Første Bog . Bjørn . — Bjørnsen . — Bjørnsøn . Første Kapitel . I Nyboder . Det var den 29de Jannar 1846 , at en lille Skare Mandskab af Holmens faste Stok marcherede fra Gammelholm , gjennem Norgesgade , over Garnisonspladsen og gjennem Amaliegade ned til Amalienborg . I Spidsen for Skaren gik Holmens Chef og nogle andre Officerer i fuld Gala . Mændene i de forreste Sektioner vare prydede med blanke , skinnende Sølvmedajller paa Brystet , de havde nylig modtaget dem for 25 Aars tro Tjeneske og førtes nu ned til Amalienborg for at forestilles for Kong Christian den Ottende . De andre Mænd i Skaren vare vel ogsaa Medajllemænd , men deres Medajller havde ikke Nyhedens Glands , de havde faaet dem forrige Aar eller for flere Aar tilbage ; hvert Aar den 29de Jannar mødte de nu paa Gammelholm og hævede deres Medajllepenge . Dengang Skaren var kommen til Amalienborg , gjorde der Holdt foran Kongens Palais , og Admiralen begav sig ind gjennem Porten med de nye Medajllemænd . Efterat disse vare blevne forestillede for Majestæten , traadte denne ud paa Altanen og udtalte sin Glæde over , at saa Mange vare blevne fundne værdige til at hædres med den smukke Medajlle . Et kraftigt Hurra var Svaret , og derefter adskiltes Skaren for at gaae Hver til Sit . Folket levede dengang endnu i Minderne fra 1801 , Marinen nød større Anseelse end Armeen , Soldatersange kjendte man ikke til , men derimod en Mængde Sømandssange til vore Søheltes Forherligelse . Denne Stemning virkede helt naturligt tilbage paa Flaadens Officerer og Mandskab , men medens de Første maaske ikke havde godt af denne Medgang , paavirkede den stærkt de Sidstes Æresfølelse og meget af Raaheden i deres Leveviis forsvandt . Den gamle Tid kunde dog ikke saaledes paa een Gang kastes overbord , især fordi det var fra den Tid , at man havde sine herligste Minder . Først to Aar efter brød den nye Tid rigtigt igjennem , men medens den paa den ene Side hævæde Mandskabets Selvagtelse , blev paa den anden Marinens tidligere Sejre nu fordunklede af Landhærens nyere . Tre Mænd forlode i ivrig Samtale Amalienborg Plads . Den Yngste havde idag faaet Medajllen , han bar en Kanoneers Distinktioner , og saae ud til at være lidt over 40 Aar . Der var noget Ligefremt og Trohjertet i hans Ansigt forenet med et tænksomt Udtryk . Han havde sort Haar , et stærkt sort Kindskæg og var ikke af den solide Legemsbygning , som udmærkede den Ledsager , der gik paa hans høire Side . Det var en Overkanoneer paa henved de tredsindstyve Aar . Ikke alene hans Ansigt , men ogsaa hans Figur havde en Slags gemytlig Rundhed , han var i Besiddelse af et fortræffeligt Humør , stor Djærvhed og et Mod , hvorpaa han ved flere Lejligheder havde givet Prøver . Han havde ikke været med i selve Slaget 1801 ; han var dengang fjorten Aar gammel , og Dreng ombord i et af Skibene , som hørte til Steen Billes Eskadre , der laa Paa Indrerheden , derimod havde han senere kæmpet med ved Erobringen af engelske Brigger . Den tredie Mand hørte til Holmens Haandværkere og var Baadebygger . Han var paa Overkanonerens Alder , maaske lidt ældre . Da han var lille af Væxt , maatte han bestandigt see op til sine temmelig høje Ledsagere , naar han talte til dem , og dette gjorde han ofte . Efterat man havde talt om Kongens Tale og erklæret den for at være „ krabat “ , gav Baadebyggeren en Skildring af sit Ophold paa Sorgenfri den foregaaende Sommer , da han selvanden var bleven kommanderet til at efterse Kongens Lystbaade . Hvad han dengang havde seet og oplevet , havde gjort et dybt Indtryk paa ham ; han havde gjort Bekjendtskab med Hoffets højtstaaende Mænd , som selv eiede Lystbaade og ønskede dem eftersete . Overkanoneren standsede pludselig hans Tales Strøm og gjorde opmærksom paa , at en ny Medajllemand var tilstede , og at han umuligt kunde Andet end lade sig Venner ønske sig til Lykke ved et lille Glas . Denne Opfordring tog den Paagjældende ikke ilde op , men inviterede strax sine Ledsagere til at gaae ind med sig et Sted i Store Kongensgade . Der blev forlangt Øl og Brændevin , og dengang det kom , sagde Overkanoneren med en vis Højtidelighed : „ Jeg vil sige Dig , Bjørn , at er der Nogen , som ærligt har fortjent Medajllen idag , da er det Dig ; Du kan præslere , hvad der forlanges af dine Overordnede , og Du kan min Salighed ogsaa præslere , hvad der forlanges af dine Kammerater , herPaa ere disse Drikkevarer et Bevis , jeg vilde have sagt , at Du kan præslere mere end der forlanges , dersom Du ogsaa havde ladet komme noget Smørrebrød . “ Kanoner Bjørn bestilte strax Smørrebrød . „ Eftersom Du er en Mand , der efterkommer alle rimelige Ønsker , “ vedblev Overkanoneren , „ saa er det ikke alene som Kammerat , men ogsaa som Ven , at jeg vil drikke din Skaal med det Ønske , at det maa gaae Dig og din Familie godt og vel , saalænge I leve . “ Man stødte Snapseglassene mod hinanden og drak derefter en Slurk af samme Ølglas . „ Jeg deler Olsens Ønsker , “ sagde Baadebyggeren , „ Bjørn har fortjent alt Godt . Jeg kunde have ønsket , at der idag var blevet gjort samme Stads af ham og de andre nye Medajllemænd som i Christian den Syvendes Tid , dengang marcherede de til Slottet med Musik i Spidsen . “ „ Maa jeg takke for de mange gode Ønsker , “ svarede Bjørn , „ jeg er stolt af idag at være bleven Medajllemand , om jeg end ligesom Viby kunde have ønsket , at der havde været lidt Musik med i Paraden . Derefter maa jeg bede Jer undskylde , at jeg intet Selskab gjør iaften . I veed , at man det første Aar ingen Medajllepenge faaer , men kun Medajllen , og I veed ogsaa , at min Kone venter sig hver Dag med en Lille , og det er en dyr Historie . Jeg har spurgt hende , om hun ikke kunde vente en Maanedstid endnu , til vi fik bedre Raad , men hun har sagt Nej . “ „ Ingen Undskyldninger , “ sagde Olsen , „ Tiderne ere ikke til at gjøre Gilder . Gid din Kone snart maa have det vel overstaaet . Det er jo det fredie Barn ? “ „ Det er det sjette . Tre af vore Børn ere døde , en Dreng og en Pige leve . “ „ Saa gid Du maa faae en Dreng , det har Du Fortjeneste af , “ sagde Viby , og sigtede herved til , at enhver Holmens Dreng fra sit ottende Aar hver Maaned fik 2 1/2 Skjeppe Rug , medens Pigerne Intet fik . „ Det har aldrig manglet paa Drenge i min Familie , “ sagde Bjørn , „ det er en gammel Familie i Nyboder . Der fortælles , at min TipOldefader har tjent under Niels Juul . “ „ Aa , det Samme fortælles om min , “ svarede Olsen . „ Men det er heller intet Under , at vor Familie maa blive gammel i Kongens Tjeneste ; Kongen slipper os jo ikke , han giver os Føde , fra vi ere smaa , han giver os fri Skolegang og Klæder , og naar vi ere konfirmerede , maae vi træde ind i samme Stilling , hvori vor Faderer , og først naar vi have tjent et vist Antal Aar , kunne vi faae Lov til at træde ud af Tjenesten . “ „ Om Forladelse , Du kan løskjøbe Dig , “ sagde Viby . „ Javist . Kongen forlanger 2 til 300 Rd . som Erstatning for min Opdragelse ; men hvem har saa mange Penge ? Naar ikke særegne Omstændigheder tale herfor , gjør man klogest i at blive i Tjenesten , man er da forsørget for Livstid ; thi naar man bliver afskediget , faaer man Pension . “ „ Jeg mener dog , “ sagde Bjørn , „ at det er urigtigt , at min Søn ikke kan blive , hvad han har Lyst til , at han ikke engang kan komme ind i Holmens andre Korpser , men maa ligesom sin Fader fage Tjeneste i Artillerikorpset . “ „ Maaske er dette urigtigt , “ sagde Olsen , „ men jeg holder af , at Kongen tager sig af vore Børn lige fra deres Barndom . Jeg har tænkt over den Sag , og jeg maa give den gamle Admiral Holsten Ret ; han sagde engang , at der gaves ingen lykkeligere Mennesker end Nybodersfolk . De blive forsørgede fra deres Fødsel til deres Grav dels med Penge og Klæder og dels med en god Naturalforplejning . “ „ Den kunde somme Tider være bedre , “ sagde Baadebyggeren . „ Duer den ikke , kan man klage , “ svarede Olsen . „ Jeg vil sige Dig og Bjørn Noget . Jeg holder Kraft knuse mig ikke af disse nymodens Ideer , som ville vende op og ned paa Alting . Jeg siger , man veed , hvad man har , men man veed ikke , hvad man faaer . Men jeg har længe mærket , at der ogsaa mellem os findes af disse Reformerte , som ville reformere Landet , æg som ere misfornøiede med hele Skuden . Faae de Lov til at raade , siger jeg , at Skuden gaaer tilbunds . “ Der var imidlertid givet Snapse rundt af Olsen æg derefter af Baadebyggeren ; thi skjøndt de havde opfordret den nye Medajllemand til at traktere , havde det dog ikke været deres Mening , at han skulde være alene derom . Paa de gamle Ulke vare tre Snapse dog ikke istand til at gjøre anden Virkning end at de bleve en Smule mere meddelsomme . De to Andre havde med stor Opmærksomhed lyttet til Overkanonerens Ord , Viby nikkede æg sagde : „ Ja , ja , Du har Ret ; Olsen , lader os være fornøjede med vor Stilling . Jeg klager ikke , skjøndt det tidt kan være lidt skralt om Vinteren , men om Sommeren har jeg god privat Fortjeneste . Sidste Sommer var jeg jo paa Sorgenfri . “ „ Min Kone , “ sagde Bjørn , „ har tjent hos en Grosserer Bjørnson , æg nu gjør hun Opvartning der , naar Familien har store Selskaber . Der skal om kort Tid være et myrderligt stort Selskab , og jeg haaber , at min Kone til den Tid maa have overstaaet sin Barselseng . “ „ Et myrderligt stort Selskab ? “ gjentog Viby . „ Ja . Hans ældste Søn skal have Bryllup . Naar den Slags Folk holde Bryllup , gaaer det ikke stille af . “ „ Hør engang , “ brummede Olsen , „ jeg kjender ikke den Grosserer , og han kjender ikke mig , derfor gjorde I bedst i at kaste ham overbord og tale om andre Ting . — Halløj ! Nei , det gaaer ikke . Klokken er bleven mange , og Mutter bliver sprøjtende gal , hvis hun maa vente med Maden . Gaa I med ? “ De rejste sig og vandrede lystigt samtalende til deres Hjem i Nyboder . Overkanoneren boede i Pindsvinegade , Baadebyggeren i Løvegade og Kanoneren i Bjørnegade , hvorfor hans Kammerater sagde , at Bjørn havde nemt ved at huske Navnet paa den Gade , hvori han boede . Dengang stod Nyboder eller Kongens nye Boder eller , som de i Begyndelsen hed , St . Anna Boder endnu uberørt af Kjøbenhavns Trang til Udvidelse . Overskon havde for ikke længe siden forherliget Nyboder i en Folkekomedie , og enhver dannet ung Mand , som kom ned i dens snorlige , slet brolagte Gader , følte ligesom et Pust fra Christian den Fjerdes , Niels Juels og Tordenskjolds Tid viste sig imøde . Det var vanskeligt at finde Vej i dens mange smaa Gader , især naar man ikke vidste , at Gaderne paa den østlige Side af Adelgade vare opkaldte efter Dyr , paa den vestlige efter Blomster . En Stedkyndig vilde tillige kunne have gjort opmærksom paa , at det havde været Christian den Fjerdes Hensigt at anlægge en Mineralrække Vest før Rigensgade , men at af denne Række kun Sølvgade og Stenkulsgade vare blevne anlagte . I dette Aarhundrede var der med Hensyn til den indre Orden i Nyboder foretaget store Forandringer til det Bedre , hvilket skyldtes en Kommandør Lütken , som i længere Tid havde været Kvarterets Kommandant . Før havde Beboerne kastet deren Fejeskarn udenfor Gadedørene , hvilket havde tilfølge , at der ophobede sig store Møddinger i Gaderne , ikke gode før Sundheden , men en søgt Tumleplads før Beboernes Høns og smaa Børn . Lütken havde udstedt strenge Ordre om Gadefejning og faaet Gaderne rene . Husene vare blevne numererede , hvilket dog ikke kom de gamle Ulke , som ikke kunde læse Tal , tilgode ; de maatte som før finde deres Hjem ved Hjælp af en Sten , der blev lagt i en vis Stilling udenfor deres Gadedør . Befolkningens større Dannelse bidrog til , at man nu sjeldnere saae en Mand og en Kone , som havde været oppe at slaaes , blive slæbte i Vagten , ledsagede af en hujende Skare Børn , ja , tidligere blev undertiden ved Nattetid hele Selskaber slæbte i Vagten ; Drikkevarerne vare gaaede Mænd og Kvinder til Hovedet , en almindelig Batajlle havde været Følgen , og Skrigene havde opfordret Patrouillerne til at skride ind . De nederste Klasser af den faste Stok havde „ enkell Hus “ , nemlig et større og et mindre Værelse og fælles Kjøkken med Familien i samme Etage . Hvert Hus i Nyboder havde to Etager , og hver Etage var indrettet til to Familier . Bebøede man en hel Etage , havde man „ dobbelt Hus “ eller fire Værelser . Det var mere og mere blevet Brug , at Beboerne af „ dobbelt Hus “ leiede de to Værelser til Gaden ud enten til yngre Officerer eller til medicinske Studenter , som fandt Beliggenheden bekvem , eftersom Hospitalerne laae ikke langt borte . Gaardsrummet var forholdsvis stort , og naar et Huses Beboere kunde blive enige herom , kunde de faae Tilladelse til at aflukke Gaardsrummet med et Plankeværk , nafurligvis paa egen Bekostning . I et Hjørne plantedes Træer og anlagdes en lille Have , og langs Muren lod man en Vinranke snoe sig . Flittige Haandværkere opførte et Træskur i Gaarden , her arbejdede de i deres Fritid , og her sov om Natten de halvvoxne Børn , selv i den strengeste Vinterkulde . Som Kanoneer havde Bjørn dobbelt Hus og boede paa „ en Sal “ , han havde flere Gange talt om at ville leje de to forreste Værelser ud , men var endnu ikke kommen saa vidt , thi han havde manglet Penge til at anskaffe sig de nødvendige Meubler . Rigtignok havde han efterhaanden faaet de fleste , men der manglede endnu et større Spejl til at hænge over Sofaen , og naar En og Anden bemærkede , at et saadant Spejl ikke behøvedes , svarede Bjørn : „ Gud bevar os , hvor før jeg vove at byde en Kavalleer et Værelse uden et Spejl ! “ I Stueetagen boede ligeledes en Kanoneer , han hed Kruse , en meget fredsommelig Mand , der lod sig kommandere af sin Kone . De havde mange Børn og sade i smaa Kaar . Om Vinteren tjente Manden lidt ved at være en Slags Maskinkarl ved det kongelige Theater . Da Bjørn havde sagt Farvel til sine to Ledsagere og gik op ad Bjørnegade , kom Madam Kruse styrtende imod ham og raabte : „ Hvor bliver De dog af ? Skynd Dem lidt ! Min Mand har været efter Jordemoderen . “ „ Hvem kunde ogsaa ane det , “ sagde Bjørn og fog til at løbe saa stærkt han kunde . „ Naa , naa , De behøver ikke at løbe , “ brummede Madamen , som havde forberedt sig paa at give en lang Forklaring over sin Nabokones Tilstand . Bjørn hørte hende ikke og var allerede ved sin Dør , hvor en smuk Dreng paa syv Aar fog imod ham med det Udraab : „ Moder er syg ! “ „ Du og din Søster maae blive hernede , “ sagde Bjørn . „ Madam Kruse har taget os herned , vi ere her . “ „ Det er rigtigt , “ sagde Faderen og løftede en lille treaars Pige , som var kommen løbende imod ham , op paa sin Arm og kyssede hende . „ Op til Mo ' er , “ sagde den Lille . „ Det kan Du ikke , lille Anna , “ svarede han , „ Moder har faaet Besøg af Storken , men naar I ere rigtigt artige , bringer den Jer maaske en Broder eller Søster . “ „ Aa , vi skal være saa artige , “ sagde Drengen og klappede i Hænderne . Bjørn ilede nu ovenpaa og traf ved sin Indtrædelse Jordemoderen . „ Naa , hvorledes gaaer det ? “ spurgte han . „ Det gaaer godt . Jeg skal sige til Deres Kone , at De er kommen , det vil glæde hende . “ „ Gjør det , Madam Jacobsen . “ Madam Jacobsen gik ind i Kammeret , som det bageste Værelse altid benævnes i Nyboder , og kom tilbage med den Besfed , at hans Kone ønskede at se ham . Bjørn listede sig ind paa Taaspidserne og nikkede til en bleg , endnu smuk Kone paa tredive Aar . Hun laa i en Seng med snehvide Lagener ; fornden Sengen fandtes i Kammeret en simpel Knagerække , hvorpaa Familiens Klæder hang , endnu var man ikke kommen saa vidt at have Klædeskab . „ Min kjære Mand , ” sagde hun og smilede til ham i sine Smerter . „ Marie , hvorledes har Du det ? “ spurgte han med Inderlighed . Smerterne overfaldt hende , Madam Jacobsen kom til , og Bjørn begav sig ind i det forreste Værelse , hvor Madam Kruse kort efter traadte ind . „ Gaa De ned til Fatter og Børnene , “ sagde hun , „ her kan De ikke hjælpe . “ „ Jeg vil dog blive her , det glæder min Kone , af hun veed , jeg er saa nær . “ „ Det angaaer ikke mig , “ svarede Madamen og gik ind i Kammeret . Bjørn foldede sine Hænder og sad i stille Bøn , mens hans Hustru blev forløst . Da han hørte den Spædes første Skrig , bad han en Bøn , af det maatte gaae den Nyfødte godt i Verden . Madam Kruse traadte ind , holdt den Lille paa sine Arme og sagdes : „ Jeg gratulerer . En Datter . “ „ Hun skal være velkommen , “ sagde Faderen . „ De havde maaske hellere seet , af det var blevet en Dreng ? “ „ Jeg tager med Glæde mod , hvad Vor Herre giver , “ svarede Bjørn . „ De kan godt komme ind nu , “ sagde Madam Jacobsen i Kammerets Dør eller , som det hedder i Nyboder , „ Kammersdøren “ . Bjørn traadte smilende ind til sin Kone og sagde : „ Gud ske Lov , af det er godt overstaaet . “ Han kyssede hende og bad hende om af forholde sig rolig . Desuagtet sagde hun : „ Det er sandt , Du og Børnene skulle jo have Middagsmad . Jeg havde en Gryde Ærter over Ilden , dengang Smerterne overfaldt mig . Nu vil jeg bede Madam Kruse om at sætte den paa igjen . Og hør , sørg for , at Madam Jacobsen faaer Kaffe med fint Brød til . Du veed , hvor vore bedste Kopper staae . “ „ Ingen Bekymringer , “ svarede Bjørn , „ jeg skal selv sætte Ærterne i Kog igjen , Kaffen skal jeg ogsaa lave , og jeg skal sende en af Kruses Tøse efter Brød . “ Idet Madam Bjørn vilde lægge sit Hoved beroliget tilbage paa Puden , fik hun Øje paa sin Mands Medajle . Et glad og stolt Smil lyste ud af hendes Øje , og hun sagde : „ Ieg gratulerer Dig til din smukke Medajle , maa jeg se den ? “ Han tog den af sit Bryst og gav hende den , idet han sagde : „ Ieg giver Dig Medajlen som Belønning for dit Dagværk . Den lille Tøs er bleven en Medajlepige . Hendes „ Geburtsdag “ ville vi da sagtens kunne fejre ; thi hvert Aar kommer jeg paa den Dag til Penge . “ Jordemoderen kom og anbefalede Stilhed , hvorfor Bjørn strax gik bort ; Barselkonen kunde ikke afholde sig fra at vise hende den smukke Medajle og sige : „ Den har min Mand faaet af Kongen idag . “ Bjørn fik hurtigt Ilden til at brænde under Kjedlen , og ligeledes varede det ikke længe , før Kaffen var færdig . Han bredte en smuk , ren Dug over Bordet , satte Hvedebrødet og Kopperne derpaa og bad Madam Jacobsen tage tiltakke med en Kop Kaffe . Madamen lod sig ikke byde to Gange . Hun hørte til den Slags Jordemødre , som gjøre Fordring paa at blive trakterede , hvor de komme , og som bestandig have en Mængde Historier at fortælle til Forherligelse af egen Dygtighed . I Almindelighed gik hun elegant klædt , men det var ingen Hemmelighed , at , var Overtøjet straalende , var Undertøjet i høj Grad skident . Hun var omtrent fyrretyve Aar og Enke med tre Børn ; om Søndagen kunde man undertiden møde hende med hendes „ Forlovede “ , et ungt Menneske paa lidt over tyve Aar . Medens Madamen fortalte Bjørn sine nyeste Historier , meldte den første Barselvisit sig . Den gamle Skik er ikke gaaet af Mode i Nyboder , at Barselkonen maa modtage en Mængde Visiter af sine Bekjendte , som Alle medbringe „ Noget til Barselkonen “ , dette Noget er enten en halv Flaske Vin , en Skaal med sød Suppe , en Flaske Hindbærsaft eller andet Lignende . Rigtignok mene kyndige Folk , at Patienten har bedst af Ro , men da vedkommende Koner selv have maatfet modtage Visiler under lignende Omstændigheder og ikke have taget Skade deraf , antage de , af det heller ikke vil kunne skade Andre . Den første Besøgende medbragte en Flaske Hindbærsaft . Madam Jacobsen fik , efterat have drukket den tredie Kop Kaffe , Lyst til af vise sin Myndighed , hun gik ind i Kammeret og sagde , af Patienten maatte have Ro . Den fremmede Kone trak sig i den Anledning tilbage , blev budt en Kop Kaffe af Bjørn , og de to Madamer kom derved i en interessant Passiar , til Jordemoderen erindrede , af hun sknlde et Sted hen „ af svøbe “ . Begge Madamerne gik da samtidigt bort , Madam Jacobsen med den Bemærkning , af hun kom igjen Klokken otte . Bjørn skyndte sig af tage den rene Dug af Fyrretræesbordet , bære Ærterne ind og hente sine Børn op , for af de kunde spise til Middag . De sknlde dog først hilse paa deres Moder , men hun var falden i en rolig Søvn . Hendes Mand kyssede hende sagte paa Panden , tog Medajlen , som laa ovenpaa Dynen , og viste den til sine Børn , da han og de vare komne ind i det andet Værelse . Lille Anna klappede glad i Hænderne og greb efter den blanke Skilling , Broderen saae mere alvorlig ud . „ Christian , “ sagde Bjørn , „ en saadan Medajle skal Du ogsaa stræbe efter at saae , naar Du engang kommer i Tjenesten . “ „ Det skal jeg nok , “ svarede Drengen kort . Man satte sig nu tilbords , og Bjørn havde lille Anna paa Skjødet . Maden smagte dem fortræffeligt . Da den var spist , bar Kanoneren Karrene ud i Kjøkkenet og vaskede dem af saa behændigt som nogen Kokkepige . Derefter blev Bordet , hvorpaa der var spist , tørt af , og den rene Dug atter bredt over det . For ikke at forstyrre Moderen i hendes Søvn , bleve Børnene atter bragte nedenunder . Da Bjørn kom op , saae han ind til sin Kone og den Lille , der vedbleve at sove trygt . Det var imidlertid begyndt at skumre , han tændte et Tællelys og satte det i en blankt poleret Messingsfage . Derefter kom han friske Spaaner ind i Kakkelovnen og sørgede for , at de kom til at brænde lystigt . Bjørn kjøbte den største Del af sit Brændsel paa Orlogsværftets Auktioner over gammelt Tømmer og Spaaner fra de ophuggede Skibe ; disse Spaaner vare dengang billigere end nu , da Amagerne have fundet paa at bruge dem til Strøelse i Stalden . „ Det er nok koldt ude iaften , “ sagde Kanoneren til sig selv og saae ud ad Vinduet mod den klare Vinterhimmel , derefter gled hans Blik over Løvegades lave Husrækker hen til „ Byens Huse “ paa den anden Side af Hoppenslænge . De fattige Folk , som boede der , havde sjeldent Raad til at hænge Gardiner for Vinduerne , hvorfor det i Frastand saae ud som om Husrækken var illumineret . Bjørn havde ofte moret sig med at se derpaa . Iaften fore hans Tanker dog langt videre end til de fjerne Gjenbohuse , han tænkte paa sine Børns Fremtid . For Christian nærede han ikke mange Bekymringer , men derimod for de to smaa Piger . Efter i Taushed en kort Tid at have lænet sit Hoved til Vindueskarmen , rejste han sig pludselig og sagde : „ Gud er god , han hjælper dem nok . “ I det Samme kaldte hans Kone paa ham , og han gik ind i Sovekammeret . Paa hans Spørgsmaal om hendes Befindende , svarede hun : „ Jeg har det godt . Jeg har drømt en dejlig Drøm . Jeg skal fortælle Dig den . Men sæt først Natlampen herind , at jeg kan se til den Lille . “ Bjørn gjorde , som hun bad om , og lod tillige Døren mellem Kammeret og det forreste Værelse staae aaben . Efterat have seet til den Lille , sagde Moderen : „ Jeg drømte , at jeg sad ude paa Kirkegaarden ved vore Børns Grave , og at jeg græd over at have mistet dem . Da begyndte en lille Fugl at synge saa dejligt i Sirentræet , som skygger over Graven , og der kom Trøst til mit Hjerte , og jeg spurgte mig selv , om den lille Fugl vidste , at jeg sørgede . Pludselig taug Fuglen , og jeg saae mod Træet i Haab om , at den skulde begynde paany , da dukkede der et lille Ansigt frem mellem Bladene og Blomsterne , efterhaanden kom en lille Engel tilsyne , som jeg syntes at kjende , den nikkede til mig , det var vor lille Fanny , som døde , inden hun var to Aar gammel . Hun var dejlig , da hun levede , men hun var endnu dejligere i min Drøm . Skjøndt jeg ikke syntes , at hun bevægede Læberne , mærkede jeg dog , at hun talte til mig , og hun sagde : Moder , sørg ikke mere , Du vil faae en anden Fanny , som ikke døer . Jeg rakte Armen ud efter mit dejlige Barn , men hun svævede op mod Himlen , og da hun kom mellem Solen og mig , blændede Solen mig , og hun forsvandt . — Ikke sandt , det var en dejlig Drøm ? Lad den lille Pige komme til at hedde Fanny ? “ „ Som Du vil , Mutter . “ „ Tak , Bjørn , Du er en ejegod Mand . “ Bjørn anbefalede hende ikke at tale for meget , og fortalte hende , at Børnene havde faaet Middagsmad , mens hun sov . Under det ene Vindne var en Forhøjning , hvorpaa Madamen , naar hun var rask , sad og syede . Da Klokken var syv , blev der paa denne Forhøjning redt en Seng til Børnene , som plejede at ligge paa Sofaen , men paa den skulde nu Faderen ligge . Efterat have drukket The hos Madam Kruse , bragtes de iseng , og de sov trygt , da Jordemoderen kom . Mens hun puslede den Lille , kom Madam Kruse til for ret at bese Barnet . „ Øe er vel ikke bange for , at jeg skal overse det ? “ spurgte hun . „ Overse ? Hvad mener Øe med det ? “ spurgte Jordemoderen . „ Det er dum og faabelig Overtro . “ „ Det maa Øe ikke sige . Jeg kjender flere end et Barn , som er blevet overseet , og derfor pusler jeg aldrig mine spæde Børn , naar der er Fremmede tilstede . Selv det Menneske , om hvem man mindst aner det , kan have Øje til af overse . “ „ Hvad man herude i Nyboder kalder , af et Barn er overseet , er ikke Andet end den engelske Syge . “ „ Siig ikke det ; den engelske Syge kjender jeg meget godt . “ „ Troer De ogsaa , af et Barn kan blive overseet ? “ spurgte Jordemoderen Barselkonen . „ Det troer jeg rigtignok , “ var Svaret . Madam Jacobsen rystede smilende paa Hovedet . Da hun var færdig med af pusle den Lille , satte Bjørn noget koldt Kjøkken , Øl og Brændevin frem paa Bordet og bad de to Madamer tage for sig af Retterne . De lode sig ikke byde to Gange , og snart vare Knive og Gafler i fuld Aktivitet . „ De har jo faaet Medajlen idag . “ sagde Madam Kruse , „ jeg har rent glemt af gratulere . “ „ Maa jeg ogsaa gratulere , “ sagde Madam Jacobsen . „ Tak . “ „ Det er en meget smuk Orden , “ sagde Jordemoderen . „ Ja , “ svarede Bjørn stolt , „ Ekvipagemesteren sagde idag , af det var større Ære af have Medajlen end Sølvkorset ; thi man vidste , at Enhver , som fik Medajlen , havde ærligt fortjent den . Deres Mand , “ henvendte Bjørn sig til Madam Kruse , „ fik Medajlen ifjor . “ „ Og kan De huske det Selskab , vi havde ? “ spurgte Madam Kruse . „ Det kan jeg rigtignok . Vi skulde ogsaa have havt Selskab , hvis min Kone ikke havde været saa langt henne , det var godt , at vi ikke desuagtet indbød til Selskab , det var dog ikke kommet istand idag ; men ville Damerne i Dagens to Anliggender drikke et Glas Punsch med mig ? “ Dette vilde Damerne gjerne . Bjørn tog sin Hat paa og ilede over i Værtshuset lige overfor for at kjøbe Rom , Sukker og en Citron . I hver Gade i Nyboder er der et saakaldt Værtshus , hvor en Mand har Tilladelse til at handle med alle Slags Marketendervarer . Bjørn kom kort efter tilbage med Indgredienser til Punschen , som Madam Kruse bryggede i Husets eneste Terrin . Derefter øste hun op i Glassene med en Tinpotageske og spurgte : „ Er Punschen god ? “ „ Udmærket , “ sagde Bjørn . „ Den er virkelig meget god , “ sagde Madam Jacobsen . „ Ja , lader os saa drikke den Lilles og min Kones Skaal , “ sagde Bjørn , „ og ønske , at det maa vedblive at gaae dem godt . “ Man klinkede og drak , Madam Kruse stak Hovedet ind i Kammeret og sagde : „ Det var Deres og Barnets Skaal . “ „ Jeg hørte det , “ sagde Barselkonen . Madam Kruse drak derefter en Skaal for Medajlemanden , Bjørn en Skaal først for Madam Jacobsen og derefter for Madam Kruse , og Madam Jacobsen udbragte en Skaal for de to andre Børn . Bollen var derved bleven tømt , og Madamerne rejste sig for at tage Afsked . „ Ja , ja , “ sagde Madam Kruse ved Afskeden , „ kommer der Noget paa , veed De , Bjørn , at De kun behøver at kalde paa mig . “ Da Gjæsterne vare borte , lagde Bjørn for den Nyfødtes Skyld flere Spaaner i Kakkelovnen , saae efter om Dørene vare lukkede , gav sin Kone Godnatkysset og lagde sig derefter paaklædt paa Sofaen ; thi Huset havde ikke flere Sengklæder end dem , som Konen og Børnene brugte . Han sov snart ind , og Natten forløb roligt . Maanen kom op og tittede ned til de Smaa paa Forhøjningen , og de drømte maaske , at Maanen var Faders Medajle , som nu skinnede for hele Byen paa den klare Vinterhimmel . Andel Kapitel . En Dag paa Landkadetakademiet . Den nuværende Fredericiagade , som vi paa Grund af dens Beliggenhed hellere havde seet blive kaldt Helgolandsgade , havde indtil for kort Tid siden flere Navne ; den østlige Del hed Blankogade , derefter fulgte Akademigade , Kaninlængen , Bjørnegade , Nellikegade og Kokkegade . I Akademigade , der gik mellem Bredgade og St . Kongensgade , laa eller ligger der endnu en stor Bygning , der imidlertid ikke mere som i 1846 har staaende med forgyldte Bogstaver over den store Port midt paa sin Façade : DET KONGELIGE LANDCADETACADEMI . Dengang stod Akademiet i fuld Flor og havde nogle af Landets dygtigste Lærere til at undervise sine Elever , hvoraf der var over 100 . For en halv Snes Aar siden er Akademiet blevet ophævet , men man begynder nu at indse , at dets Ophævelse hørte til de forhastede Reformer . Der er jo fra dette Akademi udgaaet Mænd som Rye , SchlepPegrell , Wilster , Wørishøffer , Henckel , Lasson , Bernstorff og Fl . , ikke at tale om den preussiske Feltmarechal Moltke . Landkadetakademiet havde afgivet Stammen til vort Officeerskorps i den fyrste slesvigske Krig , en Stamme , der tildels bestod endnu 1864 , men som om ikke mange Aars Forløb vil være „ en Saga blot “ . Til dette Akademi ville vi en Morgen i Slutningen af Februar 1846 fyre vore Læsere . Klokken er 7 1/2 , og saavel Akademi- som Bykadetter begynde allerede at samle sig til Paraden , som hver Morgen Kl . 7 3/4 afholdes i Fægtesalen , en stor Sal i Stueetagen , hvis Loft bæres af to svære Træpiller , og hvortil den før omtalte store Port fra Gaden fører ind . Kadetterne danne de tre Sider af en Firkant . Paa højre Fløj staaer Afgangsklassen , derefter følger ældste , næstældste , næstyngste og yngste Klasse . Akademikadetterne ere i den Dragt , de bære i Klassen ved Undervisningen , derimod ere Bycadetterne i fuld Uniform . For de fire ældste Klasser bestaaer denne i en rød Trøje med en Rad hvide Knapper , lyseblaa Krave med Sølvbroderi , lyseblaa Skulderklapper , kantede med Sølvtresser , og bagpaa et Par smaa Skjøder , kantede med Hvidt . Buxerne ere mørkeblaa eller af Kadetlærred , og Huen mørkeblaa med Kokarde og en Sølvtresse . Til Uniformen hørte en Sabel i en sort Læderskede med Messingbeslag , den bares i en sort lakeret Rem over højre Skulder ; over venstre Skulder bares , ligeledes i en sort lakeret Rem , en lille Taske , prydet med det danske Vaaben i Sølv , og foran paa Remmen saaes Kongens Navnechiffer ligeledes i Sølv . Til Galla havde de fire ældste Klasser Tschako . Yngste Klasse eller de saakaldte blaa Kadetter havde en blaa Trøje istedetfor en rød , ingen Sabel og ingen Sølvtresse om Huen . Kappen var derimod ens for alle Klasser og forsynet med et stort Slag , pyntet med en Række smaa Knapper , og var ikke en Nutidens Kuskekavaj ganske ulig . Der var usædvanligt Liv og Frejdighed tilstede mellem alle disse unge Mennesker , man sladdrede , man lo og i de yngre Klasser vexlede man undertiden smaa venskabelige Puf og Stød . Naar Repetenterne kom og kommanderede : Træd an ! , bleve Alle , som ved et Trylleslag , stille . Repetenterne havde taget Officeersexamen , men vare forpligtede til at forrette et Aars Underofficeerstjeneste ved Korpset , fordi de havde været Frikadetter eller , som det hed , „ virkelige Kadetter “ . Hver Klasse havde sin Repetent , nogle to . Efterat have efterseet om enhver Kadets Dragt var ren , aflagde Repetenten Melding til Klassens Officeer og stillede sig paa højre Fløj af sin Klasse . Lidt efter lidt kom Korpsets Lieutenanter og nu indtraadte det højtidelige Øjeblik , da man ventede paa Chefen og den Næstkommanderende . Endelig aabnede den ved Porten vagthavende Kadet af Yngste Klasse denne paa vid Gab , Officererne skyndte sig at danne den fjerde Side af Firkanten og ind traadte Korpsets to Højstkommanderende , efterfulgte af den vagthavende Repetent , som bar Paroljournalen . Chefen vandrede langsomt ned langs Rækkerne , eftersaae om Alle vare tilstede og Pudsningen god , derefter stillede han sig i Kredsens Midte , og den vagthavende Officeer traadte nu frem og oplæste Dagsbefalingen . Idag blev en Kadet straffet med to Timers Arrest , fordi han havde røgt Tobak , og en anden Kadet fik tre Kvarteers staaende Arrest , fordi han ikke havde hilst en Foresat paa Gaden . Efter Straffelisten kom Listen paa dem , som denne Aften vare kommanderede til at gaae i Komedie . Akademiet havde nemlig en Loge . Efterat Paroljournalen var oplæst , marcherede Kadetterne bort og , komne udenfor Fægtesalen , adspredte de sig til alle Sider for at søge deres Klasser , hvor Undervisningen begyndte Klokken otte . Mellem yngste Klasses Akademikadetter fandfes en lille , opvakt Fyr , som idag syntes at være i overvættes godt Humeur ; det var dog ikke , fordi han samme Aften var bleven kommanderet paa Komedie , men han havde faaet et Brev om , at hans Onkel i Frikvarteret Kl . 10 vilde komme ud paa Akademiet og anmode Chefen om , at hans Brodersøn den følgende Dag i Anledning af en Familiehøjtid maatte faae Frihed . Det var denne extraordinaire Fridag , som glædede Kadetten . Da slog en Kadet af ældste Klasse ham paa Skuldren og sagde : „ Bjørnsen , din Fætter skal jo have Bryllup i morgen ? “ Ja , “ „ Skal Du med ? “ „ Jeg haaber det . “ „ Jeg har hørt , at der om Aftnen skal være Bal , og at din Onkel vil invitere nogle ældre Kadetter . Kan Du ikke skaffe mig med ? “ „ Jeg veed ikke — “ „ Taler Du ikke med din Onkel idag ? “ „ Han kommer her Klokken ti . “ „ Saa maa Du sige til ham , at Du ønsker , at han skal invitere mig til Ballet , fortæl ham , at jeg er en Ven af Dig . “ „ Men — men hvad hedder De ? “ spurgte Bjørnsen noget forlegen . Han var først bleven Kadet i November det foregaaende Aar og kjendte ikke alle sine Kammerater , navnlig ikke de ældre . „ Jeg hedder Otto Frossing , jeg er Kadet i ældste Klasse . Lad mig nu se , at Du gjør dine Sager godt , saa skal jeg sørge for , af Ingen i min Klasse giver Dig Støvler eller Sabler af pudse . “ Frossing skyndte sig bort ; thi han saae allerede Læreren gaae ind i ældste Klasse . Bjørnsen tænkte ved sig selv , af han sagtens kunde gjøre den ældre Kadet den Tjeneste , hvorom han havde bedt , og gik ind i sin Klasse . Det var indlysende for Selgren Bjørnsen , af han denne Dag maatte beslitte sig paa ikke af deltage i sine Kammeraters lystige Streger , hvorved han let kunde udsætte sig for af blive negtet Udgangstilladelse den følgende Dag . Opgaven faldt ham strax noget vanskelig ; thi Klassen skulde have to Timer Mathematik , Læreren var en gammel dygtig Mathematiker , men havde intet Begreb om af undervise Drenge . Mathematiktimerne vare derfor helligede alskens Lystighed . I Begyndelsen gik Alt imidlertid godt , Læreren sad paa en Stol og holdt et Foredrag om Trianglers Kongruens , men Bjørnsen saae allerede Uvejret begynde af trække op . Man havde nemlig i den sidste Tid fundet paa af more sig med af tage smaa Gløder ud af Kakkelovnen og kaste hinanden dem i Hovedet . Denne Tidsfordriv var allerede i fuld Gang mellem de nærmest ved Kakkelovnen Siddende . Bjørnsen aandede atter frit , da Læreren gik op til Tavlen og begyndte af tegne geometriske Figurer ; han gav Kadetterne Ordre til at forlade deres Pladser og at stille sig om Tavlen for at kunne se bedre . Skjøndt Tavlen hang paa den modsatte Væg af den , hvorved Kakkelovnen stod , lykkedes det dog bestandigt Kadetterne at forsyne sig med friske Gløder ; thi Læreren gik aldeles op i sit Foredrag og vendte aldrig Hovedet om for at see , hvad Eleverne toge sig for . Men nu vilde Skæbnen , at en Glød tog en fejl Retning og faldt paa Lærerens Isse . Da han bar Paryk , mærkede han det ikke strax , men derimod en stærk , sveden Lugt . Han saae sig om for at udfinde , hvor den kom fra , han spurgte Kadetterne , om de ikke havde mærket den samme Lugt , de raabte Alle Jo , idetsamme brændte Gløden igjennem Parykken ; Sagens Sammenhæng gik op for Mathematikeren , han foer bort fra Tavlen og uddelte med knyttet Næve Slag tilhøjre og tilvenstre . Efterat have banket dygtigt løs , sagde han , pludselig rolig : „ Nu har I faaet en dygtig Dragt Prygl , derfor gider jeg ikke skrive en Klage i Journalen over saadanne Hvalpe . “ Bjørnsens Horisont , som havde været formørket , blev pludselig atter lys , og Klokken blev ti , uden der rejste sig nogen ny Fare for hans Udgangstilladelse . Den gamle hidsige Lærer forlod Klassen med en højst alvorlig Mine , han maa have mærket , at hans Tid , til at kunne lære fra sig , var forbi ; thi ikke længe efter tog han sin Afsfed . Nede paa Akademiets store Gaardsplads , hvis ene Side er beplantet med Ahorntræer , traf Seigren i Frikvarteret sin Onkel Bjørnson . Det var en Mand mellem de 50 og 60 Aar , vel ved Magt og med en selvtilfreds , men tillige godmodig Mine udbredt over sit Ansigt . „ Naa , Selgren , “ sagde han , „ her er jeg , siig mig nu , hvor jeg skal træffe Jeres Børsmatador , og hvad jeg skal sige til ham . “ „ Du vil gjerne have mig fri hele Dagen imorgen ? “ „ Javist vil jeg det . Men mine Damer have fortalt mig , at vi ville komme til at mangle Balkavalerer , og derfor have de bedt mig om at invitere en halv Snes Kadetter , men det skulde være af de store og af prima Sort Dandsere . Kan Du være mig behjælpelig med at lede nogle ud , skal Du have Tak . “ „ Jeg vil bede Dig allerførst at invitere en Kadet Otto Frossing i ældste Klasse , det er saadan en rar Fyr . “ „ Dandser han godt ? “ „ Ia , jo , det troer jeg nok . “ „ Saa vil jeg notere mig Navnet , “ sagde Grossereren og skrev det op i sin Tegnebog . Nu , nævn mig nogle flere . “ „ Jeg kjender ikke de ældre Kadetter saa nøje , jeg troer , at Onkel gjør klogest i at overlade til Majoren at bestemme , hvem der skal med ? “ „ Ia , ja , Du har Ret . — Er det en høflig Mand at tale med ? “ „ Ia , det troer jeg nok . “ „ Hvor kan jeg træffe ham ? “ „ Før Øjeblikket er han paa sit Konfor . “ „ Viis mig derop . “ Selgren førte sin Onkel op i den lange , brede Gang , der strakte sig midt gjennem den største Del af anden Etage , drejede derefter tilvenstre og kom helt ned i den Ende af Gangen , som laa nærmest Bredgade . Mod denne Gade vendte Chefens Konfor , Konversationssalen og et Værelse med kemiske Apparater . Foran Kontoret laa Skriverens Værelse . Da Selgren havde seet sin Onkel gaae derind , vendte han om og stod Ansigt til Ansigt med Otto Frossing . „ Har Du talt til din Onkel om mig ? “ spurgte han . „ Ja . “ „ Bliver jeg inviteret ? “ „ Han har lovet mig det og skrevet Deres Navn op i sin Tegnebog . „ Tak skal Du have . — Hør , naar din Onkel kommer ud fra Majoren , saa præsenteer mig for ham . “ „ Det skal jeg gjerne . “ Det varede Noget , inden Grossereren kom ud fra Chefens Kontor . Da han endelig kom , var det med en tilfreds Mine . „ En herlig Mand , en prægtig Mand , “ sagde han til Selgren , „ der var ikke det Allerringeste ivejen . Du faaer fri imorgen , den Kadet , som Du talte til mig om , hvad var det nu , han hed ? “ „ Otto Frossing . Her staaer han . Maa jeg præsentere ham for Dig . “ „ Gjerne , meget gjerne . Jeg haaber , af De vil komme til af more Dem godt imorgen Aften . De har en ganske fortræffelig Chef , De staaer Dem godt hos ham , han roste Dem , da jeg nævnte Deres Navn , og Du , Selgren . . . ja , med Dig vil jeg nok tale . “ Med et Buk og et varmt Haandtryk til den smilende Frossing skiltes han fra denne og gik bort med sin Brodersøn . „ Majoren fortalte mig , at Du var flittig , “ sagde Onklen , „ det kan jeg lide . Hør , jeg har tænkt paa , at Du maa give en Bryllupspresent ; jeg har derfor bestilt en smnk og kostbar Vifte , den henter Du imorgen hos Guldsmed Michelsen og forærer min Datter . Endvidere har jeg tænkt Paa , at Du mangler maaske Et og Andet til din Paaklædning , her er 10 Rd . , kunne de strække til ? “ „ Tak , Onkel , “ sagde Selgren glad . „ Og hør , Du er dog min salig Broders og hans salig Kones eneste Barn , husk paa , at skulde Du komme i en eller anden Forlegenhed , da henvend Dig frit til mig . “ „ De er altfor god , “ svarede Selgren rørt . „ Sniksnak . Det var et kjønt ungt Menneske , Du præsenterede mig for , han saae lidt sværmerisk ud . Det behager Damerne . Hvad er det for en Klokke , der ringer ? “ „ Den kalder os op i Klasserne . Frikvarteret er forbi . “ „ Farvel da . Vi sees imorgen i Kisteklæderne . “ I de to paafølgende Timer havde Kadetterne i yngste Klasse Frihaandstegning , og da Tegnelæreren var en ualmindelig elskværdig Mand , var der neppe nogen Udsigt til , af noget Tilfælde skulde forstyrre Selgrens lyse Udsigter . Klassen forholdt sig rolig og tegnede sine Klodser eller chatterede dem med Sortkridt . Da vilde Læreren vise paa Tavlen , hvorledes Forkortninger ved en Kubus , seet over X , skulde tegnes . Han tog Kridtet og vilde tegne en Streg paa Tavlen , men istedetfor en Kridtsfreg kom der en glindsende Fidtstreg ; en Kadet havde nemlig taget Kridtet ud af det Papir , hvormed det var omvnndet , og lagt et Stykke Tællelys istedetfor . Læreren blev vred , og det havde han god Grund til ; den Kadet , som havde af overholde Orden i Klassen , blev kaldt frem , men han forsikkrede naturligvis , af han var uskyldig ; et langt Forhør blev anstillet , men førte ikke til noget Resultat , hvorfor Læreren beredte sig til af skrive en Klage i Jonralen . Dette hjalp . Den Skyldige traadte frem og sagde : „ Det er mig . Jeg gjorde det , fordi jeg synfes , af det var saa morsomt . “ Den godmodige Lærer kneb ham lidt i Øret og sagde : „ Jeg maa bede Dig lade være med af gjøre det en anden Gang . “ Dermed var den Storm overstaaet . Den sidste Formiddagstime sknlde der være Exercits , og der furde neppe Nogen vove af gjøre Kommers ; thi Lientenanten brød sig i Reglen ikke om af udfinde den Skyldige , men gav den Nærmeststaaende „ paa Tørren ” , som han udtrykke sig , ja , kunde undertiden finde paa af give Alle en hel Time Extraexercits . Da Formiddagens Undervisning var forbi , kom en as Selgrens Klassekammerater hen til ham og sagde : „ Jeg havde ventet , af Du havde faaet mig inviteret med til din Onkels Bal imorgen . “ „ Jeg vilde gjerne have havt Dig med , Rønfelf , men det beroede ikke paa mig . “ „ Aa , Du havde blot behøvet af sige et Ord derom til din Onkel , og jeg var kommen med . Jeg vil ikke være din Ven mere . “ „ Det gjør mig ondt , af Du tager Sagen paa den Maade . “ „ Jeg siger Dig , af havde jeg været i dit Sted , havde jeg bestemt fordret , af Du sknlde have været med . “ „ Min Onkel ønskede kun ældre Kadetter , gode Dandsere . Det vilde have været ubesindigt af mig af forlange , af han sknlde have taget blaae Kadetter . — Vær nu ikke vred længer . Min Onkel gav mig 10 Rd . , vil Du have de fem ? “ „ Du troer at kunne tilkjøbe Dig mit Venskab , “ sagde Rønfelt stolt , „ behold dine Penge . “ Rønfelt vendte sig og gik . Det gjorde Selgren ondt , at han var bleven Uvenner med ham , saa meget mere som en indre Stemme sagde , at Rønfelts Bebrejdelser ikke vare ufortjente . Han var yngre Søn af en Lehnsbaron , der i sin Ungdom havde været Officeer ; Kadetten var en Dreng med et godmodigt , trohjertet Ansigt , og Selgren og han havde strax fattet Venskab for hinanden , de betroede hinanden deres smaa Sorger og Bekymringer og læste de sværeste Lektier sammen . Det var Selgren en ubehagelig Tanke herefter at skulle staae alene , han opsøgte Rønfelt og spurgte ham , om han vilde tage med paa Ballet , saafremt han den følgende Dag kunde skaffe ham en Invitation . Men Rønfelt var ubøjelig . Klokken tre skulde Undervisningen igjen begynde og vare til Klokken fem . Det hændte sig netop , at den Dag bleve Akademiets Skorstene fejede , dette besørgedes af Slaver . Ved Siden af yngste Klasses Kakkelovn var en lille Jerndør , hvorigjennem Slaverne krøbe ind i Skorstenen . De vare endnu ikke vendte tilbage , dengang Undervisningen skulde til af begynde , hvorfor et Par Kadetter fandt , af det var Spas , af lukke dem inde i Skorstenen . Som tænkt , saa gjort . Den første Time var en Religionstime . Læreren var en meget gammel Præsf B . ved Garnisonskirken . Neppe var han traadt ind i Klassen , før Slaverne vilde ud , men da de fandt Døren lnkket , sparkede de af al Magt paa den . Præsten spurgte naturligvis , hvad det kunde være , og man svarede ham , af man troede af have seet nogle udbrudte Slaver gjemme sig i Skorstenen . Idetsamme aabnede en Kadet Jerndøren , og en Del af en Slaves Krop viste sig i Aabningen . Da blev Præsten greben af en panisk Skræk og styrtede ud af Klassen . Ophavsmændene til Spasen frygtede for , af han var ilet ind i Vagtstuen og havde meldt Sagen til den vagthavende Officeer , den kunde da have havt alvorlige Følger for Vedkommende , men herpaa tænkte den skikkelige Præsf ikke , han styrtede ud af Akademiets Port , og Klassen fik saaledes en Fritime . Det var nu ganske behageligt , og mest behageligt for dem , som ikke vare tilstrækkeligt forberedte til den paafølgende Geografitime . Læreren i Geografi var ikke til af spøge med eller , rettere sagt , han var til at spøge med , naar man kunde sine Ting , i modsat Tilfælde gav han meget daarlige Karakterer , og dette havde et Par Timers Arrest tilfølge den kommende Søndag . Han var den eneste Lærer , som benyttede det gamle , ormstukne Trækatheder , der ellers stod henne i en Krog . Før Geografitimen skulde begynde , blev det slæbt midt hen for det forreste Bord , hvorved Læreren fik fri Oversigt over alle Eleverne . Det var en meget høj , mager , yngre Mand , han bar et Par store Staalbriller , hvis Glas han jevnligt var beskjæftiget med at pudse . Synderlig yndet var han ikke , og man havde givet ham Øgenavnet „ Snogen “ . Men Enhver maatte indrømme , at han var en fortrinlig Lærer . Han havde dog en Skjødesynd , han vilde gjerne fortælle Historier , og naar han ikke havde nogen sandfærdig paa rede Haand , digtede han strax en med behørige Overdrivelser . Kadetterne plejede da at udbryde : „ Den er god , “ idet de ved „ den “ underforstode „ den Løgn “ . Han svarede da gjerne smilende : „ Ja , er den ikke fortræffelig ? “ Idag hørte han blandt Andet Kadetterne i Grønlands Geografi . Tilsidst begyndte han at tale om de grønlandske Isbjørne og spurgte Kadetterne , om de vidste , paa hvilken Maade man fangede Sælhunde . Øet vidste Kadetterne naturligvis ikke . „ Saa skal jeg fortælle Jer det , “ sagde han med stor Alvor , „ men hør godt efter ; thi det kan være , at jeg spørger Jer derom til Examen . Naar en af de store Isbjørne vil fange Sælhunde , begiver den sig ud til Iskanten ; her vedbliver den at dyppe sin højre Pote i Vandet — læg vel Mærke til , at det er den højre Pote og ikke den venstre , det beviser Dyrets Intelligens , det er ikke kejtpotet , det er altid den højre Pote — naar Bjørnen nu ved denne stadige Neddypning i Vandet i den stærke Kulde har faaet en stor Klump Is omkring Poten , er denne bleven en brugbar og naturlig Kølle . Nu gaaer Bjørnen paa Jagt efter Sælerne og slaaer dem for Panden med sin Kølle . Øet er forfærdeligt , den Mængde Sæler en Isbjørn kan æde om Dagen , over 3 til 400 . Skyder man en Bjørn i et Øjeblik , den er proppet med Sælhundekjød , er dens eget Kjød saa gjennemtrængt med Tran , at man kan tænde Ild deri og bruge det som en Lampe . Derfor gaae Eskimoerne gjerne paa Jagt efter Bjørnene i den Tilstand ; thi dræbe de en saadan Bjørn , have de Lys for hele den lange Vinter . Men glem nu ikke , hvad jeg har fortalt Jer , jeg spørger derom til Examen . “ Dengang Undervisningen var forbi , satte Akademikadetterne sig under Klasserepetentens Opsyn til at læse paa deres Lektier til den følgende Dag . Lidt over Klokken sex fik dog de Kadetter , som skulde i Theatret , Tilladelse til at gaae , mellem disse vare Selgren og Rønfelt . Ingen Akademikadet maatte forlade Akademiet , før hans Paaklædning i Vagtstuen var bleven efterseet og funden ordenlig af den vagthavende Officeer eller Repetent . Derfor havde nu Kadetterne travlt med at pudse , inden de skulde i Theatret . Kadetternes Loge i det kgl . Theater fandtes ligeoverfor den kgl . Loge . Den havde tidligere været Pageløge , men efterat Kadetterne nu gjorde Pagetjeneste , var den gaaet over til dem . To af Akademiets Lieutenanter , to Repetenter og otte Kadetter vare hver Aften kommanderede i Logen . Denne Aften skulde der opføres Overskous og Arnesens Folkekomedie : „ Capriciosa eller Familien i Nyboder “ , et Stykke , der laa nærmere den Tid end vor . Selgren fulgte det med spændt Opmærksomhed , og det gjorde et ikke ringe Indtryk paa ham . Fyldt af hvad han havde seet , forlod han Theatret , og uden at tænke paa , at han ikke mere var Ven med Rønfelt , sagde han til denne : „ Det var et dejligt Stykke . “ „ Jeg behøver ikke din Kritik , “ svarede Rønfelt mut . „ Kan Dn virkelig være i daarligt Humør efter en saadan Aften ? “ „ Jeg er i daarligt Humør over , at Dn er et saadant Asen , som Dn er , og at det nøder mig til ikke mere at betragte Dig som Ven . “ „ Hvem skal da herefter være din Ven ? “ spurgte Selgren , som ikke i dette Øjeblik vilde tage Ordet „ Asen “ ilde op , især da det var blevet udtalt i en halv gemytlig Tone . „ Ingen , “ var Svaret . „ Jeg vil heller ingen anden Ven have . — Hør , Rønfelt , er det , fordi Dn er Baron , at Dn er saa stiv paa det , saa uforsonlig ? “ „ Det er det ikke , og for at Dn ikke skal troe det , saa her er min Haand , jeg vil glemme , hvad der er skeet , men en anden Gang glemmer jeg ikke . “ De gave hinanden Haanden og følte sig glade ; thi de havde begge fortrudt Uvenskabet . Rønfelt tog mod en Indbydelse af Selgren til at smutte ind paa et mindre Konditori og drikke en Kop Chokolade . Det var rigtignok forbudt Kadetterne at gaae paa Konditorier og Restaurationer , uden ledsaget af Voxne ; Følgen af dette Forbud , hvis Overholdelse umuligt kunde kontrolleres , var imidlertid , at de søgte saadanne Steder , hvor de ikke kunde vente at træffe Officerer . I Konditoriet var der ingen Andre tilstede end Jomfruen . Hun bragte den bestilte Chokolade og satte sig med sit Sytøj henne bag Disken ved Kagerne . Det var en ret net Pige , og Rønfelt begyndte en Konversation med hende . Hun talte utvunget med Kadetten , som efter sin Alder ikke kunde tillægges Prædikatet „ farlig “ . I Samtalens Løb fortalte hun , at hun var fra Nyboder . Øjeblikkeligt meddelte Rønfelt , at han havde været i Theatret og seet et Stykke , der handlede om Nyboder . Det samme Stykke havde hun ogsaa seet , Samtalen blev livlig , og Selgren maatte gjentagne Gange minde sin Ven om , at det var paatide at bryde op . „ Det var en rar Pige , hende kunde jeg godt lide , “ sagde Rønfelt , da de vare komne udenfor . „ Hun er fra Nyboder . “ „ Ja . Hør , jeg vilde i Grunden ønske , at jeg var bleven Søkadet , istedetfor Landkadet , man var da kommen til at befale over Holmens raske Gutter . “ „ Jeg ønsker det Samme som Du ; det er jo Flaaden , som har bidraget mest til at udbrede Danmarks Roes og Magt . — Se , der ligger det gamle Nyboder , jeg har i Grunden aldrig før iaften lagt Mærke til de smaa gule Huse . Synes Du ikke , at der er noget Poetisk udbredt over dem ? “ „ Ganske vist . — Hør , Bjørnsen , da vi nu engang ikke kunne blive Søofficerer , vil jeg ønske , at der maa komme en dygtig Krig , hvori Landetaten kan udmærke sig tilgavns . “ „ Hvorfra skulde den Krig komme ? — Se engang , i det Hus maa bestemt Ole Kaninstok have boet . “ „ Og hvor er saa Konditorjomfruens Hjem ? “ spurgte Rønfell . „ Det veed jeg ikke , men her er vort Hjem . Hvor det seer mørkt og skummelt ud . Vidste man det ikke , kunde man ikke falde paa at troe , at det har været et Operahus . “ De tø Kadetter gik ind ad den lille Laage midt i Akademigade og meldte sig hos Portneren , der havde at opskrive , paa hvilken Tid de Kadetter , som havde havt Udgangstilladelse , kom hjem . De , som havde været i Theatret , kunde faae The og Smørrebrød ved deres Hjemkomst ; det var imidlertid iaften blevet sildigt , Selgren og Rønfelt foretrak derfor at gaae lige op til Sovesalen uden at ulejlige Peer , om hvem det hed i Bisen : „ Og Peer er Taffeldækker Og dannet Menneske , Og gier Du Dig rigtig lækker , Saa ' kan Du faae to Kopper The . “ Kort Tid efter laae de to Venner i deres Senge i den store , for alle Kadetter fælles Sovesal , som strakte sig under Taget gjennem hele Bygningens Længde , og hvor der om Sommeren var forfærdeligt varmt og om Vintren forfærdeligt koldt . Mange af disse unge Mennesker , som denne Nat sov her , skulde om et Par Aar kæmpe og bløde for Fædrelandet , Mange skulde ikke naae Manddomsaldren , men der var ogsaa nogle Faa , som vilde flygte bort i Nattens Mørke og kæmpe mod Kammerater , med hvem de nu slumrede Side om Side . Tredie Kapitel . Brylluppet . Den nye Tid nærmede sig med slærke Skridt , men endnu stode den gamle Tids Grundpiller , af hvilke den absolute Kongemagt var den vigtigste . Gamle Sædvaner og Anskuelser holdt sig endnu trods skarpere og skarpere Satire , gamle Onder vedbleve at trykke Folket trods den unge Presses Opposition , og gamle Mænd vedbleve at styre Statsskibet i den gamle Retning . Men under det Gamle laa en sund , ny Kjerne , som blot behøvede lidt Sol for at sprænge sin Skal . Der var hos Folket en sjelden Livsfylde tilstede , som hos den Unge gav sig Luft i en Mængde gale Streger , der i vor Tid vilde forarge eller maaske kaldes barnagtige . I Pressen fandtes en Frejdighed , en Friskhed , en Kraft og et Haab , som nu savnes , man vidste , at man blev strengt straffet , dersom man udtalte sin Mening altfor uforbeholdent , alligevel skrev man uforbeholdent og frygtede ikke Straffen . Tidens hele Hovedretning var hos de Dannede dog endnu ikke politisf , men æsthetist , og de store Digtere og Skuespillere , som da glimrede paa vor Himmel , vare i Alles Mnnde . Grosserer Bjørnson var en Mand af den gamle Tid og havde havt en af den Tids Svagheder , at ville gjøre sit Navn fornemt ved at forandre det fra Bjørnsen til Bjørnson . Et stille Ønske , om at blive udnævnt til Agent , havde han endnu ikke faaet opfyldt . Han var ældste Søn af en Hosekræmmer Selgren Bjørnsen , som i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede havde boet i Nyhavn og fra en fattig Mand tjent sig op til at blive en velstaaende . Sønnen Peter Bjørnsen var tidligt kommen Paa et større Handelskontor og havde siden af Faderen faaet Penge til at blive Grosserer . Hosekræmmerens anden Søn Jens Bjørnsen havde været Officeer , men baade han og hans Kone vare døde kort efter hinanden under en Tyfusepidemi . Deres eneste Barn Selgren var dengang otte Aar gammel . Begge hans Bedsteforældre vare døde . Onklen havde taget sig af ham , sat ham i en god Skole og tinget ham i Pension hos en af Skolens Lærere . Selgrens Fader , der som Officeer sad i knappe Kaar , havde bedt om og faaet sin Arv udbetalt , men , sælsomt nok , efterlod han og Konen sig efter deres Død ingen Formue . Onklen bekostede derfor sin Brodersøns Opdragelse . Aar efter Aar blev Grosserer Peter Bjørnson rigere . Han havde giftet sig med en rig Bryggers eneste Datter og faaet en betydelig Formue med hende . De havde to Sønner og en Datter . Carl , den ældste Søn , var nu lidt over 26 Aar gammel og for et Aar siden bleven optaget som Deltager i Faderens Forretning , Emil var 23 Aar og studerede Midicin , Elisabeth 19 Aar . Moderen var en høj , fyldig Kone , der ligesom sin Mand havde en stærk honnet Ambition , derfor vare Rangspersoner altid velkomne i hendes Hus . Mellem disse havde i de sidste Aar været en EnkeKammerjunkerinde von Werlau og hendes to Døttre Amalie og Charlotte , den Første var 20 Aar , den Sidste 16 . Kammerjunkerinden var fattig , men af gammel adelig Familie ; lidt efter lidt modnedes den Beslutning hos Fru Bjørnson at stifte et Parti mellem Carl og Amalie . Sønnen havde Intet herimod ; thi Amalie var en smuk Pige , om end noget kold og hoffærdig i sit Væsen , Kammerjunkerinden havde heller Intet mod Partiet , og da Carl friede , rødmede Amalie og sagde et roligt Ja . Grosserer Bjørnson var ikke bleven indviet i disse Forhandlinger ; thi hans Kone vilde bringe ham en behagelig Overraskelse . Han blev ogsaa meget overrasket ved at høre sin ældste Søns Forlovelse , og hans første Udraab havde været : „ Men hun er jo fattig som en Kirkerotte ! “ „ Fy , Peter , hvor kan Du tale saa plat ? “ spurgte hans Kone . „ Man gifter sig ikke for Pengenes Skyld , man gifter sig af Kjærlighed . “ „ Aa ja , saamæn . “ „ Saa skulle vi tilsidst faae af se , af Du har taget mig for mine Penges Skyld ? “ sagde Fruen indigneret . „ Aa , lille Maren , hvad er det dog for en uretfærdig Bebrejdelse , Du gjør mig ? “ „ Har jeg ikke bedt Dig om , ikke af kalde mig Maren , men Mariane . “ „ Om Forladelse . Gammel Vane er vanskelig af aflægge . — Nu ja , dette Parti er mig rigtignok en Overraskelse . Jeg havde troet , af Carl ikke vilde have giftet sig endnu , han holder af et lystigt Liv med lystige Venner . Det er maaske godt , af dette Liv ophører . Mod Pigens Person har jeg Intet af indvende , jeg synes endogsaa godt om hende , men jeg er bange for , af Carl kommer til af forsørge hendes Moder og Søster med . “ „ Ere vi ikke rige nok dertil ? “ spurgte Fruen stolt . „ Jeg maa gjøre Dig opmærksom paa , af Fru von Werlan hører til en af vore ældste adelige Familier , af hun har en Fætter , som er Kammerherre og ansat ved Hoffet , og af . . „ Javist , javist . Carl kunde have gjort et slettere Parti . “ „ Du har altsaa Intet mod Partiet ? “ „ Paa ingen Maade . “ Paa Grund af Omsfændighederne bekostede Grossereren Brylluppet i sin Bopæl paa Nørregade ; de unge Folk skulde bøe paa en elegant første Sal i Raadhusstræde . Carls Broder Emil var just ingen Ven af Broderens fornemme Giftermaal ; thi han regnede sig selv til Fremskridtspartiet og var en ivrig Modstander af Adelige og andre Privilegerede , imidlertid indskrænkede han sig i Hjemmet til blot at satirisere over de Vonner og de Vanner , en Satire , som hans Moder lod som hun overhørte . Men en Dag sagde Emil : „ Hør , Moder , jeg har fundet et udmærket Parti for Elisabeth . “ „ Du ! “ raabte hans Søster leende . „ Ja . Jeg har gjort Bekjendtskab med en Hofjunker von Knäckelbein , han har sine sytten Aner , og 1000 Rd . Gjæld for hver Ane . “ Moderen rynkede sin Pande og sagde : „ Jeg finder , at det er en slet Spøg . “ „ Saa maa Carls Forlovelse ogsaa være en slet Spøg , “ svarede Emil sarkastisk . “ „ Maa jeg udbede mig , at Du afholder Dig fra saadanne Talemaader , “ sagde Moderen , alvorlig vred . „ Det er Tidens Aand , som faler gjennem mig , “ var Svaret , „ det Nye baner sig Vej og vil sejre . Jeg skulde tro , at Aandens Adel var mere værd end den gamle Titeladel , som har overlevet sig selv . “ „ Og Du henregner Dig vel til Aandens Adel , kan jeg tænke ? “ spurgte Moderen spydigt . „ Ja , “ svarede Emil frejdigt . „ Hvor mange Aner har Du ? “ „ Jeg har en uoverskuelig Række ; jeg har enhver stor Mand , som har arbejdet i Civilisationens Tjeneste . “ Elisabeth , der saae , at der fra Moderens Side trak et stærkt Uvejr op , skyndte sig at give Samtalen en anden Vending . Det lykkedes hende , men Moderen begyndte mere og mere at indse , at Emils Forhold til hans tilkommende Svigerinde og hendes Familie ikke i Længden vilde blive det bedste , ja , maaske ligefrem fjendtligt . — Bryllupsdagen var kommen og med den en glædelig Overraskelse for Grossereren . Kammerjunkerinden havde indbudt sin Fætter Kammerherren til at deltage i Bryllupshøjtidelighederne , han havde om Morgenen aflagt en Visit hos sin Kousine , beklaget ikke at kunne komme paa Grund af Tjeneste ved Hoffet , givet Bruden et kostbart Armbaand i Present og fortalt , at det havde behaget Hans Majesfæt at udnævne Grosserer Bjørnson til Agent . „ Det er en stor Naade af Hans Majesfæt , “ sagde Fru v . Werlau , „ min Datter bliver da ikke gift med en Søn af en slet og ret Borgerlig , men med en Rangsperson . “ Brudeparret blev viet i Frue Kirke , der var oplyst med en Mængde Voxlys . Følgets Vogne støde opmarcherede i en hel Kolonne paa den store Plads udenfor Kirken . I Kirken selv saae man den blege , stolte Brud , fulgt af en Skare rigt smykkede Brudepiger , den noget blaserede Brudgom , hans Fader , Moder og Svigermoder og en Mængde Slægt og Venner . Og udenom Følget havde der samlet sig et stort Publikum , mest af Damer , der med Spænding og Interesse fulgte Vielsen . Der fandtes ogsaa nogle unge Herrer , som saae noget forsvirede ud og ytrede Forundring over , at Carl saalænge kunde holde det ud uden „ at stramme sig op med en halv Historie “ , og endvidere gjorde den for Bruden smigrende Bemærkning , at hun var betydelig friskere end Opvartningspigen i „ Helvede “ , Carls sidste Kjæreste . Under Orglets Toner vandrede Brudeparret og dets Følge gravitetisk ud af Kirken og steg ind i Vognene , beundrede af en Mængde smaa Drenge og Piger og ældre Almuesfolk , som tilfældigvis gik forbi . Der hørtes blandt Mængden ingen skadefro Bemærkning om de Rige , hvilket man ved en saadan Lejlighed kan høre nutildags , derimod stod man i taus Beundring af de kostbare Toiletter og de smukke Damer . Man var især nysgjerrig efter at se Bruden , og mangt et „ Aa , hun er dejlig ! “ lod sig høre . Derimod ærgrede det Selgren , som var i Følget , at en gammel Kjælling raabte , da han steg ind i Kareten : „ Aa , sikken lille Kadet ! “ Hos Agent Bjørnson var der stor Middag , hvor den Præst , som havde viet Parret , udbragte dets Skaal . Den ny Agents Skaal blev ndbragt af en rig Grosserer , som var General-Konsul , og derefter fulgte en Mængde andre Skaaler . Man var i godt Humør til det forestaaende Bal . Da man rejste sig fra Bordet , tog Emil sin Fætter Selgren tilside og sagde : „ Kom op paa mit Værelse , jeg vil tale med Dig . “ Emil beboede et stort Kvistværelse , hvor han i Ro kunde studere . I en Krog stod et Menneskeskelet og grinte den Indtrædende imøde , og en Taske med kirurgisfe Instrumenter laa oplukket paa Kommoden . Værelset var opfyldt af en Lugt af gammel Tobaksrøg , der kontrasterede stærkt mod de Damers fine Parfume , man havde forladt . I Sofaen laa en sort Kat og sov . „ Vil Du have en Cigar ? “ spurgte Emil . „ Ja Tak , “ svarede Selgren , skjøndt det som Kadet var ham forbudt at ryge . „ Hør , “ sagde Emil , „ jeg vil spørge Dig om hvad det er for nogle Kadetter , som Fader har inviteret til Ballet iaften . “ „ Jeg kjender dem ikke , det vil da sige , en af dem hedder Frossing . “ „ Du veed ikke , hvad de Andre hedde ? “ „ Nej . Onkel har overladt til Chefen at bestemme , hvem der skal komme . “ „ Hvilke Dyr ! “ Selgren saae forbavset paa sin Fætter . „ Ja , er det ikke lavt , saaledes at lade sig kommandere til at dandse ? “ „ Men de ere jo blevne inviterede ? “ „ Det er blot en Omskrivning for kommanderede . Det er jo nemlig ikke ualmindeligt , at mangler Familier Balkavallerer , gaae de til Chefen for Landkadetakademiet , og han kommanderer saa og saa mange Kadetter til at røre de unge Piger en vis Aften i en vis anseet Familie . Kadetterne blive derved kun en Slags Lejetjenere i finere Stil . “ „ Saaledes betragte vi rigtignok ikke Sagen . “ „ Det er , fordi I opdrages til Despotiets Slaver . “ „ Det er ikke sandt ! “ raabte Selgren indigneret . „ Blive I da opdragne til frie Mænd ? Kunne I f . Ex . gaae ud , naar I ville ? “ „ Nej , men . . „ Altsaa ere I under samme Tugt som Ladegaardslemmerne , der kun have Udgangstilladelse om Søndagen . Det Forargerlige er , at mange af disse unge Mennesker ikke ere satte i dette Slaveri af egen fri Villie , men at deres Forældre have bestemt dem til at gaae den militaire Vej . — Jeg vil sige Dig , Selgren , at den Tid maaske ikke er fjern , da Du som Officeer kan blive kommanderet til at styde paa os , Folket , som bliver nødt til at bruge Fortvivlelsens Selvhjælp . Siig mig , vil Du lystre et saadant Kommandoord ? “ Selgren betænkte sig et Øjeblik , saae derefter sin Fætter lige i Ansigtet og sagde : Ja- Istedetfor at blive vred , lo Emil over Selgrens determinerede Mine og sagde : „ Jeg maa indrømme , at Anstalten gjør sine Sager godt . Du har neppe været der et halvt Aar og giver et saadant Svar . Nu , blive vi engang Sejrherrer , skulle en af vore første Bestræbelser gaae ud paa at saae Kadetakademierne ophævede . “ „ Det tillader Kongen aldrig . “ „ Kongen , “ lo Emil , „ den Tid er snart forbi , da Kongerne have Noget at sige . Siden Du troer paa Kongens Magt , saa troer Du vel sagtens ogsaa paa Guds ? “ Det gjorde Seigren rigtignok . „ Ja , nu har jeg ikke Tid til at udvikle den Sag nøjere , “ sagde Emil , „ men jeg skal gjøre det ved Lejlighed . Jeg skal forøvrigt sørge for , at Du ikke iaften kommer i Forlegenhed , Du har jo Ret til at være her , Du er af Familien . Jeg vil sige Dig , her komme iaften nogle Studenter , nogle af mine Venner , og de ville vist vise deres Overlegenhed overfor Despotiets Slavefrø , Kadetterne . “ „ Hør , Emil , var jeg saa stor som Du , bankede jeg Dig , “ sagde Selgren rød i Hovedet af Harme , „ jeg vil ikke være her et Øjeblik længer . “ „ Det bedrøver mig dybt , at Familiens eneste Von , som rigtignok er et meget lille Von , ikke mere vil beære mit fattige Kvistkammer med sin høje Nærværelse . “ Emil sigtede her til , at Kadetterne ligesom Officererne havde „ Von “ foran deres Navn . Paa Trapperne mødte Selgren sin Kousine Elisabeth . „ Dn lugter af Tobak “ sagde hun , „ Dn har bestemt været oppe hos Emil . Kom , jeg skal tage Lugten bort med Ean de Kologne . “ Elisabeth førte sin Fætter ind i det for Damerne bestemte Toiletteværelse og overstænkede ham med Ean de Kologne . „ Men hvor seer Dn dog fortrædelig ud , “ sagde hun . „ Det er Emils Skyld . “ „ Har han da fornærmet Dig ? “ Selgren fortalte , hvad der var sket ; ubemærket var hans Tante traadt ind i Værelset , hun slog Hænderne forfærdet sammen og raabte : „ Kongen har idag udnævnt min Mand til Agent , og nu vil Emil gjøre Skandale med Kadetterne , hvoraf nogle maaske komme til Hoffet som Pager . — Det skal aldrig ske , jeg skal tvertimod sørge for , at der bliver viist Kadetterne al mulig Opmærksomhed . Dn har baaret Dig aldeles rigtig ad , Selgren , vort Hus er et stærkt kongeligsindet Hus , og det vil det altid vedblive at være . Hør , Elisabeth , Dn dandser første Dands med Selgren . — Jeg skal tale med Emil , nej , det er bedre , at min Mand gjør det , men jeg skal holde et vaagent Øje med Emils Venner . “ Fru Bjørnson ilede bort , og Elisabeth sagde til Selgren : „ Det er raat af Emil at ville blande Politik ind i Ballivet , Politik hører ikke til det gode Selskab , men har alene hjemme i Bladene og paa Konditorierne . “ „ Og saa at ville fortælle , at Studenterne ere Kadetterne overlegne , “ sagde Selgren harmfuldt . Folk begyndte imidlertid at komme til Ballet , og snart viste Kadetterne sig . De bleve modtagne med stor Opmærksomhed , og deres smukke Uniform ' tog sig godt ud mellem den store Mængde civile Dragter . De unge Damer bleve glade ved at se dem ; thi de vare bekjendte for at være gode Dandsere men Studenterne undlode ikke at tilhviske de Damer , de dandsede med , smaa Sarkasmer over Kadetterne , Damerne loe , men Kadetterne sank ikke derved den mindste Smule i deres Agtelse . Emil havde faaet en alvorlig Tilrettevisning af sin Fader , han surmulede derfor og dandsede ikke , før Bruden inklinerede for ham . „ De er i daarligt Humeur ? “ spurgte hun . „ Aa ja , jeg har Grund dertil . “ „ Jeg ønsker gjerne , at Alle ville være glade paa min Bryllupsdag . “ „ Naar De ønsker det , skal jeg bestræbe mig for at være glad . Jeg skal sige Dem , der har været en lille Uenighed mellem Fader og mig angaaende . . . hm . . . angaaende Farvelæren ; Rødt er nu engang ikke min Farve , “ sagde Emil med et Blik paa en forbidandsende Kadet . „ Rødt er dog en nobel Farve , det er Kongehusets dominerende Farve . “ „ Derfor er den ogsaa Laqvajfarven , “ svarede Emil . Brudgommen , som var kommen til , hørte , at Broderen var ved at bestige sin Kjæphest ; han skyndte sig derfor at byde sin unge Kone op til Dands og føre hende bort fra Emils Nærhed . Denne syntes imidlertid at have taget den Beslutning ikke at ville ærgre sig mere og blev en af Ballets ivrigste Dandsere . Det var efter Midnat , der var spist til Aften , Champagnepropperne havde knaldet , og de Nygiftes Skaal var bleven udbragt under ustandselig Jubel . Dandsen var bleven mere animeret end før . Henne i en Vinduesfordybning stod Otto Frossing med en ung Dame , det var Charlotte , Brudens Søster . „ De tilgiver mig altsaa , “ sagde han , „ at jeg paa den Maade søgte atter at faae Dem at se . “ „ Ja . “ „ Og Øe har Intet imod , at vi oftere sees ? “ „ Nej . “ „ Charlotte — maa jeg kalde Dem saaledes , naar Ingen hører derpaa ? — Øe veed , hvor inderlig kjær , Øe er mig . Siig mig , tør jeg haabe , at jeg engang ogsaa kan blive Dem kjær ? “ Hun sukkede og sagde Ja . „ Du vil evigt elske mig ? “ „ Ja , Du er min første og skal ogsaa blive min sidste Kjærlighed . “ Han greb hendes Haand , og der gaves i Balsalen ingen lykkeligere Mennesker end de to . Han var atten Aar og hun sexten . Vil det gjensidige Løfte blive holdt ? Tiden vil vise det . Naar Drenge paa fjorten Aar ere paa Bal og saae Champagne , ende de sædvanlig med at blive forelskede i en af de tilstedeværende unge Damer . Selgren var ingen Undtagelse fra denne Regel , Gjenstanden for hans Forelskelse var iaften hans Kousine , som i sin Balpynt tog sig straalende ud . Han blev meget jalonx paa en Repetent , som viste Elisabeth stor Opmærksomhed , og var et Tilbud derom fremkommet , havde han ikke betænkt sig paa at slutte Forbund med Emil mod Repetenten . Lidt efter lidt forsvandt Studenterne fra Ballet , de gjæstede for en Timestid Emils Værelse og kom tilbage , lugtende stærkt af Tobak . Klokken to toge Brud og Brudgom bort , men Ballet vedvarede endnu et Par Timer efter . Selgren gik bort med de andre Kadetter . Da de vare komne ndenfor , foreslog en Repetent at gaae til „ Mokka-Meier “ og drikke Kaffe . Dette Forslag vandt Bifald hos Alle undtagen Frossing , som sagde , at han var træt og søvnig . „ Kom , lader os følges ad , “ sagde han til Selgren og slilles fra de Andre . „ Jeg holder ikke af , “ vedblev Frossing , efter at de vare blevne ene , „ at udviste et Bals smukke Indtryk ved at gaae op i en tilrøget , halvt oplyst Kafé , og jeg vil sige Dig , at jeg aldrig nogensinde har moret mig saa godt som laften . “ „ Det vil fornøje min Tante at høre “ sagde Selgren . „ Du var Skyld i , at jeg kom med til Ballet . Det skal jeg ikke glemme . Jeg skal , som jeg har lovet Dig , sørge for , at Du ingen Støvler faaer at pudse for min Klasse . “ Selgren takkede . „ Jeg kommer op til din Onkel paa Søndag og takker for Ballet , “ vedblev Frossing . „ De vil være velkommen . “ „ Troer Du , at Fru von Werlau er hos din Tante paa Søndag Formiddag ? “ „ Det veed jeg ikke . “ „ Kan Du skaffe mig at vide , paa hvilken Dag i Ugen Fru Werlau har abonneret i Theatret ? “ Det troede Selgren nok , at han kunde . Frossing gjorde sin lille Kammerat endnu flere Spørgsmaal , som alle havde til Hensigt at saae at vide naar der var en Mulighed for at træffe Charlotte i Agentens Hus . Klokken slog fire i Nyboder , da de to Kadetter smuttede ind ad Akademiporten , dygtigt trætte og søvnige , og med Vished om , at skulle vækkes til Dagens Gjerning om to Timer . Et kort Stykke bag efter dem havde en ung Kone vandret ; hun kom ogsaa fra Ballet , hvor hun havde gjort Opvartning . Hun bar en stor Kurv fuld af Levninger tilligemed et Par Flasker Vin , som Fru Bjørnson havde medgivet hende , for at hendes Mand kunde drikke Brudeparrets Skaal . Madamen glædede sig mest over det lækkre Paalæg , hun havde til sin Mands „ Holmemad “ denne Morgen . Sagte listede hun sig op i Lejligheden , satte Kurven paa Kjøkkenbordet og traadte ind i Stuen . Børnene sov trygt , hendes Mand laa med den Mindste i Armen . Hun klædte sig sagte af og kom i Seng uden at forstyrre Nogens Søvn . Fjerde Kapitel . Store Bededags Aften . Dengang var store Bededags Aften paa Kjøbenhavns Vold en ganske anderledes Fest end i vore Dage , dengang kom ogsaa de „ bedre Klasser “ op for at høre Klokkerne ringe , ja , selv Kongens Broder , Prinds Ferdinand , med sin Gemalinde , Kong Frederik den Sjettes Datter , saae man spadsere mellem Mængden . Det var forbudt at ryge paa Volden , som hvert Øjeblik besøgtes af Patrouiller fra Kjøbenhavns Portvagter . Byens Porte stode endnu , og store Bededags Aften var Trængslen stor over Nørreport , hvor man kun kunde komme frem gjennem en snever Passage . I det Øjeblik Carl Bjørnson med sin unge Kone , sin Svigermoder og sin Svigerinde var midt i Passagen , kom Prinds Ferdinand med sin Gemalinde gaaende fra den modsatte Side , fulgt af en stor Skare Mennesker . Der opstod et Øjeblik en ikke ringe Forvirring , Damerne skyndte sig tilside af Ærbødighed for Prindsen og Prindsessen , Charlotte blev i Trængslen skilt fra sin Familie , og en halvfuld Haandværkssvend tiltalte hende i den Formening , af hun var en Sypige . Den unge Pige var ulykkelig og skyndte sig ud af Trængslen den modsatte Vej , hendes Familie havde taget . Haandværkssvenden vedblev af forfølge hende og blev mere og mere paatrængende . Da hørte hun en Stemme udbryde : „ Frygt ikke , her er jeg . “ Hun gjenkjendte glad Otto Frossing , hvis Uniform imponerede Svenden , der trak sig brummende tilbage . „ Er Du heroppe med din Moder ? “ spurgte Frossing . „ Ja , og med min Svoger og min Søster , lader os se af finde dem . “ De fulgtes nu ad gjennem Mængden , ivrigt spejdende efter de Borteblevne . „ Charlotte , er det ikke muligt , af jeg oftere kan se Dig end ved disse tilfældige og altid korte Møder ? Du veed ikke , hvor jeg længes efter Dig ? “ „ Jeg vilde gjerne oftere se Dig , men hvorledes kan det blive muligt ? “ „ O , lov mig et Stevnemøde . “ „ Et Stevnemøde ! “ gjentog Charlotte lidt forstrækket . „ Vilde det ikke være upassende ? “ „ Vort tilfældige Møde iaften seer jo næsten ud som et Stevnemøde , og det endogsaa midt i denne mylrende Sværm . “ „ Lader os skynde os at finde de Andre . “ „ Et Møde en Hverdag paa Volden vil ikke vække nær saa megen Opsigt . “ „ Troer Du ? “ „ Ja . Jeg er overbeviist derom . Vi kunne spadsere paa den lidet besøgte Østervold . Charløtte , jeg er saa dristig at bede Dig , om Du allerede imorgen Formiddag Kl . 10 vil møde mig paa Østervold . “ „ Jeg vil betænke mig derpaa . “ „ Hvortil Betænkningstid ? “ „ Nuvel , kan jeg komme , skal jeg komme . “ „ Tak , tak min Elskede . “ „ Men hvor blive de Andre af ? “ De Andre vare strax efter Uheldet ved NørrePort gaaede ned ad Volden og stode i den Formening , at Charløtte havde gjort det Samme ; det var derfor heller ikke saa underligt , at hun og Frossing ikke kunde finde dem . Derimod mødte de Emil , som hilste med et spydigt Smil . „ Dette Møde vilde jeg ikke have havt for Meget , “ sagde Charløtte , „ det er et afskyeligt Menneske , lader os strax gaae ned ad Volden . “ Charløtte udtalte dette Ønske saa bestemt , at Otto Frossing ikke vovede at gjøre Indvendinger . Hun fortalte ham nu , at hun skulde tilbringe Aftnen i Agentens Hus , og da de vare ved Nørregade , sagde hun Farvel , idet hun gjentog Løftet om at komme til Stevnemødet næste Formiddag , saafremf der ikke indtraadte uventede Forhindringer . Ogsaa Selgren havde været paa Volden , sammen med sin Ven Rønfelt . De havde pligtskyldigst staaet Front for Prinds Ferdinand og vare derefter drevne ud ad Østerport til . Ved det der liggende gamle Krudttaarn stod den sædvanlige Batajlle mellem Nyboders og Fattigvæsenets Drenge eller , som det hed , mellem „ Krummerne “ og „ Skorperne “ . Slaget havde denne Gang været ydersf blodigt , og det var endnu ikke forbi , da de to Kadetter kom i Nærheden af Krudttaarnet . En lille Nybodersdreng kom løbende , forfulgt af en Sværm af Fattigvæsenets Drenge . Angsten stod malet paa hans Ansigt , og han saae bønligt paa nogle forbigaaende Familier , som imidlertid ikke vilde blande sig i Drengenes Tvist . Nu vare Forfølgerne lige i Hælene paa ham . „ Hjælp mig ! “ skreg han til de to Kadetter . Øjeblikkelig greb Selgren Nyboders Drengen i Armen , vendte sig mod Forfølgerne og sagde : „ Hvis I ikke forføje Jer bort , komme I i Vagten . “ „ Æh ! Hvad siger den Kadet ? “ skrege Drengene , men holdt sig dog i ærbødig Afstand af Respekt for Uniformen . „ Gaa Du kun roligt hjem , “ sagde Selgren til Nybodersdrengen og viste hen paa den Nedgang , der er ved Stokhuset . „ Jeg tør ikke gaae hjem den Vej , “ svarede den Lille , „ de ere saa Mange iaften , de passe os op i de nærmeste Gader . “ „ Lader os følge Drengen hjem , “ sagde Rønfelt , „ naar man har sagt A , maa man altid sige B . Hvad hedder Du ? “ „ Jeg hedder Christian Bjørn . “ „ Hvad er din Fader ? “ „ Han er Kanoneer . “ „ Hvor boer han ? “ „ I Bjørnegade . “ Ved at følge Nybodersdrengen hjem overbeviste Kadetterne sig om , at Kampen mellem Drengene ogsaa rasede i de nærmest til Volden stødende Gader . De førte Christian velbeholdent til hans Hjem , hvor Bjørn stod i Skjorteærmer i Gadedøren og røg sin Pibe . Han saae noget forundret sin Søn blive fulgt hjem af to blaa Kadetter , traadte udenfor sin Dør og spurgte : „ Er det mig tilladt at spørge , om Knægten har forseet sig ? “ Selgren beroligede ham og forklarede ham Sagens Sammenhæng . „ Mange Tak , “ sagde Bjørn , „ Christian er noget for ung til at gaae til Slagsmaal , men bliver han større , skal jeg ikke have Noget imod , at han store Bededags Aften møder paa Volden og giver disse Fattigskoledrenge en Lussing . Det er nu vore Drenges Forlystelse paa den Aften . Maa jeg være saa fri at spørge om de Herrers Navne . “ Kadetterne nævnede dem . “ „ Bjørnsen , “ sagde Bjørn , „ De skulde vel aldrig være i Familie med Agenten ? “ „ Det er min Onkel , “ svarede Selgren . „ Ja saa . Det var da løjerligt . Min Kone har tjent oppe hos Deres Onkel . Det vil glæde hende , at De har været med til at skaffe Christian fri for Prygl . “ Kadetterne sagde nu Farvel til Nybodersmanden og begave sig op ad Byen til . Selgren skulde til sin Onkel og spise varme Hvedetvebakker . „ Og jeg maa hjem paa Akademiet og drikke The , “ sagde Rønfelt . „ Har Du da slet ingen Familie her i Byen ? “ spurgte Selgren . „ Om Vintren . Men naar det lakker ad Foraaret , tage alle Godsejerne paa Landet . “ „ Hør , gaa med mig iaften op til Tante . “ „ Det gaaer ikke an . “ „ Iovist gjør det . Min Onkels Hus er meget gjæstfrit . “ „ Ieg kunde nok have Lyst , men . . . “ „ Men husk paa , at Peers The er lovlig tynd . “ „ Det er sandt nok . “ „ Og saa er der Ingen hjemme iaften , Du kan tale med . “ „ Ieg gaaer med Dig , “ sagde Rønfelt med Bestemthed . — Dengang det begyndte at blive mørkt , vare Agenten , hans Kone , hans ældste Søn , hans Svigerdatter og hendes Moder samlede i Dagligsfuen Paa Nørregade . De Nygifte syntes at leve meget lykkeligt , men der var ikke det inderlige Forhold tilstede som ellers mellem unge Ægtefolk , der var noget Konventionelt i deres Omgang , hvilket Karls Moder syntes at finde Behag i ; thi hun antog fejlagtigt , at det hørte til god Tone . Naar Amalies Mand kom hjem fra sine Forretninger , ilede hun ikke med et glædestraalende Ansigt imod ham og kyssede ham ; hun rejste sig blot høflig fra sin Plads , naar han traadte ind i Stuen , og bød ham velkommen . Karl selv var i den første Tid meget om sin Kone , hun kunde , dersom hun havde forstaaet det , dengang have knyttet ham til sig for bestandigt , men Amalie var for stolt til at nedlade sig til Sligt , og efterhaanden fik Karl Trang til at mødes i smaa Aftenselskaber med nogle af sine Venner fra Ungdomstiden . Flere af disse Venner vare imidlertid upræsentable i en Familiekreds , de følte det selv og gjorde ingen Fordring paa at præsenteres for Fru Bjørnson . „ Det er glædeligt , “ sagde de , „ at Bjørnson ikke som Andre er tabt for sine Venner , fordi han er bleven gift . Bjønson er et Pragtexemplar . “ Svigermoderen fandt , at Alt var som det skulde være , og hun havde Intet imod , at Svigersønnen engang imellem var ude om Aftnen ; thi da spillede hun Ekarté med sin Datter og vandt ikke lidt . Charlotte var for ung til at anstille Betragtninger over Forholdet mellem de Nygifte . — Medens man i Dagligsfuen talte om Charlottes Udeblivelse , traadte Elisabeth ind og meldte , at Thebordet var dækket . „ Jeg er virkelig ængstelig for Charlotte , “ sagde hendes Moder . „ Det skal De ikke være , “ lød pludselig Emils spottende Stemme , „ hun er i gode Hænder . Jeg kommer lige fra Volden , hvor jeg har mødt hende spadserende med Kadet Frossing . “ „ Gud ske Lov , at hun har fundet Beskyttelse , “ sagde Moderen , „ hun gaaer vel endnu deroppe og leder efter os ? “ „ Det gjør hun vistnok , “ svarede Emil , „ Frossing vil rimeligviis gjerne vedblive at lede til Midnat . “ „ Nu er Du ondskabsfuld , “ sagde Agenten , „ det havde været rigtigt af Dig , at Du havde tilbudt hende din Ledsagelse , men jeg kan tænke mig , at Du har været i Selskab med nogle af dine liberale Venner , og at I vare saa dybt inde i Udkastet til en Konstitution , at Du ikke havde Tid til at tænke paa den stakkels Pige . “ „ Heri tager Fader fejl . Jeg troer , at Frøken Charlotte sføtter mere om Kadettens Ledsagelse end om min . “ „ Og heri gjør hun Ret , “ sagde Fru von Werlau , „ jeg har længe mærket , at jeg og Mine ikke ere saa heldige at behage Hr . Emil . “ „ Hvad siger De ! “ udbrød Fru Bjørnson . „ Min Søn skulde da aldrig have vovet . . . “ „ Han har endnu ikke vovet sig længere end til daarlige Vittigheder om Arisfokratiet , “ sagde Fru von Werlau , „ men man veed jo ikke om Hr . Emil , naar han ikke bliver tilbageviist , kan vove sig videre . “ „ Jeg maa udbede mig , “ sagde Agenten vred , „ at Du viser Fru von Werlau al mulig Ærbødighed . “ „ For ikke at udsætte mig for at overtræde dit Forbud eller give Anledning til flere Misforstaaelser , “ sagde Emil , „ anseer jeg det for rigtigt , at jeg faaer Lov til at flytte ud i Byen . Jeg har længe ønsket det ; thi Nørregade ligger langt borte fra Hospitalerne . “ „ Flyt , naar Du vil , “ sagde Faderen , „ dersom Du troer , at det kan klare Sagen . “ „ Det vil idetmindste bidrage til , at Fruen og jeg ikke saae hinanden saa ofte at se . “ „ Saa flyt , “ gjentog Agenten . Charlotte traadte nu ind og modtoges af sin Moder med : „ Hvor bliver Du dog af , min Pige ? “ Hun fortalte , hvorledes hun var bleven skilt fra sine Ledsagere , forfulgt af en fuld Haandværkssvend og befriet for hans Efterstræbelser af Kadet Frossing . Ligeledes fortalte hun , at hun længe forgjæves havde ledt efter de Borteblevne , og at hun havde mødt Emil , som til hendes Forundring ikke havde tilbudt hende sin Ledsagelse . „ Ja , det har Du saamæn Grund til at forundre Dig over , “ sagde Fru Bjørnson , „ vi have Alle forundret os derover . “ „ Emil har altsaa fortalt , at han har mødt mig ? “ spurgte Charlotte og en flygtig Rødme farvede hendes Kinder . „ O ja , “ sagde Fru von Werlan , „ og han har undskyldt sig med , at Du vist ikke syntes om hans Ledsagelse . “ „ Ret betænkt , det gjør jeg heller ikke . “ Man lo over det kjække Svar , som synligt ærgrede Emil . Han vilde have svaret , men forhindredes heri ved at Selgren traadte ind med Rønfelt . Paa en beskeden Maade sagde Selgren til sin Tante , at han havde taget en Ven med , og at hun vel Intet havde derimod . „ Paa ingen Maade , “ sagde hun , „ han skal være os hjertelig velkommen . Det gjør mig ondt , at han ingen Familie har her i Byen . “ „ Rønfelt ! “ udbrød Fru von Werlan . „ De er vel aldrig i Familie med Lehnsbaron Rønfelt til Rønstrup . “ „ Det er min Fader , “ sagde Rønfelt . „ Hvør det interesserer mig . Jeg har kjendt Deres Fader som ung . “ Fru von Werlan var strax inde i en ivrig Samtale med Kadetten , og Elisabeth maatte endnu engang gjøre opmærksom paa , at Theen ventede . Da man rejste sig fra Thebordet , forlod Emil Selskabet , og Samtalen gik sin rolige Gang uden Disharmonier . Efter Moderens Opfordring underholdt Amalie en Tid Selskabet med Musik , hun spillede godt paa Fortepiano , men hendes Spil manglede Følelse . Paa Agenten , som ikke var nogen stor Musikelsker , havde Musiken en søvndyssende Virkning ; da hans Svigerdatter endte en brillant Finale , foer han op og gjorde Selgren det Spørgsmaal : „ Hvorledes har din Chef det ? En prægtig Mand ! “ „ Han befinder sig vist vel , “ svarede Selgren . „ Det er et størt Ansvar , han har at skulle være den fornemste Leder for saa mange unge Menneskers Opdragelse . “ „ Han har Ære af de Kadetter , vi have seet , “ sagde Fru Bjørnson , „ hvor net kom de unge Mennesker ikke herop og takkede for Ballet ? Jeg bad dem Alle om at besøge os , naar de havde Lyst , men ingen af dem er kommen . “ „ De have maaske blot anseet din Indbydelse for at være en høflig Talemaade , “ mente Karl . „ Hvorfor var De ikke med til Ballet , Hr . Baron ? “ spurgte Fru von Werlan Kadet Rønfelt . „ Fordi jeg ikke blev inviteret . “ „ Det var en Forglemmelse af mig , “ sagde Selgren , „ Onkel ønskede desuden helst ældre Kadetter . “ „ Javist , “ sagde Agenten , „ min Kone mente , at de vilde dandse bedst . Men havde Selgren blot lnkket sin Mund op om , at . . . “ „ Onkel , det var en Forglemmelse af mig , “ gjentog Selgren . „ Men nu vil jeg gjøre din Forglemmelse god igjen , “ sagde Fru Bjørnson , „ ved at bede Hr . Baronen komme her saa tidt , han har Lyst . “ „ Besøg kun ogsaa os , “ sagde Amalie . „ Det er sandt , hvorledes kunne vi takke Frossing for den Opmærksomhed , han har viist Charlotte iaften ? “ spurgte Fru von Werlan . „ Vi skulle jo have et lille Middagsselskab paa Søndag , “ sagde Karl , „ saa kunne vi bede ham med . Jeg skal gaae ind og skrive en Invitation , som Selgren kan bringe ham . “ „ Jeg maa tilstaae , at min Svigersøn besidder den rette Takt , “ sagde Fru von Werlan . Det var nu blevet sildigt , og de to Kadetter bleve anmodede om at følge Fru von Werlau og Charlotte hjem . De boede i St . Strandstræde . Paa Vejen underholdt Fruen sig bestandigt med Rønfelt , Charlotte gik bagefter med Selgren . „ Bliver Frossing snart Officeer ? “ spurgte Charlotte . „ Første November næste Aar . “ „ Kjender De Noget til hans Familie ? “ „ Nej , men jeg troer ikke , at han er herfra Byen . “ „ Taler De ofte med ham ? “ „ „ Nej , vi tale sjeldent med de ældre Kadetter . “ „ Har han slet ikke talt til Dem om Ballet ? “ „ Jo . Vi fulgtes ad hjem efter Ballet . Han vilde ikke med de Andre op at drikke Kaffe hos „ Mokka-Mejer “ . “ „ Hvem er „ Mokka-Mejer “ ? “ „ Vi gaae netop lige forbi Kafeen ; den har ikke alene Indgang fra Østergade , men ogsaa fra Lille Kongensgade , “ forklarede Selgren . „ Det seer ikke ud til at være et passende Sted at besøge for Kadetter . “ „ Kaffen der skal være god . “ „ Jeg kan tænke mig , at Emil søger saadanne Steder . Kan De lide Emil ? “ „ Jeg hader ham , “ svarede Selgren med Energi . „ Men hvorfor ? “ spurgte Charlotte forundret . „ Fordi , ja , nu skal jeg fortælle Dem det . “ Selgren fortalte nu den Samtale , han før Ballet havde havt med sin Fætter . Charlotte lyttede forundret til og udbrød : „ Efter dette hader jeg ham ikke mere , jeg foragter ham . “ Charlottes Ansigt fik i dette Øjeblik en trodsig Mine , som klædte hende allerkjæreste . Selgren fik for første Gang Øjet op for , at hun var smuk , og han syntes , at han kunde blive forelsket i hende . Man var imidlertid kommen til Fru von Merlaus Port , Rønfelt tog galant Nøglen og lukkede op , og Fruen bød ham et yderst venligt Godnat . „ Nu , “ sagde Selgren , da han og Rønselt vare blevne ene , „ fortryder Du , at Du iaften gik med mig ? “ „ Paa ingen Maade . Jeg har moret mig udmærket . “ „ Hvad synes Du om min Familie ? “ „ Det er vist elskværdige Folk Allesammen . Veed Du , hvem jeg synes , der er smuk ? “ „ Charlotte Werlau ? “ „ Nej . Din Kousine Elisabeth . Var jeg ældre , jeg forelskede mig i hende . “ „ Jeg synes dog , at Charlotte er kjønnere , “ sagde Selgren , der iaften glemte , at han Balaftnen havde været dødelig forelsket i sin Kousine . Der udspandt sig nu en lille Disput om de to Damers Skjønhed , i det Samme gik Frossing forbi . „ Hr . Frossing , “ sagde Selgren , „ jeg har en Billet til Dem fra min Fætter . “ „ Til mig ! “ udbrød Frossing urolig ; han maatte jo antage , at Billetten var fra Emil , som havde seet ham spadsere med Charlotte paa Volden . Hurtig aabnede han Billetten , læste den under en Gadelygte , men var endnu ikke beroliget . „ Hvorledes gaaer det til , at man inviterer mig til Middag ? “ spurgte han . „ Min Fætter vil gjerne vise Dem en Høflighed , fordi De iaften tog hans Svigerinde under Deres Beskyttelse , da hun kom bort i Trængslen . “ „ Jeg skylder maaske Frøken Charlotte denne Invitation ? “ „ Paa en Maade . “ „ Jeg skal komme , “ sagde Frossing glad . „ Kommer Du fra din Fætters Hus ? “ „ Vi komme fra Onkels og have fulgt Fru von Werlau og Frøken Charlotte til deres Hjem i Strandstræde , “ sagde Selgren , „ siig mig , synes De ikke , at Charlotte Werlau er smukkere end min Kousine , for Rønfelt paastaaer det Modsatte . “ „ Rønfelt har Uret , “ svarede Frossing smilende , „ men Smag og Behag er jo forskjellig . “ „ Kan Du se , “ sagde Selgren triumferende fil sin Ven . Man var under denne Samtale kommen ind paa Akademiet , og Frossing fløj foran de yngre Kadetter op ad Trapperne med lette elastiske Skridt . „ Frossing er glad , fordi han har Udsigt fil en god Middagsmad paa Søndag , “ sagde Rønfelt med en verdenserfaren Mine . Femte Kapitel . Bjørns Barselgilde . Emil Bjørnson hørte fil de Mennesker , som kunne være en Sag fil nogen Tjeneste , indtil den har sejret . De ere i Besiddelse af nogen Begavelse , men den udvikles kun fil en vis Grad , fordi Vedkommende faaer Smag paa et vagabonderende Liv paa Kaféer og andetsteds , og derved efterhaanden drages bort fra sine Studier . En Skare Venner samler sig om „ det gode Hovede “ , især naar dets Besidder er noget velstaaende , men Herligheden varer kun kort , snart dukke nye „ gode Hoveder “ frem , og det gamle forlades og bliver ligesaa bitter mod Verden som en ældre Dame , der i sin Ungdom har været Ballernes Dronning og nu maa sidde over fil alle Dandsene . Emil var snart ved at naae sit Kulminationspunkt , han var godt anseet i „ Studenterforeningen “ og førte den øverste Kommando paa en Kafé , hvor der spilledes Billard , og hvor man efter Midnat parerede højt . Paa Grund af sit uregelmæssige Liv havde det længe generet Emil at boe i sine Forældres Hus , han var nu glad ved at have faaet Tilladelse til at flytte derfra og skyndte sig med at leje en Lejlighed i Nyboder . Bjørn havde opsat at faae sin lille Datter døbt , fordi han manglede de fornødne Penge ; hans Kone skyndede imidlertid paa ham , hvorfor han havde besluttet at forsøge paa at faae sine Værelser til Gaden lejede ud , skjøndt han endnu ikke havde anskaffet det i hans Mening saa nødvendige Spejl til at hænge over Sofaen . Mod Forventning var han saa heldig at finde en Lejer i Emil Bjørnson , der strax betalte 8 Rd . , en Maaneds Leje , forud . Emil gjenkjendte strax Madam Bjørn , som sandt , at det da var et underligt Træf , at en Søn af hendes gamle Frue skulde komme til at boe i hendes Værelser . Dagen efter flyttede Emil ind og modtog strax en Mængde Besøg af sine Venner , hvorfor Bjørn gjorde den Bemærkning til sin Kone : „ Det er ingen rolig Logerende , vi have faaet , men naar han betaler sin Leje i rette Tid , kommer det os jo ikke ved , hvad han foretager sig . “ En Søndag kom den Lille i Kirke og blev døbt : Fanny Frederikke Bjørn . Faddere vare : Overkanoneer Olsen og Kone , der holdt Barnet over Daaben , Madam Kruse og Bjørn selv . Om Aftnen var der en lille Fest hoS Bjørns , hvor , foruden Fadderne ; Kanoneer Kruse og Baadebygger Viby med hans to voxne Døttre vare tilstede . Viby var Enkemand . Allerede Klokken syv sad man ved Aftensbordet , der var dækket med det Bedste , af hvad Huset formaaede . Hæderspladsen i Sofaen indtoges af Overkanoneren og Kone , et smukt , ærværdigt Par . „ Jeres unge Logerende er altsaa en lystig Broder , “ sagde Olsen , „ ja , ja , jeg kan godt lide Lystigheden hos Ungdommen , naar den blot ikke forsømmer sine Ting , men det er jo Madam Bjørn bange for , at han gjør . Jeg veed ikke , om jeg har Ret , men jeg synes , at unge Mennesker have større Lyst nu end i gamle Dage til at more sig udenfor Hjemmet . “ „ Det har De Ret i , “ sagde Madam Kruse , „ man har ondt ved at holde sine voxne Børn hjemme . “ „ Da gjælder det ikke om mine Døttre , “ sagde Viby , „ de sidde hjemme og sy fra Morgen til Aften . “ „ Det veed vi , “ svarede Madam Kruse , „ men se , der er nu Strandgaards Døttre , de ere paa Tivoli hver Aften . “ „ Det gaaer aldrig godt , “ mente Madam Ol sen , „ jeg takker Gud , at mine tre Døttre ere blevne vel gifte . Jeg har været derude paa Tivoli med min Mand , for man skal jo se Alt , hvad der er Nyt , og jeg kan ikke nægte at jeg morede mig , men at besøge Tivoli hver Dag , vilde jeg ikke kunne holde ud . Desuden er Vejen for lang for mine gamle Ben . Jeg kan endnu huske , at man i min Ungdom gik paa Østerbro for rigtigt at more sig , det var først , da Frederik den Sjette flyttede til Frederiksberg , at Alle skulde ud ad den Kant . “ „ Det er rigtigt , Mutter , “ sagde Olsen . „ Men Holmens Folk have dog aldrig ganske svigtet den gamle Kours . “ „ Det er saamæn sandt “ sagde Madam Bjørn , „ min kjæreste Spadseregang er ud til Skibskirkegaarden , til mine Børns Grave . “ „ Javel , “ sagde Viby , „ og naar vi saa have besøgt de Døda gaae de Levende ud og styrke sig . “ „ Hør , “ sagde Bjørn til Viby , kunne dine Døttre kun drikke een Snaps ? “ „ Det overlader jeg til dem selv , “ svarede Viby . „ Unge Piger maae ikke drikke mere end een Snaps , “ svarede Madam Kruse belærende , „ de have Skade af Brændevin , før de have faaet Børn . “ „ Hvor Fanden har De den Visdom fra ? “ - spurgte Bjørn leende . „ Ja , det kommer for den Sags Skyld ikke mig ved . Hør Viby , Du maa skynde Dig med at faae dine Døttre gifte , at de kunne taale to Snapse . “ „ Tøsene maae selv se at skaffe sig en Mand , “ sagde Faderen , medens Døttrene rødmende skjulte Ansigterne i Lommetørklæderne . „ Lader os drikke en Snaps paa , at de snart maae faae en Mand , “ sagde Olsen . „ Nej , nej , “ sagde den ældste Datter afsværgende . Man lo og drak Skaalen . Da der var afspist og taget af Bordet , kom Madam Bjsrn ind med en vældig Bolle Punsch og bad sin Mand om at skjænke rundt i Glassene . Da dette var skeet , rømmede Olsen sig og sagde : „ Mine Damer og Herrer , vi ere her i Aften tilstede ved en højtidelig Lejlighed , et lille Barn er blevet optaget i den kristne Menighed , lader os drikke paa , at det vil gaae det lille Barn vel . “ Alle rejste sig og drak paa den Alles Vel . Viby vilde raabe Hurra , men Madam Olsen bad ham lade det være , da han ellers vilde vække Børnene , som sov i Kammeret . Forskjellige Skaaler bleve nu udbragte , da sagde Bjørn : „ Lader os faae en Sang . Viby , bed dine Døttre om at synge for . “ Denne Anmodning kom ikke de unge Piger uventet ; thi i Reglen er det dem , som i Nyboders smaa Selskaber anføre Sangen . Dengang havde man ikke det store Repertoire som nu , hverken Erik Bøgh , Recke eller de andre folkelige Visedigtere vare fremtraadte , man sang Sange af Heibergs , Herkzes og Overskous Vaudeviller og de gamle Fædrelandssange og Matrosviser fra 1801 . Den første Sang denne Aften var : „ Vi Søfolk gjør ej mange Ord “ , derefter fulgte : „ Kong Christian den Fjerde har Nyboder rejst “ , tilsidst begyndte Bjørn paa en Vise , der lød saaledes : Derude i Vestindien vi laae og drev om Og havde det varmt i vore Køjer , Vi drak os en Rus i den ægte , gamle Rom Og klædte os i luftige Tøjer . Og Nogle af os havde en Kjæreste i Land , Hun vaskede med Kampesten vor Skjørte , Paa mangen rask Matros satte Hjertet hun i Brand , Endskjøndt hun ellers hørte til de Sorte . Den tredie Marts kommer Jessen glad ombord , Og Ordre vi fik at lette Anker , Fra Kristiansstad Briggen „ Lougen “ hurtigt foer , Og Bølgen dandsed rundt om dens Planker . En Skonnert „ Den Aarvaagne “ i vores Kjølvand gik , Men Ingen vidste ret , hvørhen vi styred ; Ved Fugleklippen Øie vi Paa Engelskmanden fik , Tre skarpe Skud paa „ Lougen “ strax han fyred . Karl Jessen han svingede saa lystigt sin Hat , Mod Fjenden det glatte Lag han sendte ; Nu vidste vi Alle , hvorledes det var sat , Og Maalet for vor Sejlads vi kjendte . Skjøndt Engelskmanden var noget slærkere end vi , Hurra I Det gjorde Ingenting til Sagen , Han flygtede tilsidst , og vor Kamp var da førbi , Det ærgrede os kun , han ej blev tagen . Og der var en Glæde , da Karl Jessen steg iland Og Negrene dandsed ganske nøgne , Og vor Gouverneur lod traktere alle Mand , Til Skuden løb rundt for vore Øjne . Ret aldrig vil jeg glemme den Vestindiefart , Ret aldrig glemmer jeg de førte Piger , Skjøndt naar vi er derude , ønske Alle , af de snart Maae komme hjem igjen til Danmarks Riger . „ Den Vise har jeg hørt før , “ sagde Viby , „ men hvad er det ellers for en Kamp , som der synges om ? “ „ Det skal jeg sige Dig , “ svarede Olsen , „ for min Fader var med . Det var i Begyndelsen af Aaret 1801 , af der gik det Rygte i Vestindien , af Engelskmanden havde udrustet en Flaade for af tage vore Øer . For nu af saae Vished herom blev Kaptajnlieutenant Jessen sendt ud paa Rekognoscering med Briggen „ Lougen “ og Skonnerten „ Den Aarvaagne “ . Den tredie Marts øjnede de Engelskmanden . Jessen gav Skonnerten Ordre til af holde sig tilbage , for af den kunde løbe til Kristiansstad og give Gonvernenren Melding om , hvad der vilde passere . Ved Fugleklippen mødte „ Lougen “ det engelsfe Skib „ The Arab “ paa 26 Kanoner og et armeret Koffardiskib „ Experiment “ . Det sidste Skib holdt ned efter „ Den Aarvaagne “ , som trak sig under Fortets Kanoner . „ Lougen “ sloges med „ The Arab “ og skød dens Pertyrline over . Fjenden blev saa ilde tilredt , at han maatte opgive Kampen og sejle til nærmeste engelske Ø for at faae Skaden udbedret . “ „ Det var en smuk Kamp , “ sagde Bjørn . „ Vore Forældre havde Noget at fortælle deres Børn , vi faae neppe Noget at fortælle vore . Vi faae aldrig mere Krig . “ „ Næsten seer det ud som De har Ret , “ svarede Olsen . “ Men hvorfor holde vi Flaade og Hær , dersom Kongen ikke troede , der kunde komme Krig ? “ „ Dertil kan Kongen ogsaa have anden Grund , “ mente Viby , „ der er jo visse Folk her i Landet , . som ikke ville lade ham sidde i Fred paa Thronen . “ „ De Karle skulle vi snart magte “ mente Olsen , „ til dem behøve vi hverken Kugler eller Krudt . “ „ Aa , Du tænker paa dem her i Byen , men der er nogle , som kalde sig Slesvigholstenere , og det er nok de farligste , for de have Tilhold hos nogle af Kongens Familie . “ „ Jeg kjender ikke til de Sager , “ sagde Olsen , » og jeg bryder mig ikke om at kjende dem ; jeg har nok at bryde mit Hovede med . “ , I dette Øjeblik kom Emil hjem . „ Der kommer vor Logerende , “ sagde Madam Bjørn , „ jeg synes , Bjørn , at Høfligheden byder , at Du beder ham komme ind og drikke et Glas Punsch med os . “ „ Du har Ret , “ sagde Bjørn og gik ud af Stuen . Dengang var der endnu ikke herhjemme prædiket Krig mod de Rige , de Dannede og de Begavede , Folket befragtede dem tvertimod som sine naturlige Førere og behandlede dem med Agtelse . Dengang Emil traadte ind , rejste Alle sig , og Mændene gave ham Haanden . „ Det var kjønt af Dem , “ sagde Olsen , „ at De ikke holdt Dem for fornem til at drikke et Glas med os , Folk af den ringere Stand . “ „ Hvis jeg holdt mig for fornem dertil , “ svarede Emil , „ maatte jeg være en Aristokrat . Jeg er tvertimod Demokrat , jeg kæmper for Menneskerettighederne . “ Holmens Folk hørte paa ham og forstode ham ikke rigtigt . Der stod nu en af den nye Tids Mænd imellem Folk , som endnu fuldstændigt levede i den gamle Tid med dens Traditioner og dens Ærbødighed for Kongedømmet . Emils Ansigt var lutter Liv , Sømændenes lutter Kraft , hans Tanker fumlede med Fremtidsplaner , de levede glade i Nuet , som kun for dem og maaske dem selv ubevidst fik sit poetiske Skjær fra Fortidens store Bedrifter paa Søen . Der var ingen Berøringspunkter mellem Emil og dem , og dog var den Tid ikke fjern , da ogsaa de skulde løftes ind i den nye Tid , men det slete ikke ved Taler og lærde Beviisførelser , det var en fælles Begejstring , som greb al Folket , da Fjenden brød ind over Landegrændsen . „ Maa jeg spørge , “ spurgte Viby , da Emil havde talt , „ er Aristokrat det Samme som Abekat , for saa vil jeg sige Dem , at Øe ikke maa troe , at vi nogensinde kunne have taget Dem an for en Abekat , “ „ Nej , nej , Øe tager sejl ; nu skal jeg fortælle Dem , hvad en Aristokrat er . “ Emil gav en Forklaring heraf , som man hørte Paa med Ærbødighed , men som man dog alligevel ikke forstød . „ Øe er en lærd Mand , Hr . Bjørnson , “ sagde Olsen , „ men derfor kan Øe vel nok drikke et Glas Punsch og høre paa , at vore Tøse synge en Sang ? “ Emil havde i Stilhed betragtet Vibys Døttre , der vare meget nette . Han opfordrede dem nu til at synge , men de vægrede sig ; thi overfor Emil generede de sig . „ Naa , syng væk , “ sagde Viby , „ I behøve ikke at genere Jer for Herren , han veed , at vor Sang er ingen Kunstsang , men at vi blot synge for at holde Gemytligheden vedlige . “ „ Det er den Slags Sang , jeg holder mest af . Kunne Damerne ikke synge en Sang f . Ex . om Nyboder ? “ „ Damerne , “ sagde Viby , „ undskyld , Hr . Student , mine Tøse ere ikke Damer . De maa give dem en anden Titulation , hvis De endelig vil sætte Krusseduller paa Deres Talemaader . Den Ældste hedder Jøsefine og den Yngste Albertine . “ „ Jeg kjender ikke Skikkene herude i Nyboder . “ „ De ere gammeldags , “ vedblev Viby , „ men derfor ere de ikke saa tossede , kan De troe . Nu , Tøse , kan I ingen Sang om Nyboder ? I sang jo en før : Kong Christian den Fjerde har Nyboder rejst . “ „ Den kjender jeg , “ sagde Emil , „ men der maa være Sange om Livet herude , som kun Mandskabet kjender . - „ Det er der ogsaa , “ sagde Bjørn , „ og jeg skal synge en for Dem , dersom de Andre ville stemme i med ? “ „ Det ville vi , “ svarede Alle . Bjørn stak sit Glas ud til Bunden og begyndte : I de gode , gamle Boder Under Volden tæt ved Byens Østerport , Kjendes ikke Rigdoms Goder , Derfor er der Ingen , som dem savner stort . Man dog i Nybo ' er en Rigdom finder , Som vistnok mangler andet Sted , Det er en Rigdom Paa store Minder Og paa ægte gammeldansk Gemytlighed . Naar de vrede Størme tude , Som paa Søen vi har døjet mangen Gang , Sidde lunt vi bag vor Rude , Synge for de kjære Børn en Sømandssang , Synge om ham med det ene Øje , Ham , som har rejst vor Sømandsby , Synge om Flaget , som fra det Høje Faldt til Hæren ned og gav den Sejr paany . Naar de varme Dage komme , Blomstrer Hyldetræet i vor lille Gaard , Og naar Dagens Slid er omme , Under det en munter Passiar vi faaer . Smukt opad Muren sig Ranken slynger , Ofte den modne Druer bær ; Oppe paa Taget fornøjet synger Mangen Sommermorgen en forelsket Stær . I de gode , gamle Boder Saae jeg denne Verdens Lys før første Gang , Her min kjære , salig Moder Ved min Vugge om de store Helte sang . Her har jeg levet saa glade Dage , Her har jeg fundet min Fæstemø , Jeg kun en Bøn har til Gud tilbage , At engang jeg maa i Kongens Boder dø . Alle Tilstedeværende med Undtagelse af Emil havde sunget Sangen med . Da de taug , tog Emil sit Glas og sagde : „ Den Sang lider jeg godt , skjøndt den mangler en Smule Frihedslængsel . Jeg vil tillade mig af udbringe en Skaal før Nyboder og dets Beboere med det Haab , af ligesom de altid have kæmpet sejrrigt mod Landets Fjender , saaledes ville de , naar Tidens Fylde kommer , ogsaa kæmpe mod Frihedens og Lighedens Fjender . Øe ville finde Danmarks bedste Mænd i deres Rækker . Nyboder leve ! ” Efterat Skaalen var drukken , sagde Madam Kruse : „ Vi talte før om , af vi ingen ny Krig fik , men Øe kjender jo saadanne Ting bedre , Øe venter altsaa en ny Krig ? “ „ Og saae vi den , skal jeg vise , af jeg endnu paa mine gamle Dage kan rette en Kanon , “ sagde Olsen . „ Her finder atter en Misforstaaelse Sted , “ sagde Emil med et Smil , „ men herom er det for sildigt at tale iaften . Jeg vil blot gjøre opmærksom paa , at der vist i Marinen er Et og Andet , som trænger til Forandring . Nyboders Folk behandles for meget som Børn . Er det passende , at Staten giver Familierne Naturalførplejning istedetfor Penge , herved kunne de jo ikke faae den Mad , de ville have , de blive nødte til at leve af de samme Retter . “ „ Ja , ja , “ sagde Madam Kruse , „ det er ganfle rigtigt , lader os faae Penge , istedetfor Varer . “ Alle Konerne syntes at være enige med Madam Kruse , og Emil nød en stille Triumf , til Olsen sagdes : „ Hr . Student , Deres Forflag tager sig ganske kjønt ud , men det duer ikke alligevel . Faae vi Varer , have vi altid Mad i Huset , faae vi Penge , komme Mange ligesom en fattig Arbejder til at sulte de fleste Dage ; thi Pengene bruges ikke til Mad , men til at betale Gjæld med , til Klæder , til Fornøjelser og mange andre Ting , og derved faaer Kongen daarlige , forsultne Matroser , istedetfor at han nu har sunde og raske . Og stige saa Varerne i Pris , og det gjør de vist , lader man neppe vore Kostpenge stige i samme Forhold . “ „ Men strider det ikke mod Deres Menneskeværdighed , at De ligesom et Barn faaer Maden rakt ? “ „ Min Menneskeværdighed ? “ spurgte Olsen . „ Jeg antager , at det Eneste , som strider mod min Menneskeværdighed , er at gjøre Noget , hvorover jeg maa skamme mig for mig selv og mine Medmennesker . “ „ Jeg synes dog , at Hr . Bjørnsons Forslag , “ begyndte Madam Kruse . „ Jeg synes , Madam , “ sagde Olsen , „ at vi iaften ere komne ind paa altfor dybsindige Materier , og at vi gjøre bedst i at bede Hr . Studenten om at faae os ind paa nogle morsommere . Han er vist Mand for at kunne synge os en Sang , der kan slaae Sparto til alle dem , vi have sunget . “ „ Det vil jeg ikke sige , “ svarede Emil , „ men da jeg opfordres dertil , skal jeg synge en Sang . Undskyld , jeg løber ind og henter min Guitar . “ „ Han spiller paa Guitar , “ sagde Madam Kruse , „ han er bestemt et meget dannet Menneske . “ Kort efter kom Emil ind med Guitaren og begyndte paa følgende Sang : Paa Ærens Stige Ej min Lige I dette Rige Kan slige op ; Regenten raaber , At ikkun Taaber , Som gaaer og maaber , Tør naae dens Top . Og er man blot en selvstændig Mand , Ej Naadens Solsfin man nyde kan . - Nej , man skal bukke , Og Nakken dukke , Saa faaer man smukke Bestillinger . Det er kun Standen , Som flaber Manden , Derfor hveranden Er titelgal . Ja , Sekretairer Sig fornemt blærer , Selv naar de bærer En Perial . En stakkels borgerlig Kandidat Bestandigt bliver tilsidesat . Men hver en Driver Man Embed giver , Naar blot han skriver Sit Navn med „ Von “ . Og kan jeg sige Den unge Pige , At jeg vil slige I Rang og Stand , Hun er bedaaret , Og Hjertet saaret , Og jeg bli ' er kaaret Til hendes Mand . At blive Frue er ej saa galt , Da bliver man ej for Madame kaldt . Hver Pige kjender Vor Statskalender , Og Amor sender Hun Rejsepas . Men mine Venner Og jeg er Fjender Af den Kalender Og al den Tant . Dog snart det Gamle Omkuld skal ramle , Som Børn til Skamle Det Folket bandt , Da kommer den gøde Tid igjen , Da bliver vi Alle Ligemænd , Da sprænger Tanken Og Ordet Skranken , Og Frihedsranken Slaaer varigt Rod . „ Det var en kjøn Sang , “ sagde Bjørn . Alle takkede Emil for Sangen undtagen Olsen , der sagde : „ Hr . Student , jeg synes ikke om den Vise , jeg hører til den gamle Stok , som finder , at der er godt at være i Danmark . Gud Naade Landet , hvis Skraalhalsene fik Noget at sige , de sejlede Skuden istykker . Nej , een Mand skal kommandere , og vi Andre skulle lystre . Naa , hvad sige I Andre ? “ „ Javisf , “ sagde Bjørn , „ men derfor kan der godt ønskes Forbedringer i mange Ting . “ „ Hr . Olsen , “ sagde Emil høfligt , „ jeg kan forstaae , at De som en ældre Mand ikke holder af den nye Tid , jeg vilde endogsaa finde det forunderligt , om De gjorde det , men den nye Tid eller , som De kalder den , Skraalhalsene vil sejre alligevel . “ „ Da vilde det gjøre mig bandsat ondt . Men jeg vil sige Dem , vi gamle Holmens Gutter have før slaaet et Slag for vor Konge , og vi kunne gjøre det endnu . “ „ Der er Ingen , som vil gjøre Kongen noget Ondt , vi forlange blot , at han skal dele sin Magt med Folket . “ „ Hr . Student , dersom Matrøserne ombord i en Orlogsmand forlangte , at Chefen skulde dele sin Magt med dem , hvorledes troer De saa , at Skuden vilde blive ført ? “ „ Den Sammenligning gjælder ikke . ” Klokken var bleven mange , og da Samtalen var kommen ind paa Gjenstande , som ikke interesserede Selskabets kvindelige Del , gav denne Tegnet til Opbrud . Da Bjørn og hans Kone kort efter tvare alene , og Manden lukkede Vinduer op for at faae Tobaksrøgen ud af Stuen , sagde han : „ Der var dog Noget i , hvad Studenten sagde . “ „ Hør , Fatter , “ svarede hans Kone , „ med de Sager skal Du ikke befatte Dig , de ligge for højt for Dig og dine Lige . ” „ Maa ske . “ „ Bjørnson er en studeret Mand , hans Hoved kan rumme saadanne Ting , men de ville kun gjøre dit Hoved tosset . “ „ Aa , man kan da vel nok have en Mening om f . Ex . vor Naturalforplejning . “ „ Nej Du kan ikke . Og sæt , Du havde en Mening , og den gik mod dine Officeres , vilde Du blive afskediget . Herregud , Bjørn , hvad vilde der saa bliv af Børnene og mig ? “ „ Du har Ret , Mutter . “ Imidlertid var det ikke saa let for Bjørn at lukke Øret for sin Logerendes daarende Røst , hans Kone bemærkede det , og hun fortrød , at Emil var kommen til boe i Huset . Bjørn selv begyndte at tabe noget af sit gode Humeur . Studenten havde underkastet Statsstyrelsen i Almindelighed og Flaadebestyrelsen i Særdeleshed en skarp Kritik og faaet Bjørn til at ønske sig en bedre Tilværelse end han nu havde . Viby var bleven trængt med ind i Tryllekredsen og bleven en langt ivrigere Tilhænger end Bjørn af nye Reformer . Det var derfor ikke saa forunderligt , at han indbød Studenten hjem til sig , og at denne blev en daglig Gjæst i Baadebyggerens Hus . Sjette Kapitel . De to Søstre . Der var hengaaet et Aar . Selgren og Rønfelt vare komne op i næstyngste Klasse og blevne røde Kadetter , Otto Frossing var kommen i Afgangsklassen og skulde være Officeer til Efteraaret . Han var lykkelig ved Charlottes Kjærlighed og saae ikke Slangen , som skjulte sig i Græsset . Amalie Bjørnson elskede ikke sin Mand , og han gjorde Intet for af vinde hendes Kjærlighed , lidt efter lidt syntes han endogsaa af faae Smag paa af opsøge sine Fornøjelser udenfor Hjemmet . Det varede ikke længe , før Amalie opdagede , af Kadet Frossing ikke var hendes Søster ligegyldig . I Begyndelsen morede det hende af betragte de to Elskende , naar de mødtes i hendes Hus , men lidt efter lidt begyndte der hos Amalie af vaagne en Kjærlighed til Frossing , der tog til Dag for Dag . Bag det kolde Ydre var der blevet tændt en uudslukkelig Ild . Hvad hun før begunstigede , gjorde hun nu i Stilhed Alt for af modarbejde . Hun begyndte af tale til sin Moder om et passende Parti for Charlotte . Moderen var enig med sin Datter om , af det vilde være særdeles ønskeligt , om Charlotte kunde blive godt gift og Amalie henledede da hendes Opmærksæmhed paa en Oberstlieutenant , som i den sidste Tid havde viist Søsteren nogen Opmærksæmhed . Amalie mente , af der blot behøvedes lidt Opmuntring fra Charlottes Side for af faae Oberstlieutenanten til af erklære sig , og hun paatog sig at tale med Søsteren herom . Det var en Aften henad Foraarstide 1847 , at de to Søstre sade alene i den Ældstes hyggelige Dagligstue . Det regnede stærkt udenfor , og man kunde høre Draaberne slaae mod Ruderne . De havde talt om ligegyldige Ting , da sagde pludselig Amalie : „ Charlotte , jeg mener , at det snart er paatide , at Du bliver forlovet . “ „ Forlovet ! Hvorledes falder Du paa det ? “ „ Moder og jeg have oftere talt herom . “ „ Jeg vil ikke forlove mig . Jeg kjender Ingen , som jeg kunde have Lyst til at forlove mig med ? “ „ Heller ikke med Kadet Frossing ? “ Charlotte faug . „ Jeg vil sige Dig , Charlotte , at det ikke er undgaaet min Opmærksomhed , at Du og Frossing sværme for hinanden , maaske have I endogsaa arrangeret en hemmelig Forlovelse , slige Barnestreger kunne tillades til en vis Tid , men saa maae de høre op , hvis den unge Piges Fremtid ikke skal forspildes . Du mener maaske , at , naar han bliver Officeer , kan Forlovelsen offenliggjøres ; sæt nu , at Moder tillød det , saa veed Du jø , at Frossing ingen Formue har , og i det Allertidligsfe ville I kunne blive gifte om en Snes Aar . Og blive I saa endelig gifte , ville I ikke kunne føre Hus , hertil ere din Mands Indtægter for smaa . “ „ Jeg elsker ham , “ hulkede Charlotte og skjulte Ansigtet i sine Hænder , skjøndt det var mørkt . „ Saaledes taler man i din Alder . Forlov Dig med ham og se saa , om Du elsker ham om tyve Aar . Charlotte , jeg kjender Dig bedre end Du selv gjør det . Du er kun forelsket i ham . “ „ Nej , nej , jeg kan ikke leve uden ham . “ „ Ret saa . Io mere Du raser , desto hurtigere vil Forelskelsen gaae over . — Men hvis det ikke skulde ske , hvis jeg skulde blive nødt til at sige det til Moder . . „ For Guds Skyld , gjør ikke det ! “ „ Kjære Charlotte , Du maa kunne indse , at jeg kan blive nødt dertil . Moder vil blive vred , hun vil overlægge Sagen med min Svigermoder , den vil blive public . . . og . . . og Kadet Frossing vil Du ikke saae , derimod vil Du blive til Latter og maa holde Dig borte fra Ballerne , og Du holder dog saa meget af at dandse . “ „ Jeg . . . jeg lider gjerne alt dette for Frossings Skyld . “ „ Exalterede Pige ! Troer Du , at han vil bringe Dig saa mange Offre ? Vent , til han bliver Officeer , og Du skal se , at Du er ikke den eneste unge Pige , som han bliver forelsket i . Desuden er det jo højst rimeligt , at han ikke kommer til at ligge i Garnison i Kjøbenhavn . — Dog , siden Du er saa paastaaelig , skal jeg meddele Moder Alf . “ „ Nej , nej , jeg beder Dig . “ „ Jeg vil sige Dig , at hun bliver mere vred end Du maaske troer , fordi hun mener at have fundet et godt Parti til Dig . “ „ Et godt Parti ? “ spurgte Charlotte nysgjerrig . „ Ja . Moder mener , at Oberstlientenant Stage vil være et passende Parti for Dig . “ „ Oberstlientenant Stage ! “ „ Der er ganske vist Forskjel paa en Oberstlientenant og en Kadet . Stage har desuden privat Formue . “ „ Har Oberstlieutenanten allerede talt til Moder om . . . om mig ? “ „ Jeg troer det ikke . Men i hvert Tilfælde vil Du kunne indse , at har Moder saadanne Planer , vil hun blive uhyre vred , dersom hun hører , at Du er hemmelig forlovet med Frossing . Sæt , at den forfærdelige Emil fik Sagen at vide , hvilket uudtømmeligt Stof til Satire vilde den ikke være for ham . Jeg har nu sagt Dig min Mening , tænk selv over Sagen og raadfør Dig med mig saa tidt , Du vil . “ Charlotte hulkede højt , Amalie gik ud af Stuen og lod hende alene . Saaledes var Begyndelsen gjort til at bryde Forholdet mellem Frossing og Charlotte . Med stor Snildhed arbejdede Amalie videre , medens hun gjorde Alt for at forebygge , at de unge Mennesker traf sammen i hendes Hus . Skjæbnen kom hende til Hjælp ; thi Kongen havde besluttet dette Aar at besøge Landkadetakademiet , og der var derfor en travl Virksomhed tilstede derude , for at Monarken kunde komme til at se Alt i det bedste Lys . — Det var Dagen før store Bededag 1847 , at Besøget fandt Sted . Kongen , Kronprindsen og en Skare Prindser og Generaler traadte ind ad den store Port i Akademigade og saae i Fægtesalen hele Landkadetkorpset opstillet til Parade . Majestætæn gik ned ad Rækkerne , nikkede tilfreds og sagde til en af sine Generaler : „ De staae godt ! “ Ja , stille og stiv som en Billedstøtte stod hver Kadet fra den ældste til den yngste , og i en Parade toge de røde Trøjer til de mørkeblaa Buxer sig fortrinligt ud . Naar der fra Parade skulde svinges ud til Specialrevn , hed det dengang : „ Til Specialrevn med flyvende Faner og klingende Spil højre Sving , marche ! “ Chefen fog imidlertid fejl og kommanderede : „ med klingende Faner og flyvende Spil . “ Kongen lo godmodigt , og Korpset marcherede forbi ham . I Klasserne opholdt Lærerne sig , Kongen udtog selv nogle Kadetter og lode dem examinere . Otto Frossing blev hørt i Fortifikation og svarede godt . Kongen fik overalt det Indtryk , at Kadetterne vare vel underviste . I ældste Klasse var der en Kadet Hastrup , der senere som Officeer faldt ved Fredericia , Kongen hørte ham selv i Mathematik . Engang bleve Majestæten og Kadetten uenige om et Beviis , Diskussionen blev livlig , da fog Kadetten sin Logarithmetabel , rystede Kongens Arm og sagde : „ Vil De se , jeg har Ret . “ „ Javist , javist , “ sagde Kongen og lo . Imens Kongen med stor Interesse hørte Kadetterne , gik de gamle Generaler omkring i Klasserne og sagde til hinanden : „ Kan Dn huske , her var det , at vi havde Klasse ? “ Og nu paafulgte en Mængde Historier fra deres Kadetaar . Til Slutning red Afgangsklassen for Kongen og den yngste Klasse gymnasticerede . Hermed var den egenlige Inspektion forbi . Medens Regnskaberne og Bøgerne derefter bleve forelagte , samlede Kadetterne sig til Spisning i den store Spisesal ; Retterne vare Grynsuppe og Oxesteg . Kongen kom ind , satte sig tilbords og spiste med god Appetit sin Grynsuppe . Chefen rejste sig og udbragte i faa Ord et Leve for Majestæten , hvorefter en Sang af Digteren H . P . Holst , Lærer ved Akademiet , blev afsungen . „ Tak , tak , Børn , “ sagde Kongen , da Sangen var endt , „ jeg har været særdeles tilfreds med Eder idag . Jeg vil sige Eder , at I altid i Eders Liv ville kunne stole paa mig . Husk paa det . Holst , Tak for den smukke Sang . “ Idet Kongen sagde disse Ord , rakte han Digteren Ridderkorset . Et tordnende Hurra ledsagede Kong Christian den Ottende ud ad Døren . Da han havde forladt Akademiet , kom Chefen tilbage og fortalte , at Hans Majestæt havde tilstaaet Kadetterne en Lysttour tilsøes eller tilvands , og at Touren kunde vare en Dag . Der vilde blive taget nærmere Bestemmelse om , naar Touren skulde finde Sted . En stor Del af Kadetterne vare om Aftenen paa Volden . Frossing saae sig forgjæves om efter Nogen af den Bjørnsonske Familie . Han havde i den sidste Tid kun sjeldnere seet Charlotte og skrev dette paa Tilfældets Regning . Imidlertid længtes han efter at møde hende ; thi den Spænding , han havde været i før Kongens Besøg , var ophørt . Han saae Selgren og Rønfelt og besluttede at give sig i Samtale med den Første , for om muligt at faae Noget at vide , men Selgren havde heller ikke i de sidste Dage været meget udenfor Akademiet og vidste Intet . Ligesom det foregaaende Aar mødtes Familien denne Aften hos Agent Bjørnson ; der var iaar endnu en Person tilstede , en Oberstlieutenant Stage , som i den sidste Tid kom meget i den unge Bjørnsons Hus . Dette havde givet Emil Anledning til adskillige spydige Bemærkninger , som havde havt tilfølge , at hans Broder en Dag havde sagt til sin Kone : „ Du kjender min Broder Emil , Du veed altsaa ligesaa godt som jeg , at han kan være meget ondskabsfuld , og at han ikke skaaner selv sine Nærmeste . “ „ Jeg veed det , “ svarede Amalie , „ mig skaaner han ikke . “ „ Nuvel , det kan derfor ikke forundre Dig af høre , af han fortæller , af Oberstlientenant Stage kommer saa meget i vort Hus for din Skyld , og af Du ikke ugjerne modtager hans Kour . Jeg vil dog gjøre Dig opmærksom paa den Tale , som maa være Dig ligesaa ubehagelig som den er mig . “ „ Heri har Du fuldkommen Ret , og jeg er Dig taknemmelig , fordi Du har bragt den paa Bane . Du er min Mand , jeg stoler paa din Taushed , og jeg vil derfor fortælle Dig , af Oberstlientenanten kommer her for Charlottes Skyld . “ „ Nej virkelig ! “ „ Var Du oftere hjemme , vilde Du forlængst selv have opdaget dette , Nu haaber jeg , af Du irettesætter din Broder ordenligt . Det er dog skammeligt , af han gaaer ud paa af sætte Splid mellem Dig og mig . “ „ Jeg skal tale med ham , jeg skal tage ham ordenlig i Skole . Se , se , jeg kan vente af faae en Oberstlientenant til Svoger . “ „ Maa jeg bede Dig om af være taus . “ „ Stol paa mig . — Og hør , Amalie , jeg gjør Dig en Undskyldning for min dumme Mistanke . “ „ Det behøves ikke . Lad det Hele lære Dig af foragte din Broders Ondskab ligesaa dybt som jeg nu i lang Tid har gjort det . Han er i sin hele Tale og Opførsel en Plebejer . “ „ Nu ja , han er noget vel ligefrem . “ „ Jeg kalder ham raa . Hør , det er dog for megen Ære at vise ham , at han faaer at vide , at Du har ladet Dig paavirke af hans taabelige Snak . Jeg beder Dig , tal ikke til ham derom . Det er tidsnok , at han faaer Sagens rette Sammenhæng at vide , naar Charlottes Forlovelse bliver deklareret . “ „ Mener Du ? “ spurgte Karl . „ Ja . “ „ Saa troer jeg , at jeg vil følge dit Raad . “ Kort efter at Karl var gaaet til sine Forretninger , kom Charlotte . Hun var ikke i den sidste Tid saa munter som før , og aflagde kun sjelden Besøg andetsteds end hos sin Søster . „ Charlotte , “ sagde Søsteren , „ det var heldigt , Du kom . Jeg vil sige Dig , at Du snart maa bestemme , om Du vil have Oberstlieutenant Stage eller ikke . “ „ O , lad mig betænke mig . “ „ Jeg kan ikke for min egen Skyld give Dig nogen lang Betænkningstid . Min Mand har idag bebrejdet mig , at Oberstlientenanten kommer saa hyppigt i vort Hus , man siger nemlig i Byen , at han kommer her for min Skyld , hører Du , for min Skyld . Du vil kunne indse , at saadanne Rygter maae slaaes til Jorden , og det kan kun ske ved , at Du og Oberstlientenant Stage blive forlovede . “ „ Knnde det ikke ogsaa ske ved , at Oberstlientenanten blev borte her fra Hnset ? “ „ Nej . Jeg har fortalt min Mand , at han kom her for din Skyld . Du seer , at Du maa forlove Dig med Oberstlientenanten , dersom jeg skal staae uden Skyld i min Mands Øjne . Desuden har Du jo selv maaffet indrømme , at Du Intet havde at udsæfte paa Oberstlientenant Stage . “ „ Det er sandt , men . . . men Frossing . “ „ Opgiv de Romannykker , tossede Pige , “ sagde Amalie fortrydelig , „ hvis ikke , fortæller jeg endnu idag Alt til Moder . “ „ Det maa Du ikke , “ sagde Charløtte . „ Nuvel , bliv da fornuftig . “ Og Charløtte blev fornuftig . Samme Dag Kongen gjæstede Landkadetakademiet , traf Oberstlientenant Stage Charløtte i Amalies Hjem , hun lod dem alene , han bad om hendes Haand , og hun havde ikke Mod til at sige Nej . Han saae ligesaa lykkelig ud som hun ulykkelig , dengang Amalie traadte ind , og Stage fortalte hende Forlovelsen . Neppe var Charlotte bleven ene , før hun brast i en krampagtig Graad og nævnede Frossings Navn ; Søsteren lod hende græde ud og sagde da : „ Nu , lille Charlotte , har Du forhaabenlig fældet de sidste Taarer over din første Kjærlighed , vær nu herefter god og venlig mod din tilkommende Mand . “ Fru von Werlau blev særdeles glad over , at nu var hendes anden Datter godt forsørget , og da Oberstlieutenanten kom om Eftermiddagen , maatte han love at gaae med om Aftenen til Agent Bjørnson og spise varme Hvedetvebakker . Det overraskede Agentens Familie , da Fru von Werlau præsenterede Oberstlieutenant Stage som sin tilkommende Svigersøn ; man havde ingen Anelse havt herom , og Emil saae noget flau ud , da Broderen sagde til ham : „ Du har en daarlig Næse , Du seer , at Oberstlieutenanten er kommen i mit Hus for min Svigerindes Skyld . “ Agenten og hans Kone vare fornøjede over , at deres Familiekreds var bleven forøget med en Rangsperson , og Ingen syntes at lægge Mærke til , at Charlotte saae noget forknyt ud . Da Selgren og Rønfelt traadte ind ad Døren , skyndte Fru von Werlan sig med at meddele dem den store Nyhed . De bleve lidt forlegne ved , at en saa højtstaaende Officeer var den ene Part , ikke desto mindre fremførte de deres Gratulation i al Beskedenhed . Stage smilede naadigt til dem og spurgte : „ Hvorledes gik det idag paa Akademiet ? “ „ Kongen var særdeles tilfreds og har tilstaaet os en Skovtour , “ sagde Selgren . „ Det er jo sandt , Hans Majestæt har besøgt Landkadetakademiet idag , “ sagde Agenten , „ fortæl os lidt herom . “ Medens begge Kadetterne underholdt Selskabet med en Skildring af Kongens Besøg , trak Amalie sin Søster hen i en Vinduesfordybning og hviskede . „ Du maa se mere munter ud . “ „ Det kan jeg ikke . “ „ Du maa gjøre Vold paa Dig selv . Har man sagt A , maa man ogsaa sige B . — Jeg skal gjøre Dig den Tjeneste selv at underrette Frossing om , hvad der er skeet . Han kommer vist op i Morgen og aflægger en Formiddagsvisit . “ „ Du vil virkelig . . . ? “ „ Javisf vil jeg , og Du skal faae at vide , hvad han har sagt . Men nu forlanger jeg , at Du skal se mere oprømt ud . “ „ Jeg skal gjøre mit Bedste , “ sukkede Charlotte . Næste Formiddag sad Amalie alene hjemme og ventede med Længsel paa Otto Frossing . Nu var hun jo rykket Maalet et størt Skridt nærmere , og hun tvivlede ikke om , af den smukke Kadet snart vilde glemme sin første Kjærlighed . Endelig blev han meldt , Fru Bjørnson gik ham imøde , rakte ham Haanden og sagde : „ Hr . Frossing , jeg tilstaaer , af jeg har længfes efter af se dem ; thi min Søster har givet mig en Kommission til Dem af udføre ? “ „ Frøken Charlotte ? “ stammede Frossing . „ Ja . Behag af tage Plads . “ Hun satte sig hos ham og sagde : „ De har naturligvis ikke hørt den Nyhed , af min Søster er bleven forlovet . “ „ Forlovet ! “ raabte Kadetten og blev bleg . „ Hun er bleven forlovet med Oberstlieutenant Stage . “ „ Med Oberstlieutenant Stage ? “ „ Det er et overmaade godt Parti , og vi ere Alle særdeles tilfredse dermed . “ „ Alle ? “ „ Ja , vi ere Alle tilfredse dermed , ogsaa min Søster . “ „ Ogsaa Deres Søster ? “ „ Hr . Frossing , jeg veed , af Øe nærer en ungdommelig Kjærlighed til min Søster , jeg kan fænke mig , af Øe og hun have tilsvoret hinanden evig Troskab og andre saadanne poetiske Ting , men Deres Fornuft maa sige Dem , af min Søster , skulde hun have ventet paa af blive gift med Dem , vilde være bleven meget gammel , inden det kunde ske , og inden Øe vilde kunne have tilbudt hende en Stilling , der svarede til de Fordringer , hun er bleven vant til af stille til Livet . Det var bedst for begge Parter , af det Forhold hørte op itide . Min Moder har ingen Anelse herom , kun jeg har kjendt det . Charlotte siger Dem ved mig sit sidste Farvel , hun beder Dem ikke af fortørnes og haaber , af Øe engang maa finde en Pige , der vil kunne gjøre Dem saa lykkelig , som hun ikke vilde have gjort Dem . — Men Øe græder jo . “ „ Ja , Frue , jeg er usigelig ulykkelig . “ „ Lad mig trøste Dem . Tro mig , min Søster var Dem ikke værdig . Øe vil snart blive glad over , hvad der er skeet . “ „ Nej , nej , jeg bliver aldrig glad mere . “ „ Øe er endnu saa ung , det er altfor tidligt af binde Dem til en bestemt Dame , lær først Verden af kjende , og træf saa Deres Valg . “ „ Mit Valg er truffet . Jeg vil aldrig elske nøgen Anden . “ „ Saaledes taler De i Deres første Smerte . Tro mig , jeg føler Deltagelse for Dem , jeg skal gjøre Alt , hvad jeg formaaer , for af trøste Dem . “ „ Ingen kan trøste mig . “ „ Husk , jeg er hendes Søster , jeg kan tale med Dem om hende , ja , jeg er den Eneste , som kan gjøre det ; thi kun jeg kjender Deres Hemmelighed . “ „ Tak , Frue , for Deres Deltagelse . — Men er De ogsaa vis paa , af Charlotte af sin egen fri Villie har rakt Oberstlientenanten sin Haand ? “ „ De maa dog kjende hende saa nøje , af De veed , af hun neppe lader sig tvinge til et saa alvorligt Skridt som det , hun har gjort . “ „ Hun har altsaa været troløs imod mig . Nej , det er umuligt ! “ „ Hun og De ere begge for unge til , af her kan være tale om en saa slet Handling som Troløshed . Hun har været letsindig , det er det Hele . “ „ Men denne Letsindighed har forspildt mit hele Liv . “ „ Jeg gjentager , af De tager fejl . De vil snart have glemt hende og maaske — fundet en ny Gjenstand for Deres Kjærlighed . “ „ Aldrig , aldrig ! “ „ Tiden vil vise det . Imidlertid beder jeg Dem om ikke af holde Dem borte fra vort Hus . “ „ Frue , her er jeg jo udsat for af møde hende . “ „ Nej , nej , paa denne Tid af Dagen ere hun og hendes Forlovede altid ude i Visiter . Ikke sandt , De vil besøge mig ret ofte ? De skal altid være velkommen . “ Frossing gav dette Løfte og rejste sig som en Drømmende for af sige Farvel . Han rakte Fruen Haanden , hun greb den , trykkede den med Varme og sagde : „ Husk paa , De er en Mand , og af De har en Mands Gjerning af udføre . “ „ En Gjerning er som en Blomst , faaer den ikke allerede som Knop lidt Sol paa sine Blade , springer den ikke ud . Min Sol er slukket . “ „ En ny kan opslaae . “ „ Ikke i dette Liv , “ sukkede Frossing og forlod hende . Da han var borte , kastede Amalie sig i en Lænestol og faldt i dybe Tanker . Tilsidst sagde hun halvt højt : „ Nu er han kun en Drømmer , jeg vil aabne hans Øjne for det virkelige Livs Skjønhed . Det kunde Charlotte aldrig have gjort . “ Tiden skulde vise , at Amalie ogsaa drømte . Syvende Kapitel . Den nye Tid . Selgren levede sit stille , ensformige Liv paa Landkadetakademiet uden at ane de stærke Konflikter , som fandt Sted i hans Familie . Han var flittig og yndet af sine Foresatte og Lærere , og mellem Kammeraterne hørte hverken Rønfelt eller han til de mest fremtrædende , herved undgik de at komme i mange Slags ubehagelige Konflikter . Øe besøgte i deres Fritid den Bjørnsonske Familie , som nu laa paa Landet i Nærheden af Taarbæk , og Oberstlieutenant Stage fandt megen Behag i de to beskedne Kadetter . Amalie havde engang anmodet Selgren om at sige til Otto Frossing , at det undrede hende , at han havde ophørt med sine Besøg , Selgren havde udrettet Ærindet , og Frossing havde seet saa underligt paa ham og svaret , at han ikke havde Tid til at besøge Nogen ; thi Afgangsklassen skulde en af de første Dage ud paa Opmaalingsøvelser ved Frederiksværk . Da Selgren overbragte Amalie dette Svar , blev hun rød , som det syntes af Vrede . Den af Kongen lovede Skovtour havde fundet Sted til Kullen , man havde moret sig fortrinligt , og adskillige af Lærerne havde paa Hjemvejen været overordenlig lystige og fra en omvendt Tønde holdt Taler i Dampskibets Forstavn . Der var blevet sunget Sange , skrevne af Kadetter , og havde disse Sange end intet poetisk Værd , vidnede de dog om , at Undervisningen i Dansk dreves med stor Flid og Kjærlighed . Professor H . P . Holst var ogsaa , om ikke Akademiets dygtigste , saa dog mest Yndede Lærer , og ingen Kadet forlod som Officeer Akademiet uden at kunne skrive sit Modersmaal korrekt og flydende og uden at medtage Kjærlighed til og Ærbødighed for vore store Forfattere . Det var Kadetternes bedste Adspredelse i Fritiden at læse Digterværker og efter Læsningen at samtale om dem , ja , nogle af dem dreve det til at udgive en Avis , hvori Alt , hvad der angik Livet paa Akademiet , behandledes paa Vers og Prosa . Saavidt erindres , førte Bladet det opsigtvækkende Navn „ Argus “ . Naar Kadetterne kunde læse en fransk Bog , hvilket i Reglen skete i næstældste Klasse , opfordrede Lærerne i Fransk dem til at læse franske Bøger . Denne Opfordring blev efterkommet , men paa hvilken Maade , vil bedst fremgaae af følgende Yttring af en af de franske Lærere : „ Jeg kjender ikke den franske Forfatter Paul de Kock , men han maa vist ikke være saa daarlig , siden Kadetterne holde mest af at læse hans Værker . “ Det var dog ikke denne franske Forfatter , som Kadetterne alene læste ; thi man var midt i Victor Hugos , Eugen Sues og Alexander Dumas ' s Glandsperiode , og disse Forfattere tiltalte Kadetterne nok saa meget som Paul de Kock . Selgren var endnu ikke naaet til den franske Literatur , men var i den lykkelige Periode , da man nærer en ubegrændset Højagtelse for Karl af Rise , Drost Peder Hessel , Ivanho o . s . v . Der havde atter været Examen . Selgren var kommen op i næstældste Klasse , og den første November afholdtes som sædvanligt stor Parade , hvor Examens Udfald bekjendtgjordes . Først bleve Navnene paa de Kadetter oplæste , som vare blevne udnævnte til Officerer ; mellem disse var denne Gang Otto Frossing . Chefen gik ned langs Rækken , ønskede Enhver til Lykke og overrakte ham Portepeen . Nogle Kadetter vare iaar , som i Reglen hvert Aar , blevne afskedigede , det var dem , som havde siddet to Aar i en Klasse og ikke havde kunnet tage Oprykningsexamen . Det var kun tilladt at sidde to Aar i hveranden Klasse . Undervisningen gik paany sin ensformige Gang . Henad Jul havde Oberstlieutenant Stage Bryllup med Charlotte . Brylluppet gik stille af , men næste Dag havde Grosserer Bjørnson stort Selskab for sin Svoger og Svigerinde , og Selgren og Rønfelt vare inviterede med . Charlotte syntes aldeles at have glemt sin tidligere Kjærlighed ; Søsteren hviskede til hende : „ Havde jeg ikke Ret , din Forelskelse i Frossing var Barnestreger ? “ Charlotte nikkede og svarede : „ Jeg haaber , at han ogsaa har glemt mig . “ Men det havde den unge Officeer ikke . Om et Par Dage skulde han rejse over til sin Garnison i en fjern Provindsby . Han vidste , at Charlotte havde havt Bryllup . Dagen efter det store Selskab til Ære for de Nygifte mødte Amalie ham paa Gaden , hun standsede ham og spurgte : . „ Veed De , at min Søster er bleven gift ? “ „ Ja , “ svarede Frossing med et Suk . „ Hun har sagt til mig , at hun haabede , De havde glemt Deres første Kjærlighed , som hun havde glemt sin . “ „ Har hun sagt det ? “ „ Ja . — Hvad maa jeg svare hende ? “ „ At jeg glemmer hende aldrig . “ „ Øe er en romantisk Sværmer , “ svarede Amalie smilende , „ Øe finder vel nok en anden Dame , som kan erstatte hende . “ „ Aldrig , “ sagde Lieutenanten med Vemod . „ Maaske dog , “ mente Amalie , „ jeg ønsker , at Øe engang imellem besøger os . “ „ Umuligt Frue . Imorgen rejser jeg til min nye Garnison . “ „ Øe rejser ! Øe forlader Byen ! “ raabte Amalie bleg . „ Det er det Bedste , jeg kan gjøre . “ „ Nej , nej , det er ikke det Bedste . Øe maa blive . “ „ Jeg kan ikke blive . Jeg maa lysfre den Ordre , Kongen giver mig . “ „ Men Øe vil snart komme tilbage til Kjøbenhavn , ikke sandt ? Kongen kan forsætte Dem til en herværende Batajllon . “ „ Det kan Kongen , men det gjør han ikke , i hvert Tilfælde vil jeg selv ikke søge derom . “ „ Øe skal , Øe bør søge derom , “ udbrød Amalie ivrigt . Frossing saae forundret paa hende og sagde : „ Er jeg først borte herfra , vil jeg maaske , om ikke kunne glemme hende , saa dog finde Fred . “ „ Fred ! Hr . Lieutenant , dersom jeg . . . dog nej , “ sagde Amalie og beherskede sig selv , „ farvel , naar De tænker paa min Søster , saa skjænk ogsaa mig engang imellem en Tanke , og maaske naar vi engang sees . . . “ Hun fuldendte ikke Sætningen , vendte sig hurtigt , drog Sløret for sit Ansigt og gik . Frossing saae forundret efter hende og tænkte : „ Skulde hun . . . hun elske mig ? Forunderligt . “ Dagen efter rejste han . Det var midt i Januar Maaned 1848 , al det Rygte udbredte sig , at Kongen var betænkelig syg . Hver Morgen kom den saakaldte Pagelakaj ud paa Akademiet og meddelte den sidste Bulletin , og om Aftenen , naar Bykadetterne gik hjem , listede de sig op i det af Mennesker opfyldte Forgemak for at erfare Noget om Kongens Sygdom . En Morgen kom der Bud om , at Kongen var død , og al Undervisning blev strax standset . Officererne fik Ordre til at begive sig ned i Fægtesalen for at aflægge Eden til den nye Konge , Næste Dag fortsattes Undervisningen paany paa sin sædvanlige Maade , men der var dog kommet Uro i Sindene , og hvad der skete udenfor Akademiet , Folkets højrøstede Fordringer om en Konstitution , kunde ikke undgaae at paavirke de unge Gemytter . De havde en Anelse om , at man gik en ny Tid imøde , men hvor Tiden bar hen , vidste de ikke . Kort efter Kongens Død udbrød Revolutionerne i Europa , Kadetterne jublede , de haabede paa Krig og Udsigt til før Tiden at blive Officerer . Selgren drak om Aftenen den 20de Marts sin The hos Agent Bjørnson , hvor alle Familiens kvindelige Medlemmer og desuden Agenten og Oberstlieutenanten vare samlede . Karl og Emil vare ude til et stort Møde i Kasino . „ Bræstrup burde jage den Forsamling fra hinanden , “ sagde Stage , „ den maa faae en tumultarisk og oprørsk Karakteer . “ „ Man veed jo ikke , hvad der kan ske , “ mente Fru von Werlau , „ Regeringen kan ikke vedblive at vise Eftergivenhed , da vil det tilsidst ende som i Paris . ” „ Ja , ja , Regeringen er altfor eftergivende , “ sagde Agenten , „ jeg havde ikke troet at skulle opleve saadanne Ting , som ere skete her siden Kong Christians Død . “ „ Jeg vilde ønske , at jeg med min Bataillon maatte faae Ordre til at sprænge Forsamlingen fra hinanden , “ sagde Stage . „ Min Gud , husker De , at baade Karl og Emil ere derude ? “ spurgte den ældre Fru Bjørnson . „ Lige meget , Kongen fremfor Svogeren , “ svarede Stage . „ De har Ret , “ sagde Agenten , „ Kongen fremfor Alt , det kan nok behøves , at den Sætning indskærpes i Tider som disse . “ „ Jeg synes , “ mente Elisabeth , „ at alle Danske burde se at blive enige . Nede i Holsten har man jo saa godt som rejst Oprørsfanen . “ „ Saa vidt er det Gud være lovet endnu ikke kommet , “ sagde Agenten , „ og vil det forhaabenlig ikke komme . “ „ Naar man i Kjøbenhavn vil akkurat det Modsatte af , hvad man vil i Kiel , “ sagde Fru von Werlau , „ veed jeg ikke , hvorledes Krigen skal kunne undgaaes . “ „ Svigermoder , De glemmer , “ svarede Stage , „ at Kongen staaer over sine Undersaatter , og at han vistnok vil tvinge dem til at forliges . Dem , som ikke ville holde Fred , skyde vi ned eller vi sætte dem i Citadellet . “ „ Ja , “ sagde Amalie , „ men man vil jo indskrænke Kongens Magt , og hvis det skeer , vil han da kunne staae over sine Undersaatter ? “ „ Jeg frygter , “ mente Agenten bekymret , „ at vi gaae stormfulde Tider imøde . Stemningen paa Børsen er for en Konstitution . “ „ Stemningen i hele Byen er slet , “ raabte Oberstlieutenanten , „ en stor Del af Embedssfanden ønsker en fri Forfatning . De Daarer ! Naar har en fri Forfatning nogetsteds gavnet Bureaukratiet ? “ Selgren hørte opmærksom til . Han og Charlotte deltoge ikke i Samtalen . „ Hvis Kongen skulde give efter , “ spurgte Agentinden , „ hvem ville vi da faae til Ministre ? “ „ Mænd som Deres Søn Emil , “ svarede Oberstlieutenanten haanligt . „ Slet saa galt er det vel ikke , “ sagde Agenten , „ men det kan blive galt nok endda , hvis Mændene ere uprøvede . “ I dette Øjeblik kom Karl hjem fra Kasino . Han var stærkt bevæget og gav et Referat , af hvad han denne Aften havde oplevet . Da han havde endt , sagde Oberstlieutenanten : „ Altsaa imorgen vil Kjøbenhavns Borgerrepræsentation begive sig til Kongen for at fortælle ham , at Danmarks Velfærd fordrer , at Hans Majesfæt uopholdeligen omgiver Thronen med nye Mænd . “ „ Saaledes har man vedtaget iaften . “ „ Men hvis nu Kongen giver Borgerrepræsentationen et afslaaende Svar ? “ spurgte Agenten . „ Og det gjør han naturligvis , “ sagde Oberstlieutenanten . „ Det gjør dog neppe Hans Majestæt , “ svarede Karl , „ naar han hører Slutningen af vor Adresse , som anraaber Kongen om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp . “ „ Men det er jo en Trusel om aabenbart Oprør ! “ raabfe Oberstlieutenanten . „ Troer De , at Kongen vil vige for en saadan Trusel ? “ „ Det ville vi saae at vide imorgen . — Men jeg er træt , “ sagde Karl , „ skulle vi ikke gaae hjem , Amalie ? “ Amalie rejste sig , hvilket ogsaa var Opfordring til Opbrud for hendes Søster . Karl vilde nødigt indlade sig i en politisk Diskussion med sin Fader og endnu nødigere med den noget ophidsede Oberstlieutenant . Den kommende Dag vilde jo vise , hvilken af Parterne der havde Ret . Paa Hjemvejen sagde Amalie : „ Jeg holder ikke af politiske Diskussioner , derfor fulgte jeg din Opfordring til Opbrud . Siig mig , dersom dine politiske Venner komme til Roret , troer Du da at kunne høste nogen Fordel deraf ? “ „ Mener Du pekuniair Fordel , vil jeg svare Nej . “ „ Derpaa tænker jeg ikke , jeg mener , om de kunne skaffe Dig en Rang ? “ „ O ja , det kunne de . “ „ Jeg holder nok af af være lige i Rang med min Svigermoder , “ sagde Amalie , og dersom der er Udsigt til Sligt , skal jeg slutte mig til dine Anskuelser . “ „ Amalie ! “ udbrød Karl glad , „ Du vil . . . “ „ Ja . Rentud sagt , jeg kjender mig , og jeg trænger til , af mine Tanker faae Noget af beskjæftige sig med . Men jeg forlanger , af jeg Intet vil have med Emil af gjøre , af Du efterhaanden skal trække Dig tilbage fra ham . Du besøger ham i den sidste Tid i Bjørnegade . “ „ Hvem har fortalt Dig det ? “ spurgte Karl forlegen . „ Det er ingen Hemmelighed ; hans Værtinde har fortalt det til din Moder . “ „ Nu ja , i bevægede Tider har man Trang til af samles med sine Meningsfæller . “ „ Men Emil vil vel neppe stige saa højt , af han kan skaffe Dig en Rang . — Du maa se af søge Omgang med Førerne . “ Amalie havde indseet det Haabløse i sin Lidenskab for den fraværende Frossing , hun havde gjort Alt for af bekæmpe den , det var endnu ikke ganske lykkedes . Nu greb hun til som en Udvej at kaste sig ind i Tidens stærke Rørelser , hendes Mand skulde være Armen , hun selv Hovedet . Han var saaledes bleven hende en Nødvendighed , hun følte derfor større Interesse for ham end nogensinde tidligere , en Interesse , som dog langtfra var Begyndelsen til en fremspirende Kjærlighed . Dengang Selgren forlod sin Onkels Hus , stod det klart for ham , at den store revolutionaire Bevægelse ogsaa var naaet til Danmark , og at den kommende Dag vilde være af afgjørende Betydning for Landets Fremtid . Han havde i sit stille Sind sluttet sig til Agentens og Oberstlieutenantens Udtalelser , han haabede , at Kongen vilde sige Nej , og at del vilde komme til en Kamp , hvori ogsaa han kunde deltage . Som han vandrede i saadanne Tanker , gik Emil ham forbi i højrøstet Samtale med et Par Andre . „ Karl Moltke vil raade Kongen til ikke at give efter , “ sagde den Ene . „ Han er en holstensk Ridder af den gamle Skole , -- sagde den Anden . „ Giver Kongen ikke efter , skal han tvinges med Magt ! “ raabte Emil , „ da skal det fredelige Kjøbenhavn ogsaa engang lære en Barrikadekamp at kjende . “ Mere hørte Selgren ikke , men det var nok til at lade ham troe , at der var størst Sandsynlighed for , at det vilde komme til Kamp . Hans Søvn denne Nat var højsf urolig , og næste Morgen talte han med sine Kammerater om , hvad han den foregaaende Aften havde erfaret . Der forefaldt imidlertid intet Usædvanligt ved Paraden , men kort efter rygtedes det , at ingen Kadet denne Dag fik Tilladelse til at forlade Akademiet . Inden Undervisningen var forbi , fik man imidlertid at vide , at Alt var løbet fredeligt af , og at Kongen havde afskediget sine Ministre . — Øen stærke og glade Frihedstummel ude fra Byen trængte ogsaa indenfor Akademiets Mure . En Aften droge store Folkeskarer gjennem Gaderne og vilde tvinge Folk ti ! at illuminere ved at raabe : Lys ! Lys ! En saadan Skare kom gjennem Akademigade . Kadetterne skyndte sig med at efterkomme Opraabet ved at sætte deres Lys i Vinduet , og da de ikke havde Stager nok , bleve Lysene satte i Halsen Paa saa mange Flasker , som man kunde opdrive . Øen larmende Skare udenfor gav Kadetterne et tordnende Hurra , der vakte Chefens Opmærksomhed , og han skyndte sig ind i Klasserne og fik Lysene tagne bort . Kadetterne slap med en lempelig Tilrettevisning . Der er rettet mange Bebrejdelser mod Landkadetakademiets daværende Chef ; han var tilsidst udsat for en ligefrem Forfølgelse , for hvilken han bukkede under , men vi maae nu efter saa mange Aars Forløb sige , at han er bleven bedømt og dømt altfor haardt , og at han under vanskelige Forhold med Dygtighed bestyrede Akademiet . Han havde Fjender mellem Kadetterne , men det har og maa enhver energisk Chef af en militair Undervisningsanstalt som Landkadetakademiet have ; thi mangen Straf , som den Unge mener at være lovlig haard i Forhold til Forseelsen , er netop som den bør være , for at man itide kan lære den strenge Alvor at kjende , som hersker i alle militaire Forhold . Systemet var nu engang der , og han var sat til at overholde det ; dengang man brød med det , lod man ham undgjælde for dets Fejl og for dets ved mange Aars Hævd næsten lovliggjorte Misligheder . Dengang den nye Tid kom , lagde han Kadetterne ingen Hindringer i Vejen for , at de kunde følge med Begivenhederne , han underkastede ikke de Blade , de holdt , nogen Censur , og „ Fædrelandet “ og „ Kjøbenhavnsposten “ bleve ligesaa meget holdte som „ Berlingske Tidende “ og „ Flyveposten “ . Enkelte af Lærerne talte med Kadetterne om Tidens stærke Rørelser , ja , en af disse anvendte i Reglen en Del af Undervisningstimen til af fortælle den franske Revolutionshistorie , og man hørte paa hans livlige Skildringer med stor Opmærksomhed . Det var dog ikke de indre Forhold , som især kom til af bevæge de unge Gemytter , det var Oprøret i Holsten . En Eftermiddag havde Bykadetterne medbragt den Nyhed , af der under Prindsen af Noers Ledelse var udbrudt aabenbart Oprør i Holsten . Selgrens Klasse havde just en Time i Tydsk . Dengang Læreren , upaatvivlelig Akademiets dygtigste , traadte ind , blev Nyheden strax fortalt ham . Bevæget sagde han : „ Det er neppe Andet end et Rygte . Jeg har ikke hørt det før nu . “ Han ilede ud af Klassen for hos de andre Lærere af faae af vide , om Rygtet var sandt . Nogen Tid efter kom han tilbage og sagde : „ Det er desværre sandt . “ Han grebes da af en dyb Vemod , han fortalte Eleverne , af han selv var ovre fra Holsten , han beskrev med glødende Farver sin Barndomsegn i det frugtbare Ditmarsken ; det var ligesom han troede sig afskaaren derfra for bestandigt . Og Eleverne syntes i dette Øjeblik godt om denne ellers strenge Lærer , de havde seet Noget af hans indre Menneske , men de andre Klasser begyndte snart en kraftig Opposition imod ham , og der udspandt sig beklagelige Scener * ) , hvori Selgrens Klasse dog ikke deltog . * ) Bladet „ Fædrelandet “ har havt en Skildring af nogle af disse Scener . Landkadetakademiet blev ikke uberørt af de store Begivenheder , som foregik udenfor det ; thi snart kom der Ordre til , at Afgangsklassen øjeblikkelig skulde afgaae til Hæren som Officerer . Jublen i denne Klasse var stor , men forgjæves ventede de to næste Klasser paa , at de ogsaa skulde blive kommanderede i Felten , om ikke som Officerer , saa dog som en Slags Volontairer . Og naar saa en af de nys afgaaede Kadetter udmærkede sig ovre i Felten , plejede Chefen i Reglen om Morgenen ved Paraden at meddele Korpset det med Glæde og Stolthed . Men der var Kadetter , som gjorde sig bemærkede paa en anden , langtfra heldig Maade , det var Sønner af Officerer , som vare gaaede over til Oprørerne . Da Kadetterne vendte tilbage til Akademiet efter Paaskeferien , fortalte de faa Tilbageblevne af deres Kammerater , som ikke havde benyttet Ferien til at gjæste Slægt og Venner , at de vare blevne forhaanede , ja , pryglede af de ovennævnte holstenske Kadetter . Ældste Klasse foretog sig da at straffe dem exemplarisk og begyndte med at give en Kadet af samme Klasse en dygtig Dragt Prygl . Dette havde tilfølge , at han og hans yngre Broder meldte sig syge og lagde sig over paa Sygesfuen . Mellem de Kadetter , som vare tiltænkte en Afstraffelse , var en Kadet , der var født i Rendsborg af danske Forældre . Hans Klasse vidste meget vel , at han var saa dansksindet som Nogen , han blev imidlertid kaldt ind i ældste Klasse og havde nær faaet Prygl , hvis hans egen Klasse ikke i rette Tid havde gjort opmærksom paa Fejltagelsen . Morsomt var det bagefter at se den lille Fyrs Indignation og at høre ham udbryde : „ Havde de banket mig , var jeg bleven Slesvigholstener . “ De slesvigholstensksindede Kadetter saae imidlertid Lejlighed til at flygte , hvilket var den fornuftigste Maade , Sagen kunde afgjøres paa ; thi at lade dem vedblive at deltage i Undervisningen , vilde være uforsvarligt , og at holde dem tilbage mod deres Forældres Ønske , vilde maaske heller ikke have været rigtigt . Et Aarstid efter bleve de Alle ansatte i den slesvigholstenske Arme som Officerer . Da Selgren en Dag kom hjem til sin Onkel , blev han forundret over at træffe Emil i Underlægeuniform . Emil lagde Mærke til sin Fætters Forundring og sagde : „ Jeg har nu ogsaa faaet Uniformen paa ; thi nu er den ikke længer nogen Slavedragt . “ „ Det har den aldrig været , “ svarede Selgren . „ Lader os ikke disputere herom . Jeg har sagt til mig selv : „ Fædrelandet fremfor Alt ! “ Hæren har Trang til Underlæger , og jeg har derfor meldt mig til Tjeneste og er strax bleven ansat . “ „ Jeg vilde ønske , af jeg kunde gaae med derover , “ sagde Selgren , „ men Krigsministeriet vil ikke tillade det . Inden jeg bliver Officeer , er Krigen vistnok forbi . “ „ Hvis Slesvigholstenerne ikke faae Hjælp andetsteds fra , skulle vi snart blive færdige med dem . Nationen er vaagnet . Folket synger . Har Du hørt den nyeste Sang ? Jeg skal synge den for Dig . “ Emil satte sig til Fortepianoet og begyndte : „ Dengang jeg drog afsted , Min Pige vilde med . “ Denne Sang gjorde et ikke ringe Indtryk paa Kadetten , som ikke anede , af den snart skulde lyde overalt , hvor danske Hjerter slog . Der var den Forskjel paa „ den tappre Landsoldat “ og Sangene fra 1801-Perioden , af i den første Sang var det danske Lune brudt igjennem , af det var en Folkesang i dette Ords bedste Belydning . I tidligere Tid sang man : „ I Aag af Britanniens Love Skal Cimbrernes Sønner ej gaae ; Dem Tordenskjold lærte af vove , Af Jueler de lærte af slaae . Pløj Bølgen med ildsvangre Taarne , Vi ere som Havet fribaarne , Og dø eller sejre i Juelernes Spor For Dannebrogs Ære , for Frihed i Nord . “ De nye Viser saae ikke tilbage paa Danmarks store Fortid , de talte ikke om af gaae i Fædrenes Spor , det var , som Digterne følte , af der maatte indslaaes et nyt Spor . Og i Sandhed , det varede ikke længe , før Digterne kunde besynge Helte , der stode ved Siden af de Jueler ; Heltene hørte dog ikke til Flaaden , men til Hæren . Emil fortalte Selgren , af han ude i sin Lejlighed i Nyboder agtede før sin Bortrejse af give et lille Sold , og han indbød sin Fætter til af deltage deri ; dette lovede Selgren . Emils Moder var stolt over af se sin Søn i Uniform , og det var mærkværdigt , hvor Kvinderne i den Tid ikke alene med Ro , men ogsaa med Stolthed saae deres Mænd og Sønner drage i Kampen . Charlottes Mand var allerede forlængst borte med sin Bataillon , hun længtes vel efter ham , men nogen Bekymring for hans Liv nærede hun ikke . Hun og alle Andre vare grebne af frejdig Sorgløshed og af Tro paa Sejren . Der er blevet fortalt , at første Gang en af de nørrejydske Batailloner var i Kamp , udbrød Mandskabet forbavset : „ Fjenden flyder skarpt ! “ Efterat denne Opdagelse var gjort , blev Kamplysten i et Nu langt større end tidligere , da man kun havde „ Maneuvremod “ . Ottende Kapitel . Opbrud . Nybodersfolk havde været med til at synge i Gaderne , efterat Kongen havde udnævnt Martsministeriet , de havde vel ikke forstaaet , hvorom det egenlig gjaldt , men de havde ubevidst følt , at Folket var blevet hævet op paa et højere Standpunkt . Kort efter begyndte Oprøret , og de saae nu til deres Forbauselse , at Folk af de dannede Klasser frivilligt toge Soldatertrøjen paa , selv deres fornemste Officerers Sønner kunde træffes som menige Soldater . Da lysnede det op i Sømandens Tanke , han begreb , at nu havde Alle faaet lige Pligter , og at man begejstret og frivilligt opfyldte sine Plig ter mod Konge og Fædreland , men om lige Rettigheder havde han endnu ingen klar Tanke , og mangen Holmens Mand lod sig derfor bedaare af snilde og snedige Agitatorers Løfter om en Guldalder , hvori Alle skulde være lige . Naar han kom ombord og hørte Fjendens Kugler suse , glemtes imidlertid Forførernes listige Tale , og Politiken blev kun berørt , naar man fik Aviser fra Hjemmet . Kanoneer Bjørn og hans Hustru havde levet et stille og lykkeligt Liv . Den lille Fanny var nu over to Aar gammel og et yndigt og kjærligt Barn . Christian gjorde gode Fremskridt i Skolen , og Anna var i den Alder , at hun ogsaa snart skulde begynde sin Skolegang . Bjørn var 1848 bleven udkommanderet med Briggen „ St . Thomas “ til Vestindien ; det var en Tour , hvorved der fortjentes godt , men som i Reglen varede over et Aar . Hans Kone var just ikke ganske fornøjet herover , men hun maatte finde sig heri , og være glad ved , at hendes Mand ikke de to foregaaende Aar havde været udkommanderet . En Aften i Slutningen af Marts kom Bjørn fornøjet hjem og sagde : „ Glæd Dig , Mutter , vi skal ikke til Vestindien , vi skal over at slaaes med Slesvigholstenerne . Allerede imorgen sejle vi . “ „ Aa , det var rart ! “ raabte Madamen og slog Hænderne sammen af Glæde , „ lad mig se , at Du slaaer bravt mange Tydskere ihjel . “ „ Det kunde maaske hænde sig , “ sagde Bjørn , „ Du kan tro , at vi Alle bleve glade , da vi hørte vor nye Bestemmelse . “ „ Har Kaptajnlieutenant Suenson ikke sagt Jer , hvor I først skulle træffe Tydskerne ? “ „ Nej , derom har Chefen ikke talt . Men man mumler om , at Korvetten „ Najaden “ , „ Gejser “ og vi skulle over til Als for at se , om der er Tydskere . “ „ Ih , der boer jo Hertugen af Augustenborg . “ „ Han er naturligvis kneben ud , naar vi komme . “ „ Ja , den Karl hytter nok sit Skind . “ Endnu samme Aften skulde Kanoneren ombord , Børnene fik Lov til at være oppe , til han gik . Da kyssede han dem bevæget og sagde : „ Hør , Christian , skulde Tydskerne slaae mig ihjel , saa husk paa at hævne din Fader , naar Du bliver stor . “ „ Det skal jeg , “ svarede Christian , og hans Øjne lyste . „ Farvel , Mutter , lad de Taarer fare , jeg skal snart skrive Dig til . “ Hun blev staaende i Gadedøren og saae efter ham , til han drejede om Hjørnet af Borgergade . Da gik hun stille op og klædte sine Børn af , derefter hensank hun i Bøn , hvorfra hun rejste sig rolig og slyrket . Etter Bjørns Afrejse kom Overkanoneer Olsen hver Dag over og spurgte om Nyt fra den Udkommanderede , selv havde han faaet Ordre til om en fjorten Dage at stikke i Søen med en af de større Fregatter , som skulde blokere . Der spurgtes Nyt tidligere end man havde ventet . Det var en Aften i Begyndelsen af April , at Olsen og Viby mødtes i Bjørnegade , og begge besluttede at aflægge Madam Bjørn et Besøg . Da de kom op , stod hun i sit Kjøkken med et smilende Ansigt , holdt et Brev hen imod dem og raabte : „ Brev fra Bjørn . “ „ Hvad skriver han ? “ spurgte Olsen . „ Han har vel endnu ikke seet Noget til Tydskerne ? “ „ Det har han rigtignok . “ „ Det var som Fanden . “ „ Maae vi læse Brevet ? “ spurgte Viby . „ Meget gjerne , men læs det højt . Jeg vil gjerne høre det engang til . Der er Christian . Kom og hør din Faders Brev . “ De gik nu Alle ind i Stuen , og Viby begyndte at læse : „ Kjære Kone ! Jeg vil nu fortælle Dig , hvad jeg har oplevel , siden jeg forlod Dig og Børnene . Den 26de Marts om Eftermiddagen sejlede vi fra Kjøbenhavn , Korvetten bugseret af „ Gejser “ . Den 27de Marts kom „ Najaden “ til Sønderborg , hvor man blev meget glad ved at se den . Hertugen af Augustenbørg var naturligvis stnkken af . „ Gejser “ sejlede videre til Flensborg Fjord , men vi kastede Anker ved Hardeshøj , et Sted ved den nordlige Del af Alssund , og hvor der er Færgefart mellem Als og Slesvig . Der fik vi ikke Lov til at ligge længe ; thi den 30te Marts lettede vi og stod ind i Aabenraa Fjord . Der er Nogle hjemme , der ligesom Tydskerne kalde Byen for Apenrade . Neppe vare vi komne derind , før vi fik Øje paa en stor Hob Tydskere , som kom kjørende paa en hel Mængde Vogne ad Chausseen Syd for Byen . Nu skal jeg sige Dig , at Landevejen gaaer et langt Stykke Syd for Aabenraa tæt langs Fjorden . Vi kunde se , at Tydskerne havde den slesvigholstensfe Klud vajende fra deres Vogne . Men saa blev Suenson gal i Hovedet og kommanderede Fyr . Det var grinagtig at se , hvorledes Slesvigholstenerne i en Fart kom af Vognene og benede ind i Landet . Vi loe Allesammen , om det saa var Chefen selv . Snart var der ingen Flere at skyde paa . Vi laae nu og ventede paa , hvad der vilde ske ; thi at der var Tydskere i Byen , havde vi seet . Saa kom om Morgenen Kaptajn Bille dampende op til os paa „ Hekla “ , og Kaptajnlieutenant Suenson blev kaldt ombord til ham . Da han kom tilbage , sagde han : „ Jeg har faaet Ordre til at skjære Dampskibet „ Christian der Achte “ ud af Havnen . Det løber neppe af uden Kamp . “ — Saa bleve tre Fartøjer satte i Vandet , og Chefen gik selv i det , hvor jeg befandt mig . Det kan nok være , at vi Allesammen brændte af Lyst til at faae Tydskerne i Tale . Ja , i Tale fik vi dem da , men ikke Paa den Maade , vi havde ventet . Da vi kom til Landingsstedet , stod der en Officeer i dansk Jægeruniform , med hvidt Bind om Armen . Vi troede , at det var en af vore danske Officerer , men saa raabte han til os : „ Det koster Blod ! “ Suenson svarede : „ Lad koste ! “ og en af vore Matroser løb til for at gribe Fyren , men han benede op ad Gaden . Vi toge nu Dampskibet i al Gemytlighed , ja , Chefen gav sig god Tid og sendte Bud op i Byen efter Maskinmesteren . Han kom ogsaa . Skjøndt der var slesvigholstenske Soldater i Gaderne , gjorde de os ikke Noget , for de vare bange for , at Briggen skulde bombardere Byen . Jeg maa ogsaa fortælle , at vi fik Byens Borgmester med , han skal være en fæl tydsk Rad og hedder Schow . Jeg kom med „ Christian der Achte “ en lille Sviptour til Sønderborg , hvor 5te Bataillon nylig var kommen fra Kjøbenhavn . Her skriver jeg Dig dette Brev til og melder Dig , at jeg ellers har det godt . Kys Børnene fra mig og hils alle gode Venner og Bekjendte og da især Olsen og Viby . Siig Madam Kruse , at hendes Mand , der er ombord paa „ Gejser “ , har det godt . Ja , hun har maaske allerede hørt fra ham , for „ Gejser “ er gaaet til Korsør i Transportfart . Soldaterne mene , at de snart komme til at slaaes med Thyskerne , jeg vil da haabe , at vi ogsaa komme med i Legen . Din Dig hengivne Mand Ole Bjørn . “ „ Det var et rart Brev , “ sagde Olsen , „ naar man hører saadant Noget , faaer man selv Lyst til at være med . Jeg kommer til at tænke paa mine unge Dage , da vore Brigger laae og sloges med Engelskmanden . “ „ Det er ærgerligt , at jeg i min Stilling ikke kan komme med , “ sagde Viby , „ forbandet ærgerligt ! “ „ Aa , der skal ogsaa være Nøgen hjemme , “ sagde Olsen , „ hvem skulde ellers reparere Skuderne , naar Fjenden har pyntet dem ? “ I dette Øjeblik kom Emil hjem , og han maatte da ogsaa læse Bjørns Brev . „ Det begynder jo at gaae muntert til , “ sagde han , „ heldigvis skal jeg derover om et Par Dage . “ „ Det kan jeg lide Dem for , “ sagde Olsen . „ Og skulde vi mødes , “ svarede Emil , „ skal det ikke mangle paa en god Flaske Vin . “ „ Tak Den , som byder . “ Dengang Olsen og Viby kort efter gik , sagde den Første : „ Jeg er ogsaa glad for din Skyld , at Studenten rejser , for han har sat Dig adskillige Nykker i Hovedet . “ „ Har han det , har han ikke været ene herom . Nu skal vi jo have en fri Forfatning , og saa har Enhver Lov til at have en Mening . “ „ Ja , ja , jeg veed nok , at Studenten ikke har været ene om at fortælle Dig og Andre , hvorledes Alt herefter skal indrettes . Jeg talte med en af Byens større Fabrikanter igaar , og han var vred paa den Tvangslov , som han kaldte den , der byder , at de , der som Børn nyde fri Undervisning og Understøttelse af Staten , skulle tilbagebetale den ved , at de tilpligtes at forblive i Holmens Tjeneste et vist Antal Aar . “ „ Om den Sag have vi jo mange Gange talt , og jeg vedbliver at paastaae , at det er en Menneskehandel . “ „ Aa , er det nu blevet en Menneskehandel ? Er det da en Menneskehandel , at Lærlingen skal staae et vist Antal Aar i Lære , inden han bliver udlært . Jeg har kjendt Lærlinge , der vare ligesaa dygtige som Svende efter to til tre Aars Forløb , alligevel maatte de vedblive at tjene deres fulde fem Aar som Lærlinge . — Nu , den samme Fabrikant vilde ogsaa have , at vi Underofficerer skulde avancere til Officerer . “ „ Ja , hvorfor ikke det ? “ „ Fordi vi ikke due dertil ; Den , der er slaaet til en Skilling , bliver aldrig en Daler . “ „ Du er grumme beskeden , Olsen . “ „ Aa nej . Men jeg er gammel nok til at sætte Tjenestens Tarv over min egen Forfængelighed og Ærgjerrighed . Og jeg siger Dig , at selv om vi i visse Henseender kunde forrette vor Tjeneste paa fyldestgjørende Maade , saa ville vi overfor de andre , de studerte Officerer komme til at savne boglig Lærdom og dannet Omgangsfone . Vi vilde tidt gjøre os latterlige ligesom den Proviantsforvalter , der i Messen , efter at have spist , stangede sine Tænder med Gaflen . — Men jeg vil forresten ogsaa tale med Dig om noget Andet . Jeg er glad paa dine Døttres Vegne , at Underlægen kommer bort . “ „ Hvad er det for Snak ? “ „ Han har spadseret med dem paa Tivoli . “ „ Med min Tilladelse . “ „ Og han har havt en anden Herre med . “ „ Det var en Aften , at han derude mødte en god Ven . “ „ Ja saa , det var en god Ven ? “ „ Nyboder er ogsaa et utaaleligt Sladderhul . Nu har en eller anden Kjælling havt ondt af , at mine Døttre have kunnet gaae paa Tivoli i net Selskab . “ „ Det hører vel ogsaa til Tidens Fremskridt , at Nyboderspiger gaae paa Tivoli med Grosserere og Studenter ? “ „ Hvorfor ikke det ? “ spurgte Viby rask . „ Ja , ja , “ sagde Olsen , „ blot Du ikke maa komme til at fortryde disse Nymodens Forbedringer . Jeg har nu sagt Dig min Mening . Godnat . “ — Den Aften , Selgren gik til sin Fætters Sold , mødte han i Akademigade en Herre , spadserende med en ung Pige under Armen . Selgren studsede ; thi han troede i Herren at gjenkjende sin Fætter , Grossereren . Men han forjog dog hurtigt denne Tanke som taabelig . Kort efter stod han i Emils Stue og blev der af Fætteren præsenteret for en Frivillig Torn , en medicinsk Student Hornby og Baadebygger Viby . Madam Bjørn var i Begreb med at dække Aftensbordet for Emil . Da hun saae Selgren , hilste hun og sagde : „ Det er nok første Gang , at Øe besøger Deres Fætter . “ Selgren bejaede det . Han kunde have tilføjet , at det var første Gang , han stod i en Nyboders Lejlighed . Skjøndt lille , forekom Stuen ham at være meget hyggelig . Da Døren et Øjeblik stod paa Klem , stak den lille Fanny nysgjerrig Hovedet ind , tiltrukken af Kadettens røde Uniform . Selgren gik hen imod hende og spurgte : „ Hvad hedder Du ? “ Hun trak sig lidt sky tilbage . Selgren fulgte efter og sagde : „ Du skal ikke være bange for mig . Jeg holder meget af Dig . Hvad hedder Du ? “ „ Hun kan ikke tale rent endnu , Hr . Konge , “ sagde Anna , som var kommen til , „ men hun hedder Fanny , Hr . Konge . “ Selskabet hørte dette og brast i Latter . „ Selgren , Du er bleven Konge , “ sagde Emil . „ Det er den røde Kjole , som har bragt Anna paa den Tanke , “ sagde Moderen . „ Siden Du hilser mig med Kongetitel , “ sagde Selgren til Anna , „ kommer jeg til at give Dig en Firskilling . “ Han tog sin Portemonnaie op og gav hende Skillingen . Den lille Fanny rakte ogsaa Haanden i al Troskyldighed ud efter en . „ Du vil ogsaa have en Skilling ? “ spurgte Selgren . „ Men jeg har desværre ingen flere . Dog jo , her er min egen Lykkeskilling , en Mark med et Hul i , den skal Du faae . Jeg finder vel nok Lykken uden den . “ „ De maa ikke give Børnene alle de Penge , “ sagde Moderen . „ Lad det blive min Sag , “ svarede Selgren lystigt , bukkede sig og gav Fanny et Kys . „ Det er en sød lille Pige , “ sagde han . Madamen kom til at synes godt om Kadetten , fordi han holdt saa meget af hendes Børn . Christian saae han ikke ; thi han var ude . Man begyndte nu at rage for sig af Retterne . Emil havde selv indkjøbt en Del af Varerne , og Viby sagde til sig selv , at man kunde se , at man ikke var til Gilde hos nogen Nybodersmand . Han kunde for den Sags Skyld ogsaa høre det ; thi ved en Bemærkning af Torn , som var polyteknisk Kandidat , var Samtalen bleven ledet hen paa Naturlovene , og derfra paa Atheisme . „ Jeg gad vide , hvorledes en Atheist , som gaaer mod Fjenden , befinder sig , “ sagde Torn . „ Ganske vel , tænker jeg , “ svarede Hornby , som ikke var langtfra at være Atheist , „ han kan nu enten være en dannet Mand eller en simpel Bonde . Er han en dannet Mand , vil han roligt mødtage den dræbende Kugle : thi han veed , at hans Minde da vil komme til at leve længe i hans Fødeland , er han en udannet Mand , vil han slet ikke tænke over den Sag , han vil kæmpe med dyrisk Mod . “ „ Om den udannede Atheist vil jeg ikke tale , “ svarede Torn , „ men jeg mener , at den dannede Atheist ikke , idetmindste ikke frivilligt , vil gaae i Krig , for ham maa Livsopgaven være sandselig Nydelse og at opholde Livet , saa længe som muligt . “ „ De miskjender Atheisterne , “ sagde Hornby , „ de ere sande Pligtmennesker . “ „ Jeg vil gjøre Dig opmærksom paa , ” sagde Emil til Torn , „ at Hornby i den sidste Tid er bleven Omgangsven med et Par af vore mest udprægede yngre Atheister . “ „ Og en af disse , “ vedblev Hornby , „ har anseet det for sin Borgerpligt at gaae frivilligt med i Krigen . “ „ Saa vil jeg ønske , at han maa blive skudt , “ sagde Torn , „ dog nej , man skal ikke ønske Ondt , selv over en Atheist , saa meget mindre , som den af Borgerpligt opfyldte Atheist sandsynligvis i Felten vil gjenfinde Troen paa en personlig Gud . “ „ Han er stærk i sine Principer , “ lo Emil og nævnede Vedkommendes Navn . „ Jeg har lagt Mærke til , at der i den nye Tid findes en ikke ringe Atheisme og en vis kraftig Sandselighed . “ „ De To staae aabenbart i Forbindelse med hinanden , “ svarede Hornby . „ Du mener , at Atheisterne nødvendigvis ikke kunne være Asketer ? “ spurgte Torn . „ Det er dog ikke vist , at her er nogen Sammenhæng tilstede , “ svarede Emil . „ I enhver Tid , hvor noget Nyt kommer til Gjennembrud , hvor Lidenskaberne , som en Følge heraf , ere i stærk Bevægælse , vil man altid finde en kraftig Sandselighed . “ „ Atheismens Sandselighed maa altid være uskjøn , “ sagde Torn , „ jeg beklager den stakkels Kvinde , som skjænker en Atheisf sin Haand . “ „ Hvorfor ? “ spurgte Hornby . „ Kjærligheden griber den Troende og Ikke-Troende paa samme Maade ; thi den er jo ikke Andet end en elektrisk Strøm , som er stærkest i Ungdommen og taber sig med Aarene . “ „ Og saa er det vel gjennem Øjnene , at Kvinden udsender sine elektriske Gnister mod vort Hjerte ? “ spurgte Torn . „ Aa ja , det kan siges , “ svarede Hornby . „ Men naar , “ vedblev Torn leende , „ vi ikke strax kunne vinde en Kvindes Kjærlighed , maa det jo tilsidst kunne lade sig gjøre ved Hjælp af Elektriceermaskinen ? “ „ Nu vaaser Du , “ svarede Hornby fortrydelig . „ Lader os ikke tale om et saa alvorligt Emne iaften , “ sagde Emil , „ det kan neppe have noget Tillokkende ved sig for min ærede Fætter og min anden ærede Gjæst . Kom , Viby , lader os drikke en Snaps sammen . “ Samtalen lededes over paa de store Reformer , som forestode ogsaa i Marinen . Viby var her en ivrig Modstander af det Bestaaende , og ikke uden Grund havde Olsen advaret ham mod at tage sig iagt . Hornby smigrede Baadebyggeren ved at sige , at hans Anskuelser vare sunde og rigtige , men Torn tillod sig den Bemærkning : „ Hvad vilde Deres Foresatte sige , dersom de hørte Dem fremsætte Sligt ? “ „ Udenfor Tjenesten , “ svarede Hornby , „ skulde jeg mene , at Hr . Viby er sin egen Herre . Han vil snart faae Ret til at vælge til den lovgivende Forsamling , og Den , som har en saadan Ret , har tillige den Pligt at følge med Tidsbegivenhederne , saaledes at han giver en dygtig og frisindet Mand sin Stemme . Er det ikke Stort at tænke sig , at nu vil den arbejdende Klasse ogsaa faae Ret til at sende Mænd til Thinge ? Snart ville de danske Vælgere blive saa oplyste som Vælgerne i Paris . “ Hornby kom nu ind paa Socialismen , hvoraf Flere end han i 1848 vare Tilhængere . Efterhaanden bortdunstede dog denne taabelige Rus . Imidlertid tiltalte dens Læresætninger Viby i høj Grad , og bidroge til „ at gjøre ham tosset “ , som Olsen ved en Lejlighed udtrykke sig . For Selgren var det Meste , af hvad han den Aften hørte , nyt og ukjendt . Han deltog næsten ikke i Samtalen , men da man gik over til at synge de nyeste Krigssange , var han med ; han havde en smuk Stemme , som han havde besluttet at uddanne , naar han blev Officeer . Selgren holdt Maade med at drikke , men ikke saaledes Viby , der , dengang Selskabet sliltes , maatte følges til sit Hjem i Løvegade . „ Den fjerde Stand blev drukken iaften , “ sagde Torn ironisf . „ Spot ikke over den fjerde Stand , “ svarede Hornby , „ der vil komme en Tid , da den vil blive den første . “ „ Du venter maaske at blive Præsident i en dansf Republik ? “ spurgte Torn . „ Foreløbigt maa Du nøjes med at være Præsident ved vore Sold . “ Man skiltes leende fra hinanden , og Dagen efter rejste Emil med Bataillonen til Hæren . Lejligheden i Bjørnegade var ledig . Niende Kapitel . Ende paa Kadetlivet . Det er ikke Hensigten her , at skildre Krigsaarenes vexlende og løftende Begivenheder , især da ingen af vor Fortællings Hovedpersoner toge Del i dem . Vel var Bjørn ombord paa et Krigsskib , men det indskrænkede sig til at blokere , Emil Bjørnson var ogsaa ved Hæren , men hans Virksomhed var stille og lidet fremtrædende . Det frie , frejdige Soldaterliv fik en heldig Virkning paa ham , han opgav de fleste af sine yderliggaaende Anskuelser og erkjendte , at kun et disciplineret Folk kan i Sandhed være et frit Folk . Grosserer Bjørnsons Hus var blevet Samlingsstedet for flere af vore fremtrædende Politikere , og Alle vare enige om at beundre Fruens Aand og Energi . Det skyldtes væsenlig hende , at hendes Mand var bleven udnævnt til Etatsraad . Denne Udnævnelse syntes ikke at være hendes Svigerforældre ganske tilpas ; thi Agenten holdt ikke af , at hans Søn skulde staae højere i Rangforordningen end han , at i Firmaet Bjørnson & Søn Søn skulde være mere end Bjørnson . Det gode Forhold blev imidlertid ikke forstyrret mellem de to Familier , skjøndt det undertiden kom til temmelig hidsige Disputer , idet Agenten ikke kunde finde sig i mange af den nye Regerings Reformer . Elisabeth havde i sin Svigerindes Hus gjort Bekjendtskab med en yngre Præst , der efter et halvt Aarstids Forløb anholdt om hendes Haand og fik Ja . Brylluppet blev fejret med megen Pragt , og strax derefter tog det unge Par over til Præstegaarden paa den jydske Hede . Der fandt den unge Kone sig hurtigt tilrette i de nye Forhold , som vare saa forskjellige fra dem , hvortil hun havde været vant . Stage var avanceret fra Oberstlieutenant til Oberst og havde en Vinter været med sin Bataillon i Hovedstaden . Hans Kone havde født ham en Søn . Selgren Bjørnson var kommen i Afgangsklassen og havde Udsigt til at blive Officeer den 1sfe November 1850 . Han var nu i en Alder af noget over nitten Aar , høj og velvoxen . Det var den 25de Juli 1850 , at Afgangsklassen var ude paa Øster-Glaci for under en Ingenieurofficeers Ledelse at faae lidt praktisk Kjendflab til at anlægge Sfandser , Miner o . s . v . Dagen var regnfuld , og da man holdt Hvil for at spise Frokost , søgte man , saavidt mulig , Ly for Regnen i det lille Materialhus , som ligger omtrent ud for Sølvgade . Da kom en Underofficeer fra Byen med et Skillingsblad og fortalte , af der havde staaet et Slag den foregaaende Dag Syd for Flensborg , og af Fjenden var slaaet . Et Hurra hilsede denne Efterretning , men Glæden dæmpedes Noget , da man saae , af Fægtningen blot havde været Indledning til Kampen den følgende Dag . Spændingen blev nu uhyre efter af faae af vide , hvorledes Slagets Udfald vilde blive . Der blev ikke arbejdet meget paa Glaciet den Dag . I selve Byen var Spændingen lige saa stor . Skillingsbladene fandt rivende Afsætning . Først den følgende Dag kunde man dog have bestemte Efterretninger . De kom ; Slaget var vundet , den danste Hær stod i Slesvig . Men Tabene havde ogsaa været store , foruden de højere Officerer : Schleppegrell , Læssø , Trepka , Saint Aubain o . s . v . var der faldet en Mængde Officerer af de lavere Grader . Det Rygte begyndte af udbrede sig paa Akademiet , af Afgangsklassen strax skulde afgaae som Officerer . Rygtet viste sig af være sandt . Der herskede stor Jubel mellem de unge Officerer , især da de bleve underrettede om , af de strax skulde afgaae til Hæren . Det gjørde dog et Skaar i Glæden , af deres Udnævnelse lød paa „ foreløbig uden Anciennitet “ ; det betød , af adskillige Reserveofficerer sandsynligvis vilde blive satte ind i Linien foran Akademiofficererne . Naar man har anket over , af Tonen i Officeerskorpset efter Krigen ikke var saa god som før , da skuldes det vistnok fornemmelig den hensynsløse Maade , hvorpaa dels Officeersudnævnelserne fandt Sted og dels Overgangen fra Reserven til Linien skete . Kadeten gik strax over til af blive Linieofficeer , medens man derimod fra Geleddet i Reglen først avancerede til Reserveofficeer og , saafremt man udmærkede sig , derfra blev sat over i Linien . Men det hændtes undertiden , af de , som udnævntes til Lieutenanter i Linien , kun havde udmærket sig ved af gjøre sig behagelige for deres Bataillonskommandeur . Man havde opfundet Stikordet „ Examen paa Valpladsen “ , det skulde skjule Syndernes Mangfoldighed og bøde paa , af Enkelte , som knap kunde læse og skrive , havde faaet Epauletten . Alt kunde imidlertid være blevet redresseret , dersom man havde udnævnt Alle fra Geleddet til Reserveofficerer , og saa givet de Dygtigste Adgang til af komme i Linien efter af have taget en Examen , der godtgjorde deres militaire Dannelse . Officeerskorpset tabte den Ensartethed , som havde været dets Styrke før Krigen , og det kom til Rivninger , som maatte svække den gode Tone . „ Folkelig “ blev Officeerskorpset ikke ; thi mange af de fra Geleddet udnævnte Officerer adopterede efter deres Udnævnelse højst ufolkelige Anskuelser . Man tilgive os disse faa Bemærkninger , som ikke ere rettede mod Nogen i Særdeleshed , men udtalte i al Almindelighed , og som vist ville blive underskrevne af enhver dygtig Officeer , hvad enten han er udnævnt fra Akademiet eller fra Geleddet . Den Dag , Selgren første Gang bar sin Lieutenantsunisorm , blev han tiltalt paa Gaden af en Nybodersmand og gratuleret i Anledning af sin Udnævnelse til Officeer . Selgren gjenkjendte Viby , hvem han ikke havde seet , siden hin Aften i Nyboder for over to Aar siden . Manden var kommen til at se betydelig ældre ud . „ Nu , hvorledes gaaer det ? “ spurgte Selgren . „ Snavs , Hr . Lieutenant . “ „ Hvad er der da ivejen ? “ „ Der er det ivejen , at det er en forbandet Tid , vi leve i . “ „ Men jeg synes at huske , at De er en Tilhænger af den nye Tid ? “ „ Ikke mere . — Seer De , Hr . Lieutenant , i gamle Dage kunde man holde sine Døttre inde , nu derimod føjte de ude . Ia , jeg vil rent ud sige Dem , Hr . Lieutenant , af min ældste Datter er kommen for Skade og har faaet sig en Søn . Faderen hedder Hansen og er nok Fuldmægtig paa et Handelskontor . Han var en god Ven af Deres Fætter , Doktoren . “ „ Hvad De der fortæller mig , gjør mig ondt . “ „ De kan troe , af Josefine var saadan en pæn Pige . Ia , ja , Overkanoneer Olsen sagde mig nok dengang , af jeg ikke skulde lade Tøsene løbe i Tivoli med Kavallerer . De har vel ikke kjendt Olsen ? Han sprang ifjor i Luften med „ Christian den Ottende “ “ . „ Jeg har ikke kjendt ham . “ „ Bjørn veed jeg , af De kjender . Han er baade bleven Overkanoneer og Danebrogsmand . Han har ligget og blokeret den meste Tid , nu er han kommen med Kanonbaadene ned paa Slesvigs Vestkyst . — Men jeg opholder Dem nok , Hr . Lieutenant . Farvel . “ Viby forlov Selgren , som var paa Vejen til Akademiet for af høre , om der var kommet Ordre fra Krigsministeriet til Afrejse . Om Aftenen var han hos sin Onkel , der trak ham tilside og sagde : „ Hør , Selgren , jeg veed , at de fleste Lieutenanter maae gjøre Gjæld . Saa længe jeg lever , skal Dn ikke komme dertil , saafremt Dn opfører Dig vel . Mangler Dn Penge , saa skriv et Par Ord til din gamle Onkel , og Dn skal blive hjulpen . Der har Dn 100 Rdl . til at begynde med . Intel Afslag eller jeg bliver vred . “ Selgren var endnu for ung til at paaskjønne , hvor meget Onkelens ædælmodige Tilbud var værd . Han havde intet Begreb om Pengenes Værd , og hvor let de smutte bort , naar man vil deltage i Livets Glæder . Etatsraadinde Bjørnson forærede Selgren et Par kostbare Pistoler og bad ham skyde rigtigt mange Fjender ihjel med dem . Hun var i disse Dage ikke godt Humeur og dvælede mere ved de Faldne end ved Sejren . Hendes Søster var en Dag kommen op til hende og havde sagt : „ Lieutenant Frossing er falden ved Isted . “ „ Hvorfra veed Dn det ? “ spurgte Amalie med dirrende Stemme . „ Jeg har idag modtaget et Brev fra Emil Bjørnson . Her er det . Han skriver , at Frossing , dødelig saaret , blev bragt tilbage fra Valpladsen til den Ambulance , hvorved Emil var . Frossing havde anmodet ham om at bringe mig sin sidste Hilsen og at sige , at hans bedste og sidste Tanke i dette Liv havde været mig . Og at hans Kjærlighed skulde følge ham til Evigheden . — Emil tilføjer , at jeg ubetinget kan stole paa hans Diskretion . — Men hvad fejler Dig , Amalie , Du bliver bleg . “ „ Det er gyseligt at tænke sig , at et saa smukt Menneske er falden for Fjendens Kugler . “ „ Du græder . “ » Ja , jeg græder over Krigens Elendighed . — Men Du tager Sagen saa rolig . » „ Ieg har forlængst glemt denne Ungdomsforelskelse ; jeg lever udelukkende for min Mand og min lille Georg . “ „ Men han havde ikke glemt Dig . Han staaer for mine Øjne som en ædel Helt ; var jeg Digter , vilde jeg kunne skrive et dejligt Digt om ham . “ „ Du havde dog dengang saa meget imod , at jeg blev hans Forlovede . “ „ Javisf , javist , men havde jeg ikke Ret , er Du ikke lykkelig nu ? “ „ Ieg er saa lykkelig , som jeg kan ønske mig at blive . — Men jeg maa nok sige Dig Farvel ; ellers faaer jeg ikke Maden færdig til rette Tid . “ Da Charlotte var gaaet , udbrød Amalie : „ Og hun kan tænke paa Mad ! Hun var ham ikke værd . “ Amalies gamle Kjærlighed vaagnede paany , for hende blev Frossing en Halvgud . Men denne Kjærlighed til en Afdød gjorde hendes Sind mildere , den drøg hende hen til Krisfus , hun erkjendte , at den var en Forbrydelse , og for at udsone den nærmede hun sig sin Mand og søgte at vinde hans Kjærlighed , som hun hidtil havde forsmaaet . Det var vanskeligt ; thi Karls Tanker vare forlængst dragne bort fra Hjemmet . En af de første Dage i August forlod Selgren , i Forening med sine øvrige Klassekammerater , Kjøbenhavns Rhed ombord paa et lille Dampskib . Et Par af Landkadetakademiets Officerer vare med , de skulde overtage Kompagnier ved Hæren . Det var første Nat , Selgren skulde tilbringe udenfor sin Fødeby , det var maaske Begyndelsen til glimrende Eventyr eller maaske , førte Dampskibet ham over til en tidlig Grav ved Siden af de andre faldne Helte . Et rungende Hurra fra den ved Toldboden forsamlede Mængde ledsagede Skibet . Anden Bog . Bjørnsen . Tiende Kapitel . Pigen fra Ejdersted . En mørk og raakold Novemberdag 1851 stod Vagtparaden opmarcheret i Gothersgadens store og uhyggelige Exerceerhus . Klokken kunde være henimod 11 . Paraden bestod af to Batailloner , hvoraf den ene havde højre , den anden venstre Fløj . Majoren , der hørte til højre Fløjs Bataillon , kommanderede altid Paraden , indtil den overleveredes til Kommandantskabet . Overfor Midten af hver Bataillon stod dets Officeerskorps med Bataillonskommandeuren foran . Lidt før Klokken 11 aabnedes Exerceerhusets søndre Port , og Kommandanten , ledsaget af Pladsmajoren og Kaptajnvagtmesteren , steg ned i Huset ad den lille Stentrappe . Der blev kommanderet : „ Bataillon Skulder ! Se til Højre ! “ Den lille General , som dengang var Kommandant , gik da ned ad Rækkerne , sædvanlig holdende med venstre Haand om sin Portepee . Han hilste enhver Officeer i Vagtparaden med et Godmorgen , og naar han vendte tilbage , hilste han paa de overfor Paraden staaende Officeerskorps . Foran det midt i Exerceerhuset staaende bornholmske Stueuhr stillede derefter Kommandanten sig . Majoren kommanderede : „ Præsenteer Gevær ! “ saluterede med Sablen og gik . Nu trak Pladsmajoren sin Sabel , kommanderede : „ Bataillon Skulder ! “ og dernæst „ Vergaddering ! “ Brigademusikkorpset paa højre Fløj istemte en lystig Marche , svingede ud , marcherede ned til Uhret og tilbage igjen paa sin Plads . Efterat der paany var blevet præsenteret Gevær , blev der svinget ud med Sektioner , og Paraden marcherede med skuldret Gevær Exerceerhuset rundt og ud ad den Port , hvorigjennem Kommandanten var kommen . Lieutenant Selgren Bjørnsen var den Dag i Paraden , han skulde have Vagt Paa Gammelholm . Forrest marcherede Hovedvagtens Afløsning , ført af en Kaptajn , lige bagefter kom Selgren , der saaledes havde godt af Musiken ; de bageste Vagter kunde i Reglen ikke høre den . Paa Kongens Nytorv skiltes Paraden ad , og Musiken marcherede i Spidsen for Afløsningen ind paa Hovedvagten . Enhver kan vist erindre , at tidligere dannede i Større-Stræde en Grav og en Mur Grændsen mellem Værftet og Byen . Ligefor Holmensgade og midt paa den høje , gule Mur var en Port , der førte ind til Gammelholm . Strax tilhøjre indenfor Porten laa en Bygning , hvori fandtes Vagt- og Arrestlokaler . Da Selgren marcherede ind ad Porten , stod den Vagt , der skulde afløses , opmarcheret foran Fourchetterne . Afløsningen stillede sig ligefor den , begge Vagter præsenterede for hinanden , og Kommandeuren for den gamle Vagt traadte frem og overrakte Kommandeuren for den nye Vagt Postsedlen , det vil sige , en Seddel , hvorpaa alle de udstillede Poster stode angivne . Efterat der var blevet taget ved Foden , blev den nye Vagt inddelt og Gefrejderen kommanderet frem , for i Forening med den ældre Vagts Gefrejder at „ føre Posterne op “ . Begge Officerer traadte nu ind i Vagtstuen , og Inventariet fremvistes og overleveredes til den nye Vagtkommandeur . Hver Officeersvagt havde sit Inventarium af Sølvtøj , Knive , Kopper , Glas , Themaskiner , Kaffekander o . s . v . Dette Inventarium var bekostet og vedligeholdtes af Officeerskorpset selv , og det Fond , hvoraf det kompletteredes , bestyredes af to , dertil valgte Lieutenanter . Hver Morgen kom en gammel Sergent og underkastede det et nøjagtigt Eftersyn . Gammelholms Vagt var en af Kjøbenhavns hyggeligste Vagter . Den bestod af en større , forreste Stue og en bagved liggende mindre , hvori der var en Skorsten til at koge paa . Lige under Bygningens ene Side løb Mastegraven . Neppe var den Officeer , som skulde afløses , færdig med at underrette Selgren om , hvad der ellers var at iagttage paa Vagten , som stod under Holmens Chef , og om hvor ofte Posterne skulde inspiceres , før Gefrejderen kom tilbage med de afløste Poster . Begge Vagter præsenterede paany for hinanden , og den afløste Vagt marcherede bort , medens hver Vagts Hornblæser ligesom ved Ankomsten blæste af alle Kræfter . Neppe var Afløsningen borte , før Stuegefrejderen , i Reglen Lientenantens Oppasser , kom med en stor Torvekurv , der indeholdt Vagtkommandeurens Piber og Tobak og en Del Mad- og Drikkevarer . Paa Armen havde Oppasseren sin Herres gamle Uniformsfrakke , som Selgren strax iførte sig ; thi en ny Frakke vilde lide altfor meget paa en Vagt , hvor man hele Dagen gik med Skærf og Kaarde , og hvis læderbetrukne Sofa og Stole gnavede ikke lidt paa Tøjet . Dengang Oppasseren havde udpakket Kurvens Indhold , stoppet Lieutenanten en Pibe og rakt ham den , trak han et Brev op af Lommen og sagde : „ Det Brev er kommet , efterat De var gaaet . “ Lieutenanten tog Brevet og sludsede , da han mødte en Damehaand . Han aabnede det i Hast og saae , at Sproget var tydsk . Brevet var kort og lød saaledes : „ Mød mig imorgen Aften paa Kongens Nytorv . Jeg ønsker at tale med Dem om en uhyre vigtig Sag . Dora . “ Selgren var aldeles forbavset ; han kjendte ingen Dame med dette Fornavn og overhovedet ingen Dame , som kunde opfordre ham til et Stevnemøde . Forgjæeves anstrengte han sin Fantasi for at udfinde , hvem Damen kunde være . Han blev afbrudt i at tænke derpaa , da nogle Kammerater traadte ind og inviterede sig selv til Frokost . Mellem disse var Rønfelt , der blev tilbage , dengang de Andre vare gaaede . Han var i daarligt Humeur , og da Selgren spurgte ham om Aarsagen , svarede han : „ Det er dog bedst , af jeg siger det . Dengang jeg laa i Ejdersted , var jeg inkvarteret hos en Lehnsmand Delfs , jeg kjedede mig og søgte af fordrive Kjedsomheden ved af kure til Lehnsmandens Datter . Pludselig fik vi Marcheordre , men inden vi rejste , kom Lehnsmandens Datter ind paa mit Værelse , slog Armen om min Hals og fortalte hulkende , af hun elskede mig , og af jeg maatte love af komme igjen og forlove mig med hende . Var jeg fattig , gjorde det Intet til Sagen , hendes Fader var rig og vilde give hende 100 , 000 Mark Kourant i Medgift . Jeg stod som himmelfalden , jeg mente , af min Kour havde ikke været af den Beskaffenhed , af den kunde give hende Anledning til af troe , af jeg vilde forlove mig hende . Hun havde ofte hørt mig sige , af jeg aldrig vilde forlove mig med en Dame , der havde slesvigholstenske Sympathier , og det havde hun . Det hastede , Kompagniet var ved af træde an , jeg sagde hende nogle beroligende Ord , som maaske i Hastværket ikke have været ganske overvejede , og jeg stødte til mit Kompagni . Hele Sagen var ganske gaaet mig af Glemme , da traadte Lehnsmandens Datter igaar ind til mig . Hun var rejst hjemmefra for af opsøge mig . Du kan tænke Dig , af jeg blev baade forundret og ærgerlig . Det kom til en Scene , i sin Fortvivlelse sønderrev hun sit Shawl og optraadte paa en heftig og uhyggelig Maade . Da hun saae , af jeg var ubøjelig , truede hun med af gaae til min Familie , som til al Uheld i disse Dage er kommen her til Byen . Det vil blive en Skandale . “ „ Hvad hedder hun ? “ spurgte Selgren . „ Dora , Dora Delfs . “ „ Nu forstaaer jeg del Hele , “ udbrød Selgren og viste Rønfelt Brevet . „ Det maa være hende , “ sagde Rønfelt , „ hun har seet Dig flere Gange besøge mig , da jeg laa i Kvarteer hos hendes Fader . Nu vil hun tale med Dig , før hun taler med min Familie . Selgren , Du maa hjælpe mig og se af faae hende til af rejse hjem . “ » Sagen vil blive vanskelig , “ svarede Selgren eftertænksom . „ Havde min Kur været alvorlig , “ sagde Rønfelt , „ havde jeg sat Pigen Nykker i Hovedet , jeg vilde have betragtet det Hele som en fortjent Straf , men . . . “ „ Javisf , vi maae se at undgaae Skandale , “ sagde Selgren . „ Hun maa jo kunne indse , at selv om hun fik sin Krig frem , og I bleve gifte , vilde det blive et højst ulykkeligt Ægteskab . “ „ Vagt i Gevær ! “ raabte Skildvagten udenfor . Det var Admiralen , som gik forbi , og hvem Selgren maatte ud at gjøre Honneur for . Da han kom ind , sagde Rønfelt Farvel , og at han vilde komme igjen om Aftenen . — Selgren gik ud for at inspicere Posterne og saae for første Gang det gamle Orlogsværft , hvør Christian den Fjerde færdedes saa meget , hvør han fra Klokken fire om Morgenen kunde staae hele Timer og betragfe Arbejderne , støttet til sin lange Stok , hvori han havde baade Tommestok og Vaterpas . Selgren glemte et Øjeblik Rønfelts Kjærlighedshistorie for at betragfe en Dampskonnert , der var i Begreb med at løbe af Stabelen . Da tiltaltes han med et „ Goddag , Hr . Lieutenant . “ „ Er det Dem , Overkanoneer Bjørn , “ sagde Selgren og rakte ham Haanden . „ Sidste Gang , vi saaes , var nok nede ved Ejderen . “ „ Det var saa , Hr . Lieutenant . Vi maatte gjøre Tjeneste som Landsoldater . Det var fornøjeligt . Og kan Hr . Lieutenanten saa huske , at Øe engang var paa Forpost , og at jeg stod under Deres Kommando , og da Øe hørte , at jeg havde faaet Brev om , at min Kone havde faaet sig en Søn , trakterede Øe mig med Porfvin og drak paa den Lilles Velgaaende . “ „ Jeg erindre det , “ svarede Selgren , „ ventede Deres Kone saa med at faae Barnet i Kirke , til Øe kom hjem ! “ „ Begribeligvis gjorde hun det . Vi havde et ordenligt Knas og drak den lille Selgren Frederik Bjørns Skaal . “ „ Men det er jo mine Fornavne . “ „ Hedder Hr . Lieutenanten ogsaa Selgren Frederik . “ „ Javel gjør jeg det . “ „ Det var da et løjerligt Træf . Min Dreng er opkaldt efter min salig ældre Broder , og de to Navne have nok altid været i min Familie . “ „ Har Deres Familie altid boet i Nyboder ? “ „ Javel har den det . “ „ Hvad var Deres Fader ? “ „ Han var Overkanoneer ligesom jeg . Og han havde to Sønner , hvoraf jeg var den ene , og den anden er død , han hed Selgren Frederik . “ „ Og Deres Bedstefader ? “ „ Han var ogsaa Overkanoneer . Men jeg kan kun huske det om ham , af det var en gammel Mand , af han boede omme i Løvegade , da han var bleven pensioneret , og af han gik med Pidsk og bar Knæbuxer . “ „ Havde han Brødre ? “ „ Ikke i Holmens Tjeneste , men jeg husker , af min Fader har fortalt mig , af min Bedstefader havde en Broder , men af de to Brødre vare blevne Uvenner i deres Ungdom over en Pige , som tilsidst blev min Bedstefaders Kone . Men det er Noget , jeg ikke har brudt mit Hoved med af tænke paa . “ „ Ia , mit Kjendskab til min Familie er neppe synderlig større end Deres , “ sagde Selgren , „ min Fader var Kaptajn og hans Fader Hosekræmmer , det er Alt hvad jeg veed . Interessant vilde det være , dersom vi kunde opdage , af vi nedstamme fra samme Olde- eller Tipoldefader . — Det er dog neppe rimeligt . Hvorledes har ellers Deres Familie det ? “ „ Tak , godt . “ „ Og den lille Fanny , hvem jeg forærede min Lykkeskilling ? “ „ Den har hun endnu . Min Kone har gjemt den . “ „ Jeg gjorde engang Bekjendtskab med en Mand , der hed Viby . . . “ „ Viby ? Han er afskediget . Hans Datter kom for Skade , det tog han sig meget nær , og saa slog han sig til Flasken . Nu sidde Døttrene hjemme og hænge i fra Morgen til Aften , og den lille Dreng er da ogsaa hjemme . Faderen er meget god mod Dattersønnen , naar han er ædru , men naar han er fuld , slaaer han den lille Erik . Men maa jeg spørge , kommer Deres Fætter Doktoren ikke her til Byen ? “ „ Jeg antager det . Han ligger for Øjeblikket ovre i Slesvig , men vil nok tage Permission for at fuldende sine Studeringer . “ „ Det var ret en herlig Mand . Mon han skulde have Lyst til at boe hos mig igjen . Lejligheden staaer ledig ! “ „ Det er maaske muligt . Han var meget fornøjet da han boede der sidst . “ „ Jeg veed det Hr . Lieutenant , og det glæder baade min Kone og mig . “ Kort før det blev mørkt , stod Selgren et Øjeblik i Gammelholms Port og saae ud paa Gaden . Han lagde ikke Mærke til , at han blev skarpt iagttaget af to Damer , som stode paa den anden Side af Gaden . De talte ivrigt sammen , endelig skraaede de over Gaden , og den ene Dame tiltalte ham paa Tydsk og sagde : „ Jeg er Dora , som har skrevet Dem til idag ; da jeg nu seer Dem her , vil jeg gjerne spørge Dem , om De her har Lejlighed til at høre , hvad jeg vil sige Dem ? “ „ Jeg har baade Tid og Lejlighed , hvis De vil behage at følge med . “ Han bød Damen ind i Vagtsfuen og gav Oppasseren Ordre til at tænde Lys . Doras Ledsagerinde saae sig nysgjerrig om , men Selgren studsede og spurgte : „ Er det ikke Frøken Peters , Datter af Justitsraad Peters , med hvem jeg har den Ære at tale ? “ Den Tiltalte rødmede og svarede : „ Jo , jeg er Grethe Peters . Min Kousine har anmodet mig om at ledsage sig , da hun ikke kjender Byen . “ „ Frøken Delfs er Deres Kousine ? “ spurgte Selgren overrasket . „ De kjender mit Familienavn ? “ spurgte Dora overrasket . „ Og jeg kjender maaskee Aarsagen til Deres Nærværelse her ; De veed , at jeg er en Ven af Lieutenant Rønfeldt . “ „ Han har allerede fortalt Øem . . . “ Ja “ „ O , han har naturligvis udsmykket sin skjændige Adfærd mod mig . Jeg kommer til Øem for at bede Øem om at staae mig bi . Han skal ægte mig . „ „ Min Frøken , Øe maa kunne indsee , at det kan man ikke tvinge en Mand til . “ „ Men jeg elsker ham , han har ladet mig troe , at jeg var gjenelsket , og det er derfor skjændigt , dersom han nu forlader mig . “ Dora brast i en lidenskabelig Graad . „ Det gjør mig meget ondt for min Kousine , “ sagde Grethe Peters . „ Deres Ven maa være en daarlig Person . “ „ Min Ven kan muligvis have handlet urigtigt , men en daarlig Person er han ikke . Jeg henstiller til Øem , Frøken Peters , om Øe troer , at et Ægteskab mellem Rønfelt og deres Kousine vilde blive lykkeligl . “ „ Det vilde det rimeligvis ikke . “ „ Jo , det vilde , “ raabte Dora , „ for jeg elsker ham saa højt , saa ubeskriveligt . “ „ Men han elsker ikke Øem , “ sagde Selgren . „ Jeg skal faae ham til at elske mig , “ raabte Dora , „ er jeg vel styg eller gammel eller . . . ? “ „ Derpaa kommer det slet ikke an . Jeg indrømmer , at De er meget smuk , men desuagtet har De ikke kunnet vinde Lieutenant Rønfels Kjærlighed . Det er muligt , at en Dame , som er mindre smuk og indtagende , kan vinde hans Hjerte . Desuden har han vistnok sagt Dem , at han ikke kan elske en Dame , der nærer slesvigholstenske Sympathier . “ „ Jeg vil rive dem ud af mit Hjerte , jeg vil elske de Danske og hade Slesvigholstenerne , naar han blot vil elske mig . “ „ Du nedværdiger Dig selv ved denne Tryglen om en Mands Kjærlighed , “ sagde Frøken Peters . „ O , Du veed ikke , hvad det er at elske ! “ raabte Dora . „ Jeg vil , jeg maa blive hans Kone , jeg gaaer til hans Familie , jeg har allerede sagt ham det . “ „ Du vil dog ikke prostituere Dig saaledes ? “ spugte Kousinen forskrækket . „ Det vil jeg dog vise Dig . “ „ Frøken Delfs , “ sagde Selgren , „ De er altfor exalteret . “ „ Sig heller , at jeg er gal ; jeg er gal , men det er af Kjærlighed . “ „ Jeg troer næsten , at Du siger sandt , “ sagde Frøken Peters , „ husk paa , hvor Du er . Det Hele er jo næsten en Skandale . “ „ Skandale ! Ja , lad det saa blive en Skandale . O , I blege Kvinder fra de mørke Gader , I vide ikke , hvad det er at elske som vi dernede ved det brusende Hav , hvorover Stormen kommer susende med Vinger af Taage og med Øjne , der lyne gjennem Natten . Jeg er Stormens Barn . “ Selgren og Frøken Peters saa forbavsede paa hinanden , da traadte Rønfelt ind ad Døren , han kunde ikke være kommen i noget uheldigere Øjeblik . Da Dora fik Øje paa ham , styrtede hun ham imøde og raabte : „ Ove Rønfelt ! Ove Rønfelt ! Skjæbnen vil det ; vi skulle mødes . “ „ Jeg har sagt Dem min Mening , “ svarede Rønfelt koldt , „ jeg troede , at vi ikke havde noget Mere at sige hinanden . “ „ Jo , jo , meget Mere , uendelig meget Mere , “ sagde hun . „ Er det ikke muligt at faa Ende paa denne uhyggelige Situation ? “ spurgte Frøken Peters Selgren . „ Jeg veed det ikke , “ svarede Selgren forlegen , „ kan De ikke sige , at De maa gaa . Hun vil vel ikke blive alene her tilbage . “ Frøkenen nikkede og sagde : „ Kom Dora , lader os gaae ; det gaaer ikke an at blive her . “ „ Gaa , “ svarede Dora , „ gaa du kun ; hvor Lieutenant Rønfelt er , der bliver jeg . “ „ Saa vil jeg gaae , “ svarede Rønfelt og gik . Neppe var han ude ad Døren , før Dora styrtede efter ham . „ Det bliver Skandale , “ sagde Frøken Peters , „ hvad skal jeg gjøre ? “ „ Skal jeg lade min Oppasser følge Dem hjem ? “ „ Men kan jeg forlade min Kousine ? “ „ I ethvert Tilfælde er det nu saa mørkt , at det De behøver Ledsagelse . “ Frøkenen indrømmede dette , og Oppasseren fik derfor Ordre til at ledsage hende . Selgren var meget fornøjet ved , at Damerne havde forladt Vagten ; han kunde dog ikke faa det nys forefaldne Optrin ud af Tankerne , han gruede ved at blive elsket af en Kvinde som Dora , men hendes Kousine , som han havde truffet nogle Gange i Selskabslivet , havde behaget ham i høj Grad . Tidligere havde han ikke lagt synderligt Mærke til hende , hendes Personlighed havde ikke skilt sig ud fra den store Damesværms , nu havde han derimod faaet Øje for den . Han vidste , at hendes Fader var Jusfitsraad og ansat i det slesvigske Ministerium . Da slog Klokken otte , og Skildvagten kaldte ud til Bøn . Denne Skik er nu , saavidt vi vide , afskaffet , men det var en smuk Skik . Hornblæseren blæste nogle langsomme Toner paa sit Horn , og imens stod Mandskabet med Geværet ved Foden og Haanden til Huen . Det var en kort Paamindelse om det Evige , en Bøn til Hærskarernes Gud om ogsaa at tage den lille danske Hærskare i sin Varetægt . Efter Bønnen gik Selgren atter ind i Vagtstuen , hvor kort efter Rønfelt paany indfandt sig , men i en meget ophidset Tilstand . Han fortalte , at Dora havde truet ham med at tage Livet af sig , at hun var ilet ned mod Kanalen i den Hensigt at kaste sig i denne , og at heldigvis hendes Kousine , ledsaget af Oppasseren , i dette Øjeblik var kommen til . Noget beroliget var hun gaaet bort fra Kanalen og op i Gaden , hvor Rønfelt havde set Lejlighed til at smutte ind i en Gadedør og gjemme sig . Ved at høre dette , brast Selgren i Latter . „ Undskyld , “ sagde han , „ men det er virkelig morsomt . I Almindelighed er det de unge Piger , som gjemme sig i Gadedøre for en forfølgende Herre , men her er det en ung Herre , som maa gjemme sig . “ Der var noget Smittende ved Selgrens Latter og synlig oplivet sagde Rønfell : „ Jeg tager otte Dages Permission og besøger en Onkel ude i Sjælland , hun har vel saa forladt Byen , naar jeg kommer tilbage . “ Selgren mente , at det var en meget fornuftig Beslutning ; thi det maatte jo være højst uhyggeligt at blive elsket paa en saadan Maade . „ Der er , “ sagde Rønfell , „ hos Friserinderne en Lidenskabelighed tilstede , som vi rolige og sindige Danske ikke kjende noget til hos vore Kvinder . Betragt engang en Friserinde , hun er fyldig , velskabt og smuk , men Skjønheden synes mere at skulle opflamme Lidenskaben , end at vække Kjærlighed , og jeg har den Overbevisning , at Doras Lidenskab , som nu flammer saa højt , snart vil være udslukt eller køres over paa en Anden . “ „ Eller ogsaa vil den blive til Had , “ sagde Selgren . „ Hellere hendes Had end hendes Kjærlighed . Hvilket Held , at hun , da jeg boede hos hendes Fader , ikke fik gjort mig forelsket , hvor let kan det ikke skee ved dagligt Samliv med en ung , smuk Pige ? “ „ Jeg beklager hendes Kousine , som er tvungen til at høre paa Doras vilde Udbrud . “ „ Jeg lagde ikke Mærke til Kousinen . — Du kan troe , at jeg blev hed i Hovedet , dengang jeg uformodet traf hende her . — Blot hun nu ikke gjør mig en Visit , inden jeg er kommen bort . — Jeg maa sørge for , at min Dør er godt tillukket . “ Oppasseren meldte sig og fortalte , at Damerne vare blevne fulgte hjem , efterat de paa den Enes Opfordring vare gaaede gjennem flere Gader for at søge efter Lieutenant Rønfelt . De to Lieutenanter spiste nu beroligede tilaften og kort efter gik Rønfelt , ikke ganske sikker paa , om Dora ikke stod udenfor Porten for at passe ham op . Men denne Frygt viste sig at være ugrundet . Efter at have inspiceret Posterne , lagde Selgren sig til at sove i den inderste Stue for ikke om Morgenen at blive vækket af Arbejderne , som modtoge deres Arbejdstegn fra den yderste Stue gjennem en dertil i Ruden indrettet lille Klap . Gammelholms Vagt blev ikke inspiceret af Ronder , og Porten til Holmen , der blev lukket Kl . 11 , maatte ikke aabnes før næste Morgen . Elvte Kapitel . Selgrens første Kjærlighed . En mørk Efteraarsdag var Selgren samlet med sin Families Øamer i Etatsraad Bjørnsons hyggelige Dagligstne . Man ventede kun paa Bjørnson og Søn for at gaae tilbords ; de vare endnu ikke komne hjem fra Børsen . Fru von Werlan havde fornylig havt Brev fra sin Dalter Charlotte , som med sin Mand opholdt sig i Flensborg ; den unge Kone kunde ikke finde sig tilrette i Forhold , hvor Alle talte om Politik , og hvor der tidt fandt Rivninger Sted mellem de forskjellige Nationaliteter . Hun længtes tilbage til det fredelige og venlige Kjøbenhavn . Selgren blev opfordret til at fortælle om Tilstanden i Slesvig , og han meddelte da , hvad han havde seet og hørt under sit Ophold der under Krigen . Fru von Werlan rystede paa Hovedet og sukkede : „ Min stakkels Charlotte . “ „ Hun er ikke til at beklage , “ svarede Amalie , „ jeg misunder hende , at hun staaer paa Forpost dernede for dansk Troskab og dansk Sæd og Skik . “ „ Hvor kan Du dog misunde hende det ? “ spurgte Fru Bjørnson . „ Fordi det er en stor og ædel Opgave , der ikke falder i Enhvers Lod . “ „ Nu skulle vi see , at Amalie ønsker sig derover ! “ udbrød hendes Moder . „ Jeg vilde ikke sørge , hvis det skete . Jeg vilde i mit Hus samle Alt , hvad der var ædelt og smukt af dansk Nationalitet , jeg vilde vise vøre Fjender , at vi i Omgangstone besidde en Urbanitet , selv overfor Modstandere , som neppe findes i Tydskland , jeg vilde blive vor danske Literaturs uværdige Apostel og see at skaffe den Venner ikke blot i de dannede Kredse , men ogsaa hos de lavere Stænder , og endelig vilde jeg slutte mig til den Kreds af stille og ædle Kvinder , hvis Opgave det er , at vogte paa vøre Minder , at holde Krandsene friske paa vøre Heltegrave . “ „ Det er mig for højttravende , “ sagde Moderen . „ Det er smukt og rigtigt , “ yttrede Selgren , „ jeg vilde for Danskhedens Skyld ønske , at Amalie boede i Flensborg . “ „ Der ligger jo ogsaa faldne Officerer og Soldater paa Kjøbenhavns Garnisonskirkegaard , “ sagde Fru Bjørnson , „ hvorfor tænker Amalie ikke paa at bekrandse deres Grave ? “ „ Fordi de bekrandses af deres Efterladte , i Slesvig ligge de Faldne langt fra Slægt og Venner , hele det danske Folk er derfor deres Efterladte . “ Fader og Søn kom nu hjem , og man gik tilbords . Under Maaltidet sagde Agenten : „ Jeg har en Nyhed at fortælle , som vil interessere Jer . Den angaaer Elisabeth . “ „ Elisabeth , “ udbrød Moderen , „ hun skal vel ikke igjen have en Lille ? “ „ Det veed jeg saamæn ikke . — Min Nyhed er den , at hendes Mand har faaet et godt Kald i Slesvig . “ „ I Slesvig ! “ raabte Moderen . „ Skal da Elisabeth ogsaa ned og taale Ubehageligheder af Tydskerne ? “ „ Jeg haaber ikke , at nogen dansk Mand eller Kvinde lader sig byde Ubehageligheder af Thyskerne , “ sagde Etatsraaden . „ Hvor ligger ellers Sognekaldet ? “ „ I Mellemslesvig , “ svarede Agenten , „ Sognets Navn erindrer jeg ikke rigtigt , men det skal nok ligge i Nærheden af Marsken . “ „ Marsken ! “ udbrød Amalie , „ det skal være et højst interessant Land . Jeg har nylig hørt en Hisforie fortælle om en ung Pige derovre fra , som var bleven forelsket i en ung dansk Officeer , og som rejste herover efter ham . “ „ Hvilken Skandale ! “ sagde Fru von Werlan højst indigneret . „ Jeg kjender ikke Historien rigtig , men der kommer en ung Dame her iaften , som vist vil kunne give mig alle mulige Oplysninger . “ Selgren fandt sig ikke kaldet til at fortælle , at han var i Besiddelse af „ de allernøjagtigste Oplysninger “ ; han var spændt paa at faae at vide , om den unge Dame , som ventedes , var Frøken Peters . Det viste sig , at han ikke havde taget Fejl i sin Formodning ; thi lidt før Thetid indfandt Frøkenen sig . En let Rødme foer over hendes Kinder , dengang hun hilste paa Selgren , som syntes , at hun aldrig havde seet saa smuk ud som netop denne Aften . Efterat Fader og Søn , den ældre Fru Bjørnson og Fru von Werlan havde sat sig til Whisfbordet , toge Amalie , Frøken Peters og Selgren Plads noget derfra ved det større Bord , som stod foran Sofaen . Man talte i Begyndelsen om højst ubetydelige Ting , da sagde Amalie pludselig : „ Hør Grethe , har De hørt den Historie , som gaaer her i Byen om en ung Pige fra Ejdersted ? Hun rejste herover for at opsøge en utro Kjæreste . en Officeer ? “ „ En Pige fra Ejdersted ? “ gjentog Grethe og fæstede sine sorte Øjne misbilligende paa Selgren . Han blev ilde tilmode ved dette Blik og skyndte sig med at sige : „ Min Kousine maa fortælle os , hvorfra hun har Histørien ? “ „ Jeg har den fra Fru Bech . Histørien er kjendt overalt . Jeg troer , at den er kommen fra paagjældende Officer selv , jeg ved dog ikke hans Navn , derimod har man bragt en vis Frøken Peters Navn i Forbindelse med den . “ „ Det gjør mig meget ondt , “ sagde Grethe , „ jeg bliver derfor nødt til at fortælle Dem Historiens Sammenhæng . “ Dette gjorde hun . „ Han rejste altsaa fra Byen , “ sagde Amalie , „ og hun fandt sig tilsidst i at rejse hjem . En prosaisk Opløsning paa en romantisk Historie . — Min ærede Fætter har været indviklet i denne Sag ? Herom har han ikke talt et Ord . Jeg skal mærke mig , at han kan være diskret . “ Ellevte Kapitel . Selgrens første Kjærlighed . „ Det glæder mig at faae dette Skudsmaal , “ svarede Selgren , „ Frøken Peters kunde let fristes til at troe , at jeg havde fortalt Histørien . “ „ Det troede jeg unægteligt , “ sagde Grethe . „ Vogt dem , Selgren , for Damerne i Marsken , “ sagde Amalie skjemtende . „ Aa , saalænge jeg er i Kjøbenhavn , har det ingen Fare . Dog jo , “ tilføjede han med et Blik paa Grethe , „ der findes ogsaa Friserinder i Kjøbenhavn . “ Det blev Selgrens Lod at følge Frøken Peters hjem , og han gjorde det med Glæde . Undervejs faldt Talen paany paa Doras ulykkelige Kjærlighed , og Selgren spurgte : „ Mener De , at Rønfelt kunde have handlet anderledes end han gjorde ? “ „ Nej . — Og døg , der kunde have været den Mand , som havde følt Medlidenhed med en saa stor Ulykke , og som vilde have offret sig selv for at gjøre en Sjæl glad og frelse den fra Fortabelse . “ „ Men derved var maaske hans egen Sjæl gaaet tilgrunde . “ „ Den , som bringer et stort Kjærlighedsoffer , gaaer aldrig tilgrunde . “ „ Jeg troer Dem . — Der hører døg Styrke til at bringe et saadant Offer . “ „ Hvor mangen Kvinde har ikke bragt Offeret ? “ „ Hvorfor ikke hvor mangen Mand ? “ „ Fordi Mændene ere større Egoister end Kvinderne . “ „ Det var døg ikke Rønfelt , som var Egoisten , det var Frøken Delfs . — Maaske jeg dog vilde kunne bringe et Kjærlighedsoffer . “ „ Det kan De ikke vide , før Prøvelsens Time kommer . “ „ Troer De at kunne bringe et saadant Offer ? “ „ Jeg haaber til Gud aldrig at blive prøvet . “ Her skiltes de ; thi de stode udenfor hendes Hjem . Hun gav ham Haanden til Farvel , og han trykkede den med en Varme , som bragte hende til hurtigt at drage Haanden til sig . Da Selgren stod alene paa Gaden i den raakolde Efteraarsnat , følte han , at han var alvorlig forelsket i Grethe Peters . — De følgende Dage spejdede han paa Gaden efter at faae et Glimt af hende at see , men det lod til , at hun gik sjelden ud . Han talte med Amalie om hende , han ledede Samtalen hen paa hendes Omgangskreds , men hun kjendte kun meget lidt til den , derimod vidste hun , at hendes Fader var Enkemand , en streng og alvorlig Mand , og aldeles gaaet op i sine Embedsforretninger , desuden var han mistænkt for at være Absolutist . Imidlertid havde han en stor Respekt for alle Magthavere , og da nogle af Ministeriets Venner kom i Bjønsons Hus , havde han heller Intet imod at komme der , skjøndt Etatsraad Bjørnson hørte til den nye Skole . Justitsraad Peters Hus blev bestyret af hans Søster , som var en ligesaa gammel og gnaven Person som han selv . „ Saa er jo Frøken Peters til at beklage , “ sagde Selgren . „ Jeg vil dog bemærke , at hendes Fader Intet har imod , at hun , saa ofte hun vil , frekventerer Selskabslivet , og hun gjør udstrakt Brug af denne Tilladelse . Der er forøvrigt undertiden noget Excentrisk ved hende , der uvilkaarligt minder mig om , at hun er i Slægt med Frøken Delfs . Som De veed , har jeg en Loge i Theatret , i den har Grethe Peters abonneret , jeg seer hende saaledes mindst en Gang om Ugen . Hun kommer dog ofte herhjem i Besøg . Det er sandt , der er en Plads ledig i min Loge , at skifte paa de to bageste Bænke . De skulde vel ikke kjende Nogen , som kunde have Lyst til denne Plads ? “ „ Maaske jeg selv , “ svarede Selgren , „ jeg er ofte i Forlegenhed med , hvor jeg skal tilbringe Aftnen . “ „ Det var jo rart , at jeg fik den Plads besat . Foruden et Par ældre Damer er der en Herre , som ligeledes har abonneret paa de to bageste Bænke . “ „ Kjender jeg ham ? “ „ Jeg troer det ikke . Det er en Fuldmægtig Carstens i det slesvigske Ministerinm og ansat i Justitsraad Peters Kontor . Carstens er tredive Aar gammel og Søn af Departementschefen , Konferensraad Carstens . Han lader til at være et stilfærdigt Menneske . — Vil De begynde endnu iaften ? “ „ Er det Deres Theateraften om Fredagen ? “ Ja . “ „ Jeg skal begynde iaften . “ Om Aftnen sad Selgren paa sjette Bænk ved Siden af Fuldmægtig Carstens , som kun vexlede faa Ord , udtalte med tydsk Akcent , med sin Sidemand . Fuldmægtigen var en tynd , mager Person med skarpe Ansigtstræk og i sin Holdning denne Mellemting af Stivhed og Høflighed , som er et Særkjende for alle Bureaukrater , og som undertiden forenes med noget Pædagogisk ; dette er let forklarligt , thi Landets Befolkning bliver tidt af Ministeriernes Personale betragtet som den , der Intet veed , medens Bureaukratiet siger : Jeg alene veed , jeg er Læremestren . Selgren skjænkede Fuldmægtigen kun faa Tanker , medens derimod hans Blikke bestandigt hvilede paa Grethes smukke Skikkelse , som sad foran ham paa anden Bænk . Dengang Forestillingen var forbi , lykkedes det Selgren at udvexle et Godaften med Frøken Peters , hun smilede venligt til ham , men hendes Ansigt blev pludselig alvorligt , da Carstens nærmede sig og med et stivt Blik spurgte , om Frøknen havde moret sig godt . „ Jo Tak , “ svarede hun , vendte sig og saae i Spejlet . Amalie kom nu til med sin Moder og sagde : „ Selgren , vi have gjort Regning paa , at De følger os hjem iaften . Men saa kommer De til at følge Frøken Peters hjem bagefter , det har vor Tjener ellers gjort , men hun boer ikke langt borte fra os . “ „ Med Fornøjelse , “ sagde Selgren . „ Hvis Tjeneren er udebleven , “ sagde pludselig Fuldmægtigen , „ skal jeg følge Frøken Peters hjem . “ „ Tak Hr . Carstens , “ sagde Grethe , „ jeg plejer altid at følges ad med disse Damer . “ „ Hvilken net , høflig Mand Hr . Carstens er , “ sagde Fru Werlan , dengang Fuldmægtigen var gaaet . Frøken Peters svarede ikke herpaa , og Damerne forlede Theatret , ledsagede af Selgren . Undervejs talte man udelukkende om Stykket , man denne Aften havde seet . Da man var kommen til Amalies Hjem , sagde hun : „ Forestillingen var iaften tidlig forbi , kom Grethe , gaa med op og drik The hos os . “ Grethe tog imod Indbydelsen , og snart sad man i Etatsraadens hyggelige Dagligstue foran den dampende russiske Selvkoger . Bjørnson var i Klubben paa sin Kones Theateraften . Selgren var glad over at være i Grethes Selskab , han falte livligt med om Alt , og hun syntes ogsaa at være i et lykkeligt Humeur . Imidlertid maatte hun efter en halv Timestids Forløb sige Farvel til Selskabet , og Selgren rejste sig samtidigt for at følge hende hjem . Paa Hjemvejen spurgte han : „ Har De fornylig hørt Noget fra Deres Kousine ? “ „ Ja jeg har , “ svarede Grethe . „ Har hun glemt Rønfelt ? “ „ Hun glemmer ham aldrig , men hun elsker ham ikke mere , hun hader ham . “ „ Dette Had vil forhaabentlig forsvinde med Tiden ? “ „ Jeg troer det ikke . “ „ Men Skade vil det ikke kunne gjøre Rønfelt “ „ Hvo veed . . . . “ „ De leve mange Mile fra hinanden , deres Omgangskreds og Interesser ere forskjellige , og om nogle Aar gifter maaske først den Ene og saa den Anden sig . “ „ Jeg tvivler om , at Dora faaer en Mand . Hun synes at begynde at blive emanciperet , hun skriver mig til , at hun øver sig i at skyde med Pisfoler . - „ Hillemæn ! Hun vil da vel ikke udfordre Rønfelt ? “ „ Jeg veed ikke , hvad hun tænker paa , “ svarede Grethe . „ Har hun omtalt mig i sine Breve ? “ „ Ja hun har , og hun hader ogsaa Dem , fordi De er en Ven af Rønfelt . “ „ Dette Had er jeg kommet meget uskyldigt til . — Det er min Trøst , at De ikke deler dette Had ? “ „ Hvoraf veed De det ? “ spurgte Grethe spøgende . „ Fordi en Kvinde ikke kan hade , forinden hun har elsket . “ „ En sælsom Paastand . “ „ Og jeg haaber aldrig at blive , selv den uskyldige Aarsag til , at en Kvinde formaaer at hade . Misforstå mig ikke , dermed vil jeg ikke sige , at jeg haaber , at ingen Kvinde vil nære den Følelse til mig , som er modsat Had . “ „ Men hvis De nn ogsaa fandt en Dora Delfs ? “ „ Saa troer jeg , at jeg vilde elske hende . “ „ Det har De let ved at sige , fordi De ingen Dora Delfs kjender . “ „ Det er sandt , jeg kjender ingen Dora Delfs , men jeg kjender en Dame , som er hundrede Gange bedre end hun . “ Grethe tang et Øjeblik , dernæst spurgte hun : „ Kan jeg faae denne Dames Navn at vide ? “ „ De kan ikke gjætte Dem til , hvem det er ? “ „ Jo , jeg kan , “ svarede Grethe , „ men iaften vil jeg ikke gjætte . Her er min Gadedør . Godnat Hr . Løjtnant . “ Uden at række Selgren Haanden smuttede hun ind ad Døren og efterlod ham i en højst ulykkelig Stemning tilbage paa Gaden . Selgrens Fortvivlelse lignede alle andre 21aarige Elskeres , han vandrede længe omkring i Gaderne og hviskede Grethes Navn , og da han endelig blev træt og søvnig , gik han hjem paa Kasernen og i Seng . Da han næste Fredag fulgte Grethe hjem , vare de begge nogen Tid tause , endelig sagde Selgren : „ Jeg maa sige Dem ligefrem , at det var Dem , jeg mente forleden Aften . “ „ Jeg vidste det , “ svarede Grethe frimodigt , „ og jeg vidste ogsaa , at De vilde sige mig det iaften . Mit Svar til Dem er , at jeg vil være Deres gode Fee i Kjærlighedens Have , men at jeg aldrig lukker Dem ud deraf , og hvis De gjør Forsøg paa selv at ville ud af Haven , da bliver jeg en ond Fee , jeg bliver som Dora , jeg . . . “ „ Jeg vil aldrig ud af Haven , “ raabte Selgren henrykt , „ Grethe , De elsker mig ? “ „ Ja . Hvorfor jeg elsker Dem saa stærkt , veed jeg ikke selv , men det veed jeg , at mister jeg Dem , vil det koste mit Liv . “ „ Elskede Grethe , jeg skal aldrig forlade Dig . “ „ Lov mig det , “ sagde hun skjælvende og klyngede sig ængstelig til ham . „ Jeg lover Dig det . “ Før de denne Aften skiltes , gjengjældte Grethe Selgrens lidenskabelige Kys , han gik bort glad og beruset , han tænkte ikke paa de Hindringer , som vare at overvinde , før hun kunde blive hans ; hun kjendte maaske disse Hindringer bedre , og hendes Angst for , at han skulde gjøre et Forsøg paa at slippe ud af deres Kjærligheds Have , kunde have sin Grund i hendes Frygt for , at han vilde blive træt i Kampen . Det skulde ikke vare længe , før den begyndte . Et Par Dage efter traadte Grethe i en stærk ophidset Stemning ind til Etatsraadinde Bjørnson , der forundret spurgte : „ Hvad fejler Dem dog ? “ „ Man vil sælge mig , man driver Handel med mig , “ sagde Grethe bittert , „ men jeg er ingen Slave , jeg trodser dem . “ „ Jeg forstaaer ikke et Ord af det Hele . “ „ De kjender Fuldmægtig Carstens . Hans Fader , Departementschefen , har igaar oppe i Kontoret paa sin Søns Vegne anholdt Fader om min Haand . Fader har i dybeste Underdanighed bukket og sagt Ja . “ „ Det skulde han ikke have gjørt . “ „ Ikke sandt , det var afskyeligt . Dengang han kom hjem fra Kontoret , fortalte han Tante og mig det Hele . Tante blev glad ved Tanken om et saa godt Parti , og De kan derfor forestille dem Begges Forbavselse , dengang jeg rentud sagde Nej . “ „ De kan ikke lide den unge Carstens ? “ „ Nej , og mindst efter al han ikke har havt Mod til al frie selv . Før døe end modtage det mindste Kjærtegn af ham . “ „ Det var igaar . Hvad er der da skeet idag ? “ „ Fader kom hjem fra Kontoret og fortalte , al Forlovelsen i al Stilhed skulde celebreres hjemme hos os imorgen , og al Fuldmægtig Carstens iaften vilde besøge os . Jeg troer , at jeg giver ham et Slag paa Øret for aldeles tydelig at lade ham vide min Mening . “ „ For Guds Skyld , gjør ikke dette . Jeg antager , at De er kommen herop for at høre mit Raad . “ „ Ja . “ „ Nuvel , skriv da strax til Konferentsraad Carstens og fortæl ham , at De ikke vil forlove Dem med hans Søn . Vor Tjener skal besørge Brevet . “ „ Jeg vil følge Deres Raad , “ sagde Grethe , „ giv mig Papir og Pen . “ Hun satte sig strax til at skrive , og da hun var færdig , læste hun Brevet op for Amalie , der billigede baade Formen og Indholdet . „ Det er jo først om to Timer , at De venter den ubelejlige Frier , “ sagde Amalie , „ Brevet kommer altsaa mere end tidsnok . “ „ Men vil det gjøre Virkning ? Jeg troer det ikke . De kjender ikke disse gamle Kontormænd , de ere ligesom et Jernbanelokomotiv , de kunne kun løbe Paa Skinnerne . “ „ Deres Brev vil forhaabentlig bringe dem ud af Sporet . “ „ Jeg troer snarere , at det er mig , der vælter . Men det kan ogsaa være det Samme , jeg trodser Tyranniet og elsker Friheden . “ „ De vil vel ikke være en Clara Raphael ? “ „ En Smule Emancipation er nødvendig overfor Mænd , der leve i en forsvunden Tid . - Fader vil blive uhyre forbittret . “ „ De vil komme til at føre et ubehageligt Liv i Hjemmet . “ „ Jeg udsætter mig for alle Ubehageligheder , kan jeg blot blive fri for min — min bureaukratiske Frier . “ „ Vil De gaae ? “ „ Ja . Jeg har ingen Ro paa mig . De skal imorgen faae at vide , hvad der idag er passeret . “ Dengang Grethe kom ned i Porten , stod hun et Øjeblik stille , hun var tvivlraadig om , hvad hun skulde gjøre . Endelig tog hun en Beslutning og ilede hurtigt videre . Selgren sad denne Eftermiddag paa sit Værelse i Kasernen og læste . Engang imellem faldt Bogen ham ud af Haanden , og hver Tanke fløj til Grethe , medens hans Blik uvilkaarligt fulgte Rosenborgs slanke Spir . Han var saa lykkelig og glad , han havde fundet Øen , han elskede , og det forekom ham , at hans Vej nu laa rolig og solbestraalt foran ham . Om et Par Dage skulde han atter møde sin Elskede i det kgl . Theater . Da bankede det paa hans Dør og en Dame traadte ind . „ Grethe ! “ raabte Selgren . „ Ja , det er mig . “ „ Hvad er der skeet ? “ „ Meget , “ svarede hun og fortalte Selgren Alt , hvad vi allerede vide . „ Men naar Konferensraaden ikke tager Hensyn til dit Brev ? “ spurgte Selgren . „ Det er netop derfor , at jeg kommer til Dig . Maaske bliver det nødvendigt , at jeg flygter fra Faders Hus , og da har jeg kun En til at hjælpe mig , og det er Dig . “ „ Dn veed , at jeg er din i Liv og Død . “ „ Jeg stoler derpaa . Flygter jeg hjemmefra , da vil jeg ernære mig selv ved Skræddersyning , jeg vil glemme , at jeg er Frøken , jeg vil blive en flittig lille Sypige . Men vil Dn da ikke forlade mig ? “ „ Jeg elsker Dig mere end nogensinde . “ „ Da ville vi offenligt forlove os . Dn skal gaae med Ring paa , forstaaer Dn . “ „ Jeg forstaaer Dig . “ „ O , Dn er dog langt bedre end din Ven Rønfelt , “ sagde Grethe og slyngede Armene om hans Hals , „ Du fortjener at elskes . Nu frygter jeg ikke Konferensraaden og hans Søn , lad dem kun komme . “ „ Men din Fader ? “ „ Min Fader har aldrig viist mig synderlig Kjærlighed . Vi sees i mange Dage tidt kun ved Maaltiderne , og da faler han næsten udelukkende med min Tante , og hun optræder altid overfor mig formanende og belærende . Idag har hun holdt et langt Foredrag for mig om Børns Lydighed mod deres Forældre . “ „ Hvis hun vidste , at Du i dette Øjeblik var i Besøg hos en Officeer paa Kasernen ? “ „ Selgren , det siger jeg Dig , derom maa intet Menneske vide Noget . Jeg stoler paa din Ære som Mand og Officeer . “ „ Det kan Du trygt . — Men hvorfor kunne vi ikke lige strax fortælle Alverden , at vi ere forlovede ? “ „ Fordi min Fader da strax vilde sende mig øver fil Onkel Delfs i Ejdersted , og jeg kan ikke leve uden Dig . “ „ Men naar Du flygter , og han ved Politiets Hjæl opdager dit Skjulested , vil han da ikke ogsaa sende Dig bort ? “ „ Jeg troer det ikke . Han frygter for Skandale . Husk paa , naar jeg først er flygtet hjemmefra da skjuler jeg ikke længer min Forlovelse ; thi det skal Alverden vide , at jeg er flygtet for at blive Din ; nej , den skal dog ikke strax vide det ; thi da vilde man tvinge Dig til at sige , hvor jeg var . Endnu staaer dog ikke alt dette tydeligt for mig , det , som forestaaer mig , naar jeg kommer hjem , lægger udelukkende Beslag paa mine Tanker . “ Kort efter forlod hun ham . Han blev siddende tilbage i dybe Tanker . Det Eventyrlige i Grethes Optræden tiltalte ham , det berørte i hans Indre Strenge , som han endnu ikke ret selv kjendte , men paa den anden Side maatte han sige sig selv , at hans Elskedes Rygte maaskee vilde blive ødelagt , og hun selv , skjøndt ufortjent , udelukket af det gode Selskab , for hvem Formen er Alt . Længe grundede han paa , hvad her var at gjøre , da gik han hen til sit Skrivebord og skrev : „ Til Frk . Dora Delfs ! Deres Kousine Grethe Peters er i stor Fare . De kan redde hende , dersom De strax ved Modtagelsen af dette Brev , rejser herover . Endskjøndt jeg veed , at De ikke er min Ven , stoler jeg paa , at De troer mig paa mit Ord . Med megen Agtelse Selgren Bjørnsen . Adrs . Sølvgadens Kaserne . “ Selgrens Hensigt med dette Brev var at forhindre , at Grethe ikke blev alene , naar hun flyttede hjemmefra , thi Doras Selskab vilde , saa haabede han , nedslaae alle onde Rygter ; han vidste ikke , at herfor var en Venindes Nærværelse neppe det bedste Præservativ . Men Selgren var jo ikke mere end 21 Aar , og nu først var han ved at holde sin Indtrædelse i Verden og at lære , hvad det koster at stille sig i Opposition til den . Tolvte Kapitel . Flugten . Justitsraad , Kontorchef Peters var opdragen i det tidligere slesvigholstenske Kancelli og 1848 bleven sin Konge tro , hvorfor han var avanceret til Kontorchef . Han var en Mand af den gamle Skole og havde den dybeste Respekt især for sine to nærmeste Foresatte , Ministeren og Departementschefen . Deres Villie var hans Lov . Han havde en dunkel Følelse af , at der efter Grundlovens Indførelse var skeet en Forandring med Statens Styrelse , og at der foruden Kongen vare Nogle , som kunde drage Ministrene til Ansvar . Instinktmæssig dreves han til at opsøge disse Magthavere og gjøre Alt for at staae sig godt med dem , og han troede , at Maalet var naaet ved at være en jevnlig Gjæst i Etatsraad Bjørnsons Huus , hvor den nye Tids Mænd kom . Hans Departementschef , Konferensraad Carstens , havde ligeledes tjent sine Sporer i det slesvigholstenske Kancelli , men medens Peters nedstammede fra frisiske Bønder , var Carstens i Slægt med nogle Medlemmer af den slesvigholstenske Adel . Man mumlede om , at , havde han ikke været syg , dengang Oprøret udbrød , vilde han være gaaet til Rendsborg . Da han blev rask , viste det sig allerede temmelig tydeligt , til hvilken Side Sejren vilde hælde , og han skyndte sig da med at gjøre den slesvigske Minister sin Opvartning . Sønnen Johannes havde studeret et Par Aar ved Universitetet i Kiel Derefter havde Faderen skaffet ham en Plads i Justitsraad Peters Kontor . For ikke længe siden havde Johannes fortalt sin Fader , at han ønskede sin Kontorchefs Datter til Kone , Faderen havde strax billiget Sønnens Valg , og en Dag i Kontoret anholdt om den unge Piges Haand hos Justitsraaden . Det er naturligt , at Justitsraad Peters følte sig yderst smigret ved at komme i Familie med sin Departementschef , han ilede derfor glædestraalende hjem for at fortælle Nyheden , og hvad derefter passerede , det vide vi . Peters blev uhyre forbittret paa sin Datter , men hans Søster raadede ham til af lave som om Intet var i Vejen , hun var overbevist om , af Grethe ikke turde vove af give Frieren en Kurv . Justitsraaden gik saa meget villigere ind paa denne Betragtningsmaade som han ikke havde Mod til af fortælle sin Departementschef , af Grethe havde gjort Indvendinger . Da Peters om Eftermiddagen kom hjem fra Kontoret , spurgte han mod Sædvane strax efter sin Datter ; Søsteren svarede , af hun endnu ikke var kommen hjem . Dette behagede ikke Faderen , der hvert Øjeblik utaalmodigt trak sit store Gulduhr op af Lommen og bandede saa smaat Datterens lange Udeblivelse . Da ringede det paa Gangdøren , Justitsraadens Søster gik ud for af lukke op i den Tro , af det var Grethe , istedetfor stod hun Ansigt til Ansigt med Konferensraaden og hans Søn . Med en ærbødig Mine førte hun dem ind til sin Broder , hvis Ansigt antog en pudsig Mine af Forskrækkelse , da han saae sin høje Foresatte . „ Jeg kommer til Dem , “ sagde Carstens , „ i Anledning af nogle højst sælsomme Historier . Veed De , af jeg idag har modtaget et Brev fra Deres Datter ? “ „ Et Brev . . . et Brev . . . fra min Datter ! Derom veed jeg paa Ære ikke et Ord . “ „ Hvad ! Veed De Intet herom ? “ „ Min Datter har ikke været hjemme siden i Middags . Jeg har ikke seet hende idag , jeg venter hende hvert Øjeblik hjem . Og hun har understaaet sig til at skrive til Hr . Konferensraaden ? “ „ Ja saamæn . Her kan De see Brevet . Det er en Kurv , in optima forma , til min Søn . “ Med feberagtig Hast gjennemløb Justitsraaden Brevet . Hans Haand rystede , og hans Stemme dirrede , da han afleverede det og sagde : „ Hr . Konferensraad , vær ikke vred paa mig derfor , ved min Salighed , jeg misbilliger dette Brevs Indhold i allerhøjste Grad , og min Datter skal faae den strengeste Straf . “ „ Jeg blander mig ikke i Deres Huustugt , “ svarede Konferensraaden , „ den synes ved nærværende Lejlighed at komme noget silde . — Imidlertid vil jeg sige Dem , at jeg betragter dette Brev som en Barnestreg ; min Søn vil ikke for dets Skyld give Afkald paa Deres Datter . “ „ Det er en mageløs Overbærenhed . . . . “ „ De kan ogsaa betragte det som et Bevis paa mit gamle konservative Sindelag . Jeg mener , at Børn ikke kunne have anden Mening end deres Forældre . “ „ Det kunne de ganske vist ikke , “ sagde Iustitsraaden . „ Jeg havde haabet selv af kunne komme til af tale med Deres Datter . “ „ Hr . Konferensraad , hun maa vist strax være her , “ sagde Iustitsraaden , „ Lise , har min Datter ikke sagt Dig , hvor hun gik hen ? “ „ Nej , “ svarede Søsteren . I dette Øjeblik blev der ringet paa Klokken . „ Der er hun vist , “ sagde Iustitsraaden synlig lettet . Det var virkelig Grethe . Da Tanten i Gangen hviskende og bebrejdende fortalte hende om Konferensraadens og hans Søns Besøg , tog Grethe sit Overtøj af , inden hun gik ind , og forsøgte af see sig selv i et Haandspejl , men det var for mørkt dertil . Hun gjorde Tanten opmærksom paa , af det var nødvendigt af tænde Lys , denne indrømmede det Rigtige heri , og omtrent samtidigt med af Grethe traadte ind ad den ene Dør , traadte Tanten ind ad den anden med en stor Lampe i Haanden . Neppe fik Konferensraaden Øje paa Grethe , før han paatog sig et hofmandsmæssigt Væsen ; han var i den forrige Konges Tid oftere kommen til Hoffet , og sagde : „ Min Frøken , jeg har foretrukket at svare mundtligt istedetfor skriftligt paa Deres ærede Brev , det er Aarsagen til , at De seer mig her . De har tilskrevet mig , at De ikke ønsker at forloves med min Søn , fordi De ikke elsker ham . Jeg forudsætter , at De ikke elsker nogen Anden ; thi ellers vilde De vistnok have tilskrevet mig det . Nuvel , jeg tillader mig da at sige Dem , hvad jeg allerede har sagt Deres ærede Fader , at jeg vil betragte Deres Brev som uskrevet og som et Udbrud af en øjeblikkelig Misstemning . “ „ Hr . Konferensraad , “ sagde Grethe , „ jeg fakker Dem for Deres Overbærenhed , men jeg beder Dem om at betragte mit Brev som ikke uskrevet . Jeg vil blive en daarlig Kone for Deres Søn , vi harmonere ikke sammen . “ „ Det vil først Tiden kune vise . “ „ Undskyld Hr . Konferensraad , det behøver Tiden ikke at vise ; en Mand , som ikke engang kan frie selv , vil jeg aldrig kunne see op til . “ „ Er det den eneste Hindring for Forlovelsen , da vil jeg gjøre Dem opmærksom paa , at det har været mod min Søns Villie , at jeg har taget Sagen i min Haand . Jeg hører til den gamle Skole , jeg ønsker ikke , at Børnene i et saa vigtigt Spørgsmaal , som at hente sig en Hustru , skulle gaae paa egen Haand . “ „ Deres Søn har ved at godkjende Deres Mening derved viist , at ogsaa han hører til den gamle Skole . “ „ Ganske vist . “ „ Et nyt Beviis for , at vi ikke kunne harmonere . Jeg hører til den nye Skole . “ „ Jeg troede ikke , at De beskjæftigede Dem med Politik ? “ „ Det gjør jeg imidlertid , og jeg er en stor Beundrer af det nationale Parties ledende Mænd , jeg sætter en Mand som Orla Lehmann over den gamle Parnkblok Anders Sandø Ørsted . . . . “ „ Hr . Konferensraad , min Datter er gal , bindegal , “ sagde Justitsraaden med Forfærdelse . „ De tager fejl , “ svarede Konferensraaden , „ hun kjender ligesaa lidt til Lehmann og Ørsted som det Barn , der blev født igaar , det er blot en lille Intrigue for om muligt at faae min Søn til at opgive Forlovelsen . Jeg vil dog sige Dem Frøken Peters , at det skal ikke lykkes Dem . “ „ Del ville vi faae at see , “ svarede Grethe kjækt , „ De maa vide , at vi Friserinder ikke frygte Trusler . “ „ Jeg har paa ingen Maade truet Dem , jeg har kun sagt Dem min bestemte Mening . “ „ Og nu siger jeg Dem og Deres Søn min bestemte Mening : jeg bliver aldrig hans Kone . “ „ Min Datter , “ tog Justitsraaden nu Ordet , „ din hele Optræden i dette Øjeblik er i højeste Grad upassende . Jeg skammer mig over Dig , og jeg vil sige Dig , at Du skal ægte Hr . Fuldmægtig Carstens , som jeg er stolt af at faae til Svigersøn . “ „ Jeg bærer altid over med unge Damers Luner , “ sagde Konferensraaden , „ især naar Damerne ere saa indtagende som De , Frøken Carstens . Min Søn og jeg ere overbeviste om , at Deres Lune inden ret lang Tid vil gaae over . Med denne Overbeviisning ville vi iaften tage Afsked og komme igjen imorgen for at faae Forlovelsen endelig deklareret . “ „ Jeg takker , “ svarede Grethe , „ for Deres Overbærenhed , som jeg imidlertid langtfra fordrer , og det gjør mig ondt at maatte sige Dem , Hr . Konferensraad , at Deres Gang imorgen vil blive forgjæves . “ Carstens og Søn svarede ikke ; thi de vare allerede ved Døren , ledsaget af Justitsraaden , som med en ærbødig Mine og med nøgen Ansfrengelse bar den store Astrallampe . „ Nu , nu min gode Justitsraad , “ sagde Konferensraaden ved Afskeden og klappede sin Kontorchef nedladende paa Skuldren , „ det er blot en lille pikant Indledning , som jeg paa ingen Maade tager Dem ilde op . — Det vil imidlertid ikke kunne skade , dersom De tager hende ordentlig i Skole . “ „ Det skal jeg , det skal jeg , “ svarede Justitsraaden og bultede og bultede , og Glasset paa Lampen klirrede og klirrede . „ Imorgen maa Sagen være i Orden , “ sagde Carstens med samme Mine , som naar han gav Kontorchefen Ordre til at have en Tjenestesag færdig til en bestemt Tid . „ Godnat Justitsraad Peters . “ Da Peters vendte tilbage til Dagligstuen , skyndte han sig med at irettesætte sin Datter paa det Strengeste . Det er vel ufornødent at sige , at hans Søster Lise stod ham bi . Grethe vedblev at gjøre haadnakket Modsfand og brast tilsidst i Taarer , men Faderen var ubøjelig , hun skulde og maatte ægte Johannes Carstens . Tilsidst indsaae hun det Frugtesløse i at svare , hun taug , men havde da faget sin Beslutning . Da hun om Aftenen var kommen ind paa sit Værelse , satte hun sig til at skrive følgende Brev : „ Kjære Fader ! Naar Du læser dette Brev , er jeg allerede langt borte fra mit Hjem , til hvilket jeg ikke vender tilbage , før Du har lovet mig , ikke mere at plage mig med Forlovelsen med Johannes . Det vil være frugtesløst at søge efter mig , men naar jeg antager , at din første Vrede har lagt sig , skal Du høre fra mig . Din kjærlige Datter Magrethe . “ Efter at have skrevet dette Brev , pakkede Grethe sin Vadsæk med de mest uundværlige Gjenstande , eftertalte sin lille Pengebeholdning og gik derefter tilsengs med den bestemte Hensigt næste Morgen , naar Faderen var gaaet paa Kontoret , at forlade Hjemmet . Hun havde en fast Tro paa , at Selgren nok skulde vide at hjælpe hende over alle Vanskeligheder , hun elskede ham med Lidenskab og lagde sin hele Fremtid med Rolighed i hans Haand . Den følgende Morgen var det et frisk Vejr med en let Frost . Vi vare over Midten af December , og Folk begyndte allerede at tænke paa Julen . Selgren , hvis Humør havde været nedtrykt efter Mødet igaar med Grethe , saae idag Fremtiden med større Frejdighed imøde og haabede , at Grethe havde forstaaet at tale sin Fader tilrette . Dette Haab skuffedes ; thi alt tidlig paa Formiddagen traadte hun med sin Vadsæk i Haanden ind til ham . „ Det er skeet , “ sagde hun , „ jeg er flyttet fra mit Hjem og staaer nu alene i den store , vide Verden . “ „ Stakkels , kjære Grethe . “ „ Beklag mig ikke , jeg har jo Dig ; det er for din Skyld , at jeg har vovet dette Skridt . — Kan Du sige mig , hvor jeg nu skal boe ? “ „ Endnu ikke , “ svarede Selgren . De satte sig ned og overvejede Sagen . Endelig raabte Selgren : „ Vi ere hjulpne . Hvis Overkanoneer Bjørns lille Lejlighed er ledig , maa Du flytte derind . Det er flinke Folk . Jeg iler strax derhen . “ „ Men vil man ikke opsøge mig der ? “ „ Paa ingen Maade . Nyboder henhører ikke under Kjøbenhavns Politi , det har sit eget Kommandantskab . “ Selgren skyndte sig ud i Bjørnegade og traf Madam Bjørn hjemme , hendes Mand var paa Holmen . Han fortalte , at en Dame fra Slesvig var kommen her til Kjøbenhavn for at perfektionere sig i Sprog og Musik , at han havde ligget i Kvarteer hos hendes Forældre , og at han af dem var bleven anmodet om at skaffe hende en billig Lejlighed . Det var muligt at den unge Dames Søster i Løbet af nogle Dage ogsaa vilde komme herover , og i saa Fald vilde begge Søsfrene boe sammen . „ Imidlertid , “ vedblev Selgren , „ vil jeg dog sige Dem ligefrem , at , da deres Fader har kompromiteret sig under Krigen , ville de føre et meget stille Liv . “ „ Lejligheden er ledig , “ sagde Madamen , „ men jeg holder rigtignok ikke af at have Damer i Logis . “ „ Det er ubehageligt nok ; thi hvor skal jeg strax gaae hen og finde en Lejlighed ? “ „ Det er sandt nok . — Ja , dersom den unge Dame ikke er fordringsfuld , kunne vi jo prøve , hvorledes det vil gaae i en Maaned . Lejen er otte Rdl . for Værelserne . “ „ Knnde De ikke for gode Ord og Betaling ogsaa paatage Dem hendes Opvartning ? “ „ Io , det kan jeg saamæn godt . “ „ Nu ja , derom vil De kunne træffe fornøden Aftale med vedkommende Dame . “ En Time efter var Grethe flyttet ind i den lille Nyboderslejlighed . Selgren havde , for at undgaae Opsigt , ikke ledsaget hende derhen , men havde givet hende alle de Oplysninger , han formaaede , om Familien Bjørn og om Lejligheden , ligeledes havde han anmodet hende om at sige , at hun nylig var kommen fra Slesvig , og at hun maaske ventede sin Søster herover ; dette Punkt gled Selgren i al Korthed over , da han ikke ønskede at vække et Haab om Kousinens Ankomst , et Haab , som kunde slaae fejl . Han raadede Grethe endvidere til at antage Navnet Delfs ; thi Madam Bjørn kom undertiden hjem i Agent Bjørnsons Huus og derved kunde Hemmeligheden let blive røbet , hvis det rigtige Navn blev beholdt . „ Endnu Eet , “ sagde Grethe , „ spørger hun mig derom , fortæller jeg hende , at jeg er forlovet . “ „ Ja . “ „ Men da hun jo kjender din Tante , er det vel ikke værd , at jeg siger , det er med Dig , jeg vil sige , at det er med en af dine Venner , som ikke er her i Byen . “ „ Du sagde igaar , at vor Forlovelse sknlde ikke hemmeligholdes , hvis Du blev nødt til at flygte hjemmefra . “ „ Omsfændighederne nødvendiggjøre , at denne Bestemmelse forandres . “ „ For at hun skal troe , at Du er forlovet , maa Du bære Ring . Maa jeg forære Dig en saadan Ring med mit Navn og denne Dags Dato indeni ? “ „ Ja Du maa , og jeg vil forære Dig en lignende . “ Det blev endvidere aftalt , at Selgren , for at undgaae Folkesnak , kun sparsomt skulde besøge sin Forlovede , men at de daglig skulde mødes paa Volden ved Østerport . Grethes Flugt kunde ikke andet end vække stor Opmærksomhed i det kjøbenhavnske Selskabsliv , men Ingen anede hvor hun var eller hvor stor Deel Selgren havde i Sagen . Etatsraadinde Bjørnson fortalte ham den forunderlige Flugt , og han hørte paa hende med en højst forbavset Mine . „ Det er næsten utroligt , “ sagde han , „ hvem er Deres Hjemmelsmand ? “ „ Faderen selv . Han var her Dagen efter Datterens Flugt , han var i højeste Grad forbittret deels paa Datteren og deels paa sin Departementschef . “ „ Paa Konferensraad Carstens ? “ „ Ja . Carstens er hans Departementschef og havde sagt til ham , at en Reduklion forestod i Kontoret , og at han maatte belave sig paa at afgaae . Carstens havde ikke lagt Skjul paa , at Grethes Flugt , som umuliggjorde en Forlovelse med hans Søn , var Skyld heri ; thi den Mand , som ikke kunde styre sine Børn , kunde heller ikke styre sit Kontor . Jeg trøstede Justitsraad Peters , saa godt jeg kunde , og gav ham Haab om at blive paa sin Plads , saafremt vort Parti inden hans Afskedigelse kom til Roret . “ „ Havde han ingen Formodning om , hvor Datteren var flygtet hen ? “ „ Han mente , at hun var rejst til nogle Slægtninge i Eidersted . “ „ Maaskee til Lehnsmand Delfs ? “ „ Rigtigt . Han havde skyndt sig med at skrive til Lehnsmanden og spurgt ham , om Datteren var kommen til ham . — Det er forøvrigt rask gjort af Grethe Peters . “ „ Er hun ikke sunken i Deres Agtelse ved dette Skridt ? “ „ Paa ingen Maade . Det beviser , at Pigen har Karakteer . Saa vidt jeg kan skjønne , holder man i alle vore Selskabskredse med hende , medens man leer ad den uheldige Frier , derimod skal man i de gamle Parykkredse holde med Konferensraaden og tale om Sædernes Fordærvelse og om Clara Raphaels uheldige Indflydelse paa vor Dameverden . “ „ Er da ikke de gamle Parykkers Tid snart forbi ? “ „ Vi arbejde derpaa , “ svarede hun , „ men den europæiske Luftning er dem for Øjeblikket gunstig . “ Efterat Selgren samme Eftermiddag var kommen hjem fra et Møde med Grethe , hvem han havde fortalt Alt det , han havde hørt hos sin Kousine , traadte Dora Delfs ind i Stuen . Han blev glad over at see hende , men hun blev staaende trodsig ved Døren og sagde : „ Ieg har faaet Deres Brev , men det er ikke derfor , at jeg er kommen , thi jeg antog , at der var en eller anden Snare , som De og Deres skurkagtige Ven Rønfelt havde lagt for mig ; Onkel Peters har imidlertid bagefter skrevet til Fader , og hans Brev bragte mig til at troe , at en dansk Officeer ' maaskee dog en enkelt Gang kan tale Sandhed . Ieg forstaaer ikke , hvorfor min Kousines Flugt interesserer Dem . “ „ Ieg skal tillade mig at forklare . . . “ „ Ieg ønsker helst Forklaringen af min Kousines Mund . Hvor er hun ? “ „ Ieg skal føre Dem til hende , hvis De ikke har Noget imod at gaae et Stykke ned ad Gaden med mig . “ „ Det har jeg meget imod , men kan det ikke være anderledes , lader os da gaae strax . “ „ Som De vil . “ Medens de fulgtes ad ned ad Gaden , gjorde Selgren flere Gange Forsøg paa at faae en Samtale knyttet med Frøken Delfs , men hun afbrød ham bestandigt . Da de kom til Bjørnegade , sagde Selgren : „ Deres Kousine boer i denne Gade . Hun kalder sig Grethe Delfs , og hun har fortalt sin Værtinde , at hun venter sin Søster herover . “ „ Og jeg skal forestille Søsteren ? “ spurgte Dora . „ Tak for Underretningen . “ Ved Grethes Dør skiltes Selgren fra Dora , som rask gik ovenpaa og spurgte Madam Bjørn om Frøken Delfs boede i Huset . Madamen forstod ikke Tydsk , men Navnet Delfs forstod hun og pegede hen paa Døren , som førte ind i Grethes Værelse . Det var lige i Mørkningen , den unge Pige havde lagt sit Sytøj bort og sad og drømte om Fremtiden . Hun blev halvt forskrækket da hun saae en Dame træde ind , men udstødte et Glædesskrig ved at gjenkjende Dora . Denne kastede sit Overtøj hulter til bulter og spurgte : „ Hvad er døg det for Historier ? “ „ Jeg skal skrifte ærligt og oprigtigt for Dig , “ svarede Grethe , „ naar Du blot vil have nogen Taalmodighed . “ „ Fortæl , fortæl , idag er jeg taalmodig ; thi jeg er træt efter Rejsen . “ Grethe fortalte nu sine Hændelser , og Dora lyttede nysgjerrig og opmærksom til , idet hun tidt afbrød Fortællerinden med et eller andet Udraab . Da Grethe tang , sagde Dora : „ Du besidder mere Energi end jeg havde tiltroet Dig , men Du er dummere end Du burde væræ . “ „ Hvad mener Du ? “ „ Du elsker en dansk Officeer , han vil bedrage Dig . “ „ Slut ikke fra Dig selv til Andre . Du kan ikke sammenligne Bjørnsen med Rønfelt . “ „ Din Kjærlighed gjør Dig blind . “ „ Troer Du , af Bjørnsen vilde have handlet saaledes som han har gjort , hvis han ikke elskede mig oprigtigt ! Nej , nej , det vilde han ikke . Han er saa god , saa retskaffen . “ „ Tog han ikke Rønfelts Parti imod mig ? “ „ Det gjorde han . Men det var jo Rønfelt , som havde fremstillet Sagen for ham , og han kom derfor til af dele hans Opfattelse af den . — Dora , hvis Du er kommen her for af staae mig bi , og det troer jeg , af Du er , thi Du er god og opoffrende , da maa Du ikke mere tænke ondt om Bjørnsen , han er min Forlovede . See , jeg bærer allerede Ringen . “ „ Ere I da offenligt forlovede ? “ Grethe forklarede , hvorfor de endnu ikke vare det . „ Saavidt jeg har forstaaet Dig , er det din Mening , at jeg skal boe her sammen med Dig , indtil Du er bleven forsonet med din Fader . — Jeg skal gjøre Dig denne Tjeneste , skjøndt vi om otte Dage have Juul , og man gjerne til den Fest vil være i Hjemmet . Mit Tøj ligger endnu paa Dampskibet , Du har vel et Bud at sende efter det ? “ Grethe blev rørt over Kousinens Godhed og gik ud forat faae Tøjet besørget hentet af Christian . Om Aftenen kom Selgren for første Gang op for at besøge sin Forlovede ; han havde et Paaskud dertil ; thi simpel Høflighed bød jo , at han hilste paa den nysankomne Dame . Familien Bjørn havde ikke den fjerneste Mistanke om , at Selgren stod i andet Forhold til Damerne end som en nær Bekjendt . „ Frøken Delfs Søster er nok kommen hertil idag ? “ spurgte Selgren Overkanoneren , som stod i Kjøkkenet , hvorigjennem man maatte for at komme til Damernes Lejlighed . „ Ja , hun er , men hun er svær fydsk , man kan ikke forstaae et Ord af , hvad hun siger . “ „ Søsteren kan dog tale Dansk . “ „ Aa , det er en velsignet Dame . Hun holder saa meget af Børnene , og især af lille Fanny . Blive Damerne længe herovre , Hr . Lieutenant ? “ „ Jeg veed det ikke , “ svarede Selgren , „ det stille Liv , de føre , tiltaler dem vel neppe meget . “ „ Ja , ja , jeg veed , at Faderen skal være en slem Slesvigholstener . “ „ Det vil jeg just ikke sige , men han har i hvert Fald kompromiteret sig : dog fortryder han nu , hvad han har gjort , og vil gjerne staae sig godt igjen med den danske Regjering . — Døttrene skulle imidlertid ikke undgjælde for Faderens Daarskaber , og De og Deres Kone gjøre derfor bedst i at omtale saa lidt som muligt Deres Logerende til Venner og Bekjendte . “ „ Forstaaer sig , Hr . Lieutenant , “ sagde Overkanoneren . Selgren traadte ind til Damerne , Grethe modtog ham med et Glædesudraab , men Dora blev siddende og værdigede ham neppe en Hilsen . Han lod dog som han ikke bemærkede det og sagde : „ Det glæder mig Grethe , at Du ikke mere er ene . Det vil forhaabentlig give Anledning til mindre Folkesnak . “ „ Og derfor maa jeg takke Dig . “ „ Tak først og fremmest din Kousine . Det var smukf og selvopoffrende af hende , at hun kom herover . “ „ Jeg tragter ikke efter Deres Roes . “ „ Skulle vi ikke slutte Vaabenstilstand , saalænge De opholder Dem her ? “ spurgte Selgren . » O , ja , “ sagde Grethe . „ Det er Dem , “ svarede Dora , „ som foreslaaer Vaabenstilstand , og jeg vil for min Kousines Skyld gaae ind derpaa . Men det siger jeg Dem , at jeg ikke har nogen Tillid til Dem . “ „ Jeg troede , at der var Vaabenstilstand , sagde Selgren smilende . Det var lykkelige Timer , som Selgren denne Aften tilbragte i den lille Nyboderslejlighed . Han og Grethe saae Fremtiden saa lys , og Dora sad og hørte til og gjorde engang imellem en ironisk Bemærkning . Fanny , som nu var i sit syvende Aar , kom et Ærinde ind i Stuen . „ Kjender Du denne lille Pige , “ spurgte Grethe , „ det er Fanny Bjørn , hvem Du engang har foræret en Lykkestilling , hun har Skillingen endnu . Kom herhen Fanny , jeg har en Kage til Dig . Du er min lille Yndling , fordi den Herre har givet Dig sin Lykke . Men Du tager vel ikke hele Lykken fra ham , han har vel nok Lidt tilovers til mig . “ „ Jeg kjender ikke den Herre , “ sagde Fanny . „ Har Du glemt mig , Fanny ? “ spurgte Selgren . „ Men naar Du efter dette Møde seer mig igjen , vil Du vel nok kunne kjende mig . “ „ Ja jeg vil . For nu er jeg en stor Pige . “ „ Sidste Gang , jeg saae Dig her , troede jeg ikke , at jeg i dette Værelse skulde finde saa megen Lykke . Du skal ved Lejlighed faae endnu en lille Erindring om mig og denne Dame , ikke sandt , Grethe ? “ „ Jo , det skal hun . “ Fanny nejede beskeden , takkede saa mange Gange og gik . Dengang Selgren havde forladt de to Konsiner , sagde Dora : „ Jeg begynder at synes godt om din Kjæreste ; han har ærlige Øjne . “ „ Det glæder mig , at der er Udsigt til , at Vaabenstilstanden kan blive til en varig Fred . Dine Overgange fra Had til Venskab eller fra Kjærlighed til Had , som med Rønfelt , ere noget pludselige . “ „ Jeg betænker mig aldrig længe paa Noget , “ svarede Dora . „ Godnat , jeg er søvnig og træt efter Rejsen . “ Et Par Dage efter sagde Selgren til Grethe : „ Vi have snart Juul . Jeg har tænkt mig , at Du vil give hvert af Overkanonerens Børn en lille Julepresent , men Du har vel neppe Raad dertil , derfor staaer min Pung til din Tjeneste . “ „ Aa , vi have Penge nok , “ sagde Dora , som var nærværende , „ jeg har forsynet mig rigeligt med Penge , inden jeg tog hjemmefra . “ „ Jeg maa tilstaae , at min lille Pengebeholdning snart er sluppen op , “ sagde Grethe . „ Jeg har , “ sagde Selgren , „ allerede kjøbt vor fælles Julepresent til lille Fanny . Jeg har seet , at hun gaaer med et Par afskyelige Ørenringe af fransk Guld , her er et Par andre , vil Du give hende dem . “ „ Med Fornøjelse , “ svarede Grethe , „ Du har Smag . “ „ Gid Du maatte sige det Samme , naar Du seer min Present til Dig , dette Gulduhr . “ „ O , det er for meget , altfor meget , “ sagde Grethe og klappede henrykt i Hænderne . „ Har De ingen Present til mig ? “ spurgte Dora . „ Jo , jeg har , “ svarede Selgren , „ det er en Brosche i Form af en Dolk , jeg har valgt den med Hensyn til Deres noget krigerske Karakteer . “ „ Er jeg saa krigersk ? “ spurgte Dora . » Ja , jeg er krigersk , “ raabte hun pludselig , „ gid jeg kunde see Rønfelts Blod , jeg hader den Skurk ? Har De seet ham nylig ? “ „ Han er i Juleferien taget hjem til sin Familie . — Jeg tillader mig forøvrigt at fortælle Dem , Frøken Delfs , at der nylig i dansk Oversættelse er udkommen en Bog , som hedder David Copperfield . I denne Bog er der en Mr . Dick , som bestandig skal tale om Carl den Førstes Hoved , det lader til at Lieutenant Rønfelt er bleven en lignende Specialitet for Dem . Vilde det ikke være rigtigst , om vi undgik at berøre dette Æmne ? “ „ Lad Vaabenstilstanden gaae over til Fred , “ sagde Grethe , „ og lad den eneste Fredsbetingelse være , at Lieutenant Rønfelts Navn ikke mere nævnes mellem os . “ „ Gaaer De ind derpaa ? “ spurgte Selgren Dora . „ Ja , jeg gjør , “ sagde hun og gav ham Haanden . „ Det er altsaa Fredslutningen i Bjørnegade , “ sagde Grethe . „ Jeg har nær glemt det Vigtigste , “ sagde Selgren og trak „ Berlingske Tidende “ op af Lommen . „ Her vil Du see din Faders Afsked i Naade og med Pension . “ » Fader afskediget ! “ raabte Grethe . „ Ja , og han skal være uhyre forbittet Paa Conferensraad Carstens . Den Tid kommer snart , da Du kan vende tilbage til din Faders Huus . “ „ Men jeg er maaskee Skyld i hans Afskedigelse , “ sagte Grethe . „ Desto uretfærdigere er den ; thi det er ligefrem skammeligt , at en dygtig Kontorchef afskediges , fordi hans Datter ikke vil række Departementschefens Søn sin Haand . — Denne Mening har ogsaa min Fætter og hans Kone . “ „ Du har ikke hørt , om Fader fortsætter sin Søgen efter mig ? “ „ Io , han gjør . Men han troer endnu , at Du er i Eidersted . “ „ Stakkels Fader , som kommer til at tilbringe Juleaften alene . ” „ Det kommer han ikke til ; thi han er inviteret til min Onkel , hvor hele vor Familie samles . “ „ Han hører dog ikke til din Familie . “ „ Gjør han ikke ? “ spurgte Selgren , „ jeg er dog forlovet med hans Datter . “ „ Men det veed han ikke , “ lo Grethe . „ Er Du ikke kjed af at skulle fejre Julen i Nyboder ? “ „ Jeg vilde jo rigtignok helst fejre den i mit Hjem , men naar det ikke kan være anderledes . . . “ „ Det skal snart blive anderledes , “ sagde Selgren med Fortrøstning . Trettende Kapitel . Juul . Juleaften vare Familien Bjørnsons Medlemmer , paa Elisabeth nær , samlede i Agentens Huus paa Nørregade . Agenten var kommen til at see noget gammel ud , hans Kone derimod holdt sig godt , langt bedre end Fru von Werlan , hvis Haar var blevet hvidt , og Panden furet af Rynker , og hvis Stolthed snarere syntes at tiltage end at aftage med Aarene . Hendes Svigersøn Oberst Stage var i Anledning af Jnlefesten kommen til Kjøbenhavn med sin Kone og sine tre Børn . Skjøndt Yngre end Søsteren , saae Charlotte ældre ud , maaskee var det , fordi hun var Moder . Oberstens Familie boede hos Svigermoderen i Strandstræde , men opholdt sig den meste Tid i Etatsraad Bjørnsons Huus . Emil var ogsaa kommen til Kjøbenhavn , hvor han agtede at blive . Han havde taget sin Afsked som Underlæge og vilde fortsætte sine Stnderinger , som vare blevne afbrudte ved Krigen . Der var kommet større Alvor og Ro over ham , og han havde opgivet sine Stiklerier paa Personer og Tilstande , hvorfor Fru von Werlan havde fundet Anledning til af sige til Fru Bjørnson , af hendes Søn havde forandret sig særdeles meget til sin Fordeel og var endogsaa bleven et elskværdigt Menneske . Denne Kompliment hævede Emil betydeligt i Moderens Øjne . Men havde han endogsaa opgivet sine Stiklerier , havde hans Aand dog beholdt sin Trang til af ville reformere , og den Trang fandt nu sit Udtryk i smaa , hvasse Artikler , han skrev til et af Bladene . Selgren erfarede først denne Aften , af Emil var kommen her til Byen . Han blev just ikke fornøjet herover ; thi han formodede , af Fætteren havde været ude i Nyboder og forhørt sig om sin gamle Lejlighed , hvorved let Grethes Opholdssted kunde være blevet røbet . Da Emil fortalte , af han var fagen ind i „ Tre Hjorte “ , beroligede Selgren noget . Forholdet mellem Carl Bjørnson og hans Kone var blevet bedre og inderligere Aar for Aar , dog var det endnu ikke Kjærlighed ; hun var for ham kun en trofast Veninde og Raadgiverinde . Endnu var Etasraaden oftere ude end hjemme , og i sin Eensomhed drog hans Hustrn mangt et Suk , og hver Dag følte hun , at Glæden først ret vilde flytte ind i hendes Hjem , naar hun kunde gjenvinde sin Mands Kjærlighed , som hun i deres Ægteskabs første Dage havde forspildt . Hvorledes dette skulde kunne skee , vidste hun ikke , men hun haabede , at det vilde skee . Iaffen havde hun helliget sig Justitsraad Peters , han og hans Søster vare de Eneste som ikke hørte til Familien . Den gamle Mand var meget nedbøjet og talte ikke meget . „ De har Intet hørt fra Deres Datter ? “ spurgte Amalie . „ Aldeles Intet , “ svarede han , „ jeg havde dog troet , at jeg til denne glade Højtid skulde have hørt fra hende . Jeg frygter næsten for , at der maa være hændt en Ulykke , at hun er bleven syg mellem fremmede Mennesker . “ „ Lader os haabe det Bedste , “ sagde Amalie . „ Hvis hun nu en Dag vendte tilbage til Deres Huus , vilde De da tilgive hende ? “ „ Ia , jeg vilde . Hun er mit eneste Barn . De kan neppe forestille Dem , hvor jeg savner hende , især en højhellig Aften som denne . Det er den første Juleaften , hun ikke er i sit Hjem , “ sagde Peters , og en Taare glindsede i hans Øje . „ Maaskee kommer hun , før De venter det ? “ sagde Amalie . Han rystede tvivlende paa Hovedet . „ Det er kjedeligt , at vi ikke leve i gamle Dage , “ vedblev Amalie . „ Her slaaer nu Selgren . De kunde da have sagt til ham : Hr . Selgren , drag ud for at opsøge min Datter , som sandsynligviis bevogtes af en sæl Lindorm , og naar I bringer hende tilbage , skal hun blive Eders Brud . — Nu er Tiden for prosaisk til Sligt , ikke sandt , Selgren ? “ „ Maaskee , “ sagde Selgren , som havde staaet i Nærheden og hørt Samtalen . „ De unge Herrer ville ikke gjøre sig den Ulejlighed at overvinde nogen Lindorm for at vinde en ung Brud , “ lo Amalie , „ og de unge Piger holde i vore Dage ikke af at beskyttes af Lindorme . — Der meldes , at der er rettet an , maa jeg være Deres Borddame , Hr . Justitsraad ? “ Ved Bordet herskede den mest hjertelige og gemytlige Stemning . Alle vare glade ved at være samlede efter en længere Fraværelse . Retterne vare de sædvanlige , Risengrød og Gaasesteg , men istedetfor Æbleskiver kom der som tredie Opdækning en stor Krandsekage , og samtidigt lod man Propperne springe af Champagneflaskerne . Der var blevet drukket en Deel personlige Skaaler , tilsidst rejste Carl sig og udbragte en Skaal for de Fraværendæ . Han lod Tanken flyve ned til Elisabeth , hendes Mand og hendes Børn ovre i Slesvig , han talte godt , men han var ogsaa bekjendt for at være en Ypperlig Bordtaler ; til Slutning hentydede han paa en smuk Maade til Justitsraadens forsvnndne Datter , og det lykkedes ham et Øjeblik at faae den gamle Fader til at fatte Haab om et lykkeligt Gjensyn . Da man rejste sig fra Bordet , sagde Amalie : „ Jeg holder meget af at berede Folk en Overraskelse ; ved min Svigermoders Hjælp er det blevet mig muligt . Charlotte , hent dine Børn , de have jo spist i min Svigerfaders Kontor . See her ! “ Paa et Vink af den unge Frue aabnedes Døren til et hidtil aflukket Sideværelse , og et pragtfuldt oplyst Juletræ straalede de Tilstedeværende imøde . Børnene , hvoraf det mindste endnu maatte bæres , jublede af Glæde og dandsede om Juletræet . „ Her har jeg et Nummer til Enhver især , “ sagde Amalie , „ Du , Carl , faaer naturligviis Nummer eet . Paa Juletræet hænger Enhvers Present med det tilsvarende Nummer . Øe faaer Nummer 9 , Selgren , Deres Present er den Feltpibe , der hænger . Øe behøver altsaa ikke at gaae hen for at lede efter den , og jeg tør maaskee for nogle Øjeblikke udbede mig Deres behagelige Selskab . “ „ Med Fornøjelse , “ sagde Selgren og fulgte sin Fætters Kone ind i Spisestuen , hvor en Pige kom ind og lagde Efatsraadindens Overtøj paa et Bord . „ Er Agentens Vogn spændt for ? “ spurgte hun Pigen . „ Ja , “ svarede denne og forlod Værelset . „ Vil Øe ud at kjøre iaften ? “ spurgte Selgren forundret . „ Det er min Hensigt , og Øe skal ledsage mig . Ja , jeg behøver vel ikke at frygte for , at Øe bortfører mig ? “ „ Øe er i godt Humør . “ „ Javist , er jeg . Før vi tage afsted , har jeg et Par Ord at sige Dem . Min Svoger Emil kom hertil igaar , han ønskede gjerne at boe i sin gamle Lejlighed i Nyboder , men den var optagen af to unge Damer . “ Selgren blev rød og stod som paa Naale . „ Tilfældigviis var Madam Bjørn her igaar for at gaae os lidt til Haande med Forberedelserne til Julefesten . Jeg gav mig i Snak med hende for at faae at vide , hvad det var for unge Damer , som boede hos hende . Hun sagde , at den Ene hed Dora og den Anden Grethe Delfs , og ved yderligere at spørge hende ud , naaede jeg til det mærkelige Resultat , at Grethe Delfs var kommen til at boe i Bjørnegade vistnok den samme Dag som Grethe Peters forsvandt . Men ikke nok med det , en vis Lieutenant Selgren Bjørnsen lejede Lejligheden for denne Dame . — Selgren , siig mig nu oprigtigt , er De forlovet med Frøken Peters ? “ „ Ja , “ svarede Selgren forlegen , han saae at al Benægten ikke mere kunde nytte . „ Dersom De ønsker hendes Faders Samtykke , maa De ubetinget lysfre mig . — Men Vognen venter . Undervejs kan De fortælle mig Deres Eventyr . “ „ Hvor skulle vi hen ? “ „ Naturligvis til Bjørnegade . “ „ Til Bjørnegade ! “ raabte Selgren og traadte et Skridt tilbage . „ Afsted ! “ sagde Amalie smilende og ilede foran . -- -- - Det gik meget gemytlig til ude hos Overkanoneer Bjørn i Bjørnegade . Midt paa Bordet i den lille Stue , stod et lille Juletræ , men det var ikke saa stort og straalende som Juletræet , vi have forladt oppe paa Nørregade , alligevel var Glæden her lige saa stor som hist over de grønne Grene og de smaa Julelys . Der var inviteret Fremmede til at deltage i Festen . Henne i et Hjørne af Stuen sad en ung Pige med en lille Dreng , paa noget over et Aar , paa Skjødet . Hun var klædt i Sorg , og hendes sørgmodige Mine svarede til denne Dragt , kun naar den lille Dreng klappede af Glæde i Hænderne , smilte hun . Det var Josefine Viby med sin lille Søn . Hun bar Sorg , fordi hendes Fader for kort Tid siden var død . Hendes Søster var ikke tilstede , hun var bleven forlovet med en Haandværker ved Holmen og tilbragte derfor Juleaften hos sin Forlovedes Forældre . I Sofaen sad Grethe og Dora , og glædede sig over Børnenes Iubel . De to unge Piger havde givet de fleste Presenter til Juletræet . Grethe havde taget Bjørns mindste Søn paa Skjødet og viste ham Juletræet . Dora vilde ogsaa gjerne give sig af med Børnene , men de havde en vis Sky for hendes hidsige Væsen og forstode desuden ikke , hvad hun sagde . Hun havde faaet Josefines Historie fortalt om Formiddagen af Madam Bjørn med Grethe som Tolk . Hun havde fattet Medynk med den stakkels Pige og havde spurgt Madamen , om det gik an , af man bød hende Penge . Svaret havde været , af Josefine var for stolt til af tage mod Pengegaver , hun led desuden ingen Mangel , da de Bidrag , hun fik af Faderen til Barnets Underhold , vare meget rundelige . Dora vilde endelig have af vide , hvem Faderen var , Madamen kunde hertil kun svare , af det var en Handelsfuldmægtig Hansen . Josefine havde ikke seet ham i de sidste Aar , og han sendte hende Pengene gjennem Fodposten . „ Var jeg i hendes Sted , “ sagde Dora til Grethe , „ vilde jeg hade ham . Jeg vilde være for stolt til af modtage Penge af ham . “ „ Det var dog ikke sikkert , af Du kunde forsørge Barnet alene . “ „ Hadet vilde give mig Energi . Jeg vilde opdrage Ørengen til af hade sin Fader . “ „ Det var jo afskyeligt . “ „ Nej , det var netop , som det skulde være . “ Disse Bemærkninger gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Grethe , og hun fortsatte ikke Samtalen . Men nu ved Juletræet faldt det hende ind , at det var heldigt , at Dora ikke kunde tale med Josefine ; thi hun vilde maaske søge at paavirke hende og at ophidse hende mod Barnets Fader . Børnene dandsede om Juletræet , og Overkanoneren midt imellem dem med sin store Merskumspibe i Munden . Han havde faaet Piben som en Julepresent af Damerne . Hans Kone stak Hovedet ind ad Døren og gav et lille Nik . „ Jeg forstaaer Dig , Mutter , “ sagde Bjørn , „ Maden er færdig . Da Julelysene snart ere brændte ned paa Grenene , er det vel bedst , at I faae Jeres Presenter . — Men al den anden Stads skal blive paa Træet ; thi vi maae have det tændt en anden Aften . “ „ De Smaa fik nu deres Presenter , og Jublen blev almindelig . Derefter blev Træet baaret op paa Loftet , og imens dækkede Madamen Bord , hjulpen af Grethe . Hun protesterede mod , at den Sidste hjalp hende , men Protesten blev ikke tagen til Følge . Børnene spiste ved et lille Bord for sig selv . Retterne vare de samme som hos Agentens , Risengrød og Gaasesteg , men bagefter kom ingen Krandsekage , derimod gode , varme Æbleskiver , og istedetfor den sprudlende Champagne blev en dampende Punschebolle sat paa Bordet . Den lille Selgren og Josefines Søn bleve bragte ind i Kammeret og faldt der i Søvn , de tre andre Børn fik i Anledning af , at det var Juleaften , Lov til at blive ligesaa længe oppe som de Voxne . Da Glassene vare fyldte , saae Overkanoneren sig med et smilende Ansigt om i Kredsen og sagde : „ Lader os nu begynde med at ønske hinanden en glædelig Juul , og at Julen for os Allesammen maa ende ligesaa glædelig som den har begyndt . “ Han klinkede med Hver især , men da han kom til sin Kone , gav han hende et Kys og sagde : „ Det er min Julepresent , Mutter . “ „ Aa , “ sagde hun , „ glemmer Du da rent det smukke Tøj til en Kjole , Du har givet mig ? “ „ Ja , jeg gjør , thi den Present skulde Du have havt alligevel . Men kunne vi nu ikke faae en Sang , ret en kjøn Sang . “ „ Aa Fa ' er , syng en Julevise , “ sagde Børnene . „ Maaskee en af Damerne kunne synge os en Julevise ? “ spurgte Overkanoneren . „ Siden jeg opfordres dertil , skal jeg synge en Julevise , “ svarede Grethe , „ men den er noget anderledes end de sædvanlige Viser . Det kommer maaskee af , at dens Hjem er ved det alvorlige Vesterhav , hvor Bølgerne tidt træde istedetfor Orgeltoner til Menighedens Julepsalme . “ Grethe sang nu : Det stormer derude paa vilde Hav , Hvor Landet for Øiet sig dølger , Nys Vintersolen Godnatkys gav Til alle de vildene Bølger . Og Stormen byder hver Sky til Dands , Mens Balsalen straaler i Stierneglands . Der gynger en Skonnert paa Bølgens Kam , Mod Hjemmet den længselsfuldt stevner , Matrosen ved Roret er kold og klam , Og neppe at slyre han evner . Tidt skylle Søerne over Dæk , Men Skonnerten rejser sig atter kjæk . Dog nu gik Kompasset med Brag overbord . Nu gjælder det Koursen at sinde , Skjøndt Stjernerne funkle i Syd og Nord , Man næsten maa slyre i Blinde . Matrosen griber saa fast om Rat . Han mindes , det netop er Julenat . Han mindes sin Moder , som har fortalt Om Julens velsignede Stjerne ; Han hæver sit Blik mod Guds Verdensall , Mod Stjernerne hist i det Fjerne . Der staaer en stjerne i Stjerners Hær , Han synes , det Moderens Stjerne er . Mod Stjernen han retter da Skibets Kours , Til Betlehem vandrer hans Tanke , Han glemmer en vild og en grum Naturs Forsøg paa af splintre hver Planke . Han trygt sig giver i Jesu Haand , Og ikke han skræmmes af Stormens Aand . Saa sejlede Skibet den Julenat , Men dengang de Smaastjerner blegned , Da saae man , af Koursen var rigtigt sat , Thi forude Landet sig tegned . Og Julemorgen man kom i Havn Og priste vor Frelsers saa kjære Navn . „ Den Sang kan jeg lide , “ sagde Bjørn . „ Jeg har ogsaa Julenat været tilsøes , og jeg veed , hvad det vil sige , af være borte fra sine Kjæræ i den glade Jnletid . De skal have mange Tak for Sangen Frøken , og De giver mig vel nok en lille Afskrift deraf ? “ „ Den skal De faae , “ lovede Grethe . „ Men nu tilkommer det Dem , Hr . Bjørn , Deres Kone og Børnene af synge . “ „ Det gjør det , “ sagde Bjørn . Snart var Sangen i fuld Gang , og tilsidst vækkede den Josefines lille Søn . Hun hentede ham . Man havde lige begyndt Sangen paany , da der blev banket paa Døren . Bjørn raabte : „ Kom ind ! “ og ind traadte Fru Bjørnson og Selgren . „ Etatsraadinden ! “ raabte Madamen forbavset . „ Undskyld , at jeg maaskee forstyrrer Deres Lystighed , “ sagde Amalie , „ men her er en ung Dame tilstede , hvem jeg og hendes Forlovede gjerne ville ønske en glædelig Juul . “ Ved at see Fru Bjørnson var Grethe baade bleven rød og bleg . Hendes første Tanke var , at Selgren ved en Uforsigtighed havde røbet hendes Opholdssted , men han skyndte sig med at forklare Sagens Sammenhæng . Amalie kjendte ikke Dora , hun vilde dog have henvendt nogle Ord til hende , hvis hendes Opmærksomhed ikke var bleven hendraget paa Josefine eller rettere paa hendes lille Søn . „ Hvis er det Barn ? “ spurgte Amalie ivrigt . „ Det er mit . “ svarede Josefine noget skamfuld . „ Er De gift ? “ „ Nej . “ „ Denne Dreng har en mærkværdig Lighed med . . . en Herre , som jeg kjender . Hvad hedder Drengen ? » „ Erik Viby . ” „ Viby er altsaa Faderens Navn ? “ „ Nej , det er mit Navn . “ „ Vil De sige mig . . . . Dog nej , vil De gjøre mig den Tjeneste at besøge mig imorgen Formiddag efter Kirketid , og tage Barnet med . “ „ Jeg veed ikke — “ „ Du maa komme , naar Etatsraadinden ønsker det , “ sagde Madam Bjørn . „ Kan jeg saa vente Dem ? “ spurgte Fruen . „ Ja , “ svarede Josefine . Amalie kastede endnu et langt Blik paa Barnet , hun syntes at være stærkt bevæget , dernæst vendte hun sig til Grethe og spurgte : „ Er De og Deres Konsine beredte til at tage hjem med os ? “ „ De ønsker . . . “ stammede Grethe . „ Jeg ønsker , at De snarest muligt forsones med Deres Fader , han er iaften i min Svigerfaders Huus . Jeg lover Dem at bringe en Forsoning istand . “ „ Min Fader , min kjære Fader , “ udbrød Grethe , „ De troer , at han har tilgivet mig ? “ „ Jeg veed det , “ svarede Amalie bestemt . Dora nægtede at tage med til Agentens Huus . Det blev da bestemt , at hun skulde blive tilbage . Overkanoneren og hans Hustru stode forundrede og saae til , de forstode ikke ret , hvad der foregik omkring dem . Da de saae Grethe med sit Overtøj paa komme ind for at sige Farvel , udbrød Overkanoneren : „ De vil da vel ikke forlade os for bestandig , Frøken ? “ „ Nej , jeg skal ofte komme og besøge Dem , men fra dette Øjeblik boer jeg her ikke mere . “ „ Aa , bliv hos os , “ sagde Fanny . „ Nej , lille Fanny , vel har jeg ikke som Du en Moder , men jeg har en Fader , og ham maa jeg nu hjem til . “ „ Men hvorfor forlod Du ham ? “ spurgte Fanny . Dette Spørgsmaal kom Grethe noget ubelejligt . Selgren skyndte sig da med at opfordre hende til at følge sig . „ Glædelig Junl endnu engang , “ sagde Grethe , „ jeg kommer imorgen . “ „ Og jeg venter Dem imorgen , “ sagde Fruen med et Blik til Josefine , „ hverken Øe eller Deres Barn ville komme til at fortryde det . “ „ Lieutenant Bjørnsen , “ sagde Dora , „ Øe har ikke ønsket mig en glædelig Junl . “ „ Frøken , undskyld , Øe kan forstaae . . . “ „ Ja , jeg kan forstaae , at de elsker hende , “ sagde Dora med en Bitterhed , som var Selgren paafaldende , „ og derfor forstaaer Øe ikke , at jeg sæfter Priis paa Deres Julehilsen . Imorgen rejser jeg . Farvel Lieutenant Bjørnsen . “ Hun trykkede hans Haand lidenskabeligt og ilede ind i sit Værelse . Selgren var for stærkt optaget af Tanken om snart at skulle see sin Forlovelse deklareret , til at han skjænkede Doras besynderlige Tale nogen Opmærksomhed , først efter mange Maaneders Forløb skulde den rinde ham ihu . -- -- -- - Amalies og Selgrens Fraværelse var neppe bleven bemærket af Nogen , om Amalie antog man , at hun havde givet sig Noget med Huset at skaffe , og Selgren tænkte , oprigtigt talt , Ingen paa . Da de vendte tilbage fra deres Udflugt , vare Børnene endnu i fuld Dands om Juletræet . Amalie gik lige hen til Justitsraad Peters og sagde : „ Hr . Justitsraad , jeg har endnu en Julepresent til Dem . “ „ Til mig ? “ spurgte Peters . „ Jeg har jo allerede . . . . “ „ Javisf , men den Present , jeg i dette Øjeblik mener , kan ikke hænge paa Juletræet , derfor befinder den sig i Sideværelset . Vil De gaae derind med mig . “ Jnstitsraaden gik strax ind i Spisestuen med Amalie . Her fandt han sin Datter , som hulkende kastede sig om hans Hals og spurgte : „ Fader , kan Du tilgive mig ? “ „ Grethe , kjære Barn ! “ raabte Jnstitsraaden fuld af Glæde . „ Jeg tilgiver Dig . Men hvorledes er Du dog kommen her ? “ „ Før De fortæller Selskabet den glædelige Nyhed , Hr . Justitsraad , “ sagde Fruen , „ er det bedst , at De og Deres Datter tales ved i min Svigerfaders Kontor . Men da Grethe har en Tilstaaelse at gjøre , som en ung Pige har vanskeligt ved at bringe over sine Læber , vil jeg tillade mig at følge med . “ En Time efter knaldede Champagnepropperne atter , og der blev udbragt en Skaal for de Nyforlovede : Margrethe Peters og Lieutenant Selgren Bjørnsen . -- -- -- -- -- -- -- Den næste Dags Middag sad Amalie med en baade bekymret og spændt Mine i sin elegante og hyggelige Dagligstue . Hun troede at have fundet Nøglen til en uhyggelig Gaade , som maaskee denne Dag fuldstændigt skulde løses . Minuterne forekom hende at være Timer , saaledes higede hun efter Gaadens Løsning . Hun havde om Formiddagen været i Kirke , hun havde bedet Gud om Styrke til det Skridt , hun var i Begreb med at foretage . Det var et voveligt Spil , som hun maaskee spillede , enten maatte det komme til et Brud eller en fuldstændig Forsoning . Kort efter blev den fattige Nyboderspige med sit Barn paa Armen indladt til hende . Hun gik hende venlig imøde og indbød hende til at tage Plads . Josefine satte sig undseelig ned i en af de bløde Armstole . „ Jeg har anmodet Dem om at komme op til mig idag , “ sagde Fruen , „ fordi jeg ønsker at tale med Dem i Eenrum . Jeg har faaet en levende , maaskee besynderlig Interesse for Dem og Deres Barn . Gjør mig den Tjeneste at fortælle mig Alt , hvad der angaaer dette Barn . “ Josefine efterkom Opfordringen , og jo længere hun talte , desto heftigere bankede Amalies Hjerte , Hun stirrede og stirrede paa Barnet , det saae saa mildt paa hende . Hun kjendte disse Øjne , Panden og Smilet , Barnet var hendes Mands udtrykte Billede . Da traadte idetsamme Etatsraad Bjørnson ind ad Døren , han studsede ved at see en tarvelig klædt Pige i sin Kones Selskab . Amalie rejste sig , gik ham imøde og spurgte : „ Kjender Du denne Pige ? Kjender Du dette Barn ? “ Da han traadte nærmere , udbrød Josefine : „ Hansen , er det Dem ? Endelig seer jeg Dem igjen ? “ Han vaklede og maatte sløtte sig til Bordet for ikke al falde om . „ De . . . De her , i min Kones Selskab ! “ stønnede han . „ De er gift , og det er Deres Kone ! “ raabte Jøsefine . Hun glemte Alt omkring sig , hun overøste ham med en Strøm af Skjældsord , og hun endte med ogsaa af lade Amalie faae sin Deel , idet hun sagde : „ Fruen har kaldt mig op , for af triumfere over mig . “ Carl stod overfor disse fo forskjellige Kvinder ; den store Forskjel mellem dem paatrængte sig ham , og han skammede sig over , af han , om endogsaa blot for en kort Tid , havde kunnet føle sig tiltrukket af Jøsefine , naar en Dame som Amalie var hans Hustru . Han saae med et bedende Blik hen paa Amalie , der sagde : „ Jomfru , jeg har ikke kaldt Dem herop for af triumfere over Dem ; thi det vilde være en daarlig Triumf . Min Hensigt har været , af gjøre min Mands Fejl mod Dem , mig og dette Barn god igjen , hvis Sligt i det Hele taget lader sig gjøre . Vi tilstaae Dem en anstændig aarlig Understøttelse , til De engang bliver gift , da give vi Dem Penge til et anstændigt Udstyr , Barnet derimod tage vi til os og opdrage det som vort eget . Ikke sandt Carl ? « „ Jo , “ sagde Carl med neppe hørlig Stemme . „ De betænker Dem ? « vedblev Amalie . “ Maa jeg spørge , “ sagde Iosefine , „ hvor meget De vil give mig om Aaret ? “ „ 10 Rdl . om Maaneden vil være Dem en god Hjælp , « sagde Fruen , „ det er 120 Rdl . om Aaret , og Udstyret vil vi sætte til 200 Rdl . “ „ Knnde jeg ikke faae 15 Rdl . om Maaneden ? « „ Det er en uhyggelig Handel . Nuvel , De skal faae dem . Vil De henvende Dem til min Mands Prokurator , skal Sagen blive ordnet . « Da Iosefine gik , lod hun Barnet blive tilbage i dets nye Moders Arme . Carl sad paa en Stol og saae ned for sig . „ Har Du Intet , slet Intet at sige mig ? “ spurgte hun . „ Kan Du tilgive mig ? “ „ Ja , “ svarede Amalie med Taarer i Øjnene , „ thi jeg elsker Dig højere end nogensinde . “ „ Du elsker mig ! “ raabte Carl . „ Jeg havde troet . . . “ „ Du havde troet , at jeg ikke kunde elske . Skylden er ikke din alene , den er ogsaa min ; thi jeg kunde have holdt fast paa Dig i vort Ægteskabs første Dage . — Siig mig , er det endnu for sildigt ? “ „ Nej , nej , Amalie , Du holder fra idag af saa fast paa mig som ingensinde tidligere . “ „ Og dette uskyldige , velsignede Barn , som truede med at adskille os for sledse , er istedetfor blevet en Forsoningens Engel . Det er din Søn , og det skal ogsaa være min . “ „ Jeg har været blind , jeg har været en Daare , “ sagde Carl med Taarer i Øjnene , „ jeg har ejet en kostelig Perle , og jeg har ikke kjendt dens sjeldne Værd før idag . “ „ Tys , min Ven , “ svarede hun med et lykkeligt Smiil , „ den Lille er falden isøvn paa mine Arme . “ Fjortende Kapitel . Forandring . Et Aar var forløbet . Selgren havde i dette Aar været meget lykkelig . Hver Dag ved Grethes Side forekom ham at være en Fest . Noget Nyt i den Bjørnsonske Familie var der ikke skeet . Man havde i Begyndelsen undret sig over , at Carl og Amalie havde adopteret et Barn , efterhaanden havde Forundringen lagt sig , og den lille Erik havde lidt efter lidt vundet en Plads som et kjært Medlem af den rige Familie . Det var hen paa Foraaret 1853 , at Kongens Tjeneste udrev Selgren af hans lykkelige Tilstand , han blev nemlig kommanderet paa Opmaaling i Slesvig . Generalstaben var i Begreb med at optage et Kort over dette Hertugdømme , og hertil kommanderedes der et Antal Infanteriofficerer , hvis Arbejde varede fra Sommerens Begyndelse til ud paa Efteraaret . Under mange Taarer skiltes Grethe fra sin Forlovede ; det var dog begge en Trøst , at Fraværelsen ikke vilde blive af lang Varighed . Paa Langelinie stod hun med sin Fader og sin Tante og tilviftede ham det sidste Farvel . En tung , klam Luft laa over Landet og Søen , Vinden førte Kulrøgen fra Dampskibets Skorsteen ind over Langelinie og det Sted , hvor de Tre befandt sig . Skibet satte sig i Gang , et Øjeblik saae Selgren sin Forlovedes hvide Tørklæde vifte imod sig , han besvarede Hilsenen , men snart var hun skjult i en mørk Kulsky . Da han udenfor tre Kroner saae ind mod Byen , hvilede Kulskyen over denne som en stør truende Lindorm . Selgren var ikke overtroisk , han blev dog et Øjeblik underlig tilmode , og den Tanke opstod : „ Bortfører den sorte Lindorm maaskee min Kjæreste ? “ Han lo ad sin egen Tankelighed og kom snart i Samtale med sine Kammerater , der ligesom han skulde til Slesvig . — Atter stod Selgren ovre i det Land , han for et Par Aar siden havde betraadt med spændte Forventninger om , hvad Krigen vilde tilskikke ham . Dengang higede han efter Kamp med Fjenden , efter Marchen fremad , nu var hans eneste Higen rettet mod hurtigt at kunne rende tilbage til sin Forlovede i Kjøbenhavn . Det var lykkedes Selgren at faae anviist et Distrikt , som laa i Nærheden af det Sted , hvor hans Kousine Elisabeth boede . Han havde saaledes i det Mindste Een , med hvem han kunde tale om Hjemmet , om Grethe . Elisabeth kjendte hende vistnok kun meget lidt , men hun hørte jo nu med til den Selskabskreds , som omfattede nogle af den unge Præstekones kjæreste Tanker . I en Egn , hvor Heden og Marken næsten støde sammen , havde Selgren faaet Kvartéer hos en velstaaende Gaardmandsenke , hendes Broder bestyrede Gaarden for hende . Hun havde et eneste Barn , en Søn paa en halv Snees Aar . Det var tydeligt at mærke , at hun ikke var synderlig veltilfreds over den Indkvartering , Sognefogden havde givet hende , men paa den anden Side havde hun stor Respekl for Uniformen og satte paa Bordet det Bedste , Huset formaaede . Selgren havde , som de øvrige til Opmaaling kommanderede Officerer , i Flensborg faaet en Trainkudsk til sin Oppasser . Det var en Jøde fra Altona . Han kunde ikke et dansk Ord og gjorde en noget komisk Figur i den lidet klædelige Trainkudskemundering , hvoraf han dog ikke var lidet stolt . Det var en godmodig , snakkesalig Fyr , og hans Navn Jakob Levin . Han blev snart gode Venner med Bondefamilien og gav Konen forskjellige Vink om , hvorledes en ung „ fiin Herre “ som hans Lieutenant var vant til at faae sin Middagsmad tillavet . Hver Morgen tidlig begav Selgren sig ud paa Opmaaling med sin Oppasser . Arbejdet var ikke vanskeligt . De vigtigste Punkter vare aflagte paa en Kopi efter et ældre Kort , hvilket enhver Officeer havde faaet , inden han reiste ud i sit Distrikt . Selgren havde , med Undtagelse af sit halvaarlige Ophold i Slesvig under Krigen , altid boet i Kjøbenhavn . Han kjendte saa godt som Intet til Landlivel . Alt var derfor Nyt for ham , den stille Fred i Landskabet , Bondens Arbejde ude paa Marken , Vibens Skrig paa den grønne Eng og Frøernes lystige Kvækken i Kjæret . Men naar han sad alene hjemme om Aftenen , kjedede han sig , hans faa medbragte Bøger vare snart læste , og han var alene henviist til sine egne Tankers eller sin Oppassers Selskab . Han benyttede en stor Del af sin Fritid til at tilskrive Grethe , han fortalte hende om sit ensformige Liv , om sine Drømme og Forhaabninger . Til Gjengjæld modtog han lange Breve fra hende om Alt , hvad der passerede i Kjøbenhavn . En Søndag tog han afsted for at besøge Elisabeth , hvis Mand han ikke tidligere havde seet . Hun boede et Par Mil fra den Gaard , hvorpaa han opholdt sig . Efter en kjedsommelig Kjørsel gjennem en sandet Egn , hvor Flyvesandet laa langs Vejene , kom Selgren til en smuk lille Præstegaard , omgivet paa de to Sider af en temmelig stor Have , en Sjeldenhed paa denne Egn . Han var rejst tidligt hjemmefra ; derfor var , da han kom til Præstegaarden , Gudstjenesten ikke forbi , og Pasfor Huldreich og hans Kone endnu i Kirke . Selgren gik da ud i Haven for at besee den , og traf der Barnepigen med Familiens to smaa Sønner ; den ældste gav sig strax til at skrige ved at se den Fremmede , men den yngste rakte smilende efter hans blanke Knapper . Det lykkedes snart Selgren at blive fortrolig med den ældste Dreng , der hed Niels og lige var begyndt at kunne gaae . De kom i Leg sammen , som først blev afbrudt ved Barnepigens Udraab : „ Der kommer Præsten og Madamen ! “ Selgren studsede nøget ved at høre sin Kousine blive tituleret Madame , han kom fra Kjøbenhavn , hvor næsten hver Madame blev kaldt Frue . Præsten havde allerede bemærket en Fremmed i Haven og ilede gjennem Laagen for at see , hvem det var , og byde ham ind . „ Jeg er Selgren Bjørnsen , “ sagde Selgren , forestillende sig selv . „ Min Kones Fætter ! Hun vil blive glad ved at see Dem . Hvorledes er det gaaet til , at De er kommen over i denne Udørk ? Hvorledes har man det i Kjøbenhavn ? “ Pastor Huldreich , der gjorde Selgren mange Spørgsmaal paa een Gang , var en lille , temmelig trivelig Mand med nøget Bestemt , blandet med nøget Godmodigt i sit Ansigt . Hans Kone havde forandret sig en Del , siden Selgren sidst saae hende ; hun var bleven fyldigere , den kjøbenhavnske Dame var forsvunden , og istedetfor var der kommet en ligefrem , hjertelig og venlig Præstekone . Hun rakte Selgren Haanden og sagde : „ Velkommen Selgren . Det er rigtignok en Overraskelse at see Dig her . Hvorledes synes Du om mine Børn ? “ „ Det er velsignede Børn , “ svarede Selgren . „ Javist , “ sagde Præsten , „ men kom nu ind og spiis Frokost , og lader os faae noget Nyt at vide fra Kjøhenhavn . “ Selgren tilbragte en meget behagelig Dag i Præstegaarden . Han maatte fortælle om Alle i Hjemmet , og tilsidst endogsaa sin egen Forlovelseshistorie , som Præstefolkene allerede tildeels kjendte af et Brev fra Selgrens Tante . „ De har vel ikke Deres Kjærestes Portrait hos Dem ? “ spurgte Præsten . Det havve Selgren naturligviis . Præsten saae længe paa Portraitet , gav det dernæst til sin Kone og sagde : „ Hun har rigtig et godt Ansigt . “ Denne Dom fornøjede Selgren meget . — Man forlod for nogen Tid de kjøbenhavnske Venner og Bekjendte , og gik over til at tale om sig selv . Huldreichs Sogn hørte til de saakaldte „ blandede Distrikter “ , og det hændtes imellem , at der opstode adskillige , for Præsten ubehagelige Rivninger mellem de to Nationaliteter . Han var en dansk Mand med Liv og Sjæl , hvorfor det lod til , at han stod paa en mindre god Fod med Sognets dansktalende , men tydsksindede Beboere , der bestandigt udebleve fra Gudstjenesten , naar der blev holdt dansk Prædiken . Nogle Ytringer , som Elisabeth lod falde , viste Selgren , at hun mente , at hendes Mand skulde holde sig udenfor Nationalitelsstriden . „ Jeg vilde ønske , at min Mand snart kunde faae et Kald i Kongeriget , “ sagde hun , „ her er ikke altid hyggeligt at være . Man hører tidt Yt tringer om , at den nuværende Tilstand ikke er holdbar , at et nyt Oprør snart vil bryde løs . “ „ Det tage Slesvigholsfenerne sig vel iagt for , “ sagde Selgren , „ naar hele Landet er besat af danske Soldater . “ „ Rigtigt , ganske rigtigt , “ sagde Præsten . „ Befolkningen her , “ sagde Elisabeth , „ er ganske god at komme tilrette med , dens Natur er ægte jydsk , men vi grændse op til Marsken , og derfra bliver der tidt fortalt os alle Slags mindre hyggelige Historier . “ „ Lad Frisere være Frisere , “ sagde Præsten , „ jeg vil dog ikke nægte , at skal jeg blive her mange Aar endnu , vil jeg hurtig blive opslidt . Jeg foretrækkær Kampen i aaben Mark , for denne skjulte , uafbrudte Kamp i Fredstid . “ „ Jeg forstaaer det godt , “ sagde Selgren , „ det maa ikke være hyggeligt saaledes at skulle kæmpe alene , uden opmuntrende Tilraab af Kammerater og uden i Hvilens Tid at have et Selskab , man skjøtter om . “ „ Han har jo mig , “ sagde Elisabeth leende . „ Det er en Guds Lykke , at jeg har Dig , “ sagde Præsten , „ du trøster og styrker mig i mangen bitter Time . Du kan i Grunden leve , hvor det skal være . “ „ Det kan jeg , naar jeg blot har min Mand og mine Børn hos mig ? “ Først sent paa Aftenen tog Selgren bort fra den venlige Præstegaard med mange Opfordringer til snart at komme igjen . Øette lovede han . Og i den smukke Majnat kjørte han tilbage til sit midlertidige Hjem , opfyldt af Tanken om , hvad han havde hørt om Stemninger og Tilstande i det saa dyrtkjøbte Slesvig . Han saae op mod den stjerneklare Himmel , et Stjerneskud foer blinkende over den . „ Tag Hilsen med til Grethe , “ hviskede han . Selgrens Liv vedblev at gaae sin eensformige Gang . Hans Arbejde i Marken skred godt fremad , og allerede havde han indtegnet en ikke ringe Deel paa Maalebordet af det ham tildelte Terrain . Grethes Breve vidnede om , at Alt i Kjøbenhavn stod godt og vel til , men da modtog Selgren et Brev fra hende , hvori hun fortalte ham , at Koleraen var kommen til Byen . Hun nærede ingen Frygt for , at den skulde tage synderlig Overhaand , desuden havde hun modtaget en Indbydelse til at tilbringe den øvrige Tid af Sommeren paa Agentens Landsted . Grethes Ro indvirkede paa Selgren , som sjelden saae en Uvis , og med Tanken henvendt paa alt Andet end Kolera aflagde han en Søndag Huldreich et Besøg . Her læste han Bekymring i Præstens og hans Kones Miner , og Huldreich begyndte strax at tale om Koleraens stigende Fremgang i Kjøbenhavn . Selgren blev overrasket og ængstelig , han indsaae , at Grethe ikke havde villet forvolde ham Uro ved at fortælle den hele Sandhed . Om Middagen kom det Bud tilbage , som Præsten havde sendt til nærmeste Poststation for at hente Breve og Aviser . Der var et Brev til Elisabeth fra Amalie , og „ Berlingske Tidende “ til Præsten . Med aandeløs Hast brød Præstekonen Brevet , gjennemløb det og udbrød : „ Fader har faaet Kolera . Han kom syg ud paa Landstedet , Sygdommen tog til med rivende Hurtighed og nu svæver han mellem Liv og Død . “ Taarerne rullede den unge Kone ned ad Kinderne . Hun formaaede ikke at læse videre ; hendes Mand tog da Brevet , læste det til Ende og sagde : „ Din Moder er ogsaa bleven syg og ligeledes Fru von Werlau , Amalie mener dog , at det mere er af Skræk end af Kolera . “ „ Staaer der Intet om Grethe ? “ spurgte Selgren . „ Nej ; jeg tænker , at Bjørnsons har nok at gjøre med sig selv . “ Det var en bedrøvelig Søndag for dem Alle . Af „ Berlingske Tidende “ fremgik det , at Koleraen vedblev at gjøre rivende Fremgang , og at den navnlig var begyndt at optræde med Heftighed i Kvarteret omkring Vartou . „ I det Kvarteer boer Iustitsraad Peters , “ sagde Selgren med Gru . Han skyndte sig tidligt hjem for at see , om Jakob i hans Fraværelse havde hentet Breve fra nærmeste Poststation . Det havde han . Et Brev fra Grethe ventede paa Selgren . Mod Sædvane var Brevet kort . Hun fortalte , at hendes Fader havde faaet Kolera , ligesom hun stod i Begreb at tage ud til Agentens Lyststed for at staae Amalie bi med at pleje de derværende Syge . Hun bad Selgren have samme Fortrøstning til Gud , som hun selv havde . Den følgende Dag skrev hun ham til , at ogsaa hendes Tante var bleven syg . Fra den Dag ophørte Brevene . En stor Uro kom over Selgren . Brevenes Ophør kunde kun betyde , at Grethe selv var bleven syg . Han forsøgte at arbejde , men forgjæves og fog midt i Ugen til Præstegaarden , for der at faae at vide , hvorledes det stod til i Kjøbenhavn . Han mødte Præsten et kort Stykke Vej fra Gaarden . Huldreich bad Selgren stige af Vognen og lade den kjøre i Forvejen . „ Dersom De har en ret inderlig Tro paa Gud , “ sagde Præsten , „ vil De vide at bøje Dem ydmygt for hans Tilskikkelser . Dødens Lee har gjort en frygtelig Høst i Kjøbenhavn . “ „ Hvem er da død ? “ spurgte Selgren med tilbageholdt Aandedræt . „ Deres Onkel og Deres Tante og Fru von Werlau er død , “ sagde Præsten . „ Og de Andre ? “ spurgte Selgren . „ Jeg forstaaer Dem , “ sagde Præsten , og Taarer viste sig i hans Øjne , „ nuvel , hav da Styrke til at høre , at Justitsraad Peters , hans Søster og hans Datter ogsaa ere døde af Kolera . “ „ Død , død , Grethe død ! “ stønnede Selgren og sank om paa Grønsværet . „ Fat Dem , stakkels Ven , “ sagde Præsten , „ find Dem i Guds Tilskikkelser . “ Men Selgren hørte ham ikke , han laa stum og fordybet i sin Sorg paa den grønne Mark , hvor Smaablomster stode i al deres Sommerpragt , og Lammene længer borte tumlede sig fulde af Livslyst . Han hørte ikke paa Præstens trøstende og venlige Ord , hvorfor denne besluttede , at lade ham være nogen Tid alene med sin Sorg . Selgren mærkede ikke Præstens Bortgang og kom først til sig selv igjen , da en sortklædt Dame stod ved hans Side og sagde : „ Selgren , jeg har ogsaa mistet mine Kjære . “ „ Men ikke dine Kjæreste , thi Du har din Mand og dine Børn . Jeg har mistet Grethe . “ Hun talte saa roligt , saa besindigt , saa gudhengivent til ham . Han var en uopmærksom Tilhører , men alene hendes Stemmes Klang virkede beroligende . Det var som hun glemte sin egen store Sorg for hans . De fulgtes langsomt ad til Præstegaarden , og Selgren maatte love at blive der Natten over . Han var bedøvet og tilmode som han faldt fra en uhyre Højde , bestandigt nedad og nedad , hans Tanker var uklare , og hans Aand træt . Præsten og hans Kone saae med bedrøvede , men ogsaa betænkelige Miner efter ham , da han næste Dag sagde Farvel . I sit Kvarteer fandt han et Brev fra Emil Bjørnson . Lægen havde været hos Grethe i hendes sidste Øjeblikke . Hun var død med Selgrens Navn paa Læben . Paa Holmens Kirkegaard vare hun , hendes Fader og hendes Tante blevne begravne . Femtende Kapitel . I Marsken . Selgren søgte af skaffe sin Sorg Hvile i Arbejdet , men det lykkedes ikke . Naar han sad alene hjemme og havde flyttet en Stol udenfor sit Værelse , der stødte umiddelbart op til en Kornmark , da lod han Tankerne flyve med Skyerne bort til hendes Grav ved Øresund , han bad dem tage Hilsen med , ja , undertiden syntes han af see hende i forklaret Skikkelse svæve over Skyerne . Fløj hans Blik fra Himlen til de grønne Ax , der bølgede for Vinden , da syntes han tidt , af de hviskede til ham , af hun havde været saa ung , saa god og saa smuk . Han lyttede , han syntes af finde Hvile i , hvad Axene sagde , og en Aften , da Solen forgyldte de grønne Vipper , sagde han hen for sig selv : Du sidder saa sorgfuld i Aftenglød , Men trøste vi vil Dig saa gjerne ; Naar Leen i Høsten os bringer Død , Der bliver dog Liv i vor Kjerne . Maaskee har hun saaet en Kjerne smuk Og god i dit ærlige Hjerte , En Kierne , som spirer ved Sorg og Suk Og blomstrer i tungeste Smerte . Og ligger end Uret i sorten Muld , Skal aldrig det mere Du skue , Kan være , at Kjernen saa underfuld Vil bringe din Sjæl til at lue . Vi ere kun bølgende , grønne Straa , Men dog vil vi gjerne Dig trøste ; Du vistnok med os kan saa godt forstaae : Sæt Kjerne , før man skal Dig høste ! Da Selgren taug , var han forbavset over sig selv . Han havde improviseret Vers , han vidste ikke , hvorledes det ret var gaaet til , det var som en indre , uimodstaaelig Trang havde drevet ham til at tale , som om en anden Person havde lagt ham Ordene i Munden . Og dog blev det Selgren klart , at denne Person ikke kunde være nøgen Anden end ham selv , og at han besad Evner , som først den tunge Sorg havde kaldt tillive . Og i de følgende Dage forsøgte han atter , om han kunde tolke sin Sorg i Vers , og han kunde det . Han fandt Lindring i Poesien , en Mængde smukke Digte saae Lyset i hans Eensomhed , og han nedskrev dem uden nøgen Tanke om , at de nogensinde skulde udgives . I den første Tid var Grethe Emnet for Digtene , lidt efter lidt behandlede Selgren andre Gjenstande , det var som en heel ny Verden aabnede sig for ham . Før havde han ved sit Maalebord seet paa Landskabet med et militairt Blik , nu saae han paa det som Digter , og han fandt saa meget at skrive om ; det var som hele Naturen hver Dag fortalte ham noget Nyt . Sorgen havde gjort Selgren til Digter , og han vilde maaskee være bleven en stor Digter , dersom ikke selve Livet havde stillet Krav til ham , dersom han ligesom for Øjeblikket havde havt den fornødne Ro til at samle sine Indtryk . Da Selgren havde fundet sin Digterbegavelse , troede han , at her var hans Livs Maal at finde , det dejlige Land , som skulde bringe Trøst i Sorgen . Denne Tro beholdt han , og den holdt ham oppe i mangen Fristelsens Stund , da en mindre Begavet maaskee vilde have ligget under . Selgren havde indmeldt til Kaptajnen , der ledede Arbejdet , at han var færdig med det Terrainstykke , som han havde faaet at opmaale . Han fik derfor en Dag skriftlig Ordre til at rejse et Par Miil længere sydpaa og gjøre en Opmaaling færdig , som Lieutenant Rønfelt ikke havde faaet Tid til at udføre . Med Brevet fulgte Rønfelts fuldførte Arbejde . Noget forundret spurgte Selgren sig selv , hvorledes det havde været hans Ungdomsven mulig at faae Krigsministeriets Tilladelse til at rejse bort . Hvor Selgren nu opholdt sig , var han fjern fra alle Begivenheder , som foregik udenfor Sognet , og han saae kun Aviser , naar han besøgte Pasfor Huldreich . Paa Vejen til sit nye Distrikt besøgte han den venlige Præstegaard . Elisabeth og hendes Børn vare klædte i dyb Sorg , og hendes godmodige Smil saaes ikke saa hyppigt som før . Samtalen drejede sig mest om de nylig Afdøde . Da Selgren fortalte , at han skulde overtage Rønfelts Arbejde , og at det undrede ham , at det var blevet denne tilladt at rejse , svarede Præsten , at herom kunde han maaskee give Oplysning ; thi han havde seet i Avisen , at Lehnsbaron Rønfelt havde mistet sin ældste Søn , og at den næstældste , som var Officeer , saaledes var bleven Stamherre . „ Det forekommer mig , “ sagde Selgren , „ som om Sjælland er bleven en stor Kirkegaard . Døden holder Feltslag derovre , men i Slaget kan Menneskene ikke kæmpe , og ikke alene Mænd , ogsaa Kvinder og Børn , segne for den mejende Lee . Det er ikke saa længe siden , at Vennerne derovre med Ængstelse ventede Efferretning fra den i Slesvig kæmpende Hær , nu sidde vi i Slesvig og vente med Angst paa hvert Budskab fra Sjælland . “ „ Koleraen synes at være i Aftagende , “ sagde Huldreich . „ Min Svigerindes Breve ere mere rolige , “ sagde Elisabeth , „ min Broder Carl har havt et let Koleraansald , men nu er han Gud skee Lov rask og vel . Emil skal have udmærket sig meget og ikke skaanet sig selv . Man mener , at han faaer Ridderkorset . “ Da Selgren forlod den venlige Præstegaard , maatte han love snart at aflægge et nyt Besøg ; thi Afstanden var jo ikke større end to Miil . Henad Aften naaede han sit Kvarteer i Marsken , det var hos en Hjulmand , og det samme Kvarteer , som Rønfelt havde havt . Efterat Vognen var kjørt , og medens Oppasseren var i Begreb med at ordne de aflæssede Sager , gik Selgren sig en lille Tour i Omegnen . Huset laa under et ældre Marskdige og noget afsides . Manden var Haandværker , han havde intet Agerbrug eller Kvægavl , men det lod til , at Fortjenesten var god ; thi Huset var stort og havde net udstyrede Værelser . Det var ikke bygget som de egentlige Bøndergaarde , i en sammenhængende Fiirkant og uden Skorsteen ligeledes manglede den brede Vandgrav , som i Marsken gaaer om enhver større Gaard . Medens Selgren spadserede paa Diget , mødte han to Bønderkarle , der syntes at nærme sig med truende Hensigter , men da en Vogn med flere Folk paa samme Tid kom kjørende , fjernede de sig atter . Selgren stndsede over Karlenes truende Holdning og tilskrev den , at de maaskee havde været Soldater i den slesvigholstenske Hær . Paa den anden Side havde man endnu ikke nogensinde hørt fale om Excesser mod dansk Militair af Insurgentarmeens tidligere Soldater . Da Selgren atter var hjemme , var han næsten tilbøjelig til at antage , at han havde taget fejl . Jakob havde i sin Herres Fraværelse været paa Rekognoscering i Huset og meldte , at Værten havde gjort Tjeneste i den slesvigholstenske Hær som Feltwebel , men ellers lod til at være en meget gemytlig og fredsommelig Mand . Han var nylig bleven gift og havde en smuk , ung Kone , som havde givet Oppasseren en god Aftensmad . De to Piger i Huset havde smidsket og leet ret saa venligt til Jakob , da de hørte , af han talte Plattydsk , og han var derfor overbeviist om , af det vilde blive et meget fornøjeligt Kvarteer . Neppe havde Oppasseren endt sin Rapport , før Værten traadte ind i Stuen og meddelte med et høfligt Buk , af Aftensbordet var færdigt . Selgren fulgte Værten ind i dennes Lejlighed , hvor en Ret stegte Kyllinger stod paa Bordet ; der var dækket til tre Personer . Gjæsten hilste paa den unge Kone , der virkelig var saa smuk som Jakob havde skildret hende , hun besvarede rødmende og noget forlegen hans Hilsen , og man satte sig tilbords . Man skulde ikke troe , af man befandt sig hos en Hjulmand ; thi baade Skeer og Gafler vare af Sølv , og et Par Flasker Viin stode foran Værtens Kouvert . Mellem Mand og Kone førtes Samtalen paa Plattydsk , mellem dem og Selgren paa Højtydsk , og den drejede sig i Begyndelsen om den forrige Indkvartering , Lieutenant Rønfelt . „ Det var en meget ligefrem omgængelig Mand , “ sagde Værten , „ men en Dag blev han saa bedrøvet , vi vilde ikke spørge ham om Aarsagen , men tilsidst fortalte han os den selv , hans Broder var død . Og saa fik vi da ved samme Lejlighed af vide , af Broderens Død vilde med Tiden gjøre ham til Millionair ; thi Faderen ejer et stort Baroni . Jeg havde rigtignok aldrig drømt om , at en Millionair nogensinde skulde komme til at boe under dette ringe Tag . “ „ Han rejste saa pludselig bort , “ sagde Konen . „ Han skulde hjem til Broderens Begravelse , “ sagde Værten . Efterhaanden lededes Samtalen over paa andre Gjenstande , Selgren fortalte ligefrem om Mødet med de to Karle paa sin Spadseretour ; ved Fortællingen herom syntes Konen at studse , men hendes Mand tog Sagen ganske rolig og sagde : „ Hr . Lieutenant , jeg troer at kunne give Dem mit Ord paa , at De har taget fejl . Jeg nægter ikke , at jeg selv har tjent i den slesvigholstenske Armee , men nu er Kampen forbi , og derfor skal ogsaa Fjendskab mellem Mand og Mand være forbi . “ Hjulmand Tetens , Værtens Navn , var en begavet og kundskabsrig Mand , han havde rejst meget , seet meget og lært sig selv meget . I den slesvigholstenske Hær var han , kort før Krigen endte , indstillet til Officeer . Hans Kone syntes at være fra en Provindsby og at have faaet samme Opdragelse som Borgermænds Døttre i Almindelighed . Aftenen gik hurtigt , og da Selgren traadte ind i sit Værelse , sagde han til sig selv , at dette Kvarteer var langt at foretrække for det forrige . Hans Værelse var adskilt fra Værtens Lejlighed ved en Gang , Vinduerne vendte ud til Marken , hvorover der nu i den lyse Sommeraften laa en let Taage . Selgren lod Oppasseren gaae tilsengs , Jakob havde faaet et lille Kammer paa Kvisten , og satte sig selv i det aabne Vindue for at drømme . Men det varede ikke længe , før han mærkede , at han var søvnig , han klædte sig derfor af , lukkede Vinduet og gik tilsengs . Han kunde omtrent have sovet et Par Timer , da han vækkedes af Støj udenfor sine Vinduer . Forundret rejste Selgren sig op i Sengen og lytfede , da blev pludselig en Rude slaaet ind , og Vinduet aabnet . Han sprang op iførte sig i Hast , et Par Klædningsstykker , greb sin Kaarde og ilede mod den Skikkelse , som var i Begreb med at stige ind ad Vinduet . „ Tyve ! “ raabte Selgren . „ Jeg er ingen Tyv , “ svarede den Ubekjendte , „ jeg kommer for at dnellere med Dem , jeg har Pisfoler med . “ „ Det er ingen ærlig Fjende , som kommer i Nattens Mulm og Mørke for at dnellere , det er en Morder . “ „ Øe er en Morder ; thi Øe har villet myrde min Hjertefred , jeg forlanger til Gjengjæld Deres Liv . “ „ Denne Stemme kjender jeg , “ sagde Selgren . „ Ja , Øe kjender Stemmen . — Tænd Lys ! — Vi ville duellere strax , her i Værelset . “ Selgren rev en Svovlstik af , Skinnet fra denne faldt paa hans Ansigt . Den Ubekjendte udslødte et Skrig og raabte : „ Tænd ikke Lys ! Hvor er Lieutenant Rønfelt ? “ Selgren tændte desuagtet Lyset og svarede : „ Lieutenant Rønfelt er rejst for ikke mere at vende tilbage hertil . — Frøken Delfs , det var en mindre smuk Maade at ville hævne Dem paa . “ „ Bjørnsen ! “ raabte Dora . „ Kjender Øe mig i min Forklædning som Herre ? — Havde jeg anet at skulle træffe Dem her , var jeg ikke kommen . “ „ Det var heldigt , at Øe traf mig og ikke Rønfelt ; thi ellers var der skeet en Ulykke . “ „ Jeg møder dog vel engang Rønfelt , “ sagde Dora , „ Hævnen er blot opsat . “ Pludselig brast hun i Graad og sagde : „ Stakkels Bjørnsen , jeg beklager Dem . Grethes Død maa have forvoldt Dem stor Sorg . “ Overgangen hos Dora fra den ene Sindsstemning til den anden kom saa pludselig , af Selgren stod helt raadvild og vidste neppe , hvad han skulde svare . Hun greb hans Haand og spurgte : „ Ikke sandt , De besøger mig ? Vi ville tale om Grethe . “ „ De boer jo langt herfra ? “ „ Ikke for Øjeblikket . Min Fader ejer en Gaard her i Nærheden . Der boe vi . Kom allerede imorgen . De maa love det . “ „ Det ene Minut vil De duellere med mig , det andet byder De mig til Gjæst . “ „ Det var jo ikke med Dem , af jeg vilde duellere . “ „ Alligevel vilde det dog visf neppe være Passende , om jeg besøgte en Dame , som paa denne Maade har villet gjæste en Kammerat . “ „ Passende ! De er i Marsken , og her ere andre Regler for det Passende end i Kjøbenhavn . Hvem faaer desuden af vide , af jeg har været her ? Imorgen venter jeg Dem . Godnat . “ Hun svang sig ud af Vinduet , Selgren saae efter hende . Ikke langt borte holdt en Karl med to Heste . Kort efter red hun paa sin rappe Ganger dybere ind i Marsken , medens det første Dagskjær viste sig i Øst , og Lærkerne begyndte at synge . Der var noget Romantisk i den hele Begivenhed , som tiltalte Selgren . Han saae efter hende , til hun var forsvunden i Morgentaagen , dernæst klædte han sig paa og gik en Tour udenfor paa Diget . Paa Tilbagevejen var Solen i Begreb med at staae op , i dens Straaler saae han Noget glimre paa Jorden udenfor sit Vindue . Han gik hen for at see , hvad det var , og fandt en Pistol , som Dora havde tabt . Tidligt begav han sig om Morgenen ud for at rekognoscere Terrainet . Hans Vært gjorde ham Selskab . Omtrent en Fjerdingvej borte fra sit Kvarteer fik Selgren Øje paa en stor Bondegaard , han spnrgte om , hvem den tilhørte . „ Lehnsmand Delfs , “ var Svaret , „ Er han Lehnsmand heroppe ? “ „ Nej , nede i Ejdersted . Det er en meget rig Mand . Han er for et Par Dage siden kommen i Besøg med sin Datter til sin Gaard her paa Egnen . Datteren er en Veninde af min Kone . Det er en af de smukkeste og rigeste Piger i Eidersted . Hr . Lieutenant , det var et Parti for Dem . “ „ Det troer jeg dog ikke . Forøvrigt kjender jeg hende . “ „ De kjender hende ? “ spurgte Hjulmanden studsende . „ Jeg har været forlovet med hendes Kousine , som for ikke længe siden er død af Kolera . “ „ De er den Lieutenant , som har været forlovet med Grethe Peters ? Lader os da strax gaae derover . Det vil glæde Frøkenen at see Dem . “ „ Jeg har bestemt Formiddagen til Arbejde . “ „ Saa arbejd i Eftermiddag . “ Værten slog ind paa den Vej , der førte til Gaarden . Den var bygget i en ægte frisisk Stil uden Skorstene og med en bred Grav om Gaard og Gaardsplads . Da de to Gjæster gik over Broen , kom et Par smukke Vandhunde dem gjøende imøde . En Karl kaldte Hundene tilbage , hilste høfligt paa Hjulmanden og saae noget forundret paa Lieutenanten . I Dielen , det store Rum midt i Huset , et Slags Forstue , saavel til Beboelseslejlighed som til Stald og Lade , mødte de Indtrædende Lehnsmand Delfs , rygende paa en stor sølvbeslagen Meerskumspibe . Det var en svær , kraftigt bygget Mand med godmodige Ansigtstræk . Han hilste hjertelig paa Hjulmanden og spurgte til hans Kones Befindende . Tetens fortalte ham derefter , hvem Selgren var . „ Velkommen Hr . Lieutenant , “ sagde Delfs , „ vi have været lige ved af komme i Familie sammen . Det var Deres Skyld , af min Juul blev forstyrret for et Par Aar siden Min Datter sknlde nok ovre i Kjøbenhavn være et Slags Skærmbrædt for sin Kousine . Haha . Hvad synes De om Dora ? Hun er noget overgiven , ikke sandt ? Man maa holde Ungdommen lidt tilgode , den maa have Tid til af rase ud . “ De traadte nu alle Tre ind i Dagligsfuen , hvor de traf Dora sørgeklædt og med en alvorlig Mine , der klædte hende godt . Hun hilste med forstilt Overraskelse paa Selgren , og en Samtale kom igang mellem ham og hende om Grethe . Den syntes ikke i Længden af interessere Lehnsmanden og Hjulmanden , hvorfor de gik ud for af see paa en Hest , der var bleven kjøbt paa det sidste Brarup Marked . „ Kan De see , “ sagde Dora , da de vare blevne ene , „ Ingen aner , af jeg har villet duellere inat . “ „ Det er heldigt . Men det var endnu heldigere , af De ikke traf Rønfelt . “ „ Det Heldigste var , af jeg traf Dem , “ sagde Dora . „ Ja det kunde have været en fremmed Officeer . . . “ „ Det var just ikke Meningen . Jeg mente , at De trænger til Trøst , og at jeg . . . “ „ At De vil kunne trøste mig . “ „ Ia , “ svarede Dora med et Smiil , „ De har levet alene med Deres Sorg , De har glemt , at der endnu lever Kvinder paa Jorden . Ved Synet af mig vil De blive erindret derom . “ „ De har en original Maade at tage en Sag paa . “ „ Det benægter jeg ikke . “ Hendes Fader og Hjulmanden traadte nu atter ind i Værelset , og den Første raabte : „ Dora , vi trænge til Frokost . “ Hun fik travlt med , ved en Piges Hjælp , at dække Frokosfbordet . Denne huslige Syssel klædte hende godt . Bordet bugnede snart under en Mængde kraftige Retter , og Paa flere Slags Vine manglede det ejheller . Lehnsmandens Appetit var glubende , og han fatte store Portioner tillivs af Oxesteg , Skinke og haardkogte Æg . Mens han selv spiste , opfordrede han bestandigt de Andre til at gjøre det Samme , ligeledes lod han Flasken gaae hyppigt rundt . „ Skal De ogsaa opmaale denne Egn ? “ spurgte Lehnsmanden . „ Jeg troer det , “ svarede Selgren . „ De skal ogsaa maale her , “ sagde Hjulmanden , „ Lieutenant Rønfell har viist mig Kortet , dengang han boede hos mig . “ „ Hør Tetens , “ raabte Lehnsmanden , „ denne Rønfell skulde vel aldrig være den Samme , som i det sidste Krigsaar var indkvarteret hos mig i Eidersfed ? “ „ Det er den Samme , “ sagde Selgren . „ Saa maa jeg sige , at det er en stor Slyngel , “ raabte Delfs . „ Han har opført sig særdeles net hos mig , “ sagde Hjulmanden . „ Lieutenant Rønfell nyder den største Anseelse i sin Bataillon , “ sagde Selgren . „ Ja , det kan gjerne være . Men jeg vil sige , at det er ikke nogen Hædersmand , som sætter en ung Pige Fluer i Hovedet , og saa rejser sin Vej uden at forlove sig med hende . Den unge Piges Veninder lee ad hende , og den unge Pige selv . . . “ „ Hun hævner sig , “ svarede Dora blussende rød , „ hun hævner sig , saa vil Latteren forstnmme . “ „ Du taler saa tidt om Hævn , “ sagde Faderen , „ men hvorledes Du vil hævne Dig paa Lieute nanten , forstaaer jeg ikke . Havde jeg vidst , at han havde boet hos Dig , Tetens , var jeg maaskee kommen ned til Dig og havde falt et Ord med ham . Men det veed jeg , at min Datter ikke mere gaaer til Dands , for at de unge Karle og Piger ikke skulle smidske , naar hun gaaet forbi dem . Det er desuden det Bandsatte ved Sagen — undskyld jeg siger det Hr . Lieutenant — at han var dansk Officeer . “ „ Han er det maaskee ikke mere , “ sagde Selgren , „ hans ældste Broder er død , og han skal arve et stort Baroni . “ „ Baroni ! “ raabte Dora . „ Var Du bleven gift med ham , havde Du nu været Baronesse ! “ raabte Faderen ikke synderligt fiintfølende . „ Det er maaskee bedst ikke mere at tale om den Sag , “ sagde Hjulmanden . „ Øe har Ret , Tetens , “ svarede Lehnsmanden , „ man skal ikke sidde og ærgre sig ved sin Frokost . Et Glas Viin , Hr . Lieutenant , Deres Skaal ! — Hør , hvorfor vil Øe boe hos Tetens ? Flyt over til mig . “ „ Jeg troer , at denne Gaard ligger mig for afsides . “ „ Øe kan jo see efter . “ Selgren rejste sig , gik hen og tog Kortet ud af sin Taske , saae paa det og sagde : „ I Grunden kaster jeg først i dette Øjeblik et orienterende Blik over det Terrain , som skal opmaales ; thi mange andre Tanker have beskjæftiget mig . Nu vel , jeg seer , at Rønfelt har været flittig , her er ikke meget tilbage at gjøre , der mangler et lille Hjørne , og Deres Gaard , Hr . Lehnsmand , ligger nefop midt i dette Hjørne . “ „ Saa flyt over til os . “ „ Jeg tager mod Deres venlige Indbydelse . “ „ Jeg havde saamæn ikke havt noget imod at beholde Dem , “ sagde Hjulmanden . „ Dobbelt velkommen hertil , “ sagde Dora , „ nu da vi have Udsigt til at beholde Dem i længere Tid . Jeg haaber , at De skal blive tilfreds med den frisiske Gjæstfrihed . “ Saaledes kom Selgren da til at boe hos Lehnsmand Delfs . Han fik det bedste Værelse i Huset anvist som sit og erfarede bagefter , at det var Doras , som for hans Skyld tog tiltakke med et mindre godt Værelse . Jakob var overmaade henrykt over Forandringen og fortalte , at Alle i Huset viste ham stor Opmærksomhed , ja , Frøken Dora havde endogsaa givet ham et Glas Portviin . Selgren besluttede at gjøre sit Arbejde færdigt saa hurtigt som muligt og saa tage sig en Ferie . Hver Dag , naar han arbejdede , kunde han være vis paa , at Dora besøgte ham tilhest . Hun tog sig fortræffelig ud i sin Ridedragt og red ypperligt . Det morede hende at see , hvorledes Arbejdet skred fremad . „ De maaler ikke med Maalekjæde , hvilket jeg har seet Landmaalerne bruge , “ sagde hun en Dag . „ Nej , jeg afskridter Distancerne . “ „ Er det nøjagtigt ? “ „ Det er nøjagtigt nok til et saakaldt okulairt Kroqvi , som skal anvendes til militairt Brug . En lille Unøjagtighed forsvinder , fordi den Maalestok , hvori Kortet optages , er lille . “ „ Hvor mange af Deres Skridt gaae der paa 100 Alen ? “ „ 75 . “ „ Afmaal mig engang 100 Alen . “ Det gjorde Selgren . Dora sprang af Hesten , lod Jakob holde den og sagde : „ Jeg gad forsøge , hvor mange af mine Skridt , der gaaer paa 100 Alen . “ Hun kaslede Ridedragtens Slæb flot over sin Arm og gik den afmaalte Distance , idet hun talte ethvert af sine Skridt . „ 90 Skridt , “ sagde hun , dengang hun kom til Maalet . „ Jeg tager mindre Skridt end De , Hr . Lieutenant ; for at kunne følge med Dem , maa jeg altsaa gaae hurtigere end De . “ „ Unægteligt . “ „ Men hvis De vil tage noget kortere Skridt , og jeg noget længere , ville vi kunne følges ad . “ Ja “ „ Jeg vil idag begynde at øve mig derpaa , gjør De det Samme ; maaskee vi dog komme til at vandre et Stykke Vej med hinanden . Hjælp mig nu tilhest . “ Han rakte hende Haanden , hun svang sig i Sadlen , nikkede smilende og red bort . Hendes sidste Ytring syntes at løfte et Slør fra Selgrens Øjne . Han begyndte at ane , at Dora maaskee elskede ham . Allerede hendes besynderlige Farvel Juleaften i Bjørnegade , hvilket nu faldt ham ind , tydede paa , at han ikke var hende ligegyldig . Dengang maatte hun tilbagetrænge sine Følelser , fordi han var en Andens , nu derimod var denne Hindring ikke mere tilstede . Han begyndte at angre , at han havde taget sit Kvarteer i Lehnsmandens Huus . Elskede Dora ham , vidste han , at det maatte komme til et voldsomt Sammenstød mellem dem , hvis han ikke gjengjældte hendes Kjærlighed , og det kunde han ikke ; thi Mindet om Grethe stod endnu altfor levende for hans Sjæl ; det syntes ham , at han aldrig i Verden kunde komme til at elske nogen anden Kvinde . Det viste sig nu at være et Held , at han havde foresat sig , at gjøre sit Arbejde hurtigt færdigt ; thi desto tidligere vilde han kunne forlade sine farlige Omgivelser . Sextende Kapitel . Duellen . Siden Selgren var kommen til Marsken , havde han ikke havt Besøg af sin Muse ; de ydre Begivenheder lagde altfor stærkt Beslag paa hans Tid . Dora søgte bestandigt at være i hans Nærhed , og hun kunde være ret underholdende . Dagen efter at hun paa en tilsløret Maade havde tilstaaet Selgren sin Kjærlighed , bragte Lehnsmanden den Nyhed , at han , hans Datter og hans Gjæst vare blevne inviterede til Middag paa den nærmeste Herregaard Grothorn . „ Naar ? “ spurgte Dora . „ Imorgen , “ svarede Faderen . Selgren fik nu at vide , at Grothorn laa en tre Miil borte , oppe paa Geesten , Ikke-Marsken , og at Gaarden ejedes af en gammel Adelsmand , Hr . von Eichwald , og at den i Aarhundreder havde været i hans Slægts Besiddelse . „ Jeg vil gjøre Dem opmærksom paa , “ sagde Dora , da de vare blevne ene , „ al den unge Hr . von Eichwald for et Par Aar siden har anmodet Fader om min Haand , og al han endnu ikke har opgivet Haabet om , al jeg kan blive hans Kone . “ „ De har en stor Fortrolighed til mig , siden De fortæller mig Sligt . “ „ Naar jeg ikke skulde have Fortrolighed til Dem , til hvem skulde jeg da have Fortrolighed ? De og Grethe viste mig jo den allerstørste Fortrolighed . Nu er Grethe død , min eneste Veninde , og tilbage har jeg kun en Ven , en eneste Ven . “ „ De kalder mig Deres eneste Ven ? “ „ Ja , er De ikke det ? — Berøv mig ikke Troen herpaa ; thi da staaer jeg ene i Verden . — Ikke sandt , De er min Ven , og jeg tør betrøe Dem mine Bekymringer ? “ „ De kunne vel ikke være saa store ? “ „ Store nok til al forbittre mig Livet . Fader har allerede fortalt , al man leer ad mig for Rønfelts Skyld . Denne Latter ærgrer mig , bringer mig undertiden næsten til Vanvid ; jeg er stolt , jeg er en af de rigeste Piger i Eidersted , og mig leer man ad ! “ „ Man leer vel ikke mere ? “ „ Havde jeg været en simpel Pige , havde man ikke leet mere , men jeg er en Lehnsmands Datter . Latteren vilde ophøre , hvis jeg kunde hævne mig paa Rønfelt eller hvis . . . « „ Eller hvis ? “ „ Det skal De erfare en anden Gang , “ sagde Dora med et betydningsfuldt Smiil og forlod Stuen . Selgren blev dobbelt urolig . Den følgende Dag kjørte Lehnsmanden , Dora og Selgren til Grothorn , en gammel Gaard , som saae noget forfalden ud , men ellers laa ganske smukt bag en herlig Allee af Lindetræer . Den ældre Hr . von Eichwald kom selv ud paa Steentrappen for at tage mod Gjæsterne . Det var en høj , mager Mand med et sneehvidt Overskjæg , sneehvidt Haar og noget Aristokratisk i sin Optræden . „ Velkommen , “ sagde han , rakte Delfs Haanden , og bukkede for Selgren . „ Det er Lieutenant . . „ Det er Lieutenant von Bjørnsen , “ sagde Dora og betonede Vonnet , „ han var forlovet med min Kousine Grethe Peters . “ „ Altsaa paa en Maade i Familie , “ sagde von Eichwald . „ Javisf , “ svarede Delfs . De vare imens traadte ind i Huset , og i Dagligstuen blev Selgren forestillet for Fru von Eichwald , en Kone af et hjerteligt og ligefrem Udseende . Kort efter kom to unge Herrer til og bleve forestillede som Gustav von Eichwald og Herman von Ahrenfelt . I Samtalens Løb erfarede Selgren , af begge tidligere havde været Officerer i den slesvigholstenske Armee . Havde han vidst det før , var han neppe tagen til Grothorn . Nu holdt han sig saa langt borte fra dem som muligt . Dette gik godt nogen Tid , men ved Middagsbordet maatte Selgren opgive sin Tilbageholdenhed . Heri var Dora Skyld . Hun var Gjenstand for Hr . Gustavs vedholdende Kur ; dette generede hende , og hun drog Selgren ind i Samtalen . Han svarede paa hendes Spørgsmaal i al Korthed . I den Anledning sagde Gustav til hende : „ Deres Gjæst er ingen Ven af mange Ord . “ Paa denne Henvendelse , som var skeet halvt hviskende , svarede Dora højt : „ Han er dansk Officeer , han snakker ej , men slaaer . “ „ Da have vi slesvigholstenske Officerer dog viist , af vi ogsaa kunne slaae , “ sagde Gustav . Den ældre Hr . von Eichwald kastede et forlegent Blik paa Selgren og sagde til Gustav : „ Lad det nu være godt , her er ikke Stedet til at tale om Sligt . “ „ Jeg mener , “ sagde Ahrenfelt , „ har man vovet sit Liv for en Sag , kan man tale om den , hvor det skal være . “ „ Er Ordet ikke mere frit i vort Huus , fordi her er en dansk Officeer tilstede ? “ spurgte Gustav opfarende . „ Man bør tage Hensyn til sine Gjæster , “ sagde Faderen . „ Jeg tager intet Hensyn til en Gjæst , “ raabte Gustav , „ som kommer her i en forhadt Uniform . Hans Nærværelse tirrer mig . “ „ Saa skal jeg befrie Dem for den , “ svarede Selgren tilsyneladende rolig , men Aarerne i hans Pande svulmede af Vrede . „ Bryd Dem ikke om min Søns Drengesfreger , “ sagde von Eichwald . „ Det gjør jeg heller ikke , derfor gaaer jeg og fugter ham ikke , som han fortjener . “ „ Vil De tugte mig ! “ raabte Gustav og sprang op . Selgren havde allerede hurtigt forladt Stuen , Gustav og Herman vilde ile efter ham , men von Eichwald stillede sig i Vejen for dem og raabte : Bliv ! Brummende gik de tilbage til deres Plads ved Bordet . Selgren ilede ud af Gaarden i en meget ophidset Stemning og begav sig paa Vejen hjemad . Han troede ikke , at have kunnet handle anderledes end han gjorde , men paa den anden Side havde Fornærmelsen bragt hans Blod i Kog . Han kunde vel have gaaet en Miil , da en Vogn i fuldt Fiirspring kom kjørende efter ham . Det var Lehnsmanden og Dora . Vognen gjorde Holdt , og man bad Selgren stige op . „ Vi naaede Dem , inden Øe var kommen Halvvejen , “ sagde Lehnsmanden . „ Hvor skændigt ! “ raabte Dora . „ Javel var det skændigt , “ sagde Lehnsmanden , „ jeg sagde dem da ogsaa min Mening , inden jeg tog afsted . Øe opførte Dem bravt , Hr . Lieutenant . Jeg sagde , at det var en Fornærmelse mod mig at fornærme min Gjæst . Hr . von Eichwald var meget forbittret paa Sønnen over hans Opførsel . . . “ „ Og det saa meget mere , “ lo Dora , „ som vi ved samme Lejlighed fik at vide , at Besøget skulde have været anvendt til at fornye Tilbudet om en Familiepagt mellem Familierne von Eichwald og Delfs . “ „ Hvad behøver Lientenanten at vide Noget derom , “ brummede Faderen , „ naa , min Datter havde vel sagtens givet den unge von Eichwald Kurven , og saa vare vi blevne Uvenner over det . — Men lader os nu ikke mere tale om den Sag . “ » Jeg frygter for , at den vil forkorte mit Ophold hos Dem , “ sagde Selgren . „ Vist ikke , “ svarede Lehnsmanden , „ De er da vel ikke bange for de unge Fyre paa Grolhorn ? “ „ Det er heller ikke Bjørnsens Mening , “ sagde Dora noget urolig . „ Nu skal jeg sige Dem Noget , “ sagde Lehnsmanden , „ imorgen rejser jeg bort en otte Dagestid , De maa blive , til jeg kommer tilbage , lov mig det . “ „ Jeg mener , at vor Gjæst bliver længere hos os , “ svarede Dora . „ Det kommer an paa mit Arbejde , “ sagde Selgren undvigende . Da Selgren den følgende Dag stod og maalte paa en mindre Marskvej , kom der en Vogn kørende imod ham , den gjorde holdt , og ud af den stege fem Herrer , blandt hvilke Selgren gjenkjendte Gustav von Eichwald og Herman von Ahrenfell . De hilste Alle høfligt og formelt , og Gustav sagde : „ De har igaar fornærmet min Ven og mig , idet De truede med at tugte os . Vi komme derfor idag for at fordre Oprejsning og have medbragt to Sekundanter og en Læge . De har naturligviis ikke Vaaben hos Dem , derfor have vi her Pistoler , Kaarder og Huggerter , og vi overlade Dem at vælge . “ „ Jeg vil ikke duellere med de Herrer , “ svarede Selgren . „ Ikke duellere ! “ „ Det er ingen Duel , det er et Overfald . “ „ Vil De ikke duellere med os , bliver det til et Overfald , “ sagde Gustav , „ thi vi have ogsaa Stokke med . “ Han løftede truende sin Stok . „ Nuvel , “ svarede Selgren , „ siden det endeligt skal være , giv mig da en Huggert . Jakob , bliv Du roligt ved Maalebordet . “ Selgren havde paa Landkadetakademiet været ganske flink i Hugning og Fægtning , men havde ikke øvet sig siden da . Han kunde ikke troe Andet end at de Udfordrende maatte være hans Overmænd i Hugning ; thi han vidste , at Hugning dreves ivrigt paa alle tydsfe Højskoler . Gustavs Dækningsmaade var forskjellig fra Selgrens , den Første dækkede sig ved at holde Huggerispidsen fremad og nedad , Selgren derimod fremad og opad . Herved viste Gustavs Arm strax en Blottelse , som Selgren benyttede og saarede ham ved det første Hug saaledes , at Gustav tabte Huggerten . Lægæn ilede til og begyndte at forbinde den Saarede . Uden at sige et Ord stillede Ahrenfelt sig strax overfor Selgren i sin saarede Vens Sted . Han gjorde et Udfald i Terts , som Selgren parerede og riposterede strax i Terts , hans Modstander vaklede og tog sig til Halsen , han var bleven farligt saaret . Selgren kastede Huggerten paa Jorden , bukkede høfligt , gik hen til sin Oppasser og sagde : „ Kom , lader os et andet Sted fortsætte vort Arbejde . “ Endskjøndt Selgren i Duellerne havde været Sejrherre , var han dog ikke videre fornøjet over Dagens Eventyr ; thi han vidste ikke , hvorledes hans Foresatte vilde tage Sagen , især hvis von Ahrenfelts Saar skulde have Døden tilfølge . Han saae Vognen kjøre langsomt bort med de to Saarede . „ Jeg var bange , “ sagde Oppasseren , „ at de havde slaaet Lleutenanten ihjel . “ „ Du har vel aldrig seet Nogen bruge et Vaahen for Alvor ? “ „ Aa nej , i Altona slaaes vi kun med Hænderne . Heroppe ere Folk mere krigerske . Jeg hørte to af Karlene forleden Aften tale om , at de vare blevne sendte ud af Frøkenen for at banke en dansk Officeer . De bleve forhindrede deri ved at en Vogn kom til , og det var et Held , sagde de , thi det havde været den fejle Officeer , de havde truffet paa . « Det mistænkelige Møde med de to ubekjendte Karle den første Aften i Marsken faldt Selgren ind . Gaaden var løst , Dora havde troet , at Rønfelt endnu boede hos Hjulmanden og havde sendt to Karle ud for at overfalde ham . Denne Opdagelse bidrog ikke til at lade hende stige i Selgrens Agtelse , og delte i Forbindelse med Duellerne bragte ham til at tage den Beslutning endnu samme Dag at gjøre sit Arbejde færdigt i Marsken og saa rejse næste Dag . Det blev sildigt , før han begav sig paa Hjemvejen , Solen var ved at gaae ned ; det var i August Maaneds Slutning . „ See saa , « sagde Selgren , „ nn ere vi færdige paa denne Egn ; imorgen rejse vi . “ „ Imorgen , “ gjentog Oppasseren , „ skal jeg da pakke Tøjet ind i Aften ? « „ Javist , og Du skal til Fogden for at bestille en Vogn . “ „ Lehnsmanden har ganske sikkert troet , at De vilde blive i længere Tid hos ham . Folkene have talt derom . “ „ Min gode Jakob , jeg kan tænke mig , at Du nødigt vil forlade Ægyptens Kjødgryder , men det maa saa være ; naar man paa en Egn slaaer Folk ihjel , gjør man bedst i at forlade den snarest muligt . — Forøvrigt befaler jeg Dig ikke at omtale Duellen eller vor forestaaende Afrejse til Nogen i Huset , forstaaer Du , ikke til Nogen ? « „ Jeg forstaaer , “ svarede Jakob . Dengang Selgren kom tilbage til sit Kvarteer , udtalte Dora sin Forundring over hans sildige Hjemkomst og meddelte ham paa samme Tid , at hendes Fader var rejst bort om Middagen , hvorfor hun nu var Husets Herskerinde . Hun bad ham skynde sig ind til Middagsbordet , en Opfordring , som Selgren efterkom ; thi han var sulten . Bordet var den Dag dækket med mere end sædvanlig Omhu og mellem Glassene saae han Champagneglas . Der var kun dækket til ham og Dora . Da hun havde sat sig overfor ham , og den første Ret var baaren ind , sagde hun : „ Mens Fader er borte , ville vi ret gjøre os tilgode , have tre Retter Mad hver Dag og drikke Champagne . De maa love mig at være underholdende og sørge for , at her ikke bliver for kjedsommeligt . “ „ Jeg skal gjøre mit Bedste , “ svarede Selgren De talte om ligegyldige Ting , til Dora bad Selgren om af lade Champagneproppen springe . Da tog hun sit Glas , klinkede med ham og spurgte : „ Hvorledes synes De om af spise alene med mig ? “ „ Meget godt , “ svarede Selgren leende . „ Kunde De ikke have Lyst til af spise hos mig hver Dag ? “ „ Det er et vanskeligt Spørgsmaal af besvare . “ „ Nuvel , i de otte Dage , min Fader er borte , vil jeg have , af De skal betragte Dem som Herre i Huset . . . “ „ Det kan jeg ikke føje Dem i . “ „ Hvorfor ikke ? — Faaer De først Smag paa af være Herre i Huset , vil De ogsaa ønske , af De maa vedblive af være det . “ „ Mener De ? Hvorledes skulde det gaae til ? “ „ Jeg , som Husets Moder , aftræder det til Husets Herre . “ „ Det kan døg neppe skee paa anden Maade , end af De bliver min Kone , “ „ Rigtigt , “ svarede Dora med et tillidsfuldt Smiil , „ det er ogsaa min Mening . “ „ Men ikke min , “ svarede Selgren leende . „ Hvorfor ikke ? “ spurgte hun . „ Dersom man vilde gjengive vor Samtale i en Roman , vilde Folk erklære den for usandsynlig . De opfordrer mig til at gifte mig med Dem ? “ „ Netop . Medens andre Kvinder bruge tusinde smaa latterlige Kunstgreb for at lade en Mand vide , at han ikke hos dem behøver at frygte for en Kurv , foretrækker jeg at sige det ligefrem . Er det saa forunderligt ? Jeg finder det ikke . “ „ Nuvel , jeg vil da ogsaa svare Dem ligefrem . Jeg vilde ansee det som en Vanhelligelse af Grethes Minde og af min Kjærlighed til hende , om jeg rakte en Anden min Haand . Grethe opfylder endnu alle mine Tanker . “ „ Vend Tanken bort fra den kolde Grav til det varme Solskin , forlad Skyggernes Rige for at boe i Virkelighedens , drøm ikke , men nyd ! “ „ Min største Nydelse finder jeg i mine Drømme . “ „ Ved min Side vil De kunne drømme lige saa smukt som ved Grethes . “ Han svarede ikke og rejste sig fra Bordet . Hun stod ogsaa op . Den samme vilde Lidenskabelighed tindrede i hendes Øjne som hiin Aften paa Gammelholms Vagt , da hun talte om Rønfelt . „ Jeg elsker Dem , “ raabte hun , „ jeg forjager Skyggen , som stiller sig imellem os . “ Inden Selgren kunde forhindre det , kastede hun sig til hans Bryst og kyssede ham lidenskabeligt . Han blev forvirret og søgte lempeligt at frigjøre sig for hendes Favntag . „ Kom dog til Dem selv , “ sagde han , „ De veed ikke , hvad De gjør . “ „ Hvis Grethes Skygge endnu hviler ved dette Bryst , vil jeg forjage den . “ Selgren førte hende til en Stol , bad hende endnu engang om at fatte sig og sagde : „ Frøken Delfs , efter hvad der er skeet , bliver det nødvendigt , at jeg snarest muligt forlader dette Huus . “ „ De bliver ! “ sagde hun bydende . „ Ieg rejser imorgen , “ svarede han med Bestemthed . „ De rejser imorgen , “ gjentøg hun med en uhyggelig Latter . „ Nej , De rejser ikke , jeg forbyder det . “ „ Lader os afbryde denne Samtale , til De bliver mere fattet , “ svarede Selgren og forlød Stuen . „ De rejser ikke ! “ raabte hun efter ham . Efter Dagens spændende Begivenheder trængte Selgren til Ro . Optrinet med Dora havde gjort et dybt Indtryk paa ham , nu mere end nogensinde var det hans Beslutning at rejse næste Dag . Han begyndte allerede at indpakke sine Sager og ventede paa , at Jakob skulde blive færdig med at spise sin Middagsmad for strax at sende ham til Fogden med Rekvisition paa en Vogn . Men hvorhen skulde han rejse ? Ordren lød paa , at han , efter at have opmaalt sit Distrikt , skulde blive i dette , indtil han fra Flensborg blev anviist et nyt . Selgren besluttede imidlertid at tage lige til Flensborg , opsøge Oberst Stage og fortælle ham , hvad der var hændet . Skulde man paa højere Steder vise sig misfornøjet med hans Opførsel , tvivlede han ikke om at finde en Forsvarer i Obersten . Kort efter at Selgren havde taget denne fornuftige Beslutning , kom hans Oppasser og spurgte , om han skulde gaae til Fogden og rekvirere en Vogn . Dette bejaede naturligviis Selgren og satte sig til at skrive Rekvisitionen . Neppe var Jakob ude af Døren , før Dora traadte ind og sagde : „ De har altsaa besluttel at rejse ; jeg har besluttel , at De skal blive . Vi ville nu see hvem af os , der er den Stærkeste . “ „ Det haaber jeg , at jeg er , “ svarede Selgren rolig . „ Folkene her paa Gaarden lystre mig . Jeg stiller Vagt ved Broen ; De kommer ikke over . “ „ Jeg gad see Den , der vil forhindre mig fra at rejse i Kongens Ærinde . “ „ Kongen ! Hvad bryde vi os herovre om Kongen ? “ „ Hvorledes ! Tør De tale saaledes til en Officeer ? “ „ Undskyld mig , hvis jeg har fornærmet Dæm , “ sagde hun , „ det vilde jeg ikke . Den Konge , De ærer , vil jeg ogsaa ære , det Folk , De tilhører , vil jeg ogsaa tilhøre . . . ja , ja , thi jeg tilhører Dæm . “ Lidenskabeligt kastede hun sig paa Knæ for ham . „ Tag mød mig , tag mød min Kjærlighed . “ „ De maa beherske Dæm , “ sagde Selgren , „ det gjør mig ondt at see Dæm saaledes . Jeg gjentager , at jeg ikke kan tage mød Deres Kjærlighed , fordi jeg lever i Mindet om hendes Kjærlighed , og fordi min ikke er slukket . “ „ Eengang maa De dog glemme hende , “ raabte Dora , „ jeg kan vente , siig blot , at der er Haab . “ „ Deres Opførsel idag har ikke bidraget til , at jeg skulde kunne fatte Godhed for Dæm . De nedværdiger Dæm selv i mine Øjne . Forjag enhver Tanke om , at jeg nogensinde kan blive Deres . “ Ved disse Ord sprang hun pludselig op , lo vildl og raabte : „ Jeg giver ikke slip paa Dem . “ Hun ilede ud af Døren , og Selgren var atter alene . Kort efter kom hans Oppasser og meldte , at Vognen var bestilt til næste Morgen . I Forening pakkede de nu alle Selgrens Sager ind , og Jakob forlod ham for at spise til Aften . En Pige kom og meldte fra sin Frøken , at Aftensbordet var dækket , men Selgren bad sig undskyldt ; thi han var træt . En Timestid forløb , og han tænkte paa at gaae tilsengs . Da kom Jakob ind med en hemmelighedsfuld Mine og sagde : „ Hr . Lieutenant , jeg har hørt Karlene tale om , at Frøknen ikke vil lade Dem komme bort . De have faaet Ordre til imorgen at staae paa Broen og at forbyde Vognen at kjøre over den . “ „ Er det muligt ! “ foer Selgren op . „ Ja , de sige , at Frøknen ikke vil lade Dem rejse , fordi De har lovet at forlove Dem med hende , og at De nu , efterat Lehnsmanden er rejst bort , har taget Deres Løfte tilbage . Hun vil nu beholde Dem her paa Gaarden , til hendes Fader kommer hjem og kan tvinge Dem til at opfylde Deres Løfte . “ Selgren studsede . Han stod her foran en snedig Intrigue , og han tvivlede ikke om , at Dora virkelig overfor Faderen vilde have Dristighed nok til at paastaae , at hun var bleven lovet Ægteskab . Sagen blev mere og mere indviklet . Paa den ene Side Udsigt til , at en af Formiddagens Duellanter kunde døe af sit Saar , og paa den anden Vished om at være Fange . „ Nuvel , “ sagde Selgren tilsidst til Oppasseren , „ vi maae flygte bort herfra inat , pak dit Tøj ind , og hav det paa rede Haand . “ „ Som Lieutenanten befaler . “ „ Jeg har ikke saa meget Tøj med , at vi jo nok i Forening kunne bære det . Du møder her ved Midnat , og saa liste vi os bort . “ Som sagt saa gjort . Gaardens Folk plejede at gaae til Ro inden Kl . 10 , og dengang Selgren og Jakob snege sig bort , laae Alle i den dybeste Søvn . Et Par Hunde begyndte rigtignok at gjøe , men Sligt skete altid , naar en eensom Vandringsmand ved Nattetid drog forbi . De gik , saa hurtigt de kunde , ad Flensborg til . Dengang det gryede ad Dag , kom de til en større Landsby paa Geesten . Selgren opspurgte Sognefogden og rekvirerede strax en Vogn til Flensborg . Fogden var en Smule forundret over en Rekvisition paa en saa nsædvanlig Tid og en saa nsædvanlig Maade . Imidlertid maa han have seet Noget i Selgrens Mine , som ikke lod ham finde det raadeligt at fremkomme med Betænkeligheder ; thi han skyndte sig med at efterkomme Rekvisitionen , og en Time efter mødte en Vogn , som kjørte Selgren og hans Oppasser til Flensborg . De ankom til Byen tidligt om Aftnen , og Selgren skyndte sig strax til Oberst Stage . Han var saa heldig at træffe ham paa Gaden , hvorved han fritoges for i hans Hjem at anmode om en hemmelig Samtale , hvilket vilde have vakt Oberstindens Nysgjerrighed . Uden at berøre Doras Opførsel , fortalte Selgren blot Gaarsdagens Duel og udbad sig Oberstens Hjælp og Bistand . Oberst Stage hørte imidlertid til de forsigtige Folk , som nødigt blandede sig i Ting , der , strengt taget , ikke kom ham ved , og i nærværende Tilfælde var der jo en Mulighed for , at Krigsministeriet kunde yttre sit Mishag ikke blot med Selgrens Opførsel , men øgsaa med dem , som vilde tage ham i Forsvar . Obersten havde en sand Rædsel for Krigsministeriets Mishag , som saa let kunde medføre Afskedigelse . Han sagde derfor til Selgren , at han ikke kunde indlade sig paa at have med Duelsagen at gjøre , men at det Rigtigste vilde være , at han skrev direkte til sin Bataillonschef . „ De maa gaae den tjenstlige Vej , “ sagde Obersten , „ det er altid den sikkreste . “ „ Jeg troede , at De kunde hjælpe mig , “ sagde Selgren . „ Nej , nej , jeg formaaer ikke at hjælpe Dem ; Deres Bataillonskommandeur er desuden en fortræffelig Mand . “ „ Vil De ikke skrive et Brev til ham og . . . “ „ Nej , nej , det vilde være en upassende Indblanding i hans Officeerskorpses indre Anliggender . “ Stage forlod Selgren under Paaskud af Tjenstanliggender , og den unge Lieutenant stod modfalden og tvivlraadig paa Flensborgs Gader . Der var nu ikke Andet for ham at gjøre end at skrive til Bataillonskommandenren , og det gjorde han . Derefter gik han ud for at opsøge den Kaptajn , som forestod Opmaalingen , han var heldig viis i Flensborg . Da han saae Selgren , modtog han ham med en misfornøjet Mine og spurgte , hvorfor han ikke var bleven ude i sit Distrikt . Selgren skriftede nu alle Sommerens Begivenheder ærligt og oprigtigt for ham . Kaptajnens Mine formildedes , det var en rigtig brav og retsindig Mand , en ægte dansk Soldaternatur . Han gav Selgren Haanden og sagde : „ Stol paa mig , De har opført Dem bravt . De har skrevet til Deres Bataillonskommandeur , jeg skal selv skrive til ham endnu iaften , ja , jeg skal ogsaa gaae op til den kommanderende General og tale Deres Sag . “ Selgren forlod Kaptajnen ved godt Mod . Den følgende Dag kaldtes han til Generalen , Hans Hjerte bankede heftigt , da han stedtes for Sejrherren ved Isted . Denne kom ham venligt imøde , og istedetfor at faae Utak for Duellen , fik Selgren stor Roes . Han ilede til Kaptainen og takke ham glædestraalende . „ Roes har De fortjent for Deres Opførsel , “ sagde Kaptainen , „ skynd Dem nu at tegne Deres Opmaaling reent , at De snarest muligt kan komme til Kjøbenhavn . Det er bedre at have Dem derovre , hvis han , som fik den værste Blessure , skulde døe . “ Da Selgren om Eftermiddagen sad ved sit Tegnebord , overraskedes han af Oberst Stages Besøg . Obersten havde hørt General Krogh med stor Roes omtale Selgren , han var derved kommen i Tanker om , at han stod i et Slags Familieforhold til den unge Lieutenant . Han indbød derfor flere Officerer hjem til sig om Aftenen og lovede dem , at de skulde komme til at gjøre den unge militaire Løves Bekjendtskab . Det er en Selvfølge , at Selgren ikke kunde afslaae Indbydelsen . Otte Dage efter sin Ankomst til Flensborg afleverede Selgren sine Arbejder , sagde Farvel til Jakob og gik ombord paa Dampskibet , der sejlede til Kjøbenhavn . Det var en mørk , diset Efteraarsmorgen . Kun faa Passagerer vare med . Da Dampskibet var lagt ud fra Broen og begyndt at sæfte sig i Bevægelse , kom der en Vogn i strygende Karriere ned til Havnen , og to Skikkelser ilede ud paa Broen . „ Det er vist to Passagerer , som vilde have været med , “ sagde de Rejsende ombord . Selgren rystede stiltiende paa Hovedet . Han gjenkjendte Lehnsmand Delfs og Dora og var glad ved , at han havde undgaaet Dem . Dora rakte Armene ud efter Skibet , som fjernede sig mere og mere , tilsidst skjulte Morgentaagen de to Skikkelser for Selgrens Blik . Saa mørkt som det var bagved Skibet , saa lyst blev det nu foran det . Solen stod op over Søen , og Selgren syntes at sejle ind i et Hav af Lys og Morgenrøde . Han kunde dog ikke undgaae at tænke paa , at dengang han forlod Kjøbenhavn , stod ogsaa en Kvinde paa Strandbredden ligesom der idag havde staaet en Kvinde paa Slesvigs Kyst ; det var over denne Kvindes Grav , at Solen nu stod op i al sin Herlighed . Tredie Bog . Bjørn . Syttende Kapitel . Paa Holmens Kirkegaard . Holmens Kirkegaard eller Skibskirkegaarden er den smukkeste af Kjøbenhavns Kirkegaarde . Naar man træder ind ad Porten , seer Øjet den lange Allee af mørke Popler , som gaaer gjennem hele Kirkegaardens Længde , og tilvenstre for Alleen højner sig den mægtige Heltegrav over de faldne Krigere fra Slaget paa Rheden 1801 . Læser man Indskriptionerne paa Gravstederne , finder man ikke alene mangt et udødeligt Navn fra den danske Søkrigshisforie , men ogsaa andre Navne , som have vundet deres Berømmelse ved Fredens Gjerninger . Man foretrækker at sove sin sidste Søvn ude mellem de store Minder , istedetfor at hvile paa den langt mere prosaiske og yngre Assistenskirkegaard . Hver Aften om Sommeren er der i Reglen et travlt Liv paa Holmens Kirkegaard ; thi Holmens Folk komme da derud fra Nyboder for at vande Blomsterne paa deres kjære Afdødes Grave . Ved disse er der tidt en lille Bænk , paa hvilken Konen sidder og seer til , mens Manden vander og luger . En Gravsteen har Nybodersmanden sjelden Raad til at sætte paa sine Forudgangnes Grave ; thi en saadan Steen er ikke alene dyr , men der maa betales uforholdsvis meget til Kirken for at faae Tilladelse til at sætte den op . Ingen Skat er i Danmark saa ublu , som den Kirken lægger paa Mindet om kjære Afdøde . En smuk Aften i Sommeren 1865 kom en velklædt Mand fra Østerbro og gik ind paa Kirkegaarden . Han saae ud til at være nogle og tredive Aar gammel , hans Holdning var rank og tydede paa , at han var Soldat , men hans Gang var langsom , og det syntes som han gik i dybe Tanker . Da han kom ind paa Kirkegaarden , hævede han Hovedet og saae sig om ; overalt mødte Hans Øje duftende Blomster og grønne Træer og Buske , hvorimellem et kostbart Gravmæle hist og her dukkede frem . Han bøjede ind i en Gang tilhøjre og stod kort efter stille foran et større Gravmæle af Granit , hvis Udseende tydede paa , at det var flere Aar gammelt . Bogstavernes Forgyldning var hist og her faldet af , men de selv stode endnu tydelige og rene og fortalte , at her hvilede Justitsraad Peters , hans Datter og hans Søster . Solen var nær sin Nedgang og kastede sine sidste Straaler i al deres glødende Pragt paa den røde Granitsteen og de høje Rosenbuske , som stode om den . Beskueren var ikke blind for Naturens Herlighed , med et Suk vendte han sig bort fra Graven og saae sig om i de Dødes dejlige Have . Da fik han Øje paa en lille Nybodersfamilie tæt ved . En ældre Mand vandede en større og nøgle mindre Grave , en Dreng , omtrent femten Aar gammel , bar Vand til den Gamle , og en ung sortklædt Pige paa henved nitten Aar sad paa en Bænk og saae til . Det syntes , som at Pigen havde gjort den Gamle opmærksom paa den fremmede Herre ; thi Nybodersmanden saae vist paa ham , nærmede sig og spurgte : „ Med Forlov , er det ikke Lieutenant Bjørnsen ? “ „ Jo . — Men Dem synes jeg at skulle kjende . — Det er Overkanoneer Bjørn , ikke sandt ? “ „ Det har sin Rigtighed , Hr . Lieutenant , og det er min Datter Fanny . Det var saamæn hende , som gjenkjendte Dem , skjøndt hun var en lille En , da De saae hende sidst , og det er Selgren . “ „ Nu husker jeg , at han bærer samme Navn som jeg . “ „ Det gjør han . Det var da sælsomt , at vi efter saa mange Aars Forløb skulle mødes her . “ „ Det er idag min Kjærestes Dødsdag . Hun døde i Kolera-Aaret . Hvert Aar besøger jeg paa denne Dag hendes Grav . “ Det er altsaa ikke saa faa Aar siden , at hun døde , “ svarede Bjørn . „ Jeg husker hende . Hun boede hjemme hos os , det var en rar Dame . “ „ De har kjendt hende , De mindes hende med Venlighed , det gjør mig dette Møde dobbelt kjært . “ „ Hun ligger ikke langt fra min Kones og mine Børns Grave . “ „ Er Deres Kone død ? “ „ Ja , hun døde sidste Vinter . Det er for hende , at vi Alle bære Sorg . Det maa være haardt at miste en Kjæreste , men det er endnu haardere at miste sin Kone , med hvem man har levet sammen i henved 30 Aar . Jeg savner hende hver Time paa Dagen , skjøndt Fanny er meget flink til at holde Huset i Orden . Hun var en brav Kone og en god Moder for sine Børn . I det sidste Par Aar gik hun og skrantede , men jeg troede dog ikke , at jeg saa snart skulde have mistet hende . “ „ Øe maa være Gud taknemmelig for , at Øe har kunnet leve saa længe sammen med hende , hvor Mange bliver den Lykke til Deel ? “ „ Jeg er vor Herre inderlig taknemmelig for alt det Gode , han har gjort imod mig . Jeg beklager mig heller ikke , jeg sørger blot og beder Gud saa inderligt om snart at maatte følge efter hende . “ „ Øe har endnu en Gjerning at udføre , “ svarede Selgren og viste hen paa Børnene . „ Øe kan have Ret , Hr . Lieutenant . Drengen arter sig forresten vel , han er ansat som Lærling ude paa Værftet ved Maskinværkstedet . I gamle Dage skulde han som sin Fader have været ansat i Artillerikorpset , men det gjælder ikke nutildags , nu kan man lade sine Børn ansætte i Tjenesten eller lade det være , som man vil . “ „ Saavidt jeg erindrer , “ afbrød Selgren ham , „ havde Øe , dengang jeg sidst talte med Dem , flere Børn . “ „ Javel , Hr . Lieutenant , men Øe ere Gud skee Lov vel forsørgede . Min Datter Anna er gift med en Underbaadsmand , og jeg er Bedstefader til baade Drenge og Piger , og saa er der Christian — han , som Øe for mange Aar siden frelste fra Prygl af „ Skorperne “ — han er ude i Vor Herres vide Verden . Han holdt ikke af Holmens Tjeneste , han sagde , at en dygtig Mand avancerede for langsomt og blev for daarligt lønnet . Han tog sin Afsked fra Maskinkorpset , og nu er han ovre i Kalifornien og Maskinmester paa en stor engelsk Damper . “ „ Det glæder mig at høre . “ „ Ja , Christian er ikke alene en flittig , men ogsaa en godt lært Mand ; han holdt meget af at læse , og han sparede Penge sammen for at kunne betale en Lærer , der kunde give ham Underviisning i nyttige Ting . Det er forresten nu snart et halvt Aar siden , at jeg har hørt Noget fra ham . “ Imens Bjørn talte , havde han af og til vandet Gravene , Vandkanden var nu tom , han rakte den til sin Søn og sagde : „ Selgren , tag Kanden , gaa hjem iforvejen og gjør Ild paa . “ Den unge Bjørn nikkede , tog Kanden af Faderens Haand og skyndte sig bort , fløjtende den dengang populaire Melodi : Jens var ikke bange . Fader og Datter fulgte langsomt efter , ledsagede af Selgren Bjørnsen . De stode alle Tre et Øjeblik stille ved Justitsraad Peters Gravsted . „ Skjøndt jeg kun var et lille Barn , dengang hun boede hos os , synes jeg dog , at jeg kan erindre hende , “ sagde Fanny og pegede paa Grethes Grav . „ Hun holdt meget af Dem , “ svarede Selgren . „ Det Samme har Moder fortalt mig . “ „ Grethe lignede Dem lidt , “ sagde Selgren , „ hun var en Smule mørkere . “ „ Hun lignede mig ! “ udbrød Fanny undseelig . „ Det maa være en Ære for Dig at ligne en saa fornem Dame , “ sagde Overkanoneren . Ved at omtale Ligheden kom Selgren til at see med et mere prøvende Blik paa Fanny , han opdagede da , at hun var smuk , og at der over , hendes hele Væsen var udbredt noget ægte Kvindeligt , som maatte gjøre et behageligt Indtryk paa Enhver . Da de gik videre , spurgte Selgren : „ De boer altsaa endnu i Bjørnegade ? “ „ Ja , “ svarede Fanny . „ Jeg er bestandig den gamle Bjørn i Bjørnegade , “ lo Overkanoneren . „ Hvem boer nu i Deres Gadeværelser ? “ „ Ingen , “ svarede Bjørn . „ Men da nu min Kone er død , have vi talt om at leje dem ud igjen . Jeg skal sige Dem , jeg vilde gjerne sætte Lidt op i „ Bikuben “ , for at der kan være Noget til mine Børn , naar jeg er død . “ „ Det er meget fornuftigt . “ „ Jeg havde nok Lyst til at see Lejligheden , “ sagde Selgren , „ maaskee jeg vil leje den . “ „ De ? “ spurgte Bjørn overrasket . „ Den er neppe god nok til Dem ; De maa jo snart blive Kaptain . “ „ Nej , nej , jeg er ikke mere i Tjenesten . “ „ Ja saa , det gjør mig ondt . “ „ Det skal det ikke ; jeg har aldrig befundet mig saa vel som nu . Tjenesten og jeg passede ikke for hinanden , og ulykkelige Ægtestaber gjør man bedsf i at opløse . “ „ Men De har da vel Pension ? “ „ Aa ja , en Smule , en Artillerilieutenants Pension er ikke stor . “ „ Jeg troede , at De stod ved Infanteriet . “ „ Det gjorde jeg ogsaa , da jeg sidst talte med Dem . Men dengang hun , fra hvis Grav vi komme , var død , trængte min Aand til noget Alvorligt at beskjæftige sig med , og jeg gjennemgik den militaire Højskole . “ „ Der skal man nok lære farlig megen Mathematik . “ „ Ganske rigtigt . Men Mathematiken og jeg , som paa Højskolen kom ret godt ud af det sammen , bleve tilsidst mindre gode Venner . Jeg er en Smule Digter , og jeg holder af at studere og at tale til det menneskelige Hjerte , Mathematiken holder sig kun til Forstanden , jeg valgte Hjertet , og heri vil sandsynligvis Deres Datter give mig Ret . “ „ Hun veed velsagtens ikke rigtigt , hvad Mathematik er , og jeg veed ikke andet om den Ting , end at det nok skal være den højere Regnekunst . Naa , Hr . Lieutenant , De holdt altsaa mere af at regne med Fruentimmerhjerter end med Tal . Det kan jeg saa godt forstaae . “ „ De misforstaaer mig ; naar jeg talte om det menneskelige Hjerte , saa sigtede jeg derved ikke til Kvindehjertet , men talte i Almindelighed om . . . “ „ Javist , men saadan en ung dannet Mand , som De er , tænker dog neppe paa Mandfolkehjerter , naar De taler saadan ganske i Almindelighed om Hjerter . “ Selgren mente det ufornødent at tale mere med Overkanoneren om den Sag . Han ledede Samtalen paany hen paa Lejligheden i Bjørnegade og sagde , at det ret vilde være en Lejlighed , som han kunde bruge ; thi sammen med sin Pension tjente han saa meget ved at skrive , at han kunde leve ret anstændigt deraf , ja , han tjente endog mere end da han stod i Tjenesten . „ Det glæder mig , “ sagde Bjørn , „ og saafremt Øe ikke vil gifte Dem , har Øe en meget god Fortjeneste , større end jeg nogensinde har havt eller faaer Udsigt til at faae , men Øe vil da vel ikke være Ungkarl alle Deres Dage ? “ „ Det tænker jeg dog , “ svarede Selgren , „ hun , som skulde have været min Hustru , ligger hist ude under den sorte Jord . “ „ Det er saa længe siden , at det skete , “ svarede Bjørn , „ Øe er en ung Mand endnu , og der er vist unge og rige Piger nok , som ville have Dem . “ „ Rige Piger ! “ sagde Selgren og lo . „ Troer Øe , at jeg gaaer paa Jagt efter en rig Medgift ? Jeg vilde skamme mig over mig selv , hvis jeg gjorde det , jeg holder ligesaa lidt af rige Forlovelser , som af Højskolemathematik . “ „ Det mener Øe neppe , “ bemærkede Fanny smilende . „ Hvis jeg virkelig gik hen og giftede mig for Pengenes Skyld , “ sagde Selgren , „ vilde jeg blive en ulykkelig Mand . Min Kone vilde ikke forekomme mig at være et menneskeligt Væsen , men en Vare til en Værdi af saa og saa mange Tusind Rigsdaler , og jeg er bange for , at jeg vilde behandle hende som en Vare . “ „ Fy , vilde Øe være ond mod Deres Kone , fordi hun havde bragt Dem Rigdom ? “ spurgte Fanny . „ Det just ikke ; ond vilde jeg ikke være i almindelig Forstand . Men hvis mit skrøbelige Jeg havde forglemt sig saaledes , at det for Mathematikens Skyld havde kastet Erotiken overbord , vilde Angeren snart følge efter , Synet af min Kone vilde være mit eget Jeg en stedsevarende Bebrejdelse . “ „ Men hvis Øe nu elskede hende ? “ vedblev Fanny . „ Er en Pige i vor Tid saa ulykkelig at have Penge , kan hun kun gjøre sig Haab om at blive elsket , naar hun møder en Mand , der synes om hende , inden han veed , at hun har Formue . “ „ Øe staaer vist ene med Deres Opfattelse , “ sagde Fanny . „ Maaskee . Men jeg vil dog gjøre Dem opmærksom paa , at Penge i vore Dage er noget Andet end for 20 Aar siden . Dengang var Penge meget behagelige at have , men i vore Dage er der kommet en Djævel i Guldet . Hvor det funkler , der gribes Besidderen af en St . Veitsdands . Med Undtagelse af nogle gamle Slægter nyder man ikke mere sin Formue , men dandser , om Guldkalven . “ „ Det gjorde ogsaa Jøderne i det gamle Testamente , “ sagde Bjørn , „ og jeg tænkte altid som Øreng , naar jeg kom til det Sted , at det maa have været griinagtigt at see paa den Dands . “ „ Den samme Dands vil De i vore Dage kunne gaae op at see paa Børsen . Men jeg kan forsikkre Dem , at Dandsen er slet ikke morsom . “ „ Hvorfor ikke ? “ „ De husker vel nok , at dengang Jøderne dandsede om Guldkalven , glemte de Gud . — Hvad er forøvrigt et Giftermaal med en rig Pige Andet end en bestandig Dands om Guldkalven , en Sagtevals , er man en Alvorsmand , en lystig Kankan , er man en flot Kavalleer . “ Man var under denne Samtale kommen til Bjørnegade . Bjørn saae opad Huset , hvori han boede , og sagde : „ Her boer en Mand , som ikke dandser om Guldkalven , maaskee fordi han ingen Guldkalv har at dandse om . “ Selgren fulgte med op for at see paa Lejligheden . Den stod endnu saa fydelig for hans Tanke fra dengang , Grethe beboede den . Han blev stærkt bevæget , da han saae de kjendte Værelser , det var ligesom han paany var inde i sin glade Ungdomstid ; alle dens Skikkelser dukkede op for hans Tanke . Værelserne vare i bedre Stand nu end før , thi Overkanoneren havde for ikke længe siden underkastet dem en Hovedreparation , Meublementet var ogsaa blevet forøget . „ Vil De leje mig disse Værelser ? “ spurgte Selgren . , „ Det vil jeg gjerne , “ svarede Overkanoneren , saae hen til sin Datter og spurgte : „ Troer Du ikke , at vi kunne undvære dem ? “ Fanny nikkede bejaende . „ Nuvel Hr . Lieutenant , saa kan De den Første i næste Maaned flytte herind , det er de gamle Betingelser , otte Daler om Maaneden . — Men De vilde ellers kunne gjøre os en Fornøjelse ved at blive her iaften , hvis De vil tage tiltakke med simple Folks Selskab . “ „ Simple Folk . Hvem er simpel nutildags ? “ spurgte Selgren . „ Det er Folk som jeg og mine Lige , “ svarede Overkanoneren , „ ja , jeg veed rigtignok , at i vore Dage ville alle Folk være fine , hahaha , jeg har hørt en Værftsarbejdsmands Kone lade sig titulere for Frue , og hans Døttre kalde sig for Frøkner . Men Hr . Lieutenant , det er ikke gode Tegn , naar simple Folks Døttre blive Frøkner , og ikke ere Jomfruer mere . “ „ Det kan være ganske sandt . “ „ Og seer De Hr . Lieutenant , de nye Moder ere ogsaa naaede herud til os . Det Allerfinesle er nu at have Tjenestepige og Barnevogn . Saa gaaer Madamen hver Dag ud at spadsere med Tjenestepigen og Barnevognen bag efter sig , og saa see alle Madamerne i Gaden efter hende og misunde hende . “ „ Men man kan da vel ikke have Barnevogn uden at have Børn ? “ „ Børn have vi nok af , hvidhaarede Krabater , hvis Forfædre alle have tjent Kongen ; nu vil man nok helst være fri for at have Sømandsbørn i Tjenesten , Folk af det gamle Snit ; nu skal Alt være privat . Hr . Lieutenant , alle vi gamle Ulke ere enige om , at det Private slet ikke duer til Orlogs . Den Tjeneste maa man opdrages til fra Barnsbeen . Seer De , Hr . Lieutenant , jeg har en god Ven , som er Hattemager , han taler nu altid saa meget om Forfatningen , men seer De , naar man saadan er i Kongens Tjeneste , mener jeg , at den Forfatning , man lever under , er Krigsartiklerne , og jeg mener , at der for os ikke kan være Forskjel paa Kongens Tjeneste nu og i gamle Dage . “ „ Det er rigtigt opfattet , saafremt det blot gjælder Tjenesten , men udenfor denne . . . “ „ Hr . Lieutenant , jeg er altid i Tjeneste , “ svarede den gamle Overkanoneer . Han blev kaldt ud af sin Søn , som havde været sendt i Byen for at indkjøbe adskillige Ting til Aftensbordet . Selgren blev alene med Fanny . Efter en Pause sagde han : „ Deres Fader lever i den gamle Tid , jeg gjør i visse Henseender det Samme ; thi Tanken dvæler helst ved sin lykkelige Ungdomstid . “ „ Men De er endnu ung , “ svarede Fanny med et Smiil . „ Jeg ! “ udbrød Selgren en Smule overrasket . „ Hos os i Nyboder anseer man en Mand i Deres Alder for en ung Mand . “ „ Det er døg vist over 12 Aar siden , at jeg sidste Gang stod i dette Værelse . Dengang var jeg ung , og De et lille Barn . “ „ Husker De , at De forærede mig Deres Lykkeskilling ? “ „ Gjorde jeg virkelig ? “ spurgte Selgren . „ Ja ; De maa i Sandhed være bleven gammel , siden De har en saa daarlig Hukommelse . Nu skal jeg hente den . “ Fanny gik bort og kom kort efter tilbage med det gamle Markstykke med Hullet igjennem . „ Erindrer De ikke denne Mark ? “ „ Jo , nu jeg seer den . Jeg fandt den engang i min Kadettid ude paa Toldboden . “ „ Er det et Tegn paa , at Lykken venter Dem fra Søen ? “ „ Lykken , “ gjentog Selgren , „ Lykken , kan jeg blive lykkeligere end jeg er ? “ „ De har saa megen Lykke , at De ikke ønsker mere ? “ „ De misforstaaer mig . Min Lykke har ikke været stor , og jeg venter ikke , at den skal blive større . “ „ Det beroer jo vistnok paa Dem selv . “ „ De mener , at Enhver er sin egen Lykkes Smed ? “ Ja “ „ Hm , hvad er det , som i Grunden fattes mig ? Hvilken Forskjel er der paa nu , og dengang jeg sidst stod i disse Værelser ? “ Svaret lød i Selgrens Sjæl , men han udtalte det ikke , det var det lille Ord : „ Kjærlighed . “ „ De synes ikke at kunne finde Forskjellen ? “ spurgte Fanny . „ Aa jo , men hvad kan det hjælpe , det , som sattes mig i at være lykkelig , kan jeg dog neppe finde igjen . “ „ Søger , saa skulle I finde ? “ lo Fanny uden at ane , hvorpaa Selgren havde tænkt . Han studsede , han saae paa Fanny , et ungdommeligt Smiil opklarede hans Ansigt , og han sagde : „ Maaskee De har Ret , maaskee følger jeg Deres Raad . “ De gik nu ind i den anden Stue , hvor Fanny fik travlt med at dække Aftensbordet . Imens viste Bjørn ham Fotografiportraiter af Familiens Medlemmer . Da de derefter satte sig til Bords , spurgte Bjørn : „ Men hvorledes gaaer det Deres Fætter Etatsraaden ? Siden min Kone døde , have vi ikke hørt Noget fra Familien . “ „ Tak , det gaaer meget godt , Alt er ved det Gamle . “ „ Og saa er der Etatsraadens Broder Emil , som boede hos os engang , han er jo Redakteur af „ Dagspressen “ . „ Ja , jeg striver engang imellem Noget for ham til hans Feuilleton . “ „ Det Blad er meget udbredt , dog ikke saa meget mellem Smaafolk ; thi det er for dyrt . “ „ Emil har været heldig . “ „ Er han gift ? “ „ Nej , han er Pebersvend og gifter sig sandsynligviis aldrig . “ „ Da har han dog Raad til at gifte sig . “ „ Men ikke Tilbøjelighed . “ „ Det er en stor Skam . Der gaaer saa mange nette Piger omkring og vente paa at blive gifte , og saa gjør han ikke en af dem lykkelig . Her i Nyboder er det anderledes ; her gifte vi os næsten altid , før vi have Raad dertil , men saa have vi den Fordeel ved vort tidlige Giftermaal , at vi leve saa længe , at vi kunne have Glæde af vore Børn og ride Ranke med vore Børnebørn . “ „ Fader , “ sagde Fanny , „ Du kan ikke forlange , at en fiin Redakteur skal bære sig ad som Nybodersfolk . “ „ Det kan jeg heller ikke , min Tøs , og maaskee har jeg sagt noget Dumt , men jeg veed , at Hr . Lieutenanten ikke vil tage mig det ilde op . — Har De forresten lagt Mærke til Fannys Øren , Hr . Lieutenant . “ „ Fannys Øren , “ gjentøg Selgren og saae paa Fanny , „ ja , det er et Par meget smukke Øren . “ „ Det maa De ikke sige , “ sagde Fanny rødmende . „ Saa De kjender dem ikke ? “ spurgte Bjørn leende . „ Hvorfra skulde jeg kjende Deres Datters Øren ” Bjørn brast i en voldsom Latter og sagde tilsidst : „ Jeg mener jo Ørenringene , som De og Deres Kjæreste for mange Aar siden forærede min Datter , hun har taget dem paa iaften i Anledning af Deres Besøg . “ „ Det var smukt af Deres Datter . Ja , nu erindrer jeg , at vi gave hende de Ringe i Julepresent . — Mærkværdigt , jeg synes aldrig , at jeg har staaet min lykkelige Tid saa nær som iaften , her strømme Minderne ind paa mig . — Saalænge jeg lever , skal jeg aldrig glemme Overkanoneer Bjørn , og hans Familie i Bjørnegade . “ „ Meget smukt af Dem , Hr . Lieutenant . Bjørn bliver gammel , han melder sig snart fra Tjeneste , men Bjørnegade overlever ham — nej stop , det gjør den maaskee heller ikke ; thi nu skal jo en stor Deel af Nyboder rives ned . Løvegade er nok allerede solgt . “ „ Virkelig . Det gjør mig ondt . “ „ De kan troe , at det gjør os ogsaa Allesammen ondt herude . Der er skrevet en Vise herom , syng den for os Fanny . “ Fanny hentede en Harmonika og sang til dennes Akkompagnement følgende Vise : Kong Christian rejste Vor gamle By , Kong Christian med det ene Øje , Og dengang knejste Den smuk og ny , Og glæded dem , som Bølgen pløje . Men nu skal Nybo ' er synke ned i Gruus , Og nu skal Orlogsgasten mangle Huus ; Det staaer ved Magt , Hvad der er sagt , Først Folk og saa tilsidst Matroser . Vist ingen nægter , At flink og tro Matrosen viste sig i Slaget ; Og Sømandsslægter I Nybo ' er boe , Og aldrig svigtede de Flaget . Ens Fædre kæmped med i Kjøgebugt , En Andens Engelskmanden drev paa Flugt . Men ikke smukt Drives paa Flugt Matrosen nu aftegne Landsmænd . Paa Flaaden raaber Jo En og Hver ; Tilsøes maa Dansken atter stride ! „ Vi vare Taaber , Vi holdt en Hær , Den kan ej mere fra sig bide . “ — Saaledes raaber man og ta ' er paa Vej , Men uden Mening er den Hurlumhej ; Thi Holmens Stok , Den vil man nok Fra Huus og Flaade permittere . Vil Alle raade , Da troer jeg nok , Det ende vil med Reduktioner ; Har ej en Flaade Sin faste Stok , Den mangler fine Traditioner . I Preussen vist man Millioner bød , Dersom det kunde af sin Fortids Skjød , Et Sømandshjem Faae tryllet frem , Der ligned Christian den Fjerdes . Men ondt det gjøre Os Alle vil . Hvis vi forlade skal vor Køje . Og det vil føre Tilsidst dertil , At Koursen sættes ej saa nøje . Fra Juel og Tordenskjold vor Kours vi holdt , Ved Helgoland bevared vi den slolt . Men man maaskee Vil faae at see , At ingen Kours paa Koursen sættes . „ Nu har De hørt Visen , Hr . Lieutenant , “ sagde Bjørn , „ den er noget skrap , men vi ere Allesammen vrede paa Ministeren , fordi han ikke har taget Nyboder i Forsvar oppe i Rigsdagen . Han har foretrukket at gjøre sig behagelig for RigSdagsmændene , istedetfor at sige dem Sandheden . Det vil tilsøes gaae os som det gik os ovre ved Danevirke , man havde store Skandser , men for faa Folk , vi faae stærke Skibe , men ingen Folk til at besætte dem med . Dygtige Matroser skabes ikke i en Haandevending , og dygtige Befalingsmænd tilsøes faaer man ikke paa eet eller to Aar , de maae helst lære Haandværket , fra de ere smaa . “ Selgren maatte indrømme dette og spurgte Bjørn , om han havde været med i sidste Krig . Dette bejaedes , Overkanoneren havde været med ved Helgoland ombord paa Korvetten „ Heimdal “ . Han gav en lille Skildring af sin Deellagelse i Slaget , og da han havde endt , var Klokken bleven saa mange , at Selgren rejste sig og sagde Godnat . „ Vi sees til den Første , “ yttrede han i Gadedøren . „ Javel Hr . Lieutenant , “ svarede Bjørn og nikkede . Overkanoneren og Fanny bleve staaende i Døren for at see efter Selgren , til han var forsvnnden om Gadehjørnet . „ En flink Mand , “ sagde den Gamle , „ blot lidt melankolsk . “ „ Men han har jo ogsaa havt Kjæresfesorg , “ mente Fanny . „ Det bedste Middel herimod er at tage sig en ung Kjæreste , “ svarede Overkanoneren , „ med Ondt skal Ondt fordrives . “ „ Det var kjønt sagt . “ „ Aa , jeg mener dog , at jeg kunde have sagt Noget , der var kjønnere . — Men lader os gaae op , Klokken fem imorgen tidlig skal jeg være paa Værftet . “ Attende Kapitel . Brevet fra Kalifornien . Selgren var flyttet ind i Overkanonerens Lejlighed og befandt sig vel ved at boe ude i det gamle , hyggelige Nyboder . Han talte daglig med sin Vært og hans Datter , den Sidste laante Bøger hos ham . Naar hun havde læst dem , talte han gjerne med hende om Indholdet , og han undrede sig tidt over hendes sunde og træffende Domme . En Dag havde han været ude paa Holmens Kirkegaard og fundet en frisk Krands paa Magrethes Grav . Da han kom hjem og udtalte sin Forundring over at finde en Krands paa en Grav , som alle Andre end han syntes at have glemt , var Overkanoneren aabenmundet nok til at fortælle , at Fanny havde lagt Krandsen paa Graven . Hun rødmede , da Selgren med Varme takkede hende . Der var omtrent forløbet en Maanedstid , efterat Selgren var kommen til at boe i Bjørnegade , da Bjørn glædestraalende kom ind og fortalte , at han havde faaet Brev fra sin Søn . Dette Brev maatte Selgren endelig læse ; thi der stod Noget deri , som angik ham . „ Mig ? “ spurgte Selgren forundret . „ Ja , nu kan De læse det , “ sagde Bjørn , overlod Selgren Brevet og gik . Det var skrevet med en smuk og tydelig Haand og begyndte med at fortælle nogle Smaating , som angik Brevskriverens Forhold til hans Familie i Hjemmet , og som vi derfor springe over ; derefter hed det : „ I vide , at jeg er første Maskinmester ombord paa det prægtige Dampskib „ City of London “ . For to Uger siden ankom vi her til St . Francisko med en Ladning Tobak fra Havanna . Som sædvanligt besørger jeg Indkjøbet af Kul ; eftersom jeg var i Kalifornien for første Gang , lod jeg mig sætte ombord i et stort hollandsk Dampskib , som laa ved Siden af os , for om muligt af dets Maskinmester at faae nogle orienterende Oplysninger . Maskinmesteren var imidlertid gaaet i Land , men Kaptajnen traf jeg , og han gav mig al den Oplysning , jeg attraaede , og henviste mig til en Mr . Bear , som havde en stor Kulforretning . Da jeg vilde gaae fra Borde , sagde Kaptainen , at det kunde han paa ingen Maade tillade , det var netop Frokosttid , og jeg maatte gaae ned med ham og hilse paa hans Kone . Kaptajnen var en lille , trivelig Mand , uhyre langsom i sine Bevægelser og med et Ansigt , som fortalte , at han og Geneverflasken havde sluttet et intimt Venstab . Jeg grebes af en uimodsfaaelig Lyst til at faae at vide , hvorledes denne Mands Kone maatte see ud og tog derfor mod Indbydelsen til Frokost . Kaptajnen hed Vanderlo , og han var kommen fra Batavia med en Ladning Kaffe . Vi traadte ned i Kahytten , som til min store Forundring udmærkede sig ved sin Hygglighed og Elegance . Et rigt Frokostbord ventede os , men Kaptainens Kone saae jeg ikke , derimod en Kineser , som syntes at forrette en Stewarts Tjeneste . Kaptajnen brummede nogle Ord til ham , Kineseren forsvandt som et Lyn , og kort efter traadte en korpulent , men endnu smuk Dame ind i Kahytten , det var Fru Vanderlo . Vi hilste formelt paa hinanden og satte os tilbords . I Begyndelsen gik Samtalen noget tvungen , men jo nærmere Bekjendtskab Kaptajnen stiftede med Flasken , desto mere kom hans Mund paa Gang . Samtalen førtes paa Engelsk ; thi begge ansaae mig for at være en Amerikaner . Engang imellem faldt Fru Vanderlo ind i Samtalen med et Par Ord , men beskjæftigede sig ellers mest med at spise og at betragte mig . Pludselig faldt den Tanke mig ind : Du maa bestemt have seet den Dame et eller andet Sted før , det var mig døg umuligt at erindre hvor . Jeg begyndte at see paa hende igjen , hvilket imidlertid slet ikke syntes at genere hende , og da Hr . Vanderlo var kommen paa et fremrykket Stadium af Glæde over Geneverflasken og friske haardkogte Æg , tog hun sig den Frihed at foreslaae , at Gjcæsten sknlde bydes velkommen i Champagne . Herimod havde Hollænderen Intet at indvende , og Kineseren kom slæbende med en hel Champagnekurv , som han satte paa en af Divanerne og rakte sin Herskerinde en Flaske . Hun lod Proppen springe , skjænkede i Glassene og klinkede med mig . Kaptainen tømte sit Glas af Høflighed mod mig , men skyndte sig at skylle Champagnesmagen bort med et vældigt Glas Genever . Efter dernæst at have ladet Kineseren række sig en Kridtpibe og en Blyæske med Tobak , blev der sat en Kasse Cigarer midt paa Bordet , hvoraf Fru Vanderlo bød mig og foregik mig med et godt Exempel ved selv af tage en Cigar og begynde af ryge . Da hun vedblev af skjænke livligt i mit og sit eget Glas , plirede Kaptainen med Øjnene og sagde paa Hollandsk : „ Mutter , bliv ikke fuld . “ Hans Kone tilkastede ham et vildt og forbittret Blik og raabte : „ Du prostituerer Dig , men det er Du saa vant til . Naar har Du nogensinde seet mig fuld ? “ „ Mange Gange , “ svarede den flegmatiske Hollænder . „ Du lyver . — Men det er ikke saa underligt , det gjør alle Hollændere . “ „ Hvad siger Konen ! “ raabte Kaptainen og knækkede i sin Hidsighed Kridtpiben . „ Du kan skjælde mig ud for en Løgner , men naar Du skjælder Hollænderne ud derfor , saa . . . “ „ Hvad gjør Du saa ? — Du tør ikke vove af gjøre mig Noget , Du er en Kujon . “ Jeg sad taus og hørte paa alt dette , jeg fandt det ikke passende af lægge mig imellem . Uvejret lød imidlertid til af være drevet over før denne Gang ; thi det syntes af more Hollænderen uhyre , af hans Kone kaldte ham en Kujon . Pludselig erindrede Fru Vanderlo , af jeg var tilstede , hun saae paa mig , skyllede et Glas Champagne ned og sagde : „ Undskyld os , der opstaaer engang imellem smaa Stridigheder mellem min Mand og mig , fordi vi ikke ere Landsmænd . Han er en Hollænder og jeg en Friserinde , det vil da sige , jeg er ikke fra Friesland i Holland , men fra den slesvigske Marsk . “ „ Troer Du , at en Amerikaner kjender noget til din fordømte Marsk , hvor man ikke kan faae et ærligt Glas Genever ? “ raabte Kaptainen . „ Da syntes Du engang meget godt om Marsken . Det var , dengang Du for noget over en halv Snees Aar siden laa med dit Skib i Tønning og var en fattig Styrmand . Dengang var Du ogsaa en nettere Karl end nu ; thi ellers havde jeg ikke taget Dig . “ „ Haha , naa , det havde Du ikke ! Du var jo saa forlegen efter en Mand som en Kat efter en røget Sild . Naar jeg husker mig om , troer jeg næsten , at det var Dig selv , som friede . Du vilde bort fra Egnen , hvor man fortalte nogle nette Historier om Dig og en dansk Officeer , som var løben fra Dig . “ „ Ti ! “ raabte Fru Vanderlo rasende . „ Du bragte mig 100 , 000 Mark Kourant i Medgift , en kjøn Sum , som jeg havde taget et grimmere Fruentimmer for . “ „ Det skal blive hævnet , “ raabte hans Kone , „ jeg skal . . . aa , jeg var jo en Taabe , dersom jeg fortalte Dig , hvad jeg vil gjøre . “ Hollænderen rystede paa Hovedet og lo . Hans Kone saae paa mig og sagde : „ Det Liv er ikke til at udholde . “ Ved forskjellige Øjekast og Pantomimer gav hun mig at forstaae , at jeg ikke var hende ligegyldig , og jo mere hun drak , desfo ømmere syntes hun at blive . Jeg blev helt uhyggelig tilmode derved og saae paa hendes Mand , om han havde lagt Mærke til sin Kones Opførsel . Hollænderen opfangede mit Blik , han rakte sin Arm gjennem en tæt Røgsky , pegede paa sin Kone og sagde : „ Hun er fuld . “ Dette foranledigede en ny ægteskabelig Scene , hvorunder jeg fjernede mig , idet jeg føregav , at jeg havde Forretninger . Da jeg kom ombord paa mit eget Skib , brast jeg i en voldsom Latter over det sælsomme Ægtepar , men paa samme Tid vedblev jeg at tænke paa , hvor det dog var , at jeg før havde seet Fru Vanderlo . Jeg anstrengte mig forgjæves for at erindre det . Den følgende Dag opsøgte jeg Mr . Bear , hvilket ikke var vanskeligt ; thi han boede i Nærheden af Havnen . Hans Forretning lod til at være meget betydelig , men selv var han en jevn , ligefrem Mand med et tungsindigt Udtryk i sit Ansigt . Alderen havde gjørt hans Ryg noget kroget , men hans Gang var endnu fast , og Stemmen klar og bydende , naar han talte til sine mange Arbejdere paa den store Kulplads . Jeg opgav ham Skibets og Kaptajnens Navn og gjorde min Bestilling . „ Deres eget Navn ? “ spurgte han . „ Bjørn , Kristian Bjørn . “ „ Saa er De fra Danmark eller Norge , “ sagde han . „ Jeg er fra Danmark . “ „ Maa jeg da endnu engang trykke Deres Haand ; jeg holder meget af de Danske . “ „ Det glæder mig , at vi Danske have et agtet Navn i Amerika . “ „ Det have de Danske , skjøndt Danmark sender mange af sine braadne Kar herover . — Nuvel , De skal faae Deres Kul imorgen . Og hør , kom selv med , De maa prøve min Sherry . “ Den gamle , vist snart halvfjerdsindstyveaarige Mand havde gjort et godt Indtryk paa mig ; det var mig derfor en Glæde den følgende Dag at drikke et Glas Sherry med ham . Jeg blev budt ind i hans store , men tarveligt meublerede Kontor , hvor derpaa Vægen , ved Siden af et størt Kort over de Forenede Stater , til min Forundring hang et Kort over Danmark . Medens Mr . Bear var beskjæftiget med at tage en Flaske Viin ud af et Hjørneskab , sagde jeg : „ De har her et Danmarks Kort , men desværre er mit Fædrelands Omraade blevet betydeligt indskrænkel . “ „ Ja desværre “ sagde han , „ det bedrøver mig dybt , saa dybt , som om jeg havde været en af dets Sønner . “ „ De er Amerikaner ? “ „ Nej . Jeg har intet Fædreland , “ svarede han med et Suk . „ De bærer samme Navn som jeg . Jeg hedder Bjørn , og De hedder Bear . “ „ Det har jeg ikke lagt Mærke til , før De nu fortæller mig det . De er en dansk Bjørn og jeg en amerikansk . Er der mange Folk , som i Danmark bærer Navnet Bjørn ? “ „ Nej . Der findes ikke mange danske Bjørne saalidt som Bjørnsenner og Bjørnsonner . “ „ Bjørnsen . De erindrer mig om , at jeg engang kjendte en Dansk , som hed Bjørnsen , og hvis Familie levede i Kjøbenhavn . Har De kjendt en Familie af dette Navn ? “ „ Ia , jeg kjender en Grosserer Bjørnson , og jeg har i min Barndom kjendt en Lieutenant Bjørnsen , der nok var Grossererens Fætter . “ „ Nej virkelig , “ raabte den Gamle med Liv . „ Skjænk i Deres Glas , denne Sherry , er De sikker paa , har passeret Linien . De erindrer ikke deres Fornavne ? “ „ Jeg husker kun , at Lieutenantens Fornavn var Selgren . “ „ Selgren , “ raabte den Gamle . „ De veed ikke , om hans Fader havde været Officeer ? “ „ Jo , “ svarede jeg , „ han døde som Kaptajn . Min Moder havde tjent hos Grosserer Bjørnson , før hun blev gift , og hun var ganske godt inde i Familiens Forhold . Mr . Bear rejste sig og gik flere Gange op og ned ad Gulvet , rilsidst stod han stille foran mig og sagde : „ Et sælsomt Træf af Skjæbnen har sendt Dem til mig . Jeg har spurgt mange herværende Danske om den Familie , men Ingen har kjendt den . Hm , troer De , at Lieutenant Selgren Bjørnsen vil komme herover ? “ „ Det vil han neppe . “ „ Det er rimeligt , at De har Ret . Nej , nej , han skal ikke herover til mig , han skal ikke gjøre mit Bekjendtskab . — Men hør , gjør mig en Tjeneste , skriv til Hjemmet , og skaf mig saa mange Oplysninger , De kan , om Selgren Bjørnsen , hvis Fader døde som Kaptain . Men husk , det er kun om Selgren og ikke om de andre Bjørnsener , at jeg bryder mig om at faae Noget at vide . “ Jeg lovede at opfylde hans Løfte , og anmoder Eder derfor om at sætte Eder i Forbindelse med Lieutenant Bjørnson , som vel ikke er falden i sidste Krig , jeg har ikke seet hans Navn mellem de Faldne . Jeg er højst nysgjerrig efter at faae at vide , hvad den gamle Mand vil ham . “ „ Det er jeg selv , “ tænkte Selgren og læste videre . „ Vor Samtale “ — hed det i Brevet — „ blev forstyrret af Hr . og Fru Vanderlo , der kom for at betale en Kulleverance . Mr . Bear bad dem høfligt tage Plads og hentede en ny Flaske . „ Hvor heldigt at vi træffes her igjen , “ sagde Fruen til mig og satte sig ved min Side , „ jeg har fortalt min Mand , at jeg kan godt lide Dem . “ „ Hun kan godt lide enhver ung Mand , “ sagde Kaptainen , „ men de unge Mænd kunne ikke lide hende . Hvoraf kommer det ? Hahaha . “ „ Nu bliver Du uforskammet , “ sagde hans Kone . „ Maa jeg bede Dem om at drikke et Glas med mig ? “ sagde Mr . Bear og vedblev : „ Hvor gjælder Rejsen nu hen , Hr . Kaptajn ? “ „ Tilbage til Batavia før at hente en ny Ladning Kaffe . “ „ Vi kunne altsaa vente Dem her igjen ? “ „ Om et Fjerdingaar , “ svarede Hollænderen . „ Og hvor skal De hen ? “ spurgte Mr . Bear , henvendt til mig . „ Vi skulle til Kina efter The . “ „ Maaskee mødes vi her igjen , “ raabte Kaptajnen . „ De kan lade Deres Breve fra Danmark adressere til mig , “ sagde Mr . Bear , henvendt til mig , „ jeg skal opbevare dem til Dem . “ Neppe havde jeg faaet Tid til at takke før dette Tilbud , før Fru Vanderlo raabte : „ De er fra det afskyelige Danmark ! “ „ Min Frue , “ svarede jeg , „ jeg er stolt af at væræ en dansk Mand , og jeg taaler ingen Fornærmelse mod mit Fædreland . “ „ Havde jeg vidst , Øe var fra Danmark , havde jeg ikke igaar og idag skjænket Dem saa megen Opmærksomhed . Jeg hader de Danske . “ Jeg gav mig til at lee højt , Kaptainen stemmede i med og sagde : „ Det var jo en dansk Officeer , som gav Dig Kurven , ja , man fortalte mig i Tønning , at en anden Dansk havde givet Dig Kurven forinden . “ Hun sprang rasende op og raabte : „ Det glæder mig , at jeg har faaet Hævn over dem Allesammen . Nu er Slesvig skilt fra Danmark . “ „ Maa jeg spørge Dem om Deres Kones Pigenavn ? “ spurgte jeg Kaptainen . „ Dora Delfs , “ svarede han , „ hun har havt pæne Forældre . “ Nu erindrede jeg , hvor jeg før havde seet Fru Vanderlo . Det var hjemme i vor egen Stue i Bjørnegade , hvor hun boede sammen med den smukke unge Frøken , der blev forlovet med Lieutenant Bjørnsen . „ Min Frue , “ svarede jeg hende roligt , „ dengang jeg sidst talte med Dem , var De ikke en saa stor Fjende af Danmark . “ „ Har De talt med mig før ? “ „ Ja . Det var dengang , jeg endnu var en Dreng , og De boede sammen med en anden Dame i mine Forældres Stue i Bjørnegade . Jeg hedder Chrisfian Bjørn . “ Et Øjeblik saae hun vist paa mig , dereffer sagde hun : „ Har De siden seet Noget til Lieutenant Selgren Bjørnsen ? “ „ Nej , “ svarede jeg . „ Har De kjendt en Lieutenant Selgren Bjørnsen ? “ spurgte Mr . Bear med spændt Opmærksomhed . „ Det er den Skurk , som er Skyld i min Ulykke , “ raabte hun , „ havde han gifter sig med mig , havde jeg nu ikke havt en Mand som . . . som . . . “ „ Som mig , “ lo Hollænderen . „ Jeg maa være den Lieutenant taknemmelig , han har skaffet mig en smuk Kone og et godt Skib . “ „ De hader Selgren Bjørnsen ? “ spurgte Mr . Bear Fru Vanderlo . „ Jeg kunde dræbe ham . “ „ Hvormed har han da forurettet Dem ? “ Fru Vanderlo fortalte nu en Historie om , at Lieutenant Bjørnsen havde lovet hende Ægteskab , men brudt sit Løfte paa den skjændigste Maade . Mr . Bear hørte meget bedrøvet til og saae paa mig . „ Ieg kjender ikke meget til Lieutenant Bjørnsen , “ sagde jeg , da hun havde endt , „ men jeg har hørt ham ofte omtale . Hvad Fru Vanderlo har fortalt os , stemmer just ikke synderlig med den Forestilling , jeg har dannet mig om ham . “ „ Tvivler De om Sandheden af mine Ord ? “ spurgte hun forbittret . „ Ieg har al Grund dertil . De har under denne Samtale viisf os , at De nærer Had til os Danske i Almindelighed og til Lieutenant Bjørnsen i Særdeleshed . “ „ Igaar gik det ud over Hollænderne , “ lo Kaptainen , stødte sit Glas mod Mr . Bears , tømte det og bød Farvel . „ Du maa blive lidt endnu , “ sagde hans Kone , „ jeg er bleven beskyldt for . . . “ „ Du maa see en anden Gang at faae Herrerne paa Prajehold , nu følger Du i mit Kølvand , “ sagde Kaptainen , lagde hendes Arm i sin og bugserede hende ud ad Døren , medens hun vedblev at see sig tilbage og at udstøde Trusler imod mig . Ieg brast i Latter over denne komiske Situafion , men Mr . Bear bevarede sin Alvor og sagde til mig : „ De maa skaffe mig at vide , om det er sandt , hvad hun har fortalt om Selgren Bjørnsen . “ Det vil blive vanskeligt , “ svarede jeg , „ men jeg skal gjøre , hvad jeg kan . “ — „ Jeg beder Eder endnu engang om at sætte Eder i Forbindelse med Lieutenant Bjørnsen , og skulde han være i Kjøbenhavn , da maa Fader fale personligt med ham . Jeg har jo givet Mr . Bear mit Ord paa at ville skaffe ham saamange Oplysninger som muligt . Men spild ingen Tid , at Oplysningerne kunne ligge hos Mr . Bear , naar jeg kommer fra Kina . “ Resten af Brevet omhandlede Familieanliggender . — Dette Brev gav Selgren meget at tænke paa . Hvem var denne Mr . Bear , der interesserede sig saa særdeles meget for ham ? Selgren havde aldrig hørt dette Navn før . Bear var den engelske Betegnelse for Bjørn . Skulde Familien have Slægtninge i Nordamerika ? Selgren havde aldrig hørt fale herom . Endvidere havde han idag for første Gang efter mange Aars Forløb hørt Noget om Dora Delfs . Hendes eventyrlige Karakteer havde fundet en eventyrlig Tumleplads mellem Malajer , Vilde paa Sydhavsøerne og kaliforniske Guldgravere , og hendes Mand syntes , naar Alt kom til Alt , at have Magten over hende . Men Selgren var forbittret over hendes usande Fremstilling af sil Forhold til ham , og han besluttede at skrive direkte til Christian Bjørnsen . Da han gik ind til Overkanoneren for at levere Brevet tilbage , var denne gaaet ud . Han traf Fanny alene , beskæffiget med at sye . „ Hvad siger De til min Broders Brev ? “ spurgte Fanny . „ Det har givet mig meget at tænke paa , denne Mr . Bear . . . “ „ Og Fru Vanderlo ? “ „ Hun interesserer mig mindre . “ „ Det siger De saa roligt ? “ „ Ja ; thi overfor hende er jeg mig ingen Skyld bevidst . “ „ Det vil glæde Mr . Bear at høre , “ sagde hun med et Smiil . „ De synes næsten at ville tillægge Dora Delfs , nuværende Fru Vanderlos , opdigtede Historie nogen Betydning ? “ „ Den var altsaa helt opdigtet ? “ „ Ja . “ Selgren gav nu en kort Skildrig af sil Forhold til Dora Delfs . Fanny lyttede opmærksomt til og sagde , da han havde endt : „ Hun har fortjent sin Skjæbne . “ „ Denne Indrømmelse glæder mig , “ svarede Selgren , „ den glæder mig destomere , som jeg har lagt Mærke til , at De Fanny og mange unge Piger af Deres Lige jusf ikke have de smukkeste Begreber om mig og mine Lige . “ „ Er det saa forunderligt ? “ spurgte Fanny og rødmede . „ Maaskee ikke . Men De maa ikke dømme os efter de unge „ Løver “ , som i Reglen færdes overalt , hvor der er Noget at færdes for . Husk , at de ere de Faa , medens De ikke faaer de Mange at see , de , for hvem sandselig Nydelse ikke er Livets Øjemed . Jeg frygter næsten for , at disse Mange engang ogsaa ville komme til at lide for de Andres Fejl , som aabenbart maae skabe om ikke Had , saa dog Latter og Foragt . Men jeg forsikkrer Dem , at det dannede Samfund seer med ligesaa stor Foragt som Andre ned paa dem af sin Midte , hvis urene Lidenskaber gjør Dannelsen usand . “ „ Jeg troer det , “ svarede Fanny . „ Ej heller ere de unge Piger skyldfri ; hvor Mange af Dem lokkes ikke af Fornøjelsessygen til vildt at kaste sig ud i Livet , medens de ellers vilde kunne have opnaaet et smukt og fredeligt Hjem ? —Imidlertid passe saadanne Betragtninger mindst overfor Dem , “ vedblev Selgren , „ De stræber opad , De . . . “ „ Nu maa jeg rødme over al den Roes , “ svarede Fanny leende . „ Den er oprigtig ment , “ sagde Selgren . Overkanoneren kom hjem , og hermed faldt Samtalen atter paa Christians mærkelige Brev . Man besluttede at skrive allerede næste Dag , og Selgren vilde lægge et Brev inden i Bjørns . „ Hvem kan dog denne Mr . Bear være ? “ spurgte Fanny . „ Jeg kommer i Tanker om , “ svarede Selgren , „ at jeg engang besluttede at bede min Fætter om at faae min Onkels efterladte Familiepapirer at see . Dengang fik jeg andre Ting at tænke paa og glemte det . Nu vil jeg fale med ham herom . “ Nittende Kapitel . Slægten Bjørn . I Aarenes Løb var Alt i Etatsraad Bjørnsons Hus gaaet sin rolige og stille Gang , Etatsraaden og hans Kone vare blevne ældre , og Erik var nu snart saa gammel , at han skulde konfirmeres . Deres Selskabskreds var den samme som tidligere , men dog bleven noget større ; thi Børnene voxede op , og de , som dengang vor Fortælling begyndte , vare de Yngre , vare nu blevne de Ældre , hvoraf Følgen ganske naturligt var bleven , at de saae paa Livet med andre Øjne end for tyve Aar siden . De Yngre — ja , de tænkte heller ikke mere som de Yngre for tyve Aar siden ; thi hele Livet i Danmark var blevet et andet , et friere , men vi kunne ikke sige urbanere ; meget Smukt og Godt var blevet kastet omkuld , fordi det , som man mente , ikke passede til Tiden , men man havde endnu ikke fundet noget Andet at sætte i dets Sted . Man lo f . Ex . ad , naar en gammel Kavalleer med Ærbødighed førte en Dames Haand op til sine Læber og kyssede den , det var Noget , som hørte med til den gamle Tids Ridderlighed mod det smukke Kjøn , men hvori bestaaer vor Tids ? — Den søger endnu efter sine Former . Selgren spiste en Dag til Middag hos sin Fætter . I Samtalens Løb bad han om at maatte gjennemsee de gamle Familiepapirer , hvis der fandtes saadanne . „ Jeg troer nok , at der findes staaende en Kasse med gamle Breve paa et af vore Pulterkamre , “ sagde Etatsraaden , „ men de kunne neppe interessere Dig ? “ „ Hvorfor ikke ? “ spurgte Selgren . „ Fordi man i vore Dage skattes efter sit eget personlige Værd og ikke efter sine Forfædres . “ „ Men saa sandt som der er en Forbindelse tilstede mellem Fortiden og Nutiden , saa sandt maa det ogsaa interessere os at vide Lidt om vore Forfædre . “ „ Ja , naar de have udrettet noget historisk , “ sagde Etatsraaden , „ der er mange , som ønske , at deres Livs Udspring helst maa glemmes . “ „ Du holder altsaa paa Slægtens Ødelæggelse til Fordel for Individet , “ svarede Selgren , „ eller rettere , det er ligegyldigt , om din Søn bærer dit Navn eller ikke ? “ „ Det er mig ligegyldigt . Enhver skal selv kaste Glands paa det Navn , han bærer . “ „ Men , “ indvendte Amalie , der hidtil havde siddet taus , „ Du maa dog indrømme mig , at et Handelshus , som er 100 Aar gammelt , nyder større Anseelse end et Hus fra igaar . “ „ Det er Forretningen og ikke Personerne , som nyde Anseelsen . “ „ Men kan man skille Forretningen og Personerne fra hinanden ? Jeg troer det ikke . Naar man stiller sig op i denne Verden som slægtløs , bliver man ogsaa snart fædrelandsløs — det er intet godt Ord , men jeg bruger det for at tydeliggjøre Meningen — og saa er man Kosmopolit . “ „ Enhver Handelsmand maa til en vis Grad være Kosmopolit , “ sagde Bjørnson . „ Hvorledes samstemmer det med , at Du henregner Dig til en af vore Ivrigste Nationale ? “ „ Politik og Kjøbmandskab ere forskjellige Ting . “ „ Men Mennesket Bjørnson er en Enhed ; Kjøbmand Bjørnson maa svare for Politikeren Bjørnsons Forsyndelser og omvendt . “ „ Man mærker , at Du nedstammer fra Adel ; Du forsvarer , at Sønnerne og Døttrene i sextende Led skulle belønnes for , hvad deres Ahnherre for flere hundrede Aar siden har gjort . “ „ Nej , en saadan Adel bør ingen Forrettigheder have , “ svarede hun , „ men det er noget Andet , naar en Slægt er knyttet til en Besiddelse , det være sig nu et Gods eller et Handelshus , da har det altid stor Interesse for Slægten , hvem der først skabte Formuen , og hvorledes den bagefter er bleven bestyret , og enhver ny Ætling maa sætte en Ære i at arbejde i sine Forfædres Spor . “ „ Altsaa at hobe Kapital paa Kapital ? “ spurgte hendes Mand . „ Nej , det er ikke den store Formues Formaal , det overlades til Den , som vil samle sig en Formue . Den konstante Formue har til Opgave at gjøre Godt , at bøde paa Samfundets Mangler , at beskytte Kunst og Videnskab , at træde hjælpende til overfor den Fattige , der har en ærlig Villie til at arbejde , men som uden egen Skyld er kommen tilbage , som . . . “ „ Holdt , holdt . . . nu befinder Du Dig i Drømmenes Rige . Dersom den store konstante Formue virkelig fyldestgjorde disse Opgaver , da vilde det være en misundelsesværdig Lod at høre til en Slægt , som ejede en saadan Formue , og da vilde al Krig mellem Kapital og Arbejde ophøre . Men Du kjender Verden omtrent ligesaa godt som jeg , og Du maa indrømme , at de store Formuer i Reglen kun bruges til selviske Øjemed eller undertiden misbruges . “ „ Der gives dog store Formuer , som bruges baade med Hjerte og Forstand , “ svarede Selgren . „ Det er i ethvert Tilfælde ikke mange , “ sagde Bjørnson . „ Der gives dog nogle , “ vedblev Selgren , „ og jeg vil haabe , at deres Antal vil tiltage . Saadanne store , for Samfundet heldbringende Formuers Besiddere maae føle sig endnu mere knyttede til Fædrelandet end alle Andre ; de kunne ikke udfolde nogen sand Virksomhed udenfor det Samfund , hvortil de paa en Maade ere groede fast ; thi virkelig Hjælp kan kun ydes der , hvor man veed , at der er virkelig Trang tilstede . — Tag alle store Formuer bort , lad Kjærligheden til Fædrene forsvinde , brænd Danmarks Historie paa Ilden , lad Alle være slægtløse Enere , og gjør dem Alle lige berømte eller berygtede , hvor bliver da Fædrelandet af , og hvor Individets Daadkraft ? Hvilket Samfund vil det danske blive , naar Moderen ikke kan synge sin Lille isøvn med Sange om Juel og Tordenskjøld , om Fredericia og Isted , men kun kjender de poesiløse og letfærdige Knejpesange ? “ „ Du bliver varm , “ sagde Etatsraaden , „ og Du kan nok indsee , at et saadant Samfund tilstræber jeg ikke , jeg mener blot , at vor Tid seer kun paa Manden selv og ikke paa det Navn , han bærer . “ „ Da kan det virkelig ikke skade at være af god Familie , “ sagde Fruen . „ Jeg kan godt forstaae , at Selgren ønsker at gjennemsee vore Familiepapirer , og jeg skal selv gaae med ham op paa Pulterkamrene og lede efter dem . “ Den egenlige Grund til Ønsket om at gjennemsee Familiepapirerne angav Selgren ikke ; han vidste ikke selv hvorfor ; i den sidste Tid havde han faaet en vis Sky for at omtale Familien i Bjørnegade til sin fornemme Fætter og hans Hustru , og dog var denne Familie bleven ham kjærere end nogensinde . Ved Amalies Hjælp fandt han efter nogen Søgen en gammel , støvet Kasse med ligesaa gamle og støvede Papirer . Etatsraadens Karl bragte den ud i Nyboder , og Selgren fik de paafølgende Dage travlt med at læse og ordne de gamle Breve . Det var med sælsomme Følelser , at han første Gang traf paa sin Faders Haandskrift . Der var kun to Breve fra Kaptainen til Grossereren ; de vare skrevne et Aarstid før Kaptajnens Død , og Tonen i det sidste var ikke meget venskabelig mod Broderen . De handlede om , at Kaptainen pludse lig havde taget sin Formue ud af Broderens Forretning . Formuen lod til at have været 20 , 000 Rdl . , en Sum , der dengang gjaldt mere end nu . Broderen syntes at have været vred herover , og der var blevet vexlet Breve mellem dem , af hvilke kun Kaptajnens forelaae . I det Sidste hed det bl . A . : „ Jeg føler mig stærkt knyttet til min Slægt , dens Ulykker ere ogsaa mine Ulykker , jeg sætter Broderkjærligheden højere end Du . “ Selgren kom til at tænke paa den sidste Samtale , han havde havt med sin Fætter , denne lod til at have arvet Faderens Opfattelse af Slægtskabsforholdet , medens Selgren fuldkommen samstemmede med sin Faders . De øvrige Breve , som vare skrevne til Agent Peter Bjørnson , havde ikke videre Interesse for Selgren . Men der var endnu en Pakke tilstede fra hans Bedstefaders Tid . Han aabnede Pakken , den indeholdt ikke Breve , men et nyt Testamente , smukt indbundet med Sølvspænder og Sølvbeslag paa Hjørnerne . Selgren saae strax , at der stod Noget skrevet paa de hvide Blade foran i Bogen , det var Familiens Slægtregister . Med Spænding begyndte han at læse : Denne Bog blev mig tilgivendes paa min Bryllupsdag den 4de Maj 1768 . Ole Olesen Bjørn , Søn af Selgren Olesen . Min Husfru Marie fødte mig den 26de April 1770 en Søn , som i Daaben blev kaldet Selgren Frederik . Den 11te August 1772 fødte hun mig en Søn , som døde . Den 5te Januar 1776 fødte hun mig en liden Datter , som var dødfødt . Den 10de Februar 1779 fødte hun mig Sønnen Ole , som lever . Den 21de December 1787 døde min Husfru Marie . 1790 forlod min Søn Selgren Holmens Tjeneste . Den 2den April 1801 var jeg og Ole med i det store Slag paa Rheden . Den 15de December 1803 holdt Ole Bryllup med Elisabeth Jensen , Datter af Højbaadsmand Jens Jensen . Den 9de Maj 1805 fødtes min Søn Ole en Søn , som i Daaben fik Navnet Ole Olesen Bjørn . Den sidste Bemærkning , som fandtes i Bogen , var skreven med Sønnen Selgrens Haandskrift og lød : „ Min kjære , salig Fader døde den 18de April 1810 . Dette Testamente er mit eneste Arvegods . “ Selgrens Bedstefader havde ikke fortsat Stamtavlen , men af hvad der fandtes , fremgik det tydeligt , at Overkanoneer Bjørn var i Slægt saavel med Etatsraad Bjørnson som med Selgren . -- Det var en smuk Sommeraften i Angust , samme Dag som Selgren havde gjort sin Opdagelse , at han , paa Vejen hjem fra en Spadseretour , kom gjennem Akademigade . Solen kastede sine sidste Straaler paa det gamle Landkadetakademies Skorstene , og i Gaden øjnedes der kun faa Fodgængeræ . Han stod stille og saae op ad den gamle Bygning , og mangt et Minde fra hans Ungdomsfid randt ham i Hu . Det forekom ham næsten som han var kommen til at staae midt i en ny Verden , alt det Gamle var sunken i Grus rundt omkring ham , Landakademiet var nu blevet en Kaserne , og den lystige Ungdom , hvoraf i forrige Tider Hærens Officeerskorps rekrutteredes , var ikke mere . En Del af denne Ungdom havde som tappre Mænd blødt paa Danmarks Valpladse , deres Grave fandtes ovre i det tabte Slesvig , men Mindet om mangen trofast Kammerat levede i Selgrens Sjæl . Han vækkedes af sine sørgmodige Tanker ved et venligt Godaften . Det var Fanny , som gik forbi . „ Lader os følges ad hjem , “ sagde han . „ De seer saa alvorlig ud . “ „ Jeg stod og tænkte paa den Tid , da jeg boede i denne Bygning . “ Han pegede paa Akademiet . „ Ønsker De den Tid tilbage ? “ „ For et Øjeblik siden gjorde jeg det . Men det var urigtigt , man skal see fremad . “ „ Det er ogsaa min Mening . “ „ Og dog har jeg idag seet endnu længere tilbage end til min egen Ungdom . Jeg har lært min Oldefader at kjende . “ Selgren fortalte hende den Opdagelse , han havde gjort . „ Men saa ere vi jo i Familie sammen , “ udbrød Fanny . „ Ja De er min Halvkonsine . Deres og min Fader vare kjødelige Fættere . “ „ Holder De af at være i Familie med saa simple Folk ? “ spurgte hun halvt spøgende . „ Folk ere kun simple , naar deres Ord og Gjerninger ere simple , “ sagde Selgren , „ jo , jeg holder meget af at være i Familie med Dem Fanny . Naar jeg taler med Dem , føler jeg mig altid tilmode som om jeg endnu var ung . “ „ Men De er ikke gammel . “ „ Jeg har sat mig i Hovedet , at jeg er ved at blive det . “ „ Det maa De vænne Dem af med . “ „ Jeg vil forsøge derpaa , naar De vil hjælpe mig . “ „ Hvorledes skulde jeg kunne hjælpe Dem ? “ „ Maaskee det dog er muligt , “ svarede Selgren . Man var under denne Samtale kommen til Hjemmet . I Kjøkkenet traf de Overkanoneren , og Selgren forbavsede ham ved at kalde ham Onkel . „ Nej , den gaaer inte , Hr . Lieutenant , “ sagde Bjørn , „ at være Onkel til Lieutenanter , hører ikke til min Profession . “ Selgren fortalte ham sin Opdagelse . „ De maa dog have hørt Noget om Deres Farbroder , “ sagde Selgren , „ min Bedstefader . “ „ Jeg har hørt Tale om , “ svarede Bjørn , „ af min Fader havde en Broder , som ikke var i Tjenesten , de to Brødre kom aldrig sammen , for den Ene var rig , og den Anden var fattig . Og saa bad min Fader en Dag sig fri for Tjenesten for af følge sin Broder til Jorden , og saa blev der ikke talt mere om den Ting , og jeg var lige glad for det . — Men lad mig engang see det nye Testamente , som De talte om . “ Selgren viste ham det . Bjørn læste med Opmærksomhed Stamtavlen igjennem og sagde derpaa : „ Ieg troer nok Hr . Lieutenant , af det har sin Rigtighed . Men Onkel maa De Pinedød ikke kalde mig , for det vilde skade Disciplinen , naar man fik af vide , af en Overkanoneer var Onkel til en Lieutenant . “ „ De maa huske paa , af vi ikke leve i Christian den Ottendes Dage . “ „ Det husker jeg hver Dag . “ „ Ieg vil sige Dem , af jeg er glad over af have fundet , af jeg nedstammer fra Mænd , som maaskee i Aarhundreder have kæmpet under Danebroge . Denne Opdagelse gjør mig dobbelt stolt af af være Dansk . “ „ Hr . Lieutenant , jeg føler noget Lignende , og derfor gjør jeg glad min Tjeneste saavel ombord som i Land ; de gamle Bjørne skulle ikke i Himlen have Skam af den unge Bjørn , der dog af Aar er en gammel Bjørn . Men De Hr . Lieutenant og Deres Familie ere for længst traadte ud af Sørullen og ere blevne fine Folk . “ „ Vi kunne maaskee træde ind i den igjen . “ „ Hvorledes skulde det gaae til ? “ spurgte Bjørn forbavset . „ Aa , jeg finder nok en Maade , “ svarede Selgren , og vedblev , „ det glæder mig at høre , at De holder paa Deres Slægt . “ „ Naturligviis holder jeg paa den , “ svarede Bjørn . „ De kan troe , at det er en Anbefaling hos vore Officerer , naar de have kjendt Ens Fader . Man føler sig strax som hjemme i Tjenesten . Kommer en Fremmed ind i Tjenesten , veed han ikke , om han er støjen eller fløjen , men en Søn af en Fader i Kongens Tjeneste veed det altid ; thi Officererne sige til Faderen , om de synes om Drengen eller ikke , og Faderen kan gjøre ham opmærksom paa Fejlene og bede ham om at rette dem . “ „ Det er ganske rigtigt , “ sagde Selgren , „ jeg følte altid større Interesse for en Søn af en af mine gamle Underofficerer end for en vildfremmed Underofficeeraspirant . “ Da Selgren blev alene , maatte han anstille Betragtninger over den forskjellige Maade , hvorpaa Etatsraaden og Overkanoneren opfattede Slægtskabels Betydning , og han var højst spændt paa at erfare , hvorledes hans Fætter vilde modtage den Opdagelse , at han var i Slægt med Overkanoneer Bjørn , hvis Kone i sin Tid havde gaaet til Haande i Kjøkkenet . Selgren besøgte den næste Dag Etatsraaden , kort efter dennes Middagstid . Han havde taget det nye Testamente med , og Etatsraadinden modtog ham strax med det Spørgsmaal : „ Hvad er det for en Bøg , De bringer med idag , Selgren ? “ „ Det er min Oldefaders nye Testamente . “ „ Din Oldefaders ! “ udbrød Etatsraaden , „ men saa maa det jo ogsaa være min Oldefaders ? “ „ Netop . “ „ Du har altsaa fundet Noget i Familiepapirerne ? “ spurgte han nysgjerrig . Selgren aabnede Bogen , fremviste og forklarede Stamtavlen . „ Kunne vi ikke være stolte af saadanne Forfædre ? “ spurgte Selgren , „ de have maaskee kæmpet med under Juel og Tordenskjold . “ „ Men kun som simple Matroser , “ sagde Amalie halvt spøgende . „ Mine Forfædre vare dengang ansatte i dansk Hoftjeneste . “ „ Jeg har jo sagt for flere Dage siden , “ vedblev Etatsraaden , „ af jeg bryder mig ikke en Smule om Forfædre , af jeg kun seer paa Mandens personlige Værd . Du maa helst snarest muligt trække af med dine Bjørne igjen , Selgren . “ „ Det er dog ganske interessant af kjende sin Slægt , “ sagde Etatsraadinden , „ det er kuriøst af tænke sig , af min Svigermoders Kousine gik og vaskede op i Kjøkkenet . — De boer jo hos Familien , Selgren , og De har naturligviis fortalt den , af vi ere i Slægt sammen . “ „ Det har jeg . “ „ Det var urigtigt , “ mente Etatsraaden , „ nu gaaer naturligviis denne Overkanoneer Bjørn Byen rundt og bronter af , af han er i Familie med en Etatsraad . “ „ Du tager fejl , “ svarede Selgren . „ Men af denne Yttring mærker jeg , af Du i Grunden er en stor Aristokrat . “ „ Jeg hader Aristokratiet , “ raabte Etatsraaden . „ Jeg har længe mærket , “ sagde Selgren , „ af Du og Andre gjøre Eder Skyld i en stor Modsigelse , idet I bekæmpe Aristokratiet og dog ere Aristokrater i Eders hele Maade af være paa . Men Sagen er , af det kun er Fødselsarisfokratiet , I ville tillivs , medens I ere ivrige Venner af Pengearistokratiet . Jeg er snarere Demokrat end Aristokrat ; jeg hader ikke Fødselsarisfokratiet , fordi jeg frygter det ikke , derimod frygter jeg Pengearistokratiet ; thi det er altid tyrannisk og mangler Hjerte . “ „ Gjælder denne Sigtelse mig ? “ foer Etatsraaden op . „ Aa nej , jeg taler ganske i Almindelighed . For Pengearistokratiet ere Pengene Alt , Familien , med Undtagelse af den allernærmeste . Intet . Det er saa naturligt ; thi Pengemanden er bleven gjort til Aristokrat alene ved sine Penge , mister han Pengene , er han neppe saa meget som den Faftige , der har lært af undvære Penge . See Dig engang om i vor Tid , see , hvorledes Penge skabe Aristokrater , og hvad er det saa for Aristokrater ? Mænd uden Dannelse , men med en god Portion Raahed , der er saa meget vederstyggeligere , som den er parret med Hovmod . “ „ Har Du nogensinde seet saadanne Folk i mit Hus ? “ spurgte Etatsraaden . „ Jeg taler jo ikke specielt om Dig . Du og navnlig din Kone vaage stærkt over den gode Tone , som udspringer af sand Dannelse , men desværre seer man nu ofte i godt Selskab saadanne Personer , som man ikke før har været vant til at see der . “ „ En Smule Ret har Selgren , i hvad han siger , “ mente Amalie . „ Han har ikke Ret i , at Pengemændene ere Tyranner ! “ raabte Etatsraaden . „ Naar har jeg været en Tyran ? “ „ Jeg har jo ikke talt om Dig , “ sagde Selgren , „ Du gjør en hæderlig Undtagelse . “ Redakfeur Emil Bjørnson kom netop til . Han fik at vide , hvorom Talen var , brast i Latter og sagde : „ Selgren agerer altsaa idag Bjørnetrækker . “ „ Du opfatter Sagen som din Broder , “ sagde Selgren , „ Du er ogsaa Aristokrat . “ „ Ja , kjære Fætter , jeg er Aristokrat , men hverken Fødsels- eller Pengearistokrat , men Aandsaristokrat . “ „ Det lader til , at det danske Aristokrati er i en blomstrende Tilstand , “ sagde Amalie . „ Og hvad nu min gamle Ven Bjørn angaaer , da er han en højst fortræffelig Mand , men jeg ønsker dog ikke at gjøre mit Familieskab til ham gjældende , “ sagde Emil , „ thi han mangler Dannelse og , som en Følge deraf , Forudsætningerne for at kunne føre en Samtale med mig om andre Ting end netop dem , der ligge indenfor hans egen snevre Sfære . Holmens Folk ere fortræffelige Folk , men . . . . “ „ De have ikke taget Examen , “ sagde Selgren noget spydigt . „ Ja saa , “ yttrede Emil og rynkede Brynet , „ Du begynder ogsaa at synge den Vise . Vogt Dig , det vil kunne bekomme Dig ilde . “ „ Jeg er en fri Mand , “ sagde Selgren stolt , „ og jeg synger den Vise , jeg har Lyst til . “ „ Da er det en daarlig Vise , “ svarede Emil . „ Det har Du Ret i , Emil , “ sagde Broderen , „ har han ikke idag gjort Forsøg paa at fornærme mig i mit eget Huus ? “ „ Jeg kalder Amalie til Vidne paa , at det ikke var Meningen , “ sagde Selgren . Det ene Ord tog det andet , og Selgren blev Uven med begge sine Fættere . Forgjæves forsøgte Amalie at mægle Forlig . Med den faste Beslutning ikke at komme igjen forlod Selgren Etatsraadens Huus med det nye Testamente i Haanden ; Fætteren havde anmodet ham om at tage det med og at beholde det , for at blive fri for alle Erindringer , der lugtede af Beg og Tougværk . Dengang Selgren vandrede til sit Hjem i Bjørnegade , følte han sig saa alene i Verden , som aldrig tidligere ; han troede af have fundet hele sin Slægt og opdagede pludselig , af han ingen Slægt havde i dette Ords gode og ædle Betydning . Han var dog ikke bittert stemt imod Nogen , kun dybt bedrøvet . Denne Bedrøvelse bragte ham ikke til af synke sammen , den gav efterhaanden Plads for en kraftig Beslutning , og da den var tagen , vare de mørke Tanker som henvejrede , og han saae med Frejdighed ud i Fremtiden . Tyvende Kapitel . Fanny . Da Selgren kom hjem , saae han , af Bjørn var gaaet ud med sine Børn . Der var stille i Huset , og han alene med sine Tanker . Han lukkede det nye Testamente op og saae paa Stamfavlen , der havde givet Anledning til den nylig forefaldne Strid , derefter bladede han videre i Bogen , og hans Øjne faldt paa det Sted : „ Higer efter Kjærligheden “ . Da var det ligesom Selgren fandt den skjulte Traad , der var gaaet gjennem hans Liv , det var en Higen efter Kjærlighed . Engang havde han fundet Kjærligheden i hele dens brusende Fylde , men han havde mistet den , og han var vedbleven at see tilbage paa sin tabte Skat , medens der dog samtidigt havde været en lønlig Higen tilstede efter maaskee at gjenfinde det tabte Paradis . Han følte , at det kunde gjenfindes , og han læste i det nye Testamente . „ Thi hvad veed Du , Hustru ! om Du ikke kan frelse Manden ? Eller hvad veed Du , Mand ! om Du ikke kan frelse Hustruen ? “ — En Hustru kunde stille hans Higen efter Kjærligheden , hun kunde udfylde hans Tilværelses Savn , hun kunde forjage Eensomheden . Men hun kunde ogsaa frelse Manden , frelse ham fra den egennyttige Verden , der brusede omkring ham , og som saalidt lignede den Verden , der fandtes i den hellige Bog . Den Ugifte søgte Verden , fordi han trængte til den , Manden og Hustruen skabte sig selv en Verden , og det beroede paa dem , om den skulde hvile i Evangeliets Lys eller i Egoismens Mørke . Selgren tænkte paa sine Fættere , de vare støbte i et eensidigt selskabeligt Livs Form , og Formen laa som en uigjennemtrængelig Skal om deres Hjerte . De turde ikke vedkjende sig den simple Nybodersmand . „ Men det tør jeg ! “ sagde Selgren . „ Jeg skal vise det i Gjerning . “ — Der findes ikke mange Steder i Kjøbenhavn en hyggelig Plet paa Gaden , hvor man kan have Lyst til af tale med en Bekjendt , hvor Omgivelserne ligesom virke paa Sindet , og hvor man kan have Lyst til næste Dag af møde den samme eller en ny Bekjendt . En saadan lille Plet er nu forsvunden . Det var den Deel af Adelgade , som skraaede gjennem Nyboder op til Elefantgade , og da navnlig den lille Strækning mellem Hoppenslænge og Bjørnegade ; den var langtfra smuk i arkitektonisk Henseende , men malerisk og karakteristisk . Kastede man et Blik over det lave Plankeværk til Bagsiden af Bjørnegades Huse , vare disse skjulte af et smukt og tæt Viinløv , hvorimellem den modne Drue i Høstens Tid titfede frem , og ovre paa Gadens anden Side saaes Gavlen af smaa Huse , hvori der var et eller flere Vinduer , bag hvis Ruder i Almindelighed fandtes en rig Blomsterflor af alle Slags Potteplanter . Man kunde troe sig hensat i en fredelig Provindsby , naar ikke de høje Huse Paa Hoppenslænge og i Adelgade fortalte det Modsatte . Det var her , af Selgren den følgende Morgen mødte Fanny med en lille Kurv paa Armen . Hun kom fra Byen , hvor hun havde været for af gjøre Indkjøb ; den hurtige Gang havde bragt Rødmen op i hendes Kinder , hvilket klædte hende godt . Selgren standsede hende , da hun vilde gaae forbi , og sagde : „ De var ikke hjemme iaftes ? “ „ Vi vare en lille Tour i Skoven . Det var første Gang i Sommer , og det bliver vel ogsaa sidste . “ „ Holder De saa meget af Skoven ? “ » Ia , der er dejligt derude . “ „ De ønsker maaskee at boe paa Landet ? “ » Jeg veed det ikke , jeg har aldrig tænkt derover . — Jeg troer dog , at jeg vilde savne Byen . “ „ Eller maaskee rettere Nyboder . See , hvor smukt Solen denne Morgen skinner paa Tagene . Røgen stiger lige tilvejrs fra de mange smaa Skorstene , nu skulle Nybodersmadamerne have deres Formiddagskaffe . “ „ De begynder at kjende Livet herude . “ „ Ia . Det interesserer mig ; her boede jo mine Forfædre . — Skal De ogsaa hjem at lave Kaffe ? “ Hun nikkede , og Selgren vedblev : „ Jeg troer , at jeg gaaer med og spiser Frokost hjemme . “ De fulgtes ad tilbage til Bjørnegade , og da de vare komne hjem , sagde Selgren : „ Jeg vil fortælle Dem , Fanny , af jeg har brudt med min Familie . “ Hun saae forundret paa ham . „ Jeg mærkede , af der blev stillet mig Valget mellem den og Dem , Fanny , og jeg har valgt Dem . “ „ Mig ? “ spurgte hun rødmende . „ Jeg forstaaer ikke . . . “ „ Fanny , De har saa tidt i Spøg sagt mig , af jeg endnu var ung ; siig mig , er jeg ung nok til af kunne forlove mig med Dem ? ” „ Er det Alvor ? “ „ Ja . Mit Hjerte søger Kærlighed , det føler Kjærlighed , vil De tilfredsstille denne Længsel ? “ „ Men betænker De vor forskjellige Opdragelse , vor forskjellige . . . “ „ Fanny , jeg læste igaar i Biblen og saae , af der stod : Thi hvad veed Du , Hustru ! om Du ikke kan frelse Manden ? Eller hvad veed Du , Mand ! om Du ikke kan frelse Hustruen ? Jeg spørger Dem Fanny , vil De frelse mig ; thi jeg trænger til Frelse ? “ „ Jeg er for ringe og ubetydelig en Pige til af kunne frelse Dem . “ „ Siig ikke det . Der ligger en vidunderlig Magt i Kjærligheden . Den gjør stor . Og større bliver denne Magt , naar vi vandre Livets Veje tilsammen og dele Glæde og Sorg , Overflod og Savn . Jeg synes , at man da maa begynde Livet ligesom forfra , at man maa blive som Barn igjen , Barn i sit Hjem , men Mand overfor Verden . “ „ Men jeg er i Alt kun et Barn overfor Dem . “ „ Nej Fanny , Øe er en elskelig Kvinde , “ Hun taug et Øjeblik , da sagde hun : „ Øe fortalte , at Øe for min Skyld var bleven Uven med Deres Familie . Det maa Øe ikke . Jeg vil ikke træde imellem Dem og Deres Familie . “ „ Min Slægt , “ sagde Selgren , „ men hører Øe ikke ogsaa til min Slægt ? Og hvad nu mine to Fættere angaaer , da koster det mig ikke megen Overvindelse at skilles fra dem ; thi de og jeg leve i to forskjellige Verdener . Fanny , lader os To grunde en ny Slægt , hvori Tro og Kjærlighed skal være en Sandhed og ikke en smuk Floskel , en Slægt , der er glad , fordi den gode Gud har ladet den fødes , og fordi Jorden dog , naar Alt kommer til Alt , er et dejligt Levested , en Slægt , som er nøjsom og derfor tilfreds , en Slægt , hvis Medlemmer , fra de ere smaa , lære at holde sammen og at stole paa hinanden , en selvstændig Slægt , som veed , at den rette Selvstændighed ikke er bygget paa Trods , men paa en Fylde af Kjærlighed og Overbærenhed med hinandens Skrøbeligheder . Det skal ikke være en Slægt , som stræber mod Verdens Storhed , men mod en lille Plads engang i Guds Himmel , en Slægt , som gjør sin Pligt mod Gud og Menneskene . — Men kun i sand Kjærlighed kan en saadan Slægt grundes , Fanny kan De elske mig ? “ „ Ieg elsker Dem allerede , “ sagde Fanny , „ jeg har , troer jeg , elsket Dem fra den første Aften , vi mødtes i denne Sommer . “ Han drog hende til sig og trykkede det første Kys paa hendes Læber . „ Men Grethe ? “ spurgte hun . „ Hun staaer for mig som en dejlig Ungdomsdrøm , som en smeltende Melodi , der vil klinge gjennem mit hele Liv . Hendes Minde vækker en veemodig Stemning , men Du , Fanny , skjules ikke af Fortidens Taage , Du ligner ikke en Egn , hvor Maanen skinner paa Gravene , og Vinden suser sørgmodig i Cypresserne , nej , Du staaer i det fulde Sollys , en frisk Luftning omsvæver Dig , og Haabets Fugle synge for Dig og mig i den milde Sommerluft . “ „ O , lær mig at tale som Du taler i dette Øjeblik . “ „ Fanny , dit Hjerte taler langt smukkere ; thi det taler gjennem Kjærlighedens Gjerninger . “ Dagen gik , og de To vare lykkelige i hinandens Selskab . Da Bjørn lidt efter Kl . 4 kom fra Holmen med Sønnen Selgren , hørte de Forlovede ham sige ude i Kjøkkenet . „ Hvad Pokker ! Der er ikke mere Middagsmad paa Skorstenen end bag paa min Haand . “ „ Middagsmaden ! “ raabte Fanny og slog Hænderne sammen . „ Er Klokken allerede saa mange ? “ „ Det gjør Intet , “ sagde Selgren , „ vi spise til Middag paa Bellevue og fejrer der vor Forlovelse . Du holder jo saa meget af Skoven . “ Overkanoneren traadte ind i Stuen med en noget fortrædelig Mine , men Selgren gik ham imøde og sagde : „ Fanny har paa min Opfordring ikke lavet Mad idag , fordi jeg vil bede Dem om at spise til Middag med mig paa Bellevue . Det vil De nok ? “ „ Tak Den , som byder , “ svarede Bjørn , „ men det er altfor meget . “ „ Det er snarere altfor Lidt , naar en Forlovelse skal fejres paa en festlig Maade . “ „ Er De bleven forlovet , Hr . Lieutenant , gratulerer . Maa jeg spørge med hvem ? “ „ Med Deres Datter . “ „ Den gamle Overkanoneer gjorde et Skridt tilbage og tørnede mod Stuedøren , der gav et Brag som om den vilde raabe Hurra . Han saae et Øjeblik maalløs paa Selgren og den rødmende Fanny , der spurgte : „ Fader , er Du vred derfor ? “ „ Nej . . . nej . . . i gamle Dage vilde man have sagt , at det stred mod Disciplinen . Hurra , vi leve ikke mere i de gamle Dage ! “ Han kastede sin Hue op mod Loftet , raabte et vældigt Hurra , men greb sig halvt undseelig heri , styrtede hen , tog Selgrens Haand og sagde : „ Maa jeg takke Dem paa min Datters Vegne . “ „ Det er mig , der skal takke , og ikke Dem , “ sagde Selgren . Bjørn overhørte dette , han havde sluppet Selgrens Haand , ilede hen til Fanny , kyssede hende og sagde : „ Du fortjener den Lykke , Du gjør min Pige . — Havde blot din salig Moder levet i dette Øjeblik , hun vilde have været glad . “ Selgren den yngre traadte nu ogsaa frem , hilste Paa militairisk Vis og sagde : „ Jeg gratulerer . “ „ Husk , vi skulle til Bellevue , “ sagde Fanny til sin Fader , da han paany med Taarer i Øjnene begyndte at trykke Selgrens Haand . — Det var et smukt Syn paa Bellevue at see den gamle Overkanoneer glædestraalende holde følgende Tale : „ Hvad der er skeet idag , har jeg aldrig troet at skulle opleve . Men Fanny har altid været en Kjærnepige , det kommer maaskee af , at hun er født paa Medailledagen . Og De , Hr . Lieutenant , er en rigtig pæn Mand , at De vil have saadan en Nyboderstøs , men jeg troer , at De kan være tjent med hende . Det var det , jeg vilde sige , og saa udbringe Kjærestefolkenes Skaal . — Maa jeg spørge , om det gaaer an at raabe Hurra paa et saa fint Sted som dette ? “ Da dette bejaedes , raabte Bjørn og hans Søn tre Gange Hurra for de Nyforlovede . „ Men hvad troer De , at Etatsraaden vil sige til dette , “ vedblev den Gamle , „ vil han synes derom ? “ „ Det vil han neppe , “ svarede Selgren , „ men det kan jo ogsaa være ligegyldigt , da jeg ikke staaer under hans Formynderskab . Han gaaer herefter sin Vej og jeg min . “ „ Men jeg synes dog , at det er saa underligt , at Familien . . . “ „ Der er Forskjel paa Sammenhold i de forskjellige Familier . Mine Fættre og jeg have i Grunden altid været fremmede for hinanden , Sammenholdet har ikke været stort . Det er forøvrigt indlysende , at en Slægt , hvori der ikke er Sammenhold , er viet til Undergang . Jeg vil derfør holde sammen med den Deel af min Slægt , som vil holde sammen med mig , og det er Dem Bjørn og Deres Børn . “ „ Det Sidste lød næsten som et Riim , “ sagde Bjørn , „ nu ja , vi byde Dem velkommen , og vi ansee det for en Ære , at De . . . “ „ Æren er min , “ sagde Selgren , „ maa jeg drikke et Glas paa Deres Sundhed , Bjørn . “ Bjørn takkede og sagde kort efter til Fanny : „ Hvad vil Anna sige , naar hun hører dette ? “ „ Det vil glæde hende , “ svarede Fanny . „ Ja , De veed jo nok , Hr . Lieutenant , at Anna er min ældste Datter , hun er gift med Underbaadsmand Petersen . De har det smaat , til Manden avancerer . “ „ De maa ikke troe , “ sagde Selgren , „ at Fanny og jeg ville blive velhavende , vi ville ogsaa faae det smaat . “ „ Gud ske Lov , “ sagde Fanny , „ jeg er ikke vant til Andet . “ „ Saa kan det vel vare længe , inden De gifter Dem ? “ spurgte Bjørn . „ Jeg tænker paa at gifte mig i Løbet af denne Uge , “ sagde Selgren . Fanny sank overrasket tilbage paa sin Stol og udbrød : „ Det mener Du ikke . “ „ Hvorfor skulde jeg ikke mene det ? “ spurgte Selgren . „ Hvad skal jeg vente efter ? “ „ Ja , men der skal dog lyses i Kirken ? “ mente Bjørn . „ Vi tage Kongebrev . “ „ Det er en anden Sag . Ja , men jeg havde dog nok Lyst til at give Fanny en Silkekjole og til . . . “ „ Hvad er det , som gjør Brylluppet saa smukt ? “ spurgte Selgren . „ Det er Guds Velsignelse , som vi , knælende for Alteret , hente hos Præsten . Denne Velsignelse ville baade Fanny og jeg helst i Stilhed glæde os over , ikke sandt , Fanny ? “ Hun nikkede samtykkende . „ Jeg ynder ikke de store og opsigtvækkende Bryllupper , hvortil Alverden indbydes ; et Bryllup angaaer kun To , og de ønske helst saa faa Vidner som muligt til Deres Lykke ; thi den sande Kjærlighed er bly . “ „ Ja , men et lille Skrald er dog saa rart at tage med , “ mente Bjørn . „ Vi kunne gjøre det en anden Dag , “ sagde Selgren . » Vil Du virkelig have Bryllup om en Ugestid ? “ spurgte Fanny . „ Hvis Du ikke har noget Særdeles derimod , “ svarede Selgren . „ Brylluppet vil komme til at staae de første Dage i September , vi boe i Bjørnegade til Flyttedag . “ „ Javel , det kan jeg lide , Fanny blev født i Bjørnegade , og hun holder Bryllup i Bjørnegade . Men et lille Skrald skulle vi alligevel have paa din Bryllupsdag , om det ogsaa blot bliver med de Allernærmeste . “ Herimod havde Selgren Intet at indvende . Man var nu færdig med Maaltidet , forlod Bellevue og gik en Tour i Skoven . Selgren saae paa Fanny , hendes Ansigt straalede . — En og tyvende Kapitel . I Havn . Sommeren lakkede ad sin Ende . Løvet hang paa Træerne i alle Efteraarets Farver ligefra det lyse Gule , der lignede et Stykke Solskin , glemt af Sommersolen , til det mørke Brune , der varslede om Løvfald og Forgængelighed . En frisk Kuling blæste over Sundet , den kom fra Øst og væltede Bølgerne ind mod Sjællands Kyst . Solen var ved af gaae ned og kastede sine sidste Straaler paa de hvide , svulmende Sejl og farvede Dampskibsrøgen lysebrun . Det havde om Formiddagen været daarligt Vejr , der var endnu Uro i Luften , den var ved af lægge sig , og Skyerne i de højere Luftlag fore afsted i en Nordisk Solnedgangs pragtfulde Farver . Selgren og Fanny gik deres sædvanlige Aftentour paa Langelinie , lykkelige i hinanden Selskab . For en Maanedstid siden havde de havt Bryllup . Hendes Slør flagrede lystigt i Vinden , og Samtalen gik livligt . „ Du har altsaa idag talt med din Fætter Emil , “ sagde hun , „ og han fortalte Dig , af han og din øvrige Familie har taget det meget fortrydeligt op , af Du har giftet Dig med en Nyboderspige , men af Etatsraadinden dog har villet hilse paa os , før hun fældte nøgen Dom ; dette blev hende forbudt af hendes Mand . Du anseer en slig Opførsel , som en blodig Fornærmelse , Du siger , al herved er ethvert Baand sønderrevet mellem Dig og Bjørnson , jeg beder Dig om , al tage den Sag mere rolig . Jeg har aldrig ønsket al gjøre Etatsraad Bjørnsons eller hans Broders Bekjendtskab , og jeg er for stolt til al søge den , jeg er glad ved , al det er kommet saaledes som det er . . . dog nej , een Ting vilde jeg ønske uskeet , din hidsige Optræden mod Emil . „ Jeg har sagt ham min Mening rentud , og han har sagt mig sin . Jeg skal vise ham , al jeg kan undvære ham og den Fortjeneste , jeg har ved hans Blad . “ „ Kan du undvære den Fortjeneste ? “ spurgte hun . „ Hellere undvære den end taale Ydmygelser . “ „ Hvor det gjør mig ondt , al Du for min Skyld . . . “ „ Tal ikke saaledes , kjære Fanny , Du har ingen Skyld i alt dette . Hvad kan Du gjøre for Andres Daarskaber ? — Du skal see , Lykken vil smile til os . Du har jo min Lykkesfilling , “ vedblev Selgren spøgende , „ nu maa Lykken jo rigtigt komme . “ „ Gud give , at den vilde . “ „ Du spaaede , at den skulde komme fra Søen , fordi jeg fandt Skillingen paa Toldboden . Hvo veed , see , der kommer en mægtig Damper nordfra , maaskee bringer den mig min Lykke . Det begynder at blive mørkt ; jeg kan dog skimte , at det ikke er Danebroge , der vajer fra Mastetoppen . “ „ Du er en Drømmer , “ sagde Fanny . „ Det er jeg , “ vedblev Selgren , „ men det har man ikke Lov til at være , naar man er en gift og en fattig Mand . “ — Fanny og Selgren sade om Aftenen saa hyggeligt i den lille Nyboders Stue ; Septembermaanen skinnede ind til dem og tegnede blanke Figurer paa Gulvet . De talte om Fremtiden og om den nye Lejlighed , som de søgte til Flyttedag , men som de endnu ikke havde fundet . De havde begge seet paa en Lejlighed , som stod dem an , men den havde været for dyr . „ Det er kjedeligt , “ sagde Selgren , „ men vi maae haabe at kunne finde en ligesaa god til en billig Leje . “ „ O , gid jeg var rig ! “ sagde Fanny . „ Du lille Taabe , Du vilde ikke forstaae at bruge din Rigdom . “ „ Hører der da Forstand dertil ? “ „ Stor Forstand , “ sagde Selgren , „ thi den Rige maa anvende sine Penge paa en nyttig Maade . Han maa gjøre Vel med dem . “ Uden at banke paa , traadte i dette Øjeblik en mandlig Skikkelse ind ad Døren og sagde Godaften . „ Christian ! “ raabte Fanny . „ Fanny ! “ raabte Christian og gav hende et hjerteligt Kys . Det var Maskinmester Christian Bjørn , som var kommen tilbage fra Amerika . Hans Overraskelse ved at finde Fanny som Selgrens Hustru var ligesaa stor som deres ved Gjensynet . - „ At jeg skulde træffe Dem her ! “ raabte han til Selgren . „ Det er alene for Deres Skyld , at jeg er rejst hjem med det store Udvandrerskib , som anløber Kjøbenhavn . Jeg har meget at fortælle Dem . — Men hvor er Fader ? “ „ De gik Alle ind til Overkanoneren , og der var den Aften stor Glæde i Bjørnegade . Christian havde selv hentet et Par Flasker Champagne hos den nærmeste Viinhandler , og ægte Havanna-Cigarer havde han medbragt fra Amerika . Da nu Aftensmaaltidet var forbi , lod Christian Champagnepropperne knalde og sagde : „ Dette skal være de Nygiftes Skaal . Lader os tre Bjørne raabe Hurra for Hr . og Fru Bjørnsen . — Godt . — Og saa vil jeg tillade mig ved dette Glas af spinde en lille fornøjelig Ende . I vare flinke til af besvare mit sidste Brev , og ligeledes var det heldigt , af Lieutenant Bjørnsen skrev over til St . Francisko , han skal strax faa af vide hvorfor . Brevene ventede paa mig hos den gamle Mr . Bear . Han var meget nygjerrig efter af faae Noget af vide om Selgren Bjørnsen og om hans Eventyr med Dora Delfs eller Fru Vanderlo , og heldigviis gave Brevene ham de mest udførlige Oplysninger . Efterat vi havde siddet nogen Tid og talt sammen om Hjemmet , sagde Mr . Bear pludselig : „ Jeg har solgt min Forretning og fratræder den i disse Dage . “ Jeg gratulerede ham og lod falde nogle Ord om , af han nu var saa gammel , af han vel kunde have Trang til af henleve sine sidste Dage i Ro . „ I Ro ! “ sagde han med et underligt Smil . „ Jeg faaer aldrig Ro . Jeg har engang været Steppejæger , og jeg vil ud igjen paa de store uoverskuelige Græsmarker , hvor jeg er ene med min Dommer deroppe . “ „ Det forunder mig højligt at høre , “ svarte jeg , „ men tillad mig at spørge , om De vil tage Deres Formue med paa Stepperne ? Man siger , at De er en rig Mand . “ „ Det er jeg ogsaa . Jeg ejer , hvad man paa Dansk kalder fem Tønder Guld . Men denne Formue skjænker jeg Lieutenant Selgren Bjørnsen , og De skal love mig at overbringe ham den . “ Min Forbavselse var ligesaa stor som Deres , Bjørnsen , i dette Øjeblik . Han saae det og sagde : „ De ønsker , at jeg skal forklare Dem denne Gaade . Jeg havde først tænkt paa at skrive til Selgren Bjørnsen derom , men jeg duer ikke til at skrive , mit Sprog vilde blive et Engelsk-Dansk , som han ikke vilde kunne forstaae , især naar Bogstaverne alle kom til at ligne Kragetæer . Nuvel , saa hør da i Korthed mit Livs Historie , den skal ikke være nogen Hemmelighed . Jeg er Selgrens kjødelige Onkel . Hosekræmmer Selgren Bjørnsen havde foruden Sønnen Peter , som blev Grosserer , og Jens , som blev Officeer , endnu en tredie Søn , Selgren . Det er mig . Jeg var den Yngste , og en vild Krabat var jeg . Tidlig yttrede jeg Lyst til Søen , og min Fader skaffede mig derfor Hyre strax efter min Konfirmation . I nøgle Aar gik Alting godt , men saa kom jeg ombord paa en spansk Brig , hvis Kaptajn var en Skurk , og hvis Besætning var et Skrabsammen af alle mulige Nationer . Vi vare paa Hjemrejsen fra St . Petersborg til Malaga . I Østersøen lod Kaptainen uddele Extra-Grog i Anledning af sin Navnedag og ved samme Lejlighed morede det ham at see nøgle af Mandskabet prøve Styrke . Jeg havde drukket tæt . En stor , stærk Hollænder , som havde kastet Flere i Dækket , udfordrede mig ved at give mig en vældig Lussing . Jeg blev rasende og styrtede imod ham , jeg saae , at jeg kunde ikke staae mig , de Prygl , jeg fik , gjorde mig vanvittig — jeg trak min Kniv og dræbte min Modstander . — Jeg gyser ved at tænke derpaa . “ Mr . Bear taug et Øjeblik , overvældet af Erindringen . Derpaa vedblev han : „ Kaptainen vidste at jeg havde formuende Familie i Kjøbenhavn . Et Menneskeliv var ham ligegyldigt , derimod var Penge ham Alt . Han lagde bi ved Kjøbenhavn og opsøgte min Familie . Han forlangte en stor Sum Penge for ikke at overlevere mig som Ørabsmand til den danske Øvrighed . Mine Forældre vare dengang nylig døde , min Broder Peter vilde ikke have noget med Sagen at skaffe , men Jens — Gud velsigne ham for det — offrede hele sin Formue for at redde sin Broders Liv og Familiens gode Navn og Rygte . — Kaptainen landsatte mig i England . Jeg tog Hyre derfra til Amerika , men af Søen var jeg bleven kjed . Ude paa den store Steppe var der Eensomhed , der vare Fristelserne færre og , det syntes mig , der var Gud nærmere . Jeg blev Steppejæger og opgav først dette Liv , dengang Guldminerne opdagedes her , og jeg tilfældigvis paa mine Vandringer kom til Sacramentofloden . Da opstod pludselig Lyst hos mig til at kunne give min Broder Jens eller hans Familie et lille Afdrag paa min store Gjæld , og jeg grundede denne store Kulforretning med det Guld , jeg havde fundet i Minerne . Lykken var mig gunslig . Bring De nu Afdraget til Danmark . Og siig saa min kjære Broders Søn , at hans gamle Onkel sender ham de bedste Hilsener for hans Fremtid . Siig ham , at jeg troer at være bleven forsønet med min Gud , og bed ham om at sende en venlig Tanke til den gamle Mand , der vanker hjemløs om paa de umaadelige Stepper og under de evige Stjerner , og hvis eneste Ønske er snart at blive kaldt bort til et Liv , hvor der er Tilgivelse for den angrende Synder . “ Dybt bevæget endte Mr . Bear sin Fortælling ; jeg trykkede i Tavshed hans Haand , der var ogsaa Taarer i mine Øjne . — Saa længe jeg opholdt mig i St . Francisko , var jeg dagligt sammen med ham . Jeg havde paa hans Anmodning , og da han betalte mig rundelig derfor , opgivet min Plads som Maskinmester ombord i „ City of London “ , for at kunne bringe Dem , Bjørnsen , hans Formue . For hurtigst muligt at komme hjem , vilde jeg rejse over Panama . Jeg havde fulgt den Gamle et kort Stykke paa Vej til Stepperne ; stærkt rystet af Afskeden naaede jeg St . Francisko og vandrede langsomt gjennem Gaderne . Da følte jeg et kraftigt Slag paa min Skulder , og Kaptajn Vanderlo bød mig Goddag . „ Saa mødes vi atter , “ sagde han . „ Kom , lader os drikke en Flaske Viin sammen . „ Jeg var ikke synderlig oplagt hertil , men det vilde have været uhøfligt at afslaae Indbydelsen , desuden havde jeg nok Lyst til at faae at vide , hvorledes hans Kone befandt sig . Vi satte os da paa Verandaen udenfor en Restauration , og da Vinen var bragt os , tillod jeg mig at spørge til hans Kones Befindende . „ De veed nok , hun drikker , “ sagde Hollænderen , „ og det tager til med Aarene . Lad hende have den Fornøjelse . “ „ Jeg forstaaer ikke , at De med en saadan Ro kan omtale denne Sag . “ „ Man maa holde hende lidt til Gode . Hun bragte mig mange Penge . Som De veed , havde en dansk Lieutenant givet hende Rejsepas , man fortalte , at hun endogsaa havde forfulgt ham til Flensborg , men der var hun bleven sejlet agterud . Da hun kom hjem , troede hun nok at kunne have faaet en slesvigholstensk Offiiceer , som den danske havde saaret i en Duel , men det slog ogsaa fejl , og saa var hun til Latter for hele Egnen . Da traf jeg hende i Tønning hos vor Konsul , hun stod mig an ; thi jeg holder bandsat meget af fede Fruentimmer , og hun var saa dejlig fed . Jeg forhørte mig om Skuden , fik hende paa Prajehold , og da hun gjerne vilde bort fra Egnen , bleve vi snart enige . Faderen var død et Par Aar forinden , saa hun var sin egen Herre . — Siden have vi sejlet sammen i de asiatiske Farvande , og der var en fornem Tyrk i Madras , som bød mig 10 , 000 Pjastre for hende ; da jeg fortalte hende det , blev hun rasende , fordi jeg ikke havde skudt Tyrken ned paa Stedet , og gik selv op i Byen for at besørge det , men hun fandt ikke Tyrken , og næste Dag sejlede vi . Jeg sagde til hende , at det døg var en Smule Revanche for den megen forsmaaede Kjærlighed , hun havde fundet i Europa . “ „ Vil De hilse hende fra mig . “ „ Jeg skal gjøre det , men hun hader Dem og enhver Dansk . De veed jo hvorfor . Hun faaer vel aldrig mere Danmark at see ; thi naar jeg er bleven en rig Mand ved denne Fragtfart med mit eget Skib ; og det vil jeg blive om en halv Snees Aar , bosætter jeg mig i min Fødeby Rotterdam . Forøvrigt troer jeg , at hun heller ikke har synderlig Længsel efter Danmark . “ Da Flasken var tømt , skiltes vi . Han bad mig endelig besøge sig næste Dag ombord i hans Skib . Jeg lovede det , hvis mine Forretninger tillode det , men næste Dag var jeg paa Vejen til New York . Der gik netop ved min Ankomst et stort Udvandrerskib til Danmark . Jeg var saa heldig af komme med , og her er jeg med de fem Tønder Guld til min Svøger . “ „ Selgren , “ raabte Fanny , „ Lykken kom døg fra Søen , det store Skib , vi saae i Mørkningen , har bragt os den . “ I Taushed havde Selgren hørt paa Christians Fortælling . Han var dybt greben af Alt , hvad han havde hørt . Da Christian tang , og Fanny tiltalte Selgren , saae Alle paa ham . „ Jeg er altsaa bleven en rig Mand , “ sagde han rolig , „ jeg er Gud taknemmelig derfor , og jeg haaber , af kunne bruge min Rigdom til hans Navns Forherligelse . — Min stakkels Onkel , som vandrer eensom om i den store Ørken , vil jeg ønske Fred paa hans Vandring og Fred i hans Sjæl . Jeg sender ham i Tanken min Tak . Mærkværdigt , af jeg ikke har hørt ham omtale før i det Øjeblik , han overøser mig med Velgjerninger . Men i vort nuværende Samfund , hvor Familiebaandet er saa løst , kan et Medlem af en Familie let synke i Glemsel . Mine Forældre døde tidligt , og selv om de havde talt til mig om en Onkel Selgren , var jeg dengang for lille til at kunne bevare det i min Hukommelse . Af gode Grunde vogtede Agent Peter Bjørnson sig for at nævne sin stakkels Broders Navn . Men han maa alligevel have følt , at han var min Fader Forbindtlighed skyldig ; thi han bekostede min Opdragelse og lod mig til sin Død aldrig mangle Noget . Nu kan jeg forstaae de Yttringer , som findes i et af min Faders Breve til hans Broder , Yttringer , som jeg ikke ganske har forstaaet , da jeg læste dem ; jeg troede , at de vare udtalte i Almindelighed , men de maae have havt særligt Hensyn til Onkel Selgren . De løde : Jeg føler mig stærkt knyttet til min Slægt ; dens Ulykker ere ogsaa mine Ulykker , jeg sætter Broderkjærligheden højere end Du . — Jeg synes , at denne Udtalelse ogsaa i sin Almindelighed er smuk . “ „ Det er den , “ sagde Christian , „ og lod mig drikke paa et vedblivende godt Sammenhold i Familien Bjørn . “ Man drak Skaalen med Glæde , og Selgren sagde : „ Jeg hedder rigtignok Bjørnsen , men mit oprigtige Slægtnavn er Bjørn , jeg vil derfor kaste „ sen “ bort og kalde mig Bjørn . “ „ Nej , sikken Mængde Bjørne vi saa blive i Bjørnegade ! “ raabte Overkanoneren . — Vor Fortælling nærme sig sin Ende . Selgren og Fanny nyde en velfortjent Lykke . Han lever et smukt og stille Hunsliv og anvender en ikke ringe Deel af sin Formue til at gjøre vel i Stilhed , men han seer altid med egne Øjne . Paa en af sine Vandringer til de Fattiges Boliger traf han en Lille-Juleaften sin Ungdomsven , Lieutenant , nuværende Lehnsbaron Rønfelt . De studsede ved at møde hinanden paa et saadant Sted , men det kom til en Forklaring mellem dem , Begge havde det samme smukke Ærinde , at give den Fattige en glad Juul . Venskabet fornyedes , og de og deres Familier komme ofte sammen . — Tiden er ogsaa faret hen over Bjørnegade . Det Huus , der havde været Vidne til Slægten Bjørns Glæder og Sorger , existerer ikke mere ; thi den ene Side af Gaden blev reven ned i 1868 , og den anden vil snart følge efter . Det gik alle af Slægten Bjørn meget til Hjerte . I det gamle hyggelige Nyboders Sted er et Kvarteer med høje , kaserneagtige Huse og skumle usunde Gader i Begreb med at rejse sig . Overkanoneer Bjørn er kommen til at boe i en anden Gade i Nyboder . Han er Pensionist , og hans største Glæde er at spadsere med sine Børnebørn , Selgrens to raske Drenge . „ Det er Kjærneunger , “ siger han , „ men det er ogsaa Bjørneunger . “ Ende .