Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

om tre a fire uger skulle han altså modtage sin svigerdatter dette mærkelige amfibium som kun opvakte rædsel ja næsten afsky hos ham

ingen svigermoder dette over hele verden udskregne folkefærd kunne for at bruge en mild form i højere potens end han imødese dette møde med al mangel på sympatti

han havde følelser som kunne bringe ham rent legemlige kuldegysninger han der aldrig siden han som barn gennemgik de reglementerede børnesygdomme nogensinde havde følt noget fysisk ildebefindende

fra dag til dag opsatte han at tale med husjomfruen om de nødvendige arrangements i den indre forvaltning

kunne han som aldrig ansøgte om noget ved denne lejlighed have indgivet et andragende til autoriteten oven til om at tiden måtte stå stille til han ret kunne få sig samlet ville han have gjort det

og når han ikke ligefrem ønskede at et eller andet menneskeligt skulle tilstøde hende så var gjengjældelsesdommen som han fuldt ud troede på ene grunden hertil

fra dag til dag bestemte han at nu i morgen ville han begynde at gøre forberedelser men da der var gået nogle dage tænkte han at måske blev rejsen endnu en gang omarrangeret så kunne han godt vente og endelig var det jo tidlig nok at begynde med alle tilberedelser når de unge nåde københavn

der var så otte dage igen og i otte dage kunne der gøres underværker

han trak vejret lettere

der var endnu en lille frist

på lynghøj var der længsel efter at gøre bekendtskab med den unge ejer

krause som nu da varmen var kommen i luften først rigtig havde forvunden al uro i armen og fået sin fulde førlighed igen arbejdede med næsten ungdommelig glæde på gårdens opkomst

den forrige forpagters svære udgifter havde hæmmet denne i alle hans foretagender og da hertil kom hans sidste års svaghed var gården ikke bleven dreven som den skulle

nu kom den i en anden gænge

hver gang krause henvendte sig i ejerens fraværelse til den ham beskikkede sagfører blev han altid opmuntret til at tage fat og ikke være rådvild for hvad der måtte til det skulle til

gården skulle drives op

kjeld ville netop overfor sin fader gerne have en mønstergård ud af den

over halvdelen af jorderne der strakte sig ind imod lemvig var der meget at stille op med når de blev tilstrækkelig drainede og merglede

krause havde kun en bekymring som han ikke kunne vise fra sig den at han endnu ikke havde talt med ejeren

han så at der var meget som kunne gøres på lynghøj men fortrykt som han gennem mange år havde levet savnede han dog mod til på egen hånd at gribe energisk ind

hertil kom at de få mennesker han havde talt med som kendte kjeld enstemmig erklærede at denne forstod sig ikke selv en smule på landvæsenet

krause tænkte da med skræk på at hele hans mærkelige held måske ville ende med at han når de gennemgribende forbedringer vare i fuld gang pludselig fik med gamle lasson at gøre

så vidste han hvorledes alt ville gå

kalvehovedets to sendelser havde ikke forringet denne hans frygt

disse tanker lammede ham i hans virksomhed og gjorde at der trods alt hvilede et tryk over livet som de havde glædet sig så inderlig til at begynde i det gamle fædreland

constance lod sig anfægte mindst

hun kunne ikke få sig til at tro at den unge ejer som der bi

a fortaltes om havde betalt enkens flytning fra gården og et helt års leje forud for hende i lemvig tilligemed børnenes skolegang skulle have fået krauses herned for at gøre dem ulykkelige og endnu en gang brødløse

det meste af deres lille arv var gået med til nedflytningen

fru krauses helbred som straks havde været elendigt bedredes dag for dag da det først blev sommer og hun nød i fulde drag glæden over atter at være hvad hun kaldte hjemme

constance for hvem altså danmark ikke var fødelandet følte sig straks både tiltalt og skuffet

tiltalt af københavn og det smilende sjælland men skuffet over jylland som netop ved første bekendtskab syntes at byde hende den ensomhed og sørgmodighed som hun var opvokset i og helst ville ryste af sig

men den store gæstfrihed og de lettere veje at befærde frem for alt de langt kortere afstande rev hende snart ud af disse første forestillinger og lod hende føle den tidligere knugende ensomhed som noget overstået

og da et tidligt forår meldte sig og hun dag for dag levede sig sammen med naturen fik hun øje for og kærlighed til den

især kunne hun aldrig blive træt af at vandre den ikke så ganske korte vej ned til vesterhavet for at dvæle der i timevis

hun havde før kun skuet havet fjernt fra fjældets top uden at få noget indtryk deraf eftersom det altid tabte sig i fjerne tåger og i det hele var så langt borte

men at stå her ved havets fod og høre dets brusen selv når bølgerne giede sagtelig mod stranden medens øjet skuede ud over den uendelige flade det var et syn så storartet at hun gav alt andet i bytte derfor

livets virkelighed alt hvad der ellers beskæftigede eller opfyldte hende blev ligesom borte i nuet og i beskuelsen

hun ønskede at hun var opvokset her havde været barn ved stranden hvormange sollyse billeder ville hun da have ejet sammen med disse levende letløbende bølger

hvor dystert var ikke hendes barndom og første ungdom gledet hen

nu forstod hun at hendes moder altid kunne tale om danmarks smilende strande om de vide horizonter hvor himlen og jorden smeltede sammen i en uhyre ring og om solen der ikke forsvandt før den tog daglyset med sig

undertiden gav7 hun sig til at nynne af glæde

hun havde en vakker stemme men brugte den ellers aldrig først nu fik hun lyst og tog den i brug

en dag i skærsommermånedens sidste dage blev hun ved at gå og gå indtil hun kom til bovbjærg

som fjæld var det ikke noget for hende alligevel imponerede det hende som intet hun nogensinde havde set

havet lå spejlblankt foran hende men brændinger sloge ind mod klinten aldrig var her hvile bestandig sprøjtede og tørnede bølgerne imod og bestandig lød deres halvvilde sang

hun satte sig så langt ned på en af de forrevne spidser at hun hver gang brændingen tørnede imod hendes sæde fik salte dråber op i ansigtet

brokker af danske vers hendes moder havde lært hende faldt hende ind og hun fremsagde dem højt som de fremstod for erindringen

aldrig havde hun nydt dem som nu

langt langt ude så hun røgen af et par skibe der mødtes

det ene gik mod nord det andet mod syd

hun fulgte med blikket det sidste indtil hun fik vand i øjnene af at stirre efter det

de lykkelige mennesker

som drage ud udbrød hun og blev i det samme greben af en sådan længsel efter at flyve af sted at hun med sit halvt synske halvt overtroiske sind et øjeblik tænkte at ønskerne måtte blive så stærke at de kunne bære hende bort

i næste øjeblik måtte hun smile ad sig selv men ofte havde hun tænkt således og ofte det vidste hun ville hun fremdeles give sig hen

hun trøstede sig med at ingen vidste sligt at ingen så det hun var jo netop så nøgtern så snusfornuftig mente hendes kære

endelig måtte hun løsrive sig men hun lovede sig selv at hun snart en skøn og stille dag skulle komme tilbage hertil således havde hun aldrig i sit liv drømt det var som glæden havde bolig her

med fingeren kastede hun et kys til vesterhavets kæmpe som havet sled fra gamle dage endnu slider og vil vedblive at slide på så længe der er en rest tilbage

men vil det nogensinde blive opslidt

ingen kan sige det

endelig kom det store øjeblik en gang i høstens dage da kjeld og minona holdt for døren på søgård

den gamle lasson stod som en mur ved foden af trappen

han var passende endog pyntelig påklædt men om han havde været af sten kunne hans holdning ikke have været uforanderligere

hans små øjne glødede som ildkugler under de lange bryn og uagtet han ikke flyttede dem var intet forblevet ubemærket for ham da vognen i det store sving op for indgangsdøren gjorde sit reglementerede holdt lige ved det nederste trappetrin

så tog han til hatten og indtog en afventende stilling alvorlig som det kunne været kjelds ligfærd han overværede

goddag far

råbte kjeld og var som en fjeder af vognen for at hjælpe minona der bevægede sig ned ad trinet med en for hende usædvanlig langsomhed

hun så noget benauet ud

nå goddag kære far sagde kjeld greb faderens hånd og førte minona ved den anden hen foran ham

så skete det mærkværdige at hans svigerdatter tog ham om halsen med al sin varme hjærtelighed kyssede ham og sagde goddag kære svigerfader jeg har længtes så inderlig efter at se dem

gid de nu må synes lidt om mig

det gnistrede for den gamles øjne og for første gang så længe han kunne mindes tabte han mælet og var lige ved at få ondt

kjeld fik dem ind bort fra de nysgerrige husfolks øjne

i den store entr e måtte den gamle sætte sig på en af de gammeldags højryggede egestole

han kunne ndnu ikke tale

men far dog

er du syg

spurgte kjeld som ikke forstod situationen og tilmed så den med en vis mistro

det går straks over kære kjeld

det er kun et ildebefindende

hent et glas vand

sagde minona gik så hen til den gamle og tog ham kærtegnende om halsen

før kjeld var ude af døren mødte den bestyrtede husjomfru med et glas vand som hun rakte den unge frue

folkene troede mindst at han havde fået et slag

tak

drik nu en lille smule lidt igjen er det nu godt

vedblev hun venlig og gav med øjnene kjeld et vink om at alle helst skulle gå

hun havde med sit kyndige blik straks opfattet hvor pinlig lasson følte dette tegn på en forbigående svaghed der kun havde sin grund i sindsbevægelse måske lidt overanstrengelse

da hun blev alene med ham vendte han sine små brændende øjne imod hende og sagde nu er det helt godt jeg plejer aldrigmange tak at fejle noget og det er meget kedeligt at sådant skulle ske

velkommen til søgård

hanrejste sig det hele ildebefindende syntes ganske forsvunden så tog hun uden videre hans arm i sin og således vandrede den gamle lasson ind med sin frygtede svigerdatter i den store hyggelige gamle dagligstue

aldrig kunne kjeld og minona have udtænkt noget som helst arrangement der med hensyn til videst gående fremtidige tilnærmelser kom dette nær

svigerfader og svigerdatter faldt på den naturligste måde af verden bogstaveligt hinanden i armene et tilfælde en udtænkt plan aldrig ville hidført

de store historiske omvæltninger finde altid deres mange og dygtige fortolkere og blive undertiden belyste fra så mange sider at den jævne læser bliver rådvild og kan hverken finde ud eller ind i stoffets mængde som snart synes at tale pro snart kontra de store tildragelser inden døre spredes ad rygtets vej ud mellem folk der ligesom hine lærde bearbejder dem i tale og i gisninger snart fra et snart fra et andet synspunkt men i længden får en bestemt belysning overtaget og ender da med i egnen hvor vedkommende levede og færdedes at blive det sagn der står og falder med mindet

hvad der denne formiddag foregik på søgård vil en gang når flere slægter er under mulde og de forskellige ejeres historie tages frem betragtes som en fantasi såfremt ikke sagnet støttede den

iblandt almuen som i en henseende står mærkværdig stille vil det måske nok hedde sig at lasson som var så gerrig pludselig blev forgjort

hvad enten nu lassons fysiske overvældelse der kunne forekomme ham som et memento mori eller hans store betagelse over svigerdatterens indtagende væsen i forening med hans over tyveårige isolerthed og gerrighed som nu måtte gøre en kraftanstrengelse ud af sit kredsløb var anledningen så stod det fast at der var noget i hans inderste væsen der var forrykket

hans hjerte som havde siddet indefrosset var løbet ud af isskinnerne og begyndte at pulsere i en optøet form så det formelig bankede i hans gamle bryst

samtidig faldt et slør fra hans øjne så han pludselig følte sig ligesom vis å vis med det virkelige liv hvor der råder andre følelser og tanker end dem som udelukkende fører til torvs på pengemarkedet

hvorom alt er så er det sikkert at han selv følte sig så glad at ingen måske allermindst hans søn begreb ham