Hun blev født i en Grotte i en af Norges smukkeste Fjeldegne . 
Hendes Forældre var Zigeunere . Faderen døde kort før hendes 
Fødsel , Moderen , da hun var et halvt Aar . 
Ja , Mira var en fader- og moderløs lille Pige . 
Skjæbnen havde behandlet hende haardt i Begyndelsen af 
hendes Liv ; men Skjæbnen er et Roer i Herrens Haand , han 
styrer dets Kurs ester Kompasset , jeg mener hans kjærlige , barmhjertige 
Villie . — 
Dog til min Fortælling ! 
En Aften , da en fattig Bonde gik over Fjeldene for at 
skyde Gjenvei , fandt han en døende Kvinde med et lille Barn 
presset op til sit Bryst , stillet mod et nedstyrtet Fjeldstykke . 
Barnet var Mira , senere kaldet Mira Grotte , efter Grotten , 
hun var født i ; Kvinden var hendes Moder , der døde i Bondens 
Arme og efterlod Mira til hans Fattigdom og hans Svaghed . 
Aarene gik , Vort lille Hittebarn voxede op lig en Blomst 
om Vaaren , til Trods for Mangel og sket Behandling . Hendes 
Pleieforældre vare fattige Folk , som boede i en lille Hytte høit 
oppe blandt Fjeldene . 
Moderen var en haardhjertet Kvinde , der ofte drak mere 
end hun kunde taale og saa slog hun stakkels Mira , som hun 
1 « 

hadede , fordi den fremmede Zigeunerpige tog Brødet ud af Munden 
vaa hendes egne Børn , som hun sagde , 
Stakkels Mira ! 
Hendes eneste Ven var Lænkehunden , Den elskede hun 
med al den Kjærlighed , hendes Moder og Søstre kastede Vrag vaa . 
Faderen var en god , men svag Mand , som frygtede sin 
Kone mere end selve Djævelen , Han var aldrig hjemme uden 
om Aftenen , og da var han gjerne saa træt , eftersom han arbeidede 
strængt den hele Dag , at han ikke havde Kræfter eller 
Mod til at skjendes med sin onde Kone , Var hun altfor siem 
mod Mira , nøiedes han med i en skarv Tone at sige : 
. Hold Mund , Lene ! “ 
„ Hvad mener Du , Erik ? Er Du fra Forstanden ? “ var 
gjerne Svaret , 
Saa skyndte stakkels Erik sig at putte Piben i Munden 
med et Blik , som var han bange for et Jordskjælv , 
Det var en smuk Dag . Ret en Dag , der varmer baade 
de glade og de sorgfulde Hjerter , 
Solen med sine venlige Straaler , den blaa Himmel med 
sit klare Smiil , Sølvskyen , der gled som et udfoldet Slør gjennem 
Luften , den milde Vind , der kyssede Træer og Blomster , 
Fuglene , der jublede glade , Havet med dets Bølger , klare som 
Krystal , Alt aandede Liv og Lykke , som om Sorgen aldrig kunde 
naae gjennem Solstraalerne . 
„ Men hvad i Verden gjør Du der , Du lede Zigeunervige ! “ 
raabte Lene og truede ad Mira , der var knælet ned soran Lænkehunden 
og delte sin Frokost med den . 

„ Troer Du , vi finde Brødel paa Landeveien ? Eller mener 
Du maaskee , vi stjæle det ? Hvad , Du svarer ikke ! — Hvorfor 
stirrer Du paa mig med dine store sorte Øine , som om jeg var 
en Djævel , Du fæle Hittebarn ! Du . . . . . . . . . . . . “ 
, Men . . . . men . . . . “ 
» Men ! Hvad mener Du med dit Men ? “ 
„ Der var mit eget Brød . Jeg har kun taget det fra mig 
selv . Og den var saa sulten ! — Det er jeg ogsaa ! “ hviskede 
hun med et veemodigt Blik . „ Men den er min Ven , min eneste 
Ven . “ 
„ Stille ! Gid Du vilde tage din Ven med Dig og løbe 
væk , saa langt , at jeg aldrig mere hørte din forhadte Stemme . 
Bort mev Dig ! “ 
Mira reiste sig , 
„ Du har Ret ! “ sagde hun i en bestemt Tone . „ Jeg vil 
gaae langt , langt bort . Du er ikke min Moder . Du har aldrig 
været en Moder for mig . Jeg er , som Folk sige , et faderog 
moderløst Barn . Jeg veed det . Olava , Mathea og Kari 
ere ikke mine Søstre , Jeg er ene , ganske ene . “ — 
Hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd heftigt . 
„ Der er ret , græd ! Men jeg skal give Dig noget at græde 
for , Du store , dovne Tøs , som intet fortjener til Hjælp for dit 
Ophold , skjøndt Du er elleve Aar . Jeg skal lære Dig at græde . “ 
Hun gik ind i Hytten med en truende Bevægelse . 
Elleve Aar ? — 
Ja Mira var allerede elleve Aar . Men hendes Træk , der 
vare meget alvorlige og udtryksfulde , syntes mere at tilhøre en 
voxen Kvinde end et Barn . Det vexlende Udtryk i hendes Træk 

forraadte et Hjerte fuldt af Dybde , medens hendes Smiil mere 
mindede om den nedgaaende end den opstaaende Sols Straaler . 
Hendes Haar var sort og hang i bløde Lokker over Hals 
og Skuldre . Munden friff og rød , Tænderne hvide og ligesom 
Perlerækker , og den klare brune Hud fremkaldte Tanken om det 
Folk , hun slammede fra . 
„ Ja , jeg vil gaa bort , langt bort ! Jeg vil aldrig vende 
tilbage . “ 
Hun kastede et Blik til Døren , gjennem hvilken Lene var 
forsvunden , og gik med bestemte Skridt ovad Veien , der snoede 
sig over Fjeldene . 
Stakkels Lille ! nu vandrer Du ud i den vide , vide Verden . — 
Hvor Fuglene sang lifligt ! hvor Blomsterne duftede ; hvor 
Fjeldene var smykket med deiligt friskt Grønsvær og hvor smuk 
den lille Pige saae ud med de flagrende Lokker , med Kinden rødmende 
af Vrede og de sorte Øine funklende bag de lange , sorte 
Øienhaar . 
Verden er fuld af Skjønhed , og en Gud over os Alle . 
Men — der er altid et Men i dette Liv — vi stakkels 
Mennesker kæmpe mangen haard Strid før vi erkjende det . 
Solen gik ned , Aftenen kom ; Naturen syntes at hvile . 
Hvor hun var træt ! Hendes smaa Fødder kunde neppe 
bære hende . Hun satte sig paa Jorden og udbrød grædende : 
„ 0 , min Gud , jeg kan ikke mere ! “ 
„ See paa hende ! see paa hende ! “ hviskede Aftenvinden 
og susede hemmelighedsfuld omkring hende . 

„ Hun sover ! ' sagde Natten og udfoldede fine sorte Vinger 
over det stakkels Barn . 
„ Men hun vil snart vaagne ; thi Herren freder Sine ! “ 
sang de gyldne Stjerner , der holdt Vagt . „ Hun vil snart vaagne . “ 
Ja hun sov ! Og hun drømte en deilig Drøm . 
Hun laa paa Jorden , netop der , hvor hun var salven i 
Søvn , hendes Hjerte bankede af Sorg og Frygt . Natten kom 
og hun havde intet Ly . Hun var sulten og havde intet Brød , 
hun var ene , ene i den vide Verden . — 
Men i samme Øieblik , hun fortvivlet strakte Armene ud , 
blev hun løftet fra Jorden og en blød Stemme hviskede : 
„ Du er frelst ! “ 
Saa kom der Fred over hende , en slille , lykkelig Fred , 
hendes Hjerte bankede ikke mere af Frygt , hun lukkede atter 
Øinene og Læberne gjentoge som et svagt Ekko : 
„ Jeg er frelst ! “ 
Drømmen var forbi . Tanken blev indhyllet i et mørkt 
Slør , hun sov , overvældet af Sorg og Træthed . Hun hørte 
ikke Vognen , der nærmede sig . Hun saae ikke den unge Pige , 
Billedet fra hendes Drøm , som raabte ved at faae Øie paa 
hende : 
„ Der ligger et Barn og sover paa den haarde Jord ! 
Lad os standse , Frøken Brede . “ 
Vognen slandsede , og før den gamle Dame kunde forhindre 
det , var hendes unge Ledsagerinde sprunget ud og knælede foran 
den lille Sovende med et medlidende Blik . 
„ Min Gud ! “ udbrød Damen i Vognen . „ Hvad gjør De 
der , Frøken Adelheid ? “ 
Den unge Pige besvarede ikke Udraabet . Hun vinkede ad 

Tjeneren , som hurtig nærmede sig til Frøken Bredes store Overraskelse 
og Forargelse tog del sovende Barn i fine Arme og bar 
det til Vognen , fulgt af Frøken Adelheid . 
„ Kor Guds Skyld ! hvad vil De med Barnet ? Hvorfor 
bærer Ola del herhen ? ' 
„ Fordi den lille Pige vilde dø af Sult og Tørst , hvis vi 
lod hende blive paa dette ubeboede Sled . — Del er godl , Ola , 
læg hende paa Bagsæder . Saa , kjør nu til ! “ 
Hun salle sig med el glad Smiil ved Siden af den gamle 
Dame , som var saa forskrækkel , ai hun ikke kunde samle sine 
Tanker , før de atter kjørte op ad Veien . 
„ Gud forbarme sig ! “ udbrød hun . „ Hvad i Verden har 
De i Sinde med dette Barn ? Seer De da ikke , det er en smudsig 
Zigeunerunge ? Hvor kan det falde Dem ind al tage hende op 
i Vognen ! Jeg vil ikke tillade det . Ola , lad os standse ! Hører 
Du ? Jeg vil ikke tillade den fæle , lille Tingest at blive her . “ 
„ Vil ikke ! “ sagde Frøken Adelheid med et Blik , der viste , 
hun var vant til at have sin Villie . „ Kan De aldrig lale 
uden al sige „ Nei “ og „ jeg vil ikke “ ? Del er saa trættende , saa 
haardt . “ 
„ Hvor De dog er lunefuld , “ svarede den gamle Dame . 
„ Jeg kan ikke holde det ud ! Al tage en smudsig Zigeunerunge 
i Vognen og lægge hende paa Bagsædel . Del er virkelig for galt . ' 
„ Kjære Frøken Brede , er De kun vred , fordi den lille 
Pige ligger paa Bagsæder ? ' spurgte Adelheid med et skjelmsk 
Smiil . „ Nu , saa kan De jo bytte med hende . Skal jeg hjælpe 
Dem ? “ 
Frøken Brede svarede ikke . Hun svøbte Shawlet lættere 

om sig , som var der et Skjold , der kunde beskytte hende mod 
Alverdens Pile . — 
Kjære Læser . Troer Du vor lille Heltinde sov i al den 
Tid ? — 
Nei ! 
Men hun vidste ikke om hun sov eller var vaagen , om hun 
drømte , eller del var Virkelighed . 
De stemmede Stemmer løde saa lydeligt , hun kunde forstaae 
hvert Ord . Vognen rullede saa let ; hun følte dens mindste 
Bevægelse , det var som laa hun i en Vugge . Hun lod fine 
Fingre glide over be Fløiels Hynder . Hvor de vare bløde ! 
Var det Drøm eller Virkelighed ? 
Hun vidste ikke ; men hun følte , hun var meget lykkelig , til 
Trods for den gamle Dames u blide Ord . Hun havde ikke Mod 
til al aabne Øinene af Frygt for , at Alt skulde forsvinde . Hun 
lukkede dem saa fast , som vilde hun aldrig mere aabne dem . 
Vognen vedblev at kjøre og lod Skov og Fjeld tilbage . 
Den gamle Dame saae ud , som var hun utilfreds med 
hele Verden , medens hendes Ledsagerinde syntes at glæde sig 
over Alt , hvad der omgav hende . Det straalende Ansigt og 
Solen kappedes om , hvem ber var smukkest . Sommervinden 
legede med hendes gyldne Lokker , medens hendes Blik hvilede 
paa Mira med barnlig Glæde . 
De kom gjennem Skove , hvor Træerne vare saa høie , al 
de synles at naae Himlen ; hvor Grønsværet var bestrøet med 
Tusinder af Blomster . 
De kom over Fjelde , hvor muntre Bække snoede sig snaksomt 
mellem Rifter og Spalter , hvor Vandfald opfyldte Luften 
med deres ensformige Buldren . — 

Norge er et smukt Land . Kjender Du det , kjære Læser ? 
Har Du været der ? Har Du indaandet dets friske Luft ? Har Du 
seet dets mægtige Vandfald , der lig Sølvfloder styrte ned fra de 
høieste Fjeldtoppe ? — 
Har Du hørt Tordenen rulle gjennem Luften , hvert Skrald 
gjentaget fra Fjeld til Fjeld , til det hendøer i det Fjerne ? — 
Eller har Du været der en smuk Sommerdag , naar Solen forgylder 
Fjeldenes Toppe og dens Straaler som gyldne Slanger 
glide gjennem de alvorsfulde Graners Grene ? 
„ Hvor smukt Hammer titter frem mellem de grønne Træer ! “ 
sagde Frøken Adelheid og saae med et kjærligt Blik paa en 
hvid Bygning , der laa paa Toppen af et høit Fjeld . „ See , 
Frøken Brede ! — Men hvor kan jeg bilde mig ind , at Deres 
Opmærksomhed lader sig fængsle af et smukt Landsfab ! “ Hun 
smilte haanligt . 
Frøken Brede gav intet Svar , men pressede Læberne tæt 
sammen , som vilde hun tvinge dem til Tavshed . 
Vognen kjørte nu op ad det omtalte Fjeld og dreiede ind 
paa Veien , der førte til den hvide Bygning , Frøken Adelheid 
havde kaldet Hammer . Nu slandsede den foran Hoveddøren , 
hvortil en bred Trappe førte op . 
„ Gud være lovet ! “ udbrød den unge Pige og ventede 
neppe paa Tjenerens Hjælp for at springe ud . . Bring hende 
ind i Huset , Ola ! “ hun pegede paa Mira , der laae ganske stille . 
. Nei ! “ raabte Frøken Brede . „ Læg den lille brune 
Tingest udenfor Gaarden . “ 
„ Det bliver der intet af ! “ sagde Adelheid bestemt . „ Ola 
skal lyde mig ; jeg er hans Frues Niece . Bær hende ind i 
Huset . Jeg tager Ansvaret paa mig . “ 

Hun ilede opad Trapperne med et stolt Blik , medens Ola , 
der syntes at glæde sig over den gamle Dames Vrede / bar 
Mira , der endnu bestandigt manglede Mod til at aabne sine 
Øine , ind i Huset og smaalo ved sig selv over Frøken Brede , 
som fulgte ham fljændende . 
„ Læg hende paa Sofaen ! “ befalede Frøken Adelheid , da 
de traadte ind i Dagligstuen . „ Sover hun endnu ? Hun maae 
være meget træt , stakkels Barn . “ 
Hun bøiede sig et Øieblik over Mira og forlod derpaa 
Værelset , fulgt af Frøken Brede med sit vrede Blik og Ola 
med sit smilende Ansigt . 
Mira var alene ! 
Hun lyttede . Alt var stille . Hun aabnede Øinene . 
Hvor smukt der var ! — 
Hun gled ned ad Sofaen og gik lydløst over Gulvet , hun 
lod fin lille Haand stryge hen ad de prægtige Møbler ; derpaa 
satte hun sig foran et opslaaet Piano og lod Fingrene glide 
over de hvide Tangenter . 
„ Dim , dim , dim ! “ 
Hun sfreg høit . Hun havde aldrig hørt eller seet noget 
lignende . Hun troede det var Trolddom . Hendes Fingre giede 
op og ned , op og ned , til en Haand blev lagt paa hendes 
Skulder og en dyb Stemme sagde : 
„ Hvad gjør Du der ? “ 
Hun vendte sig og saae til sin Forundring en Herre slaae 
foran sig . 
Mira hørte ikke til de Børn , der ere frygtsomme . Da 
hendes Forundring havde sat sig , saae hun paa den alvorlige 
Herre med et Blik , som vilde hun læse hans Tanker i hans 

Træk . Og der var meget af læse , saa meget , af hun ikke begreb 
det Halve . 
„ Hvem er Du ? “ spurgre Herren med et strengt Blik . 
„ Jeg er Mira , Mira Grotte , “ svarede hun med en let 
Gysen . 
„ Mira Grotte ? Det vil sige Du er en lille Zigeunersks , 
maaskee en Tyv , der søger Leilighed til af stjæle . “ 
„ Nei , kjære Fader , hun er min Plejedatter I “ sagde Adelheid , 
som netop traadte ind . 
„ Din Plejedatter ! En Pige paa femten Aar , som har en 
Plejedatter ! Troer Du , Du kan have en saadan ? “ 
„ Ja , jeg baade kan og vil , dersom Du tillader det . Hvor 
gammel er vel Du , som har en Datter paa femten Aar ? — 
Otte og tredive ! saa ung og har saa gammel en Datter som 
jeg . Saa kan jeg ogsaa have denne lille Pige til Plejedatter . 
hvis hun vil have mig til Moder . Vil Du , min lille Fremmede ? 
Vil Du være min Datter ? “ 
Hun saae paa Mira med et kjærligt Blik . 
Mira nærmede sig , lagde sin Haand i den unge Piges 
og svarede med blid Stemme : 
„ Jeg vil være saa lykkelig , hvis De vil holde af mig . “ 
„ Hører Du , Fader ! Hvad siger Du dertil ? “ Hun omfavnede 
ham med et bedende Blik . 
„ Hun har Ret , den Lille , “ svarede han med et kjærligt 
Smiil . 
Nu var MiraS Zigeunerliv forbi . 

Det var en kold Aften . Sneen faldt i tætte Flokke og 
Stormen foer hylende gjennem Gaderne . 
En Vogn standsede foran et herskabeligt Huus i Stockholm 
Tjeneren sprang af og aabnede Vogndøren . 
Et lille Hoved kom tilsyne og en klar Stemme sagde : 
„ Giv dette Brev til Frøken Grotte , Thomas . Men 
skynd Dig . “ 
„ Skal jeg vente paa Svar ? “ 
„ Nei ! “ 
Han lukkede Døren og forsvandt gjennem Porten til det 
omtalte Huus . 
„ En kold Aften ! “ udbrød Damen og svøbte sin varme 
Kaabe tættere om sig . „ Meget kold . “ Hun lænede sig tilbage 
og lukkede Øinene , som for at sove . 
Thomas viste sig atter ved Døren . 
„ Jeg har leveret Brevet . “ 
„ Godt , saa kjør videre ! “ 
I et hyggeligt Værelse sad en ung Dame beskjæftiget med 
et Broderi . Af og til hævede hun Hovedet og fæstede Øinene 
med et spørgende Blik paa Uhret . 
En Tjener traadte ind med et Brev i Haanden . 
„ Fra Grevinde Cederskold ! “ 
„ Tak , Ola . Venter Tjeneren paa Svar ? “ 
„ Nei , Frøken . “ 
Ola forlod Værelset og Mira , thi hende var det , aabnede 
Brevet . 

Medens hun gjør sig bekjendt med dets Indhold , vil jeg 
benytte Leiligheden til at beskrive hende nærmere for Læserne . 
Da vi sidst saae hende , var hun en lille Pige paa elleve 
Aar , ti var nu gaaet siden den Tid og havde forvandlet hende 
til en smuk ung Kvinde . 
Hendes fine Træk , der havde været for udtryksfulde og 
alvorlige for et Barn , vare nu komne til deres fulde Ret hos 
den voxne Pige og fortryllede Alle ved deres ædle Skjønhed . 
Hendes store , sorte Øine med deres dybe , veemodige Blik og 
hendes blide , klare Stemme syntes at vinde alle Hjerter . 
Hendes Gang var let og bølgende og hendes ranke , bøjelige 
Skikkelse elegant og fuld af Ynde . 
Alle disse Fortrin bleve dobbelt sorhøiede ved hendes tilbageholdne 
Væsen . Der var noget i hendes Fremtræden , der tydelig 
viste , hvor lidet hun var sig alt dette bevidst , og hendes 
Fordringer til Andre vare kun smaa , medens hun selv ydede 
saa meget , hvilket er det bedste Tegn paa et ædelt Hjerte . — 
Men til min Forrælling ! 
Vi ville kaste et Blik over MiraS Skulder og see , hvad 
hun læser : 
. Min lille Ven ! 
Jeg kan see din Forundring ved at modtage dette Brev . — 
Jeg har en Nyhed at fortælle Dig . Tænk , Frøken Brede 
er kommet til Stockholm og vil blive hos os i længere Tid ! 
Du maa endelig aflægge os et Besøg i Morgen . Hun 
er blevet saa forandret i de ti Aar , vi ikke have seet hende , at 
jeg neppe kunde kjende hende . 
Jeg fortalte hende om Dig , hvor smuk Du er blevet , 
hvor kjærlig og god Du er og hvor vi Alle elske Dig . 

Hun undertrykke et Suk og sagde efter gammel Bane : 
„ Jeg troer det ikke . Grevinde Cederskøld . Den smudsige 
lille Zigeunerske . “ 
„ Men De skal selv see , “ sagde jeg triumferende . „ Det 
var en lykkelig Sommer , der lokkede Fader og mig op til Norge 
for at besøge Tante Margarethe . Den skjænkede Fader en kjærlig 
Datter og mig en Søster , som vi begge elske , fordi hun er 
saa velsignet og god . “ 
„ Naa , naa ! “ sagde hun og famlede med Fingrene . Det 
bedste de tog var vor skikkelige Ola , ja , ham har vel Deres 
Fader endnu i sin Tjeneste ? Ja , lad os først see Enden ! 
Jeg har ingen Tillid til hende . “ 
„ Nei , De kunde ikke lide Mira fra det første Øieblik , De 
saae hende , “ sagde jeg . „ Og nu , da hun har gjort Dem til 
en falsk Profet , er hun vist ikke steget høiere i Deres Gunst . “ — 
Kjære Mira ! Du veed , jeg maae sige min Mening lige 
ud . Jeg har aldrig kunnet tilgive Frøken Brede hendes skette 
Opførsel mod Dig , da vi vare hos Tante Margarethe , ligesom 
jeg ikke kan glemme , at hun fuldkomment har taget Magten fra 
min kjære , svage Tante . Man fik et Indtryk som Frøken Brede 
var Herskerinde paa Hammer og Tante hendes Selskabsdame . 
Du kjære Tante Margarethe ! Nu har jeg ikke seet hende i ti 
Aar , og Frøken Bredes Nærværelse har fremkaldt hendes Billede 
saa levende i mit Minde , at jeg længes mere end nogensinde 
efter hende . 
Frøken Brede havde et Brev med til mig fra hende , hvori 
hun paa det kjærligste spørger til Dig og indbyder os begge 
til at aflægge et Besøg paa Hammer til Sommer . 

Hvis Cederskøld tillader det , vil jeg ogsaa reise derop og 
haaber , Du gjør mig Selskab . 
Men nu har jeg allerede skrevet saa meget til min lille 
Søster , at mine Fingre gjøre ondt , derfor Farvel ! Jeg venter 
Dig i Morgen . Kom ikke for sent , kom til Frokost . 
Cederskøld beder mig hilse . 
Din Adelheid . “ 
Mira lagde Brevet sammen . Et veemodigt Smiil spillede 
om hendes Læber . Hun hviskede tankefuldt : 
„ Gamle Tider komme igjen . „ En smudsig lille Zigeunerfle ! “ 
— Ja , jeg husker Ordene , som vare de prentede i mit Hjerte . 
Mira , stakkels Mira ! Du vil altid blive forfulgt af dette blege 
Spøgelse . Ingen kan glemme , at mine Forældre vare Zigeunere . 
Ingen kan tilgive det . Ingen ! Ingen ! “ — 
„ Men hvad bryder jeg mig om hele Verden , naar blot han 
kunde glemme min ulykkelige Fødsel . “ 
„ Vil han aldrig glemme det ? “ — 
„ Nei , aldrig ! Han er for slolt , og en Mand som han , har 
Ret til at være det . “ 
Mira skjulte Ansigtet i Hænderne og sukkede tungt . 
„ Hvor kan jeg forlange , man skal glemme min Fødsel , 
staaer den ikke skrevet i mit Ansigt ? fremkalder ikke denne brune 
Hud en hel Legion Zigeunere ? — Men jeg vil ikke skamme mig 
over mine Forældre , Gud velsigne dem . de ere i Himlen . Jeg 
har aldrig kjendt dem , men jeg elsker dem alligevel . Ingen 
skal have Ret til at krænke dem , Ingen , uden at blive min 
Fjende . “ 

Hun reiste sig og gik ov og ned ad Gulvet , som for at 
bortjage al Sorg fra sit Hjerte . 
Det ringede . 
Mira foer sammen og saae mod Døren med et ængsteligt Blik . 
„ Godaften , Barn ! “ sagde en dyb , klangfuld Stemme . 
„ Tager Du Dig en lille Tur ? “ 
„ Ja , “ svarede hun med et frygtsomt Blik . „ Jeg gaaer 
fra mine Tanker . “ 
„ Fra dine Tanker ! Ere dine Tanker da saa sørgelige ? 
Kan Du aldrig være lykkelig , som andre Piger paa din Alder ? 
Jeg holder ikke af at høre Dig tale paa den Maade . Vi have 
ikke Ret til at være trætte af Livet , selv om vi ere ulykkelige , 
hvor meget mindre da , naar vi kun have Grund til at være 
tilfreds med vor Skjæbne . Hvor tidt skal jeg minde Dig herom , 
Mira ! Du maa være utaknemmelig mod Herren , det er en stor 
Synd . “ 
„ De misforstaaer mig , Baron Silgestrem ! “ sagde Mira 
veemodigt . „ Jeg er ikke utaknemmelig mod Herren , men jeg 
føler saa tydeligt , jeg er født til Sorg . Det er vel ikke de 
ydre Indtryk , der virke paa mig , nei , jeg bærer en Verden as 
Sorg og Kamp i mit eget Hjerte . Dog tilgiv mig . Det er 
meget egoistisk at trætte Dem med mine mørke Tanker ! Jeg har 
faaet Brev fra Grevinde Cederskøld , hvori hun inviterer mig til 
at komme derop i Morgen . Frøken Breds er kommet for at 
blive der en Tid . “ — Mira betænkte sig et Øieblik og tilføiede 
ironisk : „ Hun længes naturligviis meget efter at see mig . “ 
„ Ah , det er det , der er i Veien ! Nu forstaaer jeg min 
stolte , lille Pige . Du kan aldrig glemme og endnu mindre tilgive , 
at Frøken Brede ikke syntes om Dig , da Du var et Barn 

Men hvor kan Du tillade dit Hjerte al bære et saadant Nag . 
selv til en Frøken Brede ? — Kom , sid ned og lad mig tale 
et Alvorsord til Dig . Jeg har seet dybt i dit Hjerte , mit Barn , 
det er et bundløst Hav , som selv den flinkeste Sømand vil finde 
vanskelig » at lodde . Men jeg vidste ikke , Du var istand til at 
bære Nag til Nogen , dertil troede jeg dit Hjerte var for rent , 
og det vil i Sandhed gjøre mig ondt , om jeg bliver skuffet i 
denne Tro . Kjærlighed er den eneste Lidenskab , der har Ret 
til al beherske en Kvindes Hjerte , enhver anden vil kaste Skygge 
over dets Renhed og tilintetgjøre dets ædleste Egenskaber . “ — 
„ Glem ikke dette Barn ! Jeg haaber Du vil tage hen og 
hilse paa rFøken Brede i Morgen , “ tilføiede han med et kjærligt 
Smiil . 
„ O , De misforstaaer mig nu som altid ! “ udbrød Mira 
med skjælvende Stemme og slog Øinene ned for at skjule de 
Taarer , der formørkede dem „ De vil aldrig forstaae mig . Jeg 
hrade hverken Frøken Brede eller nogen Anden . Jeg har ikke 
et Øieblik tænkt paa at afslaae Adelheids Indbydelse . Nei , jeg 
vil hilse paa hende , selv om mit Hjerte skulde briste , naar hun 
seer paa mig med fil foragtelige Blik . “ 
„ Jeg forstaaer Dig meget bedre , end Du troer , “ svarede 
Baron Silgestrøm alvorligt . 
„ De ? “ — spurgte Mira bittert . „ 0 nei ! Ingen forstaaer 
ung , dei var jo umuligt , eftersom jeg ikke engang forstaaer mig 
selv . “ 
Baron Silgestrøm tog stiltiende Avisen . Mira græb fil 
Broderi . Han læste og tænkte paa Mira . Hun broderede og 
tænkte paa ham . — 

Næste Morgen var mørk , kold og sneefuld . 
Mira stod tidlig op . Hun hørte ikke til Syvsoverne . 
Hun stirrede paa den graa Himmel , den hvide Gade og de 
mange Fodgængere , der kom og gik lig travle Beboere i en 
Myretue og hun tænkte : 
„ Hvor den Fattige maae kæmpe for sit Ophold ! Og dog 
er jeg vis paa , at ikke en eneste af disse Stakler , der hver 
Morgen maa slaae op for at tjene det daglige Brød , er saa 
utilfreds med Livet , som min rige , gamle Gjenbo . See , der 
sidder han ved Vinduet i fin store bløde Lænestol , indsvøbt i 
Uldtæpper ! Han kan faae alt hvad han ønsker af Livets Behageligheder , 
og han ønsker det ene ester det andet . Men al 
hang Rigdom , alle hans opfyldte Ønsker kunne ikke gjøre ham 
lykkelig ; thi han er syg , baade paa Sjæl og Legeme . “ 
„ Og jeg ? — Har jeg Ret til at være sorgfuld ? — Nei ! 
jeg vil være glad , jeg vil være taknemmelig mod Gud og mod 
den hele Verden . “ 
Klokken halv tolv slandsede Baron Stlgestrøms Vogn udenfor 
Grev Cederskølds Bolig . 
„ Godmorgen , kjære Mira ! Hvor Du seer bleg ud . Du er 
ikke halv saa smuk , som Du pleier at være . Og jeg vil saa 
gjerne for Alvor overraske Frøken Brede med din Skjønhed . 
Der kommer hun . See blot hvor gammel hun er bleven . 
Sidst vi saae hende , lignede hun en gammel Ugle . Nu synes 
jeg , hun ligner et gulne ! Pergament . “ 
Grevinde Cederskøld var om mulig smukkere og lykkeligere 
end da vi første Gang saae hende som Adelheid Silgestrøm . 

Nu var hun fem og tyve Aar og saa lykkelig , som en Kone 
kan blive , der besidder saa rettænkende , ædel og smuk en Mands 
Kjærlighed , som Grev Cederskølds var . — 
Adelheid var ogsaa i høi Grad rettænkende og kjærlig . 
Men hun savnede den fine Følelse , der forædlede enhver af 
hendes Mands Handlinger og gjorde ham saa elsket af Alle , 
der kjendle ham . Han saarede aldrig Nogens Følelse ved overlagte 
Spørgsmaal eller Yttringer , medens hans Kone ved sine 
tankeløse Ord og altfor store Oprigtighed næsten saarede Enhver , 
der kom i hendes Nærhed . 
Det var ogsaa det eneste , der nu og da gav Anledning 
til smaae Trælter mellem dem , idet han bebreidede hende , at 
hun ikke tog mere Hensyn til Andres Følelser , selv deres , hun 
holdt meget af . Men hun lo kun ad ham og svarede , idet hun 
kjærligt omfavnede ham : 
„ Kjære Cederskøld , hvorfor fattede Du da Kjærlighed til 
mig ? Du kjendle jo mine Feil . — Du behøver ikke at see saa 
alvorlig paa mig , jeg vil sige , hvad jeg føler Lyst til , og Du 
skal smile til mig , som Du smilede — see , paa mig , kjære Ven ! 
— som Du smilede , da Du fangede mit unge , uerfarne Hjerte . “ 
Og Grev Cederskøld maatte smile , mere af hendes yndige 
Mine end af hendes Ord . 
Saaledes var Grevinde Cederskøld ! Og hun sagde nu med 
et skjelmsk Blik til Frøken Brede : 
„ Maa jeg have den Fornøielse at forestille min Søster 
Mira for Dem . Jeg veed hvor kjær De har hende , og hvor 
De har længtes efter at see hende . — Naa , Mira , omfavn 
Frøken Brede . Kan Du ikke see , hvor hun længes efter at 
skutte Dig i sine Arme ? “ 

Men Mira og Frøken Brede stode som lo Statuer . Ingen 
af dem gav mindste Tegn til Liv . Var ikke Grev Cederskøld 
traadt ind og havde frelst dem fra denne ubehagelige Stilling , 
var de sikkert , som Loths Hustru , bleven forvandlede til Saltstøtter . 
Nu kom de igjen tillive , og Adelheid gik tabt af den 
Fornøielse , hun havde ventet sig af deres første Møde . 
„ Du skal sidde ved Siden af Frøken Brede , “ sagde hun 
til Mira , da de traadte ind i Spisestuen . „ Jeg maa sørge for 
min kjære , gamle Gjæsts Tilfredshed . “ 
Frøken Brede gav hende et bistert Blik . Adelheid havde 
fornærmet hende dobbelt . Først ved at paatvinge hende Miras 
Selskab , dernæst ved at hentyde til hendes Alder . 
Hun hørte nemlig til de Damer , der ikke ville være gamle . 
Frøken Brede var en Evighedsblomst . Ingen kunde mindes at 
have hørt hende erkjende , hun var bleven ældre i de sidste lyve 
Aar . For hendes Skyld stod Tiden slille ; hun blev aldrig 
ældre end fem og tredive . — 
Kjære Læser , der er mange Frøkner Brede i denne Verden . 
Maaskee Du selv har en saadan i din Familie ? — Da lykønsker 
jeg Dig . Hun vil mangengang gjøre Dig Besvær og mangengang 
faae Dig til at lee . 
Frøken Brede var meget høi ; hendes store , graa Øine 
havde et skarpt Udtryk , og hendes Dragt var saa forunderlig 
at det er umuligt at beskrive den i alle dens Sammensætninger . 
Men Udfaldet af del Hele mindede om en Regnbue , ikke paa 
Himlen , men paa en Flagermus . 
Hendes Haar var hørgult og meget tyndt , hvilket hun 
søgte at lægge Skjul paa ved efter bedste Evne at pille det ud 

i en Bunke smaae Krøller , mellem hvilke den lange , spidse Næse 
sprang frem som en Milepæl , der raabte : 
„ Stands ! Ikke et Skridt længer . “ 
„ Men hvad er det ! “ spurgte en gammel Oberst en ung 
Digter , der netop stod ved Siden af ham , da Grevinde Cederskøld 
for første Gang viste sig i et Selskab med sin underlige 
Gjæst . „ Er det en Ugle , en Flagermus eller en Sommerfugl ? ' 
„ Det er en kunstig Sammensætning af dem alle tre , “ 
svarede Digteren og betragtede Frøken Brede gjennem Lorgnetten . 
„ Hendes Ansigt hører til Uglerne , Legemet til Flagermusene , og 
Haaret til Sommerfuglene . “ 
Han havde Ret . — 
„ Hvorledes har Baron Silgestrøm det ? “ spurgte Grev 
Cederskøld Mira . „ Hvad seer De efter , Frøken Brede ? Kan 
jeg ikke komme Dem til Hjælp ? “ 
. Nei Tak ! Jeg er vant til at hjælpe mig selv . I Norge 
have vi ikke en Tjener paa hver Finger , som det lader til man 
bruger i Stockholm . Bi ere ligefremme Folk ; meget ligefremme . “ 
„ Jeg vil langtfra modsige Dem i den Retning , “ sagde 
Grevinde Cederskøld med et Smiil . „ Folk i Norge ere mere 
beskedne i deres Fordringer , end vi her . Det er saa naturligt , 
da vor hele Opdragelse er saa forskjellig fra Eders . Vi . . . . “ 
Her følte Grev Cederskøld sig foranlediget til at afbryde 
sin Kone ved at sige : 
„ Kjære Adelheid , det er bedre , Du fortæller os lidt om 
Koncerten i Gaar . Er den unge Sangerinde virkelig saa smuk , 
som Rygtet siger , og er hendes Stemme saa henrivende ? “ 
„ Er det Frøken Søthsrberg , De taler om ? “ spurgte Mira . 
„ Ja ! “ 

„ Jeg fandt flet ikke , hun sang saa godt , “ sagde Frøken 
Brede . „ Jeg har hert en ung Dame i Christiania , som sang 
meget bedre end denne Frøken Søtherberg . “ 
» Meget bedre ! Nei , Frøken Brede , nu er De for flem . 
Tør jeg spørge , hvad denne ubekjendte Nattergal kalder sig ? “ 
„ Hvad hun kalder sig ? — Hun bærer det Navn , hun 
har arvet ester sin Fader ! “ 
„ Og det Navn er ? “ 
„ Det samme , som hendes Bedstefader arvede ester sin 
Fader . “ 
„ Ah , jeg forstaaer ! — Men kjære Frøken Brede , De har 
ikke sagt et eneste Ord om Mira ! Hvad synes De om hende ? 
Har hun ikke forandret sig meget ? See rigtig paa hende ! 
kunde De gjenkjende hende , da De traadte ind ? “ 
„ Mira er Stockbolms Rose ! “ sagde Grev Cederfløld , der 
holdt meget af den unge Pige . „ Hun blomstrer i Skyggen af 
fin egen Beskedenhed . “ 
„ Men hvor kan Du dog tale saadan ! udbrød Frøken Brede 
harmfuld . „ Stockholms Rose ! Hvordan kan Mi . . . “ Hun 
standsede , det var saa fortroligt at kalde hende Mira og Frøken ? 
— det var formeget , den gamle Dame kunde ikke faae det over 
sine Læber . Frøken ? — Del var jo at sætte Zigeunerpigen 
paa samme Trin som sig selv . Umuligt ! Frøken Brede vedblev : 
» Hvor kan De sammenligne den unge Pige her med en 
Rose ? En Rose , som er rød eller hvid , og hun med sin gulbrune 
Hud . Nei , de ere saa forskejllige som Nat og Dag . 
Og . . . “ 
Mira havde været tavs den hele Tid , men hendes talende 
Ansigt udtrykte tydelig , kvor dybt hun følte sig saaret . Hun 

hørte ikke til de Kvinder , der blive heftige ligeover for en Fornærmelse , 
hendes Vaaben bestod ikke i vrede Ord , men i et Blik , 
saa alvorligt , saa reent , at det maatte afvæbne selv en Frøken 
Brede . 
„ Og - . . “ længer kom den gode Dame ikke , Miras Blik 
traf hende i det Samme . Hun standsede forlegent , som havde 
hun glemt , hvad hun vilde sige . 
„ Naa , Barn ? “ spurgte Baron Silgestrøm , da Mira var 
kommet hjem og de mødtes ved Middagsbordet . „ Hvad sagde 
saa Frøken Brede til Dig ? Fornærmede hun Dig ? Jeg er vis 
paa , Du var forberedt derpaa . “ 
„ Jeg ! deri har De Uret , Baron Silgestrøm . Jeg var alt 
andel end forberedt paa de kolde , udtænkte Fornærmelser , Frøken 
Brede overøste mig med . Men del er ikke værd at tale om . “ 
, Godt ! Saa lad mig istedetfor indbyde Dig til at ledsage 
mig i Operaen i Aften . Frøken Søtherberg synger . Hun skal 
være en Sangerinde af første Rang . “ 
„ Tak , det glæder jeg mig inderlig ! til . Grev Cederskøld 
falte netop om hende i Dag , og jeg har ikke kunnet undertrykke 
Ønsket om al høre hende . “ 
„ Og hvorfor skulde Du undertrykke del ? Havde det ikke 
været mere naturlig ! , om Du havde sag ! til mig , at Du gjerne 
vilde høre hende ? Vil Du da aldrig lære at være oprigtig og 
ligefrem mød mig ? Du veed , hvor gjerne jeg opfylder dine smaae 
Ønsker . Hvorfor kan Du da ikke betro mig dem , som Adelheid 
gjorde , da hun var hjemme . “ 

„ Det vilde neppe passe sig for mig , en Fremmed , at gjøre 
hvad Grevinde Cederskøld gjorde i sin egen Faders Huus . “ 
„ Saa Du kan aldrig glemme , Du en Gang har været 
fremmed i dette Huus ? thi jeg vil ikke tro , Mira , Du efter ti 
Aars Ophold her endnu bestandig skulde føle Dig som saadan . 
Det vilde i al Fald gjøre mig meget ondt , da det jo vilde vise 
mig , al min Opførsel mod Dig ikke har været , hvad den burde 
have vc^cek . “ 
„ For Guds Skyld , Baron Silgestrøm , siig ikke detl De , 
som har værer saa kjærlig , saa . . . “ 
. Mira , jeg beder Dig ! “ 
„ Nei , lad mig tale ! Jeg . . . “ 
„ Stille , Barn ! Jeg vil ikke høre et Ord mere . Der er 
Ola med Kaffen . Vil Du skjænke mig en Kop ? “ 
Mira skjænkede Kaffen , som blev drukket i Tavshed , hvorpaa 
Baron Silgestrøm gik ud og Mira satte sig hen at spille 
og synge i Halvmørket . 
Noget senere kom Ola ind med en lændi Lampe . 
Mira reiste sig hurtigt . 
„ Er Baron Silgestrøm kommet hjem ? “ 
„ Nei , Frøken ! men han kommer vist snart . Klokken er 
mange . “ 
Ola var den samme Tjener , der for ti Aar tilbage bar 
Mira paa Grevinde Cederskølos Befaling hen til Vognen , trods 
Frøken Bredes Indsigelser . Derfor holdt han meget af den 
unge Pige og syntes i sit stille Sind , han havde saa god Ret 
til hende som nogen af de andre . 
Han nærmede sig nu paa Taaspidserne og sagde med en 
hemmelighedsfuld Hvisken : 

„ Hun har været her ! “ 
„ Hun ! Hvem mener Du , Ola ? ' 
„ Hun har været her , Frøken . Men . . . “ 
Her blev Ola afbrudt ved Baron Silgestrøms Indtrædelse . 
„ Hvad betyder det , Mira ! Er Du endnu ikke paaklædt til 
Koncerten ? Det er paa den høieste Tid . “ 
„ Jeg skal strax være færdig ! “ sagde Mira og skyndte sig bort . 
„ Hun ? — Hun ? — “ gjentog den unge Pige ved sig 
selv , da hun traadte ind i sit Værelse . „ Hvem mener han med 
denne Hun ? — Jeg vil ikke bryde mit Hoved dermed ! Det er 
bedre jeg skynder mig at blive færdig . Jeg kan altid faae det 
at vide i Morgen . “ 
Operahuset var fuldt . 
Da den unge Sangerinde traadte ind paa Scenen blev 
hun modtaget med stormende Bifald , der lidt ester lidt hendøde 
i tavs Forventning . 
Der stod hun . De store , mørke Øine drømmende heftet 
paa Publikum . Det smukke Hoved hævet ; de sorte Lokker let 
tilbagekastede , den slanke bøjelige Skikkelse fuld af Ynde og 
Symmetri . 
Ru spillede Orchestret ganske piano . Det drømmende Udtryk 
i hendes Øine forvandledes til Liv og Varme . De smukke 
Læber aabnede sig og en Strøm af bløde , klokkerene Toner 
fyldle Luften . 
Mira sad bleg og skjælvende . Hun vidste neppe selv hvorfor . 
Det var ikke blot Indtrykket af Frøken Søcherbergs henrivende 
Stemme , der bevægede hende i den Grad , det var den 

unge Sgngerindss hele Ydre . Mira kjendte hende , hun havde 
seet hende hver Dag i sit eget Speil . Frøken Søtherberg var 
hendes udtrykte Billede . 
Baron Silgestrøm berørte let hendes Arm og hviskede : 
. Hvad siger Du til denne Lighed ? Er den ikke forbavsende ? 
Det undrer mig , Adelheid ikke talte til Dig derom . “ 
„ De glemmer , at hun er meget nærsynet . “ 
„ Det er forbavsende ! “ Han saae fra Mira til Frøken 
Søtherberg , og fra Frøken Søtherberg til Mira , som vilde han 
sammenligne deres Ansigter Træk for Træk . 
Men Sangen forstummede og Tæppet gik ned under begejstret 
Bifald/ 
Den næste Dag , da Mira sad og syede i Dagligstuen , stak 
Ola Hovedet ind ad Døren med en betydningsfuld Mine . 
„ Frøken ! “ sagde han og nærmede sig forsigtig . 
Mira foer sammen . 
„ Det er kun mig . Jeg vil blot sige , at hun har været 
her igjen i Gaar Aftes , da De var taget bort . “ 
Mira reiste sig og sagde med et ængsteligt Blik paa den 
gamle Tjener : 
„ Hun ? Jeg havde rent glemt del ! Hvem er denne Hun , 
som Du talte om i Gaar , da Baron Silgesfrøm kom og afbrød 
Dig ? “ 
„ Det er hende , Frøken , De veed den gamle , onde Lene , 
Deres Plejemoder . Hun er kommet til Stockholm for at tale 
med Dem om noget meget Vigtigt , siger hun . “ 
„ For Guds Skyld ! “ udbrød Mira og sank bleg og skjælvende 
tilbage i Stolen . 

„ Vær blot ikke bange , kjære Frøken , “ sagde Ola medlidende . 
„ Jeg veed nok , hun er meget ond , men Baronen vil vist ikke 
tillade nogen at gjøre Dem Fortræd . “ 
„ Det vil han ikke , Ola . Men jeg er meget ulykkelig . 
Baron Silgesfrøm maa ikke vide , hun er her . Han , som er saa 
stolt ! “ — 
„ Hvad kan hun have at tale med mig om ? Og hvorledes 
har hun udfundet mig her ? Aar ere gaaede , siden jeg forlod 
hendes elendige Hytte , og nu , da jeg troede at være fri for 
bestandig , nu kommer hun og vil tilbagekalde den ulykkelige 
Tid ; hun , som hadede og mishandlede mig , da jeg var et forladt 
og hjælpeløst Barn . Ola , min gode , gamle Ola , hvad 
skal jeg gjøre ? Hvorledes skal jeg undgaa den Skam , at Baronen 
faaer hende al see ? “ 
„ Vær blot rolig , lille Frøken . Hun kommer ikke igjen før 
engang i Aften . Saa kan De jo tale med hende i Deres eget 
Værelse . Jeg skal nok ordne det Hele . Vær blot ikke bange . “ 
„ Gud velsigne Dig , Ola ! Men hvad kan hun dog have 
al lale med mig om ? “ — 
„ Det veed jeg ikke . Men jeg hører Baronens Trin . Det 
er bedst jeg gaaer . Jeg skal nok give Dem et lille Vink , naar 
hun kommer . “ 
„ Vidste jeg blot , hvad jeg skulde gjøre . Maaskee jeg burde 
fortælle Baron Silgestrøm Alt og bede ham tale med hende ? — 
Han er saa stolt ! han glemmer aldrig , om den gamle Kone 
kalder mig Mira , som jeg er vis paa , hun gjør . Og hvis jeg 
henvendte mig til Adelheid ? — Nei , hun er for rankeløs ! Jeg 
maa handle selv . Der kommer han ! “ Hun greb hurtig sit 
Arbeide . 

Men Baronen passerede Døren uden at træde ind . Hun 
hørte ham sige til Ola : 
„ Jeg kommer ikke hjem sør i Aften . “ 
Mira trak Veiret lettere og følte sig glad som en frigjort 
Fange . 
Klokken henved halv syv stak Ola atter Hovedet ind ad 
Døren og hviskede : 
„ Frøken , her er hun ! “ 
Mira reisfe sig hurtig og forlod Værelset . Snart stod hun 
Ansigt til Ansigt med den stygge , gamle Lene , hendes Barndoms 
Skræk . 
„ Gud velsigne Dig , hvor smuk Du er bleven , mit eget 
Barn ! Og saa fiin som en rigtig Dame . Du lykkelige Barn , 
det blev ikke sunget for din Vugge . En Silkekjole ! ja , en virkelig 
Silkekjole ! “ Hun tog sat paa Miras Kjole . 
„ Saadant deiligt Tøi . Naa , hvor Olava , Mathea og Kari 
vilde blive forundrede . De vilde neppe gjenkjende deres lille 
Pleiesøster . Mit kjære Barn , min egen lille Mira ! Hvor vi 
Alle have længtes efter Dig . Hvor kunde Du være saa haardhjertet 
at forlade os , som holdt saa meget af Dig ? Vi have 
søgt om Dig , lige siden Du forlod os . Olava . Mathea og Kari , 
stakkels Børn , have grædt baade Nat og Dag . Og Erik — 
ja , det blev saamæn hans Død ! “ — 
„ Men som jeg sagde , jeg har søgt efter Dig , “ hun satte 
sig ned paa en Stol , „ da jeg har en Hemmelighed , som jeg er 
sikker paa Du vilde give din halve Formue for at vide . — 
Ak , hvor Du dog er deilig ! Og endda kunde jeg strax kjende 
Dig . Du ligner Dig ganske selv som Barn . Ja , Du var altid 
saadan en smuk Pige , og jeg var saa slolt af Dig . Kan 

Du huske del ? — Nei , hvor skulde saadan en fiin Dame kunne 
huske den fällige Hytte , hvor hun fand- et Hjem , da hun var 
hjemløs . — Men til min Hemmelighed ! Jeg har da Gud være 
lovet , endelig fundet Dig , efter meget Besvær og mange Udgift 
ter . “ Her slandsede hun et Øieblik og Mira , der havde lyttet , 
bleg og skjælvende , sagde bittert : 
„ Hvem sagde Dig , at jeg var her ? “ 
„ Frøken Brede . Gud velsigne hende , den kjære gode 
Dame ! Hun fortalte mig , at min egen lille Mira var blevet 
saadan en fiin Dame og boede i Stockholm . “ 
„ Du skulde reise hen og besøge hende , “ sagde hun og 
puttede en lille Slump Penge i min Haand . » Der har Du 
lidt til Reisen , “ tilføiede den fromme Dame , „ Ja , det gjorde 
hun . “ 
„ Frøken Brede ? — Jeg forstaaer hende , “ udbrød Mira 
med funklende Øine . 
„ Den kjære Sjæl ! hun holder saa meget af Dig , mil Sam . 
Men lad os nu tale om det , der har bragt mig herhen . Hvad 
vilde Du sige , Mira , dersom jeg havde en glædelig Nyhed at 
fortælle Dig ? Hvad vilde Du gjøre , hvis en eller anden fattig 
Sjæl sagde til Dig : 
„ Mira , jeg veed Du staaer ikke saa ene i Verden , som Du 
altid har troet . Der er En , der vilde give Alt , tør jeg nok 
sige , for at vide Dig saa nær . Mira , Du har en Søster , smuk , 
fiin og rig som Du selv . “ 
Mira havde ifolbet Hænderne . Hendes Blik hvilede paa 
den gamle Kones Læber , som afhang hendes Liv af hver ! Ord , 
de udtalte . Nu reiste hun fig heftig og udbrød idet hun greb 
Lenes Hænder : 

„ Lene , Lene I Du maa ikke drive Spot med mig . Hvis 
jeg har en Søster , hvis hun er her i Swckholm , stig mig det , 
og jeg vil give dig alt , hvad jeg med Rette tør kalde mit . “ 
„ Godt , Mira , jeg tænkte del , og jeg sagde til Olava , da 
jeg skiltes fra hende : 
„ Græd ikke Barn . Jeg kommer snarr tilbage og Du skal 
see med fulde Hænder . “ 
„ Ja , det sagde jeg . Jeg kjendte jo nok min lille Pleiebalier . “ 
„ Men 
min Søster , tal om hende , “ sagde Mira med skjælvende 
Stemme . 
„ Ja , min Historie lader sig ikke saa hurtig fortælle “ 
„ Naa , den Nat , Erik havde sundet Dig paa Fjeldet og 
kom hjem med Dig , sagde han : 
„ Lene , her kommer jeg med et lille Barn , jeg fandt i 
Armene paa en døende Kone . Vi maae see , hvad vi kunne 
gjøre for det . “ 
„ Du kjendte jo Erik , Stakkel , han sagde ikke meget , men 
han havde et godt Hjerte , og jeg tog Dig i mine Arme , kyssede 
Dig kjærligt og svarede : 
„ Godt , Erik ! hun skal være som vort eget Barn . “ 
„ Og jeg havde holdt mit Ord , hvis Du ikke var løbet 
bort . “ 
„ En Dag , da Du havde været en Uge eller to i vor 
Hytte kom en gammel Zigeunerkone med et Barn , en Pige , der 
omtrent var en fem Aar gammel . Konen bad om Huusly , da det 
var blevet et skrækkeligt Tordenveir og Ingen uden Fare turde 
gaae over Fjeldene , saalænge det stod paa . 
„ Det regnede og blæste og Tordenen rullede gjennem Luften 

og rystede Hytten , som var det et Jordskjælv . Jeg kunde ikke 
nægte hende Ly mod saadant et Veir , og lidt ester kom ogsaa 
en Herre og en Dame og bad om at komme ind , til Veiret trak 
over . De havde forladt deres Hjem for at gaae en Tour , men 
vare bleven overraskede af Uveiret paa Veien . 
„ Den unge Dame gav sig til at lege med Børnene , medens 
Herren fremtog en Mappe og begyndte at tegne . 
„ Hvor Du er en sød lille Pige ! “ sagde Damen til det 
stemmede Barn , der var kommet med Zigeunersken . „ Hvor 
gammel er Du ? “ Hun klappede hende paa Kinden . 
„ Rose er fem Aar , “ svarede den Gamle . „ Hvis De , min 
smukke Dame har Lyst til at tage hende med Dem , gjør De en 
god Gjerning , da hun hverken har Fader eller Moder . Jeg 
fandt hende for nogle Uger siden mellem Fjeldene , den stakkels 
Lille sad og græd ved Moderens Lig , der laae paa Jorden med 
et dødt Barn i Armene . “ 
„ Nu , “ sagde jeg , „ Barnet var ikke dødt , her er det ! “ Jeg 
trak Dig stem fra Krogen , Du var krøbet hen i . 
„ Stakkels Børn ! “ udbrød den unge Dame og saae fra 
den ene til den anden ; endelig blev hendes Øine ved at hvile 
paa din Søster Rose . 
„ Efter længe at have betragtet hende , reiste hun sig og 
gik hen til sin Mand , der hele Tiden havde siddet og tegnet , 
som om han var hjemme . 
„ Tom , “ sagde hun og lagde Haanden paa hans Skulder . 
„ See engang paa Barnet ! 
„ Han løftede Hovedet og saae paa den lille Pige . “ 
„ Min kjære Eva , “ sagde han , „ jeg kan see hvad Du tænker 
paa . Du har Ret . Den Lille ligner vort elskede Barn , som 

var hun hendes Søster . Du græder ! Græd ikke , husk paa , hvor 
lykkelig hun er nu mod da hun var hernede og led saa meget . “ 
„ O , Tom , jeg kan aldrig glemme hende ! Jeg vil altid 
længes efter hende . Men om vi tog delte stakkels Barn til 
os ? — Jeg troer det vilde mildne min Sorg . “ 
„ Godt ! “ sagde Herren og lukkede sin Bog . „ Saa ville vi 
tage hende med os strax . Du veed , kjære Eva , jeg vil gjøre 
Alt , hvad der staaer i min Magt , for at glæde Dig . “ 
„ Men den anden Lille , hendes Søster ? “ spurgte Damen 
og saae paa Dig med et uroligt Blik . „ Jeg veed , Tom , vi 
kunne ikke tage dem Begge , og dog skjær det mig i Hjertet at 
skille dem ad . “ 
„ Ja , min Kjære , havde vi Raad dertil , tog vi dem naturligviis 
Begge , men nu maae vi være tilfreds med benene . En 
fattig Konstner som jeg , har ikke Ret til at vaatage sig Ansvaret 
af to Børns Forsørgelse , uden at vide om han i Tiden bliver 
istand til at ernære dem . “ 
„ Imidlertid var Veiret blevet godt , og Herren , som havde 
nærmet sig Vinduet , sagde : 
„ Nu kunne vi gaae hjem , og , hvis Du fremdeles ønsker 
det , tage vi Barnet med os . “ 
„ Den fremmede Dame tog din Søster , der syntes meget 
glad ved at følge hende , og alle tre forlode Hytten . “ 
Lene standsede et Øieblik og Mira aftørrede sine Taarer . 
„ Mange Aar gik og den ulykkelige Dag kom , da Du løb 
fra os , som elskede Dig . Havde Du ikke gjort det , var Du 
endnu samme Dag blevet forenet med din Søster , der kom tilbage 
med sine Plejeforældre for at hente Dig ; thi nu vare de , 

efter hvad jeg kunde forstaae , blevne rige og kom reisende fra 
Stockholm for at tage Dig med . 
, Du skulde blot have seet din Søster , hvor hun var blevet 
en smuk ung Dame , og hvor hun kom løbende for at være den 
Første , der omfavnede Dig , og hvor hun græd og vred sine 
Hænder , da jeg fortalte hende , Du var løbet bort . Jeg troede 
hun havde besvimet ; hun blev ligbleg og sank om paa en Stol , 
stakkels Barn , hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd , som jeg 
aldrig før har seet Nogen græde . 
„ Da Faderen og Moderen lidt efter traadte ind , reiste hun 
sig heftig og raabte : 
„ Hun er borte ! Jeg skal aldrig see hende ! O , Moder , det 
har været min kjæreste Drøm , engang at omfavne min lille 
Søster , den eneste , som tilhører mig . “ 
„ Hun kastede sig fortvivlet i Moderens Arme . “ 
Mira græd stille . 
„ Saa lod de spørge og søge om Dig overalt , “ vedblev 
Lene , „ men forgjæves . Ingen vidste hvor Du var blevet af . 
Endelig reiste de tilbage til Stockholm og Herren opgav mig 
lin Adresse , for hvis Du skulde komme tilbage , eller jeg skulde 
høre fra Dig . Men Aarene gik , Du lod intet høre fra Dig . 
Først for nogle Maaneder siden , da Olava og jeg forlod vor 
gamle Hylle og slyltede til en , der ligger i Nærheden af Hammer , 
lærte jeg Frøken Brede at kjende , da den fromme Dame 
er alr andet end stolt . Hun taler til fattige Folk lige saa 
venlig ! som til de rigeste , og da jeg lugede der i Haven , holdt 
hun sig ikke for god til at tale med mig , naar hun kom forbi 
mig paa sin Morgentour . Saa fortalte jeg hende om mine 

Børn , om gamle Erik , og tilsidst om Dig , og jeg fik da endelig 
al vide , hvor Du var og hvordan det var gaaet Dig . 
„ Ja , det er min Historie ! Og nu er jeg kommet her og 
har allerede været hos din Søster . Stakkel , hendes Plejeforældre 
ere døde og hun staaer ene i Verden . “ 
Mira reisfe sig . 
» Jeg vil strax gaae til hende ! “ sagde hun bestemt . „ Hvorfor 
sagde Du hende ikke , hvor jeg var ? Hvorfor kom hun ikke ? 
Eller længes hun maaskee ikke mere efter mig ? — Jeg gaaer 
derfor , Du maae følge mig . O , min Gud , hvor jeg vil elske 
hende ! “ 
Hun tog hurtig sit Ydertøi paa , og Lene sagde : 
„ Hvor kan Du tro saa ondt om hende , det kjære Barn , 
som længes saa meget efter at see Dig . Men da jeg fortalte 
hende , Du var blevet saadan en fiin Dame og blev behandlet 
som den slolte Baron Silgestrøms egen Datter , forsvandt al 
hendes Glæde . Hun blev bleg og sagde skjælvende : 
„ Lene , jeg vil ikke forstyrre min kjære lille Søsters Fred . 
Hun skal aldrig ane , hun har en Søster , der elskede hende saa 
høit , skjøndt hun aldrig kan mindes at have seet hende . Jeg 
har hørt Baron Silgestrøm omtale som en meget stolt Mand . 
Han vil neppe holde af at hans Plejedatter omgaaes en stakkels 
Sangerinde . Og hvis min Søster er , som jeg har tænkt mig 
hende , vil hun ikke lyde ham i dette ene Punkt . Der vil altsaa 
for min Skyld komme Ufred mellem dem . Nei , hun skal 
ikke ane , hun har en Søster ! Men jeg maae see hende , Lene , 
see hende som en Fremmed , skjøndt mit Hjerte vil briste af 
Glæde og Smerte . “ 
„ Er hun Sangerinde ? Saa er det hende ! “ udbrød Mira . 

„ Ligner hun mig meget ? Header hun Frøken Søtherberg ? — 
Ja del maa være min egen , kjære Søster ! O , jeg søler det . 
Ingen i Verden har Ret til al skille os ad , Ingen , ikke en Gang 
han , han — som jeg elsker saa høit , “ hviskede hun saa sagte , 
at Lene ikke kunde høre del . „ Kom , Lene , hvad maa hun tænke , 
at jeg ikke allerede er hos hende ? “ — 
De forlode Værelset . 
„ Ola , “ sagde hun , „ hvis Baron Silgestrøm kommer hjem 
før jeg , saa siig ham , jeg er gaaet hen at besøge min Søster . 
Forstaaer Du , jeg mener min egen Søster , ikke Grevinde Cederskøld ? “ 
— 
. Nei , Frøken , det forstaaer jeg ikke . Jeg vidste ikke , De 
havde andre Søstre end Grevinde Cederskøld . “ 
„ Jo , Ola ! “ udbrød hun og greb begge hans Hænder . 
„ Kan Du ikke see det paa mit lykkelige Ansigt ? Jeg har en 
Søster , en virkelig Søster . Fortæl Baron Silgestrøm det . Han 
vil forstaae min Glæde . Han vil forstaae , at jeg iler hen for 
at see og omfavne hende . “ 
Hun lagde Haanden paa Døren ; men Ola standsede 
hende og sagde : 
„ Vil De ikke kjøre , Frøken ? Vognen kan strax være færdig . “ 
„ Nei , Ola , jeg maae skynde mig . Kom Lene ! “ hun aabnede 
Døren og var forsvundet , før Ola kunde forhindre det . — 
I et smagfuldt Værelse sad Frøken Søtherberg tilbagekastet 
i en Lænestol . Denne Aften tilhørte hende ; hun skulde ikke 
synge og havde ladet sin Kammerpige vide , hun var ude for 
Enhver . 

Hun var meget smuk . De sorte , silkebløde Lokker faldt 
skjødesløst over Hals og Skuldre og indhyllede hendes fine 
Ansigt i en mørk Ramme . Øinene stode fulde af Taarer og 
lyste af en undertrykt Glands , medens et veemodigt Smiil spillede 
om de halvt aabne Læber . 
« Om jeg blot kunde omfavne hende en eneste Gang og 
sige til hende med en Søsters hele Kjærlighed : 
„ Mira , min Søster , Du er alt , hvad jeg sætter Priis paa 
i denne Verden . Jeg har elflet Dig siden jeg lærte din Tilværelse 
at kjende . Kom til mit Hjerte og føl , hvordan en 
Søster kan elske . “ 
Hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd sagte . 
„ Jeg skal ikke see hende uden som en Fremmed ! “ — Hvor 
vi havde været lykkelige , hvis hun aldrig var kommet til den 
stolte Baron Silgestrøm . Hvis jeg havde fundet hende i den 
fattige Hytte i Norge , saa havde hun havt Frihed til at elske 
mig . Og jeg ? — Jeg kunde ikke have elsket hende høiere end 
jeg nu gjør til Trods for Baron Silgestrøm . “ — 
„ Jeg maa betale Lene godt , hvis jeg vil hun skal forblive 
tavs . Men jeg har allerede givet hende alle de Penge , jeg havde , 
da hun kom og fortalte mig , hun havde fundet min kjære Søster . “ 
„ Hvor skal jeg faae flere Penge fra netop nu ? Hun maa 
have dem , ellers gaaer hun til stakkels Mira og fortæller hende , 
hvor jeg er . “ 
Hun reiste sig hurtig , gik hen til Bordet og aabnede et 
smukt forarbejdet Skrin . Et veemodigt Smiil gled over hendes 
Træk , medens hun betragtede de funklende Juveler , det indeholdt . 
„ Jeg maa skille mig ved Dig ! “ sagde hun og fremtog et 

kostbart Armbaand . „ Det nytter ikke Du funkler , som vilde 
Du sige : 
„ Hvor kan Du nænne at skille Dig ved mig ? Var jeg ikke 
de første Laurbær paa din Konstnerbane ? “ 
„ Hvorledes kan jeg skille mig ved Dig ? “ — Hun holdt 
Armbaandet op mod Lampen og slirrede paa det med taarefyldte 
Øine . 
„ Ja , Du kom til mig som de første Laurbær fra Menneskehaand ! 
Men hun kommer til mig som det første Hjerte , der er 
mit eget Kjød og Blod ! Hun kommer til mig fra Guds Haand ; 
hun skal have Dig , mit første Laurbærblad , jeg vil ofre Dig 
Paa hendes Freds Alter . Ja , vi maa skilles for hendes Skyld . “ 
Hun lagde Armbaandet paa Bordet , lukkede Skrinet og trak 
lig tilbage i den mørkeste Deel af Værelset , som for at skjule 
stne Taarer for sig selv . 
I dette Øieblik traadte en ung Pige ind . 
„ Der er en Dame , som ønsker at see Dem , Frøken , maa 
jeg lade hende komme ind ? “ 
„ Sagde jeg Dig ikke , at jeg var ude for Enhver ? Hvor 
kan det falde Dig ind at melde den fremmede Dame ? Gaae og 
siig , jeg kan ikke modtage hende . “ 
„ O , jo ! “ sagde en blød , bevæget Stemme og en skank 
Skikkelse traadte ind i Værelset . „ Jeg er ingen Fremmed , Du 
vil nok modtage mig , det veed jeg ! “ Mira slyngede sine Arme 
om Roses Hals og græd af Glæde . — 
„ Du siger , hun er gaaet til sin Søster , ikke til Grevinde 
Cederskøld . men til hendes egen Søster ? “ spurgte Baron Silgestrøm 

med et forbauset Blik paa Ola . „ Jeg har aldrig vidst , 
at Frøken Grotte havde en Søster ! “ 
„ Jeg heller ikke , “ svarede Ola . „ Men hun sagde det . “ 
„ Saa maa det jo forholde sig saaledes ! “ Baronen gik til 
sit eget Værelse og satte sig hen at læse Bladene . 
Men hans Tanke fulgte ikke med det , Han læste . 
„ Hendes egen Søster ! “ gjentog han for sig selv . . Jeg 
kan ikke forstaa , hvorledes Mira kan have en Søster . Det er 
ikke muligt ! “ 
Han vedblev at læse en Tid og reiste sig derpaa for at 
trække i Klokkestrængen . 
Ola traadte ind . 
„ Er Frøken Grotte ikke kommet hjem ? “ 
„ Nei , Hr . Baron ! “ 
„ Godt ! “ 
Han begyndte igjen at læse . 
Endelig kom Mira . 
Hun havde neppe lagt sit Ydertøi og begivet sig til Dagligstuen , 
før Baronen reiste sig og spurgte , hvor hun havde været . 
„ Ola sagde Du var gaaet til din Søster , ikke til Adelheid , 
men til din egen Søster . — Jeg har aldrig vidst , Du havde 
andre Søstre end min Datter , derfor blev jeg meget forundret 
over at høre denne uventede Nyhed , ikke af Dig selv , men af 
min Tjener . “ 
„ De maa tilgive mig , hvis jeg har handlet overilet , Baron 
Silgestrøm , “ sagde Mira og rakte ham Haanden . „ Jeg Hnnde 
ikke lade være at følge mit Hjerte . De seer paa mig , som var 
De vred ! Maa jeg forklare Dem det Hele , saa er jeg vis paa 
Vreden forsvinder og De tager Deel i min Lykke . “ 

„ Godt ! Sæt Dig ned , Barn , og lad mig høre din Historie . 
Dog jeg kan sige Dig forud , til Trods for , hvad Du end har 
at fortælle , at Du har handlet ubetænksomt ved at forlade dit 
Hjem , uden først at indhente mit Raad . “ 
„ Døm ikke . men hør ! “ sagde Mira bevæget . „ De mindes 
vel Frøken Søtherbergs store Lighed med mig ? “ 
„ Ja ! Men hold Dig til selve Sagen . “ 
„ Del gjør jeg ; thi Frøken Søtherberg , den henrivende 
Sangerinde , er min Søster . Ja , det forholder sig virkelig saaledes , 
skjøndt De stirrer paa mig , som om De betvivlede det . 
Men jeg har været hos hende nu nylig . Mit Hoved har hvilet 
ved hendes Bryst , og vi have grædt sammen af Glæde . See 
paa mit lykkelige Ansigt , min kjære Baron , saa vil De forstaa , 
hvor glad jeg er . Jeg føler mig lig en Puppe , der pludselig 
er blevet forvandlet til en Sommerfugl . Ja , jeg har faaet 
Vinger . Jeg føler mig tilmode , som kunde jeg flyve , som jeg 
først nu havde faaet min rigtige Skikkelse , nu , da jeg har følt 
min Søsters Hjerte banke fæt veb mit eget . “ 
„ Men hvorfor er De saa bleg og stille ! Har De ikke et 
deeliagende Ord at sige mig . De min bedste , min kjæreste Ven 
i denne Verden ? — Har jeg da virkelig fornærmet Dem , jeg , 
der vil gjøre Alt , for al behage Dem ! “ 
Hun lagde let sin Haand paa hans og saae paa ham . som 
vilde hun læse hans Tanker i hans Træk , som hun gjorde den 
første Gang , de saae hinanden . 
„ Hvem sagde Dig , at Frøken Søtherberg er din Søster ? “ 
Mira betænkte sig et Øieblik , som manglede hun Mod til 
al sige Sandheden . Men saa fortalte hun Baronen Alt , hvad 
vi allerede vide . — 

„ Og nu , “ sagde hun , da hun havde fuldendt sin Fortælling , 
„ nu er jeg den lykkeligste Pige i Verden . “ 
„ Stakkels Barn ! “ udbrød Baron Silgestrøm bittert . „ Du 
har altsaa været ulykkelig alle de Aar , Du har været her . Hvor 
kunde ogsaa Adelheid og jeg være saa eenfoldige at tro , vi vare 
andet end Fremmede for Dig . Hvad nyttede det , at vi elskede 
Dig , som var Du vort eget Kjød og Blod ? Du vidste det var 
ikke saa . Ja , vi glemte der , men Du huskede det . Og nu , da 
der kommer en Fremmed , Du aldrig før har seet , og siger : 
„ Jeg er din Søster ! “ kaster Du Dig i hendes Arme . Dine 
gamle Venner ere glemte , og den nye , men fremmede og 
uprøvede Søster , har dit hele Hjerte . — Godt , Barn , bliv ved ! ' 
„ Nei , jeg er tavs ! Deres Ord har saaret mig dybt . Jeg 
vil ikke prøve paa at rerfærdiggjøre mig . Det vil De selv 
gjøre , naar De er bleven ene og tænker over de haarde og 
uretfærdige Ord , De har udtalt denne Aften . “ 
„ Og i Morgen , ' vedblev han i samme bittre Tone , der 
lignede ham saa lidt , „ gaaer Du hen for at blive trøster hos 
din kjære , nye Søster . Men maa jeg spørge , om Du har be 
tænkt , at en Operasangerinde intet passende Selskab er for Baron 
Silgestrøms Plejedatter ? Troer Du , jeg vil tillade Dig at holde 
Omgang med Frøken Søtherberg ? Nei ! Du maa vælge mellem To . “ 
Han reiste sig . 
, Du kan tænke derover i Nat og give mig dit Svar i 
Morgen . Følg dit Hjerte og gjør , hvad Du anseer for at være 
Ret . Men glem ikke , at Frøken Søtherberg aldrig vil blive 
modtaget i dette Huus . Og at Plejedatteren . . . . Men Du 
maa selv vælge , jeg vil ingen Indflydelse have paa dit Valg . 

Felg dit Hjerte , og vi faae at see , om hun eller jeg gaaer af med 
Sejren . “ — 
Han vilde forlade Værelset ; men Mira lagde sin Haand 
paa hans Arm og sagde med skjælvende Stemme : 
„ Gaae ikke , for De tydeligt har sagt mig , hvad De mener ! 
Forlanger De , at jeg skal forlade dette kjære Hjem for bestandig ; 
forlade Dem , som jeg elsker . . . . “ hun standsede , som havde 
hun sagt formeget , og først opdagede det , da det var for seent ; 
men Baron Silgesfrøm greb hendes Haand , og gjentog i en 
lav , alvorlig Tone : 
„ Du elsker ? “ — 
„ Som en Fader ! “ svarede hun med Anstrengelse og han 
slap hendes Haand . 
„ Ja , som en Fader ! “ sagde han veemodig . 
, Og som en Ven , den eneste , jeg har i denne Verden . 
Er det Deres Mening at vi To maa skilles for bestandigt , fordi 
jeg ikke har Hjerte til at fornægte mit eget Kjød og Blod ? 
Er det Deres Mening . . . . O , min Gud ! “ Hun skjulte Ansigfet 
i Hænderne . „ Hvor kan De , som er saa god , forlange 
at jeg skal forglemme de Pligter , som selve Skriften paalægger 
os med Hensyn til vor Familie . Hvis mit Hjerte virkelig var 
saa koldt , saa haardt , at jeg glemte dem , hvor kunde De da agte 
mig ? — Nei , De vilde foragte mig , De vilde opgive Deres 
gode Mening om mig , og De vilde have Grund til at ønske , 
jeg aldrig var blevet Deres Plejedatter . Det kan aldrig være 
Deres Mening , at jeg skal vælge mellem Dem og min Søster . 
De , som har frelst mig fra Hunger og Rød . De , der ikke blot 
har frelst mit Legeme , men ogsaa min Sjæl , der har dannet 
min Karakteer ved Raad og Erempel og gjort mig til en Kristen , 

der frygter Herren og lyder hans Bud . Nei , De vil ikke opfordre 
mig til at vælge , dertil er Deres Hjerte for varmt , for ædelt , 
for retfærdigt ! “ 
Hun var knælet ned og saae paa ham med taarefyldte 
Øine og et veemodigt Udtryk i det blege , smukke Ansigt . 
„ Godt , Barn . Du skal ikke vælge ! Gaae og see din Søster , 
naar dit Hjerte føler Trang dertil . Men . . . . “ 
„ Siig ikke mere ! “ afbrød hun ham . „ Jeg forstaaer Dem , 
og min egen Følelse , min Agtelse for min Søster , vilde aldrig 
tillade mig at paatvinge Dem hendes Selskab . “ 
„ Nu , Barn , lad hende da blive dit Hjertes Søster . Men 
jeg — “ han standsede , et smertefuldt Smiil spillede om hans 
Læber , „ Du maa ogsaa skjænke mig en lille Plads der . “ Han 
smilede veemodig og forlod Værelset med et dybt Suk . 
Mira stod bleg og skjælvende ; hun stirrede paa Døren , 
gjennem hvilken han var forsvundet , som vilde hun kalde ham 
tilbage til sit trofaste Hjerte . 
Men han saae det ikke . Han gik urolig op og ned i sit 
eensomme Værelse . 
„ Hun har aldrig elsket mig ! “ sagde han tankefuldt . » Hvor 
kunde jeg ogsaa tro , det unge , haabefulde Hjerte skulde elske 
mig , som er saa meget ældre . Nei ! Øg dog — hun vil aldrig 
finde et trofastere Hjerte . “ 
„ Hun vilde ikke vælge mellem os , det kjære Barn ! Hvor 
hun maatte synes jeg var grusom . Hun anede ikke , jeg blot 
vilde sætte hende paa Prøve , om hun elskede mig . Havde hun 
gjort det , havde Ingen havt Magt til at adskille os , Ingen uden 
han , som giver og tager . Men nei , al den Kjærlighed , hendes 

varme Hjerte er i Besiddelse af , vil falde i Søsterens Lød . Og 
jeg ? — 
„ O , denne Søster , hvor kunde hun berøve mig den eneste 
Solstraale , mit Hjerte attraaede ! “ — 
„ Jeg har aldrig før seet ham saa bevæget , “ sagde Mira , 
som stod med foldede Hænder og sænket Blik . » Han var saa 
bleg ! Hans Haand var kold som Marmor og skjælvede i mine . 
Der var et Øieblik , da hans Øine lyste som — nei , de ! er 
umuligt ! Og dog vil jeg aldrig glemme dette Blik , denne skjælvende 
Slemme , da han greb min Haand og sagde : 
„ Du elsker ? -- - 
„ Og den Forandring , der kom over ham , da jeg svarede : 
. Som en Fader . 
„ Han flap min Haand , han blegnede ; hans Stemme blev 
alvorlig og kold . da han gjentog : 
„ Ja , som en Fader . 
, O . Mira , hvis det var sandt , hvis den Kjærlighed , Du 
et Øievlik , kun et Øieblik , troede at læse i hans Øie , var i 
hans Hjerte , skjult som Diamanten i den mørke Skakt , da — 
nei , jeg vilde være for lykkelig ! Jeg er bange for , jeg vilde — 
Nei , det har været Indbildning . Der er kun en Ting , der er 
sandt : 
„ Rose , min kjære Søster , jeg ffal see Dig igjen i Morgen 
og trykke Dig til mit Hjerte , mil stakkels haabløse Hjerte . “ — 
Lene var vendt tilbage til sin Hytte i Norge , medtagende 

alle de rede Penge Frøken Søtherberg og Mira havde været i 
Besiddelse as , saa der var ikke Grund til at befrygte , hun saa 
snart vilde komme tilbage . 
Og nu , kjære Læsere , ville vi lade sex Maaneder gaa og 
derpaa atter optage Traaden i vor Fortælling . 
Det var atter Sommer . Skovene stode grønne , en mild 
Vind suste gjennem Løvet , og Sommerfuglene sløi gjennem Luften , 
som hvide Sneeslokke . 
Vi ere i Norge , i den store Skov , der hører til Hammer . 
„ Seer Du hendel “ hviskede en rød Rosenbusk og bøiede 
sig ned mod en yndig , lille Blomst , som stod og smilede i dens 
Skygge . 
„ Seer Du hende ! “ 
» Ja , jeg seer hende hver Morgen . Hendes hvide , bølgende 
Kjole berører mig , naar hun gaaer forbi , og hendes store mørke 
Øine , hendes røde Læber smile til mig , som ville de sige : 
„ Vi kjende Dig , Du lille Blomst ! Du er den samme , som 
stod her igaar i Skyggen as den smukke , røde Rosenbusk . “ 
Rosenbusken bøiede sig tættere til den lille Smigrer . 
„ Tak ! “ sagde den ; thi der hersker ogsaa Forfængelighed 
mellem Blomsterne . 
„ Saae Du , hun smilede gjennem Taarer , da hun brød en 
af dine fagreste Roser ? “ vedblev Blomsten spørgende . 
„ Ja , min lille Ven ! “ svarede den stolte Rosenbusk med en 
beskyttende Mine . „ Men lagde Du Mærke til , hvor bleg hun 
blev , da hun mødte den høie Herre igaar , ham der blev 
staaende soran mig , blændet , som det syntes , as min Skjønhed . 
Saae Du , hvorledes hendes Haand skjælvede , medens hun legede 

med mit grønne Løv , og hvor lav hendes Stemme var , da hun 
sagde : 
„ Godmorgen , Baron Silgestrøm ! “ 
„ Om jeg gjorde ! ' udbrød den lille Blomst med et fornærmet 
Blik , „ Men hørte Du , hvor hans Stemme skjælvede , 
da han sagde : 
„ Hvad drømte Du om , Barn , da jeg mødte Dig ? Var 
det om den smukke Morgen , eller om din Søster , som Du har 
ladet tilbage i Stockholm ? — Vær ikke saa bedrøvet ; Sommereniler 
bort , Vinteren vil snart komme og med den Stockholm 
og hun , som Du elsker saa inderlig , “ 
„ Ja- jeg hørte det , “ svarede Rosenbusken og lo haanligt , 
„ Jeg er ikke døv , Men hørte Du , hvad hun svarede ? “ 
„ Nei , Baron Silgestrøm , jeg længes ikke halvt saa meget 
efter hende , som Du troer , skjøndt det er meget naturligt , at jeg 
længes , “ 
Hun legede med mit Løv og sukkede dybt , medens han sagde : 
„ Jeg maa gaae tilbage til Hammer ; jeg har lovet at læse 
Bladene for Tante Margarethe , Godmorgen , Barn ! “ 
Og han gik uden at give hende et venligt Blik . Men jeg 
greb ham med mine skarpe Torne , og han forstod mig ; thi han 
sagde i en mild Tone : 
„ Kjære Barn , tag Dig i Agt , hvis Du vil plukke nogle 
af dine smukke Søstre . De have skarpe Torne , og Du kan let 
saare dine smaae Fingre . “ 
„ Han smilede kjærligt til hende , og hun smilede veemodigt 
til ham . Saa gik han , medens hun blev staaende tæt ved mig 
og tænkfe og legede med mit Løv . “ 
„ Ja , jeg saae det Alt ! Men Du hørte ikke , min Kjære , 

hvad hun hviskede , da hun bøiede sig ned mod mig . Stakkels 
Lille ! Ingen i Verden skal faae det at vide ; thi hun betroede 
det ene til mig . “ 
„ Nei , jeg hørte dei ikke , “ svarede Rosenbusken med et stolt 
Smiil . „ Men Du , min Kjære , hørte ikke , hvad hun hviskede i 
mit grønne Løv , da hun bøiede sig over en af mine smukkeste 
Roser . Men Ingen i Verden , den sleile Verden , skal faae det 
at vide , Ingen uden jeg selv , til hvem hun har betroet det . “ 
Begge bleve tavse , den røde Rosenbufk og den lille Blomst , 
medens Mira gik forbi dem med et sørgmodigt Blik . 
Men hvis de havde talt ? — Ja , hvis de blot havde 
gjort det . — 
Mira gik dybere og dybere ind i Skoven . Endelig slandfede 
hun foran en moSbegroet Kilde , hvor der var indrettet en 
lille Græsbænk , paa hvilken hun tog Plads , idet hun lænede sig 
til Stammen af et Træ , der stod tæt bag ved Bænken og 
stirrede op i dets grønne Krone . 
En lille Fugl kom hoppende ved hendes Fødder ; men hun 
mærkede det ikke . Den lagde sit Hoved til den ene Side , saae 
paa hende med et halvt spørgende , halvt frygtsomt Blik og 
begyndte at kviddre og slaae Triller ! men forgjæves . 
Mira drømte , ikke om Jorden med dens Blomster og Fugle , 
men om en Drømmeverden , og vi have ikke Hjerte til at afbryde 
hende , naar vi see det lykkelige Smiil , der spiller om 
hendes Læber ; naar vi see det glade , men hurtigt forsvindende 
Haab , der funkler i hendes Øine . 
Lad hende drømme , stakkels Barn ! Lidt vybere inde i 
Skoven finde vi et Selskab , der , som jeg tør sige , tilhører Jorden , 
den virkelige Jord med fil Grønsvær , fine Trærødder og fine Skove . 

„ Kom , min kjære Greve ! “ sagde en klar Stemme , saa 
klar , at Fuglene i Skoven standsede deres Sang for at lytte . 
„ De gaaer omtrent , som var De i Stockholm og ikke ude paa 
Landet i det herlige Norge . Men jeg tillader ikke en saadan 
Opførsel , jeg Landlivets Dronning . Der ! De kan bære min 
Parasol , medens vi gaae i Skyggen , og jeg altsaa ikke trænger 
til den . “ 
Grev Cederskøld , thi det var til ham , den unge Dame 
talte paa denne ugenerte Maade , modtog hendes Parasol med 
et havt forundret , halvt smilende Blik . 
„ Og De , Baron Silgestrøm , skal bære min Hat , va det 
er for varmt til at have den paa . De vil ikke ! Men De skal . 
Tag endelig varsomt paa den , den har været meget kostbar . 
Saa ! nu er jeg fri som Fuglen i Luften , og havde jeg Vinger 
som den , sløi jeg kra Eder , mine kjære , men alvorlige Venner . “ 
Hun lagde sit røde Krepschawl over Baron Silgestrøms 
Arm og smilede polidsk ad hans forbavsede Mine . 
» Hvor Du dog er barnagtig , Beate ! “ sagde Grevinde 
Cederskøld . „ Kan Du ikke lade dem have Fred , Du lille Kokette . 
Har Du ingen Smag for den smukke Natur , der omgiver 
os . Kjære Cederskøld , jeg er saa træt af den lange Tour , maa 
jeg støtte mig paa din Arm ? — Men hvor mon Mira er ! Jeg har 
ikke seet hende den hele Morgen . Og Tante Margarethe sagde , 
hun havde lovet at spadsere lidt med hende i Haven . “ 
» Saa holder hun ogsaa sit Ord , “ svarede Baronen , medens 
det røve Shawl gled længere og længere ned ad hans Arm , 
til det slæbte henad Jorden . 
„ Men hvad gjør De der med mit smukke Shawl ! Jeg , 
som troede det var lige saa sikkert hos Dem , som hos mig selv . 

Stands endelig et Øieblik , medens jeg lægger det bedre over 
Deres Arm , Baron . — Saa , nu kunne vi gaae videre . Hvorfor 
har Du saadant et Hastværk , Adelheid . Du , som for et 
Øieblik siden var saa træt . Hvis jeg maa gjøre et Forflag , 
gaae vi til Græsbænken ved Frøken Grottes Kilde . Der kunne 
vi hvile os en god Tid . Veed De hvad jeg forundrer mig 
over , Baron Silgestrøm ? “ 
„ Nei , Frøken Beate , jeg troede ikke De havde Ret til at 
forundre Dem over noget . “ 
. Deri har De Uret . Jeg forundrede mig netop over 
Deres Tankeløshed . Hvor er det muligt at De kan blive ved 
at see Grevinde Cederskøld læne sig paa sin Mands Arm . uden 
at den Tanke maa falde Dem ind , at jeg ogsaa kan blive træt 
og trænge til at støtte mig paa en Arm . Hvor De dog er en 
besynderlig Herre . “ 
„ Hvis det behager Dem , staaer min Arm til Deres Tjeneste , “ 
sagde Baronen lidt uvillig . 
» Nuvel , da jeg allerede har beslaglagt den ene med mit 
Shawl , “ sagde hun med et polidsk Smiil , „ er det bedsf jeg ogsaa 
tager den anden , “ og hun tog virkelig hans Arm og lænede 
sig tungt paa den . 
Paa denne Maade naaede de Kilden , hvor Mira endnu 
sad og drømte . 
„ O Himmel ! “ udbrød Frøken Beate . „ Seer De Kildens 
hvide Nymfe ? —Skjønne Nymfe , hvad bestiller Du der , medens 
Tante Margarethe længes saa inderlig efter Dig ? “ — Kjære 
Baron , De skulde ikke have været saa bestemt i Deres Mening , 
da De erklærede , Mira vilde holde sit Ord . Nu seer De selv , 

hun sidder og drømmer i den fjerne Skov , medens Tante 
Margarethe maa spadsere alene . “ 
Mira rødmede , men sagde intet , og Baronen svarede roligt : 
„ Jeg er vis paa , Mira allerede har holdt sit Ord , ellers 
sad hun ikke her . Har jeg Ret , Barn ; har Du spadseret med 
Tante Margarethe , eller har Du maaskee glemt denne ene Gang ? “ 
„ Nei , Baron Silgestrøm , jeg har ikke glemt Deres Frøken 
Søster . Del er mig altid en Fornøielse at spadsere med hende . 
Det haaber jeg Ingen har Grund til at betvivle . “ 
, Nei , Mira , “ sagde Grev Cederskøld . . Vi gamle , fornuftige 
Folk kjende Dem for godt til at tvivle derpaa et eneste Øieblik . 
Men saadan en tankeløs lille Sommerfugl , som Frøken Beate . . . “ 
„ Stop , Grev Cederskøld ! “ udbrød den lille Sommerfugl . 
„ Stop , eller De udsætter Dem for mit Mishag . Jeg en tankeløs , 
lille Sommerfugl ? — De veed ikke , hvad De siger . Men 
jeg faaer vel tilgive Dem for min Kousine , Grevinde Cederskølds 
Skyld . Og derpaa vil jeg tage mig den Frihed at sidde ned 
paa Græsbænken , ved Siden af Frøken Grotte . “ 
Og de andre fulgte Exempler . 
„ Hvorfor fulgtes Du ikke med os , Mira ? “ spurgte Grevinde 
Cederskøld . „ Jeg søgte ester Dig overalt , men forgjæves ; 
min lille Søster var flygtet ; Ingen vidste hvorhen . “ 
„ Imidlertid sad Frøken Grotte og drømte i den dybe 
tavse Skov , lig Damerne i gamle Ridderromaner . Har De læst 
den sidste Bog , Frøken Jonson har skrevet , Baron Silgestrøm ? — 
Der er en ung Dame paa sytten Aar , der elsker en Ridder 
paa halvtreds . Er det ikke pudsigt ! Tor jeg spørge , Frøken 
Grotte ! hvor gammel er Ridderen , De drømte om ? “ 
„ Hvis det er den samme , Du tænker paa , saa er han , lad 

mig see — fem og fyrre , “ svarede Grevinde Cederskøld med et 
ondskabsfuldt Smiil , medens Frøken Beate rødmede og blev tavs . 
Men Mira blev saa bleg som den hvide Blomst , hun holdt 
i Haanden . 
Snart efter reiste de sig Alle og gik hjem . 
Frøken Margarethe Silgestrøm hørte til de ældre Damer , 
der ere i Besiddelse af en blød Stemme , et mildt Smiil og 
faa Ord . 
Hun var meget svagelig , hvorfor hun manglede Kraft til 
at holde sin Selskabsdame , Frøken Brede , indenfor de passende 
Grændser . 
Denne stolte og indbildske Dame havde derfor , som før 
omtalt , fuldkommen taget Kommandoen i fine Hænder , og hele 
Huset , saavel den virkelige Herskerinde som Tyendet , adlød hende . 
Men i denne Tid var hun mere maadeholdende i at føre 
Regimentet , end hun pleiede at være ; thi Baron Silgestrøms 
og Grev Cederskølds Nærværelse lagde Baand paa hende . 
Hun hadede , som vi vide , Mira ; og det var derfor ingen 
lille Prøve , hun blev sal paa , hver Dag rolig at see sin unge 
Fjende vandre Arm i Arm med Baronesse Silgestrøm , der 
syntes at holde mere og mere af hende . 
Baronesse Margarethe sad i en magelig Lænestol ; hendes 
Hænder hvilede i Skjødet ; hendes Hoved var lænet mod en 
blød Pude . 
„ Kjære Barn , “ sagde hun i en blød Tone til Mira , som 
netop traadte ind , „ vil Du læse Bladene for mig . Min Broder 
har , som vel synes , glemt det i Dag . “ 

Mira satte sig strax i en Stol ved Siden af den gamle 
Dame og begyndte at læse . 
Imidlertid stod Frøken Beate foran Speilet i sit Værelse 
og beundrede sit smukke Billede . 
„ Dersom jeg vidste , “ sagde hun og lod sin Haand glide 
over de gyldne Lokker ; „ dersom jeg vidste . . . “ Hun standsede , 
thi Grevinde Cederskøld traadte ind . 
„ Kom lille Sommerfugl , som min kjære Cederskøld kaldte 
Dig , siig mig din Mening . Skal jeg tage den røde eller den 
hvide Kjole paa ? Minna synes bedst om den hvide , og jeg om 
den røde . Men nu skal Du vælge . “ 
„ Efter min Mening har Minna Ret . Den hvide vil klæde 
Dig bedst . “ 
. Ja . “ sagde Minna , som viste sig i den halvaabne Dør , 
„ Hvidt klæder Fru Grevinden bedst af alt . “ 
„ Gud velsigne Dig , lille Ven , kom og siig mig din Mening , “ 
raabte Grevinde Cederskøld til Mira , som netop gik forbi Døren . 
„ Skal jeg tage den røde eller den hvide Kjole paa ? “ 
„ Jeg troer den røde vil klæde Dig bedst , Grev Cederskøld 
holder , som Du veed , mest af rødt , “ sagde Mira . 
, Ja , Du er dog den bedsle af dem alle ! Du er min egen 
lille Søster , ' udbrød Grevinde Adelheid og omfavnede Mira 
kjærligt . „ Kom Minna , jeg vil strax iføre mig den . “ Hun 
skyndte sig bort med sin Kammerjomfru . 
„ Hvad Dragt tager De paa i Dag , Frøken Grotte ? ' spurgte 
Beate . 
„ Jeg har ikke tænkt derpaa endnu , “ svarede Mira koldt . 
„ Ikke tænkt paa det ! Hvor De altid er hemmelighedsfuld . 

Jeg er sikker paa , De har tænkt mere over det , end De ønsker , 
jeg skal vide . “ 
„ De maa tro , hvad De behager , “ sagde Mira og forlod 
Værelset . 
„ Tak ! “ raabte Beate og neiede dybt , da Døren var lukkef . 
„ De er meget ædelmodig , saaledes at tillade mig at tænke , hvad 
jeg vil . Hvor tosset dog den lille Zigeunerske er ! Havde hun 
ikke været her , havde jeg allerede seiret . Men vi skulle see . Alt 
er godt , der ender godt , som Frøken Brede altid siger . Og hun 
har Ret . “ 
Hun gik igjen hen til Speilet , og der ville vi forlade hende , 
den koldhjertsbe lille Sommerfugl . 
Frøken Søtherberg til Mira : 
„ Min elskede Søster . 
Hvad vil Du sige , naar Du hører , at jeg vil være i din 
Nærhed , før en Uge er gaaet ? — 
Du veed al mine Pleieforældre i Førstningen jeg kom til 
dem , boede t et lille Huus læt ved Hammer . I dette Huus 
vil Du finde mig i Løbet af denne Uge , min kjære Lille , da jeg 
har givet mig i Kost hos den Familie , som eier det . 
Du kan vist forstaae , hvor jeg længes efter Dig ; her er 
saa eensomt i Stockholm siden Du er reist . Du kom jo ogsaa 
til mig hver Dag , og mit Hjerte bankede af Glæde , naar den 
Tid nærmede sig , da Du pleiede al komme , Du , min lille Søster I 
Forstaaer Du del søde Ord „ Søster “ ? —Min Haand skjælver , 
naar jeg nedskriver det . 
„ Ja , Mira , jeg føler , siden jeg har sundet Dig , at Du vil 

blive min eneste Kjærlighed . Før Du kom og lagde dit elskede 
Hoved tæt til mit Hjerte , var det lig et Skib uden Roer og 
Kompas , der drev om fuldt af Kjærlighed , fuldt af Varme , men 
uden Nogen at elske . Da kom Du , greb Roret og styrede det 
ind i den søsterlige Kjærligheds Havn . Tak , elskede Mira ! 
Du har frelst mit Hjerte . Var Du ikke kommet , var der maaskee 
kommet en Anden , og mit Hjerte havde elsket denne Anden for 
en Gang at vaagne og opdage at kun en Kjærlighed i Livet er 
trofast og istand til Selvopoffrelse , og det er Familiekjærlighed . — 
Og nu , da mit Hjerte er lukket for al anden , kan Du vist 
forstaae , hvorledes det længes efter Dig , som er dets eneste 
Solstraale , dets Glæde , dets Haab . Jeg længes efter Dig , som 
Blomsten længes efter Duggen ; thi dit Smiil er den Dug , der 
falder paa Blomslerne i mit Hjerte , uden hvilken de vilde visne 
og døe . 
Farvel , elskede Mira ! Gid vi maae mødes i Fred og Glæde . 
Skjænk mig imellem en kjærlig Tanke . 
Din Søster 
Rose . “ 
Mira til Frøken Søtherberg . 
„ Min kjære Søster . 
Velkommen til mit Naboskab ! 
Jeg har været i dit lille Huus , og talt med Folkene , der 
syntes at være meget høslige . Du faaer en hyggelig Dagligstue 
med Udsigt over en smuk lille Indsø . Det andet Værelse vender 
ud til en Have , fuld af Blomster og med liflig Fuglesang . Ja , 
Du vil saae et sandt Paradis , min kjære Nattergal ! Hvor de 

andre Sangfugle ville lytte , naar de høre din søde Stemme . 
Jeg tænker de først ville lære rigtig at synge af Dig . 
Dit kjærlige , ja , mere end kjærlige Brev , smertede mig , saaledes 
er det menneskelige Hjerte . — 
Hvorledes kan jeg fortjene al denne dybe , trofaste Kjærlighed , 
Du offrer mig ? Er jeg den værdig , kan jeg sige som Du : 
Siden jeg har fundet Dig , føler jeg , Du er min eneste 
Kjærlighed . 
Nei , jeg burde strax have sagt til Dig : 
Rose , min stakkels lille Søster . Du er ikke min eneste 
Kjærlighed . Jeg elskede en Anden , før jeg anede din Nærværelse . 
Bliv ikke vred paa mig , jeg er meget ulykkelig ; thi denne Anden 
besvarer ikke min Kjærlighed . Men sørg ikke over mig , enhver 
Smerte har fin Trøst , ogsaa min , og et Hjerte , opfyldt af Kjærlighed , 
selv om den er ubesvaret , trænger ikke halvt saa meget 
til at blive beklaget , som Verden troer . Der er en Storhed i 
denne Følelse , vi kalde Kjærlighed , som luttrer og forædler vore 
Hjerter , og giver os Kraft til alle vore Svagheder . — 
Nu kjender Du min Hemmelighed . Det har smertet mig 
at aabenbare den for Dig ; men jeg vilde have været uværdig 
til din Kjærlighed , om jeg ikke havde aabnet Dig hele mit Hjerte , 
Du . der offrer mig saa meget . Hvorledes skulde jeg takke Dig , 
om ikke ved Tillid ? — 
Da jeg første Gang kom for at see og omfavne Dig , da 
jeg følte dit Hjerte banke saa nær mit eget , troede jeg hos Dig 
at finde Styrke til at besejre den ubesvarede Følelse i mit Hjerte . 
Du skulde være mit Vaaben , mit Skjold , og jeg vendte tilbage 
til mit Hjem og begyndte Kampem mellem min Kjærlighed til 
ham og min Kjærlighed til Dig . Men forgjæves . Tilgiv mig ! 

Kampen var kort og jeg fandt til min Smerte , at mine Følelser 
for ham havde vundet Seier over den for Dig , som gav mig 
dit hele Hjerte . 
Bliv ikke vred paa mig . Jeg har endnu ikke opgivet det . 
Jeg er rede til at begynde Kampen paany , og jeg haaber , dit 
varme , trofaste Hjerte vil styrke mig til at vinde Seier . 
Men ikke mere om delte ! — 
Som jeg alt har fortalt Dig , dit Huus er færdigt og længes 
ester din Nærværelse , og mine Arme ere aabnede til at omfavne 
Dig . Kom saa snart , Du kan . Jeg haaber den friske Landluft 
skal have en god Indflydelse paa dit svage Bryst , og dit 
Sind vil have godt as det fredelige Liv , Du kommer til at 
føre her . 
Jeg seer hver Dag til Dig . Der er en lille Kilde med en 
Græsbænk i Skoven , der støder lige op til samme . Der har 
jeg tænkt mig , at vi skulle mødes hver Morgen . Og mangen 
Aften vil jeg komme til din venlige Arne og fladdre med Dig , 
som vi gjorde sidste Vinter . 
Du spørger om jeg forstaaer dit søde Ord „ Søster “ , og 
jeg svarer : 
Før jeg kjendte Dig , elskede Rose , forstod jeg ikke dette Ord 
anderledes end en tom Lyd , jeg hørte fra mange Læber , men 
som ingen Tiltrækningskraft havde for mig . Nu derimod føler 
jeg , det er en Juveel , en kostbar Skat . Ja , Rose , Du har aabnet 
mine Øine , har givet del lille simple Ord Værdi og Tiltrækningskraft , 
kom derfor snart til din længselsfulde Søster 
Mira . “ 

„ Tak , nu troer jeg nok , jeg kan gaae hjem uden at gjøre 
Dem mere Uleilighed . Vær ikke urolig for min Skyld ; den 
Smule Smerte gaaer snart over . See blot , hvor rask min Fod 
allerede er ! “ Den unge Dame reiste sig og prøvede at staae 
men blev meget bleg og sank tilbage paa Græsbænken . 
. Hvis De vil tillade mig at følge Dem hjem , skal det 
være mig en Fornøielse . Naar De støtter Dem paa min Arm , 
vil Foden blive mindre anstrengt . “ 
Han bød hende Armen med et høfligt Buk og vandrede 
langsomt gjennem Skoven . 
Oppe mellem Fjeldene laa et lille Huus , omgivet af Træer . 
Det laa lig en Fuglerede badet i Solstraalerne , og den fredelige 
Stilhed , som herskede her , blev kun afbrudt af Fuglenes glade 
Kviddren . 
„ Jeg tænker det bliver bedre , naar vi have gaaet lidt længers , “ 
sagde Damen og undertrykte et Smertensudbrud . „ Jeg kan ikke 
begribe , hvorledes jeg kunde komme til at træde feil , da Veien 
er saa jevn og god . “ 
„ Støt Dem endelig mere til min Arm , “ sagde Herren . 
» Deres Fod er værre , end De troer . Det er bedst vi gaae 
langsommere . “ 
„ Tak . “ 
Endelig naaede de det omtalte Huus og Herren gjorde 
Mine til at tage Afsked ; men Let vilde den unge Dame ikke 
tillade , hun bad ham træde ind og hvile sig lidt , før han begav 
sig paa Hjemveiert . 
De traadte ind i en hyggelig lille Dagligstue og Damen 
trak en magelig Lænestol frem til sin Gjæst , der med lidt Tøven 
tog Plads i den . 

„ Nu føler jeg mig meget bedre , “ sagde hun med et mildt 
Smiil og satte sig i Nærheden af ham . 
„ Maa jeg takke Dem , min Herre , for Deres Venlighed og 
spørge , hvem jeg har den Fornøielse af tale med ? “ 
„ Gjerne , Frøken Søtherberg ; thi jeg feiler neppe ved af 
antage , jeg har den Ære af tale med Miras Søster ? “ 
„ Saa er De Baron Silgesfrøm ! “ udbrød Frøken Søtherberg 
og reiste sig . „ Hvor jeg er glad ved af see Dem , som har 
været saa kjærlig , saa ædelmodig mod min lille Søster . “ Hun 
traadte nærmere . „ Hvorledes skal jeg takke Dem for al Deres 
Godhed mod den Forældreløse . “ Hun saae paa ham med et 
kjærligt , mildt Blik og tilføiede med skjælvende Stemme : 
„ Baron Silgesfrøm , en Søsters Tak er uden Ord , men 
Gud vil velsigne og belønne Dem . “ 
Hun vilde gribe hans Haand , men han reiste sig hurtig 
og sagde i en skarp Tone : 
„ Gjør det ikke ! Gjør det ikke ! “ Han gik hen til Vinduet 
og slirrede over den rolige lille Sø med et bevæget Blik . 
-Pludselig vendte han sig om mod hende og sagde : 
„ Er De virkelig ikke vred paa mig ? “ 
„ Vred paa Dem ! Hvor kan De gjøre et saadant Spørgsmaal ? “ 
-— 
„ Jeg , som nægtede Mira at see Dem i hendes eget 
Hjem ! “ — 
„ Jeg har aldrig tænkt paa at betræde Deres Huus , aldrig 
ønsket det . Jeg elsker min Søster , fordi hun er mit Kjød og 
Blod , ikke fordi hun er Baron Silgestrøms Plejedatter . Hvor 
kunde jeg vente at De , foruden alt , hvad De allerede har gjort 
for hende , ogsaa skulde tilsidesætte Deres Principer for mig , 

en Fremmed ? — Tro blot ikke , jeg er saa utaknemmelig imod 
den , der har været min Søster i Faders Sted . Nei , jeg føler 
kun Taknemmelighed og Beundring for Dem . Viis ikke min 
Haand tilbage , lad mig takke Dem ; De har gjort mig lykkeligere 
end De selv aner , ved at tillade Mira at besøge mig hver Dag . 
Det er meget mere , end jeg nogensinde havde haabet . Tak 
Baron Silgestrøm ! “ hun vilde atter gribe hans Haand ; men 
han forhindrede det og sagde alvorligt : 
„ Gjør det ikke ! Jeg er ikke værdig at trykke Deres Haand . 
De er meget , meget bedre end jeg . “ 
Han greb sin Hat og nærmede sig Døren , standsede et 
Øieblik , betænkte sig , vendte sig om og sagde med et agtelsesfuldt 
Buk : 
„ Farvel , Frøken Søtherberg ! Tal ikke om vort Møde til 
Mira , forurolig hende ikke . “ 
Han forlod Værelset og Rose var alene . Men Baron 
Silgestrøm ilede hjem , som fulgt af en Fjende . Det var hans 
egne Tanker , der forfulgte ham , og dem kan man ikke flygte 
fra , de blive ikke tilbage . 
Imidlertid havde Mira været ved Kilden i den Tanke af træffe 
Rose der ; men da det ikke var Tilfældet , besluttede hun af gaae 
til det lille Huus . 
Hun var omtrent kommet Halvveien , da hun mødte Baron 
Silgestrøm . Han saae hende ikke , det lod til han havde Hast 
og hun vilde derfor ikke slandse ham ; men i samme Øieblik 
løftede han Hovedet og opdagede hende . 
„ Goddag , Mira ! “ sagde han med et kjærligt Blik . „ Er 
Du paa Veien til din Søster ? — Vær ikke bange , jeg har ikke 

isinde af forhindre det . Gaae , min Kjære , gaae . “ Han vinkede 
med Haanden og fortsatte sin Gang . 
„ Men hvad i Verden , Villiam , er Du her ! “ udbrød Grevinde 
Cederskøld forundret og strakte begge Hænder ud mod en 
Herre , som var traadt umeldt ind i Dagligstuen paa Hammer . 
„ Hvorfor skrev Du ikke ? Hvad om Cederskøld og jeg var vendt 
tilbage til Stockholm , som Bestemmelsen var . Cederskøld , hvor 
er Du , kjære Ven ! Kom endelig ind , jeg har en stor Overraskelse 
til Dig . “ 
Grev Cederskøld viste sig i den aabne Dør . 
„ Villiam ! “ udbrød ogsaa han forundret . „ Du her . Men , 
min kjære Øreng , hvorfor skrev Du ikke og meldte os delte 
uventede Besøg . Kom , sid ned og fortæl os hvordan Du har 
havt det siden vi sidst saaes . Det var dersom jeg ikke tager 
feil , Dagen før Du reiste udenlands , og det er , lad mig see , 
tre Aar siden . Naa , min kjære Øreng , jeg haaber Du har tabt 
din Melankoli paa Veien og kommer tilbage til dine Venner 
med et glad og tilfreds Hjerte . Lad mig see , har Du forandret 
Dig meget . Nei , det er det samme kjære , gamle Ansigt . Velkommen , 
min Øreng ! “ 
„ Ja , velkommen , kjære Villiam ! ' gjentog Grevinde Cederskøld 
med et glad Smiil . 
„ Tak , kjære Venner . Jeg har længtes efter Eder og gamle 
Sverig . Udlandet med al dets Skjønhed kunde ikke tilfredsslille 
min Længsel . “ 
„ Husker Du , hvor Du overraskede os Alle , “ spurgte Grevinde 
Cederskøld , „ da Du en Dag sagde til Cederskøld : 

„ Onkel , i Morgen reiser jeg udenlands . “ 
Og Cederskolds forundrede Udraab : 
„ Er det muligt ! “ 
Til hvilket Du svarede roligt , idet Du tændte din Cigar : 
„ Ja , dei er muligt . “ 
» Men der have vi Mira ! Hvad siger Du , min Lille , maa 
jeg forestille Dig min haabesulde Neven , Grev Villiam Cederskold ; 
din gode Ven fra gamle Dage . “ 
Grev Villiam blev meget bleg , da Mira rakte ham Haanden 
og sagde med et glad Blik : 
„ Velkommen hjem ! Hvor har De været saa længe ? Jeg 
troede næsten , De aldrig mere vilde vende tilbage . “ 
„ Og hvis jeg ikke var vendt tilbage ? “ spurgte han halvt 
veemodig , halvt smilende , „ vilde De have fældet en Taare for 
Deres gamle Ven og sørget lidt over ham ? Lee ikke ! De er ogsaa 
uforandret , som da vi skiltes ; De leer , naar jeg er alvorlig . “ 
„ Ja , hvor kunde De tro , at tre korte Aar skulde have forandret 
mig saa meget , at De vilde finde en anden Mira , naar 
De kom tilbage . Nei , jeg er den samme , som De seer . “ 
„ Tak , Frøken Grotte , for den Kompliment , De siger mig 
ved vort første Gjensyn : Tre korte Aar ! -— De synes maaskee , 
jeg er kommet for hurtigt tilbage . Men for mig , der har opholdt 
mig blandt Fremmede tre hele Aar , har Tiden sandelig 
ikke været kort . “ 
„ Det er Ret , Børn , begynd Eders gamle Strid paany . 
Vi have havt Vaabenstilstand længe nok , “ sagde Grevinde Cederskøld 
leende . 
„ Men vær endelig moderate , “ tilføiede hendes Mand . 
„ Ellers maa jeg tage Parti for en af Eder og saa bliver den 

Anden besejret . Dog der kommer Frøken Beate og Baron 
Silgestrøm . “ 
Baron Silgestrøm blegnede , da han opdagede Grev Villiam , 
dog bekæmpede han hurtigt fin Bevægelse og ønskede ham hjerteligt 
velkommen . 
„ Hvad synes Du , Fader , han kommer tilbage , som han 
gik , uden at spørge om Tilladelse , “ sagde Grevinde Cederskøld . 
„ Der kommer din Veninde Frøken Brede , Villiam . Hun har 
aldrig holdt af Dig , fordi Du tog Miras Parti , den Sommer , 
da vi Alle vare samlede paa Hammer . Du og Mira var en 
Torn i hendes Øine . Frøken Brede , min Neveu , Grev Cederskøld 
ønsker at hilse paa Dem . “ 
„ Tak , “ svarede Frøken Brede med en dyb Neien , „ allerede 
tilbage . Jeg troede , De havde bestemt al blive længe i Udlandet . “ 
„ De er altfor god imod mig , Frøken Brede , “ sagde han 
smilende . „ Men her er jeg allerede , som De seer , og De maa 
tillade mig at forblive her en Tid . Jeg har ikke Hjerte til 
længer at nægte mig Fornøjelsen af Deres Selskab , som jeg 
har savnet saa meget de tre Aar , jeg var i Udlandet . “ 
„ De overvælder mig i Sandhed med al denne Høflighed ! 
Jeg er ikke vant til den , “ svarede Frøken Brede spydigt . „ Men 
fra idag vil jeg raade Enhver , ber ønsker at lære Dannelse og 
Høflighed , at tage til Udlandet , del har havl er mærkelig Indflydelse 
paa Dem , Hr . Greve . “ Hun trak sig tilbage med et 
spodsk Smiil . 

„ Skal vi ride en Tour sammen , Frøken Grotte ? “ spurgte 
Grev Villiam en Morgen , han traadte ind i Dagligstuen , hvor 
de Andre allerede vare samlede . 
Mira , der holdt meget af at ride , vilde netop modtage 
Forslaget da Frøken Beate , som Greven ikke opfordrede til at 
gjøre dem Selskab , sagde lidt skarpt : 
„ Tør jeg spørge , er det Deres udtrykkelige Ønske af være 
ene med Frøken Grotte , siden de ikke inviterer nogen af os 
Andre til af følge med ? Jeg holder ogsaa meget af af ride og 
Adelheid ligeledes , om jeg ikke feiler . “ 
„ Ja vel gjør jeg der , min Kjære , “ svarede Grevinde Cederskøld 
med et skjælmsk Smiil . „ Men jeg maa tilstaae jeg foretrækker 
al blive hjemme i Dag , da jeg har noget Sytøj , jeg 
gjerne vil have færdigt . Derfor maa I ride uden mig , kjære 
Børn , og ligeledes uden Beate . Du husker nok , Lille , af Du igaar 
Aftes bestemte af skrive til din Moder i Dag . Stakkel , hun har 
ikke hørt et Ord fra Dig i lang Tid . Gaae , kjære Beate , skriv 
til din Moder og hils hende endelig fra mig . “ 
Frøken Beale sank den bittre Pille og forlod Værelset . 
Baron Silgestrøm betragtede Mira bag Avisen , han holdt 
i Haanden , med et ængsteligt spørgende Blik . 
„ Gaae , kjære Mira , og tag din Ridedragt paa , “ sagde Grevinde 
Cederskøld . „ Har Du beordret Hestene frem , Villiam ? “ 
„ Nei , jeg venter paa Miras Svar . Vil De gjøre mig 
Selskab ? ' 
Baron Silgestrøm stirrede atter paa Mira bag Avisen , som 
vilde han læse i hendes Sjæl . 
Hun rødmede , betænkte sig lidt , saae paa Grevinde Cederskøld 
med et tvivlende Blik og sagde tilsidst : 

„ Jeg maa afslaae Deres venlige Forslag , Grev Villiam . 
Men jeg har ikke Tid i Dag . “ 
„ Ikke Tid ? “ spurgte han alvorlig . 
„ Nei ! “ 
„ Og hvordan har Du da i Sinde at tilbringe denne kostbare 
Tid , om jeg tør spørge ? “ sagde Grevinde Cederskøld skarpt . 
„ Ja , sikkert maa Du det ! “ svarede Grev Cederskøld med 
et alvorligt Blik paa sin Kone . „ Men jeg haaber , Mira intet 
Svar giver Dig . “ 
„ Siig ikke det , Du fæle Mand , “ lo hun . „ Kom Mira , 
Du skal ride , enten Du vil eller ikke . Lad Hestene blive sadlede , 
Villiam . “ Hun trak Mira med sig ud af Værelset . 
Hestene stampede i Steenbroen af Utaalmodighed . Grev 
Villiam løftede Mira i Sadlen , besteg derpaa sin egen Hest , og 
snart vare de langt borte . 
Det var en sjelden smuk Morgen . Dugdraaberne skælvede 
endnu i Blomsterkalkene , funklende som de skjønneste Diamanter . 
Nu og da kom et mildt Vindpust og bevægede Græsset hid og 
did , lig en grøn Flod , hvor Blomsler i tusindviis tittede frem , 
Den varme straalende Sol forgyldte Alt ; Blomsler , Træer , Søer 
oMFsjlde , Alt funklede i Guld . 
O , Du kjære Sommer , hvorfor er Du ikke ene Herre i 
Naturen . Hvorfor har Vinteren , den kolde , strenge Vinter faaet 
Magt til at dethronisere Dig , hvorfor ? — 
Fordi vi stakkels flygtige Skabninger fordre Forandring i 
Alt , som omgiver oS . 

Frøken Setherberg sad ved Vinduet i sin hyggelige lille 
Dagligstue . Hendes Blik hvilede paa den rolige , klare Sø , 
som gjengav Himlen med sine venlige Solstraaler . 
Hendes Tanker vare sorgfulde ; thi hendes smukke Øine 
havde et veemodigt Udtryk og stode fulde af Taarer . 
Hendes Kinder vare blege ; blegere end da vi første Gang 
saae hende , og der var et Noget i hendes Træk , der forraadte , 
at hun bar en skjult Fjende i sit Bryst , en Fjende , der langsomt , 
men sikkert gnavede paa hendes Livstraad . 
„ Klare , lille Sø , “ sagde hun med st melankolsk Smiil , 
„ Himlen skjuler sig i dit Dyb ; men Natten kommer snart , da 
er Du mørk som Graven . Livet , der omgiver mig er ogsaa 
klart og herligt ; men Natten vil komme , Himlen vil forsvinde 
og Alt bliver mørkt . — Ja , der maa vist være meget , meget 
mørkt i Graven ; mørkere end i min kjære , lille Sø , naar Dagen 
har taget Afsked . Men ligesom Himlen paany spejler sig i Søen 
ved Lysets Frembrud , saaledes ville vi ogsaa skue Himlen i 
Graven , den mørke , stille Grav , naar vi engang vaagne til det 
evige Liv . “ 
„ Livet er saa skjønt , Naturen er saa skjøn , Sommeren er 
saa skjøn ; men Alt er forgængeligt , selv den kolde , mørke Vinter . “ 
„ Jeg holder ikke af Vinteren . Det er , som den med fin 
Kulde , sin Snee , var min værste Fjende . Jeg elsker derimod 
Sommeren , Fuglenes Sang og Solstraalerne , som mine bedsle 
Venner . Men Vinteren vil komme . “ 
Da Baron Silgestrøm havde forladt Dagligstuen , greb 
han sin Hat og ilede ud af Huset . 

Han tænkte ikke over , hvor han gik hen , men hastede frem 
med Øinene fæstede mod Jorden , som læste han en Hemmelighed 
mellem Græs og Stene . 
Endelig standsede han foran Miras Kilde . Han satte sig 
paa Græsbænken og ridsede Figurer med sin Stok i Jorden . 
„ Havde jeg blot Mod til at sige hende Alt ! — Undertiden 
forekommer det mig , ar jeg læser et Glimt af Kjærlighed i 
hendes Øine ! men i næste Nu er det udslukket og Alt bliver 
mørkt som før . Nei , jeg vil Intet sige , jeg vil være tavs . 
Stakkels Barn , hun vilde maaskee opoffre sig af Taknemmelighed . 
Og jeg skulde modtage et saadant Offer ? — Nei , hvis 
jeg nogensinde opdagede det , var mil øvrige Liv forspildt . Og 
hun ? — Jeg maa være tavs , baade for hendes og for min 
Skyld . “ 
„ Men hvis hun kommer til at elske ham , hvis hans 
Kjærlighed tilsidst bliver besvaret ? “ — 
Han reiste sig og gik langsomt gjennem Skoven . 
Nedsænket i Tanker standsede han tilsidst udenfor Frøken 
Sølherbergs Huus og uden at lænke derover lraadte han ind ! 
først nu vaagnede han af sine Ørømme og saae sig forundrer om . 
Men Frøken Søtherberg kom ham til Hjælp . 
„ Velkommen ! ' sagde hun mildt , uden at synes det mindste 
forundret ved hans uventede Nærværelse . Hun satte en Stol 
til ham ved Vinduer . „ Vil De ikke kaste et Blik paa min kjære 
Sø . Baron Silgestrøm . Idag er den saa klar som et Speil . “ 
„ Tak ! “ 
Han salte sig ned med det Ønske , at han var langt borte . 
Hvorledes var han kommer her ? — I Tanker ! Men nu var 

han her , han kunde ikke tage Afsked uden først af have talt 
noget med sin venlige Vertinde . 
„ Har De seet en smukkere Rose ? “ spurgte hun og rakte 
ham Blomsten med st høfligt Smiil . „ Jeg har plukket den i 
min egen Have . Som de fleste Kvinder holder jeg meget af 
Blomsler , især af dem . der have Duft . Der er nogle ganske 
smaa , hvide Blomsler , jeg husker ikke i dette Øieblik , hvad de 
hedde , men de ere i Besiddelse af saa balsamisk en Duft , af en 
eneste af dem kan fylde et helt Værelse med Vellugt . Kjender 
Baron Silgestrøm dem maaskee ? “ 
„ Nei jeg gjør ikke . Men da De holder saa meget af 
duftende Blomsler , vil jeg tillade mig af sende Dem nogle , De 
sikkert vil holde af . Det er en sjelden Art , der er kommet fra 
Syden . “ 
„ Tak ! Jeg tør nok sige , jeg vil synes om dem og det i 
dobbelt Henseende , først som en venlig Gave fra min elskede 
Miras Beflytter , dernæst som en Hilsen fra Syden . De fmiler , 
Hr . Baron , De mener det er en fjern Hilsen . Men min Indbildningskraft 
har Magt til at udfylde Rummet , der adskiller 
mig fra det forjættede Himmelstrøg . Øet har længe været et 
af mine kjæreste Ønsker engang at komme til Syden . Jeg har 
en Følelse , som om den milde Luft der vilde have en god Indflydelse 
paa mit svage Bryst . “ 
„ Har De et svagt Bryst ? “ 
„ Ja , men hvorfor dette alvorlige Blik ! Vær ikke bange , 
jeg har aldrig omtalt det til Mira , og jeg skal aldrig gjøre det . 
Jeg er kun bange for , hun snart selv vil opdage det . Naar 
ben Tid kommer , vil De trøste hende . Stakkels Barn , al denne 
Smerte havde hun undgaaet , hvis Lene havde været tavs , som 

jeg bad hende om . Da havde hun aldrig anet min Tilværelse , 
og jeg var død uden en Søsters Taarer og Smerte paa min 
Samvittighed , jeg , der elsker hende saa høit , havde da ikke 
været den første , der focmørkec hendes unge Sol og kaster 
Skygge i hendes Hjerte . Nu er det for seent , og De vil trøste 
hende . “ 
„ Tal ikke saa haabløst ! “ han greb hendes Haand og 
trykkede den med Varme . „ De vil ikke dø . Unge Kvinder tro 
altid de skulle dø , naar de ere syge . Stol paa Gud , og tænk 
ikke for meget paa den Smerte , Mira vilde føle , hvis De gik 
bort . Er det ikke mere trøstefuldt at vide , at en Søsters Taarer 
vil falde paa vor Grav , end at vide Ingen vil græde , Ingen 
vil sørge ved vor Bortgang ? Sørg ikke for hendes Skyld , 
Barn , husk paa , de Taarer ere frugtbare , som falde paa deres 
Gra » vi elske . De ville bære Blomsler , Hjerteblomster , der 
ville sprede deres rene Duft over alle vore Handlinger . “ 
„ Tak , Baron Silgestrøm , De har trøstet mig mere end 
De aner . Og nu ville vi glemme denne Samtale . Hvis De 
ikke er træt af den lange Tour , De allerede har gaaet , vil jeg 
vise Dem min lille Have . “ 
„ Tak , jeg er ikke træt . Mira fortalte mig , De havde en 
sjelden Plante ! den kunde jeg nok have Lyst til at see , hvis De 
tillader . “ 
„ Gjerne . Det er en hvid Villie . Jeg troer ikke De har 
seet Mage til den før . Og den dufter saa deiligt . “ 
De gik ud i Haven , hvor de havde en lang Samtale om 
Blomsler og deres Opelskning . 

Imidlertid red Mira og Grev Villiam i den smukke Morgen 
og talte om den yndige Natur , der omgav dem . 
. Gamle Sverig har altsaa ikke tabt sin Skjønhed i Deres 
Øine , trods De har været i Udlandet og seet al den fremmede 
Herlighed , “ sagde Mira med et spørgende Blik . 
„ Hvor kunde De tiltro mig saa vankelmodigt et Sind . 
Nei , der er ingen Skjønhed i Verden , der er i Stand til al 
formindske Sverigs i mine Øine . De har mindst Grund til al 
tvivle paa min Bestandighed . Har De maaskee reent glemt gamle 
Dage , vor Barndom og senere , da vi voxede op , blev da ikke 
den lille Pige , der havde været Drengens Ideal , Mandens ? 
Har De glemt det , Mira ? “ 
. Stille , tal ikke paa den Maade ! Jeg vil ikke høre derpaa . “ 
„ Vil ikke ? — Men hvis jeg nu ikke længer vil forblive 
tavs ! Hvis jeg ikke altid kan vedblive al være af Marmor ! 
Hvis jeg engang vover al aabne mit Hjerte og vise Dem , hvad 
det skjuler ? Tre lange Aar er nu gaaet siden jeg sidst talte til 
Dem om denne Gjenstand . Da svarede De ogsaa : „ Tal ikke 
paa den Maade ; jeg vil ikke høre det ! “ Og jeg tav ; jeg reiste 
bort og nu , da jeg vender tilbage , nu gjentager De der samme . 
O , Mira , De er meget haard mod mig , Deres gamle , trofaste Ven ! “ 
„ Villiam , min kjære Ven , jeg vil ikke volde Dem Smerte , 
og jeg veed , De vilde ikke tillade Nogen at saare mig , hvis det 
stod i Deres Magt at forhindre det . Hvorfor vil De da selv 
gjøre mig Sorg og Bekymring ? — Jeg kan ikke besvare Deres 
Kjærlighed ; thi jeg er ligesaa uforandret som De . “ 
„ Hvor kan De tale saa rolig og kold , Mira ? De maa 
altsaa virkelig hade mig , naar min Kjærlighed kan gjøre Dem 
saa megen Sorg . De bliver bleg ? Jeg vil tie , hvis jeg kan . — 

See den lille Sslvsky over vore Hoveder , der ligner el Brudeslør . 
O , hvis De var Bruden , og hvis jeg . . . . Tilgiv , jeg 
havde glemt mit Løste I Det var ikke om Dem , ikke om mig 
jeg vilde tale . Det var om Frøken Beate , den besynderlige 
Pige . Jeg har aldrig syntes videre om hende ; men nu , da hun 
er blevet en voxen Dame . er hun ufordragelig . Hun ligner en 
smuk Paradiisfugl ; men som den er uden Sangstemme , er hun 
uden Hjerte . Nei , jeg tager ikke feil , afbryd mig ikke . Jeg 
kjender hende bedre end nogen Anden , og hun veed det godt . 
Derfor holder hun ikke af mig , og ligesaa lidt holder hun af Dem , 
De er en Torn i hendes Øine . Jeg har seet det Hele . Den 
lille Intrigesmed , hun væver sit Net meget fiint ; men , som jeg 
sagde , jeg seer det Alt , og hvis jeg kan forhindre det , skal hun 
ikke vinde Seier . “ 
„ Hvor heftigt De taler , “ sagde Mira mildt . „ De tager 
sikkert feil ; hun aner neppe , hvor liden Tillid De har til hende . 
Jeg kan ikke forstaa , hvorfor De kalder hende Intrigesmed og 
hvad De mener med hendes Net . “ 
„ Kan De ikke ! Saa er De blind ! Seer De ikke , hvorledes 
hun spiller under Dække med os alle ? “ 
„ Nei , jeg seer Intet , og jeg er glad ved at være blind i 
denne Retning . Lad hende være , hvorledes hun vil , jeg ønsker 
ikke at vide det . Det vilde kun gjøre mig Sorg , uden at jeg 
var istand til at frelse hende , hvis hun allerede er saa sket , som 
De synes at antage . “ 
„ Godt ! Men naar jeg ikke maa tale om hende og ikke om Dem 
og mig selv , hvem i Verden maa jeg da tale om ? Maaskee om 
Frøken Brede , den gamle Ugle , som Adelheid kalder hende . Jeg 
vilde ønske hun reiste til . . . . jeg vil ikke tale ud , jeg seer 

De bliver vred . Men hun og en anden ung Dame vilde blive 
meget behageligere at omgaaes ester en saadan lille Reise , vær 
overbeviist om det . Og jeg skulde ikke savne dem . “ 
„ Villiam ! “ — 
„ Ja , maa jeg heller ikke tale om hende , saa vil jeg tie 
ganske stille eller ogsaa tale om Froken Mira og mig selv . Nu 
kan De vælge . “ 
„ Er det da nødvendigt at De blot taler om de Folk , De 
ikke holder af , og som De paa Grund Heras ofte misforstaaer ? — 
Hvorfor taler De ikke om Adelheid , Grev Cederskøld , eller — 
Baron Silgestrøm ? Saa vilde Deres Tale ikke forurette Nogen , 
og jeg kunde høre derpaa , uden hvert Øieblik at finde det nødvendigt , 
at tage Parti for den Fraværende . “ 
„ Godt ! Lad os da , hvis De Intet har derimod , tale om 
den store Fare , der fruer Baron Silgestrøm ? “ 
„ Fare ? Hvad mener De ? Baronen i Fare ! Hvorfor tier 
De ? Hvad er det for en Fare , der truer ham ? “ 
„ Den største Fare , der kan true en fri Mand . “ 
„ For Guds Skyld , tal tydelig ! Hvilken Fare ? “ 
„ Fangenskab . “ 
Mira blegnede . Tømmen skjælvede i hendes Haand , hun 
kunde neppe holde sig fast i Sadlen . 
„ Fangenskab ! Hvad har han forbrudt ? “ 
„ Meget . Først er han , som De veed , Enkemand . En 
meget stor Fare ! — Saa er han en rig Mand . En endnu 
større Fare , fordi han paa samme Tid er Enkemand . Forstaaer 
De ? “ — 
„ Nei ! “ 
„ Det gjør intet til Sagen ! — Saa er han en smuk og 

elskværdig Mand . Mere og mere Fare . Og endelig er der en 
intrigant , smuk og klog , uforsørget ung Dame , som holder af alt 
dette , og derfor ønsker at fange denne Guldfugl . Forstaaer De 
mig nu ? “ — 
Mira skiftede Farve , men svarede koldt : 
„ Jeg er vis paa , De tager feil . Men skulle vi ikke sætte 
vore Heste , i Gallop , ellers er jeg bange , vi komme for seent Iii 
Frokosten . ' 
„ Jo , hvis De ønsker det . Men jeg er sikker paa , jeg har 
Ret . “ — 
Mira glemte ikke hans Ord . Han havde aabnet hendes 
Øine . Nu var hun klartseende . — 
En Morgen , da Mira passerede en lille Hytte , Ler laae i 
Nærheden af Hammer , blev hun standset af en ung Pige , der 
viste sig i Døren . 
„ Bliv ikke vred , “ sagde hun og traadte nærmere . „ Men 
tager jeg ikke feil , er De Frøken Grotte , og min Moder , ber 
er meget syg , længes saa meget ester at tale med Dem . “ 
Mira traadte ind i Hytten , uden al spørge hvem Moderen 
var . Hun gjættede det strax og havde været meget forundret 
over , at gamle Lene , der vidste hun var paa Hammer , endnu 
ikke havde været der for al bede hende om Penge . 
„ Olavai “ sagde Lenes velbekjendte Stemme . „ Hvor er 
Du , Barn ? Hører Du ikke jeg kalder ? Jeg er saa tørstig , giv 
mig noget at drikke . “ 
„ Her er jeg , Moder ! “ svarede den unge Pige mildt og 

nærmede sig Sengen Jeg bringer Dig Selskab , Du længe har 
ønsket . Her er Frøken Grotte . Seer Du hende , her til Venstre ! “ 
Lene aabnede sine Øine og saae paa Mira med et Blik , 
der syntes at sige : 
„ Endelig har jeg Dig ! Nu skal Du ikke flippe saa nemt . “ 
„ Er Du meget syg ? “ spurgte Mira medlidende og satte 
sig i en Stol ved Sengen . 
„ Om jeg er syg ! Hvorledes kan Du spørge derom ? Seer 
Du ikke Døden staaer ved mit Leie og venter paa min ulykkelige 
Sjæl . Om jeg er syg ! Jeg er saa syg , at jeg skulde ønske 
det var forbi med mig . Hvor er Du , Olava , jeg kan ikke see 
Dig ! Kom Barn , Du skal staa lige ved mit Hovedgjerde . Seer 
Du hende , Mira , er hun ikke net ? Det er min Øiesteen , den 
yngste as dem alle . Derfor skjær det mig i Hjertet at lade 
hende tilbage , uden en Sjæl til at tage sig af hende . Stakkels 
Barn , hun var altid saa kjærlig mod mig . Hun ligner ikke de 
Andre ; hun er saa frygtsom mod Fremmede , derfor har jeg altid 
beholdt hende hjemme hos mig . Men nu da jeg skal dø , 
seer jeg nok , jeg har gjort galt . Nu kan de Andre fortjene deres 
Brød og har allerede gjort det i mange Aar . De skulle ikke 
savne mig . Men hun , stakkels Pige , hvorledes vil det gaa hende 
ene i Verden ? Jeg veed det ikke ! Derfor har jeg længtes efter 
Dig . Jeg vil beve Dig tage Vare paa hende , Du , som veed , 
hvad det vil sige at staae ene . Hun kan blive din Kammerpige , 
hvis Du har Brug for saadan en . Du maa gjøre noget 
for hende til Tak for det , Erik og jeg gjorde for Dig , da Du 
var et hjælpeløst lille Barn . “ Hun lagde sin Haand tungt paa 
Miras Arm . 
„ Hvad svarer Du , vil Du tage Dig af hende eller ikke ? “ 

„ Jo , jeg vil ! Jeg lover at gjøre for hende , hvad der staaer 
i min Magt . Men Du veed , jeg er ikke min egen Herre . Jeg 
eier ikke Andet end det , Andre give mig . Men jeg vil gjøre , 
hvad jeg kan . Jeg lover det , og jeg vil holde mit Ord . “ 
„ Godt , saa kan Du gaae , og jeg vil dø i Fred . Olava 
skal komme til Dig , saasnart hun har lukket mine Øine . Og 
Alt vil blive godt . Græd ikke , Barn , Du var altid en god 
Pige . Du maa ikke græde , Du har intet at græde for . Har 
jeg intet Andet at give Dig , har jeg min Velsignelse . Og jeg 
skulde tro , det er en Trøst for et Barn at vide , hendes Moder 
har velsignet hende i sin sidste Stund . “ 
„ Er der intet Andet , Du ønsker ? “ spurgte Mira kjærligt . 
„ Trænger Du ikke til Penge ? “ 
„ Nei , jeg trænger ikke til Mere i dette Liv . Men glem 
ikke Barnet , om ikke for min , saa for gamle Eriks Skyld . Han 
holdt altid meget af Dig og tog dit Parti , naar jeg var slem 
mod Dig . Gjør del derfor for hans Skyld . Olava var ogsaa 
hans Yndling . “ Lene lukkede sine øine ; Mira kunde see . 
hun var meget træt . Kort efter faldt hun i en tung Søvn , da 
reiste Mira sig sagte og forlod Hytten , fulgt af Olava , der 
greb hendes Haand og udbrød frygtsomt : 
„ Vær ikke bange for mig . Jeg vil ikke falde Nogen til 
Besvær . Jeg skal nok selv fortjene mit Brød og ikke gjøre 
Dem Uro . Men jeg vilde ikke sige det , medens min stakkels 
Plader hørte derpaa . Jeg veed hun stoler paa Dem ; “ hun 
trykkede Pliras Haand og bortviskede sine Taarer . 
„ Men Du vil ikke falde mig til Besvær , “ sagde Mira 
kjærligt . „ Jeg har lovet din Moder at tage mig af Dig , saa 

godt jeg kan , og jeg vil holde mil Ord . Græd ikke , Du vil 
møde hende igjen , hvor Sorg og Adskillelse ere ukjendte . “ 
Hun blev endnu en Stund for at trøste den unge Pige 
med kjærlige Ord . Endelig tog hun Afsked efter at have puttet 
fin Pnng i den kolde skjælvende Haand , der havde grebet hendes . 
„ Græd ikke . Læg din Skjæbne i Guds Haand , han er 
den eneste , der kan trøste et sorgfuldt Hjerte , Farvel ! “ 
Hun gik hjem , hun vilde ikke fortsætte fin Morgentour , 
men strax opsøge Baronesse Silgestrøm for al tale til hende 
om Olava . Maaskee hun , der var saa god , vilde tage den stakkels 
Pige i sin Tjeneste . Saa vilde hun vende tilbage og bringe 
Lene denne sidste Trøst . 
Baronesse Silgestrøm sad i sit eget Værelse , beskjæftiget 
med et Broderi , da Mira lydløst traadte ind og satte sig ved 
Siden af hende . 
„ Tilgiv at jeg forstyrrer Dem , kjære Baronesse . Men jeg 
har noget paa mit Sind . jeg gjerne vil tale om lil Dem , som 
er den Eneste , der kan hjælpe mig . Vil De skjænke mig nogle 
Øieblikke ? “ 
„ Gjerne , Barn . Hvad ligger Dig paa Hjertet ? “ 
Mira fortalte nu den gamle Dame Lenes Sygdom og hvor 
hjælpeløs Olava vilde være , naar Moderen havde forladt hende . 
„ Hvis De vilde tage hende i Deres Tjeneste , “ vedblev 
hun tilsidst , „ vilde det være en stor Trøst for ben stakkels 
Moder , og hun vilde dø i Fred . — Bliv ikke vred paa mig , 
hvis De synes jeg er paatrængende . Glem ikke , det skeer for 
at trøste en døende Moder . Ellers vilde jeg ikke have Mod 
til at fremkomme med en saadan Bøn . Er De vred paa mig , 
siden De forbliver tavs ? “ — 

„ Nei , min lille Yndling , hvor kan Du iro det ! Jeg tænker 
kun paa selve Tingen . Jeg vil saa gjerne hjælpe de stakkels 
Folk , Du omtaler , men hvorledes ? — Kan Du ikke gaae og 
spørge dem derom . Her er min Pung , hvis de skulde trænge 
til Et og Andet . Og saa kan Du sige til den stakkels Moder , 
at jeg vil tage hendes Datter i min Tjeneste , naar hun . . . . 
Du veed , hvad jeg mener , og Du vil sige det saa blidt , som 
dit eget ømme Hjerte tilsiger Dig . Gaae , Barn , gaae og 
bring Trøst til hende , den kjære , stakkels Sjæl . “ Hun kyssede 
Mira kjærligt og tog sat paa sit Broderi , som havde der ingen 
Afbrydelse været . 
„ Tak ! “ udbrød Mira bevæget . „ De har gjort mig tilden 
lykkeligste Pige i Verden . Jeg vil strax ile derhen og fortælle 
min glade Nyhed . Baronesse Silgestrøm , Gud vil gjengjælde 
Dem . Jeg troer ikke , v ! kunne have en bedre Lods til Himlen 
end vore fattige Medmenneskers Velsignelse . Og De er sikker 
paa den , min kjære , kjære Baronesse Silgestrøm , Gud give jeg 
kunde sige Let Samme . Men jeg vil skynde mig , jeg er saa 
lykkelig ved at være Deres Sendebud . Farvel ! “ 
„ Farvel , min lille Lysalf ! Glem ikke , det er Dig , ikke mig , 
der udfører denne Gjerning , hvis den virkelig er en god Håndling . 
Jeg er kun din Hjælper . Gaae , og kom snart igjen og 
fortæl mig om visse stakkels Mennesker . “ — 
Mira mere løb end gik til Hytten , hvor Lene nu laa og 
kæmpede med Døden . Hun bøiede sig kjærligt over den Lidende 
og hviskede til hende . 
„ Frygt ikke for Olava , hun er forsørge ! . Baronesse 
Silgestrøm vil selv tage sig af hende . “ 

Et glad Smiil gled over den Døendes Læber , et Suk , som 
om en tung Byrds var taget fra hendes Sjæl , og hun hviskede : 
„ Gud være lovet , nu kan jeg gaae bort i Fred ! “ 
Hun lukkede sine Øine og var død . — 
Der skulde være stort Selskab paa Hammer til Ære for 
dets mange og kjære Gjæster , paa Grund af hvilket Frøken 
Brede havde uendelig travlt , da hun havde beskattet , at det 
maatte vække almindelig Beundring 
Mira hjalp hende saa meget , hun vilde tillade . Hun 
ordnede smukke Bouketter og andre Smaating , som Frøken Brede 
ikke syntes at lægge Mærke til , da hun ikke vilde takke sin lille 
Fjende for denne Høflighed , hun følte hun ikke havde Ret til 
at vente . 
Grevinde Cederskøld og Frøken Beate tænkte ene paa deres 
Dragter . Vi kjende flere saadanne Damer , der kunne tænke en 
heel Uge , ja længere paa om de skulle iføre sig en rød eller 
hvid Kjole , om de skulle bære Blomster eller Fjer paa deres Haar . 
Mira havde ikke tænkt meget over fin Dragt , derfor var 
hun ogsaa den første , der var paaklædt , da Dagen endelig kom . 
En simpel hvid Kjole og en enkelt rød Rose paa Haaret , 
simpel og beskeden , som hver Følelse i hendes rene , uskyldige 
Hjerte . 
I en Kvindes Dragt læse vi langt tydeligere hendes Hjerte 
end i hendes fortryllende Ord og endnu mere fortryllende Blik . 
Jeg har aldrig seet en Kvinde med et reent , uskyldigt 
Hjerte klæde sig lig en Sommerfugl ; det vilde være hende 
umuligt at bære en saadan Dragt . 

Hele Selskabel var næsten samlet , da endelig Grevinde 
Cederskøld og Frøken Beate traadte ind med Miner , der lydeligl 
nok udtrykle : 
„ O , al jeg har laget Fjer paa Haaret ; nu er jeg vis paa , 
Blomster vilde klæde mig meget bedre ! “ 
Men i samme Øieblik saadanne sørgelige Tanker dandsede 
om i deres smaa Hoveder , bleve Fløidørene atter aabnede , 
og - - - 
Mira skiftede Farve , hun skjælvede og stirrede paa den 
flanke , smukke Skikkelse , der traadte ind , som var det en Drøm , 
der vilde forsvinde i samme Nu . 
Men Baron Silgestrøm , der stod lige ved Døren , havde 
taget Frøken Sølherbergs Haand med et høfligt Buk og forestillede 
hende for Baronesse Silgestrøm , der , som det syntes , var 
forberedt paa hendes Komme ; thi hun rakte hende Haanden og 
sagde venligt : 
„ Velkommen , kjære Frøken Søtherberg . Jeg har længtes 
saa meget efter at lære Dem at kjende . “ 
Frøken Brede blegnede . Det var for meget for hendes 
svage Nerver . Men Mira nærmede sig hurtigt ester at have 
overvunder sin første Overraskelse . Hun greb Baron Silgestrøms 
Haand og hviskede med blød Slemme : 
„ Tak , jeg skal aldrig glemme det ! Tak ! “ sagde hun ogsaa 
til Baronesse Silgestrøm og trykkede hendes Haand . Men 
det var ikke de faa Ord , der takkede dem , det var den skjælvende 
Slemme , de klare Taarer som funklede i de smukke Øine . 
Saa stirrede hun paa sin Søster , sin kjære , blege Søster , 
i ben simple , hvide Kjole , med ben eneste Rose skjult i Haaret , 
ret som om de havde aftalt at iføre sig samme Dragt . 

Og Rose , hvem skulde have troet det , blev denne Aftens 
Dronning , ikke Frøken Beate . Hendes Sang henrev Alle , paa 
Frøken Beate nær , der var misundelig , og Frøken Brede , hvis 
Følelse var saaret paa det dybeste , først fordi Frøken Søtherberg 
var Miras Søster , dernæst fordi Ingen havde omtalt , at 
hun var indbuden . — 
Men Miras Hjerte var saa bevæget , at hun ikke kunde 
tilbageholde sine Taarer ; hun listede sig ud i Haven og satte sig 
i et Lysthuus , hvor hun kunde græde useet , som man græder 
naar Hjertet er fuldt af Glæde og Taknemmelighed . 
En Haand greb hendes og en lav Stemme sagde : 
„ Græd ikke , Barn ! “ 
Men hun kunde ikke tale til ham i delte Øieblik , hun ilede 
bort og skjulte sig i et lille Buskads , hvor hun tænkte paa ham . 
Og han ? — 
Han forlod Haven med en sorgfuld Mine , der syntes at sige : 
„ Hvor Livet er mørkt , uden Haab . “ 
„ Han har overtraadt fine Principer for min Skyld , “ tænkte 
Mira ; . han har opfordret Baronesse Silgestrøm til at indbyde 
Rose . Hvorledes skal jeg vise ham min Taknemmelighed ! Jeg 
kan kun elske ham . “ — 
„ Del var mig umuligt al tale med ham netop nu . Jeg 
er saa bevæget , at mit Hjerte ikke var istand til at skjule sin 
Hemmelighed . Han vilde have læst den i mine Øine og tabt 
al Agtelse for mig . Men jeg frygter , jeg har saaret ham ved 
at ile bort i samme Øieblik- , han har skjænket mig saa megen 
Glæde . — Jeg burde være blevet og takket ham ; men jeg takker 
ham i mit Hjerte , mere end al Verdens Ord kunne udtrykke . “ 

Al ! var stille . Natten havde udfoldet sine Vinger . Hist og 
her funklede en gylden Stjerne bag et Slør af Selv , straalende 
og vinkende , som vilde den sige : 
„ Godnat , stakkels Menneskehjerte . Sov og forglem Verden . 
Drøm og forglem Livet med alle dets Sorger ! “ 
Saa kom et mildt Vindpust og hviskede : 
„ Sov , Jordens Børn ! Jeg gjør Eders Himmel klar . 
Imorgen , naar I vaagne , ere alle dens truende Skyer forsvundne . ' 
Og Træernes grønne Løv bevægede sig og sukkede : 
„ Stille , mine smaa Fugle sove . Væk dem ikke ! Imorgen 
synge de paany , synge om min Skjønhed . Tys , væk dem ikke ! “ 
Og over Veien , der snoede sig mellem Fjeldene , sprang en 
lille Hare , den standsede , lyttede og sagde : 
„ Jægeren sover , han kan ikke forstyrre mig ; jeg vil græsse 
lidt her . Imorgen vaagner han , saa maa jeg igjen flygte . “ 
„ Ved Nat , det er rart , 
Saa seer jeg først klart ! “ 
sang en gammel Ugle fra Kronen af et høit Træ , der stod og 
vædede sine grønne Blade i Luften . Og der var mange andre , 
baade Træer , Planter og Dyr , som talte i Nattens Stilhed . 
Der var ogsaa Menneskehjerter , der talte , maaskee mange ; men 
vi ville kun høre om det ene . Det var Miras . — 
Hun sad ved Vinduet og stirrede ud i den tavse Nat . 
Flagermusene slog med deres Vinger mod Ruden ; Maaneskinnef 
oplyste hendes lille Værelse , men hun saae det ikke , 
hendes Tanke var i det lille Huus , hvor Rose , hendes kjære 
Søster , sov , ikke sundt og roligt , men forfulgt af vilde Drømme , 
der bleve fremkaldte af Feberen , som rasede i hendes Indre , 

Mira havde for første Gang denne Aften opdaget den store 
Forandring , der var foregaaet med Roses Ydre , de blege Kinder , 
de dybt indsunkne Øine , den tørre , skarpe Hoste , der nu og da 
trængte sig over hendes blodløse Læb . Hun havde opdaget 
det Alt , det var som noget var bristet i hendes Hjerte ved dette 
Syn ; thi nu saae hun , Rose var fortabt . — 
Det var Enden paa hendes Glæde ; det var Enden paa 
denne Aften , der begyndte saa haabefuldt , og nu i Nattens 
Stilhed sad hun og tænkte paa , hvad der forestod hende . 
Kjendte Rose den Fjendes Tilværelse , som truede hende ? — 
Nei . saa kunde hun ikke være saa glad , saa lykkelig , som hendes 
klare Blik , hendes Ord , alle hendes Handlinger , syntes at forraade ! 
Mira 
besluttede at tale til Baron Silgestrøm om sin Frygt 
saa snart hun mødte ham næste Morgen . Hun vilde bede ham 
raadspørge en Læge i Anledning af Roses Helbredstilstand . Men 
Rose skulde ikke vide , at hendes Søster vaagede over hende , 
frygtede for hende og sørgede i Stilhed . Hun aftørrede sine 
Taarer , saae op mod Himlen og hviskede med foldede Hænder : 
„ O , min Gud , lad hende ikke dø ! med det sidste Slag 
af hendes Hjerte vil mit Livs Solstraaler udslukkes . “ 
Grev Villiam havde været meget tankefuld siden Ridetouren 
med Mira . Han havde ikke drillet Frøken Brede , eller Beate , 
ikke vundet Garn for Grevinde Cederskøld ; han havde ikke givet 
Mira en eneste Buket , som han ellers pleiede at gjøre hver Dag , 
Det var overraskende , og det overraskede ogsaa Grevinde 

Cederskøld saa meget , at hun besluttede at spørge ham , hvorfor 
denne Forandring var foregaaet med ham . 
Derfor , da hun en Morgen mødte ham i Haven , tog hun 
hans Arm og sagde med et Smiil : 
. Godmorgen , Villiam , hvis Du synes om det , kunne vi 
gaae en Tour sammen , Det vil more mig at see , om vi kunne 
naa MiraS Kilde og være her igjen til Frokost . “ 
De gik en Tid tavse . Grev Villiam havde ikke Lyst til 
at tale og Grevinde Adelheid vilde ikke tale ; men Begge tænkte 
desto mere . Hun tænkte paa , hvorledes hun bedst skulde begynde 
fine Spørgsmaal . Han tænkte paa Mira og paa deres Ridetour . 
Han sukkede , uden at vide det . Denne Leilighed benyttede 
hans smukke Ledsagerinde , idet hun standsede , saae paa ham med 
et spørgende Blik og sagde : 
„ Hvor Du er forandret , Villiam ! Hvorfor er Du saa alvorlig ? 
Hvorfor sukker Du saa dybt ? Tal ! “ 
„ Tal ! — Jeg vil ikke tale . “ 
„ Du skal ! Kom , sid ned , her ere vi ved Miras Kilde , og 
jeg er vig paa , dit Suk var et Offer paa hendes Alter . Du 
har været alvorlig , lige siden I red ud sammen . Har hun tilbageviist 
din Kjærlighed ? Skjul det ikke for mig . Du veed , jeg 
er din Ven og vil handle for Dig , som var Du min egen 
Broder . Men saa maa Du ogsaa tale og fortælle mig , hvad 
der gik for sig paa denne Ridetour . ' 
Endelig efter megen Overtalelse fortalte Grev Villiam sin 
Samtale med Mira . — 
„ Herre Gud , hvor I Mænd dog alle tilsammen ere dumme ? 
Troer Du virkelig en Pige med Miras Karakleer vil tilstaa at 
hun elsker Dig ? — Aldrig ! Hun vil nægte det , til Du endelig 

bliver saa klog at være tavs og synes at have glemt hende . 
Forst da , naar hun troer , hun har mistet din Kjærlighed , vil 
hun føle , at hun elsker Dig . Men da jeg kan forstaa , Du er 
for utaalmodig til at vente paa dette Tidspunkt , er det bedst , 
jeg taler med hende om denne Gjenstand . Afbryd mig ikke ; jeg 
vil ! Og Du veed , Ingen har Magt til at holde mig tilbage , 
naar jeg har sagt jeg vil ! “ 
„ Gjør det da , “ svarede han med en fraværende Mine . 
„ Men gjør hende ingen Sorg for min Skyld . Det vil jeg ikke 
have . Husk paa , jeg vil ikke vinde en Kone ved Overtalelse . 
Kan jeg ikke gjøre hende lykkelig , vil jeg ikke smerte hende mere , 
end jeg allerede har gjort . “ 
„ Vær rolig . Jeg holder af hende som en Søster ; men 
jeg er vis paa , hun vil blive lykkelig som din Kone . Bliver 
Valget lagt i Miras egne Hænder , vælger hun ingen . Derfor 
maa vi vælge for hende , og det har jeg gjort for længe siden . 
Overlad alt til mig , saa skal Du see , vi vinde Seier , før Du 
aner . “ 
Næste Dag , da Mira sad ene i Havestuen , traadte Grevinde 
Cederskøld ind med en vigtig Mine og satte sig i en magelig 
Lænestol , tæt ved Siden as hende . 
„ Hvor Du har travlt i Dag ! “ begyndte hun og examinerede 
Miras Arbeide . „ Beate er allerede gaaet til Skoven for at 
plukke Blomster , hun agter at male , og Villiam fulgte med . De 
have altid været gode Venner ; jeg troer næsten , der en Dag 
bliver et Par af dem ; “ hun betragtede Mira nysgjerrigt for at 
see , hvad Virkning hendes Ord havde havt . 
Men Mira forraadte ingen Bevægelse , hun svarede blot : 

„ Jeg har aldrig vidst , at Villiam og Frøken Beate vare 
gode Venner . “ 
„ Har Du ikke det ! “ udbrød Grevinde Adelheid , som det 
syntes meget forbavset . „ Min Gud , hvor . . . . Men nei , jeg 
vil ikke spille under Dække med Dig ! Du veed meget godt , at 
Villiam elsker Dig , og det er netop derom , jeg ønsker at tale 
med Dig , nu vi ere alene . “ 
„ Har Grev Villiam maaskee bedet Dig tale med mig om 
denne Gjenstand ? “ spurgte Mira alvorlig . 
„ Nei ! Jeg troede Du kjendte ham for godt til at gjøre 
et saadant Spørgsmaal . Han har aldrig omtalt sin Kjærlighed 
til Dig ; jeg har selv opdaget den . Jeg har seet , hvor forandret 
han er blevet , siden I red sammen , og da jeg elsker Eder 
begge , har jeg besluttet at gjøre alt . hvad jeg kan , for at see 
Eder lykkelige . Derfor spørger jeg Dig , Mira , elsker Du ham 
eller ikke ? “ 
. Kjendte jeg Dig ikke saa godt , som jeg gjør , vilde din 
Opførsel forbavse mig , “ svarede Mira alvorlig . „ Men nu vil 
jeg kun svare Dig : Nei , jeg elsker ham ikke . Du veed det , saa 
godt som jeg selv . Og han veed det ligeledes . Jeg holder af 
ham som en Ven , det er Alt . “ 
„ Godt , det er allerede meget ! og Tiden vil gjøre endnu 
mere . I Dag elsker Du ham som en Ven , i Løbet af et Aar 
som den bedste , den eneste Ven . Afbryd mig ikke , jeg kjender 
det bedre , jeg , som er en gift Kone . Der er kun en Ting , jeg 
vil bede Dig om , og hvis Du er den gode , kjærlige Pige , jeg 
troer Dig at være , vil Du ikke afslaa det . “ 
„ O , bed ikke derom ! Jeg kan ikke elske ham . Jeg . . . . “ 
„ Tal ikke ud ! Vil Du knuse hans Hjerte ? — Jeg vil 

blot bede Dig tænke paa hans Kjærlighed et Aar , et kort Aar , 
og prøve om Du ikke kan besvare den , Du maa ikke afslaa 
dette , hans eneste Ønske . Lad ham haabe , stakkels Dreng , saa 
længe han kan . I Dag om tolv Maaneder vil han selv komme 
og høre dit Svar . “ 
Mira sad tavs . Hun vidste ikke , hvad hun skulde svare . 
Hun vilde aldrig elske ham ; hendes Hjerte var givet bort . Men 
dersom det kunde være ham en Trøst , hvis hun opfyldte hans 
Ønske , havde hun ikke Mod til at nægte ham det . Hun svarede 
derfor : 
„ Jeg vil ikke afslaa det . Men glem ikke , jeg har forudsagt 
Dig , at jeg aldrig kan elske ham . “ — 
„ Saa er Alt i Orden ! “ udbrød Grevinde Cederskøld og 
vendte sig om til Baron Silgestrøm , som netop traadte ind . 
„ Kom Fader , Du skal være Vidne til , at vor kjære Mira i 
Dag om tolv Maaneder skal give Villiam sit endelige Svar ! 
Og vi ville haabe , det maa blive saadan , som vi Alle ønske 
det . Vil Du ikke prøve paa at overtale hende , Fader ? — Jeg 
er vis paa , hun elsker ham , uden selv at vide det . Saadan 
ere vi Kvinder . “ 
Mira blev bleg , Baronen ogsaa , men han svarede koldt . 
„ Jeg vil ikke overtale Mira . Hun er den eneste , der veed , 
om hun elsker ham eller ikke . Hun maa selv vælge . “ 
„ Du er altid saa forsigtig , saa samvittighedsfuld , “ sagde 
hans Datter smilende . „ Jeg troer næsten , Du er ligesaa forsigtig 
som Cederskøld . Men som Du sagde , Mira maa selv 
vælge ; og i Dag om tolv Maaneder skulle vi see . En Maaned , 
en Uge , en Time , ja , et Minut kan forvandle et ømt Kvindehjerte ? 
O , vi skulle see ! “ Hun forlod syngende Værelset . 

Men Mira sad bleg og tavs . Hendes Hænder skjælvede , 
saa hun neppe kunde sy , medens Baronen stod ved Vinduet og 
stirrede ud . Han vilde ikke , hun maatte see , hvor bevæget han 
var ; som om hun , der selv var bevæget , havde Øie for det . 
Stakkels Pige , hun saae ikke en eneste Gang paa ham . 
Pludselig vendte han sig om og sagde drømmende : 
, J Dag om tolv Maaneder ? — Godt , Barn , vi ville see ! “ 
Hun rødmede og sagde bestemt : 
„ Ja , Baron Silgestrøm , vi ville see , at jeg er uforandret . 
Tvivl ikke derpaa . Men jeg taler , som om De brød Dem om , 
enten jeg bliver uforandret eller ei . “ 
, Ja , hvor urimeligt , som om jeg brød mig om det ! — 
Nei , Barn , Du maa selv vælge . “ Han forlod Mira med et 
mørkt Blik . 
„ Det syntes næsten , som vilde han gjerne være af med 
mig ? “ — sagde hun tankefuld . „ Vidste jeg det , saa . . . . 
Nei , jeg kan ikke ! Selv om jeg er ham en Byrde , kan jeg ikke 
forlade ham . At see hans alvorlige , ædle Træk , at høre hans 
dybe , udtryksfulde Stemme , at være t hans Nærhed , er min 
Lykke . Hvad skulde der blive af mig , hvorledes skulde jeg begynde 
Dagen , naar jeg ikke hørte hans alvorlige : 
„ Godmorgen , Barn ! “ 
„ Men jeg vil ikke tænke derpaa . Jeg vil aldrig forlade 
ham . Hvis vi nogensinde skulle sfilles , maa det være Gud eller 
ham , der stiller os ad . “ 
„ Godmorgen , kjære Mira , “ sagde Frøken Søtherberg og 

omfavnede Mira glad . „ Jeg sad netop og tænkte paa , om Du 
vilde besøge mig i Dag . Kom og sid ned . Du seer saa træt ud . “ 
„ Træt ? Nei , men jeg har noget paa Hjertet , som jeg vil 
tale om til Dig . Baron Silgestrøm har fortalt mig , at Du 
veed , dit Bryst er angrebet . Hvorfor har Du aldrig omtalt det 
til mig ? “ 
„ Har han sagt det ? — Men hvor kunde han være saa 
ufornuftig ! Jeg , som har skjult det . . . . “ 
„ Det var mig selv , der først omtalte det til ham . Kjære 
Rose , hvor kunde Du tro at skjule for en Søsters Øine , hvad 
hendes Kjærlighed til Dig dog snart vilde opdage . Jeg maa 
hidtil have været blind , siden jeg ikke har lagt Mærke til , hvor 
forandret Du er . Men nu ere mine Øine aabnede , og jeg har 
bedet Baron Silgestrøm raadspørge en Læge om din Helbredstilstand . 
“ 
„ Kjære , hvor naragtigt , som om en Læge kunde frelse 
mig ! — Tak , min lille Søster , jeg anede ikke , Du vaagede over 
mig . Tak , min Skytsengel . Det vil være lykkeligt at dø , naar 
Du beder for mig . “ 
„ O , Rose , hvor kan Du tale saaledes til mig ! Du maa 
ikke dø , nei , Du maa ikke dø ! Jeg elsker Dig saa høit ; jeg vil 
bede Nat og Dag , at Gud vil give Dig din Helbred tilbage . 
Og han vil gjøre det ; han er vor eneste Trøst . “ Hun skjulte 
Ansigtet i Hænderne og græd heftigt . 
» Græd ikke , mit søde Barn , Guds Villie skee . Maaskee 
vil han ikke , jeg skal dø saa ung . Jeg vilde nok ønske at leve 
nogle Aar endnu , da jeg har fundet Dig , Du Kjære . Men 
hans Villie skee , vi have ikke Ret til at sætte os op mod den . “ 
„ Nei , vi have ikke , “ svarede Mira med lav Stemme . „ Men 

vi have Ret til at gjøre alt , hvad ver staaer i vor Magt , for 
at berøve Døden sit Bytte . Og det ville vi , ja , vi ville ! “ — 
„ Gjør det da , min Yndling , hvis Du kan . Og lad og 
nu tale om noget andet . Sommeren er snart forbi , lagde Du 
ikke Mærke til , da Du gik gjennem Skoven , at dens grønne 
Løv begynder at gulne , og at dens Blomster bliver færre og 
færre ? Jeg saae det ; men det er maaskee fordi der er noget i 
de kjære smaa Blomsters Skjæbne , der minder mig om min 
egen . Du skal see , før vi tænke derpaa , er Sommeren forbi 
og Efteraaret kommet med sin kolde Blæst og sin tilhyllede 
Himmel . Saa vende vi tilbage til Stockholm , og om det behager 
Gud , begynder jeg mine Pligter paany , og haaber jeg 
skal synge saa godt som nogensinde . Hvad mener Du ? “ 
„ Gud give det maa blive , som Du troer . Og er Du 
virkelig glad ved at vende tilbage til Stockholm , ønsker jeg af 
mit ganske Hjerte , Sommeren maa gaae saa hurtigt som mulig ; 
og vi skulle sidde ved den slammende Ild medens det sneer og 
blæser derude , og tale om de mange lykkelige Timer , vi denne 
Sommer have tilbragt ved min lille Kilde . “ 
. Og saa ville vi aldrig mere tale om mig og mit Helbred . 
Vi ville kun tale om Ting , der kunne glæde oS . Vi ville tale 
om ham Du veed , hvis Navn jeg aldrig har spurgt Dig om ; 
det er din egen lille Hemmelighed , som jeg ikke vil berøve Dig . 
Men vi ville tale om ham ; thi ogsaa jeg elsker ham , fordi jeg 
seer , han er min lille Blomsts Solskin . Og hvis jeg nu maa 
støtte mig til din Arm , ville vi gaae ud i Haven og see til den 
Plante , jeg for nogle Dage siden fik af Baron Silgestrøm . Den 
er saa smuk . Kom , saa skal Du see ! “ 

„ Snee ! “ 
raabte en lille Graaspurv og slog med Vingerne , som vilde den 
afryste de hvide Sneeflokke , der lagde sig paa dens Fjær . 
„ Hvad , Snee ! “ 
raabte de bladløse Træer og bøiede deres nøgne Grene med en 
fornærmet Mine . Men forgjæves , hvide vare de og hvidere 
bleve de tiltrods for deres Modsfand . 
„ Hvad , Snee ! “ sagde Mira og trak Rullegardinet op for 
at see ned i Gaden , hvor Folk kom og gik , Alle hvide som 
Sneemænd . 
Ja , det var Vinter ! En kold , mørk Vinter . Sommeren 
med sin milde Luft , sine Blomster , fine Fugle var forsvundet . 
Ingen Sol smilede gjennem det hvide Slør , som udfoldede sig 
i Tavshed og skjulte den venlige Himmel . Alt var hvidt i hvidt , 
og de høie Huse stode Side om Side liig alvorsfulde Skildvagter . 
Ja , det var Stockholm , det travle menneskemyldrende Stockholm . 
Der var ingen Hammer ; ingen Skov . 
Baron Silgestrøm sad allerede og læste Bladene , da Mira 
traadte ind . 
» Godmorgen , Barn ! “ sagde han og saae paa hende med 
et mildt Blik . „ Har Du drømt om Sneen i Nat ? Dine Kinder 
ere saa blege , som vare do Søstre til de hvide Sneeflokke derude . 
Kom , sid ned og fortæl mig , hvad Du har drømt . “ 
„ Nei , det var en styg Drøm , det er bedst af tie med den . 
Man siger , det ikke er godt af omtale saadanne Drømme tidlig 
paa Morgenen , da de saa ville gaae i Opfyldelse . Og De veed , 
jeg er overtroisk “ 
„ Men naar Du tilstaaer , Du er Dig denne Svaghed bevidst , 

Barn , hvorfor prøver Du da ikke paa af overvindeden ? — 
Gjør strax et Forsøg ved af fortælle mig denne Drøm . “ 
„ Jeg vil prøve derpaa ; men jeg gjør det nødigt . “ 
» Jeg drømte , jeg stod paa Toppen af et høit Fjeld . Det 
var et uhyggeligt Veir , Regnen styrtede ned , Fuglene fløi forvildel 
gjennem Luften og Stormen rasede , saa jeg neppe kunde 
staae . Med et hørte jeg en underlig Lyd , der syntes at komme 
fra den tilhyllede Himmel og jeg saae en stor Vandsøjle styrte 
ned fra Skyerne , som vilde den fluge alt , hvad der kom i dens 
Vei . Jeg hørte et frygteligt Skrig , men skjøndt jeg anstrengte 
mig til det Yderste , kunde jeg ikke see andet end en mørk Skikkelse , 
der kæmpede med Vandsøjlen , medens en Stemme hviskede 
tæt ved Siden af mig : 
„ Det er Rose , din kjære Søster ! “ 
„ Jeg skreg : 
„ Rose ! Rose ! Tab ikke Modet , jeg , Mira , er her ! “ 
„ Men hun hørte det ikke . Vandsøilen overvældede hende . 
Hun forsvandt med et Skrig , rædsommere end det første . Alt 
blev mørkt for mine Øine ; jeg sank om paa Fjeldet og græd 
bitterlig . 
„ Græd ikke , “ sagde den samme Stemme som før . „ See 
paa Himlen , nu har hun vundet Seier . 
„ Jeg saae op . Men hvor forandret Alt var . Regnen 
var ophørt ; Stormen havde lagt sig . Alt var stille og roligt . 
Himlen var blaa og en herlig Musik tonede gjennem Luften . 
Da hørte jeg en Stemme , en kjær , velbekjendt Stemme der 
sagde : 
„ Mira , jeg har vundet Seier . Nu er jeg lykkelig . Men 

Du , stakkels Barn , har endnu mangen Kamp at bestaae , før vi 
atter mødes . Stol paa Gud , saa vil Du tilsidst vinde Seier . 
„ Alt blev stille . Natten var forsvundet , Solen stod op lig 
en Strøm af Purpur og Guld . Jeg stod ikke længer paa 
Fjeldet . Jeg vandrede gjennem en dyb Dal ; rundt om voxede 
Blomster i tusindvis , røde , hvide , blaa , og fyldte Luften med 
Vellugt . De smilede , vinkede og sang : 
„ Stands , slands Du stakkels Fremmede ! Sid ned paa det 
herlige Grønsvær . Vi ville trøste Dig . “ 
„ Men jeg kunde ikke slandse : der var Noget , der tvang 
mig fremad , altid fremad , til den lille Dal var forsvundet , 
langt , langt bag ved mig , til mine Fødder vare forrevne og saa 
trætte , at de neppe mere kunde bære mig . Først da standsede 
jeg og saae mig om . 
„ Hvor deiligt der var ! — 
„ O , min Gud , “ udbrød jeg , „ nu er min Kamp tilende . 
Nu er jeg frelst . “ 
„ Ja ! “ lød en Stemme langt borte . „ Ja , min kjære , lille 
Søster . “ 
„ All blev stille . Jeg vaagnede og aabnede Øinene . Det 
var Morgen . “ — 
. Ja , Barn , og nu sidder Du her . “ 
„ Ja , jeg sidder her ; men jeg har en tung Anelse . Rose 
var saa bleg , da jeg sidst saae hende . Hun sagde Intet ; men 
jeg kunde see , hun var meget syg . “ 
„ Saa maa Du snarest mulig gaae og see til hende . Jeg 
talte med Lægen igaar . Han syntes at være tilfreds med hendes 
Helbred . Men han vil paa ingen Maade tillade hende at 

synge i Vinter , og det vil vist gjøre hende meget ondt . Derfor 
maa Du gaa og trøste hende . “ 
„ Det vil jeg ; thi hun holder saa meget af at synge og 
hendes Stemme er saa smuk , den faaer mit Hjerte til al banke 
af Glæde . “ 
„ Dit Hjerte til at banke af Glæde , Miral “ udbrød Grevinde 
Cederskøld , der ubemærket var traadt ind . „ Hvorledes seer 
dit lille Ansigt saa ud , jeg skulde ønske at see det i et saadant 
Øieblik . Men jeg kommer for at invitere Eder Begge til paa 
Torsdag . Cederskøld og jeg have havt en lille Trætte i den 
Anledning hele Ugen . Han ønskede at Selskabet skulde være 
Tirsdag , og jeg vilde have det paa Torsdag . Endelig vandt 
jeg Seier . Ja , Du seer forundret paa mig , lille Mira ! men 
det nytter intet , jeg er dog Seierherren . Ja , selv tiltrods for 
Faders misbilligende Blik . Cederskøld er en meget klog og 
fornuftig Mand ; han veed at alle Kvinder ere ærgjerrige og 
lader mig derfor have min Villie i alle Smaating ; men saa 
siger han ogsaa stop ! Og jeg , som er en god lille Kone , skjøndt 
jeg ikke er meget vis , prøver aldrig paa at overtræde dette 
Stop ! — Men denne Gang var det min kjære Hr . Gemal , der 
overtraadte vor Overeenskomsf ved at ville bestemme , hvad ber 
altid har været min Ret . Men nu have vi da igjen sluttet 
Fred , og Selskabet skal slaae paa Torsdag . Naa , hvad tager 
Du paa , Mira . Jeg aflagde Beate et Besøg igaar . Hun vil 
nok have Blaat paa , saa vidt jeg kunde forstaa . Jeg har tænkt 
al tage min nye hvide Dragt paa . Du skulde see hvor smuk 
den er , og hvor godt den klæder mig . Raa , nu maa jeg nok 
hjem . Farvel ! Fader , Du maa ikke udeblive , som Du pleier 
at gjøre . See , der kommer jo Beate . Goddag , min lille Sommerfugl . 

Undskyld jeg tager Afsfed tiltrods for dit Komme . Farvel . 
Alle ! “ Grevinde Cederskøld forlod Værelset med et glad 
Ansigt , medens Frøken Beate tog Plads i en Stol ved Siden 
ar Baronen . 
„ Jeg er saa træt ester Ballet i Nat ! “ sagde hun til ham , 
uden at tage mindste Notits af Mira , til hvem hun vendte 
Ryggen . „ Jeg troer aldrig jeg har dandset saa meget . Men 
det var ogsaa et mageløst livligt Bal . Holder De ikke af at 
dandse , Baron Silgestrøm . 
„ Nei , Frøken Beate , “ svarede Baronen koldt . „ Jeg har 
aldrig brudt mig om den Slags Fornøielser . Men . . . . “ 
» Og saa er det vel derfor , Frøken Grotte heller ikke holder 
af Bal ! Grev Villiam spurgte mig igaar , hvorfor jeg holdt faa 
meget af at dandse . Veed De , hvad jeg svarede ham ? “ 
„ Nei , men hvis De vil sfifte Plads , og for Exempel sætte 
Dem der , behøver De ikke at vende Ryggen til Mira . “ 
, O , om Forladelse , jeg lagde ikke Mærke dertil . — Jeg 
svarede ham , jeg kunde ikke begribe en ung Dame , som ikke holdt 
af at dandse . Dands er Ungdommens bedste Glæde . En ung 
Dame , der ikke holder af at dandse , er i min Mening en sneverhjertet 
Kvinde , som ikke fortjener at være ung . “ 
„ Ja , i Deres Mening . Men jeg tænker , der findes mange 
Andre , hvis Mening vil være høist forskjellig fra Deres . Jeg 
for Exempel kan ikke lide at Damer holde saa meget af at 
dandse . — Tilgiv , Frøken Beate , men jeg maa gaae , Tiden er 
ikke min egen . Farvel , Barn , sy ikke saa flittigt , Du ødelægger 
dine Øine . Farvel ! “ Baron Silgestrøm tog Afsfed med et 
høfligt Buk for Frøken Beate , hvis Ansigt ikke var halvt saa 
smilende , som da hun traadte ind . 

Lidt ester sagde hun ogsaa Farvel , og Mira , der længtes 
ester at see Rose , lagde sit Arbeide hen og gik til sit eget Værelse . 
Frøken Søtherberg blev svagere og svagere Dag for Dag , 
til hun endelig ikke mere kunde forlade Huset . 
Siddende i en Lænestol tæt ved Vinduet , bestod hendes 
eneste Glæde i at see Mira , der kom saa ofte som muligt . 
Undertiden besøgte ogsaa Grevinde Cederskøld hende ; thi 
hun var tiltrods for sine mange smaa Svagheder meget godhjertet , 
og Roses lidende Tilstand smertede hende mere , end nogen 
skulde have troet . 
Rose holdt ogsaa mere og mere af hende . Hun hørte ikke 
til-dem , der dømte sine Medmennesker efter det ydre Skin , derfor 
fandt hun ogsaa en frisk Kjerne , hvor Andre kun saae en 
tom Skal . 
Grev Cederskøld kom ogsaa nu og da , for at see til hende , 
og hun var altid glad ved at tale med ham ; men der var 
Ingen , der syntes at forstaa hende saa godt som Baron Silgestrøm . 
Han talte aldrig meget , naar han kom ; men de faa Ord , 
han sagde paa sin rolige , alvorlige Maade , trøstede mere end 
de Andres lange Samtale . 
Han havde altid en eller anden lille Ting med til hende , 
som hun holdt af . Skjøndt det var Vinter , savnede hun ikke 
Blomster , da han hver Dag bragte hende en frisk Buket . Men 
han omtalte aldrig , ikke engang for Mira , sine Besøg hos Rose ; 
og naar hun undertiden traf ham der , reiste han sig strax og gik . 
Rose sad som hun pleiede i sin Lænestol . Det sneede og 

var koldt og mørkt udenfor ; men der var meget hyggeligt i det 
Værelse , hvor hun opholdt sig . 
Paa et lille Bord ved hendes Side stod en smuk Buket 
Blomster . Rose sad og saae paa dem med et mere end kjærligt 
Blik , og de tavse Taarer , der giede over hendes blege Kinder , 
fortalte en lille Historie , ikke om Sorg og Smerte , de talte kun 
om en fredelig Glæde ; om et Hjerte , der elsker , et Hjerte , der 
er lykkeligt fordi det elsker , før det skilles fra dettte Liv for evigt . 
Tilsidst fik hendes tavse Taarer , hendes tavse Tanker Ord . 
og hun sagde med blød Stemme : 
„ Kjære smaa Blomster , kjærere end Ord kunne sige . I 
komme fra et venligt Hjerte ; maaskee som mit Livs sidste Blomster . “ 
Hun saae paa dem med et bevæget Blik og faldt i dybe Tanker , 
til Mira traadte ind og omfavnede hende kjærligt . 
„ Godmorgen , kjære Rosel hvordan har Du det ? “ 
„ Allerede her , min egen Mira . Hvorledes skal jeg takke 
Dig , Du er saa god imod mig . Og ikke ene Du , men de 
Andre ogsaa . Jeg kan ikke gjengjælde Eders Venlighed ; jeg kan 
kun takke Eder af mit ganske Hjerte . “ 
„ Hvor kunde Rogen undlade at være venlig mod Dig , 
som er saa kjærlig mod Alle , Rose . De Ord , Baronesse Silgestrøm 
yttrede om Dig , da hun saae Dig første Gang , vare sande . 
Hun sagde : - 
„ Frøken Søtherberg er lig en Solstraale . Hun opvarmer 
dens Hjerte , til hvem hun smiler . “ 
„ Og det er syndt . Jeg har aldrig seet et Smiil saa varmt , 
saa kjærligt som dit , Men hvordan har Du det ? Du seer saa 
bleg ud . Sov Du godt i Nat ? “ 
„ Ja , frygt ikke for min Skyld , jeg er meget bedre end Du 

troer . Jeg haaber snart at blive saa rask , at jeg kan vove 
mig ud for at trække frisk Luft . Men vil Du læse lidt for 
mig , hvis din Tid tillader det . Jeg har faaet en ny Bog igaar . 
See , saa meget har jeg selv læst i den ; men jeg bliver saa snart 
træt . LæS dette lille Digt . Jeg vil gjerne høre det igjen , 
skjøndt jeg nylig har læst det . “ 
Mira læste ; men da hun var kommet halvveis , lagde Rose 
fin Haand paa hendes Arm og sagde bevæget : 
. Tal , ikke mere denne Gang . “ 
„ Men der have vi Doctoren ! Goddag , Doctor Udman . 
Jeg er rigtig glad ved at træffe Dem . Rose vil aldrig tale 
med mig om fin Sygdom ; men De maa sige mig , hvordan hun 
har det . Seer De hvor blege hendes Kinder ere i Dag ? — 
O , kjære Doctor Ydman , sid ned og fortæl mig , hvorledes det 
er med Rose . “ 
„ Ja , sid ned , sid ned ! Det lyder i mine Øren fra Morgen 
til Aften . Sid ned , kjære Doctor Ydman , og lad os tale om 
Dit og Dat . Men der er Ingen , der tænker paa , at Doctor 
Yvmann altid har meget travlt . Gud veed , hvorledes det skulde 
gaa mine stakkels Syge , hvis jeg satte mig til Hvile i hvert 
Huus , jeg kommer ; de døde sagtens alle tilsidst af Forsømmelse . 
Nei , det gaaer ikke ! “ 
Men tiltrods for denne Tale , satte den gode Doctor sig 
dog i den magelige Lænestol Mira havde trukket frem til ham . 
„ Nei , det gaaer ikke ! “ Han sløttede Armen mod Bordet 
og skjulte Ansigtet i sin store , fede Haand . 
Doctor Udman var en besynderlig lille Person . Han 
hørte til de Folk , der aldrig kunne sige ja til Noget . Man 
kunde være sikker paa , han sagde nei , længe før man var kommet 

til Ende med sin Tale . Han var lige saa kort som tyk , bar 
blaa Briller paa sin lange , skarpe Næse , var altid iført en og 
samme Dragt , der bestod af et Par Beenklæder , hvis Farve det 
var umuligt at udfinde , en grøn Frakke med sorte Pletter i 
Bunden , paa hver Side af samme to store Lommer , der altid 
vare fyldte , ikke med kirurgiske Instrumenter , men med Aviser , 
to « , tre Lommetørklæder , en lille Æske med Konfekt og deslige 
uskyldige Smaating . Halten var graa , bredskygget og havde 
samme Facon som dens Herres løierlige Hoved . 
Ester denne Beskrivelse behøver jeg vel neppe at tilføie . 
at Doctor Ødman var Pebersvend . 
En Ting har jeg dog endnu glemt , uden hvilket Doctor Ødman 
ikke er sig selv , nemlig hans Stok , hans kjæreste Ven i Verden . 
Hvem kjendte ikke Doctor Ødmans Stok , som aldrig var ude 
af hans Haand , undtagen naar han var hjemme . Man sagde 
endogsaa , at hans Patienter kunde læse , hvorledes det var med 
dem , ikke i Doctorens Ansigt , men i Maaden , hvorpaa hans 
Stok blev bevæget op og ned , frem og tilbage , eller rundt i 
en Cirkel . 
„ Naa , “ sagde han og hævede Hovedet for at see med et 
Øie snart paa Mira , snart paa Rose , „ hvordan har De det 
saa i Dag , Frøken Søtherberg ? “ 
„ Tak , godt . Den ene Dag ligner den anden . Jeg føler 
ingen Forandring i mit Helbred , skjøndt Mira mener , jeg bliver 
svagere Dag for Dag . “ 
„ Mener ! Ja , Folk mener saa meget . Men det er til ingen 
Nytte . Lad mig føle Deres Puls ! — En , to , tre , fire . . . . 
O ! — En , to , tre , fire , fem . . . . Hvad ? — En , to , tre , 

fire . . . . Hum ! “ — Han slav hendes Haand og begyndte at 
bevæge Stokken rundt i en Cirkel . 
„ O , kjære Doctor ØdmannI “ udbrød Mira , og saae ængslelig 
paa Stokken . „ Hvad mener De , er Rose mere syg end 
sædvanlig ? “ 
Men Doctoren svarede ikke , han sagde kun „ Hum ! “ og 
bevægede Stokken rundt som før . 
„ Vær ikke bange , Mira , “ sagde Rose . „ Doctor Ødman 
tænker kun over , hvad Medicin jeg skal have . “ 
„ Nei , Doctor Ødman tænker paa Intet , “ afbrød Doctoren 
hende . „ Men har De en Bog Papir ? Jeg vil skrive en anden 
Recept , som jeg troer vil gjøre mere Nytte end den sidste . Sover 
De om Natten ? Drømmer De meget ? — Ere Deres Drømme 
ikke urolige ? Trækker De Veiret med Besvær ? — Er De plaget 
af Ængstelse ? Hum ! “ . . . . Pennen løb over Papiret . 
„ Tyve Draaber tre Gange om Dagen . — Naa , nu skal 
jeg hen til en af mine andre Syge . Ja , De kjender ham 
sagtens . Erik Vadman , som en Gang havde en stor Manufacturboutik ? 
— Han har i sin Tid været en meget rig Mand , 
skjøndt han nu er fattig som en Kirkerotte . Men derfor er han 
ligegodt en prægtig Fyr . Jeg kan huske , han engang sagde til 
mig . medens han endnu var rig : 
„ Doctor Ødman , jeg skulde være rigtig glad , om De , der 
kommer i saa mange Huse og seer saa megen Fattigdom , vilde 
udpege nogle af de fattigste Familier for mig . Jeg kunde have 
Lyst til at gjøre deres Bekjendtskab . “ 
„ En anden Gang sagde han : 
„ Doctor Ødman , hvis De skulde kjende nogle unge Folk , 
der gjerne ville vide mere end deres Forældre have Raad til 

at lade dem lære , saa gjør mig den Tjeneste at udpege dem for 
mig . Jeg skulde have Lyst til at gjøre deres Bekjendtskab . “ 
„ Saaledes var Manden , da han var rig . Og nu , da han 
er fattig , siger han , skjøndt han er fire og halvfjerdsfindstyve Aar : 
„ Kjære Doctor Ødman , havde jeg blot mit Helbred , skulde 
jeg aldrig beklage mig over min Skjæbne ; den er ikke saa stem 
som mange Andres . Men jeg kan ikke arbeide saa meget som 
jeg ønsker . Gigten er skem imod mig ; og jeg er jo ogsaa næsten 
blind . Men Gud være lovet , ellers er jeg nok saa rask . “ 
, Ja saadan en Fyr er gamle Erik Vadman . Det er en 
Ære at kjende ham ; en stor Tilfredsstillelse . Men jeg har ogsaa 
en lille Pige , en sød lille en , kun ti Aar gammel . De 
skulde blot see lille Molly Vinblad . Hun er lam i Underkroppen 
og kan altsaa ikke gaae som andre Børn . Men lige godt er 
hun saa glad som en Sangfugl . O , saa god , saa god ! — 
De skulde blot have hørt hende , da hun sagde : 
„ Kjære Doctor Ødman , gid jeg var lidt rigere , end jeg er . ° 
„ Og hvorfor , om jeg maa spørge , Du lille Nar ? “ spurgte jeg . 
. Hvorfor ! “ udbrød hun rødmende . „ Aa jo , saa vilde jeg 
give de smaa Piger og Drenge , der hver Dag gaae forbi mit 
Vindue , nogle Strømper . De have sket ingen paa . Slet ingen , 
kjære Doctor ! 
„ Hun saae med et sørgmodigt Blik paa sine egne lamme 
Been , der altid ere indsvøbte i Tæpper . 
„ Men jeg sagde : 
„ Jeg tænker , Du først vilde ønske , hvis Du blev rig , at 
Du havde et bedre Værelse at sidde i , end dette mørke , kolde 
og fugtige . Dernæsf en blødere Stol end denne gamle af Træ . 

Og tilsidst et bedre Maaltid end det Du spiste , da jeg traadte 
ind . Hvad , Du lille Nar ? “ 
„ O , nei , Doctor ! “ udbrød hun forundret . „ Jeg har ab 
brig tænkt paa at her var mørkt og fugtigt . Og Stolen . . . . 
Veed De ogsaa , det er min egen , rigtig min egen ? — Jo , 
Moder sagde , da De sidst brændte mig : 
„ Molly , hvis Du er en rigtig god , lille Pige og ikke 
græder , skal Stolen , Du sidder paa , være din . “ 
„ Og De veed , jeg græd ikke , skjøndt det gjorde dygtig 
ondt , for det var i det raske Kjød . Men nu tilhører Stolen 
ogsaa mig . Og jeg er saa glad , saa glad . “ 
„ Stakkels lille Molly , hun har aldrig et Ønske for sig 
selv . Det er en god lille En . Og . . . . Naa , mine stakkels 
Syge ! Jeg havde nær glemt dem , jeg gamle Vrøvl . Tyve 
Draaber tre Gange om Dagen . “ 
Han reiste sig , greb sin Hat og forlod Værelset syngende : 
„ Jeg kjender , jeg kjender , jeg kjender et Hjerte , 
Der banker . . . 
» Naa , Cederskøld , har Du nogensinde seet gladere ud end 
netop idag , “ udbrød Grevinde Adelheid , da hendes Mand traadte 
ind med et mildt Smiil i Øinene . „ Kom og sid ned , saa skal jeg 
fortælle Dig , hvorledes jeg har tænkt , vi skulle tilbringe denne 
Aften . “ 
„ Nei , min Kjære , jeg skal ikke sidde ned . Jeg skal blot 
ind for at spørge , om Du har huflet at invitere Frøken Halling ? “ 
„ Ja , hvor kan Du tvivle derom . Jeg tør nok sige , jeg 
Intet har glemt . Men nu maa Du høre et Brev , jeg fik fra 

Beate imorges . Sid ned , kjære Ven . Jeg kan ikke lide at see 
Dig staa der som en Fremmed , eller en Kjøbmand , der altid 
tænker paa : » lims is Mons ) » ! » 
„ Det er en meget fornuftig Tanke , Adelheid , som ikke blot 
Kjøbmænd , men ogsaa vi andre have godt af at mindes . Men 
troer Du nu ogsaa Beate vil synes om , at Du læser hendes 
Brev for mig ? “ 
„ Aa , jeg er ikke saa samvittighedsfuld , derfor skal Du høre 
det , enten hun ønsker det eller ei . “ 
„ Kjære Adelheid . 
Jeg maa afslaa din venlige Indbydelse til Selskabet i 
Aften , skjøndt jeg har glædet mig til det hele Ugen , og i den 
Anledning faaet mig en ny Dragt . Men hvad nytter det ; jeg 
maa denne Gang blive hjemme , og det glæder mig at kunne 
skrive , det er en lykkelig , en meget lykkelig Hændelse , der holder 
mig borte fra Dig . Onkel Frederik er da endelig død , og jeg 
maa tilstaa , jeg har aldrig været saa glad , som da vi modtog 
Brevet , der underrettede os om denne glædelige Nyhed Ja , 
glædelige Nyhed ; thi han har efterladt os , min Moder , hele sin 
Formue , skjøndt han , som Du væed , havde en Søster foruden 
hende . 
Jeg er saa lykkkelig , da jeg aldrig har udstaaet Onkel 
Frederik , vranten og gjerrig som han var . Han har ikke givet 
mig saa meget som en Knappenaal , medens han levede . Jeg 
skal saamæn ikke skrive paa hans Gravsteen : 
„ Savnet og begrædt “ 
men : 
„ Tak , Onkel Frederik , at Du endelig døde ! “ 
Moder har lovet at reise udenlands med mig , saasnart 

Sørgetiden er forbi . Jeg kan ikke forstaa , hvorfor Folk iføre 
sig Sorg for Familie , de aldrig have holdt af . Hvao nytter 
det at vi bæere sort Dragt , naar vore Hjerter , til Trods for 
den , banker af Glæede ? — Det er Hykleri , og jeg har aldrig 
været en Hykler . , 
Du maa endelig ikke glemme at fortælle denne gode Nyhed 
til alle de af mine Venner , som Du seer i Aften . Jeg tænker 
det vil gjøre Frøken Lindeborg ondt at høre ; hun er saa misundelig . 
Min Gud , hvor mange Tilbedere jeg nu vil faae ! 
Jeg den rige Arving . Du skal see , i Morgen har hele Verden 
glemt , ar jeg engang har været fattig . Ja , om jeg var saa 
grim som en Ugle , i Morgen , naar min lille Nyhed er spredt 
over hele Stockholm , vilde Uglen have sorvandlet sig til en 
Paradisfugl . Saadan er Verden . Penge er Skjønhed ; Penge 
er Magt ; Penge er Lykke . 
Jeg har , som Du kan tænke , frygtelig travlt med min 
Sørgedragt . Men jeg vil intet fortælle Dig om den , Du skal 
selv see . Jeg tænker , Du vil blive saa indtaget i den , at Du 
ønsker , at Du ogsaa snart maatte faae Sorg for en eller anden 
af din Familie . 
Farvel , kjære Adelheid . Jeg haaber Du kommer til os i 
Morgen , da vor store Sorg forbyder os at forlade Huset de 
første Dage . 
Din 
rige Beate Graf strøm , som snart vil 
have saa mange Tilbedere , som der er 
Stjerner paa Himlen . Men tro blot ikke , 
jeg vælger den første den bedste . Nei , nu 
er jeg stolt og vil kun ægte en Greve . “ 

„ Hvor eenfoldigt ! “ sagde Grev Cederskøld foragteligt . „ Jeg 
har altid antaget hende for at være meget koldhjertet ; men dette 
Brev viser , hun er et haardhjeriet , utaknemmeligt Amfibie . “ 
„ Naar Du taler om hende paa denne Maade , Du , som 
altid dømmer dine Medmennesker saa mildt , maa jeg vel have 
Ret til at være af samme Mening . Jeg maa tilstaa , dette Brev 
har forbavset mig meget . Jeg troede ikke , Beate vilde være 
saa utaknemmelig mod Oberst Adlersparre , som altid har været 
saa god mod hendes Moder og hende selv . Jeg er vis paa , 
Fru Axelson og hendes Børn vilde aldrig have skrevet paa den 
Maade om ham , skjøndt den kolde , gamle Pebersvend har behandlet 
dem mere , som var han deres Fjende end deres Broder 
og Onkel . “ 
„ Kan Du begribe , kjære Ven , hvorledes han kunde hade 
den blide Fru Axelson , blot fordi hun giftede sig med Capitain 
Axelson ? Hvorledes han kunde gjøre hende arveløs , skjøndt han 
vidste , hvor fattig hun er , og hvor tungt hun har kæmpet mod 
sin Skjæbne , siden hun blev Enke og ikke havde en Eneste , der 
tog sig af hende og hendes Børn ? — Det er længe siden jeg 
saae hende . Veed Du , om hun endnu boer i Stockholm ? Jeg 
har Lyst til at besøge hende . Nu maa Anna , den ældste af 
Døttrene , være tyve Aar , og Olaf , den ældste af Sønnerne , 
sire og tyve . Stakkels Børn ! De have del vist meget trist og 
komme maaskee aldrig i Selskab . Jeg troer vi ville invitere 
dem , næste Gang vi have Bal . Jeg vil besøge dem saa snart 
som muligt , hvis de endnu bo i Stckholm . “ 
„ Gjør det , Kjære ; men gjør det uden at saare deres 
Følelser . Du maa huske paa , Folk , der leve i trange Kaar , ere 
mere ømfindtlige end dem , der ere rige . Der er Ingen , der 

har saa stor Ret til at blive behandlet med Delikatesse som den 
Fattige . Og Du , min kjære Adelheid , er undertiden , tiltrods 
for dit gode Hjerte , lidt tankeløs og saarer , hvor Du ønsker 
al trøste og glæde . Ja , nu maa jeg afsted I Vær ikke vred paa 
mig , at jeg siger Dig Sandheden , Du veed , Du har ingen bedre 
Ven end mig , og kun en Ven , en trofast Ven , siger os Sandheden . “ 
„ Tak , 
min trofaste Ven ! Jeg veed jeg har mange Feil , og 
det gjør mig mere ondt , end Du skulde tro . Men en Feil har 
jeg ikke , jeg kan aldrig blive vred paa dem , som sige mig Sand . 
heden , for , som Du siger , jeg veed , de ere mine bedste Venner . 
Det er let nok at sige Folk Complimenter , og de , der gjøre det 
høste gjerne Fordeel og Glæde deraf , hvorimod de , der tale 
ærligt og aabent , kun høste Vrede og Had . “ Hun omfavnede 
ham kjærligt for at vise ham , hun ikke var vred , og vedblev 
med mild Stemme : 
„ Farvel , Gustaf , min trofaste Ven ! 
„ Farvel Adelheid , “ sagde han bevæget . „ Jeg elsker Dig 
som Du er , med alle dine Feil , med dit varme , kjærlige Hjerte . “ 
Han forlod Værelset , vinkende med Haanden . 
Mira kom , som hun havde lovet Grevinde Cederskøld , 
tidligt , og fandt denne staaende foran Speilet-i sit Værelse for 
at besee sin nye Dragt med Omhu . 
„ Det er godt , Du kommer , min kjære Pige , ' sagde hun 
og vendte sig om mod Mira . „ Hvorledes klæder min Dragt 
mig . Godt , hvad ? — Vil Du hefte denne Fjer paa mit Haar . 
Nei , Kjære , Du kan ikke , naar jeg staaer , nu skal jeg sætte mig 

ned . Hvis Du vil fæste den lidt mere tilhøire I Det er godt . 
Nu er der blot disse to Krøller . Skal jeg gjøre dem lidt 
længere ? “ — 
„ Jeg synes de klæde Dig godt , som de ere . “ 
„ Gjøre de ? Ja , saa er jeg færdig . Men lad mig nu see , 
hvordan Du er klædt paa i Aste » . — Meget net , siden Du 
aldrig vil bære noget andet Smykke end din egen Skjønhed . 
Saa , lad os nu gaae ind ; nu ere vi jo færdige til at modtage 
vore Gjæster . Cederskøld er ikke kommer hjem endnu . Men 
det er sandt , jeg havde nær glemt , jeg har en Nyhed at fortælle 
Dig . Gamle Oberst Adlersparre er død og har efterladt 
hele sin Formus til Fru Grafstcøm . “ 
„ Men havde han ikke endnu en Søster , Fru Axelson ? “ 
„ Jo , stakkels Fru Axelson har han gjort arveløs . Men 
jeg hører Villiams Stemme . Vi kunne en anden Gang tale 
mere om dette Dødsfald . Kom , kjære Mira , Du skal ikke see 
saa veemodig ud . Jeg skal nok besøge Fru Axelson en af de 
første Dage , maaskee i Morgen ; men i Aften ville vi være glade . “ 
Hun greb Miras Arm og forlob Værelset , efter at have kastet 
et sidste Blik i Speilet . 
„ Hvor det er et morsomt Selskab ! “ sagde Frøken Lindeborg 
med affecteret Stemme til Mira , idet hun tog Plads ved 
Siden af den kjære Frøken Grotte , som hun kaldte hende . 
„ Har De hørt , at Fru Grafstrøm har arvet sin Broder , den 
gamle , stolte Oberst Adlersparre . Naa , jeg tænker Beate bliver 
saa stolt herefter , at man ikke kan omgaaes hende . Hun var 
stolt nok iforveien . Jeg har hørt , at Oberst Adlersparre havde 
sagt kort før sin Død , da han som sædvanlig sad og talte sine 
kjære Penge : 

„ Hvad skal der blive af Eder , naar jeg er bod og efterlader 
Eder til Grafstrøms ? — Jeg troer næsten Axelsons vilde 
gjøre bedre Brug af Eder , men de skal aldrig , aldrig faae Eder ! “ 
„ Jeg er af samme Mening , som gamle Oberst Adlersparre . 
Axelsons vilde have gjort bedre Brug af hans kjære Penge . 
Men hans Had til den fattige Søster var slørre end hans 
Kjærlighed til Pengene , som stakkels Fru Axelson havde mere 
Brug for end den stolte , ærgjerrige Fru Grafstrøm og hendes 
endnu stoltere Datter . Hvis det havde været min Moder , Oberst 
Adlersparre havde efterladt hele sin Formue , havde vi naturligviis 
strax deelt den i ro lige Dele og givet Fru Axelson den 
ene . Havde De ikke gjort det samme ? — Men saadan ere ikke 
Grafstrøms ; de beholde nok Alt for dem selv . Nu , havde det 
været os , der arvede , var det blevet anderledes ! “ 
„ Men hvorfor handlede De da ikke anderledes ligeoverfor 
Deres fattige Onkel Jacob , da Deres Onkel George gjorde ham 
arveløs og efterlod Deres Bloder Alt ? — Lad os aldrig dømme 
Andre , Frøken Lindeborg , vi have , som De seer , ikke Ret fil at 
gjøre det , “ sagde Mira alvorligt . 
Frøken Lindeborg rødmede saa meget , hendes blege Kinder 
vilde tillade , og svarede lidt skamfuld : 
„ O , det er en anden Sag . Onkel George havde Grund 
fil at gjøre det . Der var Familieanliggender , jeg ikke kan omtale ; 
men det er bedst vi ikke mere tale om denne Gjenstand , 
den hører ikke hjemme i et Selskab . “ 
„ Det gjør den ikke , “ svarede Mira med et Smiil , hun 
ikke kunde undertrykke . „ Men om jeg ikke tager seil , var det 
Dem , der begyndte denne Samtale . Der er imidlertid en Ting , 
jeg vil tage mig den Frihed at gjøre Dem opmærksom paa , før 

vi skutte den , De bør ikke tale om Deres Onkel Jacob paa den 
Maade , De nylig gjorde , fordi Folk , som ikke kjende ham , vilde 
have Ret fil at tro , hvis de havde hørt Dem , at Deres Onkel 
havde gjort noget , der ikke var ham værdigt og som havde vakt 
Familiens retfærdige Mishag . Og saaledes forholder det sig 
dog neppe ; hvis jeg ikke rager feil , bestaaer Deres Onkels eneste 
Synd deri , at han har ægtet en fattig Dame , netop ligesom 
Fru Axelson ægtede en fattig Mand . Har jeg ikke Ret ? “ 
. Jo . Men Øe maa huske paa , man kan ikke sammenligne 
en Kvindes og en Mands Handlinger . En Mand maa aldrig 
forglemme sin Fødsel , sin Familie , sin . . . . Men som jeg sagde 
før , denne Samtale passer ikke for et Selskab . — Besøger Øe 
Beate en af Dagene ? “ 
„ Jeg ? Nei , jeg har aldrig besøgt hende . “ 
« Aldrig ! Del var da underligt . Jeg maa naturligviis gaae 
derop , da vi , som Folk kalde det , altid have været Venner . 
Gud bevare mig for et saadant Venskab ! Jeg frygter næsten 
mere mine Venner , end mine Fjender . Ja , Øe faaer tænke hvad 
Øe vil derom ; men jeg har Ret . Naar jeg hører der er Nogen , 
der har bagtalt mig , søger jeg ikke efter Bagtaleren blandt mine 
Fjender , men blandt mine saakaldte Venner , og jeg har aldrig 
endnu søgt forgjæves . “ 
„ Dei er sandelig sørgeligt at høre Dem tale saaledes , Øe , 
som er saa ung . Frygter Øe ikke for at dømme Deres Venner 
for strengt , “ sagde Mira koldt og vendte sig mod en anden 
Dame som stod ved Siden af hende og talte med Grevinde 
Cederskøld . 
„ Kom Mira ! “ sagde den Sidste , „ lad mig forestille Dig for 
Frøken Halling . “ 

Mira reiste sig og var snart i en dyb Samtale med den 
unge Pige , der syntes at finde Behag i hendes Selskab , medens 
Frøken Lindeborg og en af hendes saakaldte Veninder morede 
sig med at gjøre Nar af Frøken Hallings Dragt , skjøndt den 
ikke gav Anledning dertil , da den var meget mere net og smagfuld 
end deres . 
Men saaledes ere de unge Damer i Almindelighed , at lee af 
Enhver og selv at blive leet af er deres Befkjeftigelse og deres 
Skjæbne , og enhver Kvinde , der har Mod til at gaae udenfor 
denne Regel , bliver hader og forfulgt af det smukke Kjøn og 
behandlet som en Oprører . “ — 
„ Hvor hun seer ud ! Uf , hvis jeg blev tvunget til at bære 
en saadan Dragt . —- See blot , hvorledes hun famler med 
Fingrene , som var hun bange for at blive lam , hvis hun holdt 
dem rolige er Minut . Man kan da see , hun aldrig før har 
været i Selskab . “ 
„ Nei , det har Du Ret i ! “ udbrød den anden Dame leende . 
„ Men hvem skulde see paa Frøken Grotte , at hun kun er en 
Zigeunerpige ? Der er noget i hendes Ydre , der bærer Præget 
af en adelig Herkomst . “ 
„ Adelig Herkomst ! Hvor har Du dog dine Øine henne ? 
Hun ligner jo grangivelig en Zigeunerske . “ 
„ Aa ja , maaskee Du har Ret . Jeg holder ikke af hende ; 
hun er saa stolt , skjøndt hun burde mindes fin Fødsel ligeoverfor 
os , der ere Adelige . Jeg forstaaer ikke , hvorledes Baron 
Silgestrøm udholder hendes Selskab Dag ud og Dag ind . “ 
» Jeg heller ikke . Men der kommer Grev Villiam ! Jeg 
vil nok tale et Par Ord med ham . Aa , tag din Kjole lidt 

tilside , den skjuler min aldeles . Saa , der er han ! Jeg tænker , 
det er ester mig han seer . “ 
Men Grev Villiam gik forbi dem Begge , uden at tilkaste 
dem et eneste Blik , hvilket syntes at saare dem meget , hvorfor 
Frøken Lindeborg sagde i en skarp Tone , da han standsede foran 
Mira og Frøken Vallø : 
„ Hvor han er blevet mager og bleg , siden sin Udenlandsreise . 
Der er ikke mange , der holde af ham . Han er saa indesluttet . “ 
Imidlertid 
stod Baron Silgestrøm i en Vinduesfordybning 
i Nærheden af de unge Mennesker og stirrede paa dem med et 
alvorligt Blik , snart pressende sine Læber tæt sammen , snart 
smilende , som vilde han sige : 
„ Hvad kommer det mig ved ! “ — 
Men alligevel vedblev hans Blik at hvile paa dem , til de 
skiltes ad og Mira , der fik Øie paa ham , nærmede stg . 
„ Naa Barn , hvorledes morer Du Dig iaften ? — Godt , 
hvis jeg skal dømme af dit smilende , lille Ansigt . “ 
„ Ja , “ svarede Mira tøvende . „ Jeg er meget fornøiet over 
at have gjort Frøken Hallings Bekjendtskab . Det er en sød 
ung Pige . Saae De hende ? Det var d^sn Dame , Grev Villiam 
og jeg talte med nylig . “ 
„ Hun saae meget ned ud , dog troede jeg ikke , Du og Grev 
Villiam havde Øie derfor . Men vi bør ikke dømme efter 
Skinnet . “ 
„ Nei , det vilde være Uret . Jeg frygter , at de , der gjøre 
det , ofte tage feil . “ 
„ Udentvivl , Barn . “ 

Næste Dag aflagde Grevinde Cederskøld et Besøg hos 
Fru Grafstrøm . 
Hun fandt Beate i livlig Samtale med en Syjomfru i 
Anledning af hendes Sørgedragt , medens Fru Grafstrøm hvilede 
paa Sofaen i en liggende Stilling og gav dem sine gøde Raad . 
„ Goddag , kjære Adelyeid ! Tilgiv at jeg bliver liggende , 
men jeg er saa svag idag , “ sagde Fru Grafstrøm med et træt 
Smiil . „ Jeg elskede min stakkels Broder Frederik saa høit , 
som Du veed . Han var altid en god Broder ligeoverfor mig . — 
Nei , lille Anna , De maa ikke trække Tøiet saa meget ! — Ja , 
jeg elskede ham rigtignok høit ; vi vare altid gøde Venner . — 
Jeg troer , De maa gjøre den lidt længere , Anna . Saadan , det 
er godt . “ 
„ Hvad mener Du , Adelheid ? “ spurgte Beate 
„ Aa , jeg tænker den er lang nok , “ svarede denne koldt , 
da hun ikke kunde forstaae , de havde saa megen Tanke for deres 
Dragter og saa lidt for ham , for hvis Skyld de skulde bære dem , 
„ Fru Axelson var her i Morges og ønskede at tale med 
mig ; men jeg afslog at see hende , som Du kan begribe . Jeg 
vil ikke staa i nogensomhelst Forbindelse med bende , da Frederik 
aldrig kunde lide bende , ja , jeg kan næsten sige , da han hadede 
hende . — Ødelæg ikke Baandene , Anna , seer De ikke , De staaer 
paa dem ! Tag dem op og læg dem paa Bordet . -— Men jeg 
glemmer hvad jeg vilde sige ; jeg lod Anna underrette hende om , 
at jeg ikke kunde see hende , da hun meget godt vidste at Oberst 
Adlersparre , medens han endnu var slive , ikke ønskede , jeg skulde 
bolde Omgang med kende . Men hvad Svar troer Du vel , hun 
sendte mig gjennem Anna ? “ — 
„ Siig til Fru Grafstrøm , jeg er ikke kommet for at see til 

hende , men kun for at høre noget om min stakkels Broders 
Død . Jeg vil gjerne vide , hvem der var hos ham i hans sidste 
Stund . “ 
„ Forstaaer Du ? — Hun vidste godt , stakkels Frederik 
døde langt borte fra alle dem , der elskede ham ; men deler ikke 
vor Feil . Der er vist neppe nogen , der havde havt Mod til 
at flytte ud paa Landet for at bo ganske ene med en gammel 
gnaven Pebersvend . Nei , da han skrev til mig og Beate om , 
at vi skulde komme og være hos ham , afslog jeg det med Beslemthed 
og Beate forsikrede mig , hun vilde for ingen Priis 
leve ude paa Landet . “ 
» Nei , jeg havde paa ingen Maade taget derud , “ forsikrede 
Beate idet hun betragtede sig i Speilet . „ Jeg havde aldrig 
holdt det ud . Onkel Frederik var den mest kjedelige og gnavne 
Pebersvend , man kunde tænke sig , altid » rippende , altid skjældende . 
— Aa , ræk mig Saxen , Anna . “ 
„ Og hvad mener Du vel om Fru Axelson , hun var allerede 
i dyb Sorg ! Jeg er vis paa , Frederik forbød hende det , dersom 
det stod i hans Magt . Hun burde dog have havt saa megen 
Følelse , ikke at tage en saadan Dragt paa , før jeg og Beate , 
som ere de eneste Arvinger , have iført os vore . Men hun har 
aldrig havt Takt , derfor handler hun , som hun gjør . “ 
Grevinde Cederskøld var rød af Vrede , men hun forsøgte 
at bekæmpe den og sagde koldt : 
„ Veed Du , hvor Fru Axelson boer ? Jeg vil tage hen og 
aflægge hende et Besøg . Jeg har tænkt derpaa siden jeg hørte , 
Oberst Adlersparre var død , og at Du var hans eneste Arving , 
skjøndt han havde endnu en Søster , som han ganske har glemt . 
Da jeg hørte om al denne Uretfærdighed imod den kjærlige , 

blide Fru Axelson — jeg , som veed , hvor lidt hun fortjener at 
behandles paa denne Maade af Nogen , mindst af hendes egne 
Nærmeste — sagde jeg strax til Cederskøld , jeg vilde gaae op 
til hende ; thi jeg hader Uret , og jeg har aldrig hørt Nogen 
handle mere uretfærdig end Oberst Adlersparre har gjort i dette 
Tilfælde . Du maa tilgive mig , at jeg taler saa lige ud , men 
Du veed jo , jeg maa sige min Mening , og det gjorde mig saa 
ondt at høre alt dette . Min eneste Trøst var , og det sagde jeg 
ogsaa til Cederskøld : 
» Kjære Ven , jeg er vis paa , Fru Grafstrøm aldrig vil tillade 
en saadan Uretfærdighed . Hun deler naturligviis Arven 
med sin Søster , der er meget mere trængende end hun , som 
kun har et Barn og Alt , hvad hun skal bruge . “ — 
„ Men hvor kunde Du tale saa ufornuftigt ! Jeg har jo 
ingen mulig Ret ti ! at handle saaledes , “ udbrød Fru Grafstrøm 
forbavset , medens Beate vendte sig fra Speilet og stirrede paa 
Grevinde Cederskøld med aabne Øine . „ Det synes næsten , Du 
har glemt , at Oberst Adlersparre netop har efterladt mig hele 
fin Formue , fordi kan ikke ønskede Fru Axelson skulde have saa 
meget som en Skilling af den . Og det synes næsten ogsaa , Du 
har glemt , jeg har en Datter , som det er min Pligt at sørge 
for , en Datter , hvis Opdragelse har været saa vidt forskjellig 
fra Fru Axelsons Børns som Dag og Nat . Beate kunde ikke 
udholde at bære noget Savn ; og jeg er altfor glad ved at vide , 
jeg nu kan bevare hende derfor , saa jeg ikke selv vil gaae hen 
og berøve hende det , der med Rette engang bør tilfalde hende . 
Nei , kjære Adelheid , Du viser altfor tydelig i delte Tilfælde , at 
Du selv ingen Børn har , ellers kunde Du aldrig have tænkt 
eller talt saaledes “ 

„ Tro mig , jeg vilde alligevel ikke blot have tænkt og talt , 
men ogsaa handlet saaledes ! “ udbrød Grevinde Cederskøld med 
Varme . „ Jeg vilde ikke have betænkt mig et Minut , selv om 
jeg havde havt Børn , og ligesaa lidt vilde Cederskøld have 
gjort det . Hvor kunde jeg have gjort Brug af saadanne uretfærdige 
Penge , umuligt ! “ 
„ Hvis Du behager , ville vi ikke tale mere om denne Gjenstand , “ 
sagde Fru Grafstrøm med en fornærmet Mine . „ Vore 
Meninger ere saa forskjellige , ikke blot i delte , men jeg tør sige , 
i alle Tilfælde , lad os derfor ikke trættes ; men lad enhver af 
os handle , som hun behager og som hun har Ret til at gjøre . 
— Frøken Lindeborg har netop været her . Hun fortalte os , 
hun havde moret sig overordentlig hos Dig igaar Aftes . Hun 
talte ogsaa meget om en Frøken Halling , som var saa besynderlig . 
Hvor har Du gjort hendes Bekjendtskab ? Jeg har aldrig 
hørt Dig omtale hende . “ 
„ Jeg kan ikke forstaa , hvorfor Frøken Lindeborg kalder 
hende besynderlig , da hun tvertimod er en meget vakker ung 
Pige , saa vakker , at jeg skulde ønske alle unge Piger vare lig 
hende . “ 
„ Et meget smigrende Ønske for os andre ! “ udbrød Beate , 
rødmende af Vrede . „ Men maa jeg bede om at ligne mig selv ; 
det tænker jeg tjener mig bedsk “ 
„ Vil Du gjøre mig den Tjeneste at give mig Fru AxelsonS 
Adresse , saa vil jeg tage op til hende for Middag , ' sagde 
Grevinde Cederskøld rolig . 
„ Ja , inderlig gjerne , dersom jeg kjendte den . Men Gud 
maa vide , hvor hun boer . Jeg er bange , det er i et Kvarteer , 
Du neppe vover Dig til , “ svarede Fru Grafstrøm spydigt . 

Grevinde Cederskøld gav intet Svar . Hun reiste sig hurtigt , 
sagde nogle ligegyldige Ord til Beate angaaende dennes Dragt 
og tog derpaa Afsked , idet hun lod de to Damer tilbage i den største 
Vrede medens hun , med et foragteligt Smiil paa sine smukke 
Læber , begav sig til Frøken Søtherberg , som hun ikke havde 
seet længe . 
Hun fandt hende svagere end nogensinde , men ogsaa mere 
tilfreds og det var i Sandhed meget behageligt at besøge en 
saadan Syg . 
Da hun havde været der noget , kom Doctor Odman , der » 
efter som sædvanligt at have afslaaet at sidde ned og alligevel 
gjort det , begyndte at tale om det Ene og det Andet og tilsidst 
udbrød : 
„ Naa , hvad mener De om gamle Oberst Adlersparre , stolte 
Nar , ufornuftige Pebersvend ! Havde jeg været hans Læge . . . . 
Men jeg vil ikke tale ud ; Fru Axelson bad mig ikke tale paa 
den Maade om hendes Broder , da jeg sagde det samme til hende , 
dumme , gamle Fyr , som jeg er . “ 
„ Kjære Doctor Odman , “ sagde hun , „ De maa ikke tale 
om min Broder paa den Maade , idetmindste ikke i min Nærværelse . 
Jeg kan ikke taale at høre det . “ 
„ Hun saae ned for at skjule sine Taarer ; men jeg svarede , 
thi jeg er en uforbederlig gammel Nar : 
„ Hvor kan De græde over den uretfærdige gamle Pebersvend ; 
han er ikke Deres Taarer værd . Han som . . . . “ 
„ Jeg beder Dem . tal ikke ud ! “ sagde hun bebreidende . 
„ Del skulde gjøre mig ondt , om Børnene hørte Deres haarde 
Dom over den Onkel , jeg har lært dem at elske . Hvorledes 
kan De have Ret til at dømme ham , som De gjør ; De kjender 

jo ikke vore Familieanliggender . Min Broder har ikke handlet 
uretfærdigt imod mig ; nei , han har ikke , og jeg vil ikke tillade 
Nogen , selv ikke Dem , min gamle Ven , at tale ondt om ham . “ 
„ Ja , saaledes sagde hun , stakkels Dame , og jeg manglede 
Mod til at gjendrive hende ; thi det er glædeligt , meget glædeligt , 
at høre saadanne Ord fra et Hjerte , der er blevet behandlet saa 
uretfærdigt som hendes . Derfor tav jeg ogsaa , skjøndt der var 
meget , jeg havde Lyst til at sige . “ 
„ Jeg er rigtig glad over , at De har omtalt Fru Axelson , 
Doctor Ødman , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Jeg kommer 
netop fra Fru Grafstrøm , som jeg bad om at give mig Søsterens 
Adresse ; dog hun kjendte den ikke . Men nu kan De sige mig 
den , saa vil jeg strax gaae til hende . “ 
„ De ? — Hum ! Hum ! “ 
„ Ja , jeg , Doctor Ødman ! Hvorfor siger De „ Hum ! Hum ! “ 
med saadan en tankefuld Mine ? Troer De maaskee , De er den 
Eneste , der har Ret til at besøge hende ; da maa jeg forsikkre 
Dem , De er paa Vildspor . Derfor , kjære Ven , hendes Adresse . “ 
„ Jeg maa tilstaae , jeg giver den nødig , “ sagde Doctor 
Ødman og dreiede sin Stok i en Rundkreds . . Jeg troer ikke , 
hun holder af at blive forstyrret i sin Ensomhed , og hvorfor 
fkal saa netop jeg , som jeg nok tør sige , er hendes eneste Ven , 
give Dem den . “ 
„ Jeg har aldrig før hørt Mage til Tale ! Men De kommer 
ikke herfra før De har givet mig den . Troer De det ikke ? — 
hun reiste sig smilende , aflaasede Døren og puttede Nøglen i 
Lommen . „ Naa , Doctor Ødman , hvor boer saa Fru Axelson ? “ 
, Aa , jeg er ikke blevet saa gammel , som jeger , for Ingenting , “ 
svarede Doctoren halvt vred , halvt smilende . „ Jeg siger 

ikke et Ord , heller ikke har jeg isinde at blive her i Fangenskab . 
Pas paa ! “ Han løb ud ad den anden Dør , som Grevinde 
Cederskøld ikke havde tænkt paa , saa hurtigt som et ungt Menneske , 
før hun kunde forhindre det . 
„ Hvad siger De til det , kjære Frøken Søtherberg , troer De 
det var vor gamle Doctor , som løb saa hurtigt bort ? — Men 
jeg forsikkrer Dem , han skal dog sige mig Fru Axelsons Adresse , 
før denne Uge er omme . Og nu maa jeg hjem . De er vist 
kjed af mig og min Sladdren , og det har De Grund til . “ 
„ Tvertimod , det har været mig en Opmuntring at høre 
paa Dem , og det skal glæde mig , om De snart igjen vil besøge 
mig . “ 
„ Vær vis derpaa . Men nu maa jeg først passe mit Snit 
til at frarøve Doctor Ødman hans kostbare Hemmelighed . Farvel 
saa længe . “ Hun rakte Frøken Søtherberg begge sine Hænder 
og tog smilende Afsked . 
Hun havde neppe lukket Døren efter sig , før den anden 
Dør , gjennem hvilken Doctoren var forsvundet , blev aabnet og 
denne traadte ind , idet han saae sig om med et speidende Blik . 
„ Hum ! hun er gaaet . Hum ! “ — Han satte sig igjen 
ved Siden af Frøken Søtherberg . 
. Hvorfor vil De ikke give Grevinde Cederskøld Adressen ? “ 
spurgte Rose smilende . „ De kan være sikker paa , hun alligevel 
faaer den . Mira siger , naar hun en Gang har sat sig noget i 
Hovedet , kan . . . “ 
„ Djævlen selv ikke faae det ud igjen ! Men veed De , hvem 
der er Djævlens Mester ? “ 
„ Nei , Doctor , jeg maa tilstaa , jeg er meget uvidende i 
den Retning . “ 

„ Godt , laa skal jeg sige Dem det . Djævlens Mester er 
den , hvis Villie er stærkere end Djævlens . Men jeg kom tilbage 
for at give Dem Fru AxelsonS Adresse . “ Han trak et 
lille Stykke Papir op af Lommen og skrev nogle Linier derpaa . 
„ Der er den . Nu kan De give den til Grevinde Cederskold , 
hvis De vil , naar hun kommer her igjen . Jeg vil ikke 
gjøre det , jeg maa holde mit Ord . Men den Tanke slog mig , 
saa snart jjeg var flygtet ud af Døren , hvad om hun kunde 
blive Fru Axelson til Nytte paa en eller anden Maade ? — 
Derfor kom jeg igjen . Gjør nu , hvad De vil , med Papiret , 
Frøken Søtherberg , men gjør det snart , hum ! — Ja , Farvel . “ 
Syngende : 
„ Jeg veed , jeg veed , jeg veed et Hjerte , 
Som banker . . . 
forlod han Værelset , medens Rose puttede det lille Papir i en 
Konvolut og sendte det til Grevinde Cederskøld . 
Mira sad og spillede , da Grev Villiam traadte ind . 
„ Lad mig endelig ikke forstyrre Dem , “ sagde han . „ De 
veed , hvormeget jeg holder af Musik , vedbliv derfor endelig at 
spille , jeg vil sidde ned og lytte . “ 
Han tog Plads ved et Vindue , medens Mira smilende 
fortsatte sit Spil , men ingen af dem syntes at tænke paa selve 
Musiken . Greven stirrede med et tankefuldt Blik paa den smukke 
Skikkelse , der sad ved Instrumentet ; Mira saae med en fraværende 
Mine paa de gamle Portraiter , som hang paa Væggen 

foran hende . Begge vare saa optagne af deres Tanker , at de ikke 
lagde Mærke til Baron Silgestroms Indtrædelse . 
Da han fik Øie paa Grev Villiam , der sad og saae paa 
Mira , gik han et Skridt tilbage i den Hensigt at forlade Værelset , 
useet som han var kommet ; men i det Samme “ vendte 
Mira sig mod Greven og sagde : 
„ Jeg ønsker at tale aabent med Dem om noget , der ligger 
mig paa Hjertet , Grev Villiam . “ 
„ Grev Villiam ! — Hvorfor kalder De mig saaledes Mira ? 
Har jeg maaskee fornærmet Dem , uden selv at vide det ? Hvorfor 
siger De ikke Villiam , som De pleier . Siig Villiam , ellers 
er jeg nødt til at kalde Dem Frøken Grotte . Men det ønsker 
De maaskee ? -— Nu , Frøken Grotte , tal aabent til mig . Jeg 
hører efter . “ 
„ Hvor De er ufornuftig , Villiam . » Jeg har ikke tænkt paa 
at fornærme Dem ; men . . . . “ 
„ Stille , Barn . Du maa holde Din lille Tilstaaelse hos 
Dig selv , til jeg er gaaet , “ sagde Baronen koldt . „ Jeg kan 
forstaae , Du ikke ønsker en Tredie skal høre den . Men Du 
skal snart blive af med mig . Jeg kom kun for at invitere Dig 
til Concerten i Aften . Det er Alt . “ 
Han bukkede koldt for den unge Greve , der stirrede forbauset 
ester ham til Døren var lukket og hans Trin hendøde 
i Corridoren . 
„ Hvad var der iveien med ham ? “ spurgte han Mira . 
„ Det lod næsten til , han var vred paa en af os , skjøndt vi ikke 
sagde et eneste Ord . Kom Mira , sid ned og fortæl mig , hvad 
De har paa Hjertet , som om vi ikke vare blevne afbrudte af Nogen . “ 
„ Nei , Grev Villiam , “ svarede Mira ængstlig , med Øinene 

hvilende paa Døren , gjennem hvilken Baron Silgestrøm var 
forsvundet . „ Jeg har Intet at sige Dem . “ 
„ Intet , Frøken Grotte ? — Godt , det er det Samme som : 
Gaae . De generer mig ! For et Øieblik siden sagde De , De 
ønskede at tale aabent med mig . Nu har De Intet at sige 
mig ; men jeg har Noget at sige Dem . Tag Dem i Agt , 
Mira , De er paa Vei til at blive lunefuld . Men Mira , dersom 
De vidste , hvor ubehagelig en lunefuld Kvinde er , hvorledes 
alle hendes gode Egenskaber lidt efter lidt blive tilintetgjorte , 
til hun bliver saa forandret , at Ingen kan gjenkjende 
hende . Dersom De vidste det , Mira , vilde de vende om , medens 
det endnu er Tid . “ 
Men Mira hørte ikke hans Ord . Hun stirrede paa Døren ; 
hun syntes at lytte , og da Grev Villiam havde endt sin 
lille moralske Prædiken og alt blev stille , vendte hun sig hurtigt 
om mod ham og sagde bestemt : 
„ Villiam , De maa forlade mig . Gaae , min Ven , gaae ! “ 
„ Ja , jeg forstaaer Dem , “ svarede han koldt . „ Det er 
de rette Tegn . Maaskee Øe har Hovedpine som Beate , naar 
hun ikke kan saae sin Villie . O , Kvinderne , Kvinderne ! Men 
jeg vil ikke gaae . Øe kan ikke forbyde mig at blive her , saa 
længe jeg behager , ' Han satte sig ned ved Instrumentet og 
begyndte at spille . 
„ Nei , jeg kan ikke forbyde Dem at blive , men jeg kan selv 
gaae , og det vil jeg gjøre . Jeg er ikke lunefuld , som Øe siger ; 
men jeg er . . . . “ 
„ Men Øe er . . . hvorfor standser Øe ? “ 
„ Farvel , Villiam ! ' 

„ Stop , Mira ! Øe maa ikke forlade Værelset for min Skyld . 
Jeg gaaer strax . “ 
Men Mira havde allerede lukket Døren efter sig og gik 
til sit eget Værelse ; men for hun naaede det , mødte hun Baronen , 
som var paaklædt til at gaae ud . 
Han standsede foran hende og sagde sarkastisk : 
„ Hvad Barn , det seer næsten ud , som om Du flygtede 
fra din Ven . Jeg haaber ikke , jeg uden selv at vide det , er 
den uskyldige Aarsag dertil . Du behøver ikke at frygte for mig , 
stig ham alt , hvad Du har paa dit Hjerte , jeg skal ikke mere 
afbryde Eder . Nu gaaer jeg , som Du seer , ud . Farvel , Barn . 
Tal aabent med din Ven . “ Han vendte sig og vilde gaae ; 
men Mira standsede ham og sagde : 
. Nei De maa ikke forlade mig saaledes ! Jeg forsikkrer 
Dem , jeg havde intet paa Hjertet , jeg vilde fortælle Grev Villiam ; 
Intet . “ — 
„ Intet , Barn ? — Hvad meente Du da , da Du sagde , 
Du ønskede at tale aabent med ham om Nogel , Du havde paa 
Hjertet ? — Men dit Noget er maaskee det Samme som andre 
Folks Intet , eller Du vilde maaskee kun spøge lidt med ham . 
Godt , Barn , jeg vil ikke forhindre Dig deri . Gaae , men husk 
paa , der er en Feil , der er større end alle andre , og det er 
ikke at holde sig til Sandheden . Barn , Barn , Du maa altid 
tale Sandhed ! Glem ikke , Usandhed er Moder til alle andre Feil . “ 
Han forlod hende med et strengt Blik . 
„ Jeg tale Usandhed ! “ raabte hun heftig da hun var 
blevet ene . 
„ Du maa tale Sandhed . “ — 
„ Som om jeg havde talt Usandhed . — O , Baron Silgestrøm , 

hvor uretfærdig De altid er imod mig ! Og jeg , som elsker 
ham saa høit . — Men han vil aldrig forstaae mig . Han 
forlod mig uden at sige et venligt Ord , skjøndt han har saaret 
mig saa dybt . Jeg vil ikke tale til ham . Jeg vil være tavs 
hele Dagen , men jeg vil sige ham , hvor uretfærdig han har 
været mød mig . Jeg vil . . . . Nei , jeg vil ikke ! Han er saa 
god , saa retfærdig , han vil snart angre sine haarde Ord til mig . 
Derfor vil jeg ikke mere tænke paa dem . Jeg vil gaae til Rose . 
Hun veed at trøste , naar man er bedrøvet . “ 
Grev Villiam , som hele Tiden havde ventet , Mira vilde 
komme tilbage , blev endelig utaalmodig , da han saae , han havde 
taget feil , og reisfe sig med en fornærmet Mine . 
„ Det er tydeligt , jeg gjør hende ikke Uret ; hun er virkelig 
paa Vei til at blive lunefuld . Det gjør mig ondt ; thi selv nu 
søler jeg , hvor høit jeg elsker hende . Stakkels Lille ! Naar hun 
blot vidste hvor ubehagelig en lunefuld Kvinde er . Min egen 
Moder var meget lunefuld . Det husker jeg godt , skjøndt jeg 
var et Barn , da hun døde . Hun kunde blive vred over ingen 
Ting , naar hun var i det Lune , og min stakkels Fader . . . . 
Jeg maa lee , naar jeg tænker paa hans Ansigt , naar Vinden 
blæste fra den Kant . Han vidste neppe om han turde sidde , 
staae eller gaae . Alt hvad han gjorde , var galt . “ 
„ Men jeg vil ikke vente længer paa Mira . Holde vi ikke en 
Kvinde i Tømme , medens det endnu er Tid , vtl hun snart tage 
Kommandoen fra oS . Derfor vil jeg gaae . Hun maa ikke 
bilde sig ind , jeg venter paa hende , den kjære , lille Pige . “ 
Han greb fin Hat , gik hen til Døren , men standsede der 
med en tankefuld Mine . 
„ Alligevel har jeg stor Lyst til at see hende , før jeg gaaer . 

Men hvorledes ? -— Jeg vil banke paa hendes Dør og bede 
hende komme ud et Øieblik . Men jeg maae alligevel lade hende 
mærke , jeg er vred , ellers bliver hun min Herre før jeg veed 
et Ord deraf . “ 
Han forlod Værelset , gik hen til Miras Dør og bankede 
sagte paa . 
„ Mira , De gjør mig en stor Tjeneste , hvis De kommer ud 
et Øieblik . Jeg vil gjerne sige Farvel til Dem . Jeg haaber , 
De ikke er vred paa mig . Jeg mener , jeg vil ikke være vred 
paa Dem , hvis De kommer ud . “ 
Men Mira svarede ikke . Hun var ikke i sit Værelset men 
var allerede gaaet til Frøken Søtherberg . 
„ Godt ! hvis De ikke vil svare mig , gaaer jeg uden at see 
Dem . Men glem ikke , hvad jeg sagde før , De er paa Vei til 
at blive . . . . De veed , hvad jeg mener . Farvel , Mira . Jeg 
er ikke mere . . . . De maa ikke mere vöere vred paa mig . “ 
Han sukkede , maaskee over sin egen Svaghed , og forlod Huset . 
Imidlertid var Baron Silgesfrøm naaet hen til Frøken 
Søtherberg , der modtog ham med saa venligt et Smiil , at det 
tydeligt nok viste , hvor glad hun var ved at see ham . 
Han lagde sin smukke Bouket taus paa Bordet , satte sig 
ned ved Siden af hende og spurgte deeltagende : 
„ Hvorledes har De det idag ? “ 
„ Tak , jeg har det rigtig godt . Og Doctor Ødman var 
øgsaa mere tilfreds med mig idag , end han har været lige siden 
jeg blev syg . Jeg bliver nok snart fuldkommen rask igjen . 
Men hvor det er en smuk Bouket . O , lad mig sige Dem , hvor 
stor en Glæde , De gjør mig med disse Blomster ! Jeg troer , 
De vil engang , naar jeg ikke er mere , glæde Dem ved at tænke 

derpaa . Naar De blot vidste , hvor det er mig en Adspredelse 
at see paa disse kjære Smaa , at tale med dem , naar jeg er 
ene . Det er som havde de Liv , vare de Børn , til hvem jeg 
kunde fortælle alle mine eensomme Tanker . “ 
„ Jeg kan ikke sige Dem , Baron Silgestrøm , hvor meget 
jeg holder af Blomster . Da jeg var et Barn , kunde jeg more 
mig en heel Dag med at sidde i vor lille Have og tale med 
mine kjære Blomster . Jeg kunde fortælle dem det ene Eventyr 
ester det andet , og jeg syntes altid , de til Gjengjæld fortalte 
mig nøgle igjen , meget smukkere end mine egne . “ 
„ De ligner Mira i denne Retning , “ sagde Baronen . „ Hun 
holder ogsaa meget af Blomster . Jeg kan huske , jeg fandt 
hende engang , da hun var et Barn , i dyb Samtale med et 
stort Blomsterbed . “ 
„ Jeg nærmede mig lydløsf , da jeg vidste , hun vilde flygte , 
naar hun fik Øie paa mig , og hørte hende sige til en rød Rosenbusk , 
der stod og bredte sig i Midten af Bedet : 
„ Hvis Du vil høre , Frøken , skal jeg synge en Sang om 
en Sommerfugl , som ikke kunde lide at nogen var smukkere end 
den ; for jeg troer næsten , Du hører til den samme Slags 
Folk , siden Du skjuler alle de andre smukke Blomster , der ere 
mindre end Du , med dine grønne Grene . See blot , hvor Du 
har skjult min kjære lille Ranunkel . Fy , Du . . - “ 
» Her fik hun Øie paa mig , og da jeg smilede ad hendes 
halvt forbausede , halvt fornærmede Mine , udbrød hun rødmende 
af Vrede : 
„ De burde ikke have lyttet , Baron Silgestrøm I Nei , De 
burde ikke have lyttet . “ Og hun forlod Haven med en Drønnings 
Mine . Men der kommer hun . Naa Barn , Du seer jo 

lige saa rød ud som Roserne fra din Barndom . Kom , sid her 
ved Siden af din Søster . Jeg kan sætte mig i den store 
Lænestol . “ 
Og for første Gang siden Baron Silgestrøm havde gjort 
Frøken Søtherbergs Bekjendtskab , gik han ikke , som han pleiede , 
da Mira kom . 
„ Takl “ sagde Mira . „ Men De skulde ikke have sliftet 
Plads for min Skyld . O , hvilken en smuk Bouket ! “ Hun greb 
den og skjulte sit rødmende Ansigt bag de duftende Blomster . 
„ Hvor jeg skulde ønske at have en saadan . “ 
Hun slandsede skamfuld over de ubesindige Ord , der vare 
undslupne hende , og tilføiede , idet hun hurtig lagde Bouketten 
paa Bordet : 
„ Nei , jeg vil ikke have den ! Jeg talte uden at tænke . “ 
Men Baronen og Rose syntes ikke at have hørt hende , 
De talte om andre Ting , og snart efter vare de alle tre i dyb 
Samtale om Nyhederne i de sidste Blade . 
Mira havde glemt sin Vrede mod Baron Silgestrøm , og 
han havde ogsaa , som det lod til , glemt sin mod hende . Alt 
var Fred og Harmoni , da med et Døren gik op og Grev Villiam , 
der var kommet for at aflægge Frøken Søtherberg en 
Visit , traadte ind . 
„ Maa jeg slutte mig til Selskabet , “ sagde han og satte 
sig ned . „ Det lader til , vi Alle have faaet den Idee at aflægge 
Dem et Besøg , Frøken Søtherberg . Men jeg maa virkelig bede 
Dem om Tilgivelse , Mira ; jeg har været meget uretfærdig mod 
Dem i mine Tanker . Jeg troede nemlig , De ikke vilde svare 
mig , da jeg stod ved Deres Dør og sagde Farvel til Dem ; nu 
seer jeg , De har været lovlig undskyldt . Jeg maa lee af mig 

selv : jeg blev saa vred paa Dem , at jeg lovede , ikke at tale til 
Dem de første fjorten Dage . ' 
„ Nu , det maa jeg fige , naar De straffer , straffer De meget 
haardt , “ sagde Baronen sarkastisk . „ Det var en Lykke for 
den stakkels Mira , at De tog feil . Og nu , kjære Frøken Søtherberg , 
vil jeg overlade Dem til Grev Villiams behagelige 
Selskab ; thi jeg haaber , han ikke har isinde at straffe Dem saa 
strengt som han havde bestemt at gjøre ved vor lille Mira . 
Farvel , Allesammen ! “ 
„ Jeg kan ikke gjenkjende Baron Silgestrøm i Dag ! “ udbrød 
Greven , da de vare blevne ene . „ Han har aldrig før 
været saa sarkastisk . “ 
Men ingen af Damerne svarede ham og alle tre sade tause 
en Stund . Efter en Tid reiste han sig og tog Afsked med en 
tankefuld Mine . 
„ Man skulde næsten tro , Baronen og Greven havde imod 
hinanden , “ sagde Rose med et spørgende Blik paa Mira . „ Det 
skulde gjøre mig meget ondt , om Baron Silgestrøm virkelig ikke 
holder af den unge Mand , da Du . . . “ hun tøvede et Øieblik ; 
men vedblev derpaa frygtsomt : „ Jeg froer Du vilde være 
mere tilfreds , hvis Baronen holdt af Grev Villiam . “ 
„ Jeg ? “ — udbrød Mira rødmende . „ Jeg forstaaer Dig 
ikke . Men Du tager feil , hvis Du froer af Baron Silgestrøm 
og Grev Villiam have imod hinanden . Jeg froer tvertimod , de 
ere meget gode Venner . Men selv om de ikke var det , kan jeg 
ikke forstaae , hvorfor det skulde gjøre mig ondt . “ — 
„ Forstaaer Du ikke det . Naa , jeg har jo lovet Dig , ikke 
af spørge om denne Gjenstand , og jeg vil holde mit Ord . Har 

Du nylig talt med Grevinde Cederskøld og fortalte hun Dig 
ikke , af hun havde besøgt Fru Axelson ? “ 
„ Nei , jeg har ikke seet Adelheid siden det store Selskab , 
jeg fortalte Dig om , sidst jeg var her . Men jeg tænker , hun 
har været hos Fru Axelson , da hun allerede den Aften sagde , 
hun snarest muligt vilde aflægge hende et Besøg . Og Adelheid 
pleier at holde sit Ord , naar hun siger noget . “ 
„ Ja , saa har hun nok været der ; thi hun er saa god og 
glemmer vist ikke de af sine Venner , der ere fattige og sorgfulde . 
Hun kommer ogsaa tidt til mig , og jeg er saa glad ved at 
see hende . “ 
Da Mira kom hjem nogle Timer senere , fandt hun en 
smuk Bouket staaende paa sit Sybord . 
Først blev hun meget glad for Blomsterne ; men da hun 
tænkte paa , hvad ber havde fremkaldt denne Gave , blev hun 
skamfuld og tænkte : 
„ Det er mine ubetænksomme Ord , der have givet ham 
Ideen , ellers havde han neppe husker , at jeg ogsaa holder as 
Blomster . Hvorledes kan jeg lakke ham for en saadan Gave ? 
— Jeg vil lade , som jeg ikke har seet den . Hvor jeg skulde 
have holdt meget af Eder , I søde smaae Blomster , naar han 
selv havde tænkt paa at give mig Eder . Nu vil jeg ikke pleie 
Eder for hans Skyld , men fordi jeg holder saa meget af Blomster . “ 
Hun bøiede sig ned og kyssede dem ømt . 
Da hun traf sammen med Baronen ved Middagsbordet , 
sagde hun ikke et Ord om Bouketten . 

Ingen af dem talte meget , men da de stod op fra Bordet 
sagde han : 
„ Jeg . haaber Du husker at gjøre Dig færdig til rette Tid 
i Aften . Concerten begynder Klokken otte . “ 
„ Tak . Men jeg troer , jeg har bedre af at blive hjemme . 
Jeg er ikke ganske rask . “ 
Hun rødmede , thi hust kom til at tænke paa Grev Villiams 
Ord : „ De er paa Veie til at blive lunefuld . “ 
Var det virkelig Tilfældet ? — 
Hun vidste det ikke ; men hun følte , hun kunde ikke modstaa 
at afslaa at gaae til Concerten . 
» Er Du syg , Barn ! “ udbrød han med et ængstligt Blik . 
„ Hvorfor har Du ikke sagt mig det før ? — Og jeg som talte 
om Concerten til Dig . Stakkels Lille , nu seer jeg først Du 
er bleg , meget blegere , end Du er vant til at være . Du 
maa strax gaae til Ro . Jeg skal sende Bud efter Doctor Ødman . 
Hvor tankeløs jeg har været , ikke at see , hvor bleg Du 
er . Kom Barn , Du maa ikke blive her , gaae strax ind og 
søg Hvile . “ 
„ Nei Tak , jeg er ikke saa syg , som De troer . Jeg har 
kun lidt Hovedpine . Jeg vil ikke lægge mig , og De maa ikke 
sende Bud efter Doctor Ødman . Det gaaer snart over , naar 
jeg holder mig rolig . Send ikke Bud efter ham , han vil kun 
lee af mig . “ 
„ Nei , Barn , han vil ikke lee . Denne Gang maa Du lade 
mig raade . Du er saa bleg . Du maa ikke være ligegyldig 
for din Helbred . “ 
Det nyttede ikke , hvad Mira sagde , Baron Silgestrøm gav 

ikke ester . Og Mira , som for første Gang virkelig havde været 
lunefuld , maatte gaae at lægge sig , skjøndt hun aldrig havde 
følt mere Ulyst dertil . 
Men denne Straf , som Baron Silgestrøm paalagde hende 
uden selv at vide det . var til stor Nytte for hende ; thi den 
tilintetgjorde den frodige Plante , vi have givet Navn af Lunefuldhed , 
i Spiren , og hun prøvede aldrig oftere paa at være 
lunefuld . 
Imidlertid var det en tung Dag for hende og værre blev 
det , da vor gamle Ven , Doctor Ødman , traadte ind med sit „ Hum ! “ 
Hun var gjerne flygtet , havde der viist sig en Mulighed 
dertil . Nu maatte hun nøies med at skjule Ansigtet i Puderne . 
„ Naa , hvad er der i Veien ? “ spurgte han og satte sig 
ned ved Sengen . „ Er De syg , maaskee lidt Hovedpine . Hvad ? 
— Hvorledes har Pulsen det , lad mig føle . — Ingen Feber ! 
Hvad er der da i Veien med os ? “ 
„ Ingenting ! Jeg er flet ikke syg . Men Baron Silgestrøm 
vilde ikke tro mig . “ 
„ Hvad , vilde han ikke tro Dem ! — Hvilken en Nar han 
maa være , ikke at tro , naar en forkjælet ung Dame selv siger , 
hun ikke er syg . Som om han ikke vidste , hvor villige de unge 
Damer altid ere til at fortælle os , de ere syge , meget syge , ja , 
værre end Nogen skulde tro . Nei , min kjære Baron , De har , 
som jeg seer , endnu meget at lære ! — Men hvordan har vort 
lille Hoved det ? Gjør det meget ondt ? “ 
„ Ja , lidt , “ svarede Mira rødmende over den Usandhed , 
hun var tvungen til at sige . „ Men De behøver ikke at see til 
mig i Morgen , saa er jeg nok rask . “ 
„ Naa , saa jeg behøver ikke at see til Dem i Morgen . Hvor 

Damerne ere kloge , klogere end deres Læger . Det er mærkeligt 
nok , al de endda sende Bud efter os . Men siden Baron Silgestrøm 
ønsker De skal holde Sengen idag , er det rimeligt jeg 
ogsaa viser , jeg har en Billie . Derfor skal De blive liggende , 
til jeg igjen kommer og seer til Dem . “ 
„ Nei , jeg bliver ikke liggende saalænge ! Jeg har jo sagt , 
jeg ikke er syg . “ 
„ Men De skal alligevel blive liggende . Det vil være rigtig 
godt for Deres Hovedpine . Nu skal jeg fortælle Dem en 
Historie om Hovedpine . Men De maa nu sket ikke tro , jeg 
sigter til Dem med den unge Dame , jeg omtaler . Jeg veed jo 
godt , De er ikke det mindste lunefuld . “ 
„ Der var engang en ung , lunefuld Dame , der altid fortalte 
Folk , hun havde Hovedpine , naar hun var i ondt Lune . “ 
„ Nei , jeg vil ikke høre Deres Historie ! “ raabte Mira heftig . 
, De maa forlade mig ; jeg vil prøve paa at sove lidt . 
Gaae , kjære Doctor , for jeg vil ikke høre Deres Historie . “ 
„ See , see ! “ sagde den gode Doctor med et forskagent 
Smiil , „ vidsle jeg ikke , De var saa fornuftig og klog en ung 
Pige , som aldrig har været lunefuld , vilde jeg sandelig tro , 
De var saadan en Person som den unge Dame , jeg netop vilde 
fortælle Dem om , siden De paa ingen Maade vil tillade mig 
af give min uskyldige Fortælling til Bedste . “ 
„ Hvor De er skem mod mig idag , “ sagde Mira smilende , 
skjøndt hendes Øine stode fulde af Taarer . „ Men hvis det 
kan tilfredsstille Deres kolde , ufølsomme Hjerte , forsikkrer jeg 
Dem , De kunde aldrig have straffet mig strengere , end De har 
gjort , hvis jeg virkelig var saadan en ung Dame , som De synes 
af mene . Gaae nu , Doctor . De har vundet Seier . Men vær 

vis paa , De skal aldrig oftere faae Leilighed til af straffe mig 
paa saadan Maade . Her er min Haand , hvis De ikke vil afstaae 
saadan en lunefuld ung Dames Haand . Jeg ønsker af 
vise , af vi tiltrods for alt dette er Venner , bedre Venner end 
vi have været nogensinde før . Det var en god Kuur , De lod 
mig gjennemgaae . Jeg tænker den vil kurere mig for bestandig , 
hvis jeg virkelig er lunefuld . Ialfald gjør den ingen Skade . “ 
„ Men jeg kjender Dem for godt til af tro , De er lunefuld . 
Kom med Haanden , saa er alt godt ! — Jeg holder ikke 
af den Slags Folk , som tro , at vi Læger kun skulle helbrede 
deres Legemer . Nei , De forstaaer os meget bedre , efter hvad 
jeg mærker . En Læge har ogsaa Ret til at prøve om han kan 
helbrede sin Patients Sjæl . Men jeg har mange Syge , der 
blive vrede , naar de mærke , jeg tænker mere paa deres Sjæle 
end paa deres Legemer , skjøndt de meget godt vide , jeg i de 
fleste Tilfælde ikke kan helbrede det ene , uden først at have helbredet 
den anden . Naa , nu maa jeg nok gaae . Jeg er , som 
De seer , en gammel Sladderhank , og mærkelig nok har jeg endnu 
ikke kunnet kurere mig selv for denne Sygdom , skjøndt jeg er 
dristig nok til at ville helbrede baade Sjæl og Legeme paa Andre . 
Farvel ! Imorgen kommer jeg igjen og er De saa ikke 
mere syg end nu , skal de saae Lov at staae op . “ Han forlod 
hende med et venligt Nik . 
Lidt efter viste den gamle Huusbestyrerinde sig med den 
lille Bouket i Haanden . Hun satte den paa Bordet ved Miras 
Seng og sagde med et kjærligt Blik paa sin lille Yndling : 
„ Lille Frøken har glemt sine smukke Blomster . Men Baronen 
bad mig bringe dem herind , han ventede De . vilde være 
glad for dem i Deres Eensomhed . Stakkels Lille , . som , er saa 

sygi Naar vi blot kunde blive af med den slemme Hovedpine . 
Jeg veed hvad det vil sige at have Hovedpine , jeg , som altid 
har den ; ofte troer jeg , mit stakkels Hoved skal briste . Men 
vi maa holde det ud , kjære Frøken , skjøndt jeg mangen Gang 
finder det meget haardt , især naar jeg har travlt . Ja , Frøken , 
saa ønsker jeg af mit ganske Hjerte , jeg kunde hvile mit stakkels 
Hoved , kun et Øieblik ; men det lader fig ikke gjøre , vi fattige 
Folk maa arbeide , derfor leve vi , vi maa arbeide enten vi kunne 
eller ikke ; og det er godt , ellers bleve vi sagtens lige saa dovne 
som de fleste rige Folk ; jeg skulde næsten tro det ; for undertiden , 
naar jeg ikke har travlt , som jeg pleier , bliver jeg doven , 
meget doven . Men her staaer jeg og taler med Dem , stakkels 
Lille , som var De fuldkommen rask , skjøndt De har Hovedpine 
og ikke kan taale at høre mig tale . Det kjender jeg saa godt 
fra mig selv . “ 
„ Men , min kjære Jomfru Kullberg , hvorfor har De aldrig 
før sagt mig , De led meget af Hovedpine ! Hvor jeg skammer 
mig ved at ligge her , jeg , der er fuldkommen rask , medens De 
bestandig maa gaae og arbeide , skjøndt De altid er syg og trænger 
til Hvile . Kjære Jomfru Kullberg , jeg kan ikke forstaae , 
hvorfor Menneskenes Lod i Livet er saa forskjellig , skjøndt vi 
alle ere Guds Børn . Kom , sid ned og fortæl mig , hvad Deres 
Mening er herom . “ 
„ Tak , men jeg kan ikke blive længe herinde , De veed , lille 
Frøken , jeg har Pligter , som fordre min Nærværelse . Hvad min 
Mening angaaer , saa har jeg aldrig havt nogen om den Ting , 
thi jeg tænker altid , enhver Ting , som den gode Gud har indrettet , 
maa være god . Han kan ikke tage feil . Hvorfor skulde 
jeg saa ' gjøre mig en Mening derom . Der er vel mange Ting 

i denne Verden , jeg kunde forundre mig over , men jeg vil ikke , 
thi forundrer jeg mig først derover , saa tænker jeg dernæst over 
det , og endelig gaaer jeg videre og siger til mig selv : 
„ Hvorfor har Gud ordnet det saaledes og ikke saaledes ? 
— Hvorfor er al Lykken faldet i hendes Lod og ingen i mit ? 
Er hun maaskee bedre end jeg ? “ 
» Og jeg vilde begynde at forfølge dette stakkels Menneske 
i alle hendes Handlinger , for at udfinde , at hun ikke er saa 
værdig til Guds Godhed , som jeg . Og hvad blev saa tilsidst 
Enden paa denne frugtesløse Forfølgelse ? — At jeg ødelagde 
mit eget Hjerte , fyldte det med Misundelse og Ondskab og tilsidst 
gjorde det værre end hendes , jeg havde forfulgt , fordi jeg 
troede , hun ikke var Guds Naade værd . Nei , Frøken , jeg tænker 
aldrig paa de underlige Ting , jeg seer omkring mig ; jeg 
veed jo , Alt er som det bør være , ellers havde den gode Gud 
ikke indrettet det saaledes ; thi han er retfærdig . “ 
„ Kjære Jomfru Kullberg , hvor jeg skulde ønske , jeg havde 
saa tillidsfuldt og troende et Hjerte som Deres . Men hver Gang 
jeg har talt med Dem , føler jeg , hvor uværdig jeg er til al den 
Godhed , Gud har overøst mig med . Har De aldrig været lunefuld ? 
— Jo , jeg kan læse det i Deres Øine . De har en Gang 
været det . Fortæl mig det . De veed ikke , hvor glad jeg vil 
være ved at høre det . “ 
„ Glad ? — Hvor kan De være glad ved at høre det , som 
jeg har angret hele mit Liv , skjøndt jeg er helbredet for min 
Lunefuldhed for bestandig . “ 
„ Vil De synes , jeg er meget nysgjerrig og ubeskeden , hvis 
jeg beder Dem fortælle mig Deres lille Historie . Jeg vil saa 
gjerne høre den . — Men jeg kan see , De bliver vred . De 

maa tilgive mig , jeg vilde ikke fornærme Dem . Det var ogsaa 
ubetænksomt at komme med saadan en Bøn . “ 
„ Ak nei , jeg maatte være en utaknemmelig gammel Nar , 
hvis jeg et Øieblik troede , De vilde fornærme mig . Hvorledes 
skulde jeg blive vred paa Dem , som aldrig gjør Nogen ondt . 
Nei , jeg tænkte kun paa gamle Tider , kjære Tider , glade Tider , 
sorgfulde Tider . Hvor Tanken dog er forunderlig , at den saaledes 
kan flyve langt bort i Fremtiden og Fortiden . Den gode 
Gud kunde da aldrig give os Mennesker en bedre Gave og paa 
samme Tid en større Straf end vore Tanker , Erindringen om 
alle vore Handlinger , gode og flette , som de have været . Der 
er ingen bedre Ven i Verden , i al Fald for os Gamle , som 
see Livet glide bort indtil det næsten synes som laae det langt , 
langt bag os , medens Evigheden kommer nærmere og nærmere , 
end netop Mindet om Fortiden , kjære Frøken . Men De er 
endnu for ung til at forstaae det , skjøndt det vil komme engang . 
Lad mig derfor give Dem et Raad , tænk altid paa Deres Handlinger , 
før De handler , tænk paa Deres Minder til de gamle 
Dage , at de maa blive rene og smilende ; thi husk paa , de ville 
engang blive Deres eneste Solskin . “ 
„ Men her sidder jeg og taler til Dem lig en Professor i 
Filosofi , stakkels uvidende Skabning , som jeg er , medens De 
lytter til mig , De , som med Rette kunde være min Læremester . 
Jeg har jo kun min Erfaring at øse af ; men den er dyrt kjøbt , 
lille Frøken , det maa De tro . “ 
„ Jeg skulde være vred paa Dem ? — Nei , langt fra , De 
fik mig kun til at tænke paa min Ungdom , da De bad mig 
fortælle min lille Hisforie , og et saadant Tilbageblik giver oS 
altid lidt Smerte , paa samme Tid som det glæder , derfor saae 

jeg vel lidt alvorligere ud , end jeg pleier ; men det var Alt , og 
nu er jeg villig til at fortælle Dem min Hisforie , hvis De vil 
høre den . “ 
„ Tak , kjære Jomfru Kullberg , det vil jeg gjerne . “ 
„ Jeg har jo ogsaa engang været ung , skjøndt jeg nu er 
graa og rynket , og jeg var ikke blot ung , men , jeg tør nok sige 
uden at overdrive , ogsaa meget net . 
„ Jeg var , som De kan begribe , mine Forældres Stolthed ; 
det er jo altid det eneste Barn , hvorfor de ogsaa forkjælede mig 
mere , end de burde have gjort . Min Villie var altid deres ; 
men det vidsle jeg ikke selv , det vilde have gjort mig meget 
ondt ; thi jeg var ikke halvt saa spoleret , som man skulde tro , 
da jeg af Naturen var en god lille Pige og aldrig vilde have 
tænkt paa at gjøre mig til deres Herre , hvis jeg havde anet 
det , jeg , som altid blev saa vred , naar jeg saae andre Børn , 
som havde taget Magten fra deres Forældre . 
„ Men ligegodt var det saaledes og Straffen kom tilsidst . ' — 
„ Det var da jeg var bleven stor . Jeg lignede en rigtig 
Dame , maa De tro ; og min Moder sagde altid naar jeg var 
pyntet : 
„ Hvor Du seer ud , Barn ! Man skulde næsten tro , Du 
var en rigtig Dame . Naa , hvem kan vide , maaskee Du engang 
bliver det . ' 
„ Gud give hun aldrig havde talt til mig vaa den Maade . 
Men Fred være med hende , hun er i Himlen . “ 
„ Ja , ' svarede min Fader . „ Hanne ligner den unge Dame , 
som blev gift med Majoren . Kan Du huske hende ? ' — 
„ Paa den Maade talte De til mig og om mig , og det 
var ikke saa underligt , om jeg blev lidt stolt . 

„ Saa gjorde jeg Bekjendtskab med en Bøssemager , der 
baade var god og smuk , ja , for god til mig . Vi elskede hinanden 
og bleve forlovede . 
„ Mine Forældre vare rigtignok ikke glade , som De kan 
tænke Dem , da de hørte denne Nyhed . De havde jo altid 
troet jeg skulde faae en fornem Mand , og de havde vist aldrig 
givet deres Samtykke , hvis jeg ikke havde taget Herredømmet 
fra dem . som jeg fortalte før . 
„ Wallmark eller Erik , som jeg kaldte ham , var meget godmodig , 
men havde tillige saa fast en Characteer , som vel nogen 
Mand kan have . Han havde altid , som Modsætning til mig , 
været vant til at lyde sine Forældre blindt og behandle dem 
med al den Respect , et Barn bør vise dem . Derfor kunde han 
ikke forstaae og endnu mindre lide den Maade paa hvilken jeg 
behandlede mine stakkels , gamle Forældre , og han skjændte ofte 
paa mig , naar han havde været Vidne til en af disse Scener , 
hvor min Villie , som altid , vandt Seier over deres , og jeg , som 
aldrig før havde anet , jeg var saadant et lunefuldt Pigebarn , 
blev mere og mere utilfreds med mig selv , med ham , med mine 
Forældre og med Alt , hvad der omgav mig . 
„ Tilsidst kom den ulykkelige Dag paa hvilken jeg for beständig 
mistede min kjære Erik . Det var Straffens Dag . O , 
min kjære Frøken , Gud lade aldrig en saadan Dag komme til 
Dem . Men det vil den ikke , De er saa god . — 
„ Det var en Søndag , Erik var kommet , som han pleiede , 
for at gaae en Tour med mig , da han jo arbeidede strengt de 
andre Dage og ingen Tid havde tilovers for Morskab . 
„ Jeg var netop i et meget ondt Lune , mere utilfreds med 
mig selv og den hele Verden end nøgensinde , og da han traadte 

ind , var jeg i Trætte med min Moder om en Hat , hun havde 
negtet mig . 
„ Erik havde sagt den sidste Gang , han var Vidne til en 
saadan Scene : 
. Hvis jeg nogensinde oftere seer Dig behandle dine Forældre , 
som Du har gjort idag , hæver jeg vor Forbindelse . Du 
kjender mig , Ulla , jeg vil holde mit Ord . Jeg skal sige Dig , 
en Datter , som ikke behandler sine Forældre med den Respect 
og Kjærlighed , hun skylder dem , bliver aldrig en god Kone . 
Hun vil behandle sin Mand , som hun behandlede fine Forældre , 
og jeg vil ikke have en Kone , der vil være Herre i Huset ; jeg vil 
selv være Herre . Heller ikke vil jeg have en Kone , jeg ikke kan 
respectere , og jeg kan ikke respectere en Datter , der altid er ulydig 
mod fine Forældre og trættes med dem , til hun faaer sin 
Villie . Ulla , Du veed , hvor høit jeg elsker Dig ; men Du kjender 
ogsaa min bestemte Characteer . Nu har jeg advaret Dig , 
pas paa , ellers faaer det en sørgelig Ende . “ — 
» Saaledes havde han sagt , og jeg havde lagt mig det paa 
Hjertet , thi jeg elskede ham saa høit . Jeg havde ikke været i 
Trætte med mine Forældre siden den Dag , han havde advaret 
mig , før denne ulykkelige Søndag , min Moder negtede at give 
mig en ny Hat . 
„ Men som jeg sagde , Erik traadte netop ind ; han hørte 
vor Uenighed og jeg kan ikke negte , jeg havde som sædvanlig 
det sidste Ord . 
„ Men det var ogsaa den sidste Gang i mit Liv ! thi siden 
den Dag har jeg været som jeg er nu , og De maa selv dømme , 
om jeg nu er lunefuld . — 
„ Ulla , “ sagde Erik bleg , men bestemt . „ Alt er forbi mellem 

os . Du har selv valgt , vi maa skilles . Du veed , jeg har 
advaret Dig . Jeg har meget paa Hjertet , jeg skulde ønske at 
tale om ; men jeg vil ikke gjøre Afskedsøieblikket bittrere end det 
allerede er , jeg vil ikke gjøre Dig Bebreidelser i Anledning af 
det , der er skeet , jeg vil blot sige : 
„ Ulla , Ulla , tag Dig i Agt ! Vend om , medens det endnu 
er Tid . Der er et ulykkeligt lille Ord , vi stakkels Mennesker 
ikke kunne sige uden Anger og Taarer , det er : » For sildigt ! “ — 
Hvor mange Mennesker have ikke raabt det i en ulykkelig Time , 
naar Angeren forsildigt har fyldt deres Hjerter med Sorg . Men 
Du hører endnu ikke til dem , husk det , min egen kjære Ulla . 
Du kan endnu vende om . Gjør det og Fred være med Dig . “ 
„ Han rakte mig begge Hænder ; men jeg kunde ikke see 
det , mine Øine vare blændede af Taarer . 
„ Farvel , Ulla , jeg vil altid elske Dig . Tilgiv mig , at jeg 
holder mit Ord , jeg kan ikke andet . Hvis Du bliver straffet , 
er der En , der ikke bliver det mindre . Ulla , Ulla , hvad har 
Du gjort ! “ — 
„ Han var borte , han havde forladt mig for bestandig . 
Jeg sank om paa en Stol ; mine Been kunde ikke bære mig . 
„ Men jeg vil ikke trætte Dem med min Sorg . Jeg vil 
kun sige : 
„ Han kom aldrig tilbage . Jeg har ikke seet ham siden 
den ulykkelige Dag . Men Herren give , at jeg endnu en Gang 
maa tale med ham i dette Liv . 
„ Tak , Erik , “ vil jeg da sige til ham . „ Nu er jeg , som 
Du ønskede , jeg skulde være , og jeg takker Dig derfor , thi havde 
Du ikke handlet , som Du gjorde , var jeg aldrig blevet anderledes 

end jeg var , ja , maaskee værre . Men takket være Gud 
og Du , haaber jeg nu , Du ikke behøver at skamme Dig over 
mig , naar vi engang mødes i Himlen . 
„ Ja , min kjære lille Frøken , nu er min Historie fortalt . 
Den er meget simpel ; men som jeg sagde før , jeg haaber , den 
faaer endnu et Kapitel , før jeg døer . “ 
Hun tørrede sine Taarer og reiste sig med et veemodigt 
Smiil . 
„ Jeg vil gaae og see om Baronen endnu er hjemme . 
Han længes vist meget efter sin lille Yndling . Men der hører 
jeg hans Trin . “ 
Der blev banket paa Døren og Jomfru Kullberg aabnede 
den paa Klem . 
„ Hvordan har Mira det ? “ spurgte Baronen ængstelig . 
„ Tak , “ svarede Mira venligt . „ Jeg er meget bedre . Jeg 
faaer vist aldrig mere Hovedpine . “ 
„ Godt , Barn ! Gid Du maatte være en lille Sandsigerske 
i dette Tilfælde . Men nu maa Du prøve paa at falde isøvn , 
for ganske at blive rask . “ 
Han forlod atter Døren og Mira sagde til den gamle 
Huusbestyrerinde : 
„ Tak , Jomfru Kullberg , for Deres lærerige lille Historie . 
Der er mangen høitstaaende Dame , der kunde have godt af at 
høre den . Jeg vil idetmindste have stor Nytte af den . “ 
„ Gid det var saavel . Men nu maa De ligge stille og 
prøve paa at sove , som Baronen sagde . “ Jomfru Kullberg 
listede sig bort med et kjærligt Blik paa Mira . 
Nu var hun ene . Hendes Hoved bankede af Tanker til 
hun virkelig fik Hovedpine . Men hun vilde jage den bort ; hun 

reiste sig hurtigt , klædte sig paa og forlod Værelset forsigtigt 
med sin kjære Bouket i Haanden . 
Hun traadte ubemærket ind i Dagligstuen og satte sig ned 
i fin egen Stol ved Vinduet , ester at have stillet Blomsterne paa 
Sybordet , hvor hun havde fundet dem om Formiddagen . Saa 
lukkede hun sine Øine og faldt i Søvn . 
Saaledes fandt Baron Silgestrøm hende , da han kom 
hjem en Time senere . 
Han nærmede sig forbauset og stirrede med et kjærligt 
Blik paa den elskede Skikkelse , som syntes at smile i Drømme . 
„ Kjære Alle ! “ hviskede han . „ Hvorledes er Du kommet 
her ? — Hun sover . Jeg vil ikke vække hende . Hvor hun 
smiler ! Hun drømmer maaskee om sin kjære Villiam . “ En 
Sky lagde sig over hans klare Pande . „ Drøm , Barn . “ sagde 
han veemodigt , „ jeg drømmer ikke mere . “ 
Han vendte sig for at forlade Værelset ubemærket , som 
han var kommet , da en blød Stemme kaldte ham tilbage : 
„ Jeg sover ikke , Baron Silgestrøm . Jeg er vaagen , “ 
sagde Mira . 
Han vendte langsomt tilbage . 
„ Hvorledes er Du kommet her , Barn ? Jeg ventede ikke 
at finde min lille Patient siddende i denne Stol , istedetfor at 
ligge i fin Seng . Hvad betyder det ? “ — 
„ O , det er en heel Historie . Jeg er en Synderinde og 
min Straf skal være , at jeg selv fortæller Dem , hvorledes jeg 
er blevet det . Men lad mig først takke Dem af mit ganske 
Hjerte for de smukke Blomster . Jeg vil gjemme dem , naar de 
ere visnede , til Minde om hvor god og kjærlig De altid har 
været mod mig , skjøndt jeg saa lidet har fortjent det . “ 

„ Og hvad har sat Dig alt dette i Hovedet ? Er det maaskee 
Din Opførsel i Dag ? — Du maa fortælle mig Alt , “ sagde 
Baronen og satte sig ned ved Siden af hende . „ Men vær 
overbeviist om , dersom jeg nogensinde virkelig har været og 
endnu er kjærlig mod Dig , saa er det fordi Du fortjener det , 
min lille skyldfri Synderinde . “ 
„ Skyldfri ! — Men jeg vil fortælle Dem min Synd , saa 
kan De selv dømme . “ 
„ Da jeg idag traf Dem hos Rose , min kjære Rose , mod 
hvem De er saa god , blev jeg vred paa Dem . — De maa 
ikke slirre paa mig med det inderlige Blik , saa kan jeg ikke tilstaae 
min Brøde . 
„ Godt , Barn ! Jeg seer paa Blomsterne . Du kan fortsætte 
din Fortælling . “ 
„ Jeg blev vred paa Dem , da jeg saae den smukke Bouket 
paa Bordet ved Siden af Rose . Jeg tænkte : 
„ Han har givet hende den , han giver hende altid Blomster , 
men mig glemmer han , skjøndt han godt veed , jeg ogsaa 
holder af dem . 
, Ja , kjære Baron Silgestrøm , De har Grund til at blive 
forbauset . Jeg blev misundelig paa min egen kjære Søster , 
som er syg og glæder sig over de Blomster , De giver hende , 
De , som altid er saa kjærlig mod Enhver . Men dersom De 
vidste , hvor jeg har angret det , vilde De ikke blive vred paa mig . “ 
„ Bliv ved , Barn , “ sagde Baronen alvorlig , da Mira 
standsede og saae paa ham med et ængsteligt Blik . 
„ Jeg blev vred paa Dem , “ fortsatte hun med lav Stemme , 
„ fordi jeg troede De holdt mere af Rose end af mig , og jeg 
følte Lyst til at ødelægge de smaa Blomster . 

„ O , dersom De vidste , hvor jeg blev straffe ! , da jeg kom 
hjem og fandt denne smukke Bouket paa mit Sybord . — 
» Men det var kun et Øieblik , saa sagde jeg til mig selv : 
„ Det var mine tankeløse Ord , der gav ham denne Idee , 
ellers havde han aldrig husket paa , at jeg ogsaa holder af 
Blomster . Hvor kan jeg takke ham for en saadan Gave . 
„ Og saa lovede jeg mig selv , ikke at takke Dem , men lade , 
som jeg ikke havde seet Blomsterne . Dog , jeg var ikke tilfreds 
med denne Hævn ; jeg vilde heller ikke følge Dem til Concerten . 
Ja , jeg var , som De seer , lunefuld . Derfor sagde jeg , jeg var 
syg , da De venlig opfordrede mig til at være færdig i rette 
Tid . Men det var Usandhed , jeg var ikke syg . 
„ Nu har jeg fortalt Dem Alt . “ 
' „ Du græder , Barn ! “ udbrød Baronen og greb begge 
hendes Hænder , idet han saae paa hende med et mildt , kjærligt 
Blik . „ Du maa ikke græde . Det er sandt , jeg har gjort Dig 
Uret , Dig , som ogsaa holder af Blomster . Og skjøndt jeg vidste 
det saa godt , gav jeg Dig ingen . Nei , Barn , jeg har i Sandhed 
Intet at tilgive Dig , det er tvertimod Dig , der maa tilgive 
mig . Men det vil Du maaskee ikke ; thi jeg har været meget 
haard og uretfærdig imod Dig denne Dag . “ 
„ Hvor kan De sige det . Det er Dem , der har Grund 
til at skjænde paa mig . “ 
„ Men jeg vil ikke skjænde paa Dig . Har Du virkelig 
handlet urigtigt , saa har Du , som Du sagde før , selv straffet 
Dig , og Du veed , Barn , de , som angre deres Feil , sinde altid 
Tilgivelse . Der er kun en Ting , jeg ikke kan forstaae . Hvor 
kunde Du sige , Du var syg , naar Du ikke var det ? “ — 
„ Ja , hvor kunde jeg sige det ? — Jeg har spurgt mig 

selv om det samme ; men jeg fik intet Svar , før Doctor Ødman 
kom , da kunde jeg forstaae , at jeg havde været lunefuld . 
Men det er første og sidste Gang ; jeg søler jeg er helbredet 
for bestandig . “ 
„ Gid del maa være saa ! Og nu Tak , min lille , stolte 
Pige , at Du selv har fortalt mig Alt . Jeg veed , det maa have 
faldet Dig tungt , og jeg vurderer det derfor efter Fortjeneste . “ 
„ Og De er ikke mere vred paa mig , skjøndt jeg har været 
saa uværdig til Deres Godhed i Dag ? “ — 
» Nei ; nu maa jeg forlade Dig . Jeg har nogle Forretninger , 
der vente paa mig . “ 
„ Hvad , De gaaer allerede ! Saa er De ogsaa vred paa mig . “ 
„ Nei , jeg er ikke . Bien hvorfor vil Du saa gjerne have 
mil Selskab i Aften ? Dei var ikke Tilfældet i Formiddags , og 
naar Du er ene , har Du mere Ro til at drømme om Grev 
Villiam , som Du gjorde , da jeg før kom ind . Talte Du aabent 
med ham , da jeg forlod Eder ? “ 
“ Jeg ? — Nei , jeg har ikke talt med ham siden . “ 
„ Du har ikke talt med ham , skjøndt I mødtes hos Frøken 
Søtherberg , som ester Aftale . — Nu kan jeg fortælle Dig , 
Mira , hvorfor Du sagde , Du var syg , skjøndt Du var rask ; 
det var ikke første Gang , Du sagde mig en Usandhed , og jeg 
frygier , det ikke bliver sidste Gang . “ 
„ O , De sagde , De havde tilgivet mig , og er Øieblik ester 
bebrejder De mig min Synd . De vil ikke fro mig , naar jeg 
taler Sandhed , skjøndt jeg kun en Gang i mit Liv har sagl 
Usandhed . Jeg har ikke talt et eneste Ord med Grev Villiam 
efterat De forlod mig denne ulykkelige Dag , skjøndt vi mødtes 
hos Rose . Men De kan naturligviis ikke mere fro , hvad jeg 

siger . Jeg føler , jeg kommer tilsidst til at hade Grev Villiam , 
der , uden selv at vive det , altid er Aarsag til Ubehageligheder 
imellem os . “ 
„ Du vil hade ham , Barn ? — Du veed ikke , hvad Du 
siger , men det angaaer ikke mig . Gjør som Du vil , naar Du 
blot holder Dig til Sandheden , dei er Alt , hvad jeg forlanger . “ 
„ Men De forlanger , hvad De ikke har Grund til ; thi jeg 
har aldrig talt Usandhed , uden denne ene Gang . Og for denne 
lille Uret fra min Side , har jeg ganske glemt , hvor uretfærdig 
De var mod mig i Formiddags ; thi De har i Sandhed været 
meget uretfærdig imod mig . De har aldrig før behandlet mig 
paa denne Maade , og jeg har ikke fortjent at blive behandlet 
saaledes . Har jeg Skyld mod Dem , har De ogsaa Skyld mod 
mig , og jeg lænker vi begge trænge til Tilgivelse . “ 
„ Saaledes forholder det sig , Barn . Lad os derfor ikke 
mere tale om denne Dags Hændelser . Men da Du ikke er 
syg , vil jeg nu forlade Dig uden at være urolig for Dit 
Helbred . “ 
„ Og da jeg ikke mere holder af Blomster , vil jeg bede 
Dem tage disse med . Jeg holder ikke af dem ; de minde mig 
for meget om en Dag , jeg helst vil glemme , hvis det ermutigt . “ 
. Lad Jomfru Kullberg besørge dem borl . Jeg tager aldrig 
en Gave tilbage , jeg engang har gwel , selv om den ikke 
er velkommen . Men jeg troer , Barn , Du vil faae bedre Tanker ; 
thi vær forsikkrer om , de ere ellers de sidste , Du modtager 
fra min Haand . “ 
„ Og de første , kan De tilføie , uden at tale Usandhed . “ 
„ Ja , saa meget bedre , “ svarede Baronen alvorligt og forlod 
Værelset med et koldt Blik til sin lille Fjende . — 

„ Han er gaaet , uden at sige et venligt Ord ! “ udbrød 
Mira rødmende af Vrede og Smerte . „ O , hvor jeg er syg ! 
Za , nu er jeg virkelig syg . Mit stakkels Hoved brænder som 
Ild . Jeg har faaet Hovedpine ; men for sildigt . Havde jeg 
blot havt den , da jeg sagde det til ham , saa behøvede jeg ikke 
at skamme mig over mig selv , som jeg nu maa . Men Blomsterne ? 
— Jeg vil ikke see dem ! Jeg vil ringe paa Jomfru 
Kullberg . Hun skal tage dem bort . “ 
Lidt efter traadte Huusbestyrerinden sagte ind . 
„ Kjære Jomfru Kullberg , gjør mig den Tjeneste at tage 
disse Blomster bort . Jeg kan ikke taale Duften af dem . “ 
„ Gjerne , jeg kan gjemme dem paa mit Kammer , til De 
er saa rask , at De ønsker dem igjen . Jeg tænker De vil være 
glad for dem i Morgen , naar den slemme Hovedpine er gaaet 
over . Jeg skal nok give dem frisk Vand . Hvor de ere søde . 
Har de lagt Mærke til denne røde Rose ? hvor den er smuk . “ 
Hun rakte Haanden ud for at tage Boukelten . 
„ O , bliv lidt , “ sagde Mira rødmende . „ Jeg vil gjerne 
see den lille Rose , De omtaler . Ja , den er rigtignok sød . Jeg 
troer jeg vil tage den ud . O , der er ogsaa en hvid ! Jeg holder 
saa meget af hvide Roser . Kjære Jomfru Kullberg , jeg er 
bange , De vil tro , jeg er meget lunefuld , naar jeg beder Dem 
lade Blomsterne slaae . Men jeg kan ikke skille mig ved dem . 
Tilgiv at jeg har uleiliget Dem , jeg skal ikke gjøre det oftere . “ 
„ Der gjør Intet , jeg veed nok , hvorledes man er , naar 
man har Hovedpine . Saa vil jeg altsaa lade Blomsterne slaae , “ 
sagde Jomfru Kullberg venligt . 
„ Nu gaaer han ud , “ sagde Mira til sig selv , da Huusbestyrerinden 
var gaaet . „ Jeg hører hans Trin i Korridoren . 

Mon han er meget vred paa mig ? — Min Vrede er allerede 
gaaet over . Han sagde , han vilde aldrig oftere give mig Blomfler , 
naar jeg sendte disse bort , Men jeg beholder dem . “ 
Da Baron Silgestrøm en Time senere traadte ind i sit 
Værelse , fandt han en lille Rose liggende paa sit Skrivebors . 
Et mildt Smiil spillede om hans Læber , da han fik Øie 
paa den røde Rose , der tiltrods for sin Tavshed sagde mere 
end Ord . 
Da han traadte ind i Dagligstuen , var Mira ivrig beskjæftiget 
med noget Haandarbeide . 
„ Godaften , Barn ! “ sagde han med blød Stemme og satte 
sig ved Siden af hende . „ Jeg troer vort Venskabstræ har udfoldef 
en ny Rose , en Rose lig den , jeg fandt liggende paa mit 
Skrivebord . Troer Du ikke det Samme ? “ — 
„ Io , jeg troer , “ svarede Mira smilende gjennem Taarer , 
idet hun rakte ham Haanden . „ Thi vi svage Mennesker forstaae 
først ret det Venskab , vi bære til bverandre , naar vi prøve det . “ — 
Doctor Ødman sad ved en munter Ild i sin lille Dagligstue , 
lyttende til Vinden , som kastede Sneen mod Vinduerne , da 
hans Søster , Frøken Karin Ødman , traadte ind . 
Det var en gammel Pige med et meget bestemt Ydre . I 
tredive Aar havde hun ført Huus for sin Broder og gjort det saa 
godt , at der kun fandtes en Villie , og det var Frøken Karins . — 
„ O , Carl , Carl , hvad har Du gjort ! “ udbrød Damen i en 
bebrejdende Tone . „ Har Du ikke ødelagt alt mit reenvaskede 
Tøi med din fæle Paraplui . Gud give Du var vel af med 
den gamle Tingest . “ 
» Gamle Tingest ! — Tal ikke paa den Maade om gamle 

Ting , “ svarede Doctor Ødman med et godmodigt Smiil . „ Folk 
kunde let fro , Du talte om Dig selv . “ 
„ Aa , Du er en gammel Sladderhank ! Men hvis Du skulde 
gjøre reent , hvad Du gjør smudsigt med din grimme Paraplui , 
skulde vi blot see , skjøndt Du altid har saa mange Ord til din 
Raadighed . Det kunde vist aldrig være faldet noget andet Menneske 
ind at hænge en dryppende vaad Paraplui paa den samme 
Snor , hvor jeg har hængt min rene Bask . Jeg skulde ønske 
at gjøre en Ende paa al denne Uorden og begynde med din 
Paraplui . Har Du læst det Brev , som laa paa dit Skrivebord ? “ 
— 
„ Ja , Karin . Men hvor har Du gjort af min Frøken ? “ 
saaledes kaldte Doctor Ødmann altid fin Paraplui . „ Har Du 
maaskee kastet hende i en Krog , skjøndt hun er saa vaad , som 
en druknet Muus ? “ 
„ Ja , jeg tog mig den Frihed ; thi jeg kan fortælle Dig , 
jeg har aldrig holdt af saadanne Frøkener . Men fra hvem er 
Brevet ? “ — 
„ Aa , jeg har aldrig holdt af saadanne Frøkener som Du , 
ver altid er nysgjerrige og ville vide , hvad de ikke skulle . Men 
siden Du nu engang vil vide det , saa er Brevet kommet fra en 
meget elskværdig , ung Dame . “ 
„ Saa . . . ? En ung Dame . Du troer maaskee , jeg er en 
saadan Nar af tro , en ung Dame vil skrive til Dig . O , ja , 
hun spørger maaskee , om hun skal sluge to eller tre af dine 
giftige Piller , eller om hun maa spise Dit eller Dat . — Jeg 
kjender godt dine Breve , de ligne alle hverandre , og det maatte 
være en god Nar , der var nysgjerrig efter af læse dem . Nei , 
Carl , dertil er jeg for klog . “ 

„ Du kunde have sparet en god Deel af dine Ord , Karin ; 
thi jeg har jo slet ikke sagt , hvad det er den unge Dame skriver 
om . Du har derfor Lov til af tro , hvad Du lyster . “ 
„ Gamle Sladderhank ! “ mumlede Frøken Karin og greb 
sit Strikketøi med en fornærmet Mine . 
„ Hvad vilde Du sige , om jeg giftede mig ? “ — 
„ Du ? “ -— Strikketøjet faldt i hendes Skjød , Munden sløi 
paa vid Gab , og hendes store graa Øine bleve endnu slørre . 
„ Ja , netop jeg ! “ svarede Doctor Ødman rolig , skjøndt 
hans Hjerte bankede af Angst . 
„ Hvad jeg vilde sige ! “ skreg Frøken Karin . „ Jeg vilde 
sige , Du var gal , saa gal , som en gal Mand kan være . Men 
vær rolig , gamle Dreng ; der er ikke en eneste af det smukke 
Kjøn , som vil have saadan en gammel Sladderhank som Du . 
Nei , stakkels Carl , Du er skabt til Pebersvend , og Du vil forblive 
det hele dit Liv . “ 
„ Naa , hvad vilde Du sige , om jeg endda giftede mig ? “ 
gjentog Doctoren med forhøiet Angst . „ Hvad vilde Du sige ? “ 
Frøken Karin reiste sig , satte Hænderne i Siden og udbrød 
med Salvelse : 
„ Carl , Carl , jeg vilde foragte Dig ! foragte Dig af mit 
ganske Hjerte . “ Hun satte sig igjen , greb sit Strikketøj , som 
var faldet paa Gulvet , og fortsatte sit Arbeide med en saadan 
Heftighed , at Strikkepindene raslede , medens hendes Øine lynede 
af Vrede . 
„ Foragte mig ! “ sagde Doctor Ødman beroliget lidt . „ Godt , 
Karin , det er alligevel sandt , jeg gifter mig . “ 
Men Karin svarede ikke . Hun saae kun paa sin Broder 

med et Blik , der ikke lader sig beskrive , medens han havde reist 
sig og stod foran hende , lig en Synder , der venter sin Dom . 
„ Karin , “ sagde han tilsidst , „ Du maa hellere skjende paa 
mig , end slirre paa mig med det Udtryk i dine Øine . Jeg kan 
ikke faale det . “ 
, Du kan ikke faale det ! “ udbrød Karin skarpt . „ Men jeg 
kan forsikkre Dig — hvis det virkelig er sandt , af Du vil gifte 
Dig , hvilket jo nok kan ligne saadan en gammel Nar , som Du 
altid har været — der vil komme en Tid , hvor Du maa faale 
Ting , Ting , Du aldrig anede . Der vil komme en Tid , da Du 
vil vride dine Hænder , fordi Du har været saa gal af gifte 
Dig , selv om det var med en Kvinde i Alder med Dig . Men det 
kan ikke være muligt ; jeg kan ikke tænke mig hvad for en gammel 
Abekat der vilde ægte saadan En , som Du . “ 
„ Karin , Karin , nu taber jeg min Taalmodighed . Men det 
er døg sandt , tiltrods for Alt , hvad Du kan have af sige , Du 
gamle Spyflue . Ja , jeg gifter mig , men ikke med en gammel 
Abekat , som Du bilder Dig ind ; tvertimod med en meget elskværdig 
ung Dame . Saa ! nu veed Du det , og nu kan Du 
handle , som det behager Dig . Der er kun en Ting , jeg vil 
gjøre Dig opmærksom paa : Det er min bestemte Villie , at min 
Kone skal befale i Huset , ikke Du . Forstaaer Du ? “ — 
„ Om jeg gjør ! — O ja , Stakkel , jeg forstaaer Dig grumme 
godt . Din Kone , eller som jeg vilde sige , dit Barn skal befale 
i Huset , hun og ingen Anden . Du og jeg skulle kun være Meubler , 
hun kan flytte om med , som hun behager , den uskyldige 
Lille . Jo , jeg seer Dig allerede , Du unge , smukke Ægtemand , 
med din brune Paraplui eller din Stok hængende paa den ene 
Arm og dit Barn paa den anden . Naa , hvor Folk ville stirre ! 

Og Nogle ville sige : . Der gaaer Fru Ødman med fin gamle 
Nar ! “ 
„ Slop , Karin , stop ! “ sfreg Doctoren med Sæntorsfemme . 
„ Føler Du Dig ikke mere tilfreds i mit HuS , er det klogere , 
Du forlader det ; thi jeg kan forsikkre Dig om , at fljøndi jeg har 
været svag nok til at lade Dig tage Herredømmet fra mig selv , 
vil jeg paa ingen Maade tillade Dig at gjøre det samme ved 
min Kone . Derfor maa Du vælge , om Du vil blive hos os 
og holde Fred , eller i modsat Fald forlade og . Gjør som Du 
vil ; men jeg gifler mig i Løbet af en Uge , derfor maa Du vælge 
snarest mulig , da jeg maa have Huset indrettet til det stakkels 
Barns Modtagelse . “ 
„ Ja , jeg vil vælge , Du onde , gamle Pebersvend , som intet 
Hjerte har for dit eget Kjød og Blv ) , men jager mig ud af 
Huset , skjøndt jeg er din Søster , der har pleiet og forkjælet 
Dig , da Du var en lyshaaret , grim Dreng , som Ingen holdt af 
uden netop jeg Ja , jeg vil vælge ; men Du vil engang angre 
denne Dag . Jeg vil ikke sige mere ; men der vil komme en Tid , 
en Angerens Tid . “ — 
Hun reiste sig og forlod Stuen med kneifende Hoved , lynende 
Øine og Næsen pegende mod Loftet . 
„ O , de Fruentimmer , de Fruentimmer ! “ udbrød vor gamle 
Ven og sank ned i en Stol . „ Gud veeo , om hun er saa vred , 
som hun saae ud til . — Stakkels Anna ! Jeg ønsker af mit 
ganske Hjerte for hendes Skyld , at Karin forlader os . Jeg 
troer neppe , de ville enes . — Hun sagde , jeg vilde angre det . 
Del kan være , men jeg vil altid have den Trøst , at jeg ikke 
har været saadan en gammel Nar at gifte mig af Kjærlighed . 
Nei , Gud være lovet , naar jeg ægter stakkels Anna , er det kun 

for at faae Ret til at sørge for hendes Fremtid . Hun kan 
trænge til det ; thi hun vil snart staae ene i Verden , kun omgivet 
af sine smaa , uforsørgede Sødskende . Fru Axelson lever 
ikke dette Aar til Ende og Olaf , stakkels Dreng , kan neppe 
sørge for sig selv . Gid jeg havde havt en Søn , eller jeg kjendte 
en ung Mand , jeg havde saamegen Tillid til , at jeg kunde sige : 
. . Ægt denne unge Pige og De gjør en god Gjerning . “ 
Men jeg kjender Ingen , derfor maa jeg selv ægte hende , skjøndt 
jeg er meget uvillig dertil ; thi saadan en indgroet , gammel Pebersvend , 
som jeg , kan ikke gifte sig uden Opoffrelse . Hvor 
mange af mine kjære gamle Venner maa jeg ikke lægge tilside . 
Jeg vil føle Tabet af min Frihed mere end Nogen skulde tro , ja , 
jeg vil endogsaa savne Karin , den trofaste Sjæl , med samt hendes 
Skjænden og Vrede over Intet . — Men naar vi gjøre en 
Gjerning , vi fro er god , skulle vi gjøre den af vort ganske Hjerte . 
En gammel Pebersvend , som gifter sig , kommer nu engang ikke 
paa sin rette Plads . Naar jeg blot vidste , om Karin virkelig 
er saa vred , som hun synes . Hm ! — Jeg vil faae det at see . “ 
Imidlertid var Frøken Karin i fuld Virksomhed ude i 
Kjøkkenet , hvor hun skjændte paa gamle Barbara og slog Katten , 
til hun endelig blev saa udmattet , at hun hverken kunde 
skjænde eller slaae mere , hvorfor hun atter traadte ind i Dagligstuen 
og sank om i en Stol med et dybt Suk , og da hun 
var ganske ene derinde , thi Doctoren havde trukket sig tilbage 
til sit eget Værelse , bøiede hun sit gamle Hoved og græd bitterlig . 
„ Gamle 
Nar ! “ mumlede hun , „ som handler lig en gal 
Mand ; thi at gifte sig , naar man er nærmere sin Grav end 
sin Vugge , er i Sandhed Galmands Værk . Det vil blive behageligt 

at see dette unge Barn — thi jeg kan jo nok forstaae , 
det er Anna Axelson , han vil ægte — være Kone i mit kjære 
lille Hjem , hvor jeg har været det i tredive lange Aar . Men 
jeg vil ikke see det ! Og dog , hvis jeg troede , hun kunde gjøre 
ham rigtig lykkelig . . . . Hun er fattig , lille Stakkel , og jeg 
er vis paa Carl ægter hende kun , for at kunne sørge for hende . 
Jeg kjender ham , den gode Sjæl . Jeg kjender ham meget bedre , 
end han selv aner . Men lige godt er han en gammel Nar , en 
gal Mand , som jeg maa behandle lidt strengt i al denne Tid , 
for at vise ham , at han ikke ene er Herre i dette Huus . Jeg 
skulde tro , jeg ogsaa er noget . Den fæle Dreng , som ikke før 
har fortalt mig et eneste Ord om denne store Forandring i vor 
Huusholdning , skjøndt han godt veed , jeg er den eneste , der kan 
være ham til nogen Nytte selv i dette Tilfælde , som han ikke 
har den mindste Forstand paa . Han har naturligviis været 
angst for , jeg skulde slifte Ondt imellem dem . Godt , gamle 
Dreng , vi ville see ! “ 
Hun reiste sig hurtigt , nærmede sig Vinduet og begyndte 
at tage Gardinerne ned . 
„ Det er nok bedst at gjøre Huset reent snarest muligt . 
Jeg vil gjerne gjøre det saa net og hyggeligt som muligt . Stakkels 
Lille , hun gifter sig saamæn uden Kjærlighed ; men hun 
kunde aldrig faae en bedre Mand end min gamle Dreng . Det 
er vist , skjøndt jeg er meget vred paa den Nar . “ — 
Nogle Timer senere , da Doctor Ødman kom hjem , fandt 
han Huset i den slørst mulige Uorden , medens Frøken Karin 

og gamle Barbara ivrigt var beskjæftiget med Meublerne , som 
de børstede og bankede , som skulde de paa Udstillingen . 
„ Hvad , er Du allerede der ! “ raabte Frøken Karin skarpt . 
„ Gaae til dit eget Værelse , Du har Intet her at gjøre . Gaae , 
gaae , Du stnker os ! Og jeg skulde mene del er paa høieste Lid , 
hvis Huset skal blive reen ! til din unge Kone kommer . “ 
Del var nok for den stakkels Doctor ; han slyglede i en 
Fart til st ! eget Værelse , og Barbara , som forstenet over den 
Nyhed hun hørle , var stanbsel i sil Arbeide , udbrød : 
„ Hans unge Kone ! Hvad i Verden , vil han gifte sig ? “ — 
„ Ja , han vil , “ svarede Frøken Karin skarp ! . „ Og sjeg 
lænker , han har Lov lil at gjøre der , uden al spørge Nogen 
og uden at Nogen behøver al undre sig derover , eller Du mener 
maaskee han er for gammel ? — Men jeg kan fortælle Dig dei 
Modsatte . Han er netop i den bedste Alder til at gifte sig . 
Nu har han da Forstand til at dømme , om hans Valg er fornuftigt 
eller ikke . See det er min Mening ; men Du har maaskee 
en anden ? “ — Hun stirrede paa den forbausede Barbara 
med et Blik , der syntes at sige : 
„ Kom frem , hvis Du tør , jeg er rede til at møde Dig ! “ 
„ Guo velsigne Dem , Frøken ! “ raabte Barbara ængstelig . 
„ Det er aldrig faldet mig ind al forundre mig over noget . 
Herren har jo Ret til at gjøre , hvad han synes ; men jeg vidste 
ikke , vi gjorde Huset reent i den Hensigt . Maa jeg spørge , 
hvad er det for en Dame , vor Husbond gifter sig med ? “ 
„ Vor Husbond ! “ udbrød Frøken Karin som en saaret 
Løve . „ Troer Du maaskee Carl er min Husbond ? Saa kan 
jeg fortælle Dig , jeg har ingen Herre ; men jeg er selv Herre . 

PaS di : Arbeide og hold din Tunge i Tømme , ellers løber 
den nok løbst med Dig . “ 
„ Jeg synes De er i ondt Lune idag , “ mumlede Barbara , 
som ogsaa var vant iii al sige et Ord med i Huset . „ Jeg skulde 
mene , jeg har Ret til ai vide , naar og med hvem Herren gister 
sig ; eller er jeg maaskee endnu en Fremmed her i Huser , 
skjøndt jeg har været her i tredive Aar . Vidste jeg det , skulde 
jeg snart forføie mig bort . Og del troer jeg ogsaa jeg vil ; 
thi jeg hader Falskhed , og Begge har de været meget falsfe moo 
mig ved al skjule denne store , uventede Forandring i Huset . “ 
„ Aa , Du gamle Papegøie ! Jeg har jo ikke mosf det selv 
før for nogle Timer siden , da den gamle Nar , jeg mener min 
Brooer , fortalte mig det . Jeg kunde lige saa goot vente Himlen 
skulde styrte ned , som han skulde finde paa al gifte sig . 
Hvad , jeg troer Du leer ! Er det maaskee af min Broder ? — 
Saa kan jeg fortælle Dig , der er Intel al lee af . Han handler 
altid meget klogt , og Anna Axelson er en fornuftig , ung Pige , 
som aldrig vil give ham Grund til at angre , han har gjort 
hende til sin Kone . “ 
„ Anna Axelson ! Gud bevare os , saadan et Barn og vor 
gamle Husbond . Hvad i Verden vil han med hende ? Vil han 
maaskee paa sine gamle Dage give sig af med at være Lærer , 
siden han har valgt et saadant Svøbelsebarn ? “ — 
„ Er Du blevet gal , Barbara ! Eller har Du glemt , det 
er min Broder , Du taler om paa en Maade , jeg ikke vil taale ; 
thi hvordan det end gaaer , er jeg hans Søster . Han har netop 
handlet meget klogi ved at vælge hende . ' 
„ Ja , vi faae nok see , “ mumlede Barbara med en SandfigerfleS 
Mine . „ Vi faae see ! “ 

„ Karin/ sagde Doctor Ødman , da de sadde ved Aftensbordet , 
„ Du har altid været en god og kjærlig Sjæl , tiltrods 
for din Gnaven , og i Dag har Du givet mig et nyt Beviis 
paa , at jeg ikke har taget feil af Dig med Hensyn hertil . Tak , 
Karin , fordi Du tænker paa at gjøre Huset reent og indrette 
Alt saa hyggeligt som muligt til at modtage det stakkels Barn . 
Jeg troer , I ville komme godt ud af det sammen , naar I først 
ere vante til hinanden . “ 
„ Saa . . . . ? Er Du virkelig sikker paa det , Du gamle 
Sladderhank , Nar og alt , hvad jeg ikke kan finde Ord til at 
udtrykke . — Carl , Carl , hvad har Du gjort ! Gud velsigne Dig , 
stakkels Dreng , og lade det gaae bedre end jeg og Andre vente . 
Men en Ting kan jeg forsikkre Dig , hvis det kan give Dig lidt 
Trøst , jeg vil ikke slaae hende i Veien , stakkels Barn . Hun 
bliver fremmed mellem os tre gamle Venner , saa vi maa gjøre 
Alt , hvad der staaer i vor Magt , for at faae hende til at 
glemme det . Men Dig , min gode Carl , maa jeg skjænde paa 
og behandle som den Nar , Du virkelig er , jeg kan ikke spare 
Dig ; Du trænger til undertiden at faae at vide , hvad Du er 
for en gammel Fyr . “ 
„ Godt , Karin , skjænd saa meget Du vil paa mig , jeg er 
saa vant til dine Skjænd , at jeg er vis paa , jeg vil savne dem . 
Skjænd paa mig , saa ofte Du vil , men spar den gode , lille 
Pige , og jeg vil takke Dig af mit ganske Hjerte . “ 
„ Ja , Du er en snu Ræv . Du veed godt , jeg heller flugte 
min egen Tunge end gjorde Dig Fortræd , Dig , som jeg har elsket 
siden Du ikke var større end som saa . — Min egen Dreng , 
min lille Carl . Nei , vi ville ikke skilles . “ Hun omfavnede 

ham kjærligt , medens store Taarer trillede over hendes rynkede 
Kinder . 
« Nei , vi ville ikke sfilles ! Vi to , som have levet sammen 
saa længe , jeg kan mindes ! “ udbrød Doctor Ødman bevæget og 
trykkede hende til sit Bryst . „ Vi ville tvertimod holde sammen 
og gjøre Alt , hvad der staaer i vor Magt , for at gjøre hende 
saa lykkelig , som mulig . Ville vi ikke det ? “ — 
„ Jo , det lover jeg Dig . Og Barbara , den gamle Papegøie 
maa heller ikke skilles fra os . Hun skal blive her og 
hjælpe os at gjore den kjære Lille tilfreds med sit nye Liv . 
Men nu maa jeg gaae , Carl . Vi have ikke Tid til at være 
ledige ; vi maa arbeide og gjøre Huset reent i en Fart , ellers 
kommer Bryllupsdagen , før vi ane det og Intet er i Stand 
til at modtage hende . “ 
Hun reisfe sig og nærmede sig Døren , men der slandsede 
hun med en tankefuld Mine og sagde grundende : 
„ Men din Frøken ! Vi maa vist have et nyt Betræk paa 
hende i denne Anledning , for hendes gamle brune er , som Du 
selv kan tænke , for falmet . Du kan ikke gaae med hende og 
med din unge Kone paa den samme Tid . Jeg tænker det er 
bedst , hun faaer et sort Betræk , og Du maa ogsaa have en ny 
Dragt , hverken din Hat eller Frakke passer for en nygift Mand . 
Jeg skal sige Dig noget , Carl , Du maa for hendes Skyld 
klæde Dig mere omhyggeligt end Du hidtil har gjort , ellers 
vil hun føle Forskjellen i Eders Alder for meget . Men Du 
behøver ikke at see saa forsfrækket og tvivlraadig ud , jeg skal 
ordne det Alt , naar Du blot betaler det . Godt , hvad har Du 
mere paa dit Hjerte ? tal lige ud , der er noget , der gjør Dig ondt ? “ 
„ Ja , jeg kan ikke nægte det , Karin . Jeg er villig til at 

lade Dig handle med min egen Person , som Du lyster ; men 
jeg kan ikke iillaoe Dig at give Frøkenen et nyt Betræk ; jeg 
holder meest af hende , som hun er . Lad hende derfor være 
med Fred , og jeg vil gaae ind paa alle de andre Forandringer , 
Du foretager Dig med Huset og mig selv . “ 
„ Hvor Du er en underlig Fisk ! Men gjør som Du vil 
med din gamle Paraplui , naar Du bare selv tager et nyt Betræk 
paa . Jeg vil sende Bud efter en Skræver . Lad mig 
see . . . . jeg tænker Skræver Holmberg er Manden . Jeg 
kan huske han var Nummer eet i min Ungdom . “ 
„ Ja i din Ungdom , “ svarede Docior Ødman med et godmodigt 
Smiil , men der er løbet meget Band til Søen siden 
den Tid , og Din Ven Stræder Holmberg er død for mindst 
tyve Aar tilbage . Du maa derfor tænke paa en anden . “ 
„ Ja , stol paa mig . Jeg maa ogsaa tænke lidt paa min 
og Barbaras Øragt , vi maa da ligne Dig lidt i Snittet , at 
hun ikke skal blive saa forundret ved at see os første Gang , “ 
og kastende et mønstrende Blik i Speilet , trak Frøken Karin 
sig tilbage . 
„ Slaa ! “ udbrød den stakkels Doctor , da han var blevet 
ene . „ Jeg frygter , hun forvandler oS alle tre og gjør oS saa 
moderne , at Ingen kan gjenkjende os . Men jeg vil ikke see ud 
som en Dandy paa mine gamle Dags , jeg er Doctor Øvman , 
og Doctor Ødman vil jeg blive saa længe jeg lever . Wien som 
jeg sagde , lad Karin gjøre med mig og Huset , hvad hun vil , 
naar hun blot er moderat . “ 
Efter denne Monolog satte Doctoren sig ved sit gamle 
Skrivebord og gjennembladede sin Notitsbog , medens Frøken Karin 

og Barbara gjorde et Spektakel med deres Banken og Børsten , 
som Huset skulde styrte ned . 
„ O . hvilken en Nyhed ! “ udbrød Grevinde Cederskøld , idet 
hun traadte ind i Frøken Søtherbergs Dagligstue . „ Jeg er 
saa forbauset , min Kjære , “ hun satte sig ned med en træt Mine . 
„ Hvem skulde have anet det . Cederskøld vilde ikke tro det , da 
jeg fortalte ham det og jeg kan neppe tro det selv , skjøndt jeg 
har hørt og seet det med mine egne Øren og Øine . “ Her 
standsede hun et Øieblik for at trække Veiret og Frøken Søtkerberg 
sagde : 
„ Men hvad er det da for en Nyhed , De er kommet for 
at melde mig ! Er Mira maaskee . . . . “ 
„ Mira ! Det har ikke det Mindste at gjøre med Mira , “ 
afbrød Grevinde Cederskøld hende . „ Nei , hvad troer De , naar 
jeg siger Dem , at vor gamle Doctor er paa Vei til at gifte sig ? 
— Ja , De smiler , De vil ikke tro mig ; men det er dog sandt . 
Han gifter sig om en Uge , og kan De gjætte , hvem der er 
hans Valg ? “ — 
„ Nei , jeg kan kun forundre mig over denne Nyhed , “ 
svarede Rose . „ Var det ikke Dem , der fortalte mig det , vilde 
jeg neppe tro det . “ 
„ Men det er dog sandt ! “ udbrød Grevinden triumpherende . 
„ Nu skal De høre . Jeg havde , som De veed , bestemt at be° 
søge Fru Axelson saa snart jeg kunde faae Tid . Men jeg veed 
ikke , hvorledes det var , den ene Dag gik efter den anden , og 
jeg kunde aldrig faae saa megen Tid , at jeg kunde bolde mit 

Ord , før igaar , da jeg var ganske ene hjemme og derfor ogsaa 
benyttede Leiligheden fil at tage hen fil Axelsons . “ 
„ Fru Axelson mødlog mig meget kjærligt og jeg kunde 
mærke , hun virkelig var glad ved at see mig . Da jeg havde 
været der en Stund og vi havde talt om Dit og Dat , aabnede 
hun tilsidst sit Hjerte for mig , thi vi vare ganske ene , og fortalte 
mig at Anna skulde giftes . Det var saadan et godt Parti , 
det kjære Barn gjorde , og hun var saa glad , thi hun havde 
saa megen Tillid fil sin Svigersøn , og var vis paa , han vilde 
gjøre hendes lille Anna meget lykkelig , tiltrods for han var 
meget ældre end hun . ' 
„ De kan tænke , “ sagde hun , „ det er en stor Trøst for mig 
af vide , af der er Een , som vil forsørge mine stakkels Børn 
naar jeg er borte , da jeg foler , jeg snart maa sfilles fra dem . 
Jeg er svagere end man skulde tro , derfor er jeg saa glad , al 
vor gode og trofaste Doctor Ødman vil være en Fader for dem , 
som han selv har lovet mig , - den kjære Sjæl . Han vil nok 
gjøre min Anna lykkelig . “ 
„ Doctor Ødman ! “ udbrød jeg forundret . „ Er det virkelig 
ham , Anna skal ægte ? “ — 
„ Ja , og skjøndt min kjære Anna ikke elsker ham , som hun 
sagtens vilde have elsket en ung Mand , som til samme Tid var 
i Besiddelse af Doctor ØdmanS mange herlige Egenskaber , holder 
hun dog meget af ham og bliver langt lykkeligere med ham , 
end med en ung Mand , hun ikke kunde have Tillid til . “ 
„ Kjærligheden er en sælsom Følelse . Er den ikke bygget 
paa Agtelse og Tillid , vil den snart gaae over . Man kan ligne 
den med en Lampe , der brænder saa længe , den har Olie nok ; 
er der ikke mere Olie i den , gaaer den ud , Drømmen er ovre , 

vi vaagne og see , Alt har været Indbildning ; der er ikke efterladt 
os den mindste Trøst og vi ere meget , meget ulykkelige . “ 
„ Saaledes gaaer det alle dem , der begynde deres Ægtesland 
med Kjærlighed , der ikke er bygget paa Agtelse og Tillid , 
medens de , som bygge det med Agtelse og Tillid uden Kjærlighed , 
en Gang ville vaagne og føle , at de ere lykkelige , at 
de elske ; thi Lampen vil tilsidst blive tændt , og den vil brænde 
evig , da den aldrig vil komme til at mangle Olie , thi Kjærlighedens 
Olie er Agtelse og Tillid . “ 
„ Derfor er jeg ikke bedrøvet over at min Anna skal ægte 
en Mand , som er saa meget ældre end hun ; jeg veed , det er 
ikke Alderen , men de gode Egenskaber , vor Lykke hviler paa , og 
Anna er en klog og fornuftig ung Pige , klogere og fornuftigere , 
end man fluide vente af hendes Alder . Men hun er modnet i 
Sorgens Drivhuus , og der veed De , Kjære , bliver de unge 
Planter meget hurtigere udfoldet end i Glædens Solskin . “ 
„ Ja , min kjære Frøken Søtherberg , der har De min store 
Nyhed , Ord til andet , som Fru Axelson har fortalt den til mig . 
Men jeg maa selv tilføie , at jeg er vis paa , vor gamle Ven , 
tiltrods for sin Alder , vil gjøre lille Anna meget lykkelig . Jeg 
har aldrig kjendt en bedre Mand , et noblere Hjerte end det , 
der banker bag hans gamle grønne Frakke . Men jeg har reent 
glemt at fortælle Dem , hvad der dog angaaer mig nærmest . 
Da Fru Axelson havde fuldendt sin Fortælling , kom Børnene 
hjem , og jeg maa tilstaae de ere alle meget nette ; jeg holdt dog 
mest af lille Hanna , og det syntes næsten , som Hun ogsaa godt 
kunde lide mig ; thi hun holdt sig hele Liden saa tæt til mig , 
som var jeg hendes bedste Ven i Verden . Derfor fløg den 
Tanke mig : 

» Hvis jeg kunde faae Cederskøld til at adoptere kende ? 
Jeg troer vi tre kunne blive lykkelige sammen . “ 
„ Da jeg derfor kom kjem , gik jeg lige til Cederskøld og 
fortalte ham mine Tanker , og han var strax villig til at gaae 
ind paa mit Forflag , hvis hendes Moder vilde tillade det . Jeg 
tog tilbage til Fru Axelson og Alt blev ordnet mellem os . Nu 
er Hanna vor lille Datter , og jeg maae sige , baade Cederskøld 
og jeg ere meget glade for hende ; thi hun er saa sød og god , 
som noget Barn kan være , og jeg haaber , vi ikke skulle fordærve 
kende , den kjære Lille . “ 
„ De er meget god ! “ sagde Frøken Søtherberg og greb 
Grevindens Haand . „ Det var ogsaa Dem , der sørgede for min 
kjære Mira , da De fandt hende liggende paa Veien hjælpeløs 
og ene . Jeg seer hver Dag saameget godt , at det faaer mit 
Hjerte til at banke af Glæde , og jeg griber mig selv i det Ønske , 
endnu en lille Stund at turde dvæle paa denne smukke Jord , 
hvor saa mange ædle Hjerter omgive mig . Dog , det er et 
utaknemmeligt Ønske , jeg ikke burde give Ord . “ 
Grevinde Cederskøld skyndte sig til Baron Silgestrøm , 
hvor hun som sædvanlig fandt denne beskjæftiget med at læse 
Bladene , medens Mira syede . 
„ Ak , Herre Gud ! “ udbrød kun . „ Her sidde I begge som 
to gamle Ugler i et Kirketaarn , medens Livet derude synes at 
være Eder fuldkommen ligegyldigt . Jeg troer , I ikke vilde undres , 
om jeg fortalte , at Rusland havde givet Polen sin Frihed . 
Men nu maae jeg bede Dig lægge Dine Aviser hen , lille Fader ; 
thi jeg har Nyheder at fortælle , “ og hun begyndte sin Fortælling 
paany . 
„ Naa , hvad siger Du om den Nyhed , Mira ? “ spurgte 

Baronen . „ Det synes næsten umuligt , at Doctor Ødman kan 
gjøre sin unge Kone lykkelig . Jeg frygter hun vil blive meget 
skuffet , stakkels Pige . “ 
„ Og jeg er vis paa , vor gamle Ven vil gjøre hende lykkelig , “ 
svarede Mira med forhøiet Rødme , „ maaskee lykkeligere 
end en ung Mand vilde gjøre . De maa erindre , det er ikke 
Alderen , men Characteren , et Ægteskabs Lykke beroer paa , 
ellers vilde man vel ikke sinde saa mange ulykkelige Ægtefolk . 
Hvor ofte seer man ikke meget Lykkelige Ægtefolk netop der . 
hvor Manden næsten kunde være Konens Fader . “ 
„ Nei , hvor Du taler ! “ udbrød Grevinde Adelheid leende . 
„ Man skulde næsten tro , Du havde isinde at ægte en gammel 
Mand . Men , kjære Mira , lyd mil Raad . Et saadant Ægteskab 
er et reent Lotteri , Du kan vinde , det er vist , men Du 
kan ogsaa tabe . Læg Mærke til det ; thi jeg er sikker paa , de 
Fleste , som ere gaaede den Vei , have tabt . Jeg kunde aldrig 
have taget en Mand , der var saa meget ældre end jeg . “ 
„ Du har Ret , min kjære Adelheid , “ sagde Baron Silgestrøm 
veemodigt . „ En ung Pige bør aldrig ægte en Mand , 
der er saa gammel , det er altfor farligt for hendes Lykke . “ 
„ Men jeg er af en anden Mening , “ sagde Mira og blev 
bleg . „ Hvorfor skulde hun blive ulykkelig , naar hun føler 
Agtelse og Tillid til ham , og uden det , vil hun neppe ægte 
ham . Jeg troer nu , man bedre kan have Agtelse for og føle 
Tillid til en ældre end en ung Mand . Du behøver ikke at lee , 
Adelheid ; det er min oprigtige Mening . Hvis jeg nogensinde 
gif . . . “ hun slandsede rødmende . 
„ Hvis Du nogensinde gifter Dig ? “ spurgte Baronen 
ængstlig . 

. Bliver del med en ældre Mand , “ svarede Mira med sænket 
Blik . „ En Mand , jeg virkelig kan see op til med Agtelse 
og Tillid . “ 
„ Men , kjære Barn ! “ udbrød Grevinden ivrigt , „ hvor 
uvidende Du taler , som om Du ikke kunde søle dette for en 
ung Mand . Du glemmer reent , ar den Unge engang bliver 
gammel , og at den Gamle engang har været ung . “ 
„ Nei , jeg glemmer det ikke ; men Du maa tilstaae , Et er 
at blive , et Andet al være . Jeg vil kun have , hvad han er , 
ikke hvad han kan blive . En ung Mand har ikke den Erfaring 
som en ældre ; han har endnu ikke kæmpet mod Livet , han er 
ikke blevet prøvet i Fristelsens Skole og har derfor ikke kunnet 
vise os , om han vil vinde Seir eller ei . Forstaaer Du der ? “ — 
„ Aa ja , gobl . “ 
„ Nu , medens vi endnu rvivle om , hvad han vil jblive , 
viser den ældre Ntand os derimod , hvad han er blevet ; og jeg 
behøver vel neppe ar sige Dig , at den ældre Mand , jeg kunde 
lænke paa , maatte høre til dem , som have vundet Seir over 
Liver og dets mange Fristelser , ellers vilde hans Alder kun 
fremkalde min Foragt , ikke min Agtelse . “ 
„ Godt talt , min lille Philosoph . “ sagde Grevinde Cederskøld 
sarkastisk . . Men tiltrods for air bette , er jeg vis paa , Du faaer 
en ung Mand . Husk paa , der er En , Du nu og da bør tænke 
paa , som Du lovede , da vi vare paa Hammer . “ 
» Ieg haaber , han selv vil løse mig fra det ubetænksomme 
Lofte , “ svarede Mira med et bebrejdende Blik . 
„ Hvad mener Du ! “ raabte Grevinden heftigt . „ Sætter 
Du maaskee Tillid til det tomme Rygte , ar Villiam er bleve ! 
forelske ! i Frøken Halling ? — Hvor kan Du tvivle paa hans 

Kjærlighæd ril Dig . . . Men der kommer Nogen . Ah , der er 
Beates Stemme ! Ieg tænker ikke hun endnu har fundet fin 
Greve . Stakkels Barn , derfor kommer hun sagtens for at tage 
tiltakke med en Baron Silgestrøm . — Goddag , Beate . Hvad 
er der i Veien , siden Du besøger mine to Eremitter ? “ — 
„ O , “ svarede Beate lidt forbløffet ved denne Modtagelse . 
„ Ieg er netop kommet fra Dig , og da Tjeneren sagde , Du var 
taget herhen bestemte jeg mig til at møde Dig . “ 
„ Tak min lille , rige Arving ! Ieg er meget taknemmelig 
derfor . Men . . . “ 
„ Maa jeg gjøre Dem et Spørgsmaal , Baron Silgestrøm ? “ 
afbrød Beate hende . 
Baronen svarede med et Nik . 
„ Kjender De Grev Stjernsledt og er han virkelig saa rig , 
som man siger ? “ — 
„ Ieg kjender ham godt , “ svarede Baronen med et fiint 
Smiil . „ Han er meget rig . Jeg troer endogsaa rigere , end 
Rygtet vil vide . Men hvorfor spørger De om ham ? Er han 
maaskee blevet en af Deres Tilbedere ? Og vil De veie ham 
sammen med en anden , der ogsaa er bekjendt for at være meget 
rig ? — Hvem fluide have iroet , de unge Damers Hjerter 
vare saa beregnende . O , I kloge og fornuftige Kvinder , som 
see saa uskyldige ud medens I veie vore Penge , ikke vore Hjerter , 
før I gjøre Eders Valg . Og det værste er , at I alle ligne 
hverandre . “ 
„ Nei , del vilde sandelig være meget uretfærdigt af Dem at 
veie os Alle paa samme Vægt , “ sagde Mira bebreidende . „ De 
maa tro , der er mange , mange Kvinder , som kun veie Hjerterne , 
uden al skjænke Pengene den mindste Tanke . “ 

„ Men jeg har aldrig sagt , jeg neiede Pengene , “ udbrød 
Beate . „ Det er Dem , Baron Silgestrøm , som uddrager den 
værste Mening af Alt . Jeg har ikke tænkt paa at veie Grev 
Sjernstedt sammen med nogen Anden . Jeg spurgte blot , om 
De kjendte ham , fordi jeg har truffet ham for nylig , det er Alt . “ 
„ Det er meget Lidt , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Og 
dog maaskee saa Meget . Men nu maa Du fortælle os , om 
Du har fundet din Greve , eller om Du allerede har opgivet at 
finde ham . Tal aabent , min gode Beate . Det vil more os 
at høre lidt om ham . “ 
„ Saa vil jeg forlade Dem , mine Damer , “ sagde Baronen , 
„ thi der er et gammelt Ordsprog der siger : 
„ Naar Kvinderne stikke Hovederne sammen , blive Mændene 
slagne . “ 
„ De behøver ikke at være angst ! “ raabte Beate utilfreds . 
„ M love Dem , ikke at stikke Hovederne sammen . “ 
Men Baronen syntes ikke at forstaae hende og fjernede fig . 
„ Jeg maa sige , “ udbrød den unge Dame fornærmet , „ det 
er ikke meget høfligt af Baron Silgesfrøm altid at gaae bort , 
naar jeg kommer her paa Visit . Han er saa underlig . Jeg 
skulde have Lyst til at vide , hvor han . . . “ 
„ Ha , ha , ha , min gode Beate ! Det synes næsten at Du 
reent glemmer , han har overladt Dig til sine to Døttres Selskab . 
Derfor maa jeg nok minde Dig derom . Fortæl os lidt 
om dine mange Tilbedere ; thi jeg haaber , Du ikke er blevet 
skuffet i denne Retning . Naa , begynd . “ 
„ Jo , det vilde være meget faktfuldt , min gode Adelheid . 
Men jeg er dog ikke saa dum , som Du antager mig for . Du vilde 
maaskee have mig til at fortælle Dig deres Navne , ikke sandt ? 

— Nei , man bliver ikke ældre hver Dag for Ingenting . Et 
vil jeg dog fortælle Dig . Baron Gyllenborg . . . . “ 
„ Hvad om ham ? “ spurgte Grevinden nysgjerrigt . 
„ Han er en af mine Tilbedere . Du troer det ikke ! — 
Godt , Du vil snart selv høre det . Og nu Farvel , mine kjære 
Damer , jeg ønsker Eder en behagelig Dag . “ 
„ Farvel , Du stolte lille Nar , “ sagde Grevinde Cederskøld , 
da Døren havde lukket sig ester Frøken Beate . „ Og nu , min 
lille Mira , maa Du fortælle mig noget Nyt , skjøndt jeg ikke 
veed , hvorfra Du skulde have faaet det , da Du og Fader lever 
som to Eremitter . “ 
, Og Du kan tilføie , siden Baron Silgestrøm og jeg sjelden 
tale meget om det Nye , vi høre , “ svarede Mira leende . 
„ Nei , Adelheid , jeg kan ikke fortælle Dig det Mindste . Men 
jeg bilder mig ind , Du altid hører saa meget Nyt i de andre 
Huse , Du besøger , at Du kan være tilfreds med del . “ 
„ Naa , saa skal Du kjøre med mig , om Du vil eller ikke . 
Skynd Dig at tage dit Overtøj paa , Du veed , jeg holder ikke 
meget af at vente . “ 
Mira fulgte Opfordringen , da hun vidste , del vilde være 
forgjæves at kæmpe imod , naar Grevinde Cederskøld havde bestemt 
noget . 
Jeg haaber Læseren ikke vil være uvillig til at følge mig 
en kort Lid til Doctor Ødmans simple Bolig , hvor jeg kan 
forsikkre , Alt var saa blankt , reent og hyggeligt som muligt . 
Og Frøken Karin ? — 
Du vilde ikke gjenkjende hende . Hun var saa forandret 

at Barbara stod med aaben Mund og Øine , da den gode , gamle 
Dame traadte ud i Kjøkkenet og sagde med en stolt Mine : 
„ Barbara , see paa mig , nu er jeg færdig til at modtage 
min Broders Kone ! “ 
Og Barbara stirrede . Naa , hun havde aldrig seet sin 
Frøken saa net . — 
En hvid Kappe med gule Roser og gule Baand prydede 
hendes Hoved , medens en guul Kjole og et gult Forklæde prydede 
hendes lange , magre Person . Men det var ogsaa hendes 
Broders Bryllupsdag og hun ventede ham hvert Øieblik med 
sin unge Kone . 
» Der ere de ! “ raabte Begge , hvergang de hørte Lyden af 
en Vogn . 
„ Ja , De er rigtignok fiin , “ sagde Barbara med et misundeligt 
Blik ; „ men jeg er heller ikke saa gal . Har De lagt 
Mærke til mit nye Forklæde ? Tager det sig ikke godt ud ? “ 
„ Meget net . Men hvordan seer min Kappe ud ? Jeg 
tænker , hun vil finde den smagfuld , den gode , unge Sjæl . Men 
kom nu , Barbara , og lad os kaste et sidste Blik paa Alt , for 
om vi skulde have glemt noget , skjøndt jeg troer , vi have 
husket alt . “ 
Og de gik maaskee for tyvende Gang gjennem hele Huset ; 
men Intet var glemt , Alt var , som det burde være , og Frøken 
Karin udbrød , idet hun sank om i en Stol , da de traadte 
ind i Dagligstuen : 
„ Barbara , Du maa tilstaae , en lille Øronning kunde leve 
her , uden at føle noget Savn ! “ — 
„ Aa , ja , en lille Øronning , “ svarede Barbara tøvende . 

„ Men nu ønsker jeg af mit ganske Hjerte , de vilde komme , thi 
Maden er færdig , og sfalden staae forlænge , bliver den ødelagt . “ 
„ Du vilde maasfee have , min Broder og hans unge Kone 
sfulde afbryde Vielsen af Angst for din taabelige Mad . Men 
jeg siger , de skal have al den Tid , de behøve for at fuldende 
denne hellige Handling . Tiden er deres egen , og Folk kan ikke 
gifte sig i saadan en Fart . Man mærker snart , Du er en gammel 
Pige , min gøde Barbara . “ 
„ En gammel Pige ! “ udbrød Barbara skarpt . „ Er De 
maasfee gift ? — Men Ordsproget siger sandt : » Frænde er 
Frænde værst . “ En gammel Pige er altid den Første til at 
lee ad en gammel Pige , som om hun derved kunde faae 
Folk til at glemme , hvad hun selv er . “ 
„ Hvor Du taler , Du uvidende Papegøie . Det lader til , 
Du reent har glemt , der er et andet Ordsprog der siger : 
„ Krage søger Mage . “ Det viser tydeligt nok , at et af disse 
Ordsprog lyver , og jeg er vis paa , det maa være dit . “ 
„ Og jeg er vis paa , det maa være Deres , “ sagde Barbara 
med Bestemthed . „ Men nu vil jeg tie , jeg føler ikke Lyst 
til at trættes idag . “ 
„ Du føler ikke Lyst til at trættes ! “ raabte Frøken Karin 
forbavset . „ Du som har modsagt mig , siden Dagen gryede . 
Nei , Du vil ikke trættes , Du fredelige Sjæl , Du . . . Tys , der 
kommer en Vogn ! den slandser ! Barbara , løb hen og aabn 
Døren . Hører Du ikke ? Løb , løb ! “ 
„ Løb ! Jeg er ikke saa let tilbeens , at jeg stulde løbe for 
Ingenting . Jeg er da , Gud være lovet , ikke døv endnu ! men 
De synes næsten at være det , siden De hvert Øieblik , naar en 
Vogn kjører forbi , siger den slandser . “ 

„ Barbara ! “ Frøken Karin aabnede fin Mund til den 
naaede til begge Ørene , da med Et Døren gik op og Doctor 
Ødman traadte ind med sin unge Kone . 
Men Frøken Karin lod sig ikke forbløffe . 
» Gaae til dit Kjøkken , Du gamle Fisk , “ sagde hun med 
en Dronnings Mine til Barbara , som ogsaa strax forsvandt , 
tiltrods for sin gamle Vane , aldrig at lystre . Den smukke 
Bruds Svigerinde vendte sig om og sagde med et triumpherende 
Smiil : 
„ Velkommen til Deres fremtidige Hjem , Fru Ødman . Og 
Gud velsigne Deres Indtrædelse her . Vi have gjort — jeg 
mener min Broder , jeg selv og Barbara , den gamle Papegøie , 
— Alt , hvad der stod i vor Magt , for at gjøre dette Huus 
saa hyggeligt , reent og net som muligt . De vil finde Alt i 
den bedste Orden . Og jeg tør nok sige , en lille Dronning 
kunde blive tilfreds med at leve her . Kom og lad mig vise 
Dem det Hele , saa er jeg vis paa , De bliver tilfreds ; thi jeg 
har selv ordnet det , og . . . “ 
„ Ja , min gode Karin , det er Altsammen meget godt , “ afbrød 
Doctor Ødman , som hidtil havde ventet med stor Taalmodighed 
paa at hun skulde blive færdig med sin Velkomsttale , 
„ men hvis Du tillader , troer jeg , det vilde være hensigtsmæssigere 
at opsætte vor Huusundersøgelse til en mere belejlig Tid 
end denne . Kjære Fru Axelson , maa jeg vise Dem Veien , “ og 
Brudgommen traadte ind i Dagligstuen med en lang Hale , bestaaende 
af Familien Axelson , efter sig . 
Men jeg vil ikke trætte Læseren med en længere Beskrivelse 
af Doctor Ødmans Bryllupsdag . Jeg vil blot tilføie , at Barbara 
i fin Forvirring over alt hvad her gik for sig , gjorde Alt 

galt , at Frøken Karin trofast stod hende bi i denne Retning , 
at Børnene skrege af Glæede og gjorde en utaalelig Støi ; at 
Fru Axelson smilede mildt og sagde Za til Alt , at den 
unge Fru Ødman , skjøndt meget bleg , lo ad Alt , medens Frøken 
Karin og Barbara skjændtes , som de troede , saa sagte at 
Ingen kunde høre del , uden de selv , og Doctor Ødman hele 
Tiden opfordrede flne Gjæster til at nyde af alt , hvad ber 
fandtes paa Bordet . Og medens dette gik før sig i Spisestuen , 
skikkede Godt , Kjøkkenkatten , Frøken Karins og Barbaras Yndling , 
alle Gryder og Pander samt udrettede mere Skabe end 
man skulde tiltro saadant et lille Væsen 
Og nu ville vi tage Afsked med dette lykkelige Hjem , efterladende 
vore bedste Ønsker til Brudeparret og alle deres Slægtninge . 
Naar vi træffe dem igjen er deres Hvedebrødsdage 
forbi , og vi ville faae Leilighed til al see , om vore gode Ønsker 
virkelig ere gaaede i Opfyldelse . 
„ Sülle ! “ sagde en Spurv til sin Broder , „ Du maa ikke 
kviddre saa høit . Den syge Dame kan ikke taale det . Rullegardinerne 
ere nede . Hun maa være meget syg idag . “ 
„ Aa , Du er altid saa samvittighedsfuld , “ svarede den anden 
Spurv med en fornærmet Mine . „ Men jeg bryder mig 
ikke mere om den syge Dame . Hun synes ganske at have glemt 
os ; hun lægger aldrig Brødkrummer udenfor Vinduet , som hun 
gjorde i gamle Dage , skjøndt jeg kvibdrer hele Tiden for at 
minde hende om os . Nei , min Kjære , jeg vil synge . “ 

Og Spurven begyndte atter at kviddre . 
„ Gjør det ikke , Du haardhjertede Fugl ! “ udbrød den Første 
og slog med Vingerne . „ Jeg vil være stille og see til 
Vinduet . “ 
Det gjorde den ; den slirrede og slirrede , men forgjæves . 
der var intet andet at see paa end Rullegardinerne , og dem 
kjendte den lille Fugl saa godt fra gamle Tider , naar den syge 
Dame trak dem op hver Morgen og aabnede Vinduet for at 
strøe Brødkrummer til sine smaae , fjedrede Venner . 
Men nu ? — 
Nu kunde hun ikke mere glæde sig over deres glade Kviddren . 
Hun laae i sin Seng med blege Kinder og hule Øine . 
Hendes egen smukke Stemme var borte og kun en tør , hul 
Hoste lød fra hendes blege Læber ; men det kjærlige Smiil var 
der endnu og vilde ikke vige , før Døden jog det paa Flugt . 
Der have vi igjen Tidens Indflydelse paa alt , hvad der 
er til ; naar vi see paa den blege Skikkelse , der sidder ved Sygesengen , 
see vi et nyt Beviis paa det samme , thi vi vil neppe 
gjenkjende den friske , ungdommelige Mira i denne unge Dames 
blege , sorgfulde Ddre . 
Men det er dog Rose og Mira , disse to Søstre , der fandt 
hinanden for seent og maa sfilles for tidligt . 
Roses Øine vare lukkede og hendes næsten gjennemsigtige 
Hænder vare foldede over Brystet . Hun sov , men en vild 
Drøm syntes at forurolige hende , thi hendes Pande var mørk 
og nogle uforstaaelige Ord undslap hendes skjælvende Læber . 
Mira bøiede sig lyttende over hende , medens bittre Taarer 
trillede over hendes Kinder . 
„ Hun drømmer ! “ hviskede hun ængstligt ; „ maasfee jeg 

burde vække hende . O , blot jeg kunde forjage alle mørke 
Skygger , ikke blot fra hendes Drømme , men fra hendes Liv . 
— Liv ? “ — Hun standsede og saae smertefuldt paa den falmede 
Skikkelse , der engang havde tilhørt den smukke , henrivende 
Rose , og et dybt , haabløst Suk gled over hendes Læber . 
Døren blev sagte aabnet , og Doctor Ødman listede sig 
paa Taaspidserne over Gulvet . 
, Hun sover ! “ hviskede Mira og rakte ham Haanden . „ Og 
jeg har ikke Mod lil at vække hende . Jeg troer hun trænger 
lil lidt Søvn . “ 
„ Saa . . . . Er De ogsaa vis paa det , “ svarede vor 
gamle Ven gnavent ; thi han var altid i ondt Lune , naar han 
saae Døden nærme sig lil en af hans Syge , uden at han følte 
sig istand lil at frelse dem sra denne rovbegjærlige Fjende . 
„ Men jeg troer , De trænger lil megen Søvn , derfor skal De 
strax gaae hjem , min Vogn venter paa Dem , det nytter ikke , 
De seer paa mig med et saadant Blik . Jeg tillader Dem paa 
ingen Maade at blive her længer . De behøver ikke at være 
bange for Deres Søster . Jeg skal nok selv passe hende , og 
siden kommer min kjære Anna og løser mig af . Gaae , De 
trænger lil Søvn , ellers bliver De syg , og jeg har flere end 
nok af Syge at passe paa . “ 
„ Men jeg kan ikke forlade hende . Det er hvergang jeg 
forlader hende , som skulde jeg aldrig see hende igjen . Min 
gode , gamle Ven , tillad mig at blive her . Jeg skal prøve paa 
at sove , jeg skal ikke blive syg . “ 
„ Har De maaskee reent glemt , De ogsaa har Pligter mod 
Baron Silgestrøm . Gaae , Barn , og stol paa mig . Jeg haaber 
ikke at være ganske uværdig til Deres Tillid . “ 

„ An , lal ikke saadan ! Men naar hun vaagner og ikke finder 
mig her , troer jeg nok , hun vil savne mig lidt . De veed , 
jeg er hendes eneste Søster . Jeg kan ikke forlade hende . “ 
„ Men De maae ! “ sagde Doctor Ødman bestemt . „ Gaae , 
Frøken Grotte , eller jeg regner ikke mere Deres Søster blandt 
mine Patienter . Lydighed har en Doctor Ret til al fordre af 
sine Syge og deres Omgivelser . “ 
Mira nærmede sig Sengen med rødmende Kinder . Hun 
stirrede paa He kjære Træk , som vilde hun fastholde dem for 
bestandig i sit Minde . Derpaa gik hun bort med et dybt Suk . 
Doctor Ødman indtog hendes Plads og betragtede den 
Sovende med et tankefuldt Blik , idet han nu og da hviskede 
sil velbekjendte : „ Hum ! “ 
Efterat han i nogen Tid saaledes havde studeret hendes 
Træk , aabnede hun Øinene og saae paa ham med et mildt Smiil . 
„ Goddag , kjære , gamle Ven , “ sagde hun med lav Stemme . 
„ Har De været her længe ? Jeg troer næsten , jeg har sovet lidt 
og drømt slygt . Hvor er Mira ? “ — 
„ Jeg har sendt hende hjem . Hun vilde ikke forlade Dem , 
men jeg vilde ikke tillade hende at blive , da hun saae blegere 
ud end sædvanlig , og jeg troer lidt Søvn vil gjøre hende godt . 
Men hvordan har De det idag ? Maa jeg føle Deres Puls ? “ 
„ Stakkels Mira ! De maa ikke tillade hende at blive i 
betle mørke , sørgelige Værelse . Hvor tankeløs jeg har været . 
Del gjør mig ondt , at De , en Fremmed , tænker mere paa hendes 
Helbred end jeg , hendes egen Søster . “ — Doctor Ødman tilføiede 
med blød Stemme : 
„ Naa , min Lille , hvad er der i Veien ? “ — 

„ Jeg har noget paa Hjertet . Bil De svare mig oprigtigt 
hvis jeg spørger Dem om det ? “ — 
„ Det kommer an paa , hvad det er , “ svarede Doctoren 
tøvende , da han anede , hvad det var , hun vilde spørge om . 
„ Vil De først gjøre mig den Tjeneste at trække Gardinerne 
lidt op . Her er saa trist ; jeg holder ikke af det Mørke , som 
omgiver mig . Tak ! hvor Dagslyset er smukt . Siig mig « åbenhjertig , 
min kjære Ven , hvor lang Tid har jeg tilbage til at 
glæde mig over Livet ? “ 
Hun saae paa ham , som vilde hun læse i hans Sjæl . 
„ Spørg mig ikke derom ! “ udbrød han med bevæget 
Stemme . „ Jeg vil ikke svare , nei , jeg vil ikke ! “ — 
„ Godt , Doctor , “ sagde hun alvorlig . „ Naar De ikke vil 
svare , saa vil jeg . De behøver ikke at være bange , jeg besidder 
Mod nok til at tale derom , uden at trætte Dem med Taarer 
og Smerte . Jeg har allerede længe været forberedt paa denne 
Time . Jeg veed godt jeg maa dø , og jeg er tilfreds med min 
Lod ; thi jeg er nu saa lykkelig , at jeg føler , jeg kan ikke blive 
lykkeligere i dette Liv . Kun selve Himlen kan give mig mere 
end det , jeg nu besidder . Herrens Villie skee . Jeg er rede til 
at adlyde den . “ 
Doctor Ødman kunde ikke svare . Hans Sind var i stor 
Bevægelse ; han reiste sig hurtigt og gik hen til Vinduet , hvor 
han blev staaende en Tid og slirrede ud , medens Rose , smilende 
gjennem Taarer , betragtede den smukke Bouket , der som sædvanligt 
stod paa hendes Bord . 
„ Doctor , “ sagde hun tilsidst , da denne atter nærmede sig , 
„ hvor mange Uger før jeg endnu kalde mine ? “ 

„ Uger ! “ udbrød Doctor Ødman , men vedblev hurtig , urolig 
over det Ord , der var undsluppet ham : 
„ Jeg veed det ikke . Det ligger ene i Herrens Haand . “ 
„ Det siger det Samme , som at jeg ikke mere harUger at 
leve i , “ sagde Rose roligt , „ nu , hvor mange Dage troer De , 
jeg har tilbage ? “ — 
Han bøiede Hovedet og gav intet Svar . 
„ Heller ikke Dage ! “ sagde hun alvorligt og Begge vare 
tause en Stund . Saa tog hun hans Haand , trykkede den kjærligt 
og hviskede : 
„ Tak , min trofaste Ven . Jeg er glad ved at vide det . 
Nu kan jeg berede mig paa den kommende Time . Men Mira 
maa ikke ane det , lad hende haabe saa længe , som muligt . 
Sorgen kommer altid tidsnok , især naar den bringer Mørke over 
et prøvet Hjerte . Men det fører mig til at tænke paa noget , 
jeg allerede længe har havt paa Sindet . Jeg maa tale med 
Baronen , før det er for seent . De maa sende Bud efter ham 
strax . Hører De , kjære Doctor , strax , ellers . . . . “ 
„ Ikke strax ! “ afbrød Doctor Ødman alvorligt . „ De har 
ikke Kræfter nok i Øieblikket til ar tale med Nogen . Men i 
Aften , naar De har sovet lidt , skal jeg sende Bud ester ham . 
Men nu maa De tage disse Draaber , de vil bevirke at De 
kommer til at sove saa roligt som et lille Barn , og naar De 
vaagner vil De have faaet saa mange Kræfter , at De kan tale 
med Baronen uden Fare for Deres Sundhed . “ 
„ Min Sundhed ! Hvor De er forsigtig . Hvis Nogen hørte 
Dem , maatte de tro , jeg virkelig havde en Sundhed at vogte 
over , istedetfor jeg er en stakkels døende Kvinde . “ 
„ Netop derfor bør vi spare paa den Smule , vi har . Et 

Minut af en Døendes Liv har sommetider mere Værdi end Aar 
af dens Liv , der er i sin fulde Krast . Ja , kjære Barn , hvor 
meget vilde ikke mangen Døende give blot for at leve et Minut 
længer end den Tid , der er ham tilmaals thi dette Minut vilde 
for ham maaskee blive Broen , der førte ham til Himlen . “ 
„ De har Ret , Doctor . Giv mig Deres Draaber og vær 
vis paa , jeg skal være forsigtig med mig selv . Men i Aften 
maa jeg tale med Baron Silgestrøm . Vil De love mig det , 
før kan jeg ikke falde i Søvn . “ 
„ De har mit Ord derpaa , “ svarede Doctoren bestemt , 
„ men nu maa De ligge saa stille som muligt . “ Og Rose lukkede 
sine Øine for snart efter at falde i Slummer . 
Da Mira kom hjem var vei hende umuligt at søge Hvile , 
heller ikke vilde hendes sørgelige Tanker og Anelser tillade hende 
det . Hun gik op og ned i Værelset med sænket Blik og blege 
Kinder . 
Baronen var ikke hjemme . Han havde forladt Huset efter 
Middag og Ola vidste ikke , hvor han var gaaet hen . 
Alt var saa stille omkring hende , ingen Støi afbrød Tavsheden , 
der omgav hende , skjøndt hun ønskede af sit ganske 
Hjerte , al et eller andet maatte skee , hun vidste ikke selv hvad , 
som kunde tildrage sig hendes Opmærksomhed og give hendes 
Tanker en anden Retning . 
Men Intet skele . Raslen af hendes Silkekjole var de » 
eneste Lyd i det tavse Værelse . 
Endelig blev hun træt af denne eensformige Vandren oo 

fatte sig i en Stol , hvor hun faldt t Søvn , til hun blev vækket 
ved Baronens Indtræden . 
Dagen var til Ende . Halvmørket omgav hende saa hun 
kunde neppe skjelne hans Skikkelse , da han nærmede sig . 
„ Ola sagde , Du var kommet hjem , “ sagde han og satte 
sig i Nærheden af hende . „ Hvorledes har Rose det i Dag ? “ 
„ Tak , Rose . . - “ Hun kunde ikke tale ud , men brast i 
Graad . 
Han flyttede sig tæt hen til hende , tog begge hendes Hænder 
i sine og sagde deeltagende : 
„ Hvad er der i Veien , Barn ? Hvorfor græder Du ? Er 
Rose maasfee mere syg , end hun har været de andre Dage ? ' — 
„ Aa , nei ! Jeg sfulde før tro , hun var meget , meget bedre . 
Men husker De den Drøm , jeg havde for nogen Tid siden . I 
Nat drømte jeg akkurat det Samme . Og netop da den var 
forbi , ^vaagnede jeg og hørte Klokken slaae Tolv . Jeg hørte 
det tydeligt , thi jeg talte Slagene . “ 
„ Stakkels Barn , har det forsfrækket Dig saa meget . Men 
vær rolig . Ørømme ere kun Ørømme , det vil sige tomme Billeder , 
fremkaldte af for megen Phantasi og en uregelmæssig Blodcirkulation . 
Jeg haaber din Søster bliver rast igjen , naar 
Sommeren kommer . Tvivl ikke derpaa . “ 
„ Gud give jeg kunde lade være at tvivle , “ svarede Mira . 
„ Men jeg veed for godt , hun maa dø , og jeg skal atter staae 
ene i Verden . ' 
„ Staae ene , Barn ! — Er det venligt af Dig at tale saaledes , 
naar en trofast Ven sidder ved Siden af Dig , holdende 
dine skjælvende Hænder i sine og tagende Deel i din Sorg . 
som var det hans egen ? “ 

„ O , De maa tilgive mig , om det for Øieblikket seer ud , 
som om jeg var utaknemmelig og uretfærdig imod Dem , min 
kjæræ , trofaste Ven . Men De . Adelheid og hun ere de eneste 
Mennesker , jeg elsker af mit ganske Hjerte , og derfor er det , som 
min halve Tilværelse er forbi , naar jeg tænker paa at skilles 
fra hende , og kun den Tanke , at jeg har Dem tilbage , frelser 
mig fra at bukke under for min Sorg . “ 
„ Troer Du virkelig , at Du kun elsker oS Tre ? Saa er 
jeg bange for , Barn , Du ikke kjender dit eget Hjerte . Men i 
denne Time vil vi Intet skjule for hinanden , derfor vil jeg sige 
Dig , der er En , hvis jeg ikke fager feil , Du elsker høiere end 
baade Rose og mig . Et Billed er prentet i dit Hjerte . . . . 
bliv ikke bange , jeg vil ikke saare Dig , jeg vil kun vise Dig 
Sandheden . Skal jeg sige Dig , hvem Du elsker ? “ — 
„ Nei ! “ raabte Mira ængslelig . „ Ieg vil ikke høre det ; 
thi hvis De vidste det , hvor kunde De saa agte mig . “ 
„ Og hvorfor skulde jeg ikke kunne agte Dig ? Du tager 
seil , Barn , Du behøver ikke at skamme Dig , fordi Du har givet 
Grev Villiam dit Hjerte . Han er baade ædel og god . 
Han . . . . “ 
„ Grev Villiam ! Nei , Baron Silgestrøm , jeg har aldrig 
elsket ham , og jeg vil aldrig elske ham . Mit Hjerte kan kun 
elske en , en , som ikke besvarer denne Kjærlighed , som aldrig 
aner , at jeg , den lille Zigeunerske , tør tænke paa ham , den stolte 
Mand . Dersom han anede det , troer jeg , han vilde hade og 
foragte mig , medens jeg kun kan elske ham . “ 
„ Og hans Navn ! “ udbrød Baronen med et Blik , som 
vilde han gjennemtrænge hendes Tanke . 
„ Ieg vil ikke nævne det , “ svarede hun skjælvende . 

„ Er der Nogen , paa hvem Du kan stole tryggere end 
paa mig ? “ spurgte han og bøiede sig mod hende med el Blik 
lig det , der en Gang før havde faaet hende til at skjælve af 
Glæede og Haab . 
Hun forsøgte at tale , men Ordene svigtede hende , og hun 
brast paany i Graad . 
„ Godt , Barn ! “ sagde han alvorlig og gav skip paa 
hendes Hænder , ligesom han havde gjort den Gang . 
„ Jeg vil ikke forurolige Dig oftere . Gjem din Tillid til 
En , der maaskee er mere værdig til den end jeg . “ 
Han reiste sig og vilde gaae . Men nu var det som Mira 
fik nye Kræfter , hun greb hans Haand og hviskede Noget , saa 
sagte , at ingen uden han kunde høre det . Han skuttede hende 
i sine Arme og udbrød , efler en lang Pause , med bevæger 
Stemme : 
„ Herren være lovet , nu er Du min ! “ — 
Jeg kan ikke fortælle hvor mange Timer Baronen og Mira 
sade Haand i Haand i Skumringen og talte om deres Kjærlighed 
og al den Tid , de havde tilbragt i Sorg og Tvivl , medens 
de kunde have været saa lykkelige , naar de ikke havde misforstaaet 
hinanden . 
Men pludselig blev de vækket af deres Drømme ved en 
stærk Ringen med Portklokken . 
Lidt ester traadte Ola ind og bad Baronen komme ud . 
Denne reiste sig strax for at . rjfølge Opfordringen ; men Mira 
holdt ham tilbage og sagde skjælvende af Angst : 
„ Gaa ikke , lad mig ikke blive ene . Det aner mig , at en 
stor Prøvelse nærmer sig . Jeg kan ikke overvinde min Frygt ; 
mit Hjerte banker , som skulde det briste . Forlad mig ikke nu . “ 

„ Jeg maa gaae , Barn , “ sagde han alvorlig . „ Men vær 
rolig , jeg kommer snart igjen . Du veed , jeg vil skynde mig 
saa meget som mulig . “ 
„ Nu , saa gaa , Baron Silgestrøm , “ sagde hun koldt . 
„ Ikke saaledes , Mira , ' han greb hendes Haand . „ Du 
maa ikke blive vred paa mig . Fra idag maa ingen Sky komme 
imellem os . See paa mig , Barn , med dine milde Øine og 
kald mig Victor , at jeg kan mærke , Du ikke længere er vred 
paa mig . “ 
„ Gaae sfaa , min egen , kjære Victor , “ hviskede hun med 
et sødt Smiil og trykkede hans Haand med Varme . „ Men 
Du vil snart komme tilbage . Ml Du ikke ? “ - - 
„ Hvor sødt det lyder fra dine elskede Læber ! udbrød han 
og skuttede hende i sine Arme . „ Ja , min egen , trofaste Mira , 
jeg vil snart , meget snart komme tilbage . “ Han trykkede et 
Kys paa hendes Pande og forlod Værelset med et lykkeligt Smiil . 
Men Tiden gik . Mira sad i Dagligstuen , hvor der nu 
var fuldkommen mørkt , da hun havde forbudt Ola at bringe 
Lampen ind . Hun kunde ikke taale Lyset , Mørket syntes meget 
bedre at stemme med hendes Følelser og Tanker denne Aften , 
hvor hun paa samme Tid var saa lykkelig og saa bedrøvet . 
Men da den ene Time gik efter den anden uden at bringe 
Baronen tilbage , blegnede hendes Lykke mere og mere , indtil 
den tilsidst forsvandt , og hendes Sorg og mørke Anelser vandt 
Seier . Hun brast i Graad og vilde have givet Aar af sit 
Liv for at faae de lykkelige Timer tilbage , som vare gaaede , 
hvis hun kunde have holdt dem fast for bestandig . Men umuligt ! — 

Imidlertid havde Baron Silgestrøm forladt Huset efter en 
Opfordring , han havde faaet i et Brev fra Doctor Ødman . 
Han tog strax hen til Frøken Søtherberg , hvor han fandt 
vor gamle Ven , som førte ham ind i Sygeværelset , hvorpaa 
han trak sig tilbage . 
Da Baronens Blik faldt paa Rose , standsede han et Øieblik . 
Hun var saa forandret , siden han sidst saae hende , at 
han neppe kunde gjenkjende hende . 
Hendes dybt indsunkne Øine havde mistet deres Glands og 
syntes indhyllede i et uigjennemtrængeligt Mørke . Hendes Kinder 
vare blege og hule , og hendes blaahvide Læber , som hun 
havde presset saa fast sammen , som vilde hun aldrig mere aabne 
dem , havde tabt det milde , henrivende Smiil , der endnu for 
nogle faa Timer siden oplyste dem . 
„ Velkommen ! “ sagde hun saa klangløst , at han neppe 
kunde forstaae hende , skjøndt han sad i Stolen lige ved hendes 
Seng . „ Tak , fordi De kom . Der er noget , jeg maa sige Dem , 
hvis jeg skal dø i Fred . Men jeg er meget svag , og mit 
Timeglas er snart udløbet . “ Hun slandsede og trak Veiret med 
Besvær , medens han kjærligt tog hendes Haand , uden at sige 
noget , da han følte , Ord her vilde være uden Trøst ; men han 
saae paa hende med et Blik saa mildt , saa deellagende , atingen 
Ord bedre kunde udtale hans Tanker , hans Følelser . Det syntes 
at bringe Solskin til hendes Hjerte , som slog svagere og 
svagere for hvert Minut . Roserne blussede igjen paa hendes 
Kinder ; Smilet , som allerede var flygtet , spillede atter om hendes 
Sæber , Øinene lyste med deres fordums Glands , men kun 
for et Øieblik , saa blev det igjen mørkt , og hun vedblev . 
„ Det er om min kjære Mira , jeg vil tale . Jeg troer , hun 

skjuler noget , der bringer hende Smerte . Mira elsker , men hvis 
jeg ikke tager feil , undertrykker hun denne Følelse , fordi hun 
troer , De ikke holder af den , hun har givet sit hele Hjerte . “ 
Baronen blev bleg , hans klare Pande blev mørk , hans 
Øine lynede , medens han spurgte med bevæget Stemme : 
„ Hans Navn ? “ 
„ Grev Villiam , “ svarede Rose sagte . „ Men Mira har 
aldrig fortalt mig det . Jeg har selv opdaget hendes Hemmelighed . 
Den første Gang hun omtalte ham var , da han 
var kommet hjem fra sin Reise ; jeg blev opmærksom paa hendes 
rødmende Kinder og skjælvende Stemme . Og siden har jeg 
lagt Mærke til Mere og Mere , der har givet mig den Overbeviisning , 
at hun elsker ham . Hun vil aldrig tale om ham , 
og naar jeg gjør det , afbryder hun mig . Stakkels Mira , jeg 
troer aldrig , hun selv faaer Mod iil at fortælle Dem det . Derfor 
har jeg nu gjort det ; thi jeg veed fra Grevinde Cederskøld , 
at den unge Mand ogsaa elsker hende . Baron Silgestrøm , dersom 
han virkelig er saa god og ædel , som jeg har hørt , og 
hvis De vil gjøre en døende Kvinde fuldkommen lykkelig i 
hendes sidste Time , saa lov mig , De ikke vil forhindre Mira i 
at ægte ham , selv om det er sandt , hvad jeg troer , at De ikke 
holder af ham . “ Hun greb hans Haand og trykkede den med 
sin sidste Kraft . 
Han prøvede paa at tale , men ingen Ord kom over hans 
Læber ; han kunde kun svare ved at trykke hendes Haand igjen . 
Men det tilfredsstillede hende ikke . 
„ De maa love mig det ! “ sagde hun og saae ængstelig 
paa ham . 

„ Jeg lover det , “ svarede han med Besvær . „ Mira maa 
vælge , hvem hun vil , jeg skal ikke sætte mig imod hendes Valg . “ 
„ Tak , min egen , kjære Ven ! “ udbrød hun glad . „ Ikke 
blot for dette , men for Alt , hvad De har gjort for hende og 
for mig . Modtag en døende Søsters Velsignelse . Gud gjengjælde 
og beskytte Dem . “ Endnu engang blussede Roserne paa 
hendes Kinder og hun sank mat tilbage i Puderne og lukkede 
fine Øine , som vilde hun sove . 
Baronen bøiede sig over hende og saae paa de blegnede 
Træk med et langt , smertefuldt Blik . Saa reiste han sig og 
nærmede sig Døren , i hvilken Doctor Ødman netop viste sig . 
„ Troer De , vi skal sende Bud efter Mira ? “ spurgte han . 
„ Nei , jeg troer det er bedre at lade Frøken Grotte blive 
uvidende om Sandheden saa længe som mulig . At føre dem 
sammen i dette Øieblik vilde kun bringe dem begge Sorg og 
berøve min Patient de sidste Kræfter . Hun trænger til Hvile 
og den vil hun kun finde i Søvnen . De maa passe paa Frøken 
Grotte , hun maa ikke komme her igjen før i Morgen . Hun 
er til ingen Nytte for fin Søster og selv trænger hun til Ro , 
ellers bliver hun ogsaa syg . “ 
„ Men kan jeg ikke være til nogen Nytte ? “ spurgte Baronen , 
„ Tak , ikke for Øieblikket . Men maaskee i Morgen , “ svarede 
Doctoren og fulgte ham ud . 
Mira sad endnu omgivet af Mørke , lyttende til Regnen 
og Blæsten udenfor , da hun med et foer op ved at høre Baron 
Silgestrøms Trin . 

Hun nærmede fig hurtigt Døren og ventede ængstelig hans 
Komme ; men til hendes store Forundring gik han lige til sit 
eget Værelse , hvor hun hørte ham laase Døren af efter sig . 
Det glade Smiil , hans velbekjendte Trin havde fremkaldt , 
døde hen , og hun vendte tilbage til fin Plads , , hvor hun blev 
siddende i mørke Tanker , til Ola meldte , at Theen ventede . 
Saa skyndte hun sig til Spisestuen i det Haab at finde 
ham der , som sædvanlig ; men Ola skulde hilse fra Baronen , 
om hun vilde drikke sin Thee uden ham , da han ikke var rask . 
Nu kunde hun neppe længere tilbageholde sine Taarer ; thi 
det syntes at hendes onde Anelser virkelig vilde gaae i Opfyldelse , 
og hendes Mod sank , naar hun tænkte paa , hvad der 
nu vilde skee . Men hun vilde ikke lade Ola see sin Bevægelse , 
hun prøvede paa at undertrykke den til hun var kommet til 
sit eget Værelse , saa sank hun om paa en Stol og brast i 
heftig Graad . 
Saaledes gik denne Aften , hun havde tænkt sig at maatte 
blive den lykkeligste i hendes Liv , hen i Taarer og Frygt ; thi 
hun følte , der var kommet noget mellem hende og Baron Silgestrøm , 
hun vidste ikke hvad , men hun vidste det var der , staaende 
mellem dem lig en mørk Skygge , der adskilte dem tiltrods for 
deres inderlige Kjærlighed til hinanden . 
Ja , saadan er et Hjerte , der elsker , det føler Faren , som 
truer dets Kjærlighed , før den nærmer sig , end sige , naar den 
allerede er der . — 
„ O ! “ hviskede hun med foldede Hænder . „ Er min Himmel 
allerede skjult af truende Skyer . Er dette Enden paa min 
korte Lykke , er jeg allerede vaagnet af min kjæreste Drøm ? — 
Hvorfor vil han ikke see mig netop denne Aften , som burde 

være den lykkeligste i vort Av ? — Men det maa ikke være ! 
Vil han ikke komme til mig , saa vil jeg gaae til ham . “ 
Hun reiste sig hurtig , forlod Værelset og gik lige til 
hans Dør , hun bankede paa med skjælvende Haand ; men han 
svarede ikke , eller hørte maaskee ikke hendes Banken . Han gik 
op og ned , som det syntes i slærk Bevægelse . 
„ Baron Silgestrøm ! “ fik hun tilsidst Mod til at sige . „ Hører 
De ikke , det er mig , Mira . Jeg ønsker at tale med Dem . “ 
Nu standsede Trinene og han sagde i en alvorlig , bestemt 
Tone : 
„ Gaae til Ro , Barn , det er seent og Du trænger til Søvn . 
I Morgen kan Du fortælle mig , hvad Du har paa Hjertet . “ 
Trinene løde alter . 
„ Men Ola sagde De var syg , “ sagde Mira og undertrykkede 
den saarede Stolthed , Vreden og Smerten , som kæmpede i 
hendes Hjerte . 
Trinene standsede alter el Øieblik , og han svarede koldt : 
» Men nu er jeg alter fuldkommen rask . Du behøver ikke 
af være bange for min Skyld , jeg kan bære meget ; jeg vil 
snart overvinde dette sidste Stød . Men gaae til Ro , Barn , og 
forstyr mig ikke oftere . “ 
Det var for meget for MiraS Stolthed . 
„ Vææ vis paa , jeg skal ikke forstyrre Dem mere ! “ udbrød 
hun med Lammende Kinder og dirrende Læber og skyndte sig 
tilbage til skt Værelse , ikke for af søge Ro , men for af græde , 
til hendes rOine vare røde og hendes Hoved smertede , saa 
hun ikke mene kunde samle sine Tanker . Da lukkede endelig 
hendes Øine fig , og hun faldt i en dyb Søvn . 

Den næste Morgen mødtes Mira og Baronen , som de 
pleiede ved Frokosten . Mira var bleg , hendes Øine vare røde 
og ophovnede , og hun syntes af være meget træt . Men han 
saae det ikke , han rakfe hende Haanden som sædvanligt og satte 
sig ned for at læse Bladene . 
Hvor var hans Kjærlighed , hans venlige Blik og endnu 
venligere Ord ? — Hvor var den Baron Silgestrøm , der om 
Aftenen havde erklæret hende fin inderlige , trofaste Kjærlighed ? 
Han var forsvundet og hendes Pleiefader , den fordums Baron 
Silgestrøm , havde indtaget hans Plads . — 
Hvor en Dag , en Time , et Minut kan forandre vort hele 
Liv og tilintetgjøre vor hele Lykke , vort Haab , vor Fremtid . 
Hun kunde neppe tro , hvad hun saae med sine egne Øine . 
Der sad han alvorlig og stille og læste Bladene saa rolig , som 
om Intet var hændet , som om hans Hjerte var lige saa roligt 
som hans alvorlige Træk , skjøndt han havde saaret hende saa 
dybt , skjøndt han havde tilintetgjort hele hendes Lykke . — 
Ja , han saae virkelig ud , som var hans Hjerte lige saa 
roligt som hans Træk , skjøndt det bankede af Smerte , skjøndt 
han havde begravet dets kjære Haab for evig . 
Men Mira kunde ikke læse i hans inderste Sjæl , hun kunde 
kun dømme af det Ydre . Og det gjorde hun , og hun bestemte , 
hun vilde være lige saa rolig som han , han skulde ikke triumphere 
over hende ; hun vilde undertrykke sin Sorg . Han skulde 
ikke see hendes Hjertes rette Tilstand ; hun forsøgte at smile , 
men det var kun et blegt Gjenfærd af det varme Smiil , som 
ellers hvilede paa hendes Læber . 
„ Vil Du skjænke Thee til mig , Barn , “ sagde han tilsidst , 

uden at see paa hende . „ Jeg vil gjerne strax besøge Din 
Søster , for om der er noget , hun ønsker . “ * 
Mira svarede ikke , men skjænkede Theen , som de Begge 
drak i Taushed . Saa lagde Baronen Bladene tilside og forlod 
Værelset uden at sige et eneste Ord . 
Det fremtvungne Smiil døde paa hendes Læber . Hun 
satte sig ned og græd stille . Men med et reisfe hun sig . Hun 
kunde ikke udholde at blive hjemme . Hun vilde gaae til sin 
Søster , hendes kjære Rose , hendes eneste Ven . Hun vilde ikke 
vente , til Baronen kom igjen . Skulde maaskee han , der var en 
Fremmed for Rose , være den Første , der gik til hende , medens 
hun , Mira , Roses Søster , blev hjemme . Nei ! hun vilde gaae 
og det strax . Hun skyndte sig til sit Værelse for at tage sit 
Tøi paa , men der fandt hun Jomfru Kullberg , der udbrød ved 
at see hende : 
„ O , kjære Frøken , jeg har havt saadan en underlig Drøm 
i Nat ! Der maa vist skee noget slemt ! thi jeg har endnu aldrig 
drømt om Rotter , som aad Muus , uden at det har endt 
sørgeligt . Og jeg drømte i Nat , at to store Rotter aad tyve 
smaa Muus , og saa tilsidst fangede en Kat de to Rotter . — 
Det var en slem Drøm , og jeg er vis paa , Dagen vil ikke gaae 
hen , uden at der skeer noget Galt . “ 
Tiltrods for Miras mørke Tanker kunde hun ikke lade være 
at lee ad Jomfru KullbergS underlige Drøm og hun vilde netop 
trøste den gamle Pige , da hun hørte Klokken ringe ; Ordene 
standsede paa hendes Læber , og hun kunde neppe holde sig opreist , 
hun havde en Følelse , som skulde hun besvime og sank 
om i en Stol med et Skrig . 
„ Hvad er der i Veien ! “ raabte Jomfru Kullberg forskrækket . 

„ Er De syg ? — Stakkels Barn , prøv at drikke lidt 
Vand , det vil forfriske Dem . “ 
Men Mira reiste sig pludselig og ilede til Daligstuen , hvor 
hun sandt Baronen , som netop var traadt ind . 
„ Hun er død I “ raabte Mira . „ Skjul det ikke for mig , 
jeg veed det , det er som var der sprunget noget i mit Hjerte . “ 
„ Det gjør mig ondt at maatte bringe Dig et saadant 
Sørgebud , “ sagde han deeltagende . „ Jeg veed , Ord kan ikke 
trøste i et saadant Øieblik . Men glem ikke , Barn , det er kun 
oS , hun har ladt tilbage , der sørge og græede , hun derimod er 
lykkelig , og derfor maa vi ikke misunde hende denne Lykke . 
Fred være med hende . “ — 
Han tog blidt Hænderne fra hendes Ansigt . 
„ Græd kun , Barn , Taarerne mildne vor Smerte og faae 
os til at tænke paa ham , der gav og dem til Trøst for vore 
saarede Hjerter . Du har mistet en Søster , men glem ikke , Du 
har gjenfundet en Fader . Vær ikke bange , Barn , jeg vil ikke 
tilintetgjøre Din Lykke , jeg vil fremme den . “ Han trykkede 
hendes Haand kjærligt og forlod sagte Værelset . 
Men Mira kunde ikke græde . Taarerne syntes at nægte 
hende deres Trøst . Hendes Blik hvilede paa Jorden og hendes 
skjælvende Læber havde ingen Ord til hendes Trøst . 
Saaledes sad hun den ene Time efter den anden , uden at 
gjøre en eneste Bevægelse , der kunde tilkjendegive at hun endnu 
levede . Endelig brød hun ud i en heftig Graad og raabte fortvivlet 
: 
„ O , dette er mere , end jeg kan bære ! “ — 

Hænderne laae foldede over hendes Bryst . Hendes Hjerte , 
der nylig havde været varmt , bankede ikke mere . Hendes Læber 
vare lukkede for evigt ; men hendes Øine , disse Hjertets 
trofaste Tolke , bleve tro selv i Døden , de vare ikke lukkede , de 
stirrede endnu paa den lille Bouket , der stod paa Bordet , som 
om de selv i Døden vilde tolke hendes sidste Tanker . 
Mira knælede ved Sengen . Hendes Blik var fæstet paa 
den elskede Søster . Ingen Taarer fyldte hendes Øine , ingen 
Klage undslap hendes Læber , hendes Hjerte var liig et Instrument , 
hvis Strenge ere brudte . 
Men nu traadte Baron Silgestrøm sagte ind , og ved at 
see ham reiste hun sig hurtig , medens han traadte nærmere og 
hviskede , som for ikke at forstyrre den Dødes fredelige Søvn . 
„ Kom Barn , Du maa ikke dvæle længere her . “ 
Men hun vendte tilbage til Sengen , hvor alle hendes 
Tanker syntes at være . Hun bøiede sig over Rose og trykkede 
et brændende Kys paa hendes kolde Pande . Endnu engang 
hvilede hendes Blik paa disse elskede Træk , endnu engang , for 
aldrig oftere at see dem i dette Liv . — 
Hun var begravet . Hendes Navn vilde snart være udslettet 
af de fleste Hjerter ; men i et vilde hendes elskede Billede 
altid blive . Det var i hendes Søsters . 
Stakkels Mira , hendes Hjerte var knust . Det havde været 
mere , end hun kunde bære paa samme Tid at miste sin Søsler 
og den , hun elskede , ja den hun elskede ; thi Baronen havde 
aldrig siden hiin saa lykkelige og ulykkelige Aften talt til hende 
om sin Kjærlighed . Det var , som havde han reent glemt , at 

han nogensinde havde elsket hende , som om han ganske havde 
glemt , at han havde erklæret hende det . Han var saa forandret 
i sin Opførsel imod hende , at hun neppe kunde gjenkjende 
ham , skjøndt han altid var god og kjærlig mod hende . 
Havde han maaskee angret , at han , om end kun for et 
Øieblik , havde tænkt paa at gjøre don lille Zigeunerske til fin 
Kone ? — Eller hvad var det , som med Et adskilte dem ? — 
Hvor skulde hun finde Lys i dette Mørke ? Skulde hun ligefrem 
spørge ham , hvad Grund han havde til denne Forandring i sin 
Opførsel mod hende ? — Nei , hun vilde ikke spørge , hun var 
for stolt til at bede ham om den Kjærlighed , han syntes at 
negte hende . 
Men hvor hendes stakkels Hjerte kæmpede mod dets mange 
forskjellige Følelser . Det ene Øieblik følte hun Trang til at 
kaste sig i hans Arme og fortælle ham tiltrods for hans forandrede 
Opførsel , hvor høit hun elskede ham . Det næste Øieblik 
vendte hun ham Ryggen , for at han ikke skulde see hendes 
Vrede , hendes saarede Stolthed og sorgfulde Hjerte i hendes Øine . 
Og Tiden gik . Tre Uger vare gledne hen siden Rose « 
Begravelse ; tre Uger saa lange som Aar for hende og Baronen , 
medens Andre , som vare lykkelige , maaskee fandt , de vare flygtede 
som Minuter . 
Det var Morgen . Mira havde aabnet Vinduet og indaandede 
den friske Luft , som bragte en Hilsen fra den kommende 
Vaar . 
Det var en smuk Dag . Solen forgyldte Vinduerne lige 
overfor . Himlen var klar og blaa . Fuglene fløi op og ned 
med glad Kviddren , medens Folk kom og gik med glade Ansigter 
og Tilfredshed i Hjerterne over den smukke Dag . 

Selv Mira kunde ikke blive uberørt ved Synet af al det 
Liv , der omgav hende . Hendes Hjerte bankede hurtigere , hendes 
Øine funklede , og hendes blege Kinder bleve røde . Solen med 
fine varme Straaler syntes at smelte Isen , der for nogen Tid 
havde tildækket hendes ellers saa milde og kjærlige Hjerte , og 
hun lovede sig selv , hun vilde tale aabenhjertigt med Baron 
Silgesfrøm , hvad der end skete . 
Hun gik til Daligstuen , hvor hun troede at finde ham beskjæftiget 
med Bladene som han var vant til hver Morgen . 
Men hun blev skuffet , der var ingen Baron Silgesfrøm og hun 
satte sig ved sit Sybord , bestemt paa at vente , til han kom . 
Snart hørte hun hans velbekjendte Trin nærme sig . 
Hendes Hjerte bankede ængsteligt , da han traadte ind ; hun 
prøvede paa at reise sig , men kunde ikke , alt hendes Mod , al 
hendes Styrke havde forladt hende . Hun kunde neppe hæve 
fine sænkede Øine for at fæste dem paa ham , som stod og saae 
paa hende i Taushed . 
„ Mira ! “ sagde han tilsidst med alvorlig Stemme . „ Jeg 
kommer for at sige Farvel til Dig . Jeg reiser udenlands . “ 
„ Udenlands ? “ — 
Mira kunde neppe faae Ordene frem . 
Han satte sig ved Siden af hende ; tog hendes kolde Haand 
og vedblev kjærligt : 
„ Vær ikke bange , Barn , det er ikke min Hensigt at lade 
Dig blive ene tilbage . Cederskølds har lovet at tage sig af 
Dig . De komme efter Dig idag ; og jeg troer , Du vil blive 
mere tilfreds i deres glade Selskab , end Du hidtil har været i 
mit . Jeg er intet opmuntrende Selskab for en ung Dame , hverken 
i Sorg eller Glæde . Frygt ikke for noget , jeg har ordnet 

Alt , som jeg troede , det vilde behage Dig , og naar vi sees igjen 
haaber jeg , Du vil være saa lykkelig , som jeg af mit ganske 
Hjerte ønsker , at Du maa blive . — Men der er endnu noget , 
jeg kunde ønske at tale med Dig om ; men jeg vil ikke formørke 
denne Afskedstime med at fortælle Dig alt , hvad der har fyldt 
mit Hjerte med Sorg . Jeg vil skrive til Dig om denne Gjenstand , 
ikke for min egen Skyld , Barn , vær vis paa det ; men 
kun for din Skyld , thi jeg skylder Dig en Forklaring over min 
Opførsel siden den Aften , Du veed , skjøndt Du vel allerede har 
tænkt Dig den selv . Men jeg er bange for , Du ikke ret kan 
nyde din Fremtids Lykke , før Alt er forklaret og ordnet mellem 
os . Og Du , Barn , har Du ikke et eneste Ord at sige , før vi 
skilles ? - — 
Men Mira havde ingen Ord . Hun sad som forstenet , og 
selv om hun kunde have frelst sit Liv ved at sige et Ord , vilde 
det have været hende umuligt . 
„ Godt , Barn , “ tilføiede han ester en kort Taushed med 
bevæget Stemme , „ jeg vil ikke overtale Dig mod din Villie . “ 
Lyden af en Vogn nærmede sig . 
Han reisfe sig hurtig , og Mira gjorde det samme uden at 
vide del . Hun kunde ikke samle sine Tanker , Alt dandsede rundt 
med hende ; hun kunde kun føle , kun forstaae , at han reisfe bort , 
han , som hun elskede . 
„ Gud velsigne Dig , Barn ! “ udbrød han og skuttede hende 
i sine Arme . „ Gid jeg maa finde Dig lykkelig , naar jeg kommer 
tilbage . Sørg ikke over mig ; jeg har kun en Tanke , et 
Ønske , det er at see Dig lykkelig . Farvel , Mira , Du har min 
Tilgivelse . “ Han trykkede et Kys paa hendes Pande ; han skuttede 
hende endnu en Gang i sine Arme , og hun var ene , ganske 

ene , staaende paa samme Plads , hvor han havde forladt hende . 
med Blikket heftet paa Døren , som havde lukket sig efter ham 
lyttende til Vognen , da den kjørte bort , til Lyden døde hen i 
det Fjerne . 
Da vaagnede hun først af den Følelsesløshed , der syntes 
at have overvældet hende og raabte , vridende sine Hænder : 
„ O , Victor , Victor , Du maa ikke forlade mig ! “ — 
Men for seent ! Han var allerede langt borte . 
Solen skinnede gjennem de halvt tildækkede Vinduer , dens 
venlige Straaler , legede medMeublerne , gled over Gulvet , henad 
Væggene og oplyste hele Værelset . Det var ikke Vinterens 
kolde blege Straaler , det var Vaarens varme , livlige Børn . 
Hvor de legede , medens Fuglene sang , ikke blot Spurvene , 
men ogsaa andre Fugle med søde Stemmer , Fugle , der vare 
komne langvejs fra , og nu sang for at forkynde , at Vaaren var 
kommen og med den alt , hvad der glæder Hjertet . 
Nu skilte en enkelt Solstraale sig fra sine smukke smaa 
Søstre og gled gjennem Værelset lig en Guldstrøm , til den sank 
ned paa Sengen , hvor en ung Pige laa med blege Kinder og 
lukkede Øine . Den legede med hendes sorte Lokker ; den kyssede 
hendes søde Læber og varmede hendes kolde Pande , til 
hun aabnede Øinene og saae sig om med et forundret Blik . 
Hun kunde ikke huske det mindste ; hun prøvede paa at 
løfte sit Hoved ; men det var saa tungt , at det sank mat tilbage 
paa Puden . 
Denne lille Bevægelse , skjøndt saa let , blev ikke ubemærket . 

Et Hoved viste sig strax i den aabne Dør , som ferie ind 
til Værelset ved Siden af , og Jomfru Kullbergs velbekjendte 
Skikkelse nærmede sig Sengen . 
„ Jeg syntes , hun gjorde en Bevægelse , lille Stakkel , “ hviskede 
hun til sig selv . „ Men jeg har nok taget feil . Hvor 
skulde hun ogsaa kunne røre sig . Nu har hun ligget der siden 
Baronen reiste uden selv at ane det , som man skulde tro . Hun 
faaer vist aldrig mere Kræfter til at reise sig fra Sengen . 
Stakkels Barn , hvor det gjør mig ondt , hvis det tager en saadan 
Ende med hende . Men jeg drømte nok om to Rotter ; 
den ene har været Frøken Søtherberg ; den anden , er jeg bange , 
vil blive hende , lille Stakkel . “ Og hun bøiede sig over Mira 
og saae paa hende saa kjærligt , som om hun havde været hendes 
eget Barn . 
I dette Øieblik aabnede Mira atter Øinene , og Jomfru 
Kullberg udbrød glad : 
„ Herren være lovet ! Jeg troede aldrig mere jeg skulde 
ses disse søde Øine . O , mit kjære , kjære Barn , De har ikke 
seet paa mig de to sidste Maaneder . Gud velsigne Dem , det 
er Ret , smiil lidt til mig , min egen lille Yndling . “ Hun greb 
begge Miras Hænder , trykkede dem mod sine Læber og græd 
af Glæde . 
» Nei , hvor enfoldigt af saadan en fornuftig , gammel Pige ! “ 
udbrød Doctor Ødman , som ubemærket var traadt ind . „ Vil 
De maaskee dræbe min Patient i det samme Øieblik , hun igjen 
er kommet tillive ? — Jo , De er den rette Sygevogterske ! “ Han 
greb hende let om Armen og førte hende ud i det tilstødende 
Værelse . 
„ Saaledes ere de Alle , og jeg kan dog ikke selv pleie mine 

Syge . Hm ! . . . “ Han satte sig , tog MiraS Haand og sølle 
hendes Puls . 
„ Godt ! Jeg troer , hun er frelst , “ mumlede han med et 
tilfreds Smiil . 
» Tak , Doctor/ ' sagde Mira med svag Stemme og prøvede 
at tage hang Haand ; men Kræfterne svigtede hende , og Haanden 
sank mat tilbage . 
„ Hun taler ! ja , sandelig taler hun ! “ udbrød Doctoren , 
som nylig havde skjenvt paa Jomfru Kullberg for det samme , 
han nu selv gjorde . „ Herren være lovet , det er mere , end jeg havde 
ventet for lang Tid . Mil eget lille Barn , hvorledes har De 
det da idag ? — Gud velsigne Dem for disse faa Ord , jeg er 
saa glad , som havde jeg vundet en Krone , “ og ogsaa han greb 
hendes Haand og kyssede den ømt ; men nu var det Jomfru 
Kullbergs Tour til at skjænde . Hun nærmede sig sagte , greb 
hans Arm og hviskede : 
„ Nei , hvor enfoldigt af saadan en fornuftig , gammel Mand . 
Men saaledes ere de Alle . “ — 
„ De har Ret , “ sagde han skamfuld . „ Vi have Begge mere 
Hjerte end Forstand . Kom , lad os forlade den kjære Lille . 
Jeg kan skrive min Recept i det andet Værelse . De maa ikke 
tale med Jomfru Kullberg eller nogen Anden , naar jeg er gaaet . 
Hører De ? — De maa ligge saa rolig som De kan og ikke 
tænke paa noget . Farvel , Barn , jeg kommer igjen imorgen , og 
saa kan vi maaskee tale lidt sammen . “ Han kyssede paa Fingeren 
til hende og forlod Værelset fulgt af Jomfru Kullberg , 
der vinkede , som vilde hun sige : 
„ Jeg kommer snart igjen og taler lidt med Dig , tiltrods 
for den gam e Sladderhank . “ 

Mira var ene . Nu var hun ikke mere forundret over at 
finde fig liggende i Sengen ; hun samlede sine forvirrede Tanker , 
hun huskede Alt , det vil sige , hun huskede , at han var borte , 
at han havde ladet hende tilbage , uden at hun vidste , hvorfor 
han havde straffet hende saa haardt . Og Rose , hendes kjære 
Rose , hos hvem hun kunde have søgt Trøst , hvor var hun ? — 
Hun lukkede igjen sine Øine og gav sine Taarer frit Løb . 
Hun foldede sine Hænder , medens Læberne bevægede sig . Hun 
bad , bad af sit ganske Hjerte , og saadanne Bønner naae altid 
Herrens Trone . 
Dei var Søndag , en smilende Søndag og en dobbelt Festdag 
var det ; thi Mira var første Gang oppe efter sin Sygdom , 
og Jomfru Kullberg forsikkrede hende , hun vilde aldrig i sit 
Liv glemme denne lykkelige Dag , da hendes kjære Frøken var 
kommen op efter saadan et haardt Sygeleje . 
Doctor Ødman havde afflaaet Grevinde Cederskøld og alle 
de Andre , som ønskede at see Mira , at komme ind , og hun var 
derfor ganske overladt til Jomfru Kullbergs Omsorg , og hun 
kunde heller ikke have en bedre Plejerske ; da Doctor Ødman 
traadte ind , udbrød han tilfreds : 
„ See , det kan jeg kalde at passe paa min lille Patient . “ 
Mira sad i en stor Lænestol , som Jomfru Kullberg med 
OlaS Hjælp havde flyttet hen midt i Stuen , hvor de varme 
Solstraaler kunde naae den . 
„ Goddag , min kjære gamle Ven ! “ sagde hun og rak . e 
taknemmelig Haanden til den gode Doctor . „ Hvorledes skal jeg 
takke Dem for al Deres Kjærlighed mod mig . “ 

„ Nu , det skal jeg sige Dem , “ svarede han og satte sig ned . 
„ De kan bedst takke mig ved at blive rask snarest mulig . Men 
jeg havde nær glemt , jeg har noget til Dem fra min Kone . “ 
Han aabnede den ene af sine store Lommer , og en smuk lille 
Bouquet tittede frem . 
„ See her , “ sagde han tilfreds og rakte hende Blomsterne . 
„ Hvad mener De om dem ? Det var godt , jeg huskede at usføre 
mit Ærinde , det havde været Synd for de stakkels Smaa , 
om jeg havde glemt det . “ 
Mira brast i Graad , da hun saae Blomsterne ; hvor smerteligt 
mindede de ikke om Rose og Baronen . 
Den gode Doctor , som ikke vidste , hvad det var , der bevægede 
hende saa meget , skjændte paa de uskyldige Blomster og 
paa fin ufornuftige Kone , som ikke havde forudseet , hvad der 
vilde skee ; saadan en Idee af sende Blomsler til en stakkels syg 
Pige , der havde været lænket til Sengen i flere Maaneder og 
neppe vidste , af Vinteren var gaaet , ser hun nu saae disse Vaarens 
Frembringelser ; og af netop han , hendes Læge , havde været 
Overbringer af saadan en lille Bouquet , det var for meget . 
Han greb Bouquetten og vilde kaste den ud af Vinduet ; men 
Mira forhindrede det og sagde , idet hun saae paa ham med sine 
taarefyldte Øine : 
„ Nei , min kjære Ven , Blomsterne ere mine , De har ingen 
Ret til af kaste dem bort . Tak Fru Ødman fra mig og siig 
hende , jeg var saa glad for dem ; thi jeg holder saa meget af 
Blomsler . “ 
„ De var glad ved af modtage dem ! “ udbrød Doctoren 
forundret . „ Saa forslaaer jeg ikke , hvordan Folk see ud , naar 
de ere bedrøvede . Men min gode gamle Karin har Ret , naar 

hun siger : Fanden selv kan ikke forstaae en ung Dames Sind . ' 
Hvorledes skulde da jeg . Men naar De er glad for dem , er 
jo alt godt , og jeg har ingen Grund til hverken af kaste dem 
bort eller skjænde paa min lille Kone , som altid er saa glad 
ved at glæde Andre . “ 
Den gode Doctor tog Afsked efler at have givet Jomfru 
Kullberg sine Befalinger om , hvor længe Mira maatte blive oppe . 
Da hun var gaaet , viste Ola sig i Døren og vinkede ad 
Jomfru Kullberg med en vigtig Mine . 
Hun nærmede sig strax , og han hviskede noget til hende , 
som hun syntes at blive glad over , thi hun smilede tilfreds og 
gik ud for lidt efler at vise sig med et Brev i Haanden . 
„ Jeg har noget , som De vil blive glad over , “ sagde hun 
og nærmede sig med et triumpherende Smiil . „ Dette Brev modtog 
Ola for en Maaned siden ; men da De var for syg dengang , 
gjemte jeg det til bedre Tider , og jeg troer , idag er Tiden kommen . 
Det er sra Baronen , kan jeg see paa Haandskriften , “ og 
hun lagde Brevet ned i MiraS skjælvende Haand og forlod 
Stuen fulgt af Ola , som hidtil havde staaet ved Døren for at 
være Vidne til fin kjære Frøkens Glæde ved at modtage Brevet . 
Men han blev lidt skuffet ; thi Mira sagde ikke et eneste 
Ord ; hun kunde kun takke fine gamle Venner med et Smiil , 
som døde hen paa hendes Læber . 
Da hun var blevet ene , reiste hun sig tiltrods for sin store 
Svaghed og gik hen til Vinduet , som om hun bedre kunde læse 
det kjære Brev der i det klare Daglys , omgivet af de legende 
Solstraaler , end i den store Lænestol , svøbt ind i Tæpper og 
Puder , der i dette Øieblik forekom hende lig et Fængsel . Hun 
saae paa Brevet smilende gjennem Taarer , men dog manglede 

hun Mod til at aabne det . Endelig efter en lang Kamp mellem 
Glæede og Frygt , trykkede hun det til sine Læber , aabnede 
det og læste . 
„ Barn , Barn , hvad har Du gjort med mit Hjerte ? — 
Hvor kunde Du gjøre mig saa megen Sorg ? — Veed jeg ikke , 
Du vilde offre Dig selv paa Taknemmelighedens Alter ! Veed 
jeg ikke , Du elsker en Anden ! Veed jeg ikke , Du er ung , og jeg 
er gammel ! Hvor kan den blomstrende Rose drømme om den 
alvorlige Gran ? — 
Men vær rolig . Jeg har ikke Hjerte til at tilintetgjøre 
din Ungdom . Jeg vilde ikke , om jeg kunde vinde en Verden . 
En Verden ! — Hvad er en Verden i dens Haand , som elsker ? 
— Et Støvgran han vil bortbytte for et Smiil af hende , som 
er hans eneste Verden . 
Du vilde opoffce Dig selv . Men Du glemmer , det var 
ikke blot Dig men ogsaa ham , Du opoffrelse ; ham , som elsker 
Dig , og som Du elsker , skjøndt ingen af Eder kan elske , som 
jeg gjør . 
Men vær rolig , Barn ; denne Opoffrelse er større end nogen 
kan give , og nogen kan modtage , og et knust Hjerte vilde 
væræ alt , hvad Du havde at byde mig . 
Mira , Du er fri ! tag din Villiam , og Gud give , I begge 
maa blive saa lykkelige , som jeg , Eders Fader , ønsker det . 
Vent ikke paa min Tilbagekomst ; ægt ham saa snart som 
mulig , og naar Alt er ordnet , vil jeg , om Gud behager , komme 
og glæde mig over Eders Lykke . 
Farvel Barn . Sørg ikke for min Skyld , jeg vil snart 
blive tilfreds med min Lod ; thi den , der elsker oprigtig , kan 

kun blive lykkelig , naar Gjenstanden for hans Kjærlighed ogsaa 
er det . Hils Villiam fra 
Din trofaste Ven og Fader 
Victor Silgestrøm . “ 
„ Gud trøste mig ! “ hviskede Mira og sank mat om i en Stol . 
„ Hvad er der iveien med Dig idag . Carl ? “ spurgte Frøken 
Karin gnavent . „ Du seer jo ud , som havde Du spiist Kaarekyllinger . 
Lal reent ud , Mand , hvad har Du paa Hjertet ? “ 
„ Stille , Karin , Du er altid saa nysgjerrig . En Læge 
har saa meget at tænke paa , som han ikke kan fortælle Andre . 
Anna er langt mere fornuftig , hun spørger aldrig om , hvad 
jeg fænker paa . “ 
„ Ja , Anna ! Men Anna er ikke ' din Søster , “ svarede 
Frøken Karin , medens hun saae lidt skarpt paa fin Svigerinde , 
som stod ved Vinduet og syede ivrigt . 
„ Nei , hun er min Kone , og som saadan har hun langt 
større Ret til min Tillid end Du . Men da jeg ikke vil drille 
Dig , vil jeg sige Dig , jeg fænker paa stakkels Frøken Grotte . 
Du veed , hun var netop kommet sig , da hun pludselig faldt 
tilbage , uden at jeg kan begribe , hvad der har fremkaldt det . 
Nu er hun igjen , Gud være lovet , bedre ; men hun kan ikke 
komme til Kræfter saalænge hun bliver i Stockholm . Hun 
trænger til Lanvluft . Jeg vil derfor foreslaae hende at tage op 
til Baronesse Silgestrøm ; men først vil jeg tale derom med 
Grev Cederskøld , thi jeg troer , han har mere Indflydelse paa 
hende , end jeg . Og vi maa benytte Tiden , medens det endnu 
er Sommer . ' 

„ Saa skulde Du strax gaae og tale med ham . Stakkels 
Lille ! Det vilde være Synd at lade hende blive længer end 
nødvendig i Byluften . “ 
„ Jeg har tænkt paa dei samme i lang Tid , “ sagde Fru 
Ødman rødmende . 
„ Saa . . . . Ja , Koner paa din Alder ere altid saa kloge , “ 
svarede Frøken Karin spydigt , „ medens Mænd paa Carls Alder 
ikke mere kunne tænke . Ellers vilde stakkels Frøken Grotte vel 
for længe siden have nydt Landluften . “ , 
„ Udentvivl , dersom hun havde været rask nok dertil . Men 
det er hun først nu og derfor vil jeg raade hende til at reise . “ 
Med disse Ord forlod Doctor Ødman Dagligstuen . 
» Carl har altid været en gammel Sladderhank . Men nu 
han bliver ældre og ældre , er han det mere end nogensinde , “ 
sagde Frøken Karin vred ; thi Gigten plagede hende i denne 
Tid , skjøndt det var Sommer . 
„ Jeg synes Doctor Ødman er meget klog og fornuftig , “ 
svarede Fruen , rødmende over den Maade , hendes Svigerinde 
omtalte hende paa . 
„ Saa . . . synes Du det ? Men jeg kan sige Dig , jeg er 
af en anden Mening . Og jeg skulde iro , jeg kjender ham bedre 
end Du . “ 
„ Jeg betoivler det virkelig , naar Du dømmer om ham 
paa den Maade ; thi min Mand er klogere og fornuftigere end 
de Fleste . “ 
„ Tak Anna , Du giver ham hverken mere eller mindre , end 
han virkelig fortjener . Lad der være Fred imellem os , thi der er 
Ingen i Verden , der elsker ham høiere , end jeg . Men jeg maa 
skjænde paa ham og paa Eder alle i denne Tid , det mildner 

Gigten , og jeg troer ikke , I holde mindre af mig for det , især 
naar I kjende min Grund til at skjænde . “ 
Saaledes endte denne lille Trætte , som alle de Trætter , 
den gode , gamle Frøken Karin begyndte saalænge hun levede 
paa denne kjære Jord , som er , . hvad vi Alle vide , et Hjem for 
al Trætte . 
Fru Ødman fortsatte sin Syning med et tilfreds Smiil 
og Frøken Karin gik ud i Kjøkkenet , hvor hun begyndte en ny 
Trætte med Barbara , hendes gamle Compagnon . 
Mira sad i Dagligstuen , paaklædt til Reisen . Hun saae 
meget bleg og svag ud ; men hendes Træk udtrykte mere Tilfredshed , 
end oe havde gjort i lang Tid . 
„ Cederskøld og jeg vil snart følge efter Dig , kjære Mira ! “ 
sagde Grevinde Adelheid opmuntrende , „ vil vi ikke , Cederskøld ? 
Vi vil ikke ganske overlade Mira til Tante Margrethes og 
Frøken Bredes Selskab . Jeg tænker vi komme til Hammer i 
Løbet af en Maaned . Hvad mener Du , Cederskøld ? “ 
„ Ja , Mira , hvis det kan tilfredsstille Dem , komme vi og 
er sammen med Dem en Uge eller to ! men længer kan jeg 
neppe blive paa Hammer denne Gang . Goddag , Villiam , vil 
Du ogsaa tage Afsked med vor kjære Mira ? “ 
„ Ja , jeg vil , men kun for en kort Tid . Jeg haaber vi 
snart skulle mødes paa Hammer . Dog Vognen venter paa 
Dem , min lille Reisende , maa jeg byde Dem min Arm ? “ 
„ Farvel , min egen kjære Mira ! “ udbrød Grevinde Cederskøld 
og skuttede hende i sine Arme . „ Lad mig see , Du passer 
paa Dig selv . Du maa love mig at være forsigtig med din 

Sundhed . Gaa ikke i Haven i Aftenluften . Duggen skal være 
meget farlig for svage Folk . Har jeg ikke Ret , Doctor Ødman ? “ 
spurgte hun og vendte sig mod Doctoren , som netop traadte ind . 
„ Jo , De har altid Ret , “ svarede han smilende . „ Men jeg 
seer , jeg var lige ved at komme for seent , Frøken Grotte . Jeg 
haaber De vil være forsigtig med Deres Helbred , at De maa 
komme igjen salt frisk som en Fisk . Min Kone og Søster bad 
mig hilse Dem saa meget og bringe Dem deres bedste Ønsker 
for Deres snarlige Helbredelse ; og jeg selv ønsker Dem af mit 
ganske Hjerte en behagelig Reise og at De maa komme til Kræfter 
i den friske Landluft . Men fremfor Alt , vær forsigtig . “ 
„ Ja , Mira . De maa virkelig være paapassende , “ tilføiede 
Grev Villiam og trykkede hendes Haand kjærligt . „ De veed . 
hvad De er for os Alle , derfor er det Deres Pligt at være 
omhyggelig med Dem selv . Farvel , Gud være med Dem . “ 
„ FarvelI “ gjentog de Alle og trykkede hendes Hænder , som 
skulde de skilles for bestandig ; Grev Villiam bød hende Armen 
og forlod Værelset , fulgt af de Andre . Jomfru Kullberg og 
Ola ventede paa hende ved Døren . 
„ Farvel , min kjære unge Frøken ! “ udbrød den gamle 
Huusbestyrerinde med taarefyldte Øine . „ Herren beskytte Dem 
og være med Dem , hvor De gaaer . Gud give De maa komme 
hjem igjen med røde Kinder og med Glæde i Hjertet . “ 
„ Farvel ! “ sagde den gamle , trofaste Ola , dybt bevæget . 
„ Farvel og Gud være med Dem . “ 
Grev Villiam løftede hende ind i Vognen . Han sagde 
Intet ; men det kjærlige Blik han fæstede paa hende talte for 
ham . Og Vognen kjørte bort , efterladende alle de kjærlige Hjerter . 

„ Velkommen , min lille Yndling ! “ udbrød Baronesse Silgestrøm 
og skuttede Mira i sine Arme . „ Gid Du maa komme 
til Kræfter her . Kom , sid ned , Du er lidt anstrengt ester Reisen . 
Stakkels Barn , græd ikke , Du vil snart blive rask . “ 
Det var sørgelige Dage for Mira , skjøndt Baronesse Silgestrøm 
var som en Moder for hende , og selv Frøken Brede 
syntes at have glemt endeel af sit fordums Had til den lille 
Zigeunerske ; men der var jo ikke En , for hvem hun kunde aabne 
sit Hjerte . 
Timerne gik saa langsomt , at det syntes som slode de heelt 
stille . Hun foldede Hænderne og takkede Gud , naar Dagen var 
til Ende , medens hun mødte den kommende Dag , med et Blik , 
der udtrykte : „ Hvorledes skal jeg faae Tiden til at gaae . Gid 
jeg aldrig mere saae en Dag bryde frem . “ 
Hvor ofte gik hun ikke til den klare Kilde , hvor tusinde 
Minder , glade og sorgfulde , ventede hende . 
Hun satte sig ned paa Græsbænken og lukkede sine Øine , 
og Roses kjære Billede stod tydeligt for hende , netop som hun 
havde seet ud den sidste Gang , de havde siddet Haand i Haand 
paa samme Sted . 
„ Gid jeg var hos Dig . min kjære Rose ! “ hviskede hun 
veemodig . „ Men det er min Skjæbne at vandre ene gjennem 
Livet . Havde Du endnu levet , kunde jeg have aabnet mit 
Hjerte for Dig , og Du vilde have forstaaet og raadet mig . 
Men nu — er jeg ene , ganske ene , uden Raad , uden Hjælp . . . 
Jo , der er En , En som beskytter Alle ! Hvor jeg er utaknemmelig , 
min Gud . Vær ikke vred paa mig , forlad mig ikke , som 
jeg fortjener det , jeg vil forbedre mig og være tilfreds med min 
Lod , naar den blot fører til Himlen . “ 

Undertiden kunde hun blive siddende den halve Dag i 
Drømme , glemmende Alt , selv at Baronesse Silgestrøm ventede 
paa hende . Til andre Tider kunde hun pludselig reise sig og 
ile hjem , hvor hun strax gik til sit Værelse og satte sig ned foran 
Skrivebordet og begyndte paa et Brev til Baron Silgestrøm , 
hvori hun fortalte ham , hvorledes han havde misforstaaet hende , 
hvorledes hun elskede ham , og at hun aldrig havde elsket eller 
vilde elske Grev Villiam . 
Men ingen af disse mange Breve naaede ham , de bleve 
alle tilintetgjorte , før de vare fuldendte , og Alt imellem disse To , 
som elskede hinanden saa trofast , blev som det var . 
Saaledes gik Uger og Maaneder , Cederskølds havde for 
en kort Tid gjæstet Hammer , men vare allerede igjen reiste , og 
tiltrods for alt , hvad Baronesse Silgestrøm gjorde for at adsprede 
sin lille Yndling , syntes det næsten , hun blev sorgfuldere 
med hver Dag . 
Tilsidst kom Grev Villiam . 
Mira havde ganske glemt . ham , og skjøndt Baronesse Silgestrom 
havde haabet at hans Nærværelse skulde have en god 
Indskydelse paa Mira , opdagede hun snart , at denne tvertimod 
var blevet alvorligere og mere indesluttet end før . Hun undgik 
ham , hvor hun kunde , og blev paa sit Værelse saa meget som 
muligt . Hendes lange Ture , det eneste , hun havde fundet For 
nøielse i , havde hun fuldkommen opgivet og ingen Overtalelse 
kunde bringe hende til at fortsætte dem . — 
Det var Morgen . Mira forlod sit Værelse forsigtig , som 
var hun bange , nogen laa paa Luur efter hende . 
Med et sky Blik til alle Sider , listede hun sig ned i Haven 
og skyndte sig med raske Skridt til en buskbevoxet Høi , paa 

hvis Top der stod et lille Lysthuus , fra hvilket man havde en 
smuk Udsigt over Egnen . 
Her satte hun sig og indaandede den friske Luft med Tilfredshed , 
idet hun saae sig om med et glad Blik . 
Men pludselig blev Indgangen formørket af en høi Skikkelse 
og Grev Villiam traadte ind , som det syntes , uden at ane , 
at han vilde finde Mira her . 
Da han fik Øie paa hende straalede hans Ansigt af Glæede , 
og da hun som sædvanlig reisfe sig for at flygte , standsede han 
hende kjærligt og sagde med bevæget Stemme : 
„ Forlad mig ikke , Mira . Jeg takker det heldige Tilfælde , 
som førte mig herhen , og jeg kan ikke lade denne Leilighed gaae 
ubenyttet bort Maa jeg derfor bede Dem sidde ned , medens 
jeg spørger Dem , hvad jeg allerede har gjort flere Gange , vil 
De være min Kone ? — I Dag er det netop , De for tolv 
Maaneder siden lovede at give mig Deres Svar . Gud give 
det maa blive som jeg af mit ganske Hjerte ønsker det . Tal , 
min elskede lille Legekammerat fra vor lykkelige Barndom , vær 
ikke bange , lad mig høre Sandheden fra Deres kjære Læber . 
Kan De besvare min trofaste Kjærlighed ? Vil De være min Kone ? “ 
, Ja , Villiam , jeg vil tale aabenhjertig med Dem ! “ svarede 
Mira langsomt og bestemt . „ Det vilde være Synd ikke at gjøre 
det . De veed , jeg har altid sagt , jeg ikke besvarede Deres Følelser ; 
jeg holder af Dem som en kjær Ven ; men anderledes 
kan jeg aldrig føle for Dem . See ikke saa sorgfuld ud ! Det 
gjør mig saa ondt . Jeg er ikke Deres Kjærlighed værdig ; jeg 
kunde aldrig gjøre Dem lykkelig . Bliv ikke vred paa mig , min 
Ven , jeg kan ikke blive Deres Kone . De maa glemme mig . “ 
„ Glemme Dem ! — Nei , Mira , jeg er meget ulykkelig . 

Alle mine Fremtids Planer har jeg bygget paa Dem . Deres 
Billede er i hver af mine Tanker , Deres Billede smiler i Dybet 
af mit Hjerte , Deres Billede meder mig , hvor jeg gaaer . Hvorledes 
kan jeg udslette det ? “ — 
„ De elsker mig ikke , Mira ! saa maa De elske en Anden , 
ellers maatte De besvare en Kjærlighed saa dyb , saa trofast som 
min . De bliver bleg ? Deres Blik undgaaer mit . . . Saa er 
det sandt , De elsker en Anden . — O , Mira , Mira , hvorfor har 
De ikke sagt mig det før ! Hvorfor skjulte De det før mig , Deres 
Barndomsven ? Hvorfor talte De ikke aabeni med mig , som De 
burde have gjort , istedetfor at lade mig kæmpe i Haab og Tvivl ? 
— De har handlet uretfærdigt mod mig . Gud tilgive Dem , 
jeg kan ikke . “ — 
Han reiste sig og vilde gaae ; men hun standsede ham og 
udbrød ængstelig : 
„ Forlad mig ikke saaledes , Villiam . Jeg er ulykkeligere 
end De eller Nogen aner . Gud give jeg havde gjengjældt Deres 
trofaste Kjærlighed , saa vilde jeg nu være lykkelig . Men 
jeg kan ikke , det er umuligt . Vær ikke saa haard mod mig . 
Hvor kunde De vente en ung Kvinde skulde aabne sif Hjerte 
før Dem og vise Dem at en Andens Billede var prentet deren 
Anden , som ikke besvarede hendes Kjærlighed ? — Nei , Villiam , 
det er mere end en Kvinde har Mod til at gjøre ! Men 
De maa ikke forlade mig i Vrede ; hvem veed om vi oftere 
mødes . Vort Liv er liig et Rør , den letteste Vind kan tilintetgjøre . 
Har De ikke et kjærligt Ord , et venligt Blik før vi skilles ? “ 
Hun strakte Haanden ud , han greb den heftig , trykkede 
ven tilMne Sæber og sagde bevæget : 

„ Farvel , Mira , jeg er ikke vred paa Dem , jeg er kun meget 
ulykkelig . Farvel , Gud være med Dem . “ 
Og han ilede bort med et sorgfuldt Blik . 
„ O , dersom han vidsle ! “ sagde Mira og skjulte Ansigtet i 
Hænderne , „ dersom han vidsle , at han , uden at ane det , er 
Klippen , paa hvilken min Lykke er strandet , saa veed jeg , han 
vilde sørge med mig . “ 
Men Grev Villiam ilede tilbage til sit Værelse , hvor han 
blev den halve Dag og tænkte ikke blot paa sin egen , men ogsaa 
paa Miras Sorg . 
» Stakkels Barn , som elsker forgjæves ! “ sagde han til sig 
selv . „ Jeg er en Mand , jeg kan bære det , men hun , en svag 
Kvinde , — vil det ikke knuse hende ? — Dersom jeg vidsle , 
hvem hun elsker . . . . ' Han reiste sig hurtig og udbrød : 
„ Ja , det maa være ham ! Jeg tager ikke feil , “ og med 
raske Skridt gik han til Baronesse Silgestrøm , med hvem han 
havde en lang Samtale . 
Da Mira nogle Timer senere traadte ind i Dagligstuen 
sandt hun den gamle^Dame siddende i sin store Lænestol med 
foldede Hænder og sænket Blik , liig et Billede paa Overraskelse . 
„ Er De syg ? “ spurgte Mira ængstelig og nærmede sig 
med et deeltagende Blik ; men Baronessen hævede Hovedet og 
svarede smilende : 
„ Tak , Barn , jeg er fuldkommen rask . Jeg tænkte kun paa 
et meget sælsomt Tilfælde . “ Hun standsede ved Lyden af en 
Vogn , og Mira nærmede sig Vinduet for at see , hvem det var . 
Det var Grev Villiam , som kjørte bort . Hen vendte sig , 
hans Blik søgte op mod Vinduet , hvor Mira stod ; han svang 
sin Hat , endnu et^Blik , og han var forsvundet . Men Mira 

kunde ikke længer tilbageholde sine Taarer . Hun blev staaende 
ved Vinduet og græd slille . En Haand blev blidt lagt paa 
hendes Skulder , og Baronesse Silgestrøms bløde Stemme sagde : 
» Han er borte , min lille Yndling ; men han har efterladt 
noget , som maaskee vil blive til din Fremtids Lykke . Græd ikke . 
Himlen er ikke altid mørk . Solen vil snart igjen skinne , og vi 
ville glemme , at den nogensinde var taaget . Kom , sid ned og 
aftør dine Taarer . Jeg vil fortælle Dig en Historie , som maa 
skee vil trøste Dig lidt . “ 
De satte sig Begge ; Baronessen med Miras Haand i fin , 
og Mira med et tankefuldt Blik paa den gamle Dame . 
„ Der var engang en ung Skovblomst , “ begyndte Baronessen 
med et Smiil , „ den stod i Skyggen af en høi , alvorsfuld 
Gran . Skovblomsten var en svag lille Plante , hvorfor den ogsaa 
søgte Beskyttelse hos Granen , der bar Omhu for den ester 
bedste Evne . Men hvad hændte ? En Sommermorgen , da Skovens 
Fugle vaagnede , hørte de en gammel Ugle skrige : 
^Jeg veed , hvad ingen andre Fugle vide ; jeg kunde fortælle 
meget , hvis jeg vilde . ' 
Disse Ord vedblev den at synge til de mest forskjellige 
Melodier , til de andre Fugle bleve nysgjerrige . Da traadte en 
ung Ravn frem og sagde : 
Følg mit Raad , kjære Venner ; vi ville ikke spørge den 
gamle Ugle om dens Hemmelighed ; vi kjende den for godt , spørge 
vi den , svarer den ikke . Saaledes er den Slags Fugle . Lad 
os lade , som vi ikke bryde os om dens Nyhed , saa fortæller 
den os den . ' 
Og de bleve alle tause ; men Uglen sortsatte sin Sang . 
Den saae sig om til alle Sider ; men ingen nysgjerrig Fugl kom 

af spørge . Det var mere , end den kunde udholde , og den raabte 
derfor i Vrede : 
, J ville ikke høre min Hemmelighed , men I skulle : den 
lille Skovblomst elsker den høie Gran . Hører I , hører I ! ' 
Og alle Fuglene i Skoven gjentog : . Den lille Skovblomst 
elsker den høie Gran ! ' til det døde hen i det Fjerne . Og Granen 
og Skovblomsten stode saa rolige , som var det ikke dem , 
Fuglene sang om ; thi de forstod ? ikke Fuglenes Sprog . 
Men det var så , Lt , hvad den gamle Ugle fortalte : Skovblomsten 
elskede Granen . Hun skjulte det i sit eget lille Hjerte , 
af Ingen skulde ane det , selv ikke Granen , og hvad blev Følgen 
heraf ? — At Granen , der saae , hvor forandret hans lille 
Blomst var bleven , men ikke kjendte den rette Grund , sagde til 
sig selv : , Jeg vil reise ! min kjære Blomst er saa forandret , af 
jeg ikke kjender den . Jeg er ogsaa forandret . Jeg troer , jeg 
elsker hende ; jeg kan ikke blive , jeg maa bort ; thi jeg kan ikke 
see hende som en Andens Brud . Hun elsker , men ikke mig el . 
lers kunde hun ikke skjule det saa godt for mig . ' Og Granen 
reisle bort ; men den lille Blomst blev tilbags , blegere og blegere 
blev den ; thi den savnede GranenS Skygge . 
Men i Nærheden af den stod en anden Gran , et ædelt 
Træ . som ogsaa elskede Skovblomsten . Han fortalte hende sin 
Kjærlighed ; men Blomsten kunde ikke besvare den og den ædle 
Gran , som anede , af hun elskede en Anden , glemte sin egen 
Skuffelse og Sorg ved af see hendes Smerte og tænkte : . Hvem 
kan det være ? — Den alvorlige Gran , som er reist bort ' 
Han gik strax til Granens Søster og sortalte hende Alt 
og bad hende tage sig af den lille Blomst , og hun lovede det 
af sit ganske Hjerte , “ — 

„ Naa , min lille Yndling , hvad mener Du , om vi reisle til 
Fastlandet ? “ 
Et Glædesskrig undslap Mira , og hun kastede sig grædende 
i Baronesse Silgesirøms Arm- . 
„ Vær rolig mit Barn ; fortæl mig Ait , og jeg lover Dig , 
tiltrods for min Alder og min Vane h-lst af blive hjemme , 
skulle vi reise , af den lille Skovblomst aner kan søge Ly hos 
fin kjære Gran/ ' 
Og Mira fortalte hende Ali , hvad der var hændet mell m 
hende og Baronen og viste henoe Brevet , hun havde modtaget . 
Undertiden smille den gode Dame , til andre Tider saae hun 
heel alvorlig ud . Tilsidst sagde hun kjærligt : 
„ Alt er godt , som ender godt , og jeg haaber paa en god 
Ende . Jeg opdager til min store Forundring , af den kjære Victor 
er jaloux Nu Barti , vi maa fortælle ham hele Sandheden , 
som den er . Jeg kan ikke forstaae , hvorledes han kan tro , Du 
elsker Grev Villiam , skjøndt Du har sagt ham , af det netop er 
ham , Du elsker . Den gode Villiam , hvor det dog laae ham 
paa Hjerte , af see Dig lykkelig , tiltrods for sin egen Smerte 
Det er det sundeste Tegn paa et ædelt Hjerte . Men nu maa 
Du lade mig være ene en Stund , nun Kjære ; jeg er træt og 
trænger til Hvile Gaa ti ! dit eget Værelse ; jeg har ogsaa 
engang været ung og veed derfor , af man trænger til af være 
ene med sine Tanker ovenpaa en saadan Samtale . “ 
Mira gik til sit Værelse , lukkede Døren i Laas efter sig 
og faldt paa Knæ ved Siden af Sengen , hvor hun skjulte Ansigfet 
i Puderne . 
Jeg kan ikke beskrive hendes Tanker ; men det lykkelige 
Smiil , der hvilede om hendes Læber , da hun atter reiste sig , 

talte om Taknemmelighed mod ham , der tager og giver , paa 
samme Tid som det var en Hilsen til ham , hun elskede , medens 
Taarerne , der funklede i hendes Øine , vare et Offer til ham , 
den ædle Ven , hvis eneste Oprejsning havde været at sørge forhendes 
Lykke i samme Øieblik , hun havde tilintetgjort hans . — 
Saaledes stod hun smilende og grædende med Blikket vendt mod 
den nedgaaende Sol . 
Hvor det var en deilig Aften . Fuglene sang , Blomsterne 
duftede , medens den nedgaaende Sol oplyste Alt . 
Skjønne Natur , hvor lykkeligt at leve , ja , at leve og elske , 
og endnu lykkeligere at blive gjenelsket . — 
Hun foldede sine Hænder og udbrød med klar Slemme : 
„ Tak Herre , fordi Du har givet mig Livet og Kjærligheden ! “ 
Og 
Fuglene og Blomsterne og hele Naturen gjentog : Tak 
Herre , fordi Du har givet os Livet og Kjærligheden . 
Men Tiden gaaer . Den smukke Aften gled hen og Natfen 
kom . 
„ Nu forgaaer Verden snart ! “ udbrød Frøken Brede og 
fraadte ind i HuuSjomfruenS Værelse . „ Jeg havde aldrig ventet 
at leve den Dag , hvor jeg skulde see Baronesse Silgestrøm 
reise udenlands , Baronesse Silgestrøm , som ikke har forladt 
dette Huus de ti sidste Aar , uden før at gaae en Tour i Haven . 
Hvor Folk ville blive forundrede . Men det er Altsammen den 
lille Zigeunersffs Skyld ! Jeg har jo forudsagt det , Begyndelsen 
er aldrig som Enden . Jeg vidsle , det maatte gaae galt tilsidst ; 

at jeg skal leve og see saadanne Ting , “ Hun sank ned 
paa en Stol af Udmattelse . 
„ Tager Baronessen udenlands ? De spøger vist ! Jeg troer 
hellere , den kjære Frøken begav sig paa sin Reise til Himlen end 
paa en til Udlandet , “ sagde HuuSjomfruen og tog sine Briller 
paa , før bedre at see Frøken Bredes forundrede Ansigt . „ Er 
det virkelig sandt ? “ vedblev hun efter et langt Blik , som syntes 
at have overbeviist hende . „ Nu , saa maa vi Alle tage oS 
i Agt ; thi saa kan vi ikke vide , hvad der tilsidst bliver af os . “ 
„ Ja , netop ! “ udbrød Frøken Brede og reiste sig i Vrede . 
„ Jeg lænker den lille Zigeuncrske fager hele Eommandoen i sin 
Haand , medens vi Andre blive til Dukker , som hverken tør tale 
eller tænke . “ 
„ Men kan da ikke De , som har saa megen Indflydelse hos 
Baronessen , forhindre hende i al reise ? “ spurgte HuuSjomfruen 
med en vigtig Mine . 
„ Har jeg Indflydelse paa Baronesse Silgestrøm ? — Hvor 
De dog taler ! “ raabte Frøken Brede heftig . „ Har ikke Zigeunerkvinden 
taget Commandocn fra mig ? Jeg har ikke mindste Magt , 
siden hun er kommet her . O , hvad for en Nar jeg har været , 
al jeg ikke har forudseel det , jeg som næsten begyndte al behandle 
hende som en virkelig Dame , den utaknemmelige Tøs . Men vær 
rolig , min gode Jomfru Dall , jeg vil prøve , om jeg kan vinde 
min Magt Mage , og hvis jeg kan , skal hun strax ud af Huset . “ 
Frøken Brede ilede bort med el triumpherende Smiil . 
Men alle hendes Forsøg paa al detronisere den lille Ztgeunerske 
og forhindre Udenlandsrejsen vare forgjæves . Naar 
Baronesse Silgestrøm først engang havde bestemt noget , udførte 

hun del ogsaa , og en Uge senere var hun og Mira paa Veien 
til Fastlandet . 
Jeg vil ikke trætte Læserne med en Beskrivelse over deres 
Reist , da der ikke hændte noget af Vigtighed , undtagen al Olava , 
som ledsagede dem , var saa forbauset over alle de underlige 
Ting , hun saae , al hun ikke kunde sige andet end : „ Aa nei ! “ 
den hele Tid « 
Ved Ankomsten til det Bad , hvor Baron Silgestrøm opholdt 
sig , hørte de , at Badegjæsterne vare paa en lille Udflugt 
i Omegnen og ventedes ikke tilbage før temmelig seent . 
Mira kunde ikke skjule , hvor skuffet hun blev ; men Baronesse 
Silgestrøm sagde smilende , da de vare blevne ene i de 
Værelser , der vare anviste dem : 
„ See ikke saa bedrøvet ud , Kjære , Alt er netop , som jeg 
ønsker del skal være . Nu kan vi faae lidl Hvile ovenpaa denne 
anstrengende Reise , medens Olava pakker vore Kufferter ud og 
ordner alt . Værelserne ere meget hyggelige . Jeg haaber vi 
skal tilbringe mange behagelige Timer her . Jeg maa tilstaae , - 
jeg er meget tilfreds med at have gjort denne Reise , nu den er 
overstaaet . Den vil maaskee have en god Indflydelse paa mit 
Helbred . Ja , nu trækker jeg mig lidl tilbage til mit eget Værelse . 
Jeg er ikke . ung som Du , vi Gamle trænger til Hvile . 
Men Du seer saa bleg ud , Du skulde følge mit Exempel . Sov 
lidl , saa kommer Roserne nok tilbage paa dine Kinder . “ — 
Men Mira følte ingen Lyst til at sove . Hun satte sig ned 
ved Vinduet og stirrede ud med et tankefuldt Blik , medens 
Olava pakkede ud . 
Det var en smuk Dag , der indbød til al spadsere . Himlen 
smilede , som vilde den sige : „ Kom ! Hvorfor tover Du ? “ — 

Mira kunde ikke modstaae sin Lyst til at gaae lidt ud i 
den stiske Lust Hun tog sin Hat paa og gik ned i Parken , 
som omgav Bygningen . 
Hendes Hjerte bankede heftigt , hendes Kinder rødmede , et 
glad Smiil spillede om hendes Læber , fremkaldt af al den Skjønhed , 
hendes Øine mødte . Hun slandsede foran et Springvand , 
omgivet af højstammede Roser , og satte sig paaren lille Bænk , 
der stod mellem to Træer , som kastede en kjølig Skygge over den . 
Hvor hun følte sig lykkelig ved at vide , at hun indaandede 
den samme Luft , som han ! ved at tænke paa , at han maaskee 
denne Morgen havde siddet paa samme Bænk og seet paa Springvandet , 
som hun nu gjorde , og tænkt paa hende , som hun nu 
tænkte paa ham . 
„ Hvor jeg er lykkelig her ! “ udbrød hun . „ Gid han maatte 
komme . Men han er langt borte , uden at ane , at jeg er her 
og venter paa ham . “ 
Hun faldt i dybe Tanker , til hun blev vækket af hurtige 
Skridt , som nærmede sig . 
Hun saae hen i den Retning , hvorfra de lod og fik Øie 
paa en Herre , der nærmede sig med sænket Blik . 
Hun reiste sig hurtig . Hun vilde ile frem , men kunde 
ikke . Hun aabm de sine Læber for at tale , - men Ordens svigtede , 
hende , og hun sank tilbage paa Bænken med et Suk . 
Herren nærmede sig mere og mere , som det syntes i dybe , 
mørke Tanker , lil han hævede Blikket ved at slandse lige for 
Mira . 
Et Udbrud af Forundring undslap hans Læber , da han 
fik Øie paa hende . Han slrakte Armene red mod hende , og hun 
kastede sig i dem med et Glædesskrig . 

„ Barn , Barn , hvorfor er Du saa bleg ? “ udbrød han og 
betragtede hendes forandrede Træk med et ængsteligt Blik . 
„ O , Vic ' or , Du har næsten knust mit Hjerte , “ svarede hun 
med et lykkeligt Smiil . „ Men nu er jeg kommet for at vise 
Dig , hvor trofast det er , trods al din Tvivl . “ —- 
„ Seer Du dem ? “ sagde den ene Rose til den anden . 
„ Seer Du dem ? “ hviskede Springvandet til den klare Luft , i 
hvilken dets Straaler skinnede lig en Sølvstrøm . 
„ Seer Du dem ? “ sang Fuglene , og den blaa , klare Himmel , 
som hvælvede stg over dem alle , svarede : 
„ Ja , nu ere de lykkelige ! “ — 
Den ene Time gik efter den anden , men de mærkede det 
ikke Solen gik ned , Fuglene taug . Dagen tog Afsked , og Affenen 
spredte sin Taushed og Fred over hele Naturen . Men 
endnu sadde de Haand i Haand paa den lille Bænk , hvor de 
Kavde gjensundet hinanden . 
De faae ikke Baronesse Sligestrøm , som forundret traadte 
tilbage ved Synet af dem og liftede sig bort med et mildt Smiil , 
da hun ikke havde Hjerte til at forstyrre dem i deres lykkelige 
Drømme . 
Men da de endelig traadte ind i Værelset , hvor hun havde 
ventet paa dem flere Timer , udbrød hun , idet hun skuttede den 
Elie efter den Anden i sine Arme : 
„ Jeg lykønsker Eder Begge , Gud velsigne Dig og gjøre 
Dig lykkelig , min kjære Victor . Og Du , min lille Yndling , kom , 
lad mig være den Første , som seer det gjenfødt « Smiil paa dine 
Læber . “ 
« Gud lad det aldrig dø bort ! “ udbrød Baronen med lav , 
alvorlig Slemme . 

Kjære Læser , nu maa vi slilles Men Du ønsker maaskee , 
før jeg siger Farvel , at høre lidt m ? re om flere af de Personer , 
vi lade tilbage , da vi reiste bort . 
CederskøldS bleve lykkeligere og lykkeligere . Den lille Hanne 
var deres Stolthed og Glæde . 
Frøken Beate blev ugift hele sit Liv 
Fru Axelson døde , og Doctor Ødman . som var en lykkelig 
Ægtemand , tog de uforsørgede Børn til sig , medens Frøken 
Karin og Barbara skjændtes dygtig i Begyndelsen over den store 
Forandring dette frembragte i Hnushoidningen , men dog tilsidst 
syntes at være meget tilfreds med de glade ungdomsfriske Ansigter , 
der oplivede det før saa stille Hjem . 
Om Jomfru Kullberg endnu engang talte med sin Erik , 
veed jeg ikke ; men hun og gamle Ola forblev i Baron Sligestrøms 
Tjeneste . 
Frøken Brede , som atier havde faaet Commanbosn i sin 
Haand , tilgav efter mange Aars Forløb Mira , at hun var ble 
ve ! Baronesse Silgestrøm , medens Olava altid sagde til sine 
Medtjenende : „ Da jeg var udenlands med mine to Frøkener . “ 
Grev Villiam glemte aldrig den lille Zigeunerpige 
Og nu Farvel for denne Gang , kjære Læser . Gid Du 
maatte modtage mig venligt , naar jeg tager mig den Frihed at 
komme igjen