Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

da constance intet svar fik på alle sine råb ilede hun ind og tog overtøj på

hun ville med hunden gå ud og se at finde faderen og på vejen få en fra naboens til at være hos den svage moder så længe

fru krause vidste at intet ville holde constance tilbage fra hvad hun anså for sin pligt

hun bad hende kun om at se at få kalle deres eneste nabo med sig selv ville hun helst være alene

freja blev jublende glad da constance lukkede døren op for at følge den og sprang gøende op ad hende

ja nu må du være ordentlig og alvorlig freja og vise mig hen til far sagde hun medens tårerne dryppede ned på hundens lådne pels

og som om den forstod det hele logrede den med halen satte næsen ned i jorden og begyndte vandringen stik modsat kalles hus

regnen var begyndt at sagtne af og constance kunne ikke bære det over sit hjerte at sinke sig med at gå til kalle som boede mindst et kvarters gang derfra

først gik det hen ad sognevejen gennem krattet men noget efter bøjede hunden til venstre nu gik det til fjælds

freja som løb foran kom ofte tilbage og strøg sig kærtegnende op ad hende så constance tvivlede ikke et øjeblik om at hun var på ret spor

hun der åndede så let kunne næppe i den første tid få vejret således knugede angsten hende men den hurtige gang den friske morgenluft og en inderlig bøn til gud styrkede hende

under hele vandringen så hun tydelig sin pader for sig bleg og lidende holdende den venstre arm oppe med den højre

hun havde som mange mennesker i disse ensomme egne syner som altid for hende sloge mere eller mindre til

og da de pludselig gjorde en brat vending på højfjældet hvor der allerede lå et let snelag gav hunden så højlydt sin glæde til kende at hun vidste de vare ved målet

et øjeblik forsvandt den for hende ned ad den glatte skrænt ind bag nogle små buske og lidt efter så constance synet virkeliggjort foran sig

i det hurtige løb henimod sin fader snublede hun flere gange og tænkte med skræk på hvorledes hun skulle komme op over

drivvåd og forkommen stod han d r og holdt med den højre arm den venstre op som var brækket

netop som hun havde set det

hun vidste det jo alt og sukkede forstående til hans forklaring om at han ud på aftenen var styrtet ned gennem halvdelen af ulvefjældet og i faldet ved at forsøge at stoppe op til sidst var tørnet så uheldig mod en stenkant at han havde brækket armen

i flere timer kom han så at sige ingen vegne

regnen og glatheden hindrede ham i at komme frem

endelig fik han den lyse id at jage freja hjem med en lap papir bunden fast inden for halsbåndet hvorpå han næsten ulæselig havde kradset med en blyant

kom mig til hjælp ved korsfjældet

constance fortalte ham hvorledes hendes moder og hun havde ængstet sig for ham hvorledes hun forud havde set det hele for sig og hvor overbevist hun var om at freja ville føre hende til ham sedlen havde ingen af dem opdaget

den var endnu velbeholden på samme sted

med lommetørklæder og et shavl hun havde over armen forbandt hun så godt det lod sig gøre den syge arm og så begyndte de den farlige og for kranses vedkommende smertefulde opstigning

skulle de ned og uden om fjældet var vejen mer end tre gange så lang og det var i det mindste lige så svært på et stort stykke at gå nedover som op

da de omsider nåde toppen havde de et langt mindre farligt stykke vej tilbage inden de nåde sognevejen men de vare også begge så udmattede at de måtte gøre et længere hvil

solen steg op eller rettere den spredte skydækket som havde indhyllet den lige siden den kom frem over jordens rand

regnen var ophørt

lidt efter lidt forsvandt skyerne og tågerne fra bjærgenes toppe svøbte sig nogle øjeblikke om siderne som store gevandter inden de forsvandt som om de vare trængte ind i selve bjærgene

elvene og fjordene glimrede i morgensolens lys

det tegnede til en sjælden skøn dag

constance som så ofte havde været til fjælds og set solen bryde frem i al den herlighed som måske kun klipperige lande kan frembyde følte sig slået af denne morgens mægtige skønhed

sammen hermed havde hun en følelse så vemodig som om hun så det alt for sidste gang en følelse hun ikke kunne værge sig imod samtidig med at hun med bitterhed tænkte på hvor umuligt det nu var at komme bort herfra ned til det forjættede danmark hvorhen længslen drog dem

tilsidst da tankerne ikke ville slippe satte hun dem i forbindelse med faderens uheld måske skulle han aldrig komme sig måske hun kunne ikke tænke tanken til ende

livet var dog idet kamp og sorg strid og møje

hun og glæden alt hvad ungdommen kalder glæde havde ikke fjærneste bekendtskab med hinanden

snart afbrødes stilheden af den brusende lyd nedenfor i vandet som et stort dampskib i forbifarten fremkalder

fader og datter rejste sig begge for at se det drage forbi

det er kristianssund der går tilbage til danmark sagde krause med en stemme der var fuld af sorg og vemod

kom far

lad os gå hjemover at du kan komme til sengs og at vi kunne få kalle af sted efter lægen

men flere gange måtte hun vende sig om og se tilbage

aldrig glemte hun dette afskedsblik ud over fjældene skulle hun alligevel virkelig bort

ak nej

der var altså også anelser og syner som kun vare bedrag

da de endelig op ad formiddagen nåde hjem fandt de fru krause mere død end levende

skrækkelige timer havde hun tilbragt

også hun havde af og til visioner som dog aldrig sloge til således som constances

hun havde levet sig så dybt ind i sin angst at hun først flere minutter efter sin mands hjemkomst kunne få øjnene op for at det også virkelig var ham

så fulgte en svagheds tilstand så stor at krause glemte sine egne smerter for at hjælpe constance med at finde styrkende og oplivende midler for hende

først flere timer efter havde constance fået dem begge til ro og kalle af sted efter lægen som boede langt derfra og vanskelig at få fat i da afstandene vare vidtløftige og hans praksis stor

ud på natten kom han og blev ikke synderlig glad over patienternes tilstand

han fandt dem begge temmelig elendige og gentog at kun den nøjagtigste pleje kunne føre til et godt resultat

sygepleje som han tilbød at skaffe afslog constance

hun havde kalle hans kone var svag og havde altid små børn men med kalle og deres lille i o års pige skulle hun nok klare sig

lægens modforestillinger hjalp ikke over for sådan en energi og forstandighed som hun udfoldede måtte han strække gevær

da han et par dage efter kom igen var han forbavset over den omtanke og pleje hans patienter vare genstand for

fru krause var i så god bedring at hun kunne begynde at komme lidt op men med krause der var forkommen og våd til skindet da han kom hjem gik det mindre vel

en forkølelsesfeber som let kunne gå over til lungebetændelse var den fare som i øjeblikket var mest truende

med armen gik det tilsyneladende som det skulle

næste gang lægen kom skulle den i gibs

det ville tage tid

otte dage gik hen med store kvaler for den stakkels constance

hun tabte sine friske farver mere over den uro hun led end over dagenes og nætternes møje

hun måtte bære alt alene og endog overfor sin moder være den frimodige og altid frejdige for ikke at ængste hende så blev hun straks syg

den første tid med den stærke spænding gik dog forholdsvis hurtig men senere da forkølelsesfeberen var ophørt armen lå i gibs og utålmodigheden over den lange uvirksomhed legemlig og åndelig pinte krause var det især tålmodigheden og det oplivende salt hos constance det kom an på

da fik hun at vide hvad al åndelig tilførsel kræver af kraft

hun svandt næsten ind til en skygge

og som den gerrige tæller sin skat således holdt hun tal over hver dag der gik altid nærmere mod vinteren

hun udholdt ikke at mødes med den

uden at gøre sig nogen klar forestilling om at der var nogen som helst udsigt hverken nu eller nogensinde til forandring i livsvilkår var det nærved at være en fiks id hos hende at vinteren ville lade alt håb ude

uden at vide det plagierede hun således i sine drømme dantes berømte motto

alle ungdommens længsler lå på spring og ville ud som elven af sit isdække strømme fare løbe ud over jorden blot af sted og ud ud

ud

lige meget hvor det bar hen

doktoren begyndte nu at tale om forsigtighed med constance som havde haft det alt for strengt og indelukket dette friluftsbarn som var vant til at tumle på fjæld og på strand

men den simpleste hentydning til eget befindende afviste hun hårdnakket

tilsidst blev krause så urolig for hende at det indvirkede på hans helbredelse

det hjalp hun gik så lidt ud hver dag for at samle kræfter

men oftest kom hun til at græde

bladene visnede om meget kort tid faldt de af

imorgen ja i dag kunne snestormene fra nord komme susende ned over dem og lægge al ting øde

hun følte selv at hun måtte tage sig sammen i det daglige samliv atter få interesse og glæde sammen med de kære forældre som gud havde holdt sin hånd over

frejdigere end i lang tid gik hun ud ad sognevejen for at møde kalle som havde lovet at hente posten nede ved dampskibsbroen hvor den lille postdamper lagde til

langt borte så hun ham komme imod sig og holde noget hvidt op som han vinkede med

hun gav sig til at løbe men sagtnede pludselig af

hvad i verden kunne der ude fra komme til hende til dem med posten

lassons store brev indeholdt kun den bitreste skuffelse skulle han have betænkt sig

umuligt

endelig nåde hun ganske sindig kalle og betragtede det store brev opmærksomt

det var fra danmark

men i stedet for lassons langørede gothikere var skriften flydende med latinske bogstaver ret en elegant håndskrift formelig varm syntes hun

hun fik hjærtebanken overfor denne forbavsende hemmelighed

hvad stod der at læse indenfor

uden at sige et ord lagde hun det åndeløs på faderens seng ved siden af hvilken fru krause sad

luk det op constance

bad han

hun skar konvoluten op og rakte brevet til faderen der så på det i nogle minutter som om han var bange for at gøre sig bekendt med indholdet