Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

kjeld besluttede nu fast ikke at sige hvem han var og gik på accord med sig selv om at han ville vinde venskab uden at det skulle være på velgerningens konto

på dette felt var han absolut beskeden

da han imidlertid ikke kunne være bekendt at tale længere med hende uden at nævne et navn præsenterede han sig som løjtnant fabritius og trøstede sig med for det første at han hed således og for det andet at det alt sammen skulle ende i spøg når han med minona besøgte lynghøj

han blev nu fuldkommen sig selv elskværdig og venlig

han flyttede sig med given tilladelse over og satte sig ved siden af hende på hendes klippe

han fortalte hende om det blå middelhav og det evig besjungne italien hendes længslers land

før havde det været danmark sagde hun med dette smil som borede to dybe huller i hendes runde kinder og gjorde hende i øjeblikke så uimodståelig men nu var hun allerede så fordringsfuld at hun tænkte på intet mindre end italien

excelsior

udbrød han naturligvis

jeg v d ikke hvad det betyder sagde hun

han gjorde undskyldninger og oversatte

herved faldt talen meget naturligt på uddannelse specielt hendes som hun beklagede ikke at have fået som hun ønskede

kjeld gav hende anvisning på adskilligt men tænkte at her var et felt hvor han atter kunne glæde familien

solen nærmede sig betænkelig til havets rand men han gjorde sig umage for ikke at se det så fængslet var han af at tale med denne kærnesunde fordringsløse unge pige

han følte et behag som han ikke mindedes at have haft i højere grad ved nogen samtale med en kvinde og for hver gang hendes smil gik som solskin over hendes ansigt blev han på ny overrasket og stærkere engageret end han havde anelse om

hun sad lidt tavs og så ud over havet så sagde hun synlig rørt intet sted i verden føler man sig dog nærmere gud end ved havet og på fjældtoppene derfor elsker jeg begge dele

der tales for resten mindre her om det religiøse end hos os i norge har jeg bemærket

det var et spørgsmål

kjeld tænkte på verset bag på hendes billede som han havde læst i nat

at tale mindre svarede han betyder jo ikke altid at tænke mindre men jeg tror nok at det religiøse er stærkt spaltet i danmark

hører de måske til oftedals hær

jeg hører ikke til nogen særlig hær aldeles ikke men jeg håber i høj grad at høre til guds hær ja jeg kunne ikke eksistere ellers svarede hun med en alvor der ikke var til at tage fejl af

for kjeld var denne udtalelse absolut fremmed men han var i alt fald ingen spotter havde aldrig været det og ville aldrig blive det

hun begyndte at sanke sine sager parasol overstykke lommetørklæde som alt lå og flød omkring dem sammen

solen dyppede sig allerede luerød i havet

idet hun trak sin venstre handske på så hun vist på ham og sagde brat således som kvinder stundom komme med aldeles uformodede ting jeg havde tænkt mig at vor velgører den unge lasson så ud som de akkurat som de 1 hun vedblev at stirre på ham med sine store rolige øjne hvori det sørgmodige udtryk en lille tid var veget for et gladere mere livfuldt

kjeld følte at blodet for ham i kinderne og for at skjule det rejste han sig hastig og rystede sand og småsten af sig

jeg må vel føle mig smigret svarede han let medens han med sit lommetørklæde halvt bortvendt slog støvet af støvlerne

det må de for jeg kan ingen bedre tænke mig

og nu 1 nej 1 se dog solen og havet hvor det luer rødt jeg har aldrig set mage i mit liv

men jeg må hjem i en fart

farvel

og mange tak for alt hvad de har fortalt og lært mig det var et dejligt møde

de vil ikke følge med hjem til fader og moder

nej tusendtak

min han ville have sagt hest men rettede det til befordring står i kroen jeg må også skynde mig hvis de da tør gå alene ellers jeg

svarede hun med sit solskinssmil er vant til timevis ensomhed på fjældture hvor man har sine egne tanker til selskab og gud i himlen over sig

farvel

ses vi aldrig mere

her

spurgte han og greb hendes hånd

de kommer her altså imellem

ja jeg kommer her imellem lad mig se

i dag er det torsdag f eks

torsdag fjorten dage kommer jeg igen så er det endnu forhåbentlig mildt vejr

jeg kommer

men så må de følge med hjem

svarede hun og løb ned ad klinten og nikkede til ham

han stod deroppe og så hende langsomt forsvinde som skibet derude der til sidst viser sig som en lille prik

solens øverste rand badede sig i det rødgyldne hav

den var alt hilset godmorgen på den modsatte klode

om minutter ville den svindende dag tage det sidste sollys med sig og der var en dag til levet til ende på jorden

kjeld kastede sig med ungdoms heftighed næsegrus på bjærget hvor hun havde siddet

han ville tænke lidt sagde han til sig selv dagens indtryk havde været så mangeartede men hans læber berørte det gamle bovbjærgs salte lermasse og hans tanker befandt sig i et kaos

da kjeld efter at have besøgt og instrueret sin sagfører i ringkøbing red ind på søgård tidlig på eftermiddagen vare hans fader og minona ude at køre

de vare nylig tagne bort da de ikke troede at løjtnanten således kaldtes han almindeligst kom hjem før sent om aftenen efter det telegram de havde modtaget

medens husjomfruen gik ud og ind med middagsretterne som hurtig blev serverede for kjeld hørte han om alt hvad der var passeret i de tre dage han var borte

huset var med andre ord omtrent vendt på den anden ende

det var fruen først og fruen sidst

det var hende husjomfruen nu daglig havde at konferere med og modtage ordre fra det var hende der blev rådspurgt i alle mulige og umulige tilfælde og det var hende som kunne få den gamle til hvad det skulle være

kjeld glædede sig oprigtig over at tilstandene vare således og håbede kun at det måtte være af varighed

fænomener pleje at være uberegnelige som kometer der ofte give anledning til gale beregninger med hensyn til deres kommen og gåen

og han håbede især at denne store virkekreds skulle tilfredsstille minona og give hende brug for alle de kræfter hun var i besiddelse af og idelig følte trang til at gøre brug af

det lille kalvehoved meldte sig pludselig for at spørge om løjtnanten ikke til hest eller til vogns ville støde til husbond og fruen nede i klitplantagen

kjeld undskyldte sig med at han var lidt træt efter den lange ridetur og derfor blev hjemme

just som den lille røde ydmygst skulle til at forsvinde faldt det kjeld ind at spørge om det ikke var ham der en gang havde været sendt ned til lynghøj af hans fader

der udspandt sig nu en meget levende underholdning mellem de to

kjeld blev da han havde forsikret lauritsen om at han intet havde at frygte sat ind i mange enkeltheder dels angående de mærkelige sendelser han havde besørget dels om selve familien krause i fortid og nutid

da samtalen faldt på constance mærkede kjeld at hans tone blev en anden så skarpt var allerede kjelds øre i dette tilfælde

den intet anende fortalte fort

han var vant til at aflægge rapporter og da han ret kom i fart dristede han sig til at spørge om løjtnantens mening angående den unge dame ikke også var den samme som andre folks

kjeld svarede koldt at han aldeles ikke havde set hende

hun var ikke hjemme da han var der så spurgte han

lauritsen var utrættelig i at rose hende og bemærkede at hun især var så nydelig når hun lo men det var sjældent som om han ikke selv vidste det

ja det er godt

sagde kjeld hvis jeg en gang trænger til et pålideligt bud derned så skal jeg bede fader om at låne dem

lauritsen udtalte sig i gryntende glæde og forsvandt med sit slikkede hoved gennem døren

jeg kan såmænd godt tåle at rejse en tur ned til lynghøj i dette prægtige vejr sagde minona den følgende dag gang efter gang til kjeld

det er alt for langt for dig

du har mere end nok at stille med her synes jeg

du kan da begribe at jeg ikke er så ufornuftig at ville rejse hvis det skadede mig indvendte hun og du kan forstå at det morer mig uhyre at se vor egen gård

denne er jo også vor var svaret det er kun et tidsspørgsmål

ja a men jeg vil håbe det må vare længe

din fader er mageløs

tænk kjeld

nu har han fundet på har han selv talt med dig

nej

nå du må ikke sige at jeg har røbet noget hører du kjeld

ja du må virkelig love mig det

ja vist

nu

han har jeg tror det er i århus bestilt en magelig landauer fordi han ikke finder vognene gode nok til mig

og det er ikke alt

han vil købe et flygel for at jeg kan få lejlighed til at høre musik og ikke i vinter glemme den smule jeg kan

uvilkårlig måtte kjeld til en sammenligningtænke på broschen hans fader sendte hende gennem ham

sig dog noget kjeld ellers tror jeg at du er skinsyg på mig sagde hun og opslog denne store latter som kjeld nu ofte med forundringtænkte på at han n gang havde fundet frisk og smitsom

især en gang i syden inde på en kaf i neapel hvor der var fuldt op af fremmede fra alle lande havde den skurret ham forfærdeligt i ørene

en sentimental tysker havde endog holdt begge hænder op for ørene så kjeld kun med den yderste møje kunne styre sig og lade være at varme disse sensible øren

da han gjorde minona opmærksom derpå lo hun endnu mere og fandt det komisk alt sligt anfægtede hende aldeles ikke

på sin lange ridetur hjem fra ringkøbing havde han tænkt på dette og mange lignende optrin og han måtte mindes en vens ord til ham i de dage han var begyndt at gøre kur til minona hun er brillant ja undertiden genial i sin måde at være på