Lysetændersken . Fortælling . Naar man en Fredagaften efter Gudstjenesten gik bort fra Synagogen i * * * , kunde man ude i Forhallen faae Øie paa en Kvindeskikkelse , som syntes af oppebie Gudstjenestens Ophør . Hun holdt en lille Dreng ved Haanden og saae ud til af være meget fattig , dog var det ikke Ansigtet , der vidnede om Fattigdommens Byrder , thi over dette hvilede der en dyb Sjælefred . Hun kunde vel være 30 Aar gammel , og Drengen ved hendes Side omtrent 5 Aar ; det var en lyslokket lille Fyr med fyldige Kinder og en Ansigtsfarve , der vidnede om Sundhed , medens de straalende mørkeblaa Øine , vare Udtryk for den inderligste Tilfredshed med Livet — og hvorfor skulde han ikke være tilfreds ? Moderens magre Kost smagte ham fortræffelig , og hendes forudgangne Sorger og Smerte kjendte han ikke til , thi hans Fader var død , førend han endnu kunde træde paa sine egne Pusselanker . Hans Navn var Andreas og hans Moder var „ Sabathgøien . “ Hvad er „ Sabathgøien “ spørger Du , kjære Læser . Som Du veed , gives der i store som i smaa Byer forskjellige mere eller mindre indbringende Næringsveje og Beskæffigelser . Lysetænderskens Arbeide , kaster i Regelen saa meget af sig , af hun kan slaa sig igjennem , forudsat at hun har med gode Mennesker at bestille . Lysetændersken er en Skikkelse , der kun kan forekomme i Ghettoen , ͻ : det af Jøderne beboede Kvarteer , hun kan ikke være et Barn af „ Ghettoen , “ hun tilhører den , men tilhører den dog ikke . Hun forestaaer et Embede i Synagogen , hvorimod hun i Kirken beder til sin Gud ; hun er som enhver god Christen , sin Byespræst ' s Skriftebarn , men i Synagogen , slaaer hun under Synagogebetjenten , og hendes Forretning bestaaer i hver Fredagaften efter Gudstjenesten at slukke Sabathlysene . Dette er dog ikke udelukkende hendes Beskjæffigelse , thi hun maa ogsaa tænde Lysene , og det er navnlig Tilfældet om Vinteren til Morgengudstjenesten , der begynder saa tidlig at det endnu er mørkt . Tillige havde hun det Hverv om Vinteren at lægge i Kakkelovnen i Ghettoens Huse , og saaledes kunde man paa Grund heraf ligesaa gjerne have kaldt hende Fyrbødersken , men jeg giver Benævnelsen Lysetændersken Fortrinet , fordi det at tænde Lyset saa smukt minder om Livets Opvaagnen , medens — det at slukke Lyset erindrer os om Døden . — Saasnart Lysetændersken havde røgtet sit Hverv i Synagogen , tiltraadte hun med sin Andreas den sædvanlige Vandring gjennem hele Ghettoen , før at see om man trængte til hendes Hjælp , thi Jøderne maa ifølge Bibelen ikke tænde Ild om Sabbathen , ja ikke engang , efter Rabbinernes Fortolkning , berøre en Lyseslage . Til samme Tid hentede hun det ugentlige Bidrag , der velvilligt blev Ydet i hvert af Ghettoens Huse . Dette Bidrag bestod dog ingenlunde i Penge ― bevares , dem kunde man jo ikke give hende paa Sabbathen — men i Hvedebrød og andet Spiseligt . Denne Vandring foretog hun efter gammel Skik 3 Gange paa Sabbathen , nemlig : Fredagaften , hvor hun for det Meste fik et Stykke Birkesbrød , Lørdagmorgen et Stykke Kage , og Lørdagmiddag et Stykke Birkes — Rugbrød og endelig et Stykke Kugel ͻ : et særegent Stykke Kage . For denne Indsamling bar hun selv en temmelig stor Leerkrukke , medens den lille Andreas , der sledse trolig ledsagede Moderen , bar en anden , som ikke var slørre , end af en femaars Dreng kunde bære den . I intet Hus nægter man Lysetændersken en god Andeel af Maaltidet , thi deels er hun en uundværlig Person , deels ved man ogsaa , af den fattige Kone tilligemed hendes Søn hele Ugen igjennem maa ede af det , som hun indsamler paa Sabbathen . I og for sig er hun , som sagt , en nødvendig Person i en ægte jødisk Menighed , saa af denne egentlig ikke kan tænkes uden en saadan , og hvad det andet Punkt angaaer , den gode Kones fattige Stilling , saa er jo Jødernes Velgjørenhed bekjendt nok . Andreas havde derfor overordentlig god Grund til af glæde sig til Sabbathen , men bedst fandt han sig døg , naar han tilligemed Moderen traadte ind hos Rebbe Meyer Bruun , thi den vakre Husmoder Taube , var god og medlidende , og Børnene Salmele og Privele vare meget venlige og muntre . Her fik Lysetændersken ikke blot , saaledes som i ethvert andet Hus , hvad hun burde have , men hun og hendes Andreas fik desuden regelmæssig hver Fredagaften et Aftesmaaltid , og paa Sabbathen Frokost og Middagsmad , som de nød paa Stedet , og Alt det , de fik her , var rigtignok af det Bedste , thi , Rebbe Meyer Bruun kunde unde sig en god Sabbath , da han havde Penge nok — ja det hed sig i Ghettoen , af han var en Mand paa sine hundrede Tusinde ; døg havde man ikke talt hans Penge , saa af det vel var muligt , af de overvurderede hans Formuesomstændigheder . Disse Beregninger havde imidlertid nogen Indflydelse paa vor lille Andreas ; thi , hvorledes Maden var beskaffen hos Rebbe Meyer Bruun , vidste han meget godt . Den lille Andreas foretog saaledes hver Sabbath Vandringen omkring i Ghettoens Huse tilligemed fin Moder og trivedes ganske fortræffeligt derved . Om Lørdagen gik han med Moderen ind i Synagogen , hvor hun udrettede sit Hverv ; om Søndagen førte hun ham ind i Kirken , hvor hun lærte ham at bede . I Ghettoen hentede han Føde for sit Legeme , i Kirken for sin Sjæl , og den Lille modtog ligesaa velvilligt det Ene som det Andet . Med samme Andagt hørte han Fredagaften » Leche Dodi “ * ) og om Søndagen , Messen ; med samme nysgjerrige Opmærksomhed lyttede han paa Sabbathen til Rabbinerens og om Søndagen til Præstens Tale , uden at forstaa mere af det Ene end af det Andet . I Synagogen saae han dem kysse Thoraen * * ) , i Kirken lærte han at gjøre Korsets Tegn , han lærte at tilbede Frelseren og lod sig samtidig Jødernes „ Kugel “ og „ Scholet “ * * * ) smage godt . Saaledes voxede han op , uden at kjende noget til Had mod Jøderne , som andre Børn paa hans Alder pleie at indsuge paa Grund af deres Forældres Fordomme . Hans Moder var en from Christen ; men hun kjendte * ) Sabbathhymnen , forfattet af Salomo Halevi Alkebez , for circa 300 Aar siden ; synges hver Fredagaften I Synagogen . * * ) Pergamentrullerne ͻ : de fem Mosebøger , af hvilke der hver Lørdag oplæses et Stykke . * * * ) En særegen Ret , som tilberedes om Fredagen og spises paa Sabbathen . Jøderne , med hvem hun sladig havde været i Berøring , og delte ingenlunde Meninger , som hun undertiden hørte Folk udtale om dem ; derfor holdt hun ogsaa enhver skadelig Indflydelse i denne Retning borte fra Andreas og stræbte efter at faa Kjerligheden til Næsten til at fremspire i Barnets modtagelige Hjerte . Drengen levede saaledes efter Moderens Exempel ærlig , stille og gudsfrygtig . Da han var sex Aar gammel og altsaa skolepligtig , maatte han gaa i Skole . Ved sin Indtræden i Skolestuen , raabte Børnene til ham : Jødedreng ! Jødedreng ! Jødedreng ! det var et Ord , han ikke havde hørt før ; han kunde altsaa ikke antage det for et Skjælsord og desuden var han overbevist om , at denne Velkomst hilsen aldeles ikke gjaldt ham . Han vendte sig derfor endnu engang om for at see , hvem der egentlig var Jødedrengen , men da de nu raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! mærkede han strax , hvad de meente . Denne Opførsel , som Børnene viste , overraskede ham ; han vidste ikke , hvad han skulde sige dertil . Han var sig bevidst at han ikke var en Jødedreng , og kunde altsaa ikke gjøre nogen Fordring paa denne Benævnelse — hvad enten det nu var et Skjeldsord eller ei . Da han imidlertid snart følte , at de sagde det for at drille ham , blev han af sin aabne og frimodige Charakteer tilskynde ikke at svare paa Ordet , men paa den ondskabsfulde Hensigt , og hans Svar var saa haandgribeligt , at det vistnok blev temmelig føleligt for den lille Stefanik , der netop som den kjækkeste havde trængt sig forrest frem imod ham . Denne Heltebedrift af den sexaarige Andreas ' allerede ganske flinke Næve , blev naturligvis ikke uden Gjensvar , og der opstod et Slagsmaal mellem Drengene , som dog snart fik Ende ved Lærerens pludselige Indtræden . Læreren bevæbnede sig med sit Spanskrør , og anstillede en Undersøgelse for at udfinde den Skyldige . Da alle Drengene gav Andreas Skyld for at have ført det første Slag , spurgte Læreren ham : Hvorfor slog Du Stefanik ? Han kaldte mig Jødedreng , svarede Andreas . Og hvad ondt er der deri ? Er da Jødedreng et Skjældsord ? spurgte Læreren . Andreas følte sig slaaet ved dette Spørgsmaal og var ikke istand til at svare . Skamrødmen foer op i hans Kinder . Han følte ved sig selv , at han havde handlet rigtigt ; men denne Følelse var for uklar til at han skulde kunne opslille Bevisgrunde for sig , eller retfærdiggjøre sig i Ord for Læreren . Han gjorde derfor , hvad et Barn pleier at gjøre i et saadant Tilfælde : han taug medens Taarerne banede sig Vei ned af hans Kinder . Læreren formanede nu de andre Børn ikke nogensinde oftere at kalde ham Jødedreng og truede dem i modsat Fald med Straf . Dette tjente kun til ydermere at forøge Drengens Forvirring . Med Hensyn til ham , nøiedes Læreren med en Irettesætfelse og den Formaning for Fremtiden , at gjøre et nyttigere Brug af sine Hænder . Saaledes var hans Indtrædelse og den Modtagelse der blev ham tildeel , i denne hans nye Verden . Da han om Middagen kom hjem , spurgte Moderen ham : Naa Andreas , hvad har Du lært i Skolen ? Moder , sig mig er „ Jødedreng “ et Skjældsord ? spurgte Andreas istederfor at svare . Hvor finder Du paa saadan dum Snak . Er jeg en Jødedreng ? vedblev Andreas . Nei , men hvor vil Du hen med det Spørgsmaal . Er Salmele da en Jødedreng . Jo det er han rigtignok , men hvad saa — - Salmele er altsaa en Jødedreng , og jeg ikke , sagde Andreas . Det forekom Moderen noget betænkeligt , hun overveiede Sagen ved sig selv og fandt at det maatte være kommen paa Tale i Skolen , og sagde derfor til ham i en slræng Tone : Lad mig nu i en Fart høre , hvorfor Du har saa travlt med at erfare , om Du eller Salmele er en Jødedreng eller ei . Drengene i Skolen have alle kaldt mig for Jødedreng , idet de Alle raabte : Andreas Jødedreng ! Andreas Jødedreng ! — og saa gav jeg Stefanik „ En “ — og saa slyrtede de Alle over mig og sløg mig — og saa kom Læreren — og Naa , og saa har Du allerede den første Dag , Du er i Skolen , faaet af Spanskrøret , kan jeg tænke ? Nei . Læreren spurgte mig , om Jødedreng da var et Skjældsord , og saa forbød han de andre Børn at kalde mig saaledes . Sig mig nu Moder , om Jødedreng er et Skjældsord eller ei ? Læreren har vel Ret , sagde Moderen , at være en Jødedreng er ingen Skam ; men den , der bruger dette Ord , vil spotte . Jødedreng og Christendreng , det er ganske det Samme ; Du er ligesaa god som Samele , og Samele er ligesaa god som Du ; men naar den Ene forekaster den Anden det , saa er Meningen dermed , at han vil drille og gjøre Nar , og det bør Ingen gjøre . Andreas hørte Moderen med klare Ord udtale det Samme , der som en utydelig Følelse levede i ham selv , men som han ikke havde kunnet forklare sig . Saa vilde det altsaa være det Samme , hvis Salmele vilde kalde mig for Christendreng ? Ja vel , svarede Moderen , men det vilde Salmele aldrig gjøre . Nei ! det gjør han ikke , sagde Andreas . Det vilde Jøderne i det Hele taget ikke gjøre . Hvorfor ikke ? Fordi de ere et undertrykt Folk . Hvad vil det sige et undertrykt Folk ? Det er Du endnu for lille til at forstaa ; om et Par Aar , naar Du er bleven større , vil Du nok kunne begribe det . Aah , sig mig det blot ; naa , saa Du troer ikke , jeg kan forstaa det ? lille Moder . Saa hør da rigtig efter , sagde Moderen , see , vi ere nu fattige og eie ikke Andet end det , vi faa af Jøderne ; men hvis jeg havde Penge , saa kunde jeg gjøre dermed , hvad jeg vilde . Ja , kaste dem i Vandet ! bemærkede Andreas . Du er jo en lille dum Dreng ! Nei , jeg kunde kjøbe Alt , hvad jeg vilde : Huse , Agre , Vingaarde og hvad der ellers kunde falde mig ind som nyttigt og glædeligt . Kjøb da saa en Vingaard ! Ja , men jeg har jo ingen Penge , jeg siger hvis jeg havde ! Aah . Men Meyer Bruun , som har flere Penge end den rigeste Bonde i hele Landet , er ikke istand til at kjøbe et Stykke Jord . Hvorfor da ikke ? Han før ikke . Men hvem forbyder ham det ? Loven . Hvad vil det sige : Loven ? Loven er det , som siger , om man før gjøre Nøget eller ei . Og hvorfor siger Loven , at Jøder ikke maa kjøbe nogen Mark ? Ja , der spørger Du mig om Nøget , jeg selv ikke veed ; men nu kan Du vel forslaa , hvad det vil sige , at Jøderne er et undertrykt Folk . Drengen taug stille . Moderen gav ham Nøget at spise , og han lod sig det smage godt . Da han næste Lørdag foretog Vandringen gjennem Ghettoen med sin Moder , skete det ikke med den samme Munterhed som ellers . Han saae bedrøvet ud . Var det monstro hans fattige Stilling i Samfundet , som nu først rigtig var gaaet op for ham . Nei , det var ikke Grunden , thi Moderen klagede ikke over sin Skjæbne , og den Tilfredshedens Aand der boede i hende , udøvede den meest velgjørende Indflydelse paa Drengen , der uden nogensomhelst Misundelse saae Salmele og Privele , disse Børn , som bleve opdragne i Rigdom og Vellevnet . Hvad der gjorde ham bedrøvet , var tvertimod Medlidenhed med Andre , der med Styrke begyndte at hæve sig i hans unge Hjerte . I ethvert Hus , hvor han med Moderen indsamlede Brød og Andet , saae han med dyb Beklagelse paa disse Mennesker , der dog ikke var Andet end et undertrykt Folk ; og da han som sædvanlig hos Rebbe Meyer Bruun blev kostelig beværtet og behandlet med Venlighed af Salmele og Privele , trængte Taarerne sig dog frem i hans Øine , og det var et paa engang rørende og komisk Syn at see den lille Andreas spise af alle Kræfter , medens samtidig Taarerne trillede ned ad hans tykke , røde Kinder . Børnene bemærkede det , og Privele spurgte sin Moder , hvorfor han græd ? Hvorfor græder Du Andreas , spurgte Husmoderen , idet hun nærmede sig til ham , er der Nogen , der har fortrædiget Dig ? I ere jo dog kun et undertrykt Folk ! sukkede Drengen . Fruen stod maalløs af Forbauselse . I første Øieblik vidste hun ikke rigtig , hvorledes hun skulle forklare sig dette Udraab ; hun tænkte sig Muligheden af , af Drengen var bleven afrettet af En eller Anden , til af anbringe dette som en Fornærmelse : derfor løftede hun hans Hoved op til sig , idet hun spurgte : Hvorfra veed Du det ? hvem har sagt Dig , mit Barn , af vi ere et undertrykt „ Folk . “ Det har Moder . Din Moder ? sagde Fruen , idet hun bøiede sig ned over ham og kyssede ham paa Kinden , ja naar Din Moder har sagt det , kan Du ogsaa stole paa , af det er sandt . Vi ere rigtignok , kun et undertrykt Folk . Men hvorfor græder Du for det ? Fordi I ere et undertrykt Folk , sagde Drengen , der ikke formaaede af angive nogensomhelsf anden Grund . Lysetændersken var kommen i stor Forlegenhed ved dette Tilfælde . Hør nu op med af græde , Andreas , og tænk ikke mere paa det , sagde den gode Tande . — Derfor gaaer det os jo dog — Gud være lovet — ikke ilde . Ja , selv efter hundrede Aars Forløb ikke værre , tilføiede hendes Mand , men Konen vedblev : Og naar den gode Gud vil , kan det endnu blive bedre ; Han er stærk . Hun kyssede derpaa Drengen , der smilende saae op til hende , og sagde , idet hun henvendte sig til sin Mand : Veed Du hvad , Meyerche , det Barn har dog et sælsomt Sind . Nu , han har en at slægte paa , svarede Manden , Æblet falder ikke langt fra Stammes . Hvoraf kommer det sig , at De taler om saadanne Ting med Deres Barn ? spurgte han derpaa Enken , der nu berettede , hvad der havde foranlediget det Hele . Rebbe Meyer Bruun rystede betænkelig paa Hovedet ; medens den gode Tande endnu stod fortabt i Tanker hos Drengen . Salmele og Privele forstod ikke et Ord af , hvad der gik for sig . Andreas var nu endelig færdig med at spise , og Lysetændersken tog ham derfor ved Haanden og førte ham bort med sig . Det Barn har dog et sælsomt Sind , gjentog Taube , da de vare alene . Ligesom hans Moder , sagde Meyer Bruun . Og saae Du , hvorledes de klare Taarer trillede ned over hans Kinder ? spurgte hun . Om jeg saa det ! Hvorfor skulle jeg ikke have seet det ? Hør , Meyerche , der falder mig Noget ind ! Hvad da ? Ja gjæt ! Jeg er ikke oplagt til at gjætte . Barnet har et jødisk Hjerte . Hvorfor just jødisk ? et godt Hjerte har han . Ja vel , jeg mener ogsaa , at han føler for os . Ligesom Moderen . Du maa tage Dig af Barnet , Meyerche . Godt , sagde Meyer Bruun , naar Tiden kommer , skal jeg ikke glemme ham ; han er jo nu kun 6 Aar . Jø , sagde Taube , Du maa sørge for ham , som for Dine egne Børn , og det maa Du love mig . Hvad da ! At jeg maa afgjøre , naar den rette Tid er kommen . Lover Du mig det ? Det kan Du saamænd gjerne faa Lov til . Medens de saaledes raadsloge om den lille Andreas ' Fremtid , gik denne med sin Moder fra Hus til Hus i Ghettoen , og endelig bare de de indsamlede Herligheder hjem , for Ugen igjennem at tære derpaa . Andreas besøgte hver Dag Skolen og gjorde gode Fremskridt der ; Læreren roste ham ofte og Præsten , der to Gange om Ugen gav Undervisning i Religion , var særdeles tilfreds med ham , thi Andreas var den flittigste Elev og den , der inden lang Tids Forløb var bedst bevandret i sin Katechismus . Dette forhindrede dog ikke de andre Drengs i bestandig at kalde ham Jødedrengen . Hvis Læreren , som jo udtrykkelig havde forbudt det , havde vidst Noget herom , vilde de have faaet deres Straf , men Andreas fandt sig med Rolighed i denne Benævnelse uden at omtale den til Nogen . Rebbe Meyer Bruun begyndte nu at tænke paa , at hans Børn dog ogsaa maatte lære Noget : han havde paa den ene Side ikke Lyst til at sende dem i „ Cheder “ , det er fælles Undervisning , men paa den anden Side , kunde det ikke gaa an , at lade dem voxe op som Uvidende . En Dag saae man ham derfor vende hjem fra Nabo-Byen , med en ung Mand , som han forestillede sin Hustru som Børnenes fremtidige Lærer . Den Nyhed , at Rebbe Meyer Bruun havde bragt en Privatlærer med for sine Børn , udbredte sig hurtig i Ghettoen ; i Begyndelsen blev den unge Mand , der skulde lede Undervisningen i Meyer Bruuns Hus , overalt betragtet med nysgjerrige Blik . Naar han gik gjennem Ghettoen fløi Vinduerne op og man saae efter ham , saalænge han var isigte , medens man hviskede til hinanden , at dette var den nye Lærer , som Rebbe Meyer Bruun Havde medbragt fra Brünnes-Markedet . Et smukt Stykke Vare — meente En — jeg fø min Part , vilde hellere have taget en Sæk Uld hjem . med mig . Det er fordi Du ingen Forstand har , svarede en Anden ; at lade sine Børn lære Noget , er ofte mere værd end den bedste Sæk Uld , og naar Rebbe Meyer Bruun har bragt ham med sig fra Brünn , saa maa det sikkert være en lærd Mand , der forstaaer noget mere end at spise Rugbrød . Aa Snak ! der er vist ingen Velsignelse ved den Cavalerr . Hvis der var Noget ved ham , var han nok blevet , hvor han kom fra . Der er i ethvert Tilfælde slørre Velsignelse ved ham end ved Dig , thi den , som raissonnerer over sin Khille ( Menighed ) og sin Mispocho ( Familie ) , ved ham er der ingen Brocho ( Velsignelse ) . Den Fremmede vakte endnu slørre Røre blandt Børnene end blandt de Lorne , disse løb efter ham paa Gaden , pegede Fingre ad ham og skraalte : Uh , see Salmeles og Priveles Lærer . Alt dette , som i Begyndelsen forekom den unge Mand besynderligt , tabte sig imidlertid lidt efter lidt . Selv den Sladder , som Læreren i „ Cheder “ i Begyndelsen havde vidst at sætte i Omløb om den nye Konkurrent og endog havde forstaaet at skaffe Indgang i Rebbe Meyers Huus , forstummede efterhaanden , da den havde vist sig uden Resultat ; og saaledes havde den unge Mand nu Fred i Rebbe Meyer Bruuns Huus og opfyldte trolig sit Kalds Pligter . Salmele og Privele nød godt af en grundig Undervisning , der stadig bragte dem videre . Der var En , som profiterede endnu mere af denne Undervisning end de , for hvem den egentlig var bestemf , nemlig den lille Andreas , som af og til var tilstede , tilsyneladende uden at vise noget Spor af Deltagelse , men i Virkeligheden nøie givende Agt paa hvert Ord , som Læreren sagde , og anstrængende sig for at indpræge det rigtig godt . Andreas havde faaet Lov til daglig at komme til Meyer Bruuns Børn for at lege med dem i Fritimerne , men han kom som oftest for tidligt ; i Begyndelsen rigtignok af Utaalmodighed , men senere — efterhaanden som han fandt slørre Fornøielse i at lytte til den unge Mands Undervisning — med Villie , saa at han snart var en regelmæssig Gjæst ved den sidste Undervisningstime om Aftenen . Han krøb altid sammen i en Krog af Værelset , tilsyneladende uden Nysgjerrighed , som om han neppe kunde oppebie Timens Ophør , men i Virkeligheden var han meget opmærksom og lyttende , for at ikke noget Ord , som Læreren sagde , skulde gaa tabt . Snart skulle han saa Leilighed til at bevise det . En Aften , da Andreas , som sædvanlig sad lyttende i sin Krog , rettede Læreren et Spørgsmaal til Salmele , som denne ikke kunde besvare . Tænk Dig rigtig om , sagde Læreren , det har Du jo havt ofte ! Salmele tænkte — ja , han tænkte længe , men al hans Tanke forslog dog ikke , bestandig blev han Svar skyldig . Du maa jo skamme Dig , formanede Læreren ham , at Du ikke veed Noget Du har havt saa ofte . Jeg vædder paa , at Andreas der , som slet ikke hører efter , dog allerede veed det . Ja , jeg veed det ! raabte Andreas , idet han sprang glad frem . Er det virkelig sandt ? spurgte Læreren . De har jo sagt , at De vilde vædde paa , at jeg vidsle det . Ja vel , svarede Læreren , men jeg kunde tabe mit Væddemaal . Tabe det skal De ikke , sagde Andreas . Lad da høre ! Læreren gjentog Spørgsmaalet , og Andreas afgav Svaret saa nøie og bestemt , søm man blot kunde forlange , til stor Overraskelse for Læreren , der rigtignok vilde have væddet , men dog i Virkeligheden var langt fra at tiltro Drengen saameget . Ved Aftensmaaltidet omtalte Læreren dette Tilfælde , idet han bemærkede , at det dog var Synd at lade et Barn med saa store Anlæg gaa og skjøtte sig selv ; naar han kom i rette Hænder , maatte der sagtens kunne gjøres noget stort ud af ham . Nuvel , sagde Rebbe Meyer Bruun , vil De undervise ham ? Hvis de tillader det , svarede Læreren , vilde det være mig en stor Fornøielse . Fra nu af nød Andreas , der dog bestandig vedblev at besøge Skolen , i Rebbe Meyer Bruuns Hus en Undervisning , der meget snart bragte ham ud over det i Skolen vedtagne Maal for Elevernes Lærdom . Den lærelystne Dreng gjorde meget hurtig store Fremskridt og erhvervede sig bestandig mere og mere sin nye Lærers Tilfredshed . Medens han i den offentlige Skole blev holdt til enten selv at producere eller see andre søm producere Begyndelsesgrundene i Læsning , Skrivning og Regning , lærte han her i den ensomme Stue i Ghettoen saa Meget , hvorom man hist ikke engang havde drømt ; han blev saaledes belært om , hvad der foraarsagede Lynild og Torden , hvorledes Regnbuen opstod , hvorfor Flodvandet om Vinteren ikke bundfrøs og om mange andre lignende Naturphænomener . Han lærte at kunstruere Sætninger rigtig og skred snart feilfrit efter Lærerens Diktat ; han udførte Regnestykker , der vilde have vakt Misundelse hos mangen Handelsmand i Ghettoen , og han affattede Stile , der ifølge Lærerens Forsikkring forraadte en poetisk Aand . De Bøger , Læreren gav ham hjem med for at læse i , forvoldte ham dog den største Glæde ; havde han først faaet en saadan Bog i Haanden , var det ikke saa let at faa ham fra den igjen ; ofte fik hans Moder Leilighed til at skjænde paa ham , naar han , fordybet i Læsningen , ikke havde lagt Mærke til , at hun kaldte ham til Middagsbordet . Af disse Bøger ofte hans barnlige Phantasi rig Næring ; de førte ham til fremmede Lande , som han aldrig havde seet , men nu bestræbte sig for at fremmane paa en rigtig anskuelig Maade ; de gjorde ham bekjendt med saadanne Personer , som aldeles ikke forekom i hans Fødeegn eller i Ghettoen , men i hvis Livsbegivenheder han tog saa virksom Deel , som om de havde været hans bedste Venner og Bekjendte , ja han tænkte sig endog i disse bekjendte Ubekjendtes Sted og beskjeftigede sig ofte med det Spørgsmaal , hvorledes han selv havde villet handle i lignende Tilfælde . Saasnart han nogenlunde var bekjendt med sine Personer og begyndte at kunne forfølge Gangen i Handlingen , fog han Parti for Nogle og fattede Uvillie mod Andre . Han befandt sig endnu i denne misundelsesværdige Tilstand af Umiddelbarhed , der betragter de skildrede Personer som Venner eller Fjender , med hvem man selv i egen Person har at bestille . Endnu var det langtfra , at han havde saa megen Eftertanke at han kunde glæde sig over en vellykket Charakfeerskildring af en Skurk ; nei , denne var et slet Menneske , der forfulgte det gode Menneske , som han saae uskyldig lide , og saa var den Slette ogsaa hans Fjende . De Charakterer , han yndede mest , vare de , i hvilke en vis Selvfølelse , en uovervindelig Villiekraft , forenede sig med Mildhed og Blidhed , og tilsidst naaede deres Maal efter en lang Kamp og uhyre Modstand . Naar Bogens Helt bukkede under i Kampen , saa smækkede han denne sin oprigtigste Medlidenhed , og Moderen saa ofte Taarer i Andreas ' Øine , uden at hun kunde opdage Anledningen til hans stille Sorg ; men feirede Bogens Helt , da havde Andreas ' Glæde ingen Grændser . Saaledes henrandt nogle Aar ; men da indtraf en Begivenhed , der truede med at tilintetgjøre denne skjønne Ro og indre Glæde for bestandig . Den Privatundervisning , som den christne Dreng nød i det jødiske Hus , kunde ikke længe forblive en Hemmelighed i Skolen , thi snart viste sig den naturlige Frngt heraf . Barnets aandelige Overlegenhed over de andre Skolebørn . Man kan derfor ikke forundre sig over , at Skolelæreren , hvis egen Dannelse netop var tilstrækkelig til , at han kunde udfylde sin Plads , med noget skjæve Øine maatte bemærke den Fremgang , en af hans Diciple gjorde ved Hjelp af en Lærdom , der var erhvervet udenfor Skolen . Han intriguerede altsaa paa enhver Maade mød denne Undervisning , men uden Held ; thi uagtet han med de mest brændende Farver havde udmalet for Lysetændersken det Farlige i at lade et christeligt Barn undervise i et jødisk Hus , havde hun dog aldeles ikke kunnet indsee dette . Den offentlige Examen , der nu blev afholdt , gav imidlertid Læreren Anledning til et , ifølge hans egen Mening , glimrende Kunststykke . Læreren rettede nemlig først til nogle af Eleverne flere Spørgsmaal , der alle bleve meget vel besvarede , det vil sige ifølge den Methode , der var bleven dem indpræntet af ham , hvorved Svaret aldeles ikke behøvede at afvente Enden paa Spørgsmaalet ; derpaa vendte han sig til Andreas med de Ord : Kan Du sige mig , hvad et Uveir er ? Nei ! svarede Andreas rolig . Ei , ei ! sagde Læreren , og jeg , der troede , at Du vidste det , og saa ved Du ikke engang , hvad et Uveir er ? Nei , gjentøg Andreas i en bestemt Tone , hvad det er , veed jeg ikke ; men jeg veed , hvorledes det opstaaer . Ah saaledes , lo Læreren haanligt , naa , saa sig mig , hvem gjør da Lynet ? Skyerne . Skyerne ? Saa ? Og hvem gjør da Skyerne ? Dampene . Dampene ? Nei , see ; men hvem gjør da Dampene ? Vandet . Men hvem gjør da Vandet ? Det er sammensat af forskjellige Elementarstoffer , i hvilke man igjen kan opløse det . For Pokker ! hvilken Visdom har Du ikke udkrammet i mindre end en halv Time ; men jeg siger dog , vedblev Læreren i sin Iver , idet han hævede Stemmen , at Alt dette er Kjætteri , og dine Kammerater ville ganske anderledes kunne svare , saaledes som det sømmer sig en god Christen . Stephanik ! reis Dig op og sig Andreas , hvem der gjør Vandet , før han veed Det ikke . Stephanik reiste sig , kløede sig bag Øret , gav sig til at patte paa sine Fingre og svarede endelig : Vandbæreren . Sæt Dig ned , Din Lømmel ! brølte Læreren . Hvem har da skabt alle Ting , som ere paa Jørden ? hvem kan sige mig , hvo der har skabt Alt det , som findes paa Jørden og i Himlen ? I samme Øieblik hævedes alle Hænder , og da Læreren med sit „ Altsaa ” ikke betegnede nogen Enkelt , der skulde besvare det vanskelige Spørgsmaal , lød nu paa en Gang fra alle Struber det Raab : Gud ! Gud ! den kjære Gudi den kjære Gud ! Rigtigt , Børn , sagde Læreren , den kjære Gud har skabt Alt det , som findes i Himlen og paa Jørden . Idet han derpaa henvendte sig til Præsten , der havde overværet Prøven , tilføiede han med Salvelse : Der kan Deres Højærværdighed see Følgerne af den onde Undervisning i Jødens Hus . Drengen er nu et skabet Faar , og jeg frygter , ja jeg frygter før , at han vil meddele Smitten til hele Hjorden , hvis man ikke itide griber Forholdsregler mod Ondet . Den følgende Dag erholdt Læreren i Rebbe Meyer Bruuns Hus en skriftlig Opfordring til af indfinde sig hos Præsten , og her maatte han underkaste sig en Examen over den Maade , paa hvilken han var gaaet frem ved Andreas ' s Undervisning . Hvem betaler Dem for den Undervisning , De giver Barnet ? spurgte Præsten . Ingen ! lød Svaret . Altsaa ikke heller den Mand , i hvis Hus De lever ? Nei ! Det var døg besynderligt ! Men saa maa De jø have noget Særegent for Øie med Barnet . Tilslaa mig hvad De har isinde . Aldeles ikke Andet end af belære Barnet . Det lyder jø meget smukt ; men — i hvad Øiemed ? Hvilke Bevæggrunde har De til af belære et Barn , som døg egentlig talt ikke vedkommer Dem ? Ikke vedkommer mig ? gjentog den unge Mand overrasket . Nu ja ! sagde Præsten , hvad vedkommer da Barnet Dem ? han er jø døg intet jødisk Barn ! Men han behøver kun af være et Menneskebarn for af vække min Deltagelse . Hvad forsfaaer De derved ? At han er et Menneske ligesom jeg , jeg spørger mig ikke for , om han er en Chrisken eller en Jøde . Ja , det er jø altsammen meget smukt , og hvad mig angaaer , da forsfaaer jeg vel af sætte Pris paa en saadan Tænkemaade ; men i den Verden , der omgiver os , tænker man ikke saaledes . Man vil aldrig tiltro Dem — saalidt som Deres ærede Principal — saa ædle Hensigter , men snarere beskylde Dem for , at De vil drage den christne Dreng bort fra hans Religion . Der gives Fordomme i Verden , som man Ikke kan sætte sig ud over , men maa tage tilbørligt Hensyn til , thi de ere slærkere end vi , og Deres Troesfæller ere desuden det svageste Parti . Tag Dem derfor i Agt ! De har maaske hørt Tale om Optrinet ved Examen — Sagen har gjort Opsigt i Menigheden . For mig kunde De vel være sikker , men — jeg maa gjøre Noget ! Skolelæreren bringer mig ellers Consistorium paa Nakken . De vil altsaa indsee , at der maa gjøres en Forandring . Jeg skulde egentlig pligtmæssigt strængt forbyde Andreas ' s Moder at lade Barnet undervise af Dem ; men jeg vilde gjerne undgaa al Opsigt og forlanger derfor ikke Andet af Dem , end at De indretter Dem efter , hvad De nu har hørt af mig . De forstaaer mig vel nok ? Andreas skal altsaa — Ikke længere være Deres Elev . De vil vel nok kunne finde en passende Form , hvorunder De for bestandig og uden at vække for megen Opsigt vil kunne hæve dette Forhold , der dog engang betragtes med saa mistroiske Øine . Hermed skiltes de . I Ghettoen hviskede man imidlertid allevegne om den vigtige Nyhed , al Rebbe Meyer Bruuns Privatlærer var bleven hentet til den Geistlige , og al der vistnok maatte være skeet noget Vigtigt . Ingen var gladere herover end Læreren i „ Cheder “ , som i sit Had til den Fremmede vistnok ikke stod tilbage for den christne Lærer . Han vil nok faae , hvad han har godt af , oppe hos den Geistlige ! tænkte han ved sig selv , idet han loe fornøiet , thi selv havde han endnu aldrig , saalænge han havde været Lærer , havt Leilighed til al lære den katholske Geistliges Humanitet al kjende . Huslæreren i Meyer Bruuns Hus befandt sig i en slem Forlegenhed ; det gjorde ham ondt for Andreas , som han i Tidens Løb havde vundet kjær , men nu haardnakket maatte sløde fra sig ; det gjorde ham ondt , al see gode Anlæg som de , han havde iagttaget hos Andreas , skulle henligge ubenyttede og han kunde ikke finde paa noget Raad derimod . Hertil kom endnu den Omslændighed , al han skulde udfinde en passende Maade al ophæve Forholdet paa uden al vække Opsigt , men især uden al vildlede den forstandige Drengs Sind ; men netop dette bragte ham det rigtige Middel ihu til af efterkomme Præstens Villie uden af berøve Andreas den aandelige Dannelses Velsignelse ; thi som et Lyn ramte den Tanke ham : Andreas maa bort herfra ! Andreas maa sludere ! Herved havde han fundet det rigtige Middel ; det handlede nu blot om af sætte Sagen igjennem . Men hvorledes ? Skulde han foreslaa Rebbe Meyer Bruun det ? Kunde han mere vente sig noget heldigt Resultat heraf ? Det , af Meyer Bruun i sit Hus lod undervise et fremmed , ham aldeles uvedkommende Barn , var aldeles ikke nogen Borgen for , af han ogsaa vilde sende dette fremmede Barn til Gymnasiet ; det Førstnævnte var en Villighed , han uden Udgifter kunde vise den fattige Enkes Barn , men det Sidste var forbundet med Bekostninger , til hvilke Rebbe Meyer Bruun vel neppe vilde bekvemme sig . Derhos besad den unge Mand for stor Æresfølelse til af ville udsætte sig for et Afslag paa en Bøn , da han ikke vilde førspilde den Agtelse , hvormed han hidtil var bleven behandlet i Huset . Han overveiede derfor , om han ikke hellere paa egen Regning skulle sende Drengen til Læreanslalten og anvende de mange Sparepenge , han havde samlet sig i dette Hus , til Fordeel for sin kjære Elev ; men en kort Overvejelse belærte ham om , af dette Skridt vilde være uforsigtigt , ja endog meget letsindigt , da han jo ikke kunde vide , om det ogsaa i Længden vilde være ham muligt af gjennemføre det , han nu tænkte paa af begynde . Han sagde sig selv , af det for Andreas vilde være langt farligere af blive kastet ud paa en Bane og da slaa her alene , efter af den halve Vei var tilbagelagt , end om han aldeles ikke var revet ud af sin simple Tilværelse . En Student , der ikke kan fortsætte sine Studeringer , er henvist til af slaa ind paa enhver Sidevei , der frembyder sig , uden af see enten tilhøjre eller tilvenstre for af overbevise sig om Veien ogsaa er den rette , medens derimod den simple Haandværker , der aldrig har seet nogen større Horizont aabne sig for ham , men fra Ungdommen af er vant til af finde sig tilrette i de fattigste og mest indskrænkede Forhold , sjelden bliver nødt til af forlade den rette Vei . Idet det gode Menneske aldeles ikke kunde finde paa noget Middel til af udføre sit ædle Forsæt , forvoldte det ham snart mere Sorg end Glæde . Endelig fandt han paa en Udvei , der saae mere lovende ud . Han besluttede at ville overtale Rebbe Meyer Bruun til at sende sin egen Søn til Gymnasiet og da give ham Andreas med som Ledsager . Hvor vilde han ikke have jublet , om han havde vidst , at den samme Plan allerede var modnet i et andet Hjerte og stod fuldfærdig , da han endnu beskæffigede sig dermed . Den gøde Taube var nemlig en Kone , der ikke blot havde Hjertet , men ogsaa Hovedet paa rette Sted . Da Læreren blev hentet til den Geistlige , vidste hun derfor ogsaa strax , hvad det ene og alene kunde handle om ; men hun vidste ogsaa , hvad hun nu selv havde at gjøre . Hun sendt Bud efter Lysetændersken . Veed I , spurgte Taube , at vor Lærer er bleven kaldt til den Geistlige ? Jeg har hørt det , svarede Lysetændersken . Men veed I ogsaa , hvad han vil ham ? Visselig intet Urigtigt , thi vor Hr . Pastor er en brav Mand . Og hvad vilde I sige , om Hr . Pastoren ligegodt forbød vor Lærer at give Andreas Undervisning ? Det skulde gjøre mig ondt , thi jeg troer , Andreas finder Fornøielse i at lære . Det troer jeg ogsaa . Men sæt , at Præsten allerede har forbudt det , hvad vilde I saa sige dertil ? Intet ! naar Hr . Pastoren kan forbyde det , saa maa der sikkert være noget Urigtigt deri , som jeg ikke forstaaer . Og vilde I hellere lade Andreas løbe omkring paa Gaden og voxe op som et Menneske , der Intet kan . Nei , visselig ikke ; men hvad nytter Alt mig , mit Ønske kan jeg dog ikke faa opfyldt . Hvilket Ønske ? For Andreas . Hvad da ? Hvad ønsker I da for Eders Andreas ? Ja , jeg saae saa gjerne , at Andreas blev en Geistlig ; men jeg kan jo ikke lade ham sludere . Ofte skjærer det mig i Hjertet , naar jeg seer ham sidde ved Bogen derhjemme og læse saa flittigt deri , medens de andre Børn løbe omkring og lege . Da tænker jeg mig ofte : See , han kunde engang blive en god Præst ; men hvorfra skulle jeg tage Pengene dertil . Men , om jeg nu lod Andreas sludere ? Til Præst ? Til hvad I vil . Jeg sender ham bort herfra og giver ham , hvad han behøver . Herre Gud , det kunde ikke engang i Drømme være faldet mig ind , at mit hemmelige Ønske dog engang skulle blive opfyldt . I er altsaa tilfreds dermed ? Tilfreds ? Om jeg er tilfreds ? O , den Vei , De betræder , gad jeg brolægge med Gulddukater , hvis jeg blot havde Evnen dertil . Saa bliver det altsaa derved ; Andreas kommer til Efteraaret i Latinskølen — saa kan han for mig gjerne blive Præst . Tal nu blot ikke formeget derom , bring det ikke ud blandt Folk — Det behøver De ikke at bede mig om . Jeg mener kun , at Folk da maaske vilde fraraade Eder det . Aa ! det skal ikke engang nogen Engel bringe mig fra , om han saa steg lige ned fra Himlen . Ved Middagsbordet var Læreren usædvanlig taus og viste kun liden Madlyst . Den gøde Husmoder vidste jo nok , hvad der trykkede ham . Da Maaltidet var tilende , udbad han sig en kørt Samtale med Rebbe Meyer Bruun . Er det en Hemmelighed , eller før jeg ogsaa høre det ? spurgte Taube . Det er ingen Hemmelighed overfor Dem , thi det angaaer Deres Barn , svarede Læreren . De begav sig da alle Tre ind i et tilstødende Værelse . Hr . Bruun , begyndte Læreren , det er min Pligt at sige Dem , at jeg begynder at blive overflødig her i Huset . Hvorledes ? har man fornærmet Dem ? spurgte Rebbe Meyer . Bevares nei , jeg føler mig jo som et Barn af Huset , men Salmele er allerede i den Alder , af De maa tage en endelig Bestemmelse ham angaaende ; han er saa vidt forberedt , af De kan begynde Alt med ham . Tør jeg spørge , hvad De vil gjøre af ham ? Lad mig hellere høre , hvad Raad De giver mig i saa Henseende , sagde Faderen . Jeg vilde lade ham sludere , svarede Læreren , thi selv om han ikke engang behøvede af leve af Videnskaben , saa vil det dog aldrig kunne skade ham af have gaaet nogle Klasser igjennem i Latinskolen . Der ligger Noget i det , sagde Faderen roligt , vi kunne jo altid fale videre derom , og — Vi behøve ikke af fale længe derom , afbrød Moderen ham , saasnart Læreren siger , af vi skulle lade ham sludere ; han maa jo forstaa det ! Slukning behøves ikke , sagde Rebbe Meyer , der er jo ingen Ildebrand ! Og Andreas sende vi med ham , for af Barnet ikke skal blive bange blandt de Fremmede , tilføiede Konen uden af lade sig standse ved sin Mands Bemærkning ; men Læreren raabte ude af sig selv af Forbauselse og Henrykkelse : Hvorledes er det muligt , af De kunde gjætte mine Tanker ? thi det var netop det , jeg vilde foreslaae . Men jeg veed endnu ikke , svarede Rebbe Meyer , hvorfor De derved skulde være bleven overflødig her . Ganske rigtigt maa jeg vel nu sende de to Børn bort herfra ; men derfor behøver De jo ikke strax at forlade os . Har De da ikke endnu en Elev ? Har jeg maaske ikke en Datter ? Det var Efteraar . Høet paa Engene var slaaet og laa i store Bunker ; de høit læssede Vogne førte det over Broen til den lille By . Vinden strøg henover Stubmarkerne . Den nærliggende Skov frembød et broget Skue ; Kronernes grønne Farve var forvandlet og havde givet Plads for en Blanding af Gult og Rødt , hist og her saae man allerede de nøgne Kviste falmede graa . Solen saae rigtignok endnu venligt ned fra Himlen , men man turde ikke satte meget Haab af dette sidste naadige Smil , thi altfor ofte indhyllede den sig i en uigjennemtrængelig Taage , der bedækkede Efteraarslandskabet . Lysetændersken og Andreas gik ad den smalle Sti mellem Stubmarkerne henimod Skoven . Moderen havde villet unde sin Søn en Fornøielse endnu inden hans Afreise til Gymnasiet , og Andreas skattede Intet saa høit som at see sig om i Naturen , i Skov og Mark . Maaske havde hun tillige en anden Hensigt , maaske vilde hun give de Formaninger , som hun havde af medgive ham som Lærepenge paa hans Vei , større Høitidelighed ; maaske troede hun , af den fri Natur , den store aabne Mark med Himmelhvælvingen over sig , vilde komme hendes Ord tilhjælp og gjøre dem mere eftertrykkelige end det snevre Rum hjemme i Hytten . Denne Formodning vil idetmindste ikke forekomme ganske ugrundet , naar man med nogen Opmærksomhed læser det , som Moderen her lagde Sønnen paa Hjerte . En Tidlang gik hun eftertænksom og taus med Drengen ved Haanden ; men da det var paa Tide af vende om for af komme tilbage til den lille By , begyndte Moderen paa følgende Maade : Andreas , hør nu nøie efter , hvad jeg forinden Din Afreise endnu kan have af sige Dig . Dette er den sidste Nat paa det Sted , som Du tidligere aldrig har forladt ; inat vil Du for sidste Gang ligge hjemme i den Seng , i hvilken Du hidindtil hver Aften faldt isøvn og hver Morgen vaagnede . Imorgen reiser Du bort herfra ; Du skal sludere og , om Gud vil , blive et dueligt Menneske . Tak Gud dagligen i Din Bøn , fordi det er gaaet Dig saaledes ; jeg havde ikke kunne lade Dig sludere : jeg er en fattig Kone ; men vor Herre , Gud , havde indgivet Meyer Brun det , at han skal gjøre det , og derfor vil ogsaa den himmelske Raade belønne ham . Men Du maa være ham taknemmelig derfor alle Dit Livs Dage , thi han er Din Velgjører . Mærk Dig det og lov mig , at Du aldrig vil forglemme det . Andreas rakte Moderen den Haand , han endnu havde fri ; hun trykkede den til sig og vedblev efter en Pause : See Dig om her paa Marken , der er ingen levende Sjæl at see ; Alt er hjemme , og vi ere alene . Ingen seer eller hører os ; Ingen veed , hvad Du har lovet mig . Men Een er der dog , som seer og hører Alt uden selv at blive seet . Han veed , hvad Du har lovet mig , og Han vil vaage over , at Du holder Dit Ord . Hvorfor seer man ham da ikke ? spurgte Andreas , men Moderen svarede : Det kommer ikke Sagen ved , og det kan jeg heller ikke saadan rigtig sige Dig ; maaske seer Du mig aldrig mere . Andreas begyndte ved disse Ord at græde bitterlig ; men Moderen aftørrede hans Taarer med sit Forklæde og vedblev : Derfor behøver Du ikke at græde ; jeg lever jo endnu og er baade sund og rask , og man døer da ikke af , at man taler om det ; men vi ere kun Mennesker , og om Gud befaler det , saa er jeg imorgen ikke mere til , og de bære mig ud og lægge mig i Graven . Andreas græd endnu heftigere end før , medens Moderen vedblev : Jeg maa før Du drager bort , forberede Dig paa Alt , thi jeg vil have , at Du skal naa Dit Maal , uden at Noget skal bringe Dig bort derfra . See til at Du i den nye Skole kan lære noget Rigtigt , for at Meyer Bruun ikke uden Nytte skal give sine Penge ud for Dig ! han er en rig Mand , men at kaste sine Penge ud af Vinduet har han døg ikke Lyst til , thi naar Een giver sine Penge ud , saa vil han ogsaa have Noget derfor . Han forlanger rigtignok Intet af Dig , og han gjør den gøde Gjerning uden Egennytte , men Du maa vise ham , at Du ogsaa fortjener , hvad han gjør for Dig , for at han ikke engang — hvad døg Gud bevare os for — skal faa Aarsag til at fortryde sin Godhed . Pas derfor paa at opføre Dig saaledes , at Meyer Bruun ikke en Gang skal kunne bebreide mig , hvad det har koslet ham , og sige til mig : „ Gid jeg blot ikke havde ladet den Døgenigt sludere ! “ Lover Du mig det . Andreas lovede det grædende , men Moderen sagde endvidere : Jeg er endnu ikke færdig . Hør efter ; det Vigtigste er endnu tilbage . Meyer Bruun er døg kun et Menneske ligesom jeg , og ømendskjøndt han er rig og jeg fattig , saa gives der døg Een deroppe ovenover os Alle , for hvem vi Alle ere lige . Naar Gud vil det , kan den Rige paa en Nat blive fattig eller den Fattige blive rig . Hele den Fabrik , som han har der , kan paa een Nat gaa tilgrunde . Mennesket kan Intet vide ; han kan ogsaa dø ligesaa godt som jeg kan det . Det vilde være en stor Ulykke før Dig , men ogsaa det maa Du være fattet paa , for at det ikke engang skal overraske Dig , saa at Du slaaer Hænderne sammen og ikke veed , hvad Du skal tage fat paa . Gjør Dig afholdt blandt de Fremmede og af alle de Mennesker , Du faaer at bestille med . Skaf Dig Venner og ingen Fjende , da vil Du aldrig staa forladt . See til at Du bliver et Menneske man kan stole paa , og at Du , hvorledes det end gaaer , engang kan være istand til at fortjene Brødet til Dig selv . Det tørre Brød , som Du selv fortjener vil da smage Dig meget bedre end Alt , hvad Du kan faa at spise for Andres Penge . Men hvad jeg har villet sige Dig , er dette . Naar Du engang er kommen saa vidt , at Du kan fortjene Dit Brød og ikke længere trænger til den Godgjørenhed , der nu vises imod Dig , saa maa Du ikke mene , at Du da en Gang for alle er færdig med Meyer Bruun , fordi Du ikke længere behøver hans Hjælp ; thi det , han gjør for Dig , kan Du aldrig gjengjelde ham , selv om Du ogsaa betalte ham nok saa mange Penge . Jeg troer , at Du hos Meyer Bruuns Lærer aldeles ikke vilde have lært saameget , hvis Du ikke i forveien i Skolen havde lært Din A , B , C , Bog , og Du vilde sikkert heller aldrig have kommet til at sludere , saafremt Meyer Bruun ikke nu havde gjort Begyndelsen dertil . Det maa Du aldrig forglemme , selv om der kommer en Tid , da Du ikke mere er afhængig af ham . Fremfor Alt maa Du derfor i den nærmeste Tid lægge Vind paa af komme godt ud af det med Salmele ; han er lidt forkjælet , saa af Du maa være noget eftergivende ; dog behøver Du ikke derfor af være hans Tjener , men Du kan være føjelig imod ham , thi det fortjener han for sine Forældres Skyld . Saa ofte Du har Noget for , men ikke veed , om Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre , da tænk paa denne Aften og vor Spadseretur ; tænk paa , hvorledes vi saa stille vandrede sammen , hvorledes jeg førte Dig ved min Haand , hvorledes Du brast i Taarer og jeg da med mit simple Forklæde afvidskede dem ; behold bløt altid det for Øie , saa vil Du ogsaa nok altid finde den rette Vei og vil ikke mere tvivle , om Du skal gaa tilhøire eller tilvenstre . Overvei bløt ved enhver Sag , Du vil foretage Dig hvad Din Moder vilde sige dertil , om hun vidste det , da vil Du altid handle rigtigt og godt , — Naa , jeg havde nær forglemt af sige Dig , af Du blandt de Fremmede maa holde noget paa Dit Ydre . Børst hver Morgen Dine Støvler og bank Dine Klæder , for af Du ikke skal see ud som en Dreng , der er kommen løbende langvejs fra , og vær renlig i alle Henseender . Ogsaa det har jeg villet sige Dig , af Du hver Uge maa tilskrive mig nogle Linier . Frugthandlersken , som gjør sine Indkiøb deroppe , vil nok af og til besøge Dig , og hende kan Du altid give en lille Seddel med . Der behøves intet langt Brev ; skriv blot , for af jeg kan see , af Du er rask og opfører Dig godt ; saalænge et Barn ikke frygter for af tilskrive sin Moder og sin Fader — hvem Du jo desværre har Mistet — hvad der ligger det paa Hjerte , saalænge kan man sige , af han er paa den rette Vei ; men udeblive Brevene til Forældrene , da er han sikkerligen ogsaa , bleven et forladt Menneske og en slet Karl — mærk Dig det ! — Ja , hvad var det nu jeg vilde sige — Ja , hvormeget kunde Du ikke have ønsket endnu af sige , gode , trofaste Moderhjerte ! Vilde Du mon nogensinde være kommen til Ende dermed , om Du saa havde kunnet blive ved af tale indtil evig Tid ? Men godt er det , af Du blev afbrudt , ved af Din snaksomme Nabo netop slandsede Dig , og med sine Hverdagsbemærkninger sønderrev Din Tales Traad , thi Andreas har hørt nok og behøver nu Ro før af tænke videre øver det , som han havde hørt . Glæd Dig ved det Haab , af Du har nedplantet det guddommelige Frø i et reent , barnligt Hjerte . Næste Morgen kjørte Andreas og Sigismund — saaledes blev Salmele fra nu af kaldt — bort fra Hjemmet . Rebbe Meyer Bruun førte de to Børn til den temmelig nærliggende By , Videnskabens Sæde , til Piaristernes Kloster . Det var en kold Septembermorgen ; men Andreas befandt sig dog meget vel i de nye Klæder , som Meyer Bruun havde ladet sy til ham , og som han idag havde paa før første Gang . Allerede da de to Drenge i det Fjerne øinede Slottet , der laa høit oppe paa Klippen , begyndte deres Hjerter af banke slærkere ; Glæde og Angst fyldte dem samtidigt , da de nærmede sig deres nye Bestemmelsessted . Henimod Middag havde de naaet Reisens Maal . Drengene vilde nu strax hen i Klosteret før af blive optaget i Gymnasiet , da deres Nysgjerrighed var spændt til den høieste Grad , men den rolige og besindige Fader sagde : Klostret staaer nok fasf , der er vel næppe Nogen , der løber bort med det . Veed Du ikke , af vore Vise sige : Naar der ingen Meel er , saa er der ingen Lærdom . Først vil jeg forskaffe Eder Logis , for at I kunne vide , hvor I høre hjemme . Skulle vi bo sammen ? spurgte Sigismund . Nei ! svarede Faderen kort . Han tog nu Drengene med sig til Ghettoen , hvor han hos en Bekjendt forespurgte sig om to Huse , i hvilke Børnene kunde faa Kost og Logis . Denne Sag var snart afgjort ; Sigismund fik Bolig i Ghettoen , Andreas i Forstaden nær ved Gymnasiet . Efterat der saaledes var sørget for de legemlige Fornødenheder , førte Faderen dem til det Sted , hvor deres Aand skulle mættes . Før Optagelsen i Gymnasiet , maatte Drengene underkaste sig en Prøve , til 3die Klasse , som Andreas bestod med Glands , Sigismund til Lærernes Tilfredshed ; Andreas blev strax , men Sigismund provisorisk optaget i Gymnasiet . Hvad vil det sige , provisorisk optaget ? spurgte Sigismund , da de nu forlod Gymnasial-Præfekten for at aflægge en Visit hos Professoren . Det vil sige sagde Faderen , at jeg først hos Regjeringen i Brünn maa ansøge om Din Optagelse , og saalænge indtil Bevillingen kommer derfra , er Du kun „ provisorisk . “ Og jeg behøver ikke nogen Bevilling ? spurgte Andreas . Nei , sagde Meyer Bruun . Hvorfor maa han have Bevilling , og jeg ikke , spurgte Andreas videre . Fordi han er Jøde , sagde Meyer Bruun , og Du ikke . Husker Du da ikke mere , at Jøderne er et undertrykt Folk . Der var dog en Tid , da Du vidste det . Den fortræffelige Mand sørgede endnu for en Privatlærer fil dem , der hjemme skulle gjennemgaa Lectierne med dem , og indskjærpede Andreas , at han hver Dag skulde indfinde sig i Sigismunds Bolig for at tage Deel i denne Privafundervisning ; derpaa reiste den gode Fader bort , idet han tillidsfuldt efterlod Børnene i de Huse , fil hvilke han havde anbetroet dem . Skoleaaret begyndte ; det blev indledet med en Gudstjeneste i Klosterkirken . Hermed havde Sigismund Intet at skaffe , hvilkek var slemt nok for ham ; thi medens Andreas under denne Høitidelighed lærte alle sine Kammerater at kjende idetmindste af Udseende , havde den jødiske Discipel endnu ikke seet en eneste af dem , og da han den første Skoledag om Morgenen Kl . 8 traadte ind i Klassen , hørte han en Hvisken og Tisken mellem de smaa Studenter , der maalte ham paa en spotlende Maade , medens der fra forskjellige Sider lød Navne som Moses ! Aron ! Han befandt sig i stor Forlegenhed , thi Klassen var fuld , og han vidste ikke , hvor han skulde eller blot turde sætte sig ; endelig opdagede han paa en af Bænkene sin kjære Andreas . Denne kom ogsaa strax hen til ham , trak ham hen med sig til sin Bænk og skaffede ham Plads ved Siden af sig , frods Indvendingerne fra deres Side , som maatte rykke sig . Endelig da Klokken slog , kom Professoren , og Alle reiste sig . Man bad Paternoster og Ave Marie , hvoraf Sigismund ikke forstod et Ord ; han ventede utaalmodig paa , at det endelig skulle være forbi . Da de havde sat sig ned igjen , kastede Professoren et prøvende Blik hen over Bænkene , som om han vilde tælle sine kjære Lam , derpaa sagde han : Der kan endnu ikke anvises Israeliterne nogen bestemt Plads . De ere for Øieblikket kun provisoriske , endnu ikke egentlige Elever . Jøderne maa foreløbig , indtil Bevillingen kommer , alle sætte sig paa sidste Bænk . Fortrydelig opgav Sigismund den Plads , som Andreas saa tappert havde tilkjæmpet ham , for at begive sig hen til sidste Bænk ; da han gik forbi Eleverne , hørte han dem tydelig hvidske : Marsch , hen paa sidste Bænk , Jøde ! Jøderne skal paa Skammebænken . Dette bedrøvede ham høilig ; dog havde han den Trøst at see en Deel Troesfæller paa samme Bænk , og Følelsen af ikke at være den Eneste , der maatte lide denne beskjæmmende Behandling , gjorde ham Pinen mindre haard . Andreas vendte sig ofte om og tilkastede Sigismund et medlidende Blik , men denne saae hver Gang skamfuld ned mod Gulvet ; begge Drengenes Sindstilstand er let at fatte ; deres Miner forraadte , hvad der føregik i deres Indre . Sigismund , Barnet af rige Forældre , opdraget i Velstand , ja endog i Overflod , havde aldrig før følt det Trykkende i sine Troesfællers særlige Stilling i Samfundet . Den lille Salmele havde rimeligvis aldrig hørt Noget om , at hans Fader ikke turde eie nogen Ager , fordi han var Jøde , og selv om den lille Salmele havde vidst dette , saa vilde han dog i sin Lystighed aldeles ikke have tænkt videre derover ; thi hvortil behøvede hans Fader Agre , Kvæghjørde , Enge og Marker ? havde han ikke sin egen Fabrik ? Men nu er der af Salmele blevet en Sigismund , der allerede ved det første Skridt , han foretager i den fremmede Verden , for hvis Skyld han har forandret sit Navn , maa erfare , at han endnu bestandig er en Salmele og meget langt fra at være en Sigismund . For første Gang følte han nu det Tryk , der hvilede paa hele det Troessamfund , som han hørte til . Da Faderen for faa Dage siden havde maattet stile en Ansøgning til Regjeringen om at meddele Sønnen Sigismund Bruun Tilladelse til at træde ind i Gymnasiet , var den vordende Student ikke bleven synderlig berørt deraf . Sigismund var ikke nogen dyb Natur , fvertimod : hans Følelser ligesom hans Tænkning berørte kun Tingenes Overflade . Derfor blev han temmelig ligegyldig ved Faderens Ansøgning : men det , at han nu i hele Klassens Paasyn maatte begive sig hen paa den bageste Bænk , og det ovenikjøbet af den Grund , at han egentlig endnu ikke var rigtig Elev , der var berettiget til at indtage en bestemt Plads — nemlig fordi han var Jøde — see , det fyldte hans Hjerte med bitter Sorg . Andreas derimod var allerede bleven ubehagelig berørt ved den af Hr . Bruun meddelte Underretning , at Sigismund maatte bede som en Naade om det , der uden videre blev tilstaaet ham selv , og da Meyer Bruun paa hans Udfritten svarede : om han ikke længere vidste , at Jøderne vare et undertrykt Folk , saa var dette Svar ingenlunde skikket til at berolige den forstandige , følsomme Dreng . Han vedblev at spekulere derpaa , men kunde ikke med god Grund forklare sig den Forskjel , der her blev gjort , og var derfor heller ikke istand til at begribe det . Begivenheden i Skolen paa den første Dag satte ham i den pinligste Stilling , og der er ingen Tvivl om , at Andreas følte sin Kammerats Tilsidesættelse endnu bittrere end denne selv . Ingen kunde bedre end Andreas vide , med hvilken Omhu og Ømhed Salmele blev behandlet i Forældrenes Hus ; derfor var Ingen bedre istand til at bedømme , hvor haardt det maatte være for Sigismund . Andreas led ikke blot med ham , men ogsaa for ham . Hvor det dog her er ganske anderledes end hjemme , tænkte han smertelig bevæget , ja ganske omvendt . Her er det jo , som om jeg var den rige Salmele , og han den fattige Lysetænderskes Barn ! — Hvor gjerne vilde ikke Andreas have bedt Professoren om han ikke selv maatte sætte sig paa bageste Bænk , naar han blot derved havde kunnet skaffe Sigismund hans tidligere Plads tilbage ; men Andreas indsaa vel , at et saadant Bytte her ikke kunde finde Sted , han tænkte og det med Rette : Hvad veed Professoren om Meyer Bruuns Fabrik , og hvad angaaer det ham ? Professoren har jo ikke skabt Loven ; han handler som den byder . Jøderne ere nu engang „ et undertrykt Folk . “ Klokken lød , Timen var til Ende . Professoren og Eleverne reiste sig til Bøn , og igjen lød Paternoster og Ave Maria . Derpaa gik Eleverne parvis ud af Klassen henover den lange Gang i første Etage , dernæst ned ad Trappen og gjennem den lille Klostergaard , der strækker sig foran Gymnasiet . Ved Porten maatte Jøderne forlade Rækken , da de andre nu gik i Kirke til Messen , hvilken Jøderne ikke skulle bivaane . Bedrøvet gik Sigismund hjemad med den latinske Gramatik under Armen , af hvilken idag den første Deklination var bleven forklaret . Paa Gaden puttede en Elev sig til ham , der alt var i 2den Klasse . Den Store maalte først den Lille fra Top til Taa med samme Blik , som naar Veteranen betragter den ny ankomne Rekrut . Sigismund havde hilst paa Enhver , der mødte ham underveis , og var bleven meget overrasket ved , at de ikke hilste ham igjen , ja endog betragtede ham paa en ganske besynderlig Maade . Han havde nemlig meent , at det forholdt sig her ligesom hjemme i den lille By , hvor Alle hilste hinanden , og vidste endnu ikke , at i større Byer bekymrer det ene Menneske sig kun lidt om det andet , men Enhver skjøtter sig selv . Det gjorde derfor øgsaa et behageligt Indtryk paa ham , da den store Dreng , som dog var et heelt Aar videre , saa venligt puttede sig til ham . Snart skulde han dog erfare , at denne kun vilde have ham til Bedste . Aa , sagde den Store , gaa ind i den Butik og kjøb mig for en Skilling Skrivepenne . Godmodig , som han var , tog Sigismund Pengestykket og traadte ind i den betegnede Butik , hvor en gjennemtrængende , fin Lugt slog ham imøde , saadan som hans Næse ellers aldrig havde mærket det i nogen Kjøbmandsbutik . Hvad ønsker Du ? spurgte Provisoren . For en Skilling Penneskafter , svarede Sigismund . Saa maa Du gaa ind til Papirhandleren , sagde Provisoren . Ja , men man sagde til mig , at det var her . Saa ? sagde Provisoren leende , det har været for at gjøre Nar af Dig . Her er ingen Papirhandel , men et Apothek . Sigismund gik skamfuld bort , da han kom udenfor , blev han modtaget med Skøggerlatter af en Gruppe Elever , der imidlertid havde samlet sig . Ydmygelsen i Skolen havde ikke været tilstrækkelig ; denne Spot maatte han ovenikjøbet øgsaa finde sig i . Det var ligesom om Alt havde forenet sig for at krænke ham . Den første Skoledag havde saaledes kun budt ham liden Glæde og var aldeles ikke skikket til at sætte Mod i ham , og han vilde sikkert allerede nu — næsten uden at have overskredet Dørtærskelen — have vendt Videnskabernes Tempel Ryggen , saafremt ikke hans gode Aand , Andreas , havde holdt ham tilbage . Naa , sagde Andreas , der strax fra Kirken var ilet til sin Kammerat og nu havde hørt , hvad denne i sin oprørte Stemning tænkte paa , vær dog fornuftig og gjør ingen Dumheder . Hvis Du nu kom hjem , saa vilde alle Folk lee Dig ud , og Gadedrengene vilde raabe efter Dig : det er Studenten ; han har paa een Dag gaaet alle Klasserne igjennem ! Nei , Du maa blive og læse flittigt , saa skal Du see , hvor ganske anderledes Alting vil blive . Naar Du blot kan dine Lectier godt , kommer det kun lidet an paa , paa hvad Bænk Du sidder ; det med den bageste Bænk er jo desuden kun foreløbigt , saalænge Du er provisorisk ; saasnart Bevillingen kommer fra Regjeringen , faaer Du din Plads anviist ligesaavel som Enhver af De Andre ; Professoren har jo selv sagt det . Disse trøstefulde Ord forfeilede ikke deres Virkning paa Sigismund , der indsaa , hvor nær han havde været ved i sin Oprørthed al begaa en overilet Handling , og han besluttede nu al blive ; men Andreas , hvem det ved den kjærlige og fornuftige Tiltale var lykkedes al bringe Vennen til sig selv og nogenlunde berolige ham , var selv langtfra ikke rolig , thi i sit Inderste tænkte han : Jøderne ere desværre døg et undertrykt Folk ! og for første Gang henvendte han det Spørgsmaal til sig selv : Hvorfor ere Jøderne et undertrykt Folk ? er det nødvendigt , al de maa være det ? hvo er Skyld deri ? lutter Spørgsmaal , som han ikke var istand til al besvare . Det blev Aften , og Drengene sad nu hos Privatlæreren , der gjennemarbeidede det Pensum med dem , de havde faaet for i Skolen . Efter faa Timer hos Privatlæreren indsaa Andreas , al han meget godt kunde undvære dennes Hjælp , han havde strax i Skolen forstaaet de Regler , der bleve forklarede , og kunde godt selv skrive de latinske Stile uden Feil . Grunden til , al han alligevel ikke udeblev fra Privattimen , var den , al hans Ven meget vel kunde behøve en saadan Hjelp i Hjemmet . — Efter nogle Ugers Forløb finde vi Andreas som Nr . 1 i Klassen , medens Sigismund endnu bestandig sad som provisorisk paa den bageste Bænk ; men selv som rigtig Elev vilde han ikke have været berettiget til at indtage nøgen af de øverste Pladser , thi han var svag i Gramatiken , og hans aldeles ikke feilfri Oversættelser i Skolen forraadte snart Privatlærerens Haand ved de Stile , han skulle skrive hjemme . Andreas vilde gjerne bevirke en Forandring i dette . Veed Du hvad , sagde han en Dag til Sigismund , Din Fader kunde godt spare de Penge , han hver Maaned betaler Privatlæreren ; jeg troer nok , jeg ligesaagodt kunde hjælpe Dig med dine Lektier . Ja , saa kan Fader give Dig Pengene , meente Sigismund . Nei , hvad skulle det til ? sagde Andreas , dine Forældræ give mig saamæn Nok iforveien . I det næste Brev , som Sigismund tilskrev sine Forældræ , gjorde han dem opmærksom paa , at han lærte meget mere af Andreas end af Privatlæreren , som han derfor ikke mere behøvede , da Andreas godt kunde sige ham Alt , hvad han skulle vide . Andreas selv skrev noget lignende i sit Brev , hvori han bad Moderen hilse hans Velgjørere paa det Hjerteligsle samt bede dem , om han ikke nok maatte læse med Sigismund . Det er et taknemligt Barn , den Andreas , sagde Rebbe Meyer Bruun til Lysetændersken , der med glædestraalende Øine havde hørt paa Oplæsningen af hendes Søns Brev . Ja , har jeg ikke altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , tilføiede Taube . Da Lysetændersken var gaaet , sagde den gode Taube til sin Mand ; Veed Du hvad , min Ven , de Penge , Du der sparer , kan Du hver Maaned give Lysetændersken . Det vil jeg ikke gjøre , svarede Rebbe Meyer Bruun i en bestemt Tone . De Par Gylden ! sagde Taube i en vag bebrejdende Tone ; men Manden svarede : Mener Du maaske , Du lille Nar , at de Par Gylden ere mig saa magtpaaliggende ? Nei , jeg vil hver Maaned sende dem til Andreas , saa kunne vi jo see , hvad han vil gjøre med Pengene . Derved blev det ; regelmæssig bleve Pengene afsendte til Andreas , men denne berørte dem ikke engang : den samme Haand , der overbragte ham dem , maatte igjen bære dem med hjem ; han sendte dem urørte til sin Moder . Lysetændersken fortalte høist overrasket hos Meyer Bruun , hvorledes hendes Andreas havde sendt Penge hjem til hende . Det havde jeg forudseel , sagde Meyer Bruun , jeg vidste vel , at han var et godt Barn ; men jeg har dog villet overbevise mig derom . Ja , har jeg ikke saa ofte sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , spnrgte Taube igjen , ligesom altid ved enhver lignende Leilighed . I intet af sine Breve forglemte , Andreas at sende mange Hilsener til den gode Lærer i Meyer Bruuns Hus ; ja efter nogle Maaneders Forløb dristede han sig endogsaa til , at tilskrive sin fordums Lærer et latinsk Brev , i hvilket rigtignok Elevens gode Villie og taknemmelige Hjerte viste sig fra en mere værdifuld Side end det latinske i Udtrykkene . Han forglemte heller aldrig sin Legesøster Privele , der ligeledes hver Gang kunde gjøre Regning paa særlige Hilsener i hans Brev . Sigismund gjorde under sin Kammerats Veiledning betydelige Fremskridt , hvilket var saare naturligt . Andreas var nemlig ikke nogen betalt Timelærer , der , naar Timen var forløben , ikke bekymrede sig mere om sin Elev ; men det var ham magtpaaliggende at vise sin Taknemlighed mod sine Velgjørere , ligesom det ogsaa var en Æressag for ham at løse den Opgave , han havde paataget sig , paa en saadan Maade , at Resultatet blev godt . Han arbeidede derfor ogsaa med Sigismund uden at tage noget Hensyn til Time- eller Minutviseren og altid saa længe , indtil han havde opnaaet den beroliggende Overbevisning , at Sigismund nu virkelig kunde sin Lektie og vilde være istand til at besvare ethvert Spørgsmaal deri rigtigt . Sigismund erhvervede sig ogsaa snart ved de Fremskridf , han gjorte , Professorens Velvillie , og da imidlertid , endnu førend det første Semesters Ende , den saa længselsfuldt ventede Bevilling til Optagelsen i Gymnasiet var indtruffen , rykkede han op fra sidste til første Bænk , og al Grund til Mismod var saaledes forsvunden . Nu kom Paaskeferien , og de to Drenge kjørte hjem , hver med et godt Vidnesbyrd i Lommen ; selv om Sigismunds ikke kunde maale sig med Andreas ' s , i hvilket der kun fandtes Udmærket Godt ' er , saa var det dog saaledes , at han med Anstand kunde vise det frem . De havde imidlertid ikke blot medbragt deres Vidnesbyrd , men ogsaa et antageligt Stykke Feriearbeide . Hvorledes Andreas bar sig ad for at blive færdig dermed , det kunde Sigismund rigtignok ikke begribe , thi før ham var det drøit at læse i Ferien . Han havde nu i et halvt Aar ikke seet sin Familie , og dette var hans første Hjemsenden fra de fremmede Folk og saa ovenikjøbet den Tid , da den poetiske Paaskefesf afholdtes . Han glemte derfor aldeles de 4 Konjugationer og de uregelmæssige Verber , han skulde lære , over Paaskefestens Glæder , og hans Ven Andreas formaaede ikke i hans Forældres Hus at bringe den Strænghed til Anvendelse imod ham , der ellers saa ofte havde faaet Bugt med ham . Ferien var nu forbi , og man maatte igjen indfinde sig i Skolen . Der skete , hvad man iforveien kunde have tænkt sig . Blyantet i Professorens Haand udpegede snart Sigismund som Offer , naar nu blot denne iforveien havde vist , at han vilde blive spurgt om Verbet tollo , saa havde han sikkert lært sit substuli , sublatum , men hvo kan vide Sligt iforveien ; ligesaalidt som man kan vide , hvilke Nummere der vil komme ud i næste Trækning . Professoren dreiede ham derfor et stort 0 i Protokollen . Dette forvoldte Andreas mere Sorg end ham , der havde faaet det . Men hvad gjorde Andreas ? Han besluttede sig til et Kjæmpearbeide . Vi gaa ikke i Seng inat , sagde han til Sigismund , og imorgen beder Du Professoren om at høre Dig om igjen . Men hvad tænker Du dog paa ? indvendte Sigismund , lære Alt det paa een Nat ? Det gaaer nok , sagde Andreas . Og det gik ogsaa . Næste Dag mældte Sigismund sig til en ny Prøve , som han besfod med Glands ; thi idag var han fast i Sadlen , og efter af han til det sidste Spørgsmaal : tollere havde sluppet sit vel indprægede sustuli , sublatum løs , forandrede Professoren 0 ' et til et Ug . Paa denne Maade tog Andreas sig af sin Kammerat , og Sigismund gjorde i Sommersemestret endnu større Fremskridt end før . Endelig var Skoleaaret til Ende . Rebbe Meyer Bruun indbød Lysetændersken til af kjøre med sig for af bivaane Omflytningen , der under megen Høitidelighed blev meddelt i en stor , med skjønne Billeder prydet Festsal . Lysetændersken havde taget sine Søndagsklæder paa og begav sig bort med Rebbe Meyer Bruun ; de maatte kjøre meget tidlig hjemme fra for af kunne indtræffe i rette Tid ; Kl . 8 vare de der allerede . Med bankende Hjerte fraadte hun ind i Fesfsalen , hvor allerede de fleste Slægtninge af den studerende Ungdom befandt sig . Kl . 9 blev der holdt Gudstjeneste i Klosterkirken , og Kl . 10 begyndte Højtideligheden i Fesfsalen . Først besteg en Elev Talerstolen og holdt en Tale paa Tydsk til Afsked fra Anstalten ; derpaa fraadte en anden frem og foredrog en af ham selv forfattet latinsk Ode , af hvilken største Delen af det forsamlede Publikum rigtignok ikke forstod et Ord , men hvortil de dog ligegodt lyttede med høitidelig Andagt . Endelig kom Meddelelsen af Skoleaarets Resultat og Omflytningen . En eiendommelig Hvidsken og Summen lød gjennem Salen ; Skoledrengenes Nysgjerrighed var spændt til det Yderste , thi nu skulde Enhver jo erfare , hvorledes han var bleven bedømt , og hvilket Vidnesbyrd han fik hjem med sig . Denne Summen afløstes dog hurtigt af en høitidelig Stilhed da Religionslæreren traadte frem og oplæste paa Latin alle Elevernes Navne samt deres forskjellige Censurer . Lysetændersken , der med bankende Hjerte saae til , var nær besvimet , da hun hørte sit Barns Navn blive raabt op . Andreas havde erholdt første Præmie . Han traadte frem fra sine Kammeraters Række indtil midt i den store Sal , bukkede til tre Sider , mod Keiserens Billede , mod Lærerne og mod Publikum , og modtog derpaa af Præfektens Haand Præmien , en pragtfuld indbunden latinsk Bog . Med stille Henrykkelse traadte han tilbage til sin Plads med Belønningen for sin Flid i Haanden , idet han dog frydede sig mere over Moderens Glæde , hvis Tilfredshed og Lykke var tydelig at læse i de straalende Øine , end over den Udmærkelse , der var bleven ham til Deel . Sigismund erholdt ogsaa en meget god Censur . Efter Klassefordelingen modtog Drengene deres Vidnesbyrd , nemlig en lille Bog , der indeholdt alle Elevers Censur . Hermed afsluttedes Skoleaaret , og Ferien begyndte , den af enhver Skoledreng , den flittige som den dovne , saa længselsfuld ventede Frihedens Dag . Andreas og Sigismund kjørte nu hjem med Meyer Bruun og Lysetændersken for at tilbringe de to Feriemaaneder , August og September , i Fryd og Glæde i det gamle Hjem hos deres Kjære , som de nu næsten i et heelt Aar havde savnet . Det var rigtignok ogsaa en Fryd og Glæde , saaledes at eie to hele Maaneder for sig selv , hver Morgen at vaagne med den Bevisthed , at man ikke behøvede øieblikkelig at springe ud af Sengen for endnu engang at „ kile “ Lektierne igjennem — intet Pensum , ingen Grammatik , ingen Regning , ingen Geographi ! Ikke behøve at lytte efter Skoleklokken , der forkynder Timens Begyndelse , ikke behøve at skynde sig med Frokosten — Intet , slet Intet af Alt dette — derimod fri og ubunden at kunne gaae , hvorhen man har Lyst , i Marken , i Engen eller i Skoven ; istedetfor andægtig at sidde paa Bænken og nøie passe paa ethvert Ord , der undslipper Læreren — at kunne muntre sig ude i den friske Natur , løbe , springe og juble af Hjertens Lyst ! — En Skoledreng under Sommerferien er det misundelsesværdigste Menneske paa Jorden ; han har rystet alle Sorger af sig og lever kun for Øieblikkets Glæde . Sigismund og Andreas tilbragte ogsaa deres Ferie paa den behageligste Maade . Det var ikke , fordi de havde Lyst til Leddiggang , af de glædede sig , men fordi de vare fri for enhver Tvang til af maatte gjøre noget Bestemt . Hyppigt kunde man ogsaa i Ferien finde Andreas ved Bogen , og dette gode Exempel havde en velgjørende Indvirkning paa Sigismund , saa af ogsaa han af og til hjemsøgte Bogen , omendskjøndt dette mindre skete ifølge en vis indre Trang , end fordi han vilde glæde sine Forældre og Huslæreren derved . Man fandt dog Drengene hyppigere i det Frie end ved Bogen , og da allerhyppigst ude paa Floden , hvor de fandt deres slørste Fornøielse i af ro en lille Baad frem og tilbage fra den ene Bred til den anden og af seile hen under Broen , naar Folk oven over deres Hoveder passerede den . Saa ofte de gik igjennem Ghettoen , hørte de altid denne eller hin Bemærkning om dem . En mente , af de vare blevne rigtig store i Udlandet . En troede af have bemærket , af de allerede nu saae meget bedre ud end da de kom hjem fra Skolen , og vilde deraf uddrage den Slutning , at man bliver mager af at sludere , men feed af at spise . En undrede sig over at Jøden og den Christne kom saa godt ud af det med hinanden ; en anden roste Redde Meyer Bruuns Godgjørenhed og hans Opførsel mod Lysetænderskens Søn , medens en Tredie til Alt dette bemærkede : I maa nu sige , hvad I vil — kalde det smukt eller ei — jeg siger blot , at det døg er en besynderlig Galskab af Rebbe Meyer Bruun at ville give sine Penge ud til en Geistligs Opdragelse . Saaledes havde Enhver sine Bemærkninger paa rede Haand ; de to Drenge bekymrede sig imidlertid ikke videre herom , men vare lige glade og tilfredse for det . Andreas var imidlertid ofte til Middag hos Meyer Bruun ; naar han saa sad der og nød af de fine Retfer , der blev baaren frem , formørkedes hyppigt hans Ansigt midt under Glæden , og hvo , som vilde have kunnet læse i hans Sjæl , vilde have vidst , at Andreas i saadanne Øieblikke plagedes af den Tanke : Og hvortil nytter Eder Alt dette ! I Jøder ere døg et undertrykt Folk . Hurtigere end Drengene havde tænkt og i ethvert Tilfælde hurtigere , end de kunde have ønsket sig , var Ferien til Ende , og en skjøn — eller snarere ikke skjøn — Dag stod det nye Skoleaar igjen for Døren . Sigismund og Andreas tog denne Gang afsted med ganske andre Følelser end for et Aar siden , da de drøge til deres Bestemmelsessted . Hin let forstaaelige og let tilgivelige Frygt for det Fremmede , der havde opfyldt dem dengang , da de første Gang forlod deres Hjemsted , var nu fuldkommen forsvunden , thi nu vidste de jo , hvorledes det gaaer til i et Gymnasium . Med Hensyn til Sigismund , da behøvede han ikke mere at frygte for som Medlem af det udvalgte Folk at blive sat paa en særlig Bænk ; han var nu rigtig Elev saagodt som nogen Anden ; nu var han heller ikke længere saa enfoldig , at man kunde sende ham ind paa et Apothek efter Staalpenne . Med Hensyn til Andreas , hvis Tørst efter Kundskaber var slørre end Vennens , da brændte han allerede af Begjærlighed efter at lære de nye Ting at kjende , der vilde komme for i dette andet Aar , og især navnlig dette frygtelige „ Ablativus absolutus “ , om hvilket han allerede tidligere havde hørt Saameget , at det nødvendigvis havde maattet indgyde ham en overmaade stor Respekt . Hvør ofte havde han ikke forrige Aar , naar han i Skolen sad og lyttede fil Lærernes Forklaringer , tænkt ved sig selv , hvor smukt det døg var indrettet i Verden , at man kan lære saa mange mærkværdige Ting , om hvilke de derhjemme ikke engang have nogen Anelse , og i hvor høi en Grad styrkede ikke saadanne Tanker ham i hans gode Forsætter , i hans Flid og Udholdenhed . De fo Drenge vare tillige nu , da de slode i Begreb med at træde ind i 2den Klasse , fyldte af den Stolthed , der besjæler enhver , selv kun lidet ærgjerrig Skoledrengs Hjerte ved Omflytningen fra en Klasse fil en anden . De vare nu ikke længere de Mindste i aandelig Henseende , ikke længere Parrister ; nei , de vare og følte sig som Prinzipister , som Begyndere i Videnskaberne , der nu først for Alvor skulde lægge Grunden fil deres videre Uddannelse . Den nye Klasse har for Eleven , der har svunget sig op fil den , ligesaa megen Romantik , som et Land skab , der stadig forandrer Physiognomi , har for Vandringsmanden . De fleste Klassekammerater fra forrige Aar findes vel igjen her ; døg mangler nogle , der enten ere blevne Oversiddere eller have forladt Skolen ; men dernæst er der ogsaa kommet nogle nye , og disse ubekjendte Ansigter betragter man fremfor Alt med Nysgjerrighed , idet forskjellige Spørgsmaal paatrængte sig En : Hvad hedder mon den nye Kammerat ? hvor har har han før gaaet i Skole ? mon han kan Noget eller ei ? hvad kan han mon bedst ? hvorledes er hans Manerer og Opførsel ? Saaledes gik det ogsaa med vor Andreas , der især betragtede et af de ubekjendte Ansigter med Opmærksomhed , idet han forsøgte at læse Svaret paa de ovenomtalte Spørgsmaal i den nysankomne Elevs stærkt markerede Ansigtstræk . Andreas følte en vis Rædsel for denne Dreng ; det forekom ham , som om en indre Stemme tilhviskede ham : det Menneske kan blive farlig for Dig ! Denne Følelse var rigtignok noget utydelig , men netop derfor desto uhyggeligere , men ligesom Myggen styrter sig ind i Flammen , saaledes følte han sig trods sin Forudfølelse hendraget til den Fremmede med uimodstaaelig Kraft . Det vidsle sig ogsaa snart , at den Fremmede var ham betydelig overlegen i aandelig Henseende , Andreas havde faaet en slærk Konkurent og forudsaae , at han næste Aar neppe vilde erholde Præmien ; men desto mere tillokkende var det for ham , at komme i god Forstaaelse med den Fremmede , ja endog at stræbe efter hans Venskab . Denne Bestræbelse lagde han ogsaa tydelig nok for Dagen , og snart vare de fo Kammerater , Andreas og Cyrill — som den Fremmede hed — Venner . Andreas , der ligesaa villigt underkastede sig Cyrill , som han følte sig overlegen over sin kjære Sigismund , holdt dog langt mere af at være sammen med Førstnævntæ end med Sidstnævnte . Havde han været forfængelig , da vilde han rigtignok have befundet sig bedre i Dens Selskab , hvem han kunde foreskrive Love , end hos ham , af hvem han modtog Love ; men hos Andreas fandtes ikke Spor af den Slags Forfængelighed . Dette bevirkede , at han nu ikke offrede Sigismund saa megen Tid , som førhen , dog forsømte han ham ingenlunde , men indfandt sig daglig hos ham , for at gjennemgaa Lektierne og Stilen ; imidlertid blev han ikke , saaledes som forrige Skoleaar , til han var overbevist om , at Sigismund ogsaa kunde svare paa ethvert Spørgsmaal , men nøiedes med at give ham den nødtørftigste Undervisning og Vejledning , idet han forresten overlod det Øvrige til Vennens egen Flid — for saa hurtig som muligt at kunne ile til Cyrill . Sigismund hørte imidlertid ikke til de selvstændige Naturer , der saaledes kunne overlades til sig selv ; han arbeidede , naar man tvang ham dertil , men var han alene og Tvangen ophørt , saa var ogsaa Lysten borte , og han kastede Bogen fra sig . Andreas skulde snart bemærke de bedrøvelige Følger af sit Letsind ; Sigismund sank dybere saavel i Kundskaber som i Professorens Gunst . Andreas gjorde sig de haardeste Bebreidelser herover , følte oprigtig Anger og plaget af sin Samvittighed fattede han den Beslutning igjen at forandre Sagen og paany offre Sigismund al sin Tid . Det er imidlertid , især for Drenge , lettere at fatte en god Beslutning end at udføre den . Naar han befandt sig hos Sigismund , og der var Noget , denne ikke strax kunde forstaa , viste Andreas en Utaalmodighed , der var noget ganske Nyt af ham . Istedetfor den tidligere Ømhed viste han Strænghed , og de tidligere godmodige Opmuntringer forvandledes til gnavne Bebreideldelser . Hvor stærkt han ogsaa blev tiltrukket af Cyrill , var dog hans Godhed for Sigismund stor nok , til at han ikke ganske kunde give slip paa denne ; for at komme tilrette med sig selv og begge Kammeraterne , mellem hvilke han endnu vaklede , faldt han nu paa at føre dem sammen for at gjøre dem nærmere bekjendt med hinanden . Saaledes troede han at kunne ordne Sagerne paa det Bedste . I hvor høi en Grad fog han ikke feil ! En Dag fog han altsaa Sigismund med til Cyrill denne var allerede Seminarist ; han var bestemt for den geistlige Stand og nød allerede nu i Seminariet alle de Fordele , der førmaa at hæve et Menneske over Livets almindelige Sørger . Cyrill saae noget skjævt til den Kammerat , som Andreas havde taget med sig , og syntes aldeles ikke tilbøielig til at ville betragte ham som den Tredie i Forbundet . Han behandlede ham med isnende Kulde , ja viste ogsaa overfor Andreas en vis Tilbageholdenhed ; han sagde kun lidt , og i hans Tale var der intet Spor af det sædvanlige Liv . Andreas følte sig ikke lidt forlegen og spekulerede bare paa , hvorledes han skulde slippe bort igjen ; dog hengav han sig til det Haab , at kunne stemme Cyrill gunstigere for sin Protegé og med Tiden at kunne nærme dem til hinanden . Næste Gang kom han alene . Cyrill saae surt og var igjen temmelig taus . Har Du Noget imod mig ? spurgte Andreas troskyldigl . Nei , svarede Cyrill , jeg har ligesaa lidt Noget imod Dig som tilovers for Dig ! Lad mig være , jeg har ingen Tid ! Men , Cyrill , sagde Andreas i en indsmigrende Tone , Du er jo slet ikke saaledes som ellers imod mig ! Gaa Du blot , svarede Cyrill med en afværgende Haandbevægelse , jeg behøver ikke dit Selskab . Hvorfor har Du dog ikke bragt ham med igjen idag ? Sigismund ? Ja , Jødedrengen ! Jeg syntes netop , fordi han er en Jøde , at Du skulde være mindre slreng imod ham . Hvorfor da ? Veed Du ikke det ? Jøderne er et undertrykt Folk ! Ganske vist ! det skal de ogsaa være ! det bør de være ! Hvad ? — de bør ? — hvorfor da ? Hvor kan Du spørge saa dumt ? Have Jøderne da ikke korsfæstet Frelseren ? Veed Du da ikke , at de fra den Time af bleve et af Gud forbandet Folk ? Andreas slirrede paa ham med aaben Mund ; men Cyrill vedblev : Kjender Du ikke Fortællingen om „ den evige Jøde “ ? Nei ! sagde Andreas halvhøjt . Da Herren med Korset paa sin Ryg var kommen foran hans Dør og stønnende sank sammen under Byrden , hvorledes Jøden da ikke havde anden Lædskedrik før ham end Spot og Haan , og hvorledes Herren da forbandede ham og hans Slægt , saa at han blev fordømt til at skulle vandre om indtil evig Tid uden nogensteds at finde Ro ! Og Alt det veed Du ikke ? Disse Ord gjorde et dybt Indtryk paa vor let bevægelige Andreas , der i Taushed syntes at tænke over det , som han havde hørt , medens Cyrill vedblev : Jeg kan laane Dig Bogen , saa at Du selv kan læse det ; deraf vil Du see , hvorfor Jøderne indtil Verdens Ende maa være et undertrykt Folk . Og det vil jeg sige Dig en Gang for alle : vi Tre høre ikke sammen . Vov ikke oftere at bringe Jødedrengen herhen ; hvad Dig selv angaaer , saa kan Du vælge mellem ham og mig og i den Henseende handle efter dit eget Forgodtbefindende . Hvis jeg er mere værd for Dig , end han , er det godt , men hvis Du synes bedre om ham , end om mig , sees vi ikke oftere — saa kan Du jo holde Dig til Jødedrengen . Men , hvad kan den stakkels Dreng gjøre for , at Jøderne for mange hundrede Aar siden have korsfæstet Vor Frelser ? Saa ? sagde Cyrill , hvad kan En gjøre for , om hans Fader , der var en rig Mand , har sat alle sine Penge overstyr ? Det er nu engang indrettet saaledes af Gud her i Verden , at Børnene maa bøde for Forældrenes Misgjerninger . Have Jøderne ikke selv dengang , da de lod Barnabas fri , men dømte Herren til Korset , raabt : Hans Blod komme over vort Hoved og over vore Torne ? Altsaa maa disse Børn jo ogsaa nu være forbandede . Andreas fandt intet Svar herpaa ; med taarefyldte Øine forlod han Cyrill for at snige sig hjem , for her i sit lille Værelse rigtigt at græde ud . Han befandt sig i en pinlig Situation . Paa den ene Side befandt sig de skjønne Indtryk fra Barndoms tiden , paa den anden Side Overbevisningens Magt , der bestandigt mere bemægtigede sig hans Sind og rokkede hans Sjæl . Paa den ene Side stod Rebbe Meyer Bruun , hans Velgjører , der havde gjort og endnu gjorde ham saameget Godt ; hans gode Hustru , der altid havde taget sig af ham med Kjærlighed , og hvem han elskede som en anden Møder ; den lille Privele , med hvem han saa ofte havde leget ; den vakkre Lærer i Meyer Bruuns Huus , der havde givet ham den første Undervisning , og hvem han ogsaa skyldte saa overmaade megel ; og fremfor Alt Erindringen om hans Møder , hvorledes hun havde formanet ham til Taknemlighed mod hans Velgjører , og paa den anden Side stod Billedet af Jesus hele Lidelseshistorie , Jødernes Ubønhørlighed , da de slæbte ham til Korset og udgjød hans uskyldige Blod . Andreas havde kun Taarer til at besværge sin Sjæls Storm med ; men med Taarer alene slipper man ikke ud af Hjertets Labyrinter . Om Jorden havde aabnet sig under ham og opslugt ham , saa at han aldrig mere havde faaet Dagens Lys at see , med Vellyst vilde han da have taget Afsfed fra denne ellers saa herlige Verden , til hvilken han for Øieblikket følte Lede . Ligevægten i hans Sind var ophævet , og Harmonien med den Livskreds , hvori han hidtil havde slaaet , var brudt . Og han kunde ikke skjule sig selv . nei , han maatte ud , frem for Dagens Lys ; han maatte bestemme sig til Noget , maatte handle . I Begyndelsen feirede Vanens Magt øver ham og drog ham hen til den Side , hvor hans Barndomserindringer befandt sig : han ophørte med Besøgene hos Cyrill , medens han daglig indfandt sig hos Sigismund ; men selv Sigismund indsaae snart , at det kun var et Offer , som Andreas bragte ham . Virkeligen var det heller ikke længer Tilbøjeligheden , der førte ham til Sigismund , men derimod Bevidstheden om , hvad han skyldte dennes Forældre . Hver Dag saae han Cyrill i Skølen og ventede stadigt paa , at denne skulde opfordre ham til et Besøg eller idetmindste spørge , hvorfor han dog saalænge ikke havde været hos ham ; men forgjæves ventede han paa , at den Tause skulle aabne sin Mund om Sligt . Dette smertede ham , da det viste sig , hvor ligegyldig han var bleven Cyrill , og i sin Smerte sluttede han sig paany noget nøiere til Sigismund . Snart begyndte han dog igjen at overveie , om Cyrill mon ikke havde Ret i at trække sig tilbage fra ham ; Cyrill havde jo aabnet Øinene paa ham , der førhen famlede om i Mørket , havde overladt ham Valget frit og havde aldeles ikke stødt ham fra sig . Han var selv den Skyldige , thi han var bleven borte , og hans Pligt var det nu ogsaa at opfriske Venskabet med Cyrill . I samme Grad , som disse Tanker vandt Overhaand hos ham , løsnedes ogsaa hans venskabelige Forhold til Sigismund , hvilket kun for en stakket Tid tilsyneladende paany havde antaget Præg af den gamle Inderlighed . Andreas gjorde , hvad han ei kunde undlade — han vendte tilbage til Cyrill . Er Du der igjen ? spurgte Cyrill tørt . Men , Cyrill dog , bad Andreas , vær ikke vred paa mig . Hvad mener Du ? sagde Cyrill , jeg er den samme , som altid ; jeg har ikke forandret mig ; det har derimod Du ! Ja desværre , sukkede Andreas , jeg har forandret mig meget ; eller snarere Alt omkring mig har forandret sig . Jeg var tidligere lykkelig ; nu er jeg det ikke mere . Fordi Du er en Nar ! Troer Du , jeg vilde lave mig Livet gjøre surt for saadan en Jødedrengs Skyld ! Lad ham bare rende . — Du veed ikke , hvor svag han er . Hvo tvinger ham da til af sludere ? Lad ham gaae hjem til sin Pjallekramshandel ; det passer dog bedre for ham end den latinske Grammatik , som han med alt Slid og Slæb alligevel ikke forstaaer . Men Du veed ikke , hvormeget jeg skylder hans Forældræ . Og det bedrøver Dig ? Du maa vide , af Sigismunds Forældræ lade mig sludere paa deres Bekostning ; af min Moder er en fattig Kone , og af jeg maale høre op med af læse , hvis hans Forældræ ikke foge sig af mig . Gud Fader i Himlen og alle Sacramenter ! raabte Cyrill , idet han foer op af Stolen , og det siger Du mig først nu ? Du har indladt Dig i saadan en Han del med en Jøde ? Hellige Jesus-Maria ! Sig mig , hvor har Du gjort af din Fornuft ? Hvorledes kunde Du tage imod Sligt ? Veed Du maaskee , hvad Hensigter Jøden har med Dig ? Thi Du vil vel ikke førsøge ak bilde mig ind , ak en Jøde skulde gjøre saadan Noget af Uegennyttighed . Det er jø , ligesom Doctor Faust , ak forskrive sig til Satan ! Stakkels Barn , hvor jeg beklager Dig ! Jeg seer allerede i Aanden den Vexel paa flere tusinder Gylden , som den velgjørende Mand engang ligesom i Spøg vil forelægge Dig til Underskrift . Jøden er ikke saa dum endda ; han tænker , ak godt gjemt er ikke glemt ! Denne Gang skal han dog have gjort Regning uden Vært , thi Gud være lovet er det endnu muligt ak redde Dig ud af hans Kløer . Du maa hæve det Forhold ! Hæve det ? spurgte Andreas forvirret . Ja , ganske og aldeles , saafremt Du ikke vil styrte Dig i Ulykke . Men , hvorledes er det muligt for mig ? Skal jeg da opgive mine Studeringer ? Vah , hvorfor ? Den Smule Føde , Du behøver , kan Du vel nok erholde paa en anden og ærlig Maade . Lad mig kun om det . Hvorledes ! kan Du sørge for mig ? Overgiver Du Dig i min Haand ? Vil Du gjøre Alt , hvad jeg siger Dig , saa indestaaer jeg ogsaa for , ak Du snart skal være fri for den skjændigt Handel . Vil Du ? Alt ! sagde Andreas , gjør med mig , hvad Du vil ; jeg kan jo dog alene hverken raade eller hjælpe mig selv . Betaler Jøden maaskee ogsaa Skolepenge for Dig ? Ja , hvo skulde ellers betale dem ? Saa maa Du fremfor Alt ansøge om fri Skolegang . Du har jo faaet førsle Præmie ; saa bevilge de det sikkert , Det Øvrige skulle vi snart faae besørget , Et efter Andet . Ligesom Andreas tidligere en Tid lang havde trukket sig tilbage fra Cyrill , saaledes holdt han sig nu borte fra Sigismund . To Breve naaede imidlertid til Hjemmet . Sigismund underrettede sine Forældre om , af Andreas ikke mere kunde læse med ham , da Lectierne bestandigt bleve sværere , saa af denne nu havde altfor meget af bestille ; Sigismund skammede sig nemlig for af sige Sandheden ; han skammede sig for af tilstaae , af Andreas holdt sig aldeles borte fra ham ; han vilde derfor hellere selv opfinde et eller andet Paaskud for af undskylde den troløse Ven . Maaskee frygtede han ogsaa for , af Forældrene , naar de fik hele Sandheden af vide , skulle unddrage Andreas deres Understøttelse , og han holdt dog for meget af Andreas til af ville udsætte ham herfor . Andreas bad Moderen i sit Brev til hende , om hun ikke vilde lade et Testimonium paupertatis udfærdige for ham og sende ham det , da han vilde ansøge om Fritagelse for Skolepenge . Nederst i Brevet fand tes ogsaa en høflig Anbefaling til Hr . Bruun og Frue . Af alle de tidligere hjertelige og varme Hilsener til hans Velgjører var der nu kun en høflig Anbefaling , en tom Talemaade , et Intet tilbage ! Lysetændersken bragte Brevet som sædvanligt til Meyer Bruun , og man undersøgte nu begge Brevene nøiere , for om muligt af finde nogen Samklang i dem , hvilket imidlertid ikke faldt saa let . Hvad vil han med det Bevis ? spurgte den godmødige Taube . Du hører jø , belærte Manden hende , af han vil være fri for af betale Skolepenge , og altsaa maa han døg bevise , af han ikke kan det . Men hvortil behøves det ? Kommer det os da saa nøie an paa de 3 Gylden om Maaneden ? Han vil blot spare os de 3 Gylden maanedlig . Ja , har jeg ikke altid sagt , af det Barn har et besynderligt Sind ? Jeg gad blot vidst , tilføiede hun , hvad det skal sige med denne „ høflige Anbefaling “ . Saadan en Hilsen har han døg aldrig før tilskrevet os ! Det er kanskee saadan en ny Mode blandt de Studerende deroppe , at de istedetfor en Hilsen skrive en høflig Anbefaling . Faa Dage senere aflagde Rebbe Meyer Bruun et Besøg hos begge Børnene . Han antøg paany en Privatlærer til Sigismund og lod ham desuden faae en Privattime hos Professoren selv . Dernæst overleverede han Andreas det forlangte Fattigdomsbevis , som Moderen havde ladet Præsten udstede . Andreas skammede sig over sig selv ; han havde ventet Bebreidelser , men der blev ingen gjort ham ; tvertimod var Rebbe Meyer Bruun god som altid imod ham . Hvor gjerne vilde ikke Andreas , pint af Samvittigheden , overvældet af Angeren , have kastet sig for sin Velgjørers Fødder og tilstaaet ham Alt ; men Skammen holdt ham tilbage . Ligesaa ofte som vore Dyder have deres Rod i Lasten , finde vi nemlig Roden til vore Laster i Dyden . Da Andreas næste Gang indfandt sig hos Cyrill , fortalte han ham det Passerede . Der kan Du see , sagde Cyrill , nu har han igjen Villet omvende Dig , den Ræv . Mon ; han veed jo slet ikke af Noget , sagde Andreas troskyldigt , han var god som altid mod mig , og hans Godhed brænder mig paa Samvittigheden . Hvor Du er enfoldig ! svarede Cyrill i en belærende Tone . Troer Du virkelig , at han Intet veed ? Vil Du bilde mig ind , af den Lurendreier ikke skulde have skrevet Noget hjem ? Hvad skulde saa den Gamle her ? At han er god imod Dig , viser kun , af han enten forstiller sig , for vedblivende af trække Dig ved Næsen , eller af han har en ond Samvittighed og derfor ikke vover af træde op med Kraft imod Dig , troer Du ikke , jeg kjender Jøderne ! Du lader rigtignok til af maatte gaae længe i Skole hos mig , inden Du kan faae det rette Begreb om den . Men , nu skal Du tage dit Testimonium paupertatis og gaae hen til Pater Theobald med det . Hvad skal jeg der ? Jeg har allerede talt din Sag ; nu behøver du blot selv af anmode Pateren derom , saa optager De Dig i vort Seminarium . Er Du først Seminarist , saa har Du nok baade af spise og af drikke , og saa kan Jøden med sine Penge lede efter en anden Nar , der vil lade sig forføre af ham . Halvaarsexamen stod nu for Døren . Sigismund slap kun med Nød og neppe igjennem og ikke uden den Formaning fra Præfektens Side , af han maatte tage sig sammen , hvis han vilde gjøre sig noget Haab om ved Skoleaarets Slutning af rykke op i den følgende Klasse . Andreas og Cyrill slode omtrent ens med Hensyn til Fremskridt ; dog erholdt Andreas som den Yngste ligesom ogsaa , fordi han forrige Aar havde nydt den Ære , 1ste Præmie , men Cyrill den 2den . Sommerhalvaaret forløb hurtigt ; endnu før Semestrets Ende blev Andreas optaget i Seminariet . Han var da for Høflighedens Skyld nødt til at tilskrive Hr . Bruun et Brev , hvori han takkede for al hidtil nydt Godhed og meddelte , at han nu ikke længere lagde Beslag paa hans Velgjerninger , da det var lykkedes ham at finde anden Hjælp , hvorfor han ikke længere vilde falde Hr . Bruun til Byrde . Brevet var affattet i en høflig , men kold Tone ; intet deri mindede om et varmt , virkelig taknemligt Hjerte , det var kun tomme Ord , Skrift uden Liv . Dog vilde selv dette Brev endnu ikke have været istand til at blotte Sagernes hele Tilstand , og formodentlig vilde den godtroende Taube som sædvanlig være kommet til det endelige Resultat , at det Barn dog , som hun altid havde sagt , havde et besynderligt Sind , saafremt Andreas ikke i et samtidigt Brev til sin Moder noget tydeligere havde aabentbart den Forandring , der var foregaaet med ham . I dette Brev skrev Andreas , at han nu først vilde begynde at blive en rigtig Christen , hvilket han førhen ingenlunde havde været , at han var glad over , at han ikke mere behøvede at modtage Hr . Bruuns Understøttelse , samt at han var indtraadt i Seminariet for allerede nu med Alvor at kunne begyndt Forberedelsen til sit geistlige Kald . Til Slutningen formanede han Moderen , at hun dog skulle opgive den vanærende Forretning at være Lysetænderske i Synagogen og i Jødernes Huse ; han skulde da nok ved Undervisning erhverve saameget , som der udfordredes til hendes Underhøld . Hun maatte endelig ikke tøve dermed , da det fortærede hans Sjæl , at hun allerede saa længe havde udøvet denne uværdige Forretning . I dette Brev var der ikke længere nogen Tale om en Hilsen eller Anbefaling til det Brun ' ske Hus , men istedet herfor fandtes som Efterskrift , at Sigismund var en af de daarligste Elever i Klassen , og at han sandsynligvis ikke vilde slippe igjennem ved Examen . Med Hensyn til sig selv furde han ikke vente igjen at blive første Præmiant , men dog i ethvert Tilfælde anden . Derhos meddelte han ogsaa , at han i de følgende Ferier ikke vilde komme hjem , men blive i Seminariet . Den gode Lysetænderske , der som bekjendt just ikke var Skriftklog , bragte i sin Troskyldighed ogsaa dette Brev hen til Rebbe Meyer Bruun før at faae det fydet , og man kan tænke sig , hvilket Indtryk det maatte gjøre saavel paa den Brun ' ske Familie som især paa den ulykkelige Moder . Intet dadlende Ord , ingen Bebreidelse fik hun at høre ; fortvivlet , raadvild og hjælpeløs forlod hun dem . Det var omtrent midt i Juli , at Sagerne toge denne uventede Vending . Lysetændersken fattede under den Græmmelse , hendes Søns Brev havde forvoldt hendes søns Beslutning , der uden lang Eftertanke frembød sig som den naturligste før det elskende Moderhjerte . Jeg maa til ham , sagde hun ved sig selv , jeg maa tale med ham ; jeg kan slet ikke tænke mig , at min Andreas selv skulde have skrevet det Brev . Jeg maa til ham før med egne Øine at see , hvad der er blevet af mit Barn . Hun tilbragte en urolig og søvnløs Nat . Hun ønskede allerede at være hos ham og kunde næsten ikke udholde at tilbringe Tiden fjernet fra ham alene med sine Tanker og Følelser . Hun misundte Fuglen dens Vinger , der saa hurtigt vilde kunne have ført hende gjennem det Rum , der skilte hende fra Sønnen ; den korte Julinat forekom hende længere end nogensinde en Nat i December Maaned . Saa tidligt som muligt stod hun op og begav sig tilfods paa Veien . Hun havde iført sig sine Søndagsklæder ligesom forrige Aar , da hun var kjørt med Meyer Bruun til Skolehøitideligheden ; thi en Kvinde tænker selv i Ulykken paa at vise et saa anstændigt Ydre som muligt . Solen havde endnu ikke vist sig i Horizonten , da hun allerede tiltraadte sin tunge Vandring med den røde Paraply i Haanden , hvilken hun holdt høit i Ære som et Minde om hendes afdøde Mand , og hvis Hensigt skulde være senere hen at beskytte hende mod den brændende Junisol . Hendes Vei gik over Broen . Alt var endnu stille , og der hørtes ingen anden Lyd end Vandets Skvulpen mod Bropillerne . Hun kastede tilfældigvis et Blik ned paa Floden og saae sit Billede i det klare Speil ; næsten forfærdet foer hun tilbage for sit Spejlbillede saaledes som det navnlig under oprørt Stemning hændes alle dem , der kun sjeldent betragte sig selv i Speilet , de ræddes for sig selv . Lysetændersken flyede for det uhyggelige Billede , der slirrede hende imøde fra Bølgerne , idet det syntes at indbyde hende til at styrte sig ned til det . Hun flygtede , som sagt , thi hun turde ikke døe , hun skulde til sin Andreas , og hun følte sig mere tilfreds , da hun havde Broen bagved sig . Det forekom hende , som om hun var undsluppen en Fare , og modigere fortsatte hun sin Vei . Hun kom igjennem Fiskergaden , og nu begyndte de første Tegn paa Liv og Opvaagnen i Byen ; den tjennemtrængende Lyd af Hyrdefløiten naaede over til hende fra Torvet ; Hundegjøen hørtes hist og her mellem Faars Brægen og Køers Brølen . Dette forvoldte hende en Slags Glæde ; de gode Dyr syntes at sende hende ligesom en Afskedshilsen ; de syntes at vide , at Lysetændersken havde en tung Vandring for . Hun kom nu ud i det Frie . Ved Kørset udenfor Landsbyen knælede hun fromt ; dog turde hun ikke gjøre sin Bøn lang , thi hun maatte til sin Andreas . Den Vei , hun nu gik , var den samme , paa hvilken hun for næsten to Aar siden havde givet sin Dreng sine bedste Velsignelser og sine alvorligste Formaninger paa den sidste Aften før hans Indtrædelse i den fremmede Verden . Billedet af hin Aften traadte nu levende frem for hendes Sjæl ; hun kunde næsten høre de Ord , hun dengang havde udtalt ; hun saae , hvorledes den grædende Andreas gav hende Haanden , idet han lovede at holde fast ved det , hun havde lagt ham paa Sinde . Hun saae den gjensidige Kjærlighed mellem hende og Barnet , hvem hun holdt i sine Arme ; hun hørte den henrivende Klang af hans kjære Stemme ; hun saae hans godmodige blaae Øine , og medens hun saaledes frydede sig over det levende Billede af Sønnen , traadte den gyldne Ildkugle frem med stille Majestæt paa den østlige Himmel og viste Landskabet samt Lysetænderskens Billede i forklaret Lys . Nei , udraabte hun i glad Bevægelse , det kan ikke være Tilfældet ! Min Andreas kan slet ikke have skrevet det Brev ; hvo veed , hvad før en Usling der staaer bagved det Hele , og som er misundelig paa min Andreas før de mange Velgjerninger , den gode Meyer Bruun har vist ham . Og hun paaskyndede sin Gang , brændende af Utaalmodighed efter at staae Ansigt til Ansigt med sin Søn . Nu kom hun til Skoven , den Grændse , hvor hun var vendt om med sin Andreas paa hin mindeværdige Aften . Her slandsede hun et Øieblik , vendte sig om og kastede et Blik henimod den lille By , hen over Veien , der snoede sig mellem Byen og Skoven , og ad hvilken hun dengang var gaaet med Andreas ; men hun kom snart tilbage til Øieblikkets Virkelighed , og nu gik det rask videre hen langsmed Skoven . Bladenes Susen og Vindens sagte Pust virkede noget beroligende paa hendes Sind , og hun begyndte grundigere end tidligere at kunne overtænke Sagen . Selv om det nu ogsaa virkelig forholdt sig saaledes , at han virkelig havde skrevet Brevet ; hvad saa ? spurgte hun sig selv , og hun begyndte at overveie , hvad han da egentlig havde skrevet . Med Hensyn til det , han skriver , at han vil være Gejstlig , deri ligger døg intet Ondt ; det har jo altid Været mit inderligste Ønske . Det , han skriver om , at han nu først vil begynde at være en sand Christen , det forstaaer jeg rigtignok ikke saa ganske ; thi jeg skulle døg mene , at jeg er en ægte Christen og ligeledes har opdraget ham paa en rigtig christelig Maade ; men maaske mener han kun dermed , at han vil blive Gejstlig , og saa ligger der jo aldeles intet Forkert i det . At han er traadt ind i Seminariet og ikke mere behøver den Understøttelse , han hidtil har havt , det er jo heller ikke saa Talt ; tvertimod har jeg jo selv indskjærpet ham , at han maa tragte efter engang at blive selvstændig ; det var jo mig selv , der sagde , at man ikke kunde see ind i Fremtiden og derfor slet ikke vide , hvad der engang kunde hænde Meyer Bruun ; han har mærket sig min Tale vel , og ogsaa handlet derefter . Forsaavidt er nu Alt i Orden . Men dette Ene ! Hvad skal det sige , al han bebrejder mig Lysetænden i Synagogen og hos Jøderne i Ghettoen som noget Uværdigt . Hvad kan han mene dermed ? Det fatter jeg ikke ! See , naar blot denne eneste Ting ikke havde slaaet i Brevet , dette Ord om den uværdige Forretning , saa havde Brevet jo været ganske kjønt . Det er det , jeg ikke kan fatte ! Nei , det er umuligt , al min Andreas kan have skrevet det om den uværdige Forretning . Hvem der endøg kommer til mig og siger : Skriften er hans , saa svarer jeg : jeg troer det dog ikke , og kan ikke tro det ! Man skulde kjende min Andreas saaledes , som jeg kjender ham , jeg , der har opdraget ham og passet paa ham som paa min Øiesten ! Hvad ? min Andreas , der som Barn fulgte med mig , naar jeg tændte Lysene , der hver Sabbath var med mig i Synagogen og senere med sin egen lille Krukke gik rundt med mig i Ghettoen for al indsamle hos Jøderne , han skulde nu ansee hin Lysetænden for noget Uværdigt ? Det kan jeg ikke tænke mig ! Gud veed , hvad det er for en Hallunk , der har spillet min Dreng et Puds ; men — jeg skal jo snart selv vide det , thi snart er jeg hos ham . Stakkels Moderhjerte ! idet Du tænkte saaledes , anede Du ikke , at det netop var Skammen over at have hjulpet Dig ved Din tro Tjeneste , der havde dikteret Din Søn hine Ord . Endnu mere paaskyndede Lysetændersken sin Gang , uagtet hun allerede følte sig temmelig træt . Solen var nu sleget høit op paa Himlen , og Heden blev bestandig mere trykkende og utaalelig . Med den røde Regnskjærm slaaet op for at afværge de brændende Straaler stred hun , uagtet en sledse tiltagende Træthed og Mathed , modigt videre uden at unde sig mindste Hvile , thi hun maatte jo til sin Andreas . Hun havde saaledes allerede tilbagelagt over Halvdelen af Veien . Bønderne , der arbeidede paa Markerne og saae den svage Kvinde ile forbi under den voldsomme Sommervarme , hørte forundret op med Arbeidet , medens de trak paa Skuldrene . Jeg gad nok vidst , hvad der er iveien med hende , tilraabte den Ene den Anden ; hun løber jo , som om der var 10 Graders Kulde ! Lysetændersken hørte dog Intet af disse Tilraab men løb bestandig videre ; hun kom til et Bjerg og blev nu nødt til af mindste sin Gang lidt , medens hun møjsommeligt klavrede op mød Toppen . I nogen Afstand bagved sig hørte hun en Raslen af en hurtig kjørende Vogn , men hun vendte sig ikke om før det : det vilde jo have været Tidsspilde , og hun havde ingen Tid af tabe , thi hun skulde jo til sin Andreas . Endelig indhentede Vøgnen hende . Selv saae hun ikke til Siden før af see , hvo der kom kjørende , men han , der sad i Vøgnen , saae meget vel hende . Han lød strax Vøgnen holde og kaldte Lysetændersken ved Navn . Hvo raaber mon mit Navn her under Guds fri Himmel ? tænkte Lyssetændersken , idet hun hurtig vendte sig om ; men hvor ubeskrivelig var ikke hendes Overraskelse , da hun saae sin Ven og kjære Velgjører Meyer Bruun paa Vøgnen ; ogsaa ham drev Bekymringen før Børnene ad denne Vei . Det forstaaer sig , af Lysetændersken nu maatte tage Plads i Vøgnen . Hvorfor er I gaaet tilfods , da I dog kunde kjøre med mig ? spurgte han . Hvorfra kunde jeg vide , af De vilde kjøre ? svarede Lysetændersken . Har jeg kanske ikke ogsaa et Barn deroppe ? spurgte Meyer Bruun , idet han lod , som om han aldeles ikke bekymrede sig om Andreas . Det havde jeg rigtignok ganske forglemt , tilstød hun skamfuld . I maa være staaet meget tidligt op , og have gaaet skrapt , siden I har faaet et saa Kort Forspring for mig , bemærkede Meyer Bruun , idet han ved at forandre Thema søgte at hæve den Forlegenhed , der havde betaget hende efter hendes forrige Svar . Lysetændersken følte sig nu meget lettere tilmode , idet hun ikke længere som før stod ene med sine Tanker ; der var nu et bekjendt Ansigt , hun kunde skue ind i ; der sad en Ven hos hende , paa hvem hun ikke havde gjort Regning . Thi omendskjøndt Meyer Bruun undgik at tale om Andreas , mærkede hun dog godt , at paa hende var han ikke vred , og det var jo netop det , hun havde været bange for . Det fyldte hende ogsaa med Velbehag at sidde der saa mageligt tilvogns , trukket af 2 raske Heste ; hun behøvede nu ikke slønnende og pustende at ile afsted , som om der var En i Hælene paa hende , blot for et Minut tidligere at naa sit Maal . De vare snart paa Bestemmelsesstedet , og idet Meyer Bruun hjalp Lysetændersken ned af Vognen , sagde han til hende : Lad os nu gaa hver til sit Barn . I Eftermiddag træffes vi i Hotellet , hvor Vognen slaaer , og saa kunne vi jo tale om , hvad der er at gjøre . De skiltes derpaa ad . Meyer Brun traf rigtignok Sigismund hjemme , men ikke ved Bogen , derimod ifærd med at spille Boldt . Da Sigismund saae sin Fader , vilde han i en Fart gjemme Boldten , men Faderen sagde : Du behøver ikke at blive saa forskrækket , — tag Du kun Boldten frem ; jeg er ikke kommen her for at tvinge dig til at sludere , tvertimod , — hvis Du har mere Lyst dertil , saa kan Du allerede idag kjøre hjem med mig . Jeg vil gjøre Dig delagtig i min Forretning . Du er allerede 14 Aar gammel , en Alder , hvor man maa tage en Beslutning . I to Aar har jeg stillet Dig paa Prøve ; havde Du været et godt Hoved og flittig , vilde jeg endnu have ladet Dig gaa et Par Klasser igjennem , thi det kan aldrig være til et Menneskes Skade at have lært Noget . At Du imidlertid ikke har Evnerne til at sludere , det kan Du jo ikke gjøre for ; og da Du ovenikjøbet , som jeg seer , heller ikke er flittig , til hvad Nytte skulde Du da forøde Din Tid her ? Hver Dag Du forbliver længere er een formange . Derfor er jeg kommen og tager Dig med hjem , for at der kan blive Noget af Dig og Du ikke skal voxe op som en Lediggjænger og Døgenigt . Har Du forstaaet mig ? og har Du Lyst at vende hjem ? Ja ! sagde Sigismund , jeg har længe selv villet bede Dig derom , men har skammet mig derfor . Den Studeren er slet ikke morsom ! Saa er den Sag afgjort , sagde Meyer Bruun , da vi begge ere enige , behøve vi ikke at tale videre derom ; men vær nu saa god at sig mig , hvad der gaaer af Andreas . Sigismund trak paa Skuldrene som for at antyde , at han ikke gjerne gad tale om den Sag . Hvorfor trækker Du paa Skuldrene ? spurgte Faderen . Kan Du have nogen Grund til at være tilbageholden overfor mig ? Jeg skulle dog mene , at jeg har fortjent at faae Sandheden at høre . Maaske kunde han have Ret , og da desto bedre for ham . — Kom nu strax paa Stedet frem med , hvad Du veed . Jeg kan ikke sige Dig Andet , berettede Sigismund , end at Cyrill har forført ham . Hvem er Cyrill ? Det er vor Kammerat , en Seminarist , den 2den Præmiant . Altsaa forført ! Tænkte jeg ikke nok det ! Nu , vel var døg altid en Trøst , sagde Meyer Bruun og henfald i Tanker . Lysetændersken havde imidlertid opsøgt sin Andreas . Da hun var kommen ind i Klostret , kunde hun i Begyndelsen ikke finde sig tilrette i de mange Gange . En Studerende , der gik op og ned i en af de lange Gange med en Bog i Haanden og havde seet Konen fare frem og tilbage , uden at hun hidtil havde havt Mod til at spørge Nogen om Besked , henvendte sig nu til hende med det Spørgsmaal , hvem hun søgte . Hun Nævnte sin Søns Navn . Ah , sagde han , saa er I vel hans Moder ; vent blot et Øieblik her , gode Kone , saa skal jeg bringe Andreas til Eder . Hermed ilede Cyrill , thi ham var det , bort for at overbringe Andreas Nyheden . Hei , Andreas ! raabte han , veed Du Nyheden ? Din „ Gamle “ er her . Hun vil sandsynligvis omvende Dig . Min Moder ! raabte Andreas og styrtede ud af Stuen uden at høre paa Cyrill ; men denne fik dog fat i Enden af hans Frakkeskjød . Giv Agt paa , hvad jeg siger Dig ; sagde han , hun kommer her for at skjælde Dig ud , fordi Du har skrevet hjem om den Lysetænden . Det siger jeg Dig : tag Dig i Agt at hun ikke banker Dig . Men Andreas slyrtede ud i sin Moders Arme , og disse omslyngede ham saa fast , som om de aldrig igjen vilde slippe ham . Jeg vidste det jo nok , raabte Moderen i den gladeste Bevægelse , jeg vidste jo nok , at min Andreas endnu er den samme som før . Ikke sandt , jeg har Dig endnu ? ikke sandt , Du er endnu bestandig min Søn ? Saa længe jeg lever ! raabte Andreas . Jeg vædder paa , at Du har ikke skrevet det nederdrægtige Brev , Andreas ! Sig blot „ Nei “ — og Alt er godt igjen . Andreas taug . Cyrill , der stod noget borte fra dem , sagde imidlertid ved sig selv : saa , nu begynder Komedien . Sig mig , fortsatte Moderen i en øm Tone , hvem det slette Menneske er , der har skrevet det skjændigt Brev for Dig ? Andreas vedblev at tie ; men Moderen sagde i sin mest indtrængende Tone : men saa fal dog ; fal til Din Moder . Du lader jo saa fremmed , at jeg næsten fristes til at tro det . Hvilket ? spurgte endelig Andreas . At Du selv har skrevet det nederdrægtige , skjændige Brev ! Er Brevet da saa skjændigt , Moder ? spurgte Andreas nu , da hans Tungebaand engang var løst , slaaer der da ikke Meget deri , som jeg har fra Dig selv ? Er det ikke Din Villie , at jeg skal blive Geistlig . Det ønsker jeg visseligen af mit ganske Hjerte . Naa , og er det ikke ligeledes Din Villie , at jeg skal kunne stole paa mig selv ? Har Du ikke selv ønsket det saaledes ? Visseligen , hvem taler et Ord om det ; det er jo Altsammen godt og rigtigt ; men hvad slaaer der saa mere ? Mere ? spurgte Andreas , at jeg vil tilbringe Ferien i Seminariet ? Hvis Du ønsker det , saa kan jeg gjerne komme hjem ! Med Hensyn til det kan jeg ikke have nogen Mening , lagde Moderen . Du veed , at det er Noget , jeg ikke forstaaer mig paa . Hvis det er bedre for Dig og Din Fremtid , at Du forbliver her , saa bliv Du i Herrens Navn . Vil Du derimod komme hjem , saa vil Du altid være velkommen hos mig . Dog det var ikke det , jeg mente ! Men , hvad da ? Det om at tænde Lysene ! Har Du selv skrevet det ? Hvis det nu var Tilfældet ? Saa var Du et slet Menneske og et utaknemmeligt Menneske , der ikke fortjente at gaa paa Guds grønne Jord . Men ikke sandt , Andreas , det har Du ikke gjort . Jo , jeg har ! sagde Andreas , idet han løsnede sig fra Moderens Omfavnelse , og jeg indseer slet ikke , hvorfor Du gjør saadant Væsen deraf ; de Par Skilling Du opgiver der , skal jeg nok erstatte Dig . Andreas ! Andreas ! er det muligt . Er det Dig , der taler til mig ? Nei , jeg kjender Dig ikke igjen ! Jeg har engang havt en Søn ; nu har jeg ingen mere ! Thi en Søn , der foragter sin Moder , har ophørt med at være hendes Søn ! Jeg foragte Dig ! raabte Andreas og slyrtede sig paany til Moderens Bryst . Kom , Andreas , sagde Moderen , der benyttede sig af det gunstige Øieblik , hvori han blev overvældet af den naturlige Kjærlighed til sin Moder , følg med mig , der er endnu Meget , jeg har at sige Dig . Andreas , der var saa let bevægelig og altid fuldkommen hengav sig til Øieblikkets Indtryk , var strax beredt til at følge med ; men da sprang Cyrill til , hvem Intet af det forefaldne var undgaaet , traadte imellem og sagde : Han kan ikke gaa uden Tilladelse ! det gaaer ikke her . Møderen kastede et bedende Blik paa Andreas , hvorpaa denne styrtede afsted , idet han raabte : Tilladelse til at gaa med min Moder vil man sikkerlig ikke nægte mig . Snart kom han ogsaa tilbage til Møderen med det glade Raab : Jeg har faaet Lov ! De gik altsaa bort med hinanden , medens Cyrill saa ærgerlig efter dem . Møderen førte ham hen i Hotellet ; her talte hun i Begyndelsen sagte og umærkeligt , men efterhaanden bestandig kraftigere og mægtigere til hans Hjerte , og hendes Tones Strøm svulmede sladigt mere , medens den bortskyllede af hans Sjæl alle de mørke Tanker , der saa kort i forveien endnu ganske og aldeles havde fyldt den . Grædende hvilede Sønnen ved Moderens Bryst , hensmellet i Anger og Skam over sin ubarnlige og utaknemmelige Handlemaade . Saa , sagde Møderen og aftørrede hans Taarer ligesom den sidste Aften før hans Afreise , nu er Du igjen den gamle Andreas ; nu kjender jeg min Søn igjen . Disse Taarer ere mere værd end det pure Guld . Nu kan jeg igjen uden af behøve af skamme mig derover kalde Dig min Søn ; nu kan jeg atter lade Dig træde frem for hans Aasyn . Hvem mener Du ? spurgte Andreas med en af Graad halvkvall Stemme . Ih , naturligvis Din Velgjører ! Er han her ? Der er han selv . Idet hun sagde dette , traadte Meyer Bruun ind i Gjæsfestuen med Sigismund . Naa , hvordan gaaer det , Andreas ? sagde Meyer Bruun tilsyneladende i en ligegyldig Tone ; men Andreas vovede ikke af mæle et Ord . Moderen derimod sagde : Han er , Gud være lovet , endnu den samme , som før . Er han det endnu , eller er han det igjen ? spurgte Meyer Bruun . Han er det igjen . Andreas var imidlertid ved Synet af den Mand , hvem han skyldte saa Meget , endnu mere ved hans milde Væsen , bleven henrevet i den Grad af sine Følelser , af han ikke længere formaaede af lægge Baand paa sig selv . Dybt bevæget styrtede han hen til Sigismund , omfavnede og kyssede ham , medens han ydmyg spurgte : Tør jeg ogsaa være den samme igjen ? Om Du tør ? svarede Meyer Bruun , vedbliv Du blot at være Den , Du altid har været ; vi ville ikke forandre os . Os skal Du altid finde igjen , naar Du opsøger os . Saa træder jeg ogsaa ud af Seminariet igjen ! sagde Andreas med Liv . Stop ! tog Meyer Brun til Gjenmæle , blot ingen nye Overilelser . Det er rigtignok i Overilelse , at Du er indtraadt deri , uden at spørge os om Raad , ja uden at sige os blot et Ord derom . Det var en Feil ; thi for Øieblikket kan Du dog endnu ikke rose dig af have mere Forstand , end vi Ældre . Da Du imidlertid nu er optaget deri , saa lad det blive derved . Om Du er i et Seminarium eller i et Privathus , er mig ligegyldigt , saafremt Du blot i dit Indre vedbliver at være Den , Du var paa den Tid , da Du græd over , at Jøderne vare et undertrykt Folk . Destoværre maa de være det ! sukkede Andreas . De maa være det ? raabte Meyer Bruun i en forbauset Tone , hvorfor maa de være det ! De maa ikke være det ? Og om Gud vil , kan der endnu komme den Tid , hvor de heller ikke ere det ! Men , kan Gud ville det ? spurgte Andreas tvivlende . Kunne vi vide Alt , hvad der før Fremtiden kan være Guds Villie ? lød Meyer Bruuns Svar . Dog , nu er det paa Tiden at kjøre hjem ! Siger nu Farvel til hinanden . Andreas tog en hjertelig Afsked fra sin Velgjører og sin Moder ; men da ogsaa Sigismund bød ham Haanden til Afsked , blev han meget bedrøvet . Han anvendte al sin Overtalelseskraft før at faae Lov til at beholde Vennen hos sig ; han lovede igjen at komme til ham hver Dag og arbeide med ham . Om Sigismund dog idetmindste maatte blive de faa Uger , indtil Skoleaarets Udgang , fhi hvad vilde Folk ikke sige derhjemme , naar Sigismund før Semestrets Ende vendte hjem ; man vilde jo gjøre Nar af ham som af en Student , der var falden igjennem . — Dog Alt dette bar ingen Frugt , fhi Meyer Bruun hørte ikke til den Slags Folk , der give deres Beslutninger til Pris før en bar tilfældig Omstændighed . Hans Beslutning var engang fattet , og saa stod den ogsaa fast og urokkelig . Hvis Du skulle trænge til Nøget , Andreas , saa skriv Du kun ganske ugenert til mig . Du skal ikke lade Nøget gaa fra dig eller undvære Nøget ; Du ved , hvor jeg er at finde — sagde Meyer Bruun endnu , medens han hjalp Lysetændersken tilvogns . Da de nu alle Tre vare komne til Sæde , og Vognen skulle rulle afsled , sprang Andreas hurtigt op til dem , idet han sagde , at han vilde kjøre et Stykke med . Dette gjorde han ogsaa , og omtrent en halv Mil fulgte han sine Kjære paa Veien ; men da maatte han tænke paa at vende tilbage , og endnu engang tog han under oprigtige Taarer en hjertelig Afsked fra dem , hvorpaa han steg ned fra Vognen . Derpaa blev han staaende , saalænge de endnu vare isigte , idet han viftede med sit Lommetørklæde , og først da ethvert Spor af Vognen var forsvundet fra hans Synskreds , vendte han bedrøvet og i en forladt Sindsstemning tilbage til Seminariet . Gud være lovet ! sagde Lysetændersken , da de vare komne hjem , og den gode Taube spurgte , hvorledes det stod sig med Andreas , vi have ham nu fastere end nogensinde ; han har oprigtigt angret sin Feil , og een angrende Synder er jo mere værd end 99 , der ikke have Omvendelse behov . Ja , jeg har altid sagt , at det Barn har et besynderligt Sind , sagde den godmodige Taube , og jeg seer , at jeg ikke har taget feil . Nei , gode Taube , deri har De sandelig ikke taget feil ; dit Blik har virkelig vist dig det Rigtige . Ved din Protegées Hjerte er der Intet at dadle ; hvis Andreas blot havde besiddet en ligesaa slærk Karakter som hans Hjerte var slikket til at fyldes af de bedste og ædleste Følelser ; hvis han blot havde besiddet hin Villies Kraft , der vilde have gjort ham istand til at modstaae Indflydelser fra Yderverdenen ; men desværre hørte han blandt de Karakterer , der ganske afhænge af deres Omgivelser . Let bevægelig , begavet med en levende Indbildningskraff og altid fuldkommen opgaaet i Øieblikkets Følelse , som han var , kom det tydeligt nok kun an paa , hvad dette Øieblik havde at byde ham , og hvo , der forstod at benytte det til sin Fordel . Hvis han , lige efter den oprigtige Forsoning med Moderen og efter at det gamle , venskabelige Forhold til det Bruun ' ske Hus var gjenoprettet , var bleven fjernet fra Cyrill for besfandigt , er der ingen Tvivl om , at han aldrig paany vilde have forladt den Vei , der fra Hjemmet af ved Opdragelsen og Exempler var vist ham som den rette . Dog , saaledes var det nu ikke bestemt ; med sin Tilbagevenden til Seminariet kom han atter i den ham overlegne Kammerats Magt og kunde paa ingen Maade unddrage sig hans Indflydelse , saa at Du rigtignok tog Feil , gode Taube , hvis du nærede den Mening , at Sagen nu var ordnet og jevnet for bestandig . Snart skulde Du ogsaa udrives af denne behagelige Skuffelse ; thi kort Tid , efter at den saa oprigtige og for urokkelig ansete Forsoning havde fundet Sted , erholdt Lysetændersken et Brev fra sin Søn , der lød saaledes : Dyrebareste Moder ! Lev vel for evig ! Med blødende Hjerte tilskriver jeg Dig disse Linier , men Gud veed , at jeg ikke kan Andet , og han vil dømme imellem Dig og mig . Jeg vilde give mit Liv , ja glad offre mit Blod for Dig , hvis jeg blot kunde føre Dig tilbage fra dine daarlige Vildfarelser til den sande , ene saliggjørende Tro ; men kun altfor godt veed jeg , hvor fasf Satan holder Dig ved Haaret . Stakkels , svage Kvinde ! hvor jeg beklager Dig . Hvis Du vilde komme , hvis Du vilde aflade fra Dine falske Afguder , hvormed de af Gud forbandede Jøder blænde Dig , — da vilde Din Søns Arme slaae aabne for Dig . Med Vellyst vilde jeg have modtaget den stakkels Synderinde , det forvildede Faar , der vendte tilbage til Hjorden ; men forsøg ikke — det beder jeg Dig alvorligt og bestemt om — forsøg ikke for anden Gang ved Kvindetaarer at sfrække mig bort fra min Vei . Jeg har mistet min Moder , saalænge Du vedbliver at være , hvad Du er ; men jeg vil gjøre mig værdig til at vinde en anden Moder i Kirken . Gid Herren vilde oplyse Dig , at jeg endnu uden Skam turde kalde mig din Søn Andreas . Dette Brev var et Slag , der ramte . Dersom Lysetændersken havde været besindig nok , maatte hun let have ukjendt , at denne Tone ikke var hendes Andreas ' s Tone , at dette Sprog , selv om ogsaa Skrifttrækkene forraadte hans Haand , dog ikke kom fra hans Hjertes Grund , at Brevet maatte føres tilbage til en anden Kilde og blot var en ny Overilelse , og at hun ved et nyt Besøg hos Sønnen vel ligesaa let som forrige Gang vilde bringe ham til at erkjende sin Vildfarelse . Men hvo kan vente , at en Moder , der modtager et saadant Brev fra sin Søn , skal være besindig og rolig ! Selv den ellers saa koldblodige Meyer Bruun var denne Gang ganske bragt ud af Fatning , ikke at tale om den gode Taube , der i sin Smerte kun den ene Gang efter den anden udraabte : Besynderligt , hvor man dog kan tage Feil af et Menneske ! — Foreløbig ville vi overlade Lysetændersken til sin Sorg — hvorfor skulde en Moder ikke have Ret til at være ene med den — og see , hvad der imidlertid havde tildraget i Meyer Bruuns Hus . Havde de her havt Tid til i deres Tanker at beskjæftige sig meget med Andreas , vilde uden Tvivl det bestandigt fremdukkende Minde om hans Utaknemmelighed og Troløshed altid have fornyet de gøde Menneskers Smerte , men ligesom en legemlig Smerte ofte kun kan forglemmes over en anden og heftigere , saaledes tjener ogsaa ofte en aandelig Lidelse til at ophæve eller idetmindste slille mere i Baggrunden en anden aandelig Lidelse . Saaledes indtraf der i Meyer Bruuns Hus aldeles uformodet en Begivenhed , der døvede Sorgen over Andreas . Sigismund , der havde forladt Studeringerne og var sat ind i Forretningslivet , saae sig pludselig overført fra den tidligere Skoledreng til den Frihed og Uafhængighed , som Sønnen af et rigt Hus i Ghettoen kunde gjøre Fordring paa . Han vilde allerede gjerne spille den Støre , uagtet han kun havde fyldt 14 Aar . I Gymnasiet turde han for Exempel ikke gaa med Stok ; altsaa var det ved Hjemkomsten hans første Forretning at anskaffe sig en saadan , med hvilken han da selv bevist travede omkring . I Gymnasiet var dernæst Intet strængere forbudt end Tobaksrygen , hvilket havde været Grund nok for vor Sigismund til at betragte Tobak-Trafiken med længselsfulde Blikke og til nu ogsaa at dokumentere den nyserhvervede Frihed ved en brændende Cigar . Imidlertid gik det ikke saa godt med Rygningen som med Stokken ; sidstnævnte havde man ladet passere , men med Hensyn til Cigarerne , viste Forældrene sig ligesaa ubønhørlige som Forskrifterne i Gymnasiet . En Dag havde han nemlig en ordentlig „ Katzenjammer “ , og da Aarsagen til denne ynkelige Tilstand befantes at være en Cigar , fik han en saakaldt „ The “ som man ikke behøvede først at forskrive fra China . Sigismund syntes døg at have mere Respekt for at sidde over i Skolen end for Forældrenes Forbud og selv Katzenjammer , thi hvad han ikke havde vovet Gymnasiet , det vovede han uden mange Omstændigheder her . Rigtignok gjorde han det ikke aabenlyst , men til Gjengjæld drev han det desto værre naar han var alene . En Dag overraskede den 2 Aar ældre Søster ham , medens han netop igjen med en stor Cigar beredte sig en for sin Alder meget farlig Fornøielse . Vil Du nu igjen spille den Voxne , Sigismund ? spurgte Søsteren . Hvad kommer det Dig ved ? var Sigismunds Svar . Hvad det vedkommer mig ? — Du kaster slrax Cigaren fra Dig ! Hvad saa , om jeg ikke vil ! Du har ikke Noget øver mig at befale . Saa skal jeg nok vise Dig , hvem der har øver Dig at sige . Saa det vil Du vise mig ? Netop Værsgo , men saa skal jeg vise Dig noget andet . Du Gadedreng . Hold Mund , Privele ! Tag Dig iagt , at jeg ikke taler . Hvad ? har jeg maaske noget at skamme mig øver . Er det mig , der er faldet igjennem . Nu kommer Du slrax med Cigaren , — eller jeg gaaer ind og siger det til Fader . Saa gaa , skynd Dig blot ; der er Ingen , som holder paa Dig ! — raabte Sigismund i sin Vrede og løb bort , endnu førend Privele havde forladt Værelset . I sit Raseri øver , at Søsteren havde antydet , at han var falden igjennem , kjendte hans Hævntørst ingen Grændser . — Han ilede derfor slrax ind og fremtog af sin Skuffe en i rødt Læder indbunden lille Bog , bragte den ind til Faderen og raabte : Læs engang dette her , saa skal Du finde smukke Nyheder ! Den lille røde Bog indeholdt virkelig ogsaa Ting , der aldeles ikke kunde være Forældrene behagelige . Det var Prive ' s Dagbog , Sigismund havde kort efter sin Hjemkomst opdaget den i Søslerens Sybord ; dog var det kun Nysgjerrighed , der drev ham til i et ubevogtet Øieblik , da han fandt Nøglen siddende i , at bemægtige sig Bogen ; men det , som tidligere kun havde været Nysgjerrighed , blev nu i hans Haand et farligt Vaaben mod den Intet anende Søster . Saaledes har hendes Hjertes helligste Hemmelighed , hvilken hun i sin Uforsigtighed havde betroet de forræderske Blade i Form af mange inderlige Hjerteudgydelser , paa engang forraadt og afsløret . Da Sigismund blev sendt til Gymnasiet , var hans Søster 14 Aar gammel ; nu var hun 16 Aar . I Løbet as disse 2 Aar havde den spæde Knop udfoldet sig til en Rose , af Barnet var der blevet en ung Pige . Den unge Mand , der tidligere foruden hende ogsaa underviste hendes Broder , senere ogsaa Andreas , kunde fra det Øieblik af , da han havde villet forlade Huset og kun var bleven holdt tilbage ved Meyer Bruuns egen Bemærkning , at han jo ogsaa havde en kvindelig Elev , offret denne hele sin Opmærksomhed . Man maa tilstaa , at han havde gjort dette ikke uden heldige Resultater , thi den unge Pige havde i aandelig Henseende gjort betydelige Fremskridt ; men foruden disse Fremskridt , der tiltog med hver Dag , fik hun ogsaa , mere og mere Evnen til at kunne vurdere den Mand , der aabenbarede hende de aandelige Skalte og havde givet hende Nøglen til saa mange , tilsyneladende ufattelige Gaader . Høiagtelsen blev snart til Beundring , og herfra var kun et lille Skridt til Kjærlighed . Salomon Hamburger , som Læreren hed , var temmelig ung bleven optaget i Meyer Bruuns Hus og var for Øieblikket i en Alder af 24 Aar ; han var saaledes kun 8 Aar ældre end den unge Pige , for hvem han havde fattet en ligesaa ren som inderlig Tilbøielighed , medens hun med sværmerisk Begeistring hang ved ham . Man kan fatte , hvorledes det blev dem muligt at skjule en Kjærlighed , der snart ophørte at være en Hemmelighed mellem dem selv indbyrdes , for Faderens klare , besindige Blik og Moderens aarvaagne Øie , naar man ved , hvor opfindsom den ægte , opoffrende Kjærlighed kan være under saadanne Omstændigheder . Det var ogsaa den Tilbageholdenhed , der udfordredes , som foranledigede den unge Pige til at betro sit Hjertes Følelser til Papiret , paa hvilket hun frit og aabent kunde underholde sig med sin Sjæls Ideal . Hvis hun blot havde havt den mindste Anelse om , at Sigismund var bleven en uvilkaarlig Medvider af hendes Hemmelighed , vilde hun vistnok være gaaet mere lempelig tilværks overfor Broderen og have forsøgt ved Godhed at opnaa det , som hun i Kraft af sin Ret som ældre Søster ansaa sig beføiet fil at forlange . Hvis paa den anden Side , Sigismund , der i Grunden ikke var nogen ond , men blot en letsindig Dreng , kunde ved sit overilede Skridt have forudseet Følgerne , af de Scener , der vilde gaa for sig i Huset , og den Sorg han dels voldte Forældrene , dels Søsteren og den fordums Lærer dermed , saa vilde han vistnok heller ikke saa drengeagtigt have ladet sig henrive fil at forraade den Hemmelighed , han tilfældigvis var kommen i Besiddelse af . Men , naar var nogensinde Letsindidheden betænksom ? Det vilde jo være det Samme , som at forlange af Ild , at det skulde blive fil Vand ! Sagen gik saaledes sin naturlige Gang . Meyer Bruun var en Mand der satte Pris paa aandelig Begavelse , og hvor høit Salomon Hamburger stod i hans Gunst , have vi allerede seet ved tidligere Begivenheder ; vi behøve heller ikke at fortælle , hvor høit den gode Taube agtede den unge Mand , eller hvor stor Pris hun satte paa ham . Ikke destomindre blev de gode Forældre satte i den pinligste Uro ved den uventede Opdagelse . Meyer Brnun raadslog førsf med sin Hustru om de Forholdsregler , der kunde paabydes af Nødvendigheden under de forhaandenværende Omstændigheder . Han var ingen Ynder af Voldsomheder og foretrak ved Løsningen af ubehagelige Forhold , at det skete uden nogensomhelsf Fjendtlighed , med saa stor Skaansel og saa roligt , som muligt ; og hvor stor Grund han end kunde have til at agte den unge Mand , saa var Løsningen af Forholdet en Nødvændighed i hans Øine . Skjøndt ikke med de samme Ord , som Wallenstein engang brugte , indeholdt ogsaa hans Tankegang det Spørgsmaal : om det var Døttrene , med hvem man beviser den Gunst , man slaaer i ? Hvor har jeg døg havt mine Øine henne ? spurgte Tanbe , da Manden underrettede hende om det Skete . Det er en tom Tale , der ikke fører til Noget , svarede Meyer Brnun , hvad nytter det at beklage sig over Fortiden ? vi skulle nu blot overveje , hvad der ka gjøres for at gjøre Feilen god igjen . Læreren maa i ethvert Tilfælde ud af Huset , sagde Tanbe med den for Konerne særegne imponerende Frembrusen af den Følelse , de i Øieblikket beherskes af . Ud af Huset , det er godt nok ; sagde Manden , men hvorledes ? skal jeg skaffe mig af med ham saadan uden videre ? Du tænker vel ikke paa de Følger , saaden Nøget kunde have . Hvad vil Du da gjøre , spurgte Taube . Jeg vilde gjerne afgjøre det Hele med det Gode . Hvad Læreren angaaer , ham tager jeg paa mig ; og hvis han er Den , jeg anseer ham for af være , vil han reise bort , uden af jeg engang behøver af bede ham derom . Ja , saa er jo det Hele klaret . Nei , ikke ganske . Du skulde døg ikke glemme Prive ; naar en Pige først har faaet sit Hoved fordrejet , er det ikke saa let en Sag , af sætte det tilrette paa hende igjen . Du begriber altsaa , af det netop er det Besværligste af hele Sagen . At ordne det , vilde falde vanskeligt for en Mand , det er snarere en Opgave for en Kvinde , og da især for en Moder . Tiltroer Du Dig af kunne bringe hende til Fornuft ? Jeg vil forsøge det , svarede Taube , og det vilde døg være underligt , om jeg ikke skulle have saa megen Magt over min Datter . Du hørte jo nylig , at jeg ikke vil vide Noget af Magtsprog at sige . Anvende Magt kunde jeg jo selv ligesaagodt som Du ; men hvo vilde da kunne indestaa for Følgerne ? det er aldeles ikke min Mening , at der skal bruges voldsomme Midler . Skulde jeg ikke forstaa Dig ? jeg veed gødt , hvad Du mener ; lad kun mig øm den Sag ; jeg skal see til , hvad der er at gjøre . Opgaverne vare saaledes fordelte , og Angrebet kunde begyndes . Meyer Bruun havde ikke forregnet sig i den Mening , han havde øm den unge Mand . Der udfordredes kun en kort Samtale . Salomon tilsfod aabent sin Tilbøielighed , men han tilsfod ogsaa , at han først nu indsaa , hvad han allerede tidligere burde have indseet , nemlig at uoversfigelige Vanskeligheder maatte slille sig mellem ham og hans Ønskes Opfyldelse . Dog , hvor varme end mine Følelser ere for Deres Datter , sluttede han sit Svar paa Meyer Bruuns alvorlige Forestillinger , kan det dog ikke falde mig ind at ville forstyrre Deres Huses Lykke ; hvor stort det Offer end er , som jeg maa bringe , — jeg vil bringe det , øm saa mit Hjerte skulle bløde derved . Paa mig ligger kun liden Vægt , jeg kan som Mand vel forsøge at finde mig tilrette med min Smerte saa godt , som muligt ; men hvad der bereder mig den slørste Kummer , er Tanken om hende — Bekymringen for , om hun — skjønt stor i sine andre ædle Følelser — ogsaa vil besidde den moralske Kraft til villigt at forsage . Det haaber jeg , sagde Meyer Bruun , jeg haaber det af hende , dog mindre førdi hun er min Datter , end førdi hun er en Elev af Dem . Med Hensyn til Dem har jeg aldrig taget Feil , hellerikke nu . Jeg vidste forud , hvorledes De vilde handle . Jeg takker Dem . Meyer Bruun havde virkelig ogsaa valgt den letteste Opgave for sig ; thi med Pigen vilde det ingenlunde gaa saa let , som Moderen lod til at have haabet . Jeg havde aldrig i mine Levedage tænkt , sagde Taube til Manden , da hun fortalte om sit første Forsøg , at Prive havde et saa haardnakket Sind . Jeg kan ikke begribe , hvem hun skulle have arvet det efter — Kan Du tænke Dig hvad hun sagde ? Jeg vil ikke engang sige det igjen , saa ondt var det . Godt , sagde hun , kast ham ud — send ham bort — det kunne I gjøre — men pas saa paa , hvad der vil skee . Fra det Øieblik af , at han er borte har I ingen Datter mere — det siger jeg Eder . Og selv om I spærre mig inde , saa skal jeg nok engang slippe bort . Tænk Dig . saadan Tale ai et Barn ! Du kan jo nok forstaa , hvor mit Hjerte sammensnøredes ved saadanne Ord . Det er netop det , jeg mente , og det , jeg frygtede . Gud bevare os for alt Ondt , sukkede Rebbe Meyer Bruun . Vel vidste jeg , at jeg ingen Vanskelighed vilde faa med ham : men hvortil nytter det os nu , om jeg sendte ham bort — ja , har jeg ikke forudsagt det ? — Ja , ja , man skal lære meget her i Verden , førend man bliver 70 Aar gammel ! Ak , sukkede Taube , at opdrage Børn volder dog stor Møie ! Man maa forøvrigt ikke strax tabe Modet , trøstede Meyer Bruun sin Hustru , man gjør ikke strax Alt , hvad man i en oprørt Stemning lover . Det forstaaer sig , at jeg nu allermindst tør lade ham reise bort ; thi man kunde jo ikke vide . — I det første Øieblik er saadan et Pigebarn istand til Alt ; lad hende afkjøles lidt , og fal saa om nogle Dage igjen med hende — men intet vredt Ord , Alt med det Gode , for ellers gjør vi Sagen endnu værre . For Øieblikket maa Du kun passe paa , af hun ikke bliver alene , og Du maa holde Øinene lidt aabne . Salomon Hamburger blev , da han vilde gaa , forbauset over af høre Meyer Bruun udtale det Ønske , om han dog ikke vilde blive en Tid endnu ; det hastede jo ikke ! Da Meyer Bruun saae hans Forbauselse over denne Opfordring , tilføiede han : Det er for Folks Skyld ; hvorfor skulde De saa pludselig bort , uden af et Menneske iforveien havde hørt Noget derom ? Hvad vilde man fænke , om Dem og om mig ? Bliv De kun en Tid endnu ; det kommer jo ikke an paa nogle Dage eller Uger . Jeg behøver jo ikke af befrygte af en Mand som Dem , af De skulle misbruge den Tillid , jeg viser Dem . Salomon Hamburger blev altsaa . Efter nogle Dages Forløb , da tilsyneladende den forrige Ro var gjenoprettet i Huset , gjorde Moderen et nyt Forsøg paa af bringe Datteren paa andre Tanker . Tænk blot , mit Barn , sagde Moderen i en indsmigrende Tone , hvor Du staaer Dig selv i Lyset , og hvorledes Du forbittrer Livet saavel for Dig selv som for mig og Din Fader . Og hvorfor ; der kunde dog i hele Verden Ingen være og leve lykkeligere end Du . Hvad Du ønsker , faaer Du ; vi have , saalænge Du har levet , ikke nægtet Dig Nøget — Undfagen netop mit inderligste Ønske , afbrød Datferen hende . Lad mig tale ud , mit Barn ! og Du vil indsee , af jeg har Ret ; jeg har fortjent af Dig idetmindste det af Du roligt hører paa mig og tænker over hvad jeg siger ; thi det veed Du vistnok , af hverken Din Fader eller jeg ville andet end dit Bedste . Kunne Forældre vel have noget høiere Ønske , end deres Børns Vel , og hvad andet tilstræbe vi i denne Verden , end af gjøre Dig og Sigismund lykkelige . Tal ikke til mig om ham ! afbrød Datferen hende igjen ; men Moderen vedblev : Hvad kan Du forlange af et Barn ? Har han da gjort Dig noget Ondt ? Det er vel sandt , af han har foraarsaget Dig en øieblikkelig Sorg ; men hvis Du havde seet , hvør han har grædt over af have givet Fader Bogen , hvis Du havde seet , hvorledes han hele den følgende Dag gik omkring som en Fortvivlet , vilde Du tænke bedre om ham ! Er han en Fjende for Dig , er han ikke Din Broder ? Og hvad har han saa egentlig gjort Dig ? Hvis Dn vilde være fornuftig , maatte Dn snarere engang takke ham , fordi han i sin Vrede har meent at tilføie Dig som Onde Noget , Dn selv kun i Øieblikket betragter som saadant . Hvorledes tør Dn glemme , hvem Dn er ? Er Dn ikke Rebbe Meyer Bruuns Datter . Dn vil engang kunne udsøge Dig Een iblandt Hundrede . Men hvad vilde Verden sige , om det hed sig : Rebbe Meyer Bruuns Datter har taget en Huslærær . Vilde det være et Parti for Dig ? Jeg beder Dig , Moder , tal ikke med Ringeagt om ham , afbrød Datteren hende for 3die Gang . Med Ringeagt ? raabte Moderen , har jeg da gjort det ? Nei , Gud bevare mig derfor ! Mener Dn at jeg ikke forstaaer at vurdere ham , eller at Din Fader ikke forstaaer det ? Vilde vi mon ellers have beholdt ham saalænge i Huset ? Han er ganske vist et pænt Menneske , det vil Enhver sige , som kjender ham , og især hvem der kjender ham saa godt som vi , men . — Nu , hvad for et men ? Men , vilde jeg sige , han er dog kun en Huslærær , og — man maa jo holde paa sin Stand ! Hvad vilde Du for Exempel sige , hvis Jossef Kreszelis vilde lage Sypigen Gitele tilægte ? Det var da en løjerlig Sammenligning ! Sammenligning ? Det kan ikke engang kaldes en Sammenligning , thi ham kunde man dog ikke engang lægge saameget til Last som Dig . En Mand tør gifte sig under sin Stand ; og hvorfor ? Kvinden sliger op til ham ; men en Kvinde tør ikke gjøre det , thi hun maatte da slige ned til Manden af den lavere Stand . Og troer Du da for Alvor , at blot en Eneste af alle dem , som I ville give mig Valget imellem , staaer saa høit , som han ? Du lille Nar ! jeg forstaaer nok Din Mening ; men det er en ganske anden Høitstaaen end den , jeg tænker paa ! Saa kommer det kun an paa , hvilken der er den sande ! Det kommer det ganske vist an paa ! — Seer Du , mit Barn , nu begynder Du at tale mere , som Du skal . Hvis Du var Datter af Kagebagersken Økkel eller af Frugthandlersken Bhaile , saa kunde Du rigtignok blive indbildsk af saadant et Parti og betragte det som en Lykke for Dig ; men som Datter af Rebbe Meyer Bruun , der har saa stort et Fabrik , at man vidt og bredt ikke finder Mage til det — Og jeg mener netop det Omvendte ! Netop fordi jeg er Rebbe Meyers Datter , tør jeg — Jeg forstaaer Dig ikke ; jeg maa rentud sige , jeg forstaaer Dig ikke , afbrød nu Moderen hende i en halv ærgerlig Tone . Hør kun til , og Du vil nok forstaa mig , sagde Privele . Hvis jeg var fattig , det vil sige , hvis mine Forældre vare fattige , saa maatte jeg stræbe efter at faa mig en rig Mand , og selv om mit Hjerte ikke var med i Spillet , vilde jeg kanske føle mig forpligtet til at bringe mine Forældre et saadant Offer ; men nu , da I , Gud være lovet , ikke behøve et saadant Offer af Eders Datter , hvorfor skulde jeg nu tvinges til at afstaa fra ham , ved hvem mit Hjerte hænger . Hvorfor skulde jeg ikke , og det netop fordi jeg er rig , turde følge mit Hjertes Valg ? — Forstaaer Du mig nu , Moder ? Ikke saa ganske , svarede denne , Sagen er ikke saa glat , som den synes Dig ; der er en Hage derved . Hvad da ? Ja , hvordan skal jeg forklare Dig det ? Jeg er jo ældre end Du og maa forstaa mig bedre paa Tingene . Den gode Taube vidste virkelig ikke selv , hvilken anden Hage Sagen endnu kunde have uden netop den , at Rebbe Meyer Bruun var imod den . Hun kunde ikke rykke flere Batterier frem mod Datteren og benyttede sig derfor af den Udflugt at gjøre sin modnere Alder og slørre Erfaring gjældende . Privele nøiedes imidlertid ingenlunde med saadanne Udflugter , men sagde : Du siger , Moder , at Du ikke forstaaer mig ; jeg maa nu erklære , at jeg ikke forstaaer Dig . At Fader kan vedblive at være haardnakket overfor mig , kunde jeg snarere begribe ; thi en Mand veed ikke hvad der foregaaer i et kvindeligt Hjerte ; men at Du stiller Dig paa hans Parti overfor mig og ikke snarere træder over paa min Side for at understøtte mig . Kvinden , mod Manden , det havde jeg rigtignok aldrig troet om Dig ! Lille Nar , sagde Moderen , Du har kanske troet , at jeg slrax vilde gaa hen og sige til Dig : Naa , Prive , der har Du ham , tag ham saa ! Ja , hvorfor ikke ? Vilde det maaske ikke have været smukkere ? Vilde det maaske ikke have passet sig bedre for Dig end at forsøge paa af gjøre mig utro mod mig selv ? Taube maatte nu igjen underrette sin Mand , om af Prive var et meget egensindigt Hoved , hos hvem man intet kunde udrette . Dog forekom der denne Gang Intet i hendes Beretning om af løbe bort eller af slyrte sig i Vandet eller lignende skrækkelige Ting . Rebbe Meyer Bruun troede dernæst af bemærke af den Maade , hvorpaa Taube forestillede Forholdene , af hun selv var undergaaet en lille Forandring i sin Synsmaade , af hun aldeles ikke men talte saa bestemt som før mod den Forbindelse , der var Spørgsmaal om , af hun rigtignok endnu var imod den , men kun af den Grund , fordi han var imod den , og ingenlunde som før ifølge en indre Overbevisning . - Og den kloge Meyer Bruun havde heller ikke saa ganske Uret heri ; hans Iagtagelse gjør hans skarpe Blik og Menneskekundskab Ære . Dog tog han sig vel i Agt for i Øieblikket af udtale denne Mistanke aabent ; han ansaa det for mere tilraadeligt af lade hende forblive i den Tro , af han aldeles ikke havde bemærket den Forandring , der var foregaaet med hende , thi saafremt han fordrede en Forklaring herover af hende , saa var hun , hvis han havde Ret i sin Formodning , nødt til aabent af tage Parti for Datteren imod ham ; lod han hende derimod forblive i den Tro , af han Intet anede , saa kunde hun idetmindste ikke aabenbart sætte sig op imod ham , men maatte , om end blot for Skinnets Skyld , dog endnu bestandig hylde samme Betraktningsmaade af Forholdene som han . Han nøiedes derfor med af formane hende om vedblivende af vaage over Datteren samt af og til i gunstige Øieblikke gjentage sine Forsøg , men forøvrigt overlade Sagen i Guds Haand , der sikkert endnu vilde lede den til det Gode . Saaledes skete det ogsaa , og da det nogen Tid senere igjen var kommet til en Samtale mellem Moder og Datter , herskede der allerede en langt slørre Enighed mellem dem , end Pigen selv havde ventet . Moderen forsikkrede , af hvis Sagen havde beroet paa hende alene , vilde hun gjerne have sat sig ud over enhver Snak , men af Faderens Villie var ubøielig , og af man derfor maatte sætte sin Lid til Fremtiden , i hvilken Gud vel kunde styre det saaledes , af hun endnu kunde faa sit Hjertes Ønske opfyldt . Henrykt over denne uventede Bistand viste den unge Pige sig nu ogsaa beredt til et Compromis . Moder og Datter bleve enige om , af Salomon Hamburger nok skulle forlade Huset , men ikke Egnen , og at han til enhver Tid skulle modtages med Ære som Gjæst i Huset , endvidere at man ikke vilde besvære Datteren med Ægteskabstilbud , eller snarere , at man i det Tilfælde , at et saadant skulde blive gjort hende , maatte være fattet paa , at hun vilde sige nei . Den gøde Taube indfandt sig nu med disse Fredspræliminairer hos sin Mand , og denne indsaa Nødvendigheden af , i Mangel af bedre , at gaa ind paa dem . Salomon Hamburger holt altsaa ifølge den herefter trufne Aftale sit Indfog i en anden Bolig , hvor han , fri for alle Forpligtelser , udelukkende hengav sig til sine lærde Studier . Saaledes vare foreløbig alle de i Sagen interesserede Personer stillede tilfreds og ventede , rigtignok Enhver i sin Forsfand , Knudens endelige Løsning af Tiden . Tiden stod heller ikke stille . Der forløb Uger , Maaneder , Aar , og ligesom den physiske Verden befinder sig i evig Bevægelse og Fornyelse , saaledes begyndte der ogsaa i den aandelige Verden Meget at røre sig , som man tidligere havde anseet for at være fast og urokkeligt . Høiere begavede Aander anede allerede af de næsten umærkelige Trækninger og lette Krusninger de store og mægtige Bølgeslag , som Fremtiden vilde bringe . Borgerkongen i Paris sad rigtignok endnu i selvbehagelig Sikkerhed paa sin Throne ; dog undgik det ikke de Faa , der sikkert holdt Øie med Tiden , at de Franske endnu ikke ganske havde glemt Traditionerne fra 1792 . En af disse Faa sad i en lille Afkrog af denne Jord , i sit stille Værelse i et lille Hus i vor Ghetto ; han hed Salomon Hamburger . Salomon Hamburger vendte en Aften hjem efter en Spadseretour og lagde sig udmattet tilsengs . Han faldt snart i Søvn og havde en underlig Drøm . Han saa sig paa Vandring med en Kammerat , som han ikke kjendte . Velfilmode gik de fremad uden at tale med hinanden . Der syntes at herske en vis god Forstaaelse mellem dem , om hvilken de selv ikke vidste , hvoraf den var opstaaet , men hvorover de alligevel ikke henfaldt i Grublerier . De holdt sig til Kjendsgjerningen , til Øieblikket . De skrede videre og bestandig videre ; Egnen , der tidligere var dem vel bekjendt , blev dem paa engang fremmed og ubekjendt ; de vidste ikke længere , hvor de befandf sig . Saaledes ankom de til en tæt Skov ; i Begyndelsen forfulgte de Sporene af en Fodsti , der formedelst Grene , som havde bøjet sig ned mod Jorden og syntes sammenvøxede med Træernes Rødder , just ikke var let af passere . Ligegodt var det en Sti , som idetmindsle een menneskelig Fod maatte have betraadt forinden , og som derfor vel ogsaa maatte føre til et eller andet Maal . Men pludselig tabte de Sporet af denne Fodsti , Skoven blev tættere og tættere , bestandig mørkere , og intetsteds var nogen Udvei af finde . De tumlede videre i Mørket , saagodt det lod sig gjøre , og ligesom de uventet vare komne ind i den mørke Tykning , saaledes befandt de sig nu ligesaa pludselig i en smuk , grøn , af Solen oplyst Udhugning i Skoven , hvor de med indre Glæde nøde Synet af den blaa Himmel over dem , hvilken de saa længe havde savnet . De gik dog endnu bestandigt videre . Lysningen blev snævrere , og endelig naaede de en Mur af umaadelig Høide , der slrakte sig paralel med den Vei , de skulde gaa , og syntes af dele Lysningen i 2 Halvdele . Her skiltes de 2 Vandringsmænd uden af sige et Ord , ligesom om det allerede forlænge siden var blevet aftalt saaledes , og det , saa af den ene gik videre paa høire Side af Muren , den anden paa venstre . Hvorledes det nu videre gik med hans Kammerat , lagde Salomon ikke Mærke til ; selv gik han tilhøjre , og efter nogle Skridt fremad befandt han sig i et herligt Gemak , hvis Dægge vare udpyntede med levende Grønt , medens der forresten kun fandtes Græsbænke deri , der udsendte en liflig Duft . Der var ikke Tale om noget Tag eller Loft , men Himlen befandt sig fri og aaben ovenover ; det Besynderligste ved det Hele var dog det , af der strax efter hans Indtrædelse hævede sig en frisk Græsvæg ligesom op af Jorden bagved ham , medens den modsatte Væg aabnedes som ved et Slag med en Tryllestav , og her saa man nu efter hele Bredden en vidunderlig smuk Terrasse , til hvilken Trin af Græstørv førte op . Uden af tøve længe steg han op ad Trinene , og nu gjentøges alt det Samme , som i det første Gemak . — Igjen hævede en Væg sig bagved ham , medens en anden slilles ad , visende Udsigt til en ny Terrasse . Den eneste Forskjel var blot , af her Alt udsendte en endnu behageligere Vellugt end i det første Værelse . Hvor meget nu end Mosbænkene langs Væggene indbøde til Ro og Hvile , var dog Udsigten over den nye Terrasse for henrivende til af tillade ham en længere Dvælen . Han følte heller ikke mindste Spor af Træthed og gik derfor uden videre Betænkning op ad Trinene til den nye Terrasse . Imidlertid vilde vi aldrig blive færdige , om vi skulde opregne , hvor ofte dette Skuespil gjentog sig stadig med samme Regelmæssighed , medens den vederkvægedæ Vandringsmand bestandig naaede høiere fra Værelse til Værelse , fra Terrasse til Terrasse , idet dog Vellugten , der syntes at udstrømme fra de friske Vægge og Bænke , bestandig blev behageligere . Selv vidsle han ikke engang mere , hvor mange Værelser han allerede var gaaet igjennem , thi han havde for længe siden hørt op med at tælle . Endelig befandt han sig i et Værelse , der lød til at være det sidste , thi den Væg , der befandt sig ligeoverfor , aabnede sig ikke ved hans Indtrædelse , men forblev paa sin Plads ; med dette kunde intet af de foregaaende Værelser sammenlignes i Vellugt og med Hensyn til Væggenes og Bænkenes friske og saftige Grønt , og Himlen smilede endnu huldsaligere herind end nogetsteds før . Nu kunde vor Vandringsmand ikke længere modstaa Lysten til at udhvile sig paa en af Bænkene ; han kastede sig ned i det svulmende Græs , og en paradisisk Salighed gjennembævede ham . Han havde imidlertid neppe hvilet et Par Minutter her , før pludselig en lille Sidedør , som han hidtil ikke havde bemærket , aabnedes , og en ærværdig Olding med bølgende hvidt Haar og indhyllet i en sort Talar traadte ind . Oldingen betragtede med en alvorlig Mine den Fremmede , der i sin Frygt for i frækt Overmod at have vanhelliget en Helligdom hurtigt var sprungen op fra sit bløde Leie for at bønfalde den ærværdige Eier af dette paradisiske Sted om Tilgivelse ; men i samme Nu var Oldingen igjen forsvunden igjennem den Dør , i hvilken han havde vist sig . Vandringsmanden følte sig ikke ganske vel tilmode over Alt dette , og tænkte med Skræk paa , hvorledes Udfaldet af dette besynderlige Eventyr vilde blive ; det forekom ham allerede , at han hørte Raslen af de Lænker , der vare ham bestemte for hans Forbrydelse ; han troede allerede at see Sværdet funkle over sit Hoved ; da viste Oldingen sig paany og ved hans Haand — den yndigste Skabning i Verden . Vandringsmanden vilde neppe tro sine Øine , thi det var jo hans Hjertes Elskede , der her stod for ham . Der er han ! tiltalte Oldingen den unge Pige , idet han pegede paa den Fremmede ; denne var ikke sig selv mægtig , men sprang til , henrevet af sin Lidenskab , for at trykke den dyrebare til sit Hjerte . Endnu ikke ! sagde Oldingen , og Salomon Hamborger aabnede sine Øine under et høit Skrig og saa , et han laa tilsengs i sin lille Stue i Ghettoen . Det var nu forgjæves , at han anstrængte sig for at kalde den herlige Drøm tilbage i sin Hukommelse . Han lukkede Øinene paany , men — saae kun Mørke omkring sig . Kun den ærværdige Oldings Skikkelse foer endnu engang med Lynets Hurtighed gjennem hans Aand , og han gjenkjendte i ham den fortræffelige Præst , med hvem han for flere Aar tilbage havde havt den tidligere meddelte Samtale angaaende Andreas . Det var ham ikke muligt at falde isøvn igjen ; utaalmodig oppebiede han Dagens Frembrud , stod da ganske tidlig op , og begav sig paa Vei til Præsten . Han bankede paa og der blev lukket op ; men Tjenestepigen , der aabnede Døren , saae forbanset paa ham , idet hun spurgte : Veed De det allerede ? Hvilket ? At den høiærværdige Herre er død inat . Gud i Himlen ! raabte Salomon Hamburger , ilede hjem igjen , hvor han udgjød Sorgens Taarer . Nogen Tid senere holdt Præstens Efterfølger sit Indtog i Præstiet . Det var en ung Mand , der ikke var ganske ubekjendt med Skuepladsen for sin fremtidige ( præstelige ) Virksomhed , thi i Byen , hvortil han blev sendt , forløb hans Barndom — og hvis Nogen endnu ikke kan gjette det ville vi blot bemærke , at den nye Hr . Pastor en gang hed den lille Andreas og ikke er nogen Anden end Lysetænderskens Søn . Hans Indtog havde fundet Sted med stor Høitidelighed . Fra Kirketaarnet nedsendte Klokkerne deres alvorlige Toner ligesom paa Lørdagen før Opstandelsesfesten . De unge Knøse rede paa Heste , der vare behængte med brogede Baand , deres Sjælehyrde imøde , medens hvidklædte Piger dannede levende Hegn , og flere Geistlige fra Omegnen havde forsamlet sig før at byde deres unge Kollega velkommen . I hele Byen herskede der en almindelig Jubel over , at Menigheden nu igjen havde en Hyrde ; baade Unge og Gamle , Store og Smaa vare glade . Men , Lysetændersken ? — ja , hun var ogsaa blandt de Ventende ; hun fulgte ogsaa med ind i Kirken ; hun saae Andreas paa Prædikestolen , Legemliggjørelsen af hendes dristigste Ønske . Dette Ønske var nu virkelig opfyldt . Præsten stod der fix og færdig ; men hvorledes stod det til med Sønnen ? Der var henrundet en lang Tid , over 10 Aar , siden den Dag , da hun havde modtaget Afskedsbrevet fra Andreas . Meget havde imidlertid forandret sig ; dog var der i denne lange Tid ikke forekommet Noget , som kunde have været skikket til af læge det smertelige Brud mellem Moder og Søn . Lysetændersken havde ligeoverfor hint Brev , der saarede hende i hendes Sjels Inderste og tilføjede hende den dybeste Krænkelse , ikke havt andre Vaaben end — Taushed og Taalmodighed . Andreas var i hendes Øine den forlorne Søn . Hun skammede sig over ham , ja , hun gjorde endogsaa sig selv de bittreste Bebreidelser for hans Utaknemmelighed overfor det Bruun ' ske Hus . Hendes Moderkjærlighed var imidlertid ikke udslukket , og endogsaa meget ofte i Løbet af denne lange Tid gjorde hun sig selv det Spørgsmaal , om det alligevel ikke havde været urigtigt af hende , af hun ikke havde forsøgt paa for anden Gang af bringe Sønnen til Besindelse igjen ; ja , ofte tænkte hun , om det mon ikke endnu var Tid til af indhente , hvad hun havde forsømt , om hun ikke nu skulde gaa bort , opsøge sin Andreas og see , om han ikke igjen kunde være hendes Søn . En vis Sky havde døg hver Gang afholdt hende fra af foretage dette Skridt . Andreas er nu — sagde hun ved sig selv — intet Barn længere , som man kan lege med , og naar han allerede som Barn kunde handle saaledes imod mig , hvad har jeg da af vente nu ! — En eneste Gang paakom endog den Tanke hente , om hun ikke skulde have givet efter og af Kjærlighed til Sønnen have opgivet sin Tjeneste i Synagogen : men dette Punkt var netop hendes „ Achilleshæl “ , alt Andet vilde hun hellere have taalt af Andreas end det , af han havde kaldt denne Tjeneste for uværdig , af han foragtede og førhaanede den Beskjæftigede , ved hvilken hun i mange Aar havde ernæret baade sig selv og ham , og uden hvilken de begge havde maattet lide Kummer og Nød . At han i den Grad kunde forglemme alle sine Erindringer fra Barndommen , forekom hende et Bevis paa , af han endogsaa vilde have været istand til af forglemme hende . Havde Andreas da virkelig glemt sin Moder ? I Andreas stod to Principer i Kamp med hinanden , ligesom Faust havde han kunnet sige om sig selv — og hvilket begavet Menneske kan ikke det ! — af der boede 2 Sjæle i hans Bryst . Hvor ofte angrede han ikke det overilede Skridt , til hvilket han havde ladet sig forlede af Cyrill ; hvor mange Øieblikke var der ikke , da han angerfuld , gjerne vilde løbet til sin Moder , kastet sig for hendes Fødder og bedet om Tilgivelse . Hvor ofte beskyldte han sig ikke selv før den usleste Utaknemmelighed og bebreidede sig paa det Bittreste den Ondskab , med hvilken han havde slødt den kjærlige Moder fra sig ; men disse naturlige Opbrusninger af den barnlige Kjærlighed bleve snart igjen kvalte , naar den fanatiske Cyrill forestillede ham , hvorledes han aldeles ingen Skyld havde i Løsningen af dette Naturens Baand , hvorledes han netop havde gjort Alf , hvad en god Søn blot kunde gjøre overfor sin Moder , hvorledes det ikke var ham , der havde slødt Moderen , men netop Moderen , der havde slødt ham fra sig , idet hun i sin ulyksalige Forblændelse havde afvist hans oprigtige , sande christelige Formaninger , hvorledes han havde anstrængt sig før hendes Sjæls Fred , men fra Moderens Side ikke havde faaet Andet end taus Forstokkethed og stolt Foragt fil Løn før sine gode Hensigter . Cyrills Betragtninger formaaede dog ikke altid af yde ham Trøst , men saa kom Skammen i hans eget Hjerte fil som Bundsforvandt før hine . Hvorfra skulde han hente Modet fil af træde frem før en Moder , som han havde krænket saa dybt ! Saaledes seilede dog altid det fanatiske Princip , der ved Kunst var opelsket i ham , over hans Hjertes skjønne og ædle Opbrusninger . — Under saadanne indre Kampe havde Andreas fortsat sine Studeringer , indtil han kunde tage fat paa Theologien , og under saadanne Kampe havde han endelig modtaget Præsteindvielsen . Endnu i dette Øieblik , da han stod som aandelig Anfører for den Menighed , som han selv efter Fødsel tilhørte , vare disse Kampe ingenlunde ophørte ; tvertimod kunde man sige , at de først nu egentlig vare begyndte i al deres Styrke . Moder og Søn vare ved et mærkværdigt Sammentræf af Omstændigheder rykkede hinanden saa nær , som vel muligt ; med denne Tilnærmelse i Rummet var døg den vide Kløff ikke bleven ringere , som skilte dem fra hinanden . Rigtignok vilde fra enhver af Siderne en Imødekommen fra den anden være bleven seet med en hjertelig Glæde ; men Sagen var netop , at Ingen af dem vilde foretage det første Skridt , hvilket just er Grunden til , at Menneskene meget lettere skilles fra hinanden i Brede end finde hinanden igjen . Med Hensyn til Moderen , der hver Søndag saae Sønnen paa Prædikestolen og hørte ham forkynde Guds Ord derfra , hvor gjerne vilde hun ikke have trykket denne Søn til sit Bryst , hvor bankede ikke hendes Hjerte ved den Tanke , at den Mand , som stod deroppe , og hvem hele Menigheden andægtigt lyttede til , det var hendes Andreas , som hun havde opfødt , pleiet ved Dag og ved Nat ; men — hvorledes skulde hun nu vove af gjøre det , som hun hidtil havde opsat ? Andreas var bleven en stor , fornem Herre , medens hun selv endnu var en fattig , ydmyg Kvinde . Var han desuden endnu hendes Søn ? Havde hun egentlig endnu Ret til af kalde sig hans Moder ? Havde han ikke selv skrevet i hint usalige Brev , af han vilde gjøre sig værdig til af vinde Kirken som Moder ? og havde han ikke troligen opfyldt dette Løfte ? Stod han ikke i Kirkens Tjeneste og som en af dens værdigste Tjenere ? Hvad Fordring kunde da den simple Kvinde endnu gjøre paa ham ? Det var jo den tossede Moderkærlighed , som hun ikke formaaede af ban lyse fra sit Hjerte ; men hvo bekymrer sig vel om en fattig Kones Hjerte ? Burde Præsten ikke have opsøgt Moderen ? Jo sikkerligen ! og sandsynligvis vilde det ogsaa Være skeet , om han havde fulgt sit Hjertes Trang ; men Overvejelsen lagde sig som en Blyvægt paa hans varme Følelse og holdt ham borte fra Moderen . Sønnen kunde ganske vist ydmyge sig for Moderen ; men kunde Præsten ogsaa ydmyge sig overfor Lysetændersken i Synagogen ? Denne flinke Kone besørgede nu som før sin Tjeneste med Iver og Punktlighed ; men del var netop Sagen , hvorom Alt dreiede sig . Andreas skammede sig over , af hans Moder kændte Lysene i Synagogen i den samme By , hvor han var Præst . Naar hun blot vilde opgive det ! sagde han til sig selv — saa kunde Alt blive godt igjen . Ja , men netop det opgav hun ikke . Man kunde ligesaa godt have opfordret hende til af opgive den Luft hun aandede . Det var slet ikke noget Lune af hende , men en virkelig , dyb Hjertesag . Meyer og Taube Bruun havde aldrig gjort hende nogensomhelst Bebreidelse for Sønnens Skyld ; saa fin en Skaansel forsfod hun af sætte Pris paa og ansaae sig derfor endmere forpligtet til af bevise det Bruun ' ske Hus , af hun aldeles ikke havde Noget af gjøre med sin Søns Utaknemmelighed , men høiligen fordømte den , og af — kørt sagt — Intet kunde frembringe nogen Forandring i hendes Forhold til Ghettoen . Hvad maatte ogsaa Meyer Bruun have tænkt om hende , om hun nu skjændigt havde forladt den Tjeneste , ved hvilken den jødiske Menighed i saa mange Aar havde lettet hendes hjælpeløse Stilling ? Jo smerteligere hun følte , i hvor høi en Grad hendes Andreas havde forsyndet sig overfor den Bruun ' ske Familie , desto fastere stræbte hun at slutte sig fil dem . Da for 10 Aar siden Lærerens Forhold fil Eleven blev opdaget ved Sigismunds overilede Skridt , blev hun derfor ogsaa af alle Familiens Medlemmer indviet i Hemmeligheden . Meyer Bruun holdt det ikke under sin Værdighed at spørge den simple Lysetænderske tilraads om , hvad han skulde gjøre i denne ubehagelige Sag . Fra Taubes Side vilde en saadan Nedladenhed forekomme os mindre besynderlig . Den unge Pige søgte hendes Beskyttelse overfor Forældrenes Angreb , Sigismund gjemte sig bag hende af Frygt for Søsterens Hævn , og selv den lærde Salomon Hamburger forsmaaede ikke at lytte fil Lysetændersken , naar hun formanede ham fil Taalmodighed med Hensyn fil Privele og henviste ham fil Fremtiden , der jo kunde bringe saa Meget med sig . Dette venskabelige Forhold fil det Bruun ' ske Hus var indtil denne Dag ikke i mindste Maade blevet svækket ; hun blev betragtet næsten som et Medlem af Familien . Jo inderligere hendes Forhold fil det Bruun ' ske Hus imidlertid i Tidens Løb havde udviklet sig , desto slørre maatte ogsaa nu Afstanden blive mellem Moder og Søn ; thi sandelig , hin Romer var ingen daarlig Menneskekjender , som sagde , at det var den menneskelige Naturs Feil at hade Den , som vi have fornærmet . Andreas vidste meget vel , at han havde opført sig høist utaknemlig baade mod Meyer Bruun , Taube , Sigismund og sin fordums Lærer , og ofte følte han Samvittighedsnag derover ; men naar et Menneske har begaaet en Feil , søger han sjeldent Aarsagen dertil i sig selv , derimod oftest hos de Andre . Navnlig naar man har vist sig uretfærdig mod Nogen , søger man i Reglen efter Grunde , der ikke blot undskylde En selv , men endogsaa paa det Klareste bevise , at den Anden fortjener denne Uret og selv er Skyld deri , saa at man ikke kunde have handlet anderledes imod ham , og under en saadan Jagen efter Sophismer feiler det sjeldent , at jø Skarpsindigheden trolig staaer os bi . Saaledes havde ogsaa Andreas med Tiden argumenteret sig ind i et sandt Had til sine Velgjørere , netop fordi han paa det Føleligste havde krænket dem , og Cyrills fanatiske og haardnakkede Dialektik forstod at fylde op , om der endnu fandtes en Krog fri i hans Hjerte . Det var altsaa intet Under , at han nu , da han saa at sige var rykket sine Velgjørere under Øinene , følte Samvittighedens Braad skarpere end nogensinde , medens tillige hans Modbydelighed for det Bruun ' ske Hus steg i samme Grad , som hans Samvittighed daglig tilhvidskede ham , at han maatte føle sig forpligtet overfor dem . Det var altsaa heller intet Under , at han holdt sig i desto slørre Afstand fra Moderen , jo venskabeligere han saae at hendes Forhold var til hans Fjender , det vil sige : Velgjørere . — Det havde derfor ogsaa været ham høist ubehageligt , da Præsfeværdigheden netop i hans Fødeby blev ham overdraget som Belønning og Anerkjendelse før hans Vandel og Lærdom , og dog kunde han ikke godt — og det var hans værste Straf ! — have afslaaet den uden at blotte sig . Den unge Præsts Ankomst havde fundet Sted om Efteraaret . Landskabet viste samme Karakteer , som Dagen før hans Afgang til Gymnasiet . Bladene faldt af Træerne , men de Skranker faldt ikke , som skilte Søn og Moder fra hinanden . Det blev Vinter , og med den slørre Kulde syntes ogsaa Sønnens Hjerte at trække sig endnu slærkere sammen , og da Islaget bedækkede Floden , syntes ogsaa en Isskorpe at have lagt sig om Sønnens Hjerte . Men — Vinteren maa rase , saa galt den vil ; det maa dog engang igjen blive Foraar ! Og Foraaret kom , men med det syntes ogsaa et andet Foraar , et Folkens Foraar at bryde frem . En vældig Storm hævede sig i Paris og havde snart udbredt sig over hele Europa . Hele Verden syntes oprørt ; ingen Krog eller lille Plet blev uberørt af dens Rasen ; det var Martsdagene i Aaret 1848 . Verden syntes at ville fornyes . I Paris havde man stødt Kongen fra Thrønen , og Frankrig blev Republik . I Wien fordrede Revolutionen de første Offre for Friheden . Keiser Ferdinand gav sit Folk en fri Forfatning . I alle Hovedstæder blev Konstitutionen proklameret ; Borgerne oprettede Nationalgarder , Studenterne dannede Legioner under egne , ud af deres Midte valgte Anførere . Alt syntes at straale af Glæde og Henrykkelse , thi det Tryk , der havde hvilet paa Menneskeheden , lod til at skulle ophøre ; Friheden syntes at ville fremvoxe af de Faldnes Blodsæd , og den Menneskene medfødte , men saa længe lænkebundne Ret led til at hæve sig med seierig Vælde . Begivenhederne i Hovedstaderne gav mægtig Gjenlyd rundt om paa Landet . Her saae man de store Begivenheder fra lang Afstand , og der b ! ev det største Spillerrum for Phantasien med Hensyn til Udpyntningen af dem . Aviser og Flyveskrifter oversvømmede hele Landet , ja voxede næsten frem af Jorden . Gemytternes Oprørthed er ubeskrivelig . Hvert Øieblik bringer nye Meddelelser , ethvert Øre er aabent for Overdrivelser og Fordrejelse af Kjendsgjerningerne . Snart hedder det , af „ Tienden “ er afskaffet ; man behøver ikke længere af udrede Tienden til Præsten , og Bonden kan nu kjøre sin Høst hjem , uden af behøve af anstrænge sig for af hemmeligholde dens Størrelse for Øvrigheden . Naar Præsten nu vil have Korn , maa han selv anskaffe sig en Ager ! Snart hedder det sig , af Jøderne nu ligesaagodt som Bonden skulle kunne kjøbe Ager og Marker ; man taler om Jøde-Emancipation og siger , af Jøderne for Fremtiden ikke ville være udelukkede fra Noget ; de ville ligesaa godt kunne blive Embedsmænd som den Christne . Men snart hedder det sig igjen , af Alt det slet ikke var sandt ; tvertimod vilde man nu berøve Jøderne deres Penge og førdrive dem ; de kunde gaa til Jerusalem , og Rothschild skulde anføre dem , og saadan meget Andet af lignende Slags . Man kan tænke sig , hvad Indvirkning Rygter af den Slags maatte have paa Landbefolkningen . I vor Ghetto hersker der stor Bekymring , thi man havde allerede erholdt Efterretninger om nogle Oprør , der paa andre Steder vare gjorte mod den jødiske Befolkning , og frygtede derfor noget lignende her . Der gik allerede Rygter , som navnlig lød meget foruroligende for Meyer Bruun . Jøderne vare Bedragere , hed det . — de narrede de Christne Pengene fra og bleve derved rige ; det var saaledes intet Under , at en Mand som Meyer Bruun havde været istand fil at slille saa stort et Fabrik paa Benene , hvor over hundrede Arbeidere vare beskjæftigede . Det var fattige Folk , som maatte arbeide , fil Blodet sprang dem ud af Neglene , og ikke fik Noget derfor , medens derimod han og hans Slæng laa paa den lade Side og stjal Dagen fra vor Herre . Det maatte der en Forandring i . De , der arbeidede , skulle ogsaa have Lønnen ; det var ikke mere end billigt ! Og naar nn ovenikjøbet den nye Frihed blev indført , saa at Jøderne endogsaa fik Lov fil at kjøbe Agre , saa vilde det slet ikke være fil at holde ud med dem ; de vilde jo fordrive de fattige Bønder fra deres Bedrift , saa at det ikke blev Andet tilovers for dem end at tage Tjeneste som Karle hos Jøderne . Nei , det Bedste vilde være , om man strax tog Pengene fra dem og saa jog dem bort . Hvad skulde egentlig Jøderne fil i Verden ? De havde korsfæstet Frelseren ; saa behøvede man heller ikke at skaane dem . Paa en saadan trøsterig Maade lød Talen rundt om ; thi Pøblen er overalt den samme ; overalt forstaaer den ved Frihed , den tøilesløse , ubundne Vilkaarlighed . Meyer Brunn raadslog med Salomon Hamburger om , hvad der i den Anledning kunde være at gjøre . Der kan De see , Hamburger , mente Meyer Brunn , der har De Frugterne af den Frihed , paa hvilken De saa længe har ventet . Man kunde ikke vente Andet , svarede denne , enhver Omvæltning fordrer sine Offre ; men hvad ere disse Offre i Sammenligning med den blivende Gevinst , der bliver hele Menneskeheden til Deel ! Jeg takker for den Gevinst for Menneskeheden , naar de slikke mit Fabrik i Brand , eller maaske endogsaa — naa , jeg vil dog ikke aabne min Mund til nogen endnu værr Mulighed . Jeg kan nok begribe , at det just ikke er behageligt selv at skulle være Offerret ; men det forandrer ikke Sagen . Alt det Blod der blev udgydt under den første franske Revolution , er Intet i Sammenligning med de umaadelige Fremskridt , som fremkaldtes i Verden ved hin Revolution . Skaan mig for denne naragtige Philosophi ! Lader os hellere tale om , hvad der nu maa gjøres ; thi den Tale jeg hører rundt om , behager mig ikke . Jeg vil tilstaa Dem at jeg svæver i stor Frygt . Skal jeg indgive en Beretning til Øvrigheden ? Hvad skulle det nytte ? Tvertimod kunde det kun forværre Sagen ; thi for det Første kan De ikke udtrykkelig nævne Nogen , der har udstedt en Trudsel ; om De saa hundrede Gange veed , at Skephanik er Manden , bevise det kan De dog ikke . For det Andet kalder De ved en saadan Angivelse , først rigtigt de simple Klassers Had over Deres Hored , saa at disse ville ansee sig for mere berettigede til et Angreb paa Dem ; men for det Tredie vilde De ved en saadan Angivelse nu , da endnu slet Intet er skeet , blot aabenbare at De er bange , hvilket netop vilde være det Farligste af Alt , thi Den , som viser Frygt , opmuntrer blot derved Modstanderen . De maa tvertimod lade , som om De aldeles ikke nærede nogen Frygt . Der ligger Noget i det ; men hvad i al Verden skal jeg da gjøre ? Her kan der kun være Tale om et Middel ; nemlig den moralske Indflydelse , og der er da navnlig Et jeg fænker paa . Hvad da ? Præsten ! Ja ! naar han blot vilde , saa kunde Sagen blive ganske anderledes ; men hvad er der af stille op med ham ? Prøv det dog ! Hvad skal jeg prøve ? Gaa til ham ? Hvad skal jeg sige ham ? Skal jeg foreholde ham , hvilke Offre jeg har bragt for hans Skyld ? hvad han har kostet mig ? — Det vilde jo være gement ! — Og hvad anden Tak kan jeg gjøre Fordring paa ? Hvad skulle jeg gjøre , om han svarede mig , af jeg kunde bringe ham Regningen , saa skulde han betale , hvad jeg havde lagt ud for ham ! Ja , saa kan jeg gaa med den Besked ! — Nei , veed De hvad ? Gaa De hen til ham ! De er en lærd Mand og kan bedre belægge Deres Tanker og Ord end jeg . De har været hans Lærer ! Maaskee kan De udrette hos ham , hvad der ganske vist aldrig vilde lykkes mig . Godt ! sagde Salomon Hamburger , jeg vil gaa til ham . Det gjorde han ogsaa . Salomon Hamburger stod overfor sin fordums Elev , overfor Præsten . Hvormed kan jeg tjene Dem ? spurgte Hr . Pasforen i en ceremoniel og høflig Tone . Det er en Bøn , der fører mig til Dem . Oh ! af det ikke er Nysgjerrighed , der har ført Dem herhen , kan jeg godt begribe , sagde Præsten noget ironisk . Tilgiv mig , tog Salomon til Gjenmæle , jeg har ikke turdet smigre mig med , at jeg tidligere vilde have været velkommen her . Og hvo siger da , at De er det nu ? spurgte Præsten i en spids Tone . Høiærværdige Herre , tilgiv mig den Frihed , jeg har taget mig ; jeg vil nu gaa igjen . Jeg var ikke forberedt paa saadan Bitterhed . Jeg har bevaret et andet Billede af — Skulle vi ikke lade disse Hentydninger til længst forsvundne Dage fare ! Vi leve nu i en anden Tid . — Hvad ønsker De af mig ? Jeg har ikke havt isinde at fremmane Billeder fra Fortiden . Jeg er snarere kommen for netop at tale om denne nye Tid , der nu slaaer for os . Den nye Vending , Tingene tage , er ikke lige behagelig for alle Stænder . Skal det maaskee være en Trøst , fordi jeg har mistet Tienden ? Jeg bønfalder Deres Højærværdighed ! hør dog op med denne Spot ! Her , hvor jeg nu slaaer , befandt jeg mig for omtrent 15 Aar siden overfor Deres salig Forgjænger , og jeg tør nok sige , at han venligt hørte paa , hvad jeg havde at meddele ham . See De kan dog ikke lade være af minde om fortiden ! Dog , sæt Dem ned og bliv ved . Kort og godt , begyndte Salomon nu , Jødegaden befinder sig i stor Spænding . Aah , det gjælder ikke blot Jødegaden ! Kan De nævne mig en eneste Gade , hvor det ikke er Tilfældet ? Ja , men Grunden til den ophidsede Stemning er kun ikke overalt den samme . Jeg vil rigtignok ikke nægte , af Jægeren , der forfølger Vildtet , heller ikke er ganske rolig derved . Jeg forstaaer — Jødegaden svævær altsaa i Frygt . Saaledes forholder det sig . Men , hvad kan den da egentlig befrygte ? Man hører mumle om Forskjelligt , der just ikke lyder ganske opbyggeligt . Der gaaer Rygter om af stikke Fabrikken i Brand , tage Pengene fra og fordrive Jøderne — ja endog om af myrde ! Ah ! hvad kan man give for saadanne taabelige Rygter ? Troer De for Alvor , af mine Sognebørn ere Tyve , Røvere , Mordere og Mordbrændere ? Gud bevares ! men i saa oprørte Tider behøver jo blot Een af de Mange af foretage et uoverlagt Skridt ; hvo formaaer af tæmme Massen ? Hvis De seer Spøgelser , hvor der ingen er , saa kan jeg rigtignok ikke hjælpe Dem . Frygter De imidlertid virkelig for Excesser , saa gjorde De vistnok bedst i at henvende Dem til Politiet . Høiærværdige Herre , sagde Salomon i en alvorlig og indtrængende Tone , jeg vidste nok et virksommere Middel end en Henvendelse til Politiet . Hvad da ? Det afhænger kun af Dem . Hvis De selv , hvis De blot i Kirken fra Prædikestolen vilde henvende et Par indtrængende Ord - - Maa jeg bede , min Herre , sagde Præsten stolt , med Hensyn til hvad der paahviler mig som Præst behøver jeg ingen Undervisning ! Tilgiv mig ! Jeg havde ingenlunde til Hensigt at give nogen Undervisning . Kan jeg ellers være Dem til Tjeneste i Noget ? Tak , mit Ærende er udrettet . Det var kun ringe Trøst , Salomon Hamburger log med sig herfra , og Ghettoen kunde nu ikke gjøre Andet end roligt afvente , hvad der vilde komme . Meyer Bruun log imidlertid nogle Forholdsregler , der ingenlunde vare at foragte . Han fordobblede Fabrikarbeidernes Dagløn , hvilket gjorde et meget godt Indtryk paa dem , og lod dem forstaa , at han slet ikke var utilbøjelig til at forhøje Lønnen endnu mere , saafremt de ved deres Flid og øvrige Forhold viste sig værdige dertil . Denne Udsigt satte Kronen paa Arbejdernes gode Stemning , og nu henrandt flere Uger , uden at nogetsomhelst foruroligende Rygte kom Meyer Bruun for Øre . Fabrikken var i fuld Virksomhed , og Meyer Bruun ønskede sig allerede til Lykke med de gode Forholdsregler han der havde hittet paa . Med Penge og Bank udretter man dog Alt i denne Verden , sagde han fornøiet til sig selv . Roen i Ghettoen som overhoveder i hele Byen syntes ikke at skulle afbrydes ved Noget , men Sagen var den , at det glødende Kul var skjult under Asken . Selv om Stormen ogsaa var bleven besværget for Øieblikket , ophørt var den dog ingenlunde . Forhøjelsen af Lønnen , saavel som Udsigten til endnu slørre Løn , havde rigtignok i det første Øieblik gjort et godt Indtryk , og Arbejderne holdt Lovtaler over deres Herre ; men snart var ogsaa den forhøjede Løn dem for ringe , og de begyndte at anstille Beregninger over , hvor meget Meyer Bruun fortjente ved deres Arbeide , og hvor meget fordelagtigere det vilde have været for dem , om de kunde have drevet Fabrikken for egen Regning og fordelt Gevinsten mellem sig indbyrdes . Den sande Oprørsslifter var en robust Karl med et yderst fordærvet Sind ved Navn Stephanik , og den ærede Læser vilde maaske i ham kunne gjenkjende hin raa Dreng , der for over 20 Aar siden havde skjældt Andreas ud for Jødedreng . Hvad behøve vi af vente , raabte han , fil det falder hans Naade , Hr . Bruun , ind af forhøie vor Løn ? Bestaaer Fabrikken mon ved ham eller ved os ? Hvad vilde han slille op med sin Fabrik , hvis vi ikke vare her ? Han behøver os , men vi behøve slet ikke ham . Vi kunne godt komme ud af det uden ham . Nu formanede han sine Kammerater fil rigtigt af være paa deres Posf og ikke af snakke for meget ; thi med den megen Talen kom man dog ingen Vei . Hvis de blot tidligere havde forstaaet af tie , saa kunde de nu have været deres egne Herrer ; thi naar den Bruun blot opsnuser det Allermindste , saa have vi ham strax her , og saa lover han Guld og grønne Skove , saa af de Fleste blive bløde om Hjertet , og saa er det ude med hele Klatten . Derfor skulle de blot forholde sig rolige og passe paa ; Hævnens Time vilde nok komme , han skulde selv sige fil , naar det var Tid . Saaledes var den Taushed beskaffen , som Ghettoen ansaa for saa fuldkommen Ro , af den kunde indgyde den Haab om , af der ikke var nogen Fare forhaanden . I hvor høi Grad Meyer Bruun selv nærede dette Haab , syntes at fremgaa deraf , at han netop nu alvorligere end nogensinde før beskjæftigede sig med den Tanke at bortgive sin Datters Haand , omendskjøndt dog Den , der er i Besiddelse af et skarpere Blik , netop af dette Hastværk og da navnlig af det trufne Valg med Lethed vil kunne slave sig fil , at Meyer Bruun nok egentlig ikke var saa ganske fri for en vis Angst . Det er nu en mærkværdig Tid , begyndte han en Dag Talen fil sin gode Taube , og jeg vil oprigtig tilstaa Dig , at vi dog have begaaet en Feil med det Barn . Den Dag idag er Intet længere fast i Verden . Hvad slørre Bevis kan der forlanges herpaa , naar en Konge ikke engang er sikker paa sin Throne ! Har Kongen af Frankrig ikke idag for et Aar siden faaet det Indfald , at han nu ikke længere vil være i Paris ? I Tider som disse kan intet Menneske vide , hvordan hans Skjæbne vil gestalte sig i Dagens Løb . Hvad har Penge eller Rigdom nu at sige ? Et Vindpust er nok fil at kaste Alt over Ende . Hvad skal jeg gribe fil , om de onde Knægte nu alligevel brænde Fabrikken af over Hovedet paa mig ? Sandt nok , jeg har lagt en Dæmper paa dem ; men , man kan jo ikke vide ! Der er kun en eneste Sag , der ikke kan berøves En , og det er det , som et Menneske har lært . Idag indseer jeg , af dette dog har det høiesfe Værd , og tro Du mig , saaledes som Meyer Bruuns Actier staa for Øieblikket , skulde Salomon Hamburger ikke ønske sig af bytte med mig , Er det ikke ogsaa Din Mening ? Hvad Slutning uddrager Du deraf ? Kan Du ikke tænke Dig det ? Min Mening er , af en vis Mand den Dag idag vilde handle fornuftigere i af give sin Datter til Salomon Hamburger end til en rig Forretningsmand . Jeg har allerede længe været af den Mening . Du er Kvinde og har følt Medlidenhed med Prive , fordi hun henlevede sine skjønneste Aar paa den Maade . Derfor har Du allerede længe været af den Mening . Dog det kan egentlig ikke kaldes en Mening , men blot en Følelse . Havde det været en Mening , burde Du have traadt frem med den , hvilket Du imidlertid ikke har havt Mod til . Jeg derimod indseer med min Forstand det , som jeg nu udtaler , og jeg maa sige Dig , af jeg aldeles ikke længere er imod Planen , saa at vi Cholhamod-Pesach ( i Paasken ) kunne bringe den Sag paa det Rene , om Gud vil . Der blev Jubel i det Bruun ' ske Hus , da Moderen havde overbragt Datteren dette Budskab ; ogsaa Ghettoen optøg der med stor Glæde , thi uagtet Salomon Hamburger ikke føiede sig i Alt , hvad man forlangte der , var han døg agtet og elsket af Enhver . Selv modtog han Efterretningen med Sindsro , som om det var Nøget , han med Bestemthed havde ventet at maatte indtræde . Han var rigtignok ingenlunde en Mand der lod Drømme have nogen Indflydelse paa sine Beslutninger eller Forventninger , men han ansaa døg navnlig vidunderlige Drømme for en kombinerende Virksomhed af Phantasien , der sammensætter Billeder af Bestanddele , der ikke ligge ganske indenfor Individets Beregning . Derfor havde han ogsaa øst nyt Haab af hin vidunderlige Drøm , og nu , da hans Forventning fra herligt bekræftede sig , blev han tilmode , som om han aldrig havde næret mindste Tvivl om , at det maatte skee saaledes . Tiden til Trolovelsesfesten rykkede bestandig nærmere ; kun faa Dage skilte ham endnu fra den . Hvad behøvedes forresten denne offentlige Anerkjendelse af et Gode , hvis Besiddelse i hans Sjæls Inderste i den Grad stod hævet over enhver Tvivl ? Var den nødvendig til først at lægge Grundstenen for hans Lykke , eller kunde hans Lykke forøges derved ? Det var nu Aftenen før Paasken . Alt Syret var fjernet fra Husene , og Ghettoen havde allerede antaget hint festlige Udseende , der saa hjemligt forkynder Glæden over den kommende Fesl . Det var altsaa Aften . Enkelte begave sig allerede til Synagogen , og snart fulgte Flere efter . Alle Lysene vare endnu ikke tændte ; Lysetændersken var netop i fuld Activitet . Efterhaanden havde hele Menigheden forsamlet til Aftenbønnen , og Lysetændersken sad nu som sædvanlig i Forhallen for at afvente Gudstjenestens Ophør . Priser Gud den Højlovede ! sang Forsangeren med høi Røst , og hele Menigheden svarede i Chor : Den Eviges Navn være priset fra nu af og til evig Tid ! Men i samme Øieblik blev Gudstjenesten forstyrret ved en forfærdelig Støi , ved vild Skrigen og Larmen . „ Brand “ lød Raabet , og Alle slyrtede i vild Flugt ud af Synagogen . Hvilket Syn mødte ikke udenfor . Vilde Bander drøge brølerne gjennem Ghettoen , der fandtes endog Kvinder og Børn blandt Oprørerne , der bleve anførte af Stephanik . Stenene foer saa tæt som Hagel mod Vinduesruderne , og Gadedørene , som Tjenestefolkene , der bleve hjemme under Aftenbønnen , havde slaaet Skodder for , bleve brudte op eller søndersplintrede med Øxeslag . Den vilde Horde slyrtede sig derpaa ind i Boligerne , ødelagde Møblerne , slog Spejlene itu , sønderskar Sengklæderne og kastede endelig Alt ud af Vinduerne under de Udenforslaaendes Jubel — og Fabrikken ! ja af den havde næsten ikke en Sten mere sit oprindelige Leie ; den saae ud , som om der var vendt op og ned paa den . Redning var umulig ! De stakkels Folk , der opskræmmede fra Bønnen maatte øvervære dette forfærdelige Skuespil , turde ikke vove noget Forsvar for deres Gods — afmægtige , uden nogetsomhelst Forsøg paa Modstand , maatte de see til ved Plyndringen og lade Ødelæggelsen frit Løb ; thi allerede havde det vilde Raab lydt : Dræb dem . Slaa Jøderne ihjel ! og det ringeste Forsøg paa Modstand , vilde have bragt den ophidsede Bande til det Yderste . Lysetændersken , som tilligemed Jøderne var ilet ud af Synagogen , følte ved det græsselige Syn den dybeste Smerte , der nogensinde havde fyldt hendes Bryst . Og dette , sagde hun ved sig selv , dette skulle skee i den Menighed , hvor min Søn forkynder det guddommelige Ord ! Hun var ude af sig selv af Sorg . Da kunde hun ikke længere holde sig tilbage . Al Betænkelighed , der hidtil havde holdt hende borte fra Sønnen , var nu forsvunden ; alle de Skranker , der i Løbet af saamange Aar havde hævet sig i hendes Aand , sank paa engang sammen — thi det gjaldt jo her Liv eller Død . -Jeg vil døg see , om jeg slet ikke mere skulle have nogen Magt over ham , raabte hun i sin Iver og slyrtede afsted til Præstegaarden . Lysetændersken blev ført ind . Da hun var traadt ind i Værelset , sank hun ned foran Præstens Fødder uden at kunne tale et Ord , i saa høi Grad havde Følelsen overvældet hende . Præsten forsøgte at reise hende op , og nu slode de ligeover for hinanden . Høiærværdige Herre ! begyndte endelig Lysetændersken , efterat hun nogenlunde havde gjenvunden sin Fatning . Stakkels Ulykkelige ! udraabte Præsten , hvorfor maatte det komme saa vidt imellem os ! Er det da Ret , at vi to gaa vor Vei gjennem Livet , som om vi aldrig havde kjendt hinanden ! Andreas ! Andreas ! skreg Moderen overvældet af sine Følelser , kjender Du mig endnu ? Erkjender Du mig endnu som Din — Moder ! Moder ! raabte Præsten og slyrtede sig med Heftighed til det Moderbryst , han saalænge havde været forvist fra . Oh ! vedblev han i bitter Smerte , hvor længe har jeg døg ikke maattet undvære denne Lykke ! Hvor ofte har jeg ikke tænkt paa hin Aften før min Afreise , paa de Lærdomme , Du dengang gav mig med , paa de Løfter , Du dengang fordrede af mig , men som jeg saa daarligt har opfyldt ! Opfyld dem nu ! Andreas , min Søn ! il , saa hurtigt som muligt ; de slaa Jøderne ihjel , og det kan døg ikke være Din Villie ! Nei , ved Gud ! Jeg kunde ønske , at Meget var gaaet anderledes . Endnu er der Tid ! formanede Moderen ham i en bønlig Tone , men skynd Dig ; tøver Du blot et Minut , saa hjælper al Din gode Villie ikke . De vilde Dyr ere slupne ud ; ingen Magt er istand til at tæmme dem uden den , i hvis Tjeneste Du slaaer , nemlig Korsets Magt . Bevæget paa det Heftigste greb Præsten Krucifixet og ilede med sin Moder til Ghettoen , Skuepladsen for Rædslerne . Netop som de ankom der , strømmede en vild Hob dem imøde , og med Raabet : Ned med Jøderne ! blandedes det Skrig : Ned med denne formummede Jødinde , der bringer Plagen over os ! — Det var Stephanik , der udslødte dette nye Feltraab , og hævende Armen med Øxen , ramte han den stakkels Lysetænderskes Hoved med saadan Kraft , at hun bevistløs slyrtede til Jorden . Dette Slag havde forandret Situationen . Der var udgydt Blod . Synet af dette Blod , Synet af Krucifixet i Præstens Haand havde besejret Mængdens Raahed . Der er udgydt Kristenblod ! lød det fra een Side . Hun var en god Kristen ! lød Raabet fra en anden Side . Slaa Stephanik ned ! Ned med Morderen ! raabte Andre . Stemningen havde vendt sig , Sindet var nu blødgjort , og Præsten benyttede det gunstige Øieblik . Han havde kastet sig ned paa Knæ ved Siden af sin Moder , men nu reiste han sig hurttig og Prædikede til Mængden . Aldrig før havde han saaledes talt dem til Hjerte , og aldrig havde de i Kirken været saa grebne af nogen Prædiken , som her under aaben Himmel af denne . Forblændede Folk ! saaledes sluttede han , see her , hvad I have gjort ; sku Eder om og betragter med Skam og Sønderknnselse Værket af Eders blinde Raseri . Der hviler min Moder , blødende af sine Saar , blødende før Eders Misgjerninger og Synder , ligesom Frelseren , som jeg holder her i min Haand , har udgydt sit Blod før hele Menneskehedens Misgjerninger og Synder . I skjændige Forbrydere , der foragte Gud og hans hellige Bud ! Tro I maaske , at del er hans Villie , at Jøderne skulle udslettes af Jorden . Havde han da maaske ikke selv Kraften til at udføre del , om del var Hans Villie ? og tro I , at Han behøvede Eders Hjælp dertil ? Stakkels forblændede Folk ! gaa i Dig selv ! lær at erkjende , hvilket ondt Frø der er begyndt at spire i Dit Hjerte ! — Sønderriv Din Barm , stakkels Synder ; knus Dit eget forstokkede Hjerte , paa del at Du maaske endnu kunde gjøre Dig værdig til Guds Naade ! — Vender tilbage til Eders Gud , Ham i saa foragteligt have forladt Der herskede dyb Taushed rundt omkring — da bad Præsten „ Fader vor “ , og da Han kom til del Sted : „ og tilgiv os vor Skyld , som vi og tilgive vore Skyldnere “ — da faldt de Alle paa Knæ , og den almindelige Hulken forraadte , at den kort iforveien saa oprørte Mængde var dybt bevæget . — Præsten lod nu Moderen bære ind i sit Hus , og Mængden gik i høitidelig Taushed fra hinanden . Der var strax Nogle , der havde bemægtiget sig Ugjerningsmanden , og denne blev sat i god Forvaring . Jøderne havde faaet deres Pessachaften forstyrret , men takkede ikke destomindre Gud af ganske Hjerte for deres vidunderlige Redning . Thi maatte de ikke ansee det for et Vidunder , al Præsten , hvem de ansaae for deres Fjende , var ilet dem til Hjælp ! Lysetændersken laa imidlertid paa sin Dødsseng . I det Øieblik , hun blev strakt til Jorden af det voldsomme Slag , havde man antaget hende for død . Den ulykkelige Søn havde kastet sig hen over det dyrebare Legeme , som han ansaae for livløst , og var forblevet i denne Stilling , indtil han sprang op for al holde den Prædiken , hvormed han fik Mængden adspredt . Da han var kommen hjem , slyrtede han sig med et nyt Udbrud af sine naturlige Følelser over Moderen , hvis Ansigt han bedækkede med utallige Kys . Hun gjorde en Bevægelse , og en glædelig Overraskelse bemægtigede ham . Moder , Moder ! raabte han , Du lever ! Hvor gjerne vilde jeg dog ikke offre mit Liv for Dig ! — Og snart begyndte det Haab al vaagne i ham , al Moderen maaske endnu kunde bevares for ham ; men Lægen fandt det ikke raadeligt , al lade ham forblive i denne Skuffelse , tilmed da den ikke kunde vare længe . Saaret var dødbringende , og hvert Øieblik kunde man vente den gode Kones Død . Sønderknust satte han sig igjen ved sin Moders Leie . Hun aabnede atter Øinene . Seer Du mig , og kan Du ogsaa høre mig ? spurgte Andreas , med kjerlig Stemme . Moderen nikkede bejaende . Oh — raabte han i vild Smerte — kan Du tilgive mig ? Et saligt Smil udbredte sig over hendes Ansigt . Det var det sidste Kjærligspant hun kunde offre ham — thi da han atter talte til hende , var hun allerede en forklaret Aand og havde forladt sit jordiske Hylster . Grædende og fortvivlet sad han ved Liget af sin dyrebare Moder — da blev et Besøg meldt ham . En geistlig Herre er der , sagde Pigen — og den , han nu mindst havde ventet , traadte pludselig ind — det var Cyrill , hans fordums Kammerat . Hvad er der paa Færde ? spurgte Gjæsten . Min Moder — død ! sagde Andreas . Din Moder ? og hos Dig ? saa har Du altsaa dog bragt hende tilbage til Kirkens Skjød ? Cyrill , sagde Andreas veemodigt , forsøger Du nu igjen at forgifte min Tilværælse ? Ha ! hvad er dette ? hun har da vel aldrig omvendt Dig ? Ti dog stille ! og forstyr ikke min hellige Smerte ved Din usalige Iver ! Det kunde jeg da ogsaa have fænkt mig ! Cyrill , see her , hvad Du har gjort mig ! Hele mit Livs Lykke har Du tilintetgjort . Jeg ! Der ligger min Moder , min kjære og gode Moder . Den Haand , der dræbte hende , er Din Haand ! Hvad behager ? vil Du gjøre mig ansvarlig for et Tilfælde ? Tal ikke om Tilfælde ! Der gives intet ! Kun altfor klart skuer jeg den Kjæde af Aarsager og Virkninger , der ender med den Elskeliges Død , men tog sin Begyndelse i vort Seminarium . Cyrill trak haanligt paa Smilebaandet , medens Andreas vedblev : Tjen Du Kirken paa Din Maade , men lad mig tjene den paa min ; tro Du kun , af de Anderledestænkende med Ild og Sværd bør udryddes af denne Verden ; min Tro er det ikke længere . Hvis Du ikke kan Andet , saa bliv ved af mene , af Jøderne maa være et undertrykt Folk , af Guds Forbandelse maa hvile over Folket og indtil evig Tid ei kan tages fra dem ; jeg er ikke af den Mening , og sandelig , den Dag , da Trykket paa dem vil ophøre , er ikke længere fjern ; jeg seer den komme , denne Dag , denne af Gud forudbestemfe Dag . — Tag blot Tiden i Øie ; forstaaer Du ikke dens Tegn ? Skulde hin alvorlige Advarsel været undgaaet Din opmærksomme Aand , som de sidste Dage saa tydeligt have forkyndt . Om den romersk-kakholske Kirke forstaaer Tiden , saa maa den kaste Ilden og Sværdet langt fra sig og plante Taalmodets og den almindelige Mennesfekjærligheds Banner . Den romersk-kakholske Kirke har ved Luther faaet sit første Stød ; det andet bidragtes den ved den første franske Revolution . Lader os takke Gud , at vi havde Kraft nok til at udholde begge disse Stød , men lad os ikke ved vor egen Skyld overmodigt drive Verden til at forsøge endnu et tredie imod os ! — Thi hvo kan indestaa for Følgerne ? hvo kan borge for , at vi ogsaa ville kunne overleve det nye Stød ? — Forfængelige , svage Menneske ! Du bilder Dig ind at kunne gjennemskue Forsynets Veie ? Kald mig , hvad Du vil ; men forlad mig ! — Gaa Du Din Vei , men lad mig gaa min . Med Dig har jeg Intet mere tilfælles , jeg føler mig fri for Din usalige Indflydelse — desværre noget for seent ! — Daarlige Menneske , jeg tilgiver Dig for Din Sorgs Skyld ; men bild Dig ikke ind , at Du nogensinde vil kunne unddrage Dig mig . Jeg kjender Dig for godt , til blot at nære den mindste Uro i saa Henseende . Nei Cyrill ! Du kjender mig ikke . Svag var jeg , det er sandt , men Du veed ikke , hvad jeg har lidt i mit Indre , og hvor ofte jeg , plaget af Samviltigheden , har anklaget mig selv . To Veie slode mig aabne . Desto værre gik jeg ad den , som Du viste ! Gid jeg blot var gaaet ad den anden ! Dog tager Du Feil , om Du mener , at jeg endnu idag er den svage Yngling , der taalmodigt lod sig lede af Dig og fulgte Dig tillidsfuldt og uden nogensomhelst Indvending . Selv har Du hærdet mig , og jeg har gjennemgaaet en tung Prøvelsernes Skole . Mærk Dig det : hvo der har øvervunden sig selv i den Grad , at han kan lukke sit Hjerte for den naturligste og helligste af alle Følelser og mod den bedste Moder kan vise en exempelløs Trods , han er ikke længere noget svagt Barn , og han er — det kan Du stole paa — nu ogsaa beskyttet mod Dig . Det vil Fremtiden vise , svarede Cyrill i en stolt Tone og forlod Huset i daarligt Humør . Og Fremtiden har vist det . — Andreas har ikke lovet Noget , uden af han ogsaa ærligt har holdt det . Salomon Hamburger højtideligholdt sin Trolovelse med Meyer Bruuns lyksalige Datter paa Ødelæggesens Ruiner . Sigismund , der ellers til enhver Tid havde vist sig meget letsindig , blev ved Begivenhederne i den sidste Tid vækket til Selvbetragtninger og mandigt Alvor . Stephanik maatte bøde med Hovedet for sin ryggesløse Gjerning . Med Hensyn til Andreas , da lod han en passende Ligsten lægge paa sin Moders Grav med følgende Indskrift : Lysetændersken . Sit illi terra levis ! Dona ei pacem , domine , Et lux perpetua Luceat ei . Quæ ipsa lucem incensit , Non solum apud Judaeos , Sed et in anima mea . Da Salomon Hamburger førte den Bruunske Familie ud paa de Christnes Kirkegaard for af besøge Lysetænderskens Grav , viste selv de mest orthødoxe Folk i Ghettoen intet Tegn paa Misbilligelse heraf ; thi ganske almindelig var Sorgen over Lysetændersken i Ghettoen , hvilken hun jo havde tjent , og for hvilken hun var død ; hun blev regnet blandt de ædle Kvinder hvem det evige Liv er sikkert . Og da nu Taube derude bad sin lærde Svigersøn om Udtydningen af Gravskriffen , og denne , selv dybt rørt , oversatte : Lysetændersken . Lad Jorden blive hende let ! — Herre , skjænk hende Fred , og lad det evige Lys skinne for hende ! — For hende , som selv antændte Lyset — ikke blot hos Jøderne , men ogsaa i min Sjæl - - Ja da hulkede den ædle Kone og udraabte af sit Hjertes Inderste : ja , sagde jeg ikke allerede dengang , da han endnu var en lille Dreng : det Barn har dog et besynderligt Sind ! — Ende .