Hun blev født i en Grotte i en af Norges smukkeste Fjeldegne . Hendes Forældre var Zigeunere . Faderen døde kort før hendes Fødsel , Moderen , da hun var et halvt Aar . Ja , Mira var en fader- og moderløs lille Pige . Skjæbnen havde behandlet hende haardt i Begyndelsen af hendes Liv ; men Skjæbnen er et Roer i Herrens Haand , han styrer dets Kurs ester Kompasset , jeg mener hans kjærlige , barmhjertige Villie . — Dog til min Fortælling ! En Aften , da en fattig Bonde gik over Fjeldene for at skyde Gjenvei , fandt han en døende Kvinde med et lille Barn presset op til sit Bryst , stillet mod et nedstyrtet Fjeldstykke . Barnet var Mira , senere kaldet Mira Grotte , efter Grotten , hun var født i ; Kvinden var hendes Moder , der døde i Bondens Arme og efterlod Mira til hans Fattigdom og hans Svaghed . Aarene gik , Vort lille Hittebarn voxede op lig en Blomst om Vaaren , til Trods for Mangel og sket Behandling . Hendes Pleieforældre vare fattige Folk , som boede i en lille Hytte høit oppe blandt Fjeldene . Moderen var en haardhjertet Kvinde , der ofte drak mere end hun kunde taale og saa slog hun stakkels Mira , som hun 1 « hadede , fordi den fremmede Zigeunerpige tog Brødet ud af Munden vaa hendes egne Børn , som hun sagde , Stakkels Mira ! Hendes eneste Ven var Lænkehunden , Den elskede hun med al den Kjærlighed , hendes Moder og Søstre kastede Vrag vaa . Faderen var en god , men svag Mand , som frygtede sin Kone mere end selve Djævelen , Han var aldrig hjemme uden om Aftenen , og da var han gjerne saa træt , eftersom han arbeidede strængt den hele Dag , at han ikke havde Kræfter eller Mod til at skjendes med sin onde Kone , Var hun altfor siem mod Mira , nøiedes han med i en skarv Tone at sige : . Hold Mund , Lene ! “ „ Hvad mener Du , Erik ? Er Du fra Forstanden ? “ var gjerne Svaret , Saa skyndte stakkels Erik sig at putte Piben i Munden med et Blik , som var han bange for et Jordskjælv , Det var en smuk Dag . Ret en Dag , der varmer baade de glade og de sorgfulde Hjerter , Solen med sine venlige Straaler , den blaa Himmel med sit klare Smiil , Sølvskyen , der gled som et udfoldet Slør gjennem Luften , den milde Vind , der kyssede Træer og Blomster , Fuglene , der jublede glade , Havet med dets Bølger , klare som Krystal , Alt aandede Liv og Lykke , som om Sorgen aldrig kunde naae gjennem Solstraalerne . „ Men hvad i Verden gjør Du der , Du lede Zigeunervige ! “ raabte Lene og truede ad Mira , der var knælet ned soran Lænkehunden og delte sin Frokost med den . „ Troer Du , vi finde Brødel paa Landeveien ? Eller mener Du maaskee , vi stjæle det ? Hvad , Du svarer ikke ! — Hvorfor stirrer Du paa mig med dine store sorte Øine , som om jeg var en Djævel , Du fæle Hittebarn ! Du . . . . . . . . . . . . “ , Men . . . . men . . . . “ » Men ! Hvad mener Du med dit Men ? “ „ Der var mit eget Brød . Jeg har kun taget det fra mig selv . Og den var saa sulten ! — Det er jeg ogsaa ! “ hviskede hun med et veemodigt Blik . „ Men den er min Ven , min eneste Ven . “ „ Stille ! Gid Du vilde tage din Ven med Dig og løbe væk , saa langt , at jeg aldrig mere hørte din forhadte Stemme . Bort mev Dig ! “ Mira reiste sig , „ Du har Ret ! “ sagde hun i en bestemt Tone . „ Jeg vil gaae langt , langt bort . Du er ikke min Moder . Du har aldrig været en Moder for mig . Jeg er , som Folk sige , et faderog moderløst Barn . Jeg veed det . Olava , Mathea og Kari ere ikke mine Søstre , Jeg er ene , ganske ene . “ — Hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd heftigt . „ Der er ret , græd ! Men jeg skal give Dig noget at græde for , Du store , dovne Tøs , som intet fortjener til Hjælp for dit Ophold , skjøndt Du er elleve Aar . Jeg skal lære Dig at græde . “ Hun gik ind i Hytten med en truende Bevægelse . Elleve Aar ? — Ja Mira var allerede elleve Aar . Men hendes Træk , der vare meget alvorlige og udtryksfulde , syntes mere at tilhøre en voxen Kvinde end et Barn . Det vexlende Udtryk i hendes Træk forraadte et Hjerte fuldt af Dybde , medens hendes Smiil mere mindede om den nedgaaende end den opstaaende Sols Straaler . Hendes Haar var sort og hang i bløde Lokker over Hals og Skuldre . Munden friff og rød , Tænderne hvide og ligesom Perlerækker , og den klare brune Hud fremkaldte Tanken om det Folk , hun slammede fra . „ Ja , jeg vil gaa bort , langt bort ! Jeg vil aldrig vende tilbage . “ Hun kastede et Blik til Døren , gjennem hvilken Lene var forsvunden , og gik med bestemte Skridt ovad Veien , der snoede sig over Fjeldene . Stakkels Lille ! nu vandrer Du ud i den vide , vide Verden . — Hvor Fuglene sang lifligt ! hvor Blomsterne duftede ; hvor Fjeldene var smykket med deiligt friskt Grønsvær og hvor smuk den lille Pige saae ud med de flagrende Lokker , med Kinden rødmende af Vrede og de sorte Øine funklende bag de lange , sorte Øienhaar . Verden er fuld af Skjønhed , og en Gud over os Alle . Men — der er altid et Men i dette Liv — vi stakkels Mennesker kæmpe mangen haard Strid før vi erkjende det . Solen gik ned , Aftenen kom ; Naturen syntes at hvile . Hvor hun var træt ! Hendes smaa Fødder kunde neppe bære hende . Hun satte sig paa Jorden og udbrød grædende : „ 0 , min Gud , jeg kan ikke mere ! “ „ See paa hende ! see paa hende ! “ hviskede Aftenvinden og susede hemmelighedsfuld omkring hende . „ Hun sover ! ' sagde Natten og udfoldede fine sorte Vinger over det stakkels Barn . „ Men hun vil snart vaagne ; thi Herren freder Sine ! “ sang de gyldne Stjerner , der holdt Vagt . „ Hun vil snart vaagne . “ Ja hun sov ! Og hun drømte en deilig Drøm . Hun laa paa Jorden , netop der , hvor hun var salven i Søvn , hendes Hjerte bankede af Sorg og Frygt . Natten kom og hun havde intet Ly . Hun var sulten og havde intet Brød , hun var ene , ene i den vide Verden . — Men i samme Øieblik , hun fortvivlet strakte Armene ud , blev hun løftet fra Jorden og en blød Stemme hviskede : „ Du er frelst ! “ Saa kom der Fred over hende , en slille , lykkelig Fred , hendes Hjerte bankede ikke mere af Frygt , hun lukkede atter Øinene og Læberne gjentoge som et svagt Ekko : „ Jeg er frelst ! “ Drømmen var forbi . Tanken blev indhyllet i et mørkt Slør , hun sov , overvældet af Sorg og Træthed . Hun hørte ikke Vognen , der nærmede sig . Hun saae ikke den unge Pige , Billedet fra hendes Drøm , som raabte ved at faae Øie paa hende : „ Der ligger et Barn og sover paa den haarde Jord ! Lad os standse , Frøken Brede . “ Vognen slandsede , og før den gamle Dame kunde forhindre det , var hendes unge Ledsagerinde sprunget ud og knælede foran den lille Sovende med et medlidende Blik . „ Min Gud ! “ udbrød Damen i Vognen . „ Hvad gjør De der , Frøken Adelheid ? “ Den unge Pige besvarede ikke Udraabet . Hun vinkede ad Tjeneren , som hurtig nærmede sig til Frøken Bredes store Overraskelse og Forargelse tog del sovende Barn i fine Arme og bar det til Vognen , fulgt af Frøken Adelheid . „ Kor Guds Skyld ! hvad vil De med Barnet ? Hvorfor bærer Ola del herhen ? ' „ Fordi den lille Pige vilde dø af Sult og Tørst , hvis vi lod hende blive paa dette ubeboede Sled . — Del er godl , Ola , læg hende paa Bagsæder . Saa , kjør nu til ! “ Hun salle sig med el glad Smiil ved Siden af den gamle Dame , som var saa forskrækkel , ai hun ikke kunde samle sine Tanker , før de atter kjørte op ad Veien . „ Gud forbarme sig ! “ udbrød hun . „ Hvad i Verden har De i Sinde med dette Barn ? Seer De da ikke , det er en smudsig Zigeunerunge ? Hvor kan det falde Dem ind al tage hende op i Vognen ! Jeg vil ikke tillade det . Ola , lad os standse ! Hører Du ? Jeg vil ikke tillade den fæle , lille Tingest at blive her . “ „ Vil ikke ! “ sagde Frøken Adelheid med et Blik , der viste , hun var vant til at have sin Villie . „ Kan De aldrig lale uden al sige „ Nei “ og „ jeg vil ikke “ ? Del er saa trættende , saa haardt . “ „ Hvor De dog er lunefuld , “ svarede den gamle Dame . „ Jeg kan ikke holde det ud ! Al tage en smudsig Zigeunerunge i Vognen og lægge hende paa Bagsædel . Del er virkelig for galt . ' „ Kjære Frøken Brede , er De kun vred , fordi den lille Pige ligger paa Bagsæder ? ' spurgte Adelheid med et skjelmsk Smiil . „ Nu , saa kan De jo bytte med hende . Skal jeg hjælpe Dem ? “ Frøken Brede svarede ikke . Hun svøbte Shawlet lættere om sig , som var der et Skjold , der kunde beskytte hende mod Alverdens Pile . — Kjære Læser . Troer Du vor lille Heltinde sov i al den Tid ? — Nei ! Men hun vidste ikke om hun sov eller var vaagen , om hun drømte , eller del var Virkelighed . De stemmede Stemmer løde saa lydeligt , hun kunde forstaae hvert Ord . Vognen rullede saa let ; hun følte dens mindste Bevægelse , det var som laa hun i en Vugge . Hun lod fine Fingre glide over be Fløiels Hynder . Hvor de vare bløde ! Var det Drøm eller Virkelighed ? Hun vidste ikke ; men hun følte , hun var meget lykkelig , til Trods for den gamle Dames u blide Ord . Hun havde ikke Mod til al aabne Øinene af Frygt for , at Alt skulde forsvinde . Hun lukkede dem saa fast , som vilde hun aldrig mere aabne dem . Vognen vedblev at kjøre og lod Skov og Fjeld tilbage . Den gamle Dame saae ud , som var hun utilfreds med hele Verden , medens hendes Ledsagerinde syntes at glæde sig over Alt , hvad der omgav hende . Det straalende Ansigt og Solen kappedes om , hvem ber var smukkest . Sommervinden legede med hendes gyldne Lokker , medens hendes Blik hvilede paa Mira med barnlig Glæde . De kom gjennem Skove , hvor Træerne vare saa høie , al de synles at naae Himlen ; hvor Grønsværet var bestrøet med Tusinder af Blomster . De kom over Fjelde , hvor muntre Bække snoede sig snaksomt mellem Rifter og Spalter , hvor Vandfald opfyldte Luften med deres ensformige Buldren . — Norge er et smukt Land . Kjender Du det , kjære Læser ? Har Du været der ? Har Du indaandet dets friske Luft ? Har Du seet dets mægtige Vandfald , der lig Sølvfloder styrte ned fra de høieste Fjeldtoppe ? — Har Du hørt Tordenen rulle gjennem Luften , hvert Skrald gjentaget fra Fjeld til Fjeld , til det hendøer i det Fjerne ? — Eller har Du været der en smuk Sommerdag , naar Solen forgylder Fjeldenes Toppe og dens Straaler som gyldne Slanger glide gjennem de alvorsfulde Graners Grene ? „ Hvor smukt Hammer titter frem mellem de grønne Træer ! “ sagde Frøken Adelheid og saae med et kjærligt Blik paa en hvid Bygning , der laa paa Toppen af et høit Fjeld . „ See , Frøken Brede ! — Men hvor kan jeg bilde mig ind , at Deres Opmærksomhed lader sig fængsle af et smukt Landsfab ! “ Hun smilte haanligt . Frøken Brede gav intet Svar , men pressede Læberne tæt sammen , som vilde hun tvinge dem til Tavshed . Vognen kjørte nu op ad det omtalte Fjeld og dreiede ind paa Veien , der førte til den hvide Bygning , Frøken Adelheid havde kaldet Hammer . Nu slandsede den foran Hoveddøren , hvortil en bred Trappe førte op . „ Gud være lovet ! “ udbrød den unge Pige og ventede neppe paa Tjenerens Hjælp for at springe ud . . Bring hende ind i Huset , Ola ! “ hun pegede paa Mira , der laae ganske stille . . Nei ! “ raabte Frøken Brede . „ Læg den lille brune Tingest udenfor Gaarden . “ „ Det bliver der intet af ! “ sagde Adelheid bestemt . „ Ola skal lyde mig ; jeg er hans Frues Niece . Bær hende ind i Huset . Jeg tager Ansvaret paa mig . “ Hun ilede opad Trapperne med et stolt Blik , medens Ola , der syntes at glæde sig over den gamle Dames Vrede / bar Mira , der endnu bestandigt manglede Mod til at aabne sine Øine , ind i Huset og smaalo ved sig selv over Frøken Brede , som fulgte ham fljændende . „ Læg hende paa Sofaen ! “ befalede Frøken Adelheid , da de traadte ind i Dagligstuen . „ Sover hun endnu ? Hun maae være meget træt , stakkels Barn . “ Hun bøiede sig et Øieblik over Mira og forlod derpaa Værelset , fulgt af Frøken Brede med sit vrede Blik og Ola med sit smilende Ansigt . Mira var alene ! Hun lyttede . Alt var stille . Hun aabnede Øinene . Hvor smukt der var ! — Hun gled ned ad Sofaen og gik lydløst over Gulvet , hun lod fin lille Haand stryge hen ad de prægtige Møbler ; derpaa satte hun sig foran et opslaaet Piano og lod Fingrene glide over de hvide Tangenter . „ Dim , dim , dim ! “ Hun sfreg høit . Hun havde aldrig hørt eller seet noget lignende . Hun troede det var Trolddom . Hendes Fingre giede op og ned , op og ned , til en Haand blev lagt paa hendes Skulder og en dyb Stemme sagde : „ Hvad gjør Du der ? “ Hun vendte sig og saae til sin Forundring en Herre slaae foran sig . Mira hørte ikke til de Børn , der ere frygtsomme . Da hendes Forundring havde sat sig , saae hun paa den alvorlige Herre med et Blik , som vilde hun læse hans Tanker i hans Træk . Og der var meget af læse , saa meget , af hun ikke begreb det Halve . „ Hvem er Du ? “ spurgre Herren med et strengt Blik . „ Jeg er Mira , Mira Grotte , “ svarede hun med en let Gysen . „ Mira Grotte ? Det vil sige Du er en lille Zigeunersks , maaskee en Tyv , der søger Leilighed til af stjæle . “ „ Nei , kjære Fader , hun er min Plejedatter I “ sagde Adelheid , som netop traadte ind . „ Din Plejedatter ! En Pige paa femten Aar , som har en Plejedatter ! Troer Du , Du kan have en saadan ? “ „ Ja , jeg baade kan og vil , dersom Du tillader det . Hvor gammel er vel Du , som har en Datter paa femten Aar ? — Otte og tredive ! saa ung og har saa gammel en Datter som jeg . Saa kan jeg ogsaa have denne lille Pige til Plejedatter . hvis hun vil have mig til Moder . Vil Du , min lille Fremmede ? Vil Du være min Datter ? “ Hun saae paa Mira med et kjærligt Blik . Mira nærmede sig , lagde sin Haand i den unge Piges og svarede med blid Stemme : „ Jeg vil være saa lykkelig , hvis De vil holde af mig . “ „ Hører Du , Fader ! Hvad siger Du dertil ? “ Hun omfavnede ham med et bedende Blik . „ Hun har Ret , den Lille , “ svarede han med et kjærligt Smiil . Nu var MiraS Zigeunerliv forbi . Det var en kold Aften . Sneen faldt i tætte Flokke og Stormen foer hylende gjennem Gaderne . En Vogn standsede foran et herskabeligt Huus i Stockholm Tjeneren sprang af og aabnede Vogndøren . Et lille Hoved kom tilsyne og en klar Stemme sagde : „ Giv dette Brev til Frøken Grotte , Thomas . Men skynd Dig . “ „ Skal jeg vente paa Svar ? “ „ Nei ! “ Han lukkede Døren og forsvandt gjennem Porten til det omtalte Huus . „ En kold Aften ! “ udbrød Damen og svøbte sin varme Kaabe tættere om sig . „ Meget kold . “ Hun lænede sig tilbage og lukkede Øinene , som for at sove . Thomas viste sig atter ved Døren . „ Jeg har leveret Brevet . “ „ Godt , saa kjør videre ! “ I et hyggeligt Værelse sad en ung Dame beskjæftiget med et Broderi . Af og til hævede hun Hovedet og fæstede Øinene med et spørgende Blik paa Uhret . En Tjener traadte ind med et Brev i Haanden . „ Fra Grevinde Cederskold ! “ „ Tak , Ola . Venter Tjeneren paa Svar ? “ „ Nei , Frøken . “ Ola forlod Værelset og Mira , thi hende var det , aabnede Brevet . Medens hun gjør sig bekjendt med dets Indhold , vil jeg benytte Leiligheden til at beskrive hende nærmere for Læserne . Da vi sidst saae hende , var hun en lille Pige paa elleve Aar , ti var nu gaaet siden den Tid og havde forvandlet hende til en smuk ung Kvinde . Hendes fine Træk , der havde været for udtryksfulde og alvorlige for et Barn , vare nu komne til deres fulde Ret hos den voxne Pige og fortryllede Alle ved deres ædle Skjønhed . Hendes store , sorte Øine med deres dybe , veemodige Blik og hendes blide , klare Stemme syntes at vinde alle Hjerter . Hendes Gang var let og bølgende og hendes ranke , bøjelige Skikkelse elegant og fuld af Ynde . Alle disse Fortrin bleve dobbelt sorhøiede ved hendes tilbageholdne Væsen . Der var noget i hendes Fremtræden , der tydelig viste , hvor lidet hun var sig alt dette bevidst , og hendes Fordringer til Andre vare kun smaa , medens hun selv ydede saa meget , hvilket er det bedste Tegn paa et ædelt Hjerte . — Men til min Forrælling ! Vi ville kaste et Blik over MiraS Skulder og see , hvad hun læser : . Min lille Ven ! Jeg kan see din Forundring ved at modtage dette Brev . — Jeg har en Nyhed at fortælle Dig . Tænk , Frøken Brede er kommet til Stockholm og vil blive hos os i længere Tid ! Du maa endelig aflægge os et Besøg i Morgen . Hun er blevet saa forandret i de ti Aar , vi ikke have seet hende , at jeg neppe kunde kjende hende . Jeg fortalte hende om Dig , hvor smuk Du er blevet , hvor kjærlig og god Du er og hvor vi Alle elske Dig . Hun undertrykke et Suk og sagde efter gammel Bane : „ Jeg troer det ikke . Grevinde Cederskøld . Den smudsige lille Zigeunerske . “ „ Men De skal selv see , “ sagde jeg triumferende . „ Det var en lykkelig Sommer , der lokkede Fader og mig op til Norge for at besøge Tante Margarethe . Den skjænkede Fader en kjærlig Datter og mig en Søster , som vi begge elske , fordi hun er saa velsignet og god . “ „ Naa , naa ! “ sagde hun og famlede med Fingrene . Det bedste de tog var vor skikkelige Ola , ja , ham har vel Deres Fader endnu i sin Tjeneste ? Ja , lad os først see Enden ! Jeg har ingen Tillid til hende . “ „ Nei , De kunde ikke lide Mira fra det første Øieblik , De saae hende , “ sagde jeg . „ Og nu , da hun har gjort Dem til en falsk Profet , er hun vist ikke steget høiere i Deres Gunst . “ — Kjære Mira ! Du veed , jeg maae sige min Mening lige ud . Jeg har aldrig kunnet tilgive Frøken Brede hendes skette Opførsel mod Dig , da vi vare hos Tante Margarethe , ligesom jeg ikke kan glemme , at hun fuldkomment har taget Magten fra min kjære , svage Tante . Man fik et Indtryk som Frøken Brede var Herskerinde paa Hammer og Tante hendes Selskabsdame . Du kjære Tante Margarethe ! Nu har jeg ikke seet hende i ti Aar , og Frøken Bredes Nærværelse har fremkaldt hendes Billede saa levende i mit Minde , at jeg længes mere end nogensinde efter hende . Frøken Brede havde et Brev med til mig fra hende , hvori hun paa det kjærligste spørger til Dig og indbyder os begge til at aflægge et Besøg paa Hammer til Sommer . Hvis Cederskøld tillader det , vil jeg ogsaa reise derop og haaber , Du gjør mig Selskab . Men nu har jeg allerede skrevet saa meget til min lille Søster , at mine Fingre gjøre ondt , derfor Farvel ! Jeg venter Dig i Morgen . Kom ikke for sent , kom til Frokost . Cederskøld beder mig hilse . Din Adelheid . “ Mira lagde Brevet sammen . Et veemodigt Smiil spillede om hendes Læber . Hun hviskede tankefuldt : „ Gamle Tider komme igjen . „ En smudsig lille Zigeunerfle ! “ — Ja , jeg husker Ordene , som vare de prentede i mit Hjerte . Mira , stakkels Mira ! Du vil altid blive forfulgt af dette blege Spøgelse . Ingen kan glemme , at mine Forældre vare Zigeunere . Ingen kan tilgive det . Ingen ! Ingen ! “ — „ Men hvad bryder jeg mig om hele Verden , naar blot han kunde glemme min ulykkelige Fødsel . “ „ Vil han aldrig glemme det ? “ — „ Nei , aldrig ! Han er for slolt , og en Mand som han , har Ret til at være det . “ Mira skjulte Ansigtet i Hænderne og sukkede tungt . „ Hvor kan jeg forlange , man skal glemme min Fødsel , staaer den ikke skrevet i mit Ansigt ? fremkalder ikke denne brune Hud en hel Legion Zigeunere ? — Men jeg vil ikke skamme mig over mine Forældre , Gud velsigne dem . de ere i Himlen . Jeg har aldrig kjendt dem , men jeg elsker dem alligevel . Ingen skal have Ret til at krænke dem , Ingen , uden at blive min Fjende . “ Hun reiste sig og gik ov og ned ad Gulvet , som for at bortjage al Sorg fra sit Hjerte . Det ringede . Mira foer sammen og saae mod Døren med et ængsteligt Blik . „ Godaften , Barn ! “ sagde en dyb , klangfuld Stemme . „ Tager Du Dig en lille Tur ? “ „ Ja , “ svarede hun med et frygtsomt Blik . „ Jeg gaaer fra mine Tanker . “ „ Fra dine Tanker ! Ere dine Tanker da saa sørgelige ? Kan Du aldrig være lykkelig , som andre Piger paa din Alder ? Jeg holder ikke af at høre Dig tale paa den Maade . Vi have ikke Ret til at være trætte af Livet , selv om vi ere ulykkelige , hvor meget mindre da , naar vi kun have Grund til at være tilfreds med vor Skjæbne . Hvor tidt skal jeg minde Dig herom , Mira ! Du maa være utaknemmelig mod Herren , det er en stor Synd . “ „ De misforstaaer mig , Baron Silgestrem ! “ sagde Mira veemodigt . „ Jeg er ikke utaknemmelig mod Herren , men jeg føler saa tydeligt , jeg er født til Sorg . Det er vel ikke de ydre Indtryk , der virke paa mig , nei , jeg bærer en Verden as Sorg og Kamp i mit eget Hjerte . Dog tilgiv mig . Det er meget egoistisk at trætte Dem med mine mørke Tanker ! Jeg har faaet Brev fra Grevinde Cederskøld , hvori hun inviterer mig til at komme derop i Morgen . Frøken Breds er kommet for at blive der en Tid . “ — Mira betænkte sig et Øieblik og tilføiede ironisk : „ Hun længes naturligviis meget efter at see mig . “ „ Ah , det er det , der er i Veien ! Nu forstaaer jeg min stolte , lille Pige . Du kan aldrig glemme og endnu mindre tilgive , at Frøken Brede ikke syntes om Dig , da Du var et Barn Men hvor kan Du tillade dit Hjerte al bære et saadant Nag . selv til en Frøken Brede ? — Kom , sid ned og lad mig tale et Alvorsord til Dig . Jeg har seet dybt i dit Hjerte , mit Barn , det er et bundløst Hav , som selv den flinkeste Sømand vil finde vanskelig » at lodde . Men jeg vidste ikke , Du var istand til at bære Nag til Nogen , dertil troede jeg dit Hjerte var for rent , og det vil i Sandhed gjøre mig ondt , om jeg bliver skuffet i denne Tro . Kjærlighed er den eneste Lidenskab , der har Ret til al beherske en Kvindes Hjerte , enhver anden vil kaste Skygge over dets Renhed og tilintetgjøre dets ædleste Egenskaber . “ — „ Glem ikke dette Barn ! Jeg haaber Du vil tage hen og hilse paa rFøken Brede i Morgen , “ tilføiede han med et kjærligt Smiil . „ O , De misforstaaer mig nu som altid ! “ udbrød Mira med skjælvende Stemme og slog Øinene ned for at skjule de Taarer , der formørkede dem „ De vil aldrig forstaae mig . Jeg hrade hverken Frøken Brede eller nogen Anden . Jeg har ikke et Øieblik tænkt paa at afslaae Adelheids Indbydelse . Nei , jeg vil hilse paa hende , selv om mit Hjerte skulde briste , naar hun seer paa mig med fil foragtelige Blik . “ „ Jeg forstaaer Dig meget bedre , end Du troer , “ svarede Baron Silgestrøm alvorligt . „ De ? “ — spurgte Mira bittert . „ 0 nei ! Ingen forstaaer ung , dei var jo umuligt , eftersom jeg ikke engang forstaaer mig selv . “ Baron Silgestrøm tog stiltiende Avisen . Mira græb fil Broderi . Han læste og tænkte paa Mira . Hun broderede og tænkte paa ham . — Næste Morgen var mørk , kold og sneefuld . Mira stod tidlig op . Hun hørte ikke til Syvsoverne . Hun stirrede paa den graa Himmel , den hvide Gade og de mange Fodgængere , der kom og gik lig travle Beboere i en Myretue og hun tænkte : „ Hvor den Fattige maae kæmpe for sit Ophold ! Og dog er jeg vis paa , at ikke en eneste af disse Stakler , der hver Morgen maa slaae op for at tjene det daglige Brød , er saa utilfreds med Livet , som min rige , gamle Gjenbo . See , der sidder han ved Vinduet i fin store bløde Lænestol , indsvøbt i Uldtæpper ! Han kan faae alt hvad han ønsker af Livets Behageligheder , og han ønsker det ene ester det andet . Men al hang Rigdom , alle hans opfyldte Ønsker kunne ikke gjøre ham lykkelig ; thi han er syg , baade paa Sjæl og Legeme . “ „ Og jeg ? — Har jeg Ret til at være sorgfuld ? — Nei ! jeg vil være glad , jeg vil være taknemmelig mod Gud og mod den hele Verden . “ Klokken halv tolv slandsede Baron Stlgestrøms Vogn udenfor Grev Cederskølds Bolig . „ Godmorgen , kjære Mira ! Hvor Du seer bleg ud . Du er ikke halv saa smuk , som Du pleier at være . Og jeg vil saa gjerne for Alvor overraske Frøken Brede med din Skjønhed . Der kommer hun . See blot hvor gammel hun er bleven . Sidst vi saae hende , lignede hun en gammel Ugle . Nu synes jeg , hun ligner et gulne ! Pergament . “ Grevinde Cederskøld var om mulig smukkere og lykkeligere end da vi første Gang saae hende som Adelheid Silgestrøm . Nu var hun fem og tyve Aar og saa lykkelig , som en Kone kan blive , der besidder saa rettænkende , ædel og smuk en Mands Kjærlighed , som Grev Cederskølds var . — Adelheid var ogsaa i høi Grad rettænkende og kjærlig . Men hun savnede den fine Følelse , der forædlede enhver af hendes Mands Handlinger og gjorde ham saa elsket af Alle , der kjendle ham . Han saarede aldrig Nogens Følelse ved overlagte Spørgsmaal eller Yttringer , medens hans Kone ved sine tankeløse Ord og altfor store Oprigtighed næsten saarede Enhver , der kom i hendes Nærhed . Det var ogsaa det eneste , der nu og da gav Anledning til smaae Trælter mellem dem , idet han bebreidede hende , at hun ikke tog mere Hensyn til Andres Følelser , selv deres , hun holdt meget af . Men hun lo kun ad ham og svarede , idet hun kjærligt omfavnede ham : „ Kjære Cederskøld , hvorfor fattede Du da Kjærlighed til mig ? Du kjendle jo mine Feil . — Du behøver ikke at see saa alvorlig paa mig , jeg vil sige , hvad jeg føler Lyst til , og Du skal smile til mig , som Du smilede — see , paa mig , kjære Ven ! — som Du smilede , da Du fangede mit unge , uerfarne Hjerte . “ Og Grev Cederskøld maatte smile , mere af hendes yndige Mine end af hendes Ord . Saaledes var Grevinde Cederskøld ! Og hun sagde nu med et skjelmsk Blik til Frøken Brede : „ Maa jeg have den Fornøielse at forestille min Søster Mira for Dem . Jeg veed hvor kjær De har hende , og hvor De har længtes efter at see hende . — Naa , Mira , omfavn Frøken Brede . Kan Du ikke see , hvor hun længes efter at skutte Dig i sine Arme ? “ Men Mira og Frøken Brede stode som lo Statuer . Ingen af dem gav mindste Tegn til Liv . Var ikke Grev Cederskøld traadt ind og havde frelst dem fra denne ubehagelige Stilling , var de sikkert , som Loths Hustru , bleven forvandlede til Saltstøtter . Nu kom de igjen tillive , og Adelheid gik tabt af den Fornøielse , hun havde ventet sig af deres første Møde . „ Du skal sidde ved Siden af Frøken Brede , “ sagde hun til Mira , da de traadte ind i Spisestuen . „ Jeg maa sørge for min kjære , gamle Gjæsts Tilfredshed . “ Frøken Brede gav hende et bistert Blik . Adelheid havde fornærmet hende dobbelt . Først ved at paatvinge hende Miras Selskab , dernæst ved at hentyde til hendes Alder . Hun hørte nemlig til de Damer , der ikke ville være gamle . Frøken Brede var en Evighedsblomst . Ingen kunde mindes at have hørt hende erkjende , hun var bleven ældre i de sidste lyve Aar . For hendes Skyld stod Tiden slille ; hun blev aldrig ældre end fem og tredive . — Kjære Læser , der er mange Frøkner Brede i denne Verden . Maaskee Du selv har en saadan i din Familie ? — Da lykønsker jeg Dig . Hun vil mangengang gjøre Dig Besvær og mangengang faae Dig til at lee . Frøken Brede var meget høi ; hendes store , graa Øine havde et skarpt Udtryk , og hendes Dragt var saa forunderlig at det er umuligt at beskrive den i alle dens Sammensætninger . Men Udfaldet af del Hele mindede om en Regnbue , ikke paa Himlen , men paa en Flagermus . Hendes Haar var hørgult og meget tyndt , hvilket hun søgte at lægge Skjul paa ved efter bedste Evne at pille det ud i en Bunke smaae Krøller , mellem hvilke den lange , spidse Næse sprang frem som en Milepæl , der raabte : „ Stands ! Ikke et Skridt længer . “ „ Men hvad er det ! “ spurgte en gammel Oberst en ung Digter , der netop stod ved Siden af ham , da Grevinde Cederskøld for første Gang viste sig i et Selskab med sin underlige Gjæst . „ Er det en Ugle , en Flagermus eller en Sommerfugl ? ' „ Det er en kunstig Sammensætning af dem alle tre , “ svarede Digteren og betragtede Frøken Brede gjennem Lorgnetten . „ Hendes Ansigt hører til Uglerne , Legemet til Flagermusene , og Haaret til Sommerfuglene . “ Han havde Ret . — „ Hvorledes har Baron Silgestrøm det ? “ spurgte Grev Cederskøld Mira . „ Hvad seer De efter , Frøken Brede ? Kan jeg ikke komme Dem til Hjælp ? “ . Nei Tak ! Jeg er vant til at hjælpe mig selv . I Norge have vi ikke en Tjener paa hver Finger , som det lader til man bruger i Stockholm . Bi ere ligefremme Folk ; meget ligefremme . “ „ Jeg vil langtfra modsige Dem i den Retning , “ sagde Grevinde Cederskøld med et Smiil . „ Folk i Norge ere mere beskedne i deres Fordringer , end vi her . Det er saa naturligt , da vor hele Opdragelse er saa forskjellig fra Eders . Vi . . . . “ Her følte Grev Cederskøld sig foranlediget til at afbryde sin Kone ved at sige : „ Kjære Adelheid , det er bedre , Du fortæller os lidt om Koncerten i Gaar . Er den unge Sangerinde virkelig saa smuk , som Rygtet siger , og er hendes Stemme saa henrivende ? “ „ Er det Frøken Søthsrberg , De taler om ? “ spurgte Mira . „ Ja ! “ „ Jeg fandt flet ikke , hun sang saa godt , “ sagde Frøken Brede . „ Jeg har hert en ung Dame i Christiania , som sang meget bedre end denne Frøken Søtherberg . “ » Meget bedre ! Nei , Frøken Brede , nu er De for flem . Tør jeg spørge , hvad denne ubekjendte Nattergal kalder sig ? “ „ Hvad hun kalder sig ? — Hun bærer det Navn , hun har arvet ester sin Fader ! “ „ Og det Navn er ? “ „ Det samme , som hendes Bedstefader arvede ester sin Fader . “ „ Ah , jeg forstaaer ! — Men kjære Frøken Brede , De har ikke sagt et eneste Ord om Mira ! Hvad synes De om hende ? Har hun ikke forandret sig meget ? See rigtig paa hende ! kunde De gjenkjende hende , da De traadte ind ? “ „ Mira er Stockbolms Rose ! “ sagde Grev Cederfløld , der holdt meget af den unge Pige . „ Hun blomstrer i Skyggen af fin egen Beskedenhed . “ „ Men hvor kan Du dog tale saadan ! udbrød Frøken Brede harmfuld . „ Stockholms Rose ! Hvordan kan Mi . . . “ Hun standsede , det var saa fortroligt at kalde hende Mira og Frøken ? — det var formeget , den gamle Dame kunde ikke faae det over sine Læber . Frøken ? — Del var jo at sætte Zigeunerpigen paa samme Trin som sig selv . Umuligt ! Frøken Brede vedblev : » Hvor kan De sammenligne den unge Pige her med en Rose ? En Rose , som er rød eller hvid , og hun med sin gulbrune Hud . Nei , de ere saa forskejllige som Nat og Dag . Og . . . “ Mira havde været tavs den hele Tid , men hendes talende Ansigt udtrykte tydelig , kvor dybt hun følte sig saaret . Hun hørte ikke til de Kvinder , der blive heftige ligeover for en Fornærmelse , hendes Vaaben bestod ikke i vrede Ord , men i et Blik , saa alvorligt , saa reent , at det maatte afvæbne selv en Frøken Brede . „ Og - . . “ længer kom den gode Dame ikke , Miras Blik traf hende i det Samme . Hun standsede forlegent , som havde hun glemt , hvad hun vilde sige . „ Naa , Barn ? “ spurgte Baron Silgestrøm , da Mira var kommet hjem og de mødtes ved Middagsbordet . „ Hvad sagde saa Frøken Brede til Dig ? Fornærmede hun Dig ? Jeg er vis paa , Du var forberedt derpaa . “ „ Jeg ! deri har De Uret , Baron Silgestrøm . Jeg var alt andel end forberedt paa de kolde , udtænkte Fornærmelser , Frøken Brede overøste mig med . Men del er ikke værd at tale om . “ , Godt ! Saa lad mig istedetfor indbyde Dig til at ledsage mig i Operaen i Aften . Frøken Søtherberg synger . Hun skal være en Sangerinde af første Rang . “ „ Tak , det glæder jeg mig inderlig ! til . Grev Cederskøld falte netop om hende i Dag , og jeg har ikke kunnet undertrykke Ønsket om al høre hende . “ „ Og hvorfor skulde Du undertrykke del ? Havde det ikke været mere naturlig ! , om Du havde sag ! til mig , at Du gjerne vilde høre hende ? Vil Du da aldrig lære at være oprigtig og ligefrem mød mig ? Du veed , hvor gjerne jeg opfylder dine smaae Ønsker . Hvorfor kan Du da ikke betro mig dem , som Adelheid gjorde , da hun var hjemme . “ „ Det vilde neppe passe sig for mig , en Fremmed , at gjøre hvad Grevinde Cederskøld gjorde i sin egen Faders Huus . “ „ Saa Du kan aldrig glemme , Du en Gang har været fremmed i dette Huus ? thi jeg vil ikke tro , Mira , Du efter ti Aars Ophold her endnu bestandig skulde føle Dig som saadan . Det vilde i al Fald gjøre mig meget ondt , da det jo vilde vise mig , al min Opførsel mod Dig ikke har været , hvad den burde have vc^cek . “ „ For Guds Skyld , Baron Silgestrøm , siig ikke detl De , som har værer saa kjærlig , saa . . . “ . Mira , jeg beder Dig ! “ „ Nei , lad mig tale ! Jeg . . . “ „ Stille , Barn ! Jeg vil ikke høre et Ord mere . Der er Ola med Kaffen . Vil Du skjænke mig en Kop ? “ Mira skjænkede Kaffen , som blev drukket i Tavshed , hvorpaa Baron Silgestrøm gik ud og Mira satte sig hen at spille og synge i Halvmørket . Noget senere kom Ola ind med en lændi Lampe . Mira reiste sig hurtigt . „ Er Baron Silgestrøm kommet hjem ? “ „ Nei , Frøken ! men han kommer vist snart . Klokken er mange . “ Ola var den samme Tjener , der for ti Aar tilbage bar Mira paa Grevinde Cederskølos Befaling hen til Vognen , trods Frøken Bredes Indsigelser . Derfor holdt han meget af den unge Pige og syntes i sit stille Sind , han havde saa god Ret til hende som nogen af de andre . Han nærmede sig nu paa Taaspidserne og sagde med en hemmelighedsfuld Hvisken : „ Hun har været her ! “ „ Hun ! Hvem mener Du , Ola ? ' „ Hun har været her , Frøken . Men . . . “ Her blev Ola afbrudt ved Baron Silgestrøms Indtrædelse . „ Hvad betyder det , Mira ! Er Du endnu ikke paaklædt til Koncerten ? Det er paa den høieste Tid . “ „ Jeg skal strax være færdig ! “ sagde Mira og skyndte sig bort . „ Hun ? — Hun ? — “ gjentog den unge Pige ved sig selv , da hun traadte ind i sit Værelse . „ Hvem mener han med denne Hun ? — Jeg vil ikke bryde mit Hoved dermed ! Det er bedre jeg skynder mig at blive færdig . Jeg kan altid faae det at vide i Morgen . “ Operahuset var fuldt . Da den unge Sangerinde traadte ind paa Scenen blev hun modtaget med stormende Bifald , der lidt ester lidt hendøde i tavs Forventning . Der stod hun . De store , mørke Øine drømmende heftet paa Publikum . Det smukke Hoved hævet ; de sorte Lokker let tilbagekastede , den slanke bøjelige Skikkelse fuld af Ynde og Symmetri . Ru spillede Orchestret ganske piano . Det drømmende Udtryk i hendes Øine forvandledes til Liv og Varme . De smukke Læber aabnede sig og en Strøm af bløde , klokkerene Toner fyldle Luften . Mira sad bleg og skjælvende . Hun vidste neppe selv hvorfor . Det var ikke blot Indtrykket af Frøken Søcherbergs henrivende Stemme , der bevægede hende i den Grad , det var den unge Sgngerindss hele Ydre . Mira kjendte hende , hun havde seet hende hver Dag i sit eget Speil . Frøken Søtherberg var hendes udtrykte Billede . Baron Silgestrøm berørte let hendes Arm og hviskede : . Hvad siger Du til denne Lighed ? Er den ikke forbavsende ? Det undrer mig , Adelheid ikke talte til Dig derom . “ „ De glemmer , at hun er meget nærsynet . “ „ Det er forbavsende ! “ Han saae fra Mira til Frøken Søtherberg , og fra Frøken Søtherberg til Mira , som vilde han sammenligne deres Ansigter Træk for Træk . Men Sangen forstummede og Tæppet gik ned under begejstret Bifald/ Den næste Dag , da Mira sad og syede i Dagligstuen , stak Ola Hovedet ind ad Døren med en betydningsfuld Mine . „ Frøken ! “ sagde han og nærmede sig forsigtig . Mira foer sammen . „ Det er kun mig . Jeg vil blot sige , at hun har været her igjen i Gaar Aftes , da De var taget bort . “ Mira reiste sig og sagde med et ængsteligt Blik paa den gamle Tjener : „ Hun ? Jeg havde rent glemt del ! Hvem er denne Hun , som Du talte om i Gaar , da Baron Silgesfrøm kom og afbrød Dig ? “ „ Det er hende , Frøken , De veed den gamle , onde Lene , Deres Plejemoder . Hun er kommet til Stockholm for at tale med Dem om noget meget Vigtigt , siger hun . “ „ For Guds Skyld ! “ udbrød Mira og sank bleg og skjælvende tilbage i Stolen . „ Vær blot ikke bange , kjære Frøken , “ sagde Ola medlidende . „ Jeg veed nok , hun er meget ond , men Baronen vil vist ikke tillade nogen at gjøre Dem Fortræd . “ „ Det vil han ikke , Ola . Men jeg er meget ulykkelig . Baron Silgesfrøm maa ikke vide , hun er her . Han , som er saa stolt ! “ — „ Hvad kan hun have at tale med mig om ? Og hvorledes har hun udfundet mig her ? Aar ere gaaede , siden jeg forlod hendes elendige Hytte , og nu , da jeg troede at være fri for bestandig , nu kommer hun og vil tilbagekalde den ulykkelige Tid ; hun , som hadede og mishandlede mig , da jeg var et forladt og hjælpeløst Barn . Ola , min gode , gamle Ola , hvad skal jeg gjøre ? Hvorledes skal jeg undgaa den Skam , at Baronen faaer hende al see ? “ „ Vær blot rolig , lille Frøken . Hun kommer ikke igjen før engang i Aften . Saa kan De jo tale med hende i Deres eget Værelse . Jeg skal nok ordne det Hele . Vær blot ikke bange . “ „ Gud velsigne Dig , Ola ! Men hvad kan hun dog have al lale med mig om ? “ — „ Det veed jeg ikke . Men jeg hører Baronens Trin . Det er bedst jeg gaaer . Jeg skal nok give Dem et lille Vink , naar hun kommer . “ „ Vidste jeg blot , hvad jeg skulde gjøre . Maaskee jeg burde fortælle Baron Silgestrøm Alt og bede ham tale med hende ? — Han er saa stolt ! han glemmer aldrig , om den gamle Kone kalder mig Mira , som jeg er vis paa , hun gjør . Og hvis jeg henvendte mig til Adelheid ? — Nei , hun er for rankeløs ! Jeg maa handle selv . Der kommer han ! “ Hun greb hurtig sit Arbeide . Men Baronen passerede Døren uden at træde ind . Hun hørte ham sige til Ola : „ Jeg kommer ikke hjem sør i Aften . “ Mira trak Veiret lettere og følte sig glad som en frigjort Fange . Klokken henved halv syv stak Ola atter Hovedet ind ad Døren og hviskede : „ Frøken , her er hun ! “ Mira reisfe sig hurtig og forlod Værelset . Snart stod hun Ansigt til Ansigt med den stygge , gamle Lene , hendes Barndoms Skræk . „ Gud velsigne Dig , hvor smuk Du er bleven , mit eget Barn ! Og saa fiin som en rigtig Dame . Du lykkelige Barn , det blev ikke sunget for din Vugge . En Silkekjole ! ja , en virkelig Silkekjole ! “ Hun tog sat paa Miras Kjole . „ Saadant deiligt Tøi . Naa , hvor Olava , Mathea og Kari vilde blive forundrede . De vilde neppe gjenkjende deres lille Pleiesøster . Mit kjære Barn , min egen lille Mira ! Hvor vi Alle have længtes efter Dig . Hvor kunde Du være saa haardhjertet at forlade os , som holdt saa meget af Dig ? Vi have søgt om Dig , lige siden Du forlod os . Olava . Mathea og Kari , stakkels Børn , have grædt baade Nat og Dag . Og Erik — ja , det blev saamæn hans Død ! “ — „ Men som jeg sagde , jeg har søgt efter Dig , “ hun satte sig ned paa en Stol , „ da jeg har en Hemmelighed , som jeg er sikker paa Du vilde give din halve Formue for at vide . — Ak , hvor Du dog er deilig ! Og endda kunde jeg strax kjende Dig . Du ligner Dig ganske selv som Barn . Ja , Du var altid saadan en smuk Pige , og jeg var saa slolt af Dig . Kan Du huske del ? — Nei , hvor skulde saadan en fiin Dame kunne huske den fällige Hytte , hvor hun fand- et Hjem , da hun var hjemløs . — Men til min Hemmelighed ! Jeg har da Gud være lovet , endelig fundet Dig , efter meget Besvær og mange Udgift ter . “ Her slandsede hun et Øieblik og Mira , der havde lyttet , bleg og skjælvende , sagde bittert : „ Hvem sagde Dig , at jeg var her ? “ „ Frøken Brede . Gud velsigne hende , den kjære gode Dame ! Hun fortalte mig , at min egen lille Mira var blevet saadan en fiin Dame og boede i Stockholm . “ „ Du skulde reise hen og besøge hende , “ sagde hun og puttede en lille Slump Penge i min Haand . » Der har Du lidt til Reisen , “ tilføiede den fromme Dame , „ Ja , det gjorde hun . “ „ Frøken Brede ? — Jeg forstaaer hende , “ udbrød Mira med funklende Øine . „ Den kjære Sjæl ! hun holder saa meget af Dig , mil Sam . Men lad os nu tale om det , der har bragt mig herhen . Hvad vilde Du sige , Mira , dersom jeg havde en glædelig Nyhed at fortælle Dig ? Hvad vilde Du gjøre , hvis en eller anden fattig Sjæl sagde til Dig : „ Mira , jeg veed Du staaer ikke saa ene i Verden , som Du altid har troet . Der er En , der vilde give Alt , tør jeg nok sige , for at vide Dig saa nær . Mira , Du har en Søster , smuk , fiin og rig som Du selv . “ Mira havde ifolbet Hænderne . Hendes Blik hvilede paa den gamle Kones Læber , som afhang hendes Liv af hver ! Ord , de udtalte . Nu reiste hun fig heftig og udbrød idet hun greb Lenes Hænder : „ Lene , Lene I Du maa ikke drive Spot med mig . Hvis jeg har en Søster , hvis hun er her i Swckholm , stig mig det , og jeg vil give dig alt , hvad jeg med Rette tør kalde mit . “ „ Godt , Mira , jeg tænkte del , og jeg sagde til Olava , da jeg skiltes fra hende : „ Græd ikke Barn . Jeg kommer snarr tilbage og Du skal see med fulde Hænder . “ „ Ja , det sagde jeg . Jeg kjendte jo nok min lille Pleiebalier . “ „ Men min Søster , tal om hende , “ sagde Mira med skjælvende Stemme . „ Ja , min Historie lader sig ikke saa hurtig fortælle “ „ Naa , den Nat , Erik havde sundet Dig paa Fjeldet og kom hjem med Dig , sagde han : „ Lene , her kommer jeg med et lille Barn , jeg fandt i Armene paa en døende Kone . Vi maae see , hvad vi kunne gjøre for det . “ „ Du kjendte jo Erik , Stakkel , han sagde ikke meget , men han havde et godt Hjerte , og jeg tog Dig i mine Arme , kyssede Dig kjærligt og svarede : „ Godt , Erik ! hun skal være som vort eget Barn . “ „ Og jeg havde holdt mit Ord , hvis Du ikke var løbet bort . “ „ En Dag , da Du havde været en Uge eller to i vor Hytte kom en gammel Zigeunerkone med et Barn , en Pige , der omtrent var en fem Aar gammel . Konen bad om Huusly , da det var blevet et skrækkeligt Tordenveir og Ingen uden Fare turde gaae over Fjeldene , saalænge det stod paa . „ Det regnede og blæste og Tordenen rullede gjennem Luften og rystede Hytten , som var det et Jordskjælv . Jeg kunde ikke nægte hende Ly mod saadant et Veir , og lidt ester kom ogsaa en Herre og en Dame og bad om at komme ind , til Veiret trak over . De havde forladt deres Hjem for at gaae en Tour , men vare bleven overraskede af Uveiret paa Veien . „ Den unge Dame gav sig til at lege med Børnene , medens Herren fremtog en Mappe og begyndte at tegne . „ Hvor Du er en sød lille Pige ! “ sagde Damen til det stemmede Barn , der var kommet med Zigeunersken . „ Hvor gammel er Du ? “ Hun klappede hende paa Kinden . „ Rose er fem Aar , “ svarede den Gamle . „ Hvis De , min smukke Dame har Lyst til at tage hende med Dem , gjør De en god Gjerning , da hun hverken har Fader eller Moder . Jeg fandt hende for nogle Uger siden mellem Fjeldene , den stakkels Lille sad og græd ved Moderens Lig , der laae paa Jorden med et dødt Barn i Armene . “ „ Nu , “ sagde jeg , „ Barnet var ikke dødt , her er det ! “ Jeg trak Dig stem fra Krogen , Du var krøbet hen i . „ Stakkels Børn ! “ udbrød den unge Dame og saae fra den ene til den anden ; endelig blev hendes Øine ved at hvile paa din Søster Rose . „ Efter længe at have betragtet hende , reiste hun sig og gik hen til sin Mand , der hele Tiden havde siddet og tegnet , som om han var hjemme . „ Tom , “ sagde hun og lagde Haanden paa hans Skulder . „ See engang paa Barnet ! „ Han løftede Hovedet og saae paa den lille Pige . “ „ Min kjære Eva , “ sagde han , „ jeg kan see hvad Du tænker paa . Du har Ret . Den Lille ligner vort elskede Barn , som var hun hendes Søster . Du græder ! Græd ikke , husk paa , hvor lykkelig hun er nu mod da hun var hernede og led saa meget . “ „ O , Tom , jeg kan aldrig glemme hende ! Jeg vil altid længes efter hende . Men om vi tog delte stakkels Barn til os ? — Jeg troer det vilde mildne min Sorg . “ „ Godt ! “ sagde Herren og lukkede sin Bog . „ Saa ville vi tage hende med os strax . Du veed , kjære Eva , jeg vil gjøre Alt , hvad der staaer i min Magt , for at glæde Dig . “ „ Men den anden Lille , hendes Søster ? “ spurgte Damen og saae paa Dig med et uroligt Blik . „ Jeg veed , Tom , vi kunne ikke tage dem Begge , og dog skjær det mig i Hjertet at skille dem ad . “ „ Ja , min Kjære , havde vi Raad dertil , tog vi dem naturligviis Begge , men nu maae vi være tilfreds med benene . En fattig Konstner som jeg , har ikke Ret til at vaatage sig Ansvaret af to Børns Forsørgelse , uden at vide om han i Tiden bliver istand til at ernære dem . “ „ Imidlertid var Veiret blevet godt , og Herren , som havde nærmet sig Vinduet , sagde : „ Nu kunne vi gaae hjem , og , hvis Du fremdeles ønsker det , tage vi Barnet med os . “ „ Den fremmede Dame tog din Søster , der syntes meget glad ved at følge hende , og alle tre forlode Hytten . “ Lene standsede et Øieblik og Mira aftørrede sine Taarer . „ Mange Aar gik og den ulykkelige Dag kom , da Du løb fra os , som elskede Dig . Havde Du ikke gjort det , var Du endnu samme Dag blevet forenet med din Søster , der kom tilbage med sine Plejeforældre for at hente Dig ; thi nu vare de , efter hvad jeg kunde forstaae , blevne rige og kom reisende fra Stockholm for at tage Dig med . , Du skulde blot have seet din Søster , hvor hun var blevet en smuk ung Dame , og hvor hun kom løbende for at være den Første , der omfavnede Dig , og hvor hun græd og vred sine Hænder , da jeg fortalte hende , Du var løbet bort . Jeg troede hun havde besvimet ; hun blev ligbleg og sank om paa en Stol , stakkels Barn , hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd , som jeg aldrig før har seet Nogen græde . „ Da Faderen og Moderen lidt efter traadte ind , reiste hun sig heftig og raabte : „ Hun er borte ! Jeg skal aldrig see hende ! O , Moder , det har været min kjæreste Drøm , engang at omfavne min lille Søster , den eneste , som tilhører mig . “ „ Hun kastede sig fortvivlet i Moderens Arme . “ Mira græd stille . „ Saa lod de spørge og søge om Dig overalt , “ vedblev Lene , „ men forgjæves . Ingen vidste hvor Du var blevet af . Endelig reiste de tilbage til Stockholm og Herren opgav mig lin Adresse , for hvis Du skulde komme tilbage , eller jeg skulde høre fra Dig . Men Aarene gik , Du lod intet høre fra Dig . Først for nogle Maaneder siden , da Olava og jeg forlod vor gamle Hylle og slyltede til en , der ligger i Nærheden af Hammer , lærte jeg Frøken Brede at kjende , da den fromme Dame er alr andet end stolt . Hun taler til fattige Folk lige saa venlig ! som til de rigeste , og da jeg lugede der i Haven , holdt hun sig ikke for god til at tale med mig , naar hun kom forbi mig paa sin Morgentour . Saa fortalte jeg hende om mine Børn , om gamle Erik , og tilsidst om Dig , og jeg fik da endelig al vide , hvor Du var og hvordan det var gaaet Dig . „ Ja , det er min Historie ! Og nu er jeg kommet her og har allerede været hos din Søster . Stakkel , hendes Plejeforældre ere døde og hun staaer ene i Verden . “ Mira reisfe sig . » Jeg vil strax gaae til hende ! “ sagde hun bestemt . „ Hvorfor sagde Du hende ikke , hvor jeg var ? Hvorfor kom hun ikke ? Eller længes hun maaskee ikke mere efter mig ? — Jeg gaaer derfor , Du maae følge mig . O , min Gud , hvor jeg vil elske hende ! “ Hun tog hurtig sit Ydertøi paa , og Lene sagde : „ Hvor kan Du tro saa ondt om hende , det kjære Barn , som længes saa meget efter at see Dig . Men da jeg fortalte hende , Du var blevet saadan en fiin Dame og blev behandlet som den slolte Baron Silgestrøms egen Datter , forsvandt al hendes Glæde . Hun blev bleg og sagde skjælvende : „ Lene , jeg vil ikke forstyrre min kjære lille Søsters Fred . Hun skal aldrig ane , hun har en Søster , der elskede hende saa høit , skjøndt hun aldrig kan mindes at have seet hende . Jeg har hørt Baron Silgestrøm omtale som en meget stolt Mand . Han vil neppe holde af at hans Plejedatter omgaaes en stakkels Sangerinde . Og hvis min Søster er , som jeg har tænkt mig hende , vil hun ikke lyde ham i dette ene Punkt . Der vil altsaa for min Skyld komme Ufred mellem dem . Nei , hun skal ikke ane , hun har en Søster ! Men jeg maae see hende , Lene , see hende som en Fremmed , skjøndt mit Hjerte vil briste af Glæde og Smerte . “ „ Er hun Sangerinde ? Saa er det hende ! “ udbrød Mira . „ Ligner hun mig meget ? Header hun Frøken Søtherberg ? — Ja del maa være min egen , kjære Søster ! O , jeg søler det . Ingen i Verden har Ret til al skille os ad , Ingen , ikke en Gang han , han — som jeg elsker saa høit , “ hviskede hun saa sagte , at Lene ikke kunde høre del . „ Kom , Lene , hvad maa hun tænke , at jeg ikke allerede er hos hende ? “ — De forlode Værelset . „ Ola , “ sagde hun , „ hvis Baron Silgestrøm kommer hjem før jeg , saa siig ham , jeg er gaaet hen at besøge min Søster . Forstaaer Du , jeg mener min egen Søster , ikke Grevinde Cederskøld ? “ — . Nei , Frøken , det forstaaer jeg ikke . Jeg vidste ikke , De havde andre Søstre end Grevinde Cederskøld . “ „ Jo , Ola ! “ udbrød hun og greb begge hans Hænder . „ Kan Du ikke see det paa mit lykkelige Ansigt ? Jeg har en Søster , en virkelig Søster . Fortæl Baron Silgestrøm det . Han vil forstaae min Glæde . Han vil forstaae , at jeg iler hen for at see og omfavne hende . “ Hun lagde Haanden paa Døren ; men Ola standsede hende og sagde : „ Vil De ikke kjøre , Frøken ? Vognen kan strax være færdig . “ „ Nei , Ola , jeg maae skynde mig . Kom Lene ! “ hun aabnede Døren og var forsvundet , før Ola kunde forhindre det . — I et smagfuldt Værelse sad Frøken Søtherberg tilbagekastet i en Lænestol . Denne Aften tilhørte hende ; hun skulde ikke synge og havde ladet sin Kammerpige vide , hun var ude for Enhver . Hun var meget smuk . De sorte , silkebløde Lokker faldt skjødesløst over Hals og Skuldre og indhyllede hendes fine Ansigt i en mørk Ramme . Øinene stode fulde af Taarer og lyste af en undertrykt Glands , medens et veemodigt Smiil spillede om de halvt aabne Læber . « Om jeg blot kunde omfavne hende en eneste Gang og sige til hende med en Søsters hele Kjærlighed : „ Mira , min Søster , Du er alt , hvad jeg sætter Priis paa i denne Verden . Jeg har elflet Dig siden jeg lærte din Tilværelse at kjende . Kom til mit Hjerte og føl , hvordan en Søster kan elske . “ Hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd sagte . „ Jeg skal ikke see hende uden som en Fremmed ! “ — Hvor vi havde været lykkelige , hvis hun aldrig var kommet til den stolte Baron Silgestrøm . Hvis jeg havde fundet hende i den fattige Hytte i Norge , saa havde hun havt Frihed til at elske mig . Og jeg ? — Jeg kunde ikke have elsket hende høiere end jeg nu gjør til Trods for Baron Silgestrøm . “ — „ Jeg maa betale Lene godt , hvis jeg vil hun skal forblive tavs . Men jeg har allerede givet hende alle de Penge , jeg havde , da hun kom og fortalte mig , hun havde fundet min kjære Søster . “ „ Hvor skal jeg faae flere Penge fra netop nu ? Hun maa have dem , ellers gaaer hun til stakkels Mira og fortæller hende , hvor jeg er . “ Hun reiste sig hurtig , gik hen til Bordet og aabnede et smukt forarbejdet Skrin . Et veemodigt Smiil gled over hendes Træk , medens hun betragtede de funklende Juveler , det indeholdt . „ Jeg maa skille mig ved Dig ! “ sagde hun og fremtog et kostbart Armbaand . „ Det nytter ikke Du funkler , som vilde Du sige : „ Hvor kan Du nænne at skille Dig ved mig ? Var jeg ikke de første Laurbær paa din Konstnerbane ? “ „ Hvorledes kan jeg skille mig ved Dig ? “ — Hun holdt Armbaandet op mod Lampen og slirrede paa det med taarefyldte Øine . „ Ja , Du kom til mig som de første Laurbær fra Menneskehaand ! Men hun kommer til mig som det første Hjerte , der er mit eget Kjød og Blod ! Hun kommer til mig fra Guds Haand ; hun skal have Dig , mit første Laurbærblad , jeg vil ofre Dig Paa hendes Freds Alter . Ja , vi maa skilles for hendes Skyld . “ Hun lagde Armbaandet paa Bordet , lukkede Skrinet og trak lig tilbage i den mørkeste Deel af Værelset , som for at skjule stne Taarer for sig selv . I dette Øieblik traadte en ung Pige ind . „ Der er en Dame , som ønsker at see Dem , Frøken , maa jeg lade hende komme ind ? “ „ Sagde jeg Dig ikke , at jeg var ude for Enhver ? Hvor kan det falde Dig ind at melde den fremmede Dame ? Gaae og siig , jeg kan ikke modtage hende . “ „ O , jo ! “ sagde en blød , bevæget Stemme og en skank Skikkelse traadte ind i Værelset . „ Jeg er ingen Fremmed , Du vil nok modtage mig , det veed jeg ! “ Mira slyngede sine Arme om Roses Hals og græd af Glæde . — „ Du siger , hun er gaaet til sin Søster , ikke til Grevinde Cederskøld . men til hendes egen Søster ? “ spurgte Baron Silgestrøm med et forbauset Blik paa Ola . „ Jeg har aldrig vidst , at Frøken Grotte havde en Søster ! “ „ Jeg heller ikke , “ svarede Ola . „ Men hun sagde det . “ „ Saa maa det jo forholde sig saaledes ! “ Baronen gik til sit eget Værelse og satte sig hen at læse Bladene . Men hans Tanke fulgte ikke med det , Han læste . „ Hendes egen Søster ! “ gjentog han for sig selv . . Jeg kan ikke forstaa , hvorledes Mira kan have en Søster . Det er ikke muligt ! “ Han vedblev at læse en Tid og reiste sig derpaa for at trække i Klokkestrængen . Ola traadte ind . „ Er Frøken Grotte ikke kommet hjem ? “ „ Nei , Hr . Baron ! “ „ Godt ! “ Han begyndte igjen at læse . Endelig kom Mira . Hun havde neppe lagt sit Ydertøi og begivet sig til Dagligstuen , før Baronen reiste sig og spurgte , hvor hun havde været . „ Ola sagde Du var gaaet til din Søster , ikke til Adelheid , men til din egen Søster . — Jeg har aldrig vidst , Du havde andre Søstre end min Datter , derfor blev jeg meget forundret over at høre denne uventede Nyhed , ikke af Dig selv , men af min Tjener . “ „ De maa tilgive mig , hvis jeg har handlet overilet , Baron Silgestrøm , “ sagde Mira og rakte ham Haanden . „ Jeg Hnnde ikke lade være at følge mit Hjerte . De seer paa mig , som var De vred ! Maa jeg forklare Dem det Hele , saa er jeg vis paa Vreden forsvinder og De tager Deel i min Lykke . “ „ Godt ! Sæt Dig ned , Barn , og lad mig høre din Historie . Dog jeg kan sige Dig forud , til Trods for , hvad Du end har at fortælle , at Du har handlet ubetænksomt ved at forlade dit Hjem , uden først at indhente mit Raad . “ „ Døm ikke . men hør ! “ sagde Mira bevæget . „ De mindes vel Frøken Søtherbergs store Lighed med mig ? “ „ Ja ! Men hold Dig til selve Sagen . “ „ Del gjør jeg ; thi Frøken Søtherberg , den henrivende Sangerinde , er min Søster . Ja , det forholder sig virkelig saaledes , skjøndt De stirrer paa mig , som om De betvivlede det . Men jeg har været hos hende nu nylig . Mit Hoved har hvilet ved hendes Bryst , og vi have grædt sammen af Glæde . See paa mit lykkelige Ansigt , min kjære Baron , saa vil De forstaa , hvor glad jeg er . Jeg føler mig lig en Puppe , der pludselig er blevet forvandlet til en Sommerfugl . Ja , jeg har faaet Vinger . Jeg føler mig tilmode , som kunde jeg flyve , som jeg først nu havde faaet min rigtige Skikkelse , nu , da jeg har følt min Søsters Hjerte banke fæt veb mit eget . “ „ Men hvorfor er De saa bleg og stille ! Har De ikke et deeliagende Ord at sige mig . De min bedste , min kjæreste Ven i denne Verden ? — Har jeg da virkelig fornærmet Dem , jeg , der vil gjøre Alt , for al behage Dem ! “ Hun lagde let sin Haand paa hans og saae paa ham . som vilde hun læse hans Tanker i hans Træk , som hun gjorde den første Gang , de saae hinanden . „ Hvem sagde Dig , at Frøken Søtherberg er din Søster ? “ Mira betænkte sig et Øieblik , som manglede hun Mod til al sige Sandheden . Men saa fortalte hun Baronen Alt , hvad vi allerede vide . — „ Og nu , “ sagde hun , da hun havde fuldendt sin Fortælling , „ nu er jeg den lykkeligste Pige i Verden . “ „ Stakkels Barn ! “ udbrød Baron Silgestrøm bittert . „ Du har altsaa været ulykkelig alle de Aar , Du har været her . Hvor kunde ogsaa Adelheid og jeg være saa eenfoldige at tro , vi vare andet end Fremmede for Dig . Hvad nyttede det , at vi elskede Dig , som var Du vort eget Kjød og Blod ? Du vidste det var ikke saa . Ja , vi glemte der , men Du huskede det . Og nu , da der kommer en Fremmed , Du aldrig før har seet , og siger : „ Jeg er din Søster ! “ kaster Du Dig i hendes Arme . Dine gamle Venner ere glemte , og den nye , men fremmede og uprøvede Søster , har dit hele Hjerte . — Godt , Barn , bliv ved ! ' „ Nei , jeg er tavs ! Deres Ord har saaret mig dybt . Jeg vil ikke prøve paa at rerfærdiggjøre mig . Det vil De selv gjøre , naar De er bleven ene og tænker over de haarde og uretfærdige Ord , De har udtalt denne Aften . “ „ Og i Morgen , ' vedblev han i samme bittre Tone , der lignede ham saa lidt , „ gaaer Du hen for at blive trøster hos din kjære , nye Søster . Men maa jeg spørge , om Du har be tænkt , at en Operasangerinde intet passende Selskab er for Baron Silgestrøms Plejedatter ? Troer Du , jeg vil tillade Dig at holde Omgang med Frøken Søtherberg ? Nei ! Du maa vælge mellem To . “ Han reiste sig . , Du kan tænke derover i Nat og give mig dit Svar i Morgen . Følg dit Hjerte og gjør , hvad Du anseer for at være Ret . Men glem ikke , at Frøken Søtherberg aldrig vil blive modtaget i dette Huus . Og at Plejedatteren . . . . Men Du maa selv vælge , jeg vil ingen Indflydelse have paa dit Valg . Felg dit Hjerte , og vi faae at see , om hun eller jeg gaaer af med Sejren . “ — Han vilde forlade Værelset ; men Mira lagde sin Haand paa hans Arm og sagde med skjælvende Stemme : „ Gaae ikke , for De tydeligt har sagt mig , hvad De mener ! Forlanger De , at jeg skal forlade dette kjære Hjem for bestandig ; forlade Dem , som jeg elsker . . . . “ hun standsede , som havde hun sagt formeget , og først opdagede det , da det var for seent ; men Baron Silgesfrøm greb hendes Haand , og gjentog i en lav , alvorlig Tone : „ Du elsker ? “ — „ Som en Fader ! “ svarede hun med Anstrengelse og han slap hendes Haand . „ Ja , som en Fader ! “ sagde han veemodig . , Og som en Ven , den eneste , jeg har i denne Verden . Er det Deres Mening at vi To maa skilles for bestandigt , fordi jeg ikke har Hjerte til at fornægte mit eget Kjød og Blod ? Er det Deres Mening . . . . O , min Gud ! “ Hun skjulte Ansigfet i Hænderne . „ Hvor kan De , som er saa god , forlange at jeg skal forglemme de Pligter , som selve Skriften paalægger os med Hensyn til vor Familie . Hvis mit Hjerte virkelig var saa koldt , saa haardt , at jeg glemte dem , hvor kunde De da agte mig ? — Nei , De vilde foragte mig , De vilde opgive Deres gode Mening om mig , og De vilde have Grund til at ønske , jeg aldrig var blevet Deres Plejedatter . Det kan aldrig være Deres Mening , at jeg skal vælge mellem Dem og min Søster . De , som har frelst mig fra Hunger og Rød . De , der ikke blot har frelst mit Legeme , men ogsaa min Sjæl , der har dannet min Karakteer ved Raad og Erempel og gjort mig til en Kristen , der frygter Herren og lyder hans Bud . Nei , De vil ikke opfordre mig til at vælge , dertil er Deres Hjerte for varmt , for ædelt , for retfærdigt ! “ Hun var knælet ned og saae paa ham med taarefyldte Øine og et veemodigt Udtryk i det blege , smukke Ansigt . „ Godt , Barn . Du skal ikke vælge ! Gaae og see din Søster , naar dit Hjerte føler Trang dertil . Men . . . . “ „ Siig ikke mere ! “ afbrød hun ham . „ Jeg forstaaer Dem , og min egen Følelse , min Agtelse for min Søster , vilde aldrig tillade mig at paatvinge Dem hendes Selskab . “ „ Nu , Barn , lad hende da blive dit Hjertes Søster . Men jeg — “ han standsede , et smertefuldt Smiil spillede om hans Læber , „ Du maa ogsaa skjænke mig en lille Plads der . “ Han smilede veemodig og forlod Værelset med et dybt Suk . Mira stod bleg og skjælvende ; hun stirrede paa Døren , gjennem hvilken han var forsvundet , som vilde hun kalde ham tilbage til sit trofaste Hjerte . Men han saae det ikke . Han gik urolig op og ned i sit eensomme Værelse . „ Hun har aldrig elsket mig ! “ sagde han tankefuldt . » Hvor kunde jeg ogsaa tro , det unge , haabefulde Hjerte skulde elske mig , som er saa meget ældre . Nei ! Øg dog — hun vil aldrig finde et trofastere Hjerte . “ „ Hun vilde ikke vælge mellem os , det kjære Barn ! Hvor hun maatte synes jeg var grusom . Hun anede ikke , jeg blot vilde sætte hende paa Prøve , om hun elskede mig . Havde hun gjort det , havde Ingen havt Magt til at adskille os , Ingen uden han , som giver og tager . Men nei , al den Kjærlighed , hendes varme Hjerte er i Besiddelse af , vil falde i Søsterens Lød . Og jeg ? — „ O , denne Søster , hvor kunde hun berøve mig den eneste Solstraale , mit Hjerte attraaede ! “ — „ Jeg har aldrig før seet ham saa bevæget , “ sagde Mira , som stod med foldede Hænder og sænket Blik . » Han var saa bleg ! Hans Haand var kold som Marmor og skjælvede i mine . Der var et Øieblik , da hans Øine lyste som — nei , de ! er umuligt ! Og dog vil jeg aldrig glemme dette Blik , denne skjælvende Slemme , da han greb min Haand og sagde : „ Du elsker ? -- - „ Og den Forandring , der kom over ham , da jeg svarede : . Som en Fader . „ Han flap min Haand , han blegnede ; hans Stemme blev alvorlig og kold . da han gjentog : „ Ja , som en Fader . , O . Mira , hvis det var sandt , hvis den Kjærlighed , Du et Øievlik , kun et Øieblik , troede at læse i hans Øie , var i hans Hjerte , skjult som Diamanten i den mørke Skakt , da — nei , jeg vilde være for lykkelig ! Jeg er bange for , jeg vilde — Nei , det har været Indbildning . Der er kun en Ting , der er sandt : „ Rose , min kjære Søster , jeg ffal see Dig igjen i Morgen og trykke Dig til mit Hjerte , mil stakkels haabløse Hjerte . “ — Lene var vendt tilbage til sin Hytte i Norge , medtagende alle de rede Penge Frøken Søtherberg og Mira havde været i Besiddelse as , saa der var ikke Grund til at befrygte , hun saa snart vilde komme tilbage . Og nu , kjære Læsere , ville vi lade sex Maaneder gaa og derpaa atter optage Traaden i vor Fortælling . Det var atter Sommer . Skovene stode grønne , en mild Vind suste gjennem Løvet , og Sommerfuglene sløi gjennem Luften , som hvide Sneeslokke . Vi ere i Norge , i den store Skov , der hører til Hammer . „ Seer Du hendel “ hviskede en rød Rosenbusk og bøiede sig ned mod en yndig , lille Blomst , som stod og smilede i dens Skygge . „ Seer Du hende ! “ » Ja , jeg seer hende hver Morgen . Hendes hvide , bølgende Kjole berører mig , naar hun gaaer forbi , og hendes store mørke Øine , hendes røde Læber smile til mig , som ville de sige : „ Vi kjende Dig , Du lille Blomst ! Du er den samme , som stod her igaar i Skyggen as den smukke , røde Rosenbusk . “ Rosenbusken bøiede sig tættere til den lille Smigrer . „ Tak ! “ sagde den ; thi der hersker ogsaa Forfængelighed mellem Blomsterne . „ Saae Du , hun smilede gjennem Taarer , da hun brød en af dine fagreste Roser ? “ vedblev Blomsten spørgende . „ Ja , min lille Ven ! “ svarede den stolte Rosenbusk med en beskyttende Mine . „ Men lagde Du Mærke til , hvor bleg hun blev , da hun mødte den høie Herre igaar , ham der blev staaende soran mig , blændet , som det syntes , as min Skjønhed . Saae Du , hvorledes hendes Haand skjælvede , medens hun legede med mit grønne Løv , og hvor lav hendes Stemme var , da hun sagde : „ Godmorgen , Baron Silgestrøm ! “ „ Om jeg gjorde ! ' udbrød den lille Blomst med et fornærmet Blik , „ Men hørte Du , hvor hans Stemme skjælvede , da han sagde : „ Hvad drømte Du om , Barn , da jeg mødte Dig ? Var det om den smukke Morgen , eller om din Søster , som Du har ladet tilbage i Stockholm ? — Vær ikke saa bedrøvet ; Sommereniler bort , Vinteren vil snart komme og med den Stockholm og hun , som Du elsker saa inderlig , “ „ Ja- jeg hørte det , “ svarede Rosenbusken og lo haanligt , „ Jeg er ikke døv , Men hørte Du , hvad hun svarede ? “ „ Nei , Baron Silgestrøm , jeg længes ikke halvt saa meget efter hende , som Du troer , skjøndt det er meget naturligt , at jeg længes , “ Hun legede med mit Løv og sukkede dybt , medens han sagde : „ Jeg maa gaae tilbage til Hammer ; jeg har lovet at læse Bladene for Tante Margarethe , Godmorgen , Barn ! “ Og han gik uden at give hende et venligt Blik . Men jeg greb ham med mine skarpe Torne , og han forstod mig ; thi han sagde i en mild Tone : „ Kjære Barn , tag Dig i Agt , hvis Du vil plukke nogle af dine smukke Søstre . De have skarpe Torne , og Du kan let saare dine smaae Fingre . “ „ Han smilede kjærligt til hende , og hun smilede veemodigt til ham . Saa gik han , medens hun blev staaende tæt ved mig og tænkfe og legede med mit Løv . “ „ Ja , jeg saae det Alt ! Men Du hørte ikke , min Kjære , hvad hun hviskede , da hun bøiede sig ned mod mig . Stakkels Lille ! Ingen i Verden skal faae det at vide ; thi hun betroede det ene til mig . “ „ Nei , jeg hørte dei ikke , “ svarede Rosenbusken med et stolt Smiil . „ Men Du , min Kjære , hørte ikke , hvad hun hviskede i mit grønne Løv , da hun bøiede sig over en af mine smukkeste Roser . Men Ingen i Verden , den sleile Verden , skal faae det at vide , Ingen uden jeg selv , til hvem hun har betroet det . “ Begge bleve tavse , den røde Rosenbufk og den lille Blomst , medens Mira gik forbi dem med et sørgmodigt Blik . Men hvis de havde talt ? — Ja , hvis de blot havde gjort det . — Mira gik dybere og dybere ind i Skoven . Endelig slandfede hun foran en moSbegroet Kilde , hvor der var indrettet en lille Græsbænk , paa hvilken hun tog Plads , idet hun lænede sig til Stammen af et Træ , der stod tæt bag ved Bænken og stirrede op i dets grønne Krone . En lille Fugl kom hoppende ved hendes Fødder ; men hun mærkede det ikke . Den lagde sit Hoved til den ene Side , saae paa hende med et halvt spørgende , halvt frygtsomt Blik og begyndte at kviddre og slaae Triller ! men forgjæves . Mira drømte , ikke om Jorden med dens Blomster og Fugle , men om en Drømmeverden , og vi have ikke Hjerte til at afbryde hende , naar vi see det lykkelige Smiil , der spiller om hendes Læber ; naar vi see det glade , men hurtigt forsvindende Haab , der funkler i hendes Øine . Lad hende drømme , stakkels Barn ! Lidt vybere inde i Skoven finde vi et Selskab , der , som jeg tør sige , tilhører Jorden , den virkelige Jord med fil Grønsvær , fine Trærødder og fine Skove . „ Kom , min kjære Greve ! “ sagde en klar Stemme , saa klar , at Fuglene i Skoven standsede deres Sang for at lytte . „ De gaaer omtrent , som var De i Stockholm og ikke ude paa Landet i det herlige Norge . Men jeg tillader ikke en saadan Opførsel , jeg Landlivets Dronning . Der ! De kan bære min Parasol , medens vi gaae i Skyggen , og jeg altsaa ikke trænger til den . “ Grev Cederskøld , thi det var til ham , den unge Dame talte paa denne ugenerte Maade , modtog hendes Parasol med et havt forundret , halvt smilende Blik . „ Og De , Baron Silgestrøm , skal bære min Hat , va det er for varmt til at have den paa . De vil ikke ! Men De skal . Tag endelig varsomt paa den , den har været meget kostbar . Saa ! nu er jeg fri som Fuglen i Luften , og havde jeg Vinger som den , sløi jeg kra Eder , mine kjære , men alvorlige Venner . “ Hun lagde sit røde Krepschawl over Baron Silgestrøms Arm og smilede polidsk ad hans forbavsede Mine . » Hvor Du dog er barnagtig , Beate ! “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Kan Du ikke lade dem have Fred , Du lille Kokette . Har Du ingen Smag for den smukke Natur , der omgiver os . Kjære Cederskøld , jeg er saa træt af den lange Tour , maa jeg støtte mig paa din Arm ? — Men hvor mon Mira er ! Jeg har ikke seet hende den hele Morgen . Og Tante Margarethe sagde , hun havde lovet at spadsere lidt med hende i Haven . “ » Saa holder hun ogsaa sit Ord , “ svarede Baronen , medens det røve Shawl gled længere og længere ned ad hans Arm , til det slæbte henad Jorden . „ Men hvad gjør De der med mit smukke Shawl ! Jeg , som troede det var lige saa sikkert hos Dem , som hos mig selv . Stands endelig et Øieblik , medens jeg lægger det bedre over Deres Arm , Baron . — Saa , nu kunne vi gaae videre . Hvorfor har Du saadant et Hastværk , Adelheid . Du , som for et Øieblik siden var saa træt . Hvis jeg maa gjøre et Forflag , gaae vi til Græsbænken ved Frøken Grottes Kilde . Der kunne vi hvile os en god Tid . Veed De hvad jeg forundrer mig over , Baron Silgestrøm ? “ „ Nei , Frøken Beate , jeg troede ikke De havde Ret til at forundre Dem over noget . “ . Deri har De Uret . Jeg forundrede mig netop over Deres Tankeløshed . Hvor er det muligt at De kan blive ved at see Grevinde Cederskøld læne sig paa sin Mands Arm . uden at den Tanke maa falde Dem ind , at jeg ogsaa kan blive træt og trænge til at støtte mig paa en Arm . Hvor De dog er en besynderlig Herre . “ „ Hvis det behager Dem , staaer min Arm til Deres Tjeneste , “ sagde Baronen lidt uvillig . » Nuvel , da jeg allerede har beslaglagt den ene med mit Shawl , “ sagde hun med et polidsk Smiil , „ er det bedsf jeg ogsaa tager den anden , “ og hun tog virkelig hans Arm og lænede sig tungt paa den . Paa denne Maade naaede de Kilden , hvor Mira endnu sad og drømte . „ O Himmel ! “ udbrød Frøken Beate . „ Seer De Kildens hvide Nymfe ? —Skjønne Nymfe , hvad bestiller Du der , medens Tante Margarethe længes saa inderlig efter Dig ? “ — Kjære Baron , De skulde ikke have været saa bestemt i Deres Mening , da De erklærede , Mira vilde holde sit Ord . Nu seer De selv , hun sidder og drømmer i den fjerne Skov , medens Tante Margarethe maa spadsere alene . “ Mira rødmede , men sagde intet , og Baronen svarede roligt : „ Jeg er vis paa , Mira allerede har holdt sit Ord , ellers sad hun ikke her . Har jeg Ret , Barn ; har Du spadseret med Tante Margarethe , eller har Du maaskee glemt denne ene Gang ? “ „ Nei , Baron Silgestrøm , jeg har ikke glemt Deres Frøken Søster . Del er mig altid en Fornøielse at spadsere med hende . Det haaber jeg Ingen har Grund til at betvivle . “ , Nei , Mira , “ sagde Grev Cederskøld . . Vi gamle , fornuftige Folk kjende Dem for godt til at tvivle derpaa et eneste Øieblik . Men saadan en tankeløs lille Sommerfugl , som Frøken Beate . . . “ „ Stop , Grev Cederskøld ! “ udbrød den lille Sommerfugl . „ Stop , eller De udsætter Dem for mit Mishag . Jeg en tankeløs , lille Sommerfugl ? — De veed ikke , hvad De siger . Men jeg faaer vel tilgive Dem for min Kousine , Grevinde Cederskølds Skyld . Og derpaa vil jeg tage mig den Frihed at sidde ned paa Græsbænken , ved Siden af Frøken Grotte . “ Og de andre fulgte Exempler . „ Hvorfor fulgtes Du ikke med os , Mira ? “ spurgte Grevinde Cederskøld . „ Jeg søgte ester Dig overalt , men forgjæves ; min lille Søster var flygtet ; Ingen vidste hvorhen . “ „ Imidlertid sad Frøken Grotte og drømte i den dybe tavse Skov , lig Damerne i gamle Ridderromaner . Har De læst den sidste Bog , Frøken Jonson har skrevet , Baron Silgestrøm ? — Der er en ung Dame paa sytten Aar , der elsker en Ridder paa halvtreds . Er det ikke pudsigt ! Tor jeg spørge , Frøken Grotte ! hvor gammel er Ridderen , De drømte om ? “ „ Hvis det er den samme , Du tænker paa , saa er han , lad mig see — fem og fyrre , “ svarede Grevinde Cederskøld med et ondskabsfuldt Smiil , medens Frøken Beate rødmede og blev tavs . Men Mira blev saa bleg som den hvide Blomst , hun holdt i Haanden . Snart efter reiste de sig Alle og gik hjem . Frøken Margarethe Silgestrøm hørte til de ældre Damer , der ere i Besiddelse af en blød Stemme , et mildt Smiil og faa Ord . Hun var meget svagelig , hvorfor hun manglede Kraft til at holde sin Selskabsdame , Frøken Brede , indenfor de passende Grændser . Denne stolte og indbildske Dame havde derfor , som før omtalt , fuldkommen taget Kommandoen i fine Hænder , og hele Huset , saavel den virkelige Herskerinde som Tyendet , adlød hende . Men i denne Tid var hun mere maadeholdende i at føre Regimentet , end hun pleiede at være ; thi Baron Silgestrøms og Grev Cederskølds Nærværelse lagde Baand paa hende . Hun hadede , som vi vide , Mira ; og det var derfor ingen lille Prøve , hun blev sal paa , hver Dag rolig at see sin unge Fjende vandre Arm i Arm med Baronesse Silgestrøm , der syntes at holde mere og mere af hende . Baronesse Margarethe sad i en magelig Lænestol ; hendes Hænder hvilede i Skjødet ; hendes Hoved var lænet mod en blød Pude . „ Kjære Barn , “ sagde hun i en blød Tone til Mira , som netop traadte ind , „ vil Du læse Bladene for mig . Min Broder har , som vel synes , glemt det i Dag . “ Mira satte sig strax i en Stol ved Siden af den gamle Dame og begyndte at læse . Imidlertid stod Frøken Beate foran Speilet i sit Værelse og beundrede sit smukke Billede . „ Dersom jeg vidste , “ sagde hun og lod sin Haand glide over de gyldne Lokker ; „ dersom jeg vidste . . . “ Hun standsede , thi Grevinde Cederskøld traadte ind . „ Kom lille Sommerfugl , som min kjære Cederskøld kaldte Dig , siig mig din Mening . Skal jeg tage den røde eller den hvide Kjole paa ? Minna synes bedst om den hvide , og jeg om den røde . Men nu skal Du vælge . “ „ Efter min Mening har Minna Ret . Den hvide vil klæde Dig bedst . “ . Ja . “ sagde Minna , som viste sig i den halvaabne Dør , „ Hvidt klæder Fru Grevinden bedst af alt . “ „ Gud velsigne Dig , lille Ven , kom og siig mig din Mening , “ raabte Grevinde Cederskøld til Mira , som netop gik forbi Døren . „ Skal jeg tage den røde eller den hvide Kjole paa ? “ „ Jeg troer den røde vil klæde Dig bedst , Grev Cederskøld holder , som Du veed , mest af rødt , “ sagde Mira . , Ja , Du er dog den bedsle af dem alle ! Du er min egen lille Søster , ' udbrød Grevinde Adelheid og omfavnede Mira kjærligt . „ Kom Minna , jeg vil strax iføre mig den . “ Hun skyndte sig bort med sin Kammerjomfru . „ Hvad Dragt tager De paa i Dag , Frøken Grotte ? ' spurgte Beate . „ Jeg har ikke tænkt derpaa endnu , “ svarede Mira koldt . „ Ikke tænkt paa det ! Hvor De altid er hemmelighedsfuld . Jeg er sikker paa , De har tænkt mere over det , end De ønsker , jeg skal vide . “ „ De maa tro , hvad De behager , “ sagde Mira og forlod Værelset . „ Tak ! “ raabte Beate og neiede dybt , da Døren var lukkef . „ De er meget ædelmodig , saaledes at tillade mig at tænke , hvad jeg vil . Hvor tosset dog den lille Zigeunerske er ! Havde hun ikke været her , havde jeg allerede seiret . Men vi skulle see . Alt er godt , der ender godt , som Frøken Brede altid siger . Og hun har Ret . “ Hun gik igjen hen til Speilet , og der ville vi forlade hende , den koldhjertsbe lille Sommerfugl . Frøken Søtherberg til Mira : „ Min elskede Søster . Hvad vil Du sige , naar Du hører , at jeg vil være i din Nærhed , før en Uge er gaaet ? — Du veed al mine Pleieforældre i Førstningen jeg kom til dem , boede t et lille Huus læt ved Hammer . I dette Huus vil Du finde mig i Løbet af denne Uge , min kjære Lille , da jeg har givet mig i Kost hos den Familie , som eier det . Du kan vist forstaae , hvor jeg længes efter Dig ; her er saa eensomt i Stockholm siden Du er reist . Du kom jo ogsaa til mig hver Dag , og mit Hjerte bankede af Glæde , naar den Tid nærmede sig , da Du pleiede al komme , Du , min lille Søster I Forstaaer Du del søde Ord „ Søster “ ? —Min Haand skjælver , naar jeg nedskriver det . „ Ja , Mira , jeg føler , siden jeg har sundet Dig , at Du vil blive min eneste Kjærlighed . Før Du kom og lagde dit elskede Hoved tæt til mit Hjerte , var det lig et Skib uden Roer og Kompas , der drev om fuldt af Kjærlighed , fuldt af Varme , men uden Nogen at elske . Da kom Du , greb Roret og styrede det ind i den søsterlige Kjærligheds Havn . Tak , elskede Mira ! Du har frelst mit Hjerte . Var Du ikke kommet , var der maaskee kommet en Anden , og mit Hjerte havde elsket denne Anden for en Gang at vaagne og opdage at kun en Kjærlighed i Livet er trofast og istand til Selvopoffrelse , og det er Familiekjærlighed . — Og nu , da mit Hjerte er lukket for al anden , kan Du vist forstaae , hvorledes det længes efter Dig , som er dets eneste Solstraale , dets Glæde , dets Haab . Jeg længes efter Dig , som Blomsten længes efter Duggen ; thi dit Smiil er den Dug , der falder paa Blomslerne i mit Hjerte , uden hvilken de vilde visne og døe . Farvel , elskede Mira ! Gid vi maae mødes i Fred og Glæde . Skjænk mig imellem en kjærlig Tanke . Din Søster Rose . “ Mira til Frøken Søtherberg . „ Min kjære Søster . Velkommen til mit Naboskab ! Jeg har været i dit lille Huus , og talt med Folkene , der syntes at være meget høslige . Du faaer en hyggelig Dagligstue med Udsigt over en smuk lille Indsø . Det andet Værelse vender ud til en Have , fuld af Blomster og med liflig Fuglesang . Ja , Du vil saae et sandt Paradis , min kjære Nattergal ! Hvor de andre Sangfugle ville lytte , naar de høre din søde Stemme . Jeg tænker de først ville lære rigtig at synge af Dig . Dit kjærlige , ja , mere end kjærlige Brev , smertede mig , saaledes er det menneskelige Hjerte . — Hvorledes kan jeg fortjene al denne dybe , trofaste Kjærlighed , Du offrer mig ? Er jeg den værdig , kan jeg sige som Du : Siden jeg har fundet Dig , føler jeg , Du er min eneste Kjærlighed . Nei , jeg burde strax have sagt til Dig : Rose , min stakkels lille Søster . Du er ikke min eneste Kjærlighed . Jeg elskede en Anden , før jeg anede din Nærværelse . Bliv ikke vred paa mig , jeg er meget ulykkelig ; thi denne Anden besvarer ikke min Kjærlighed . Men sørg ikke over mig , enhver Smerte har fin Trøst , ogsaa min , og et Hjerte , opfyldt af Kjærlighed , selv om den er ubesvaret , trænger ikke halvt saa meget til at blive beklaget , som Verden troer . Der er en Storhed i denne Følelse , vi kalde Kjærlighed , som luttrer og forædler vore Hjerter , og giver os Kraft til alle vore Svagheder . — Nu kjender Du min Hemmelighed . Det har smertet mig at aabenbare den for Dig ; men jeg vilde have været uværdig til din Kjærlighed , om jeg ikke havde aabnet Dig hele mit Hjerte , Du . der offrer mig saa meget . Hvorledes skulde jeg takke Dig , om ikke ved Tillid ? — Da jeg første Gang kom for at see og omfavne Dig , da jeg følte dit Hjerte banke saa nær mit eget , troede jeg hos Dig at finde Styrke til at besejre den ubesvarede Følelse i mit Hjerte . Du skulde være mit Vaaben , mit Skjold , og jeg vendte tilbage til mit Hjem og begyndte Kampem mellem min Kjærlighed til ham og min Kjærlighed til Dig . Men forgjæves . Tilgiv mig ! Kampen var kort og jeg fandt til min Smerte , at mine Følelser for ham havde vundet Seier over den for Dig , som gav mig dit hele Hjerte . Bliv ikke vred paa mig . Jeg har endnu ikke opgivet det . Jeg er rede til at begynde Kampen paany , og jeg haaber , dit varme , trofaste Hjerte vil styrke mig til at vinde Seier . Men ikke mere om delte ! — Som jeg alt har fortalt Dig , dit Huus er færdigt og længes ester din Nærværelse , og mine Arme ere aabnede til at omfavne Dig . Kom saa snart , Du kan . Jeg haaber den friske Landluft skal have en god Indflydelse paa dit svage Bryst , og dit Sind vil have godt as det fredelige Liv , Du kommer til at føre her . Jeg seer hver Dag til Dig . Der er en lille Kilde med en Græsbænk i Skoven , der støder lige op til samme . Der har jeg tænkt mig , at vi skulle mødes hver Morgen . Og mangen Aften vil jeg komme til din venlige Arne og fladdre med Dig , som vi gjorde sidste Vinter . Du spørger om jeg forstaaer dit søde Ord „ Søster “ , og jeg svarer : Før jeg kjendte Dig , elskede Rose , forstod jeg ikke dette Ord anderledes end en tom Lyd , jeg hørte fra mange Læber , men som ingen Tiltrækningskraft havde for mig . Nu derimod føler jeg , det er en Juveel , en kostbar Skat . Ja , Rose , Du har aabnet mine Øine , har givet del lille simple Ord Værdi og Tiltrækningskraft , kom derfor snart til din længselsfulde Søster Mira . “ „ Tak , nu troer jeg nok , jeg kan gaae hjem uden at gjøre Dem mere Uleilighed . Vær ikke urolig for min Skyld ; den Smule Smerte gaaer snart over . See blot , hvor rask min Fod allerede er ! “ Den unge Dame reiste sig og prøvede at staae men blev meget bleg og sank tilbage paa Græsbænken . . Hvis De vil tillade mig at følge Dem hjem , skal det være mig en Fornøielse . Naar De støtter Dem paa min Arm , vil Foden blive mindre anstrengt . “ Han bød hende Armen med et høfligt Buk og vandrede langsomt gjennem Skoven . Oppe mellem Fjeldene laa et lille Huus , omgivet af Træer . Det laa lig en Fuglerede badet i Solstraalerne , og den fredelige Stilhed , som herskede her , blev kun afbrudt af Fuglenes glade Kviddren . „ Jeg tænker det bliver bedre , naar vi have gaaet lidt længers , “ sagde Damen og undertrykte et Smertensudbrud . „ Jeg kan ikke begribe , hvorledes jeg kunde komme til at træde feil , da Veien er saa jevn og god . “ „ Støt Dem endelig mere til min Arm , “ sagde Herren . » Deres Fod er værre , end De troer . Det er bedst vi gaae langsommere . “ „ Tak . “ Endelig naaede de det omtalte Huus og Herren gjorde Mine til at tage Afsked ; men Let vilde den unge Dame ikke tillade , hun bad ham træde ind og hvile sig lidt , før han begav sig paa Hjemveiert . De traadte ind i en hyggelig lille Dagligstue og Damen trak en magelig Lænestol frem til sin Gjæst , der med lidt Tøven tog Plads i den . „ Nu føler jeg mig meget bedre , “ sagde hun med et mildt Smiil og satte sig i Nærheden af ham . „ Maa jeg takke Dem , min Herre , for Deres Venlighed og spørge , hvem jeg har den Fornøielse af tale med ? “ „ Gjerne , Frøken Søtherberg ; thi jeg feiler neppe ved af antage , jeg har den Ære af tale med Miras Søster ? “ „ Saa er De Baron Silgesfrøm ! “ udbrød Frøken Søtherberg og reiste sig . „ Hvor jeg er glad ved af see Dem , som har været saa kjærlig , saa ædelmodig mod min lille Søster . “ Hun traadte nærmere . „ Hvorledes skal jeg takke Dem for al Deres Godhed mod den Forældreløse . “ Hun saae paa ham med et kjærligt , mildt Blik og tilføiede med skjælvende Stemme : „ Baron Silgesfrøm , en Søsters Tak er uden Ord , men Gud vil velsigne og belønne Dem . “ Hun vilde gribe hans Haand , men han reiste sig hurtig og sagde i en skarp Tone : „ Gjør det ikke ! Gjør det ikke ! “ Han gik hen til Vinduet og slirrede over den rolige lille Sø med et bevæget Blik . -Pludselig vendte han sig om mod hende og sagde : „ Er De virkelig ikke vred paa mig ? “ „ Vred paa Dem ! Hvor kan De gjøre et saadant Spørgsmaal ? “ -— „ Jeg , som nægtede Mira at see Dem i hendes eget Hjem ! “ — „ Jeg har aldrig tænkt paa at betræde Deres Huus , aldrig ønsket det . Jeg elsker min Søster , fordi hun er mit Kjød og Blod , ikke fordi hun er Baron Silgestrøms Plejedatter . Hvor kunde jeg vente at De , foruden alt , hvad De allerede har gjort for hende , ogsaa skulde tilsidesætte Deres Principer for mig , en Fremmed ? — Tro blot ikke , jeg er saa utaknemmelig imod den , der har været min Søster i Faders Sted . Nei , jeg føler kun Taknemmelighed og Beundring for Dem . Viis ikke min Haand tilbage , lad mig takke Dem ; De har gjort mig lykkeligere end De selv aner , ved at tillade Mira at besøge mig hver Dag . Det er meget mere , end jeg nogensinde havde haabet . Tak Baron Silgestrøm ! “ hun vilde atter gribe hans Haand ; men han forhindrede det og sagde alvorligt : „ Gjør det ikke ! Jeg er ikke værdig at trykke Deres Haand . De er meget , meget bedre end jeg . “ Han greb sin Hat og nærmede sig Døren , standsede et Øieblik , betænkte sig , vendte sig om og sagde med et agtelsesfuldt Buk : „ Farvel , Frøken Søtherberg ! Tal ikke om vort Møde til Mira , forurolig hende ikke . “ Han forlod Værelset og Rose var alene . Men Baron Silgestrøm ilede hjem , som fulgt af en Fjende . Det var hans egne Tanker , der forfulgte ham , og dem kan man ikke flygte fra , de blive ikke tilbage . Imidlertid havde Mira været ved Kilden i den Tanke af træffe Rose der ; men da det ikke var Tilfældet , besluttede hun af gaae til det lille Huus . Hun var omtrent kommet Halvveien , da hun mødte Baron Silgestrøm . Han saae hende ikke , det lod til han havde Hast og hun vilde derfor ikke slandse ham ; men i samme Øieblik løftede han Hovedet og opdagede hende . „ Goddag , Mira ! “ sagde han med et kjærligt Blik . „ Er Du paa Veien til din Søster ? — Vær ikke bange , jeg har ikke isinde af forhindre det . Gaae , min Kjære , gaae . “ Han vinkede med Haanden og fortsatte sin Gang . „ Men hvad i Verden , Villiam , er Du her ! “ udbrød Grevinde Cederskøld forundret og strakte begge Hænder ud mod en Herre , som var traadt umeldt ind i Dagligstuen paa Hammer . „ Hvorfor skrev Du ikke ? Hvad om Cederskøld og jeg var vendt tilbage til Stockholm , som Bestemmelsen var . Cederskøld , hvor er Du , kjære Ven ! Kom endelig ind , jeg har en stor Overraskelse til Dig . “ Grev Cederskøld viste sig i den aabne Dør . „ Villiam ! “ udbrød ogsaa han forundret . „ Du her . Men , min kjære Øreng , hvorfor skrev Du ikke og meldte os delte uventede Besøg . Kom , sid ned og fortæl os hvordan Du har havt det siden vi sidst saaes . Det var dersom jeg ikke tager feil , Dagen før Du reiste udenlands , og det er , lad mig see , tre Aar siden . Naa , min kjære Øreng , jeg haaber Du har tabt din Melankoli paa Veien og kommer tilbage til dine Venner med et glad og tilfreds Hjerte . Lad mig see , har Du forandret Dig meget . Nei , det er det samme kjære , gamle Ansigt . Velkommen , min Øreng ! “ „ Ja , velkommen , kjære Villiam ! ' gjentog Grevinde Cederskøld med et glad Smiil . „ Tak , kjære Venner . Jeg har længtes efter Eder og gamle Sverig . Udlandet med al dets Skjønhed kunde ikke tilfredsslille min Længsel . “ „ Husker Du , hvor Du overraskede os Alle , “ spurgte Grevinde Cederskøld , „ da Du en Dag sagde til Cederskøld : „ Onkel , i Morgen reiser jeg udenlands . “ Og Cederskolds forundrede Udraab : „ Er det muligt ! “ Til hvilket Du svarede roligt , idet Du tændte din Cigar : „ Ja , dei er muligt . “ » Men der have vi Mira ! Hvad siger Du , min Lille , maa jeg forestille Dig min haabesulde Neven , Grev Villiam Cederskold ; din gode Ven fra gamle Dage . “ Grev Villiam blev meget bleg , da Mira rakte ham Haanden og sagde med et glad Blik : „ Velkommen hjem ! Hvor har De været saa længe ? Jeg troede næsten , De aldrig mere vilde vende tilbage . “ „ Og hvis jeg ikke var vendt tilbage ? “ spurgte han halvt veemodig , halvt smilende , „ vilde De have fældet en Taare for Deres gamle Ven og sørget lidt over ham ? Lee ikke ! De er ogsaa uforandret , som da vi skiltes ; De leer , naar jeg er alvorlig . “ „ Ja , hvor kunde De tro , at tre korte Aar skulde have forandret mig saa meget , at De vilde finde en anden Mira , naar De kom tilbage . Nei , jeg er den samme , som De seer . “ „ Tak , Frøken Grotte , for den Kompliment , De siger mig ved vort første Gjensyn : Tre korte Aar ! -— De synes maaskee , jeg er kommet for hurtigt tilbage . Men for mig , der har opholdt mig blandt Fremmede tre hele Aar , har Tiden sandelig ikke været kort . “ „ Det er Ret , Børn , begynd Eders gamle Strid paany . Vi have havt Vaabenstilstand længe nok , “ sagde Grevinde Cederskøld leende . „ Men vær endelig moderate , “ tilføiede hendes Mand . „ Ellers maa jeg tage Parti for en af Eder og saa bliver den Anden besejret . Dog der kommer Frøken Beate og Baron Silgestrøm . “ Baron Silgestrøm blegnede , da han opdagede Grev Villiam , dog bekæmpede han hurtigt fin Bevægelse og ønskede ham hjerteligt velkommen . „ Hvad synes Du , Fader , han kommer tilbage , som han gik , uden at spørge om Tilladelse , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Der kommer din Veninde Frøken Brede , Villiam . Hun har aldrig holdt af Dig , fordi Du tog Miras Parti , den Sommer , da vi Alle vare samlede paa Hammer . Du og Mira var en Torn i hendes Øine . Frøken Brede , min Neveu , Grev Cederskøld ønsker at hilse paa Dem . “ „ Tak , “ svarede Frøken Brede med en dyb Neien , „ allerede tilbage . Jeg troede , De havde bestemt al blive længe i Udlandet . “ „ De er altfor god imod mig , Frøken Brede , “ sagde han smilende . „ Men her er jeg allerede , som De seer , og De maa tillade mig at forblive her en Tid . Jeg har ikke Hjerte til længer at nægte mig Fornøjelsen af Deres Selskab , som jeg har savnet saa meget de tre Aar , jeg var i Udlandet . “ „ De overvælder mig i Sandhed med al denne Høflighed ! Jeg er ikke vant til den , “ svarede Frøken Brede spydigt . „ Men fra idag vil jeg raade Enhver , ber ønsker at lære Dannelse og Høflighed , at tage til Udlandet , del har havl er mærkelig Indflydelse paa Dem , Hr . Greve . “ Hun trak sig tilbage med et spodsk Smiil . „ Skal vi ride en Tour sammen , Frøken Grotte ? “ spurgte Grev Villiam en Morgen , han traadte ind i Dagligstuen , hvor de Andre allerede vare samlede . Mira , der holdt meget af at ride , vilde netop modtage Forslaget da Frøken Beate , som Greven ikke opfordrede til at gjøre dem Selskab , sagde lidt skarpt : „ Tør jeg spørge , er det Deres udtrykkelige Ønske af være ene med Frøken Grotte , siden de ikke inviterer nogen af os Andre til af følge med ? Jeg holder ogsaa meget af af ride og Adelheid ligeledes , om jeg ikke feiler . “ „ Ja vel gjør jeg der , min Kjære , “ svarede Grevinde Cederskøld med et skjælmsk Smiil . „ Men jeg maa tilstaae jeg foretrækker al blive hjemme i Dag , da jeg har noget Sytøj , jeg gjerne vil have færdigt . Derfor maa I ride uden mig , kjære Børn , og ligeledes uden Beate . Du husker nok , Lille , af Du igaar Aftes bestemte af skrive til din Moder i Dag . Stakkel , hun har ikke hørt et Ord fra Dig i lang Tid . Gaae , kjære Beate , skriv til din Moder og hils hende endelig fra mig . “ Frøken Beale sank den bittre Pille og forlod Værelset . Baron Silgestrøm betragtede Mira bag Avisen , han holdt i Haanden , med et ængsteligt spørgende Blik . „ Gaae , kjære Mira , og tag din Ridedragt paa , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Har Du beordret Hestene frem , Villiam ? “ „ Nei , jeg venter paa Miras Svar . Vil De gjøre mig Selskab ? ' Baron Silgestrøm stirrede atter paa Mira bag Avisen , som vilde han læse i hendes Sjæl . Hun rødmede , betænkte sig lidt , saae paa Grevinde Cederskøld med et tvivlende Blik og sagde tilsidst : „ Jeg maa afslaae Deres venlige Forslag , Grev Villiam . Men jeg har ikke Tid i Dag . “ „ Ikke Tid ? “ spurgte han alvorlig . „ Nei ! “ „ Og hvordan har Du da i Sinde at tilbringe denne kostbare Tid , om jeg tør spørge ? “ sagde Grevinde Cederskøld skarpt . „ Ja , sikkert maa Du det ! “ svarede Grev Cederskøld med et alvorligt Blik paa sin Kone . „ Men jeg haaber , Mira intet Svar giver Dig . “ „ Siig ikke det , Du fæle Mand , “ lo hun . „ Kom Mira , Du skal ride , enten Du vil eller ikke . Lad Hestene blive sadlede , Villiam . “ Hun trak Mira med sig ud af Værelset . Hestene stampede i Steenbroen af Utaalmodighed . Grev Villiam løftede Mira i Sadlen , besteg derpaa sin egen Hest , og snart vare de langt borte . Det var en sjelden smuk Morgen . Dugdraaberne skælvede endnu i Blomsterkalkene , funklende som de skjønneste Diamanter . Nu og da kom et mildt Vindpust og bevægede Græsset hid og did , lig en grøn Flod , hvor Blomsler i tusindviis tittede frem , Den varme straalende Sol forgyldte Alt ; Blomsler , Træer , Søer oMFsjlde , Alt funklede i Guld . O , Du kjære Sommer , hvorfor er Du ikke ene Herre i Naturen . Hvorfor har Vinteren , den kolde , strenge Vinter faaet Magt til at dethronisere Dig , hvorfor ? — Fordi vi stakkels flygtige Skabninger fordre Forandring i Alt , som omgiver oS . Frøken Setherberg sad ved Vinduet i sin hyggelige lille Dagligstue . Hendes Blik hvilede paa den rolige , klare Sø , som gjengav Himlen med sine venlige Solstraaler . Hendes Tanker vare sorgfulde ; thi hendes smukke Øine havde et veemodigt Udtryk og stode fulde af Taarer . Hendes Kinder vare blege ; blegere end da vi første Gang saae hende , og der var et Noget i hendes Træk , der forraadte , at hun bar en skjult Fjende i sit Bryst , en Fjende , der langsomt , men sikkert gnavede paa hendes Livstraad . „ Klare , lille Sø , “ sagde hun med st melankolsk Smiil , „ Himlen skjuler sig i dit Dyb ; men Natten kommer snart , da er Du mørk som Graven . Livet , der omgiver mig er ogsaa klart og herligt ; men Natten vil komme , Himlen vil forsvinde og Alt bliver mørkt . — Ja , der maa vist være meget , meget mørkt i Graven ; mørkere end i min kjære , lille Sø , naar Dagen har taget Afsked . Men ligesom Himlen paany spejler sig i Søen ved Lysets Frembrud , saaledes ville vi ogsaa skue Himlen i Graven , den mørke , stille Grav , naar vi engang vaagne til det evige Liv . “ „ Livet er saa skjønt , Naturen er saa skjøn , Sommeren er saa skjøn ; men Alt er forgængeligt , selv den kolde , mørke Vinter . “ „ Jeg holder ikke af Vinteren . Det er , som den med fin Kulde , sin Snee , var min værste Fjende . Jeg elsker derimod Sommeren , Fuglenes Sang og Solstraalerne , som mine bedsle Venner . Men Vinteren vil komme . “ Da Baron Silgestrøm havde forladt Dagligstuen , greb han sin Hat og ilede ud af Huset . Han tænkte ikke over , hvor han gik hen , men hastede frem med Øinene fæstede mod Jorden , som læste han en Hemmelighed mellem Græs og Stene . Endelig standsede han foran Miras Kilde . Han satte sig paa Græsbænken og ridsede Figurer med sin Stok i Jorden . „ Havde jeg blot Mod til at sige hende Alt ! — Undertiden forekommer det mig , ar jeg læser et Glimt af Kjærlighed i hendes Øine ! men i næste Nu er det udslukket og Alt bliver mørkt som før . Nei , jeg vil Intet sige , jeg vil være tavs . Stakkels Barn , hun vilde maaskee opoffre sig af Taknemmelighed . Og jeg skulde modtage et saadant Offer ? — Nei , hvis jeg nogensinde opdagede det , var mil øvrige Liv forspildt . Og hun ? — Jeg maa være tavs , baade for hendes og for min Skyld . “ „ Men hvis hun kommer til at elske ham , hvis hans Kjærlighed tilsidst bliver besvaret ? “ — Han reiste sig og gik langsomt gjennem Skoven . Nedsænket i Tanker standsede han tilsidst udenfor Frøken Sølherbergs Huus og uden at lænke derover lraadte han ind ! først nu vaagnede han af sine Ørømme og saae sig forundrer om . Men Frøken Søtherberg kom ham til Hjælp . „ Velkommen ! ' sagde hun mildt , uden at synes det mindste forundret ved hans uventede Nærværelse . Hun satte en Stol til ham ved Vinduer . „ Vil De ikke kaste et Blik paa min kjære Sø . Baron Silgestrøm . Idag er den saa klar som et Speil . “ „ Tak ! “ Han salte sig ned med det Ønske , at han var langt borte . Hvorledes var han kommer her ? — I Tanker ! Men nu var han her , han kunde ikke tage Afsked uden først af have talt noget med sin venlige Vertinde . „ Har De seet en smukkere Rose ? “ spurgte hun og rakte ham Blomsten med st høfligt Smiil . „ Jeg har plukket den i min egen Have . Som de fleste Kvinder holder jeg meget af Blomsler , især af dem . der have Duft . Der er nogle ganske smaa , hvide Blomsler , jeg husker ikke i dette Øieblik , hvad de hedde , men de ere i Besiddelse af saa balsamisk en Duft , af en eneste af dem kan fylde et helt Værelse med Vellugt . Kjender Baron Silgestrøm dem maaskee ? “ „ Nei jeg gjør ikke . Men da De holder saa meget af duftende Blomsler , vil jeg tillade mig af sende Dem nogle , De sikkert vil holde af . Det er en sjelden Art , der er kommet fra Syden . “ „ Tak ! Jeg tør nok sige , jeg vil synes om dem og det i dobbelt Henseende , først som en venlig Gave fra min elskede Miras Beflytter , dernæst som en Hilsen fra Syden . De fmiler , Hr . Baron , De mener det er en fjern Hilsen . Men min Indbildningskraft har Magt til at udfylde Rummet , der adskiller mig fra det forjættede Himmelstrøg . Øet har længe været et af mine kjæreste Ønsker engang at komme til Syden . Jeg har en Følelse , som om den milde Luft der vilde have en god Indflydelse paa mit svage Bryst . “ „ Har De et svagt Bryst ? “ „ Ja , men hvorfor dette alvorlige Blik ! Vær ikke bange , jeg har aldrig omtalt det til Mira , og jeg skal aldrig gjøre det . Jeg er kun bange for , hun snart selv vil opdage det . Naar ben Tid kommer , vil De trøste hende . Stakkels Barn , al denne Smerte havde hun undgaaet , hvis Lene havde været tavs , som jeg bad hende om . Da havde hun aldrig anet min Tilværelse , og jeg var død uden en Søsters Taarer og Smerte paa min Samvittighed , jeg , der elsker hende saa høit , havde da ikke været den første , der focmørkec hendes unge Sol og kaster Skygge i hendes Hjerte . Nu er det for seent , og De vil trøste hende . “ „ Tal ikke saa haabløst ! “ han greb hendes Haand og trykkede den med Varme . „ De vil ikke dø . Unge Kvinder tro altid de skulle dø , naar de ere syge . Stol paa Gud , og tænk ikke for meget paa den Smerte , Mira vilde føle , hvis De gik bort . Er det ikke mere trøstefuldt at vide , at en Søsters Taarer vil falde paa vor Grav , end at vide Ingen vil græde , Ingen vil sørge ved vor Bortgang ? Sørg ikke for hendes Skyld , Barn , husk paa , de Taarer ere frugtbare , som falde paa deres Gra » vi elske . De ville bære Blomsler , Hjerteblomster , der ville sprede deres rene Duft over alle vore Handlinger . “ „ Tak , Baron Silgestrøm , De har trøstet mig mere end De aner . Og nu ville vi glemme denne Samtale . Hvis De ikke er træt af den lange Tour , De allerede har gaaet , vil jeg vise Dem min lille Have . “ „ Tak , jeg er ikke træt . Mira fortalte mig , De havde en sjelden Plante ! den kunde jeg nok have Lyst til at see , hvis De tillader . “ „ Gjerne . Det er en hvid Villie . Jeg troer ikke De har seet Mage til den før . Og den dufter saa deiligt . “ De gik ud i Haven , hvor de havde en lang Samtale om Blomsler og deres Opelskning . Imidlertid red Mira og Grev Villiam i den smukke Morgen og talte om den yndige Natur , der omgav dem . . Gamle Sverig har altsaa ikke tabt sin Skjønhed i Deres Øine , trods De har været i Udlandet og seet al den fremmede Herlighed , “ sagde Mira med et spørgende Blik . „ Hvor kunde De tiltro mig saa vankelmodigt et Sind . Nei , der er ingen Skjønhed i Verden , der er i Stand til al formindske Sverigs i mine Øine . De har mindst Grund til al tvivle paa min Bestandighed . Har De maaskee reent glemt gamle Dage , vor Barndom og senere , da vi voxede op , blev da ikke den lille Pige , der havde været Drengens Ideal , Mandens ? Har De glemt det , Mira ? “ . Stille , tal ikke paa den Maade ! Jeg vil ikke høre derpaa . “ „ Vil ikke ? — Men hvis jeg nu ikke længer vil forblive tavs ! Hvis jeg ikke altid kan vedblive al være af Marmor ! Hvis jeg engang vover al aabne mit Hjerte og vise Dem , hvad det skjuler ? Tre lange Aar er nu gaaet siden jeg sidst talte til Dem om denne Gjenstand . Da svarede De ogsaa : „ Tal ikke paa den Maade ; jeg vil ikke høre det ! “ Og jeg tav ; jeg reiste bort og nu , da jeg vender tilbage , nu gjentager De der samme . O , Mira , De er meget haard mod mig , Deres gamle , trofaste Ven ! “ „ Villiam , min kjære Ven , jeg vil ikke volde Dem Smerte , og jeg veed , De vilde ikke tillade Nogen at saare mig , hvis det stod i Deres Magt at forhindre det . Hvorfor vil De da selv gjøre mig Sorg og Bekymring ? — Jeg kan ikke besvare Deres Kjærlighed ; thi jeg er ligesaa uforandret som De . “ „ Hvor kan De tale saa rolig og kold , Mira ? De maa altsaa virkelig hade mig , naar min Kjærlighed kan gjøre Dem saa megen Sorg . De bliver bleg ? Jeg vil tie , hvis jeg kan . — See den lille Sslvsky over vore Hoveder , der ligner el Brudeslør . O , hvis De var Bruden , og hvis jeg . . . . Tilgiv , jeg havde glemt mit Løste I Det var ikke om Dem , ikke om mig jeg vilde tale . Det var om Frøken Beate , den besynderlige Pige . Jeg har aldrig syntes videre om hende ; men nu , da hun er blevet en voxen Dame . er hun ufordragelig . Hun ligner en smuk Paradiisfugl ; men som den er uden Sangstemme , er hun uden Hjerte . Nei , jeg tager ikke feil , afbryd mig ikke . Jeg kjender hende bedre end nogen Anden , og hun veed det godt . Derfor holder hun ikke af mig , og ligesaa lidt holder hun af Dem , De er en Torn i hendes Øine . Jeg har seet det Hele . Den lille Intrigesmed , hun væver sit Net meget fiint ; men , som jeg sagde , jeg seer det Alt , og hvis jeg kan forhindre det , skal hun ikke vinde Seier . “ „ Hvor heftigt De taler , “ sagde Mira mildt . „ De tager sikkert feil ; hun aner neppe , hvor liden Tillid De har til hende . Jeg kan ikke forstaa , hvorfor De kalder hende Intrigesmed og hvad De mener med hendes Net . “ „ Kan De ikke ! Saa er De blind ! Seer De ikke , hvorledes hun spiller under Dække med os alle ? “ „ Nei , jeg seer Intet , og jeg er glad ved at være blind i denne Retning . Lad hende være , hvorledes hun vil , jeg ønsker ikke at vide det . Det vilde kun gjøre mig Sorg , uden at jeg var istand til at frelse hende , hvis hun allerede er saa sket , som De synes at antage . “ „ Godt ! Men naar jeg ikke maa tale om hende og ikke om Dem og mig selv , hvem i Verden maa jeg da tale om ? Maaskee om Frøken Brede , den gamle Ugle , som Adelheid kalder hende . Jeg vilde ønske hun reiste til . . . . jeg vil ikke tale ud , jeg seer De bliver vred . Men hun og en anden ung Dame vilde blive meget behageligere at omgaaes ester en saadan lille Reise , vær overbeviist om det . Og jeg skulde ikke savne dem . “ „ Villiam ! “ — „ Ja , maa jeg heller ikke tale om hende , saa vil jeg tie ganske stille eller ogsaa tale om Froken Mira og mig selv . Nu kan De vælge . “ „ Er det da nødvendigt at De blot taler om de Folk , De ikke holder af , og som De paa Grund Heras ofte misforstaaer ? — Hvorfor taler De ikke om Adelheid , Grev Cederskøld , eller — Baron Silgestrøm ? Saa vilde Deres Tale ikke forurette Nogen , og jeg kunde høre derpaa , uden hvert Øieblik at finde det nødvendigt , at tage Parti for den Fraværende . “ „ Godt ! Lad os da , hvis De Intet har derimod , tale om den store Fare , der fruer Baron Silgestrøm ? “ „ Fare ? Hvad mener De ? Baronen i Fare ! Hvorfor tier De ? Hvad er det for en Fare , der truer ham ? “ „ Den største Fare , der kan true en fri Mand . “ „ For Guds Skyld , tal tydelig ! Hvilken Fare ? “ „ Fangenskab . “ Mira blegnede . Tømmen skjælvede i hendes Haand , hun kunde neppe holde sig fast i Sadlen . „ Fangenskab ! Hvad har han forbrudt ? “ „ Meget . Først er han , som De veed , Enkemand . En meget stor Fare ! — Saa er han en rig Mand . En endnu større Fare , fordi han paa samme Tid er Enkemand . Forstaaer De ? “ — „ Nei ! “ „ Det gjør intet til Sagen ! — Saa er han en smuk og elskværdig Mand . Mere og mere Fare . Og endelig er der en intrigant , smuk og klog , uforsørget ung Dame , som holder af alt dette , og derfor ønsker at fange denne Guldfugl . Forstaaer De mig nu ? “ — Mira skiftede Farve , men svarede koldt : „ Jeg er vis paa , De tager feil . Men skulle vi ikke sætte vore Heste , i Gallop , ellers er jeg bange , vi komme for seent Iii Frokosten . ' „ Jo , hvis De ønsker det . Men jeg er sikker paa , jeg har Ret . “ — Mira glemte ikke hans Ord . Han havde aabnet hendes Øine . Nu var hun klartseende . — En Morgen , da Mira passerede en lille Hytte , Ler laae i Nærheden af Hammer , blev hun standset af en ung Pige , der viste sig i Døren . „ Bliv ikke vred , “ sagde hun og traadte nærmere . „ Men tager jeg ikke feil , er De Frøken Grotte , og min Moder , ber er meget syg , længes saa meget ester at tale med Dem . “ Mira traadte ind i Hytten , uden al spørge hvem Moderen var . Hun gjættede det strax og havde været meget forundret over , at gamle Lene , der vidste hun var paa Hammer , endnu ikke havde været der for al bede hende om Penge . „ Olavai “ sagde Lenes velbekjendte Stemme . „ Hvor er Du , Barn ? Hører Du ikke jeg kalder ? Jeg er saa tørstig , giv mig noget at drikke . “ „ Her er jeg , Moder ! “ svarede den unge Pige mildt og nærmede sig Sengen Jeg bringer Dig Selskab , Du længe har ønsket . Her er Frøken Grotte . Seer Du hende , her til Venstre ! “ Lene aabnede sine Øine og saae paa Mira med et Blik , der syntes at sige : „ Endelig har jeg Dig ! Nu skal Du ikke flippe saa nemt . “ „ Er Du meget syg ? “ spurgte Mira medlidende og satte sig i en Stol ved Sengen . „ Om jeg er syg ! Hvorledes kan Du spørge derom ? Seer Du ikke Døden staaer ved mit Leie og venter paa min ulykkelige Sjæl . Om jeg er syg ! Jeg er saa syg , at jeg skulde ønske det var forbi med mig . Hvor er Du , Olava , jeg kan ikke see Dig ! Kom Barn , Du skal staa lige ved mit Hovedgjerde . Seer Du hende , Mira , er hun ikke net ? Det er min Øiesteen , den yngste as dem alle . Derfor skjær det mig i Hjertet at lade hende tilbage , uden en Sjæl til at tage sig af hende . Stakkels Barn , hun var altid saa kjærlig mod mig . Hun ligner ikke de Andre ; hun er saa frygtsom mod Fremmede , derfor har jeg altid beholdt hende hjemme hos mig . Men nu da jeg skal dø , seer jeg nok , jeg har gjort galt . Nu kan de Andre fortjene deres Brød og har allerede gjort det i mange Aar . De skulle ikke savne mig . Men hun , stakkels Pige , hvorledes vil det gaa hende ene i Verden ? Jeg veed det ikke ! Derfor har jeg længtes efter Dig . Jeg vil beve Dig tage Vare paa hende , Du , som veed , hvad det vil sige at staae ene . Hun kan blive din Kammerpige , hvis Du har Brug for saadan en . Du maa gjøre noget for hende til Tak for det , Erik og jeg gjorde for Dig , da Du var et hjælpeløst lille Barn . “ Hun lagde sin Haand tungt paa Miras Arm . „ Hvad svarer Du , vil Du tage Dig af hende eller ikke ? “ „ Jo , jeg vil ! Jeg lover at gjøre for hende , hvad der staaer i min Magt . Men Du veed , jeg er ikke min egen Herre . Jeg eier ikke Andet end det , Andre give mig . Men jeg vil gjøre , hvad jeg kan . Jeg lover det , og jeg vil holde mit Ord . “ „ Godt , saa kan Du gaae , og jeg vil dø i Fred . Olava skal komme til Dig , saasnart hun har lukket mine Øine . Og Alt vil blive godt . Græd ikke , Barn , Du var altid en god Pige . Du maa ikke græde , Du har intet at græde for . Har jeg intet Andet at give Dig , har jeg min Velsignelse . Og jeg skulde tro , det er en Trøst for et Barn at vide , hendes Moder har velsignet hende i sin sidste Stund . “ „ Er der intet Andet , Du ønsker ? “ spurgte Mira kjærligt . „ Trænger Du ikke til Penge ? “ „ Nei , jeg trænger ikke til Mere i dette Liv . Men glem ikke Barnet , om ikke for min , saa for gamle Eriks Skyld . Han holdt altid meget af Dig og tog dit Parti , naar jeg var slem mod Dig . Gjør del derfor for hans Skyld . Olava var ogsaa hans Yndling . “ Lene lukkede sine øine ; Mira kunde see . hun var meget træt . Kort efter faldt hun i en tung Søvn , da reiste Mira sig sagte og forlod Hytten , fulgt af Olava , der greb hendes Haand og udbrød frygtsomt : „ Vær ikke bange for mig . Jeg vil ikke falde Nogen til Besvær . Jeg skal nok selv fortjene mit Brød og ikke gjøre Dem Uro . Men jeg vilde ikke sige det , medens min stakkels Plader hørte derpaa . Jeg veed hun stoler paa Dem ; “ hun trykkede Pliras Haand og bortviskede sine Taarer . „ Men Du vil ikke falde mig til Besvær , “ sagde Mira kjærligt . „ Jeg har lovet din Moder at tage mig af Dig , saa godt jeg kan , og jeg vil holde mil Ord . Græd ikke , Du vil møde hende igjen , hvor Sorg og Adskillelse ere ukjendte . “ Hun blev endnu en Stund for at trøste den unge Pige med kjærlige Ord . Endelig tog hun Afsked efter at have puttet fin Pnng i den kolde skjælvende Haand , der havde grebet hendes . „ Græd ikke . Læg din Skjæbne i Guds Haand , han er den eneste , der kan trøste et sorgfuldt Hjerte , Farvel ! “ Hun gik hjem , hun vilde ikke fortsætte fin Morgentour , men strax opsøge Baronesse Silgestrøm for al tale til hende om Olava . Maaskee hun , der var saa god , vilde tage den stakkels Pige i sin Tjeneste . Saa vilde hun vende tilbage og bringe Lene denne sidste Trøst . Baronesse Silgestrøm sad i sit eget Værelse , beskjæftiget med et Broderi , da Mira lydløst traadte ind og satte sig ved Siden af hende . „ Tilgiv at jeg forstyrrer Dem , kjære Baronesse . Men jeg har noget paa mit Sind . jeg gjerne vil tale om lil Dem , som er den Eneste , der kan hjælpe mig . Vil De skjænke mig nogle Øieblikke ? “ „ Gjerne , Barn . Hvad ligger Dig paa Hjertet ? “ Mira fortalte nu den gamle Dame Lenes Sygdom og hvor hjælpeløs Olava vilde være , naar Moderen havde forladt hende . „ Hvis De vilde tage hende i Deres Tjeneste , “ vedblev hun tilsidst , „ vilde det være en stor Trøst for ben stakkels Moder , og hun vilde dø i Fred . — Bliv ikke vred paa mig , hvis De synes jeg er paatrængende . Glem ikke , det skeer for at trøste en døende Moder . Ellers vilde jeg ikke have Mod til at fremkomme med en saadan Bøn . Er De vred paa mig , siden De forbliver tavs ? “ — „ Nei , min lille Yndling , hvor kan Du iro det ! Jeg tænker kun paa selve Tingen . Jeg vil saa gjerne hjælpe de stakkels Folk , Du omtaler , men hvorledes ? — Kan Du ikke gaae og spørge dem derom . Her er min Pung , hvis de skulde trænge til Et og Andet . Og saa kan Du sige til den stakkels Moder , at jeg vil tage hendes Datter i min Tjeneste , naar hun . . . . Du veed , hvad jeg mener , og Du vil sige det saa blidt , som dit eget ømme Hjerte tilsiger Dig . Gaae , Barn , gaae og bring Trøst til hende , den kjære , stakkels Sjæl . “ Hun kyssede Mira kjærligt og tog sat paa sit Broderi , som havde der ingen Afbrydelse været . „ Tak ! “ udbrød Mira bevæget . „ De har gjort mig tilden lykkeligste Pige i Verden . Jeg vil strax ile derhen og fortælle min glade Nyhed . Baronesse Silgestrøm , Gud vil gjengjælde Dem . Jeg troer ikke , v ! kunne have en bedre Lods til Himlen end vore fattige Medmenneskers Velsignelse . Og De er sikker paa den , min kjære , kjære Baronesse Silgestrøm , Gud give jeg kunde sige Let Samme . Men jeg vil skynde mig , jeg er saa lykkelig ved at være Deres Sendebud . Farvel ! “ „ Farvel , min lille Lysalf ! Glem ikke , det er Dig , ikke mig , der udfører denne Gjerning , hvis den virkelig er en god Håndling . Jeg er kun din Hjælper . Gaae , og kom snart igjen og fortæl mig om visse stakkels Mennesker . “ — Mira mere løb end gik til Hytten , hvor Lene nu laa og kæmpede med Døden . Hun bøiede sig kjærligt over den Lidende og hviskede til hende . „ Frygt ikke for Olava , hun er forsørge ! . Baronesse Silgestrøm vil selv tage sig af hende . “ Et glad Smiil gled over den Døendes Læber , et Suk , som om en tung Byrds var taget fra hendes Sjæl , og hun hviskede : „ Gud være lovet , nu kan jeg gaae bort i Fred ! “ Hun lukkede sine Øine og var død . — Der skulde være stort Selskab paa Hammer til Ære for dets mange og kjære Gjæster , paa Grund af hvilket Frøken Brede havde uendelig travlt , da hun havde beskattet , at det maatte vække almindelig Beundring Mira hjalp hende saa meget , hun vilde tillade . Hun ordnede smukke Bouketter og andre Smaating , som Frøken Brede ikke syntes at lægge Mærke til , da hun ikke vilde takke sin lille Fjende for denne Høflighed , hun følte hun ikke havde Ret til at vente . Grevinde Cederskøld og Frøken Beate tænkte ene paa deres Dragter . Vi kjende flere saadanne Damer , der kunne tænke en heel Uge , ja længere paa om de skulle iføre sig en rød eller hvid Kjole , om de skulle bære Blomster eller Fjer paa deres Haar . Mira havde ikke tænkt meget over fin Dragt , derfor var hun ogsaa den første , der var paaklædt , da Dagen endelig kom . En simpel hvid Kjole og en enkelt rød Rose paa Haaret , simpel og beskeden , som hver Følelse i hendes rene , uskyldige Hjerte . I en Kvindes Dragt læse vi langt tydeligere hendes Hjerte end i hendes fortryllende Ord og endnu mere fortryllende Blik . Jeg har aldrig seet en Kvinde med et reent , uskyldigt Hjerte klæde sig lig en Sommerfugl ; det vilde være hende umuligt at bære en saadan Dragt . Hele Selskabel var næsten samlet , da endelig Grevinde Cederskøld og Frøken Beate traadte ind med Miner , der lydeligl nok udtrykle : „ O , al jeg har laget Fjer paa Haaret ; nu er jeg vis paa , Blomster vilde klæde mig meget bedre ! “ Men i samme Øieblik saadanne sørgelige Tanker dandsede om i deres smaa Hoveder , bleve Fløidørene atter aabnede , og - - - Mira skiftede Farve , hun skjælvede og stirrede paa den flanke , smukke Skikkelse , der traadte ind , som var det en Drøm , der vilde forsvinde i samme Nu . Men Baron Silgestrøm , der stod lige ved Døren , havde taget Frøken Sølherbergs Haand med et høfligt Buk og forestillede hende for Baronesse Silgestrøm , der , som det syntes , var forberedt paa hendes Komme ; thi hun rakte hende Haanden og sagde venligt : „ Velkommen , kjære Frøken Søtherberg . Jeg har længtes saa meget efter at lære Dem at kjende . “ Frøken Brede blegnede . Det var for meget for hendes svage Nerver . Men Mira nærmede sig hurtigt ester at have overvunder sin første Overraskelse . Hun greb Baron Silgestrøms Haand og hviskede med blød Slemme : „ Tak , jeg skal aldrig glemme det ! Tak ! “ sagde hun ogsaa til Baronesse Silgestrøm og trykkede hendes Haand . Men det var ikke de faa Ord , der takkede dem , det var den skjælvende Slemme , de klare Taarer som funklede i de smukke Øine . Saa stirrede hun paa sin Søster , sin kjære , blege Søster , i ben simple , hvide Kjole , med ben eneste Rose skjult i Haaret , ret som om de havde aftalt at iføre sig samme Dragt . Og Rose , hvem skulde have troet det , blev denne Aftens Dronning , ikke Frøken Beate . Hendes Sang henrev Alle , paa Frøken Beate nær , der var misundelig , og Frøken Brede , hvis Følelse var saaret paa det dybeste , først fordi Frøken Søtherberg var Miras Søster , dernæst fordi Ingen havde omtalt , at hun var indbuden . — Men Miras Hjerte var saa bevæget , at hun ikke kunde tilbageholde sine Taarer ; hun listede sig ud i Haven og satte sig i et Lysthuus , hvor hun kunde græde useet , som man græder naar Hjertet er fuldt af Glæde og Taknemmelighed . En Haand greb hendes og en lav Stemme sagde : „ Græd ikke , Barn ! “ Men hun kunde ikke tale til ham i delte Øieblik , hun ilede bort og skjulte sig i et lille Buskads , hvor hun tænkte paa ham . Og han ? — Han forlod Haven med en sorgfuld Mine , der syntes at sige : „ Hvor Livet er mørkt , uden Haab . “ „ Han har overtraadt fine Principer for min Skyld , “ tænkte Mira ; . han har opfordret Baronesse Silgestrøm til at indbyde Rose . Hvorledes skal jeg vise ham min Taknemmelighed ! Jeg kan kun elske ham . “ — „ Del var mig umuligt al tale med ham netop nu . Jeg er saa bevæget , at mit Hjerte ikke var istand til at skjule sin Hemmelighed . Han vilde have læst den i mine Øine og tabt al Agtelse for mig . Men jeg frygter , jeg har saaret ham ved at ile bort i samme Øieblik- , han har skjænket mig saa megen Glæde . — Jeg burde være blevet og takket ham ; men jeg takker ham i mit Hjerte , mere end al Verdens Ord kunne udtrykke . “ Al ! var stille . Natten havde udfoldet sine Vinger . Hist og her funklede en gylden Stjerne bag et Slør af Selv , straalende og vinkende , som vilde den sige : „ Godnat , stakkels Menneskehjerte . Sov og forglem Verden . Drøm og forglem Livet med alle dets Sorger ! “ Saa kom et mildt Vindpust og hviskede : „ Sov , Jordens Børn ! Jeg gjør Eders Himmel klar . Imorgen , naar I vaagne , ere alle dens truende Skyer forsvundne . ' Og Træernes grønne Løv bevægede sig og sukkede : „ Stille , mine smaa Fugle sove . Væk dem ikke ! Imorgen synge de paany , synge om min Skjønhed . Tys , væk dem ikke ! “ Og over Veien , der snoede sig mellem Fjeldene , sprang en lille Hare , den standsede , lyttede og sagde : „ Jægeren sover , han kan ikke forstyrre mig ; jeg vil græsse lidt her . Imorgen vaagner han , saa maa jeg igjen flygte . “ „ Ved Nat , det er rart , Saa seer jeg først klart ! “ sang en gammel Ugle fra Kronen af et høit Træ , der stod og vædede sine grønne Blade i Luften . Og der var mange andre , baade Træer , Planter og Dyr , som talte i Nattens Stilhed . Der var ogsaa Menneskehjerter , der talte , maaskee mange ; men vi ville kun høre om det ene . Det var Miras . — Hun sad ved Vinduet og stirrede ud i den tavse Nat . Flagermusene slog med deres Vinger mod Ruden ; Maaneskinnef oplyste hendes lille Værelse , men hun saae det ikke , hendes Tanke var i det lille Huus , hvor Rose , hendes kjære Søster , sov , ikke sundt og roligt , men forfulgt af vilde Drømme , der bleve fremkaldte af Feberen , som rasede i hendes Indre , Mira havde for første Gang denne Aften opdaget den store Forandring , der var foregaaet med Roses Ydre , de blege Kinder , de dybt indsunkne Øine , den tørre , skarpe Hoste , der nu og da trængte sig over hendes blodløse Læb . Hun havde opdaget det Alt , det var som noget var bristet i hendes Hjerte ved dette Syn ; thi nu saae hun , Rose var fortabt . — Det var Enden paa hendes Glæde ; det var Enden paa denne Aften , der begyndte saa haabefuldt , og nu i Nattens Stilhed sad hun og tænkte paa , hvad der forestod hende . Kjendte Rose den Fjendes Tilværelse , som truede hende ? — Nei . saa kunde hun ikke være saa glad , saa lykkelig , som hendes klare Blik , hendes Ord , alle hendes Handlinger , syntes at forraade ! Mira besluttede at tale til Baron Silgestrøm om sin Frygt saa snart hun mødte ham næste Morgen . Hun vilde bede ham raadspørge en Læge i Anledning af Roses Helbredstilstand . Men Rose skulde ikke vide , at hendes Søster vaagede over hende , frygtede for hende og sørgede i Stilhed . Hun aftørrede sine Taarer , saae op mod Himlen og hviskede med foldede Hænder : „ O , min Gud , lad hende ikke dø ! med det sidste Slag af hendes Hjerte vil mit Livs Solstraaler udslukkes . “ Grev Villiam havde været meget tankefuld siden Ridetouren med Mira . Han havde ikke drillet Frøken Brede , eller Beate , ikke vundet Garn for Grevinde Cederskøld ; han havde ikke givet Mira en eneste Buket , som han ellers pleiede at gjøre hver Dag , Det var overraskende , og det overraskede ogsaa Grevinde Cederskøld saa meget , at hun besluttede at spørge ham , hvorfor denne Forandring var foregaaet med ham . Derfor , da hun en Morgen mødte ham i Haven , tog hun hans Arm og sagde med et Smiil : . Godmorgen , Villiam , hvis Du synes om det , kunne vi gaae en Tour sammen , Det vil more mig at see , om vi kunne naa MiraS Kilde og være her igjen til Frokost . “ De gik en Tid tavse . Grev Villiam havde ikke Lyst til at tale og Grevinde Adelheid vilde ikke tale ; men Begge tænkte desto mere . Hun tænkte paa , hvorledes hun bedst skulde begynde fine Spørgsmaal . Han tænkte paa Mira og paa deres Ridetour . Han sukkede , uden at vide det . Denne Leilighed benyttede hans smukke Ledsagerinde , idet hun standsede , saae paa ham med et spørgende Blik og sagde : „ Hvor Du er forandret , Villiam ! Hvorfor er Du saa alvorlig ? Hvorfor sukker Du saa dybt ? Tal ! “ „ Tal ! — Jeg vil ikke tale . “ „ Du skal ! Kom , sid ned , her ere vi ved Miras Kilde , og jeg er vig paa , dit Suk var et Offer paa hendes Alter . Du har været alvorlig , lige siden I red ud sammen . Har hun tilbageviist din Kjærlighed ? Skjul det ikke for mig . Du veed , jeg er din Ven og vil handle for Dig , som var Du min egen Broder . Men saa maa Du ogsaa tale og fortælle mig , hvad der gik for sig paa denne Ridetour . ' Endelig efter megen Overtalelse fortalte Grev Villiam sin Samtale med Mira . — „ Herre Gud , hvor I Mænd dog alle tilsammen ere dumme ? Troer Du virkelig en Pige med Miras Karakleer vil tilstaa at hun elsker Dig ? — Aldrig ! Hun vil nægte det , til Du endelig bliver saa klog at være tavs og synes at have glemt hende . Forst da , naar hun troer , hun har mistet din Kjærlighed , vil hun føle , at hun elsker Dig . Men da jeg kan forstaa , Du er for utaalmodig til at vente paa dette Tidspunkt , er det bedst , jeg taler med hende om denne Gjenstand . Afbryd mig ikke ; jeg vil ! Og Du veed , Ingen har Magt til at holde mig tilbage , naar jeg har sagt jeg vil ! “ „ Gjør det da , “ svarede han med en fraværende Mine . „ Men gjør hende ingen Sorg for min Skyld . Det vil jeg ikke have . Husk paa , jeg vil ikke vinde en Kone ved Overtalelse . Kan jeg ikke gjøre hende lykkelig , vil jeg ikke smerte hende mere , end jeg allerede har gjort . “ „ Vær rolig . Jeg holder af hende som en Søster ; men jeg er vis paa , hun vil blive lykkelig som din Kone . Bliver Valget lagt i Miras egne Hænder , vælger hun ingen . Derfor maa vi vælge for hende , og det har jeg gjort for længe siden . Overlad alt til mig , saa skal Du see , vi vinde Seier , før Du aner . “ Næste Dag , da Mira sad ene i Havestuen , traadte Grevinde Cederskøld ind med en vigtig Mine og satte sig i en magelig Lænestol , tæt ved Siden as hende . „ Hvor Du har travlt i Dag ! “ begyndte hun og examinerede Miras Arbeide . „ Beate er allerede gaaet til Skoven for at plukke Blomster , hun agter at male , og Villiam fulgte med . De have altid været gode Venner ; jeg troer næsten , der en Dag bliver et Par af dem ; “ hun betragtede Mira nysgjerrigt for at see , hvad Virkning hendes Ord havde havt . Men Mira forraadte ingen Bevægelse , hun svarede blot : „ Jeg har aldrig vidst , at Villiam og Frøken Beate vare gode Venner . “ „ Har Du ikke det ! “ udbrød Grevinde Adelheid , som det syntes meget forbavset . „ Min Gud , hvor . . . . Men nei , jeg vil ikke spille under Dække med Dig ! Du veed meget godt , at Villiam elsker Dig , og det er netop derom , jeg ønsker at tale med Dig , nu vi ere alene . “ „ Har Grev Villiam maaskee bedet Dig tale med mig om denne Gjenstand ? “ spurgte Mira alvorlig . „ Nei ! Jeg troede Du kjendte ham for godt til at gjøre et saadant Spørgsmaal . Han har aldrig omtalt sin Kjærlighed til Dig ; jeg har selv opdaget den . Jeg har seet , hvor forandret han er blevet , siden I red sammen , og da jeg elsker Eder begge , har jeg besluttet at gjøre alt . hvad jeg kan , for at see Eder lykkelige . Derfor spørger jeg Dig , Mira , elsker Du ham eller ikke ? “ . Kjendte jeg Dig ikke saa godt , som jeg gjør , vilde din Opførsel forbavse mig , “ svarede Mira alvorlig . „ Men nu vil jeg kun svare Dig : Nei , jeg elsker ham ikke . Du veed det , saa godt som jeg selv . Og han veed det ligeledes . Jeg holder af ham som en Ven , det er Alt . “ „ Godt , det er allerede meget ! og Tiden vil gjøre endnu mere . I Dag elsker Du ham som en Ven , i Løbet af et Aar som den bedste , den eneste Ven . Afbryd mig ikke , jeg kjender det bedre , jeg , som er en gift Kone . Der er kun en Ting , jeg vil bede Dig om , og hvis Du er den gode , kjærlige Pige , jeg troer Dig at være , vil Du ikke afslaa det . “ „ O , bed ikke derom ! Jeg kan ikke elske ham . Jeg . . . . “ „ Tal ikke ud ! Vil Du knuse hans Hjerte ? — Jeg vil blot bede Dig tænke paa hans Kjærlighed et Aar , et kort Aar , og prøve om Du ikke kan besvare den , Du maa ikke afslaa dette , hans eneste Ønske . Lad ham haabe , stakkels Dreng , saa længe han kan . I Dag om tolv Maaneder vil han selv komme og høre dit Svar . “ Mira sad tavs . Hun vidste ikke , hvad hun skulde svare . Hun vilde aldrig elske ham ; hendes Hjerte var givet bort . Men dersom det kunde være ham en Trøst , hvis hun opfyldte hans Ønske , havde hun ikke Mod til at nægte ham det . Hun svarede derfor : „ Jeg vil ikke afslaa det . Men glem ikke , jeg har forudsagt Dig , at jeg aldrig kan elske ham . “ — „ Saa er Alt i Orden ! “ udbrød Grevinde Cederskøld og vendte sig om til Baron Silgestrøm , som netop traadte ind . „ Kom Fader , Du skal være Vidne til , at vor kjære Mira i Dag om tolv Maaneder skal give Villiam sit endelige Svar ! Og vi ville haabe , det maa blive saadan , som vi Alle ønske det . Vil Du ikke prøve paa at overtale hende , Fader ? — Jeg er vis paa , hun elsker ham , uden selv at vide det . Saadan ere vi Kvinder . “ Mira blev bleg , Baronen ogsaa , men han svarede koldt . „ Jeg vil ikke overtale Mira . Hun er den eneste , der veed , om hun elsker ham eller ikke . Hun maa selv vælge . “ „ Du er altid saa forsigtig , saa samvittighedsfuld , “ sagde hans Datter smilende . „ Jeg troer næsten , Du er ligesaa forsigtig som Cederskøld . Men som Du sagde , Mira maa selv vælge ; og i Dag om tolv Maaneder skulle vi see . En Maaned , en Uge , en Time , ja , et Minut kan forvandle et ømt Kvindehjerte ? O , vi skulle see ! “ Hun forlod syngende Værelset . Men Mira sad bleg og tavs . Hendes Hænder skjælvede , saa hun neppe kunde sy , medens Baronen stod ved Vinduet og stirrede ud . Han vilde ikke , hun maatte see , hvor bevæget han var ; som om hun , der selv var bevæget , havde Øie for det . Stakkels Pige , hun saae ikke en eneste Gang paa ham . Pludselig vendte han sig om og sagde drømmende : , J Dag om tolv Maaneder ? — Godt , Barn , vi ville see ! “ Hun rødmede og sagde bestemt : „ Ja , Baron Silgestrøm , vi ville see , at jeg er uforandret . Tvivl ikke derpaa . Men jeg taler , som om De brød Dem om , enten jeg bliver uforandret eller ei . “ , Ja , hvor urimeligt , som om jeg brød mig om det ! — Nei , Barn , Du maa selv vælge . “ Han forlod Mira med et mørkt Blik . „ Det syntes næsten , som vilde han gjerne være af med mig ? “ — sagde hun tankefuld . „ Vidste jeg det , saa . . . . Nei , jeg kan ikke ! Selv om jeg er ham en Byrde , kan jeg ikke forlade ham . At see hans alvorlige , ædle Træk , at høre hans dybe , udtryksfulde Stemme , at være t hans Nærhed , er min Lykke . Hvad skulde der blive af mig , hvorledes skulde jeg begynde Dagen , naar jeg ikke hørte hans alvorlige : „ Godmorgen , Barn ! “ „ Men jeg vil ikke tænke derpaa . Jeg vil aldrig forlade ham . Hvis vi nogensinde skulle sfilles , maa det være Gud eller ham , der stiller os ad . “ „ Godmorgen , kjære Mira , “ sagde Frøken Søtherberg og omfavnede Mira glad . „ Jeg sad netop og tænkte paa , om Du vilde besøge mig i Dag . Kom og sid ned . Du seer saa træt ud . “ „ Træt ? Nei , men jeg har noget paa Hjertet , som jeg vil tale om til Dig . Baron Silgestrøm har fortalt mig , at Du veed , dit Bryst er angrebet . Hvorfor har Du aldrig omtalt det til mig ? “ „ Har han sagt det ? — Men hvor kunde han være saa ufornuftig ! Jeg , som har skjult det . . . . “ „ Det var mig selv , der først omtalte det til ham . Kjære Rose , hvor kunde Du tro at skjule for en Søsters Øine , hvad hendes Kjærlighed til Dig dog snart vilde opdage . Jeg maa hidtil have været blind , siden jeg ikke har lagt Mærke til , hvor forandret Du er . Men nu ere mine Øine aabnede , og jeg har bedet Baron Silgestrøm raadspørge en Læge om din Helbredstilstand . “ „ Kjære , hvor naragtigt , som om en Læge kunde frelse mig ! — Tak , min lille Søster , jeg anede ikke , Du vaagede over mig . Tak , min Skytsengel . Det vil være lykkeligt at dø , naar Du beder for mig . “ „ O , Rose , hvor kan Du tale saaledes til mig ! Du maa ikke dø , nei , Du maa ikke dø ! Jeg elsker Dig saa høit ; jeg vil bede Nat og Dag , at Gud vil give Dig din Helbred tilbage . Og han vil gjøre det ; han er vor eneste Trøst . “ Hun skjulte Ansigtet i Hænderne og græd heftigt . » Græd ikke , mit søde Barn , Guds Villie skee . Maaskee vil han ikke , jeg skal dø saa ung . Jeg vilde nok ønske at leve nogle Aar endnu , da jeg har fundet Dig , Du Kjære . Men hans Villie skee , vi have ikke Ret til at sætte os op mod den . “ „ Nei , vi have ikke , “ svarede Mira med lav Stemme . „ Men vi have Ret til at gjøre alt , hvad ver staaer i vor Magt , for at berøve Døden sit Bytte . Og det ville vi , ja , vi ville ! “ — „ Gjør det da , min Yndling , hvis Du kan . Og lad og nu tale om noget andet . Sommeren er snart forbi , lagde Du ikke Mærke til , da Du gik gjennem Skoven , at dens grønne Løv begynder at gulne , og at dens Blomster bliver færre og færre ? Jeg saae det ; men det er maaskee fordi der er noget i de kjære smaa Blomsters Skjæbne , der minder mig om min egen . Du skal see , før vi tænke derpaa , er Sommeren forbi og Efteraaret kommet med sin kolde Blæst og sin tilhyllede Himmel . Saa vende vi tilbage til Stockholm , og om det behager Gud , begynder jeg mine Pligter paany , og haaber jeg skal synge saa godt som nogensinde . Hvad mener Du ? “ „ Gud give det maa blive , som Du troer . Og er Du virkelig glad ved at vende tilbage til Stockholm , ønsker jeg af mit ganske Hjerte , Sommeren maa gaae saa hurtigt som mulig ; og vi skulle sidde ved den slammende Ild medens det sneer og blæser derude , og tale om de mange lykkelige Timer , vi denne Sommer have tilbragt ved min lille Kilde . “ . Og saa ville vi aldrig mere tale om mig og mit Helbred . Vi ville kun tale om Ting , der kunne glæde oS . Vi ville tale om ham Du veed , hvis Navn jeg aldrig har spurgt Dig om ; det er din egen lille Hemmelighed , som jeg ikke vil berøve Dig . Men vi ville tale om ham ; thi ogsaa jeg elsker ham , fordi jeg seer , han er min lille Blomsts Solskin . Og hvis jeg nu maa støtte mig til din Arm , ville vi gaae ud i Haven og see til den Plante , jeg for nogle Dage siden fik af Baron Silgestrøm . Den er saa smuk . Kom , saa skal Du see ! “ „ Snee ! “ raabte en lille Graaspurv og slog med Vingerne , som vilde den afryste de hvide Sneeflokke , der lagde sig paa dens Fjær . „ Hvad , Snee ! “ raabte de bladløse Træer og bøiede deres nøgne Grene med en fornærmet Mine . Men forgjæves , hvide vare de og hvidere bleve de tiltrods for deres Modsfand . „ Hvad , Snee ! “ sagde Mira og trak Rullegardinet op for at see ned i Gaden , hvor Folk kom og gik , Alle hvide som Sneemænd . Ja , det var Vinter ! En kold , mørk Vinter . Sommeren med sin milde Luft , sine Blomster , fine Fugle var forsvundet . Ingen Sol smilede gjennem det hvide Slør , som udfoldede sig i Tavshed og skjulte den venlige Himmel . Alt var hvidt i hvidt , og de høie Huse stode Side om Side liig alvorsfulde Skildvagter . Ja , det var Stockholm , det travle menneskemyldrende Stockholm . Der var ingen Hammer ; ingen Skov . Baron Silgestrøm sad allerede og læste Bladene , da Mira traadte ind . » Godmorgen , Barn ! “ sagde han og saae paa hende med et mildt Blik . „ Har Du drømt om Sneen i Nat ? Dine Kinder ere saa blege , som vare do Søstre til de hvide Sneeflokke derude . Kom , sid ned og fortæl mig , hvad Du har drømt . “ „ Nei , det var en styg Drøm , det er bedst af tie med den . Man siger , det ikke er godt af omtale saadanne Drømme tidlig paa Morgenen , da de saa ville gaae i Opfyldelse . Og De veed , jeg er overtroisk “ „ Men naar Du tilstaaer , Du er Dig denne Svaghed bevidst , Barn , hvorfor prøver Du da ikke paa af overvindeden ? — Gjør strax et Forsøg ved af fortælle mig denne Drøm . “ „ Jeg vil prøve derpaa ; men jeg gjør det nødigt . “ » Jeg drømte , jeg stod paa Toppen af et høit Fjeld . Det var et uhyggeligt Veir , Regnen styrtede ned , Fuglene fløi forvildel gjennem Luften og Stormen rasede , saa jeg neppe kunde staae . Med et hørte jeg en underlig Lyd , der syntes at komme fra den tilhyllede Himmel og jeg saae en stor Vandsøjle styrte ned fra Skyerne , som vilde den fluge alt , hvad der kom i dens Vei . Jeg hørte et frygteligt Skrig , men skjøndt jeg anstrengte mig til det Yderste , kunde jeg ikke see andet end en mørk Skikkelse , der kæmpede med Vandsøjlen , medens en Stemme hviskede tæt ved Siden af mig : „ Det er Rose , din kjære Søster ! “ „ Jeg skreg : „ Rose ! Rose ! Tab ikke Modet , jeg , Mira , er her ! “ „ Men hun hørte det ikke . Vandsøilen overvældede hende . Hun forsvandt med et Skrig , rædsommere end det første . Alt blev mørkt for mine Øine ; jeg sank om paa Fjeldet og græd bitterlig . „ Græd ikke , “ sagde den samme Stemme som før . „ See paa Himlen , nu har hun vundet Seier . „ Jeg saae op . Men hvor forandret Alt var . Regnen var ophørt ; Stormen havde lagt sig . Alt var stille og roligt . Himlen var blaa og en herlig Musik tonede gjennem Luften . Da hørte jeg en Stemme , en kjær , velbekjendt Stemme der sagde : „ Mira , jeg har vundet Seier . Nu er jeg lykkelig . Men Du , stakkels Barn , har endnu mangen Kamp at bestaae , før vi atter mødes . Stol paa Gud , saa vil Du tilsidst vinde Seier . „ Alt blev stille . Natten var forsvundet , Solen stod op lig en Strøm af Purpur og Guld . Jeg stod ikke længer paa Fjeldet . Jeg vandrede gjennem en dyb Dal ; rundt om voxede Blomster i tusindvis , røde , hvide , blaa , og fyldte Luften med Vellugt . De smilede , vinkede og sang : „ Stands , slands Du stakkels Fremmede ! Sid ned paa det herlige Grønsvær . Vi ville trøste Dig . “ „ Men jeg kunde ikke slandse : der var Noget , der tvang mig fremad , altid fremad , til den lille Dal var forsvundet , langt , langt bag ved mig , til mine Fødder vare forrevne og saa trætte , at de neppe mere kunde bære mig . Først da standsede jeg og saae mig om . „ Hvor deiligt der var ! — „ O , min Gud , “ udbrød jeg , „ nu er min Kamp tilende . Nu er jeg frelst . “ „ Ja ! “ lød en Stemme langt borte . „ Ja , min kjære , lille Søster . “ „ All blev stille . Jeg vaagnede og aabnede Øinene . Det var Morgen . “ — . Ja , Barn , og nu sidder Du her . “ „ Ja , jeg sidder her ; men jeg har en tung Anelse . Rose var saa bleg , da jeg sidst saae hende . Hun sagde Intet ; men jeg kunde see , hun var meget syg . “ „ Saa maa Du snarest mulig gaae og see til hende . Jeg talte med Lægen igaar . Han syntes at være tilfreds med hendes Helbred . Men han vil paa ingen Maade tillade hende at synge i Vinter , og det vil vist gjøre hende meget ondt . Derfor maa Du gaa og trøste hende . “ „ Det vil jeg ; thi hun holder saa meget af at synge og hendes Stemme er saa smuk , den faaer mit Hjerte til al banke af Glæde . “ „ Dit Hjerte til at banke af Glæde , Miral “ udbrød Grevinde Cederskøld , der ubemærket var traadt ind . „ Hvorledes seer dit lille Ansigt saa ud , jeg skulde ønske at see det i et saadant Øieblik . Men jeg kommer for at invitere Eder Begge til paa Torsdag . Cederskøld og jeg have havt en lille Trætte i den Anledning hele Ugen . Han ønskede at Selskabet skulde være Tirsdag , og jeg vilde have det paa Torsdag . Endelig vandt jeg Seier . Ja , Du seer forundret paa mig , lille Mira ! men det nytter intet , jeg er dog Seierherren . Ja , selv tiltrods for Faders misbilligende Blik . Cederskøld er en meget klog og fornuftig Mand ; han veed at alle Kvinder ere ærgjerrige og lader mig derfor have min Villie i alle Smaating ; men saa siger han ogsaa stop ! Og jeg , som er en god lille Kone , skjøndt jeg ikke er meget vis , prøver aldrig paa at overtræde dette Stop ! — Men denne Gang var det min kjære Hr . Gemal , der overtraadte vor Overeenskomsf ved at ville bestemme , hvad ber altid har været min Ret . Men nu have vi da igjen sluttet Fred , og Selskabet skal slaae paa Torsdag . Naa , hvad tager Du paa , Mira . Jeg aflagde Beate et Besøg igaar . Hun vil nok have Blaat paa , saa vidt jeg kunde forstaa . Jeg har tænkt al tage min nye hvide Dragt paa . Du skulde see hvor smuk den er , og hvor godt den klæder mig . Raa , nu maa jeg nok hjem . Farvel ! Fader , Du maa ikke udeblive , som Du pleier at gjøre . See , der kommer jo Beate . Goddag , min lille Sommerfugl . Undskyld jeg tager Afsfed tiltrods for dit Komme . Farvel . Alle ! “ Grevinde Cederskøld forlod Værelset med et glad Ansigt , medens Frøken Beate tog Plads i en Stol ved Siden ar Baronen . „ Jeg er saa træt ester Ballet i Nat ! “ sagde hun til ham , uden at tage mindste Notits af Mira , til hvem hun vendte Ryggen . „ Jeg troer aldrig jeg har dandset saa meget . Men det var ogsaa et mageløst livligt Bal . Holder De ikke af at dandse , Baron Silgestrøm . „ Nei , Frøken Beate , “ svarede Baronen koldt . „ Jeg har aldrig brudt mig om den Slags Fornøielser . Men . . . . “ » Og saa er det vel derfor , Frøken Grotte heller ikke holder af Bal ! Grev Villiam spurgte mig igaar , hvorfor jeg holdt faa meget af at dandse . Veed De , hvad jeg svarede ham ? “ „ Nei , men hvis De vil sfifte Plads , og for Exempel sætte Dem der , behøver De ikke at vende Ryggen til Mira . “ , O , om Forladelse , jeg lagde ikke Mærke dertil . — Jeg svarede ham , jeg kunde ikke begribe en ung Dame , som ikke holdt af at dandse . Dands er Ungdommens bedste Glæde . En ung Dame , der ikke holder af at dandse , er i min Mening en sneverhjertet Kvinde , som ikke fortjener at være ung . “ „ Ja , i Deres Mening . Men jeg tænker , der findes mange Andre , hvis Mening vil være høist forskjellig fra Deres . Jeg for Exempel kan ikke lide at Damer holde saa meget af at dandse . — Tilgiv , Frøken Beate , men jeg maa gaae , Tiden er ikke min egen . Farvel , Barn , sy ikke saa flittigt , Du ødelægger dine Øine . Farvel ! “ Baron Silgestrøm tog Afsfed med et høfligt Buk for Frøken Beate , hvis Ansigt ikke var halvt saa smilende , som da hun traadte ind . Lidt ester sagde hun ogsaa Farvel , og Mira , der længtes ester at see Rose , lagde sit Arbeide hen og gik til sit eget Værelse . Frøken Søtherberg blev svagere og svagere Dag for Dag , til hun endelig ikke mere kunde forlade Huset . Siddende i en Lænestol tæt ved Vinduet , bestod hendes eneste Glæde i at see Mira , der kom saa ofte som muligt . Undertiden besøgte ogsaa Grevinde Cederskøld hende ; thi hun var tiltrods for sine mange smaa Svagheder meget godhjertet , og Roses lidende Tilstand smertede hende mere , end nogen skulde have troet . Rose holdt ogsaa mere og mere af hende . Hun hørte ikke til-dem , der dømte sine Medmennesker efter det ydre Skin , derfor fandt hun ogsaa en frisk Kjerne , hvor Andre kun saae en tom Skal . Grev Cederskøld kom ogsaa nu og da , for at see til hende , og hun var altid glad ved at tale med ham ; men der var Ingen , der syntes at forstaa hende saa godt som Baron Silgestrøm . Han talte aldrig meget , naar han kom ; men de faa Ord , han sagde paa sin rolige , alvorlige Maade , trøstede mere end de Andres lange Samtale . Han havde altid en eller anden lille Ting med til hende , som hun holdt af . Skjøndt det var Vinter , savnede hun ikke Blomster , da han hver Dag bragte hende en frisk Buket . Men han omtalte aldrig , ikke engang for Mira , sine Besøg hos Rose ; og naar hun undertiden traf ham der , reiste han sig strax og gik . Rose sad som hun pleiede i sin Lænestol . Det sneede og var koldt og mørkt udenfor ; men der var meget hyggeligt i det Værelse , hvor hun opholdt sig . Paa et lille Bord ved hendes Side stod en smuk Buket Blomster . Rose sad og saae paa dem med et mere end kjærligt Blik , og de tavse Taarer , der giede over hendes blege Kinder , fortalte en lille Historie , ikke om Sorg og Smerte , de talte kun om en fredelig Glæde ; om et Hjerte , der elsker , et Hjerte , der er lykkeligt fordi det elsker , før det skilles fra dettte Liv for evigt . Tilsidst fik hendes tavse Taarer , hendes tavse Tanker Ord . og hun sagde med blød Stemme : „ Kjære smaa Blomster , kjærere end Ord kunne sige . I komme fra et venligt Hjerte ; maaskee som mit Livs sidste Blomster . “ Hun saae paa dem med et bevæget Blik og faldt i dybe Tanker , til Mira traadte ind og omfavnede hende kjærligt . „ Godmorgen , kjære Rosel hvordan har Du det ? “ „ Allerede her , min egen Mira . Hvorledes skal jeg takke Dig , Du er saa god imod mig . Og ikke ene Du , men de Andre ogsaa . Jeg kan ikke gjengjælde Eders Venlighed ; jeg kan kun takke Eder af mit ganske Hjerte . “ „ Hvor kunde Rogen undlade at være venlig mod Dig , som er saa kjærlig mod Alle , Rose . De Ord , Baronesse Silgestrøm yttrede om Dig , da hun saae Dig første Gang , vare sande . Hun sagde : - „ Frøken Søtherberg er lig en Solstraale . Hun opvarmer dens Hjerte , til hvem hun smiler . “ „ Og det er syndt . Jeg har aldrig seet et Smiil saa varmt , saa kjærligt som dit , Men hvordan har Du det ? Du seer saa bleg ud . Sov Du godt i Nat ? “ „ Ja , frygt ikke for min Skyld , jeg er meget bedre end Du troer . Jeg haaber snart at blive saa rask , at jeg kan vove mig ud for at trække frisk Luft . Men vil Du læse lidt for mig , hvis din Tid tillader det . Jeg har faaet en ny Bog igaar . See , saa meget har jeg selv læst i den ; men jeg bliver saa snart træt . LæS dette lille Digt . Jeg vil gjerne høre det igjen , skjøndt jeg nylig har læst det . “ Mira læste ; men da hun var kommet halvveis , lagde Rose fin Haand paa hendes Arm og sagde bevæget : . Tal , ikke mere denne Gang . “ „ Men der have vi Doctoren ! Goddag , Doctor Udman . Jeg er rigtig glad ved at træffe Dem . Rose vil aldrig tale med mig om fin Sygdom ; men De maa sige mig , hvordan hun har det . Seer De hvor blege hendes Kinder ere i Dag ? — O , kjære Doctor Ydman , sid ned og fortæl mig , hvorledes det er med Rose . “ „ Ja , sid ned , sid ned ! Det lyder i mine Øren fra Morgen til Aften . Sid ned , kjære Doctor Ydman , og lad os tale om Dit og Dat . Men der er Ingen , der tænker paa , at Doctor Yvmann altid har meget travlt . Gud veed , hvorledes det skulde gaa mine stakkels Syge , hvis jeg satte mig til Hvile i hvert Huus , jeg kommer ; de døde sagtens alle tilsidst af Forsømmelse . Nei , det gaaer ikke ! “ Men tiltrods for denne Tale , satte den gode Doctor sig dog i den magelige Lænestol Mira havde trukket frem til ham . „ Nei , det gaaer ikke ! “ Han sløttede Armen mod Bordet og skjulte Ansigtet i sin store , fede Haand . Doctor Udman var en besynderlig lille Person . Han hørte til de Folk , der aldrig kunne sige ja til Noget . Man kunde være sikker paa , han sagde nei , længe før man var kommet til Ende med sin Tale . Han var lige saa kort som tyk , bar blaa Briller paa sin lange , skarpe Næse , var altid iført en og samme Dragt , der bestod af et Par Beenklæder , hvis Farve det var umuligt at udfinde , en grøn Frakke med sorte Pletter i Bunden , paa hver Side af samme to store Lommer , der altid vare fyldte , ikke med kirurgiske Instrumenter , men med Aviser , to « , tre Lommetørklæder , en lille Æske med Konfekt og deslige uskyldige Smaating . Halten var graa , bredskygget og havde samme Facon som dens Herres løierlige Hoved . Ester denne Beskrivelse behøver jeg vel neppe at tilføie . at Doctor Ødman var Pebersvend . En Ting har jeg dog endnu glemt , uden hvilket Doctor Ødman ikke er sig selv , nemlig hans Stok , hans kjæreste Ven i Verden . Hvem kjendte ikke Doctor Ødmans Stok , som aldrig var ude af hans Haand , undtagen naar han var hjemme . Man sagde endogsaa , at hans Patienter kunde læse , hvorledes det var med dem , ikke i Doctorens Ansigt , men i Maaden , hvorpaa hans Stok blev bevæget op og ned , frem og tilbage , eller rundt i en Cirkel . „ Naa , “ sagde han og hævede Hovedet for at see med et Øie snart paa Mira , snart paa Rose , „ hvordan har De det saa i Dag , Frøken Søtherberg ? “ „ Tak , godt . Den ene Dag ligner den anden . Jeg føler ingen Forandring i mit Helbred , skjøndt Mira mener , jeg bliver svagere Dag for Dag . “ „ Mener ! Ja , Folk mener saa meget . Men det er til ingen Nytte . Lad mig føle Deres Puls ! — En , to , tre , fire . . . . O ! — En , to , tre , fire , fem . . . . Hvad ? — En , to , tre , fire . . . . Hum ! “ — Han slav hendes Haand og begyndte at bevæge Stokken rundt i en Cirkel . „ O , kjære Doctor ØdmannI “ udbrød Mira , og saae ængslelig paa Stokken . „ Hvad mener De , er Rose mere syg end sædvanlig ? “ Men Doctoren svarede ikke , han sagde kun „ Hum ! “ og bevægede Stokken rundt som før . „ Vær ikke bange , Mira , “ sagde Rose . „ Doctor Ødman tænker kun over , hvad Medicin jeg skal have . “ „ Nei , Doctor Ødman tænker paa Intet , “ afbrød Doctoren hende . „ Men har De en Bog Papir ? Jeg vil skrive en anden Recept , som jeg troer vil gjøre mere Nytte end den sidste . Sover De om Natten ? Drømmer De meget ? — Ere Deres Drømme ikke urolige ? Trækker De Veiret med Besvær ? — Er De plaget af Ængstelse ? Hum ! “ . . . . Pennen løb over Papiret . „ Tyve Draaber tre Gange om Dagen . — Naa , nu skal jeg hen til en af mine andre Syge . Ja , De kjender ham sagtens . Erik Vadman , som en Gang havde en stor Manufacturboutik ? — Han har i sin Tid været en meget rig Mand , skjøndt han nu er fattig som en Kirkerotte . Men derfor er han ligegodt en prægtig Fyr . Jeg kan huske , han engang sagde til mig . medens han endnu var rig : „ Doctor Ødman , jeg skulde være rigtig glad , om De , der kommer i saa mange Huse og seer saa megen Fattigdom , vilde udpege nogle af de fattigste Familier for mig . Jeg kunde have Lyst til at gjøre deres Bekjendtskab . “ „ En anden Gang sagde han : „ Doctor Ødman , hvis De skulde kjende nogle unge Folk , der gjerne ville vide mere end deres Forældre have Raad til at lade dem lære , saa gjør mig den Tjeneste at udpege dem for mig . Jeg skulde have Lyst til at gjøre deres Bekjendtskab . “ „ Saaledes var Manden , da han var rig . Og nu , da han er fattig , siger han , skjøndt han er fire og halvfjerdsfindstyve Aar : „ Kjære Doctor Ødman , havde jeg blot mit Helbred , skulde jeg aldrig beklage mig over min Skjæbne ; den er ikke saa stem som mange Andres . Men jeg kan ikke arbeide saa meget som jeg ønsker . Gigten er skem imod mig ; og jeg er jo ogsaa næsten blind . Men Gud være lovet , ellers er jeg nok saa rask . “ , Ja saadan en Fyr er gamle Erik Vadman . Det er en Ære at kjende ham ; en stor Tilfredsstillelse . Men jeg har ogsaa en lille Pige , en sød lille en , kun ti Aar gammel . De skulde blot see lille Molly Vinblad . Hun er lam i Underkroppen og kan altsaa ikke gaae som andre Børn . Men lige godt er hun saa glad som en Sangfugl . O , saa god , saa god ! — De skulde blot have hørt hende , da hun sagde : „ Kjære Doctor Ødman , gid jeg var lidt rigere , end jeg er . ° „ Og hvorfor , om jeg maa spørge , Du lille Nar ? “ spurgte jeg . . Hvorfor ! “ udbrød hun rødmende . „ Aa jo , saa vilde jeg give de smaa Piger og Drenge , der hver Dag gaae forbi mit Vindue , nogle Strømper . De have sket ingen paa . Slet ingen , kjære Doctor ! „ Hun saae med et sørgmodigt Blik paa sine egne lamme Been , der altid ere indsvøbte i Tæpper . „ Men jeg sagde : „ Jeg tænker , Du først vilde ønske , hvis Du blev rig , at Du havde et bedre Værelse at sidde i , end dette mørke , kolde og fugtige . Dernæsf en blødere Stol end denne gamle af Træ . Og tilsidst et bedre Maaltid end det Du spiste , da jeg traadte ind . Hvad , Du lille Nar ? “ „ O , nei , Doctor ! “ udbrød hun forundret . „ Jeg har ab brig tænkt paa at her var mørkt og fugtigt . Og Stolen . . . . Veed De ogsaa , det er min egen , rigtig min egen ? — Jo , Moder sagde , da De sidst brændte mig : „ Molly , hvis Du er en rigtig god , lille Pige og ikke græder , skal Stolen , Du sidder paa , være din . “ „ Og De veed , jeg græd ikke , skjøndt det gjorde dygtig ondt , for det var i det raske Kjød . Men nu tilhører Stolen ogsaa mig . Og jeg er saa glad , saa glad . “ „ Stakkels lille Molly , hun har aldrig et Ønske for sig selv . Det er en god lille En . Og . . . . Naa , mine stakkels Syge ! Jeg havde nær glemt dem , jeg gamle Vrøvl . Tyve Draaber tre Gange om Dagen . “ Han reiste sig , greb sin Hat og forlod Værelset syngende : „ Jeg kjender , jeg kjender , jeg kjender et Hjerte , Der banker . . . » Naa , Cederskøld , har Du nogensinde seet gladere ud end netop idag , “ udbrød Grevinde Adelheid , da hendes Mand traadte ind med et mildt Smiil i Øinene . „ Kom og sid ned , saa skal jeg fortælle Dig , hvorledes jeg har tænkt , vi skulle tilbringe denne Aften . “ „ Nei , min Kjære , jeg skal ikke sidde ned . Jeg skal blot ind for at spørge , om Du har huflet at invitere Frøken Halling ? “ „ Ja , hvor kan Du tvivle derom . Jeg tør nok sige , jeg Intet har glemt . Men nu maa Du høre et Brev , jeg fik fra Beate imorges . Sid ned , kjære Ven . Jeg kan ikke lide at see Dig staa der som en Fremmed , eller en Kjøbmand , der altid tænker paa : » lims is Mons ) » ! » „ Det er en meget fornuftig Tanke , Adelheid , som ikke blot Kjøbmænd , men ogsaa vi andre have godt af at mindes . Men troer Du nu ogsaa Beate vil synes om , at Du læser hendes Brev for mig ? “ „ Aa , jeg er ikke saa samvittighedsfuld , derfor skal Du høre det , enten hun ønsker det eller ei . “ „ Kjære Adelheid . Jeg maa afslaa din venlige Indbydelse til Selskabet i Aften , skjøndt jeg har glædet mig til det hele Ugen , og i den Anledning faaet mig en ny Dragt . Men hvad nytter det ; jeg maa denne Gang blive hjemme , og det glæder mig at kunne skrive , det er en lykkelig , en meget lykkelig Hændelse , der holder mig borte fra Dig . Onkel Frederik er da endelig død , og jeg maa tilstaa , jeg har aldrig været saa glad , som da vi modtog Brevet , der underrettede os om denne glædelige Nyhed Ja , glædelige Nyhed ; thi han har efterladt os , min Moder , hele sin Formue , skjøndt han , som Du væed , havde en Søster foruden hende . Jeg er saa lykkkelig , da jeg aldrig har udstaaet Onkel Frederik , vranten og gjerrig som han var . Han har ikke givet mig saa meget som en Knappenaal , medens han levede . Jeg skal saamæn ikke skrive paa hans Gravsteen : „ Savnet og begrædt “ men : „ Tak , Onkel Frederik , at Du endelig døde ! “ Moder har lovet at reise udenlands med mig , saasnart Sørgetiden er forbi . Jeg kan ikke forstaa , hvorfor Folk iføre sig Sorg for Familie , de aldrig have holdt af . Hvao nytter det at vi bæere sort Dragt , naar vore Hjerter , til Trods for den , banker af Glæede ? — Det er Hykleri , og jeg har aldrig været en Hykler . , Du maa endelig ikke glemme at fortælle denne gode Nyhed til alle de af mine Venner , som Du seer i Aften . Jeg tænker det vil gjøre Frøken Lindeborg ondt at høre ; hun er saa misundelig . Min Gud , hvor mange Tilbedere jeg nu vil faae ! Jeg den rige Arving . Du skal see , i Morgen har hele Verden glemt , ar jeg engang har været fattig . Ja , om jeg var saa grim som en Ugle , i Morgen , naar min lille Nyhed er spredt over hele Stockholm , vilde Uglen have sorvandlet sig til en Paradisfugl . Saadan er Verden . Penge er Skjønhed ; Penge er Magt ; Penge er Lykke . Jeg har , som Du kan tænke , frygtelig travlt med min Sørgedragt . Men jeg vil intet fortælle Dig om den , Du skal selv see . Jeg tænker , Du vil blive saa indtaget i den , at Du ønsker , at Du ogsaa snart maatte faae Sorg for en eller anden af din Familie . Farvel , kjære Adelheid . Jeg haaber Du kommer til os i Morgen , da vor store Sorg forbyder os at forlade Huset de første Dage . Din rige Beate Graf strøm , som snart vil have saa mange Tilbedere , som der er Stjerner paa Himlen . Men tro blot ikke , jeg vælger den første den bedste . Nei , nu er jeg stolt og vil kun ægte en Greve . “ „ Hvor eenfoldigt ! “ sagde Grev Cederskøld foragteligt . „ Jeg har altid antaget hende for at være meget koldhjertet ; men dette Brev viser , hun er et haardhjeriet , utaknemmeligt Amfibie . “ „ Naar Du taler om hende paa denne Maade , Du , som altid dømmer dine Medmennesker saa mildt , maa jeg vel have Ret til at være af samme Mening . Jeg maa tilstaa , dette Brev har forbavset mig meget . Jeg troede ikke , Beate vilde være saa utaknemmelig mod Oberst Adlersparre , som altid har været saa god mod hendes Moder og hende selv . Jeg er vis paa , Fru Axelson og hendes Børn vilde aldrig have skrevet paa den Maade om ham , skjøndt den kolde , gamle Pebersvend har behandlet dem mere , som var han deres Fjende end deres Broder og Onkel . “ „ Kan Du begribe , kjære Ven , hvorledes han kunde hade den blide Fru Axelson , blot fordi hun giftede sig med Capitain Axelson ? Hvorledes han kunde gjøre hende arveløs , skjøndt han vidste , hvor fattig hun er , og hvor tungt hun har kæmpet mod sin Skjæbne , siden hun blev Enke og ikke havde en Eneste , der tog sig af hende og hendes Børn ? — Det er længe siden jeg saae hende . Veed Du , om hun endnu boer i Stockholm ? Jeg har Lyst til at besøge hende . Nu maa Anna , den ældste af Døttrene , være tyve Aar , og Olaf , den ældste af Sønnerne , sire og tyve . Stakkels Børn ! De have del vist meget trist og komme maaskee aldrig i Selskab . Jeg troer vi ville invitere dem , næste Gang vi have Bal . Jeg vil besøge dem saa snart som muligt , hvis de endnu bo i Stckholm . “ „ Gjør det , Kjære ; men gjør det uden at saare deres Følelser . Du maa huske paa , Folk , der leve i trange Kaar , ere mere ømfindtlige end dem , der ere rige . Der er Ingen , der har saa stor Ret til at blive behandlet med Delikatesse som den Fattige . Og Du , min kjære Adelheid , er undertiden , tiltrods for dit gode Hjerte , lidt tankeløs og saarer , hvor Du ønsker al trøste og glæde . Ja , nu maa jeg afsted I Vær ikke vred paa mig , at jeg siger Dig Sandheden , Du veed , Du har ingen bedre Ven end mig , og kun en Ven , en trofast Ven , siger os Sandheden . “ „ Tak , min trofaste Ven ! Jeg veed jeg har mange Feil , og det gjør mig mere ondt , end Du skulde tro . Men en Feil har jeg ikke , jeg kan aldrig blive vred paa dem , som sige mig Sand . heden , for , som Du siger , jeg veed , de ere mine bedste Venner . Det er let nok at sige Folk Complimenter , og de , der gjøre det høste gjerne Fordeel og Glæde deraf , hvorimod de , der tale ærligt og aabent , kun høste Vrede og Had . “ Hun omfavnede ham kjærligt for at vise ham , hun ikke var vred , og vedblev med mild Stemme : „ Farvel , Gustaf , min trofaste Ven ! „ Farvel Adelheid , “ sagde han bevæget . „ Jeg elsker Dig som Du er , med alle dine Feil , med dit varme , kjærlige Hjerte . “ Han forlod Værelset , vinkende med Haanden . Mira kom , som hun havde lovet Grevinde Cederskøld , tidligt , og fandt denne staaende foran Speilet-i sit Værelse for at besee sin nye Dragt med Omhu . „ Det er godt , Du kommer , min kjære Pige , ' sagde hun og vendte sig om mod Mira . „ Hvorledes klæder min Dragt mig . Godt , hvad ? — Vil Du hefte denne Fjer paa mit Haar . Nei , Kjære , Du kan ikke , naar jeg staaer , nu skal jeg sætte mig ned . Hvis Du vil fæste den lidt mere tilhøire I Det er godt . Nu er der blot disse to Krøller . Skal jeg gjøre dem lidt længere ? “ — „ Jeg synes de klæde Dig godt , som de ere . “ „ Gjøre de ? Ja , saa er jeg færdig . Men lad mig nu see , hvordan Du er klædt paa i Aste » . — Meget net , siden Du aldrig vil bære noget andet Smykke end din egen Skjønhed . Saa , lad os nu gaae ind ; nu ere vi jo færdige til at modtage vore Gjæster . Cederskøld er ikke kommer hjem endnu . Men det er sandt , jeg havde nær glemt , jeg har en Nyhed at fortælle Dig . Gamle Oberst Adlersparre er død og har efterladt hele sin Formus til Fru Grafstcøm . “ „ Men havde han ikke endnu en Søster , Fru Axelson ? “ „ Jo , stakkels Fru Axelson har han gjort arveløs . Men jeg hører Villiams Stemme . Vi kunne en anden Gang tale mere om dette Dødsfald . Kom , kjære Mira , Du skal ikke see saa veemodig ud . Jeg skal nok besøge Fru Axelson en af de første Dage , maaskee i Morgen ; men i Aften ville vi være glade . “ Hun greb Miras Arm og forlob Værelset , efter at have kastet et sidste Blik i Speilet . „ Hvor det er et morsomt Selskab ! “ sagde Frøken Lindeborg med affecteret Stemme til Mira , idet hun tog Plads ved Siden af den kjære Frøken Grotte , som hun kaldte hende . „ Har De hørt , at Fru Grafstrøm har arvet sin Broder , den gamle , stolte Oberst Adlersparre . Naa , jeg tænker Beate bliver saa stolt herefter , at man ikke kan omgaaes hende . Hun var stolt nok iforveien . Jeg har hørt , at Oberst Adlersparre havde sagt kort før sin Død , da han som sædvanlig sad og talte sine kjære Penge : „ Hvad skal der blive af Eder , naar jeg er bod og efterlader Eder til Grafstrøms ? — Jeg troer næsten Axelsons vilde gjøre bedre Brug af Eder , men de skal aldrig , aldrig faae Eder ! “ „ Jeg er af samme Mening , som gamle Oberst Adlersparre . Axelsons vilde have gjort bedre Brug af hans kjære Penge . Men hans Had til den fattige Søster var slørre end hans Kjærlighed til Pengene , som stakkels Fru Axelson havde mere Brug for end den stolte , ærgjerrige Fru Grafstrøm og hendes endnu stoltere Datter . Hvis det havde været min Moder , Oberst Adlersparre havde efterladt hele sin Formue , havde vi naturligviis strax deelt den i ro lige Dele og givet Fru Axelson den ene . Havde De ikke gjort det samme ? — Men saadan ere ikke Grafstrøms ; de beholde nok Alt for dem selv . Nu , havde det været os , der arvede , var det blevet anderledes ! “ „ Men hvorfor handlede De da ikke anderledes ligeoverfor Deres fattige Onkel Jacob , da Deres Onkel George gjorde ham arveløs og efterlod Deres Bloder Alt ? — Lad os aldrig dømme Andre , Frøken Lindeborg , vi have , som De seer , ikke Ret fil at gjøre det , “ sagde Mira alvorligt . Frøken Lindeborg rødmede saa meget , hendes blege Kinder vilde tillade , og svarede lidt skamfuld : „ O , det er en anden Sag . Onkel George havde Grund fil at gjøre det . Der var Familieanliggender , jeg ikke kan omtale ; men det er bedst vi ikke mere tale om denne Gjenstand , den hører ikke hjemme i et Selskab . “ „ Det gjør den ikke , “ svarede Mira med et Smiil , hun ikke kunde undertrykke . „ Men om jeg ikke tager seil , var det Dem , der begyndte denne Samtale . Der er imidlertid en Ting , jeg vil tage mig den Frihed at gjøre Dem opmærksom paa , før vi skutte den , De bør ikke tale om Deres Onkel Jacob paa den Maade , De nylig gjorde , fordi Folk , som ikke kjende ham , vilde have Ret fil at tro , hvis de havde hørt Dem , at Deres Onkel havde gjort noget , der ikke var ham værdigt og som havde vakt Familiens retfærdige Mishag . Og saaledes forholder det sig dog neppe ; hvis jeg ikke rager feil , bestaaer Deres Onkels eneste Synd deri , at han har ægtet en fattig Dame , netop ligesom Fru Axelson ægtede en fattig Mand . Har jeg ikke Ret ? “ . Jo . Men Øe maa huske paa , man kan ikke sammenligne en Kvindes og en Mands Handlinger . En Mand maa aldrig forglemme sin Fødsel , sin Familie , sin . . . . Men som jeg sagde før , denne Samtale passer ikke for et Selskab . — Besøger Øe Beate en af Dagene ? “ „ Jeg ? Nei , jeg har aldrig besøgt hende . “ « Aldrig ! Del var da underligt . Jeg maa naturligviis gaae derop , da vi , som Folk kalde det , altid have været Venner . Gud bevare mig for et saadant Venskab ! Jeg frygter næsten mere mine Venner , end mine Fjender . Ja , Øe faaer tænke hvad Øe vil derom ; men jeg har Ret . Naar jeg hører der er Nogen , der har bagtalt mig , søger jeg ikke efter Bagtaleren blandt mine Fjender , men blandt mine saakaldte Venner , og jeg har aldrig endnu søgt forgjæves . “ „ Dei er sandelig sørgeligt at høre Dem tale saaledes , Øe , som er saa ung . Frygter Øe ikke for at dømme Deres Venner for strengt , “ sagde Mira koldt og vendte sig mod en anden Dame som stod ved Siden af hende og talte med Grevinde Cederskøld . „ Kom Mira ! “ sagde den Sidste , „ lad mig forestille Dig for Frøken Halling . “ Mira reiste sig og var snart i en dyb Samtale med den unge Pige , der syntes at finde Behag i hendes Selskab , medens Frøken Lindeborg og en af hendes saakaldte Veninder morede sig med at gjøre Nar af Frøken Hallings Dragt , skjøndt den ikke gav Anledning dertil , da den var meget mere net og smagfuld end deres . Men saaledes ere de unge Damer i Almindelighed , at lee af Enhver og selv at blive leet af er deres Befkjeftigelse og deres Skjæbne , og enhver Kvinde , der har Mod til at gaae udenfor denne Regel , bliver hader og forfulgt af det smukke Kjøn og behandlet som en Oprører . “ — „ Hvor hun seer ud ! Uf , hvis jeg blev tvunget til at bære en saadan Dragt . —- See blot , hvorledes hun famler med Fingrene , som var hun bange for at blive lam , hvis hun holdt dem rolige er Minut . Man kan da see , hun aldrig før har været i Selskab . “ „ Nei , det har Du Ret i ! “ udbrød den anden Dame leende . „ Men hvem skulde see paa Frøken Grotte , at hun kun er en Zigeunerpige ? Der er noget i hendes Ydre , der bærer Præget af en adelig Herkomst . “ „ Adelig Herkomst ! Hvor har Du dog dine Øine henne ? Hun ligner jo grangivelig en Zigeunerske . “ „ Aa ja , maaskee Du har Ret . Jeg holder ikke af hende ; hun er saa stolt , skjøndt hun burde mindes fin Fødsel ligeoverfor os , der ere Adelige . Jeg forstaaer ikke , hvorledes Baron Silgestrøm udholder hendes Selskab Dag ud og Dag ind . “ » Jeg heller ikke . Men der kommer Grev Villiam ! Jeg vil nok tale et Par Ord med ham . Aa , tag din Kjole lidt tilside , den skjuler min aldeles . Saa , der er han ! Jeg tænker , det er ester mig han seer . “ Men Grev Villiam gik forbi dem Begge , uden at tilkaste dem et eneste Blik , hvilket syntes at saare dem meget , hvorfor Frøken Lindeborg sagde i en skarp Tone , da han standsede foran Mira og Frøken Vallø : „ Hvor han er blevet mager og bleg , siden sin Udenlandsreise . Der er ikke mange , der holde af ham . Han er saa indesluttet . “ Imidlertid stod Baron Silgestrøm i en Vinduesfordybning i Nærheden af de unge Mennesker og stirrede paa dem med et alvorligt Blik , snart pressende sine Læber tæt sammen , snart smilende , som vilde han sige : „ Hvad kommer det mig ved ! “ — Men alligevel vedblev hans Blik at hvile paa dem , til de skiltes ad og Mira , der fik Øie paa ham , nærmede stg . „ Naa Barn , hvorledes morer Du Dig iaften ? — Godt , hvis jeg skal dømme af dit smilende , lille Ansigt . “ „ Ja , “ svarede Mira tøvende . „ Jeg er meget fornøiet over at have gjort Frøken Hallings Bekjendtskab . Det er en sød ung Pige . Saae De hende ? Det var d^sn Dame , Grev Villiam og jeg talte med nylig . “ „ Hun saae meget ned ud , dog troede jeg ikke , Du og Grev Villiam havde Øie derfor . Men vi bør ikke dømme efter Skinnet . “ „ Nei , det vilde være Uret . Jeg frygter , at de , der gjøre det , ofte tage feil . “ „ Udentvivl , Barn . “ Næste Dag aflagde Grevinde Cederskøld et Besøg hos Fru Grafstrøm . Hun fandt Beate i livlig Samtale med en Syjomfru i Anledning af hendes Sørgedragt , medens Fru Grafstrøm hvilede paa Sofaen i en liggende Stilling og gav dem sine gøde Raad . „ Goddag , kjære Adelyeid ! Tilgiv at jeg bliver liggende , men jeg er saa svag idag , “ sagde Fru Grafstrøm med et træt Smiil . „ Jeg elskede min stakkels Broder Frederik saa høit , som Du veed . Han var altid en god Broder ligeoverfor mig . — Nei , lille Anna , De maa ikke trække Tøiet saa meget ! — Ja , jeg elskede ham rigtignok høit ; vi vare altid gøde Venner . — Jeg troer , De maa gjøre den lidt længere , Anna . Saadan , det er godt . “ „ Hvad mener Du , Adelheid ? “ spurgte Beate „ Aa , jeg tænker den er lang nok , “ svarede denne koldt , da hun ikke kunde forstaae , de havde saa megen Tanke for deres Dragter og saa lidt for ham , for hvis Skyld de skulde bære dem , „ Fru Axelson var her i Morges og ønskede at tale med mig ; men jeg afslog at see hende , som Du kan begribe . Jeg vil ikke staa i nogensomhelst Forbindelse med bende , da Frederik aldrig kunde lide bende , ja , jeg kan næsten sige , da han hadede hende . — Ødelæg ikke Baandene , Anna , seer De ikke , De staaer paa dem ! Tag dem op og læg dem paa Bordet . -— Men jeg glemmer hvad jeg vilde sige ; jeg lod Anna underrette hende om , at jeg ikke kunde see hende , da hun meget godt vidste at Oberst Adlersparre , medens han endnu var slive , ikke ønskede , jeg skulde bolde Omgang med kende . Men hvad Svar troer Du vel , hun sendte mig gjennem Anna ? “ — „ Siig til Fru Grafstrøm , jeg er ikke kommet for at see til hende , men kun for at høre noget om min stakkels Broders Død . Jeg vil gjerne vide , hvem der var hos ham i hans sidste Stund . “ „ Forstaaer Du ? — Hun vidste godt , stakkels Frederik døde langt borte fra alle dem , der elskede ham ; men deler ikke vor Feil . Der er vist neppe nogen , der havde havt Mod til at flytte ud paa Landet for at bo ganske ene med en gammel gnaven Pebersvend . Nei , da han skrev til mig og Beate om , at vi skulde komme og være hos ham , afslog jeg det med Beslemthed og Beate forsikrede mig , hun vilde for ingen Priis leve ude paa Landet . “ » Nei , jeg havde paa ingen Maade taget derud , “ forsikrede Beate idet hun betragtede sig i Speilet . „ Jeg havde aldrig holdt det ud . Onkel Frederik var den mest kjedelige og gnavne Pebersvend , man kunde tænke sig , altid » rippende , altid skjældende . — Aa , ræk mig Saxen , Anna . “ „ Og hvad mener Du vel om Fru Axelson , hun var allerede i dyb Sorg ! Jeg er vis paa , Frederik forbød hende det , dersom det stod i hans Magt . Hun burde dog have havt saa megen Følelse , ikke at tage en saadan Dragt paa , før jeg og Beate , som ere de eneste Arvinger , have iført os vore . Men hun har aldrig havt Takt , derfor handler hun , som hun gjør . “ Grevinde Cederskøld var rød af Vrede , men hun forsøgte at bekæmpe den og sagde koldt : „ Veed Du , hvor Fru Axelson boer ? Jeg vil tage hen og aflægge hende et Besøg . Jeg har tænkt derpaa siden jeg hørte , Oberst Adlersparre var død , og at Du var hans eneste Arving , skjøndt han havde endnu en Søster , som han ganske har glemt . Da jeg hørte om al denne Uretfærdighed imod den kjærlige , blide Fru Axelson — jeg , som veed , hvor lidt hun fortjener at behandles paa denne Maade af Nogen , mindst af hendes egne Nærmeste — sagde jeg strax til Cederskøld , jeg vilde gaae op til hende ; thi jeg hader Uret , og jeg har aldrig hørt Nogen handle mere uretfærdig end Oberst Adlersparre har gjort i dette Tilfælde . Du maa tilgive mig , at jeg taler saa lige ud , men Du veed jo , jeg maa sige min Mening , og det gjorde mig saa ondt at høre alt dette . Min eneste Trøst var , og det sagde jeg ogsaa til Cederskøld : » Kjære Ven , jeg er vis paa , Fru Grafstrøm aldrig vil tillade en saadan Uretfærdighed . Hun deler naturligviis Arven med sin Søster , der er meget mere trængende end hun , som kun har et Barn og Alt , hvad hun skal bruge . “ — „ Men hvor kunde Du tale saa ufornuftigt ! Jeg har jo ingen mulig Ret ti ! at handle saaledes , “ udbrød Fru Grafstrøm forbavset , medens Beate vendte sig fra Speilet og stirrede paa Grevinde Cederskøld med aabne Øine . „ Det synes næsten , Du har glemt , at Oberst Adlersparre netop har efterladt mig hele fin Formue , fordi kan ikke ønskede Fru Axelson skulde have saa meget som en Skilling af den . Og det synes næsten ogsaa , Du har glemt , jeg har en Datter , som det er min Pligt at sørge for , en Datter , hvis Opdragelse har været saa vidt forskjellig fra Fru Axelsons Børns som Dag og Nat . Beate kunde ikke udholde at bære noget Savn ; og jeg er altfor glad ved at vide , jeg nu kan bevare hende derfor , saa jeg ikke selv vil gaae hen og berøve hende det , der med Rette engang bør tilfalde hende . Nei , kjære Adelheid , Du viser altfor tydelig i delte Tilfælde , at Du selv ingen Børn har , ellers kunde Du aldrig have tænkt eller talt saaledes “ „ Tro mig , jeg vilde alligevel ikke blot have tænkt og talt , men ogsaa handlet saaledes ! “ udbrød Grevinde Cederskøld med Varme . „ Jeg vilde ikke have betænkt mig et Minut , selv om jeg havde havt Børn , og ligesaa lidt vilde Cederskøld have gjort det . Hvor kunde jeg have gjort Brug af saadanne uretfærdige Penge , umuligt ! “ „ Hvis Du behager , ville vi ikke tale mere om denne Gjenstand , “ sagde Fru Grafstrøm med en fornærmet Mine . „ Vore Meninger ere saa forskjellige , ikke blot i delte , men jeg tør sige , i alle Tilfælde , lad os derfor ikke trættes ; men lad enhver af os handle , som hun behager og som hun har Ret til at gjøre . — Frøken Lindeborg har netop været her . Hun fortalte os , hun havde moret sig overordentlig hos Dig igaar Aftes . Hun talte ogsaa meget om en Frøken Halling , som var saa besynderlig . Hvor har Du gjort hendes Bekjendtskab ? Jeg har aldrig hørt Dig omtale hende . “ „ Jeg kan ikke forstaa , hvorfor Frøken Lindeborg kalder hende besynderlig , da hun tvertimod er en meget vakker ung Pige , saa vakker , at jeg skulde ønske alle unge Piger vare lig hende . “ „ Et meget smigrende Ønske for os andre ! “ udbrød Beate , rødmende af Vrede . „ Men maa jeg bede om at ligne mig selv ; det tænker jeg tjener mig bedsk “ „ Vil Du gjøre mig den Tjeneste at give mig Fru AxelsonS Adresse , saa vil jeg tage op til hende for Middag , ' sagde Grevinde Cederskøld rolig . „ Ja , inderlig gjerne , dersom jeg kjendte den . Men Gud maa vide , hvor hun boer . Jeg er bange , det er i et Kvarteer , Du neppe vover Dig til , “ svarede Fru Grafstrøm spydigt . Grevinde Cederskøld gav intet Svar . Hun reiste sig hurtigt , sagde nogle ligegyldige Ord til Beate angaaende dennes Dragt og tog derpaa Afsked , idet hun lod de to Damer tilbage i den største Vrede medens hun , med et foragteligt Smiil paa sine smukke Læber , begav sig til Frøken Søtherberg , som hun ikke havde seet længe . Hun fandt hende svagere end nogensinde , men ogsaa mere tilfreds og det var i Sandhed meget behageligt at besøge en saadan Syg . Da hun havde været der noget , kom Doctor Odman , der » efter som sædvanligt at have afslaaet at sidde ned og alligevel gjort det , begyndte at tale om det Ene og det Andet og tilsidst udbrød : „ Naa , hvad mener De om gamle Oberst Adlersparre , stolte Nar , ufornuftige Pebersvend ! Havde jeg været hans Læge . . . . Men jeg vil ikke tale ud ; Fru Axelson bad mig ikke tale paa den Maade om hendes Broder , da jeg sagde det samme til hende , dumme , gamle Fyr , som jeg er . “ „ Kjære Doctor Odman , “ sagde hun , „ De maa ikke tale om min Broder paa den Maade , idetmindste ikke i min Nærværelse . Jeg kan ikke taale at høre det . “ „ Hun saae ned for at skjule sine Taarer ; men jeg svarede , thi jeg er en uforbederlig gammel Nar : „ Hvor kan De græde over den uretfærdige gamle Pebersvend ; han er ikke Deres Taarer værd . Han som . . . . “ „ Jeg beder Dem . tal ikke ud ! “ sagde hun bebreidende . „ Del skulde gjøre mig ondt , om Børnene hørte Deres haarde Dom over den Onkel , jeg har lært dem at elske . Hvorledes kan De have Ret til at dømme ham , som De gjør ; De kjender jo ikke vore Familieanliggender . Min Broder har ikke handlet uretfærdigt imod mig ; nei , han har ikke , og jeg vil ikke tillade Nogen , selv ikke Dem , min gamle Ven , at tale ondt om ham . “ „ Ja , saaledes sagde hun , stakkels Dame , og jeg manglede Mod til at gjendrive hende ; thi det er glædeligt , meget glædeligt , at høre saadanne Ord fra et Hjerte , der er blevet behandlet saa uretfærdigt som hendes . Derfor tav jeg ogsaa , skjøndt der var meget , jeg havde Lyst til at sige . “ „ Jeg er rigtig glad over , at De har omtalt Fru Axelson , Doctor Ødman , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Jeg kommer netop fra Fru Grafstrøm , som jeg bad om at give mig Søsterens Adresse ; dog hun kjendte den ikke . Men nu kan De sige mig den , saa vil jeg strax gaae til hende . “ „ De ? — Hum ! Hum ! “ „ Ja , jeg , Doctor Ødman ! Hvorfor siger De „ Hum ! Hum ! “ med saadan en tankefuld Mine ? Troer De maaskee , De er den Eneste , der har Ret til at besøge hende ; da maa jeg forsikkre Dem , De er paa Vildspor . Derfor , kjære Ven , hendes Adresse . “ „ Jeg maa tilstaae , jeg giver den nødig , “ sagde Doctor Ødman og dreiede sin Stok i en Rundkreds . . Jeg troer ikke , hun holder af at blive forstyrret i sin Ensomhed , og hvorfor fkal saa netop jeg , som jeg nok tør sige , er hendes eneste Ven , give Dem den . “ „ Jeg har aldrig før hørt Mage til Tale ! Men De kommer ikke herfra før De har givet mig den . Troer De det ikke ? — hun reiste sig smilende , aflaasede Døren og puttede Nøglen i Lommen . „ Naa , Doctor Ødman , hvor boer saa Fru Axelson ? “ , Aa , jeg er ikke blevet saa gammel , som jeger , for Ingenting , “ svarede Doctoren halvt vred , halvt smilende . „ Jeg siger ikke et Ord , heller ikke har jeg isinde at blive her i Fangenskab . Pas paa ! “ Han løb ud ad den anden Dør , som Grevinde Cederskøld ikke havde tænkt paa , saa hurtigt som et ungt Menneske , før hun kunde forhindre det . „ Hvad siger De til det , kjære Frøken Søtherberg , troer De det var vor gamle Doctor , som løb saa hurtigt bort ? — Men jeg forsikkrer Dem , han skal dog sige mig Fru Axelsons Adresse , før denne Uge er omme . Og nu maa jeg hjem . De er vist kjed af mig og min Sladdren , og det har De Grund til . “ „ Tvertimod , det har været mig en Opmuntring at høre paa Dem , og det skal glæde mig , om De snart igjen vil besøge mig . “ „ Vær vis derpaa . Men nu maa jeg først passe mit Snit til at frarøve Doctor Ødman hans kostbare Hemmelighed . Farvel saa længe . “ Hun rakte Frøken Søtherberg begge sine Hænder og tog smilende Afsked . Hun havde neppe lukket Døren efter sig , før den anden Dør , gjennem hvilken Doctoren var forsvundet , blev aabnet og denne traadte ind , idet han saae sig om med et speidende Blik . „ Hum ! hun er gaaet . Hum ! “ — Han satte sig igjen ved Siden af Frøken Søtherberg . . Hvorfor vil De ikke give Grevinde Cederskøld Adressen ? “ spurgte Rose smilende . „ De kan være sikker paa , hun alligevel faaer den . Mira siger , naar hun en Gang har sat sig noget i Hovedet , kan . . . “ „ Djævlen selv ikke faae det ud igjen ! Men veed De , hvem der er Djævlens Mester ? “ „ Nei , Doctor , jeg maa tilstaa , jeg er meget uvidende i den Retning . “ „ Godt , laa skal jeg sige Dem det . Djævlens Mester er den , hvis Villie er stærkere end Djævlens . Men jeg kom tilbage for at give Dem Fru AxelsonS Adresse . “ Han trak et lille Stykke Papir op af Lommen og skrev nogle Linier derpaa . „ Der er den . Nu kan De give den til Grevinde Cederskold , hvis De vil , naar hun kommer her igjen . Jeg vil ikke gjøre det , jeg maa holde mit Ord . Men den Tanke slog mig , saa snart jjeg var flygtet ud af Døren , hvad om hun kunde blive Fru Axelson til Nytte paa en eller anden Maade ? — Derfor kom jeg igjen . Gjør nu , hvad De vil , med Papiret , Frøken Søtherberg , men gjør det snart , hum ! — Ja , Farvel . “ Syngende : „ Jeg veed , jeg veed , jeg veed et Hjerte , Som banker . . . forlod han Værelset , medens Rose puttede det lille Papir i en Konvolut og sendte det til Grevinde Cederskøld . Mira sad og spillede , da Grev Villiam traadte ind . „ Lad mig endelig ikke forstyrre Dem , “ sagde han . „ De veed , hvormeget jeg holder af Musik , vedbliv derfor endelig at spille , jeg vil sidde ned og lytte . “ Han tog Plads ved et Vindue , medens Mira smilende fortsatte sit Spil , men ingen af dem syntes at tænke paa selve Musiken . Greven stirrede med et tankefuldt Blik paa den smukke Skikkelse , der sad ved Instrumentet ; Mira saae med en fraværende Mine paa de gamle Portraiter , som hang paa Væggen foran hende . Begge vare saa optagne af deres Tanker , at de ikke lagde Mærke til Baron Silgestroms Indtrædelse . Da han fik Øie paa Grev Villiam , der sad og saae paa Mira , gik han et Skridt tilbage i den Hensigt at forlade Værelset , useet som han var kommet ; men i det Samme “ vendte Mira sig mod Greven og sagde : „ Jeg ønsker at tale aabent med Dem om noget , der ligger mig paa Hjertet , Grev Villiam . “ „ Grev Villiam ! — Hvorfor kalder De mig saaledes Mira ? Har jeg maaskee fornærmet Dem , uden selv at vide det ? Hvorfor siger De ikke Villiam , som De pleier . Siig Villiam , ellers er jeg nødt til at kalde Dem Frøken Grotte . Men det ønsker De maaskee ? -— Nu , Frøken Grotte , tal aabent til mig . Jeg hører efter . “ „ Hvor De er ufornuftig , Villiam . » Jeg har ikke tænkt paa at fornærme Dem ; men . . . . “ „ Stille , Barn . Du maa holde Din lille Tilstaaelse hos Dig selv , til jeg er gaaet , “ sagde Baronen koldt . „ Jeg kan forstaae , Du ikke ønsker en Tredie skal høre den . Men Du skal snart blive af med mig . Jeg kom kun for at invitere Dig til Concerten i Aften . Det er Alt . “ Han bukkede koldt for den unge Greve , der stirrede forbauset ester ham til Døren var lukket og hans Trin hendøde i Corridoren . „ Hvad var der iveien med ham ? “ spurgte han Mira . „ Det lod næsten til , han var vred paa en af os , skjøndt vi ikke sagde et eneste Ord . Kom Mira , sid ned og fortæl mig , hvad De har paa Hjertet , som om vi ikke vare blevne afbrudte af Nogen . “ „ Nei , Grev Villiam , “ svarede Mira ængstlig , med Øinene hvilende paa Døren , gjennem hvilken Baron Silgestrøm var forsvundet . „ Jeg har Intet at sige Dem . “ „ Intet , Frøken Grotte ? — Godt , det er det Samme som : Gaae . De generer mig ! For et Øieblik siden sagde De , De ønskede at tale aabent med mig . Nu har De Intet at sige mig ; men jeg har Noget at sige Dem . Tag Dem i Agt , Mira , De er paa Vei til at blive lunefuld . Men Mira , dersom De vidste , hvor ubehagelig en lunefuld Kvinde er , hvorledes alle hendes gode Egenskaber lidt efter lidt blive tilintetgjorte , til hun bliver saa forandret , at Ingen kan gjenkjende hende . Dersom De vidste det , Mira , vilde de vende om , medens det endnu er Tid . “ Men Mira hørte ikke hans Ord . Hun stirrede paa Døren ; hun syntes at lytte , og da Grev Villiam havde endt sin lille moralske Prædiken og alt blev stille , vendte hun sig hurtigt om mod ham og sagde bestemt : „ Villiam , De maa forlade mig . Gaae , min Ven , gaae ! “ „ Ja , jeg forstaaer Dem , “ svarede han koldt . „ Det er de rette Tegn . Maaskee Øe har Hovedpine som Beate , naar hun ikke kan saae sin Villie . O , Kvinderne , Kvinderne ! Men jeg vil ikke gaae . Øe kan ikke forbyde mig at blive her , saa længe jeg behager , ' Han satte sig ned ved Instrumentet og begyndte at spille . „ Nei , jeg kan ikke forbyde Dem at blive , men jeg kan selv gaae , og det vil jeg gjøre . Jeg er ikke lunefuld , som Øe siger ; men jeg er . . . . “ „ Men Øe er . . . hvorfor standser Øe ? “ „ Farvel , Villiam ! ' „ Stop , Mira ! Øe maa ikke forlade Værelset for min Skyld . Jeg gaaer strax . “ Men Mira havde allerede lukket Døren efter sig og gik til sit eget Værelse ; men for hun naaede det , mødte hun Baronen , som var paaklædt til at gaae ud . Han standsede foran hende og sagde sarkastisk : „ Hvad Barn , det seer næsten ud , som om Du flygtede fra din Ven . Jeg haaber ikke , jeg uden selv at vide det , er den uskyldige Aarsag dertil . Du behøver ikke at frygte for mig , stig ham alt , hvad Du har paa dit Hjerte , jeg skal ikke mere afbryde Eder . Nu gaaer jeg , som Du seer , ud . Farvel , Barn . Tal aabent med din Ven . “ Han vendte sig og vilde gaae ; men Mira standsede ham og sagde : . Nei De maa ikke forlade mig saaledes ! Jeg forsikkrer Dem , jeg havde intet paa Hjertet , jeg vilde fortælle Grev Villiam ; Intet . “ — „ Intet , Barn ? — Hvad meente Du da , da Du sagde , Du ønskede at tale aabent med ham om Nogel , Du havde paa Hjertet ? — Men dit Noget er maaskee det Samme som andre Folks Intet , eller Du vilde maaskee kun spøge lidt med ham . Godt , Barn , jeg vil ikke forhindre Dig deri . Gaae , men husk paa , der er en Feil , der er større end alle andre , og det er ikke at holde sig til Sandheden . Barn , Barn , Du maa altid tale Sandhed ! Glem ikke , Usandhed er Moder til alle andre Feil . “ Han forlod hende med et strengt Blik . „ Jeg tale Usandhed ! “ raabte hun heftig da hun var blevet ene . „ Du maa tale Sandhed . “ — „ Som om jeg havde talt Usandhed . — O , Baron Silgestrøm , hvor uretfærdig De altid er imod mig ! Og jeg , som elsker ham saa høit . — Men han vil aldrig forstaae mig . Han forlod mig uden at sige et venligt Ord , skjøndt han har saaret mig saa dybt . Jeg vil ikke tale til ham . Jeg vil være tavs hele Dagen , men jeg vil sige ham , hvor uretfærdig han har været mød mig . Jeg vil . . . . Nei , jeg vil ikke ! Han er saa god , saa retfærdig , han vil snart angre sine haarde Ord til mig . Derfor vil jeg ikke mere tænke paa dem . Jeg vil gaae til Rose . Hun veed at trøste , naar man er bedrøvet . “ Grev Villiam , som hele Tiden havde ventet , Mira vilde komme tilbage , blev endelig utaalmodig , da han saae , han havde taget feil , og reisfe sig med en fornærmet Mine . „ Det er tydeligt , jeg gjør hende ikke Uret ; hun er virkelig paa Vei til at blive lunefuld . Det gjør mig ondt ; thi selv nu søler jeg , hvor høit jeg elsker hende . Stakkels Lille ! Naar hun blot vidste hvor ubehagelig en lunefuld Kvinde er . Min egen Moder var meget lunefuld . Det husker jeg godt , skjøndt jeg var et Barn , da hun døde . Hun kunde blive vred over ingen Ting , naar hun var i det Lune , og min stakkels Fader . . . . Jeg maa lee , naar jeg tænker paa hans Ansigt , naar Vinden blæste fra den Kant . Han vidste neppe om han turde sidde , staae eller gaae . Alt hvad han gjorde , var galt . “ „ Men jeg vil ikke vente længer paa Mira . Holde vi ikke en Kvinde i Tømme , medens det endnu er Tid , vtl hun snart tage Kommandoen fra oS . Derfor vil jeg gaae . Hun maa ikke bilde sig ind , jeg venter paa hende , den kjære , lille Pige . “ Han greb fin Hat , gik hen til Døren , men standsede der med en tankefuld Mine . „ Alligevel har jeg stor Lyst til at see hende , før jeg gaaer . Men hvorledes ? -— Jeg vil banke paa hendes Dør og bede hende komme ud et Øieblik . Men jeg maae alligevel lade hende mærke , jeg er vred , ellers bliver hun min Herre før jeg veed et Ord deraf . “ Han forlod Værelset , gik hen til Miras Dør og bankede sagte paa . „ Mira , De gjør mig en stor Tjeneste , hvis De kommer ud et Øieblik . Jeg vil gjerne sige Farvel til Dem . Jeg haaber , De ikke er vred paa mig . Jeg mener , jeg vil ikke være vred paa Dem , hvis De kommer ud . “ Men Mira svarede ikke . Hun var ikke i sit Værelset men var allerede gaaet til Frøken Søtherberg . „ Godt ! hvis De ikke vil svare mig , gaaer jeg uden at see Dem . Men glem ikke , hvad jeg sagde før , De er paa Vei til at blive . . . . De veed , hvad jeg mener . Farvel , Mira . Jeg er ikke mere . . . . De maa ikke mere vöere vred paa mig . “ Han sukkede , maaskee over sin egen Svaghed , og forlod Huset . Imidlertid var Baron Silgesfrøm naaet hen til Frøken Søtherberg , der modtog ham med saa venligt et Smiil , at det tydeligt nok viste , hvor glad hun var ved at see ham . Han lagde sin smukke Bouket taus paa Bordet , satte sig ned ved Siden af hende og spurgte deeltagende : „ Hvorledes har De det idag ? “ „ Tak , jeg har det rigtig godt . Og Doctor Ødman var øgsaa mere tilfreds med mig idag , end han har været lige siden jeg blev syg . Jeg bliver nok snart fuldkommen rask igjen . Men hvor det er en smuk Bouket . O , lad mig sige Dem , hvor stor en Glæde , De gjør mig med disse Blomster ! Jeg troer , De vil engang , naar jeg ikke er mere , glæde Dem ved at tænke derpaa . Naar De blot vidste , hvor det er mig en Adspredelse at see paa disse kjære Smaa , at tale med dem , naar jeg er ene . Det er som havde de Liv , vare de Børn , til hvem jeg kunde fortælle alle mine eensomme Tanker . “ „ Jeg kan ikke sige Dem , Baron Silgestrøm , hvor meget jeg holder af Blomster . Da jeg var et Barn , kunde jeg more mig en heel Dag med at sidde i vor lille Have og tale med mine kjære Blomster . Jeg kunde fortælle dem det ene Eventyr ester det andet , og jeg syntes altid , de til Gjengjæld fortalte mig nøgle igjen , meget smukkere end mine egne . “ „ De ligner Mira i denne Retning , “ sagde Baronen . „ Hun holder ogsaa meget af Blomster . Jeg kan huske , jeg fandt hende engang , da hun var et Barn , i dyb Samtale med et stort Blomsterbed . “ „ Jeg nærmede mig lydløsf , da jeg vidste , hun vilde flygte , naar hun fik Øie paa mig , og hørte hende sige til en rød Rosenbusk , der stod og bredte sig i Midten af Bedet : „ Hvis Du vil høre , Frøken , skal jeg synge en Sang om en Sommerfugl , som ikke kunde lide at nogen var smukkere end den ; for jeg troer næsten , Du hører til den samme Slags Folk , siden Du skjuler alle de andre smukke Blomster , der ere mindre end Du , med dine grønne Grene . See blot , hvor Du har skjult min kjære lille Ranunkel . Fy , Du . . - “ » Her fik hun Øie paa mig , og da jeg smilede ad hendes halvt forbausede , halvt fornærmede Mine , udbrød hun rødmende af Vrede : „ De burde ikke have lyttet , Baron Silgestrøm I Nei , De burde ikke have lyttet . “ Og hun forlod Haven med en Drønnings Mine . Men der kommer hun . Naa Barn , Du seer jo lige saa rød ud som Roserne fra din Barndom . Kom , sid her ved Siden af din Søster . Jeg kan sætte mig i den store Lænestol . “ Og for første Gang siden Baron Silgestrøm havde gjort Frøken Søtherbergs Bekjendtskab , gik han ikke , som han pleiede , da Mira kom . „ Takl “ sagde Mira . „ Men De skulde ikke have sliftet Plads for min Skyld . O , hvilken en smuk Bouket ! “ Hun greb den og skjulte sit rødmende Ansigt bag de duftende Blomster . „ Hvor jeg skulde ønske at have en saadan . “ Hun slandsede skamfuld over de ubesindige Ord , der vare undslupne hende , og tilføiede , idet hun hurtig lagde Bouketten paa Bordet : „ Nei , jeg vil ikke have den ! Jeg talte uden at tænke . “ Men Baronen og Rose syntes ikke at have hørt hende , De talte om andre Ting , og snart efter vare de alle tre i dyb Samtale om Nyhederne i de sidste Blade . Mira havde glemt sin Vrede mod Baron Silgestrøm , og han havde ogsaa , som det lod til , glemt sin mod hende . Alt var Fred og Harmoni , da med et Døren gik op og Grev Villiam , der var kommet for at aflægge Frøken Søtherberg en Visit , traadte ind . „ Maa jeg slutte mig til Selskabet , “ sagde han og satte sig ned . „ Det lader til , vi Alle have faaet den Idee at aflægge Dem et Besøg , Frøken Søtherberg . Men jeg maa virkelig bede Dem om Tilgivelse , Mira ; jeg har været meget uretfærdig mod Dem i mine Tanker . Jeg troede nemlig , De ikke vilde svare mig , da jeg stod ved Deres Dør og sagde Farvel til Dem ; nu seer jeg , De har været lovlig undskyldt . Jeg maa lee af mig selv : jeg blev saa vred paa Dem , at jeg lovede , ikke at tale til Dem de første fjorten Dage . ' „ Nu , det maa jeg fige , naar De straffer , straffer De meget haardt , “ sagde Baronen sarkastisk . „ Det var en Lykke for den stakkels Mira , at De tog feil . Og nu , kjære Frøken Søtherberg , vil jeg overlade Dem til Grev Villiams behagelige Selskab ; thi jeg haaber , han ikke har isinde at straffe Dem saa strengt som han havde bestemt at gjøre ved vor lille Mira . Farvel , Allesammen ! “ „ Jeg kan ikke gjenkjende Baron Silgestrøm i Dag ! “ udbrød Greven , da de vare blevne ene . „ Han har aldrig før været saa sarkastisk . “ Men ingen af Damerne svarede ham og alle tre sade tause en Stund . Efter en Tid reiste han sig og tog Afsked med en tankefuld Mine . „ Man skulde næsten tro , Baronen og Greven havde imod hinanden , “ sagde Rose med et spørgende Blik paa Mira . „ Det skulde gjøre mig meget ondt , om Baron Silgestrøm virkelig ikke holder af den unge Mand , da Du . . . “ hun tøvede et Øieblik ; men vedblev derpaa frygtsomt : „ Jeg froer Du vilde være mere tilfreds , hvis Baronen holdt af Grev Villiam . “ „ Jeg ? “ — udbrød Mira rødmende . „ Jeg forstaaer Dig ikke . Men Du tager feil , hvis Du froer af Baron Silgestrøm og Grev Villiam have imod hinanden . Jeg froer tvertimod , de ere meget gode Venner . Men selv om de ikke var det , kan jeg ikke forstaae , hvorfor det skulde gjøre mig ondt . “ — „ Forstaaer Du ikke det . Naa , jeg har jo lovet Dig , ikke af spørge om denne Gjenstand , og jeg vil holde mit Ord . Har Du nylig talt med Grevinde Cederskøld og fortalte hun Dig ikke , af hun havde besøgt Fru Axelson ? “ „ Nei , jeg har ikke seet Adelheid siden det store Selskab , jeg fortalte Dig om , sidst jeg var her . Men jeg tænker , hun har været hos Fru Axelson , da hun allerede den Aften sagde , hun snarest muligt vilde aflægge hende et Besøg . Og Adelheid pleier at holde sit Ord , naar hun siger noget . “ „ Ja , saa har hun nok været der ; thi hun er saa god og glemmer vist ikke de af sine Venner , der ere fattige og sorgfulde . Hun kommer ogsaa tidt til mig , og jeg er saa glad ved at see hende . “ Da Mira kom hjem nogle Timer senere , fandt hun en smuk Bouket staaende paa sit Sybord . Først blev hun meget glad for Blomsterne ; men da hun tænkte paa , hvad ber havde fremkaldt denne Gave , blev hun skamfuld og tænkte : „ Det er mine ubetænksomme Ord , der have givet ham Ideen , ellers havde han neppe husker , at jeg ogsaa holder as Blomster . Hvorledes kan jeg lakke ham for en saadan Gave ? — Jeg vil lade , som jeg ikke har seet den . Hvor jeg skulde have holdt meget af Eder , I søde smaae Blomster , naar han selv havde tænkt paa at give mig Eder . Nu vil jeg ikke pleie Eder for hans Skyld , men fordi jeg holder saa meget af Blomster . “ Hun bøiede sig ned og kyssede dem ømt . Da hun traf sammen med Baronen ved Middagsbordet , sagde hun ikke et Ord om Bouketten . Ingen af dem talte meget , men da de stod op fra Bordet sagde han : „ Jeg . haaber Du husker at gjøre Dig færdig til rette Tid i Aften . Concerten begynder Klokken otte . “ „ Tak . Men jeg troer , jeg har bedre af at blive hjemme . Jeg er ikke ganske rask . “ Hun rødmede , thi hust kom til at tænke paa Grev Villiams Ord : „ De er paa Veie til at blive lunefuld . “ Var det virkelig Tilfældet ? — Hun vidste det ikke ; men hun følte , hun kunde ikke modstaa at afslaa at gaae til Concerten . » Er Du syg , Barn ! “ udbrød han med et ængstligt Blik . „ Hvorfor har Du ikke sagt mig det før ? — Og jeg som talte om Concerten til Dig . Stakkels Lille , nu seer jeg først Du er bleg , meget blegere , end Du er vant til at være . Du maa strax gaae til Ro . Jeg skal sende Bud efter Doctor Ødman . Hvor tankeløs jeg har været , ikke at see , hvor bleg Du er . Kom Barn , Du maa ikke blive her , gaae strax ind og søg Hvile . “ „ Nei Tak , jeg er ikke saa syg , som De troer . Jeg har kun lidt Hovedpine . Jeg vil ikke lægge mig , og De maa ikke sende Bud efter Doctor Ødman . Det gaaer snart over , naar jeg holder mig rolig . Send ikke Bud efter ham , han vil kun lee af mig . “ „ Nei , Barn , han vil ikke lee . Denne Gang maa Du lade mig raade . Du er saa bleg . Du maa ikke være ligegyldig for din Helbred . “ Det nyttede ikke , hvad Mira sagde , Baron Silgestrøm gav ikke ester . Og Mira , som for første Gang virkelig havde været lunefuld , maatte gaae at lægge sig , skjøndt hun aldrig havde følt mere Ulyst dertil . Men denne Straf , som Baron Silgestrøm paalagde hende uden selv at vide det . var til stor Nytte for hende ; thi den tilintetgjorde den frodige Plante , vi have givet Navn af Lunefuldhed , i Spiren , og hun prøvede aldrig oftere paa at være lunefuld . Imidlertid var det en tung Dag for hende og værre blev det , da vor gamle Ven , Doctor Ødman , traadte ind med sit „ Hum ! “ Hun var gjerne flygtet , havde der viist sig en Mulighed dertil . Nu maatte hun nøies med at skjule Ansigtet i Puderne . „ Naa , hvad er der i Veien ? “ spurgte han og satte sig ned ved Sengen . „ Er De syg , maaskee lidt Hovedpine . Hvad ? — Hvorledes har Pulsen det , lad mig føle . — Ingen Feber ! Hvad er der da i Veien med os ? “ „ Ingenting ! Jeg er flet ikke syg . Men Baron Silgestrøm vilde ikke tro mig . “ „ Hvad , vilde han ikke tro Dem ! — Hvilken en Nar han maa være , ikke at tro , naar en forkjælet ung Dame selv siger , hun ikke er syg . Som om han ikke vidste , hvor villige de unge Damer altid ere til at fortælle os , de ere syge , meget syge , ja , værre end Nogen skulde tro . Nei , min kjære Baron , De har , som jeg seer , endnu meget at lære ! — Men hvordan har vort lille Hoved det ? Gjør det meget ondt ? “ „ Ja , lidt , “ svarede Mira rødmende over den Usandhed , hun var tvungen til at sige . „ Men De behøver ikke at see til mig i Morgen , saa er jeg nok rask . “ „ Naa , saa jeg behøver ikke at see til Dem i Morgen . Hvor Damerne ere kloge , klogere end deres Læger . Det er mærkeligt nok , al de endda sende Bud efter os . Men siden Baron Silgestrøm ønsker De skal holde Sengen idag , er det rimeligt jeg ogsaa viser , jeg har en Billie . Derfor skal De blive liggende , til jeg igjen kommer og seer til Dem . “ „ Nei , jeg bliver ikke liggende saalænge ! Jeg har jo sagt , jeg ikke er syg . “ „ Men De skal alligevel blive liggende . Det vil være rigtig godt for Deres Hovedpine . Nu skal jeg fortælle Dem en Historie om Hovedpine . Men De maa nu sket ikke tro , jeg sigter til Dem med den unge Dame , jeg omtaler . Jeg veed jo godt , De er ikke det mindste lunefuld . “ „ Der var engang en ung , lunefuld Dame , der altid fortalte Folk , hun havde Hovedpine , naar hun var i ondt Lune . “ „ Nei , jeg vil ikke høre Deres Historie ! “ raabte Mira heftig . , De maa forlade mig ; jeg vil prøve paa at sove lidt . Gaae , kjære Doctor , for jeg vil ikke høre Deres Historie . “ „ See , see ! “ sagde den gode Doctor med et forskagent Smiil , „ vidsle jeg ikke , De var saa fornuftig og klog en ung Pige , som aldrig har været lunefuld , vilde jeg sandelig tro , De var saadan en Person som den unge Dame , jeg netop vilde fortælle Dem om , siden De paa ingen Maade vil tillade mig af give min uskyldige Fortælling til Bedste . “ „ Hvor De er skem mod mig idag , “ sagde Mira smilende , skjøndt hendes Øine stode fulde af Taarer . „ Men hvis det kan tilfredsstille Deres kolde , ufølsomme Hjerte , forsikkrer jeg Dem , De kunde aldrig have straffet mig strengere , end De har gjort , hvis jeg virkelig var saadan en ung Dame , som De synes af mene . Gaae nu , Doctor . De har vundet Seier . Men vær vis paa , De skal aldrig oftere faae Leilighed til af straffe mig paa saadan Maade . Her er min Haand , hvis De ikke vil afstaae saadan en lunefuld ung Dames Haand . Jeg ønsker af vise , af vi tiltrods for alt dette er Venner , bedre Venner end vi have været nogensinde før . Det var en god Kuur , De lod mig gjennemgaae . Jeg tænker den vil kurere mig for bestandig , hvis jeg virkelig er lunefuld . Ialfald gjør den ingen Skade . “ „ Men jeg kjender Dem for godt til af tro , De er lunefuld . Kom med Haanden , saa er alt godt ! — Jeg holder ikke af den Slags Folk , som tro , at vi Læger kun skulle helbrede deres Legemer . Nei , De forstaaer os meget bedre , efter hvad jeg mærker . En Læge har ogsaa Ret til at prøve om han kan helbrede sin Patients Sjæl . Men jeg har mange Syge , der blive vrede , naar de mærke , jeg tænker mere paa deres Sjæle end paa deres Legemer , skjøndt de meget godt vide , jeg i de fleste Tilfælde ikke kan helbrede det ene , uden først at have helbredet den anden . Naa , nu maa jeg nok gaae . Jeg er , som De seer , en gammel Sladderhank , og mærkelig nok har jeg endnu ikke kunnet kurere mig selv for denne Sygdom , skjøndt jeg er dristig nok til at ville helbrede baade Sjæl og Legeme paa Andre . Farvel ! Imorgen kommer jeg igjen og er De saa ikke mere syg end nu , skal de saae Lov at staae op . “ Han forlod hende med et venligt Nik . Lidt efter viste den gamle Huusbestyrerinde sig med den lille Bouket i Haanden . Hun satte den paa Bordet ved Miras Seng og sagde med et kjærligt Blik paa sin lille Yndling : „ Lille Frøken har glemt sine smukke Blomster . Men Baronen bad mig bringe dem herind , han ventede De . vilde være glad for dem i Deres Eensomhed . Stakkels Lille , . som , er saa sygi Naar vi blot kunde blive af med den slemme Hovedpine . Jeg veed hvad det vil sige at have Hovedpine , jeg , som altid har den ; ofte troer jeg , mit stakkels Hoved skal briste . Men vi maa holde det ud , kjære Frøken , skjøndt jeg mangen Gang finder det meget haardt , især naar jeg har travlt . Ja , Frøken , saa ønsker jeg af mit ganske Hjerte , jeg kunde hvile mit stakkels Hoved , kun et Øieblik ; men det lader fig ikke gjøre , vi fattige Folk maa arbeide , derfor leve vi , vi maa arbeide enten vi kunne eller ikke ; og det er godt , ellers bleve vi sagtens lige saa dovne som de fleste rige Folk ; jeg skulde næsten tro det ; for undertiden , naar jeg ikke har travlt , som jeg pleier , bliver jeg doven , meget doven . Men her staaer jeg og taler med Dem , stakkels Lille , som var De fuldkommen rask , skjøndt De har Hovedpine og ikke kan taale at høre mig tale . Det kjender jeg saa godt fra mig selv . “ „ Men , min kjære Jomfru Kullberg , hvorfor har De aldrig før sagt mig , De led meget af Hovedpine ! Hvor jeg skammer mig ved at ligge her , jeg , der er fuldkommen rask , medens De bestandig maa gaae og arbeide , skjøndt De altid er syg og trænger til Hvile . Kjære Jomfru Kullberg , jeg kan ikke forstaae , hvorfor Menneskenes Lod i Livet er saa forskjellig , skjøndt vi alle ere Guds Børn . Kom , sid ned og fortæl mig , hvad Deres Mening er herom . “ „ Tak , men jeg kan ikke blive længe herinde , De veed , lille Frøken , jeg har Pligter , som fordre min Nærværelse . Hvad min Mening angaaer , saa har jeg aldrig havt nogen om den Ting , thi jeg tænker altid , enhver Ting , som den gode Gud har indrettet , maa være god . Han kan ikke tage feil . Hvorfor skulde jeg saa ' gjøre mig en Mening derom . Der er vel mange Ting i denne Verden , jeg kunde forundre mig over , men jeg vil ikke , thi forundrer jeg mig først derover , saa tænker jeg dernæst over det , og endelig gaaer jeg videre og siger til mig selv : „ Hvorfor har Gud ordnet det saaledes og ikke saaledes ? — Hvorfor er al Lykken faldet i hendes Lod og ingen i mit ? Er hun maaskee bedre end jeg ? “ » Og jeg vilde begynde at forfølge dette stakkels Menneske i alle hendes Handlinger , for at udfinde , at hun ikke er saa værdig til Guds Godhed , som jeg . Og hvad blev saa tilsidst Enden paa denne frugtesløse Forfølgelse ? — At jeg ødelagde mit eget Hjerte , fyldte det med Misundelse og Ondskab og tilsidst gjorde det værre end hendes , jeg havde forfulgt , fordi jeg troede , hun ikke var Guds Naade værd . Nei , Frøken , jeg tænker aldrig paa de underlige Ting , jeg seer omkring mig ; jeg veed jo , Alt er som det bør være , ellers havde den gode Gud ikke indrettet det saaledes ; thi han er retfærdig . “ „ Kjære Jomfru Kullberg , hvor jeg skulde ønske , jeg havde saa tillidsfuldt og troende et Hjerte som Deres . Men hver Gang jeg har talt med Dem , føler jeg , hvor uværdig jeg er til al den Godhed , Gud har overøst mig med . Har De aldrig været lunefuld ? — Jo , jeg kan læse det i Deres Øine . De har en Gang været det . Fortæl mig det . De veed ikke , hvor glad jeg vil være ved at høre det . “ „ Glad ? — Hvor kan De være glad ved at høre det , som jeg har angret hele mit Liv , skjøndt jeg er helbredet for min Lunefuldhed for bestandig . “ „ Vil De synes , jeg er meget nysgjerrig og ubeskeden , hvis jeg beder Dem fortælle mig Deres lille Historie . Jeg vil saa gjerne høre den . — Men jeg kan see , De bliver vred . De maa tilgive mig , jeg vilde ikke fornærme Dem . Det var ogsaa ubetænksomt at komme med saadan en Bøn . “ „ Ak nei , jeg maatte være en utaknemmelig gammel Nar , hvis jeg et Øieblik troede , De vilde fornærme mig . Hvorledes skulde jeg blive vred paa Dem , som aldrig gjør Nogen ondt . Nei , jeg tænkte kun paa gamle Tider , kjære Tider , glade Tider , sorgfulde Tider . Hvor Tanken dog er forunderlig , at den saaledes kan flyve langt bort i Fremtiden og Fortiden . Den gode Gud kunde da aldrig give os Mennesker en bedre Gave og paa samme Tid en større Straf end vore Tanker , Erindringen om alle vore Handlinger , gode og flette , som de have været . Der er ingen bedre Ven i Verden , i al Fald for os Gamle , som see Livet glide bort indtil det næsten synes som laae det langt , langt bag os , medens Evigheden kommer nærmere og nærmere , end netop Mindet om Fortiden , kjære Frøken . Men De er endnu for ung til at forstaae det , skjøndt det vil komme engang . Lad mig derfor give Dem et Raad , tænk altid paa Deres Handlinger , før De handler , tænk paa Deres Minder til de gamle Dage , at de maa blive rene og smilende ; thi husk paa , de ville engang blive Deres eneste Solskin . “ „ Men her sidder jeg og taler til Dem lig en Professor i Filosofi , stakkels uvidende Skabning , som jeg er , medens De lytter til mig , De , som med Rette kunde være min Læremester . Jeg har jo kun min Erfaring at øse af ; men den er dyrt kjøbt , lille Frøken , det maa De tro . “ „ Jeg skulde være vred paa Dem ? — Nei , langt fra , De fik mig kun til at tænke paa min Ungdom , da De bad mig fortælle min lille Hisforie , og et saadant Tilbageblik giver oS altid lidt Smerte , paa samme Tid som det glæder , derfor saae jeg vel lidt alvorligere ud , end jeg pleier ; men det var Alt , og nu er jeg villig til at fortælle Dem min Hisforie , hvis De vil høre den . “ „ Tak , kjære Jomfru Kullberg , det vil jeg gjerne . “ „ Jeg har jo ogsaa engang været ung , skjøndt jeg nu er graa og rynket , og jeg var ikke blot ung , men , jeg tør nok sige uden at overdrive , ogsaa meget net . „ Jeg var , som De kan begribe , mine Forældres Stolthed ; det er jo altid det eneste Barn , hvorfor de ogsaa forkjælede mig mere , end de burde have gjort . Min Villie var altid deres ; men det vidsle jeg ikke selv , det vilde have gjort mig meget ondt ; thi jeg var ikke halvt saa spoleret , som man skulde tro , da jeg af Naturen var en god lille Pige og aldrig vilde have tænkt paa at gjøre mig til deres Herre , hvis jeg havde anet det , jeg , som altid blev saa vred , naar jeg saae andre Børn , som havde taget Magten fra deres Forældre . „ Men ligegodt var det saaledes og Straffen kom tilsidst . ' — „ Det var da jeg var bleven stor . Jeg lignede en rigtig Dame , maa De tro ; og min Moder sagde altid naar jeg var pyntet : „ Hvor Du seer ud , Barn ! Man skulde næsten tro , Du var en rigtig Dame . Naa , hvem kan vide , maaskee Du engang bliver det . ' „ Gud give hun aldrig havde talt til mig vaa den Maade . Men Fred være med hende , hun er i Himlen . “ „ Ja , ' svarede min Fader . „ Hanne ligner den unge Dame , som blev gift med Majoren . Kan Du huske hende ? ' — „ Paa den Maade talte De til mig og om mig , og det var ikke saa underligt , om jeg blev lidt stolt . „ Saa gjorde jeg Bekjendtskab med en Bøssemager , der baade var god og smuk , ja , for god til mig . Vi elskede hinanden og bleve forlovede . „ Mine Forældre vare rigtignok ikke glade , som De kan tænke Dem , da de hørte denne Nyhed . De havde jo altid troet jeg skulde faae en fornem Mand , og de havde vist aldrig givet deres Samtykke , hvis jeg ikke havde taget Herredømmet fra dem . som jeg fortalte før . „ Wallmark eller Erik , som jeg kaldte ham , var meget godmodig , men havde tillige saa fast en Characteer , som vel nogen Mand kan have . Han havde altid , som Modsætning til mig , været vant til at lyde sine Forældre blindt og behandle dem med al den Respect , et Barn bør vise dem . Derfor kunde han ikke forstaae og endnu mindre lide den Maade paa hvilken jeg behandlede mine stakkels , gamle Forældre , og han skjændte ofte paa mig , naar han havde været Vidne til en af disse Scener , hvor min Villie , som altid , vandt Seier over deres , og jeg , som aldrig før havde anet , jeg var saadant et lunefuldt Pigebarn , blev mere og mere utilfreds med mig selv , med ham , med mine Forældre og med Alt , hvad der omgav mig . „ Tilsidst kom den ulykkelige Dag paa hvilken jeg for beständig mistede min kjære Erik . Det var Straffens Dag . O , min kjære Frøken , Gud lade aldrig en saadan Dag komme til Dem . Men det vil den ikke , De er saa god . — „ Det var en Søndag , Erik var kommet , som han pleiede , for at gaae en Tour med mig , da han jo arbeidede strengt de andre Dage og ingen Tid havde tilovers for Morskab . „ Jeg var netop i et meget ondt Lune , mere utilfreds med mig selv og den hele Verden end nøgensinde , og da han traadte ind , var jeg i Trætte med min Moder om en Hat , hun havde negtet mig . „ Erik havde sagt den sidste Gang , han var Vidne til en saadan Scene : . Hvis jeg nogensinde oftere seer Dig behandle dine Forældre , som Du har gjort idag , hæver jeg vor Forbindelse . Du kjender mig , Ulla , jeg vil holde mit Ord . Jeg skal sige Dig , en Datter , som ikke behandler sine Forældre med den Respect og Kjærlighed , hun skylder dem , bliver aldrig en god Kone . Hun vil behandle sin Mand , som hun behandlede fine Forældre , og jeg vil ikke have en Kone , der vil være Herre i Huset ; jeg vil selv være Herre . Heller ikke vil jeg have en Kone , jeg ikke kan respectere , og jeg kan ikke respectere en Datter , der altid er ulydig mod fine Forældre og trættes med dem , til hun faaer sin Villie . Ulla , Du veed , hvor høit jeg elsker Dig ; men Du kjender ogsaa min bestemte Characteer . Nu har jeg advaret Dig , pas paa , ellers faaer det en sørgelig Ende . “ — » Saaledes havde han sagt , og jeg havde lagt mig det paa Hjertet , thi jeg elskede ham saa høit . Jeg havde ikke været i Trætte med mine Forældre siden den Dag , han havde advaret mig , før denne ulykkelige Søndag , min Moder negtede at give mig en ny Hat . „ Men som jeg sagde , Erik traadte netop ind ; han hørte vor Uenighed og jeg kan ikke negte , jeg havde som sædvanlig det sidste Ord . „ Men det var ogsaa den sidste Gang i mit Liv ! thi siden den Dag har jeg været som jeg er nu , og De maa selv dømme , om jeg nu er lunefuld . — „ Ulla , “ sagde Erik bleg , men bestemt . „ Alt er forbi mellem os . Du har selv valgt , vi maa skilles . Du veed , jeg har advaret Dig . Jeg har meget paa Hjertet , jeg skulde ønske at tale om ; men jeg vil ikke gjøre Afskedsøieblikket bittrere end det allerede er , jeg vil ikke gjøre Dig Bebreidelser i Anledning af det , der er skeet , jeg vil blot sige : „ Ulla , Ulla , tag Dig i Agt ! Vend om , medens det endnu er Tid . Der er et ulykkeligt lille Ord , vi stakkels Mennesker ikke kunne sige uden Anger og Taarer , det er : » For sildigt ! “ — Hvor mange Mennesker have ikke raabt det i en ulykkelig Time , naar Angeren forsildigt har fyldt deres Hjerter med Sorg . Men Du hører endnu ikke til dem , husk det , min egen kjære Ulla . Du kan endnu vende om . Gjør det og Fred være med Dig . “ „ Han rakte mig begge Hænder ; men jeg kunde ikke see det , mine Øine vare blændede af Taarer . „ Farvel , Ulla , jeg vil altid elske Dig . Tilgiv mig , at jeg holder mit Ord , jeg kan ikke andet . Hvis Du bliver straffet , er der En , der ikke bliver det mindre . Ulla , Ulla , hvad har Du gjort ! “ — „ Han var borte , han havde forladt mig for bestandig . Jeg sank om paa en Stol ; mine Been kunde ikke bære mig . „ Men jeg vil ikke trætte Dem med min Sorg . Jeg vil kun sige : „ Han kom aldrig tilbage . Jeg har ikke seet ham siden den ulykkelige Dag . Men Herren give , at jeg endnu en Gang maa tale med ham i dette Liv . „ Tak , Erik , “ vil jeg da sige til ham . „ Nu er jeg , som Du ønskede , jeg skulde være , og jeg takker Dig derfor , thi havde Du ikke handlet , som Du gjorde , var jeg aldrig blevet anderledes end jeg var , ja , maaskee værre . Men takket være Gud og Du , haaber jeg nu , Du ikke behøver at skamme Dig over mig , naar vi engang mødes i Himlen . „ Ja , min kjære lille Frøken , nu er min Historie fortalt . Den er meget simpel ; men som jeg sagde før , jeg haaber , den faaer endnu et Kapitel , før jeg døer . “ Hun tørrede sine Taarer og reiste sig med et veemodigt Smiil . „ Jeg vil gaae og see om Baronen endnu er hjemme . Han længes vist meget efter sin lille Yndling . Men der hører jeg hans Trin . “ Der blev banket paa Døren og Jomfru Kullberg aabnede den paa Klem . „ Hvordan har Mira det ? “ spurgte Baronen ængstelig . „ Tak , “ svarede Mira venligt . „ Jeg er meget bedre . Jeg faaer vist aldrig mere Hovedpine . “ „ Godt , Barn ! Gid Du maatte være en lille Sandsigerske i dette Tilfælde . Men nu maa Du prøve paa at falde isøvn , for ganske at blive rask . “ Han forlod atter Døren og Mira sagde til den gamle Huusbestyrerinde : „ Tak , Jomfru Kullberg , for Deres lærerige lille Historie . Der er mangen høitstaaende Dame , der kunde have godt af at høre den . Jeg vil idetmindste have stor Nytte af den . “ „ Gid det var saavel . Men nu maa De ligge stille og prøve paa at sove , som Baronen sagde . “ Jomfru Kullberg listede sig bort med et kjærligt Blik paa Mira . Nu var hun ene . Hendes Hoved bankede af Tanker til hun virkelig fik Hovedpine . Men hun vilde jage den bort ; hun reiste sig hurtigt , klædte sig paa og forlod Værelset forsigtigt med sin kjære Bouket i Haanden . Hun traadte ubemærket ind i Dagligstuen og satte sig ned i fin egen Stol ved Vinduet , ester at have stillet Blomsterne paa Sybordet , hvor hun havde fundet dem om Formiddagen . Saa lukkede hun sine Øine og faldt i Søvn . Saaledes fandt Baron Silgestrøm hende , da han kom hjem en Time senere . Han nærmede sig forbauset og stirrede med et kjærligt Blik paa den elskede Skikkelse , som syntes at smile i Drømme . „ Kjære Alle ! “ hviskede han . „ Hvorledes er Du kommet her ? — Hun sover . Jeg vil ikke vække hende . Hvor hun smiler ! Hun drømmer maaskee om sin kjære Villiam . “ En Sky lagde sig over hans klare Pande . „ Drøm , Barn . “ sagde han veemodigt , „ jeg drømmer ikke mere . “ Han vendte sig for at forlade Værelset ubemærket , som han var kommet , da en blød Stemme kaldte ham tilbage : „ Jeg sover ikke , Baron Silgestrøm . Jeg er vaagen , “ sagde Mira . Han vendte langsomt tilbage . „ Hvorledes er Du kommet her , Barn ? Jeg ventede ikke at finde min lille Patient siddende i denne Stol , istedetfor at ligge i fin Seng . Hvad betyder det ? “ — „ O , det er en heel Historie . Jeg er en Synderinde og min Straf skal være , at jeg selv fortæller Dem , hvorledes jeg er blevet det . Men lad mig først takke Dem af mit ganske Hjerte for de smukke Blomster . Jeg vil gjemme dem , naar de ere visnede , til Minde om hvor god og kjærlig De altid har været mod mig , skjøndt jeg saa lidet har fortjent det . “ „ Og hvad har sat Dig alt dette i Hovedet ? Er det maaskee Din Opførsel i Dag ? — Du maa fortælle mig Alt , “ sagde Baronen og satte sig ned ved Siden af hende . „ Men vær overbeviist om , dersom jeg nogensinde virkelig har været og endnu er kjærlig mod Dig , saa er det fordi Du fortjener det , min lille skyldfri Synderinde . “ „ Skyldfri ! — Men jeg vil fortælle Dem min Synd , saa kan De selv dømme . “ „ Da jeg idag traf Dem hos Rose , min kjære Rose , mod hvem De er saa god , blev jeg vred paa Dem . — De maa ikke slirre paa mig med det inderlige Blik , saa kan jeg ikke tilstaae min Brøde . „ Godt , Barn ! Jeg seer paa Blomsterne . Du kan fortsætte din Fortælling . “ „ Jeg blev vred paa Dem , da jeg saae den smukke Bouket paa Bordet ved Siden af Rose . Jeg tænkte : „ Han har givet hende den , han giver hende altid Blomster , men mig glemmer han , skjøndt han godt veed , jeg ogsaa holder af dem . , Ja , kjære Baron Silgestrøm , De har Grund til at blive forbauset . Jeg blev misundelig paa min egen kjære Søster , som er syg og glæder sig over de Blomster , De giver hende , De , som altid er saa kjærlig mod Enhver . Men dersom De vidste , hvor jeg har angret det , vilde De ikke blive vred paa mig . “ „ Bliv ved , Barn , “ sagde Baronen alvorlig , da Mira standsede og saae paa ham med et ængsteligt Blik . „ Jeg blev vred paa Dem , “ fortsatte hun med lav Stemme , „ fordi jeg troede De holdt mere af Rose end af mig , og jeg følte Lyst til at ødelægge de smaa Blomster . „ O , dersom De vidste , hvor jeg blev straffe ! , da jeg kom hjem og fandt denne smukke Bouket paa mit Sybord . — » Men det var kun et Øieblik , saa sagde jeg til mig selv : „ Det var mine tankeløse Ord , der gav ham denne Idee , ellers havde han aldrig husket paa , at jeg ogsaa holder af Blomster . Hvor kan jeg takke ham for en saadan Gave . „ Og saa lovede jeg mig selv , ikke at takke Dem , men lade , som jeg ikke havde seet Blomsterne . Dog , jeg var ikke tilfreds med denne Hævn ; jeg vilde heller ikke følge Dem til Concerten . Ja , jeg var , som De seer , lunefuld . Derfor sagde jeg , jeg var syg , da De venlig opfordrede mig til at være færdig i rette Tid . Men det var Usandhed , jeg var ikke syg . „ Nu har jeg fortalt Dem Alt . “ ' „ Du græder , Barn ! “ udbrød Baronen og greb begge hendes Hænder , idet han saae paa hende med et mildt , kjærligt Blik . „ Du maa ikke græde . Det er sandt , jeg har gjort Dig Uret , Dig , som ogsaa holder af Blomster . Og skjøndt jeg vidste det saa godt , gav jeg Dig ingen . Nei , Barn , jeg har i Sandhed Intet at tilgive Dig , det er tvertimod Dig , der maa tilgive mig . Men det vil Du maaskee ikke ; thi jeg har været meget haard og uretfærdig imod Dig denne Dag . “ „ Hvor kan De sige det . Det er Dem , der har Grund til at skjænde paa mig . “ „ Men jeg vil ikke skjænde paa Dig . Har Du virkelig handlet urigtigt , saa har Du , som Du sagde før , selv straffet Dig , og Du veed , Barn , de , som angre deres Feil , sinde altid Tilgivelse . Der er kun en Ting , jeg ikke kan forstaae . Hvor kunde Du sige , Du var syg , naar Du ikke var det ? “ — „ Ja , hvor kunde jeg sige det ? — Jeg har spurgt mig selv om det samme ; men jeg fik intet Svar , før Doctor Ødman kom , da kunde jeg forstaae , at jeg havde været lunefuld . Men det er første og sidste Gang ; jeg søler jeg er helbredet for bestandig . “ „ Gid del maa være saa ! Og nu Tak , min lille , stolte Pige , at Du selv har fortalt mig Alt . Jeg veed , det maa have faldet Dig tungt , og jeg vurderer det derfor efter Fortjeneste . “ „ Og De er ikke mere vred paa mig , skjøndt jeg har været saa uværdig til Deres Godhed i Dag ? “ — » Nei ; nu maa jeg forlade Dig . Jeg har nogle Forretninger , der vente paa mig . “ „ Hvad , De gaaer allerede ! Saa er De ogsaa vred paa mig . “ „ Nei , jeg er ikke . Bien hvorfor vil Du saa gjerne have mil Selskab i Aften ? Dei var ikke Tilfældet i Formiddags , og naar Du er ene , har Du mere Ro til at drømme om Grev Villiam , som Du gjorde , da jeg før kom ind . Talte Du aabent med ham , da jeg forlod Eder ? “ “ Jeg ? — Nei , jeg har ikke talt med ham siden . “ „ Du har ikke talt med ham , skjøndt I mødtes hos Frøken Søtherberg , som ester Aftale . — Nu kan jeg fortælle Dig , Mira , hvorfor Du sagde , Du var syg , skjøndt Du var rask ; det var ikke første Gang , Du sagde mig en Usandhed , og jeg frygier , det ikke bliver sidste Gang . “ „ O , De sagde , De havde tilgivet mig , og er Øieblik ester bebrejder De mig min Synd . De vil ikke fro mig , naar jeg taler Sandhed , skjøndt jeg kun en Gang i mit Liv har sagl Usandhed . Jeg har ikke talt et eneste Ord med Grev Villiam efterat De forlod mig denne ulykkelige Dag , skjøndt vi mødtes hos Rose . Men De kan naturligviis ikke mere fro , hvad jeg siger . Jeg føler , jeg kommer tilsidst til at hade Grev Villiam , der , uden selv at vive det , altid er Aarsag til Ubehageligheder imellem os . “ „ Du vil hade ham , Barn ? — Du veed ikke , hvad Du siger , men det angaaer ikke mig . Gjør som Du vil , naar Du blot holder Dig til Sandheden , dei er Alt , hvad jeg forlanger . “ „ Men De forlanger , hvad De ikke har Grund til ; thi jeg har aldrig talt Usandhed , uden denne ene Gang . Og for denne lille Uret fra min Side , har jeg ganske glemt , hvor uretfærdig De var mod mig i Formiddags ; thi De har i Sandhed været meget uretfærdig imod mig . De har aldrig før behandlet mig paa denne Maade , og jeg har ikke fortjent at blive behandlet saaledes . Har jeg Skyld mod Dem , har De ogsaa Skyld mod mig , og jeg lænker vi begge trænge til Tilgivelse . “ „ Saaledes forholder det sig , Barn . Lad os derfor ikke mere tale om denne Dags Hændelser . Men da Du ikke er syg , vil jeg nu forlade Dig uden at være urolig for Dit Helbred . “ „ Og da jeg ikke mere holder af Blomster , vil jeg bede Dem tage disse med . Jeg holder ikke af dem ; de minde mig for meget om en Dag , jeg helst vil glemme , hvis det ermutigt . “ . Lad Jomfru Kullberg besørge dem borl . Jeg tager aldrig en Gave tilbage , jeg engang har gwel , selv om den ikke er velkommen . Men jeg troer , Barn , Du vil faae bedre Tanker ; thi vær forsikkrer om , de ere ellers de sidste , Du modtager fra min Haand . “ „ Og de første , kan De tilføie , uden at tale Usandhed . “ „ Ja , saa meget bedre , “ svarede Baronen alvorligt og forlod Værelset med et koldt Blik til sin lille Fjende . — „ Han er gaaet , uden at sige et venligt Ord ! “ udbrød Mira rødmende af Vrede og Smerte . „ O , hvor jeg er syg ! Za , nu er jeg virkelig syg . Mit stakkels Hoved brænder som Ild . Jeg har faaet Hovedpine ; men for sildigt . Havde jeg blot havt den , da jeg sagde det til ham , saa behøvede jeg ikke at skamme mig over mig selv , som jeg nu maa . Men Blomsterne ? — Jeg vil ikke see dem ! Jeg vil ringe paa Jomfru Kullberg . Hun skal tage dem bort . “ Lidt efter traadte Huusbestyrerinden sagte ind . „ Kjære Jomfru Kullberg , gjør mig den Tjeneste at tage disse Blomster bort . Jeg kan ikke taale Duften af dem . “ „ Gjerne , jeg kan gjemme dem paa mit Kammer , til De er saa rask , at De ønsker dem igjen . Jeg tænker De vil være glad for dem i Morgen , naar den slemme Hovedpine er gaaet over . Jeg skal nok give dem frisk Vand . Hvor de ere søde . Har de lagt Mærke til denne røde Rose ? hvor den er smuk . “ Hun rakte Haanden ud for at tage Boukelten . „ O , bliv lidt , “ sagde Mira rødmende . „ Jeg vil gjerne see den lille Rose , De omtaler . Ja , den er rigtignok sød . Jeg troer jeg vil tage den ud . O , der er ogsaa en hvid ! Jeg holder saa meget af hvide Roser . Kjære Jomfru Kullberg , jeg er bange , De vil tro , jeg er meget lunefuld , naar jeg beder Dem lade Blomsterne slaae . Men jeg kan ikke skille mig ved dem . Tilgiv at jeg har uleiliget Dem , jeg skal ikke gjøre det oftere . “ „ Der gjør Intet , jeg veed nok , hvorledes man er , naar man har Hovedpine . Saa vil jeg altsaa lade Blomsterne slaae , “ sagde Jomfru Kullberg venligt . „ Nu gaaer han ud , “ sagde Mira til sig selv , da Huusbestyrerinden var gaaet . „ Jeg hører hans Trin i Korridoren . Mon han er meget vred paa mig ? — Min Vrede er allerede gaaet over . Han sagde , han vilde aldrig oftere give mig Blomfler , naar jeg sendte disse bort , Men jeg beholder dem . “ Da Baron Silgestrøm en Time senere traadte ind i sit Værelse , fandt han en lille Rose liggende paa sit Skrivebors . Et mildt Smiil spillede om hans Læber , da han fik Øie paa den røde Rose , der tiltrods for sin Tavshed sagde mere end Ord . Da han traadte ind i Dagligstuen , var Mira ivrig beskjæftiget med noget Haandarbeide . „ Godaften , Barn ! “ sagde han med blød Stemme og satte sig ved Siden af hende . „ Jeg troer vort Venskabstræ har udfoldef en ny Rose , en Rose lig den , jeg fandt liggende paa mit Skrivebord . Troer Du ikke det Samme ? “ — „ Io , jeg troer , “ svarede Mira smilende gjennem Taarer , idet hun rakte ham Haanden . „ Thi vi svage Mennesker forstaae først ret det Venskab , vi bære til bverandre , naar vi prøve det . “ — Doctor Ødman sad ved en munter Ild i sin lille Dagligstue , lyttende til Vinden , som kastede Sneen mod Vinduerne , da hans Søster , Frøken Karin Ødman , traadte ind . Det var en gammel Pige med et meget bestemt Ydre . I tredive Aar havde hun ført Huus for sin Broder og gjort det saa godt , at der kun fandtes en Villie , og det var Frøken Karins . — „ O , Carl , Carl , hvad har Du gjort ! “ udbrød Damen i en bebrejdende Tone . „ Har Du ikke ødelagt alt mit reenvaskede Tøi med din fæle Paraplui . Gud give Du var vel af med den gamle Tingest . “ » Gamle Tingest ! — Tal ikke paa den Maade om gamle Ting , “ svarede Doctor Ødman med et godmodigt Smiil . „ Folk kunde let fro , Du talte om Dig selv . “ „ Aa , Du er en gammel Sladderhank ! Men hvis Du skulde gjøre reent , hvad Du gjør smudsigt med din grimme Paraplui , skulde vi blot see , skjøndt Du altid har saa mange Ord til din Raadighed . Det kunde vist aldrig være faldet noget andet Menneske ind at hænge en dryppende vaad Paraplui paa den samme Snor , hvor jeg har hængt min rene Bask . Jeg skulde ønske at gjøre en Ende paa al denne Uorden og begynde med din Paraplui . Har Du læst det Brev , som laa paa dit Skrivebord ? “ — „ Ja , Karin . Men hvor har Du gjort af min Frøken ? “ saaledes kaldte Doctor Ødmann altid fin Paraplui . „ Har Du maaskee kastet hende i en Krog , skjøndt hun er saa vaad , som en druknet Muus ? “ „ Ja , jeg tog mig den Frihed ; thi jeg kan fortælle Dig , jeg har aldrig holdt af saadanne Frøkener . Men fra hvem er Brevet ? “ — „ Aa , jeg har aldrig holdt af saadanne Frøkener som Du , ver altid er nysgjerrige og ville vide , hvad de ikke skulle . Men siden Du nu engang vil vide det , saa er Brevet kommet fra en meget elskværdig , ung Dame . “ „ Saa . . . ? En ung Dame . Du troer maaskee , jeg er en saadan Nar af tro , en ung Dame vil skrive til Dig . O , ja , hun spørger maaskee , om hun skal sluge to eller tre af dine giftige Piller , eller om hun maa spise Dit eller Dat . — Jeg kjender godt dine Breve , de ligne alle hverandre , og det maatte være en god Nar , der var nysgjerrig efter af læse dem . Nei , Carl , dertil er jeg for klog . “ „ Du kunde have sparet en god Deel af dine Ord , Karin ; thi jeg har jo slet ikke sagt , hvad det er den unge Dame skriver om . Du har derfor Lov til af tro , hvad Du lyster . “ „ Gamle Sladderhank ! “ mumlede Frøken Karin og greb sit Strikketøi med en fornærmet Mine . „ Hvad vilde Du sige , om jeg giftede mig ? “ — „ Du ? “ -— Strikketøjet faldt i hendes Skjød , Munden sløi paa vid Gab , og hendes store graa Øine bleve endnu slørre . „ Ja , netop jeg ! “ svarede Doctor Ødman rolig , skjøndt hans Hjerte bankede af Angst . „ Hvad jeg vilde sige ! “ skreg Frøken Karin . „ Jeg vilde sige , Du var gal , saa gal , som en gal Mand kan være . Men vær rolig , gamle Dreng ; der er ikke en eneste af det smukke Kjøn , som vil have saadan en gammel Sladderhank som Du . Nei , stakkels Carl , Du er skabt til Pebersvend , og Du vil forblive det hele dit Liv . “ „ Naa , hvad vilde Du sige , om jeg endda giftede mig ? “ gjentog Doctoren med forhøiet Angst . „ Hvad vilde Du sige ? “ Frøken Karin reiste sig , satte Hænderne i Siden og udbrød med Salvelse : „ Carl , Carl , jeg vilde foragte Dig ! foragte Dig af mit ganske Hjerte . “ Hun satte sig igjen , greb sit Strikketøj , som var faldet paa Gulvet , og fortsatte sit Arbeide med en saadan Heftighed , at Strikkepindene raslede , medens hendes Øine lynede af Vrede . „ Foragte mig ! “ sagde Doctor Ødman beroliget lidt . „ Godt , Karin , det er alligevel sandt , jeg gifter mig . “ Men Karin svarede ikke . Hun saae kun paa sin Broder med et Blik , der ikke lader sig beskrive , medens han havde reist sig og stod foran hende , lig en Synder , der venter sin Dom . „ Karin , “ sagde han tilsidst , „ Du maa hellere skjende paa mig , end slirre paa mig med det Udtryk i dine Øine . Jeg kan ikke faale det . “ , Du kan ikke faale det ! “ udbrød Karin skarpt . „ Men jeg kan forsikkre Dig — hvis det virkelig er sandt , af Du vil gifte Dig , hvilket jo nok kan ligne saadan en gammel Nar , som Du altid har været — der vil komme en Tid , hvor Du maa faale Ting , Ting , Du aldrig anede . Der vil komme en Tid , da Du vil vride dine Hænder , fordi Du har været saa gal af gifte Dig , selv om det var med en Kvinde i Alder med Dig . Men det kan ikke være muligt ; jeg kan ikke tænke mig hvad for en gammel Abekat der vilde ægte saadan En , som Du . “ „ Karin , Karin , nu taber jeg min Taalmodighed . Men det er døg sandt , tiltrods for Alt , hvad Du kan have af sige , Du gamle Spyflue . Ja , jeg gifter mig , men ikke med en gammel Abekat , som Du bilder Dig ind ; tvertimod med en meget elskværdig ung Dame . Saa ! nu veed Du det , og nu kan Du handle , som det behager Dig . Der er kun en Ting , jeg vil gjøre Dig opmærksom paa : Det er min bestemte Villie , at min Kone skal befale i Huset , ikke Du . Forstaaer Du ? “ — „ Om jeg gjør ! — O ja , Stakkel , jeg forstaaer Dig grumme godt . Din Kone , eller som jeg vilde sige , dit Barn skal befale i Huset , hun og ingen Anden . Du og jeg skulle kun være Meubler , hun kan flytte om med , som hun behager , den uskyldige Lille . Jo , jeg seer Dig allerede , Du unge , smukke Ægtemand , med din brune Paraplui eller din Stok hængende paa den ene Arm og dit Barn paa den anden . Naa , hvor Folk ville stirre ! Og Nogle ville sige : . Der gaaer Fru Ødman med fin gamle Nar ! “ „ Slop , Karin , stop ! “ sfreg Doctoren med Sæntorsfemme . „ Føler Du Dig ikke mere tilfreds i mit HuS , er det klogere , Du forlader det ; thi jeg kan forsikkre Dig om , at fljøndi jeg har været svag nok til at lade Dig tage Herredømmet fra mig selv , vil jeg paa ingen Maade tillade Dig at gjøre det samme ved min Kone . Derfor maa Du vælge , om Du vil blive hos os og holde Fred , eller i modsat Fald forlade og . Gjør som Du vil ; men jeg gifler mig i Løbet af en Uge , derfor maa Du vælge snarest mulig , da jeg maa have Huset indrettet til det stakkels Barns Modtagelse . “ „ Ja , jeg vil vælge , Du onde , gamle Pebersvend , som intet Hjerte har for dit eget Kjød og Blv ) , men jager mig ud af Huset , skjøndt jeg er din Søster , der har pleiet og forkjælet Dig , da Du var en lyshaaret , grim Dreng , som Ingen holdt af uden netop jeg Ja , jeg vil vælge ; men Du vil engang angre denne Dag . Jeg vil ikke sige mere ; men der vil komme en Tid , en Angerens Tid . “ — Hun reiste sig og forlod Stuen med kneifende Hoved , lynende Øine og Næsen pegende mod Loftet . „ O , de Fruentimmer , de Fruentimmer ! “ udbrød vor gamle Ven og sank ned i en Stol . „ Gud veeo , om hun er saa vred , som hun saae ud til . — Stakkels Anna ! Jeg ønsker af mit ganske Hjerte for hendes Skyld , at Karin forlader os . Jeg troer neppe , de ville enes . — Hun sagde , jeg vilde angre det . Del kan være , men jeg vil altid have den Trøst , at jeg ikke har været saadan en gammel Nar at gifte mig af Kjærlighed . Nei , Gud være lovet , naar jeg ægter stakkels Anna , er det kun for at faae Ret til at sørge for hendes Fremtid . Hun kan trænge til det ; thi hun vil snart staae ene i Verden , kun omgivet af sine smaa , uforsørgede Sødskende . Fru Axelson lever ikke dette Aar til Ende og Olaf , stakkels Dreng , kan neppe sørge for sig selv . Gid jeg havde havt en Søn , eller jeg kjendte en ung Mand , jeg havde saamegen Tillid til , at jeg kunde sige : . . Ægt denne unge Pige og De gjør en god Gjerning . “ Men jeg kjender Ingen , derfor maa jeg selv ægte hende , skjøndt jeg er meget uvillig dertil ; thi saadan en indgroet , gammel Pebersvend , som jeg , kan ikke gifte sig uden Opoffrelse . Hvor mange af mine kjære gamle Venner maa jeg ikke lægge tilside . Jeg vil føle Tabet af min Frihed mere end Nogen skulde tro , ja , jeg vil endogsaa savne Karin , den trofaste Sjæl , med samt hendes Skjænden og Vrede over Intet . — Men naar vi gjøre en Gjerning , vi fro er god , skulle vi gjøre den af vort ganske Hjerte . En gammel Pebersvend , som gifter sig , kommer nu engang ikke paa sin rette Plads . Naar jeg blot vidste , om Karin virkelig er saa vred , som hun synes . Hm ! — Jeg vil faae det at see . “ Imidlertid var Frøken Karin i fuld Virksomhed ude i Kjøkkenet , hvor hun skjændte paa gamle Barbara og slog Katten , til hun endelig blev saa udmattet , at hun hverken kunde skjænde eller slaae mere , hvorfor hun atter traadte ind i Dagligstuen og sank om i en Stol med et dybt Suk , og da hun var ganske ene derinde , thi Doctoren havde trukket sig tilbage til sit eget Værelse , bøiede hun sit gamle Hoved og græd bitterlig . „ Gamle Nar ! “ mumlede hun , „ som handler lig en gal Mand ; thi at gifte sig , naar man er nærmere sin Grav end sin Vugge , er i Sandhed Galmands Værk . Det vil blive behageligt at see dette unge Barn — thi jeg kan jo nok forstaae , det er Anna Axelson , han vil ægte — være Kone i mit kjære lille Hjem , hvor jeg har været det i tredive lange Aar . Men jeg vil ikke see det ! Og dog , hvis jeg troede , hun kunde gjøre ham rigtig lykkelig . . . . Hun er fattig , lille Stakkel , og jeg er vis paa Carl ægter hende kun , for at kunne sørge for hende . Jeg kjender ham , den gode Sjæl . Jeg kjender ham meget bedre , end han selv aner . Men lige godt er han en gammel Nar , en gal Mand , som jeg maa behandle lidt strengt i al denne Tid , for at vise ham , at han ikke ene er Herre i dette Huus . Jeg skulde tro , jeg ogsaa er noget . Den fæle Dreng , som ikke før har fortalt mig et eneste Ord om denne store Forandring i vor Huusholdning , skjøndt han godt veed , jeg er den eneste , der kan være ham til nogen Nytte selv i dette Tilfælde , som han ikke har den mindste Forstand paa . Han har naturligviis været angst for , jeg skulde slifte Ondt imellem dem . Godt , gamle Dreng , vi ville see ! “ Hun reiste sig hurtigt , nærmede sig Vinduet og begyndte at tage Gardinerne ned . „ Det er nok bedst at gjøre Huset reent snarest muligt . Jeg vil gjerne gjøre det saa net og hyggeligt som muligt . Stakkels Lille , hun gifter sig saamæn uden Kjærlighed ; men hun kunde aldrig faae en bedre Mand end min gamle Dreng . Det er vist , skjøndt jeg er meget vred paa den Nar . “ — Nogle Timer senere , da Doctor Ødman kom hjem , fandt han Huset i den slørst mulige Uorden , medens Frøken Karin og gamle Barbara ivrigt var beskjæftiget med Meublerne , som de børstede og bankede , som skulde de paa Udstillingen . „ Hvad , er Du allerede der ! “ raabte Frøken Karin skarpt . „ Gaae til dit eget Værelse , Du har Intet her at gjøre . Gaae , gaae , Du stnker os ! Og jeg skulde mene del er paa høieste Lid , hvis Huset skal blive reen ! til din unge Kone kommer . “ Del var nok for den stakkels Doctor ; han slyglede i en Fart til st ! eget Værelse , og Barbara , som forstenet over den Nyhed hun hørle , var stanbsel i sil Arbeide , udbrød : „ Hans unge Kone ! Hvad i Verden , vil han gifte sig ? “ — „ Ja , han vil , “ svarede Frøken Karin skarp ! . „ Og sjeg lænker , han har Lov lil at gjøre der , uden al spørge Nogen og uden at Nogen behøver al undre sig derover , eller Du mener maaskee han er for gammel ? — Men jeg kan fortælle Dig dei Modsatte . Han er netop i den bedste Alder til at gifte sig . Nu har han da Forstand til at dømme , om hans Valg er fornuftigt eller ikke . See det er min Mening ; men Du har maaskee en anden ? “ — Hun stirrede paa den forbausede Barbara med et Blik , der syntes at sige : „ Kom frem , hvis Du tør , jeg er rede til at møde Dig ! “ „ Guo velsigne Dem , Frøken ! “ raabte Barbara ængstelig . „ Det er aldrig faldet mig ind al forundre mig over noget . Herren har jo Ret til at gjøre , hvad han synes ; men jeg vidste ikke , vi gjorde Huset reent i den Hensigt . Maa jeg spørge , hvad er det for en Dame , vor Husbond gifter sig med ? “ „ Vor Husbond ! “ udbrød Frøken Karin som en saaret Løve . „ Troer Du maaskee Carl er min Husbond ? Saa kan jeg fortælle Dig , jeg har ingen Herre ; men jeg er selv Herre . PaS di : Arbeide og hold din Tunge i Tømme , ellers løber den nok løbst med Dig . “ „ Jeg synes De er i ondt Lune idag , “ mumlede Barbara , som ogsaa var vant iii al sige et Ord med i Huset . „ Jeg skulde mene , jeg har Ret til ai vide , naar og med hvem Herren gister sig ; eller er jeg maaskee endnu en Fremmed her i Huser , skjøndt jeg har været her i tredive Aar . Vidste jeg det , skulde jeg snart forføie mig bort . Og del troer jeg ogsaa jeg vil ; thi jeg hader Falskhed , og Begge har de været meget falsfe moo mig ved al skjule denne store , uventede Forandring i Huset . “ „ Aa , Du gamle Papegøie ! Jeg har jo ikke mosf det selv før for nogle Timer siden , da den gamle Nar , jeg mener min Brooer , fortalte mig det . Jeg kunde lige saa goot vente Himlen skulde styrte ned , som han skulde finde paa al gifte sig . Hvad , jeg troer Du leer ! Er det maaskee af min Broder ? — Saa kan jeg fortælle Dig , der er Intel al lee af . Han handler altid meget klogt , og Anna Axelson er en fornuftig , ung Pige , som aldrig vil give ham Grund til at angre , han har gjort hende til sin Kone . “ „ Anna Axelson ! Gud bevare os , saadan et Barn og vor gamle Husbond . Hvad i Verden vil han med hende ? Vil han maaskee paa sine gamle Dage give sig af med at være Lærer , siden han har valgt et saadant Svøbelsebarn ? “ — „ Er Du blevet gal , Barbara ! Eller har Du glemt , det er min Broder , Du taler om paa en Maade , jeg ikke vil taale ; thi hvordan det end gaaer , er jeg hans Søster . Han har netop handlet meget klogi ved at vælge hende . ' „ Ja , vi faae nok see , “ mumlede Barbara med en SandfigerfleS Mine . „ Vi faae see ! “ „ Karin/ sagde Doctor Ødman , da de sadde ved Aftensbordet , „ Du har altid været en god og kjærlig Sjæl , tiltrods for din Gnaven , og i Dag har Du givet mig et nyt Beviis paa , at jeg ikke har taget feil af Dig med Hensyn hertil . Tak , Karin , fordi Du tænker paa at gjøre Huset reent og indrette Alt saa hyggeligt som muligt til at modtage det stakkels Barn . Jeg troer , I ville komme godt ud af det sammen , naar I først ere vante til hinanden . “ „ Saa . . . . ? Er Du virkelig sikker paa det , Du gamle Sladderhank , Nar og alt , hvad jeg ikke kan finde Ord til at udtrykke . — Carl , Carl , hvad har Du gjort ! Gud velsigne Dig , stakkels Dreng , og lade det gaae bedre end jeg og Andre vente . Men en Ting kan jeg forsikkre Dig , hvis det kan give Dig lidt Trøst , jeg vil ikke slaae hende i Veien , stakkels Barn . Hun bliver fremmed mellem os tre gamle Venner , saa vi maa gjøre Alt , hvad der staaer i vor Magt , for at faae hende til at glemme det . Men Dig , min gode Carl , maa jeg skjænde paa og behandle som den Nar , Du virkelig er , jeg kan ikke spare Dig ; Du trænger til undertiden at faae at vide , hvad Du er for en gammel Fyr . “ „ Godt , Karin , skjænd saa meget Du vil paa mig , jeg er saa vant til dine Skjænd , at jeg er vis paa , jeg vil savne dem . Skjænd paa mig , saa ofte Du vil , men spar den gode , lille Pige , og jeg vil takke Dig af mit ganske Hjerte . “ „ Ja , Du er en snu Ræv . Du veed godt , jeg heller flugte min egen Tunge end gjorde Dig Fortræd , Dig , som jeg har elsket siden Du ikke var større end som saa . — Min egen Dreng , min lille Carl . Nei , vi ville ikke skilles . “ Hun omfavnede ham kjærligt , medens store Taarer trillede over hendes rynkede Kinder . « Nei , vi ville ikke sfilles ! Vi to , som have levet sammen saa længe , jeg kan mindes ! “ udbrød Doctor Ødman bevæget og trykkede hende til sit Bryst . „ Vi ville tvertimod holde sammen og gjøre Alt , hvad der staaer i vor Magt , for at gjøre hende saa lykkelig , som mulig . Ville vi ikke det ? “ — „ Jo , det lover jeg Dig . Og Barbara , den gamle Papegøie maa heller ikke skilles fra os . Hun skal blive her og hjælpe os at gjore den kjære Lille tilfreds med sit nye Liv . Men nu maa jeg gaae , Carl . Vi have ikke Tid til at være ledige ; vi maa arbeide og gjøre Huset reent i en Fart , ellers kommer Bryllupsdagen , før vi ane det og Intet er i Stand til at modtage hende . “ Hun reisfe sig og nærmede sig Døren , men der slandsede hun med en tankefuld Mine og sagde grundende : „ Men din Frøken ! Vi maa vist have et nyt Betræk paa hende i denne Anledning , for hendes gamle brune er , som Du selv kan tænke , for falmet . Du kan ikke gaae med hende og med din unge Kone paa den samme Tid . Jeg tænker det er bedst , hun faaer et sort Betræk , og Du maa ogsaa have en ny Dragt , hverken din Hat eller Frakke passer for en nygift Mand . Jeg skal sige Dig noget , Carl , Du maa for hendes Skyld klæde Dig mere omhyggeligt end Du hidtil har gjort , ellers vil hun føle Forskjellen i Eders Alder for meget . Men Du behøver ikke at see saa forsfrækket og tvivlraadig ud , jeg skal ordne det Alt , naar Du blot betaler det . Godt , hvad har Du mere paa dit Hjerte ? tal lige ud , der er noget , der gjør Dig ondt ? “ „ Ja , jeg kan ikke nægte det , Karin . Jeg er villig til at lade Dig handle med min egen Person , som Du lyster ; men jeg kan ikke iillaoe Dig at give Frøkenen et nyt Betræk ; jeg holder meest af hende , som hun er . Lad hende derfor være med Fred , og jeg vil gaae ind paa alle de andre Forandringer , Du foretager Dig med Huset og mig selv . “ „ Hvor Du er en underlig Fisk ! Men gjør som Du vil med din gamle Paraplui , naar Du bare selv tager et nyt Betræk paa . Jeg vil sende Bud efter en Skræver . Lad mig see . . . . jeg tænker Skræver Holmberg er Manden . Jeg kan huske han var Nummer eet i min Ungdom . “ „ Ja i din Ungdom , “ svarede Docior Ødman med et godmodigt Smiil , men der er løbet meget Band til Søen siden den Tid , og Din Ven Stræder Holmberg er død for mindst tyve Aar tilbage . Du maa derfor tænke paa en anden . “ „ Ja , stol paa mig . Jeg maa ogsaa tænke lidt paa min og Barbaras Øragt , vi maa da ligne Dig lidt i Snittet , at hun ikke skal blive saa forundret ved at see os første Gang , “ og kastende et mønstrende Blik i Speilet , trak Frøken Karin sig tilbage . „ Slaa ! “ udbrød den stakkels Doctor , da han var blevet ene . „ Jeg frygter , hun forvandler oS alle tre og gjør oS saa moderne , at Ingen kan gjenkjende os . Men jeg vil ikke see ud som en Dandy paa mine gamle Dags , jeg er Doctor Øvman , og Doctor Ødman vil jeg blive saa længe jeg lever . Wien som jeg sagde , lad Karin gjøre med mig og Huset , hvad hun vil , naar hun blot er moderat . “ Efter denne Monolog satte Doctoren sig ved sit gamle Skrivebord og gjennembladede sin Notitsbog , medens Frøken Karin og Barbara gjorde et Spektakel med deres Banken og Børsten , som Huset skulde styrte ned . „ O . hvilken en Nyhed ! “ udbrød Grevinde Cederskøld , idet hun traadte ind i Frøken Søtherbergs Dagligstue . „ Jeg er saa forbauset , min Kjære , “ hun satte sig ned med en træt Mine . „ Hvem skulde have anet det . Cederskøld vilde ikke tro det , da jeg fortalte ham det og jeg kan neppe tro det selv , skjøndt jeg har hørt og seet det med mine egne Øren og Øine . “ Her standsede hun et Øieblik for at trække Veiret og Frøken Søtkerberg sagde : „ Men hvad er det da for en Nyhed , De er kommet for at melde mig ! Er Mira maaskee . . . . “ „ Mira ! Det har ikke det Mindste at gjøre med Mira , “ afbrød Grevinde Cederskøld hende . „ Nei , hvad troer De , naar jeg siger Dem , at vor gamle Doctor er paa Vei til at gifte sig ? — Ja , De smiler , De vil ikke tro mig ; men det er dog sandt . Han gifter sig om en Uge , og kan De gjætte , hvem der er hans Valg ? “ — „ Nei , jeg kan kun forundre mig over denne Nyhed , “ svarede Rose . „ Var det ikke Dem , der fortalte mig det , vilde jeg neppe tro det . “ „ Men det er dog sandt ! “ udbrød Grevinden triumpherende . „ Nu skal De høre . Jeg havde , som De veed , bestemt at be° søge Fru Axelson saa snart jeg kunde faae Tid . Men jeg veed ikke , hvorledes det var , den ene Dag gik efter den anden , og jeg kunde aldrig faae saa megen Tid , at jeg kunde bolde mit Ord , før igaar , da jeg var ganske ene hjemme og derfor ogsaa benyttede Leiligheden fil at tage hen fil Axelsons . “ „ Fru Axelson mødlog mig meget kjærligt og jeg kunde mærke , hun virkelig var glad ved at see mig . Da jeg havde været der en Stund og vi havde talt om Dit og Dat , aabnede hun tilsidst sit Hjerte for mig , thi vi vare ganske ene , og fortalte mig at Anna skulde giftes . Det var saadan et godt Parti , det kjære Barn gjorde , og hun var saa glad , thi hun havde saa megen Tillid fil sin Svigersøn , og var vis paa , han vilde gjøre hendes lille Anna meget lykkelig , tiltrods for han var meget ældre end hun . ' „ De kan tænke , “ sagde hun , „ det er en stor Trøst for mig af vide , af der er Een , som vil forsørge mine stakkels Børn naar jeg er borte , da jeg foler , jeg snart maa sfilles fra dem . Jeg er svagere end man skulde tro , derfor er jeg saa glad , al vor gode og trofaste Doctor Ødman vil være en Fader for dem , som han selv har lovet mig , - den kjære Sjæl . Han vil nok gjøre min Anna lykkelig . “ „ Doctor Ødman ! “ udbrød jeg forundret . „ Er det virkelig ham , Anna skal ægte ? “ — „ Ja , og skjøndt min kjære Anna ikke elsker ham , som hun sagtens vilde have elsket en ung Mand , som til samme Tid var i Besiddelse af Doctor ØdmanS mange herlige Egenskaber , holder hun dog meget af ham og bliver langt lykkeligere med ham , end med en ung Mand , hun ikke kunde have Tillid til . “ „ Kjærligheden er en sælsom Følelse . Er den ikke bygget paa Agtelse og Tillid , vil den snart gaae over . Man kan ligne den med en Lampe , der brænder saa længe , den har Olie nok ; er der ikke mere Olie i den , gaaer den ud , Drømmen er ovre , vi vaagne og see , Alt har været Indbildning ; der er ikke efterladt os den mindste Trøst og vi ere meget , meget ulykkelige . “ „ Saaledes gaaer det alle dem , der begynde deres Ægtesland med Kjærlighed , der ikke er bygget paa Agtelse og Tillid , medens de , som bygge det med Agtelse og Tillid uden Kjærlighed , en Gang ville vaagne og føle , at de ere lykkelige , at de elske ; thi Lampen vil tilsidst blive tændt , og den vil brænde evig , da den aldrig vil komme til at mangle Olie , thi Kjærlighedens Olie er Agtelse og Tillid . “ „ Derfor er jeg ikke bedrøvet over at min Anna skal ægte en Mand , som er saa meget ældre end hun ; jeg veed , det er ikke Alderen , men de gode Egenskaber , vor Lykke hviler paa , og Anna er en klog og fornuftig ung Pige , klogere og fornuftigere , end man fluide vente af hendes Alder . Men hun er modnet i Sorgens Drivhuus , og der veed De , Kjære , bliver de unge Planter meget hurtigere udfoldet end i Glædens Solskin . “ „ Ja , min kjære Frøken Søtherberg , der har De min store Nyhed , Ord til andet , som Fru Axelson har fortalt den til mig . Men jeg maa selv tilføie , at jeg er vis paa , vor gamle Ven , tiltrods for sin Alder , vil gjøre lille Anna meget lykkelig . Jeg har aldrig kjendt en bedre Mand , et noblere Hjerte end det , der banker bag hans gamle grønne Frakke . Men jeg har reent glemt at fortælle Dem , hvad der dog angaaer mig nærmest . Da Fru Axelson havde fuldendt sin Fortælling , kom Børnene hjem , og jeg maa tilstaae de ere alle meget nette ; jeg holdt dog mest af lille Hanna , og det syntes næsten , som Hun ogsaa godt kunde lide mig ; thi hun holdt sig hele Liden saa tæt til mig , som var jeg hendes bedste Ven i Verden . Derfor fløg den Tanke mig : » Hvis jeg kunde faae Cederskøld til at adoptere kende ? Jeg troer vi tre kunne blive lykkelige sammen . “ „ Da jeg derfor kom kjem , gik jeg lige til Cederskøld og fortalte ham mine Tanker , og han var strax villig til at gaae ind paa mit Forflag , hvis hendes Moder vilde tillade det . Jeg tog tilbage til Fru Axelson og Alt blev ordnet mellem os . Nu er Hanna vor lille Datter , og jeg maae sige , baade Cederskøld og jeg ere meget glade for hende ; thi hun er saa sød og god , som noget Barn kan være , og jeg haaber , vi ikke skulle fordærve kende , den kjære Lille . “ „ De er meget god ! “ sagde Frøken Søtherberg og greb Grevindens Haand . „ Det var ogsaa Dem , der sørgede for min kjære Mira , da De fandt hende liggende paa Veien hjælpeløs og ene . Jeg seer hver Dag saameget godt , at det faaer mit Hjerte til at banke af Glæde , og jeg griber mig selv i det Ønske , endnu en lille Stund at turde dvæle paa denne smukke Jord , hvor saa mange ædle Hjerter omgive mig . Dog , det er et utaknemmeligt Ønske , jeg ikke burde give Ord . “ Grevinde Cederskøld skyndte sig til Baron Silgestrøm , hvor hun som sædvanlig fandt denne beskjæftiget med at læse Bladene , medens Mira syede . „ Ak , Herre Gud ! “ udbrød kun . „ Her sidde I begge som to gamle Ugler i et Kirketaarn , medens Livet derude synes at være Eder fuldkommen ligegyldigt . Jeg troer , I ikke vilde undres , om jeg fortalte , at Rusland havde givet Polen sin Frihed . Men nu maae jeg bede Dig lægge Dine Aviser hen , lille Fader ; thi jeg har Nyheder at fortælle , “ og hun begyndte sin Fortælling paany . „ Naa , hvad siger Du om den Nyhed , Mira ? “ spurgte Baronen . „ Det synes næsten umuligt , at Doctor Ødman kan gjøre sin unge Kone lykkelig . Jeg frygter hun vil blive meget skuffet , stakkels Pige . “ „ Og jeg er vis paa , vor gamle Ven vil gjøre hende lykkelig , “ svarede Mira med forhøiet Rødme , „ maaskee lykkeligere end en ung Mand vilde gjøre . De maa erindre , det er ikke Alderen , men Characteren , et Ægteskabs Lykke beroer paa , ellers vilde man vel ikke sinde saa mange ulykkelige Ægtefolk . Hvor ofte seer man ikke meget Lykkelige Ægtefolk netop der . hvor Manden næsten kunde være Konens Fader . “ „ Nei , hvor Du taler ! “ udbrød Grevinde Adelheid leende . „ Man skulde næsten tro , Du havde isinde at ægte en gammel Mand . Men , kjære Mira , lyd mil Raad . Et saadant Ægteskab er et reent Lotteri , Du kan vinde , det er vist , men Du kan ogsaa tabe . Læg Mærke til det ; thi jeg er sikker paa , de Fleste , som ere gaaede den Vei , have tabt . Jeg kunde aldrig have taget en Mand , der var saa meget ældre end jeg . “ „ Du har Ret , min kjære Adelheid , “ sagde Baron Silgestrøm veemodigt . „ En ung Pige bør aldrig ægte en Mand , der er saa gammel , det er altfor farligt for hendes Lykke . “ „ Men jeg er af en anden Mening , “ sagde Mira og blev bleg . „ Hvorfor skulde hun blive ulykkelig , naar hun føler Agtelse og Tillid til ham , og uden det , vil hun neppe ægte ham . Jeg troer nu , man bedre kan have Agtelse for og føle Tillid til en ældre end en ung Mand . Du behøver ikke at lee , Adelheid ; det er min oprigtige Mening . Hvis jeg nogensinde gif . . . “ hun slandsede rødmende . „ Hvis Du nogensinde gifter Dig ? “ spurgte Baronen ængstlig . . Bliver del med en ældre Mand , “ svarede Mira med sænket Blik . „ En Mand , jeg virkelig kan see op til med Agtelse og Tillid . “ „ Men , kjære Barn ! “ udbrød Grevinden ivrigt , „ hvor uvidende Du taler , som om Du ikke kunde søle dette for en ung Mand . Du glemmer reent , ar den Unge engang bliver gammel , og at den Gamle engang har været ung . “ „ Nei , jeg glemmer det ikke ; men Du maa tilstaae , Et er at blive , et Andet al være . Jeg vil kun have , hvad han er , ikke hvad han kan blive . En ung Mand har ikke den Erfaring som en ældre ; han har endnu ikke kæmpet mod Livet , han er ikke blevet prøvet i Fristelsens Skole og har derfor ikke kunnet vise os , om han vil vinde Seir eller ei . Forstaaer Du der ? “ — „ Aa ja , gobl . “ „ Nu , medens vi endnu rvivle om , hvad han vil jblive , viser den ældre Ntand os derimod , hvad han er blevet ; og jeg behøver vel neppe ar sige Dig , at den ældre Mand , jeg kunde lænke paa , maatte høre til dem , som have vundet Seir over Liver og dets mange Fristelser , ellers vilde hans Alder kun fremkalde min Foragt , ikke min Agtelse . “ „ Godt talt , min lille Philosoph . “ sagde Grevinde Cederskøld sarkastisk . . Men tiltrods for air bette , er jeg vis paa , Du faaer en ung Mand . Husk paa , der er En , Du nu og da bør tænke paa , som Du lovede , da vi vare paa Hammer . “ » Ieg haaber , han selv vil løse mig fra det ubetænksomme Lofte , “ svarede Mira med et bebrejdende Blik . „ Hvad mener Du ! “ raabte Grevinden heftigt . „ Sætter Du maaskee Tillid til det tomme Rygte , ar Villiam er bleve ! forelske ! i Frøken Halling ? — Hvor kan Du tvivle paa hans Kjærlighæd ril Dig . . . Men der kommer Nogen . Ah , der er Beates Stemme ! Ieg tænker ikke hun endnu har fundet fin Greve . Stakkels Barn , derfor kommer hun sagtens for at tage tiltakke med en Baron Silgestrøm . — Goddag , Beate . Hvad er der i Veien , siden Du besøger mine to Eremitter ? “ — „ O , “ svarede Beate lidt forbløffet ved denne Modtagelse . „ Ieg er netop kommet fra Dig , og da Tjeneren sagde , Du var taget herhen bestemte jeg mig til at møde Dig . “ „ Tak min lille , rige Arving ! Ieg er meget taknemmelig derfor . Men . . . “ „ Maa jeg gjøre Dem et Spørgsmaal , Baron Silgestrøm ? “ afbrød Beate hende . Baronen svarede med et Nik . „ Kjender De Grev Stjernsledt og er han virkelig saa rig , som man siger ? “ — „ Ieg kjender ham godt , “ svarede Baronen med et fiint Smiil . „ Han er meget rig . Jeg troer endogsaa rigere , end Rygtet vil vide . Men hvorfor spørger De om ham ? Er han maaskee blevet en af Deres Tilbedere ? Og vil De veie ham sammen med en anden , der ogsaa er bekjendt for at være meget rig ? — Hvem fluide have iroet , de unge Damers Hjerter vare saa beregnende . O , I kloge og fornuftige Kvinder , som see saa uskyldige ud medens I veie vore Penge , ikke vore Hjerter , før I gjøre Eders Valg . Og det værste er , at I alle ligne hverandre . “ „ Nei , del vilde sandelig være meget uretfærdigt af Dem at veie os Alle paa samme Vægt , “ sagde Mira bebreidende . „ De maa tro , der er mange , mange Kvinder , som kun veie Hjerterne , uden al skjænke Pengene den mindste Tanke . “ „ Men jeg har aldrig sagt , jeg neiede Pengene , “ udbrød Beate . „ Det er Dem , Baron Silgestrøm , som uddrager den værste Mening af Alt . Jeg har ikke tænkt paa at veie Grev Sjernstedt sammen med nogen Anden . Jeg spurgte blot , om De kjendte ham , fordi jeg har truffet ham for nylig , det er Alt . “ „ Det er meget Lidt , “ sagde Grevinde Cederskøld . „ Og dog maaskee saa Meget . Men nu maa Du fortælle os , om Du har fundet din Greve , eller om Du allerede har opgivet at finde ham . Tal aabent , min gode Beate . Det vil more os at høre lidt om ham . “ „ Saa vil jeg forlade Dem , mine Damer , “ sagde Baronen , „ thi der er et gammelt Ordsprog der siger : „ Naar Kvinderne stikke Hovederne sammen , blive Mændene slagne . “ „ De behøver ikke at være angst ! “ raabte Beate utilfreds . „ M love Dem , ikke at stikke Hovederne sammen . “ Men Baronen syntes ikke at forstaae hende og fjernede fig . „ Jeg maa sige , “ udbrød den unge Dame fornærmet , „ det er ikke meget høfligt af Baron Silgesfrøm altid at gaae bort , naar jeg kommer her paa Visit . Han er saa underlig . Jeg skulde have Lyst til at vide , hvor han . . . “ „ Ha , ha , ha , min gode Beate ! Det synes næsten at Du reent glemmer , han har overladt Dig til sine to Døttres Selskab . Derfor maa jeg nok minde Dig derom . Fortæl os lidt om dine mange Tilbedere ; thi jeg haaber , Du ikke er blevet skuffet i denne Retning . Naa , begynd . “ „ Jo , det vilde være meget faktfuldt , min gode Adelheid . Men jeg er dog ikke saa dum , som Du antager mig for . Du vilde maaskee have mig til at fortælle Dig deres Navne , ikke sandt ? — Nei , man bliver ikke ældre hver Dag for Ingenting . Et vil jeg dog fortælle Dig . Baron Gyllenborg . . . . “ „ Hvad om ham ? “ spurgte Grevinden nysgjerrigt . „ Han er en af mine Tilbedere . Du troer det ikke ! — Godt , Du vil snart selv høre det . Og nu Farvel , mine kjære Damer , jeg ønsker Eder en behagelig Dag . “ „ Farvel , Du stolte lille Nar , “ sagde Grevinde Cederskøld , da Døren havde lukket sig ester Frøken Beate . „ Og nu , min lille Mira , maa Du fortælle mig noget Nyt , skjøndt jeg ikke veed , hvorfra Du skulde have faaet det , da Du og Fader lever som to Eremitter . “ , Og Du kan tilføie , siden Baron Silgestrøm og jeg sjelden tale meget om det Nye , vi høre , “ svarede Mira leende . „ Nei , Adelheid , jeg kan ikke fortælle Dig det Mindste . Men jeg bilder mig ind , Du altid hører saa meget Nyt i de andre Huse , Du besøger , at Du kan være tilfreds med del . “ „ Naa , saa skal Du kjøre med mig , om Du vil eller ikke . Skynd Dig at tage dit Overtøj paa , Du veed , jeg holder ikke meget af at vente . “ Mira fulgte Opfordringen , da hun vidste , del vilde være forgjæves at kæmpe imod , naar Grevinde Cederskøld havde bestemt noget . Jeg haaber Læseren ikke vil være uvillig til at følge mig en kort Lid til Doctor Ødmans simple Bolig , hvor jeg kan forsikkre , Alt var saa blankt , reent og hyggeligt som muligt . Og Frøken Karin ? — Du vilde ikke gjenkjende hende . Hun var saa forandret at Barbara stod med aaben Mund og Øine , da den gode , gamle Dame traadte ud i Kjøkkenet og sagde med en stolt Mine : „ Barbara , see paa mig , nu er jeg færdig til at modtage min Broders Kone ! “ Og Barbara stirrede . Naa , hun havde aldrig seet sin Frøken saa net . — En hvid Kappe med gule Roser og gule Baand prydede hendes Hoved , medens en guul Kjole og et gult Forklæde prydede hendes lange , magre Person . Men det var ogsaa hendes Broders Bryllupsdag og hun ventede ham hvert Øieblik med sin unge Kone . » Der ere de ! “ raabte Begge , hvergang de hørte Lyden af en Vogn . „ Ja , De er rigtignok fiin , “ sagde Barbara med et misundeligt Blik ; „ men jeg er heller ikke saa gal . Har De lagt Mærke til mit nye Forklæde ? Tager det sig ikke godt ud ? “ „ Meget net . Men hvordan seer min Kappe ud ? Jeg tænker , hun vil finde den smagfuld , den gode , unge Sjæl . Men kom nu , Barbara , og lad os kaste et sidste Blik paa Alt , for om vi skulde have glemt noget , skjøndt jeg troer , vi have husket alt . “ Og de gik maaskee for tyvende Gang gjennem hele Huset ; men Intet var glemt , Alt var , som det burde være , og Frøken Karin udbrød , idet hun sank om i en Stol , da de traadte ind i Dagligstuen : „ Barbara , Du maa tilstaae , en lille Øronning kunde leve her , uden at føle noget Savn ! “ — „ Aa , ja , en lille Øronning , “ svarede Barbara tøvende . „ Men nu ønsker jeg af mit ganske Hjerte , de vilde komme , thi Maden er færdig , og sfalden staae forlænge , bliver den ødelagt . “ „ Du vilde maasfee have , min Broder og hans unge Kone sfulde afbryde Vielsen af Angst for din taabelige Mad . Men jeg siger , de skal have al den Tid , de behøve for at fuldende denne hellige Handling . Tiden er deres egen , og Folk kan ikke gifte sig i saadan en Fart . Man mærker snart , Du er en gammel Pige , min gøde Barbara . “ „ En gammel Pige ! “ udbrød Barbara skarpt . „ Er De maasfee gift ? — Men Ordsproget siger sandt : » Frænde er Frænde værst . “ En gammel Pige er altid den Første til at lee ad en gammel Pige , som om hun derved kunde faae Folk til at glemme , hvad hun selv er . “ „ Hvor Du taler , Du uvidende Papegøie . Det lader til , Du reent har glemt , der er et andet Ordsprog der siger : „ Krage søger Mage . “ Det viser tydeligt nok , at et af disse Ordsprog lyver , og jeg er vis paa , det maa være dit . “ „ Og jeg er vis paa , det maa være Deres , “ sagde Barbara med Bestemthed . „ Men nu vil jeg tie , jeg føler ikke Lyst til at trættes idag . “ „ Du føler ikke Lyst til at trættes ! “ raabte Frøken Karin forbavset . „ Du som har modsagt mig , siden Dagen gryede . Nei , Du vil ikke trættes , Du fredelige Sjæl , Du . . . Tys , der kommer en Vogn ! den slandser ! Barbara , løb hen og aabn Døren . Hører Du ikke ? Løb , løb ! “ „ Løb ! Jeg er ikke saa let tilbeens , at jeg stulde løbe for Ingenting . Jeg er da , Gud være lovet , ikke døv endnu ! men De synes næsten at være det , siden De hvert Øieblik , naar en Vogn kjører forbi , siger den slandser . “ „ Barbara ! “ Frøken Karin aabnede fin Mund til den naaede til begge Ørene , da med Et Døren gik op og Doctor Ødman traadte ind med sin unge Kone . Men Frøken Karin lod sig ikke forbløffe . » Gaae til dit Kjøkken , Du gamle Fisk , “ sagde hun med en Dronnings Mine til Barbara , som ogsaa strax forsvandt , tiltrods for sin gamle Vane , aldrig at lystre . Den smukke Bruds Svigerinde vendte sig om og sagde med et triumpherende Smiil : „ Velkommen til Deres fremtidige Hjem , Fru Ødman . Og Gud velsigne Deres Indtrædelse her . Vi have gjort — jeg mener min Broder , jeg selv og Barbara , den gamle Papegøie , — Alt , hvad der stod i vor Magt , for at gjøre dette Huus saa hyggeligt , reent og net som muligt . De vil finde Alt i den bedste Orden . Og jeg tør nok sige , en lille Dronning kunde blive tilfreds med at leve her . Kom og lad mig vise Dem det Hele , saa er jeg vis paa , De bliver tilfreds ; thi jeg har selv ordnet det , og . . . “ „ Ja , min gode Karin , det er Altsammen meget godt , “ afbrød Doctor Ødman , som hidtil havde ventet med stor Taalmodighed paa at hun skulde blive færdig med sin Velkomsttale , „ men hvis Du tillader , troer jeg , det vilde være hensigtsmæssigere at opsætte vor Huusundersøgelse til en mere belejlig Tid end denne . Kjære Fru Axelson , maa jeg vise Dem Veien , “ og Brudgommen traadte ind i Dagligstuen med en lang Hale , bestaaende af Familien Axelson , efter sig . Men jeg vil ikke trætte Læseren med en længere Beskrivelse af Doctor Ødmans Bryllupsdag . Jeg vil blot tilføie , at Barbara i fin Forvirring over alt hvad her gik for sig , gjorde Alt galt , at Frøken Karin trofast stod hende bi i denne Retning , at Børnene skrege af Glæede og gjorde en utaalelig Støi ; at Fru Axelson smilede mildt og sagde Za til Alt , at den unge Fru Ødman , skjøndt meget bleg , lo ad Alt , medens Frøken Karin og Barbara skjændtes , som de troede , saa sagte at Ingen kunde høre del , uden de selv , og Doctor Ødman hele Tiden opfordrede flne Gjæster til at nyde af alt , hvad ber fandtes paa Bordet . Og medens dette gik før sig i Spisestuen , skikkede Godt , Kjøkkenkatten , Frøken Karins og Barbaras Yndling , alle Gryder og Pander samt udrettede mere Skabe end man skulde tiltro saadant et lille Væsen Og nu ville vi tage Afsked med dette lykkelige Hjem , efterladende vore bedste Ønsker til Brudeparret og alle deres Slægtninge . Naar vi træffe dem igjen er deres Hvedebrødsdage forbi , og vi ville faae Leilighed til al see , om vore gode Ønsker virkelig ere gaaede i Opfyldelse . „ Sülle ! “ sagde en Spurv til sin Broder , „ Du maa ikke kviddre saa høit . Den syge Dame kan ikke taale det . Rullegardinerne ere nede . Hun maa være meget syg idag . “ „ Aa , Du er altid saa samvittighedsfuld , “ svarede den anden Spurv med en fornærmet Mine . „ Men jeg bryder mig ikke mere om den syge Dame . Hun synes ganske at have glemt os ; hun lægger aldrig Brødkrummer udenfor Vinduet , som hun gjorde i gamle Dage , skjøndt jeg kvibdrer hele Tiden for at minde hende om os . Nei , min Kjære , jeg vil synge . “ Og Spurven begyndte atter at kviddre . „ Gjør det ikke , Du haardhjertede Fugl ! “ udbrød den Første og slog med Vingerne . „ Jeg vil være stille og see til Vinduet . “ Det gjorde den ; den slirrede og slirrede , men forgjæves . der var intet andet at see paa end Rullegardinerne , og dem kjendte den lille Fugl saa godt fra gamle Tider , naar den syge Dame trak dem op hver Morgen og aabnede Vinduet for at strøe Brødkrummer til sine smaae , fjedrede Venner . Men nu ? — Nu kunde hun ikke mere glæde sig over deres glade Kviddren . Hun laae i sin Seng med blege Kinder og hule Øine . Hendes egen smukke Stemme var borte og kun en tør , hul Hoste lød fra hendes blege Læber ; men det kjærlige Smiil var der endnu og vilde ikke vige , før Døden jog det paa Flugt . Der have vi igjen Tidens Indflydelse paa alt , hvad der er til ; naar vi see paa den blege Skikkelse , der sidder ved Sygesengen , see vi et nyt Beviis paa det samme , thi vi vil neppe gjenkjende den friske , ungdommelige Mira i denne unge Dames blege , sorgfulde Ddre . Men det er dog Rose og Mira , disse to Søstre , der fandt hinanden for seent og maa sfilles for tidligt . Roses Øine vare lukkede og hendes næsten gjennemsigtige Hænder vare foldede over Brystet . Hun sov , men en vild Drøm syntes at forurolige hende , thi hendes Pande var mørk og nogle uforstaaelige Ord undslap hendes skjælvende Læber . Mira bøiede sig lyttende over hende , medens bittre Taarer trillede over hendes Kinder . „ Hun drømmer ! “ hviskede hun ængstligt ; „ maasfee jeg burde vække hende . O , blot jeg kunde forjage alle mørke Skygger , ikke blot fra hendes Drømme , men fra hendes Liv . — Liv ? “ — Hun standsede og saae smertefuldt paa den falmede Skikkelse , der engang havde tilhørt den smukke , henrivende Rose , og et dybt , haabløst Suk gled over hendes Læber . Døren blev sagte aabnet , og Doctor Ødman listede sig paa Taaspidserne over Gulvet . , Hun sover ! “ hviskede Mira og rakte ham Haanden . „ Og jeg har ikke Mod lil at vække hende . Jeg troer hun trænger lil lidt Søvn . “ „ Saa . . . . Er De ogsaa vis paa det , “ svarede vor gamle Ven gnavent ; thi han var altid i ondt Lune , naar han saae Døden nærme sig lil en af hans Syge , uden at han følte sig istand lil at frelse dem sra denne rovbegjærlige Fjende . „ Men jeg troer , De trænger lil megen Søvn , derfor skal De strax gaae hjem , min Vogn venter paa Dem , det nytter ikke , De seer paa mig med et saadant Blik . Jeg tillader Dem paa ingen Maade at blive her længer . De behøver ikke at være bange for Deres Søster . Jeg skal nok selv passe hende , og siden kommer min kjære Anna og løser mig af . Gaae , De trænger lil Søvn , ellers bliver De syg , og jeg har flere end nok af Syge at passe paa . “ „ Men jeg kan ikke forlade hende . Det er hvergang jeg forlader hende , som skulde jeg aldrig see hende igjen . Min gode , gamle Ven , tillad mig at blive her . Jeg skal prøve paa at sove , jeg skal ikke blive syg . “ „ Har De maaskee reent glemt , De ogsaa har Pligter mod Baron Silgestrøm . Gaae , Barn , og stol paa mig . Jeg haaber ikke at være ganske uværdig til Deres Tillid . “ „ An , lal ikke saadan ! Men naar hun vaagner og ikke finder mig her , troer jeg nok , hun vil savne mig lidt . De veed , jeg er hendes eneste Søster . Jeg kan ikke forlade hende . “ „ Men De maae ! “ sagde Doctor Ødman bestemt . „ Gaae , Frøken Grotte , eller jeg regner ikke mere Deres Søster blandt mine Patienter . Lydighed har en Doctor Ret til al fordre af sine Syge og deres Omgivelser . “ Mira nærmede sig Sengen med rødmende Kinder . Hun stirrede paa He kjære Træk , som vilde hun fastholde dem for bestandig i sit Minde . Derpaa gik hun bort med et dybt Suk . Doctor Ødman indtog hendes Plads og betragtede den Sovende med et tankefuldt Blik , idet han nu og da hviskede sil velbekjendte : „ Hum ! “ Efterat han i nogen Tid saaledes havde studeret hendes Træk , aabnede hun Øinene og saae paa ham med et mildt Smiil . „ Goddag , kjære , gamle Ven , “ sagde hun med lav Stemme . „ Har De været her længe ? Jeg troer næsten , jeg har sovet lidt og drømt slygt . Hvor er Mira ? “ — „ Jeg har sendt hende hjem . Hun vilde ikke forlade Dem , men jeg vilde ikke tillade hende at blive , da hun saae blegere ud end sædvanlig , og jeg troer lidt Søvn vil gjøre hende godt . Men hvordan har De det idag ? Maa jeg føle Deres Puls ? “ „ Stakkels Mira ! De maa ikke tillade hende at blive i betle mørke , sørgelige Værelse . Hvor tankeløs jeg har været . Del gjør mig ondt , at De , en Fremmed , tænker mere paa hendes Helbred end jeg , hendes egen Søster . “ — Doctor Ødman tilføiede med blød Stemme : „ Naa , min Lille , hvad er der i Veien ? “ — „ Jeg har noget paa Hjertet . Bil De svare mig oprigtigt hvis jeg spørger Dem om det ? “ — „ Det kommer an paa , hvad det er , “ svarede Doctoren tøvende , da han anede , hvad det var , hun vilde spørge om . „ Vil De først gjøre mig den Tjeneste at trække Gardinerne lidt op . Her er saa trist ; jeg holder ikke af det Mørke , som omgiver mig . Tak ! hvor Dagslyset er smukt . Siig mig « åbenhjertig , min kjære Ven , hvor lang Tid har jeg tilbage til at glæde mig over Livet ? “ Hun saae paa ham , som vilde hun læse i hans Sjæl . „ Spørg mig ikke derom ! “ udbrød han med bevæget Stemme . „ Jeg vil ikke svare , nei , jeg vil ikke ! “ — „ Godt , Doctor , “ sagde hun alvorlig . „ Naar De ikke vil svare , saa vil jeg . De behøver ikke at være bange , jeg besidder Mod nok til at tale derom , uden at trætte Dem med Taarer og Smerte . Jeg har allerede længe været forberedt paa denne Time . Jeg veed godt jeg maa dø , og jeg er tilfreds med min Lod ; thi jeg er nu saa lykkelig , at jeg føler , jeg kan ikke blive lykkeligere i dette Liv . Kun selve Himlen kan give mig mere end det , jeg nu besidder . Herrens Villie skee . Jeg er rede til at adlyde den . “ Doctor Ødman kunde ikke svare . Hans Sind var i stor Bevægelse ; han reiste sig hurtigt og gik hen til Vinduet , hvor han blev staaende en Tid og slirrede ud , medens Rose , smilende gjennem Taarer , betragtede den smukke Bouket , der som sædvanligt stod paa hendes Bord . „ Doctor , “ sagde hun tilsidst , da denne atter nærmede sig , „ hvor mange Uger før jeg endnu kalde mine ? “ „ Uger ! “ udbrød Doctor Ødman , men vedblev hurtig , urolig over det Ord , der var undsluppet ham : „ Jeg veed det ikke . Det ligger ene i Herrens Haand . “ „ Det siger det Samme , som at jeg ikke mere harUger at leve i , “ sagde Rose roligt , „ nu , hvor mange Dage troer De , jeg har tilbage ? “ — Han bøiede Hovedet og gav intet Svar . „ Heller ikke Dage ! “ sagde hun alvorligt og Begge vare tause en Stund . Saa tog hun hans Haand , trykkede den kjærligt og hviskede : „ Tak , min trofaste Ven . Jeg er glad ved at vide det . Nu kan jeg berede mig paa den kommende Time . Men Mira maa ikke ane det , lad hende haabe saa længe , som muligt . Sorgen kommer altid tidsnok , især naar den bringer Mørke over et prøvet Hjerte . Men det fører mig til at tænke paa noget , jeg allerede længe har havt paa Sindet . Jeg maa tale med Baronen , før det er for seent . De maa sende Bud efter ham strax . Hører De , kjære Doctor , strax , ellers . . . . “ „ Ikke strax ! “ afbrød Doctor Ødman alvorligt . „ De har ikke Kræfter nok i Øieblikket til ar tale med Nogen . Men i Aften , naar De har sovet lidt , skal jeg sende Bud ester ham . Men nu maa De tage disse Draaber , de vil bevirke at De kommer til at sove saa roligt som et lille Barn , og naar De vaagner vil De have faaet saa mange Kræfter , at De kan tale med Baronen uden Fare for Deres Sundhed . “ „ Min Sundhed ! Hvor De er forsigtig . Hvis Nogen hørte Dem , maatte de tro , jeg virkelig havde en Sundhed at vogte over , istedetfor jeg er en stakkels døende Kvinde . “ „ Netop derfor bør vi spare paa den Smule , vi har . Et Minut af en Døendes Liv har sommetider mere Værdi end Aar af dens Liv , der er i sin fulde Krast . Ja , kjære Barn , hvor meget vilde ikke mangen Døende give blot for at leve et Minut længer end den Tid , der er ham tilmaals thi dette Minut vilde for ham maaskee blive Broen , der førte ham til Himlen . “ „ De har Ret , Doctor . Giv mig Deres Draaber og vær vis paa , jeg skal være forsigtig med mig selv . Men i Aften maa jeg tale med Baron Silgestrøm . Vil De love mig det , før kan jeg ikke falde i Søvn . “ „ De har mit Ord derpaa , “ svarede Doctoren bestemt , „ men nu maa De ligge saa stille som muligt . “ Og Rose lukkede sine Øine for snart efter at falde i Slummer . Da Mira kom hjem var vei hende umuligt at søge Hvile , heller ikke vilde hendes sørgelige Tanker og Anelser tillade hende det . Hun gik op og ned i Værelset med sænket Blik og blege Kinder . Baronen var ikke hjemme . Han havde forladt Huset efter Middag og Ola vidste ikke , hvor han var gaaet hen . Alt var saa stille omkring hende , ingen Støi afbrød Tavsheden , der omgav hende , skjøndt hun ønskede af sit ganske Hjerte , al et eller andet maatte skee , hun vidste ikke selv hvad , som kunde tildrage sig hendes Opmærksomhed og give hendes Tanker en anden Retning . Men Intet skele . Raslen af hendes Silkekjole var de » eneste Lyd i det tavse Værelse . Endelig blev hun træt af denne eensformige Vandren oo fatte sig i en Stol , hvor hun faldt t Søvn , til hun blev vækket ved Baronens Indtræden . Dagen var til Ende . Halvmørket omgav hende saa hun kunde neppe skjelne hans Skikkelse , da han nærmede sig . „ Ola sagde , Du var kommet hjem , “ sagde han og satte sig i Nærheden af hende . „ Hvorledes har Rose det i Dag ? “ „ Tak , Rose . . - “ Hun kunde ikke tale ud , men brast i Graad . Han flyttede sig tæt hen til hende , tog begge hendes Hænder i sine og sagde deeltagende : „ Hvad er der i Veien , Barn ? Hvorfor græder Du ? Er Rose maasfee mere syg , end hun har været de andre Dage ? ' — „ Aa , nei ! Jeg sfulde før tro , hun var meget , meget bedre . Men husker De den Drøm , jeg havde for nogen Tid siden . I Nat drømte jeg akkurat det Samme . Og netop da den var forbi , ^vaagnede jeg og hørte Klokken slaae Tolv . Jeg hørte det tydeligt , thi jeg talte Slagene . “ „ Stakkels Barn , har det forsfrækket Dig saa meget . Men vær rolig . Ørømme ere kun Ørømme , det vil sige tomme Billeder , fremkaldte af for megen Phantasi og en uregelmæssig Blodcirkulation . Jeg haaber din Søster bliver rast igjen , naar Sommeren kommer . Tvivl ikke derpaa . “ „ Gud give jeg kunde lade være at tvivle , “ svarede Mira . „ Men jeg veed for godt , hun maa dø , og jeg skal atter staae ene i Verden . ' „ Staae ene , Barn ! — Er det venligt af Dig at tale saaledes , naar en trofast Ven sidder ved Siden af Dig , holdende dine skjælvende Hænder i sine og tagende Deel i din Sorg . som var det hans egen ? “ „ O , De maa tilgive mig , om det for Øieblikket seer ud , som om jeg var utaknemmelig og uretfærdig imod Dem , min kjæræ , trofaste Ven . Men De . Adelheid og hun ere de eneste Mennesker , jeg elsker af mit ganske Hjerte , og derfor er det , som min halve Tilværelse er forbi , naar jeg tænker paa at skilles fra hende , og kun den Tanke , at jeg har Dem tilbage , frelser mig fra at bukke under for min Sorg . “ „ Troer Du virkelig , at Du kun elsker oS Tre ? Saa er jeg bange for , Barn , Du ikke kjender dit eget Hjerte . Men i denne Time vil vi Intet skjule for hinanden , derfor vil jeg sige Dig , der er En , hvis jeg ikke fager feil , Du elsker høiere end baade Rose og mig . Et Billed er prentet i dit Hjerte . . . . bliv ikke bange , jeg vil ikke saare Dig , jeg vil kun vise Dig Sandheden . Skal jeg sige Dig , hvem Du elsker ? “ — „ Nei ! “ raabte Mira ængslelig . „ Ieg vil ikke høre det ; thi hvis De vidste det , hvor kunde De saa agte mig . “ „ Og hvorfor skulde jeg ikke kunne agte Dig ? Du tager seil , Barn , Du behøver ikke at skamme Dig , fordi Du har givet Grev Villiam dit Hjerte . Han er baade ædel og god . Han . . . . “ „ Grev Villiam ! Nei , Baron Silgestrøm , jeg har aldrig elsket ham , og jeg vil aldrig elske ham . Mit Hjerte kan kun elske en , en , som ikke besvarer denne Kjærlighed , som aldrig aner , at jeg , den lille Zigeunerske , tør tænke paa ham , den stolte Mand . Dersom han anede det , troer jeg , han vilde hade og foragte mig , medens jeg kun kan elske ham . “ „ Og hans Navn ! “ udbrød Baronen med et Blik , som vilde han gjennemtrænge hendes Tanke . „ Ieg vil ikke nævne det , “ svarede hun skjælvende . „ Er der Nogen , paa hvem Du kan stole tryggere end paa mig ? “ spurgte han og bøiede sig mod hende med el Blik lig det , der en Gang før havde faaet hende til at skjælve af Glæede og Haab . Hun forsøgte at tale , men Ordene svigtede hende , og hun brast paany i Graad . „ Godt , Barn ! “ sagde han alvorlig og gav skip paa hendes Hænder , ligesom han havde gjort den Gang . „ Jeg vil ikke forurolige Dig oftere . Gjem din Tillid til En , der maaskee er mere værdig til den end jeg . “ Han reiste sig og vilde gaae . Men nu var det som Mira fik nye Kræfter , hun greb hans Haand og hviskede Noget , saa sagte , at ingen uden han kunde høre det . Han skuttede hende i sine Arme og udbrød , efler en lang Pause , med bevæger Stemme : „ Herren være lovet , nu er Du min ! “ — Jeg kan ikke fortælle hvor mange Timer Baronen og Mira sade Haand i Haand i Skumringen og talte om deres Kjærlighed og al den Tid , de havde tilbragt i Sorg og Tvivl , medens de kunde have været saa lykkelige , naar de ikke havde misforstaaet hinanden . Men pludselig blev de vækket af deres Drømme ved en stærk Ringen med Portklokken . Lidt ester traadte Ola ind og bad Baronen komme ud . Denne reiste sig strax for at . rjfølge Opfordringen ; men Mira holdt ham tilbage og sagde skjælvende af Angst : „ Gaa ikke , lad mig ikke blive ene . Det aner mig , at en stor Prøvelse nærmer sig . Jeg kan ikke overvinde min Frygt ; mit Hjerte banker , som skulde det briste . Forlad mig ikke nu . “ „ Jeg maa gaae , Barn , “ sagde han alvorlig . „ Men vær rolig , jeg kommer snart igjen . Du veed , jeg vil skynde mig saa meget som mulig . “ „ Nu , saa gaa , Baron Silgestrøm , “ sagde hun koldt . „ Ikke saaledes , Mira , ' han greb hendes Haand . „ Du maa ikke blive vred paa mig . Fra idag maa ingen Sky komme imellem os . See paa mig , Barn , med dine milde Øine og kald mig Victor , at jeg kan mærke , Du ikke længere er vred paa mig . “ „ Gaae sfaa , min egen , kjære Victor , “ hviskede hun med et sødt Smiil og trykkede hans Haand med Varme . „ Men Du vil snart komme tilbage . Ml Du ikke ? “ - - „ Hvor sødt det lyder fra dine elskede Læber ! udbrød han og skuttede hende i sine Arme . „ Ja , min egen , trofaste Mira , jeg vil snart , meget snart komme tilbage . “ Han trykkede et Kys paa hendes Pande og forlod Værelset med et lykkeligt Smiil . Men Tiden gik . Mira sad i Dagligstuen , hvor der nu var fuldkommen mørkt , da hun havde forbudt Ola at bringe Lampen ind . Hun kunde ikke taale Lyset , Mørket syntes meget bedre at stemme med hendes Følelser og Tanker denne Aften , hvor hun paa samme Tid var saa lykkelig og saa bedrøvet . Men da den ene Time gik efter den anden uden at bringe Baronen tilbage , blegnede hendes Lykke mere og mere , indtil den tilsidst forsvandt , og hendes Sorg og mørke Anelser vandt Seier . Hun brast i Graad og vilde have givet Aar af sit Liv for at faae de lykkelige Timer tilbage , som vare gaaede , hvis hun kunde have holdt dem fast for bestandig . Men umuligt ! — Imidlertid havde Baron Silgestrøm forladt Huset efter en Opfordring , han havde faaet i et Brev fra Doctor Ødman . Han tog strax hen til Frøken Søtherberg , hvor han fandt vor gamle Ven , som førte ham ind i Sygeværelset , hvorpaa han trak sig tilbage . Da Baronens Blik faldt paa Rose , standsede han et Øieblik . Hun var saa forandret , siden han sidst saae hende , at han neppe kunde gjenkjende hende . Hendes dybt indsunkne Øine havde mistet deres Glands og syntes indhyllede i et uigjennemtrængeligt Mørke . Hendes Kinder vare blege og hule , og hendes blaahvide Læber , som hun havde presset saa fast sammen , som vilde hun aldrig mere aabne dem , havde tabt det milde , henrivende Smiil , der endnu for nogle faa Timer siden oplyste dem . „ Velkommen ! “ sagde hun saa klangløst , at han neppe kunde forstaae hende , skjøndt han sad i Stolen lige ved hendes Seng . „ Tak , fordi De kom . Der er noget , jeg maa sige Dem , hvis jeg skal dø i Fred . Men jeg er meget svag , og mit Timeglas er snart udløbet . “ Hun slandsede og trak Veiret med Besvær , medens han kjærligt tog hendes Haand , uden at sige noget , da han følte , Ord her vilde være uden Trøst ; men han saae paa hende med et Blik saa mildt , saa deellagende , atingen Ord bedre kunde udtale hans Tanker , hans Følelser . Det syntes at bringe Solskin til hendes Hjerte , som slog svagere og svagere for hvert Minut . Roserne blussede igjen paa hendes Kinder ; Smilet , som allerede var flygtet , spillede atter om hendes Sæber , Øinene lyste med deres fordums Glands , men kun for et Øieblik , saa blev det igjen mørkt , og hun vedblev . „ Det er om min kjære Mira , jeg vil tale . Jeg troer , hun skjuler noget , der bringer hende Smerte . Mira elsker , men hvis jeg ikke tager feil , undertrykker hun denne Følelse , fordi hun troer , De ikke holder af den , hun har givet sit hele Hjerte . “ Baronen blev bleg , hans klare Pande blev mørk , hans Øine lynede , medens han spurgte med bevæget Stemme : „ Hans Navn ? “ „ Grev Villiam , “ svarede Rose sagte . „ Men Mira har aldrig fortalt mig det . Jeg har selv opdaget hendes Hemmelighed . Den første Gang hun omtalte ham var , da han var kommet hjem fra sin Reise ; jeg blev opmærksom paa hendes rødmende Kinder og skjælvende Stemme . Og siden har jeg lagt Mærke til Mere og Mere , der har givet mig den Overbeviisning , at hun elsker ham . Hun vil aldrig tale om ham , og naar jeg gjør det , afbryder hun mig . Stakkels Mira , jeg troer aldrig , hun selv faaer Mod iil at fortælle Dem det . Derfor har jeg nu gjort det ; thi jeg veed fra Grevinde Cederskøld , at den unge Mand ogsaa elsker hende . Baron Silgestrøm , dersom han virkelig er saa god og ædel , som jeg har hørt , og hvis De vil gjøre en døende Kvinde fuldkommen lykkelig i hendes sidste Time , saa lov mig , De ikke vil forhindre Mira i at ægte ham , selv om det er sandt , hvad jeg troer , at De ikke holder af ham . “ Hun greb hans Haand og trykkede den med sin sidste Kraft . Han prøvede paa at tale , men ingen Ord kom over hans Læber ; han kunde kun svare ved at trykke hendes Haand igjen . Men det tilfredsstillede hende ikke . „ De maa love mig det ! “ sagde hun og saae ængstelig paa ham . „ Jeg lover det , “ svarede han med Besvær . „ Mira maa vælge , hvem hun vil , jeg skal ikke sætte mig imod hendes Valg . “ „ Tak , min egen , kjære Ven ! “ udbrød hun glad . „ Ikke blot for dette , men for Alt , hvad De har gjort for hende og for mig . Modtag en døende Søsters Velsignelse . Gud gjengjælde og beskytte Dem . “ Endnu engang blussede Roserne paa hendes Kinder og hun sank mat tilbage i Puderne og lukkede fine Øine , som vilde hun sove . Baronen bøiede sig over hende og saae paa de blegnede Træk med et langt , smertefuldt Blik . Saa reiste han sig og nærmede sig Døren , i hvilken Doctor Ødman netop viste sig . „ Troer De , vi skal sende Bud efter Mira ? “ spurgte han . „ Nei , jeg troer det er bedre at lade Frøken Grotte blive uvidende om Sandheden saa længe som mulig . At føre dem sammen i dette Øieblik vilde kun bringe dem begge Sorg og berøve min Patient de sidste Kræfter . Hun trænger til Hvile og den vil hun kun finde i Søvnen . De maa passe paa Frøken Grotte , hun maa ikke komme her igjen før i Morgen . Hun er til ingen Nytte for fin Søster og selv trænger hun til Ro , ellers bliver hun ogsaa syg . “ „ Men kan jeg ikke være til nogen Nytte ? “ spurgte Baronen , „ Tak , ikke for Øieblikket . Men maaskee i Morgen , “ svarede Doctoren og fulgte ham ud . Mira sad endnu omgivet af Mørke , lyttende til Regnen og Blæsten udenfor , da hun med et foer op ved at høre Baron Silgestrøms Trin . Hun nærmede fig hurtigt Døren og ventede ængstelig hans Komme ; men til hendes store Forundring gik han lige til sit eget Værelse , hvor hun hørte ham laase Døren af efter sig . Det glade Smiil , hans velbekjendte Trin havde fremkaldt , døde hen , og hun vendte tilbage til fin Plads , , hvor hun blev siddende i mørke Tanker , til Ola meldte , at Theen ventede . Saa skyndte hun sig til Spisestuen i det Haab at finde ham der , som sædvanlig ; men Ola skulde hilse fra Baronen , om hun vilde drikke sin Thee uden ham , da han ikke var rask . Nu kunde hun neppe længere tilbageholde sine Taarer ; thi det syntes at hendes onde Anelser virkelig vilde gaae i Opfyldelse , og hendes Mod sank , naar hun tænkte paa , hvad der nu vilde skee . Men hun vilde ikke lade Ola see sin Bevægelse , hun prøvede paa at undertrykke den til hun var kommet til sit eget Værelse , saa sank hun om paa en Stol og brast i heftig Graad . Saaledes gik denne Aften , hun havde tænkt sig at maatte blive den lykkeligste i hendes Liv , hen i Taarer og Frygt ; thi hun følte , der var kommet noget mellem hende og Baron Silgestrøm , hun vidste ikke hvad , men hun vidste det var der , staaende mellem dem lig en mørk Skygge , der adskilte dem tiltrods for deres inderlige Kjærlighed til hinanden . Ja , saadan er et Hjerte , der elsker , det føler Faren , som truer dets Kjærlighed , før den nærmer sig , end sige , naar den allerede er der . — „ O ! “ hviskede hun med foldede Hænder . „ Er min Himmel allerede skjult af truende Skyer . Er dette Enden paa min korte Lykke , er jeg allerede vaagnet af min kjæreste Drøm ? — Hvorfor vil han ikke see mig netop denne Aften , som burde være den lykkeligste i vort Av ? — Men det maa ikke være ! Vil han ikke komme til mig , saa vil jeg gaae til ham . “ Hun reiste sig hurtig , forlod Værelset og gik lige til hans Dør , hun bankede paa med skjælvende Haand ; men han svarede ikke , eller hørte maaskee ikke hendes Banken . Han gik op og ned , som det syntes i slærk Bevægelse . „ Baron Silgestrøm ! “ fik hun tilsidst Mod til at sige . „ Hører De ikke , det er mig , Mira . Jeg ønsker at tale med Dem . “ Nu standsede Trinene og han sagde i en alvorlig , bestemt Tone : „ Gaae til Ro , Barn , det er seent og Du trænger til Søvn . I Morgen kan Du fortælle mig , hvad Du har paa Hjertet . “ Trinene løde alter . „ Men Ola sagde De var syg , “ sagde Mira og undertrykkede den saarede Stolthed , Vreden og Smerten , som kæmpede i hendes Hjerte . Trinene standsede alter el Øieblik , og han svarede koldt : » Men nu er jeg alter fuldkommen rask . Du behøver ikke af være bange for min Skyld , jeg kan bære meget ; jeg vil snart overvinde dette sidste Stød . Men gaae til Ro , Barn , og forstyr mig ikke oftere . “ Det var for meget for MiraS Stolthed . „ Vææ vis paa , jeg skal ikke forstyrre Dem mere ! “ udbrød hun med Lammende Kinder og dirrende Læber og skyndte sig tilbage til skt Værelse , ikke for af søge Ro , men for af græde , til hendes rOine vare røde og hendes Hoved smertede , saa hun ikke mene kunde samle sine Tanker . Da lukkede endelig hendes Øine fig , og hun faldt i en dyb Søvn . Den næste Morgen mødtes Mira og Baronen , som de pleiede ved Frokosten . Mira var bleg , hendes Øine vare røde og ophovnede , og hun syntes af være meget træt . Men han saae det ikke , han rakfe hende Haanden som sædvanligt og satte sig ned for at læse Bladene . Hvor var hans Kjærlighed , hans venlige Blik og endnu venligere Ord ? — Hvor var den Baron Silgestrøm , der om Aftenen havde erklæret hende fin inderlige , trofaste Kjærlighed ? Han var forsvundet og hendes Pleiefader , den fordums Baron Silgestrøm , havde indtaget hans Plads . — Hvor en Dag , en Time , et Minut kan forandre vort hele Liv og tilintetgjøre vor hele Lykke , vort Haab , vor Fremtid . Hun kunde neppe tro , hvad hun saae med sine egne Øine . Der sad han alvorlig og stille og læste Bladene saa rolig , som om Intet var hændet , som om hans Hjerte var lige saa roligt som hans alvorlige Træk , skjøndt han havde saaret hende saa dybt , skjøndt han havde tilintetgjort hele hendes Lykke . — Ja , han saae virkelig ud , som var hans Hjerte lige saa roligt som hans Træk , skjøndt det bankede af Smerte , skjøndt han havde begravet dets kjære Haab for evig . Men Mira kunde ikke læse i hans inderste Sjæl , hun kunde kun dømme af det Ydre . Og det gjorde hun , og hun bestemte , hun vilde være lige saa rolig som han , han skulde ikke triumphere over hende ; hun vilde undertrykke sin Sorg . Han skulde ikke see hendes Hjertes rette Tilstand ; hun forsøgte at smile , men det var kun et blegt Gjenfærd af det varme Smiil , som ellers hvilede paa hendes Læber . „ Vil Du skjænke Thee til mig , Barn , “ sagde han tilsidst , uden at see paa hende . „ Jeg vil gjerne strax besøge Din Søster , for om der er noget , hun ønsker . “ * Mira svarede ikke , men skjænkede Theen , som de Begge drak i Taushed . Saa lagde Baronen Bladene tilside og forlod Værelset uden at sige et eneste Ord . Det fremtvungne Smiil døde paa hendes Læber . Hun satte sig ned og græd stille . Men med et reisfe hun sig . Hun kunde ikke udholde at blive hjemme . Hun vilde gaae til sin Søster , hendes kjære Rose , hendes eneste Ven . Hun vilde ikke vente , til Baronen kom igjen . Skulde maaskee han , der var en Fremmed for Rose , være den Første , der gik til hende , medens hun , Mira , Roses Søster , blev hjemme . Nei ! hun vilde gaae og det strax . Hun skyndte sig til sit Værelse for at tage sit Tøi paa , men der fandt hun Jomfru Kullberg , der udbrød ved at see hende : „ O , kjære Frøken , jeg har havt saadan en underlig Drøm i Nat ! Der maa vist skee noget slemt ! thi jeg har endnu aldrig drømt om Rotter , som aad Muus , uden at det har endt sørgeligt . Og jeg drømte i Nat , at to store Rotter aad tyve smaa Muus , og saa tilsidst fangede en Kat de to Rotter . — Det var en slem Drøm , og jeg er vis paa , Dagen vil ikke gaae hen , uden at der skeer noget Galt . “ Tiltrods for Miras mørke Tanker kunde hun ikke lade være at lee ad Jomfru KullbergS underlige Drøm og hun vilde netop trøste den gamle Pige , da hun hørte Klokken ringe ; Ordene standsede paa hendes Læber , og hun kunde neppe holde sig opreist , hun havde en Følelse , som skulde hun besvime og sank om i en Stol med et Skrig . „ Hvad er der i Veien ! “ raabte Jomfru Kullberg forskrækket . „ Er De syg ? — Stakkels Barn , prøv at drikke lidt Vand , det vil forfriske Dem . “ Men Mira reiste sig pludselig og ilede til Daligstuen , hvor hun sandt Baronen , som netop var traadt ind . „ Hun er død I “ raabte Mira . „ Skjul det ikke for mig , jeg veed det , det er som var der sprunget noget i mit Hjerte . “ „ Det gjør mig ondt at maatte bringe Dig et saadant Sørgebud , “ sagde han deeltagende . „ Jeg veed , Ord kan ikke trøste i et saadant Øieblik . Men glem ikke , Barn , det er kun oS , hun har ladt tilbage , der sørge og græede , hun derimod er lykkelig , og derfor maa vi ikke misunde hende denne Lykke . Fred være med hende . “ — Han tog blidt Hænderne fra hendes Ansigt . „ Græd kun , Barn , Taarerne mildne vor Smerte og faae os til at tænke paa ham , der gav og dem til Trøst for vore saarede Hjerter . Du har mistet en Søster , men glem ikke , Du har gjenfundet en Fader . Vær ikke bange , Barn , jeg vil ikke tilintetgjøre Din Lykke , jeg vil fremme den . “ Han trykkede hendes Haand kjærligt og forlod sagte Værelset . Men Mira kunde ikke græde . Taarerne syntes at nægte hende deres Trøst . Hendes Blik hvilede paa Jorden og hendes skjælvende Læber havde ingen Ord til hendes Trøst . Saaledes sad hun den ene Time efter den anden , uden at gjøre en eneste Bevægelse , der kunde tilkjendegive at hun endnu levede . Endelig brød hun ud i en heftig Graad og raabte fortvivlet : „ O , dette er mere , end jeg kan bære ! “ — Hænderne laae foldede over hendes Bryst . Hendes Hjerte , der nylig havde været varmt , bankede ikke mere . Hendes Læber vare lukkede for evigt ; men hendes Øine , disse Hjertets trofaste Tolke , bleve tro selv i Døden , de vare ikke lukkede , de stirrede endnu paa den lille Bouket , der stod paa Bordet , som om de selv i Døden vilde tolke hendes sidste Tanker . Mira knælede ved Sengen . Hendes Blik var fæstet paa den elskede Søster . Ingen Taarer fyldte hendes Øine , ingen Klage undslap hendes Læber , hendes Hjerte var liig et Instrument , hvis Strenge ere brudte . Men nu traadte Baron Silgestrøm sagte ind , og ved at see ham reiste hun sig hurtig , medens han traadte nærmere og hviskede , som for ikke at forstyrre den Dødes fredelige Søvn . „ Kom Barn , Du maa ikke dvæle længere her . “ Men hun vendte tilbage til Sengen , hvor alle hendes Tanker syntes at være . Hun bøiede sig over Rose og trykkede et brændende Kys paa hendes kolde Pande . Endnu engang hvilede hendes Blik paa disse elskede Træk , endnu engang , for aldrig oftere at see dem i dette Liv . — Hun var begravet . Hendes Navn vilde snart være udslettet af de fleste Hjerter ; men i et vilde hendes elskede Billede altid blive . Det var i hendes Søsters . Stakkels Mira , hendes Hjerte var knust . Det havde været mere , end hun kunde bære paa samme Tid at miste sin Søsler og den , hun elskede , ja den hun elskede ; thi Baronen havde aldrig siden hiin saa lykkelige og ulykkelige Aften talt til hende om sin Kjærlighed . Det var , som havde han reent glemt , at han nogensinde havde elsket hende , som om han ganske havde glemt , at han havde erklæret hende det . Han var saa forandret i sin Opførsel imod hende , at hun neppe kunde gjenkjende ham , skjøndt han altid var god og kjærlig mod hende . Havde han maaskee angret , at han , om end kun for et Øieblik , havde tænkt paa at gjøre don lille Zigeunerske til fin Kone ? — Eller hvad var det , som med Et adskilte dem ? — Hvor skulde hun finde Lys i dette Mørke ? Skulde hun ligefrem spørge ham , hvad Grund han havde til denne Forandring i sin Opførsel mod hende ? — Nei , hun vilde ikke spørge , hun var for stolt til at bede ham om den Kjærlighed , han syntes at negte hende . Men hvor hendes stakkels Hjerte kæmpede mod dets mange forskjellige Følelser . Det ene Øieblik følte hun Trang til at kaste sig i hans Arme og fortælle ham tiltrods for hans forandrede Opførsel , hvor høit hun elskede ham . Det næste Øieblik vendte hun ham Ryggen , for at han ikke skulde see hendes Vrede , hendes saarede Stolthed og sorgfulde Hjerte i hendes Øine . Og Tiden gik . Tre Uger vare gledne hen siden Rose « Begravelse ; tre Uger saa lange som Aar for hende og Baronen , medens Andre , som vare lykkelige , maaskee fandt , de vare flygtede som Minuter . Det var Morgen . Mira havde aabnet Vinduet og indaandede den friske Luft , som bragte en Hilsen fra den kommende Vaar . Det var en smuk Dag . Solen forgyldte Vinduerne lige overfor . Himlen var klar og blaa . Fuglene fløi op og ned med glad Kviddren , medens Folk kom og gik med glade Ansigter og Tilfredshed i Hjerterne over den smukke Dag . Selv Mira kunde ikke blive uberørt ved Synet af al det Liv , der omgav hende . Hendes Hjerte bankede hurtigere , hendes Øine funklede , og hendes blege Kinder bleve røde . Solen med fine varme Straaler syntes at smelte Isen , der for nogen Tid havde tildækket hendes ellers saa milde og kjærlige Hjerte , og hun lovede sig selv , hun vilde tale aabenhjertigt med Baron Silgesfrøm , hvad der end skete . Hun gik til Daligstuen , hvor hun troede at finde ham beskjæftiget med Bladene som han var vant til hver Morgen . Men hun blev skuffet , der var ingen Baron Silgesfrøm og hun satte sig ved sit Sybord , bestemt paa at vente , til han kom . Snart hørte hun hans velbekjendte Trin nærme sig . Hendes Hjerte bankede ængsteligt , da han traadte ind ; hun prøvede paa at reise sig , men kunde ikke , alt hendes Mod , al hendes Styrke havde forladt hende . Hun kunde neppe hæve fine sænkede Øine for at fæste dem paa ham , som stod og saae paa hende i Taushed . „ Mira ! “ sagde han tilsidst med alvorlig Stemme . „ Jeg kommer for at sige Farvel til Dig . Jeg reiser udenlands . “ „ Udenlands ? “ — Mira kunde neppe faae Ordene frem . Han satte sig ved Siden af hende ; tog hendes kolde Haand og vedblev kjærligt : „ Vær ikke bange , Barn , det er ikke min Hensigt at lade Dig blive ene tilbage . Cederskølds har lovet at tage sig af Dig . De komme efter Dig idag ; og jeg troer , Du vil blive mere tilfreds i deres glade Selskab , end Du hidtil har været i mit . Jeg er intet opmuntrende Selskab for en ung Dame , hverken i Sorg eller Glæde . Frygt ikke for noget , jeg har ordnet Alt , som jeg troede , det vilde behage Dig , og naar vi sees igjen haaber jeg , Du vil være saa lykkelig , som jeg af mit ganske Hjerte ønsker , at Du maa blive . — Men der er endnu noget , jeg kunde ønske at tale med Dig om ; men jeg vil ikke formørke denne Afskedstime med at fortælle Dig alt , hvad der har fyldt mit Hjerte med Sorg . Jeg vil skrive til Dig om denne Gjenstand , ikke for min egen Skyld , Barn , vær vis paa det ; men kun for din Skyld , thi jeg skylder Dig en Forklaring over min Opførsel siden den Aften , Du veed , skjøndt Du vel allerede har tænkt Dig den selv . Men jeg er bange for , Du ikke ret kan nyde din Fremtids Lykke , før Alt er forklaret og ordnet mellem os . Og Du , Barn , har Du ikke et eneste Ord at sige , før vi skilles ? - — Men Mira havde ingen Ord . Hun sad som forstenet , og selv om hun kunde have frelst sit Liv ved at sige et Ord , vilde det have været hende umuligt . „ Godt , Barn , “ tilføiede han ester en kort Taushed med bevæget Stemme , „ jeg vil ikke overtale Dig mod din Villie . “ Lyden af en Vogn nærmede sig . Han reisfe sig hurtig , og Mira gjorde det samme uden at vide del . Hun kunde ikke samle sine Tanker , Alt dandsede rundt med hende ; hun kunde kun føle , kun forstaae , at han reisfe bort , han , som hun elskede . „ Gud velsigne Dig , Barn ! “ udbrød han og skuttede hende i sine Arme . „ Gid jeg maa finde Dig lykkelig , naar jeg kommer tilbage . Sørg ikke over mig ; jeg har kun en Tanke , et Ønske , det er at see Dig lykkelig . Farvel , Mira , Du har min Tilgivelse . “ Han trykkede et Kys paa hendes Pande ; han skuttede hende endnu en Gang i sine Arme , og hun var ene , ganske ene , staaende paa samme Plads , hvor han havde forladt hende . med Blikket heftet paa Døren , som havde lukket sig efter ham lyttende til Vognen , da den kjørte bort , til Lyden døde hen i det Fjerne . Da vaagnede hun først af den Følelsesløshed , der syntes at have overvældet hende og raabte , vridende sine Hænder : „ O , Victor , Victor , Du maa ikke forlade mig ! “ — Men for seent ! Han var allerede langt borte . Solen skinnede gjennem de halvt tildækkede Vinduer , dens venlige Straaler , legede medMeublerne , gled over Gulvet , henad Væggene og oplyste hele Værelset . Det var ikke Vinterens kolde blege Straaler , det var Vaarens varme , livlige Børn . Hvor de legede , medens Fuglene sang , ikke blot Spurvene , men ogsaa andre Fugle med søde Stemmer , Fugle , der vare komne langvejs fra , og nu sang for at forkynde , at Vaaren var kommen og med den alt , hvad der glæder Hjertet . Nu skilte en enkelt Solstraale sig fra sine smukke smaa Søstre og gled gjennem Værelset lig en Guldstrøm , til den sank ned paa Sengen , hvor en ung Pige laa med blege Kinder og lukkede Øine . Den legede med hendes sorte Lokker ; den kyssede hendes søde Læber og varmede hendes kolde Pande , til hun aabnede Øinene og saae sig om med et forundret Blik . Hun kunde ikke huske det mindste ; hun prøvede paa at løfte sit Hoved ; men det var saa tungt , at det sank mat tilbage paa Puden . Denne lille Bevægelse , skjøndt saa let , blev ikke ubemærket . Et Hoved viste sig strax i den aabne Dør , som ferie ind til Værelset ved Siden af , og Jomfru Kullbergs velbekjendte Skikkelse nærmede sig Sengen . „ Jeg syntes , hun gjorde en Bevægelse , lille Stakkel , “ hviskede hun til sig selv . „ Men jeg har nok taget feil . Hvor skulde hun ogsaa kunne røre sig . Nu har hun ligget der siden Baronen reiste uden selv at ane det , som man skulde tro . Hun faaer vist aldrig mere Kræfter til at reise sig fra Sengen . Stakkels Barn , hvor det gjør mig ondt , hvis det tager en saadan Ende med hende . Men jeg drømte nok om to Rotter ; den ene har været Frøken Søtherberg ; den anden , er jeg bange , vil blive hende , lille Stakkel . “ Og hun bøiede sig over Mira og saae paa hende saa kjærligt , som om hun havde været hendes eget Barn . I dette Øieblik aabnede Mira atter Øinene , og Jomfru Kullberg udbrød glad : „ Herren være lovet ! Jeg troede aldrig mere jeg skulde ses disse søde Øine . O , mit kjære , kjære Barn , De har ikke seet paa mig de to sidste Maaneder . Gud velsigne Dem , det er Ret , smiil lidt til mig , min egen lille Yndling . “ Hun greb begge Miras Hænder , trykkede dem mod sine Læber og græd af Glæde . » Nei , hvor enfoldigt af saadan en fornuftig , gammel Pige ! “ udbrød Doctor Ødman , som ubemærket var traadt ind . „ Vil De maaskee dræbe min Patient i det samme Øieblik , hun igjen er kommet tillive ? — Jo , De er den rette Sygevogterske ! “ Han greb hende let om Armen og førte hende ud i det tilstødende Værelse . „ Saaledes ere de Alle , og jeg kan dog ikke selv pleie mine Syge . Hm ! . . . “ Han satte sig , tog MiraS Haand og sølle hendes Puls . „ Godt ! Jeg troer , hun er frelst , “ mumlede han med et tilfreds Smiil . » Tak , Doctor/ ' sagde Mira med svag Stemme og prøvede at tage hang Haand ; men Kræfterne svigtede hende , og Haanden sank mat tilbage . „ Hun taler ! ja , sandelig taler hun ! “ udbrød Doctoren , som nylig havde skjenvt paa Jomfru Kullberg for det samme , han nu selv gjorde . „ Herren være lovet , det er mere , end jeg havde ventet for lang Tid . Mil eget lille Barn , hvorledes har De det da idag ? — Gud velsigne Dem for disse faa Ord , jeg er saa glad , som havde jeg vundet en Krone , “ og ogsaa han greb hendes Haand og kyssede den ømt ; men nu var det Jomfru Kullbergs Tour til at skjænde . Hun nærmede sig sagte , greb hans Arm og hviskede : „ Nei , hvor enfoldigt af saadan en fornuftig , gammel Mand . Men saaledes ere de Alle . “ — „ De har Ret , “ sagde han skamfuld . „ Vi have Begge mere Hjerte end Forstand . Kom , lad os forlade den kjære Lille . Jeg kan skrive min Recept i det andet Værelse . De maa ikke tale med Jomfru Kullberg eller nogen Anden , naar jeg er gaaet . Hører De ? — De maa ligge saa rolig som De kan og ikke tænke paa noget . Farvel , Barn , jeg kommer igjen imorgen , og saa kan vi maaskee tale lidt sammen . “ Han kyssede paa Fingeren til hende og forlod Værelset fulgt af Jomfru Kullberg , der vinkede , som vilde hun sige : „ Jeg kommer snart igjen og taler lidt med Dig , tiltrods for den gam e Sladderhank . “ Mira var ene . Nu var hun ikke mere forundret over at finde fig liggende i Sengen ; hun samlede sine forvirrede Tanker , hun huskede Alt , det vil sige , hun huskede , at han var borte , at han havde ladet hende tilbage , uden at hun vidste , hvorfor han havde straffet hende saa haardt . Og Rose , hendes kjære Rose , hos hvem hun kunde have søgt Trøst , hvor var hun ? — Hun lukkede igjen sine Øine og gav sine Taarer frit Løb . Hun foldede sine Hænder , medens Læberne bevægede sig . Hun bad , bad af sit ganske Hjerte , og saadanne Bønner naae altid Herrens Trone . Dei var Søndag , en smilende Søndag og en dobbelt Festdag var det ; thi Mira var første Gang oppe efter sin Sygdom , og Jomfru Kullberg forsikkrede hende , hun vilde aldrig i sit Liv glemme denne lykkelige Dag , da hendes kjære Frøken var kommen op efter saadan et haardt Sygeleje . Doctor Ødman havde afflaaet Grevinde Cederskøld og alle de Andre , som ønskede at see Mira , at komme ind , og hun var derfor ganske overladt til Jomfru Kullbergs Omsorg , og hun kunde heller ikke have en bedre Plejerske ; da Doctor Ødman traadte ind , udbrød han tilfreds : „ See , det kan jeg kalde at passe paa min lille Patient . “ Mira sad i en stor Lænestol , som Jomfru Kullberg med OlaS Hjælp havde flyttet hen midt i Stuen , hvor de varme Solstraaler kunde naae den . „ Goddag , min kjære gamle Ven ! “ sagde hun og rak . e taknemmelig Haanden til den gode Doctor . „ Hvorledes skal jeg takke Dem for al Deres Kjærlighed mod mig . “ „ Nu , det skal jeg sige Dem , “ svarede han og satte sig ned . „ De kan bedst takke mig ved at blive rask snarest mulig . Men jeg havde nær glemt , jeg har noget til Dem fra min Kone . “ Han aabnede den ene af sine store Lommer , og en smuk lille Bouquet tittede frem . „ See her , “ sagde han tilfreds og rakte hende Blomsterne . „ Hvad mener De om dem ? Det var godt , jeg huskede at usføre mit Ærinde , det havde været Synd for de stakkels Smaa , om jeg havde glemt det . “ Mira brast i Graad , da hun saae Blomsterne ; hvor smerteligt mindede de ikke om Rose og Baronen . Den gode Doctor , som ikke vidste , hvad det var , der bevægede hende saa meget , skjændte paa de uskyldige Blomster og paa fin ufornuftige Kone , som ikke havde forudseet , hvad der vilde skee ; saadan en Idee af sende Blomsler til en stakkels syg Pige , der havde været lænket til Sengen i flere Maaneder og neppe vidste , af Vinteren var gaaet , ser hun nu saae disse Vaarens Frembringelser ; og af netop han , hendes Læge , havde været Overbringer af saadan en lille Bouquet , det var for meget . Han greb Bouquetten og vilde kaste den ud af Vinduet ; men Mira forhindrede det og sagde , idet hun saae paa ham med sine taarefyldte Øine : „ Nei , min kjære Ven , Blomsterne ere mine , De har ingen Ret til af kaste dem bort . Tak Fru Ødman fra mig og siig hende , jeg var saa glad for dem ; thi jeg holder saa meget af Blomsler . “ „ De var glad ved af modtage dem ! “ udbrød Doctoren forundret . „ Saa forslaaer jeg ikke , hvordan Folk see ud , naar de ere bedrøvede . Men min gode gamle Karin har Ret , naar hun siger : Fanden selv kan ikke forstaae en ung Dames Sind . ' Hvorledes skulde da jeg . Men naar De er glad for dem , er jo alt godt , og jeg har ingen Grund til hverken af kaste dem bort eller skjænde paa min lille Kone , som altid er saa glad ved at glæde Andre . “ Den gode Doctor tog Afsked efler at have givet Jomfru Kullberg sine Befalinger om , hvor længe Mira maatte blive oppe . Da hun var gaaet , viste Ola sig i Døren og vinkede ad Jomfru Kullberg med en vigtig Mine . Hun nærmede sig strax , og han hviskede noget til hende , som hun syntes at blive glad over , thi hun smilede tilfreds og gik ud for lidt efler at vise sig med et Brev i Haanden . „ Jeg har noget , som De vil blive glad over , “ sagde hun og nærmede sig med et triumpherende Smiil . „ Dette Brev modtog Ola for en Maaned siden ; men da De var for syg dengang , gjemte jeg det til bedre Tider , og jeg troer , idag er Tiden kommen . Det er sra Baronen , kan jeg see paa Haandskriften , “ og hun lagde Brevet ned i MiraS skjælvende Haand og forlod Stuen fulgt af Ola , som hidtil havde staaet ved Døren for at være Vidne til fin kjære Frøkens Glæde ved at modtage Brevet . Men han blev lidt skuffet ; thi Mira sagde ikke et eneste Ord ; hun kunde kun takke fine gamle Venner med et Smiil , som døde hen paa hendes Læber . Da hun var blevet ene , reiste hun sig tiltrods for sin store Svaghed og gik hen til Vinduet , som om hun bedre kunde læse det kjære Brev der i det klare Daglys , omgivet af de legende Solstraaler , end i den store Lænestol , svøbt ind i Tæpper og Puder , der i dette Øieblik forekom hende lig et Fængsel . Hun saae paa Brevet smilende gjennem Taarer , men dog manglede hun Mod til at aabne det . Endelig efter en lang Kamp mellem Glæede og Frygt , trykkede hun det til sine Læber , aabnede det og læste . „ Barn , Barn , hvad har Du gjort med mit Hjerte ? — Hvor kunde Du gjøre mig saa megen Sorg ? — Veed jeg ikke , Du vilde offre Dig selv paa Taknemmelighedens Alter ! Veed jeg ikke , Du elsker en Anden ! Veed jeg ikke , Du er ung , og jeg er gammel ! Hvor kan den blomstrende Rose drømme om den alvorlige Gran ? — Men vær rolig . Jeg har ikke Hjerte til at tilintetgjøre din Ungdom . Jeg vilde ikke , om jeg kunde vinde en Verden . En Verden ! — Hvad er en Verden i dens Haand , som elsker ? — Et Støvgran han vil bortbytte for et Smiil af hende , som er hans eneste Verden . Du vilde opoffce Dig selv . Men Du glemmer , det var ikke blot Dig men ogsaa ham , Du opoffrelse ; ham , som elsker Dig , og som Du elsker , skjøndt ingen af Eder kan elske , som jeg gjør . Men vær rolig , Barn ; denne Opoffrelse er større end nogen kan give , og nogen kan modtage , og et knust Hjerte vilde væræ alt , hvad Du havde at byde mig . Mira , Du er fri ! tag din Villiam , og Gud give , I begge maa blive saa lykkelige , som jeg , Eders Fader , ønsker det . Vent ikke paa min Tilbagekomst ; ægt ham saa snart som mulig , og naar Alt er ordnet , vil jeg , om Gud behager , komme og glæde mig over Eders Lykke . Farvel Barn . Sørg ikke for min Skyld , jeg vil snart blive tilfreds med min Lod ; thi den , der elsker oprigtig , kan kun blive lykkelig , naar Gjenstanden for hans Kjærlighed ogsaa er det . Hils Villiam fra Din trofaste Ven og Fader Victor Silgestrøm . “ „ Gud trøste mig ! “ hviskede Mira og sank mat om i en Stol . „ Hvad er der iveien med Dig idag . Carl ? “ spurgte Frøken Karin gnavent . „ Du seer jo ud , som havde Du spiist Kaarekyllinger . Lal reent ud , Mand , hvad har Du paa Hjertet ? “ „ Stille , Karin , Du er altid saa nysgjerrig . En Læge har saa meget at tænke paa , som han ikke kan fortælle Andre . Anna er langt mere fornuftig , hun spørger aldrig om , hvad jeg fænker paa . “ „ Ja , Anna ! Men Anna er ikke ' din Søster , “ svarede Frøken Karin , medens hun saae lidt skarpt paa fin Svigerinde , som stod ved Vinduet og syede ivrigt . „ Nei , hun er min Kone , og som saadan har hun langt større Ret til min Tillid end Du . Men da jeg ikke vil drille Dig , vil jeg sige Dig , jeg fænker paa stakkels Frøken Grotte . Du veed , hun var netop kommet sig , da hun pludselig faldt tilbage , uden at jeg kan begribe , hvad der har fremkaldt det . Nu er hun igjen , Gud være lovet , bedre ; men hun kan ikke komme til Kræfter saalænge hun bliver i Stockholm . Hun trænger til Lanvluft . Jeg vil derfor foreslaae hende at tage op til Baronesse Silgestrøm ; men først vil jeg tale derom med Grev Cederskøld , thi jeg troer , han har mere Indflydelse paa hende , end jeg . Og vi maa benytte Tiden , medens det endnu er Sommer . ' „ Saa skulde Du strax gaae og tale med ham . Stakkels Lille ! Det vilde være Synd at lade hende blive længer end nødvendig i Byluften . “ „ Jeg har tænkt paa dei samme i lang Tid , “ sagde Fru Ødman rødmende . „ Saa . . . . Ja , Koner paa din Alder ere altid saa kloge , “ svarede Frøken Karin spydigt , „ medens Mænd paa Carls Alder ikke mere kunne tænke . Ellers vilde stakkels Frøken Grotte vel for længe siden have nydt Landluften . “ , „ Udentvivl , dersom hun havde været rask nok dertil . Men det er hun først nu og derfor vil jeg raade hende til at reise . “ Med disse Ord forlod Doctor Ødman Dagligstuen . » Carl har altid været en gammel Sladderhank . Men nu han bliver ældre og ældre , er han det mere end nogensinde , “ sagde Frøken Karin vred ; thi Gigten plagede hende i denne Tid , skjøndt det var Sommer . „ Jeg synes Doctor Ødman er meget klog og fornuftig , “ svarede Fruen , rødmende over den Maade , hendes Svigerinde omtalte hende paa . „ Saa . . . synes Du det ? Men jeg kan sige Dig , jeg er af en anden Mening . Og jeg skulde iro , jeg kjender ham bedre end Du . “ „ Jeg betoivler det virkelig , naar Du dømmer om ham paa den Maade ; thi min Mand er klogere og fornuftigere end de Fleste . “ „ Tak Anna , Du giver ham hverken mere eller mindre , end han virkelig fortjener . Lad der være Fred imellem os , thi der er Ingen i Verden , der elsker ham høiere , end jeg . Men jeg maa skjænde paa ham og paa Eder alle i denne Tid , det mildner Gigten , og jeg troer ikke , I holde mindre af mig for det , især naar I kjende min Grund til at skjænde . “ Saaledes endte denne lille Trætte , som alle de Trætter , den gode , gamle Frøken Karin begyndte saalænge hun levede paa denne kjære Jord , som er , . hvad vi Alle vide , et Hjem for al Trætte . Fru Ødman fortsatte sin Syning med et tilfreds Smiil og Frøken Karin gik ud i Kjøkkenet , hvor hun begyndte en ny Trætte med Barbara , hendes gamle Compagnon . Mira sad i Dagligstuen , paaklædt til Reisen . Hun saae meget bleg og svag ud ; men hendes Træk udtrykte mere Tilfredshed , end oe havde gjort i lang Tid . „ Cederskøld og jeg vil snart følge efter Dig , kjære Mira ! “ sagde Grevinde Adelheid opmuntrende , „ vil vi ikke , Cederskøld ? Vi vil ikke ganske overlade Mira til Tante Margrethes og Frøken Bredes Selskab . Jeg tænker vi komme til Hammer i Løbet af en Maaned . Hvad mener Du , Cederskøld ? “ „ Ja , Mira , hvis det kan tilfredsstille Dem , komme vi og er sammen med Dem en Uge eller to ! men længer kan jeg neppe blive paa Hammer denne Gang . Goddag , Villiam , vil Du ogsaa tage Afsked med vor kjære Mira ? “ „ Ja , jeg vil , men kun for en kort Tid . Jeg haaber vi snart skulle mødes paa Hammer . Dog Vognen venter paa Dem , min lille Reisende , maa jeg byde Dem min Arm ? “ „ Farvel , min egen kjære Mira ! “ udbrød Grevinde Cederskøld og skuttede hende i sine Arme . „ Lad mig see , Du passer paa Dig selv . Du maa love mig at være forsigtig med din Sundhed . Gaa ikke i Haven i Aftenluften . Duggen skal være meget farlig for svage Folk . Har jeg ikke Ret , Doctor Ødman ? “ spurgte hun og vendte sig mod Doctoren , som netop traadte ind . „ Jo , De har altid Ret , “ svarede han smilende . „ Men jeg seer , jeg var lige ved at komme for seent , Frøken Grotte . Jeg haaber De vil være forsigtig med Deres Helbred , at De maa komme igjen salt frisk som en Fisk . Min Kone og Søster bad mig hilse Dem saa meget og bringe Dem deres bedste Ønsker for Deres snarlige Helbredelse ; og jeg selv ønsker Dem af mit ganske Hjerte en behagelig Reise og at De maa komme til Kræfter i den friske Landluft . Men fremfor Alt , vær forsigtig . “ „ Ja , Mira . De maa virkelig være paapassende , “ tilføiede Grev Villiam og trykkede hendes Haand kjærligt . „ De veed . hvad De er for os Alle , derfor er det Deres Pligt at være omhyggelig med Dem selv . Farvel , Gud være med Dem . “ „ FarvelI “ gjentog de Alle og trykkede hendes Hænder , som skulde de skilles for bestandig ; Grev Villiam bød hende Armen og forlod Værelset , fulgt af de Andre . Jomfru Kullberg og Ola ventede paa hende ved Døren . „ Farvel , min kjære unge Frøken ! “ udbrød den gamle Huusbestyrerinde med taarefyldte Øine . „ Herren beskytte Dem og være med Dem , hvor De gaaer . Gud give De maa komme hjem igjen med røde Kinder og med Glæde i Hjertet . “ „ Farvel ! “ sagde den gamle , trofaste Ola , dybt bevæget . „ Farvel og Gud være med Dem . “ Grev Villiam løftede hende ind i Vognen . Han sagde Intet ; men det kjærlige Blik han fæstede paa hende talte for ham . Og Vognen kjørte bort , efterladende alle de kjærlige Hjerter . „ Velkommen , min lille Yndling ! “ udbrød Baronesse Silgestrøm og skuttede Mira i sine Arme . „ Gid Du maa komme til Kræfter her . Kom , sid ned , Du er lidt anstrengt ester Reisen . Stakkels Barn , græd ikke , Du vil snart blive rask . “ Det var sørgelige Dage for Mira , skjøndt Baronesse Silgestrøm var som en Moder for hende , og selv Frøken Brede syntes at have glemt endeel af sit fordums Had til den lille Zigeunerske ; men der var jo ikke En , for hvem hun kunde aabne sit Hjerte . Timerne gik saa langsomt , at det syntes som slode de heelt stille . Hun foldede Hænderne og takkede Gud , naar Dagen var til Ende , medens hun mødte den kommende Dag , med et Blik , der udtrykte : „ Hvorledes skal jeg faae Tiden til at gaae . Gid jeg aldrig mere saae en Dag bryde frem . “ Hvor ofte gik hun ikke til den klare Kilde , hvor tusinde Minder , glade og sorgfulde , ventede hende . Hun satte sig ned paa Græsbænken og lukkede sine Øine , og Roses kjære Billede stod tydeligt for hende , netop som hun havde seet ud den sidste Gang , de havde siddet Haand i Haand paa samme Sted . „ Gid jeg var hos Dig . min kjære Rose ! “ hviskede hun veemodig . „ Men det er min Skjæbne at vandre ene gjennem Livet . Havde Du endnu levet , kunde jeg have aabnet mit Hjerte for Dig , og Du vilde have forstaaet og raadet mig . Men nu — er jeg ene , ganske ene , uden Raad , uden Hjælp . . . Jo , der er En , En som beskytter Alle ! Hvor jeg er utaknemmelig , min Gud . Vær ikke vred paa mig , forlad mig ikke , som jeg fortjener det , jeg vil forbedre mig og være tilfreds med min Lod , naar den blot fører til Himlen . “ Undertiden kunde hun blive siddende den halve Dag i Drømme , glemmende Alt , selv at Baronesse Silgestrøm ventede paa hende . Til andre Tider kunde hun pludselig reise sig og ile hjem , hvor hun strax gik til sit Værelse og satte sig ned foran Skrivebordet og begyndte paa et Brev til Baron Silgestrøm , hvori hun fortalte ham , hvorledes han havde misforstaaet hende , hvorledes hun elskede ham , og at hun aldrig havde elsket eller vilde elske Grev Villiam . Men ingen af disse mange Breve naaede ham , de bleve alle tilintetgjorte , før de vare fuldendte , og Alt imellem disse To , som elskede hinanden saa trofast , blev som det var . Saaledes gik Uger og Maaneder , Cederskølds havde for en kort Tid gjæstet Hammer , men vare allerede igjen reiste , og tiltrods for alt , hvad Baronesse Silgestrøm gjorde for at adsprede sin lille Yndling , syntes det næsten , hun blev sorgfuldere med hver Dag . Tilsidst kom Grev Villiam . Mira havde ganske glemt . ham , og skjøndt Baronesse Silgestrom havde haabet at hans Nærværelse skulde have en god Indskydelse paa Mira , opdagede hun snart , at denne tvertimod var blevet alvorligere og mere indesluttet end før . Hun undgik ham , hvor hun kunde , og blev paa sit Værelse saa meget som muligt . Hendes lange Ture , det eneste , hun havde fundet For nøielse i , havde hun fuldkommen opgivet og ingen Overtalelse kunde bringe hende til at fortsætte dem . — Det var Morgen . Mira forlod sit Værelse forsigtig , som var hun bange , nogen laa paa Luur efter hende . Med et sky Blik til alle Sider , listede hun sig ned i Haven og skyndte sig med raske Skridt til en buskbevoxet Høi , paa hvis Top der stod et lille Lysthuus , fra hvilket man havde en smuk Udsigt over Egnen . Her satte hun sig og indaandede den friske Luft med Tilfredshed , idet hun saae sig om med et glad Blik . Men pludselig blev Indgangen formørket af en høi Skikkelse og Grev Villiam traadte ind , som det syntes , uden at ane , at han vilde finde Mira her . Da han fik Øie paa hende straalede hans Ansigt af Glæede , og da hun som sædvanlig reisfe sig for at flygte , standsede han hende kjærligt og sagde med bevæget Stemme : „ Forlad mig ikke , Mira . Jeg takker det heldige Tilfælde , som førte mig herhen , og jeg kan ikke lade denne Leilighed gaae ubenyttet bort Maa jeg derfor bede Dem sidde ned , medens jeg spørger Dem , hvad jeg allerede har gjort flere Gange , vil De være min Kone ? — I Dag er det netop , De for tolv Maaneder siden lovede at give mig Deres Svar . Gud give det maa blive som jeg af mit ganske Hjerte ønsker det . Tal , min elskede lille Legekammerat fra vor lykkelige Barndom , vær ikke bange , lad mig høre Sandheden fra Deres kjære Læber . Kan De besvare min trofaste Kjærlighed ? Vil De være min Kone ? “ , Ja , Villiam , jeg vil tale aabenhjertig med Dem ! “ svarede Mira langsomt og bestemt . „ Det vilde være Synd ikke at gjøre det . De veed , jeg har altid sagt , jeg ikke besvarede Deres Følelser ; jeg holder af Dem som en kjær Ven ; men anderledes kan jeg aldrig føle for Dem . See ikke saa sorgfuld ud ! Det gjør mig saa ondt . Jeg er ikke Deres Kjærlighed værdig ; jeg kunde aldrig gjøre Dem lykkelig . Bliv ikke vred paa mig , min Ven , jeg kan ikke blive Deres Kone . De maa glemme mig . “ „ Glemme Dem ! — Nei , Mira , jeg er meget ulykkelig . Alle mine Fremtids Planer har jeg bygget paa Dem . Deres Billede er i hver af mine Tanker , Deres Billede smiler i Dybet af mit Hjerte , Deres Billede meder mig , hvor jeg gaaer . Hvorledes kan jeg udslette det ? “ — „ De elsker mig ikke , Mira ! saa maa De elske en Anden , ellers maatte De besvare en Kjærlighed saa dyb , saa trofast som min . De bliver bleg ? Deres Blik undgaaer mit . . . Saa er det sandt , De elsker en Anden . — O , Mira , Mira , hvorfor har De ikke sagt mig det før ! Hvorfor skjulte De det før mig , Deres Barndomsven ? Hvorfor talte De ikke aabeni med mig , som De burde have gjort , istedetfor at lade mig kæmpe i Haab og Tvivl ? — De har handlet uretfærdigt mod mig . Gud tilgive Dem , jeg kan ikke . “ — Han reiste sig og vilde gaae ; men hun standsede ham og udbrød ængstelig : „ Forlad mig ikke saaledes , Villiam . Jeg er ulykkeligere end De eller Nogen aner . Gud give jeg havde gjengjældt Deres trofaste Kjærlighed , saa vilde jeg nu være lykkelig . Men jeg kan ikke , det er umuligt . Vær ikke saa haard mod mig . Hvor kunde De vente en ung Kvinde skulde aabne sif Hjerte før Dem og vise Dem at en Andens Billede var prentet deren Anden , som ikke besvarede hendes Kjærlighed ? — Nei , Villiam , det er mere end en Kvinde har Mod til at gjøre ! Men De maa ikke forlade mig i Vrede ; hvem veed om vi oftere mødes . Vort Liv er liig et Rør , den letteste Vind kan tilintetgjøre . Har De ikke et kjærligt Ord , et venligt Blik før vi skilles ? “ Hun strakte Haanden ud , han greb den heftig , trykkede ven tilMne Sæber og sagde bevæget : „ Farvel , Mira , jeg er ikke vred paa Dem , jeg er kun meget ulykkelig . Farvel , Gud være med Dem . “ Og han ilede bort med et sorgfuldt Blik . „ O , dersom han vidsle ! “ sagde Mira og skjulte Ansigtet i Hænderne , „ dersom han vidsle , at han , uden at ane det , er Klippen , paa hvilken min Lykke er strandet , saa veed jeg , han vilde sørge med mig . “ Men Grev Villiam ilede tilbage til sit Værelse , hvor han blev den halve Dag og tænkte ikke blot paa sin egen , men ogsaa paa Miras Sorg . » Stakkels Barn , som elsker forgjæves ! “ sagde han til sig selv . „ Jeg er en Mand , jeg kan bære det , men hun , en svag Kvinde , — vil det ikke knuse hende ? — Dersom jeg vidsle , hvem hun elsker . . . . ' Han reiste sig hurtig og udbrød : „ Ja , det maa være ham ! Jeg tager ikke feil , “ og med raske Skridt gik han til Baronesse Silgestrøm , med hvem han havde en lang Samtale . Da Mira nogle Timer senere traadte ind i Dagligstuen sandt hun den gamle^Dame siddende i sin store Lænestol med foldede Hænder og sænket Blik , liig et Billede paa Overraskelse . „ Er De syg ? “ spurgte Mira ængstelig og nærmede sig med et deeltagende Blik ; men Baronessen hævede Hovedet og svarede smilende : „ Tak , Barn , jeg er fuldkommen rask . Jeg tænkte kun paa et meget sælsomt Tilfælde . “ Hun standsede ved Lyden af en Vogn , og Mira nærmede sig Vinduet for at see , hvem det var . Det var Grev Villiam , som kjørte bort . Hen vendte sig , hans Blik søgte op mod Vinduet , hvor Mira stod ; han svang sin Hat , endnu et^Blik , og han var forsvundet . Men Mira kunde ikke længer tilbageholde sine Taarer . Hun blev staaende ved Vinduet og græd slille . En Haand blev blidt lagt paa hendes Skulder , og Baronesse Silgestrøms bløde Stemme sagde : » Han er borte , min lille Yndling ; men han har efterladt noget , som maaskee vil blive til din Fremtids Lykke . Græd ikke . Himlen er ikke altid mørk . Solen vil snart igjen skinne , og vi ville glemme , at den nogensinde var taaget . Kom , sid ned og aftør dine Taarer . Jeg vil fortælle Dig en Historie , som maa skee vil trøste Dig lidt . “ De satte sig Begge ; Baronessen med Miras Haand i fin , og Mira med et tankefuldt Blik paa den gamle Dame . „ Der var engang en ung Skovblomst , “ begyndte Baronessen med et Smiil , „ den stod i Skyggen af en høi , alvorsfuld Gran . Skovblomsten var en svag lille Plante , hvorfor den ogsaa søgte Beskyttelse hos Granen , der bar Omhu for den ester bedste Evne . Men hvad hændte ? En Sommermorgen , da Skovens Fugle vaagnede , hørte de en gammel Ugle skrige : ^Jeg veed , hvad ingen andre Fugle vide ; jeg kunde fortælle meget , hvis jeg vilde . ' Disse Ord vedblev den at synge til de mest forskjellige Melodier , til de andre Fugle bleve nysgjerrige . Da traadte en ung Ravn frem og sagde : Følg mit Raad , kjære Venner ; vi ville ikke spørge den gamle Ugle om dens Hemmelighed ; vi kjende den for godt , spørge vi den , svarer den ikke . Saaledes er den Slags Fugle . Lad os lade , som vi ikke bryde os om dens Nyhed , saa fortæller den os den . ' Og de bleve alle tause ; men Uglen sortsatte sin Sang . Den saae sig om til alle Sider ; men ingen nysgjerrig Fugl kom af spørge . Det var mere , end den kunde udholde , og den raabte derfor i Vrede : , J ville ikke høre min Hemmelighed , men I skulle : den lille Skovblomst elsker den høie Gran . Hører I , hører I ! ' Og alle Fuglene i Skoven gjentog : . Den lille Skovblomst elsker den høie Gran ! ' til det døde hen i det Fjerne . Og Granen og Skovblomsten stode saa rolige , som var det ikke dem , Fuglene sang om ; thi de forstod ? ikke Fuglenes Sprog . Men det var så , Lt , hvad den gamle Ugle fortalte : Skovblomsten elskede Granen . Hun skjulte det i sit eget lille Hjerte , af Ingen skulde ane det , selv ikke Granen , og hvad blev Følgen heraf ? — At Granen , der saae , hvor forandret hans lille Blomst var bleven , men ikke kjendte den rette Grund , sagde til sig selv : , Jeg vil reise ! min kjære Blomst er saa forandret , af jeg ikke kjender den . Jeg er ogsaa forandret . Jeg troer , jeg elsker hende ; jeg kan ikke blive , jeg maa bort ; thi jeg kan ikke see hende som en Andens Brud . Hun elsker , men ikke mig el . lers kunde hun ikke skjule det saa godt for mig . ' Og Granen reisle bort ; men den lille Blomst blev tilbags , blegere og blegere blev den ; thi den savnede GranenS Skygge . Men i Nærheden af den stod en anden Gran , et ædelt Træ . som ogsaa elskede Skovblomsten . Han fortalte hende sin Kjærlighed ; men Blomsten kunde ikke besvare den og den ædle Gran , som anede , af hun elskede en Anden , glemte sin egen Skuffelse og Sorg ved af see hendes Smerte og tænkte : . Hvem kan det være ? — Den alvorlige Gran , som er reist bort ' Han gik strax til Granens Søster og sortalte hende Alt og bad hende tage sig af den lille Blomst , og hun lovede det af sit ganske Hjerte , “ — „ Naa , min lille Yndling , hvad mener Du , om vi reisle til Fastlandet ? “ Et Glædesskrig undslap Mira , og hun kastede sig grædende i Baronesse Silgesirøms Arm- . „ Vær rolig mit Barn ; fortæl mig Ait , og jeg lover Dig , tiltrods for min Alder og min Vane h-lst af blive hjemme , skulle vi reise , af den lille Skovblomst aner kan søge Ly hos fin kjære Gran/ ' Og Mira fortalte hende Ali , hvad der var hændet mell m hende og Baronen og viste henoe Brevet , hun havde modtaget . Undertiden smille den gode Dame , til andre Tider saae hun heel alvorlig ud . Tilsidst sagde hun kjærligt : „ Alt er godt , som ender godt , og jeg haaber paa en god Ende . Jeg opdager til min store Forundring , af den kjære Victor er jaloux Nu Barti , vi maa fortælle ham hele Sandheden , som den er . Jeg kan ikke forstaae , hvorledes han kan tro , Du elsker Grev Villiam , skjøndt Du har sagt ham , af det netop er ham , Du elsker . Den gode Villiam , hvor det dog laae ham paa Hjerte , af see Dig lykkelig , tiltrods for sin egen Smerte Det er det sundeste Tegn paa et ædelt Hjerte . Men nu maa Du lade mig være ene en Stund , nun Kjære ; jeg er træt og trænger til Hvile Gaa ti ! dit eget Værelse ; jeg har ogsaa engang været ung og veed derfor , af man trænger til af være ene med sine Tanker ovenpaa en saadan Samtale . “ Mira gik til sit Værelse , lukkede Døren i Laas efter sig og faldt paa Knæ ved Siden af Sengen , hvor hun skjulte Ansigfet i Puderne . Jeg kan ikke beskrive hendes Tanker ; men det lykkelige Smiil , der hvilede om hendes Læber , da hun atter reiste sig , talte om Taknemmelighed mod ham , der tager og giver , paa samme Tid som det var en Hilsen til ham , hun elskede , medens Taarerne , der funklede i hendes Øine , vare et Offer til ham , den ædle Ven , hvis eneste Oprejsning havde været at sørge forhendes Lykke i samme Øieblik , hun havde tilintetgjort hans . — Saaledes stod hun smilende og grædende med Blikket vendt mod den nedgaaende Sol . Hvor det var en deilig Aften . Fuglene sang , Blomsterne duftede , medens den nedgaaende Sol oplyste Alt . Skjønne Natur , hvor lykkeligt at leve , ja , at leve og elske , og endnu lykkeligere at blive gjenelsket . — Hun foldede sine Hænder og udbrød med klar Slemme : „ Tak Herre , fordi Du har givet mig Livet og Kjærligheden ! “ Og Fuglene og Blomsterne og hele Naturen gjentog : Tak Herre , fordi Du har givet os Livet og Kjærligheden . Men Tiden gaaer . Den smukke Aften gled hen og Natfen kom . „ Nu forgaaer Verden snart ! “ udbrød Frøken Brede og fraadte ind i HuuSjomfruenS Værelse . „ Jeg havde aldrig ventet at leve den Dag , hvor jeg skulde see Baronesse Silgestrøm reise udenlands , Baronesse Silgestrøm , som ikke har forladt dette Huus de ti sidste Aar , uden før at gaae en Tour i Haven . Hvor Folk ville blive forundrede . Men det er Altsammen den lille Zigeunersffs Skyld ! Jeg har jo forudsagt det , Begyndelsen er aldrig som Enden . Jeg vidsle , det maatte gaae galt tilsidst ; at jeg skal leve og see saadanne Ting , “ Hun sank ned paa en Stol af Udmattelse . „ Tager Baronessen udenlands ? De spøger vist ! Jeg troer hellere , den kjære Frøken begav sig paa sin Reise til Himlen end paa en til Udlandet , “ sagde HuuSjomfruen og tog sine Briller paa , før bedre at see Frøken Bredes forundrede Ansigt . „ Er det virkelig sandt ? “ vedblev hun efter et langt Blik , som syntes at have overbeviist hende . „ Nu , saa maa vi Alle tage oS i Agt ; thi saa kan vi ikke vide , hvad der tilsidst bliver af os . “ „ Ja , netop ! “ udbrød Frøken Brede og reiste sig i Vrede . „ Jeg lænker den lille Zigeuncrske fager hele Eommandoen i sin Haand , medens vi Andre blive til Dukker , som hverken tør tale eller tænke . “ „ Men kan da ikke De , som har saa megen Indflydelse hos Baronessen , forhindre hende i al reise ? “ spurgte HuuSjomfruen med en vigtig Mine . „ Har jeg Indflydelse paa Baronesse Silgestrøm ? — Hvor De dog taler ! “ raabte Frøken Brede heftig . „ Har ikke Zigeunerkvinden taget Commandocn fra mig ? Jeg har ikke mindste Magt , siden hun er kommet her . O , hvad for en Nar jeg har været , al jeg ikke har forudseel det , jeg som næsten begyndte al behandle hende som en virkelig Dame , den utaknemmelige Tøs . Men vær rolig , min gode Jomfru Dall , jeg vil prøve , om jeg kan vinde min Magt Mage , og hvis jeg kan , skal hun strax ud af Huset . “ Frøken Brede ilede bort med el triumpherende Smiil . Men alle hendes Forsøg paa al detronisere den lille Ztgeunerske og forhindre Udenlandsrejsen vare forgjæves . Naar Baronesse Silgestrøm først engang havde bestemt noget , udførte hun del ogsaa , og en Uge senere var hun og Mira paa Veien til Fastlandet . Jeg vil ikke trætte Læserne med en Beskrivelse over deres Reist , da der ikke hændte noget af Vigtighed , undtagen al Olava , som ledsagede dem , var saa forbauset over alle de underlige Ting , hun saae , al hun ikke kunde sige andet end : „ Aa nei ! “ den hele Tid « Ved Ankomsten til det Bad , hvor Baron Silgestrøm opholdt sig , hørte de , at Badegjæsterne vare paa en lille Udflugt i Omegnen og ventedes ikke tilbage før temmelig seent . Mira kunde ikke skjule , hvor skuffet hun blev ; men Baronesse Silgestrøm sagde smilende , da de vare blevne ene i de Værelser , der vare anviste dem : „ See ikke saa bedrøvet ud , Kjære , Alt er netop , som jeg ønsker del skal være . Nu kan vi faae lidl Hvile ovenpaa denne anstrengende Reise , medens Olava pakker vore Kufferter ud og ordner alt . Værelserne ere meget hyggelige . Jeg haaber vi skal tilbringe mange behagelige Timer her . Jeg maa tilstaae , - jeg er meget tilfreds med at have gjort denne Reise , nu den er overstaaet . Den vil maaskee have en god Indflydelse paa mit Helbred . Ja , nu trækker jeg mig lidl tilbage til mit eget Værelse . Jeg er ikke . ung som Du , vi Gamle trænger til Hvile . Men Du seer saa bleg ud , Du skulde følge mit Exempel . Sov lidl , saa kommer Roserne nok tilbage paa dine Kinder . “ — Men Mira følte ingen Lyst til at sove . Hun satte sig ned ved Vinduet og stirrede ud med et tankefuldt Blik , medens Olava pakkede ud . Det var en smuk Dag , der indbød til al spadsere . Himlen smilede , som vilde den sige : „ Kom ! Hvorfor tover Du ? “ — Mira kunde ikke modstaae sin Lyst til at gaae lidt ud i den stiske Lust Hun tog sin Hat paa og gik ned i Parken , som omgav Bygningen . Hendes Hjerte bankede heftigt , hendes Kinder rødmede , et glad Smiil spillede om hendes Læber , fremkaldt af al den Skjønhed , hendes Øine mødte . Hun slandsede foran et Springvand , omgivet af højstammede Roser , og satte sig paaren lille Bænk , der stod mellem to Træer , som kastede en kjølig Skygge over den . Hvor hun følte sig lykkelig ved at vide , at hun indaandede den samme Luft , som han ! ved at tænke paa , at han maaskee denne Morgen havde siddet paa samme Bænk og seet paa Springvandet , som hun nu gjorde , og tænkt paa hende , som hun nu tænkte paa ham . „ Hvor jeg er lykkelig her ! “ udbrød hun . „ Gid han maatte komme . Men han er langt borte , uden at ane , at jeg er her og venter paa ham . “ Hun faldt i dybe Tanker , til hun blev vækket af hurtige Skridt , som nærmede sig . Hun saae hen i den Retning , hvorfra de lod og fik Øie paa en Herre , der nærmede sig med sænket Blik . Hun reiste sig hurtig . Hun vilde ile frem , men kunde ikke . Hun aabm de sine Læber for at tale , - men Ordens svigtede , hende , og hun sank tilbage paa Bænken med et Suk . Herren nærmede sig mere og mere , som det syntes i dybe , mørke Tanker , lil han hævede Blikket ved at slandse lige for Mira . Et Udbrud af Forundring undslap hans Læber , da han fik Øie paa hende . Han slrakte Armene red mod hende , og hun kastede sig i dem med et Glædesskrig . „ Barn , Barn , hvorfor er Du saa bleg ? “ udbrød han og betragtede hendes forandrede Træk med et ængsteligt Blik . „ O , Vic ' or , Du har næsten knust mit Hjerte , “ svarede hun med et lykkeligt Smiil . „ Men nu er jeg kommet for at vise Dig , hvor trofast det er , trods al din Tvivl . “ —- „ Seer Du dem ? “ sagde den ene Rose til den anden . „ Seer Du dem ? “ hviskede Springvandet til den klare Luft , i hvilken dets Straaler skinnede lig en Sølvstrøm . „ Seer Du dem ? “ sang Fuglene , og den blaa , klare Himmel , som hvælvede stg over dem alle , svarede : „ Ja , nu ere de lykkelige ! “ — Den ene Time gik efter den anden , men de mærkede det ikke Solen gik ned , Fuglene taug . Dagen tog Afsked , og Affenen spredte sin Taushed og Fred over hele Naturen . Men endnu sadde de Haand i Haand paa den lille Bænk , hvor de Kavde gjensundet hinanden . De faae ikke Baronesse Sligestrøm , som forundret traadte tilbage ved Synet af dem og liftede sig bort med et mildt Smiil , da hun ikke havde Hjerte til at forstyrre dem i deres lykkelige Drømme . Men da de endelig traadte ind i Værelset , hvor hun havde ventet paa dem flere Timer , udbrød hun , idet hun skuttede den Elie efter den Anden i sine Arme : „ Jeg lykønsker Eder Begge , Gud velsigne Dig og gjøre Dig lykkelig , min kjære Victor . Og Du , min lille Yndling , kom , lad mig være den Første , som seer det gjenfødt « Smiil paa dine Læber . “ « Gud lad det aldrig dø bort ! “ udbrød Baronen med lav , alvorlig Slemme . Kjære Læser , nu maa vi slilles Men Du ønsker maaskee , før jeg siger Farvel , at høre lidt m ? re om flere af de Personer , vi lade tilbage , da vi reiste bort . CederskøldS bleve lykkeligere og lykkeligere . Den lille Hanne var deres Stolthed og Glæde . Frøken Beate blev ugift hele sit Liv Fru Axelson døde , og Doctor Ødman . som var en lykkelig Ægtemand , tog de uforsørgede Børn til sig , medens Frøken Karin og Barbara skjændtes dygtig i Begyndelsen over den store Forandring dette frembragte i Hnushoidningen , men dog tilsidst syntes at være meget tilfreds med de glade ungdomsfriske Ansigter , der oplivede det før saa stille Hjem . Om Jomfru Kullberg endnu engang talte med sin Erik , veed jeg ikke ; men hun og gamle Ola forblev i Baron Sligestrøms Tjeneste . Frøken Brede , som atier havde faaet Commanbosn i sin Haand , tilgav efter mange Aars Forløb Mira , at hun var ble ve ! Baronesse Silgestrøm , medens Olava altid sagde til sine Medtjenende : „ Da jeg var udenlands med mine to Frøkener . “ Grev Villiam glemte aldrig den lille Zigeunerpige Og nu Farvel for denne Gang , kjære Læser . Gid Du maatte modtage mig venligt , naar jeg tager mig den Frihed at komme igjen