Solen skinnede paa et lille , eenetages Huus i Udkanten 
af en af Forstæderne , og kastede sit Lys 
ind i den lille Forstue , hvortil Døren stod aaben ; 
Gulvet var hvidt som Snee , og Ruderne i Husets 
lave Vinduer vare saa blanke , at man kunde see 
hver Traad i de hvide Gardiner , der hang indenfor 
dem . Der laae saaledes , udenfra seet , en venlig 
Fred over det Hele , og Græsset langs Kanten af 
den ubrolagte Gade gav , idet det viftede frem og 
tilbage i Vinden , endogsaa Husets Omgivelser et 
rigtignok saare beskedent Præg af Landlighed . Men 
der fandtes en Pynt i Forstuen og paa Gaden udenfor 
Døren , som i hvor smuk den i sig selv var , dog 
bragte de Forbigaaende til at kaste et alvorligt Blik 
paa Huset , og til i Stilhed at sammenligne det udvortes 
Skin af Fred og Lykke med den Skygge , som 
Sorgen rimeligviis kastede indenfor ; der var bredt 
et heelt Tæppe af Grønt og Blomster fra Forstuens 

Gulv og langt ud paa Gadens Gruus , og hvori 
mangen Bouquet var søndertraadt af tunge Trin ; 
Døden , den Allestedsnærværende , var skredet hen 
over det . Ogsaa inde i den lave , meget simple Stue 
var der en Krands af Grønt , der omgav en stor , 
aabent Fiirkant paa Gulvet , og midt paa denne Plet 
stod en ung Pige i en ny , men tarvelig sort Kjole 
og med foldede Hænder . Det var halvt et Barn 
og halvt en moden Qvinde ; Barnenaturen stod skrevet 
i hele Formen af hendes unge Hoved , der var 
omgivet af et meget lysebruunt Haar , i den sundhedsfriske 
Rødme paa hendes Kinder og paa hendes 
Læber , der i dette Øieblik bævede under tilbagetrængte 
Taarer ; men en Modenhed , langt over hendes tyve 
Aar , traadte frem i hendes lysegraae øines tankefulde , 
bestemte Blik , i hendes Pandes Alvor og hele 
hendes Stillings fattede Ro ; smuk var hun egentlig 
ikke , naar man fraregner den Skjønhed , der altid 
følger med Ungdom og Sundhed ; men den ubevidste 
Uskyldighed og Godhed , der hvilede paa hendes alvorlige 
Ansigt , drog uvilkaarligt Hjertet til hende . 
Faderløs og moderløs havde hun tidlig prøvet Livets 
Bitterhed ; den gamle Mand , hvis Lig man for nogle 
Timer siden havde baaret bort , havde taget hende til 

sig af Medlidenhed , hun var voxet op i dette tarvelige 
Huus , og havde , efter Huusmoderens snart paafulgte 
Død , tidlig helliget sine Kræfter til dets Bestyrelse ; 
endnu et Barn var hun af egen Drift 
blevet Huusmoder , og var blevet det med en hvi 
Anskuelse af sine Pligter . Hun havde været en tro 
og flittig Huusbesfyrerinde for sin Plejefader , der 
havde været en underordnet Embedsmand , og som i 
de sidste Aar levede af en ubetydelig Pension , og 
næsten en Moder for hans Søn , der var flere Aar 
ældre end hun . Denne lille Verden , der havde 
været hendes Eet og Alt , hendes Omsorg , hendes 
Tanke Nat og Dag og hendes hele Lykke , var nu 
forstyrret , og hun stod der , efter Fuldbyrdelsen af 
den sidste Pligt , skuende i alvorlige og bekymrede 
Tanker ind i Fremtiden . 
Da bragte raske , hurtige Fodtrin udenfor paa 
Sandet hende til at see op , Døren blev hurtigt aabnet , 
og en ung Mand i simple , men anstændige , 
sorte Klæder og med Flor om Hatten , traadte iilsomt 
ind . Han satte med en vis , aabenbar Mechanist og 
tilvant Forsigtighed Hatten fra sig , og sluttede den 
unge Pige i sine Arme i et fast , inderligt Favntag . 

Hun lagde sine Arme om hans Skulder , og trykkede 
sit Hoved op til hans Bryst . 
„ Rosine , kjære Rosine ! “ sagde han ømt , 
„ nu ere vi To ene i Verden med hinanden ! “ 
Hun klappede hans Kind , strøg hans Haar fra 
Panden , og saae længe taus og bedrøvet paa ham . 
„ Hvor Du har været god og trofast mod min , 
Fader ! “ vedblev han efter en Pause , hvori de begge 
syntes at have veiet deres Sorg , „ aldrig , saalænge 
jeg lever , skal jeg glemme , hvad Du har gjort for 
os begge to . Nu er Touren til mig at sørge forDig , 
og Du skal ikke være bange for Fremtiden , 
Rosine , jeg skal nok finde Udveie til at fortjene , 
hvad vi To behøve . Vi have jo ikke store Fordringer , 
vel ? Kun den , at blive sammen og aldrig at 
stilles ad , ikke sandt ? “ 
„ Ak , kjære Frits ! “ sagde hun nølende , og 
drog sig ud af hans Arme , „ for Fremtiden frygter 
jeg ikke ; men jeg er bange for , at det gaaer ikke an 
for os To at blive her alene sammen . “ 
„ Hvorledes ? “ sagde han , idet en Sky af Skuffelse 
overtrak hans Ansigt , „ er Du ikke min Søster ? 
Mener Du , at vi skulde forlade dette kjære , gamle Huus ? “ 
„ O Frits ! “ sagde hun alvorligt , „ jeg er ikke 

Din Søster , og det er tungt , at vi i dette Øieblik 
sfulle tænke paa det . Derfor kunde jeg jo gjerne 
blive hos Dig ; men jeg føler dog , at det ikke vilde 
være rigtigt , selv om Andre ikke vide , at Du er 
min Broder . Gjerne , gjerne vilde jeg passe Huset 
som før , og jeg kunde ogsaa godt som før fortjene 
Noget ved at sye ; men der er alligevel en Følelse 
hos mig , som siger mig , at det ikke kan blive ved 
at være saaledes . Derfor , kjære Frits ! — og det 
stod jeg netop og tænkte paa , da Du kom — derfor 
maae vi nu stilles ad , og gaae hver sin Vei . “ 
„ Og hvorhen vil Du gaae ? “ spurgte Frits , 
der næsten aandeløs havde lyttet til hendes Ord . 
„ Ud at tjene , “ svarede Rosine sagte . 
„ Ud at tjene ! “ gjentog Frits med Forfærdelse . 
„ Skulde Du leve blandt Fremmede , som vilde behandle 
Dig slet , misbruge Din Pligtfølelse , tilsidesætte 
Dig — nei , Rosine ! det maa ikke skee ! 
Før vil jeg — “ han taug et Øieblik , tænkte sig om , 
og sagde derpaa sagte og nedtrykt : „ Ak , jeg kan jo 
ikke gjøre Noget for Dig ! “ Han kastede sig ned paa 
en Stol , holdt Hænderne for Øinene , og græd bittert . 
Rosine gik hen , og stod foran ham ; hun 
havde selv inderlig Lyst til at græde ; men hun betvang 

sin Bevægelse , og ventede stille til han havde 
givet sin Smerte Luft . 
„ Ufornuftige Frits ! “ sagde hun mildt bebreidende , 
„ istedetfor at græde burde Du styrke mit 
Mod , og hjælpe mig til at see den lyse Side af 
hvad der nødvendigt maa skee . Og hvorfor troer 
Du , at det skal gaae mig saa ilde ? Dersom Du 
troer , at jeg vil gjøre min Pligt , hvorfor troer Du 
da ikke ogsaa , at gode Mennesker ville paaskjønne 
det ? Jeg er slet ikke bange for at tage ud og tjene , 
jeg gjør saa faae Fordringer , og jeg vil gjerne underordne 
mig Andres Villie . Naar man blot gjør 
sin Pligt — “ hun saae paa ham med et inderligt , 
trofast Blik , — „ saa vil det nok gaae godt . “ 
Han rystede bedrøvet paa Hovedet . Hun strøg 
mildt med Haanden henover hans Haar . 
„ Sid ikke saa taus ! “ bad hun , „ vi forlade jo 
ikke hinanden for besfandig . “ 
„ O Rosine ! “ sagde han , „ vi have levet sammen 
fra Barndommen af , vi have deelt Alting , 
smaae Bekymringer og store Sorger , Glæde og Kjærlighed ! 
Hver Middag har Din Haand tildeelt mig 
min Deel af Middagsmaden , stor eller lille , eftersom 
der var Raad til det , hver Aften har jeg sagt 

Dig Godnat , før jeg gik hen at sove ; kom jeg en 
sjelden Gang seent hjem , bankede jeg dog paa Din 
Dør for at høre et venligt Ord af Din Stemme ! 
Alt dette er forbi , Du gaaer ud blandt fremmede 
Mennesker , der kjøbe Dig for deres Penge , og jeg 
— hvor gaaer jeg hen ? “ 
„ Du store Frits , “ sagde hun skjemtende , „ skal 
ogsaa bestille Noget . Du har jo Din theologiske 
Embedsexamen , og kan med Tiden blive Præst . 
Selv om vi blive noget gamle , gjør det jo ikke Noget ; 
desbedre kan det da passe sig , at jeg igjen holder 
Huus for Dig . Du vil vel nok have mig til Din 
Huusholderske ? “ 
Trods den skjemtefulde Tone funklede der ogsaa 
nogle Taarer i Rosines Øine , og da hun 
havde talt ud , vendte hun sig fra ham for at 
skjule dem . 
Frits tog hendes Haand , vendte hende om 
mod sig , og de Taarer , hun havde søgt at skjule , 
rullede ned ad hendes Kind . Han saae paa hende , 
og sagde derpaa alvorligt : 
„ Det smerter Dig altsaa ogsaa ? “ ' 
„ Kan Du spørge derom ? “ svarede Rosine , 

idet hun frigjorde sin Haand , og vilde gaae bort 
fra ham . Han sprang op , og fulgte efter hende . 
„ Rosine , min Søster , min Veninde ! “ sagde 
han blidt og hjerteligt , „ gaa ikke fra mig , førend 
jeg har gjort Dig endnu et Spørgsmaal . Hvis jeg 
ikke allerede har gjort det , saa er det kun , fordi min 
Faders lange Sygdom og de derpaa følgende sørgelige 
Pligter have afholdt mig ; thi jeg har længe følt , 
af min Ro og min Lykke var afhængig af Dit Svar . 
— O , bliv ikke rød , og slaa ikke Øinene ned — 
ærligt og oprigtigt spørger jeg Dig i denne hellige 
Stund og paa denne indviede Plet , hvor vor fælleds 
Faders Kiste stod , vil Du engang blive min Hustru ? 
Vil dette trofaste Hjerte , der nu hviler mod mit , 
ansee sig for bundet for Tid og Evighed til mig ? 
Vil Du engang i lykkelige Dage vende tilbage til 
mit Huus , dele mine tarvelige Kaar , og være i Ondt 
og Godt , i Liv og Død min dyrebare Ægtefælle ? “ 
En dybere og dybere Rødme farvede blufærdigt 
hendes Kind , medens han udtalte disse Ord , og da 
han havde endt , saae hun op til ham , og sagde , dennegang 
uden sin sædvanlige fattede Ro , og med bævende 
Stemme : „ Jeg troer , jeg vil det , Frits ! “ 
Der laae et saa alvorligt Tilsagn i hendes 

Stemme , at han ikke agtede paa det Ubestemte i 
Ordene ; men idet han trykkede hende fastere i sin Favn , 
udbrød han med dyb Bevægelse : 
„ Nu , saa velsigne Gud vor Pagt ! Alt , hvad en 
Mand kan gjøre , overeensstemmende med fin Ære 
og Samvittighed , for at hidføre Øieblikket til vor 
Forening , skal jeg redeligt gjøre ; enten det varer 
kort eller længe , skal mit Hjerte tilhøre Dig med 
uforanderlig Troskab og Kjærlighed — dertil være 
Gud mit Vidne ! “ 
„ Saalænge Du elsker mig , er jeg Din , “ sagde 
hun med samme Alvor , „ jeg vil vente paa Dig , til 
Du med Gud og Æren kan føre mig ind i Dit 
Huus . Men dette Huus maa Du nu forlade , 
Frits , og søge Dig en anden Bopæl , idetmindste 
til jeg er borte . “ 
„ Jeg faaer det vel , “ sagde han beklemt , og saae 
sig om , „ dette kjære , lille Huus ! “ 
„ Nu vel , “ sagde Rosine opmuntrende , „ Du 
maa gjerne besøge mig , eller veed Du hvad , Frits , 
jeg kan godt faae den gamle Madame Mortensen 
til at flytte herind saalænge , hun gjør det gjerne , og 
saa kunne vi blive sammen , til vi hver gaae sin Vei 

— hvis Du troer , at vi have Raad dertil ; thi hun 
maa jo spise hos os . “ 
Den omtalte gamle Kone var en Bekjendt af 
Huset , der ernærede sig ved den beskedne Haandtering 
at lave Papirsposer , og hvis Fordringer til Livet 
altsaa ikke vare vanskelige at tilfredsstille . Frits 
smilede , og meente , at de vel nok turde tillade sig 
denne Udgift . 
„ Ieg vil strax gaae hen til hende , “ sagde Rosine ; 
„ thi den Gamle maa have lidt Tid til at forberede 
sig . Ieg kommer strax tilbage for at tænke 
paa Middagsmaden . “ 
„ Maa jeg følge med Dig ? “ spurgte Frits . 
„ Nei , paa ingen Maade , “ svarede hun , idet 
hun travlt tog Hat og Schawl paa , „ det vilde kun 
sinke mig . “ 
„ Maa jeg da hjælpe Dig ? “ spurgte han smilende . 
„ Tak , det gjør jeg bedst selv , “ svarede hun , idet 
hun med megen alvorlig Omstændelighed bandt sin 
Hattesløife . 
„ Maa jeg da kysse Dig ? “ vedblev han , og lod 
Gjerninger ! følge saa hastigt paa Spørgsmaalet , at 
Rosines bestemte „ Nei ! “ ikke for denne Gang kom 
over hendes Læber . Hun gjorde et lille Tilløb til 

at see vred ud , men kunde ikke afholde sig fra at 
smile , og skyndte sig derfor henimod Døren . Just 
som hun vilde aabne den , bankede det stærkt paa 
den , og en anden ung Mand , ogsaa i sorte Klæder 
og med Flor om Hatten , traadte ind . 
„ Gud være med Eder ! “ sagde han med en stærk , 
dyb Stemme og hjertelig Alvor , idet han trykkede 
deres Hænder , „ kommer jeg Eder til Uleilighed ? “ 
„ Det kan Du ikke , kjære Carl ! “ sagde Frits , 
ligesaa hjerteligt , „ tvertimod , var Du ikke kommet , 
havde jeg nu opsøgt Dig . Bliv hos os idag , Rosine 
vil sørge for , at vi faae en anstændig Middagsmad , 
og jeg har Meget at tale med Dig om . 
Lad mig først og fremmest , kjære Ven , inden Rosine 
forlader os , meddele Dig , at Rosine og jeg ere 
forlovede . Du vil maaskee synes , at vi dertil kunde 
valgt en mere passende Dag end vor Faders Begravelsesdag ; 
men Tanken om Skilsmissen vakte 
Tanken om et fornyet Samliv , og vi haabe saaledes 
trøstigen at kunne gaae Fremtiden imøde . “ 
„ Til en god Gjerning er enhver Dag god nok , “ 
sagde Carl , „ og jeg ønsker Eder tillykke . Selv om 
I begge vidste , at I ikke kunde tænke Eder at leve 
« den hinanden , er det dog godt at sige det ; der er 

ingen Tanke og Følelse hos os , der ikke vinder ved 
at staae klar og reen for vor Bevidsthed . “ 
Imidlertid gik Rosine sit Ærinde , og begge 
Vennerne gik ind i Frits ' lille Arbeidsværelse . De 
tændte her deres Cigarer , og sad længe tause . Endelig 
tog Carl Ordet : 
„ Hvad tænker Du nu at gjøre , Frits ? “ 
„ Lad mig først sige Dig , hvad Rosine tænker 
at gjøre , “ svarede Frits , ligesom lidt undvigende . 
„ Hun vil söge sig en Tjeneste . “ 
„ Ja saa , “ sagde Carl . Efter en lille Pause 
vedblev han : „ Hun gjør Ret deri . “ 
„ Men gjør jeg ogsaa Ret i at tillade det ? “ 
spurgte Frits sagte . 
„ Hvorfor ikke ? “ sagde Carl . „ Du mener , at 
Du burde ernære hende ? “ 
„ Ja . “ 
„ Kan Du det ? “ 
„ Ja og nei . Jeg har jo ved mine Informationer 
skaffet et Bidrag til Faders Huusholdning , 
og jeg kunde maaskee ved sorsgede Anstrengelser tilveiebringe 
noget Mere ; men min Tid gaaer hen 
med at undervise , og hvad saa ? 
„ Hvorfor skulde Du gjøre Rosine afhængig 

af Dig ? “ sagde Carl ; „ hun er flink , huuslig og 
forstandig , hun kan være til Nytte allevegne , istedetfor 
at sidde med Hænderne i Skjødet og tære paa 
Din Fortjeneste . Hun gjør det Heller ikke , fordi 
hun er for fornuftig til at ville flade et Forhold , 
der om kortere eller længere Tid vil blive Eder 
begge til Byrde . Jeg veed et Sted , hvor Rosine 
kan blive anbragt . Du veed , at jeg har en gammel 
Bedstemoder , Geheimeraadinde Rosenfeldt , der nu 
i sin høie Alderdom opholder sig paa sit Gods . 
Hendes Sognepræst har en Patient i sit Huus , en 
gammel Dame , der efter min Mening lider mere 
paa Sjælen end paa Legemet , og som stadig holder 
Sengen . Efter Sigende er denne syge Kone ikke 
tilfreds med den Pleie , der ydes hende af Præstens 
Hunsbesfyrerinde — han er Enkemand uden Børn 
— og man søger nu et fornuftigt , taalmodigt og 
dannet Fruentimmer til af være om hende . Her er 
altsaa intet strengt Arbeide , men netop en Virksomsomhed , 
hvortil Rosine med sin rolige , trofaste 
Characteer er fortrinlig skikket . Præsten har skrevet 
mig til , og bedet mig skaffe ham en paalidelig Person , 
og , efter hvad Du nu har sagt , tager jeg ikke i 
Betænkning af foreslaae Rosine af modtage Pladsen . “ 

Frits lagde Cigaren fra sig , og trak sit Veir 
dybt . Carl saae paa ham , og sagde , idet han ligeledes 
kastede Cigaren ud af Vinduet : 
„ Jeg forstaaer Dig , Frits ! det smerter Dig , 
af hun skal være afhængig af Andres ønsker og 
Luner , og tjene Andre for en anden Løn end Kjærlighedens ; 
men Du bør betvinge denne Følelse . Lad 
Du hende gaae , hun vil finde sin Plads overalt ; 
der gaaer en Engel ved ethvert Menneskes Side , dersom 
hun bærer Pligtens Bud skrevet i sit Hjerte . 
Det er jo ogsaa kun for en Tid , og Dine Udsigter 
ere , synes mig , ret gode . Som syvaars Candidat 
kan Du snart tænke paa af faae et lille Kald , og 
jeg er vis paa , af Du og Rosine ville blive lykkelige 
i en saa fredelig og i alle Maader velsignelsesrig 
Virksomhed , hvor man kan stifte uberegnelig 
Nytte , hvis man virkelig vil . “ 
„ Om jeg vil stifte Nytte , Carl , derom kan 
Du ikke tvivle ; jeg tør sige , at Du veed , at jeg 
altid fra Dreng af har respecteret Pligten , og betragtet 
den med et alvorligt Øie , og hvad Rosine 
angaaer , da er det , som om Gud havde flabt hende 
til at være en Trøst og en Lindring for de Lidende 
og Trængende . Min Fader har ligget paa et mangeaarigt 

Sygeleie ; men hendes Taalmodighed , hendes 
Glæde over enhver Kjærlighedsgjerning , hun kan udøve , 
hendes stille , rolige , selvopoffrende Væsen har 
forvandlet alle disse Lidelsestimer til virkelige Sabbathdage . 
Desmere smerter det mig , ikke at kunne 
lønne hendes Troflab , som jeg saa gjerne vilde — 
ak , hvis jeg var som hun , da var Alt godt — men 
jeg er det ikke — jeg bærer en Byrde paa mit 
Bryst , som jeg ikke har kunnet betroe hende endnu— “ 
Han taug , og trykkede Læberne sammen , som om 
han vilde lukke dem over sin Hemmelighed . 
„ Hvad mener Du , Frits ? “ spurgte Carl ; 
„ thi jeg formoder , at Du ikke vil lade det blive ved 
disse gaadefulde Ord ? “ 
„ Nei , nei , “ svarede Frits , idet han bøiede sig 
over mod ham . og trykkede hans Haand , „ jeg maa 
tale , og idag mere end nogensinde , da jeg ved min 
Faders Grav dybere end ellers har følt , hvor stort 
et Ansvar det er at leve og døe . — Jeg har længe 
været enig med mig selv om , at jeg ikke tør søge 
Præstekald . “ 
Carl fæstede et langt , alvorligt og prøvende 
Blik paa ham . 
„ Jeg forstaaer Dig , “ sagde han , „ Din Tro er 

ikke saaledes urokkelig grundfæstet , at Du tør bygge 
en præstelig Virksomhed paa den ? “ 
„ Saaledes er det omtrent , “ sagde Frits , „ og 
hvorledes det er kommet , veed jeg ikke selv . Jeg 
valgte selv at studere Theologie i den Overbeviisning , 
at det var den lykkeligste Lod at kunne prædike 
det for Alle , der laae som en lyksalig Vished i mit 
eget Hjerte . Jeg drømte mig allerede paa Prædikestolen 
i Søndagmorgenens festlige Lys ligeoverfor 
min glade , forventningsfulde Menighed , og hvis jeg 
arbeidede og studerede ivrigt , da var det for saa 
iilsomt som muligt at naae dette Maal . Men lidt 
efter lidt følte jeg mindre Glæde ved mit Arbeide ; 
en besynderlig Trang til at fremstille Sagen fra 
forskjellige Synspunkter , til at undersøge , hvad Indflydelse 
den formende Menneskeaand kunde have havt 
paa den , forstyrrede mig i mine roligste Timer , og 
tilsidst syntes jeg mig at være to Væsener , hvoraf 
det ene angreb og det andet forsvarede . Ja , forsvarede ! 
— en Dag vaagnede jeg op af min Grublen , 
og greb mig i at forsvare det , paa hvis Sandhed 
jeg nogle Maaneder før gjerne var død . Jeg 
søgte at komme paa det Rene med mig selv ; men 
uagtet jeg følte , at jeg var meget forandret , kunde 

jeg dog ikke fordømme mig selv . Idet jeg randsagede 
mit Inderste , fandt jeg hos mig selv en stærkt udpræget 
Dobbellhed , af Erkjendelse og Følelse , eller 
dennes Udvikling i den religieuse Retning af Tro . 
Denne Dobbellhed var saa stærk , at jo mere jeg udviklede 
hver af dem i sin Retning , jo mere divergerede 
de fra hinanden , og dog kan jeg ikke lade 
være at lade dem begge bevæge sig paa Troens 
Gebeet . Jeg har sagt til mig selv : Lad da kun Din 
Erkjendelse arbeide i de mere concrete Retninger , og 
lad Din Følelse udvikle sig til en fast Tro , urokket 
af Din Forstands Indvendinger og Tvivl , eller lad 
Din Erkjendelse udvikle sig og bryde sig en Bane , 
som Du maa følge , hvad enten den i sine fortsatte 
Conseqventser vil lede Dig til Tro eller Vantro , 
og lad Følelsen søge sin Tilfredsstillelse i mere concrete 
Tilfælde i Dine Forhold her i Livet . Men 
dette kan jeg ikke ; thi min Erkjendelse synes det mig 
ofte , at jeg kan bringe til et Resultat , og dette 
Resultat forfærder mig da som oftest . I min Fortvivlelse 
kaster jeg mig da i Troens Arme . Hænder 
det sig derimod , at jeg engang har bestemt at 
lade Troen raade paa sit eget Gebeet , saa forekommer 
det mig , at jeg bærer mig ad som den Tjener , 

der nedgrov sit Pund , endskjøndt han havde et Regnskab 
at aflægge derfor . Jeg har tillige altid næret 
det faste Haab , at hvad vi her erkjende stykkeviis , 
det skulle vi hisset skue som i et Speil , med eet 
Blik , i eet Øieblik . Denne Virksomhed , hvori vi 
slue Gud Ansigt til Ansigt , maa da nødvendigvis 
være en forhøiet Potents af Erkjendelse ; men hvorledes ? 
Skulde denne Erkjendelse ikke ogsaa have 
Klarhed i Forhold og gradviis , og skulde en udyrket 
Aand kunne fatte med hiin Erkendelsens Skuen som 
den Aand , der alt har kjæmpet for Lys og Sandhed , 
om han end aldrig vandt dem , og om hans Kampe 
kun blev som de øvelser , hvormed Fægteren forberedte 
sig til at træde ind paa Arenaen ? Nei , nei , 
jeg troer , at den maa kunne sfue klarere , som allerede 
herneden har skjærpet sin Aand , og derfor vil 
jeg Heller ikke lade min Erkjendelse uforsøgt i disse 
Kampe , hvorfra min Sjæl dog aldrig vender tilbage 
uden blodige Saar og Mærker . Jeg vil kjæmpe , 
uagtet jeg veed , at jeg aldrig vil vinde Diademet , 
som er ved Banens Ende . Men naar jeg vender 
tilbage fra disse Kampe , maa jeg forfriske mig med 
Troens Bad ; som den , der er omspændt af Luer , 
søger jeg hen til den forfriskende Strøm . “ 

„ Og der gives intet Punkt , “ spurgte Carl , 
„ hvor Din Erkjendelse og Din Tro mødes ? “ 
„ Jo , “ svarede Frits , „ næst Bevidstheden om en 
personlig Gud , har jeg altid bevaret en fast Overbeviisning 
om Udødeligheden ; thi netop den Omstændighed , 
at min Tanke og min Tro paa alle andre 
Punkter laae i Strid med hinanden , viste mig hen 
til denne Strids Forsoning og den Tid , da den 
skulde ophøre . Netop herved fremtraadte Udødeligheden 
før min Erkjendelse , som den alt før existerede 
fast og urokkelig i min Tro . “ Carl grundede nogle 
Øieblikke . 
„ Det er altsaa den personlige Guds Aabenbaring , 
der fornemmelig er Stridspunktet ? “ sagde han . 
„ Ja , tilvisse , “ svarede Vennen ; „ thi alt Øvrigt 
falder og staaer med denne . “ 
„ Og dog troer Du paa den personlige Gud ? “ 
„ Det maa jeg , fordi jeg troer paa mig selv . 
Ja , jeg troer paa ham , og det med saa fuld Overbeviisning , 
at naar jeg ret har været fanget i denne 
Dobbelthed af Erkjendelse og Tro , har jeg ofte 
tænkt : Men er Gud da ikke et Væsen , før hvem 
jeg tør føre min Sag , naar det regnes mig til 
Synd ikke at have troet ? Tør jeg ikke før ham 

fremsætte de Grunde , som før min menneskelige 
Forstand synes conseqvente , og sige : Denne Forstand 
har Du givet mig , jeg har brugt den efter bedste 
Evne , og saa kom jeg i Strid med hvad Du bød 
mig at troe ? — Vil han da ikke sige efter Prophetens 
Ord : „ Kommer dog , og lader os gaae irette 
med hverandre , dersom Eders Synder end ere som 
Purpur , skulle de dog blive sneehvide ? “ 
„ Der gives ingen farligere Fjende for Troen 
end denne Halvhed , “ sagde Carl , „ det er som et 
faldefærdigt Huus , hvorpaa man lapper og flikker , 
og som alligevel forbliver i brøstfældig Stand . Tusinde 
Gange hellere maa man falde saa dybt i 
Tvivlens og Fornægtelsens Vande , at Himlen forsvinder 
for vort Blik ; thi da ville vi ængstelige arbeide 
os op igjen til Overfladen . Jeg har selv 
kjendt det ; efter en Barndom , fuld af glødende Tro , 
begyndte mine Ungdomsaar med Tvivl og Spørgen , 
og det varede ikke længe , før hele den aandelige 
Verden sank ned i Ruiner omkring mig . Der laae 
min Sjæl levende begravet , og vaandede sig efter 
Frelse . Og den kom ogsaa ; i min Nød tog jeg en 
Dag Bibelen , og læste i den ; der — paa Skibet 
paa Tiberias ' Sø — mødte jeg Ham , der frelste 

mig . Jeg saae ham — bliv ikke bange , Frits ! jeg 
saae ham i mine Tanker ; men da jeg engang rigtigt 
havde seet ind i hans Aasyn , var jeg forløst 
for al Tvivl , fra den Dag af troede jeg . “ 
„ Din Natur er varmere og rigere end min , “ 
sagde Frits noget nølende . 
„ Hvis den er det , “ sagde Carl , „ saa er Grunden 
den , at min Sjæl siden den Tid lever et rigere 
Liv ; er det ikke netop efter dette Liv , Du higer ? “ 
„ Ja , det gjør jeg , “ sagde Frits . 
„ Og hvorfra komme disse Tvivl , denne Strid ? “ 
vedblev Carl ivrigere og ivrigere , „ kommer den ikke 
deraf , at I vel sige , at Gud har aabenbaret sig for 
Eder , men i Grunden mene , at det egentlig er Læren , 
der har aabenbaret sig . Ordet er vel kommet til 
Verden for Eder ; men det er ikke blevet Kjød . Ja , 
I indrette Aabenbaringen efter Eders menneskelige 
Forstand , I støbe den i Eders Former . I lære 
ikke , at I skulle troe Dette eller Hiint , men at saaledes 
skulle I troe det . I , som knap vide , hvad I 
selv mene , I lære , at dette meente Eders Herre og 
Frelser ; for Eder er hans Liv og Lære en nordnet 
Hob , hvori I skulle bringe Orden og System , og 
naar I da selv føle , hvor koldt , frossent og indskrumpet 

Alt er blevet i Eders Hænder , da puste I 
Eder op i den Forblændelse , at I see ham , kjende 
ham og tilbede ham , og dog har Ingen af Eder i 
Sandhed vandret eet eneste Skridt ved hans Side . 
Frits ! jeg agter heller ikke at blive Præst , jeg har 
sat mig i Forbindelse med et engelsk Missionsselskab , 
jeg vil gaae som Missionair til Afrika . “ 
Frits saae overrasket paa ham . 
„ Saa det er derfor , Du studerer Engelsk ? “ 
sagde han . 
„ Ja , “ svarede Carl , „ jeg har opgivet at lære 
Eder Christne at kjende Herren , jeg vil forsøge det 
med Hedningerne . Dem vil jeg fortælle om ham , 
de vide ikke Noget om de to tusinde Aar , der have 
kjølnet Eders Tro . “ 
„ Carl , har Du ogsaa betænkt — “ sagde Frits . 
„ Hvilket ? “ spurgte Carl , „ hvad er her at betænke ? 
Jeg er fri for alle Baand , og den Smule 
jordisk Gods , jeg har , gjør det netop muligt for 
mig at udføre min Plan . Om et Aar haaber jeg 
at afgaae til min Bestemmelse , det er ingen Hemmelighed 
længer . “ 
„ Men— “ Frits afbrød sig selv , og vedblev i 
en raskere Tone : „ Jeg indseer vel , Carl , at det 

var en Fornærmelse mod Dig at tale om , hvad Du 
vover ved Udførelsen af denne Plan . “ 
„ Hvad vover jeg ? “ spurgte han med et fast 
Blik paa Vennen . 
„ Livet , “ svarede Frits kort . 
Et Smiil gled henover Carls Ansigt . „ Fordi 
jeg vover det , er jeg dog ingenlunde sikker paa dets 
Tab , og er Martyrdøden mig bestemt , saameget desbedre . “ 
„ Men 
er der virkelig intet Baand , der , om det 
end ikke holder Dig tilbage , dog lader Dig føle sit 
blide Tryk , naar Dn vender din Hu bort fra Fædrelandet ? “ 
Carl 
taug nogle Øieblikke . „ Om saa var , “ 
sagde han endelig , „ saa bryder jeg det ogsaa , hvis 
det behøves . Min Beslutning er fast . “ 
„ Saa har jeg intet Mere at indvende mod den , “ 
sagde Frits , „ jeg misunder Dig den Kraft , der 
driver Dig til den ; men jeg føler mig ikke kaldet 
til at efterligne den . Ligesom der gives Mennesker , 
der ere skabte til at see Livet fra de store Høider , 
saaledes gives der dem , der helst betragte det fra den 
stille Dal . Gud give mig blot den aandelige Kraft , 

der behøves til en ringere Virksomhed , og jeg vil 
takke ham . “ 
„ Hvad har Du tænkt paa at gjøre ? “ spurgte 
Carl , efterat Vennerne havde forenet deres Hænder 
i et fast Haandtryk . 
„ Der er gjort mig det Tilbud at følge den 
gamle Kammerherre Sivers til Udlandet . “ 
„ Hvad er det for en Mand ? “ 
„ Jeg veed ikke stort Andet om ham , “ svarede 
Frits , „ end at han er svagelig og rig ; hans Læge 
har raadet ham at reise , og hans Søn , hvem jeg 
har underviist , har foreslaaet mig at følge Faderen . 
Efter de faae Ord , jeg har vexlet med denne , har 
jeg faaet det Indtryk af ham , at han er en egoistisk , 
gammel Mand , der kun tænker paa sig selv og sine 
Beqvemmeligheder . “ 
„ Det er intet behageligt Reiseselflab , “ sagde 
Carl . 
„ Jeg griber ogsaa kun denne Udvei for at vinde 
Tid til at betænke , hvad Livsbane jeg skal vælge , “ 
sagde Frits ; „ jeg vil forsøge paa , hvad Indflydelse 
det vil have paa mine Tanker og Anskuelser , at jeg 
seer mig om i Verden . Jeg er nu saalænge gaaet 
om i denne Informationernes Trædemølle , at mine 

Ideer bestandig vandre de samme Trin op og ned ; 
jeg vil ialtfald forsøge noget Nyt . “ 
„ Det er Forsøget værdt , “ sagde Carl . 
„ Jeg har ikke talt derom til Rosine , “ sagde 
Frits hastigt , „ og hvis det nu ikke netop traf sig 
saaledes , at vi dog skulle sfilles ad , havde jeg maaskee 
dog ikke modtaget Sivers ' Tilbud . “ 
I dette Øieblik aabnede Rosine sagte Døren , 
og saae ind . „ Middagsmaden er paa Bordet , “ 
sagde hun med huusmoderlig Venlighed ; begge Mændene 
reiste sig , og fulgte hende . 
I Dagligsfuen , hvor alle Spor vare fjernede af 
Dagens første , sørgelige Begivenhed , stod et lille 
Bord dækket til fire Personer ; paa en Stol ved 
Vinduet sad en gammel Kone med hvide Haar , 
yderst tarveligt , men ligesaa reenligt klædt , og strikkede ; 
det var den omtalte Madame Mortensen . 
„ Goddag , kjære Madam Mortensen , “ sagde 
Frits venligt , og bukkede for den Gamle , der reiste 
sig , og blev staaende , „ naa , saa De vil nok være saa 
god at blive lidt hos os ? Blot det ikke forstyrrer 
Deres Arbeide . “ 
„ Tusind Tak , Hr . Walther , “ sagde hun og 
skjød med en Smule keitet Forlegenhed sin tætte , 

hvide Kappe skjævt paa Hovedet , „ det er jo ligesom 
jeg skulde ligge paa Landet ; nu har jeg i mange 
Aar ikke været en Nat ude af mit lille Kammer i 
St . Pederstræde — ikke siden min salig Søn døde . “ 
„ Det var Deres eneste Søn ? “ sagde Frits 
deeltagende . 
„ Ja . Herre , og han ernærede mig , nu maae 
Papirsposerne gjøre det . “ 
„ Papirsposerne ? “ spurgte Carl forundret . 
„ Madame Ak orten sen fortjener sit Brød ved 
at klistre Poser , “ forklarede Frits . 
„ I disse Dage holder jeg en lille Fritid , “ sagde 
den gamle Kone med et fornøiet Smiil ; „ jeg vilde 
saa gjerne hjælpe Jomfru Rosine med at bære 
Maden ind ; men hun vil ikke have det , og jeg kunde 
det dog saa godt , jeg er ikke vant til at sidde paa 
Stads . “ 
„ Her er De Gjæst , “ sagde Frits muntert , „ og 
der er Rosine selv med Maden . “ 
Rosine satte Terrinen paa Bordet , og blev 
derpaa et Øieblik staaende , og betragtede den usædvanlig 
festlige Anretning med et sørgmodigt Blik . 
Frits traadte hen til hende , og sagde halvsagte : 

„ Han sidder tilbords et andet Sted , kjære 
Rosine ! “ 
Hun nikkede taus , og gjorde et indbydende Tegn 
til Gjæsterne ; Carl satte sig strax ; men den gamle 
Kone tøvede noget , før hun kunde beslutte sig til at 
sidde ned ved Bordet , og da den unge Værtinde først 
øste op til hende , sagde hun afværgende : 
„ Tak , Tak , Jomfru Rosine ; men jeg er ikke 
saameget vant til varm Mad , jeg kan ikke spise saa 
Meget . “ 
„ Laver De kun engang imellem varm Mad ? “ 
spurgte Frits . 
„ Ja , saamænd ; det er nu længe siden , jeg har 
lavet Andet end Kaffe . “ 
„ Kaffe ? det er en daarlig Ret , “ sagde Carl . 
„ Nei , Herre , det er netop en god Ret , “ sagde 
den Gamle , „ den varmer , og det er saa deilig nemt . 
Der er ikke Mange i vort Huus , der lave anden 
Mad . “ 
„ Den Huusholdning havde jeg nok Lyst at see , “ 
sagde han . 
„ Herren behøver blot at besøge den Qvist , hvor 
jeg boer , “ sagde hun , „ der er mange af den Slags 
Huusholdninger , vi ere lutter fattige Mennesker . 

Det er et rigtig ordentligt Huus , kan De troe , 
lutter pæne Folk . “ 
„ Ieg skal besøge Dem , “ sagde den vordende 
Misstonair med Eftertryk . 
Da man havde spiist , og Rosine havde tilendebragt 
Ordningen af Husets Sager , begyndte en 
Raadslagning mellem de tre unge Mennesker om 
deres Fremtidsplaner . Rosine var Carl taknemmelig 
for hans Tilbud at anbefale hende til Pladsen , og 
meente , at Alt nok vilde gaae godt ; at Passe en Syg , 
det var jo ingen Sag , det havde hun gjort saa ofte . 
Madame Mortensen nikkede bekræftende , og meente , 
at der var Jomfru Rosine rigtig paa sin Plads . 
„ Men naar den syge Kone nu er gnaven , 
utaalmodig , urimelig — “ sagde Frits . 
„ Saa kan man bedre sinde sig i det hos en 
Syg end hos et rask Menneske , “ sagde Rosine forhaabningsfuldt . 
„ Ak , 
hvor dette er mig imod ! “ sukkede Frits 
bekymret . 
„ Det er ikke Ret af Dig , Frits , at tage dette 
saaledes , “ sagde Carl , „ da det nu dog skal være , 
hvorfor vil Du saa forknytte Rosine med Dine 
mørke Spaadomme . “ 

„ Du sagde selv , at den syge Kone led paa 
Sjælen . “ 
„ Ethvert Arbeide i denne Verden har sine Besværligheder , 
sine tunge Øieblikke , “ sagde Carl ; 
„ men jeg har den Tro til Rosine , at hun ikke er 
bange for dem . “ 
„ Lad ham kun snakke , “ sagde Rosine smilende , 
idet hun lod sin Haand glide hen over Frits ' 
Pande , „ han veed saa godt , at det er mig , som er 
den Fornuftige . “ 
Rosines Mod sank dog noget , da hun hørte 
om Frits ' Bortreise ; hun gav vel med faae Ord sit 
Bifald tilkjende ; men derefter taug hun , og tog sit 
Arbeide . En svag Sky af Bedrøvelse hvilede over 
hendes ellers saa klare Pande , først nu følte hun 
sig rigtig alene . Frits saae det , og følte sig endnu 
mere beklemt ; Carl saae det ogsaa ; men han 
lod sig ikke mærke dermed , og vedblev endnu længe 
at drøfte de fælleds Fremtidsudsigter . Da Sengetid 
var kommet , reiste han sig , og sagde Rosine et 
venligt Godnat . 
„ Godnat , kjære Rosine , “ sagde han , „ stil nu 
Deres Bekymring i Guds Haand , og læg Dem 
trøstig til Ro ; imorgen tidlig vil Alting see klarere ud . “ 

Frits fulgte ham udenfor , og da de stode der , 
sagde Carl : 
„ Skam Dig , Frits , at have saa lidt Mod 
baade for Dig selv og for den , Du elsker . “ 
Frits brast i Taarer . 
„ Hun er saa ung — “ hulkede han . 
„ Desbedre , “ sagde Carl , „ saa er hun ogsaa 
saameget uskyldigere , og saameget roligere kan Du 
stole paa , at Gud vil følge hende , hvorhen hun 
gaaer . Min Ven , jeg er roligere for hende end 
for Dig . “ 
„ Lov mig , Carl , “ sagde Frits , og lagde sin 
Arm om hans Skulder , „ at Du vil være hende en 
trofast Ven , naar jeg er borte . “ 
„ Tossede Dreng ! “ sagde Carl , leende med 
Taarer i Øinene , „ skulde dette flinke , lille Fruentimmer 
nogensinde behøve min klodsede Hjælp , saa 
ffal hun faae den . “ 
Vennerne omfavnede hinanden , og sfiltes ad . 
En Ugestid efter ringede det paa Dørklokken 
til den lille Leilighed , og Rosine , der netop var 
ifærd med et huusligt Arbeide , lukkede op med et 
hvidt Forklæde og opsmøgede Ærmer . En høi Dame , 

i et kostbart Shawl og med en meget moderne Hat , 
traadte ind i Forstuen . 
„ Boer Jomfru Stein her ? “ spurgte hun . 
„ Det er mig , “ svarede Rosine forundret og 
lidt forknyt ved den Fremmedes overlegne Mine , 
idet hun aabnede Døren til Dagligstuen . Hun sfred 
ind , vendte sig , og tog Rosine skarpt i Øiesyn . 
Der var Noget i dette Blik , som bragte Rosine 
til at see ned paa sit Forklæde , om det mnligviis 
var plettet , og derpaa at trække Ærmerne ned over 
sine hvide , blottede Arme . Da den Fremmedes Blik 
vedblev at følge hende , vendte hun sig fra hende , og 
bød hende en Stol . 
„ Tak , “ sagde hun , og satte sig ; „ det er en 
lang Vei herud ; men De boer jo velsignet her ; det 
er næsten et Landsted for Folk i Deres Stilling . “ 
Rosine ventede bestandig paa nærmere Oplysninger , 
og taug . 
„ Jeg er Frøken Kjeldsen , “ sagde hun venlig , 
efter at have mønstret Værelset , „ det er mig , 
der bestyrer Huset for Pastor Degen , og Candidat 
Sander har anbefalet Dem til os . De 
veed , at det er et sygt Menneske , De skal passe , 
et Menneske , som Vorherre har stemplet , og som kun 

Christenkjcrrlighed kan tage sig af . Fru Stilling 
er et ulykkeligt Menneske ; men i sin Ulykke lærte 
hun Pastor Degen at kjende , og nu havde hun ingen 
Ro , før hun kom i vort Huus . Naar De lærer 
vort velsignede Hjem at kjende , vil det ikke undre 
Dem . Men den onde Aand i hende havde ingen 
Ro , og hun har virkelig været en ubeskrivelig Plage 
for os . Ingen kan gjøre hende tilpas , og hendes 
onde Samvittighed piner hende Dag og Nat . Vi 
have kjæmpet med hende , og vi ville med Guds 
Hjælp aldrig blive trætte ; men vi maae have Hjælp . 
Det vil blive Deres Pligt at passe hende hele 
Dagen ; thi hun er rig , og betaler godt for sig ; kan 
De nu paatage Dem dette ? “ 
Der var Noget i den Fremmedes Væsen og 
Tale , der virkede afskrækkende paa Rosines uforfalskede 
Natur ; men hun havde modtaget Pladsen , 
og det kunde ikke falde hende ind at vige tilbage 
paa Grund af en ubestemt Antipathie . 
„ Jeg vil saavidt muligt gjøre min Pligt , “ 
svarede hun roligt , „ det maa vel staae i min Magt 
at passe eet eneste Menneske , og jeg har ofte omgaaedes 
med Syge . “ 
„ Det er ikke dette , jeg mener , “ sagde Frøkenen 

afvisende , „ den Smale Gjerning faaer De vel gjort , 
og hun forstaaer godt selv at commandere , nei , jeg 
mener , om De er een af dem , der ikke stole paa sig 
selv , men henstille Alt til Vorherre , og som ikke 
tage sig noget Arbeide paa i den Tro , at de alene 
kunne udrette det , hvis ikke Gud arbeider med dem 
— er De eet af de Mennesker , som have søgt Gud 
og fundet ham ? “ 
„ Jeg veed virkelig ikke , “ sagde Rosine nølende , 
„ om jeg tør sige dette . Jeg haaber , at jeg af et 
oprigtigt Hjerte vil søge at gjøre Guds Villie . “ 
„ Det er under disse Udflugter , at Verdsligheden 
og Egenkjcrrligheden skjule sig , “ sagde Frøkenen 
med Haardhed ; „ men jeg haaber , at de bedre Omgivelser , 
hvori De herefter vil komme , ville virke velsignende 
paa Dem . Pastoren er et Væsen af en 
høiere Natur , og det var alene værdt at være i 
Huset , for at nyde Godt af hans Omgang . Hvad 
har De tænkt at ville have i Løn ? “ 
Rosine rødmede svagt . 
„ Jeg formoder , at De selv har taget en Bestemmelse 
dermed , “ svarede hun . 
„ Ja , men det er dog altid godt at høre Vedkommendes 
Mening , “ sagde Frøkenen ; hun saae sig 

igjen om , Meublerne vare meget tarvelige , Rosin c s 
Klædedragt var af et simpelt Stof , hendes Forklæde 
af grovt Blaarlærred , og den unge Piges Miner 
vare frygtsomme og barnlige , Frøkenen var i dette 
Øieblik kun Forretningsmand , og hun sagde derfor 
prøvende : 
„ Hvad siger De til tyve Rigsdaler om Halvaaret ? 
Arbeidet er jo kun let , og De behøver ikke at 
at være pyntet . “ 
Rosine tænkte , at det var meget Lidt , under 
et Tjenestetyendes almindelige Løn , og ialtfald altfor 
Lidt til at klæde sig anstændigt for ; men hun 
kunde ikke tinge med den bydende Person , der havde 
reist sig , og stod foran hende . „ Det er dog altid 
Tag over Hovedet , “ tænkte hun , „ og maaskee “ — 
— ak , hvilket langt , tvivlende „ maaskee “ — „ maaskee 
gode og gudsfrygtige Mennesker , “ og hun svarede : 
„ Jeg vil være fornøiet dermed . “ 
„ Naa , saa ere vi jo Gudfleelov enige , “ sagde 
Frøkenen , øiensynligt i godt Humeur ; „ der gaaer en 
Fragtmand til vor Landsby Onsdag og Løverdag ; 
det er bedst , De kommer paa Onsdag , det er Mandag 
idag , og De kan vel snart pakke Deres Smule 
Tøi ind . “ 

Jo , der var Intet iveien , Rosine havde beredt 
Alt til sin og Frits ' Bortreise ; Tirsdag Aften 
skulde han reise , og hun havde da Intet at blive 
længer efter . 
„ Godt , “ sagde Frøkenen , „ saa gaaer jeg , Vorherre 
være med Dem — og glem ikke at accordere 
med Fragtmanden om Deres Tøi . “ 
Rosine fulgte hende til Døren , og blev staaende , 
og saae efter hende , da hun gik ned ad Gaden . 
Den høie Skikkelse stred med raske og bestemte Skridt 
henad Veien , og da hun ikke længere saae det mildt 
smilende Ansigt , syntes hun , at hun aldrig før havde 
seet noget saa Koldt , Haardt og Selvkjærligt . 
Frits og Rosine toge Afsfed med hinanden ; 
men vi ville ikke opholde os med Beskrivelsen af 
den . De vare sikkre paa hinanden , kjærlige Øine 
saae ind i hverandre , trofaste Hænder trykkede hinanden , 
og gjensidige Løfter om at bære Skilsmissen 
med Taalmodighed og Fortrøstning formildede Afskedstimens 
Bitterhed . Den hele Afsfed foregik i en 
Krog paa Banegaarden ; fra dens hellige Tusmørke 
gik Frits hen at forene sig med den muntre , støiende 
Vrimmel af Venner og Bekjendte , der fulgte 

Kammerherren tildørs , Carl og Rosine gik hjem 
sammen . 
Underveis fortalte Rosine ham om Frøken 
Kjeldsens Besøg , og uden at hun vidste af det , 
gjenlød hendes bange Anelser om Fremtiden i hendes 
Fortælling . Carl lyttede opmærksomt til . 
„ Lad os haabe det Bedste om disse Mennesker , “ 
sagde han , „ jeg har ved mine sjeldne Besøg bemærket , 
at Tonen i Præstegaarden havde et eiendommeligt 
Sving ; men hvor ofte træffer man ikke dette i Præstegaarde ? 
En vis Kamp for en unaturlig og opskruet 
Hellighed slaaer ofte ud i ydre , overspændte 
Ansfrengelser , som det indre Menneske tidt ikke veed 
Noget af , og som falde bort ligeoverfor de daglige 
Vidner til disse Menneskers Gjerninger . For dem 
er Christendommen bogstaveligt blevet „ Ordet , “ og 
de prædike det ogsaa tilgavns . At de ikke mene det , 
tør jeg ikke sige ; men jeg er temmelig vis paa , at 
det gaaer med Ordet som med et Menneske , at naar 
det lever formeget i Verden , bliver det overfladisk . 
Men prøv nu , kjære Rosine , jeg kommer jevnligt 
ud til min Bedstemoder , og naar De nu har havt 
Tid til at finde Dem tilrette i de nye Forhold , 
skal jeg besøge Dem , og see , om De har det godt . “ 

Næste Morgen besteg Rosine Fragtmandens 
Vogn — en frisf , deilig Sommermorgen ! Halmen , 
der var stukket ind imellem det optaarnede Gods 
paa Vognen , lugtede stærkt i den varme Luft , Hestene 
skrabede utaalmodigt , og Solen skinnede lige i Ansigtet 
paa Madame Mortensen , der stod paa Fortouget , 
og plirede med sine smaae Øine , deels paa 
Grund af Sollyset , deels paa Grund af sin Bevægelse . 
Kudsken steg op , rettede betænksomt paa 
Hestedækkenerne paa Sædet , og tog Pidsken ned af 
Læsset ; Karlen i Gjæstgivergaarden betragtede ham , 
Vognen og Hestene med en Sagkyndigs Mine . 
Rosine rakte sin Haand ned til den gamle 
Kone , hun vilde gjerne sagt Noget ; men hun kunde ikke . 
„ Gud velsigne Dem , mit Barn ! “ svarede den 
Gamle paa den tause Hilsen , og Vognen rullede afsted . 
Tungt rumlede den hen ad Brostenene , Husene , 
Vognene og Menneskene giede underligt forbi Rosines 
Øine , hun saae ned i sit Skjød , og Kudsken 
støttede hen til det blege , stille Ansigt ved hans Side ; 
men med en vis plump Delicatesse tog han Øinene 
til sig , og satte sig i Beskjæftigede med at prygle 
Hestene , der iøvrigt ikke lod til at tage nogen videre 
Notits af disse hans adspredende Øvelser . Da lød 

et kraftigt „ Holdt ! “ Vognen standsede , Rosine saae 
op ; de holdt paa Nørrebro , og Carl stod ved Siden 
af Vognen . 
„ Morgensfund har Guld i Mund , “ raabte han 
med glad , freidig Stemme , og pegede ud over det 
smilende Vand ; hans aabne , venlige Ansigt , svagt 
bevæget af en mild Rørelse , lyste for Rosine som 
Gjenskinnet fra en bedre og lykkeligere Fortid , og 
hun bøiede sig ned imod ham . 
„ Om et Par Timer , “ vedblev han , „ er Te 
ude i den frie Natur , tænk paa mig , naar De seer , 
hvor Alting er deiligt derude — nei , nei , Rosine , 
see ikke bedrøvet ud — tro mig , saadan en herlig 
Sommerdag kan ikke varsle om noget Ondt . En 
lykkelig Reise , hils derude , og saa — kjør til , Kudsk ! “ 
Kudsken adlød saa hurtigt , at det gav et Ryk 
i Vognen , Carl svingede sin Hat , og ved det sidste 
Glimt af hans straalende Blik lovede Rosine sig 
selv ikke at være „ barnagtig . “ 
Kjøretouren var ogsaa livlig og afvexlende nok , 
og henad Middag rullede de op ad den Allee , der 
førte til Præstegaarden . En lang , hvid Bygning , 
omgivet af grønne Træer , mødte Ro sin es Blik , det 
var Stuehuset , til begge Sider foran den laae Ladebygningerne , 

bagved den anseelige Have , Alt var net , 
velvedligeholdt og venligt , og Rosine følte sig mere 
vel tilmode , end hun før havde gjort paa sin lille 
Reise . Fragtmanden kjørte ind i Gaarden , skjøndt 
Lænkehunden aflagde en kraftig Protest derimod , 
accompagneret af en tililende Hund af finere Art , 
der stillede sig paa Trappen foran Stuehusets 
Dør , og med megen Vigtighed opfyldte sine Embedspligter . 
Ved denne Allarm kom Præsten ud af 
Døren , og da han saae Rosine , gik han hen til 
Vognen , og rakte Haanden op til hende . 
„ Velkommen i vor Herre Jesu Navn ! “ sagde 
han med en eiendommelig snaddrende Betoning , 
hvorpaa han vendte sig til Fragtmanden , og sagde 
med naturlig , noget flæbende Stemme : „ Niels , har 
Du husket Sodavandet ? “ 
„ Ja vel , Hr . Pastor ! “ svarede Niels , „ jeg 
har det altsammen , Sukkeret , Sodavandet og Jomfruen , 
Alting i bedste Velgaaende . “ 
Niels begyndte at trække Pakkerne frem , og 
Pastoren raabte nu over til Stalden : „ Lars , kom 
med Vognstigen ! “ 
En meget lang , høitvoxen Dreng kom med 
Vognstigen , og da den var sat til , hjalp Pastoren 

selv egenhændig Rosine ned ; det maa dog bemærkes , 
at han under Udøvelsen af dette Galanterie 
bestandig holdt Tobakspiben fast i Munden . 
„ See nu , at De kan befinde Dem vel hos os , “ 
sagde han venligt , og Rosine vilde have været ham 
taknemmelig for denne Tiltale , hvis der ikke i dette 
brune Ansigt med de smaae , plirende Øine , den lange , 
skjæve Næse og flade Hage havde ligget noget Cynisk , 
der skrækkede hende tilbage . 
Nu kom fra Stuehuset Frøken Alexandrine , 
indhyllet i et stort , hvidt Shawl , der virkelig gav 
hende Udseende af en velvoxen Vesfalinde ; hun befalede 
først Lars at bringe Pakkerne ind i Kjøkkenet , 
og vendte sig derpaa til det levende Fragtgods , der 
stod forlegen ved Siden af . 
„ Velkommen , Jomfru ! “ sagde hun meget venligt , 
„ kom De ind i Stuen , vi have ventet paa 
Dem med Kaffe ! “ 
Rosine blev ført ind i Spisestuen , hvor Kaffebordet 
stod dækket med en rigelig Frokost ; Frøkenen 
nødte hende til at sætte sig ned ved Bordet , og hun 
selv serverede Drikken med flink Haand , bestandig indhyllende 
sig i det hvide Shawl . 
„ Seer De , “ sagde hun , da Rosine havde forsynet 

sig med det Nødvendige til Frokosten , „ De 
maa nu vide , hvad det egentlig er , De har at gjøre 
her . Den syge Dame , De skal Passe , hedder Fru 
Stilling , og er en meget rig Enke . Hendes 
Mand og eneste Barn døde for en fem , sex Aar 
siden , og det tog hun sig meget ncer . For at adsprede 
sig , besøgte hun sin Cousine , Geheimeraadinde 
Rosenf eld t , der boer paa sin Gaard her i Nærheden , 
og da hun var meget tungsindig , talte Pastoren ofte 
med hende , trøstede hende , og gjorde hende alt Godt . 
De veed ikke , hvad han er for en Mand , Jomfru 
Stein ! men De vil lære ham at kjende , og De vil 
ogsaa fatte Beundring for ham , naar De seer , hvilket 
Hjerteliv , han fører , og hvor mageløs han er . Det 
er ligesom om Vorherre gik med ham , hvor han 
gaaer og staaer ; de To ere saa fortrolige sammen , 
man kan med Sandhed sige , at det , den Ene vil , 
vil den Anden ogsaa . Saadant et Liv i Gud er en 
mageløs Velsignelse , kan De troe , og det vil De 
snart erfare . Det er ikke for Ingenting , at Vorherre 
har bestilt Huus til Dem her , troer De vel ? “ 
„ Nei , det tænker jeg ikke , “ svarede Rosine , 
lidt forlegen over denne hende uvante Talestiil . 
Frøken Alexandrine mønstrede hende med et 

temmeligt skarpt Blik . „ Naa jo , det kommer nok , “ 
sagde hun , halvt mellem Tæenderne , „ nu skal jeg 
fortælle Dem videre . Han og Fru Stilling blev 
som Eet , hun opsøgte ham overalt , havde saa Meget 
at spørge ham om og saa Meget at sige ham , det 
var rigtig , som om hun gik og ledte om sin Barnetro , 
og ingensteds kunde finde den , men dog havde 
det Haab , at han kunde lede hende hen til den . Hun 
havde allerede iforveien havt Anfægtelser af en ond 
Samvittighed , Borherre havde banket paa Døren til 
hendes Hjerte ; men hun havde stænget for ham ; nu 
lukkede hun Hjertedøren op paa vid Gab , og kaldte 
paa ham . Men nu var det , som om han slet ikke 
vilde komme . Degen , den Guds Mand , sagde til 
hende , at hun skulde blot raabe og skrige paa ham , 
saa at han tilsidst maatte høre hende ; hun skulde 
krybe til Korset , og ikke blive træt af at bede . Da 
Tiden nu kom , at hun fluide tage hjem , kunde hun 
slet ikke slilles fra os , og saa blev det besluttet , at 
hun skulde opgive sit eget Huns og Hjem , og flytte 
her til os i Præstegaarden . Vi gjorde det jo for 
Guds Skyld , og hun vilde nu ikke slippe Præsten . “ 
Her afbrødes Frøkenen af et stort , sværtbygget , 
aldrende Bondefruentimmer , der saae ind af Døren . 

„ Hvad er det nu , Birthe ? “ raabte Frøkenen , 
misfornøiet over Forstyrrelsen . 
Birthe , der iøvrigt var Stuepige i Præstegaarden , 
traadte nu heelt ind , maalte Rosine med 
et Par store , lysegraae , mistroiske Øine , og sagde i 
en temmelig ligefrem Tone : 
„ Fruen har ringet et Par Gange , og spørger , 
hvør den nye Jomfru bliver af . “ 
Røsine vilde reise sig ; men Frøkenen høldt 
hende tilbage . 
„ Lad os bøg have Rø et Øieblik , “ sagde hun 
gnaven , „ Birthe , sig , at Jomfruen spiser Frvkost , 
og Fruen maa have Taalmodighed en lille Stund . “ 
„ Hun er meget kort for Hovedet idag , “ sagde 
Pigen , og blev staaende , „ jeg veed ikke , om det kan 
nytte at bilde hende det ind . “ 
„ Dn skal ikke bilde hende Noget ind , “ sagde 
Frøkenen førtrædelig , „ Du seer jo , at vi spise , gaa 
blot , og gjør , som jeg siger . “ 
Birthe gik meget uvillig , og mumlede Noget 
i Døren om „ af fortælle Historier , “ der fik en mørk 
Rødme til af fare op paa Frøkenens Kind . Imidlertid 
forstyrrede det hende ikke i Fortsættelsen af 
Historien . 

„ Laa var det , af hun kom her , og blev som 
et andet Menneske , der slet ikke rimede sig sammen 
med det forrige . Pastoren omvendte hende aldeles , 
det blev en rig Søndagsgjerning , Vorherre være 
takket for den ! Havde hun før været verdslig og 
vantro , saa sad hun nu tilbords med Guds Engle 
hele Dagen . Vi kunde høre hende bede Barnebønnen 
og bekjende Troen flere Gange om Dagen , 
baade naar hun var alene og naar hun sad hos os . 
Hun bekjendte , af hun havde været en grov Synderinde , 
men af hun var krøbet til Korset og havde 
fundet Naade . Hun var vel ikke krøbet derhen paa 
sine Kjødknæe , men kun i Troen ; men Frelseren 
havde mødt hende , og havde løftet hende op , og det 
var mageløst deiligt af høre hende beskrive , hvorledes 
hans Aasyn havde skinnet , da han havde fornyet sin 
Daabspagt med hende . Det var reent et Guds 
Vidunder . Rigtignok havde hun ogsaa mange Kampe , 
mange Anfægtelsens Timer , naar Djævelen vilde 
rokke ved hendes Tro , og bilde hende ind , af hun 
ved sin Synd havde mistet sin Borneret , saa maatte 
vi vaage hos hende , og det var baade rædsomt og 
deiligt at høre , hvordan hun kjæmpede med Satan . 
Saa bad hun Fadervor , og sang Psalmer med Taarer 

i øiet og med brudt Stemme , indtil Forholdet 
igjen blev som for mellem hende og Herren . Der 
kom Folk rundtom fra for at see og høre hende , og 
naar hun var for svag til at tale med dem , sad 
hun og malede Korsets Tegn paa Væggen . Det 
var en deilig Tid , saa forunderlig og saa yndig ! “ 
Frøken Alexandrine sukkede , og saae hen forsig . 
Rosine følie sig beklemt og ilde tilmode . 
Meente Frøken Alexandrine alt dette , eller var 
det kun en Taleform ? 
„ Hun ligger nu tilsengs ? “ afbrød Rosine 
frygtsomt Tavsheden . 
„ Ja , nu gjør hun det , “ svarede Frøkenen ; 
„ men det kom førsf efter længere Tids Forløb . Paa 
eengang forandrede hun hele sit Væsen , og blev 
ganske anderledes end sør . Det begyndte med , at 
hun blev tans og indesluttet , og ikke vilde tale med 
Nogen ; vi lode hende gaae ; thi vi troede , at Vorherre 
forberedte et nyt Under med hende ; men saa 
saae vi nok , at hun blev os mere og mere fjendsk ; 
hun vilde endelig være alene , lukkede sig inde , og 
vilde ikke engang spise med os . Tilsidst lagde hun 
sig tilsengs , og stod ikke mere op . Det er nu snart 
et Aarstid siden , at hun ligger der , og kun har 

onde Ord til alle Meunesker . Hun vil døe , siger 
hun , og Ingen kan dag see , at hun feiler Noget ; vi 
have hentet Læge ; men naar han kommer , klager 
hun blot over , at hun hverken kan staae eller gaae , 
og især paa den sidste Tid vil hun slet ikke taale , 
at vi see til hende . Det er en gruelig Fortærelse , 
som Ingen veed Raad for . De er nu kommet 
herud for at hjælpe os , hun kjender Dem ikke , maaskee 
De kan faae Indflydelse paa hende og tale hende 
tilrette . Jeg kan ikke troe Andet , end at naar Vorherre 
engang før har gjort et saadant Vidunder , vil 
han ogsaa fremdeles hjælpe , og lysne op for den 
arme Sjæl . De er jo en Christen , ikke sandt ? “ 
„ Io , det haaber jeg at være , “ svarede Rosine 
i en beskeden Tone . 
„ Jeg mærker nok , De har ikke Troens Glæde 
over Dem , “ sagde Frøkenen ; „ men den vil komme . “ 
Præsten traadte ind , og satte sig hos dem . 
Hans smaae , pirrende Øine fixerede Rosine skarpt . 
„ Nu , lille Jomfru , “ sagde han , „ smager Kaffen ? “ 
Rosine takkede , og han vedblev at betragte 
hende ufravendt . 
„ Et ungt Blod , “ sagde han , og kneb hende spøgende 
i Kinden , „ vi vil lade alvorlig , men har Tankerne 

fulde af Dands og Lystighed . Holder vi ikke 
nok af en lille Svingom ? “ 
„ Jeg er ikke vant til Lystighed , “ svarede hun , 
og trak sig halvt fornærmet tilbage fra ham , „ min 
Pleiefader var fattig og svagelig , vi havde ingen 
Tid eller Leilighed til Dands og Fornøielse . “ 
„ Men vi havde dog en ung Pleiebroder , “ sagde 
Præsten med et Smiil og en Pliren med Øinene , 
der fik Rosines Kinder til at rødme ; hun svarede 
ikke . 
„ Gud velsigne Din Gjerning , “ sagde han pludselig 
alvorlig , „ det er et stort Værk , hvortil Du er 
kaldet , glem ikke at bede om den Helligaands Kraft . 
Vaager og beder , og bliver ikke trætte . — Frøken 
Kjeldsen , jeg gaaer ud i Marken , følg De Barnet 
ind til vor syge Veninde ! “ 
Han skjød Kalotten tilbage paa Hovedet , stak 
Piben i Munden , og stod strax efter udenfor i 
Gaarden . Frøkenen reiste sig , og sagde til Rosine : 
„ Saaledes seer De ham hver Dag , en Blanding 
af Skjemt og Alvor , men bestandig i sin Herres 
Glæde . Kom , lad os gaae ind til Fru Stilling ; 
men nu ikke eet Ord om , hvad vi have talt om ! “ 
De gik igjennem Forstuen — Huset havde to 

Indgange , og paa denne Side var Kjøkkenet og dets 
Tilbehør — og Frøkenen viste i Forbigaaende Rosine 
hendes tilkommende Kammer , det var rummeligt , 
med Udgang til Forstuen , lyst og luftigt , og 
den første Følelse af Tilfredshed i dette Huus gik 
gjennem Ro fines Hjerte , da hun saae ind i det 
tarveligt meublrrede Rum , som dog skulde være hendes 
eget . Paa den anden Side Gangen , ligeoverfor 
hendes Stue , laae Fru Stillings Værelse , der 
forresten ogsaa havde Udgang til den indre Leilighed ; 
med bankende Hjerte traadte Rosine ind . 
Det var en stor , lys Tofagsstue , smukt og 
stadseligt meubleret ; Solen skinnede venligt ind gjennem 
hvide , broderede Gardiner paa det reentsturede 
Gulv , der kun hist og her var bedækket med chinesiske 
Maatter ; paa den inderste Væg stod en Himmelseng , 
omhyllet af Gardiner , og der laae den Syge . 
Ved deres Indtræde » løftede hun sig op , og saae 
forskende ud paa dem , saa forskende , mistroisk og 
vildt , af Rosine kun med Bæven traadte nærmere . 
Engang havde dog dette Ansigt , der nu , omhvirvlet 
af lange , sorte , halvt graanede Haar og 
med Feberglød i de store , mørkeblaae Øine , stirrede 
dem imøde , været fuldt af Skjønhed og Adel , det 

saae man strax . De ædle , fiintformede Træk vare 
vel snart anspændte af den indre Heftighed , eller 
snart slappede af den fløve Ro , der fulgte paa den ; 
men deres oprindelige Form var dog ikke udslettet . 
De rastløst arbeidende Hænder vare trods deres 
Magerhed endnu smukke , og i det Blik , der vildt og 
gjennemborende mødte de Indtrædende , læste Rosine 
med uvilkaarlig Medlidenhed endnu mere Sjælegval 
end Had og Mistro . 
„ Hvorfor lader De mig saaledes vente ? “ raabte 
hun dem imøde , „ skal hun ikke være her før min 
Skyld og ikke før Deres ? Og skal De først forgifte 
hende med Deres Prædikener , før hun maa 
komme herind ? “ 
„ Gudbevares , Fru Stilling , “ sagde Frøkenen 
beroligende , „ hun skulde dog vel have lidt Frokost 
efter Reisen , De kan forresten saae hende med Hud 
og Haar , naar De blot vil behandle hende lidt 
bedre , end De behandler os Andre . “ 
„ Behandler Jer ! “ sagde den Syge med et ubeskriveligt 
Udtryk af Foragt ; derpaa saae hun efter 
Rosine , og vedblev : „ Kom nærmere , og lad mig 
see paa Dig ! “ 
Rosine traadte heelt hen til Sengen , hun 

følte sig saa bange og besynderlig tilmode blandt 
disse Mennesker , at hun uvilkaarligt maatte styrke 
sig ved den Tanke : „ Gud vil bevare mig ! “ og Udtrykket 
af den viste sig paa hendes beskedne , frygtsomme 
Ansigt . Den Syge læste den der med forunderlig 
Skarpsindighed . 
„ Javisf , “ sagde hun spottende , „ Vorherre magter 
nok Djævelen , tænker Du , jeg kjender den Snak . 
Siden de have valgt Dig , er Du sagtens nok from 
og gudsfrygtig og et rigtigt Guds Barn ; men jeg 
raader Dig , plag mig ikke med Bønner og Sang ; 
thi saa beholder jeg Dig ikke . “ 
„ Jeg beder aldrig , naar Nogen hører paa det , “ 
svarede Rosine sagtmodigt . 
„ Du lærer det nok , “ sagde hun med en uhyggelig 
Latter ; „ naar Aanden kommer over Dig , begynder 
Du nok ligesom alle de Andre ; det er smitsomt , 
skal jeg sige Dig , man kan ikke tage sig iagt , 
det kommer , før man veed af det , og saa kan man 
ikke blive af med Feberen igjen . “ 
„ De taler vildt , kjære Fru Stilling , “ sagde 
Frøken A lex andrine med dulgt Vrede i sin Stemme , 
„ nu , lille Rosine , veed De , hvad De har at 

gjøre , og kan blive her hos Fruen . God Bedring , 
kjære Frue , god Bedring ! “ 
Og hyllende sig i sit Draperie forsvandt^hun 
hastigt , og lod Rosine alene med sin tilkommende 
Hersierinde . De betragtede gjensidigt hinanden i 
Taushed . Stille , roligt , fromt og gudhengivent var 
den Adlydendes , vildt , ophidset , næsten dæmonisk den 
Befalendes Ansigt . 
„ Gaa , og klæd Dig om , tag Rejsedragten af , “ 
sagde den Sidste bydende , „ og kom saa tilbage ! “ 
Rosine gik ind i sit Kammer , netop som Birthe 
og Lars bragte hendes lille Kuffert . 
„ Det er ikke Meget , “ sagde Birthe , efter at 
have sluppet Kufferten , og stillet sig i en betragtende 
Stilling . 
„ Nei , “ svarede Rosine sagtmodigt . 
„ Er det det Hele ? “ spurgte Birthe videre . 
„ Ja , “ svarede Rosine . 
„ Kommer der ikke Mere ? “ vedblev Spørgeren 
ufortrødent . 
„ Nei , “ lød Svaret , og Rosine satte sig nedtrykt 
paa sin ringe Eiendom . Birthe mønstrede 
hende skarpt med en Bondes haardnakkede Udholdenhed . 
„ Gaa Din Vei , Lars , “ sagde hun derpaa , 

uden at see bort . L ar s gjorde nogle Vendinger , og 
gik ud , men lod forsigtigt Døren staae aaben efter sig . 
„ Hvem har De isinde at gaae i Lag med , 
Fruen eller Frøkenen ? “ spurgte Birthe inquisitorisk . 
„ Hvorfor spørger Du mig derom ? “ sagde Rosine , 
idet hun fra sit lave Sæde saae op i Bondepigens 
barske , brune Ansigt . 
„ Fordi jeg holder af en reen Redelighed , “ svarede 
hun kort . 
„ Men hvad angaaer det Dig ? “ 
„ Jo , det angaaer mig meget . Jeg vil vide 
Besked om mine Medtjenere , og hvis De skal behandles 
bedre end jeg , fordi De kommer lige fra 
Kjøbstaden , saa vil jeg bort . Jeg er saa dog led og 
kjed af dette Psalmesyngeri , hvormed de spilde Tiden 
for os allesammen . Hvad vil De saa gjøre ? “ 
„ Jeg vil see at gjøre min Pligt , “ svarede Rosine 
sukkende . 
„ Naa , De er af den Slags , adieu ! “ sagde 
Birthe misfornøiet , gik ud , slog Døren i , og sagde 
til Lars , der ventede udenfor , med saa høi Stemme , 
at det tydelig kunde høres ind : „ Jo , rigtig , hun er 
hellig . “ 
Rosine klædte sig om i sin Huusdragt , i sin 

kortærmede Bomuldstøiskjole , tog et hvidt Forklæde 
paa , og gik saa indtil Fru Stilling . Den 
Syge sad opreist i Sengen , og betragtede hende opmærksomt . 
Rosine saae frimodigt ind i de store , 
forskende Øine . 
„ Det er Candidat Sander , der har anbefalet 
Dem , “ sagde Fru Stilling endelig , „ hvorfra kjender 
De ham ? “ 
Rosine traadte nærmere , og fortalte , hvorfra 
og hvorlænge hun havde kjendt Carl , og hun lyttede 
opmærksomt . 
„ Hvorledes er den Mand ? “ vedblev hun at 
spørge , og med Varme udtalte Rosine sig over 
Carls mange fortræffelige Egenskaber . 
„ Han vil dog være Præst , “ sagde den Syge 
med spodsk Betoning , da hun havde endt . 
„ Nei , “ svarede Rosine , „ han vil være Missionair 
og prædike for Hedningerne ; han siger , at 
de ville bedre forstaae Christendommen end vi . “ 
„ Ja vist , og naar han saa har omvendt een 
eller to Hedninger , saa kommer han hjem , og søger 
Præstekald , og takker saa Gud for de store Gjerninger , 
han har gjort . “ 
„ O nei , nei , “ sagde Rosine , og fik Taarer i 

Øinene , da Vennens ædle Billede steg op for hende , 
„ Carl vil gjøre , hvad han har foresat sig , og langt 
Mere , end han lover . Hans Tro er Sandhed . “ 
„ Ei , ei , “ sagde den Syge med et mistroisk 
Blik , „ Du skulde vel ikke have Lyst at følge med 
ham ? “ 
„ Jeg er forlovet , “ svarede Rosine med et eiendommeligt 
Anstrøg af stille Værdighed . 
„ Ja saa ? og med hvem , om man tør spørge ? “ 
„ Med Candidat Walther , min Pleiebroder , “ 
lød Svaret . 
„ og han vil heller ikke være Præst ? “ 
„ Jo , jeg haaber , at han engang vil blive det . “ 
„ Jeg tænkte det nok , “ mumlede den Syge , 
kastede sig tilbage , og vendte Ansigtet mod Væggen . 
Efterat Rosine havde ventet Noget , spurgte hun : 
„ Kan jeg gjøre Noget for Dem ? “ 
„ Der ligger Sytøi derhenne , “ svarede den Syge 
gnavent , „ tag det , og lad mig i Fred . “ 
Rosine satte sig hen ved Vinduet , og syede . 
Efterhaanden som hun i al Stilhed arbeidede , vendte 
hendes Tanker sig mod Fortiden , hun tænkte paa 
Frits , paa deres Afsfed , og paa hvor han vel nu 
kunde være , og det varede længe , før hun igjen saae 

sig om paa det før hende fremmede Sted . Da bemærkede 
hun , at Fru Stilling havde reist sig i 
Sengen , og betragtede hende ufravendt . 
„ Hør , hvad jeg vil sige Dig , “ sagde hun , „ Du 
stal saa lidt som muligt give Dig af med dem derinde ; 
det er mig , der har taget Dig i Tjeneste , og 
Du behøver ikke at lystre Andre end mig . Hvis det 
bliver Dig før kjedeligt herinde , kan Du tage Dig 
en Bog at læse i , eller Du kan spadsere udenfor ; 
men jeg raader Dig , giv Dig ikke til at bede eller 
synge med dem . Vil Du love mig Noget ? — Naa , 
Du behøver ikke at betænke Dig , der er ikke noget 
Ondt deri — vil Du love mig aldrig at fortælle 
dem , hvad jeg siger i Din Nærværelse . “ 
„ Det lover jeg gjerne , “ svarede Rosine . 
„ Jeg vil ingen Spioner have om mig , “ sagde 
hun skarpt , „ hold derfor Dit Løfte . “ Ester en lille 
Pause vedblev hun : „ Hvad troer Du egentlig om 
mig ? — At jeg er syg — eller gal ? “ 
„ Nei , det troer jeg ikke , “ svarede Rosine 
nølende . 
„ Ikke ? “ gjentog hun med skarp Stemme , „ saa 
det troer Du ikke , hvad troer Du da , at jeg er ? “ 
„ Ulykkelig , “ svarede Rosine sagte . Hun ventede 

et Udbrud ; men det udeblev ; Fru Stilling 
vendte sig mod Væggen , og sukkede tungt . 
Rosine holdt sig nøiagtigt hendes Befalinger 
efterretteligt ; fra den tidlige Morgenstund til den 
sene Aftentime , da den Syge endelig tillod hende at 
søge Ro , opholdt hun sig i hendes Værelse , stille 
syslende med Sytøiet og opmærksom paa hendes 
mindste Vink . Frøken Alexandrines hyppige Indbydelser 
til at drikke Kaffe hos hende eller spadsere 
ud med hende afslog hun beskedent med det Svar , 
at Fru Stilling ønskede ikke , at hun gik bort , og 
denne hørte roligt paa Svaret , uden at tilføie nogen 
Bemærkning . Det var et meget stille og eensformigt 
Liv ; thi den Syge førte aldrig nogen Samtale , 
og indskrænkede sig til at give sine Befalinger 
og til enkelte Udbrud af sin menneskefjendske Stemning ; 
men Rosine var vant til Stilhed og Eensomhed . 
Hun adspredte sig med at passe Blomsterne 
i Vinduerne og med at see ud i Gaarden , 
hvor der jevntvæk af Mennesker og Dyr førtes et ret 
underholdende Stillleben . Det var for hende meest 
et bevægeligt Maleri ; thi den meste Tale førtes 
for fjernt fra hende til at kunne opfattes ; men hun 
forstod dog uden den Meget af hvad der foregik . 

Hun saae , hvorledes Præsten tog sig ivrigt af sin 
Landhuusholdning , og uddeelte Befalinger , Irettesættelser 
og Guds Ord imellem hverandre ; hun saae 
Frøken Alexandrine ved mere betydende Leiligheder 
ile til , og staae beundrende og understøttende 
ved hans Side , som for Exempel , da Lars Løverdag 
Aften var kommet fuld hjem , og Søndag 
Morgen efter lang Søgen fandtes sovende i den 
tørre Grøft udenfor Gaarden , hvor Præsten paa sin 
Vandring til Kirken først holdt en lille Extratale 
til ham ; hun saae Birthe tage denne Tjenestedrengens 
aabenbare Staaen Skrifte meget unaadigt 
op , og hørte hende i Forstuedøren om Eftermiddagen 
hos de andre Tjenestefolk grundigen undersøge , 
hvorvidt det var nogen Synd at gaae i Kroen 
Løverdag Aften , ved hvilken Leilighed det viste sig , 
at Birthe i ingen Henseende var nogen Afholdenhedsprædikant , 
men at hendes Tænkemaade var af de 
allerliberaleste . Ved de Omstaaendes Yttringer ved 
denne Leilighed blev Rosine ogsaa til sin Overraskelse 
oplyst om , at Lars gjentagne Gange havde 
friet til Birthe , der idetmindste var fem og tyve Aar 
ældre end ham , og at denne hver Gang havde henviist 
Spørgsmaalet til Fremtiden , ikke fordi hun i nogen 

Maade generedes af Forskjellen i Alder , men fordi 
hun først vilde have Sikkerhed for , at Lars virkelig 
vilde komme til at arve en Moster , der etsteds i 
Nabosognet som barnløs Enke var i uindskrænket 
Besiddelse af en Gaard . I det Hele syntes Birthe , 
trods sit barske Væsen , at besidde en særlig Tiltrækningskraft 
for Ungdommen ; thi hun viste sig aldrig 
i Gaarden , uden at en lille Griis , som hun paa 
Grund af dens uheldige Familieforhold — dens 
Moder var kort efter dens og flere Sødskendes 
Fødsel blevet overkjørt — havde pleiet og opfostret 
med stor Omhu , kom springende efter hende , og ved 
enhver given Leilighed søgte at indtage sin Yndlingsplads 
i hendes Skjød . Mange andre tø og fiirbenede 
Kreaturer opfyldte Gaarden , og bragte rig 
Afvexling i dens Udseende , og henad Aften , naar det 
blev roligt og tomt , saae Rosine med stille Andagt 
fra sit Vindue den lange , lyse Foraarsnat udbrede 
sit , af døende Lysstraaler vævede Drømmeslør 
over Gaarden , Haven og de fjerne Egne , der i vid 
Udstrækning laae udbredte for hendes Blik . Tidt 
stod hun da med foldede Hænder , og saae ud , tænkende 
med Veemod og Længsel paa sin Frits , der 
færdedes saa langt borte , indtil den Syges hæse 

Stemme fra den store , mørke Seng befalede hende 
at tæende Lys og berede Alt til Natten . Naar hun 
da nedlod Rullegardinerne og tændte Natlampen , og 
den Syges dunkelt glødende Blik mødte hendes som 
en sørgelig Modsætning til Naturens dybe Fred , 
da følte hun en inderlig Medlidenhed , og havde gjerne 
talt et trøstende Ord , hvis hun havde vovet ; men 
der syntes i hendes Herskerindes Væsen at ligge en 
truende Afværgen af enhver Kjærlighedsyttring , og 
Rosine lod sig nøie med at sysle venligt og beredvilligt 
om hende . Da syntes den Syges Øine at 
følge hende med et eget Velbehag , og undertiden 
troede Rosine i det korte „ Godnat ! “ , hvormed hun 
afskedigedes , at høre en svag Gjenlyd af en blidere 
Følelse . 
En Bøn svævede ofte paa hendes Læber ; men 
uagtet hun tidt i sit Kammers Eensomhed foresatte 
sig at komme frem med den , afskrækkedes hun dog 
altid fra det ved sin Frues barske Væsen og Overbeviisningen 
om , at den vilde blive hørt med Mishag . 
Det var Ønsket om engang at turde gaae i 
Kirke , der blev mere og mere levende i hendes Sjæl . 
Naar om Søndagmorgenen Klokken ringede til Kirke , 
og naar Gaardens Folk gik pyntede forbi hendes 

Vinduer for at gaae til Guds Huus , og til Allersidst 
Præsten og Frøken Alexandrine sfred over 
Gaarden , da forekom det hende , at hun var saa underligt 
forladt i den tomme Præstegaard . Engang , 
da hun stod saaledes , og saae ufravendt efter de Bortgaaende , 
spurgte Fru Stilling pludselig : „ Hvad 
seer Du efter , Rosine ? “ 
„ De gaae allesammen i Kirke , “ svarede hun . 
„ Ja , for at drive Afguderi med sig selv og 
Vorherre , “ sagde den Syge bittert , „ see ikke efter 
dem , man skal vende Øinene bort , naar det Onde 
gaaer forbi . “ 
Den Dag turde Rosine ikke sige Mere ; men 
da den næste Løverdagaften kom , og den Syge med 
sit korte „ Godnat “ havde vendt sig mod Væggen , 
tog hun Mod til sig , og sagde med usikker Stemme : 
„ Vil Fruen tillade mig et Ord ? “ 
„ Jeg veed , hvad Du vil , “ sagde Fruen haardt , 
uden at vende sig om , „ Du vil i Kirke imorgen . 
Godt , jeg vil ikke forholde Dig det , gaa med de 
Andre , Du vil nok fortryde det . “ 
Rosine fjernede sig taus , og gik ind til Frøken 
Alexandrine . Denne , der sad i Havestuen 

og læste i en Andagtsbog , saae forundret op ved det 
usædvanlige Besøg . 
„ Tys ! “ sagde hun , lagde først Fingeren paa 
Munden , og pegede derpaa til Døren til Præstens 
Studerekammer . 
„ Jeg kommer blot , “ sagde Rosine sagte , idet 
hun nærmede sig hende endnu mere , „ for at bede om , 
at jeg maa følges med Dem i Kirke imorgen . Fru 
Stilling har tilladt mig at gaae . “ 
„ Har hun ? “ udbrød Frøkenen , seende glad iveiret , 
„ Vorherre være priset , jeg seer hans Finger ! 
Tillader hun først Dem at gaae i Kirke , vil hun 
selv snart følge efter . “ 
Rosine deelte ikke Frøkenens glade Forhaabninger ; 
men hun udtalte ikke sin Tvivl , og gjentog 
kun sin Anmodning om at maatte følges med hende 
og Præsten . 
„ Gjerne , gjerne , “ svarede Frøken Alexandrine ; 
men idet hun pludselig erindrede Studerekammerets 
Nærhed , dæmpede hun sin Stemme , og 
tilføiede hviskende : „ Han arbeider derinde , lad os 
ikke forstyrre ham . “ 
Rosine nærmede sig sagte Døren til Forstuen , 

da pludselig Lyden af et Par Stemmer bragte hende 
til at standse . 
„ Hvad er det ? “ sagde Frøkenen lyttende , og 
tog Lampen fra Bordet for at see ud . Da Rosine 
aabnede Døren , saae hun en Skikkelse i Hast 
springe ud i Gaarden , og hun vilde gaae videre , da 
Frøkenen greb hende ved Armen . 
„ For Guds Skyld , vent ! “ raabte hun , lysende 
ud i Gangen , „ Kjælderlemmen er aaben , og De kan 
styrte lige ned . Det er Lars , der gaaer i Giftetanker , 
som har glemt den . Lars ! Lars ! “ 
Lars viste sig noget forknyt i Gaarddoren , 
efterfulgt af Birthe , og Frøkenen foreholdt ham 
vredt fra Stuedøren hans uforsvarlige Opførsel . 
Uden at turde svare , lagde han sig paa Knæ , og 
lukkede Lemmen ; men da han reiste sig , modtog han 
af sin Tilbedtcs Haand en saa djærv Ørefigen , at 
han tumlede hen mod Væggen . 
„ Havde jeg vidst , at Du havde baaret Dig 
saadan ad , skulde Du min Sandten ingen Kys faaet ! “ 
tilføiede Birthe , idet hun vendte den gabende Elsfer 
Ryggen , og gik ud i Gaarden . 
Frøken Alex and r ine blev noget forbløffet over 
den uventede Satisfaction , og lukkede Døren mcllem 

sig og de Andre . Idet Rosine gik forbi Lars 
for at gaae ind i sit Sovekammer , hørte hun ham 
ryste sig , og mumle imellem Tæenderne : „ Det er dog 
som Satan , hvor hun kan slaae ! “ 
Søndagmorgen kom , en straalende Forsommerdag , 
og Rosine syslede venligt og iilfcrrdigt om 
sin Frue , for at vinde Tid til at pynte sig til Kirkegangen . 
Hun havde ventet , at hun skulde være 
gnaven og utaalmodig ; men hun var tvertimod 
mindre fordringsfuld end ellers , og da det Nødvendige 
til hendes Opvartning var besørget , sagde hun 
kort , men ikke vredt : „ Nu kan Du gaae ! “ 
„ Er der Intet mere , De ønsker ? “ spurgte Rosine 
tøvende og seende sig om . Det gjorde hende 
næsten ondt , at hun skulde overlade hende til den 
trykkende Eensomhed i saamange Timer . 
„ Gaa , “ sagde Fru Stilling , vendende sig bort ; 
„ men husk paa , at Du Intet fortæller mig om 
hvad Du seer og hører . “ 
Rosine skyndte sig bort for at iføre sig sin 
tarvelige Pynt , og hun blev netop færdig , til Frøken 
Alexandrine i fuld Puds med en pragtfuld Psalmebog 
i Haanden bankede paa hendes Kammerdør , 

„ Kom , “ sagde hun med sagte og høitidelig 
Stemme , „ han venter os . “ 
I Spisestuen stod Præsten i fuldt Ornat , som 
det syntes ventende ; thi ved deres Indtrædelse fæstede 
han sine smaae Øine med deres halvt lystige , halvt 
alvorlige Udtryk paa dem , og sagde : „ Nu , Børn , 
lad os gaae , Vorherre gaaer i Spidsen ! “ 
Derpaa begav han sig afsted , og Frøkenen og 
Rosine fulgte efter . Rosine saae tilbage til Sygeværelsets 
Vinduer , og det forekom hende , at Roserne 
og Nellikerne bag de hvide Gardiner saae efter hende , 
som hun saa ofte havde seet efter de Andre , og 
spurgte : „ Hvorfor maae vi ikke gaae med ? “ 
Kirkeveien var meget smuk ; venlige Huse , grønne 
Marker og løvfulde Træer fængslede Øiet i yndefuld 
Blanding , og da ved en Omdrcining af Veien Kirkeklokkens 
alvorlige Toner hilste dem , følte Rosine 
sig usigelig bevæget og lykkelig . „ Jeg vil gjøre min 
Pligt , og vente taalmodig paa min Frits , “ sagde 
hun til sig selv med from Glæde , der forvandlede 
Tanken til en Bøn , og let og glad sfred hun op ad 
Høien til Kirkeporten . Udenfor denne holdt en 
elegant Equipage med to udsøgt smukke Heste , Seletoiet 
raslede under deres utaalmodige Bevægelser , 

og den livreeklædte Kudsk tog hovmodig til Hatten 
for Præsten , da denne gik Vognen forbi , 
„ Geheimeraadinden er allerede kommen , “ hviskede 
Frøken Alexandrine hastigt til Rosine , idet de 
gik ind i Vaabenhuset . Den lille Landsbykirke var 
. fuld af Mennesker , fordetmeste Bønder , der vare i 
deres bedste Puds ; Mænd og Qvinder sad hver for 
sig , som Skik er paa Landet , og fyldte de to Rækker 
Stole paa Gulvet ; i Sidestolen tilvenstre , ophøiet 
over de andre Stole , sad herskabet , som det 
kaldtes , bestaaende af tre Personer , en gammel Dame , 
en Mand paa nogle og tredive Aar og en ung Pige . 
Rosine fik imidlertid ikke Tid til at betragte dem ; 
thi efter at Frøken Alexandrine havde sendt en 
venskabelig anerkjendende Hilsen op til dem , skyndte 
hun og Rosine sig at tage Plads i den øverste 
Stol paa Gulvet . Præsten var traadt hen for Altret , 
og Rosine blev ikke lidet forundret ved at see 
ham læne sig til Altarbordet i samme skjødesløse 
Stilling , hvori han sædvanlig stod lænet til Ladedøren 
eller Laagen , og oplæste Bønnen i samme 
Tone , hvori han hver Dag efter Middagsmaaltidet 
pleiede at formane Røgterne til at passe vel paa , at 
Creaturerne ikke gik i Kornmarken . Den samme 

Følelse , som havde grebet Rosine , da hun første 
Gang traadte ind i Præstegaarden , Følelsen af noget 
dæmonisk Profant , der tog det Helligste i sin Tjeneste , 
greb hende ogsaa nu , og hun tog efter Veiret , 
som om Luften var blevet hende for tung . Hun saae 
om paa Menigheden ; men denne sad rolig og andægtig , 
og alle Hoveder bøiede sig over Psalmebøgerne . 
Uvilkaarligt løftede hendes Blik sig til Herskabets 
Stol , og hun saae lige ind i et Par rolige , 
godmodig venlige , om end ikke paafaldende intelligente 
Øine , der aabenbart hvilede paa hende . Den 
middelaldrende Mand , der ledsagede de to Damer , 
stod nemlig opreist bag disse , og uden just at følge 
Gudstjenesten med nogen særdeles Deeltagelse , var 
der dog i hans hele Holdning en vis Alvor og Anstand , 
der tydede paa Agtelse for Stedets Hellighed 
og hans Medmenneskers Følelser ved denne Leilighed . 
Da Rosines Øine mødte hans , saae han et Øieblik 
paa hende , men flyttede derpaa langsomt sit 
Blik over paa Prædikestolen , som Pastor Degen 
netop var ifærd med at bestige med hastige Trin ; 
hun slog derimod Øinene ned , uden at have befragtet 
de qvindelige Medlemmer i Hersfabsstolen , 
og søgte igjen at sæste sine Tanker ved Gudstjenesten „ Kjære 

Herre Gud ! “ lød Præstens Stemme 
fra Prædikestolen , „ vi ere komne her for at besøge 
Dig , vi ere allesammen komne som Dine gode 
Bekjendte , og bede Dig at tage vel imod os . Men 
vil Du ogsaa gjøre det ? Vil Du ogsaa vedkjende 
Dig Bekjendskabet med os ? Vi ere udvendig pyntede ; 
men ere vore Sjæle ogsaa pyntede og rene og 
søndagsklædte ? Kjære Herre Gud ! Du veed det , 
Du seer igjennem Kjolerne og Shawlerne og Silketørklæderne , 
og seer Lapperne og Klndene indenfor 
i Sjælen , Du seer , om vi ere værdt at modtages af 
Dig , eller om der sfete os vor Ret , naar vi bleve 
stødte udenfor . See Du derfor selv til , hvem Du 
vil modtage , og hvem Du vil forstøde , og vær Du 
takket for Din Naade , at Du dog lader nogle af 
os arme Syndere komme indenfor Din Dør . Amen ! “ 
Han oplæste nu Dagens Evangelium , og udsøgte 
sin Text af de Ord : „ Og dette skulle de gjøre 
Eder , fordi de hverken kjende Faderen , eiheller mig , “ 
idet han sagde : 
„ Kjære Tilhørere , jeg veed nok , at vor Herre 
Jesus her ikke mener det Kjendskab til Gud , hvorom 
jeg- vil tale ; thi jeg vil ikke tale om Hedningerne 
udenfor Christi Kirke , men om Hedningerne i 

den . Jeg sagde nylig , at vi vare komne her som 
Vorherres Bekjendte ; men det veed I selv , at en 
Mand kan have mange Bekjendte , uden at det just 
er hans Venner . Her i Sognet ere I jo allesammen 
Bekjendte , den Ene kjender den Anden , og gaaer ind 
og ud hos ham ; men tør I derfor sige , at I ere 
hverandres Venner ? Nei , del er saa langtfra , at I 
snarere bagtale hverandre , hvor I kunne komme til , 
misunde hverandre , naar den Ene har et Par Korn 
mere end den Anden , og grine i Skjæggct , naar 
det gaaer Eders Nabo ilde . Ja , saadan ere vi 
Mennesker ; men vi skulde ikke være saadan . Og 
ligeoverfor Vorherre kan det nu slet ikke nytte , at I 
komme med Eders Filurerier ; han er klogere end I , 
og lader sig ikke narre , fordi I saadan en smuk 
Søndag komme til Kirken i Eders bedste Klæder , og 
sige : „ Goddag , kjære Herre Gud , her komme alle 
Dine gode Venner ! “ Han veed nok , af det let kan 
hænde sig , af naar han en anden Gang har Bud 
efter Eder , saa svarer Een , af han skal ud af see til 
sin Ager , en Anden , af han skal prøve sine Oxer , 
og en Tredie , af han nylig har taget en Hustru tilægtæ . 
Naar Jeres gode Ven heri Landsbyen har 
Bud efter Jer , lader I ham saa vente ? Nei , det 

vilde ikke flikke sig ; men Vorherre , som allerede ved 
Eders Daabspagt sendte sin Søn Jesus Christus 
ud af invitere Jer , ham kan I godt lade vente fra 
Aar til andet , og sommetider lige til Jer Dødsdag ; 
men saa er det for seent , kan jeg sige Jer , for saa 
har Vorherre sat Punktum for alle Invitationer . 
Ja , nu mener I vel , det gaaer ikke saa slemt til , 
som Præsten prædiker , og af man gjerne kan være 
en god Ven af Vorherre , fordi man gaaer tilkroes , 
og svirer og bander og lader fem være lige , og jeg 
er vis paa , af der er Mangen af Eder , der sidder og 
kroer sig indvendig af sit Bekjendtskab til Vorherre . 
Der er nu Stine , derer gift med Svend Olsen , 
hun sidder der med sit brogede Shawl og sit pæne 
Hovedtøi , og bilder sig ind , at hun er rigtig indgaaet 
med Vorherre , og saa vide vi dog allesammen , 
at hun behandler sin Mand som en Skovisk , og 
under ham hverken Vaadt eller Tørt . Troer I , at 
Vorherre synes om del ? Jeg kan fortælle Jer — “ 
Her blev Talen afbrudt ved en almindelig Bevægelse 
af Menigheden ; den nylig udpegede Synderinde , 
en stor , svær , meget stadselig Bondekone , havde 
reist sig op i sin Stol , men fik Ondt , og faldt tilbage 
i en liggende Stilling . En Kone , der sad i 

samme Stol , holdt paa hende , og saae sig om om 
Hjælp . Frøken Alexandrine , der sad lige foran , 
vilde reise sig ; men Rosine kom hende i Forkjøbet , 
traadte ud af Stolen og ind i den næste , hvor hun 
hjalp til at faae den segnede Bondekone op . 
„ Vil De ikke ud i Luften ? “ spurgte hun sagte . 
„ Jo , lad mig komme ud , “ sagde Konen med 
haard Stemme . 
De gik alle Tre sagte ud i den bageste Gang , 
og forlod Kirken . Rosine var glad ved at være 
sluppet for at høre Mere af Talen , paa Kirkegaarden 
var Luften frisk og duftende af Blomster paa Gravene , 
og hun satte sig paa en Gravsteen hos de to Bønderkoner . 
Efter nogen Taushed sagde den ene : 
„ Naa , Stine , der fik Du rigtig læst og paaskreven . “ 
Den 
Tiltalte rokkede frem og tilbage , og svarede 
ikke . Der opstod saaledes en Panse , der igjen afbrødes 
af den først Talende . „ Det var grumme 
ubehageligt for Dig , Stine , “ jsagde hun deeltagende . 
Stine saae med et forbittret Ansigt lige ud 
for sig , trak sit brogede Shawl fast op under Hagen , 
og sagde trodsigt : „ Ja , hvad saa ? Er jeg ikke alligevel 
den rige Svend Olsens Kone , og siger Du 

Nei , Anne , naar jeg beder Dig spise vor Middagsmad 
med os ? “ 
„ Nei , Gudbevares , “ svarede Anne med taknemlig 
Høflighed , „ Tak som byder . “ 
„ Ja , hvad saa ? “ vedblev Stine i en endnu 
mere forbittret Tone , „ skulde jeg ikke være god nok 
for Vorherre ? Snak , siger jeg , den Sag skal jeg 
nok afgjøre selv . Og saa min Mand , det Fjog , 
han er istand til at give et dobbelt Pintseoffer iaar ; 
men det skal der Intet blive af , saasandt jeg hedder 
Stine . Hvad mener Du , Anna , er jeg god nok 
eller ikke god nok ? “ 
Anne rømmede sig . 
„ Det er ikke Noget at spørge mig om , Stine , “ 
sagde hun , „ vel er Du sommetider noget hvas mod 
Svend , og Præsten , Gudbevares , han er jo dog 
Vorherres Tjener — “ . 
Stine vendte Hovedet om , og saae paa Veninden 
med et Blik , hvis Strenghed denne ikke kunde 
udholde . 
„ Gudbevares , Stine , “ sagde hun , „ der er jo 
ingen Tvivl om , at Du er en mægtig rig Kone — “ 
hun tøvede lidt ; men Erindringen om en Deel meer 
eller mindre indbringende Villigheder fra Stines 

Side beseirede enhver Indvending af hendes Samvittighed , 
og hun vedblev : „ — og en mægtig god 
Kone . Skam faae den , der siger Andet . “ 
„ Det skulde jeg ogsaa mene , “ sagde Stine 
bestemt . 
Prædikenen var endt , og Psalmesangen begyndte . 
En noget forknyt udseende Mand stak Hovedet ud 
Vaabenhuset , og saae sig om . 
„ Er det Dig , Svend ? “ spurgte Stine , „ kom 
Du kun frem ! Er Du glad over , at Din Kone har 
staaet Skrifte ? “ 
Manden kom langsomt nærmere , og satte sig 
paa en Ligsteen ligeoverfor . 
„ Synes Du ikke , vi skulde gaae hjem , for de 
Andre komme , “ sagde han . 
„ Det hehøves ikke , Svend Olsen , “ svarede 
hans Kone , „ jeg har ikke isinde at slaae øinene ned 
for Nogen , fordi han derinde finder paa at prale 
op om vores Hunsholdning . Har jeg ikke altid 
været god imod Dig , Dit Fjog ? “ 
Manden rykkede frem og tilbage . 
„ Naa , svar nu , “ vedblev Konen opmuntrende 
paa en haanlig Maade , „ der sidder Anne , som 
gaaer ud og ind hos os hver Dag , og der er Jomftuen 

fra Præstegaarden , som sagtens gaaer hjem og 
fortæller Alt , hvad her siges , lad dem nu høre , om 
Præsten har Ret eller ikke . “ 
„ Stine , jeg vilde ønske , vi vare hjemme , “ 
sagde Svend forknyt . 
„ Aa , Snak , “ sagde Stine , „ saadan rende vi 
ikke fra det . Dersom Du troer , at jeg lader det 
sidde paa mig , saa tager Du feil . “ 
Der traadte igjen en Skikkelse frem af Vaabenhusets 
Dør , det var den unge Pige , der havde siddet 
i Herflabsstolen , hun saae hen paa Gruppen , smilede , 
og kom nærmere . Rosine saae nu først , hvor smuk 
hun var , hendes Væsen var vel fornemt og hendes 
Hovedes Holdning stolt , men ud af de store , brune 
Øine straalede Godhed , Glæde og Livsfriskhed . 
„ Hvorfor sidde I her , Folk ? “ sagde hun i en 
vis overlegen , men ikke bydende Tone til de to 
Ægtefæller , „ i Eders Sted vilde jeg gaae hjem , og 
ikke unde Folk den Fornøielse at see Jer sidde her . “ 
„ Skulde vi flamme os maaskee ? “ spurgte 
Stine but . 
„ Aa nei , “ svarede hun , „ men heller ikke trodse . 
Det gjør mig ondt , at Præsten pegede paa Jer , 

Stine Olsen ; men gjør det Bedste , I kan gjøre , 
viis ved et godt Exempel , at han har Uret . “ 
„ Frøkenen har godt ved at tale , “ sagde Konen 
nølende . 
„ Ja , hvorfor ikke ? “ sagde Frøkenen med ungdommeligt 
Lune , „ jeg vilde ikke gjerne staae Skrifte ; 
men skulle det en Dag hænde , vil jeg gjøre det med 
saamegen Anstand som muligt . “ Hun saae paa 
Rosine , og vedblev med et venligt Smiil : „ Det 
er Dem , der nylig er kommet her til Egnen , kan - 
De lide den ? “ 
„ Jeg har ikke seet meget af den , “ svarede Rosine , 
behagelig berørt af den unge Dames lette , 
venlige Væsen ; „ men jeg synes , her er meget smukt . “ 
„ Ja , her er smukt , “ gjentog hun , og tilføiede 
let henkastet : „ Naar De faaer Tid , saa kom op paa 
Gaarden og besøg os , saa skal De see , at der ogsaa 
er kjønt . “ 
Nu kom Kirkegjængerne ud af Kirken ; idet de 
gik forbi Svend Olsen og hans Kone , ' lettede 
Mændene forlegent paa Hattene , og Konerne hilste 
alvorligt , uden at see til Siden . Svend tog Hatten 
af , og holdt den mellem Knææne , medens han saae 
ned for sig ; men hans Kone saae skarpt og trodsigt 

paa de Forbigaaende , og nikkede til Svar paa Hilsenerne . 
Da Præsten og Frøken Alexandrine kom 
ud , reiste Rosine sig , og sluttede sig til dem . 
„ Hvor blev De af ? “ spurgte Frøkenen heftigt , 
„ havde det ikke været mere passende at komme ind 
end at sidde her ? “ 
„ Jeg var nu engang herude , “ svarede Rosine 
undskyldende , „ og havde ikke Mod til at gaae ind . “ 
Præsten standsede foran Bønderfolkene . „ Naa , 
Stine Olsen , “ sagde han , halvt alvorligt , halvt 
skjemtende , „ saa Du kunde ikke taale at høre Sandheden ? 
Du kan nok lide at gjøre det Onde ; men 
Du kan ikke lide , at man siger det . Sig mig engang , 
har Du nogensinde mødt Vorherre ? “ 
Stine , der aabenbart blev imponeret af Præstens 
Kjækhed at tale til hende , efter at han havde 
fornærmet hende faa haardt , saae paa ham med store 
Øine , og svarede kort : „ Nei , jeg har ikke , det jeg 
veed . “ 
„ Saa skal jeg sige Dig Noget , “ vedblev han , 
„ idag har Du mødt ham , han stod lige ved Siden 
af Dig , da jeg talte til Dig ; men Du vendte Dig 
bort , og gik afveien for ham . Det skulde Du ikke 
have gjort ; han elsker Dig mageløst , og derfor tuglede 

han Dig ved min Haand ; thi jeg er kun hans 
ringe Tjener . Naar Du nu er kommet hjem , 
Stine , og har aftaget al Din Flitterstads og har 
taget Din gamle Kjole paa , saa gaa ind i dit Lønkammer , 
og see , om Du kan finde Herren : søger 
Du rigtigt , og kalder rigtig trofast paa ham , saa 
kommer han nok , og naar Du saa bliver rigtig fortrolig 
med ham , saa skal Du see , han siger accurat 
det Samme til Dig , som jeg har sagt . Gud være 
med Dig ! Jeg skal see hen til Eder iaften ! “ 
Han gik langsomt videre , fulgt af Frøken Alexandrine , 
der mumlede ved sig selv : „ Er han ikke 
mageløs ? Han talte med denne Qvinde , som om 
han var Vorherre selv ! “ 
Stine havde reist sig , og saae efter dem ; derpaa 
saae hun over til sin Ægtefælle , der stod som 
en arm Synder . „ Kom , Svend , “ sagde hun , „ han 
er os for stærk , lad os see at komme hjem . “ 
Nogle Skridt videre standsede Præsten ved Geheimeraadindens 
Vogn ; den gamle Dame var ifærd 
med at stige op ; men hun standsede , og hilste først 
paa Præsten med en dyb , ceremoniel Neining , og 
gjentog den samme for Frøken Alexandrine . 

„ Befinder Deres Naade Dem vel ? “ spurgte 
han , bukkende sig dybere end sædvanligt . 
„ Io , Tak , Hr . Pastor , saavidt Alderen tillader . “ 
Hun taug lidt , og tilføjede derpaa , ligesom tvungen 
as en vis Tvang til at vise Høflighed : „ Tak for 
den gode Prædiken . “ 
Den middelaldrende Mand , som Rosine havde 
bemærket i Kirken , og som var Geheimeraadindens 
Søn , Jægermester Rosenfeldt , tog Hatten af , og 
sagde med et Anstrøg af godmodig Satire : „ De var 
slem imod Stine Olsen , Pasfor ! man kan blive 
ganske bange for at Touren kan komme til Een . “ 
„ Hvis Jægermesteren giver Forargelse i Menigheden , “ 
sagde Præsten spøgende , „ svarer jeg ikke 
for Noget . I Kirken er ingen Personsanseelse . “ 
„ Saa faaer Onkel faamænd ogsaa Ondt , “ sagde 
den unge Dame leende , „ det svarer jeg for . “ 
„ Camilla ! “ sagde Geheimeraadindeu , lidt bebrejdende , 
idet hun blev hjulpet op i Vognen af 
sin Søn . 
„ Nu kommer jeg , Bedstemoder ! “ sagde hun 
muntert , og da hun var steget op , hviskede hun nogle 
Ord til hende . Den gamle Dame saae ned , og 
sagde til Frøken Alexandrine : 

„ Vær saa god at see snart op til os , Frøken 
Kjeldsen , og tag Deres lille Jomfru med ; De er 
begge velkomne ! “ 
Jægermesteren sprang op i Vognen , Alle hilste , 
og Vognen rullede bort . 
„ En herlig Dame ! “ sagde Frøken Alexandrine ; 
„ men hvorfra kjender Geheimeraadinden Dem , 
Rosine ? “ 
„ Hun kjender mig ikke , “ svarede hun ; „ men 
Frøkenen talte til mig paa Kirkegaarden . “ 
„ Naa , det er en af Frøken Camillas Capricer ! “ 
sagde Frøken Alcxandrine foragteligt . 
Det var temmelig seent paa Formiddagen , da 
de atter naaede Præstegaarden , og Rosine hastede 
ind til sin Frue . Hun reiste sig utaalmodig , da 
Rosine kom . 
„ Har Du nu endelig faaet nok ? “ sagde hun 
gnaven . „ I have vel været i den syvende Himmel , 
siden I saaledes reent glemme at komme hjem . Var 
Prædikenen deilig , mageløs , yndig ? “ 
„ Jeg hørte ikke meget af den , “ svarede Rosine , 
og fortalte , hvad der var hændt . Den Syge hørte 
opmærksomt til . 
„ Ja , dertil bruge de Guds Huus , “ sagde hun 

bittert , „ saa Stine Olsen blev vred ? Hvad nytter 
det hende , pas paa , han faaer nok Bugt med hende , 
stakkels Stine ! hun vil saa nødig være hellig ! “ 
Frøken Alexandrine kom ind , og fortalte 
Begivenheden paa sin Viis . Da Fru Stilling 
hørte til , uden at gjøre nogen Bemærkning , blev 
Frøkenen mere og mere veltalende , og priste Pasforens 
apostoliske Iver . 
„ Ja , han er en sand Apostel , “ sagde Fruen 
med en Alvor , der skuffede Frøkenen ; „ men var det 
ikke ogsaa en Apostel , som sagde : „ Dersom Nogen 
iblandt Eder synes , at han er en Gudsdyrker , men 
holder ikke sin Tunge itømme , og bedrager sit eget 
Hjerte , saa er hans Gudsdyrkelse forfængelig . “ “ 
„ Jo , “ sagde Frøkenen , noget flagen ; „ det var 
Apostlen Jacob ; men — “ 
„ See , hvor Apostlene tale forskjelligt , “ sagde 
Fruen spottende , og vendte sig om , som et Tegn 
paa , at Samtalen var endt . 
Den hele Dag var Fru Stilling meget van- . 
stelig og opfarende , og Rosine lovede ved sig selv , 
at hun ikke saa snart skulde gaae i Kirke . Af bedste 
. Evne søgte hun at føie sig efter hendes mange forskjellige 
Indfald , uden det dog lykkedes hende at 

bringe hende i en roligere Stemning . Først henad 
Aften blev hun stille , og Rosine troede , at hun 
sov . Træt og mismodig sad hun og tænkte paa 
den skuffede Kirkegang , og hun fik den Indflydelse 
at gaae over i sit Kammer , og hente sin Bibel . 
Det var et gammelt Arvestykke efter hendes afdøde 
Plejefader ; Bladene vare gule , opflidte og mange 
Steder løse , og hun lagde den i Vindneskarmen før 
med Varsomhed at kunne læse i den . Eftersom hun 
sad og læste , blev det mørkere og mørkere ; men hun 
tænkte ikke videre over det , men antog det før det 
svindende Dagslys , da det hurtigt bankede paa 
Ruden til det aabne Vindue , hvorved hun sad , og 
Birthe raabte ind : „ Luk Vinduet , Jomfru , der 
kommer et Uveir ! “ Rosine saae op ; Himlen var 
formorkel af tunge Skyer som af et sammentrukket 
Tæppe , og den truende Stilhed , der gaaer forud før 
et Uveir , hang trykkende i Luften . Hun lukkede 
Vinduet . 
„ Hvad er det ? “ raabte Fru Stilling , „ hvad 
er der paafærde ? “ 
„ Det er et Tordenveir , der trækker op , “ svarede 
Rosine . 
En lang Lynstraale gjennemskjar Stuen , og blev , 

ligesom efter nogen Overveielse af den oprørte Natur , 
efterfulgt af et dumpt , høitideligt Tordenskrald . 
„ Rul Gardinerne ned ! “ raabte den Syge heftigt , 
„ skynd Dig , Rosine ! “ 
Rosine skyndte sig med at adlyde Befalingen ; 
men før hun havde udført den , kom et nyt Lyn , 
ledsaget af det larmende Bulder , der pleier at antyde 
et Nedslag . 
„ Det slog ned ! “ sagde Rosine uvilkaarligt , 
idet hun lod det sidste Gardin rulle ned for den 
bevægede Naturscene . 
„ Hvad — heri Gaarden ? her ? “ raabte Fru 
Stilling . 
„ Nei , nei , “ sagde Rosine beroligende , „ det 
haaber jeg ikke . “ 
En stærk Allarm hørtes i Gangen , og Frøken 
Alex andri n es Stemme lod sig høre , kaldende paa 
Lars , Birthe og alle Gaardens andre tjenende 
Medlemmer . 
„ See , hvad det er ! “ streg Fru Stilling fra 
Sengen . 
Rosine ilede ud ; Gangen var allerede tom ; 
men i Gaarden stod Frøkenen med et Shawl 
over Hovedet , og uddeelte Befalinger til Høire og 

Venstre . Da Rosine kom til , raabte hun : „ Forbarmende 
Gud ! Pastoren er ikke kommet hjem fra 
Svend Olsens , han kan være underveis , herman 
strax spændes for . “ 
„ Kjære Frøken , “ sagde Rosine , „ hvis Pastoren 
skulde være underveis , søger han vel nok ind i et 
Huus , til Uveiret er ovre . “ 
„ Det siger jeg med , “ sagde Birthe brummende , 
„ det er intet Veir at jage Heste og Folk ud i paa 
Maa og Faa . “ 
„ I have godt ved at snakke , “ raabte Frøkenen , 
„ jeg vilde aldrig tilgive mig selv , hvis et Haar blev 
krummet paa hans Hoved . “ 
Tillykke viste i det Samme Præstens Skikkelse 
sig udenfor Laagen , og Frøken Alexandrine foer 
ned , og tog imod ham , som om han ved en vidunderlig 
Styrelse var blevet frelst af den meest overhængende 
Livsfare . Rosine skyndte sig ind igjen . 
„ Du bliver længe borte , “ sagde Fru Stilling , 
„ hvad var det ? “ 
„ Det var kun Frøkenen , der vilde have Vognen 
sendt efter Pastoren , “ svarede hun . 
„ Naar hun blot venter , kjører Herren ham nok 
hjem i en Ildvogn , “ spottede den Syge . 

„ Han kom hjem i det Samme , “ sagde Rosine . 
Uveiret vedblev at rase , Lynstraalerne stjal sig 
ind langs Siderne af Rullegardinerne , og kastede 
blaalige Blink henad Gulvet , Tordenen rullede , og 
rystede Bygningen . Slag fulgte paa Slag med forfærdelig 
Hast . 
„ Vil det ikke regne ? “ spurgte den Syge ængsteligt . 
„ Nei , “ 
svarede Rosine , seende ud bag Gardinet , 
„ det regner ikke . “ 
„ Straataget er tørt , “ vedblev hendes Frue , 
„ slaaer Lynet ned her i Stuehuset , slaaer Alt i et 
Nu i lys Lue . Saa brænder jeg inde . “ 
„ O nei , “ sagde Rosine tröstende , „ der er faae 
Skridt til Døren , De vil let blive frelst . “ 
„ Af hvem ? af Dig ? O nei , Du vil tænke paa 
Dig selv , Du vil løbe ud , og frelse Dig selv , og 
naar Du tænker paa mig , er det for seent . “ 
„ Jeg skal ikke forlade Dem , “ sagde Rosine . 
„ Gaa Du kun , hvis det hænder , “ sagde Fruen 
bittert , „ troer Du , at jeg fortjener , at Andre tænke 
paa mig , at Andre opoffre sig for mig ? Nei , nei , 
naar har jeg tænkt paa Andre end mig selv ? Jeg 
fortjener at brændes paa Baalet , og hvis Gud 

tænder et saadant af dette Huus , saa lad mig ligge 
i Ilden , og tænk blot , at mig skeer min Ret . “ 
Der blev en dyb Stilhed efter denne smertelige 
Selvanklage og Fordømmelse , som Tordenen syntes 
at ledsage bekræftende med sin alvorlige Rullen over 
deres Hoveder , og Rosine sporede næsten Lindring , 
da Regnen faldt med tange , larmende Draaber paa 
Ruden . 
„ Gud være lovet , det regner ! “ sagde hun med ' 
et lettende Suk . 
„ Ja , det regner , “ sagde den Syge stønnende , 
„ o , gid der kunde falde en Draabe Vand paa min 
brændende Sjæl ! Nei , nei , hvor jeg saa seer hen , 
er der kun Ild og Luer , og nu ogsaa herudenfor — 
o forfærdeligt ! “ 
Rosine nærmede sig uvilkaarligt til Sengen , 
og tog Plads paa Stolen ved den . 
„ Hvad vil Du hos mig ? “ spurgte den Syge , 
halvt bortvisende , halvt bedrøvet , „ Du kan ikke forstaae 
det Nag , der er i mit Hjerte , Du er ikke 
bange for Uveiret , Du har Jntet at bebreide Dig . 
Men giv blot Tid , der kommer ogsaa den Dag for 
Dig , da Du tænker alene paa Dig selv , da Du 
bliver bange for at lide med Andre , og flygter bort 

for at redde Dig og Din usle Egenkjærlighed . See 
ud paa alle disse hellige Mennesker , som Taget 
burde brænde over Hovedet paa , og see , hvor usle , 
hvor egenkærlige de ere , skjøndt de kalde sig selv 
Apostle og Herrens Sendebud , og see paa mig , der 
ligger her — syg — troer Du , jeg er syg ? Veed 
Du , hvad der fattes mig ? O jo , jeg er syg , frygtelig 
syg , det er Egenkjærlighedens Gift , der fortærer 
mine Indvolde , en Dag døer jeg , og Lægen 
siger : „ Stakkels Kone , hvad har hun ikke lidt ! “ og 
de græde over mig , og bejamre mig , og de kalde 
mig en Martyr — og dog , hvis jeg vilde , kunde 
jeg staae op imorgen , og gaae om og lee og være 
glad ligesom alle de Andre ! “ 
Rosine vidste Intet at svare , og hun sad taus . 
„ Hvorfor sidde vi i Mørke , Rosine ? “ sagde 
Fru Stilling efter en lille Pause , „ hvorfor tænder 
Du ikke Lys ? “ 
Rosine reiste sig , og tændte Lampen . Da hun 
bar den hen paa Bordet ved Sengen , saae hun og 
hendes Frue paa hinanden , den Syges Blik var 
spørgende , forskende , søgende , og Rosines mildt og 
bedrøvet . 

„ Lyset vil gjøre Dem godt , “ sagde hun med 
dæmpet Stemme . 
„ 0 , Alverdens Lys kunne ikke nytte mig , “ 
svarede den Syge smerteligt , og skjulte sit Ansigt i 
Lagenet . 
Rosine tog Bibelen hen , og lagde den foran 
sig paa Bordet . 
„ Maa jeg læse for Dem ? “ spurgte hun . 
Fru Stilling tog Lagenet fra Øinene . 
„ Hvad er det for en Bog ? “ sagde hun . 
„ Det er Bibelen , “ svarede Rosine . 
„ Vil Du prædike for mig ? “ spurgte hun opfarende . 
„ Nei , “ 
svarede Rosine , „ nei , jeg læste nylig i 
den , og hvis det kan lindre Dem , vil jeg blive ved . “ 
Den Syge saae prøvende paa Bogen . „ Hvor 
den er gammel og pjaltet , “ sagde hun med Haan , 
„ en Bibel skal være ny og smukt indbunden , at 
man kan see , at Guds Ord holdes i Ære . De 
betale Dig dog godt for at taale mine Luner , hvorfor 
kjøber Du Dig da ikke en ny Bibel ? “ 
„ Det var min Pleiefaders , “ sagde Rosine , og 
fik Taarer i Øinene , „ jeg har læst i den , fra jeg 
var lille , og jeg holder mere af den , end af en ny . “ 

Den Syge lod sit Blik hvile længe og med et 
eget Udtryk paa de fugtige Draaber , der hang i 
Nosines Øienhaar , en Skygge af Mildhed , næsten 
af Godhed gik sagte hen over hendes Ansigt , og hun 
sagde med mildere Stemme : „ Nu , saa læs da for 
mig , siden Du vil det . “ 
Rosine slog Bibelen op , og søgte ængsteligt 
efter et Sted , hvori der ikke kunde findes nogen 
Hentydning til den Syges Sindsforfatning , eller 
Noget , der kunde ligne Prædiken eller Formaning ; 
men overalt syntes hende at være talt Ord , der 
havde en stor og indtrængende Betydning ; endelig 
standsede hun ved sjette Capitel i Johannes ' Evangelinm , 
og læste nu , først med bævende , siden med 
roligere Stemme hele Capitlet om de fem Tusindes 
Bespiisning med de to Fiske og de fem Brød , om 
Herrens Vandring paa Søen , hans Bekjendelse at 
være Livets Brød , og Peders Ord : „ Herre , hvor 
skulde vi gaae hen , Du har det evige Livs Ord ? “ 
Selv oplivet og styrket læste hun med inderlig Andagt , 
og da hun ved Capitlets Slutning saae op , 
laae hendes Frue stille med bortvendt Ansigt . 
„ Skal jeg læse videre ? “ spurgte hun frygtsomt . 

„ Nei , “ svarede Fruen , „ tag Lyset bort , jeg 
vil sove . “ 
Rosine lukkede Bogen , bar Lampen bort , og 
kom tilbage til Sengen . 
„ Ønsker De ikke Noget ? “ spurgte hun mildt . 
Den Syge vendte sig om , reiste sig halvt op , 
og idet hun tog om hendes Hoved med begge sine 
Hænder , trykkede hun et Kys paa hendes Pande . 
„ Godnat , mit Barn , “ sagde hun med mild 
Stemme , „ Dit Ansigt har iaften været som en Engels 
Ansigt for mig . “ 
Hun flap hende , og vendte sig bort ; sagte og 
bevæget tog Rosine Lampen , og fjernede sig . 
Geheimeraadindens Vogn kjørte langsomt tilbage 
fra Kirken til Gaarden ; da den bortgaaende 
Menighed var forsvunden for de Kjørcndcs Øine , 
sagde Jægermesteren med et let Anstrøg af Ironie : 
„ Hvis Mama engang skulde faae en mere overbærende 
Præst heri Sognet , fluide jeg ikke have 
Noget imod det . Mens jeg hører hans Prædiken , 
har jeg altid samme Fornemmelse , som naar jeg 
slaaer ved Siden af et Træ , der hugges om i 
Skoven , jeg veed ikke , hvad Øieblik del falder til 
min Side , og slaaer mig til Gulvet . “ 

„ Jeg haaber ikke , vi skulle give nogen Forargelse , 
min Søn , “ sagde den gamle Dame med 
Værdighed . 
„ Nei , Mama ikke , “ vedblev Sønnen ; „ men vi 
Andre ere ikke saa sikkre . Ikke sandt , Camilla , 
Du vilde ikke synes om en Bansfraale ? “ 
„ Jeg vilde trodse den , “ svarede hun med et 
Udtryk af Overmod . 
„ Men hvis han nu forviste Dig fra Kirken , til 
Du gjorde Bod og Bedring ? “ sagde Jægermesteren 
drillende . 
„ Troer Onkel da , at jeg vilde sidde udenfor 
paa Stenene som Svend Olsens Kone ? “ spurgte 
hun stolt . 
„ Jeg haaber ikke , det kommer saa vidt , “ svarede 
han leende ; „ thi Frøken Alexandrine vilde ikke 
synes om , at det gode Forhold mellem Præstegaarden 
og Herregaarden blev forstyrret . Men hvorfra 
kjender Du den lille Jomfru , som Du viste 
den Nedladenhed at indbyde til at besøge os ? “ 
„ Det var ikke Nedlidenhed , “ svarede hun flygtigt 
rødmende , „ jeg kunde , godt lide hende . Carl 
har desuden skrevet , og bedet os være venlige imod 
hende . “ 

„ Ja saa , “ sagde Jægermesteren langtrukkent , 
„ er Fætter Carl den lille Piges Beskytter ? “ 
„ Carl vilde ikke bede os tage imod hende , 
hvis hun ikke fortjente vor Opmærksomhed . Hun 
er hans Ven , Frits Walthers Forlovede . “ 
Jægermesteren fløttede sagte hen for sig ; derpaa 
sagde han betydningsfuldt : 
„ Den forrige Jomfru i Præstegaarden vilde 
Du ikke see paa Gaarden . “ 
„ Der er stor Forskjel paa de To , “ sagde hun 
lidt utaalmodig . 
„ Jeg har været enig med Camilla i at tage 
Carls Anbefaling tilfølge , “ sagde Geheimeraadinden , 
„ om han ogsaa har sine egne Meninger om mange 
Ting , kan man dog være sikker paa , at han ikke 
vilde recommandere os en uværdig Person . Den 
lille Pige tjener jo rigtignok i Præstegaarden ; men 
paa Landet behøver man ikke at tage det saa strengt , 
og jeg kan selv godt lide hendes Ansigt . Vi kunne 
ikke være hende til Tjeneste paa anden Maade , og 
derfor har jeg tilladt Camilla at invitere hende . “ 
„ Mama har ganske vist Ret , “ sagde Jægermesteren 
ærbødigt . 
„ Det gjør mig ondt for Carl , “ vedblev den 

gamle Dame , „ han er et flinkt Menneske og et 
rigtig rart Menneske ; men hans underlige Indfald 
forstyrre alle hans gode Udsigter . I sit Brev igaar 
skriver han mig til , at han vil gaae som Missionair 
til Afrika ; jeg kan ikke begribe , hvordan han er 
faldet paa Sligt . “ 
„ Vil han til Afrika ? “ udbrod Jægermesteren i 
en Tone , der var meget nærved at være mere fornøiet 
end forundret . 
„ Ja , “ svarede Camilla , „ han føler sig ikke 
tilfredsstillet her i Landet , han vil bort . “ 
„ Det var da som Pokker , “ sagde hendes Onkel , 
„ kan det ikke være mindre ? Han vil ikke nøies med 
at omvende de indenlandske Hedninger som vor Pastor , 
aa , det er en Grille ! “ 
„ Nei , “ sagde Geheimeraadinden bekymret , „ han 
skriver ganske roligt og alvorligt om det , og han er 
Mand for at udføre det . Han vil reise til England , 
og der lade sig indvie til Missionair , og saa 
siden lade sig anvise en Posf i Afrika . Det er dog 
først til Efteraaret , og han vil først komme herud 
at bede om min Velsignelse , som han siger ; hvis I 
ere mine gode Børn , saa gjøre I Alt for at formaae 
ham til at blive herhjemme , og hellere at see 

at faae et godt Præstekald . Jeg haaber til Gud , 
at han kan gjøre ligesaa megen Nytte her som i det 
vildfremmede Land . “ 
Der opstod en lille Pause ; det var som om 
enhver af de to Paagjæeldende af en hemmelig Bevæggrund 
afholdtes fra at give et Svar ; endelig 
sagde den unge Pige med en noget fremkunstlet Frimodighed : 
„ Naar 
det er min Bedstemoders Ønske , skal 
jeg gjerne forestille Carl det Urimelige i hans Hensigter , 
og jeg er vis paa , at Onkel Holger vil gjøre 
det Samme . “ 
„ Naturligviis , “ sagde Jægermesteren noget tørt , 
„ jeg er blot bange for , at den Galning bryder sig 
kun lidt om vore Formaninger . “ 
Samtalen forstummede , da Herregaarde « viste 
sig i ringe Afstand . 
Da nogle af Ugens første Dage vare hengaaede , 
foreslog Frøken Alexandrine en Dag 
Rosine at aflægge et Besøg paa Herregaarden . 
„ Jeg tænker , at Formiddagsbesøg vil være det 
meest passende , “ sagde hun , „ da De er ganske fremmed 
for Herskabet deroppe , og Ingen jo dog veed , 
om Geheimeraadinden meente , at De skulde omgaaes 

Familien . Vi maae med Admyghed benytte det 
Gode , Vorherre sender os ; jeg tænker ikke , Fru 
Stilling har Noget imod , at De gaaer med . “ 
„ Jeg vil spørge hende , “ sagde Rosine , og 
Svaret blev kort , men gunstigt . 
De gik tilfods , uagtet Veien ikke var saa ganske 
kort ; men Veiret var smukt , og Veien førte gjennem 
Landsbyen , forbi Kirken og gjennem en lang Allee , 
der snoede sig forbi Marker og Bønderhaver , og hist 
og her dreiede ind i et lille Skovparti . 
„ Vi kunde skyde Gjenvei , “ sagde Frøkenen ; 
„ men saa komme vi tæt forbi den Mark , hvor den 
ene af Gaardens Tyre staaer tøiret , og den vilde 
jeg nødig have i Hælene paa mig . Det er Jægermesterens 
Kjæledægge ; men den er i høi Grad vild 
og ustyrlig , og staaer derfor alene paa en afsides 
Mark . Frøken Camilla er ikke bange for at gaae 
den Vei , og maaskee Dyret har Respect for sit 
Herskab , det veed jeg ikke ; men jeg skal ikke have 
Noget af den Fornøielse . “ 
Rosine glædede sig barnligt over den smukke 
Spadseretour , og det saameget mere som hun bemærkede , 
at Frøken Alexandrine idag ikke var 
stemt til opbyggelige Betragtninger , men lod sig nøie 

med hist og her at uddele et „ Gudsfred , Godtfolk ! “ 
eller „ Vorherre er dog en velsignet Mand , Lars 
Olsen ! “ eller „ Peder Jensen ! “ som det nu kunde 
træffe sig . De vandrede iøvrigt tanse , indtil Frøkenen 
bemærkede : „ Der er Gaarden ! “ og den lange 
Spadseretour løb ud i den af gamle , mægtige Træer 
dannede Allee , der , paa begge Sider omgivet af 
Haven , førte lige op i den stadselige Gaard foran 
Hovedbygningen . Med en Følelse af Undseelighed 
og Frygt nærmede Rosine sig den brede Trappe , 
hvorhen de ledsagedes af nogle gjøende Jagthunde ; 
opdraget i idetmindste tarvelige Kaar og i ringe 
Omgivelser , bøiede hun sig beskedent foran Rigdommens 
og Fornemhedens imponerende Præg . Bed 
Hundenes Gjøen kom en Tjener ned af Trappen , 
og da han saae Frøken Alexandrine , aabnede han 
høfligt Døren , og førte dem gjennem nogle Værelser 
til Havestuen . Her sad Husets Damer beskjæftigede 
med Haandarbeibe ; Geheimeraadinden reiste sig strax , 
og idet hun med den gammeldags , værdige Høflighed , 
der klæder den aldrende Qvinde saa vel , skred dem 
imøde , og hilste dem venligt med en ceremoniel 
Ncining , følte Rosine sig baade rørt og glædet . 
Vel var der en lille , ubetydelig Nuance mellem de 

to Hilsener , der tildeeltes hende og Frøkenen ; men 
hvad der manglede i hendes af Fortrolighed , erstattedes 
ved et vist Udtryk af næsten moderlig Godhed . 
Frøken Camilla havde imidlertid nærmet sig , og 
hilste paa dem med en ungdommeligere og maaskee 
noget mere tilbageholdende Forekommenhed ; men 
Rosine følte dog sin Forlegenheds Byrde lettet , og 
medens Frøken Alexandrine udvexlede de sædvanlige , 
ofte lidet aandrige Bemærkninger over Veiret 
og Veien , saae hun sig om i Stuen . Meublementet 
var gammeldags , men velvedligeholdt , og syntes 
ordnet med stor Kjærlighed til enhver hyggelig Plet , 
som den store Stue kunde frembyde . Øer var ingen 
Bestræbelse forat tilveiebringe et glimrende Ensemble ; 
men der var snarere tænkt paa at skabe saamange 
forskjellige og tiltalende Tilflugtssteder for Arbeidet 
og Samtalen som muligt . Det store Bord foran 
Havedørene med den pragtfulde Udsigt til Haven og 
Skoven , omgivet af Lænestole og Skamler , dannede 
det selskabelige Midtpunkt for de forskjellige Hvilepladser , 
og optog nu det lille Selskab . 
Frøken Alexandrine roste Haven og Udsigten . 
„ Ja , De har Grund til at være fornøiet med 
Vorherre , Fru Geheimeraadinde , “ sagde hun , medens 

Tjeneren bragte Forfriskninger , „ mod Dem har han 
rigtignok været en mageløs Mand . Paa saadan en 
Eiendom kan man føre et rigtigt Hjerteliv , og det 
troer jeg ogsaa , De gjør . “ 
Geheimeraadinden syntes noget vildfarende med 
Hensyn til den sidste Betegnelse , men svarede dog 
godmodigt : „ Ja , kjære Frøken Kjeldsen , da har 
jeg dog havt store Sorger i mit Liv ; af alle mine 
Børn er kun min yngste Søn Holger ilive ; min 
ældste Datter døde , da hendes Søn , den lille Carl 
var tre Aar , og min ældste Søn , Camillas Fader , 
styrtede med sin Hest , og forvandt aldrig Faldet . 
Mine to andre Børn gik bort i deres Barndom , 
saa af saa Mange har jeg kun tre tilbage . “ 
„ Det er en af de Stene , Vorherre kaster efter 
os for at see , hvad vi kunne taale , “ sagde Frøkenen 
andægtigt , „ det gjælder da om at lytte til Helligaandens 
Tale . “ 
„ Ja saamænd , “ sagde Geheimeraadinden høfligt , 
„ jeg er jo glad for dem , jeg har tilbage . “ Hun 
saae paa Rosine , der sad tans , og sagde venligt : 
„ Naar De har hvilet Dem , har De maaskee Lyst 
at see Haven , vi have nu rigtig en Mængde deilige 
Blomster . “ 

„ Ja , “ sagde den unge Frøken , ligesom glad 
over Afbrydelsen , „ det er godt at faae lidt frisk 
Luft , “ og man begav sig nu ned i Haven . 
Rosine var stille henrykt over de smukke Blomsterpartier , 
og Camilla , der saae det , syntes at 
fatte Interesse for hende derfor . Hun blev mindre 
tans , nævnede hende Blomsternes Navne , og udpegede 
sine Indlinge iblandt dem . 
„ Onkel har ingen Sands for Blomster , “ sagde 
hun , „ derfor maa jeg have det ; hvem skulde ellers 
beskytte de Stakler ? Holder De af dem ? “ 
„ O ja , “ sagde Rosine , „ jeg har aldrig før 
seet saa deilige Blomster . “ 
Den unge Pige saae paa hende , og smilede . 
Hun bøiede sig ned , og samlede en Bouquet , som 
hun ordnede i Haanden , og bød hende . 
„ Kan saa Lidt fornøje Dem , “ sagde hun artigt , 
„ saa seer De , at vi have nok . Alle dem , De ønsker , 
ere til Deres Tjeneste . “ 
Geheimeraadinden og Frøken Alexandrine gik 
videre ; men Camilla blev staaende . 
„ Lad os sætte os her i Lysthuset , “ sagde hun , 
„ her er nok saa kjøligt som i Stuen . “ 
Da de havde taget Plads , vedblev hun i en 

ligegyldig Tone , der dog ikke ganske skjulte noget 
Forlegent : „ De kjender godt min Fætter , Candidat 
Sander , har De hørt Noget om hans Hensigt at 
blive Missionair ? “ 
„ Ja , “ svarede Rosine , „ han har talt til mig 
derom . “ 
„ Det er altsaa dog sandt , “ sagde Frøkenen ; 
„ han har ogsaa skrevet det til min Bedstemoder . “ 
„ Ja , det ligner Carl , “ sagde Rosine . 
Ved denne fortrolige Benævnelse gled et Udtryk 
af Misfornøielse og Hovmod over den unge 
Dames Ansigt , og hun sagde koldt : 
„ Desværre ligner det ham , han har altid været 
excentrisk ; men paa de senere Aar har han bestandig 
faaet større og større Trang til at vandre paa de 
Veie , hvorpaa andre fornuftige Mennesker ikke kunne 
følge ham . Det var meget imod hans Families 
Ønske , at han blev Theolog , og dog anede vi dengang 
ikke , at dette Studium skulde føre til , at vi 
ganske mistede ham . Men hvo veed , maaskee han 
ikke kommer længere end til England ! “ 
„ Hvis han har besluttet at gaae til Afrika , vil 
han ogsaa gjøre det , “ sagde Rosine . 

„ Maaskee , “ sagde Frøkenen ; „ men derfra kunne 
Missionairerne vel ogsaa vende tilbage . “ 
„ Jeg troer ikke , at Carl vil undlade at udrette 
Noget , hvis han har sat sig for at gjøre det , “ sagde 
Rosine , „ der er saamegen Trosfab i hans Hjerte , 
baade mod hans Tilbøieligheder og hans Pligter . “ 
Camilla saae om paa hende med nogen Overraskelse . 
„ Hans 
Tilbøieligheder ? “ gjentog hun , „ hvilke 
ere de ? “ 
„ Nu , hans Vensfab , hans Hengivenhed , “ svarede 
Rosine smilende . 
„ Det lader til , at De kjender ham bedre end 
jeg , “ sagde hendes Ledsagerinde ; „ men ialtfald , hvor 
smukt det end er at have Trosfab mod sine medfødte 
Pligter , saa er det dog ligesaa taabeligt at 
opsøge Pligter , der ingensteds have hjemme . “ 
„ Er det da ikke en Christens medfødte Pligt at 
lære om Christus ? “ spurgte Rosine , let rødmende 
over sin Modsigelseslyst . 
Frøkenen taug et Øieblik , derpaa sagde hun 
spøgende : „ Det lader ikke til , at Hedningerne synes 
det , siden de slaae Missionairerne ihjel , og jeg finder 
ogsaa , at Enhver gjør bedre i at blive hjemme og 

passe de Pligter , der ligge før Haanden af ham , 
end at opsøge andre mange hundrede Mile borte . 
Men det har min Fætter altid holdt meest af , og 
jeg tvivler paa , at han nogensinde bliver helbredet 
før denne Sygdom . “ 
„ Har han skrevet , naar han reiser ? “ spurgte 
Rosine , bevæget ved Tanken om den mulige Skilsmisse . 
„ O , 
det haster ikke saa stærkt , “ svarede Frøkenen , 
„ før næste Aar gaaer Reisen ikke til Afrika ; 
men han skal en Tour i Sommer til England , og 
før den gaaer før sig , vil han besøge os , og sige os 
Farvel . Han vil da rimeligviis ogsaa besøge Dem 
og Præstegaarden . “ 
„ Hvilket Savn før os , naar han reiser ! “ sagde 
Rosine , næsten mere til sig selv end til sin tilsyneladende 
ligegyldige Ledsagerinde , „ han har været vor 
bedste Ven . Medens min Fader var syg , kom han 
daglig til os , altid god og glad og fuld af Trøst , 
vi syntes altid , at naar han var hos os , havde vi 
ingen Nød . Jeg er vis paa , at Hedningerne ville 
elske ham , og intet Ondt gjøre ham . “ 
Den unge Værtinde hørte tans paa hende , hun 
dreiede den Rose , hun holdt i Haanden , frem og 

tilbage , og bøiede sit Hoved ned mod den , som om 
hun vilde skjule sine Øine og sine Læber i den . 
Da Rosine havde talt ud , og en lille Stund var 
hengaaet i Taushed , slog Frøkenen sin Parasol op , 
og sagde i sin sædvanlige Tone : „ Vi have siddet 
længe her , jeg er bange for , at Frøken Kjeldsen 
venter paa os . “ 
Dette var virkelig ogsaa Tilfældet , Frøkenen 
stod reisesærdig . Geheimeraadinden tilbød artigt 
Vognen ; men Frøken Alexandrine vilde ikke modtage 
Tilbudet , da Veiret idag var saa godt . Husets 
Damer fulgte dem ud paa Trappen , og da nogle 
meget ceremonielle Hilsener vare udvexlede , begyndte 
Frøkenen og Rosine deres Spadseretour hjemad . 
Det var blevet noget varmt , og Veien tilbagelagdes 
ikke saa let som før . Frøkenen var beskjæftiget 
med sine Tanker , og længe undrede Rosine 
sig over , hvad der laae hende saa meget paa Sinde , 
da hun endelig selv begyndte at tale derom . 
„ Tænk Dem , har De hørt Mage , “ sagde hun , 
„ at Geheimeraadindens Dattersøn , Carl Sander , 
vil være Missionair og reise til Afrika , ligesom om 
der ikke var Afrikanere , jeg mener Hedninger , nok 
at omvende herhjemme . Ak , Gud , desværre , de 

Fleste , man træffer paa , ere Hedninger ; de ere rigtignok 
døbte , men med det bare Vand ; Christenlivet 
er slet ikke vakt hos dem . “ 
„ Er det da ikke det Samme , hvilke Hedninger 
man omvender ? “ spurgte Rosine . 
„ Nei , aldeles ikke , “ svarede Frøkenen haardt , 
„ man skal først feie Vantroen ud herhjemme , før 
man gaaer til fremmede Lande for at gjøre det . 
Det er ikke Andet end Arrogance og Lyst til at være 
bedre end Andre , der driver saadan en ung Fusentast 
til at ville omvende de Sorte , ligesom om en 
hvid Hedning ikke var ligesaa god en Hedning som 
en sort . Men saadan en sort Hedning kan man 
see med sit Kjødøie og tage paa med sine Kjødfingre , 
og derfor skal det være saa stort af omvende dem . “ 
Rosine fik uvilkaarlig den Forestilling , af 
Frøkenen var skinsyg paa Pastor Degens Vegne , 
og hun holdt det derfor for klogest ikke af modsige 
hende . 
Hun afventede heller intet Svar ; men idet hun 
med raske Trin stred hen ad Landeveien , saa af 
Rosine neppe kunde følge hende , vedblev hun i en 
harmfuld Tone : „ Naturligviis bilder saadan en ung 
Fyr sig ind , af han strax skal blive bænket i Guds 

Rige , og sat til Høibords hos ham , fordi han faaer 
nogle uvidende Afrikanere til af lade sig døbe — 
jeg troer ikke engang , der er noget ordentligt Vand 
derovre — som om det ikke var meget fortjcnstligere 
af omvende en vantro Menighed til en troende , og 
lede den fra Djævelen til Frelseren ! Naar man vil 
opoffre sig for sine Medmennesker , er der sandelig 
Leilighed nok dertil heri Landet — men , Gud forbarme 
sig ! der staaer den røde Tyr — og den er 
ikke tøiret — “ 
Rosine saae ogsaa over paa Marken , og saae 
en rød Tyr , der betragtede dem aldeles roligt . Hun 
vilde netop bemærke , af den vist ikke var farlig , da 
hun ved af vende sig om , saae Frøkenen , allerede i 
lang Afstand , i fuldt Løb ile ned ad Veien . Hun 
vidste ikke rigtigt , om det var hendes Pligt at følge 
efter i samme Hast , da hun saae den Flygtende 
synke halv afmægtig i Jægermesterens udbredte Arme , 
og hørte hans muntre Latter . Rosine skyndte sig 
derhen , og blev modtaget af ham med Udraabet : 
„ Det haster ikke , lille Jomfru , det haster ikke ! “ 
og da hun kom nærmere , vedblev han : „ Den Tyr 
gjør Dem , paa min Ære , ingen Fortræd , det er et 

toaars Creatur , jeg nylig har kjøbt , og den er saa 
from som et Lam . “ 
„ Jeg er heller ikke bange , “ sagde Rosine , 
aandeløs og leende ; „ men Frøken Kjeldsen fortalte 
saameget Ondt om Jægermesterens Tyr , at 
jeg tænkte , at den maaskee dog var værre , end den 
saae ud til . “ 
„ Ja , der skulde De see et Pragtexemplar , “ 
sagde Jægermesteren ; „ men den staaer ikke ved den 
alfare Vei . Jeg saae nok , at Frøkenen gav Signalet 
til Jilmarschen , og kom heldigviis tidsnok til 
at tilbyde Damerne min Besfyrtelse . Ru maae De 
tillade , at jeg følger Dem hjem . “ 
Frøken Alexandrine , der rettede paa sit Tøi , 
syntes noget forlegen . „ Jeg veed ikke , hvorfor De 
ikke fulgte med , Jomfru Rosine , jeg var sandelig 
mere bange for Dem end for mig , “ sagde hun , 
„ Jægermesteren maa ingen Uleilighed gjøre Dem , 
nu er al Fare forbi . “ 
„ Ja , den var forbi , før den begyndte , “ sagde 
han leende , „ jeg havde da heller aldrig troet , at 
Frøkenen , som har boet saa længe paa Landet , var 
bange for en Tyr , der er tøiret . Den skal blive 
flyttet den Dag idag . Veien er for snæver til at 

jeg kan byde begge Damerne Armen ; men jeg følger 
bagefter , saalangt mine Enemærker gaae , og det er 
lige til Kirken . “ 
Da Rosine kom hjem , fandt hun et Brev fra 
Frits , han havde et Par Gange skrevet hende til 
underveis , men kun korte Meddelelser om , hvor han 
var og hvorledes han havde det ; dennegang var 
Brevet længere . 
„ Min Søster , min Veninde , min elskede Rosine ! “ 
„ Hvor er Du , hvorledes har Du det , er Du 
glad og lykkelig ? Ere Menneskene gode og venlige 
og ømme imod Dig , eller tager Verden paa Dig 
med haarde , ubarmhjertige Hænder ? O , hvor dette 
sidste Spørgsmaal gjennemborer mit Hjerte , naar 
jeg tænker paa , at Svaret kunde blive et sorgfuldt : 
„ Ak ja ! “ Men nei , det er umuligt ! Der gives 
kraftige Sjæle , stærke Hjerter , der komme ligesom 
suldtrustede til Verden , og som see Livets Pile flyve 
med deres Jernod mod deres Bryst , og lee deraf ; 
men der gives ogsaa andre , der ubevæbnede gjennembores 
af dem , og bøie sig langsomt døende under 
Saaret . Saaledes synes Du mig , min Rosine , 
og jeg betragter gysende den kolde , ubarmhjertige 

Verden , der omgiver Dig ; i mine Tanker bønfalder 
jeg den : „ Vær god imod min Brud ! “ og lover mig 
selv , naar vor Prøvetid er tilende , at drage Dig til 
mit Bryst , beskytte Dig , værne om Dig , tröste Dig , 
og — o , Rosine ! — elske Dig ! “ 
„ Hvis jeg behøvede at see en levende Prøve 
paa Verdens Egoisme , saa vandrer den ved min 
Side , spiser med mig ved samme Bord , og sover 
hos mig i mit Værelse ; thi Egoismen er bange forat 
være ene , Egoismen har engang været svimmel , 
er blevet aareladt , og frygter for Apoplexie . Dersom 
der er en Forbandelse over Egoismen , som 
kunde være saa lykkelig , saa er det Apoplexien . 
Egoismen blev helst liggende i Sengen om Morgenen ; 
men for Apoplexiens Skyld staaer den sukkende 
og jamrende op , og gaaer Morgentour ; Egoismen 
holder af et godt Maaltid og af god Viin ; 
men for Apoplexiens Skyld nøies den med en tynd 
Suppe , en Kylling og en Flaffe rød Viin ; Egoismen 
vilde gjerne endnu være en galant Angling , og gjøre 
Cour til Operadanbserinder og andre Fremtoninger 
paa Skjønhedens Himmel ; men af Hensyn til Apoplexien 
er den dydig , adstadig og koldsindig ; Egoismen 
vilde inderlig gjerne sidde oppe om Natten 

ved Spillebordet , og slaae sin Kjedsommelighed ihjel 
ved Hazardspil ; men den veed , at Nattevaagen og 
Sindsbevægelse ere Apoplexiens bedste Bundsforvandte , 
og Egoismen gaaer gnaven i Seng Klokken 
ti , og tør ikke lægge sig til at sove , for ikke at opvaagne 
lam eller maalløs , eller maaskee slet ikke at 
opvaagne . Derfor ligger ogsaa Din stakkels Frits 
i Sengen ligeoverfor fra samme Klokkeslet , hvorpaa 
Egoismen gaaer til Ro , for at passe paa , at Apoplexien 
ikke skal overliste den Slumrende , eller for 
ialtfald at kalde Verden tilhjælp , for at den ikke 
skal miste sin dyrebare Egoisme . Egoismen seer paa 
Thermometret , inden den gaaer ud , for at klæde sig 
nøiagtigt efter Temperaturen , jeg bærer Egoismens 
Kappe paa min Arm og dens Galoscher i min 
Lomme ; thi Egoismen gaaer ikke ind i kolde Kirkereller 
sætter sig paa Stole eller Bænke , uden at indhylle 
sin Ryg og sine Fødder . Egoismen har stadig 
Uhret i Haanden ; thi Punktlighed i alle Nydelser 
holder Livets Uhrværk i regelret Gang , vi gaae ikke 
ud , uden at Egoismen har undersøgt , om jeg ogsaa 
har Lancet og Bind i min Lomme til en mulig 
Aareladning — Du veed , jeg maatte lære denne 
Kunsf , før jeg tog fra Kjøbenhavn — vi spise 

aldrig varm Mad , men kun lunken , vi drikke aldrig 
koldt Vand , vi gaae os aldrig varme , vi vove os 
aldrig i Trængsel , vi kjøre aldrig med muntre og 
vælige Heste , men udsøge os de magreste og elendigste , 
hvilket iøvrigt aldrig falder os vanskeligt at 
finde , vi tillade ikke Opvarteren at tage vore Støvler 
bort om Aftenen af Frygt for Ildløs , hvorfor jeg 
maa staae op Kl . 5 , og sætte dem udenfor , og vi 
sove ingen Nat saa roligt , at jeg ikke bliver kaldt 
op for at see , om Alt er stille i Hotellet og paa 
Gaden . Jeg siger med Villie „ vi “ ; thi jeg , der er 
en kjøbt og betalt Deel af Egoismen , maa dele hele 
dens Elendighed , og er ikke stort bedre end dens 
Skygge . Iøvrigt er Egoismen Kammerherre , en rig 
Mand og af fornem Familie , en Kjender og Beskytter 
af Kunsterne , og en Mand , der vilde forstaae 
at leve , hvis han bare turde . Han er en complet 
Eavaleer i Væsen , saasnart han er i Selskab ; alene 
med sin Skygge og sin Kammertjener er han bydende , 
gnaven og hensynsløs . Paa Gaden og i 
Salonerne er han fiin , pyntet og pertentlig , hjemme 
i sit Logis , baade hvad Sjæl og Legeme angaaer , 
som oftest i Slobrok , Tøfler og Nathue . Jeg kunde 
som en Slags Summa Summarum sige , at vi , 

Egoismen og jeg , dens Skygge , ere raske , muntre , 
velhavende , istand til at nyde alle Livets Goder , og 
dog saa omtrent de elendigste af alle Mennesker . 
Hvis jeg vilde sige til Egoismen : „ Hr . Kammerherre , 
der er en Gud i Himlen , “ vilde den ganske 
vist svare : „ Det er muligt , Hr . Candidat ; men der 
er ogsaa een paa Jorden , og det er mig selv . “ “ 
„ Egoismen er altsaa bange for Døden , den er 
skrækkelig bange for den , og veed dog , at den engang 
maa komme . Den veed , at man kan holde den 
borte længe , men at den dog engang tager Magten 
fra Egoismen . Medens Alt i Verden haster med 
at offre sig paa dette luttrende Baal , gyser Egoismen , 
og krymper sig , og gjør sig elendig for at 
undgaae det , og veed dog , at det er til ingen Nytte . 
Den føler ret vel , at den kun har Gyldighed i 
denne Verden . Ingen Tilværelse staaer nærmere 
Tilintetgjørelsen end Egoismen ; selv Gud maatte 
undslye den gjennem Lidelsens og Dødens Luttring . 
— Det var en besynderlig Tanke , hvortil Egoismens 
Beskuelse her førte mig — mere besynderlig 
for mig , end Du kan fatte , Rosine ! — Levende 
falde Apostlens Ord mig her paa Sinde , at uden 

Kjærlighed ere vi kun et lydende Malm , en klingende 
Bjelde . 
Jeg havde i Köln et lille Uheld , der dog snarere 
var comisk end tragisk . Vi vare betimelig paa 
Jernbanegaarden for at afgaae med Morgentoget , 
da Kammerherren opdagede , at han havde ladet sine 
Jernbanebriller ligge i Hotellet . Jeg ilede tilbage 
efter dem , og da jeg i det yderste Øieblik i fuld 
Fart løb igjennem en af Banegaardens lange Gange , 
blev en tung Dør indvendig fra revet op . Den 
gjensidige Hastighed bevirkede et Sammenstød mellem 
Døren og min Pande , der bragte mig til at styrte 
bevidstløs om . Da jeg kom til mig selv , laae jeg 
paa en Sopha i Restanrationslocalet , en ung , norst 
Læge , med hvem vi havde gjort Bekjendtskab i Hotellet , 
holdt min blottede Arm iveiret , og var i Begreb 
med at aarelade mig , medens Kammerherren 
stod trippende ved Siden af i den høieste Fortvivlelse . 
Synet af min tilbagevendende Bevidsthed 
standsede tillykke den unge Æsculaps bevæbnede Haand , 
og tillod endelig Kammerherren at give sin oprørte 
Stemning Luft i de Ord : „ Unge Mand ! hvis De 
lidt har dette Tilfælde , nødsager De mig virkelig til 
at sfille mig af med Dem ! “ — „ Jeg haaber ikke , 

Hr . Kammerherre , “ svarede jeg , idet jeg skyndsomst 
reiste mig , og fortalte , hvad der var hændet . Det 
beroligede Kammerherren meget , at det ikke var et 
apoplektisk Anfald , der havde kastet mig til Jorden ; 
men uheldigviis var Toget gaaet , og vor Reise forsinkedes 
derved i fire og tyve Timer . Vi tilbragte 
hele Dagen indelukkede i vort Værelse i Hotellet , 
fordi det nu engang ikke laae i Kammerherrens 
Reiseplan at besee Köln , og vort Humeur var ikke 
det bedste . “ 
„ Tro ikke , at jeg beklager mig , kjære Rosine ! 
tvertimod ! det er for Tiden mit Embede at være 
Egoismens Følgesvend , dens Vogter og Lynafleder , 
og jeg udfører mit Kald med freidigt Mod og godt 
Lune . Den kan dog ikke kaste sin Skygge over det 
Nye og Fremmede , der glæder mit Øie , over det 
Interessante , der belærer mit Sind , eller over de 
kjære Erindringer , der i saamange stille Reisetimer 
røre og opløste mit Hjerte . Vi ville sees igjen — 
dette er nok til at styrke mig mod ethvert utaalmodigt 
Misnøie . Skriv snart til Din Frits . “ 
Tankefuld holdt Rosine Brevet i Haanden , 
det var for første Gang ligesom hun ikke rigtig forstod 
sin Frits ; men at hans trofaste Hjerte i oprigtig 

Kjærlighed hang ved hende , det saae og følte 
hun , og det var Hovedsagen for hende . 
„ Hvor besynderligt , “ sagde hun smilende hen 
for sig , „ at vi begge skulle komme i Berørelse med 
Mennesker , hvem den samme Feil gjør ulykkelig . 
Der ligger min Frue tnde , og kjæmper sig træt i 
sine Anklager mod Egenkjærligheden , og derude , langt 
borte , følger min Frits som en Skygge den kolde 
Egoisme . Min Lod er dog den bedre ; thi bag min 
Frues haarde Ord ligger dog et blødt Sind ; men 
denne Kammerherre — ! Min stakkels Frits ! “ 
Paa en vis Maade var Rosin es Liv i Præstegaarden 
lykkeligere nu end i Begyndelsen ; hun havde 
vænnet sig til af høre og overhøre Frøken Alexandrines 
gudelige Forelæsninger , Præsten viste sig 
meget lidt i den huuslige Kreds , og kun af og til , 
naar han tilfældig mødte Rosine , tiltalte han hende 
paa sin eiendommelige , smidskende Maade , der var 
hende saa modbydelig ; uagtet Fru Stilling ikke 
var blevet mere meddeelsom eller tilgjængelig , talte 
hun dog ikke nær saa hyppigt i en haard eller opfarende 
Tone til sin unge Tjenerinde , og det var 
nu blevet Sædvane , af Rosine , før hun forlod 
Sygeværelset om Aftenen , oplæste et Capitel af Bidelen . 

Delte var foranlediget derved , af Fru Stilling 
Aftenen efter hiin forste Oplæsning , da Rosine 
vilde forlade hende , med bortvendt Ansigt havde 
sagt : „ Læs først lidt før mig ! “ og siden havde 
Rosine hver Aften gjort dette som noget Selvfølgeligt . 
Ogsaa fra en anden Side fluide hun 
modtage et usædvanligt Beviis paa Tillid . 
Da hun en Aften ved Solnedgang var traadt 
ud i Gaarddøren før af trække frisk Luft , kom 
Birthe hen til hende . Efter nogle indledende Bemærkninger 
over Dagens Begivenheder , Veirets Tilstand 
og over hvad der muligt kunde forefalde 
imorgen , sagde Birthe med nogen Tøven : 
„ Jeg vilde gjerne spørge Jomfruen tilraads 
om Noget . “ 
Rosine saae forundret op paa hende , og Birthe , 
der opfangede dette Blik , vedblev : „ Ja , Jomfruen 
mener vel , at De er noget ung og ny i Gaarde til 
at give Raad til saadant et gammelt Fruentimmer , 
som jeg er ; men ved at tænke paa det den ene Dag 
efter den anden , er jeg kommet til den Tro , at Jomfruen 
maaskee nok er den Klogeste af os allesammeu 
her . Med Frøkenen er der nu ikke Meget at stille 
op — “ 

„ Hvad er det da , Birthe har at sige mig ? “ 
sagde Rosine afbrydende . 
„ Jeg vilde først sagt , “ vedblev hun haardnakket , 
uden at bryde sig om Afbrydelsen , „ at naar man taler 
til Frøkenen faaer man ikke Andet end Snak og 
Præk til Svar , som Ingen veed , hvor de skal rime 
hen . Hun bryder sig ogsaa kun feil om , hvordan 
det gaaer Andre end hende og Præsten . Jeg har jo 
Heller ikke proberet , hvad Jomfruens Raad due til ; 
men naar jeg seer , hvordan den syge Frue derinde , 
ber ellers Ingen kan taale for sine Øine , ligger og 
spørger efter Jomfruen , naar hun er borte et Par 
Timers Tid , saa tænker jeg ved mig selv , af der 
maa være noget overdrevent Klogt og Fornuftigt 
ved Jomfruen . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad Birthe forstaaer ved af 
være fornuftig , “ sagde Rosine smilende , og i 
Solens sidste Glands saae hendes unge , venlige 
Ansigt næsten engleligt ud , „ og ikke Heller veed jeg , 
hvordan jeg skal raade Birthe , der saameget staaer 
paa af følge sin egen Villie . “ 
Det store Bondefruentimnier foran hende syntes 
af fordybe sig i Betragtningen af det usædvanlige 
Syn foran hende , indtil Solen skjulte sig bag Ladetaget , 

tog sine Straaler med sig , og udvidflede den 
Farveglands , de havde udbredt ; da gled ligesom en 
Lettelse over Birthes barske Ansigt , hun tog Hænderne 
fra hinanden , som hun uvilkaarligt havde 
foldet , og sagde : 
„ Vi faae nu af see . Det var om Lars , jeg 
vilde tale . Mennesket vil absolut giftes med mig , 
og han siger , af hvis jeg siger Nei , vil han tage en 
Strikke , og hænge sig op i Stalden . “ 
„ Troer Birthe paa det ? “ spurgte Rosine . 
„ Nei , det gjør jeg vel egentlig ikke , “ svarede 
Birthe ; „ men det er dog en alvorlig Sag , naar 
det gjælder to Menneskers Lykke og Velfærd . Der 
er Meget , der taler imod at gifte mig med ham ; 
han er nu vel ti Aar yngre end jeg — “ da Rosine 
uvilkaarlig saae op , rømmede hun sig , og vedblev : 
— „ ja , maaskee han er tyve Aar yngre end 
jeg , Alderen kommer det nu ikke saa nøie an paa , 
jeg har gode Kræfter til at tage fat med ; men saa 
drikker han jo noget meget , det stal jeg aldrig nægte , 
og det bliver gjerne værre . Men det kunde jo ogsaa 
være , at han blot drak , fordi han elskede mig , og 
det ikke kunde blive til Noget , og saa var det jo 
muligt , at det kunde blive bedre . Det var jo Synd 

og Skam at forlade ham for det . Det var nu det 
Slemme ; men saa er der jo det , at jeg er en Pige 
tilaars , og hvem veed , om jeg faaer nogen anden 
Frier end Lars . Var der nogen Anden , saa var 
det en anden Sag . “ 
Birthe standsede efter denne meget practisfe 
Udvikling af Sagen , gned tankefuld sine Kinder med 
den flade Haand , og saae saa paa Rosine . 
„ Og saa arver han sin Moster , mener Birthe 
vel ? “ sagde Rosine smilende . 
„ Det kan meget godt være , “ svarede Birthe ; 
„ men for det Første bliver det da ikke , for hun 
gifter sig paa Søndag med sin anden Søstersøn . 
Lars var ogsaa meget kjed af , at det ikke var faldet 
ham ind ; men som det nu staaer sig , bliver han 
da ved mig , hvis jeg ellers kan bestemme mig . “ 
„ Hvad tænker han da paa at leve af ? “ spurgte 
Rosine ; „ thi for at gifte sig , maa han dog være 
sin egen Herre . “ 
„ Vi havde tænkt at forpagte det lille Huus og 
den Smule Jord , der nylig er blevet ledig nede bag 
Bakken , “ svarede Birthe , „ jeg har jo lagt Lidt til 
Bedste , og Lars har ogsaa Lidt efter sine Forældre , 
og Mosteren vil give ham en Ko , for at stille ham 

tilfreds . Vi vare oppe at see Koen , det er et pænt 
Dyr . “ 
„ Men saa er jo Alting i Orden , hvad spørger 
Birthe mig da for ? “ 
„ Nei , der mangler da , at jeg skal sige Ja , og 
jeg er ikke saadan enig med mig selv . “ 
„ Hvor skulde jeg kunne raade Birthe i alt 
dette ? Den , jeg skulde gifte mig med , vilde jeg 
holde saameget af , at jeg kunde være glad ved ham 
baade i gode og onde Dage , og kunde jeg ikke saae 
ham , vilde jeg ikke bryde mig om , ingen Anden at 
kunne faae . Og var jeg blevet en gammel Pige , 
uden at have faaet Nogen , saa vilde jeg ikke vove 
det mere med Nogen , især ikke med den , der var 
yngre end jeg , og kunde faae mange andre Tanker 
og mange andre Ønsker , og som jeg ikke mere kunde 
give sin Frihed , selv om han aldrig sukkede saameget 
for den . Har Birthe samlet sig Lidt til Bedste 
ved sine Hænders Flid , saa vil jeg raade Birthe 
til selv at forvalte det og gjemme det til sine gamle 
Dage , og ikke betroe saadant et ungt og letsindigt 
Menneske som Lars det . “ 
Birthe kom under disse Ord til at see mere 
og mere gnaven ud . 

„ Jeg vidste nok , “ sagde hun , „ at Jomfruen 
vilde raade mig fra det . “ 
„ Hvorfor spurgte Birthe mig da ? “ 
„ Jo , fordi — fordi , hvis Jomfruen havde sagt : 
„ Du skal tage ham , Birthe , “ saa havde jeg taget 
ham , om saa alle de Andre havde grimt af mig . “ 
„ Det kan jeg ikke sige , Birthe ! “ 
En længere Taushed opstod ; derpaa rettede 
Birthe sig , saae om i den halvmørke Gaard , og 
sagde i en vred , scntentieus Tone : „ Det er let at 
skjære en bred Nem af anden Mands Ryg , og 
mangen Een raader det , de ikke selv vilde gjøre . 
Men Mands Villie er Mands Himmerig , og jeg 
maa vel see at blive enig med mig selv . Jeg har 
nu ikke Tid at lade mig opholde her . “ 
Og saa gik hun med lange Skridt over Gaarden ; 
Rosine gik ind til sin Frue for at tillave Alt 
til Natten , og da hun siden rullede Gardinerne ned , 
saae hun Lars og Birthe staae i ivrig Samtale 
ved Gaardleddet . 
„ Det er blevet seent iaften , Rosine , “ sagde 
Fru Stilling ; men hendes Tone var venlig . Rosine 
fortalte , hvad der havde opholdt hende i Gaarddøren . 

For første Gang børte hun sin Frue lee 
uden Bitterhed . 
„ Vil Du raade Folk fra at gifte sig ? “ sagde 
hun mat spøgende . 
„ O nei , “ sagde Rosine , hemmelig henrykt over 
dette usædvanlige Tegn paa Sjælsro ; „ men jeg vil 
raade dem til at være forsigtige , og til ret at betænke , 
om de ogsaa virkelig elske hinanden . Mig 
synes , at det er frygteligt at være To der , hvor 
man kun skulde være Een . “ 
„ Saa frygteligt gaaer det dog ofte til her i 
Verden , “ sagde Fru Stilling , „ og Du skal faae 
at see , at Birthe dog tager Lars , vel meest før 
Koens Skyld . “ 
„ Saa vådsker jeg mine Hænder i Uskyldighed , “ 
sagde Rosine muntert , og bar Bibelen hen paa 
Bordet ved Sengen . Hun aabnede den forsigtigt , 
og læste et Capitel . Da hun var færdig , udstrakte 
Fru Stilling sin Haand , og tog hendes . 
„ Tak , mit Barn ! “ sagde hun venligere end 
nogensinde før . „ Tak før Din Taalmodighed . “ 
Bevæget bøiede Rosine sig ned , og kyssede den 
Haand , der omsluttede hendes . Hun slukkede Lampen , 
og søgte i Mørket Veien til sit Kammer paa 

den anden Side Gangen ; men i den Forvirring , 
som Sindsbevægelse ofte fremkalder , især i Mørke , 
søgte hun forgjæves efter Døren ; hun famlede frem 
og tilbage paa Væggen , da med Eet hendes Fod gled 
fra hende som i et aabent Rum , hun tabte Ligevægten , 
og sfyrfede ned i det dybe Kjælderrum , 
hvortil Lemmen uforsigtigt var ladt aaben . Hun 
slog sit Hoved stærkt mod Steengulvet , og besvimede . 
Da 
hun begyndte at komme til sig selv , hørte 
hun som i Drømme vilde Raab og stærk Tummel , 
hun følte sig løftet op , og da hun endelig fik Kraft 
til at aabne Øinene , saae hun sig omgivet af en 
besynderlig og forvirret Gruppe Mennesker . Over 
hende var Frøken Alexandrines Ansigt bøiet , fuldt 
af Uro og Bekymring , det var hende , der havde 
baaret hende op af Kjælderen ; ved Siden af , med et 
brændende Lys i Haanden og indhyllet i et langt 
Sengetæppe , stod Fru Stilling som et vildt Gjenfærd , 
styrtet ud af Graven ; bag hende Birthe med 
mørkerøde Kinder , og i Gaarddøren Lars med aaben 
Mund . Præsten , der fyldte Baggrunden bag Frøken 
Alexandrine , kunde Rosine ikke see ; men det forekom 
hende at have hørt hans Stemme . 

„ Hvor have I Eders Sandser ? “ sfreg Fru 
Stilling i vildt Sindsoprør , „ lægge I Snarer og 
Faldgruber for Mennesker ? Dersom jeg ikke havde 
Hørt hende falde , havde hun kunnet ligge der inat , 
og være død imorgen ! Jeg vil have den Kjælderdør 
tilnaglet , høre I ? Jeg bliver ingen Time heri Huset , 
hvis den Dør ikke bliver fast lukket ! “ 
„ Det er Dig , Lars ! “ raabte Præsten , uden at 
kunne komme frem for Frøkenen , „ det er Dig , derer 
Mennesfemorderen ! Nu har vel igjen den Djævel , 
Brændevinen , været faret i Dig , og taget Sands 
og Samling fra Dig ? “ 
Lars stod maalløs ; men Birthe vendte sit 
Ansigt , hvis Træk af Sindsbevægelsen vare blevne 
uformelig store , om mod Præsten , og sagde kort og 
tydeligt : „ Skjæld ikke Drengen , Husbond , det var 
mig , der gjorde det . “ 
„ Jag hende paa Porten ! “ raabte Fru Stilling , 
„ det gamle Dyr gaaer i Giftetanker , og gjør 
en Ulykke paa sine Medmennesker . “ 
Birthe blev bleg , eller rettere , da dette var 
hende umuligt , blev guul , og saae paa Fru Stilling 
med sine lysegraae Øine , som om hun vilde 
tage hende i Struben . Imidlertid var Rosine 

blevet istand til al tale , og hun sagde med svag 
Stemme : 
„ O , Fru Stilling ! det er ikke saa slemt ! Jeg 
er allerede bedre nu ! “ 
Blodet løb ned ad hendes Kind , og dannede 
en sorgelig Modsætning til hendes Ord ; hun forsøgte 
paa at reise sig op , men faldt bevidstløs tilbage 
i Frøken Alexandrines Arme . 
En Morgen vaagnede Rosine op , saae sig om , 
og begyndte igjen et bevidst Liv . Saaledes som 
efter en stormfuld Nat den indtrædende Stilhed 
bringer Ro i den Sovendes Slummer , saaledes varder 
ogsaa efter megen feberagtig Uro og mange vilde 
Drømme blevet stille i hendes Sind , og hun havde 
sovet , som hun syntes trygt og længe . Hun tog 
uvilkaarligt til sit Hoved , og følte , at det var omvundet 
med et Bind ; hun saae sig om , og saae , at 
hun laae i en Seng i Frøken Alexandrines Stue , 
og nogle Skridt fra hende i en stor Lænestol sad 
en hvid Skikkelse i statneagtig Ro ; det var Frøkenen 
selv , der , indhyllet i sit hvide Shawl , sov trygt . 
Udenfor Vinduet bag hendes Ryg vuggede Havens 
grønne Træer sig mod Vinduet ; igjennem deres Løv 

saae hun Sollyset paa Plainen , hun tænkte paa sin 
Frits , og var glad ved Livet . 
Frøken Alexandrine vaagnede , foer op , og 
saae til Sengen . 
„ Naa , Gudskeelov ! “ sagde hun ganske naturligt , 
da hun saae Rosines Øine heftede paa sig , „ Gudskeelov , 
at De er kommet saavidt ! Jeg har været alvorlig 
bange før Dem ; men nu er det overstaaet , 
siger Doctoren . “ 
„ Har jeg været længe syg ? “ spurgte Rosine . 
„ Det er tre Dage siden , De faldt ned , “ svarede 
Frøkenen , „ og i al den Tid har De ikke vidst 
af Dem selv ; men Vorherre er en god Mand , og 
han kan hjælpe . Vi have holdt i med ham , og ikke 
sluppet ham , før han gav efter . “ 
„ Ak , jeg har gjort Dem megen Uleilighed ! “ 
sagde Rosine , og vilde reise sig op i Sengen . 
„ Nei , vist ikke , “ sagde Frøkenen , „ De skal holde 
Dem rolig . Deres Hoved er svagt endnu , læg 
Dem ned , og tak Deres Frelser før Deres Liv . “ 
„ Men Fru Stilling , “ sagde hun bekymret , 
„ hvorledes er det gaaet med hende ? “ 
„ Aa , hun sad herinde , og holdt et gudsjammerligt 
Huus med os , til Doctoren kom , og fik 

Dem forbundet , og saa fik hun Ondt , og vi bøiede 
forsfrækkeligt med at faae hende ind i Seng igjen . 
Siden har Birthe passet hende meget taalmodig , 
skjøndt hun hele Dagen har maattet høre , at det 
var hende , der havde ladt Lemmen staae aaben . “ 
„ Naar mon jeg tør staae op ? “ spurgte Rosine . 
„ Hverken 
idag eller imorgen , “ svarede Frøkenen 
categorisk , „ naa , der er Birthe , nu kan hun blive 
hos Dem , mens jeg seer til Huset . “ 
Birthe traadte ind for fra Fru Stilling at 
høre til Patientens Befindende , og blev af Frøkenen 
beordret til at afvente hendes Tilbagekomst . Hun 
blev staaende foran Sengen , og saae stivt paa den 
Syge . 
„ Hvorfor seer Birthe saaledes paa mig ? “ 
spurgte Rosine endelig . 
„ Fordi jeg nok vilde vide , hvad Jomfruen 
tænker om , at jeg saaledes lod Lemmen staae aaben , “ 
svarede hun . 
„ Jeg tænker , at Birthe gjorde det af Forglemmelse , 
hvad skulde jeg ellers tænke ? “ 
„ At jeg gik i Giftetanker . “ 

„ Naa ja , “ svarede Rosine smilende , „ det var 
maaskee ogsaa sandt . “ 
„ Men jeg talte i Fortrolighed med Jomfruen , 
og Jomfruen havde ikke Ret i at sige det til 
Fruen . “ 
Rosine saae forundret op , hun tænkte et Øieblik 
over Pigens Ord , og sagde derpaa venligt : 
„ Birthe har Ret ; men jeg tænkte ikke over det . 
Jeg haaber ikke , at Birthe er vred paa mig . “ 
Birthe vendte sit Ansigt bort , og dreiede sig 
halvt om fra Sengen , idet hun mere mumlede end 
talte : „ Jeg stod udenfor Døren , og hørte Jomfruen 
tale med Fruen derom . “ 
„ Saa veed Birthe ogsaa , “ sagde Rosine , „ at 
der intet Ondt var meent dermed . “ 
Birthe rystede paa Hovedet , og svarede ikke . 
Paa engang foer en gysende Mistanke gjennem 
Rosine , hun foer op , og udbrød : 
„ Birthe lød dog vel ikke Lemmen staae aaben 
med Villie , for at hævne sig paa mig ? “ 
Hun dreiede sig om , og kastede et forunderligt 
Blik paa Rosine , saa at denne næsten blev forskrækket ; 
men det varede kun et Øieblik , saa svarede 
hun med aldeles ligegyldig Stemme : 

„ Nei , Kors , nei , saa gal er jeg da ikke . Det 
lød nok rundt i mit Hoved , da jeg hørte Fruen lee 
over mig , og derfor glemte jeg at lukke ; men at 
lade den staae , for at Jomfruen skulde falde i den , 
det gjorde jeg dog ikke . Fruen har da ogsaa støiet 
nok med mig for det , og Frøkenen sagde , at jeg var 
fuld af ond Suurdeig , som jeg skulde see al blive af 
med . Og Præsten var da den Allergroveste , for 
han sagde , at med saadanne Gjerninger mærkede 
Vorherre dem , han vilde udstøde . Men jeg tænker , 
det gaaer vel ikke saa haardt til , som Præsten siger . 
Frøkenen har ellers været meget flink , og selv vaaget 
over Jomfruen hver Nat . “ 
Medens Birthe talte , havde Rosine vedvarende 
beskjæftiget sig med sin Mistanke til hende , 
og hun kunde trods sine egne indre Modsigelser ikke 
komme bort fra den Tro , at det ikke ganske var 
Glemsomhed , der havde bragt Birthe til at lade 
Lemmen staae aaben . Pigens sande Characteer forekom 
hende bestandig mere uigjennemtrængelig , og dog 
var hun bange for at gjøre hende Uret . De sidste Ord 
gave imidlertid hendes Tanker en anden Retning , 
og hun tænkte paa , at Frøken Alexandrines 
Gudsfrygt dog maaskee ikke var ganske Mundsveir . 

Denne kom nu tilbage , og sendte Birthe ind til 
Fru Stilling . 
Rosine var træt af at tale , hun følte en stærk 
Mathed i sit Hoved efter de urolige Tanker , der 
havde hjemsøgt hende , og havde Trang til mildere 
og stillere Forestillinger . Medens Frøken Alexandrine 
travlt puslede om i Værelset , aabnede 
Vinduerne , og lod den friske Sommerluft strømme 
ind , tænkfe Rosine med stille Glæde paa , at hun 
maaskee endnu havde mange lykkelige Livsdage for 
sig , der om de end ikke alle vare fulde af blomstrende 
Sommerglæde , dog derfor ikke behøvede at være 
mørke og vinterkolde . „ Hvorledes jeg kom til denne 
Ulykke , det vil jeg ikke gruble over , “ tænkfe hun ; 
„ jeg vil kun tænke paa , at jeg er vidunderlig frelst 
fra den , “ og da Frøkenen lidt efter kom hen til 
Sengen , for med travl Haand at ordne den , sagde 
Rosine med bevægede Følelser : „ Kjære Frøken , jeg 
har nu takket min Gud , fordi han frelste mit Liv , 
tillad mig nu ogsaa at takke Dem for al Deres 
Godhed og Omsorg . Tak fordi De har pleiet mig 
og vaaget hos mig , De har været altfor god imod 
mig . “ 
„ Naa , “ sagde Frøkenen , „ det var en streng 

Tour ; men inat har De sovet den yndigste Søvn . 
Javist var det mageløst kjærligt og naadigt af Vorherre , 
at han hjalp os ; men det er nu ikke mere , 
end man kan vente af den Mand . Han er ikke 
den , der gjemmer sig bag Døren , naar man rigtig 
kalder paa ham ; men læg Dem nu ned , og see at 
sove igjen . “ 
Rosine adlød gjerne denne Formaning ; thi 
disse Samtaler havde trættet hende meget , og det 
varede flere Dage , før hun blev saa rask , at hun 
kunde forlade Sengen . Hendes første Gang var ind 
til Fru Stilling , og denne modtog hende med stor 
Venlighed . 
„ See saa , “ sagde hun , efter at have befalet 
Birthe at bringe en Stol til Rosine hen ved 
Sengen , „ der kunde jeg nær have mistet Dig . Det 
var en Himlens Lykke , at jeg hørte Dig falde , 
Barn , ellers kunde Du ligget der til den lyse 
Morgen , som nok aldrig var blevet lys for Dig , 
og for mig Heller ikke ; thi jeg har savnet Dig overalt 
og hver Time . Du kunde ligesaa godt ligget syg 
inde hos mig som hos Frøkenen ; men det vilde hun 
ikke , det var et reent Gjæstebud . for hende at være 
Vorherres udvalgte Sygeplejerske . “ 

„ Hun har været saa god imod mig , “ sagde 
Rosine blidt afværgende . 
„ Naa ja , jeg skal ikke sige noget Ondt om 
hende , skjøndt hun har naturligviis nok i Himlens 
Løn og Velsignelse ; men nu skal Du blive herinde , 
jeg under dem ikke at have Dig hos sig . “ 
„ Kjære Fru Stilling , “ sagde Rosine smilende , 
„ de bryde sig vist Heller ikke om det , og jeg 
bliver saa gjerne her . “ 
Rosine overtog nu efterhaanden igjen sine 
gamle Beskæffigelser , hvortil dog kom en ny , som 
hun i disse øieblikke , da Gjensynet havde stemt Fru 
Stilling mildere , vovede at foreslaae , nemlig at 
hun læste høit for hende . Præsten havde et godt 
lille Bibliothek , der ikke alene indeholdt religieuse 
Værker , men ogsaa en Samling æsthetiske , hvoraf 
Rosine valgte dem , hun troede bedst egnede sig til 
at adsprede et mørkt Sind , uden at paabyrde det en 
uvant Aandsansfrengelse . Sygeværelset fik saaledes 
efterhaanden en mindre klosterlig Characteer , Bøgernes 
Indhold ydede Stof til uskyldig Samtale , og 
Rosine blev meer og meer uundværlig for sin Frue . 
Kjælderlemmen var naglet til , og en ny Indgang 
aabnet udenfra . 

En Eftermiddag , da Rosine sad fordybet i sin 
Oplæsning , kom Birthe ind , og mældte , at en 
ung Herre stod i Havesfuen , og begjærede Jomfru 
Stein itale . Forundret reiste Rosine sig , og gik 
ind ; men hendes Forundring blev til en Glædesoverraskelse , 
da hun saae Carl komme sig imøde 
med straalende Ansigt . 
„ Goddag , kjæreste Rosine ! “ raabte han muntert , 
uden dog af kunne skjule sin Bevægelse , „ goddag , 
kjære Veninde ! See , jeg holder mit Løfte , og 
kommer for af besøge Dem ! “ 
Rosine greb hans udstrakte Hænder , men kunde 
ikke tale for Rørelse . 
„ Naa , jeg seer , De bliver- glad ved af see 
mig , “ vedblev han skjemtende , og kyssede de Hænder , 
han holdt i sine , „ det var da endelig ikke mere end 
jeg ventede ; thi jeg veed nok , af det ikke er denne 
Fusentast Carl , som Rosine hilser med saa megen 
Bevægelse , men Erindringen om det gamle Huus , 
den gamle Fader og den forfløine Frits . Jeg er 
ligesom en Hilsen fra dem alle , ikke sandt ? “ 
„ Jo , kjære Carl , “ svarede Rosine , mere fattet , 
„ det var vistnok det , der greb mig ; thi jeg har det 

godt her , alle Mennesfer ere gøde imod mig paa 
deres Viis , og jeg troer , af jeg gjør Nytte . “ 
„ Er det ogsaa rigtig sandt ? “ spurgte han , og 
saae hende smilende ind i Øinene , „ er De virkelig 
fornøiet her ? “ 
„ Ieg er det , “ svarede hun alvorligt forsikkrende , 
„ og vil blive det endnu mere , det føler jeg . “ 
„ Nu , hvorfor ikke ? “ sagde han , „ Rosine virker 
i sit Kald , og maaskee med mere Held end vi Andre , 
der gjøre større Ophævelser . Men kom , og fortæl 
mig , hvorledes De lever iblandt disse Mennesker . “ 
De satte sig ligeoverfor hinanden ved Havedøren , 
og Rosine fortalte Alt , hvad hun havde 
oplevet . Meest opmærksomt hørte Carl til , da hun 
berettede om sit Møde med hans Familie og sit 
Besøg paa Herregaarden . 
„ Hvad sagde de om min Beslutning at reise 
bort ? “ spurgte han . 
„ Ieg veed ikke , om jeg tør gjentage , hvad de 
sagde i min Nærværelse , “ sagde Rosine tøvende . 
„ Gjentog det kun , “ sagde han , „ jeg bliver ikke 
vred , jeg gjætter , at man kaldte mig en Taabe og 
en Fusentast , det er den gamle Vise . De , der ikke 
forstaae vore Handlinger , see gjerne ned paa os med 

Medlidenhed , naar de ellers holde af os , med Foragt , 
naar de ikke kunne lide os . Man foragtede mig 
ikke , det er jeg vis paa . “ 
„ Nei , nei , “ sagde Rosine med Varme , „ Deres 
Cousine , som var den Eneste , jeg hørte tale derom , 
sagde kun , at De var excentrisk , det var det Hele . “ 
„ Altsaa en Mellemting mellem Medlidenhed 
og Foragt , “ sagde Carl med et Udtryk , der skulde 
være spøgende , men som ikke rigtigt vilde blive det , 
„ hun meente formodentlig , at jeg kom snart igjen ? “ 
„ Ja , jeg troer det næsten , “ svarede Rosine 
forlegent . 
„ Jeg kunde tænke mig det , “ sagde han , „ Ingen 
har nogensinde dømt mig saa haardt som hun ; men 
jeg bør ikke bebreide hende det ; thi Ingen har maaskee 
dømt hende haardere end jeg . Skjøndt vi have 
levet meget sammen fra vor tidligste Barndom af , 
have vi dog aldrig kunnet samstemme . Hun blev 
efter sine Forældres Død opdraget af min Bedstemoder , 
og jeg troer , at hendes Liv sammen med 
denne høist agtværdige , men noget indskrænkede , gamle 
Kone har havt megen Deel i at udvikle en aandsmoden 
Ligevægt i hendes Væsen , som ikke stemmer 
med Ungdommens Vaner og Tilbøieligheder . Misforstaa 

mig ikke , som om jeg ikke kunde see , at 
Camilla har alle Ungdommens ydre Fortrin ; netop 
fordi de unge Aars Inde hviler i al sin Trisfhed 
over hende , netop derfor savner jeg deres Varme , 
deres tillokkende Frihedslyst i hendes Tanker og 
Følelser . Hvad der som Børn saa ofte opildnede 
os til Kiv og Trætte , var ikke den Omstændighed , 
at hun ikke vilde gjøre det Rette , snarere var det , 
fordi hun ikke vilde føie mig i at gjøre det Urette . 
Aldrig kunde jeg formaae hende til nogen Overtrædelse 
af de Befalinger , der vare givne os ; vilde 
jeg ikke gaae hjem til rette Tid , forlod hun mig 
uden Videre , skjøndt hun var skrækkelig bange for at 
gaae alene gjennem Skoven ; gyngede jeg mig frem 
og tilbage i den fastbundne Baad i Parken , hvilket 
var forbudt os , stod hun paa Land , og skjændte paa 
mig , og var ikke at bevæge til at modtage min Indbydelse 
til at deeltage i min Forlystelse , og da jeg 
engang var gaaet udenfor Havegjærdet , for at lege 
med nogle Bønderdrenge , foreholdt hun , der var sex 
Aar yngre end mig , mig min Forseelse med den 
Bemærkning , at jeg gjorde min Familie Skam . 
De læer , Rosine ! og mener maaskee , at hendes 
Opførsel snarere fortjener Roes end Dadel ; men 

det synes kun saa . Vee det Mennefle , der ikke 
veed , hvad Daarflaben er , hvis Hjertes Varme ikke 
leder ham vild undertiden , som kun kjender Pligten , 
og ikke Vildfarelsen ! Vee de stillestaaende Vande , 
som intet underjordisk Kildevæld oprører , hvis Bølger 
aldrig kruses af nogen Storm , deres Speil bliver 
dunkelt , og selv naar det er klart , er det ikke altid 
Himlen , det afspeiler . Jeg maa dog sige til Camillas 
Roes , at hun ansaae det for liggende dybt 
under sin Værdighed nogensinde at klage over mig 
og mine Udskejelser , tvertimod havde hun undertiden 
den Høimodighed at undskylde dem , naar Andre 
klagede , hvilket klædte hende saamegee niere pudsigt , 
som hun var saameget yngre end jeg . “ 
„ Men , kjære Carl , “ sagde Rosine , „ er alt 
dette ikke mere en forudfattet Mening end Virkelighed ? 
De forlanger næsten , at det ene Mennefle 
skal tænke og føle som det andet . “ 
„ Nei , nei , “ sagde Carl med Varme , „ skulde 
jeg være saa uretfærdig ? Men jeg vil hos ethvert 
Mennefle finde baade Tanke og Følelse , og helst 
maa den Sidste have Overvægten ; men det er netop 
det , jeg ikke finder hos Camilla . Io mere Barnet 
voxede til , og jo mere hun nærmede sig netop Følelsens 

Alder , jo mere syntes mig Tanken , tilvisse 
en god , ædel og alvorlig Tanke , at udvikle sig paa 
Følelsens Bekosfning . Jeg saae hende gjøre meget 
Godt overalt , hvor hun fandt det at være sin Pligt 
at gjøre det , altid har jeg seet hende venlig og retfærdig 
mod fine Undergivne , og aldrig har jeg hørt 
hende yttre blot den svageste Beklagelse over det stille , 
eensomme Liv , hun junægtelig ofte fører her med min 
gamle Bedstemoder og min ikke meget morsomme 
Onkel Holger ; det vilde fornærme hende , om Nogen 
kunde troe , at hun længtes efter Hovedstaden , esterUngdommens 
Fornøielser eller Verdens Adspredelser , 
og dog — dog vilde jeg blive lykkelig , om jeg saa 
blot eet eneste øieblik havde seet hende henrevet af 
sine Følelser til noget Latterligt eller Upassende ! “ 
„ Jeg forstaaer Dem virkelig ikke , “ sagde Rosine 
forundret , næsten bebrejdende . 
Carl reiste sig op , og gik op og ned ad Havestuegulvet 
som for at berolige sine oprørte Følelser ; 
tilsidst standsede han foran hende , og sagde venligt : 
„ Tilgiv mig , hvis De finder mig uretfærdig ; 
jeg seer , De forstaaer ikke rigtig , hvad jeg mener , 
og hvorledes skal jeg finde Ord og Udtryk til det ? 
Tidt og mangen Gang , naar jeg har været uenig 

med min Cousine , er det ved vor Trættes Slutning 
forekommet mig , at hun i en Qvindes Skikkelse baren 
Mands Sjæl , og at jeg , Manden , følte ligeoverfor 
hende som en Qvinde . Og da , naar hun 
stod foran mig i al en Qvindes Inde , i sin jomfruelige 
Skjønhed , ung og fiin og deilig , da svimlede 
mit arme Hoved over den Gaade , jeg ikke formaaede 
at løse . Kan dette Qvindehjerte da ikke 
svulme til nogen Følelse , kan denne Qvindesjæl ikke 
henrives til nogen Begeistring ? Hvem skal jeg spørge , 
da jeg ikke vover at spørge hende selv ? “ 
Der var i hele hans Væsen en Lidensfab , som 
han ikke selv var sig bevidst , men som Rosine i 
Stilhed læste i hans Ord og Miner . Hendes tause 
Bryst modtog den ufrivilligt betroede Hemmelighed 
som et helligt Pant , og med hjertelig Stemme sagde 
hun beroligende : 
„ Gaaden vil løse sig , kjære Carl , forsaavidt 
som man nogensinde gansfe kan gjennemtrænge en 
Menneskesjæl , der saa ofte ikke engang kjender sig 
selv . Det er Dem selv , der her tænker og grubler 
formeget , og maaskee har Syner , der aldrig existere . “ 
Hans Ansigt opklarede sig til et Smiil . 
„ De har vistnok Ret som altid , kjære Veninde ! 

Javist , jeg er tilbøielig til at see Syner ; men jeg 
følger deri kun min Sjæls Drift . Desuden , mit 
Sind er uroligt , den store Beslutning , jeg har taget , 
og som sfiller mig fra Fædreland , Frænder og Venner , 
har opfyldt mit Blod med Bevægelse , og jeg 
dømmer ikke med den Ro , jeg burde . “ 
I dette Øieblik traadte Præsten ind , og Rosine 
reisfe sig for at gaae , efter nogle hastige Affledsord . 
„ Naa , 
Hr . Candidat , “ sagde Præsten spøgende , 
„ De har altsaa beslattet Dem til at gaae over 
Floden efter Vand ? De vil ud at prædike Gudsordet 
for Hedningerne . “ 
„ Ja , Hr . Pastor , “ svarede Carl , „ det er min 
Agt ; jeg troer der at finde en modtageligere Jord 
for den Sæd , jeg agter at saae , end herhjemme . “ 
„ Den Sæd , De agter at saae ? “ gjentog Præsten ; 
„ agter De at saae nogen anden Sæd end Troen 
paa Christusmanden ? “ 
„ Nei , sandelig ikke ; men jeg troer , at Hedningernes 
uberørte Sind maa være modtageligere foren 
reen og levende Forestilling om ham end Menneskene 
herhjemme , der ere paavirkede af saamegen 
og saa forskjellig Tale om ham . Jeg ønskede af 

grunde en Menighed , hvis Tanke og Tro sggte 
Frelseren personlig , og som i ham fremfor Alt saae 
Gudmennesket , og ikke blot Læreren . “ 
„ Men søge vi Andre ikke ogsaa af grunde en 
saadan Menighed ? “ 
„ Vistnok ; jeg hører meget Raab paa Christus 
og megen støiende Glæde over ham ; Jomfruerne 
gaae Brudgommen imøde med Jubelskrig ; men de 
have ikke mødt ham ; thi for hans Blik vilde de 
have forstummet . “ 
„ Den sande Christen jubler ved Synet af sin 
Herre ; thi han bliver Barn ved ham igjen , og 
Barnetroen er lutter Glæde . Hvor der ikke er 
Barnejubel over Troen , der er Livsfylden klemt ud 
af den , og Hjertet stjaalet ud af Brystet . Idet vi 
blive Børn ved Troen paa ham , bliver han ogsaa 
Barn ligeoverfor os , og hvo vil forholde os Menneskebørn 
af lege med Jesusbarnet ? “ 
„ Vi komme bort fra Sagen . Jeg veed vel , af 
Frelseren blev født og lagt i en Krybbe , af han var 
Barn som Menneskenes Børn ; men jeg veed ogsaa , 
af han voxede i Viisdom og i Aar , og af det er 
Uret , saaledes af fængsle hans guddommelige Væsen 
i en ringe menneskelig Bestemmelse . “ 

„ Nei , tvertimod , vi flnlle netop klæde ham 
menneskelig Dragt , saa at vi strax kunne kjende ham 
som vor Lige . For den Fattige klæde vi ham i 
Klude , for Bonden i Badmel , saa at de med Troens 
Fingre kunne tage og føle paa ham . Vi tale om 
ham med menneskelige Ord , for at Mennesker kunne 
forstaae ham , saa at han ikke alene for dem er 
Gudmanden , men ogsaa Menneflesønnen . Vorherre 
har givet os ham , og vi agte at beholde ham . “ 
„ Knnne I da ikke see ham anderledes end ridende 
paa Mslet ? “ sagde Carl utaalmodigt . „ Men 
lad os ikke tvistes , vi komme dog ingen Vei . Netop 
for at flye dette , gaaer jeg til Afrika , lad mig drage 
i Fred ! “ 
„ Jeg vil sandelig ikke holde Dem tilbage , “ 
sagde Præsten ; „ men De kan troe mig , at her er 
Omvendelser nok at gjøre herhjemme , Mennesker , 
som gaae Dag ud og Dag ind uden rigtig at kjende 
Vorherre , og som ordentlig maae rystes ud af deres 
Ligegyldighed . Jeg kunde vise Dem et Exempel paa 
en rig Gaardmandskone , Stine Olsen , som paa 
hele Egnen har Ord for at være en rigtig Rappenskralde . 
Manden er et Fjog , som ikke tør sige Nei , 
naar Konen siger Ja . Saadan en Kone nyder en 

høi Anseelse blandt de ringere Bønder , der have stor 
Respect for en god Gaard og dygtig Penge . Jeg 
besluttede med Vorherres Bistand at kjæmpe en 
Kamp mod den onde Aand i hende ; men saadan en 
Karl maa overraskes , at han ikke faaer Tid til 
Fixfaxerier . En Dag , som jeg stod paa Prædikestolen , 
og saae Stine nedenunder i fuld Puds , gav 
jeg hende det glatte Lag , og udpegede hendes Forfængelighed 
og hendes Øndflab mod hendes Mand . 
Djævelen i hende kunde ikke finde paa anden List 
end paa at lade hende faae Ondt , og hun gik ud 
af Kirken , og satte sig paa Kirkegaarden . Da jeg 
selv kom efter , var hun endnu trodsig ; men om 
Eftermiddagen , da jeg søgte hende i hendes Hjem , 
da havde hun allerede givet Kjøb . Hun krøb til 
Korset , og tilstod i sin Mands , sine Børns og sine 
Tjenestefolks Nærværelse , at hun var en stor Synderinde . 
Siden den Tid er hun et andet Mennefle , 
hun har gjort Vorherre til sin Fortrolige , og hun 
har selv flere Gange sagt til mig , at hvor hun gaaer 
og staaer , føler hun ham lige om sig . „ Jeg fortæller 
ham Alting , “ sagde hun til mig , „ jeg foretager mig 
Ingenting , før jeg har raadført mig med ham , jeg 
aftaler Alting med ham , og det er mageløst , saa 

han er god ved mig . Forleden havde vi stor Vadfl , 
og vi skulde saa nødvendig have Tøiet tørt , jeg gik 
ind i Spisekammeret , og sagde saadan rigtig indtrængende 
til Vorherre : „ Du maa give os godt 
Veir , Du seer jo , at vi behøve det , “ og neppe havde 
vi skyllet Tøiet , før vi fik det yndigste Solskin , der 
varede lige til Asten , til vi havde saaet det ind . 
Saa faldt den første Byge den Dag . “ Hvad siger 
De til saadan en Tro ? Jeg maa dog tilføie , at 
Vorherre ogsaa betroer hende mange Ting , baade 
Stort og Smaat , og Alt , hvad hun saadan hører 
og seer indvendig , stemmer altid med Troen . “ 
„ Men er Troen ikke her blevet en Sygdom 
istedetfor en Sundhed , “ indvendte Carl , „ en Sygdom 
med Syner og Feberphantaster ? Strider Tanken 
om et saadant Kammeratsfab med Vorherre ikke 
imod den Ærefrygt , vi skylde ham ? “ 
„ Hvis dette er Sygdom , “ sagde Pastoren ivrigt , 
„ saa maa man helst være syg til Døden , og er 
Gud ikke min Gud , min alene ? “ 
„ Maaskee , “ svarede Carl , „ men hvis han er 
min Gud , er han ogsaa min Gud , og Gjenstanden 
før min Tilbedelse og ikke før min Fortrolighed . “ 

„ Men det er just denne Afsfand , som vi ville 
hæve , dette Aristokrati , vi ville afskaffe — “ 
„ Og gjøre Gud til en folkelig Gud , “ afbrød 
Carl leende , „ nei , stop nu , Pastor Degen , ellers 
vil der snart blive Tale om at afsætte ham . Men 
Bedstemoder venter mig tilbage , og jeg siger Dem 
Farvel . “ 
„ Nu farvel da , “ sagde Præsten , „ vi ville optage 
Sagen ved en Pibe Tobak , og jeg tænker nok , 
jeg skal omvende Dem , før De tager afsted til Afrikanerne . 
Det er sandt , paa Onsdag kommer Provsten 
her med endeel andre Guds Mænd , kom og 
spiis til Middag med os . “ 
Carl lovede det , og forlod Præstegaarden . I 
Begyndelsen af sin Vandring drøslede han med et 
harmfuldt Sind Præstens Udtalelser ; uagtet han 
ikke tvivlede om , at denne Mand virkelig meente det 
oprigtigt , kunde han dog ikke forlige sig med den 
menneskelige Arrogance , der laae i dette Forhold til 
Gud ; men da han var gaaet et Stykke , og det enc 
Barndomsminde efter det andet traadte ham imøde 
paa Veien , snart i Skikkelse af et Træ , i hvis 
Grene han som Dreng havde gynget sig , eller som 
yngling fljaaret sit og sin Cousines Navne , snart 

som en speilklar Dam i Skoven , hvori han var vadet 
ud med blottede Fødder paa varme Sommerdage , 
snart som et tæt Krat , hvor han havde ligget paa 
Luur med sin Bøsse for at flyde et eller andet spiseligt 
eller uspiseligt Vildt , glemte han sin Vrede , og glædede 
sig som et Barn . Da han kom til Hegnet om Haven , 
fulgte han ikke Veien langs med det , men steg behændigt 
op af det og ned igjen paa den anden Side , som 
han som Dreng saa ofte havde gjort . Paa Kryds 
og Tværs gjennemstreifede han den flovbevvxede Deel 
af Haven , og da han endelig befandt sig i Blomsterparterret 
udenfor Huset , kom Tjeneren ned for at 
mælde ham , at Herskabet sad ved Theebordet . Da 
han kom op , og med en Undskyldning tog Plads 
hos de Andre , saae han paa den bekymrede Skygge , 
der hvilede paa hans Bedstemoders Ansigt , at hun 
var betænkt paa at gjøre et Angreb paa hans Fremtidsplaner ; 
men da han vel vidste , af den gamle 
Kone med al sin Uvillie over hans Beslutning , dog 
ingen alvorlig Hindring vilde lægge ham iveien , 
lod han sig ikke forstemme , men fortalte muntert om 
sit Besøg i Præstegaarden og sin behagelige Hjemvandring . 
„ Jeg 
skal ellers have mig frabedt , “ sagde Jægermesteren , 

„ af man springer over de Hegn , jeg nylig 
har ladet istandsætte ; jeg har truet Bønderdrengene 
med af lade lægge Rævesaxe langs Hegnet , og nu 
vilde jeg dog forbandet nødig fange ' en theologisk 
Candidat i en af dem . “ 
„ Onkel Holger kan være rolig , “ svarede Carl 
leende , „ jeg gaaer ikke i Onkels Sax , jeg kan forud 
beregne , hvor Du har lagt den . “ 
„ Javist , “ sagde Onkel Holger , „ nei , Meget 
har forandret sig , siden Du var her sidst , min 
Dreng ! Der er Ingen af os her , der ikke er blevet 
klogere siden dengang , Du er den Eneste , der ikke 
er blevet det . “ 
„ Hvorfor tvivler Onkel om min Klogflab ? “ 
„ Fordi jeg seer , af Du endnu bestandig gaaer 
over Hegnene istedetfor ad den slagne Vei . “ 
„ Det er maaskee netop eenfoldigt af gaae den 
lange Omvei ad Alleen , istedetfor at gaae med lidt 
Uleilighed den korte over Hegnet . “ 
Geheimeraadinden , der ikke kunde lide den Skarphed , 
der efterhaanden var kommet i Mændenes Ord , 
afbrød dem , og sagde : 
„ Lad os gaae ind i Havestuen , Børn , hvis I 
ere færdige med at spise , “ og da hun der havde 

taget Plads i sin Lænestol , vedblev hun : „ Carl , kom 
og sæt Dig her , mit Barn ! “ Den unge Mand tog 
ærbødigt Plads foran hende paa det anviste Sted ; 
men inden hun fik begyndt at tale , tog han selv 
Ordet : „ Jeg veed , hvad De vil sige , kjære Bedstemoder ! 
og tro mig , jeg paaskjønner den moderlige 
Godhed , der vil sætte mig irette , fordi jeg har bestemt 
min Fremtidsfljæbne paa en Maade , som 
mine Slægtninge ikke billige ; men det er nu fleet , 
jeg har gjort saa afgjørende Skridt , at jeg ikke med 
Ære kan træde tilbage , og hvis jeg er kommet her , 
er det ikke for at drøfte Sagen , men kun for at 
udbede mig min Bedstemoders Velsignelse til mit 
Forehavende , der idetmindste ikke strider mod menneskelige 
og guddommelige Love . “ 
„ I min Ungdom , “ sagde den gamle Kone med 
bevæget Stemme , „ var det et af de første Bud , at 
man skulde ære sin Faders og sin Moders Villie , 
for at man kunde leve længe i Landet ; men Du 
spørger kun om Din egen egenraadige Lyst , og vil 
endogsaa forlade Dit Land , hvori Du kunde blive 
en agtet og nyttig Borger . “ 
„ Men , kjære Bedstemoder , “ sagde Carl med 
sagte Stemme , „ hvis der nu i mit Bryst lyder et 

høiere og mægtigere Bud , der byder mig at handle 
som jeg gjør ? “ 
„ Atan fager saa let feil af de Bud , der gives 
af vor Lyst og Trang , “ svarede hun med streng 
Stemme , „ man fager ikke feil , naar man følger de 
Forskrifter , som tildeles os af Fornuften og Pligten . 
„ En rigtig Soldat , “ sagde min salig Mand , „ lever 
og døer paa sin Post . “ “ 
„ Men Soldaten har forskjellige Pligter efter 
det Vaaben , hvortil han hører , “ sagde Carl mildt 
spøgende , „ Cavalleristen søger den aabne Mark ; men 
Infanteristen staaer dækket bag Forskandsningen . Enhvers 
Post er der , hvor han gjør meest Nytte . “ 
„ Er Du ogsaa vis paa , min Søn , “ sagde Geheimeraadinden 
sukkende , „ at Du gjør mere Nytte 
langt borte i det fremmede Land end herhjemme , 
hvor der sandelig kan være slette Mennesker nok at 
prædike for . “ 
„ Ja , “ sagde Jægermesteren , der stod og saae 
ud af Havedøren , og tyggede en Blomsterstilk mellem 
Tænderne , „ naar Du endelig skal omvende Nogen , 
kjære Carl , saa tag over og omvend Jyderne , eller 
saadant Noget . “ 
„ Ak , kjære Onkel Holger , “ sagde Carl smikende , 

„ Jyderne ere maaskee endnu mere omvendte 
end alle vi Andre , der er ikke Noget at gjøre . 
Troer heller ikke , at det er Trangen til at prædike , 
der driver mig , jeg kunde jo prædike her saameget 
som jeg vilde , og da min Bedstemoder gav mig Lov 
at studere Theologie , var det jo , fordi hun haabede 
gjennem Slægt og Venner uden Vanskelighed at 
skaffe mig Adgang til en Prædikestol . Det er ikke 
dette , der driver mig , og I ville maaskee ikke engang 
forstaae mig , naar jeg siger Eder , at der en Dag , 
for flere Aar tilbage , pludselig tændte sig et Lys i 
min Sjæl , som jeg haaber aldrig stal slukkes . Det 
fyldte den med en saa dyb Glæde , med en saa hellig 
Ærefrygt , at jeg i min Taknemmelighed lovede mig 
selv at stræbe efter at tænde det samme hos enhver 
af de levende og tænkende Skabninger , der med mig 
vare kaldte til Livet . Det forekom mig saa naturligt , 
at Enhver , for hvem det opgik , maatte see det 
i samme Glands som jeg ; men jeg tog feil ; thi 
med Kundskaben om det , kom Trangen til at give 
det Skikkelse , og da blev det som oftest et Vrængebillede . 
Da blev mit Sind bittert mod Menneskene , 
og i al Stilhed rustede jeg mig til at forfølge dem 
og deres Afgudsbilleder ; i min daværende Sindsstemning 

kunde jeg have bragt alle anderledes Tænkende 
til Baalet , eller have dræbt dem med Spnd 
og Sværd . Saa traf det sig , at jeg lærte gode , 
simple og trohjertede Mennesker at kjende , som i 
deres Hjerters Naturlighed som stille og bramfrie 
Apostle tjente den Gud , jeg vilde kjæmpet for . Det 
var især Rosine , hvis uskyldige Vandel førte mig 
paa bedre Tanker . Uden at hun anede det , satte 
jeg mig ved hendes Fødder , og lærte . Jeg indsaae , 
at det var bedre at opsøge Mennesker , der med uforfalsket 
Hu som rene Kar kunde modtage det Hellige , 
end herhjemme at forbittre mit Liv med at aftvætte 
den verdslige Sminke , hvortil Verden i saamange 
Aar havde samlet Farverne . Jeg vilde forkynde 
Freden istedetfor at storme løs i Krigen ; hvis Gud 
vilde det , vilde jeg hellere blive Offeret end at offre 
Andre . “ 
„ Barn , Du drømmer , “ sagde Geheimeraadinden 
hovedrystende . 
„ Saa lad mig drømme , kjære , ærværdige Bedstemoder , “ 
sagde Carl rørt , „ der skulle vel være dem 
i denne Verden , der drømme , der skulle være Taager , 
hvori Livets Sol kan speile sig , for at Forstandens 
evig klare Himmel ikke skal trætte vort øie . Min 

Tanke har allerede forlængst loftet sig til det Kald , 
jeg vil udføre , den kan ikke mere drages tilbage . 
Jeg har træt vandret i Ørkenens glødende Sand , 
jeg har i det fremmede Tungemaal prædiket under 
Palmetræerne , jeg har i mine Drømme seet ind i 
de studsende , tvivlende , undrende Blikke , hvormed 
Hedningerne ville hilse Talen om deres Frelser — 
lad mig drage bort i Fred ; kjække , troende Mænd 
ere gaaede denne Vei før mig , hvorfor fluide jeg ikke 
følge efter dem ? “ 
Han støttede sit Hoved til sin Haand , og blev 
siddende taus . En lang , dyb Stilhed opstod . Ude 
i et af Havens Træer vaagnede en Sangfugl af 
fine Drømme , i en lang , lyksalig Fløitetone lovpriste 
den Hjemmets Glæde , Kjærlighedens Fryd og Redens 
gyngende Paradiis , før den atter stak Hovedet 
under Vingen , og slumrede ind igjen . 
Da det var blevet stille , sukkede den gamle 
Kone dybt , og sagde : „ Barn , Barn ! hvormeget Du 
saa taler , forstaaer jeg Dig ikke ; men jeg er blevet 
gammel , og Verden har forandret sig meget , følerjeg . 
Du taler for mig , som om jeg kunde holde 
Dig tilbage ; men jeg veed jo godt , at Du har bestemt 
Dig . Sige Dig imod , kan jeg ikke ; thi Du 

har lært Bieget , og er godt skjaaret for Tungebaandet , 
hvor skulde jeg , en gammel , uvidende Kone , 
kunne overbevise Dig ? De Andre , der maaskee bedre 
kunde tale Dig tilrette , tie stille , som om de gjerne 
saae , at Du forlod os . “ 
Den unge Pige saae ved denne Bebreidelse ned 
for sig , og vedblev at tie ; Jægermesteren gjorde 
ufaalmodig nogle Skridt henad Gulvet , og sagde : 
„ Ja , da ve-d jeg paa min Ære ikke , hvad Mama 
mener , jeg skulde sige til Carl . Han regner vel 
sagtens mig med til Hedningerne , og til at omvende 
ham duer jeg sandelig ikke . Mama har jo Hørt 
hans Troesbekjendelse , og naar et Menneske først er 
blevet saa fuldkommen gal , saa synes jeg , det er 
bedst at lade ham seile sin egen Sø . Den bedste 
Maade at vise ham vort Venskab paa , er vel at 
give ham rigelig Penge til hans Udflugt til Hedenskabet . “ 
„ Tak , 
Onkel Holger , “ sagde Carl , næsten 
lettet ved denne Afbrydelse af Øieblikkets høitidelige 
Stemning , „ min egen Formue er mere end tilstrækkelig . 
Jeg er ikke kommet for at søge om 
Penge , men om venlige Afskedsord , og dem ville I 
ikke nægte mig . “ 

„ Naa , siden det da skal være , “ sagde Geheimeraadinden , 
„ saa faaer Du at have Din Villie . 
Hvis Du siden fortryder det , saa hufl paa , at Din 
Bedstemoder ikke raadede Dig til det . Da Din 
stakkels afdøde Moder første Gang lagde Dig i mine 
Arme , tænkte jeg ikke paa , at hun havde født Dig 
for at give Dig til de vilde Hedninger . Men siden 
Du vil det , skal det ikke mangle paa mit Samtykke 
og min Velsignelse ; kommer Du nogensinde tilbage , 
saa er jeg vel ikke mere her ; men I . Andre , I ville 
erindre , at han er en Søn af Huset , og at han er 
hjemme her , naar han har Lysf . “ 
Carl reiste sig , tog hendes fine , magre Hænder 
i sine , og kyssede dem ærbødigt ; hun lagde sin Haand 
paa hans bøiede Hoved , og sagde : „ Gaa med Din 
Families Samtykke , min Søn , gaa med Æren , og 
kom tilbage med den ! “ 
Der vexledes endnu nogle mere ligegyldige Ord 
om Forberedelserne til Reisen , og derpaa lagde Geheimeraadinden 
sig tilbage i sin Stol , og sagde : 
„ Jeg er træt , kjære Børn , lad mig lidt i Ro ; I 
ville vel spadsere i Haven . “ 
De reiste sig alle Tre , og gik udenfor , hvor de 
blev staaende noget tvivlraadige . Endelig sagde Carl : 

„ Jeg kan nok tænke , at Onkel Holger er træt af 
Dagens Anstrengelser , og jeg veed , at Onkel nødig 
spadserer ; men jeg længes meget efter en Aftenvandring 
i den gamle , kjære Have ; ikke sandt , kjære 
Camilla , Du gjør mig endnu engang Selskab ? “ 
Han bød hende Armen , og hun modtog den 
med et ligegyldigt : „ Ja , hvorfor ikke ? “ Jægermesteren 
sagde derimod misfornøiet : „ Siden I bryder 
Jer saa lidt om min Underholdning , kan jeg vel 
ligesaa godt sige Jer Godnat ; thi I komme vel ikke 
tilbage for det Første ? “ 
Camilla slap øieblikkelig sin Fætters Arm , og 
sagde : „ Jeg bliver gjerne hos Onkel , hvis Onkel 
ikke foretrækker at gaae med . “ 
„ Nei , vist ikke , “ sagde Carl , „ det vil kjede 
Onkel , desuden er han altfor galant til ikke at ville 
laane mig det Klenodie en Asten , som han har i 
udeelt Besiddelse hver Dag i Aaret . “ 
„ Saa gaa da , “ sagde Jægermesteren godmodig , 
„ men paa den Betingelse , at I ikke gaae lige til 
Afrika . “ 
„ Ialtfald skulle vi først komme hjem , og sige 
Farvel , “ sagde Carl leende . 
Da de vare gaaede et Stykke , og Træerne 

skjulte Huset og Jægermesteren for deres Øine , sagde 
Carl : „ Din Taushed siger mig , Camilla , at Du 
ikke billiger min Beslutning ; ikke sandt , jeg misforstaaer 
Dig ikke ? “ 
„ Nei , “ svarede hun bestemt , „ jeg synes , Du 
handler urigtigt . “ 
„ Virkelig ? “ sagde han , noget overrasket ved det 
Bestemte i hendes Tone , „ Du synes ubetinget , at 
jeg handler urigtigt ? “ 
„ Hvorfor skulde jeg skjule det , naar jeg tænker 
saaledes ? “ sagde hun ukunstlet ; „ men hvad Vægt 
ligger der paa min Mening ? Du har erhvervet vor 
Bedstemoders Samtykke , og det kunde ikke falde mig 
ind at ville holde Dig tilbage . “ 
„ Du taler bestemt , fyndigt og — koldt , “ sagde 
han noget krænket ; „ jeg tør dog vel idetmindste 
erfare Grundene til denne Din skarpe Udtalelse . “ 
„ Nogle af dem ligge meget nær , “ sagde hun , 
„ Du har modsat Dig vor Bedstemoders Villie , og 
saagodtsom aftvunget hende et Samtykke . “ 
„ Jeg holder saameget af vor Bedstemoder , “ 
sagde Carl , „ at jeg vel kan spørge Dig , om den 
gamle Kones Meninger og Fordomme bør være 
Rettesnoren for mine Handlinger ? “ 

„ Hun har selv saa klart udtalt sine Grunde , “ 
sagde hun , „ at jeg vilde holde det for overflødigt at 
gjentage Dig dem . “ 
„ Indseer Du da ikke , “ sagde han , „ at vor 
Bedstemoders hele Tankegang bærer Præget af hendes 
Alder , hendes Forhold og hendes Opdragelse i en 
Tid , da det aandelige Liv var ganske anderledes end 
vort ? “ 
„ Jo , “ svarede hun ; „ men fordi dette Liv maaskee 
var anderledes , var det derfor ikke mindre berettiget . 
Jeg har , siden jeg kunde dømme , seet vor 
Bedstemoder tro mod sin Familie , sin Stand og 
sine Pligter , og savner hun end de Kundskaber , som 
hendes Godhed har ladet os erhverve , har jeg dog 
aldrig seet hende fare vild , naar det gjaldt om at 
dømme om det Rette . Er hun ikke langt mere god , 
retfærdig og overbærende end mange af dem her 
rundt om os , der ikke kunne aabne Munden uden 
at prale af deres Gudsfrygt ? “ 
„ Det Sidste vil jeg gjerne indrømme Dig , “ 
sagde Carl ; „ men selv om Du havde Ret i hele 
Din Udtalelse , kunde derfor en Anden , som nu for 
Exempel Din ærbødige Tjener , ikke have Ret i sin 
Anskuelse ? “ 

„ Spøg ikke med det Alvorlige , Carl , “ sagde 
hun misfornøiet , og vilde drage sin Haand ud under 
hans Arm . 
„ Nei , nei , “ sagde han , og holdt den fast , „ bliv 
ikke strax vred , jeg skal ikke spøge ; men jeg gjentager 
mit Spørgsmaal : er der kun een rigtig Mening i 
Verden , og kan jeg ikke ogsaa have Ret i at ville 
det , jeg vil ? “ 
„ Jeg troer ikke , at det Rette er saa forskjelligt , “ 
svarede hun , „ og i ethvert Tilfælde , i denne Sag 
kan jeg ikke give Dig Ret . “ 
Efter nogle Øieblikkes Tanshed sagde han : „ Jeg 
føler , uden at kunne sige hvorfor , at Du har Dine 
egne Grunde for Din Misbilligelse , vil Du ikke 
sige mig dem ? “ 
„ Jeg ønsker det ikke . “ 
De vandrede tause videre , indtil de havde gennemskredet 
Haven , og befandt sig ligeoverfor Hegnet 
ud til Landeveien , en Bænk stod her under Træerne 
ligefor Hegnet , og den var efter Camillas Ønske 
sat der , fordi man derfra oversaae Veien , Markerne 
og i det Fjerne Landsbyen og Kirken . Bag dem 
laae Vestens svagt rødmende Himmel som en lys 
Modsætning til Havens dunkle Skygger . Mangen 

en Aften havde de to Børn , der nu stode her som 
Voxne ved Siden af hinanden , siddet her og lytte ! , 
naar Kirkeklokken ringede til Solens Nedgang , og 
selv senere , naar Carl kom i Besøg , havde de valfarter 
til dette deres Indlingssted . Men nu var 
Solen gaaet ned , og Nattens dæmrende Skygger 
vandrede langsomt frem for at tilfløre det sidste Lysskjær 
paa Himlen . 
Carl slap sin Ledsagerindes Arm . „ Sæt Dig 
her , Camilla , “ sagde han , halvt bedende , halvt 
befalende . 
„ Det er for seent , “ sagde hun tøvende . 
„ Jeg er jo hos Dig , Du har Intet at frygte , “ 
sagde han . 
Hun satte sig ned , indhyllede sig i sit Shawl , 
og saae ud over Hegnet . Han satte sig hos hende . 
„ Hör mig , Camilla , “ sagde han med bævende 
Stemme ; hun vendte Hovedet om til ham . „ Hør 
mig , “ vedblev han , „ skal jeg forlade Dig for saa 
lang Tid uden at erfare , hvorfor Du fordømmer 
min Færd ? Selv hvis Din Dom var mig ligegyldig , 
vilde dette gaadefulde Forbehold være mig 
piinligt ; men da jeg , i hvormeget end Din kolde 
Betragtning af Livets bevægende Kræfter bedrøver 

mig , dog ærer Din redelige Prøvelse af Alt , hvad 
Du foretager Dig , saa berører Din Taushed mig 
smerteligt . Fødselen knyttede os til hinanden , Forholdene 
bragte vore Veie til at løbe jevnsides , og 
Leg og Samliv og Vaner bragte os , trods vor store 
Forskjellig hed , til at — til at have hinanden kjær . 
Vilde selv en Broder sfilles fra en Søster med dette 
tanse Forbehold af Misbilligelse , Misstemning og 
Uvillie ? Jeg beder Dig inderligt , tillad mig idetmindste 
et Forsøg paa at forsvare mig , sig mig de 
Grunde , Du nylig tilbageholdt ? “ 
„ Og naar disse nu synes Dig besynderlige , 
hvis de mishage Dig , og lade Dig dømme ilde om 
mig , hvad have vi da vundet ? “ 
„ Bi have vundet den Trøst , der ligger i Hjerternes 
gjensidige Udgydelse , og Haabet om maaskee 
engang at forstaae hinanden . “ 
„ Jeg tvivler derom . “ 
„ Hvad kan det være , “ sagde han , og bøiede sit 
Hoved ned , for trods Mørket at speide i hendes 
Øine , „ hvad kan det være , som Du er saa uvillig 
til at udtale ? “ 
„ Der gives Tanker , som man skylder sig selv 
og Andre at fortie , “ sagde hun alvorligt , „ Tanker , 

som ere vor egen Eiendom , og som hverken vi have 
Ret til at lade see Lyset , eller Andre Ret til at kalde 
frem af deres Skjul . “ 
„ Tilvisse , “ sagde han næsten ængsteligt ; „ men 
Du — hvilke Tanker kan Du have ? “ 
„ Ønsker Du endnu , efter hvad jeg har sagt , 
at kjende dem ? “ 
„ Ja , visselig , “ svarede han spændt . 
„ Nu , velan da , “ sagde hun , øiensynlig bevæget , 
men dog med fast Stemme , „ den første Grund til 
at jeg ikke kan billige Dit Forehavende , er at jeg 
ikke troer som Du . “ 
„ Du troer ikke . “ 
„ Nei , jeg troer ikke paa det Samme , som Du 
troer paa . “ 
„ Ikke paa Christus ? “ 
„ Nei ; Heller ikke paa den Gud , Du troer paa . “ 
„ Ikke paa Gud ? Du mener , at Du troer ikke 
paa en personlig Gud ? “ 
„ Hverken paa en personlig eller upersonlig Gud ; 
jeg troer ikke paa nogen Guds Tilværelse . “ 
Der blev nogle Øieblikke ganske stille under de 
mørke Træer ; Aftenhimlen slukkede sin sidste Lysglands , 

som om den bedrøvet skjulte sit Ansigt , og 
kun i det vide Fjerne lød Frøernes uharmoniske Sang . 
„ Du troer ikke paa nogen Gud ? “ gjentog 
Carl endelig , ligesom løsrivende sig af sin forstenede 
Tilstand , „ hvor er det muligt ? “ 
„ Jeg kunde ligesaavel spørge Dig , “ sagde hun 
med dæmpet Stemme , „ hvor er det muligt , at Du 
kan troe paa ham ? “ 
„ Hvor kunde jeg lade være ? “ sukkede han , „ Alt , 
Alt taler til mig om hans Nærværelse . Er jeg , er 
Du ikke selv Dele af hans guddommelige Væsen ? “ 
„ Vi ere Dele af Naturen , der omgiver os , 
der har frembragt os , og med hvilken vi leve og 
forgaae , “ sagde hun næsten med Stolthed . 
„ Og denne trøstesløse Tanke forfærder Dig 
ikke ? “ spurgte han . 
„ Hvorfor skulde den forfærde mig ? Seer jeg 
ikke Naturen med ædel Rolighed fuldende sit Løb , 
glæde sig ved Livet , fuldbyrde sin Bestemmelse , og 
atter uden Klage vige Pladsen for det Nye og Bedre ? 
Kan jeg gjøre noget Bedre ? Selv naar jeg forgaaer 
med det , der maa forgaae , kan jeg dog med glad 
Bevidsthed sige til mig selv , at jeg udfyldte min 
Plads , og ikke har levet forgjæves . “ 

„ Er da Alt i Dine Tanker Støv og Forgjængelighed ? “ 
udbrød Carl . 
„ Nei , nei , “ svarede hun med en glad Overbeviisnings 
Tone , „ jeg føler , at der i Naturen lever 
en Aand , som maaskee uden Bevidsthed , men med 
urokkelig Kraft fastholder det sig evigt fornyende 
Liv . Jeg hører og sporer den overalt , hvor jeg 
gaaer , hvad enten det er i den ubevidste Skabnings 
tause Birken eller i Menneskenes høirøstede Færd . 
Naar Menneskene kalde denne Naturens Aand for 
en Gud , da er det kun for i tom Forfængelighed at 
forherlige sig selv ; med kaade , egenkjærlige Hænder 
gjøre de sig et Billede af det Hellige , det Skjulte 
og Uafslorede , og tilbede i det sig selv i indbildt 
Herlighed . “ 
Dersom Jorden havde aabnet sig ved Carls 
Fødder , og viist ham et gabende Svælg , fuldt af 
Rædsler , kunde del ikke forfærdet ham mere end 
denne saa sikkert og bevidst fremførte Tilstaaelse , 
udtalt med den klare , ungdommelige Stemme , hvis 
Klang hidtil altid havde bragt hans Hjerte til at 
banke af Henrykkelse , og ligesom udslynget i Mørket , 
uden Trods og uden Overmod , men med længe 
prøvet Sikkerhed . Han , som vilde vandre til det 

videste Fjerne for at omvende Hedninger , hørte her 
paa sin Barndoms Legeplads Hedenskabets Bekjendelse 
fra dens Læber , som — det følte han i dette 
Øieblik med ubeskrivelig Smerte — han elskede af 
hele sin Sjæl . 
„ Og naar — “ stammede han med Møie , „ naar 
begyndte Du at tænke saaledes ? “ 
„ Jeg troer aldrig at have tænkt anderledes , “ 
svarede hun , og idet hun løftede sit Ansigt op mod 
det svage Lys , syntes han at see , at hun smilede 
svagt , „ Du veed , at jeg var kun sex Aar , da begge 
mine Forældre vare døde , og ; eg kom hertil . Min 
Moder laae altid syg , medens hun levede , og jeg 
mindes aldrig , at Nogen dengang talte til mig om 
Gud . Da min Bedstemoder kom , og hentede mig , 
sagde hun til mig : „ Din Moder er død , og Du 
seer hende aldrig mere ; men jeg skal være en Moder 
for Dig . “ Da jeg saae min Moder ligge smuk og 
bleg og pyntet i Kisten , og de løftede mig op for at 
jeg ret skulde see hende , og endnu engang kysse 
hendes Haand , tænkte jeg paa , at jeg ogsaa engang 
skulde ligge saaledes , og saa var Alting forbi . Da 
jeg kom hertil , var det Vinter ; da jeg den første 
Morgen saae ud af Vinduet , var Alting hvidt af 

Snee , og jeg veed ikke , hvorledes det gik til , at jeg 
ofte maatte gjentage for mig selv de Ord : „ Naar 
Alting er forbi . “ Da min Onkel en Dag kom fra 
Skoven , og for at more mig vifte mig en Hare , 
han havde skudt , og jeg saae Bloddraaberne falde 
fra dens Hoved paa Sneen , da tænkte jeg paa , at 
den havde sprunget glad ude i Skoven , da det var 
Sommer , og nu var Alting forbi for den . Om 
Natten stod jeg op af min Seng , og saae ud af 
Vinduet paa Haven og Skoven , og tænkte paa de 
andre Harer , der løb derude , og som en Dag , de 
vidste ikke selv naar , skulde flydes og spises . Tro 
dog ikke , at disse Tanker vare mig forfærdelige , jeg 
var ikke bange for dem , nei , tvertimod , de beskjæftigede , 
adspredte mig , ja , de trøstede mig . Jeg 
vidste jo , at Alting engang skulde være forbi for 
mig . “ 
„ Og der var Ingen , der nogensinde talte til 
Dig om Gud ? “ spurgte Carl beklemt . 
„ Io , min Barnepige sagde undertiden til mig , 
at Gud skulde straffe mig , fordi jeg spildte paa 
Dugen , eller fordi jeg rev min Kiole itu ; men jeg 
vidste godt , at hun sagde det for at gjøre mig 
bange . Jeg spurgte dog engang min Bedstemoder , 

om Gud virkelig vilde straffe mig , naar jeg hældte 
Suppe paa Dugen ; men hun svarede irettesættende : 
„ Snak , Barn , hvorledes kommer Du til at tale 
saaledes ? “ , og saa blev jeg vis i min Sag . Jeg 
spurgte engang , om jeg maatte gaae med i Kirke ; 
men min Bedstemoder afslog det , og sagde , af det 
maatte vente til jeg var stor nok til af sidde stille , 
og ikke forstyrre de Andre , der hørte paa , hvad 
Præsten sagde . Da jeg blev ældre , fik jeg en franst 
Lærerinde ; da hun var Catholik , var det forbudt 
hende af lære mig Religion ; hun talte dog i Smug 
til mig om Jomfru Maria og Helgene , og om Aftenen 
vilde hun have mig til af bede til den hellige 
Jomfrue ; men da jeg godt vidste , af hun overtraadte 
min Bedstemoders Befalinger , vilde jeg ikke lade 
mig bevæge dertil , og naar hun da blev vred , og 
truede mig med Helvedes Ild , tænkte jeg altid paa 
Barnepigen , der vilde have Gud til af straffe mig , 
og morede mig over , af hun kunde troe mig saa 
eenfoldig . Hvis jeg havde tænkt anderledes , vilde 
jeg maaskee være blevet omvendt af hende til hendes 
Tro , og Du seer saaledes , kjære Carl , af jeg i 
mine Anskuelser , som Du vistnok kalder falske , har 

havt en god Skytsaand , der har bevaret mig for , 
meget Urigtigt . “ ' 
„ Og Du kan være lykkelig med en saadan Tro ? “ 
sagde han . 
„ O ja , ret lykkelig . Naar jeg hører disse , 
Christne her om mig tale om deres Tro , deres Forhaabninger 
og al den Velsignelse , der hører dem til , 
baade nu og siden , saa synes mig , at min Overbeviisning 
er langt roligere og sikkrere at bygge 
paa . Det forekommer mig , at der for dem gives 
mange flere Fristelser , mange flere Skuffelser og 
mange flere Offre at bringe , og jeg seer jo ogsaa , 
hvorledes de stadig kjæmpe for at bevare deres Tro . W 
Behøvede de at være i en evig Kamp med sig selv 
og Andre , hvis det faldt dem naturligt at troe saaledes ? 
Jeg blev confirmeret af Pastor Degen , da 
jeg var sexten Aar ; han talte vidt og bredt til mig 
om Vorherre , og om hvor godt han stod sig med 
ham , og jeg mærkede godt , at han egentlig troede , 
at hans Vorherre var til for hans Skyld . Det 
lod jo rigtignok til , at han ogsaa tillod alle Andre 
at troe det Samme ; men det kjedede mig frygteligt 
at høre paa , og jeg tænkte tidt , at han vilde komme 
i stor Forlegenhed , hvis han skulde bevise blot en 

Tiendedeel af Alt , hvad han sagde . Det gjorde mig 
ondt , at jeg skulde paa Kirkegulvet love Noget , jeg 
ikke kunde holde ; men jeg har altid fundet , at min 
Bedstemoder har Ret , naar hun siger , at vi ikke 
bør give Forargelse , men vise ved enhver Leilighed , 
at vi ære det , som Andre holde helligt . “ 
Hun saae sig om efter ham , og da han blev 
siddende taus med bøiet Hoved , sagde hun : „ Er 
Du vred paa mig , Carl ? “ 
„ Vred paa Dig ? “ gjentog han , „ hvad Ret har 
jeg til at være det ? — Kan Du tænke Dig , hvorledes 
det er at blive pludselig blind , eller at ville 
forsvare sig mod en Fjende , og føle sin høire Arm 
lam ? — Hvorfor har Du aldrig nævnt dette 
før ? “ 
„ Hvorfor skulde jeg tale derom ? “ sagde hun 
blidt , „ skulde jeg være som de Andre , der altid førederes 
inderste Følelser i Munden ? Det var mig 
nok , at jeg tænkte saaledes , Du tænkte anderledes , 
det vidste jeg , min Bedstemoder og Onkel Holger 
tale aldrig om Sligt , og jeg ærede Enhvers Følelser 
og Tanker , som jeg nu venter , at Du vil ære 
mine . “ 
„ Det er seent , “ sagde Carl med Besvær , idet 

han reiste sig , „ det bliver kjøligt , og Nattednggen 
falder paa Dig , lad os gaae hjem . Kom , tag min 
Arm , der er mørkt i Haven . “ 
Hun tog hans Arm , og fulgte ham . Hvis 
han , da han saae ind imellem Træerne langs den 
smalle Gang , havde seet Kobolde og Trolde tumle 
sig derinde , vilde det ikke undret ham ; thi det forekom 
ham , at Verden var blevet mærkværdig sælsom 
og vild i den sidste Time . Han , Missionairen , der 
vilde gaae bort for at døe i Troen paa det Kors , 
hvorpaa for Tusinder af Aar siden en ubekjendt Almuesmand 
havde lidt Døden , havde fulgt denne 
Qvinde , hvis varme Haand endnu hvilede op til 
hans Hjerte , til hiint eensomme Sted for at bede 
om hendes Kjærlighed , og nu vandrede han tilbage 
med hende , adskilt i Aanden fra hende ved et Svælg , 
som ingen jordisk Magt kunde udfylde . Men Kjærligheden 
kom tilbage , den maalte Svælget , den 
haabede atter , og han spurgte : „ Kan da Intet rokke 
Din Overbeviisning , Camilla ? “ 
„ Er det ikke en god Aand , jeg troer paa ? “ 
spurgte hun igjen . 
„ Ak , Du taler om Aand , medens Du prædiker 
Kjødets Religion , “ sagde han sukkende . 

Da de kom ind i Blomsterparterret , standsede 
hun , idet hun holdt hans Arm fast , og sagde : 
„ Mærker Du , hvor Blomsterne dufte , Carl ? Er 
det ikke en herlig Nat ? Vare vi ikke lykkelige , hvis 
vi med saamegen Ro , saamegen stille Glæde og Hengivelse 
kunde nyde vort Liv som Alt , hvad der her 
omgiver os ? “ 
„ Men selv Naturens tause Læber prise Gud , 
Camilla , “ sagde han alvorligt . 
„ Der sidder Onkel Holger paa Trappen , “ 
sagde hun hurtigt , flap sin Ledsagers Arm , og nærmede 
sig muntert , „ hvorledes , kjære Onkel , har Du 
holdt Vagt her hele Tiden ? “ 
„ Ja , min Veninde ! det er jo Ridderpligt . 
Jeg var lidt gnaven , da Du gik Din Vei med 
Missionairen der , og for at straffe mig selv , fordømte 
jeg mig til at blive her , til I kom igjen . “ 
„ Aa , Straffen har vel ikke været stor , jeg er 
vis paa , at Onkel har sovet . “ 
„ Sovet ? hvor kan Du være saa grusom at 
tænke saaledes ? “ 
„ Jeg seer , at Onkel har sin Overfrakke paa , 
saa er jeg vis i min Sag . “ 
„ Overfrakke ? Skulde Ridderen ikke vaage i fuld 

Rustning , og da jeg ingen Rustning har , saa seer 
Du selv , at jeg maatte tage det , der kom den 
nærmest . “ 
„ Og Kaskjetten er vel en Hjelm — Onkel veed , 
at jeg afskyer Kaskjetter , jeg tager denne i Forvaring , 
og Onkel seer den aldrig mere . “ 
„ Jeg beder for Kaskjetten , jeg kan dog ikke gaae 
paa Iagt med Hat paa . “ 
„ Jeg skal forære Onkel en lavpullet Hat med 
en Ørnefjeder . “ 
„ Jeg vil gaae ind paa Hatten , men ikke paa 
Fjederen ; jeg er et jevnt Gemyt , der hverken smykker 
mig med laante eller egne Fjedre . “ 
Hun loe , og satte Kaskjetten paa hans Hoved ; 
hendes Latter trængte smerteligt gjennem Carls 
Hjerte . 
„ Og nu , godnat , mine Herrer ! “ sagde hun 
muntert , og gav dem hver en Haand , „ jeg siger paa 
eengang Godnat baade til Geistligheden og Ridderskabet , 
enes nu smukt om at gaae iseng ! “ 
„ Iallfald gaaer jeg iseng ! “ sagde Jægermesteren , ? 
idet han kyssede den Haand , hun havde rakf ham ; * 
„ men jeg tør ikke love at drømme om Dig ; thi jeg 

har været oppe siden Klokken fire , og jeg er dygtig 
træt . Godnat , Carl ! “ 
„ Godnat , Onkel Holger ! “ sagde Carl med 
træt Stemme . 
Jægermesteren , der alt var indenfor Havedøren , 
kom tilbage , og sagde med dæmpet Stemme : „ Hør 
min Dreng ! Du kan gjerne lade mig være fri for 
det kjedsommelige „ Onkel Holger ! “ Kald mig „ Jægermesteren “ 
slet og ret som alle de Andre ; jeg er 
dog ikke gammel nok til at flæbe den Onkeltitel efter 
mig , hvor jeg staaer og gaaer , jeg er dog en ung 
Karl endnu . “ 
„ Som Jægermesteren befaler , “ sagde Carl kort , 
og da han havde hørt Havestuens Dør lukke sig 
efter de Bortgaaende , søgte han selv til sit Værelse 
for at forsøge paa at sove ; men det lykkedes ham 
ikke før henad Morgenstunden . Øet var derfor mod 
hans Sædvane seent , da han stod op . Da Morgentimerne 
paa Gaarden vare overladte til Enhvers 
Behag at udfylde , gik han ned i Haven , for at forfriske 
sit brændende Hoved . Imellem Blomsterne 
foran Huset gik hans Cousine , ledsaget af Gartneren , 
der bar en Kurv , hvori hun nedlagde de Blomster , 
hun afskjar . 

„ Hvorledes ? “ raabte Carl , uvilkaarlig opmuntret 
af den venlige Morgenstund og det skjønne 
Syn , „ min naadige Cousine holder selv Standret 
over sine Undersaatter ? Tillad mig at udbryde med 
en lille Variation i Ordene fra „ Tusind og een 
Nat “ : „ Ved at modtage en Blomst af Din Haand 
vil jeg føle mig adlet og høit ophøiet , en Fyrste af 
Din Naade ! “ “ 
„ En saadan Bøn er uimodstaaelig , “ sagde hun 
leende , „ især da her er Blomster nok at tage af . “ 
„ Jeg vil dog først fortjene denne Gunst , “ sagde 
han , og tog Kurven fra Gartneren , „ tillad mig at 
opvarte Dig . “ 
„ Gjerne ; men dog paa een Betingelse , “ sagde 
hun . 
„ Og hvilken ? “ spurgte han , idet han gav Gartneren 
et Vink om at gaae . 
„ At Du ikke gjentager den alvorlige Samtale 
fra iaftes , “ svarede hun . 
„ Det kunde ikke falde mig ind at drage Aftenens 
Skygger ind i denne lyse Kreds , der er omgivet 
af disse Sendebud fra Paradiset , som vi kalde 
Blomster , “ sagde han , halvt skjemtende , halvt veemodig ; 

„ desuden , som Salomon sagde , Alting til 
sin Tid . “ 
„ Jeg vil bede Dig om Noget , Carl , “ sagde 
hun , idet hun vedblev at udsøge og afskjcrre Blomster . 
„ Det er mig kjært , befal , “ svarede han . 
„ Vil Du ikke see ned til Fru Stilling ? 
Bedstemoder seer meget sjeldent derned , fordi hun 
ikke kan finde sig i hendes vilde Tale , og naar jeg 
kommer , henkaster hun kun et Par Ord til mig . 
Der er dog maaskee Noget , hun ønsker eller vil have 
udrettet af En af os , og i ethvert Tilfælde bør vi 
dog ikke aldeles overlade hende til de fremmede 
Mennesker , der have hende ganske i deres Magt . “ 
„ Du har fuldkommen Ret , jeg skal gaae derhen 
endnu i Formiddag . Hvad fattes hende egentlig ? “ 
„ Det er ikke godt at blive klog paa , hun synes 
mig ikke langt fra at være sindssyg . “ 
Carl betragtede hende med Glæde ; hun syntes 
ham selv en Blomst blandt Blomsterne , medens hun 
let og glad vandrede om iblandt dem , og de grønne 
Træer i hans Barndomshave , hvorover den klare , 
blaae Himmel hvælvede sig , syntes ham som et paradisisk 
Landsfab at danne Baggrunden paa det skjønne 

Maleri . Da hun havde fyldt Kurven , standsede 
hun , og sagde : 
„ Nu er der nok til alle Blomstervaserne , segner 
Du ikke under Byrden ? “ 
„ Hvo har nogensinde vovet at finde Blomster 
tunge ? “ udbrød han spøgende , „ det sknlde da være 
en Laurbærgreen ; men giv mig nu min Belønning ! “ 
„ Ja , 
hvad skal det være ? “ sagde hun , seende 
sig om , „ en Asters var vel egentlig den , der bedst 
passede sig for Dig . “ 
„ Giver Du mig en Stjerne , naar jeg beder 
om en Blomst ? “ sagde han , „ nei , ræk mig en 
Rose . “ 
„ Her er een , “ sagde hun muntert , „ indviet af 
Morgenduggen og velsignet af Solen , er den tilpas , 
min Herre ? “ 
„ Saa tilpas , som om den kom ligefra Edens 
Have , jeg tvivler om , at den kan visne . “ Han 
kyssede den , og stak den i sit Knaphul . Hun rødmede , 
tog Kurven fra ham og sagde : „ Giv mig nu 
mine Blomster , og gaa Dit Ærinde . “ 
„ Maa jeg ikke først bære dem op ? “ 

„ Nei , saa kommer Du ikke tilbage til Frokosten . “ 
„ Nu , 
saa farvel saalænge , jeg haaber ikke , at 
den Lindorm , der bevogter vor stakkels Tante , spærrer 
mig Veien til hende . “ 
„ Naar Du lader Mælk og Honning flyde forhende , 
lukker hun nok Buret op ; desuden har Dn 
jo Allierede i hendes Leir . “ 
„ Du mener Rosine ? Velan da , jeg skal vende 
tilbage med velforrettet Sag . “ 
Da Carl kom til Præstegaarden , blev han strax 
ved Indtrædelsen modtaget af Frøken Alexandrine 
i Huusdragt , og meget beskjæftiget med at uddele 
Befalinger . 
„ Vil De tale med Pastoren ? Han er taget 
over i Annexet til et Møde , og stat med det Samme 
kane Jord paa en gammel , gudsfrygtig Qvinde , saa 
han kommer ikke hjem før henad Middag . “ 
„ Meget vel , min bedste Frøken , det er heller 
ikke ham , jeg vil tale med . Jeg vil kun besøge min 
Tante , Fru Stilling . “ 
Frøkenen fæstede et meget gjennemtrængende Blik 
paa ham . 

„ Fru Stilling tager ikke gjerne imod Nogen , “ 
sagde hun . 
„ Dog mod sin egen Familie ? “ sagde Carl i 
en lidt bestemt Tone . 
„ Allermindsf mod den , troer jeg , “ sagde hun , 
gjengjæeldende Tonefaldet med et lignende , „ Intet 
forstyrrer hende mere end Erindringer fra en Verden , 
hun har opgivet . “ 
„ Da vilde det være rigtigt atter at gjøre hende 
fortrolig med disse Erindringer , “ sagde Carl , „ saameget 
mere som hun i sin ulykkelige Tilstand vel 
nok kan trænge til Slægt og Venners Medfølelse . “ 
„ Hun er en forvildet Sjæl , der er faldet bort 
fra Vorherre , men som nok finder ham igjen , “ 
sagde Frøkenen afgjørende ; „ men dertil trænger hun 
til Sjælsro , for at Hjertefangeren kan faae Greb i 
hende , og vi maae derfor holde fast paa , at Ingen 
forstyrrer og forvirrer hende endnu mere . “ 
„ Jeg antager , at hun er saa forvirret , som hun 
kan være , “ sagde han . 
„ Hun var engang ved vore forenede Kræffer 
og ved et Guds Under bragt lige op til Naadens 
Rand ; men saa gav hun slip , og faldt ned ; del var 
et slemt Dump , og hun ligger endnu og giver sig 

efter det ; men med Guds Hjælp faaer hun vel 
Kræffer til at vinde op igjen . “ 
„ Imidlertid maa jeg dog tale med hende , “ 
sagde Carl , „ og jeg vil bede Frøkenen meddele hende , 
at jeg er her . “ 
„ Uden Pastor Degens Samtykke kan det ialtfald 
ikke skee , “ sagde hun , „ og han er ikke hjemme . “ 
„ Har min Tante ikke Frihed til at modtage , 
hvem hun vil ? “ 
„ Io , men hun vil Ingen modtage . “ 
„ Hun bør dog underrettes om mit Forlangende . “ 
„ Det 
tør jeg ikke paatage mig . “ 
„ Saa vil jeg selv forsøge det , “ sagde Carl , og 
vendte sig mod Døren . Frøken Alexandrine ilede 
hen , og stillede sig foran den . 
„ Hvor vil De hen , Menneske ? “ udbrød hun i 
Extase , „ Fru Stilling ligger i Sengen , vil De 
trænge umeldt ind til et stakkels , ubeskyttet Fruentimmer ? 
De kommer ikke over denne Tærskel . “ 
Frøken Alexandrine udbredte sine Arme , der 
vare bedækkede med det hvide Shawl , foran Døren , 
saa at hun lignede , om just ikke en Engel , saa en 
stor Flaggermuus ; Carl indsaae det Naragtige i 

Situationen , og sagde , halvt leende , halvt ærgerlig : 
„ Men i Himlens Navn , Frøken Kjeldsen , vær 
dog fornuftig , De vil dog vel ikke for ramme Alvor 
spærre mig Adgangen til min Tante ? “ 
„ Jeg er ansvarlig for hendes Sjælefred , “ sagde 
Frøkenen , bestandig i ophidset Stemning , men lod 
dog Armene synke . 
„ Jeg skal sandelig ikke forstyrre den , “ sagde 
han roligt ; „ men hvis De ikke vil anmelde mit 
Besøg , saa lad mig tale med Jomfru Stein , hun 
maa vide , om hendes Frue vil see mig eller ei . “ 
„ Jomfru Stein ? “ gjentog Frøkenen i en høist 
irriteret Gemytstilstand , „ det er ikke længere siden 
igaar Aftes , at De havde en timelang Conversation 
med Jomfruen , skal denne fortsættes idag , saa er 
jeg bange for , at Jomfruens Rygte vil blive meget 
udsat for Folkenes Omtale . “ 
„ Frøken Kjeldsen , “ sagde han alvorligt , „ der 
gives Vaaben , hvis Brug er saa forkastelig og saa 
stridende mod Menneskeligheden , at alle civiliserede 
Nationer have vedtaget ikke at benytte dem , skulle vi 
bruge samme Fremgangsmaade ? “ 
„ Det er ikke min Mening , at jeg vil sige noget 

Ondt , “ sagde hun noget flau , da i det Samme 
Døren bag hende aabnedes , og Rosine saae ind . 
„ Kjære Rosine , “ sagde Carl , „ vil De sige 
Deres Frue , at jeg er her , for paa min Bedstemoders 
Vegne at aflægge hende et Besøg . “ 
„ Understaa Dem ikke , Jomfru , at forstyrre 
Deres Frue dermed , “ raabte Frøkenen ivrig . 
Rosine betragtede et Øieblik begge Parter , 
derpaa sagde hun sagtfærdigt : „ Fruen vil vist blive 
meget vred , hvis jeg ikke meddeelte hende , at man 
vil besøge hende , “ og forsvandt i det Samme . 
„ De har sørget for at have Bundsforvandte 
heri Huset , “ sagde Frøkenen med dirrende Stemme , 
„ men selv om De trænger ind til hende , skal De 
ingen Fordeel have deraf . Hun tager dog ikke med 
Dem til Afrika . “ 
Carl loe . „ Jeg seer heller ikke , hvad Nytte 
hun skulde gjøre der , “ sagde han ; „ men Vreden forvilder 
Dem , Frøken , og De veed , at den er en slet 
Raadgiver . “ 
Rosine aabnede igjen Døren , og sagde , at Fru 
Stilling vilde modtage Candidaten . 
„ Nu , kjære Frøken , “ sagde han godmodigt til 
Husets opbragte Herskerinde , „ lad os skilles som 

Venner , jeg skal ikke gjøre Deres Patient noget 
Ondt , saa De har ingen Anledning til Vrede . “ 
„ De faaer Deres Villie , “ sagde hun bittert , 
„ lad Dem nøies dermed . “ 
Han bukkede , og fulgte Rosine . Da han kom 
ind i Sygeværelset , fandt han Fru Stilling siddende 
opreist i Sengen . 
„ Goddag , unge Mand ! “ sagde hun , idet hun 
betragtede ham opmærksomt , „ har De noget Ærinde 
til mig . “ 
„ Intet Andet end at spørge til Deres Befindende , 
bedste Tænte , “ sagde Carl , idet han , uden at 
afvente nogen Indbydelse , satte sig ved Sengen . 
„ Hvorledes falder det Dem ind ? “ spurgte 
hun . 
„ Er det ikke ganske naturligt , at man seer til 
sin Familie ? “ sagde Carl ; „ jeg bliver kun faae 
Dage her paa Egnen , og da jeg har hørt , at Tænte 
er syg , fandt jeg det baade rigtigt og passende at 
aflægge Dem et Besøg . “ 
„ Hm ! “ sagde hun , og saae paa ham . 
„ Et smukt , et venligt Værelse ! “ sagde Carl , 
og saae sig om , „ er Tænte fornøiet her ? “ 
„ Nei , “ svarede hun kort . 

„ Tænker Tænte da paa at forlade dette Huus ? “ 
„ Hvorledes skulde jeg komme herfra ? “ 
„ Tænte er jo sin egen Herre , og har sin frie 
Villie , saa Sagen synes mig let nok . “ 
„ Troer De , at de lade mig saaledes slippe ? “ 
„ Jo , “ sagde Carl , og kastede et forskende Blik 
paa hende , „ det blive de vel nødte til , hvis det virkelig 
er Tantes Villie . “ 
Hun taug lidt , og trommede med Fingeren paa 
Sengekanten . „ De ville gjøre alt Muligt for at 
holde mig fast , “ sagde hun endelig . 
„ Hvad kunne de vel gjøre ? “ spurgte han . 
„ De ville sige , at jeg er gal , “ svarede hun med 
en underlig kort Stemme . Han gjorde sig Umage 
for ikke at lade sig mærke med , at hendes Udtryk 
var ham paafaldende , og han svarede roligt : 
„ Derfor maa Tante indlede Sagen saa roligt 
og bestemt som muligt . “ 
„ Jeg kan ikke tale roligt med dem . “ 
„ Naar Tante betænker Sagens Vigtighed , vil 
det lykkes . Jeg haaber , at Tante vil igjen have sit 
eget Huus som før . 
„ Hvorfor ikke ? “ sagde hun , „ jeg har jo Raad 
dertil . “ 

„ Vil Tante saa være alene ? “ 
„ Jeg kan jo tage Rosine med mig . “ 
„ Jeg seer , at Tante er klogere end os Andre ; 
Tante kan intet bedre Valg gjøre . “ 
Et Øieblik smilede Fru Stilling med Selvtilfredshed , 
derpaa sagde hun : „ Jeg vil betænke mig 
paa Sagen , Eet og Andet maa ordnes først . “ 
„ Det haster jo ikke , “ sagde Carl , og reiste sig , 
„ blot Tante altid erindrer , at Tante har sin Frihed . 
Skulde Nogen ville lægge et Halmstraa iveien for 
denne Beslutnings Udførelse , saa behøver Tante blot 
at henvende sig til Onkel Holger , og han vil 
bringe Sagen Lorden . “ 
„ Naar reiser De ? “ spurgte hun . 
„ Om nogle Dage , “ svarede han ; „ men kun 
til England , først til næste Aar gaaer min Reise 
videre . “ 
„ Kan Penge hjælpe Dem noget ? “ 
„ Jeg takker Tante , nei ; det er ikke Penge , der 
skal udrette Noget . “ 
„ Nei , saamænd , “ sagde hun tankefuldt , „ af det , 
der duer Noget , kjøber man ikke Meget for Penge . 
Tak for Deres Besøg , jeg er ikke gammel ; men mit 
Sind er forstyrret , og jeg lever maaskee ikke at see 

Dem igien ; gjd De kunde gjøre Noget for mig , jeg 
er ikke meget bedre end Hedningerne . “ 
„ Ogsaa Hedningerne have Loven skrevet i deres 
Hjerter , “ sagde han alvorligt , „ og vide , hvad de 
skulle gjøre . Naar Tante vil af et ærligt Hjerte , 
saa vil De vel finde , hvad der er Dem tjenligt . 
Men kun et frit Sind kan finde den rette Vei , og 
Tante glemmer ikke , at De er fri , naar De ønsker det . “ 
„ Godt , “ sagde hun , og tog hans frembudte 
Haand , „ jeg skal husfe paa det . “ 
Han bukkede , og gik . 
„ Hans Ord trænge ind i Sjælen , “ sagde Fru 
Stilling , da han var borte , medens hun endnu 
saae paa Døren , som han var gaaet ud af ; „ Rosine , 
rul Gardinerne ned for Dagen , jeg vil rigtig 
tænke mig om . “ 
Rosine adlød , og forbeholdt sig kun en lille 
Lysstraale ved det ene Vindue , for at kunne see ved 
sit Arbeide . Af flere af den Syges heftige Attringer 
i Dagens Løb mærkede hun vel , at hendes Sind 
var mere oprørt og beskjæftiget , end det havde været 
i de seneste Tider ; men hun havde øvet sig i Taalmodighed , 
og søgte kun saameget som muligt ikke at 
forstyrre hende eller gjøre hende imod . Og dog 

havde aldrig Tavshedens Byrde hvilet saa tungt paa 
Rosine som idag , hun havde siden sit ulykkelige 
Fald levet i større Samqvem med sin Frue , og denne 
Tilbagevenden til død Stilhed , der kun afbrødes af 
den Syges utaalmodige Vendinger i Sengen , var 
hende Piinlig ; det Eneste , der trøstede hende , var 
hendes Følelse af , at det ikke var de gamle Tanker , 
men nye og usædvanlige , der beskjæftigede hendes 
Frues rastløse Sind . Da Solen nærmede sig sin 
Nedgang , og det blev aldeles dunkelt bag de nedrullede 
Gardiner , vovede hun endelig bønligt at sige : 
„ Tør jeg ikke nu rulle op før Lyset ? “ 
„ Jo , “ sagde Fru Stiling med pludselig Energie , 
„ lad os faae Lys herind , ikke alene i Stuen , 
men ogsaa i Sjælen . Rul Gardinerne op , Rosine , 
og kom saa hen til mig , jeg vil tale med Dig . “ 
Da Rosine havde rullet op før det sparsomme 
Dagslys , og var kommet hen til Sengen , vedblev 
Fru Stilling : „ Tag en Stol , og sæt Dig ; thi 
jeg har Meget at sige Dig , vil Du høre taalmodig ! 
paa mig ? “ 
„ Ja , kjære Frue , “ svarede Rosine lidt frygtsomt , 
idet hun satte sig ved Sengen . 
„ Jeg har taget min Beslutning , “ sagde hun nu 

med en rolig Kraft , hun aldrig før havde viist , „ jeg 
vil forlade dette Huus , hvor jeg kun nærer mine 
bittre Følelser . Jeg vil forsøge paa igjen at leve i 
Verden , ikke fordi jeg troer mere paa den , end jeg 
hidtil har gjort i min Ulykkestid , men fordi jeg 
troer paa Dig , Rosine ! Jeg troer , Du er et godt , 
ærligt Menneske , uden Hykleri og uden tomt Skin 
af noget Godt , som aldrig har existerer . Medens 
Du har været her daglig om mig i disse Maaneder , 
har Du aldrig givet Dig ud for at være Mere , end 
Du er ; men snarere har jeg fundet Mere i Dig , 
end Du lod mig vente . Jeg var mistroisk ; men 
Du har overvundet min Mistro . I det Mulm og 
Mørke , der er i min Sjæl , har der af og til viist 
sig en Lysstraale , og den skylder jeg Dig ; denne 
Lysstraale har været Glæde over Din Troskab og 
Taalmodighed , maaskee Spiren til en bedre Tro paa 
Verden . “ 
„ O Frue ! “ sagde Rosine rørt . 
„ Maastee , “ vedblev den Syge med frembrydende 
Følelse , „ maaskee jeg atter kunde lære at troe paa 
Menneskene , o , Rosine ! den største Lykke i dette 
usikkre , omvexlende Liv ! Jeg vil forsøge det . Jeg 
vil igjen flabe mig et Hjem , hvis Du vil følge mig 

derhen , og prøve paa at leve sammen med mig ; men 
Sander har Ret , det maa skee uden Overilelse , det 
maa skee forsigtigt og vel overlagt . Jeg har givet 
mig saaledes i disse Menneskers Magt , at jeg maa 
frygte for deres Vrede . “ 
„ De gjør dem vist Uret , Frue , “ sagde Rosine , 
„ de have deres Feil ; men slette Gjerninger ville de 
ikke gjøre . De mene det oprigtigt med deres Gudsfrygt . “ 
„ Ja , 
de mene det oprigtigt med de Ord , de 
sige , “ sagde Fru Stilling ; „ men Gjerningen kan saa 
let tilpasses efter Ordene , og see god og retfærdig 
ud , naar den dog ikke er det . Det er farlige Mennesker ; 
thi de bedrage ikke alene Andre , men ogsaa 
sig selv . Den , der ikke seer klart i Forholdet til 
Vorherre , seer Heller ikke klart i Forholdet til sine 
Medmennesker ; de lege med det Allerhøieste , hvorfor 
skulde de da ikke kunne gjøre det Samme med alle 
jordiske Ting ? Nei , de skulle ikke fange mig , jeg vil 
i rette Tid opsige dem min Forpligtelse til dem , og 
til Foraaret , naar Tiden er udløbet , flytte vi herfra . 
I den Tid , der saaledes maa gaae hen , vil jeg forsøge 
paa at staae op og leve som andre Mennesker ; 
men jeg vil ikke forlade dette Værelse ; thi jeg vil 

ikke have noget Samqvem med dem , som før jeg 
selv gik i Fængsel her . “ 
„ Maaskee Fruens Plan er rigtig , “ sagde Rosine , 
„ der behøves jo ogsaa en Frist til at ordne et 
nyt Hjem . 
„ Ja , “ sagde hun , „ vi ville bestemme i Fælledsflab , 
hvor og hvorledes , vi skulle gjøre det . Du vil 
altsaa følge med mig ? “ 
„ Af Hjertet gjerne , “ svarede Rosine oprigtigt . 
„ Det glæder mig , at Du saa frit samtykker , “ 
sagde Fru Stilling ; „ thi jeg er et urimeligt , fordringsfuldt 
Mennefle , det har Du erfaret ; men Du 
skal ikke følge mig iblinde , Du Stakkel , som ikke 
veed , hvad Du gjør . Menneskene ville rigtignok 
sige : „ Fru Stilling er en rig Kone ; om hun 
ogsaa har nogle Luner og Særheder , saa kan hun 
dog holde et behageligt Huus , hvilken Lykke for den 
faltige Pige , hun vil tage med sig ! “ Men hvad Lykke 
er det for Dig , at Fru Stilling er en rig Kone , 
naar hun tillige er et svagt , egenkjærligt Menneske , 
som man kan leve for , men ikke leve med ? Jeg 
veed nok , at Du ikke seer paa min Rigdom , Dn 
seer paa mit Hjerte , og troer , at det igrunden er 
godt ; men Dn feiler . Den , der stoler paa mig , 

stoler paa Sivet i Søen og Skyen under Himlen ; 
jeg er feig og troløs , ikke af Ondflab , men af 
Svaghed og Egenkjærlighed . Lær mig da at kjende , 
før Dn bestemmer Dig , hør paa mig , og jeg skal 
aabne Dig mit Hjerte — læs i det , som Gud læser 
i det ! “ 
„ O , kjære Frue , “ sagde Rosine , „ hvorfor oprive 
smertelige Saar og pine Dem selv ? Jeg spørger 
ikke om , hvorledes De er ; men jeg følger Dem glad , 
saaledes som jeg kjender Dem , fordi jeg troer , at 
jeg kan være Dem til Glæde og Nytte . “ 
„ Nei , nei , “ sagde hun , „ min Beslutning er 
tagen . Da jeg den første Dag , Dn var her i 
Huset , spurgte Dig , om Dn troede , jeg var syg 
eller gal , gav Dn mig det Barmhjertighedens Svar , 
at Dn troede , jeg var ulykkelig , og gid Dn maatte 
vedblive at troe det , efter at have hørt mig ! Jeg var 
ung engang , og dengang idetmindste dømte jeg ikke 
ondt om mig selv ; hvis jeg allerede dengang var 
egennyttig og selvkjærlig , saa vidste jeg ikke af det ; 
thi der var Ingen om mig , for hvem det syntes 
mig nødvendigt at gjøre nogen Opoffrelse . Jeg var 
ikke forkjælet af ømme Forældre ; thi mine døde 
begge i min Barndom ; mine Formyndere satte mig 

i Huset hos ansete Folk , jeg blev pleiet , draget Omsorg 
for , opdraget og underviist ; der blev viist mig 
Hensyn og Venlighed nok ; thi man betalte godt for 
mig , og jeg fandt Behag i min Stilling . Ingen 
paatrængte mig nogen Følelse , der havde fordret 
Svar og Gjenklang , og ingen Pligter bebyrdede min 
Frihed . Jeg var ung og rig , jeg blev afgjort , jeg 
morede mig , og tilsidst som en Følge af Livets Gang 
giftede jeg mig . Min Mand var meget ældre end 
mig , han var en anseet og afholdt Mand , han behagede 
mig , formodentlig behagede jeg ogsaa ham , 
og han blev ved mig en rig Mand . Jeg fortsatte 
mit forrige pligtløse Liv ; jeg havde det godt , alle 
Livets Behageligheder , alle Livets Beqvemmeligheder , 
Penge hjalp os ud over alle Dagens Bryderier , 
ingen Lidenskaber forstyrrede vor Ro , hvad enten vi 
saaes eller vi ikke saaes , vare vi lige glade . Det 
Eneste , der forstyrrede min behagelige Tilværelse , 
var Synet af en Familie , der boede ligeoverfor i 
Kjælderen ; det var en fattig Haandværksmand og 
hans Kone , der opdrog otte Børn ; naar jeg sad i 
Vinduet ved mit Sybord , og saae derned , saa saae 
jeg , at disse Mennesker havde Bekymringer og Sorger 
i rigt Maal ; jeg saae furede Pander , bekymrede 

Blikke og undertiden Taarer paa Konens Ansigt ; 
men til andre Tider havde de ogsaa Glæder og 
uventede Smiil af Lykken , og da syntes Alting glemt , 
og hele Huset var idel Tilfredshed . Jeg sølte , at 
disse Mennesker havde Noget at leve for , og dog 
vilde jeg været bange for at bytte med dem , jeg 
vilde ikke have havt Mod til alle disse Anspændelser 
af Sorg og Lykke . Jeg kunde ikke lide at see derover , 
og dog holdt jeg Øie med dem . Endelig stillede 
Livet en Dag en Fordring til mig , en Fordring , 
jeg ikke kunde afvise — jeg blev Moder . “ 
„ Gudskeclov ! “ sagde Rosine sagte . 
„ Ja , Gudskeclov ! “ gjentog Fru Stilling , 
„ jeg havde et Barn , og det var ikke Kjød af mit . 
Kjød , ikke Blod af mit Blod , det var et sødt , 
uskyldigt , kjærligt Væsen , der deelte sin Glæde og 
Kjærlighed mellem de kolde , selviske Forældre . Bi 
begyndte ikke mere at ligne os selv , vi smilede til 
hende og til hinanden , vi vare rige , ikke meer for 
vor egen Skyld , men for vort Barns Skyld . Vi 
talte sammen , ikke meer med Læberne , men med 
Hjertet , vi havde Planer , vi havde en Fremtid . 
Naar de smaae Barnehænder omfattede vore , begyndte 
vi at føle , at vi levede , naar Barnets uskyldige 

Øine med himmelsf Undren speidede i vore , 
saa skjød det Blomsterknopper inde i vor Sjæl . 
Naar hun , siddende paa mit Knæ , saae ud af Vinduet , 
kunde jeg see ned til den fattige Familie uden 
Skinsyge og uden Fortrydelse . Da begyndte min 
Mand at skrante , og Lægerne raadede ham en Badereise . 
Der blev yttret nogle Ord , om hvorvidt jeg 
havde Lyst at følge med ; men skulde jeg for et ubetydeligt 
Ondes Skyld løsrive mig fra min behagelige 
Tilværelse , enten forlade mit Barn eller udsætte 
det for en Reises Anstrengelser , og kunde desuden 
min Mand ikke for Penge engagere en ung Læge til 
at følge sig ? Jo , det var fornuftige og rimelige 
Grunde , og min Mand reiste med en velanbefalet , 
ung Candidat . I lang Tid kom der kun gøde Efterretninger , 
da der uventet sfete et Omslag ; men 
paa Fare troede egenlig Ingen , da pludselig Dødsbudskabet 
kom . Jeg blev visselig bedrøvet ; men der 
var dog megen Trosf i min Bedrøvelse . Det forekom 
mig , at et tungt Baand var løft , jeg var uafhængig 
og den eneste Besidder af mit Barn , der 
endnu var saa ungt , at det om faae Aar vilde have 
glemt sin Fader . O , gys ikke , Rosine , idet jeg 

aabner Dig mit Hjerte , jeg seer selv med Skræk tilbage 
paa denne Tid . “ 
Rosine saae ned for sig , hun vidste Intet 
at svare . 
„ Hun voxede op , bestandig lig sig selv , bestandig 
bærende det samme Stempel af Kjærlighed og Godhed , 
og hvis jeg nogensinde har levet , har det været 
i hendes faae , saa sparsomt tiltalte Leveaar . Igjennem 
hende var jeg glad , var jeg opoffrende , velgjørende 
og god ; gjennem hende havde jeg Tanke og 
Sjæl for andre levende Medmennesker . Hun elskede 
mig høit , hvorfor veed alene den Gud , der laante 
mig hende ; men jeg var som et Vox i hendes Haand . 
Hendes Øie og Hjerte var opladt for Meget , som 
jeg aldrig saae eller forstod ; men jeg vidste , at hun 
havde Ret , og jeg lød hende raade . Jeg var saa 
vant til Lykkens Medbør , at aldrig nogen Tanke 
om vort Samlivs Forfængelighed faldt mig ind , 
naar havde nogensinde Noget forstyrret min selvkjærlige 
Ro ? “ 
Hun lagde sig tilbage i Sengen , og Rosine 
hørte hende græde . Efter en lang Taushed tog hun 
atter Ordet : 
„ En Dag — da var hun næsten sexten Aar 

— lød en forsigtig Hvisken , om mig , varsomme Hentydninger 
gjordes , og jeg blev endelig vaer , at Verden 
omkring mig havde Noget at sige mig , som den ikke 
havde Mod til at udtale lydeligt . Endelig forstod 
jeg den ; en frygtelig Sygdoms Orm gnavede paa 
mit Barns Sundhed , den samme Sygdom , der 
havde lagt hendes Fader i Graven . Jeg foer op af 
min selvkjcerlige Rolighed , jeg saae , og jeg kunde 
ikke tvivle . „ Hvorledes ? “ sagde jeg med Bitterhed 
til mig selv , „ han under mig hende ikke , den skrækkelige 
Sygdomsspire , hun bærer i sig , har han efterladt 
hos hende for at rane hende fra mig , “ og jeg , 
der egenkjærlig havde forladt ham , vovede nu at 
anklage ham . Og nu troer Du formodentlig , Rosine , 
at jeg styrtede mig i en fortvivlet Kamp mod 
Faren , at jeg vaagede Dag og Nat ved mit Barns 
Leie , at jeg ødslede min Ømhed og mine Kræfter 
paa dens Frelse , der var mig saa kjær ? Nei , jeg 
blev bitter , harmfuld mod min Skjæbne , jeg opfyldte 
Luften med Klager , det er sandt ; men det var vrede , 
egenkjærlige Klager , der meest vare Bebreidelser mod 
Gud og Menneskene , jeg stampede mod Braadden , 
og den søndersled min Fod . Ikke engang Sygelejets 
Hellighed bragte mig til Taushed , jeg vaandede og 

beklagede mig i selvkjærlig Smerte , og tænkte kun 
paa mig selv . Og dog maa jeg have seet , hvormegen 
Lidelse , jeg voldte ; thi endnu seer jeg i min Sjæls 
Inderste de døende Øine , hvis Blik fulgte mig , jeg 
seer dem lyse af himmelsf Forbarmelse og Ømhed , 
af Smerte og Medlidenhed , og det er som om 
Synet af dem presser blodige Taarer ud af mine 
Øine ! “ 
Hun tog om sit Hoved med begge Hænder , hun 
indhyllede sine graae Haar i Lagenet , og hulkede høit . 
Rosine bøiede sig over hende , drog blidt Klædet 
tilside , og sagde bønfaldende : „ O , fortørn ikke Gud 
og Deres elsfede , hengangne Barn med denne vilde 
Smerte ! See op til Himlen , hvor hun er , og tænk 
ikke meer paa hendes jordiske Lidelse ! “ 
„ O , Rosine ! “ udbrød hun , og klyngede sig 
til hendes Hals , „ Du har ikke hørt det Værste . 
Jeg kunde ikke udholde længer at see hendes Lidelser 
— nei , jeg taler ikke Sandhed , jeg kunde ikke udholde 
min , forsfaaer Du , min egen Smerte , jeg 
sagde til mig selv , og jeg sagde lydeligt , at jeg elsfede 
mit Barn altfor høit til at kunne taale at see 
det døe , og hør nu det Uhørte : Menneskene spyttede 
ikke paa mig , de sloge mig ikke i Ansigtet , de droge 

mig ikke ved Haaret , og udstødte mig af deres 
Samfund ; men de sagde : „ Den arme Moder , hvor 
hun lider ! “ og de gave mig Ret , de beredte Alt til 
min Reise , de sukkede og de græd med mig , og de 
lovede mig at gjøre Alt for det Barn , jeg forlod . 
Jeg lod , som om jeg troede dem , ligesom de lod , 
som om de troede mig , og jeg gik hen til mit døende 
Barns Leie for at fremføre det løgnagtige Paaskud 
om en nødvendig Reise paa et Par Dage , hvorefter 
jeg vilde komme tilbage . Jeg veed ikke , om hun 
troede mig ; jeg turde ikke spørge , og hun sagde 
Intet ; hun fremførte ingen Klage , ingen Misbilligelse ; 
men med et Blik , fuldt af himmelsk , medlidende 
Kjærlighed drog hun mit Hoved ned til sig , 
og kyssede for sidste Gang mine Læber . Jeg reiste 
mig , og med Fortvivlelsen , Selvkjærlighedens vilde 
Fortvivlelse , i mit Hjerte besteg jeg den Vogn , der 
førte mig bort , kun nogle Mile bort til et Sted 
paa Landet , hvor jeg blev , til Efterretningen kom 
om , at Alt var forbi . . . Og nu havde jeg Fred , 
ikke sandt ? Nu var jeg ene , ene med det kostbare 
Jeg , som jeg nærede og pleiede med saamegen Ømhed , 
hvad Nød havde jeg nu ? I Begyndelsen var 
ogsaa Alt godt , jeg græd og sukkede over mit Barn , 

og man søgte at trøste mig , Alt var tilsyneladende i 
sin Orden , og reent og retfærdigt i mine og Menneskenes 
Øine . Jeg blev fattet , og jeg tog til Byen , 
til mit Hjem , for igjen at pleie mine gamle Vaner 
og Beqvemmeligheder . Men tænk Dig , den Stemme , 
som ikke havde ladet sig høre fra Menneskenes Bryst , 
den talte til mig fra enhver af de døde Gjenstande 
omkring mig . De havde omhyggeligt flyttet Sengen 
bort , hvorpaa mit Barn havde draget sit sidste Suk 
blandt leiede Fremmede , Stole og Borde indtoge 
dens Plads , Alt var medlidende forandret i hendes 
Værelser , for at skaane den barnløse Bloders Følelser , 
o , hvilken Spot laae der ikke i al denne Omhu ! 
Og hvad nyttede den ? De gamle , bekjendte Vægge , 
som havde kastet Lyden tilbage af mit Barns fode 
Stemme , de livløse Gjenstande , hvorpaa hendes 
straalende Blik havde hvilet , de Planker , hvorpaa 
bendes Barnefødder havde trippet , og som endnu 
syntes at bære Spor af de vaklende Trin , hvormed 
hendes segnende Fod var gledet henover dem — 
Alt talte til mig med grnopvækkende Bebreidelser . 
Jeg kjæmpede imod dem , jeg forsvarede mig vildt , 
næsten med Raseri mod disse tause Anklagere ; men 
forgjæves ! Angeren overvældede mig — o , Rosine ! 

Du veed ikke , hvad Angeren er — det er en haabløs 
Kamp for at kalde Fortiden tilbage , en fortvivlet 
Segnen under Forsoningens Umulighed , det er at 
vride sin Hænder , at slaae sig for sit Bryst , at 
krnbe i Støvet , og paa samme Tid at storme mod 
Himmelen , og banke vildt paa dens lukkede Døre — 
og naar saa denne Anger ingen Mulighed har til 
Forløsning paa Jorden , naar den , vi have krænket , 
er borte for bestandig , naar vor Stemme ikke mere 
naaer det kjærlige Hjerte , som maaskee vilde tilgive , 
hvis det saae vor Jammer , naar selv den Gud , vi 
trygle om Naade , vender sig taus fra os , fordi han 
var altforbarmende og vi ubarmhjertige , saa at han 
ikke vil kjendes ved os — o , da , da , Rosine ! 
er et ulykkeligt Menneske naaet til Usalighedens 
Tinde ! “ 
„ O , kjære Frue ! “ sagde Rosine grædende , 
„ fortvivl dog ikke saaledes ! Tro mig , Deres Barn 
hører Dem , og vil engang som en tilgivende Engel 
drage Dem til sit Hjerte ! “ 
„ O , hvis jeg kunde haabe det ! “ sukkede hun . 
„ Jeg kunde ikke blive i mit Huus , jeg tog i Besøg 
til min Cousine Geheimeraadinden , som havde indbudet 
mig . Jeg talte ikke til Nogen om , hvad der 

beskjæftigede mine Tanker , og man troede , at det 
var Sorgen , der fortærede mig . Da traf jeg Pasfor 
Degen ; min dybe Trang til at gribe et Haabets 
Halmstraa drev mig til at tale med ham , og 
jeg syntes i min Forvildelse virkelig , at han stod 
Herren nærmere end Andre . Jeg haabede , at han 
ogsaa kunde føre mig arme Synderinde nærmere til 
Gud , jeg lyttede til hans Ord , jeg fulgte hans 
Raad , jeg bad og arbeidede indvendig . Da Talen 
blev om min Bortreise , blev jeg grebet af Angst for 
at miste den sidste Tilflugt mod min indre Elendighed , 
og jeg greb til den Udvei at tage heri Huset . 
Men jeg var kommet som i en Tryllekreds , der 
dæmonisk drog mig ind i sig ; krampagtigt greb min 
forvirrede Sands efter det Hellige ; men det flyede 
mig , og efterlod sit tomme Klædebond i min Haand . 
Jeg følte det , og begyndte selv at drive Spot med 
det , o , Gud forlade mig ! Endelig slukkedes Rusen 
i en frygtelig Nedslagenhed ; jeg hadede mig selv , og 
jeg hadede disse Mennesker ; jeg kom til dem som 
en ulykkelig Flygtning , søgende Frelse , og de Grusomme 
berøvede mig Alt , endogsaa min Gud ! “ 
Hun taug nogle Øieblikke , derpaa vedblev hun 
med bævende Stemme : 

„ Men Gud havde ikke forladt mig , han sendte 
mig en god Engel i min Nød . Rosine , Du maa 
ikke forlade mig , tro paa mig , som jeg troer paa 
Dig ; thi skjøndt jeg mistroer hele Verden og mig 
selv med , troer jeg paa Dig som paa det Evangelinm , 
Du har læst før mig ; den Dag , jeg maatte 
mistænke Dig før noget Lavt eller Troløst , vil jeg 
før evig tabe Troen paa Gud og Menneskene ! “ 
„ Min kjære , dyrebare Frue ! “ sagde Rosine 
inderligt , „ jeg er kun et svagt Mennefle som De og 
Andre ; men sandt og oprigtigt kan jeg forsikkre Dem , 
at jeg skal være Deres troe Tjenerinde , saalænge 
De vil beholde mig hos Dem . “ 
„ Jeg troer Dig , mit Barn ! jeg troer Dig ! O , 
Gud være lovet , at jeg troer Dig ! — Men det er 
blevet Nat , gaa , mit Barn ! gaa iseng , imorgen 
ville vi drøfte vore Planer , mit Hjerte er lettet ved 
mit Skriftemaal , jeg troer , at jeg kan sove ! “ 
De skiltes ad ; men det varede længe , før Rosine 
faldt isøvn . Det besynderlige Skriftemaal , som 
hendes Frue rigtigt havde kaldt det , lød endnu i 
hendes øren , og i urolige Tanker overveiede hun 
dets Indhold . At hendes Frue aldeles ikke var 
sindssyg , indsaae hun fuldkommen vel , om hun end 

med stille Bæven betragtede den Kamp , som et forvænt , 
selvkjærligt og i høi Grad omtfindtligt Lind 
førte med sig selv . „ Hun har Ret , “ sagde hun hen 
for sig , idet hun kastede sig frem og tilbage i sin 
Seng , „ der gives Handlinger , som hverken fordømmes 
as Loven eller af Menneskene , og som dog ere 
Forbrydelser . Den , der forlader sin Plads i Kampen , 
og flygter feig fra sin Post , er ikke mere strafskyldig 
end den , der svigter sin Pligt i Livets Kamp . Men 
de Fleste fordømme ikke sig selv , fordi de gjøre det 
Sidste , maaskee fordi deres Medmennesker , gribende 
i deres egen Barm og frygtende for selv at maales 
paa dette Maal , ikke fordømme dem . — O Gud , 
det er dog svært at leve ! “ tilføiede Rosine med et 
bekymret Suk , idet hun endelig fandt et Hvilested 
for sit unge Hoved . 
Den næste Dag modtog Fru Stilling hende 
med et venligt og oplivet Ansigt . Lader os ikke forsmaac 
Mennefketrost og Menneskeraad , da de dog 
lette de tunge Sorgens Byrder , vi bære ! Det er 
ikke godt , al Mennesket er ene , og allermindst naar 
Smerten og Angeren besøge hans Huus ; saalænge 
disse tungsindige Gjæsfer sidde stumme og alvorlige 
ved hans Bord , er deres Nærværelse langt frygteligere , 

end naar de aabne deres tause Læber , og tale , 
selv om det kun er Veeraab og Klager , de fremføre . 
Skjøndt fangne under samme Lod , er der dog en 
vidunderlig Trøst i Stemmen fra et deeltagende 
Menneskebryst , og selv i det vaklende og tvivlende 
Raad , som undfanges af de Dødeliges Hjerne , er 
der en Støtte for den segnende Fod . 
„ Godmorgen , mit Barn ! “ sagde Fru Stilling , 
da Rosine aabnede Døren ind til hende , 
„ kom , idag maa Du pynte mig lidt , jeg vil bede 
Pastoren og hans Frøken gjøre mig et Besøg . Lad 
mig see , at Du bringer mig til at see saa ung og 
saa stadselig ud som muligt , at hele Verden kan see , 
at der er foregaaet en Forandring med mig . “ 
Med inderlig Glæde ilede Rosine at efterkomme 
denne Anordning . Med flink Haand besørgede hun 
sin Frues Toilette endnu omhyggeligere end ellers , 
og fremtog det fineste Tøi til hendes Paaklædning . 
Derpaa ordnede hun Stuen , hentede endnu flere 
Blomster ind , og da Solen nu skinnede muntert ind 
af de aabne Vinduer , syntes Rosine i barnlig 
Glæde , at hun aldrig havde seet dette sit daglige 
Opholdssted saa hyggeligt og smukt . Da hun saaledes , 
let og munter , løb frem og tilbage , for at 

ordne Alt , og derpaa servere sin Frue Theevandet , 
sagde denne smilende : „ Du er dog rigtigt et Barn , 
Rosine ! — men et godt Barn , det vil jeg ikke 
nægte ! “ 
„ Kald mig kun et Barn , kjære Frue ! “ svarede 
hun spøgende , „ jeg vil da saameget lettere kunne 
faae Tilgivelse , naar jeg gjør Dem Noget imod ! “ 
Da Theen var drukket , sagde Fru Stilling : 
„ Hent mig nu Præsten og Frøkenen , ellers faae vi 
ikke fat paa dem . Hils fra mig , og sig , at jeg har 
Noget at sige dem , hvis det er dem beleiligt at høre 
paa det . Spørge de Dig ud , øm hvad det kan være , 
saa sig , Du veed det ikke , men at Fruen er usædvanlig 
fornuftig idag . “ 
Rosine loe , og gik sit Ærinde . Frøken 
Alexandrine blev meget forundret over denne 
Anmodning , og var ikke langtfra at smigre sig med , 
at der var et nyt Under paafærde ; hun skyndte sig 
hen at hente Præsten , og nogle Øieblikke efter traadte 
de begge ind til Fru Stilling . 
„ De har ladet os kalde , kjære Veninde , “ sagde 
Præsten , idet de toge Plads paa de af Rosine 
fremstillede Stole , „ og det seer ud , som om De 
vilde lægge Raad op med os . Jeg haaber ikke , det 

er et Krigsraad , men et Fredsraad , hvor Vorherre 
er valgt til at føre Forsædet med Kaaring og oprakte 
Hænder , hehehe ! “ 
„ Og hvor Valgtalen er blevet til et rigtigt 
Livsord , “ sagde Frøken Alexandrine , slaaende ind 
paa Spøgen . 
„ Naa , kjære Fru Stilling , “ sagde saa Præsten , 
„ hvad har De egentlig paa Hjerte ? “ 
Hun reiste sig i Sengen , og saae roligt paa 
dem begge . 
„ Jeg har isinde , “ sagde hun med langsom og 
tydelig Stemme , „ at takke Dem for den Tid , jeg 
har havt Ophold i Deres Huus ; om det har været 
mig til Gavn eller Skade , vil jeg ikke drøfte , og 
det vilde heller ikke være godt at sige ; thi jeg har 
været meget syg . Nu er jeg bedre , ja , jeg haaber 
om kort Tid at være ganske rask , og kan igjen tænke 
paa at indrette mit eget Huus . Jeg vil derfor i 
rette Tid varsle Dem om , Hr . Pastor ! at jeg til 
Efteraaret forlader Præstegaarden for at flytte til 
Byen , hvor jeg vil tilbringe Vinteren , indtil jeg kan 
faae kjøbt mig et Sted i dens Nærhed . Jeg er vis 
paa , at De vil glæde Dem med mig over , at jeg 
endelig har opnaaet den Sindsro , jeg søgte ved at 

flylte til Dem , og saaledes virkelig kan takke Dem 
for at være naaet til dette Maal . “ 
Baade Pastoren og Frøkenen tabte for et Øieblik 
Fatningen ; han var imidlertid klog nok til at 
tie , medens Frøken Alexandrine af et mere oprigtigt 
Hjerte udraabte : „ Men hvor i Himlens Navn 
er De kunnet falde paa dette ? “ 
„ Det synes mig at ligge nær , “ sagde Fru 
Stilling med et ironisk Smiil , der viste , at hun 
gottede sig over Frøkenens Overraskelse , „ at jeg , der 
har Raad og Evne dertil , igjen ønsker at have mit 
eget Huus . Hverken De eller jeg har anseet mit 
Ophold her for andet end midlertidigt . “ 
„ Det er sandt nok , “ udbrød Frøkenen ; „ men 
hvem kunde troe , at De nogensinde kunde forlade 
os ? Det skal Heller aldrig skee ; thi De veed ikke , 
hvad De gjør , De er syg , mere syg end De veed 
af , og vil styrte Dem selv i Ulykke . “ 
Blodet steg Fru Stilling op til Kinderne ; 
men hun betvang sig , og sagde roligt : „ Veed jeg 
ikke , hvad jeg gjør ? Er der noget Ufornuftigt i at 
ville forandre Opholdssted ? Styrter jeg mig i Ulykke , 
fordi jeg forlader et Sted , hvor jeg ikke befinder 
mig vel længer , for at flabe mig et eget Huus og 

Hjem ? Det er Dem , der er ufornuftig , Frøken 
Kjeldsen ! “ 
„ Sig De , hvad De vil , “ raabte Frøkenen , ude 
af sig selv , „ De kommer ikke herfra , den Tort skal 
ikke overgaae vort Huus , at man forlader det , naar 
man engang er kommet der ! “ 
„ Er Deres Huus da et Fængsel ? “ sagde Fru 
Stilling oprørt og tabende sin Fatning . 
„ Men det er et Forræderi , “ vedblev Frøkenen , 
„ det kommer ikke fra Dem selv , De er overlistet af 
Andre , De svage Stakkel ! “ 
Ved disse Ord foer det som et Lyn gjennem 
Fru Stilling , hun foer iveiret , og aabnede allerede 
Munden for at knuse Frøkenen med sin Haan , 
da et advarende Blik fra Rosine standsede hende . 
Hun gav kun sin Harme Luft i et dybt Aandedrag ; 
derpaa sagde hun tilsyneladende roligt : 
„ Er det en Svaghed , at jeg vil tilbage til mit 
eget Hjem , godt ! saa er jeg en svag Stakkel ; men 
hvo kan forbyde mig at faae dette Ønske opfyldt ? “ 
„ Sandelig Ingen , “ sagde her Præsten , læggende 
sin Haand paa Frøken Alexandrines Arm , „ Udgangen 
til dette Huus er ligesaa fri som Indgangen . 
De kom til os syg , hungrig efter Trøst , 

og forlangte Plads hos os , og vi gav Dem den , 
uden at spørge , hvorfor De hungrede og torstede . 
Vi lod Dem drikke af vort Livshæeger og spise med 
os af vort Hjertebrød , og Vorherre gav Dem en 
Tidlang Fred . Siden den Tid er der gaaet Fristelser 
henover Dem , som De ikke har kunnet modstaae , 
fordi Deres Tro var fattig paa Glæede ; Vorherre 
kastede en Brand i Deres Sjæl for at varme 
Dem , og De brugte den til at tænde Huset med 
over Deres eget Hoved . Hvad kunne vi gjøre for 
det ? Nu vil De forlade os , og siger , at De er 
karsk ; men jeg kan sige Dem , at det er en Djævelens 
Karskhed , en Sundhed til det Onde , en Krampetrækning 
af den onde Aand i Dem . Tilgiv derfor 
denne gudsfrygtige Qvinde , at hun ømmer sig 
ved at lade Dem drage bort i denne ulykkelige Tilstand , 
og gjerne vilde tvinge Dem mod Deres egenraadige 
Villie til at blive og stille Deres Sag i 
Vorherres Haand , tilgiv hende , hun elsker Dem med 
en vidunderlig stærk Kjærlighed . “ 
„ Det er mig altsammen det Samme , “ sagde 
Fru Stilling utaalmodig , „ naar jeg blot kommer 
herfra . “ 
„ Det være langt fra os at holde Dem tilbage 

med nogen Tvang , “ sagde Præsten , „ vi ville kun 
Deres Vel , og viser De ved et sagtmodigt Sind og 
en fornuftig Adfærd , at De selv kan styre Deres 
Livsbaad videre , saa er der Intet til Hinder for , 
at De kan forlade os til Efteraaret . Men der er 
endnu nogle Maaneder til , og altsaa Tid til at 
betænke Sagen . Lader os ikke overile os , men tage 
Vorherre paa Raad med . Det er den rette Raadmand , 
kjære Fru Stilling , og det han raader , det 
ville vi gjøre . Snak De nu lidt med ham , saa 
ville vi gjøre det Samme . Naa , der er vel lidt 
Fruentimmerstivnakkeri mellem Dem og vor gode 
Frøken , det jevner sig nok , hehehe ! “ 
Han reiste sig for at gaae ; men Fru Stilling 
sagde heftigt : 
„ Det er ikke Løier , Pastor Degen , men min 
urokkelige Beslutning at flytte til Efteraaret , det 
kan ikke nytte , at De slaaer det hen i Spøg . “ 
„ Ja , ja , vi kjende nok Fruentimmerbeslutninger , 
svarede han skjemtende , „ farvel , lille Fru Stilling , 
jeg kan ikke undvære min Morgenpibe længer ! “ 
Han nikkede venligt , skjød Kalotten op paa sin 
Isse for at give sig et saa gemytligt Udseende som 
muligt , og gik ud af Døren . Frøken Alexandrine 

fulgte ham , uden noget Forsøg paa at hylle Venlighed , 
og sagde halvsagte til Rosine , da denne 
fulgte hende til Døren : „ Det er Dem , der er 
Slangen i dette Paradiis ; men bi kun ! “ 
Fru Stilling var ingenlunde fornøiet med 
Udfaldet af denne Samtale , isærdeleshed fordi dei 
dog var blevet staaende hen som en uafgjort Sag , 
om hun skulde bort eller ikke . 
„ Jeg skulde ikke være blevet hidsig , “ sagde hun 
gjentagne Gange ; „ men jeg kan ikke gjøre for , at 
Frøkenen altid bringer mit Blod ikog . Og saa hun 
med hendes Paradiis , et net Paradiis med lutter 
Slanger ! Jeg er vis paa , at hun vil snakke Vorherre 
ud af Himmerig , hvis han nogensinde er saa 
uforsigtig at lade hende komme indenfor Døren . 
Hvad mener hun med sine Trudsler ? “ 
„ Frøkenen blev vred , “ sagde Rosine , „ hun 
troede , det var mig , der havde bragt Fruen paa 
Tanken om at flytte . “ 
„ Jeg vil raade hende fil at lade Dig i Ro , “ 
sagde Fruen bestemt . 
Det lod imidlertid ikke fil , at Frøken Alexandrine 
vilde give Tegnet fil en aaben Krig ; paavirket 
af Præsten , der formanede hende fil ikke „ at 

irritere Fjenden “ , indskrænkede hun sig fil aldrig at 
betræde Fruens Værelse , og fil at vise Rosine et 
koldt , fjendtligt Væsen . Det gjorde Rosine ondt , 
deels fordi hun var sig sin Uskyldighed bevidst , hvad 
Bortreisen angik , deels fordi hun var Frøken Alexandrine 
taknemlig for hendes Omsorg under sin 
Sygdom . Men alle Forsøg paa en venlig Tilnærmelse 
afvistes , Frøkenen indhyllede sig i sit Shawl 
og sin krænkede Værdighed , og besvarede enhver Tiltale 
med Eenstavelsesord . 
Den fil Provstens Ankomst bestemte Onsdag 
var kommet , alle Omegnens Præster vare indbudne , 
ligesom der ifølge Præstens Ønske var sendt en 
Indbydelse fil Carl . I flere Dage havde Forberedelserne 
fil et storartet Middagsgilde sat Præstegaarden 
i Oprør ; thi Pastor Degen var en Mand , 
der satte Priis paa at leve godt , og som ingenlunde 
agtede at indbyde sine Brødre i Herren paa to 
Brød og fem Fisk . Frøken Alexandrine , der 
havde en Ære som Huusmoder at opretholde , gik 
begeistret ind paa hans Anskuelser ogsaa i denne 
Henseende , og var , da hun Onsdag Middag overskuede 
sine Forberedelser , med Rette opfyldt af en 
trinmpherende Fryd over , hvad hun og Vorherre 

havde udrettet . Præsten havde allerede ifsrt sig sin 
Høitidsdragt , da Provsten , der vilde ende sine Forretninger 
i Nabosognet om Formiddagen , kunde 
ventes maaskee noget før de andre Gjæster , og uagtet 
de to geistlige Herrers religieuse Anskuelser vare 
meget forskjellige , vilde Præsten dog ikke vise nogen 
Mangel paa Høflighed . 
Medens han gik op og ned ad Gulvet i sit 
Studerekammer , hjerteligt savnende sin Pibe , som 
han havde henlagt for de første Timer , kom Gaardmandskonen 
Stine Olsens svære Skikkelse langsomt 
vandrende over Gaarden . 
„ Er Pastoren at faae itale ? “ raabte hun ind ad 
Kjøkkendøren ; men i disse sidste , høitidelige Øieblikke , 
da alle Kræfter anspændtes for at forene de mange 
adskilte Forberedelser i et glimrende Hele , gav Ingen 
sig Tid til at svare paa dette første Spørgsmaal . 
Præsten , som den eneste Ledige , aabnede Vinduet , 
og raabte ud : „ Her er jeg , Stine Olsen ! men 
min Tid er knap ! “ 
„ Det var da Skade , “ sagde Stine , idet hun 
med uforstyrret Ro vendte sine Skridt til Studerekammeret , 
„ jeg havde ret Meget at tale med Pastoren 
om . “ 

„ Det Lange faaer at blive til en anden Dag , “ 
sagde Præsten spøgende , „ sig mig det Korte strax ; 
vi vente Provsten , og naar han kommer , maa 
Stine vige . “ 
„ Det forstaaer sig , “ sagde hun , „ skjøndt den 
Ene da kan være ligesaa god som den Anden . Med 
Forlov ! “ hun satte sig til Præstens Misfornøielse 
ned , „ det , jeg egentlig har at tale om , kan jeg gjerne 
kalde en Samvittighedssag . Der er nu Anne , som 
jeg har kjendt fra vi var Piger af , hun tjente i 
Gaard hos min Fader , og er nu Huusmandskone ; 
men det maa jo Enhver tage , som det falder sig , 
vi kunne ikke allesammen være Gaardmænd . Forgammelt 
Bekjendtskab Skyld have vi da altid været 
nogenlunde gode mod Anne og hendes Mand , især 
dog mod Anne , for Manden er et fordrukkent 
Sviin . Og jeg maa sige om Anne , at hun aldrig 
har sagt mig et ondt Ord , om jeg ogsaa engang 
imellem har været noget studsig imod hende , som jo 
let kan hænde , naar man bliver overhængt til enhver 
Tid . “ 
Her rømmede Stine sig , saae efter , om den 
rette Side var ud af hendes Forklæde , og syntes i 

det Hele taget ved en længere Pause at ville give 
det Efterfølgende større Vægt . 
„ Naa , lille Stine ! Tiden er knap ! “ sagde 
Præsten opmuntrende . 
„ Saa kom det nu saadan , at der sfete en heel 
Forandring med mig , “ begyndte Konen igjen , „ saa 
naar jeg tænker paa den forrige Tid , kjender jeg 
knap mig selv igjen . Hvad var nu rimeligere , end 
at jeg vilde dele al den Guds Velsignelse indeni 
mig med Venner og Bekjendte ? Med Svend gik 
det da nemt nok , som Pastoren veed , og hvad Børnene 
angaaer , saa læse de deres Fadervor hele 
Dagen igjennem ; men med Anne vil det slet ikke 
gaae . Jeg har sagt til hende : „ Anne , Dit Skrog , 
Du er bare fattig , fordi Du ikke gaaer til Vorherre 
om Alting , tag rigtig ved at bede , saa stal 
Du see , han giver Dig nok , baade det Knuddrede 
og det Skuddrede ; “ men saa svarer hun , at hun 
vil hellere gaae i Fattighuset , end af sfabe sig saadan . 
Det er et forfærdeligt Mod , der er i den 
Qvinde . “ 
„ Ja , Djævelens Magt er stor , “ sagde Præsten , 
„ der seer Du selv , lille Stine , af det er 

godt , af Nogen med Magt vil rive os ud af hans 
Kløer . “ 
„ Ja , det er nu netop min Mening med Anne , “ 
svarede Stine ivrigt , „ jeg stal ikke raste , før jeg 
har drevet Vantroen ud af hende . Det var det , 
jeg vilde raadfsre mig med Pastoren om ; thi jeg 
vil nødig gjøre Nogen Uret , og lægge mig ud med 
Vorherre ; naar Anne nu ikke vil høre , hvad jeg 
siger , er det saa ikke min Pligt af rydde hende og 
hendes Huus ud af Jorden ? “ 
„ Hvad mener Du ? “ spurgte Præsten , noget 
underlig ved denne Mtring . 
„ Jeg mener da ikke , af jeg vil slaae hende 
ihjel , skjøndt hun vel havde fortjent det , “ svarede 
Stine med fanatisk Heftighed ; „ jeg mener blot , af 
jeg vil gjøre hende alt det Onde , jeg kan hitte paa , 
og det er ikke saa Lidt ; thi hun og hendes Mand 
har baade faaet Arbeide og Almisse hos os . “ 
„ Hm ! “ sagde Præsten , „ har Stine raadført 
sig med Vorherre om det ? “ 
„ Ja , saamænd , “ svarede hun , „ og jeg kan ikke 
faae Andet ud af det , end at han siger : „ Jeg er 
en hellig og nidkjær Gud , og den , der ikke troer 
paa mig , slak ikke leve . “ “ 

„ Det Sidste skal vel læses lidt anderledes , “ sagde 
Præsten smilende ; „ men hold Du Dig til det levende 
Ord , Stine , det forstaaer Du bedst . Har Du læst 
Troen rigtigt op for Dig selv , og raadført Dig 
med den ? “ 
„ Der staaer , at jeg troer paa de Helliges Samfund , “ 
sagde hun med Bestemthed , „ og det kan ikke 
sige Andet , end at vi Hellige skulle holde sammen , og 
ikke taale de Vantroe . “ 
„ Men Han , Du veed nok “ , sagde Præsten , 
„ tilgav sin Fjende paa Korset . “ 
„ Josses ja , “ sagde Stine , „ Pastoren kan sin 
Bibel bedre end . jeg ; men Vorherre slog da ogsaa 
alle Jøderne ihjel for den Sags Skyld . Jeg kan 
dog ikke komme bort fra den Tro , at vi skulle vise 
Vorherre vor Kjærlighed af vore Gjerninger , og 
naar Anne ikke vil gaae i Lag med os , saa skulle 
vi ikke taale hende . Troer Pastoren virkelig , at hun 
kan blive salig , saadan som hun gaaer og døser hen ? “ 
„ Nei , Stine , det troer jeg ikke , her har Du 
Ret : den , som ikke troer , skal ikke leve . “ 
„ Men jeg gad dog nok vidst , om Pastoren mener , 
at Vorherre synes om , at Anne sidder , tilbords 

med og spiser , som om hun var ligesaa god 
som os Andre . “ 
„ Han sad tilbords og spiste med Toldere og 
Syndere , og detskal jeg selv gjøre idag , lille Stine ! “ 
„ Jeg har ogsaa proberet paa det , “ sagde Stine 
eftertcrnkende , „ for jeg er jo vant til , at Anne kom 
engang imellem ind til os , naar hun var sulten , og 
spiste vi saa just , som vi vel fordetmeste gjorde , saa 
var det saa ligefrem at sige : „ Sid ned og spiis 
med ! “ Men da hun saa slet ikke vilde høre paa , 
hvad jeg sagde , men taug stille og aad sig mæt , saa 
blev jeg gal i Hovedet over , at det urene Dyr skulde 
besmitte mit Huus . Og hvad saa Pastoren siger — “ 
her foer hun op igjen i Hidsighed — „ saa føler jeg 
med mig selv , af Vorherre vil , af jeg skal lukke 
Døren for hende . “ 
„ See saa , lille Stine , der er Provsten , “ 
sagde Præsten , der under de sidste Ord havde seet 
ud af Vinduet , „ Vorherre hjælper Dig nok til af 
omvende Anne , hvis hun ellers er det værdt . Jeg 
skal see over til Jer een af Dagene . “ 
„ Tak , Hr . Pastor , “ sagde Stine , og reiste 
sig , „ jeg havde gjerne talt længere med Dem , for 

jeg tænker nu aldrig paa Andet end disse Ting ; 
men saa sees vi igjen ! Vorherre være med Dem ! “ 
„ Og med Dig , Stine , med Dig ! “ svarede 
han hastigt , idet han ilede ud for af modtage Gjæsten . 
Da de geistlige Herrer sad samlede om Bordet , 
og Frøken Alexandrine i stiveste Pynt stod opreist 
for Bordenden med Huusmoderens Scepter , Potageskeen , 
i den halvt opløftede Haand , vendte Værten 
sig til Provsten , og bad ham fremsige Bordbønnen . 
Provsten reiste sig , og sagde nogle faae hjertelige Ord , 
der paahørtes med bøiede Hoveder af Gjæsterne ; 
nogle iblandt disse foldede Hænder , og forblev i 
denne Stilling nogle Minuter efter at den lydelige 
Bøn var endt , som om de havde tilfredsstillet deres 
Følelser med en lille Privatandagt . Forresten var 
Samtalen ved Bordet ingenlunde optaget af religieuse 
Themaer , paa en lille Diversion nær , som 
gjordes af en ung , ivrig Capellan , der henvendte et 
Spørgsmaal til Provsten . Denne svarede venligt , 
men afvisende : „ Jeg er ikke af Deres Mening , 
Hr . Capellan ! “ og derefter gik Samtalen atter over 
til muntrere Gjenstande . Maaskee kom denne fredelige 
Stemning for en Deel ogsaa af , at Gjæsterne 
fandt det ubetimeligt at forstyrre Nydelsen af Frøken 

Alexandrines i Ordets egentligste Forstand smagfulde 
Anretning ved theologiske Discussioner , og ved 
Maallidets Slutning var Stemningen saa glad og 
hjertelig , som om alle Deellagerne i Virkelighed 
elflede den samme Gud og den samme Næste . 
Frøken Alexandrine havde i Anledning af 
Dagens Betydning nedladt sig til ved Birthe at 
anmode Fru Stilling om at „ hendes Jomfru “ 
maatte skjænke Kaffen efter Bordet . Saaledes var 
Rosine da ivrigt beskjæftiget med denne Forretning , 
da Provsten traadte ind i Spisestuen . 
„ Maa jeg tage Plads et Øieblik hos Dem , mit 
kjære Barn ! “ sagde han venligt , idet han satte sig i 
Sophahjørnet , „ jeg er en gammel Mand , og lidt 
træt af Dagens Anstrengelser . Kræfterne ville ikke 
længer slaae til , og det gamle Legeme behøver Hvile 
af og til . “ 
„ Maa jeg servere Deres Højærværdighed Kaffen 
her ? “ spurgte Rosine hjerteligt , idet hun hentede 
en Sophapude for at lægge bag hans Ryg . 
„ Ja , Tak , mit Barn ! et Øiebliks Rolighed vil 
gjøre mig godt . Hører Øe til Pastorens Familie ? “ 
„ Nei , “ svarede Rosine beskedent , „ jeg er kun 
Jomfru hos Fru Stilling , der boer heri Huset . “ 

„ Ja saa , “ sagde han mildt , „ saa ung og allerede 
ude at tjene ! Har Øe ingen Forældre ? “ 
„ Øe ere døde , før jeg kjendte dem . “ 
„ Heller ingen Plejeforældre ? “ 
„ Min Plejefader lever Heller ikke længer . “ 
„ Har Øe slet ingen Slægt eller Venner ? “ 
„ Slægt har jeg ikke ; men Venner har jeg . “ 
Han smilede , og tog Kaffen , som hun bød ham . 
„ Det kan jeg vel vide , “ sagde han , „ det er vor 
egen Skyld , naar der fattes os Venner , Gudskelov ! 
Bien hvor ere disse Venner i Verden , hvis Øe tillader 
mig at spørge saa meget og saa frit ? “ 
Den gamle Mands venlige Ansigt , hans hvide 
Haar og hans milde Blik indgjød Rosine Tillid ; 
medens hun skjænkede Kaffen , fortalte hun ham med 
ungdommelig Glæde om sin Frits , om hans Reise 
og om de gode Udsigter , som hun troede , at de havde 
til om ikke lang Tid at faae en lille Ansættelse . 
Provsten hørte med Fornøielse paa hende , og da han 
reiste sig for at gaae ind til de Andre , tog han hen ? 
des Haand , og sagde , idet han betragtede hende 
venligt : 
„ Tak for denne gode Time , mit Barn ! jeg har 
forfrisket baade Sjæl og Legeme i Deres Selflab , 

Stol De kun paa Gud , det vil ikke slaae feil for 
Dem . “ 
Da han traadte ind til sine Embedsbrødre , 
fandt han Situationen mindre fredelig . De geistlige 
Herrer havde , siddende i Pastorens Studerekammer 
og rygende deres Piber , længe ladet sig nøie 
med at indhylle sig i olympiske Taager , medens de 
saa smaat drøftede allehaande ligegyldige Anliggender ; 
men efterhaanden dreiede Samtalen sig mere og mere 
ind paa det theologiske Gebeet , og adskillige Meningssorfljelligheder 
begyndte at komme tilorde . Den føromtalte 
Capellan drog , med nogle ikke utydelige Allusioner 
til Provstens Tænke- og Prædikemaade , stærkt 
tilfeldts mod det søvnige , aandelige Liv i Menighederne , 
hvilket han stemplede som et „ Søvngjængerliv “ 
og en „ Forsteningstilstand “ . Han blev meget 
ivrigt modsagt af en af Degens Nabopræster — 
Provsten havde det andet Nabosogn — der paastod , 
at fordi Livet udviklede sig langsomt , var det ikke 
forstenet . 
„ Hvad nytter det at haste saa stærkt ? “ sagde 
Nabopræsten , en høi , bleg , mager Mand med haarde 
Træk , „ hvad kan det nytte at saae i en uforberedt 

Jord ? Der voxer ligesaamange Torne og Tidsler 
op som frugtbare Ax . “ 
„ Derfor siger jeg ogsaa , at Menigheden skal 
frugtbargjøres ved Prædikenen , “ sagde Capellanen 
ivrigt , „ naar der blot i Prædikenen er Livsvarme , 
Saft og Kraft , saa vil Menigheden nok blive modtagelig 
for Sæden . Prædikenen er Regnbygen , Prædikenen 
er Solskinnet , den er Plougen , den er Harven , 
ja , den er undertiden Leen , der bortskjærer Klinten . 
Bort med alle de døde Forklaringer og Bibelcitater , 
hvorover Menigheden sover ind , og kom blot med det 
levende Ords Kraft , bryd ind i Menighedens Bevidsthed , 
ryst den og væk den , bring den blot til at , 
leve , saa er Alting godt . “ 
„ Da er Prædikenen dog hovedsagelig Fortolkningen , “ 
sagde den magre Præst , idet han med halvtlukkede 
Øine saae ned for sig , , - , at gjentage , forklare , 
oplyse og sigte Ordet til Menigheden er Prædikantens 
Pligt . Jeg søger at gjøre min Menighed myndig 
til at forstaae Ordet , og forstaae det rettelig . 
Christi Ord er vel simpelt ; men det kan dog udtydes 
paa mange Maader , og betragtes fra mange 
forskjellige Synspunkter . Er det ikke ogsaa derfor , 

at det samme Evangelium kommer igjen paa Aarets 
Festdage ? “ 
„ Jeg bryder mig kun lidt om Dagens Evangelium , “ 
sagde Capellanen heftigt , „ her af Hjertebrønden 
øser jeg , og saalænge Vorherre blot lader 
den Kilde flyde , skal min Menighed ikke tørste . Jeg 
vil lædske den med friske Vandstrømme , og ikke med 
den lunkne Drik , der uafladelig øses af een Læderflaske 
paa den anden . Kraft skal der til , og hellere 
maa man salte Drikken , end at den maa falde flan 
paa Tungen . “ 
„ Men forkynder jeg da ikke af mit Eget , istedetfor 
af Guds ? “ spurgte Nabopræsten . 
„ Ja , hvad er mit Eget , og hvad er Guds ? “ 
raabte Capellanen . „ Jeg har intet Eget , Alt er 
Guds . “ 
„ Saa er der Heller Intet , der er Guds , “ sagde 
den Anden tørt : „ men Alt er Deres Eget . “ 
Her kom Pastor Degen sin Collega til Hjælp . 
„ Iesus sagde , at man lever ikke af Brød alene , men 
af hvert Ord , der udgaaer af Guds Mund ; dermed 
meenfe han , at vi leve ved det Ord , vi have faaet i 
Daaben , ja bogstavelig meenfe han om sig selv : Jeg 
lever af det Guds Ord , der udgik af Guds Mund 

ved min Daab . Det Samme gjøre vi , vi leve ved 
det Ord , Gud sagde til os i Daaben . Det Ord 
kan Ingen tage fra os , det Ord prædike vi , og med 
det Ord døde vi . Men De — “ her vendte han sig 
til sin Nabopræst — „ De er som Djævelen , De vil 
friste Capellanen til at springe ned af Bjerget , det 
samme Spring , som Iesus ikke vilde gjøre , fordi 
han ikke vilde springe paa Djævelens Commando . “ 
„ Siden sprang han det af egen fri Drift i 
Gethsemanc , “ sagde Capellanen , fornøiet over Modsætningen . 
„ Hvorledes 
kan De tale saaledes om Deres 
Frelser ? “ sagde Carl harmfuldt . Han havde indtil 
ikke blandet sig i Samtalen , men siddet filsyneladende 
» deellagende , og seet ud af Vinduet . 
Capellanen vendte sig , forbanset over de uventede 
Ord . 
„ Har jeg talt Sandhed , hvi slaaer Du mig da ? “ 
sagde han ironisk citerende . 
„ De taler Sandhed , men paa en usømmelig 
Maade , “ sagde Carl ; „ troer De , at vi have faaet 
Ordene fil at opbygge med eller fil at forstyrre 
gned ? Tal med Ærbødighed om det Høie og Hellige , 
og besudl ikke det Rene med urene Hænder . “ 

„ Christus behøver ikke som de hedenste Guderat 
indhylles i . Skyer , “ sagde Capellanen rafl . „ Han 
kan taale at sees i Dagens Lys . Vi see ham og 
kjende ham , han er opstanden igjen for os . “ 
„ Ja , i hver ny Menighed opstaaer han , og 
korsfæstes paany , “ sagde Carl bittert ; „ det er Eders 
Forfængelighed , der nagler ham fil Korset , fordi den 
driver Eder fil at drage ham ned fil Eder , og gjøre 
ham fil Mennefle med Eder . Hvorledes kunne I 
tale om Jesu Daab som om et Menneskes Daab , 
om hans Fristelse som om et Menneskes Fristelse ? 
Vel indviedes hans menneskelige Natur , vel fristedes 
den ; men han var dog paa samme Tid fuld af 
guddommelig Kraft . “ 
„ Have vi benægtet , at Aanden kom over ham i 
Daaben ? “ sagde Pastor Degen , „ nei , det var netop 
der , at Vorherre sendte den , og der sender han ethvert . 
Menneske den , som dødes i den rette Tro . 
Men Alting i Bibelen er saa at sige menneskeligt , 
og det skal det ogsaa være . Aanden daler over 
Ch ristu s , og saa sættes der Punktum efter det , 
ligesom i vort eget Liv ; men strax efter driver 
Aanden ham ud i Ørkenen , hvor Djævelen vil have , 
at han skal gjøre Steen til Brød . Og der have vi 

lært af Djævelen , — thi man kan ogsaa lære af 
den Onde — at gjøre de Steen til Brød , som I 
vantroe Præster give Eders Menighed at tære paa . 
Og ligesom Jesus sagde , at han levede af hvert Ord , 
der udgik af Guds Mund , saaledes er det ogsaa 
vort Levebrød ; men I vilde gjerne tage os Brødet 
af Munden . Tilsidst da Djævelen fristede ham med 
alle Verdens Herligheder , skulde man troe , at han 
havde læst de franste Romaner , for der byde Fristerne 
ogsaa Stort for at beseire Qvinden ; men 
Djævelen er maaskee ogsaa saa alvidende , at han 
kjendte dem forud . Menneskeligt talt er det altsammen , 
og derfor prøves det ogsaa paa ethvert 
Menneske , om han vil leve af hvert Ord , der udgaaer 
af Guds Mund . “ 
Nabopræsfen rystede betænkeligt paa Hovedet . 
„ I troe at kunne gribe det Himmelsfe med 
Hænderne , “ sagde Carl alvorligt . „ Hvis nu et 
Menneske , der havde levet paa samme Tid som 
Christus , hvis een af hans Apostle kunde fødes 
igjen i vore Dage , og han stod her , og hørte Eder 
tale , troer I da , han vilde kjendes ved den Frelser , 
I have skabt Eder til Eders egen Forherligelse ? “ 

„ Hvori besfaaer da vor Uret ? “ spurgte Nabopræsfen . 
„ I 
tilbede Læren istedetfor Forkynderen , “ svarede 
han , „ for Eder er Ordet ikke blevet Kjød , det 
er endnu bestandig Ordet , som I fortolke og dreie 
og vende , til ingen Lyd af den Stemme , der forkyndte 
det , kan spores i det . Vel kan Enhver finde 
et Eccho af sin Sjæl i det ; men ikke Gjenlyde » af 
sin Egenvillie , sin Spidsfindighed og sin Eiendommelighed , 
som I finde deri . “ 
Provsten havde taus betragtet Carl under hele 
Samtalen . 
„ Hvorledes skulle vi da finde Christus ? “ spurgte 
han . 
„ Jeg veed det ikke , “ svarede Carl , uvilkaarligt 
mildnende fin Stemme ligeoverfor den Spørgendes 
ærværdige Aasyn , „ hvis jeg vidste det , blev jeg her , 
og hjalp til at søge ham . Men jeg seer intet Middel 
til at sønderrive det tusind Aar gamle Slør , hvori 
hans Skikkelse er hyllet . Kirken holder vel fast 
paa Gudsbilledet ; men den holder ogsaa fast paa 
alle de Fordomme , de Vrangheder og de menneskelige 
Opfindelser , der fordunkle det . I prædike om 
Ham , og ikke een af Eder formaaer dog at følge 

mig til ham , som han i Sandhed vandrede ved 
Jordans Bred . I beskrive ham Alle , og ingen af 
Eder har dog seet ind i det Aasyn , I beskrive . 
Have I ikke seet Stridsmcendene paa Lucas Cranachs 
Billede , der kaste Lod om Herrens Kjortel ? 
Den ene bliver grebet af de Andre i at kaste med 
falske Lodder , og de trække ham i Skjægget , og kaste 
ham til Jorden . Saaledes er det Eder ogsaa ligegyldigt , 
om I bruge falske Lodder , naar I blot 
kunne vinde Kjortelen , vise den frem for Folket , og 
raabe : „ See , her er han selv ! “ “ 
„ Og det Lod , De har i Haanden , er det ægte ? “ 
spurgte Pastor Degen spydigt , „ er det maaflee justeret 
af Vorherre selv ? “ 
„ Jeg har intet Lod , og jeg vil Intet vinde , “ 
svarede han roligt . „ Jeg vil ikke saae i en Jord , 
hvor allerede saamegen anden Sæd er nedtraadt af 
Menncskefødder , og hvor den gamle Udsæd uafladelig 
kommer op iblandt den nye . Jeg vil opsøge Mennesker , 
der aldrig have hørt om Christus , jeg vil 
gaae til dem , og sige : „ Kjære Brødre , der er skeet 
et Under , og jeg er kommet for at fortælle Eder 
det . Gnd har ladet sig føde paa Jorden . “ Spørge 
de mig da : „ Hvorledes er det gaaet til ? Tør vi 

ogsaa troe Dig ? “ Saa vil jeg svare : „ Jeg vil fortælle 
Eder Alt , dømmer saa selv . “ Jeg vil da fortælle 
dem om Herren , om hans Liv og hans Dsd , 
jeg vil gjentage hans Ord for dem , og jeg vil sige 
dem , at han atter er vendt tilbage til sit Rige efter 
fuldendt Gjerning , og — “ han vendte sig pludselig 
med en energisk Haandbevægelse til de Tilstedeværende 
— „ hvo iblandt Eder tør sige , at de ikke ville troe 
mig ? Jeg vil ikke tale om Igaar og Idag , ikke om 
Tid og ikke om Rum , jeg vil Intet forklare og 
Intet fortolke , jeg vil tale , som om han selv havde 
udsendt mig , og før jeg gik , befalet mig , ikke at tage 
Stav eller Tafle med . “ 
„ Og saasnart de saa kjende ham , “ sagde Degen 
i en spottende Tone , „ ville de efter Menneskers 
Viis gjøre sig et Billede af ham , dandse omkring 
det , og maaskee offre Missionairen til det . “ 
„ Hellere dette end Eders aandelige Vrængebilleder , “ 
sagde Carl heftigt , „ et Billede af Træ 
eller Steen kan knuses og splittes før Vinden ; men 
hvo , der fægter mod Eders , fægter mod Skygger . “ 
„ Ingen jager mere efter Skygger , “ sagde Nabopræsten 
skarpt , „ end den , der troer , at et Menneske 

kan see Gud Ansigt til Ansigt . Hvorledes vil De 
kunne lære om Christus , naar De ikke kan bevise 
hans Væsen af hans Ord ? “ 
„ Bevise ? “ gjentog Carl , „ kan jeg bevise det 
Guddommeliges Tilværelse ? Ja , dette var den første 
Frugt , Mennesket brød af Kundskabens Træ ! Bevise 
det Ubegribelige , bevise det , som naar det først var 
beviist , ikke mere var det , jeg vilde bevise ! Stakkels 
Menneskeforsfand , saaledes lyder Dit bedste Argument ! 
Og dog æres og agtes Du , naar Du vandrer 
gjennem Verden , flæbende Præstekjolen efter 
Dig , og lærer , beviser , fortolker og udlægger , forklarer 
Alt , endogsaa Lidelseshistorien , og tilsidst 
slaaer Dig for Dit Bryst , og siger : „ Jeg forstaaer 
Gud ! “ 
„ Men hvad siger De da til det Beviis , der 
ligger i Samqvemmet med Gud ? “ raabte Capellanen , 
„ hvad siger De , naar jeg nu vidner for 
Menigheden , at han har talt til mig , at hans Aand 
hviler over mig ? “ 
„ Jeg siger med Viismanden , “ sagde Carl , 
maalende ham med et haanligt øiekast , „ at Alt er 
Forfængelighed . “ 

Capellanen foer op ; men Provsten viste ham 
tilbage . 
„ Synes De ikke , mine Herrer Colleger , at 
denne Strid nu bør have Ende ? — Unge Mand , “ 
tilføiede han henvendt til Carl , „ vi tage ikke feil , 
naar vi sige , at Sandheden skal prædikes i Langmodighed 
og Overbærelse . Glem ikke , at vi Mennesker 
see stykkeviis , og at Ingen herneden seer det 
Fuldkomne . “ 
„ De har Ret , “ sagde Carl ; „ men det var ikke 
min Agt at yppe Strid , saalidt som her at omvende 
Nogen . Vor Vært vil tilgive mig min Heftighed , 
og jeg vil vige Pladsen for de Tilstedeværendes 
Meninger . “ 
Han tog sin Hat , og forlod Stuen . Uden at 
tale til Nogen videre , ilede han ned ad Veien til 
Gaarden , medens han i sit Sind gjentog de Ord , 
der vare faldne . Den Strøm af Heftighed , han 
under Samtalen havde holdt tilbage , bruste nu i 
hans Bryst , og han ændsede ikke , hvad Vei han 
tog . Ilende fremad , springende over Grøfter , og 
svingende sig over Hegn , havde han tilbagelagt et 
godt Stykke , da han pludselig standsedes ved et 
dumpt , vredt Brøl tæt ved sig . Han foer tilbage , 

og saae paa den anden Side af en smal Grøft en stor 
Tyr , der , slæbende sit Tøir efter sig , oprodede Jorden 
med sine Horn . Det var et svært , kraftigt 
Dyr med lange , buskede Haar nedover de vildt stirrende 
Øine , og Carl kjendte den strax som „ Jægermesterens 
Tyr . “ Der var i dette Øieblik ingen 
Gnist af Frygt i Carls Bryst , han mødte Tyrens 
vrede Øie med et frygtløst Blik , og sprang over 
Grøften til den . Med rafl og øvet Haand greb 
han Tøirct , der bestod af en dobbelt Kjæde , og trak 
rafl i det . Tyren svarede først med et trodsigt Ryk 
og et kort Brøl , derpaa gav den efter for Carls 
fornyede Anstrengelser , og fulgte ham , vel brummende , 
men dog lydigt hen paa Marken , hvor han 
optog Tøirekøllen , og paany tøirede den . Denne 
lykkelig fuldførte Bedrift fyldte Carls Sind med 
et vist Overmod , han gik hen til Dyret , strøg dets 
haarede Hals og Hoved , og sagde til sig selv : . Blot 
ingen Frygt ! for den Kjække er der intet Nederlag ! “ 
Da han kom hjem , og fortalte om sit Møde 
med Tyren , gned Jægermesteren fornøiet sine Hænder , 
og sagde : „ Der seer I nu , hvor let det er at komme 
tilrette med min Tyr , og saa gives der dog dem , 

der sige , at den er ondskabsfuld ! Et prægtigt Dyr , 
Carl , ikke sandt ? “ 
„ Jeg troer dog ikke , at Jægermesteren skal være 
altfor rolig , og stole formeget paa dens Fromhed , “ 
sagde Carl ; „ den saae alt Andet end from ud , da 
jeg mødte den . “ 
„ Deri har Carl vist Ret , “ sagde Camilla . 
„ Aa , forstaaer Du ikke , at han vil prale lidt 
med sit Mod , “ sagde Jægermesteren leende . 
Carl taug lidt ; derpaa sagde han : „ Jeg veed 
ikke , hvorfor jeg tøver endnu længere her ; iovermorgen 
vil jeg sige Eder Farvel , og reise videre . “ 
„ Vil Du allerede bort , mit Barn ? “ sagde 
Geheimeraadinden : „ Gud veed , naar Du kommer 
her igjen . “ 
„ Til næste Sommer , før jeg tager bort for 
bestandig , kjære Bedstemoder , “ svarede Carl med 
Varme . 
„ Du er dog vel ikke vred over , hvad jeg sagde 
før ? “ sagde Jægermesteren , og vendte sig rafl imod 
ham . 
„ Nei , nei , det maa Onkel ikke troe , “ svarede 
han hastigt ; „ men jeg har idag havt en kjedelig 
Strid i Præstegaarden , det Uvæsen , der drives heri 

Egnen af Degen og Consorter , forstemmer mig , og 
jeg foretrækker at skye for at fægte i flere flige 
Slag . “ 
„ En Strid ? “ sagde Geheimeraadinden , „ Du 
er dog ikke blevet Uvenner med disse Mennesker ? “ 
„ O nei ? “ svarede Carl , „ hverken Venner eller 
Uvenner ; men det fortryder mig bittert at have 
flaffet Rosine derhen ? “ 
„ Aa hvad ? “ sagde Jægermesteren , „ hun dispuferer 
vel ikke om Theologie med dem , og naar jeg 
sraregner Præstens forkeerte Snak , er han vist en 
meget respectabel Mand , der bestyrer sin Avl udmærket 
godt , og svarer Enhver Sit . “ 
„ Ja , fraregnet det Vigtigste , er han upaaklagelig , “ 
sagde Carl smilende . 
Da Jægermesteren og Carl den næste Formiddag 
paa en Spadseretour gik igjennem Landsbyen , 
kom de forbi Svend Olsens Huus ; Stine og en 
anden Kone stode udenfor , og idet de gik forbi , sagde 
Stine med hvi Stemme : „ Der gaaer den unge 
Herre , der vil have alle Præster flaaede ihjel , fordi 
han siger , at de troe ikke paa Vorherre . “ 
„ Kors bevares ! “ sagde den anden Kone . 

Carl saae om paa dem , og Stine tilkastede 
ham et udfordrende Blik . 
„ Det er nok det Bedste , at Du kommer herfra , “ 
sagde Jægermesteren misfornøiet ; „ thi ellers 
lægger Du mig ud med hele Egnen . Hvor kan Du 
sige saadant Noget om Præsterne ? “ 
Carl loe . 
„ Troer Onkel paa Kjærlingesnak ? Jeg har ikke 
tænkt paa at slaae en eneste Præst ihjel , eud sige 
hele Gejstligheden . Det er kun en populair Fortolkning 
af mine Mtringer igaar , der , som jeg seer , 
alt ere i Folkemunde . “ 
Carl gik ind i Præstegaarden , og tog Afsted 
med Rosine , medens Jægermesteren fortsatte sin 
Vei ; han vilde ikke , som han sagde , rage Kastanierne 
af Ilden for sin Søstersøn ; denne bemærkede ved 
sig selv , at hans Onkel var lidt bange for Præsten . 
Da han kom ind i Gaarden , saae han Rosine 
staae i sin Frues Vindue ; han gik hen til hende , 
og sagde hende , at han var ifærd med at reise bort , 
og derfor kom for at sige hende Farvel . 
„ Blot jeg efterlod Dem i bedre Hænder , “ tilføiede 
han med dæmpet Stemme , „ jeg frygter for , 
at De ikke er kommet blandt gode Mennesker . “ 

„ De ere ikke saa slemme som De troer , “ svarede 
Rosine beroligende ; „ til Efteraaret reiser min 
Frue herfra , og tager mig med sig , saa De kan 
være uden Bekymring for mig . “ 
„ Saa være Gud med Dem , “ sagde han , „ er 
De ved godt Mod , vil jeg ikke frygte . “ 
„ Har De et lille Stevnemøde med min Jomfru ? “ 
lød Pastor Degens Stemme tæt ved , idet 
han stak Hovedet og Tobakspiben ud af Gangdøren , 
„ hehehe ! vær saa god at træde indenfor , det er mere 
bequemt , saa kan De sidde ned . “ 
„ Goddag , Hr . Pastor , Tak for igaar , “ sagde 
Carl , „ jeg er kun kommet for at sige Farvel , og 
gaaer med det Samme . “ 
„ Ja , Tak for igaar , “ sagde Præsten , „ De var 
noget slem imod os ; men man maa ikke tage det 
saa nøie med en ung Mand , der vil frem i Verden . 
Der er mangen Een blevet Præst blot ved at hakke 
paa Præsterne . “ 
„ Min Compliment til ham , “ sagde Carl , idet 
han lettede paa Hatten , „ farvel , Hr . Pastor ! “ 
Præsten saae efter ham med et Blik , der var 
halvt snedigt , halvt vredt , derpaa mumlede han for 

sig selv : „ Bi kun , Du faaer nok løbet Hornene af 
Dig . “ 
Carl reiste . Med sønlig Ærbødighed havde 
han lovet at følge alle den gamle Bedstemoders Formaninger , 
og med hjertelig Varme , men Heller ikke 
Mere , havde han bedet sin Cousine tænke over deres 
Samtale i Haven . Alt faldt igjen hen i sin jevne 
Stilhed paa Gaarden ; September Maaned kom , 
Høsten var forbi , Jægermesteren gik paa Iagt , snart 
paa sine egne , snart som Gjæst paa Andres Enemærker , 
og kom træt og fornøiet hjem ; Camilla 
morede sig med at betragte Gartnerens Indhostning 
af Frugt og hans Efteraarsarbeider i Haven ; nye 
Anlæg toges under Overvejelse , og bleve efterhaanden 
udførte , og paa regnfulde Dage lagde Husets Damer 
Raad op om Vinterbeskjæftigelserne . Da fyredes 
der allerede saa smaat i Kakkelovnene for den gamle 
Kones Skyld , og Besøgene bleve sjeldnere , men til 
Gjengjæld langvarigere , da man ikke vilde gjøre 
den mere besværlige Reise for et kort Opholds 
Skyld . 
I Præstegaarden var ikke slet saa stille eller 
hyggeligt . Fra den Dag af , at Fru Stilling 
havde forkyndt sin Bortreise , havde Frøken Alexan 

dr ine ikke talt et venligt Ord til Rosine , men 
gik hende enten taus og tvær forbi , eller gav hende 
korte Befalinger . Det gjorde Rosine ondt ; deels 
saae hun heri en ufortjent Miskjendelse , en Tilskikkelse , 
der ikke var faldet i hendes Lod før heri 
Præstegaarden , og deels nærede hun virkelig et venligt 
Sindelag for Frøkenen . Hun forstod at vurdere 
hendes udmærkede Egenskaber som Huusbestyrerinde , 
den Orden og Punkklighed , hun haandhævede 
overalt , saavidt hendes Virkekreds strakte sig , og den 
maaflee noget barske Taalmodighed , hun viste mod 
Tjenestefolkene . Saaledes ansaae Rosine hverken 
Birthe eller Lars for ønsfværdige Hjælpere ; men 
Frøkenen tænkte bøg ikke paa at sfille sig ved dem , 
og det var meget mod hendes Villie , at Birthe 
endelig havde sagt op til Efteraaret . Da Lars ikke 
havde fulgt Exemplet , antog Frøken Alexandrine 
ikke , at Birthe tog bort for at gifte sig , men kun 
af stivsindet Ulyst til at tjene i Præstegaarden , og 
hun forsøgte derfor gjentagne Gange , baade ved 
Bibelsprog og ved Løfte om Tillæg i Lønnen , at formaae 
hende til at blive , aabenbar uden anden Grund , 
end at hun ugjerne saae , at et Menneske , der engang 
var i Huset , forlod dette misfornøiet . Birthe 

holdt imidlertid Stand , baade mod de aandelige og 
de verdslige Fristelser , og resolverede kun kortelig i 
Sagen , „ at hun vilde bort . “ Rosine havde derfor 
heller ikke , for at skaane Frøkenens Følelser , omtalt 
til Nogen , at Fru Stilling til Efteraaret flyttede 
fra Præstegaarden , og hun anede kun lidt , at netop 
denne Taushed om det Forestaaende bibragte Frøkenen 
den Forestilling , at Fruen nok blev , naar blot 
hendes slette Raadgiverinde kunde fjernes . Overbeviisningen 
om , at Rosine var Drivfjederen i det 
Hele , gjorde hende fuldsfændig utilbøielig til nogen 
Fredsslutning , og hun meente , at en ufordulgt Tilkjendegivelse 
af de slette Tanker , hun havde om 
hende , vilde ialtfald være en god Forberedelse til et 
mere afgjørende Angreb . Alt dette smertede Rosine 
saameget mere , som hun med et taknemligt Hjerte 
erindrede Frøkenens Godhed imod hende under hendes 
Sygdom , og hun var uenig med sig selv , om hun 
skulde forsøge en Forklaring , hvorunder hun kunde 
overbevise Frøkenen om hendes Feiltagelse , eller lade 
Sagen gaae sin egen Gang ; hendes sidste Tvivl 
bleve imidlertid fjernede , da Frøken Camilla en 
Dag kom i Besøg i Præstegaarden . Hun blev særdeles 
venligt modtaget as Frøkenen , hvis Miner dog 

formørkedes , da hun hørte , at hun egentlig var 
kommet for at see til sin Tante , Fru Stilling . 
Hende kunde man imidlertid ikke nægte Adgangen , 
og Fru Stilling modtog hende med saamegen Venlighed 
og Rolighed , at Gjæsten selv forundredes 
derover . Med faae og tydelige Ord meddeelte Fru 
Stilling hende i Frøken Alexandrines Nærværelse , 
at hun vilde herefter have sit eget Hjem , 
en Underretning , som Camilla i høi Grad bifaldt 
og lykønskede hende til . Da de to Damer kom 
udenfor i Gaarden , sagde Camilla : 
„ Det er ret en lykkelig Forandring , der er 
foregaaet med min Tante . “ 
„ Gid den maa være til hendes Bedste ! “ svarede 
Frøkenen i en bitter Tone ; „ den unge , intriguante 
Person , der har faaet hende under sit Herredømme , 
vil nok forstaae at benytte det , naar de først 
ere ene sammen . “ 
Camilla studsede . 
„ Er det Jomfru Stein , De mener ? Jeg 
troer , hun har netop en god Indflydelse paa min 
Tante . “ 
„ Hvorfor stal hun saa bort herfra ? Det 
har jo før været hendes Hjerteønfle at være her . “ 

„ Jeg troer ikke , min Tante lader sig lede , “ 
sagde Camilla , „ og selv om hun gjorde det , kan 
en god Indflydelse aldrig flade . “ 
„ Det skulde ikke undre mig , om hun tænkte 
paa at arve det svage Mennefle . “ 
„ Hvis hun pleier hende til hendes Død , erdet 
jo rimeligt , at hun arver Noget efter hende . “ 
„ Er Deres Bedstemoder ellers ikke hendes nærmeste 
Arving ? “ 
„ Det kan gjerne være , Frøken Kjeldsen ; men 
jeg kan idetmindste svare før , at Ingen af os speculerer 
i Arven . “ 
Rosine hørte ethvert af disse Ord gjennem det 
aabne Vindue , og de fljar hende i Hjertet . Hun 
troede det umuligt Andet , end at hun maatte kunne 
retfærdiggjøre sig før denne hæslige Mistanke , og i 
det Hele overbevise Frøken Alexandrine om , at 
hun aldrig havde lagt nogen Plan til at faae sin 
Frue bort fra Præstegaarden . Da Fru Stilling 
henad Aften fik sig en lille Søvn , listede Rosine 
sig ud af Stuen , og opsøgte Frøkenen , der sad og 
syede i Havestuen . 
„ Hvad vil De ? List Dem ikke saaledes ind 
paa mig , “ sagde Frøkeren barsk . 

„ Jeg gik kun sagte , sordi Fruen sover , “ sagde 
Rosine forknyt . 
„ Hvad vil De da ? “ 
„ Jeg vil saa gjerne tale et Ord med Frøkenen 
i Godhed og Venlighed , hvis Frøkenen vil høre 
mig . “ 
„ Vorherre devare mig fra ikke at ville høre 
Rogen , fordi jeg ikke kan lide dem , “ svarede hun ; 
„ men vil De ikke være saa god at sige det kort , 
som De vil sige . “ 
„ Frøkenen gjør mig Uret ved Deres slette Tanker 
om mig ; jeg har ikke forskyldt dem , og allermindst 
den haarde Dom , De fældte over mig til Frøken 
Rosenfeldt idag . Det gjorde mig saa ondt at 
høre , at Frøkenen kan mistænke mig for Egennytte 
og Lyst til at spinde Rænker . “ 
„ Ja , hvorfor lurer De paa , hvad Folk siger ? “ 
„ Jeg behøvede ikke at lure , Frøkenen talte 
høit nok til at hele Verden kunde høre det . “ 
„ Jeg gjør ingen Røverkule af mit Hjerte ; hvad 
jeg tænker , siger jeg ogsaa , det er slemt , naar det 
passer paa Røgen . “ 
„ Vil Frøkenen aldeles ikke troe mig , naar jeg 
forsikkrer , at Fru Stilling selv er faldet paa den 

Tanke at tage herfra ? At jeg aldrig har raadet 
hende dertil ? Vil Frøkenen lade mig forsikkre det , 
uden at troe mig ? “ 
„ Man er vant til at høre Tjenestefolk forsikkre 
alt Muligt , for at skjule deres slette Paafund . 
Simple Folk ere desværre opdragne uden alt Bekjendtskab 
til Vorherre . “ 
„ Det er jeg ikke , Frøken Kjeldsen , og selv 
om jeg ikke undsaae mig for ham , vilde jeg undsee 
mig for Dem og mig selv ved at forsikkre en Usandhed . 
Var det ikke billigt og retfærdigt , om De tog 
alle Omstændigheder i Betragtning , og betænkte , om 
der ikke kunde være Grunde nok til Fru Stillings 
Beslutning , uden at jeg behøvede at formaae hende 
til den . De lod mig jo netop komme hertil , fordi 
Fruen allerede dengang ikke vilde see Dem eller 
Pastoren . Jeg har af bedste Evne rettet mig efter 
hendes sygelige Indfald , ikke alene fordi det var min 
Pligt som hendes Tjenestetyende , men ogsaa fordi jeg 
havde Medlidenhed med hende og siden Hengivenhed 
for hende ; hvis hun nu gjengjælder min Pleie med 
Ønsket om at beholde mig hos sig , skal det da regnes 
mig til Forbrydelse ? Der er aldrig faldet mig en 
eneste Tanke ind om at arve hende , og det var 

haardt for mig idag at høre en saadan Mistanke 
udtalt af Frøkenens Mund , og det ovenikjøbet til 
en Fremmed , der maatte troe , at Frøkenen efter sin 
bedste Overbeviisning talte Sandhed . “ 
„ Det gjorde jeg ogsaa , “ sagde Frøkenen , uden 
at see op fra sit Sytøi , „ Penge er en stor Fristelse , 
især for fattige Folk . “ 
„ Jeg troer , ofte endnu mere for de Rige , “ 
sagde Rosine , uden at ville lægge nogen personlig 
Hentydning i sine Ord ; men Frøkenens Kinder 
blussede , hun skjød Lampen fra sig og midt ud paa 
Bordet , og idet hun lagde Armene paa Bordet , og 
saae paa Rosine med et Falkeblik , sagde hun i en 
skarp Tone : 
„ Tør De tænke noget Ondt om os , der med 
den stærkeste Hjertestreng ere bundne til Vorherre . 
Vil De kaste Skygge paa en Guds Mand , der 
næsten tilbedes af sine Sognefolk ? De er en overmaade 
drisfig Person , som tør træde udenfor alle 
Skranker . De har faaet den svage Stakkel derinde 
i Deres Garn , og nu vil De gjerne faae os til 
rolig at see paa , at De trækker af med Deres Bytte ; 
men det stal dog ikke gaae saa nemt af , som De 
troer . De kan spare Deres Forklaringer til mig , 

thi jeg seer lige igjennem Dem , og læser hvert af 
Djævelens Mærketegn i Deres Hjerte . “ 
Rosine veg et Øieblik tilbage for dette voldsomme 
Angreb , derpaa spurgte hun alvorligt : „ Kan 
det være Deres oprigtige Mening om mig ? Kan 
Deres Vrede føre Dem saavidt ? “ 
„ Jeg er ikke vred , “ sagde Frøkenen , og reisfe 
sig ; „ men dei maa De vide , at jeg tiltroer Dem 
alt Muligt . “ 
„ Saa er det forgjæves , at jeg forsvarer mig , “ 
sagde Rosine bedrøvet , og vendte sig for at gaae . 
I det Samme kom Birthe for at melde , at 
Svend Olsen vilde tale med Præsten . 
„ Før ham ind til mig , “ sagde Frøkenen , „ Pastoren 
læser , og maa ikke sorstyrres . “ 
Svend traadte ind med Hatten i Haanden . 
„ Godaften , “ sagde han ; „ jeg havde en Hilsen 
til Pasforen fra vor Mo ' er . “ 
„ Den kan Svend give mig , “ sagde Frøkenen , 
„ saa skal han faae den endnu iaften . “ 
Svend havde , siden Rosine saae ham sidst , 
lagt sig et eget Væsen til ; han hang med Hovedet , 
saae ikke op for sig , og talte mellem Tænderne . 
„ Det vil Stine ikke synes om , “ sagde han , 

„ hun sagde , jeg sik nok et Hjerteord med tilbage 
igjen . » 
„ Det faaer nu være , “ sagde Frøkenen lidt kort , 
„ engang imellem maa den Guds Mand dog have 
et Øieblik tilovers til at raadføre sig med Vorherre 
om sine egne Sager ; hvad vil Stine da ? “ 
„ Hm ! “ sagde Svend , „ jeg vilde ønske , Stine 
var gaaet selv ; men hun havde faaet to gudsfrygtige 
Koner op til sig , saa skulde vor Dreng læse for 
dem af Bibelen , og vor Mo ' er forklare dem det . 
Jeg skulde da egentlig hilse Pasforen , og sige , at nu 
var det ude med Anne ; da hun kom idag , og vilde , 
reentud sagt , laane fem Rigsdaler af os til Skatter , 
Restancer og andet Pilleri , saa sagde Stine til 
hende , at fem Daler var mange Penge ; men at hun 
skulde faae dem , hvis hun vilde komme to Gange 
om Ugen , og høre vor Mo ' er forklare Troen for 
hende ; men saa sagde Anne , at skulde hun spilde 
saamegen Tid , saa kunde hun ligesaa godt undvære 
de fem Daler . Saa blev Stine gruelig vred , og 
sagde til Anne , at hvis hun nogensinde satte sin 
Fod indenfor vor Dør , saa skulde hun blive kastet 
mange Alen udenfor Gjærdet . “ 
„ Saa blev vel Anne forknyt ? “ spurgte Frøkonen , 

der med megen Interesse havde fulgt denne 
Fortælling . 
„ Det havde jeg nu ogsaa troet , “ sagde Svend 
hovedrystende ; „ men hun gik ganske rolig bort , og 
sagde kun : „ Du har altid været et galt Asen , 
Stine ; men før Du blev gudsfrygtig , var Du dog 
god mød fattige Folk , nu er der ikke Andet end 
Galskaben tilbage . “ Der er en forfærdelig Mund 
paa den Anne . “ 
„ Det er den Løn , man har for at troe saadanne 
Folk , “ sagde Frøkenen med et lille Sideblik 
til Rosine . 
„ For at nu Ingen skal troe , at det er af 
Andet end Nidkjærhed , al Stine har sat Anne 
paa Døren , og nægtet hende de Penge , “ vedblev 
Svend , „ saa er her en Femdalerseddel , som vi ville 
bede Pastoren give til de Fattige , og saa beder 
Stine saa hjertelig , om Pastoren ikke vil sige et Par 
Ord derom paa Søndag fra Prædikestolen . “ 
Han aabnede en solid Tegnebog , og fremtog en 
Seddel , som han lagde paa Bordet . 
„ Det gaaer vel ikke an at nævne Navnet , 
Svend Olsen , “ sagde Frøkenen ; „ men det bliver 

nok gjettet . Hils Stine , og sig hende , at jeg skal 
sige det til Præsten , Ord til andet . “ 
Svend knappede igjen sin Frakke omhyggeligt 
over Brystet . 
„ Jeg skal en lille Tour til Byen imorgen , “ 
sagde han , nærmende sig Døren , „ hvis Frøkenen 
vil have Bud med , kunde jeg saa godt besørge det . 
Jeg kjører Klokken fem . “ 
„ Tak , Tak , “ sagde Frøkenen , „ hvis jeg finder 
Noget , skal jeg sende Bud over . Hils Stine og 
Børnene . “ 
Svend hilste , og snoede sig ud af Døren . 
„ Det maa jeg ind at fortælle Præsten , “ sagde 
Frøken Alexandrine , i høi Grad optaget af Nyheden 
; men da hun havde naaet Døren til Studerekamret , 
vendte hun sig til Rosine , og sagde : 
„ Dem , Jomfru Stein , vil jeg bede betænke , 
om det ikke var klogt at see Dem om efter en anden 
Plads . Der kan aldrig komme noget Godt ud af 
at blive et Sted , hvor man kun stifter Ufred . Vil 
De gaae til den Første , skal De faae Deres Løn 
før hele Halvaaret og en god Anbefaling , det skal 
jeg udvirke . Betænk Dem nu paa det , og vær saa 
god at slukke Lampen , før De gaaer . “ 

Forvirret over denne Udgang paa en Samtale , 
hun havde søgt i en ganske anden Hensigt , slukkede 
Rosine Lampen , og gik ind i sit Kammer før at 
fatte sig . Hun indsaae , at Frøken Alexandrine 
var fast bestemt paa at ville have hende bort , og 
nagtet hun egentlig var i Fru Stillings Tjeneste , 
vilde hendes Modstand dog i Virkelighed kaste det 
Skin paa hende , at hun trodsede Opsigelsen af egennyttige 
Hensigter . Forgjæves sagde Rosine til sig 
selv : „ Men det er jo ikke Sandhed , jeg har aldrig 
havt en egennyttig Tanke ligeoverfor min Frue , “ 
hun maatte erkjende , at ligeoverfor Mistroen er der 
ingen Sandhed , og at ikke Kjendsgjerninger og Forsikringer , 
men kun Næstens Høihjertethed beflytter 
mod uretfærdige Domme . Her mødte hende en 
Modgang , hun aldrig havde kjendt , hendes Sind 
var for blødt , til at hun rigtig vovede at kjæmpe 
mod den , og hun var for ung til at kunne see udover 
den . Intet er saa sønderknusende for Ungdommen 
som Indbildningen om at blive miskjendt , og 
her var Miskjendelse » ingen Indbildning , men en 
Virkelighed . 
Hun gik hen til Vinduet , og saae op til Himlen , 
som for at bede om Hjælp og Raad ; tusinde 

og atter tusinde Stjerner funklede paa den mørkeblaae 
Efteraarshimmel ; Mælkevejens Sølvbælte glimrede 
i Natten , og Maanens første Qvarteer stod 
som et lysende Fingerpeg blandt Stjernerne . Det 
forekom hende uvilkaarligt , som om hun saae Guds 
Trones Fod , og andægtigt foldede hun sine Hænder 
for at frembære sin Bøn . Da lød Frøken Alexandr 
in es Stemme i stærk Discant fra Havestuen 
: 
„ Jomfru Stein ! Jomfru Stein ! “ 
Rosine hastede ind til hende ; Frøkenen stod 
med et Lys i Haanden , og raabte hende imøde med 
ophidsede Miner : „ Hvor er Femdalersedlen ? “ 
„ Femdalersedlen ? “ gjentog Rosine studsende , 
„ den laae paa Bordet . “ 
„ Hvor ? “ raabte Frøkenen , og pegede til Bordet . 
Rosine gik derhen , den var der ikke længer . 
Hun vendte sig forundret mod Frøkenen . 
„ Hvor er den ? “ raabte denne igjen . 
„ Har Frøkenen ikke faget den ? “ spurgte Rosine , 
forvirret over disse Spørgsmaal . 
„ Nei , De har faget den , “ streg Frøken AlexaIIdriII 
e . 
Rosine vidste i det forste Øieblik ikke ret , 

hvad hun skulde svare , hun følte , at hendes Kinderblussede 
og hendes Hænder rystede , medens hun 
søgte paa Bordet , og hun vendte sig fortvivlet til 
Frøkenen . 
„ For Guds Skyld , “ sagde hun næsten bønligt , 
„ beskyld mig ikke , den maa jo være her . “ 
„ Jeg har søgt hele Stuen over , “ sagde Frøken 
Alexandrine med ubønhørlige Miner , „ den er her 
ikke , og De er den Eneste , der har været her . “ 
„ De kan umuligt troe , at jeg har faget den , “ 
stammede Rosine . 
„ Troer De , at jeg har gjemt den ? “ spurgte 
Frøkenen med et truende Blik . 
„ Nei , “ svarede Rosine med noget mere Fatning , 
„ saa sort en Gjerning vil jeg ikke tiltroe 
noget Menneske , hvorfor skulde De forsætlig ville 
styrte en Uskyldig i Ulykke ? “ 
„ Men sig mig da selv , hvor er den ? Øe blev 
tilbage , Øe slukkede Lampen , og — ikke sandt , Sedlen 
laae her , da jeg gik ? “ 
„ Det gjorde den vistnok , “ svarede Rosine , 
„ jeg var saa optaget af Frøkenens sidste Ord , at jeg 
ikke mere tænkte paa den . “ 

„ Øe har jo Ingen seet gaae herind ? Her var 
jo desuden mørkt . Hvor blev Øe af ? “ 
„ Jeg gik ind i mit Kammer . “ 
„ I Deres Kammer ? Hvorfor gik Øe ikke ind 
til Deres Frue ? “ 
„ Jeg trængte til at være et Øieblik ene . “ 
„ Hvad bestilte Øe da derinde ? “ 
„ Jeg veed ikke selv — jeg stod i Tanker — 
jeg saae paa Stjernerne . “ 
Frøkenen loe , en kold , haanlig Latter . 
„ Øe finder ikke dette mistænkeligt ? “ spurgte 
hun , „ Øe bliver tilbage , Øe sluffer Lampen , Øe 
har ikke seet Sedlen , der laae paa Bordet , Øe 
gaaer ind i Deres Kammer , og seer paa Stjernerne 
— “ 
Rosine rødmede og blegnede vexelviis . 
„ Øe tør ikke troe , at jeg kunde stjæle , “ sagde 
hun endelig besværligt . 
„ Det er vel ikke noget Nyt , at Tjenestefolk 
stjæle , “ sagde Frøken Alexandrine haardt ; „ men 
Gud bevare mig for at sige , at Øe har taget Sedlen ; 
jeg siger blot , at det er besynderligt , mere end besynderligt , 
alt det , Øe der fortæller mig . Maa jeg 
bede Dem blive her . “ 

Hun gik ind i Studerekamret med Lyset i 
Haanden , og lod Rosine staae i Mørke . Hun var 
saa fortumlet , at ingen bestemt Tanke kunde gjøre 
sig gjældende hos hende ; i forvirret Løb ilede Beskyldningerne 
hende forbi , og hun syntes selv , at det 
var umuligt Andet end at antage hende for skyldig . 
Da aabnedes Døren til Studerekamret , og 
Præsten og Frøkenen traadte ud . Pastoren gik hen 
til hende , og sagde formanende : 
„ Unge Pige , tal Sandheden , hvor er Sedlen ? “ 
„ Jeg veed det ikke , “ svarede hun i Hjerteangst . 
„ Men Øe skal vide det , “ sagde han strengt , 
„ den laae her , alene med Dem , det var betroet 
Gods , som Alt i et Huus , Alt , der ligger til Tjenestetyendets 
Raadighed . Kan her have været nogen 
Anden end Dem ? “ 
„ Jeg troer ikke , “ svarede Rosine . 
„ Mig tiltroer Øe vel ikke at have taget den ? “ 
„ Nei . “ 
„ Mistænker De Nogen af os for at have 
gjemt den ? “ 
„ Jeg vil være den Sidste til at kaste Mistanke 
paa Nogen . “ 

„ Godt . Det vilde Vorherre Heller ikke taale . 
Han var alene med Dem i Mørket . “ 
„ Det haaber jeg , “ svarede Rosine svagt . 
„ Hør mig nu , “ vedblev han , „ har De den , saa 
giv den tilbage , og jeg vil tilgive Dem , og tie med 
det . De skal faae Deres Løn for Halvaaret , og 
kan uantastet tage bort imorgen . Hvis De i et 
Øiebliks Svaghed har taget Pengene , saa husf paa : 
Du skal ikke begjære Noget af hvad der hører Din 
Næste til . Det var Penge , givne til de Fattige , 
lag ikke fra Vorherre . “ 
Oprørt over disse Anklager , hævede Rosine 
sit Hoved , og saae ham fast i øinene . 
„ Hr . Pastor , “ sagde hun indtrængende , „ der 
staaer ogsaa : Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd 
mod Din Næste . “ 
„ Vel , vel , “ sagde Præsten , „ jeg tør ikke modsige 
Dem , De har Deres Ret , og jeg har min . 
Vi ville see Deres Kammer og Deres Tøi efter ; 
findes der Intet , ville vi overlade Dem til Deres 
Samvittighed . “ 
Rosine udstedte et Skrig . 
„ Stille , “ sagde Præsten , „ stille for Deres egen 

Skyld . Kom med os , De sfol være Deres eget 
Vidne . “ 
Hun fulgte dem mechanisk , idet hun sagde til 
sig selv : „ Det er en Drøm , det maa være en 
Drøm . “ 
Da de kom ind i Kammeret , aslaasede Frøken 
Alexandrine Døren , og lod Rullegardinet glide 
ned . Nøglen sad i den Commode , der var overladt 
Rosine til Brug , og hendes Reisekuffert stod uaflaaset 
ved Siden af . Undersøgelsen var let at foretage ; 
thi Rosines Eiendom var ikke betydelig , og 
Alt laae ordnet med stor Ombyggelighed . Frøkenen 
vendte og dreiede Alt med en Behændighed , som 
om hun havde havt en mangeaarig øvelse i Undersøgelsesfaget , 
og da Rosine saae sine saa velbekjendte 
Eiendele gaae hastigt gjennem de fremmede 
Hænder , medens Præsten , bøiet over Skufferne og 
selv belyst af det eneste Lys , fulgte den Søgendes 
Bevægelser med speidende Blik , kunde hun bestandig 
ikke løsrive sig fra den Forestilling , at en hæslig 
Drøm foregjøglede hende dette Skuespil . Under 
Tøiet laae en lille , hæklet Pengepung , og i den een 
eneste Femdalerseddel . Frøken Alexandrine tog 
den op , og holdt den hen mod Rosine . 

„ Hvor har De denne fra ? » spurgte hun . 
„ Det var Alt , hvad jeg af Penge medbragte 
til dette Huus , “ svarede Rosine smerteligt . 
„ Netop fem Rigsdaler , hverken Mere eller 
Mindre ? “ spurgte Frøkenen spodsk . Rosine svarede 
ikke . 
„ Saa lad os lægge den ned igjen , “ sagde 
Frøkenen , og lukkede Pungen . Præsten havde imidlertid 
faaet Øie paa en gammel Bog , han tog den 
op , og rystede den , og Bladene af Rosines Bibel 
floi omkring paa Gulvet . Dette Syn brød hendes 
Taalmodighed , hun sprang henimod ham , tog Bogen 
fra ham , og sagde med alvorlig Stemme : 
„ Tag Dem iagt — det er Bibelen ! “ 
Præsten flap den uvilkaarligt , og Rosine beholdt 
den i Haanden . Ligesom styrket ved dens 
Berørelse , betragtede hun et øieblik med et fast 
Blik de tø Medforbundne , der stode foran hende , 
og sagde derpaa med sagte Stemme : 
„ De have nu gjort imod mig , hvad De kalde 
Ret og Retfærdighed , og hvad De troe at kunne 
forsvare for Deres Samvittighed . Jeg vil haabe 
og troe for Deres egen Skyld , at De have gjort 
det uden Bitanke om at drive mig herfra ved at 

forspilde mit gode Navn ; men lad mig nu i Fred ! 
Hvad enten De troer at have fundet det , De søgte , 
eller ei , saa forfølg mig ikke længer ! “ 
Der blev et Øiebliks Taushed , som om Ingen 
af dem kunde finde Svaret . Endelig sagde Præsten 
med Salvelse : 
„ Vorherre give Dem et ydmygt Sind — “ 
„ Kald ikke paa Vorherre ved denne Gjerning , “ 
afbrød Rosine ham heftigt , „ hvis jeg ikke havde 
været ung og ubeskyttet , vilde De ikke have vovet at 
gjøre det . Gud seer min Uskyldighed , kald ham ikke 
til Vidne her ! “ 
„ Hvor hun taler ! “ sagde Frøken Alexandrine , 
men dog lidt mere svagmælet end ellers . 
„ Lad os gaae , “ sagde Pastoren , tagende Lyset , 
„ unge Pige , stol ikke formeget paa Mangelen af 
Beviser , de komme ofte underligt for Dagen . “ 
Da de havde fjernet sig , og Rosine stod ene 
tilbage i Mørket , varede det noget , før hun kunde 
fatte sig nok til at overskue det Forefaldne . Hendes 
første Tanke var at ile til Fru Stilling for at 
beklage sig ; men en anden Betragtning holdt hende 
tilbage . Der var hændt Saameget , som hun for en 
Time siden vilde kaldt utroligt og umuligt , af hun 

nu ikke mere fandt Noget , hun turde troe paa . 
Allerede Tanken om af skulle sige til Fru Stilling , 
af man havde kaldt hende en Tyv — en Tyv ! 
hun sank næsten sammen under Vægten af Ordet — 
var hende skrækkelig , og vilde hun troe hende , naar 
hun forsikkrede om sin Uskyldighed ? „ Det er altsaa 
virkelig kommet saa vidt , “ sukkede hun , „ af jeg maa 
forsikkre , af jeg ikke har stjaalet , hvorledes skal jeg 
faae en saadan Forsikkring over mine Læber ? Og 
vil hun troe mig ? Om hun ogsaa holder af mig , 
saa er hun dog mistroisk , og blot en Skygge af 
Tvivl om mine Ord vilde gjøre mig det umuligt af 
blive hos hende . Og hvad sagde hun forleden Aften ? 
„ Den Dag , jeg maatte mistænke Dig for noget 
Lavt eller Troløst , vil jeg for evig tabe Troen paa 
Gud og Menneskene ! “ Ak , den Aften , da havde jeg 
ingen Tanke om dette Forfærdelige , da vilde jeg for 
have troet , af Himlen kunde falde ned , end af man 
skulde mistænke mig for af stjæle Penge . Mon de 
virkelig mistænke mig ? O , det er umuligt Andet , 
de maae troe , at jeg har taget Sedlen , jeg tør , jeg 
vil ikke troe Andet . Jeg har ikke Ret til at kaste 
en saa forfærdelig Mistanke paa dem ; o Gud , lad 
mig ikke troe , at Mennesker kunde bandle saa slet , 

hvor skulde vi da kunne leve i Din Verden ? — 
Men jeg maa ind til Fru Stilling , hun veed ikke , 
hvor jeg bliver af — jeg maa først sørge for hende , 
siden vil jeg overveje — “ 
Hun tændte Lyset , opsamlede de adspredte Blade 
paa Gulvet , og lagde dem i Bogen ; derpaa aflukkede 
hun igjen sine Skuffer , og gik saa over til Fru 
Stilling . Udenfor Døren stod Birthe , og holdt 
et Brev i Haanden . 
„ Her er Brev til Jomfruen , “ sagde hun , idet 
hun saae hende stivt i Øinene . 
„ Hnn veed det , “ tænkte Rosine , idet hun mechanisk 
modtog Brevet , og saae paa det ; det var fra 
Frits . Da hun saae op igjen , fandt hun endnu 
Birthes Øine vogtende paa sig , Rosine saae til 
Siden , og gik ind i Fru Stillings Værelse . 
Fru Stilling var utaalmodig , hun var vaagnet , 
og havde fundet sig ene ; men hun troede først , 
at det var for et Øieblik , af Rosine havde forladt 
hende . Da der nu var gaaet næsten en Time , begyndte 
hun af troe , af noget Usædvanligt var forefaldet , 
og hun spurgte ivrigt derom . 
„ Jeg gik ind til Frøkenen for af formaae hende 
til af opgive sit uvenlige Sindelag mod mig , “ svarede 

Rosine , hun syslede i Stuens fjerneste Krog , 
og undveg af vende sit Ansigt mod sin Frue . 
„ Hvad svarede hun ? “ spurgte denne heftigt . 
„ Det var forgjæves , “ sagde Rosine sukkende . 
„ Bryd Dig ikke om det , “ sagde Fru Stilling , 
„ er det ikke ligemeget , enten de see suurt eller 
ei ? Deres Vrede kommer kun af Egennytte , Forfængelighed 
og Hovmod . “ 
Da Rosine endelig maatte nærme sig Sengen , 
saae Fru Stilling visf paa hende . 
„ Hvor Du er bleg ! “ udbrød hun , „ hvad er 
der iveien , Rosine ? “ 
Rosine var ifærd med af sige Alt ; Fortrolighedens 
og Oprigtighedens lindrende Strøm brød 
frem til hendes Læber ; men gjennem hendes Tanker 
gik pludselig Ordet : „ Jeg er en Tyv , “ og hendes 
Hjerte snørede sig sammen , hun gyste tilbage for 
Tilstaaelse « , og svarede kun : 
„ Jeg er ikke rafl . “ 
„ Du maa gaae tidlig iseng , “ sagde Fru Stilling 
bekymret ; „ Du skal ikke læse for mig iaften , 
træk Lampen hen , jeg vil selv gjøre det . “ 
Da Rosine havde adlydt , — lettet ved denne 
Befaling ; thi det havde været hende umuligt at læse 

— satte hun sig selv ved Vinduet , og ved det svage 
Lys fra Lampen læste hun Frits ' Brev . Han skrev 
muntert og skjemtende , og Brevet var øiensynligt 
beregnet paa at fornøie og opmuntre hende , han 
anede kun lidt , i hvilket Øieblik hun skulde modtage 
det . Med en brændende Smerte læste hun det , og 
tilbageholdt med Møie sine Taarer , da hun kom til 
Slutningen . 
„ Mangengang naar jeg kjører i flyvende Hast 
forbi et eenligt liggende Huus , i hvis Have de fredelige 
Beboere gaae stille og sysle , og see med et 
ligegyldigt Blik efter det susende Jernbanetog , eller 
forbi en lille Mølle eller Fabrik , fra hvis Skorsteen 
den hvide Røg hvirvler op , og fortæller om rastløs 
Flid og lykkelig Virksomhed , da tænker jeg paa den 
skjønne Præstegaard , hvor min Rosine færdes , og 
mine Tanker ile forbi Dit Vindue ligesaa hastigt 
som det dampende Tog , der fører mig afsted . Jeg 
seer Dig sidde ved Dit Sytøi , bag Dine Blomster , 
og bagved Dig i Stuens Baggrund Din Frue , betragtende 
Dig med venlige Blikke , ja , min Rosine 
bringer Lykken med sig overalt , velsignet være Dit 
kjærlige Sind ! “ 
„ O , hvor ganske anderledes er Alt nu ! “ tænkte 

hun , idet hun foldede Brevet sammen ; hun saae ud 
af Vindnet og op til Stjernerne , som hun havde 
gjort for en Timestid siden , men dengang endnu 
ikke saa ulykkelig som nu . I dybe Tanker beskuede 
hun dem , som om hun vilde raadføre sig med dem , 
og mere og mere oversaae hun sin sørgelige Stilling . 
Frits skulde komme hjem , og høre , hvad man havde 
anklaget hende for , han vilde ikke troe det , o , nei ! 
før kunde Stjernerne slukkes ; men han , en Præst , 
kunde han hjemføre en Hustru , paa hvem der hvilede 
en saadan Mistanke ? Thi en Mistanke vilde 
det evig blive ; Ingen kunde overbevise hende om en 
saadan Gjerning ; men hun var ogsaa sikker paa , at 
Sedlen aldrig vilde findes . Hvorledes den var 
bortkommet , var hende umuligt at gjætte , maaskee 
havde hun selv i Mørket , efter at have slukket Lampen , 
revet den ned , og ført den bort med sine Klæder , 
maaskee var den alt tilfældig før den Tid bortført 
fra Bordet af et Lufttræk , og derpaa traadt 
under Fødder eller ført hen bag et Menbel ; thi hun 
havde ikke seet eller hørt Nogen gaae ind i Havestuen , 
uden Frøken Alexandrine , og det var hende 
umuligt at tiltroe hende den Nedrighed , selv at 
have borttaget Sedlen . Hun var vis paa , at baade 

hun og Præsten troede , at hun havde taget den , og , 
desværre ! at de gjerne troede det , fordi hun var dem 
forhadt . Hun kunde derfor ogsaa være sikker paa , 
at de ikke vilde skaane hendes Rygte , og selv om de 
taug , kunde hun da blive i et Huus , hvor man mistænkte 
hende før den laveste Forbrydelse ? Hun saae 
hen paa sin Frue , og tænkte med Gysen paa , hvorledes 
hun vilde høre denne Tilstaaelse ; thi i ethvert 
Tilfælde maatte hun selv være den Første til at 
meddele hende Alt , Taushed var her en Indrømmelse . 
Maaskee vilde Fru Stilling troe hende , og 
tage hendes Forsvar , o , men hvor nedværdigende 
var det ikke at blive forsvaret mod en saadan Beskyldning , 
hun tænkte paa Frøken Camilla , og paa 
om hun da vilde frikjende hende før Rænker og 
Lyst til at arve hendes Frue — Rosine reiste sig , 
og støttede sin brændende Pande mod Vinduesstolpen . 
Hun saae kun een Udvei , at skye og at skjule sig 
for Alle , for sine Venner og sine Forfølgere , og 
overlade Gud at udfægte hendes Sag . Prøvelsens 
Time var kommet for Rosine , hun havde Valget 
mellem en Kamp og et Offer , og hun valgte Offeret . 
„ Naa , 
Rosine , “ lød Fru Stillings Stemme 

fra Sengen , „ Lidt i Bibelen kan Du dog gjerne 
læse for mig . “ 
„ Ja , Frue , “ sagde hun svagt , og hentede Bogen . 
Bladene laae endnu imellem hverandre , og Tanken 
om , at det maaskee var sidste Gang , hun læste for 
sin Frue , bragte hendes Haand til at skjælve , da 
hun søgte om i Bogen . Hun kunde ikke sinde det 
Sted , hvor hun forrige Aften havde indlagt sit 
Mærke , og hun slog op paa Maa og Faa . Det 
var Fortællingen om Manden , der var faldet iblandt 
Røvere — bittre Lighed ! — og hun kunde ikke beherske 
sin Bevægelse , da hun læste om den venlige 
Samaritan , der optog ham , og sorte ham til Herberget . 
Hun trykkede Bogen til sine Læber og sin 
Pande . 
„ Rosine , hvad fattes Dig ? “ spurgte Fru 
Stilling ængsteligt . 
„ Der er hændt mig Noget iaften , “ sagde Rosine 
med bævende Stemme , „ som jeg ikke vil fortælle 
Dem før ikke at forstyrre Deres Nattero : men 
imorgen vil De erfare Alt . Jeg bønfalder Dem , 
spørg mig ikke ; hvis De har været tilfreds med 
mig , hvis jeg har været Noget før Dem , saa skjænk 
mig den Belønning ikke at forlange , at jeg skal fortælle 

Dem min Sorg iaften . Imorgen , imorgen 
vil Alt blive Dem klart . “ 
„ Jeg vil føie Dig , “ sagde Fru Stilling forundret ; 
„ men imorgen vil jeg vide Alt . “ 
„ Det vil ikke blive afflaaet Dem . Og nu , 
godnat , godnat , kjære , kjære Frue ! Gud give Dem 
en tryg Søvn , og lad mig takke Dem før al Deres 
Godhed , tro aldrig , at jeg har været uværdig til 
den . “ 
Hun tog hendes Haand , og kyssede den , varmt , 
inderligt . 
„ Gud velsigne Dig , mit Barn ! “ sagde Fru 
Stilling , baade rørt og forundret , „ Du gjør mig 
virkelig nysgjerrig . Naa , jeg vil ikke spørge før 
imorgen ; men saa skal Du skrifte , hører Du ? “ 
Rosine gjorde et Forsøg paa at smile , hun 
tøvede endnu nogle Øieblikke i Stuen , hun ordnede 
endnu Eet og Andet , som ikke trængte til at ordnes , 
for at kunne opholde sig nogle Øieblikke længer , 
derpaa kastede hun det sidste Blik til Sengen , og 
forsvandt . 
Da hun var kommet ind i sit Kammer , ordnede 
hun sit Tøi , og lagde det ned i Kufferten . 
Derpaa lagde hun sig ned paa sin Seng , og forsøgte 

at slumre ; men Blodet bankede i hendes Tindinger , 
og hun søgte forgjæves at finde Ro . Da 
Klokken var fire , stod hun op , gik ud , og aabnede 
Døren til Gaarden ; Alt var stille , og det var Nat 
endnu . Forsigtigt for ikke at gjøre Larm , tog hun 
sin lille Kuffert , bar den over Gaarden , og satte 
den udenfor Leddet bag nogle Buske . Gaardhunden 
kom raslende ud af sit Huus , for at see hvad der 
foregik ; men da den mærkede , at det var en den 
velbekjendt Person , lod den sig nøie med at slaae 
sin Hale logrende frem og tilbage mod sit Huus . 
Da Rosine gik tilbage for at lukke Døren , klappede 
hun dens Hoved , og glædede sig over dog til 
Afsked at modtage eet venligt Farvel . Derpaa 
skyndte hun sig ad de hende ikke meget bekjendte 
Veie til Svend Olsens Gaard ; bange for Mørket 
og Eensomheden løb hun næsten derhen , og blev 
glad , da hun saae de oplyste Vinduer . Stine stod 
og kogte Kaffe til sin Mand , da Rosine traadte 
ind af Døren . 
„ Bevares ! “ sagde Konen , „ nu har jeg nok , er 
det Jomfruen ? “ 
„ Ja , Madame Olsen , “ sagde Rosine hastigt , 
„ jeg vil bede Deres Mand være saa god at tage 

mig med til Byen , jeg har uventet faaet Ærinde 
derinde . “ 
„ Hjertelig gjerne “ , svarede Stine ; „ menJomfruen 
kunde jo blot have sendt Lars , saa havde 
Svend kjørt hen , og taget Dem paa . “ 
„ Det blev bestemt for seent , “ sagde Rosine 
besværligt . 
„ Kom , sæt Dem , og faae en Taar Kaffe , “ vedblev 
Konen gjæstfrit , „ Svend er først ved at fodre 
Hestene . “ 
„ Kjører han ikke snart ? “ spurgte hun ængsteligt . 
„ Jo , vel gjør han ; men saa farligt haster det 
da ikke , “ sagde Stine , og skjænkede Kaffe ; Rosine 
drak et Par Mundfulde , og den varme Kaffe gjorde 
hende godt ; men hendes Uro gjorde hende ethvert 
Minnt til en Time . Endelig kom Svend , satte 
sig , og spiste og drak i god Ro , medens Stine opregnede 
Indkjøbene for ham . Han svarede ikke , men 
gav kun af og til ved et Nik tilkjende , at han hørte 
efter . 
„ Har Du læst Dit Fadervor ? “ endte Stine 
med Eftertryk . 
„ Nei , Stine , “ sagde han , og reiste sig , „ det 

kan jeg gjøre , mens jeg kjører . Ellers bliver Jomfruen 
utaalmodig . “ 
Rosine var glad , da hun endelig sad i Agestolen 
hos Svend , og de brune Heste begyndte at 
trave . Da de vare komne et lille Stykke fra 
Gaarden , sagde hun til ham : „ Vil Svend ikke nok 
tage en lille Kuffert paa for mig ved Præstegaarden . » 
„ Io , gjerne , lille Jomfru , jeg skal snart løbe 
ind efter den . “ 
„ Nei , Svend , “ sagde hun lidt forlegent , „ for 
Ingen at vække har jeg sat den udenfor Gaardleddet . » 
Svend fandt dette ganske naturligt , han holdt 
udenfor Leddet , og tog paa Ros in es Anviisning 
Kufferten . Da de nu kjørte rafl ned af Veien , og 
den stille Bygning , dens Gaard og Have forsvandt 
i Mørket for Ro sin es Blik , kunde hun ikke tilbageholde 
sine Taarer , der faldt tunge ned i hendes Skjød . 
Svend saae om paa hende ; men med en naturlig 
Fiintfølenhed vendte den godmodige Mand derpaa 
Hovedet bort , og saae ud over Egnen . Da der var 
gaaet en lille Stund , og Rosine havde fattet sig , 
og aftørret sine Øine , vendte han sig igjen om til 
hende , og sagde : 
„ Vil Jomfruen kjøre hjem med mig til Middag , 

saa skal jeg gjerne hente Jomfruen , hvor hun er 
i Byen . “ 
„ Nei , Tak , Svend , jeg kommer ikke meer 
tilbage . “ 
Han saae med nogen Forundring paa hende ; 
men efter en lille Pause vedblev han : „ Jeg kan nok 
vide , at Jomfruen ikke har store Tanker om min 
Forstand ; men dog vil jeg raade Jomfruen , og sige , 
at man ogsaa helst maa blive derfra . Der er ikke 
noget Godt at hente i Præstegaarden . Det er sandt , 
Stine var nok noget iilhovedet , og tog sommetider 
noget haardt paa ; men nu er hun da reent farlig 
at komme tilrette med . Før sad vi dog i Ro ved 
Maden og om Aftenen , naar jeg kom ind ; men 
nu skal der læses og bedes , og Munden løber da 
paa Børnene ligesaa godt som paa hende . For Fredens 
Skyld tier jeg nu stille ; men det veed jeg nok , 
at de Eneste i Gaarden , jeg er glad for , det er de 
Umælende , for de kunne da ikke læse Bønner . Troer 
Jomfruen ikke , der skulde være den allermindste Smule 
Hjælp for denne Sygdom ? “ 
„ Jeg veed ikke Andet , end at Svend tager 
Mod til sig , og siger , at han ikke vil have det . “ 
„ Ja — jeg har nok tænkt paa det , “ sagde 

Manden langtrukkent ; „ men jeg havde dog troet , at 
man kunde hitte paa Noget , der var lidt nemmere . 
Jeg gav forleden den kloge Kone i Bjerslev to Daler 
for at læse Hexeriet fra Stine , og jeg maatte skaffe 
hende en gammel Sko og to Haar af Stine ; men 
endnu har jeg ingen Forbedring sporet . “ 
„ Det skal vel heller ikke hjælpe Bieget , Svend , “ 
sagde Rosine . 
„ Nei , saamænd , “ sagde han ; „ men det skal dog 
proves . “ 
Det var lys Morgen , da de kom til Byen , og 
Rosine afslog taknemlig sin Ledsagers gjentagne 
Tilbud at kjøre hende til det Sted , hun vilde 
slaae af . Hun forlod ham med en hjertelig Taksigelse 
— Betaling afslog han bestemt — og lod en 
Dreng bære Kufferten efter hende til St . Pederstræde , 
hvor hun agtede at opsøge sin gamle Penindc Madame 
Mortensen . Til sin Glæde traf hun hende 
i sin lille Stue , allerede travlt ifærd med Papirsposerne , 
og det var hende næsten en Trøst at see 
den gamle Kones Henrykkelse over Gjensynet . 
Rosine satte sig ned , og fortalte , at hun havde 
forladt Præstegaarden ; men Grunden sagde hun ikke ; 
den formaaede hun ikke engang at betroe denne gamle , 

hengivne Veninde . Hendes nye Livsplan var denne : 
hun vilde leie et Værelse , opsøge sine gamle Kunder , 
og igjen erhverve sit Brød ved Syning . Da hun 
affordrede den gamle Kone det Løfte at fortie hendes 
fremtidige Opholdssted baade for Carl og Frits , 
hvis Nogen af dem skulde forespørge hos dem , antog 
den Gamle , at der var kommet en Kurre paa Traaden 
mellem de to Forlovede , og sagde ved sig selv : 
„ Herregud , det var dog to saadanne pæne , unge 
Folk , der vare som flabte for hinanden . “ Rosine 
besluttede tillige herefter at antage sin Plejefaders 
Navn , og bad hende kalde hende „ Jomfru Walther . “ 
Efferat Madame Mortensen i et tilstødende , 
fælleds Kjøkken havde lavet Kaffe , og Rosine , forat 
spare hende Nedgangen af Trapperne , havde hentet 
Brød til den , begyndte de at overlægge Sagen nøiere 
ved Frokosten . Den gamle Kone meente , at Rosine 
ikke kunde faae noget billigere Værelse end et , 
rigtignok et ganske lille eet , der stødte op til hendes 
eget Kammer . Det tilhørte egentlig en Naboerske , 
der i nogle Maaneder havde tilladt sig den i denne 
Etage uhørte Luxus at have to Værelser ; men nu , 
formodentlig tvungen af Nødvendigheden , vilde leie 
det mindste ud . 

„ Det er en underlig Een , “ sagde den Gamle , 
„ Gud veed , hvad hun egentlig er , hun har to øine , 
som om hun stod oppe paa en Trappe , og saae ned 
paa Een , og i det lille Værelse gjemmer hun en 
heel Deel Ting , som hun gaaer og pusler med ; men 
nu har hun ryddet ud , og vi kunne godt faae det 
at see . “ 
Efter at Alt var sat tilside efter Frokosten , gik de 
to Veninder ud paa Gangen , og bankede paa Naboerskens 
Dør , der var betegnet med Navnet „ Jomfru 
Flora Matt hie sen “ , skrevet paa et Visitkort . 
Døren blev lukket op , og et høit Fruentimmer med 
sorte Haar og sorte øine og et forunderligt marqueret 
Væsen traadte frem , og saae vist paa dem . 
Der var noget Skuffet i hendes Blik , da hun saae de 
to Fruentimmer , og hun spurgte med en haard , 
stærktlydende Stemme : „ Hvad er det ? “ 
„ Vi vilde gjerne see paa Jomfruens Værelse , “ 
svarede den gamle Kone næsten underdanigt . 
Efter et Øiebliks Betænkning sagde Jomfruen : 
„ Ja , det skal jo være saadan , — bi , nu skal jeg 
hente Nøglen “ , og forsvandt i sin Stue , idet hun 
lukkede Døren efter sig . Lidt efter kom hun tilbage , 

og lukkede op til det lille Rum , der var aldeles 
tomt . 
Rosine saae derind , der var netop Plads til 
en Seng og en Stol , og hun tog Hovedet til sig , 
tvivlende om Muligheden af at benytte det . 
„ Ja , det er kun lille , “ sagde Jomfruen med en 
fornem Mine , „ og jeg bruger det til Garderobe ; 
men hvis De er nødt til at hjælpe Dem med det , 
er Leien kun to Daler maanedlig ; det har jeg det 
for , og jeg leier det kun ud for en Tid , maa De 
vide . “ 
Rosine saae paa Madame Mortensen ; denne 
tog hende hemmelighedsfuldt tilside . 
„ Det er stort nok til at sove i , Jomfru Rosine , “ 
sagde hun , „ og De kan jo saa godt sidde hos 
mig om Dagen . Saa spare vi Brændselen ; naar 
De kommer bedre igang , kan De altid leie et større 
Rum . “ 
Jomfru Matt hie sen saae ligegyldigt til Siden ; 
men der var dog Noget i hendes Blik , der 
sagde , at hun gjerne vilde have Værelset leiet ud . 
„ Velan , “ sagde Rosine , og vendte sig til hende , 
idet hun tog sin lille , hæklede Pung op , „ her er to 
Rigsdaler for den første Maaned . “ 

„ Saa er Jomfruen nok saa god at give os en 
Qvittering , “ lagde Madam Mortensen til med et 
Anstrøg af practisk Forretningsdygtighed ; „ De kan 
faae den sfreuet nede hos Spækhøkerens . “ 
„ Det er overflødigt , “ svarede hun , trækkende sig 
tilbage med overlegen Holdning , „ jeg har selv Pen 
og Blæk ; om et Ovartcerstid stal De faae Qvitteringen 
ind . “ 
Rosine havde endnu de fleste af sin Plejefaders 
Meubler staaende paa et Pulterkammer i det gamle 
Huus , og Dagen hengik med at faae hentet det 
Nødvendigste og med at søge om Arbeide . Da hun 
om Aftenen træt laae i sin Seng i det snævre , lille 
Kammer , og saae Stjernerne gjennem det tynde 
Stykke Tøi , hun havde hængt for dets smalle Vindue , 
kunde hun først igjen begynde at tænke paa 
den forunderlige Omvexling i sin Skjæbne . Hvor 
var Alt det henne , som i dette halve Aar havde 
været hendes Trøst og Glæde ? Ene , fattig og forladt 
laae hun her i dette snævre Rum , omgivet til 
alle Sider af Fattigdommens Boliger , og selv skuende 
en uvis Fremtid imøde . Fremfor Alt hævede det 
Spørgsmaal sig i hendes Bryst : „ Skal jeg nogensinde 
gjensee min Frits ? “ og ved dette flød Taarene 

ned af hendes Kinder . Hun græd og græd , og 
græd sig isøvn . 
Imedens hun sover , ville vi see , hvad Dagen 
har bragt Præsfegaarden , som hun har forladt . 
Frøken Alexandrine blev ikke lidet forundret og 
næsten noget beklemt , da Birthe kom og meldte , 
at Fru Stilling ringede efter sin Jomfru , men 
at der ingen Jomfru var at høre eller see . Hendes 
Kuffert var borfe , og der var ingen Tvivl om , at 
hun var taget bort for bestandig . 
„ Men Vorherre bevare os ! “ raabte Frøkenen i 
høieste Uro , „ hvor er Mennesket henne ? Hun er da 
vel aldrig gaaet ud at drukne sig ? “ 
Birthe gjorde store Øine . 
„ Nei , saa havde hun da ikke taget Kufferten 
med , “ sagde hun langsomt . 
„ Ja , hvor er hun da ? I Herrens Navn , hvor 
er hun da ? “ 
„ Kors bevares “ , sagde Birthe , „ jeg veed ikke , 
hvor hun er . Hvorfor vil Frøkenen absolut have , at 
hun stal have druknet sig ? “ 
„ Vil jeg have , at hun skal have druknet sig ? “ 
raabte Frøkenen , „ hvad er det dog for Mennesker , 
man har om sig ? Jeg faldt blot paa det , fordi — 

naa , fordi — “ Frøkenen trængte i dette Øieblik til 
en Fortrolig , og hun vedblev som drevet af en usynlig 
Magt , — „ fordi hun havde stjaalet igaar Aftes . “ 
„ Stjaalet ! “ gjentog Birthe , som om hun 
troede , at hendes Herskab havde mistet Forstanden . 
Frøkenen fortalte nu hastigt , hvad der var passeret , 
en lille Smule , men kun en ganske lille Smule 
anderledes , end det egentlig var tilgaaet . Der var 
nemlig Eet og Andet ved Scenen i Kammeret , som 
hun fandt tog sig bedre nd i en forandret Belysning , 
og deriblandt var den Omstændighed med Fem 
dalersedlen , som Frøkenen nu erklærede at være nedstukken 
i et Hjørne af Kufferten . 
„ Er Frøkenen ganske vis paa , at det var den 
samme Seddel ? “ spurgte Birthe med en Betoning , 
der i høi Grad irriterede hendes Herskerinde . 
„ Hvor kunde det være en anden , Din Tosse ? “ 
raabte hun vred . „ Men , Vorherre bevares ! hvad 
skulle vi gjøre ved Fru Stilling ? “ 
„ Hun vil nok ordentlig ringe Paaske for os , “ 
sagde Birthe , „ det skal undre mig , om Frøkenen 
kan faae hende til at troe , at Jomfruen har stjaalet . 
Jeg veed nok , hvad Fruen siger , naar hun hører det . “ 

„ Hvad siger hun da ? Staa ikke og gjør mig 
forrykt . “ 
„ Nei , Kors bevares ! Fruen siger naturligviis , 
at det er Noget , Frøkenen har fundet paa , for at 
jage Jomfruen bort . “ 
„ Snak ! “ svarede Frøkenen , blussende stærkt i 
sine Kinder . Tagende en pludselig Beslutning , hyllede 
hun sig ind i sit Shawl , som om det kunde være et 
Pandser mod alle Angrebspile , og styrtede ind til 
Fru Stilling . 
„ Hvad vil De her ? Hvor er Rosine ? “ raabte 
denne hende imøde . 
„ Kjæreste , bedste Fru Stilling , “ sagde Frøken 
Alexandrine næsten bønligt , „ det er forskrækkeligt , 
hvad det utaknemlige Menneske har gjort , 
jeg skal evig bebreide mig selv af have anbefalet 
hende til Dem ; , men vi maae finde os i Vorherres 
Villie af blive skuffede her i Verden — “ 
„ Dum Snak ! tal fornuftigt ! “ raabte Fru 
Stilling , „ hvor er hun ? “ 
„ Borte ! reist ! Gud veed hvorhen ! “ svarede 
Frøkenen , gjørende sig selv Pinen saa kort som 
muligt . 
„ Reist ? “ gjentog Fru Stilling , pludselig 

flagen af Erindringen om hendes besynderlige Væsen 
den foregaaende Aften , „ hun sagde , jeg skulde faae 
Alting af vide idag — hvad er der hændt ? “ 
Frøkenen satte sig ned . 
„ Hør mig , kjæreste , bedste Fru Stilling , “ 
sagde hun , og nu gav hun en temmelig sanddru Beretning 
om Aftenens Tildragelse , som hun endte med 
de Ord : „ Jeg kan forsikkre Dem , af Præsten og jeg 
vare enige om af tie med det Hele for ikke af volde 
Dem den Ærgrelse ; men Samvittigheden maa have 
slaaet hende , hun er borte , og det gjør mig forskrækkelig 
ondt , af vi have ladet hende komme her i 
Huset . “ 
„ Det er et nederdrægtigt Opspind af Eder ! “ 
raabte Fru Stilling med en Stemme , der bragte 
Frøkenen til at hoppe op paa Stolen , „ troer I , at 
hun kunde stjæle en Knappenaal ? Skaf hende hid , 
siger jeg Jer , hvis I ikke vil have , at jeg skal anklage 
Eder som Mordere og Drabsmænd ? Hvorfor 
kom hun ikke til mig ? Hvorfor sagde hun mig ikke 
Alting , istedetfor at forlade mig og mistroe mig ? 
Men hun skal findes , om jeg saa skal søge Verden 
om efter hende , og I skulle bede hende om Forladelse , 
om jeg saa skal koste min sidste Skilling paa 

det ! Ud af min Stue , og kom ikke igjen , før L 
bringer hende ! “ 
„ Bedste Fru Stilling ! “ sagde Frøkenen i en 
Tone , som om hun bad for sit Liv , „ betænk , at alle 
Omstændigheder ere imod hende , betænk , at Sedlen 
laae der , Svend Olsen kan bevidne — “ 
„ Jeg behøver ingen Vidner , “ sagde Fru Stilling 
barsk , „ gaa , og send mig Birthe ! “ 
Frøkenen gik , og Birthe traadte ind . 
„ Ræk mig Pen og Blæk , “ sagde Fruen . Idet 
hun modtog det Forlangte af Birthe , saae hun 
vist paa hende , og sagde : „ Hvad troer Du ? “ 
„ Jeg troer , at Jomfruen var for god til at 
tage en Spaan , der var faldet paa Gulvet , “ sagde 
Biethe rask . 
„ Du er et fornuftigt Fruentimmer , “ sagde Fruen 
med et tilfreds Nik , „ jeg vil stole paa Dig . Vent 
her , til jeg har skrevet . “ 
Da hun var færdig , vinkede hun hende til sig , 
og sagde : „ See her , Birthe ! Dette Brev er til min 
Cousine Geheimeraadinden ; jeg kan begribe , at de 
derinde ikke gjerne see , at jeg skriver til hende idag , 
og Brevet kunde da let gaae samme Vei som Femdalersedlen , 
hvis jeg gav dem det at besørge . Tag 

Du det , og skaf mig det op paa Gaarden ; jeg har 
bedet min Cousine komme herned , og naar hun kommer , 
og jeg seer , at Brevet er rigtigt besørget , skal 
Du faae en Species . “ 
Birthe nikkede . „ Det stal blive besørget , “ 
sagde hun , og stak det i sin Lomme . 
Henad Middag rullede Geheimeraadindens Vogn 
for Døren , og hun og hendes Sønnedatter stege ud . 
Meget overrasket ilede Frøken Alexandrine ud for 
at tage imod dem , og endnu større blev hendes 
Overraskelse , da hun horte , at de kom paa Fru 
Stillings Opfordring . 
„ Stakkels Fru Stilling , “ sagde Frøkenen , 
men dog ikke rigtig i Besiddelse af sin sædvanlige 
Sikkerhed , „ hun har havt et Uheld med sin Jomfru , 
og har taget sig det saa nær , at jeg var ganske 
bange for hende imorges . Det kom ogsaa saa uventet , 
at baade Pastoren og jeg have været ganske betagne , 
saa at man maa undskylde et svagt Menneske , at det 
gaaer over dets Kræfter . Det er ligesom om der 
springer Noget i Een , naar man faaer saadant et 
Hjertesfod . “ 
Hun fortalte nu hele Begivenheden , hvilket ikke 
tog saa lidt Tid ; Fru Stilling , der havde seet 

Vognen komme , og desuden faaet Underretning o 
Birthe , der strax modtog sin Løn , ventede imid 
lertid taalmodigt ; hun havde ikke Noget imod , a 
Frøkenen gav den første Beretning . De to Dame 
hørte opmærksomt paa denne , og først da Frøkens 
fuldstændigt havde udtalt sig , sagde Camilla : 
„ At her har været en Feiltagelse , derom ka 
ingen Tvivl være . “ 
„ Omstændighederne vidne dog aldeles imod hende , 
sagde Frøkenen , der gjerne vilde synes upartisk . 
„ Hvorledes vilde det gaae os Mennesker , “ sagt 
Camilla , „ naar en hæderlig Fortid ikke tog voi 
Forsvar mod Omstændighederne og Skinnet . “ 
„ Camilla har Ret , “ sagde Geheimeraadinde 
bekymret , „ stakkels unge Pige ! “ 
De begave sig nu alle Tre ind til Fru Stil 
ting , som modtog dem med et roligt Væsen , og end 
ogsaa tillod Frøken Alexandrine at blive i Stue : 
„ Jeg har bedet Dig komme , kjære Cousine , 
sagde hun til Geheimeraadinden , „ fordi jeg forudsee 
at Rygtet om min Jomfrues besynderlige Forsvindt 
ret snart vil naae til Dine Oren . Det vil ikke foi 
blive nogen Hemmelighed , at hun her i Præstegaaden 
er bleven beskyldt for et Pengetyveri ; men lig > 

som jeg mr med min Ære indestaaer Dig for , at 
Jomfru Stein er blevet skjændigt bagvadsket , saaledes 
vil jeg ogsaa bede Dig overalt give hende det 
samme Vidnesbyrd . Jeg haaber , at Du og Din 
Sønnedatter ere ligesaa overbeviste som jeg om det 
Umulige i , at en saadan Beflyldning kan være sand . “ 
„ Jeg har aldrig hørt Andet end Godt om den 
unge Pige , “ sagde Geheimeraadinden paa sin sædvanlige 
milde Maade , „ og det er høist beklageligt , at 
slige Rygter ere komne ud . “ 
„ Alene Carls Anbefaling vilde være nok til at 
overbevise os om Usandheden i den “ , sagde Camilla 
med Barme . 
„ Tak , mine Venner , “ sagde Fru Stilling 
hjerteligt . 
„ Vil Tante ikke tage hjem med os , “ sagde Camilla , 
seende sig om , „ Tante er nu saa ene her . “ 
„ Tak , mit Barn , “ svarede Fru Stilling meget 
bestemt , „ jeg vilde taget herfra ; men nu bliver 
jeg her , til jeg har fundet Rosine igjen . Hun skal 
dog vide , hvor hun kan træffe mig , naar han vil 
opsøge mig . “ 
Et Glimt af Tilfredsstillelse gik henover Frøken 
Alexandines Ansigt . „ All kan blive godt endnu , “ 

tænkte hun , „ hun vil snart glemme den Grille , og 
jeg skal nok passe paa , hvem jeg tager i Huset . “ 
„ Hun eier jo Intet , “ sagde Geheimeraadinden 
bekymret , „ hvad kan hun tage sig for ? “ 
„ O , saa flink som hun er , “ sagde Fru Stilling 
„ kan hun let finde Plads . “ 
De to Damer toge nu bort , og overlode deres 
Slægtning til hendes egne Betragtninger . Snart ærgerlig , 
snart bedrøvet , laae hun , og udkastede Planer 
ril at opsøge Flygtningen . Sit største Haab satte 
hun til Carls Hjemkomst ; han vilde selvfølgelig 
komme til hende for at forhøre sig om Sagens 
Sammenhæng , og ham vilde det nok lykkes at finde 
hendes Opholdssted . Nogle Timer efter kom Birthe 
ind , og meddeelte Fruen , at Stine Olsen havde 
fortalt , at Jomfruen imorges tidlig var kjørt til Byen 
med hendes Mand . 
„ Hør nu , Birthe “ , sagde Fru Stilling , 
„ Du skal berette mig Alt , hvad Du hører om denne 
Sag , og jeg skal ikke glemme Dig til Skiftetid . 
Naar Du saa tager herfra , hvor gaaer Du saa 
hen ? “ 
Birthe , hvis Natur det var imod at lade sig 
udspørge om sine Anliggender , trak sig noget i det ; 

men overbeviist om Fruens Lyst og Evne til at belønne 
modtagne Tjenester , svarede hun dog : „ Jeg 
har ikke isinde at tage Tjeneste i Vinter , jeg har et 
Sødskendebarn i Byen , der sidder i en god Næring ; 
der vil jeg tage hen , og hjælpe lidt til i Huset forat 
faae Kosten . “ 
„ Godt , “ sagde Fru Stilling , „ Du har altsaa 
Tid og Leilighed til at see Dig om og høre Dig 
for . Kan Du bringe mig Underretning om , hvor 
Rosine er , skal Du faae tredive Daler , Du veed , 
jeg holder Ord . “ 
Birthes Øine lyste . „ Jeg stal gjøre Alt , 
hvad et Menneske kan , “ sagde hun forsikkrende . 
Dernæst sendte hun ved Birthes Hjælp et 
Brev afsted til sin Forretningsmand i Byen , hvori 
hun paalagde ham at indhente alle mulige Efterretninger 
om en Jomfru Rosine Stein , hvilket 
ogsaa fra hans Side bevirkede en Henvendelse til 
Politiet , der dog blev frugtesløs , da Rosine havde 
forandret sit Navn . Et paa Fru Stillings Foranledning 
i flere Blade indrykket Avertissement , saalydende : 
„ Jomfru 
R . S . ventes af sin Veninde . Alt 
er i Orden . “ 

kom aldrig Rosine for Øie , da hun ingen Aviser 
læste . 
Vi ville altsaa overlade den ventende og grublende 
Fru Stilling til sig selv , og tage en Oversigt 
over det Huus , der nu var Rosines Bopæl . 
Huset var dobbelt , som man kalder det , havde 
Opgang til hver sin Side i Porten , og Lejlighederne 
vare heelt igjennem ganske adskilte fra hinanden , saa 
det egentlig kun var Husets halve Deel , med hvilken 
Rosine stiftede Bekjendtskab . Madam Mortensens 
Værelse laae paa Qvisten , der paa denne 
Side bestod af fem Værelser , det vil sige , af tre 
større og to ganske smaae , hvoraf de to sidste udleiedes 
af Værten i Forening med eet af de større . Madame 
Mortensens Værelse laae i Midten , og havde et 
af de smaae paa hver Side af sig ; der var Dør 
fra det ene Værelse ind til det andet , som aflaasedes 
af Værten , eftersom Leiligheden uddeeltes . Som en 
Følge af denne Indretning var der meget lydt mellem 
de respective Leiligheder , og den ene Nabo kunde , 
naar han vilde , med Lethed overhøre , hvad der sagdes 
ved Siden af . Denne Række Værelser eller rettere 
Kamre laae ud til Gaden , og skiltes ved en Gang 
fra be til Gaarden liggende Rum , der vare Pulterkamre 

for de andre Etagers Beboere ; eet Rum var 
her indrettet til det fælleds Kjøkken . Madam Mortesens 
og Rosin es Værelser udgjorde altsaa nu en 
samlet Leilighed ; paa den ene Side af dem havde 
Jomfru Matthiesen det ene store Værelse i Besiddelse ; 
hun var ikke meget hjemme , men begyndte 
allerede tidligt om Morgenen med en travl Mine 
sine Vandringer . Besøg sik hun meget sjeldent , og 
da kun af Fruentimmer , der efter Ro sin es Mening 
ikke saae meget respectablc ud . Paa den anden 
Side boede en stor , rafl Kone i sin bedste Alder 
med fire Børn ; hun var Enke , og hed Madame 
Jørgensen . Hun lod ikke til at have nogen bestemt 
Næringsvej , da hun altid havde Tid tilovers 
til at holde Sladder i Porten eller andre Steder , 
hvor hun fandt en villig Deeltager i denne Adspredelse ; 
hun og hendes Familie lod iøvrigt ikke til at 
lide Nød ; thi der holdtes ofte endogsaa temmelig 
overdaadige Maallider , Kaffekanden stod altid tilvarme 
paa Skorstenen , og Moder og Børn saae 
sunde og fede ud . Da de havde to Værelser , leiede 
de det mindste ud , hvilket imidlertid ikke var til 
megen Stadighed ; men forunderligt nok syntes bestandig 
den samme Leier , en ung , robust Pige paa 

nogle og tyve Aar , at vende tilbage til det efter 
meer eller mindre korte Mellemrum . Rosin-e havde 
snart faaet Arbeide , og hun sad flittigt ved det hele 
Dagen , med Undtagelse af de øieblikke , hun helligede 
den fælleds Huusholdning ; Madame Mortensen 
havde hidtil anseet Kaffe og Smørrebrød 
for de hensigtsmæssigste Levnetsmidler ; men Rosine 
indførte en bedre og fornuftigere Skik , idet hun 
hver Middag tilberedte dem et lille , om end nok 
saa tarveligt Maaltid . Hun gav sig herved selv en 
lille Motion og Adspredelse , og den gamle Kones 
virkelige Glæde over denne hende i mange Aar ubekjendte 
Behagelighed var hende til stor Fornøielse . 
Den største Vanskelighed herved var , at Binden 
maatte laves i det fælleds Kjøkken paa den samme 
Skorsteen , der sædvanligviis hele Dagen optoges af 
Madame Jørgensens forskjellige Tilberedelser ; 
Jomfru Matthiesen viste sig aldrig ved den fælleds 
Arne . Da ovennævnte Madame i en Række 
af Aar havde været saagodtsom eneraadende i Kjøkkenet , 
betragtede hun Rosin es Færden der som en 
Usurpation , og søgte at umuliggjøre den ved altid 
at have en eller anden Brug af Skorstenen , saasnart 
hun kom derhen . Alle de smaae , sorte Kasseroller , 

Stegepander , hankeløse Leerkrukker , brækkede 
Jldtænger og hullede Blikkar , som Kjøkkenet var i 
Besiddelse af , ophobedes paa Skorstenen , saa at de 
skjulte den lille , beskedne Ildgryde , der tilhørte Madame 
Mortensen , og begyndte Rosine en Flytning , 
ilede Madame Jørgensen strax til med den 
Besked , at den Gjenstand , Rosine bortbar , havde 
hun netop Brug for i dette Øieblik . Da Rosine 
imidlertid syntes aldeles overbeviist om Sandheden 
heraf , og altid veg Pladsen for Madamens paatagne 
Travlhed , slappedes dennes Modstandskraft snart , 
og efterat have begyndt med at tillade Rosine at 
bortrydde de opsfablede Barricader , endte hun med 
godvillig at sørge for , at der var Plads til hendes 
Madlavning . Den Beskedenhed , hvormed Rosine 
benyttede Adgangen til Kjøkkenet , og den Omhyggelighed , 
hvormed hun bortryddede ethvert Spor af 
sin Nærværelse der , indtog tilsidst saaledes Madamen 
til hendes Fordeel , af hun ofte kom ud for af give 
hende en Haandsrækning , og greb da Leiligheden til 
af sætte Rosine ind i sine Forhold . Hun erfarede 
da til sin Forbauselse , af Madamen slet intet Erhverv 
havde , men „ levede af Familier , “ det vil sige , 
af hun havde Tilladelse til hos forskjellige Familier 

af hente Levninger fra Middagsmaaltidet . Den ene 
af disse Familier vidste naturligviis ikke af den 
anden ; men for hver især var hun anbefalet som en 
flittig og stræbsom Enke , der sad med fire uopdragne 
Børn , og som , naar hun opfordredes af nogen af 
Familierne til af modtage nogetsomhelsf Arbeide i 
eller udenfor Huset , havde hver Dag og Time , ja , 
ofte Natten besat paa de Steder , hvor hun pleiede 
af gaae . Da hun nu tillige havde Huusleiehjælp 
og Brød af Fattigvæsenet , sine Børn i Fattigskolen , 
og nogle smaae , maanedlige Bidrag hist og her , ikke 
af tale om aflagte Klæder , saa førte hun et ret behageligt 
og bequemt Liv , indrømmende , af hun levede 
i et velorganiseret Samfund , og saae i det Hele 
Alt fra den lyseste Side . Børnene vare raske og 
temmelig støiende Børn , der udenfor Skoletiden 
tumlede sig paa en for Beboerne meget generende 
Maade i Gangen udenfor Værelserne , men som om 
Søndagen engang imellem viste sig pyntede med et 
meget stille og beskedent Væsen i Kjøkkenet hos Moderens 
Velyndere , for at man ikke skulde glemme at 
betænke dem med Gaver til Julen . Eet Arbeide varder 
dog , som Madame Jørgensen af og til forerog 
sig , og det ovenikjøbet gratis , det var at sye for 

de respektive Kokkepiger i de Huse , hvor hun søgte , 
et Arbeide , der som hun selv sagde , slet ikke betalte 
sig saa daarligt , „ da der , ved Gud , ogsaa findes 
gode Hjerter hos Tjenestefolk . “ 
„ Men , “ sagde Rosine , i høi Grad forbauset 
over denne Leveviis , som Madamen meddeelte hende 
med stor Tungefærdighed , og som et Beviis paa et 
ikke ualmindeligt Genie , „ troer De virkelig , at dette 
kan vare ved ? “ 
„ Ak jo , min sødeste Jomfru , hvorfor ikke ? Der 
er jo ingen Sjæl , der kan holde Regnflab med hvad 
jeg faaer , og det er dog ikke mere end rimeligt , at 
en stakkels Enke bliver hjulpet . Hvad skulde jeg 
gjøre , hvis jeg ikke havde mine Familier ? Maalte 
jeg saa ikke som saamange Andre slide og flæbe Nat 
og Dag , nden at have meget Mere end det tørre 
Brød , og tilsidst maaskee flæbe mig paa Hospitalet ? 
Den Smule , jeg har af Fattigvæsenet , er jo hverken 
til det Ene eller det Andet , og endda maa man 
rende nok for det , og bliver virkelig tidt ikke net 
behandlet . Der skal Ingen sige Andet om mig , end 
at jeg er en ordentlig og honnet Kone , der svarer 
Enhver Sit , og er velseet overalt ; det er Heller ikke 
Biere , end jeg skylder mine Børn at sørge flikkeligt 

for dem , de arme Orme har jo ingen Fader , og 
da de havde een , var han en fordrukken Slyngel , 
og derfor faldt han ogsaa ned af Stilladset , han 
arbeidede paa ; han var Muursvend , skal jeg sige 
Dem . Det meste Godt , han har gjort mig , var 
ved sin Dsd , for jeg satte ham i Avisen , og det 
indbragte mig saamænd 33 Rdlr . 3 Mk . 4 Sk . Jo , 
der er mange gode Mennesker til , og ved den Leilighed 
fik jeg ogsaa mine Familier . “ 
„ De leier Deres ene Værelse ud ? “ sagde 
Rosine . 
„ Aa ja “ , sagde Madamen , „ jeg synes ikke , jeg 
kan forsvare at have to Værelser , de Fleste i min 
Stand og Stilling maae nøies med eet , og det seer 
saa stræbsomt ud , naar her engang kommer Nogen 
fra Familierne . De overløbe mig saamænd ikke , og 
det er ikke Andet end i sin Orden , at de see , om 
deres Gaver blive velanvendte . Hansine er ogsaa 
en meget rar Leier , godmodig og tjenstagtig , og jeg 
lader det gjerne staae og vente paa hende . “ 
„ Hvor er hun da henne ? “ spurgte Rosine , lidt 
nysgjerrig efter endelig at erfare , hvori Han sin es 
Forretninger bestode . 

„ Gud velsigne Dem , hun tjener jo , fordetmeste 
som Enepige . “ 
„ Hvor kan hun da være her saa tidt , og hele 
Uger ad Gangen ? “ 
„ Det er naar hun sfifter , kan Jomfruen ikke 
forstaae det ? “ 
„ Skifter hun da saa tidt ? “ 
„ Ja , hun er uheldig , og saa er hun jo noget 
flygtig . Jeg siger saa tidt til hende : „ Hansine , 
Du skulde dog see at blive tre Maaneder et Sted , 
at Du kan faae en Recommandation i Din Bog , “ 
og saa svarer hun : „ Ja , Madame Jørgensen , nu 
tænker jeg nok , jeg faaer et godt Sted næste Gang ! » “ 
„ Hvorlænge tjener hun da hvert Sted ? “ 
„ Aa , det er saa forskjelligt , en fjorten Dage 
eller tre Uger ; jeg skal sige Dem , at naar man ikke 
er fornøiet , gjør man bedre i ikke at blive Maaneden 
ud , for saa faaer man den Maaned i sin 
Bog , og det er ingen Gode til , og saa er det jo 
bedre at slippe for den kjedelige Reengjøring . Det 
er , som Hansine siger , kun at slaae Vand paa en 
Gaas , og saa gaaer saadan en stakkels Pige bagefter 
med Gigt og Tandpine . “ 

„ Men vil de Folk , hun tjener , lade hende gaae , 
og det uden Skudsmaal ? “ 
„ Hansine er saa inderlig godmodig , og saa 
lade de hende gjerne gaae uden Skudsmaal , det 
giver kun dem selv Bryderi , og gjør en stakkels 
Pige ulykkelig . Naar hun saa skal fæstes igjen , 
siger hun , at hun har ligget paa Hospitalet , eller 
været hjemme at passe sin syge Moder , og saa har 
hun altid det Paaskud , naar hun vil gaae igjen , for 
hun er ikke af dem , der gjør sig grov eller udtilbeens , 
det veed Gud , hun ikke gjør ! Det er en 
rigtig rar Pige , naar hun bare kunde finde et passende 
Sted . De kan troe , Jomfru , disse Smaaconditioner 
ere nogle daarlige nogle ; det sidste Sted , 
hvor Hansine tjente , blev hun kun een Dag , De 
kun tænke Dem , de vilde have , hun skulde skure 
Kjøkkengulvet den første Dag , hun kom . „ Fruen 
maa have mig undskyldt , “ sagde Hansine , „ det 
skulde den Pige have gjort , der sfiftede iaftes , det 
kommer ikke mig ved . “ Saa tog det ene Ord det 
andet , og saa sagde hun : „ Ja , naar Fruen ikke kan 
enes med mig , er det bedst jeg gaaer , “ og saa gik 
hun . Jeg sagde ogsaa til hende : „ Hansine , Du 
er flygtig , det er Du ! “ Saa svarede hun : „ Madame 

Jørgensen , skal jeg lade mig træde paa ? “ 
Og saa taug jeg , før det kunde jeg ikke svare Ja 
til . Gudbevares , en Pige har ogsaa sin Ret . “ 
Disse eiendommelige Begreber om Tjenestefolks 
Stilling i Samfundet syntes Madame Jørgensen 
ogsaa at vedkjende sig ligeoverfor et fattigt udseende , 
tjenende Væsen hos Enkefruen paa første Sal — 
de to Smaafamilier paa anden og tredie Sal havde 
ikke Raad til at holde et fast Tjenestetyende — ; thi 
denne lille Tjenestepige søgte i alle ledige eller ikke 
ledige Øieblikke op til Madamen , og indsugede begjærligt 
hendes Lærdomme . Da hun uheldigviis for 
deres practifle Udøvelse endnu stod under Fattigvæsenets 
Formynderskab , maatte hun opsætte deres 
Overførelse i Livet til en Fremtid , der kun kunde 
udeblive et Aarstid . I Stueetagen boede en Skomager , 
der ikke holdt Pige , men kun Læredreng , 
hvis Indvielse i Skomagerfaget hovedsagelig skete 
ved at bære Skotøi i Byen , iøvrigt uddannedes han 
i en heel Deel andre dette kun meget indirecte vedkommende 
Færdigheder , som for Exempel at gaae 
Byærinder , skylle ølflasker , hakke Kjødfarce og være 
Barnepige . De faae Bedrifter , han leilighedsviis 
foretog sig paa Værkstedet , var at lave Rispe til 

Mesteren , og feie Gulvet derinde , ligesom den theoretisk 
Deel af Undervisningen nærmest var indbefattet 
i de Anviisninger , han skulde bringe de udenfor 
Huset arbeidende Svende . Imidlertid var , trods 
denne Mangel paa enhver Udsigt til nogensinde at 
avancere i Professionens Udøvelse , det unge Menneskes 
Humeur det allerbedste ; han sang og fløitede , 
saasnart han vel havde faaet Foden udenfor Mesters 
Dør , og det er neppe hændt ham nogensinde at 
være gaaet ned af Trappens Trin , da han med en 
øvet Rytters Behændighed i et Nu benyttede Trapperækværket 
til at fare ned i Porten . Denne chevaleresque 
Trang hos ham var forsaavidt et Gode for 
Huusbeboerne , som hans Bevægelser tilfods vare 
meget støiende ; hans Skotøi bestod nemlig i gamle , 
paa Værkstedet afskjaarne Støvlefødder , der sjelden 
eller aldrig havde det Held at være af samme Størrelse 
som hans Fødder ; det varede derfor meget kort , 
inden han fik dem forvandlet til et Slags Tøfler 
eller Slæber , og hans Ud- og Indgang gjennem 
Porten tilkjendegaves derfor altid ved en Blanding 
af Klappren og Slæben , accompagneret af en lystig 
Fløjten . 
I Kjælderen under Skomageren udfoldede sig 

en Virksomhed , der i Ordets egentligste Forstand 
var en Grundpille for Huset , her var nemlig Spækhøkerhandel . 
Boutikens rette Nedgang var vel til 
Gaden ; men man kunde ogsaa smutte derned gjennem 
Deren i Porten , og dette var for Rosine en 
stor Beqvemmelighed , da hun saaledes kunde gjøre 
sine smaae Indkjob uden at betræede Gaden . Der 
fandtes vel i Boutiken en Spcrkhoker ; men han 
spillede en meget underordnet Rolle ved Siden af 
Spæckhokermadamen , der uddeelte alle Befalinger , 
fordctmeste bestred Handelen , og afslog eller tildeelte 
Credit . Denne sidste Begunstigelse var af stor Betydenhed 
for Boutikens Kunder ; selv de af dem , 
der meget vel ved nogen Forudseenhed eller Sparsomhed 
i rette Tid havde kunnet undgaae af benytte 
den , fandt alligevel en vis Tillokkelse i dette Kjøb 
uden Penge , der i Virkelighed gjorde Kunderne til 
en Slags Livegne af deres Creditor . Efter Mængden 
af Gjældsposterne paa den førte Tavle paa 
Boutiksvæggen vurderede Madame Hansen deres 
Flid , Stræbsomhed og Indtægtskilder , og tiltoge 
Posternes Række for stærkt , uden i rette Tid af 
blive førte tilbage til deres Intet , vankede der 
ganske sikkert en alvorlig Skjændeprædiken , som Synderen 

gjorde klogest i af modtage i ydmyg Taushed , 
og vee den Forvovne , der dristede sig til af dadlt 
Varerne eller deres Vægt , eller maaskee endogsaa al 
kjøbe Eet eller Andet et andet Sted , man havde seei 
Exempler paa , af en saadan for bestandig var nægtet 
Adgang til af faae endogsaa den største Bagatel 
noteret paa den førte Tavle , og af ikke engang dr 
indstændigste Bønner havde kunnet bevæge Madamen 
til af tilbagetage den engang givne draconiske Befaling . 
Imidlertid var Spækhøkerkonen altfor velnæret 
til ikke af have en vis Godmodighed , der oft ! 
bragte hende til af have lang Taalmodighed med 
slette Betalere , naar disse virkelig vare i Forlegenhed , 
og ellers vilde høre i Underdanighed paa hendes 
Moraler og Bebreidelser . Der var imidlertid een 
Person i Gaarden , der dannede en Undtagelse fra 
den almindelige Ærbødighed , der ellers vistes Boutikens 
Beherskerinde , det var Beboerinden af den 
anden Kjælder i Huset . Hendes Mand var el 
Slags Vicevært , han aabnede og lukkede Porten , 
feiede Gaarden og Gaden , og bragte Husets Regler 
i Erindring for dets Beboere , naar deres Hukommelse 
svigtede dem i denne Retning . Han drer 
samme Profession som Leieren i Stueetagen , men 

under den mere beskedne Titel af Skoflikker , og 
medens hiin havde et rigtigt malet Skildt ude med 
sit Navn paa , lod denne sig neue med en sfreuen 
Seddel i Vinduet , hvorpaa stod : „ Her bagflikkes og 
repareres Skotøi , “ en Underretning , Skomagerdrengen 
aldrig undlod at læse høit med en foragtelig 
Mine , naar hans Vandringer faldt forbi Vinduet , 
hvilket var en stadig Kilde til Ærgrelse for 
Sedlens Forfatter . Skoflikkeren var en høi , stærktbygget 
Mand ; men han gik altid med ludende 
Hoved og foroverbøiede Skuldre , og talte meget 
sagte og svagmælet ; det var en almindelig Mening , 
at hans Kones heftige Temperament havde vænnet 
ham til at dukke Hovedet og dæmpe Stemmen . 
Han hed oprindelig Madsen , og var født ganske 
simpeltvæk i Skjelskor ; men hans Kone betonede 
Navnet meget stærkt som Matzen , og vilde have 
det flrevet saaledes , idet hun med megen Dristighed 
paastod , af hendes Mands Fader , der bar Fornavnet 
Heinrich , maatte være indvandret fra Tydskland , 
uagtet hverken denne værdige Mand eller hans 
Søn vidste Noget deraf . Da Madame Matzen 
rimeligviis aldrig havde læst eller hørt Noget om , 
af vore fornemste Adelsslægter ere indkomne fra det 

romersfe Rige , maa man antage , af alene en lykkelig 
Natur havde veiledet hende til denne rigtige 
Gisning . Et af de fornemste Stridspunkter mellem 
hende og Madame Hansen bestod ogsaa deri , af 
denne , der uden af vide det , med Liv og Sjæl var 
en Tilhænger af den nyere , danske Retskrivning , paa 
den sorte Tavle opførte Madamens Navn , som hun 
udtalte det , nemlig som Massen , hvorimod denne 
protesterede paa en saa energisf Maade , af den ellers 
tause Spækhøker maatte reise sig op , og føre hende 
ud . Hun var forøvrigt en ret ordentlig Betaler , 
da hun holdt Manden til Arbeide , selv jevnlig gik 
ud og vadsfede , og holdt et saa nøie Regnflab med 
Husets Indtægter , af hun ikke tillod Hr . Matzen 
af raade over een eneste Skilling . Desuagtet udviste 
Tavlen , af der i denne saa velordnede Huusholdning 
forbrugtes et temmelig stort Quantum af en Vare , 
der af en vis Delicatesse af Madame Hansen altid 
betegnedes paa Tavlen med et x istedetfor dets 
rette Benævnelse , det var Brændeviin . Naar dette 
ominense Tegn viste sig meget hyppigt paa Tavlens 
Baggrund , hørtes der gjerne henad Aften en mistænkelig 
Støi af Skjænderi og Larmen i Skoflikkerens 
Kjælder , og denne underjordiske Tummel endte 

da som oftest med , at Hr . Matzen tog sig en 
Spadseretour i Porten , indtil hans Kones Hede 
var afkjølet , og hun selv faldet i Søvn . I et fortroligt 
Øieblik under en af disse Portvandringer 
havde han tilstaaet for Hr . Hansen , at han engang 
i sine første Ægteskabsaar havde besluttet at kjæmpe 
en Dyst med sin Kone om Herredømmet i Huset , 
men at hun havde forstaaet at gjøre ham Livet saa 
suurt , at han havde opgivet det for bestandig . Efter 
dette Vidnesbyrd om hendes aandelige Styrke vil 
man ikke undre sig over , at Madame Hansen ligeoverfor 
hende opgav Noget af sin Storhed , og bar 
over med hendes trodsige Væsen , saameget mere som 
hun i sin Egensfab af Viceværtinde vilde kunne 
have chicaneret selv en saa betydelig Person som 
Spækhøkerkonen . 
Med en vis Skyhed saae Rosine sig om blandt 
alle disse forskjellige Elementer , og følte Frygt for 
at komme i altfor nøie Berørelse med dem . Tidt 
naar hun i Gaarden eller paa Trapperne hørte 
raae og høirøstede Stemmer , blev hendes Hjerte beklemt , 
og hun maatte trøste sig med , at det dog 
ikke gjaldt hende ; men alligevel , naar hun havde 
hørt sin Naboerske , Madame Jørgensen , skjænde 

og bande i sin Families Kreds , vovede hun sig kun 
med en vis Ængstelse ud i Kjøkkenet , uagtet hun 
maaskee der , faae Minuter efterat den raae Støi 
havde lagt sig , saae Madamen komme ud med et 
smilende Ansigt og aabenbart i bedste Humeur . Ikke 
Heller kunde Rosine forstaae dette hurtige Omslag 
i Stemningen , og hun tiltalte sin Naboerske med 
stor Varsomhed , for ikke at oppuste den ulmende 
Lue . Hun var da glad ved igjen at sidde ved sit 
Sytøi i den lille Stue hos Madame Mortensen , 
der med stor Iver klistrede fra Morgen til Aften , 
med Undtagelse af de faae Mellemrum , hvori hun 
nikkede lidt i et lille Blnnd . I den dybe Stilhed 
gik da veemodige Tanker gjennem Ro fines Sjæl , 
især naar hun kastede et Blik op paa Skyerne , der 
droge forbi høit oppe over Gadens Tage ; hun 
tænkte da paa det stille Værelse i Præstegaarden , 
paa den hvide Seng med hendes Frues tause Skikkelse , 
paa Roserne i Vinduet og Solstraalerne paa 
Gulvet , eller hun fulgte sin — ak , ikke længer hendes 
— Frits paa hans Fart gjennem Verden . Hvad 
tænkte han , hvad sagde han ? Hvad vilde han sige , 
naar han fik at vide , at hans Brud var kaldt en 

Tyv — og hun var jo dog uskyldig . Rosine 
græd bittre Taarer . 
Men man troe dog ikke , at den skjønne Gudsengel , 
som vi kalde Glæde over Livet , aldrig 
mere lod Lysskjæret fra sine straalende Vinger falde 
over hende — nei , Rosine havde et fromt og nøjsomt 
Sind , og forstod at leve i Øieblikket . De 
smaae Toure , hun gjorde i Byen med sit Arbeide , 
morede hende meget , og sad hun hjemme , blev enhver 
Solstraale gjennem det lille Vindue , enhver 
Fugls Qviddren paa Taget hende en Glæde . Selv 
den gamle Kones tilfredse Ansigt , naar hun hvilede 
sig ved en lille Søvn , glædede hende , og snart blev 
hendes Trang til at knytte sit Hjerte til et menneskeligt 
Væsen tilfredsstillet ogsaa her paa dette fattige 
Sted . Det var et Barn , ' der tiltrak sig hendes 
Opmærksomhed . Naar hun tidlig om Morgenen 
sfyndte sig ned efter Brød og Fløde i Høkerboutiken , 
og da benyttede Bagdøren , der stødte op til Gaarden , 
saae hun daglig ved Karret under Posten staae 
en lille Pige paa syv , otte Aar , og vådske Hoved og 
Hænder omhyggeligt i det kolde Vand . Engang varder 
intet Vand i Karret , og den Lille stod og saae 
sig forlegen om . 

„ Hvad sattes Dig ? “ spurgte Rosine deeltagende . 
Med 
det erfarne Blik , der er eget for de 
Fattiges Børn , saae den Lille op paa hende , ligesom 
for at udforsfe hendes sande Mening , og da Resultatet 
syntes tilfredsstillende , svarede hun : 
„ Jeg kan ikke selv faae Vandet til at løbe i 
Karret . “ 
Rosine hjalp hende . 
„ Vådsker Du Dig altid i dette kolde Vand ? “ 
spurgte hun . 
„ Ja , “ svarede Barnet , idet hun omhyggeligt 
med sine smaae Hænder gned og vædede sit guulhaarede 
Hoved , indtil det blev ganske rosenrødt , 
„ Moder siger , det er det Reenligste , og saa gjør jeg 
ingen Uleilighed . “ 
„ Men om Vinteren ? “ vedblev Rosine at 
spørge . 
„ Saa er det koldt , “ sagde den Lille , idet hun 
med en tærnet Klud astørrede sit Ansigt og Haar ; 
„ men det er sundt . Naar Vandet fryser heroppe , 
faaer jeg Lov at vådske mig i Stuen . “ 
„ Hvem er din Moder ? “ spurgte Rosine . 

„ Madame Matzen , “ svarede hun , og pegede 
ned mod Kjælderen , „ vi boe der . “ 
- „ Ja saa , “ sagde Rosine , „ hvad hedder Du ? “ 
„ Jeg er døbt Elisabeth . — Men de kalde 
mig Lisbeth , “ tilføiede hun smilende , „ det er 
nemmere . “ 
Hun rystede det blaatærnede Stykke Tøi , lagde 
det sammen , og lavede sig til at gaae . 
„ Farvel , lille Lisbeth , “ sagde Rosine , og 
klappede det vaade Hoved , „ gaaer Du i Skole ? “ 
„ Ja , saasnart jeg har faaet Kaffe . “ 
Rosine smilede . „ Veæd Du , hvem jeg er ? “ 
„ Ja , De er Jomfruen , der syer for Folk ; De 
boer oppe hos Madame Mortensen . De har 
kjendt bedre Dage . “ 
„ Har jeg ? — Hvem siger det ? “ 
„ Moder . Hun siger , man kan strax see det , 
og saadanne Folk er bange for os Andre , de gaae 
afveien for os . “ 
„ Nei , nei , Lisbeth , “ sagde Rosine , „ jeg er 
ikke bange for Dig . Men Jomfru Matthiesen 
taler jo heller ikke til Nogen ? “ 
Den Lille smilede med et fiffigt Ansigt , og 
rystede paa Hovedet . 

„ Med hende er det en anden Sag , “ sagde hun , 
„ Moder siger , at hun har en Skrue løs , eller ogsaa 
har hun været i Fidtefadet . “ 
„ Hvad ? “ sagde Rosine forbanset . 
I dette Øieblik afbrødes Samtalen af Madame 
Matzen selv , der stak Hovedet op af Kjælderdøren 
i Porten , og med skarp Stemme sagde : „ Lisbeth , 
staaer Du her og sladdrer , istedetfor at gaae 
i Skole ? “ 
Hun tog hende ved Armen , og satte hende 
temmelig hurtigt ned i Kjælderen . 
„ Jeg beder om Forladelse , “ sagde Rosine 
lidt forsfrækket , „ det var mig , der talte med hende . “ 
„ Gudbevares , Jomfruen har Lov at tale med 
hvem , De vil , “ sagde Madamen i en fjendtlig 
Tone . 
„ Jeg meente ikke noget Ondt med det , “ vedblev 
Rosine forsagt . DetAdmyge i hendes Stemme 
formildede Konen , hun traadte ud af sin Forsfandsning 
paa Kjceldertrappen , og sagde med mildere 
Udtryk : 
„ Der er Heller ingen Ulykke skeet ; men jeg 
holder mig paa mit Eget , og Ingen skal sige , at jeg 
eller Mine falder Nogen besværlig . Vi ere simple 

Folk , der kun have fra Haanden i Munden , og det 
Eneste , vi kunne efterlade vort Barn , er en god 
Opdragelse . Jeg har forbudt Lisbeth at holde 
Sladder i Gaarden , for der kommer alle Slags 
Folk , som vi ikke skulle have Noget at gjøre med . 
Jeg mener ikke Jomfruen , De er vist meget respectabel , 
men Andre , som jeg ikke vil nævne . “ 
Hun kastede et megetsigende Blik over til 
Spækhøkerens Vinduer . 
„ Jeg skal aldrig tale til Deres Barn i Gaarden , “ 
sagde Rosine , bøiende sig for denne saa bestemt 
udtalte Leveregel , „ men maa hun ikke komme 
op og besøge mig ? “ 
„ Meget gjerne , “ sagde hun naadigt ; „ men jeg 
vil bede Jomfruen ikke lade hende komme i Berørelse 
med Madame Jørgensen . Jeg er ikke den , 
der skal gjøre Ufred med Nogen ; men den Kone kan 
jeg rigtignok ikke udstaae . “ 
Rosine lovede dette , og Madamen forsvandt i 
sine underjordisfe Regioner . 
Den næste Formiddag — det var netop Søndag 
— bankede det sagte paa Døren hos Madame 
Mortensen , og da Rosine lukkede op , stod hendes 
lille Bekjendt fra Gaarsdagen udenfor . Paa Rofines 

venlige Indbydelse al træde nærmere , traadte 
hun ind i Stuen , og sagde med et undseeligt , mildt 
Blik til Rosine : 
„ Moder har givet mig Lov til at besøge Dem 
idag , hvis jeg maa . Jeg skal ikke forstyrre Dem i 
at sye . “ 
„ Du er velkommen , min Putte , “ sagde Madame 
Mortensen ; „ vidste vi nu bare , hvad vi 
skulde more Dig med . “ 
„ Maa jeg see Deres Værelser ? » sagde hun 
hurtigt . 
„ Ja , gjerne , “ sagde Rosine smilende , „ her 
seer Du Dagligstuen , og derinde er mit Sovekammer , 
luk selv Døren op , og see derind . “ 
Hun saae sig om med en tilfreds Mine , og 
foretog derpaa den samme Undersøgelse af det lille 
Kammer ved Siden af . 
„ Naa , synes Du om Leiligheden ? “ spurgte 
Rosine . 
„ Det er rart at boe saa høit oppe ved Taget , “ 
sagde hun , og saae ud as Vinduet , „ nede hos os er 
der saa mørkt , naar Solen gaaer bort . Naar 
Fader gaaer sin Vei , og Moder er syg , saa er det 
saa ængsteligt at sidde dernede . “ 

„ Er Din Moder tidt syg ? “ spurgte Rosine 
deeltagende . 
„ Det er kun om Aftenen , “ svarede den Lille 
nølende , „ om Dagen er hun aldrig syg . “ 
Rosine saae forundret op , den gamle Kone 
gjorde et Tegn til hende , som hun ikke forstod . 
„ Hvor gaaer da Din Fader hen ? “ 
„ Han gaaer altid op i Porten , naar Moder er 
syg , “ lød Svaret . 
„ Er Du saa alene ? “ 
„ Moder ligger paa Sengen . “ 
„ Kan Du ikke lege ? 
„ Nei , jeg maa ikke røre mig , og Moder kan 
ikke lide Lys , naar hun er syg . “ 
„ Sidder Du i Mørke hele Aftenen ? “ 
„ „ Ja , til jeg gaaer iseng . Jeg er ikke bange 
før Mørket ; men — “ 
„ Men ? “ gjentog Rosine ængsteligt spørgende . 
Den Lille svarede ikke , men tog sit Forklæde , 
op , skjulte sit Ansigt i det , og græd . 
„ Kan Du ikke komme herop ? “ spurgte Rosine , 
for at sige noget Trøstende . 
Hun rystede taus paa Hovedet . Rosine strøg 
hende blidt over Haaret . 

„ Maa jeg da give Dig et lille Lys ? “ sagde 
hun venligt . 
Barnet saae op med et lysende Taknemlighedssmiil 
paa sit af Taarer fugtige Ansigt . 
„ De er saa god , “ sagde hun sagte ; „ men jeg 
tør ikke tænde det . Og saa — “ vedblev hun med 
en tvungen Munterhed , der var beregnet paa at 
trøste Rosine — „ jeg kan see Lampen i Porten 
gjennem Dørsprækken . “ 
Da hun var gaaet , sagde Madame Mortensen : 
„ Madamen dernede drikker om Aftenen , sige 
de , og det er det , Barnet kalder at være syg . Det 
er ellers en flink Kone ; men gal er hun i Humeuret , 
og den Slags Folk ende gjerne med at drikke . “ 
Fra nu af kom Lisbeth ofte op til dem , og 
hun syntes at knytte sit Hjerte bestandig fastere til 
Rosine . At staae ved Siden af hende , medens hun 
syede , at træde Synaalen til hende , og betragte , 
hvor hurtigt en Ende Garn kunde sorbruges , var 
hende en stor Fornøielse ; men især var hun glad , 
naar hun kunde gaae et lille Ærinde for hende , eller 
gjøre hende en eller anden Tjeneste , som at polere 
Vinduesruderne eller Sligt , der laae indenfor hendes 
barnlige Kræfters Omraade . I Kjøkkenet turde 

Rosine aldrig tage hende med , for at hun ikke skulde 
komme i Berøring med Madame Jørgensen eller 
hendes Børn . En Dag tilbød imidlertid Lisbeth 
selv at skibe Knive for Rosine , hvilket denne afslog 
med den Bemærkning , at hendes Moder havde 
forbudt hende at tale med Nabofamilien ; men den 
Lille indvendte hurtigt , at hendes Moder behøvede 
jo ikke at vide det . 
„ Men man skal altid tale Sandhed , Lisbeth , “ 
sagde Rosine formanende . 
„ Altid ? “ spurgte den Lille skuffet . 
„ Ja , “ svarede Rosine , „ jeg kunde ikke holde 
saameget af Dig , som jeg gjør , hvis Du ikke talte 
Sandhed . “ 
„ Men Moder har sagt , at jeg maa aldrig sige 
til Fader , hvad Moder foretager sig , naar han er i 
Buen . “ 
„ Lisbeth behøver jo ikke at sige Noget , saa 
taler hun ikke Usandhed , “ sagde Rosine lidt forlegen . 
„ Io , 
Fader spørger mig , om — “ hun standsede , 
blev blussende rød i sine Kinder , og vedblev 
efter et Øiebliks Tøven : „ Maa jeg aldrig lyve ? “ 
„ Kjære Lisbeth , stakkels Barn , “ sagde Rosine 

rørt , idet hun klappede hendes Kind , „ det falder 
tidt os Voxne vanskeligt at vælge imellem Pligternes 
forskjellige Bud ; jeg kan ikke svare Dig Andet end : 
Veed Du , at der er en Gud til , en god Fader i 
Himlen ? “ 
„ Ja , “ svarede Barnet , hvis Blik hvilede med 
spændt Inderlighed paa hendes Ansigt , „ jeg har hørt 
om ham i Skolen . “ 
„ Spørg ham , om hvad Du skal gjøre , og ikke 
mig . Han elsker Sandhed , og han hader Løgn ; men 
jeg haaber , at han ogsaa seer barmhjertigt til vor 
Svaghed , naar Skuffelsens Ord gaae over vore 
Læber . “ 
Lisbeth forstod hende ikke ganske , hun blev 
staaende grublende og taus ; men hun spurgte ikke 
videre . 
Paa sine smaae Udflugter var Rosine ofte 
truffet sammen med Jomfru Matthiesen i Porten 
eller paa Trapperne , og hun havde da høfligt hilst 
paa denne sin Naboerske . Denne havde gjengjældt 
Hilsenen , først med megen Holdning , siden med mere 
Forekommenhed . En Morgen , da Rosine tilfældig 
stod i sin aabne Stuedør , traadte Jomfru Matthiesen 
ud paa Gangen for at klæbe en Seddel 

paa sin Dør , saalydende : „ Flora Matthiesen 
træffes hver Eftermiddag hjemme ; Breve afleveres 
ved Siden af . “ 
Efter at Jomfruen med megen Pretention havde 
paaheftet denne Seddel , og , trædende nogle Skridt 
tilbage , beundret Virkningen af den , henvendte hun 
sig til Rosine : 
„ De er vel saa god at tillade , Jomfru Walther , 
at Breve til mig aflægges hos Dem , De er altid 
hjemme ; men mine Forretninger nøde mig undertiden 
til af være borte om Formiddagen . “ 
„ Hjertelig gjerne , “ svarede Rosine . Jomfruen , 
der aaabenbart var i særdeles godt Humeur , blev 
staaende paa Gangen , saae smilende paa hende , og 
vedblev : 
„ Er De fornøiet med det lille Værelse ? “ 
Rosine bejaede Spørgsmaalet . 
„ Hvis jeg skulde tage herfra , “ sagde Jomfru 
Matthiesen , „ skal jeg med Fornøielse arrangere 
det saaledes med Værten , af De faaer Lov af beholde 
det . “ 
„ Nytter De ? “ spurgte Rosine , meest fordi 
der i hele Jomfruens Væsen laae en Opfordring til 
dette Spørgsmaal . 

„ Troer Te , af jeg kunde blive her bestandig ? “ 
sagde hun foragteligt , „ nei , Folk som jeg ere ligesom 
Fuglene i Luften , de bygge deres Reder , hvor derer 
Noget af spise . “ Hun loe meget kunstlet , smækkede 
med Fingrene , som om hun havde Castagnetter 
paa dem , og sang nogle Linier af „ Flyv , Fugl , 
flyv , “ med en høi , forskreget Stemme . Hun afbrød 
sig pludselig , og sagde : „ Har De ikke Lyst af see 
mit Værelse ? “ 
Rosine takkede , og gik indenfor i denne ellers 
tillukkede Helligdom . Der var ikke Meget at see ; 
en lille Feldtseng , et Bord og to Stole udgjorde 
hele Meublementet ; for de to Fag Vinduer var 
hvide Gardiner , kantede med højrøde Baand , og den 
ene Endevæg i Stuen var skjult af et stort , stribet 
Forhæng . Paa Bordet ved Vinduet laae en Guitar . 
Imidlertid saae Jomfru Matthiesen sig om derinde 
med øiensynlig Tilfredshed , og sagde til Rosine : 
„ De seer nok , at Alting her er anderledes end 
hos de andre Smaasamilier heri Huset ; de ere 
simple Mennesker uden Sands for Andet end at 
spise og drikke . Min Stilling gjør mig det til en 
Nødvendighed at have lidt Luxus inden Døre , jeg 
vilde ikke skille mig ved min Guitar for Alverdens 

Guld . Sjælen maa opløftes over dette Hverdagsliv , 
og — ja , De forstaaer mig nok ? “ 
Rosine forstod Ingenting , og begyndte selv at 
troe , ligesom Madam Matzen , at Jomfruen havde 
en Skrue løs . Denne saae paa hende , og smilede 
lidt medlidende . 
„ Jeg skal forklare Dem Alting , “ sagde hun , 
„ jeg er Knnstnerinde . “ 
„ Knnstnerinde ? “ gjentog Rosine forbanset , 
„ spiller De ? “ 
„ Jeg synger , “ sagde hun med stor Triumph ; 
„ jeg har sunget paa de meest udmærkede Steder , og 
gjort uhyre Lykke . Mandfolkene have været som 
gale over mig . Har De aldrig seet mit Navn i 
Avisen ? Mit Kunstnernavn er Matthea , Frøken 
Matthea . “ 
Rosine maatte benægte at have hørt dette 
Navn . 
„ Jeg kan tænke , De har levet i en meget indskrænket 
Kreds , “ sagde Kunstnerinden overlegent , „ da 
er jeg ellers bekjendt nok . Jeg har sunget i flere 
baade tydske og tyrolske Selskaber , og jeg tør nok 
sige , at min Stemme var den bedste ; der var saamænd 
en Aften en Herre , der talte Fransf til mig . 

Jeg kan ikke Fransf , skal jeg sige Dem , og jeg 
svarede slet ikke , for at han ikke skulde høre , at jeg 
var Dansk . “ 
„ Men paa hvilket Theater har De sunget ? “ 
svurgte Rosine , aldeles forvirret over dette Indblik 
i en hende ganske fremmed Verden . 
„ Theater ? Herregud , forstaaer De da ikke , at 
jeg ikke har sunget paa noget Theater ? Jeg har 
sunget saadan i Saloner — hvor der er Sang og 
Musik , og hvor man kan faae Forfriskninger — 
man kalder dem sommetider Pavilloner — “ 
Der begyndte at gaae et Lys op for Rosine . 
„ Har De staaet oppe paa en Forhøjning ? “ 
spurgte hun hurtigt . 
„ Paa en Tribune , mener De — “ sagde Kunstnerinden , 
krænket over hendes Udtryk , „ ja , paa 
Gulvet kunde jo Ingen seet mig . Jeg mærker nok , 
De er en lille Gaas , der Ingenting har seet og 
Ingenting kjender . Det er grueligt at være voxet 
op i saadan en indskrænket Athmosphære . Har De 
aldrig været i — “ hun nævnte et bekjendt Forlystelsessted . 
„ Jeg 
har engang seet ind af Vinduerne , “ svarede 
Rosine modfalden . 

„ Blev De da ikke ganske anderledes tilmode 
end før ved at see be brogede Vægge , de mange 
Lamper , den røde Tribune med Guldfryndser ? Hørte 
De Folk klappe og lee og banke med Stokkene ? “ 
„ Jo , jeg blev bange , “ svarede Rosine naivt . 
Sangerinden loe , dog mere medlidende end haanligt . 
„ Der har jeg staaet , “ sagde hun begeistret , „ De 
skulde seet mig i min Rosakjole med Camelier i 
Haaret — de kaldte mig Damen med Camelierne — 
og jeg har sunget , saa de andre Damer blev baade 
gule og hvide , saadan klappede de . Men den Lykke , 
jeg gjorde , styrtede mig , saadant et Sted er der saamange 
Intriguer , og den ene af mine Colleger , 
Mademoiselle Marguerite - - hun hed ellers Jensen , 
som er et meget simpelt Navn — kunde ikke 
taale mig . Jeg kunde gaae to Toner høiere end 
hun , skal jeg sige Dem , og derfor vilde hun aldrig 
synge de Nummere , jeg vilde have . Bestyreren holdt 
grumme meget af hende — fy , saadant Noget har 
jeg altid holdt mig for god til — og saa blev deren 
Aften et Spektakel . Hendes Venner vilde hysse 
mig ud , og mine tog mig i . Forsvar , de kom op at 
slaaes , Bestyreren vilde sfille dem ad , og saa hældte 
Een et Glas Punsch over hans Hoved . Det kunde 

han ikke bære , for han havde nylig kjøbt sig en ny 
Paryk , og Dagen efter fik jeg min Afsfed . “ 
„ Og saa kom De her ? “ spurgte Rosine . 
„ Nei , det er Noget siden — jeg var noget 
yngre dengang . Jeg har været flere Steder siden ; 
de ville sige , at jeg har tabt mig ; men min Stemme 
er den samme ; det er især Foredraget , jeg har min 
Styrke i . Bi lidt , nu skal De høre en Prøve , det 
er i det Humoristiske . “ 
Hun tog Guitaren , stillede sig op , og sang en 
yndet Kneipevise med et ligesaa stort Overflod af 
Roulader som af Gebcrder . Ved at see dette allerede 
gamle og bekymrede Ansigt lægge sig i lystige 
Folder , og denne høie , knoklede Skikkelse bøie sig til 
alle Sider med en i alle Maader forloren Gratie , 
fik Rosine mere Lyst til at græde end til at lee . 
„ Her seer De min Garderobe , “ vedblev hun , 
da Sangen var tilende , og trak Forhænget til Side 
for en fem , sex meer eller mindre phantastisk udseende 
Kjoler af Godtkjøbstøi , „ det er meget vigtigt i vort 
Fag at være godt klædt ; man maa kunne slifte hver 
Aften i Ugen . Har De aldrig læst i Avisen : „ En 
Dame med en behagelig Sangstemme og en god 
Garderobe kan faae en Plads ? “ — Ikke ? da stod 

det saamænd idag i Avisen , og jeg skal netop hen 
og presentere mig . Det Første , jeg gjør hver Morgen , 
er at løbe hen paa Adressecomptoiret , og eftersee 
Bladet . Der stilles nu saa store Fordringer i vort 
Fag , Kunsten er mindst estimeret , en kjøn Gaas paa 
en Snees Aar faaer altid Fortrinet for en routineret 
Sangerinde . Men Garderobe maa man have , 
og jeg vilde før døe , end sælge een eneste af mine 
Kjoler . Seer De den med det højrøde Liv og guul 
Nederdeel , er den ikke sød ? Den giør en mageløs 
Virkning ved Lys . Men jeg maa afsted , at ingen 
Andre komme mig i Forkjøbet , idag er jeg netop saa 
oplagt til at lade mig høre . “ 
Rosine adlød Vinket , og forlod hende , der 
endnu med et huldsaligt Nik ud af Døren tog Afsfed 
med hende . Da hun igjen sad ved sit Sytøj , 
tænkte hun paa , at der ved Siden af den phantastisk 
Garderobe herskede en stor Armod i Sangerindens 
Værelse , og da det netop om to Dage var Forfaldstid 
for hendes Maanedsleie , hvortil hun havde 
henlagt to Daler , besluttede hun ved hendes Hjemkomsf 
at bringe hende disse . 
Da hun derfor en Timestid efter hørte hende 
gaae med Døren , gik hun ud , og bankede paa . 

Sangerinden lukkede op ; men hvilken Forandring 
var ikke foregaaet med hende , siden de saaes for en 
Time siden ; ethvert Træk i hendes Ansigt var slappet , 
Rosine syntes ordentlig , at hun var kommet til at 
see gammel og svagelig ud . 
„ Jeg bringer Jomfruen min Huusleie for næste 
Maaned , “ sagde Rosine med ærbødig Varsomhed , 
„ den skal betales om et Par Dage , og det er ikke 
saa rart at have Penge liggende . “ 
Hun tog dem , og saae tankeløst paa dem , derpaa 
foer hun op , og sagde : „ Naa , det er sandt , det var 
kvitteringen . “ Hun ledte i Bordsfuffen efter sit 
lille Blækhuus og ester et lille Stykke Papir , derpaa 
satte hun sig til at skrive ; men efter nogle 
Øieblikkes Forløb tog hun sig til Panden , og sagde 
smerteligt : „ Aa , Gud , jeg er reent fra Sands og 
Samling , De skal faae Qvitteringen siden , lille 
Jomfru ! “ 
„ Det haster ikke , “ sagde Rosine . Derpaa gik 
hun et Skridt nærmere med venlig Deeltagelse , og 
vedblev : „ Har De havt nogen Modgang , kjære 
Jomfru Matthiesen ? “ 
Hun saae paa hende med et forvirres Udtryk , og 
svarede : „ De veed , jeg gik efter Avisen hen til en 

Entrepreneur , han var grov imod mig , han sagde , 
jeg var gammel . Da jeg saa sagde , at det var 
sørst , naar man blev noget ældre , at man kunde 
have en uddannet Stemme , og at jeg altid havde 
været berømt for mit Foredrag , især i det humoristiske 
Fag , saa foer han op , og sagde , at han brød 
sig Fanden om Foredraget , naar Fruentimmeret blot 
var ungt og kjønt , men for gamle Lirekasser havde 
han ingen Brug . Og saa puffede han mig næsten 
ud af Døren . Det var et reent Umenneske . “ 
„ Men , bedste Jomfrue , “ sagde Rosine med stor 
Forsigtighed , „ var det ikke bedre af tænke paa en 
anden Fortjeneste ? “ 
Sangerinden foer op af Stolen . 
„ Vil De have , af jeg skal sidde og sye ligesom 
De ? Troer De , af jeg med min Fortid kan udholde 
af begrave mig selv paa den Maade ? Tænk , af man 
har klappet af mig , og raabt : „ Leve Matthea ! “ 
Man har kastet Blomster op til mig , og engang var 
der en Commis i Viinhandlerfaget , der forærede 
mig en Brosche ; den var rigtignok uægte ; men det 
var dog altid en pæn Opmærksomhed . Nei , jeg vil 
ikke opgive Kunsten , jeg vil før døe end sælge min 
Garderobe ! “ 

Hun rev Forhænget tilside , og betragtede Kjolerne , 
een for een , næsten med Afguderi . 
„ Er De ogsaa vis paa , “ sagde Rosine frygtsomt , 
„ af det virkelig er Kunst , De dyrker ? “ 
„ Hvorfor spørger De om det ? “ raabte hun 
vildt , idet hun vendte sig mod hende , „ fordi jeg er 
fattig ? Har Øe aldrig hørt , af store Kunstnere og 
Digtere ere døde fattige paa deres Tagkamre ? Jeg 
kan ogsaa døe her , hvis det skal være ; men Ingen 
skal faae mig til af troe , af jeg ikke er en Kunstnerinde . 
Fy ! Øe , som jeg havde betroet mig til , vil 
Øe komme , og rive alle mine Forhaabninger ned ? “ 
„ Nei , nei , “ sagde Rosine , trods alt det 
Overspændte i hendes Ittringer og Manerer , dog 
bevæget ved hendes oprigtige Smerte , „ jeg er saa 
uvidende om saadanne Ting ; men om Øe nu ogsaa 
er en stor Kunstnerinde , var det saa dog ikke bedre , 
da Øe dog har saa megen Modgang , af opgive — 
af vente — af tage Dem noget Andet for saalænge ? 
Jeg vil skaffe dem Sytøi , eller hvis Øe ikke har 
Øvelse i af sye , kunde der jo være Andet , Øe kunde 
bestille — “ 
„ Nei , “ sagde hun mørkt med en theatralsf 
Haandbevægelse , „ jeg troer , Øe mener mig det godt ; 

men Øe seer altfor smaat ; Øe forstaaer mig ikke . 
Jeg har gjort Uret i af spørge Nogen om deres 
Mening , i saadanne Tilfælde skal man spørge sin 
Genius , og min siger : „ Hold ud , Matthea ! “ Jeg 
vil holde ud ! Farvel , Jomfrue — det er sandt , De 
skulde have Qvitteringen , man maa ikke glemme 
denne Verdens Krav . “ 
Hun satte sig igjen ved Bordet , og kradsede 
nogle Linier ned paa Papiret , som hun derpaa rakte 
Rosine . 
„ Tag det , “ sagde hun høitideligt , „ og gjem det 
vel , De veed aldrig , naar De kan saae Brug 
for det . “ 
Rosine vilde sige nogle Ord ; men hun tog 
Guitaren , vinkede med Haanden , og sagde : „ Gaa , 
forstyr mig ikke ; jeg er tilmode , som om jeg stod 
ligeoverfor et stort Publikum ; men jeg bæver ikke , 
jeg veed , hvad jeg har at gjøre . “ 
Rosine forlod hende , og hørte Døren blive 
laaset efter sig . Hun nærede de første Dage en 
vedholdende Frygt for , at hendes Naboerske havde 
noget Ondt isinde mod sig selv ; men da hun saae 
hende de paafølgende Morgener gaae sin vante Gang 
til Adressecomptoiret , blev hun beroliget . 

Dagene gik , den første November kom , Solen 
fjernede sig mere og mere fra den nordlige Himmel , 
Dagen blev kort og graa , og Lyset , den venlige 
Trøster , dulgte mere og mere sit Aasyn for de stakkels 
Menneskebørn i den snævre Gade . Humeuret blev 
daarügere for alle de Fattige ; thi nu skulde der 
tændes Lys og lægges i Kakkelovnen , og den , der ikke 
kunde det , sad i Mørke og i Kulde ; desuden kunde 
hver Dag bringe Snee og Frost , og for denne 
slemme Fjende vare de alle bange . Medens Spækhøkerkonen 
med Tilfredshed saae Rubriken „ Tørv og 
Pindebrænde “ voxe paa sin Tavle , rystede hun paa 
Hovedet , naar hun betragtede de sparsomme Indkjøb 
af Smør og Flæsk , og medens Ansøgningerne om 
Credit voxede , aftog Villigheden til at indrømme den 
betydelig . Ikkun for Madme Jørgensen tiltog 
snarere Velstanden end den formindskedes ; „ Familierne “ 
tænkte endnu mere medlidende paa de Fattige 
nu , da de frøs og sad i Mørke , og Kokkepigerne 
sandt ikke , at det var Synd at sætte Lidt tilside til 
den rare , villige Madame Jørgensen . Hansine 
havde den Første om Aftenen forladt sin Venindes 
gjæstfrie Kjødgryder , og havde ved Afskeden udtalt 
de smerteligt bevægede Ord : „ Gud veed , naar vi nu 

sees igjen , Madame Jørgensen ! “ Denne raabte 
efter hende ned ad Trappen : „ Hvis den gamle Pige 
er der endnu , saa gaa for Guds Skyld ikke øp , 
før hun er borte , Hansine , for ellers er der ingen 
Lykke ved det ! “ og Hansine svarede fra Dybet : 
„ Hun er væk , Madame , hun gik for tre Dage siden ! “ 
Madame Mortensens og Rosines Huusholdning 
gik denne regelmæssige Gang , som , trods al 
Nøisomhed og alle Savn , dog kaster et Skjær af 
Respectabilitet over den Fattiges Hjem ; Rosine 
havde hele sit Liv været vant til at indrette en 
Huusholdnings Udgifter efter dens Indtægter , og 
det lille Fælledsflab mellem de to Arbeidere styrkede 
Husets Soliditet . Madame Mortensen erklærede 
dette Tidspunkt for det lykkeligste i sit Liv , saa godt 
havde hun aldrig havt det før , ikke engang da hendes 
salig Søn levede ; thi han kunde dog ikke koge for 
hende og holde Stuen reen . 
Det var nu næsten Skumring om Morgenen , 
naar Rosine med lette Trin sprang ned af de mange 
Trapper for at hente Brød og andre Dagens Fornødenheder 
i Spækhøkerboutiken . Som hun i disse 
første Dage i November Maaned traadte ind i den 
mørke Gaardstue , hun skulde igjennem til Boutiken , 

saae hun et fremmed Fruentimmer staae derinde . 
Hun vilde med en flygtig Hilsen ile forbi , da en 
haard Stemme med en Blanding af Glæede og Overraskelse 
nævnede hendes Navn : 
„ Jomfru Rosine ! “ 
Rosine foer tilbage , hun greb til Dørklinken 
for at flygte ; men besindende sig om det Unyttige heri , 
blev hun staaende , og sagde med et dybt Aandedrag : 
„ Birthe ! “ 
„ Ja , Jomfrue , “ sagde Birthe , trædende tæt 
hen til hende , „ det er mig . Boer Jomfruen her ? “ 
„ Jo , jeg gjør , “ svarede hun , givende efter for 
det inquisitoriske Blik ; „ men , Birthe , “ tilføiede 
hun lidenskabeligt , „ lov mig ikke at sige det til noget 
Mennefle , lov mig det ! “ 
„ Det er ikke saa godt at love , “ sagde Birthe , 
tøvende i Erindringen om Fru Stillings Løfter . 
„ Du maa , Du skal love mig det , “ sagde Rosine 
heftigt , „ ellers gaaer jeg lige strax bort herfra , 
Gud veed hvorhen , og saa er det Birthes Skyld , 
at jeg er huusvild og forladt af alle Mennesker . “ 
„ Jøsses nei , “ sagde Birthe , forsfrækket over 
det Uvante i at see „ Jomfruen “ saa heftig , „ for det 
Første kan jeg da gjerne love at tie ; her er jo Heller 

Ingen at fortælle det , de veed det vel allesammen 
heri Huset . “ 
„ Nei , ikke for det Første , men bestandig , “ sagde 
Rosine , „ Birthe skal være tro og ærlig mod mig , 
jeg vil ikke have , at Nogen , som jeg har kjendt , skal 
* vide , hvor jeg er . Veed Birthe , hvad de bave 
giort imod mig ? “ 
„ Jo , “ svarede Birthe langtrukkent , „ det veed 
» i da allesammen derude . “ 
„ Men det er ikke Sandhed , “ sagde Rosine 
heftigt bevæget , „ jeg har aldrig taget Noget fra 
Nogen , troer Birthe mig ? “ 
„ Jeg vilde ikke troe noget andet Menneske ; men 
jeg troer Jomfruen , “ sagde Birthe . 
„ Tak , Birthe ! “ sagde Rosine , og trykkede 
hendes haarde Haand ; Birthes Ansigt forandrede 
sig , og hun dreiede Hovedet til Siden . 
„ Og hvad siger Fru Stilling ? Har Birtbe 
talt med hende ? “ 
„ Ja , Fruen var meget god imod mig . Fruen 
troer paa Jomfruen som paa Evangelium , siger hun . “ 
„ Gjør hun ? O , Gud velsigne hende ! “ 
„ Hun sendte Bud efter Hendes Naade paa Gaarden 
og den unge Frøken , og sagde , at hun indestod 

for Jomfruen . Hun vil ikke fra Præstegaarden , 
hun vil blive der , og vente paa Jomfruen , Jomfruen 
skulde tage tilbage til Fruen , eller jeg skal 
lade Fruen vide , af Øe er her , saa kommer hun 
nok selv og henter Dem . “ 
„ Jeg kan ikke , Birthe , fordi hun er god og 
ædelmodig , er jeg dog en Tyv . Sedlen er ikke 
funden . “ 
„ Vil Jomfruen vente paa den , kan Øe blive 
her til evig Tid , “ sagde Birthe utaalmodig . 
„ Men i Himlens Navn , hvor kan den dog 
være blevet af ? Hvem , hvem har taget den ? “ 
„ Ja , det kan da være det Samme nu , og væk 
er den . Det er jo Noget , Jomfruen ikke behøver 
af bryde sig om , da Ingen dog troer , af Øe har 
taget den . “ 
„ Jeg er dog beskyldt før det , jeg maa først frikjendes , 
før jeg kan see Nogen i Øinene . Er det 
det Samme , Birthe , af blive beskyldt før en grov 
Forbrydelse , og ikke hele sit Liv blive frikjendt før 
den ? Veed Birthe , hvad det er , af have ført et 
hæderligt og honnet Liv , og saa blive pludselig kaldt 
en Tyv ? Nei , hvis Sedlen ikke findes , hvis det ikke 
kommer før Dagen , hvor den er blevet af — og jeg 

kan næsten ikke tiltroe noget Mennefle at have været 
slet nok til at tage den — saa skal aldrig Nogen , 
som kjender mig , see mig igjen , om jeg saa skal 
flygte fra Sted til Sted . “ 
„ Men Jomfruen har jo en Kjæreste ? “ 
„ Ja , det havde jeg , Birthe , et rigtig godt , 
skikkeligt Mennefle , og ham maa jeg skjule mig for , 
fordi jeg er blevet ulykkelig og vanæret , og jeg har 
dog aldrig gjort noget Mennefle Fortræd . “ 
„ Da maa jeg rigtignok sige , “ udbrød Birthe 
med en høi Grad af Misfornoielse , „ at det er 
meget urimeligt af Jomfruen . Er det Noget at 
bryde sig saameget om ? Frøkenen derude har saa 
tidt sagt til mig : „ Jeg havde bestemt et Stykke 
røget Kjød eller en Krukke Fedt , Birthe , hvor er 
det nu henne ? “ Skulde jeg saa rendt fra Alting 
for det ? Nei , jeg tænkte blot , om det lignede Noget 
at holde saadan en Staahei for den Smule Fedts 
Skyld . “ 
„ Det forstaaer Du ikke , Birthe , “ sagde Rosine 
smerteligt ; „ Du bryder Dig ikke om det ; men 
jeg kan ikke blive lykkelig paa denne Jord mere , 
hvis de Penge ikke findes . Nu boer jeg her hos en 
gammel Kone , jeg har kjendt fra min Barndom af , 

jag mig ikke bort , Birthe , ved at røbe mit Opholdssted , 
lov mig det , giv mig Din Haand derpaa ! “ 
Birthe 
saae betænkeligt paa sin Haand , og 
rakte den derpaa til Rosine : „ Jeg vil da ikke gjøre 
Jomfruen imod , Fru Stilling har rigtignok lovet 
mig tredive Daler , naar jeg kunde skaffe hende at 
vide , hvor Jomfruen er ; men de løbe da endelig 
ikke bort , hvis Jomfruen ikke gjør det . “ 
„ Tak , Birthe , “ sagde hun hjerteligt ; „ men 
hvor boer Du ? “ 
„ Aa , egentlig ingen Steder , “ svarede Birthe , 
„ jeg kom ind fra Landet iforgaars , og vil opholde 
mig her i Vinter hos mit Sødskendebarn , Spækhøkerkonen . 
Her er et godt Huus med Mad og 
Drikke , og altid kan man da ikke flæbe ; men hvis 
jeg kunde gjøre Noget for Jomfruen , vilde det være 
mig en stor Fornøielse . Det er jo rigtignok ikke 
saa nemt at gjøre Jomfruen tilpas ; men hente 
Noget for Dem og gjøre reent for Dem , det kunde 
jeg dog vel nok finde ud af . “ 
„ Det var Synd af gjøre Birthe Uleilighed , “ 
sagde Rosine , og smuttede ind i Boutiken . 

Opad Dagen kom dog Birthe op til Rosine , 
og saae sig om i hendes Leilighed . 
„ Naa , er det det Hele ? “ sagde hun , „ Mindre 
kunde det da ikke være . Det kunde jeg snart feie 
over , jeg kan ikke finde mig i , af Jomfruen selv 
gjør saadant Noget som af feie og vådske Gulv og 
hente Fløde . Jeg har jo ingen Ting af bestille , 
uden af sidde og gloe dernede i den mørke Stue , 
imorgen tidlig kommer jeg op og tager mig af dette 
hersens . Det er ellers noget ledt Tøi , der boer 
heri Huset ; den Kjælderkone paa den anden Side 
er ret et fælt Qvindfolk , see , hvor hun dasker tilhøire 
og tilvenstre med Spande og Gallier i Gaarden ; 
jeg gik igaar op og vadskede nogle Kar ved 
Posten , for man kan jo ikke røre sig dernede i den 
sorte Vadsk , saa kom hun , og sagde : „ Vadsk De 
Deres Tallerkener nede i Deres Kjælder , min Gode , 
De er ikke paa Landet her . “ Jeg tænkte : „ Hvad 
er Du for Een ? “ og saa svarede jeg : „ Pas Dem 
selv , saa skal jeg nok passe Tallerkenerne . “ Men 
saa gjorde hun en Støi , som De bare skulde have 
hørt , og da jeg ikke holder af saadant et Spektakel , 
saa gik jeg . Men det var da et farligt Væsen . 
Saa er der denne Madame her ved Siden af , der 

sover til Klokken ni om Morgenen , og lader sig 
føde , som om hun var en Griis , der skulde slagtes 
til Juul . Det bruge vi da ikke paa Landet . “ 
Birthe blev sin Beslutning tro , og kom hver 
Morgen op , og ordnede Stuerne for Rosine ; 
denne vægrede sig vel i Begyndelsen ; men da dette 
ikke gjorde den mindste Virkning , fandt hun sig i 
Birthes Rumsteren , og var tilsidst ret glad ved at 
fritages for dette besværlige Arbeide . Imidlertid 
viste det sig , at lille Lisbeth blev skinsyg paa sin 
Medbeilerinde , og beklagede sig til Rosine over , at 
„ den store Pige “ skulde have Lov til at gjøre det , 
hun kunde gjøre ligesaa godt . Til Gjengjæld saae 
Birthe meget foragteligt ned paa de Tjenester , den 
Lille kunde udrette . 
„ Herregud , “ sagde hun , „ saadan Een er jo 
blot til at falde over , hun maa helst blive der , hvor 
hun kom fra . “ 
Rosine søgte at mægle mellem de to skinsyge 
Parter ved at foreslaae Lisbeth at hjælpe hende 
med sit Sytøi , et Tilbud , den Lille modfog med 
Henrykkelse , og hvorved hun tillige havde den Fordeel 
at lære Noget . Da hun paa denne Maade 
var bragt bort fra ethvert Indgreb paa Birthes 

Enemærker , betragtede denne hende med velvilligere 
Blikke , og en Morgen , da Barnet , skjælvende af 
Kulde , vadsfede sig ved Posten , sfjod hun deeltagende 
en Skaal varmt Vand ud til hende . Den Lille oplivedes 
synligt ved denne Venlighed , og skyndte sig 
at fortælle sin Moder derom . 
„ Hvor tør hun understaae sig ? “ raabte Madame 
Matzen , „ hvis jeg vilde have , at Du skulde 
have varmt Vand , er jeg Kone for selv at varme 
det ; jeg raader Dig , Lisbeth , tag ikke hendes varme 
Vand , hører Du ? “ 
„ Ja , Moder , “ svarede Barnet forknyt . 
„ Jeg skal dog op at fortælle hende det , medens 
jeg er varm , “ sagde Madamen , og foer op i Gaarden , 
hvor hun uheldigviis traf Birthe staaende i 
Kjældervinduet . 
„ Hvorfor giver De mit Barn varmt Vand ? “ 
„ Fordi De ikke giver hende noget , “ svarede 
Birthe . 
„ Hun skal heller ikke have noget , “ sagde Madamen , 
„ det er mit Barn , og det kommer Ingen 
ved , om hun fryser . Jeg har ikke Raad til at forkjæle 
mine Børn ; thi jeg fortjener selv Alting , og 
lever ikke paa Andres Bekostning . “ 

„ Naar De ikke selv har Raad , “ sagde Birthe 
„ fluide De takke Andre , fordi de ere bedre mod 
hende end De selv . “ 
„ Men hun skal ikke have varmt Vand , “ skreg 
hendes irriterede Modstanderinde , „ ikke , om hun saa 
frøs ihjel . Lad mig see , om De kan forandre det , 
lad mig fee det ! “ 
„ Skulde Noget forandre Dem , Madame , “ sagde 
Birthe , „ saa maatte det være , at Deres Mand 
gav Dem en Dragt Prygl . Vær saa god at sige 
det til ham fra mig . “ 
Hermed lukkede hun Vinduet haardt i ; Madame 
Matzen sprang hen , og bankede stærkt paa det ; 
men Birthe vilde ikke lukke op . I det Samme 
kom Madame Jørgensen , der var nedstegen fra 
fine Høider , og Madame Matzen vendte sig til 
hende . 
„ Vil De troe , “ sagde hun , „ at det Creatur fra 
Landet dernede truer mig med Prygl , og det fordi 
jeg lader Lisbeth vådske sig i koldt Vand . “ 
„ Madame , “ sagde Madame Jørgensen med 
Værdighed , „ jeg har et Moderhjerte før mine Børn , 
og vilde før have , at de slet ikke skulde vådske sig , 
end døie saadan frygtelig Kulde ved Posten ; men 

hvad har De ? Det har sneet inat , og jeg har seet 
den stakkels Unge ganske blaa af Kulde . “ 
„ Hvad ? “ udbrød Madame Matzen , bragt til 
det yderste ved denne Modsfand , „ vil De raisonnere 
over min Huusholdning ? Deres Børn blive 
fødte op til Tiggere , men mit skal arbeide ligesom 
sin Moder , og vænne sig til at døie Ondt . Om jeg 
saa skulde grave Lisbeth ud af Sneen , skal hun 
vådske sig i Gaarden ! “ 
„ Som De behager , “ sagde Madame Jørgensen 
spydigt , „ De er Herre i Deres Kjælder , 
vi ere langt nok fra hinanden til ikke behøve at 
bides . Jeg maa vel nok gaae i Gaarden uden at 
overfaldes ? “ 
Madam Matzen sprang ned i sin Kjælder , og 
slog Døren i efter sig . 
Imidlertid skrev Frits til Carl : 
„ Kjæreste Ben ! hvor er min Rosine ? Snart 
i to Maaneder har jeg Intet hørt fra hende , og 
mit Sind er saa bekymret , af jeg ikke formaaer af 
beskrive Dig det . I forrige Maaned fik jeg mit 
sidste Brev tilbage i en Convolut , hvori PastorDegen 
havde skrevet , af Rosine havde forladt 
Præstegaarden , og af Ingen kjendte hendes Opholdssted . 

Det var det Hele . Hvorfor er hun reist ? 
Og hvorhen ? Og hvorfor har hun ikke skrevet det 
til mig ? Det ligner ikke Rosine af volde Andre 
Angst og Bekymring , og jeg maa derfor antage , af 
der er hændet noget ganske Usædvanligt ; men Tankerne 
om , hvad det kan være , forfølge mig Nat og 
Dag . Jeg svarer adspredt paa Kammerherrens 
Spørgsmaal , og igaar havde jeg glemt hans Noteerbog 
hjemme , hvori vi opskrive , hvormange Alen 
vi have gaaet , og hvad vi have spiist til Middag , 
og jeg fortjente ganske vist hans utaalmodige Bebreidelse : 
„ Hr . Candidat , jeg kunde vel gjøre Regning 
paa lidt mere Opmærksomhed . “ For af undskylde 
mig , fortalte jeg ham , hvad der laae mig paa 
Hjerte . „ Man bør ikke give sine Liaisons formegen 
Betydning , “ sagde han med faderlig Velvillie , „ del 
forstyrrer Humeuret , og virker ufordeelagtigt paa 
Maven , fordi Galden sættes i Bevægelse . “ — „ Det 
er ingen Liaison , Hr . Kammerherre , “ sagde jeg , 
„ vi ere forlovede . “ - „ Ah ! “ sagde han med en 
misfornøiet Trækning paa Næsen , » quslqus oboso 
ris svrieux , De er en Egoisf , Hr . Candidat , der 
tænker formeget paa Deres Fremtid . “ Det var al 
den Trøst , jeg fik . Stakkels , blinde , gamle Mand ! 

jeg fandt ham saa fattig , at jeg hele Dagen gjorde 
mig Umage for at efterkomme hans mindste Ønsker , 
og da han om Aftenen med et venligt Blik sagde 
til mig : „ Ret en charmant Dag , Hr . Candidat ! “ 
følte jeg mig ordentlig trøstet . Hvorfor skulle vi 
ogsaa vente til Sorgens Dag , for at erkjende , at 
det er et Menneskes Maal at leve for Andre , hvad 
enten det er i Kjærlighed eller Opoffrelse ; thi det 
er dog det Eneste , der er bestandigt , det Eneste , derer 
trofast , det Eneste , der er lønnende . 
„ Du , min Ven og min Broder ! har valgt 
Opoffrelsen , dog , som det forekommer mig , med 
Blikket rettet for fast paa eet eneste Maal ; thi med 
dette for Øie afholder Du Dig fra al anden Birken , 
selv om det er i Din Herres Tjeneste . Men maaskee 
er det rigtigt at samle hele Strømmen as sine 
Kræfter paa eet eneste Maal , og da mægtigt lade 
dem bruse frem mod dette , istedetfor at sende dem i 
mange smaae Vække til den ringere Virksomhed . 
Underligt nok , medens Din klippefaste Tro var som 
en Flinksfem , der slog Tvivlens Funker ud af min 
Sjæl , vækker min Rejsefælles kolde Formalitetsvæsen 
mig til Forsvar for det , han ikke angriber . 
Naar vi træde ind i en Kirke eller gaae forbi et 

Crucifix , tager han ærbødigt Hatten af med et Buk , 
Kongen ikke vilde tage unaadigt op , og en Dag 
vendte han sig til mig med et fortroligt Blik , og 
sagde : „ Man kan jo ikke være vis paa , om der ikke 
er Noget i det , Hr . Candidat , og derfor bør man 
ikke forsømme at vise sin Respect . “ Ganske rigtigt , 
Hr . Kammerherre ! man kan jo ikke vide det , og en 
klog Hofmand bærer Kappen paa begge Skuldre . 
Med dette : „ Man kan jo ikke vide det ! “ kunde jeg 
jo herligt træde op paa Prædikestolen , og tilraabe 
mine Tilhørere : „ Mine Elskelige , I ere frelste ! “ 
medens jeg i Stilhed lagde til : „ Idetmindsfe siger 
man saa . “ O , hvilken Forvirring er der ikke i 
denne Verden ; ikke alene , at vi tumle os i Lys og i 
Skygge , men vi jage efter Lygtemænd som Barnet 
efter Sommerfugle , blændede , lokkede og , ak , saa 
ofte , uden selv at vide , hvad vi ville med dem . Vi 
jage , og troe at have grebet Noget , og det vi have 
grebet , er et Intet , naar vi besee det nøiere ; saasnart 
Erfaringens Lys falder paa Skatten , forsvinder 
den . Her reiser jeg , Frits , gjennem Verden , 
bestandig tommere og tommere paa sjæleligt Udbytte , 
fordi jeg ikke kan troe paa det , min hele Sjæl 
brænder efter at troe ; uophørligt henvender den sit 

Spørgsmaal til alle Jordens Underværker ; men 
ingensteds erholder den Svar , og dog synes det mig 
ofte , som om Gud eet eller andet Sted havde forberedt 
mig Svaret . 
„ Og nu er der kommet et andet Spørgsmaal 
til , søm griber mit menneskelige Hjerte i alle dets 
Fibrer : Hvor er min Rosine ? Hvorfor denne dybe 
uhyggelige Taushed ? Min Ven , iil , opsøg hende , 
og spørg hende , om vi ikke havde lovet at dele Ondt 
og Godt med hinanden , og hvorfor hun , den Trofaste , 
svigter Lostet først ? Kald hende tilbage til 
sin Pligt at dele Alt med sin Frits , og staa Du 
ved hendes Side , til jeg kan naae hjem . Kammerherren 
taler om at reise hjem , han troer sig sikkrere 
beskyttet mod Vinterkulden i sit Huus i Amaliegade 
end paa et Hotel , og Vinteren synes at ville falde 
tidligt ind . Gid det var saa vel ! Hidtil ere vi bestandig 
dragne udad , det vil blive et lifligt Ord : 
„ Hjemad ! hjemad ! “ “ 
Ved sin Hjemkomst fra England fandt Carl 
dette Brev , der havde henligget nogle Dage ; ogsaa 
han blev forundret og bekymret over Rosin es 
Bortreise fra Præstegaarden , og han besluttede sig 
strax til at begive sig til sin Bedstemoder , for derfra 

at indhente nøiere Underretninger i Præstegaarden . 
Da han ikke havde givet sig Tid til at anmelde sin 
Ankomst , kom han som en Overraskelse til sin 
Familie . 
Det var mørk Asten , da han uden Larm eller 
Forberedelse traadte ind som en sædvanlig Gjæst i 
Dagligstuen , hvor Jægermesteren og Camilla sad , 
fordybede i et Schachparti , medens Geheimeraadinden 
nikkede i sin Lænestol . De Spillende saae 
forbausede op , og deres Forundringsudbrud vækkede 
den gamle Kone . Efter at de første Hilsener og 
Forklaringer vare udvexlede , sagde Camilla : 
„ Du er altsaa nu indviet til Missionstjenesten ? “ 
„ Ja , min Veninde , det afgjørende Skridt er 
gjort . Jeg er lige kommet fra England , og var 
neppe kommet herud før om nogle Dage , hvis jeg 
ikke havde faaet Brev fra en af mine Venner om 
en forunderlig Sag . Hvor er Jomfru Stein blevet 
af , og hvad er hændt hende ? “ 
Øe Andre saae lidt forlegne til hinanden . Endelig 
tog Jægermesteren Ordet : 
„ Aa , noget Lapperi , min Ven , som den lille 
Pige tog sig altfor nær . Øe beskyldte hende for at 

have taget nogle Penge , det var en dum Historie , 
og Dagen efter var hun borte . “ 
„ Hvorledes ? “ raabte Carl , „ hvem kunde falde 
paa at tiltroe Rosine Sligt ? “ 
„ Jeg troer nok , Frøkenen og Præsten vare lige 
gode . Fru Stilling holdt paa hende gjennem 
Tykt og Tyndt ; men hun fik det først at vide 
Dagen efter . “ 
„ Men jeg kan ikke begribe , hvor en saa vanvittig 
Mistanke kunde opstaae ? “ 
Den unge Pige tog nu Ordet , og fortalte i 
maadeholdne Udtryk , hvorledes Sagen var tilgaaet ; 
Carl reiste sig i stor Heftighed , og gik op og ned 
ad Gulvet . 
„ Samvittighedsløst ! “ udbrød han , mere talende 
til sig selv end til de Andre , „ er det en Guds 
Tjener ? Frits har Ret , at det nytter kun lidet 
at arbeide til eet bestemt Maal , og lade alle smaae 
Interesser hvile . Tillykke har jeg Tid endnu , 
imorgen vil jeg tale med dem dernede , og iovermorgen 
vil jeg ind at opsøge Rosine . “ 
„ Hør , min Ven , “ sagde Jægermesteren , „ lad 
Du den Sag ligge , om et Par Maaneder er den 

glemt , og Du gjør ikke Pigebarnet nogen Tjeneste 
med at rippe op i den . “ 
„ Er det Onkels Mening , at man skal lade det 
gaae i Verden , som det kan , lade der flee Uret lige 
for Eens Øine , og saa tie stille og trække paa 
Skuldrene ? “ 
„ Er Du saa vis paa , at den Lille ikke har 
faaet Lyst til de fem Daler ? Det er efter min 
Mening slemt , at de have gjort alle de Ophævelser 
af det ; men nu er det jo engang gjort , og det kan 
ikke forhindres mere . “ 
„ Jeg vil bede Jægermesteren erindre , at Rosine 
ikke kan have taget disse Penge , “ sagde Carl 
med mørk Pande og truende Blik , og standsede foran 
sin Onkel . 
„ Kjære Carl , “ sagde Camilla afværgende , 
„ Onkel Holger troer det jo ikke mere end vi 
Andre . “ 
„ Jeg troer gjerne det Bedste om alle Mennefler , “ 
sagde Jægermesteren godmodigt ; „ men jeg 
seer nødigt , at Carl som en anden Don Quixote 
løber om for at finde den lille Pige . “ 
„ Hvor usselt , hvor smaaligt I tænke ! “ sagde 
Carl bittert . Han gik tilbage over Gulvet , og 

ben til Vinduet ; Camilla reisfe sig , og fulgte efter 
ham . Idet hun tog hans Haand , sagde hun 
venligt : 
„ Nei , ingen Trætte paa denne første Aften ! 
Kom , giver hinanden Haanden , I have Uret i at 
kives ; thi I ere saa forskjellige som Ild og Vand . 
Kom , Carl , kom , Onkel Holger — saaledes ! Jeg 
dømmer Eder imellem . Hvis Carl gaaer bort og 
søger om den stakkels , unge Pige , er det smukt og 
ridderligt , hvis Onkel Holger gjør det , skal han 
have Ret i , at han vilde være en complet Don 
Quixote . “ 
„ Og hvorfor han mere end jeg ? “ spurgte Carl 
forskende . 
„ Fordi Sligt Passer for Dig og ikke for ham , “ 
svarede hun muntert , „ fordi Du , som halvt er en 
Præst , kan gjøre det uden Forargelse , medens Onkel 
vilde blive til Latter . “ 
„ Ja , saagud , “ sagde Jægermesteren , hjerteligt 
leende . „ Løbe efter unge Piger paa den Maade , 
kunde ikke falde mig ind . “ 
„ Tys , Onkel ! “ sagde hun , og lagde sin Haand 
paa hans Mund . Han greb den , og kyssede den . 
„ Knnde vi ikke lade Jomfru Stein komme 

hertil Gaarden , “ sagde Geheimeraadinden , „ det vilde 
jo være et Beviis for hele Egnen paa , at hun var 
uskyldig . “ 
„ Nei , kjære Bedstemoder , “ sagde Camilla , 
„ det var Uret , om hendes Ære kun skulde opreises 
gjennem Andre . Jeg er vis paa , at den rette Tyv 
kommer nok for Dagen . “ 
„ Men hvis Sedlen nu er forkommet paa anden 
Maade , “ sagde den gamle Kone , „ hvis den er tabt 
og traadt under Fødder , man kan jo ikke vide 
hvordan . “ 
„ Nei , det er den ikke , “ svarede den unge Pige 
med inderlig Overbeviisning , „ nei , saa uretfærdigt 
er Livet ikke , at et Mennefle for et Tilfældes Skyld 
skulde blive miskjendt hele sit Liv . “ 
„ Disse Ord lagde en Engel paa Dine Læber , “ 
sagde Carl med Omhed , „ vær takket for dem , Camilla ! 
Ikke en Spurv falder til Jorden uden 
Guds Villie , han seer i Mørket , og vil retfærdiggjøre 
min Veninde . “ , 
Hendes Kind blussede ved hans Roes ; men 
hun svarede ikke , satte sig ned , og legede med 
Schachbrikkerne . 

Næste Morgen ilede Carl til Præstegaarden , 
og traf strax Froken Alexandrine . 
„ Jeg kan tænke , hvad De kommer om , “ sagde 
hun hastigt ; „ men De maa ikke lægge mig Noget 
til Last . Hun gik bort i Nattens Mulm og Mørke , 
for hun havde ingen rigtig Christentro . Ellers var 
hun nok blevet , havde baaret sit Kors med Taalmodighed , 
og havde oppebiet Enden paa alt dette . “ 
„ Men var det christeligt af Dem at mistænke 
den Uskyldige ? “ sagde Carl , „ var det christeligt at 
benytte Deres Ret til at vanære hende ? Tør De 
kaste den første Steen ? “ 
„ Da veed Gud , “ sagde Frøkenen høilig fornærmet , 
„ at jeg aldrig har forvansket en Traadende . 
Hvor kan det falde Dem ind , Candidat Sander , 
at tale saadan til mig ? Pastor Degen skal beflytte 
mig mod saadanne Fornærmelser . “ 
„ Ja , De er ikke ubeflyttet , “ sagde Carl bittert , 
„ og dog harmes De . Men jeg havde ikke til Hensigt 
at beskylde Dem for nogen Utroskab , jeg vilde 
kun erindre Dem om , at Ingen er sikker mod Mistanke . 
Hvad om der nu gaves Adskillige , der mistænkte 
Dem for at have brugt et Paaskud for at 

fjerne den besværlige Bevogter af Deres Handlinger ? “ 
Frøken 
Alexandrine blev rød , og derpaa blev 
hun bleg ved Tanken om , at Nogen kunde mistænke 
hende . 
„ Jeg troer , hele den Familie er blevet gal , “ 
sagde hun rystende , „ først har Fru Stilling skreget 
mig det i Ørene hver Dag , og saa kommer De , 
der dog skulde være fornuftig , og siger det til mig . 
Hvad anseer De mig for ? Har jeg ikke altid været 
et skikkeligt Menneske ? Der , paa det Bord laae den 
ulyksalige Seddel , og jeg vil ønske , at mine Hænder 
maae visne , hvis jeg har rørt den siden ! “ 
Det laae et Udtryk af Sandhed i Frøkenens 
Forsikkring , der overbeviste Carl . 
„ Jeg troer Dem , “ sagde han , „ og gid De 
havde havt det samme Ord tilovers til den stakkels 
Pige , De behandlede saa haardt . Jeg vil tale med 
Fru Stilling . “ 
Dennegang havde Frøkenen ikke Mod til at 
modsætte sig Besøget , hun fulgte ham stiltiende til 
Døren . 
Fru Stilling blev meget glad ved at see 
ham . 

„ Naa , endelig kommer De , “ sagde hun , „ det 
er Dem , jeg har ventet paa . De er Manden for 
at finde hende . “ Og nu fortalte hun kort og tydeligt , 
hvilke Skridt hun havde ladet gjøre for at opsøge 
Rosine , og hvorledes de havde været forgjæves . 
Carl fortalte hende til Gjengjæld , at Frits ikke 
heller havde hørt fra hende , og dette satte Carl i 
stor Bekymring . 
„ I Kjøbenhavn maa hun være , “ sagde han til 
Slutning ; „ thi hendes ringe Midler ville neppe 
have tilladt hende at reise længere bort ; men hvor 
skal man søge om hende ? Hendes eneste Bekjendt 
var en gammel , fattig Kone , om hvem jeg kun veed , 
at hun hedder Mortensen og boer i St . Pederstræde ; 
hende vil jeg opsøge , og erfare , om hun har 
seet Rosine . “ 
„ Ja , gaa De og find hende , “ sagde Fru Stilling , 
„ og lad mig vide , hvad De faaer at vide . 
Veed jeg først , hvor hun er , skal hun ikke mere 
undslippe mig . Kom saa til mig , og hjælp mig at 
tage herfra ; thi i dette Huus skal hun ikke mere 
sætte sin Fod . “ 
Carl lovede det med et Haandslag , og vendte 
tilbage til Gaarden . Her traf han til sin Glæde 

sin Consine alene i Dagligstuen . Han fortalte hende 
Alt , hvad der var foregaaet i Præstegaarden . 
„ Disse Mennesker kalde sig Christne , “ sagde 
han lidenskabeligt , „ og de handle værre end Hedninger . 
Deres Hovmod gjør dem rasende . “ 
„ Carl , “ sagde Camilla alvorligt , og lagde 
sin Haand paa hans Arm , „ Du er ikke mere , som 
Du har været . Du bruser op , og giver efter for 
Dine Følelser , selv naar Du saarer Andre . “ 
Han saae eftertænkende paa hende . 
„ Maaskee — “ svarede han langsomt ; „ altfor 
mange forskjellige Følelser have bestormet min Sjæl 
i den sidste Tid . Afgjørelsen nærmer sig , og alligevel 
er jeg ikke enig med mig selv . Det synes mig paa 
en forunderlig Maade , som om hele Verden reisfe 
sig i Kamp imod mig , som om jeg ikke kunde undgaae 
at stride , selv om jeg vilde . Hvor ofte har jeg 
ikke bedet : Lad mig drage i Fred ! men man vil ikke 
høre min Bøn . Fra alle Sider kaldes der paa 
mig , her disse falske Propheter med deres Afgud , 
som de have reisf et Altar for i selve Templet , hist 
Rosine , som jeg maa finde og gjenopreise , og endelig , 
Camilla , vor sidste Samtale har staaet Dag 
og Nat for mine Tanker . “ 

„ Bekymre Dig ikke om mig , “ sagde hun roligt , 
og vendte sig halvt fra ham , „ der er idetmindste 
ingen Usandhed i mit Sind . “ 
„ Jeg har saa Meget at sige Dig , “ sagde han 
uroligt ; „ det er , som om jeg havde en Verden af 
Ord at udtale for Dig ; men hver Gang , jeg seer 
Dig , forekommer det mig , at det maa opsættes endnu 
noget , maaskee fordi jeg er bange for at høre Dig 
tale . Men naar jeg har endt mit Hverv i Byen , 
kommer jeg herud , og da vil jeg aabne hele mit 
Hjerte for Dig ; tillader Du det ? “ 
„ Jeg kjender Dit Hjerte , Carl , “ svarede hun , 
„ og jeg behøver ingen Ord for at forstaae Dig . 
Men vil Du tale , saa vil jeg ogsaa høre Dig — 
høre Dig , “ tilføiede hun med Betydning , „ medens 
jeg endnu kan det . “ 
„ Der er ikke megen Honning i Dine Ord , “ 
sagde han ; „ men jeg veed , at Du ødsler ikke dermed . 
Farvel da til vi sees ! “ 
Han tøvede nogle Øieblikke , derpaa traadte han 
rask hen til hende , tog hendes Haand , og idet han 
drog hende hen til sig , kyssede han hendes Læber . 
Hun trak sit Hoved tilbage , og saae studsende 
paa ham . 

„ Tilgiv mig , “ sagde han i heftig og ufordulgt 
Bevægelse , „ en anden Gang vilde jeg maaskee ikke 
havt Mod dertil , og jeg vilde dog ikke reise uden 
Dit Afskedskys . “ 
Han gik hastigt bort , og sprang op i Vognen . 
„ Hils min Bedstemoder , “ sagde han til Jægermesteren , 
der stod i Gaarden , „ jeg kunde ikke selv 
sige hende Farvel ! “ 
Og bort rullede han i den frostklare Dag , 
forbi de sneebedækkede Træer og Marker ; men han 
saae dem ikke , og følte ikke Vindens iisnende Pust 
paa sine hede Kinder . 
Samme Dag hændte det sig , at da Rosine 
opholdt sig nogle Øieblikke i sit lille Sovekammer , 
syntes hun at høre en stønnende Lyd inde fra 
Jomfru Matthiesens Værelse . Hun erindrede nu , 
ikke at have hørt hende gaae ud og ind de sidste 
Par Dage , og hun blev urolig for , at hun muligviis 
kunde være syg . Hun gik derfor ud paa Gangen , 
og bankede paa hendes Dør , men fik intet 
Svar . Hun tog i den ; den var aflaaset indenfra . 
Hun bøiede sig ned til Nøglehullet , og sagde : 
„ Luk op , Jomfru Matthiesen , det er mig , Rosine ; » 

men Alt forblev taus derinde . Hun bankede 
atter og atter ; men forgjæves . 
Da blev hun virkelig angst , og ilede ind til 
Madame Mortensen . 
„ Jeg er bange , Jomfru Matthiesen er syg 
eller noget Værre , » sagde hun hurtigt , „ hvad skulle 
vi gjøre , Madame Mortensen ? “ 
Madame Mortensen vidste intet Bedre at 
gjøre end at hente Madame Jørgensen , og denne 
forsøgte paany at banke og kalde , men med samme 
Udfald . Derpaa hentede hun et Søm , og dreiede 
med megen Behændighed Nøglen , og skjød den ud 
af Laasen , hvorpaa hun kigede ind . 
„ Hun ligger i Sengen , “ sagde hun paa en 
telegrapherende Maade til de Andre , „ hun vender 
Nakken til , og rører sig ikke , Gud forbarme sig , 
Mennesket kan være dødt , jeg vil hente Viceværten . “ 
Saa 
hurtigt som muligt viste Hr . Matzen sig , 
og efter at have undersøgt Omstændighederne , og 
after at have banket og raabt , satte han Skuldrene 
mod Døren , og efter et Par Stød sprang den ikke 
videre solide Laas op . Alle tittede nysgjerrigt ind , 
men dristede sig dog ikke at gaae ind , før Hr . 

Matzen paa Embedsvegne gjorde nogle Skridt indenfor . 
Til almindelig Forskrækkelse reisfe Jomfru 
Matthiesen sig op i Sengen , og saae paa dem 
med et blegt , indfaldent Ansigt . 
„ Hvad skal det betyde ? “ sagde hun til den forbløffede 
Hr . Matzen , „ kan Folk nu ikke længer 
ligge i Ro i deres Seng i det Værelse , de selv 
have betalt ? Maa jeg bede Dem pakke Dem bort 
allesammen , og lade mig i Fred . “ 
„ Hvorfor Pokker svarer De saa ikke , naar man 
kalder paa Dem ? “ sagde Skoflikkeren ærgerlig . 
„ Maaskee jeg ikke har Lov at tie stille i min 
egen Stue ? ' svarede hun med svag Stemme . „ Dersom 
De ikke gaae allesammen , sender jeg Bud efter 
Politiet . “ 
Uagtet hun aabenbart ingen Midler havde til 
at iværksætte denne Trudsel , bevirkede den dog et 
skyndsomt Tilbagetog af alle de Tilstedeværende , 
undtagen Rosine , der med et Vink til de Andre 
blev staaende , og lukkede Døren indvendig fra efter 
dem . 
Jomfru Matthiesen var faldet tilbage paa 
Sengen , og da hun hørte Døren lukkes , stønnede 
hun : „ Man fluide dog have Lov at døe i Fred ! “ 

Rosine gik hen til Sengen , bøiede sig over 
hende , og sagde med dæmpet Stemme : „ Er De syg , 
Jomfru Matthiesen , saa maa De ikke ligge saaledes 
alene . “ 
Hun vendte Hovedet , og saae op paa hende . 
„ Er De blevet her ? Hvad vil De her ? Det 
er Dem , hvis Ord have taget al Lykke fra mig ; 
feer De nu , at det er kommet saavidt med mig , at 
jeg maa døe ? “ 
„ Er De meget syg ? “ spurgte Rosine deeltagende , 
„ maa jeg ikke forsøge paa at hjælpe Dem ? “ 
„ Jeg er ikke syg , “ sagde hun , „ jeg er kun 
sulten . “ Hun skjulte sit Ansigt i Puden , og brast i 
krampagtige Taarer . 
„ Sulten ? “ gjentog Rosine , inderligt bekymret ; 
„ har De Intet havt at spise ? “ 
„ Jeg har ikke smagt Mad i to Dage , “ svarede 
hun , „ see , min Guitar er borte , jeg har solgt den , 
jeg kunde ligesaa gjerne solgt mit Hjerte . Jeg har 
kun denne ene Dyne i Sengen , mine Kjoler kunde 
jeg ikke sælge , det var det Samme som at sælge 
mit Liv , med dem var alt Haab borte . Jeg kjender 
Ingen at laane hos , uden dem , der engang vare 
mine Kammerater ; jeg var hos een af dem ; men da 

jeg hørte , at hun havde gjort sig saa lav , at hun 
havde sunget paa Dyrehavsbakken i Sommer , kunde 
jeg ikke faae det over min Mund at bede hende om 
Noget . Hvad kan det Heller hjælpe ? Jeg maa dog 
den Vei . “ 
„ Nei , nei , med Guds Hjælp ikke , “ sagde Rosine 
tröstende , „ vent et lille Øieblik , jeg skal hente 
lidt Mælk og Brød til Dem . “ 
Hun skyndte sig ind , varmede noget Mælk , og 
hentede lidt Hvedebrød . 
„ Hvad gaaer der af Mennesket ? “ spurgte Madame 
Jørgensen , da hun traf Rosine i Kjøkkenet . 
„ Hun 
er syg , og har Ingen til at pleie sig , “ 
sagde denne , der ikke vilde røbe Sangerindens Hemmelighed . 
„ Det 
er rigtig Skade , at Hansine ikke er 
hjemme , “ sagde Madamen , „ hun kunde saa udmærket 
siddet inde hos hende , hun har engang passet 
en syg Skipper , der døde ; det er siden den Tid , at 
hun har de tre røde Silke ! ommetorklæder . “ 
„ Hun er ikke saa syg , at man behøver at sidde 
hos hende , “ sagde Rosine . Hun bar sin lille Anretning 
ind ; da hun kom i Døren , raabte Jomfru 

Matthiesen : „ De maa ikke gjøre Dem Uleilighed , 
jeg spiser det dog ikke ! “ men da hun saae Mælken 
og Brødet , tog hun det dog , og spiste det begjærligt . 
„ Det er frygteligt at være saa sulten , “ sagde 
hun , idet hun satte den tømte Kop fra sig , „ det er 
forskrækkeligt , at man kan glemme alle sine Beslutninger , 
naar man seer et Stykke Brød . Jeg har 
engang hørt om en Jøde i en Comedie , der var saa 
sulten , at han solgte sin Førstefødselsret for en Ret 
Lindser — Noget , jeg ellers aldrig har smagt . “ 
„ Det var ikke i en Comedie , “ sagde Rosine , 
„ det er i Bibelen , der fortælles dette om Esau . 
Har De aldrig læst Bibelen ? “ 
„ Nei , jeg har ikke ; men jeg veed nok , at det 
er af den , at Visen om Gubben Noah er taget . “ 
Rosine gjorde store Øine . „ Er De da ikke 
voxet op mellem christne Mennesker ? “ sagde hun . 
„ Jo , Gudbevares , “ svarede hun , „ min Fader 
var Strømpevæversvend . Jeg var mine Forældres 
eneste Barn , og det blev egentlig min Ulykke , at jeg 
var kaldt Flora . Det var min Stolthed , da jeg 
var lille ; hvergang jeg tænkte paa , at jeg hed Flora , 
tænkte jeg , at jeg maatte blive til noget Stort . 
Min Fader var en hjertensgod Mand ; men han 

var ogsaa en Ander af Sang og Musik . De sagde , 
at det var en daarlig Haandtering nutildags at være 
Strømpevæver , for Maflinerne tage det altsammen , 
og de gjøre ingen Vrøvl , saa de kan væve meget 
Mere om Dagen . Lidt tjente min Fader , og det Lidt , 
han tjente , det satte han paa at gaae saadanne 
Steder , hvor de sang og spillede — og drak naturligviis . 
Naar han saa kom hjem , og Moder skjændte 
paa ham , saa sang og trallede han den ene morsomme 
Vise efter den anden , og naar han engang 
imellem sad en Aften hjemme , havde han sin Fornøielse 
af at lære mig dem . Moder var i Grunden 
ogsaa et godt Skrog ; thi naar hun blot havde et 
Par Skilling , glemfe hun al sin Sorg , og jeg har 
tidt seet hende og Fader dandse om paa Gulvet . 
Moder havde sin Moder i Huset , og det var ogsaa 
en lystig , gammel Kone , som holdt meget af at spaae 
i Kort , og hver Gang hun lagde de sex og Tredive 
op paa Bordet , hed det sig aüid : „ Flora kommer 
høit tilveirs , hun vil see os allesammen over Hovedet . “ 
En Dag blev Fader syg og døde , og saa 
havde vi slet Ingenting , det var endnu mindre end 
før . „ Nu veed jeg ikke bedre , “ sagde min Moder , 
„ end at Flora gaaer ud og synger i Gaardene , hun 

kan jo saa mange Viser , og saa kan hun dog sige , 
at hendes Fader har efterladt hende Noget . “ Det 
blev jeg rigtig glad over , og nu sang jeg baade 
Sommer og Vinter , og vi levede godt af det . I 
Skole kom jeg aldrig videre ; thi Moder sagde , det 
betalte sig langt bedre at betale Mulcterne , og saa 
flyttede vi omkring , og gjorde dem saa meget af det 
som muligt . Tilsidst blev jeg rigtignok confirmeret ; 
men jeg husker ikke Meget af det , jeg hørte ikke 
efter , og jeg troede altid , at Præsten talte til de 
Andre , og ikke til mig . Da jeg var confirmeret , 
blev jeg for stor til at synge i Gaardene , man gav 
mig ikke Noget , og jeg maatte tage Moder med , 
skjøndt det Skind daarligt kunde taale Kulden og 
Fugtig heden . En Dag , da jeg stod og sang i Frederiksberg 
Have , kom der en Mand hen til mig , og 
spurgte , hvad jeg hed , og hvor jeg havde hjemme . 
Da jeg havde sagt ham det , sagde han , at jeg havde 
en stor Stemme , men at den var sorhntlet , han 
vilde lære mig at synge . Det var en gammel 
Mand , der havde været Capelmusicus , han tog mig 
hjem til sig , og lod mig synge til sin Violin . Jeg 
maatte ikke mere synge i Gaardene , og da jeg sagde , 
at saa havde de Gamle Ingenting at leve af , saa 

lovede han , at han skulde give os Lidt om Ugen , 
og saa maatte de forresten besfille Noget . Maa jeg 
spørge Dem , hvad skulde det være , og i Begyndelsen 
gav han os nok Lidt ; men siden havde vi ondt ved 
at faae Noget af ham , og jeg blev kjed af det Hele , 
han skaffede mig en Plads i Choret ved et af de 
smaae Theatre ; men det var meget Slid og lidt 
Fortjeneste , og der stod man reent i Skyggen . Men 
det hjalp mig til en Plads i en Salon , og saa 
begyndte jeg at blive berømt . Jeg tjente godt , og 
underholdt de to Gamle , til de pillede af næsten 
paa eengang . Men nu er det gaaet tilbage før mig , 
og det er uretfærdigt . Jeg er rigtignok ikke saa ung 
længer ; men min Stemme er udmærket , jeg kan 
gaae ligesaa høit som før . “ 
„ Gid De kunde opgive Tanken om at synge 
mere , “ sagde Rosine , „ De maa ikke blive vred ; 
men selv om De faaer en Plads , er det dog en 
sørgelig Levevei . “ 
„ Gud , hvor De taler ! “ sagde hun heftigt . „ De 
kan troe , at der er Mange , som synge paa en Tribune , 
som have Stemmer , hvorefter de kunne slikke 
deres Fingre paa det Kongelige . Jeg har kjendt en 
Tenor , ham skulde De hørt , Jomfru Walther ! , 

Jeg sagde tidttilham : „ Hr . Francesco , De skulde 
ved Gud lade Dem prøve ved det Kongelige ! “ men 
saa svarede han : „ Matthea , min Engel , Friheden 
fremfor Alt ! Heller en vandrende Troubadour end 
en kongelig Ansat med 1200 i Gage . “ Og De 
kan troe , han havde Ret ! “ 
„ Men hvad skal der blive af Dem ? “ spurgte 
Rosine bekymret . 
„ Jeg veed ikke , hvad De mener med saadanne 
Spørgsmaal , “ sagde Sangerinden utaalmodigt , „ De 
maa ikke plage mig , mit Hoved er saa svagt . “ 
I høi Grad betænkelig over hvad Ende dette 
vilde tage , gik Rosine ind til Sit ; da hun henad 
Dagen saae ind til sin Naboerske , havde denne Feber 
og phantaserede . Rosine satte sig ind hos hende 
med sit Sytøj , og sørgede saa godt som det stod i 
hendes Evne for hendes Fornødenheder ; men hvorlænge 
kunde dette vare ved ? Da hun saaledes sad 
henad Aften , bankede del sagte paa Døren ; da Rosine 
lukkede op , stod Lisbeth udenfor . 
„ Maa jeg ikke være lidt hos Dem ? “ sagde den 
Lille , der rystede af Kulde . 
„ Jo , mit Barn , “ svarede Rosine ; „ men hvorfra 
kommer Du ? “ 

Hun satte sig paa Gulvet ved Rosines Fødder ; 
thi der var kun een Stol i Sangerindens Værelse , 
og sagde : „ Moder har skjcendt paa Fader , og saa 
har hun ligget paa Sengen hele Aftenen ; Fader er 
gaaet ud , og han sagde , at han kom aldrig mere 
igjen ; men det gjør han nok , for det siger Fader 
altid . Nu har jeg siddet derinde saalænge , der er 
koldt og mørkt , og da jeg tænkte paa , at der var 
Lys oppe hos Dem , og at De sad og syede , saa 
listede jeg mig bort . “ 
„ Men hvis Din Moder nu vaagner ? “ 
„ Det gjør hun ikke , naar hun snorker saa underligt , 
saa vaagner hun først imorgen tidlig . “ 
„ Hvor sover Du da ? “ 
„ Jeg sover ellers i Moders Seng ; men naar 
hun er saadan som iaften , saa tør jeg ikke vække 
hende , saa ruller jeg mig ind i Faders Frakke , og 
sover paa Gulvet . “ 
Der opstod en lang , sørgelig Pause , hvori den 
Lille trykkede sig op til Rosines Knæ . 
„ Jeg vilde helst ingen Fader og Moder have ! “ 
sagde hun pludselig med et Udbrud af Smerte . 
„ Hvor vilde Lisbeth da hen i Verden ? “ spurgte 
Rosine blidt . 

„ Jeg vilde blive hos Dem . “ 
„ Vi maae være taalmodige mod dem , Gud har 
givet os . Din Moder holder af Dig , mere end 
noget andet Menneske kan gjøre . “ 
„ Gjør hun ? “ 
„ Skulde hun ikke holde af sit Barn ? “ 
„ Men er man ikke god imod dem , man holder 
af ? “ 
„ Jo , man vil idetmindste gjerne være det . “ 
Der opstod en lang Pause . Endelig sagde 
Lisbeth : 
„ Knnde De ikke bede Moder , om jeg altid 
maatte blive heroppe hos Dem ? Jeg kunde godt lære 
at sye og hjælpe Dem , og jeg behøver kun lidt 
Mad , jeg er saa lille endnu , og naar jeg bliver 
større , kan jeg fortjene Mere . “ 
„ Det kan ikke nytte at bede Din Moder om 
Sligt , “ svarede Rosine , bedrøvet over det kummerfulde 
Udtryk i Barnets Ansigt ; „ men nu skal jeg 
fortælle Dig et lille Eventyr . “ 
Og Rosine fortalte , og eftersom hun talte , 
opklaredes Barnets Ansigt . Phantasielandets brede 
Porte aabnede sig , og Livets gyldne Sol skinnede 
med mangefarvet Glands ud af dem . Den lille , 

graae Ælling flygtede , jaget fra Sted til Sted , og 
dukkede tilsidst som en herlig Svane op af Forklarelsens 
Vande ; Cendrillon sad i Asken og rodede , 
hun tabte den lille grønne Sko , og ved dens Hjælp 
fandt Kongesønnen Vei til hende ; Skytten Bryde bestod 
mange Evenfyr , og kom tisidst til stor Ære og 
Værdighed . Glemt var den sorte Kjælder med sin 
daglige Elendighed , glemt det fattige Leie foran dem 
med den forhungrede Skikkelse , glemt Sneen , der 
knittrende fløi mod Ruderne , og Stormvinden , der 
ruflede i alle Qvistens Døre ; de lykkelige To trykkede 
sig tæt sammen , men ikke alene ved Lyset fra 
den lille Lampe , nei , Poesiens mægtige Fakkel udgjød 
sine Lysstrømme over dem , og i stille Fortryllelse 
vandrede de bestandig videre og videre i de lysende 
Egne . 
Men Lyset blev svagere og svagere , Lampen 
osede , og vilde ikke længer gjøre sin Pligt , Virkeligheden 
manede med haard Stemme om Nattens 
Komme . 
„ Du maa gaae ned iseng , “ sagde Rosine venligt . 
„ Maa jeg ? “ sagde hun , „ godnat da , jeg vil 
tage alle de smukke Historier med , og tænke paa dem , 
til jeg falder isøvn . “ 

Den næste Dag havde Feberen forladt Jomfru 
Matthiesen ; men hun var meget afkræftet . Rosine 
indsaae , at hun trængte til noget mere Styrkende , 
og hun stod netop og overveiede i Kjøkkenet , 
hvorledes dette kunde skaffes tilveie til billigste Priis , 
da Madame Jørgensen kom ud . 
„ Naa , lille Jomfru , “ sagde hun , „ hvordan erdet 
saa med Deres Patient ? “ 
„ Hun er bedre , “ svarede Rosine , „ men meget 
svag endnu . “ 
„ Reent ud af Posen sagt , “ sagde Madamen , 
„ hun trænger til Mad . Jeg seer jo nok , hvordan 
det er fat , og De skal ikke være ene om at trække 
Læsset . Jeg har en Tallerken deilig Oxesteg , lad 
os give hende den til Middag , jeg kan undvære den , 
og det var en Skam , om de , der havde Noget tilovers , 
ikke hjalp Andre . De behøver jo aldrig at 
sige hende et Ord om , at det kommer fra mig , 
hvis hun er for stor paa det til at spise min 
Mad . “ 
„ Tak , “ svarede Rosine af et oprigtigt Hjerte ; 
„ men er det ikke for stærk Føde ? “ 
„ Tænk bare aldrig paa det , “ sagde Madamen , 
„ vi fattige Folk behøve ikke at flaskes op med Fisk 

og Kyllinger , naar vi ere syge , som de Rige . En 
god Mundfuld Kjød er den rette Medicin for os . “ 
Rosine modtog taknemlig Gaben , og efter at 
have varmet den , gik hun over Gangen med den til 
Jomfru Matthiesen . Netop som hun kom til 
Døren , hørte hun raske Trin paa Trappen , og en 
hende velbekjendt Stemme spurgte : „ Med Tilladelse , 
boer Madame Mortensen her ? “ 
Rosine vilde flygte ; men den Spørgende stod 
allerede ved Siden af hende , og hun blev staaende 
uden at svare . 
„ Rosine ! “ sagde Carl , — thi ham var det 
— og lagde sin Haand paa hendes Arm , „ jeg gaaer 
altsaa rigtigt ! “ 
„ Undskyld mig , “ sagde hun forvirret , „ jeg skal 
bringe dette til en Syg , jeg skal strax komme 
igjen . “ 
„ Kommer De virkelig ? “ spurgte han . 
„ Jeg kommer , “ forsikkrede hun , bestandig uden 
at see paa ham , og smuttede ind i Sangerindens 
Værelse . Nogle faae Minuter efter kom hun tilbage , 
og aabnede Døren til Madame Mortensens 
Stue , der var tom , da den Gamle var gaaet ud 
med sine Poser . Carl traadte ind , og endelig vovede 

hun at see op i hans Øine . Hendes hele 
Hjerte svulmede af en ubeskrivelig Følelse af Lettelse , 
da hun saae hans smilende Mund og Blik . 
„ Det er altsaa dette , Rosine kalder Venskab 
og Kjærlighed ? “ sagde han mildt bebrejdende . 
„ Har De hørt — ? “ spurgte hun , og slog sine 
Øine ned . 
„ Io , “ vedblev han i samme Tone , „ jeg har 
hørt den taabelige Mistanke og Rosines overilede 
Flugt . “ 
„ Saa De troer ikke — ? “ sagde hun , knugende 
sine Hænder i hinanden . 
Han blev pludselig alvorlig . 
„ Gud lukke evigt min Sjæl for den skjønneste 
af alle de Følelser , der kunne opfylde det menneskelige 
Hjerte , for Beundringen for Alt , hvad der er 
sandt og ædelt , hvis jeg et Øieblik kunde troe Sligt 
om den , jeg elsker og højagter . Hvis jeg her paa 
dette Sted blev opfordret til at hæve min Haand 
mod Himlen , og sværge paa Deres Uskyldighed , vilde 
jeg intet Minut betænke mig . “ 
Taarerne strømmede ned ad Rosines Kinder . 
„ Grædær De ? “ spurgte han bekymret . 
„ Af Glæde , af Taknemlighed , “ svarede hun . 

Han blev staaende faus foran hende , medens hun 
gav sine Følelser Luft i en bestandig fornyet Taarestrøm . 
„ See 
saa , “ sagde han endelig blidt , „ nn nok 
af Taarer , fortæl mig nn , hvorledes Alt er tilgaaet . “ 
De 
satte sig ved Siden af hinanden , og Rosine 
fortalte . Carl saae alvorlig ud . 
„ Det er vistnok meget vanskeligt at finde noget 
Spor til , hvor Sedlen kan være blevet af , “ sagde 
han , „ og jeg indseer ikke , at der er noget Skridt at 
gjøre . Jeg er nærved at troe ligesom De , at den 
kan være forkommet ved et Tilfælde . Man kunde 
jo vel nøde Pastoren og hans Frøken til at tilstaae , 
at de ubeviisligen have beskyldt Dem ; men hvad er 
herved vundet ? Den bedste Trøst , vi have , er at 
der i Mørket dog var Een tilstede , der har seet , 
hvor Sedlen er blevet af , vi ville henstille til ham , 
om han finder rigtigt at bringe Lys i Sagen . Men 
hvis dette nu varer Aar og Dage , hvis det varer 
hele vort Liv , Rosine , skal saa Frits være ulykkelig ? “ 
„ Kan 
en Præst ægte den , der er mistænkt som 
jeg ? “ spurgte hun . 

„ Hvad Præsten angaaer , troer jeg , at jeg kan 
berolige Dem ; thi Frits har slet ikke isinde at blive 
Præst . Og hvad Mennesket angaaer , da tør jeg 
rolig forsøge at prøve hans Værd ; endnu inden 
iaften vil jeg skrive ham til , fortælle ham det Hele , 
og saa ville vi see , hvad han gjør . Egentlig burde 
jeg vel underrette Fru Stilling ogsaa ; men lad 
os nu først tale med Frits , og saa overveie , hvad 
Skridt vi ville gjøre . “ 
„ Skal jeg da leve hele mit Liv med denne 
Skygge hvilende paa mig ? “ klagede Rosine . 
„ Bring mig den , der mistænker Dem , “ sagde 
Carl muntert , ' „ og jeg skal snart overbevise ham . 
Kan et Par ildetænkende Menneskers Overilelse saaledes 
berøve Dem al Tro til Deres Medmenneskers 
Retfærdighed ? — Men jeg burde gjøre et andet 
Spørgsmaal , trænger De ikke til Noget ? Frits 
har tilladt mig at staae i sit Sted , indtil han 
kommer . “ 
„ Tak , jeg kommer godt ud af det , “ svarede 
hun ; „ men der er en Anden , De maaskee kunde 
hjælpe , “ og hun fortalte ham om Sangerinden . 
„ Lad mig da tale med hende , “ sagde han smilende . 


Rosine gik ind til den Syge , og spurgte , om 
hun vilde modtage en Ben af hende , der gjerne vilde 
gjøre Noget for hende . Jomfru Matthiesen , der 
syntes meget oplivet af Oxestegen , var meget beredvillig , 
og bad blot Rosine tage sig en hvid Trøie , 
broderet med røde Lidser , som hang bag Forhænget . 
Rosine tog den frem , saae paa den , og sagde : 
„ Men , Jomfru Matthiesen , skulde vi ikke 
vende Vrangen nd , jeg synes , den er saa forskrækkelig 
broget ? “ 
„ De er og bliver dog en lille Gaas , “ sagde 
Jomfruen ærgerlig , idet hun iførte sig Trøien , „ troer 
De , at man sætter røde Snore paa , for at de ikke 
skulle sees ? Saa havde det været bedre at spare 
dem . “ 
Da Carl kom ind , bød hun ham forekommende 
at tage Plads , og han satte sig ogsaa ved 
Sengen . 
„ De vil være saa god at gjøre Noget for mig ? “ 
sagde hun ivrigt ; „ maa jeg ikke først spørge , hvem 
jeg har den Ære at tale med ? “ 
„ Jeg er Candidat Sander . “ 
„ Candidat ? hm ! dog vel ikke theologisk ? “ 
„ Jo , netop . “ 

„ Uh , “ sagde hun skuffet , „ saa vil De vel prædike 
for mig ? Er det det , De vil gjøre for mig ? 
Jeg kjender nok de theologiske Candidater — Meget 
af Munden , Lidet af Ulden . “ 
„ Nei , jeg vil dog ikke prædike før Dem , ikke 
fordi De maaskee ikke behøver det ; men fordi det 
ikke vilde nytte Noget . Jeg vilde først hjælpe Dem 
til at føre et mere hensigtssvarende Liv , end De før 
har gjort . “ 
„ Knnde De skaffe mig et bedre Engagement — 
nei , det giver De Dem vel ikke af med ? “ 
„ Jeg troer ikke , jeg har nogen Indflydelse i den 
Retning . Jeg vil tvertimod raade Dem til aldeles 
at slaae alle Tanker derom af Hovedet . Det er ikke 
min Mening at bebreide Dem , at De er kommet 
ind paa en forkeert Vei ; thi Enhver kan tage Feil 
heri , og medens vi ere unge , ere Forholdene vore 
Herrer . Men siden bør vi være Forholdenes Herrer , 
og De er nu et gammelt Menneske . “ 
„ Er der noget Ondt i at dyrke Kunsten ? “ 
sagde hun , kuet af hans alvorlige Tone . 
„ Nei , aldeles ikke , Kunsten er en Hæderskrone 
før den , der virkelig dyrker den . Men det var ikke 
Kunst , De dyrkede , det var dens Vrængebillede ; det 

gjør mig ret ondt før Dem ; men Sandhed er det 
Første , og Sandhed er det Sidste , og jeg maa sige 
til Dem : tro ikke , at De nogensinde har betraadt 
det Tempel , hvori De bilder Dem ind at have 
fast Fod . “ 
„ Man har dog klappet og raabt Bravo , naar 
jeg sang , “ sagde hun med qvalt Stemme . 
„ Der gives Intet saa ynkeligt i Verden , at det 
jo har sine Beundrere . Hvis De virkelig havde 
præsteret Kunst , vilde ingen af Deres Beundrere 
have hørt paa Dem ; det vilde have kjedel dem . 
Det Slette bliver tidt beundret langt mere høirøstet 
end det Gode . “ 
„ Hvad vilde De have , at jeg skulde gjøre ? » 
spurgte hun . 
„ Tage Dem noget Nyttigt for , lære Noget , 
De kunde udføre , og fortjene Deres Ophold ved det . “ 
„ Mener De at spille Comedie ? “ 
„ Nei , det kan De ikke . Jeg mener et Arbeide , 
en Haandtering . “ 
„ Det var jo rædsomt . Jeg vilde døe af Kjedsomhed . “ 
„ Nei , 
ikke naar De først havde vendt Deres 
Tanker fra alle Gjøglerier . Det er blot i Afstand , 

at Arbeidet seer saa alvorligt ud , i Nærheden er det 
det ikke . “ 
„ Jeg troer Dem ikke , jeg vil ikke troe Dem . “ 
„ Godt , jeg vil komme igjen . Tænk paa , hvad 
jeg har sagt . “ 
Han gik . Paa Trappen mødte han Birthe , 
der ved Synet af ham satte et høist misfornøiet 
Ansigt op . Hun standsede ham , og sagde : 
„ Er det ikke Candidaten ude fra Gaarden ? 
„ Jo . Hvem er Øe , og hvad vil Øe mig ? “ 
„ Jeg er Birthe , der tjente i Præstegaarden . 
Maa jeg være saa fri at spørge , har Jomfru Walther 
havt Bud efter Dem ? “ 
„ Nei , jeg kom for at søge efter Madame Mortensen . 
Hvorfor spørger Øe mig ? “ 
„ Fordi det havde ikke været reelt af hende . “ 
„ Hvorfor ikke , tør jeg maaskee spørge ? “ 
„ Det har jeg ikke isinde at gjøre Dem Regnskab 
for , “ sagde Birthe gnaven , og gik videre . Da 
gik pludselig en lys Tanke gjennem hendes Hoved , 
og hun besluttede at gjøre en rigtig fiin , diplomatisk 
Streg . Uheldigviis kunde Birthe ikke skrive , ligesaalidt 
som hun kunde læse Skrift , hun behøvede 
derfor en Fortrolig , og ovenikjøbet en Fortrolig , der 

ikke var inde i Sagens Sammenhæng . Et lykkeligt 
eller ulykkeligt Tilfælde bragte hende netop sammen 
med Skomagerdrengen , der traadte ud af Døren i 
Stueetagen for at bære et Par Støvler i Byen . 
„ Stop lidt , “ sagde Birthe , „ kan De skrive ? “ 
„ Om jeg kan skrive ? “ spurgte Drengen lystig , 
„ troer De , at jeg er fra Landet ? Er det et Kjærlighedsbrev , 
Jomfruen vil have skrevet ? Eller en 
Regning til en gammel Kjæreste , der er blevet 
utro ? “ 
„ Dum Snak ! “ sagde Birthe kort ; „ kom og 
skriv et Par Ord for mig , saa skal De faae fire 
Skilling . “ 
„ Ogsaa uden denne kongelige Belønning , “ sagde 
han , og traskede i Hælene paa Birthe ned i Kjælderen , 
„ et Smiil i Drikkepenge er mig nok . “ 
Birthe hentede Papir , Pen og Blæk , og satte 
det paa Bordet , Drengen lagde Støvlerne paa 
Gulvet , og anbragte sig selv foran Bordet med 
vidtudstrakte Albuer og Pennen mellem Fingrene . 
„ Begynd saa , “ sagde han , „ hvad hedder han ? “ 
Birthe , der stod i meget dybsindige Tanker , 
svarede blot : „ Skriv : „ Jomfruen er her , og Fruen 

kan tage hende , naar De vil . Birthe . “ Det er 
det Hele . “ 
„ Kan De heller ikke læse Skrift ? “ spurgte 
Drengen polidsk . 
„ Nei , “ svarede Birthe gnaven . 
„ See saa , “ sagde han , og rakte hende Papiret , 
„ nu staaer det der , og rigtigt troværdigt . “ Havde 
Birthe kunnet læse , vilde hun have fundet den 
overflødige Tilgift i Brevet : „ Peter Lud vigs en 
attesterer ; “ men hun anede Intet , og lagde omhyggeligt 
Papiret i et Omslag , hvorpaa hun lod ham 
skrive Fru Stillings Adresse . Derpaa tog hun 
i sin Lomme en Fireskilling , som hun lagde paa 
Bordet til Drengen . 
„ Tak , lille Jomfru , “ sagde han , „ endnu kun et 
Kys af Dine Rosenlæbær , saa ere vi færdige ! “ 
Da han imidlertid ikke gjorde Mine til at udføre 
denne Trudsel , men med Støvlerne under Armen 
marscherede ud af Døren , sparede Birthe sig at 
gjøre nogen Modsfand . 
Stor var Fru Stillings Forbanselse , da hun 
modtog hiint selsomme Brev , og da det tillige ikke 
indeholdt nogensomhelst Angivelse af , hvor dette „ her “ 
var i Verden , tjente det kun til at overbevise hende 

om , at Birthe maatte være gaaet fra Forstanden , 
saameget mere som hun ikke kunde begribe , i hvad 
Forhold hun stod til den mystiske Peter Ludvigsen , 
der havde anseet det for fornødent at attestere Underretningen . 
En 
Dag , da Rosine gik igjennem Porten ved 
sin Hjemkomst fra Byen , blev hun standset af Madame 
Matzen , der saae meget vred og ophidset ud . 
„ Maa jeg gjøre Jomfruen et Spørgsmaal ? “ 
sagde hun i en spydig Tone . 
Rosine standsede . „ Ja , gjerne , “ svarede hun 
med nogen Undren over denne Tiltale . 
„ Jeg vil blot spørge Jomfruen , “ vedblev Konen 
heftigere og heftigere , „ om De har isinde reent at 
tage mit Barn fra mig ? Er jeg hendes Moder , 
eller er jeg det ikke ? Jeg kan have mine Feil , det 
kan jeg , og det skal jeg aldrig nægte ; men Barnet 
er mit , og jeg taaler ikke , at Fremmede tage det 
fra mig . “ 
„ Hvad mener De ? “ spurgte Rosine . 
„ Jeg mener , at De reent har vendt hendes 
Hjerte fra mig ; naar hun bare kan komme op til 
Dem , saa er Alting godt ; men forbyder jeg hende 
det , saa tuder hun , og der er Ingenting at stille op 

med hende . Men hun skal aldrig i Evighed mere 
have Lov at besøge Dem , og jeg skal dreie Halsen 
om paa hende , hvis hun nogensinde taler et Ord 
til Dem mere . Jeg skal vise Dem , at jeg er 
hendes Moder , og har Lov at beholde mit Barn 
før mig selv . “ 
„ Men , kjæreste Madame Matzen , “ sagde Rosine 
beroligende , „ hvor kan det gjøre noget Skaar 
i Deres Eiendomsret til Deres Barn , at hun besøger 
mig ? Jeg kan forsikkre Dem , at hun sidder 
sfille og rolig og syer oppe hos mig . “ 
„ Javist , deri besfaaer Deres Listighed , at det 
stal see ud , som om hun lærte saamange gode Ting 
oppe hos Dem , men at hos mig saae hun kun , 
hvad der ikke duer . Hun har været meget godt fornøiet 
hjemme , før De kom heri Huset ; men nu er 
hendes Tanker evig og altid hos Dem . “ 
„ De er skinsyg , Madame , “ sagde Rosine ; 
„ men det behøver De ikke at være . Hvor kan De 
troe , at et Barn kan holde mere af nogen Anden 
end sin Moder ? “ 
„ Snak De kun før mig , “ sagde hun heftigt , 
„ jeg er ikke saa tosset at troe Dem . Forleden 
Aften , da . jeg havde lagt mig lidt , listede Lisbeth 

bort , og sad hele Aftenen oppe hos Dem . De 
lokker før hende , før at faae hende i Deres Magt . 
Det er ingen Sag for Dem ; men jeg har kun det 
ene Barn . “ 
„ Jeg beder Dem , “ sagde Rosine indtrængende , 
„ tag hende ikke reent fra mig , lad hende blot engang 
imellem have Lov at komme op til mig . Da jeg 
kom her , havde jeg havt en stor Ulykke , og jeg var 
saa glad ved , at Deres Barn kunde holde af mig . 
Nu holde vi af hinanden , sfil os ikke reent ad : som 
De selv siger , De er jo hendes Moder , og Dem 
hører hun til , hvorfor kan De da ikke gjerne afslaae 
hende lidt til en Anden , der ogsaa holder af hende . 
Jeg skal aldrig lære hende Andet end at elske og 
ære sine Forældre . “ 
„ Og De troer , at jeg vil taale , at hun holder 
af Dem ? Det er noget Snak med , at jeg er hendes 
Moder , for De har lokket hendes Hjerte fra mig , 
De Forforersfe ! Gaa Deres Vei , at jeg ikke skal 
slaae Dem ihjel ! “ 
Forfærdet over det rasende Udtryk i Konens 
Ansigt , skyndte Rosine sig op af Trappen . Da 
hun fortalte Madame Mortensen , hvad der var 
hændet , fik hun kun ringe Trøst af hende . 

„ Det er der ikke Noget at gjøre ved , “ sagde 
hun , „ Barnet er Konens , og De gjør bedst i , ikke 
at see til hende mere . “ 
„ Men hvad skal der blive af hende ? “ sagde 
Rosine bedrøvet . 
„ Hvad der bliver af saamange andre Børn , 
hun kjæmper sig vel igjennem . “ 
„ Men hun er saa ulykkelig , “ sagde Rosine , 
og hendes Taarer flød over hendes lille Dnblings 
Skjæbne . 
Da Carl kom om Aftenen , skyndte hun sig 
at betroe ham sin Sorg , og han , der ikke holdt af 
halve Forholdsregler , tænkte strax paa Midler til at 
hjælpe Barnet . 
„ Hvis Forældrene vilde afslaae hende enten frivilligt 
eller mod en Sum Penge , “ sagde han , „ kunde 
vi anbringe hende et Sted paa Landet . Jeg har vel 
ikke Midler til en saa stor Udgift ; men vi turde vel 
nok stole paa Fru Stilling . Jeg skal imorgen 
forsøge paa at overtale Konen til at overlade os 
den Lille . “ 
„ Jeg frygter for , at det er forgjæves , “ sagde 
Rosine sukkende . 
Medens de saaledes talte sammen , aabnedes 

Døren sagte , og Lisbeth smuttede ind . Hun ilede 
hen til Rosine , klyngede sig til hendes Knce , og 
lagde sit Hoved i hendes Skjød . 
„ Hvad har Du gjort , Lisbeth ? “ sagde Rosine 
angst . „ Din Moder har forbudt det . “ 
„ Hun sover , “ sagde Barnet . 
„ Men hun kan saae det at vide . “ 
„ Det er det Samme , jeg vil blive hos Dem , 
o , jag mig ikke bort ! “ 
Rosine slyngede sine Arme om hende , og deres 
Taarer blandedes . 
„ Vilde Du , o , vilde Du , “ sagde Rosine , 
„ bestandig blive hos mig ? “ 
„ Ja , gjerne , De skal ikke bryde Dem om , jeg 
er sulten , jeg vil gjerne sulte , naar jeg kun maa 
blive her . “ 
„ Denne Mand der , “ sagde Rosine , og pegede 
paa Carl , „ vil imorgen tale med Din Moder ; 
maaskee hun da giver Dig Lov at blive hos mig . “ 
Den Lille rystede paa Hovedet . 
„ Moder giver mig ikke Lov at gaae , “ sagde 
hun . 
„ Vi ville forsøge det , “ sagde Carl ; „ men nu 
maa Du ikke fortørne hende ved at blive her længer . 

Sig Din Veninde Godnat , og gaa sagte tilbage , 
som Du kom . “ 
„ Vil De have , at jeg skal gaae ? “ spurgte hun 
Rosine . 
„ Det kan ikke være anderledes , “ sagde hun bedrøvet , 
„ vi have ikke Lov til at beholde Dig . “ 
„ Godnat da , “ sagde Barnet . Med et langt , 
tøvende Blik saae hun sig om , som om hun vilde 
fage en evig Afsfed med det kjendte Rum , derpaa 
aabnede hun Døren , og sneg sig lydløsf ned ad 
Trappen . 
Den næste Morgen steg Carl efter Aftale ned 
i Skoflikkerens Kjælder , hvor han traf Manden ved 
sit Arbeide og Konen beskjæftiget med at sye . De 
saae forbausede op paa den fremmede Mand ; men 
snart gjenkjendte Madamen ham som den Herre , 
der besøgte Jomfruen paa Qvisten . 
„ Hvad mister De ? “ spurgte hun barst . 
„ Jeg har et Forslag at gjøre Dem , “ sagde 
Carl , lagde sin Hat fra sig , og satte sig hos dem . 
„ De har en lille Pige . “ 
„ Ja , “ svarede Konen , „ og hende ønske vi nok 
at beholde selv . “ 
„ Meget rigtigt , “ sagde Carl ; „ men det hændes 

dog iblandt , at Folk , der holde ligesaameget af Deres 
Børn som De af Deres Barn , ønske at skaffe dem 
en bedre Opdragelse , end de selv kunne give dem . “ 
„ Vi have , hvad vi behøve , og vor Datter bliver 
altid godt nok opdraget for os . “ 
„ Men hvis De nu , foruden at faae hende anbragt 
hos skikkelige Folk , kunde faae Penge til . “ 
„ Vi behøve ikke at sælge hende , “ sagde Konen 
heftigt , „ og jeg gad ogsaa nok først vidst , hvo der 
vil kjøbe hende . Er det Jomfruen deroppe ? “ 
„ Nei , det er mig , “ svarede Carl koldblodigt . 
„ Hvem er De , om jeg maa spørge ? “ 
„ Jeg hedder Sander , og er theologisk Candidat . “ 
„ Hvad vil De med vort Barn ? “ 
„ Tinge det i Kost paa Landet . “ 
„ For at Jomfruen deroppe en smuk Dag kunde 
hente hende , deraf bliver Intet . “ 
„ Altsaa ikke , fordi De holder af hende , men 
fordi Andre gjøre det , vil De ikke sfille Dem ved 
hende ? “ 
„ Barnet er mit , jeg har født hende til Verden , 
og derfor hører hun mig til . Alt det Andet bryder 
jeg mig ikke om . Jeg behøver ikke at spørge Nogen , 

om jeg er god nok imod hende . Jeg passer Mit , 
lad de Andre passe Deres , det er mit Princip . “ 
„ Det lader til , “ sagde Carl , „ at De betragter 
Deres Barn som en Eiendom , De kan handle med , 
som De vil . “ 
„ Ja , hvad Andet ? “ svarede hun udfordrende , 
„ det gjøre vi vel allesammen . Jeg veed , at jeg 
skal sætte hende i Skole , og det har jeg gjort . Har 
De ellers Noget at klage over mig , saa vær saa 
god , og see , hvad Ret De faaer . “ 
„ Vil De ikke først høre Mindelighedens Røst ? “ 
sagde han . „ De er en hidsig , hensynsløs Kone , 
som kun følger Deres haarde Sinds Indskydelser ; 
De føler selv , at De Intet gjør for at erhverve 
Deres Barns Kjærlighed , derfor bliver De vred , 
naar hun slutter sig til Andre ; De er ikke umådeholden 
i Drik , og derfor er der Tider paa Dagen , 
da De glemmer Deres Pligter mod Mand og Barn , 
alt dette veed De ligesaa godt som jeg . Var det 
nu ikke bedre , om De erkjendte dette , og overdrog 
mig Omsorgen for Deres Datter ; maaskee hun 
netop vilde elske Dem saameget høiere , naar hun 
ikke med egne Øine saae Dem henfalde til Deres 
Tilbøieligheder . “ 

„ Drikker jeg , saa betaler jeg det , “ sagde hun 
med stivsindet Trods , „ og hvis De nu ikke er færdig , 
saa er der Plads i Porten til at tale videre . “ 
„ Lisbeth har en Fader , “ sagde Carl , uden 
at lade sig forstyrre , „ hvad er hans Mening ? “ 
Skoflikkeren trak taus paa Skuldrene . 
„ Saa kan jeg altsaa Intet udrette med det 
Gode , “ sagde Carl alvorligt . „ Betænk dog mine 
Ord , Madame Makzen , det er et stort Ansvar at 
have Børn , og Gud vil engang kræve Regnskab af 
Dem for det , han har givet Dem . “ 
„ Tak for Deres Uleilighed , “ sagde hun spodsk , 
idet hun aabnede Døren . Han reiste sig , og gik , 
uden at sige Videre . 
Han kunde ikke bringe over sit Hjerte at gaae 
til Rosine med Beretningen om et saa uheldigt 
Udfald ; efter nogen Overvejelse gik han hen til en 
Politiembedsmand , han kjendte , og forelagde ham 
Sagen . Denne hørte opmærksomt paa ham , men 
trak ligesom Skoflikkeren paa Skuldrene , og sagde : 
„ Ved den Slags Sager er der Lidet eller Intet 
at gjøre . Naar De ikke kan bevise en ligefrem 
Mishandling , kunne vi ikke blande os deri . “ 

„ Jeg kan dog bevise , at Konen er haard og 
ukjærlig , og at hun er drukken fuld hver Aften . “ 
„ Det betyder ikke Noget ; det er jo hendes 
Barn , og det har ingen Ret til at beklage sig derover . 
Hvis det var hendes Tjenestepige , var det en 
anden Sag . “ 
„ Men hvor langt gaae da Forældres Rettigheder ? “ 
sagde Carl utaalmodig . 
„ Meget langt , kan jeg sige Dem , “ svarede 
Manden . „ Selv om vi overbevise og straffe Forældre 
for et utilbørligt Forhold mod deres Børn , 
give vi dog glatvæk Børnene tilbage til dem , naar 
Straffen er overstaaet . De veed jo bedst selv , Hr . 
Candidat , at man skal ære sin Fader og sin Moder . “ 
„ Det 
er sandt ; men vi , som ikke staae i noget 
Pietetsforhold til Faderen og Blöderen , skulle vi da 
tillade dem at ødelægge , forgifte og martre Børnene ? 
Skulle vi tillade et saadant aandeligt og 
legemligt Tyranni midt i Frihedens Skjød ? “ 
„ Ja , det er vistnok sørgeligt , “ sagde han ; „ men 
det er nu engang saaledes . Hvis De ønsker det , 
vil jeg gjerne følge hen med Dem , og forsøge , hvad 
jeg personlig kan formaae . “ 

Carl modtog Tilbudet , og de gik sammen til 
Skoflikkerens Bolig . Politiembedsmanden gik foran 
ned , og traf strax Madame Matzen , der blev ganske 
rød i Hovedet ved af see ham . 
„ Hør , min gøde Kone , “ sagde han med en vis 
Alvør , der var beregnet paa af imponere , „ jeg har 
lovet denne Herre af ordne en Sag med Dem for 
ham . Jeg kjender ham som en brav Mand , og 
mener , af De roligt kunde overlade ham Deres 
Barn ; lad os nu see , hvilke Betingelser vilde De 
gjøre ? “ 
Madame Matzen kastede et skarpt Blik paa 
dem begge ; hun vidste fuldkommen godt , hvor langt 
hendes Rettigheder gik , og hun var sig tillige bevidst 
af det , der muligviis kunde være paa hende af sige , 
var en privat Sag , der ikke angik Politiet . 
„ Jeg er altfor god en Møder til af ville sælge 
mit Barn , “ sagde hun , stærkt betonet . 
„ Talen er ikke om af sælge , “ sagde Officianten . 
„ Jo , 
det er , “ sagde hun , og vedblev nu med 
megen Tungefærdighed : „ Tingen er den , af et Fruentimmer , 
der boer heroppe paa Qvisten , har saaet 
Lyst til Barnet , formodentlig for igjen af sælge 

hende til et andet mistænkeligt Fruentimmer , hun 
har Maskepi med . Da jeg nu ikke vil af med 
Ungen , skal det hedde sig , at jeg ikke er god imod 
hende , at jeg drikker og alt saadant Noget , som er 
lutter Usandhed . Min Mand og jeg er honnette 
Folk , der svare Enhver Sit . “ 
„ Hvor er Barnet ? “ spurgte Politiembedsmauden . 
„ Hun 
er lige kommet fra Skole , “ sagde Madamen , 
og kaldte Lisbeth ind fra Kjøkkenet . 
„ Kom , min lille Pige , “ sagde han , „ og sig 
mig , om Dine Forældre ere gode imod Dig ? “ 
Carl , der indsaae det Eenfoldige i Spørgsmaalet , 
tog ham i Armen ; men han forstod ikke 
Hensigten , og vedblev : „ Sig mig nu Sandheden , 
mig skal Du være ærlig imod , Du seer , at jeg 
hører til Politiet . “ 
Lisbeth saae paa ham , derpaa saae huu paa 
sin Moder , og svarede : „ Jo , de ere gode imod 
mig . “ 
„ Vil Du gjerne følge med denne Herre ? “ 
Barnet betænkte sig et Øieblik , hvor gjerne 
havde hun ikke sagt Sandheden ; men Frygten var 
stærkere , og hun svarede svagt : „ Nei . “ 

„ Der seer De , “ sagde Madame Makzen triumpherende , 
og rm vil jeg bede Dem holde den 
Herre fra mine Døre , De seer nok , at han Intet 
har at bestille her . “ 
Politiembedsmanden vendte sig til . Carl med 
en Mine , der tydeligt nok sagde : „ Lad os gaae ! “ 
Da Carl i Døren saae tilbage til Lisbeth , der 
skjulte sine Taarer i sit Forklæde , saae han Madame 
Makzen gjøre en Geberde , der særdeles tydeligt 
udtrykke Spot og Triumph . 
Det var som om Poliliets Besøg hos Madame 
Al atz en havde kastet en Brandfakkel i Huset , 
og Rosine fandt til sin store Forundring , at den 
almindelige Mening fordetmeste stillede sig paa Madamens 
Side . Dette laae vel tildeels deri , at alle 
Beboerne , uden just at have noget Udestaaende med 
Politiet , dog havde en instinctmæssig Assky fordettes 
Tilsyneladelse midt iblandt dem , selv om det 
aldrig optraadte saa venskabeligt , tildeels berørtes de 
af en vis Usprit äs eorps med Hensyn til deres 
Rettigheder svin Forældre . Uden at deres ømmere 
Følelser egentlig saaredes ved det Offentliges Indblanding , 
havde dog dette fødte Livcgcnskab en egen 
Tillokkelse for dem , og de sydamerikanske Fristater 

reiste sig ikke med større Energie til Slaveriets Forsvar , 
end alle Familier med Børn i billig Harme 
væbnede sig mod Følgerne af Carls Attentat paa 
Skoflikkerens Kone . Spækhøkerboutiken vrimlede den 
Dag af Folk , og Madame Matzen var Dagens 
Heltinde ; siddende paa en Stol i Boutiken , gjentog 
hun saa ofte sin djerve Samtale med de to Mænd , 
at neppe nogen af dem vilde gjenkjendt et Ord af 
den henad Aften . Da Klokken blev henad otte , 
sagde Spækhøkerkonen formanende : 
„ See saa , lille Madame Massen , nu trænger 
De ved Gud til at hvile Dem , skal jeg ikke kalde 
paa Massen , at han kan hjælpe Dem ind . “ 
„ Den Tosse ! “ sagde Madamen med Foragt ; 
hendes Kappe sad lidt skjævt paa Hovedet , og hendes 
Gang var ikke aldeles lige ; men hun styrede dog 
dristigt over Porten , og kom lykkeligt ned af den 
temmelig steile Kjældertrappe . 
Endogsaa den mod Rosine saa venskabeligt 
sindede Madame Jørgensen gjorde hende Bebreidelser 
for hvad der var skeet . 
„ Man kan nok mærke , lille Jomfrue , “ sagde 
hun , „ at De ikke veed , hvad en Moder føler for 
sine Børn . Jeg forsikkrer Dem , at Hjertet slaaer 

mig lige op i Halsen , naar jeg tænker paa , at jeg 
skulde give een af de fire Orme bort derinde . Man 
kan jo nok blive utaalmodig engang imellem , og jeg 
er saamænd ikke den , der altid er i godt Humenr ; 
men at Politiet skulde blande sig i det , det var dog 
for galt . Jeg fortryder rigtig , at jeg nogensinde 
har sagt Madame Matzen et Ord om det kolde 
Vand ; Barnet har jo godt af at vænne sig til at 
taale Kulde , det vil hun engang takke sin Moder 
for . Det kan man ikke tidt nok sige sine Børn . 
Det sagde jeg ogsaa forleden Dag til min Jørgen , 
da jeg tabte en Strygeboldt paa hans Fod : „ Det 
vil Du engang takke Din Moder for , min Dreng , 
at hun har vænnet Dig til at taale Ondt . “ “ 
Den Eneste , der urokkelig holdt med Rosine , 
var Birthe . Hun havde en uovervindelig Afsky for 
Skoflikkerkonen , og de saaes aldrig , uden at vexle et 
fjendtligt Ord . Det havde derfor ogsaa ærgret 
hende meget at høre Madamens Pral i Boutiken , 
og hun gik gjerne mumlende bort , naar hun havde 
hørt nogle Øieblikke paa ben . Madame Matzen 
havde ret vel bemærket det Mistillidsvotum , der 
laae i Birthes Manerer , og hun ærgrede sig over , 
at dette store Fruentimmer , der dog var en nær 

Slægtning af Spækhøkerkonen , vovede at udtrykke en 
Mening , der stod i Modsætning til de andre Tilhøreres . 
Naar en saadan Spænding først er tilstede , 
vil det ikke vare længe , før den vil finde en 
Anledning til at give sig Luft . Madame Matzen 
begyndte at føle Trang til at have en Forklaring med 
Birthe , og denne viste ingenlunde Trang til at 
gaae afveien for en saadan . Det var dog ingen af 
Parternes Mening , at de skulde udtale deres Følelser 
alene til deres egen Tilfredsstillelse ; tvertimod 
ønskede de saamange Vidner som muligt til Sagens 
Afgjørelse , og der hengik derfor nogle Dage , før de 
to Modsfandere kunde opnaae at mødes under 
gunstige Omstændigheder . Dette hensatte Madame 
Matzen i en mere end almindelig stærk Jrritabilifetstilstand , 
som hun , i Mangel af Andet , søgte 
Lindring for i huuslige Kjævlerier . 
Da hændte det sig en Aften , at Madame 
Matzen hørte en livlig Samtale i Porten ; drevet 
af den for alle saadanne Mennesker uimodstaaelige 
Trang til at faae at vide , hvad der foregik , steg 
hun op , og saae sig om . Det var Hansine , der 
netop kom hjem fra sin sidste Condition , og hvilende 
paa en lille , rødmalet Kasse og med en ikke videre 

reen Byldt paa Skjødet , gav en talrig Skare Medborgerinder 
en Beretning om sine sidste Fataliteter . 
„ Jeg 
har aldrig kjendt saa urimelige Mennesker , “ 
vare de første Ord , Skøflikkerkonen hørte , „ det 
var ganske umuligt at gjøre dem tilpas . Hvad jeg 
saa gjorde , saa var det galt . Fruen kunde ikke lide , 
at jeg gik med Slæber , og da jeg saa en Dag 
laante hendes Morgenskoe , og gik i Byen med , saa 
var det ogsaa galt . Saa havde de en Unge - jeg 
er vis paa , hun bliver rødhaaret , naar hun bliver 
stor , for saa lumsk var hun — hun løb altid i 
Kjøkkenet , og naar de var ude , satte de hende til at 
passe paa mig . Jeg kan forsikkre Dem ved den 
levende Gud , at jeg en Dag hørte Fruen sige : 
„ Gaa ud , og hør efter , om Hansine staaer paa 
Trappen og sladdrer . “ Jeg er ellers ikke af dem , 
der svarer ; men jeg kunde ikke dye mig , og jeg 
sagde til Ungen : „ Gaa Du ind , og sig til Din 
Moder , at skal jeg ikke have andet Selskab end 
hendes , saa bliver jeg syg af Kjedsommelighed , og 
de har maaskee ikke husket at gaae ind i en Sygekasse . “ “ 


Hun saae sig om , og et beundrende Udbrud af 
Tilhørerne belønnede hendes Aandsnærværelse . 
„ Det maa jeg sige , “ sagde pludselig Birthe , 
der ogsaa var kommet til , „ det er en rar Maade 
at tjene paa . Nei , saa grov har jeg dog aldrig 
været ; men jeg blev ogsaa min Tid ud . Paa Landet 
ere vi ikke saadanne Maanedsduer . “ 
Som ramt af et electrisk Slag vendte Madame 
Makzen sig om imod hende . 
„ Paa Landet ? “ gjentog hun ; „ ja , der var De 
maaskee et Vidunder ; men heri Byen blive vi ikke 
gamle nok til at kunne vente paa det , De faaer bestilt 
om Dagen . Do bruger jo en halv Dag til at 
vadske en Tallerken . “ 
„ Saa spilder jeg igjen ingen Tid med at 
skjændcs med min Mand , “ svarede Birthe studs . 
„ Naa , der fik De den , Madame Makzen , “ 
sagde Hansine fra Kassen . 
„ Bi lidt , “ sagde Madame Makzen med skjælvende 
Læber , og stak Hovedet ned i det Vindue , derfra 
Porten gik ind i Skoflikkerens Leilighed , „ Makzen , 
kom op og faae Lampen til at brænde ordentligt , at 
jeg rigtig kan see dette uforskammede Fruentimmer ! “ 


Den hele Gruppe befandt sig nemlig under den 
Lygte , der hang i Porten ved Opgangen til Hovedtrappen , 
og som det var Viceværtens Pligt at passe . 
Hr . Matzen kom med et meget gnavent og ondskabsfuldt 
Ansigt op af Kjælderen . 
„ See , hvor Din Lygte brænder , “ sagde hans 
Halvdeel , ligesom for at vise , at Birthes Udfald 
ikke havde betaget hende Modet til offenligt at spille . 
Huustyran . 
Idet Hr . Matzen trak i Vægen , og Lyset blussede 
op , satte hans Hustru sit Ansigt lige op til 
Birthes , i den Hensigt at give hende en eftertrykkelig 
Salve Grovheder ; Skoflikkeren saae ned paa 
dem , og i det Samme kom han forsætlig eller uforsætlig 
til at slukke Lampen . Forsfrækket over det 
pludselige Mørke tog Madame Matzen Hovedet til 
sig , men fik i det Samme en kraftig Ørefigen paa 
den venstre Kind . Slaget gjenlød i Porten , og besvaredes 
af et almindeligt Udraab . 
„ Hun har slaaet mig ! “ raabte Skoslikkerkonen 
med en ubeskrivelig Blanding af Raseri , Forbauselse , 
og Skræk . 
En Mængde Stemmer opløftede et Chor af 
Forundring og Beklagelse ; men det bragtes til 

Taushed af Viceværtens Stemme , der med stor 
Rolighed udtalte de Ord : 
„ Lad mig nu først hente en Svovlstik , at vi 
rigtig kunne see os for . “ 
Lied disse Ord steg han ned af den lille 
Stige , hvorpaa han havde staaet for at pudse Lampen , 
og gik ned i Kjælderen . Ta han kom tilbage , 
og havde tændt Lyset , oplyste det en baade comisk 
og besynderlig Scene . Alles Øine vare i spændt 
Forventning heftede paa Madame Matzen , hvis 
venstre Kind var overdraget med et brændende Purpur , 
medens den høire var hvid eller rettere guul ; 
hendes Blik søgte om Gjenstanden for hendes Raseri 
for at tilintetgjøre denne , medens Birthe stod 
med koldblodig Rolighed , og saae sig om i Kredsen , 
som om hun søgte Nogen . Et Par Veninder greb 
fat paa Madame Matzen , og sagde beroligende : 
„ Bedste Madame , tag det endelig roligt , indlad 
Dem ikke med det Bondemenneske , hun slaaer os jo 
alle fordærvede . “ 
. „ De skal betale , mig det dyrt ! “ raabte den 
baade rasende og ydmygede Qvinde , idet hun truede 
med knyttet Haand ad Birthe . 

„ Hvem , jeg ? “ svarede Birthe foragteligt , „ er 
De gal , Madame ? “ 
„ Ved den levende Gud ! hun gaaer fra det ! “ 
raabte Hansine , og sank , grebet af saamegen Ryggesloshed , 
tilbage paa sin Kasse . 
„ Nei , det kan De ikke , “ sagde Madame Jørgensen , 
og slog den ene Haand i den anden , „ vi 
ere for Mange , der have hørt det . “ 
„ Der seer De , hvor slet hun er ! “ raabte Madame 
Matzen , og kastede et ondskabsfuldt trinmpherende 
Blik om i Kredsen , „ men det lader jeg 
mig ikke nøie med . Opreisning vil jeg have , og 
imorgen den Dag skal jeg stævne hende ind . De 
ere allesammen mine Vidner , at hun slog mig nok 
saa lumsk , mens Lygten var slukket . “ 
„ Ja , ja ! “ lød Svaret rundtom . 
„ Naar Lygten var slukket , kunde , . De jo ikke 
see det ! “ sagde Birthe med koldblodig Overvejelse , 
som endnu mere opbragte hendes Modstanderinde . 
„ Naa , 
saa De troer , at De kan give saadant 
et Slag , uden at det smelder ? “ raabte hun , reent 
ude af sig selv . „ De er rigtignok lumsk ; men her 
er dog Lov og Ret i Byen ! “ 

„ Er det nu værdt at gjøre Saameget ud af 
det Lapperi ? “ sagde pludselig Hr . Matzen fra fin 
Høide med beroligende Stemme . 
Dette var formeget for hans ZEgtehalvdeel , hun 
styrtede løs paa hans Been — thi hans Hoved kunde 
hun ikke naae — og rev i dem , saa han nær var 
styrtet ned . 
„ Holder Du med hende ? “ raabte hun . 
„ Nei , nei , “ svarede han , og søgte af naae fast 
Grund ; „ men Du gav ja Ondt af Dig , og hun 
slog , saa det Ene gaaer jo op mod det Andet . “ 
„ Ja , det skal jeg vise hende , “ sagde hans Kone , 
idet hun drog ham ned ad Kjældertrappen . 
„ Det kommer De til af fortryde , “ sagde Madame 
Jørgensen til Birthe . 
„ Jeg har ikke slaaet hende , “ svarede denne , og 
saae sig om i Kredsen . 
„ Pas paa , det slipper De ikke fra , “ sagde Hansine , 
„ vi hørte det jo allesammen . “ 
Birthe trak paa Skulderen , og gik ned i sin 
Kjældær . 
Det var ikke Heller Madame Matzens Mening 
af lade Sagen gaae hen , hun hadede Birthe , og 
brændte af Hævngjerrighed mod hende . Det kunde 

maaskee synes underligt , af en saa heftig Natur som 
hendes kunde opsætte af straffe Fornærmeren ; men 
medens hun ikke havde nogen Agtelse for den moralske 
Ret og Retfærdighed , havde hun saamegen større 
Respect for det juridiske : „ Det tør man ikke gjøre . “ 
Hun indsaae desuden , at hun vilde gaae glip af den 
eftertrykkeligere Hævn ved de øjeblikkelige Repressalier , 
og hendes Had kunde ikke tilfredssfilles ved 
saa Lidt . Da det imidlertid altid falder brutale 
Naturer vanskeligt at vente , forbittredes hendes Sind 
endnu mere ved denne Begivenhed , og da Ærgrelsen 
piinte hende , søgte hun at slukke den ved Drik . 
Heraf udsprang en hunslig Tilværelse , der endogsaa 
bragte Skoflikkerens feige Taalmodighed til at briste . 
Da hans Kone en Aften , istedetfor at lægge sig tilsengs 
med sin Ruus , blev siddende oppe , og forfulgte 
ham med Stiklerier , fordi han ikke strax havde 
asbanket Birthe , svor han paa , at han vilde gaae 
ud om Natten , hver Gang hun begyndte paa dette 
Thema , og denne Trudsel satte han strax iværk . 
Huset oplevede nu det Særsyn , at Skoflikkeren , der 
hidtil havde siddet troligt ved sit Arbeide , og altid 
viist enhver Forbigaaende sit gnavne Ansigt ved Ruden 
ud til Porten , nu blev støiende , ørkesløs og 

malicieux ; han blev hyppigt ude om Nætterne , og 
kom hjem om Morgenen i en lidet respectabel Tilstand ; 
holdt hans Kone Huus med ham , truede han 
blot med at gaae strax igjen , og hun fandt det da 
gjerne raadeligt at indskrænke sig til en arrig Taushed . 
Birthe blev da virkelig indstævnet for Retten 
for „ reale Injurier “ , , og denne Stævning faldt aabenbart 
meget knugende paa hende . 
„ Det er sandt , “ sagde hun med et mørkt Blik 
til Rosine , „ at det er en forskrækkelig By . Frøkenen 
havde dog Ret , da hun sagde til mig : „ Birthe , 
hvad vil Du i det Sodoma ? “ Jeg stulde blevet 
hos Fruen , skulde jeg ; med alt det , hun sfreg og 
straalede , var der dog meget Godt ved hende . Men 
jeg er selv gaaet i Garnet , og nu sidder jeg der . “ 
„ Men hvor kunde det falde Birthe ind at 
slaae den slemme Kone ? “ spurgte Rosine , der sad 
og syede . 
„ Slog jeg hende ? “ sagde Birthe , „ ja , saa 
maa jeg have været forhexet , for jeg veed ikke Noget 
af det . “ 
„ Det er slemt , at Birthe saa ofte ikke siger 
Sandheden , “ sagde Rosine misfornøiet . 
„ Saa ? “ sagde Birthe vredt ; men derpaa 

tilføiede hun noget spagere : „ Da det er Jomfruen , 
der siger det , vil jeg hverken sige Ja eller 
Nei ; jeg vil bare sige , at havde jeg slaaet den Kjærling , 
saa havde hun ærlig fortjent det ; men jeg faaer 
vel sagtens høre ilde for det alligevel . “ 
Den største Ærgrelse havde Birthe af Skomagerdrengen , 
der , da han en Dag mødte hende , 
standsede foran hende , og spurgte forbindtlig : „ Er 
det ikke Brug hjemme hos Dem , lille Jomfrue , at 
man gaaer med et Brædt for Panden eller en Høvist 
bag Øret , naar man slanger eller slaaer ? “ 
Birthe opløftede Kosten , hun holdt i Haanden , 
for at give et pantomimisk Svar ; men Drengen 
var for hurtig , og han undslap den retfærdige 
Gjengjældelse . 
Carl gik aldrig igjennem Porten , uden at see 
ned igjennem Portruden efter den lille Pige ; men 
han fik aldrig Øie paa hende . Lisbeth kom aldrig 
i Gaarden eller Porten , uden at være escorteret af 
sin Moder , og denne hilste gjerne Carls spørgende 
Blik med et spottende Smiil . 
Imidlertid havde Carl ikke glemt Sangerinden , 
der halsstarrig blev liggende i Sengen , og ikke vilde 
høre Noget om at staae op . Rosine vedblev medlidende 

at sørge før hende , og Carl havde paastaae 
at have Ret til at deeltage i denne Forsørgelse , saa 
at Kræfter til at staae op manglede hende ikke 
længer ; men hendes Sind syntes meget angrebet ; 
naar hun var alene , græd hun , og kom Nogen ind 
til hende , undveg hun al Samtale om sig selv og 
sine Anliggender . Endelig meente Carl , at der maatte 
gjøres en Ende vaa Sagen , og han gik derfor en 
Formiddag ind til hende . Hun blev øiensynlig ilde 
tilmode ved at see ham , og vendte sig om mod 
Væggen . 
Carl tog en Stol , og satte sig . 
„ Hvorledes gaaer det ? “ spurgte han i en opmuntrende 
Tone . 
„ Jeg holder ikke af at tale med Nogen , “ svarede 
hun undvigende . 
„ De maa dog tale med mig , “ sagde han alvorligt . 
„ De er ikke syg længer , og De maa nu see at 
fortjene Deres Brød . Gud føder vel Spurvene 
under Himlen ; men et Menneske maa arbeide for 
Føden , og Arbeidet er Menneskets skjønneste Adelstand . 
De ligger hen her , og lader en stakkels , ung 
Pige underholde Dem , medens hun arbeider baade 
for Dem og sig selv . “ 

„ De er en slem Mand , “ sagde hun besværligt , 
„ jeg kan aldrig taale at høre Dem tale . “ 
„ Det er kun , naar vi gjøre Uret , at Sandhedens 
alvorlige Stemme er ubehagelig at høre . 
Staa op , og tag Dem Noget for , saa bliver jeg 
Dem ikke længer til Besvær . “ 
„ Hvor kan De sige , at jeg ikke vil arbeide ? 
Der er jo Ingen , der vil give mig Arbeide . “ 
„ Fordi enhver unaturlig Stræben ingen Varighed 
har . En Virksomhed uden Skjønhed og uden 
Adel kan ikke fortsættes , naar de andre ligegyldigere 
Grundpiller for den falde bort . Saalænge De var 
ung , og saae godt ud , kunde De drive en forloren 
Kunst , nu , da De bliver gammel , vil denne Kunst 
ikke længer være tilstrækkelig . “ 
„ De taler grusomt . Jeg har altid følt mig af , 
at jeg var en Kunstnerinde . “ 
„ Denne Følelse har maaskee ikke været uden 
Nytte for Dem ; men lad nu Forstanden raade , og 
søg et Erhverv , De kan bestride . Jeg vil hjælpe 
Dem dertil ; jeg troer , De er det værd . Under 
Deres pligtløse Leveviis har De ikke glemt at udføre 
de menneskelige Pligter , De kan endnu blive lykkelig , 
lad mig raade Dem . Tro mig , det er tornefulde 

Roser , hvoraf det virkelige Genie vinder sin Wreskrands , 
hvorfor vil De da sønderrive Deres Hænder 
paa Tornene , naar De dog aldrig kan plukke Blomsterne ? “ 
„ Men 
det kan jeg . Naar jeg blot kunde faae 
et Engagement — . “ 
„ Saa Intet kan forandre Deres Mening om 
Deres saakaldte Kunsf ? Har De aldrig hørt en 
ædlere Kunsf , har De aldrig hørt en virkelig Sanger 
synge ? “ 
„ Nei ; men jeg veed nok , at de rigtige Kunstnere 
have mere havt Lykken med sig end vi Andre . Jeg 
har tidt hørt , at jeg havde ligesaa stor en Stemme 
som Mange paa det Kongelige . “ 
„ Dersom De nu fik en sand Kunstner at høre , 
og hvis De saa fattede , at det er en Feiltagelse , at 
De selv nogensinde har dyrket nogen Kunsf , vil De 
saa lyde mig ? “ 
„ De gjør mig bange — hvor skulde det skee ? “ 
„ Lad mig om det . Mener De det oprigtigt af 
Deres inderste Sjæl , at De er en Kunstnerinde , saa 
fly ikke Prøven , vov Forsøget , see modigt Sandheden 
i Øinene . Vil De ? “ 
„ De er en forfærdelig Mand , man kan ikke 

have No for Dem . Jeg vil gjøre det ; men naar 
skal det være ? “ 
„ Iaffen . “ 
„ Hvor skal jeg gaae hen ? “ 
„ Ingensteds . Beviset for at jeg taler Sandhed 
skal komme her , til Dem alene , er De saa fornøiet ? “ 
„ Jeg 
er saa mat og saa ængstelig , skal jeg 
staae op ? “ 
„ Bliv De kun liggende ; den Engel , jeg bringer 
Dem , er ikke bange for Sygeleiet . “ 
Han smilede venligt til hende , og gik , idet han 
efterlod hende i en temmelig oprørt og forstyrret 
Tilstand . Da han kom ind til Rosine , sagde han : 
„ Jeg vil forsøge en ny Cuur med vor Patient ; 
jeg vil see , om hun virkelig kan domme om , hvad 
der er Kunst og hvad der ikke er det . Jeg kjender 
en Sangerinde ved vor Opera , og jeg vil bede hende 
iaften synge et Nummer ved vor Kunstnerindes 
Seng . Det er en Cantate for de Fattige i Aanden , 
jeg kommer Klokken otte . “ 
Da Klokken var otte , havde en lille Kreds samlet 
sig i Jomfru Matthiesens Værelse ; det var 
Rosine , Madame Mortensen , Birthe og Madame 

Jørgensen , der dannede denne Forsamling . 
Carl havde ønsket et lille Selskab samlet , da han 
meente derved at give Scenen en vis Høitidelighed , og 
ingen Anden end Rosine vidste , at det Forestaaende 
havde noget andet Øiemed end at oplive og fornøie 
den Syge . Denne var selv i høi Grad spændt og 
ængstelig . 
„ Hvad mener Øe , at der vil skee ? “ hviskede 
hun til Rosine , „ jeg er saa gruelig benauet , jeg 
er tilmode , som om der skulde skee et Hexeri med mig . “ 
„ Vær kun ikke bange , “ sagde Rosine beroligende , 
„ en god , ung Dame , som tillige er en stor Sangerinde , 
vil komme til Dem , blot for at synge en Sang 
for Dem . “ 
„ Ja , han vil have , at jeg skal høre , at jeg er 
Ingenting ; men det overlever jeg ikke , siger jeg Dem . “ 
„ Jo , Øe gjør , Øe vil være fornuftig . Saadanne 
ydmygende Erfaringer høste vi Alle heri Verden , 
den Kloge lærer af dem , og bliver bedre , den 
Forfængelige og Svage forkaster dem , og gaaer under . “ 
„ 0 Gud ! — og saadan en lille Lampe ! — 
her seer vist meget fattigt ud . “ 
„ Her er reent og ordentligt , vær Øe kun rolig . “ 
Carl aabnede Doren , og en ung Qvinde traadte 

ind . Den lille Gruppe i Værelsets øverste Ende 
trykkede sig endnu mere tilbage i Krogen , kun Rosine 
blev staaende rolig ved Sengen , og maalte den 
Indtrædende med sit klare Blik . Sangerinden var 
simpelt klædt i en sort Silkekjole ; Hætten af hendes 
mørke Oversfykke bedækkede hendes Hoved , og da 
hun slog den tilbage , saae Rosine med Velbehag 
et skjønt Aasyn med alvorlige , fankefulde Træk . 
Intet Laant eller Udsmykket , intet Kunsflet ellerSæregent 
vanhældede hendes Væsens ædle Simpelhed . 
Hun nærmede sig Sengen . 
Uvilkaarligt reiste Jomfru Matthiesen sig 
halvt op , bleg og med tilbageholdt Aandedrag saae 
hun ind i de mørke Øine , der med deeltagende Forsken 
saae ned paa hende Der mødtes de endelig i 
denne fattige Vraa høit oppe under Taget , Kunstens 
indviede Andling og dens ynkelige Caricatur ; de betragtede 
hinanden ufravendt , de syntes begge at lytte 
som for at erfare , om noget Hjerteslag bragte dem 
til at mødes i medfødt Sympathie ; men de havde 
Intet at sige hinanden , som kan udtales i Ord . Da 
satte Sangerinden sig paa den srembudte Stol ved 
Sengen , foldede sine Hænder i Skjødet , og sang en 
Romance . Som sølvklare Perler fra det underfulde 

Kildevæld , Naturen har dannet i det menneskelige 
Bryst , rullede Tonerne hen i den lille , snævre Stue ; 
aandeløst lyttede Alle med bankende Hjerte , og da de 
sidste af dem hendøde i Luften , var det som om 
deres Gjenlyd endnu svævede langs Væggene i det 
trange Rum , og bølgede under det mørke Loft . Den 
Syge havde lyttet til med stivt stirrende Øine og 
aaben Mund , nu sank hun tilbage paa Sengen , og 
vred krampagtigt sine Hænder . 
Sangerinden fulgte hendes Bevægelser , hun saae 
sig om i Stuen , og endelig faldt hendes Blik paa 
Rosines Psalmebog , der laae paa Bordet ved Sengen . 
Hun tog den i sin Haand , slog op i den , og sang 
Psalmen : 
Sørg ei , om end Du tynges 
Af Kors og Kummer ned ! 
Guds klare Dag forynges 
Med Herrens Lys og Fred ; 
Husk , gjennem Oval og Trængsel 
Gaaer Du i Jesu Navn 
Til Hvile for al Læmgsel , 
Til Trøst for alle Savn ! 
Og over Dig lians Naade 
Hver Morgen bliver ny ; 
Thi lad Gud Herren raade , 
Og Dine Sorger flyet 

De Stjerner , som forsvinde , 
Det Haab , som flumred hen , 
De Glider , som udrinde , 
Alt finder Du igjen ! 
Hun lagde Bogen , og reiste sig . 
„ Saaledes synge Englene i Himlen ! “ hviskede 
Carl bevæget til hende , idet han hjalp hende at iføre 
sig sit Overtøj , hun vendte sig fra ham , og lagde 
sagte et lille Papir paa Bordet - den Lykkeliges 
Gave til den Ulykkelige . 
„ Tak , tusind Tak ! “ sagde Carl , da han nede 
i Porten hjalp hende i Vognen , „ jeg haaber nu det 
Bedste , De seer , min Veninde ! at Kunsten ogsaa 
har sin Mission ! “ 
Hun nikkede smilende til ham , og Vognen rullede 
bort . 
Da han igjen kom op , havde Alle stiltiende 
forladt Værelset , og overladt Patienten til sine egne 
Betragtninger . Carl traadte sagte ind , og satte sig 
paa den ledige Plads ved Sengen . Hun havde 
slaaet Lagenet over Hovedet , og han ventede taus 
paa , at hun skulde tale til ham . Endelig slog hun 
Lagenet tilside , og saae paa ham . 
„ Naa , der er De , “ sagde hun , „ De har gjort 
mig gyselig ondt , veed De det ? “ 

„ Ja , det smerter , naar et gammelt Onde udrives 
med Rode ; men det gavner . Saaret læges 
med Tiden , og Smerten glemmes . “ 
Der opstod en lille Panse ; hendes Blik faldt 
paa Papiret paa Bordet , hun tog det , aabnede det , 
og en tung Taare rullede ned ad hendes Kind . 
„ Hvad hedder hun ? “ spurgte hun . 
Han nævnte hendes Navn . 
„ Sig hende , “ sagde hun , „ at hendes Navn hviler 
evigt her ! “ og hun slog sig for sit Bryst , saa 
at en for Hoste undslap det . 
„ Og nu , “ sagde Carl , „ hvad Beslutning har 
Øe taget ? “ 
„ Jeg vil gjøre , hvad Øe vil have . Tal blot 
aldrig til mig , om hvad jeg har været ; jeg flammer 
mig over det . Hvis Øe faler til mig om det , gaaer 
jeg ud og drukner mig . “ 
Carl smilede . „ Jeg tier gjerne derom , “ sagde 
han , „ Øe ernærede en Moder , hvorledes , del er nu 
det Samme . “ 
„ Ja , jeg vil bestille Noget . Skal jeg sætte mig 
hen og sye ? “ 
„ Nei , det vilde trætte Dem formeget , jeg kar - 
tænkt paa noget Bedre . Jeg kjender en agtværdig 

Kone , der forfærdiger alle Slags smaae Kunstsager 
af Haar , Kjæder , Ringe , Sløifer , Blomster og 
Sligt , havde Te Lyst at lære hendes Haandtering ? “ 
„ O ja , det var jo nydeligt — jeg forstaaer Dem 
— Erindringer , Souvenirs — det er yndigt at sysle 
med — og saa — “ lagde hun til med et svagt Suk 
— „ det var dog altid lidt Kunst . “ 
„ Ganske vist , “ sagde Carl , „ De er vist nem 
paa Fingrene , naar De først har lært Grebet , vil 
De gjøre nye Opfindelser , Deres Navn vil blive 
bekjendt , og Deres Lykke er gjort . “ 
Hun smilede venskabeligt til ham . 
„ De har rigtignok behandlet mig haardt , “ sagde 
hun ; „ men De forstaaer , at gjøre det godt igjen . 
De er en ædel Characteer . “ 
„ Men , “ sagde han , „ vi maae vel tænke paa 
en simpel , mørk Kjole , der passer til vor fremtidige 
Stilling ; et solidt Udvortes er den første Betingelse 
for at vinde det handlende Publikums Tillid , især 
her , hvor der tidt knytte sig alvorlige og ømme 
Tanker til Fabrikatet . “ 
„ Jeg forstaaer Dem , “ svarede hun , „ ikke længer 
Matthea , men Jomfru Matthiesen slet og ret . 
Imorgen skal Sommerfuglen kaste sine Vinger — “ 

hun pegede med en theatralsk Bevægelse til Garderoben 
paa Væggen — „ og den stakkels Kaalorm 
sidde i al sin Tarvelighed tilbage . “ 
„ De er et udmærket Fruentimmer , “ sagde Carl , 
„ jeg har ikke taget feil af Dem . “ 
Næste Morgen saae man Jomfru Matthiesen 
til Alles Forbauselse med en stor Byldt under Armen 
gaae ned af Trappen og ud i Byen , og nogle Timer 
efter kom hun hjem i saa adstadig en Skikkelse , som 
om hun havde været en Methodisfinde . Hun var 
mørkt klædt fra Top til Taa i et meget tarveligt 
Stof , Forvandlingen var foregaaet , Sommerfuglen 
havde kastet sine Vinger . 
„ Jeg er virkelig glad over , “ sagde hun til Rosine 
med et melancholsk Suk , „ at jeg endelig engang 
er paa det Rene med mig selv . Det begyndte virkelig 
ogsaa at blive altfor piinligt at løbe om til 
disse Directeurer , det føler jeg nu først rigtigt . Jeg 
var hos Haurkunstnerinden , ret en vakker Kone , og 
saa høflig ! Der Hele tiltalte mig overmaade , det 
passer just for mig , forstaaer De , disse Haarlotter , 
disse Monumenter paa Kjærlighedens Grav , Erindringer 
om Fortiden — det stemmer saa ganske med . 
mine nuværende Følelser . Og saa er det jo mere r 

solidt — hun har et nydeligt Indbo , og det var en 
udmærket Kaffe , hun gav mig . Hun hedder Fru 
Wisselmann — hun er Enke og alene — „ Wisselmanns 
Efterfølgerinde “ , det lyder siet ikke saa 
galt . “ 
For Birthe var dette ogsaa en mærkelig Dag , 
da paa denne hendes Sag med Madame Matzen 
fik sin Afgjørelse . Hele det Personale , der havde 
været samlet i Porten hiin mindeværdige Aften , vidnede 
Alle , at en Ørefigen var faldet ; men seet , hvo , 
der tildeelte den , havde unægtelig Ingen , eftersom 
der netop i det Øieblik havde været mørkt . Birthe 
benægtede standhaftig at have givet noget Slag ; men 
alle Omstændigheder vare hende imod , og der var 
den allerstørste Grad af Sandsynlighed for , at hun 
havde gjort det , saameget mere som hun Ingen kunde 
opgive , som hun kunde have mistænkt for det . Det 
blev derfor henstillet til Birthe , om hun dristede 
sig til at aflægge Eed paa , at hun ikke havde slaaet 
Madame Matzen ; gjorde hun det , skulde hun være 
fri for al videre Tiltale i denne Sag ; men gjordehun 
det ikke , havde hun at betale en passende Mulct 
for at have udtrykt sine Følelser mod en Medborgerinde 
mere tydeligt , end Loven tillader , hvorved hun 

tillige som en Advarsel for Fremtiden vilde faae den 
Fornøielse at betale Sagens Omkostninger . Hun fik 
imidlertid nogle Dages Betænkningstid , og kom megek 
harmfuld hjem . 
„ Det var da en rar Redelighed ! “ sagde hun , 
„ saa nu skal jeg gjøre min ( Led paa , at jeg ikke har 
slaaet den flemme Qvinde . Den Hævn fik hun da 
over mig . Ikke fordi jeg jo gjerne kan bande paa 
det ; men jeg holder ikke af at have formeget med 
vor Herre at gjøre . Det duer ikke at spise Kirsebær 
med de Store . Jomfruen seer saa vist paa mig , 
ja , Hver har nu sin Maneer . Nogle skal altid hænge 
i med ham , og lade som om de var saa farlig glade 
ved ham , jeg mener nu , det er bedst , Enhver skjøtter 
Sit . “ 
„ Men tør nu ogsaa Birthe virkelig kalde Gud 
til Vidne paa , at hun ikke har slaaet Madame 
Matzen ? “ spurgte Rosine med et alvorligt Blik , 
„ har Birthe ogsaa veiet alvorligt i sin Samvittighed , 
hvad det vil sige ? Husk paa , Birthe , at Han 
saae i den mørke Nat , da De stod ved Siden af 
den slemme Kone , og hendes hvasse Tunge maaskee 
fristede Dem til et uforsigtigt Slag . Husk paa , at 
Han seer alle vore Gjerninger , selv dem , der skee i 

Mørket , og at før Ham er Intet sfjult . Hvad kan 
det nytte , øm Birthe vinder sin Sag , og gaaer 
triumpherende børt , naar der dog kommer en Dag , 
da hun maa staae dobbelt ydmyget og elendig for 
Gud og de Mennesker , hun har skuffet . “ 
Birthes Ansigt fortrak sig under denne Tale , 
hun trak Naalen i sit uldne Shawl ud og ind , og 
vilde ikke see op . Rosine saae det , og hun følte 
en smertelig Overbeviisning om , at Birthe ikke 
havde nogen retfærdig Sag , men at hun i blind 
Trods hellere vilde aflægge en falsk Eed , end at staae 
tilskamme for Husets Beboere og udsætte sig for 
deres Spot . Hun mindedes , hvor ofte Birthe havde 
givet Beviser paa sine eiendommelige Anskuelser af 
Ret og Uret ; uvilkaarligt fremstillede sig for hende 
den djerve ørefigen , hun engang havde givet Lars , 
og den vistnok af Hævnlyst aabnede Kjælderlaage , 
og hun blev grebet af Angst for den sidste og største 
MiSgjerning , hun vel saae hende istand til at begaae . 
„ Birthe , “ sagde hun med bevæget Stemme , 
„ for Guds og Deres egen Skyld , betænk Dem vel ! 
Begaa ikke en utilgivelig Synd ! “ 
„ Jomfruen troer altsaa- , at jeg har slaaet hende ? “ 
spurgte Birthe med qvalt Stemme . 

„ Jeg frygter for det , “ svarede Rosine . 
„ Jomfruen troer altid Ondt om mig , “ vedblev 
Birthe , „ Jomfruen troede engang , at jeg havde 
ladet Kjældcrlemmen staae aaben med Villie , og det 
havde jeg dog ikke . “ 
„ Jeg troer Birthe , “ sagde Rosine ; „ og det 
kunde endelig ogsaa være del Samme , om Birthe 
havde forsyndet sig mod mig , som kun er et stakkels 
Mennefle ; men mod den retfærdige Gud ! Ak , 
Birthe ! “ — og hun greb Pigens modstræbende 
Haand , „ Sandheden er saadan en hellig og dyrebarTing , 
er det ikke tusinde Gange bedre med ærligt 
Mod at sige : „ Jeg gjorde det , jeg vilde skjult det ; 
men nu da Gud paakaldcs , tor jeg ikke længer ! “ “ 
Birthes haarde Haand rystede i hendes ; men 
hun svarede kun kort : „ Jeg slog hende ikke . “ 
I dette Øieblik traadte Carl ind ; glad ved at 
faae ham til Undsætning , fortalte Rosine ham 
hastigt Alt . 
„ Naa , saaledes ? “ sagde han harmfuldt , „ den 
hellige og alvidende Gud skal kaldes kil Vidne paa , 
at Birthe ikke har givet Skoslikkerens Kone et 
Dask , et stolt Vidne , Du der har for Metten , 
Birthe ! O , ærefrygtsløse Slægt ! En værdig 

Guds Tjener , den Retsbetjent , der remser Formularen 
op , værdige Vidner ved den Allerhøjestes Paakaldelse , 
de pligtskyldige Stokkemænd , og et værdigt 
Tempel for hans hellige Nærværelse , et smudsigt 
Retslocale ! Det undrer mig ikke , om I andre 
Uvidende ansee det Hele for en Forretning , en mindelig 
Overeenskomst med Sandhedens ypperste Vidne . 
Hvorfor ikke tale reent ud , og stævne Herren i de 
rette Udtryk , hvorfor ikke lade ham vide , at hvis 
han ikke giver Møde , vil han hjemfalde til Udeblivelsesstraf 
efter Loven ? Hvorfor ikke sige strax : „ O , 
Du hellige og alvidende , store og almægtige Gud , 
behag at give Møde i Criminalkammeret den og den 
Dag og Time ; det er vitterligt , at Du var tilstede 
i Porten hiin Aften , og Birthe Jensdatter agter 
nu at føre Dig som lovligt Vidne mod Adriane 
Platzen , at hun hiin Aften ikke har tildeelt hende 
en Ørefigen paa den venstre Kind ; det høre Du , 
retfærdige Gud ! og undlade ikke at give Møde efter 
Stævning . “ Ikke saa , Birthe , saaledes er det ? “ 
„ Candidaten spøger saa fælt , “ sagde Birthe , 
skræmmet af hans luende Blik . 
„ Jeg spøger ikke , “ sagde han , „ det er en styg , 
hæslig Alvor . Der slaaes ikke et elendigt Potteskaar 

itu i denne Verden , uden at den allerhøieste Dommer 
kan nedkaides for at vidne om det , hvis Sagens 
Omstændigheder ere gunstige . Enten Birthe har 
slaaet eller ikke slaaet Konen dernede , saa raader jeg 
Birthe alvorligt af holde sin Haand ubesmittet af 
denne Forargelse , og siger : „ Sværg ikke ; thi Du 
skal ikke tage Herren Din Guds Navn forfængeligt . “ “ 
„ Bien alle de Andre , “ svarede Birthe tøvende , 
„ de ville troe , af jeg har gjort det . “ 
„ Det gjøre de dog alligevel , “ sagde han , „ og 
Gud er dog mere end Menneskene . Troer Birthe 
ikke det ? “ 
„ Jo vel , “ svarede Birthe , „ det vilde jo være 
underligt ikke af troe det ; men jeg tænker da ikke , 
af han saadan passer paa Alting . Det blev da vel 
besværligt . “ 
„ Saa Birthe troer , af man kan kalde paa 
ham , og han hører det ikke . “ 
„ Aa , han hører vel saameget ; skulde han agte 
paa alt det , fik han nok af gjøre . “ 
„ Ja , efterBirthes Forestillinger . HarBirthe 
aldrig en bange Fornemmelse af , af han vogter paa 
Alt , hvad Birthe gjør ? “ 

„ Nei — “ svarede hun langsomt , og dreiede sig 
fra ham , „ det kan vel undertiden komme paa Een . “ 
„ Og naar det kommer paa Birthe , føler hun 
saa ikke en inderlig Trang til at lukke op for sit 
Hjerte og sige Sandheden , ene og alene for Guds 
Skyld ? “ 
Der viste sig Tegn til en svag Kamp hos 
Birthe ; men den haarde Natur feirede . Hun samlede 
sit Tøi om sig , saae stivt med sine store , lysegraae 
Øine paa dem begge , og sagde afgjørende : 
„ Jeg er ikke bange for at sværge ! “ og dermed gik hun . 
I hele Huset yttrede sig en iøinefaldende Spænding 
efter at see Sagens Udfald , megen Tid gik tilspilde 
med at drøfte , om Birthe dristede sig til 
Eden eller ei , og høist forskjellige vare Meningerne 
derom . 
„ Hun tør ikke , “ sagde Madame Matzen , „ jeg 
kan endnu see hendes Fingre paa min Kind . “ 
„ Ja , men de see ud som tre sorte Fingre , “ 
sagde Madame Jørgensen betænkeligt , „ og det 
veed De nok , hvad betyder . “ 
„ Det kunde , ved den levende Gud ! aldrig falde 
mig ind at sværge paa Noget , “ sagde Hansine livligt , 
„ hvorfor skal man rode sig ind i Forlegenheder ? 

Naar mit Herflad har spurgt mig om Noget , har 
jeg altid svaret : „ Fruen maa forlade mig , jeg veed 
det ikke , min Hukommelse er saa kort . “ “ 
Men Dagen kom , og Birthe aflagde Eden . 
Da hun kom hjem , og gik ind af Porten , havde 
hun løftet Hovedet noget høiere end ellers , hun 
havde jo nu aflagt et klart Vidnesbyrd om , at hun 
havde Ret ; men denne Triumph varede kun kort . 
Huset var af en anden Mening . Der blev ikke talt 
til hende , nei , tvertimod , det var som om Alt veg 
tilbage for hende og undgik hende ; hvor hun kom , 
forstummede Samtalerne , der var ingen Hilsen mere , 
intet skjemtende eller spottende Ord , kun undvigende 
Blikke og fordømmende Miner . „ Lad dem kun 
flabe sig , “ tænkte Birthe trodsig , „ jeg behøver dem 
ikke ; “ men da en Dag Skomagerdrengen gik hende 
forbi , og med et betydningsfuldt Smiil løftede tre 
Fingre op til sin Kaskjet , da var det forbi med 
Birthe , hun veg tilbage , og skjulte sig i sin Kjælder . 
Kun naar det var nødvendigt , sneg hun sig 
lydløst op af Trappen til Rosine . 
Rosine var ret mismodig over alt dette ; 
Vinterdagene blev mørkere og mørkere , Birthe gik 
taus om , og saae ned for sig , og fra Frits havde 

Ingen Hørt Noget siden . Til Lisbeth saae hun 
Heller ikke Noget , og hun følte , at det var bedst at 
slaae hende reent af Tankerne ; men hun kunde det 
dog ikke . Naar hun saaledes sad og syede i det 
graablege Dagslys og tilsidst langt henad den mørke 
Aften ved sin lille Lampe , lagde der sig ofte dunkle 
Skygger om hendes Sind . Mangen Een finder det 
vanskeligt at være glad i venlige , hyggelige Omgivelser , 
i Skinnet af Lys og kjærlige Øine ; med 
nogen mere Ret kan Hjertet finde sig beklemt paa 
Aarets solforladte Tid i et snævert Rum , ved uafladeligt 
Arbeide og i stille Eensomhed . Frem og 
tilbage fløt Naalen ; men Ro sin es Tanker fløi ikke 
med , , tunge og trætte løde de Vingerne synke , og 
mangen lydløs Taare listede sig ned øver hendes 
Kind . 
En Aften kom Birthe øp til hende , og stillede 
sig med et melancholsk Suk op af Kakkelovnen . 
„ Det 
blæser svært iaften , “ sagde hun , „ og 
Gaden er hvid af Snee . Kors bevares , hvor der 
dog er lidt Luft i denne By ; selv naar det blæser , 
er her blot Træk og ingen Luft ; Een bliver ganske 
trang om Hjertet . “ 

„ Ak ja ! “ sukkede Rosine . 
„ Jeg vilde ønske , jeg havde et Ærinde ude paa 
Marken , “ vedblev Birthe , „ før var jeg da ikke saa 
forlegen før at blive sendt ud af den varme Stue ; 
men siden jeg hele Dagen sidder og lugter til Ost 
og Pølse , synes jeg , det maatte være en Spas at 
trave om i Sneen og Blæsten . “ 
„ Gud hjælpe dem , der skulle det , Birthe , “ 
sagde Madame Mortensen , grædende sine Hænder 
med Belbehag , „ her er rigtig saa luunt og godt . “ 
Birthe lang lidt ; derpaa sagde hun i en halvsagte 
Tone : 
„ Der var et fælt Spektakel dernede før ; hende , 
Madamen derovre , som jeg ikke gider nævne , holdt 
et farligt Huus med sin Mand , jeg troer , de sloges . 
Saa kom han op af Kjælderen , ganske hvid i sit 
Ansigt , og løb ud af Porten som en Gal ; hun gik 
ned til Vort , og mit Sødskendebarn bød hende ind 
i Stuen , før hun vilde ikke have hende i Boutiken , 
at hun ikke skulde gjøre Spektakler . Hun vilde have 
Mere at drikke , og talte fælt om sin Mand : „ Jeg 
er ikke den , der vil gjøre Ufred , “ sagde hun ; „ men 
jeg kunde slaae hans Hoved itu . “ Og saa græd 

hun , og saa loe hun , og saa drak hun igjen . Det 
gad jeg ikke høre paa , og saa gik jeg herop . “ 
Rosine svarede ikke , hun syede og syede , og 
hendes Hjerte krympede sig sammen i sørgelige 
Tanker . Madame Mortensen faldt i en blid 
Søvn i sin Lænesfol , Birthes store , mørke Skikkelse 
forlod Kakkelovnen , og stred ud af Stuen med 
et dumpt : „ Godnat ! “ , og Luften blev tung af qvælende 
Tanker . Rosine lagde sit Sytøi sammen , og 
tog et Shawl over Hovedet for at gaae ned og 
trække lidt frist Luft . 
Lampen brændte svagt i Porten , der var stille 
og eensomt , og hun gik sagte op og ned . Ude i 
Gaarden faldt Sneen , hvid og lydløs , den faldt 
over de sorte Brostene , over Kar og Brædter , og 
den lagde sig til Ro i alle Karme og Aabninger , 
Rosine standsede paa sin Vandring , og saae tankefuld 
paa den . Da vaktes hun af en svag Lyd af 
en knirkende Dør , en lille Skikkelse kom frem , og 
styrtede sig henimod hende ; den greb om hendes 
Knæe , trykkede sit Hoved imod dem , -og brast i convulsivisk 
Graad . 
„ Lisbeth , lille Lisbeth ! “ sagde Rosine med 
skjælvende Stemme , og drog hende op i sin Favn . 

Barnet svarede ikke med Ord , men kun med 
vilde Kjærtegn . 
„ O , rolig , rolig ! “ sagde Rosine bønfaldende , 
„ o , Lisbeth , tal til mig , hvor er Din Moder ? “ 
„ Derovre ! “ svarede Barnet med en heftig Bevægelse 
mod den anden Kjælder . 
„ Du veed , at vi maae ikke sees , “ sagde Rosine 
med Smerte , „ ikke nu , Lisbeth , vi maae 
vente , engang , naar Du bliver stor , vil Du besøge 
mig , indtil da maae vi sfilles . Vær et godt , taalmodigt 
Barn , vær — “ hendes Stemme qvaltes 
af hendes Taarer , de klyngede sig til hinanden , og 
græd tause . 
„ See , Lisbeth , “ sagde Rosine endelig , og 
løsnede Barnets Arme fra sin Hals , „ see , hvor 
Sneen falder tung , see , hvor mørk Himlen er deroppe ; 
men bag Skyerne staae dog Stjernerne , ikke 
sandt ? Naar det tange Sneetæppe drages bort , 
ville de atter skinne . Husker Du Historien om den 
stakkels Asfepot , hun troede , at hun altid skulde 
sidde i den mørke Skorsteenskrog ; men gode Feer 
vaagede over hende , og hun blev dog lykkelig . Den 
gode Gud vaager over Dig , vil Du tænke paa det , 
naar Du sidder alene nede i Morket ? “ 

„ Ja , “ svarede Lisbeth , „ maa jeg ikke ogsaa 
nok tænke paa Dem ? “ 
„ Jo , mit Barn ! tænk paa mig , tænk paa , at 
jeg har bedet Dig være from og taalmodig . “ 
„ Fader er gaaet bort , “ sagde hun ængsteligt , 
„ jeg er alene med Moder . “ 
„ Moder vil gaae iseng , “ sagde Rosine med 
bankende Hjerte , „ og saa vil Du ogsaa sove . “ 
Lisbeth saae sig om i Porten , uden at slippe 
sin Venindes Haand . 
„ Om Sommeren skinner Solen , “ sagde hun , 
„ hvorfor lader den gode Gud den ikke skinne ogsaa 
om Vinteren ? “ 
„ Fordi det er hans urandsagelige Villie , “ svarede 
Rosine dybtbevæget , „ at Solen og Lykken ikke 
altid skulle skinne over Menneskenes Hoveder . “ 
„ Hvorfor holder min Moder ikke af mig ? “ 
„ Hun holder af Dig , en Moder maa elske sit 
Barn , og selv om hun ikke elskede Dig , vil Du 
elske hende . Hun har født Dig , næret Dig ved sit 
Bryst , om hele Verden forlod hende , vil Du elske 
hende . Selv om alle Mennesker saae hendes Fald , 
og spottede hendes graae Haar , vil Du ære dem og 
holde dem hellige . “ 

„ Siden De siger det , vil jeg . “ 
„ Saa godnat , mit eget , kjære Barn ! Godnat 
for sidste Gang ! Jeg vil forlade dette Huus , 
vi ville hver gaae sin Vei , men altid tænke venligt 
paa hinanden . Engang om mange Aar , naar Lisbeth 
er en voxen Pige , vil hun besøge sin gamle 
Veninde , og saa ville vi glæde os over at have 
elsket hinanden trofast , og saaledes , at den gode Gud 
har seet med Velbehag til vor Kjærlighed . Godnat , 
mil kjære , gode Barn , godnat til en gladere Morgen ! “ 
Alter 
og atter omfavnede og kyssede de hinanden 
i Afskedens Smerte ; da aabnedes Spækhøkerens 
Kjælderdor , og Madame Bkatzen stavrede buldrende 
op . 
„ See der , “ sagde hun stammende til Spækhøkerkonen , 
der med et Lys i Haanden saae efter 
hende , „ see , der staaer det uforskammede Fruentimmer , 
og forlokker mit Barn ! Lisbeth , Djævleunge , vil 
Du blive fra hende ? “ 
Rosine slap Barnet , og vendte sig mod 
hende . 
„ Sig ikke , at jeg forlokker hende , “ sagde hun , 
halvt bedende , halvt besværgende , „ jeg siger hende 

Farvel , og reiser fra dette Huus . Allerede imorgen 
er jeg borte , og gaaer Dem ikke mere iveien . “ 
„ Det er godt , det , De der siger , “ sagde Konen 
med en harmfuld Latter , „ De kan for mig gjerne 
blive heri Huset , jeg jager Ingen bort , jeg er Viceværtinde , 
og Leierne maae gjerne blive her for mig . 
— Men , tro mig , “ tilføiede hun med udbrydende 
Forbittrelse , „ kom ikke tiere her i Porten , hvis De 
har Deres Liv kjcerr , jeg knækker Arme og Been 
paa Dem , hvis jeg træffer Dem oftere her ! “ 
„ O , vær blot rolig , “ bad Rosine angst . 
„ Gaa , vil De gaae ? “ raabte hun , og pegede 
til Trappen . Spækhøkerkonen , greben af simple 
Folks feige Angst for at blive Vidne til noget Ulovligt , 
trak sig hurtigt tilbage med sit Lys , og forsvandt 
bag sin lukkede Dør . Rosine veg tilbage 
for den Rasendes truende Haand , og af Frygt forend 
yderligere at opbringe hende steg hun op af 
Trapperne med hastige Trin . Konen lyttede efter , 
til hun var forsvundet i de øverste Etager , derpaa 
mumlede hun med et haanligt Latterndbrud : „ Hun 
er dog bange for at have med mig at gjøre . “ 
Derpaa vendte hun sig til Barnet , der skjælvende 
havde trukket sig tilbage til Kjælderdøren : „ Er 

Du kommet herop , “ sagde hun , og trak hende frem 
ved Armen , „ godt , saa kan Du ogsaa blive her , og 
vente paa Din Fader . “ 
„ O , Moder , lad mig gaae ned med ! “ bad hun 
grædende . 
„ Bliv , siger jeg ! “ raabte Moderen heftigt , og 
stødte hende tilbage , „ jeg har forbudt Dig at gaae 
op til hende , nu kan Du blive her inat . Her er 
godt nok til Dig ; rør Dig ikke af Pletten , siger jeg , 
eller Gud naade Dig ! “ 
Hun aabnede Kjælderdøren , og lod den falde i 
efter sig med et Bulder ; Bulderet forlængede sig 
gyseligt i det lyttende Barns Øren som en Udelukkelse 
fra Lyset og Varmen og Hvilen . Hun sprang 
henimod Døren , slog paa den med sine smaae Hænder , 
og bad : „ Moder , luk mig op , her er saa koldt 
herude , jeg døer til imorgen ! “ Bien ingen Stemme 
svarede . Døren var kold som Iis , endnu koldere 
var Moderens Hjerte , ingen af dem aabnede sig for 
Kaldet . 
Barnet stod alene i Mørket ; Lampen i Porten 
var oset ud , og kun et svagt Lysskjær viste , hvor 
Gaardspladsen var . Længe troede hun , at det kun 
var en tom Trudsel , at hun skulde tilbringe Natten 

her paa de vaade Stene , i den klamme Natteluff , 
og hun holdt sig knuget tæt op til Kjælderdøren . 
Saalænge hun saae Lys i Spækhøkerkjælderens Vinduer , 
syntes hun , at Natten endnu ikke rigtigt var 
faldet paa ; men ogsaa denne Trøst udslukkedes med 
Lysskjæret fra dem . Hun kunde banket paa Døren , 
og bedet om Huusly ; men uden at gjøre sig nogen 
tydelig Forestilling om hvorfor , følte hun , at man 
ikke vilde vove at tage hende ind . Med Andres 
Eiendom tør man ikke befatte sig , og hun tilhørte 
jo sin Fader og Moder . Det var ogsaa den eneste 
Tanke om at undflye sin Skjæbne , som opstod hos 
hende , og den sluktes snart af den haabløse Visbed 
om at være afhængig af den berusede Moders Villie . 
Hendes Fader kunde komme hjem , og ethvert Tag i 
Porten , der var blevet staaende uaslaaset , gav hende 
Haab om hans Hjemkomst ; men mange Gange gik 
tunge Trin hende forbi i Mørket , for at forsvinde 
andetsteds , og han kom bestandig ikke . Tydeligt 
kunde hun i Nattens Stilhed høre Slagene af Petri 
Kirkes Uhr , og da hun med bankende Hjerte havde 
talt tolv , vidste hun ogsaa , at han ikke vilde komme 
og forløst hende . Atter bankede hun sagte paa 
Kjælderdøren , og hviskede : „ O , Moder , luk mig 

ind ! “ men der kom intet Svar . „ Hun sover allerede , “ 
sagde hun til sig selv , og hun tittede op til 
alle Gaardsrummets mørke Vinduer , og sagde bedrøvet : 
„ De sove alle . “ Det var altsaa afgjort , 
hun skulde tilbringe Natten her . Hun gav sig ikke 
til at græede , som et mere forvænt Barn maaskee 
vilde have gjort ; tidlig havde upaaagtede Klager og 
forhaanede Taarer lært hende Dyrets taalmodige 
Resignation , hun svøbte fine Klæder sammen om sig , 
og satte sig paa Kjældertrappen . Himlen vedblev at 
sænke sit Sneetæppe over Jorden til Varme for 
denne , men ikke for det menneskelige Kjød og Blod , 
der kjølnedes langsomt og sikkert i Nattens fugtige 
Luft . 
„ „ Tænk paa , at jeg har bedet Dig være from 
og taalmodig , “ “ gjentog Barnet for sig selv , hun 
gjentog det atter og atter med bævende Læber og 
klapprende Tænder som en Talisman mod Smerten 
og Haabløsheden , og hun gjentog det , indtil Nattens 
Kulde og Søvnen overvældede hendes Sandser . Hun 
tog sit lille Forklæde op om sine blottede Arme og 
sit Isnende Hoved , lænede sig til Væggen , og sank 
hen i en Slummer , ber snurt blev til Bevidstløshed . 


Sneeskyerne vare trætte af at nedsende deres 
fugtige Duun , de breve langsomt til Siden som et 
svært Fartøi for en jern Kuling , og Himlen blev 
klar , Nattens Stjerner funklede atter ; gjennem dem 
saae klare , medlidende Øine ned paa den brødebetyngede 
Jord , som havde tilsløret sine Sorger og 
Synder med et kortvarigt Blund . De saae ned 
paa den mørke Kjældertrappe , hvor Barnet laae 
hensjunket i dodlignende Dvale , og de saae rundt 
i Berden paa Tusinder , der vare hendes Lige , hvis 
Rosenkinder vare blegnede under Trældommens Tryk , 
og hvis Blik havde mistet sit himmelske Lys i det 
Mørke , lunefuld Vilkaarlighed og despotisk Ubarmhjertighed 
havde udbredt om dem . De saae dem 
med Guddomsbilledet forstyrret i Sjælen , og Legemet 
besmittet og sønderbrudt , og ingen Frelse for 
disse uskyldige Martyrer , som et egenkjærligt Samfund 
holdt i uopløselige Lænker . Det var Lovens 
Trældom uden Evangeliets forløjende Frihed , og det 
var som om der fra Nattens Bryst hævede sig et 
langt , tungt Suk . Det gik iisnende henover Jorden , 
de dryppende Vanddraaber stivnede i det til Chrystaller , 
Sneen knittrede under Vandrerens Trin , og 
da Morgensolens Straaler hævede sig over Synskredsen , 

var der overalt beredt tusinde Speile til at 
opfange dens forste , rødmende Gjenskin . 
Der kom Mennesker gjennem Porten , nogle 
kastede maaskee et nysgjerrigt Blik paa den Gjenstand , 
der laae sammenrullet i Kjcrlderhalsen , Andre 
gik ligegyldige forbi , uden at see tilhøire eller tilvenstre ; 
endelig kom en Soldat med stærke , gjenlydende 
Trin , han skulde op til Skomageren ; men 
da han saae over , og saae det , der laae ved Kjælderdøren , 
gik han tilbage , og undersøgte , hvad der 
fandtes skjult under det brogede Stykke Tøi . „ Et 
Barn ! “ sagde den stærke Mand med underlig sagte 
Stemme , han flap Forklædet , og efter et Øiebliks 
Overvejelse bankede han paa Spækhøkerens Dør , og 
fortalte , hvad han havde seet . Nu blev der paa engang 
paa en forunderlig Maade levende i Porten , 
hvorfra og hvorledes alle disse Mennesker kom sammen , 
kunde Ingen sige ; men de vare der , og stimlede 
tæt sammen om Barnet . 
„ Hun er død , “ sagde En dæmpet . 
„ Nei , hun er kun bevidstløs , “ sagde en Anden . 
Hun blev løftet op ; paa det blege Barneansigt 
laae en uendelig Taalmodighed , og uvilkaarligt lød 
medlidende og deeltagende Udbrud i Kredsen . 

„ Hvor hører hun hjemme ? “ spurgte Soldaten , 
og da mange Hænder pegede paa Kjælderdøren , slog 
han et Par sfærke Slag paa den . 
Da trængte Spækhøkerkonen sig frem gjennem 
Mængden , der strax gav Plads for hendes vigtige 
Person . 
„ Nei , ved Gud , om hun skal derned ! “ sagde 
hun , og tog Barnet fra den , der bar det . „ Nu 
tager jeg hende ned med mig , og jeg vil see , hvem 
der skal faae Lov til at hente hende . “ 
Som ved et Vindpust vare alle selvsyge Følelser 
bortveirede hos denne Mængde , der før havde stillet 
sig beskyttende om Moderens Rettigheder , mange flere 
travle Hænder , end der behøvedes , hjalp Spækhøkerkonen 
at bære Barnet , at aabne Døren til hendes 
Leilighed , og bringe hende til Hvile paa Sengen . 
Denne var tæt omringet af spændte og nysgjerrige 
Ansigter , og kun nogle Faae bleve staaende i Porten 
for at see , hvad Soldatens Bestræbelser for at vække 
den anden Kjælders Beboere vilde føre til . 
„ Der er vist Ingen hjemme , “ sagde han endelig , 
seende sig om . 
Birthe kom til , og sagde : „ Hun ligger vel 
dernede , og sover Rusen ud . Slaa bedre til ! “ 

Han slog med Hænder og Fødder ; men Ingen 
svarede . Da kom Skoflikkeren ind af Porten ; han 
var bleg og forsviret ; men han blev dog endnu blegere , 
da der i faae Ord blev meddeelt ham , hvad 
der var hændt . Han saae sig om i Kredsen , og 
sagde : „ Hun var reent Djævels igaar , og slog efter 
mig med Ildtangen . Jeg blev saa gal indvendig , 
at jeg vilde gaae ud og drukne mig ; men da jeg 
var kommet paa Gaden , betænkte jeg mig . Jeg har 
inat ligget paa Bænken hos en Værtshuusholdcr , 
og var det ikke for Barnets Skyld , var jeg ikke 
kommet tilbage . “ 
Han tog en Nogle op af Lommen , og aabnede 
Indgangsdøren . Der var mørkt dernede , og man 
kunde ikke strax see , hvad der laae paa Trappen , 
men det varede ikke længe , før man saae det . I 
Rusen og Vreden var Skoflikkerkonen styrtet hovedkulds 
ned , og havde slaaet Hovedet mod Gulvet ; 
enten hun var død strax , eller ikke havde formaaet 
at reise sig , og saaledes senere var gaaet over fra 
Bevidstløshed til Død , vidste Ingen ; men tung og 
død var hun , og da hun laae udstrakt paa sin Seng , 
tvivlede Ingen derom . 
Skoflikkeren rørte ikke selv ved sin Kone ; men 

han fulgte taus efter dem , der bare hende hen til 
Sengen . Da hun laae der , og den skyndsomst tilkaldte 
Læge havde erklæret hende for død , betragtede 
han hende med et besynderligt Udtryk af tvivlende 
Forundring . Derpaa tog han hendes Arme og Hænder , 
og løftede dem gjentagne Gange op , og lod dem 
synke tilbage , som om han vilde forvisse sig om , at 
hun virkelig var død . Da dette endelig syntes ham 
hævet over al Tvivl , gik han bort fra Sengen , og 
kastede sig paa en Stol med en høi , krampagtig 
Graad . 
Lægen blev kaldt over i den anden Kjælder ; 
han undersøgte omhyggeligt det livløse Barn , og 
sagde endelig : „ Hun er ikke død . “ Forskjellige Oplivelsesmidler 
bleve anvendte , og hun slog igjen Øinene 
op ; men det Liv ; der saaledes blev kaldt tilbage , 
var svagt og døende . 
Spækhøkerkonens Dagligstue var idag blevet et 
offentligt Sted , hvo , der vilde , gik uhindret ind , 
betragtede Barnet , og gik igjen i Taushed . Paa 
Sophaen var redt en Seng , belagt med Madame 
Hansens fineste Lagener , og derpaa var Lisbeth 
flyttet hen ; det var som om man troede , at Døden 
vilde have mere Respect for det fornemme Leie end 

for det simple . I Boutiken gav Spækhøkerkonen 
Audients med en høitidelig Mine ; paa hendes Ansigt 
stod skrevet : „ Naar jeg gjør Noget , gjør jeg det 
grundigt . “ 
Birthe var gaaet op til Rosine , og havde 
fortalt hende Morgenens Begivenheder . Hendes første 
Tanke var at ile ned til sin lille Andling . Da hun 
bøiede sig over hende , og med Ømhed kaldte : „ Lisbeth ! 
Lisbeth ! “ syntes først Sjælen fuldstændig 
at vende tilbage til Livet , hun udstrakte mat sine 
Hænder for at tage om hendes Hals ; men de sank 
kraftesløse tilbage . 
„ Gaa , “ hviskede hun med mat Stemme , „ gaa ! “ 
„ Nu behøver jeg ikke længer at gaae , “ sagde 
Rosine med Taarer , „ nu tør jeg blive hos Dig , 
pleie og passe Dig . “ 
„ Min Moder kommer vist snart , og henter 
mig , “ sagde Barnet . 
„ Nei , Lisbeth , hun kommer ikke mere . Lisbeths 
Ni oder er gaaet ud af denne Verden ; hun 
ligger stille nede i sin Stue , Gud har kaldet hende 
i denne Nat . “ 
Barnet aabnede Øinene vidt , og saae paa hende 
med et Udtryk af Skræk . 

„ Er hun død ? “ spurgte hun . 
„ Ja , Lisbeth , hun er død . Da hun igaaraftes 
gik ned ad Trappen , faldt hun , og slog sig 
ihjel . “ 
Barnet vendte sig , og skjulte sit Ansigt i Puden . 
Stille sad Rosine ved Siden af , strøg med 
sagte Haand over hendes Haar , og bad en Bøn for 
den Døde . 
Spcekhokerkonen kom ind , og bøiede sig over 
Sengen . 
„ Sover hun ? “ spurgte hun deeltagende . 
Barnet saae op . „ Min Moder havde ikke 
glemt mig , “ sagde hun til hende . 
„ Jeg veed det nok , mit lille Puds , “ svarede 
Konen rørt . 
Faderen kom , og saae til sit Barn . „ Bliv 
Du kun her , “ sagde han , „ Du har det godt . Derer 
Heller ikke Plads nede hos os til mere end Een , 
jeg ligger ude i denne Tid , til hun kommer bort . 
Det er ikke min Skyld , at Du ikke har havt det 
godt , jeg kunde nu engang ikke magte hende . “ 
Barnet tog hans Haand , strøg og klappede den . 
„ Stakkels Fader ! “ sagde hun . 
Men henad Dagen gik den store Mathed over 

til Feber , og da Aftenen kom , begyndte hun at 
phantasere . Det var vilde , ængstelige Forestillinger 
fra de henrundne , sørgelige Dage ; men hver Gang 
Phantasierne nærmede sig den sidste , ulykkelige Nat , 
kom ogsaa Undflyldningerne for Moderens Haardhed 
tilbage . „ Det kunde ikke nytte , at jeg bankede , og 
bad hende lukke op , “ sagde hun gjentagne Gange , 
„ hun kunde ikke høre mig . Stakkels Moder ! “ 
Alle Husets Folk samlede sig i hjertelig Deeltagelse 
ved Sygeleiet , og det faldt undertiden vanskeligt 
at forhindre , at disse utallige Besøg og Forespørgsler 
ikke forstyrrede den Syge . Da det blev 
bestemt , at der skulde vaages om Natten , kom 
Hansine med stor Iver , og tilbød sig at vaage . 
„ Jeg forsikkrer Jomfruen , at det er mig en 
sand Fornøielse , “ sagde hun , „ jeg er saa vant til at 
omgaaes alle Slags Mennesker , og hvad det angaaer 
at holde Øinene aabne , saa kan Jomfruen troe , at 
jeg har vadsfet mangen god Nat . Dette er jo 
Ingenting mod at staae i Vadsfeballien . “ 
Rosine havde helst selv vaaget hele Natten ; 
men da Spækhøkerkonen ogsaa nærede den Formening , 
at Hansine maatte være særligt sfikket til 
denne Forretning , bleve de tilsidst evige om , at 

Pigen skulde vaage den første Halvdeel af Natten , 
og Rosine den anden . En lang Række Forfriskninger 
blev opstillet foran Hansine , Lampen forsynet 
med Olie , og Rosine listede sig op paa sit 
Værelse . 
Hun havde dog ingen Ro paa sig , og da 
Klokken var tolv , gik hun igjen sagte ned i Kjælderen ; 
allerede udenfor Døren hørte hun Barnets 
Stemme , der var blevet forunderlig hæs , og da 
hun kom ind , saae hun Hansine , tilbagelænet paa 
Stolen , snorke af Hjertenslyst . Da Lyset stod noget 
til Siden for hende , dannede hendes vidtaabne 
Mund et næsten frygteligt Skyggebillede paa Væggen , 
og dette syntes i høi Grad at ængste det forvildede 
Barn . 
„ O , det gaber for at opsluge mig ! “ hviskede 
hun til Rosine , pegende paa Væggen , „ jeg har 
kaldt ; men Ingen har hørt mig . Hvem er det , er 
det Djævelen ? “ 
„ O nei , “ sagde Rosine beklemt ; thi Barnets 
Stemme var hæs og klangløs , og ligesom frempresset 
af et trangt Gjemme ; „ det er kun en Skygge paa 
Væggen . “ 
„ Jeg er saa bange for Djævelen , “ stønnede 

hun , „ Moder sagde saa tidt , at han skulde hente 
mig . “ 
„ Har Du aldrig læst Dit Fadervor ? “ 
„ Jo , i Skolen . “ 
„ Saa fold Dine Hænder , og bed det . Saa 
behøver Du ikke at frygte for nogen ond Aand . “ 
Barnet foldede Hænderne , og remsede Bønnen 
op med falsk og besynderlig Betoning , saa at det 
næsten smertede Rosine at høre det . 
„ Jeg stal bede det for Dig , “ sagde hun blidt , 
og tog Barnets Hænder i sine , medens hun af sit 
hele Hjerte bad Bønnen for det . Lisbeths Øine 
hvilede paa hende med hele den forunderlige Blanding 
af Smerte og Trøst , der kan være i et Barneblik , 
og da hun var færdig , sag be hun : 
„ De veed Alt anderledes end Andre . “ 
Rosine blev nu siddende ved Sengen , og havde 
den Glæde , at hun faldt i Søvn , men rigtignok en 
urolig , stønnende , hvileløs Søvn . Da om Morgenen 
Menneskene begyndte at færdes i Stuerne og 
paa Trapperne , foer Hansine op af Søvne , og da 
hun saae Rosine , udbrød hun : 
„ O Gud , jeg er dog vel ikke faldet i Søvn ' - ' 
Det er , ved den levende Gud ! aldrig overgaaet mig 

før , der maa have været noget Bedøvende i Maden . 
O Gud , “ — her begyndte hun at græde — „ Jomfruen 
maa ikke tænke noget Ondt om mig , det var 
i ben bedste Mening , at jeg bød mig til at vaage 
her , og jeg troer ogsaa , at den stakkels Unge har 
sovet hele Natten . “ 
„ Det er ikke værdt at græde før , “ sagde Rosine 
noget koldt ; „ det er blot rigtigst , at Hansine 
ikke mere tager sig paa at vaage . “ 
„ Jomfruen troer nu , at jeg er et Skarn , “ 
tudede Hansine ; „ men det kan jeg forsikkre , at jeg 
har det bedste Hjerte af Verden . Alting er blot 
saa contrairt før mig , og saa bliver jeg miskjendt/ ' 
Kun 
med Møie lykkedes det Rosine at faae 
hende fjernet ; Lægen kom , og saae til Barnet ; han 
rystede betænkeligt paa Hovedet . 
„ Er der nogen Fare ? “ spurgte Rosine med 
bankende Hjerte . 
„ De maatte hellere spørge , kjære Jomfruer Er 
der noget Haab ? Jeg tør ikke svare Dem Ja 
eller Nei , vi ville nu gjøre , hvad Mennesker formaae . “ 
Der 
blev i disse Dage en Stilhed i Huset i 

St . Pederstræde som i et Tempel , ikke saameget for 
den stille Skikkelses Skyld , der laae stiv og bleg i 
den ene Kjcrlder , og ventede paa at føres paa den 
sidste Reise , som for det dødssyge Barns Skyld , 
som ømme og medlidende Hænder søgte at holde 
tilbage i denne Verden . Man gik sagte ned ad 
Trapperne , man hviskede til hinanden i Porten og i 
Gaarden , og selv i Bontiken hørtes kun sagte Trin 
og dæmpede Stemmer . Huset havde adopteret den 
Dødes Barn , og med det hastige og ofte grundløse 
Omslag , der saa ofte findes i simple Folks Stemning , 
var denne nu kun idel og overstrømmende 
Venlighed . Nten desværre aftog Haabet bestandig 
mere , og Visheden om , at Døden havde mærket sit 
Bytte , blev stærkere og stærkere . Feberphantasierne 
fjernede sig vel fra den Syges Leie ; men Kræfterne 
aftoge ; mattere og mattere blev det lille Legeme , 
svagere det korte Aandedrag fra det barnlige Bryst , 
og blegere den indfaldne Kind . 
Carl kom ogsaa ned for at see til den Syge , 
og Lisbeth hilste ham med et gjenkjendende Smiil . 
Til ham sagde hun , hvad hun ligesom ikke havde 
nænnet al sige til Rosine : 

„ Jeg doer med min Møder — ikke sandt , Hr . 
Sander ? “ 
„ Jeg væed ikke , mit Barn , “ svarede han alvorligt . 
„ Livet er en stor og kostelig Gave ; men vi 
maae alle være beredte paa at give den tilbage , naar 
Gud forlanger det . “ 
„ Jeg er bange for at døe . “ 
„ Hvorfor ? “ 
„ Jeg er bange , at Djævelen er deroppe . “ 
„ Djævelen ? — Han er jo ogsaa hernede . Er 
Du bange for ham ? “ 
„ Ja . Jeg saae ham forleden Nat paa Væggen . “ 
„ Jeg tænker ikke , det var ham . Det var Hansines 
Skygge . Man maa ikke være bange for 
Djævelen , men holde sig til den , der er stærkere end 
ham . Skal jeg fortælle Dig en Historie ? “ 
Et glad Smiil krusede hendes blege Læber . 
„ O ja , fortæl ! “ 
Han fortalte hende Legenden om den hellige 
Christopher , der kun vilde tjene den Stærkeste . 
Derpaa vedblev han : 
„ Har Du ikke Hørt Tale om Jesus Chrisfus ? “ 
„ Jo , 
i Skolen , “ svarede hun . 

„ Saa væed Du , at Din Gud blev Menneske , 
' led og døde , saaledes som vi ogsaa skulle lide og 
døe . Ikke sandt , Du har hørt om hans Liv paa 
Jorden ? “ 
Hun saae tøvende og eftertænkende paa ham . 
„ Jeg har lært det i min Catechismus , “ svarede hun 
endelig . 
„ Og hvad staaer der ? “ 
„ I Jesu Chrisfi Liv adskille vi hans Fornedrelsesstand 
og hans Ophøielsesstand , “ sagde hun 
opremsende , „ til Jesu Chrisfi Fornedrelsesstand 
hører hans Fødsel som Menneske , hans Liv her paa 
Jorden i Ringhed og Armod , hans Lidelser , hans 
Død og Begravelse . Al hans Fornedrelse var frivillig 
for vor Skyld . “ 
„ Stakkels Barn ! “ sagde Carl sørgmodigt hen 
for sig , „ ogsaa hos Dig har man arbeidet paa at 
slaae Aanden ihjel med Bogstaven . Skal jeg fortælle 
Dig Mere ? “ tilføiede han . 
„ O ja , “ svarede hun , „ jeg glemmer Alting , naar 
De fortæller . Maa jeg saa holde Deres Haand ? “ 
„ Der er den , “ sagde Carl blidt , og nu begyndte 
han at fortælle om det underfulde Barn , der 
blev født , om hvorledes Menneskene efterhaanden erkjendte 

ham for at være Mere , end der hidtil . havde 
været i Verden , hvorledes han ikke alene var mere 
end Menneskene , men ogsaa stærkere end Djævelen . 
Hun lyttede til med ubeskrivelig Opmærksomhed , og 
naar Carl forlod hende , syntes hun kun at ligge 
og vente paa , at han skulde komme igjen . Han kom , 
og fortalte atter ; en heel Nat vaagede han hos 
hende , og naar hun ikke sov med Hovedet paa hans 
Arm , oprullede han det ene Billede af Frelserens 
Liv efter det andet for hende . Saaledes vandrede 
de Haand i Haand med hinanden efter ham paa 
Veien gjennem Jødeland , standsede for at betragte 
de Syge og Værkbrudne , der kom til ham , og lyttede 
til hans Ord til dem . Det var ligesom om 
Barnets Liv opholdtes af Længselen efter at opleve 
Alt , og naar Carl var gaaet , fortalte hun Rosine 
om alt det Vidunderlige , hun havde hørt . Ikke 
Heller fandt disse Samtaler altid Sted i Eenrum ; 
som oftest , naar han havde indtaget sin Plads ved 
Sengen , forraadte den knirkende Dør , at nogle stille 
Gjæster lydløst skrede ind i Stuen , som da , naar 
han gik bort , ligesaa stille reiste sig , og ærbødigt 
hilste paa ham . 

En Morgen blev Porten omhyggeligt feiet , alle 
Husets Urtepotter plyndrede , og deres Afgift blandet 
med Gran og Buxbom , som Nabogaardens Amagerkone 
velvillig havde medbragt , altsammen for at bestrøe 
Porten og Fortouget . Hr . Matzen viste sig 
i sorte Klæder , med sort Flor om Hatten , og i en 
tilsyneladende meget nedbøiet Tilstand . Porten var 
tæt opfyldt af Husets Beboere , da Liget bares op 
af Kjælderen , og af Madame Jørgensen og flere 
tjenslagtige Aander lagdes i Kisten ; Birthe , der 
stod med som Tilskuer , bemærkede ved sig selv , at 
det var visf første Gang , „ at Madamen var saa 
haandtecrlig . “ Forst da Ligvognen var rullet bort , 
lostes Tungerne , og Følelserne gave sig Lust i nogle 
Bemærkninger over , hvorvidt Begravelsen kunde allstes 
for at være udsfyret i passende Forhold til 
Husets Værdighed , hvorom man dog i det Hele 
syntes at være enig . 
Skoflikkeren kom kun hjem efter Begravelsen 
for at træffe Anstalt til sin Bopæls Udluftning og 
Reengjøring , derpaa forsvandt han , indtil han henad 
Aften igjen viste sig med en Hjertensven , der ligeledes 
var i Stadsklæder med et særdeles iøinefaldende 
sort Flor om Hatten . Hr . Matzen , der om 

Morgenen aldeles havde afgivet et Billede af den 
sørgende Ægtefælle , optraadte nu som den lystige 
Enkemand . Han hentede Forfriskninger og Punsch , 
og indbød Enhver , som passerede Porten , til at 
komme ned og tømme et Glas paa den Afdødes 
Erindring . Alle forbigangne Fornærmelser syntes 
udvadflede i Punschens Lethe ; thi endogsaa Skomagerdrengen 
blev beværtet med et Glas , som han nød i 
ærbødig Nærhed af Døren med Skoene under Armen 
og følgelig paa Hosesokker . Der var saaledes 
forsamlet en temmelig talrig Mængde i det saakaldte 
Sørgehuus , da Birthe kom hjem fra et Ærinde i 
Byen . Skoflikkeren stak hastigt Hovedet ud af Vinduet 
til Porten , og raabte : 
„ Hei , lille Jomfrue , gaa dog ikke min Dør 
forbi , uden at drikke et Glas Punsch med mig . Vi 
have jo altid været gode Venner , og er De vred 
paa mig , saa lad os slutte Fred ! “ 
Birthe mumlede Noget , men gik dog ned , og 
modtog det fremrakte Glas . 
„ Skaal ! “ sagde Skoflikkeren . 
„ Tak ! “ svarede Birthe . 
„ Te holdt nok ikke af min Kone , “ vedblev han , 
idet han kneb det ene Øie sammen . 

„ Nei , “ svarede Birthe , betragtende ham vist , 
„ kanskee De holdt af hende ? “ 
„ Overordentlig meget , “ svarede han satirisk , 
„ jeg havde forkjælet hende . Hun var en kjøn Pige , 
skal jeg sige Dem , jeg saae jo nok , at hun var noget 
galhovedet ; men saa tænkte jeg , det gaaer over med 
Aarene , kjøn er hun dog alligevel . Men det blev 
lige omvendt ; Skjønheden gik over , men Galflaben 
blev der , og saa var jeg narret . “ 
„ De skulde holdt hende bedre i Orene , “ meente 
Birthe . 
„ Ulykken er , “ sagde Skoflikkeren , „ af jeg kun 
er modig i Mørke , lille Jomfrue ! Derfor slukkede 
jeg ogsaa først Lyset i Porten den Aften , De veed 
nok , før jeg gav min Kone en Ørefigen . “ 
. Ved disse Ord opstod en almindelig Bevægelse 
i Forsamlingen . 
„ Var det Dem ? “ udbrød Birthe med et mørkt 
Øiekast . 
„ Ja , det var saamænd , “ sagde Skoflikkeren triumpherende , 
dog ikke uden et forskende Øiekast til det 
Sted , hvor hans Kones Lig havde ligget , „ jeg 
meente , af hun havde saameget tilgode , af det var 
bedst af benytte Leiligheden til en lille Afbetaling . “ 

„ Og saa lod De mig sværge paa , af det ikke 
var mig , “ sagde Birthe vred . 
„ Vær ikke vred for det , lille Jomfrue , “ sagde 
han , „ De svor jo kun paa , hvad der var sandt , og 
nu vil jeg gjerne sige til hele Verden , at De er saa 
uskyldig som et nysødt Barn . Hører I allesammen , 
lad os drikke et Glas paa Jomfruens Velgaaende ! “ 
Forsamlingen adlød beredvillig Opfordringen , 
og Birthe blev lykønsket fra alle Sider . Det 
syntes dog ikke rigtigt at fornøie hende , hendes store , 
grove Træk saae bestandig alvorligere ud , og hun 
reiste sig strax efter for at gaae bort . 
Rosine var gaaet op i sin Stue , træt og bedrøvet 
stod hun i stille Betragtninger , Va Carl 
aabnede Døren , og saae ind . 
„ Her er hun ! “ sagde han fornøiet , og skjød 
Frits ind ad Døren , medens han selv lukkede den 
efter ham , og forsvandt . 
Overrasket og grebet af mange , forskjellige Følelser 
veg Rosine tilbage ; men Frits ilede henimod 
hende , og hun følte sig inddraget i hans tætte , 
inderlige Favntag . 
„ O , Rosine , slemme , uartige Rosine ! “ sagde 
han , medens Taarerne funklede i hans Øine , „ tænk , 

hvis jeg havde mistet Dig ! Jeg vilde aldrig have 
tilgivet Dig , aldrig tilgivet Din Mangel paa Tillid 
og Oprigtighed til mig . See paa mig , see ind i 
mine Øine , og sig , om Du ikke fortryder den ? “ 
„ Jo , tilvisse , min kjære , gode Frits , “ stammede 
hun ; „ tilgiv mig ; men jeg var saa langt borte 
fra Dig , det overvældede mig saa frygteligt , jeg 
syntes , at det var umuligt , at noget Menneske herefter 
kunde troe mig . “ 
„ Og nu ? “ spurgte han , idet han smilende saae 
hende ind i Øinene . 
„ O , “ sagde hun undseelig , idet hun slog dem 
ned , „ alle Mennesker ere saa gode , saa tillidsfulde 
imod mig , at jeg aldrig havde driffet mig til at troe 
eller vente Sligt . Alligevel vilde det være mig en 
stor Lindring , om denne Femdalerseddel kunde findes , 
eller Nogen sige mig , hvor den er blevet af . “ 
„ Bi ville aldrig mere tænke paa denne taabelige 
Hisforie , “ sagde Frits , „ Du har Intet at bebreide 
Dig , dermed er Sagen afgjort . Jeg har 
imidlertid alvorligere Bebreidelser at gjøre mig selv , 
fordi jeg ikke har aabnet mit Hjerte for Dig ; men 
nu skal der ikke hengaae en Time af vor Samværen , 
for Du har læst reent og klart i min Sjæl . Er 

her nogen Plet i dette Huus , Du kan kalde Din 
. egen , og hvor vi kunne tale uforstyrrede med hinanden ? “ 
„ Io , 
en lille een , “ sagde Rosine , og aabnede 
smilende Døren til sit Sovekammer . 
Da Frits var traadt ind , vendte han sig om , 
og omfavnede hende . „ Selv om vi aldrig skulde 
faae noget større Rum paa Jorden , ville vi aldrig 
mere stilles fra hinanden . Jeg har nu fulgt Kammerherren 
hjem , han var tilfreds med mig , og lovede 
mig sin Beskyttelse . Jeg tager sat paa mit 
gamle Arbeide af undervise , mine Venner ville hjælpe 
mig til af saae Timer , og saasnart vi kunne , gifte 
vi os . “ 
„ Var det dog ikke bedre , Frits , “ sagde Rosine 
bekymret , „ af vente til Du kan faae Ansættelse 
som Capellan eller Sligt ? “ 
„ Kjære Rosine , “ sagde han alvorligt , „ detkan 
maaskee synes saaledes , og gid det kunde være det ; 
men jeg har en meget tung Bekjendelse af gjøre 
Dig . Du har kjendt mig fra min tidligste Ungdom 
af , og veed , af det var mit glade Haab engang af 
forkynde Guds Ord paa Prædikestolen . Hvorledes 

det kom , veed jeg ikke rigtigt nu ; men jeg tør for 
Øieblikket ikke tænke derpaa . “ 
„ Og hvorfor ikke ? “ spurgte hun overrasker . 
„ Fordi jeg ikke tør bekjende den aabenbarede 
Guds Navn med den fulde Overbeviisning , som en 
christelig Præst bør besidde . Misforstaa mig ikke , 
Rosine , som om Kirkeklokken ikke ringede for mig , 
naar den Jule- eller Paaskemorgen kalder til Herrens 
Huus , midt i min Forstands Tvivlen klynger 
mit Hjerte sig barnligt til sin gamle Tro ; men 
alligevel spørger en friskende Stemme : „ Er det 
Sandhed , Du troer ? “ Kan jeg , sig mig , Rosine , 
kan jeg med dette Sind virkelig blive Præst ? “ 
„ Nei , min Frits , “ svarede hun alvorligt ; „ der 
var maaskee dem , der vilde trøste Dig med , at dette 
vilde klare sig med Tiden , og at Du kunde beholde 
Din Tvivl for Dig selv , og kun forkynde for Menigheden , 
hvad Du vilde , at den skulde troe ; men 
jeg siger Nei . Mellem Din Sjæl og Gud maa 
der ikke være Skygge af Uklarhed , hvis Du stal 
værdigen bekjende ham for Dine Tilhørere . “ 
„ Saaledes tænker jeg ogsaa , “ sagde Frits , 
omfattende hendes Haand med et trofast Tryk , „ der 
gives mange andre Leie , hvorpaa man kan tjene 

Gud , og som ikke gjøre saa store Fordringer til fuldstændig 
Klarhed i vort aandelige Liv . Jeg betragter 
det allerede som en stor Velsignelse , at min udvalgte 
Brud deler min Anskuelse , og jeg kan derfor saameget 
roligere sige : Bliv min snarest muligt , Rosine ; 
Du frygter ikke en tarvelig Lod , tilfredse med 
os selv og stolende paa Gud ville vi blive lykkelige 
selv i de besfedneste Kaar , og veed Du ikke , at 
Apostlen siger , at de Mænd , som ikke troe , skulle 
ved deres Hustruers Omgjængelse vorde vundne ? “ 
Hun saae smilende paa ham . 
„ Jeg er ikke bange for at blive Din , “ svarede 
hun , „ kom hvad Dag , Du vil , jeg skal følge Dig , 
uden Bekymring og uden Tvivl . “ 
„ Tak , Rosine , “ sagde han fyrigt , „ Han , som 
klæder Lilierne paa Marken , vil ogsaa sørge for os . 
„ Du kan altsaa troe paa Ordene , “ sagde hun 
lidt skjelmsk , „ uden at troe paa den , der har sagt 
dem ? “ 
Frits rødmede . 
„ Du har Ret , Rosine , “ sagde han , „ ofte har 
jeg følt , i min Kamp mellem Tro og Erkjendelse , at 
den egentlige Anstødssteen for begges Forening netop 
laae i min Fornufts Svaghed og Begrændsning , 

deri at den saae stykkeviis og ikke Ansigt til Ansigt . 
Jeg kunde svaret Dig , at hine Ord i og for sig selv 
ere skjønne og sande , eller at de blot undslap mine 
Læber som en Vanesag ; men det vil jeg ikke ; thi 
jeg føler ret vel , at de kun have deres rette Betydning 
som en christelig Bekjendelse . Gjerne giver 
jeg Sandheden Æren , og gjentager med fuld Overbeviisning , 
at jeg , uden at høre paa Forstandens 
Frygt og Tvivl , af et troende Hjertes Inderste stoler 
paa Ham , der klæder Lilierne paa Marken i skjønnere 
Herlighed , end Salomo var klædt i al sin Kongepragt . “ 
„ Velan , 
min Frits , “ sagde Rosine , slyngende 
sine Arme om ham , „ saaledes ville vi begynde 
vort fælleds Liv igjen , og af dette Frøkorn haaber 
jeg , at Gud vil udvikle en rig Høst . Tvivl og først 
af et oprigtigt Hjerte , der søger Sandheden og intet 
Andet , troende staaer Din Rosine ved Din Side , og 
vi ville blive lykkelige . “ 
I dette Øieblik bankede Carl paa Døren , og 
saae ind . 
„ Er Alting i Orden ? “ spurgte han skjelmsk . 
„ Kom kun ind , “ sagde Frits , „ hvis Du ellers 
kan finde Plads til det . “ 

Da dette var umuligt , gik de alle Tre ind i 
Madame Mortensens Værelse , som dets værdige 
Eierinde i al Beskedenhed forlod for ikke at forstyrre 
Samtalen . Frits fortalte nu om sin Reise , og en 
Timestid forløb i et ligesaa muntert Samqvem som 
forhen i det gamle Huus . Da afbrødes Samtalen 
ved Birthes Indtræden . Hun saae i høi Grad 
alvorlig og betænksom ud . 
„ Naa , Jomfruen er ikke alene , “ sagde hun , 
„ det kan da endelig være det Samme , for det , jeg 
har at sige , maa helst høres af hele Verden . Det 
er en meget underlig Sag , og jeg vilde næsten ønske , 
at jeg havde gjort , som Frøkenen sagde , og var 
blevet i Præstegaarden , saa var det aldrig kommet 
for Dagen . “ 
„ Hvilket ? “ spurgte Rosine sornndret . 
„ Ih , det med Femdalersedlen , “ svarede Birthe . 
„ Er det kommet for Dagen ? “ raabte Rosine , 
og sprang op , „ hvorledes , Birthe ? Hvordan er det 
gaaet til ? “ 
„ Ja , nu maa Jomfruen da unde mig en lille 
Frist , “ sagde Birthe , „ saa farligt haster det da 
ikke , og det er endelig snart sagt , for det var da 
mig , der fog den . “ 

„ Var det Birthe ? “ 
„ Ja , vist saa . Jeg gik i Haven med en Lagte , 
og ledte om et Stykke Blegetøi , der var blæst bort . 
Da der var mørkt i Havestuen , vilde jeg gaae derigjennem 
til Gaarden , da jeg , idet jeg gik forbi 
Bordet , saae en Seddel ligge der . „ Saadan passe 
de paa deres Penge , “ tænkte jeg , og saa tog jeg den . 
Da jeg havde puttet den i Lommen , syntes jeg , det 
var bedst at gaae den Vei , jeg var kommet , og saa 
gik jeg . Da jeg saa Dagen efter hørte den farlige 
Staahei , der havde været om de Penge , og at Jomfruen 
var gaaet sin Vei , saa kunde jeg jo sagt det ; 
men saa meente jeg , at Jomfruen var dog den af 
os To , der vilde slippe bedst fra det , for hende lod 
de nok løbe , og saa holdt alle de Fornemme paa 
hende , saa der var Ingenting iveien . “ 
„ O , Birthe ! “ sagde Rosine , „ det kunde 
Birthe gjøre imod mig ! “ 
„ Naa ja , “ sagde Birthe , „ saadan er jeg nu 
vant til at tænke ; fordi Jomfruen tænker anderledes , 
behøver det ikke at være rigtigt . Saa kom 
jeg her , og da jeg traf Jomfruen saa smaat i det , 
saa blev jeg meget ilde ved det , og tænkte , at jeg 
havde dog maaskee gjort noget Galt ; men saa trøstede 

jeg mig ved , at hvad Øieblik , jeg vilde , kunde jeg 
skaffe Fru Stilling herhen . Da Candidaten kom , 
skrev jeg ogsaa til hende ; men Fruen maa have faaet 
et andel Sind , for hun kom ikke . Saa kom jeg i 
Klammeri med denne slemme Qvinde , der blev begravet 
idag , og jeg saae nok , at Ingen troede mig , 
selv da jeg svor paa , at jeg ikke havde rørt hende . 
Jeg tænkte : „ Det er Guds Straf , Birthe , fordi 
Du er gaaet fri med Femdalersedlen ; “ men saa 
tænkte jeg igjen : „ Jeg lader mig dog ikke tvinge , 
peg I kun af mig , jeg beholder Mit . “ Nu var jeg 
nede hos Skoflikkeren , og han sad med de Andre , og 
drak Punsch over Madamen , og saa roste han sig af 
for alle Mennesker , at det var ham , , der havde givet 
hende Ørefigenen . Saa kom de allesammen , og drak 
min Skaal , og det var saa meget fiint . Da blev 
jeg saa underlig tilmode , og jeg sagde til mig selv : 
„ See saa , Birthe , nu er det løst , nu maa Du 
ogsaa frem med Sandheden . “ Saa gik jeg lige her 
op for af forlige mig med Vorherre , og nu kan De 
gjøre med mig , hvad De vil . “ 
„ og Birthe vil staae ved alt dette ? “ spurgte 
Carl . 

„ Ja , ved det ene Ord ligesaa godt som ved det 
andet , “ svarede hun . 
„ O , Gud være lovet ! “ udbrød Rosine grædende , 
„ saa er jeg frelst ! “ 
„ Jomfruen skal nu altid gjøre saameget af 
det , “ sagde Birthe noget misfornøiet ; , ; een Ting 
vil jeg nu dog bede Jomfruen troe , og det er , af 
jeg ikke med Villie lod Kjældcrlemmen staae aaben . 
Det har altid creperet mig , af Jomfruen kunde troe 
det , for saadan Fortræd vilde jeg dog ikke gjøre 
Jomfruen . “ 
„ Det Sidste var dog værre end det Forste , 
Birthe , “ sagde Rosine smilende . 
„ Det er blot , fordi Jomfruen tænker saaledes , “ 
sagde hun gnaven , „ de kunde jo passe paa deres 
Penge . “ 
Carl og Frits havde talt et Øieblik sagte 
sammen ; derpaa sagde Carl : 
„ Vil Birthe nu følge mig ud til Præstegaarden , 
og fortælle Præsten og Frøkenen Alting ? “ 
„ Ja , jeg vil ; Frøkenen vil nok bruge en farlig 
Blnnd ; men de gjøre mig vel ikke Noget , og det 
kan vel ikke blive værre , end at jeg giver Pengene 
tilbage . “ 

„ Saa reise vi imorgen tidlig ; inat vil jeg 
vaage hos Lisbeth . “ 
Det syntes nu , at Kjærlighedstjenesterne hos 
Lisbeth snart vare talte ; hun var saa svag og saa 
lidende , da de kom ned til hende , at Rosine ikke 
kunde beslutte sig til at fjerne sig , uagtet hun havde 
vaaget den forrige Nat . Hun satte sig ved Sengen , 
medens Carl tog Plads ved dens Fodende . Ogsaa 
Spækhøkerkonen kom , og saae til hende . 
„ Nu ligger Du rigtig luunt og godt , mit lille 
Puds , “ sagde hun venligt , „ slaa Dig nu til Ro , 
og sov . “ 
„ Tak , Madame , “ sagde Barnet med et taknemligt 
Øiekast ; „ hvem er der , der synger saa 
høit ? “ 
„ Det er Din Fader , mit Barn ! Din Moder 
blev begravet idag , og nu er han glad over at have 
sin Frihed . “ 
„ Blev min Bloder begravet idag ? “ 
„ Ja , nu ligger hun paa Kirkegaarden . “ 
Barnet lyttede til Stormens Bulder og til 
Regnens Slag mod Binduet , derpaa brast hun i 
Taarer . 

„ O , der er saa koldt derude ! “ sagde hun , „ min 
stakkels , stakkels Moder ! “ 
„ Hun føler det ikke , “ sagde Carl , „ hendes Sjæl 
er gaaet ind i en anden Verden . “ 
„ Troer De virkelig ikke , at hun kan mærke 
Stormen og Regnen deroppe ? “ 
„ Der haaber jeg , at stærkere Storme og tungere 
Smertensdraabcr ikke længer fornemmes , “ sagde 
han . 
Spækhøkerkonen klappede Barnets Kind , og 
gik iseng . Da hun var borte , sagde den Lille : „ Det 
lyder dog saa ængsteligt , o , fortæl mig , som De 
pleier . “ 
Carl fortalte . Medens det unge Liv under 
stedse smerteligere Kampe gled hen mod sit Endepnnkl , 
nærmede Vandringen i de hellige Egne sig mere og 
mere til Golgathas Skygger . Med taalmodig Forklarelse 
paa de blege Træk lyttede Lisbeth til Beretningen 
om det store Martyrium , i hvis Blodsdraaber 
den hele Verden skulde dyppe sit besmittede 
Klædebond . Da Morgensolens blege Straaler belyste 
Tagenes Kanter , og kastede et svagt Smiil ned 
i den vaade Gaard , var det himmelske Eventyr fortalt 

tilende , medens del døende Barn endnu sukkede 
efter Befrielsen . 
Carl reiste sig , og idet han med udstrakt Haand 
tegnede Korsets Tegn over Dødsleiet , sagde han 
med bevæget Stemme : 
„ Levvel , Du uskyldige Martyr for et egenkjærligt 
Samfunds Love ! Tusinde Grave ved Siden 
af Din ville forgjæves raabe om Barmhjertighed 
mod Himmelen , og den Deeltagelsens Trøst , der er 
faldet i Dit Livsbæger , vil ikke engang falde i deres . 
Levvel , jeg har fulgt Dig til Maalet , blidere 
Hænder ville lukke Dine Øine ! “ 
I Døren mødte han Frits , han tog hans 
Haand , trykkede den , og pegede tilbage til Sengen . 
„ Frits ! “ sagde han , „ hvad skulde disse gjøre 
uden Ham ? “ 
„ Ja , Himmeriges Rige er Børnenes , “ svarede 
Frits med et Suk . 
„ Enhver troende Sjæls , “ sagde Carl , „ gaa 
Du ind , og afløs mig . “ 
Han gik for at forberede sig til Reisen , og en 
Timestid efter steg han og Birthe tilvogns for at 
kjøre til Præstegaarden . Frits traadte hen til 
Sygeleiet , hvor Rosine sad , for ikke at forlade sin 

lille Mdliug i de sidste Timer . Dybt grundende 
stod Frits ligeoverfor Dødens store Mysterium , dermed 
alvorlig Røst syntes at spørge ham : „ Forstaaer 
Du dette , Du , som vil forstaae Alt ? “ 
Lisbeth saae op paa ham . „ Min gode Ven 
er reisf , “ sagde hun svagt , „ saalænge han fortalte 
mig , var jeg ikke bange ; kan Du ikke fortælle mig 
det Samme ? “ 
„ Jeg tor ikke , “ svarede Frits sagte . 
„ Du skal ikke bryde Dig om , at Du ikke kan 
husfe det rigtigt , “ sagde Lisbeth ivrigt , „ jeg skak 
hjælpe Dig , kom , sæt Dig ! “ 
Hendes kolde Haand tog om hans , og drog 
ham nærmere . Han satte sig , og spurgte : „ Hvad 
skal jeg fortælle ? “ 
„ Kjeuder Du Hisforien om dengang han tog 
Børnene paa sit Skjød ? “ 
„ Ja , Lisbeth , jeg kjender den . “ Frits fortalte , 
ikke med Carls alvorlige Begeistring , men 
med et dybtbevæget Hjerte . Sagte , næsten ydmygt 
gjentog han med bævende Læber Ordene : „ Hvis I 
ikke blive som Børn , komme I ikke i Himmeriges 
Rige . “ 
„ Tak , “ sagde Lisbeth , „ Tak for alle de smukke 

Historier ! “ I mild Vildelse vedblev hun : „ Her er 
saa mørkt i Kjælderen , lad mig see ud af Faders 
Vindue paa Gaden — jeg kan see de grønne Træer 
paa Kirkegaarden — der falder en Solstraale paa 
dem — o , fortæl mig endnu engang — “ 
Men ingen Fortælling lød mere for Lisbeth s 
jordiske Øren , ingen Solstraale mødte mere hendes 
jordiske Syn ; det lille Legeme laae blegt og dødt i 
den mørke Kjælderstue , medens Sjælen vandrede videre 
ad Lysets Veie . Een efter een kom Husets 
Folk til , og betragtede tause den Døde ; efterhaanden 
havde der dannet sig en stum og medlidende Gruppe 
om Sengen . Den elendige Fader blev hentet , og 
han brast i en ynkelig , høirøstet Graad ved at see 
Dødsleiet . Frits og Rosine reiste sig , og gik bedrøvede 
bort . 
Imidlertid ankom Carl og Birthe til Præstegaarden , 
og han begjærede Præsten og Frøkenen 
itale . Da disse To endelig indfandt sig i Havestuen , 
tog Carl Ordet : 
„ Det er ikke for Intet , Hr . Pasfor , og De , 
Frøken Kjeldsen , at jeg idag gjør Dem Uleilighed 
med et Besøg . Jeg veed ikke , om det vil glæde 
Dem at erfare , at Deres forhenværende Jomfrue er 

uskyldig i det Tyveri , De saa overilet lagde hende 
tillast ; imidlertid er det saa , og jeg venter nu af 
Dem , at De vil give hende al den Oprejsning , der 
staaer i Deres Magt . “ 
„ Hvad Oprejsningen angaaer , “ sagde Pastor 
Degen , „ maa man dog først vide , hvad der berettiger 
til den . “ 
Carl gav Birthe et Vink , og hun fortalte i 
sin eiendommelige Stiil , hvorledes hun havde taget 
Sedlen , og ingen Anden . 
„ Hvis Pastoren vil have det , “ endte hun , „ kan 
jeg jo gjerne give ben tilbage . “ 
„ Det bliver vel det Retteste , “ sagde han , „ Pengene 
ere givne til de Fattige , og det kunde vel blive 
et Spørgsmaal , om det er rigtigt at lade Sagen 
gaae upaatalt hen for Retten . Et Tyveri , hvorved 
en anden Person er sat i Mistanke , er ingen Ubetydelighed . “ 
„ En 
nærmere Grund var maaskee den , “ sagde 
Carl , „ at den paagjældende Person kunde ønske at 
see sit Rygte renset for denne Mistanke ; men da 
den kun har været tilstede hos Herr Pastoren og 
Deres Huusbestyrerinde , er hun fuldkommen tilfreds 
med Deres Anerkjendelse af at have Uret . “ 

Pastoren blinkede et Øieblik med sine smaae 
Øine , derpaa saae han drisfigt Carl ind i Ansigtet . 
„ Den 
lille Pige , “ sagde han med en cynisk 
Skjemtsomhed , „ faaer vel at nøies med at være 
sluppet saa godt . Det er en meget besynderlig 
Mission , De der har taget Dem paa , Herr Missionair ! 
den ligner mere Don Quixotes end enhver 
anden . Her kommer De reisende med en fordums 
Stuepige af os , og forlanger , at vi skulle troe 
hendes meget mistænkelige Selvanklage ; det er en 
Sag , der ialtfald maatte undersøges en heel Deel 
nøiere . Baade De og hun synes at tage Dem 
Forbrydelsen meget let . “ 
„ Hvad for Noget ? “ udbrød Birthe indigneret , 
„ vil Pastoren ikke troe , at jeg har stjaalet Sedlen ? “ 
„ Beed Du , min Pige , “ sagde Præsten , fixerende 
hende skarpt , „ at det er Band og Brød , der venter 
Dig ? “ 
Birthe blev et øieblik lidt slagen ; derpaa opmandede 
hun sig igjen , og sagde studs : „ Jeg vil da 
hellere paa Vand og Brød , end at man skal troe , 
at jeg farer med Løgn . Hvorfor skulde jeg sige , at 

jeg havde taget Sedlen , naar jeg ikke havde gjort 
det ? “ 
„ Det veed jeg ikke , “ sagde Præsten med et 
Blik til hende og Carl , der sagde langt Mere end 
Ordene ; „ jeg veed kun , at den skaansomste Maade 
af gaae frem paa , er , af lade Sagen staae ved sit 
Værd . Jeg ønsker Dem Goddag , Hr . Candidat ! 
hvis De tager op paa Gaarden med Deres Protegee , 
saa beder jeg hilse Geheimeraadinden . Vorherre 
være med Dem ! 
„ Hr . Pastor ! “ sagde Carl , gjørende et langt 
Skridt efter ham , „ er det rigtigl , er det christeligt , 
saaledes af snige sig fra af tilstaae sin Uret ? “ 
„ Jeg kan ikke , “ svarede han , „ som Mesteren 
stille Faarene paa den høire Side og Bukkene paa 
den venstre , jeg har andre Faar , som ikke ere af 
denne Sti ; forlader mit Hans , og lader mig i 
Fred ! “ 
Han løftede paa Kalotten , og gik . Carl vendte 
sig til Frøken Alexandrine : 
„ De hører ham , Deres Herre og Forbillede , “ 
sagde han , „ De hører , hvorledes han , istedetfor af 
være glad ved , af Sandheden kommer for Dagen , 
søger af slappe den tilside . Vil De bære Dem ad 

paa samme Maade ? Jeg vil ikke troe det , førend 
De selv siger mig det . “ 
„ Vorherre bevares , “ sagde Frøkenen med nogen 
Forlegenhed , „ De tager feil af Pastor Degen ; 
han har altfor ædelt et Hjerte til forsætlig af ville 
gjøre Nogen Uret . Bien vi maae ikke dømme saadant 
et Guds Menneske efter vore Begreber , han 
har sine egne Veie af gaae . “ 
„ Jeg vil ikke forsøge paa af bevise Dem , af 
disse Veie ikke ere christelige Veie , “ sagde Carl ; 
„ men jeg vil henvende mig til Dem alene ; jeg tør 
og vil ikke tvivle om , af Øe mener det oprigtigt 
med Deres Christendom , føler Øe da nu ikke , af 
det er Deres Pligt af give Jomfru Stein al den 
Opreisning , der staaer i Deres Magt ? Jeg er sikker 
paa , af Øe troer Birthe , ikke sandt ? “ 
„ Ja , det maa jeg vel , “ svarede hun langsomt , 
„ nagtet jeg mener som Pastoren , af det er underligt , 
af det først nu falder hende ind af komme med 
denne Tilstaaelse . “ 
„ Deri kan Øe have Ret ; men det er dog sandt 
alligevel , af hun netop nu af egen , fri Drift er 
fremkommet med den . “ 
„ Frøkenen var da hastig nok til af troe , af 

Jomfruen havde gjort det , “ sagde Birthe , „ og det 
var dog meget urimeligere , end af jeg havde taget 
den . Dengang tænkte jeg ogsaa ved mig selv , at 
havde Frøkenen og Pastoren ikke gjerne villet være 
af med Jomfruen , saa havde de ikke været saa raske 
til at troe det . “ 
Frøkenen rødmede stærkt . 
„ Jeg kunde ikke troe Andet , “ sagde hun stammende ; 
„ Vorherre veed , at jeg troede det . “ 
„ Ingen tvivler derom , “ sagde Carl med Varme , 
„ Ingen har nogensinde tiltroet Dem en saa slet 
Handling som en ligefrem Opdigtelse ; men nu er 
Øieblikket kommet til at vise , at De ikke forsætlig 
gjorde Uret . Hvis Deres Gudsfrygt ikke er et tomt 
Mundsveir , saa følger De med mig til Byen , og 
beder Rosine tilgive Dem . Gjør De det ikke , 
haaber jeg , at De for evigt vil undsee Dem ved at 
nævne den Guds Navn , De nu saa hyppigt fører i 
Munden . “ 
„ Skulde jeg bede min forrige Jomfrue om Forladelse ? “ 
spurgte hun med glødende Kinder . 
„ Kjender Deres Tro til Persons Anseelse ? “ 
sagde Carl alvorligt . „ Har den Ringe , der er fornærmet , 
ikke endnu større Krav paa at see vor Fortrydelse , 

end den Hsitstaaende , der kan tiltrodse sig 
OpreiSning ? “ 
„ Jo , men — “ Frøkenen tang et Øieblik , derpaa 
vedblev hun : „ Hvad vil Pastor Degen sige 
dertil ? Jeg maa først spørge ham . “ 
„ Nei , De maa ikke , De kjender hans Svar , 
søg ingen Udveie til at undslye , hvad der er Pligt 
og Ret . “ 
„ Men hvis han bliver vred , og jeg mister min 
Plads ? “ 
„ Man skal frygte Gud mere end Menneskene , 
det er dog bedre at fortørne Deres Husbond end 
Deres Gud . “ 
„ De maa ikke saaledes trænge ind paa mig , 
jeg er ganske forvirret , Sagen er dog ikke saa 
vigtig . “ 
„ Ikke vigtig ? Er et Medmenneskes gode Navn 
og Rygte ikke vigtigt ? Er det ikke vigtigt at gjøre 
sin Uret god igjen ? Skal man sige falsk Vidnesbyrd 
mod sin Næste ? “ 
Ved at høre disse Ord gjentagne , som Rosine 
hiin Aften havde henvendt til sine Forfølgere , veg 
Frøkenens Rødme for en stærk Bleghed . 

„ Jeg gjorde det af Uvidenhed , “ sagde hun med 
svag Stemme . 
„ De burde have vidst bedre , “ sagde han indtrængende , 
„ Frøken Kjeldsen , ved den Gud , De 
bekjender , jeg besværger Dem , følg mig . “ 
„ Naa da , “ sagde Frøkenen , „ i Vorherres Navn , 
jeg vil gjøre det , skjøndt det falder snurt . Huset 
maa jeg beskikke først ; men saa skal jeg tage med . “ 
„ Det tør jeg stole paa ? “ 
„ Ja , nu har jeg lovet det . Det er jo et rigtigt 
Hjerleværk , og jeg trøster mig til , at Vorherre 
ikke vil glemme , at jeg har gjort det for hans 
Skyld . “ 
„ Det troer jeg vist , “ sagde Carl smilende , og 
gav for første Gang i sit Liv Frøkenen et hjerteligt 
Haandtryk . Derpaa gik han ind med sin Ledsagerinde 
ril Fru Stilling , hvor en lignende Forklaring 
fandt Sted . Fru Stilling blev i høieste 
Grad oplivet . 
„ Sagde jeg ikke nok , det var nogen dum 
Snak , “ udbrød hun , „ og ikke Noget at rende sin 
Vei for . Bien Du , Birthe , hvorfor lod Du mig 
ikke strax vide , hvor hun var ? “ 

„ Det maa Fruen nok sige , “ sagde Birthe 
mut , „ jeg skrev det jo til Fruen . “ 
„ Naa , det gamle Brev , “ sagde Frnen , og tog 
Brevet frem . Birthe blev noget flan og ærgerlig 
ved at erfare baade Brevets Mangler og dets hoisf 
overflødige Tilsætning . 
„ Jeg skal ikke mere til Byen , “ sagde hun brummende , 
„ med de Mennesker derinde stal jeg ikke have 
Biere af skaffe . — Saadan en Knægt tør holde en 
gammel Pige for Nar ! “ 
„ -Nu kan Du foreløbig blive hos mig , “ sagde 
Fru Stilling ; „ thi jeg behøver Een til af passe 
mig . Jeg siger „ foreløbig “ ; thi mærker jeg , Du 
rapser Noget , kan Du gaae igjen . “ 
„ Nei , “ sagde Birthe , „ det vogter jeg mig nok 
for , saamegen Uleilighed , som jeg har havt af den 
Femdalerseddel , og saa skal jeg endda give den tilbage 
— det maa da bie , til jeg kommer til Byen , 
for jeg vilde ikke tage den med , før det var nødvendigt . “ 
„ Nu 
vil jeg op , “ sagde Fru Stilling ivrigt , 
„ jeg tager med til Byen , min kjære Candidat ! Det 
vil maaskee falde noget haardt for niig af være 
oppe ; men det gaaer nok , jeg sidder jo i Vognen . “ 

Reisen gik dog ikke strax for sig ; det var Fru 
Stilling umuligt af holde sig oppe mere end nogle 
Timer ad Gangen , og Carl maatte vente en Dag 
over . Denne tilbragte han paa Herregaarde » , hvor 
han traf Alt ved det Gamle , hans Bedstemoder følte 
sig vel svagere efter Vinteren , men dog uden noget 
synligt Tegn til Ildebefindende . 
Frøken Alexandrine meddeelte med bankende 
Hjerte Pastoren , at hun vilde tage ind und Carl ; 
han saae ikke op fra sin Bog , medens han svarede : 
„ De har altid havt Deres frie Villie heri Huset , 
min kjære Frøken ! Jeg siger , vi have ingen Uret 
gjort , og have altsaa Heller ingen at afbede ; men vil 
De reise , saa er De Deres egen Herre . De falske 
Propheter have altid været mægtige til at forstyrre , 
og De er kun en svag Qvinde som alle andre . “ 
„ Tor jeg haabe , at De ikke er vred paa mig ? “ 
spurgte Frøkenen ydmygt . 
„ Naar jeg bliver vred , “ svarede han , „ er det 
med en christelig Vrede , der ikke ændser Personer ; 
reis De , og overlad mig siden at domme Dem . “ 
Bieget forknyt gik Frøkenen bort . „ Jeg er skilt 
ved min gode Plads , “ sukkede hun , „ mig syntes , jeg 

havde saadan en rigtig Hjertetro paa Vorherre , og 
nu er jeg dog saa bange . “ 
Medens alt dette foregik paa Landet , var man 
i Byen beskjæftiget med at stede lille Lisbeth til 
Hvile . Rosine syede paa hendes Ligdragt , medens 
Frits løb om , og søgte om Udveie til at grunde 
en lille Huusholdning . Da kjørte der en Dag en 
Reisevogn frem foran Porten , og Carl hjalp to 
ældre Damer ud af den ; den ene kunde ikke taale 
at gaae op af de mange Trapper , men vilde ikke 
tillade de to Andre at gaae derhen , hvor hun ikke 
kunde være med . Endelig bad Carl Spekhøkerkonen 
om Tilladelse til at laane hendes Dagligstue , ligesom 
han bad hende sende Bnd efter Jomfru Walther ; 
begge Dele indrømmedes ham gjerne , og faae 
Minuter efter stod Rosine foran dem . 
„ Fru Stilling ! “ udbrød hun baade glad og 
rørt , og vilde gribe sin gamle Frues Haand . 
„ Visf ikke ! “ sagde Fru Stilling paa sin 
sædvanlige , bydende Maade , men med Taarer i 
Øinene , „ her er intet Herskab mere ! “ og hun sluttede 
hende i sine Arme . 
„ Og De er staaet op — De er kjørt herud ! “ 
sagde den forundrede Rosine . 

„ Ja , det har Du jo nødt mig til , “ svarede 
hun smilende , „ Du løber bort , naar man trænger 
allermeest til Dig , og gjemmer Dig , hvor Ingen 
kan finde Dig ; jeg vilde ikke betroe nogen Anden 
at hente Dig . Er det her , der er saa rart ? “ 
„ O nei , “ svarede Rosine , „ her er Fattigdom , 
Elendighed og Død ; men alligevel har man viist 
mig meget Godt . “ 
„ Nu er det forbi , “ sagde Fru Stilling bestemt , 
„ nu bliver Du hos mig . “ 
Forst nu fik Rosine Øie paa Frøken Alexandrine , 
der stod forlegen , og svøbte sig i sit 
Shawl . 
„ og Frøkenen ? “ sagde hun fryglsomt , som om 
hun tvivlede om Besøgets Virkelighed . 
„ Ja , “ sagde Frøkenen med synlig Overvindelse , 
men med et Udtryk af Skamfuldhed , der rørte og 
forsonede Rosine , „ jeg har baaret mig galt ad , og 
det er ikke mere end rimeligt , at jeg beder Dem om 
Forladelse . Alan maa ikke stænge for Vorherre , 
naar han banker paa , og jeg beder Dem derfor , 
glem , hvad der er skeet . “ 
„ O , “ sagde Rosine bevæget , idet hun tog og 
hjerteligt kyssede Frøken Alexandrines Haand , 

„ jeg erindrer knn , at denne Haand kjærligt pleiede 
og passede mig i min svære Sygdom . Frøkenen er 
kommet her for min Skyld , det skal jeg aldrig 
glemme . “ 
„ Naa , i Jesu Navn , “ sagde Frøkenen , og satte 
sig lettet ned , „ saa er det jo godt . “ I sine Tankerlagde 
hun til : „ Bare det var ligesaa godt med 
Pastoren . “ 
Fru Stilling havde leiet en foreløbig Bopæl 
i Byen , og derhen vilde hun nu føre Rosine ; 
men før hun forlod Huset , aabnede hun rundhaandet 
sin Pengepung , og Ingen , som havde staaet i Berørelse 
med Rosine , gik tomhændet bort . Selv 
Skomagerdrengen betragtede med aaben Mund en 
Species , som hun havde trykket i hans sorte Haand . 
Intet Under derfor , af hendes Gang til Vognen 
lignede et Triumphtog , og Erindringen om den rige 
Kones Aabenbaring bevaredes længe , og tilsidst i 
fabelagtige Dimensioner , i den mørke Gaard i St . 
Pederstræde . Vi maae kun tilføie , af dersom Madame 
Mortensen herefter klistrer Papirsposer , er 
det ene og alene før hendes Fornøielse . 
Frits kom , og blev forestillet før Fru Stilling , 
der fandt stort Behag i hans jevne , venlige 

Væsen ; dette Behag vilde dog have været endnu 
større , hvis hun ikke vidste , af han nærede den Plan 
en smuk Dag af skille hende ved Rosine . Al besidde 
Rosine heelt og holdent , ene og udeelt , var 
blevet hendes Andlingsdrøm , og hun var ikke fri 
for at lade meer eller mindre tydelige Ittringer 
falde om det Urimelige og Ubetænksomme i at gifte 
sig , naar man kunde have det saa godt foruden det . 
Hvormange Mennesker vare ikke blevne ulykkelige 
ved Ægteskabet , og hvor faae opnaaede Mere end 
en høist tarvelig Lykke . Hun , Fru Stilling , havde 
ret følt , hvor klogt hun vilde have handlet i aldrig 
at gifte sig ; Mændene vare de egenkjærligste Skabninger 
i Verden , og hvad Børnene angik , saa „ store 
Børn , store Sorger , smaae Børn , smaae Sorger . “ 
Summa Summarum , et fornuftigt Menneske indlod 
sig ikke med disse uvisse Udsigter . Rosine slog det 
hen i Spøg , og loe . 
En Dag kom Frits , og Rosine saae paa 
hans rødmende Kinder og glade Blik , at han havde 
noget Godt at meddele hende . Han tøvede heller 
ikke med det ; thi neppe havde han taget Plads hos 
hende og Fru Stilling , før han aabnede sit Hjerte 
for dem . 

„ Jeg har idag modtaget et meget ædelmodigt 
Tilbad fra min Kammerherre , “ sagde han , „ han 
skrev mig til , at han troede ikke at kunne undvære 
mig , og at han vilde foreslaae mig , nogle Timer 
hver Eftermiddag at vare hans Secretair og Forelæser . 
Den Løn , han tilbyder mig , er mere end 
anstændig , og i Forening med mine Informationer , 
sætter den mig istand til at tænke paa mit Bryllup . 
Rosine ! jeg har allerede seet paa vort gamle Huus , 
det er ledigt endnu , og hvis Du vil , saa leier jeg 
det endnu idag . “ 
En Glædesstraale oplyste Rosines Ansigt ; men 
et Blik paa Fru Stillings rynkede Pande slukkede 
den strax . 
„ Det forekommer mig at være en meget ubetænksom 
Beslutning , “ sagde Fruen , „ det haster jo 
aldeles ikke med det Bryllup . Der kunde have 
været Noget i det , før Sedlen blev sundet , og Rosine 
aldeles retfærdiggjort ; men hvorfor skal hun 
nn styrte sig ind i en Stilling , der ikke kan blive 
nær saa god og behagelig som den , hun har ? Hun 
seer jo sin Forlovede hver Dag , jeg behandler ham 
som en Søn , ligesom jeg behandler hende som en 
Datter , saa der er al Grund til at vente og see 

Tiden an , om der ikke frembyder sig en sikkrere 
Existents for Hr . Walther . “ 
„ Alt dette er meget sandt , “ sagde Frits ; „ men , 
kjære Fru Stilling , Rosine og jeg ere vante til 
at leve sammen , og delte kan ikke skee , undtagen vi 
gifte os . “ 
„ Ja , hvad vil det sige ? I leve jo ogsaa nu 
sammen , saameget det behøves . “ 
„ Jeg vilde dog gjerne have , at Rosine for 
hele Verdens Øine endelig skulde være min , jeg vil 
have hende i mit Hjem og ved min Side som min 
lovlige Eiendom . “ 
„ Hvor Mændene ere egenkærlige ! “ sagde Fru 
Stilling misfornøiet , „ de gjøre sig aldrig nogen 
Samvittighed af at tage Dottrene fra Mødrene , og 
naar der saa er gaaet en kort Tid , kunde de gjerne 
faae Lov at vende tilbage igjen . Tænker De slet 
ikke paa mig , Hr . Walther ? Jeg kan ikke undvære 
Rosine . “ 
„ Det skal De Heller ikke , “ svarede Frits , 
„ Rosine vil besøge Dem daglig og saameget De 
ønsker det . “ 
„ Hor , “ sagde Fru Stilling i en Slags Angst , 
„ jeg vil sige Eder Noget . Hvorfor skulle vi sfilles 

ad , naar vi dog saa godt kunde blive sammen ? Det 
er jo urimeligt . Jeg vil foreslaae Eder at blive hos 
mig , gift Jer saameget I ville ; men opslaaer Eders 
Bopæl hos mig . Jeg vil leie en større Leilighed , 
og indrette en Deel af den til Eder , I skulle leve 
som Fyrstebørn . Under mig blot en Plads hos 
Eder , overlader mig ikke til mine gamle Tanker , 
jeg skal gjøre mig Umage for at være saa lidt fordringsfuld 
som muligt . “ 
Rosine tog hendes Hænder i sine , kyssede og 
. klappede dem . 
„ Ret saa , mit Barn , “ vedblev Fru Stilling , 
„ jeg seer , Du er fornuftig . Staa ikke der , Frits 
Walther , og see saa alvorlig ud ; men gjør ligesom 
Deres tilkommende Kone . “ 
„ Det vilde gjøre mig ondt at see Rosine 
tænke anderledes , “ sagde Frits med alvorlig Følelse ; 
„ men det tilkommer mig at see Sagen i et 
andet Lys . Den Qvinde , jeg gifter mig med , vil 
jeg selv forsørge , og jeg vil have hende til min udelukkende 
Eiendom . Tro ikke , at jeg ikke paasfjonncr 
Deres Godhed , jeg troer baade paa Deres ædelmodige 
Følelsers Sandhed og deres Varighed ; men 
jeg kan ikke finde mig i noget Forhold i Verden , 

som ikke er ganske klart og reent . Det var dette 
ikke ; det var Dem , der var Herren i Huset og ikke 
mig , min Kone var Deres adopterede Datter mere 
end min Hustru , og jeg vilde ikke blive saa lykkelig , 
som jeg kunde blive det under mindre sorgfrie og 
mindre besværlige Forhold . Jeg maa derfor afslaae 
Deres Tilbud , og De vil ved neuere Overvejelse 
give mig Ret . “ 
„ De er et egenkjærligt , havesygt , utaknemmeligt 
Menneske , “ sagde Fru Stilling opbrusende , „ De 
vil tage Rosine fra mig , lad os see , De er maaskee 
endogsaa skinsyg paa mig ? “ 
„ Nei , Frue , “ svarede han smilende , „ jeg troer 
paa Rosine saa fast som paa Klippen . 
„ De er indbildsk ovenikjøbet , “ svarede hun 
vredt ; derpaa vendte hun sig til Rosine : „ Men 
Du , Du bliver hos mig , Rosine , ikke sandt ? 
Saa kan han gaae , hvorhen han vil , han kommer 
nok tilbage . “ 
„ Frue , “ sagde Frits , „ Manden skal forlade sin 
Fader og Blöder , og følge sin Hustru , og Hustruen 
skal tilvisse gjøre det Samme . Hvis det var muligt , 
at Rosine kunde foretrække Dem for mig , saa 
vilde jeg visselig gaae ; men jeg vilde ikke komme 

igjen . Men Rosine vil det ikke , jeg kjender hende ; 
hun vil indsee , at jeg har Ret . Hvis De ikke vil 
give os samme Ret til at bestemme vor Skjæbne 
som andre Forældre give deres Børn , saa ville vi 
gaae begge med samme Smerte som den , hvormed 
et Barn forlader det Fædrenehuns , der forflyder 
det . “ 
„ Nei , det skeer ikke ! “ raabte Fru Stilling , 
„ Rosine , Du vil ikke forlade mig ! Lad ham gaae , 
bliv her hos mig , Du skal være som mit eget Barn , 
Du skal arve mig , ja , jeg vil i levende Live gjøre 
Dig uafhængig af mig , jeg skal finde en anden 
Mand til Dig , som ikke river Dig fra mig — lad 
den Utaknemlige gaae ! “ 
„ O , min Frue ! o , min Moder ! “ sagde Rosine 
med Taarer , „ jeg var et forældreløst Barn , 
da hans Fader drog mig ud af Nød og Elendighed , 
vi have elsket hinanden trolig fra det Øieblik , vi 
saaes , jeg har lovet at blive hans , at ære og elske 
og lyde ham til mine Dages Ende — hvor kan jeg 
lade ham gaae ? “ 
„ Saa gaa selv , Utaknemlige ! “ sagde Fru 
Stilling haardt , og stødte hende fra sig , „ jeg har 
næret en øgle ved min Barm , der nu borer sin 

Braad i mit Hjerte . Gaa , og kom ikke tiere formine 
Øine ! “ 
„ Naar Øe befaler det , maa jeg gaae , “ sagde 
Rosine bedrøvet ; „ men selv om Øe vredes paa 
mig , skal jeg aldig glemme Deres Godhed . Hvis 
Øe nogensinde trænger til mig , hvis Øe blot sender 
mig eet eneste Vink , skal Øe see mig hos Dem med 
samme Kjærlighed , samme Taknemlighed som før ! “ 
Hun forsøgte at tage hendes Haand ; men hun 
drog den til sig . Stille vendte Rosine sig mod 
Doren , Frits tog hendes Haand , og de stode i 
Begreb med at fjerne sig , da saae Fru Stilling 
op , hun reisfe sig , og udbrød : 
„ Nei , nei , gaaer ikke ! Forlader mig ikke ! Det 
er mig , der er haard , egenkjærlig og skinsyg , jeg veed 
det , jeg tilstaaer det ; — men gaaer ikke bort i 
Vrede ! Gifter Jer , bygger Jert eget Huus ; men 
taaler mig hos Eder , naar jeg flyer fra min Eensomhed 
hen og besøger Eder med mine Sorger , mine 
Luner , mine Fordringer ! Jeg skal ikke tage megen 
Plads op , I have jo Eders Lykke , Eders Kjærlighed , 
og jeg Intet — støder mig ikke fra Eders 
Dør uden en Kjærlighedens Almisse , uden et Smiil 
og et venligt Ord ! “ 

Hun havde ikke udtalt , før Rosine hang om 
hendes Hals . 
„ Min Moder , min Velgjørerinde ! “ raabte hun 
med henrykte Taarer , „ De tilgiver mig ? O , ingen 
Dag skal hengaac , uden at jeg besøger Deres Huus 
eller De mit , Deres Nærværelse skal gjøre vor Lykke 
fuldkommen ! “ 
„ Og Du vilde virkelig gaae ? “ spurgte Fru 
Stilling , klappende hendes vaade Kinder . 
„ Til De kaldte vaa mig , “ svarede Rosine 
smilende . 
Frits var ogsaa traadt nærmere , og modtog 
ærbødigt den udstrakte Haand . 
„ De er egentlig Anstifteren af alt dette , “ sagde 
Fru Stilling , halvt alvorligt , halvt spøgende ; 
„ men jeg maa vel holde gode Miner med Dem , 
før at De ikke skal tage hende der fra mig . — De 
skulde vide , hvad jeg er før en ulykkelig , gammel 
Stakkel med alle mine Penge uden hende , saa vilde 
De afslaae mig en lille Smule af Deres Lykke . “ 
„ Kjære Frue , “ sagde Frits bevæget , „ vi ville 
dele som Moder og Søn ! “ 
Da Stemningen var blevet roligere , blev der 
taget Aftale om Brylluppet og om Ordningen af 

det nye Huus . Om det første blev man let enig , 
at det skulde holdes i al Stilhed ; men da Talen 
blev om Huset , begyndte Frits at forsvare det gamle 
Meublement , der endnu henstod fra hans Plejefaders 
Tid ; men derom vilde Fru Stilling Intet høre . 
„ Hvis De , min gode Frits , absolut vil føre 
Rosine ind til det gamle Skramleri , saa er det 
kun en Caprice . Jeg vil ikke forgylde Jer ; men 
lidt ordentligt Bohave vil jeg have Lov at udstyre 
Rosine med ; derom nytter ingen Snak . “ 
Da Frits saae , at Rosine lod til at ville 
gaae over til Fru Stillings Mening , gav han 
efter uden videre Indvendinger . Det blev en stor 
Fornøielse for Fru Stilling og Rosine at kjøbe 
og opstille de nye , tarvelige og til det lille Huus 
aldeles passende Meubler ; tidt satte de sig ned midt 
under Arbeidet , og Rosine fortalte om sin Barndom 
og sin Ungdom . Det var sande Festdage , 
fulde af Glæede og uskyldige Forhaabninger , saaledes 
som de ikke forekomme mange Gange i Livet . 
Endelig — en Søgnedagsmorgcn , da Menneskene , 
travle og beskjæftigede , ilede gjennem Gader 
og Stræder , jagende efter det daglige Brød , 
og optagne af Sorger og Bekymringer — slog 

den hellige Festtime for Frits og Rosine . Stille 
aabnede Gudshuset sig for dem og deres lille 
Folge , Kammerherren , Carl og Fru Stilling . 
Da de traadte hen foran Altaret , mindedes de 
begge uvilkaarligt den Time , da de første Gang 
forenede deres Hænder i det hellige Løfte , og veemodigt 
smilede de til hinanden . Dybt i sit Hjerte 
følte Frits , hvilken Skat , der idag blev givet i 
hans Eie , og idet hans Blik hvilede paa det hulde , 
uskyldige Aasyn ved hans Side , opfyldtes hele 
hans Væsen af blide og lykkelige Tanker . Vaarsolen 
skinnede ind af Kirkevinduerne , som om den smilende 
vilde sige : „ Den mørke Vinter er forbi , jeg prædiker 
Opstandelsens Evangelinm , “ alle tunge Grublerier 
vege fra hans Sind , og med et reent og 
barnligt Hjerte lyttede han til de Ord , der skulde 
knytte ham til hans Ungdoms Elskede . Paa hendes 
unge Ansigt laae et Skjær af from og falig Glæde , 
hvis Glands udbredte sig til alle Gjenstande i det 
soloplyste Rum , en Glands , der smeltede enhver 
Strid i hendes Ægtefælles Sjæl hen i en salig 
Hengivelse til den aandelige Verden , der her havde 
sin Bopæl udenfor Livets forvirrende Tummel , og 
som uvilkaarlig bragte de Ord paa hans Tunge : 

„ Hvis I ikke blive som Børn , da skulle I ikke kjende 
Himmeriges Rige . “ Her var det , reent og fuldt 
og saligt , høitideligt svævende om ham i hans Hustrues 
Blik , i Orgelets Toner og Velsignelsens 
usynlige Haandspaalæggelse . Det syntes ham , at 
det var mod ham , at Frelseren udstrakte sine Arme , 
og at han knælede , ikke alene for at modtage 
Ægteskabets , men ogsaa en høiere Indvielse . Han 
traadte ned fra Wäret som et nyt , et lykkeligt Menneske . 
Saaledes som den , der staaer paa Bjerget , 
og , medens Skyerne og Taagerne rulle nede i Dalen 
under hans Fod , med lette Aandedrag indsuger den 
friske Luft , saaledes skred Frits ned ad Kirkegulvet 
med sin Brud ved Armen . 
Ved Kirkedøren maatte han standse , og et Øieblik 
laane Øre til de verdslige Krav . Hans Haand 
blev trykket , og hans Brud omfavnet . 
„ Jeg maa sandelig ønske Dem tillykke , Hr . 
Candidat , “ sagde Kammerherren , „ med en saadan 
Pleierinde kan De sagtens trodse Livets Anfægtelser . 
Hvis jeg havde været 20 Aar yngre , havde jeg gjort 
Dem Rangen stridig ; men — man maa være forsigfig , 
og ikke tillade sit Hjerte eet eneste Slag 
over Nulpunkt . Min Frue ! De faaer en fortræffelig 

Mand , brav og pligtopfyldende , kun noget ødsel 
med sin Helbred ; men saaledes have vi alle været i 
vor Ungdom ! “ 
Efter nogle flere nedladende Ittringcr til Carl 
og en ærbødig Hilsen til Fru Stilling , tog Kammerherren 
Afsfed , og begav sig hjem for at lade sig 
frottere efter den fugtige Luft i Kirken , og den øvrige 
Brudeskare tog Veien til det lille Huus , hvor 
vi først traf Frits og Rosine . Bruden blev rørt 
ved paa Væggen i sin Stue at finde ophængt en 
ziirlig Bouquet af Haar , omslynget af et Baand , der 
bar Navnet „ Flora Matthiesen , “ broderet med 
hvide Perler , og det blev nu først ret tydeligt for hende , 
at hun høit oppe i Kirkens Gallerte havde seet endeel 
mørke Skikkelser , der paafaldende mindede hende 
om hendes gamle Bekjendte i St . Pederstræde . 
Om Aftenen , da de lykkelige To bleve ene , og 
atter stode paa den samme Plet , hvor de for et Aar 
siden gave hinanden deres Trostabsløfte , sluttede 
Frits inderligt sin Hustru i sine Arme . 
„ Husker Du , Ro skue , at det var her , vor 
Faders Kiste stod ? Husker Du , det var her , Du 
sagde mig , at vi skulde skilles , og gaae hver sin Vei 
i Verden ? “ 

„ Jo , min Frits , “ svarede hun smilende , „ og 
det gjorde vi jo ogsaa . “ 
„ Havde vi ikke gjort rettere i strax at gjøre , 
hvad vi nu have gjort ? “ 
„ Nei , jeg troer ikke . Ogsaa denne Vandring 
har havt sin Hensigt og sit Maal , ikke sandt ? “ 
„ Jeg troer Alt , hvad Du troer . “ 
„ Nei , det maa Du ikke . Jeg kan tage feil . “ 
„ Saa tager jeg feil med Dig . Vi have jo 
Alting tilfælleds nu . “ 
Rosine vendte sig lidt fortrydelig bort , og gav 
sig til at rydde op . * 
„ Maa jeg hjælpe Dig ? “ 
„ Nei , Tak , jeg kan bedst selv . “ 
„ Maa jeg da see til ? “ 
„ Nei , det generer mig . “ 
„ Maa jeg da kysse Dig ? “ 
„ Nei , Du maa ikke ! “ 
Ligesom paa hiin Dag havde Frits ladet Gjcrningen 
følge paa Ordet , før Rosine fik afværget 
det , og ligesom hiin Dag forsagte hun at see vred 
ud ; men det maa ikke være rigtigt lykkedes hende ; 
thi faae Øieblikke efter gjentog Frits sin Forbrydelse , 
og dennegang ovenikjøbet uden at spørge ad . 

Ogsaa paa Landet skinnede Vaarsolen igjen , og 
kaldte al Naturens Herlighed tillive omkring det 
stolte Herresæde ; Foraarets Blomster prangede i 
Bedene , og Træerne kappedes om at iføre sig den 
lysegrønne Dragt . Jægermesteren færdedes travlt paa 
Markerne , og Frøken Camilla glædede sig ved at 
betragte det daglige Fremskridt af Vævningen paa 
Naturens Brudedragt . Hun kom dog ikke langt fra 
Gaarden ; thi den gamle Bedstemoder blev endnu 
mere svag og mat end før . Hun holdt af at sidde 
foran de aabne Havestuedøre , indhyllet i sin varme 
Kaabe ; men ned i Haven kom hun ikke længer . En 
Dag , da hendes Sønnedatter stod hos hende , sagde 
hun til hende : 
„ Mit Barn , har Du nylig hørt Noget fra 
Carl ? » 
„ Ikke siden De selv fik Brev , kjære Bedstemoder , “ 
svarede hun , og saae ud af Døren for at 
skjule sin Rødme , „ da skrev han , at hans Ven , 
Candidat Walther , havde havt Bryllup med sin 
Pleiesøster . “ 
„ Camilla , “ vedblev den gamle Kone , „ jeg vilde 
ønske , Carl havde været en rigtig Præst . “ 
„ Hvorfor det , kjære Bedstemoder ? “ 

„ Du maa gjerne kalde det Svaghed , mit Barn ; 
men siden jeg føler , at mine Kræfter tage saa meget 
af , vilde jeg nok tale med en Præst . De ere jo dog 
til for at sige os , om vi have den rigtige Tro 
paa Gud . “ 
„ Ja , det er vel Hensigten med deres Embede , “ 
svarede den unge Pige , noget langtrukkent . 
„ Synes Du , det er Svaghed , at jeg gjerne 
vilde tale med en Præst ? “ spurgte den gamle Kone 
igjen . 
„ Paa ingen Maade , “ svarede hun venligt , 
bøiende sig over hende , „ hvis De ønsker det , kunne 
vi jo sende Bud efter een . Jeg antager ikke , at De 
kan have Noget at bebreide Dem , hvorfor De behøvede 
en Præsts Trøst ; men vil De det , vil naturligviis 
Onkel Holger strax opfylde Deres Onfle . “ 
„ Nei , mit Barn , jeg har ikke Noget at bebreide 
mig , saavidt jeg veed ; men naar jeg seer , at Andre 
tale saa forskjelligt om den samme Ting , saa er jeg 
bange for , at jeg tager feil . “ 
„ Og derover kan Præsten berolige Dem ? “ 
„ Han er jo en Guds Mand , og bør vide det 
Rette . “ 
„ Hvem ønsker De da at kalde ? “ 

„ Det vilde ikke være passende at forbigaae 
Pastor Degen — hvis Carl blot havde været 
Præsf , saa var han jo min Dattersøn , og saa kunde 
jeg kaldet ham ; men nu maa Du bede Degen 
komme . “ 
„ Fordi Carl ikke er Præsf , “ sagde Camilla 
lidt nølende , „ kunde han jo ligesaa godt tages paa 
Raad af Dem . “ 
„ Nei , “ sagde Geheimeraadinden bestemt , „ en 
rigtig Præsf skal det være , desuden er Carl saa 
egen , saa besynderlig , jeg troer , han vilde forlange 
Mere af mig , end jeg kan gjøre . “ 
„ Som De vil ; jeg skal sige det til Onkel 
Holger . “ 
„ Nei , Camilla , det skjøtter jeg ikke om . Min 
Søn vil finde det barnagtigt af mig , om han ogsaa 
ikke siger det . Gaa Du selv ned til Præstegaarden , 
og bed Degen komme herop . “ 
Uden at gjøre videre Indvendinger begav Camilla 
sig til Præstegaarden , hvor hun traf Frøken 
Alexandrine , der igjen skaltede og valtede som 
forhen . Præsten havde aldrig siden talt et Ord 
om hendes Bortreise , og Frøkenen var ham hjerteligt 
taknemlig derfor . „ Den Guds Mand har et stort 

Hjerte , “ sagde hun til sig selv ; men rimeligere var 
det , at han ikke ønskede at miste en saa flink Huus « 
holderske . Præsten var ikke hjemme ; men Camilla 
overdrog med faae Ord Frøkenen at besørge sit 
Ærinde , og vendte derpaa hjem igjen . 
Henad Aften kom Pasfor Degen op paa 
Gaarden , og blev lukket ind til Geheimeraadinden . 
Han fandt den gamle Kone lænet tilbage i sin Lænestol 
med et usædvanligt Udtryk af at være besværet 
af sine Tanker ; ved hans Indtræden gjorde hun dog 
et Forsøg paa at reise sig , men sank træt tilbage , 
og sagde : 
„ De seer , Deres Velærværdighed , at Evnen 
ikke svarer til Villie » . Behag at tage Plads ; jeg 
ønskede at tale alene med Dem , ellers fluide min 
Sønnedatter været tilstede , og have opfyldt mine 
Pligter som Værtinde . “ 
„ Hvad har Deres Naade da paa Hjerte ? “ 
spurgte Pastoren med en vis lystig Venskabelighed , 
„ hehehe ! vil Deres Naade tesfamentere alt Deres 
Gods til Kirken ? “ 
„ For mit Gods er jeg ikke bekymret , “ svarede 
hun , lidt saaret af hans muntre Tone , „ det vil min 
Søn Holger nok sørge for ; det er om mig selv , 

jeg vil tale til Dem . Jeg mærker nok , at mine 
Kræfter tage af , og jeg har ogsaa levet længe nok 
til ikke at bryde mig om Mere ; men det er ligesaa 
rimeligt at befliffe sin Sjæl som at befliffe sit 
Gods . “ 
„ Vistnok , vistnok , “ sagde han opmærksom ; „ men 
det Første kan ikke godt opsættes saa længe som det 
Sidste . “ 
„ Jeg tænker , at jeg hele mit Liv har stræbt at 
gjøre Ret og Skjel , “ sagde hun med Værdighed , 
„ og jeg troer ikke , at jeg nogensinde har givet Andre 
Forargelse . Da jeg var Barn , sagde man mig , at 
det var passende at have Agtelse for Andres Tro , 
og man lærte mig ogsaa hver Dag at gjøre den 
gode Gud min Opvartning med min Morgen- og 
Aftenbøn . Jeg har aldrig nndladt det , Hr . Pastor , 
Morgen og Aften hver Dag i sex og halvfjerdsindstyve 
Aar — jeg er nu snart fiirs — har jeg bedet 
de samme Bønner , og det har altid gjort mig godt . 
Jeg har sommetider bedet dem med Glæde , og 
sommetider med Taarer ; men Intet har bragt mig 
til at forsømme dem . Hvad mine Børn og Børnebørn 
angaaer , har jeg ladet dem raade sig selv ; jeg 
tænkte , at det , der var godt for mig , var maaskee 

ikke godt for dem , der var jo nu Religion nok i 
Verden , de kunde vælge selv . Det have de gjort , 
og De seer ogsaa , at jeg havde Ret ; Carl , som fik 
en religieus Opdragelse , er den Eneste , som gjør 
mig Sorg . “ 
„ Jeg vil have Vanskelighed ved at modsige 
Dem , naadige Frue , “ sagde Præsten : „ man kan ikke 
fordomme det religieuse Liv , fordi dets Frugter ikke 
smage os . Men hvorfor har De ladet mig kalde ? “ 
„ Fordi jeg vilde aflægge et Menneske Regnflab 
for min Tænkemaade , “ svarede hun , „ og det passer 
sig ikke for mig , at aflægge dette Regnflab til mine 
Børn . Troer De , at jeg rolig kan gaae ind for 
Vorherre ? “ 
„ Nei , jeg troer ikke . Jeg kan ikke sige , at De 
har forladt Deres Barnetro ; thi De har aldrig 
havt nogen , jeg vil snarere sige , at De ikke er døbt 
til noget Samfund med Gud . De er mere en Hedning 
end en Chrisfen . » 
„ Da er jeg dog døbt ; min Fader var altfor 
samvittighedsfuld en Mand til at undlade Noget , 
Loven har befalet , og jeg er jo ogsaa gift , da maa 
jeg have havt min Døbeseddel . “ 
„ Javel er De døbt med Vand ; men uden Nogen 

er født af Vand og Aand , kan han ikke indkomme 
i Guds Rige . “ 
„ Knnde De ikke tale lidt tydeligere , jeg forstaaer 
Dem ikke . “ 
„ Saaledes svarede Nicodemus ogsaa . Jeg 
vil da hellere spørge Dem , hvad har De gjort for 
at blive salig ? “ 
„ Jeg har søgt at gjøre Ret og Skjel mod alle 
Mennesker , jeg har vogtet mig for alt Ondt , og viist 
Vorherre al mulig Ærefrygt ; jeg veed jo , at han 
er over os Alle . “ 
„ De har holdt Budene ; men veed De , hvad 
Deres Herre og Biester svarede den unge Mand , 
der spurgte ham , hvad han skulde gjøre mere end 
dette ? “ 
„ Nei , Hr . Pastor ! det har jeg ikke hørt Dem 
tale øm . “ 
„ Han svarede : „ Giv alt Dit Gods til de Fattige , 
og følg mig . “ “ 
Der blev en Panse , endelig sagde den gamle 
Kone : 
„ Saameget kan Vorherre ikke forlange af mig . 
Godset efterlod min salig Mand mig at forvalte , 
jeg skal svare til det , det er betroet Gods , det kan 

jeg ikke give de Fattige . Men jeg har en betydelig 
Sum i rede Penge , deraf vil jeg give Sognet to 
tusinde Daler . “ 
„ Det er Vorherre , De accorderer med , og ikke 
med mig ; troer De , at han vil nøies med de to 
Tusinde ? “ 
„ Jeg kan ikke troe , at Vorherre vil have , at 
jeg skal gjøre mine Børn arveløse . “ 
„ Derpaa kan jeg ikke svare Dem , det er min 
Pligt at sige ; „ Alt eller Ingenting . “ “ 
„ Det er haardt , “ sagde hun stikkende ; „ men 
saa faaer det være . Vorherre faaer at gjøre med 
mig , som han vil , jeg er dog kun et gammelt Skrog . 
Godset skal blive i min Families Hænder , hvor 
kunde jeg forsvare for Gud og Mennesker at splitte 
det ad ? Bein Mands Familie har eiet det i mange 
Led lige siden Kong Frederik den Fjerdes Tid , og 
det er gaaet nbeskjaaret fra Haand til Haand ; nei , 
jeg vil ligge med Ære i min Grav . “ 
Der gik ligesom en Skygge over Præstens Ansigt , 
en hævngjerrig , hadefuld Skygge , som det indfaldende 
Morke skjulte for den gamle Kone , og han 
sagde med streng Stemme : 
„ Kjender De ikke Parablen om den rige Mand ? “ 

„ Jo , “ svarede hun ; „ men jeg har ikke ladet 
den Fattige ligge ved min Dør . “ 
„ De har ladet Herren ligge ved Deres Dør , “ 
vedblev han , idet han truende opløftede sin Finger , 
„ De har laaset og lukket for ham . Selv om De 
svøber Dem i Purpur og kostelige Liinklcrder , vil 
han dog finde Dem tilsidst . Vorherre kjender ikke 
Forskjel paa Fornemme og Ringe ; De kan troe , at 
der vil brænde flere Fornemme end Ringe i Helvedes 
Ild . “ 
Atter opstod en Pause , og igjen tog Geheimeraadinden 
Ordet : 
„ Helvedes Ild er kun et Billede , Hr . Pastor ! 
og Vorherre er ikke saa slem . “ 
„ Jo , han er meget slem , han er en Brand for 
de Ugudelige ; det er ikke Løier med Helvedes Ild . 
De er voxet op i Vantro , uden Fadervor og uden 
Psalmesang , og De er ifærd med at blive hængende 
paa Djævlekrogen ; men det er Tid endnu . Vorherre 
har rørt Dem med sin lille Finger , ellers 
havde De ikke ladet mig hente , bliv heelt og med 
fuld Barnetro een af Vore , overgiv Dem til mig , 
og jeg skal ikke raste , før De er bænket i Guds 
Rige . “ 

„ Det var strengt af Vorherre , hvis han vilde 
fordomme mig . “ 
„ Nei , det var mageløst kjærligt og naadigt ; thi 
saa kunde maaskee Tanken derom vække Dem . “ 
Hun overveiede atter , og han ventede længe paa 
Svaret . 
„ Nu da , “ sagde ha nendelig , „ har Hjertemanden 
faaet Bugt med Dem ? “ 
„ Det faaer at gaae , « som det vil , “ svarede hun 
bestemt , „ jeg bliver ved det Gamle . Tak for iaften , 
Hr . Pastor ! mit Ord om de to tusinde Daler fager 
jeg ikke tilbage ; naar jeg er død , kan Sognet bygge 
et Fattighuus for dem . “ 
„ De giver Vorherre en Almisse , istedetfor at 
sætte ham til Høibords . Verden holder paa Dem 
med sine Jernarme , og De kan ikke slippe fra den . 
Vorherre see til Dem ! “ 
Han reiste sig , og gik . Da han var borte , 
lagde hun Haanden paa Klokken ; men hun ringede 
ikke . Fordybet i Tanker blev hun siddende taus i 
Mørket . Han havde lagt sin haarde Haand paa 
den Fjeder , der endnu alene gav hendes Sjæl 
Spændkraft , og hun reiste sig til Forsvar af det , 
der hidtil havde været hendes Ære og Stolthed . 

Det store , prægtige , vidtudstrakte Gods laae udbredt 
for hendes indre Syn , hun oversaae i Tankerne 
dets forsgede Drift , dets forbedrede Veie , dets omhyggeligt 
pleiede Skove og al den Herlighed , hun 
havde bevaret og udvidet , og hun var tilfreds med 
sig selv . Det var ligesom om Himlen selv havde 
villet bevare denne skønne Eiendom saa ubeskjaaret 
som muligt ; thi af alle hendes Børn var kun eet 
tilbage , og det var en Søn ; hun havde givet Offre 
nok til denne Storhed . Hun havde imidlertid to 
Børnebørn ; det Enes Moder havde ved sit Giftermaal 
faaet sin Arv udbetalt , og Carl havde saaledes 
Intet at fordre ; anderledes var det med Camilla , 
hendes Fader havde været den ældste Søn , 
og hendes betydelige Formue stod endnu urørt i den 
faste Eiendom . Naar hun giftede sig , kunde hun 
forlange den udbetalt ; men hvorfor skulde hun gifte 
sig udenfor Familien ? Hun havde ikke været blind 
for , at hendes to Børnebørn havde en varm Tilbøielighed 
for hinanden , der saa saare let kunde oppustes 
til noget Alvorligere end et Barndomsvenflab , 
og da kunde denne store Sum Penge berøves Godset , 
og maaskee henkastes til at omvende Hedninger i et 
fjernt Land . Det forbyde Gud ! Hun ringede , og 

sendte Bud efter sin Søn Jægermesteren . Han kom 
strax , og en lang , fortrolig Samtale udspandt sig 
mellem Moder og Søn . Da Holger gik bort , 
var hans Hoved opløftet og hans Blik straalende . 
Hans gamle Moder gik iseng for at hvile efter sit 
anstrengende Dagværk . 
Den næste Formiddag , da Jægermesteren , efter 
en munter Morgenhilsen , var gaaet ud i Skoven og 
paa Marken , og de to Damer som sædvanlig sad i 
Havestuen , sagde Geheimeraadinden : 
„ Camilla , sæt Dig hen hos mig , jeg har 
Noget at sige Dig . “ ' 
Studsende saae den unge Pige op , men adlød 
strax Befalingen . Hendes Bedstemoder drog hende 
hen til sig , tog hendes Hænder i sine , og betragtede 
hende alvorligt . 
„ Mit Barn , “ sagde hun bevæget , „ jeg har sat 
min Lid til Din Pligtfølelse og Din Lydighed ; har 
jeg taget feil af Dig ? “ 
„ Jeg haaber ikke , kjære Bedstemoder , “ svarede 
hun venligt og utvungent . 
„ Hør mig da , mit Barn ! jeg er gammel og 
svag , og rimeligviis varer det ikke længe , før I 
lægge mig ud paa Kirkegaarden . Du og Holger 

blive da tilbage , I kunne ikke boe her sammen , hvor 
har Du tænkt at tage hen ? “ 
„ Jeg har ikke tænkt derover , kjære Bedstemoder ! 
Jeg haaber , at De bliver endnu længe 
hos os . “ 
„ Selv om saa var , maa dog Enden komme 
engang , og der maa betænkes itide , hvad der da 
skal gjøres . Seer Du , Holger arver Godset , og 
udbetaler Dig Din Fædrenearv , det er en gammel 
Bestemmelse . “ 
„ Jeg veed det , og jeg er velfornøjet med den . “ 
„ Jeg har al den Tid , jeg har været Enke , 
stræbt at samle denne Sum ; men det er ikke lykkedes 
mig ganske . Ialtfald vil det blive en stor 
Byrde for Godset at udbetale disse Penge , og hvis 
de blev ved det , vilde der kunne udrettes Betydeligt 
med dem . “ 
„ Hvis De ønsker det , er jeg ikke uvillig til at 
lade dem henstaae . “ 
„ Nei , det er ikke min Mening , Din Ret er 
Din Ret . Desuden , hvor skal Du tage hen , hvor 
er der et passende Opholdssted for Dig ? Du er 
meget ung endnu , det vil være vanskeligt at faae 
Dig godt anbragt . “ 

„ Ængst Dem ikke derfor , dertil findes vel Udvei . 
Maastee Onkel Holger gifter sig , saa kan jeg 
jo blive her . “ 
„ Hvis Du og hans Kone synes om hinanden . 
Mit Barn , der er en bedre Udvei , hvis Du vil , og 
jeg er vis paa , at Du vil ; thi Du er god og fornuftig . 
Min Søn elsker Dig af hele sit Hjerte , 
han er noget ældre end Dig og Din Onkel ; men 
det er dog Biting mod de store Fordele , dette Parti 
frembyder . Jeg vil efterlade Dig lykkelig ; thi 
Holger er et godt Menneske og et forstandigt Menneske , 
om han end gaaer noget stille med det , han 
er Landmand med Liv og Sjæl , og Du holder jo 
ogsaa meest af Landet ; hvis jeg døer , blive I her , 
Alting bliver ved det Gamle , Godset tilhører Eder 
heelt og ubesfjaaret , og jeg ligger rolig i min Grav . 
— Du tier , Camilla ? “ 
„ Min Bedstemoder , jeg har den største Godhed 
for Onkel Holger ; men jeg har aldrig tænkt ham 
som min Mand . “ 
„ Bryd Dig ikke om det , Du vil vænne Dig 
til det . “ 
„ Desuden har han aldrig nævnt noget Saadant 

til mig , jeg veed jo ikke engang , om han vil have 
mig . “ 
„ Han siger , at han vilde blive saa lykkelig , 
som han kan blive paa denne Jord . I passe sammen , 
og kan Du tænke Dig at forlade dette Sted 
for bestandig ? “ 
Hun saae sig om ; alle de kjære og kjendte 
Gjenstande mødte hendes Øie , og Tanken om Skilsmissen 
fra dem sammenpressede hendes Hjerte . 
„ Jeg gjør det nødig , og jeg vil altid længes 
efter dette mit gamle Hjem ; men hvis jeg maa , vil 
jeg see at finde mig deri . “ 
„ Men Du behøver ikke at finde Dig deri ; Du 
kan blive her som Eierinde af det Hele , som Husets 
Frue . Du kan selv være lykkelig og gjøre Andre 
lykkelige . “ 
„ Maa jeg ikke betænke mig ? “ 
„ Camilla , jeg seer , at Du skjuler Dine sande 
Tanker for mig . Jeg har længe seet , at Du holder 
mere af Carl , end man holder af en Fætter og en 
Ven . Det er ham , der har opvakt disse Tanker 
hos Dig . Men Carl er en Fusentast , og Du seer 
jo selv , at han hellere vil reise til Afrika , end blive 
her , og gifte sig med Dig . Selv om han blev her , 

hvad havde han saa at tilbyde Dig ? En fattig 
Præstegaard . Hans Formue har han næsten brugt 
op , og kunde Du virkelig blive lykkelig med ham ? “ 
„ Jeg væed ikke , hvorfor Carl ikke skulde være 
et passende Parti for mig , “ sagde hun med nogen 
Stolthed ; „ om hans Planer synes os phantastiske 
og ufornuftige , saa ere de dog ialtfald ligesaa ærefulde 
som vore . Desuden , hvis han , som De siger , 
virkelig elskede mig , var det maaskee ikke umuligt , 
at han blev her alligevel . Og hvad Fattigdommen 
angaaer , da har jeg nok til os begge . “ 
Den gamle Kone blev smertelig bevæget af 
disse Ord ; men hun skjulte sin Bevægelse , og svarede : 
„ Der vilde dog være en væsentlig Anstodssteen 
for dette , og det var Pligten , Pligten af at opretholde 
en værdig Stilling og et ædelt Navn . Jeg 
har ikke opdraget Dig til hensynsløst at følge ethvert 
Lune og ethvert Indfald , jeg vil aldrig billige , at 
Du følger en Mand , der , i hvor mange gode Sider 
han end kan have , dog ved sin foranderlige Tænkemaade 
kan bringe Dig ind i de besynderligste Forhold . 
Har han ikke tilbragt de sidste Maaneder med 
simple Folk i et fattigt Hnnö , og maae vi ikke 
næsten ønske , at han var langt borte herfra , før han 

gjør os latterlige ved sin Opførsel ? Nei , mit Barn , 
det er ikke nogen passende Stilling for Dig , her er 
Din Plads , og her ere Dine Pligter ; Holger og 
Du tænke eens , I ville sørge for , at Alt bliver her , 
som det har været i min Tid , I ville være et godt 
Herskab for Eders Undergivne og et godt Exempel 
for hele Egnen . Tro mig , mit kjære Barn ! der er 
Intet , der lønner sig saa vel som at følge de naturlige , 
ligefremme Pligters Bud ; naar jeg har seet 
Dig som Holgers Kone , vil jeg døe rolig . “ 
„ Jeg tænker ligesom Te , “ svarede hun med 
tiltvungen Rolighed ; „ men vil De ikke stole paa 
mig ? Pil De ikke tillade mig at betænke mig ? “ 
„ Hvorfor betænke sig paa det , man erkjender 
for rigtigt ? “ 
„ Fordi jeg ønskede ikke alene at erkjende det , 
men ogsaa at føle det . “ 
„ Hvorlænge vil Du betænke Dig ? “ 
„ Til jeg er enig med mig selv om Svaret , 
naar , kan jeg ikke sige Dem . Kjære Bedstemoder , 
De kan ikke ville afnøde mig et Samtykke med 
Overraskelse , maa jeg overveje Sagen ? “ 
„ Ja , Du maa , jeg vil vente ; men hust paa , 
at Ingen veed , hvor lang Tid jeg har at vente . “ 

„ O , De vil leve længe endnu — o , gid Alting 
kunde blive bestandig som nu ! “ 
Hun gik hastigt ud paa Trappen , der mødte 
hun Jægermesteren . Han saae paa hende med et 
mildt , spørgende Blik , og da hun vilde gaae forbi , 
uden at besvare det , greb han hendes Haand . 
„ Du kjender min Moders Ønsker , de ere ogsaa 
mine , “ sagde han med en vis øm Undseelighed , der 
klædte den ældre Aland underligt , „ har jeg noget 
Haab om , at de ogsaa ere Dine ? “ 
„ Forund mig en Frist , “ sagde hun , og vendte 
sit Hoved til Siden , „ jeg skal overveie det . “ 
„ Jeg troer , at vi kunde blive lykkelige , “ sagde 
han , bestandig holdende hendes Haand og bestræbende 
sig for at opfange et Blik af hende ; „ vi To høre 
hjemme her , vi eie Gaarden , og Gaarden eier os . 
Du vil overveie det med et venligt Sind , ikke 
sandt ? “ 
„ Jo , Onkel Holger , det vil jeg . Lad mig nu 
gaae , jeg trænger til at være ene . “ 
Hun gik ned i Haven , forbi sine Blomster , 
som hun elskede saa høit , og videre gjennem de 
kjendte Gange , som Træernes Løv , nylig udsprunget , 
endnu ikke formaaede at overskygge , men kun besaaede 

med smaae , bevægelige , mørke Pletter . Hun 
naaede Bænken under Træerne ved Hegnet , og hun 
satte sig ned , træt , som om hun havde vandret hundrede 
Mile paa sin Fod , istedetfor i sine Tanker . 
Alt , hvad der før saa lifligt og lokkende havde talt 
til hendes Sands , syntes hende nu uden Liv og 
uden Mæle ; hun savnede et usynligt Øie til at see 
hendes Nød , et usynligt Øre til at høre hendes 
Klageraab , og hun skjulte sit Ansigt i sine Hænder 
for ikke at see sig om . 
Da lød hastige Trin langs Hegnet , de standsede , 
og et kort Øieblik efter forkyndte en raslende Lyd 
et rask Spring over Gjærdet . Hun saae op , og Carl 
stod foran hende . 
„ Du her ? “ sagde hun med en Blanding af 
Glæde og Bitterhed . 
„ Jeg søgte Dig , “ svarede han kort . De stode 
et Øieblik tause overfor hinanden ; de havde begge et 
Budskab at bringe hinanden , og de følte , at Tiden 
var der , da det burde siges . 
„ Kom , “ sagde han , „ jeg maa tale med Dig , 
følg mig ind i Skoven . “ 
„ Hvorfor ind i Skoven ? » spurgte hun . 

„ Her er ikke eensomt nok , “ svarede han , „ det , 
jeg har at sige , gjælder ene Dig . “ 
Hun lagde sin Haand i hans Arm , og de 
fulgtes ad langs Hegnet hen til Stien , der sorte ind 
i Skoven . 
„ Hvorfra kom Du ? “ sagde hun endelig , „ Du 
har ikke været oppe paa Gaarden . “ 
„ Jeg lod Vognen blive i Landsbyen , “ sagde 
han , „ maaskee jeg vender tilbage til den , uden at 
gaae op . Jeg troede , ja , jeg vidste næsten , at Du 
var i Haven , og hvis jeg traf Dig , behøvede jeg 
ikke at anvende hele Dage paa at faae en Samtale 
med Dig . “ 
De kom til en Bænk paa en Skrænt , hvor 
man traadte lige ud af Skoven ; langt nede under 
deres Fødder laae Herregaarde » og dens Have , bag 
den grønnende Marker og Marker , som Plougen 
furede med sit Jern , Alt i Vaarens Friskhed , og bestraalet 
af Solens Glands . 
Hun satte sig paa Bænken , han blev staaende . 
„ Seer Du , “ sagde han , og udstrakte sin Haand 
mod der Wonne Syn , „ der ligger al denne Verdens 
Herlighed , som rækkes Dig til Skjænk og Gave , 
har Du Kraft til at forsage den ? Har Du Kraft 

til at sige : „ Vig fra mig , Frister ! “ og til fattig 
og udleet og forfulgt at følge mig langt dort 
herfra ? “ 
Hun syntes ikke overrasket ved hans Ord , længe 
lod hun sit Blik hvile prøvende paa Synet , derpaa 
sagde hun roligt : 
„ Carl , hvis jeg kunde stille Afrika og Dine 
Tromme frem for Dig i et sandseligt Syn , vilde 
jeg tilraabe Dig de samme Ord . Du fristes ikke 
mindre end jeg , vær Du den Forste til at forsage , 
og vi ville da see . “ 
„ O , Qvinde ! “ sagde han bittert , „ naar manglede 
Du et frelsende Svar ; kun een Gang stod Du 
tilskamme , og det var dengang Paradiset blev lukket 
efter Dig . Velan da , lad os tale den rene Sandhed , 
Camilla , jeg elsker Dig , elsker Dig brændende , 
fortærende , forvirrende ! Selv Englene elskede jo jordiske 
Qvinder , hvorfor skulde jeg da ikke kunne elske 
Dig ? Men tro ikke , at jeg vil « kjøbe Dig for Noget 
af det , der er mig helligt og uantasteligt , nei , jeg 
har kjæmpet og lidt , jeg er sikker paa mig selv . 
Kun paa een Betingelse kan jeg besidde Dig , hvis 
Du vil opgive Alt , og følge med mig . “ 
„ Til Afrika for at omvende Hedninger ? “ 

„ Ja , til Afrika ! Vend ikke Dit Blik med 
Misnøie fra mig , lad mig tale , lad mig forsøge at 
bevæge Dig til at høre mig . Du elsker mig , Du 
gjør det , ingen Forsikkring kan gjøre mig vissere 
paa det , end jeg er , ingen Forsikkring kan bringe 
mig til at tvivle derom . Du elsker mig — hvad 
staaer der imellem os ? Usle , kolde Tvivl , haabløse 
Spørgsmaal om hvad der er ret og sømmeligt i 
Menneskenes Øine — kast dem bort ! Løft engang 
Din Sjæl i Høide med min , tænk og føl med mig , 
og bryd med Alt , hvad der holder Dig tilbage ! “ 
Hun svøbte sig i sit røde Shawl med en Dronnings 
Høihed , idet hun reiste sig , og stod ved hans 
Side . 
„ Du forlanger , at jeg skal forlade mine medfødte 
Pligter , min gamle Bedstemoder , der er døende , 
min Slægt , mine Venner , mine Undergivne og mit 
Fædreland . Alt dette skal jeg henkaste for et illusorisk 
Værk , hvorved jeg maaskee ikke gjør halv saamegen 
Nytte som her , følge Dig til uqvindelige Anstrengelser , 
og maaskee vende tilbage , uden at have 
udrettet Nogxt . Af Kjærlighed til Dig vil jeg gjøre 
Meget , men ikke dette . Bliv her i Landet , bliv 
Præst som Andre , der have samme Fag , og om Din 

Stilling end aldrig bliver saa ringe , vil jeg dele 
den . Gjerne vil jeg vente , inderlig gjerne gjøre alle 
rimelige Offre for Dig — blot ikke det , Du forlanger . “ 
„ Hvorfor 
har Du saa ringe Forestillinger om 
min Mission ? “ spurgte han , smertelig berørt af 
hendes Ord . 
„ Fordi den mere er et Foster af Dine Ønsker 
og Phantasier , end af nogen virkelig Nødvendighed , “ 
svarede hun . „ Christendommen baner sig af sig selv 
Vei , allerede derom bør Du jo som Christen være 
forvisset , og jeg troer ikke , at Du udretter Noget 
ved voldsomme Forsøg paa at udbrede den . “ 
„ Bag saadanne Talemaader skjuler Verdens 
Svaghed og Feighed sig , “ sagde han bittert ; „ men 
Dn vil faae at see , at Du idetmindste har gjort 
mig Uret . Hvis Du sorstøder mig , lover jeg Dig 
helligt ikke at vende tilbage , men at søge og oppebie 
Dødens Martyrinm . “ 
„ Jeg troer ikke paa noget Martyrinm , “ svarede 
hun koldt . 
„ Du troer ikke derpaa ? Du troer ikke paa de 
talløse Tusinder , der ere døde for deres Tro ? Du 

troer ikke paa dem , der korsfæstedes , der døde under 
Piinsler , sønderrevne af de vilde Dyr — ? “ 
„ Jeg vil ikke berøve de Henfarne deres Hæder ; 
men jeg troer ikke paa noget Nutidsmartyrium . Vor 
Tids Opoffrelse er betinget , den er kun hensynslos 
til en vis Grændse . “ 
Han svarede ikke ; lænet til et Træ syntes han 
at samle Kræfter til at drage Aande . Endelig sagde 
han med et dybt Suk : 
„ Belan ! ogsaa Miskjendelse » er et Martyrinm , 
og jeg vil bære det . Nie » selv om Du miskjender 
det Kald , der vinker mig , kan da Din Kjærlighed ikke 
formaae Dig til at følge mig alligevel ? Kunde Du 
ikke glemme Missionairc » , og blot følge mig , Din 
Carl ? “ 
Ved denne Paakaldelse af hendes Følelser for 
ham selv alene , blussede hendes Kind af det strømmende 
Blod , hun bøiede sit Hoved , og søgte at skjule 
sit Ansigt for ham . Dette gav ham atter Mod , 
han tog hendes modstræbende Haand , og sagde med 
bønlig Stemme : 
„ O , ved det ømme , hellige og trofaste Baand , 
der sammenknytter vore Hjerter ! Bed enhver Erindring 
fra vor lykkelige Barndom ! lad ikke nogen 

forstandig og spidsfindig Betænkning holde Dig fra 
at følge Dit Hjertes Drift ! Tal , giv mig det velsignede 
Tilsagn , der vil bringe mig til lyksalig at 
trodse enhver Fare og Nød ! “ 
Hun vendte sit Ansigt mod ham — det var nu 
blegt og bevæget — og betragtede ham et Øieblik 
med en overstrømmende Følelse i Blik og Miner , 
der bragte ham næsten til at juble høit ; derpaa saae 
hun ud over Skrænten og tilbage over Skoven , som 
om hun søgte en frelsende Udvei til at flye ; men 
hendes Fod flyttede sig ikke , og i sin Sjælekamp 
søgte hun Frelse i et besværgende Ord . 
„ Carl , frist mig ikke længer , “ sagde hun med 
en rolig , klangløs Stemme , der bragte ethvert Ord 
til at gjenlyde som fra en Malmvæg , „ jeg er forlovet 
med min Onkel Jægermesteren ! “ 
Han tumlede tilbage , og kun med Vanskelighed 
undgik han at styrte ned af Skrænten . 
„ Det siger Du først nu ? “ raabte han . 
„ Jeg vidste det først nu , “ svarede hun . 
„ Saa har jeg Intet at sige , “ sagde han mat , 
som efter en stor Anstrengelse , og sank ned paa 
Græsset , „ saa have vi taget Afsked med hinanden . “ 
„ Nei , “ sagde hun , „ der er endnu Pligter at 

opfylde . Hvis vor Bedstemoder vidste , hvad her er 
fleet , vilde hun sørge derover , hun maa Intet ane 
derom . Den , der vil betvinge Andre , maa først 
kunne betvinge sig selv . Ikke sandt , Du vil ikke 
lade Dig mærke med Noget , ikke førstyrre vor Lykke , 
men komme og overvære mit Bryllup som en Ven 
og Slægtning ? “ 
„ Ræk mig kun Tjørnene , hvorpaa mit Livs 
Blomster have siddet , “ sagde han , „ jeg skal ikke gyse 
tilbage for at knuge dem i min Haand . Jeg skal 
gjøre Alt , som Du ønsker det . “ 
Han vendte sit Hoved fra hende , og skjulte sit 
Ansigt paa sin Arm . Hun blev staaende , og saae 
paa ham . 
„ Levvel , Carl , “ sagde hun endelig med mild 
Stemme . 
„ Levvel ! “ svarede han , uden at see op . 
„ Nei , Du maa tage en bedre Afsked med mig , “ 
sagde hun . 
„ Vi sees jo igjen , “ svarede han . 
„ Ikke mere alene , o Carl , vær ikke vred paa 
mig ! “ 
Han reiste sig op , og saae paa hende . 
„ Gaa rolig bort , “ sagde han , „ vær lykkelig , 

jeg tilgiver Dig , hvad Smerte Du har voldet mig . 
Intet Ondt , som jeg kan fjerne fra Dig , skal ramme 
Dig , lad derfor Heller ikke min Smerte bedrsve 
Dig ! “ 
Hun bønede sig over ham , tog hans Hoved 
mellem sine Hænder , og kyssede hans Pande . Derpaa 
vinkede hun med sin Haand , og forsvandt mellem 
Buskene . 
Carl blev liggende længe , derpaa sprang han 
vildt op , og ilede den Vei tilbage , han var kommet . 
Da han traf sin Vogn , befalede han med faae Ord 
Kudsken at kjøre tilbage til Byen , og selv vandrede 
han , snart hastigt , snart tøvende , den samme Vei 
tilbage . 
O , Gud være lovet , at der endnu i Verden 
findes fredelige Hjem og fredelige Hjerter , hos hvem 
den jagede , udmattede og segnende Vandrer kan söge 
Hvile ! Frits og Rosine sad i Aftendæmringen i 
deres lille Stue ; der var tarveligt derinde , og udenfor 
var ingen vid og Prægtig Udsigt , kun lidt Græs , 
der bslgede frem og tilbage , et eenligt Træ paa den 
anden Side Gaden og nogle Straaler fra den synkende 
Sol ; men de vare alligevel meget lykkelige . 
Frits sad med et Brev i Haanden , det var fra 

den gamle Provst i Degens Nabosogn , han trængte 
til en Capellan , og hans Tanker vare faldne paa 
Frits . Rosine havde fortalt om den Samtale , 
hun engang havde havt med ham i Præstegaarden , 
og hvorledes den gamle Mand havde hvilet nogle faae 
Øieblikke hos hende ; maatte dette Brev ikke betragtes 
som et umiddelbart Budskab fra Himlen , nn , da 
hun vidste , at hendes Frits med god Samvittighed 
kunde modtage det ? Frits var dog ikke ganske uden 
Betænkelighed endnu . 
„ Tor jeg , der har været saa svag og vaklende , 
virkelig vove mig til at forkynde Guds Ord ? » 
spurgte han sit andet Jeg , seende hende fortrøstningsfuldt 
ind i øinene . 
„ Du tør , min Frits , “ svarede hun forsikkrende , 
„ svage Mennesker ere vi jo alle , selv Guds Ords 
Forkyndere . “ 
„ Bien hvis jeg nn faldt tilbage til min gamle 
Tvivl ? » 
„ Det gjør Du ikke , “ sagde Rosine med fast 
Overbeviisning , „ man kan tvivle een Gang ; men 
man kan ikke falde tilbage til sin gamle Tvivl . O , 
Frits ! af høre Dig prædike , hvilken Glæde for 
mig ! Og tænk , af boe paa Landet , saa nær ved 

Herregaarden , i den deilige Egn ! Skal jeg netop 
vende tilbage til det Sted , hvorfra jeg flygtede bort , 
vende tilbage som Din Hustru ! “ 
„ Nu skal vi see , af Himlen har gjort et Mirakel 
for Rosines Skyld , “ sagde Frits smilende , 
idet han lagde Brevet bort for af omfavne denne 
samme Hustru , „ o , Rosine , hvor Du er indbildsk , 
forfængelig , egenkjærlig ! Og saa tænker Du slet ikke 
paa vore gamle Bekjendte , Madame Mortensen 
og Jomfru Matthiesen , som miste deres ugentlige 
Fornøielse af besøge os . “ 
„ Aa , ikke Andet end det , “ sagde Rosine , 
„ isfedetfor kunne de komme ud af tilbringe en Ugestid 
hos oS af og til , de ville have rigtig godt af af 
ligge paa Landet . Der er nok nogle af vore tilkommende 
Sognefolk , der vise Capellanen den Godhed 
af tage dem ud med . “ 
I dette Øieblik aabnedes Døren , og Carl mere 
styrtede end traadte ind ; han var bleg , støvet og 
udmattet , og sank uden af sige Noget ned paa en 
en Stol . Frits og Rosine sprang op , og traadte 
hen til ham . 
„ Jeg er kommet til Eder , mine Venner , “ sagde 
han , og tog deres Hænder , „ for at søge Ly og Trøst . 

Bekymrer Eder ikke om , hvad der er hændt mig ; 
men lad mig hvile en Timestid hos Eder . Spørger 
mig ikke ! Forestiller Eder , at jeg var vandret et 
Stykke Vei igjennem glødende Luer , og at de eetsteds 
havde brændt mig et frygteligt Saar , som jeg ikke 
vover at afsløre for Eders Øine . Lad mig da sidde 
her , Eders Nærhed er som et kjølende Bad for mig , 
viser mig Eders Venskab ved ikke at spørge og ikke 
at forsfe . “ 
De satte sig begge igjen , Rosine tog sit Sytøi , 
og Frits læste Provstens Brev for Carl . 
„ Du seer , jeg bliver kaldet , “ sagde han , „ og 
Rosine mener , at jeg bør modtage Kaldelsen . “ 
„ Du vil styrke Provsten i hans Modstand mod 
Degens papistiske Bestræbelser , “ sagde Carl , „ Du 
vil der være paa Din Plads ; Dit milde , jevne 
Sind vil være en bedre Modgift mod hans Virksomhed 
end den fyrigste Veltalenhed . “ 
Samtalen dvælede endnu længe ved den samme 
Gjenstand , og antog et mere og mere livligt og for- - 
haabningsfuldt Præg , fordi Rosines Tanker mere 
og mere dreiede sig om den Lykke at skulle være 
Præstekone paa Landet ; hun og Frits mærkede ikke , 
at Samtalen tilsidst udelukkende førtes mellem dem , 

og at Carl , der i Begyndelsen smilende havde hørt 
til , sank hen i alvorlig Grublen . Det var Rosine , 
der først bemærkede det , og sagde venligt undskyldende 
: 
„ Vær ikke vred paa os , kjære Carl , fordi vi 
sladdre saa uforbeholdent om , hvad der glæder os , 
medens De maaskee ikke kan være glad med os . 
Det er ikke , fordi vi saa ganske tænke paa os selv , 
men fordi vi troe derved bedst at vise Dem , at De 
er blandt Venner . » 
„ Tak , min Veninde , “ svarede han med et sørgmodigt 
Smiil , „ jeg er allerede bedre . Det er i sin 
Orden , at Sorgen og Smerten ogsaa have deres 
Festdage i Livet , og jeg har seiret en saadan idag . 
Nu gaaer dens Sol ned , og jeg er styrket til igjen 
at fage fat paa Søgnedagene med deres roligere 
Pligter . “ 
Og Søgnedagene gik deres stille , langsomme 
Gang , langsom for den , for hvem den ene Morgen 
hilste den anden med det Spørgsmaal : „ Hvad 
bringer Du ? » , hurtigt før den , der ikke spurgte , 
men tillidsfuldt aabnede sine Arme mod hver kommende 
Dag . Frits og Rosine flyttede til deres 
nye Hjem , hvor de bleve modtagne med stor Hjertelighed 

af den gamle Provst , der stod fast paa , at de 
skulde tage Bopæl i Præstegaarden . Provsten var 
Enkemand , og det varede ikke længe , før Rosine 
var blevet Sjælen i hele Hunsholdningen , og hun 
blev rigelig lønnet ved den gamle Mands Glæde over 
den Hyggelighed og Orden , hun udbredte vin ham . 
Fru Stilling , der ikke kunde finde nogen passende 
Bolig i Nærheden af det unge Par , kjøbte en 
Bondegaard , og begyndte derpaa at opføre sig et 
bequemt Landsted . Medens dette stod paa , tog hun 
Ophold paa Herregaarde « , hvorhen hendes Cousine 
Geheimeraadinden havde indbudt hende , og Rosine 
havde saaledes den Glæde jevnlig at besøge eller 
modtage Besøg af sin Veninde . 
Der samlede sig efterhaanden et stort og glimrende 
Selskab paa Herregaarden ; Slægtninge , vidt 
og bredt fra , kom i talrig Mængde reisende , og 
indqvarteredes saa godt som muligt paa de « store 
Gaard . De « gamle Geheimeraadiiide opbød sine 
sidste Kræfter før at skjænke enhver Ankommende en 
venlig Modtagelse . Brudeparret , for hvis Skyld 
alle disse Mennesker havde sat sig i Bevægelse , 
syntes mere optaget af at være en forekommende 
Vært og Værtinde , end af at lægge nogen ioinefaldende 

ømhed eller Lyksalighed for Dagen . Jægermesteren 
var glad , oprømt og i hvad man kalder 
et prægtigt Humeur , Bruden var venlig , hjertelig og 
opmærksom paa Brudgommens og Alles Ønfler ; 
men der sporedes ingen usædvanlig Bevægelse hos 
nogen af dem ; sikkert og roligt , uden alle Ophævelser 
skrede Forberedelserne deres Maal — Bryllupsdagen 
— imøde . 
Aftenen for denne ankom Carl . Geheimeraadindcn 
tilbragte ingen Aften i den store Selskabskreds , 
der i de sidste Dage havde opfyldt Duset , og 
oplivet de stille Stuer og den store Have med deres 
Munterhed og Latter , og paa denne sidste Aften 
havde Bruden ogsaa trukket sig tilbage til sit Værelse . 
Carl blev altsaa kun modtaget af Jægermesteren , 
der hilste ham med Hjertelighed . 
„ Naa , min Dreng ! vi havde næsten opgivet 
Haabet om at see Dig ; Mama har uafladelig spurgt 
om Dig , hun vil endnu engang gjerne see alle Sine 
om sig , og da der , som Du veed , er blevet noget 
fyndt i Geledderne , kunde vi slet ikke undvære 
Dig . “ 
„ Jeg kunde ikke komme for , “ svarede Carl 

med Eftertryk , „ jeg bliver nu her i otte Dage , og 
saa reiser jeg for bestandig . “ 
„ Naa , skal det absolut være ? “ 
„ Ja , “ svarede han kort . 
„ Hør , min Dreng , “ sagde Jægermesteren godmodig , 
„ Du er maaskee lidt vred paa mig , fordi 
jeg har taget Pigen , og var Du ikke kommen med 
de Afrikahistorier , saa havde Du jo ogsaa været den 
Nærmeste ; thi Du er en ung , kjøn Karl , mens jeg 
allerede har graae Haar i Parykken ; men det var jo 
Synd at lade saadan en smuk Pige gaae ud af Fa 
milien . Det var nu ogsaa blevet Eet og Alt for 
Mama , at vi skulde blive her , og lade Alting blive 
ved det Gamle , og det var jo ogsaa det Fornuftigste . 
Jeg vil ikke lyve , og sige , at jeg ikke altid har havt 
et godt Die til Pigen ; men jeg fandt det rimeligt , 
at hun syntes bedst om Dig , og om jeg ogsaa 
sommetider blev lidt kruset ved at see Jer sammen , 
saa er jeg dog blevet for gammel en Karl til ikke 
at kunne dyc mig , naar det behøves . Men nu 
tænker jeg ogsaa , at Du giver Lige for Lige , og ikke 
seer suurt til mig imorgen . “ 
„ Onkel kan være rolig , “ sagde Carl , og tog 
den frembudte Haand , „ jeg har forsøgt min Lykke , 

kun vilde ikke have mig . Jeg har Intet at bebreide 
Onkel . “ 
„ Det gjør mig rigtig godt at høre , “ sagde Jægermesteren , 
synlig lettet , „ jeg havde en Fornemmelse , 
som om jeg havde jaget paa en Andens Vildbane . 
Det skal Du rigtig have Tak for — saa hun vilde 
ikke have Dig ? “ Han loe fornøiet . „ Det er det 
fornuftigste Pigebarn , jeg har kjendt . “ 
„ Ja fornuftig er hun , “ sagde Carl , vendende 
sig bort med en bitter Følelse . 
Høstarbeidct var netop endt , saa at Hosffesten 
faldt sammen med Brylluppet , og skjøndt det varen 
Hverdag , vrimlede Veie og Stier til Kirken af 
pyntede Folk , der vilde overvære Vielsen . Da Pastor 
Degen traadte frem , og oversaae den idag forsamlede 
Menighed , kunde han med Sandhed sige , 
aldrig at hare seet en mere broget Forsamling opfylde 
sin Kirke . Der var Enhver af Sognets Beboere , 
som kunde faae Tid til at komme , der var 
alle den nærmeste Omegns Præster og Honoratiores , 
og hele den fornemme Kreds , som havde samlet sig 
paa Herregaarde . Een , der ellers vilde have været 
tilstede , manglede , det var Kammerherre Sivers ; 
han havde saaet et Besøg , for hvilket han længe 

standhaftigt havde nægtet sig hjemme , det var Apoplexien . 
Den havde en Nat fundet ham ubevogtet , 
nu laae han stum i sin Seng , og det eneste Ønske , 
hans rystende Haand vedblev at nedskrive . paa Tavlen , 
var dette : „ Kald flere Læger ! “ 
Bien han var en saa fjern Bekjendt af betle 
Huus , at hans Nærværelse ikke savnedes ; Kirkeklokkerne 
ringede lige lystigt , og Forventningen om 
at see den smukke , rigtklædte Brud var lige stor . Da 
hun traadte ind i Kirken , vendtes Alles Blikke mod 
hende , og fulgte hende ufravendt til Wäret ; ikkun 
een Eneste vendte sine bort med en usigelig bitter 
Følelse , det var Carl . 
Pastor Degen prædikede vidtløftig over den 
rette Tro , over Daabens og det levende Ords Kraft ; 
han greb Leiligheden til at lægge denne store Forsamling 
paa Hjerte , at den var vildfarende , vantro 
og høist sandsynlig mærket til Helvedes Ild ; dersom 
Forsamlingen satte nogen Lid til hans Ord , saa bar 
den deres Indhold med overraskende Fatning , og 
mangt et Blik , der vandrede ørkesløst om i Kirken , 
sagde tydeligt nok , at en hurtig Slutning ikke vilde 
mishage Tilhørerne . Endelig kom denne , de To , 
der stode for Wäret , vare nu Eet i Liv og Død , 

om end ikke i Sjæl og Tanke , og det var som on 
et lettende Aandedrag gik gjennem hele den Kreds 
der nærmest omgav dem . Man lykønskede dem m 
sig selv , og den simplere Deel af Bi enigheden stinn 
lede udenfor , for at see Brudeparret stige tik 
vogns . 
Fra nu af var Alt Lystighed og Glæde , e 
prægtigt Middagsmaaltid paa Gaarden , og en al 
mindelig Bespiisning af alle Fattige ; et festligt Ba 
i Høisalen og en munter Dands i den pyntede Ladt 
Brudeparret , aabnende Ballet histoppe , og siden mod 
tagende et rungende „ Leve “ dernede , Raketter o 
Geværskud , Jubel og Glæde langt henad Natten 
bortkjørende Vogne og Sang og Lystighed , forsvin 
dende i det videste Fjerne . Da Provstens Bog : 
med ham selv , Frits og Rosine bevægede sig ra ; 
afsted i den stjerneklare Aften , vendte Rosine si 
Hoved om , og betragtede Herregaardens af Ly 
straalende Vinduer . 
„ Frits , “ sagde hun sagte , „ jeg havde alti 
fænkt mig en anden Brudgom ved dette Bryllup . “ 
Frits svarede ikke , men trykkede sin Hustru o 
til sit Hjerte . 
Nogle Dage efter Brylluppet talte Geheime 

raadinden til Carl om det Fattighuus , hun vilde 
stifte . 
„ Jeg vilde gjerne have denne Sag ordnet , mit 
Barn ! “ sagde hun til ham , „ det er Noget , Holger 
ikke forstaaer . Gaa Du ned , og tal med Pastor 
Degen derom . “ 
„ Jeg gjør det ugjerne , “ svarede Carl , „ men 
siden De ønsker det , skal jeg gaae en af Dagene . “ 
Det traf sig nu saaledes , at Pastor Degen 
blev syg efter Brylluppet , og ikke kunde prædike den 
paafølgende Søndag . Han sendte da Bud til Provsten , 
og bad ham , om hans Capellan den næste 
Søndag maatte besørge Gudstjenesten . Pastør Degen 
havde vel kunnet lade sin Degn læse i Kirkedøren ; 
men deels lød han , af Hensyn til de mange Fremmede 
paa Gaarden , nødig Tjenesten falde bort , deels 
var han ikke fri for en Bitanke om , at det ikke 
vilde flade hans gode Rygte som Taler , om en ung , 
uerfaren Mand for en Gangs Skyld betraadte den 
Prædikestol , hvor han ellers selv udfoldede sin Veltalenhed . 
Frits var ikke misfornøiet med at prædike 
engang et simplere Sandhedens Ord for en 
Menighed , der var vant til et mere kryddret Foredrag , 
og han samtykkede derfor villigt i Forslaget . 

Det var Rosine en stor Glæde , af Frits skulde 
prædike netop i denne Kirke , og hun beredte sig til 
af gaae derhen som til en Fest . 
Det var den sidste Dag , af Carl tilbragte paa 
Herregaarden , ligesom de fleste Gjæster nu beredte 
sig til af tage Afsfed . Han vilde ikke blive tilbage , 
og dele et stillere Samliv , og desuden stundede 
hans egen Afreisedag til . For første Gang indfandt 
han sig ved Theebordet , hvor ingen af de Fremmede 
gav Møde , og hvor han altsaa fandt Jægermesteren 
og hans unge Hustru alene . 
„ Det var Ret ! “ raabte Jægermesteren ham 
imøde , „ kom , og drik Thee med os ! Vi have et 
prægtigt Veir idag , og jeg vil iaften give et Skovbal 
for vore Gjæster . “ 
„ Jeg gaaer i Kirke , “ sagde Carl , idet han 
modtog en Kop Thee af den unge Frues Haand , 
uden af see paa hende , „ min Ven Walther prædiker ; 
men først vil jeg afgjøre en Forretning med 
Pastor Degen . “ 
„ Sagtens om Fattighuset , “ sagde Jægermesteren , 
„ det er smukf af Mama ; jeg haaber , af her er nogle 
Fattige at bygge det til , ellers komme vi i en slem 
Forlegenhed . “ 

„ De findes vel , “ sagde Carl med et lille 
Smiil ; „ gaae I ogsaa i Kirke idag ? “ 
„ Nei , min Ven , “ svarede Jægermesteren , „ vi 
tage ud efter Frokosten , og besee Forberedelserne til 
Ballet . Jeg tager min Bøsse med , og træffe vi en 
passende Steg underveis , saa tager jeg den hjem 
med . Er Du bange for at have Geværet med i 
Vognen , Camilla ? “ 
„ Nei , aldeles ikke , “ svarede hun , „ det er vel 
ikke ladt ? “ 
„ Af Hensyn til denne Bemærkning skal det 
ikke være det , “ sagde Jægermeren galant ; „ vi komme 
forbi Kirken , naar Gudstjenesten er forbi , og vil 
Du med , Carl , saa skal jeg tage en fiirsædet 
Vogn . “ 
„ Nei , Tak , “ svarede Carl , „ jeg gaaer lige 
hjem . “ 
Han reiste sig fra Bordet ; men endnu nogle 
Oieblikke tøvede han , og indsugede taus Billedet af 
den , han havde elsket og endnu elskede saa høit . Da 
stod ogsaa Jægermesteren op , og med Servietten 
endnu i Haanden omfavnede og kyssede han sin 
Kone ; Carl sagde et hastigt : „ Godmorgen ! “ og 
forlod Stuen . 

Da Carl kom til Præstegaarden , fandt han 
Pastor Degen liggende paa en Sopha ; Præsten 
hilste sin Gjæst med ufordulgt Modvillie . 
„ Hvad have vi med hinanden at bestille ? “ 
spurgte han . „ Vorherre bevare os for at mødes 
mere end nødvendigt . “ 
„ Jeg tænker , det er det sidste Møde , “ sagde 
Carl , og blev staaende ved Sophaen . „ Jeg er 
sendt i en Forretning fra min Bedstemoder Geheimeraadindcn , 
for at blive enig med Dem om Betingelserne 
for Oprettelsen af det nye Fattighuus . “ 
„ Dær kan aldrig blive nogen Enighed mellem 
os , “ sagde Degen , og dreiede sig uroligt paa 
Sophaen . 
„ Da synes mig dog , “ sagde Carl , „ at dette 
mere er en Communesag end noget Andet . I hvad 
Skikkelse har Sognet meest Trang til denne Indretning ? “ 
„ Lad 
de Døde begrave deres Døde , “ sagde 
Præsten ; „ da Geheimeraadinden opretter denne Stiftelse 
mere som en Gave til mig end til Sognet , 
forlanger jeg , at der ikke tilstedes Adgang dertil for 
Andre , end dem , der have annammet den sande 

Tro , der holde deres Daabspagt , og som tilhøre det 
opvakte Menighedsliv . “ 
„ Men hvo skal sættes til Dommer over disse 
Fordringers Opfyldelse ? “ sagde Carl misfornøiet . 
„ Ieg selv og Sogneforstanderskabet , “ svarede 
han . 
„ Er det ikke ligemeget , “ sagde Carl , „ naar de 
ere fattige og syge , af hvad Tro de ere ; leve selv 
ikke Hundene af de Smuler , der falde fra deres 
Herres Bord ? Er det ret i en christelig Menighed 
af g ; øre Forskjel paa Troende og Bantroende , da de 
dog alle ere døbte til den samme Tro ? “ 
„ Der seer De selv , af der ingen Enighed kan 
være mellem os ! “ raabte Præsten . 
„ Ieg kan ikke troe , af De kan faae Sognets 
bedste Mænd til af gaae ind paa denne Anskuelse , “ 
sagde Carl . 
„ Ieg har allerede holdt et Mode om denne 
Sag , “ sagde Præsten , „ see her ! “ Han opslog en 
Protocol paa Bordet , og lagde Fingeren paa Bladet , 
„ sine Fattige skal Sognet efter Loven forsørge , derom 
er ingen Snak ; men det nye FattighnuS er en 
Stiftelse , der kan betragtes som Sognets private 

Eiendom , og den ville vi holde reen og ubesmittet 
for vore Egne . “ 
„ Giverens Hensigt maa dog ogsaa komme i 
Betragtning , “ sagde Carl . 
„ Giverens Hensigt er at løskjøbe sig fra Helvedes 
Ild , “ sagde Præsten , slaaende i Bordet med 
sin Haand , „ og jeg har modtaget Afgiften paa vor 
Herre Jesu Vegne . “ 
„ Derom veed jeg Intet , “ sagde Carl alvorligt , 
„ og jeg troer ikke , at vor Tro tilsteder Gaver til 
Kirker og Klostre eller til Sjælemesser . Ialtfald 
siger jeg : „ Dømmer ikke , at I ikke skulle dømmes ! “ 
Lukker ikke Helvedes Porte saa vidt op , før I selv 
vide , om I ikke skulle gaae igjennem dem . Enhver 
kan blive salig efter sin Tro . “ 
„ Det er denne Fordærvelsens Lære , jeg forfslger , “ 
sagde Degen forbittret . „ Saalænge mit 
Hoved er oppe , og jeg er Præsf i denne Menighed , 
skal jeg luge efter Klinten , og kaste den i Ilden . 
Enten intet Fattighuus eller eet , der alene er viet 
Herrens Udvalgte , nu vide I Besked . Beholder saa 
Eders Gave , og giver den til Andre , Sognet vil 
ikke vide af den , naar det ikke har fri Raadighed 
over den . “ 

Efter en lille Overvejelse sagde Carl : 
„ Vil De tilstede mig at være nærværende ved 
et Møde med Sogneforstandersfabet ? “ 
„ Nei , De skal ikke sætte Splid i min Menighed . “ 
„ Skal 
jeg da sige min Bedstemoder , at hendes 
velmeente Gave vises tilbage ? Det vil smerte den 
gamle Kone i hendes sidste Livsdage . “ 
„ Hellere Smerte nu end siden , “ sagde han 
haardt . „ Hun behøver kun at føie sig , saa kommer 
Alt i Orden . “ 
„ Ieg kan ikke raade hende til ved en christelig 
Gaves Uddeling at vrage mellem Christne . Ieg 
vedbliver at holde det for umuligt , at Menigheden 
kan være af samme Tanker som De . “ 
„ Ieg svarer for den ; sexten Aars Arbeide har 
ikke været spildt , jeg har vundet flere Sjæle for min 
Frelser , end De vil vinde i det hele Afrika . “ 
„ Det er ikke min Hensigt at sfifte Ord med 
Dem , jeg vil alligevel henvende mig til Menigheden . 
Er den ubøielig , vil jeg raade min Bedstemoder til 
at anvende sin Gave paa anden Blande . “ 
„ Alt det Onde , De stifter , kommer over Deres 
Hoved ! “ raabte Præsten efter ham . 

„ I Sandhed en christelig Velsignelse ! “ sagde 
Carl sagte hen for sig , idet han stred over Gaarden . 
Da kom Frøken Alexandrine ilende efter 
ham , og greb ham om Armen . 
„ Gaa ikke bort , uden at forsone ham , “ sagde 
hun med ængstelig og dæmpet Stemme , „ der er en 
frygtelig Kraft i hans Vrcdesord . Det gaaer Ingen 
vel , som har fortørnet ham , han er næsten ligesaa 
mægtig som Vorherre selv . “ 
„ Bedste Frøken , “ sagde Carl , mildt bebrejdende , 
idet han standsede , „ sig dog ikke saa formastelige 
Ord . Der er kun Een i Himlen og paa 
Jorden , der har Magt tilfælleds med Herren vor 
Gud . “ 
„ De skulde blot hare , “ sagde Frøken Alexandrine , 
sføttende tilbage til Stuehuusvinduerne , 
„ Anne heri Sognet var en forstokket Sjæl , og han 
brødes med hende for at vinde hende for Vorherre ; 
men hun vilde ikke . Først kom hun i Fattighuset 
i Vinter , og en Dag , ligesom hun stod og talte 
onde Ord om Præsten , faldt hun paa Isen , og 
brækkede sit Been , saa hun endnu ligger syg deraf . “ 
„ Jeg veed ikke , hvad jeg skal svare til Sligt , “ 
sagde Carl venligt , „ hvor kan De , som et formsftigt 

Fruentimmer , troe , at Herrens Lyn slaaer ned - 
for at hævne Pastor Degen ? Lad De mig roligt 
gaae , jeg frygter ikke . “ 
Frøkenen flap hans Arm . Idet han fog sin 
Hat af for hende , sagde han smilende : 
„ Jeg gaaer desuden til Kirken , hvad Ondt 
skulde hænde mig der ? “ 
Hun rystede paa Hovedet , og han fortsatte sin 
Gang . 
I Kirken havde Frits allerede besteget Prædikestolen . 
Han var grebet af en usædvanlig Bevægelse 
ved at staae her paa denne Plads og ligeoverfor 
denne Menighed , der levede et Troens Liv , 
han ikke forstod . At de troede , det vidste han , og 
desuden et stille Væsen , andægtige Blikke og fromt 
foldede Hænder mødte overalt hans Blik , han turde 
ikke sige , at de hyklede eller beflittede sig kun paa et 
udvortes Væsen . Han stod ikke der for at dømme , 
og desuden vovede ikke han , der nylig selv havde 
væræt saa svag og vildfarende , at kalde een af sine 
Brødre vildfarende . Medens han saae ned paa 
Menigheden , blev han dybt grebet af Tanken om 
alt det Ufuldkomne i Menneskets Stræben ; enhver 
af disse , der troede sig saa sikkert at eie hele Troens 

Rigdom , havde dog kun med sin dødelige Haan 
fattet et ringe Moment af det Evige , og han føk 
sig inddragen i den almindelige Skrøbelighed . Han 
Tale , saa omhyggeligt forberedt , syntes ham n 
kunstlet og myndig i Aanden , han sønderrev den 
Tankerne , og uvilkaarligt vendte han sig som e 
Ven og Broder til Menigheden med Apostlens skjom 
Ord : „ Ikke at jeg har allerede grebet det , eller r 
allerede fuldkommen ; men jeg jager derefter , om jc 
dog kan gribe ddt , efterdi jeg og er grebet af Chri 
stns Jesus . Brødre ! jeg agter mig ikke selv at hat 
grebet det ; men Eet gjør jeg : førglemmende , hva 
der er bagved , og rækkende efter det , søm er form 
iler jeg mød Maalet til det Klenodie , som hører t 
Guds Kald herovenfra i Christus Jesus . “ Og n 
strømmede Talen , hjertelig og bevæget , fra han 
Læber ; i fordringsløse og indtrængende Ord tab 
han øm alt det Ufuldkomne og Begrændsede i Men 
neskencs Viden , og om hvorledes Sindet i Troe 
klynger sig til det Evige , for ikke at forgaae i For 
gjængæligheden . Han talte som et skrøbeligt Men 
neske til skrøbelige Mennesker , der med ham vide , c 
Guds Tanker ikke ere Menneskenes Tanker , og ha 
saae med Glæde opmærksomme Blikke vendte imo 

sig og bevægede “ Hjerter afspejles i dem . Da hans 
kraftige Amen gjenlød i Kirken , var han tilfreds 
med sig selv og taknemlig mød sin Gnd . 
Imidlertid var Carl kommet til Kirkegaarden ; 
men da han hørte , at Prædikenen var begyndt , gik 
han ikke ind , men satte sig paa en Steen udenfor . 
Her sad han grublende , og overveiede den nylig 
førte Samtale . Tiden var knap ; imorgen tidlig 
vilde han forlade denne Egn , og han vilde have 
vanskeligt ved at faae udrettet Noget . Som han 
sad og saae ud over Egnen — Kirken laae høit paa 
en Banke , — saae han overalt bekjendte Steder , 
hvorom hans Barndomserindringer drog deres lysende 
Kreds . Et ubeskriveligt Suk efter at kunne 
afryste alt det Oplevede og være Barn igjen , fyldte 
hans Bryst ; som til et evigt , langt Farvel stirrede 
hans Blik udover Fædrelandets høstlige Jordbund . 
Psalmesangen lød inde fra Kirken , og Storken , der 
beredte sig til Reisen , knebbrede lydeligt fra Neden 
paa Kirketaget — et betydningsfuldt Accompagnemcnt 
til de tanse Afskedsord , der fødtes i den Bortdragendes 
Sjæl . 
Da aabnedes Vaabenhuscts Dør , og Menigheden 
strømmede ud . Som ved en pludselig Indskydelse 

fattede Carl den Beslutning her at tale ti 
Sognebeboerne , og formaae dem til at modtag 
hans Bedstemoders Gave uden Forbehold og ude 
Betingelser . Han traadte op paa Stenen , hvor ha 
sad , og standsede med en Haandbevægelse de Forreste 
da disse bleve staaende , samlede de Andre sig sum 
omkring dem . Nysgjerrigt betragtede de den høb 
unge Mand , som de Fleste af dem vel gjenkjende 
som Geheimeraadindens Sønnesøn , men om hvi 
Hensigt med Denne Standsning de intet Begre 
kunde have . 
„ Hører mig , I Mænd af dette Sogn , “ sag ! 
Carl med lydelig Stemme , „ jeg har en vigtig Sa 
af forelægge Eder her paa Kirkestævne . Min Bed 
slemodcr , . Geheimeraadinden , som I alle kjende , c 
som nu er gammel , og seer Døden imøde , vil fljæir 
Eder en Sum Penge til Opførelsen af et Hjem ft 
Syge , Gamle og Fattige . Hun har givet dette 
Guds og Menneskekjærlighedeus Navn , og har vente 
af I vilde modtage det paa samme Maade . Det < 
dog ikke skeet . Eders Præst og Sognehyrde hc 
sagt mig , af I ikke ville modtage Gaven , naar 
ikke maae vrage mellem dem , der skulle nyde Goi 
af den , af de Troende af Eders Menighed skul 

boe i det nye Hans , og af de Vantroe skulle blive 
i den gamle , daarlige Bygning . Jeg holder det for 
umuligt , af christne Mennesker , der høit og lydeligt 
sige , af de fremfor alle Andre holde sig nær til 
Herren , ville vedkjende sig en saadan Fremgangsmaade . 
Udsendte Eders Herre og Mester ikke sine 
Apostle baade til Grækær og Hedninger , og spurgte 
han de Syge og Værkbrudne , hvorfra de kom ; var 
det ham ikke nok , at de troede , uden at spørge , hvorledes 
de troede ? Og I kortsynede^Mennefler ville 
lukke Barmhjertighedens Dør for dem , der ikke troe , 
som I troe ? “ 
Stine Olsen var i dette Øieblik kommet nd 
af Kirken , og havde sluppet sig frem til Stenen . 
Da hun saae Carl , sagde hun til de Andre : 
„ Det er ham , der vil jage alle Præster ud af 
Landet , han har sagt onde Ord til vor Præst , og 
nn vil han gjerne kjøbe os til at falde fra den rette 
Tro . I skulle ikke indlade Jer med ham , og tage 
mod hans Penge , det er kun et Satans Garn , 
hvori han vil fange os allesammen . “ 
Carl saae paa hende og paa de Omstaaende , 
og han saae , at hendes Ord gjorde Indtryk . 
„ Jeg er en Christen som I , “ sagde han , „ og 

det smerter mig at see , at I have glemt , at Fordragelighed 
er en Christens første Pligt . Jeg siger 
Eder , at hvis Herren selv stod midt iblandt Eder , 
vilde I ikke huse ham , fordi I troe Eder bedre end 
ham . Vogter Eder før de falske Propheter ! Vogter 
Eder før den Snare , der ligger i Selvforgudelsen ! 
I troe Eder fromme ; men I ere knn hovmodige ! 
Endnu engang siger jeg Eder : tager i christelig Aand 
den Gave , jeg rækker Eder ! “ 
Flere af Mændene havde talt indbyrdes , og de 
syntes at ville give ham et Svar ; men de fik ikke 
Tid dertil ; thi Stine Olsen var steget op paa en 
af de andre Ligstene , og raabte høit : 
„ Det er vor Præst , den Guds Mand , han 
kalder en falsk Prophet , han er selv en Udsending 
fra den Onde , ville I Mænd lade ham staae rolig , og 
sige os onde Ord ? Jag ham nd af Kirkegaarden ! 
Gaa , siger jeg , før vi bruge Magt ! “ 
„ Jeg er ikke bange , Stine Olsen , “ svarede 
han roligt , „ det er Eder , der ere forblændede og 
ikke mig . Lad mig tale i Fred med disse Mænd , 
træder frem , I , som foreslaae Sognets Anliggender ! 
Lader os tale fredeligt sammen , svin det anstaaer sig 

christne Brødre , giver Sandheden Æren , og hører 
mig ! “ 
Men ingen af Mændene lod til af have Lyst 
til denne Underhandling ; flere af dem gik langsomt 
ned mod Kirkeporten , Andre talte misfornøjede sammen . 
Et Barn bakkede sig ned , tog en Steen , og 
kastede den efter Carl ; den strøifede hans Hoved , dog 
uden af gjøre ham Skade , og faldt med Larm ned 
bag ved ham paa Ligstenen . 
„ Seer I , “ raabte Stine , fruende i fanatisk 
Raseri ad ham , „ den Umyndige viser os Veien . 
Lad os jage ham ud af Kirkegaarden ! “ 
Den Hob , der stod om hende , ophidsedcs af 
hendes Ord . „ Han har haanet vor Præst ! “ raabte 
Een , „ Han siger , af vi ikke ere Christne ! “ raabte 
en Anden , og man søgte ivrigt efter Stene paa 
Veien . 
Ligeoverfor denne forhærdede Fanatisme taug 
Carl , han lagde fine Arme overkors , og blev uforfærdet 
staaende . 
„ Han troer , af han er usaarlig ! “ sfreg en 
gammel Bonde , og kastede med rystende Haand en 
Steen efter ham , flere fulgte paa , og Scenen antog 
en besfandig mere fruende og ophidset Characteer , da 

Frits , underrettet om hvad der foregik , kom ilend 
ud cif Kirken . Hnn skyndte sig hen til Carl , æ 
stillede sig foran ham . 
„ For Himlens Skyld , hvad er dette ? “ raabt 
han , „ jeg befaler Eder at holde inde i Guds Navn 
Ville I vanhellige Fredstedet omkring hans Hum 
med en Voldsdaad ? Stine Olsen , læg den Steen 
Dn bærer i Din Haand , forsynd Dig ikke moi 
Loven , hvis Dn ikke frygter Gud ! “ 
Indtrykket af den Omstændighed , at han nylic 
havde prædiket Guds Ord i Kirken , og hans alvorlige 
Blik standsede Mængden ; Stine slap vel M 
Stenen ; men hun sænkede Haanden , der bar den 
og skjulte den i Folderne af sit Skjørt . Frit ! 
lagde sin Haand paa Carls Arm , og fulgte han 
til Kirkegaardslaagen . 
„ Gaa , min Ven , “ sagde han , „ paa denne Ve 
udretter Du Intet . Sandheden er ilde hørt , hvor 
Menneskene tilbede sig selv i Guds Billede . Overlad 
Provsten og mig at ordne dette . Kom til oe 
iaften , før Du reiser . “ 
Carl var meget bleg . 
„ Ogsaa jeg har maaskee troet formeget paa mig 
selv , “ sagde han med sørgmodig Stemme , „ der var 

Een , der engang sagde til mig , at Opoffrelserne ikke 
mere vare til paa Jorden , det synes mig i dette 
Øieblik , at hun har Ret . Hellere end at jeg skulde 
troe det , maatte Stenene have ramt mig . “ 
„ Frygt ikke , forsag ikke , “ sagde Frits inderligt , 
„ der er intet Godt , der har mistet sin Plads 
paa Jorden . “ 
De omfavnede hinanden hjerteligt , og skiltes . 
Frits vendte langsomt tilbage til Kirken , og Carl 
tog Veien til Herregaarde » . Han standsede undertiden 
som betynget af sine Tanker , tørrede Sveden 
af sin Pande , og satte sig endelig paa en Steen ved 
Veien . 
En fjern Tummel vakte ham af hans Tanker , 
og han saae op . Et Syn mødte hans Øine , der 
bragte ham til at fare i Veiret . Ned ad Veien i 
rasende Fart kom Jægermesterens lille Vogn ; han 
selv stod halv opreist med Tøilerne i Haanden , medens 
hans unge Hustru ved hans Side søgte at 
frigjøre sig for sit rode Shawl , der lyste som Ild i 
Formiddagssolens Straaler . I nogen Afstand fra 
dem over de mere høitliggende Marker kom den store 
Tyr med vilde Brøl og i rasende Spring , fulgt af 
den hele Hjord af Køer , der stormende frem omgave 

deres ophidsede Anfører ; Luften gjenlød nf deres 
Brølen og Jorden af deres trampende Løb . 
Carl saae tilbage , maaskee tyve Skridt bagved 
ham stimlede Kirkegjæmgernes Hob henad Veien , 
Qvinder og Børn ; foran ham kom den rasende og 
oprørte Hjord nærmere og nærmere med Lynets 
Fart ; han betænkte sig intet Qieblik , med et dristigt 
Spring og et høit Skrig sprang han den modigt 
imøde , og greb efter Tyrens Horn . En kort , frygtelig 
Kamp opstod , den varede kun saae Secunder , 
og Missionaireu laae blødende og traadt under 
Fødder paa Jorden . 
Bien Fristen havde været lang nok for Jægermesteren 
til at standse Hestene , gribe sin Bøsse , og 
lade den . Sprunget ud af Vognen , med fast Fod 
og Sigte udsendte han sin Kugle , og ramt gjennem 
Øiet styrtede den store Tyr til Jorden , saa at Faldet 
gjenlød vidt og bredt . Den forskrækkede Hjord 
spredtes til alle Sider i vild Flugt , snart indhentet 
af de tililende Røgtere . 
Camilla var steget ud af Vognen , og ilet hen 
til den Faldne . Hun knælede ned ved Siden af 
ham , og løftede hans døende Hoved op paa sin Arm . 

„ O , dø ikke , kjære Carl , dø ikke ! “ bad hun 
smerteligt . 
Han aabnede sine øine , saae paa hende , og 
forsagte at smile . 
„ Du seer selv , “ sagde han svagt , sønderrevet 
af de vilde Dyr — det er ikke umuligt ! “ 
Hans Øine brast , medens han endnu saae paa 
hende . Hun holdt hans Hoved op til -sit Bryst , og 
hans Blod flød ud over hendes Hænder og Kjole . 
Jægermesteren kom , løftede hende op , og bar hende 
hen til Vognen . Nu var Kirkegjæmgernes Flok ogsaa 
naaet til Stedet , og de samlede sig stille og tanse 
om den Døde . En gammel Kone aftog sit For- . 
klæde , og lagde det under hans Hoved , og Alle bleve 
staaende , til der blev sendt en Vogn fra Herregaarde » . 
Missionairen blev jordet paa Kirkegaarden tæt 
ved den Steen , hvorfra han havde talt sidste Gang ; 
der blev sat et Kors paa hans Grav , og Indskriften 
paa det var givet af hans Barndoms Legesøster , 
Gaardens unge Frue : „ Han faldt i sin Herres 
Tjeneste . “ Tidt kom Rosine over , og smykkede 
den med Blomster , og om Aftenen , naar hun fra 
Præstegaardens Dør kunde see Kirkespiret i det Fjerne , 
sendte hun i Tanken en venlig Aftcnhilsen derhen . 

Og Solen gik ned over Retfærdige og Uret 
færdige , over dem , der trofast og ydmygt søge Sand 
heden , og over dem , der troe at have fundet der 
den gik ned over dem , der kjæmpe i Livets Stru 
og over dem , der ørkesløse sætte sig ved Beier 
Dybt i sin Nedgang svømmede den i et gyldent Hai 
og dens sidste Straaler faldt paa det unge Par , dr 
i Fred og Lykke dvælede foran deres simple Dør 
tærskel ; den gled bort over deres Hoveder for c 
dvæle paa Missionairens Grav , som om den de 
med sin Guldskrift vilde tegne de Sandhedens Ord 
„ Enhver sin Mission . “