Første Capitel . 
Fornyelse af et gammelt Bekjendtskab . Skjulte Tilstande . 
I Aaret 1853 nedsatte jeg mig søm praktiserende 
Læge i en syensk Kjøbstad af anden Rang . 
Ved min Ankomst dertil kjendte jeg knn et eneste 
Menneske i hele Byen , en underordnet Embedsmand 
ved Navn Valseth . Han havde vel ikke hørt til mine 
egentlige Ømgangsvenner , da hun var endeel Aar 
ældre end jeg ; men som ganske ung Student havde 
jeg . ofte truffet ham i forskjellige kjøbenhavnske Kredse . 
Det var derfor naturligt , at han var en af de 
Første , hvem jeg efter Ankomsten til den lille By 
besøgte . 
Da jeg traadte ind ad Gadedøren , mødte jeg 
en Pige , der paa mit Spørgsmaal , om Hr . Valseth 
var hjemme , svarede : „ Herren er paa sit Værelse ! “ 
idet hun pegede hen paa en Dør langt inde i Gangen . 
Idet jeg nærmede mig Døren , hørte jeg En 

gaae med stærke Skridt øp og ned ad Guldet . 
Denne Spadseren standsede pludselig , da jeg bankede 
paa , uden at dag Nøgen sagde „ kømind ! “ eller kikkede 
øp . Men da jeg havde kjendt Manden søm 
en jevn gemytlig Fyr , med hvem man ingen Omstændigheder 
behøvede at gjøre , saa tøg jeg ikke i 
Betænkning selv at aabne Døren . Jeg fortrød dog 
dette , da jeg havde gjort det , og blev staaende paa 
Dørtrinet halv forlegen , halv forbauset . Jeg saae 
Valseth staae midt paa Gulvet og flære de besynderligsfe 
og særeste Ansigter , idet han mumlende bevægede 
Læberne samt med den høire Haands Pegefinger 
beskrev Cirkelbuer i Luften . Denne sælsomme 
Adfærd varede dog ikke længere end et Par Secunder . 
Det var øiensynligt , at han var bleven overrasket 
ved min pludselige Indtræden , saa at han ikke 
havde faaet Tid til hurtig nok at vende tilbage i 
sine nafurlige Folder . Dette lykkedes ham dog nu , 
efter søm sagt nogle Sekunders Forløb , saa godt , 
at jeg kom i nogen Tvivl , øm jeg ikke havde taget 
feil . Hans Ansigt , der et Øieblik var forekommet 
mig uhyggelig grimasseret , antog som ved en Forvandling 
de mig velbekjendte rolige og ret behagelige 
Træk ; kun syntes endnu i nogle Minuter en Mathed 
eller Afslappelse at hvile over dem , som efter en 
Anstrengelse . 

Han kom smilende hen imod mig og udbrød i 
den naturligste Tone af Verden : „ Ih men det er jo 
Poul Gamborg ! vor nye Doctor ! velkommen ! “ — 
Han tog min Haand og drog mig ind i Stuen , 
vedblivende saaledes : „ Jeg stod just her midt i et 
mathematisk Problem , hvori Cirklen spiller en Hovedrolle , 
store Cirkler med mindre indeni i et bestandig 
aftagende Forhold . De veed jo , jeg har altid 
giver mig meget af med Mathematik , — nei det er 
sandt , det veed De ikke ; men nu veed De det . Naa 
som sagt velkommen ! gjør Dem beqvem ! En Pibe 
eller en Cigar ? “ 
Under denne Indledningstale havde han voltigeret 
mig hen i Sophaen og lagt Cigarer og Pibe 
paa Bordet . Jeg tog en Cigar , idet jeg gjorde en 
Undskyldning , fordi jeg havde forstyrret ham ved at 
falde med Døren ind i Huset . 
Uden at indlade sig videre herpaa sagde han , 
medens han stoppede sig en Pibe : „ Naa ja , det var 
jo kjønt af Dem , Gamborg ! at De ikke gik min 
Tor forbi . Der er dog løbet nogle Spande Vand 
til Stranden , siden vi traf sammen hos Justitsraad 
P . og Grosserer L . og hvad de hed allesammen . “ 
„ Ja det er nu vel snart en halv Snees Aar , “ 
svarede jeg , „ siden De forlod Kjøbenhavn for aldrig 
mere at lade Dem see i de Kredse , hvor Te saa 

ofte havde udbredt Liv og Munterhed . Jeg har adskillige 
Hilsener til Dem . “ 
„ Ah ! “ svarede han adspredt og , svin det lod , 
uden af ændse hverken mine Complimenter eller Hilsener . 
Han tændte sin Pibe og kastede sig hen i en 
Lænestol , der stod i en Krog ved Siden as Sophaen , 
saaledes af Dagslyset fra Stuens eneste Vindue ikke 
kunde belyse hans Ansigt . „ Naa , “ sagde han , da 
han havde gjort sig magelig , — „ begynd saa og 
fortæl ! jeg er lutter Øre . “ 
Jeg maatte smile ad denne lakoniske Opfordring , 
men begyndte ikke desfomindre af fortælle Loft 
og Fast om hvad der havde tildraget sig med de 
forskjellige Mennesker , vi havde kjendt tilfælleds . 
Eet var mig nu heelt paafaldende , medens jeg 
gav disse Meddelelser tilbedste . Det hos ham frembragte 
Indtryk syntes næsten hele Tiden af staae i 
omvendt Forhold til Meddelelsens Glædelighed eller 
Bedrøvelighed . Naar jeg fortalte om Mennesker , der 
vare tilfredse og fornøiede i deres Stilling , agtede i 
deres Virkekreds og lykkelig gifte i et med kjønne og 
opvakle Børn velsignet Ægteskab , saa rokkede han 
urolig om i sin Lænestol , idet han bestandig strøg 
sig med Haanden øver Ansigtet , saa det blev mig 
umuligt af iagttage hans Minespil paa det beskyggede 
Sted , hvvr han sad . Enten taug han da barnstille , 

eller han fremmnmlede med en underlig klangløs 
Stemme afbrudte Sætninger sam : „ Hm hm ! 
det var jo rart — hm hm ! “ — eller : „ Ja jeg seer 
Jens P . ( eller hvad den omhandlede Person nu hed ) 
— med straalende Ansigt til begge Ørene over det 
Gavn han stifter — og bærende Kone og Børn omkring 
paa en Presenteerbakke — ligesom forhen sin 
Viisdom og Aandrighed “ — eller : „ den ældste Son 
kan vel sin store Tabel allerede — og Datteren dandse 
Mazurka til Beundringsværdighed — skjøndt , tænk 
engang ! kun respektive syv og fem Aar gamle — og 
Allesammen lystige og glade — aa ja ja ja ! “ 
Naar jeg derimod fortalte om en eller anden 
gammel Bekjendt , hvem Skjæbnen havde hjemsøgt , 
det være sig med stor Familiesorg , Hypochondrie eller 
andenflags Gjenvordighed , da viste han den meest 
levende Interesse og Deellagelse for Personen , erknndigede 
sig om alle Biomstændigheder , blev snaksom 
og oprømt . Ja da jeg fortalte ham om en 
Skole- og Studenterkammerat af ham , som altid 
havde været noget excentrisk , at han i længere Tid 
havde været sindssyg og paa gode Veie til at komme 
i en Daareanstalt , saa sprang han op af sin Stol 
med et Udtryk i Ansigt og Stemme , som næsten 
kunde kaldes triumpherende , og udbrød : „ Hvad ! 
hvad ! min kjære velsignede Christian Hagen ! min 

bedste Ven fra Skole- og Studentertiden I ypperligt 
Hoved I langt mere Aand og Genie i hans lille Finger 
end de superfornuftige Samtidige , der oversaae 
ham , i hele deres Krop . Vittig og begejstret ! men 
allerede tidlig hjemsøgt af temporairt Tungsind , næsten 
paa Grændsen af Aandsforstyrrelse . Jeg havde 
nok hørt herovrefra , at disse Tilstande , som han dog 
tidligere kunde beherske , havde taget Overhaand . Men 
ravruskende gal ! med den ene Fod i Daarekisten ! 
Det gaaer langt over mine Forventn — det havde 
jeg dog ikke tænkt , vilde jeg sige . Ak ja , hvad er 
et Menneske ? — en halv Rode , svarede en gammel 
Sergeant — ah ja ja ja ja ja ja ja ! “ 
Imod Slutningen af denne Hjerteudgydelse sænkede 
hans Stemme sig pludselig næsten med et sørgmodigt 
Udtryk , idet han igjen kastede sig i Lænestolen . 
Da 
jeg ikke vidste , hvorledes jeg skulde forstaae 
den underlige Adfærd eller besvare den ligesaa underlige 
Passiar , dreiede jeg Samtalen over paa andre 
Gjenstande . Jeg havde i Hovedsfaden kjendt ham 
som en litterairt dannet Person , vel bevandret i den 
skjønne Litteratur og — saavidt jeg dengang kunde 
have nøgen Dom om Sligt — ret grundig Æsthefiker . 
Det undrede mig nu derfor af see ligge paa 
hans Bord et Par af de meest desperate , nerverystende 

Romaner af den nyere franske Litteratur , medens 
farfliellige fortrinlige Forfattere og klassiske 
Værker , som jeg opdagede i hans Reol , stode skovede 
og med alle Kjendetegn paa ikke af være fremtagne 
længe . Jeg tog en af de paa Bordet liggende Boger , 
bladede deri og spurgte , om han læste saadant 
Noget uden som kuriositet for en Gangs Skyld . 
„ Ah ! De er endnu Æsthefiker og skjon Aand ! ? “ 
udbrød han næsten spodsk . 
„ Man behover virkelig ikke af være Æsthefiker , “ 
svarede jeg undvigende , „ for af stodes tilbage as disse 
usande og usunde Skildringer . “ 
Ester en lille Pause , i hvilken Valseth sad og 
saae ned for sig , sagde han : „ Nogle læse for af nyde 
og lære , Andre for af glemme . De læser , kan jeg 
begribe , for af nyde og lære . “ 
„ Ja jeg skal ikke nægte , af — “ 
„ Og jeg læser for af glemme ! “ afbrod han tørt . 
„ For af glemme ! — Dog vel ikke for af glemme , 
hvad De læser ? thi da vilde De jo komme nemmere 
dertil ved slet ikke af læse . “ 
„ Nei for af glemme noget Andet ! “ 
„ Naa ja , det gjør vel egentlig ogsaa vi Andre ; 
vi søge i Poesien Trøst og Hvile og Erstatning — 
og forsaavidt Glemsel — for Meget , ver i det virkelige 
Liv berører os som trivielt , uskjont , lavt . “ 

„ Lært sin Lectie godt “ — forekom det mig som 
han mumlede mellem Tænderne . Men da jeg ikke 
var vis derpaa , vedblev jeg , bladende i Bøgerne : 
„ Men hvad Trøst finder De i disse trostlose Værker , 
hvad Forsoning i disse evige Dissonantser , hvad 
Hvile i alt dette Sonderrevne og Krampagtige ? “ 
„ Bravo ! Bravo ! “ udraabte han , idet han sprang 
op og rystede min Haand , — „ bliv ved ! bliv endelig 
ved ! Hjælp mig af opfriske min æsthetiske Katechismus ! 
Jeg har reent glemt den herovre . “ 
Atter var jeg i Forlegenhed med Svar og taug . 
Han spadserede op og ned ad Gulvet og vedblev saaledes 
efter en lille Pause : „ Til Deres sidste ærede 
Spørgsmaal kunde man ellers svare , af En finder 
sin Fornøielse i af fordybe sig i opdigtede Verdener , 
hvor en idealiseret Tilværelse kaster et Gjenskin over 
hans egen prosaiske , og en anden løierlig Karl finder 
maaskee større Tilfredsstillelse i at fordybe sig i 
Tilværelser , hvor det gaaer endnu galere og bansattere 
og trostlosere til end i hans egen . “ 
Uden at yttre mig herover sagde jeg : „ Jeg seer , 
De har en fortrinlig Bogsamling . Dersom jeg ganske 
iblinbe vilde tage en Bog ud af Deres Reol , den 
forste den bedste , da er jeg temmelig sikker paa at 
træffe en , hvori enhver dannet Læser maa finde en 
langt ædlere og renere og sundere Føde for Aanden , 

end i alle disse dæmoniske Feberphantasier med Ulykke 
og Fortvivlelse , Forbrydelse og Samvittighedsnag , 
hvori de nyere fransfe Forfattere overbyde hinanden . “ 
Jeg 
gjorde strax Forsøget , og med Øinene bortvendte 
fra Reolen tog jeg paa Maa og Faa en Bog 
ud deraf . Vnlseth kigede fra Siden af flygtigt i 
Bogen , da jeg lukkede den op , og stak ved Synet af 
Gothes Torquato Tasso i en forskrækkelig Latter . 
Forbauset spurgte jeg ham , om han da fandt 
Tilfældet saa latterligt , om han da ikke ansaae dette 
berømte Gotheske Drama for et classisk Digt . 
„ Berømt ! classisk ! — alle Kunstførstandiges Feltraab ! “ 
udbrød han under fortsat Latter og Morscheren 
op og ned ad Gulvet — „ classisk Ro ! fuldendt 
Form ! plastisk Skjønhed ! dybsindigt Kunstværk ! — 
ikke sandt , jeg kan dog endnu husfe lidt af min æsthetiske 
Katechismus ha ha ha ! — Ja jeg leer ; men 
jeg kunde accurat ligesaa godt græde af Veemod øver 
af høre Dem og mig selv gjentage disse begejstrede 
Talefigurer fra min Ungdoms poetiske Bersærkergangsperiode . 
Jo vel , jo vel er den store Gothes berømte 
Torquato Tasso et Kunstværk , et lingvisfisk 
Mesterstykke , et metrisk non plus nltra , foran hvis 
stilistiske Fuldendthed man kan sidde med foldede Hænder 
og gabe af Beundring . Men Trøst og Hvile 

og Fred og Glemsel for en fredløs Sjæl ! — oh ! 
oh ! nei dertil maa skarpere Lud , skarpere Lud ! — 
En Ven af mig anvender undertiden stærke Drikke ; 
men det Middel holder jeg ikke af . “ 
Jeg begyndte af blive lidt utaalmodig , da jeg i 
denne forste Sammenkomst endnu ikke vidste , hvorledes 
jeg skulde forstaae , end sige besvare , disse som 
mig syntes usammenhængende Overgange fra skurril 
Lystighed til ligesaa bizar Alvor og omvendt . Blot 
for af sige Noget svarede jeg : „ Med alt det er jeg 
lige klog paa , hvad De egentlig mener om dette 
Digterværk , som Tilfældet spillede mig i Fingrene . 
De kalder det selv et Kunstværk og Mesterstykke ; men 
det er jo Ironie , maa jeg antage . “ 
Valseth flår paa eengang et meget alvorligt Ansigt , 
satte sig phlegmatisk i Lænestolen og sagde i den 
sagtmodigste Tone : „ Kan det i allerfjerneste Maade 
interessere Dem af vide min Mening om en halv 
canoniseret Digtning , hvis Roes man ikke tør underkjende 
uden af stemple sig som Philisfer paa Smagens 
Gebeet , saa skal jeg gjerne fremsætte den uden 
alle Krumspring . Gothes Tasso er som Charakter 
en forfængelig , fordringsfuld , irritabel og forkjælet 
Personnage , der vil af hele Verden skal dandse efter 
hans Pibe , og naar dette ikke skeer , troer han , af 
han er omgiven af Fjender , hadet , foragtet og forfulgt , 

ja ærgrer sig over ikke af kunne faae Lov til 
af mene dette , naar Nogen stræder af overbevise ham 
om , af dette Fjendskab kun existerer i hans Indbildning . 
En saadan Charakter kunde maaskee blive 
dramatisk tiltrækkende ; men den af den store Sprogkunstner 
fremstillede er for mig en kjedelig , declamerende 
Klynkepeer , der , flæbende sig gjennem fem 
handlingsløse Acters milelange Repliker , forfeiler som 
Hovedperson , hvorom Alting dreier sig , enhver sympathetisk 
Virkning paa mig — trods Versenes fuldendte 
Rythmer og de mange enkeltstaaende Tankers 
og psychologifle Smaatræks Aandrighed og Sindrighed . 
Jeg haaber , at jeg nu har fremsat min ringe 
Mening i en saa ærbar , tydelig og adstadig Form , 
som De vil forlange . Jeg troer endog , jeg brugte 
Participier og Appositioner . “ 
Jeg maatte smile ad den næsten pedantiske Høitidelighed , 
hvori han pludselig var slaaet over , og 
bemærkede blot : „ De antager , saavidt jeg kan forstaae , 
en indbildt Lidelse for ingen Lidelse ? “ 
„ Jo ! jo ! jo ! “ raabte han , pludselig igjen heftig , 
— „ tvertimod ! den kan være ligesaa stærk som 
den virkelige og haandgribelige , ja kanskee endnu mere 
qvælende og nedbrydende . Men baade den virkelige 
og den indbildte Lidelse , saavelsom den halv virkelige 
halv indbildte , maa have Andet til sin Gjensfand 

end ene og alene det eget kjære Jeg . Derfor er 
Tassøs evige Sorg og Klage i mine Øine ynkelig 
egoistisk — endog hans Kjærlighedsqvide og hans 
Prindsessesorg ; thi det var jo ikke paa den Elskedes 
Vegne han klynkede , men kun paa sine egne . Nei , 
nei , nei ! den eneste berettigede Sjælslidelse , forsaavidt 
det ikke ligefrem er en Sygdom , er Sorgen over 
en Andens Sorg , Smerten over en elsket Persons 
Smerte , som man er Skyld i — og fremfor Alt 
Anger ! Anger ! Anger ! “ 
Jeg saae paa ham ; men han vendte sig bort , 
og jeg betænkte mig lidt paa et passende Svar , da 
i det samme faste Skridt hortes ude i Gangen . Efter 
en flygtig Banken gik Doren op , og ind traadte en 
Person , der efter en skjodeslos Hilsen og et halvt 
forundret halvt fortrædeligt Blik paa mig gav sig til 
af spanke om i Stuen paa kryds og paa tvers , ganske 
som om han hørte hjemme her . Han saae mig noget 
confiskeret ud , næsten som en gammel Student , 
der forlængst har opgivet Studeringer og er i Begreb 
med af gaae i Frø . 
Valseth præsenterede os for hinanden , og jeg 
erfarede da , af det var Hr . Einar Vision , Organist 
ved Hovedkirken og Byens Musiklærer . 
Jeg greb Leiligheden til af anbefale mig . Valseth 
fulgte mig til Gadedøren og bad mig besøge sig 

ret ofte ; min foreløbige Hilsen vilde han tillade sig 
af bringe sin Kone , der for Øieblikket ikke var hjemme . 
Jeg takkede , idet jeg gjorde Undskyldning for , af jeg 
ikke selv havde erindret dette , tilsøiende , af en saadan 
Glemsomhed naturligviis vilde blive en Umulighed , 
naar jeg forst havde gjort Fruens Bekjendtskab . 
„ Han ? Kone ! “ tænkte jeg , da jeg gik ned ad 
Gaden , — „ det var da besynderligt , det tænkte jeg 
ikke en eneste Gang paa , mens jeg var inde hos 
ham , fkjondt jeg dog vidste , at han var gift . “ Der 
havde , forekom det mig , været noget eget Gammelungkarlemæssigt , 
Pebersvendeagtigt udbredt baade over 
Manden og hans Studerestue , Noget som fjernede al 
Tanke om et ægteskabeligt Forhold . Og saa hans 
løierlige Tale og underlige Adfærd ! I Kjøbenhavn 
havde jeg jo rigtignok af Flere , som kjendte ham 
nøiere end jeg , hørt ham omtale som et Slags Original , 
men i alt Fald som en interessant og elskværdig 
Original . Jeg havde dengang intet Paafaldende 
bemærket hos ham ; men nu ! — Der var 
øiensynlig foregaaet en stor Forandring med ham . 
Og hvad angaaer „ det mathematiske Problem 
om store Cirkler med mindre og mindre indeni “ , 
som han sagde jeg havde truffet ham i ved min Indtrædelse , 
samt at han „ altid skulde have givet sig 
meget af med Mathematik “ , saa erindrede jeg nu 

tydeligt , hvorledes jeg engang i Kjøbenhavn tvertimod 
havde hørt ham drage heftig tilfelts mød Mathemafiken 
i Disput med en Skolemand , der vilde hævde 
Mathemafiken ? overlegne Værd for almindelig Dannelse 
og Tænkeevnens Udvikling . Jeg erindrede blandt 
Andet , at han dengang havde sagt , at han „ tog sin 
Hat dybt af for Mathematiken som aldeles særlig 
Fagvidenskab og Møder til store praktiske Resultater , 
men ikke gav fire Skilling for den som almindelig 
Skarpsindighedsovelse og Dannelsesmiddel ; thi den 
saameget udskregne mathematiske Logik var som Logik 
betragtet aandløs , eensidig , borneret , maskinmæssig 
og kunde siet ikke overføres paa Ideer og Forestillinger , 
som laae udenfor de tørre Tals , Figurers og 
Størrelsesforholdes Omraade , — hvorfor ogsaa han 
for sin Part , der aldrig havde kunnet afvinde disse 
nogen Interesse udenfor deres reent praktiske Anvendelighed 
i nyttige Øiemed , havde givet Mathematiken 
Døden og Djævelen siden sin Skoletid . “ Altsaa 
maatte der nu rimeligviis bag hans Luftcirkler og 
foregivne „ mathematiske Problem “ have stukket noget 
ganske Andet . 

Andet Capitel . 
Nye Bekjendtskaber stiftes . Nogle spændende Lyttescener . 
Foreløbigt Indblik i et Familieliv . 
Jeg gjorde nu , som Skik er i Kjøbsfadeu , mine 
Visiter rundt , og efter neppe otte Dages Forlob havde 
jeg gjort Bekjendtskab med den væsentlige Deel af 
Befolkningen . Jeg kom til Byen paa en for nng 
gunstig Tid . Den forrige praktiserende Læge havde 
nylig faaet Ansættelse andensteds , og Distriktslægen , 
som var en ældre Mand , formuende og dertil noget 
magelig , kunde langtfra bestride den private Praxis , 
som Byen og Ømegnen afgav . Han havde derfor 
med Længsel ventet min Ankomst og ønskede mig 
hjertelig velkommen . 
Det var naturligt , at jeg paa mine Besøg flere 
Gange bragte Talen paa min Ven Valseth . Men 
deraf blev jeg ikke meget klog . Han omtaltes almindeligviis 
sam en „ flink Fyr “ , som en ret vakker , 
underholdende og i Byens Kredse gjerne seet Mand . 
„ Men han har i nogle Aar , “ sagde de hos 
Amtsforvalterens , „ levet temmelig tilbagetrukken og 
lader sig nu sjeldnere see i Stadens Selskaber , især 
siden hans Kone er bleven sygelig og hans Broderdatter 
kommen i Huset . “ 

„ Aa han kan være uhyre entressant , naar han 
vil , “ sagde Agentinden paa Hjørnet ; — „ han siger 
rigtignøk sommetider Nøget , søm Ingen kan førstaae 
hvad han mener med ; men det lyder iligevel græsselig 
mvrsvmt , især naar man seer paa hans Ansigt og 
Gestulatiøner . Konen synes jeg mindre om . Det 
lyder sommetider næsten som hun gjorde Nar af 
Folk , og man skulde troe hun bildte sig ind , at hun 
er mere dannet og har et iligantere Væsen end en 
anden En . Hendes Kjoler og Møbler er da ikke 
for iligante just . “ 
„ Ja jeg for min Part , “ sagde Toldinspectricen , 
„ har egentlig ikke nøget bestemt af udsætte hverken 
paa Manden eller paa Kimen . De er begge ret 
behagelige og vittige Folk , hver paa sin Maade , og 
Niecen ret vakker . Iøvrigt troer jeg ikke , han er 
lykkelig i sit Ægteskab , og Børn har de da ingen 
af . “ 
„ Hvad der undrer os , “ yttrede en ugift Søster 
af Apothekeren , „ er af han har saamegen og , som 
det lader , intim og fortrolig Omgang med den ækle 
Vilson . “ 
Paa mit Spørgsmaal , hvad der var iveien med 
denne Hr . Vilson , fortalte man mig , af han ikke kom 
i nogen anden ordentlig Familie udenfor Spilletimerne , 
af han havde et frastødende Væsen og et 

skummelt Blik , af han var forfalden til Drik , og af 
det var beklageligt , af man var nødt til af overlade 
ham sine Børn til Underviisning , da der ingen anden 
Musiklærer var i Byen . Iøvrigt troede man nok — 
det havde ikke blot Hr . Valseth , der var den meest 
Musikkyndige paa Stedet , men ogsaa gjennemreisende 
Musici erklæret — , af han var duelig i sit Fag . 
Efter nogen Tids Forløb besøgte jeg igjen Valseth . 
Dennegang gik jeg ikke til hans Privatværelse , 
men ringede paa ved Familiebeboelsen . En ung Pige 
lukkede op og førte mig , da jeg navngav mig , allerede 
som en halv Bekjendt gjennem et Forværelse ind 
i Dagligstuen . 
Valseth kom mig munter og hjertelig imøde og 
forestillede mig strax en Dame , der sad og syslede 
ved et Sybord , som sin Kone og den unge Pige som 
deres Niece . Han udførte den hele indledende Ceremonie 
meget humoristisk , idet han navnlig gav sine 
Damer en i en pudseerlig Form smigrende Charakteristik 
af min Ringhed , og falde og bevægede sig 
overhovedet under mit hele Besøg med en Lethed og 
Naturlighed , som ikke havde Spor af Lighed med 
hans underlige Adfærd forrige Gang . 
„ Naa , Gamborg ! “ sagde han tilsidst , „ hvad 
synes De saa om os Kjøbstadsphilistre her , De som 
kommer ligefra Kongens Kjøbenhavn ? Ja De siger 

godt ; men jeg kan dog see , De har en Skjelm bag 
Øret , og De har endnu ikke levet Dem ind i os . 
Men det vil ikke vare længe . Jeg og min Kone 
fandt ogsaa i Førstningen Meget herovre smaaligt 
og griinagtigt , men vænnede os snart saaledes dertil , 
at vi ikke længer kunde see det . Saaledes vil det 
ogsaa gaae Dem . “ 
Jeg saae mig om i et Par Værelser . Meublementet 
var ikke moderne , men gjorde ved smagfuld 
Opstilling og noget vist jeg veed ei hvad et behageligt 
Indtryk . Det syntes væsentlig at bestaae af 
Arvestykker . Et smukt Fortepiano stod i Dagligstuen . 
Da det var en sildig Eftermiddagsvisit , bad man 
mig blive til Aften ; men jeg var buden fil Districtslægen 
og tog Afsfed med det Løste at komme snart 
igjen . 
Da jeg om Aftenen silde gik hjem fra min Collega , 
kom jeg over en aaben Plads , hvor Byens 
Hovedkirke ligger , og troede at høre Orgeltoner . Jeg 
nærmede mig Kirken og blev ikke lidt forbauset over 
at opdage , at det intet Sandsebedrag var . Orgelet 
paa denne Tid ? — det var henimod Midnat— ja ! 
lige paa eengang bruste det frem med sine mægtigste 
Toner . Jeg spurgte Vægteren , som jusf kom gaaende , 
om Sammenhængen . „ Det er Organisten , Hr . Vilson , “ 
gryntede han , idet han fortsatte sin Vandring . 

Det var da heel besynderligt . Var det i nogen 
Anledning ? Nei , Kirken var jo bælmørk . Var han 
alene derinde ? Endelig opdagede jeg et svagt Lysskjær 
udaf et eneste Glughul paa den Fløi , hvor 
Orgelværket befandt sig . Jeg blev staaende noget ; 
høitideligt og gaadefuldt løde Tonerne ud i den 
stille Nat . 
Den følgende Eftermiddag var jeg i Landpraris 
og kom først seent om Aftenen tilbage . Da jeg varen 
halv Fjerdingvei fra Byen , fik jeg isinde at gaae 
den øvrige Vei . Jeg havde endnu ikke faaet min 
egen Agestol og var træt af at kjøre paa det umagelige 
Bøndesæde , gav derfor Bondemanden Lov til at 
vende hjemad og spadserede selv i en rask Marsch til 
Byen med en lille Medicinkasse under Armen . Det 
var en smuk , mild og maanelys Sommeraften . Da 
jeg havde naaet nogle Huse og Gaarde , der dannede 
ligesom en lille Forstad til den Kant af Byen , blev 
min Opmærksomhed vakt ved Toner , som , skjøndt de 
kom fra en Violin , paa særegen Maade mindede om 
den natlige Orgelconcert . Jeg nærmede mig Huset , 
hvorfra de kom , og blev staaende i nogen Tid som 
lænket til Stedet . Det var den sælsomste Musik , jeg 
nogensinde havde hørt , afvexlende noget af det Smukkeste 
og noget af det Bizarreste . Forst blide klagende 
Passager , hvor Tonens melodiske Klarhed kunde maale 

sig med de bedste Virtuosers , jeg i Kjøbenhavn havde 
hørt ; derfra gik det over i Toner og Passager af et 
usammenhængende , vildt , skærende , hvinende Præg — 
og saaledes i gjentagne Asvexlinger . Og over det 
Hele var udbredt en eiendommelig fremmedartet , phantastisk , 
aandebesværgenbe Mystik , som i den stille 
sildige Maaneskinsaften tilsidst gjorde mig halv uhyggelig 
tilmode . Det var aabenbar ingen bestemt Composition , 
men fri Phantasie efter Øieblikkets Indskydelser . 
En 
Borgermand kom inde fra Byen for at gaae 
ind i et Huus ligeoverfor . Jeg gjorde ham samme 
Sporgsmaal som Vægteren forrige Aften og fik til 
Svar : „ Det er Hr . Vilson , den gale Spillemand , 
som stryger Viol . “ 
„ Naa Organisten ? — Gale , siger De ; er han 
da gal ? “ spurgte jeg . 
„ Ja det er nu kun saadan en Talemaade ; for 
ellers er han da nok ikke saa gal , som han løber 
avet om til . “ Med disse Ord hilste Manden og gik 
ind , og da Violinen i det samme taug , gik jeg ogsaa 
min Vei . 
Den følgende Aften , ovenpaa en solhed og lummervarm 
Dag , gjorde jeg mig efter endt Dagsgjerning 
en lang Spadseretour udenom Byen . Paa 
Tilbageveien kom jeg ind i denne fra samme Kant 

som den foregaaende Alten , dog ikke ganske tilfældigt , 
tilstaaer jeg , men i den Tanke maaskee at faae noget 
mere af den originale Violinmusik at hore . Til 
Huset støder fra Landeveisiden en Have , som er adskilt 
fra Gaden ved et Plankeværk . Jeg gik tæt forbi 
dette ; men inden jeg havde naaet Huset , blev jeg 
uvilkaarlig staaende ved inde fra Haven at høre nogle 
forunderlige Ord blive udtalte . 
Jeg kunde skjelne to Stemmer , en skarp og ikke 
synderlig vellydende Fruentimmerrøst i stærk norsk 
Dialect og en dyb Mandsstemme , der ogsaa lød 
noget norsk , men som en Normands , der har opholdt 
sig længe i Danmark . 
„ Aldrig havde jeg troet , Einar ! at Du fluide 
blevet saa ond en Fa ' r , “ hørte jeg den gvindelige 
Røst at sige . Af Mandsstemmen kunde jeg kun forstaae 
afbrudte Ord og Sætninger , der løde i mine 
Øren omtrent saaledes : „ Jeg er heller ikke ond , 
Moster ! — men Drengen har svigtet— skulde have 
forsonet Fortids mørke Gjerninger — den gamle 
Forbandelse over Afkommet — Slægten i tredie og 
fjerde Led — Arv fra den gamle blodbetyngede Synder 
— skulde jo ophore tilligemed dens Følger , naar 
— -- -- -- -- Du veed det , Moster ! at Valseths Hustru , 
ligesom Arthurs døve Moder — af de Forraadtes 

Slægt , som udtalde Forbandelsen — men hverken 
hun eller Manden aner — 
„ Men Arthur veed det heller ikke — hvad kan 
stakkels Drengen for det ? “ afbrød Fruentimmerrøsten ; 
men saa tabte Stemmerne sig bag Plankeværkef , og 
jeg kunde nu ikke høre Andet end en utydelig Mumlen . 
Jeg gik bort med hurtige Skridt , halv skammende 
mig over min ufrivillige Luren , halv uhyggelig 
tilmode over de gaadefulde Ord . 
Jeg kom nu oftere hos Valseths , der vare 
yderst gjæstfrie og forekommende og fik mig ei sjelden 
til af slaae mig til Ro der om Aftenen . Det varede 
ikke længe , for jeg kom under Veir med , af Husets 
tvende Damer vare Stadens interessanteste , ligesom 
Niecen upaatvivlelig var dens smukkeste . Ogsaa 
Tantens Ansigt og Former bare i det mindste umiskjendelige 
Præg af en fordums ualmindelig Skjønhed . 
Baade hun og Niecen vare livlige Naturer , og naar 
de gave et muntert Lune frit Løb , virkede det sympathetisk . 
Begge havde de Sands for det Komiske 
og Naragtige i de menneskelige Forhold , hvilken 
Sands tilligemed Evnen til hurtigt af opdage og 
charakteristisk træffende af fremstille Sligt dog var 
stærkest udviklet hos Fru Valseth . Det var maaskee 
denne Evne og denne Drift , der hos Visse af Byens 
respektable Mænd og Ovinder gjorde hende mindre 

populair end Manden , som ingenlunde manglede 
denne Sands , men var i den Henseende forsigtigere 
blandt sine Byesborn , maaskee fordi han følte , af 
det hos ham let kunde antage et mere nærgaaende 
Anstrøg . Jeg tilbragte flere Aftener i den lille Kreds 
paa den sørnøieligste Maade . Uden af tale øm , af 
ogsaa dybere , alvorligere Strenge ansloges , var det 
saa langtfra , af jeg følte mig generet af hiint sarkastisk 
spøgende Lune , af jeg endog ofte fandt en 
særegen Tilfredsstillelse i , f . Ex . ved forsætlige Paradoxer 
eller hvad jeg ellers kunde sinde paa , af gjøre 
mig selv til frivillig Skive derfor og da forsvare mig 
og gjøre Gjengjæld det bedste jeg kunde . Valseth , 
naar han var tilstede , slog sig da snart paa mit , 
snart paa sine Damers Parti . Overhovedet forlod 
jeg de Mennesker hver Gang med den behagelige 
Forestilling , af jeg havde været høist underholdende 
og elsfværdig , skjøndt jeg efter grundigere Overvejelse 
maatte tilstaae for mig selv , af det dog nok egentlig 
var dem , der havde været det . Den der herskende 
eiendommelige Tone og Stemning udfoldede sig saa 
naturligt , fordringsløst og uden synlig Bestræbelse , 
af den uvilkaarlig meddeelte sig og hos den ikke aldeles 
indolente eller aandsforladte Tilstedeværende 
kaldte skjulte Kræfter tillive . 
Og dog — Noget var der iveien ! Noget ! men 

hvad var det for et Noget ? Det kunde jeg ikke 
blive klog paa . Allerede da jeg havde været der 
nogle Gange , opdagede jeg Spor til en Mislyd , der 
svagt , yderst svagt og forbigaaende , skurrede ind i 
dette Familielivs iøvrigt smukke og rene Harmonie . 
En Anden havde vel neppe bemærket det eller dog 
ikke tænkt videre derover , og jeg selv ganske sikkert 
ikke heller , dersom jeg ikke efter mit første besynderlige 
Møde med Valseth havde været belavet paa Et 
eller Andet og under mine første Besøg i Familien 
ligesaa meget undret søm glædet mig øver at finde 
Alt saa ganske anderledes , end jeg ifølge hiin Indledning 
havde ventet . Det kunde ingen ægteskabelig 
Mislyd være i dette Ords almindelige Forstaaelse ; 
thi jeg mindedes ikke at have seet slørre Enighed 
eller slørre gjensidig Forekommenhed og Venlighed 
end den , som hersfede mellem dette Ægtepar . Men 
jeg lagde undertiden Mærke til , naar Valseth overlod 
Samtalen til os andre Tre , hvorledes han da 
betragtede sin Kone fra Siden af , uden at hun saae 
det , med et Blik og et Udtryk i Ansigtet , der paa 
eengang afspejlede en usigelig Ømhed og en tilbageholdt 
Smerte . Ja en Dag kom jeg uforvarende til 
at see et Glimt af det Samme , som nær havde forsfrækket 
mig ved min første Indtrædelse hos ham . 
Jeg og de to Damer støde ved et lille Bord i Nærheden 

af Vinduet og gjorde vore kritiske Bemærkninger 
over en nylig fuldendt Sortkridtstegning af Frøken 
Ottilia ( saaledes hed den unge Pige ) . Hun var 
i denne Kunst en Elev af sin Tante , om hvis Talent 
flere fortræffelige Skilderier paa Væggene gave 
Vidnesbyrd . Jeg vendte mig pludselig om for at 
sige Valseth en Compliment baade paa hans Frues 
og Nieces Vegne ; men han havde sat sig i en Krog 
langt bagved os andre , og der sad han nu og bevægede 
Munden som En , der mumler Noget ved sig 
selv , beskrev magiske Kredse i Luften med den høire 
Pegefinger og fortrak dertil Ansigtet paa en Maade , 
som vanskelig lader sig beskrive , Alt ligesom dengang , 
kun i en mindre Stiil , mere indad end udad , som 
om han frygtede for Overraskelse . Complimenter : 
blev siddende i min Hals , og jeg vendte mig fra 
ham for at iagttage ham videre gjennem et Speil , 
som hang paa Pillen mellem Vinduerne . Men i 
det samme sprang han op og kom hen , som om der 
Intet var iveien , og . blandede sig i Forhandlingerne , 
dog endnu i nogle Minuter lidt adspredt og med et 
noget sygeligt eller lidende Udtryk i Ansigtstrækkene . 
Mine Øine faldt uvilkaarligt paa Fru Valseth , 
der netop i dette Øieblik stod taus , alvorlig og øiensynlig 
med Tankerne andensteds , medens hun kun 
med det ydre Øie betragtede Tegningen . Jeg havde 

oftere for hos den ellers saa livlige , opvakte Kone 
lagt Mærke til et sørgmodigt Træk ved Øinene og 
Munden og undertiden en stille , tankefuld , henstirrende 
Fordybelse i sig selv , dog langt fjernet fra det abnorme 
Anstrøg , søm en saadan Selvfordybelse antog 
hos hendes Mand . Da en øieblikkelig Adspredthed 
endog i muntert Lag ogsaa kan paakomme mig selv , 
var det ikke faldet mig ind af tillægge det nogensomhelst 
dybere Betydning . Men just nu , da jeg lod 
Blikket glide fra den Ene til den Anden , gik pludselig , 
jeg veed ikke ved hvilken særegen Ideeforbindelse , 
hine Ord , hvormed han sluttede sin personlige Tom 
over Gøthes Tasso , op for min Erindring : „ Nei 
den værste Sorg er det af bære paa en Andens 
Sorg , som man er Skyld i — og fremfør Alt 
Anger ! Anger ! Anger ! “ 
Jeg lød naturligviis , søm jeg ikke havde bemærket 
nøget Paafaldende , og lød Complimenter ! , kun 
faa Øieblikke efterat den var bleven siddende , rafl 
væk løbe af Stabelen . En Timestid efter idet var 
et tidligt Eftermiddagsbesøg ) gik jeg derfra i den 
ypperligste Stemning og havde saagodt som glemt 
hiin lille mimiske Episode ; saa naturlig oprømt og 
oplivende havde Tone og Conversation været hele 
den øvrige Tid . Fru Valseth og Frøken Ottilia , 
som ogsaa i den Henseende var en lovende Elev af 

sin Tante , havde endt med at spille et fiirhcendigt 
Stykke paa Klaveret , sjælfuldt og elegant . 
Kort at fortælle , hvergang jeg havde været der , 
fik jeg fornyet Lyst til at gjentage Besøget . 
Tredie Capitel . 
„ Skjulte Tilstande “ i musikalsk Belysning m . m . 
Ta jeg næste Gang kom derhen , noget længere 
mod Aften , var Familien i Haven . Det havde været 
en varm Dag , paa Grændsen af Sommeren og 
Efteraaret . Da jeg kom derned , hørte jeg fra Lysthuset , 
hvor man sad om Theebordet , en fremmed , 
temmelig dyb Mandsstemme , der havde et Anstrøg af 
norsk Dialect . Den forekom mig ikke ganske ubekjendt 
og vakte en uklar , men næsten uhyggelig Erindring 
hos mig . Jeg nærmede mig Lysthuset fra en Side , 
hvor jeg ikke kunde sees , for jeg kom heelt hen , men 
gjorde en uvilkaarlig Standsning , da jeg hørte den 
fremmede Røst udtale omtrent følgende Ord : „ Det 
var den sidste Gang ! hører De , min kjære Fru 
Ingeborg ! sidste Gang ! — og betragt det som et 

Beviis paa Deres Magt over en syndig Sjæl : en 
Gjentagelse , en Tilbagegang er en Umulighed — 
den Lethestrøm er udførret for mig ; det sværger jeg 
Dem til ved min Faders Sjæl og en anden elsket 
Afdøds himmelske Salighed ! “ 
Jeg hørte derpaa Fru Valseth svare Noget i en 
egen blid og glad Tone , men kunde kun forstaae de 
Ord : „ Tak , Vilson ! — for Dem en hellig Ed — 
Deres Venner glæde sig — . “ 
Jeg hostede for at vække Opmærksomhed og 
skyndte mig at komme hen til Lysthusets Indgang , 
traadte ind hilsende og gjenkjendte strax i den Fremmede 
— den natlige Virtuos , „ den gale Spillemand “ , 
som Borgermanden havde kaldt ham/ den „ ækle “ 
Organist , som Apothekerens ugifte Søster kaldte ham : 
Herr Einar Vilson . Jeg havde ikke truffet ham nogensteds 
siden jeg kort efter min Ankomst hertil ( det 
var nu rigelig en Maaned siden ) stødte et Øieblik 
sammen med ham paa Valseths Værelse , uden at jeg 
hørte ham lukke Munden op . Foruden ham var Valseth 
med Kone i Lysthuset , og faa Minuter efter kom 
Frøken Ottilia munter og syngende med en Brødbakke 
i Haanden . 
Det er sandt , jeg havde nær glemt af fortælle , 
af jeg første Gang jeg besøgte Valseths efter hine to 
eventyrlige Nattecvncerter gjorde nogle Spørgsmaal 

angaaende denne Mands Charakter og Forholde . Jeg 
fik da den foreløbige Besfed , af han var af Fødsel 
en Normand , men var i en ung Alder efter sine 
Forældres Død taget ned til Danmark , blandt Andet 
før af uddanne sig videre som Musiker . Har » var 
Enkemand og var efter forskjellige Livstilskikkelser havnet 
i denne lille By som Organist og Musiklærer . 
Iøvrigt havde han lidt Formue , saa hans Omstænheder 
vare i den . Anseende gode nok . Han beboede 
et heelt Huus med en stor Have til tæt udenfor 
Byen ganske alene med en gammel Huusholderske . 
Da han foruden af spille Orgel tillige var kyndig i 
Orgelbyggerfaget , havde han imod et aarligt Vederlag 
paataget sig af holde Byens tvende Orgler i 
bestandig gød Stand , og saadant Eftersyn med jevnlige 
Udbedringer foretog han ifølge en egen overspændt 
Drift ofte om Aftenen silde , ja langt ud paa 
Natten . Der kunde han saa sidde hele Timer begravet 
dybt inde i Orgelets Værk , som en ^Edderkop i sit 
Væv , arbejdende ved Lys og Lampe ; og for af prøve 
sit Arbeide gik han da af og til ud til Claviaturet 
og phantaserede ud i den mørke , eensomme Kirke . 
Dette var Grunden til , af man tidt hørte Orgelet 
lyde paa denne usædvanlige Tid , i Førstningen til 
stor Forskrækkelse for sildige Vandringsmænd , der kom 
forbi Kirken . 

„ Han er ganske vist “ , yttrede Valseth ved den 
Leilighed , — „ han er ganske vist noget underlig 
excentrisk , hvad man kalder en Særling , og meget 
forskjellig fra nogen Anden her i Byen , hvorfor heller 
ikke han og Befolkningen , paa enkelte Undtagelser 
nær , kan finde sig tilrette i hinanden . De Toneangivende 
see skjævt til , af Nogen formeget streifer 
udenfor den lille Cirkel , indenfor hvilken de selv med 
Selvtillid og inderligt Velbefindekide bevæge sig ; — 
det betragtes enten som et Slags Galflab eller som 
frastødende Opførsel . En mere hensynsfuld og bøjelig 
Charakter vilde lempe sig eller forstille sig noget 
mere , end han ifølge sin Natur er istand til . En 
uoplost Dissonants er fra en vis rystende Livsperiode 
kommen ind i hans Væsen og klinger igjennem Alt , 
hvad han siden den Tid siger , tænker og foretager 
sig . Men naar man dog ikke kan leve som Eremit 
i en Ørken , bør man stræbe af lægge Skjul paa 
altfor afvigende Stemninger og udskejende Tilstande . 
Det er jo rigtignok ikke altid saa let , især naar man 
ikke er forberedt ! “ 
Dette Sidste sagde han i dæmpet Tone og med 
et Sideblik til mig , som ikke lod mig i Tvivl om , 
at han dermed meente sig selv i Hentydning til vort 
allerførste Møde . 
Søndagen derefter var jeg gaaet i Kirke , jeg 

tilstaaer væsentlig for Organistens Skyld , og forsaavidt 
jeg turde dømme derom , var han forekommet 
mig baade ved sine Præludier og sine Phantasier 
med fuldt Værk under Menighedens Bortgang at 
maatte indtage en betydelig Rang som Orgelspiller . 
Men det var det lille Selskab i Lysthuset , vi 
kom fra . Den , som idag fornemmelig tildrog sig 
min Opmærksomhed , var naturligviis Herr Vilson . 
Han var en femmelig stærkt bygget Mand og noget 
høiere end Valseth , der neppe nok var af Middelhøjde . 
Hans Ansigt var alvorligere , bestemtere og 
skarpere udpræget end dennes , hvis Udtryk var mere 
bevægeligt og vexlende samt blidere og i Reglen 
noget sygeligt . Hr . Vilsons Physiognomie var hverken 
blidt eller sygeligt ; dog var det ved nærmere 
Øiesyn ligesaa langt fra , at han saae barsk end sige 
„ skummel “ ud eller i nogen Maade lignede det Billede 
af en ubehagelig Grobian eller fortrædelig menneskesky 
Cyniker , som dunkelt havde soresvævet mig 
efter hiint første flygtige Indtryk og Fleres senere 
Beskrivelser . 
Han gjenhilste mig høfligt , søm man hilser En , 
hvem man allerede har hørt omtale gunstigt af Folk , 
hvis Døm man har Agtelse for ; men han talde kun 
lidt under Maallidet . I Begyndelsen følte jeg mig 
noget forlegen ved den Tanke , at man mulig kunde 

troe , jeg var kommen til at høre mere end ønskeligt 
af den ved min pludselige Ankomst afbrudte Samtale ; 
men da jeg ikke mærkede Spor til , at denne 
Frygt var grundet , følte jeg mig snart hjemme og 
veltilpas som sædvanlig . Jeg følte et Øieblik Lyst 
til at sætte mig i Gunst hos den nye Gjæst ved at 
henvende nogle behageligt anerkjendende Ord til ham 
i hans Egenskab som Organist ; men han satte idet 
samme et saa alvorligt , uigennemtrængeligt Ansigt 
op , idet hans Blik svævede ud over Kredsen og tilsidst 
fæstede sig paa Fru Valseth , at en leilighedsviis 
anbragt Compliment syntes mig at maatte glide 
ned ad ham som ad en glat Væg . 
Men ved denne Tankebevægelse gik pludselig , jeg 
veed ikke selv hvorledes , en fjern Erindring op for 
mig , som mærkeligt nok hidtil havde skjult sig , nagtet 
den musikalske Retning hos begge Husets Damer , 
deres jevnlige Klaveerøvelser ' og min egen Interesse 
før Musik maatte have bragt mig ind derpaa : den 
nemlig , at Valseth havde i Kjøbenhavns musikalske 
Verden , endog af privilegerede Fagfolk , været anseet 
for en god , ja ualmindelig god Dilettantsanger . Jeg 
havde endog selv et Par Gange hørt ham og været 
ganske af samme Mening . Min Forundring baade 
over min egen Glemsomhed og over Valseths nuværende 

fuldkomne Passivitet i bemeldte Henseende busede 
jeg nu paa eengang frem med . 
„ Ja er det ikke en Skam , “ sagde Ottilia , „ at 
Onkel aldrig synger . “ 
„ De maa ikke sige aldrig , “ tog Organisten næsten 
livlig Ordet ; „ thi det skete jo dog sidst jeg tilbragte 
en Aften i Frøken Valseths Selskab . “ 
„ Ja men for det første er det nu meget længe 
siden , “ svarede hun , „ og for det andet var det flet 
ikke saadant Noget , som Onkel sang i tidligere Dage . 
Skjøndt jeg dengang var et Barn , husker jeg det saa 
tydeligt : smukke og muntre Sager af Figaro , Don 
Juan , Sovedrikken og jeg veed ikke alt det . Dette 
derimod var noget saa Sørgeligt , Vildt og Melancholsk , 
at jeg blev i ganske ondt Humeur og kom til 
at fænke paa min Død og min Grav . “ 
„ Hvad var det da ? “ spurgte jeg . 
„ Bellman ! “ svarede hun . 
„ Bellman ! “ udraabte jeg aldeles forbauset — 
„ Bellman ! men det er jo lystige Sange , Drikkeviser 
! “ 
Organisten gjorde skjæv Mund , idet han kastede 
et underlig spodsk Blik til mig ; Valseth lo tvungent , 
og Ottilia vedblev : „ Ja da var dette saamæn ikke 
lystigt , det kan jeg forsikkre Dem ; og det blev ikke 
en Smule fornøjeligere ved Tantes Fortepianoaccompagnement , 

men endnu mindre ved Herr Vilsons 
Violin . “ 
Min Nysgjerrighed var vakt , og jeg tog saaledes 
Ordet efter en lille Pause : „ Maaskee tilstede de 
Bellmanske Sange høist forskjellige og meget individuelle 
Opfattelser . Jeg maa tilstaae , det er aldrig 
blevet mig klart , hvorledes de oprindelig ere meente . 
Jeg har aldrig hørt dem foredrage af Nogen , som 
har gjort et Studium deraf , og de faa Dilettanter , 
danske eller svenske , jeg har hørt , have aldrig rigtig 
behaget mig . Enten have de eensidig fremhævet det 
Smukke i Melodierne og sunget dem som Arier eller 
almindelige Selskabssange , eller ogsaa have de eensidig 
udhævet det Burleske i Ordene og lavet karikaturagtige 
Vrængebilleder , hvoraf ethvert Spor af 
Skjønhed var udvisket . Den første Maade synes jeg 
i alt Fald bedst om , naar den udføres af en smuk 
Sangstemme ; men saa blive Ordene løierlige eller 
betydningsløse og kunde ligesaa godt ombyttes med 
hvilkesomhelsf andre . Den anden Maade er mig ligefrem 
ubehagelig . Jeg tænker mig nu derfor , at disse 
mærkværdige Sange , søm jeg ikke ret kan blive klog 
paa , først komme til deres Ret gjennem et eiendommeligt 
Foredrag , der forstaaer at sammensmelte Modsætningerne 
i en høiere Eenhed , som en philosophisk 
Musiker vilde udtrykke sig ; — og kunde jeg i dette 

Huus lære dem at kjende fra en saadan heel ny 
Side , vilde jeg være ganske overordentlig erkjendtlig , 
omendskjøndt Frøken Valseth ikke synes at sympathisere 
med dette ønske . “ 
Organisten filkastede mig et venligere Blik , og 
Valseth sagde : „ Det er dog langtfra alle de Bellmanske 
Sange , som indeholde denne Modsætning 
mellem Ord og Toner ; men de fleste af dem , hvori 
den findes , tilstede jo vistnok , som De formoder , en 
temmelig fri og individuel Opfattelse . Dog følger 
heraf ingenlunde , at den Enkeltes ganske særegne 
Opfattelse falder i Enhvers Smag , ja ikke engang 
at Bellman selv vilde vedkjende sig den . “ 
Da Theebordet var hævet og Cigarerne røgne , 
indtraadte Eftersommerens Skumring og Kjølighed , 
og vi søgte ind i Stuerne . Lys bleve tændte , Claveret 
aabnet og en Violin hentet ind fra en i Entreen 
hensat Violinkasse . Organisten pleiede at tage 
sin Violin med , naar han kom for at blive om Aftenen , 
fortalte Ottilia , og Fru Valseth accompagnerede 
ham da ved Fortepianoet . Hermed begyndte da 
ogsaa nu den improviserede Aftenunderholdning . 
De spillede et Par Musikstykker af berømte Componister . 
At de havde spillet sammen før iaften og 
kjendte hinandens Spillemaade , kunde jeg strax høre . 
Ogsaa i Kjøbenhavn vilde jeg have anseet , hvad jeg 

her horte , for at staae langt over sædvanlig Dilettantisme . 
Men min Opmærksomhed blev forst paa 
en særlig Maade spændt ved et Musikstykke , som Fru 
Valseth fremtog af Nvdebunken , til skrevne Noder . 
Forst her ( hvor Claveret kun spillede en underordnet 
Rolle ) udsoldede Vilson sin Tones , sit Foredrags og 
Buestrøgs fulde Eiendommelighed , og det mindede 
mig saare stærkt om de maaneskinsnatlige Phantasier , 
som jeg havde beluret udenfor hans Vinduer , 
paa det nær , at dette var en efter Tact og Regler 
ordnet Komposition , naturligviis af Virtuosen selv . 
Men min Overraskelse skulde slige endnu høiere , 
da de Bellmanske Sange nu bleve fremtagne og 
Valseth , der hidtil havde siddet fordybet i sig selv , 
stillede sig som Trediemand i den musikalske Væddekamp . 
Hans Stemme havde trods Mangelen paa 
Øvelse i den lille Prvvindsby , hvor Musik dreves 
efter den allertarveligste Maalestok , dog for en Deel 
vedligeholdt de tidligere Aars smukke sonore Klangfylde . 
Men selv om det ikke havde været , ja selv 
om hans physiske Sangapparat havde været et ganske 
almindeligt og dagligdags , saa havde det her neppe 
gjort stort til Sagen ; thi Stemmen som saadan var 
— saaledes forekom det mig — et aldeles underordnet 
Moment i den frembragte Virkning , der var overvældendæ 
mærkværdig og noget i sit Slags Enestaaende . 

Jeg i det mindste havde aldrig for hort 
en Forening af Ord og Toner , som havde den fjerneste 
Lighed med dette , og jeg troer ganske vist ikke , 
at Bellman selv , hvem jeg altid havde været vant 
til at betragte som en livsglad Original , kan have 
meent sine Sange saaledes . Der var vistnok den 
omtalte Sammensmellning af det Lave og det Høie , 
af det vildt Burleske og det elegisk Skjønne ; men det 
Hele var tillige gjennemtrængt af den samme uforklarlige , 
sjælsadsplittede , gaadefulde Mystik , som fra 
Vilsons Violinphantasier havde gjennemrislet mine 
Nerver : en tilbageholdt Klage , en hemmelig Uro , en 
smertelig Livsironie og aldeles personlig Stemning , 
der afvexlede med Udbrud af en næsten dæmonisk barok 
Lystighed i de sælsomste og stærkeste Contraster . Lystigheden 
klang da ikke som Glæde , men snarere som 
en trodsig Fremmanen af længst forsvundne Glæder . 
Fru Valseth spillede eller rettere henaandede det 
simple Claveeraccompagnement efter den trykte Bog , 
og Vilson ledsagede Sangen næsten heelt igjennem 
med dæmpede Buestrøg af egen Opfindelse i 
den for ham eiendommelige Aand , hvad der end 
mere bidrog til af give Sangen det her besfredne 
Præg . 
Der var som sagt Noget bragt ind deri , som 
tyktes mig ikke af vedkomme den Bellmanfle Muse 

som saadan , Noget der lignede et Slags privat Frimureri , 
hvorpaa de tre Mennesker forstade hinanden . 
Det var derfor ogsaa kun visse af de Bellmanske 
Sange , som syntes særligt udseete og udsøgte , en 
vis Retning af samme , hvor Ordenes og Melodiernes 
Beskaffenhed og indbyrdes Forhold nogenlunde tilsledede 
en saadan Opfattelse . Men det være sig nu , 
af denne Opfattelse var objektivt betragtet gal eller 
rigtig , aldeles vilkaarlig eller virkelig Bellmansk , — 
mig inferesserede i hvert Fald den usædvanlige Musik 
ganske overordentlig som noget i sig selv yderst 
Charakteristisk , Originalt og i høi Grad Fængslende , 
og hvis det ikke var en Paradox , vilde jeg sige : har 
det ikke saaledes været Bellmans Mening , saa kunde 
det have været det . Men jeg kunde saa godt forstaae , 
af det ikke let kunde tiltale en ganske ung 
Pige , der helst saae Livet fra den lyseste Side . 
„ Det er jo egentlig smukt og interessant , “ sagde 
Frøken Valseth , da jeg afsides meddeelte hende min 
gunstige Dom i Modsætning til den , hun havde udtalt 
i Lysthuset , — „ ja jeg vilde gjerne bruge endnu 
stærkere Betegnelser end smukt og imeressant ; men 
det gjør tillige det Indtryk paa mig , som om Onkel 
ikke var lykkelig , men gik og bar paa en hemmelig 
Sorg . Derfor ængster og forstemmer det mig , og 

jeg troer ikke heller , Tante har godt deraf , fkjondt 
hun lader som Ingenting og selv tager Deel deri . “ 
Derpaa gik hun hen til Valseth og sagde indsmigrende : 
„ Vær nu en rar Onkel og syng os en 
af de smukke og livlige Sange sra forrige Tider . “ 
„ Ja Noget fra de gamle glade Dage , “ sagde 
Fru Valseth halv oprømt , halv veemodig og med en 
egen Befoning ; — „ men saa maa Nissen forst jages 
paa Døren . “ 
„ Nissen ! “ raabte Ottilia leende . 
„ Ten lille fladefroe Trold blander sig formeget 
i vor Musik , “ vedblev Tanten ; — „ men der kommer 
Noget henne , som stal rense Luften og aabne 
Hjerterne , saa kommer Sangens Glæde af sig selv . “ 
Hun pegede hen paa et Bord , hvor en Pige 
just hensatte Dessert samt Glas og en dampende 
Punschekande . 
Jeg har oftere lagt Mærke fil det pludselige 
Opsving i Stemningen , som en uventet opmarscherende 
Punscheanretning frembringer i en lille selskabelig 
Kreds . Jeg veed det nok , det er allerede 
en sorældet Skik , der er nærved at stemples som 
simpel . Den gamle klassiske Punschebolle veg Pladsen 
for Punschekanden ; den hede Punsch blev banlyst 
og den iiskolde kom istedet , indtil ogsaa denne maatte 
capitulere for den almindelige røde Viin paa Flasker , 

som nydt efter Bordet fil Dessert mangler alle begeistrende 
Egenskaber . Skjøndt jeg hører fil en yngre 
Generation , holder jeg mere af den ældre Skik — 
knn at jeg dog maaskee foretrækker Kanden for Bollen . 
Jeg bliver oprømt og varm om Hjertet , naar 
jeg undertiden overraskes dermed ; men saa skal den 
varme Drik « Md kan den jo altid blive ! ) rigtignok 
være saa ypperligt destilleret og lifligt duftende som 
Fru Valseths . 
Ikke heller udeblev Virkningen paa vort lille 
Selskab . Endog Organisten blev snaksom og gemytlig , 
dog mere under Indvirkningen af det almindelige 
Omslag i Stemningen , end fordi han nød synderlig 
af det indbragte Fluidum . Han nippede lun 
dertil ligesom Damerne , hvilket undrede mig efter 
hvad der var sagt om ham i Byen . Efter kort 
Tids Forlob gik han hen med et fuldt Glas til Fru 
Valseth , klinkede muntert med hende og sagde halvhøjt : 
„ Tak for Deres Tillid ! — Punctum finale ! “ 
Dermed fømte han Glasset i eet Drag og nød ikke 
en Draabe meer den øvrige Deel af Aftenen . 
Baade jeg og Værten selv gjorde anderledes 
Besked . Denne imødekom nu sin Kones og Nieces 
Opfordring og sang flere af de antydede Sange , 
blot med Ledsagelse af Claveret . Nu , da der ikke 
længer var noget særligt Paafaldende eller Opmærksomheden 

udelukkende Optagende i dans Foredrag , 
der var correct , smukt og naturligt og saaledes som 
enhver dygtig Sanger med god Skole vilde have udført 
de samme Sange , kunde jeg forst faae en begrundet 
Mening om hans Stemme som saadan . 
Det var en mandig Mellemstemme , saakaldet Bariton , 
der ligesom et Instrument , der sjelden bliver 
brugt , havde tabt Noget af sin fulde , klare Metalklang 
og tillige Noget af sit tidligere Omfang . 
Men neppe vilde dog nogen Sagkyndig kunne tage 
feil af , af baade hans Stemme og Talent vidnede 
om alle oprindelige Betingelser før en Udvikling til 
nøget høist Ualmindeligt , dersom Sangens Kunst var 
bleven hans Fag og Opgave i en ung Alder . 
Tilsidst bad jeg ham igjen synge et Par Bellmanfle , 
men af dem , hvori en mere ligefrem og 
ublandet Lystighed fremhersker ; og han foredrog dem 
med megen Hnmor og komisk Kraft , men bestandig , 
endog paa de meest udskejende og slibrige Steder , 
nden at overskride Skjønhedsgrændsen , ganske som 
jeg havde tænkt mig dem udførte af en ægte Bellmanssanger . 
Ogsaa 
Vilson spillede og phantaserede atter 
baade paa Violin og Fortepiano , men livligt , ypperligt , 
smukt i disse Ords almeengyldige Betydning . 

Mysticismen var som bortblæst — „ Nissen jaget 
paa Døren ! “ 
Slutningen af Aftenen tilbragtes under oprømt 
Samtale om Alleflags , ja endogsaa — hvad her 
sjeldnere skete — om Byforhold . Saaledes kom ogsaa 
Talen paa et Bryllup , der en af Dagene fluide 
finde Sted . Det var Præsten ved den Kirke , hvor 
Vilson var Organist , som skulde giftes med en Datter 
af Amtsforvalteren . Det var hans andet Ægteskab . 
„ Andet 
Ægteskab ! “ mumlede Vilson , pludselig 
alvorlig , „ og efter at have været Enkemand i fjorten 
Maaneder , siger og skriver et heelt Aar og to Maaneder 
! “ 
„ Det er da intet Under , “ sagde Valseth med 
Lune , — „ sin første Kone fandt han i en Postvogn . “ 
„ I en Postvogn ! ? “ udbrød vi andre spørgende . 
„ Ja da han havde taget sine Eraminer efter 
alle Regler , “ fortalte nu Valseth , „ blev han Huuslærer 
i et Par Aar hos en Præst , dernæst nogle 
Aar personel Kapellan hos samme Mand , og saa 
fik han et Landsbykald i Jylland , Alt efter Reglerne ; 
kun i det Ene havde han forsyndet sig imod Tradition 
og Regler , at han havde forsømt at faae sig 
en Kjæreste som Kapellan eller Huuslærer , formodentlig 
fordi der intet disponibell Fruentimmer har 

været paa Stedet . Men da han nu havde faaet sig 
indrettet med Besætning og alt Andet , gik denne 
Mangel ved Præstekaldet levende op for ham . Han 
snørede da en skjøn Dag sin Randsel og drog ud 
i Verden som vandrende Ridder for at opsøge en 
Hustru . Maalet for sin Søgen naaede han endelig 
i en Diligence . Tilfældet havde her bragt ham 
alene sammen med en formuende Kjøbmandskone 
fra Ebeltoft tilligemed hendes Datter . Fem Fjerdingvej 
fra denne berømmelige By gik der Noget 
istykker paa et Hjul , og de maatte holde flere Timer 
midt paa Landeveien , medens den nærmeste Landsbysmed 
blev hentet og Vognen gjort istand . Under 
denne idylliske Fælledstilskikkelse blev det ham klart , af 
han her havde sundet den , der af en høiere Skjæbne 
var ham bestemt ; han kjørte med til Ebeltoft , fik 
Sagen hastig bragt i Orden baade med Pigebarnet 
og Forældrene og førte snart derpaa Bruden hjem . 
Det var hende , han mistede her for kun lidt over et 
Aar siden ; saa det lader til , af ligesaa rafl han 
vidste af finde den eftersøgte Skat , ligesaa rafl har 
han vidst af trøste sig over Tabet . “ 
„ Og dog , hvor hylede og lamenterede Manden 
dengang ! “ sagde Organisten . „ Han var i nogen 
Tid som ude af sig selv , nedsunken i sort Fortvivlelse . 
Aldrig fluide han glemme sin Sorgs Gjenstand , 

aldrig forvinde sit Tab ! Det var ligesaa 
umuligt som for Floden af standse sit Lob . Men 
allerede faa Maaneder efter var Sorgen forbi og 
Tabet forvundet ; det Eneste , ban nu klagede over , 
var Eensomheden og Kjedsomheden . Det var ikke 
længer sin afdøde Hustru han savnede , men kun det 
saakaldte daglige Velvære , som nu manglede et væsentligt 
Led i det huuslige Maskineri . Han savnede 
ikke „ sin “ Hustru , men „ en “ Hustru saadan ganske 
i Almindelighed , og begyndte derfor snart af see sig 
om efter en nv Betingelse for det samme Velvære , 
et nyt Hjul i det samme Maskineri . Jeg tvivler 
derfor flet ikke om , at han vil finde fuldkommen 
Oprejsning i dette andet Ægteskab og vilde finde 
den i hvilketsomhelsf andet og tredie Ægteskab med 
hvilkensomhelst tækkelig , skikkelig og til Huusbehov 
fornuftig Ovinde . “ 
„ De holder ikke af , at -Nogen gifter sig andengang ? “ 
yttrede Fru Valseth med et bifaldende Udtryk , 
— „ De er jo selv Enkemand og har Ret til 
at tale om disse Forhold . “ 
„ Enhver maa jo i saa Henseende gjøre , hvad 
ham tykkes rettest , “ svarede Organisten ; „ men med 
mig har det rigtignok været anderledes . Mit ægteskabelige 
Liv henrandt uden iøinefaldende Sværmeri , 
og da Slaget traf , tog jeg hverken paa Vei eller 

afstedkom voldsomme Scener , ja maa vel være forekommet 
Andre temmelig fattet . Og dog ! endnu 
efter over tre Aars Forløb staae baade de lyse og 
de mørke Billeder fra mit Ægteskabs Dage ligesaa 
levende før mit indre Øie , som om det var oplevet 
for saa Dage siden . At kaste denne Deel af min 
Fortid overbord og ved et nyt Ægteskab reise en bestandig 
Skillevæg mellem mig og min Søns begavede , 
uforglemmelige Møder — det er en Tanke , 
søm ikke er langt fra at oprøre mig , som ikke engang 
i Drømme kunde paakomme mig uden som et ængstende 
Mareridt . “ 
Han havde altsaa en Søn ; det vidste jeg ikke , 
eller jeg havde kanskee hørt det og ikke lagt videre 
Mærke dertil . Den eneste Erindring , der nu derved 
fremstod hos mig , var de usammenhængende underlige 
Ord , jeg havde hørt hiin Aften bag Organistens 
Plankeværk . En Efterklang af de dunkle Ord havde 
i faa Sekunder berørt mig næsten uhyggeligt , da 
jeg ved min Ankomst hørte Organistens Stemme 
fra Lysthuset , men havde tabt sig sporløst hele den 
følgende Deel af Aftenen lige indtil dette Øieblik . 
„ Deres Søn ! “ sagde Fru Valseth blidt ; „ det 
er længe siden De nævnte ham . Hvorfor taler De 
saa sjelden og nødig om ham ? Har De nylig faaet 

Brev fra ham i hans Exil ? De veed , hvormeget 
han interesserer os . “ 
„ Du gjør din Søn Uret , “ sagde Valseth med 
dæmpet Røst , idet han gik hen og bøiede sig lidt 
øver den siddende Vilson , — „ og Du veed det selv 
og fortryder det i Grunden . Hvad Du har fortalt 
mig derom , tilfredsstiller mig ikke . I dit Sted vilde 
jeg bære Drengen paa Hænderne . “ 
„ Og De holder jo alligevel af ham , “ tilføiede 
Fru Valseth — „ ja De stak høre det , uagtet De 
ikke kan lide , af man siger det ; De holder af ham 
langt mere , end De vil vedstaae . Hvorfor vil De 
skjnle en Følelse , som er saa smuk og naturlig ? At 
den er tilstede og hyppig beskjeftiger Dem , røber De 
uden af vide og ville det . “ 
Vilson bukkede sig ned med en Mine , jeg ikke 
formaaede af fyde , og ridsede Gulvet med Enden af 
en Vivlinbue . Endelig sprang han op med de Ord : 
„ Ja ja , De har Ret ! De har Ret begge to . Alt 
skal blive godt endnu , haaber jeg . Men ogsaa dette 
er et Mysterium , som jeg ikke hidtil har kunnet klare 
før mig selv . Det er en fjern Førtids Skygger , der 
ogsaa her stille sig imellem mig og mine bedste Følelser . “ 
Han 
trykkede Valseths og hans Kones Haand 
hjerteligt og sagde Farvel i en egen blød og følelsesfuld , 

ja da han henvendte sig fil denne Sidste — 
næsten ærbødig Tone . 
Paa Hjemvejen gik Organisten og jeg et Stykke 
tause ved Siden af hinanden . Saa sagtnede han 
sin Gang og sagde : „ De har været tilfældig Vidne 
fil en større Oprigtighed , end jeg pleier at lægge før 
Dagen i en Fremmeds Nærværelse . Men Stemningen 
var gunstig , og De har vakt min Tillid . De 
er optaget i Valseths Kreds som en gjerne seet 
ældre Bekjendt ; ogsaa jeg ønskede derfor at gjøre 
Deres nærmere Bekjendtskab . Vil De besøge mig 
en Dag ? “ 
Jeg erklærede at ville gjøre det med Fornøielse , 
hvilket ogsaa var min Mening , da der var Noget 
— eller rettere sagt Meget — hos den Mand , søm 
vakte i det mindste foreløbig min Nysgjerrighed . 
„ Hvad synes Dem om Folk her i det Hele ? “ 
vedblev han ; — „ ingen Individer — lutter Exemplarer 
af Menneskeslægten . Valseth gjør naturligviis 
en Undtagelse . “ 
Jeg kunde ikke bare mig for at svare , at ligesom 
det undrede mig , at Skjæbnen havde blæst to saa 
afgjorte Musiktalenter sammen paa dette lille afsides 
Sted , saa maatte jeg yttre den samme Forundring 
over , at to Mænd , der vare meget langt fra at tabe 
sig i Exemplarernes Masse — tø saa complet løierlige 

Originaler , havde jeg lige paa Munden at sige 
-— havde fundet hinanden her . 
„ Ja disse tv Egenskaber , “ svarede han , „ have 
knyttet os til hinanden , og den sidste maaskee meer 
end den første . Forresten have vi kjendt hinanden 
tidligere . Men netop om Valseth kunde jeg ønske at 
fale med Dem , navnlig i Egensfab af Læge . “ 
„ Er han da syg ? “ 
„ Ja han er syg ! — paa en egen Maade ! — 
men som sagt derom , naar De engang besøger mig . “ 
Her skiltes vore Veie , og vi gik hver til Sit . 
Fjerde Capitel . 
Et Besøg hos Organisten . Ottilias Oplysninger . 
Det er ingenlunde Hensigten med disse Meddelelser 
at give noget væsentligt Bidrag til Provindslivets 
Charakteristik . Det er ingen „ Kjobstadsnovelle “ , 
der gaaer ud paa at skildre Provindsbefolkningens 
Sæder , smaa Interesser og begrændsede Synsmaader . 
Leilighedsviis vil dette jo vel skee , navnlig hvor Saadant 
kommer til at gribe ind i eller bidrager 

til at kaste et Lys over de Forholde , som jeg har sat 
mig til Formaal at skildre . Forfatteren af en virkelig 
„ Kjøbstadsnovelle “ vilde lade meget træde i Forgrunden , 
som jeg kun flygtigt og forbigaaende berører , 
og dvæle omstændeligere ved locale Ejendommeligheder 
og Tilstande overhovedet . Laae Skildringer 
as den Art i min Plan , saa vilde jeg sandsynligviis 
fremføre f . Ex . Postmesteren og Branddirecteuren 
disputerende om Politik og communale Anliggender , 
ja vel endog tage Anledning til at indføre Læseren 
i Byens Klub og der gjøre ham bekjendt med adskillige 
Personligheder , Forholde og Livsanskuelser , som 
fra et kjøbstadnvvellistisk Standpunkt kunde være ret 
curiøst og fornøjelige . Et Capitel eller to vilde uden 
Tvivl blive anvendt paa af udvikle , hvorledes det 
egentlig hængte sammen med den store Splid mellem 
to af Stadens fineste og i Retning as Tonens Angivelse 
indflydelsesrigeste Huse , Amtsforvalterens og 
Consulens paa Torvet , hvorledes den langvarige 
Spænding opstod og hvilke Følger den havde . Jeg 
vilde endvidere neppe undlade til en Afvexling af 
lade Agentinden paa Hjørnet optræde med sin ravgale 
Brug af fremmede Ord og Talemaader — naar 
hun f . Ex . fortalte , af hun holdt meget af af have 
alle Selskabsværelserne a la suite , — af hun den 
og den Dag nær havde saaet en japanisk Skræk , — 

af hun næste Sommer ganske bestemt skulde have 
Chemiser for sine Vinduer , da Solen var hende til 
stor Genance , — af hun engang havde spillet med 
i en Privatkomedie og gjort stormende Furie , — af 
der paa det allersidste Klubbal havde været et femmelig 
mingeret Publikum , — af hendes Datter sværmede 
for Ingemanns illyriske Digte , og af hendes 
Mand , der inden han slog sig til Handelen var 
dansk Jurist , kunde have været Muselmand paa Island , 
om han havde villet . At opholde mig mere 
end netop nødvendigt ved alt saadant Nøget vilde 
fjerne mig formeget fra disse Optegnelsers særegne 
Formaal og adsplitte Opmærksomheden formeget . 
Desforuden medførte baade mine tiltagende Forretninger 
og min stigende Interesse før visse bestemte 
Personligheder , at jeg i Regelen ikke var en saa 
skarpt agtpaagivende Iagttager af allehaande smaa 
provindsielle Snurrepiberier , som jeg kanskee ellers 
havde været . Og endelig er det ifølge gjorte Erfaringer 
ikke langt fra at være min Overbeviisning , 
at den hele saakaldte spidsborgerlige — ogsaa benævnt 
philiströse — Aands- og Livsretning , som man er 
bleven vant til at betragte søm hjemmehørende i Provindsbyer , 
findes næsten ligesaa hyppig i store Stæder , 
endog i Kongens Kjøbenhavn , kun med den 
Forskjel , at her findes sordeelt i mange adskilte Grupper , 

hvad der i en Kjøbstad , hvor næsten Alle kjende 
hinanden og uvilkaarlig indrette sig lidt efter hinanden , 
tager sig ud før den flygtige eller forud indtagne 
Iagttager , som om det var udstrakt til en Heel 
Befolkning . 
Altsaa vil jeg fortsætte , hvor jeg flap , og kun 
skrive hvad der har interesseret mig selv at fastholde 
i Erindringen . 
Den første Dag , jeg fik nogen Tid tilovers , 
gik jeg ud at aflægge Organisten det lovede Besøg . 
Det var en Formiddag . Jeg ringede paa , og et 
gammelt Fruentimmer , der lukkede op , saae stivt og 
alvorligt paa mig ; men da jeg sagde , hvem jeg var , 
og at jeg kom for at hilse paa Husets Herre , blev 
hun yderst venlig ; hun smilede nu op til begge Oren 
som En , der alt vidste Besked , idet hun med en rav 
norsk og ingenlunde velklingende Røst , der atter mindede 
mig om de mystiske Ord bag Plankeværket , bad 
mig træde ind . 
En Dør aabnede sig ud til Gangen i det samme 
jeg traadte ind i denne , og med de Ord : „ Aa haa , 
velkommen Doktor ! Ja jeg havde en Anelse om , at 
det var Dem ! “ kom Herr Vilson ud til mig og førte 
mig ind i Værelset , hvorfra han var kommen . 
Dette frembød ved første Øiekast intet Usædvanligt . 
Hvad der meest vakte min Opmærksomhed , var 

en øiensynlig Omhu før at frede øm Mindesmærker 
fra en tidligere qvindelig Syslen . Ved et Vindue 
stød en Førhøining med en Støi , en smagfuldt broderet 
Fodskammel og et aabent Sybord . Ovenover 
et smukt lille Skriverbord , som ved Et og Andet , 
der stod derpaa , ligeledes bar Præget af at have 
været benyttet af en Dame , hang paa Væggen et 
qvindeligt Portrait med et interessant Physiognomie , 
og lige under det et Photographie af en kjøn lille 
Dreng . Det qvindelige Portrait , som var et Oliemaleri 
og fortræffeligt udført , paafaldt mig ved en 
vis Lighed med Fru Valseth . 
Jeg yttrede dette Sidste , idet jeg standsede foran 
Portraitet , efterat vi i nogle Minutter havde spadseref 
sammen op og ned ad Gulvet og , snakkende 
vin Dit og Dat , orienteret os i hinanden . 
„ Det er min afdøde Hustru , “ svarede Vilson ; 
— „ hun og Fru Ingeborg Valseth vare Beslægtede , 
Døttre af to Søstre . Dog kjendte de kun meget 
lidt hinanden , da de altid havde levet paa forskjellige 
Steder i Landet . “ 
„ Saa er det vel Deres Søn ? “ sagde jeg , pegende 
paa Photographier 
„ Ja , da han var et Barn ! “ skurrede han kørt . 
„ Han boer ikke hos Dem . “ 
„ Nei , i Frederiksborg . Der blev han født , og 

der døde hans Moder , — men det er sandt , det 
var jo vor Ven Ernst Valseth vi skulde tale om , “ 
tilføiede han hastig , som naar man dreier af fra 
et Emne , man ikke har Lyst til at indlade sig 
videre paa . 
„ Ja De mener jo , at han er syg , “ sagde jeg . 
„ Ganske vist er han syg , skjøndt ikke efter almindelige 
Regler . Siig , har De intet Aparte mærket ? “ 
„ Ja det har jeg jo nok ; men det er dog endnu 
ikke faldet mig ind at henføre dette Aparte til nogen 
egentlig Sygdom . “ 
„ Hvad har De lagt Mærke til før Exempel ? “ 
Jeg fortalte nu i Korthed , hvad der baade under 
mit første Besøg og nogle Gange senere havde vakt 
min Opmærksomhed . „ Men jeg har fænkt mig , “ 
tilføiede jeg , „ at det kunde være en eller anden hemmelig 
Sørg , som til visse Tider virker forstyrrende 
ind paa hans Væsen . “ 
„ Det er dog neppe Tilfældet , i det mindste ikke 
naar vi tage Ordet Sørg i sædvanlig Betydning . 
Han har viist mig endeel Fortrolighed , og var der 
nøgen virkelig stor , overvældende Sorg , der tyngede 
paa ham , saa havde han sikkert betroet mig den , og 
jeg vilde da ikke gjætte paa en skjult Sygdom , som 
avlede Hypochondrie og mørke Tanker . Han er tilsyneladende 
altid ved nogenlunde god legemlig Helbred 

og klager aldrig i den Henseende ; men jeg 
havde fænkt mig , at De i den dobbelte Egensfab af 
Læge og Ven af Huset kunde see dybere i Tingen , 
naar De var gjort opmærksom . “ ' 
„ Veed De Noget om Beskaffenheden af hans 
aandelige Anfægtelser i og for sig ? — hvad de gaae 
ud paa ? hvorom de dreie sig ? “ 
„ Ikke noget Paalideligt . Han har rigtignok engang 
gjort et indledende Skridt til at aabne sit Hjerte 
for mig ; men jeg blev ikke stort klogere deraf ; thi han 
nævnte ikke Spøgelset , der ængster ham , ved Navn . “ 
„ Hvori bestod dette indledende Skridt ? “ 
„ I et Manuskript , et Slags Dagbog , hvori 
han , som han kaldte det , havde forsøgt at vende 
Vrangen ud paa sin Sjæl og sfribe „ Vrøvlet “ ud 
af sig . Han flyede mig det til Gjennemlæsning engang , 
da jeg bad ham udtale sig uforbeholdent for 
mig , og han lovede at lade en mundtlig Fortsættelse 
i en mere sammenhængende Fortælling paafølge , naar 
jeg ved disse foreløbige Optegnelser var sat istand 
til at forstaae ham . “ 
„ Er dette da ikke fleet ? “ 
„ Nei ! thi for det første havde jeg strax efter en 
af mine usynlige Perioder , og for det andet — “ 
„ Usynlige ! ? “ raabte jeg forbauset . 
„ Ja hvis De ikke allerede veed , hvad det betyder , 

saa vil De nok faae det af vide ; De kan jo sporge 
Dem for hos Dalseths for Exempel . Og for det 
andet , vilde jeg sige , har jeg ingen Ret til af gaae 
ham stærkere paa Klingen ; thi skjøndt ogsaa jeg 
har viist ham større Fortrolighed end nogensomhelsf 
Anden , saa er der dog visse Retninger , visse Puncter 
i mit Livs Krønike , hvor denne Aabenhjertighed 
flipper op . Man tør ikke fordre mere end man 
selv vil yde . “ 
„ Veed De ikke , om det er en enkelt blivende 
Forestilling , der udelukkende sysselsætter ham , eller 
om det til forskjellige Tider slaaer om fra Et til et 
Andet ? “ 
„ Jeg troer der Sidste , skjøndt jeg paa den anden 
Side er temmelig sikker paa , af en vis bestemt 
og alt Andet overveiende Tanke har i meget lang 
Tid havt Overhaand . Det synes ogsaa af fremgaae 
af hans eget Manuskript . “ 
„ Enkelle Gange er det forekommet mig , som 
det , der trykker ham , kunde være en Art Selvbebreidelser 
over Noget . “ 
„ Det er det ogsaa ; uren over hvilket Noget ? 
Ifølge Manuskriptet er det Selvbebreidelser og Selvbeskyldninger , 
forbundne med en anstrengende Bestræbelse 
ester af frigjøre sig for dem ; men hvad 
dermed menes , veed jeg ikke . “ 

„ Giver bemeldte Manuskript ikke nogen Oplysning 
om Fagterne med den høire Pegefinger , der 
beskriver Cirkler i Luften , medens han synes at 
mumle Noget ind i sig selv , og aandsfraværende 
Spænding , ja Angst og Uro staaer malet paa hans 
Ansigt ? “ 
„ Dæt er en Afleder for Noget , der foregaaer i 
ham , et Slags Bortmanen af de urolige Aander . 
Men det sknlde godt forslaae , dersom det virkelig var 
en enkelt bestemt mørk Forestilling eller forfærdende 
Livserindring , der forfulgte ham som Furier Dag og 
Nat . Oho ! nei saa maatte der ganske anderledes 
Modstand , kraftigere Dæmpere til . Hvis han endda 
søgte en midlertidig Glemsel i periodiske Beruselser , 
saa han ikke kunde sandse eller samle en Tanke tre 
hele Dage tilende ! Eller om han spillede Fandens 
Oldemoder-Passager paa en Violin eller udlarmede 
sin Uro paa et Orgel med fuldt Værk , saa han ikke 
kunde høre Andet saalænge , ikke engang Dæmonerne 
i hans eget Indre ! Eller om han paa et eensomt 
afsidesliggende Sted , hvor Ingen kunde tage Forargelse 
deraf , kastede sig ned paa Ryggen og sparkede 
omkring med Arme og Been , brølende som en 
gal Tyr ! Eller om han — “ 
Her standsede Vilson pludselig og saae paa mig 
som En , der i Talens Hede er kommen til at sige 

mere eller Andet , end han havde villet , og nu bliver 
ærgerlig eller undseelig over sig selv . Han gjorde 
en rafl Drejning hen i Stuen og stak i en noget 
tvungen Latter , sigende : „ Ja det er jo noget dumt 
Sludder , som Te hører ! Men ellers forstaaer De jo 
nok min Mening om Valseth ? “ 
Jeg kunde være fristet til at svare , at han consulerede 
mig om sin Vens Tilstand , men kunde nok 
selv have Lægen behov . Thi mod Slutningen af 
den Replik , hvori han standsede sig selv , saae han 
virkelig ud og gjorde en Gebærde og hævede Røsten 
saa besynderlig tyremæssigt , saa jeg et Øieblik var 
ganske belavet paa at see ham kaste sig ned paa 
Ryggen og fremstille det barokke Genremaleri , som 
han beskrev . 
Jeg lod dog som Ingenting og sagde ganske 
rolig : „ Jo vel forstaaer jeg Dem . Iøvrigt er jeg 
kommen til at sætte Valseths Stemninger i Forbindelse 
med Noget i Forholdet til hans Kone . Maaskee 
tager jeg feil . Men det er oftere forekommet 
mig , som om ogsaa hun var sørgmodig og tankefuld 
over Noget , skjøndt hun i Reglen er munter 
og livlig og i ingen Henseende excentrisk . “ 
„ De er ingen daarlig Iagttager . Jeg har selv 
en Formodning om , at hvad Valseth gaaer og ruger 
over angaaer hans Kone i en eller anden Henseende . “ 

„ Mon det fluide være et gjensidigt Mellemværende ? 
en indbyrdes Forstaaelse ? “ 
„ Det har jeg al Grund til at betvivle . Forholdet 
mellem dem er smukt og godt i alle Maader , 
fljondt det kun sparsomt lægger sig for Dagen i 
directe udvortes Kjærlighedsyttringer . Men hans 
hypochondrifle Anfald , som ogsaa hun synes at henføre 
til en sygelig Tilstand , vilde jo i sig selv være tilstrækkelige 
til at forklare hendes egne sørgmodige 
Øieblikke , da han jo dog ikke altid kan dølge dem 
for hende , hvormeget han end gjvr sig Umage derfor . 
Iøvrigt har hun selv for nogle Aar siden havt 
en stor Familiesvrg , som hun ingenlunde har forvundet . 
Hun havde nemlig en gift Soster , som omkom 
tilligemed sin Mand og en lille Datter paa en 
Reise i Udlandet , under en af disse sørgelig bekjendte 
Iernbanekatastropher ved Sammenstødet af 
to Locomotiver . Ogsaa fra sin Barndom og fidlige 
Ungdom har hun Erindringer , der nok kunne vedblive 
at kaste Skygge . Ja der horer et Gemyt og 
en Charakter som hendes til at kunne bevare til 
idag saamegen Ungdom og Livsfriskhed . “ 
„ Dæ føler en levende Interesse svr Valseth og 
hans Kone ? “ 
„ Ja ! — Jeg har kjendt dem begge noget i en 
tidligere Tid , dog meest ham ; men først herovre er 

jeg traadt i nøiere Berøring med dem . Hvad ham 
angaaer , da ere vi beslægtede Naturer , saa forskjellige 
vi end for Andre maae synes at være . Vi ere 
ligesom to Sider af en og samme Personlighed , søm 
gjensidigt supplere hinanden . Det er , som om Skjæbnen 
egentlig havde bestemt os til Een , men har 
deelt os i To , fordi der i een Sjæl ikke var Rum 
til saa støre indre Modsigelser . Af disse er der 
endda hos hver især af de Tø meer end nok tilbage ; 
men det aandelige Slægtflab er ligefuldt vedblevet . 
Endog vore Navnes Begyndelsesbogstaver kunde synes 
at fyde derpaa : Ernst Valseth — Einar Vilsøn . “ 
Jeg maatte smile øver den Betydning , han 
lagde i en saadan Tilfældighed . „ Ligesaa støre Ligheder 
og Overeensstemmelser , “ vedblev han , „ var der 
mellem vare Hustruer , og det uden de tilsvarende 
stærke Modsætninger . Øg den Interesse , ja Ærbødighed 
kunde jeg sige , hvormed jeg omfatter Alt 
hvad der har Hensyn til Fru Ingeborg , grunder 
sig især paa , at hun i en overordentlig Grad minder 
mig øm min afdøde Hustru ; thi de lignede hinanden 
ikke blot i Udvortes , hvad der jo lød sig forklare 
af Slægtflabsforholdet , men ogsaa i Sind og 
Væsen , aandelig Begavelse og Livstilskikkelser . “ 
„ Valseths Ægteskab er barnløst ; — have de 
aldrig havt Børn ? “ 

„ Nei ! det har kun været nær derved . I deres 
Ægteskabs første eller andet Aar var der en uheldig 
Historie med en før tidlig Nedkomst ; men det var 
længe før jeg kom hertil . Hun skal have været længe 
og farlig syg dengang og ikke ganske have forvundet 
Folgerne . Hendes Helbred er just ikke altid det bedste . “ 
„ Mon de føle noget Savn over ingen Born 
at have ? “ 
„ Det troer jeg ikke ; de lade sig i det mindste 
ikke mærke dermed . “ 
„ Holde de af Born ? “ 
„ Han ikke ! det Pjat kjeder og generer ham . 
Hnn derimod kan hele Timer lege og spøge og beskjeftige 
sig med Born , især Pigebørn . “ 
„ Var det en Dreng eller Pige , hun kom uheldig 
afsted med dengang ? “ 
„ En Pige . “ 
„ Hm ! — De nævnte før en Dagbog i Manuskripf . 
Skulde det dog ikke være muligt deri at finde 
en Nogle fil Et og Andet , i det mindste en Ledetraad 
fil berettigede Slutninger , selv om Actstykket 
ikke ligefrem gaaer ind paa bestemte Kjendsgjerninger ? “ 
Organisten 
taug og gik med Hænderne paa Ryggen 
et Par Gange op og ned ad Gulvet . 
„ Hor veed De hvad ? “ sagde han pludselig , idet 

han standsede , bød mig en Cigar og skjænkede mig 
et Glas Portviin — „ hør veed De hvad ? De er 
hans Ven , De er Læge , og naar man consulerer 
en Læge paa en Andens Vegne , maa man jo give 
ham al fornøden Oplysning . Jeg har nu engang 
sat mig i Hovedet og er allerede under denne korte 
Samtale bleven bestyrket i , at De vil komme fil at 
udøve en heldig Indflydelse her . Jeg har endnu de 
Papirer ; De skal saae dem at læse ! Jeg troer ikke 
jeg under disse Omstændigheder begaaer nogen Jndiscretivn . 
Vi kunne jo desuden fortælle ham det 
engang ved given Leilighed . “ 
Han løb ind i en anden Stue uden at oppebie 
noget Svar . Da jeg nu var alene , saae jeg mig 
lidt nærmere om i Værelset . Jeg kastede et Øie i 
det omtalte Sybord , hvori der foruden Sax , Naalehuus , 
Fingerbøl , Traadvindsler o . s . v . laa endeel 
tilskaaret og utilfkaaret Tøi samt flere ufuldendte 
Arbeider , hvis noget falmede Udseende vidnede om , 
at det havde ligget der meget længe . Dette saavelsom 
de andre Gjenstande i Stuen , der tydede paa 
qvindelig Bedrift , blandt Andet ogsaa en nydelig 
lille Hængereol med smagfuldt indbundne Bøger , 
vare sandsynligviis Reliquier fra hans afdøde Kones 
Tid . Vindueskarmene stode fulde af Urtepotter ; men 
jeg kunde i dem alle tilhobe kun opdage fo Sorter 

Planter , og det af en ganske almindelig Art , hvilket 
undrede mig saameget mere , som jeg erindrede at 
have hort , at han beskæffigede sig meget med at 
opelske Blomster og sjeldne Planter i sin Have . 
Jeg anslog nogle Accorder paa et aabent Flygel , 
der havde en smuk og kraftig Tone . Ogsaa ovenover 
dette hang et Par Portraiter , en Mand og en 
Kvinde med meget alvorlige Ansigtstræk . De syntes 
at være over den bedste Alder , og Alvoren lignede 
mere en Modgangens end Strenghedens Alvor . 
I det fra Vinduerne længst fjernede Hjørne af Stuen 
havde jeg lagt Mærke til en Fordybning i Væggen , 
som man oftere kan træffe det i gamle Provindsbygninger . 
Da jeg nu kom hen og kigede ind i 
denne Krog , opdagede jeg dybest inde endnu et Portrait . 
Da Dagslyset kun faldt sparsomt ind og Billedet 
var lille , varede det noget , førend jeg kunde 
samle Trækkene af en Mand med et yderst ubehageligl , 
af Lidenskaber gjennemfuret Physiognomie . 
Jeg vendte mig uvilkaarlig om og gik hen imod 
Vinduerne , da jeg hørte Vilson komme tilbage . 
„ Deres Stueplanter frembyde ikke stor Variation 
af Arter , “ sagde jeg pegende hen paa Urtepotterne , 
idet han traadte ind . 
„ Det er deels Levninger , deels Efterkommere af 
min Kones Blomsterflor , “ svarede han . „ Alle Potterne 

der og skeer til vare fulde af de forskjelligsfe 
og for en Deel sjeldneste Blomster , som hun pleiede 
med stor Omhu . Men efter hendes Død gik de alle 
ud for mig i en haard Vinter paa to nær , en Nellike 
og en Fuchsia . Det gik mig nær til Hjerte , isærda 
jeg meente , at jeg selv havde nogen Skyld deri 
ved at lade dem henstaae Vinteren over i en kold 
Havesfue . Saa besluttede jeg i det mindste at sikkre 
mig de to , der vare blevne tilbage , ved at mangfoldiggjore 
dem gjennem Aflæggere . Derfor seer De 
lulter Fuchsier og Nelliker i alle Urtepotterne . “ 
„ For at der kan være nogle at løbe paa , naar 
de øvrige vil gaae ud , “ vilde jeg sige ; men da i det 
samme mit Øie igjen faldt paa de to Portraiter 
over Claveret , afbrød jeg mig selv uvilkaarlig og 
vedblev , seende derop : „ Det er vel Paarørende ? 
Forældre maaskee ? “ 
„ Ja “ , svarede han , „ det er min Fader og min 
Moder . Jeg mistede dem begge i Norge . “ 
„ Mig synes egentlig ikke , De ligner nogen af 
dem . “ 
„ Nei ! ikke det allermindste ! “ 
„ Derimod ligner Deres Søn Dem noget efter 
Portraitet af dømme . “ 
„ Ja ! ja ! han ligner mig — og Een til ! — 
Familieligheder , som man troede begravne til Dommedag , 

kunne gaae igjen og spøge i senere Generationer ; 
— ja stundom har Naturen det Lune af 
springe et Led over og lade Ligheden og Slægtskabet 
komme tilsyne igjen i tredie og fjerde Led ; — hvorfor , 
hvorfor , hvorfor kom han dog ikke til af ligne 
fin Moder og siægte hende paa ? “ 
Denne hele Replik udtalde han . paa de første 
Ord nær i besfandig mere dyb og dæmpet Tone , ligesom 
ind i sig selv , ja tilsidst saa sagte brummende , 
af jeg netop var istand til af opfange Ordene , og 
da han sagde „ og Een til ! “ forekom det mig , som 
han kastede et fly Blik hen til den omtalte Krog i 
Muren . 
Jeg kunde ikke afholde mig fra af gjøre en 
Svingning henimod Krogen og ligesom af en Hændelse 
see ind i Fordybningen . Men da jeg for af 
give det Udseende af , af jeg først nu opdagede det 
hemmelighedsfulde Billede , vilde gjøre en studsende 
Bevægelse , kom jeg til virkelig og for Alvor af 
studse ; thi det gik nu pludselig op for mig , af Portraitet 
lignede Organisten , saaledes som et ubehageligl 
frastødende Physiognomie kan ligne et ganske 
respektabelt . Og da jeg strax efter lod Vinene glide 
hen over det lille Drengephotographie , saa syntes 
mig ogsaa der , hvor uendelig forskjelligt Udtrykket 

end var , dog visse Lineamenter af antyde en fjern 
Familielighed med Krogens Mysterier . 
Vilson syntes ikke af lægge Mærke til mig ; thi 
han stod bortvendt og stirrede hen for sig i dybe 
Tanker . Efter en kort Pause sagde han : „ Staaer 
der ikke i Biblen , af Gud hjemsøger Fædrenes Misgjerninger 
paa Børnene i tredie og fjerde Led ? 
Hvad er Meningen heraf ? Vil det blot sige , af sildigere 
Slægter skulle undgjælde for hvad Stamfaderen 
har forbrudt ? Eller er Meningen tillige , af de skulle 
slægte ham paa og de onde Drifter gaae i Arv ? 
Jeg vilde just give et i mine egne Tanker dybsindigt 
Bidrag til Løsningen af dette gammeltestamentlige 
Problem , da han lige paa eengang slog om i 
en ganske anden , næsten oprømt Tone og udraabte : 
„ Men for nitten Ulykker ! — falder jeg nu ikke der 
igjen paa Hovedet lige lukt ind i Vrøvlet og gamle 
Historier ! Det er jo værre end Valseth ; for han 
snakker dog kun Kragemaal med Ansigtet og halv 
lukkede Læber , men jeg af fuld Hals ! Slaa en 
Haanlatter op , Doctor ! naar jeg gjør det igjen — 
saa kommer jeg strax til Fornuft og glemmer ikke , 
hvad jeg gik efter . Vær s ' god , her er Manuskriptet ! 
Læs det med Opmærksomhed og see at faae Noget 
ud deraf . “ 

„ Jeg skal gjøre hvad jeg kan , og paa min Discretivn 
kan De støke , “ svarede jeg . 
„ Det var jeg saa vis paa , “ vedblev han , „ at 
jeg ikke har villet begaae den næsten fornærmende 
Flause at bede Dem lade alle Andre være udenfor 
dette . En Eneste kunde vi dog maaskee gjøre Undtagelse 
med og optage som Allieret med Tiden ; jeg 
mener Frøken Ottilia ! Hun er snild og gød og holder 
usigelig af sin Onkel . Hun er Husets gøde Genius 
og kunde vist give Dem mangt et værdifuldt 
Bidrag fil Spørgsmaalets Besvarelse . “ 
Han saae paa mig , medens han talde øm Frøken 
Valseth , med et løjerlig , men yderst velvilligt 
Blik , der stod paa Grændsen af Smiil , og jeg veed 
ikke selv hvorfor , jeg troer jeg kom fil at rødme lidt . 
Jeg stak Manuskriptet fil mig og gik strax efter , da 
Patienter ventede mig . 
Hjemkommen ved Middagstid fra Forretninger 
tog jeg Manuskriptet , der var rullet sammen og omgivet 
af et forseglet Omflag , op af Lommen ; men 
uagtet jeg brændte af Begjærlighed efter at lære dets 
Indhold at kjende , kunde jeg dog ikke beqvemme mig 
fil at aabne det strax . Jeg var endnu ikke rigtig 
paa det Rene med , om jeg egentlig havde Ret fil 
at læse det uden Forfatterens Vidende . Jeg vilde i 
alt Fald opsætte det noget og maaskee først oppebie 

en eller anden ny Vending i mine Valsethfke Iagttagelser , 
et eller andet nyt Paafaldende , som kunde 
retfærdiggjøre „ Lægens , Vennens og Psykologens “ 
noget egenmægtige Brud paa Skrifthemmeligheden . 
Jeg lagde derfor Rullen uaabnet indenfor min Secrefairklap 
indtil videre . 
Hen paa Eftermiddagen gik jeg fil Valseths 
paa den Tid , jeg pleiede at træffe Familien samlet . 
Men han var beskjeftiget med sine Byskriverforretninger 
inde paa Contøiret , og Fruen var ude i et 
Besøg , saa jeg traf Frøken Valseth alene . 
Underligt nok , hvad jeg hele Tiden havde vidst , 
men ikke gjort mig klar Rede for , stod idag mere 
levende og nafviseligt for mig end nogensinde ; at 
Ottilia var en ualmindelig elskværdig Pige . Om 
det var Organistens snurrige Smiil om Formiddagen , 
da han gav mig Anviisning paa hendes Fortrolighed , 
som gjennem særegne Jdeeforbindelser havde 
givet min slumrende Bevidsthed et vækkende Stød , 
skal jeg ikke kunne sige ; men jeg er ikke langt fra 
at troe det . Jeg erindrede nu , at jeg hiin stemningsrige 
og for mig uforglemmelige Aften oftere havde 
henvendt mig til den unge Pige paa saadan Maade , 
at han , der syntes at være en skarptseende Iagttager , 
med fuld Føie maatte slutte , at jeg ikke var blind 
for hendes qvindelige Fortrin og af ganske Hjerte 

vilde bifalde hans personlige Dom om hende . Hans 
Mtring , at hun var „ Husets gode Genius , “ kunde 
jeg ikke Andet end finde hoisf træffende , og at det 
virkeligt forholdt sig saa , blev jeg Dag for Dag 
mere bestyrket i . Det var , som hun bragte Lys og 
venlig Fred ind i et Dæmringsskjær , der syntes at 
hvile over Huset , naar hun ikke var tilstede . Hun 
var dem begge , baade Onklen og Tanten , uundværlig , 
var for denne en hjælpsom , opmuntrende og hengiven 
Selskaberinde og han kunde — uden at tale 
om det ogsaa for ham Oplivende i Niecens Selskab 
— tillige trække sig noget mere tilbage fil sit eget 
eensomme Lønkammer , end han ellers vilde have 
anseet det før Ret mod sin Hustru , der ikke havde 
Børn at forslaae Tiden med hjemme . 
Frøken Ottilia havde meget tidligt mistet sin 
Moder , og hendes Fader , Valseths eneste Broder , 
var en flink Militair , der som Captain i den danske 
Armee havde fundet en hæderlig Død i 1850 under 
Forsvaret af Frederiksstad . Der var sikkret hende en 
Livrente , og hun havde i et Par Aar været optaget 
i Forbroderens Huns som en kjær Slægtning . 
Jeg spurgte til de Fraværende ? Befindende og 
kom snart i en alvorligere Samtale med hende , end 
jeg før havde havt Leilighed fil . Da jeg dreiede 
Talen hen paa nøget af det , jeg ønskede Besked om , 

yttrede hun sig saa temmelig i Overeensstemmelse med 
Vilson . Tanten havde sørget meget over en i Udlandet 
tilligemed Mand og Barn omkommen Søster 
og kunde især ikke glemme , at ikke heller Barnet var 
blevet frelst , ja ikke engang fundet blandt de Forulykkede , 
men trods alle Efterforskninger sporløst forsvundet . 
Onklen var ikke sri for Anfald af Hypochondrie 
og Grillenfængeri ; men i Reglen vare de 
begge ret muntre udadtil , især i hinandens Nærværelsæ , 
og altid gode og elskværdige . „ Tante Ingeborg 
er ikke saa sjelden syg , “ tilføiede hun , „ og jeg 
har Idee om , af ikke heller Onkels Helbred er det 
bedste , skjøndt han aldrig klager derover . Men derfor 
er det jo heldigt , af vi have faaet en Hnusven , 
der interesserer sig for os , til Læge . De vil maaskee 
komme paa Spor efter et eller andet skjult Onde . “ 
— Hun saae ved disse Ord lidt forskende paa mig . 
„ Veed De ikke , “ spurgte jeg uden Omsvøb , 
„ hvad det er for Selvbebreidelser , han gaaer og 
qvæler sig med ? 
„ Naa , det har De ogsaa mærket ? “ svarede hun 
i en halv spørgende halv bevæget Tone . 
„ Af forskjellige Symptomer og enkelte undslupne 
Attringer , “ svarede jeg , „ har jeg næsten ikke kunnet 
undgaae af mærke det . Hans tungsindige Stemninger 
have Lighed med Samvittighedsskrupler over Noget , 

ban rimeligviis uden Grund froer sig skyldig 
i . “ 
„ Ja ganske vist uden Grund ! “ tog hun levende 
bevæget Ordet ! — „ det Hele er vist ikke Andet end 
en sygelig og reent personlig Opfattelse af hvad det 
nu kan være . “ 
Troer De , Deres Tante veed , hvad det er ? 
Jeg er temmelig overbeviist om , at hun ikke 
veed det , omendskjøndt — jeg kan ikke negte det — 
der gives Øieblikke , hvor jeg faaer en ubestemt Følelse 
af , at hun muligt blot lader som hun Intet 
veed — eller maaskee blot aner Noget , men jager 
Tanken bort sra sig . “ 
„ Er denne angrende Indadgrublen den eneste 
Retning , hvori De har truffet Deres Onkel i aandelige 
Anomalier ? “ 
„ Ja — det er det jo nok ; men denne eneste 
Retning har et stort Omfang og berører hele hans 
Tilværelse ; thi ganske i det Hele taget , under Livets 
daglige Forholde , har han jo den besynderligste Hang 
til at give sig selv Skyld for enhver Ubehagelighed , 
ethvert lille Uheld , der kan forefalde indenfor hans 
Omraade . Det lægger han da flet ikke Skjul paa 
for Tante og mig , men finder en Lettelse ved at 
tale uforbeholdent derom . Vi tale da begge fornuftigt 
med ham eller gjore Løier med ham derover : saa 

forvinder han gjerne den Skrupel . Men skal jeg 
nu slutte fra disse forbigaaende Tilfælde , som han 
selv omtaler , til det , der under alle flige Afbrydelser 
svnes at være staaet fast som en staaende , men hemmelig 
Artikel , saa kan dette virkelig ikke være noget 
videre Slemt . “ 
„ Disse lettere forbigaaende Smaatilfælde , som 
han selv bringer paa Bane ! -— det vilde interessere 
mig at vide noget nærmere derom — ja tilgiv , min 
Froken ! det er ikke Nysgjerrighed ; det er søm Læge 
jeg spørger . “ 
„ Tisse Tilfælde ere saa hyppige , at jeg ikke behøver 
at søge længe . Jeg vil tage et Exempel , det 
første det bedste . En Dag i afvigte Mai Maaned 
kom Onkel hjem heelt ilde tilmode og troede sig 
Skyld i , at en lille fattig Pige var kommen tilsfade 
paa Gaden . Hun havde bedet ham om en Almisse . 
Trods Politieforbudet mod at betle og at give til 
Betlere kan han ikke let afvise Nogen . Men ligesom 
han vil gribe ned i Lommen , kommer Politiemesteren 
anstigende høiere oppe i Gaden . Han bliver flau , 
opgiver sit Forsæt og siger : „ Tag Dig iagt , min 
Tøs ! der kommer Politiemesteren ! “ Derover bliver 
Pigen forstrækket og løber alt hvad hun kan ned ad 
en Sidegade . Han fortryder øieblikkelig sin Feighed , 
som han kaldle det , og iler efter Pigen og kalder 

paa hende for dog af give hende lidt . Men hun , som 
formodentlig troer sig forfulgt , løber endnu stærkere og 
snubler i Hastværket over en Steen , saa hun salder 
og slaaer et Hul i Panden og forvrider en Fod . 
At det nu gjorde Onkel ondt for Barnet , af han 
bar hende i sine Arme til hendes Hjem , sørgede for 
hendes Pleie og Helbredelse og tog sig af hende 
siden , var der jo flet ikke noget Mærkværdigt i ; det 
var smukt og den kjære Onkel Ernst værdigt . Men 
hvad der bringer denne lille Hændelse ind under de 
Tilfælde , vi tale om , er den Maade han tog det 
paa i Førstningen , nemlig førend han havde faaet 
noget Godt ud af Uheldet . “ 
„ At han beskyldte sig for Feighed , “ bemærkede 
jeg , „ fordi han nødig vilde overraskes af Politiemesteren 
i Overtrædelse af et Politieforbud , var jo 
allerede en underlig Begrebsforvirring af en ellers 
temmelig skarp Logiker . “ 
„ Ja og vor Indvending , “ vedblev Ottilia , „ af 
han jo naturligviis havde sagt de Ord til Pigen for 
af advare hende , men hverken for af skræmme hende 
eller af Frygt for nøgen Fare for sig selv , vilde 
han ikke høre Noget om ; thi i Virkeligheden havde 
han jo dog skræmmet hende — først med Politet 
og derpaa ved at løbe efter hende — , og han havde 
en tydelig og yderst ærgerlig Erindring om den taabelige 

Forlegenhed , der var paakommen ham ved bet 
pludselige Syn af Politiemanden . Han gik haardt 
nette med sig selv som den , der ved krysteragtig 
Malconduite og Kejtethed havde ilde medhandlet et 
stakkels frygtsomt Pigebarn , der i god Tro havde 
henvendt sig til ham , og han kunde den hele Dag 
og Aften ikke glemme de vexlende Udtryk af bonlig 
Tillid , Haab , Skuffelse , Skræk og Smerte i Barnets 
Ansigt . Og dog , hvad der syntes næsten meest 
at staae ham for Hovedet , var — at det just den 
Tag skulde træffe at være hans Moders Dødsdag ! “ 
„ Og 
saa blev han ben Lilles Velgjører for at 
gjøre sin Feil god igjen ? “ spurgte jeg efter en 
Pause . 
„ Ja ! forst da han ved egne Bestræbelser og 
Tantes Medvirkning fik Uheldet selv til at blive et 
Held for Pigen , som nu hverken lider Nød eller bliver 
sendt ud paa Tiggeri længer , først da troede 
han at have forsonet sin formeente Uret eller — 
som han kaldte det — sin Dumhed ! “ 
„ Jeg kan næsten sætte mig ind i den eiendommelige 
Tankebevægelse . Naar han kan faae det , han 
gaaer irette med sig selv for — det være nu noget 
formeentlig Ondt eller noget formeentlig Dumt — 
naar han kan saae det fil af blive Anledning til 

noget tilsvarende Godt eller Klogt , som ellers ikke 
vilde være fleet , saa opstaaer der et Ligevægtsforhold , 
der igjen bringer ham selv i Ligevægt . Men 
det er da ikke alle Selvbeskyldninger , han kan faae 
Bugt med paa den Maade , ved f . Ex . af bringe personlige 
Offre ? “ 
„ Nei , men saa maa han tye til de fortvivlede 
Bortraisonneringer , for Exempel da han bildte sig 
ind af være Skyld i , af hans Broder blev truffen af 
den fjendtlige Kugle , der berøvede ham Livet under 
Frederiksstads Beleiring . “ 
Her sænkede hendes Stemme sig bedrøvet . 
„ Hans Broder ! “ udbrød jeg , paa engang forbauset 
og bevæget , — „ det var jo Deres Fader ! 
Hvor var det dog muligt , af han kunde troe — var 
han da i Besøg paa Krigsfluepladsen i de Dage ? “ 
„ Nei , han befandt sig herhjemme som sædvanlig . “ 
„ Men 
hvor var det da muligt ? — Det Tilfælde , 
De nylig fortalte , var der dog Methode i , 
kunde dog psychologifl forklares og henføres til et 
exalteret Gemyts Overdrivelser ; men dette , hvis det 
skal forstaaes bogstaveligt — “ 
„ Saa forskjellige de to Brødre end vare , “ afbrød 
Ottilia mig , „ følte de sig dog ved Blodets Røst 
og fælleds Barndomsminder inderligt hendragne til 

hinanden , og hos Onkel har vel den Følelse endog 
været stærkere filstede i de Dage , da Krigsmandens 
Liv hver Dag var udsat for Fare , mens han selv 
sad hjemme i Ro og Mag . De brevvexlede jevnlig , 
og han havde nu tilskrevet sin paa tredie Aar 
kæmpende Broder et langt Brev , uden at vide , paa 
hvilket Punct af Krigsfluepladsen han da befandt 
sig . Brevet var derfor kommet noget seent til sin 
Adresse , og Fader fik det den sidste Dag han levede . 
Nogen Tid efterat vort fælleds Tab var kommet til 
Onkels Kundskab gjennem de offentlige Lister over 
Faldne og Saarede , fik han en Skrivelse fra en 
Ven og Krigskammerat af den faldne Broder . Heri 
befkreves alle de nærmere Omstændigheder . Blandt 
Andet fortaltes , at Fader havde modtaget og læst 
sin Brødes Brev under en kortvarig Standsning af 
Fjendtlighederne . Han havde læst det med stor Interesse , 
havde ved et Par Steder standset og seet 
eftertænksom udover Brevet , ved et Par andre Steder 
leet hjertligt og udraabt : „ hvor det dog ligner 
min kjære originale Broder ! “ og da han var færdig , 
havde han sagt til Vennen , der rilflrev Onkel : 
„ Den Allerførste , der skal høre skriftligt fra mig , 
om jeg saa ogsaa skulde bruge en Tromme til Underlag , 
skal være min fottræffelige Ernst med samt 
sine Griller og Løjerligheder . “ — Dette blev dog 

aldrig til Virkelighed ; thi da han havde lukket Brevet 
og stukket det i Lommen , brød det med fornyet 
Styrke los med Bombardement og Skydning , 
og knap en Time efter havde jeg ingen Fader og 
Onkel ingen Broder mere . Eet var nu meget besynderligt . 
Den forste officielle Kundgjorelse , hvor 
Capitain Valseth stod opført blandt de Faldne , gik 
so rigtignok Onkel meget nær til Hjerte ; men han 
tog det med en vis rolig Fatning , omtrent som enhver 
charakfersfærk Mand og god Patriot , der mister 
en kjær Slægtning i Krigen , vilde tage det . Derimod 
dette smukke Brev , som ogsaa dvælede ved den 
faldne Kammerats anerkjendte Hæderlighed som dygtig 
Officeer og tapper Soldat , hvis Død vilde være 
et Tab for Armeen , dette smukke og varme Brev , 
som man skulde troe maatte have virket velgjørende 
paa Onkel og bragt hans Sind i Ligevægt , havde 
netop den modsatte Virkning . Han henfaldt i en 
dyb Grublen . Da Tante , der ogsaa havde holdt 
meget af sin Svoger , talde mildt og trøstende til 
' ham og ønskede , at de fluide udtale sig for hinanden , 
gjorde han liende den forunderlige Tilstaaelse , at ban 
antog sig selv for sandsynlig Aarsag i , at Kuglen 
havde truffet hans Broder . Dette udviklede han omfrent 
saaledes : Enhver Ting der skeer , endog det 
Ubetydeligste , har en vis Indflydelse paa Noget der 

i næste Øieblik skeer , dette igjen paa noget Følgende 
og saaledes fremdeles . Det , om jeg gaaer tilhøire 
eller tilvenstre , naar jeg om Morgenen gaaer ud af 
min Gadedør , kan foranledige de meest modsatte 
Dagsoplevelser , altsaa give det første Stød til , om 
jeg skal gaae i min Seng glad eller bedrøvet , om 
jeg er levende eller død inden Dagens Ende . Nu 
havde han jo tilskrevet sin Broder et Brev , som 
denne først havde modtaget og læst et Øieblik førend 
han skulde i Kamp . Brevets Læsning havde aabenbar 
gjort et vist Indtryk paa ham , sat ham i en vis 
Stemning paa Grund af dets særegne Indhold . 
Alt Sligt faaer nu som sagt nogen Indflydelse paa 
hvad man strax efter foretager eller Maaden , hvorpaa 
man gjør det , om man f . Ex . bevæger sig lidt hurtigere 
eller lidt langsommere , om man tager en Stilling 
lidt mere til den ene eller til den anden Side , 
og dette faaer da igjen Indvirkning paa det næste 
Skridt , den næste Bevægelse og saa fremdeles . Havde 
han nu altsaa ikke læst det Brev netop dengang , 
saa havde han kort efter høist sandsynligt ikke befundet 
sig paa netop den Plet af Valpladsen i det 
Øieblik , da netop den Kugle kom ; og om det saa 
kun havde været nogle faa Tommer mere tilhøire 
eller tilvenstre , kunde det have været tilstrækkeligt til , 
at han ikke var bleven rammet af den . „ Ja men , “ 

indvendte Tante , „ saa kunde han være rammet af 
en anden “ ; — ganske vist ja ! men ikke efter større 
Sandsynlighed end paa ethvert andet farligt Punct 
i hele Krigen , hvor han jo nu paa tredie Aar 
var gaaet fri . Saa havde Chancen været ny igjen , 
ganske søm tidligere , lige før Alle , og det er jø forholdsviis 
Faa , der blive trufne . “ 
„ Jeg maa tilstaae , der er en Art Methode i 
alligevel , “ bemærkede jeg , da Ottilia taug . „ Var 
der nu Spor tilbage af denne fixe Idee , som man 
vel tør kalde det , da De senere kom her i Huset ? “ 
„ Nei , han var kun veemodig og kjærlig , “ svarede 
hun , „ da han modtog mig som den , der mindede 
ham om en kjær Afdød . Hvad . jeg her har 
fortalt , kjender jeg kun gjennem Tante , der engang 
betroede mig det omstændeligt ; hun vilde ved et 
Exempel , der maatte berøre mig personlig , gjøre mig 
fortrolig med hvad jeg fandt paafaldende i Onkels 
Væsen , hvorom jeg nogle Gange havde udspurgt 
hende . Dette Tilfælde maa nu henføres til hans 
forbigaaende , hvoraf jeg selv har oplevet flere . 
De pleie ikke af vare saalænge . “ 
„ Hvorledes mon han saa faaer Bugt med dem ? 
Mon gjennem Fornuftgrunde ? eller forsvinde de efterhaanden 
af sig selv ? Mig synes , De talde om fortvivlede 
Dortraisonneringer ? “ 

„ Efter hvad Tante siger , faaer han Bugt med 
dem gjennem en Række møjsommelige Bevisførelser ; 
men disse ere nok ofte ligesaa forunderlige som de 
Forestillinger , han bekæmper . Dog Tante veed godt 
af sætte sig ind i hans hele eiendommelige Tankegang , 
og netop derved formaaer hun af indvirke heldigt 
paa ham og hjælpe ham tilrette med hvad der 
saaledes midlertidigt kan forurolige ham . Kun den 
store stadige Selvanklage , eller hvad det nu er for 
en hemmelig Plageaand , som bestandig kommer igjen , 
den har Tante ingen Magt over , fordi han heri 
ligesaalidt betroer sig til hende som til Andre . “ 
„ Mulig fordi den hemmelige Artikel i en eller 
anden Henseende har Hensyn til Deres Tante selv . “ 
„ Jeg troer det næsten . “ 
Jeg fortalte hende nu , at jeg paa Foranledning 
af Organisten havde havt en noget lignende Samtale 
med denne ; ja da han dog selv havde givet mig 
et Slags Anviisning paa den unge Pige som „ Allieret , “ 
tog jeg ikke i Betænkning at indvie hende i 
det mig overdragne Tillidshverv med Manuskriptet , 
tilføjende , at jeg ikke var enig med mig selv om , 
hvorvidt jeg egentlig havde Ret til at læse det . 
„ Læs det ! læs det ! “ sagde hun med en vis 
Ivrighed ; „ naar Hr . Vilson har bedet Dem derom , 
saa kan De trygt gjøre det . “ 

„ Ja saa ! “ bemærkede jeg , — „ naar Hr . Vilson 
har sagt det og mener det , saa er der Ingenting 
iveien ! Denne Mand syntes at have en høi 
Stjerne hos Alle her i Huset . I den øvrige By er 
han ikke saa populair . “ 
„ Han begynder at faae Stemningen mere for 
sig i den senere Tid , “ sagde hun . 
„ Men hvad er Deres egen Mening om ham ? “ 
spurgte jeg . 
„ Han kom hertil kort efterat jeg var kommen , “ 
svarede hun . „ I Begyndelsen kunde jeg ikke lide ham , 
uagtet han her hos os , som en tidligere Bekjendt 
af Onkel , vendte sine mindst kantede Sider ud . Han 
var dog altfor alvorlig , mørk og ordknap til at finde 
Naade for en nylig confirmeret Piges Øine . Tante 
der saa godt som ikke havde kjendt ham , skjøndt hun 
er en Slægtning af hans afdøde Kone , syntes heller 
ikke rigtig om ham i Førstningen . Men det varede 
ikke længe , førend baade hun og jeg lærte at vurdere 
ham baade som en retsindig og interessant 
Mand , ihvorvel — “ 
„ Ihvorvel “ — gjentog jeg , da hun nølede med 
at fortsætte . „ Det er dog vel ikke hans nsynlige 
Perioder , De tænker paa ? “ tilføiede jeg uvilkaarlig , 
idet disse for mig uforstaaelige Ord af Organisten 
pludselig faldt mig ind . 

„ Men saa veed De jo Besked ? Ellers vilde jeg 
nodig tale derom . “ 
„ Nei jeg forsikkrer , jeg har ikke Begreb om , 
hvad der skal forstaaes ved hans usynlige Perioder ; 
men han har givet mig Lov til at spørge mig for 
hos Valseths . Har han en hvid Pind , hvormed han 
kan gjøre sig usynlig , naar han stikker den i Munden ? “ 
„ Et 
halvt Aars Tid efterat han var kommen 
her til Byen , “ fortalte hun , „ tog hans Melancholie 
mere Overhaand , og han forsvandt saa godt som 
ganske af Byens Kredse . Endog her , hvor han var 
kommen næsten daglig , udeblev han i længere Tid . 
Onkel gik hen til ham , men havde fundet ham saa 
underlig , at han ikke gik mere derhen . Da han efter 
et Par Ugers Forløb atter viste sig , saae han bleg og 
medtagen nd , men var snart igjen , i det mindste naar 
han var hos os , ligesom tidligere . Denne fuldkomne 
Forsvinden i nogen Tid gjentog sig nu af og til . 
Han udeblev da ogsaa fra sine Underviisningstimer 
og var aldeles usynlig undtagen om Søndagen , da 
han indfandt sig ved Orgelet og spillede til Gudstjeneste 
som sædvanlig . Vi lagde Mærke til , at det 
især var , naar han kom tilbage fra de temmelig 
hyppige , men yderst korte Reiser , han gjorde over til 
sin Søn . Længe vidste vi ikke , hvorledes dette hængte 

sammen , og vilde ikke troe , hvad Folk i Byen mumlede 
om , at han berusede sig i stærke Drikke . Men 
Onkel , der tilsidst trængte i ham for at faae en 
Forklaring , befroede os nu , at det virkelig forholdt 
sig saa , kun at denne pludselig opstaaede Tilbøielighed 
indskrænkede sig til visse Tidsrum , høist een u tø 
Uger , i hvilke han som sagt holdt sig hjemme . I 
Mellemrummene , der altid varede i det mindste dobbelt 
saalænge som de „ usynlige Perioder “ , var han 
et Mønster paa Maadehold i enhver Henseende . “ 
„ Allsaa periodisk ! “ bemærkede jeg , — „ ja jeg 
veed , at Beruselsesdriften kan antage den Form . 
Det er næsten at betragte som en Art periodisk 
Sindssygdom . “ 
„ Onkel kaldte det et kunstigt Selvforglemmelsesexperiment . “ 
„ Hin ! 
— har han nu ganske vænnet sig af 
dermed ? “ 
„ Ja ! og det er foren stor Deel Tantes Værk . “ 
„ Deres Tantes ? “ 
„ Da hun endelig kom under Veir med denne 
sørgelige Lidenskab hos en Mand , der var Onkels 
og hele Husets Ven , satte hun sig til Formaal at 
curere ham , og det lykkedes . “ 
„ Det lykkedes hende ? og hvorved ? “ 
„ Ved hendes personlige Indflydelse over ham 

og navnlig ved at tale til ham øm hans afdøde 
Kone , hvis Minde han bevarer med stor Inderlighed , 
men paa en underlig overspændt Maade . “ 
„ Mon han ikke vil være udsat for Tilbagefald ? “ 
„ Han er en Mand af en stærk Charakter ; hvad 
han har besluttet og høitideligt løvet baade Levende 
og Døde , vil han holde . Denne Paroxysme har 
han ganske sikkert overvundet for bestandig . “ 
„ De siger denne med særligt Eftertryk ; har 
han altsaa flere Paroxysmer ? “ — Paroxysmer og 
Raptusser og fixe Ideer synes at ligge til Huset , 
var jeg lige ved at tilføie . I Følelsen af det Udelikate 
heri førte jeg dog ikke Sætningen tilende , men 
dreiede af i almindelige Spørgsmaale om den originale 
Huusven , som jeg gjerne gad vide noget Mere om . 
Noget bestemt vidste hun ikke , sagde hun , om 
hans Fortid og Levnetsløb . Men ved at sammenholde 
henkastede Ord og Antydninger , som hun leilighedsviis 
havde opsnappet , havde hun dog faaet 
saameget ud , at der i hans Familie maatte engang 
være forefaldet noget meget Slemt og Forfærdeligt , 
som i flere Henseender havde været uheldsvangert for 
den Vilsonfke Slægt . En fuldstændig Beretning 
derom skulde være forefundet i et gammelt Haandskrift ; 
og fra det Øieblik den nulevende Vilson som 
ganske ungt Menneske havde faaet dette Familieefterladenfkab 

at læse , var det Adsplitlede og Tungsindige 
kommet ind i hans Væsen , og det havde været forbi 
med hans Ungdom . Der skulde nok navnlig være 
en Slags Familietradition eller saadant Noget , ifølge 
hvilken hiint mørke Familiemhsterium hvilede paa 
Efterslægten som en Forbandelse , der kun under visse 
-særegne Betingelser skulde udslettes tilligemed dens 
Følger . Hvad det nu var for Betingelser , vidste 
hun ikke . Men der var Grund til at antage , at 
hans Giftermaal med hans afdøde Kone stod i en 
vis Forbindelse med Saadant , og at han havde anseet 
sin og hendes Søn for den , fra hvem Forsoningen 
skulde udgaae . At han troede sig skuffet 
heri , uvist hvorfor eller i hvad Henseende , syntes at 
være Grunden til den underlige Kamp mellem faderlig 
Kjærlighed og en uforklarlig Uvillie , som var 
fremtrædende i hans Forhold til Drengen . Denne 
sidste havde hun aldrig seet ; men hendes Onkel havde 
paa en lille Forretningsrejse tidlig i Foraaret opholdt 
sig en Dag i Frederiksborg . Der havde han opsøgt 
Drengen og da saaet det foreløbige Indtryk af den 
korte Sammenkomst , at han var en vakker Fyr og 
et opvakt Hoved . 
Det var Alt , hvad hun vidste om de Vilsonske 
Forholde , og Rigtigheden deraf vilde hun ikke engang 
ganske indestaae for . I alt Fald ansaae hun det 

Meste for Indbildning og vilde Phantasier hos den 
excentriske Mand og var temmelig vis paa , af det 
ogsaa var bande Onklens og Tantens Mening ; ja 
det fluide flet ikke undre hende , om Onkel Ernsf en 
Dag skulde falde paa af consulere mig paa sin Vens 
Vegne som Læge , ligesom denne alt havde gjort det 
paa Valseths Vegne . 
Det syntes altsaa , som de to Mænd folte sig 
dragne fil hinanden ikke blot ved tidligere Bekjendtskab 
og deres Hustruers Slægtflab , men især og fornemmelig 
ved deres Naturers aandeligt udfleiende , 
om end indbyrdes høist forskelligartede Sælsomheder , 
uden af dog den Ene vilde anerkjende Berettigelsen 
af den Andens Grublerier og Lidelsesgjenstande , som 
de gjensidig antoge for Fostre af en sygelig Indbildningskraff . 
Jeg 
havde det dobbelte Udbytte af denne Samtale , 
af Tvivlen om min Ret fil af læse Valseths 
Manuskript var hævet , og af det var blevet mig forundt 
af kaste et Blik i et dybt , kjærligt og begavet 
qvindeligt Gemyt . 
Jeg maa dog bemærke , af de længere sammenhængende 
Steder i Ottilias ovenstaaende Oplysninger 
fremkom i en noget simplere og mere aphoristifl 
Form ; men da Oplysningernes Indhold var mig 
under Nedskrivningen mere magtpaaliggende end Meddelerindens 

nøiagtige Charakteristik , omformede jeg 
dem uvilkaarligt i min egen Stiilart . 
Da jeg om Aftenen kom hjem fra mine Forretninger , 
lukkede jeg Secretairklappen op , fremtog 
Rullen og aabnede den . 
Femte Capitel . 
Sjælelige Anomalier . 
Manuskriptet var indrettet som en Art Dagbog , 
skreven til forskjellige Tider , men uden Angivelser af 
Datum . Som alt Vilson havde sagt , indeholdt det 
ingen eller saa godt som ingen sammenhængende 
Meddelelser eller bestemte Aabenbaringer og Ajendsgjerninger , 
men kun Hentydninger og Tilløb til saadanne , 
— fast som der hele Tiden og bagved det 
Hele laa Noget skjult , som Forfatteren følte den 
største Trang , men manglede Mod , til at betroe Papiret . 
Jeg vil meddele de mærkværdigste Steder af 
disse fragmentariske Optegnelser . 

Te Mennesker , der ere saaledes organiserede , at 
de aldrig kjende andre Sorger end de saakaldte virkelige , 
d . v . s . de beviislige , haandgribelige og af 
Alle som saadanne anerkjendte , — ere forholdsviis 
meget lykkelige Mennesker . 
Til Ingen , Ingen kan jeg betroe mig ! Saa 
vil jeg gjore Papiret til min Fortrolige , forsøge at 
vende Vrangen ud paa min Sjæl og — skrive 
„ Vrøvlet “ ud af mig ! 
Skulde jeg virkelig være syg , legemlig syg , som 
min nærmeste Omgivelse synes af troe ? — Nei , jeg 
er kun sjælssyg ; men Ingen veed det uden jeg 
selv . Dog saalænge jeg kan stille mig udenfor mig 
selv og reflectere over min egen Tilstand , har det 
vel ingen Fare for det Allerværste , som jeg ikke vil 
nævne for ikke af male Fanden paa Væggen . 
Det banker og koger og syder og snurrer og 
hvirvler i mit Hoved . Vor Herre gjøre den menneskelige 
Hjerne stærk ! 
I mit Hoved det snurrer og hvirvler 
Og hvirvler og snurrer omkring , 
Som om hundrede Møllehjul drejed ' 
Sig der i susende Sving . 

I mit Bryst det trykker og « ngsfer 
Og qvæeler mig Dag og Nat , 
Som laa der paa Hjertet en Klippe 
Og knugede Dag og Nat . 
Ja du , som smiler ad dette 
Med halv medlidende Spot 
Og kalder det Griller og Sniksnak , 
Ja kjendte Du Grunden blot 
Til al den Trykken og Wngsfen 
Og al den qvæelende Vee , 
Til al den Snurren og Hvirvlen , 
— Saa lo Du dog ei maaskee ! 
Vi leve i en praktisk naturvidenskabelig Tid med 
kunstige Maskiner og Opfindelser . Det lyder maaskee 
noget egenkjærligt , men det faaer ikke hjælpe : 
jeg blæser ad alle disse almeennyttige Opfindelser , 
saalænge man ikke kan opfinde mig en Maskine , 
hvormed man kunde skrue sit Hoved af og sætte hen 
ved Siden af sig , naar man var alene og » beskjeffiget , 
og skrue det paa igjen , naar man absolut 
skulde bruge det . 
Om Morgenen tidlig sige Nisserne : saalænge 
Du ligger i Dvale , ligge vi ogsaa i Dvale ; vaagner 
Du rigtig op , saa vaagne vi med — og saa lægger 

jeg mig hen igjen lidt for at have Fred saalænge 
som muligt . Deraf kommer det , at det tidt koster 
mig Overvindelse at staae op om Morgenen og begynde 
hvor jeg flap sidsf . Om Aftenen har man 
dog Søvnen og Forglemmelsen at fye til . 
Den landflygtige Polak er bleven saa uendelig 
beklaget som det beklagelsesværdigste Væsen . Og 
dog ! — et heelt Lands fælleds Smerte over fælleds 
Ulykke ! et heelt Folks fælleds Harm mod den fælleds 
Fjende ! — Alles Sorg er Ingens Sorg i nogen 
høi Grad , ja kan for den Enkelte have noget sundt 
udjevnende og i Ligevægt bringende ved sig . Den 
landflygtige Polaks Sorg er objektivt berettiget og 
som saadan almindelig anerkjendt , — han og hans 
Sorg vækker almindelig Deeltagelse , ja bliver interessant , 
næsten omgiven af en poetisk Glorie , — han 
kan tale om sit Savn og sin Ulykke med Alle og Enhver , 
baade med sine Ulykkesfæller og med Andre , og 
Alle og Enhver hører gjerne paa ham . Hans Smerte 
er ikke af en snigende , uhyggelig , aandsnedbrydende 
Natur , saaledes som den aldeles personlig individuelle , 
for Alverden skjulte , hemmelige , der huserer indvendig , 
medens Ansigtet smiler , smiler maflinmæssigt , smiler 
med Krampe i Kjævemusklerne , naar man paa Spørgsmaalet : 

„ De befinder Dem vel , ikke sandt ? “ replicerer 
sit pligtskyldige : „ jo mange Tak ! “ eller naar man 
for ikke af røbe sig opjager et eller andet vindtørt 
Indfald og Hr . N . N . saa udraaber : „ Alsid den 
Gamle ! immer i godt Humeur ! lykkelige Menneske ! “ 
— ø Død og Fordømmelse ! hvilken satanisk Ironie ! 
og paa den anden Side hvilken Smertens og Bitterhedens 
Indeklemthed ! hvilken Hovedets og Hjertets 
fuldstændige Given sig fortabt ! uden Hvile ! uden 
Forsoning ! uden Fred ! — O hvem der var den 
landflygtige Polak ! 
Jeg maa dog skynde mig med af tilføie : hiint 
« ooimnnns nnuÜÄAium siulos » ( fælleds Sorg kun 
halv Sorg ) har kun sin Gyldighed indenfor Venners 
og Bekjendtes , Medborgeres og Medmenneskers større 
Kreds , men ikke indenfor Pietetens og Kjærlighedsforholdets 
snevre Grændser . Her bliver Sorgen , jeg 
deler med en Anden , en dobbelt Sorg ; thi jeg skal 
da drages baade med min egen og den Andens 
Sorg paa eengang , — dette dog især og fornemmelig , 
naar Sorgens Gjenstand er en Hemmelighed , 
Noget , som de to deri Indviede ikke før fale om med 
hinanden for ikke af mane Spøgelser frem af Graven . 

Der gives Mange — og de have ingen Rød 
— som altid vide af skaffe sig et Afløb for indvendig 
Bitterhed ved af vende Braaden udad , mod Andre , 
mod Svage , Værgeløse , Undergivne , mod Saadanne , 
der ere nødte til af finde sig deri eller ikke forstaae 
af vende Kløerne igjen . Med mig er det omvendt : 
hos mig vender Braaden sig altid kun indad mod 
mig selv . Jeg kan ikke lade det Onde i mig gaae 
ud over Andre , i det mindste ikke naar det lader sig 
gjøre let og ustraffet og uden umiddelbar Fare for 
mig selv . Skal jeg kunne finde nogen Afleder ved 
af vende Kløerne udad , maa det være mod dem , der 
i en eller anden Henseende ere eller mene sig mægtigere 
end jeg . Dog jo eengang har jeg gjort det 
mod en Svagere ! men det var imod hende ! — kun 
imod hende ! hende ! oh ! oh ! 
Er det nogensinde hændet Dig , gunstige Læser ! 
— jeg forudsætter det mulige Tilfælde , at disse fil 
egen selvbeskuende selvanatomerende Selvundersøgelse 
beskrevne Papirer engang kunde faae en Læser — 
er det nogensinde hændet Dig , at Du ret har glædet 
Dig til at høre en berømt classisk Komposition 
blive udført af et udsøgt Musikpersonale , — Du har 
indfundet Dig i behagelig Forudfølelse af den sjeldne 

Kunstnydelse , — men ligesom Musiken skulde begynde 
og saa fremdeles under hele Concerten er Du 
bleven forfulgt og forstyrret af en for din Sjæls 
Øre lydende , for ingen Anden end Dig hørlig , ulidelig 
Dyrehavsklarinet , der i eet væk og uden Ophør 
spillede „ o du lieber Augustin ! “ — og netop ved at 
blande sig med de klassiske Toner i drillende Contrast 
blev den indre Kattemusik Dig endnu fatalere , end 
om Du droges med denne alene langt borte fra 
Kunst og Civilisation oppe paa et Fyrtaarn . 
Men billedlig talt ( naar Du udvider Begrebet 
Concert til hvilkensomhelst Nydelse og forandrer Dyrehavsklarinetten 
med „ o du lieber Augustin “ til andet 
indvendigt Ovæleri ) — gaaer det mig næsten altid 
saaledes . 
I virkelig frigjorte Øieblikke føler jeg endnu , i 
en Alder af henved fyrgetyve Aar , den første Ungdoms 
hele Kraft , Liv og Fylde i mig , saa jeg endog til 
en Asvexling — om saa skulde være — endnu godt 
kunde tage Deel i at udføre forfløine Indfald og 
gale Streger . Men saa kommer igjen det frem , der 
nu i næsten ofte Aar har jaget mig om som en 
urolig Aand , angsf for mig selv og mine egne Tanker 
— og jeg bliver paa eengang som et Par Snese 
Aar ældre . 

Indbildning og Skabagtighed I — var det ikke 
saaledes De sagde . Høistærede ! oh ! oh ! 
Den indre modstræbende , bønfaldende , hændervridende 
Frigjørelseskamp , det koster mig , naar Tilstanden 
griber mig , er en usigelig Oval : saa Sveden 
kan staae paa Panden og Angsten i hver en Mine 
som i Sjælens Dyb — hvilket man virkelig ikke gjør 
for sin private Morflabs Skyld eller for at coquettere 
med sig selv . 
Naar jeg længe har gaaet og ruget over „ den 
stemme Hisforie “ med dens Følger og Følgers Følger , 
og det endelig begynder igjen at lysne lidt for 
mig , saa er det mig næsten en beroligende Tilfredsstillelse 
at tilbagekalde i min Erindring visse tidligere 
Anfegtelsestilfælde , som senere have tabt deres Braad , 
ja paa Grund af Gjenstandens særegne Beskaffenhed 
nu ikke ere langt fræ at fremstille sig for min Fornuft 
som en Art Smaatossethed . Der er og har fræ tidlige 
Aar været ligesom en bestandig Strid mellem to 
Sjæle inden i mig , een , som gjør Uro , og een , som 
vil have Fred , en meget hypochondrifl , der udmaler 
Alting med de mørkeste Farver ( naar jeg siger Alting , 
saa mener jeg dog især visse Ting indenfor 
en vis Sphære ) og en meget epicuræisk , der absolut 
vil see de samme Ting i de lyseste Farver og om 

muligt fjerne al Skygge . Forefalder der nu noget 
Slemt paa det farlige Gebeet , saa kommer den hypochondriske 
Sjæl og synger Elegier og Jeremiader samt 
giver mig , Værten , Skyld for det Hele , udslyngende 
truende Bebreidelser . Dette generer den anden Logerende , 
den epicuræifle Sjæl , som nu , for at skaffe 
sig og Værten Fred for den besværlige Contubernal , 
bestræber og anstrenger sig for gjennem en ligesaa 
yderliggaaende og fredsforstyrrende Dialektik at reducere 
det Hele til flet Ingenting , men kan ikke faae den 
anden sil at gaae ind derpaa . Men alt dette gaaer 
nu ud over mig og mit syndige Hoved , inden i hvilket 
Kampen føres mellem de tvende urolige Gjæster , 
der rumstere værre end to drukne Matroser i en 
Sjouerkneipe . 
Det Underligste herved er nu , at jeg altsaa vilde 
være meget bedre saren , om jeg blot var Hypochondrist 
tilgavns og ikke tillige Epicuræer . 
Jeg har ofte forsøgt at gjøre mig kjæphøi og 
sige : „ Nu vel , godt ! saa er det saaledes ! — saa 
var jeg altsaa virkelig et Asen dengang — ja ! jo ! 
— og det havde de og de Følger — jo ! ja ! — 
Følger , som aldrig forvindes : uoprettelige ! — ganske 
vist ! — uoprettelige ikke blot for mig ( thi det var 

det mindste af det , kun en retfærdig Nemesis og velfortjent 
Straf ) , men uoprettelige for Den , hvem jeg 
allersidst i Verden vilde tilføie en saa følgerig Krænkelse 
— Altsammen fuldkommen rigtigt ! og hvad 
saa ? Man kan jo dog for Satan ikke skrue Tidens 
Hjul tilbage og faae gjort Gjerning ugjort — altsaa 
ingen Vrøvl mere ! jeg overtager Ansvaret og Sorgen 
og Angeren og Samvittighedsnagene for hvad 
der er fleet — blot ikke disse forbandede hjerneangribende 
Miniaturbeviisførelser til Selvforsvar og Selvberoligelse ! 
— lad Tingen i sig selv og i sine Følger 
være saa rav splitter pinende gal den være vil — 
bare ingen Vrøvl ! Vrøvl ! Vrøvl ! — Punctum ! “ 
Men denne friskfyragtige Flothed hjælper kun 
for faa Øieblikke og kommer mig altid i den gale 
Hals noget efter . Det vilde for saavidt være mig 
tjenligere , dersom jeg havde aldeles nimodsigelig Vished 
for Aarsagsforbindelsen mellem min egen Asensagtighed 
og det , der dengang skete , altsaa ingen Udflugter 
kunde gjøre , ingen Udsigt havde til at frigjøre 
mig for Ansvarets Byrde ; thi jeg kunde da spare 
mig Ulejligheden med at bortreflectere , bortphilosophere , 
bortraisonnere , bortargumentere , borfexperimentere , 
bortdemonstrere , bortescamotere de fjendtlige 
Tanker ved halvfemsindstyve løierlige Forklaringer og 
smaalig udpiinte Modgrunde , som jeg saa maa banke 

ind i Hovedet med Mukkerter for at faae det fil at 
troe derpaa , hvilket gjør bansat ondt i Hovedet . Ja 
jeg vilde ganske bestemt være bedre faren ved uigjendrivelig 
Vished , selv om det Værste , end ved denne 
ikke-fuldkommen Vished , der søger Udflugter uden at 
kunne hæve Tvivlen . 
Selv det godmodigste og skikkeligste solle Menneske 
kan have lidenskabelige , ja onde Øieblikke . I et saadant 
Øieblik har han engang foretaget Noget , som 
rigtignok ved en mild Forklaring og seet i Forhold 
til hans øvrige Tænke- og Handlemaade kunde kaldes 
overilet , ubetænksomt , men dog — som grundet i 
det ellers slumrende Onde i hans Sjæl — maa 
kaldes slet . Den i og for sig forkastelige Handling 
har nu ovenikjøbet havt uforudseete og menneskelig 
talt tilfældige , men høisf beklagelige Følger for dyrebare 
Personer . I lang Tid staaer Forestillingen 
herom taaget og ubestemt for ham , ja han stræber 
maaskee af skjule Sandhede « for sig selv ; men den 
Dag vil oprinde , da Bevidstheden om den hele og 
sande Sammenhæng paatrænger sig levende og truende , 
Bevidstheden om Handlingens Slethed eller Dumhed 
eller Galflab samt uheldbringende Følger og Følgers 
Følger . Den kommer som Furierne med Slangehaarene , 

naar man er alene , og som Banquos Gjenfærd , 
naar man er i Selskab . Saa kommer det an 
paa , af man holder gode Miner og ikke røber sig 
som Macbeth . Men det volder djævleblændt Værk 
i Mundvigerne af smile og være behagelig , naar 
man sidder i godt Compagnie mellem muntre og fornuftige 
Mennesker og fegter med usynlige Gespenster . 
Mellem pcene Herrer og Fruer 
Jeg converserende sad 
Og fjasede luunt med Frpknen , 
Ja fplte mig ncesten glad . 
Saa skjpd den gamle Erindring 
Paa eengang i Sjcrlen op , 
Saa kom den huslige Tanke 
Og sagde til Glceden stop . 
Men hvortil sik vi vel Talen ? 
Og hvortil Minernes Spil ? 
— For af Ingen skal murke , hvorledes 
Det omme paa Vrangen gaaer til ! 
Saa skal man da høflig skjule 
Den Splid i en syndig Sjæl 
Og i Kamp med drillende Nisser 
Smukt lade , som Alt var vel . 
Men sidde med Griin paa Fjæset 
Og gantes og sladdre rundt , 
Mens Tanken er syv Mile borte , 
Det gjpr s ' gu i Kjæverne ondt ! 

Ja denne evige Forstillelse , som man fil en vis 
Grad nødes fil , saalænge man ikke lever mellem 
Hottentotter eller som Eneboer i sin egen Hule , er 
næsten noget af det Værste , noget af det , som tager 
meest paa Kræfterne . Hvormange have ikke misundt 
mig mit — oh ! oh ! — „ altid jevnt muntre , selskabelige 
og eensartede Humeur ! “ Men hvorofte har 
jeg ikke siddet alene i min Stue , kæmpende med mine 
egne hemmeligste Tanker ( hvis jeg ellers tør bruge 
Ordet „ Tanker “ om Noget , som vist har overordentlig 
lidt tilfælleds med hvad virkelig tænkende Mennesker 
forstaae ved Tanker ) . Det har da pludselig 
banket paa Døren ; jeg har med en uhyre Anstrengelse 
mandel mig øp , sat mit Ansigt ilave ved Speilet , 
gjort Kredse i Luften med den høire Pegefinger , 
lukket op med en antagelig Undskyldning for , at det 
havde varet noget længe , — og man har forladt 
mig med den Overbeviisning , at jeg var den meest 
gemytlig-pudsige og phlegmatisk-joviale Fyr under 
Solen . Den samme Kamp har jeg ofte maattet 
udkæmpe i Forstuer og paa Trappegange , inden jeg 
ringede paa hos Folk , jeg skulde tale med eller besøge . 
Dette og Lignende sfrider sig jo rigtignok hverken 
fra iaar eller ifjor , men er en gammel Skade . 
Allerede fra mine Studenteraar , ja fra Slutningen 
af min Skoletid erindrer jeg , af — saa for en Ulykke ! 

hvad er nu det ? — der kommer jo En travende 
opad Gangen lige hen imod min Dør ! — Efter 
Fodfliftet af dømme troer jeg Herren hjælpe mig det 
er Toldkassereren ! — Ham bliver jeg da ikke af 
med i et Par Timer eller længer , naar han først 
kommer ind paa sine Aviser og sine Børn og sine 
Torvepriser . — Det er dog en forbandet Stue , som 
Corfitz siger , af den har kun een Udgang ; nu maa 
jeg overgive mig paa Naaoe og Unaade . — Hvad 
mon Spøgelsef gaaer og roder efter derude ? Mon 
det fluide flruppe af igjen ? — Jeg rører mig ikke 
af Pletten ; stille som en Kirkemuur — o vee ! nu 
banker det dog ! 
-- -- -- -- -- -- -- -- -Ah det lettede ! hvilken Steen fra Hjertet ! 
Det var ikke Andet end en Mand med en Regning 
paa 7 Rdl . 2 Mk . 6 Sk . , som jeg , skjøndt 
det aldeles ingen Hast havde , øieblikkelig betalte med 
det allervenligste Ansigt i overstrømmende Erkjendtlighed 
over , af det ikke var — en Visit ! ikke var 
Nogen , som vilde fordrive mig og sig selv en Timestid 
eller to med Samtaler om Ting , der , om end 
i og for sig nok saa værdifulde , dog i det valgte 
Øieblik ikke vilde interessere mig mere end de lappede 
Buxer , jeg aflagde ifjor . 

Jeg har altid ret godt , maaskee med større Ro 
og Fatning end de Fleste , kunnet bære en virkelig , 
utvivlsom , fuldberettiget Sorg , naar det kunde lykkes 
mig deri af see en uundgaaelig Tilskikkelse . Men 
jeg har aldrig kunnet finde mig tilrette i selv en 
mindre Sorg , naar det , der er skeet , fremstiller sig 
for mig i Skikkelse af en Tilfældighed , som paa den 
og paa den og paa den Maade formeentlig kunde 
være undgaaet . 
En klog Doctor , for hvem jeg engang paa given 
Anledning yttrede mig angaaende mit selvplagende 
Hang fil uroligt rugende Tanker i det Hele taget , 
sagde , af det kom af en Sygdom i Blodet og Nerverne , 
som skulde fordrives ved koldt Vand , dygtig 
Bevægelse og tarvelig Levemaade ; og han stak i at 
lee , da jeg tilføiede , at jeg sommetider var fristet til 
at troe , at der under min Moders Svangerskab med 
mig maa være foregaaet et eller andet Særdeles , 
som kan have havt flig uheldig Indvirkning paa 
Fosterets aandelige Maskineri . 
En klog LEsthetiker , med hvem jeg engang kalde 
særligt om denne min Respect for Nødvendigheden 
og Vandskræk for Tilfældigheden , meente at det var 
en æsthetisk ømfindlighed , som jeg ubevidst førte over 
med mig fra Kunstens Rige til det virkelige Liv . 
Men hvorfra mon denne æsthetiske Ømfindlighed ligeoverfor 

det „ Tilfældige og Uheldige “ er kommen ind 
i Kunstens Rige ? Mon ikke fra en tilsvarende prosaisf 
og naturlig Omfindlighed i det virkelige Liv ? 
Det er en Feil i et Drama for Exempel , at den 
tragiske Katastrophe bliver hidført af hvad vi kalde 
Tilfælde eller reen Hændelse . Men er denne Fordring 
en blot traditionel ? en vilkaarlig Regel eller 
Vedtægt ? Mon den ikke er grundet i , at man føler 
sig ubehageligt , piinligt , ærgerligt berørt af en saadan 
Katastrophe ? og dette igjen , fordi man bliver 
berørt paa lignende Maade under lignende Omstændigheder 
i det virkelige Liv ? Kommer der noget af 
det , man i daglig Tale kalder kjedelig Uheldigt , drillende 
Fatalt , forbandet nederdrægtig Ærgerligt , ind 
med i Sorgen og Smerten over hvad det nu kan 
være : saa er man værst faren ; saa er det ude med 
den milde velgjørende Veemød , der ofte kan ledsage 
Erindringen om overstandne Sørger og lidelsesfulde 
Livsoplevelser . Ikke blot Glæden , men ogsaa Sorgen 
og Smerten kan forplumres og vanhelliges ved 
Noget , der som en ulidelig Spot stikker sit Satyransigt 
frem : 
Saa bliver Glcrden ironisk 
Og Munterheden fatal , 
Saa bliver Sorgen dcemonisk , 
Rav splitter ruskende gal . 

Jeg har aldrig kunnet begribe , af vor største 
fragiske Digter har kunnet vælge Tordenskjolds Tød 
til Emne for et Drama . Ten historiske Tordenskjold 
døde menneskeligt talt af en Hændelse s : det menneskelige 
Øie formaaer ikke her af skue Traadene i 
Forsynets Styrelse . Han kunde for den Sags Skyld 
ligesaa gjerne være omkommen ved et Vaadeskud eller 
have brækket Halsen ved af slyrte ud af en Loftsluge 
eller løbet Panden mod en i Fart værende Møllevinge 
eller forflugt sig i en Trøffelpostei . Men Ingen 
vilde da vel paastaae , af en saadan Død var 
dramatisk brugbar , naar en Digter vilde skildre en 
af Nationens Andlingshelte . Det fluide da være , 
af det vistnok Umulige blev muligt for Digteren : 
af indrette det Hele saaledes fra først til sidst , at 
Forsynets for os skjulte Hensigter , de for en almindelig 
Betragtning usynlige Hjul og Traade , den tragiske 
Nødvendighed , aabenbarede sig forsonende 
for Tilskuerens Blik . Oehlenschlager har forsøgt at 
motivere Tordenskjolds bratte Endeligt svin Resultatet 
af en Privatintrigue . Men det forslaaer ikke . Dersom 
man ikke engang for alle vidste af sin Danmarks 
Hisforie , at det skulde ende saaledes , vilde man ikke 
paa noget eneste Punct i Stykket ane et saa bedrøveligt 
Udfald . Endog i det Øieblik man seer den 
hæderkronede og lykkelige , muntre , livsglade Søhelt 

stvrte om , gjennemboret af den jammerlige EventnrerS 
Kaarde , vil man ikke rigtig troe derpaa . Det 
tager sig ud som et over al Maade Satans ubehageligl 
og styrtende ærgerligt Uheld , og det Uventede 
udramatisk Uventede ) i den hæslige Ende , det 
tager , bliver nu ovenikjøbet dobbelt uhyggeligt i Modsætning 
sil de fire første Acters lyse , næsten muntre 
Grundtone . Det er som en smuk og livlig Musik , 
der ender med en uoplost skærende , hvinende Dissonants . 
Men 
ikke blot den Oehlenschlägerfle , ogsaa den 
historiske Tordenskjolds Dødsmaade indeholder for mig 
en saa ledagtig hjertebrækkende Skjæbnens Ironie , 
en saa brnndguul Tilfældets Malice , at jeg aldrig 
har gidet dvæle ved denne Begivenhed , end sige ved 
de omstændeligere Beretninger derom . Og den samme 
modstræbende Sky har jeg altid— allerede som Dreng , 
i min Skoletid — følt mod at fordybe mig i hvilkensomhelsf 
anden historisf Calamitet , der har rammet 
Nationer eller historiske Personer , jeg havde vundet 
Interesse for , naar Ulykken viser sig for mig som 
udsprungen af en Hændelse , et let undgaaeligt Tilfælde , 
en personlig Malkonduite , en tilfældig SkjødeSloshed , 
et partielt Fejlgreb eller Lignende . Og endelig : 
noget dermed Beslægtet har altid gjort sig gjældende 
hos mig ligeoverfor det private Livs sædvanligsfe 

Begivenheder , især naar det angaaer Personer , som 
særlig vedkomme mig , og i en — som de stærke 
Aander vilde sige — ganske utilladelig Grad , naar 
den , der har gjort sig skyldig i den for visse Andre 
„ følgerige “ Malkonduite , Letsindighed , Egenkjærlighed , 
Dumhed ( eller hvad det nu kan være ) er — 
mig selv ! Og i dette Tilfælde nytter min „ modstræbende 
Sky “ ikke det mindste ; jeg maa give mig 
paa Naade og Unaade , jeg maa fordybe mig , enten 
jeg vil eller ei — og saa begynder delte forbandede 
Slagsmaal mellem de to urolige Cvntubernaler . 
At jeg det sidste Aar jeg gik i Latinskolen ikke 
længer gjaldt for det ualmindelige , til Udmærkelser 
og Indkaldelser prædestinerede Lys , som jeg paa alle 
tidligere Stadier i Skolen havde gjældt for , — at 
jeg fil min første Universitetsexamen kun fik et godt 
Inuü . , fil anden Examen kun et middelmaadigt dito 
og fil juridisk EmbedSexamen lo Tørt og Spee for 
et fordums Lys ! ) Imnä illaml . , — at jeg i visse 
Perioder i Kjøbenhavn førte et sandt Dagdriverliv , 
— at jeg i endeel Aar nærede en fil Skræk grændsende 
Ulyst fil at binde mig fast i Embedsstilling , 
Forlovelse , Ægtesfand eller andre i nøgen høi Grad 
forpligtende og begrændsende Forholde , — at jeg ei 
sjelden indviklede mig i Historier og Vidtløftigheder , 

som ingenlunde kunde staae Prøve før den besindige 
Fornufts , stundom ikke engang for den strengeste 
Morals Domsfol : dette og endnu meget Mere staaer 
i nær Cansalsammenhæng med lime sjælelige Disharmonier , 
som allerede henimod Slutningen af min 
Skoletid begyndte at indfinde sig . Det var ikke saameget 
noget oprindeligt Hang ti ! Livets Tummel og 
Adspredelser , der i lang Tid bragte mig fil at styrte 
mig i disse , som en Drift fil at flye for mig selv 
og de i mig regjerende Plngeaander — eller hvad 
Navn jeg skal give de to sorhexede Urostiftere . 
Og fornemmelig derfra skrev sig hiint rastlose Trækfugle-Jnstinct , 
min Ungdoms alle andre Tilbøieligheder 
overveiende Lyst til at føre et stærkt bevæget , 
eventyrligt , lykkeridderligt Rejseliv samt mit Forsøg 
paa at iværksætte et saadant i Foraaret 183l > . Jeg 
er endnu nærved at froe , at det var den Curmethode , 
Naturen havde anviist mig . Gjennem Tummel og Uro , 
Asvexling og Bevægelse ( hvilket sidste er at forstaae 
uendelig forskjelligt fra Spadseretoure ud til Halvmilepælen 
og tilbage igjen ) fluide den indre Uro og Adsplittelse 
udjevnes , ved Galflab Galflaben fordrives . 
Jo flere Vanskeligheder , Farer og Gjenvordigheder 
jeg fik at overvinde , jo mere reelt Ondt jeg kom 
til at døie , inden jeg ved Talent , Conduite og Vedholdenhed 
kunde faae mig arbeidet ud deraf og kanskee 

engang komme hjem som Matador med uafhængig 
Fremsid og et rigt selvoplevet Erfaringsstof : desto 
kraftigere vilde Euren virke . Jeg var enten gaaet 
tilgrunde eller efter endeel Aars Forløb hjemvendt 
med aandelig Sundhed , helbredet for stedse . Jeg 
svigtede min Ungdoms dristige Plan , fordi det altfor 
rafle Tilløb , jeg gjorde , kom i Collision med 
Noget , som jeg dengang maatte ansee for en høiere 
Pligt . Siden den Tid har det bestandig været mig , 
som om en nødvendig Act af mit Livs Drama var 
bleven oversprunget eller afjaflet , saa der ingen 
Sammenhæng kan blive i den følgende Deel af Handlingen . 
Uden engang at tale om : var jeg uhildet 
af Familie- og Pietetshensynene standhaftig vedbleve » 
i Tykt og Tyndt , da Tingen var kommen i Gang , 
— saa var jeg aldrig bleven kastet herover , og det 
Slemme var ikke fleet ! mit Livs største Synd ikke 
begaaet ! Maaskee andre i og for sig større da vare 
blevne mit Livs største , men ikke den ! — ikke den , 
den , den ! 
I den forste Tid efterat Freden var sluttet gik 
jeg halvveis og tænkte paa at søge et af de mange 
ved den Leilighed ledigblevne Embeder i Slesvig ; 
men det skulde da være et af be allersydligste og 
med Hensyn til Befolkningen bansatteste Steder , hvor 

lidt Livsfare og anden Molest engang imellem kunde 
bringe nogen ydre Uro og Spænding ind i det daglige 
Livs Adsfadighed . Tænk , hvilket excentrisk potenseret 
Liv , ved et nvt Opror at barrikadere sig i sin 
Embedsbolig , at lade sig beleire af vilde , hylende , 
sformende Fanatikere og efter en drabelig Modstand 
at blive bortført som Fange til en tvdsk Klippefæsfning 
for der paa det meæst romantiske at døie 
Ondt som bare Satan ! Jeg antog , det kunde være 
blevet mig et Slags Surrogat for ovenmeldte Curmethode , 
tjenligt for mit sjælelige Befindende . Men 
— jeg var gift ! hvilket vilde under saa eventyrlige 
Omstændigheder volde mig Bryderier og Vanskeligheder 
af ganske anden Art , som ikke vedkom Euren 
og snarere maatte virke i modsat Retning . Altsaa 
opgav jeg snart Indfaldet — nden at tale om , at 
dette jo hvilede paa Forudsætninger , hvis Virkeliggjorelse 
jeg som god Patriot ikke kunde ønske ; at 
forudsætte nye Farer før Fædrenelandet som Betingelse 
for et aldeles personligt Godes Opnaaelse vilde jo 
være næsten det samme som at ønske dem , altsaa 
flammelig egenkjærligt og » patriotisk . Paa en smukkere 
og hæderligere Maade kunde jeg maaskee nogle 
Aar tidligere have opnaaet det Samme — dog atter 
kun om jeg ikke var gift ! — ved nemlig at gaae 
i Krig 1848 og tage Deel i de fre Aars Felttog . 

Tet havde bragt mig enten en Kugle eller min 
aandelige Sundhed — maaskee ! ? 
Tet indvendige Vrøvl mellem de tv Sjæle — 
eller vel rettere de tø halve Sjæle — har forspildt 
mig ikke blot mangfoldige Nydelser og glade Livsoieblikke , 
men ligefrem udvortes haandgribelige Goder . 
Det dukker nemlig offe op i mig til de allerubeleiligste 
Tider , ligesaagodt under Forretninger , Beskæffigelser , 
Bestræbelser , der udkræve min fulde Opmærksomhed 
og udelukkende Interesse , so ni i ledige 
Øieblikke . Jeg vil saaledes anføre et Exempel fra 
mine Universitetsexaminer . Det var ingenlunde blot 
Forberedelsen til disse , som blev mig krydset og 
fortrædiget ved „ Vrøvlet “ ; men , saa utroligt det end 
lyder , mere end eengang er det skeet under selve 
Examiner « hvor jeg notabene saa godt som flet ikke 
har kjendt den ellers noksom bekjendte Examensfeber ! , 
af jeg ved en pludselig opstaaet Ideeforbindelse er 
bleven fyldt af en Examensbordet aldeles uvedkommende 
Forestilling , der som en piinagtig qvælende 
Tanke i Forbindelse med en ligesaa piinagtig ( Dvælende 
Bestræbelse for af jage den ad hede Helvede 
til er vedbleve « af spøge i mi « Hjerne lige indtil 
Ende « , saa af jeg adspredt , deelt og splittet mellem 
de to stik modsatte Poler , Øieblikkets officielle Krav 

og „ Vrøvlet “ , har maattet udfolde min Smule Examensviisdom . 
Det hændte mig , da jeg var oppe i 
Græsk til anden Examen og medens jeg besvarede 
den skriftlige Opgave i Civilproces til juridisk Embedsexamen . 
Og 
saa har „ Vrøvlet “ ogsaa en demoraliserende 
Virkning : det svækker min Handle- og Villiekraft — 
især naar en rask Beslutning skal tages , et hurtigt 
Valg mellem et Enten Eller træffes i Noget , hvortil 
Andres — navnlig visse Andres — Interesse 
paa en eller anden Maade er knyttet . Det tykkes 
mig alsid , naar en paa mig beroende Beslutning er 
tagen og kommen fil uigjenkaldelig Udførelse , — som 
jeg har truffet det Urette , netop det Modsatte af 
hvad der burde være fleet ; thi de smaa Uheld og 
Skuffelser , der kunne hefte ved Udfaldet af hvilkensomhelst 
Beslutningstagelse , træde altid , naar det er 
for silde at faae det gjort om , i Forgrunden hos 
mig og antage i mit Indre en større , » fordrageligere , 
Udfaldets andre Sider overflyggende Skikkelse , medens 
derimod Forestillingen om alle gode og glædelige 
Sandsynligheder spadserer over fil den modsatte , nu 
ikke længer realisable Beslutningstagelse . Derfor har 
jeg i endeel Aar havt en ængstelig Utilbøielighed fil 
at tage uigjenkaldelige Beslutninger , idet jeg altid 

forud veed , at hvad jeg end griber , saa griber jeg 
det Urette ø : det , som jeg i en eller anden Henseende 
vil komme fil at fortryde . 
At jeg overhovedet baade her og andensteds , 
baade nu og tidligere i de forskjelligste Forhold har 
nydt en heel Deel ikke blot Velvillie , men endog 
virkelig Agtelse , forekommer mig ubegribeligt , naar 
jeg fænker filbage paa min ledeløst famlende Fortid 
og hele drønnertagtige Tilværelse . 
Jeg kan nu saa raskvæk betitle enhver tidligere 
og overvunden Raptus ( ø : concret Anfegtelsestilfælde ) 
som „ Vrøvlet . “ Det er fordi hvergang et nyt Tilfælde 
har indfundet sig , har jeg faaet Mod og 
Menneskeforstand til at see det foregaaende lige i 
Øinene og da , hverken forøgende eller formindskende , 
ganske tørt og prosaisk opdaget , at det var Noget , 
som intet aandSsundt og klartseende Menneske vilde 
see i saa brandguul Belysning . 
Men kan jeg da nu ikke strax og uden videre 
overføre denne Kjendsgjerning paa ethvert nyt Tilfælde ? 
— specielt paa mit nærværende , der nu i 
saa mange , lange Tider har havt Eneherredømmet 
( thi de enkelte smaa Afbrydelser , naar Sjælens ufredsøgende 
Halvpart har en lille „ aparte Snøre “ ude , 
regner jeg ikke ) — kan jeg nu ikke glatvæk anticipere 

den Tid , da det vil gaae ligesaadan med mit nærværende , 
og uden Complimenter strax henføre det 
under „ Vrøvlet ? “ — Nei , nei , nei ! Alt Andet kan 
jeg til Nod frigjøre mig for ved efterhaanden at 
faae det voltigeret ind under denne Rubrik , men ikke 
dette , kun ikke dette ! Det vil , saalænge jeg lever , 
vedblive at være mig en sfor uomstodelig , uafviselig , 
uigjendrivelig , uoprettelig angst- og nagbespændt Virkelighed . 
Kan 
De sige mig , om Gjenforeningen hisset 
ogsaa omfatter en Moders Gjenforening med sin ufødte 
Efterslægt ? — Og komme de ufødte Slægter fil 
deres Ret og Udvikling i en anden Verden ? 
Disse tvende Sporgsmaale fremsatte jeg forleden 
Tag for begge vore Præster . Men Rationalisten 
lo mig ud og gjorde Løier dermed ; den Orthodoxe 
blev vred og kaldte det unyttig , spidsfindig 
Tale , som han ingenlunde fandt sig befoiet fil at 
indlade sig paa ; — jeg skulde blot spørge om , hvad 
der tjente fil min Sjæls Salighed . Og jeg trak mig 
da strax tilbage igjen i mit Sneglehuus . 
Men hvad rager mig den hele Præstepassiar , 
naar jeg ikke engang kan fremsætte et Spørgsmaal , 
hvis Besvarelse er mig magtpaaliggende og maaskee 

tjenende fil min Sjæls Fred , uden at de enten grine 
ad mig eller hvæse og vise Tænder . 
En rigtig seig Stok-Orthodox — saadan som 
nu s . Er . han her — maa dog være det lykkeligste 
Menneske under Solen . Han har altid sin hele 
LivSphilosophie hos sig i en Æske , som han fil enhver 
Tid kan tage frem som en Universalmedicin 
mod alle Sygdomme . Alt , hvad der kunde pine en 
stakkels ømskindet Menneskesjæl , begraver han i det 
ene store „ Troens “ Væld . Ak hvem der dog kunde 
blive en rigtig sejg Stok-Orthodox ! 
Men dertil har jeg ikke den fornødne Kjærlighed 
fil mig selv . Ogsaa i Kirken og i Opbyggelsesskrifter 
siges det Samme , som vor Orthodox hvæsede 
ad mig forleden Dag : at jeg skal lade alle 
overflødige Spørgsmaal og nnyttige Grublerier fare 
og kun sørge for min Frelse og Salighed hisset : 
— min , min Frelse og Salighed ! Men det er jo 
flet ikke det , der trykker og ængster mig , ikke den 
Slags Tvivl og Anfegtelser , der foruroliger mig 
Dag og Nat . Hvor kan min , min sølle Sjæls 
Salighed eller Ikkesalighed i en anden Verden blive 
noget magtpaaliggende Emne for mine stille Tanker , 
saalænge disse ere heell optagne af een Forestilling : 

Forestillingen om den til Vished grændsende Sandsynlighed , 
at jeg , om end i en vis Forstand uforsætligt 
og hændelseSviis , saa dog ved en i og for sig 
hensynslos og fordømmelig Handling har forspildt 
en elflet Person den bedste Lykke og Glæde i denne 
Verden ? Om jeg , jeg saa haabede nok saa sikkert 
paa Tilgivelse baade for dette og alt Andet i et tilkommende 
Liv , hvad kunde det saa nytte eller hjælpe 
dem det allermindste , hvem jeg i dette Liv har beredt 
Sorg og bitter Skuffelse ? Deres om Sorgen og 
Savnet talende Miner , deres bedrøvede Ansigter , veemodige 
Røster og taarefyldte Dine ville ligefuldt 
staae bebrejdende for min Indbildningskraff . Ja 
lød det orthodoxe Tilraab endda saaledes , at jeg skulde 
brænde syv hundrede Aar i Skjærsilden og visse Andre 
lnn specielt „ en vis Anden “ ) blive i samme 
Forhold saligere i Himmerig : saa kunde jeg øine 
en Balance ! — jeg kunde da slaae mig til Ro her 
og glæde mig til at samles med de Elskede hisset 
efter de syv hundrede Aar . 
Hvad nytter det , om jeg ogsaa vilde betragte mig 
som legemlig syg og i langt høiere Grad bruge de udvortes 
Midler , som jeg dog til en vis Grad bruger , 
fordi de i sig selv stemme med min Tilbøielighed ? 
Thi om jeg ogsaa dandsede Gallopade og red Væddeløb 

hver evige Dag og drak koldt Vand i spandeviis 
og spiste blot de lettest fordøjelige Ting i det 
mindst mulige Maal : saa skete fo dog ligefuldt det 
og det dengang som Følge af min Asensagtighed . 
Det bliver jo derfor ikke » skeet , og Følgerne vedblive 
den Tag idag trods min fortræffelige Motion , Diæt 
og Vanddrikken . 
Og hvad nytter det , om jeg efter Nogles Raad 
søgte Adspredelser som et aandeligt Helbredelsesmiddel ? 
Midt i en munter Omgivelse , oplivende Situation 
eller fornøielig Oplevelse siger det pludselig inden 
i mig : ja hvad kan det hjælpe ? den og dengang 
skete jo dog ligefuldt det og det , fordi Du bar Dig 
saadan og saadan ad og saa videre og saa fremdeles ; — 
saa bliver Adspredelsen med dette Accompagnement 
og i saadan Belysning værre end flet 
Ingenting . 
Ja hvad kan det nytte det allerringeste , om jeg 
lhvad endog Hun har tilraadet mig ) vilde bekoste 
paa mig selv en pæn lille Lystreise til smukke og 
befærdede Egne ? — det skulde da være til Bloksbjerg 
Sanct Hans Nat for at see Fanden dandse med sin 
Oldemoder — eller om jeg ( hvad Hun ogsaa har 
tilraadet mig ) som en Afleder for „ Vrovlet “ kastede 
mig i ledige Timer over et bestemt Studium og med 
hele min Sjæls Kraft fordybede mig deri ? Thi uden 

engang at tale om , at jeg er nærved at have faaet 
et Horn i Siden paa alle „ Reiser “ , fordi der var 
en Aarsagsforbmdelse mellem min Ungdoms utilfredsstillede 
Reiselidenskab og den onde Handling herovre 
med de uoprettelige Følger , og uden at tale om , at 
et virkeligt grundigt , Sjælen fyldende , beslaglæggende , 
frigjørende Studium og Philisfernes Ravnekrog ere 
uforenelige Ting — saa : 
Reis , reis til Verdens yderste Ende , 
Du reiser dog ei fra din værsle Fjende . 
Om end Du flyver i strakt Galop , 
Han sætter sig bag Dig paa Hesten op . 
Hvad enten Du seiler eller Du kjprer , 
Du dog hans spottende Stemme HPrer . 
Saavel under eget som fremmed Tag , 
I eensoni Stue , i muntert Lag , 
I Kunstens Hal , under Kirkens Buer , 
Du stedse hans vrængende Ansigt skuer . 
I Stadens Tummel , i ørknens Ro , 
Blandt Venner og Fjender Du mærker hans Klo . 
Selv naar Du flittigst i Arbeidet Hænger , 
Du skilles dog ei fra din Dobbeltgjænger . 
Ja flygt over Bjerg og Dal og Elv , 
Du maa dog smukt tage med — Dig selv ! 

Tidligere var det fortrinsviis Billeder og Erindringer 
fra mit Barndoms- og Ungdomshjem , i Forholdet 
til mine Forældre og Sødskende , som afgave 
Stoffet for den indre aandsanstrengende Dialektik . 
Det var ikke blot , ja ikke saameget de Sorger og 
Skuffelser , jeg saadan ganske i Almindelighed kan 
have bragt dem — af jeg f . Ex . , bortdragen fra 
mine Pligtstudier paa ovenbeskrevne Maader , var 
utilgivelig langt fra af opfylde de Forventninger , 
man med en vis Ret havde sat til mig med Hensyn 
til glimrende Universitetsbane og eventuel Livsstilling . 
Det var ikke saameget Saadant og Lignende , der 
senere løb rundt i mit Hoved , som navnlig visse bestemte 
Smaabegivenheder , enkelte mere udprægede Optrin , 
Handlinger , Ord , momentant ukjærlige eller tilsyneladende 
hensynsløse , pietetkrænkende Egensindigheder , 
Forsømmelser , Dumheder o . s . v . , der hist 
og her paa en særlig Maade fremtraadte for mig 
fra Ungdomserindringernes Baggrund , hvori jeg saa 
forekom mig selv som Skyggen i hiint forlængst ophørte 
Familieliv , som den skurrende Dissonants i 
dets hjemlige Accorder . 
Men som sagt , alt dette var kun Børneleg i 
Sammenligning med hvad der nu i flere Aar — 

Jeg har altid havt en vis Sky for tydeligt og 
uforbeholdent at udtale eller nedskrive noget af mine 
„ bestemte Tilfælde “ , saalænge jeg endnu befinder 
mig underdels Indflydelse ; — et tidligere og overvundet 
kan jeg bedre meddele . Jeg vil nu derfor 
( for at blive forstaaeligere for en eller anden Ven , 
der mulig skulde komme til at kige disse Papirer igjennem , 
tage dem under psychologisk Overveielse og mig 
under dito Behandling ) her gjenkalde mig et saadant 
tidligere og saa godt som overvundet Selvanklagelsestilfælde 
og forsøge at fremsætte det i sin hele indre 
Sammenhæng . 
Jeg har forhen antydet , at jeg med stor Fatning 
kan bære en stor utvivlsom Hjemsøgelse og 
fuldberettiget Sorg som saadan ; ja den kan i en 
vis Henseende blive mig et Slags Hvile , der bringer 
min adsplittede Sjæl i Holdning og Ligevægt . Først 
naar noget andet Galimathias kommer min Sorg 
paatvers i Halsen , ophører den af være reen og 
ublandet ( r > : normal ) og bliver urolig og piinagtig . 
At jeg saaledes f . Ex . følte en dyb og oprigtig 
Sorg ved min Moders Død , er naturligt ; det var 
en reen , mild Sørg , ikke flærende eller knugende . 
Men efter nogen Tids Forløb opstod den Idee hos 
mig , af min Moder døde — utilfreds med mig , sin 
yngre Son . Jø mere jeg stræbte imod , desto mere 

tog den Tanke Overhaand ; jo mere jeg søgte af 
bortraisonnere — hu ha bortraisonnere ! — de piinlige 
Tvivl , desto virksommere blev min Phantasie til 
med uudtømmelig Klogt af finde alle be Momenter 
og fremmane alle de Billeder fra Fortiden , som kunde 
berettige en saadan moderlig Misfornoielse . Og disse 
Billeder samlede sig nu tilsidst i et eneste ligesom 
i et Brændpunct , der til visse Tider , ja fiere Aar 
efter , flår mig i Hjertet som med gloende Tænger . 
Et Par Dage for hendes Død lod jeg mig nemlig 
l et letsindigt Øieblik forlede til af deeltage i en 
Skovtvur fra Morgen til Aften med en munter Kreds 
af Venner og Veninder . Hun havde i flere Uger 
været farlig syg , og hendes Tilsfand var betænkelig , 
saa af jeg kun modstræbende lod mig overtale ; men 
jeg gjorde det dog . Lpsttouren blev udmalet hoisf 
tillokkende og min Deeltagelse anseet for saa uundværlig , 
af det smigrede min Forfængelighed , navnlig 
da ef Par lystige unge Piger , hvis personlige Elskværdigheder 
jeg ikke var blind for , befandt sig i de Deeltagende ? 
og Overtalendes Tal og bortphilosopherede 
mine Betænkeligheder paa uimodstaaelig Maade . Havde 
min Fader og mine Sodflende eller blot een af dem 
ubetinget misbilliget min Lystfart , da var jeg bleven 
hjemme alligevel ; men de syntes mig den Morgen 
og den foregaaende Aften ikke af ansee Faren , i alt 

Fald ikke Faren for en nærsorestaaende Død , før saa 
overvældende stor : „ saalænge der er Liv er der 
Haab “ o . s . v . Da jeg spurgte dem øm deres Raad 
og Mening , raadede de mig hverken fra eller sil , men 
yttrede sig i milde , svævende Udtryk , søm jeg fortolkede 
til Gunst før mit hemmelige Ønske , skjøndt disse 
— hvad jeg bagefter indsaae — ligesaa godt kunde 
være fortolkede paa modsat Maade . Nok sagt , jeg 
tog med paa Kommersen . 
Da jeg nu seent paa Aftenen kom hjem , ikke 
uden en vis Uro og Beklemthed , der ogsaa havde 
indfundet sig ak og til i Løbet af Dagen og hindret 
mig i at hengive mig udeelt til den almindelige Lystighed , 
blev jeg lukket ind af en gammelagtig skikkelig 
Kone , der hjalp til søm Sygeplejerske og samme 
Nat skulde vaage . Paa min Forespørgsel svarede 
hun , at det stød sig meget slet . Da jeg yderligere 
spurgte , betragtede den jevne simple , men i sin Gjerning 
samvittighedsfulde Kone mig med et besynderligt 
Blik , der forekom mig halv medlidende halv misbilligende , 
og fortalte med en sær Rysten paa Hovedet : 
„ at Fruen havde midt paa Dagen været 
bedre og fuldkommen ved sin Bevidsthed — og hun 
havde da forlangt at see og tale med sine Børn . 
Mine Sødskende havde længe staaet ved hendes Leie 
og talt med hende ; men jeg — havde været fraværende ! 

Siden var det igjen blevet værre med hendes 
Tilstand , og Bevidstheden var ikke mere vendt 
tilbage . “ Den vendte ikke heller senere mere tilbage , 
og allerede den næstfølgende Nat henimod Morgenstunden , 
altsaa lun noget over et Døgn efter , forlod 
hun Livet — uden at have faaet sit Ønske opfyldf : 
at tale et sidste Ord ogsaa til mig ! 
Hverken med min Fader eller med mine Sødskende 
kom det til nogen Forklaring . Sandsynligviis 
for at skaane mig talde de aldrig med et Ord til 
mig herom , ligesaalidt som jeg til dem . Det havde 
vist været meget bedre , om vi havde udtalt os uforbeholdent 
for hinanden . I den allerførste Tid var 
min Sorg nogenlunde normal , idet selve Tabet og 
Savnet som saadant var det overveiende og trængte 
Anger og Grublerier i Baggrunden ; men disse kom 
saa senere frem med desto forsærdeligere Styrke . 
Uden at vide , hvad der var blevet forhandlet mellem 
min døende Moder og hendes tilstedeværende Kjære , 
eller hvorledes de havde motiveret min Fraværelse 
for hende , udmalede jeg mig hendes lidende Blikke , 
som forgjæves søgte den Søn , der var langt børte 
til lystig Calas og maaskee i samme Øieblik gjorde 
Hanebeen til fremmede Kvindfolk og alflens Narrestreger 
mellem en Flok kaade Grinebidere . 
Siden den Tid har jeg sjelden kunnet tænke 

paa min forlængst bortgangne Moder , uden at Efterveer 
af hine Stemninger have blandet sig med Erindringen 
og betaget denne sin milde , velgjørende Veemod . 
— Anfegtelser af lignende Art , dog noget 
mildere , har jeg havt i Anledning af min Fader . 
Jeg har forhen berørt , at disse Tilstande ofte 
kunne indfinde sig i de allerubeleiligste Øieblikke : 
under uopsætteligt Arbeide , Forretninger , interessante 
Oplevelser , Fornøielser eller Sligt . Jeg har antydet , 
hvad Indvirkning det har havt endog paa visse Puncter 
af mine Examiner . Jeg vil nu omtale et Tilfælde , 
hvor det nylig Fortalte saaledes blev mig Anledning 
til en Art Prostitution , som jeg kan ærgre mig 
over endnu den Dag idag , skjøndt det er adskillige 
Aar siden . 
Et Par Aar efter min Moders Død var der 
en storartet Høitidsfest i Metropolitanskolen . Jeg 
tilligemed endeel flere andre derfra udgaaede Studenter 
bleve indbudne til i Forbindelse med Skolens 
daværende Disciple at udføre en Cantate , der 
var digtet af en poetisk Lærer og compvneret af en 
af Hovedsfadens genialeste Musikere . Jeg fik af denne 
det specielle Hverv at udføre et stort Recitativ . Sagen 
interesserede mig overordentlig , ikke blot paa Grund 
af Cantatens — baade Textens og isærdeleshed Compositionens 

— Upperlighed ; men den hele Situation 
satte mig i en levende bevæget , glad , veemodig , minderig 
Stemning . Under Prøverne , medens de Steder 
indøvedes , hvor min Nærværelse ikke behøvedes , vandrede 
jeg omkring i de forskjellige Klasseværelser , 
satte mig paa de Pladser , hvor jeg som Discipel 
havde siddet , traskede om paa Gangene , i Gaarden 
og alle Krinkelkroge og satte mig levende ind i de 
sorglose Dage , som vel dengang ikke havde viist sig 
for mig i et fuldt saa rosenfarvet Lys . Jeg sang mit 
Recitativ , naar Touren kom fil mig , ret von umors , 
med Krast og Begeistring , og paa Generalprøven , 
hvor flere af de Upperste i det kongelige Kapel accompagnerede , 
fik jeg baade af disse og af Komponisten 
selv Complimenter , saa det knagede efter . — Festaftenen 
kom . Næsten alle Universitetets Professorer 
vare tilstede foruden andre Videnflabs- og hoitstillede 
Mænd , en stor Deel af Kjøbenhavns musikalske Fagmænd , 
en Mængde Studenter og endnu desforuden 
Saamange , som nogenlunde kunde saae Plads i 
Solennitetssalen og de tilstadende Værelser , ja heelt 
ud paa Gangene og ned ad Trapperne . En Tale 
blev holdt af rector soboiss , og Cantaten begyndte . 
Jeg var i hvieste Grad oplagt . Men i det Chor , 
som gik umiddelbart før det store Recitativ , blev jeg 
ved en pludselig Ideefvrbindelse bragt ud af min 

opromte , næsten sværmeriske Stemning og ind i en 
ganske anden . Det var et Sted i Textens Ord , 
som paa en saa uimodsfaaelig overvældende Maade 
bragte Tanken om min Moders Dødsleie og det ved 
den Leilighed Forefaldne til at drikke op i mig , 
at jeg under Kampen før at frigjøre mig tabte 
Traaden i det Øieblik jeg skulde falde ind og — o 
Spot og Spee før en grundmuret og altid uforfærdet 
Nodesluger ! — begyndte en Terts for høit . 
Derved fik jeg min Besindelse tilbage . Den uvedkommende 
Tanke var som bortblæst og gav Plads 
for en aldeles normal Følelse af Harme , Ddmygelse 
og Ærgrelse , som bragte mig fil at stampe med 
Foden i Gulvet . Jeg standsede , og den første Sætning 
maatte gaae i Løbet . Heldigviis bestod den 
kun af en halv Snees Noder , som jeg dog før at 
holde det gaaende nynnede skjødesløst og halv ind i 
mig selv , indtil en Pause , der gjennem Mellemspillet 
dannede Overgangen fil den følgende recitativiske Sætning , 
gav en naturlig Leilighed fil at optage Traaden 
igjen . Fra det øieblik var jeg aldeles fattet , 
og Møllen gik sit upaaklageligste Klipklap , ja alt 
det Følgende gik med en Nøiagtighed , som Intet 
lod tilbage at ønske , men mnfkinmæssigt , koldt og 
farvelost ; thi jeg var indvendig lynende gal i Høvedet 
og flet ikke Andet . 

Heg var indbuden fil efter endt Fest , som Repræsenfant 
for de i Cantaten deeltagende Dimissi , 
at tilbringe den øvrige Deel af Aftenen hos min 
gamle Rector tilligemed alle Skolens Lærere , Componisten 
og de assisterende Kapelmusici . Dette havde 
jeg glædet mig overordentlig fil som en interessant 
Slutningsact i den hele stemningsrige Oplevelse ; men 
nu var det Hele næsten ganske fordærvet for mig . 
Det nyttede ikke , af baade Componisten og et Par 
Kapelmusici , for hvem jeg klagede min Nød , trøstede 
mig med , af Tilstedeværende , som ikke just vare særligt 
sangkyndige eller som ikke havde sulgt nøie med 
i den trykte Text , der kun var uddeelt til de Indbudne , 
neppe havde tænkt sig noget videre ved den 
i Begyndelsen indtrufne Feiltagelse og deraf opstaaede 
øjeblikkelige Forvirring , og af de virkelig Sang- og 
Musikkyndige kun kunde betragte det som et af disse 
besynderlige Uheld , der undtagelsesviis kan hændes 
den Bedste ; thi min Udførelse af alt det Følgende , 
om end noget mindre kraftig og besjælet end de foregaaende 
Dage , havde dog været i og for sig saa 
god og correct , af det udelukkede enhver anden Forklaring . 
Det nyttede ikke , af den gammeldags stive 
gravitetiske Rector var Elskværdigheden selv og takkede 
mig i de venligste og forbindtligste Talemaader , eller 
af mine fordums Lærere næsten kjælede for mig , 

kappedes om af tage mig tilbords og udtomte sig i 
de velmeenteste Lovtaler over mit „ skjønne Bidrag 
til Festens Forherligelse “ o . s . v . o . s . v . Det var 
mig ingenlunde nok , af jeg ved en Leilighed som 
denne ikke just havde prostitueret mig , ja vel endog 
vundet Bifald hos velvillige Sjæle ; thi for at den 
særegne halv barnlige halv poetisk-exalterede Stemning , 
der var vedbleven at beherske mig under alle 
Forberedelserne lige indtil det for mig vigtigste Øieblik , 
skulde være skeet Fyldest , maatte det have været 
det bedst Mulige , jeg kunde præstere , og ikke noget 
Ringere end sædvanligt . Jeg stræbte at holde gode 
Miner den hele Aften , at være oprømt og paa bedste 
Maade at gjengjælde al den Forbindtlighed og Hjertelighed , 
der vistes mig ; men det lykkedes mig ikke bestandig 
med lige Held ; jeg var dog af og til aandsfraværende 
og ligesom betagen af en Følelse , der laa 
midt imellem Ærgrelse og Skamfuldhed . Ja hiint 
Uheld , udsprunget af en sjælelig Anomalie , forfulgte 
mig egentlig hele Aftenen og flere følgende Dage 
som et hemmeligt Mareridt , fast som jeg havde begaaet 
en ufrivillig Impietet eller Helligbrøde imod 
Festen og mine Minder fra Skoletiden . 
Fra den Dag tabte Anfegtelserne i Anledning 
af min Moder deres værste Braad ; men andre ligesaa 
fredforstyrrende traadte senere istedet — indtil 

den flemmeste af dem alle indfandt sig herovre . Vil 
den nogensinde tabe sin Braad ? ! 
Men det Allerledagtigste ved „ Vrøvlet “ er dog 
som sagt denne hele Frigjorelsesdialektik med indvendig 
Anklage og Forsvar . Der maa jeg lade hele 
Historien gjentage sig fra først til sidst for smaalig 
og møjsommelig af undersøges i alle Ender og Kanter 
gjennem en fuldstændig Procesføring mellem Actor 
og Defensor , inden jeg kan faae Trylleformularen 
lavet istand . Denne kan jeg saa i Reglen hjælpe 
mig med , dog ikke længer end til Actvr ( Hypochondristen , 
— hvad let kan skee og ofte skeer — kommer 
med et heell nyt Indlæg i den samme Sag . Saa 
maa jeg igjen tage fat paa Historien forfra og udvide 
eller forandre , bøde og flikke paa Formularen , 
for af den atter kan blive brugbar og virksom . 
„ Trylleformularen ! ? “ udbryder Du , høisfærede 
Læser ! med et halv mistroisk halv ironisk Smiil — 
„ Trylleformularen ! ? “ Bliver Mennesket nu reent 
splitter gal ! vil han bilde os ind , af han besværger 
Aander ? 
Sammenhængen er denne . Den hypochondrifke 
Sjæl , Anklageren , den som gjør Uro ( see Side 93 ) 
har opfattet et ubehageligt Tilfælde paa en for den 
eiendommelig uhyggelig , mork , fatal , stikkende penibel 

Maade . Den epicuræiske Sjæl , den som vil have 
Fred , men har Følenerver tilfælleds med den anden , 
føler sig i høi Grad generet heraf og vil nu med 
det Gode eller Onde bringe sin Dobbeltgjænger til 
at see Sagen fra en førnøieligere Side — og samler 
til den Ende i en saavidt mulig sammenhængende 
Udvikling alle de Momenter , der kunne tjene til 
dette Formaal . Selv de besynderligste Sophismer 
forsmaaer den ikke , naar den derved troer at kunne 
snigløbe og stoppe Kjæsfen paa sin besværlige Livsledsager . 
Men da det nu vilde være altfor bestialsk 
« åndsfortærende og tidspildende ved hvert Tilbagefald 
til den samme Anfegtelse at gjentage den hele 
lange Lectie , saa har ben ( Epicuræeren , Defensor ) fundet 
paa deraf at udpille visse fremtrædende Ord eller 
smaa Sætninger , og disse Ord , der opstillede i Rad 
efter hverandre ingensomhelst Mening vilde give for 
nogen anden Dødelig , udsiger jeg da — ja for jeg 
kan ligesaa godt sige „ jeg “ , der jo dog til syvende og 
sidst bliver den uharmonifle Eenhed af de to ueensartede 
Sjæle — de Ord udsiger jeg altsaa , hvergang et 
Tilbagefald kommer , hurtigt efter hverandre , ledsagende 
dem med visse Kredse og Cirkler , som Legemets 
Pegefinger beskriver i Luften , indtil disse , bestandig 
mindre og mindre , tilsidst tabe sig i Centrumets 
forsvindende Punct . Saa kan jeg øste kaste den 

hele Ballast overbord , og jeg er da frigjort for en 
kort Tid . 
Formularen ( hvoraf jeg naturligviis har havt 
en forskjellig for hvert nyt Tilfælde ) er vanskeligst at 
faae anbragt i Selskab med Andre , fordi jeg da 
maa gjøre det saa hemmeligt og forsigtigt , at Ingen 
mærker der er noget galt fat , f . Ex . sige Formularen 
ind i mig selv uden at bevæge Læberne og gjøre Cirklerne 
i Lommen , under et Bord , bag Ryggen eller 
Sligt , hvilket er baade mere anstrengende og mindre 
virksomt — især naturligviis , naar jeg paa 
samme Tid bliver beslaglagt ved Talens Henvendelse 
til mig . 
Men den dirkefrie Laas , hvormed jeg for stedse 
kunde tillukke den Lem , som jeg jager de uregjerlige 
Gjæster ned igjennem , men som de igjen stige op 
af , naar jeg ikke besfandig sætter Foden paa , — har 
jeg endnu ikke fundet . 
Kunde jeg ikke sinde en saadan dirkefri Laas i 
min christelige Bornelærdom ? Jeg veed det ikke ; men 
i mangt et Øieblik troer jeg det fuldt og fast , og 
jeg gjor da svære Tilløb til at sætte mig tilbage i 
hiin Tid og paa hiint Standpunct , da jeg hverken 
gav mig af med at tvivle eller gruble , idet jeg glatvæk 
tæg Lærdommen , som den blev givet mig . Men 

altid strander jeg paa Klipper og Skjær , som dengang 
flet ikke existerede for mig . 
Anger og Bod , Omvendelse og Tro ! — saaledes 
var det jo min Børnelærdom lød . „ Anger “ ! 
— men angrer jeg da ikke ? saa det gaaer til Marv og 
Been ! — hver evige Dag ! saa det river og flider i mit 
syndige Hoveo og knager i mine Sidebeen . Men til 
de heldbringende Følger , som loves den rigtige Anger , 
mærker jeg Intet ; det er den ene Dag som den 
anden . Det maa altsaa ikke være den rigsige Anger . 
Jeg aner Hemmeligheden . Det er Nag og stikkende 
Smerte , ikke — „ christelig Anger “ ; ingen Taarer ! 
kun Angstens og den reagerende Anstrengelses kolde 
Sved paa Panden . 
Jeg har engang læst i et Skrift , hvis Forfatter 
forestillede sig , hvorledes det gaaer til i Helvede : at 
Den , der ikke gjennem Aabenbaringstroens forsonende 
Kraft havde erhvervet sig samtlige Synders Forladelse 
— thi ben protestantiske Kirke prutter jo ikke , men 
lover sine „ Troende “ Ovittering for Alt , Stort saavelsom 
Smaat — Den skulde i den anden Verden 
plages af Noget , som var uendelig forskjelligt fra 
hvad Kirken forstaaer ved sand Anger , nemlig af en 
fredløs Angst og » frugtbare Nag over sit jordiske 
Livs Forsyndelser og Daarligheder , smaa saavelsom 
store , endog over de menneskelig talt allerubetydeligste , 

som de Fleste her i Verden glide let hen over eller 
flet ikke ændse . Denne Forestilling , der i og for sig 
ikke mangler charakterisfisk Sindrighed og , saavidt jeg 
veed , allerede er en gammel luthersk Anskuelse , slog 
mig særdeles ; thi den beskrevne Tilstand oplever jeg 
for mit Vedkommende her forud , i det mindste med 
Hensyn til visse Ting og ligeoverfor visse Personer . 
Mon det skulde være , fordi jeg ikke forstaaer at betragte 
en Uret , en Sorg , Krænkelse , Smerte , Skuffelse , 
et uopretteligt Tab eller Savn , jeg har tilføiet 
en Anden — nu ganske specielt en vis Anden — 
som et Mellemværende mellem mig og Gud , men 
kun som et Mellemværende mellem mig og den bestemte 
Person ? Og saa denne samtidigt afvisende , 
bortraisonnerende Bestræbelse , som næsten er den 
værste Pine og Plage og aldrig lykkes fuldkomment 
eller til Varighed , den er vist heller ikke christelig ? ! 
Dernæst „ Bod “ ! — Ja jeg vilde med Glæde , 
som de gamle Afletikere , ved Faste og Kjødets Spægelse 
eller ved at valfarte til Jerusalem tre Skridt 
frem og to tilbage eller ved at underkaste mig Hvilketsomhelst 
gjøre Bod og Poenitentse , om det kunde 
hjælpe noget . Er det at gjøre Bod at bøde for 
Noget , saa gjør jeg jo egentlig Bod hver eneste udslagne 
Dag fra første Januar til een og tredivte 
December , og skal det være at bøde paa Noget , saa 

veed jeg ingen anden Maade at bøde paa gjort 
Uret eller tilføiet Lidelse , end at erstatte og oprette , 
hvad der kan erstattes og oprettes , og iøvrigt søge 
ar bringe et Slags Ligevægt tilveie ved paa hver 
optænkelig Maade saavidt muligt at lade den Foruretfede 
tilsinde Goder , som ellers ikke vare faldne i hans 
Lod . Men foruden at dette jo ikke altid er muligt , 
saa er denne „ Bod “ sagtens heller ikke christelig , 
fordi mit Mellemværende bestandig er med en Anden 
end Gud ? — Og hvad „ Omvendelsen “ angaaer , 
saa kommer den altsaa til at lide af samme Skavank : 
det er ikke en Omvendelse ligeoverfor Gud , 
men ligeoverfor Personer , altsaa ingen christelig Omvendelse , 
og flaffer mig ingen Hvile , fordi jeg dog 
til syvende og sidst ikke kan gjøre gjort Gjerning 
ugj ort . 
Saa er „ Troen “ tilbage som det Vigtigste , som 
det hvorpaa det først og sidst kommer an : saaledes 
lød jo min Børnelærdom , og det læres endnu den 
Tag idag i Kirken . Ja var „ Troen “ en Stemning , 
en Trang , en Længsel og Higen efter af træde i 
Berøring med det Høieste og Helligste for ad denne 
Vei af finde Lys i Mørket samt Fred og Frigjørelse 
for min syndige Sjæl : saa turde jeg vel kalde mig 
troende . Men noget saa Ubestemt og Svævende 

er „ Troen “ jo ikke . Jeg skal jo tillige troe , formene , 
være overbeviist om Noget i dette Ords sædvanlige 
Betydning , med fuld Forvisning troe , af det 
og det virkelig forholder sig saadan og saadan , og 
det uden af kunne komme til denne Overbeviisning 
ad nogen af de Veie , hvor man ellers opnaaer Overbeviisning 
om Noget . Jeg skal troe paa noget Overordentligt , 
der er foregaaet , sagt og forkyndt for 
henved 2000 Aar siden , uden af have anden Autoritet 
for den fulde Rigtighed og Gyldighed og Betydning 
af dette Overordentlige , af disse Kjendsgjergjerninger 
og Forjættelser , end Traditionens og Kirkens 
Fortolkning af hvad derom er optegnet i en 
ligeledes henved 2000 Aar gammel Bog . Men 
hvoraf veed jeg , af Kirken og Traditionen har Ret ? 
Saa tyer jeg da sil selve den gamle berømte Bog ; 
men der snubler jeg over det ene Skjær efter det 
andet , takket være blandt Andet ogsaa de forbistrede 
Naturforskeres , Geologers , Astronomers og andre 
kloge Folks fortvivlede Opdagelser , som jeg flet ikke 
kan faae til af rime sig med Saameget af det , Kirken 
byder mig af troe , med Saameget i den gamle 
Bog , der synes af forudsætte ganske andre Forestillinger 
om Verdens Beskaffenhed og Tingenes Natur . 
For af hæve Vanskeligheden maatte jeg enten selv 
have en Aabenbaring eller vide , af den gamle Bog 

var „ indblæst af Gud . “ Men hvoraf skal jeg med 
Sikkerhed vide det ? — dog ikke deraf , af det staaer 
i selve den Bog , hvis Indhold og Inspiration jeg vil 
bringes til af troe paa ? Hvor gjerne jeg end vilde , 
formaaer jeg virkelig ikke af tvinge min Tankegang 
i en saa elskværdig naiv Cirkelbevægelse . Øg vil 
jeg uden anden Autoritet alligevel søge af skrue mig 
op til en umiddelbar Tro paa Bibelens Inspiration , 
saa kommer strax den næsvise Bemærkning paatvers 
i min Bestræbelse : hvorledes skulde da den Helligaand 
have tilladt de Modsigelser og Uovereensstemmelser , 
der forekommer , eller Textforvanskninger i 
Tidernes Løb ? — Øg af troe paa Noget eller paa 
det Allermeste , men ikke paa det Hele i den hele 
givne Sammenhæng og Mening , det er dog kun 
Lapperi og vil bestandig give Næring for Tvivl om 
det Altsammen . 
Der er Øieblikke , hvor jeg kunde ønske hiin 
gode gamle Tid tilbage , da vor Jord var den eneste 
Klode , Sol , Maane og Stjerner smaa nette Tingester , 
der vare satte op paa Himmelbuen til at lyse for os 
Jordbeboere , og Vorherre en kjøn , ærværdig gammel 
Mand . Da var det ingen Kunsf at „ troe “ . 
Jeg har kjendt en Theolog , der var — for at 
blive i Billedet — en reen Kunstner i saa Henseende . 

Han er nu Præst , og jeg har oftere tænkt paa 
at tilskrive ham , om muligt aabne en Brevvexling 
med ham og see , om jeg kunde lære ham Kunsten 
af . Han interesserede sig levende for Naturvidenfladerne 
og var selv en ualmindelig dygtig Dilettant 
i flere naturvidenskabelige Retninger , ganske specielt i 
Astronomien ; ja han antog det for meer end sandsynligt , 
at de mange Millioner Planeter , som alle 
Himmelrummets sormeentlige Solsystemer formenes at 
omfatte , ere ligesom vor egen Planet beboede af 
Fornuftvæsener , flabte i Guds Billede ligesom vi , — 
og han følte sig opløftet ved en saadan Tanke ! 
Samtidigt var han troende Christen i dette Ords 
allerorthodoxeste Betydning , uden i fjerneste Maade 
at lade sig genere af de Vanskeligheder , som opstaae 
ved at forbinde begge Synsmaader . Det kostede 
ham aldeles ingen Uleilighed , men faldt ham ganske 
naturligt og selvfølgeligt at antage , af enten maatte 
vor lille Jord , dette forsvindende Punct i Universet , 
være den vigtigste af de utallige Kloder , den af det 
høieste Væsen særlig begunstigede , eller den eneste af 
dem alle , som har havt de overordentlige Foranstalfninger 
behov , eller af de samme overordentlige Foranstalfninger , 
det store Forsoningsværk i Gudherrens 
Menneflevordelse o . s . v . , tillempet efter enhver Klodes 
særlige Tarv , gjentager sig om det saa skulde 

være paa Millioner af Kloder . Det voldte ham ingensomhelst 
Vanskelighed eller forvirrende Bryderi 
paa eengang af vide videnskabeligt og af troe 
christeligt , selv om disse tvende Verdensbetragtninger 
skulde frembyde de stvrste indbyrdes Uovereensstemmelser . 
Dengang jeg i en yngre Alder omgikkes 
ham , betragtede jeg alt saadant Noget som mindre 
magtpaaliggende Ting ; — nu finder jeg en saadan 
aandelig Elasticitet beundrings- og misundelsesværdig . 
Jeg siger nemlig bestandig og stadigvæk : hvem 
der dog var en rigtig feig Stok-Orthodox ! Jeg vilde 
da faae et ganske andet og lykkeligere Syn paa mig 
selv og paa hele Tilværelsen og paa alt det , som 
piner og plager mig . Men hvorledes erhverver man 
sig denne misundelsesværdige Bøielighed i Troesorganerne ? 
Kan jeg dunke en Overbeviisning ind i 
Hovedet paa mig , fordi jeg føler , det vilde være mig 
høist tjenligt , om jeg havde den Overbeviisning ? At 
jeg høilig ønsker og trænger fil , at Noget forholdt 
sig saa eller saa , deraf følger jo dog ikke , at det virkelig 
forholder sig saa eller saa eller at jeg kan froe , 
at del forholder sig saa eller saa . Og dog ere der 
ganske vist Mange , saare Mange , hvis hele Tro 
hviler paa denne Grundvold : de følte , at Troen 
vilde give dem Trøst og Fred og Holdning , og saaledes 

kom de fil at froe . Disse komme dog ikke nær 
saa nemt og uforskammet beqvemt dertil som de 
Lykkens Børn , der alt have Troen fra Vuggen , Opdragelse , 
Omgivelser og Forholdenes Magt , uden 
noget eneste Øieblik at være blevne foruroligede af 
Tvivl og indre Kamp ( paa hvilken Maade man jo 
ogsaa bliver Jøde og Muhameder og Chineser og 
hvad det stal være ) — eller de elskværdige Jesper 
Ridefoged-Sjæle , der „ froe “ , fordi ve accurat ligesaa 
godt vilde froe , at Maanen var en grøn Ost 
og at deres Salighed beroede paa , at de troede dette , 
naar det stod i en gammel trykt Bog eller Kirken 
bød det eller „ froværdige “ Folk sagde det eller det 
af en eller anden Grund convenerede dem at froe 
det — eller de praktisk Forsigtige , der „ troe “ for 
en Sikkerheds Skyld , fordi det jo dog maaskee gjerne 
kunde forholde sig rigtigt , som Præsten prædiker , og 
de da muligviis kunde skee en evig Ulykke i den anden 
Verden , dersom de i denne havde betvivlet Rigtigheden . 
— Hvordan skal man dog tilegne sig denne 
fortræffelige Smidighed i bemeldte Troesvrganer ? Jeg 
' mangler den fil Dato i en betænkelig Grad . 
Hvorledes skal jeg da foreløbig bære mig ad ? 
Skal jeg gjøre Læren fil Udgangspunkt for en dialektisk 
Udvikling , der ender i Troen ? Det gaaer heller 

ikke . Lærens Mverlighed indrømme jo ogsaa de afgi 
orteste Ranonalisfer , og at Læren i og for sig 
og som saadan er den ypperste , jeg kjender , er dog 
virkelig ingenlunde tilstrækkeligt fil at tillægge Læreren 
og hans hele heroifl-tragiske Skjæbne den aldeles extraordinair 
gudspersonlige Betydning for Menneskeslægten , 
som Kirken lærer . Det er Kjendsgjerninger , vptegnede 
i den ældgamle Bog , som jeg skal troe , Kjendsgjerninger 
som , naar de vare optegnede i hvilkensomhelst 
anden gammel eller ny Bog , vilde af Enhver , 
der ikke troer Alt hvad det skal være , blive betragtede 
som Sagn og underlige Eventyr og vurderede 
som saadanne . Mener jeg da , at disse 
Historier og Optegnelser ere i og for sig saa urimelige 
og utrolige ? Nei paa ingen Maade ! de ere ikke en 
Smule besynderligere og utroligere end , ret beseet , 
alt Andet i Tilværelsens store Mysterium , end Alt 
hvad jeg daglig seer og hører og tager paa med 
Hænderne . Men just fordi jeg seer dette og hører 
dette og tager paa det med Hænderne , nødes jeg 
trods dets Ubegribelighed til at troe det , med mindre 
jeg vil mistroe mine Sandser . Noget anderledes 
forholder det sig med hvad der staaer i en Bog , for 
hvis fulde Paalidelighed jeg som sagt kun har Kirkens 
og Traditionens Hjemmel ; thi min egen Fortolkningskunst 
forslaaer ikke . Der er mere end een 

af de allervigtigste Troessætninger , som jeg paa ingen 
Maade selv kan læse ud af den store Bog , især ikke 
naar jeg jevnlig støder paa de besynderligste Uovereensstemmelser 
baade med Hensyn til hvad der staaer 
og ikke staaer paa tilsvarende Steder i de forskjellige 
Bibelfkrifter . Jeg maa altsaa uden videre 
og blindt hen tage Trossætningerne efter de gamle 
ærværdige Kirkefædres Fortolkninger , som de bleve 
flaaede fast paa de gamle Kirkcforsamlinger og ophøiede 
til Kirkelære og salighedsbetingende Troesregel . 
Men vare da ogsaa Kirkeforsamlingerne inspirerede ? 
— maaskee vare de det ; men hvoraf skal jeg vide 
det ? Og troe , at Sagen i sin sammenhængende Heelhed 
nok kunde have en Mulighed , ja om det saa 
var en vis Rimelighed eller Sandsynlighed , det 
er jo ingen Tro , som kan bruges til nogen Verdsens 
Ting , mindst til at skaffe en syg Sjæl Fred . 
Ad Bevisførelsens og Fornuftgrundenes Vei 
kommer jeg altsaa ikke et Skridt nærmere . Skal 
jeg da forsøge Følelsens og den reflexionslose Selvfordybelses 
Vei ? saaledes at ingen Tanke faaer Lov 
til at dukke op ved Siden af med næsviis Kritik ? 
saaledes at jeg af det hele Christendomsindholds egen 
Skjønhed og sympathetiske Magt lader mig drage til 
Troen paa dets fulde Sandhed og Gyldighed og 

guddommelige Ophav ? Jo uden Tvivl vilde det være 
den bedste Maade , dersom Christendomsindholdet paa 
ethvert væsentligt Punct virkelig er istand til at udøve 
denne Skjønhedens og Sandhedens umiddelbare , 
sympathetisk overbevisende Magt over det villigt lyttende 
Øre . Men ogsaa paa den Vei snubler jeg over 
Et og Andet og maa give mig fortabt . Der er nu 
f . Ex . den Lære , som jo er streng orthodox : „ Troen “ 
er eneste afgjorende Salighedsbetingelse , det Eneste 
der absolut fordres , det ligeoverfor hvilket Sindelag 
og Tænkemaabe , Liv og Levnet som saadant ( o : naar 
det ikke ligefrem er „ Troens “ Frugt og umiddelbare 
Affødning ) flet ikke kommer i Betragtning . Altsaa : 
A har i sit Liv været brav og god , velvillig og 
menneflekjærlig i Sind og Handling , har dertil havt 
og taalmodig baaret sin rigelige Part af jordisk Modgang ; 
men i sin „ Tro “ er han ikke naaet længere 
end til en omtrentlig tilphilosopheret Forestilling om 
en personlig Gud og Menneskesjælæns personlige 
Udødelighed gjennem fortsatte Tilværelser , — derfor 
kommer han i Helvede , foreløbig indtil Dommedag 
ved denne Verdens Undergang . B har under forholdsviis 
heldige og jordisk ønskelige Livsvilkaar — 
ja jeg sætter naturligviis Sagen paa den alleryderste 
Spidse ! — levet et heelt Liv som det ulideligste , 
ondskabssuldeste Bagbæst baade i Tanke , Ord 

og Gjerning ; men da Døden truer , bliver han forstrækket 
over sig selv , sender i sin Nød Bud efter 
Præsten , griber paa dennes Ord og Anviisning efter 
„ Træen “ og „ troer “ sig dog saaledes fil syvende og 
sidst det Himmeriges Herlighed til , som gik A ' s Næse 
forbi . — Og saa er det jo ikke engang rettroende 
at forudsætte Grader i respective Saligheden og 
Usaligheden . Den uhyre Forskjel mellem A ' s og 
B ' s personlige Elskværdigheder nivelleres og forsvinder 
ligeoverfor „ det eneste Fornødne “ ; plus dette komme 
de begge lige høit op i Herligheden , minus dette faae 
de det begge lige nederdrægtigt . Ja naturligviis , 
faaer jeg ad en eller anden naturlig eller overnaturlig 
Vei fuldt betryggende Hjemmel for — større og 
paalideligere end den , de forhaandenværende Kildeapparater 
frembyde — , at Alt virkelig forholder sig , 
søm Kirken lærer og Præsten prædiker : ja saa vil 
jo ogsaa denne Lære , denne Troessætning glide ned 
tilligemed alt det Øvrige ; jeg stal da ikke knye eller 
raisonnere , men bøie mig , sigende : Herren er stor 
og saare priselig ! Men skal jeg , uden allerede heel 
og holden at være kommen paa „ Standpunctet “ , 
gaae som sagt min egen Folelses nok saa reflexionsløse 
Vei for at lade mig umiddelbart drage af denne 
Lærdoms egen indre tiltalende og overbevisende Magt , 
saa -- -- -- -ja saa er jeg strax færdig ! thi hver en 

Nerve i min Sjæl gjør Oprør imod et saadant 
Saligheds- og Usalighedsarrangement . Men saa er 
det jo rigtignok fortvivlet , at en enkelt slør Tvivl i 
et saa væsentligt dogmatisk Punct strax tager alt det 
Andet , hvad Kirken dyder mig at „ troe “ , ind med 
under Tvivlen . 
Saavel i som udenfor Kirken har jeg forsøgt 
( ja det lyder underligt at sige forsøgt ) at hengive 
mig i „ Andagten “ og — „ bede “ ! Jeg skal bede til 
Gud om Troen , hedder det , saa faaer jeg den . Jeg 
har som sagt ofte forsøgt derpaa ; men det har ingen 
Art . Jeg forekommer mig bestandig af befinde mig 
i et Kredsløb — som om jeg allerede vil bede til 
Den , hvem jeg gjennem Bønnen vil opsøge og bringes 
til af froe paa , altsaa til Den , hvem jeg endnu 
ikke har fundet . Ja thi jeg forudsætter , det er den 
christelige Gud , den gjennem sin eenbaarne Søn sig 
aabenbarende treenige Gud , jeg skal bede til , naar jeg 
vil bede om „ Troen “ , og ikke den Gud , som ogsaa 
Philosopherne kunne tilraisonnere sig . 
Jeg har oftere forespurgt mig hos geistlige Fagmænd 
og søgt af faae dem til af indlade sig med 
mig angaaende de Dele , men er efterhaanden bleven 
afsfrækket derfra . Jeg har naturligviis ingen Brug 

havt for de egentlige Rationalister , som jo desuden 
ere forholdsvis sjeldne blandt Nutidens Theologer . 
Men med de halvt eller treqvart Troende , de som 
froe det saakaldte „ Væsentlige “ , det „ hvorpaa det 
kommer an “ , men sigte alt det fra , som synes dem 
ikke af høre herhen , er jeg ikke en Smule bedre faren ; 
thi partielle Forkastelser eller Bortforklaringer vække 
hos mig bestandig Tvivl om det Hele , naar Talen 
er om en hellig Bog , der skulde indeholde Menneskeslægtens 
Troesregel og Salighedsbetingelse og være 
bleven til under en guddommelig Inspirations Indvirkning . 
Saa er der altsaa de heell Troende tilbage : 
de rigig feige Stvk-Orthvdøxe ! Men ligeoverfor 
dem er jeg saa løjerlig geneert , og det forekommer 
mig næsten , som ogsaa de ere det ligeoverfor mig . 
Vi tale sammen om alle mulige Ting , muntert og 
fidelt , uden netop om det , jeg ønsker af tale med 
dem om . Jeg kan ikke rigtig komme frem med mit 
Ærinde , og naar jeg ligesom hændelsesvis gjør et 
Tilløb dertil , synes de mig af forandre Tonen paa 
en ubehagelig Maade og af see paa mig med et 
underlig mistroisk prøvende Blik . Men har jeg saa 
endelig engang taget Mod og Mands Hjerte og gaaet 
lige til Texten , har jeg kun havt liden Glæde deraf 
og er kommen hjem ligesaa klog som da jeg gik ud . 
Thi Manden , der hverken er hjemsøgt af Tvivl eller 

andenflags foruroligende Sjælstilstande , svarer mig 
paa en Maade , som forudsætter Sandheden og Rigtigheden 
af det hele positive Christendomsindhold som 
givet og selvfølgelig , og indlader sig derfor flet ikke 
paa mine tvivlende Menner og efter Oplysning higende 
Krydsspørgsmaale . Det er din egen Skyld , naar 
Du ikke troer , hedder det ; naar Du alvorlig vil , saa 
kan Du , og naar Du ikke kan , saa er det fordi Du 
ikke vil ! — Vil jeg ikke ? Hvad er dog det for noget 
forbandet Sludder ! jo saa min Salighed vil jeg ! 
Jeg var jo et reent Daarekistelem , dersom jeg kunde 
og dog ikke vilde . Hvad i Alverden skulde bevæge 
mig til den dumme egensindige Trods ikke at ville , 
hvad der skulde forskaffe mig den indre Fred og Lykke 
her , den Aandsro og Sindsligevægt , som jeg sukker 
efter , og saa ovenikjøbet Salighed hisset , naar det 
kunde opnaaes ved en indvendig Tankebevægelse , den 
Tankebevægelse , der gjorde det hele christelige Mysterinms 
Mulighed til fuld Virkelighed for mig ? At 
„ troe “ — selv om det var det menneskelig talt Utroligste 
og Absurdesfe — er jo dog ikke nogen Handling , 
der er forbunden med Møie og Anstrengelse , 
Fare eller anden Molest , som man kunde være for 
feig eller dorsk eller blødagtig til at underkaste sig . 
Det er ikke heller noget Afkald paa formeentlige Goder 
og Behageligheder , som man kunde mangle Resignation 

og Selvovervindelse til at give flip paa . 
Det er overhovedet ikke Noget , som der kunde være 
nogen tænkelig Grund til ikke at ville , da det jo 
med Hensyn til de forventede heldbringende Følger 
vilde være det fornøjeligste paa Jorden af „ troe “ og 
i og for sig tillige det letteste , naar man blot overhovedet 
kunde , d . v . s . var indrettet saa smidig og 
bevægelig paa de individuelle Troesorganer eller i 
alt Fald bagefter kunde file dem saaledes til og 
smøre Maskineriet i Leddene og Hængslerne saaledes , 
af man kunde . Ja hvad mig angaaer , da vilde 
det ikke af ville saa lette og billige ( nemlig under 
visse organiske Forholde lette og billige ) Betingelser 
være en complet Daarekisfeafsindighed ligeoverfor mit 
eget høieste Ønske , en Selvmodsigelse , som der flet 
ingen Mening var i . 
Det gaaer mig ikke et Haar bedre i Kirken . 
Jeg gaaer derfor sjeldnere og sjeldnere i Kirke ; jeg 
kjeder mig der — ligegyldigt hvem der prædiker — , 
bliver utaalmodig og falder i allehaande uvedkommende 
Tanker og Daarligheder , selv under de saakaldte høitbegavede 
Taleres Foredrag . Thi ogsaa Kirken og Ordets 
rettroende Forkyndere forudsætte strax den hele Dogmatiks 
Rigtighed med Mysterier og Sacramenter og 
positive Troesgjenstande som utvivlsom og selvfølgelig . 

Veltalenheden og Begavelsen gaaer kun ud paa af 
skildre „ Troens “ Frugter med levende og tiltrækkende 
Farver og Vantroens Folger med afskrækkende . De 
begynde , hvor de skulde ende , naar jeg skulde have 
nogen Gavn deraf ; fhi jeg troer og veed iforveien , 
uden af de behøve af fortælle mig det i en lang 
Prædiken , af den „ troende “ Tilværelse maa være en 
meget lykkelig . Men hvad kan det nytte mig , naar 
jeg aldrig faaer af vide , hvorledes jeg skal bære 
mig ad for af tilegne mig Betingelsen for denne 
Lykke . Begynd med Begyndelsen ! var jeg engang 
lige i Begreb med af raabe op til en veltalende og 
meget sogt Troesprædikant i Kjøbenhavn , som i meget 
stærke Træk udmalede Forskjellen mellem den Troendes 
og Ikketroendes Vilkaar . Det Hele bliver mig et forvirrende 
Kredsløb , og jeg gaaer besfandig ligesaa 
dum uoaf Kirken som jeg kom ind i den ; fhi det 
Eneste , jeg ønsker af vive , faaer jeg ikke af vide — 
formodentlig fordi den Ene overhovedet flet ikke kan , 
hverken i eller udenfor Kirken , lære den Anden Troens 
Kunsf . Ja tilgiv , jeg kalder det stadigvæk en „ Kunsf “ 
— naturligviis ikke for Den , der har det ved Instinct 
og Naturens Gave naivt og blindt og umiddelbart , 
ligesaalidt som for Den , der i yderste Fare , 
Trængsel og Angst griber efter „ Troen “ omtrent paa 
samme Maade , som man i Havsnød ligesaagodt griber 

efter en lille Green som efter en pommersk Bjælke , 
naar man er nær ved at synke . 
Med andre Ord sagt , hvad kan det nytte mig , 
at de bestandig anprise mig en Universalmedicin for 
alle Sygdomme , altsaa ogsaa for min — en Universalmedicin , 
hvis Dpperlighed jeg desuden forud begriber 
og erkjender uden Anbefaling — hvad kan det 
nytte mig det allerringeste , naar de ikke tillige sfride 
mig en tydelig og paalidelig Recept med Anviisning 
paa det Apothek , hvor jeg kan hente det ? At jeg ikke 
selv kan lave denne Recept eller finde dette Apothek , 
skulde det være fordi Grunden til , at jeg ønsker mig 
„ Troens “ Universalmedicin , er ( ligesom min Anger , 
Bod o . s . v . ) — en » chrisfelig : for at faae andet 
Syn paa Ting , der forstyrre min Fred her paa Jorden , 
og ikke Omhu eller Frygt for min Sjæls Frelse 
hisset ? Kanskee naar jeg fik denne Frygt i Livet , 
vilde det Hele komme af sig selv og da tillige hjælpe 
mig for det Særlige , jeg feiler . 
Til Philosophernes Gud kan man ikke „ bede “ 
med Inderlighed og Varme . Jeg vil ikke negte , at 
et vist øieblikkeligt Velbefindende , en vis forbigaaende 
harmonisk Ro i Reglen indfinder sig , naar jeg stræber 
af sætte min Sjæl i Andagtens Rapport til 

„ Guddommen “ , til „ Forsynet “ , til „ det høieste Væsen “ , 
til „ Altings Ophav “ — eller hvad andre 
Navne man giver dette ubestemte Væsen ; men hvad 
jeg higer efter , opnaaer jeg ikke ; thi Stemningen 
fordunster snart sporløst . Er det fordi det er et 
svævende , blodløst Tankebillede , jeg fordyber mig i , 
og ikke den levende Gud , der saaledes elskede Verden , 
af han hengav sin eenbaarne o . s . v . ? Eller er det 
maaskee dog paa saadan Maade af han efterhaanden , 
langsomt og stykkeviis , aabenbarer sit Væsen for den 
Enkelte og tilsidst lader sig finde af den , der ikke har 
ham strax heel og holden ved en umiddelbar Troes 
oprindelige Gave og derfor rastløs og møisommelig 
maa søge ham ? 
Vil jeg nogensinde komme saavidt paa denne 
Forvirrelsernes Klode , af jeg vil forstaae af indordne 
min særegne Smerte under den Trøst , som er fælleds 
for Alle ? 
Sjette Capitel . 
Fader og Søn . 
Saaledes endte Manuskriptet . 
Grundfornuftige Mennesker pleie af ansee enhver 
Privatsorg , der ligger udenfor de af Alle anerkjendte 

Genvordigheders flagne Landevei , for Pjank og Griller 
og Hjernespind . Hvad der ikke netop er Næringssorg , 
Sygdom , Dødsfald , vanslægtende Born , store 
Forretningsuheld , ærekrænkende Fornærmelser eller anden 
lidt Overlast , er i deres Øine en Klagen over 
heelt Skind . Men jeg troer dog virkelig , at der 
gives visse uegentlige Sorger , som af ganske særegne , 
kun for den Enkelte gjældende , Grunde kunne 
for denne Enkelte blive aandelig Lidelse af nok saa 
indtrængende Art som haandgribelige Ulykker . Ja 
trods de udvortesfra seet gunstigste og lykkeligste Vilkaar 
kan der dog være mangen for Andre og Uvedkommende 
usynlig Indvirkning , som kan nedbryde al 
Tilfredshed og Livsglæde . I saadant Tilfælde er 
en oprigtig , forstandig og agtpaagivende Ven et stort 
Gode , især hvis han fluide forbinde Noget af en 
Læges og en Sjælekjenders — ja om muligt Sjælesorgers 
— Egenskaber med Vennens . 
Hvad jeg kunde faae ud af Dagbogen , stemmede 
for saavidt med hvad jeg ogsaa ellers havde iagttaget 
hos dens Forfatter : at hans eiendommelige Sindstilstand 
ikke var nogen egentlig Melancholie . Det 
var ikke denne ubestemt svævende Misstemning , der 
seer Alting mørkt og trist og graat i graat og foldet 
meste antager en menneskesky , misanthropifl Charakter . 
Tungsind i denne sædvanlige Betydning af 

Ordet syntes flet ikke at ligge i hans oprindelige 
Natur , der upaatvivlelig endog var livlig og freidig . 
Endnu mindre var det „ Hypochondrie “ i dette Ords 
lægevidenflabelige Betydning ; thi hans egen Helbredstilstand 
var som saadan aldrig Gjenstand for hans 
uroligt rugende Tanker , der syntes udelukkende at 
gaae ud paa Noget udenfor ham selv , rettede mod 
noget Enkelt og Bestemt , mod et ganske specielt 
Livsforhold . 
Te Fleste , som give sig af med sygelige Tanker , 
dvæle med disse i Nutid og Fremtid ; ValsethS syntes 
derimod udelukkende at sinde deres Næring i Fortiden . 
Jeg var i den Henseende ikke ganske uden Erfaring . 
Jeg havde i Kjøbenhavn staaet i Forbindelse med en ældre 
Mand , der havde det paa en noget lignende Maade . 
Ting , han havde oplevet , ikke blot ganske nylig , men 
ivr Maaneder , Aar , ja for ti , tyve Aar siden , steg 
ved særegne Ideeforbindelser pludselig frem i hans 
Sjæl til en saadan Grad af levende Nærværelse og 
nærværende Virkelighed , som om det var fleet faa 
Minuter iforveien , tidt endog med en langt stærkere 
Virkning paa Sindet end i Oplevelsens Øieblik . ° 
Men del var aldrig de lyse og venlige Erindringer , 
hvoraf hans Liv vel hverken indeholdt flere eller 
færre end Folks i Almindelighed ; det var kun de i 
en eller anden Henseende ubehagelige og piinagtige 

Fortidsbilleder , der ncerværendegjorde sig for ham , 
og da fortrinsvis alle saadanne , som indeholdt en 
Selvbebrejdelsens Braad , navnlig i Forholdet til kjære , 
nærstaaende Personer . Det var hans fixe Idee , naar 
denne Tilstand greb ham : at han altid havde viist 
sig mild og godmodig udadtil , ja indtil Svaghed 
fordringslos , hensyntagende , føielig og elskværdig til 
alle Sider — undtagen imod dem , han elskede . 
Jeg fik ham til at betroe mig forskjellige af disse 
Erindringer , der plagede hans Tilværelse , og i det 
mindste enkelte af dem maatte , vurderet efter almindelige 
Regler , betragtes søm rene Bagateller . Derimød 
de fleste Ting , søm Andre kalde Lidelse og 
Modgang og pleie at gjøre stort Væsen af , virkede 
paa ham næsten som velgjorende Afledere . Han havde , 
saalænge jeg kjendte ham , sjelden folk sig saa sjælelig 
frigjort og veltilpas , søm da han engang laa 
syg under min Behandling af en temmelig haard 
og smertefuld Sygdom ; og da han engang som Selvskyldnercautionist 
maatte betale en for ham meget betydelig 
Sum , som han maatte skaffe tilveie ved selv 
§ at laane Belobet andensteds paa flereaarigt Afdrag 
og 6 Procents Rente , saa sandt han denne for enhver 
Anden nærgaaende Ubehagelighed næsten morsom 
i Sammenligning med hvad han ellers droges 
med , og Forlegenheden gjorde ham til Alles Forbcmselse 

heel opromt og gemytlig . Men den heldige 
Virkning heraf tabte sig jo saa , da han havde faaet 
Tingen ordnet . Intet forbittrede eller forstemte ham 
mere end af træffe paa Folk , som , naar han hændelseSviis 
kom fil af robe sig for dem , loe deraf 
eller ligegyldig afviste det som Passiar og Indbildning ; 
og Intet lettede hans Hjerte mere end af saae 
Lov fil af udtale sig for Folk , der fil en vis Grad 
kunde gaae ind derpaa . Det kunde jeg , ja det 
interesserede mig virkelig , og jeg troer , jeg gjennem 
velovervejede Samtaler i Forbindelse med smaa lægevidenskabelige 
Raad for et muligt fil Grund liggende 
legemligt Onde kom fil af udøve en betydelig heldigere 
Indflydelse paa ham , end om jeg havde indskrænket 
mig fil disse sidste alene . 
Efter Manuskriptet af dømme syntes Valseths 
eiendømmelige Sjælstilstand af have en heel Deel 
tilfælleds med den her besfredne , kun af det hos ham 
yttrede sig paa en intelligentere og originalere Maade , 
og af han ikke var saa tilboielig fil af udtale sig . 
Navnlig vilde det neppe blive let af komme under 
Veir med , hvad det var for en stem Forestilling , der 
nu i saa lang Tid var hans „ staaende Artikel “ , som 
Ottilia havde kaldt det ; thi ikke engang fil Dagbogen , 
som dog nærmest var en Selvkritik til egen 
Opbyggelse , havde han betroet sig derom uden i 

enkelte dunkle Antydninger . Det var noget Vist , 
Bestemt , en bestemt Handling , ban angrede , og at 
det ikke var en saakaldet æsthetisk Anger , der coqnetterer 
med sig selv , syntes afgjort ; men paa den anden 
Side maatte jeg rigtignok give hans egen Betænkælighed 
Medhold , at disse besynderlige Nag , forbundne 
med denne ligesaa besynderlige „ Frigjorelsesdialektik 
nied indvendig Anklage og Forsvar “ vist ligesaa 
lidt kunde faae Navn af en christelig Anger . 
Det maatte en Theolog domme om . 
Manuskriptet havde bestyrket min Formodning , 
at det maatte være Noget i Forholdet sil hans Kone , 
der fyngede paa hans Samvittighed ; og et Par , i 
og for sig meget mystiske , Steder forekom mig at 
kunne hentyde paa det ægteskabelige Uheld , som Organisten 
havde omtalt . Men dette snntes jo dog 
ikke i og for sig Noget at sætte sig graae Haar i 
Hovedet over . Hvormange barnløse Ægteskaber og 
uheldige Nedkomster gives der ikke , uden at det afstedkommer 
videre Sorg og Ophævelser hos nærmeste 
Vedkommende ? Det maatte da altsaa være ganske 
særegne , usædvanlige Omstændigheder , som havde 
givet dette i sig selv mindre betydelige og meget hyppige 
ægteskabelige Uheld en Vægt og Betydenhed , det 
ikke ellers vilde have — en Betydenhed navnlig før 
ham ! I hvert Fald kunde jeg da ikke tænke mig 

Nogetsomhelst , som i den Retning kunde medføre 
Anger og Samvittighedsnag . Hvad Slags Forbindelse 
kunde der være mellem et barnløst Ægteskab og en „ ond 
og fordømmelig Handling “ , som i Dagbogen berøres ? 
Og hvad kunde det være før en Handling ? — en 
Handling før henved otte Aar siden , som „ stod i 
Sammenhæng med hans tidlige Ungdoms eventyrlige 
Reiseplaner ? “ 
Jeg gjemte Manuskriptet igjen før en af Dagene 
af bringe det tilbage til Vilson og maaskee 
aabne en Samtale med ham derom . Det blev dog 
opsat indtil videre , da han reiste bort . Hans Son 
i Frederiksborg skulde nemlig consirmeres , i hvilken 
Anledning han tog en kort Permission og reiste derover . 
Da Tiden var udløden , kom der Brev fra 
ham til hans kirkelige Foresatte herovre med tjenstlig 
Melding , af han paa Grund af indtrufne Omstændigheder 
maatte udsætte Hjemreisen , samt en tilføiet Begjæring , 
af den , der besorgede Organistforretningerne 
i hans Fraværelse ( en Lærer ved Borgerskolen , der 
kunde spille noget Orgel ) maatte vedblive endnu i 
nogen Tid . Han havde aldrig før , naar han gjorde 
sine Hastværksbesøg over til Sønnen , været borte 
herfra Byen nogen Søndag , og dennegang kom han 
nu endog til af forsømme sin Kirkegjerning i det 
mindste fo Søndage . Hos Valseths undrede de sig 

derover . Det maatte synes i sig selv meget naturligt , 
af en Fader kunde ønske af forlænge Opholdet 
hos en fjerntboende Son , især nu ved en for dem 
begge saa betydningsfuld Leilighed ; men ikkedestomindre , 
det lignede ham siet ikke og stemmede ikke 
med formeentlige Erfaringer om dette Forhold , saa 
en ganske særegen Grund maatte uden Tvivl have 
foranlediget dette forlængede Ophold . 
Dagbogen blev altsaa liggende i min Pult , og 
det var nu nærved af genere mig af have læst den 
uden Valseths Vidende . Jeg havde flere Gange 
isinde af fortælle ham det ligefrem og paa denne 
Grundvold søge af faae en fortroligere Samtale igang ; 
men der var Noget , der afholdt mig , som om jeg 
havde en Folelse af , af jeg trods Vilsons og Ottilias 
Autoritet dog egentlig havde gjort mig skyldig i et 
Slags Næsviished , som han med Rette kunde tage 
ilde op . I Anledning af Vilsons og de Andres 
Mening , af han maatte lide af en skjult Sygdom , 
ledede jeg en Dag , jeg var alene med ham , Talen 
hen paa hans legemlige Helbred , men fik kun en 
Stadfæstelse af hvad jeg hele Tiden , endog førend 
jeg læste Dagbogen , havde formodet : af han virkelig 
var underkastet det chroniske Ildebefindende , som i 
Dagbogen var antydet , en nerveus gjærende Uro i 
Blodet , søm virker paa Underlivet og derfra paa 

Hjernens Nerver . Det er et Onde , som Lægerne 
ikke pleie af gjøre stort Væsen af , fordi det er saameget 
almindeligt , især blandt Studerende og Andre , 
hvis Arbeider medføre Stillesidden , og fordi det næsten 
aldrig bliver livsfarligt og gjerne ophører af sig selv 
med Aarene . Er Ondet tilstede i nogen høi Grad , 
pleier det af frembringe daarligt Humeur , dog meest 
i Retning af Gnavenhed og Urimelighed . Men Valseths 
Sindsstemninger havde saalidt som tænkes kunde 
af denne for Andre ubehagelige Farve . I Dagbogen 
syntes han ikke selv af ville indrømme nogen Aarsagsforbindelse 
mellem denne Smule Sygdom og 
hans „ skjulte Tilstande . “ Uagtet jeg ikke ganske turde 
tiltræde denne Mening , kunde jeg dog ikke heller ret 
faae mig selv til af henføre Alt , hvad der hos 
Manden havde vakt min Opmærksomhed og nysgjerrige 
Interesse , til en slet og ret Uorden i hans 
Blød og Nervesystem eller et ganske almindeligt Underlivslilfælde . 
Det var mig næsten før flaut , en 
altfor kjedelig Skuffelse . Jeg maatte see af komme 
dybere tilbunds , og det var halv modstræbende og 
ikke uden Frygt før af blive triviel i hans Øine , af 
jeg pligtskyldigst anbefalede ham den gamle fortærskede 
Historie om Diæt , koldt Vand og Motion , som han 
jo iforveien kunde udenad paa sine Fingre og , saavidt 

jeg kunde skjønne , ogsaa i det Hele taget 
efterfulgte . 
Organisten kom tilbage . Ter var i de fjorten 
Tage , han havde været borte , foregaaet en iøinefaldende 
Forandring med ham . Han var i det Hele 
glad og oprømt samt uden Spor af Bizarrerier og Underligheder . 
Han kunde vel i enkelte Øieblikke falde 
hen i et Slags Drømmeri ; men det havde et ganske 
andet og behageligere Præg end før , og det Haarde , 
Mørke og Skarpe , der tidt havde stødt mig i hans 
Ansigtstræk , var i den Grad formildet , af det saae 
ud , som han var bleven en halv Snees Aar yngre . 
Ja hans Paaklædning og hele ydre Optræden , der 
selv efter den første heldige Forandring , som var 
foregaaet med ham i min Tid , var vedbleven af 
være noget skjødeslos , var bleven næsten smagfuld 
og cavaleermæssig elegant . 
Da jeg Aftenen ester hans Hjemkomst traf sammen 
med ham hos Valseths , fortalte han med en 
vis gemytlig , næsten snakkesalig Veltalenhed , som 
ellers ikke var ham egen , alleflags Smaacuriositeter , 
som de kunne forefalde paa en lille Reise . Ikke 
uden en vis Følelse omtalte hun sin Sons Confirmation 
og første Altergang i Forening med Faderen 
og dvælede overhovedet oftere ved ham i Udtryk og 
i en Tone , søm var vidt forskjellig fra den tause 

Tilbageholdenhed , hvormed han tidligere pleiede at 
affærdige ethvert Spørgsmaal Drengen betræffende . 
Han fortalte endog med et indre Velbehag , han ikke 
kunde dølge , at Arthur ( det var hans Navn ) havde 
i den sidste Tid udviklet sig overordentlig til sin Fordeel 
og blandt Andet ogsaa gjort store og for hans 
Fremtid lovende Fremskridt i Skolen , at baade Rector 
og Lærere og Folk i Byen , der kjendte ham , 
vare enige i at rose ham , samt at han — og herpaa 
syntes Organisten at lægge stærkest Eftertryk — 
var kommen til at ligne sin Moder og syntes at 
komme fil at slægte hende paa . 
Alt dette var nu i og for sig godt og glædeligt 
og ikke det allermindste besynderligt ; men at desuagtet 
noget Særdeles maatte være forefaldet , Noget han 
fortaug , som havde frembragt det uventede Omflag 
i Mandens hele Stemning , syntes udenfor al Tvivl . 
Nogle Dage efter gik jeg hen til ham for at 
tilbagelevere Manuskriptet . Da jeg havde takket for 
Laan og yttret , at det vel havde interesseret mig 
meget at læse , men ingenlunde bibragt mig nøgen 
fuldt begrundet Mening om , hvad der egentlig var 
iveien med vor fælleds Ven , lagde han det ned i 
en Skuffe med de Ord : „ ja derom ville vi nu 
tale en andengang . “ Han var i dette Øieblik aabenbar 
opfyldt af noget ganske Andet . 

Han saae nogle Secunder stivt paa mig , ligesom 
prøvende og spørgende , men med et eget næsten 
blidt veemodigt Udtryk i Øiet , som jeg ikke før havde 
seet hos ham . Derpaa gik han nogle Gange op og 
ned ad Gulvet som En , der kæmper med en Beslutning . 
„ Ligesom 
Valseth og hans Kone “ , tog han 
endelig tilorde , „ har ogsaa De flere Gange været 
saa venlig at yttre Interesse for en ung Person , der 
staaer mig nær . “ 
I det samme pegede han hen paa sin Sons 
Portrait . 
„ Jeg har just nylig “ , vedblev han , „ fuldendt 
et langt Brev til ham , men af en saa særegen og 
usædvanlig Beskaffenhed , at jeg ikke kan blive enig 
med mig selv , om det er rigtigt eller galt at sende 
ham det . Jeg tænkte just paa , at jeg vilde vise det 
til Valscths og da rette mig efter deres Raad og 
Mening i saa Henseende . I det samme kommer 
De ind ad Døren . De har nu engang som sagt 
vundet min Tillid , uden at jeg videre kan forklare 
Grunden , og det falder mig let og naturligt at vise 
en lignende Fortrolighed imod Dem som imod Valselhs . 
Jeg er dertil lidt overtroisk og troer paa 
hemmelige Vink af Skjæbnen , og ligesom De nu træder 
ind , bæres det mig paa eengang for , at det er 

Dem og ingen Anden , som skal løse denne Tvivl 
for mig . De vil rimeligviis dømme mere uhildet 
end Valseth . Vil De læse dette Brev og saa sige 
mig , om jeg bør afsende det eller rive det istykker ? 
Hvad De da mener , vil jeg ansee for det Rette og 
handle derefter . “ 
Jeg erklærede mig villig til at overtage dette 
delikate og maaskee ansvarsfulde Hverv . Da han havde 
rakt mig Brevet , gik han ind i en anden Stue for 
at lade mig i uforstyrret Ro , og jeg læste Følgende : 
Min kjære Arthur ! 
Under vort sidste korte Samliv er Forholdet mellem 
Dig og mig indtraadt i et nyt og — jeg haaber 
det for vist — bedre , lykkeligere Stadium . Skyldes 
det væsentlig Konfirmationen , som jo ogsaa for 
Andre er et Vendepunkt i Livet ? eller din voxenoe 
Aandsmodenhed , søm jo har voldet mig megen Glæde ? 
eller er det vort sidste Besøg ved din Møders Grav ? 
eller er det Begivenheden med den lille ungarske 
Pige ? en Begivenhed , hvorved Du har lagt baade 
Følelse og Charakter for Dagen . Det kunde maaskee 
undre Dig ; men det er især disse to sidste 
Fælledsoplevelser , som træde frem for mit indre Syn , 
naar jeg vil forklare mig den foregaaede Forandring . 
Ja det bæres mig fore , søm om der særligt af disse 

skal fremgaae noget Godt og Lykkeligt og Forsonende 
for Firmaet Vilson , fast som om en gammel Familiemislyd , 
et gammelt nedarvet Tryk paa Sjælen siden 
de Dage var i Begreb med at hæves . Du kan 
endnu ikke forstaae , hvad jeg mener hermed ; men 
Du vil engang komme til at forstaae det . 
Naar jeg taler om „ den foregaaede Forandring “ 
i Forholdet mellem Dig og mig , saa skal det ikke 
forstemes , som om jeg forhen havde næret mindre venlige 
og faderlige Følelser for Dig ; men hiin samme 
gamle Familiemislyd , som endnu er Dig en Hemmelighed 
og indtil videre maa vedblive at være det , 
har især til visse Tider lagt sig som et hæmmende 
Spøgelse mellem mig og mit sande Sindelag mod Dig . 
Men nu er der det Mærkelige : saalænge det 
forholdt sig imellem os som tidligere , gjorde jeg mig 
ikke videre Skrupler derover eller gik irette med mig 
selv , idet jeg betragtede Forholdet som begrundet i 
Omstændighedernes Magt og en indre Nødvendighed . 
Nu derimod , da Slagbommen er løftet og Forholdet 
blevet det eneste naturlige og saaledes som det altid 
burde have været , nu har jeg lige paa eengang 
faaet Skrupler , som om Du kunde have faaet og 
mulig beholde et uheldigt Indtryk af den hele foregaaende 
Tid . Ingen kan bedre end Du selv oplyse 
mig om din egen Stemning ligeoverfor den tilbagelagte 

Deel af din unge Tilværelse . Tal derfor uforbeholdenf 
til mig derom- naar Du næstegang sfrider ; 
jeg ønsker meget af opnaae nogen Klarhed og Vished 
i dette Punkt . 
Navnlig er der Eet , som siden min Tilbagekomst 
hertil er dukket op i min Erindring og foruroliger 
mig noget . Du har maaskee glemt det ; det 
var kort førend jeg modtog Ansættelsen herovre , altsaa 
kort førend vort stadige Samliv ophørte . Jeg 
var en Dag bleven vred paa Dig over Noget . Maaflee 
gjorde jeg Dig nogen Uret ; maaskee var jeg 
noget urimelig i Forhold til Sagens Betydenhed . 
Jeg irettesatte Dig paa en temmelig støiende Maade 
og betjente mig af Ord , som paa en ganske særlig 
Maade maae have afficeret Dig ; thi , hvad Du aldrig 
for havde gjort , Du tilbageviste min Irettesættelse 
med en Contrabebreidelse , idet Du med alle Kjendetegn 
paa et oprørt Indre udbrød : at jeg var og 
navnlig tidt havde været urimelig imod Dig , hvilket , 
da Du var mindre , ofte havde yttret sig 
paa en voldsom opfarende Maade baade i Ord og 
Handling . 
Jeg taug overrasket og gik ind paa mit Værelse , 
hvor jeg længe gik op og ned ad Gulvet og grundede 
herover . Jeg var ubehageligt berørt ; men det 
var dog især og egentlig kun Ordene „ da Du var 

mindre “ , som foruroligede mig . Jeg vilde nemlig 
nødig , at navnlig den Deel af dit Barndomsliv , 
da din Moder færdedes iblandt os , skulde have 
efterladt Dig mange Erindringer af saadan Art . 
Det vilde i saa Fald tykkes mig , som om saadanne 
Erindringer , skjøndt de jo kun knyttede sig til Forholdel 
mellem Dig og din Fader , dog tillige skulde 
ved uvilkaarlige Begrcbsforvexlinger kunne kaste ligesom 
en Skygge , et formorkende Farveskjær over det 
moderlige Billede . At dette , uberørt af vore smaa 
Mellemværender , skulde staae lyst og smukt og venligt 
for din Sjæls Øie , ja blive et Grundlag for 
Udviklingen af din Charakter , Dannelse , Religion , 
havde jeg altid haabet . 
Men at Du nu altsaa alligevel , efter dit uvilkaarlige 
Udbrud at domme , syntes med særligt Mishag 
at tænke filbage paa den Tid , da Du var mindre 
og Moder levede , det løb nu som sagt rundt i 
mit Hoved paa en høist foruroligende Maade ; og det 
kan gjerne være , at det — rigtignok gjennem en noget 
usædvanlig Tankebevægelse — gjorde Udflaget paa , 
at jeg modtog den mig filbudte Ansættelse herovre 
og lod Dig blive derovre . 
At Mindet om din Moder endnu lever hos Dig 
paa den Maade , som jeg ønskede det , men næsten 
havde opgivet Haabet om ( ? ? ) det troer jeg at 

være kommen til Overbeviisning om under mit sidste 
uforglemmelige Besøg hos Dig . Jeg kan da vel umulig 
have taget feil heri , min kjære Dreng ! — vel ? 
Men siden den Tvivl er hævet eller saa godt 
som hævet , er en ny kommen istedet , der i egentligere 
Forstand vedkommer mig selv og mit eget personlige 
Forhold til Dig . Det er nu ikke blot af 
den nævnte ganske særlige Grund — ogsaa for min 
egen Skyld som Menneske og Fader kunde jeg nu 
meget ønske , at de Scener , som Du i hiint halv 
ufrivillige Udbrud hentydede paa , hverken maae have 
været hyppige eller af nogen synderlig Betydenhed , 
saa at de skulde være blevne noget Fremherskende 
blandt dine blivende Barndomsindtryk . Men det er 
vel heller ikke saa ? er det vel ? En saadan Tanke 
vilde nu være mig ufordragelig ! Det var vel blot 
Noget , Du dengang saadan sagde ? i ungdommelig 
Heftighed ? en øieblikkelig og let forklarlig Opbrusning , 
fordi jeg den Dag var forstemt og urimelig 
og netop i det Øieblik havde gjort Dig Uret ? saa 
at Et og Andet i min tidligere Adfærd imod Dig 
formede sig for din ophidsede Indbildningskraft som 
Noget , der var fleet baade hyppigere og i høiere 
Grad , end Du i roligere Øieblikke meente ? Tager jeg 
Vel feil heri , min gode Arthur ! — eller har jeg virkelig 
været en hensynsløs Grobian ? 

Jeg vil ikke negte det , der var en Periode i din 
tidligere Øpvært , hvor jeg troede mig skuffet i visse 
Forventninger , jeg havde sat til Dig , og der var 
tillige kommet Noget ind i dit Væsen , som ei sjelden 
bragte mig til at tabe Taalmodigheden . I saadanne 
Øieblikke kunde det jo ganske vist hænde , at jeg gav 
mig til at buldre los med Mund eller Haand , dog 
sjelden paa sidstnævnte Maade . At denne sidste Art 
af faderlig „ Tugt “ ikke kan have været af nogen 
sær Betpdenhed , det staaer for min Bevidsthed næsten 
som noget Givet og Selvfølgeligt . Det har nemlig 
altid , naar jeg er kommen til at tænke over øpdragelsesvæsen , 
paatrængt sig mig som fuld Øverbeviisning , 
at de af Saamange for nødvendig anseete 
haandgribelige Revselser ere en mildest talt flau , 
triviel Erindring at efterlade om sig . Jeg veed ingen 
Situation , der i den Grad staaer paa Grændsen af 
det Hæslige og Latterlige , som en velmeent pædagogisk 
correct , efter alle Kunstens og Traditionens Regler , 
efter Forhør og Dom , Noder og Tact udført 
„ Kjæpryggedands “ , sat i Scene ved Hjælp af et til 
saadan Brug i forsynlig Betænksomhed paa bestemt 
Sted opbevaret Instrument . Begge Parter tage sig 
uheldigt ud , men den active Part i Reglen uheldigsf , 
og gaaer det udover visse Grændser , bliver det mig 
en Vederstyggelighed . Jeg har kjendt ikke ganske Faa , 

i hvis samlede sonlige Erindringer Optrin som de 
her antydede ere vedblevne længere hen i Livet at 
være noget Overveiende og Fremherskende ; det har 
da ikke saameget været Eftervirkningen af nogen i 
sin Tid lidt Overlast i og for sig betragtet , som af 
Situationens materielle , uhjemlige Hæslighed . Jeg 
har stundom hørt flige Scener fra Barndomshjemmet 
opfriskes og omtales med virkelig Bitterhed , undertiden 
med en vis indolent Kulde , men hyppigst med en 
egen ironisk raillerende og i Sandhed ikke mindre 
pietets farli g Munterhed . Med den mindre plan- , 
pligt- og principmæssige , altsaa mere upædagogiske 
Maade , en sjelden Gang at slaae ned som et Lyn , 
naar man udover en vis Grændse taber Taalmodigheden 
og bliver hidsig og gal i Hovedet , forholder 
det sig anderledes . Den Maade er maaskee i og 
for sig forkastelig , idet man jo egentlig aldrig burde 
handle uden efter koldt Overlæg , ja i en øieblikkelig 
selvforglemmende Opbrusning vel endog kunde være 
uforsigtig og uberegnelig ; men den vil ikke senere hen 
i Livet udgjøre en saa flau eller bussemandsagtig pedantisk 
Bestanddeel af Barndomsminderne , som hiin 
pædagogisk correctere . En Son vil lettere forsone 
sig med Erindringer om en Faders mismodige Stemninger 
og lidenskabelige Udbrud , fremkaldte af en 
Overspændthed i Sorg og faderlig Skuffelse — selv 

VIN en Feiltagelse eller uforsætlig Miskjendelse stundom 
kan have havt sit Spil — end med hiint traditionelt 
maskinmæssige , nøiagtigt Regnflab opgjørende , 
skolemesteragtige Afstraffelsesspstem . 
Med roligt Overlæg at anvende Haandgribeligheder 
mod en Søn vilde allerede af den Grund falde 
mig unaturligt , at det i visse Maader vilde være for 
mig , som om jeg forgreb mig paa min Hustrues , ja 
paa mine Forældres , eget Kjød og Blod . Dernæst 
vidste jeg , at jeg ved saadanne Optrin bedrøvede og 
foruroligede din Moder ; ja jeg undsaae mig ligefrem 
for hende og undgik det altid i hendes Nærværelse . 
Og endelig have min forlængst afdøde Faders Fortællinger 
om sin egen Barndoms- og Skoletid gjort 
mig saa fjendsk sindet mod al physisk Overlasf mod 
Børn og Værgeløse , at jeg umulig i den Retning 
kunde gaae for vidt mod Nogen , altsaa allermindst 
mød min Faders kjødelige Sønnesøn . 
Naar jeg derfor er faret løs imod Dig paa 
anden Maade end i buldrende Ord og nærgaaende 
Talemaader , har det kun været , naar Naturen er 
gaaet over Selvoptugtelsen , Lidenskaben over den modstræbende 
Utilbøielighed , og derfor ogsaa kun sjelden 
og ganske forbigaaende ; — er det ikke saa ? ! Det 
bestod jo dog næsten altid mere i det truende Tilløb 
end i Revselsens Betydelighed , som Du vist aldrig har 

havt nogen skjellig Grund fil at beklage Dig over ; 
thi den corporlige Forgribelse paa Dig bragte mig 
næsten øieblikkelig fil mig selv igjen , saa jeg følte 
ligesom et Slags Undseelse øver Begyndelsen og lod 
Fortsættelsen fare . 
I denne Henseende troer jeg derfor ikke af jeg 
just har Noget af bebreide mig ligeoverfor Dig . 
Derimod tor jeg ikke i Retning af haarde Ord og 
stærke ydmygende , den barnlige Selvfølelse og det 
glade Livsmod nedkuende Attringer frikjende mig selv 
i samme Grad , og jeg har virkelig havt Skrupler , 
som om jeg i denne Henseende ei sjelden er gaaet 
ufkaansømmere tilværks end Anledningen retfærdiggjorde . 
Jeg har — eller rettere har havt — det 
i min Magt af sammentrænge en vis Sjælsbitterhed , 
visse overvældende Stemninger , i Ord , der kunde 
flære som Rageknive . At det stundom , skjøndt Du 
søgte af skjule det , har udøvet en betænkelig nedflaaende 
Virkning paa Dig , har jeg nogen Grund 
fil af formode . Og dog maa jeg frikjende mig selv 
for , af min ofte pludseligt srembrydende Vrede skulde 
have havt det Allermindste tilfælleds med Vilkaarlighed 
og onde „ Luner “ . Har jeg været urimelig , sou : 
Du kaldte det , saa har det aldrig været af Ærgrelse 
over noget Andet og Uvedkommende , saaledes 
som Saamange have for Skik : af de lade det gaae 

ud over deres egne Nærmeste , naar de s . Ex . have 
havt Ubehageligheder af Kreditorer eller faaet en 
Bister af en Foresat eller været uheldige i Spil eller 
havt en urolig Nat ovenpaa en Sviir . Men ikkedestomindre 
har jeg ofte maattet tilstaae for mig selv , 
af jeg i Retning af onde Ord og heftig , bitter , nærgaaende 
Tale er gaaet for vidt , stundom meget 
for vidt ! 
Hvad siger Du nu til alt dette , kjære Arthur ! 
— Udtal Dig frit og oprigtigt for mig om Beskaffenheden 
af dine Barnoomserindringer . Ere de 
milde , lyse , venlige de overveiende ? eller ? — min 
Pen vægrer sig ved af nedskrive Ordene , der betegne 
Modsætningen . 
Jeg har , lige siden jeg lod mig ansætte herovre , 
med en for Dig uforklarlig Egensindighed holdt 
Dig borte herfra , idet jeg kun engang imellem har 
filbragt et Par Dage ovre hos Dig for af varetage 
dit Tarv og gjøre Vandringen med Dig fil Kirkegaarden . 
Dif engang yttrede Ønske , af komme i 
Odense Latinskole for af være nærmere ved mig , 
har jeg hidindtil ladet uopfyldt . Nu skal det skee , 
dersom det endnu er dit Ønske — fil Sommer , naar 
Du har taget den første Deel af din Asgangsexamen ; 
thi dette Ønske er nu ogsaa mit ! Du kan troe , jeg 
har tidt og ofte savnet Dig , min Dreng ! endskjondt 

det maa have taget sig ud for Dig , som om det ikke 
var saa . 
Hvad der siden din Moders Død allerede var 
Tilfældet under Samlivet med Dig , har gjentaget 
sig herovre i en langt høiere Grad . Der er gaaet 
ligesom en Elegie gjennem min stille Bolig ; Noget 
som en Accord af et forstemt Instrument , Noget 
søm en trykkende disig Luft har hvilet øver mine 
Stuer , mine Meubler , over mig selv , og jeg er 
gaaet om nedstemt , urolig og hjemløs i Sinde . Ja 
der var en kort Tid , da jeg troede af bringe den 
fredløse Sjæl i en kunstig Ligevægt ved bedøvende 
Midler , som kunde have berøvet mig min Søns Agtelse ; 
men Tanken øm din Moder og Tanken paa 
Dig i Forbindelse med en trofast Vens og Venindes 
Indflydelse bragte mig sil af opgive den Curmethode . 
Denne forøgede Tungsindighed herovre henførte jeg 
deels fil et forøget Savn efter din Moder , deels fil 
Virkninger af hiin gamle Familietilskikkelse ; men det 
er nu blevet mig tydeligt , af den ligesaameget havde 
sin Grund i Savnet af Dig og i det piinlige Tryk 
af de overspændte Grunde , der alligevel bragte mig 
sil af holde Dig borte herfra . 
Har Du Lyst fil af tilbringe den forestaaende 
Juleferie herovre hos mig ? Jeg skal da gjøre , hvad 
der staaer i min Magt , for at gjøre Dig Opholdet 

saa behageligt og opmuntrende , som det her paa Stedet 
lader sig gjøre . 
Hvorledes lever vor lille ungarske Plejedatter ? 
Jeg har tænkt paa at faae hende anbragt herovre . 
Har Du Noget imod det ? Du kunde jo tage hende 
med og være hendes Sikkerhedsvagt paa Overreisen , 
naar Du kommer til Juul . 
Du har først nylig fyldt dit sextende Aar ; men 
Du kan see af dette Brev , at jeg anseer Dig for 
aandsmodnere end de Fleste af din Alder . 
Skriv nu snart et frimodigt , oprigtigt , uforbeholdent 
Brev til 
Din trofast hengivne Fader 
Einar Vilson . 
Det var da et sorunderligt Brev til en Søn ! 
Jeg fordulgte ikke denne min Mening for Vilson , 
da han kom ind igjen , idet jeg fraraadede ham at 
sende det . „ Det er jo en Art Afbigt , De gjør 
Deres Søn “ , sagde jeg ; „ og hvad enten De har Ret 
i hvad De bebrejder Dem i deres tidligere Forhold 
til ham , eller De gjør Dem selv nogen Uret , saa 
vil et saa besynderligt og aldeles usædvanligt Brev 
snarere forurolige end glæde ham . Han er i alt 
Fald endnu meget for ung til ikke at blive desorienteret 
deraf . Hvad der kan have været at udsætte 

paa Deres Opførsel imod ham , vil han , naar Forholdet 
forandrer sig , let glemme , ja har siden Deres 
sidste Sammenkomst maaskee allerede tabt ethvert 
ugunstigt Indtryk deraf . Handling er i saa Henseende 
meget bedre end et Brev , hvori der endog er Steder , 
som han flet ikke vil kunne forstaae , og som jeg heller 
ikke forstaaer . “ 
Vilson gik tans og med sænket Hoved op og 
ned ad Gulvet , fast som om han følte sig « behageligt 
skuffet . 
„ Har De Tid og Lyst til at skjænke mig en 
halv Time eller noget mere ? “ spurgte han efter en 
længere Pause . Da jeg bejaede det , kastede han et 
fly Blik hen sil Billedet i den mystiske Krog , satte 
sig og tog da Ordet saaledes : 
„ Der er i min Slægt en ulykkelig og uhyggelig 
Familiehemmelighed . Den skriver sig fra min Farfaders 
Tid , som var en flem Mand . De fortsatte 
Virkninger af en gammel Uret , eller rettere blodig 
Dødssynd , skulde ophøre med min Søn under en 
vis Betingelse . Hvori denne Betingelse skulde bestaae , 
vides ikke ; thi her standser Familietraditionen 
paa Grund af dens bratte Død , som udtalde Ordene . 
Men jeg har paa min Viis suppleret det 
Manglende og er ved Noget , jeg siden kommer fil 
at berøre , bleven bestyrket i , at min Formodning om 

„ Betingelsernes “ Beskaffenhed var den rette . Deir 
Slægt , mvd hvem den blodige Uret var begaaet , fil 
den Slægt horte min afdøde Hustru . Jeg gjorde 
den Opdagelse først efter at have lært hende at 
kjende , og det var den egentlige Aarsag fil , at hun 
blev min Hustru ; men hun forblev fil sin Dødsdag 
uvidende om den skjæbnesvangre Sammenhæng mellem 
hendes og min Slægts Fortid . 
Vi fik en Søn . Naar han blev sin Moders 
Glæde og Stolthed , saavel ved den Kjærlighed , han 
viste hende , som ved den hele Maade , hvorpaa han 
udviklede sig , da vilde Forsoningen være tilvejebragt . 
Denne maatte væsentlig komme fra en fælleds Kjærlighedsfrugf , 
der havde Blod af begge Racer . Saa 
tyktes det mig . 
Hans tidlige Barndom var høist lovende . Meget 
var der , som tydede hen paa en levende Aand 
og usædvanlige Anlæg , og tillige var der i hans 
hele Væsen og barnlige Munterhed Meget , som syntes 
at bebude en ganske dertil svarende personlig 
Elskværdighed . Dertil var han et Barn med varm 
Følelse og et kjærligt Hjerte , der elskede sin Moder 
og sluttede sig fil hende med næsten lidenskabelig 
Ømhed . Saa der var alle Kjendetegn paa , at han 
vilde blive „ sin Moders Glæde og Stolthed “ og forsaavidt 
ogsaa min . Hvad der var mig næsten det 

Vigtigste og meest Tilfredsstillende , var at han i høi 
Grad lignede sin Moder og i alle Maader lod til at 
skulle slægte hende paa . 
Da han voxede fil , kom der en Periode , hvor 
Forventningerne dalede noget , endnu mere da han i 
en Alder af henved ti Aar kom ind i Latinskolen , 
og tilsidst i en foruroligende Grad . Han var ikke 
længer det Lys , som baade hans Forældre og Alle , 
der havde seet ham og givet sig af med ham , havde 
troet . Han kunde ikke tilfulde magte Skolens Fordringer , 
medens flere samtidige Kammerater , som 
vare blevne anseete for Fæhoveder i Sammenligning 
med ham , i enhver Henseende overstraalede ham . Og 
hvad der berørte mig ubehageligst herved var , at jeg 
ifølge Efterforskninger og Sammenligninger , som jeg 
underhaanden anstillede , befandt , at flere af dem , 
som beklædte de høiere Pladser og vare Klassens 
lysende Stjerner , bestilte hjemme mindre end han , 
fordi de lærte Lektierne lettere og hurtigere . Jeg 
ærgrede mig og blev gal paa Drengen . Ja havde 
han endda været doven ! at jeg kunde have givet 
dette Skylden og havt Udsigt til at reparere Skaden 
— for enhver Priis ! med det Gode eller med det 
Onde ! Men det kunde jeg egentlig ikke med Billighed 
og Sandhed beskylde ham for ; han sad ret trolig 
over sine Arbeider og vilde aabenbar gjerne gjøre 

Fordringerne Fyldest ; men Udfaldet i Skolen svarede 
sjelden til den i Hjemmet anvendte Bestræbelse . Jeg 
vilde ofte hjælpe ham , men blev strax utaalmodig , 
ja opfarende og brutal , naar jeg traf ham i formeentlig 
Tungnemhed eller aandsfraværende Forvirring . 
Fra 
denne Tid begyndte allerede et uheldigt Forhold 
at opstaae imellem Fader og Son . Thi saa 
kom nu dertil , at det med hans forommeldte personlige 
Elskværdighed tog samme Vei som med hans 
formeente Begavelse . Han voxede sig grim , idetmindste 
i mine Øine ; hans smukke , udtryksfulde Ansigt 
blev magert , blegt og slant ; hans harmonisk 
mejslede Figur blev langstrakt og ranglet ; hans rafle , 
livlige og naturlige Bevægelser bleve klodsede og keitede ; 
hans venlige , frimodige , Alles Hjerter vindende 
Væsen blev forlegent og aandsfraværende , tilmed 
koldt , indesluttet og tværdriveragtigt — tildeels endog 
i Forholdet til hans Moder ; og hvad der var det 
allerværste , den umiskjendelige Lighed med hans Moder 
tabte sig efterhaanden , og hans Physiognomie 
antog mere og mere hans Faders og Fædreneslægts 
Former og Udtryk . Dette kunde jeg mindst tilgive 
ham . 
Een Ting bebrejder jeg mig meget fra den Tid . 
Fra hans ottende , niende Aar indtil en tre fire Aar 

ind i hans Skoletid var han af og til hjemsøgt af 
et eget ubestemt Sygdomstilfælde . Det yttrede sig 
som Feber , Hovedpine og Svimmelhed samt en dermed 
forbunden aandelig Afslappelse , der gjorde ham 
uskikket sil at bruge Hovedet eller ordne sine Tanker , 
saalænge det stod paa . Med Feberen fulgte Feberphantasier . 
Det varede gjerne en halv Snees Dage , 
undersiden noget kortere , og i den Tid forandrede 
min Stemning imod ham sig ganske . Jeg blev igjen 
god og venlig imod ham , jeg var ængsteligere om 
Hjertet , end hans Tilstand i og for sig kunde retfærdiggjøre , 
og hans Feberphantasier , hvori han i en 
halv vaagen halv drømmende Tilstand tidt udtalde 
heelt besynderlige exalterede Ord , rørfe og bedrøvede 
mig . Men aldrig saasnart var Sygdomsanfaldet 
forbi og Sagerne gik deres sædvanlige Gang , før 
Drengen igjen stod for mig som den , der havde beredt 
mig en større Skuffelse end jeg kunde bære . 
Senere bleve disse smaa Sygdomsanfald sjeldnere og 
kortvarigere og ophørte tilsidst ganske . Siden den Tid 
er han bleven sund og kraftig , og samtidig er det 
med raske Skridt gaaet fremad med ham i alle de 
Retninger , hvori han i hiin uheldige Periode var 
gaaet tilbage , saa af jeg nu igjen kan knytte de bedste 
Forventninger til hans Fremtid . Men nu bebrejder 
jeg mig derfor , af jeg ikke allerede dengang havde 

kunnet forudsætte , af min Sons aandelige Tilbagegang 
kun var en midlertidig Tilstand , som havde en 
legemlig Grund og vilde rette sig , naar den legemlige 
Aarsag ophørte . Det har været en sygelig Tilstand , 
der kun til visse Tider antog en bestemtere 
Skikkelse , men har været skjult tilstede hele Tiden , 
som det jo ei sjelden skal være Tilfældet med unge 
Drenge , der staae i stærk Væxt . Og selv om dette 
ikke var saa , saa kunde jo dog Skuffelser af saadan 
Art ikke lægges ham til Last som en Brøde , hvad 
jeg ikke var langt fra af gjøre . Det Samme gjælder 
om den Forandring i hans udvortes Væsen og 
Manerer , der samtidigt fremkom og voldte mig ligesaa 
megen Ærgrelse ; thi endog sraregnet Indvirkningerne 
af et fortsat Ildebefindende , maatte denne 
Forandring jo alene kunne forklares af den Modfaldenhed , 
som han selv , en oprindelig ærekjær Natur , 
maa have følt over ikke af kunne gjøre Fyldest i 
Skolen og hamle op med Kammeraterne saavelsom 
over den Virkning , han saae at det udsvede paa 
mig og mit Forhold til ham . 
Hvad der i denne tilsyneladende Væsens- og 
Gemytsforandring dog især stemte mig uvillig mod 
Drengen , var Noget , der dengang tog sig ud for 
mig næsten som en Mellemting af indolent Egensind 
og udfordrende Trods . Dette opirrede mig da saameget 

desto mere , som jeg befrygtede deri at opdage 
et Charaktertræk , der skulde udvikle sig mere og mere 
i Lighed med hans Slægt paa Fædrene Side ; og 
kom noget af dette tilsyne i Forholdet til hans Moder , 
hvem han tidligere havde viist en næsten forgudende 
Hengivenhed , da var jeg ikke langt fra at 
kunne hade ham . Der var virkelig et Par Aar , hvor 
jeg — naar kan ikke var syg — maaskee neppe har 
falt tre Gange venligt sil ham , i alt Fald ikke naar 
jeg var alene med ham . I Eenrum med Drengen 
gav min Misfornøjelse sig saameget stærkere Luft , 
som jeg i Andres og især hans Moders Nærværelse 
stræbte at give det Udseende af , som der Ingenting var 
iveien . Den gav sig Luft baade i „ Ord og Handling “ , 
dog i en ulige høiere Grad paa førstnævnte 
Maade , i Ord , der kunde trænge igjennem til Marv 
og-Been . Saa tydeligt som det havde været igaar 
erindrer , jeg , af han engang ved saadan Leilighed , bleg 
som et Lig og med krampagtige Trækninger i Ansigtet , 
udbrød : „ o Fader ! Fader ! slaa mig langt hellere end 
sige saadanne ubarmhjertige , forfærdelige Ord til mig ! “ 
Uagtet jeg som sagt i min Hustrues Nærværelse 
stræbte af skjule min Misstemning mod vort eneste 
Barn , saa kunde det dog ikke altid lykkes mig . Ikke 
blot , af jeg trods min Selvbeherskelse enkelte Gange 
slumpede til af glemme mig selv , saa af jeg , skjøndt 

hun var filstede , fver løs mød Drengen søm en Rasende 
øver førhøldsviis ubetydelige Ting ; men selv 
om det aldrig var skeef , var det jø næsten umuligt 
Andet end af hun af forskjellige Symptomer — f . Ex . 
ved stundom af høre min høirøstede Skjænden i Afstand 
eller min dæmpede dito fra et Sideværelse 
— maatte gjøre et Indblik i Sagernes Stilling . 
Ligesaalidt kunde hun være blind før de altfør paafaldende 
Forandringer , der vare soregaaede med hendes 
Søn , uagtet jeg ogsaa i denne Henseende søgte 
af vende de lyseste Sider ud for hende og saavidt 
muligt skjule eller bortforklare hans nedadgaaende 
Bevægelser . Hun var tidt bedrøvet og urolig saavel 
over Skuffelserne med Drengen søm øver den 
Indflydelse , hun trods min Forstillelse mærkede af 
det udøvede paa mig ; men hun vedblev ligefuldt at 
elske ham med Moderkærlighedens hele uforandrede 
Ømhed og Dybde , dog som altid paa en forstandig 
Maade , uden utidig Svaghed og Kjællingeri . 
Hun havde i flere Aar været skrantende , ikke 
sjelden syg og sengeliggende , uden at Nøgen , hverken 
Læger eller Andre , kunde blive klog paa hvad 
hun feilede . Ja naar hun var nogenlunde tilpas , 
lød man sig fluffe af hendes livfulde MeddelelseSevne 
og levende Aand , der i en ualmindelig Grad 
havde Herredømmet over Legemet , og troede i Almindelighed , 

at hendes UpaSselighed ikke havde stort 
at betyde , — indtil hun , tilsyneladende pludseligt , 
faldt i den haabløse Sygdom , der efter knap fjorten 
Dages Forløb endte hendes Liv . 
To Tage før hun døde , i et Øieblik da Arthur 
listede sig lydløst gjennem Sygeværelset , saae hun 
med et langt , sørgmodigt Blik hen paa ham og hviskede : 
„ stakkels Dreng ! “ Hun sagde det ligesom 
ind i sig selv ; men jeg hørte det ! og hvormeget jeg 
end har stræbt at fortolke disse to Ord blot søm en 
veemodig Forndfølelse af den nærforestaaende Skilsmisse , 
saa er det dog aldrig lykkedes mig at bortvise 
fra min Bevidsthed , hvad der kunde ligge i 
dem : Frygten for et stigende Misforhold mellem hendes 
efterlevende Mand og Søn . 
I Dagene mellem Døden og Begravelsen gik 
jeg om i en besynderlig Døs . Jeg var smerteligt 
greben ; men det Hele var mig mere som en uhyre 
Skuffelse og et feilslaget Haab end som en overvældende 
personlig Sorg over en elsket Persons Død 
i og for sig . Det var for mit mørke grublende Indre , 
fast søm øm jeg havde forlokket en udvalgt og 
velsignet Sjæl ind i en fortabt Slægt og istedetfor 
gjennem hende at indpode Velsignelsen i denne havde 
bragt hende selv ind under dennes Vilkaar . Ved at 
forbinde min Tilværelse med hendes havde jeg maaskee 

forspildf hende , den elskelige og høitbegavede 
Ovinde , et langt og lykkeligt Liv , kanskee en glimrende 
Lød , istedetfor at erstatte og forsone hvad min 
Slægt havde forbrudt mød hendes . Hun var ved 
- den unaturlige Indplantning bleven et nyt Offer , 
søm min Slægt gjennem mig havde krævet , uden at 
blive os til Frelse eller udflette den gamle blodige 
Plet , fordi jeg og min Søn ikke havde opfyldt Betingelserne . 
Endog den Omstændighed , at vi nogle 
Aar efter vort Bryllup arvede meget uventet henved 
12 , 000 Rdl . efter en Slægtning af hende , blev 
mig nu en forøget Kilde til Oval . Mens hun levede , 
kunde jeg betragte det søm et Middel til at gjøre 
hende Livet behageligere ; men nu ! — nu blev det 
jo kun en reent verdslig og timelig Fordeel før mig , 
en sjofel materiel Profit , jeg gjennem hende havde 
tilranet mig ; hvilken Skjæbnens Ironie ! Og saa 
blandede der sig atter mellem disse Forestillinger den 
hendøende Klang af hine tvende Ord : „ stakkels 
Dreng ! “ hvorved de meest modsatte og indbyrdes 
modsigende Stemninger , Tanker og Forestillinger krydsede 
sig i min omtaagede Hjerne . 
Til visse Tider af Dagen stod Forstanden reent 
stille ; jeg tænkte flet ikke og fulgte Mechanist Strømmen , 
naar Venner og Bekjendte i Byen , før at opmuntre 
mig og Arthur , bade os tilbringe Aftenerne 

hos dem . Der kunde jeg saa før det meste tale om 
hvad det skulde være , næsten som der Ingenting var 
iveien , og helst om de spidsborgerligste Hverdagsanliggender , 
hvori Sjælen fandt ligesom en forbigaaende 
Hvile . Ja det kan saamæn gjerne være 
blevet miskjendt af En og Anden som Phlegma og 
paafaldende Sindsro ved en Leilighed , hvor Andre 
pleie at jamre og klage og tage paa Vei . 
Aftenen før Begravelsen blev det afsjælede Legeme 
bisat i Kirken . I Aftenens Mørke , der kun 
afbrødes ved Lyset fra Husene og Lygterne , gik jeg 
ved Drengens Side bagefter Kisten , ledsaget af et 
Par Venner . Da vi vare komne et lille Stykke fra 
Hjemmet , gaaer den Tanke pludselig op i mig , at 
jeg havde glemt , hvad ellers Ingen glemmer esteren 
elflet Afdød , — jeg havde glemt at faae en Lok 
af hendes Haar , det Eneste af det synlige Menneske , 
som trodser Forfængeligheden , det Eneste , der som 
en virkelig Bestanddeel af hende kunde siges at være 
mig og vor Søn et virkeligt , utvivlsomt Mindetegn . 
Jeg havde glemt det , uagtet jeg hver Dag havde 
været derinde , hvor hun laa næsten som en Sovende , 
med mild Fred og Frigjørelsens Smiil i det endnu 
udtryksfulde Ansigt , uden noget sandseligt Spor af 
Dødens Indvirkning , og havde meer end eengang 
strøget hende ned ad det smukke Haar . Jeg havde 

glemt det og erindrede det først nu , da det var for 
silde , for silde ! 
Denne Tanke forfulgte mig under hele Vandringen 
til Kirken saavelsom i de faa Minutter , vi i Kirken 
dvælede ved Kisten , paa Tilbageveien derfra og 
hjemme , indtil jeg igjen hensank i en dorfl Apathie , 
som dog ikke hindrede mig i at snakke hen i Vind 
og Veir om dit og dat med velvillige Mennesker , der 
ogsaa denne Aften kom for at adsprede mig . 
Paa Begravelsesdagens Morgen gik jeg omkring 
i en ubestemt , men boist piinlig Uro , saa Veiret var 
nærved at gaae fra mig , og da jeg , ankommen fil 
Kirken med Arthur , fik Øie paa Kisten , fremstod 
atter og med forøget Styrke den Tanke hos mig : 
jeg havde forsømt at klippe en Lok as hendes Haar 
— en Haarlok , som jeg kunde indfatte i Guld og 
give hendes Son som en hellig Reliquie , som en beflyffende 
Talisman mod hvad der i hans Liv fluide 
stille sig fjendtligt og fordærveligt . Og saa kom 
nu ovenikjobet den nye Selvanklage fil , at det kunde 
maaskee dog endnu være fleet , dersom jeg seent den 
foregaaende Aften eller tidlig nærværende Morgen 
havde havt det Omløb og det moralske Mod at henvende 
mig fil en af Kirkens Betjente , i fornødent Fald 
fil Sognepræsten selv , og erholdt Tilladelse fil at 
faae Kirken aabnet og indfinde mig der med en Sax 

og en Snedker , der kunde lukke Kisten op og i . Nu 
derimod , da Følget allerede samledes , var Forsømmelsen 
uoprettelig . Alt dette rumsterede paa det forfærdeligsle 
rundt i mit Hoved under Sørgehoitideligheden 
i Kirken , paa Veien fil og fra Kirkegaarden , 
ved Graven og hele den øvrige Deel af Dagen , indtil 
ligesom Aftenen iforveien den indolente Tilstand 
atter indfandt sig , hvor Tungen snakker , mens Forstanden 
staaer stille . 
Den næste Dag gik jeg ud til Graven . Min 
Hele Smerte sammentrængte sig nn i den ene Tanke : 
hvad jeg saa ubegribeligt og uforsvarligt havde forgleml ; 
— det var mig , som med den Haarlok kunde 
endnu Alt være blevet godt , og af uden den var nu 
Alt tabt . Jeg stod og stirrede paa den festligt smykkede 
Gravhøi , som om jeg vilde gjennemtrænge den 
og fremmane det uflatteerlige Klenodie , der kun var 
faa Alen fra mig ; ja jeg gik virkelig paa Hjemvejen 
og grublede for Alvor over Maader , hvorpaa jeg 
endnu kunde komme i Besiddelse deraf . 
Aftenen til denne Dag var den første Aften 
efter Katastrophen , som jeg tilbragte alene , alene 
med min Søn hjemme i vor Dagligstue . Alt baade 
der og i de andre Værelser var allerede bragt i den 
gamle Orden ; Alt ved det Gamle paa Eet , det Vigtigste , 
nær . Der stod hendes Blomster , som hun 

havde pleiet saa frolig , der hendes Stol , Skammel 
og Sybord med det sidste ufuldendte Arbeide ; der 
laa en ligeledes ufuldendt Tegning , og der stod hendes 
Klaveer , som ikke havde været oplukket siden den 
sidste Aften inden hun blev syg indtil Døden , da 
hun i Skumringen saa forunderlig anelsesfuldt phantaserede 
derpaa — og saa fremdeles , hvor jeg vendte 
Blikket hen . Alt var som for og dog saa uendelig 
forskjelligt ; thi Huset havde mistet sin Sjæl , og 
Den , der havde givet det Hele Lys og Liv og Varme 
og eiendommeligt Farvespil , havde man bragt ud paa 
Kirkegaarden , dybt ned i Jorden — og den gamle 
Dissonants stod endnu uvpløsf ! — og jeg havde 
ikke engang saameget som tilsikkret mig en — “ 
„ Det er Haarlokken , De atter tænker paa “ , fog 
jeg Ordet , da Vilson standsede , som det syntes betagen 
af sin egen Fortælling . „ Men De havde jo 
hendes Son ; det var mere end en Haarlok ; det var 
Kjød af hendes Kjød . “ 
„ Denne og lignende fornuftige Betragtninger 
stræbte jeg ogsaa , og netop den Aften , at stille mig 
tilfreds med , “ vedblev Fortælleren . „ Der var saa 
stille i Stuen som i et Gravkapel . Jeg gik op og 
ned ad Gulvet , og Drengen sad ved et Bord og 
læste . Jeg lagde Mærke til , at hans Øine hvert 
Øieblik svævede ud over Bogen og stirrede hen paa 

Væggen ligeoverfor . Han saae bedrøvet og tankefuld 
ud . Jeg kunde jo let forestille mig , hvad der rørte 
sig hos ham , og jeg var flere Gange den Aften 
stemt fil , ja eengang lige i Begreb nied af styrte hen 
og omfavne og kysse ham og trykke ham fil mit 
Bryst og græde ud ved hans Hjerte og give ham 
det hellige Løfte af være ham en kjærlig og retskaffen 
Fader . Og Gud give jeg havde gjort det ! Gud give 
jeg havde gjort det ! Meget havde da sidenefter udviklet 
sig anderledes . Men Noget holdt mig tilbage ; 
det var næsten som jeg flammede mig over af lade 
Fælelsen bryde frem , af „ give rørende Scener “ for 
en Søn , der var saa lidt vant fil Sligt , og saa 
lod jeg det blive ved det tause Forsæt , af jeg skulde 
blive ham en oprigtig Ven og Beskytter , og af hiint 
varselsfulde „ stakkels Dreng ! “ ikke skulde gaae i 
Opfyldelse , hverken forsaavidt det skulde betyde , af 
Spallen mellem Fader og Søn vilde udvide sig 
mere og mere , eller i nogensomhelst anden Betydning 
end den , af han havde havt den Sorg af miste 
sin Moder . Men hvorfor kunde jeg dog nu ikke 
gjøre Begyndelsen ved af give ham en Lok af hans 
Moders Haar ! 
Disse Tanker og Stemninger vare vel den naturlige 
Grund til , af jeg samme Nat og de to følgende 
Nætter havde en Drøm , hvis Virkninger først ophorte , 

da jeg nu nylig var derovre ved hans Confirmation . 
Jeg havde i flere Aar ei sjelden havt 
Besøg af et natligt Drommebillede , hvis varslende 
Rost aldrig undlod af indvirke paa mig i en eller 
anden Henseende . Det var afvexlende min forlængst 
afdøde Fader og min allerførste Barndomslærer , en 
venlig gammel Mand , som jeg havde holdt meget 
af , idet deres Skikkelser smeltede paa en sælsom 
Maade sammen , saa det syntes mig snart af være 
den ene , snart den anden , snart begge to paa eengang . 
„ Haartotter : 
kan erstattes af hendes Søns Taarer ! “ 
— saaledes lod mit Dobbeltdrømmebilledes 
Røst den forste Nat ; den følgende Nat noget forandret 
saaledes : „ hver Taare , han græder over sin 
Moder , kan bidrage til af udslette den gamle Forbandelse ! “ 
— og den tredie Nat , atter noget forskjelligt , 
saaledes : „ ogsaa ben sønlige Taare kan blive 
ham en beskyttende Talisman ! “ 
Hvad betydede disse gaadefulde Ord , som jeg 
hvergang med en mærkværdig Tydelighed kunde husfe 
og gjentage for mig selv , naar jeg vaagnede ? Jeg 
grublede derover , og Resultatet af denne Grublen 
var , af det den tredie Dags Morgen lige med Eet 
gik op for mig , af — jeg egentlig flet ikke havde 
seet Arthur „ græde “ under den hele Katastrophe . Jeg 

er noget nærsynet , og i den indadvendt aandsfraværende 
Tilstand , hvori jeg den meste Tid havde 
befundet mig , havde jeg ikke havt Sands for af iagttage 
ham videre nøie . At han havde sørget , sørget 
som en god Søn over sin Moders Død , derom 
nærede jeg ikke den fjerneste Tvivl , deraf havde jeg 
modtaget og beholdt et altfor levende Indtryk . Baade 
ved Dødslejet , ved Aftenbisættelsen , ved Begravelsen 
og endnu flere Leiligheder i den nys forløbne Periode 
havde han lagt endog heftige Følelser for Dagen ; 
men det gjentog sig nu for min omtaagede Erindring 
kun som ubestemte Klagelyd , som en fjern og dæmpet 
Hulken eller hændervridende Gestus , uden af 
jeg kunde henføre det til aldeles bestemte Scener og 
Øieblikke , som jeg nu bagefter kunde fremtage i Hukommelsen 
og gjenopleve i Indbildningskraften . Hvad 
hjalp det , af Andre med rørt Deeltagelse havde fortalt 
mig og endnu fortalte om hjertegribende Smertesudbrud 
af ham dengang og dengang ? hvad hjalp 
det , af lidenskabelige Udbrud saasom „ oh Moder ! 
Møder ! “ og lignende endnu gjenløde i mit Øre ? 
eller af jeg syntes endnu tydelig af kunne see før 
mig hans blege , forstyrrede Miner og afkegraa Ansigfsfarve 
i de første Dage , ja at hans hele Væsens 
dybt bedrøvede Udtryk selv i disse sidste Dage umulig 
kunde mistydes , — hvad hjalp det Altsammen , 

naar Taarerne , „ Taarerne “ , om end ved min egen 
aandsfraværende , sfælsforvirrede Uagtpaagivenhed , 
vare undslupne mig ? Tet var jo disse og kun disse , 
som den varslende Røst tre Nætter efter hinanden 
havde stillet som Betingelse , og da jeg nu ikke selv 
havde seet dem , saa var det før mig ifølge en besynderlig 
Begrebsforvexling , som om Fordringen flet 
ikke var opfyldt . Det blev til en fix Idee hos mig , 
og jeg gik om uden Rast eller Ro . Jeg maatte 
selv see , med mine legemlige Øine see , hvad jeg 
før havde overseet , ja om muligt med Briller paa 
før at være fuldkommen vis i min Sag , see , med 
den virkelige Synssands utvivlsomt see de virkelige , 
synlige , sandselige „ Taarer “ , som den hemmelighedsfulde 
Magt havde forlangt . Alt beroede , forekom 
det mig nu , derpaa , og først da vilde jeg troe og 
tillægge nogen Kraft , hvad jeg ad anden Vei allerede 
vidste . 
Til den Ende bragte jeg nu ofte , naar jeg var 
alene med ham , hans Moder og navnlig hendes 
Sygdom og Dod paa Bane . Jeg fremtog Gjenstande , 
der havde tilhort hende , og knyttede Bemærkninger 
dertil , besøgte Graven med ham og saa fremdeles ; 
men de smukke og rorende Ord , jeg da talde , maae 
vel have smagt formeget af Beregning og Hensigt ; 

de gjorde ham kun bedrøvet , taus og forstemt ; men 
„ Taarer “ saae jeg ikke . 
Det kunde vel træffe ved saadan Leilighed , at 
jeg troede at skimte ligesom en fugtig Glands i 
hans Øie og visse Trækninger i Ansigtets Muskler ; 
men jeg var aldrig vis i min Sag og vilde dog ikke 
heller vække hans Opmærksomhed ved at gaae hen 
og kige ham tæt ind i Ansigtet , — eller det kunde 
være , at ban vendte sig bort med en Haandbevægelse 
op imod Øiet ; men selv om det var for at skjule 
nogen indre Bevægelse , saa forslog det ikke ! det var 
meget for lidt , og Haandbevægelse « kunde jo ligesaa 
gjerne være for at kloe Hagen eller jage en Flue 
bort fra Næsen . Jeg var Fortvivlelsen nær . Ja 
min Urimelighed gik en Tidlang saa vidt , at det flår 
mig i Sjælen , naar han lo og var munter , hvad 
jo let kunde træffe mellem jevnaldrende Kammerater , 
der kom hjem til ham , — end sige naar han imellemstunder 
gav sin tidlig udviklede Sands for det 
Komiske med et visf ironiserende , fluespilleragtigt Anstrøg 
frit Spillerum . Jeg kunde da vende mig bort 
i taus , næsten haabløs Forbittrelse ; thi Udsigten til 
at opleve det frelsende Phænomen syntes derved at 
fjernes . 
Engang var Experimentet dog lige ved at lykkes . 
Vi fluide flytte bort fra det Sted , hvor jeg 

havde boet , siden jeg blev gift . Flere Grunde gjorde 
en Bopælsforandring nødvendig , blandt andre at en 
gammel Øvinde , min Moders Halvsøster , der havde 
været hoitbetroet i mit Fædrenehuus , skulde komme 
ned fra Norge og holde Huus for mig . — Det var 
et øieblik for vi skulde for stedse forlade den gamle 
Bolig , Arthurs Fødested og Barndomshjem . Anledningen 
var jo ypperlig . Meublerne vare bragte 
bort paa ganske lidt nær , og jeg havde sørget før , 
at hans Moders Portrait endnu ikke var nedtaget . 
Det vilde jeg selv indpakke og tage med mig , naar 
vi sidstegang gik ud af de tilvante , minderige Stuerfor 
at begive os hen i den nye Leilighed . Men inden 
jeg gjorde det , stillede jeg mig med Drengen hen under 
Portraitet . Da jeg selv var greben af Øieblikket , 
lykkedes Ordene mig fortræffeligt og faldt saa naturligt , 
at han , der overhovedet siet ikke var glad øver 
denne huuslige Omvæltning , vendte Ansigtet imod 
mig med et Udtryk , navnlig i øiet , søm i høi Grad 
bebudede , hvad jeg i saa lang Tid med feberagtig 
Uro havde higet efter at see . Ja det var lige ved 
at bryde frem ! men øh hvad skeer ! 
„ Skal Herren ha ' deilige støre fede Jødekager ? ! 
— eller rare Kryderboller og Hjerter med Sukat og 
Rosiner ! — eller yndige smaa Prindsessekringler sil 
to før en Skilling ! ! “ 

Det var en Rendekjælling for Byens Bagere , 
der nbemærket gjennem en paa Klem staaende Kjokkendør 
var kommen ind i Sideværelset og nu med en 
væmmelig pibende , skrattende , snøvlende Røst sfreg 
hine Ord ind i Stuen , hvor jeg og Arthur stode , 
netop i det førventningsfuldeste Øieblik . Ak vee ! 
vor sidste Afsfed med det Hjem , hvor jeg havde levet 
mit hele ægteskabelige Liv , hvor min Son var født , 
havde tilbragt hele sit Barndomsliv og før tre Maaneder 
siden mistet sin Moder , fik altsaa en ligefrem 
latterlig — forestil Dem min Sindstilstand , Doctor ! 
— en latterlig Ende ! 
Ogsaa under de noget forandrede Forhold efter 
Flytningen greb jeg af og til en Leilighed , der frembød 
sig eller som jeg paa en kunstig Maade tilveiebragte , 
til om muligt at see min fixe Idee realiseret ; 
men altid med samme Resultat . Hvad nyttede det , 
at jeg endnu kunde træffe ham stille , alvorlig og 
drømmende ved Tider og Leiligheder , som gjorde det 
meer end sandsynligt , at det var veemodige Fortidsbilleder , 
der besfjeftigede hans Tanker ? Jeg var dog 
ikke vis derpaa , og det var jo i hvert Tilfælde ikke 
de forlangte „ Taarer “ ! Dem havde han ganske sikkert 
fældet tidt og ofte i selve Katastrophens Dage , ja 
sandsynligviis ogsaa senere i Eenrum med sig selv ; 
men jeg havde jo ikke seet dem , og saa var det for 

min Grille det samme som Intet . Den bestandig 
skuffede Forventning frembragte en forvirret Ueensartethed 
i min Stemning mod Drengen , hvis Indflydelse 
paa mig yttrede sig afvexlende som Frastødning 
og Tiltrækning . Der var Øieblikke , hvor jeg 
kunde have fløjet hen og pryglet ham , og jeg var 
tilmode , fast som jeg gjennem Skuffelsen opdagede 
, en ubønhørlig Trods og saae Spor af visse Forfædres 
kolde hjerteløse Sind og onde Drifter komme 
igjen i det sidste Skud . Til andre Tider kunde jeg 
fuldtvel indsee det Afsindige i saadanne Forestillinger 
samt at jeg gjorde min Søn Uret , syndig Uret , og 
min Stemning kunde da slaae om i sin Modsætning , 
i en egen sygelig , næsten sentimental Faderømhed , 
som jeg dog kun meget sparsomt og indirecte lod 
komme tilsyne i Ord eller Gjerning . 
Og dog holdt han af mig og følte Trang fil 
af slutte sig fil mig med sønlig Hengivenhed og Fortrolighed . 
Derpaa havde jeg de utvetydigste Beviser . 
Men selv dette voldte mig Skrupler , som om det 
gik fra den døde Moder , hvad han ydede den levende 
Fader . Jeg var , kunde man gjerne sige , jaloux 
paa mig selv paa hans Moders Vegne . Jeg erindrede 
mig nu endog fra hendes Tid med en vis Uro , 
hvorledes han , naar jeg havde været kold og haard 
imod ham , ja talt ham fil , saa en Hund skulde 

flamme sig ved af tage et Stykke Brød af ham , 
hvorledes han da for det meste kørt efter havde søgt 
af vinde mig og paa enhver Maade vise sig fordeelagtig 
i mine Øine , medens han samtidig syntes af 
tage mindre Hensyn fil sin Moder , hvis Kjærlighed 
han var sikker paa . At saaledes hans oprindelige 
Følelser for mig , skjøndt han fil visse Tider nærede 
stør Frygt for mig og sjokkede omkring ganske fortabt 
som en fattig Per Erik , desuagtet love fil at forblive 
uforandrede , forekom mig ufortjent , ja i visse 
Maader ærgerligt og foruroligende ; thi det maatte 
vel have sin Grund i en ubevidst , tvingende Naturdrift , 
der kunde tyde paa en betænkelig Naturbeflægtethed 
med mig og mine Forfædre . Det var jo ikke 
mit eget Blods Kjærlighed til sig selv og sine Egne , 
men det var en gjensidig Kjærlighedspagt med et 
udenfra med os sammenvoxet Væsen , mod hvis Blod 
vi havde en uhyre Syndeskyld at gjøre god igjen , — 
den Kjærlighed var det , som skulde bevirke Frelsen 
og Forsoningen samt bortlede fra Drengens eget 
Hoved Følgerne af den gamle Forbandelse , som min 
Hustrues Morfader i Dødsøieblikket udslyngede mod 
Forbryderen , at den fluide gaae i Arv paa hans 
Afkom indtil tredie og fjerde Led . Kjærligheden havde 
nu , saa tyktes det mig , ikke været gjensidig i den 
Grad , som Nemesis forlangte ; den var i Aand og 

Sandhed kun udgaaet fra den fremmede Judplantning , 
den forurettede Slægts sidste qvindelige Repræsentant . 
Hendes og min Son derimod , det fjerde 
Led i Forbryderens nedstigende mandlige Linie , havde 
ikke rettet en tilsvarende Kjærlighed mod Spindesiden , 
men af Feiltagelse eller Naturbeflægtethed foretrukket 
Sværdsiden — havde altsaa i saa Henseende svigtet : 
saaledes fremstillede det sig for mit adsplittede , febersyge 
Indre . 
Jeg maatte nu derfor see at modvirke denne 
Uretfærdighed , denne formeentlige Partifkhed af min 
Søn . Jeg maatte see at filveiebringe Noget , der 
paa en ganske særlig indtrængende Maade maatte 
gjore ham Savnet af sin Moder nærværende og 
føleligt , om jeg saa ogsaa selv skulde tabe hos ham 
derved — ja allerhelst det ! Der indfandt sig snart 
en Leilighed ganske tilfældigt . Han fik Mæslinger . 
Da det efter nogle Dages Forløb viste sig , at det 
var af de meget milde og at der aldeles ingen Fare 
var paafærde , saa fik jeg et af de sælsomste Indfald , 
søm en forstyrret Hjerne nogensinde har undfanget . 
Den gamle qvindelige Slægtning var kommen 
ned fra Norge senere end Bestemmelsen var , og vi 
havde allerede boet nogle Maaneder paa det nye 
Sted , da hun , knap ofte Dage før Arthur blev syg , 
gjorde sit Indtog i mit Huus . Hun var — eller er , 

skulde jeg sige , thi hun befinder sig i dette Øieblik 
kun et Par Værelser herfra — hun er en brav og 
god Sjæl , hvem jeg fra min Barndom og paa mine 
Forældres Vegne skylder meget ; men negtes kan det 
ikke , at hun er ved første Bekjendtskab alt andet end 
indtagende . Man maa kjende hende længe og nøie , 
for man lærer af skjønne paa hende eller synes om 
hende . Det var øiensynligt , af hendes Ankomst og 
Nærværelse var Arthur ubehagelig , endskjøndt han 
havde Tact nok til ikke af lade sig mærke dermed 
paa en for hende stødende Maade . Og vist nok er 
det , af Modsætningen mellem denne huusmoderlige 
Personlighed og hans afdøde Moders kunde vanskelig 
tænkes større . Baade hendes særegne Ansigtsdannelse , 
ganske aparte Lader og ildelydende Røst har i 
Begyndelsen næsten noget Frastødende . Dette var 
mig nu i en vis Henseende ret kjært ; thi en Huusbestyrerinde , 
der kunde have erstattet ham og maaskee 
bragt ham til af glemme den moderlige Omgang 
og Forsorg , havde — efter hvad De let kan 
slutte af alt Foregaaende — flet ikke passet i min 
Kram og sikkert vakt min Skinsyge paa vor Afdødes 
Vegne . Naa , dette oprindelige Indtryk tabte sig jo 
efterhaanden hos Drengen , saa af han inden de skiltes , 
dengang hun fulgte mig herover og han blev 
tilbage , endog havde faaet en vis Godhed for hende , 

ligesom hun ogsaa havde gjort Alt for af vinde 
ham . Men endnu dengang var det ubehagelige , jeg 
troer næsten uhyggelige Indtryk , som det grundflikkelige 
gamle Menneske uden af vide og ville det udøvede 
paa ham , paa sit Høidepunct . 
Jeg havde saaet Bestilling fra en Naboby om 
at foretage en lille Orgelreparation , som kunde vare 
tre fire Dage . Det havde ingen Hastværk og kunde 
meget godt have været opsat , fil Arthur var kommen 
sig . Men — den Tanke greb mig nu med uimodstaaelig 
Magt , netop at vælge disse Dage fil at 
foretage den lille Reise . Jeg havde som sagt Lægens 
Ord for , at der ikke kunde være Tale om Fare ; 
Patienten befandt sig allerede ret vel og havde næsten 
ingen Feber mere , saa af den Grund behovede 
jeg ingen Betænkeligheder at gjore mig . Men han 
vilde i længere Tid være bunden fil Sygeværelset , 
hvis Rullegardiner bestandig vare nede , fordi Øinene 
jo altid blive angrebne noget i denne Sygdom 
og ikke kunne taale Lyset . Han kunde altsaa ikke , 
selv naar han fik Lov fil at være oppe endeel af 
Dagen , forslaae Tiden med at læse eller anden saadan 
Selvbeskjeftigelse , hvortil Øinene skulle bruges . 
Hans Skolekammerater og unge Omgangsvenner , af 
hvilke næsten ingen havde havt Mæslinger , turde 
ikke komme fil ham af Frygt for Smitte . Han vilde 

altsaa under min Fraværelse være henviist fil at forstaae 
Tiden med sine egne Tanker og med — gamle 
Moster . Som min Moders Halvsøster var hun egentlig 
et Slags Grandtante fil ham ; men jeg havde sagt , 
han kunde kalde hende Moster ligesom feg . Hvor 
vilde nu altsaa under saadanne Omstændigheder Mindet 
og Savnet paatrænge sig ham ! Mindet øm , 
hvorledes hans Moder , naar han var syg , havde 
siddet ved hans Seng , syslet om ham og pleiet ham 
med rastløs Omhu , passiaret og spøget med ham , 
fortalt ham Historier og læst høit for ham . Hun 
havde ganske sikkert ikke ladet ham i Stikken nu ! 
Jeg instruerede min Gamle med Hensyn til 
hans Forpleining , som jeg fuldtvel vidste hun vilde 
iagttage paa det samvittighedsfuldeste ; og jeg gav 
Drengen en lille Klokke , som han skulde sætte i Bevægelse , 
naar der var Noget , han ønskede at hun 
eller Tjenestepigen , hvem af dem der var nærmest 
ved Haanden , skulde bringe ham eller hjælpe ham 
tilrette med . 
Jeg kunde ikke ret komme under Veir med , hvad 
Indtryk det egentlig gjorde paa ham , at jeg vilde 
gjøre en Reise paa denne Tid . Han saae paa mig 
tans , bleg og uudgrundelig , naar jeg var i Stuen , 
men mælede ikke et Ord herom . Førsf da Vognen 
holdt før Døren og jeg gik hen til Sengen for at 

sige ham Farvel , sagde han i en halv modfalden 
halv bebrejdende Tone : „ Reiser Du virkelig bort , 
Fader ! og lader mig alene i sire Dage ? “ 
Jeg blev forvirret og tvivlraadig , men svarede 
efter en lille Pause : „ Alene ? — Du har jo Moster . “ 
Da vendte han sig uden at sige mere ind mod 
Væggen , og en Lyd som en sagte Klukken eller Snøften 
naaede mit Øre ; det forekom mig i det mindste 
saaledes . „ Hvad var det ? græder han ? — græder ! 
udgyder Taarer ! — for mig ! over et kort Savn af 
mig den Levende — og over den Døde , som aldrig 
kommer igjen , har jeg ikke seet ham fælde en eneste ! “ — 
Nu havde jeg hele Paroxvsmen i fuld Gang . 
Min i nogle Øieblikke opstaaede Tvivlraadighed , 
om jeg ikke fluide opgive mit Forsæt , var hævet . Thi 
blev jeg nu , saa vilde jeg blive Gjenstand for hans 
Taknemmelighed og ganske alene udfylde hans Savn , 
og hans Moders Billede formodentlig træde endnu 
mere i Baggrunden . Reiste jeg derimod nu , netop 
nu , da vilde jeg træde i Baggrunden og kun hendes 
Billede , kun Savnet af hende optage hans Tanker . 
Og paa samme Tid følte jeg dog en dyb Medlidenhed 
med den syge Dreng , der syntes at føle sig 
saa forladt og skuffet ved Tanken om min Bortreise . 
Jeg bukkede mig over ham , trykkede ham et let Kys 
paa Kinden og styrtede da , for ikke at komme til at 

vakle endnu engang , hurtigt ud af Døren og rullede 
faa Minutter efter ud af Byen . 
Baade paa Vognen og under mit Ophold paa 
det fremmede Sted vare mine Tanker næsten hele 
Tiden ved Drengens Sygeleie . Urolig og misfornøiet 
med mig selv grublede jeg over hans sidste Ord og 
Adfærd og udtømte mig i Gisninger om , hvorledes 
han nu egentlig havde det og hvad der rørte sig i 
ham . Ja der var Øieblikke , hvor jeg var lige i 
Begreb med at lade Orgel være Orgel og reise 
hjem øver Hals og Høved . Men jeg holdt desuagtet 
tappert Stand , til jeg var færdig . Derimod bestræbte 
jeg mig for snarest muligt at faae tilendebragt det 
overtagne Arbeide , der var noget vidtløftigere end jeg 
havde troet . Efter almindelig Regel for det passende 
Maal af en velanvendt Dags Arbeide kunde det 
gjerne have varet fem sex Dage i det allermindsfe ; 
men jeg arbeidede med en saa anstrengt og uafbrudt 
Iver hele Dagen , ja endeel af Natten , at jeg allerede 
paa den fjerde Dags Morgen kunde aflevere 
Orgelet i forsvarlig Stand og reise hjem igjen . 
Jeg kom hjem henimod Middagstid og gik strax ind 
til Arthur . Han blev glad ved at see mig og fik 
et Udtryk i Ansigtet søm En , der pludselig faaer en 
Steen lettet fra Hjertet . 
„ Naa her er jeg igjen , min Dreng ! “ sagde jeg , 

— „ hvorledes har Du saa havt det ? og hvordan 
har Du det ? “ 
„ Ja med Mæslingerne er det godt nok , “ svarede 
han , „ og Doctoren siger , at jeg gjerne kan 
være lidt oppe imorgen ; men Du kan froe , Fader ! 
jeg har savnet Dig i den lange , lange Tid . “ 
„ Har Du ikke savnet din Moder , Arthur ! “ 
undslap det mig uvilkaarligt . 
Med et næsten uhørligt „ jo “ ! vendte han sig 
atter om imod Væggen ; men ihvormeget jeg end 
anstrengte min Horeevne , medens jeg bøiede mig lidt 
henover ham for mulig endog at see , hvad jeg saalænge 
forgjæves havde ventet paa , kunde jeg nu flet 
ikke opfange nogen Lyd søm den , jeg havde troet at 
høre , da jeg sagde ham Farvel . Det var altsaa dog 
virkelig saa : han kunde græde Savnets Taarer over 
mig , men ikke over sin Moder . 
Jeg gik ind til Moster for at høre , hvordan 
Sagerne stod . Hun fortalte , at han ikke en eneste 
Gang havde betjent sig af Klokken . Derfor var hun 
af sig selv — foruden de bestemte Tider , naar hun 
eller Pigen bragte ham den foreskrevne Sygemad — 
af og til gaaet ind til ham for at spørge , om der 
var Noget han ønskede . Endog om Natten var hun 
staaet op af sin Seng for at lukke hans Dør sagte 
op og lytte , men hvergang trukket sig tilbage igjen , 

da Alt havde været stille og tydet paa , at han sov . 
Han havde altid været hoflig og taknemmelig for 
hvad hun havde kunnet gjøre for ham , men iøvrigt 
ligget hen stille og alvorlig og trukken ind i sig selv , 
og naar hun havde spurgt , om hun skulde sætte sig 
ind hos ham for at være ham lidt til Selskab , havde 
han svaret : „ nei Tak , det behøves ikke . “ 
Han havde altsaa været saa godt som alene 
med sig selv i tre paa fjerde Døgn . Hvad og hvem 
havde nu fornemmelig sysselsat hans Tanker i den 
hele lange Tid ? Det havde jeg givet meget for 
at vide . 
Kort at fortælle , han blev snart rafl og kom 
igjen ud ; men Forholdet var og blev uheldigt og 
forstyrret , og et fortsat Samliv vilde have forqvaklet 
det mere og mere . Med en indre tvingende Nødvendighed 
vedblev jeg at være hildet i en Selvmodsigelse , 
der var stik imod al Analogie . Naar jeg 
var borte fra ham , kunde jeg mangengang længes 
efter ham med en Stemningens Inderlighed og Styrke , 
som var nærved at overvælde mig , ja efter at lette 
mit Sind ved at give de tilbageholdte Følelser Luft 
i Ord og Kjærtegn . Og naar jeg saa igjen var 
samlet med ham , var det som der gik Laas for mit 
Hjerte ; jeg frygtede , han skulde fælde Glædens og 
Rørelsens sønlige Taarer over mig istedetfor Sorgens 

og Savnets over sin Moder . Forst disse vilde 
sprænge det magiske Baand , der sammensnørede mit 
Bryst . Gav jeg mine sande Følelser for ham frit 
Lod forinden , da — saa tyktes det mig — da 
vilde det moderlige Billede og de særlig fil hendes 
Person knyttede Barndomsminder træde i Skyggen 
og afbleges i samme Forhold , som jeg selv vandt 
Plads i hans Hjerte og blev ham uundværlig . Det 
maatte ikke skee ! saa var Alt tabt , Alt tabt ! 
Og saa kunde det endog hænde , at Udbrud af 
den gamle Barskhed og Opfarenhed kunde fremkomme 
igjen ved forefaldende Leilighed , — dog aldrig mere 
i Anledning af Skolen . Deels bekymrede jeg mig 
nu mindre om hans Skoleanliggender , da det nærmest 
var paa hans Moders Vegne at dette havde 
ligget mig saameget paa Hjerte ; deels gik det ham 
bedre nu , uagtet jeg — eller kanskee fordi jeg — 
siven hans Moders Dod flet ikke befattede mig med 
hans Lectier og Privatveiledning , og han syntes at 
nærme sig den Modenhed , at han selvstændig kunde 
magte Skolens Fordringer . Dette ydede mig dog 
ikke engang nogen ublandet Tilfredsstillelse ; thi hans 
Moder kunde jo ikke glæde sig derover . 
Et as disse , dog temmelig sjeldne , Tilbagefald 
til de tidligere Vredesudbrud over forholdsviis ubefydelige 
Ting , der kunde komme os imellem , var det 

der en Dag bragte ham til at lade falde de frimodige 
Attringer , som have givet mig Stoffet til det 
Brev , De nylig læste . Omtrent ved denne Tid var 
det at Ansættelsen herovre blev mig tilbudt , deels 
som Organist deels som Tilsynshavende med begge 
Byens Orgler . 
Omendskjøndt den pecuniaire Fordeel ved Forflytfelsen 
ikke vilde være betydelig , var der dog flere 
Omstændigheder , der bevægede mig sil efter nogen 
Vaklen frem og tilbage at tage herover . Jeg troede , 
at det vilde gavne Forholdet mellem Fader og Søn , 
dersom vi en Tidlang levede adskilte fra hinanden og 
kun traf sammen engang imellem efter længere Mellemrum , 
ja af min fixe Jdees brændende Ønske kanskee 
allersnarest under et saadant sjeldnere og kortvarigt 
Sammentræf kunde forventes opfyldt . Endog paa 
Aarsdagen efter hans Moders Død , af hvilken Dag 
jeg havde lovet mig meget , mislykkedes det , og det 
ved næsten ligesaa drilagtig fkjæbneironiske Forstyrrelser 
som dengang med Rendekjællingen . Thi om Middagen 
hjemme , hvor jeg vilde benytte Dødsøieblikket 
foran hendes Portrait , fik jeg i det samme et langt 
Forretningsbesøg af en Foresat , hvem jeg ikke godt 
kunde kaste paa Døren ; og ankomne seent om Eftermiddagen 
til Gravstedet , stødte vi sammen med et 
Slæng af reisende Herrer og Damer , der gave sig 

lige i Nærheden af os til af besee Gravmæler og 
læse Gravskrifter og sladdre og snaddre og hviske og 
gloe hen paa os , saa jeg kunde have myrdet dem 
allesammen . 
Endelig fik det en ganske overordentlig Vægt i 
min Beslutnings Vægtskaal , af Valseth — og da 
navnlig hans Kone — vare bosiddende her . Ham 
kjendte jeg noget til fra en tidlig Periode i Kjøbenhavn , 
hvor vi oftere havde musiceret sammen ; hende 
derimod havde jeg kun seet og talt med en eneste 
Gang . Det kunde jo endnu ikke være nogen Grund 
for mig ; men Valseths og min Hustru vare kjedelige 
Sødskendebarn , Døttre af to Søstre , hvis fælleds 
Fader og Broder havde været Offre for den himmelraabende 
Voldshandling , der bragte den døende 
Gamle ( altsaa vore Hustruers fælleds Morfader ) til 
at udtale den knusende Forbandelse over Udaadsmanden 
og hans Slægt til fjerde Led . Dette fjerde 
Led , naturligviis forstaaet inclusive , er min Son , ligesom 
jeg selv , Forbryderens Sonneson , det tredie ; 
men hverken Valseth eller hans Kone har endnu nogen 
Anelse derom , ligesaalidt som min Hustru havde 
det . Men at Fru Ingeborg altsaa var stillet i ganske 
det samme Forhold til min Fædreneslægts uhyggelige 
Fortid som min egen afdøde Kone , det blev mig nu 
et eiendommeligt Tilknytningspunkt , som gjorde Udflaget 

paa min Beslutning . Ja det var som Nogen 
hviskede til mig — ogsaa her var mit Dobbeltdrommebillede 
noget paa Spil — , at der i mit eventuelle 
Forhold til hende vilde forefalde Noget , som skulde 
bidrage til at forsone den gamle Brøde , bringe den 
gamle Familiemislyd til at forstumme og Forbandelsen 
fil at tabe sin Kraft . 
Altsaa , jeg tilligemed gamle Moster reiste herover , 
og Arthur blev tilbage , anbragt i Kost og 
Logis paa et godt Sted . Da han forst havde forsonet 
sig med min Forflyttelse derved , at han holdt 
den for en anseelig Forbedring i min Stilling , fandt 
ban sig nogenlunde i sin Skjæbne at blive tilbage . 
Deels var det jo i og for sig fornuftigt , at han 
ikke forlod en Skole nu paa en Tid , da han begyndte 
at finde sig tilrette og føle sig hjemme der , deels 
maatte vi jo ogsaa her i Fyen have levet adskilte fra 
hinanden i det Hele taget , naar han skulde i Odense 
Kathedralflole , der jo dog ligger nogle Miil herfra . 
Skjøndt jeg selv var indvortes bevæget , da jeg 
sagde ham Farvel , var det mig dog flet ikke tilpas , 
at jeg ved Afskeden saae en eiendommelig Vibreren i 
hans Ansigtsmuskler og et fugtigt Skjær , der fordunklede 
hans Øine . Dette var for mig en Meddrivefjeder 
fil efter knap en Maaneds Forløb at gjøre 
en Reise derover , for ved hans Moders Grav at 

opleve det Samme efter større Maalestok ; men Forsøget 
faldt ud som tilforn . 
Herovre hensank jeg lidt efter lidt i et grublende 
Tungsind . Jeg vilde ikke tilstaae det for mig selv ; 
men egentlig fortrød jeg at have gjort denne Forandring 
af Opholdssted og Virkekreds , og det var nu 
før mig , som jeg derved havde fjernet mig fra istedetfor 
at nærme mig til Maalet . Alt herovre var mig 
fomt og trist og bedrøveligf , og Menneskene ubehagelige , 
kjedsommelige og sneverhjertede , dog naturligviis 
med Undtagelse af Valseth og hans Kone . 
Med ham kunde jeg tale øm Ting , som jeg hverken 
kunde eller vilde tale om med nøgen Anden . Han 
var en ligesaa regelløs og fredløs Natur som jeg , 
skjøndt ikke saa raa og larmende i sine Bølgeflag . 
Vi passede lige lidt for Livet og Interesserne og 
Omgangstonen i denne By ; men medens jeg forholdt 
mig hensynsløs og tilbageholden ligeoverfor Befolkningen , 
var Valseth godmodig-ironisk , modtog Indbydelser 
og gjorde selv et lille Selskab engang imellem , 
ja modtog og gjorde Visiter , skjøndt jeg veed 
det søm oftest kostede ham stor Overvindelse . Og 
hvad Fru Valseth angaaer , har jeg før sagt Dem , 
at jeg har ingen anden Ovinde truffet paa , der 
saaledes gjenkalder mig min uforglemmelige Afdøde . 
Intetsteds er min egen ægteskabelige Fortid med 

sine forskjelligfarvede Billeder gaaet saa levende op 
for mig , som naar jeg sidder hjemme i Valseths 
Stue alene med ham og hans Kone . Endog mit 
virkelige Venskab for ham har sit egentlige Tilknytningspunkt 
i hans Hustru og de Erindringer , hun 
vækker . I hendes Nærværelse aflægger jeg ganske 
mit mutte , vrantne Væsen og bliver tam og from 
som en Due . Hun kunde faae mig til Alt . Forhendes 
Skyld har jeg grundig frigjort mig for en 
Last , som jeg en Tidlang — ikke af Nydelseslyst , 
men for af døve og kue og qvæle de meer og mere 
morkt opstigende Tanker — var i Begreb med af 
hengive mig til . Jeg mærkede , af hun i høieste Grad 
misbilligede det , og jeg vilde ikke ved af berøre hende 
ubehageligt profanere et helligt Minde . 
Men jeg har allerede opholdt Dem forlænge , 
og jeg kan tænke De er utaalmodig efter af vide , 
hvad det er , der lige paa eengang har kunnet indvirke 
saa afgjort heldigt paa mit Forhold til Arthur , 
af jeg endog har fundet Anledning til af tilskrive 
ham dette Brev . 
Jeg reiste over til ham til hans Confirmation . 
Han var nu sexten Aar , og den kjendeligt Udvikling , 
han ligesom mellem mine tidligere Besøg ogsaa dennegang 
var undergaaet baade i den ene og den anden 
Retning , var mig naturligviis i og for sig glædelig 

og tilfredsstillende ; men Noget manglede dog bestandig , 
Noget jeg nu næsten ganske havde opgivet 
Haabet om af see virkeliggjort , og saa kunde jeg 
ingen virkelig Glæde have af alt det Andet . 
Hjemkomne fra Confirmationshandlingen gik vi 
sammen ud til Graven og traf heldigviis ingen Andre 
derude . Jeg var i en ganske egen blandet , usammenhængende 
Stemning , der endog havde Noget tilfælleds 
med Angst , og kunde dennegang ikke finde 
Ord . Jeg gjorde heller intet Forsøg derpaa , taug 
ganske stille og lod Situationen raade . Vi stirrede 
begge ned paa Graven . Pludselig vender Drengen 
sig hen imod mig med en Bevægelse til at tage mig 
om Halsen , og jeg saae , virkelig og uafdisputabelt 
saae , to store klare „ Taarer “ trænge sig frem af 
hans Øine og rulle ned ad hans Kinder . 
Virkningen , detfe udøvede paa mig , var ubeskrivelig . 
Mit Bryst udvidedes , som om en gammel 
ulidelig Byrde i samme Øieblik blev tagen bort derfra . 
Et muntert Lysskjær foer hen over Graven og 
alle Omgivelser , og den hæsligt skurrende Dissonants , 
som i mange Tider havde huseret i mit Indre , oplosfe 
sig pludselig i en lys , lifligt klingende Accord , 
der gjennembævede mit hele Væsen . Jeg trykkede 
ham til mit Bryst med stormende Heftighed ; ja Frigjorelsens 
Folelse var saa overvældende , at jeg maatte 

anvende den yderste Selvbeherskelse for ikke at bryde 
ud i en jublende Lystighed , raabe Hurra og dandse 
Polfldands med Drengen omkring paa Kirkegaarden . 
Jeg spadserede med ham hjem derfra med en længe 
ukjendt Fryd og Fred i min Sjæl . Kun et Øieblik 
gjorde jeg mig den forbigaaende Skrupel , af han 
mulig kunde have mærket min bekæmpede Sjælsglæde 
og undertrykke Triumpheren ved Graven og fundet det 
paafaldende paa en for ham selv stemningsforstyrrende 
Maade . 
Det Øvrige af Dagen saavelsom de følgende 
Dage var jeg som et forvandlet Menneske . Men 
ogsaa efterat jeg er kommen tilbage hertil , vedbliver 
Virkningen . Folk forekomme mig nu elskværdigere , og 
jeg kommer dem venligere imøde . Mine egne Stuer 
have faaet et ganske andet Physiognomie og tabt 
deres tidligere melancholske Præg ; ja da jeg Morgenen 
efter Hjemkomsten stod i mit Vindue og saae 
ud , paakom mig i nogle Minuter en Illusion , som 
om jeg boede i et livligt Hotel paa en munter Reise 
i en smilende romantisk Egn . 
Øg siden hiin lykkelige Dag har jeg kunnet — 
bede ! dog endnu kun middelbart og paa anden 
Haand , gjennem en Tredie — saa veed De nok 
hvem . Før den Dag kunde jeg ikke opløfte min Sjæl 
i Andagten , skjøndt jeg havde en Forestilling om , 

af Fred paa den Maade lader sig opnaae . Nu kan 
jeg det ! men paa katholsk Viis , gjennem min Helgen ; 
kun ad den Vei , kun gjennem det Mellemled 
kan jeg finde min Gnd og min Frelser . Selv i 
Nadverens Sakramente , da jeg knælede ved Siden 
af hendes Son ved hans første Altergang , var det 
hende , der usynlig omsvævende ham og mig bragte 
mig i Berøring med det Hellige . “ 
Her standsede Organisten . Een Forklaring var 
han bleven mig skyldig ; og skjondt hans Fortælling 
alt havde varet længere , end min Tid strengt taget 
tillod mig af blive , vilde jeg dog nødig gaae glip 
af dette Supplement , mens han var saa godt i 
Aande , og sagde derfor : „ men det med den lille 
ungarske Pige — ? “ 
„ Ja det var en lille Episode , “ tog Vilson Ordet 
igjen , „ som vel neppe havde faaet den Betydning 
for mig , hvis den ikke var indtruffet under den 
første fulde Indflydelse af det nylig Fortalte . Havde 
det været under et af mine smaa foregaaende Besøg , 
havde jeg maaskee anseet det Hele for en fortrædelig 
Forstyrrelse , istedetfor af det nu vakte min meest 
levende Deeltagelse . — En omreisende ungarsk Gjoglerbande 
af Zigeunerracen var just i de Dage kommen 
fil Byen og producerede sig i Liniedands , Taflenspillerkunster 
og alleflags Krumspring . En Eftermiddag . — 

det var Dagen før jeg efter Bestemmelsen fluide være 
reist — var Arthur henne af see derpaa . Jeg sad 
imidlertid hjemme paa hans Værelse , beskjeftiget med 
Noget , og ventede til han kom hjem . Paa eengang 
hører jeg støiende Stemmer paa Gaden . Larmen 
fortsætter sig ind i Husets Forstue , hvorpaa Døren 
flyver op . Arthur stormer ind , meget ophidset og 
bærende i sine Arme en lille grædende Pige , der var 
iført en spraglet og temmelig snavset Phantasiedragt . 
Paa Dørtrinet stiller sig en Mandsskikkelse , ligeledes 
i Gjøglercostume og med et hæsligt guulbruunt Tateransigt . 
Med heftige Armbevægelser raaber eller hvæser 
han Noget i et forvirret „ Kaudervælsk “ baade ind 
i Stuen og til Menneflestimlen udenfor , hvoraf Nogle 
vare trængte ind i Gangen . 
Jeg bød nn Arthur at forklare sig , og han fortalte 
da , jevnlig afbrudt af Tatergjøgleren , at den 
lille Pige havde skullet gjøre en eller anden Balanceerkunsf , 
men var ikke kommen heldigt derfra . Man 
havde saa , lidt efterat hun var løben ud fra Scenen , 
hørt ligesom barnlige Jammerskrig inde fra Truppens 
Paaklædningstelt tilligemed en barsk fljældende 
Røsf og en egen smækkende eller kladflende Lyd , der 
tydede paa raa Medfart . Folk , som lagde Mærke 
dertil , vprørtes , uden at dog Nøgen fandt sig foranlediget 
til at skride ind ; men Arthur foer op som 

en Rasende , brød med Vold ind i det lukkede Telt og 
kom lidt efter ud igjen med Pigen i Armene og Nogle 
af Banden i Hælene paa sig . Ved Synet heraf 
kom hele Publikum i Oprør og tog eenstemmig og 
kraftig Parti mod Arthurs Forfølgere , hvorved det 
lykkedes ham at undflippe med sit Bytte udenfor den 
indhegnede Plads . Kun Truppens banditlignende 
Formand vedblev at følge efter , men kunde Intet 
udrette , da Arthur og hans Proteg^e ledsagedes gjennem 
Gaderne af en heel Befkyttelsesvagt af Byens 
Folk , der traadte meer og mere truende op . 
Jeg spurgte nu Formanden paa Tydsk , hvor 
han havde Pigen fra . Han svarede i et fordærvet 
og netop lige til Nod forstaaeligt Tydsk , at hun var 
Datter af en for længere Tid siden afdød „ Kunstner “ 
ved Selskabet , og at han siden den Tid havde taget 
sig af hende . 
„ Han lyver ! hun er stjaalen ! “ raabte Arthur 
hoist exalteret med gjennemtrængende Stemme , og et 
Par Mennesker , der vare trængte ind i Stuen , istemmede 
nu efter ham det samme Raab . Dette forplantede 
sig gjennem Døren og Forstuen ud paa 
Gaden , hvor Menneskemassen , der bestandig tiltog , 
sfreg imellem hinanden : „ hun er stjaalen ! — det 
Pak ! — hun er stjaalen ! — det Kjæltringekram ! 
— de har stjaalet Tøsen ! “ 

„ Hvoraf troer Du det ? “ spurgte jeg forbauset . 
„ Jeg kan hore det paa ham og see det paa 
hende ! “ svarede han med en Sikkerhed , som hørlig 
overraskede mig . „ Jeg kan mærke det paa Noget , 
jeg ikke kan forklare , “ tilsølede han sagtere . 
Det samme Instinct , som havde indgivet Drengen 
denne Tanke , meddeelte sig mig , og jeg var ikke 
utilboielig til at troe det Samme . Jeg betragtede 
den lille Hjemløse , som kunde vel være en 7 a 8 
Aar , noget nøiere og følte mig underlig bevæget derved . 
Ganske vist mindede bendes Udseende ikke det 
allerfjerneste øm Oprindelse fra en ungarsk Taterbande ; 
langt snarere kunde hendes blaae Dine , blonde Haarfarbe 
og hele Ansigtsdannelse tyde paa en nordisk 
Herkomst . 
Hun stod i dette Dieblik og flottede frygtsomt 
hen til sin barske Herre , idet hun holdt Arthur i 
Haanden og lænede sig op til ham som for at søge 
Beskyttelse . Paa egen Maade fængslet ved dette Syn 
talde jeg til hende . Hun forstod mig sikkert ikke , 
ligesaalidt som jeg forstod de faa Ord , hun søgte 
at svare ; men hendes Stemme , der var vidt forskjellig 
fra den Art Landløberes sædvanlig raae skærende 
Mæle , gjorde det samme uforklarlige og næsten 
rørende Indtryk paa mig som kendes øvrige Personlighed . 
Jeg var raadvild , hvad jeg skulde gjøre . 

Der opstod en lille Pause , som afbrødes af nye 
Raab fra Gaden , hvor det nu hed : „ Hurra for den 
unge Vilson ! — Han har Hjertet paa det rette 
Sted ! — Pigen skal tages fra Tyveknegtene ! — 
Længe leve Arthur Vilson ! — Hurra ! “ 
Arthur saae hen paa mig med et bønligt Blik , 
som jeg troede at forstaae , og min Beslutning var 
fattet . Jeg spurgte Barnets Eier , om han var tilbøielig 
fil at afslaae fra sine Rettigheder over det 
og overlade det fil mig . Han ffar et grimt Ansigt 
og mumlede i en gryntende Tone , at han ikke vel 
kunde være tjent med at give slip paa Pigen . Det 
var en meget naiv Oprigtighed ; thi det vilde jo sige 
saa meget som , at han meente at kunne gjøre sig 
Pigebarnet , der tegnede fil at blive kjøn , brav indbringende , 
naar han fik hende tilgavns dresseret . 
Anden Interesse havde han ikke af hendes Besiddelse , 
og hans Ret fil at raade over hendes Skjæbne og 
Fremtid tyktes mig mere og mere tvivlsom . 
Medens jeg videre søgte at bearbejde ham , fløi 
mit Forsiag som en Løbeild gjennem Døren og 
Gangen og heelt ud paa Gaden , hvør Tøuren nu 
kom til mig at nyde Folkegunst . Mit Navn udraabtes 
med Bravo , Hurra og længe leve , hvori saa 
blandede sig nærgaaende Udfald mod den Lilles „ Tyran “ 
og formeentlige „ Rover “ . „ Han skal udlevere 

Tøsen ! “ raabte Nogle . „ Lad os hente Politiemesferen ! “ 
sfreg Andre ; „ han stal undersøge Sagen og 
nok lære den Børnetyv ! “ 
Paa en los Formodning eller ubestemt Anelse 
at beskylde ham , end sige faae ham overbeviist om 
at være kommen til Barnet paa ulovlig Maade , lod 
sig jo slet ikke gjøre , saameget mindre som Sligt i 
saa Fald vel maatte være fleet for lang Tid siden 
og i et fremmed Land . Jeg vilde derfor hellere tage 
Fyren med det Gode ; og mærkelig nok , han kom 
mig pludselig imøde af sig selv . Han syntes efterhaanden 
at fatte Raabenes Betydning ; især spidsede 
han Øren ved Ordet „ Politiemester “ , der gjentoges 
op gjennem Gangen og heelt ind i Stuen . At Talen 
var om at hente Politiemesferen , lod han til at 
forstaae og at føle sig temmelig ubehageligt berørt 
af . Han spurgte mig nu saa hurtig , som Vanskeligheden 
ved at gjøre sig forstaaelig tillod , hvad jeg 
vilde give ham i Betaling for Pigen . Han vilde 
altsaa nok sælge hende . 
„ Forlang ! “ svarede jeg kort . 
Jeg havde nu ventet at høre ham tage Munden 
dygtig fuld og overrafledes derfor ved den nogenlunde 
moderate Erstatningssum , han forlangte som 
omtrentligt Vederlag for hvad han meente at have 
kostet paa hende . Jeg indlod mig derfor flet ikke 

paa nogen Prutning , skjøndt han under øieblikkelig 
Indflydelse af den Uro , hvori han øiensynlig befandt 
sig og som syntes at tyde paa alt Andet end en god 
Samvittighed , rimeligviis var indgaaet paa ethvert 
Vilkaar . 
Jeg havde just i disse Dage hævet et betydeligt 
Rentebeløb af min Kones føromtalte Arv . Sagen 
kunde saaledes afgjøres med det samme , hvad jeg 
helst saae , og jeg udbetalte derfor Gjøgleren den 
forlangte Pengesum strax i Vidners Nærværelse . Barnets 
Costumedragt med hvad andet hun havde paa 
kunde han , tilføiede jeg , lade afhente den følgende 
Morgen . 
Da han , uden at kaste saameget som et Blik 
til Pigen , end sige tage nogen Afsfed med hende , 
forfviede sig bort med hastige Skridt , fandt jeg det 
ikke overflødigt at følge ham ud før at stille den ophidsede 
Mængde tilfreds . Jeg tilraabte den , at Alt 
nu var ordnet til alle Parters Tilfredshed , og at 
Pigen foreløbig var under min Beskyttelse . Da det 
jublende Bifald herover var standset , forlangte jeg 
nu af dem til Gjengjæld , af de skulde lade den Lilles 
forrige Herre drage uantastet bort . 
„ Ikke meer end billigt ! “ raabtes der , og et Par 
vederhæftige Mænd paatage sig af ledsage ham igjennem 
Gaderne og indestaae for hans Sikkerhed . Med 

et Slutningshurra for Firmaet Vilson < L Son slilles 
nu Folk og gik hver til Sit . 
Da vi vare blevne ene , var det Forste , vi havde 
af gjore , af skaffe Barnet en anstændig Paaklædning . 
Arthur løb strax ind fil sin Værtinde , en flink og 
vakker Enke , for af tage hende paa Raad med . Hun 
fulgte med ham tilbage og lovede af skaffe alt Fornodent 
tilveie , i hvilken Henseende jeg naturligviis 
stillede min Pung til hendes Raadighed — en Forsynlighed , 
der dog viste sig aldeles overflødig ; thi 
inden kort Tids Forløb var der fra Naboer og Gjenboer , 
ja fra Folk i den fjerneste Kant af Byen , til 
hvem den usædvanlige Nyhed var naaet , indløbet 
saa rigelige Gaver af alleflags Klædningsstykker til 
smaa Piger , af vi kunde have aabnet en lille Marflandiserhandel 
dermed . Enken gjorde et Udvalg af 
hvad der passede bedst og sendte det øvrige med 
Tak tilbage , og noget hen paa Aftenen fremstillede 
hun „ den nye Pleiedatter “ for os , reen og vaflet 
og i den nydeligste Dragt , der klædte hende allerkjæreste . 
Den 
Lille spiste til Aften med os og havde en 
fortræffelig Appetit ; hun lo og klappede i Hænderne 
og fortalte os en heel Hoben , som ingen af os forstod ; 
— det var formodentlig ungarsk . Enken vilde 
for Natten indrette et Leie til hende i sit eget Sovekammer . 

At jeg ikke reiste næste Dag , begriber De 
let . Det var for silde at soge forlænget Permission , 
saa maatte jeg tage den og skrev herover , at jeg 
ffulde komme , naar jeg havde faaet et mig magtpaaliggende 
Forhold tilfredsstillende ordnet . En i det 
mindste foreløbigt tilfredsstillende Ordning lykkedes 
mig ogsaa , og jeg har endnu kun at tilføie , at den 
hele ungarske Bande var forsvunden næste Morgen . 
De havde brudt deres Telt og Stænger og Anstalter 
op om Natten og vare reiste ved Daggry , men uden 
at afhente Pigens Tøi . Vi undersøgte dette nøiere , 
og det viste sig at være sammensat af alleslags værdiløse 
Stumper og Stykker og brogede Pjalter , isprængt 
med Pailletter og Flitterguld . Arthur udbad sig det 
og rullede det sammen i en lille Bylt , som han 
gjemte i en Cvmmodeskuffe . 
Men jeg har misbrugt Deres Tid , min kjære 
Doctor ! Jeg er bleven meget vidtløftigere end jeg 
havde tænkt . Dersom De nu efter disse Meddelelser 
vedbliver at fraraade mig Brevets Afsendelse , da vil 
jeg strax tilintetgjøre det . “ 
„ Deres Meddelelser , “ svarede jeg , „ have fængslet 
mig ganske overordentlig , og jeg takker Dem 
hjertelig for den Fortrolighed , De viser mig . Men 
det er endnu bestandig min Mening , at De ikke bør 
sende Deres Søn det Brev . Dog behover De ikke 

Lerfor at tilintetgiøre det ! Gjem det som et Actstykke 
fra en Livsperiode , der har været et glædeligt Vendepunct 
i Forholdet mellem Fader og Søn . Om syv 
otte Aar kan De maaskee vise ham det som en FortidScnriositet ; 
han vil da kunne vurdere det og kanskee 
glæde sig derover . “ 
„ Det være saa ! “ sagde Organisten , og jeg gik , 
ganske opfyldt af den i flere Henseender mærkværdige 
Mands Tale og Fortælling . 
Syvende Capitel . 
Hvad der tildrog sig i et Aftenselskab hos kancelliraadens . 
Nogle Aftener efter var jeg i Selskab hos Byfogden , 
der var Cancellirnad . Der traf jeg Valseth 
med Kone og Niece , ja endog Vilson . Denne Aften 
syntes hel , som de to Venner havde byttet Roller . 
Valseth pleiede nemlig mellem Byens Folk at vise 
sig som en høflig Mand af god Tone og gjældte 
overalt — trods visse Særheder , han nu engang 
havde Privilegium paa — for munter og underholdende 
i det Hele . Men iaften var han fly og 
tilbageholden , aandsfraværende og i hoi Grad under 

Indflydelsen af sine „ Tilstande “ , som han dog ellers 
imellem Fremmede forstod at skjule eller i det mindste 
at give et nogenlunde tiltrækkende Anstrøg gjennem 
en eiendommelig Selvironie og løierlige Paradoxer . 
Vilson derimod , som ellers , naar man en sjelden 
Gang traf ham paa saadanne Steder , havde været 
ordknap , mørk og uselskabelig ( omtrent som Valseth 
iaften ) , var denne Aften , om ikke just egentlig munter , 
saa dog ret elskværdig og imødekommende til alle 
Sider . 
Mændene spillede Kort , politiserede eller samtalede 
om Byens Tarv og Kommunalbestyrelsens 
sidste Misgreb , hvorover et tilstedeværende Medlem af 
denne Bestyrelse blev temmelig hidsig i sit Forsvar . 
Damerne , til hvilke fornemmelig jeg , Byfogdens Fuldmægtig 
og Provisoren paa Apotheket sluttede sig , converserede 
og passiarede løst og fast om hvad der 
kunde falde for . Valseth slog sig mod Sædvane til 
et Spillebord , aabenbar for at blive fri for at snakke , 
medens Vilson , der aldrig spillede Kort , meget forekommende 
udfyldte forskjellige Pauser med fortrinlige 
Fortepianophantasier . 
Kort forend der blev kaldt tilbords indtreen fra 
et Sidekabinet to pyntede Børn , indførte af deres 
Moder , Fruen i Huset , for at see paa Selskabet og 
lade sig see . Det var kjønne Børn , en Dreng og 

en Pige . De gik omkring fil Enhver især og gav 
Haanden og vare nu i nogen Tid Gjenstanden for 
Selskabets , navnlig de gifte Damers , pligtskyldige 
Lovtaler og Karesser . Det Hele tog sig noget søgt 
og pjattet ud og fra Husets Side maaskee tillige 
noget fordringsfuldt eller selvbehageligt . Den Eneste , 
hvem det klædte smukt og naturligt at tage Deel i 
denne Børnekomedie , var Fru Valseth , der syntes at 
være meget afholdt af Børn . Den Maade , hvorpaa 
hun tog den lille Pige paa Skjødet og spøgede 
og sladdrede med hende , vakte min stille Beklagelse 
over , at hun ikke selv havde en lille Pige , der kunde 
oplive hendes Hjem . 
Spillebordet , hvor Valseth var bleven anbragt , 
var i et tilstødende Værelse . Han maa vel have siddet 
over i sin l ' Hombre eller Blindemands-Whist , 
hvad det nu var ; thi pludselig stod han i den aabne 
Dør og saae ind fil os . Der maa være foregaaet 
noget ganske Særdeles i hans Indre netop i det 
Øieblik ; thi det gav ligesom et hoppende Sæt i ham , 
da han standsede paa Dørtrinet og lod Øinene løbe 
rundt i Stuen , og idet han betragtede sin Kone 
legende med Barnet paa Skjødet , blegnede han og 
fik et Udtryk i Ansigtet , som kunde betyde baade 
Smerte og Harme . Efter af have dvælet ved hende 
og Situationen i et langt uudgrundeligt Blik , dreiede 

han sig hastig om og gik igjen ind til sine Medspillende ; 
men det forekom mit Øie og Øre , som 
denne hastige Forsvinden var forbunden med en 
krampagtig Knptten af Haanden og ledsaget af en 
Lyd , der mindede om en Støvlehæls heftige Stampen 
mod Gulvet . 
Mine Dine søgte uvilkaarlig hans Broderdatter 
og Organisten , og jeg kunde skjønne af den Maade , 
hvorpaa ogsaa de saae baade paa hinanden og paa 
mig , af vi alle tre mødtes i eet og samme Spørgsmaalstegn . 
Ellers troer jeg ikke , af Nogen i Selskabet , 
ikke heller Fru Valseth selv , havde bemærket 
den stumme Scene i Døren . 
Jeg tog Frøken Ottilia tilbords og frelste hende 
derved for af blive fangen af Fuldmægtigen eller 
Provisoren , som øiensynlig havde trættet hende med 
en snakkesalig Ferskvandshyldesf og sikkert ogsaa vilde 
være optraadte som Rivaler om af faae hende til 
Borddame ; — i det mindste saae de begge noget 
skuffede ud , da jeg pludselig sfred ind og førte hende 
bort lige for deres Næse . 
Paa Veien til Spisesalen hviflede Vilson i 
Forbigaaende til mig : „ Han har Sviin paa Skoven 
iaften . Saae De hans Fagter ved Børnepræsentationen ? “ 


„ Det var vist Noget om Onkel ? “ hviskede Ottilia , 
da vi . vare komne til Sæde . 
Jeg fortalte hende noget omskrevet , hvad Organisten 
havde sagt , og spurgte oni hendes Mening . 
„ Han har været saaledes i de sidste Dage “ , 
svarede hun , „ dog ikke i den Grad som idag . Det 
piinte ham at skulle herhen iaften , og under Paaskud 
af en Hasfværksfvrretning og noget Ildebefindende 
foreslog han , at Tante og jeg skulde undskylde ham ; 
men da hun saa ogsaa vilde blive hjemme , tog han 
dog med . “ 
„ Mærkede Deres Tante ikke Uraad ? “ 
„ Jo ! men han stræber at skjule sig for hende . 
Naar hun seer paa ham , saa forsager han at smile 
og at tale og see ud , som om Ingenting var iveien . 
Men aldrig saasnart vender hun Øinene bort , saa 
forandre hans Miner sig og han betragter hende , som 
om han vilde trænge ind i hendes Inderste og udforsfe 
hendes hemmeligste Tanker . Tante mærker det 
meget godt og er bekymret derover , men indlader sig 
ikke gjerne med mig derom ; saa hvad hun egentlig 
mener , kan jeg ikke ret blive klog paa . Jeg er sommetider 
nær ved af troe , af Onkel og Tante have 
en Hemmelighed sammen , som de gjensidig skjule for 
hinanden . “ 
„ Men hvad mon Grunden kan være til , “ sagde 

jeg , „ af ban idag ikke engang kan beherske sig mellem 
Fremmede , hvad han dog ellers kan ? j ' 
„ Tante sagde i Eftermiddag , da jeg talde sil 
hende derom , af det Samme har været Tilfældet flere 
Aar paa denne samme Tid ; men hun yttrede sig ikke 
videre derover . Jeg tænker derfor , af det idag maa 
være en eller anden Mærkedag , af der idag eller i 
disse Dage for visse Aar siden er hændet Onkel 
noget Særdeles , hvorom Erindringen saa gjentager 
sig paa denne Tid mere levende end sædvanligt . 
Har De saa læst Hans Dagbog ? “ 
„ Ja ! og den har interesseret mig meget som 
psychologisk mærkelig ; men til den mulige Tilstedeværelse 
af en bestemt og virkelig historisf Livshemmelighed , 
der skulde ligge til Grund for Deres Onkels 
Stemninger , har jeg kun fundet dunkle Antydninger . “ 
„ O De maa trænge i ham og vinde hans Fortrolighed 
— saa vil de kunne helbrede ham ! Organisten 
har De jo alt cureret ; han er som et forvandlet 
Menneske i den sidste Tid , og det er siden 
De har vundet hans Tillid og taget Dem af ham . “ 
„ Jeg troer ikke , jeg tør tillægge mig nogen Fortjeneste 
deraf . Forandringen med ham var jo foregaaet , 
mens han var borte paa sin sidste Frederiksborgreise . “ 
„ Ja 
men den var allerede forberedt her , længe 

før han reiste . Det var ved den sympathetiske Tiltrækning , 
De udøvede paa ham , at De oplukkede hans 
Hjerte og gjorde ham modtagelig før det , kvad det 
nu har været , som paa Reisen har indvirket saa heldigt 
paa ham . Men en lignende Magt vil De kunne 
komme til at udøve over Onkel Ernst . “ 
„ Skulde jeg virkelig uden selv at vide det være 
saa lykkelig at kunne ndove en saadan sympathetisk 
Tiltrækning paa bestemte Individer ? — Jeg vilde da 
give meget til , Frøken ! at jeg engang selv kunde 
vælge den personlige Gjenstand , som jeg ønskede at 
virke sympathetisk paa , “ tilføiede jeg med en Stemme 
og et Sideblik , som maa have bragt min Borddame 
lidt ud af Ligevægten ; thi hun rødmede og sagde 
hurtig , ligesom rettende sig selv : „ Det var Tante , 
som fremsatte den Mening et Par Dage efter Hr . 
Mlsøns Hjemkomst ; jeg plapprer kun bagefter ! “ 
— „ og hendes i Reglen klare Omdømme og rigtige 
Blik “ , tilføiede hun i sin sædvanlige rolige Tone , 
„ maa have nogen Vægt i saa Henseende . “ 
„ See nu blot “ , vedblev den unge Pige efter 
en lille Pause med endnu mere dæmpet Røst , saa 
jeg netop kunde høre det under den almindelige 
Bordpassiar , naar jeg bøiede mit Øre tæt hen , — 
„ see nu blot , hvor min stakkels Onkel sidder derhenne , 
drømmende og tungsindig , og kaster stjaalne 

Blikke over fil sin Kone ligeoverfor og anstrenger 
sig aabenbart for at være høflig og høre paa sin 
snaksomme Borddame . Jeg kan see , han svarer Noget 
hen i Vind og Veir . “ 
„ Og saa har han dog nu sagt Noget , “ supplerede 
jeg , „ som Agentinden finder magelos morsomt ; 
thi hun leer , saa hendes runde Ansigt staaer 
i eet , og fortæller det igjen fil sin Nabo tilhøire . “ 
Naboen tilhøire , den nygifte Præst , Rationalisten , 
han som fandt sin forste Brud i en Postvogn , 
skoggerlo saa det klukkede i ham og raabte : „ Siger 
Byskriveren det ? ha ha ha ! “ 
„ Hvad sa ' Byskriveren ? “ raabte Adskillige , „ det 
maae vi høre ! “ 
„ Jo “ , svarede Præsten , idet han betvang sin 
Latter , — „ det var i Anledning af Noget , Agentinden 
fortalte om en gift Dame , vi alle kjende ; 
saa siger han Herren hjælpe mig , at gifte Koners 
Anseelse beroer paa Antallet af deres Selskaber og 
af deres Silkekjoler og af deres — ja kan De nu 
gjætte , hvad det tredie var ? “ 
„ Nei , nei ! lad os høre ! “ 
„ Af deres Børn ! ha ha ha ! — for Børn , 
siger han , høre her i Byen med til en Kones Talenter 
— hvad behager ? ja har Agentinden hørt feil , 
saa lyver jeg med , ha ha ha ! “ 

Te Fleste loe og fandt det morsomt ; dog maaskee 
ikke Alle . Thi f . Ex . min Dame tilvenstre , 
Toldinspecteurens Frue , der selv havde fire Børn 
og holdt meget af at faae dem bragt paa Bane ved 
hver Leilighed , satte et suurt og misfornøiet Ansigt 
op . Valseth selv sagde Intet og stirrede ned i sin 
Tallerken , som om Passiaren ikke vedkom ham ; og 
hans Kone saae over paa ham med et halv sørgmodigt 
halv bebrejdende Blik . 
Jeg for min Part kunde vel heller ikke billige , 
af han gav saadanne sære Indfald fil Priis for den 
første den bedste Bordfælles tvivlsomme Diskretion ; 
men jeg maatte dog langt mere misbillige , af den 
joviale Hr . Pastor saaledes brallede det ud sil alle 
Sider . 
Efter Bordet blev der leget Selskabslege af dem , 
der ikke spillede Kort : Ordsprogslege og Pantelege . 
Under Panteindløsningen var der alt præsteret forskjellige 
løierlige Ting i Retning af af synge , beclamere , 
sige en Compliment og en Uartighed , holde en Tale , 
sige en Vittighed eller lignende , da Branddirecteurens 
Frue blev dømt fil af indløse sit Pant ved af fremsige 
et Vers . Men det „ skulde hun ved den levende 
Gud ikke have noget af ; hun kunde rigtignok adskillige 
yndige Digte udenad , men iaften var hun 
altfor skrækkelig hæs og forkjølet fil af declamere . “ 

„ Det er ogsaa kjedeligt “ , sagde Postmesterinden , 
„ af Byskriveren spiller Kort iaften ; han er ellers 
saa god fil saadant Noget . “ 
„ Lad os faae ham alligevel ! “ raabte Provisoren , 
„ de kan nok undvære ham ved l ' Hombre-Bordet 
saalænge . “ 
„ Ja ! ja ! lad os faae ham herind ! “ skreg nu 
Ældre og Angre i Munden paa hverandre , — „ han 
skal hjælpe os af Kniben ! declamere noget rigtig 
Morsomt — ligesom dengang paa Apothekerens Geburtsoag 
— Hr . Valseth frem ! — han leve ! “ 
Et Gesandtskab af trende Damer gik nu ind i 
Spillestuen for af forebringe ham Sagen og bede 
ham i Damernes Navn og med hans Medspillendes 
Tilladelse af hjælpe dem ud af Forlegenheden ved 
af være Fru Branddirectricens Stedfortræder . Jeg 
løb hen i Døren for af see , hvorledes det vilde 
spænde af . Han skar et Ansigt , som naar man 
uforvarende og uden af ville lade sig mærke dermed 
er kommen til af bide i en sammensnerpende snur 
eller gloende hed Gjenstand , og svarede med en ikke 
synderlig vellykket Bestræbelse for af være mild og høflig , 
af det var ham umuligt iaften , og af han desuden 
var bunden til Spillet og sine Medspillende . Men 
disse reiste sig strax og forsikkrede , af det vilde være 
dem en sand Fornøielse af en saadan Grund af afbryde 

Spillet saalænge . Alle sammensvore sig nu 
imod ham og plagede og bombarderede ham . „ Naa 
summa summarium “ , peb Agentinden indsmigrende , 
„ vær nu en rar lille Byskriver og gjør Dem ikke 
kostbar ! det pleier jo ikke af være Deres Kostume “ 
( — skulde nok være „ Coutume “ ) . 
Man kunde see , af det var ham indtil inderst i 
Sjælens dybeste Grund imod ; men hans godmodige 
Sind og Mangel paa Evne til af sige et afgjørende 
Nei , naar Folk kom ham venlig og tillidsfuldt imøde , 
forlod ham ikke engang , naar han havde sine „ Tilfælde “ 
og var allerdybest forstemt , kun af Maaden , 
hvorpaa han til forskjellige Tider opfyldte et og 
samme Ønske , blev i høi Grad farvet af Stemningens 
Forskjellighed . 
Det gav et lille Ryk i ham , som om en Tanke 
pludselig skjød sig op i ham . Han stred rafl over 
Dørtrinet , strøg sig nogle Gange med Haanden over 
Panden og Øinene og imødekom nu den almindelige 
Begjæring , idet han med en sælsom himl og 
dæmpet , i Begyndelsen næsten hæs Røst reciterede 
Følgende : 
Viger bort , viger bort , Dcemoner ! — 
Jeg drager om mig den magiske Ring , 
Jeg kredser i Luften de manende Sving — 
Flyer , flyer I Livets plagende Aander , 

Hvorunder Sjcelen sig hemmeligt vaander ! 
Ja flyer til Styx ! flux venstre omkring , 
I ! Sjcelens skjulte Dænnoner ! 
Her fløi Organisten hen til Klaveret og slog nogle 
forunderlige Accorder an . Valseth standsede lidt og 
saae derhen , men vedblev saa , øiensynlig fattende den 
aandsbeslcegtede Vens Tanke , paa følgende Maade , 
idet denne af og til ledsagede Fremsigelsen med et 
dæmpet og høist charakteristisk Accompagnement , hvorved 
det Hele antog en melodramatisk Charakter : 
O du , som griner saa luunt sardonisk , 
Fordi det klinger for Dig babylonisk , 
Og saadant Kragemaal kritisk foragter 
Som indbildt Sorg og selvgjorte Fagter — 
O Held Dig , Held Dig ! lykkelig Du ! 
Du kjendte ei fyr , Du kjender ei nu , 
Du kjender ei Livets dæmoniskFjendtlig-snigende 
Magter ! 
O Du , Mst agtbare vcerdige Mand 
Med Holdning og Tact , grundmuret Forstand ! 
Som smilende tryg , 
Som vigtig og tyk 
Af Ideer til Samfundets Vel fast revner 
Og Intet til andre Godtfolk levner 
Samt straaler i salig Bevidsthed om 
Det Gavn , Du dog stifter rundten om ! 
Og Du , som troer Du fik meget at sige , 

Som stilles ei vil med os Andre lige , 
Som paa Presenteerbakke bcrrer din Myndighed 
Og udtaler Ordet med inderlig Fyndighed 
Og smager Dig selv i din Tales Andighed , 
— Ja Du , som Dig klpgtig og sjælsstærk agter 
Og alt dette hersens for Sludder betragter : 
O lykkelig , syvfold lykkelig Du ! 
Du kjendte ei fpr , Du kjender ei nu , 
Du kjender ei Livets skjulte , 
Du kjender ei Sjælens , Hjertets , Tankens 
Dæmonisk-snigende Magter ! 
Men ogsaa Du , som Hænger med Næsen , 
Som sfjander og græmmer Dig og gjpr Væsen , . 
Fordi Du er slemt i Knibe for Penge , 
Fordi Du Embede spgte længe , 
Men blev bestandig tilsidesat 
For mere begunstiget Candidat ; 
— Og Du , som ærgrer Dig Nætter og Dage 
( Med eller uden din Wgtemage ) , 
Fordi din Uven fik stprre Gage , 
Gjpr finere Huus og stprre Menage 
Ja fik endog nys , o tænk blot engang ! 
Til Kongens Geburtsdag Titel og Rang ; 
— Og Du , som sidder i Kammerset mprk 
Og river dit Haar , kalder Livet en Ark , 
Fordi det forbandede Bæst af en Junker 
Med pæne Manerer og lpiede Grunker 
Har stukket Dig ud hos Frpken Rar , 
Som derfor har sendt Dig en Kurv til Svar ; 
— Ja Du , som — uden at tale om Gigt , 

Om Tandpine , Hold i Ryggen og Sligt — 
Ja Du , som drages med „ virkelig “ Smerte , 
Hvorom Du kan tale af ganske Hjerte , 
Fordi den erkjendes af Poul og Peer 
Og uden at Nogen studser , leer , 
Du , hvis Sorg er en reglementeret Tanke , 
Der lcegger sig som en pommersk Planke , 
Som uoverstigelig , ildfast Skranke 
Imellem Dig og de skjulte Magter , 
— Ja Du med de sympathiserende Venner ! 
O Held Dig ! lykkelig Du ! Du kjender 
Ei Sjcelens hemmeligt qvcelende , 
Du kjender ei Livets usynligt 
Fjendtlig-snigende Magter ! 
Viger bort , viger bort , Dcemoner ! 
— Jeg drager om mig den magiske Ring 
Og kredser i Luften de manende Sving — 
Flyer , flyer I Livets plagende Aander , 
Hvorunder Hjertet sig hemmeligt vaander ! 
Ja flyer til Styx ! ha flux gjpr omkring , 
I Sjcelens skjulte Dcemoner ! 
Da han var færdig , dreiede han sig med en 
flygtig Hovedboining og Noget , der kunde betyde et 
spodsk Smiil , hastig om og satte sig ind til Spillebordet 
igjen . Nogle sagde nu et dæmpet Bravo , 
enkelte Andre loe og havde fundet det morsomt som 
næsten Alt , hvad Valseth sagde og foretog sig . De 
Fleste taug dog og syntes ikke ret at vide , hvad de 

skulde mene derom . Enkelte solle sig maaskee ogsaa 
paa egne eller Andres Vegne ilde berorte af de Steder 
i det sære febersyge Digt , der kunde kaldes de 
satiriske og som hun accentuerede paa en egen skarp , 
skærende , næsten haanligt vrængende Maade . Jeg 
for min Deel var bleven halv beklemt om Hjertet 
ved denne Forestilling . Hans Gestus og Mimik svarede 
ganske til Ordene . Paa flere Steder , navnlig i 
Begyndelsen og mod Slutningen , saae han ud som 
en Aandebesværger og beskrev de mig allerede velbekjendte 
Cirkler i Luften , kun paa en stærkere , bestemtere , 
trodsigere Maade end naar han gjorde det 
i Smug . Havde han givet denne Scene uden Vilsons 
improviserede Medvirkning , saa havde det kanskee 
gjort Indtrykket af noget altfor yderliggaaende 
Grelt og krampagtig Bizart , skjøndt Fremsigelsesmaaden 
som saadan — betragtet blot som eiendommeligt 
Foredrag s . Ex . af en opgiven Text — egentlig var 
fortræffelig ; men ved denne Medvirkning hævedes det 
Hele op ligesom i en ædlere og „ medgjorligere “ Sphære , 
ja blev i sit Slags interessant og originalt , — om 
i samme Grad æsthetisk berettiget , skal jeg lade 
være usagt . 
Den lille Episode havde bragt ligesom en Forvirring 
ind i den begyndte Leg , der tegnede til at 
ville gaae reent istaa . Men ester en kort Pause , 

hvori Folk sad og saae paa hverandre som levende 
Spørgsmaalstegn , sprang Vilson med et betegnende 
Vink til mig hen til Klaveret og spillede en bekjendt 
yndet Vals paa en saa sprudlende livfuld og opfordrende 
Maade , af vi Alle uden nogensomhelst Aftale , 
ligesom trukne i en og samme Snor , skjød 
Stolene tilside i en rivende Fart og begyndte af 
dreie os Par og Par i en hvirvlende Dands , der 
varede ved , fil man brød op og gik hjem . 
Paafaldende var det nu , af Valseth under Bortgangen 
og paa Hjemvejen var ret livlig og snaksom . 
Den Maade , hvorpaa han en Timestid iforveien 
var kommen fil af give sin indklemte Stemning 
Luft udadtil , havde formodentlig virket som en Afleder . 
Ottende 
Capitel . 
En Forlovelse og Forberedelser fil et nyt Skriftemaal . 
Jeg har forhen sagt , af disse Optegnelser ingenlunde 
ere af betragte som nogen egentlig „ Kjøbstadsnovelle “ , 
der gaaer ud paa af skildre Provindsbeboernes 
Sæder og Synsmaader , om end Et og Andet 

henhørende fil disse Forholde leilighedsviis kan forekomme . 
Jeg vil nn her tilføie , af det er ligesaa 
lidt en „ Kjærlighedshistorie “ , om end enkelte smaa 
Tilløb , Glimt og Antydninger i saadan Retning 
ville findes . Og da det endelig ikke heller er mine 
egne Glæder og Sorger og personlige Oplevelser 
som saadanne , der skulle afgive Stoffet for denne 
Fortælling , hvori jeg som handlende Individ betragtet 
er en Biperson , saa vil jeg strax og uden Omsvøb 
melde , at en Uges Tid efter Aftenselflabet hos 
Kancelliraadens — var Frøken Ottilia min Forlovede . 
At jeg derved kom i nøiere og fortroligere 
Forbindelse med Familien Valseth , blev vistnok ikke 
uden Indflydelse paa ve Forholde , som jeg har foresat 
mig at fremstille for Læseren ; men selve Udmalingen 
af de forskjellige Smaatræk , Ord , Blik og 
sympathetiske Sjælsrørelser , som efterhaanden førte til 
den Kjendsgjerning , at jeg og Valseths Broderdatter 
nu vare et Par lykkelige Elskende , vilde i nærværende 
Meddelelser være noget temmelig Uvedkommende . Jeg 
tillader mig derfor at springe det reent over , idet jeg 
blot bemærker , at Ottilias og min fælleds Interesse 
for hendes Onkel og Tante og vore jevnlige Samtaler 
om disse havde været et Tilknytningspunkt , 
hvorfra vor gjensidige Tilbøielighed uden Tvivl udviklede 
sig hurtigere end ellers havde været Tilfældet . 

Det var mig en ikke ringe Tilfredsstillelse , at 
det øiensynligt glædede baade Valseth og hans Kone , 
da jeg fremstillede mig før dem i Egensfab af Beiler , 
udbedende mig deres Bifald og Samtykke . Dette 
gave de mig begge i et hjerteligt Haandtryk . 
Kørt efterat jeg var gaaet derfra mødte jeg 
Vilsøn , hvem jeg bad gratulere mig til det Skete . 
Han blev yderst førnøiet , men ikke synderlig forbauset 
øver denne Nyhed . „ Hurra ! bravo ! prægsigt ! ypperligt ! 
Alt gaaer søm det stal ! “ raabte han lystig , 
idet han greb mig om Livet og svingede mig rundt 
uden af ændse , af der indenfor et Vindue ligeoverfor 
os stod Personer af begge Kjøn og saae ud paa os , 
naturligviis undrende sig saare . 
„ Jeg kommer til Valseths iaften og tager min 
Violin med “ , sagde han , da vi lidt efter sfilles . 
Min Indlemmelse i den Valsethsfe Familie indviedes 
ved en Aften , rig paa Gemyt , Aand og Lune . 
Der var den Forskjel paa denne og flere andre uforglemmelige 
Aftener , jeg havde tilbragt i den samme 
Kreds , af hele Aftenens Grundtone var lys og livlig 
uden noget eneste Øieblik af bringe Forestillingen 
hen paa hemmelige Misstemninger . Hvad enten Organisten 
foredrog sine geniale Violinphantasier , eller 
han og Fru Valseth spillede fiirhændige Fortepianocvmpositioner 
eller Duetter for Violin og Klaveer , 

eller Valseth sang sin Ungdoms bedste Sange , accompagneret 
as sin Hustru , der sendte ham venlige og 
erkjendtlige Blikke : Alt bar Præget af en glad og 
frigjort Stemning , der virkede vederqvægende paa 
Tilhørerens Sind . Ligesaa naturlig og oprømt faldt 
Talen . Valseth fortalte morsomme Hisforier fra sine 
Studenterdage , og Vilson oplæste et prægtigt Brev 
fra sin Son , hvilket næsten heelt igjennem handlede 
om hans lille ungarske Pleiesøster og hendes vidunderlig 
hurtige Udvikling samt Lethed med af finde 
sig tilrette i Forholdene . Husets Frue var munter 
og underholdende paa den hende eiendommelige Maade , 
og af min søde snaksomme Ottilia var Elskværdigheden 
selv , behøver jeg jo ikke af fortælle . „ Nissen “ 
lod flet ikke høre fra sig . 
„ Hvor jeg glæder mig fil af lære Deres Søn 
af kjende fil Juul “ , sagde Fru Valseth under Forhandlingerne , 
som Brevet fremkaldte , „ og hvor jeg 
længes efter af see Deres lille Plejedatter . “ 
„ Jeg længes ogsaa efter Juleferien af samme 
Grund , “ sagde Organisten ; „ men nu er der jo kun 
et Par Uger fil . “ 
„ Siden De har fortalt os den lille interessante 
Tildragelse , “ vedblev hun , „ udnævner jeg dem begge 
tø fil mine og hele Husets erklærede Andlinge . Midt 
i denne prosaiske Tidsalder ere de jo begge komne 

fil af staae i et heelt romantisk Lys , baade den unge 
Ridder Arthur og — ja det er sandt , hvad Navn 
har hun ? Tet troer jeg flet ikke De har omtalt . 
Og Deres Søns Brev benævner hende kun som 
„ lille Pige . “ 
„ Ja er det ikke underligt nok “ , svarede Vilson , 
„ at jeg ikke veed det , ligesaalidt som han . Jeg forsømte 
i Hurlumheien dengang at skaffe mig det at 
vide , og i Arthurs forrige Brev siger han , at han 
oftere har spurgt „ lille Pige “ om hvad hun hedder . 
Hun kan nemlig forstaae næsten Alt , hvad han siger , 
og begynder allerede at kunne udtrykke sig lidt paa 
Dansk . Men hun nævner da et saa loierlig hottentottisk 
uforstaaeligt Navn , at han knap kan eftersige , 
end mindre efterskrive det . Han har derfor reent opgivet 
at betjene sig deraf , saameget mere som hun 
ikke selv kan lide Navnet ; og ifølge den Idee , Arthur 
har sat sig i Hovedet , at hun er et stjaalet Barn , 
mener han , at det er et fillavet Kjæltringenavn , Banden 
har givet hende , og aldeles ikke hendes virkelige . 
Barnet er altsaa indtil videre navnløs . “ 
„ Men et Navn fluide hun dog have , “ sagde 
Fru Valseth , — „ og jeg kunde have Lyst til at foreslaae 
Dem et , “ filføiede hun tøvende . 
„ Forud bevilget “ ! raabte Vilson med Varme , 
— „ ja De , Fru Ingeborg ! skal give min lille Hedning 

et christeligt Navn . Det Navn , Arthur har 
foreslaaet , synes jeg ikke om . “ 
„ Har Deres Søn foreslaaet et ? Maa man vide 
hvilket ? “ 
„ Juta ! “ 
„ Juta ! “ udbrød hun i den yderste Overraskelse . 
„ Det var da høist besynderligt ! “ istemmede baade 
Valseth og Ottilia . 
„ Ja vist er det et besynderligt Navn , “ svarede 
Organisten ; „ men derfor , kjære Frøken ! vil vi ogsaa 
foretrække Deres Tantes Forslag . “ 
„ Ja men det er jo netop det Navn , jeg vilde 
foreslaae , “ sagde Fru Valseth med det samme forbausede 
Udtryk , dog med en svag Betoning af 
Veemod . 
Nu kom Touren til Vilson og mig at forbauses . 
„ Men hvordan kan dag det gaae til ? “ sagde 
vi begge , og efter et lille Ophold vedblev han : „ Et 
saa usædvanligt Navn falder det ikke let To ind at 
vælge uden Aftale og Overeenskomsf ; og det kan her 
jo flet ikke være Tale om , saa det maa dog være et 
af disse besynderlige Spil af Tilfælde og Hændelse . 
Men hvorledes er De , min kjære Frue ! kommen 
paa dette Navn ? “ 
„ Saaledes hed den lille Pige , Tantes Søsterdatter , 
som omkom tilligemed sine Forældre i Udlandet 

ved det ulykkelige Sammenstød af Jernbanevaggøns , “ 
forklarede nu Ottilia halvsagte for mig 
og Organisten . 
„ Ja saa , det vidste jeg ikke “ , sagde denne bevæget ; 
— „ ja saa er det afgjort , hun skal hedde Juta . 
Og naar Drengen kommer med hende til Juul , saa 
vil det opklare sig , om det er reen Hændelse , som 
det jo naturligviis maa være . “ 
Da Vilson senere foredrog en fri , men meget 
melodierig Phantasie paa Violinen , sagde Fru Valseth : 
„ Hvorfor componerer De aldrig ? Det er jo Synd 
og Skam , at Melodier , som De sidder der og lokker 
frem af Instrumentet , skal fordunste i Luften og 
sporløst forsvinde . Dersom De nedfkrev dem paa 
Noder , saa kunde ogsaa Andre nyde godt deraf end 
netop vi faa Heldige . “ 
„ Jeg kan ikke holde fast derpaa saalænge til jeg 
faaer det sat i Noder , “ svarede Organisten ; „ den 
ene Idee støder den anden frem , medens jeg spiller , 
men saa er det forbi med det samme . En anden 
Sag var det , om Valseth vilde sfride mig en Text , 
søm jeg kunde binde Tonerne til ; igjennem Texten 
kunde jeg fastholde dem , troer jeg . “ 
„ Hører Du det , Ernst ! “ sagde hun livfuldt hen 
til sin Mand . 

„ Hvad ! jeg ! en Text ! “ udbrød Valseth halv 
forstrækket . 
„ Ja Far min “ ! vedblev Vilson , — „ for egentlig 
er Du et musikalsk Genie ; men det er , som Du 
veed , ikke blevet fil noget Stork dermed , enten det 
saa er din egen eller Omstændighedernes Skyld , og 
ramponere kunde Du nu allermindst , da Du ikke har 
Begreb om Theorie og Generalbas . Derimod kunde 
Du ganske sikkert overføre dit mærkværdige musikalske 
Instinct paa et andet æsthetisk Gebeet og , da Du 
har Ordet i din Magt saagodt som Nogen , levere 
en musikalsk Text , der fortræffelig egnede sig for 
Komposition . Egentlig fluide jeg digte min Text 
selv , helst saa at Ordene og Tonerne bleve fil samtidigt ; 
men det kan jeg ligesaalidt som Du kan componere , 
fordi jeg er ligesaa raa i det poetiske Sprog 
og hvad der ellers hører fil , som Du i Harmonielære . 
Men naar vi to arbeidede sammen , Du som 
Tertforfatter og jeg som Tonesætter , det vilde blive 
som een Støbning , som om Een havde gjort begge 
Dele paa eengang . 
„ Det skulde vel være Text fil en Kirkemusik “ , 
bemærkede Fru Valseth . 
„ Oh nei nei ! fil en Opera ! en Opera ! “ raabte 
Ottilia klappende i Hænderne . 
„ Naa kommer I nu ogsaa med ? ha ha ! — ja 

det er vel Spøg det Hele , “ sagde Valseth muntert 
afværgende . 
„ Foreløbig kan Du betragte det som halv Spøg 
halv Alvor , “ svarede Organisten ; „ men tænk over 
Tingen ! kanskee det endda kunde blive til heel Alvor , 
— især hvis De , Fru Ingeborg ! vilde gjøre 
nogen Indflydelse gjældende . “ 
„ Jeg skal see hvad jeg formaaer “ , sagde hun 
smilende og nikkede hen til sin Mand . 
At iøvrigt de Nyførløvedes Skaal blev drukken , 
og at der blev sagt mange gode og behagelige Ting 
sil os begge , følger af sig selv ; men det glider jeg 
hen øver som uvæsentligt . 
Da jeg seent paa Aftenen gik derfra med Vilson , 
sagde jeg , at jeg havde isinde en af Dagene 
at tilstaae for Valseth , at jeg havde læst hans Dagbog . 
„ Det behøves ikke “ , svarede Organisten , „ for 
jeg har allerede sagt ham det , da jeg forleden Dag 
bragte ham Manuskriptet tilbage . Men tal til ham 
derom alligevel ! “ 
„ Naa De har sagt ham det ? Det er mig ret 
kjært . Hvad sagde han dertil ? “ 
„ Ikke noget Bestemt ; men jeg troer ingenlunde 
det var ham ukjært , — og da jeg tilføiede , at han 
skulde udtale sig før Dem , f . Ex . i Egenflab af 
Huuslæge , og give Dem en oplysende Commentar til 

Dagbogen , saa stirrede han studsende paa mig ; men 
Raadet lod flet ikke sil at mishage ham . Saa De 
seer han er forberedt ; og nu er De jo ovenikjøbet 
af Familien . “ 
„ Men hvorfor ikke De selv ? De kjender ham 
nøiere end jeg og har et større og ældre Krav paa 
hans Fortrolighed . “ 
„ Han gjør ikke Mine til at betroe mig det 
Skræmmebillede , han gaaer og grubler over , og jeg 
har af Grunde , jeg før har sagt Dem , ingen Ret 
til at trænge stærkere ind paa ham end jeg et Par 
Gange har gjort . Trods sin personlige Andest for 
mig troer jeg han generer sig noget for mig i dette , 
just i dette ! og det gaaer mig omtrent ligesaadan 
i mit eget Anliggende ligeoverfor ham . Hvad der 
har bidraget til at knytte os til hinanden , vanskeliggjør 
os Fortroligheden netop i det ømme Punct . 
Vor Aandsbeflægtethed yttrer sig paa andre Maader 
end gjennem umiddelbar fortrolig Meddelelse . Den , 
der selv har „ Ugler i Mosen “ , noget Livet særligt 
Forbittrende at drages med , kan vanskelig være en 
saa upartisk Consulent som Den , der uden at være 
hildet i eget „ Vrøvl “ har Evne , Villie og Hjerte 
til at sætte sig paa en Andens Vrøvlestandpunkt . “ 
„ Men hvoraf har De faaet saa god Tro til 
mine Gaver i den Retning , at just jeg skulde knnne 

indvirke saa afgjort heldig paa Noget , som dog neppe 
kan tages udelukkende fra et lægevidenskabeligt Synspunkt ? “ 
Organisten 
taug og standsede sin Gang nogle 
Øieblikke . Da han igjen satte sig i Bevægelse , sagde 
han : „ Jeg har fortalt Dem om et natligt Drømmebillede , 
hvis varslende Røst har stort Herredømme 
over mig . Det viste sig for mig Natten efter mit 
første Sammentræf med Dem i Valseths Arbejdsværelse 
og bød mig at aflægge den mutte Tilbageholdenhed , 
jeg dengang havde viist mod den nye 
Doctor ; thi „ han vilde blive os en Doctor ikke blot 
for Legemets , men ogsaa for Sjælens Sygdomme 
og cnrere ikke blot ved Pulver og Mixtur , men ogsaa 
ved sin Aands og Personligheds Magt . “ Fra 
det Øieblik følte jeg en Tiltro til Dem , som bestandig 
steg , da jeg lærte Dem nærmere at kjende , og 
jeg har alt i mit eget Anliggende givet Dem en 
Prøve paa denne Tillid . “ 
„ Og nu mener De , at Valseths egne Meddelelser 
og Oplysninger til Dagbogen skulde blive mig 
en Ledetraad fil den rette Bedømmelse af hans 
Sjælssygdom ? “ 
„ Det troer jeg sikkert . Saalænge han gaaer 
saaledes og hengiver sig til indvendige Ovælerier 
uden at udtale sig for Nogen , vil det bestandig blive 

værre og værre ; ogsaa hans Evner og Talenter , 
der for det meste ligge som bundne , ville hensygne 
og afstumpes mere og mere . Det er det , De altsaa 
maa forebygge tilbedste for mit Forflag iaften ! “ 
„ At han skulde skrive Dem en Text — ? “ udbrød 
jeg spørgende . 
„ Ja — til et aandsbeflægtet Fælledsarbeide ! ! — 
Ogsaa det kunde blive ham en gavnlig Cur ! og 
tillige et Forebyggelsesmiddel mod at synke aandeligt 
sammen i en Livsvirksomhed , hvor han flet ikke hører 
hjemme . “ 
Med disse Ord trykkede han min Haand til 
Afsfed udenfor min Gadedør , som vi just havde naaet , 
og fortsatte sin Vei hjemad med hurtige Skridt . 
Som sig hør og bør , kom jeg nu som Forlovet 
hver Dag , ei sjelden flere Gange paa samme Dag , 
i Valseths Huus . Jeg vilde nu saaledes en Formiddag 
gjøre min Opvartning og havde allerede 
Haanden paa Klokkesfrengen til Familiebeboelsen , da 
jeg henne fra det Værelse , der tjente Huusherren 
baade til Kontoir og Privatkabinet , hørte ham gaae 
frem og tilbage paa en Maade , som mindede mig 
om mit allerførste Besøg hos ham i den samme 
Stue . Istedetfor at gaae ind til Damerne fik jeg 
nu isinde først at gjøre ham en særskilt Visit . 
Han forekom mig ogsaa virkelig noget aparte 

idag : mild og blid , men noget aandsfraværende og 
afspændt , og hans Smiil var , som om han med 
Besvær hentede det op af en dyb Brønd . Han var , 
fast som han nylig kunde have havt et Anfald af 
de i Dagbogen beskrevne „ anstrengende “ Sjælstilstande , 
— som om den „ epicuræiske Sjæl “ nylig 
havde havt en Kamp at bestaae med den „ hypochondriske “ 
og Sejren endnu i dette Øieblik var uafgjort . 
Dette blev mig en Anledning til strax og uden Omsvøb 
at bringe Manuskriptet paa Bane , hvad jeg dog 
maaskee ellers ikke havde gjort just nu . 
„ Ja jeg veed , De har læst det “ , sagde han . 
„ Og uden at spørge Forfatteren om Forlov ! “ 
supplerede jeg i en skjemtende Tone . 
„ Vilson tog hele Skylden paa sig “ , svarede 
han lidt raskere og livligere ; „ han sagde , han havde 
overtalt Dem dertil , da De havde Betænkeligheder . 
Forresten har jeg ikke noget imod , Kjære ! af De har 
læst det Tøieri ; saa kan De see , hvorledes det staaer 
til med mig . Har De Piller for den Sygdom ? “ 
„ Manuskriptet giver mig ikke nogen saa tydelig 
Besked , af jeg derefter kan stille Sygdommens Diagnose ; 
saa maatte jeg have bestemtere historiske Oplysninger 
tilhjælp . “ 
Han saae tankefuld paa mig og sagde efter et 
Ophold : „ Dem skal De faae ! Jeg har hidtil havt 

stor Utilbøielighed til af yttre mig for Nogen herom . 
Jeg har oftere villet betroe mig til Vilson , og det 
var vel ogsaa fleet engang . At han fik Dagbogen , 
var jo en Indledning dertil , og ved af afhænde den 
til Dem har han testamenteret Dem sin Ret . Men 
jeg vilde alligevel foretrække Dem , Gamborg ! især 
nu , da De er bleven mig en nær Paarørende . Men 
min Kone maa ikke mærke Noget . “ 
Jeg lovede af mage det saaledes . Han overlod 
til mig af bestemme en Tid , helst en Eftermiddag . 
Jeg sorlod ham , gik ind og fik Ottilia ud med mig 
paa en Spadseretour , hvor jeg da ogsaa talde med 
hende om dette . Da hun jo flere Gange havde yttret 
sig herom næsten som Organisten , glædede hun 
sig meget over denne Sagens Vending . Hun foreslog , 
af Sammenkomsten , hvoraf hun lovede sig meget , 
skulde finde Sted endnu samme Eftermiddag , da 
hun og Tanten fluide til et Møde Kl . 5 i et qvindeligt 
Velgjørenhedsselflab , der havde dannet sig i 
Byen , hvilket Møde rimeligviis vilde vare flere Timer . 
Jeg skulde da stræbe af blive færdig med nødvendige 
Forretninger saa tidlig , af jeg kunde indfinde 
mig Kl . lidt over fem . Hun skulde nok sørge for , af 
hendes Onkel blev hjemme , naar de gik , i fornødent 
Fald sige ham , af jeg kom for af tale med ham om 
Noget . Hun holdt ogsaa for , af Tanten helst , i 

det mindste foreløbigt , burde holdes udenfor disse Forhandlinger ; 
i alt Fald ønskede hendes Mand det jo . 
Klokken lidt over 5 traf jeg ham ganske rigtig 
paa sit Værelse . Han ventede mig , og uden anden 
Forberedelse , end af han bad mig tænde en Cigar 
og tage Plads i Sophaen , begyndte han saaledes : 
Niende Capitel . 
kommentar til Dagbogen . 
Man har sagt om Jean Jacques Rousseau — 
og jeg troer han selv stal have sagt det — , af han 
ved af nedskrive og udgive sine „ Bekjendelser “ har 
villet skaffe sig en Afleder for Meget , som i en ældre 
Alder piinte ham i Erindringen . Jeg vil nu engang 
forsøge det samme Experiment , kun med den Forskjel , 
af jeg istedetfor det store Publikum vælger en medicinsk 
og psychvlogisk dannet Ven til min Fortrolige , 
og som jeg troer ogsaa med den Forskjel , af Sagen 
er mig Alvor fra forst til sidst , medens Rousseaus 
berømte Bog dog smager hist og her af forfængelig 
Coquetteren med egne Daarskaber . 
Allerede fra mine meget tidlige Aar , endog før 

jeg blev Student , sværmede jeg for den Idee : af 
flabe mig en fri og nafhængig Fremtid . Naar mangengang 
unge Venner og Kammerater kunde med 
behagelig Forudfølelse fordybe sig i Phantasier over 
en Fremtid , hvis noget forskjelligt udmalede Typus 
var : af faae lauä til Embedsexamen , af blive forlovet 
og endelig af blive Lnndsbypræst pl « 8 Familiefader 
eller Herredsfoged plus Familiefader eller hvad 
Andet en Studerende nu kan blive plus Familiefader , 
for da af have det saa yndigt og saa hyggeligt 
og saa rart : saa — smilede jeg med næsten spodsk 
Medlidenhed . Min Kjæphest var kun : Frihed og 
Uafhængighed ! Derved tænkte jeg nu aldeles ikke paa 
den politiske Betydning af disse Begreber . Den offentlige 
Politik var dengang endnu i sin Barndom 
og interesserede mig kun til Huusbehov ; fhi man kan 
blive ligesaa ufri og afhængig i en Republik som 
under enhver anden Statsforfatning i den Forstand , 
hvori jeg stræbte efter Frihed og Uafhængighed . Ligesaa 
godt der som her gives der jo Embedsmands- og 
Skatteborger- og ' Familiefadervrøvl — og det var alle 
de nflags Begrændsninger og formeentlige Trivialiteter , 
jeg bavde en afgjort Utilbøielighed til af indordne 
mig under . Desuden har jeg altid havt en lige afgjort 
Ulyst til af adlyde og til af befale . At gjøre 
eller lade Noget , blot fordi det nu saadan behager 

en Foresat , havde noget Oprørende for min Selvfølelse . 
Selv om Befalingen eller Forbudet i Hovedsagen 
stemmer med hvad jeg selv vilde ansee for det 
Rigtige , saa ærgrer eller kjeder det mig ligefuldt , 
af jeg dog i hvert Fald har af indrette mig saadan 
eller saadan , ikke fordi jeg selv meente og vilde det , 
men fordi en Anden mener og vil det . Dette staaer 
nu aldeles ikke i Modsigelse til min tidt endog altfor 
godmodige Foielighed og Eftergivenhed paa den private 
Frivilligheds Vei , naar man vil vinde mig med 
venlig , indstændig og fordringsløs Overtalelse . Thi 
selv en Foresats forretningsmæssige „ Ønsker “ , om de 
end fremkomme i en nok saa behagelig Form , ere dog 
fil syvende og sidst indirecte Fordringer , som ingen 
sand Brug have for Opfyldelsens „ Frivillighed “ ; og 
af skulle rette mig efter en Foresat ? „ Principer “ ( som 
aldeles personlige Kjæpheste jo ogsaa kunne betitle ? ) 
„ Principer “ , som jeg maaskee flet ikke samstemmer 
med , maaskee mangengang finder dumme , smaalige , 
latterlige — det vilde flet ikke gaae , men blive for 
mig en aldeles forfejlet Tilværelse . Alene det , af 
han har „ Lov “ fil af give mig Irettesættelse for 
formeentlig Overtrædelse , uden af jeg har „ Lov “ fil 
af gjøre det samme ved ham — alene denne Mangel 
paa parti gjør , af jeg egentlig talt flet ikke 
kan lide en umiddelbar Foresat som saadan . Men 

ligesaa naturstridig som adlydende Underkastelse vilde 
befalende Myndighed være mig , naturligviis især 
naar jeg . skulde udøve den mod Mennesker , der vare 
stillede paa lignende Dannelsestrin som jeg . Jeg 
troer , jeg vilde forekomme mig selv som en halv latterlig 
geskjeftig Vigtigpeer i et saadant Forhold . 
Endelig har jeg aldrig holdt af af inddele mit Liv 
Dag ud og Dag ind efter afmaalte Klokkeflet eller 
begrændse mig formeget ved et bestemt Opholdssted . 
Af alle disse Grunde tilsammentagne var jeg ikke 
synderlig sfikket fil af være Embedsmand , og for 
saavidt er det heldigt nok , af min nuværende Stilling 
er af den Beskaffenhed , af jeg hverken har umiddelbare 
Foresatte eller Undergivne paa Siden af mig 
og omtrent kan indrette mig , som jeg selv finder det 
fjenligst og beqvemmest . 
Denne Uafhængighedsdrift maatte naturligt saaledes 
ogsaa komme til af berøre Ægtestand og ægteskabeligt 
Familieliv . Thi deels forudsætter dettes 
Mulighed en saakaldet fast Stilling , naar man ikke 
netop har Formue , deels medfører det i og for sig 
mangeflags Frihedsbegrændsninger . Eller rettere sagt , 
saaledes syntes det mig dengang . Vel vidste jeg , af 
min Opfattelse af disse Forhold ikke var almeengyldig 
og af det ingenlunde var ønskeligt for Samfundet , 
om de Fleste hyldede den samme Livsanskuelse . 

Men jeg var nu engang lavet af en anden Deig 
end de Andre , og saa var det fo rart , af kun Faa 
vare som jeg ; thi saa fik jo Staten Embedsmænd 
og de ugifte Piger Ægtemænd , uden af min Medvirkning 
i nogen Maade savnedes . 
At jeg ikkedestomindre tog en Embedsexamen , var 
ene og alene af Hensyn til mine Forældres høist naturlige 
Onfle , tillige maaskee dog for af have en 
sidste Tilflugt i paakommende Tilfælde og for ikke af 
være retslig udelukt fra de Stillinger , som jeg kun 
frivillig ønskede af gjøre Afkald paa . 
For af komme fil Sagen : en Plan , som i flere 
Aar havde soresvævet mig , men kun i en Maanedstid 
havde været fuldmodent Forsæt — navnlig efter 
ef Bekjendtskab med en talentfuld og ligestemt Udlænding , 
der var en udmærket Fortepianovirtuos — 
gjorde jeg eb Forsøg paa af iværksætte , ikke længe 
efterat jeg var indtraadt i Myndighedsalderen . Planen 
gik ud paa intet mindre end af søge min Lykke 
i fremmede Lande , for efter endeel Aars Forløb af 
vende tilbage fil mit Fædreneland , rig paa Erfaringer 
og oplevede Eventyr , paa indre Livsfylde og 
interessante Erindringer samt paa en — Uafhængighed 
sikkrende Formue . 
Og saa var der ved Siden heraf en ganske særegen 
Tanke , der løb rundt i mit Hoved og gav denne 

landstrygeragtige Livstilbøielighed endnu større Styrke 
og tillige ef hæderværdigere Anstrøg i mine egne 
Dine . Jeg bildte mig ind , af Digtergaven var skjult 
ef eller andet Sted paa min Sjæls Vrangside , men 
kunde ikke komme fil Gjennembrud og aabenbare sig 
i udødelige Værker uden under og efter ef rigt bevæget 
og omtumlet Livs befrugtende Oplevelser . Under 
ef jevnt adstadigt Hjemmesidderliv vilde Spiren 
fil saadan aparte Begavelse sygne hen og trods 
Flid og Studium aldrig blive fil Blomst og Frugt . 
Er det ikke fil af lee sig ihjel over ? hvad , Gamborg ! 
— Saa vil De dog finde den Grund antageligere : 
at et balv ubevidst Instinct anviste mig en saadan 
legemlig og aandelig Generaludluftning som en kosmopolitisk 
Curmethode . Meningen heraf veed De 
jo , naar De har læst i min Dagbog , at bemeldte 
„ Anomalier og Tilstande “ allerede meget tidlig lode 
høre fra sig . 
Jeg dvæler ikke gjerne ved denne korte og afbrudte 
Episode af mit Liv , som ovenikjøbet er kommen 
fil at staae for mig i et fjernt og taaget Dæmringslys , 
saa jeg knap vilde kunne samle det Hele 
i en sammenhængende Fortælling . En saadan vilde 
ikke heller være paa sin Plads her ; thi det er kun 
min Ungdoms Drift overhovedet fil et eventyrlig bevæget 
Reiseliv , ikke den særegne Maade , hvorpaa jeg 

engang gjorde Tilløb til at tilfredsstille den , som 
staaer i indre Sammenhæng med den egentlige Gjenstand 
for nærværende Skriftemaal . Kun Saameget 
er det nødvendigt at sige : Planen , som blev udkastet 
og beregnet paa at udføres i Forening med den omtalte 
Udlænding ( det var en Belgier ) , var for en 
Deel grundlagt paa Udviklingen af et Talent , søm 
jeg engang var i Besiddelse af . De gjætter hvilket ; 
men studse maa De ligefuldt øver , at jeg nogensinde 
har kunnet fænke paa at gjøre Affairer udenfor 
mit Fædreland med et Talent , som her hjemme 
aldrig syntes at hæve sig betydeligt over det almindelige . 
Sagen er : jeg har aldrig fundet det Umagen 
værd , ja næsten fundet det flaut og hensigtsløst , at 
anvende megen Tid , Øvelse og Alvor paa at uddanne 
et Talent blot i Diletfantismens og Privatfornøielsens 
Tjeneste . Ganske anderledes vilde Sagen have 
stillet sig , dersom Udøvelsen af et saadant Talent 
var bleven mit Fag og min Livsopgave , øm end 
kun midlertidigt . “ 
„ Men “ — afbrød jeg Fortælleren — „ hvorfor 
ikke gjøre det til Fag og Livsopgave her hjemme ? 
Jeg erindrer endnu fra mine første Studenteraar , 
da jeg jevnlig traf sammen med Dem , at Mange 
undrede sig over , at De ikke var gaaet til Theatret . “ 
„ Jeg veed det nok “ , vedblev Valseth , „ og ikke 

saa Faa , endog Folk til Theaterverdenen henhørende , 
opmuntrede mig ligefrem dertil . Men — saa var 
jo Hovedhensigten med at hæve Dilettantismen til 
Fagdannelse ikke naaet : at tilfredsstille min Trækfugledrift 
og søge min Lykke i fremmede Lande . At 
fænke mig selv som officiel Sanger og Skuespiller 
ved Hjemmets eneste større Theater havde aldrig tiltalt 
mig . At udøve en Kunst søm fast Levebrød , 
som solid borgerlig Næringsvei , fængslet til Pletten 
og sikkret ved Embedsbestalling , fast aarlig Gage og 
Pension i Aflægsalderen ! hvor spidsborgerlig trivielt ! 
— jeg med min Vandskræk for alle meget 
afhængige og stavnsbundne Stillinger fluide vælge 
netop den ved Tid , Klokkeflet , Andres Luner og indskrænket 
Tumleplads meest bundne af dem alle ! sælge 
min Fremtid for i personlig Legemsstørrelse at sidde 
paa Forundringsstolen eller dandse paa Linie i et 
Glasbuur efter Foresattes , Forfatteres og Publikums 
Floite et heelt Liv igjennem — nei Tak ! — Ikke 
destomindre var der en kort Tid , hvor det gjerne 
kunde være fleet , og havde jeg havt Deres anseelige , 
theatermæssige Figur istedetfor min egen lille stumpede 
og ikke synderlig velproportionerede , var det rimeligviis 
ogsaa fleet . I Anledning af Dilettantforestillinger , 
som det undersiden har moret mig at tage 
Deel i , har man sagt mig , at jeg ikke manglede 

Anlæg for at sige Repliker og fremstille en Charakter , 
overhovedet for den Kunst at gjvgle , og af andre 
mere primitive Grunde troer jeg det selv . Men 
— Hovedet lidt for stort , Benene lidt for korte , og 
hele Personen noget for lavsfammet ; dertil Haaret 
altfor lyst med tilhørende Blondriansphysiognomie , 
hvilket i Reglen vilde medføre megen Brug af Sminke 
og Smørelse og Sværte og alt det Svineri , og Paryk 
vilde gjøre Hovedet endnu større . Alt saadant 
Noget , som i det daglige Liv knap bemærkes , har 
meget at sige paa et stort og virkeligt Theater ; og 
jeg havde Selvkritik nok til at indsee , at disse mere 
udvortes tilfældige og selve Talentet uvedkommende 
Omstændigheder vilde komme til at begrændse mit 
Rollerepertoire mere end ønskeligt . Trods Alt , hvad 
velvillige Sjæle gjendrev og prækede mig for , indsaae 
jeg til fuld Overbeviisning , at jeg maatte komme 
til at præsentere mig mindre sordeelagtig i mangen 
Rolle , som i andre Henseender , i Retning af dramatisk 
Sang og anden Udførelse , vilde ligge allerheldigst 
for mig . Det vilde jeg ikke ! altsaa lod jeg 
det Hele fare , hvilket jo — efter hvad jeg iforveien 
har forklaret — heller ingen Overvindelse kostede mig . 
Men for at komme tilbage til Trækfuglens første 
og sidste Udflugt : jeg kan naturligviis ikke vide , om 
det excentriske Forehavende , videre fortsat , havde faaet 

det Udfald ag baaret de Frugter , som jeg i min 
lykkeridderlige Begeistring saa sikkert ventede . I 
senere Aar er det endog i visse Øieblikke forekommet 
mig , som jeg maa have været halv fra 
Sands og Samling , ja splitter pinende gal , da jeg 
for Alvor undfangede og begyndte at iværksætte et 
saa forfløient Project . Men saa meget er vist , at 
det ingenlunde var nogen Erkjendelse af Foretagendets 
Undførlighed , der bragte mig til at opgive det 
og efter en fire fem Ugers Fraværelse at vende tilbage 
til Danmark . Ja min Tillid til mig selv og 
sangvinske Tro paa et glimrende Udfald var under 
Fraværelsen saa langt fra at være svækket ved mødende 
Hindringer og Vanskeligheder , at den endog med 
hver Dag var tiltagen i Styrke . Grunden til , at jeg 
opgav det Hele eller i det mindste opsatte det til et 
gunstigere Tidspunkt , var ene og alene — Pietet mod 
min gamle Fader ! en Pietet , som blev kaldt tillive 
paa en overvældende Maade ved to Breve , eet fra ham 
selv og eet fra en gammel Ven af mit Fædrenehjem . 
Jeg modtog begge Brevene i Dresden , hvor 
jeg næsten hele Tiden havde opholdt mig for at 
tilendebringe visse nødvendige Forberedelser og techniske 
Uddannelsesøvelser . Den lille foreløbige Reisesum , 
som jeg med al Nod havde faaet tilveiebragt 
i Kjøbenhavn , var lige i Begreb med at flippe op . 

Dette skræmmede mig dog paa ingen Maade og skulde 
ikke have bragt mig til at vende hjem igjen med 
uforrettet Sag . Min belgiske Medeventyrer , der var 
paa en grønnere Green og nødig gav flip paa mig , 
gjorde mig Tilbud om Forskud ; men selv om det ikke 
havde været , saa havde jeg allerede fra først af 
tænkt mig flere foreløbige Udveie og midlertidige Ressourcer 
for det Tilfælde , af Pengene flap op førend 
den egentlige Plan var modnet til Udførelse . Om 
jeg saa skulde tage Tjeneste som simpel Chorist ved 
Dresdener Operaen saalænge , eller en Tidlang flakke 
Tydskland om med reisende Skuespillerbander , ja gjøre 
Ting der vare endnu galere , saa vilde jeg langt hellere 
det end komme tilbage som en vaad Hnnd . 
Dertil skulde stærkere , meget stærkere Tilskyndelser end 
Pungens Tomhed , og det blev nu de tvende Breve , 
hvoraf det fra Huusvennen næsten var det meest 
afgjørende . Denne brave Mand lod mig vide , „ af 
min Fader blev Dag for Dag svagere og affældigere 
og øiensynlig bar paa en hemmelig , Sjæl og Legeme 
nedbrydende Sorg , hvis Gjenstand upaatvivlelig Ingen 
kjendte bedre end — jeg ! “ 
Inden Afreisen fra Hjemmet havde jeg fortalt 
min Gamle en af solidere Stoffer sammensat Historie , 
der skulde vise ham min Reises Hensigt i et 
respectabelt og nogenlunde betryggende Lys . Senere 

havde jeg jevnlig tilskrevet ham for af holde Modet 
og Humeuret og Troen paa min Historie vedlige 
hos ham . Men det var ikke lykkedes mig af vildlede 
ham synderligt , altsaa ikke heller at berolige ham 
uden tilsyneladende og forbigaaende : det saae jeg 
nu klart . 
Aaret iforveien var han bleven Enkemand , og 
siden den Tid var hans eneste Datter bleven gift 
langt fra Fædrenehjemmet og hans ældste Son ved 
et militant Avancement forsat til en fjern Provinds . 
Saaledes var nu den gamle Mand ganske 
alene , overladt til sig selv og fine tungsindige Tanker . 
Jeg tænkte mig det Tilfælde , at han kunde 
falde i en Sygdom og døe , førend jeg var kommen 
saavidt i mine udenlandske Forehavender , at jeg kunde 
uigjendriveligt godtgjøre deres Udsørlighed og med 
det samme deres fornuftige Berettigelse : saa vilde 
jeg give mig selv Skylden ; — skjondt jo et saadant 
Tilfælde aldeles ikke behøvede at være fremkaldt 
eller fremskyndet af Sorgen over en Sons vagabonderende 
Udskejelse : jeg vilde froe det alligevel og give 
mig hele Skylden ! Barndomserindringer strammede 
ind paa mig , og min Indbildningskraft forestillede 
mig den nu i Verden enestaaende , af Alder og Sygelighed 
og Mismod nedbøjede Mand . Den muntre , 
freidige , livsfriske Stemning , der næsten ikke et eneste 

Øieblik havde svigtet mig , var nu fra Grunden af 
brudt og med den mit kosmopolitiske Mod . Endogsaa 
den en af Dagene forestaaende Tomhed i 
Pengepungen syntes mig nu en betydeligere Hindring 
end hidtil . Min Fader havde med sit korte Brev , 
som hverken indeholdt Klager eller Bebreidelser , men 
kun en flet skjult Forstemthed og sørgmodig Resignation , 
ladet folge en Pengesum uden tilføiet Betingelse . 
Men jeg kunde ikke beqvemme mig til , 
tvertimod Giverens hemmelige Ønske , at misbruge 
Gaven til Fortsættelsen af Noget , der lige med Eet 
forekom mig selv noget tvivlsomt og overilet . 
Og dog ! hvad der gjorde Udflaget , var ikke engang 
min normale sønlige Pligtfølelse , men — en 
Anomalie ! hvilken Sygdom jeg saa godt som ikke 
havde mærket Spor til lige siden jeg forlod Kjøbenhavn , 
ja lige siden jeg der havde faget Beslutningen . 
Det var Noget , der tildrog sig ved min Moders Dødsleie , 
hvorom De vil have læst i Dagbogen ; det var 
det , der nu igjen som et uopgjort Mellemværende ikke 
blot med den Døde , men med den endnuLevende , 
gik mørkt og skærende gjennem mit Væsen og med 
en næsten tvingende Magt vinkede mig hjemad . Nok 
sagt : jeg vendte tilbage trods min livslysfige Rejsefælles 
Indvendinger og veltalende Forestillinger ; dog 
var det mod Slutningen med modsfræbende Vaklen , 

at jeg med Nød og neppe rev mig løs , og da Tilbageskridtet 
uigjenkaldelig var gjort , begyndte jeg allerede 
at fortryde det . Kun Tanken „ opsat er ikke opgivet “ 
opretholdt mig nogenlunde . 
Min Fader var glad ved at see mig igjen . 
Der var virkelig foregaaet en Forandring med ham , 
søm ængstede og bedrøvede mig ; men han levede nu 
synligt op igjen med hver Dag . Han var tillige saa 
delikat at forskaane mig saavidt muligt for alle paatrængende 
Spørgsmaal . Ligesaa høflige vare mine 
Bekjendte , der troede eller lod som de troede min 
flygtig henkastede Forklaring : at jeg havde været borte 
i en magtpaaliggende Forretning , i et Familieanliggende 
eller Sligt . 
Det var min fulde og faste Hensigt at gjenoptage 
den slupne Traad følgende Sommer eller Foraar , 
det være sig alene eller i Compagnie med min næsten 
germaniserede belgiske Ven , med hvem jeg vedligeholdt 
Forbindelsen i en stadig Brevvexling . Men jeg vilde 
da fra først af bære mig klogere ad end dennegang , 
hvor jeg indsaae at have baaret mig urimelig dumt 
ad . Jeg havde ladet Udførelse følge for rafl og 
uforberedt paa Beslutning , ja uden at sige Farvel , 
end sige give nogensomhelst Forklaring til Andre end 
min Fader . Det havde derved taget sig ud som en 
Forsvinden , næsten som en Flugt , og gjort en uheldig 

Opsigt i min udstrakte Bekendtskabskreds , ligesom 
det Hele ogsaa derved var blevet ubehageligere for 
min Fader , naar Folk udspurgte ham . Desuden 
havde jeg havt meget for kort Frist fil at faae samlet 
de nødvendige Contanter , som Forberedelser og 
de indledende Skridt hiinsides Grændsen udkrævede . 
Da jeg havde bestemt mig fil at vende tilbage 
fil Hjemmet , bildte jeg mig ind , at det maatte være 
mig en smal Sag , ved Arbeide og snilde Speculationer 
at reise en nogenlunde klækkelig rund Sum 
paa Benene i Løbet af den paafølgende Vinter . 
Det maatte være saameget , at jeg ved den nye Udflugf 
i Verden kunde have en antagelig Tid , to tre 
Maaneder i det mindste , at løbe paa , saa jeg inden 
Pengene flap op kunde faae fuld Sikkerhed for , om 
min oprindelige Reiseibee var realisabel eller ikke . 
At jeg ligesom saamange andre skikkelige Folk med 
de behørige Penge i Lommen foretog mig en lille 
bitte pæn og fornuftig Fornoielsesreise fil „ de og de “ 
mærkværdige eller smukke eller paa anden Maade 
fornoielige Steder udenfor mit Fædreneland , kunde 
jo Ingen , ikke engang min Fader , have Noget at 
udsætte paa . Og saa maatte jeg ingen Hemmelighed 
gjøre deraf , men gaae længe iforveien og snakke 
og vrøvle vidt og bredt derom , ikke blot med den 
Gamle , men med Venner og Bekjendte og Enhver 

jeg traf paa , saa Ser ingen Tvivl fluide blive tilbage . 
Jeg vilde da enten efter nogle Maaneders Forløb 
komme hjem igjen ligesaa ordentlig og social agtbar 
som jeg reisfe ud , og som om jeg aldrig havde havt 
noget Andet bag Øret , eller jeg vilde blive borte 
med det samme i et ubestemt Antal Aar , saalænge 
eller saa kort det behagede mig , fordi min oprindelige 
og egentlige Plan nu havde faaer Tid til at modnes 
og lykkes ; og lykkedes den , var den med det samme 
retfærdiggjort . Min Fader skulde først have den 
virkelige Sammenhæng at vide samtidig med de første 
hjemsendte gyldne Frugter og haandgribelige Beviisligheder ; 
de vilde da vel lettelig forsone ham med 
det Usædvanlige i Erhvervsmaaden , som jo dog i og 
for sig var lovlig og redelig . 
Det viste sig imidlertid snart , at Tilveiebringelsen 
af en saadan foreløbig Reisesum langtfra var saa 
let , som jeg havde indbildt mig . At tænke paa at 
samle runde Summer ved almindelige Timeinformationer 
var det samme som at ville bygge et Huus 
af Nøddeskaller . Jeg henvendte mig derfor til Boghandlere , 
for hvem jeg oversatte Et og Andet ; men 
ogsaa det betalte sig kun umådeligt . Jeg leverede 
Bidrag til offentlige Blades Feuilletons ; men hvad 
jeg fik antaget fyldte ialt knap et halvhundrede Spalter , 
forslog altsaa til ingen Verdsens Ting . Et længere 

Stykke , et Slags Novelle , jeg havde indsendt , 
forsvandt sporløst af Jordens Overflade ; — vedkommende 
Redaction forsikkrede paa gjort Efterspørgsel , 
at den aldrig havde faaet-et saadant Manuskript , 
og mit Bud , der i sin Tid havde tilbagebragt Besked 
om rigtig Besørgelse , var i den forløbne Mellemtid 
som hjempermitteret Soldat kommen udenfor min 
Synskreds . Jeg indleverede anonymt et lille Lystspil 
til den daværende kongelige Theaterdirection , men 
fik det efter tre Maaneders Forløb tilbage med en 
overvættes høflig og anerkjendende Skrivelse , der dog 
ikke bragte mig mit Maal fiir Skilling nærmere , end 
en ligesaa uhøflig og nedsættende vilde have gjort . 
Og nu fik jeg et utrolig dumt Indfald . Jeg gjennemrodede 
mine Skuffer og Lædiker før at gjøre et 
Udvalg mellem de deri ophobede til fvrfljellige Tider 
besfredne Papirer ; jeg gjennemsaae , forandrede , udflettede 
og tilføiede og bragte saaledes en pseudonym 
Piece paa en halv Snees Ark istand , indeholdende 
alleflags Snurrepiberier i Vers og Prosa . Da jeg 
naturligviis ingen Forlægger kunde faae , udgav jeg 
den pr . Commission paa eget Forlag og takkede min 
Skjæbne senere , da jeg erkjendte det fulde Omfang 
af min Dumhed og Ukjendflab til Forholdene , at 
jeg dog ikke satte mere til end 43 Rdl . 5 Mk . Saa 
besluttede jeg af nedsætte mig som Syngelærer i stor 

Stiil — en Daler Timen ! Jeg havde allerede med 
dette for Øie i længere Tid øvet mig i Fortepianoaccompagnement . 
Men 
det vilde blive for omstændeligt og tillige 
Hovedsagen uvedkommende af opregne de forskjellige 
Maader , hvorpaa jeg saaledes i et Par Aar stræbte 
henimod det foresatte Maal . At naae det , som jeg 
havde gjort Regning paa , allerede i Løbet af den 
første Vinter og følgende Foraar , var snart opgivet ; 
men selv efter et Par Aars Forløb var jeg ikke kommen 
et eneste Skridt nærmere , end da jeg begyndte ; 
ja ligesaavel nu som ved Hjemkomsten havde jeg 
Minus istedetfor Plus i Kassen , uagtet jeg boede 
sammen med min Fader og i alt Væsentligt havde 
Opholdet frit . Een Ting vil jeg blot endnu omtale , 
fordi det i og for sig er en ganske naragtig Historie . 
Det var det med dette Syngemesterflab , hvorved jeg 
naturligviis havde forstaaet : af uddanne Individer 
med Talent til Sangere , i det mindste til gode Dilettanter . 
At undervise Folk uden Talent i Musik 
er en Taalmodighedsprove for Læreren og unyttig 
Tidsspilde for begge Parter . Endnu større Taalmodighedsprove 
er det for mig af skulle dressere Mange 
paa eengang , f . Ex . Skolebørn , i af synge Chor , 
hvad der mindst af Alt var min Mening . Men saa 
kommer der en Dag en af Kjøbenhavns Fattigvæsens 

Directeurer , Justitsraad F , hjem fil mig og 
fremsætter i Directionens Navn den Begjæring , af 
jeg vilde paatage mig Sangunderviisningen i Bredgadens 
Pigeskole for en betydelig større Betaling end 
den , som hidtil var given . Jeg har som sagt ondt 
ved af sige reent ud Nei , naar man kommer mig 
imøde paa en venlig og smigrende Maade — og 
nu ovenikjøbet saadan en pæn og anseelig Mand som 
Justitsraad F , der selv kom hjem fil mig og gjorde 
mig den Ære o . s . v . Jeg krympede , snoede og 
vred mig i de forunderligste Bugter ; thi reent ud 
sige , af jeg flet ikke havde Lyst dertil , forekom mig 
af være en stødende Maade af fluffe Mandens Tillid 
paa ; uden videre gjøre den Tilstaaelse , af jeg ikke 
var sfikket fil den Art Underviisning , gad jeg ikke , 
og binde ham en Løgn paa Ærmet ved af foregive 
Mangel paa Tid vilde jeg ikke . De Indvendinger 
og Vanskeligheder , jeg alligevel med en vis vrøvlende 
Forlegenhed gjorde , kunde han derfor med Lethed 
gjendrive . Jeg kunde ikke undvige og maatte i det 
mindste love ham at gaae derud og høre paa Sangen , 
som endnu fvrestodes af en Seminarist , der 
havde erhvervet sig FattigvæsenSdirectionens høieste 
Paafljønnelse som en fortræffelig Sanglærer og tildeels 
af denne Grund nu havde faaet et godt Degneembede , 
— og just derfor vilde de nu gjerne have 

en rigtig duelig Eftermand , der kunde holde det 
istandbragte Værk i Tridt og mulig bringe det endnu 
videre . Jeg traskede altsaa derud paa den angivne 
Tid . Seminaristen folie sig yderlig smigret ved min 
Nærværelse , og Pigerne , fem sex og tyve i Tallet , 
alle med brede Ansigter , flade Næser og sælsomt 
stirrende Øine , udfoldede nu , opstillede som en Muur 
langs Væggen — uden Ledsagelse af nogetsomhelst 
Instrument — en Virtuositet , som forfærdede mig , 
en Correcthed , som bragte mig det sil at løbe koldt 
ned ad Ryggen . Om det var det maflinmæssig-Automatifle 
i den mystisk skingrende , men umenneskelig 
beundringsværdige Accuratesse i Tact og Røsternes 
Sammenstrømning fil eet eneste Mechanist Hele — 
eller om det tillige var den uvilkaarlige Betragtning : 
hvilket uhyre infernalsf fortvivlet Arbeide maa det 
dog have været at bringe alle disse qvindelige Bavianer 
fil at blive de nøiagtigt indgribende Led og 
Hjul i en saa ypperligt sammenhængende Maskine ! ! 
— nok sagt , jeg har sjelden befundet mig i en uhyggeligere 
Situation end under denne ubeskrivelige Concert , 
der forfulgte mig i flere Nætters Drømme med 
sin afskyelige Fortræffelighed og hjerteklemmende Præcision . 
Efter en passende Tids Forløb takkede jeg 
det sjeldne Menneske paa det allerforbindtligste og foer 
angst og benauet ned ad Trapperne ud paa Gaden 

og i strakt Carriere ud af østerport , søm øm hele 
Fattigvæsensdirectionen med Seminaristen og alle 
Pigerne vare i Hælene paa mig , og standsede først 
ved lille Vibens Huus . Her troede jeg af kunne 
være i Sikkerhed for Justitsraad F , til det blev 
mørkt ; saa listede jeg mig forsigtig tilbage gjennem 
Nørreport og hjem paa mit Værelse , hvor jeg strax 
skrev et Brev sil Justitsraaden , i hvilket jeg paa det 
allerindstændigste bad ham have Medlidenhed med mig , 
idet jeg forsikkrede ham om , af jeg aldrig i mine 
Livsens Dage havde truffet paa Mage sil den Mirakelmand , 
hvis ubegribelige Gjerninger nylig havde 
slaaet mig til Jorden med Beundringens Skræk og 
Forfærdelse . Ganske mod min Sædvane gik jeg en 
heel Uge efter med Briller paa Gaden , for i god 
Afstand af kunne opdage Justitsraad F , og itide 
smutte om ad en Sidegade eller ind i en Port , hvis 
jeg skulde møde ham . Item gik jeg i nogen Tid ikke 
ad Østergade og Vimmelskaftet , men ad lille Kongensgade 
og Læderstræde som formeentlig mindre 
faretruende . 
Det Skjæbneironiske heri var nu , at dette var 
det eneste Tilbud , som mine Foranstaltninger til at 
nedsætte mig som „ fiin Syngemester “ fremkaldte . 
De , der ønskede Underviisning i den høiere Sang , 
Solosang , og vilde betale det dyrt , henvendte sig 

hellere til de under Theatret Henhørende , som allerede 
havde et Navn og Meningen for sig . 
Det var nu henved et Aar siden jeg sidstegang 
havde havt Brev fra min lystigt og ufortrødent kunstreisende 
Belgier , hvem jeg saaledes havde tabt ethvert 
Spor af . Han havde naturligviis tilsidst opgivet 
og glemt mig . Det Ene med det Andet gjorde , 
at Udsigterne til at saae tilfredsstillet min lige fra 
Skoletiden aldrig hvilende Reiselysf viste sig fjernere 
og fjernere . De af mig selv satte Betingelser for 
en ny Udvandring til alle Parters Tilfredshed vilde 
ikke lade sig opdrive . At lægge mig efter et eller 
andet Videnflabsfag saaledes , at jeg kunde søge 
Reisestipendium derpaa , eller reise som Hovmester med 
et fornemt eller rigt Drengebarn , var en altfor forbandet 
refpectabel Reisemaade , som dengang ikke i 
fjerneste Maade tiltalte mig . At lade den udfleiende 
Phantasies eller det urolige Blods umiddelbare Trækfugledrift 
vingestække ved saa adstadige Forpligtelser 
og ansvarsfulde Begrændsninger ! nei Tak , saa blev 
jeg ligesaa gjerne hjemme ; det var flet ikke paa den 
Maade jeg meente det . Kun een Forpligtelse , eet 
Ansvar , een Begrændsning vilde jeg lave mig genere 
af og bøiede mig frivillig for : det var Pietetens ! 
Men med de voxende Vanskeligheder og forsvindende 
Udsigter afsvaledes ogsaa efterhaanden den hele 

selvskabte Trækfugleromantik noget , uden dog at give 
Plads for solidere Livsbestræbelser , og jeg var paa gode 
Veie til at blive en hppochondrisk , planløst æsthetiserende 
Driver . 
I denne stillestaaende og høist uheldige Livsperiode , 
hvor jeg nu ogsaa hyppigere og i høiere 
Grad hjemsøgtes af bemeldte indadgrublende Sjælsanomalier , 
var det at jeg gjorde Bekjendtskab med 
min nuværende Hustru . 
Jeg havde seet hende en eneste Gang tidligere 
— das jeg nylig var bleven Student . Jeg havde 
beholdt den Erindring om hende , at hun var ualmindelig 
smuk samt overordentlig livlig og morsom . 
Der var nu hengaaet endeel Aar , da Tilfældet indførte 
mig i hendes Kreds ; og denne mellemliggende 
Tid havde i flere Henseender udøvet sin Magt øver 
hende . Uden at tale øm , at hun var jevnaldrende 
med mig , altsaa ikke længer i sin første blomstrende 
Ungdom , saa havde hendes oprindelige Skjønhed og 
ualmindelig sjæl- og livfulde Væsen tillige undergaaet 
de Forandringer , som skærende Sorg og Udgydelsen 
af mange og bittre Taarer nødvendig hidføre . 
Deels i ef aldeles personligt Anliggende , deels 
i en fælleds Familietilskikkelse havde hun i det forløbne 
Tidsrum oplevet Prøvelser , som vel ganske 
maatte have bøiet til Jorden ef mindre aands- og 

charakterstærkt qvindeligt Gemyt end hendes . Et Fejlgreb , 
som ofte endog høit begavede svinder ere udsatte 
før at begaae i en meget ung uerfaren Alder , 
var hun bleven ef Offer før kort efter mit eneste 
tidligere Sammentræf med hende . Vildledet af en 
uklar og flygtig Tilbøielighed var hun i ef overilet 
Øieblik bleven forlovet med en Person , som kun 
havde den Fortjeneste at være af hæderlig og anseet 
Familie , men i alle andre Henseender — trods ef 
Par overfladiske Smaatalenter , der i Begyndelsen 
havde bestukket hende — stod dybt under hende . 
Forst efter ef Par Aars Forløb , nemlig efter at 
have udtømt Skuffelsernes og Udmygelsernes Bæger 
til den sidste Draabe , havde hun fundet Mød og 
Kraft til at bryde det aldeles uheldige Forhold . At 
hun havde kunnet udsætte dette saalænge , var fornemmelig 
ef piinligt Hensyn til den dannede og elskværdige , 
omendskjøndt nøget standshøvmodige Familie , 
der satte en før hende smigrende Priis paa denne 
Forbindelse og gjorde Alt for at forebygge ef Brud . 
De haabede , at hendes personlige Egenskaber fluide 
udøve en vækkende og forædlende Indflydelse paa 
Døgenigten , den elskelige Herr Son og Broder , som 
paa sin Viis elskede hende og saae op til hende . 
At hun endelig brød overtvert trods alle saadanne 
Hensyn , blev yderst ilde optaget , hvilket bagefter paadrog 

hende Miskjendelser og Krænkelser af en ganske 
anden Art . 
En anden Sorg , som endnu var levende og 
virksom tilstede , da jeg blev indført i denne Kreds , 
var en fælleds Familieulykke , udrunden fra hendes 
egen Fader , min afdøde Svigerfader . Assessor Steiner 
— det var hans Navn og Titel — var af Naturen 
et ypperligt Hoved , men ustadig og letsindig . 
Som det ofte er Tilfældet med disse halvdanneve 
Halvgenier , var han aldrig kommen paa nogen rigtig 
Hylde og blev med Aarene en misfornøiet og 
vanskelig Særling . Dette tog tilsidsf saaledes Overhaand , 
af det mangengang tog sig ud næsten som 
et Slags Aandsforstyrrelse . Han ansaae sig selv 
for et miskjendt naturvidenskabeligt Genie , oprindelig 
bestemt til af gjøre store Opdagelser og Opfindelser 
i en Vidensfab , som han i mange Aar dilettantmæssig 
havde beskjeftiget sig med i ledige Timer . Det 
blev mere og mere hans fixe Idee , af han ved sit 
altfor tidlige Giftermaal og deraf følgende Indtrædelse 
i en „ aandløs , trættende og tidspildende “ Embedsvirksomhed , 
der hindrede ham i at følge sit indre 
Kald , havde forspildt sig Berømthed som Opdager 
af hemmelige Naturkræfter tilligemed disses Anvendelse 
til store praktiske Resultater . Dette gjorde 
ham ukjærlig og uretfærdig mod sin Familie og især 

mod sin retskafne Hustru , der havde , som man kalder 
det , gaaet meget igjennem med ham . Hun var 
en i alle Henseender dvgtig og omhyggelig Huusmoder 
og elskede sin Mand trofast , men havde som 
en sund og jevn forstandig Hverdagsnatur ikke kunnet 
følge hans høitflyvende Phantasier , som hun 
holdt for unyttige Luftkasteller , eller billige hans ofte 
meget bekostelige Experimenteringer og Anskaffelser af 
Instrumenter og Maskiner , som hun kun ansaae for 
Skramleri og Uryd . „ Du forstaaer mig ikke , Margrethe ! 
og har aldrig forstaaet mig ! “ var den Talefigur , 
hvori han tilsidst næsten daglig gav sin Misstemning 
Luft . 
Men det var nu meget uheldigt , at han andensteds 
troede at have fundet Den , som „ forstod ham “ . 
Det var en Dame af et meget tvivlsomt Rygte . 
Hun kaldte sig Enkefrue M , omendskjøndt hendes foregivne 
Mand , en forlængst afdød Militair , aldrig 
havde været gift . Da hun paa Grund af tiltagende 
Alder ikke længer kunde gjøre sine Andigheder frugtbringende 
hos den yngre Generation , fandt hun det 
ikke under sin Værdighed at lokke en gammel gigtsyg 
Særling i sine Garn . Den svage , lettroende Mand , 
som hun tilbunds gjennemskuede , lod sig besnære — 
mindre ved de falmede Levninger af fordums Glands 
end ved en sremhyklet Sympathiseren med hans experimentale 

Liebhaverier og Beundring af hans miskjendte 
Talenter . 
Engang ventede Familien forgjæves paa ham 
baade Middag og Aften og kom i en dodelig Skræk , 
da han ikke heller kom hjem til Natten . Næste 
Morgen kom et Par Karle med en Bærebør og afhentede 
ifølge en egenhændig skreven Fuldmagt fra 
den udeblevne Mand hans Klædningsstykker , hans 
Chatol , Skrivebord og Pult med alt deri Værende 
samt hans physifl-chemifle Apparater , Instrumenter , 
Retorter og Phioler . Paa Fruens og begge Dottrenes 
angstfulde Forespørgsel erfarede de af Karlene , 
hvor Sagerne fluide bringes hen , og anede da Sammenhængen . 
Han flyttede hen til sin Enkefrue , hos 
hvem han leiede fo Værelser for sig og sine Sager . 
Hos hende vilde han leve Resten af sit Liv i 
platonisk Kjærlighed ; her vilde han , uforstyrret af 
Verdens tomme Travlhed og ægteskabeligt Vrøvl , hengive 
sig til sine Førskninger , og hun , den beslægtede 
Sjæl , den Eneste i Verden der „ forstød ham “ , fluide 
hjælpe ham at søge de Vises Steen og — dele hans 
Pension . Nøgle Dage efter læste man nemlig i 
Aviserne , at Assessor Steiner havde paa Grund af 
Svagelighed taget sin Afsfed fra sit ret indbringende 
Embede og faaet Totredjedele af Gagen i Pension . 
Ethvert Forsøg paa at bringe ham tilbage til 

sin Familie og sin Pligt strandede paa hans sindsforstyrrede 
Halstarrighed og den intrigante Ovindes 
List . Man vilde nødig forøge og udbrede Skandalen 
ved at tye fil Lands Lov og Ret , da han dog ikke 
kunde siges at være saaledes fra Sands og Samling , 
at han var juridisk utilregnelig . Hvad han tilstod 
Kone og Døttre as sin Pension , var saa lidt , at det 
ikke strakte til Livets tarveligste Fornødenheder . De 
oprettede derfor en lille Pigeskole , hvori baade Moder 
og Døttre underviste tilligemed den yngres Forlovede , 
en Polytechniker ved Navn Falde , hvis senere tragiske 
Skjæbne tilligemed Kone og Barn De allerede har 
hørt omtale . Han var en flink og retskaffen ung 
Mand , som baade i dette og Andet stod dem trolig 
bi med Raad og Daad og under den hele fljæbnesvangre 
Periode havde bidraget meget til at opretholde 
de fre Fruentimmers Mod . Han var en Ven 
og Skolekammerat af mig , og ham var det , der indførte 
mig i sin tilkommende Svigermoders Huus . 
Hvad der allerede strax den første Gang gjorde 
et uventet behageligt Indtryk paa mig , var , at jeg 
aldeles ikke sporede hos mig den piinligt trykkende 
Følelse , man pleier at blive betagen af iblandt 
Mennesker , som for kort siden ere blevne ramte af en 
stor Sorg eller Ulykke . Tonen i den lille Kreds var 
utvungen og naturlig , i det Hele taget endog munter . 

Kun i ganske enkelte Dieblikke troede jeg , især 
hos den gamle Frue , at bemærke et svagt og forbigaaende 
Udbrud af et sønderrevet Indre , gjennem 
en uvilkaarlig Dttring eller et undertrykt Suk . Men 
en mindre agtpaagivende Iagttager end jeg , der af 
Falde var sat ind i det hele Forhold , havde vel 
neppe lagt Mærke dertil . 
Ingeborg , den ældre Datter , var som sagt ikke 
længer den straalende Skjønhed , jeg en eneste Gang 
i min grønne Ungdom — og Mange med mig — 
havde beundret . Men hvad hendes Udseende havde 
tabt i primitiv Friskhed og Fylde , havde det vundet 
i sjæleligt Udtryk . Det var mere hendes Helbred 
end hendes Aand , hvorpaa Livsbegivenhederne havde 
virket nedbrydende . Hun havde havt flere og smerteligere 
Erfaringer end de fleste Piger paa hendes Alder ; 
men Taarerne randt nu sjeldnere og kun i Stilhed , 
medens hun i Samtale med Andre var livlig og 
underholdende , naar hun ikke var upasselig eller tilfældige 
Berøringer ansløg mørke Erindringers Strenge 
i hendes Indre . Efter gjentagne Besøg fik jeg mere 
og mere Øie for den eiendommelige Forening af 
Gemyttets Dybde og rigt Lune , som udgjorde hendes 
Væsens Grund . En besynderlig Blanding af 
tungsindig Alvor og uforbeholden Spøg , som undertiden 
kunde gaae over fil et spillende Vid , der rev 

Alle med sig , undertiden til en næsten spottende , 
men altid aandrig og morsom Livsironie , som Forholdene 
havde udviklet , alt dette i Forbindelse med 
Talenter i bestemt Retning gjorde hende snart i mine 
Øine til en baade overlegnere og interessantere Skikkelse 
end hendes elskværdige og livsglade yngre Søster , 
der i sin muntre og forstandige Forlovede havde 
en ypperlig Afleder for Livets fjendtlige Magter . 
Det varede ikke længe , inden jeg næsten var en 
daglig Gjæst der i Huset . Det var , som der manglede 
mig noget i min Dags ideelle Indhold , naar 
jeg ikke i det mindste havde gjort en lille Visit derop , 
Formiddag eller tidlig paa Eftermiddagen ; og jeg 
troer næsten , at jeg allerede dengang — i saa Fald 
førstegang i mit Liv — vaklede noget i Troen paa 
mine Coelibatstheorier , om jeg end ikke endnu gjorde 
mig klart Rede derfor . 
Hvad der knyttede mig endnu nøiere til den lille 
Kreds , var Nøget , som vel snarere vilde have fjernet 
de fleste Andre . Det var de skjæve , ubillige Domme , 
som navnlig Moderen og den ældste Datter vare 
udsatte for hos alle dem , der kun halvt og paa anden , 
fredie Haand kjendte Begivenhederne . Talemaaderne 
„ der gaaer ikke Røg af en Brand uden 
der har været Ild i den — der maa absolut være 
Feil paa begge Sider “ og lignende gjorde sig naturligviis 

gjældende under den overfladiske Bedømmelse 
af en saa aldeles usædvanlig Familiespaltning . Man 
fandt det altfor usandsynligt , at en ældre Mand , 
som man ellers aldrig havde hørt noget Ondt om , 
kunde lade sig forlede til saa extravagante Skridt 
uden en høi Grad af berettiget Misfornøjelse med 
Hjemmet . Og at saadanne nærgaaende Forudsætninger 
især maatte gaae ud over de To , som nu 
vare uden mandlig Støtte , og forholdsviis mindre 
over den yngre Datter , som gjennem sin dygtige og 
agtede Forlovede fik en mere skudfri Holdning , er 
begribeligt for Enhver , der kjender Verdens Gang . « 
Ogsaa i Anledning af sin tidligere ulykkelige Forlovelse 
var Ingeborg Gjenstand for krænkende Miskjendelser . 
Jeg vil anføre et Exempel . Uden at 
vide , at Forbindelsen nylig var hævet , havde en i 
Jylland bosiddende rig Tante af den afskedigede Elster 
sendt Ingeborg en meget værdifuld Fødselsdagsgave , 
men sendt den gjennem den haabefulde Neveu . 
Han brugte det nu først som et Middel til om muligt 
at gjenknytte det løste Baand , ved nemlig at 
lade et angerhyklende og godtveirtiggende Jeremiadebrev 
følge med Foræringen , men blev naturligviis 
afviist , idet baade Brev og Gave tilbagesendtes ved 
Overbringeren uden Forklaring . Men saa fristede 
Fanden ham . Uagtet han fra sit Hjem havde et for 

en ung Studerende rigeligt Udkomme , vare hans 
Finansier næsten altid i fortvivlede Omstændigheder 
paa Grund af uordentligt Levnet . Da han derfor 
fik Skrinet med de kostbare Gjenstande tilbage , havde 
han ladet det henstaae hos sig i nogle Dage , men 
derpaa efter en svag Charakters Kamp med sig selv 
— solgt hele Stadsen , for at hjælpe sig ud af en 
overhængende Forlegenhed , og siden ikke havt Mod 
til at tilstaae det . Paa Forespørgsel havde han overeensstemmende 
med Sandheden sagt , at han havde 
sendt Skrinet til Den , det var tiltænkt , men undladt 
at tilføie , at han strax havde faaet det tilbage . At 
han , søm begribeligt nok , blev forlegen eller i flet 
Humeur over dette Thema og nødig vilde have det 
bragt paa Bane , havde Familien anseet for en smuk 
Skaansomhed mod hans utaknemmelige Ungdomselskede . 
Man havde derfor ikke villet saare hans fine 
Følelse , men taget Oprejsning blandt Venner og 
Veninder . 
Dette kom forst ved et Tilfælde til Ingeborgs 
og hendes nærmeste Omgivelsers Kundskab , kort efterat 
jeg var begyndt at komme der . Altsaa havde hun 
i hele den lange Mellemtid — jeg troer en fire 
fem Aar eller længere — staaet i bemeldte Tantes , 
i den hele indflydelsesrige og mod hende uvillig stemte 
Families samt dens talrige Bekjendtskabs og vidt 

forgrenede Clientflabs Øine i et Lys som den , der 
under saa delikate Omstændigheder havde tilsneget 
sig en Fordeel , der ikke længer tilkom hende . Jeg 
var saa forbittret , da Falde fortalte mig det , at jeg 
et Øieblik endog tænkte paa at tilskrive baade Personen 
selv og hans storsnndede Slægt et fnysende 
Brev , men slog mig dog foreløbig tiltaals , da Falde 
sagde , at han var i Begreb med at opklare baade 
denne og flere Missorstaaelser for nærmeste Vedkommende . 
En 
lignende Lyst paakom mig ofte , ogsaa i 
andre Ingeborg og hendes Kjære vedkommende Livsanliggender , 
f . Ex . nu ganske særligt Skandalen 
med hendes Fader og hans Enkefrue , — en heftig 
Lyst til at gribe ind i hendes ugunstige Skjæbnes 
Traade , at optræde deels mæglende , forsonende , oplysende , 
berigtigende , deels straffende , hevnende , knusende . 
Og da jeg ikke var blind for , hvor vanskelig 
en Fremmeds Indblanding i alt saadant Noget vilde 
være , saa bidrog ogsaa dette til at fremskynde den 
inderligere Tilknytning til Ingeborg , hvorved jeg erhvervede 
mig Ret til at være hende en Hjælper og 
et Værn baade i den ene og den anden Henseende . 
Der var kommet nyt Indhold og ny Spænding 
ind i mit Liv ; ^jeg var vakt af den løierlig holdningsløse , 
melancholfl-phlegmafifle Dvaletilstand , som 

var fulgt ovenpaa de tidligere Skuffelser . Reisephantasierne 
og Alt , hvad dermed stod i Forbindelse , stod 
for mig som taagede , drømmeagtige Erindringer uden 
Gehall og sund Fornuft . 
Og dog , ikke engang i dette nye Forhold kunde 
jeg ganske forvare mig imod — jeg vil just ikke sige 
Aandsanomalier , men dog heelt sælsomme , exalterede 
Sindstilstande , som smagte stærkt derefter . Der var 
noget Uroligt , Spændt , Feberagtigt over mig i de 
Dage , Noget , som var vidt forskjelligt fra den harmoniske 
Lykke og Glæde , der vel ellers er Grundtonen 
i en fremspirende Kjærlighed , der troer sig gjengjældt . 
Min Interesse for hende hentede næsten bestandig 
sit Stof fra hendes og hendes Slægts skjæbnerige 
Fortid , altsaa fra en Tid jeg selv endnu ikke kjendte 
hende . Jeg maatte derfor vide Besked om Alt , 
Smaat og Stort ; Alt interesserede mig , naar det paa 
en eller anden Maade vedkom hende ; jeg kunde sidde 
hele Timer og høre med spændt Andagt paa hendes 
og hendes Moders Fortællinger , og jeg var uudfømmelig 
i at spørge . Jeg samlede deraf Stof til 
i Phantasien at udmale mig hendes legemlige og 
aandelige Billede fra forskjellige Livsperioder , ja skrev 
smaa Digte , som Ingen fik at see , baade om Barnet , 
om den unge Pige og den udviklede Ovinde , 
den i alle tre Skikkelser søde , elskelige , høitbegavede , 

muntre , vittige , stakkels bedrøvede , haardt prøvede , 
taarevcedede Ingeborg . Hendes Ansigts sørgmodige 
eller smertelige Udtryk ved den og ved den Leilighed 
spillede da en næsten betydeligere Rolle i min Indbildningskraft 
og i mine Digte , end dets glade og 
lykkelige ved andre Leiligheder . Ja endog den snaksomme 
gamle Frues Fortællinger om ganske andre 
Fortidsbegivenheder og Tilskikkelser fra hendes egen 
Barndom og Ungdom afspejlede sig for min indre 
Forestilling ligesom i Ingeborgs Person . Saaledes 
fortalte hun flere Gange om en gaadefuld Forsvinden 
af hendes Fader og Broder paa Havet . Skibet , 
som var hans eget og foruden ham og Sønnen , der 
endnu var en Dreng , havde hans hele Formue ombord , 
var fundet drevet i Land etsteds , men plyndret 
og uden Mandflab . Enken og hendes to efterlevende 
Døttre havde derfor , berøvede Forsørger og Formue , 
gjennemgaaet endeel Nød og Modgang , indtil disse 
begge bleve gifte , den ene med Ingeborgs Fader , 
den anden med den afdøde Fru Vilsons Fader . 
Denne dunkle Fortælling gjorde altid et ganske eget 
og særligt stærkt Indtryk paa mig . Ingeborgs 
Slægt paa mødrene Side blev mig bestandig mere 
og mere interessant og concentrerede sig i hende 
som i et Brændpunkt . Der var en bestandig Vexelvirkning 
tilstede . “ 

„ Siden denne gaadefulde Tildragelse , “ kunde 
jeg her ikke afholde mig fra at afbryde Fortælleren , 
— „ siden denne gaadefulde Tildragelse fra Deres 
Svigermoders Barndom har vakt Deres særlige Interesse , 
saa har De vel oftere talt derom med Vilson , 
der jo altsaa staaer Begivenheden ligesaa nær . “ 
„ En eneste Gang “ , svarede Valseth , „ kom denne 
gamle Hisforie paa Bane en Aften , da Vilson var 
samlet med os derhjemme ; men han blegnede og 
blev taus og teede sig saa underlig , at vi ikke kunde 
begribe , hvad der gik af ham . Det maa af en eller 
anden Grund have været ham en ubehagelig Streng 
at faae rørt ved , vmendfkjøndt han lige saalidt som 
jeg har kjendt vore Koners fælleds Onkel og Bedstefader ; 
saa det maa formodentlig have været paa 
selve hans afdøde Kones Vegne , hvem han jo i Livet 
elskede og i Døden ærer paa en sær overspændt 
Maade . Ja det er sandt , jeg skulde da ikke snakke 
om Overspændthed i det Capitel . 
Og for at komme til et Resultat : De vilde af 
hele denne Indledning uden Vanskelighed drage den 
Slutning , selv om De ikke vidste det iforveien , at 
Ingeborg og jeg ( Reisephantasten , Eventyreren , Ægteskabs 
sfornieren ) omsider bleve et Par aldeles virkelige 
og uomtvistelige Forlovede . Hvad der gjorde det 
endelige Udflag , var hendes Søsters og Falbes Giftermaal 

og strax derpaa følgende Bortreise til en fjern 
Provinds , hvor han skulde overtage et fordeelagtigt 
og vidtløftigt Arbeide som Civilingenieur . Hans 
daglige opmuntrende Selskab var blevet en Fornødenhed 
for hans Svigermoder og Svigerinde , ligesom 
de tre Fruenfimre vare blevne hinanden indbyrdes 
uundværlige , og siden de sidste Aars Begivenheder 
mere end nogensinde før . Et inderligere og 
fortroligere Forhold end det , der fandt Sted mellem 
de to Søstre , kan vanskelig tænkes ; og nu skulde 
de sfilles ad ! Afskeden , som jeg overværede , gjorde 
et uudsletteligt Indtryk paa mig . Det var næsten , 
som de havde en Anelse om , at de aldrig mere 
skulde sees . Falde var rigtignok med Kone og Barn 
en ganske kort Tid i Kjøbenhavn , lige førend han 
med dem begge tiltraadte sin videnskabelige Udenlandsreise , 
hvorfra ingen af dem skulde vende tilbage ; 
men dengang var Ingeborg allerede herovre . Synet 
af den stille Sorg , den dybe Vemod , som stod afpræget 
i Ingeborgs Miner , og det voldsomme Udbrud , 
hvori hendes længe tilbageholdte Smerte endelig 
gav sig Luft i det sidste Øieblik , modnede den 
endnu uklare Tanke til Beslutning hos mig . Det 
var , som følte jeg mig af Skjæbnen kaldet til at 
udfylde de tomme Pladser og bringe nyt Liv ind i 
de tvende Tilbageblevnes forladte Eensomhed , den 

før Tiden ældede , af Sørg og Sygdom nedbøiede 
Kones og den maaskee snart i Verden enestaaende 
Datters , given til Priis for alle en bitter Livserfarings 
Erindringer og Eftervirkninger . 
At yttre mig om Ingeborgs Følelser for mig 
eller fortælle , hvorledes jeg forst fik Formodning , 
senere meer end Formodning om , at det kun vilde 
komme an paa et bestemt Skridt fra min Side , 
hører ikke hjemme her . Men en Maanedstid efterat 
dette bestemte Skridt var gjort , og et Par Maaneder 
efter Falbes og hans unge Kones Bortreise , fik jeg 
en uimodstaaelig Lyst sil at besøge min Svigerfader , 
som jeg aldrig havde seet . Trods den skaansomme 
Maade , hvorpaa hans Allernærmeste omtalte og bedømte 
ham , idet deres hele Bitterhed var vendt mod 
den skamløse øvinde , var jeg dog meget vred paa 
ham ; men jeg haabede at skulle kunne indvirke til 
en Gjenknytning af det sønderrevne Familiebaand . 
Jeg iværksatte mit Forsæt og blev næsten overrasket 
ved at træffe en net og behagelig gammel 
Mand , der ved første Øiekast ikke frembød noget 
Særegent . Paa et Skrivebord , som han lod til 
nylig at have reist sig op fra , laae store aabne Papirshefter , 
og den temmelig rummelige Stue lignede 
et Laboratorium , saa opfyldt var der med Glas og 
Maskiner , henhørende til Mandens Undlingssyssel . 

Han havde allerede hørt mig omtale som tilkommende 
Svigersøn , og det glædede ham øiensynlig 
at lære mig at kjende . Hans Conversation var 
livlig og original , hvilken sidste Egenflab dog , efterhaanden 
som Samtalen fortsattes , udviklede sig i en 
næsten betænkelig Grad . Han spurgte længere hen 
til sin Kone og sine Børn med levende Interesse , 
omtalte dem med Venlighed og et Anstrøg af Veemod 
og beklagede , at han ikke havde kunnet overvære sin 
yngste Datters Bryllup . Med umiskjendelig og 
uhyklet Glæde hørte han paa mine veltalende Lovpriisninger 
af hans Hustrues , hans gifte Datters 
og Svigersøns og først og sidst min Forlovedes fortræffelige 
Egenskaber . 
Jeg froede allerede Spillet halv vundet og at jeg 
havde ham , hvor jeg vilde have ham for med Held 
at kunne anbringe en mere ligefrem Opfordring fil 
at vende tilbage paa Pligtens Vei , da der med Eet 
foregik ligesom en Forvandling med ham . Hans 
guulagtige Ansigtsfarve — som jeg siden erfarede , 
en Følge af en Leversygdom , hvoraf han i nogen 
Tid havde lidt — gik over fil Dødens Bleghed , 
idet han med Angst og Rædsel i Minerne saae hen 
fil en Dør i Værelsets Baggrund . Jeg havde hørt 
en fjern Dør blive lukket op og i og froede nu at 
høre Nogen liste sig med Kattefjed gjennem Stuen 

ved Siden af . Saa blev Alt stille ; men jeg havde 
en uhyggelig Fornemmelse af , at en Person lurede 
ved Døren , ja maaflee kigede gjennem Nøglehullet . 
„ Ja det er som jeg siger , Margrethe har aldrig 
forstaaet mig ! — den Ting kan ikke forandres ! “ 
udbrød den ulykkelige Mand efter en Ovart Minuts 
Pause med en besynderlig rystende og skrigende Stemme , 
aabenbar beregnet paa at hores i længere Afstand . 
„ Bryd Dem ikke om hvad jeg siger ! “ vedblev han 
næsten i samme Aandedræt med knap hørlig Røst , 
idet han klemte mig om Armen , saa Mærker af 
hans Fingre vare synlige bagefter . Derpaa begyndte 
han med en unaturlig hæsblæsende Vellalenhed — 
og som om det kunde være en Fortsættelse af en 
foregaaende Samtale — at udvikle mig sine naturvidenskabelige 
Theorier og Planer , der løde mig heelt 
forvirret og phantastisk . 
Jeg var et Øieblik nærved at styrte hen og rive 
Tøren op , for at begynde det fuldt og fast besluttede 
Felttog mod den stakkels forvildede Mands onde 
Dæmon ; og det var kun med Selvovervindelse at 
jeg opgav en saa hovedkulds Indflriden , der mulig 
kunde fjerne fra Maalet istedetfor at gavne . Angrebet 
maatte skee efter en veloverlagt Plan . Det syntes 
afgjort , at min Svigerfader var Offer for et 
despotisk Herredømme , som en overlegen Natur , maaskee 

allersnarest paa det Slettes Gebeet , kan udøve 
over en svagere . Furien havde rimeligviis været 
ude , men var kommen hjem tidligere end han havde 
ventet ; — deraf det pludselige Omslag i hans Holdning 
og Adfærd . 
Da jeg lavede mig sil at gaae , hvilket han ikke 
lod til at have noget imod , fulgte han mig ud af 
Døren og hviskede , bestandig skottende tilbage : „ Paa 
Søndag Formiddag Klokken elleve — Frederiksberg 
Allee — Runddelen — Bænken tilvenstre ! “ Og 
dermed skyndte han sig tilbage i Stuen og lukkede 
Døren efter sig . 
Han fandt det altsaa sikkrest at beramme Stævnemøde 
med mig paa neutral Grund , af Frygt for 
Overrumpling ! Oh hvad er et Menneske ? 
Vi være midt i Ugen ; jeg længtes efter Søndag 
og lovede mig de bedste Frugter af den forventede 
Samtale . Jeg havde kun betroet mig til Ingeborg , 
der skjænkede mig sif inderligste , erkjendtligste Bifald 
og gav mig flere gode Raad og Oplysninger , som 
kunde være mig til Nytte ved disse Forhandlinger ; 
men vi bleve enige om indtil videre at fortie Planen 
for hendes Moder , for i heldigt Fald at berede 
hende en glædelig Overraskelse og i modsat Fald 
forskaane hende for ny Skuffelse . Alle tidligere Tilnærmelsesforsøg 

være blevne afviste og deres Breve 
forblevne ubesvarede . 
Om Løverdagen kom en mig ubekjendt Mand 
hjem til mig . Han navngav sig som en af Hovedstadens 
yngre Læger og meldte mig , at Assessor 
Steiner havde saaet et saa heftigt Anfald af den 
Sygdom , der i længere Tid havde tæret paa hans 
Livskraft , at han kanskee neppe vilde leve Natten 
over . Han var nu bleven anmodet af den Syge , der 
ingen Anden havde , hvem han kunde betroe dette 
Ærinde , om at opsøge mig og formaae mig til jo 
før jo heller at skjænke den Syge en Samtale under 
fire Øine . 
Jeg gik naturligviis øieblikkelig derhen . 
Da jeg kom op ad Trapperne og nærmede mig 
Døren , hørte jeg en qvindelig Røst paa en høist 
ubehagelig Maade hyle og lamentere . Jeg kunde 
ikke forstaae Ordene ; men Tonefaldet tydede mere 
paa arrig Lidenskabelighed end paa Sorg . Jeg traadte 
pludselig ind i Stuen og saae da det hylende Fruentimmer 
slaae , heftigt gesticulerende , i den aabentstaaende 
Dør til min Svigerfaders Sovekammer . 
Ved Synet af mig foer hun med et ækelt Skrig ud 
af Værelset , men vendte sig , inden hun forsvandt 
gjennem Døren , og betragtede mig med et stikkende , 
forbittret Øiekast . 

Jeg gik ind tik Sengen og satte mig hos den 
Syge , der blev meget glad ved at see mig . Der 
var foregaaet en stor Forandring med ham i de faa 
Dage , jeg kunde gjerne sige baade til det Bedre og 
til det Værre . Han var dødssyg ; men hans Aasyn 
havde modtaget et Udtryk af Ro og Sikkerhed , som 
efter en lykkelig tilendebragt Sjælekamp . „ Tak , fordi 
De kom saa hurtigt “ , sagde han . „ Vi skulde ikke 
dengang mødes i Frederiksberg Allee ; jeg er i Begreb 
med at gjøre en længere Reise end fil Runddelen . 
Da De havde besøgt mig , havde jeg en ubehagelig 
huuslig Scene , og Dagen efter blev jeg angreben 
af mit senere Sygdomstilfælde , heftigere end 
nogensinde før . Jeg bærer Døden i mig ; men med 
det samme er ogsaa et Skæl faldet fra mine Øine , 
og jeg foler og forstaaer hele Omfanget af den 
Uret , jeg har gjort min Familie , hvilken uhyre Krænkelse 
jeg har tilføiet dem . Jeg ønskede at samles 
med dem , inden jeg døer , og dersom jeg er stærk 
nok fil at kjøres derhen , da at lukke mine Øine i det 
kjære gamle Hjem . Min stakkels Gamle vil blive 
glad og tilgive mig , det veed jeg forvist . Men det 
haster , det haster ! der er ingen Tid at spilde . Jeg 
stoler paa Deres Medvirkning og at De vil forberede 
dem derhjemme paa mit Komme . Man vil her lægge 
Hindringer iveien ! “ 

Han havde sagt alt delte med svag Stemme i 
afbrudte Sætninger , og ved de sidste Ord pegede han 
hen paa Væggen . Men denne Hentydning fil de 
skjulte Gemakkers onde Mysterier gav ham aldeles 
ikke det skye , forskrækkede Udtryk som forrige Gang ; 
der var snarere noget Frimodigt og ligesom Udfordrende 
i hans Røst og Mine . Han havde brudt 
den magiske Lænke , der i saa lang Tid havde holdt 
ham bunden . 
Jeg blev siddende noget i stille Samtale med 
ham , og det viste sig nu , af han aldrig havde saaet 
sin Kones og sine Børns Breve ; de vare opsnappede 
og tilbageholdte . Fremdeles fik jeg af vide , af Ovindemennesket 
derinde gebærdede sig , som om der timedes 
hende en himmelraabende Uret og grændseløs Utaknemmelighed , 
hvis han nu forlød sit selvvalgte Exil , 
eller hvis han lavede sig til af døe uden af sikkre 
hendes Fremtid paa en eller anden Maade . 
Jeg vilde nu skynde mig af træffe alle fornødne 
Foranstaltninger , men turde under saadanne Omstændigheder 
ikke lade den syge Mand alene med 
Kjællingen saalænge . Ved den retskafne Læges Ankomst 
bragtes jeg ud af denne Forlegenhed . Han 
var allerede saa temmelig bekjendt med Forholdene 
og lovede mig trods sine Forretninger af blive , til 
jeg snarest muligt kom tilbage . Han meente nok , af 

den Syge kunde taale , indpakket i Puder , af kjeres 
langsomt , naar det skete meget snart , og han lovede 
selv af være tilstede og følge med . Jeg ilede nu 
hjem til Ingeborg og hendes Moder . Ved min overrastende 
Meddelelse græd de begge baade af Glæde og 
af Sorg — af Glæde over den gjenvundne Ægtefælle 
og Fader , af Sorg over saasnart at skulle miste 
ham igjen . Og medens de nu fik travlt med at 
berede Alt fil hans Mødtagelse i Hjemmet , skyndte 
jeg mig ud i Byen for at leie en Kareth og desforuden 
hverve nogle flinke Folk deels fil at være 
behjælpelige ved Sygetransporten , deels fil at bringe 
hans Gods i Sikkerhed . Blev det nemlig ikke flaffet 
ud af Hulen snarest muligt , kunde en Plyndring 
være at befrygte , og der var -flere værdifulde Sager 
imellem . 
Alt gik heldigt , og endnu samme Aften blev 
han pleiet af fin Hustru og Datter i et hyggeligt 
Hjem . En gjensidig Delikatesse bevaredes angaaende 
den for begge Parter lige sørgelige Tid , da de havde 
levet adskilte . De eneste Ord , der vexledes herom , var 
det Første , han sagde , da Lægen og Sygehjælperne 
vare gaaede : „ Kan Du tilgive mig , Margrethe ! den 
Kummer , jeg har voldt Eder , og min ubegribelige 
Forblindelse ? “ og hans Kones Svar under Taarer 
og Kjærtegn : „ Ti ! fi ! det er altsammen glemt , nu 

har jeg Dig igjen ! “ Knn fil mig udtalte han sig 
engang , da jeg tilfældigviis sad alene ved hans 
Leie , vin den nys tilbagelagle Tid , og jeg erfarede 
da , hvad jeg alt havde flutter mig til , af det idylliske 
Samliv med den saakaldte Fru M . havde meget 
snart tabt ethvert Spor af Tillokkelse og det hele 
Forhold forvandlet sig til et utaaleligt Tyrannie med 
Pretensioner , Øvindeluner og Krokodiltaarer , som han 
ikke havde havt Mod til af frigjøre sig for , førend 
han følte Dødens Komme . 
Vi hverken saae eller hørte videre til det ulykkestiftende 
Kvindemenneske , undtagen af hun , medens 
Lægen havde siddet og holdt Vagt hos den Syge , 
havde været inde og givet en hysterisk Scene . Da 
jeg selv kun saae hende den omtalte eneste Gang i 
flygtigste Forbigaaende , kan jeg ikke gjøre mig klart 
Rede for , hvorledes hun egentlig saae ud , men har 
kun beholdt et Indtryk af hende som af en Helvedes 
gloende Brand . 
Lægen havde næret et , om end svagt , Haab 
om , af den opnaaede Fred og lykkeligere Sjælsstemning 
skulde bevirke en gunstig Forandring i Patientens 
Tilstand . Men Forandringen var kun tilsyneladende 
og forbigaaende , og efter en halv Snees 
Dages Forløb udaandede han i kjærligt pleiende 
Arme . Hans Bortgang fra Livet var rolig , tillidsfuld 

og religiøs . Skulde han ønske sig af leve noget 
længere , havde han en Tag yttret for mig , saa fluide 
det være for af „ gjøre sin Brøde god igjen “ , saavelsom 
ogsaa — for af bringe sine naturvidenskabelige 
Forskninger fil et Resultat . Navnlig laa ham paa 
Hjertet et Par Opdagelser og Opfindelser , hvorpaa 
„ den menneskelige Aand sil Dato var strandel , “ og 
ganske særligt Opfindelsen af et virkeligt og veritabelt 
— ja hvad mener De ? — porpolnum mobile ! ! ! 
Han testamenterede mig sine Manuskripter og derhenhorende 
Apparater , for af jeg kunde lade Andre 
bygge videre paa ben af ham opførte Grundvold . 
Senere viste jeg disse Efterladenskaber fil et Par 
Mænd af Faget , og disse forsikkrede om , af der ved 
Siden af den allerstørste Forvirring var Meget , som 
vidnede om en sjelden Begavelse , der kun behøvede 
itide af have fundet sin Sphære og gjennemgaaet en 
grundig Skole for af præstere noget Genialt og Usædvanligt . 
Sagerne egnede sig ikke i deres nærværende 
Skikkelse sil af bygges videre paa , men vel fil af ostbevares 
som interessante Actstykker af en udskejende 
Dilettantisme . 
Det havde givet en Tilvæxt i den veemodige 
Glæde og forsonende Fred , som var den Døendes 
Grundstemning , af han nogle Dage før Døden fik 
et smukt og kjærligt Brev fra sin fjerntboende nygifte 

Datter , hvem Ingeborg naturligviis strax havde tilskrevet 
det senest Forefaldne . Uoverstigelige Vanskeligheder 
havde hindret baade hende og Falde i at 
komme personlig . 
Nogen Tid efter Begravelsen begyndte min Svigermoder 
at skrante paa en betænkeligere Maade end 
hidtil . Den sidste Tids forstjelligartede Sindsbevægelser 
havde rystet den iforveien skrøbelige Bygning 
for stærkt , og efter mindre end et halvt Aars Forlob 
fulgte hun den Mand , hvem hun siden den sidste 
kortvarige Gfenforening længtes efter at samles med 
i en varigere og uopløseligere . 
Ingeborg var nu ene tilbage . Det Løfte , jeg 
havde gjort mig selv , at være hende en Støtte og 
Hjælper , naar Alt svigtede og forlød hende , var det 
nu paa Tiden at indfrie . Et midlertidigt Tilflugtssted 
aabnedes hende som Huuslærerinde hos en Proprietair 
i det sydlige Sjælland . Adskillelsen og den 
derved opstaaede Brevvexling bragte et nyt pikant 
bg fængslende Moment ind i mit Forhold til Ingeborg . 
Hendes Breve henrev mig ved Aabenbarelser 
af en rig og dyb Ovindesjæl tilligemed en eiendommelig 
Blanding af Sørgmodighed og elskværdig qvindelig 
Humor . Jeg besvarede dem med en næsten 
sygelig Lidenskabelighed . 
Skjæbnen syntes at skjænke min nyeste Livsretning 

sit Bifald ; thi den begunstigede og fremskyndede 
paa en næsten mærkværdig Maade min Udtrædelse 
af Ungkarlestanden . Som forhen fortalt mislykkedes 
enhver Bestræbelse , dengang jeg vilde samle blot et 
Par hundrede Rigsdaler til af begynde en ny eventyrlig 
Udflugt i Beiden med . Nu derimod , da jeg 
vilde slaae ind paa den af alle solide Folk eftertragtede 
Vei , opnaaede jeg næsten uden af røre mig 
af Stedet en Stilling , som gik langt ivrigere og tillige 
ældre Aspiranters Næse forbi . Jeg vidste dengang 
neppe , af det lille Embede , jeg her sidder i , 
existerede , end sige af det var ledigt . Men en Dag 
gjorde min Fader mig opmærksom derpaa og foreslog 
mig af soge det . Han var nemlig yderst fornøiet 
over , af jeg havde forlovet mig , da han deri saae 
et sikkert Tegn paa , af jeg havde „ slaaet mig til Stadighed “ 
og før Fremtiden agtede af „ frygte Gud og 
følge Landeveien . “ At faae mig gift jo før jo heller 
ansaae han før en yderligere Betryggelse mod 
Tilbagefald . At jeg indgav min Ansogning var mer ? 
før af foie den gamle Mand , end fordi jeg troede 
det kunde nytte noget . Men Papa havde mig uafvidende 
sine Garn ude . Han havde engang gjort 
en hoitformaaende Mand en væsentlig Tjeneste , og 
denne indløste nu sin Forbindtlighedsgjæld ved af 
skaffe Sønnen en saakaldet fast Stilling . Det var 

altsaa næst min Forlovelse et Slags Nepotisme , jeg 
kunde fakke for , af jeg blev et sat og fornuftigt Medlem 
af Samfundet ; saa af jeg endog i sin Tid 
maafte høre noget ilde som „ den Begunstigede ligeoverfor 
mere Ovalificerede . “ 
Nok sagt , jeg og Ingeborg bleve efter kort Tids 
Forløb Mand og Kone samt derhos pæne og velagtede 
Skatteborgerfolk i den berømmelige Stad Ravnekrog , 
hvori vi , som De seer , endnu residere . Det 
var mig kjært og behageligt , af min Fader , der nu 
var udtjent og pensioneret Embedsmand , paa vort Forflag 
opgjorde sine Sager og fulgte med os herover , 
deels for af tilbringe Livets Aften i sine Egnes 
Kreds , deels ogsaa for af yde sit Bidrag til den 
fælleds Huusholdning paa en Tid , da mine Indkomster 
vare mindre end de senere bleve . Han holdt 
meget af sin Svigerdatter , og jeg følte mig hende 
høist erkjendtlig for den fortræffelige Maade , hvorpaa 
hun forstod af omgaaes den Gamle og gjøre ham 
det tilpas i alle Maader . Det var os begge en 
Sørg og et Savn , da han knap fem Fjerdingaar 
efter af være kammen herover døde saa godt som 
pludselig , af et Slags apoplektisk Tilfælde . 
Men nu — nu kommer jeg til et Sted i min 
Selvbiographie , som — ja som næsten bringer mig 
til af fortryde , af jeg har begyndt derpaa . Dog , 

det er jo netop for dette Puncts Skyld , af jeg endelig 
engang har beqvemmet mig til af tage Bladet 
fra Munden og gjort den lange Indledning — altsaa 
frisk Mod ! Jeg vil forsøge af see Tingen lige 
i Øinene ! 
At tænke mig selv som Fader og min Hustru 
som Moder var aldrig noget eneste Øieblik faldet 
mig ind . Faderlighedsinstinctet og Sandsen for 
smaa Børn havde altid været i en overordentlig 
ringe Grad tilstede hos mig , maaskee en naturlig 
Følge og endnu fortsat Virkning af de vagabonderende 
Livstilbøieligheder . Jeg kunde godt forstaae , 
hvorledes man kunde komme fil af holde af og ret 
hjerteligt slutte sig til en Søn eller Datter , naar 
man først havde en , ligesaagodt som jeg kunde 
forstaae ethvert andet Pietetsforhold , der nu engang 
havde udviklet sig og erobret en Plads i Hjertet . 
Men med anelsessuld Længsel af forudnyde denne 
Faderfølelse saadan ganske i ubestemt Almindelighed , 
uden af der endnu existerer noget bestemt Individ , 
kjendt og vundet kjær som saadant , og forud af ønske 
en endnu ufødt og med Hensyn til personlige Egenskaber 
ubestemmelig Kjærlighedsgjenstand tilvejebragt , 
det var et Mysterium , jeg ikke kunde begribe , — 
eller vel rettere , det var Noget , jeg aldrig havde 
tænkt videre over . 

Da derfor min Hustru nogle Maaneder efter 
min Faders Død en Dag betroede mig , af hun befandt 
sig i de saa meget yndede Omstændigheder , 
saa faldt det mig hverken ind af udgyde Rørelsens 
Glædestaarer eller springe til Løftet af Henrykkelse , 
som andre ømme og brave Ægtemænd , der førstegang 
modtage denne fortrolige Meddelelse . Jeg 
saae halv forbauset paa hende og blev tillige ganske 
fornøiet ; men det var mere en Fornøielse som over 
noget uventet Curiøst eller pudseerlig Interessant , 
man hører eller oplever , end som øver et betydningsfuldt 
Vendepunct i det ægteskabelige Liv . „ Ja saa ! 
— nei virkelig ? — ih ! det var saagu da morsomt 
nok ! — men lille velsignede Ingeborg ! er Du selv 
glad derover ? for det er da det vigtigste — Du 
veeø det ikke rigtig , siger Du — aa Snak , jo vist 
er det morsomt — ha ha ha ! uhyre komisk igrunden 
— bliver det monstro en Dreng eller et Pigebarn ? 
— som skal arve mit berømte Navn og træde i Papas 
agtbare og Mamas dydzirede Fodspor — ha 
ha ! nei det er jo paa min Ære ganske ypperligt , 
naar jeg rigtig tænker mig om ! “ 
Med omtrent disse og lignende i en skjemtende 
Tone flygtigt henkastede Udbrud modtog jeg Meddelelsen , 
hvorefter jeg kyssede hende muntert og 
svingede hende engang rundt paa Gulvet ; og Dagen 

efter — tænkte jeg saa godt som ikke mere derpaa . 
Jeg bragte ikke oftere den Sag paa Bane , og — 
hvad jeg forst senere har tænkt over som paafaldende 
— Ingeborg ikke heller . 
Nogen Tid efter modtog jeg et „ fydsk “ Brev ! — 
et Brev fra Berlin ! -— oh ! oh ! jeg har meer end 
eengang udtalt Forbandelser baade over Brevet og 
dets Forfatter , og dog har han , om han endnu færdes 
paa denne Klode , ikke den allerfjernesfe Anelse 
om , hvor ødelæggende han ved hiint Brev har grebet 
ind i min og min Kones hele timelige og aandelige 
Tilværelse . 
Del var fra Z— , den belgiske Claveervirtuos , 
med hvem jeg engang skulde have reist Verden 
rundt . Det var adresseret til min tidligere Bopæl 
i Kjøbenhavn og derfra oversendt hertil . 
Han skrev , at han i de forløbne Aar var reist 
omkring med forskjellige Slags Musici , blandt andre 
med en fransk Sanger . De havde ladet sig høre i 
Cøncertsale og Theatre af anden Rang i Tydskland , 
Holland , Belgien og Ungarn og gjort gøde Forretninger . 
Han og Franskmanden havde for kort siden 
skilt sig fra hinanden , og han agtede nu at bereise 
Scbweiz , ja maaskee vove sig ind i det nordlige 
Italien og i Frankrig , dog holdende sig i ærbødig 
Afstand fra de største Stæder . Men førsf ønskede 

han at finde en ny musicerende Reisekammerat . At 
gjøre Kunstreiser ganske alene , naar man ikke netop 
var en europæisk Berømthed , havde ingen Art , og 
naar man var to , kunde man undvære fremmed 
Assistance paa Steder , hvor den var vanskelig at 
erholde . Han havde nu ved et heelt besynderligt 
Spil af Tilfældet hos en Landsmand af mig seet 
just den „ Berlingske Tidende “ , hvori jeg for flere 
Maaneder siden havde anmeldt min Faders Død . 
Derfor — nei jeg vil hellere søge Brevet op ! jeg 
kan ikke gjengive det efter Hukommelsen — desuden 
hører jeg nu vore Damer komme , saa vi blive snart 
kaldte til Theebordet . Jeg har formeget tilbage at 
sige — det maa blive til en andengang ! “ 
Vi bleve enige om , at dette kunde skee næste 
Dag paa samme Tid , og gik saa ind til Damerne . 
Tiende Capitel . 
Fortsættelse af Valseths Skriftemaal . 
Ottilia vidste Besked , og tidlig den følgende 
Eftermiddag indfandt jeg mig igjen paa Valseths 
Værelse . Han havde fremtaget det skjæbnesvangre 

Brev , der laa gjemt paa den dybeste Bund af en 
hemmelig Chatolfkuffe , som kun var bestemt for „ ubehagelige “ 
Papirer og Documenter . Han rakte mig 
det til Gjennemlæsning . I dansk Oversættelse vilde 
det — nemlig fra det Sted , hvor Brevskriveren omtaler , 
af han tilfældig var kommen til af see en 
Bekjendtgjorelse af den gamle Valseths Død — lyde 
omtrent saaledes : 
„ Da Du nu altsaa ikke længer er hindret af 
et efter Undertegnedes Mening overdrevent Pietetshensyn 
til en gammel , skrantende og gammeldagstænkende 
Mand , saa henstiller jeg her det forsigtige 
Spørgsmaal : om min dyrebare Ven i det lille løierlige 
Land Danmark kunde have Lyst til — af indtage 
bemeldte ledige Plads ? ! og vocaliter afgive 
Supplementet til hvad min Ringhed instrumentaliter 
monne præstere samt dele Profiten efter nærmere 
Overeenskomst ! Naturligviis forudsætter jeg som 
Betingelse , af Du endnu er den Gamle i alle Maader 
med Undtagelse af al ubeleilig Sentimentalitet 
og generende Forholde . Jeg forudsætter , af Du 
endnu sværmer for et syngende Reise- og Eventyrerliv , 
af Du endnu foler det samme Mod hos Dig 
som dengang til af reise en i uheldigste Tilfælde 
smor- og ostlvs Fremtid imøde , men i heldigt Fald 
en Fremtid , hvor Du paa en eneste munter Aften 

kan indvinde ligesaameget , svin et heelt møjsommeligt 
Aar vilde indbringe Dig i en lille kongelig 
dansk Embedsstilling . Men jeg forudsætter tillige , 
af Du ikke har lagt dit Talents Uddannelse reent 
paa Hylden ; — jeg kjender din egensindige Phlegma 
og Mangel paa Ærgerrighed som Dilettant . Jeg 
glemmer ikke , da jeg førstegang hørte Dig agere 
Sanger i en Selskabskreds i Kjøbenhavn . Jeg havde 
hørt Dig omtale som en god Dilettant ; men det 
kunde jeg nu paa ingen mulig Maade indrømme Rigtigheden 
af . Stemmen var tynd og bedækt , Foredraget 
mat og kjedeligt , og saa sang Du just i de 
Tage aldeles mod din Natur og Tilbøielighed følsomme 
Tenorsager , fordi nogle „ competente “ Venner 
vilde have det , hvorved Du var i Begreb med af 
ødelægge baade Stemme og Talent i Bund og 
Grund . Men da jeg saa senere gjorde dit mere 
specielle Bekjendtskab , fik jeg et ganske andet Syn 
paa Sagen . Jeg fandt et ganske ualmindeligt og 
dertil eiendommeligt Sangmateriale skjult i din Strube 
og i din Sjæl ; men det var i Retning af Charaktersang 
for høi Bas eller Baryton . Ja næsten alt 
Væsentligt af Sangkunstens Technik var Dig „ geläufig “ , 
uden af Du nogensinde havde havt Underviisning 
deri , halv ved Instinct , halv ved Abstraction 
af hvad Du havde hørt og lagt Mærke til . Men 

Du manglede jevnlig , end sige daglig Øvelse — og 
fremfor Alt den saameget yndede „ ungeheure Heiterkeit “ . 
Du var ofte melancholsk og løierlig , fast som 
en Fugl , der ikke kan synge i Buret . Som en erfaren 
Prakticus opdagede jeg snart , at Du hørte til 
de paa eengang tilbageholdne og urolige Naturer , 
der i det mindste eengang i deres Liv skulle slaae 
sig los tilgavns for at blive til Noget . Dette er 
navnlig hyppig Tilfældet med udøvende Musici og 
med Sangere . At Du var saaledes organiseret gik 
især klart op for mig , da jeg en Dag bragte det 
reisende Musikanterliv paa Bane , som Du alt forlængst 
havde udmalet for Dig selv i ubestemte Billeder , 
og saa viste Dig i et fjernt Perspectiv Muligheden 
af , at disse Billeder kunde blive mere end 
Drømme og Luftkasteller . Du blev som elektriseret 
og forvandlet ; det var som der gik en levende Accord 
af Fylde og Velklang og Kraft og Begeistring gjennem 
dit hele Væsen , hvorfra den Musik , som boede 
i Dig , nu fremstrømmede i ganske andre og fuldere 
Toner end sædvanlig . Og da Sagen saa var 
klappet og klar mellem os , og Du uden anden Betænkælighed 
end en kort Kamp med dine sønlige Følelser 
sfred rafl til Værket , gik din sortsatte Uddannelse 
for sig — især da vi vare komne over Grændsen 
— med en stigende Hastighed , som jeg i min 

ikke ubetydelige Erfaring aldrig har oplevet Magen 
til . Jeg var ikke langt fra af være stolt deraf ; thi 
med Undtagelse af den Smule Dresdener Syngemester , 
hvis omstændelig grundige og reglementeret 
skolemæssige Methode egentlig flet ikke passede for 
Dig , fandt din forbausende Udvikling jo væsentlig 
Sted under Indflydelsen af de smaa Øvelser , vi 
daglig anstillede sammen med Sang og Accompagnement . 
Men da vi saa vare næsten lige ved Maalet 
og kunde begynde vor Rundreise , -saa kom de „ formaledidede “ 
Breve om din Faders Sygdom eller 
hvad det var , — og hille den rystende Syge , hvor 
gik det saa Krebsgang med Dig baade i den ene 
og den anden Henseende ! Du gik baglænds i en 
endnu mærkværdigere Fart end fremad . Fra det 
Øieblik Du af en sygelig Pligtfølelse med stør Selvovervindelse 
havde bestemt Dig til af vende tilbage 
i dit gamle Lirumlarum , var det som Du havde 
faaet baade Stemme og Talent i . den gale Hals , 
og Sangbunden havde igjen tabt sin hele Malm og 
Klangfylde . Da jeg den sidste Aften , vi vare samlede , 
bad Dig føresynge mig Noget til Afsfed , gjorde 
Du det virkelig ikke et Haar bedre , end da Du i 
kjedelige kjøbenhavnske Cirkler „ fremgurglede “ dine 
fortærskede Sange . Men er altsaa dit Talents rette 
Udøvelse ligesom ogsaa din Munterhed og dit Velbefindende 

befinget ved saadant Noget , saa er det jo 
en reen og ligefrem Sag , at Du nu , efterat de 
hæmmende Baand ere løste , jo for jo hellere bør tage 
fat igjen , hvor Du dengang flap ! 
At Du saa pludselig og uventet lod mig i Stikken , 
ærgrede mig mere end jeg dengang vilde lade 
mig mærke med . Jeg havde hidindtil egentlig kun 
forberedt mig og kun ganske doucemcnt ladet mit Lys 
skinne for Menigheden . I Kjøbenhavn , hvor jeg 
egentlig havde andet Ærinde , lod jeg mig , som Dn 
veed , flet ikke høre offentlig uden som assisterende 
ved et Par Leiligheder . Nn først vilde jeg begynde 
for Alvor , selvstændigt optrædende , baade fordi jeg 
først nu tiltroede mig den dertil fornødne Modenhed 
og Sikkerhed og fordi en lille Arv , som jeg under 
mine Forstudier havde tæret paa , var i stærkt Aftagende . 
Men en Reise- og Kunstcollega vilde jeg 
have , — dog ingenlunde hvilkensomhelst , om han 
end var dygtig nok i selve Faget ; fhi vi frie Kunstnere 
ere et forbandet krakilsk Folkefærd og kunne 
vanskelig forliges . Et prøvende Indblik i din , baade 
musikalsk og almeenmenneskeligt betragtet , aimable 
Personlighed bragte mig til af ansee Dig for den 
af Skjæbnen Udseete . Du tyktes mig som skaaren 
efter det Mønster , der havde foresvævet mig som den 
ønskeligste Collega . Ogsaa det tiltalte mig , af vi 

begge vare Academiet , respektive Kjøbenhavn og Lattich , 
— et sjeldnere Tilfælde med Fagmusici , som 
ofte ere nogle ucultiverede dumme Djævle udenfor 
deres Øvinkeleren . Kort sagt , Du var tilsidst saa 
nøie sammenvoxet med mine Planer og Ideer næsten 
søm en « ronäikio mus gun non , og jeg havde levet 
mig saa fast ind i den Tanke , af vi fluide staae 
Last og Brast sammen i nogle Aar i det mindste , 
af dit pludselige Frafald ikke blot gjorde mig ondt , 
men næsten satte mig i Forlegenhed . — Den omtalte 
Reisecømpagnon , jeg saa senere fik , var en god 
Sanger , der gjorde Lykke de fleste Steder , men en ubehagelig , 
hovmodig og lunefuld Person , hvem jeg efter et 
halvt Aars Forløb skiltes fra i Uvenskab . Saa reiste 
jeg med en Violoncellist fra det keiserlige Capel i 
St . Petersborg , saa med to Brødre fra Stuttgard , 
hvoraf den ene spillede Violin , den anden Valdhorn , 
saa med en italiensk Sangerinde , der snød mig for 
500 Louisdorer . Saa traf jeg igjen sammen med 
Franskmanden , der nu lod til af være bleven bedre af 
komme ud af det med ; atter gav vi i lang Tid 
Concerter i Forening , indtil vi endelig skiltes for bestandig . 
Hvad Sammenligningen i musikalsk Henseende 
mellem ham og Dig angaaer , saa havde Du 
vel endnu ingenlunde naaet hans Standpunct med 
Hensyn til Routine og concertmæssig Knaldeffect , der 

kun efterhaanden tilegnes ligeoverfor et virkeligt Publicum ; 
men Du havde af Naturen baade storre 
Talent og mere sympathetisk Klang i Stemmen , et 
mere individuel-cbarakteristifl Foredrag — og fremfor 
Alt en Perfectibilitet , som efter et halvt Aars Praxis 
vilde have bragt Dig forud for ham i enhver Henseende . 
Og det er netop denne Perfectibilitet , jeg 
stoler paa , naar jeg nu efter saa lang Tids Forløb 
foreslaaer Dig Gjenoptagelsen af den Traad , Du 
dengang flap ; thi det imidlertid Forsømte vil let kunne 
indhentes , hvis der ikke er foregaaet en eller anden 
gjennemgribende Forvandling hos Dig . 
Jeg tager mig en Ferie af et Par Maaneder , 
som jeg tilbringer her i Berlin . Saa Du har Tid 
nok til af ordne dine Sager . Du behøver kun saamange 
Penge , som Reisen fra Kjøbenhavn til Berlin 
kan koste ; Resten skal jeg besørge , saalænge indtil 
Du af vore forste Fælledsconcerter kan gjøre mig 
mit Udlæg betalt . Endog Reisepengene skal jeg sende 
Dig som Forskud , dersom der ikke skulde være Andet 
iveien for dit Komme , end af Du for Øieblikket skulde 
være fuldstændig „ blank “ , hvad jo kan hændes den 
Bedste ; men baade om det Ene og det Andet forventer 
jeg snarest muligt et fornoieligt Brev . Det 
var heldigst , om Du kom saa betids , af vi kunde 
tilbringe en fem sex Uger sammen her , inden min 

selvvalgte og derfor ikke saa absolut begrændsede Ferie 
udlober , før af Du kunde gjennemgaae den foreløbige 
Øvelsesdressur , hvortil jeg netop her skulde 
skaffe Dig rigelig Leilighed . Du behøvede iøvrigt 
ikke synderlig anden foreløbig Dressur end den , 
Du kan give Dig selv paa ethvert Sted og altsaa 
strax begynde : den nemlig , efter eget bedste Skjøn adskillige 
Gange øm Dagen af synge med fuld Røst , 
ja til Afvexling brøle og sfraale — Alt hvad Du 
vil imellem hinanden — Viser og Skalaer og kraftige 
Busfosange og Løb og Roulader , og alle de 
øvrige Krumspring op ad Vægge og ned ad Stolper 
— alene wr af faae din Stemmes oprindelige Styrke 
og naturlige Metalklang frem fra de indvendige Dele , 
hvor disse Herligheder formodentlig igjen have ligget 
skjulte og begravne , lige siden Du vendte mig og det 
reisende Musikanterliv Ryggen . Alle den reisende 
Sangers øvrige Betingelser har Du allerede , enten 
ganske eller tilnærmelsesviis , og en altfør yderlig 
Skoledressur vilde nivellere før Meget af din selvopfattende 
Sangerindividualitet , der egentlig er det 
Allerbedste ved Dig og det , hvorved Du fornemmelig 
vil vinde Indgang hos det mangehovedede Uhyre . 
Øg naar vi saa begynde vor syngende og spillende 
Runddands , fange vi Sagen an paa den rette Maade : 
Du spiller ikke Trumfer ud strax , men gaaer frem 

med Forsigtighed . I de første Maaneder skal Du 
optræde uden Navn paa Plakaterne , som velvilligt 
assisterende Dilettant . Saalænge det staaer paa , 
faaer Du kun en Fjerdedeel af Indtægten ; men naar 
Du saa om kortere eller længere Tid optræder med 
aabent Visir og samme Ansvar som jeg , dele vi 
lige . — For af Du ikke bagefter skal lade mig Noget 
høre , vil jeg ligesaalidt som forrige Gang skjule 
for Dig , af Kunsfreiseromantiken ingenlunde alfid 
eller paa ethvert Sted presenterer sig lige romantisk , 
ja af der hist og her kunne møde Vanskeligheder , 
Chicanerier og Skuffelser . Men selv det , har Du 
jo engang erklæret , vilde Du ikke undvære som nødvendig 
og pikant Skygge i det hele samlede Livsbillede . 
I alle Tilfælde vil Du nu have en ganske 
anderledes banet Vei fil af gjøre de første og vanskeligere 
Skridt paa end forrige Gang ; thi jeg er i 
„ Würfef “ og har i den forløbne Tid faaet en Fandens 
Øvelse i af finde niig tilrette og møde alle 
Chancer , hvilket naturligviis kommer Dig tilgode . 
Jeg har talt og frigjort min Sjæl , og det 
staaer nu « fil Dig af sige gode Ting . Jeg anvender 
ingen Overtalelser , men har kun lagt Alt tilrette før 
Dig , saa Du behøver blot af flyde Hjertet vp i Livet 
fil af tage en rafl Beslutning enten fil den ene 
eller den anden Side — en Beslutning , søm ikke 

under en vis Forventningens Spænding imødesees 
( under Overskriftens Adresse ) af 
Din osv . Z . “ 
Og saa var der en Efterskrift , omtrent saalydende : 
„ Men Potz tansend Donnerwetter ! een Ting er 
siet ikke faldet mig ind ! Jeg har naturligviis hele 
Tiden forudsat , af Du , ufrivillig undsluppen et Pietetshensun , 
som jeg dog fil en vis Grad maatte 
respectere , fordi Forholdet fandt Sted længe førend 
Du fik Flyvenykker og saaledes havde en Prioritetsret , 
— af Du ikke , siden jeg sidst hørte fra Dig , 
har frivillig filtret Dig ind i nye og fordringsfuldere ! 
og saaledes er -kommen fra Regnen og underTagrenden ! 
— af Du ikke har gjort mig den Chagrin 
og faaet det fra dit eget tidligere Standpunkt utrolige 
Indfald af — hvad ! har Du ? fhi i saa Fald : 
farvel o Ernst Valseths Ungdomsdrømme ! god Nat 
poetisk Uafhængighed ! hils hjemme „ freies Leben ! “ 
Riv da dette lange Brev istykker og betragt det Hele 
søm Spøg ! saa har jeg Ingenting sagt , Ingenting 
skrevet , og bring saa blot den Elskede — eller eia 
pøpeia , kanskee endog Ægteviv ! — ja den ( hvo veed ? ) 
muligviis alt arriverede Forstfødte ! — en ærbødigst 
Hilsen fra hele Familiens i saa Fald aldeles overraskede , 
men ikke destomindre høist hengivne 
Z . “ 

Ester af have læst Brevet , som i det tydsfe 
Tungemaal klingede meget mere burschikos-flot , end 
jeg her formaaer af gjengive det , flyede jeg det taus 
tilbage til Valseth . Han havde imidlertid siddet og 
bladet i en Bog uden af læse i den og fortsatfe nu 
sin Fortælling saaledes : 
„ Dette Brev bragte mig halv fra Sands og 
Samling . Fra det Øieblik jeg var kommen indenfor 
Ingeborgs magiste Kreds , vare alle hine urolige 
Aander forstummede , som ligefra Skoletiden havde 
foregjøglet mig et paa levende Poesie og afvexlende 
Reisebilleder rigt Ungdomsliv , befrugtende og betingende 
Forløber for en berømmelig Digterfremtid . 
Jeg havde i hele den Tid kun tænkt tilbage derpaa 
søm paa overspændte og i Grunden lidet filtrækkende 
Phantasterier , og ef Tilbagefald havde jeg ikke tænkt 
mig muligt . Endog med Ingeborg havde jeg oftere 
talt derom med Uforbeholdenhed og Munterhed ; vi 
havde begge skjemtet over disse Luftkasteller , som hun 
endog bedømte gunstigere end jeg fra Talentets og 
Jværksættelighedens Side , idet hun kun forkastede ef 
saa uregelmæssigt sværmende Liv som faretruende 
for min Dyd og Moralitet , samt fordi jeg saa vist 
neppe var bleven hendes egen rare lille velsignede 
Ægtemand osv . 
Men de urolige Aander vare ikke flygtede ; de 

havde kun skjult sig i en Afkrog af Sjælen for at 
stikke Hovederne frem igjen ved given Leilighed . Det 
var nu , som om ef nedrullet Teppe ved Modtagelsen 
af dette Brev ligesom ved ef Trylleslag rullede op igjen 
og viste mig Fortidens Phantasiebilleder med fornyet 
Tillokkelse . Var jeg nu fri , saalunde jeg jo , 
uhildet af hiint synlige Hensyn , følge den gamle 
Tilbøielighed uden Skrupel , uden at være noget andet 
Menneske end mig selv ansvarlig derfor . Men 
( som Brevskriveren ganske rigtig havde tænkt sig det 
muligt , men ikke ønsket ) en langt uoverstigeligere Slagbom 
havde reist sig , og denne Slagbom var — 
Ingeborg ! Nu kan De selv tænke Dem Conseqventserne . 
Sammenligningen mellem min Ungdomsdrøm 
og den nærværende Virkelighed viste sig mere og 
mere til Fordeel for førstnævnte , og Vanskeligheden , 
Umuligheden af af see Drømmen opfyldt gav den paany 
vakte Trækfugledrift udenfor de almindelige Reiseregler 
større Næring istedetfor af dæmpe den . Det var 
mig næsten , som en absolut nødvendig Act af mit 
individuelle Livs Drama var bleven oversprungen , 
saa af der nu ingen Mening eller Sammenhæng 
kunde blive i Fortsættelsen . Paa eengang svandt 
alt det , som havde gjort mig mit huuslige Hjem 
kjært og behageligt , min Hustru elskværdig og dyrebar . 
Mine Forretninger , Alt i Byen og især i min 

nærmeste Omgivelse forekom mig smaaligt , trivielt , 
jammerligt . Jeg følte mig som en fangen Fugl i Buur , 
paa Livstid vingestækket , stavnsbunden , og gjorde i 
mine egne Øine en tragikomisk , næsten latterlig Figur 
som adstadig Ægtemand og respektabel Samfundsborger . 
Jeg blev gnaven , urimelig , ubehagelig , 
dog især mod Ingeborg , der iøvrigt aldrig fik 
af vide den nærmeste og egentlige Grund til denne 
Forvandling . Brevet , som dengang syntes mig noget 
af det Herligste og Aandrigste , jeg i mine Livsens 
Dage havde læst , fremtog jeg hver Dag for af samle 
nyt Stof til Ærgrelse , saa jeg tilsidst kunde det 
udenad paa mine Fingre . Men jeg viste det til Ingen , 
ikke heller til Ingeborg . Hun var meget ulykkelig . 
At jeg ofte blev vred og vanskelig over Et 
eller Andet , var endda ikke saa slemt , som naar jeg 
saarede hende med en egen Art Spot eller Ironie , 
som hun var saagodtsom værgeløs imod , skjøndt det 
ellers ikke manglede hende paa satirisk Evne . Hun 
blev et Par Gange heftig , græd og ønskede sig Døden , 
„ før at jeg kunde faae min Frihed “ — det var 
det Hele . Af og til angrede jeg min Opførsel og 
brugte igjen venlige Ord ; men det varede kun kørt . 
Jeg var søm besat af en and Dæmøn . Og hvad 
der gjorde alt dette endnu utilgiveligere , var , at det 
altid sfete under fire Øine , aldrig i Andres Nærværelse , 

ligesom at jeg mod alle Andre udviste næsten 
den samme hensynsfulde Høflighed som altid ellers . 
Thi det var jo ikke de Andre , der havde bragt mit 
Liv ud af sin egen naturbestemte Bane og ind i de 
Andres traditionelle Philisterkredsløb , men min ægteviede 
Hustru ! Alle de Andre kunde jeg give Døden 
og Djævlen , kun ikke den , som var knyttet til mig 
ved en uopløselig Pagt : derfor gik min hele , siden 
for mig selv ubegribelige , Sindsstemning kun ud over 
denne Ene . Naar hun syslede om i sin lille Hunsholdning 
og stræbte af gjore Alt saa hyggeligt og 
smagfuldt som hun med de Midler , der stode til hendes 
Raadighed , formaaede , saa var hun altid forhen 
forekommet mig yndig og elskværdig , og jeg 
havde takket hende med Kjærtegn og anerkjendende Ord . 
Nu derimod saae jeg del i en Belysning som en 
madameagtig Travlhed og madmoderlig Vigtighed , 
hun helst kunde spare sig . Alt hvad der i de Dage 
gik for sig i Huset , ja om det saa var Ingeborgs 
Klaveerspil , der havde glædet mig saamangen Time , 
. lød nu i mine Øren som aecompagneret af en kjedelig 
Spinderoks altfor hjemlige Snurren . Og jeg 
lød mig ikke nøie med af tænke Sligt , men udtalde 
det , om ikke ligefrem , saa dog i saadanne drillende 
Antydninger og løierlige Indfald , af det maatte blive 
meer end ømfindtligt for en ærekjær Huusmoder og 

Ovinde . Ikke engang Bevidstheden om min Hustrues 
Svangerskab , forsaavidt det overhovedet randt mig i 
Tanker , rorte mit Hjerte ; thi det vilde jo endog blive 
en Lænke mere-om Benet , og jeg forekom mig selv 
endnu mere ægtemandsmæssig komisk ved af tænke 
mig i huusfaderligt Forhold til Vugger og Borneskraal 
og Gjordemodre og Barselvisiter og alt det 
Vrøvl . 
Det fredforstyrrende Brevs Besvarelse opsatte 
jeg fra Dag til Dag af ærgerlig Undseelse over at 
skulle tilstaae saa latterlige Forhindringer for en 
jublende Modtagelse af et saa magelost Forflag . 
Denne forvirrede Periode havde varet en to n 
fre Uger , da den en Dag naaede sit Hoidepunct . 
Blandt andre halvgale Forestillinger , jeg gik og 
bryggede sammen paa , var ogsaa den , at jeg lige 
med eet opdagede en mærkværdig Overeensstemmelse 
mellem min og min afdode Svigerfaders Skjæbne . 
Ogsaa han havde jo „ ved overilet Indtrædelse i 
Ægtestand og kjedelig Embedsstilling “ forspildt sig 
Tid og Leilighed til at udvikle sine Evner og flabe 
sig en Fremtid i Retninger , hvorhen det indre Kald 
drog ham . Ten Interesse , jeg bestandig havde næret 
for denne Mands Minde trods hans Livs Forvildelser , 
fik en stærk Tilvæxt i min syge Sjæl . 
Ten i et cultiveret Samfund og i Forhold til hans 

øvrige Retsindighed exempelløse Fornærmelse , han i 
en fremrykket Alder havde tilføiet sin Familie uden 
ringeste Skyld fra dennes Side , forekom mig nu 
langt mere psychologisk forklarlig , altsaa langt undfknldeligere . 
Ja hvem veed , grublede jeg videre , om 
der ikke i deres tidligere Familieliv og Samliv kan 
for ham have været ganske særlige Grunde til berettiget 
Misfornøielse tilstede , Grunde som jeg ikke 
kjendte , fordi maaskee han af Delicatesse og de 
Andre af let forklarlige Grunde havde fortiet dem 
for mig ? 
En Dag , da jeg var i usædvanlig ondt Lune 
og yderligere irriteret ved en bittert bebrejdende , men 
høist velfortjent Mtring af Ingeborg , var jeg skaanselløs 
nok til af besvare dette med en kort Gjennemførelse 
af hiin Sammenligning — hvoraf jeg saa 
greb Anledning til af tage hendes Fader i Forsvar 
mod hende og hendes Moder paa en Maade , der 
var lige ydmygende for hende som Datter og som 
Ægtefælle . Ja ikke engang hendes tidligere ulykkelige 
Forlovelse med den fornemme Døgenigt undlod 
jeg af stikle paa i spottende og nærgaaende Udtryk . 
Men lad mig tie om de udsøgte , kløgtigt tilspidsede 
Ord , jeg betjente mig af , Ord , som ikke engang 
kunne finde deres Undskyldning i den halv utilregnelige 

Aandstilstand , hvori jeg maa have befundet 
mig . 
Hun flygtede fortvivlet og sønderknust ud af 
Stuen . Jeg følte øieblikkelig , af jeg havde handlet 
flet , hjerteløst og uden fjerneste Skygge af Sandhed . 
Jeg gik i mig selv og fulgte efter hende for af tilbagekalde 
mine Ord og kanskee — jeg yntager det 
næsten — fra dette Øieblik af forandre min Opførsel . 
Men det var forsilde : Slaget havde truffet , 
uigjenkaldelig truffet ! Nogle Timer efter blev hun 
meget syg , og om Natten — nedkom hun for sidlig ! 
Det er nu over otte Aar siden ; men det er for 
mig , som det var otte Dage siden . Dagens Datum , 
som nylig har været , staaer med gloende Skrift indgravet 
i min Sjæl — oh ! oh ! oh ! “ 
Efter en lille Pause , hvori Valseth sad med 
Haanden for Øinene , forover bøiet og hensunken i 
foruroligende Erindringer , vedblev han saaledes : 
„ Nu var min ulykkelige Paroxysme brudt og 
slog om i sin Modsætning . Fadertighedssandsen , 
som jeg aldrig før havde følt noget Spor sil hos 
mig selv , vaagnede nu med saameget desfo stærkere 
Magt . Og dog var det ikke saameget paa mine 
egne Vegne jeg følte Savnet , som paa min Hustrues . 
Jeg udmalede mig hende som Moder i mange Situationer , 
syslende med sine Børn . Moderglæden , 

denne Glæde , som nu tyktes mig af maatte være 
den største og ædleste for en Ovinde , havde jeg berøvet 
hende . Hun forekom mig i en overordentlig 
Grad sfikket til af nyde denne Glæde , til af udfore 
dette Hverv og udøve disse Pligter , navnlig i Forholdet 
til en Datter — og det var jo netop en 
Datter , Forsynet havde tiltænkt hende , men jeg ved 
min afsindige Adfærd forspildt hende Besiddelsen af . 
Ingeborg havde været smuk , ualmindelig smuk ; hun 
var aandrig og talentfuld , elskværdig og begavet . 
Disse Hortrin vilde en Datter sandsynligviis have 
arvet . Paa en hvor langt egentligere , nafurligere , 
virkeligere Maade , end gjennem Phantasie og Fortælling , 
kunde jeg saaledes have fulgt og oplevet 
baade Barnet Ingeborgs og den opvoxende og voxne 
Ingeborgs Udviklingshistorie — gjennem et levende 
Kjærlighedspant , det qvindelige Afpræg af hendes 
eget Væsen ! 
Havde det været en Son , med hvem det var 
fleet , vilde det neppe have afficeret mig ganske saaledes : 
jeg havde da maaskee beroliget mig med , at 
min forkluddrede og forqvaklede Natur formodentlig 
havde forplantet sig paa en Søn og i en eller anden 
Skikkelse grebet forstyrrende ind i hans — allsaa 
ogsaa hans Moders — Tilværelse . 
Jeg levede nu i lang Tid i det Haab , at en 

Erstatning for den lidte Skuffelse kunde skjcenkes 
hende en andengang . Men det havde været af „ de “ 
uheldige Fødseler , søm efterlade varige Virkninger . 
Hendes Liv havde været i Fare , og hun kom kun 
langsomt til Kræfter igjen . En indvortes Svaghed 
vedblev , Noget var kommet i Ulave i den qvindelige 
Organisme og yttrede sig deels som et chronisk 
Sygelighedstilfælde , hvoraf hun endnu jevnlig lider , 
deels som en fortsat Slagbom før mit brændende , 
men meer og mere svigtende Haabs Opfyldelse — 
oh ! øh ! “ 
Atter en Pause , hvorefter han vedblev : 
„ Sandsynligheden for , at det virkelig forholdt 
sig saaledes , steg jo med hvert Aar , indtil det tilsidst 
vel maatte betragtes som Vished . Og saa har 
det siden været mig , søm hendes Liv var forspildt , 
dets Opgave sørfeilet , og at det er mig , som er Skyld 
deri . Men aldrig er det kommet til en Forklaring 
mellem hende og mig . Det er uden Tvivl en Hemmelighed , 
som vi hver for sig gaae og bære paa og 
dølge for den Anden . Aldrig har jeg hørt af hendes 
Mund nogen nok saa uvilkaarlig eller svagt antydende 
Aftring , som kunde røbe for mig , at hun 
anseer mig for Ophav til hiin Ulykke og hendes 
sandsynligt deraf følgende Barnløshed . Hun har til 
forskjellige Tider , dog sjelden , omtalt hver af disse 

Ting for sig , men aabent og nforbeholdent , idet hun 
endog har fkjemtet over min „ kortvarige Paroxysme “ 
som over en ubegribelig Sygdom , der kom som en 
Nysen og gik som en Nysen ; og det har ikke været 
mig muligt af flionne , om hun selv øinede nogen 
Aarsagsforbindelse mellem den lidte Krænkelse og 
hiint „ følgerige Uheld “ , som hun engang benævnede 
det . Ja hun har endog et Par Gange bebrejdet sig 
selv dette sidste som mulig Følge af en Uforsigtighed , 
hun meente af have begaaet et Par Dage iforveien . 
Der har derfor været Tider , hvor jeg har været 
nærved af troe , af hun virkelig aldrig her har 
tænkt sig den samme Forbindelse mellem Aarsag og 
Virkning som jeg . Dog dette er altfor usandsynligt 
til , af jeg længe har kunnet hænge mig fast ved 
denne Trøst . Sandsynligere er det vel , af hun har 
stræbt af skjule den sande Sammenhæng for ' sig 
selv , fordi den vilde være hende selv piinlig af troe 
paa ; — eller hvad ! om hun har villet skaane mig ? 
undgaae af give mine Selvbebreidelser Næring og 
kanskee helbrede mig for en Sjælssygdom , hvis Tilværelse 
hun aner ? En saadan Forklaring vilde 
samle gloende Kul paa mit Hoved , saa det er vel 
godt , af jeg ikke veed det . Paa den anden Side 
turde jeg ikke heller som den angerfulde Synder udøse 
mit Hjerte for hende og saaledes mulig dog 

netop blive den , der bibragte hende en Opfattelse af 
Sagen , som hun ikke for havde havt . Hun føler 
ganske vist selv et Savn , som upaatvivlelig har faaet 
sin egentlige Næring og Styrke fra det „ følgerige 
Uheld “ ; men kun jeg hører det ufrivillige Suk , og 
kun jeg forstaaer den særegne veemodige Glæde , 
hvormed hun leger og passiarer og befkjeftiger sig 
med lykkelige Modres kjønne og livlige Børn , især 
Pigebørn . Ingeborg har altid havt en Forkjærlighed 
for Pigebørn og en afgjort Gave sil at virke 
qvindeligt opdragende paa dem ; og hvor de alle holde 
af hende og hænge ved hende ! o hvor vilde hun 
have elflet og være bleven elflet af en Pige , som 
— var hendes egen Datter ! Hvilken Erstatning for 
hendes Ungdoms Hjemsøgelser ! 
Det er denne skærende Mislyd , denne Anger 
og dette Savn , som har givet de senere Aar af mit 
Liv sit Præg . Min Sindsstemning i denne Retning 
er til visse Tider gaaet vidt , meget vidt . — En 
Nat for nogle Aar siden drømte jeg , at jeg saae 
min Kone næsten søm forringet og med et straalende 
Udtryk af Sundhed og Lykke sysle med en lille Pige , 
der var hendes eget udtrykte Billede , og endnu et 
Par » lindre Børn , hvis Ansigtstræk og Omrids 
vare ufydeligere ; men i den drømmeagtige Dæmring 
syntes de mig at ligne den ældre Pige , hvis henrivende 

barnlige Unde ieg knn mindedes at have seet 
paa visse Malerier . Alle tre Borneskikkelser saae 
eengang hen paa mig , men vendte sig strax igjen 
bort med en halv frygtsom halv truende Gebærde 
og skjulte deres Ansigter i det moderlige Skjød , ligesom 
for at søge Beskyttelse . Det var min og Ingeborgs 
ufødte Efterslægt , som jeg gjennem den Første 
havde dræbt . — Den paafølgende Morgen var Ingeborg 
saa besynderlig veemodig stemt , tankefuld , adspredt ; 
ja jeg troede endog at see Spor til , at hun 
havde grædt . Betagen af en underlig Uro spurgte 
jeg venlig deeltagende , hvad der feilede hende , om 
hun var syg , havde havt Ubehageligheder eller Sligt . 
Hun smilede og sagde , det var Ingenting : hun troede , 
det maatte være Eftervirkningen af en „ losset Drøm “ , 
hun havde havt , men nu næsten glemt igjen . Skjøndt 
min beklemmende Uro voxede til Angst , tvang jeg 
mig til at synes munter og trængte , som om det 
var af Nysgjerrighed , i hende , at hun skulde fortælle 
mig sin Drøm . Hun fortalte mig da sin Drøm , 
der var — ganske den samme som jeg samme Nat 
-havde havt , dog med Undtagelse af Borneskikkelsernes 
bebreidende Gebærde mod mig . Jeg var aldeles 
overbeviist om , af hun havde drømt dette med , men 
kun udeladt det af Meddelelsen , og af det var denne 
Deel af Drømmen , som især havde gjort hende tankefuld . 

I hvert Fald havde jeg nu et næsten uimodsigeligt 
Beviis for , af hun virkelig følte Barnløshedens 
Savn og Tomhed og rimeligviis ofte befljeftigede 
sine Tanker dermed . Med en uhyre Forstillelseskunst 
betvang jeg , hvad der foregik i mig , og 
istedetfor af fortælle hende den Mærkværdighed , af 
vi havde drømt Eet og det Samme , slog jeg det 
Hele hen i Spøg . Jeg ødslede med Kjærtegn paa 
hende , kaldte hende med de ømmeste Navne , og ved 
af opjage alflens lystige Indfald om Drømme og 
deres Udtydning , om Philisternes Børneparader og 
om uartige Unger med Pjank og Vrøvl og Uryd , som 
det var meget morsommere af være reent fri for o . s . v . 
o . s . v . , lykkedes det mig af faae hende til af lee 
hjerteligt og forjage hendes sørgmodige Stemning . 
Men saa gik jeg over paa mit Værelse , lakkede Døren 
af indvendig og hengav mig til den meest infernalsfe 
Fortvivlelse . Jeg kastede mig paa Gulvet , 
ruflede mig i Haaret og borede Neglene ind i mit 
Kjød . Denne Sjælstilstand blev endnu utaaleligere 
derved , af Furierne , som rasede i mig , ikke turde 
give sig Luft i høitlydende Smertesudbrud , men kun 
i en indeklemt Stønnen , der ikke maatte høres gjennem 
Døren . 
Det varede dennegang en fuld Time , inden jeg 
kunde begynde paa den nerveangribende Dialektik , 

gjennem hvilken jeg pleier af kunne børtmane de qvælende 
Tanker og saaledes tilkjæmpe mig en kortvarig 
sophistifl Beroligelse . Jeg stræbte da af bevise for mig 
selv , af det mysterieuse Sammentræf af den dobbelte 
Drøm flet Ingenting betydede , — af det kun havde 
været et besynderligt Tilfælde og ingen Aabenbarelse 
af en vs tiltænkt , men ved min Brøde forspildt Lykke , 
— af det sandsynligt kunde forklares derved , af vi 
Aftenen iforveien vare begge faldne paa Hovedet ind 
i et talrigt Barneselskab med respektive Fædre og 
Mødre , der glade og stolte og smilende til op øver 
Ørene udtalde sig snakkesalig vidtløftigt over deres 
haabesulde Afkom . Dernæst greb jeg til det alt ofte 
gjentagne Tankeexperiment : af min Kones „ følgerige 
Uheld “ ingenlunde stod i nogen nødvendig eller beviislig 
Sammenhæng med min hensynsløse Adfærd 
dengang , men var kun tilfældig truffet sammen dermed 
og vilde sikkerlig være skeet alligevel af Aarsager , 
søm laae aldeles udenfor min Tilregnelighed , 
— samt at Ingeborg upaatvivlelig selv meente dette . 
Som saa ofte tidligere , repeterede jeg enhver Enkelthed 
og Biomstændighed ved min ukjærlige Opførsel 
i de Tage , for at bibringe mig selv den Tro , at den 
dog ikke havde været fuldt saa bansat , som jeg bildte 
mig ind . Og endelig fordybede jeg mig i fatalistiske 
Undersøgelser og spidsfindige Beviisførelser for alle 

Tilskikkelsers uundgaaelige Forudbestemthed , for den 
menneskelige Villies Ufrihed og for den Sandsynlighed , 
at Alt , hvad der skeer , staaer som et nødvendigt 
Led i en evig uforanderlig Kjæde af Aarsager 
og Virkninger og kun skeer saaledes , fordi det ikke 
kunde skee anderledes uden at Kjæden , som Forsynet 
holder mellem Tommel- og Pegefingeren , maatte driste 
og Verden forgaae , — at Alt baade i Menneskeslægtens 
og det enkelte Menneskes Historie staaer fra Tidernes 
Begyndelse uigjenkaldelig opskrevet i Prædestinationens 
store VerdeNsprotoeol , — fremdeles at Alt , hvad 
der fra et menneskeligt Standpunct er Ulykke , er fra 
et sandere Standpunct kun Prisen og Betingelsen 
for ellers » opnaaede Goder eller Forebyggelsesmiddel 
for større Onder , — at altsaa i nærværende Til/ 
fælde min Hustrues Barnløshed , aldeles uanseet om 
min Forsyndelse var nærmeste Aarsag dertil eller 
ikke , rimeligviis har været Forebyggelsesmidlet for 
langt større Ulykker , som hun skulde have oplevet i 
sine Børn , — og endelig at der vel nok gives andre 
Kloder , hvor Mødre ikke blot samles med deres 
virkelig her existerende Børn , men ogsaa med deres 
endnu uvirkelige , som af en eller anden Grund ikke 
kom til Udvikling her . 
Saa stillede jeg mig som sædvanlig hen for 
Speilet , tørrede Sveden af min Pande , purrede mit 

Haar , salte mit Ansigt ilave , og nu kunde jeg atter 
fremstille mig for Ingeborg og den øvrige Omverden 
uden synlige Spor af et nylig overstaaet Sjælsoprør . 
Men oftere siden har jeg havt den samme 
Trom , baade i sovende og vaagen Tilstand ; ofte 
have den ufødte Slægts snart truende snart veemodigt 
bebreidende Blikke ængstet ung , og ofte har jeg maattet 
tage min Tilflugt til Trylleformularerne . Om Drømmen 
har gjentaget sig for Ingeborg , veed jeg ikke ; 
jeg har naturligviis ikke spurgt derom . “ 
En Standsning , som Valseth her gjorde , benyttede 
jeg til at sige : „ Kjære Valseth ! jeg troer , det 
dog var bedre baade for Dem selv og for Deres 
Kone , at det kom til en Forklaring imellem dem . 
De sfrider jo selv i Deres Dagbog , at det Piinligste 
i Katastrophen ved Deres Moders Død var det , at 
det aldrig kom ti ! Forklaring mellem Dem paa den 
ene Side og Deres Fader og Sødskende paa den 
anden . De fik aldrig at vide , hvad Indtryk Deres 
Fraværelse havde gjort paa den Døende , om de Andre 
havde sagt hende hvor De var , eller hvad disse 
selv tænkte om Deres Forhold . Havde De aabnet 
Deres Hjerte for dem og uforbeholdent spurgt , saa 
havde De rimeligviis faaet en langt trøsteligere Besfed 
end Te ventede , og De havde været befriet for 
det hemmelige Tryk af et uopgjort Mellemværende . 

At det forbliver hemmeligt er det farligste derved . 
Gfør det nu derfor anderledes ligeoverfor Deres 
Kone . Betro hende tillidsfuld , hvad der ligger Dem 
paa Hjertet , og selv om Deres Frygt for , at hun 
deler Deres Tanke , skulde være grundet , er det dog 
bedre end denne Uvished og denne evige Forstillelse . 
I værste Fald vil De kunne gjøre sikker Regning paa 
hendes Tilgivelse . “ 
„ Tilgivelse “ ! raabte han — „ nei det vilde næsten 
være det Værste . Nu kan jeg dog i mine heldigere 
Øieblikke leve i den Tanke , at tidtnævnte Aarsagsforbindelse 
har været fremmed før hendes Forestilling . 
Ved at lade det komme til en Forklaring 
og bede om hendes Tilgivelse vilde jeg maaskee komme 
til at kaste en Brand ind i hendes Sjæl og kalde 
Forestillinger tillive , som hidtil have slumret . Har 
jeg været en Bøddel mod hende og forspildt hende 
Ovindens Bestemmelse og høieste Lykke , saa vilde 
hendes „ Tilgivelse “ kun blive mig endnu mere gloende 
Kul paa Hovedet , uden at derfor Gjerningen 
med dens Følger blev ugjort eller hendes Savn formindflet . 
Det er overhovedet ikke mig eller min 
Lykke der er Tale om , men hendes , kun hendes ! 
hendes ! “ 
Noget Lignende havde jeg jo læst i hans Dagtog . 

Jeg vilde ikke i dette Øieblik modsige ham 
videre , og efter et nyt lille Ophold vedblev han : 
„ Jeg tvivler ikke paa , at disse Bekendelser ere 
flere Gange , især mod Slutningen , forekomne Dem 
mere end fornødent excentriske . Men hvad siger De 
saa om en lille Episode , som jeg ikke engang vilde 
havt Mod til at fortælle Dem , dersom der nu ikke 
engang var kommet Hul paa mig . Skal Skriftemaalet 
gavne mig noget og De som Ven , Læge og 
Skriftefader faae et rigtigt Indblik i Sygdommen , 
saa maa jeg hverken af utidig Undseelse eller Frygt 
for at vække et eller andet slumrende Spøgelse holde 
Noget tilbage , om det end skulde synes at streife 
lidf ind paa Daarekistegebetet . 
Da min Hustru efter sin ulykkelige Nedkomst 
laa i Feberphantasier , ønskede hun sin Smertes 
usuldbaarne Frugt begraven i christen Jord . Men 
Gjordemoderen og et Par tilstedeværende kloge og 
erfarne Koner erklærede det for stridende mod al 
Skik og Brug og sund Fornuft af betragte et Foster , 
der manglede over fire Maaneder i Fuldbaarenheden , 
som et virkeligt Menneskeliig , der fluide kunne 
begraves paa en virkelig Menneflekirkegaard ; — det 
tillodes ikke engang . Derimod paatoge de kloge Koner 
sig af nedgrave det i Haven paa et hyggeligt 
Sted . Det skete , uden af det blev sagt til den 

Syge , for hvem man efter mit Ønske foregav noget 
Andet ; men jeg selv stræbte af glemme baade Handlingen , 
som jeg ikke vilde overvære , og Stedet , som 
de betegnede for mig , og gik iøvrigt omkring som i 
en DoS . Det var dengang tidlig paa Efteraaret , 
og jeg kom næsten et heelt Aar efter ikke ud i Haven . 
Forhen havde det moret mig i Foraar og 
Forsommer af sysle derude med Saaning og Plantning ; 
men det følgende Foraar overlod jeg Alt til 
en Havekarl . Først langt hen paa Sommeren , da 
Alt stød i den yppigsfe Væxt , overvandt jeg min 
Sky , dog alene før af føie Ingeborg . Hun havde 
nemlig oftere foreslaaet mig en Vandring i Haven 
eller i varmt Veir af drikke Kaffe i Lysthuset , hvilket 
jeg hidtil under ef eller andet antageligt Paaskud 
havde faaet afværget . Men da hun en Tag undrede 
sig over , at jeg saa ganske havde tabt Lysten 
til Havevæsen , frygtede jeg , at det skulde blive for 
paafaldende , og gav efter for hendes Ønske . Fra 
den Dag kom jeg igjen som forhen næsten daglig i 
Haven , og det forstyrrende Indtryk , det i Begyndelsen 
gjorde paa mig , tabte sig efterhaanden . 
Saa spadserede jeg en Eftermiddag henimod 
Aften alene derude og blev tilfældigviis staaende 
foran ef Par Bede , der rundt om i Kanterne vare 
besatte med Rodbeder og Pastinakrødder . De stode 

temmelig tæt , hvorfor jeg uvilkaarlig bukkede mig og 
rykkede nogle Pastinakrødder op . Men saa fik jeg 
een i min Haand af det besynderligste Udseende . 
Ten bestod af en langagtig Knol med en lille rundagtig 
Knol oventil , og fra den førstnævnte skjød fo 
lange smalle Rødder nedad og høiere oppe fo kortere 
til hver Side . Da den hele Tingest var meget lys 
af Farve , saa fik den derved ef endnu mere menneskelignende 
Udseende . Jeg kom til at tænke paa det 
gamle Sagn om Alruneroden , og jeg blev greben 
af en sær uhyggelig Følelse . Pludseligt — ha ! — 
foer det som ef iisnende Stik igjennem mit Bryst 
og Hoved ; — det dukkede op for min Erindring , 
af det netop var dette Sted af Haven , som de kloge 
Koner havde betegnet for mig — tre Skridt østlig 
før det gamle Morbærtræ ! 
Jeg stod og stirrede paa den forunderligt formede 
Rod , som i den allerede frembrydende Skumrings 
Illusion forekom mig bestandig menneskeligere 
og gjennem to sorte Pletter paa den øverste Knol 
af stirre paa mig igjen heel sælsomt og mystisk . 
Jeg vidste ikke , hvad jeg skulde gjøre : af flænge den 
fra mig paa Maa og Faa kunde jeg ikke beqvemme 
mig til , men ikke heller af plante den ned i Jorden 
igjen , hvor den jo atter kunde fæste Rod og groe 
og — o Rædsel ! — kanskee en Dag blive brugt til 

af komme paa Suppe . Uden klar eller bevidst Hensigt 
stak jeg den i Lommen og listede mig op paa 
mit Værelse , hvor jeg , efter igjen af have betragtet 
den med uforklarligt stigende Forfærdelse , lagde den 
ned i en Chatolskuffe . 
Men nu blev jeg betagen af den samme uhyggelige 
Sky for mit Værelse , som tidligere for Haven . 
Den næste Aften i Skumringen havde jeg et uundgaaeligt 
Ærinde paa Værelset , og jeg hørte da — 
eller for af tale saa forstandigt som muligt , jeg 
froede at høre henne fra Chatolfluffen — o see 
dog ikke paa mig med de sære Blikke , Gamborg ! — 
ligesom en spæd , hvislende , klagende , pibende , grædende 
Lyd . Uden at have Ærinde gik jeg som dreven 
af en fremmed Magt , trods den indre Modstands 
angstfulde Uro , de tvende følgende Aftener atter 
ind paa Værelset , og det samme Sandsebedrag gjentog 
sig for min Phantasie . Sidstegang dandsede 
Alting rundt med mig i Stuen , og den , der da 
havde kunnet see ind i mig , vilde ikke have givet 
mange Halvskillinger for min Smule Forstand . Den 
fjerde Dags Morgen stod jeg meget tidlig op , gik 
ind paa Værelset , fremtog Gjenstanden , lagde den i 
en lille Kasse , jeg havde staaende , og gik med den 
— ud paa Kirkegaarden . Jeg havde medtaget en 
Jerntingest , hvormed jeg gravede et dybt Hul ved 

Siden af min Faders Grav , og der begrov jeg 
Kassen med hvad den indeholdt . Ja Gud gjøre den 
menneskelige Hjerne stærk ! Hvorfor ikke sige det 
uden Omsvøb med rene prosaiske Ord ? — jeg begravede 
en Pastinakrod i christen Jord som min og 
Ingeborgs til en Alrune forvandlede Datter ! 
Jeg blev derved lettere om Hjertet og fik Ro 
for denne Monomanie eller hvad det var , men har 
senere havt meer end nok af lignende Suurdeig at 
trækkes med . 
De har nu Nøglen til Meget , søm maa have 
været Dem paafaldende hos mig ved forskjellige Leiligheder . 
Da De førstegang traadte ind i min 
Stue , overraskede De mig i Anbringelsen af en af 
de omtalte Besværgelsesformularer , som jeg ikke var 
bleven færdig med . De kan nu forklare Dem mine 
pludseligt vexlende Stemninger , der kunne slaae om 
fra een Aderlighed til en anden , og det i hvilkensomhelst 
Omgivelse , ligesaagodt i Selskab med Faa eller 
Mange som alene med mig selv . Det er ofte et 
aldeles tilfældigt af Peer eller Poul udtalt Ord , 
som enten i og for sig eller gjennem de sælsomste 
Jdeeforbindelser , og uden at Han eller Hun kan 
have Anelse om Ordets Virkninger , anflaaer en skurrende 
Streng i mit Indre og kalder de fredforstyrrende 
Erindringer og bortraisonnerende Ovælerier 

med tilhørende Cirkler og Snirkler tillive . Men da 
jeg saa af Sømmelighedshensyn og for ikke at vække 
en meget betænkelig Opmærksomhed maa skjule denne 
indre Kamp og fordølge dette hemmelige Arbeide 
ligeoverfor Andre , overhovedet forstille mig saa det 
knager og brager i mit syndige Hoved , er jeg altsaa 
bedst tjent med at være alene , saa længe det staaer 
paa , hvorfor De tidt vil have seet mig absentere 
mig paa kortere eller længere Tid , naar det lader 
sig gjøre uden Opsigt . Vil jeg forjage Erindringens 
Billeder med Magt , f . Ex . ved at kaste mig ind i 
en støiende Lystighed eller forceret Snaksomhed , saa 
bliver denne unaturlig og ubehagelig , fordi Phanfomerne , 
jeg vil undflye , blot dukke Hovederne saalænge 
og fra et Kighul i Sjælen blande deres spottende 
Røster med Lystigheden . Det Samme er Tilfældet , 
naar jeg under disse Tilstandes Indflydelse 
vil med Magt fordybe mig i alvorlige Arbeider og 
Forretninger . Hverken Alvor eller Munterhed , hverken 
Arbeide eller Adspredelse hjælper uden som et 
midlertidigt Præservativ mod Tilbagefald , naar jeg 
føler mig nogenlunde frigjort ; men er Tilbagefaldet 
førsf kommet , saa er der intet Andet for end at 
lade hele Vrøvlet gjennemreflectere sig til den yderste 
Aderlighed , hvorefter jeg saa igjen trækker Veiret 
friere , saalænge det varer . 

De vil endelig i min lange Fortælling finde 
Nøglen til Meget , som vilde have været Dem paafaldende , 
dersom De havde lagt Mærke dertil . Te 
har neppe lagt Mærke til — eller har vel i alt 
Fald betragtet det som tilfældigt— , at vor jevnlige 
Omgangskreds næsten udelukkende bestaaer af Pebersvende 
og gamle Jomsruer samt Ægtefolk , der enten 
ere barnløse eller opleve Sorg af deres Børn . Derer 
nu Krigsraadens derhenne ! De ere ikke yndede 
her i Byen ; men jeg omgaaes dem og tager dem i 
Forsvar — hvorfor ? fordi de ingen Børn have og 
ingen rimelig Udsigt fil at faae nogen . Der er 
Fvrsfkassererens ! Manden er i Grunden et Fæ og 
Konen affekteret følsom ; men de have en Søn , der 
er dum som en Østers , og en Datter , der er grim 
som en Skruptudse og halt ovenikjøbet . Der er 
Consulens paa Torvet ! Konen er vel ret vakker ; 
men han er ingenlunde nogen behagelig Mand , og 
hans Redelighed er omtvistet . Men de have en 
Datter , som er døvstum , og en Søn , der har gjort 
flemme Skandaler og derved forspildt en god Stilling 
ja rimeligviis sin Fremtid . Alt Sligt er for 
mig en Anbefaling , som opveier meget Andet . Slet 
ingen Børn at have er dog bedre end en Son eller 
Datter , der er døvstum eller Krøbling eller ualmindelig 
dpm eller urimelig styg eller demoraliseret : det 

er dog altid et Slags relativ Trøst , saalænge Angerens 
Dæmoner tie . Ja sommetider har det virkelig 
kunnet bringe mig i Ro og Balance : ret levende at 
udmale mig selv som Fader og min Kone som Moder 
fil en halv Snees hatte og skjæve , blinde og 
døve , idiotiske og afsindige Born — som udartende 
Arv efter mig ; og naar jeg saa pludselig sprang 
derfra over i den nærværende Virkelighed , kom jeg i 
Ligevægt , saalænge det varede . Til Folk , der nu i 
saadan Retning ere hjemsøgte af Savn eller Sorg , 
kan jeg flu tte mig ret hjerteligt som til Ulykkeskammerater , 
medens den gemytlig snaksomme fadermoderlige 
Lykke og Velbehagelighed i andre Kredse 
fløder mig filbage — dog især naar min Kone er 
tilstede . Jeg bilder mig da altid ind af see en sørgmodig 
Skygge fare hen over hendes Ansigt og hore 
et stille Suk stjæle sig frem af hendes Bryst , som 
fylder mig med Selvbebreidelsens hele Bitterhed . 
Ja den megen barnefaderlige Fjasen og barnemoderlige 
Pjatten i hendes Nærværelse er ikke langt fra 
af forekomme mig fornærmelig , mindre af lyde som 
et sandt , naturligt Udtryk af Glæde og Lykke end 
som en tilskuebærende Ostentation og selvbehagelig 
Triumpheren ligeoverfor den mindre Lykkelige . 
Katechetens , som ere dannede og flinke Mennesker , 
hore til dem her i Byen , hvis Omgang lige 

fra forst af har ydet os størst Tilfredsstillelse . 
For mig forøgedes denne Tilfredsstillelse derved , af 
det ene Aar gik hen efter det andet , uden af de fik 
Børn , hvorved altsaa Sandsynligheden med det samme 
steg , at de heller ingen vilde faae . Men i deres 
Ægteskabs sjette Aar gik deres mere og mere synkende 
Haab i Opfyldelse ved en velskabt Arvings Fødsel , 
og der blev da Allarm og Glæde over al den 
Gaard . Og saa — o Skjæbnens Ironie ! — saa 
bade de mig fil Fadder ! Jeg vilde for enhver 
Priis see at undgaae denne Skjærsild ; men Ingeborg , 
der ikke kunde begribe min heftige Utilbøielighed , 
fik mig overtalt fil at overvære Acten . Og 
saa om Aftenen ved Barselgildet , hvor vi naturligviis 
begge skulde hen , hvad enten jeg peb eller sang 
og uagtet jeg foregav Hovedpine . Det var Arvingen 
for og Arvingen bag og Arvingens Skaal og 
Fa ' ers Skaal og Mo ' ers Skaal , som havde frembragt 
dette Naturens Mesterværk , og Gudfa ' ers Skaal 
og Gudfa ' ers Kones Skaal og en Skaal paa , at 
vi fo snart skulde gaae hen og gjøre ligesaa . Det 
var lige nærved , at jeg havde kastet mit Glas hen 
i Høvedet paa dette venlige Ønskes Udbringer . Fra 
den Tid er det mig nu ogsaa ubehageligt at komme 
der , fordi Alting nu dreier sig om den forbistrede 
Unge , og jeg for gudfaderlig Velansfændigheds Skyld 

endog er nødt fil at pjatte med imellemstunder ; — 
og nu laver hendes Velærværdighed andengang til 
Barsel . O der er Øieblikke , hvori jeg ikke kan udstaae 
de Mennesker , fordi de saa flammeligt have 
svigtet mig ! Og at vor venskabelige Forstaaelse dog 
til en vis Grad har vedligeholdt sig , er fordi Ingeborg 
lider dem godt , ligesom hun overhovedet ligesaa 
lidt som Andre har lagt Mærke til den beskrevne 
Eensidighed i vor Omgang , som jeg umærkeligt og 
ved en instinctmæssig Drift har faaet begrændset saaledes 
efterhaanden . 
En lignende Tiltrækning eller Frastødning gjentager 
sig med Hensyn til mine tidligste Ungdomsbekjendtflaber . 
I samme Forhold som jeg hører om 
en gammel Kammerat fra Skolen eller Srudenterdagene , 
at han ikke er lykkelig , navnlig i ægteskabelig 
Henseende og fremfor Alt i Paternitetscapitlet , 
i samme Forhold bliver han mig interessant , ja kjær 
før mit Hjerte , og jeg føler Trang til at sætte mig 
i Forbindelse med ham igjen , skrive ham til , besøge 
ham . Breve , som ikke have været uden Værd før 
Modtageren , har jeg oftere tilskrevet Saadanne , naar - 
passende Anledning frembød sig . Efterretninger af 
modsat Natur have den modsatte Virkning paa mig . 
For et halvt Aar siden fik jeg et Fandens gemytligt 
Brev fra en Universitetsven , jeg ikke havde seet i 

adskillige Aar . Det var egentlig et Slags Embedsbrev 
med en Efterspørgsel om Noget ; men saa forfalte 
han mig med det samme om sin huuslige 
Lyksalighed , der gjorde ham tyk og fed og munter , 
om sin lille kjønne rødmussede og frivelige Kone , 
men først og sidst om sine tre mageløse Exemplarer 
af Drenge og ligesaamange beundringsværdige Piger , 
samt at han ventede ligesaa mange til og haabede , 
at jeg og min Hustru , hvem han formeldte sin Compliment 
som Ubekjendt , gjorde os ligesaa fortjente 
af Kongen af Danmarks Stater . Jeg skjælvede af 
Forbittrelse over dette Brev . Jeg besvarede kun den 
halv embedsmæssige Forespørgsel pligtskyldigt , kort 
og tørt og koldt , men ikke et Ord videre , omendskjøndt 
jeg i sin Tid havde staaet paa en kammeratligere 
Fød med ham end med flere af dem , jeg af egen 
Tilskyndelse tilskrev de omtalte høist venskabelige Breve . 
Og saa er der nu det med Kirkegangskoner ! 
De kjender jo nok den Skik i Provindsen , at enhver 
agtbar Kone gaaer i Kirke førstegang hun forlader 
sit Huns efter en Barselhistorie og bliver der , efter 
gjort Anmeldelse og tilstillet Honorar , becomplimenteret 
af Præsten i Form af en Bøn fra Prædikestolen 
for hende og Barnet . Denne provindsielle 
Ceremonie , som i Begyndelsen jeg var kommen herover 
kun forekom mig lidt løjerlig , har i senere Aar 

været mig fatal og ubehagelig , vog især naar Ingeborg 
er med i Kirken . Jeg formaaer nu ikke at see 
Andet i denne kirkelige Skik end Næring for en 
eiendommelig Art af Hovmod eller Forfængelighed , 
en officiel gejstlig Virak for barnemoderlig Selvvigtighed , 
som skjuler sig bag nedslagne Dine og en 
sentimental Admyghed . Den saaledes feirede Moder 
føler sig selv interessant ved , saalænge Ceremonien 
staaer paa , at vide sig den vigtigste og udelukkende 
Gjenstand for Præstens og de Kirkebesøgende » Opmærksomhed . 
Det er en medvirkende Grund fil , at 
jeg i senere Aar kun sjelden gaaer i Kirke undtagen 
naar min Kone beder mig om at følge sig ; 
og netop da sidder jeg under Gudstjenesten i en 
ærgerlig aandsfraværende Frygt for , at det just fia ! 
skee den Dag . 
Jeg sidder ofte , naar jeg troer mig ubemærket 
af min Kone , og iagttager hende fra Siden for om 
muligt at opdage , hvad der rører sig i Dybet af 
hendes Sjæl . Er hun munter og snaksom , saa er 
jeg endda saa temmelig tryg ; men er hun stille , 
tankefuld og sørgmodig , som hun fil visse Tider kan 
være , saa voxer strax min Angsf for , at det befrygtede 
Savn og en Versil knyttet nedtrykkende Tanke 
eller Erindring er det , der just beskjcfsiger hende . 
Saa gjør jeg hende undertiden et venligt og tillige , 

saavidt det da staaer i min Magt , spøgende Spørgsmaal 
om , hvad hun nu sidder og tænker paa . Hun 
besvarer det da altid paa en Maade , som burde i 
enhver Henseende tilfredsstille og berolige mig ; men 
jeg veed ikke — alligevel — mig synes dog , som 
det er umuligt andet end at — det er for mig , som 
var der en mørk Gaade , der ikke kan blive løst , en 
smertelig Hemmelighed mellem mig og min Hustru , 
som aldrig kan blive opklaret i denne Verden . 
At høre Musik og Sang , end sige selv befatte 
mig dermed , var mig i flere Aar efter den ulykkelige 
Katastrophe en Pine og Plage : den var jo fremkaldt 
ved Extravagancer af musikalsk Oprindelse . 
Kun Ingeborgs udtrykkelige Ønske , at jeg til hendes 
Accvmpagnement skulde synge en eller anden af hendes 
Dndlingssange , kunde i Reglen besejre min indre 
Modstræben . Først da Vilson kom her til Byen og 
ved sin Personlighed , ogsaa i musikalsk Henseende , 
anslog beslægtede Strenge i mit Indre , overvandt 
jeg til en vis Grad denne Sky ; men det antog da 
den særegne Stiil og Farve , som De nogle Gange 
baade har undret og yttret Dem over . — Og naar 
hun selv med det hende eiendommelige Udtryk spillede 
Fortepianoet eller med indtrængende Følelse 
endnu stundom sang sine smaa simple Sange , hvorved 
jeg tillige mindedes hendes fordums ualmindelig 

melodiske Stemme , der under „ hiin Sygdom “ næsten 
var gaaet tabt : saa kom ovenikjøbet den pinende 
Betragtning , at den ufødte Efterslægt , navnlig „ hendes 
udtrykte Billede “ , da absolut foruden de andre 
Dyder , Fortrin og Herligheder maatte have faaet 
musikalsk Begavelse , da der i dette Punkt endog 
havde været To at slægte paa . 
Jeg veed nu meget vel , at enhver sund og kraftig 
Aand , ja ethvert jevnt fornuftigt Menneske vilde 
sige , at det ikke var værd at gjøre saameget Væsen 
af den hele Historie , og spise mig af med almindelige 
Beroligelsesmidler , hentede fra Religion eller 
Philosophie eller dagligdags sund Menneskeforstand . 
Men de Trøstegrunde , som kunne indklædes i disse 
almindelige Sætninger og passe omtrent lige godt 
fil Alting — passe flet ikke i min Sygdom . Den 
gamle Talemaade : „ man stal ikke sørge eller gruble 
eller plage sig over hvad der ikke staaer fil at ændre , “ 
kan jeg aldeles ikke bruge ; og den Trøstegrund : „ Du 
havde jo ikke fil Hensigt at fremkalde den ulykkelige 
Hændelse , som foruroliger Dig , “ glider ned ad mig 
som ad en glat Væg . Item : „ Der er jo saamange 
Ægteskaber barnløse ; saa gaaer det jo ikke Eder 
værre end saamange Andre , “ — den Sammenligning 
rører eller vedkommer mig ikke i fjerneste 
Maade ; thi hvad brød jeg mig om at være i det 

Tilfælde , naar ikke det aldeles individuelt Særegne 
og Aparte var indtruffet ? Var Tilfældet sieet af sig 
selv , uden at kunne henføres til selvforskyldte Aarsager , 
tilregnelig Conduiteløshed , temporair Ukjærlighed , 
fa næsten sindsforvirret Hensynsløshed og 
halvgal Grille , saa havde jeg ikke taget mig den 
Ting nær paa anden Maade end enhver Anden , 
for hvem et Uheld indtræffer , og kanskee neppe saameget 
som de Fleste . Et Savn var da vel flet ikke 
opstaaet hos mig , hverken paa mine egne eller min 
Kones Vegne , ja den slumrende Faderlighedssands 
formodentlig flet ikke vaagnet . 
Det synes mig allerede , som jeg kan spore den 
heldige Virkning af mit oprigtige Skriftemaal , hvori 
jeg hverken har søgt at tilbageholde eller udpynte 
Noget . Jeg føler mig i dette Dieblik friere og lettere 
om Hjertet end i mange Herrens Tider . 
Hvad siger De saa ? ! “ 
Ellevte Capitel . 
Mere om psychiske Anomalier . 
„ Det vilde ikke kunne nytte , “ tog jeg Ordet 
efter nogen Betænkning , „ dersom jeg siger Dem , at 

der aldeles ikke behøver at være nøgen Aarsagsforbindelse 
mellem den nheldige Fødselshistorie og den 
Uret , Te kørt iforveien havde tilføiet Deres Kone , 
og at de fliæbnesvangre Følgeslutninger , De har uddraget 
af denne Begivenhed , f . Ex . Deres Kones 
Sygelighed , senere Barnløshed og saa videre , ere 
meget vilkaarlige . Derom kan Intet vides , og det 
kan have fuldkommen ligesaa stor Sandsynlighed , at 
det Hele vilde være fleet aldeles ligesaadan , om det , 
Te bebreider Dem saa haardt , ikke var gaaet forud . 
Det nytter ikke , at jeg siger Dem det ; thi det har 
Te jo allerede sagt Tem selv Altsammen uden at 
kunne berolige Tem dermed . Derimod er der en 
anden Sandsynlighedsflutning , som De ikke kan eller 
tør vise fra Dem ; — De har vel selv antydet den 
etsteds i Deres Dagbog , men saa svagt og tvivlende , 
at det vil være Dem til Gavn at høre den 
stærkere udtalt af en Andens Mund . Dersom det , 
Te idag har sortalt mig , var et enestaaende Tilfældæ 
i Deres Liv , da vilde det vel blive vanskeligt 
at overbevise Dem om , at Deres grublende Phantasie 
tilfvier Dem uforskyldt Lidelse og i det mindste 
hoilig overdriver Deres Grund til Anger og Selvbebrejdelse . 
Men lignende overvældende Stemninger 
have jo ogsaa plaget Dem tidligere i ganske andre 
Anledninger , endog lige fra Slutningen af Deres 

Skoletid ; ja Te havde jo endog et Anfald deraf , 
mens De var oppe i Græsk til anden Examen og i 
skriftlig Civilproces til juridisk Embedsexamen . Disse 
tidligere Tilfælde har De dog selv siden erkjendt for 
sygelig Indbildning og hypochondrisk Overdrivelse . 
For det nærværende Tilfælde , seet i Belysning deraf , 
ligger altsaa den Probabilitetsflutning meget nær , 
af — “ 
„ Ja men , “ afbrød Valseth mig , „ hine meget 
tidlige Tilfælde , overhovedet de , som ligge før min 
Moders Død , vare ikke Anger ; de vare af mere 
egenkjærlig Art , som jeg nu ikke længer kjender til . “ 
„ Erindrer De , “ spurgte jeg , „ om De var 
munter og livsglad i Deres Barndom og tidligere 
Skoletid , overhovedet som andre Børn og uden af 
mærke Spor til aandelige Anomalier ? “ 
„ Jeg troer , jeg var mere munter end egentlig 
livsglad , altsaa paa en vis Maade ligesom senere 
hen . Men jeg erindrer Intet fra min Barndom 
og sil mit sextende syttende Aar , som just kunde 
kaldes Anomalier . Kanskee det kan have været en 
Begyndelse dertil , al jeg allerede dengang i en temmelig 
høi Grad og vistnok meer end tjenligt levede 
mit eget Phantasieliv , foruden ' al Virkelighedens Følelser 
som Sorg , Medlidenhed , Skuffelse , Ærgrelse , 
Skamfuldhed og alflags lidenskabelig Sjælsbevægelse 

yttrede sig hos mig langt heftigere end feg vilde 
lade mig mærke med for Andre , der i Almindelighed 
ansaae mig for noget phlegmatisk . Da jeg var henved 
ni Aar , døde en yngre Broder af mig ; jeg har 
al Grund til al troe , al jeg var ben , der sørgede 
dybest og længst , endskjøndt jeg af mine Omgivelser 
blev miskjendt som altfor kold og ligegyldig derved . 
De ældre Familiemedlemmers Sorg formildedes noget 
ved , al han havde været af de fra Fødselen 
svage , sygelige Børn , om hvem det hedder , al det 
er en Velgjerning , naar Vorherre tager dem . Det 
havde jeg nu ingen Forstand paa , og jeg følte kun 
Savnet af min lille Broder og Legekammerat . Enhver 
Kiv og Tvist , der havde været os imellem , da 
han levede , gav jeg mig nu selv , da han var bød , 
hele Skylden for ; og alt dette afficerede mit barnlige 
Sind saameget stærkere , som jeg i Andres Nærværelse 
som sagt nndsaae mig ved al lade mig mærke 
med Noget , ja mangen Gang paatog mig en vis 
freidig Raskhed , der aldeles misforstodes . Saaledes 
ogsaa ved andre Leiligheder , hvor Følelser af det 
ene eller det andet Slags pleie at lægge sig for 
Dagen . Jeg erindrer fra min tidligere Skoletid , at 
jeg engang kom til ' at sige en meget haandgribelig 
Dumhed , hvorover jeg blev udleet baade af Lærer 
og Kammerater , der ellers ansaae mig for et saakaldet 

godt Hoved . Uagtet jeg lod som Ingenting 
og med et fremtvunget Smiil og en lille Undskyldning 
for Fejltagelsen stræbte at skjule mig under en 
tilsyneladende Aandsro , saa skammede jeg mig som 
en Hund . Mit Blod kogte og steg mig til Hovedet ; 
jeg havde en næsten søvnløs Nat og ansaae mig i 
en Heel Uge efter for et reent Fæ og complet Drog , 
der ikke kunde lukke Munden op uden at sige Dumheder 
og prostituere mig ; ja i en Dags Tid eller 
to omgikkes jeg for ramme Alvor med den Tanke 
at bede min Fader sætte mig til et Haandværk eller 
i en Kræmmerbod , da det i Længden ikke vilde gaae 
med de Studeringer , og opgav det kun , fordi jeg 
ikke havde Mod til at sige det og imodegaae al den 
Forbauselse og Allarm , det vilde volde i Huset . Og 
døg var jeg netop paa den Tid , som saa ofte ellers , 
min Classes Dux , Noget der ovenikjøbet kostede mig 
overordentlig ringe Uleilighed og aldrig havde været 
Maalet for min ærgjerrige Bestræbelse . 
I alt saadant Noget kunde der jo nok være 
noget Sært og Overspændt , som jeg ikke befandt mig 
vel ved ; men det var døg først et Aars Tid sørend 
jeg blev Student , af det antog en mere abnorm 
Charakter . Min første fixe Idee — som jeg jo senere 
maatte kalde det — var den : jeg bildte mig 
ind , af jeg begyndte af faae Skade paa Hørelsen , 

og af det vilde ende med , af jeg i en endnu ung 
Alder vilde blive stokdøv . Jeg havde nogle Gange 
hjemme eller paa Skolen overhørt Noget , der var 
blevet sagt , og hørt ilde derfor . Derved var jeg 
bleven mere opmærksom paa mig selv , naar det Tilfælde 
traf , af Andre rigsig havde hørt og besvaret 
Et eller Andet , som jeg i det Øieblik ikke ret havde 
kunnet samle , eller af en fjern Lyd , som Andre 
havde hørt , ikke havde naaet mine Øren , hvad jo 
kan hænde Enhver , om han end ellers horer nok saa 
skarpt . Naar jeg saa dertil lagde , af jeg havde en 
kjodelig Tante , som var meget tunghør , saa var der 
jo saa godt som ingen Tvivl : det var altsaa et 
arveligt Onde , nedarvet gjennem et Mellemled . 
Med faa kortere eller længere Mellemrum var 
nu denne Forestilling herskende hos mig , indtil et 
halvt Aar efterat jeg var bleven Student . Uden at 
nøgen Moders Sjæl anede det , hverken Kammerater 
eller Andre , idet man i Almindelighed ansaae mig 
for en jovial og gemytlig Fyr , der lod fem være 
lige og Pokker ikke tog sig Verden for nær , sad jeg 
under Paroxysmerne — det sidste Aar i Skolen og 
siden ved Forelæsninger til anden Examens første 
Deel — og fulgte med en snart krampagtig spændt , 
snart indadgrublende dorsk Opmærksomhed Alt hvad 
der blev sagt og foredraget , ikke for at tilegne mig 

Kundskaber og aandelige Færdigheder , men ene og 
alene for at høre , om feg rigtig kunde høre . I 
min Fritid , i Selskab med Hvemsomhelst gik det mig 
ligesaadan ; enhver Samtale blev mig kun en Prøvesteen 
for den phhsifke Hørelse , og at feg paa denne 
Maade hvert Dieblik maatte troe at sinde Bestyrkelse 
i min forrykke Indbildning , er jo meget naturligt . 
Da jeg skulde op i Græsk sil anden Examens philologiske 
Prøve og just satte mig igang for at tage 
Plads paa Examinandstolen , saa tilhviskede en Bekjendt 
mellem Tilhørerne mig nogle muntre Ord , 
som jeg ikke forstod . Jeg oplæste da det Stykke 
Græsk , Professoren opgav mig , medens det rumsterede 
inde i mit Hoved paa følgende Maade : „ Hvad mon 
det dog var , Thygesen derhenne sagde til mig ? 
Mon nogen Anden , som stod i Nærheden , kunde 
høre det ! — Han talte vist ogsaa forbandet sagte , 
det Fæ ! — Men mig synes dog , som Jørgen Smidt 
stod ved Siden af og grinte i det samme , — han grinte 
vist af det , Thygesen sagde , saa maa han jo have 
kunnet høre det . “ Og nu havde jeg Spillet gaaende . 
Det samme Tankekredsløb vedblev , medens jeg oversatte 
Stykket samt hørte og svarede paa alle Professorens 
grammatikalske , archæologiske og litteraturhistoriske 
Spørgsmaal , at variere sig i mit Indre , ja at 
forme sig i bestemte Ord og Sætninger , stadig krydsende 

mine Bestræbelser for at producere mig i det 
Græske . „ Hvad skal dog det blive til , “ vedblev det 
ubarmhjertigt at sige inden i mig , saa Læberne næsten 
bevægede sig , — „ hvad skal det blive til , naar 
jeg nu lidt efter lidt bliver meer og mere døv ? — 
leve som en Eremit midt i den talende , syngende 
og leende Menneskevrimmel ; — og Musiken ! som 
jeg elsker , som syntes bestemt til at skulle spille en 
saa væsentlig Rolle i mit Liv ! — kanskee blive 
Midlet til at tilfredsstille en ubændig Lyst til Reiser 
og Eventyr . — Beethoven ! øh ! oh ! — hvor var 
han dog ulykkelig , da han blev døv og Tonernes 
hørlige Lyd lukkede sig for ham , — og han kunde 
dog vedblive at componere ud af sit eget indvendige 
Musikfond ; men jeg , hvis hele Musikfond samler sig 
i det at være Executeur , en vordende Sanger — 
det bliver jo nu en reen Umulighed , og den store 
prægtige Reise paa musikalsk Grundlag saavelsom al 
anden romantisk Livslyst ryger ad Helvede til ! -- 
Men Thygesen sagde det dog nok alligevel altfor 
uforskammet utydeligt — og læsper ovenikjøbet — 
saa en Anden vel heller ikke havde forstaaet ham 
under en bortgaaende Bevægelses thi Jørgen 
Grinebider stod jo sfille — og det har desuden 
nok været noget Andet , han grinte af : han griner 
jo altid . — Ja saaledes er det , saaledes skal det 

være ! og det Hele er ikke Andet end dum Indbildning 
og Sludder og Vaas af mig selv . See saa ! 
nu beskriver jeg Kredsene og slaaer det fast under 
Bordet ; saa skal jeg ganske tilhøre min Professor . 
-- -- -- -Hvad nu ? mumler han nu ogsaa i Skiægget ? 
eller er det alligevel mig , der begynder af gaae 
fra Hørelsen ? Jeg forstød jo flet ikke , hvad han der 
sagde ! i det mindste ikke det næstsidste Ord — saa 
jeg maa gjætte mig til Meningen ; men af gjætte 
er ikke af høre . “ Og saa gav jeg mig til af høre 
efter den examinerende Professors øvrige Spørgsmaale 
paa samme Maade som paa Forelæsningerne , naar 
den fixe Idee beherskede mig : jeg hørte blot for af 
høre , om jeg kunde høre , og svarede adspredt og 
maflinmæssigt saa godt det under dette indvendige 
Charivari lod sig gjøre . 
Men dermed var ogsaa denne Indbildning fra 
Grunden og for bestandig cureret , og i dens Sted 
traadte nu i nøgen Tid en aldeles normal og naturlig 
Ærgrelse over , af jeg ved min egen Smaatossefhed 
havde faaet Imuci i mit Undlingsfag istedetfor 
det sikkert forventede prseevtaris . 
Det Samme hændte mig ved juridisk Examen i 
skriftlig Civilproces . Spørgsmaalet var fortræffeligt 
og passede aldeles i min Kram ; men jeg skrev det 
i lutter smaa Tilløb og støre Afbrydelser , høist 

aandsfraværende og samtidig fegtende med noget 
ganske Andet . Et Par Aar efter Døvhedsmanien 
fik jeg nemlig nogle underlige Fornemmelser i Omegnen 
af Hjertet , der foruden at de i og for sig vare 
mig ubehagelige tillige syntes mig at vanfieliggjøre 
Stemmens Brug og hæmme Aandedrættet noget . 
Det Hele var opsfaaet af en lille Uorden i Blodcirculativnen , 
som medførte en eiendommelig Pilstrømning 
af Blodet opadtil . Endskjøndt Læger , som 
gave mig denne Forklaring , tilfoiede , at det ikke havde 
videre at betyde og ved nogen Diæt og Motion 
vilde gaae bort af sig selv , saa vpdukkede efterhaanden , 
som de sært kriblende krablende Fornemmelser 
gjentage sig , en Tanke hos mig , der fil visse Tider 
steg fil en tungsindig Monomanie . Det var i den 
Tid , Hjertesygdomme begyndte at komme i Moden , 
og ikke faa yngre Mennesker sagdes døde af en Feil 
i Hjertet , for stort Hjerte og hvad det altsammen 
hed . Jeg bildte mig nu derfor ind , at jeg selv 
havde en flem Hjertesygdom , grundet i en organisf 
Feil , som Læger ikke kunde opdage — ja hvem veed ? 
kanskee et levende Dyr inden i mig ! man havde jo 
hørt saa galt for ! — og at jeg skulde døe i en ung 
Alder . Jeg fik fat paa Lægeboger og studerede 
Hjertesygdomme paa Kraft , hvorved jeg naturligviis 
i høi Grad bestyrkedes i min Indbildning , idet jeg 

bestandig fandt , at de i Bøgerne anførte Kjendemærkær 
passede paa mig . Men søm sædvanlig skjulte 
jeg mine Tanker før Omgivelser og Venner , skjøndt 
jeg i andre . Henseender kunde være aabenhjertig nok . 
De kunde ingen synderlig Forandring mærke paa 
mig i de Dage , naar jeg var under den hypochondriske 
Indflydelse , og de Dage , hvor jeg var nogenlunde 
fri derfor ; thi at jeg i første Tilfælde kunde 
være noget mere distrait og underlig i mit Væsen 
eller noget mere paradox i min Tale , vakte ingen 
særlig Opmærksomhed , da jeg lige fra min Skoletid 
havde havt et Slags Privilegium paa at være , hvad 
man var saa venlig at kalde det , et Stykke af en 
Original . Jeg skjulte mig snart under en paatagen 
halv komisk Phlegma , snart under en forceret Lystighed , 
som da fidt kunde blive ret naturlig , naar mit 
egentlige og oprindelige Temperament lidt efter lidt 
fik arbeidet sig ud af Vrøvlet . Rimeligviis har denne 
Skjulthed og Forstillelse og Skamfuldhed for at røbe 
mig givet Sjælssygdommen forøget Næring og gjort 
den vanskeligere at helbrede . 
Den Morgen , jeg paa den tredie skriftlige Examensdag 
gik hen til bemeldte Civilproces-Prøve , 
havde jeg igjen — og maaskee i noget høiere Grad 
end sædvanlig — de ængstende og sært irriterende 
indvendige Fornemmelser , efter i nogen Tid at have 

været temmelig fri derfor . Det har jo bestandig 
været eiendommeligt for mine sjælelige Tilstande , at 
de allersnarest og allerstærkest kunde yttre sig til de 
ubeleiligste Tider istedetfor at neutraliseres af Øieblikkefs 
magtpaaliggende eller stærkt beslaglæggende 
Krav , hvad dog vilde være det naturligste . Saaledes 
havde nu ogsaa Hjertesygdomsmanien ikke i lang 
Tid gjort mig det saa bansat broget som netop 
paa denne for mig saa vigtige Formiddag , der gjorde 
Fordring paa min fulde og udeelte Opmærksomhed 
ved et magtpaaliggende Arbeide . „ Hvad kan det 
nytte , at jeg sidder her nu paa den tredie Dag og 
maler hele Ark fulde og leger Procurafor for et 
Syns Skyld ? “ sagde det atter inden i mig — 
„ kommer dog aldrig til at udøve det i Virkeligheden 
— kan ligesaagødt gaae hjem og lægge mig strax 
og oppebie Katastrophen — føler jo i dette Øieblik , 
hvor Toden spadserer om derinde og snapper efter 
Hjertet , Hjertet ! “ Dette og Lignende var Themaet , 
som mangefold varierede sig i min Hjerne , og saa 
kom den sanguinfk- epicuræiske Sjæls reagerende Bestræbelser , 
der vilde bevise det Modsatte og gjøre 
Hjertesygdom og Dødstanker til Løgn og Sludder 
og Vaas . Under denne indvendige Tvekamp mellem 
de to Sjæle besvarede jeg min Opgave , som altsaa 
blev derefter ; ja denne Besvarelse blev virkelig det , 

der ved Hovedcharakterens Bestemmelse kom til at 
gjøre Udflag paa , at jeg ikke fik første Charakter — 
og det ( som jeg siden fik at vide ) ikke blot paa Grund 
af denne Hovedfagpræstatiøns aldeles ufuldstændige 
og mangelfulde Korthed , men tillige paa Grund af 
dens barokke Løjerlighed , der havde vakt samtlige 
Censorers høieste Forundring . 
Men dermed var nu ogsaa denne fixe Idee 
grundig og for besfandig jaget paa Porten , idet den 
gav Plads for en stor og langvarig Ærgrelse over , 
at jeg atter ' ved egen Galflab havde forspildt mig et 
Gode , søm jeg i alt Fald før mine Forældres og 
Sødflendes Skyld havde sat Priis paa . Ikke Spor 
af indbildt Hjertesygdom var blevet tilbage , selv ikke 
naar jeg fik de indvendige Fornemmelser , som efterhaanden 
ophørte af sig selv . 
Ester den Tid antog Grillenfængeriet en ganske 
anden Charakter . Ved min Moders Død var det 
førstegang det iførte sig Skikkelsen af Anger , og siden 
ester lige til den Dag idag har jeg ikke kunnet begribe , 
hvor jeg i min meget tidlige Ungdom kunde 
være saa skammelig egoistisk at bekymre mig saameget 
om mig selv , om hvordan jeg personlig havde 
det eller ikke havde det . Ten Egenkjærlighed er jeg 
forlængst og fra Grunden helbredet for . “ 
„ Og dog “ , tog jeg nu Ordet , „ kan det dengang 

og nu upaatvivlelig betragtes ganske under 
Eet , som udgaaet fra een og den samme sygelige 
Disposition . “ 
„ Har De aldrig “ , vedblev jeg efter en lille 
Pause , „ tænkt paa at tage et fremmed forældreløst 
Barn til Dem som Deres eget ? “ 
„ Nei , nei ! “ svarede han , „ det var ikke Blod 
af hendes Blod eller Aand af hendes Aand ! hvad 
kunde det saa nytte ? “ 
Her bleve vi afbrudte af Ottilia , der kom og 
kaldte os ind til Aftensbordet , som alt havde ventet 
noget paa os . 
Det var umiskjendeligt baade denne Aften og 
de følgende Dage , at Valsefhs omstændelige og 
uforbeholdne Udtalelser for En , paa hvis levende 
Deeltagelse han kunde stole , havde — fast som en 
længe tilbageholdt Udlosning af en tyngende Ballast 
— lettet og frigjort hans Hjerte betydeligt . 
Jeg forsømte derfor ingen Leilighed til , alene med 
ham paa hans Værelse eller paa Spadseretoure , naar 
jeg havde Tid dertil , at vedligeholde den gunsfige 
Virkning ved at optage Traaden igjen , udspørge ham , 
gaae ind paa Sagen i de mindste Enkellheder og 
yttre mig og raade ham — saavidt muligt baade 
som Ven og Læge , som Psycholog og Sjælesørger . 

Tolvte Capitel . 
Synskredsen klarer op mere og mere . Tvende Haarlokker ; 
Arthurs Opdagelser m . m . 
Julen kom . Allerede lille Juleaften ankom den 
unge Arthur Vilson med sin Pleiesøster , den „ lille 
ungarske Pige “ . De toge naturligviis ind hos hans 
Fader Organisten , hos hvem Alt var beredt til deres 
Modtagelse . Gamle Moster havde havt meget travlt 
i den Anledning . 
Det havde alt i længere Tid været bestemt , at 
vi alle skulde samles til Juletræ hos Valseths den 
følgende Aften , som var Juleaften . 
Jeg kom , da allerede hele Selskabet var samlet 
og Theebeværtningen i fuld Gang . Endog gamle 
Moster , der ellers aldrig gik ud og manglede alle 
selskabelige Egenskaber , havde paa de Andres indstændige 
Begjæring ladet sig overtale til at følge 
med derhen , da der ikke kom en eneste „ Fremmed “ . 
Det Forste , mit Die opsøgte , var Drengen og 
Pigen . Da jeg gik hen til ham , hilste han paa 
mig med en naturlig og beskeden Frihed , som strax 
indtog mig for ham , ligesom ogsaa hans Udvortes 
havde noget øieblikkelig Vindende . Stærke Spor af 

Faderens foryngede og formildede Træk forbandt sig 
med Noget , der i høi Grad mindede om Moderens 
udtryksfulde Portrait . Jeg sagde ham nogle venlige 
Ord , som øiensynlig gjorde et behageligt Indtryk 
baade paa ham og paa Faderen , der stod ved Siden 
af . 
„ Maa jeg saa ogsaa forestille Dem vor Pleiedatter 
Juta ! “ sagde denne Sidste , idet han pegede 
hen i et fjernt Hjørne af Stuen , hvor Frn Valseth , 
som jeg først nu opdagede , sad legende og passiarende 
med en kjøn lille Pige . Denne stod foran den 
Siddende med de sammenlagte Arme hvilende paa 
hendes Skjød , medens hun med bagover bøiet Hoved 
saae hende ind i Øinene og lod Munden løbe . Jeg 
nærmede mig , men standsede paa Halvvejen , fængslet 
ved Synet . Min forste Tanke var den samme , jeg 
endog før „ Valseths Skriffemaal “ oftere havde havt : 
hvor eiendommelig smukt det klædte hans Kone af 
sysle med smaa Piger ; — min næste : af dette Præg 
af naturlig Ånde var i ganske særlig Grad og paa 
ganske særegen Maade udbredt over denne lille 
Gruppe . Naar en Maler eller Billedhugger skulde 
give en ideal Typus af en Moder med sin Datter , 
forekom det mig af maatte blive omtrent saaledes . 
Pigen var saa langt fra af minde om ungarsk , end 
sige Tater-Herkomst , af der virkelig ikke var det 

mindste iveien for af kunne ansee hende for en Datter 
af den smukke venlige Kone , der nu bøiede sig 
over hende og strøg hende ned ad Haaret . Jeg yttrede 
dette for den theeskjæenkende Ottilia , som gav 
mig fuldkommen Ret og tilføiede , af der endog syntes 
hende af være Lighed i Trækkene . 
Fru Valseth fik nu Øie paa mig og vinkede 
ad mig . Jeg satte mig hen ved Siden af dem . 
Den Lille blev ved af pluddre løs uden af lade sig 
forstyrre af min Tilnærmelse . Det var om Arthur 
hutl i dette Øieblik fortalte , og det forbausede mig , 
af hun i den korte Tid af et Par Maaneder allerede 
havde lært af udtrykke sig i nogenlunde sammenhængende 
Dansk og uden meget paafaldende 
Fremmeddialekt . 
Huusfruen overlod mig nu Pigen , idet hun i 
Anledning af Noget , Ottilia kom og hviskede til 
hende , reiste sig og fulgte med denne ind i Sideværelsel , 
formodentlig for af lægge sidste Haand paa 
Juletræet og tænde Julelysene . 
„ Hvad hedder Du , min lille Pige ! “ sagde jeg . 
„ Juta ! Juta ! “ svarede hun i en glad og velklingende 
Tone , idet hun frimodig gik nær hen til 
mig . 
„ Holder Du meget af det Navn ? “ 

„ O ja ja ! — kjønt Navn , meget kjønt Navn ! 
— har faaet det af Arthur ! “ 
„ Har Du da ikke altid havt det Navn ? “ 
„ Jv ! — nei ! “ svarede hun , ligesom hun ikke 
var ganske vis i sin Sag , — „ jeg havde engang et 
fælt Navn — kan ikke sige det — blevet borte for 
mig — kunde ikke lide det — fy ! — nei Juta ! 
Juta ! Juta vil jeg alsid hedde ! “ 
I det samme aabnedes Døren sil Sideværelset 
af Ottilia , der bad os alle siæde ind . 
Juletræet var naturligviis ikke kostbart , men 
festlig og smagfuldt ordnet . , Paa Bordet , hvor 
Træet var opreist , fandtes passende Foræringer fil 
Enhver . Disse hidrørte dog ikke udelukkende sra 
Familien Valseth . Baade jeg og Vilson havde bragt 
eller sendt Foræringer fil Forskjellige ; ja om det saa 
var gamle Moster , havde hun faaet anbragt et Par 
smaa nette Gaver sil Arthur og Juta . 
Pigebarnet blev , strax da hun traadte ind , betagen 
af en stum Forbauselse . Blussende rød , med 
opspilede Line og et stille Smiil stirrede hun paa 
Juletræet . Da Fru Valseth viste hende de for hende 
bestemte Julegaver , brød den tilbagetrængte Henrykkelse 
ud i lydelig Jubel . Hun hoppede og lo og 
klappede i Hænderne . Derpaa vendte hun sig pludselig 
om og gjorde tte Kulbøtter efter hinanden henad 

Gulvet , uden at berøre dette med andet end Haand 
og Fod , med en overraskende Hurtighed og elastisk 
som et Stykke Viskelæder . Denne uvilkaarlig paakomne 
Bevægelse , der i alt Fald syntes at tyde paa , 
at hun ikke havde nogen ubetinget afskrækkende Erindring 
om sin tidligere Gjoglertilværelse , vakte Munterhed 
og Latter , om end maaskee blandet med Forestillinger 
af mindre lystelig Art . Arthur , den Eneste , 
som ikke lo deraf , satte endog et halv misfornøiet 
Ansigt øp , førte sin Pleiesøster ben til en Side og , 
som det lod , foreholdt hende det mindre Passende i 
saadanne Bukkespring . 
Han havde bukket sig ned til hende for at kunne 
hviske ; men hun saae ham skjelmsk lige i Øinene , 
klappede ham med begge Hænder paa Kinderne , ja 
tog ham mildt i Øreflipperne og sagde i barnlig 
kjælen , indsmigrende Tone : „ Ja — ja — ja — Du 
har Ret , Arthur ! — skal nok blive en rar Pige — 
men inte skjænde , flemme Arthur ! — hører Du ? — 
inte ond imod Juta — for jeg er saa glad , saa 
glad , saa glad ! “ 
Dermed hoppede hun igjen leende hen til Julebordet 
for at fryde sig over sine deilige Julegaver . 
Organisten tog og aabnede en lille Æske , der 
efter den hoslagte Seddel var bestemt sil ham fra 
hans Søn . Han studsede lidt ved at see ned deri 

og faldt et Øieblik i Tanker ; derpaa fremtog han 
deraf en smuk som Sløife sammenbunden Haarlok . 
Han saae hen paa Arthur , der havde holdt Øie med 
sin Fader fra det Øieblik han tog Æsken , men nu 
saae til en anden Side , da deres Dine mødtes . 
Manden gik hen bagved Arthur og saae nogle Gange 
afvexlende paa hans Haar og paa Lokken ; derpaa 
gik han hen til Plejedafteren og anstillede den samme 
Sammenligning mellem hendes Haar og Æskens 
Indhold . 
„ Arthur ! “ hørte jeg ham lidt efter sige til 
denne med dæmpet Stemme og et eget Udtryk af 
anelsesfuld Uro , — „ denne Lok er hverken af . dit 
eller Jutas Haar . Hvis Hu ar er det ? “ 
Jeg kunde ikke see Arthurs Ansigt , da han lagde 
sin Arm om Faderens Skulder , førte ham et Par 
Skridt hen i Stuen og hviskede ham Noget i Dret . 
„ Din Moders ! ? “ busede det ud af Organisten 
i den meest levende Bevægelse , — „ hvor er det muligt ? 
Arthur ! min kjære Dreng ! hvorledes er dog 
det gaaet til ? hvor har Du faaet — “ 
Pludselig fattede han sig og sagde høit og oprømt , 
idet han lagde sin Haand for Sønnens Mund , 
som for at hindre ham i at svare : „ Nei nei ! siig 
ikke Noget nu ! — ved det fælleds festlige Juletræ 
vil vi ikke give Scener af vort eget inderste Familieliv . 

Naar vi siden , enten far eller efter Julegrøden , 
afgive Forklaring over Indholdet af en anden Æske , 
som Fru Ingeborg slaaer der og betragter med Forundring 
i alle Miner , saa kan jeg med det samme 
faae denne Gaade loft . “ 
„ Ja jeg forundrer mig over , “ sagde Fru Valseth , 
„ at jeg ikke maa lukke den op og see hvad der 
er i , omendskjøndt den er tilegnet mig . De veed , 
vi Fruentimmere er nysgjerrige . “ 
„ Dæt fluide vel ikke være en Pandoras-Æfle , 
søm det er farligt at aabne , “ sagde hendes Mand , 
medens han efter at have læst den-høslagle Seddel 
besaae og befølte Æsken , der var grim og yderst 
simpel , en reen Modsætning til den anden Æskes 
nette og smagfulde Udseende . 
Ogsaa jeg og Ottilia læste nu Papiret , hvorpaa 
der stod : „ Til Fru Ingeborg Valseth fra Firmaet 
Vilson < L Comp . Bedes uaabnet indtil nærmere 
Forklaring . “ 
Efter disse korte Afbrydelser blev Juletræet afsøgt 
og plyndret , og en Mængde Deviser , som Valseth 
de foregaaende Aftener havde lavet med nogen 
Medvirkning af sin Kone , Ottilia og min Ringhed , 
bleve oplæste til almindelig Moro . 
Vi slukkede nu ved fælleds Bestræbelser de næsten 
nedbrændte Julelys og gik tilbage i det forrige 

Værelse , hvor allehaande Lege og Spil efter god 
gammel Juleflik skulde sættes i Gang . Men man 
var foreløbig mere opsat paa at erfare , hvad det 
var , Firmaet Vilson L Comp . kunde have at forebringe . 
„ Hvilken 
af de to Æsker skulle vi saa begynde 
med ? “ tog Huusfruen tilorde , da vi alle vare komne 
til Sæde . 
„ Naturligviis med Deres , min bedste Frue ' “ 
svarede Vilson . „ Jeg ' lovede en Forklaring ; men 
det bliver kun Begyndelsen af en Forklaring , som 
hos mig er knap en Dag gammel , nemlig yngre 
end Arthurs og Jutas Ankomst hertil . Slutningen 
haaber jeg at De selv vil kunne give , med mindre 
jeg skulde være hildet i en beklagelig Vildfarelse . 
Historien er denne . Da Juta begyndte at kunne 
tale noget Dansk , fortalte hun Et og Andet fra sin 
Liniedandsertilværelses Dage — deriblandt ogsaa , 
af En ved Truppen , som sædvanlig agerede Bajads , 
altid havde taget hendes Parti og beflyttet hende 
mod de Andres Raahed . Hans Navn var det af 
hendes Mund ikke let af blive klog paa , som det 
overhovedet er mærkeligt : Pigebarnet , der har en 
klar og tydelig Stemme , naar hun siger danske Ord , 
udtaler Ord og Navne fra sin ulykkelige Periode saa 
sært ubestemt og famlende , fast som hun ikke vidste 

rigtig Besked eller ikke var det pluvdervæiske Sprog 
saa ganske mægtig . Arthur hørte nu en Dag af en 
Tilrejsende , af Truppen kun var et Par Mile borte , 
hvor den netop i de Dage gav Forestillinger . Den 
folgende Dag , som var en Sondag , reiste han over 
Hals og Hoved derhen . Da han efter sit Sammenstod 
med Banden i Frederiksborg ikke vilde styrte sig 
lige i Lovens Svælg , tog han ind paa et Krosted . 
Herfra fik han et Bud til den skikkelige Mosso Bajads 
— vedføiende det ubestemmelige Navn , saa godt 
han kunde — med Anmodning om af komme hen 
fil en Reisende , der havde noget Vigtigt af tale med 
ham om . Der kom ogsaa En . De gjorde sig forstaaelige 
for hinanden saa godt de kunde , og Arthur 
overbeviste sig snart om , at det virkelig var den 
samme Person , Juta havde meent . Han lovede 
ham en anseelig Gave , om han vilde fortælle ham 
Alt , hvad han vidste om Pigen . Fyren , som efter 
Arthurs Skjøn ikke var af Taterherkomst , havde da 
fortalt Følgende — dog ikke førend Arthur , der strax 
var bleven gjenkjendt af ham som Tempelstormeren , 
ved venlig og tillidvækkende Tiltale havde fjernet enhver 
Mistro og Betænkelighed hos ham . Han fortalte , 
at han og Ungarertruppens Formand havde 
for henved fire Aar siden fundet et to—tte Aars 
Pigebarn grædende i en Grøff ved en bøhmisk Jernbanevei 

strax efter en frygtelig Katastrophe , som dengang 
blev omtalt i alle Blade . “ 
„ O min Gud ! skulde det være muligt ? “ udbrød 
Fru Valseth i dyb Bevægelse , idet hun med et ubeskriveligt 
Udtryk saae ned paa den Lille , der atter 
havde taget Plads foran hendes Skjød og lænede 
sig dertil med barnlig Tillid . 
„ Bliv ved , bliv ved ! “ raabte Valseth ikke mindre 
bevæget , og alle vare vi i spændt Forventning . 
„ De havde antaget “ , vedblev Organisten , „ at 
hun maatte være slynget ud af en af de omstyrtende 
Vaggons ; og da hun var velskabt og tegnede til at 
blive smuk , bemægtigede Formanden sig hende uden 
videre for at dressere hende i sine Kunster og gjøre 
sig hende indbringende . Den subalterne Kammerat 
syntes dog ikke rigtig herom . Han havde følt Noget , 
der lignede Medlidenhed med den lille hjælpeløse 
Skabning , maaskee tillige nogen Betænkelighed 
angaaende Sagens Lovlighed , og havde foreslaaet 
Barnets Aflevering til rette Vedkommende ; men Formanden , 
der beherskede sine Undergivne med overlegen 
Myndighed , tilbageviste hans Indvendinger og paatog 
sig selv alt Ansvar . Paa hans Bud tog den 
Anden nu Barnet under sin Kappe , og uden at 
blive lagt Mærke til under den grændseløse Larm 
og Forvirring i Nærheden gik de bort over Marker 

og Stier . Om disse to Mennesker havde været med 
i det forulykkede Tog og sluppet godt derfra eller 
de vare komne til som Hjælpere eller Tilskuere , forstod 
Arthur ikke ; men det gjør jo heller Intet til 
Sagen . Nok sagt , da de vare komne hen et Sted , 
hvor de skulde overnatte med nogle af det øvrige 
Personale , saae den Skikkelige sit Snit og tog nbemærket 
af de Andre et Baand med en lille Sølvkapsel 
i af Barnets Hals . Han stak det til sig og 
gjemte det , maaskee som en formeentlig værdifuld 
Gjenstand , han vilde tilegne sig selv , maaskee for at 
det engang kunde lede til Oplysninger om Barnet : 
det veed Arthur ikke , men er tilbøielig til at troe det 
Sidste . Herhenne havde den Lille skreget meget i 
Førstningen og blandt meget Andet ofte gjentaget et 
Ord , der for de ungarske Oren havde lydt som 
„ Mol “ eller „ Moa ! “ men var snart bragt til Taushed 
ved Formandens barske Tiltale og Trudsler . Saa 
blev hun under det omflakkende Liv efterhaanden oplært 
i alskens Kunster og doiede en Heel Deel Ondt , 
dog nok mindre end de fleste Jongleur- og Liniedandserbørn , 
fordi hun altid havde noget beflyttende 
Tilhold hos den som det synes godmodige Fyr , der 
havde været med at sinde hende og var den vigtigste 
i Banden næst Formanden . Det skaffede ham ligeoverfor 
denne nogen Indflydelse med Hensyn til 

Pigens Behandling , ar han var hans Medvider i 
Hemmeligheden med hendes ulovlige Bortsnappelse . 
Han yttrede endog for Arthur , at den raae Medfart , 
som havde bevirket dennes første Indskrive » , 
neppe skulde være fleet , dersom han havde været tilstede ; 
men han havde netop i det Dieblik , Hidsigheden 
var løbet af med Principalen , været inde paa 
Scenen som Bajads for at gjøre Krumspring for 
Publicum . Da Arthur bad ham om at maatte see 
Baandet » red Kapslen , gik han hjem efter sin Randsel , 
hvoraf han fremtog en lille Æske og overrakte 
ham . Deri laa det . Paa Arthurs Spørgsmaal , 
hvad han vilde have i Betaling for Æskens Indhold 
og Oplysningerne samt for hans udviste Godhed 
mod den lille Pige , svarede han , at han var tilfreds 
med hvad han vilde unde ham . Saa gav Arthur 
ham sin hele cvntante Kassebeholdning , nemlig 2 
Specier , idet han med Føie slolede paa , at , hvis det 
ikke var nok , kunde han hurtigt faae det Manglende 
tilsendt af mig og imidlertid laane Beløbet andensteds . 
Men Mennesket var sjæleglad ov ? r denne 
uventede Gave , der maa være forekommen ham 
meget betydelig , og takkede ham tusinde Gange . 
Senere skal Truppen have forladt Landet . “ 
„ Knnde jeg ikke faae den Kapsel at see ? “ sagde 
Fru Valsefh spændt og i en bedende Tone . 

„ De holder den i Deres Haand , Fru Ingeborg ! “ 
svarede Organisten , idet han pegede hen paa Æsken , 
som hun havde taget ind med sig fra Julebordet og 
nu sad og dreiede mellem Fingrene med Tankerne 
ganske andensteds . 
Vi fik neppe Tid til ny Forbauselse , førend 
Arthur hurtigt reiste sig , gik hen fil Fru Valsefh og 
med et ærbødigt Buk overrakte hende et lille hvidt 
Tørklæde , som han fremtog af fin Sidelomme . 
Hun saae afvexlende paa Æsken , Tørklædet , 
Vision og hans Søn og spurgte da i en Tone , søm 
næsten kunde kaldes frygtsom : „ Hvad er det for et 
Tørklæde ? “ 
„ Hvis jeg ikke er paa Vildspor , som Gud forbyde , 
saa er det et Supplement fil Æskens Indhold , “ 
forklarede Organisten . 
Tøvende og ligesom betagen af ubestemt Anelse 
eller urolig Tvivl udfoldede hun Tørklædet , men 
foer tilbage og kom som ud af sig selv , da hendes 
Øie faldt paa det indsyede Navn . „ Juta F ! Juta 
F ! “ formaaede hun neppe at fremstamme . 
„ Juta Falbe ! “ udraabte flere af os i den høieste 
Overraskelse . 
Hurtig oplukkede hun nu Æsken og fremtog den 
omtalte Sølvkapsel , befæstet til et lille Halsbaand . 
Da hun trykkede paa en Fjer , aabnede den sig , og 

neppe havde hun kastet et Blik deri , før Rørelsens 
og en overvældende Glædes Taarer styrtede ud 
af hendes Øine , idet hun udbrød : „ Nu er enhver 
Tvivl hævet ! — fa Du er Juta Falde , min ulykkelige 
Søsters eneste elskede Barn , søm vi troede død 
en forsmædelig Død tilligemed begge Forældrene ! “ 
Med disse Ord løftede hun Pigen i sine Arme , 
trykkede hende til sit Bryst og overøste hende med 
Kys og Kjærtegn , i som den Lille gjengjældte af 
Hjertens Lyst . t 
Da hun havde faftet sig noget , sagde hun : 
„ Denne lille Kapsel har tilhørt min Moder . Den 
indeholder en Haarlvk af hendes Broder , der som 
Dreng omkom paa Havet tilligemed min Bedstefader . 
Hun havde faaet den i Arv og overrakte den til 
min Søster paa hendes Bryllupsdag som en Amulet 
mod Sygdom og Farer , der skulde gaae i Arv 
til hendes Børn . Da lille Juta var født , hængte 
min Søster den i et Baand om Barnets Hals , og 
det synes jo ogsaa , som den har stadfæstet sin Kraft 
som Amulet ved Barnets Frelse . Jeg bringer den 
nu tilbage paa sin Plads . “ 
Med disse Ord fæstede hun Baandet om Pigens 
Hals , saaledes at den atter tillukkede Kapsel 
skjultes indenfor Brysfbeklædningen . 
„ Men nu det lille hvide Tørklæde med indsyet 

Juta F ! hvorledes hænger det sammen dermed ? “ 
spurgte Ottilia , da denne symbolske Handling under 
en almindelig , næsten høitidelig Taushed var tilendebragt . 
Organisten , 
der lod fil at være bleven stærkt 
og paa ganske egen Maade berørt af Huusfruens 
Meddelelse om Familiereliquien , tog sig sammen og 
svarede : „ Arthur havde uden klar og bevidst Hensigt 
gjemt hendes confiskerede Costumedragt . En Dag 
undersøgte han hvert enkelt Stykke meget nøie i en 
ubestemt Forestilling om at komme paa Spor efter 
Et eller Andet , og han fandt da nedstukket i et 
Slags Lomme dette Tørklæde . Han antog , det var 
det samme , som han paa Førestillingsdagen havde 
seet hende med afmaalte Bevægelser svinge øm i 
Luften under den mislykkede Balanceerkunst . Pigen 
bekræftede selv senere , at hun ofte havde brugt dette 
Tørklæde paa lignende Maade . Bandens Anfører 
maa altsaa af hendes oprindelige danske Garderobe 
have opbevaret dette lille Tørklæde som tjenligt til 
saadant Oiemed . Det er derfor betydelig flidt og 
ikke synderlig hvidt længer ; men Navnet stod tydeligl . 
Arthur experimentere^ nu med hende , da hun 
begyndte at kunne lidt Dansk . Han tiltalde hende 
en Dag pludselig og kaldte hende med tydelig og 
stærk Røst : „ Juta ! “ Hun saae da studsende op paa 

ham og stod et Øieblik , som øm hun besindede sig 
paa Nøget . Saa bad hun ham , at han dog altid 
vilde kalde hende Juta . „ Øm hun da hed saaledes ? “ 
spurgte han . „ Nei ! ja — ja ! nei ! “ det 
vidste hun ikke rigtig ; men hun kunde saa godt lide 
det Navn . Saa var det , han i et Brev foreslog mig 
at kalde hende Juta , men uden endnu at give nogen 
nærmere Forklaring ; den fik jeg først tilligemed hans 
sildigere Opdagelser , og det Hele i fuldstændig Sammenhæng 
egentlig først iaftes og idag . Han anede 
ikke , at disse Oplysninger saa nær og inderlig vedkom 
Venner , han jo endnu ikke kjendte , og jeg selv 
vilde ogsaa helst tale baade med ham og Juta , 
grundigt undersøgende og udspørgende , førend jeg 
bragte Meddelelserne videre . Jeg vilde ikke udsætte 
mig og os alle for at komme med halv Besked og 
kanskee vække Formodninger og Forhaabninger , som 
kunde vise sig forhastede . “ 
„ Der kan aldeles ingen Tvivl være om “ , tog 
nu Valseth Ordet , „ at Sagen forholder sig rigtig . 
Baade jeg og det Collegium , i hvis Ærinde min 
Svoger reiste , skrev i sin Tid fil de bøhmiske Autoriteter 
og fik fuld sørgelig Vished for , at den danske 
Ingenieur Falbe med Kone havde været blandt de 
Forulykkede og vare begravede paa Kirkegaarden i 
Prag . Om Barnet derimod var det ikke muligt at 

erholde den ringeste Oplysning ; hun var og blev 
forsvunden . Nu er hun gjenfnnden og skal ikke 
længer , som da hun faldt i Bandithænder , raabe 
forgjæves paa sin Moder ; thi der er Een , som vil 
være hende i Moders Sted . “ 
Man skulde næsten troe , at den Lille havde 
forstaaet denne Antydning ; thi i det samme seer 
hun med et indtagende Smiil op paa Fru Ingeborg 
og siger i en bedende Tone : „ Vil Du ikke nok 
være min Moder ? “ 
Valseth og hans Hustru tilkastede hinanden et 
rørt og let forstaaeligt Blik og saae derpaa begge 
spørgende paa Organisten . „ Det følger af sig selv , “ 
svarede denne ; „ jeg har ikke længer nogen Ret til 
hende . See der , min lille Pige ! der er din Moder ! 
— og der er din Fader ! “ tilføiede han , idet han 
løftede hende op sil dem begge . 
„ Er Du min Fader ? “ raabte den Lille , idet 
hun klappede i Hænderne , — „ o det er deiligt , saa 
har jeg baade Far og Mor ! og jeg skal holde saameget 
af Jer begge to ! jeg er saa glad , saa glad ! “ 
Jeg iagttog Valseth . Han saae ud som forynget , 
og den fortrædelige Skyhed , jeg altid havde 
sporet hos ham ligeoverfor Børn , var som slaaet om 
i sin Modsætning ligeoverfor dette Barn . Glad og 
bevæget betragtede han afvexlende sin Kone og Pigen 

og kyssede dem begge . Erindrende mig en Mtring 
af ham mod Slutningen af hans Skriffemaal 
gik jeg derpaa hen og greb hans Arm , spadserede 
et Par Skridt med ham hen ao Gulvet for at fjerne 
os fra de Andre og lagde Varme og Eftertryk i 
mine Ord , idet jeg sagde tæet fil hans Ore : „ Og 
dermed erklærer jeg som Læge , Huusven og Paarørende 
den gamle Anomalie , den sidste og værste , 
for uigjenkaldelig endt og helbredet ! thi Barnet er 
Blod af hendes Blod og , som vi ville haabe , ogsaa 
Aand af hendes Aand ! “ 
Han trykkede min Haand og nikkede venlig og 
bifaldende . 
„ Mor ! Mor ! skal jeg saa altid være hos Dig ? “ 
pluddrede den Lille løs igjen . 
„ Ja min egen søde Juta ! altid . “ 
„ Men skal Arthur saa ogsaa være her ? “ 
„ Han boer hjemme hos sin Fader , ligesom 
Du hos din Far og Mor ; men Du kan komme 
fil ham og han fil Dig hver Dag , lige fil han 
reiser . “ 
„ Reiser han da ? “ 
„ Ja men ikke saa snart , min Pige ! og saa 
kommer han igjen fil Sommer , og saa bliver han 
meget længe . “ 
„ Naa ! “ 

Her saae Pigen med en alvorlig Mine ned for 
sig , som om denne Forklaring dog ikke tilfredsstillede 
hende ganske . 
„ Vor lille Juta , “ tog Valseth atter tilorde , 
„ minder os der om Hovedpersonen i dette Eventyr , 
hendes ridderlige Befrier og den snilde Opdager af 
hendes Navn og Herkomst . Ham havde vi nær 
glemt i vor Glæde og Overraskelse . “ 
„ Min kjære Arthur ! “ sagde hans Kone , idet 
hun reiste sig , — „ lad mig kalde Dem saaledes , 
skjøndt jeg ikke har seet Dem før idag . Deres Fader 
kan vidne , af jeg ofte længtes efter af lære Dem af 
kjende . Jeg maa have havt en Forudfølelse af , af 
jeg vilde komme til af skylde Dem en Glæde saa 
stør og uventet søm den , jeg iaften har oplevet . “ 
Med disse Ord trykkede hun et Kys paa hans 
Pande , og en umiskjendelig , men stille og beskeden 
Glædes Rødme farvede hans Kinder . 
„ Ja ogsaa hans moderlige Veninde skal De 
være ! “ sagde Organisten høist oprømt , — „ ligeoverfor 
Dem , Fru Ingeborg ! føler jeg aldeles ingen 
Skinsyge paa hans virkelige Moders Vegne . Men 
saa maa De smukt — ligesom ogsaa Deres Mand , 
min gamle aandsbeflægtede Ven — sige Du til 
Knegten . “ 

„ Maa jeg . Arthur ! “ spurgte hun smilende , idet 
hun rakte ham Haanden . 
„ Dersom De vil , “ svarede Arthur paa en frimodig 
og tiltalende Maade , „ saa vil jeg være meget 
lykkelig derover ; thi De minder mig om min Moder . “ 
„ Bravo ! vel svart ! talt ud af mit Hjerte ! “ 
raabte Faderen med stigende Sjæleglæde ; „ og jeg 
seer ikke rettere , end at visse ældgamle skurrende , 
skærende Dissonanser — for at bruge en Spillemandslignelse 
— ere i Begreb med at opløse sig i 
milde og rene Accorder . Nu maa Du blot , min 
Dreng ! sige mig Sammenhængen med den anden 
Æske , den med din Mo — med din — din Moders 
Haar — var det ikke saaledes ? “ 
„ Var det ikke bedst vi var alene , Fader ! naar 
vi tale derom ? for Exempel naar vi komme hjem 
iaften ? “ yttrede Arthur med en udtryksfuldt spørgende 
Mine og en sympathetisk Klang i Stemmen , som 
jeg næsten aldrig havde truffet det hos unge Personer 
i sexten sytten Aars Alderen , den saakaldte 
Labansalder . 
„ Nei , Arthur ! “ svarede Faderen , „ her er ikke 
Een tilstede , som jo gjerne maa høre det og vide 
det . Den ene Æskes Historie er jo nu fælleds Eien ' 
dom for disse faa Fortrolige ; lad saa ogsaa den 
andens blive det ! “ 

„ Det er snart fortalt , “ tog Arthur Ordet efter 
en kort Betænkning . „ I de Dage , Moder laa Lig , 
var jeg to Gange inde hos hende . Den sidste Gang 
havde jeg en Sax med og klippede denne Lok af 
hendes Haar , som jeg saa med et lille Silkebaand 
bandt sammen i en Sløife og gjemte . Havde jeg 
vidst , Fader ! af Du var bedrøvet over , af Du i 
Sorgen og Forvirringen havde glemt af faae en 
saadan Erindring om Moder , saa havde jeg givet 
Dig denne for længe siden ; men det vidste jeg ikke , 
og saa taug jeg , jeg veed ikke selv hvorfor . Men i 
et af dine sidste Breve stod der Noget , som lod mig 
formode , af Du havde taget Dig den Forglemmelse 
nær . Saa tog jeg Haarlokken med , da jeg reiste , 
og flyede den her til Frøken Valseth med Anmodning 
om af lægge den paa Julebordet . “ 
Jeg var maaskee den eneste Tilstedeværende , der 
filfulde kunde forstaae Virkningen , som denne simple 
Meddelelse maatte udøve paa Organisten . Den Søn , 
hvem han for endnu ikke meget længe siden havde 
miskjendt paa flere Maader og knap villet vedkjende 
sig , betragtede han i dette Øieblik med dyb og inderlig , 
ja næsten beundrende Kjærlighed . 
„ Arthur ! min Søn ! min Søn ! “ udbrød han 
med en let Skjælven i Stemmen og en fugtig 
Glands i Øiet , „ hvor har jeg dog taget feil ! hvor 

har jeg været forblindet og omtaaget af mine egne 
mørke Tanker ! I høiere Grad og i flere Retninger , 
end Skjæbnen eller Familietraditionen eller min egen 
overspændte Forestilling fordrede det , har Du gjort 
Fyldest ! Uden selv at vide det opfyldte Du Betingelserne 
og formildede Fortidens vrede Skygger , baade 
da Du græd sønlige Taarer og gjemte Reliquien 
efter din Moder , og da Du tilbagegav en lille hjemløs 
Pige til den Slægt , hun tilhører . Ja de truende 
Skikkelser have tabt deres Magt , og den forurettede 
Slægt er forsonet — og det er Dig , som 
har bevirket det ! Du har ved Guds Bistand frataget 
den gamle Forbandelse sin Braad . Nu veed jeg det ! 
men jeg følte det allerede iaftes og i denne Morgenstund ; 
thi jeg kunde igjen — paa første Haand og 
uden at fye til min Helgens Bistand — finde min 
Gud og bede til ham ! “ 
Med disse Ord aabnede han sine Arme og 
trykkede Sønnen til sit Bryst med en Hjertelighed 
og Varme , som det vist ikke var skeet , siden denne 
var et Barn ; thi selv den heftig bevægede Scene 
ved Moderens Grav efter Arthurs Confirmation 
maatte fra Faderens Side vel snarere henregnes fil 
de krampagtig exalterede end til de naturlige og 
sande Hjerteudgydelser . 
„ Gud velsigne Dig for det , Einar ! “ hørtes 

gamle Moster sige i sit breve Norsk , bragt noget ud 
af sin forlegne og tilbagetrukne Holdning ved Aftenens 
Begivenheder , som hun havde fulgt med synlig 
Deelfagelse . 
„ Ja jeg veed , dette glæder Dig , gamle Moster ! “ 
vedblev Organisten , idet han gik hen og klappede 
hende mildt og kjærligt paa den rynkede Kind , — 
„ Du har alsid været mig og Mine en tro Sjæl , 
lige fra mit Fædrenehjems mørke Dage sil den Dag 
idag . Og her vilde det nu være paa sin Plads at 
fortælle en gammel Familiekrønike , hvortil ogsaa 
Moster kunde levere nogle Bidrag . Det vilde paa 
eengang lette den sidste Steen fra mit Bryst , borttage 
den sidste Skillevæg mellem mig og mine faa 
Venner og blive en mærkelig Commentar til Jutas 
Halsbaandsamulet . Men det maa nu opsættes til 
en anden Gang ; thi der stikker Pigen Hovedet ind 
ad Døren fra Spisestuen og vinker ad Frøken Ottilia 
med betydningsfuld Gebærde : saa veed vi , hvad 
Klokken har slaaet . “ 
Ottilia gik ud , men kom efter nogle Minuter 
ind igjen og bød det lille Selskab tilbords . 
Baade under Julemaalsidet og hele den øvrige 
Deel af Aftenen var en festlig og velgjørende Munterhed 
herskende . Endog gamle Moster lod sig for 
en Deel rive med og lo flere Gange heelt hjertelig . 

Lille Juta var af og til reent ellevild og kunde da 
ikke ganske afholde sig fra Hop og Bevægelser , der 
mindede om den forrige „ ungarske Pige “ og paadrog 
hende smaa Tilretteviisninger af Arthur ; men ogsaa 
han blev lystig og lagde umiskjendelige Anlæg for 
komifl Opfindelse og Fremstilling for Dagen under 
alflens Lege og Julespøg , som navnlig Vært og 
Værtinde ordnede eller gav Ideen til . Da vi seent 
skiltes , mindedes jeg ikke at have oplevet nogen saa 
indholdsrig og stemningsfuld Juleaften som denne . 
Juta blev tilbage som Barn af Huset . 
Trettende Capitel . 
En gammel Krønike . 
Ifølge Fru Valseths Optegnelser var det Jutas 
syvaarige Fødselsdag en Dag imellem Juul og 
Nytaar , den 29de December saavidt jeg erindrer . 
Den Aften fluide vi alle hen til Organisten . Det 
var den første Gang siden han kom til denne By , 
at han havde nogen selskabelig Kreds samlet hos sig . 
Imellem Theen og Aftensbordet blev der musiceret . 
Led Bordet , som gjorde gamle Mosters huusmoderlige 

Bestræbelser Ære , udbragte Værten foruden 
en ganske original Velkomst til Selskabet tillige 
„ Geburtsdagsbarnets “ og dets nye Forældres Skaal . 
— „ Men saa var det jo det med den gamle Familiekrønike , 
som vi egentlig skulde havt Juleaften ? “ sagde 
Valseth efter at have takket Skaalernes Udbringer 
og med Lune udbragt en dito for ham og gamle 
Moster som Vært og Værtinde . 
„ Og som foruden Andet fluide give os værdifulde 
Oplysninger om Jutas Haarkapsel ? “ tilføiede 
hans Kone med et spørgende Blik paa Vilson . 
„ Ja , “ svarede denne , „ efter Bordet skal jeg fortælle 
en sælsom Historie . Jeg føler mig nu istand 
dertil uden at forfærbes for min egen Røst ; men — 
dog — omendskjøndt — “ 
Han saae her med et forskende Blik hen paa 
Arthur og Juta , som om han lige med eet blev 
tvivlraadig , øm det kunde gaae an at lade dem høre 
derpaa , men vedblev efter et Øieblik : „ Jo ! jo ! Alle 
skulle høre derpaa , Gamle og Unge , Store og Smaa . 
Det maa skee fuldstændigt , hvis det overhovedet 
fial nytte . Ingen , hvem det vedkommer , maa 
udelukkes ; ellers kunde der i et senere Led af Slægterne 
reise sig en ny Skillevæg . Det vil jeg forebygge . 
“ 
Efterat ogsaa min og Ottilias saavelsom Arthurs 

Skaal var udbragt og Maaltidet endt under 
livlig Samtale , gik vi tilbage til den mig velbekjendte 
Dagligstue . Jeg havde allerede strax efter min Ankomst 
lagt Mærke til , at det uhyggelige Portrait i 
Krogen var borttaget . 
Uvilkaarlig toge vi Plads saaledes , at vi kom 
til at danne en Gruppe om Værten . Kun gamle 
Moster forblev en Tidlang ude i huuslige Anliggender , 
og Juta stillede sig hen ved et Bord og legede 
med splinternyt Fodselsdagslegetøi , hun samme Aften 
havde faaet . 
„ Jeg er Normand af Fodsel , ligesom ogsaa 
min Fader , “ begyndte Vilson ; „ men længere tilbage 
var Slægten engelsk , som jo ogsaa Navnet tyder 
hen paa . Min Farfader kom som ikke suldvoxen 
Knos tilligemed sin Fader fra de engelske Kolonier 
og bosatte sig i Bergen . Hvad der har foranlediget 
denne Indvandring til et saa nordligt Sted , omtalte 
de aldrig ; men det har vist ikke været for deres 
Dyds Skyld . De aabnede i Bergen en Art Handelsforretning 
for de meesf forskjelligartede Vareartikler : 
Vine og Silketøjer , Thee og vellugtende Essentser , 
ja Guld- og Juveelsmykker og endnu mange flere 
Ting imellem hverandre . Og vilde det ikke gaae 
rafl med Afsætningen — thi Folk havde ikke rigtig 
Lyst til at indlade sig med dem — , saa greb de til 

Auctioner , hvor da Alt blev solgt . De eiede et temmelig 
stort Skib , som de selv førte og hjemhentede 
Varer paa . De vare overhovedet mere borte end 
hjemme og havde mere tilfælleds med Sofolk end 
Handelsfolk . Allerede tidligt mumledes der allehaande 
om Beskaffenheden af deres Togter . De hyrede 
Matroser i Bergen , men aldrig længer end til en 
vis Station , til en Kystby i England ; her maatte 
Folkene see at komme hjem igjen paa anden Maade 
eller tage anden Hyre , men bleve saa rigelig aflagte 
ved Afskeden , at de vare bedre fornøiede med dette 
Vilkaar end at tage videre med en saa ubehagelig 
Befalingsmand . Engang vare to af de norske Matroser 
forblevne saalænge paa Stedet , at de havde 
seet Skibsføreren og hans Son gaae ombord og 
stikke i Søen med nogle vildt udseende Karle . Men 
da de vare komne tilbage med Skibet til Bergen , 
havde der atter været en ny Besætning ombord ; 
saa det kunde næsten see ud , som de vilde holde 
skjult for Bergenboerne , hvad der gik for sig ude , 
og for hine gaadefulde Forbundsfæller , Skibskammerater 
eller hvad man nu fluide kalde dem , af de selv 
boede i Bergen . 
Efter nogle Aars Forløb , da Drengen var bleven 
voxen Person og havde tilegnet sig Landets 
Sprog , kom han seent et Efteraar hjem med Skibet 

uden Faderen . Paa Forespørgsel svarede han kort og 
mut , af den Gamle var død , uden af indlade sig paa 
videre . Han solgte nu Skibet og holdt sig hjemme 
i endeel Aar , ja giftede sig tilsidst med Datteren af 
en Fifleriforpagter ( eller saadant Noget ) , med hvem 
han gik i Compagni , idet han indskjød en Capital i 
Forretningen . Min Fader var den eneste overlevende 
Frugt af dette ulykkelige Ægteskab . 
Det synes nu ikke af være gaaet videre heldigt 
med Forretningen , især da han efter Svigerfaderens 
Død overtog den alene . Han blev skuffet med Hensyn 
til den efter ham forventede Arv , og hans egne 
oprindelige Formuesomstændigheder vare ved tilstødende 
Uheld og flet Finantsbestyrelse i stærk Aftagen . 
Som ikke usædvanligt med raae Naturer , lod han 
sit onde Lune gaae ud over sine Omgivelser . Det 
indesluttede og barske Væsen , han havde arvet efter 
Faderen , tog til med Aarene og gjorde ham ligesom 
denne til en ilde seet og halv frygtet Person i 
Byen . Dette virkede da tilbage paa Forretningen , 
som han tilsidst reent opgav . Konen og Barnet , 
der jo ikke som Andre kunde gaae afveien for ham , 
vare selvfølgelig de , som især kom til at lide under 
Trykket af hans vilde , despotisfe Sind . Det er formodentlig 
fra den Periode at Portraitet skriver sig , 
som jeg herovre af en egen Grille havde hængt op 

i den mørke Krog derhenne . Nu har jeg lagt det 
imellem andre Familiemærkværdigheder . “ 
Dermed gik Fortælleren hen og fremtog det 
mig allerede bekjendte Billede af en Secretairfluffe . 
Jeg betragtede det nn nøiere , end jeg ved de 
flygtige Indblik i Muurfordybningen havde havt Leilighed 
til . Det var tegnet med Pastelfarve og godt 
udført ; men jeg havde ondt ved at betragte det som 
Familieportrait i Ordets sædvanlige Betydning . Medens 
nemlig Trækkene i og for sig vare regelmæssigt , 
næsten smukt formede , ja virkelig havde en 
fjern Lighed med den nulevende Vilsons , saa var det 
Onde og Ildevarslende i Udtrykket saa stærkt fremhævet , 
at det saae ud som et physiognomisk Studie 
af en dygtig Kunstner , som en Tegning af Hogarth , 
naar han vilde give en Typus paa en vis Klasse 
af Menneskeansigter , og ikke som et af nærmeste 
Vedkommende bestilt og godkjendt Arbeide . Familieportraiter 
pleie jo Kunstnerne af idealisere saavidt 
muligt i Retning af det sjæleligt Tilfalende og Behagvækkenbe , 
ikke i Retning af det sjæleligt Frastødende . 
„ Uh 
sikken fæl Mand ! “ sagde Juta , der et Øieblik 
havde forladt sit Legetøi for af komme hen og 
see , hvad der tildrog sig vor Opmærksomhed . 
„ Det Portrait er vist neppe blevet til med Originalens 

Vidende og Villie , “ sagde Valseth , aldeles 
træffende min Tanke . 
„ Derom veed jeg ingen Besked , “ svarede Vilson . 
„ Min Fader , som rimeligviis kunde have oplyst 
dette , tolde sjelden og nødig om sin Fader , 
hvorfor jeg heller ikke udspurgte ham , og Portraitet 
holdt han altid omhyggelig skjult , ligesom jeg senere . 
Jeg fik det engang af see af en Hændelse ; han 
sagde mig lovende og øiensynlig uvis , om han skulde 
gjore det , hvem det var , og paa mit Spørgsmaal , 
om det lignede , svarede han , af det lignede saa 
godt , af det altfor levende mindede ham om hans 
glædeløse Barndom og den Frygt , hans Fader altid 
havde indgydt ham . Efter hans Død fandt jeg det 
mellem hans Efterladenskaber . Valseths Gisning kan 
iøvrigt gjerne være rigtig ; thi engang kom min Faderbil 
af omtale , af der i Bergen for adskillige Aar 
siden havde i længere Tid opholdt sig en Kunstmaler , 
der gik om og iagttog Folk og for sin egen Fornøielse 
aftegnede dem , ved hvis Ansigt han fandt 
nøget Mærkværdigt eller Paafaldende , hvorved han 
tilsidst paadrog sig Ubehageligheder og maatte forlade 
Byen . Men disse Tegninger beholdt vel Maleren 
selv , saa hvis dette Billede er blevet til paa 
den Maade , veed jeg ikke , hvorledes det da er kommet 
i min Faders eller maaskee allerede i hans 

Moders Besiddelse . Men jeg vil gaae videre i min 
gamle Krønike . 
Efter i længere Tid af have overtrusfet sig selv 
i mørk Ufordragelighed reiste han en Dag , tidlig ef 
Foraar , plndselig bort med ef engelsk Handelsskib . 
I hvad Hensigt eller hvorhen , vidste Ingen ; han 
var ikke den , der indlod sig paa af gjøre Nogen 
Regnflab . Efter omtrent ef halvt Aars Forløb kom 
han tilbage paa ef andet Skib . Alt fydede nu hen 
paa , af han var kommen til Velstand igjen ; men 
der foregik efterhaanden mærkelige Forandringer med 
ham . Han havde vel det samme kolde , mørke , indslutfede 
Væsen som tidligere ; men der var tillige 
kommet en Uro over ham , han talde offe med sig 
selv , naar han froede sig ubemærket , stod op om 
Natten og gik omkring som Nattevandrer . Det Udtryk 
af Skræk og Rædsel , der da stod malet i hans 
Ansigt , flag enhver den med Forfærdelse , som traf 
ham i denne ufrivillig nattespøgende Tilstand . Uagtet 
han var i sin kraftigste Alder , hentæredes han 
synlig Dag før Dag , hans Haar blev hvidt , hans 
Gang vaklende , og neppe to Aar efter Hjemkomsten 
fra den sidste hemmelighedsfulde Reise var han død . 
Hvad jeg hidtil har fortalt , har jeg fornemmelig 
fra et kort og eneste Besøg , jeg engang gjorde i 
Bergen . Der levede endnu Flere , som tydelig erindrede 

den „ fæle “ , ben „ berygtede “ , den „ skumle “ , den 
„ uhyggelige “ Vilson — kjært Barn har mange 
Navne — , og paa min Foranledning fortalte de 
allehaande Ting uden at ane , at det var Sønnesønnen 
de talde med . Te meente , at hans Samvittighed 
især ester hans sidste lange Fraværelse maatte 
have været betynget af svare Synder , hvis Følger 
havde blæst Marven ud af Beenpiberne paa ham 
selv og Iagt sig tungt paa hans Efterlevende . Tisse , 
Enken med en Søn , vare snart nedsunkne i Fattigdom 
ved Bankerot af et Par udenlandske Handelshuse , 
hvor det syndige Mammon havde været anbragt , 
og vare senere reiste sra Byen , man vidste 
ikke hvorhen . — Hvad jeg har tilbage at fortælle , har 
jeg fra andre Kilder , væsentlig fra min Fader og 
gamle Moster foruden egen umiddelbar Oplevelse . 
Hvorledes det saa gik Enken og hendes Son , vil 
jeg ikke omtale nu , men først gjøre et stort Spring fremad 
i Tiden , nemlig til Sønnens — det vil sige min 
Faders — Død eller kort Tid derefter . Han havde 
været Enkemand i flere Aar og døde som Organist 
i Laurvig . Jeg var dengang , hvad Normanden kalder , 
en qvik Gut paa over sytten Aar . Jeg var i 
Byens Latinskoles ældste Klasse , med Udsigt til at 
blive Sfudent om en halvandet Aar , og tillige en lovende 
Elev af min Fader i Violin og Orgel . Jeg 

var i Reglen munter og tog mig Livet nogenlunde 
let , uagtet jeg ikke var sorbleven ganske uberørt af et 
vist stille Tungsind hos mine Forældre , især hos min 
Fader . Jeg sørgede meget over hans Død og havde 
nu ingen anden Slægfning end min tidligere afdøde 
Moders ugifte Halvsøster , der allerede under dennes 
langvarige Sygdom var taget i Huset til os og siden 
forblev der . En Dag , da jeg gik rundt om i Huset og 
fordybede mig i Minder , blev jeg uvilkaarlig staaende 
ved ef gammelt Chatol , som jeg lukkede op og saae 
omkring i . Ved ef tilfældigt Tryk paa en indvendig 
Fjer aabnede sig en Klap , indenfor hvilken jeg fandt 
en hemmelig Skuffe . Deri laae endeel gamle sammenheftede 
Papirer , beskrevne med nogle hæslige Kragetæer 
og i ef saa flet bogstaveret og daarligt Norsk , 
af det kostede mig stor Umage af stave mig derigjennem . 
Dog da jeg havde udfundet Meningen af Begyndelsen , 
gik det efterhaanden raskere paa Grund 
af den stigende Interesse , det fik for mig ; men det 
var rigtignok en Interesse af en ganske egen Art ! 
Dette gamle Document blev mit følgende Livs onde 
Dæmon . 
Det var — min Farfaders Bekjendelser , nedskrevne 
af ham selv , formodentlig kort før hans uhyggelige 
Bortgang af Livet . 
Det fremgik heraf , af han allerede fra Dreng 

havde fulgt sin Fader paa Sørøverier , og af det 
var saadanne Tog , de vare vedblevne af foretage hver 
Sommer efter af være komne til Norge . De angreb 
og plyndrede smaa Kjøbmandsflibe i Ledtog 
med deri øvede Folk , som de hvergang toge ombord 
og efter opgjort Mellemværende igjen landsatte paa 
den engelsfe Kyst . Men tilsidst var den gamle Vilson 
pludselig omkommen nnder ef saadant Angreb , medens 
den yngre dito og Mandsfabet i det Hele var 
kommet nogenlunde heldigt derfra . Det synes imidlertid , 
som disse tidligere Røvertog have været iværksatfe 
saa forsigtigt og i en saa lille Stiil , at de ikke 
just have medført store blodige Voldshandlinger , eller 
ogsaa at saadanne ikke have efterladt videre foruroligende 
Erindringer hos min Bedstefader ; thi de uhyre 
Samvittighedsnag , som hans Bekjendelser bære Præget 
as , henpege udelukkende paa hans hemmelighedsfulde 
Expedition et Par Aar for hans Død , da han allerede 
var en ældre Mand . Derover afgav Bekjendelserne 
en rystende Forklaring . 
Det var som meldt gaaet stærkt tilbage med 
hans Pengesager , og han vilde nu see at bringe 
dem paafode igjen ved en Gjenoptagelse paa egen 
Haand af hans tidlige Ungdoms Likingefærd . Hvorledes 
det efter saamange Aars Forløb lykkedes ham 
igjen at faae et dertil brugbart Skib og Mandstab , 

derom give Papirerne saa godt som ingen 
Oplysning . Det synes dog , som han har flaffet sig 
begge Dele paa den samme engelske Kysf , hvor han 
tidligere med sin Fader havde havt Tilhold . Tillige 
er der et halv ulæseligt Sted , som kunde fyde paa , 
at ban allerede inden ban forlod Bergen har truffef 
en eller anden gammel Kammerat paa det engelske 
Handelsskib , hvormed han seilede bort , ja kanskee 
endog faaet Ideen ved et saadant Sammentræf . 
Papirerne gaae her næsten lige løs paa Sagen og 
fortælle , af han og hans Forbundsfæller ( det være 
sig nu gamle eller nye ) havde entret et Handelssarfoi , 
hvorom han vidste , af det havde en lille 
Formue ombord , men uden af vide , af Formuens 
og Skibets Eier , en aldrende dansk Kjøbmand , der 
selv var ombord tilligemed sin Son , — kjendte 
Hr . Urian ! Da denne i Spidsen for sine vilde 
Kumpaner ifølge gammel Forretningsgang styrtede 
ind paa den svage Besætning med Oxer , Knive og 
Pistoler for af tvinge dem fil af lade sig bagbinde , 
indtil de selv havde gjort reent Bord , saa raabte 
Kjøbmanden : „ O ho , Hr . Vilson ! vel mødt ! — 
altsaa havde dag Rygtet Ret ! og De fortsætter nu 
Deres salig Faders hæderlige Næringsvej — ja det 
vil Deres Velyndere i Bergen glæde sig over ! “ 
Den gamle Mand havde vel sagtens gjort den 

hurtige Beregning , af en bosiddende Røver , naar 
han hørte han var saa godt kjendt , skulde frygte for 
Følgerne i sin Hjemstavn , opgive Plyndringen og 
trække sig tilbage med en hoflig Undskyldning for 
Fejltagelsen . Men dette vverilede Regnestykke kom 
ham dyrt til af staae ; thi det havde netop den modsatte 
Virkning . Det var allerede kommet for vidt , 
og selv om Fribytterne vilde have opgivet Plyndringen , 
hvad de neppe vilde , saa havde ligefuldt Anførerens 
Stilling og Sikkerhed paa Landjorden nu 
kun været lidet betrygget , saalænge Ten , der bavde 
seet og kjendt ham i Forhold til det allerede Skete 
— var ilive I Istedetfor andet Svar skjød ban , 
derfor sin Pistol af imod den Talende , idet han 
streg : „ Flink , Gutter ! ned med dem Alle ! saa holde 
de Kjæften ! “ Og det varede kun faa Øieblikke , saa 
laa hver Mand af den lille Besætning livløs paa 
Tækket . Kjøbmandens Son , en halvvoren Treng , 
var den sidste , der blev dræbt . Hnn havde kastet 
sig over sin Faders Legeme og jamret ; men Anføreren , 
som nu saae en vordende Angiver i Enhver , 
sled Drengen fra Faderen i et Slags Raseri og 
slagtede ham trods hans Graad og Bønner . Men 
da hævede den gamle Kjøbmand sig med den sidste 
opblussende Krast lidt op fra Dækket , støttende sig 
paa den ene Arm , og sagde med døende , men stærk 

og tydelig Rost : „ Saa være da Du , nederdrægtige 
Uhyre , som myrder værgeløse Børn — saa være 
Du da forbandet ! hundredefold forbandet af en 
døende Fader og Søn ! — ja forbandet tilligemed 
dit Afkom til tredie og fjerde Led ! — Forbandelsen , 
som jeg her i mit og mit myrdede Barns 
Navn udslynger over Dig , skal udbrænde din Sjæl 
og gjøre Dig til en Skræmsel for Alle ! og ikke 
vige børt sra din Slægt eller nnde din Isriget 
nogen Fred eller Hvile eller Forsoning , førend 
—Dermed opgav han Aanden . 
Fribytterne gjennemsøgte nu Fartøjet , bragte 
Alt af Værdi over paa deres eget Skib og seilede 
videre ester af have kastet de plyndrede Lig overbord . 
Ester hvilke Regler Byttet , navnlig den danske Handelsmands 
Formue , blev deelt , derom melde Bekjendelserne 
Intet . 
Om disse gruopvækkende Optegnelser ere blevne 
til i en bestemt Hensigt — og i saa Fald hvilken ? 
— kan jeg ikke sige . Jeg har kun talt derom med 
gamle Moster , til hvem min Fader ei sjelden havde 
yttret sig angaaende Ting , som han aldrig talte om 
hverken med mig eller Andre . Hun siger , af han 
først havde fundet Papirerne flere Aar efter af være 
bleven gift — maaskee i den samme Skuffe , hvor 
jeg fandt dem , — og af ikke heller hans Hustru , 

ja formodentlig ikke engang hans egen Moder havde 
kjendt deres Tilværelse . Om Papirernes Hensigt 
kan man kun have Gisninger . Maaskee have de 
været oprindelig bestemte til at forelægges en geistlig 
Sjælesørger , uden at det dog er fleet ; maaskee har 
han blot meent at finde Lettelse i sin Oval ved at 
betroe , hvad der tyngede paa hans Sjæl , til Hvemsomhelst 
eller Hvadsombelst , om det saa kun var til 
et Stykke Papir , der kunde læses efter hans Død . 
Hvorledes Forbandelsen gik i Opfyldelse paa 
den gamle Synder selv , og hvorledes han legemligt 
og sjæleligt segnede under dens Vægt , fremgaaer af 
det allerede Fortalle . Hvad min Fader angaaer , 
da var hans hele Liv ligefra hans Fødsel til hans 
Død — og især i visse morke Livsperioder — paa 
mange Maader haardt hjemsøgt . Forholdet til hans 
Fader kuede hans Barndom og lagde allerede den 
første Grund til den stille Melancholie , som var 
hans Livs Grundstemning uden derfor at gjøre ham 
uretfærdig imod Andre . Han synes at have slægtet 
sin ulykkelige Moder paa , hvem han oftere omtalte 
med sønlig Veemod . Da ban , som jeg næsten 
trykker mig ved at benævne „ min Bedstefader “ , var 
død og hans Efterladte kort efter kom i den store 
Armod , blev Sønnen i en Alder af ti elleve Aar 
sat i Byens store Friskole . Men ligesom baade han 

og Moderen maatte i Byen paa mange Maader 
søle Virkningen af , af de vare den „ fæle “ , „ skumle “ 
o . s . v . Vilsons Nærmeste , saaledes maatte Drengen 
nu ganske særligt sole det i Skolen . Æblet falder 
ikke langt fra Stammen , hed det , og man hevnede 
sig nu paa Sønnen for den dunkle Frygt eller Sky , 
man uden af vide rigtig Besked altid havde følt for 
Faderen . Han blev Skumpelskud i Skolen som udenfor 
Skolen , og baade Foresatte og Kammerater behandlede 
ham som Allemands Syndebuk . Han har 
nogle Gange fortalt mig om den skjændige Medfart , 
han efter den Tids raae Skoletugt ofte maatte lide , 
navnlig af et Par navngivne Lærere , hvis Billeder 
derfor udmalede sig for min unge Phantasie med 
i det mindste ligesaa frastødende , despotist ondskabsfulde 
og ildevarslende Træk som Portraitets , jeg nylig 
tog frem . En bedrøveligere og glædeløsere Barndom 
end min Faders kan vanskelig tænkes . 
Efter et Par Aars Forløb fandt Enken sine 
Forholde i Bergen saa trykkende , af hun for enhver 
Priis vilde ombytte Opholdet her med et eller andet 
fjernere liggende Sted , hvor hendes Mand ikke havde 
været kjendt . Hun gjorde i Penge , hvad hun endnu 
paa nogen Maade kunde undvære , og betalte en 
Skipper , der skulde til Laurvig , for af tage hende 
og hendes Søn tilligemed de faa tiloversblevne Eiendele 

med til denne By . Ankomne dertil vare baade 
Moder og Son forsaavidt heldigere stillede , som de 
ikke længer vare ugleseete , hvorhen de vendte sig . 
Tet blev hende ogsaa noget lettere her at erhverve 
det Allernødvendigste til Begges tarvelige Livsophold . 
Fornemmelig ved at vaske og stryge for Folk slog 
hun sig taalelig igjennem , indtil hun faa Aar efter 
Ankomsten døde af en indvendig Betændelsessygdom . 
Imidlertid var der indtruffet et heldigt Tilfælde 
for min Fader , det første Lysglimt i Haus unge Tilværelse . 
Stedets Organist , en venlig gammel Mand , 
havde lagt Mærke til en Treng med et fattigt , forknyt 
Udseende , der altid blev staaende i Kirken stille 
og opmærksom , naar Orgelefterspillet vedvarede ud 
over den Tid , da Menigheden gik af Kirke . En 
Dag , da de To saaledes vare de eneste Tilbageblevne 
i Kirken , vinkede eller kaldte han ham op til sig og 
viste ham for Loiers Skyld Orgelets hele Indretning 
udenpaa og indeni . Bed at indlade sig videre med 
ham fik han end mere Godhed for Drengen , lod 
ham komme hjem til sig og opdagede meget snart , 
at et ualmindeligt musikalsk Pund laa skjult hos 
ham . Da han hverken havde Kone eller Børn , tog 
han sig af ham , underviste ham selv i Musik , navnlig 
i Orgelspil , ja tog ham efter Moderens- Død i 
Huset hos sig . Den lærvillige Elev gjorde saa ypperlige 

Fremskridt , at Læreren ikke tog i Betænkning 
at lade ham , der nu næsten var voren , spille for 
sig i Kirken , naar han selv var syg eller havde andet 
Forfald . Derved blev den unge Mcarius efterhaanden 
saa fvrdeelagtig bekjendt for Kirkens Menighed 
og Foresatte , at han fik Organisfposfen efter sin 
Velgjørers Døv , hvis Minde jeg paa min Faders 
Vegne ærer og elsker . Saa giftede han sig , arvede 
ogsaa sin Formands private Musiktimer i Byen og 
arbeidede sig mere og mere hen til det Maal at blive 
en dygtig og grundig Musiker . Det syntes saaledes , 
som hans Trængslers Tid skulde være forbi og en 
lysere Fremtid oprinde for ham , end hans Fortid 
lod formode . Men saa opdagede han de forfærdelige 
Papirer , og det var forbi med hans Lykke . 
Jeg hørte engang i min tidligere Opvært nogle 
Udbrud af ham gjennem en aabenstaaende Dør til 
et Sideværelse , hvor han var alene og uden at vide , 
at jeg var i Nærheden . Skjøndt Ordenes Mening 
var mig fuldkommen uforstaaelig , og jeg ovenikjøbet 
netop i de Dage var meget bedrøvet over at have 
mistet en to Aar ældre Broder , saa gjorde dog Ordene 
i og for sig et saa stærkt Indtryk paa mig , at 
jeg kan huske dem , som om det havde været igaar . 
Som En , der kæmper med en overvældende haabløs 
Smerte , sagde han ud i den tomme Luft med dyb 

og klangløs Røst , der flere Gange afbrødes af en 
hæs , huul Stønnen : „ Jaja ! der var den gamle Forbandelse 
paa Spil ! — det var et Forsøningsoffer , 
den her har krævet ved en saadan Dødsmaade — 
o en saadan ! saadan ! — den brænder paa Sjælen 
^brænder og flider herinde som med gloende Tænger ; 
— men-det bliver ikke derved — de tø blodige 
Skygger ere ikke dermed fyldestgjorte — de fordre 
mere endnu ! mere endnu ! — lige ned til tredie 
og fjerde Led ! — ja ja , jeg forstaaer nu den 
gamle Forbandelse ! “ 
Uagtet jeg hver Dag i lang Tid ifølge en sælsom 
Drift repeterede for mig selv disse Ord , søm 
derved filsidst bleve søm indgravede i min Hukommelse 
med uudslettelig Skrift , saa talde jeg dog aldrig 
til min Fader eller til Nogen derom . En uforklarlig 
hemmelig Gru forbød mig at give tilkjende , 
at jeg havde hørt Sligt , end sige bede om Forklaring 
derover , og den samme Taushed bevarede jeg i 
Henseende fil enkelte andre dunkle Attringer , der stundom 
' enere , især efter hans Hustrues Død , kunde 
undflippe ham i meget tungsindige Øieblikke . Først 
da jeg efter hans egen Død havde fundet „ Bekjendelserne “ , 
udspurgte jeg gamle Moster ogsaa om 
dette , og hun gav mig da Forklaringen . At min 
eneste Broder , en kjøn og haabefuld Dreng , til hvem 

mine Forældre satte de største Forventninger , var 
død temmelig pludselig , det vidste jeg ; men hvad jeg 
ikke vidste , var : ved et af disse sjeldne Ulykkestilfælde , 
et næsten exempellost Uheld , var min Faderselv 
bleven ufrivillig Aarsag til denne sin ældste 
Søns Død . Min Moder skal have forholdl sig med 
smuk Resignation ligeoverfor denne Tilskikkelse og trods 
sin egen Sorg gjort alt for at trøste og berolige 
den ulykkelige Mand . Men han var i lang Tid fortvivlet 
og utrøstelig , dog ikke med høie Klager , men 
stille indadgrublende , og da var det han en Dag 
sagde disse Ord , jeg ikke forstod . Han troede fuldt 
og fast , at det var den gamle Forbrydelses Nemesis 
og den Døendes Forbandelse , der havde ramt Efterslægfen 
i denne Ulykke , men at Gjengjældelsen og 
Forsoningen dog ingenlunde dermed var fuldbyrdet . . 
Hvorfor han ikke tilintetgjorde de uheldvarslende 
Papirer , kan Moster ingen Besked give om . Men 
naar han vilde opbevare dem , burde han itide have 
viist mig dem eller selv fortalt mig den hele mørke 
Familiehemmelighed — ligesom jeg nu fortæller Arthur 
den — og ikke ladet mig hændelsesviis opdage 
den efter hans Død . Moster mener dog , ban havde 
gjort det , hvis han havde levet til jeg var bleven 
noget ældre . 
„ Bekjendelserne “ paavirkede nu mig paa den 

samme Maade , som de havde paavirket min Fader . 
Med Papirerne selv gik ogsaa hans Opfattelse af 
deres Indhold i Arv til mig , især da jeg havde erfaret 
Sammenhængen med min Broders ulykkelige 
Endeligt tilligemed Mere af min Faders Liv , som jeg 
før enten ikke havde kjendt eller ikke forstaaet . Jeg 
troede ligesom han fuldt og fasf paa den gamle Forbrydelses 
Nemesis og paa Forbandelsens og Gjengjældelsens 
fortsatte Virkninger . Der var kommen 
en Uro ind i mit Væsen , jeg ikke forhen havde kjendt 
til , og dertil en ubestemt Følelse af , at jeg havde en 
Pligt at opfylde , en Opgave at løse , aldeles forskjellig 
fra den , som mine daværende Sysler og Arbeider 
tilsigtede . Nemesis og Gjengjældelsens Krav 
lod sig ikke tilfredsstille , Forsoningen ikke hidføre , blot 
gjennem Lidelse og Tilskikkelse ; det maatte skee gjennem 
Handling — saa tyktes det mig — men hvilken 
Handling ? 
I „ Bekjendelserne “ var anført Navnet paa den 
myrdede Kjøbmand , ja endog fra hvilken By i Danmark 
han var . Uroen drev mig afsted . At blive 
ved Studeringer ad den begyndte Vei kunde der allerede 
af den Grund ikke længer være Tale , at min 
Fader , da Alt blev opgjort , ikke havde efterladt synderlig 
Mere end hvad der medgik til Begravelsen . 
Men det vilde blive for vidtløffigt at fortælle alle 

Enkeltheder ved min hjemløse Omflakken i nøgle Aar . 
Master tøg til nøgle Slægtninge i Christianssand , 
og jeg tvg ned til Danmark . Her opsøgte jeg først 
den Bn , der i Papirerne , som bestandig laae forsvarlig 
indpakkede og forseglede paa Bunden af min 
Randsel , var opgive » som de tvende Myrdedes Hjemsted . 
Men af disses Efferlevende var ethvert Spor 
forsvundet . Nogle ældre Folk vidste nok , at der engang 
havde boet en saadan Mand , der formodedes 
at være forulykket paa Havet tilligemed en Søn ; men 
Konen var død for mange Aar siden , og tø efterlevende 
Døttre vare før længe siden gifte , troede man , 
men vidste ikke hvor eller med hvem . Saa flakkede 
jeg Landet om i alle Retninger , betagen af en fredløs 
Higen efter et Maal , jeg ikke selv ret kjendte . 
Overalt hvor jeg kom , især i Byerne , erkyndigede jeg 
mig og søgte at finde det tabte Spør . Hvorledes 
jeg ofte led Mangel og Nød og kom i de største Forlegenheder , 
og hvorledes jeg maatte gribe til de allerforskjelligste , 
stundom heell underlige Udveie for at 
holde Tingen gaaende , det hører ikke herhen at besfride . 
Af let begribelige Grunde betjente jeg mig 
næsten bestandig af Apostlenes Befordring , havde min 
Randsel og min Violin paa Nakken og en Knippel 
i Haanden , og tidt og mange Gange har jeg , naar 
Pung og Mave var lige tom , spillet op til Dands 

og Lystighed paa Kroer og Kneiper før fri Levemaade 
og en Lærepenge paa Veien . Meest Bryderi kostede 
det mig , naar jeg skulde over Vandet til en anden 
Landsdeel ; men ogsaa denne Vanskelighed overvandt 
jeg . Efter saaledes at have gjennemstreifet det Meste 
af Danmark paa kryds og paa tvers uden at komme 
Sporet nærmere , slog jeg mig endelig til Ro i Hovedstaden , 
hvor -jeg alt havde været æengang for uden 
Resultat . 
Den feberagtige Uro var efterhaanden stillet ; 
min Sjæls- rastlose Higen efter at træffe paa en 
„ Efterkommer “ , -y , uden at det dog stod klart for 
mig , hvad jeg saa egentlig vilde— var ikke bleven 
opfyldt , men dog fildeels dysset i Slummer . At jeg nu 
for lang Tid fløg mig til Rø i Kjøbenhavn , var dog 
meest Følgen af et Held , jeg der lige strax havde . 
Ligesom jeg flere Gange under min Omflakken , naar 
jeg kom sil en større Py , havde taget Tjeneste paa 
nøgen Tid hos Byens Stadsmusikant , saaledes lykkedes 
det Samme mig nu ogsaa her efter en aflagt 
Prøve . Dog var det just , ikke deri , mit Held bestod ; 
men da jeg en Dag spillede første Violinsfemme ved 
en privat Festlighed , traf det sig , at en tilstedeværende 
rig og enthusiastisk Musikynder , selv udøvende 
Dilettant i Faget , fandt saa stort Behag i mig 
og min Violin , at han gav mig Leilighed sil videre 

musikalsk Uddannelse , baade theoretisk og praktisk , ja 
filstedede mig Adgang til smaa Jnstrumentalconcerter , 
som anstilledes en Aften hver Uge i hans Huus , og 
hvori anden Violinsfemme betroede ? mig . Men det 
varede ikke længe , før jeg baade i egentlig og uegentlig 
Forstand blev „ første Violin “ i denne vakkre 
Kred ? af Dilettanter . Jeg blev nu ogsaa efterhaanden 
bekjendt som Musiklærer , fik mange og godt betalte 
Informationer , især paa Fortepiano , som jeg 
Haand i Haand med mine Generalbasstudier øvede 
mig i , ja fik endog Leilighed til af opfriske og videre 
udvikle mit Orgelspil , som jeg siden min Faders 
Død ganske havde maattet lægge paa Hylden . 
Saa Alting gik nu for saavidt godt og vel , og 
efter en fire fem Aars Forløb opnaaede jeg af faae 
Organistposten i Frederiksborg , hvor man tillige 
havde Brug for en duelig Musiklærer . 
Her gjorde jeg efter faa Ugers Forløb Bekjendtskab 
med en Enke , hvis eneste Datter jeg kom til af 
undervise . Hun var snart min bedste Elev , ligesom 
jeg tillige i andre Henseender kom til af føle Interesse 
baade for hende og Moderen , saa af jeg ogsaa 
udenfor Underviisningstimerne engang imellem 
gjorde dem et lille Besøg . De havde kun et Par 
Aar boet i denne By , og begge lod til af have 

alvorlige Livserfaringer fra en tidligere mindre lykkelig 
Periode . 
En Dag , ligesom jeg efter endt Time laver 
mig til af gaae , falder mit Øie paa en meget gammel 
Psalmebog i en lille Hængereol . Jeg tager den 
for af see , om det skulde være den Kingofke , men 
farer studsende filbage over et afbleget Navn , jeg 
finder skrevet foran Titelbladet . Paa mit Spørgsmaal , 
hvad det er for et Navn , svarer den aldrende 
Frue : „ Det er min Faders Navn , skrevet af ham 
selv længe før jeg blev født . “ — „ Er det længe 
siden han døde ? “ følte jeg mig ængstelig for . — 
„ Han døde eller rettere omkom i min Barndom . “ — 
„ Omkom ? ! “ gjentog jeg med stigende Uro . — „ Ja 
han omkom paa Havet , dog uvist paa hvilken Maade , 
tilligemed en ældre Broder fil mig . “ 
Her standsede Fortælleren og saae skarpt paa 
Fru Valseth . Jeg havde lagt Mærke fil den bestandig 
stigende Spænding , hvormed baade hun og hendes 
Münd havde fulgt Huusvennens „ gamle Krønike “ . 
„ Ja 
nu veed De , min Frue ! “ sagde han efter 
et Øiebliks almindelig Taushed , „ nu veed De ligesaagodt 
som jeg , hvad det var for et Navn , der 
stod baade i Psalmebogen og i min Farfaders Efterladenflab ; 
nu veed De , hvorledes og ved hvem 

Deres egne Forfædre paa mødrene Side ere omkomne 
og sporlost forsvundne , og De forstaaer , hvad jeg 
meente med Kommentaren til Jntas Halsbaandsamulet , 
der indeholder en af de Forsvundnes Haar . “ 
„ Hvis den unge Pige , De omtaler , “ svarede 
Fru Valseth med et sørgmodigt og tankefuldt Udtryk , 
„ er den samme som senere blev Deres Hustru , altsaa 
min Cousine , ja saa veed jeg det , og jeg har 
allerede anet det , førend De kom saa vidt i Deres 
Fortælling . “ 
„ Men kan dog ingen Feiltagelse eller Forvexling 
endnu tænkes ? “ sagde Valseth . „ Fordi Navnet 
i det gamle Document stemmer med Navnet paa 
vore Koners fælleds Bedstefader , deraf følger dog 
ikke aldeles bestemt , at det er de samme Personer , 
forulykkede paa den samme Maade . “ 
„ Jo ! “ svarede Organisten ; „ thi ogsaa min 
Svigermoders Fødeby og de to Forsvundnes Hjemsted , 
hvorom Fru Ingeborg jo ogsaa maa vide Besked , 
stemmede med den i „ Bekjendelserne “ opgivne 
danske Søstad , hvor jeg jo selv havde været og forespurgt 
mig . “ 
Fru Valseth nævnede Byens Navn , og Organisten 
nikkede . 
„ Ja saa maa det jo forholde sig saaledes , “ 
indrømmede Valseth , — „ men fortæl videre ! “ 

„ For ikke formeget at røde min Sindsbevægelse , “ 
tog Vilson igjen Ordet , „ skyndte jeg mig hurtigere 
ud af Døren end sædvanlig , foregivende en Elevs 
Venten . Nu havde jeg altsaa fundet , hvad jeg i 
saa lang Tid havde higet efter at finde ! men følte 
mig dog nu aldeles overvældet deraf . Det kom 
mig for uventet og overraskende , efterat jeg nu forlængst 
havde opgivet at finde hvad jeg søgte , ja 
tabt Noget af det oprindelige Indtryk , som den 
„ gamle Familiekrønike “ havde gjort paa mig . 
Jeg havde i nogen Tid efter denne Opdagelse 
ondt ved at satte mig . Navnlig under de første 
Besøg derefter havde jeg Møie med at skjule før de 
to Fruentimmer Noget i mit Væsen , der maa have 
taget sig ud som en Følelse af Ringhed og Forladthed , 
som en keitet famlende Forlegenhed , ja næsten 
slavisk Ærbødighed , der var mig fuldkomment fremmed 
ligeoverfor alle Andre . Den Hengivenhed , jeg 
allerede havde begyndt at føle baade for den agtværdige 
Moder og den smukke , begavede Datter , fik 
en overordentlig Tilvæzt , men tillige en anden Charakter 
og Farve — som for Nogen , mod hvem man 
har en uhyre stor Uret at afsone . Jeg følte mig 
paa eengang filtrukken og frastødt ; jeg vilde undflye 
paa samme Tid som jeg følte mig uimodstaaelig 
fængslet . Det brændte mig paa Sjælen at modtage 

mit Spillehonorar , og jeg kunde dog ikke finde nogetsomhelst 
Paaskud til at gjore Afkald derpaa , ligesom 
jeg hverken kunde eller vilde frasige mig selve Underviisningen . 
Det forekom mig som Blodpenge imod 
to i trange Kaar levende Ovinder , der sandsynligviis 
havde levet i Velstand , dersom ikke — ja jeg 
heder Dem selv at fuldføre Tanken ! 
Jeg kan ikke med Sikkerhed i . afgjøre , om det 
uden min Opdagelse var kommet til Forlovelse og 
Ægteskab ; men at Opdagelsemnog dens nærmeste 
Virkninger gjorde for mit Vedkommende i det mindste 
et fremflnndende Udflag , er utvivlsomt . Jeg troede , 
at hendes døende Stamfaders afbrudte Slutningsord 
( „ ingen Forsoning førend kunde fortolkes og 
suppleres saaledes , og blev bestyrket deri af det natlige 
Drømmebillede , som de Fleste her have hørt mig 
omtale . Det viste sig paa den Tid førstegang for 
mig og gjorde den Forestilling levende- hos mig : at 
bringe Fortidens Røster til at forstumme ved at 
forvandle Forbandelsens Mellemværende til et Kjærlighedens ; 
og skulde da af en saadan mellem de 
fvende Slægter oprettet Pagt en fælleds Kjærlighedsfrugt 
opstaae med Blod af begge Racer , da vilde 
Forsoningen være fuldstændig — med mindre det 
skulde skee som i „ Thora fra Havsgaard “ , at den fælleds 
Kjærlighedsfrugt ikke kom til at slægte Moderen 

paa , men kun Faderens forbryderske 
Slægt . 
Vi bleve gifte , og Moderen , som boede hos os , 
oplevede at see og omfavne sin Dattersøn , men døde 
ikke længe efter i en Epidemie , som i de Tage bortrev 
Adskillige i Frederiksborg . Om mit Ægteskab 
har jeg oftere fortalt mine Venner her . Der manglede 
Intet i en fuldkommen ægteskabelig Lykke uden 
det , at jeg ligeoverfor min Hustru — gik og bar 
paa en Hemmelighed , jeg ikke kunde magte ! Havde 
jeg inden Ægteskabet ganske oprigtig meddeelt hende 
og hendes Moder hele den gamle Familietradition 
fra først til sidst , da bavde det været meget bedre , 
det indseer jeg nu . De vare begge saa fordomsfrie 
og sundt tænkende , at de sikkert havde betragtet dette 
aldeles særegne Mellemværende paa en smuk og 
forstandig Maade . Isfedetfor selv at føle sig frastødte 
havde de rimeligviis endog befriet mig for en 
eiendommelig Opfattelses Byrde , der lige fra min 
Faders Tid — og i hans Fodspor — havde tynget 
paa mig som et Mareridt . Jeg bar min Hustru 
paa Hænderne og søgte at læse hvert Ønske ud af 
hendes Øine ; men det uopgjorte Mellemværende stod 
som en chinesisk Muur mellem mig og det naturlige 
Udtryk for mine Følelser . Offere har jeg gjort Tilløb 
sil at aabne mit Hjerte for hende ; men jeg 

kunde ikke faae Meddelelsen over mine Læber ; det 
var som Struben blev sammensnørt , naar jeg vilde 
begynde . Saaledes forblev jeg ene om Hemmeligheden 
uden at kunne beherske den , og Tavsheden 
beredte mig selv og Andre megen Fortred , som kunde 
være sparet . Jeg henfaldt fil de urimeligste Grublerier , 
ja gjorde mig en Tidlang skyldig i de særeste 
og uretfærdigste Miskjendelser mod en af os begge 
elsket Person , der i mine utilregneligste Øieblikke ikke 
var langtfra af minde mig om „ Thoras og Rollers 
Søn i Baggesens dæmoniske Digt “ . Nei ! nei ! man 
skal ingen Hemmelighed have for sin Hustru , naar 
hun har Ret fil af kjende den ! “ 
Ved disse Ord saae han hen paa Valseth . 
Denne rødmede , men saae i det samme frimodigt 
smilende paa sin Kone . Dæt var aabenbart — hvad 
jeg allerede siden Juleaften havde bemærket — kommet 
fil en Forklaring imellem dem , en Forklaring , 
som syntes af have været aldeles tilfredsstillende for 
begge Parter , ja endog af have gjort „ den befrygtede 
Tilgivelse “ overflødig . 
„ Dæt er denne Feil , denne Forsømmelse mod 
to Afdøde , “ vedblev Vilson , „ navnlig mod min Hustru , 
der havde havt Ret fil af vide Besked , inden 
hun bandt sin Tilværelse fil min , det er denne Feil , 
jeg her har søgt af bøde lidt paa ved af betroe mig 

fil Dem , Fru Ingeborg ! der hører ligesaa nær som 
hun fil den ved det dobbelte Rovmord udplyndrede 
Slægt , samt ved at gjøre det i Paahør af Arthur 
og Juta , de yngste sideordnede Descendenter af de 
to fjendtlig stillede Stamfædre . “ 
Alles Dine rettede sig mod disse Tvende ; men 
Juta , som vel ikke havde begrebet meget af Historien , 
var krøben op i Sophaen , hvor hun laa og sov 
sødelig . 
„ Vær forvisset om , “ sagde Fru Valseth , „ at 
De hos mig vil møde det samme fordomsfrie og 
uhildede Syn paa Deres „ gamle Familiekrønike “ , 
som De forudsætter De havde fundet hos min Cousine , 
Deres afdøde Kone , om De havde betroet Dem 
fil hende . Det er rigtigt , at De har udtalt Dem 
og lettet-Deres Sind for en gammel Byrde , ligesom 
ogsaa , at De har ladet Deres Son høre det Hele 
af Deres egen Mund ; men de flemme Papirer , der 
har voldet Dem og Deres Fader saamegen Uro , 
skulde De brænde jo før jo heller , hvis det ikke allerede 
er skeet . Hvad Juta angaaer , da er hun endnu 
formeget Barn fil at kunne forstaae , hvad her er 
talt om , selv om hun ikke var sovet fra det Hele ; 
men finder De det nødvendigt , saa skal jeg gjerne 
engang , naar hun er bleven ældre , fortælle hende 
det paa min Maade . De har i alle Tilfælde gjort 

Dem altfor store Ængstelser og Skrupler over den 
gamle Tildragelse . De har betragtet os Alle som 
den „ blodigt forurettede “ Slægt og Dem selv og 
Deres som Gjengjældelsen underkastet paa Grund af 
de truende Ord , min Bedstefader udtalde i Dødskampen . 
Dette med „ tredie og fjerde Led “ , som De 
har lagt saa stor og besynderlig Vægt paa , har vel 
kun været den bekjendte bibelske Udtryksmaade uden 
at skulle forstaae » bogstaveligt efter Talværdien . Og 
selv om det var tænkeligt og kunde bestaae med 
Guds Retfærdighed , at en Forbandelse , udstødt i et 
saadant Oieblik , kunde have nogen Magt , saa er 
jo dog nu Betingelsen , -som De antager sat for 
Ophøret af dens Virkninger , tilfulde opfyldl . Ikke 
blot Arthurs Kjærlighed til sin Møders Minde har 
De faaet de uimodsigeligsfe Beviser paa ! men han , 
„ det fjerde Led “ , har ved en heltemodig Handling og 
en derefter længe fortsat standhaftig Bestræbelse , der 
er langt udover hans Alder , tilbagefljænket os 
„ de Forurettede “ — vort „ fjerde Led “ , den lille 
Juta , som uden denne elskværdige Bedrift formodentlig 
havde henbragt sit Liv i en Stilling , der var 
værre end Døden . Arthur ! koml — til din Faders 
fulde Beroligelse erklærer jeg Betingelsen for opfyldt 
i fuldeste Maal og Forbandelsen forvandlet til Velsignelse ! 
Det tilsiger jeg Dig i din Moders Navn 

saavelsom i mit eget og Jutas , den yngste Efterkommer 
af den Mand , som udtalde de strenge Ord . “ 
Arthur havde reist sig , og hun trykkede ham i 
sin Favn og kyssede ham i dyb Bevægelse . 
Derpaa kom Juta , der ved at høre sit Navn 
nævne var vaagnet , springende fra Sophaen og 
raabte : „ Mo ' r ! Mo ' r ! jeg flak nok selv kysse Arthur 
paa min Fødselsdag ! “ 
Arthur løffede hende op fra Gulvet og gav 
hende et muntert og hjerteligt Kys . 
Denne sidste Vending bragte Liv og Bevægelse 
i Selskabet igjen . Den Alvor og Spænding , som 
havde grebet os Alle , gav Plads for en Stemning 
— omtrent som efter en heldig overstaaet Fare , en 
„ smukt opløst Dissonants “ . 
Fjortende Capitel . 
Slutningsaccord . 
Hvad jeg endnu har tilbage at meddele , kan 
affattes i stor Korthed . 
Luften vedblev at være reen og Himlen klar . 
Det Adsplittede og Fredløse indenfor den ValsethVilsønfle 

Cirkel havde givet Plads før en velgjørende 
Ro . Arthur og Juta , der vare fælleds Andlinge af 
vs alle , havde bragt Liv og Lys i Stilheden og Dæmringen . 
Forsaavidt 
nogen legemlig Sygelighedsretning 
havde været medvirkende Grund til Valseths „ Anomalier 
og Tilstande “ ( hos Vilson var det neppe Tilfældet ) , 
saa viste han nu ogsaa en langt livligere 
Lyst og villiekraftigere Drift til at benytte de ham 
bekjendte Midler derimod , f . Er . kolde Styrtebade og 
stærk Bevægelse ; ja da Vilson , for at give et virksomt 
Stød til , fik det Indfald at forære ham en Ridehest , saa 
red han nu hver Dag meget lange Toure , der bekom 
ham særdeles vel . Ogsaa i en anden Henseende har 
jeg Grund til at troe , at Vilson , der var en oprindeligt 
sundere og kraftigere og tillige mere religiøst 
anlagt Natur , indvirkede heldigt paa sin Ven , hvem 
han nu daglig og bestandig færdedes med : nemlig i 
at bringe ham paa det Klare med sig selv i Retning 
af det , der udgjorde den sidste — den religiøst 
higende , famlende , tvivlende — Part af Dagbogen . 
Juta , som udviklede sig baade aandeligt og 
legemligt paa den smukkeste Maade , blev Dag for 
Dag til større Glæde for Tante og Onkel , nu hendes 
Adoptivforældre , og tillige et Foreningspunkt , der 
kastede et mildt Skjær over Fortidens Skygger og 

bragte Indhold og Bevægelse i Øieblikkets Virkelighed . 
Arthur , som efter den sidst tagne Bestemmelse 
var kommen til Odense Kathedralskole , besøgte i alle 
Ferier sin Fader . Det var en heel Fest , hvergang 
han kom , ikke mindst for Juta ; og efter de 
to Aars Forløb blev hun Student med fortrinlige 
Vidnesbyrd fra Skolen og alle Kjendetegn paa , at 
han engang vilde bringe det fil noget Særdeles i en 
eller anden Retning . 
Flere i Aar vare gaaede . Ottilia og jeg vare 
allerede et Par lykkelige Ægtefolk . Saa sidder jeg 
en Aften og læser de kjøbenhavnske Aviser , mens min 
unge Kone er beskjeftiget paa anden Maade . Mit 
Øie falder paa en Theateranmeldelse , hvori omtales 
en ny dansk Opera , hvis baade Musik og Text roses 
meget som stemningsfuld og charakteristisk . Det var 
særligt fremhævet , at Text og Musik paa usædvanlig 
Maade smeltede sammen som i een Støbning , ja 
at Forfatter og Componist høist sandsynligt var Een 
og den ' Samme , saameget mere som begge vare i 
Theaterbekjendtgjørelserne betegnede med eens Mærke , 
nemlig „ E . V . “ En egen hemmelighedsfuld Romantik , 
hed det , gik igjennem det Hele og gjorde det 
høist tiltrækkende , -i 
Jeg oplæste Anmeldelsen for Ottilia , og begge 
mødtes vi i een og samme Tanke . Der kunde neppe 

være Tvivl om : hvad Vilson en Aften , halv i Spøg 
halv i Alvor , havde foreslaaet sin „ aandsbeflægtede “ 
Ven — var blevet til fuld Virkelighed . 
Ottilia ndforskede Tante Ingeborg og fik enhver 
Tvivl løst . Ikke heller Mændene gjorde længer nogen 
Hemmelighed deraf for os , men ønskede indtil 
videre at bevare deres Anonymitet ligeoverfor Andre . 
Det Hele , baade Text og Partitur , var indsendt til 
Theaterbestyrelsen under det fælleds Mærke „ E . V . “ 
( Ernst Valseth — Einar Vilson ) , men ifølge Valseths 
ønske kun med Opgivelse af Vilsons ! Adresse . 
Jeg læste efterhaanden ogsaa de øvrige britiske 
Anmeldelser i Blade og Tidsskrifter , hvilke samtlige 
udtalde sig — naturligviis høist forskjellig varieret —7 
paa lignende Maade ; og af Breve fra kjøbenhavnske 
Venner saae jeg , at det store Publicums Dom gik 
ganske i samme Retning , saa at Stykket gav fuldt 
Huus ved hver Forestilling . 
Da jeg senere hen under et kørt Ophold i Hovedstaden 
( i Forbigaaende sagt for at disputere til 
den medicinske Doctorgrad ) hørte denne Operas 
maatte jeg i høi Grad tiltræde den almindelige Dom . 
Men Forestillingen fik for mig tillige en ganske personlig 
minderig Tiltrækning ; thi jeg blev ved Noget 
baade i Texten og Musiken erindret om mangen 
med de to Venner tilbragt Time , om deres Tale , 

Fortælling og ligesaa eiendommelige Sang og Musik 
— ja om det saa var Melodramaet hos Kancelliraadens 
— , kun at det her var løstet op i en i 
alle Henseender æsthetisk berettiget Sphære , Altsammen 
smukt , klart og forstaaeligt . 
Baade Valseth og Vilson havde jo vistnok opnaaet 
Fred med sig selv og en Lykke , de ikke før 
havde kjendt ; men Individualiteterne , hvori hine 
ulykkelige og usædvanlige Stemninger havde kunnet 
slaae Rod , kunde jo dog ikke aflægges eller omsfiftes 
som en gammel Kjole og vare forsaavidt endnu 
bestandig de samme . Dette i Forbindelse med Erindringer 
eller milde Eftervirkninger fra den tidligere 
Tid vilde da let give deres senere Livs Frembringelser 
en vis Farve . Det maatte falde dem naturligt ; 
og saaledes var , naar en virkelig sfabende 
og ordnende Dygtighed kom til , det Valseth-Vilsonste 
„ Fælledsarbeide “ slaaet ned i Publicum som 
en heel ny Art eller Genre , som noget ikke blot 
Skjønt og Tiltalende , men Interessant og høisf 
Originalt . 
Nogle Maaneder efter denne vellykkede Debut 
modtog Vilson et Brev fra en gammel musikalsk Velynder 
med den indtrængende Opfordring , at han 
skulde ansøge en nylig ledigbleven Organistpost ved 
en af Kjøbenhavns Hovedkirker : han skulde da være 

temmelig sikker paa at faae den . Brevskriveren syntes 
paa eengang af have noget med Besættelsen af 
den ledige Organistplads af gjøre og tillige af staae 
i en eller anden forretningsmæssig eller Gud veed 
hvilken Forbindelse med Theaterverdenen , kanskee Theaferdirectionen 
selv , samt overhovedet af maatte være 
en Mand af Anseelse og Indflydelse i flere Retninger . 
I Brevet antydedes , af „ nran “ ved hiint Forflag 
tilsigtede af erhverve ham for Hovedstaden ogsaa 
i en anden Henseende og navnlig give ham Leilighed 
til af træde i nærmere Forhold til Nationaltheatret 
med Hensyn til eventuelle dramatiske Compositioner . 
Vilson svarede tilbage , af dersom bemeldte Forflag 
eller indirecte Tilbud stod i nogen væsentlig 
Sammenhæng med Forventningen om fremtidige Theatercvmpositioner 
fra hans Haand , saa turde han , 
naar han vilde handle ærligt , ikke indgive en saadan 
Ansøgning uden forst af høre Vedkommendes 
Betænkning paa den Tilstaaelse , af han aldeles ikke 
saae sig istand til af componere dramatisk uden efter 
sin „ aandsbeflægtede “ Medarbejder Ernst Valseths 
dramatiske Texter . Kun af denne kunde han vente 
musikalske Motiver , der passede ind i hans egen individuelle 
Kram , i hans egen Maade af tage Tingen 
paa . Kun til hans Ord kunde han finde Toner , 
der vare tænkte , følte og oplevede paa samme 

Maade , ligesom heldte ud af samme Smeltedigel og 
ikke syede til som en fremmed Lap . Ingen af dem , 
hverken Digter eller Komponist , kunde producere sig 
dramatisk uden den Andens næsten samtidige Medvirkning 
til det under en Fælledsinspiration og gjensidig 
Udvexling af Ideer efterhaanden tilblivende Fælledsarbeide . 
Saaledes var den forrige Opera bleven 
til , og saaledes kunde de maaskee i samme Retning 
præstere Meget endnu — adskilte Intet ! 
Strax efter dettes Afsendelse sfred Operadigteren 
paa Operakomponistens Tilskyndelse en Ansøgning om 
en ledig bleven Bibliothekarpost ved et af Kjøbenhavns 
store offentlige Bibliotheker , en Stilling , han 
altid havde havt megen Lyst til . Med dette Dokument 
i Lommen reiser Vilson øieblikkelig til Kjøbenhavn 
og bliver borte i fire Dage . Neppe en Maaned 
efter læste vi i Aviserne under Udnævnelser , at 
baade Vilson og Valseth vare forflyttede til Kjøbenhavn , 
respektive som Organist og Bibliothekar . Det 
er fornemmelig heraf jeg har uddraget den Slutning , 
at Vilsons musikelsfende Patron og Velynder maa 
have været en indflydelsesrig Mand i flere Retninger . 
Begge 
vare de ret hjertelig fornøiede derover , 
ligesom ogsaa Fru Ingeborg og Juta — denne sidste 
dog især fordi hun nu altsaa kom over til Arthur , der 

som Studerende ved Universitetet jo allerede var i 
Kjøbenhavn og naturligviis skulde boe hos sin Fader . 
Et nyt Liv , en heel ny Virksomhed har saaledes 
aabnet sig for de to mærkværdigste Mænd , jeg har 
kjendt , en Virksomhed , hvortil deres eiendommelige — 
mere indre end ydre — Livstilflikkelser vel kan betragtes 
som en for dem betingende Forberedelse . 
Det var jo rigtignok ogsaa paa Tide , naar de skulde 
følge det Kald , som Naturen har anviist dem ; fhi 
Vilson er nu fem og syrgetyve Aar og Valseth et 
Par Aar yngre . De ville dog endnu længe kunne 
siges af være i deres bedste og kraftige Alder , og det 
er maaskee godt , af de ikke som Saamange have udpiint 
og udvandet deres prodnctive Evne ved af begynde 
førend den indre Tilskyndelse naturlig indfandt 
sig . Det er kun saa Maaneder siden de med Alt og 
Alle brøde op herfra for af tage over og tiltræde 
deres nye Stillinger , og jeg veed , af et nyt Fælledsarbeide , 
hvoraf man lover sig meget , allerede er langt 
fremrykket . Desforuden tor det vel betragtes son : 
afgjort , af de i Længden ikke udelukkende lade det 
beroe ved Fælledsarbeider , men ogsaa ville fremkomme 
med selvstændigere Solofrembringelser , Digtning 
uden Musik og Compositioner uden Text . 
Det og meget Mere vil jeg nu snart faae Leilighed 
til af anstille mine Iagttagelser over ganske 

i Nærheden ; fhi jeg og min Dag for Dag elskeligere 
Ottilia , som begribeligviis begge have i hvi Grad 
savnet de Bortrejste , staae i Begreb med af følge 
efter dem . Jeg antydede for , af jeg fluide en kort 
Tour over til Kjøbenhavn før af fage den medicinske 
Døctørgrad . Dette er fleet og skeet til det medicinske 
Facultets Tilfredshed , hvilket i Forbindelse med visse 
tidligere Forholde og heldige Omstændigheder har 
bevirket , af en Docentpost ved bemeldte Facultet er . 
bleven mig overdragen . Og da vi allerede saa 
smaat begynde af pakke sammen før jo før jo heller 
af reise over til den nye Virkekreds og de gamle 
Venner , saa maa jeg nu sætte det sidste Punctum i 
disse Optegnelser .