Du var som mit eget Garn , da Du sad paa disse mine Knæ og kaldte den gamle Præst for Din kjære Fader ! Tænk paa den Tid og anerkjend herved min Berettigelse , ja min Pligt nu at tale som Fader til Dig , da Din rette , virkelige Fader ei er dertil istand , og desuden mangler fornøden Kundskab om Dig og Din Færd . — Vide maa Du da nu , Henrik Grubbe ! at mig i de senere Tider er . berettet , at Du er vorden en Pigejæger ! en Forfører af Kvinder ! Jeg anede alt Dit Sinds Forvildelse , da Du sad ved dette mit ringe Bord og talte med en saa forandret Stemme , og Dit forhen saa frimodige og blide Oje var vorden sky og formørket . Gud er mit Vidne , og Du veed det og selv , af jeg dengang forsøgte af tale Dig til Hjertet , paa det af Du muligviis maatte faae Sind til af aabenbare Dit Indre for mig , men mig fattedes Evne og Forstand ( ikke Kjærlighed , nei , ikke Kjærlighed ) , dertil . Og jeg er derved med Ydmygelse og Smerte kommen til den Erkjendelse , af jeg vist i hele mit Liv har manglet Noget , og det noget Væsentligt , i af være en ret Sjælehyrde ; thi i saameget af denne Verdens Handeler , som Andre see , vide og kjende , er jeg saa forunderlig fremmed . Jeg har ( det føler jeg nu ) vistnok i hele mit Liv ikke ret kunnet see , kjende eller troe paa det Onde ! Havde jeg haft denne Evne , denne Viden , da jeg tog Dig ned paa mit Knæ hin Eftermiddag , og Dit Blik under Indflydelsen af Din Kjærlighed til mig og til dette Sted atter uden Sky og barnlig hvilte paa mig — havde jeg dengang haft denne Erkjendelse , o , min Søn , maaskee jeg da nu som en Bagvadsker havde anvendt hine Betegnelser paa Dig ! Du gaves mig i min Haand , og jeg lod Dig fare ud fra mig . Jeg har derfor bedet saa inderligt til min Gud , at han ei vil tilregne Dig Din Synd , men mig , som har fattedes Evne til at opklare og formane Dig tilbørligen , og som vistnok ogsaa maa have ladet det mangle paa ivrige og brændende Bønner for Dig . Nu derimod ( men forseent , o min Gud ! ) troer jeg vel at forstaae den Sindstilstand , i hvilken Du sidste Gang besøgte Dit Hjem . Ved Samlivet med Din ulykkelige Moder og desværre vistnok allerede dengang ved personlige Erfaringer i den Verden , hvori hun færdes , var Du bleven forarget i den Tro , som enhver ufordærvet Yngling har af Naturen , og som for Saamange er Kilden til at kunne leve dette Liv i Renhed , Kraft og Lyksalighed : Troen paa Kvinden som et højere , ædlere ja , som et guddommeligt Væsen ( en Tro , en Følelse , som er vor Aand indgivet af den gode Gud selv til Værn imod Kjødets Sands og svare Attraa . ) Og saa elskelige og gode ere og isandhed saare mange Kvinder ; ( thi Gud indgiver ikke noget Menneske en falsf Anskuelse ) , blandt hvilke Mange jeg af eget personlige Kjendskab veed at nævne min egen forlængst afdøde Hustru og min kjære Plejedatter Amine , hende , Du selv haver bragt mig . Men at Du allerede dengang maa have huset en saadan Forvildelse , en saadan Forargelse i Dit Hjerte , det er blevet mig klart , dels ved paa mit lange Sygeleje at gruble over Dit paa saa kort Tid forandrede Væsen , ved at sammenholde dette med de Rygter om Dig , som ere bragte til mig , og hvortil jeg ovenfor har hentydet , men deels og fornemmelig ved min Amine . Thi , Henrik Grubbe ! ikke vil jeg nu fortie selsomme og sørgelige Ting , som med dette mit elsfede Barn er passeret , og kan Du sige , at Du heri ikke har Lod eller Deel ? Du drages til Minde , at , da Du den sidste Gang var her i Præsfegaarden Dagen før Din Afreise , var jeg reist til Asdal for at berette en Syg . Da jeg ud paa Aftenen forlod Sygehuset , havde jeg det Uheld , at Vognen væltede ligeudenfor Gaarden , hvorved jeg stødte mig slemt , saaledes at jeg ikke kunde gaae ( ihvorvel intet af mine Lemmer var egentligen brækket eller forvredet ) , og jeg blev tillige ligesom noget forvirret i mit Hoved af det stærke Fald . De bragte mig derfor ind i Sygehuset igjen , hvor jeg blev lagt i Seng og nød ret en venlig og saare god Behandling i alle Maader , og jeg tilbragte saaledes hiin Nat udenfor mit Hjem . Øen følgende Morgen vaktes jeg ved Stemmer i Værelset , ved Siden af hvor jeg laae , og jeg gjenkjendte iblandt disse min Amines Røst . Hun forlangte med Heftighed og , som det syntes mig , med et Udtryk af Rædsel og Gru i hendes Stemme at indlades til mig . „ Han er død , jeg veed det , men I skjuler det for mig ! “ Saaledes hørte jeg blandt Andet mit stakkels Barn at sige . Da traadte Bondens Hustru tilside og lod hende aabne Dørren , og hun behøvede da kun at kaste eet Blik paa mig , som laae med aabne Øine og nikkede til hende , for at see , at det dog ikke stod saa haardt til med mig dengang . Der kom og derved et Udtryk af øjeblikkelig Glæde i hendes Aasyn , men da hun nu lukkede Dortæn efter sig og nærmede sig mit Leje , brøde Taarerne stærkt frem af hendes Øine , hvilke vare ligesom lukkede eller stærkt nedslagne , og hun satte sig som i stor Mathed eller Afkræftelse ned paa Hug foran Sengen , hvilende sit Hoved mod Sengekanten , idet hun fremdeles vedblev at græde meget veemodeligen . Jeg sagde da , at dette mit Fald med Guds Hjælp intet Videre vilde have at betyde , og at jeg følte mig saa rafl , at jeg nok troede , jeg kunde staae op og kjøre hjem med hende , og da viste sig vel igjen et Udtryk af Glæde paa hendes Ansigt , men hendes Taarer standsedes dog ikke derved . Jeg stod da ogsaa virkelig nogle Timer derefter op , og vi kjørte herhjem sammen henpaa Eftermiddagen , og jeg haabede , da jeg fremdeles paa Hjemtouren saae hende ligesom at gjøre Vold paa sig selv for at standse Graaden , at naar vi først kom hjem i den vante Ro , da vilde nok denne hendes stærke og forunderlige Sindsbevægelse ophøre . Det lod ogsaa virkelig til , da nogle Dage vare hengaaede , og det tilsyneladende viste sig , atjeg ikke havde taget nogen Skade ved Faldet fra Vognen , ( thi min Sygdom , der dog vistnok var en Følge deraf , begyndte først en Uge eller to derefter ) — det lod , siger jeg , da og virkeligen til , at hun igjen var vendt tilbage til sin sædvanlige Tilstand . Da ( det var en otte a fjorten Dage efter denne Begivenhed ) var det en Dag et usædvanlig skjønt Sommervejr med vestlig Vind , men næsten stille . Træerne stode i deres fuldeste Pragt , og Alt i Naturen var i sin første , ligesom bugnende Fylde . I Aaen stod Vandet særdeles høit formedelsf Vinterens Rigdom paa Snee og stærke foregaaende Regnskyl , idet det derhos brusede og rislede med en meget fager Klang som af en Elv eller et Vandfald . Henimod Aften , da jeg vandrede i Haven langsmed Aaen , glædende mig ved Synet af dette skjønne Vand , blev jeg Amine vaer , som sad i sin Baad , der var bunden til Landingsbroen , og søm gyngede op og ned i den stærke Strøm . Det var med Tilfredshed , at jeg saae hende være der i sin Baad igjen ; thi jeg havde lagt Mærke til , at hun i den senere Tid ikke havde nydt denne sin sædvanlige Adspredelse . Jeg nærmede mig da til hende og standsede ved hende , men hun sad i dybe Tanker og mærkede ikke noget til mit Komme , før jeg talte til hende . Da forekom det mig vel , som om hun gyste eller ligesom foer sammen ; men jeg lagde i Øjeblikket ligesaalidt Mærke til dette som til andre dermed i Forbindelse staaende Træk , før bagefter , da de alle fik deres Betydning for mig . Da jeg havde staaet nogle Øjeblikke i Taushed hos hende , strakte hun sin Arm udover Vandet og ' sagde stille : „ Kjære Fader ! se , kjære Fader , hvor stærkt Strømmen rinder iaften ud mod Havet ! “ „ Ja , “ svarede jeg da , „ jeg seer og hører det vel ; har Du været ude at prøve den , eller er Du isærd med at ville det ? “ Da sagde hun med sagte Røst og som idrømme : „ Roe op imod Strømmen , det kan jeg vist ikke mere , nu kan jeg kun glide , glide ned med den ud mod Havet . “ Naar Du læser disse mit Barns Ord , Henrik Grubbe , ( maaskee i unge , letsindige Kvinders og lystige Venners Selskab ) , mon Du da ei vil vorde bleg og stille ? thi er det ikke saa , at Du fuldtvel forstaaer , hvad dette trofaste , men forvildede Hjerte tænkte paa i Hunt Øjeblik ? Men jeg vidste det ikke , jeg forstod det ikke . Jeg antog hendes Ord for betydningsløse , for en tilfældig Yttring af Mismod eller Nedstemthed . Jeg vedblev da min Vandring frem og tilbage langsmed Aaen ( dog indenfor Havens Enemærker ) hvorved jeg jo flere Gange kom forbi Landingsbroen igjen , men jeg gik , som jeg plejer paa denne min Aftentour , i mine egne Tanker , og disse drejede sig ei dengang om hende . Først da det syntes mig , at jeg følte mig noget kold eller mat og derfor besluttede at forlade Haven , kom jeg hende atter ihu og saae hen efter hende , og da sad hun endnu paa det selvsamme Sted i Baaden . Jeg sagde da : Nu gaaer jeg ind , Amme ! Da vendte hun sit Hoved om imod mig og saae paa mig , men hun sagde Intet ; dog forstod jeg ligesaalidt at tyde dette hendes Blik som hele hendes øvrige selsomme Væsen , og jeg var desuden dengang saa langt fra hende , at jeg med mit svage Syn ei ganske tydeligt kunde see hendes Ansigt ; men troer Du ikke , Henrik Grubbe , at hun ligesom havde følt sig mere tryg , saalænge jeg gik i . Haven i hendes Nærhed , og at det Blik , hvormed hun saae paa mig , da hun hørte , jeg vilde forlade hende , har været et ængsteligt bedende Blik , hvormed hun instinktmæssig vilde holde mig tilbage hos sig for ikke at overlades til Eensomheden , til de onde Magters Vold , til de forvildende Tankers Magt , hvilke hun da frygtede , ei af kunne modstaae ? Men jeg holdtes ei tilbage herved ; thi med min lange forestaaende Sygdom saa af sige i Frembrud , som den var i hiin Aftenstund , følte jeg mig baade saa legemlig træt og aandelig nedstemt , af hverken mine Sandser eller min Sjæl vare ret levende . Derfor forlod jeg Haven uden af sige Noget ydermere , ja , jeg sagde hende ikke engang , af jeg agtede strax af gaae tilhvile , for ei af foraarsage hende en maaskee ufornøden Ængstelse . Efter en urolig Nat vaagnede jeg tidligt den næste Morgen , og jeg var dog endnu den Dag istand fil af forlade Sengen ; men neppe var jeg traadt ud af mit Sovekammer , før jeg erholdt den Underretning af en af mine Piger , af Amine var forsvunden , af hun ei var kommen ind fra Haven den foregaaende Aften og havde været fraværende fra Huset den hele Nat — Ingen havde seet det mindste fil hende ; kun meente de , af hun maatte have forladt Hjemmet i sin Baad ; thi samme fandtes ikke ved Landingsbroen . Men da jeg ved af høre dette fik ligesom en stærk Rystelse , saa jeg neppe kunde holde mig paa Benene , og Intet vidste al sige eller handle i øjeblikket , nærmede Pigen ( det var Mette Voergaard , hende Du veed , jeg har haft i mit Huus i over tredive Aar ) sig heelt hen til mig og sagde før at berolige mig og dog tillige med en vis Undseelse , at det ikke var første Gang , Amine havde været længe borte med sin Baad ; samme Nat , som jeg paa Grund af Væltningen tilbragte udenfor mit Hjem , i Asdal , havde hun seet hende komme hjem om Natten henad Morgenstunden — fra Aaen havde hun seet hende komme , og hun var gaaet op gjennem Haven med tunge , vaklende Skridt ! Dette havde hun seet , Henrik Grubbe , men ei omtalt det til Nogen , før nu til mig , da hun troede , det kunde berolige mig . Det gjorde det vel ogsaa nok paa en Maade ( skjsndt jeg og derved kom i selsomme Tanker ) og jeg fik saamegen Samling paa mig , at jeg kunde beordre hele Huset ud at søge efter hende paa Aaen og langsmed denne heelt ud til Havet . Selv var jeg paa Grund af min Sygdom neppelig istand til at flytte en Fod . Jeg tilbragte nu nogle lange og saare tunge Timer , de tungeste i mit Liv ( thi Herren havde ikke hidtil prøvet mig paa saadan Maade ) idet med det i og før sig saa overmaade Sørgelige i denne kjære og gode Piges formodede Død tillige saameget Gaadefuldt og Ubegribeligt forbandt sig . Da var jeg henpaa Eftermiddagen gaaet ind i mit Sovekammer og havde lagt mig paa min Seng , hvor jeg var ene med min Sorg , men ogsaa ene med min Gud , da hørte jeg min gode Degn Kolbys Røst , og jeg kunde allerede af sammes Frimodighed ane , at han bragte os et lykkeligt Budskab . Denne min trofaste Ven var nemlig om Morgenen tilligemed flere Andre taget ud med en stor Dæksbaad paa Havet for at søge . Strax efter aabnedes Dørren , og Kolby traadte ind og forkyndte gladeligen : „ Jeg har hende med , hun lever og flader intet , men hun beder , at jeg først vil tale med Dem . “ Da traadte han til min Seng og fortalfe under megen Bevægelse , at de langt ude paa Havet havde seet en lille Baad , hvori der ikke syntes at være noget Menneske , og som drev udefter for en rask vestlig Vind . De havde da Alle strax tænkt sig , at det maatte være Amines Baad , af hvilken hun selv paa en eller anden ulykkelig Maade maatte være udfalden , og som nu drev forladt omkring . De styrede da ud efter den , og se : da fandt de hende der paa det vide Hav liggende udstrakt i Baaden , . sovende trygt og fredeligt som et Barn ! Da bleve alle de gode Mænd saa forunderligt rørte i deres Hjerter ved dette Syn , og de lovede og priste den barmhjertige Gud , som saaledes havde vaaget over den svage Kvindes Søvn og holdt Øje med ben lille Baad paa det store Hav , at den ei skulde fyldes , synke og forgaae ! Men da de saa vakte hende , da forsvandt det Fredelige fra hendes Aasyn , som havde hvilet derover , medens hun sov , og hun var i de første øjeblikke , efterat hun var bleven vækket , saa forvirret eller forvildet , at de end ikke ret kunde forstaae hendes Tale . De havde da bragt hende over i den store Baad , hvor hun omsider lod til at besinde sig , men talte iøvrigt ikke til nogen af dem . Og de havde da saaledes bjerget saavel hende som hendes Baad . Da Kolby havde givet mig denne Underretning , bad jeg ham at forføje sig bort og nu at lade Amme selv komme alene ind til mig . Det varede noget , inden hun kom , og jeg begyndte allerede i min Feber paany at ængstes for hende . Da kom hun endelig , efterat hun , som hun troede , stakkels Barn , havde faaet sig noget lidet fattet ! Stille nærmede hun sig mit Leje og forsøgte paa at see frimodig , ja , smilende ud ; men neppe havde jeg kastet et alvorligt Blik paa hende , før hendes Smiil forsvandt , og hun kastede sig ( som den Morgen i Asdal ) ned foran Sengen med sit Hoved mod Sengestokken , idet hun begyndte at græde heftigt , bittert , hjerteskjærende . Jeg lod hende have Lov til ret at græde , som hendes Hjerte begærede , sagde hende derfor Intet , men lagde aleneste min Haand paa hendes Hoved for at berolige eller trøste hende . Saaledes laae hun en Tidlang , og førsf da hun syntes at være bleven noget mættet af den heffige Graad , og hendes Taarer begyndte at rinde stillere og blidere , da førsf sagde jeg ( idet jeg nu endmere ved dette hendes Væsen følte mig overbeviist om , at hun i sit Sinds eller Hjertes Forvildelse selv havde udsat sig for denne Fare ) : Vær nu oprigtig mod mig , kjære Amine ! Hvad eller hvem har saaledes forvildet mit gode Barns Tanker ? — Da randt igjen hendes Taarer hyppigen , og hele hendes Skikkelse bævede som i Krampe , men hun svarede mig Intet . Da begyndte jeg igjen at tale til hende , og idet nu flere af hendes Ord fra den foregaaende Aften randt mig ihu , sagde jeg : Husker Du , Amine , af Du igaar sagde : „ Se , kjære Fader , hvor Strømmen rinder stærkt ud imod Havet ? “ Hvorfor yttrede Du det ? Da hævede hun sit Hoved op imod mig , saae paa mig med sine trofaste , men saa sørgmodige Øine og sagde med en Stemme , der lød saa stille , af den neppe kunde høres : „ Fordi , kjære Fader , jeg syntes , det lokkede , det lokkede mig derud ! “ Hvad lokkede Dig derud , mit kjære Barn ? spurgte jeg hende da , men da svarede hun Intet . Da opløstede jeg igjen min Røst og besvor hende med al min Aands Kraft i den levende Guds Navn af aabenbare sit Hjertes Løndom , da skulde det Onde eller de forvirrende og bedaarende Tanker , som nu havde betaget hendes Sind , vel vige fra hende , og Herren selv være hendes Lægedom og Trøst . Men der hun saaledes paa den højtideligste Maade var bleven tiltalt og besværget , da forholdt hun sig endnu i Taushed en liden Stund ; men , se ! da kom der ligesom et nyt , saa forunderligt forklaret og dog tillige saa overmaade veemodigt et Udtryk i hendes Aasyn , og , bøjende sin Mund tæt hen til mit øre , nævnede hun Dit Navn , Henrik Grubbe ! Dig var det , forklarede den arme Pige , der drog hende derud ! Du havde sagt : „ Ud , ud paa Havet ! det er den Bei , vi skal , Amme ! “ Men selv havde Du unddraget Dig derfra ! — Da mærkede jeg fuldtvel , at Du , Henrik Grubbe ( dog , som jeg haaber til Gud , i Dit eget Hjertes dybe Forblindelse ) havde tilføjet den arme Pige meget Ondt ; thi saaledes kan Elskov , selv om denne maatte være ulykkelig , ei yttre sig hos en saadan Natur som min Amine . Men hvad det er for fristende Runer , Du har ristet for hende , hvad det monne være for en Forvildelsens Magt , Du har udøvet imod hende , det veed og kjender tilfulde kun Gud , hun og Du selv , Henrik Grubbe . Thi jeg spurgte ei den stakkels Pige om Mere for ikke at krænke hende og maaskee derved endmere at saare det svage Kvindesind ved at gaae det for nær . Da begyndte jeg at tale saa varmt og godt til hende , som Gnd vilde lægge Ordene paa min Tunge , og Herren rørte og styrkede ogsaa synligen den Nedbrudte gjennem mit Ord , saa at hun lovede mig af sit Hjerte , herefter at modstaae alle onde og forvildende Tanker og i al Fald strax söge Raad for dem hos den alene vise og store Læge i Himlen . Saa tænker jeg sandeligen ogsaa , at det var af Hensyn til hende , den Uskyldige , at Gud netop nu lod mig falde i denne farlige og svare Sygdom , paa det at hendes urofulde Sind kunde blive fuldt og heelt optaget af at udføre den Kjærlighedsgjerning , for hvilken Gud synes isærdeleshed at have skabt alle gode Kvinders Hjerter , og som hun nu , aldrig trættet , udsvede modmig Dag og Nat under min hele aarlange Sygdom . Ovenstaaende har jeg , Henrik Grubbe ! anseet for min Pligt at berette Dig , nu da Herren synes ligesom at have skjænket mig Liv , Sundhed , ja fornyet Kraft igjen , overladende til Ham Selv , hvorledes Han vil , at Dette skal virke paa Dit Sind og Hjerte . Jeg har endnu kun at tilføje , at intet Menneske , saavidt mig bekjendt , har haft nogen Anelse om denne hendes Forvildelse , idet det antoges , at hun var falden issvn i Baaden , og at denne saaledes , hende uafvidende , var dreven tilhavs . Kun Du , hun og jeg veed , at dette ikke forholdt sig ganske saaledes . — Hvorledes har hendes Tilstand været efter min Sygdom ? og hvorledes er den nu ? Herpaa har jeg at svare : hendes Ungdoms-Munterhed er ikke mere til ; naar ikke Noget i høi Grad gjør Krav paa hendes Opmærksomhed stom f . Ex . min Sygdom i al den Tid , den varede ) da synes hun at leve sit egentlige Liv indadvendt i stille Tanker og Øramme , og som Følge heraf sandser hun ikke altid ret , hvad der skeer eller viser sig i hendes Nærhed . I sit Sind er hun ikke bitter , men dette er dog ligesom brudt eller knækket , — ja , som den venlige Blomst i Naturen ofte brydes af den barske Storm , naar den i al sin Yndighed Pranger paa sin Stengel , saaledes , Henrik Grubbe ! vorder og mangen ung og deilig Kvinde knækket i sin fagreste Vaar ! — Men Herrens Oje skuer saavel den brudte Blomst som den knækkede Kvinde , ja , lytter Han endog til den stumme Naturs Suk , ( thi „ monne ei og Rosen være Hans Barn ? “ ) skulde Han da ikke meget mere hensee til selve Menneskehedens deilige Blomster , naar de knækkede bøje sig mod Jorden ? Io , tilvisse ! Io , det gjør Han i Sandhed ! Saaledes skriver Iver Roed , Præst til Søvig og Asdal . “ Læsningen af dette Brev , hvori al Hjemmets Kjærlighed , Alvor og Vemod klang i saa gribende Toner , virkede voldsomt paa Henrik Grubbe , og hans første Tanke var at ile hjem saa snart som muligt for -- -- -- ja allerede her stod hans Tanke stille ; thi hvad kunde eller skulde han gjøre for at raade Bod paa det Onde , han der havde afstedkommet ? Og det syntes overhovedet , at han i den forunderlige Slaphedstilstand , hvori han befandt sig , ikke strax var istand til at fatte en saa afgjørende Beslutning , som et saadant øjeblikkeligt Opbrud krævede ; thi det var , som om alle Indtryk , han i denne Tid modtog , først maatte passere gjennem noget Følesløst eller Dødt i hans Væsen , forinden de naaede ind til hans Aand , hvorved hans Villieskraft endnu mere end sædvanligt lammedes , og han selv fik nogen Lighed med en Søvngænger . Som en saadan vandrede han mekanisk omkring i det største af sine Værelser , stadig holdende Brevet i sin Haand og af og til kastende Blikket deri som for paany at læse Et og Andet , der havde grebet ham dybt , medens hans Ansigt dog ligefuldt beholdt sit stirrende og sløve Udtryk . Tilsidst traadte han ud paa den aabensfaaende Balkon og saae ned paa den befærdede Gade som forat styrke sig ved af iagttage Livet og Bevægelsen og ved af see Mennesker , der færdedes med Sikkerhed og Kraft . Men den livsglade , bølgende Folkemængde og den forfærdelige Raaben og Skrigen af Mennesker og Dyr paavirkede ham strax saa ubehageligt , af hans Ansigt sortrak sig i Smerte . Saa vendte han sine Blikke fra Larmen dernede og rettede dem ud imod . det Tause og Stille — ud imod Havet , der uden den mindste Krusning paa den blanke Flade og kun bevæget af en sagte Dønning , hvis Fald i Brændingen dog ikke kunde høres paa Grund af Gadelarmen , laa udstrakt for ham . Og han saae saa langt ud derover , som hans Syn kunde naae , indtil det Punkt , hvor Hav og Himmel smeltede sammen , hvor Capris brudte Linie hævede sig som et eventyrligt Kæmpeskib op af det dunkle Blaa , og naar han saaledes lod sit Syn fortabe sig i det hemmelighedsfulde Fjerne , forekom det ham , af en Slags død Ro eller et lignende Havblik sænkede sig ned over hans egen Sjæl . Derfor dvælede han saaledes i flere Timer stille og ubevægelig som en Statue uden andet Maal for sit stirrende Øje end det dunkle Fjerne og med sin Sjæl ligesom opløst i det Uendelige . Imidlertid var det blevet Aften og silde , Støjen fra Gaden nedenunder var efterhaanden saagodtsom ' ophørt , og Lyden af den svage Brænding var nu istand til at naae op til ham i de stillere Mellemrum — og det var denne Lyd , der atter bragte ham til smertefuld Erkjendelse af sig selv — af Brevet — af det nærværende øjeblik . Dog vedblev han fremdeles at opholde sig paa Balkonen uden at være istand til at fatte nogen afgjørende Beslutning . Da lød en Gadesangerskes Stemme nedenunder ham ; han saae ned og kunde lige skimte en kvindelig Skikkelse af et barnligt Udseende , der stod lænet til Bolværket , spillede paa Harpe og sang . Ordene vare italienske , og han lagde i Førstningen ikke videre Mærke til dem , men Stemmen og Melodien greb næsten strax hans Sind . Hendes Stemme havde en mild og blød Klang , og hendes Spil smeltede saa forunderlig harmonisk sammen med Lyden af de svage Brændinger lige bagved hende , at han stundom ikke var istand til at skjelne dem fra hinanden . Det var en sørgmodig Elskovssang — en Vexelsang mellem to Elskende , der skulde skilles — ; men ved Enden af hvert Vers sang hun et Omkvæd i et Sprog , han ikke kjendte , og det var isærdeleshed disse mystiske Ord , som hun sang med en særeget , gribende Vemod . Da Sangen som en Slags Folkesang bestod af en stor Mængde Vers , og Omkvædet gjentoges efter ethvert af disse , saa lærte han det snart saaledes , at han aldrig glemte det siden . Det lød saaledes : XaYcsIir l8tambolcla Istamdolciu Oiljslöäiin . Hvad var det for et Sprog ? Han vidste det ikke , kjendte det ikke og fik det aldrig at vide . Men disse Ord greb ham i den Sindsstemning , hvori han befandt sig , med det Hemmelighedsfuldes hele Magt . De syntes ham at udtale et Menneskehjertes uendelige Længsel efter Fred , Renhed og Høihed — eller som en hel undergaaet Verdens hjerteskjærende Klage over Død og Tilintetgjørelse , og altsom Ordene den ene Gang efter den anden lød op til ham , havde han tilsidst en Fornemmelse , som om denne Klage var rettet til ham , og det forekom ham , at han maatte blive afsindig ved at høre derpaa . Alligevel var det ham umuligt at løsrive sig , og han stirrede ned paa hende , og hun forekom ham at være et Slags overnaturligt Væsen , en Havfrue fra de nordiske Strande med de dybe , hjertegribende , sindsforvirrende Toner , som var steget op paa denne Strand for at lokke og daare ham , og han saae som i Vildelse udover den mørke Havflade — med Længsel efter at hvile derunder . Da syntes det ham pludselig , at denne blide Stemme og denne stille , barnlige Skikkelse mindede ham om — Amine ! Og da de dunkle Ord nu for sidste Gang løde op til ham : LuMsIir Istnwbollln Istumboläa , viljsleäim — da forekom det ham med en hemmelighedsfuld Gysen , at han forstod deres Betydning : „ Ud — ud paa Havet ! det er den Vei , vi skal , Amine ! “ Da ophørte Sangen . Men han bøjede sit Hoved ned mod Gelænderet og græd . — Morgenen efter meldte han sig syg i Gesandtskabet , lejede en Barke og seilede over til den lille By Castellamare paa den anden Side af Bugten , og her opslog han sin Bopæl . Her havde han den store Natur som fra første Haand , og Menneskers Larm formanede ikke her at overdøve dens Stemme for ham — og herhen droges han ogsaa af en Sympathi for det Forsvundne , Tiüntetgjorte , Undergaaede * ) , der paa Grund af hans Sinds medfødte Alvor aldrig havde været ham fremmed , men som nu saa forunderligt var kaldt tillive hos ham og ligesom havde faaet Ord og Toner gjennem hint Omkvæd . Her søgte han Hvile for sin Uro ved at hengive sig til saadanne landlige Beskjæftigelser , som han var vant til fra sin Barndom af , navnlig Iagt og Fiskeri , og han tilbragte stundom hele Dage under aaben Himmel , slentrende omkring med Hund og Bøsse ligesom i Hjemmet . Især udøvede det en Milsvei derfra beliggende Pompeji en særegen Tiltrækningskraft paa ham . Han tog undertiden formelig sit Ophold der og tilbragte Dage og Nætter indenfor denne Stads Mure . Naar da Natten hvilede over denne Gravstad , og Maanen sendte sit magiske Lys ned derover , da følte han en selsom Lyst ved at høre sine Fodtrin gjenlyde paa disse Steder , og da hævede han undertiden sin Røst i den dybe Stilhed og sang de hemmelighedsfulde Ord . — Han blev snart bekjendt i Egnen ; men Ingen lagde ham Hindringer ivejen for hans Vandringer eller øvrige Færd , ja , Alle viste ham endogsaa en Slags ærbødig Medlidenhed ; thi da man altid saae ham vandre alene med et sørgmodigt Ansigt uden nogen “ ) Castellamare er bygget paa det undergaaede Slabicr . sinde at indlade sig med Nogen , og da han , istedetfor at ligge i sin Seng , oftere var set om Natten af veifarende Folk , der passerede Høiderne omkring Pompeji , af sidde sammensunken med sit Hoved støttet fil en Mur , — ja stundom endog var hørt af opløste sin Røst og synge nogle Ord i et ubekjendt Sprog fil en gribende Melodi : saa ansaaes naturligvis den smukke , rige , fremmede Eccellenza af alle Italienere for af være » mutto « , * ) — og en saadan lader man i Italien færdes med Fred . Men Havet var dog den Naturmagt , der nu allerstærkest drog ham fil sig , og hvortil han altid igjen vendte tilbage efter enhver Udflugt . Saa vandrede han atter uafbrudt ved dets Bred med sinBosse og Jagttaske — men han kunde ogsaa tilbringe hele Dage paa Castellamares Strand , siddende saa fuldkommen ubevægelig , som om han sov eller drømte , og naar han da i stille Aftener saae unge Piger seile ud med det sammenrullede Fiskegarn paa deres Skjød , da kunde det undertiden forekomme ham , af han hørte det hemmelighedsfulde Omkvæd i Bølgernes Klang , og naar dette var Tilfældet , syntes det ham , af han maatte adlyde denne Stemme ved selv af drage alene ud i en Baad , ligesom hine Piger , og ligesom Amme fordum havde gjort . Da gik han som idrømme ned fil Vandet , tog en af Baadene og roede ud imod de - ) gal . selsomt skinnende Aftenskyer — saalænge han kunde — saalænge til Natten dækkede Alt . Saa tog han Aarerne ind og lagde sig ned i Baaden og sov tryggere og fredeligere end paa den sikkre Landjord — uden af ængstes ved Tanken om , af han maaske aldrig fik Landet mere af see — tryggere og fredeligere , fordi det syntes ham , af han blev dragen , og af det saa skulde være ! — Og naar han da ved Solopgang atter vaagnede op til den uendelige , skinnende Klarhed fra Himmel og Hav , og han gyngedes sagte og mildt af de endnu indslumrede Bølger ind mod det „ lykkelige Campaniens “ Strande , da kunde denne Opvaagnen til Liv fremkalde som et Skjær af Skuffelse eller Forundring hos ham . Og naar han da — efter et Øjeblik af være bleven vugget lidt stærkere i den svage Brænding — atter betraadte den gyldne Strand , kunde han stundom sige til sig selv : „ Nei , det er ikke dette lyse , stivnende ZEtherhav — det er de brusende , taagefulde Bølger i mit mørke Hjem , der — der — “ Og Tanken tabte sig i ubestemt Dunkelhed . Det var en stille , snefuld Aften først i Januar , da Henrik Grubbe gjensaae sit Fødelands Hovedstad . Han meldte sig i Departementet den næste Formiddag og erklærede , af han paa Grund af Sygelighed og Hjemve havde set sig nødsaget til af forlade sin Post , og af han nu ønskede af begive sig hjem til sin Fader paa Søviggaard . Saaledes løde hans Ord ; men var det da nu virkelig hans Agt af begive sig hjem ? Ja , idetmindste vidste han ikke selv Andet , men iøvrigt var det ham ikke klart , hvad han vilde eller skulde i Hjemmet ; thi var vel i nogensomhelsf Henseende Forvirringen og Uklarheden vegen fra ham ? og havde , han ikke en tydelig Fornemmelse idetmindste heraf ? Io , det havde han , og derfor var det ham dunkelt , hvad han vilde eller skulde i Hjemmet . Men — som alt tidligere antydet — havde han , siden han sidste Gang var i sit Hjem , haft en selsom Følelse af , af dette ligesom fordrede ham tilbage , en Fornemmelse , der , medens han endnu opholdt sig i Fædrelandet , paavirkede ham saa uhyggeligt , af netop dette ansporede ham til af søge af komme saa langt som muligt bort fra Søviggaard . Men senere — og især i hans Slaphedstilstand i Neapel og under Opholdet i Lastellamare — mistede denne Fornemmelse det Uhyggelige og ligesom Tvingende , hvormed den oprindelig havde paavirket ham , og forvandledes mere og mere til forunderlige , fredelige Tanker om , af Hjemmet paa en eller anden Maade vilde give ham Ro , — til en Følelse af , af han blev dragen , og af det saa skulde være ! — Og det var denne Følelse , der , uden nogensinde af være bleven til ret egentlig eller bevidst Villie hos ham , dog , i Forening med den gamle Præsfs Brev , havde været istand til af løsrive ham af den Sløvhedstilstand , hvori han var nedsunken efter det vilde Liv i Neapel , og som nu virkelig — om end ad mange og lange Omveje — atter havde bragt ham tilbage til hans Fødeland . Stor Glæde vakte denne hans uformodede Hjemkomst blandt alle hans Venner saavel i som udenfor Departementet , og neppe var det rygtedes , af denne forunderlige , saa smukke og interessante unge Mand var kommen tilbage og det tilmed af Hjemve , — han , der pludselig som en Komet havde viist sig for af glimre og lyse en kort Stund paa den fornemme Verdens Horisont for derpaa ligesaa pludselig atter af forsvinde , — førend Indbydelser , som tidligere , begyndte af regne ned over ham , og allerede til samme Dags Aften indbødes han af en af sine tidligere Foresatte til et glimrende Bal paa en for ham saa smigrende Maade , at hans Stilling ligefrem forbød ham at give et afslaaende Svar . — Vi aflægge et Besøg paa dette Bal og tage med det Samme dets smukkeste Dandser lidt nærmere i øjesyn . Temmelig sent træder han ind iBalsalen med et saadant Udtryk og en saadan Holdning , som Bevidstheden om at være personlig yndet og Følelsen af at udfylde sin Plads paa en fortrinlig Maade altid meddeler den lykkelige Besidder . Ikke som i fordums Tid søger hans første Blik Moderen for at læse i hendes øje som i et Speil , hvad Indtryk hans Fremtræden gjør . Han veed , at hun ikke er her tilstede , han veed , at hun har trukket sig ganske tilbage fra Selskabet og fortiden opholder sig i Nærheden af Horsens , medens hendes Mand lever sit sædvanlige Liv i Hovedstaden . Dette har han erfaret paa sit første Spørgsmaal om hende strax ved sin Ankomst den foregaaende Aften . — Se , hvor Damernes Øine vende sig efter ham , hvorsomhelst han gaaer eller staaer — nogle betragtende ham med et Udtryk af Glæde , Andre med en vis Skyhed eller Frygt , de fleste dog med Interesse og Opmærksomhed ! Og noget gaadefuldt Fængslende er der ogsaa udbredt over ham , som han , der langsomt sfrider over det bonede Gulv . Hvor vexlende er ikke hans Ansigts Udtryk ! Hvor forunderligt ubestemte hans Miner og Blikke ! — Hvad synes der da nu at aabenbare sig gjennem denne hans Personlighed ? — Hvad for en Aand skinner frem af disse smukke og noget blege Træk ? — Er det endnu kun tilstede som en Antydning deri , Det , som hin Morgensfund , da han sad paa Bougspryddet i gyldne Drømme , gyldne som Morgensolens Glands , kastede ligesom en anelsesfuld Dæmring over hans Ansigt ? — Er den endnu kun en Antydning , denne dunkle Skygge af Noget , der dengang indgav den kjærlige Betragter en vis Frygt , en ubestemt Smerte ? — Nei , negtes kan det ikke : det Troløse , det Leflende , det Sandselige , det er nu mere end en blot Antydning , det er nu en væsentlig Bestanddel af dette dog endnu saa skjønne Ansigt . Thi hvor stærk er ikke den medfødte Naturs Adel og Høihed : er det dog ikke , som om disse Egenskabers Udtrvk i hans Ansigt ikke ret har villet vige ? som om de endnu—omend langt tilbagetrængte , men dog endnu kæmpende — ere tilstede ? Og er det ikke denne tilbagetrængte , men dog endnu i sin Fornedrelse kæmpende og synlige Høihed , der sorlener de dæmoniske Menneskenaturer med deres hemmelighedsfulde Magt til at friske og bedaare , ja røre og bevæge ? — Altsaa : Henrik Grubbes Nærværelse paa det fornemme Bal vækker Opsigt , megen Opsigt . Dog synes denne Bevidsthed eller Fornemmelse ikke som ellersat virke elektriserende paa ham , hans Ansigt beholder det ubestemte og tillige kolde Udtryk , og hans Blikke fæste sig kun flygtigt paa den Enkelte . Ved hans Indtræden finder der i Dandsen en Pause Sted , og det synes næsten , som om denne nu uvilkaarlig forlænges , som om de tidligere Toneangivende nu ligesom føle sig trykkede eller ere blevne vaklende i deres Optræden . Men Henrik synes — som sagt— ikke at være tilbøjelig til at overtage nogen fremtrædende Rolle i det dandsende Drama , ja , det lader endog til , at han aldeles ikke agter at tage Del i Aktionen ; thi strax efter Ankomsten har han trukket sig tilbage til en af Salens Udkanter og taget Plads hos to ældre Damer , der forlængst ere ude over Dandseaarene , men som i deres Tid have offret rigeligt paa Glædæns Altar og derfor nu betragte de Unge med fjendske Blikke . Da han havde siddet nogen Tid og talt med disse Damer , der vare henrykte over hans Nærværelse og Konversation , begyndte Dandsen atter , men han blev fremdeles siddende , som om Ballet ikke vedkom ham . Da sagde den ene af dem : „ Men , kjære Hofjunker ! have da virkelig de italienske Damer saa ganske fordunklet vore egne i Deres Øine ? . . . Tillad mig at henlede Deres Opmærksomhed paa en ung Dame , som ikke er langt borte fra os . Ser De , det er hende , som sidder der ved Siden af den høje , smukke Mand ! . . . det er hendes Fader ; han er en rig , adelig Godsejer , der , saavidt jeg veed , hedder Rosenmüller . Han mistede sin unge Kone efter et Aars Ægteskab , hvorfor han af Sorg herover har begravet sig selv og sin Datter i landlig Ensomhed i alle disse femten eller sexten Aar ligetil iaften . . . ja , for det er den unge Piges allerførste Indtræden i Verden , det er iaften første Gang , hun er paa Bal . . . De kan nok see det paa hende , ikke sandt ? Hun har ikke dandset meget , ja , jeg troer næsten , hun foretrækker at dandse med sin Fader , og vist er det , at man ikke let kan see et nydeligere Syn , end naar de To dandse sammen , hvilket de gjorde , kort Tid forinden De kom . “ Efter denne Anvisning fæstede Henrik sine Øine med Interesse paa dette Par . Faderen var en høi og kraftig Mand af et endnu ungdommeligt Udseende med et alvorligt , noget tungsindigt Ansigt af den ædleste Form og de skjønneste , aandfuldesfe Træk . Og Datteren . . . da Henrfk fæstede sine øine paa hendes Ansigt , da havde han den samme Følelse , der i den senere Tid oftere havde grebet ham , naar han i uophidset Tilstand havde set dette Udtrykt en Kvindes Ansigt : en Følelse paa eengang af en uvilkaarlig Glæde og af en uvilkaarlig — Gru . Men saa stærkt som i dette Øjeblik havde denne blandede Følelse endnu aldrig grebet ham . Foreningen af disse Følelser aftegnede sig paa hans Ansigt som et Udtryk af Alvor , og han kunde ikke løsrive sine Øine fra dette Par , der forekom ham som en Aabenbaring fra en anden , højere Tilværelse , fra en fjern , romantisk Verden , hvor ogsaa hans Sjæl engang havde haft hjemme , og hvor saadanne Væsener som disse havde været hans Omgang og Lige , — og uvilkaarlig foer Tanken om den gamle Præst og Amme som et smerteligt Stik gjennem hans Bryst ! Og han vendte sig instinktmæssig bort fra dette Par , der vakte saadanne Fornemmelser hos ham , og sad en Tidlang med bøjet Hoved og i mørk Taushed , — en Tilstand , som de tvende Damer dog ikke tillade ham ret længe at forblive i . „ Ikke sandt ? hun er deilig , og Faderen . . . han er næsten endnu smukkere , finder De ikke ? “ bemærkede den anden Dame . „ Jo “ — svarede han — „ hun er henrivende deilig , “ og uvilkaarlig fæstede han igjen sine Øine paa hende . „ Men hun er vistkold og død , “ fortsatte Damen igjen . „ Nei , tvertimod ! hun er sikkert fuld af Liv , det tyder hendes Ansigt og hele hendes skjønne Skikkelse paa , “ svarede han hurtigt . „ Til at dandse er hun idetmindste ikke fuld af Liv , “ bemærkede Damen ironist . Hun har givet flere af de bedste Dandsere Afslag , og kun med sin Fader lader det til , at hun dandser med Fornøjelse ! . . . De skulde for lidt siden have set dem dandse en Dands , som nu kun sjeldent ses paa Ballerne , men som rimeligvis var i Mode paa Faderens Tid ; thi de fleste Herrer syntes ikke ret at kjende den , og kun eet af Orkesterets Medlemmer kunde spille den . . . det var nok en Slags spansk Folkedands , en Las äs ätzux . “ Disse sidste Bemærkninger lod det imidlertid ikke til , at Henrik hørte ; thi han svarede Intet derpaa , og hans Mine var atter grublende og aandsfraværende , medens han dog vedblivende betragtede det usædvanlige Par . Da sagde Damen , idet hun saae paa ham med et glimtende Sideblik : „ Det vilde dog være interessant at erfare , om denne unge Dame virkelig ikke kan finde Fornøjelse i at dandse med Andre end med sin Fader ! . . . Hvis det ikke var saa ubehageligt at modtage et Afslag , vilde jeg opfordre Hosjunkeren til her at forsøge , hvad De formaaer . . . dog . . . der er rigtignok ikke megen Udsigt til , at Forsøget vil-lykkes , saa det er vistnok det Fornuftigste at lade det være . “ Da begyndte Blodet at stige ham til Hovedet , og han sagde hurtigt og febrilst : „ Mig vil hun ikke negte en Dands ! “ „ Sig ikke det , kjæreste Hofjunker ; som jeg allerede har oplyst Dem om , har hun jo sagt Nei til flere af de mest udmærkede Kavallerer her paa Ballet . “ „ Det er vel muligt , “ svarede han da med større Rolighed og Alvor og med sine Øine stadig fæstede paa den skjønne Pige : „ men vil jeg dandse med hende , da siger hun ikke Nei ! “ „ Jeg veed vel , Hr . Hofjunker Grubbe , at Deres Berømmelse er stor , og at der siges , Ingen skal kunne modstaae Dem , naar De dandser “ — svarede Damen smigrende — „ men her turde der dog muligvis findes en Skranke for Deres Lykke ? “ „ Nei , ikke her , “ svarede han — og det Præg af Alvor , der havde udbredt sig over hans Ansigt , antog et forunderlig vemodigt Udtryk — „ nei , netop ikke her : den Berden , hvori denne yndige unge Dame synes at høre hjemme , den er mig veldekjendt , den har ogsaa jeg tilhørt engang , og vi , som engang have haft hjemme i hin Verden , vi beholde Mærker deraf hele vort Liv , og vi kjende hinanden derpaa . Derfor vil denne deilige Pige have mere Tillid til mig end til saamange Andre her i denne Sal , skjøndt jeg maaske fortjener den mindst ! “ Og han blev staaende en Tidlang , hensunken i taus Beskuelse af hende . Dog var denne Stemning for flygtig til ret længe at kunne holde Stand imod hans faa kort Tid isorvejen stærkt eggede Forfængelighed og Egenkjærlighed , og — han vendte sig om til Damen og sagde med pludselig og brat Overgang og med et Udtryk af hoverende Frivolitet : „ Og nu skal jeg vise Dem , at jeg ikke har sagt formeget , da De synes at tvivle om min Magt . “ Derpaa var det , ligesom om han pludselig samlede sin Personlighed sammen , saa at dens fulde Skjønhed paa eengang traadte frem i alt sit spillende Liv og dog tillige med den suldendteste Anstand og Ro , og han skred henover Gulvet , henimod Parret . Ankommen herhen , gjorde han et dybt Buk saavel for Datteren som for Faderen , idet han forestillede sig selv for dem . Derpaa bøjede han sig alter ned mod Datteren og bad hende om at dandse en Dands med ham . Han var dem ganske ubekjendt , og de havde end ikke hørt ham nævne . Ved det første Syn af hans venlige Ansigt og skjønne , ungdommelige Skikkelse havde saavel Faderens som Datterens Ansigtstræk fremvist et Udtryk af en uvilkaarlig , næsten barnlig Glæde , en øjeblikkelig , instinktmæssig Imødekommen — hin umiddelbare Følelse af glad Sympathi , der sfundom ved det første Syn af hinanden griber saadanne Mennesfer , i hvis Sjæle de samme Livstoner lyde eller blot engang have lydt ! — Da Henrik nu udtrykte sit Ønske om at turde dandse med hende , vendte den unge Pige sig venligt smilende imod ham , idet hun langsomt reiste sig , med sit Blik ufravendt fæstet paa hans Ansigt . Og allerede stod hun opreist og havde udstrakt sin Haand imod ham for at lægge den paa hans Arm — da gik der en Skygge af Mishag eller Uvillie henover hendes Ansigt , i hvilken det venlige , tillidsfulde Smil og det Barnligtmilde i hendes Blik syntes efterhaanden ligesom at hendøe . Dog blev hun endnu nøgle Sekunder staaende søran ham , idet hun vedblev at betragte ham alvorligt og tillige med et undrende ellerspørgende Blik , søm for muligvis at læse sig til i hans Ansigt , hvad det dog egentlig var , Det , som hun før havde taget feil af , og — medens hun saaledes stod og saae og saae , da syntes det hende pludselig igjen at være der . . . dette , som hun først var bleven vaer hos ham , og som uvilkaarlig havde rørt hendes Hjerte . Og saaledes forekom hende hans Ansigt paa den selsomste Maade at vexle og sfifte i de faa Sekunder , han stod taus foran hende , og gaadefuldt tiltrukken og frastødt paa eengang gjorde hun da i sin Forvirring en dyb , undskyldende Bøining for ham , ledsaget af en afværgende Haandbevægelse , hvis Mening dog var ham ligesaa tydelig som et udtalt „ Nei “ , og tog saa atter Plads ved sin Faders Side . Et saadant Afslag havde Henrik endnu aldrig modtaget , og dog havde han i samme Øjeblik , han var Gjenstand derfor , ved at lægge Mærke til hendes Miner og det Blik , hvormed hun havde beskuet ham , med fin , instinktmæssig Sands begrebet Situationen . For første Gang i lang Tid havde han engang igjen staaet — ikke blot overfor en romantisk-drsmmende Nafur , — men tillige overfor den fuldkomne , kvindelige Renhed i Sæder som i Sind og Tanker og fslt sig selv usikker ligeoverfor disse Magter . Forgjæves kæmpede han i nogle Øjeblikke for atter at faae Holdning , men hans Selvtillid var som blæst bort , ja , han søgte tilsidst endog blot om et Par Ord , hvormed han paa en nogenlunde værdig Maade kunde dække sit Tilbagetog ; men selv disse vilde ikke indfinde sig . Da kom der et næsten latterligt Udtryk i hans Ansigt , et Udtryk som af barnagtig Ærgrelse , Vrede eller Skamfuldhed , — hvorved hans Physiognomi og hele Personlighed mistede den hemmelighedsfulde Dobbellhed , der havde gjort et saa forunderligt Indtryk paa den unge Pige , og medens hun ved at bemærke dette havde en øjeblikkelig Følelse af Lettelse eller Befrielse fra Noget , saa — smilede hun ad ham , ad den forlegne unge Mand , der maaske ligesom hun selv første Gang var paa Bal ! smilede godmodigt og barnligt , saaledes som unge Piger kunne smile ad den , som de mene tilfulde at opfatte , og som de derfor ikke frygte eller genere sig for . Men Henrik saae dette Smil , ligesom han var ifærd med at opgive Kampen og at vende sig bort , og hvad al hans egen Villie og Bevidsthed ikke var istand til , det formaaede dette hendes Smil : det gjengav ham øjeblikkelig hans Holdning . Og saa mægtig var Forandringen , som derved kom over hans Personlighed , at , da han nu atter vendte sig imod hende og , uden at sige et eneste Ord , blot ved at fæste sine Oine paa hende , tilkjendegav hende , at han havde set hendes Smil og opfattet dets Betydning , — da mærkede hun fuldtvel , at det ikke var en forlegen Yngling , der her stod for hende . Og den tidligere Følelse af . en vis uforklarlig Frygt for ham , ja — endnu mere — af Afsky for ham ' betog hende nu atter ; hun slog sine Oine ned for hans Blik , idet en dyb , jomfruelig Rødme farvede hendes Kinder , og vendte sit Hoved bort fra ham . I dette Ojeblik trak-Henrik sig tilbage , da det nu forekom ham , at han- havde dækket sin Bortgang paa en værdig Maade . Men det var dog et Tilbagetog — han var slaaet , og han følte det , og medens han langsomt fjernede sig med fuldkommen ydre Anstand og Ro , bølgede det stærkt i hans Sind , især da han ved i nogen Afstand at passere de to Damer , hos hvem han havde siddet , mødte deres ironiske Smil . Og det var nu , som om det , han nys havde oplevet , frembragte en Forandring i hele hans Væsen . Hans tidligere saa ubestemte Miner og Blikke vare blevne mere faste og sikkre , og Noget , der lignede en Villie eller Beslutning , havde begyndt at præge hans Ansigt med et Udtryk af Karakter , — da han engagerede en Dame og stillede sig med hende i de Dandsendes Rækker . Og da var det mærkeligt at see , hvorledes hans Deltagelse i Ballet næsten øjeblikkelig sporedes . Det var , som det dandsende Drama med Et havde faaet forhøjet Liv , — som om de enkelte Medspillende pludselig følte en hidtil ukjendt Interesse og Spændkraft , ja , om det saa var Musiken , saa syntes endogsaa denne efterhaanden at . antage et vildere Sving , en mere leflende eller gjøglende Karakter . Og saa dandsede Henrik Grubbe ! dandsede paa en Maade , der uvilkaarlig maatte tiltrække sig Enhvers Opmærksomhed , der saae derpaa , men som for den eller dem , med hvem han dandsede , havde noget ganske særeget Betagende , ihvorvel Ingen ret kunde sige , hvori dette egentlig bestod . — Heller ikke for mig er det let at forklare det , skjøndt jeg selv har set en saadan Dands og mener at have opfattet den rigtigt . Dog tænker jeg , Læseren vil henledes i det rette Spor , naar jeg beder ham først at forestille sig Henrik Grubbes Moders Dands ifølge den Beskrivelse , jeg paa flere Steder har givet deraf — altsaa Naturkraftens , Naturfriskhedens højeste Liv , fremtrædende med den fuldendte , plastiske Skjønhed , der beroer paa alle Kræfters Harmoni og Ligevægt — en Ligevægt , der aldrig et Øjeblik fortabes , selv ikke i den vildeste Bevægelse eller heftigste Lidenskab , fordi der i samme Nu , som Stemningen eller Lidenskaben opstaaer i det Indre , i samme Øjeblik findes der ogsaa beredt eller fødes der — saa at sige — et tilsvarende ydre Organ , hvorigjennem den finder sit fuldkomne og harmoniske Udtryk . Naar nu Læseren , efterat have forestillet sig dette kvindelige Skjønhedsbillede , vil tænke sig et tilsvarende mandligt , — hvor der dog er en Mangel tilstede , men en Mangel , der paa en hemmelighedsfuld Maade maaske netop forhøjer Totalindtrykkets Virkning , den Mangel nemlig , at det Ydre ikke til enhver Tid formaaer at være en tro Gjengiver af det Indre , fordi dette — kamæleonist vexlende og spillende paa Grnnd af en dyb Sønderrivelse eller Forstyrrelse — er saa uendelig mangfoldigt og flygtigt , at ingensomhelst ydre Form formaaer tilfulde at afspeile det ; og medens nu dette sønderrevne Indre , i sin Kamp for at blive noget Helt og give sig et bestemt Præg , snart fremtræder i det Ydre som et Udtryk af Glæde , snart af Smerte og snart som et forunderligt gribende Vemod , — og medens tillige Synet af disse vexlende Udtryk , paa Grnnd af , at intet af dem er ret egentlig eller virkelig sandt , indvirker dæmonisk fristende og pirrende paa saadanne kvindelige Gemytter , der ligeledes mangle Sindets Enhed og Ro : saa tænker jeg , at Læserens Fantasi er i det rette Spor til Forstaaelse af Henrik Grubbes Dands og af den Virkning , han . gjennem den udøvede paa saare mange Kvinder . — Altsaa han dandsede , og han dandsede saaledes , — ihvorvel rigtignok det hans Egenkærlighed fornylig tilføjede Saar for Øjeblikket lagde mere Karakter , Mere af en bestemt Villie og Hensigt i hans Dands , end ellers sædvanligt var Tilfældet . Og denne hans Villie og Hensigt , det var at vise den skjønne , fremmede unge Dame den Njagt , han besad over hendes Kjøn , og derved , om muligt , udøve en fristende Indflydelse ogsaa over hende . Og derfor anvendte han nu — dog vistnok især i Førstningen — alle sine personlige Fortrin med fuldkommen klar Bevidsthed om de Midler , der i denne Henseende stode til hans Raadighed . Det var , som om hans smidige Tunge var utrættelig i at finde paa nye , overraskende Tanker , slaaende Vendinger , Ordspil , Vittigheder , — ja han skaanede end ikke sin egen mishandlede dybere Natur , idet han ikke forsmaaede at kokettere med den paa en leslende , pikant , selvironiserende Maade . Og hvad enten nu Grunden var dette Særegne , som i denne Nat var udbredt over hans Dands , eller den Omstændighed , at hans Fremtræden igjen havde faaet Nyhedens Interesse , eller det var Opholdet i Udlandet , som kastede Glands over ham , saa havde han endnu aldrig i Hjemmet gjort en saadan Lykke paa noget Bal som paa dette . Det var , som udøvede han gjennem denne sin Villie en Art af magnetisk Tiltrækningskraft paa de Damer , med hvilke han kom i Berøring i Dandsen , — som om han kunde drage dem til sig og støde dem fra sig blot ved at anvende forskjellige Haandbevægelser og Minespil , ja , som om de havde været knyttede til ham ved usynlige Baand — saaledes førte han dem , saaledes beherskede han dem ! Men det var dog — som sagt — isærdeleshed kun i Førstningen , at han forholdt sig saa bevidst ; selv til at fastholde en saadan Beslutning i Længden var hans Villieskraft nu for svag : snart henreves han selv af Situationen , og skjøndt den oprindelige Hensigt ingenlunde var opgivet , saa trængtes den dog nu mere og mere tilbage for en Følelse af Mættelse eller Ro , som den stærke Bevægelse og den bedøvende , dulmende Musik skjænkede ham . Saaledes havde han dandset flere Timer i Træk , og det glimrende Bal , der især ved hans Fortjeneste var bleven saa ualmindelig „ animeret “ , lakkede mod Enden —- da han ligemedeet , i Glandsen af denne sin Vælde og med en Mine som en Triumfator , atter stod foran Hende , der havde vovet at give ham Afslag , bøjende sig dybt for hende og bedende hende om en Dands . Men den unge Pige havde i Mellemtiden med dybt , instinktmæssigt Mishag , ja , næsten med en Følelse , som om hun selv personlig fornærmedes derved , set paa hans Dands , — og hun kastede kun eet Blik paa ham , et Blik fuldt af rolig Høihed og stille , jomfruelig Værdighed , og klarere end det kraftigste Nei fortolkede dette hendes Stemning imod ham ! — Da bemærkede han — idet han langsomt fjernede sig fra hende , — at der ligesom havde lagt sig en Taage over hans Sandser , en Følge enten af den uafbrudte , stærke Bevægelse , de hidsende Drikke , han i temmelig rigelig Mængde havde nydt , eller af den Følelse af Forvirring og fuldkommen Holdningsløshed , som det gjentagne Afflag havde bibragt ham ; og da han paa dette sit Tilbagetog passerede en Vinduesfordybning , der ganske skjultes af de tætte , udfoldede Gardiner , aabnede han disse og traadte derind . Def brede og dybe Vindue dannede her i Forbindelse med de nedhængende Gardiner et skjult og afsides lille Værelse , og neppe fandt han sig ene her , før hans sygeligt spændte Ansigtstræk pludselig slappedes , og hans Hoved sank ned paa Brystet . Saaledes sfod han nogle Øjeblikke ganske stille , tilsyneladende nedsunken i stor Sløvhed eller Apathi . Først havde han stillet sig i et af Hjørnerne med sin Pande hvilende mod en af Vinduesruderne , hvis dugvaade Kølighed forfriskede ham , men snart tillod hans Sinds Uro ham ikke at staae saa ubevægelig , og han begyndte paa en mekanisk Maade at gaae de Par Skridt frem og tilbage , som Rummet tillod , medens Tankerne fore forunderligt levende gjennem hans Hoved , ja sygeligt skarpe og stikkende : „ Den unge , deilige Pige , som ikke havde villet dandse med ham , som først havde set paa ham med Venlighed , men efter nøjere Betragtning vendt sig fra ham med Uvillie — hende var det jo , han ved sin Dands havde villet indtage eller besnære , og hun havde nu for anden Gang saaledes — fornærmet ham ! . . . Hvor hun dog var skjøn og yndig , og isærdeleshed , da hun viste ham sin Foragt og Afsky ! . . . Hvilken straalende Glands , der som en Glorie omgav hele hendes Skikkelse ! . . . Men denne Glands , det var jo dog kun et Skin , et yndigt , men bedragerisk Skin , som kun Børn og Narre lade sig skuffe af . . . og hvorledes kunde det da være , at ogsaa han kunde føle sig henreven deraf ? ja , at han endnu stadig kunde Hildes i de gamle , barnagtige Drømme , trods Alt hvad han havde erfaret og oplevet , naar han saae dette Skær , denne Glands , dette Udtryk hos en Kvinde ? . . . Men hvorfor havde hun da ikke villet dandse med ham ? . . . havde hendes Afslag været begrundet i sædvanlig kvindelig Lunefuldhed ? . . . Nei , det syntes hendes hele Væsen ikke at tyde paa . Nei , det var dog vistnok , fordi hun i Virkeligheden besad en saadan Renhed og Uskyldighed , som hele hendes yndige Skikkelse udviste , og fordi et Instinkt paa Grund af denne hendes Natur sagde hende , at han manglede disse Egensfaber , — saaledes som han jo ogsaa i Øjeblikket havde opfattet hendes Afslag ! . . . Og om der saa maaske dog kunde være nogen Sandhed i de barnlige Drømme om Kvindens høje Natur ! ? “ Og det var , som om denne , selv nu saa mistænkte og dunkle Forestilling pludselig kastede noget af den forlængsf forsvundne , romantiske , rosenrøde Glands over hans Aand . — „ Thi Gud indgiver ikke et Menneske en falsk Anskuelse “ — saaledes skred efter et lille Ophold hans Tankegang videre — „ var det ikke saaledes , den gamle Præst skrev i sit sidste Brev ? . . . Men — Amine ! . . . hvem var elskeligere og uskyldigere end hun ? Og selv hun kunde dog — — Ia , men hun elskede ham og havde vistnok elsket ham sra sin Barndom af , set op til ham som til en Guddom og ikke været istand til at troe noget Ondt om ham ! . . . Og han var maaske ogsaa dengang anderledens . . . bedre . . . ikke saa fordærvet som nu ? . . . Og dog , hvad var i denne Henseende Godt og hvad Ondt ? . . . O , der var ingen Bund ! “ . Medens denne Rækkefølge af Tanker med febrilsk Hurtighed jog igjennem hans Hoved , var Musiken og Dandsen begyndt igjen , men han havde ikke lagt Mærke dertil . Da faldt hans Blik paa Gardinerne , der ved de Dandsendes Bevægelser bølgede sagte frem og tilbage , og dette Syn vakte ham atter til Bevidsthed om , hvor han var , og i samme Ojeblik kom han da med en uvilkaarlig Gru til at mindes de andre Gange , han ligeledes havde befundet sig indenfor saadanne skjulende Gardiner — hin Balnat paa Søviggaard , da han som niaarig Øreng vaagnede op i det sfumle Værelse og saae sin Moder og hendes Elsker ! og hin Balnat her i Kjøbenhavn i hans Moders Hus , da han som Voxen havde hørt hin Melodi igjen , der havde lydt i hans Drømme gjennem alle hans Barndomsaar — da han traadte frem fra sit Skjul og saae hende dandse den samme Dands ! Og da hendes Billede nu først var fremmanet for hans Fantasi , saa saae han hende efterhaanden i alle de Situationer , hvori hun havde gjort dybest Indtryk paa hans Sind — ligefra hans Barndoms tidligste Erindringer om , at det var hende , som førstegang havde viist ham Solen , og om den skjønne , herlige Skikkelse paa den hvide Hest i den grønne Skov og ved Havet , og til det Øjeblik , da hun paa Dampskibet slog sit hidtil saa stolte og frimodige Øje ned for hans Blik og rødmende kastede Sløret over sit Ansigt — og det hele Billede udøvede atter sin gamle , forvildende Tiltrækningskraft over ham , og atter grebes han af hin selsomme Følelse paa eengang af en Slags Rædsel og af en smertefuld eller vemodig Sympathi for hende . Og da havde han i Øjeblikket — rimeligvis paa Grund af den særegne , stærkf bevægede Stemning , hvori han befandt sig — en saa levende Følelse som aldrig før af den forvirrende Dobbelthed i sin Natur , af den forunderlige Splid , som ved hende var indkommen deri , eller som idetmindste Forestillingen om hende altid tydeligst lod ham føle , at han , for at faae Magt over den og muligvis derved komme til Klarhed , gysende forelagde sig selv følgende Spørgsmaal : „ Elsfer jeg da endnu min Moder ? Eller hader jeg hende ? — Er jeg glad over , at hun ikke er her mere ? — Eller længes jeg efter at stehende igjen ? — Har hun været min onde Engel , der har fordrevet mig fra min Barndoms Paradis ? — Eller har hun kun simpelthen viist mig , hvorledes Virkeligheden og Sandheden ser ud ? . . . Eller — o , min Gud ! — hvad ønsker jeg nu mest i dette Ojeblik ? O ns ker jeg , at jeg kunde blive igjen , som da jeg var Barn , eller frygter jeg for at Hildes i de Drømme , som dengang udgjorde mit Liv ? “ — Men han følte sig i Øieblikket ude af Stand til at besvare et eneste af disse Spørgsmaal paa en afgjørende Maade . Og da var det , som om hans Sinds uhyre Forvildelse derved traadte ligesom legemliggjort frem for ham og stod for ham , Ansigt til Ansigt med ham , og i forfærdelig Angst for at forgaae i Afsindighedens bundløse Svælg flagrede hans Tanker som forvildede Fugle omkring fra et Punkt til et andet uden at kunne finde Hvile nogetsteds . — Da — som tvungen af denne unævnelige Rædsel — hævede han for første Gang i sin voxne Alder sin bævende Sjæl til Gud , og efter at han i nogle Øieblikke med al sin Krast havde søgt at samle de svimlende Tanker , gaves det ham at udgyde sit Hjerte i følgende barnlige Bøn eller selsomme Skriftemaal : „ O , Gud ! jeg er saa fortvivlet , saa forvirret . O , Gud ! jeg synes , at jeg er saa ulykkelig , og at mit Liv er saa forunderligt , og jeg kan ikke troe , at det er kil en saadan Tilværelse , at Du skaber et Menneske ? . . . Vil Du nu ikke tage Dig af mig og oplyse mig ? . . . Thi Du har jo dog visf selv indgivet Børn Kjærlighed til deres Forældre , og i mit Hjerte veed jeg nu saa visf , at denne Følelse har været tilstede i al sin Styrke . . . især ligeoverfor min Moder ! . . . Men hvorledes skal jeg da nu betragte hende ? Vil Du oplyse mig derom ? . . . Men det er visf formasteligt af mig saaledes at henvende mig til Dig uden først at omvende mig , ja , uden , at jeg ret er istand til at angre det Onde , jeg har gjort ! Men vær ikke vred derfor , o , Gud , thi er ikke den store Forvirring , som er i mig , ogsaa Skyld heri ? . . . Ja , tag mig det ikke ilde op , o , Gud , men forlanger Du ikke først og fremmest Ærlighed af et Menneske , naar han henvender sig til Dig ? . . . og jeg er dog vistnok i dette øjeblik sand ligeoverfor Dig , idetmindste veed jeg selv ikke bedre . . . men , o , Gud ! istedetfor at føle Anger forekommer det mig snarere , som om jegselv paa forunderlig Maade har lidt uskyldigt i mit Liv ! Ja , selv naar jeg tænker paa min kjære Legesøster Amine , som jeg vist har elsket renesf og uskyldigst , og som jeg dog har handlet saaledes imod , som Du jo veed , o Gud , — mon det er Anger , jeg føler , naar jeg tænker paa dette ? Nei , det er det vistnok ikke . Thi Anger skal jo være en pinefuld , fortærende Smerte , og naar jeg tænker paa Amine , da føler jeg vel , at jeg har forbrudt mig imod hende , men jeg har dog tillige stundom en Følelse , som om jeg ikke ret selv var Skyld deri , og derfor kan jeg ikke føle Anger , naar jeg tænker paa det , men kun Sorg eller Vemod , som man føler det ved de Ulykker , der skee . Ja , skjøndt jeg siden hin Foraarsaften , da jeg bedrog hende i hendes sværmeriske Tanke om , at jeg vilde døe med hende , jevnlig har haft en Følelse af , at den Svig , jeg da øvede imod hende , engang skal koste mig mit Liv , saa synes det mig , , o Gud , at der ikke engang i denne Følelse er noget saa Pinefuldt eller Fortærende , at jeg kan ansee det for Anger eller for en Straf ! . . . Nei , naar jeg gribes af denne Fornemmelse , da gyser min Sjæl vel i Øjeblikket derved , men fyldes dog tillige af saadan en Fred og Stilhed , som om jeg var bleven Barn igjen og gik og hørte paa Aaens Rislen og Vindens Susen i de gamle Træer . . . eller som om jeg havde lagt mig til at sove i det bløde Græs paa Hjemmets Enge ! . . . O , hvormange stærke og brusende Følelser , men tillige saa forunderligt blandede , ere gaaede igjennem min Sjæl , siden jeg er bleven Voxen , saa forunderligt blandede , at jeg aldrig ret har vidst , om Lidelsen eller Glæden var størst deri . Jeg har svulmet af Lyst og Glæde , jeg har følt min Forfængelighed og Egenkærlighed rigeligere mættet , end mine dristigste Ønsker have gaaet , men aldrig var jeg dog i Sandhed glad , altid var jeg i mit dybeste Indre saa urolig , saa forvirret , det føler jeg nu , o Gud , i dette Øjeblik saa klart , saa klart ! . . . Gud ! vil Du tage denne Forvirring fra mig ? Vil Du oplyse mig , om det , jeg drømte som Barn , virkelig er Sandhed , virkelig er til i Livet , o da troer jeg , at jeg endnu vilde kunne leve et kraftigt og frimodigt Liv herefter ! . . . Men vil en saadan Oplysning ikke blive mig tildel , eller er ved det Liv , jeg nu i saa lang Tid har levet , min Aand allerede bleven for svag , min Natur for ussel , usand , egenkjærlig og blødagtig dertil . . . eller vilde jeg ved mit Liv fremdeles gjøre andre og gode Mennesker Skade eller Sorg , saaledes som jeg jo har gjort imod den kjærlige Amine , — da , o Gud , kunde Du da ikke give mig een Dag , blot een Barndomsdag fra det sidste Aar af min Skoletid igjen . . . naar vi havde faaet Effermiddagslov , og vi gik gjennem de gamle , stille Gader ned til Fjorden eller ud paa Markerne . . . eller naar jeg hjemme i Ferien seilede med Amme i hendes Baad paa Aaen under de skyggefulde Træer i det dybe Stille . . . o , giv mig een saadan Dag eller blot een saadan Time med dens gyldne Glands , med dens rige Lysf , med dens uskyldige Leg , og lad mig saa døe ! “ Skjøndt denne bedende Henvendelse eller selsomme Skriftemaal vel ikke var af hine Bønner , der i sig selv indeholde deres Bønhørelse , har den dog maaske , trods sine Mangler , ikke ganske mishaget Den , til hvem den var rettet , eftersom den dog var fremgaaet af et i Ojeblikket ydmygt og barnligt Sind . — Da han reiste sig fra den knælende Stilling , vare de vilde Bølger i hans Sjæl noget stillede , og en dæmpet Efterklang af den opløftede Stemning vedblev at tone i hans Indre . Han hævede sit Hoved og begyndte 1 igjen at gaae langsomt frem og tilbage i dette sit hemmelige Tilflugtssted . Da faldt hans Øine atter paa Gardinerne , hvilke nu hang ganske ubevægelige , og han lagde derved Mærke til , at Musiken og Dandsen for Øjeblikket vare ophørte , og han fornam kun den utydelige Summen af de Talendes Stemmer i den store Sal . Det var ham imod at vise sig for Nogen i den Stemning , hvori han befandt sig — ja , han havde tilmed en Følelse af , at han i Meget var bleven forandret , siden han traadte indenfor disse Gardiner — og han vilde derfor vente , til Dandsen atter begyndte , for at han da lettere uden at blive set af Nogen kunde forlade sit Skjulested og dermed tillige Ballet . Han vedblev derfor endnu en Tidlang sin Vandring frem og tilbage . Da tiltrak nogle enlige Toner , der løde , som om det var en Violoncel eller Harpe , der stemtes , sig hans Opmærksomhed — han standsede og lyttede , da han antog dette for et Slags Præludium til , at Orkestret vilde begynde sin Virksomhed igjen ; men de samme klimprende Toner vedbleve i længere Tid , som om Instrumentet stemtes med megen Nøiagtighed , og da den Stemmende nu tillige anvendte Buestrøg , gjenkjendte han Instrumentet som en Violoncel , og han lyttede med Fornøjelse til de bløde , vibrerende Toner , skjøndt den endnu stadig kun blev stemt . Med sit Hoved lænet til Muren stod han saaledes lyttende og ventende , og allerede vare hans Tanker paa veje til at forlade denne Gjenstand , da Violoncellen igjen pludselig vakte hans udelte Opmærksomhed : det klimprende Præludium var nemlig gaaet over til en virkelig Melodi , hvis Toner — allerede inden de saa at sige endnu ret vare naaede til hans Bevidsthed — joge ham Blodet voldsomt til Hjertet og derpaa til Hovedet ; thi det forekom ham , at det var Melodien til hans „ Moders Dands , “ og med et Udtryk , som om det atter begyndte at svimle for ham , tog han sig til Hovedet og hørte efter med den mest spændte Opmærksomhed . Dog kunde han ikke strax kjende den gamle Melodi igjen , idet det snart syntes ham , at det var en anden , der kun havde megen Lighed dermed , og snart , at det ikke kunde være andet end den , men dog saa forandret , saa forunderlig aandig , ren , vemodig og rørende . Men det var hans „ Moders Dands , “ det var de Toner , der havde kastet Forvirringen ind i hans Hjerte , lokket ham bort fra Livets kølige Kilder og forvandlet hans fagre Ungdomstid til en gjøglende Dands i en glødende Ørken — det var den gamle Melodi , og det var dog en anden ! thi da den kun blev spillet paa dette ene , saa gribende Instrument og i langsommere Takt , end han tidligere havde hørt den , var dens Karakter forandret , og den sandseligt-glodende spanske Melodi forekom ham at lyde saa hjertekvægende mildt , ja , næsten religiøsf opløftende , som var den et Akkompagnement til de Stemninger , der fornylig vare gaaede gjennem hans Sind . Da rørtes han stærkt ved at høre den dæmoniske Musik saa selsomt forandret , og for første Gang i lange Tider brøde Taarerne frem af hans Øine ; da forsvandt ogsaa hans Skyhed for at lade sig see , og medens Taarerne endnu hang i hans Øjenhaar , aabnede han Gardinerne og traadte frem i Salen . Hvad saae han her ? — Gulvet var i det Hele tomt for Mennesker ; men henne i Nærheden af Orkestret , hvorfra den enlige Violoncel lød , havde der dannet sig en Kreds , indenfor hvilken han stimlede to dandsende Skikkelser , en Herre og en Dame . Men da han saae denne Kreds og disse Skikkelser indenfor den , da var det ikke langt fra , at hans Tanker begyndte at forvilde sig ; thi — netop saaledes , indenfor en saadan Tilskuerkreds , der efter de Dandsendes Bevægelser snart udvidede sig og snart trak sig sammen , var det jo , at han baade som Barn og Voxen havde set sin Moder dandse denne Dands . Og skjøndt hans Forstand maatte sige ham , at det ikke kunde være hende , som dandsede der i Kredsen , saa var nu dog hans Fantasi paa Grund af de stærke , vexlende Sindsbevægelser , hvorfor han havde været Gjenstand , i Øjeblikket langt stærkere end hans Evne til rolig Eftertanke og til at gjøre Fornuftslutninger , og det var med Opbydelse af al sin Villiesstyrke , at han langsomt og med nedslagne Øine nærmede sig Kredsen , idet han mumlede : „ Jeg veed jo , at naar jeg hører denne Musik , da varsler den mig Noget ! “ Endelig stod han ved Kredsen , dog noget afsides , saaledes at han ikke med Lethed kunde bemærkes af de Dandsende , og da først fæstede han sine Oine paa dem , og se , da var det Godsejeren , den endnu ungdommelige Enkemand , der dandsede med sin Datter . Disse To havde allerede engang før paa Ballet dandset denne Dands , og den forunderlige , rørende Ynde , der havde hvilet over dette Par , havde uvilkaarlig fængslet flere af de Tilstedeværende og indgivet dem det Onsfe at see denne Dands gjentages af de Samme . Og at kun eet af Orkestrets Medlemmer kunde spille den , nemlig Violoncellisten , der var en ung , virkelig Kunstner paa sit Instrument , og som uden at være sig det bevidst eller at lægge an derpaa uvilkaarlig gav sit eget Hjertes Følelse Udtryk gjennem de Melodier , som han elskede , — det havde maaske endmere bidraget til at inspirere selve de Dandsende og forhøje det Indtryk , deres Dands gjorde paa Tilskuerne . — Lidt før Henrik ankom til Kredsen , havde de alf dandset Dandsen eengang til Ende . Men de bleve saa indstændigt opfordrede til at gjentage den endnu engang , at de — skjøndt med nogen Forlegenhed , der lagde en ny Ynde over den unge Pige — indvilgede deri . Og magisk fængslede stode nu de af den voldsomme og lidenskabelige Dands ophidsede og trættede unge Mennesker og saae paa dette forunderlige , stille Par , hvis Bevægelser vare saa skjønne , saa rene , saa ædle , hvis Personligheder med hemmelighedsfuld Magt hendroge Tanken til en fra den nærværende saa forskjellig , forlængst forsvunden Tilværelse — til Ridderborges og Kæmpevisers Tid . Og idet Tilskuerne uvilkaarlig følte Nærværelsen af den Romantik , der hvilede over disse Mennesker , der i Aar og Dage havde levet fjernt fra Verdens Larm , og hvis Hjerter havde næret sig af det Reneste og Bedste , og da de ligesom mærkede Vingeslaget af den høje og ædle Aand , der besjælede denne Fader og denne Datter , — da var det , som om der malede sig et Udtryk af Alvor og Længsel selv paa disse blaserede og nydelsestrætte unge Ansigter ! — Men Henrik Grubbe , han , som trods den tidlige Forargelse , der var givet ham , fra sin Barndom af havde haft den mægtige , opløftende Følelse af Kvindens høje Natur og den dunkle , dybe Længsel efter at vinde en ædel Kvindes Kjærlighed , indtil denne Ledestjerne , ved den gjentagne Forargelse , hans Moder gav ham , endelig slukkedes i Jordens Mørke og Taage — ogsaa han stod nu i Tilskuerkredsen og saae denne unge Pige dandse hans „ Moders Dands “ . Og ligesom den Forvildelse , der havde forgiftet hans Liv , var udgaaet fra denne Dands , saaledes havde han nu , da han saae den for sidste Gang i sit Liv , og han med Øinene lænkede til den skjønne Dandserinde stod og hørte de forhen saa forvildende Rhythmer klinge saa opløftende som Orgelets Toner , da havde han en Følelse , som om Trolddommen var forsvunden , og hans Barndom staaet op igjen af Graven , ja , det syntes ham , som om hans Bøn fra før af allerede nu var bleven opfyldt ; thi han følte en ligesaa ren Glæde i dette Øjeblik , som naar han paa en Fridag i sin Skoletid var vandret igjennem de gamle Gader ned til Fjorden , eller som naar han hjemme i Ferien seilede i Amines Baad paa Aaen under de høje Træer i det dybe Stille . Og medens en undrende , smeltende Følelse herved fyldte ham , søgte hans Tanker atter opad , ad den Vei , han fornylig havde fundet , og han sagde i sit bævende Hjerte : „ O , Gud ! hvorfor lader Du mig see denne Engel dandse min Njoders Dands ? Er det for mig et Tegn , at dens Trolddom nu skal svinde , Fortryllelsen hæves . . . og jeg blive igjen , som da jeg var Barn ? O , hvis det er saa , da bøi den Fagres Sind , saa at hun ikke afskyer mig , og saa at hun vil dandse denne Dands med mig ! Da . . . naar de onde Aander , som engang boede i denne Dands . . . som fra den ere udgaaede imod mig . . . naar de atter ville lokke og besnære mig , — mon jeg da ikke vil kunne faae Magt over dem , naar jeg tænker paa , at denne uskyldige Pige lagde sin Haand i min og gik ved min Side , da disse Toner lød ? “ — Da var Dandsen for anden Gang til Ende . Kredsen aabnede sig , og de Dandsende traadte ud og toge deres forrige Plads i Besiddelse . Dog vedblev Melodien at lyde fra Orkestret , hvor den unge Musikus sad som idrømme , henbsjet over sit Instrument , øjensynligt i Forglemmelse af sig selv og Alt omkring ham . Et Udtryk af Alvor laa over mange Ansigter , og der syntes ikke at være Stemning tilstede til atter at begynde paa den sædvanlige Dands ; dog vedblev Kredsen endnu i nogle Minuter at holde sig sammen , idet man lyttede til Musiken og betragtede den unge Kunstner — Nogle med Velvillie , Andre med en haanlig Trækken paa Skuldrene . Da — medens den gribende Musik endnu lød — nærmede Henrik Grubbe sig for tredie Gang til den unge , skjønne Pige . Og da tænkte han ikke først paa at samle sin Personlighed , for at dens Skjønhed kunde træde frem i alt sit spillende Liv og dog med fuldendt Anstand og Ro — nei , undselig og bly som et Barn , med et Barns Inderlighed og frygtsomme Ydmyghed nærmede han sig til hende , og , talende med saa sagte en Røst , at kun hun selv og hendes Fader kunde høre ham , sagde han følgende Ord til hende : „ Vær ikke vred paa mig , unge , Mønne Dame , fordi jeg nu for tredie Gang staaer her for Dem ! Jeg veed , at jeg har fornærmet Dem , jeg forstaaer , at jeg ikke kan andet end vække Deres Mishag , ja , Afsky ! Og dog , jeg beder Dem saa inderligt derom , se blot et eneste Øjeblik bort fra disse Følelser , og betragt mig som det , jeg er i denne Stund , Deres stakkels , ulykkelige og forvildede Medmenneske , som Øe , om Øe vil , maaske kan gjøre noget Godt imod . . . en større Velgjerning maaske , end Øe endnu i Deres Liv har bevist Nogen . . . Forklare mig for Dem kan jeg ikke , — Øe vilde ikke engang forstaae mig , om jeg vilde forsøge derpaa , — men — ræk mig Deres Haand og dands denne Dands , den , som Øe nu har dandset med Deres Fader , endnu eengang og med mig ! . . . Vær ikke bange for mig ! Mit Hjerte tænker ikke paa Ondt i dette Øjeblik ! . . . Naar Øe har opfyldt mit Ønske , Ml jeg forsvinde fra Deres Nærhed og aldrig oftere lade mig see paa Deres Vei , det lover jeg og skal holde ubrødeligt , hvis Øe forlanger det — kun dands denne Dands med mig ! — blot een eneste Gang i Deres Liv denne Dands ! “ Da hævede den unge Pige sine Øine og saae paa ham . Var dette den Samme , som hun i Løbet af denne Nat havde set i saa forskjellige Situationer ? ham , der havde fornærmet hende selv , hun vidste ikke ret hvorved , og hvis Dands havde forekommet hende saa oprørende , hun vidste ikke ret hvorfor ? Var dette nu virkelig den Samme , der stod der for hende saa ydmyg , saa forandret ? — Og ifølge sin sanddru Natur kunde hun da ikke værge sig mod et fornyet , dybt Indtryk af Mishag , ja Modbydelighed ved at tænke paa dette og ved at bemærke denne karakterløse Skiften , disse bratte Overgange hos denne sønderrevne Natur , og denne Følelse var atter ifærd med at blive den fremherskende hos hende . Men — der var dog Noget over ham i dette Øjeblik , som ikke vakte hendes Mishag , ja , som rørte hende : det var den forunderlige , vemodige Begeistring , der fremlyste af hans Ord og hele Skikkelse , medens han dennegang talte til hende , og som forekom hende saa ganske at harmonere med det Udtryk i hans Ansigt , som hun først var bleven vaer deri , og som strax havde vakt hendes Sympathi . Og hvad om nu dette var hans egentlige , hans sande Natur ? og at hans Tilkjendegivelse af at være ulykkelig og lidende virkelig var Sandhed , — det idetmindste var hendes naturlige og kjærlighedsfulde Hjerte fuldkommen klart , og medens disse Følelser af Velvillie eller Medlidenhed nu bleve de overvejende hos hende , reiste hun sig langsomt — dog uden at see paa ham — idet hun udstrakte sin Haand imod ham . Saa bøjede han sig atter dybt ned for hende og rakte hende sin Arm , og medens den skjønne Melodi fremdeles lød fra den enlige Violoncel , skrede disse to unge Mennesker , hvis Aand og Natur oprindelig vare dybt beslægtede , og som maaske kunde have viist den onde Verden det livsalige Syn af et Samvær , rigt paa Kraft , Kjærlighed og Renhed — disse to unge Mennesker skrede nu ved hinandens Side frem paa Gulvet , hvor den halvopløste Kreds atter med Undren trængte sig frem og lukkede sig sammen om dem . Med sænkede Blikke og med forlegne Bevægelser traadte den skjønne Pige igjen frem paa Gulvet ; men den deilige , romantiske Dands , som hun havde kjendt og elsket fra fin Barndom , begyndte dog snart at udøve sin vante Indflydelse over hende , og da hun hævede sit Hoved og betragtede sin Meddandser og saae , at hans øine vare nedslagne , og at der hvilede et Udtryk af dyb , næsten forklaret Ro og barnlig Glæde over hans Ansigt , da mistede hun ogsaa selv derved sin Forlegenhed , hendes Ansigt fik sit naturlige Udtryk af Aabenhed og Venlighed , og hendes Bevægelser bleve atter frie , svævende og fulde af Inde . Da de havde dandset Dandsen eengang tilende , saa taug ogsaa Musiken — ligesom af sig selv — og med dyb , ridderlig Ærbødighed førte han sin Dame ud af Kredsen hen til hendes Fader . Da hun havde taget Plads hos denne , blev han endnu staaende nogle Øjeblikke hos dem , vexelvis betragtende dem begge , og som om der var Noget , han ønskede at sige dem ; men det lod ikke til , at han fandt noget Udtryk for sin Tanke . Endelig sagde han stammende og forlegen kun de Ord : „ og nu farvel ! Undskyld min Opførsel . . . og vær ikke vred paa mig ! “ Da hævede hun sine Øine op til hans og sagde alvorligt , men dog med et Udtryk af Mildhed : „ Ogsaa jeg bør maaske bede Dem om Undskyldning for min Opførsel imod Dem . Jeg kjender saalidt til , hvad der er Skik og Brug i Verden . . . til , hvad der anses for passende , rigtigt eller tilladeligt . Jeg er opvoxet i Ensomhed hos min Fader her og i fuldkommen Frihed , jeg har været vant til fra Lille af i Alt kun at følge min egen Natur . . . og Dette faaer være min Undflyldning , om jeg har feilet imod Dem ! “ Væd disse Ord sænkede han sit Hoved og stod nogle Øjeblikke taus , idet et Træk af dyb Smerte gled henover hans Ansigt ; endelig sagde han : „ Nei , Deres Natur vildledte Dem ikke , da den advarede Dem imod mig . . . og De har ikke feilet imod mig . “ Derpaa hilste han dem begge endnu engang til Afsked og forlod Salen og Ballet . Og saaledes havde han for første og sidste Gang i sit Liv selv dandset sin „ Moders Dands “ . Men det , som denne Dands , hvergang han fik den at see , ifølge hans eget Udtryk „ varslede “ ham , — det var dog ikke dermed tilende . Hvor selsomt bølgede det ikke i hans Sind , da han , efter at have forladt Balsalen , langsomt og drømmende vandrede gjennem den lange Korridor henimod Udgangen ! — Hvad var der sket med ham ? Han vidste det ikke ret . Han var ligesom bange for at vende sin Tanke indad mod sit Indre ; thi vel forekom det ham , at der lød en uendelig Jubel , en forunderlig tonefuld Fryd derinde — og dog havde han tillige en hemmelighedsfuld Fornemmelse af , at der samtidigt med Iubelen tillige var opstaaet en uendelig ; lidelsesfuld Bevidsthed hos ham , der paa en eller anden Maade stod i Forbindelse netop med Iubelen . Derfor turde han ikke ret sænke sin Tanke ned i sit Sinds Dyb for ikke der at røre ved Smerten og vække den , og derfor søgte han nu — ifølge sin allerede saa svækkede Sjælskraft og blødagtige Natur — at holde sig saameget som muligt svævende i denne sin nye Tilstand , i Følelsen af , at saalænge han formaaede det , vilde Iubelen være overvejende . — Paa Grund heraf var det ham maaske ikke saameget uvelkomment , da han var naaet ned i Enden af den lange Korridor , der at træffe en Del unge Mennesker , som havde forladt Balsalen nogle Minutter tidligere end han og ad en anden Udgangsdør . Disse stode her ifærd med at søge efter deres Overtøi og i en ivrig Samtale netop om den Ankommende . De Fleste af dem vare Henriks Bekjendte eller „ gode Venner “ , som det hedder , fra hans tidligere Ophold i Hovedstaden . Da han nærmede sig Gruppen , vendte de Alle Hovederne henimod ham , og en af dem traadte et Par Skridt frem foran de Øvrige og tiltalte ham saaledes : „ Det var herligt , af De kom nu , Grubbe ! vi staaer netop her og taler om Dem , og der er ingen af os , der har Lyst til af sfilles ad eller gaae iseng endnu . Man kjender et Sted her i Gaden hos en Vinhandler , hvortil der altid er Adgang , og hvor man for gode Ord , men dog isærdeleshed for god Betaling , kan være fuldkommen ugenert og sidde i god Ro og Mag den ganske Nat og faae sig en lille Bazet , om saa skal være . Vi vare netop blevne enige om . . . da det jo nu lod til , af Deres Affairer derinde for Øjeblikket vare tilende . . . af en Ambassadør ffulde sendes ind til Dem med venligst Anmodning om af slutte Dem til os og da muligvis lyksaliggjøre os med nogle pikante Skildringer . . . De forstaaer nok . . . af erotisk Art . . . fra Deres — efter hvad det tusindtungede Rygte allerede har forkyndt — saa særdeles rige Høst i Neapel . Og da jeg , som De maaske veed , fornylig har fungeret som yderste Halespids i en diplomatisk Ambassade , saa mente disse Herrer , af jeg nok nu kunde træde selvstændigt op ved denne Leilighed . Jeg har herved udført dette mig betroede Hverv , saa godt som mine ringe Evner tilstedede det , og forventer herefter underdanigst Deres Høiheds naadige Svar ! “ Den unge Mand , der tiltalte Henrik saaledes , havde ligesom han Titel af Hofjunker , var henved fem og tyve Aar gammel , rig og uafhængig og hed Herman Flindt . Der fandt saaledes i udvortes Henseende en Lighed Sted mellem disse To , og i Henseende til deres Livsførelse og Tilbøjeligheder havde der ogsaa fundet Lighed Sted mellem dem i den Tid , de havde kjendt hinanden — men der var dog den væsentlige Forskjel imellem dem , at Flindt var og altid havde været en fuldkommen Hverdagsnatur , i hvis fra Fødselen af „ snnde “ og „ harmoniske “ Sind ingensomhelsf Mindelse af en dybere Natur havde afstedkommet endog kun den svageste Bølgegang . Han var en ung , flot Herre , hvis eneste Guddom var „ Nydelse “ af enhver Art . Han var — som sagt — Henrik Grubbes Bekjendt og gode Ven , hvad dog ikke forhindrede ham fra , i samme Øjeblik han tiltalte ham med saa venlige Ord , at nære en til Had grændsende Følelse for ham i sit „ Hjerte “ , eftersom dette Organ var opfyldt af Nag over den Lykke , som Henrik altid forhen havde gjort , og som nu igjen i saa fuldt Maal var falden i hans Lod paa dette Bal — en „ Lykke “ , som af Flindt blev anset for at udgjøre Kvintessentsen af al Livets Nydelse , og dette saameget mere , som hans af Naturen stedmoderligt behandlede Udvortes kun gav ham selv ringe Udsigt og Leilighed dertil . — De Øvrige vare mer og mindre af samme Natur og Beskaffenhed , — hvad der endogsaa gjældte om det alleryngste Medlem af Selskabet , en fornylig konfirmeret Yngling paa sexten Aar , Søn af det rige og fornemme Hus , der havde givet dette herlige Bal . Da Henrik hørte sig tiltalt saaledes som anført , følte han sig i Begyndelsen , — ifølge den antydede Sindsstemning , hvori han befandt sig , — ikke saa utilbøjelig til at slutte sig til Selskabet ; men da Taleren berørte hans selsomme Tilværelse i Neapel , der i dette Øjeblik svævede som en forfærdelig , forvirrende Drøm for hans Fantasi , da fortrak hans Ansigt sig i Smerte , og Modbydelighed for at være i dette Selskab betog ham . Dog havde han paa samme Tid en Frygt for , at Det , som ved disse Antydninger var sat i Bevægelse hos ham , maaske , efter hvad han nu havde oplevet paa dette Bal , vilde være ham til endnu større Besvær , naar han overlodes til sit eget Selskab alene , og derfor var det , at han ligesom nølede med at udtale det „ Nei “ , der dog svævede ham paa Læberne . Tilmed tænkte han sig maaske Muligheden af at kunne flippe fra dem , naar de først vare komne ud paa Gaden . Denne hans Taushed blev imidlertid anset af Selskabet før en Indrømmelse , og da de kom udenfor , gik Flindt desuden strax hen til ham og tog ham under Armen , da han dog havde fundet hans Taushed noget mistænkelig og nu følte en pinefuld Lyst til , ligesaagodt først som sidst , at tømme det Smertensbæger , som han vel maatte antage , at Skildringen af Henriks erotiske Bedrifter vilde iskænke ham . Saa tog en anden af Selskabet Henriks anden Arm , og saaledes gik det til , at han — som Tilfældet er med alle svage Karakterer — halvt med og halvt mod sin Villie gav efter og betraadte dette de dagsky Svirebrodres og Hasardspilleres med en vis Glands og Komfort udstyrede Tilflugtssted . Da Selskabet ankom til Stedet — en temmelig stor Sal inde i en Baggaard — var dette Asyl før Øjeblikket ledigt , og det varede ikke mange Minuter , før Bordet stod dækket med saadan en-Anretning , at selv den kræsneste Ganes Madlysf kunde vækkes derved — idetmindste erholdt Størstedelen af de Ankomne Appetiten fornyet og det saavel til at spise som dog vistnok især til at drikke paany , og under Larm og høirøstet Tale tog man Plads omkring Bordet . Dog var man — saalænge Madlysten stilledes — temmelig rolig , og enhver talte kun med sin Sidemand ; men altsom den ene Flaste tømtes efter den anden , paa det Grundlag , der alf tidligere var lagt , steg Stemningen paa sædvanlig , naturnødvendig Maade , og det gamle Ord : „ Hvad Hjertet er fuldt af , derom bærer Munden Vidnesbyrd , “ fandt da , som det under saadanne Omstændigheder plejer at skee , sin Bekræftelse . „ Naa , Ven Grubbe ! “ — raabte da Hofjunker Flindt , der sad ligeoverfor Henrik paa den anden Side af Bordet , da det nu forekom ham , at han var bleven ganske godt styrket til at udholde det Ubehagelige , som dog ikke var til at undgaae — „ naa , Ven Grubbe , lad os saa faae Historierne ! . . . Vi er meget spændte , det kan jeg forsikkre Dem . Vi har — saavidt jeg i øjeblikket husker — hørt tale om en Lrineipessu * ) — ja jeg troer saagar om en — ' ) Fyrstinde . Orunäuell688a . * ) . . . men hvem der er størst af de Tø , veed jeg iøvrigt ikke . . . Er Oranciv6ii688u det samme søm en Størhertuginde , saa er det jo tilvisse noget Storartet ! . . . Men i Italien har Titlerne nok ikke saameget at sige , har jeg ladet mig fortælle ? Naa , men det er nu ligemeget , og dette siger jeg ingenlunde for at forringe Deres Fortjenester , kjære Ven ; begynd nu kun paa — Her afbrødes han af en af Selskabet , der med en vis Ironi , men dog paa en saadan Maade , at Alvoren skinnede igjennem , gjorde følgende Bemærkning , idet han betragtede den sextenaarige Yngling : „ Undskyld , inden De gaae videre — men det forekommer mig , som om jeg fra mine latinske Dage skulde have bevaret Erindringen om et Ordsprog eller en Talemaade , der lød omtrent saaledes : äellstur waximu rsvorøntia . « * * ) — Skulde dette ikke kunne finde sin Anvendelse her ? “ „ Aa Gud ! “ — skyndte Hvalpen sig at sige — „ jeg er aldeles ikke nogen Dreng ! . . . Herrerne maae endelig ikke genere sig for mig ! “ „ Nei , deri har vor unge Ven forsaavidt Ret , “ sagde Flindt høit leende ; „ han er ingen Dreng , den ærede Lieutenant og Kammerjunker kan være ganske * ) Storhertuginde . * * ) Man bør vogte sig for at give Drenge eller unge Mennesker Forargelse . rolig i saa Henseende ! . . . Men hvad var det nu , jeg vilde have tilladt mig at bemærke , da jeg standsedes i min Tales Flugt ? “ fortsatte han efter et lille Ophold , idet han betragtede Grubbe og ligesom krummede sig for ham paa Kattenes Maade : „ Jo , nu huskerjeg det — jeg vilde gjerne , forinden vi beæres med Skildringen af Deres mærkelige Eventyr i fremmed Land , drikke et specielt Glas med Dem i Anledning af Noget , Øe har udført herhjemme , og som maaske turde være endnu mærkeligere . . . Ser Øe , Grubbe , jeg er kun et Menneske , og jeg vil nu tilmed være saa naiv at tilstaae , at jeg igrunden er skinsyg paa Dem ; men jeg kan dog , min Salighed , ikke Andet end udtale min dybe Beundring , ja , min Ærefrygt for Dem . Deres Lige er maaske ikke til i den nærværende Tidsalder . Og i denne Nat , paa dette Bal , hvorfra vi Alle komme , har Øe udført en saadan Bedrift , som maaske er enestaaende i sit Slags . . . De troer maaske ikke , at Nogen lagde Mærke dertil ? — Men det gjorde jeg ; thi De er mit Studium , min Opgave , og De er forbandet vanskelig at studere , min Ven , for De er aldrig Dem selv lig , har intet System , ingen Regler ! . . . Io , De kan troe , jeg saae , hvorledes De behandlede den underdeilige Snerpe fra Landet . En saadan Evne til at indrette sig esterØjeblikkefs Krav var endogsaa mere , end jeg havde tiltroet Dem . . . og vi se vistnok her en Frugt af Deres sidste Reise ! . . . Jeg saae Deres Ansigt , Holdning , I Bevægelser , Minespil , kort sagt , Deres hele Habitus , da De gjorde det tredie og sidste Angreb paa hende — det var det Vidunderligste , jeg nogensinde har set , fuldendt Kunst , saa fuldendt , at Enhver , der ikke kjendte Dem , maatte tage det for Natur , for den bareste , færskeste Natur ! . . . Ja , naar endogsaa jeg maa tilstaae , at jeg ikke var langtfra at duperes af det isandhed rørende Syn , De frembød , da De dandsede med hende , saa antager jeg nu , at jeg paa en tilfredsstillende Maade har motiveret mit Ønske om af drikke et specielt Glas med Dem ! “ Og han holdt sit Glas over imod Henrik , nikkende til ham , venligt grinende , „ tænderskjærende fornøjet . “ En saadan Anerkjendelse havde Henrik vistnok ogsaa tidligere modtaget og det fra de samme Læber , og han havde da formodentlig smilet , nikket igjen , tømt sit Glas og derpaa atter taget Plads . Nu derimod følte han under denne Tiltale den største Lyst til paa en eller anden Maade af standse denne frække Tunge , der vovede af tale saaledes til ham og om — Hende ! Men Bevidstheden om , af han i dette Selskab kun vilde gjøre sig latterlig derved , holdt ham tilbage fra saaledes af — forløbe sig . Han tvang sig derfor til af blive rolig siddende uden af give noget Svar , indskrænkende sig alene til af sende Flindt et mørkt og advarende Blik , medens han tillige lod , som om han havde overhørt dennes Opfordring til af drikke et Glas med ham . Flindt , som var forbleven staaende opreist med sit Glas rakt over mod ham , betragtede ham nogle Øjeblikke med et spodsk , ondskabsfuldt Blik ; derpaa tømte han selv sit Glas og sagde : „ Naa saadan ! vi er altsaa blevne hovmodige af vor krin6ip688Ä eller 6lra . näu6ll688Ä ? og vi foragte at roses for saadanne Ubetydeligheder , som kan forefalde herhjemme ! . . . Er det saaledes ? Jeg beder om at beæres med et høfligt Svar paa høflig Tiltale . “ Da svarede Henrik med en Stemme , hvis Klang lød dæmpet og truende : „ Lad mig i Fred , Flindt ! . . . Jeg er ikke oplagt til at tale om saadanne Ting i denne Nat . “ Lidt efter tilføjede han som for sig selv eller idrømme : „ Jeg gjorde derfor vistnok bedst i at forlade dette Selskab . “ „ Ja , det gjorde De vistnok ! “ sagde Flindt parodierende , „ og min Tilladelse dertil , den kan De nu saa let erholde ! “ Henrik havde allerede reist sig for at gaae bort , men ved disse Ord — satte han sig igjen . Flindt saae denne hans Bevægelse , han smilede og sagde : „ Ja , det vilde isandhed ogsaa være haardt , hvis vi skulde gaae glip af de forventede Historier ! . . . Hvad vædde vi “ — sagde han , idet han vendte sig til sin Sidemand — „ naar Grubbe først faaer sundet sig lidt , kommer han nok af sig selv frem med dem ? Jeg er vis paa , at han længes ligesaameget efter at fortælle , som vi efter at høre ; men han gjør sig kostbar i Øjeblikket , forat Virkningen senere skal blive desto mere forbausende ! “ Da steg Blodet Henrik stærkt op i Kinderne . Han bøjede sig over Bordet henimod ham og sagde saa sagte , at kun Flindt selv og de Allernærmeste kunde høre det : „ Tir mig ikke , Flindt ! I den Sindsstemning , hvori jeg befinder mig i denne Nat , taaler jeg det ikke . Derfor ti stille , og lad mig i Fred ! . . . ellers . . . “ „ Ellers ? . . . “ gjentog Flindt parodierende . „ Ellers svarer jeg hverken for mig eller — Dem , “ sagde Henrik . Og Flindt , der var lille og spinkel , betragtede sin „ Vens “ ranke og velvoxne Skikkelse ; han bed sig i Læben og taug — for øjeblikket . „ Naa ! “ — raabte da med pibende Stemme det haabefulde unge Menneske , Grevesønnen , idet han slingrede dygtigt , da han reisfe sig for at give sine Ord mere Vægt — „ da det lader til , at DHrr . ikke kan blive enige om at fortælle os deres pikante Historier , lad os saa i Guds Navn paa de gamle Fædres Vis faae os en fornuftig Bazet ! Her er Kort , jeg gaaer altid med dem i Lommen ! Jeg lægger op , og Penge har jeg s ' gu . . . vil De see ? “ Og han fog i Lommen og fremviste en kjøn Hoben Sedler . Nogle smilede spottende og vendte sig bort , men de Flesfe nærmede sig Proponenten , der strax begyndte at lægge op , og Spillet kom igang . Da man flokkede sig om Kortene , trak Henrik sig langsomt henimod Udgangsdøren for ubemærket at forlade Selskabet ; men paa Vejen opsangedes han af Flindts spottende Blik , han undsaae sig og — blev . Stemningen havde imidlertid allerede naaet et saadant Stadium , at den fornødne Andagt og Ro til at passe paa Kortene manglede de Flesfe , hvorfor man efter en halv Timestids Forløb opgav at spille , fog igjen Plads omkring Bordet og rekvirerede slere Drikkevarer . Medens Spillet gik for sig , havde Henrik spadseret frem og tilbage i den temmelig rummelige Sal i Samtale med et Par Andre , som Heller ikke spillede ; da Spillet ophørte , og man atter satte sig ved Bordet , nølede han nogle Øjeblikke med at sætte sig paa sin tidligere Plads ligefor Flindt , men da imidlertid Enhver havde taget sin gamle Plads i Besiddelse , var der tilsidsf kun den tilbage . Tilmed sagde nu Flindt , som selv , mens han spillede , havde holdt Øje med Henrik , hvis usædvanlige Væsen var en Gjenstand for hans Grublen paa samme Tid , som det irriterede ham : „ Drikke med os , det kan Øe jo dog vel , Grubbe ? . . . eller har Øe maaske ogsaa forsvoret det ? “ Hvorpaa Henrik ligeledes indtog sin Plads . Og nu begyndte forsf det rigtige Bakchanal , hvis nærmere Beskrivelse formodentlig ikke er nødvendig , eftersom jo Enhver , ifølge de givne Forudsætninger ved Hjælp af sin egen Fantasi kan forestille sig det . Kun Dette : rent undslaae sig for at drikke med , kunde Henrik ikke og ønskede det ikke Heller , hvorfor ogsaa han omsider kom i en Tilstand , der grændsede nær til Berusning , — i hvilken den ubestemte , svævende Lyksalighedsfølelse , , hvoraf han havde været greben , siden han forlod Ballet , kom ligesom mere op i Overfladen af hans Sind . Han deltog derfor vel i de Andres lystige Samtale , men ofte var det dog , som om han faldt hen i Drømme , og han kunde da sidde i længere Tid og stirre ud for sig med en Mine , som om han gjemte paa en hemmelig Fryd i sit Sind . Han havde i denne Tilstand ogsaa vexlet flere venskabelige Yttringer med Flindf ; men denne havde selv i sin Rus Intet mistet af sin paapassende Opmærksomhed , og dette Udtryk som af en spillende Solglands , som af en ubekjendt Glæde , hvilket han blev vaer i hans Ansigt , tjente kun til at forøge hans hadefulde Følelse . Selv , naar han talte med de fjernest Siddende , tabte han ikke Henrik afsyne , og han lurede paa Ondt . Kjærlighedshistoriernes Stadium var nu naturligvis forlængst naaet , og man raabte i Munden paa hverandre , saaledes at den Enkelte kun med Anstrengelse formaaede at tilvende sig Opmærksomhed for længere og detaillerede Beretninger . Den af dem alle , som bedst formaaede dette , var Flindf , der paa en mærkelig Maade forstod at bevare en vis kold og beregnende Overflnen midt i Tøilesløsheden , og han var i Virkeligheden Den , der ved sit Vid og sin Overlegenhed beherskede Selskabet . Da opstod der ved den nederste Bordende — den modsatte af den , hvorved Henrik og Flindf sade ligeoverfor hinanden — en saa høirøstet Ordstrid , at den for en Tid overdøvede al anden Tale og tilrev fig saaledes hele Selskabets Opmærksomhed . Striden var opstaaet mellem Grevesønnen og en lille , meget ung Lieutenant af Hestgarden , og dens Gjenstand var , hvem af de tvende unge Herrer der gjorde mest Lykke paa Ballerne og — overhovedet — mest Lykke hos Damerne . De raabte i Munden paa hinanden af hele deres Lungers Kraft , idet enhver søgte at anføre saa knusende Kjeudsgjerninger , at Modparten derved maatte bringes til Taushed og erklære sig for overvunden , men det var saa langt fra , at denne Taktik viste sig at være heldig ; thi hver Kjendsgerning , som den ene Part fremkom med , tjente kun til at fremkalde en tilsyneladende endnu mere slaaende fra Modparten , indtil Lieutenanten , der sandsynligvis var sig sin virkelige Overlegenhed i denne Henseende bevidst , faldt paa at appellere til de af Selskabets Medlemmer , der paa Grund af deres egen Erfaring vare at ansee som kompetente Dommere i en saadan Sag , og som derfor maatte antages bedst at kjende de stridende Parters „ Fortjenester “ i omhandlede Retning . Og da nu disse Herrer — efter en kun ganske kort Overvejelse — erklærede sig utvivlsomt til Fordel for Lieutenanten , fik denne derved en saa berusende Følelse af sin Storhed , at han , idet han reiste sig svinglende , raabte med drukken Pathos : „ Ja , jeg er en Mand , der kunde fortælle Dem Historier , hvis jeg vilde , men jeg ønsker ikke at holdes for en Praler ! . . . Dog vil jeg sige saa Meget , at jeg hverken viger for Greven eller for nogensomhelst Anden her i dette Selskab , skjøndt jeg vel veed , her er Mennesker tilstede ! “ Ifølge det Standpunkt , hvorpaa Selskabet befandt sig , fremkaldte denne Yttring naturligvis en skraldende Latter , under hvilken Taleren noget flau atter tog Plads , og efter hvis Finale der indtraadte en forholdsvis Stilhed . Da hævede Hofjunker Flindt sin gjennemtrængende Stemme , der alligevel aldrig lød , som om han sorterede den , og da han jo havde bemærket , at Henrik for Øjeblikket af en eller anden Grund var pirrelig stemt ligeoverfor deslige Antydninger , saa henvendte han sig nu — som dreven af selve sin Retfærdighedsfølelse — til Lieutenanten med følgende Ord : „ Gjælder Deres Yttring eller Udfordring virkelig os Alle ? . . . eller er der idetmindste ikke Een i denne Kreds , som De undtager ? “ „ Nei , F . g . mig , om jeg gjør , jeg viger for Ingen ! “ „ Heller ikke for Hofjunker Henrik von Grubbe ? “ fortsatte Flindt , idet han betragtede Henrik skulende . „ Ja — nei ! — det veed jeg ikke saa rigtigt . Grubbe har jo været borte saa længe , og vel nægter jeg ikke , at ogsaa jeg har hørt Rygter om store Ting , han skal have udført i Italien ; men hvad veed man derom ? Hvorfor tier han selv stille dermed ? . . . Lad ham anføre Fakta , Kjendsgjerninger ! . . . Lad ham reise sig og tale til os Mænd ! Han er en Adelsmand , og vi ville troe ham . “ Og han ledsagede disse Ord med en opfordrende Haandbevægelse henimod Henrik , idet han nikkede til ham og tømte sit Glas paa den venskabeligste Maade . Alles Blikke henvendtes derved ' paa Henrik ; men denne sad og talte med sin Sidemand , tilsyneladende uden at have hørt Opfordringen . Da lød Stemmer rundtomkring fra : „ Tal , Grubbe ! “ — „ Tal og gjør ham til Skamme ! “ — „ Op med OranäuelitzLsa ' en ! “ Men Henrik taug stille , og hans Øine vare nedslagne . Da sagde Flindt med en forunderlig blød Stemme og med et Udtryk af sledsk Venlighed , dog uden at see ' paa Henrik : „ Det er ikke første Gang , at jeg har beundret Grubbes Beskedenhed , hans Ulyst til at ville berømme sig af , hvad der dog var Sandhed , og hvortil han fuldtvel var berettiget . Og “ — her sænkede han Stemmen endmere , hvad der dog ikke berøvede den det Mindste af dens ejendommelige Klarhed — „ jeg har da tænkt mig , at denne Beskedenhed muligvis kunde være begrundet i , at Grubbe ligesom havde en Følelse af , at det ikke saameget var hans egen Fortjeneste , der er Skyld i den Lykke , han gjør . . . sorn . . . ja , hvorledes skal jeg udtrykke mig ? . . . som maaske — en Andens ? “ Her standsede han for ligesom at føle sig for ; men Henrik sad med sænket Hoved og nedslagne Øine , og Flindt kunde ikke ret see hans Ansigtstræk . Da raabte man fra forskjellige Sider : „ Hvad er det for ' noget Snak ? “ — „ Hvis Fortjeneste skulde det da være ? “ — „ Forklar Øem tydeligere ! “ „ Grubbe mener muligvis i sin Beskedenhed , at den Lykke , han gjør , snarere er at betragte som . . . et Slags . . . Arvegods ! “ „ Arvegods ? — fra hvem ? “ raabtes der da . „ Fra hans Moder , nuværende Baronesse Krabbe , “ svarede Flindt . Da hans Moder nævnedes , gik der som et elektrisl Stød igjennem Henrik . Han aandede hurtigt og med Besvæer . Dog forblev han i sin Stilling og sad saa ubevægelig som en Støtte . Hvad vilde Flindt nu ikke have givet for blot et Øjeblik at kunne læse i Henriks Ansigt ! Men denne havde sænket sit Hoved end dybere , og — han maatte staae paa sin egen Risiko . De Fleste af de Tilstedeværende vare tilstrækkeligt inde i Forholdene til fuldkommen at forstaae Flindts Hentydning , og en uhyggelig Følelse begyndte at bemægtige sig dem . Men det var dog ikke Tilfældet med Alle , idetmindste ikke med Grevesønnen , der paa Grund af sin store Ungdom ikke var ret bekjendt med Andet end hvad der var foregaaet i hans Tid , det vil sige ' : i det sidste Aars Tid . Derfor raabte han : „ Jeg husker ikke at have set Hofjunker Grubbes Moder ! . . . hun er nok ikke her i Byen ? . . . Er det efter hende , De mener , at Grubbe gjør saadan en Lykke hos Damerne ? Saa maa hun altsaa have været meget smuk . . . og gjort megen Lykke hos Herrerne ? “ Da sænkede Flindt sin Stemme endnu en Tone , og trods Rusens Magt var hans Ansigt marmorblegt , og hans Læber skjælvede , da han sagde : „ Ja , hun var skjøn som Venus , og man siger , hun var ligesaa imødekommende som denne Gudin— “ Men han kom ikke videre i sin Udvikling dengang . 312 Thi Ordet : „ Stille ! “ , der saa skarpt som en Kniv skar ind i de Druknes Nerver , dirrede hen igjennem Salen fra Henriks Læber . Han havde reist sig og stod et øjeblik og stirrede stift paa Flindt , medens der efter dette „ Stille ! “ opstod ligesom en Bølgebevægelse blandt de berusede Mennesker , hvilke nu Alle taug ; kun saae de opfordrende eller udfordrende paa Grubbe og Flindt . Da sagde Flindt med rystende Knæ og dog endnu med en vis drengeagtig-klynkende Pulken paa Sandheden : „ Hvad hele Verden veed og taler om , det har ogsaa jeg Lov til at berøre , veed De det , Grubbe ! Og tager De det op som fornærmeligt , hvad der jo slet ikke er møntet paa Dem , saa er De en Nar . . . en von Quixote , og saa er — “ Men han blev atter afbrudt i den nærmere Motivering ; thi uden at sige et Ord mere rakte Henrik sig udover Bordet , greb ham med den høire Haand i Brystet og drog ham saa kraftigt og sikkert , som om hans Arm havde været en Fjeder , der efter at være udspændt af sig selv slog tilbage , over Bordet , over til sig , — ved hvilken Bevægelse Tallerkener , Flasker og Glas , der stod imellem dem , faldt klirrende ned og knustes . Saa stod han et Øjeblik med ham i denne Stilling , uden at nogen af dem vexlede et Ord , og medens de saaledes stode tause , var der saa stille som i Graven i den hele Sal . Da begyndte Henrik lidt efter lidt at gaae langsomt med ham henimod Døren til Trappegangen ; da han havde naaet Døren , aabnede han den med venstre Haand , gjorde derpaa en Vending og stødte ham med al sin Kraft nedad Trappen , hvorfra et hult Bulder af den Faldende lød op til de Forfærdede . Efter at have handlet saaledes mod Forncermeren — uden at Nogen af de Tilstedeværende havde gjort Mine til at ville forhindre ham deri — traadte Henrik atter ind , lukkede Døren efter sig , stillede sig med Ryggen derimod , som vilde han forhindre den Udkastede fra atter at træde ind , og saae nogle Øjeblikke i Taushed paa Selskabet . Da vare hans Kinder saa blege som et Ligs , og hans Øine havde et Udtryk , som om de vare brustne . — Dette var første Gang , at Nogen i hans Nærværelse havde hentydet til hans Moders Forhold . Flindts Angreb paa hende var kommet ham aldeles uventet og havde derfor truffet ham ganske uforberedt paa , hvorledes han skulde eller burde optage et saadant , og den Maade , hvorpaa han var optraadt mod Fornærmeren , var Frugt af en blot og bar instinktmæssig Driff , uden al Reskektion , og kun denne Driff alene laa fremdeles til Grund for hans øvrige Færd denne Nat . — Nu var jo Fornærmeren straffet , og den heftige , blinde Vrede imod ham var derved noget dæmpet og havde begyndt at vige Pladsen for en forunderlig , sukkende eller svulmende Fornemmelse i hans Bryst , som tvang ham til at anvende al sin Kraft for ikke at udbryde i Taarer . Og som han saaledes stod og kæmpede med Graaden , da var det ham , som om den mellem hans Barndom og det nærværende Øjeblik liggende Tid med al dens Erfaring og Bevidsthed var forsvunden — som om Skikkelsen af Øen , der her var bleven haanet og krænket , endnu engang traadte frem for - ham i al sin straalende Glands og usigelige Herlighed , hvormed den havde staaet for hans barnlige Fanrasi , og medens denne Følelse nu paany strømmede gjennem hans Hjerte , opløftede han uvilkaarlig sin Røst uden at agte paa Stedet eller Omgivelserne . Hans Stemme lød dæmpet og vemodigt , og det var næslen , som om han tiltalte Luften i Værelset , da han sagde : „ Ingen tale mere paa saadan Viis om denne Dame , som er min Moder ! . . . Der var en Tid . . . da var jeg et Barn . . . da var mit Hjerte uskyldigt , min Aand begejstret , brændende , længselsfuld , og da elskede jeg hende . . . min Moder . . . saa høit — højere , end det fattige Ord kan udtale , højere , end det varmeste Hjerte har drømt , højere , end et Menneske kan tænke eller forstaae ! . . Og derfor vove Ingen , som har sit Liv kjært , - at sige Noget til min Moders Beskæmmelse ! “ Da han havde talt disse Ord , taug han nogle Øjeblikke stille ; men da fik han ved at sænke Blikket øje paa Selskabets enkelte Medlemmer — de , som havde hørt Beskjæmmelsen , deltaget ved deres Nærværelse deri , taalt , at den skete , og da var det , som betoges han af en dyb Væmmelse over Livet paa samme Tid , som han følte sig greben af den samme rasende Vrede mod hver enkelt af de Tilstedeværende , og da han ikke i Øjeblikket kunde behandle Alle paa samme Maade som den egentlige Fornærmer , da svulmede hans Indre paany i dyb og nu tillige afmægtig Lidelse ved den lidte Forhaanelse . Besindelsen , der ved de stærke foregaaende Sindsbevægelser hele Tiden havde vaklet under disse sidste Scener , den forlod ham nu ganske . Blodet , der paa unaturlig Maade havde samlet sig i hans Hjerte ved den voldsomme Spænding , hvori han var kommen ved den gradvise Fremskriden i Flindts fornærmelige Antydninger , steg ham nu — som eu Strøm , der bryder sin Dæmning — i luende Bølger til Hovedet , og han traadte vaklende et Par Skridf frem i Salen og sagde : „ 0 , det er forfærdeligt , at en Søn kan høre Sligt om sin Moder . . . af saadanne Mennesker . . . og dog leve ! Jeg bad Gud fornylig om at lade mig døe , men at han dog forinden endnu eengang vilde lade mig søle min Barndoms Følelser , og han har i denne Nat allerede to Gange opfyldt denne Bøn ! . . . saa kom da nu , alle I feige og kolde Uslinger , I , som have været Vidne til denne Forsmædelse , kommer imod mig og kæmper med mig Alle som En og dræber mig ! “ Øerpaa nærmede han sig svimlende Bordet og tog en Kniv i hver Haand , idet han med høi Røst gjentog sin Udfordring . Selskabet , der under disse Tiltaler havde siddet ligesom lamslaaet , kom nu meget hurtigt paa Benene , ved Nærværelsen af denne virkelige Fare , og efter et aftalt Tegn nærmede sig Nogle ham bagfra og forsøgte at holde hans Arme og at fravriste ham Knivene . Dette var imidlertid ikke saa let , da Raseriet havde givet ham overordentlige Kræfter , og han havde allerede tilføjet Flere af dem lette Saar , da de — Alle som En — styrtede ind paa ham , hvorved han med den største Voldsomhed reves omkuld og faldt med hele sin egen Vægt og med tre af sine Modstandere ovenpaa sig mod den skarpe Kant af en Jern-Kulkasse . Kanten trængte ind i hans Side og Bryst . En Blodstrøm slød øjeblikkelig ud af hans Mund , og han blev liggende bevidstløs . ff Da Henrik Grubbe atter aabnede sine Øine , var det Morgen . Han befandt sig paa et af Stadens Hospitaler , og to Læger sade ved hans Seng , en ældre og en yngre — af hvilke den sidstnævnte havde truffet ham nogle Gange i Selskaber og tillige var saavidt inde i hans Forhold , at han havde Hørt tale om Situationen i hans Hjem og hans Faders Tilstand . — Det var ogsaa ham , der havde forhindret Overlægen fra , øjeblikkelig at afsende Underretning om det Passerede til Søviggaard og faaet ham til at vente , indtil noget Sikkert kunde meldes ; „ thi “ — saaledes havde han argumenteret — „ efter hvad jeg har hørt angaaende den Sindstilstand , hvori Faderen befinder sig , saa vil han bedre kunne taale Bevidstheden om en stor Ulykke , naar denne blot eengang for alle er bleven en haandgribelig Kjendsgerning , end modtage Underretning om en sørgelig Begivenhed , hvis endelige Udfald endnu er uvist og uafgjort . Dette er jo Tilfældet med saamange Svagsindede — det Uvisse piner dem allermest . “ Den ældre Læge , til hvem disse Ord henvendtes , var Hospitalets Overlæge , en Mand af et smukt og intelligent Physiognomi , hvori Jovialitet og Djærvhed var Hovedudtrykket ; den yngre var hans Søstersøn og Kandidat paa Hospitalet . — Det var — som sagt — Morgen , da Henrik atter aabnede Øinene efter den lange Afmagt eller dødlignende Søvn , hvori han havde ligget siden det stærke Slag eller Fald , og en venlig Morgensol skinnede ham med al sin oplivende Glands lige i Ansigtet — hvad der dog nu kun foraarsagede ham en stærk Smerte i Hovedet , hvorfor han igjen lukkede Øinene og henfaldt paany i sin forrige Tilstand . Dog havde naturligvis Lægerne øjeblikkelig bemærket hans Opvaagnen , og idet den ældre bøjede sig nedover ham og betragtede ham nøje , sagde han : „ Ja , de brækkede Ribben bryder jeg mig ikke om , — naar blot Saaret i Lungen ikke vil gjøre Knuder . Jeg frygter foreløbig en Betændelse , og gaaer han den igjennem , eller undgaaer han den , er jeg dog bange for en kronisk Lungetæring . “ „ Hvorledes mon det egentlig gik til ? “ hviskede den yngre ; „ der blev , syntes mig , ymtet noget om et ligefremt Slagsmaal ; men det forekommer mig dog utroligt mellem saadanne Mennesker . Hvad mon der vel skulde have været Anledning til Uenigheden ? “ „ Aa , Fruentimmer naturligvis som altid “ — svarede Overlægen med et Udtryk af Haan — „ disse rige unge Herrer have jo intet andet at bestille , og saa blive de som Dyr ! denne har vel tilmed paa Grund af sine ulykkelige Familieforhold , hvorom Du fortæller mig , maattet eventyre sig ene i Verden og var formodentlig en vildsom Fugl . Men som man reder , saa ligger man , det er vist ! . . . Denne har dog langtfra ikke noget ondt Ansigt , “ sagde han , efter et Ophold , mildere , idet han paany betragtede den Bevidstløse , „ og en Pokkers smuk Karl er han derhos . Han er isandhed intet daarligt Exemplar af den gamle ægte Race ! . . . Det skulde dog gjøre mig ondt , om han har dandset sin sidste Tnr ! . . . Den Anden , der kom baglænds ned ad Trappen , er forsaavidt uheldigere stillet , skjøndt der udvortes næsten Intet er at see paa ham , men han henligger endnu aldeles ubevægelig , det er sikkert en heftig Hjernerystelse , der ender med Døden . “ Lidt efter tilføjede han med en Ironi , der dog modsagdes af hans Ansigts vemodige Udtryk : „ Jgrunden havde jeg ikke troet , at der endnu var saamegen Ild og Kraft i vor Tids unge Mennesker , at de saadan kan blusse op og slaae hinanden ihjel ! . . . Naa , vil Gud , kan der maaske snart * ) findes en bedre Leilighed til Anvendelse af deres overflødige Kræfter . “ Derpaa forlod han Værelset efter at have paalagt sin Kollega ikke at vige fra Sengen , medens han gjorde sin Ronde . ' ) Dette foregik i Januar 1848 . Henad Aftenen kom Henrik atter til sig selv , og skjøndt han endnu følte sig knuget af en dødelig Afkræftelse og sine Lemmer saa tunge som Sten , saa begyndte dog nu hans Tanker af ordne sig lidt , og som den gjenopvaagnende Bevidstheds første Indhold hævede Scenerne fra Drikkeselskabet sig frem for ham som uformelige , selsomt sfiftende Taagebilleder — men han var endnu saa mat , af disse i Førsfningen kun glede ham forbi som Noget ham selv saa uvedkommende som de Billeder , hvilke en Laternamagica fremstiller paa Væggen . Men altsom hans Kræfter ved den omhyggelige Pleje tiltoge i de nærmest paafølgende Dage , tiltoge ogsaa disse Billeder i Klarhed og bleve ham mere og mere personligt vedkommende — indtil endelig hele den Rolle , han selv havde spillet i dette Drama , blev ham klar og indlysende . Men da han saaledes atter var bleven istand til af kunne reflekfere , saa mærkede han med dyb indre Gru , af han — ligesom fra de Dødes Land — medbragte en Erindring om af have hørt Nogen sige , af hans Modstander , Flindt , enten var død eller ialfald maatte døe som Følge af den Behandling , han havde været Gjenstand for , — en Viden , der altsaa maatte hidrøre fra den Samtale desangaaende mellem de to Læger , som vi fornylig have anført , og som de naturligvis ikke havde antaget den Bevidstløse for af være istand til af opfatte . De Yttringer derimod , der ved samme Leilighed vare faldne angaaende hans egen Tilstand , vare , mærkeligt nok , gaaede ham sporløst forbi — maaske fordi hans Sjæls Modtagelighed for , hvad der kun angik ham selv personligt , var ringere , saa at deslige Yttringer ikke formaaede at naae ind til den i dens Slummer . Men denne Forestilling , at han havde foraarsaget et Menneskes Død , den blev nu , altsom hans legemlige Kræfter tiltoge , mere og mere levende og fortrængte snart enhver anden hos ham , idet at det Instinkt , der havde ledet hans Optræden , og Følelsen af den virkelige Berettigelse , han som den Fornærmedes Søn havde haft til at handle , som han gjorde , uden i Øjeblikkets Hede med koldt Blod at overveje , hvorvidt de fornærmelige Yttringer indeholdt Sandhed eller ikke — dette Instinkt eller denne Følelse traadte nu mere og mere tilbage i hans Bevidsthed ligeoverfor det Forfærdelige , at han havde dræbt et Menneske , mod hvem hans Hjerte ellers ingen Bitterhed nærede . Og medens han da saaledes laa og følte Samvittighedsnagets hele Bitterhed , saa kunde han ikke andet end uafbrudt , med sygeligt skærpet Blik og Tanke , gjøre sit eget Indre og navnlig den Sindstilstand , hvori han havde befundet sig umiddelbart før Fornærmelsen , til Gjenstand for sin Betragtning , for ligesom deraf at udfinde sin Brødes sande Størrelse og Beskaffenhed . „ Ja “ — saaledes omtrent gik han frem i sin Tankegang — „ jeg husker jo nu det Hele saa godt ! . . . Jeg havde lige forinden dandset med den deilige unge Dame , mit Sind var fuldt af de skjønneste , reneste , mest opløftende Forestillinger . . . ja , havde jeg ikke næsten som en Følelse af , at jeg var bleven Barn igjen ? . . . Og derfor var det vistnok især , at hans Tale og Hentydninger vare mig saa afskyelige og kunde opvække saa stærk en Vrede hos mig ! . . . Men . . . advarede jeg ham dog ikke baade een og flere Gange ? . . . Og det var jo dog Heller ikke paa Grund af Hentydningerne til mig selv , at dette blinde Raseri kom over mig ? . . . Nei , det var det ikke : det husker jeg tydeligt , at jeg beherskede mig i al den Tid , hans Tale kun drejede sig om mig ! . . . Det var først , da han ikke kunde styre sin onde Tunge , og han begyndte at stikle paa min Moders Forhold — da først var det , at Ulykken sfete . . . da først var det , at jeg ikke mere var istand til at beherske mig , og at Besindelsen ganske forlod mig ! . . . . . . . . . . . . . Men kunde jeg dog andet end svare paa en saadan Forhaanelse , saaledes som jeg gjorde — strax — paa øjeblikket — uden Overvejelse ? ! Nei , det forekommer mig dog endnu i dette øjeblik , da mit Raseri er stilnet , at jeg ikke kunde handle anderledes . Ja , lad det være nok saa sandt , det , som han sagde om hende — var hun ikke værgeløs i dette Selskab ? havde hun nogen Anden til at forsvare sig der ? vare de hende ikke fjendske , alle de Andre , og glædede de sig ikke Alle i deres Hjerter ved at høre de onde Ord blive udtalte ? . . . og var hun ikke min Moder ? . . . Jo , jeg burde , jeg maatte straffe denne Fornærmelse , saaledes som jeg gjorde ! Men “ - saaledes fortsatte han , efterat hans Tanker havde holdt en lille Stilstand ved det opnaaede Resultat — „ men . . . havde hendes Liv været daddelløst , pletfrit , mon da Nogen , selv den Frækkeste , havde turdet vove at fremkomme med en saadan Forhaanelse ? . . . Nei , det vilde vistnok Ingen , idetmindste ikke i min Nærværelse . . . . O , min Gud , men hvorfor kunde da ikke ogsaa hun have været en from , sædelig og god Moder før mig saaledes som den ringeste og fattigste Kvinde paa Jorden vistnok kan være det før sit Barn ? . . . Thi , veed og føler jeg det ikke nu ? — der gives ædle , ophøjede og uskyldige Kvinder i denne Verden ! og hvorfor kunde da ikke ogsaa min Moder have været en saadan Kvinde ? hvorfor har hun bragt sig selv og Andre i Fordærvelse ? . . . ved sit Levnet stillet sig saaledes blot , at jeg nu før hendes Skyld er bleven en Morder ? “ — Men da han i disse sine Reflektioner var kommen til det Punkt , at han maatte tilskrive sin Moders urene Levnet den Pine og Samvittighedsangst , der nu var over ham , da var det , som om han pludselig med en Klarhed som aldrig før saae hende i hele hendes Virkelighed , saae hende i hele hendes Indvirkning paa ham selv gjennem hele hans Liv , — og , maaske tillige næret ved den Klarhed , som Synet af den unge Pige paa Ballet havde udbredt i hans Sjæls dunkleste Region , opstod der i dette Øjeblik i hans Hjerte imod hans Moder en skjærende Bitterhed , i hvilken hans engang saa mægtige , sværmeriske Kjærlighed til hende gik under indtil den sidste Rest , og i hvilken Følelse han nu — ifølge det menneskelige Hjertes Beskaffenhed — ikke blot betragtede hende som Anledningen , men tillige som den egentlige og eneste Grund til hele hans eget selsomme Livs Mørke og Forvildelser . Og medens hans Tanker , heftigt bevægede ved denne forhen ukjendte Følelse af Nag og Bitterhed , og tillige ved den allerede begyndende Lungebetændelse , nu delvis gik over i Fantasering , mumlede han : „ Ja ! Ja ! og har jeg ikke engang læst dette om hende og om mig selv ? . . . Jo , jeg husker det Altsammen saa forunderligt levende i denne Stund . . . det er , som om mit Hoved var gennemsigtigt , som om jeg kan see Alt , hvad der staaer at læse derinde . . . Lad mig see — det maa ogsaa staae derinde etsteds , dette forfærdelige Digt , som hun selv bad mig om at læse høit paa hendes Bal . . . det var det Bal , der endte med — — da jeg første Gang — — Og var det ikke , som om jeg allerede dengang havde en anelsesfuld Fornemmelse as , at det var om min Moder og om mig selv , jeg læste ? . . . Io , Io , det var saa , jeg hufler det tydeligt ! Den Hane slog ud sin Vinge og gol , Ung Thora sad ved Voeverftol . Hun syede Blommer med Silketraad , De Roser blev Blod og de Lilier Graad . Og se der — der slaaer Skiftingens Ord , dem , han siger , da han vender tilbage og dræber hende : Nu slaaer jeg om Eder min visne Arm Og suger Mælken af Eders Barm ! I var mig ret aldrig en Moder god ; Thi drikker jeg nn Eders Hjerteblod ! Ja , det er mig , hvem denne Tale gjælder ! Det er mig , som er Skiftingen , det fortidligt fødte , forladte Barn . . . ja , forladt allerede som Barn , o Moder ! af Din Ømhed og Kjærlighed ! . . . Men kom nu herhid , Moder ! Kom nu herhid til mig , om Du tør — se , da er jeg en Trold , som reiser sig imod Dig og siger : Du var mig ret aldrig en Dioder god ; Thi drikker jeg nu Dit Hjerteblod ! “ Paa dette Punkt henflød hans Sjæl i vilde Feberfantasier , og i de nærmest paafølgende Dage , da Lungebetændelsen naaede sin Udvikling , og han henlaa svævænde mellem Liv og Død , var han kun enkelte Øjeblikke ved sin Samling , men saavel hans bevidste som hans ubevidste Yttringer vedbleve i denne Tid uafbrudt at dreje sig om dette ene Punkt , om denne ene Forestilling . — Saa var det en Dag — hans Sygdoms Krises Dag ; hele den foregaaende Nat havde han med faa og korte Mellemrum været i stor Uro og opfyldt af disse vilde Fantasier , men da Morgenen kom , syntes det , som om der var indtraadt en Stilstand i de ødelæggende Kræfters Virksomhed , og den unge Læge , der havde faaet ham kjær , og som ikke var vegen fra hans Seng hverken Nat eller Dag , iagttog ham med spændt Opmærksomhed for af hans Udseende muligvis at slutte sig til , om denne Stilstand var til Livet , eller om den , som fidligere , kun var ligesom selve Feberens Hviletid , hvorefter den havde taget fat med fornyet Kraft . Men af de lukkede Øine , der vedbleve at bevæge sig med Heftighed under Øjenlaagene , og af det voldsomt arbeidende Bryst maatte han desværre antage , at de ødelæggende Magter endnu kun for en Tid vare dyssede i Slummer , udmattede ved deres egen Voldsomhed . Da bortlededes Lægens Opmærksomhed fra Patienten ved en Lyd fra Gangen udenfor Værelset ; det syntes ham at være en kvindelig Røst , som snart med Heftighed og snart ydmygt forlangte Noget , og da der derpaa lød en Larm ved Døren , som om man forsøgte med Magt at hindre den Bedende fra at træde ind , og han tillige et Øjeblik efter hørte den samme kvindelige Røst lige udenfor Døren sige som i Vildelse og med en forunderlig Gru : „ „ Jeg er hans Moder ! Det er mig , som har dræbt ham ! Hvem tør saa hindre mig i at komme ind til ham ? “ “ — saa reisfe han sig hurtigt og gik hen og aabnede Døren . Men skjøndt han ved at høre disse Ord og den Tone , hvormed de bleve udtalte , strax var paa det Rene med , hvem den Bedende maatte være , og hvorledes det sandsynligvis forholdt sig med hende i dette Øjeblik , saa traadte han dog gysende et Skridt tilbage ved at see denne Skikkelse — denne engang saa kraftige , stolte og livsfriske Skikkelse — der nu frembød sig for hans Blikke . Og da han nu selv i Mellemtiden var bleven underrettet saavel om Anledningen til som om hele Gangen i den Strid , der var endt saa sørgeligt , saa tvivlede han , da han saae hende i denne Forfatning , intet øjeblik om , at En eller Anden med ondt Sind maatte have meddelt den ulykkelige Kvinde en lignende detailleret Beskrivelse . Og dette havde ogsaa i Virkeligheden været Tilfældet : over Hals og Hoved var hun reisf fra Iylland og ankommen til Byen sent den foregaaende Nat i en Tilstand , hvori hun neppe var sig selv mægtig , og — nu stod hun her for den aabnede Dør og saae indad den henimod sin Søns Leje , og det var da , som vovede hun ikke at nærme sig , skjøndt Adgangen jo nu var fri . Da hilste den unge Læge hende med Deltagelse , tiltalte hende med kjærlige Ord og sagde , at hendes Søn ikke var død , og at han maaske nok kunde gaae Sygdommen igjennem , hvorpaa han tog hendes Haand for at føre hende over Dørtærskelen . Da hun mærkede hans Hensigt , sittrede hun , men fulgte ham dog indenfor Døren , ' hvilken han derpaa lukkede . Da hun havde staaet nogle Øjeblikke lige indenfor den i en ligesom forstenet Tilstand , traadte hun endelig nogle Skridt frem paa Gulvet henimod Sengen , saaledes at hun kunde see hans Ansigtstræk og tydeligt høre de korte , stønnende Aandedrag , og da blev hun staaende med sit Blik ligesom fasttryllet til hans Ansigt . Og da lagde Lægen Mærke til , at Aarerne om hendes Hals og paa hendes blege Pande , de stode udspændte som fine , knudrede Grene eller som blaa , snoede Baand — lig de Aarer , hvilke undertiden kunne ses i det snehvide Marmors Masse . Saaledes stod hun i længere Tid , og det Eneste , der afbrød den dybe Stilhed i Værelset , var Lyden af hendes eget og den Syges hurtige Aandedrag . At tage Plads paa en Stol umiddelbart ved Sengen , hvortil Lægen strax havde opfordret hende ved hendes Indtrædelse , afslog hun med en afværgende Haandbevægelse . Imidlertid havde det set ud til , at den Syge atter begyndte at blive mere og mere urolig omtrent samtidigt med , at hun betraadte Værelset . Øinene arbeidede heftigere , som om han forgjæves forsøgte paa at aabne dem , og enkelte afbrudte og utydelige Ord trængte sig af og til frem fra hans Læber , hvoraf Lægen dog kunde opfatte Saameget , at det var den sædvanlige Fantasi , der endnu stedse svævede for ham og arbeidede i hans Hjerne . Endelig lykkedes det ham som ved en Kraftanstrengelse at aabne Øinene , og hurtigt og forvildet fore hans Blikke omkring i Værelset , indtil de pludselig stode stive og stirrende fæstede paa eet bestemt Punkt — hans Moders Ansigt ! Da gik der en konvulsivisk Gysen eller Zittren gjennem hans Legeme , og det var , som gav dette Syn ham nu en Kraft , hvoraf han i sin stærkt svækkede Tilstand ikke naturligt kunde være i Besiddelse ; thi han hævede ved egen Kraft og med Lethed sit Hoved og sin Overkrop i Veiret og vedblev at sidde i denne opreiste Stilling og med sine Øine stadigt fæstede paa hendes Ansigt . Og medens han saaledes sad og stirrede og stirrede , som om øinene skulde træde ud af deres Huler , da tog han sig gjentagne Gange til Hovedet , som om en vaagnende Aandsklarhed nu var begyndt at kæmpe mod de vilde Fantasier , uden at den dog endnu var istand til at fortrænge dem , — en Dobbelthed , der paa selsom Maade kom tilsyne gjennem hans Tale , da han endelig opløftede fin R-øst , og med en Stemme , der snart klang ud af de frygtelige Fantasiers Forvirring , og snart røbede en forunderlig klar , øjeblikkelig Bevidsthed hos ham om sig selv og sit hele foregaaende Liv , tiltalte han den for ham staaende bævende Skikkelse saaledes : „ Den Hane slog ud sin Vinge og gol , Liden Thora sad ved Væverstol . Hun syede Blommer med Silketraad , De Roser blev Blod og de Lilier Graad . Ja , Roserne bleve til Blod , o Moder ! . . . til Blod paa Dit Barns Hænder ! . . . Og hvis den Skikkelse , som viser sig der saa utydeligt for mig , virkelig er Dig selv , da synes det mig nu , af Roserne paa Dine Kinder ere ganske forsvundne . . . og af Lilier , som man planter dem paa de Dødes Grave , have indtaget deres Plads ! “ Han sagde de sidste af disse Ord med sagte Røst og med vemodig Blidhed , og det lod et Øjeblik til , af denne Følelse skulde faae Magt over de onde og vildsomme Fantasier . Men det var ikke saa . Vel taug han nu stille i nogle Minuter , og vel tydede de paany lukkede Øine og hans Ansigts Udtryk paa , af hans Sjæl i disse Øjeblikke hvilede i blødgjørende Forestillinger . Men det var endnu kun som en Stilstand før Stormen . Lidt efter lidt antoge hans Miner ' deres forrige Udtryk af Uro — som om Noget paany nærmede sig , med hvilket han kæmpede uden af kunne faae Magt derover . Dog var der endnu en Rest af Blidhed i den Tone , hvormed han udtalte de to følgende Verslinier : „ Liden Thora segned ved Træets Rod , Hun gav den Kvinde sit Kjød og sit Blod . “ Men strax aabnede han atter sine øine , stirrede forvildet paa hende og sagde : „ Ja , gav Du ikke , Moder , Dit Kjød og Blod til Andre ? “ Og det var med et Udtryk paa eengang af Vildhed og bitter , haanende Ironi , at han tilføjede : „ Du forlod det strax ! Du forlod det strax , dengang Hr . Esben sig op under Lide red Og bandt sin Ganger ved Borgeled ! “ Og da var det , som tiltog Heftigheden og Vildheden Slag i Slag . Han strakte sine Arme truende ud imod hende , og hans Stemme lød tør , skarp og skrigende : „ Og puster Du , hvad der saa kommer , Moder ? hører Du , hvad den forladte Søn siger til Dig : Den Kvinde bar mig til Troldebo , Ret aldrig jeg kunde trives og groe ! Jeg er vanfør for to Maaneders Savn ; Thi gave de mig Vanfred til Navn ! Hører Du , Moder ? Der var en Kvinde , som bragte Dit Barn til Troldebo ! . . . Veed Du , hvem den Kvinde var ? . . . Det var Dig selv , Moder , det var Dig selv , som bragte Dit Barn til Troldebo . . . dengang Du seilede paa Aaen med Din Elsfer i den mørke Aften og lod Dit Barn see derpaa ! . . . Dengang Du traadte ud af Dandsen med Din Elsfer den samme Nat og kom med ham til det Sted , hvor Dit Barn havde lagt sig i Angst og Pine for Din Skyld ! . . . Og Du gjorde det endmere , Moder , dengang da jeg var bleven stor og kom til Dig , og Du var mig det Kjæreste paa Jorden — da aabnede Du kun halvt Dit Hjerte for mig , men Du aabnede helt Din glimrende Balsal for mig og sagde : kom herind og se , og lær at dandse af mig ! Og da lærte Du mig at dandse Din djævelsfe Dands ! . . . Og derfor er jeg nu vanfør , Moder , vanfør for mere end to Maaneders Savn , vanfør for hele min Ungdoms Uskyldighed og Glæde ! “ . . . Og han pressede Hænderne imod sit Ansigt og sine øine under krampagtig , hjertesfjærende Hulken . Da han atter tog Hænderne fra sit Ansigt , havde dette et Udseende af dødelig Mathed eller Slaphed , og da han atter udstrakte sin Arm truende imod hende , formaaede han kun med stor Anstrengelse at holde den i denne Stilling , ligesom ogsaa hans Stemme fra nu af sank ned til en Slags stønnende Hvisken : „ Men nu , forinden jeg døer , nu kommer Straffen , Moder , og Du maa ingenlunde troe , at Du skal undgaae den længere ! Se — Din Skifting , han er her , han er nu kommen tilbage ! Det er mig , som Du ser her for Dig , som taler til Dig i denne Stund ! . . . Kom hid , kom nu hid til mig , Moder ! “ — Da fæstede hun sine Øine paa hans Ansigt , hvilke hun under denne hans Tiltale havde holdt dybt nedslagne , og idet den største menneskelige Gru afmalle sig i hendes Træk , raabte hun i denne sin dybeste Nød og for første Gang i sit Liv : „ Gud ! Gud ! vær mig naadig ! “ Og da var det , som hendes Skikkelse , der under hele denne Scene havde været ligesom lænket til Stedet , pludselig befriedes , og medens den dybe Rædsel , der havde forstenet den Ulykkeliges Aasyn , veg for et Udtryk af Stilhed og Ro , nærmede hun sig henimod hans Seng . Han holdt de nu aldeles forvildede Øine stift fæstede paa hende , da hun langsomt og vaklende nærmede sig ham , og han aabnede sine Arme for hende , idet han sagde : „ Nu slaaer jeg om Eder min visne Arm Og suger Mælken af Eders Barm ! Du var mig ret aldrig en Moder god ; Thi drikker jeg nu Dit Hjerteblod ! “ Da bøjede hun sig ned imod ham , udbredte sine Arme og kastede sig med et forunderligt Suk til hans Bryst . Men da han følte den engang saa elskede Skikkelse hvile i sin Favn , da var det , som om den Naturmagt , der saa stærkt havde fængslet ham til hende , endnu engang udsvede sit mægtige Trylleri over hans Hjerte — hans krampagtige Favntag slappedes , i det forvildede Ansigt kom et Udtryk af stille , barnlig Glæde , og han bsjede sit Hoved blidt ned mod hendes Bryst , medens Taarerne randt nedad hans Kinder . Og saaledes hvilede disse To engang igjen ved hinandens Hjerte , og al Bitterhed og Lidelse var i disse Øjeblikke ligesom forsvunden af deres Bryst . Men da var det , som om hans Sygdom havde . overstaaet sin Krise . Den unaturlige Kraft , som Feberens Ild havde givet ham , slappedes , hans Arme faldt ned , og hans Hoved og Overkrop sank tilbage i Sengen . ' Men da hans Kraft saaledes ophørte , og hans Moder ikke mere understøttedes af hans mødende Favntag , da sank hendes Legeme nedover ham og blev liggende saa stille som en Død . Og da Lægen , der under hele denne Scene havde følt sig som forvirret eller lamslaaet , nu hurtigt nærmede sig og betragtede hende med inderlig Vemod og Deltagelse , da var hendes Aandedræt ophørt , og hendes Hænder saa kolde som Is , hvorimod de tidligere saa forunderligt spændte Aarer syntes at have udgydt deres overflødige Blodmasse ; thi den forhen marmorhvide Hals og Pande blussede , som af en indre Brand , i mørkerød , glødende Hede . — Ved hurtigt tilkaldt Hjælp bragtes hun ind i et Sideværelse , og kraftige Midler bleve anvendte til hendes Gjenoplivelse , hvorved hun ogsaa efter nogen Tids Forløb slog Øinene op og atter begyndte at drage Aande . Men den voldsomme Kamp og Gjæring , hvori hendes mægtige Naturs Kræfter vare komne ved den pludselige og forfærdelige Sjæleangst — kunde ikke mere dæmpes i dette Liv . Da hun atter aabnede sine Øine , var hun ikke mere ved sig selv , og en Hjernefeber , hvis Heffighed stod i Forhold til hendes stærke Natur , gjorde i to Dage Ende paa hendes Liv . Og de eneste Ord , hun , snart med skjærende Heffighed og snart med klagende Vemod , udtalte under denne sin sidste , haarde Kamp , det var : „ Hjem ! hjem ! . . . over Havet ! over Havet ! . til de høje Træer , til de blaa Bakker , til de grønne Enge , hvor min Vugge stod ! Kun der , kun der kan jeg faae Hvile ! “ Paa Grund af disse hendes Ord blev hendes Legeme efter at være balsameret foreløbig kun bisat for senere at overføres til hendes Barndomshjem og for der , i hendes Slægts Gravsted paa Søvig Kirkegaard , at stedes til den Hvile , hvorefter hendes ængstede Sjæl havde længtes . Henved fire Maaneder efter Baronesse Krabbes Død , i Midten af Mai Maaned , rullede i en tidlig Morgensfund lidt efter Daggry en elegant Vogn ud fra den store Gaard i Amaliegade , hvor Baron Krabbe boede , og tog Retningen ned imod Toldboden . I Vognen sade to sørgeklædte Mænd , en ældre og en yngre . Det var Baron Krabbe og Henrik Grubbe . Den ^Sidste havde altsaa gjenvundet sin Sundhed ; selv Saaret i Lungen eller Siden syntes ikke at have efterladt sig nogen Spire til kommende Svækkelse , — hvad jo Overlægen paa Hospitalet havde udtalt sin Frygt for , ja , heller ikke hans Dom angaaende den anden Hovedperson i denne natlige Affære havde Tiden stadfæstet ; thi ogsaa Hofjunker Flindt var forlængst uden Fare saavel i Henseende fil Liv som fil Forstand . Da Vognen havde naaet Toldboden , holdt den stille ligendfor et Dampskib , der med Dampen oppe laa et Par Bøssesfud fra Land . De To stege ud , gik uden at tale sammen nedad Trappen fil Vandet og toge Plads i en af de der liggende Færgebaade , som strax satte af og tog . Retning henimod det afgaaende Skib . Det korte Stykke Vei mellem Landet og Skibet tilbragte de to Passagerer ligeledes i dyb Taushed — først da Baaden havde lagt fil ved Falderebstrappen , reisle den svære Mand sig med Anstrengelse , greb efter Henriks Haand og sagde alvorligt og med bevæget Stemme : „ De veed , hvor gjerne jeg havde ledsaget hende fil sit sidste Hvilested , naar jeg blot ikke frygtede for Deres Fader , — naar jeg blot troede , at han vilde være istand fil at taale Synet af mig ! . . . Ja , som jeg staaer her , er jeg i dette allersidste Øjeblik beredt fil at følge Dem , hvis De blot vilde eller turde give mig et Ord herfor ? “ Henrik havde modtaget hans fremrakte Haand , men uden at see paa ham , og han havde alt begyndt at bestige den nedhængende Trappe , da han atter vendte sig halvt om imod ham og sagde : „ Hverken min Fader eller jeg selv vilde vistnok kunne taale Deres Nærværelse paa Søviggaard i disse Dage . “ Derpaa steg han op paa Skibet og gik over paa den modsatte Side af Dækket , hvor han tog Plads paa en Bænk . — Vi have givet en Skildring af Henrik Grubbes Udseende , da han som attenaarig Rus sadpaaBougsprydet i den gyldne Morgen , da han gjorde sin første Reise til Kjøbenhavn ; vi saae , hvorledes hans ædle og skjønne Ansigt alt dengang var mærket af et Præg af Vemod , ja tillige af en dunkel Skygge , der i den kjærlige Betragters Øine maaske kunde synes at tyde paa noget Ondt eller Troløst — Virkningen af Det , han havde oplevet og lidt i sin tidlige Barndom . Vi betragtede ham dernæst , da han efter sit andet Ophold i Italien og efter Livet i Neapel traadte frem paa Ballet i Kjøbenhavn , og vi saae da , hvorledes den dunkle Skygge fra hans Barndom havde fæstnet sig og var bleven til en væsentlig Beslanddel af hans Ansigt , saaledes at dettes oprindelige Adel og Høihed var traadt tilbage og nu kun ligesom glimtvis formaaede at trænge frem gjennem det mørke Slør . Vi betragte ham nu atter , som han sidder der ene paa Bænken i den tidlige Morgen paa det Skib , der allerede den foregaaende Asten har modtaget hans Moders Lig , hvilket han nu ledsager til dets sidste Hvilested . Og vi se da , at der hviler et Træk af dyb Smerte over hans Ansigt , men det er tillige , som om dette ligesom har modtaget en Luttrelse eller Forklarelse deraf , — som om det rene og ædle Udtryk , der havde smykket hans Barneansigt , nu atter paa forunderlig Maade har arbeidet sig ud af den dunkle Skygge og ligesom bryder frem gjennem Smerten . Og som vi allerede ved første Syn opdage dette igjenfødte Barnlige i hans Ansigt , saaledes ville vi ogsaa — hvis vi vedblive at betragte ham , som han der sidder ene og uforstyrret — efterhaanden opdage Spor af et Sværmeri eller en Begeistring , der tyder paa større Indhold , paa mere mandig Kraft , end hans Ansigt tidligere har formaaet at udtrykke . Det var i Mai , i Mai 1848 . Krigen var begyndt , det unge Danmarks Sol havde hævet sig over Horisonten , den første Seir over Oprørerne var vunden , og den Følelse af Naturfriskhed og ubetvingelig Livslyst , som dengang havde grebet de Allerfleste , havde ogsaa udøvet en mægtig Indflydelse over Henrik Grubbe . Denne Følelse var paa selsom Maade mødtes med den dybe Smerte i hans Sind og havde ligesom paralyseret dens Virkning : alle hans Slægts ridderlige Traditioner om Hæder og Krigerære havde den kaldt tillive hos ham trods den Listslede , ja , Rædsel for sig selv , som var kommet over ham ved hans Moders Død og ved Bevidsfheden om den Andel , han selv havde haft deri . Thi ihvorvel de Fantasier , som i hine Øjeblikke opfyldte ham , havde udøvet en saadan Magt over ham , af han havde været nødt til af udtale den Aand , som de indgave ham , saa havde han dog ikkedeslomindre med en Slags Bevidsthed hørt sine egne Ord , og han havde bagefter en dunkel Erindring baade om , hvad han havde sagt , og om den Virkning , hans Ord havde haft paa den Ulykkelige , til hvem de vare rettede . Men hin Livslede og Rædsel vare nu , uden af det var ham selv ret klart , ifærd med af forsvinde under Indflydelse af denne opløftende og befriende Følelse ; og Tanken om af offre sit Liv i Kampen for Fædrelandet , efter først paa gammel ridderlig Viis af have gjort Underværker af Tapperhed , havde atter givet ham Mod til af leve . Disse Stemninger var det , som krydsede sig i hans Sjæl , da han sad der alene paa Bænken , og hvis vexlende Spil gjengaves af hans bevægelige Ansigt . Imidlertid havde Skibet alt tilbagelagt Vejen gjennem Sundet , uden at han havde lagt Mærke dertil eller til Omgivelserne i det Hele — saa fordybet havde han siddet i sine egne Tanker . Først da Skibet havde passeret Kronborg , vaktes han ved dets urolige Bevægelse , og han reiste sig og saae ud over Havet , der i høje Bølger kom rullende ind mod Skibet for en stærk vestlig Vind . Da han ikke kjendte til Søsyge , gav han sig til at gaae frem og tilbage paa Dækket , idet Synet af de rullende Bølger og Lyden af den susende Blæst i Tougværket og i Seilene , som nu bleve satte til , virkede forfriskende paa ham og satte Tankestrsmmen i hans Sind i livligere Bevægelse . Omsider standsede han ved Bougsprydet og saae ud mod Nord , i Retningen af sit Hjem ; men da de mørke Billeder derved paany kom væltende ind over ham , søgte han atter at forjage dem ved at fremmane den Forestilling , hvori han jo allerede havde fundet Lindring for denne Gru : at han , naar han havde ledsaget sin Moder til Graven , uforføvet vilde vende tilbage til Kjøbenhavn , melde sig som Frivillig , blive Officer og hævde sin gamle Slægts Berømmelse for Manddom og Ridderlighed ved at sætte Livet til for Fædrelandet . Naar han i den første Tid efter Oprørets Udbrud havde bevæget sig i denne Forestillingskreds , var han altid standset ved sin egen Død i Kampen som det eneste Ønskelige og Beroligende for hans Sind , og der havde været fuld Sandhed i det Udbrud , hvormed han plejede at slutte denne Tankerække : „ Ja , Moder , snart , det haaber jeg , stal jeg følge Dig paa den rette Maade til Graven ! “ Men altsom hans eget Sind mere og mere opildnedes og forfriskedes af det forunderligt Styrkende og Kraffige , der i hine Dage laa i den Atmosfære , der indaandedes , og som var saa stærkt i Slægt med Liv og Ungdom , at Dødstanker ikke ret vel kunde trives hos Den , hvis Sjæl var istand til at gribes deraf , — da havde han undertiden haft en Følelse af , at det ligesom ikke mere var ret , fuld Sandhed for ham ' , naar hans Tanke vilde dvæle ved hans egen Død som det Trøstefuldeste og Bedste for ham ; efterhaanden havde han mere og mere haft en Fornemmelse , som om noget Lyst eller Straalende i hans Hjerte havde protesteret — ikke mod Kamp , Fare og Anstrengelse , men mod Døden . Ogsaa nu , da han stod ved Bougsprydet og saae ud imod Hjemmet , tænkende sig alt det Sørgelige , som der var sket , og paany gjennemlevende i sin Tanke al den Gru , der var gaaet igjennem hans Sjæl , siden hans sidste Hjemkomst til Fødelandet , og han da , som han plejede , søgte Trøst i det sædvanlige Udbrud : „ Ja , Moder , snart , haaber jeg , skal jeg følge Dig paa den rette Maade til Jorden , “ — selv da , i dette øjeblik , havde han en selsom Følelse af , at dette Ønske ikke mere var ret sandt , at det dog ikke egentlig var Dette , hans Sjæl begjærede ! . . . Hvad begjærede den da ? . . . Hvorhen stundede da dens Længsel ? . . . Og da gav han — som med en Følelse af Undseelse — sin Tanke fri , som for selv at lære dens Vei at kjende , som for selv at see , hvad Flugt den da vilde tage . Og se , da steg den og slog med sine Vinger som en Fugl , der flyver ud af sit Bur , langt , langt bort fra Død og Grav op mod Lyset , Solen og Livet — Tanken om den unge , deilige Pige , med hvem han havde dandset sin „ Ajoders Dands “ , Tanken og Erindringen om hin Nats henrykkende og forløsende Indtrvk , der havde ligget bortgjemt i hans Sjæl under dens dybe Smerte og der voxet uformærkt sin stille Væxt , Ungdomstanken , der formaaer at sprænge alle Baand , — den mægtige , opløftende , evigunge Kjærlighed ! Det var med en Følelse af dyb Forundring , ja Skræk , at han fornam denne uendelige , usfandselige Jubel i sit Indre ; han kunde , han vilde ikke ret selv troe derpaa , og instinktmæssig søgte han at dæmpe de svulmende Tanker ved alter at synge Dødssangen for dem — men forgjæves ! Ikke Døden var det , han nu begjærede , men Livet , Livet ved den unge , deilige Piges Side , Livet , efter først at have gjort sig værdig til en saadan Lykke ved at vinde sig en virkelig Ære istedetfor den falske , hvormed han hidtil havde prunket ! Og det var , som Alt i ham pludselig skjød frem og blomstrede , med en Fornemmelse hos ham , som hævedes han selv i Veiret derved , — ja selv den vemodige Følelse , som ellers altid plejede at ledsage enhver stærk Aandsbetagelse hos ham , — og som maaske hidrørle fra Tvivlen hos ham om de opløftende Følelsers Sandhed , den Tvivl , hvori netop hans tidlige Saar bestod , — selv den var ikke tilstede i denne Følelse , i den glædefnlde Tanke om denne unge Pige , der forekom ham som Virkeligheden , Fastheden og Sikkerheden og dog tillige som selve det Kvindelighedens Ideal , hvis Tilværelse i Verden han altid havde anet , og som han instinktmæssig med al sin Sjæls Længsel havde higet imod , fordi dette for ham var Betingelsen for hans egen dybeste Naturs Udvikling- fra Drøm til Daad og Liv . Da kaldtes han atter og pludselig tilbage til det Nærværende derved , at alle Seilene , hvormed Dampskibef gik , da det jo var Sidevind , begyndte at klappre og spille mod Masterne og Tougværket , samtidigt med at Skibet , der ikke længer støttedes las Seilene , rullede ' uregelmæssigt og voldsomt i de høje Bølger og tog Masser af Vand indover Dækket . Vinden var ifærd med at springe om — det var Grunden til diese Phænomener . For at undgaae at blive gjennemvaad maatte han derfor forlade sin Plads ved Bougsprydet , og noget svimmel af sine egne Følelser og af den pludselige Slingring søgte han atter hen til sin tidligere Plads paa Bænken . Inden Vinden havde faaet sin nye Retning fastsat , løb den i nogen Tid hele Kompasset rundt ; endelig syntes den at have slaaet sig til blivende Ro i Nordvest til Nord , altsaa som stik Modvind , og da den paa samme Tid , som den satte sig fast her , optraadte som en jevn Storm , vare Udsigterne for det ikke meget kraftige Skib til at naae Aalborg inden Natten just ikke videre gode . Dog formaaede det — omend kun langsomt — at avancere frem mod Vind og Bølger ; men da ved denne Fart den største Del af Dagen efterhaanden gik med , uden at man endnu var naaet længere end til omtrent udfor Anholt , da Himlens Udseende var mørkt og truende , og Stormen snarere i Til- end i Aftagende , besluttede Kaptainen sig endelig til at vende og enten gaae tilbage til Helsingør eller søge Ly et eller andet Sted under Kysten . Skibet vendte altsaa , hvilken Manøvre dog ikke gik for sig , uden at en betydelig Masse Vand væltede ind over Dækket i de Øjeblikke , da Skibet vendte Bredsiden til Bølgerne , hvoraf endel løb nedunder Dækket gjennem de slet sammenføjede Luger . Et Par Seil bleve nu tilsatte for at støtte det lændsende Skib , og nu gik det for Vind og Bølger i strygende Fart tilbage mod Syd . Men det var dog ikke dette Skibs Bestemmelse — mod Nord skulde det , op i Nærheden af Limfjorden skulde det ; men Land skulde det aldrig mere naae . Neppe havde Skibet gaaet en halv Timestid før den nordlige Vind , før det atter spillede voldsomt i Seilene ; Vinden sprang igjen , den samme døde Tid fra før af indtraf atter , ja det syntes næsten , som om den tunge , blyfarvede Luft skulde komme aldeles til Ro ; thi det blev en Tidlang fuldkommen stille . Kaptainen vedblev desuagtet at holde Kursen mod Syd ; thi han var bange . Da brød fra denne Stilhed pludselig en Orkan løs fra Sydost , der øjeblikkelig standsede Skibets Gang , og man gjorde da , hvad der maaske var det Rigtigste , man kunde gjøre under disse Omstændigheder — man vendte atter og gik mod Nordvest , følgende den nye Vinds Retning . Men fra nu af kunde enhver af de Ombordværende indsee , at der var Fare paafærde . Igjennem de høje Bølger , der endnu en Tidlang vedbleve at gaae mod Syd , og som , idet de mødtes af Sydostorkanen , toppede sig , sprang iveiret , brødes , og hvislede med deres Kamme som levende Væsener i Raseri og Smerte , idet de derhos udgjøde Strømme af Vand over “ Dækket — gjennem disse Bølger arbeidede nu Skibet , drevet frem af Orkanen , med en hul og stønnende Brusen , ret som om det sølle Faren og havde Bevidstheden om den forestaaende Kamp og Undergang . Een var der dog ombord , som i den Stemning , hvori han befandt sig , ikke tænkte paa Død og Fare — det var Henrik Grubbe . Ja , end ikke den underlige Følelse paa eengang af Gysen og af Fred , som han stundom havde haft i det fremmede Land , især efter det vilde Liv , han der havde ført , — den dunkle Fornemmelse af , at Noget drog ham tilbage eller fordrede ham i Hjemmet , — end ikke den var tilstede hos ham i disse Øjeblikke , uagtet han jo dog nu var kommen — „ ud , ud paa-Havet . “ Han følte kun det Opløftende ved Naturens vældige Kræfter , de mægtige Stemmer , der lød over og under ham , hørte han kun som et Akkompagnement til sit eget brusende Livsmod , der hævede sig som i høje Bølger i hans egen Sjæl . — Da Havet fordrev ham fra Pladsen ved Bougsprydet , søgte han , som allerede er sagt , hen til sin tidligere Plads paa Bænken midtskibs , og her blev han siddende hele Tiden med Hovedet sløttet til Relingen under en ikke ubehagelig Fornemmelse af Mathed , der skyldtes hans endnu ikke ganske gjenvundne Legemskraft , uden at føle Trang til Spise eller Drikke , stundom indladende sig i fortrolig Samtale med en ung Student , — med hvem han havde gaaet i Aalborg Skole , og som han havde truffet her paa Skibet ifærd med at reise til Aalborg for at overtage en Huslærerplads i Nærheden af denne By , — men dog som oftest siddende alene og med lukkede Øine . Af og til havde han sovet en Timestid , uden dog selv ret at vide af det ; thi i den omtalte Følelse af Mathed var Overgangen fra vaagen Tilstand til Søvn ikke en Skiften som mellem to forskjellige Tilstande , men kun en for ham selv neppe mærkelig Forandring — tilmed da Indholdet af hans virkelige Drømme hidtil kun havde været en umiddelbar Fortsættelse af den Tankegang , der ogsaa , naar , han var vaagen , opfyldte hans Sind . Nogen Tid efter at Vinden sidste Gang havde forandret Retning , følte han sig — rimeligvis ved den tiltagende Skumring og ved Kulden — betagen af en stærk Døsighed og Nedstemthed , hvorfor han indsvøbte sig saa tæt som muligt i sine Reiseklæder , lagde sig i en udstrakt Stilling paa Bænken og faldt strax efter i en fast og tryg Søvn , som varede den største Del af Natten . Da havde han en mærkelig Drøm . Det forekom ham , at han havde vundet den unge Piges Kjærlighed — han havde deltaget i Krigen , gjort Underværker af Tapperhed , ganske saaledes som det havde viist sig for hans Fantasi i vaagen Tilstand , hvorpaa han i Glandsen af disse sine Bedrifter havde kastet sig paa Knæ for hende og modtaget Tilstaaelsen om hendes Kjærlighed . Og det forekom ham , at han havde levet længe sammen med hende . Men det syntes ham tillige , at han aldrig var ret lykkelig , at der altid svævede noget Mørkf og Truende for hans Tanke , en uforklarlig Rædsel eller Smerte , og üt hans Hustru saa ofte spurgte ham , hvorfor han aldrig var frimodig , men at han ikke var istand til at give hende Svar herpaa ; kun forekom det ham , at det var noget Ondt , han engang havde gjort ; men han vidste ikke , hvori dette havde bestaaet , thi han havde ikke i Drømmen nogen anden Bevidsfhed eller Erindring om sit foregaaende Liv end netop denne dunkle , truende Følelse . Og det syntes ham , at han havde levet et helt , langt , daadløst Liv hen ved sin Hustrus Side , at han selv var bleven gammel og graa , men at hans Hustru vedblev at være ung og deilig , men dog tillige saa sørgmodig ; thi ogsaa over hende havde i Tidernes Løb den mørke Skygge lagt sig paa Grund af hendes Sorg over ham . Og det syntes ham , at Følelsen af denne Lidelse blev stærkere og stærkere , altsom han selv blev ældre , saa at Livet tilsidst slet ingen Glæde mere havde før ham , og at han baade ønskede sig Døden og dog tillige frygtede før den . Og det forekom ham tilsidst , at han laa alene paa sit Dødsleje og kunde hverken leve eller døe , idet han derhos pintes svarlig af denne uforklarlige Rædsel . Da traadte endelig hans Hustru hen før hans Seng og sagde paa eengang saa mildt og saa sørgmodigt : „ Nu veed jeg Raad før Din Nød ; kom og følg mig ! “ Derpaa tog hun hans Haand , og det forekom ham , at han stod op og fulgte hende , og hun vandrede Nætter og Dage med ham gjennem øde , uveisomme Egne , hvor han aldrig før havde været ; ofte segnede han til Jorden af Mathed og bad før sig , idet han sagde , at nu kunde han ikke mere , nu skulde hun kun lade ham ligge og døe , nu troede han nok , at der vilde blive løft op for ham ; men altid stod hans Hustru mild og alvorlig for ham med fremrakt Haand , og han greb den atter og gik frem . Tilsidst forekom det ham endog , at han af Udmattelse ligesom mistede baade Syn og Hørelse , og at det Eneste , han vedblev at have Bevidsthed om , var , at hun stadig holdt hans Haand i sin . Da sank han endelig for sidste Gang til Jorden i Følelsen af , at nu kunde han ikke vinde eet eneste Skridt længere , og han bad til Gud og til hende med sin sidste Kraft , at han dog nu maatte døe . Men da sagde hans Hustru : „ Nu er Du ogsaa ved Maalet ! Aabn Dine Øine og se , hvor Du er ! “ Og det tyktes ham , at hun berørte hans Øine og Øren med sin varme , trofaste Haand , og — han saae Aaen ved Søviggaard blinke mellem de høje Træstammer , og han sad ved hendes Side paa den grønne Eng og hørte den høitidelige Susen i Træerne , Aaens Rislen og den sagte Brusen fra det nære Hav . Og hun sagde til ham : „ Kjender Du dette Sted ? “ „ Ja “ , svarede han skjælvende og bange , idet han bøjede sig ned mod Jorden og skjulte sit Ansigt med sine Hænder , „ og nu kjender jeg tillige mit foregaaende Liv ; nu veed jeg , hvorledes jeg har levet , og hvem jeg egentlig er ! . . . Men . . . hvorfor har Du bragt mig netop herhen ? netop til dette Sted ? . . . Hvad jeg her har gjort , det er det , som især har kastet den mørke Skygge over mit Liv ! “ „ Vær ikke bange ! “ — svarede hun mildt — „ se op paa mig ! “ Da saae han op mod hendes Ansigt , og se , da var det Amine , ung og yndig , med sit blide , uskyldige Smil , og dog tillige med et Udtryk af Høihed , som han ikke før havde set hos hende . Og han strakte sine Hænder ud imod hende og hviskede : „ Kjære , kjære Amine ! Saa det er Dig , som har ført mig denne tunge Vandring herhen til mit Barndomshjem , her til dette Sted , for at den mørke Skygge skal forsvinde ved Din Tilgivelse ? . . . Saa har Du da hørt , at ogsaa jeg maatte „ ud — ud paa Havet “ ? Veed Du det , Amine ? “ „ Jeg veed det “ — svarede hun og nikkede , og han følte hendes Taarer dryppe paa sit Ansigt . Da betoges han af den saligste Følelse . Det forekom ham , at han var bleven Barn igjen ; han udbredte sine Arme imod hende , og hun tog ham blidt i sin Favn , og han hvilede sit Hoved ved hendes Bryst , og medens han saaledes hvilede , hørte han hele Tiden Aaens sagte Rislen og Aftenvindens Susen i de høje Træer , indtil alle Lyde efterhaanden bleve dunklere og utydeligere , og han følte , hvorledes en dyb og forunderlig Ro , dybere end Søvnens , kom over ham . Da hastede han ikke mere af sin Drøm , men vedblev dog fremdeles at sove , indtil han vaktes af Raab og ængstelige Stemmer , der løde omkring ham . Det var en forfærdelig Nat , henad Morgenstunden . Det stønnende Skib lændsede for Orkanen med sin sidste Kraft , stadig indhentet af de høje Bølger , der fra Agterstavnen skyllede henad Dækket i hele dets Længde . Masfinerne kunde ikke arbeide længere , da det indtrængende Vand havde slukket Ilden . Skibet var sin Undergang nær ; men man var i Nærheden af Landet , og man gjorde Baadene klare for i disse at forlade Skibet . Og det var ved Nedfiringen af en af disse , der var fastgjort ovenover den Bænk , hvorpaa Henrik laae , at han vaktes af sin Søvn . Stormen vedblev at rase med uformindflet Styrke indtil opad Formiddagen ; men da stilledes Veiret , og Sydostorkanen afløstes af en svag vestlig Vind med klar Luft og Solskin . — Henad Aftenen paa denne samme Dag stod Amine i Havestuedøren i Søvig Præsfegaard og saae ud over Vandet , — ja , over Vandet , — thi den laveste Del af Præstegaardshaven , ved Aaen , var endnu for en Del sat under Vand . Aaen var nemlig blevet standset i sit Løb , ved at Østenstormen havde sat Havvandet op i den , og hele Aapartiet var derved bleven oversvømmet til langt op i Landet . Amine stod i den aabne Dør og saae med et tankefuldt Blik paa dette Vand , som dog allerede ved det indtraadte stille Veir og den vestlige Vind var blevet betydeligt mindre , end det havde været tidligere paa Dagen ; dog laa endnu hendes Baad , der var lænket paa det sædvanlige Sted ved den lille Landingsbro , paa alle Sider omgiven af Vand . Med et tankefuldt og alvorligt Udtryk i sit Ansigt stod hun og betragtede denne Scene ; men hendes Blik var roligt og fuldt af Høihed og vidnede klart om , at den vilde , forvirrende Bølgegang i hendes Sind nu var kommen til Hvile . Den dybe Alvor , som hendes Ansigt udtrykte i disse Øjeblikke , frembragtes ikke mere ved Tanken paa hende selv — den var fremkaldt ved alt det Selsomme , der i de sidste Tider var sket , og som stod i Forbindelse med Søviggaard og dens Beboere — Henrik Grubbes Sygdom og hans Moders Død og Alt , hvad der knyttede sig dertil — thi Henrik havde tilskrevet den gamle Præsf Alt og Intet fortiet , ja , hon havde i sin første Rædsel og Smerte aflagt et formeligt Skriftemaal angaaende Alt , hvad der lige siden hans Barndom var gaaet igjennem hans Sind og Tanke , hvad han havde syndet , og hvad han havde lidt i sin voxne Alder , — ja end ikke , hvad han kaldte Havfruesangen ved Sta . Lucia , med dens dunkle , varslende Indtryk , havde han forbigaaet . Paa Grund af den inderlige Kjærlighed , hvormed den gamle Præsf elskede sin fromme og kjærlige Plejedatter , og maaske tillige paa Grund af den Enfold og barnlige Uskyldighed , der var Hovedbestanddelen i hans Natur , havde han ligesaalidt taget i Betænkning at meddele Amme dette som overhovedet Nogetsomhelst , der bevægede ham selv eller gjorde Indtryk paa hans Sind . Som Følge heraf var hele dette Skriftemaal Amme bekjendt — det havde smertet hende og rørt hende paa det Dybeste , paa samme Tid som det havde borttaget Braaden af hendes eget Sind og givet hende en forunderlig vemodig , resigneret Høihed i Følelser og i Syn paa Tilværelsen . Saa var der tilmed for en Ugestid siden kommet et nyt Brev fra Henrik , hvori han meldte , at han nu var fuldkommen rask , og at han derfor med det Forste kunde ventes til Aalborg med sin Moders Lig , — til hvis Modtagelse der alt var truffet storartede Forberedelser paa Søviggaard , idet den ældre Grubbes Sind var bleven smeltet og paa det Dybeste bevæget ved , hvad Præsten af Henriks Beretning havde meddelt ham om hans Hustrus Død og hendes Bøn om at maatte stedes til Hvile i sit Barndomshjem . Alt dette tænkte Amme paa , og medens disse Tanker gik igjennem hendes Sind , havde hun efterhaanden nærmet sig langsomt ned imod Vandet og stod nu lige ved Bredden deraf . Da kom Præsten ned til hende . Hans Ansigt var som altid roligt og mildt , dog var der i disse Øjeblikke en usædvanlig Alvor udbredt over hele hans Personlighed , og han blev i nogen Tid staaende hos hende uden at tale , medens dog hans Ansigts Udtryk tydede paa , at han netop var kommen for at meddele hende Noget . Endelig sagde han : „ Jeg hører i dette Øjeblik af en Mand sønderfra , at Dampskibet , der gaaer paa Aalborg , er forlist inat i den stærke Storm her i Nærheden ved Normandshage . Passagererne skulle have frelst sig i Baadene , hvilke ere komne iland paa forskjellige Steder paa Kysten , med Undtagelse af een Baad , som man endnu ikke veed noget om , og som maaske er forulykket . “ Amine saae vist paa ham , og hendes Ansigt blev blegt , men hun svarede Intet , og hun vendte sig atter om mod Vandet . Endelig hviskede hun : „ Maaske var . . . “ „ Ja , Amine ! “ svarede Præsten , „ maaske var Henrik Grubbe ombord paa det Dampskib . “ Derpaa stode de atter nogle Minuter stille og tause hos hinanden ved det stedse faldende Vand . Amine havde sine Blikke stadig fæstede paa Strømmen , og medens hun saaledes stirrede og stirrede , var det , som om noget af det tidligere Forvildede og Exallerede atter kom over hende , — som om hun paa hemmelighedsfuld Maade følte sit Blik lænket til det hurtigt forbistrømmende Vand , og søm øm hun ikke formaaede at løsrive sig derfra . Da lagde Præsten sin Haand paa hendes Hoved og sagde : „ Kom nu , kjæreste Amine ! Lader os gaae bort fra dette Vand . Og lader os ved Samtale og Bøn i Forening søge at styrke hinanden til at kunne bære , hvad os maaske bliver paalagt ! “ Men hun svarede ham ikke og vendte ikke sit Hoved om imod ham — tvertimod nærmede hun sig kun endnu mere til Vandet , der nu var lige ved at indskrænke sig til selve Aaens Leje , og her blev hun atter staaende som i dybe Tanker . Præsten havde fulgt hende , og han sfod tæt ved hendes Side . Da strakte hun sin Haand udover Aaen og sagde : „ Se , kjære Fader ! Se dog , hvor stærkt Strømmen rinder iaften ud mod Havet ! “ „ Ja , min kjære Datter , “ svarede han beroligende , „ de faldende Vande ile nu atter med megen Klang og Jnbellyd tilbage mod det store Hjem . “ Hun svarede Intet hertil , kun vedblev hun fremdeles at have sine Øine rettede paa Strømmen . Da taug ogsaa Præsten stille , og saaledes tilbragte de igjen nogen Tid i dyb Taushed . Men da traadte hun atter et Skridt ned imod Vandet og dennegang tillige hen imod Baaden , hvortil Adgangen nu var fri , idet Vandet netop i dette øjeblik var sunket til det Leje , som det under almindelig hvi Vandstand plejede at indtage , — og hun steg ud i Baaden og begyndte at løse den fra Landingsbroen . Men da traadte ogsaa den gamle Mand ned i Baaden og satte sig paa Toften ligefor hende , idet han ufravendt betragtede hende fuld af Værdighed og Mildhed . Og han saae med Rolighed paa , at hun løste Baaden fra den Pæl , hvortil den var bunden , at hun tog Roret frem fra dets Plads i et lille indelukket Rum i Bunden og hængte det paa Tappene , at hun tog Rorpinden i sin Haand , — og at Baaden begyndte at glide ned med Strømmen . Og de glede hurtigt langsmed Haven og Præstegaardsmarken , dernæst gjennem et øde Parti med Kjær og Mose til begge Sider — saa ind imellem Huse og Bøndergaarde , hvorfra smaa hvidhovedede Børn og gamle Mænd og Koner kom frem og hilste og nikkede venligt til dem ; men vistnok for første Gang bleve disse Hilsener ikke gjengjældte ; thi Amine saae hele Tiden ned for sig paa Vandet , og Præsten havde uafbrudt fine Øine rettede paa hende . Og Huse og Gaarde forsvandt , og de kom ind under de sfore Træer i det stille , høitidsfulde Dunkle , hvor Strømmens Rislen lød mere dumpt , og hvor Rorets Knagen og Baadens Fart gjennem Vandet antog en særegen og mere hemmelighedsfuld Klang , og de glede ned mod Søviggaard , der hævede fin mørke Stenmasse høi og truende iveiret i den klare Luft , forbi den altid ensomme Landingsbro — den samme , paa hvilken Henrik Grubbe havde staaet i hin skumle Aften , da Erindringens mørke Aander fra hans Barndom vare over ham og talte til ham gjennem Vindens Hvislen og de vigende Aareslag fra den bortseilende Baad ; hvor han havde hævet sin Røst i det dybe Stille og raabt : „ Amme , Amme , kom tilbage ! “ — og de kom atter ind under de skyggende Træer paa den anden Side af Broen , hurtigt , tause og stille . Men der , hvor de høje Træer endte , og hvor Engene begyndte — de , der nylig havde pranget i Foraarets friske Grønne , men som nu atter vare blevne vinterlig blege ved Havvandets Overskyllen — der , hvor den dyrkede og den vilde Natur ligesom gik over i hinanden , der , hvor Havet første Gang traadte ret mægfigt frem for Beskuerens Blik , der , hvor i stille Aftener Lyden af Havets Brusen , af Aaens Rislen og de høje Træers Susen blandedes forunderligt og hemmelighedsfuldt , — der var et Sted , som saaledes stod indpræget i Amines Sind , at hun aldrig kunde glemme det , og da Baaden nærmede sig dette Sted , da hævede hun uvilkaarlig sit Hoved for første Gang paa den hele Fart og saae derhen , og der — laa Henrik Grubbe ; paa Skraaningen af en lille Forhøining i Engen laa han , med Ansigtet vendt imod Søviggaard , med lukkede Øine , fredelig og mild at see til som et sovende Barn — og dog med Dødens umiskjendelige Udtryk ! Præsten , der sad med Ansigtet vendt imod Amine , mærkede uvilkaarlig af hendes Bevægelser og af hendes Ansigts Udtryk , at Noget greb hende stærkt , og han bøjede sig henimod hende og tog hendes Haand , medens han paa samme Tid vendte sig noget tilsiden , følgende Retningen af hendes Blik , og da blev ogsaa han vaer , hvad hun først havde set . Og i samme Øjeblik gled Baaden som af sig selv henimod den grønne Høi , hvor den blev liggende stille . De havde begge reist sig , og idet Præsten stadig holdt hendes Haand fast i sin , stege de ud paa den vaade Engbund mellem Siv og Tuer og standsede ved ham . Og de betragtede ham begge en Tidlang uden at væræ istand til at tale . Men da den gamle Mand stod der og saae hendes stumme , bittre Smerte og atter blev det fordums forvildede Udtryk vaer i hendes Ansigt , paa hvilket det var lykkedes ham at bringe Ro og Glæde tilsyne igjen , og som var blevet ham det kjæreste og yndigste Syn i hans høje Alderdom , — da var det , som om et Glimt af denne Verdens Ild for et Øjeblik blussede op i Oldingens ellers saa milde Hjerte , og han hviskede : „ Nu — nu er Du bleven hævnet , Amine ! — Ja , Herren vor Gud er en streng , nidkjær Gud , som -- -- -- -- - “ „ Nei , nei , kjære Fader , “ sagde hun da , idet hun vendte sine Øine bort sra Henrik Grubbe og betragtede Præsten med en bedende Mine , som vilde hun afværge de strenge Ord , „ Herren vor Gud er ikke en streng Gud . . . har han ikke . . . har han ikke viist sig . . . mild . . . her ? Kunde vel han nogensinde være kommen til Ro , hvis det var blevet ham forundt at leve ? “ Og da hendes Hjerte først havde faaet Luft i disse udtalte Ord , da var det , som om Taarernes Kilde aabnede sig i hendes Bryst og formildede den stumme Smerte , og hun kastede sig høit grædende nedover ham , idet hun kyssede hans Ansigt , Haar og Hænder og gav ham de kjærligste Navne . Og da opløftede ogsaa den gamle Mand sin Røst og græd . Saaledes laa hun en Tidlang henbøjet over ham . Men da hun omsider igjen hævede sit Hoved og saae paa sin Plejefader , da var Forvildelsen forsvunden fra hendes Ansigt , og det var , som om dets forrige Mønne Udtryk af Ro og Høihed igjen var ved at bryde frem gjennem Smerten . Og hun vendte atter sine Blikke ned mod sin Barndomsven , saae fuld af Kjærlighed og Vemod paa ham og hviskede : „ Saa maatte da ogsaa Du ud paa Havet ! Men ogsaa Dig har det dog taget mildt i sin Favn og lagt Dig her som et sovende Barn paa Din Barndoms Strand meskem blege Blomster . “ Og hun bøjede sig ned paany og græd atter en ' Tidlang , men blidt og stille , over ham . Endelig tog Præsten hendes Haand og sik hende til at reise sig op , derpaa bøjede han sig selv ned til ham , slog sine Arme omkring ham og drog ham sagte ned imod Baaden ; da denne var naaet , løftede de ham i Forening ind over Relingen , hvorpaa de selv toge Plads deri . Og Amme tog Aarerne og sænkede dem i Vandet , og langsomt gled Baaden op imod den stride Strøm — op imod Søviggaard . Og Solen sendte sine sidste Straaler ned , Aftenvinden susede sagte i de høje Træer , og Aaens Rislen lød som et Menneskes Graad , da Henrik Grubbe for sidste Gang vuggedes paa dens Bølger . — Men den Dag , da Henrik Grubbe var bleven begravet med stor og gribende Høitidelighed — efterat den ældre Grubbe i denne Tid maaske for første Gang i sit Liv ganske havde forglemt sig selv og sin Mangel paa Evne til at taale det Sørgelige , hvorfor ikke blot Kraften til at bære det ikke var bleven ham negtet , men det syntes endog , som om Alt , hvad der stod i Forbindelse med hans Hustrus og Søns Død og deres gjensidige Indvirkning paa hinanden , ligesom havde givet hans resultatløse Grublen Indhold og Kjerne og havde ladet ham begynde at skimte , som gjennem mørke Taager , Glimt af en uendelig , sammenhængende Harmoni — paa denne samme Dag , henad Aftenen , vandrede Degnen Kolby nedover Engene mod Havet . Hans Ansigt var bleven stærkere furet , og hans høje , krumbøjede Skikkelse end mere knoklet og sammenfalden af Sorg over de sidste Tiders Begivenheder paa det Sted , som var det eneste , han kjendte , og hvortil hans Hjerte havde været knyttet fra hans Ungdom af . Han vandrede denne Aftentur — efter at have bivaanet Ligbegængelsen og tilbragt Dagen paa Herregaarde « tilligemed Præsten og Amine — for at adsprede sig lidt i sin dybe Sorg . Alligevel havde han dog først været hjemme for at hente sit Gevær , det , som Henrik havde foræret ham , det med de lette , skinnende Løb — det , han dog aldrig ret kunde betragte som andet end som et nydeligt Legetøi , det egentlig var Synd at „ komme Ild i “ , hvorfor han heller aldrig havde brugt det uden paa de store Jagter eller ved andre høitidelige Leiligheder , hvor det gjaldt om at vise sig med nogen Glands . Men denne Aften , da han var saa nedtrykt i sit Sind , havde han valgt dette istedetfor sit eget uhaandterlige Redskab , fordi det som en Gave fra Henrik var ham inderlig kjært , og han desuden følte , at han vel kunde trænge til al den Opmuntring og Trøst , som Omstændighederne vilde tillade . Og saaledes travede da den gamle Jægersmand fremad med dybt ludende Hoved og tunge Skridf , i sit fromme og ærlige Hjerte tænkende over Prædikerens Ord , hvorledes denne Verdens Glands kun er idel Forkrænkelighed og Forgængelighed , og saa oprigtig var hans Sorg og saa alvorlige hans Tanker , at mere end een Fugl var fløiet op for ham , uden at han havde bemærket det . Ia , han skulde maaske have vedblevet sin Vandring den hele Nat , havde ikke omsider Havet sat Grændse for hans Fjed , — og da sfandsede han og gav sig til at stirre udover den store Flade . Det havde atter blæst stærkt fra Sydost i de sidst forløbne Dage , men fra denne Dags Morgen havde det været ganske stille , og kun Dønningen brød sig med sagte Susen i Brændingen . Naturens Fred gjorde ham kun endmere sørgmodig , og medens han langsomt gik henover det hvide Sand paa Strandbredden , aftørrede han stundom en Taare med Bagen af sin haarde , barkede Haand . Saaledes var han efterhaanden kommen hen i Nærheden af Aaen , der , hvor den løb ud i Havet , og idet han tænkte paa , hvad den fornylig havde baaret paa sine Bølger , fæstede han sine Blikke paa det mørkladne Vand ; thi Himlen var noget skyfuld , og desuden varden Art af skummel Dunkelhed udbredt over Jorden , som netop i den lyse Tid fremkommer ved Modsætningen til Luftens Klarhed . Da forekom det ham , at han saae Noget . . . Noget ude i Vandet — Noget , der lignede de utydelige Omrids af et Menneske — lige i Aaens Munding , netop der , hvor Aaens Vande blandede sig med Havets . Og han gyste , og det var , som følte han sig selv lænket til Stedet og sine Øine til Det , han saae . Og han saae , hvorledes Dette vexelvis afAaens Strøm førtes lidt ud og derpaa af Havets Dønning lidt ind ; kun der , hvor der ligesom var Ligevægt mellem Aaens Magt og Havets Magt , kunde det undertiden i nogle Øjeblikke komme til Ro , idet det da hævedes sagte op og ned — for da atter paany at begynde den selvsamme Vandring . Da han havde staaet nogen Tid og set paa dette selsomme Spil , gjorde han endelig med Anspændelse af al sin Kraft et Par Skridt nærmere henimod Aamundingen for dog at see , hvad dette kunde være , og da syntes det ham , at han saae den blege Skikkelse af en Kvinde , der med foldede Hænder og bedende Miner saae ind imod Land , ind mod Søviggaard , — en Skikkelse , hvis Ansigtstræk uvilkaarlig mindede ham om den deiligste Kvinde , han havde kjendt i sit Liv — hende , som han jo saa tidt og ofte havde set i Ungdommens rige Glands at færdes paa disse Steder ! Men da denne Lighed , denne Tanke greb hans Sjæl , da følte han sig betagen af en uovervindelig Gru , og han styrtede , saa hurtigt hans Ben formaaede at bære ham , bort fra Aaen og op til det nærmeste Hus . Dog — da han efter nogen Tids Forløb atter indfandt sig paa Stedet tilligemed Mænd , der bare Reb og Lygter , da — var det forsilde , da — havde Aaen faaet Magt over Havet , — da var der Intet , sket Intet mere at see ! Og derfor antog Øen , der havde set dette , at det ikke var noget Virkeligt , som havde viist sig for ham , men kun et Syn , som hans sørgmodige Tanker og dybt rystede Sind havde foregøglet ham paa dette Sted . — Alligevel udbredtes dog derved det Sagn i Egnen , at det havde været den forhenværende Husfrue paa Søviggaard , der selv efter Døden havde higet efter Hvilen i Hjemmets Jord , hos sine Fædre og hos sin Søn , men — at Dette ei havde kunnet tilstedes hende . — Og hermed ender Historien om Husfruen paa Søviggaard og hendes Søn — om Aaen og Havet .