Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

constances da der var håndværksfolk i begge gjæstekamrene

det havde ikke været muligt at få fat på dem tidligere på året undskyldte fruen

kjeld som ikke huskede at slige arrangements med natterum i andres værelser er så almindelig på landet hvor der ikke altid er fuldt op af monterede rum især som her hvor familien kun havde boet kort og ikke været alt for beslået med indbo følte sig hel underlig over sit jomfrubur hvor alt talte om den kvindelige herskerinde

han gav sig i ro til at undersøge hvad der lå fremme

mange fornødenheder syntes den unge dame ikke at have snarest hvilede der en spartansk simpelhed over det hele eller måske vare alle disse hundrede småting fjernede som pleje at høre til et dameboudoir

der lå et album på en fiks udskåren trekantet hylde malet med disse grelle farver der i norge straks betegne en bestemt landsdel

det lille album hvorfor ikke lukke det op indeholdt billeder fra norge

nøgne ville klipper og jagende fossefald og i almindelighed et portræt på det ene blad og et landskab på det andet

kjeld gav sig i al ro og mag til at beskue dem

især blev han fængslet af et som hed fra vinjedalen

et snævert bjærgpas med skovklædte fjælde på begge sider og en munter fos som tvang sig igennem bunden med en smal kørevej på venstre side højt hævet over det ilende vand

vis å vis dette var der et portræt af en ung pige klædt i sort med en sølje i halsen alvorlig som et granfjæld og med et sørgmodigt udtryk i de store øjne

hans første tanke var at disse to billeder sluttede sig nøje til hinanden hun og landskabet men jo mere han så des mere fængslet blev han af den unge piges billede

hvorledes mon hun så ud når hun smilede

han gad vide det

munden var stor men tiltalende på n gang mild og meget bestemt

og disse store sørgmodige øjne hvorfor drømte de ikke liflige drømme og vare fulde af smil og solskin

han tog en lupe frem han altid bar i vestelommen og betragtede billedet længe

endelig gik det op for ham at det måtte være datteren beboerinden af værelset

det var øjnene han kendte hende på

det samme udtryk havde han set i moderens da hun fortalte om alle deres sorger i de forløbne år

i samme nu randt brevet ham i hu hans faders brev der havde givet anledning til hele familiens nedflytning og hvor mærkeligt dog at han ikke før havde tænkt derpå

fru krause var jo hans faders gamle flamme

i morgen ville han lægge mere mærke til hende så håbede han ikke at skulle generes af hendes taksigelser

så tænkte han på hvor megen karakter eller kærlighed hun måtte have at hun sådan uden videre havde givet afkald på en slig frier for at vandre ad fattigdommens møjsomme stier

denne tanke hagede sig fast hos ham og han følte beundring for hende så tog han atter det lille portræt frem og ud

bag på billedet stod der skrevet med en fin meget fast hånd som gud mig fører vil jeg gå jeg ikke han skal råde

den 7de april 188 hun er altså religiøs som det lader og efter hendes træk at dømme er det sikkert alvor med hende måske pietist en proselyt af lars oftedal

av

alligevel betragtede han billedet længe langt længere end en nygift frue ville have været glad ved selv ikke den liberale minona

først ud ad morgenstunden faldt han i søvn og vågnede op på formiddagen med stærk hovedpine efter at have drømt noget forvirret tøjeri om fjældture flytning den unge piges død og taler af lars oftedal

før middag tog han afsked

han ville ride til lemvig om hvis smukke beliggenhed hans fader havde talt

krause og kone vare henrykte over ham ingen af dem kunne begribe at han var sin faders søn og de vare overbeviste om at han nu tog ind til lemvig for at se til deres formands enke og børn

først nu følte krause sig i tryg besiddelse af forpagtningen

endelig havde de sorgløse dage fri for næringssorger at se ud på

kjeld ville virkelig ride ind til byen men da han kom omtrent halvvejs tænkte han på hvor takken måske atter ville strømme ind over ham og han undså sig ved atter at blive genstand derfor

han spurgte da en vejfarende bonde om vejen til bovbjærg som han vidste måtte ligge i en nogenlunde nærhed

så gjorde han omkring

hesten ville han sætte ind i en kro og derefter vandre til bovbjærg

det ville være noget for ham måske et bad aldeles kunne fordrive resterne af hans hovedpine

han gav hesten af sporerne og som en pil fløj det ædle dyr af sted med ham

den raske bevægelse gjorde ham godt og da han nåde en ret respektabel kro hvor han efter at have undersøgt forholdene og var bleven tilstrækkelig interviewet således som det er dagens skik og mode og for resten fra arilds tid

har været det i jylland og havde legitimeret sig som løjtnant fabritius begav han sig af sted til fods for at hilse på det gamle bovbjærg

da han nåde derop var al hans hovedpine forsvunden og med hele sin naturs udprægede kærlighed til havet nød han det pragtfulde skue

efter først at have moret sig med at klatre omkring på de spaltede klippeformer gik han ned ved bredden og var så heldig at finde et stort stykke rav som han straks besluttede at ville lade forarbejde for at overraske minona dermed

da han var træt gik han op ad en lille skrænt og lagde sig så lang han var for at nyde hele storhedens majestæt

klokken var tre

han ville i ro se solen glide ned ad himlens klare bue og forsvinde i det blinkende hav der netop havde så megen bevægelse at bølgerne kunne fange alle solstrålerne i et glimrende farvespil netop så megen bevægelse at den evige falden og stigen frembragte dette ubeskrivelige kor der kun kan lignes ved en nys udsprungen bøgeskovs susen i den første unge vår når de sprængte hylstre sagtelig som stille snefnokke drysse ned og brodere jorden

han nød et velvære som kun den kan føle der kan assimilere sig med naturen halv drøm halv virkelighed halv fryd halv vemod ingen længsler intet savn

som hos constance kom et par strofer ham på læben kom uden at være kaldte eller søgte som skyer der glide forbi og du skal sove dybt mens bådens fjæl dig fører hen ad evighedens strømme så drømte han videre på disse strofer der formerede sig som et tema for en række varierende billeder med visionens skønhed og fred

tilsidst lukkede han øjnene for yderligere at styrke dem til det strålende farvespil der tiltog jo mere skrå solens stilling blev

egentlig skulle han videre da han var ubekendt med vejene men han kunne ikke løsrive sig og besluttede som sidste termin at vente til den nederste bue nåde havets rand

da han havde ligget lidt hørte han noget pusle men brød sig ikke derom

kom der nogen fik de gå uden om ham

den plet hvorpå han lå var hans

han gad næppe tænke mere ønskede kun at blive liggende

drømmen var nu skønnere end livet det var hans mening hans erfaring

og når han var ude på ture holdt han lige så meget af at drømme som nogen ung pige

på grund heraf havde minona og han på rejsen haft mere end n konflikt

hun talte og undersøgte altid berigede sin viden og var uadskillelig fra sin noterbog

hun forstod absolut ikke at drømme

pludselig sang en klar røst tæt ved ham

f i hansen

i danmark er jeg født der har jeg hjemme

så blev det bomstille

han lukkede øjnene op

en ung pige klædt i sort med en sølje i halsen og med en bredskygget hat med gule bånd med et sort overkast over armen stod på en skrænt lige over for ham men skilt ved en lodret kløft

det var constance

han kendte hende på øjeblikket på billedet på moderen på en pludselig opvågnen han vidste ikke selv

skulle hun have søgt ham

tænkte han et sekond for at takke ham som hendes moder talte så meget om umuligt

ingen kunne jo ane at han var her

han kom på benene så hilste han som det er skik på landet når man mødes

al drøm var sluttet

på den naturligste måde af verden besvarede hun hans hilsen så satte hun sig ned

kjeld stod således at han kunne tage hende i øjesyn fra tre sider og han forsømte ikke lejligheden der interesserede ham i høj grad

han havde en følelse af betagethed men sagde til sig selv at det var selvfølgelig på grund af forholdene og trøstede sig med at han ikke havde gjort det fjærneste for dette møde det var tværtimod et mærkeligt sammentræf der havde fremkaldt det

solen begyndte at glide stærkt men det var ham umuligt nu at følge den manende røst om at drage hjemad

han ville tale til hende

frøkenen beundrer som jeg dette vidunderlige syn

sagde han uden at behøve trods den nære brænding at hæve stemmen over det almindelige så nær vare de hinanden

ja jeg er så forfærdelig glad heri at jeg brød op fra et besøg nogle timer før jeg behøvede blot for at nå lidt herhen lød svaret med stærk norsk akcent

frøkenen er fra norge

spurgte han

ja da

men mine forældre er danske

og de bor her på egnen

han ville endnu ikke give sig til kende

hun vendte sig helt om imod ham og fortalte med flugt og varme i korte klare sætninger hvad gården h d og om den storartede måde ejeren havde behandlet dem på

ja så

svarede kjeld kort og undlod trods alle indvendige opfordringer fremdeles at sige hvem han var

jeg ville ønske jeg kendte ham så glad jeg dog er i at tænke på ham udbrød hun med et pludseligt smil der med et forandrede hele hendes ansigt og i et kort nu gjorde det næsten skønt

måske er han slet ikke rar svarede kjeld ikke uden hjertebanken over således at tale i tredje person

kender de ham

spurgte hun med levende interesse

lidt

da er det lige meget svarede hun de kan så ikke dømme

jeg bryder mig kun om vished

han har nu gjort os forfærdelig lykkelige og han har været lige så god imod enken der flyttede før vi kom til lynghøj