texts/1870_Gerson_AfDetDagligeLiv.txt

En lille Fejltagelse . 
Det er en ved Tal godtgjort Erfaring , at der 
i vore Dage reises meget mere end for en Deel 
Aar tilbage . Maaskee har den tiltagende Higen 
efter Adspredelser sin Deel deri , maaskee den med 
en stadig voxende Kundskab og Dannelse sorøgede 
Trang til med egne Dine at see og kjende Alt 
sin endnu større . Væsenligst maa dog Grunden 
dertil søges i , at det i de senere Aar er blevet 
langt lettere og billigere at reise , og det er næsten 
utroligt , hvad Jernbanerne i den Henseende have 
virket . Ogsaa i Fyen , hvor Jernbanen endnu er 
i sin Barndom , have Reiseforholdene forandret sig 
ikke lidet , og de smukkere Puncter besøges nu , 
navnlig i Sommertiden , af en Mængde Mennesker , 
der tidligere vilde have betragtet det som en for 
dem uoverkommelig Opgave at gjøre en saadan 
Udflugt . Fremfor alle er det da det yndefulde 
Hindsgavl med dets Omgivelser , man søger hen 
til , og det ikke blot sra Fyen selv , men ogsaa fra 

hele det øvrige Danmark , og den Velvillie , hvormed 
dets Eier , Hofjægermester Fønss , lader selv de 
hans Bolig nærmest liggende og deiligste Partier 
af sin Lund og Have aabne for det store Publicum , 
kan ikke noksom paaskjønnes af alle dem , der ad 
den fyenske Jernbane gjøre Udflugter til Middelfarf , 
for at glæde sig ved en rig Naturs Skjønhed . 
Blandt dem , der i Sommer besøgte Stedet for 
kortere eller længere Tid , var ogsaa en Fabrikant 
Dinesen med Datter . Forskjellige Sorger havde 
i den senere Tid rammet hans Huns ; at han 
mistede en trofast Hustru , Datteren en kjærlig 
Moder , var den største af dem , om end Datteren 
havde havt en anden Sorg , der veiede tungt i 
Vægtflaalen ved Siden af den nævnte . Han besluttede 
derfor at gjøre en Udflugt til det for sin 
Skjønhed saa berømte Sted , paa en otte Dages 
Tid at tage Bolig i det saa fordeelagtig bekjendte 
Berendtsfe Hotel i Middelfarf , hver Morgen at 
benytte de fortrinlige Søbade der ved Byen og 
derefter tilbringe Resten af Dagen deels ved 
Spadseretoure i den tæt op til Staden liggende 
Grimerhuusskov , deels ved Smaaudflugter til 
den lille Granskov mellem Kongebroen og Hindsgavl , 
til HindSgavls Lund og vidunderlig deilige 
Have og endelig til den smukke , lille Ø Fænø 
samt alt , hvad deromkring findes af tiltalende 
Naturskjønhed . Datteren , en Pige paa atten Aar , 
der sjelden , paa Grund af Moderens Sygdom i 
længere Tid før hendes Død , havde nydt Glæden 

af varigere Udflugter , havde længe imødefeet denne 
lille Reise med Forventning om en større Nydelse , 
og kort efter Pintsen begave da Fader og Datter 
sig til Kjøbenhavns Banegaard , — thi de hørte 
hjemme i Kjøbenhavn , — for efter kun en halv 
Dags Forløb at naae til Bestenimelsesstedet . 
Reisen gjennem Sjælland havde for dem intet 
Mærkeligt . Fraregnet den Hurtighed , hvormed 
man bringes fra Sted til Sted , er al Jernbanekjørsel 
lidet fornøielig ; selv om man har opnaaet 
en sordeelagtig Plads ved ef Vindue , er Udbyttet 
kun ringe , thi de Landskaber , man føres igjennem , 
vexle saa hurtigt , at man ikke faaer noget klart 
Overblik over det , man seer , endsige at man skulde 
opnaae nogen Stemning derved , og Rejselivets 
Pointe er dog de vexlende Stemninger , Sjælen 
under det gjennemlever . Over Beltet gik Reisen 
behageligt , en let Luftning krusede Vandet , og det 
var , som om Sjælland og Fyen paa den klare , 
milde Sommerdag søsterlig vare rykkede hinanden 
nærmere . Under Overfarten stod den unge Pige 
længe og saae ned i det dybe Hav . Var det de 
paa Oversladen legende Solstraaler , hun betragtede , 
eller hvilede kun det ydre Øie paa de solbeskinnede 
Vande , medens det indre var fæstet paa en Sorg , 
paa ef Savn dybt inde i hendes Bryst , der maaskee 
ikke var mindre dybt end det Hav , Damperen gled 
hen over . Hvo kan til ethvert Oieblik see , hvad 
der bevæger et Menneskes Indre ? Var det et 
Savn , der boede forinden , da var den smuktformede 

Kind bieg nok , det mørkeblås Øie alvorligt nok 
til at være Udtryk derfor . 
I Nyborg maatte de Reisende finde sig i et 
kort Ophold , saa traadte de atter ind i Jernbanecoupsen , 
for med Damp at føres forbi den fyenske 
Hovedstad , der er saa stolt af at kaldes Danmarks 
anden Stad , til Fyens vestligste By . Men 
havde Farten gjennem Sjælland været uden særlig 
Interesse for de tvende Reisende , kunde det Samme 
dog ikke siges om Reisen gjennem Fyen , thi i 
samme Oieblik , som Toget fluide til at afgaae 
fra Nyborg , steg en ung Mand ind i den Coupse , 
hvor de vare , og tog , uden ret at faae Tid til 
at see , hvem der blev hans Reisefæller , den eneste 
endnu aabne Plads , der var , ved Siden af Fabrikantens 
unge Datter . I det Samme han satte 
sig , vilde han tage Hatten let as og hilse flygtigt , 
som man hilser Fremmede , med hvem man kommer 
i en kort Berøring ; men det var næsten , som om 
Armen var bleven til Steen i det Samme , hans 
Ansigt skiftede Farve , og , idet han ligesom med 
lidt Anstrengelse endelig tog til Hatten , satte han 
sig taus og næsten forlegen paa sin Plads . Ogsaa 
med den unge Pige var der foregaaet en pludselig 
Forandring , over det blege Ansigt havde der lagt 
sig en stærk Rødme , og de ellers talende Oine 
saae ndtryksløst ned i hendes Skjød . Kun Fabrikanten 
forblev , fljøndt ogsaa han syntes noget 
overrasket , dog i det Hele taget uforandret ; han 

gjengjeldte den unge Mands Hilsen svagt og sænkede 
derpaa Coupsevinduet ned , for at aande friere . 
Banetoget var kommet forbi Ullerslev og havde 
nærmet sig Marslev , men endnu var der ikke blevet 
vexlet noget Ord mellem de tre nævnte Reisende , 
Fader og Datter og den syvogtyveaarige , unge 
Mand , der efterhaanden syntes at være bleven aldeles 
uden Øre for sin Omgivelse og kun at være 
optagen af , hvad der rørte sig i hans Indre . I 
Marslev gik et ungt Menneske , der sad ved Siden 
af Fabrikanten , ud af Coupeen , og hans Plads 
blev indtagen af en snaksom Handelsreisende , der 
var i en uafbrudt Bevægelse og havde Noget at 
spørge om til alle Sider . Saa kunde de tre tause 
Reisende da ikke mere tie aldeles stille , og nu og 
da maatte Øiet løftes , om det endogsaa stundom 
skete lidt uvilligt . 
„ Fortsætter de Touren ad hele den fyenske 
Linie ? “ spurgte den Handelsreisende , der nu sad 
ved Siden af Fabrikanten og ligeoverfor den nnge 
Mand , sin Nabo . 
„ Ja ! “ var det korte , men derfor ingenlunde 
uhøfligt betonede Svar . 
„ Og De , Frøken , bliver De ogsaa ved lige til 
Baneenden ? “ 
„ Det er min Fader , der sidder ved Siden af 
Dem ; vi følges ad ! “ lød det svagt og ligesom 
lidt fremtvungent fra deu unge Piges Mund . 
Den Handelsreisende nikkede , foreløbig tilfredsstillet 
ved det Udbytte , hans Nysgjerrighed havde 

faaet , og en Stund herskede der atter Taushed i 
den Ende af Coupden , hvor Fader og Datter fade . 
Pludselig syntes dog Tausheden at blive selv 
Fabrikanten for piinlig , og idet han bøiede sig 
over mod sin Datter , sagde han : „ Hvordan har 
Du det , Margrethe ? “ 
„ Godt , kjære Fader ! kun er Varmen mig lidt 
trykkende idag . Men det hjelper betydeligt , at 
Vinduet er aabent . “ 
„ Jeg frygter for , at De er lidt generet i Deres 
Bevægelser ved mig “ , sagde den unge Mand pludselig , 
og ligesom overvindende sig selv ; „ hvis 
saa er , beklager jeg det meget og vil ikke vide 
Tilfældet Tak derfor . Coupeen er desværre saa 
fyldt , at jeg neppe kan Andet end gjøre Dem 
Pladsen her ulidelig . “ 
Den unge Pige bøiede Hovedet lidt til Siden 
som for at svare , men idet en Deel af Forstemningens 
Vægt , der lige siden Afreisen fra Nyborg 
havde ligget paa hendes Bryst , ved denne kun af 
hende tilfulde fattede Undskyldning faldt af , listede 
der sig fra Hjertet og op til Øiet en Taare , der 
traadte perlende ud under det smukt formede Laag , 
og Undseelsen tvang det Svar tilbage , som allerede 
var underveis . 
„ Agter De Dem langt bort ? “ sagde Fabrikanten , 
for ligesom at befrie Datteren fra det 
Svar , han følte , at hun ikke kunde overkomme . 
„ Er det en længere Reise , De tilsigter , eller er det 
kun et Besøg her i Nærheden , De vil foretage ? “ 

„ Det er min Hensigt at tage Ophold i Middelfart 
i nogle Dage . Jeg vil besøge Hindsgavl 
igjen , som jeg ikke har seet siden min Barndom . “ 
Den unge Pige kastede et hurtigt Blik til sin 
Fader , som denne søgte at fortolke , som han bedst 
kunde , og det var ikke utydeligt paa hendes Ansigt , 
at det tidligere Tryk atter lagde sig fordoblet paa 
hendes Bryst . 
„ Jeg gaaer ogsaa til Middelfart “ , sagde den 
Handelsreisende , uden at dog Nogen syntes meget 
begjærlig efter at erfare det ; „ jeg har endeel Forretninger 
at afgjøre der , saa gjør jeg med det 
Samme en lille Svingom ogsaa til det deilige 
Hindsgavl . Det er en prægtig Eiendom , og det 
er herlige Folk , som boe der . “ 
„ De kjender Eieren og hans Frue ? “ sagde en 
Stemme pludselig fra den anden Ende af Coupeen . 
„ Nei , jeg har min Erfaring paa anden Haand , “ 
lød Svaret ; „ men det er derfor ikke mindre vist , 
hvad jeg siger . “ 
„ Ah , saaledes ! “ sagde Stemmen atter i den 
anden Ende af Coupeen , og et ironisf Smil gik 
hen over dens Ansigt , der havde gjort Spørgsmaalet . 
Det var aabenbart en Mand , der var 
godt kjendt paa det omtalte Sted , og som vilde 
straffe den Handelsreisende for den Mine , han 
gav sig af at kjende , hvad han ikke kjendte . 
Atter indtraadte en lang Pause , og Banetoget 
holdt ved Odense Station . I flere af Coupeerne 
vexlede Reisende , men i det Reiseselskab , som var 

der , hvor Fabrikanten sad , fandt ingen Forandring 
Sted . Kun traadte den urolige Handelsreisende 
et Par Minuter udenfor , og Fabrikanten reiste sig 
et Dieblik , for at strække sine Lemmer . Dette korte 
Nu benyttede den unge Mand til ganske sagte at 
tilhviske Fabrikantens Datter et Par Ord . 
„ Tilgiv , “ sagde han langsomt og kun hørligt 
for hende , „ seer De hellere , at jeg forlader 
Coupeen ? “ 
„ Jeg har i den Henseende intet Dnske , “ lød 
det dæmpede Svar . Og den unge Mand forblev 
paa sin Plads . 
Og atter rullede Toget afsted , dampende hen 
mod de smukke , skovrige Egne , der tiltage i Afvexling 
af Høi og Dal , altsom man kommer videre 
og videre mod Vest . 
Det vil ved hver enkelt Begivenhed i Livet 
være vanskeligt at sige , hvad der er Tilfældets 
Værk og hvad der er Styrelsens , Skillelinien 
mellem begge er det ikke givet det menneskelige 
Øie at erkjende tydelig . Det gaaer med Styrelse 
og Tilfælde som med Guds Villie og Menneskets , 
hvo kan sige , hvor Guds Villie begynder , og hvor 
Menneskets frie Villie flipper op ? Men vist er 
det , at , hvad vi helst antage som Styrelse , ofte 
for vort svage Blik seer ud som Tilfælde , medens 
det , vi troede at burde charakterisere som Tilfælde , 
udøver paa os en Virksomhed , som var det en 
Styrelse fra oven . En lille , tilsyneladende tilfældig 
Bemærkning af en for Fabrikantens Datter 

aldeles Fremmed , af den travle Handelsreisende , 
blev saaledes ogsaa her den første Anledning til , 
at den Sorg , som hvilede paa hendes Sind , i en 
ikke fjern Fremtid skulde finde sin Lettelse . Vilde 
man senere have spurgt hende , om hun troede , det 
var en tilfældig Bemærkning , da vilde hun visselig 
paa det Bestemteste have benegtet det og kun i 
den seet Guds egen Styrelse ; men for den Handelsreisende 
selv og enhver Udenforstaaende maatte 
Bemærkningen kun synes en tilfældig , den fremkom 
hos ham som saa mange andre , for at han kunde 
stille sit Kjendfkab til Alt i et saa klart Lys som 
muligt . 
De Reisende havde endnu kun et Par Stationer 
tilbage , før de vare ved Baneenden , da faldt det 
pludselig den Handelsreisende ind , at han havde 
seet den unge Mand sør , uden at han dog ret 
huskede hvor . Idet han derpaa forskjellige Gange 
lod sine Øine mønstre hans hele Personlighed , 
sagde han pludselig : 
„ Jeg har havt den Fornøjelse at reise med 
Dem før , jeg erindrer det nu tydelig . “ 
„ Det er nok muligt , “ lød det korte Svar , „ jeg 
mindes nu ogsaa at have reist med Dem . “ 
„ Ja , det er ganske vist ! vi vare paa Dampskib 
sammen fra London . De havde Deres unge Kone 
med . “ 
En almindelig Taushed paafulgte , Fabrikanten 
saae ud af Vinduet , den unge Pige saae ned i 
sit Skjød , Candidat Johnsen , thi dette var den 

unge Mands Navn , lod et uvilligt Blik streife hen 
over den snaksomme Fremmede . 
„ Jeg har aldrig været gift , “ sagde han , „ den 
Dame , De formodenlig har antaget derfor , var 
ikke min Kone . “ 
„ Med Deres Tilladelse , “ vedblev den ufortrødne 
Handelsreisende , „ jeg tiltalte hende flere 
Gange som Fru Johnsen , og hun gjorde ingen Indsigelse 
derimod . Er Deres Navn ikke Johnsen ? “ 
„ Et Svar herpaa behøver jeg vel neppe at 
give her til en mig ganske Fremmed . Dem , der 
kunde have nærmere Interesse af at faae Noget 
at vide i den Henseende , skal det være mig kjært 
at give det til anden Tid og paa andet Sted . “ 
Den Handelsreisende tang og saae sig betydningsfuldt 
om , men Ingen uden den elegante 
Reisende , der tidligere havde tilretteviist Sladdreren , 
syntes at agte videre paa ham , og denne 
kun for atter at vise ham et ironisk Smil , der 
straffede ham for hans Paatrængenhed . Men To 
var der dog tilstede , der fulgte den unge Mands 
Ord med spændt Opmærksomhed , og det var Fabrikanfen , 
men især hans smukke Datter . Over 
hendes Pande gled der som et flygtigt Solglimt , 
men kun for at efterlade en endnu stærkere Skygge . 
Taus vendte hun sit Ansigt mod det aabne Vindue , 
og et dybt Suk skaffede sig Luft fra det fyldte 
Bryst . 
En Panse fandt Sted paany , saa lukkede den 
Handelsreisende sine Øine for at slumre lidt . Fabrikanfen 

tog sin Datters Haand og holdt den 
mellem sine , og den unge Mand lod Tanken atter 
søge indad , derind , hvor alle vore Glæder og Bekymringer 
have deres uafbrudt vældende , usynlige 
Kilde . 
Da Toget ankom til Banegaarden ved Middelfart , 
satte Fabrikanfen og hans Datter sig i 
den Omnibus , der fra Hotellet afsendes , for at 
hente Reisende , som mulig ville tage ind der ; den 
Handelsreisende kjørte bort i en anden Vogn . 
Hans strenge Censor i den anden Ende af Coupeen 
forblev paa Banegaarden , for at oppebie en 
Eqvipage , der skulle afhente ham , men som endnu 
ikke var kommen . Kun Candidaten gik tilfods fra 
Banegaarden , medens hau lod sin Kuffert følge 
med Omnibussen , og det var et langt , glædeløst 
Blik , hvormed han fulgte Fabrikanten og hans 
Datter paa deres Bei . 
Den næste Morgen oprandt smuk og lys . Sagte 
vuggende slog Vandet imod Skibsbroen , og paa 
det bugtede Lille-Bell kom og gik Baade , hver 
med sit Hverv . Ude paa en Galease , der laa og 
lossede , stod en Matros og sang ; det var en 
munter Vise . Men en glad Sang er paa sin Viis 
en Pris af den guddommelige Styrelse , og det var 
nu den unge Sømands Maade at takke vor Herre 
paa , at synge freidigt ved sit Arbeide som Fuglen 
paa Grenen . Fra Hotellets Dør kom en eenlig 

Skikkelse , for at nyde den friske Søluft ; det var 
Candidaten , der var staaet tidlig op , og som 
trængte til i Guds frie Natur igjen at aande lidt 
lettere op efter mangehaande tyngende Tanker , der 
havde optaget endeel af hans for Søvnen bestemte 
Tid . At der ved et af Vinduerne ovenpaa stod 
en ung Pige og lod Niet tankefuldt glide ud over 
Stranden , saae han ikke , han var for optagen af 
det friske Naturbilled , der , idet han traadte udenfor , 
oprulledes for hans Nie . 
Vil man nu spørge , hvad det var , der beskjæftigede 
de fvende unge Menneskers Sind saa alvorligt , 
da kan der foreløbig kun svares : Erindringen 
om en brudt Forbindelse . Fabrikantens 
Datter og Candidaten havde været forlovet i over 
et Aar , og det var ikke engang eet siden , at 
Forlovelsen var blevet hævet . Det var den unge 
Pige , som havde hævet den . Men hun havde ikke 
gjort det , fordi hendes Kjærlighed til den unge 
Mand var sluppen op , hun havde gjort det med 
Hjertet fuldt af Hengivenhed for ham , fordi hun 
endnu ikke noksom var kommen til Erkjendelse af , 
at Meget i Verden synes anderledes , end det i 
Virkeligheden er , og at selv de tilsyneladende 
uomstødeligste Beviser kunne være saa svage , at det 
mindste Sandhedens Vindpusf kan omstøde dem . 
Klokken havde nylig slaaet syv i Kirketaarnet 
nær ved Hotellet , da traadte Fabrikanten og hans 
Datter ud paa den høie Steentrappe udenfor . 
Den unge Pige bar en let Morgenkjole og fra 

den lille Straahat flagrede der sorte Baand , Symbolet 
paa , at det Saar , der var slaaet hende ved en 
kjær Moders Død , endnu var aabent . For det 
Saar af en anden Natur , hun , i Tro paa Nødvendigheden 
deraf , havde slaaet sig selv , var der 
intet Symbol at see , det bar hun skjult i sit Indre . 
Begge stode de en Tidlang paa Trappen og lode 
Niet gaae over mod den jydfke Kyst , der laa i 
fuld Solbelysning , saa gik de i modsat Retning 
af Havnen ad Grimerhuusskov til , for under 
Træernes Skygge , paa Toppen af en eller anden 
Høi , at hvile lidt endnu med aabne Nme . 
Til Grimerhuusskov , men ad en anden Vei , var 
ogsaa Candidaten gaaet . Ventede han at træffe 
Fabrikantens Datter der ? Hvo veed ? Tænkt sig 
det klart havde han ikke ! Men hvor tidt er der 
ikke ogsaa i os et Haab eller en Forventning , soni 
ikke har naaet Fødslens Nieblik i Tanken , men kun 
embryonisk , useet af os selv , ligger i vor Sjæl ! 
Hvor er nu den Handelsreisende ? Han sover paa 
sit grønne Nre . Før han gik tilsengs har han i 
Gjestestuen ved et Glas Punsch givet den taalmodige 
unge Hoteleier et Beviis paa , hvor velbevandret 
han er i Politik og Personalhistorie , og 
da hans Forelæsning har trukket lidt seent ud paa 
Natten , sover han endnu de Retfærdiges Søvn . 
Gid han maa fove godt , han har havt sin Mission 
i Verden og fuldendt den . Den lille Historie om 
Candidatens Giftermaal , han gav tilbedste i Jernbanecoupeen , 
er mulig den største Nytte , han 

endnu , skjøndt sig selv uafvidende , har gjort noget 
af sine Medmennesker , paa den ham ubevidste 
Eftervirkning kan han nu hvile ud . 
Fabrikanten og hans Datter havde vel siddet 
en halv Times Tid og indaandet de friske Pust 
fra Havet , saa besluttede den Førstnævnte at gaae 
i Bad ; men da Datteren ikke vilde slippe den 
Stemning , hvori hun var kommen , saa hurtigt , 
bestemte hun sig til at blive tilbage og oppebie 
Faderens Tilbagekomst paa den Høi , hvor hun 
sad . Saa forlod han hende da , efter først at 
have kysset hende paa Panden og lovet hende ikke 
at lade vente længe paa sig . Lidt efter lidt saae 
hun hans Skikkelse tabe sig iblandt Træerne , saa 
bøiede hun sig tilbage mod en Green , og medens 
hun vuggede sig i vaagne Drømme , sang Fuglene 
ovenover hende om Kjærlighed og om , hvor smukt 
Livet kan leves , naar man kun nøisom ikke altfor 
meget fordrer ud over Øjeblikket . 
Lidt efter nærmede sig Skridt nede fra Stranden , 
en ung Mand med sin Stok i Haanden steg 
op ad Høien , og — for første Gang i henved et 
Aar vare de To , der engang havde tilhørt hinanden , 
atter sammen . 
Ikke strax dog nærmede Candidaten sig heelt 
hen til den unge Pige . Da han ved Foden af 
Høien saae hende , uden at hun endnu havde faaet 
Vie paa ham , blev han staaende et Øjeblik ligesom 
raadvild . Han betragtede den lette Skikkelse , 
han engang havde havt Net til at kalde sin , de 

hvide Hænder , der foldede sig andægtig , som var 
det store , solbeskinnede Rum over hende den af 
usynlige Magter byggede Kirke , hvori hendes 
Skaber kaldte hende til Andagt , det runde Barneansigt , 
der saa ofte tillidsfuldt og trygt havde 
hvilet op til hanS Skulder , medens Niet sorgløst 
havde lukket sig for enhver Tvivl og enhver Bekymring , 
og en Flok af Minder reiste sig og hviskede 
omkring ham omkap med det af Morgenvinden 
bevægede Løv . Da satte han pludselig Stokken 
fast mod Jorden , kastede Tvivlraadigheden af sig 
som en Kappe , der ved det Skridt , han vilde 
gjøre , var ham for tyngende , og gik op ad Høien , 
tæt hen til Stedet , hvor den , hans Tanker beskjæftigede 
sig med , sad . 
Et Udbrud af Overraskelse undslap hende , og 
hurtigt som den Skovdue , der i samme Nieblik 
sløt op over hendes Hoved , reiste hun sig og stod 
foran ham . En Strøm af Purpur gjød sig over 
hendes Kind , og hendes Bryst løftede sig , som 
var det for trangt til at rumme , hvad der bevægede 
det . Men i famme Nieblik havde ogsaa Candidat 
Johnsen , der følte det , grebet hendes Haand , idet 
han sagde : 
„ Tilgiv , at jeg denne Gang nærmer mig Dem , 
skjøndt det ikke er Tilfældet , det skyldes , men min 
egen fri Drift . Men en Bemærkning , der i Jernbanecoupoen 
blev gjort af en fremmed Reisende , 
nøder mig dertil . Hvor lidet jeg end , efter hvad 
der fra Deres Side er skeet , kan skylde Dem denne 

Forklaring , saa vilde jeg dog nødig for den , jeg 
engang havde kjær , synes troløs mod mine Blinder , 
og det er derfor , jeg nærmede mig Dem , for at 
vise Dem , at jeg ikke er det . “ 
Fabrikantens Datter trak sagtelig og fkjælvende 
sin Haand ud af Candidatens og sagde med nedslaaede 
Nine : 
„ Jeg forstaaer Dem ikke ret . “ 
„ De har engang hævet den Forbindelse , der 
var imellem os , men saa ligegyldig for den har 
jeg ikke været , at jeg allerede nn har kunnet ægte 
nogen Anden . Hvad den fremmede Reisende yttrede 
i den Henseende , var falsk . “ 
„ De har overfor mig ingen Pligt mere . Jeg 
forstaaer , at De i sin Tid i den fremmede Stad 
fattede Interesse for en Anden , det var saa Lidet , 
jeg havde at byde Dem . Om De alt nu har 
knyttet det Baand , De dengang bandt der , fastere , 
eller først i Tiden vil knytte det , bør for mig 
være uden Interesse , jeg har gjort det Askald , 
der kan fordres af mig . “ 
En Taare traadte hende ved disse Ord i Niet , 
og hurtigt vendte hun Hovedet til Siden for at 
fkjule den . Den unge Mand lod sin Stok glide 
ned i Græsset , blottede sit Hoved og kastede Hatten 
hen ved Siden af den , og stod nu overfor hende 
smuk og aaben , som da hendes Hjerte første Gang 
havde ilet ham imøde . 
„ I den fremmede Stad , og jeg antager , De 
mener London , hvor jeg i længere Tid opholdt 

mig , har jeg ikke for nogen Anden fattet nogen 
saadan Interesse , at den kunde stride mod det 
Kjærlighedsforhold , hvori jeg stod til Dem . Jeg 
har seet mange unge Piger , jeg har omgaaedes 
ikke faa , men for mig er Billedet af den , jeg i 
mit Fædreland havde ladet tilbage , aldrig blevet 
fordunklet . Det blev det end ikke , da jeg modtog 
det Brev , hvori De løste Baandet mellem os , end 
ikke da , da De sendte mig det Brev , hvori jeg 
bad Dem om Forklaring af Deres Skridt , naabnet 
tilbage . “ 
Den Solstraale , der i dette Øieblik ovenfra 
faldt hen over den unge Pige , kunde ikke være 
klarere end den , som ved hans Ord indenfra 
lagde sig over hendes Ansigt . Dog taug hun et 
Øieblik stille , som om hun ikke saa pludselig kunde 
bringe Orden i alle de Betragtninger , hans Ittringer 
fremkaldte i hendes Sjæl . 
„ Jeg har maaskee havt Uret i ikke at aabne 
Deres Brev , “ sagde hun kort efter , „ men jeg 
fulgte deri kun mine Forældres Raad . Hvad det 
Brev angaaer , hvori jeg løste vor Forbindelse , da 
var det kun Frugten af lang Overveielse og bittre 
Taarer . “ 
„ Og hvorved havde jeg begrundet disse Taarer ? “ 
„ Af min Fader vil De kunne erfare , hvor megen 
Grund jeg havde til dem . At de Meddelelser 
Dem angaaende , der kom min Fader ihænde , vare 
nøjagtige , kunde jeg ikke betvivle , dengang troede 

jeg mig endogså « overbeviist derom . Nu have 
Deres Ord gjort mig vaklende i min Tro . “ 
„ Og vil De aabent sige mig : Hvad blev der 
berettet Deres Fader ? “ 
„ En londonsk Handelsven af ham , Fabrikant 
som han , underrettede ham om , at han havde 
truffet sammen med Dem i en engelsk Banquiers 
Huus . I længere Tid havde De viist Datteren 
stor Opmærksomhed , efterhaanden vandt hun ogsaa 
Dem kjær , og tilsidst blev der mellem Dem og 
hende knyttet et Baand , som kun kunde knyttes 
hensynsløst for det , der tidligere bandt Dem . “ 
„ Men De har jo aldrig skrevet mig til derom . “ 
„ Burde jeg paatrænge mig , hvor jeg følte mig 
tilsidesaf ? Men blindt hen vilde jeg dog ikke troe , 
hvad der blev sagt . Gjennem flere paalidelige 
Familier , min Fader kjender i London , forespurgtes 
der Dem angaaende , men Alle vare de enige i , at 
Candidat Johnsen havde vundet den rige Banquierdatters 
Hjerte og bundet sig til hende . “ 
„ Dette Sidste er ogsaa rigtigt nok . Candidat 
Johnsen har virkelig bundet sig til hende . Derer 
kun en lille Fejltagelse i den Henseende : samtidig 
med mig var der i London en anden Candidat 
Johnsen , han hedder Edvard , medens jeg . . . ja , 
hvad jeg hedder , veed De , mit Navn er Carl . “ 
„ Min Gud , hvad siger De ? “ udbrød den bestyrtede 
og skjælvende Pige . 
„ Sandheden ! Det var netop denne Herr Edvard 
Johnsen , der tilfældig samtidig med mig reiste til 

Kjøbenhavn , hvor han vilde præsentere sin unge 
engelsfe Kone for sin Slægt , netop denne Herr 
Edvard Johnsen , hvis Hustru den mig fremmede 
Reisende i Coupeen igaar kaldte min . “ 
„ Min Gud , hvor jeg dog har baaret mig slygt 
ad ! Hvor jeg dog føler mig dybt beskæmmet ! “ 
sagde Fabrikantens Datter heftigt . „ Hvor uendelig 
Meget har jeg ikke at afbede hos Dem ! “ 
„ Lad os et Oieblik gaae fammen ned til 
Stranden , vi trænge begge til al den Kjølighed , 
vi kunne faae . Der skal jeg gjennemgaae vort 
Forhold nærmere , der skal jeg give Dem den 
Fremslilling af mit Liv i London , som Deres Brev 
og senere Afviisning afskar mig Leiligheden til 
tidligere at give Dem . “ 
Og gladere i Sindet , end han var kommen 
hen til Skoven , om end ikke endnu fuldkommen 
glad , tog han den unge Piges Haand og drog 
hende med sig ned ad Skrænten til det sagte 
skvulpende Vand . 
Hen forbi Kysten gled et Dampskib , det kom 
fra Kolding , fuldt af Passagerer . Det danske Flag 
viftede ind imod Stranden , det viste dem Uskylds 
og Kjærligheds Farver . Om et Oieblik vilde paa . 
Skibsbroen i den lille By Alt være i travl Bevægelse ; 
hvor mange Efterretninger af Vigtighed , 
hvor mangen kjær Ven og Frænde kunde der ikke 
med den hurtige Damper bringes fra Kyst til 
Kyst ! Men for Ingen kunde den bringe en vigtigere 
Efferretning end den , hvortil den Handelsreisende 

havde forhjulpet de To , som nu , uden dog egentlig 
at tænke paa Skibet , med Blikket fulgte dets Fart 
over det solbelyste Belt . 
En Stund stode begge de engang Forlovede 
tause — der var jo for dem Begge Nok at tænke 
paa . Hvor mangen Taare kunde den unge Pige 
ikke have sparet sig , hvis hun havde stolet tryggere 
paa den , der engang havde lovet hende sin Tro , 
end paa Alverdens Beretninger ! Hvor mangen 
mørk Time kunde hun ikke have sparet hånt , hvem 
hun gjerne havde offret sit Liv for at forskaane 
for Smerte , hvis hendes Livserfaring havde lært 
hende først at prøve nøie , før hun dømte . Men 
saaledes er det menneskelige Hjerte , det har ikke 
Ro . Det kan rumme en Rigdom af Glæde og 
Lykke , og dog kan et eneste giftigt Pust tilintetgjøre 
den ! Saaledes er det menneskelige Liv , det er en 
uafbrudt Vexling af Blikstille og Storm , og virkelig 
lykkelig er kun den , der i sin faste Tro paa Guds Styrelse 
eierKrasf til at lade Stormen gaae hen over sig . 
Over en halv Time sade de tvende unge 
Mennesker nu ved Stranden , han , gjennemgaaende 
Alt , hvad der var skeet med ham saavel i Englands 
Hovedstad som senere , efterat han var kommen tilbage 
til Danmark og for at fjerne sig saavidt 
muligt fra den , der havde forladt ham , havde taget 
sig en Plads som Fuldmægtig paa et Herredscontoir 
i en lille By i det nordlige Sjælland , hun , 
hørende paa hans Meddelelse med Anger og Glæde 
kæmpende mod hinanden . Da han var færdig med 

sin Beretning , tog han begge hendes Hænder og 
betragtede hende en Tidlang taus . 
„ Du har nu hørt Beretningen om mit Liv , “ 
sagde han derpaa , „ den er tillige Beretningen om 
min uafbrudte Kjærlighed til Dig , og derfor tiltaler 
jeg Dig atter med det fortrolige Du som dengang , 
da Du tillidsfuldt troede paa den . Her paa mit 
Bryst bærer jeg endnu dit Brev , det Brev , jeg havde 
bestemt at bære der for stedse som et Palladium imod 
nogensinde atter at lade en Qvinde faae Indgang 
deri . Jeg tager nuBrevet frem og holder det hen forDig . 
Vil Du , at jeg skal sønderrive det og lade 
Stykkerne flagre for Vinden , til de opløste synke 
Paa Havets Bund , eller skal jeg gjemme det igjen , 
hvor det laa ? “ 
„ Har jeg vel Ret til at see det sønderrevet ? “ 
sagde hun , idet hun grædende bøiede sig hen imod 
ham . „ Hvor Meget har jeg ikke først at bede om Tilgivelse 
for , hvor Meget har Du ikke først at tilgive ? “ 
Et Oieblik ester flød der utallige Smaastykker 
Papir hen over Vandet , Bølgerne legede med dem , 
og eet for eet samlede Vind og Strøm dem atter . 
Men hvad der havde staaet at læse , kom der dog 
aldrig mere til at slaae . 
Da Fabrikanten kom hjem fra Badet , fortalte 
Datteren smilende den Feiltagelse , der havde fundet 
Sted , og , beklagende det Skete , hvori han selv 
havde en saa stor Deel , rakte han Candidaten 
Haanden og havde for de tvende Unge kun det 
Onske , at Bryllupet maatte slaae snart . 

Om Aftenen var Fabrikanten og Candidaten nede 
i Hotellets Gjesfesfne , hvor ogsaa den Handelsreisende 
igjen havde taget Plads . Tcet ved Gjestestuen , 
i det lille Spifeværelse , stod den unge Pige 
i den halvtaabnede Dør under qvindelig Beskyttelse 
af to unge Damer , der hørte til Huset , og en 
tredie , som var der i Besøg . 
Fabrikanten forlangte en Flaske Champagne , 
og da han havde skjænket i Glassene , bad han den 
Handelsreisende paa Neisecompagniskabets Vegne 
at tømme et Glas nred ham . „ De troede at have 
feet den unge Mands Kone paa Reisen fra England , “ 
sagde han , „ lad mig her ved Glasset oplyse 
Dem om , at der ombord paa Skibet var to Candidater 
af famme Navn , og at den Dame , De 
faae , var den Andens Kone . Men vil De ogsaa 
fee dennes , om just ikke endnu Hustru , saa dog 
tilkommende Hustru , og det , som jeg haaber , snart , 
saa seer De hende her , det er min Datter . “ 
Og dermed aabnede han Døren til Værelset 
ved Siden af , og Fabrikantens Datter stod , omgiven 
af sin Escorte , i Døren seiersglad og smuk . 
Den Handelsreisende reisfe sig forvirret fra sin 
Stol , gjorde nogle Skridt hen imod Damerne , men 
vendte saa strax igjen tilbage , uden at have fundet 
Ord til at udtrykke sig med . Saa tog han Glasset i 
sin Haand og , idet han løftede det , sagde han : 
„ En Skaal for det unge Par ! Jeg beder Dem 
om Overbærenhed med min lille Feiltagelse ! “ 

Hnn er brillant ! 
Enhver , der har kjendt min Svigerinde i hendes 
yngre Dage , vil indrømme , at hun var et brillant 
Fruentimmer . Ikke alene havde hun i alle Henseender 
Herredømmet over sin ydre Personlighed , 
saa at den , om jeg saa tør sige , til enhver Tid 
og under ethvert Forhold slog til , men selv i det 
Enkelte var der hos hende næsten Intet at paavise , 
hvorom man ikke kunde sige , at det var 
brillant . Hnn havde et Par brillante Dine , store 
og sorte som Steenkulsperler , der , velslebne , glimre 
til alle Kanter ; et brillant Haar , et uigjennemtrængeligt 
Net af nøddebrun Naasilke , hvis 
Blødhed kunde føles med Diet ; en brillant Hals , 
et af fine Aarer gjennemdæmret elastisk Rør , som 
kunde svaie for den mindste Villieluftning ; en 
brillant Skulder , et Slags konstrigt udformet 
chemisk Præparat as Roser og Elfenb een ; en 
brillant Haand , letrundet og hvid som Sneen paa 
Alpetoppe , og endelig en Fod saa brillant , at 

ingen Chineserinde , hvad Længden angaaer , skulde 
gjøre hende Rangen stridig . Vel havde alt Dette 
i Aarenes Løb tabt sig endeel ; i sin suldeste Elands 
var det egentlig kun , da hun var mellem sytten 
og tyve Aar — og hun er nu fireogtredive ; men 
sin bestemte Holdning har hun endnu , den er selv 
overfor en nok saa imponerende Optræden saa 
sikker , at hun end ikke gjør Situationen den ubefydeligste 
Indrømmelse ; endnu kunne hendes Nine 
flamme trods nogen Sydlænderindes , især naar 
hun bliver heftig , og hendes Haar , er det end 
ikke mere faa naturligt skinnende og blødt , at 
man med Niet kan føle dets Fiinhed , faa har hun 
dog forstaaet at gjennemarbeide det saa godt med 
duftende Essenser , at det , især naar den rette 
Belysning falder hen derover , endnu gjør Indtrykket 
af en nigennemtrængelig Silkevæv . Kun 
Skuldrene ere ikke ganske mere , hvad de engang 
vare ; det chemiske Præparat , hvor Stos og Farve 
engang vare lige fuldendte , har tabt Lidt af sin 
fine Udmeisling i con- og excentriske Buer , og hist 
og her har det faaet en ganske lille guul Tone , 
næsten som de ferniserede photographiske Visitkort , 
naar de have henligget i nogen Tid . Men el 
brillant Fruentimmer vil dog Enhver kalde hende 
og det er da ogsaa blevet erkjendt til den Grad , 
at en ung , smuk og formuende Mand paa niogtyve 
Aar i den allerseneste Tid har betragtet det som 
Toppunktet af al Livets Lykke at modtage hendes 
Haand , og for omtrent fire Maaneder siden , netop 

den første Mai , den Dag Pigerne skifte Tjeneste , 
i Holmens Kirke lovede hende , hvad jo vistnok 
mangfoldige Brudgomme før han have lovet , uden 
senere at holde , men , hvad han sikkerlig vil blive 
holdt til at holde , hvis ikke alle Jnlemærker slaae 
feil . Hvorledes min Kones Søster kom i Bekjendtskab 
med ham , hvorledes han fik Øiet op for det 
Brillante i hendes hele Fremtoning , hvorledes de 
besejrede hinanden og endnu daglig , om end ikke 
ganske paa samme Viis , arbeide paa at beseire 
hinanden , det kunde jeg nok have Lyst til at fortælle 
Lidt om , hvis jeg kunde gjøre det godt . 
Men derom er jeg virkelig i stor Tvivl . Imidlertid , 
jeg kan jo prøve derpaa ; lykkes det ikke , er der 
jo ingen Skade skeet . 
Det var i Julen 1868 , altsaa for ikke stort over 
et Aar siden , at min Kone , min Svigerinde og jeg 
varebudnetil Gilde hos AssessorMichelseus i Strandgade . 
Egentlig er han kun Kammerassessor , og min 
Kone holder meest af , at jeg giver ham Titelen 
heelt ud . „ Man kan aldrig vide , “ siger hun , „ naar 
Du selv faaer en Titel ; Du har længe nok tjent 
din Konge ærlig og tro , og vilde det saa være 
behageligt for Dig , om Andre knappede af i den ? “ 
Men deels anseer jeg det ikke for Kniberi at lade 
„ Kammer “ falde bort , da der i Assessor uden 
„ Kammer “ i Grunden er meget mere Smæk end 
i Assessor med „ Kammer “ , og deels har jeg mærket 
paa min i Rangclassen optagne Ven selv , at han 
ligesaa gjerne , om ikke hellere , seer „ Kammer “ falde 

bort , som at det tages med . At kun min Kone 
og jeg og min Svigerinde vare budne og Børnene 
derimod slet ikke nævnte i Indbydelsen , laa deri , 
at der Ugen efter skulle være Børnegilde , og hvad 
vor Ungdom saaledes tabte ved ikke at være buden 
sammen med os , det vandt den ved at skulle samles 
med sine Lige . Hos Assessor Michelsens gaaer 
det nu altid meget net til . De føre intet stort 
Huus , hans Indtægter ere i Grunden endogsaa 
for smaa til det Huus , han fører . Alen ved festlige 
Lejligheder , naar de see Venner og Bekjendte , 
præsenterer Huset sig dog ret godt , og har ganske 
Charakteren af et stort Huus . Jeg vil just ikke 
sige , at Assessorens staae i noget egentligt absolut 
nærmere Forhold til mere dannede Familier , naar 
da undtages mig og Mine ; dette er nu , fordi vi 
engang have boet i Huus sammen nred dem , før 
de flyttede til den , efter min Svigerindes Mening , 
fuldstændige Udørk , Christianshavn , hvor de urr 
boe ; men naar der er Selskab i Assessorens Huus , 
træffer man dog altid Familier af Anseelse der , 
thi Assessorens Frue bærer sig saa snildt ad , at 
hun altid lokker Justitsraadens til at komine ved 
forud at fortælle dem , at Capitain i Linien , Rosenhjelm 
kominer der , og Capitainen og hans Frue 
lokkes ved , at det forud meldes dem , at Justitsraadens 
komme der . Grosserer Jenseits , som i 
Grunden ikke holde af Michelsens , komme der for 
Toldinspecteur Olufsens Skyld , og Olufsens besøge 
egentlig , naar de komme paa Christianshavn , kun 

Jensens , for de Ovrige , der komme , have de ingen 
Interesse . En saadan Maade at besøge paa turde 
være at anbefale allerede af reent oekonomisfe 
Grunde . Men saaledes er Selskabet i Assessorens 
Huus altid et meget respektabelt , og det er mig 
virkelig stnndom , som om den Smule Betegnelse 
af min Stilling , jeg kan sætte foran mit Navn , 
det lidt fattige „ Revisor “ , ikke ret kan slaae til 
der . I L ' hombren , det siger jeg reent ud , generer 
det mig næsten . Det er da gjerne Assessoren , 
Justitsraaden , Toldinspectenren , der ovenikjøbet er 
Etatsraad in søs , og mig , der faae Parti sammen , 
og ved Siden af alle disse Værdigheder og Titler 
er der i Betegnelsen „ Revisor “ saa grumme lidt 
Klang . Jeg bøder da ogsaa stundom lidt derpaa 
ved at lade min Ven Michelsen faae sin Titel heelt 
ud , saa at jeg endogsaa betoner Ordet „ Kammer “ 
lidt stærkere , end det efter Sprogbrugen ret vel 
bør betones , endskjøndt , naar han mærker det og 
bliver lidt urolig derover , saa giver jeg ham strax 
Titelen igjen i forkortet Tilstand . 
Men , som sagt , det var hos Michelsens , vi 
vare indbudne , og min Svigerinde skulde som sædvanligt 
med , thi at gaae i Selskab uden hende 
eller at modtage Besøg , naar hun ikke var tilstede , 
vilde vi i det Hele ikke have fundet hensigtsmæssigt 
eller heldigt , da der , som tidligere bemærket , selv 
endnu til den seneste Tid er og har været noget 
Brillant i hendes hele Personlighed og Optræden , 
der maatte være af god Virkning paa dem , vi kom 

i Berøring med . Min Kone var jævnt klædt . Hnn 
havde en Kjole paa af fmaatærnet Silketøi — som 
jeg forærede hende , da jeg en Maanedstid iforveirn 
i klasselotteriets femte Trækning vandt halvtresindstyve 
Daler , den første Gevinst , jeg havde 
faaet i elleve Aar — et Overkast af hvidt Cashemir , 
og et Slags amphibialsk Hovedtøi , en Mellemting 
mellem Kappe og Hat , hvorfra der hang nogle 
som mathematiske Figurer dannede Strimler blaat 
Silketøi og en heel Deel uvisnelige Ax . Min 
Svigerinde var betydelig elegantere klædt . Hun 
var iført en ny kornblaa Silkekjole , hvori Boutiksfolderne 
vare aldeles urørte , og paa Bryst og JErmer 
sad der flere Rækker smaa Glasknapper , der ved en 
heldig Belysning blinkede og spillede og gjorde en 
i Sandhed magisk Virkning . Nedringet Kjole , som 
da hun var sytten Aar , bar hun ikke ; men dækkedes 
Rosen- og Elfenbeenspræparatet end nu af et høit 
Liv , saa var dette dog foran saa ejendommeligt 
fiirkantet udskaaret , atmanfra , hvad mansaae , kunde 
slutte til , hvad man ikke saae , og det endda med 
skikkelig Avance for den , der havde resigneret paa 
det fuldt Nedringede . Over Skulderen og ned til 
Livet bar hun et Skjærf , et bredt tærnet Silkebaand , 
der til Nød godt kunde gjælde for et 
Ordensbaand , som ikke endnu var kjendt her , og 
fra Livet flagrede Fortsættelsen af det i fo lange 
Ender , der tog sig maleriske ud paa den kornblaa 
Grund . Paa Hovedet havde hun kun en Blomst , 
en naturlig , og et Slags gordisk Knude af røde 

Fløils Baand ; men fo Lokker laae ligesom tilfældig 
løsnede ned ad Nakken , een paa hver Side , og 
fortalte den , der forstaaer at tyde Sligt , at deres 
Eierinde endnu ikke havde opgivet sit Krav paa at 
regnes til de ungdommelige Skjønne , der kjende 
den Magt , de besidde . Jeg selv havde mine sorte 
Klæder paa , som jo vel egentlig engang vare mine 
Bryllupsklæder , men som dog senere sorskjellige 
Gange ere gjorte saa godt om og komne saaledes 
ud af Moden og i Blöden , at min Kone , da jeg 
var fix og færdig , erklærede mig for meget anstændig , 
ja , for en heel Cavaleer . Da det blæste 
stærkt , meente min Svigerinde , at vi ikke godt 
kunde gaae den slemme Vei over Knippelsbro , og 
det kunde jeg da heller ikke indvende Noget imod . 
Jeg lod derfor hente en Droschke , og Klokken syv 
og tre Kvart rullede vi , min Kone , min Svigerinde 
og jeg , fra Kultorvet til Christianshavn . 
Jeg har nu engang den Tro , at Intet i Verden 
fkeer uden høiere Hensigt . Bliver et af Børnene 
forkjølet og maa holde Stuen nogle Dage , tænker 
jeg , at Muligheden er for , at det , hvis det ikke 
holdtes inde netop i disse Dage , kunde være kommet 
til Ulykke paa en eller anden Maade —-og taber 
Pigen , naar hun sætter Maden paa Bordet , 
Skinken , vi skulde have til Aftensmad , i Sandet , 
og den bliver uspiselig , saa tænker jeg mig Muligheden 
af , at den , trods alle Undersøgelser , vilde 
have været trichinholdig , og at min Familie og 
jeg saaledes maaskee ved dette lille Uheld ere 

reddede fra en forfærdelig Døds Kvaler . Da vi 
kjørte i Droschken til Christianshavn , tænkte jeg 
ikke over Sligt ; min Kone og min Svigerinde 
havde Nok at overveie med Hensyn til , hvad Justitsraadens 
og Toldinspecteurens Damer kunde 
have paa den Aften , og hvad der vilde blive sat 
paa Bordet , og jeg maatte , for at være lidt gemytlig , 
give mit Besyv med derom , hvorfor jeg , 
saa at sige , var utilgængelig for alle høiere Ideer . 
Men senere , naar jeg tænkte paa den Aften , kunde 
jeg dog ikke lade være at sige mig selv , at der i 
Indbydelsen til os fra Michelsens , naturligviis 
uden denne Families Vidende , har ligget en høiere 
Hensigt , en , om jeg turde bruge det Udtryk , supratellurisk 
Plan , den , at skaffe min Svigerinde en 
Stilling , der passede til hendes brillante Personlighed , 
og samtidig dermed at lette mine Skuldre for 
en Kjærlighedsbyrde , der , hvor tækkeligt jeg end 
maa have taget mig ud med den , dog , med de 
smaa Indtægter , jeg har , til sine Tider tyngede 
mig b ansaf . 
Da vi kom udenfor Michelsens Port , saae vi , 
at den var mere end almindelig oplysf , og da vi 
kom opad Trappen , var der mellem første og anden 
Sal , thi Assessorens boe paa anden Sal , over 
samtlige Trin lagt Strimler af falmet Tæppetøi , 
som jeg mindedes at have seet tidligere , i dets 
grønne Ungdom , oppe i Stadsstuen . Min Svigerinde 
gik foran , og da hun saae dette Tegn paa , 
at Selskabet vilde blive mere end almindelig elegant , 

var det , som om hun uvilkaarlig voxede en Tomme 
høiere , og , uden at jeg egentlig overveiede det , 
hviskede jeg sagte og i fuld Beundring til min 
Kone : „ Er hun dog ikke brillant ? “ 
I Entreedøren kom Assessoren selv os imøde 
med et Ansigt fuldt af straalende Velvillie , viste sig 
i alle Maader som den belevne Vert , og trak mig , 
efter at have overgivet mine Damer til sin Kone , 
for at de kunde soignere deres Toilet en Smule , 
ind i de allerede med Gjester , og det med Eliten 
af , hvad jeg var vant til at finde der , overfyldte 
Værelser . 
Kort efter kom min Kone og min Svigerinde 
ind , og det vilde være uærligt at negte , at det 
var et slaaende Indtryk , det gjorde , da min Kone 
var traadt tilside , og min Svigerinde neiede for 
samtlige Tilstedeværende med et Smil , jeg nok , 
uden at kunde beskyldes for at gjentage Ordet 
for tidt , kan sige , var brillant . Det var Productet 
af Selvfølelse og Nedladenhed , af mild Imødekommen 
og klog Tilbageholdenhed , af varm Interesse 
for Enhver , hun saae , og dog en gjennemdæmrende 
Bevidsthed om , at Alle maatte see paa hende . I 
Stilhed spurgte jeg mig selv , hvor det dog kunde 
være , at dette brillante Fruentimmer endnu ikke 
var bleven gift , og det er slet ikke usandsynligt , 
at dette Spørgsmaal ogsaa i Stilhed er opstaaet 
hos Flere . Upaatvivleligt er det fremkommet hos 
en ung Mand , der , idet hun traadte ind , stod tæt 
ved Døren , og som vi ikke havde seet der før ; kun 

har Spørgsmaalet hos ham vel havt en anden 
Form , det har vel lydt som saa : „ Mon denne 
brillante Dame endnu ikke er gift ? “ 
Efter gjensidige Hilsener og Haandtryk præsenterede 
Verten den eneste af Gjesterne , vi ikke kjendte , 
for os som Herr Carlsen , Eieren af det deilige 
Gods „ Liliendal “ , en Miilsvei fra Kjøbenhavn . 
Jeg rakte ham Haanden , min Kone gjorde en lille 
ærbar Bøining og tilkastede mig i det Samme et 
betydningsfuldt Blik , som jeg fortolkede med : 
„ Ham maae vi absolut indbyde til os ! “ og min 
Svigerinde gjorde et ganske lille Skridt tilbage og 
neiede , men saaledes at jeg nok tør sige , at han 
i sit Hjerte gjorde to Skridt frem mod hende . 
Gjesterne blandede sig nu mellem hverandre , 
Assessorens Frue gjorde sit Bedste for at stille Alt , 
hvad hun havde forberedt , i det bedste Lys , Assessoren 
selv var lutter Forekommenhed og Skjelmeri . 
I mit Hjerte gjorde jeg i Stilhed det 
Løfte , som jeg desværre dog siden ikke fuldkomment 
holdt , ikke den Aften selv nok saa svagt at tyde 
hen paa Nogetsomhelst , som kunde fortolkes som 
„ Kammer “ , allermindsf iForbindelse med „ Assessor “ , 
og det var aabenbart , at Alle ventede sig et godt 
Udbytte af dette Julegilde , som Enhver af os for 
Resten dog følte langt oversteg vor Verts Kræfter . 
Da Theen kort efter blev præsenteret , kom 
Carlsen og min Svigerinde tilfældigviis eller 
rettere heldigviis til at sidde sammen . Han talte 
til hende om Landlivets Fortrin for Kjøbstadlivet 

— jeg havde nemlig sat min Stol saaledes med 
Ryggen mod hans , at jeg , trods alle Forstyrrelser 
as Toldinspecteurens Frue , der converserede mig 
om den mageløse Musik i „ Faust “ , som jeg desværre 
endnu ikke havde hørt , dog saa nogenlunde 
kunde følge med Alt , hvad han sagde — han talte 
til hende om Naturskønhederne i den Egn , han 
boede i , og det var ikke saa , den besad , han spurgte 
hende , hvad hun , hvis hun skulde vælge mellem 
Landliv og Byliv , vilde vælge . Desværre kunde 
jeg ikke ret høre hendes Svar , hun har vist , i 
Erindringen om tidligere Dage , hvisket det mere 
end almindelig bly . Jeg har imidlertid ingen 
Grund til at -troe , at hun i den Situation , hun 
var i — jeg mener naturligviis ikke det Michelsenske 
Julegilde i det Hele taget , men særlig 
hendes Stilling overfor den unge Landeiendomsbesidder 
— skulde have foretrukket Kjøbsiadlivets 
travle Uro for Landlivets idylliske Fred . Hun 
veed kun altfor vel , at der ikke fra Landet ind til 
Byen er længere end fra Byen ud til Landet , og 
at Veien gaaer ligesaa let ud som ind og ind som 
ud , naar man blot har det , hvorfor man kan 
expederes frem og tilbage , til at hun ikke , da 
Spørgmaalet forelagdes hende nøgent og puurt , 
skulle have klaret Situationen brillant ved at give 
Landlivet Fortrin . 
Da vi reiste os fra Theen , tog min Kone mig 
under Armen og førte mig en Smule til Siden . 
„ Det var et Parti for Jaeobæa “ , sagde hun , „ det 

kunde ogsaa vi have godt as . Tænk , hvor prægtigt 
Børnene kunde være derude paa Likiendal i 
Sommerferien , og hvor det vilde være gavnligt 
for deres Sundhed ! “ Jeg indrømmede Sandheden 
deraf , thi jeg holder selv meget af at sluge lidt 
frisk Land luft ; men jeg tilføiede dog : „ Endnu veed 
man imidlertid ikke , hvordan han sidder i det . 
Man kan nominell eie en Eiendom og dog eie 
meget Lidet deraf “ . Jeg brugte med Villie Ordet 
„ nominell “ , for at give hende lidt Respect for 
min Indsigt i flige Ting . Men det var her 
aldeles ikke paa sin Plads . „ I den Henseende “ , 
sagde hun nemlig , „ kan Du være rolig , jeg har 
allerede paa en fiin Maade forhørt mig hos Fru 
Michelsen og ladet et lille Ord falde derom til 
Jacobæa . Han har arvet Stendommen ifjor efter 
sin Fader og er for Oieblikket en Mand paa to 
Hundrede Tusinde . “ Uvilkaarligt tog jeg min 
Kones Haand og trykkede den , jeg følte , uden ret 
at tænke derover , en vis Beundring for Kvinden , 
der saa hurtigt kan orientere sig i ethvert Forhold , 
og da jeg , for ikke at vække Opsigt ved vor gjensidige 
Hvisken , idet jeg igjen forlod min Kone 
passerede min Svigerinde , saae jeg , at der paa 
hendes Kinder var to Roser , saa brillante , at jeg 
gad see den Gartner , der kunde fremvise to 
skjønnere . 
Lidt efter blev jeg sat til L ' hombrebordet . Det 
var denne Gang Assessoren , Grossereren , Capitainen 
og mig , der kom til at spille sammen — 

den unge Landeiendomsbesidder havde ikke Lyst til 
at spille , han foretrak , idetmindste den Aften , 
Samtale . Toldinspecteurens Frue spøgede lidt 
med hans Valg af Underholdning ; hun meente , 
at de unge Mænd nutildags dog ellers ere mere 
end tilbørligt opsatte paa at komme til Spillebordet , 
og de unge Mænd fra Landet fremfor Nogen . 
Hun havde en voxen Datter med , der , som Moden 
bød , aabenbart havde gjort sit Nakkehaar til Knudepunctet 
i sit Toilet , og som stadig betragtede min 
Svigerinde , som det syntes , halvt forundret over , 
hvad Mærkeligt der dog kunde være ved hende . 
Har Herr Carlsen fundet min Svigerinde meer 
end almindelig fmuk , saa er jeg vis paa , at Frøken 
Olufsen har fundet hende mindre end almindelig 
smuk , men til Gjengjeld meer end almindelig 
coquet , og jeg kan ikke negte , at jeg blev frapperet , 
da jeg engang under en Oasgus i Hjerter , hvori 
jeg forresten blev Ooäillo , kastede et Blik op fra 
mit Kaart og saae de tvende unge Damer staae 
Ansigt til Ansigt overfor hinanden , medens Carlsen 
betragtede dem begge . Det var noget af det 
Brillanteste , jeg har seet , af kvindelig Turnering ; 
i et Nn havde den unge Pige Spydet i sit Bryst . 
Omtrent Klokken halv elleve afbrøde vi L ' hombren 
for at gaae tilbords , min Vert ikke saa 
munter som tidligere paa Aftenen , thi han havde 
tabt tre bloloer i Træk , og jeg var ovenikjøbet 
uheldigviis , trods mit Forsæt — jeg veed ikke , 
hvad det slundom er for en ond , drilagtig Aand , 

der farer i mig — et Par Gange kommen til at 
kalde ham : Herr Kammerassessor . Men han tog 
sig dog i det , bød Justitsraadens Frue Armen , 
bad os Andre tage Damer og gik saa selv med 
sit erobrede Bytte foran og ind i Spisestuen . Jeg 
nølede lidt , jeg vilde see , hvem den nye Gjest tog 
tilbords . Jo , ganske rigtigt ! han tog min Svigerinde . 
Jeg gad engang seet den franske Keiserinde , 
Napoleon den 3dies foeminine Medregent ! Hun 
er en født Spanierinde , det er bekjendt nok , og 
Spanierinderne ere stolte ; men jeg gad nok sammenligne 
hende med min Svigerinde i Henseende til 
Holdningen , isæridetøieblikdenne Sidste gik tilbords 
med Carlsen . „ Brillant ! “ sagde jeg i mit Inderste , 
„ Fuldendt ! “ og bød i min Glæde Toldinspecteurens 
Frue min Arm . Men hun saae og hørte mig ikke , 
eller hun vilde ikke bemærke det ; hun tog Justitsraadens 
Arm , og saa , ja , saa tog jeg min egen 
Kone . Som trofaste Kampfæller i , hvad vi iaften 
kæmpe for , tænkte jeg , høre vi dog ogsaa egentlig 
sammen . Ingen kan vide , hvad en Godseier i 
vore Dage kan bringe det til , man har jo i den 
Henseende glimrende Exempler , og Dn selv , Du 
er endnu kun Revisor . 
Ved Bordet blev der sagt meget Morsomt , af 
Justitsraaden endogsaa engang noget Vittigt . Assessoren 
oppede sig mere og mere igjen , og hans Kone 
var en overmaade ferm Vertinde . Toldinspecteurens 
Datter var ført tilbords af Justitsraadens Søn , 
et ungt Menneske , der med Hensyn til , hvad han 

vilde foretage sig i Livet , endnu stod som Herkules 
paa Skillevejen og syntes at skulle blive staaende . 
Den unge Pige var aabenbart lidt forstemt , og da 
han tilfældig med en af sine Kjoleknapper kom til 
at hænge fast i sin Borddames klare LErmer , gav 
hun , dog vist noget uoverlagt , et lille Skrig , der 
forresten slet ikke klædte hende ilde og drog Herr 
CarlsensOinehenpaa hende . Min Svigerinde smilede 
derover , kastede et overlegent opmuntrende Blik 
over til den unge Pige og tog samtidigt dermed , 
da der netop blev ombaaret Posteier , uden fjerneste 
Tanke om , at det zarte Silketøi i hendes Kjole 
skulde kunne komme til at lide ved noget uheldigt 
Greb , med saa stor Sikkerhed to Posteier og lagde 
dem paa sin Tallerken , at min Kone , der iagttog 
hende , ikke kunde Andet end sløde mig lidt paa 
Armen og sige : „ Saae Du ? Var det ikke brillant ? “ 
Men har jeg nogensinde følt , at dette Ord , 
anvendt paa min Svigerinde , var berettiget , saa 
følte jeg det , da Assessoren senere ved Kagen udbragte 
sine Gjesters Skaal og da navnlig Carlsens 
som den , der var første Gang i hans Huus . 
Hvordan det gik til , er mig nmuligt at forklare , men 
min Svigerinde forstod saaledes , jeg antager ved et 
eneste Blik , at desorientere ham om Skaalens 
virkelige Natur , at Carlsen aabenbart maa have 
glemt , at der var flere Gjester tilstede end hans 
Borddame og han , thi neppe havde Assessoren 
talt , og af en Mand uden videnskabelig Dannelse 
at være skilte han sig virkeligt taaleligt ved sin 

Tale , før den unge Landeiendomsbesidder , ffjøndt 
Skaalen jo gjaldt alle Gjesterne , om end fortrinsviis 
ham , reiser sig og siger : „ Jeg takker for os 
Begge , for min Borddame og mig , jeg for min 
Deel vil aldrig glemme den behagelige Aften , jeg 
har nydt ! “ Fra alle Kanter blev der en fuldkommen 
Taushed , Alle vare som lynslagne . Samtlige 
respective Familiefædre og Mødre saae betydningsfuldt 
paa hverandre , og jeg troer næsten , 
min Kone var nærved at blive forlegen paa sin 
Søsters Vegne . Men da reiser pludseligt min 
Svigerinde sig , og idet hun paa en ganske aparte 
brillant Maade svinger Hovedet saaledes paa den 
elastiske Hals , at hendes Ord kunde synes henvendte 
til Alle , siger hun : „ Og jeg erklærer det 
for enhver Herres Pligt , ligesom min Bordcavaleer 
at takke Verten og hans Frue paa sin Borddames 
Vegne . Den Forekommenhed , der er viist os , kan 
ikke betales med Mindre . Thi det siger ogsaa jeg : 
ogsaa mig vil denne Aften være uforglemmelig . “ 
Alle saae sig overraskede om , havde jeg været 
Maler , havde jeg malet Situationen til Udstillingen , 
Enhver kunde da for en Bagatel have faaet det 
Hele at fee der . Saa kom man lidt til Aande 
igjen , og i et Nu reiste alle Herrerne sig , jeg 
naturligviis ogsaa , og takkede deres Vært paa 
egen og Dames Vegne , og Assessoren og hans 
Frue klinkede igjen og takkede smilende for den 
2Ere , som vistes dem . Min Kone saae paa mig , 

jeg saae paa min Kone , den Aften glemme heller 
aldrig vi , den var brillant ! 
Man gik nu frabords , og der blev converseret 
iGrupper , som man nu tilfældig kom i Berøring med 
hverandre . Herr Carlsen gjorde mig den LEre 
at henvende sig flere Gange til mig og spørge til 
min Familie , og jeg bad ham selv ved et lille 
Besøg at forvisse sig om , at , om vi end ikke vare 
rige paa Gods , saa havde vi dog Hjerte nok for 
Folk af hans Lige . Ogsaa min Kone talte han 
med , og jeg troer , Sandt for Dyden , at hun engang , 
da han gjorde hende en Compliment , rødmede 
som en ung Pige , der endnu gaaer i Skole . 
En halv Time efter gav Toldinspecteurens Frue 
Signal til Opbrud . Datteren var lidt svag efter 
en Sygdom , hun havde havt , og de turde derfor 
ikke blive ude med hende længere ud paa Natten . 
Da vi havde takket Verten og Vertinden — jeg 
kaldte ham ved Afskeden „ min kjære Assessor ! “ 
— og da vi Alle havde rakt hverandre Haand til 
Farvel , slege vi after tilvogns — thi Droschken 
havde vi igjen ladet hente — og rullede hjem . 
Dog nei , det er sandt , jeg glemte at sige , at den 
unge Landeiendomsbesidder fulgte os tilvogns og 
hjalp min Svigerinde , der ikke havde nemt ved at 
komme over til Vogntrinet , fordi der var faldet 
lidt Snee , og derfor maatte støttes , op i Vognen . 
„ Det var en prægtig Aften , “ sagde min Kone , 
da vi kjørte , til sin Søster , „ og Du var i Aften 

brillant . “ „ Ja , brillant ! “ gjentog jeg og lagde 
mig saavidt muligt tilbage i Vognen . 
Nogle Dage efter kom Herr Carlsen i Visit hos 
os , otte Dage efter vare vi indbudne til Julegilde 
hos ham , fjorten Dage efter var han til stort 
Selskab hos os , og en Maaned efter vare han og 
Jacobæa forlovede . Da de første Gang efter Forlovelsen 
en Formiddag gik ud til Assessorens , og 
vi for Selskabs Skyld fulgte med og gik bagefter 
dem paa Kjøbmagergade , hviskede jeg til min 
Kone : „ Det er et brillant Par og et udmærket 
Parti . Men det bliver et haardt Pust for mine 
fmaa Indtægter at gjøre Brylluppet . “ 
Den første Mai fandt , som sagt , Bryllupet 
Sted i Holmens Kirke . Præsten talte meget smukt , 
Toldinspecteurens Frue , der var med til Bryllupet , 
græd endogsaa . Jeg bør vel ikke glemme , 
at jeg netop Dagen før Bryllupet var bleven udnævnt 
til Secretair , en Titel , der dog forresten 
flet ikke klinger stort bedre end Revisor , og som 
min Kone ikke er saa lidt misfornøjet med . Da 
Brudeparret om Aftenen tog fra mit Huns ud til 
Liliendal , havde , som vi Dagen efter fik at vide , 
Michelsens illumineret , og det var smukt af dem , 
det var Mere end nogen af de Andre , der boede 
os nærmere , havde kunnet faae Raad til . „ Jeg 
har nu gjort , hvad jeg kunde , “ sagde jeg , da de 
vare borte , til min Kone , medens hun lagde Børnene 
tilsengs , „ blot det nu maa gaae for dem ! “ 

„ Vær Du kun rolig ! “ sagde hun , „ det har ingen 
Nød , jeg kjender Jacobæa bedre , hun er brillant ! “ 
Da vi Formiddagen efter Bryllupet vare til 
Gratulation paa Liliendal , som jeg nok tør sige 
af dets Eier var gjort til et lille Elysium — 
Havestuen var navnlig noget af det Nydeligste , 
jeg har seet , og Navnet Jacobæa var anbragt 
der , konstigt dannet af Blomster ved Brudgommens 
egen Haand -— og da vi , efter at have 
gjennemgaaet en heel Deel af Brudegaverne , 
kastede Diet ud af Vinduet , saae vi en Vogn rulle 
op i Gaarden , og det var Michelsens , der kom 
for at gratulere . Jeg maa i Forbigaaende sige , 
at Assessoren og hans Kone virkelig havde viist 
sig meget nette ved denne Leilighed . De havde 
sendt Brudeparret en Sølvpotageskee og sex nye 
Theeskeer , medens Toldinspecteurens kun havde 
sendt aldeles blankt sex Theesfeer , hvad Jacobæa 
da rigtignok ogsaa , saameget mere som hun alt 
i Forveien havde et lille Horn i Siden paa dem , 
lovede ikke at glemme dem . Og da Michelsens 
kom ind , gik saavel min Svigerinde som hendes 
Mand dem meget venligt imøde og hilste paa dem 
og førte denr omkring allevegne . Da Assessoren 
derefter var kommen til Sæde , sagde han , aldeles 
uden at kjende Noget til vor Opfattelse as min 
Svigerinde : „ Naa , min gode Herr Carlsen , nu 
er De da rigtig tilfreds ; det er en brillant Kone , 
De har faaet Dem ! “ Selvfølgelig spidsede jeg 
' Øren til , hvad den nye LEgtemand vilde svare ; 

men hvor overrasket blev jeg ikke , da han sagde : 
„ Det haaber jeg ! I den Formening friede jeg 
idetmindste til hende . “ Og saa lagde han sin 
Haand paa hendes , ligesom for at bestyrke , at 
han havde dette Haab . Egentlig var der jo vel 
nu ikke Noget at sige dertil , det var jo slet ikke 
Andet , end hvad der var naturligt og sandt ; men 
af en 2Egtemand paa een Dag forekom mig dog 
Mtringen lovlig kølig , og selv min Kone stødte 
den , saa at hun saae vist paa mig . Hvad min 
Svigerinde tænkte , veed jeg ikke ; men det forekom 
mig dog ogsaa , at hun noget hurtigt trak 
sin Haand bort fra hans . Skulde der allerede 
have været en lille Kurre paa Traaden , tænkte 
jeg ; umuligt var det ikke ; thi bestemt er min 
Svigerinde , hun har en Villie og vil have den 
respecteret . Men saa tænkte jeg igjen : Det er 
umuligt , saa tidligt kan der ikke have været nogen 
Differens , og da vi toge hjem , vare min Kone 
og jeg enige om , at hendes Søster og Carlsen 
vare lykkelige med og ved hinanden . 
Ak , hvad er dog i Grunden alle menneskelige 
Beregninger ! Jeg havde tænkt mig en høiere 
Hensigt med dette Julegilde , og det er endnu ikke 
Pindse , og jeg er færdig ved at troe , at hvis der 
virkelig har været en høiere Hensigt ved de to 
Nygiftes Møde ved dette Gilde , saa har Alt 
supra nubss ikke været ret beregnet . Ikke som om 
der , os vitterligt , har været Noget i Veien imellem 
Carlsen og hans Kone—nei ! Alt gaaer saa godt 

derude paa Liliendal , at det er en Fornøjelse ; men 
det forekommer mig dog , at Carlsens Ansigt er lidt 
alvorligere end før , og naar jeg begynder at tale 
om min Svigerindes udmærkede Egenskaber , og 
hvordan hun var , da hun var en Snees Aar , saa 
søger han bestandig at undvige med sit Svar , og 
at tale om ganske andre Ting . Hvor jeg kaster 
mit Oie hen derude , er det brillant Allsammen ; 
men siger jeg spøgende til min Svigerinde , naar 
hun for Exempel skifter Dragt et Par Gange i 
Løbet af Formiddagen og kommer ind den ene 
Gang smukkere end den anden : „ Det maa man 
lade Dig , Du er brillant ! “ saa kan jeg ikke sige 
den unge LEgtemand fri for , at der er et ganske 
lille ironisk Træk om hans Blnnd , og jeg er da 
færdig ved ikke at faae den sidste Stavelse af Ordet 
„ brillant “ med , men bliver snnrrende paa 
„ brik “ , saaledes at jeg næsten føler mig forlegen 
derved . Jeg gad vidst , om der virkelig skulde 
være en Misviisning i , hvad jeg troede at være 
en høiere Bestemmelse . Siden jeg blev Secretair , 
er jeg begyndt at blive Skeptiker . Ikke som om 
de Anskuelser af alt Idealt og Høiere , jeg har 
havt i min tidligste Tid , ere blevne rokkede ; nei ! 
men jeg har begyndt at see Alt i Verden lidt 
dybere ind end til Skallen , at see det til Kjerne « , 
uden Illusionens blændende Slør . Det er altid , 
det seer jeg nu , de Underordnede , som skulle holde 
for ! Det er dem , som maae trælle , og vil man 
endelig engang dog lønne dem , saa spiser man 

dem af med mindre end Intet , saa sætter man 
dem saa lavt ned paa Rangens og Værdighedernes 
Stige , at de langt hellere maae blive staaende frank 
og frit udenfor den . Jeg troer sandelig , at den 
Titel , jeg har faaet , har været mig mere til Skade 
end Gavn . Fpr troede man paa Muligheden af 
„ Justitsraaden “ , nn er Stemplet sat paa mig , jeg 
kunde ikke møntes ud høiere end til „ Secretair “ . 
Det er Maximum af , hvad jeg er værd . Carlsen , 
det er min Overbeviisning , overseer Titelen aldeles , 
han nævner den aldrig . Og saa har jeg desuden 
de daglige Regninger i-Overflod , de komme sneseviis , 
skokkeviis ; thi det kan ikke negtes , at Bryllupet 
var brillantere , end det var nødvendigt at gjøre 
det ; men det Ene maatte jo ligne det Andet , og 
kunde jeg saa Andet for min Svigerindes Skyld . 
Ja , det er afgjort : det er endnu de første 
Hvedebrødsdage for de unge Folk , men fuldkommen 
reent Brød i Posen have de neppe . Det kan nok 
være , af min Svigerinde gjør lovlig store For , 
dringer , og af hun har viist ham sin Holdning 
mere end nødvendigt allerede for tidligt . Hun har 
hørt det Ord „ brillant “ anvendt saa tidt paa sig , 
af jeg frygter for , af vi selv have gjort Vort til 
af fordærve hende og fremkalde , hvad der nu 
kominer . Det sknlde gjøre mig Ondt , skulle Toldinspeeteurens 
faae det af skumle over . Datteren 
er igaar bleven forlovet med en ung Attache ved 
et af de fremmede Gesandtskaber , en meget net ung 
Mand , der paastaaes endogsaa af en af de fornemste 

Familier ; han har et „ van der “ foran sit 
Navn . Men ganfle rigtigt er det neppe gaaet til . 
Der er nok arbeidet artigt derpaa af Toldinspecteuren 
og hans Kone , som ikke have kunnet forglemme , 
af min Svigerinde snappede Carlsen bort * 
for deres Datters Næse . De have nok lirket 
ganske antageligt ved den unge Mand , for af faae 
ham til af gaae i Tøiet . Det kan min Kone og 
jeg da fige os fri for ; alt Slags Lirkeri , det have 
vi skyet som Pest . Gaaer det galt , saa slaae vi 
udenfor . Ni toge Forbindelsen som den kom , det 
var vor Skyldighed , det skyldte vi min Svigerindes 
Fremtid , det var vor Pligt , saalænge vi 
troede paa en høiere Hensigt dermed . Mere have 
vi ikke gjort ! 
Jmorgen Aften skulle vi have Pindsegilde . Jeg 
siger „ Pindsegilde “ blot som Modsætning til Julegilde , 
thi egentlig give vi aldrig Pindsegilde , og 
dette finder kun Sted , for at vi ligesom officielt 
kunne modtage det unge Par , der endnu ikke siden 
Bryllupet har været her til større Selskab . Det 
koster mig endeel , jeg tilstaaer det , det koster mig 
Meget , og jeg har , for at dække de mange Udgifter , 
jeg har havt i den seneste Tid , maattet søge mig 
Extraarbeide . Jeg har taget en Secretairplads 
hos en Galanterihandler paa -Østergade ; inde paa 
hans Privatcontoir fører jeg Bøgerne et Par Timer 
om Dagen , naturligviis udenfor min Arbejdstid 
i Ministeriets Revisionscontoir . Paa en Maade 
er derved den Titel , jeg har faaet , bleven ikke blot 

uheldig , men ogsaa overflødig . Hvad man i 
Virkeligheden er , behøver man jo ikke først at give 
sig Udseende af . Er man Kjerne , er det en Taabelighed 
at ville synes Skal . For mit Secretairskab 
hos Galanterihandleren faaer jeg desuden 
betalt — for det Secretairskab , jeg fik af Kongen , 
maa jeg betale . Men det er nu ligemeget ! Naar 
blot Pindsegildet maa spænde nogenlunde godt af , 
og Alt med de Nygifte maa gaae efter Snske , saa 
kommer man vel ud over Resten . Var det ikke 
for Børnenes Skyld , der glæde sig til at komme 
paa Landet i Sommerferien , og for den Sags 
Skyld ogsaa for min Kones og min , thi vi have , 
med ro8a sagt , ogsaa saa smaat tænkt paa at ligge 
ude paa Liliendal en Maanedstid — det vil sige , 
jeg maatte jo kjøre ind hver Dag , thi mine Forretninger 
kan jeg ikke lade skjøtte sig selv — var 
det ikke , siger jeg , for denne hyggelige Udsigts 
Skyld , vilde jeg foreslaae Carlsen og min Svigerinde 
at gjøre en lille Udenlandsrejse et halvt 
Aarstid . Paa Jacobæas livlige Aand vilde det 
have en brillant Virkning , og jeg var i længere Tid 
fri for disse Gilder , som jeg ikke kan negte i 
Længden falde mig lidt drøit . Men det er dog nok 
ikke værdt at tale derom , jeg troer ikke min Kone 
ønsker det . 
Jaftes fandt da ogsaa Gildet Sted , og der 
var ikke saa Faa saavel af vort Bekjendtskab som 
af Michelsens . Toldinspecteurens vare der dog 
ikke , de vare budne til Legationsraad Pranges , og 

vi have nu foresat os at afbryde al Omgang med 
dem . Det varer vist ikke længe nu , inden han 
bliver Etatsraad . Klokken halv ni kom alle Gjesterne , 
min Svigerinde og Carlsen med Fire for , 
og det kan ikke negtes , at det gjorde endeel Opsigt 
paa Kultorvet , da Vognen rullede hen for Døren . 
Fattigfolk og Børn stillede sig saamænd op i 
Rader , medens det unge Par gik over Fortoget ; 
der stod endogsaa en Student . Det er lidt uheldigt , 
at vi boe i et Huus og ikke i en Gaard ; vi have 
ikke Plads til Hest og Vogn , og Kudsken maa da 
altid , naar de komme til os , holde udenfor eller 
kjøre hen med Vognen til en af Carlsens Slægtninge , 
som vi kun have talt med et Par Gange 
ved Bryllupet og ude hos Carlsen , men som vi 
ikke ville søge Omgang med , da han forekommer 
os lidt fornem paa det . Rigtigst var det , om vi 
flyttede til en eller anden Gaard ; men min lille 
Indtægt kan umulig slaae til , Leien er saa høi , 
og foreløbig — foreløbig maae vi vel blive , hvor 
vi ere . Som sagt , Klokken halv ni kom alle Gjesterne , 
Carlsens iberegnede , og det var et brillant 
Syn , da de stege ud af Vognen , og Tjeneren 
fulgte dem op ad Trappen med nogle Smaating 
min Svigerinde havde taget med til os . Det 
undgik mig imidlertid ikke , at Carlsen saae temmelig 
forstemt ud , og da jeg , efter at have hilst paa 
ham og hans Kone , og yttret mig om Et og 
Andet , der laae nær , lod indflyde en lille Bemærkning 
om , hvor behageligt det maatte være 

at have en saa brillant Eqvipage , svarede han 
noget but : „ Hm ! Det Brillante har aldrig været 
min Kjephest . Vi Landmænd have Andet at bruge 
vore Heste til end Kjørsel af den Natur . Hvor 
To kunne slaae til , bruger jeg kun høisf nødig 
Fire . “ Jeg indrømmede Rigtigheden deraf , men 
meente dog , at man for Damernes Skyld nok 
kunde og burde offre Lidt . „ Nok muligt , “ sagde 
han ; „ men der er Eet , man ikke kan og ikke bør 
offre , og det er sin Selvstændighed ! “ Og dermed 
dreiede han sig om og talte til Assessoren , der 
syntes at have anstillet philosophiske Betragtninger 
over Livet efter dette ; idetmindste var han alvorlig 
nok dertil . Jeg følte nu tydelig , af det nye LEgtepar , 
som jeg før sagde , ikke havde reent Brød i 
Posen ; der var aabenbart i Hvedebrødet kommet 
bitter Gjær . Og Eet mærkede jeg , af han ved 
sin Attring om Selvstændighed snærtede til mig . - 
Jeg ' skal dog skrive mig det bag Oret . Det er nok 
muligt , af han ikke er det brillante Fruentimmer 
værd , som han har faaet . 
Ved Bordet udbragte jeg mine Gjesters Skaal ; 
men pompeust som ved Julegildet spændte det ikke 
af . Michelsen takkede paa Alles Vegne og yttrede 
det Haab , af Secretairen og hans Frue ret ofte 
maatte opfordre deres Venner til af fornye Besøget . 
Carlsen sagde Intet , og da jeg udbragte Skaalen 
for ham og min Svigerinde særlig og sluttede med : 
„ Gid det , der er begyndt saa glædeligt “ — for ikke 
af bruge stærke Farver , vilde jeg med Forsæt ikke 

sige brillant — „ gid det , der er begyndt saa 
glædeligt , ogsaa maa fortsættes glædeligt , til alle 
Parters Held og Tilfredshed ! “ nøiedes han med 
ganske tørt af løfte Glasset og sige : „ Jeg takker ! “ 
Da det var meget lummert i Veiret , og Varmen 
i Stuerne trykkede endeel , uagtet alle Vinduer 
stode aabne , og Gjenboerne saaledes kunde see 
lige ind , hvad der forsaavidt jo rigtignok kunde 
være det Samme , da vi sandelig ikke behøvede at 
skamme os ved vort Arrangement , skiltes man 
temmelig tidlig , og Klokken elleve en halv rullede 
Carlsens Eqvipage allerede igjen ud til Liliendal . 
Da alle de Fremmede vare borte , og min Kone og 
jeg vare ved at gaae tilsengs , udtalte jeg for hende 
min Frygt for , at det dog neppe vilde gaae i 
Længden med de Nygifte . „ Jeg begynder selv at 
faae Skrupler , “ sagde hun , og tog sin Natkappe 
paa . „ Min Søster er unegtelig lidt pragtsyg og 
har ikke godt ved at føie sig efter Andre ; men , 
faadan i et Selskab , hvor det gjelder om at presenters 
sig , er hun dog virkelig — det maa Du 
tilstaae — brillant . Jeg har fra Barndommen 
af aldrig kunnet maale mig med hende . “ Jeg 
faae paa min Kone , som hun der stod i sin Natdragt , 
og jeg kunde ikke negte , at hun havde Ret ; 
men jeg troede det rigtigst dog ikke at sige Ja til 
hendes Dttring , det var jo muligt , at det kun var 
sagt for at modsiges , og Fruentimmerne — ja det 
er nu det Samme , Fruentimmerne har jeg altid 
havt megen Respect for . 

Desværre har jeg dog vist ladet et Ord salde 
fil min Svigerinde om en Udenlandsreise , og jeg 
hører nu , at det har havt en uheldig Virkning , 
om der end er gaaet over en Maaned , før Virkningen 
indtraadte . Idag kom Carlsen herop ; han 
var kjørt herind paa en lille , simpel Jagtvogn med 
en Fjerding Smør bag i Vognen ; han havde et 
LErinde op fil min Kone . „ Naa , “ sagde han fil 
mig , „ Deres Svigerinde har nu faaet det Indfald 
at ville reise ildenlands , og hun sætter Himmel og 
Jord i Bevægelse , for at sætte sin Villie igjennem . 
Ideen er DereS , Herr Secretair , troer jeg . “ Det 
var første Gang , jeg havde hørt ham kalde mig 
„ Herr Seeretair ! “ det gjorde mig lidt betænkelig . 
„ Men denne Gang ville vi dog see , hvem der 
gaaer af med Seiren ! “ vedblev han . „ Vel er der , 
at dømme efter hendes Øine , da vi talte derom , 
spansk Blod i hende , men vi Nordboere ere heller 
ikke at spøge med ! Tænk Dem ! Blot for at spille 
en Rolle i Verden vil hun , at jeg skal reise fra 
min Bedrift og mit Huus og lade Alt seile sin 
egen Sø i mindst et halvt Aar ! Jo , hun er 
brillant ! “ 
Jeg sagde , da jeg begyndte min Fortælling , at 
jeg var i stor Tvivl , om jeg kunde fortælle det , jeg 
havde tænkt at ville fortælle , rigtig godt ; jeg er 
nu kommen til Erkjendelse af , at det ikke ret vil 
gaae . Meget vanskeligt har det navnlig været mig 

at lade Præsens og Præteritum vexle saaledes , at 
det gjorde den ønskelige Virkning , det vil sige , 
stadig skildre det Skete som Forbigangent og dog 
lade det fremtræde saaledes , at det var , som om 
de svundne Tanker , Stemninger og Begivenheder 
først gjennemleves nu . Og saa trykkede det mig 
stadig lidt , at min Svigerinde maaskee skulde komme 
under Veir med , hvad jeg fortalte , og stødes ved 
et eller andet Udtryk . Jeg vil derfor afbryde min 
Fortælling her . Kun Eet vil jeg sige , det er siden 
Carlsens Meddelelse om Reisen stadig gaaet ned ad 
Bakke med Harmonien imellem de nye LEgtefolt , 
og den synes idag , den 2den September , i det Aar 
efter Verdens Skabelse 5869 og efter Christi Byrd 
1869 , temmelig nær ved at briste . Jeg haaber dog , 
at den alligevel holder , og at hun , som jeg sagde , 
da jeg begyndte , og som hun tidligere altid har 
gjort , sluttelig nok vil seire , hvad hun da forresten 
allerede har gjort med Hensyn til Udenlandsreisen ; 
thi , hvad man end med Rette vil kunne indvende 
imod hende , det tør jeg freidigt sige : Hun er 
. . . . . . . nei , jeg troer dog , at jeg ikke mere vil 
bruge dette Ord . Ikke , som om jeg var overtroisk ! 
nei ! men man kan dog aldrig vide , hvordan man 
er stillet . Til Principerne for den høiere Styrelse 
kjender man saa lidt ! Men — hvilket Ord skulde 
jeg vel foretrække ? Jeg veed sandelig ikke ! Maaskee 
de LErede , der nu have hørt Historien , selv ville 
bestemme det . 

Hvad der gjør Udslaget . 
Han havde Nok af Guld og Sølv , og Verdens 
AZre fattedes ham ikke . Men glad var han dog 
aldrig , han manglede Eet : et Hjerte at elfle , et 
Hjerte at slutte sig til . 
Og Tiden gik , og han blev gammel , hans 
Haar begyndte at graane . Og da Sneen en Dag 
faldt tæt , og Vinden sufede i de nøgne Træer 
udenfor hans Vindue , da stod han stille og saae 
ud , han syntes , det var koldt omkring ham , — 
skjøndt Ilden knittrede i Ovnen , koldere end ude 
i det vilde Veir . 
Da bankede det paa hans Dør , det var en 
faftig Kone med sit Barn . Hun bad om en Gave , 
for Guds Skyld og for sin Armods . Og han 
aabnede sin Pung og gav hende en lille Sølvmønt . 
Men leilighedsviis , som han rakte hende den , saae 
han , at hun var smuk , og at Barnet lignede sin 
Moder . Og han aabnede Pungen paany og gav 
hende endnu det Dobbelte af , hvad han havde 
givet hende . 
Hun takkede ham , takkede ham for , hvad hun 

kunde udrette dermed , og for hans store Barmhjertighed . 
Og leilighedsviis som hun talte , mærkede 
han , at hendes Stemme var velklingende og 
blød , og det syntes , som havde længe hans Dine 
ikke seet noget saa Smukt , som havde længe ikke 
saa mild en Klang klinget ind i hans Sjel . 
Saa tog hun ved Dørgrebet for at gaae . Men 
han standsede hende og bad hende sige ham , hvem 
hun var , og hvordan hun var stillet i Verden . 
Og hun fortalte ham , at hun kun atten Äar gammel 
var bleven gift med en flink Arbeider , at hendes 
Mand og Forsørger to Aar efter var bleven baaren 
fil sin Grav , en tærende Sygdom havde endt hans 
Liv , at hun i to Aar derefter havde arbeidet og 
kæmpet , savnet og lidt , og at kun Tanken om i 
hendes tresårige lille Søn at see en Fremtidsstøtte 
holdt hende opreist . Og han aabnede sin Pung 
paany , for i hendes Haand at tømme hele dens 
Indhold . Men leilighedsviis , som han tømte den , 
mærkede han , at hendes Haand skjælvede , og han 
troede , det var af Taknemlighed , thi i hendes 
Die saae han en sølvklar Taare . 
Da bød han hende en Stol og satte hendes 
Søn paa en anden ved Siden af . Men hun vovede 
ikke at sætte sig , hun syntes , at det grønne Fløil , 
hvormed den var betrukken , var ikke bestemt fil 
Sæde for Armod og Savn . Men leilighedsviis 
som hun vægrede sig , følte han tydeligere , hvad 
han selv savnede , og hans Opfordring fil hende 
om at sidde blev næsten en Bøn . 

Saa satte hun sig , men ydmygt . Og -da han 
tog hendes Haand og spurgte , om hun kunde ønske 
sig en ny Forsørger , betragtede hun ham forbauset 
og blev hvidere end Sneen udenfor . Men han 
forklarede hende , hvad Rigdom var , og hvor Lidet 
den formanede , og han fortalte hende , hvad han 
savnede og hvad hun kunde have at give bort . 
Og da hun saae paa sin lille Dreng og hun saae 
paa den alvorlige Givers bekymrede Ansigt , kastede 
hun sig rødmende paa Knæ og lovede ham at være 
for ham , hvad et Menneske uden Kundskab og 
Dannelse , kun med et Hjerte fuldt af Taknemlighed , 
kunde være . 
Og fjorten Dage efter stod der Bryllup , den 
rige Herregaardseier giftede sig med den fattige 
Tiggerske , der havde tryglet ved hans Dør . 
Et Aar gik hen , og Sneen faldt atter tæt , og 
udenfor hans Vinduer peb Vinden atter i de nøgne 
Træer . Nu og da saae og hørte han det vel , men 
hans Tanke var ikke derved . Han trykkede et 
Kys paa sin Hnstrues Pande , og naar den Lille 
saae det og legende kom hen til ham , satte han 
ham paa sit Knæ , og glemt var Stormen og 
Sneen udenfor . 
Saa gik der Aar , og udenfor hans Vindue stod 
Træet med sit Løv , og Rosen blomstrede . Men 
mere blomstrende end den stod hans unge Viv 
og fæstede sit Nie paa den rige Sommerpragt . 
Og han faae det , men rigtig glad var han igjen 
ikke . Han saae , at hun havde Nok af Guld og 

Sølv , og hvad hun kunde ære og agte savnede 
hun ikke , men for sin Ungdom havde hun dog ikke 
faaet Ungdom i Vederlag . 
Og Tiden gik , det var , som om Aarene og de 
gode Dage gjorde hende yngre . Og en Dag , da 
Baaren atter klædte Alt med Blomsterpragt , og 
hun stod ved sit Vindue og betragtede den , bankede 
det paa hendes Dør , og det var hendes rige 
Mand , der kom ind til hende . Han hilsede paa 
hende , og hun nikkede smilende igjen . Og alt som 
hun nikkede faldt en tyk , nøddebrun Lok ned over 
hendes hvide , fyldige Bryst . Han saae det , men 
leilighedsviis saae han tillige , at hans egne Haar 
vare ganske hvide , og skjøndt han i lange Tider 
havde vidst det , følte han sig dog netop nu saa 
fattig overfor hende . Og da han bad hende om 
et Kys , stod han for hende , som hun den første 
Dag , han saae hende , havde slaaet overfor ham . 
Men hun bøiede sig henimod ham og gav ham af 
sin Rigdom . 
Saa tog han hendes Haand og trykkede den . 
Men alt som han gjorde det , skjælvede hans Haand 
dog lidt , og da hun mærkede det , gik der gjennem 
hendes Hjerte en Anelse om , hvad der bevægede 
sig i hans Indre . Og hun sørgede , men vovede 
ikke at sige hvorfor . 
Og atter gik en Tid , fra alle Kanter hørtes 
kun Beundring af hendes Skjønhed . Man forbausedes 
over , hvad der i de syv Aar , hun havde 
været gift , under et lykkeligt Huuslivs Ly havde 

udviklet sig hos hende . De unge Mcend vare begeistrede 
for hende , de unge Qvinder indrømmede , 
at hun var smuk . Men mere og mere følte han 
sig som den Fattige , og da Vaaren paany klædte 
Frugttræerne med Blomster , stod han taus ved sit 
Vindue og saae ud , han følte , at det Træ , der 
havde Blomst , ogsaa havde Ret til Frugt . 
Da gik han en Dag ind i sit Kammer og lukkede 
sin Dør . Og da han havde deelt Alt , hvad 
han eiede , i tvende Dele og givet sin Gave retslig 
Gydighed , gik han ind til sin Hustru , for at sige 
hende Farvel . Hun savnede ikke Rigdom , hun 
fluide nn heller ikke savne Ungdom . Den Haand , 
hun engang havde givet ham , vilde han give hende 
tilbage ; naar Aar var gaaet , kunde hun skjænke den 
fil en Angre . Men hvad han tænkte paa , det vidste 
hun , og da han traadte ind i hendes Værelse , stod 
hun for ham i sin fattige Tiggerdragt , som hun omhyggelig 
i de Aar , der vare gaaede , havde gjemt . 
Længe forbleve de tanfe og saae paa hinanden . 
Men da hun nn tog sin Søn i Haanden og atter 
bad ham for Guds Skyld og hendes Armods at 
give hende en Gave , da forstod han hende , forstod , 
at Gaven ikke var den , hvorom hun tidligere bad , 
forstod , at ikke Rigdom og ikke Ungdom er det , 
som gjør Udslaget , men at der er Eet , der gjør 
Fyldest for Alt , og det er i Vee som Vel : det varme 
Hjertes Kjærlighed . 

Del sagde jeg nok ! 
„ Del sagde jeg nok ! “ sagde Kammerraad Rasmussen 
fil sin Kone , der laa besvimet i en Stol 
med Øinene lukkede for , hvad der foregik omkring 
hende , og kastede , idet han sagde det , en Avis , 
han ufravendt havde stirret paa , foran sig paa 
Bordet ; „ Del sagde jeg nok ! Nu har Du det saa 
godt ! “ Hun hørte imidlertid ikke , at han sagde 
det , og , selv om hun havde hørt det , havde hun 
ligesaa godt kunnet ladet være at høre det , thi 
hun vidste , at det var ikke , som han sagde , hun 
vidste , at han ikke havde sagt det , der var Spørgsmaal 
om , og hun vidste , at hun ikke havde det 
godt . Men Kammerraaden faldt det slet ikke ind , 
at hans Kone maatte tænke saaledes . „ Det sagde 
jeg nok ! “ gjentog han endnu engang og kastede 
sig , tilsyneladende tilfreds ved denne Bevidsthed , 
tilbage i en Stol , som om ogsaa han var besvimet . 
En og Anden vil nu maaskee spørge , hvad 
da Kammerraad Rasmussen egenlig havde sagt 

eller rettere ikke sagt , og hvad der gjorde Situationen 
saa eiendommelig , at Manden var rask og 
vel og forsaavidt jo havde det godt , skjøndt hans 
Kone , hvis hun i dette Nieblik havde seet ham 
ligge henstrakt , vilde have troet , at han ikke havde 
det godt , og at Konen hverken var rask og vel 
eller havde det godt , skjøndt dog hendes Mand , 
der saae det , sagde : „ Nu har Du det saa godt ! “ 
og jeg skal derfor , saavidt jeg er istand dertil , ved 
at gaae tilbage til Forviklingens tidligste Kilde , 
i Korthed gjøre Rede derfor . 
Det var tredie Pintsedags Morgen og det 
dejligste Veir , Nogen kunde tænke sig . Solen 
straalede klart paa Himmelbuen , og var der end 
hist og her en lille Sky — seet i den normale Afstand 
og nden optiske Apparater , var den dog for 
ikke stort Mere at regne end de Skjønhedspletter , 
Damerne i Ludvig den 16des Tid satte paa deres 
Hals og Ansigt , for at fremhæve Teintens gjennemsigtige 
Klarhed . Da Kammerraaden , allerede 
før Klokken i Taarnet slog sex , stod op og « åbnede 
Vinduet , for at see , hvad Udsigter der var 
for en Udflugt i det Grønne den Dag , vendte 
han sig om til sin Kone , der endnu laa i Sengen , 
og sagde : „ Pragtfuldt Veir ! Luften som farvet 
med ægte Berlinerblaat ! “ og Fru Rasmussen , 
som nylig havde drømt om en i en Blikkasse 
indpakket Alliancetærte , der var svulmet op og 

bleven til en Høi , hvorpaa der vaiede et Flag 
med Jndskriften : „ Alliancen til Taarbæk “ , vaagnede 
med et lille Glædessfrig og sagde : „ Det var 
deiligt ! Jeg tænkte nor , at de fik hinanden ! “ 
Dette Svar kunde nu Kammerraaden ikke ret forstaae , 
og da det ikke stod i den strengeste logiske 
Forbindelse med , hvad han havde yttret om Vejret , 
var det heller ikke saa urimeligt . Han vendte 
sig derfor endnu engang til sin Kone og sagde : 
„ Pragtfuldt Veir ! Ganske sfikket til en Skovtour ! “ 
og hans Kone , der nu var bleven lysvaagen , 
sagde : „ Nei virkelig ? Det var jo rart ! “ medens 
hun dog havde en uklar Fornemmelse af , at hun 
nylig havde sagt , hvad hun ikke skulde sige . Lidt 
efter var dette dog atter glemt , og da de , efter 
en udtømmende Behandling af det undtømmelige 
Stof for Samtaler : „ godt Veir og daarligt Veir “ , 
vare komne i Klæderne og paany aabnede hver 
sit Vindue , sagde de begge med straalende Ansigter : 
„ Saa godt man kan tænke sig ! “ og Kammerraaden 
søiede til : „ Det sagde jeg nok ! “ Saa gik De ind , 
for at vække deres Døttre , der endnu sov paa 
deres grønne Øre , og da den ældste af dem , 
Frøken Marie , slog Øienene op , var ogsaa hun 
midt en Drøm og raabte ganske høit : „ Lad være , 
Frederik ! “ 
Med denne korte , prunkløse Skildring af den 
tidlige Morgenstund i Kammeraad Rasmussens 
Huus , forinden Alt sættes i Bevægelse til Udførelsen 
af en længe tilsigtet Skvvtour , burde det 

vel egenlig være nok , saa at Familien nu trøstig 
kunde slige tilvogns , saasnart de unge Piger vare 
komne op og havde gjort deres Toilet . Men 
deels var Vognen ikke kommen endnu , og uden 
Vogn kunde der selvfølgelig ikke kjøres , deels skete 
der , da den kom , Et og Andet , der absolut maa 
tages med , hvis der ikke skal blive en Lacune 
i Historien og senere efterhaanden fremkomme 
Noget , der ikke forud har sin naturlige Begrundelse . 
Allerede paa dette Fortællingens Standpnnct vil 
det desuden være nødvendigt at sige , hvem 
Frederik er , og hvad der laa til Grund for Frøken 
Maries hende selv ubevidste Raab : „ Lad være 
Frederik ! “ hvormed Kammerraaden og hans Kone 
bleve modtagne . Man kunde ellers let allerede 
forud faae onde Tanker om hende , og i Sandhedens 
strengeste Medfør maa det dog siges , at 
hun var en høist ærbar , en høist blufærdig Pige . 
Navnet Frederik tilhørte hverken mere eller mindre 
end en Fætter af hende , en munter dansk Jurist , 
der Aftenen forud havde villet tage et Kys fra sin 
Cousine , fordi han et Par Dage iforveien til sin 
Examen havde faaet „ Begvem , “ og nu syntes , 
han intet bedre Vederlag kunde faae for Tort og 
Tidsspilde end et halvt givet , halvt taget Kys 
paa sin Cousines friske Læber . Det haabede Vederlag 
naaede han imidlertid ikke , formodenlig havde 
hans Cousine en noget anden Mening om Examenspræmier 
end han . Uden Ceremonier blev han afviist 
ved et strengt : „ Lad være , Frederik ! “ Men 

uden at dette i mindste Maade skal siges i hendes 
Dissaveur , turde det dog nok være , at hun senere 
i al Stilhed fortrød sin noget strenge Opfattelse 
af Compensationsspørgsmaalet . Unge Mennesker 
vare de begge , hun ikke Stort over atten Aar , 
han ikke Synderligt over to og tyve , og havde 
han blot havt en lille Smule mere end sit „ Beqvem “ 
at støtte sineFremtidsudsigterpaa , er der ikkeSpørgsmaal 
om , at Kammerraaden slet ikke havde havt 
imod , at Frederik ikke havde „ ladet være ! “ Men 
som det nu var , vilde det dog være ham meget 
imod , om hans smukke Datter — thi det kan 
maaskee Alt her indskydes parenthesifl , at Frøken 
Marie virkelig var nydelig — sfjænkede sin raske 
Fætter en dybere Interesse . Det var derfor med 
en Smule Nysgjerrighed efter at erfare Grunden 
dertil , at han hørte Datterens Udbrud : „ Lad være , 
Frederik ! “ saameget mere , som han endnu ikke 
ganske havde glemt sin Kones : „ Jeg tænkte nok , 
at de fik hinanden ! “ 
Foreløbig blev der dog ligesaalidet talt om 
gaadefulde Drømme , som om deres sandsynlige 
Betydning . Der var nu Andet at tage vare paa , 
det var Livets Realitet , man vilde glæde sig ved . 
En Maanedstid iforveien var Kammerraad Rasmussen 
ved en stedfunden Reduction i Naade 
bleven entlediget fra sin Post under Toldvæsenet , 
og var der end Noget i denne Entledigelse i 
Naade , der havde en bitter Eftersmag , saa varder 
dog ved den Kammerraadstitel , han nu bar , 

givet ham en saa eclatant Oprejsning , at det 
Bittre mindre føltes . Vel var han ikke bleven 
virkelig Kammerraad , han havde kun faaet Plads 
blandt „ andre Kammerraader “ ; men i vore Dage , 
hvor det i det Hele taget ligesaameget , om ikke 
mere , gjelder at synes som at være , havde Forskjellen 
ikke for ham saa Stort at betyde . Nok 
sagt , det var denne Optagelse i de Titelbegavedes 
syvende Klasse , der skulde feires ved en . festlig 
Skovtour , og allerede i den tidlige Morgen , 
Klokken syv , skulde den sættes i Værk sra Kammerraadens 
Bolig i Compagnistrædet , hvor man til 
jevnt Hold ikke mærker Synderligt til Skovluft . 
Til det bestemte Klokkeslet var da ogsaa Familien 
fix og færdig , Fruen i et nyt Overtræk af guulstribet 
Musselin , Frøken Marie i en klar , hvid 
Kjole og med en lille rød Silkehat , der lod de 
fyldige , blonde Nakkekrøller fri Naadighed , hendes 
yngre Søster Hanne i en graa Frakke og med en 
Matroshat med et Anker i Baandet paa sit Hoved , 
Kammerraaden selv i en Frakke , der ved sin 
Længde var en udførlig Protest mod Modens 
Fordring paa Skjødeløshed , og man ventede nn 
kun paa , at Vognen skulde komme . 
De Timer , man maa vente , ere altid de længste , 
Enhver , der har ventet paa Noget , han meer end 
almindelig længtes efter , vil kunne bekræfte det . 
Det er af Folk , der gjøre sig til af videnstabelig 
Indsigt , paastaaet , at Tiden gaaer sin jevne Gang , 
den ene Dag som den anden , den ene Time som 

den anden , og denne Paastand have de forstaaet 
at sætte i Forbindelse med meget Andet , der er 
erfaret og beregnet om Jordklodens Gang , om 
Sollyset og saa fremdeles . Hos en stor Deel 
Mennesker er denne Mening da ogsaa bleven antagen . 
Men mærkeligt er det dog , at den har 
kunnet blive det i saa stort et Omfang , al den 
Stund det er vitterligt for Enhver , at der har 
været og er Timer i Ens Liv , der faa at sige ere 
svundne , før de ere begyndte , medens andre stadig 
kun synes at begynde , men aldrig at skulle 
ende . Seer man paa Uhret , skulde man troe , at 
en hemmelig Magt holdt Viserne tilbage ; seer 
man paa Solen , forsaavidt den ikke er dækket af 
Skyer , spørger man sig selv , om der ikke kunde 
være indtraadt en lille tilfældig Forandring i de 
evige Naturlove . En og Anden vil maafkee med 
et overlegent Smil indvende , at det er med det 
som med alt Menneskeligt : vi dømme Alle meer 
og mindre efter det flygtige Indtryk , efter Skinnet , 
vi give Følelsen et for stort Raaderum paa 
Fornuftens Bekostning . Men hvis virkelig saa 
var , saa er det i det Hele taget uheldigt , at 
Menneskene ikke ere blevne rene Fornuftvæsener , 
men at de som Appendix til Fornuften have faaet 
en Følelse , der stadig er misvisende , og deels er 
der dog virkelig Mennesker , hos hvem der ingensinde , 
at dømme efter deres Forhold til Andre , 
har viist sig Spor af nogen Følelse , som dog , 
hvor det gjaldt at vente paa Noget , der for dem 

havde Betydning , vare saa utaalmodige som muligt . 
Hvordan det nu end forholder sig dermed , 
saa Meget er vist , at netop den sidste halve Time 
før Vognens Ankomst var i det Rasmussenske 
Huns af det Slags Tidsafsnit , hvori Tiden ikke 
syntes at gaae sin jevne Gang , og de videnskabelige 
Beregninger ikke formaaede at gjøre Fyldest . 
Hvert Nieblik tog Kammerraaden sit Uhr op , 
hvert Oieblik sammenlignede Frøken Marie sit 
Uhr med Stueuhret og meente , at der vist var 
noget Galt ved dem begge ; hvert Oieblik aabnede 
Fru Rasmussen paany de forskjellige Proviantpakker , 
for at see , om de vare saa vel garderede 
ved Indpakningen , at de kunde taale Stød . Tilsidst 
blev Kammerraaden utilfreds , og da han 
endnu ikke hørte nogen Vogn komme , sagde han 
lidt skarpt : „ Det sagde jeg nok , Vognen kommer 
ikke ! Det er sidste Gang jeg laaner Brændeviinsbrcenderens 
Vogn . “ Dermed var da ogsaa paa 
en Maade hans Opfattelse af Tidsspørgsmaalet 
afgjort , og det var ikke uden en vis Bekymring , 
at hans Kone tænkte paa Provianten og den 
Møie , hun havde havt dermed . 
Et Oieblik efter rullede imidlertid Vognen op 
for Døren , og det tør vel derfor antages , at 
den almindelige Uro dermed har været tilende . 
Ogsaa tør det haabes , at Kammerraaden i sit 
stille Sind tog sin Trnsel mod Brændeviinsbrænderen 
tilbage . Hurtigt saae han atter ud as 
Vinduet ; jo , det var ganske rigtig den lille Jagtvogn , 

der ventede . Men ikke blot det saae han , 
han saae ogsaa , at der ved Siden af Kudflen , der 
havde en bred , hvid Snor om Hatten og navnlig 
senere derved gjorde megen Lykke hos Kammerraadens 
yngste Datter , sad en ung Mand , som , 
da han sprang af , havde bundet sit Lommetørklæde 
som et Flag paa Enden af sin Stok . Og Fru 
Rasmussen , der ligeledes aabnede Vinduet , saae 
det ogsaa , og da hun endnu var ikke saa lidt fortumlet 
af den megen Indpakning af Spise- og 
Ørikkevare og den stadige Skiften mellem Haab og 
Tvivl , og hun desuden heller ikke ganske havde 
glemt sin Drøm , ansaae hun i det første Nieblik dette 
Flag for Flaget fra Alliancehøien og vilde have gjort 
en aldes uskyldig Bemærkning derom . Det varede 
dog ikke længe , før hun indsaae sin Vildfarelse , 
og Attringen døde faaledes hen i Fødslen . Anderledes 
var det med Kammerraaden , han saae 
klart , og hvad han saae , var just ikke efter hans 
Hoved . „ Der sidder jo allerede Nogen paa Vognen ! “ 
sagde han , „ Det er Sandt for Gud Fætter 
Frederik ! “ Og Fruen vendte sig fra Vinduet til 
sin ældste Datter og sagde : „ Ja , tænk dig , det er 
Fætter Frederik ! “ „ Der seer Du , “ sagde Kammerraaden 
og slog missornøiet Vinduet i lidt stærkere 
end nødvendigt , „ der har vi ham allerede igjen ! 
Det sagde jeg nok ! “ Frøken Marie sagde Intetfomhelst , 
ikke engang „ det sagde jeg nok “ , men 
utroligt er det dog ikke , at netop hun kunde have 
sagt det med Sandhed , thi i sit Inderste havde 

hun vist sagt sig det allerede flere Gange , saasom 
den dristige Fætter upaatvivlelig Aftenen iforveien 
i Samtalens Løb havde signaliseret Et og Andet 
i den Henseende . Hendes yngre Søster Hanne 
tænkte slet ikke paa , hvad der var sagt eller ikke 
sagt , hun var altfor optagen af , hvorledes hendes 
nye Matroshat vilde tage sig ud ved Siden af 
Kudskens Hat med den hvide Snor , til at hun 
kunde tænke paa Andet . 
Da Frederik var kommen op , og han havde 
sagt Godmorgen til Alle og ikke mindst til sin 
smukke Cousine , fortalte han , at han , ved at gaae 
sig en Morgentour , havde mødt Brændeviinsbrænderens 
lille Jagtvogn , som han vidste , Kammerraadens 
havde laant til deres Skovtour , og af 
han havde sat sig op paa den , blot for i en Fart 
af kunne byde dem Godmorgen . Han maatte 
absolut , inden de toge tilskovs , lykønske dem til 
det smukke Veir . Saasnart de vare kjørte , vilde 
han igjen fortsætte sin eensomme Spadseretour 
rundt om Volden . Kammerraaden takkede ham 
koldt for hans Høflighed og sagde , af en saadan 
Morgentour paa Volden ansaae han for meget 
sund ; Fru Rasmussen takkede ham ogsaa , men 
yttrede tillige , af det var smukt af ham af ville 
hilse paa dem , og Frøken Marie gav ham Haanden 
tilsyneladende ganske flygtigt , det var hele 
hendes Tak . Men hvor flygtig denne Haandsrækning 
end saae ud , maa den dog nok i Virkeligheden 
have været af en mere end almindelig 

intensiv Natur , i den hurtige Berøring maa der 
aabenbart have været noget Electrisk , thi i Begges 
Nine saaes der i samme Oieblik , den fandt Sted , 
en JIdgnist , som for den , der saae nøie til , lyste 
med et vidunderligt stærkt Skjær . 
Sandsynligviis ville de Fleste nu tage denne 
Bemærkning om , af der i den hurtige Berøring 
maa have været noget Electrisk , blot som et Slags 
billedlig Betegnelse af den gjensidige Berørings 
eiendommelige Natur , og nægtes tør det ikke , at 
den til en vis Grad ogsaa er det . Og dog er 
det maaskee Fremtiden forbeholdt at gjøre den til 
mere end Billed , at give den Realitet . Der er 
nemlig neppe noget Videnskabens Omraade , hvorpaa 
der , uagtet der allerede er gjort saa indgribende 
Opdagelser , endnu vil blive gjort saa 
store som paa det electromagnetiske . Af vor berømte 
Landsmand H . C . Orsted er det udfundet , 
hvorledes Ordet med Lynets Hurtighed kan sendes 
Tusinder af Mile , af Andre , der ville blive 
ikke mindre berømte , vil der maaskee paa samme 
Omraade blive gjort Opdagelser , som vi nu end 
ikke sjernt ane , men svimlende engang ville beundre , 
og nær ligger det at antage , at Kjærligheden 
mellem Mand og Qvinde , denne saakaldte 
Følelse , der nu gjennem Aartusinder har været et 
begeistrende Element til Stordaad , og som samtidig 
med , at den har fremkaldt mangen herlig , 
smeltende Sang , har gjort ikke faa Narre til 
Digtere , men endnu flere Digtere til Narre , nær 

ligger det at antage , sigerjeg , atKjærligheden mellem 
Mand og Qvinde vil findes hverken at være mere 
eller mindre end et Product af Electromagnetismen , 
en Naturtilsyneladelse , der i en kommende Tid vil 
blive doceret fra Kathedre og ved Skoleborde under 
Begrebet Physik . Tydeligt er det nemlig , at der 
bestandig mere og mere ved den Kjærlighed , der 
fører til Brudeskamlen , viser sig en Tendens til , 
ganske som for Exempel ved den electriske Telegraph , 
at anvende Metalledere , i dette Tilfælde 
Guld eller Sølv , og ved en nøiere videnskabelig 
Drøftelse vil der sikkert kunne findes andre ligesaa 
betegnende , ja maaskee endnu mere betegnende 
Berøringspuncter . Tilstaaes skal det dog strax , 
at Metallet ikke har været det forbindende Element 
mellem Frøken Marie og hendes rafke Fætter , og 
at der faaledes allerede paa dette Betragtningens 
første Standpunct er nogetAbnormalt , der gjørForskningen 
usikker . I det Hele taget maa , hvad der 
her er yttret , ogsaa kun tages som en løs Gisning , 
hvorfor der , hvis det i Tiden skulde vise sig 
som en Sandhed , ikke fordres nogensomhelst LEre 
eller Løn . 
Kammerraad Rasmussen var godt ved Magt , 
og det havde derfor været bestemt , at hans Kone 
og ældste Datter skulde sidde paa eet Sæde og 
han selv alene paa det andet , som han , naar han 
gjorde sig det ret mageligt , nok kunde udfylde . 
Den yngste Datter skulde da sidde hos Kudsken . 
Det havde hun altid fundet saa „ yndigt , “ da der 

var nogt Raskf ved det . Men da nu Fætteren var 
kommen og saa venlig havde budt dem Godmorgen 
og ønsket dem fil Lykke med det gode 
Veir , syntes Fru Rasmussen dog , at det var 
Skam ikke at indbyde ham fil at tage Deel i 
Skovtouren , saameget mere som de dog egenlig 
vare for saa fil ret at more sig . Den afgjørende 
Stemme i Huset havde Fru Rasmussen ikke , men 
nu og da kunde dog en og anden af hendes 
Meninger faae Indgang hos Manden , og at de 
virkelig vare for faa fil ret at more sig , kunde 
Kammerraaden ikke ganske negte , hvormeget han 
end trykkede sig ved Tilstaaelsen . Og da nu 
Frøken Marie ovenikjøbet saae paa ham med saa 
milde Øine , at selv den vildeste Bersærk maatte 
blive fuldstændig tæmmet , end sige Kammerraaden , 
der ikke havde Synderligt tilfælles med sine vilde 
Forfædre , og hun dertil med disse Øine paa sin 
aparte Maade bad for Fætteren , kunde han , hvormeget 
det end var ham imod , dog ikke længere 
modstaae og sagde , saaledes at den unge Mand 
dog ikke hørte det : „ Nu , saa bed ham da tage 
med paa Touren ! Uden det saaer jeg dog ingen 
Fred ! At det vilde blive Ende paa Legen , det 
sagde jeg nok ! “ 
Det er vel overflødigt at bemærke , at Fru 
Rasmussens Indbydelse til Søstersønnen blev modtagen 
med Glæde . I en Fart fik han et lille 
Brev med Underretning til sine Forældre om sin 
Udeblivelse kastet i Posfkassen , og da Vognen 

Klokken lidt efter halv otte rullede afsted og ud 
ad Strandveien til , sad Herr exam . jarls Frederik 
Paulsen netop ligeoverfor sin Cousine i Vognen , 
saaledes at de , selv om de havde villet , slet ikke 
kunde undgaae at see paa hinanden og tale med 
hinanden , og Kammerraaden var Bisidder ved 
enhver Sag , den unge Jurist drøftede med hans 
Datter , selv i det Slags , der ikke egenlig stricte 
kunne siges at henhøre under noget Retsforum . 
Hvor dog en saadan Tour tilvogns i den 
tidlige Morgenstund med en Blanding af Agre , 
Villaer og Haver paa den ene Side og det friske 
Hav paa den anden kan være henrivende ! I 
Følelsen af den begyndte Dags Herlighed sfue de 
med den ungdommelige Sæd bedækkede Marker 
op mod den stadig stigende Sol . Sagtelig hviske 
Træerne med deres Kroner , og mellem dem titter 
. hisf og her en Villa frem , deilig at see til og 
ganske stikket til at være et Hjem for glade Hjerter . 
Nu og da flyver en Fugl qviddrende fra sin 
Green , stryger hen over de fremad Rullende og 
forsvinder atter i et eller andet Træes Krone . 
Cn Rytter kommer muntert travende hen ad 
Veien , kaster paa de Forbikjørende et hurtigt Blik 
og forsvinder , Hesten rører neppe Jorden med 
sin Hov . Og Vognen ruller videre , og nye Haver 
træde frem og nye Villaer , og ved det aabne 
Vindue i en af dem staaer en ung Pige i sin 
Morgendragt og seer ud over Veien , ud over de 
Forbikjørende og henimod den fjerne i Morgensolen 

klart fremtrædende Kyst . „ Flyv , Fugl , flyv ! “ 
synger det i hende , medens hun betragter de hvide 
Seilere , der duve op og ned i det sølvblaa 
Vand , og det er , som om en Gjenklang af Fuglens 
Qviddren og hendes sagte Nynnen forplantede 
sig gjennem Luften , indtil der rundtomkring 
er Sang og Klang . Nir og da kommer fra 
Stranden et stærkere Pusf , stryger qvægende hen 
over Kornet og de endnu halvt drømmende Blomster 
og ind af de aabne Vinduer paa de solbeskinnede 
Villaer . Og raskere ile Hestene med den 
lette Vogn , og alt som de friske Vindpust tiltage 
i Antal og Styrke , udvider Bryslet sig , og det er , 
som aandede man lutter Sundhed . Saa kommer 
der atter en Nytter jagende , saa ruller en Vogn 
med glade Ansigter hurtigt forbi , saa træde nye 
Villaer og nye Trægrupper frem , og sig selv 
ubevidst føler man sig som nyfødt , som laae alle 
Verdens Sorgen for Ens Fod . 
At nu samtlige de paa den lille Jagtvogn 
Samlede sølte det tilfulde , tør vel ikke paastaaes . 
Kammerraaden havde vel aabnet sin Frakke , som 
vin han vilde lukke det friske Indtryk rigtig ind 
i Brystet ; men det er dog nok muligt , at han 
dybere inde end Frakken , ogsaa inden for Vesten 
har været mere bepantsret , end det er hensigtsmæssigt , 
naar man vil føle Alt , hvad Naturen i 
en frisk og smuk Sommermorgen og i en fortryllende 
Egn har at byde . Det er ogsaa nok muligt , at 
Kammerraaden havde noget mere Die for de fra 

hans Pibe opstigende Røgskyer end for al den 
Skjønhed , der omgav ham . Men veltilmode følte 
han sig dog , og der var Øjeblikke , hvori han aldeles 
havde glemt , at hans Kones Søstersøn sad 
lige ved Siden af ham og , trods Røgskyerne , i 
den vidunderlig klare Himmel ovenover og i den 
ikke mindre klare Himmel i hans Cousines Nine 
læste et lille lysf Kapitel af „ Naturen og Menneskelivet “ . 
Da 
de Kjørende vare komne til Charlottenlund , 
tiltoge de smaa Skønhedspletter paa Himlen 
i Størrelse , og hist og her viste sig betænkelige 
Tegn til , at , hvad Kammerraaden ikke mindre 
smagfuldt end træffende havde betegnet med „ Berlinerblaat “ , 
vilde faae en mørkere Tone . Ogsaa 
kom der nu og da et stærkere Vindpust , end der 
just var nødvendigt til at forfriske . „ Hun holder 
vist inte Vandet idav lige til Avlen , “ sagde Kudsken , 
der nylig var kommen til Hovedstaden , for 
at fungere i sin Kudskeværdighed , idet han lod 
Hav og Himmel passere Revue for sine Oine , og 
Kammerraaden , der nylig havde blæst en stor 
Røgsky ud i Luften , sagde : „ Du nrener , vi faae 
Regn , Lars ? Ja , det sagde jeg nok ! “ At Kammerraaden 
havde sagt det , havde Lars ikke hørt , 
men til at yttre det var der for ham ingen Anledning , 
og ingen af de Andre , der vare paa Vognen , 
holdt i det Hele taget af , at denne Samtale 
onr Regnen førtes videre . Kun Kammerraadens 
yngste Datter kunde ikke dye sig , noget dristig 

vendte hun sig v ' . n paa Sædet og bemærkede , idet 
hun tilkastede Faderen et udfordrende Blik : „ Nei , 
det sagde Du slet ikke ! “ 
Der paastaaes tidt , at Størreparten af Menneskene 
kun tænke paa Øjeblikket , at de , selv om 
de nu og da kaste et Blik paa Fremtiden , dog 
gjøre det uden fornødent Hensyn til de Erfaringer , 
Fortiden har bragt dem , og at de saaledes væsenlig 
ere blinde for Fremtidens Tilskikkelser . Foren 
Deel kan det ganske vist være sandt . Det har 
neppe nogensinde ligget i Verdensstyrerens Plan 
at lade Menneskene kige ham for meget i Kortene . 
Det maa i og for sig allerede være en vanskelig 
Opgave nok at sidde tilroers for en Verden med 
saamange Millioner Hoveder som vor runde Klode , 
ikke at tale om de øvrige Hærskarer af Kloder , 
Fixstjerner og Planeter , der ere befolkede med 
Millioner Gange saa mange Millioner som vor 
Planet , lutter Væsner , der hver har sin Opfattelse , 
sin Villie , sin Tragten . Skulde nu Menneskene , 
og dermed ogsaa alle de andre Væsner , der beboe 
de øvrige Kloder , kunne see altfor meget forud og 
saaledes hvert Oieblik falde paa at modarbeide 
Styrerens Hensigter , vilde Opgaven blive aldeles 
uoverkommelig . Men ganske kan en vis Divination 
dog ikke være negtet Menneskene , ganske kan 
det ikke være Sandhed , at de Intet forudsee . Om 
de store Genier , der , saa at sige , skne forud , hvad 
der om Aarhundreder vil skee , skal her slet ikke 
være Tale — en høitagtet gammel Philosoph 

hertillands har jo allerede fortalt os til de mindste 
Details , hvad der om circa 300 Aar vil skee , og 
desværre er det alt Andet end lysteligt — ; men 
man lægge blot Mærke til , hvor ofte i Livet saa 
Denne , saa Hiin gjentager , hvad nu allerede Kammerraaden 
saa ofte har gjentaget : „ Det sagde jeg 
nok ! “ og man vil da indrømme , at der idetmindste 
hos en stor Deel af Menneskene maa findes et 
Slags Fremsyn . Netop dette : „ Det sagde jeg 
nok ! “ som de Fleste vist høre halvt ligegyldigt , 
om de ikke overhøre det aldeles , har for den , der 
seer lidt dybere i Tingene , sin væsenlige Betydning . 
Netop i dette „ Det sagde jeg nok ! “ ligger 
der en Stadfæstelse paa , at der ikke er negtet 
Mennesket ethvert Indblik i Verdens futuriske Forhold , 
og den , der ikke par kores vil være Pessimist , 
seer i de saa , tilsyneladende saa ubetydelige Ord 
et glædeligt Tegn paa , hvad Menneskeslægten engang 
i Tiden vil bringe det til . 
Ved Eremitagen blev der gjort Holdt , man 
vilde der i den lille Have , der er indrettet for 
Besøgende , indtage Frokost . Fra det deilige Jagtslots 
Vinduer vilde man , naar Hungerens Fordringer 
vare tilfredsstillede , see ud over det vide 
Skovparti og det i Afstand blinkende Hav . 
Maaskee vilde man et Øieblik drømme sig i Besiddelse 
af det deilige Jagtslot , som for tretten 
Decennier siden reistes ved kongelig Haand og 
vakte Beundring , ikke blot ved sin fortryllende 
Beliggenhed , men ogsaa ved den Pragt , hvormed 

det var udstyret . Naar Slottet var beseet , og 
man havde nydt Udsigten , vilde man kjøre videre , 
for om Eftermiddagen at havne ved Skodsborg , 
hvor man vilde spise til Middag i den til Kroen 
hørende Have . Noget nøjagtigt Overslag over 
den mellemliggende Tid havde uran endnu ikke 
gjort , det , meente man , var det altid tidsnok at 
forhandle ved Frokosten . Da Kammerraaden og 
hans Familie vare staaede af ved Stalden , klappede 
og tiltalede han Hestene , som de vare hans 
egne , og hans yngste Datter laante Kudskens Pidsk , 
for at prøve , hvad Smeld der var i den . Fru 
Rasmussen gav Kudsken nogle foreløbige Ordres 
med Hensyn til Udpakningen af Provianten , og 
Frøken Marie satte sig i Fart , for at være den 
første , der oppe fra Slottets Vinduer kastede Niet 
ud over den fortryllende Egn . One Fætteren 
anede hendes Forsæt er ikke let at sige , han betonede 
ikke som Kammerraaden bestandig sin Forudvidenhed ; 
men vist er det , at hun ikke havde 
løbet ret langt , før ogsaa han satte sig i Fart , 
og nn blev der tæt ved Jagtslottet afholdt en 
lille Jagt , der vistnok var ublodigere end mangen 
Jagt i tidligere Dage , men dog ligefuldt endte 
med , at den Jagede blev indhentet og af Jægeren 
opbragt i det paa Høisletten kneifende Slot . 
Da Kammerraaden for syvende og sidste Gang 
havde klappet Hestene paa Bringen og derefter 
saae sig om , var Jagten allerede endt og saavel 
Jægeren som Vildtet forsvundne . Men netop som 

han vilde spørge sin Kone om , hvor Datteren var 
bleven af , fik han Nie paa to Skikkelser , der slode 
ikke langt fra ham , ifærd med at tage Veien til 
Haven , og da han saae nøiere til , kjendte han i 
den ene , den mandlige , en gammel Ven , Herr 
Particulier Reiersen , Eier as store Kapitaler men 
ikke mindre Særheder , og i den anden , den qvindelige , 
hans Søster , en Dame , rigere paa Aar end 
Dyder . Et Nieblik betænkte han sig , da nærmede 
han sig rask Vennen og trykkede hans Haand , og 
da denne nu ikke mindre trykkede hans og yttrede 
sin Glæde ved af see Kammerraaden , hvem han 
ikte i flere Aar havde talt med , foresloge de , ligesom 
ved en fælles Indskydelse , hinanden af nyde 
Frokosten sammen , hvad der ogsaa vandt Billigelse 
saavel hos den nySankomne af Hymens Lænker 
endnu nbetyngede Dame , som hos Kammerraadens 
Frue , der bar sine Lænker med al hunsmoderlig 
Resignation . 
Lidt efter , netop som Herr Reiersen og hans 
Søster saae op mod Jagtslottet , og den Førstnævnte 
i al Stilhed gjorde et Overslag over , 
hvad en saadan Eiendom for Tiden kunde være 
værd , kom faavel Jægeren som Vildtet gaaende 
fredelig ned derfra ved hinandens Side , begge 
slærkt blussende af den anstrengende Jagt . Maaskee 
havde ogsaa i et af Jagtslottets lønlige 
Kamre Spørgsmaalet om Examenspræmier paany 
været optaget til Behandling , og hvis saa var , 
er det af antage , af det , efterat den ene Part alt 

forud paa Jagten havde erklæret sig for besejret , 
har faaet et Udfald , der var efter Seierherrens 
Ønske . En mæglende Magt , der kunde bidrage 
til , af der afknappedes Lidt i Seierherrens Fordring , 
var ikke tilstede , og selv om saa havde 
været , hvo veed ikke fra det practiske Albions Stilling 
overfor Vilhelm Erobreren , hvor Lidet der 
ved Mægling kan naaes . Det være nu , som det 
vil , da de saae Herr Reiersen og hans Søster , 
smilte de skalkagtigt ved deres lidt eiendommelige 
Udseende ; kun lidet anede de , hvilke alvorlige Begivenheder 
dette Møde skulde være Forløber for . 
Saaledes som Particulieren og hans Søster 
stode der , kunde de unegtelig hos Beskueren nok 
fremkalde et Smil . Øvereensstemmende med det 
Almindelige vare de nemlig ikke klædte . Particulieren 
var ikke saa Lidet tilbage for , hvad der 
var Brug , hans Søster ikke saa lidt forud derfor . 
Skjøndt endnu ikke over fyrgetyve Aar , saae han 
dog ældre ud ; at hans Ansigt var temmelig furet , 
bidrog væsenlig dertil . Han bar en bredskygget 
Hat , Briller med mørkegrønt Glas , der dog lagdes 
af ved specielle Leiligheder , høie , stive Flipper og 
en rød Halsklud , der , om end ikke i Farve , saa 
dog i Form havde endeel tilfælles med Klokker - 
Links , efter at den overgivne Elsker har bundet 
den om sin Rival . Ogsaa bar han trods Varmen 
en tyk Overfrakke . Hans Søster var ældre end 
han og saae ogsaa ældre ud ; men skjøndt det var 
tydeligt , at hun havde gjort sig Umage for at 

faae et yngre Udseende , havde denne Besfræbelse 
dog netop bidraget til at fremhæve det , hun vilde 
skjule . Hun var iført en Kiole af grønt , stortærnet 
Silketøi med højrøde Striber , og det Storflaaede 
i Mønsteret og det Høirøde i Striberne 
syntes at brede sig fra Tøiet i Kjolen heelt op 
over Ansigtet , hvor det aldeles tog Magten fra 
den lille , tallerkenformede Straahat med de lange 
Strudsfjer . Som de begge saae ud , kunde de 
overfor Frøken Marie og hendes Fætter kun vække 
Fremmedes Opmærksomhed ved Modsætningen ; 
men Kammerraadens Dine undgik det , han vidste , 
at Partieulieren eiede fem af de smukkeste Gaarde 
indenfor Kjøbenhavns Volde , og fra disse Gaarde 
og de Skatte , han iøvrigt eiede , ndstraalede der 
for Kammerraaden et Lys , der lagde sig forædlende 
over deres Personlighed . 
Efter endeel Forhandlinger mellem Frn Rasmussen 
og Frøken Reiersen om Provianten , under 
hvilke Enhver ædelmodig gjorde Fordring paa 
udelukkende at offre af sit Eget , kom man tilbords , 
og , som det jo let maatte skee , kom Herr Reiersen 
til at sidde ligeoverfor Frøken Marie , hvis Person 
han fra det første Nieblik syntes at underkaste en 
gjennemgaaende Critik . At denne , nagtet sin 
Grundighed dog i fjerneste Maade har været ufordeelagtig , 
tør ikke antages . Som hun der fad , 
med blussende Kinder og i sit stille Sind recapitulerende 
de Smaabegivenheder , hvorpaa en Jagt , 
og navnlig en Jagt som den stedfundne , er saa 

rüg , saae hun nemlig høiest indtagende ud , og det 
er et stort Spørgsmaal , om ikke den Sommerfugl , 
der netop , medens Particulieren betragtede hende , 
havde viklet sig ind i hendes bløde Lokker og først 
slap ud igjen , da hun med sine hvide Fingre smilende 
kom den til Hjelp , gjerne var forbleven i sit 
Silkenet nogle Øjeblikke endnu . Frøken Reiersen 
var Fætterens vis-a-vis , men til Held for hende , 
gjengjeldte han ikke mod hende , hvad hendes Broder 
gjorde mod den unge Pige , thi hans Øine 
vare ufravendte heftede paa Particulieren , der fra 
det første Oieblik , han saae ham , mishagede ham 
tilbunds . Efter at man havde talt om Vind og 
Veir , om det fyldige Løv i Skoven og de fyldte 
Kapuner paa Bordet , om det Styrkende i den 
friske Søluft og det ikke mindre Styrkende i et 
godt Glas Portviin , kom man endelig til at tale 
om LEgtesfab og derved om Herr Reiersens idetmindste 
indtil Dato practiske Negation af 2Egteskabets 
Hensigtsmæssighed , og Kammerraaden 
spurgte sin Ven , om han dog aldrig havde tænkt 
paa at gifte sig . Han var jo Mand for at kunne 
ernære en Kone , ja , for den Sags Skyld flere , 
hvis han da vilde gifte sig med flere . Dette 
Sidste protesterede imidlertid Fru Rasmussen kraftigt 
imod , da Fleerkoneriet hertillands var forbudt . 
„ Tænkl paa at gifte mig ? “ sagde Herr Reiersen 
og pillede , medens han sagde dette , med stor Færdighed 
Kjødet af et Kyllingebeen , „ aa jo , det har 
jeg unegtelig og det endogså « flere Gange . Jeg 

har nylig endogsaa været mere end halvt forlovet . “ 
„ Nei virkelig ? “ afbrød Kammerraaden ham og saae 
i det Samme paa sin Vens Ansigt , hvorover der 
dog ikke var udbredt Nogetsomhelst , der lignede 
Skjemt , og Frn Rasmussen , der , som alle Damer , 
gifte og ugifte , have særlig Interesse for Forlovelser , 
bemærkede , idet hendes Ansigt fik ligesom 
et forklaret Præg : „ Er det muligt ? Men det har 
man jo slet ikke hørt Noget om ! “ — „ Og dog er 
det Tilfældet , “ sagde Particulieren , „ jeg har 
virkelig været det . “ Den unge Jurist , der hos sig 
allerede sporede lidt af Sagførerens Lyst til dialectiske 
Indsigelser , og som desuden følte en afgjort 
Tilbøjelighed til overfor Particulieren at 
blive en topmaalt Krakiler , spurgte , hvorledes 
Udtrykket „ over halvt forlovet “ skulde forstaaes , 
thi efter hans Formening var det hverken heelt 
eller halvt , naar det ikke var heelt . „ Over halvt 
forlovet ! “ sagde Herr Reiersen og betragtede 
Spørgeren skarpt , „ ganske saaledes som det er 
sagt ! Til Forlovelsen behøvede jeg Indvilligelse 
af tre Personer , de to Forældre og Datteren . 
Begge Forældrenes Ja havde jeg , altsaa over 
Halvparten , eller , hvis De fordrer stor Nøjagtighed , 
to Tredjedele . “ — „ Men den ene Trediedeel , “ 
sagde Frøken Marie skjelmsk , for at komme Fætteren 
til Hjelp , „ den manglende Trediedeel var vel egentlig 
den vigtigste ? Den kunde dog nok mindst 
undværes ! “ — „ Nok muligt , “ sagde Particulieren , 
og hans Ansigt var derved saa alvorligt , som om 

han var dybt gjennemtrængt af det Fornuftstemmende 
i , hvad han sagde ; „ men med lidt mere ' 
Udholdenhed kunde vist ogsaa den være naaet . “ — 
„ Og med hvem er det . De var forlovet ? “ spurgte 
den yngste af Kammerraadens Døttre lidt overgiven . 
„ Børn skulle ikke vide Alt , “ sagde Particulieren 
but , og dermed var Samtalen om dette 
Emne afskaaren . Et Nieblik efter udbragte dog 
Kammerraaden et Glas for , at Herr Reiersen snart 
maatte faae sig en lille ung og smuk Kone , saadant 
et lille Pragtexemplar som for Exempel hans 
egen Datter . Nærmere kunde Kammerraaden ikke 
godt gaae sin Ven paa Klingen , og Frøken Marie 
blev da ogsaa saa rød som et dryppende Blod , 
saameget mere som der i det samme Nieblik hos 
hende opsteg en dunkel Anelse om , hvad Faderen 
tilsigtede med sin Lignelse . Ogsaa hos Fru Rasmussen 
opsteg denne Anelse , og da hun i det 
Samme tænkte paa sin Drøm og paa , at Alliancen 
til Taarbæk kunde blive til Alliancen til 
Eremitagen , blev hun saa forvirret , at hun i sin 
Forvirring væltede sin Tallerken ned i sit Skjød . 
Herr Reiersen takkede for Skaalen , idet han sagde , 
at han netop i dette Nieblik mere end nogensinde 
atter tænkte paa at gifte sig , og at han aldrig 
kunde ønske sig en Kone , der mere svarede til hans 
Begreber om en god Hustru , end En , der lignede 
hans Vens ældste Datter . Grunden til , at han 
netop nu mere end nogensinde tænkte paa at gifte 
sig , var tildeels , at ogsaa hans Søster paa den 

seneste Tid havde gjort stærkt Tilløb dertil , og at 
han saaledes , hvis dette skete , vilde staae ganske ene . 
Ved disse Ord bredte det Høirøde i Frøken Reiersens 
Kjolestriber sig op lige til det Bverste af 
Panden , og , idet hun tankeløst slugte et Stykke 
suur Agurk , der fik hende til at fortrække Ansigtet , 
sagde hun : „ Der skal idetmindste fra min Side 
ikke mangle noget Ja , naar Vedkommende forlanger 
det . “ Frøken Marie og Fætteren fmilte 
hemmelig til hinanden , men Kammerraaden og 
hans Kone taug , om det var , fordi de anede , at 
der deri laa en Finte til Broderen , eller fordi de 
undsaae sig for at sige , at de ikke tvivlede , maa 
henstaae uafgjort . Her Reiersen tog sine grønne 
Briller af og saae paa Frøken Marie saa vist , at 
hun undseelig slog Øinene ned . Men Fætteren , 
der følte Faren , gjorde sig rede til som tapper 
Ridder at forsvare hende . 
Et Navn er i Grunden en ligegyldig Ting . 
Enten man hedder Olsen eller Rosenhjelm , Mikkelsen 
eller Lillienskjold , strengt taget er det betydningsløst . 
Det kommer an paa , hvad Klang 
der er i Hjertet , ikke hvad Klang der er i Navnet . 
Og dog kan det ikke negtes , at der er Navne , det 
under visse Forhold er meget misligt at bære . 
Der er , for at nævne eet , Navnet Sørensen . 
Der er i Ordet et passende Forhold mellem Consonanfer 
og Vocaler , og i og for sig ildelydende 
er det flet ikke . Men paa hvem gjør dog ikke 
Navnet Sørensen en uheldig Virkning ? Hvo kommer . 

ved at nævne det ikke til at tænke paa noget 
Begrændset , noget Indskrænket ? Ganske vist have 
ikke Faa — for at nævne et Par Exempler : en 
dygtig Marinemaler , en dygtig Architekt — sorstaaet 
at give det Vægt ; men i det Hele taget er , 
som sagt , Navnet Sørensen dog et meget sarligt . 
Eller for at nævne et andet , der er Navnet Bladsen ! 
I og for sig er Ordet blødt og let at udtale , 
og noget Unationalt er der ingenlunde i dets Klang . 
Men paa hvem virker dog ikke Navnet Madsen 
lidt antipathisk ? Hvo kommer ikke ved at nævne 
det til at tænke paa noget mindre Aristokratiskt , 
noget Dnftløst ? Ganske vist have Flere — for at 
nævne blot eet Exempel , en med Lune rigt begavet 
Skuespiller — forstaaet at give det Vægt , men 
farligt er , som sagt , dog Navnet Madsen i det 
Hele taget . Men eet Navn er der , som ingen 
Begavelse og Dygtighed vilde kunne bøde paa , og 
det er det , der ved en Fødsel , det nok tør siges , 
at han selv ikke har forskyldt , var falden i Particulierens 
Lod . Ikke som om Reiersen i og for sig 
lyder ilde , fvertimod i visse Oren har det i sin 
Tid endogså « klinget godt ! Men man være , som 
man vil , har man Navnet Reiersen , er man , siden 
Hertz skrev sit fortræffelige Lystspil „ Sparekassen “ , 
under visse Forhold uundgaaelig prisgiven . Hvis 
Particulieren ved det Skridt , han nu tænker paa 
— og Herre Gud , hvor Mange i den vide Verden 
have ikke før han gjort det samme Skridt , vilde 
Verden ellers nu see ud , som den gjør — hvis 

Particulieren ved det Skridt , han nu tænker paa , 
gjør et kaux pas og gaaer i Vasken , men ikke som 
Tilfældet nu er hed Reiersen , men Carlsen , Jensen 
eller Hansen , ikke Een vilde skumle derover . Men 
som det er , nu , da hans Navn er Reiersen , saa 
tør man vædde Ti mod Een , at Ti for Een vilde 
sige : „ Det skulde De ikke have gjort , Herr Reiersen , 
det skulde De ikke have gjort ! “ — „ Det fluide 
De ikke have gjort , Herr Reiersen ! “ hvo veed , 
inden denne Fortælling er sluttet , vil det maaskee 
blive sagt af Mange , ja selv Kammerraaden , der 
dog nu er den , der fører ham paa Glatiis , vil 
maaflee , naar Fortællingen sluttes , sige som de 
Mange : „ Det skulde De ikke have gjort , Herr 
Reiersen ! “ og endda tilføie et : „ Det sagde jeg 
nok ! “ 
Endnu var Frokosten ikke ganske endt , da var 
Himmelen alt ikke saa lidet overtrukken , og nu og 
da faldt der en Draabe Regn , opfordrende de om 
Bordet Siddende til at være paa deres Post . 
En lille Stund efter spredtes Skyerne dog foreløbig 
atter , og ikke kan Digteren ved sit første 
Forsøg paa at producere sig for Publicum begjærligere 
indsuge den Roes , der ydes ham , end 
Jorden og Planterne indsugede de faldne Draaber . 
Et Nieblik efter var der end ikke Spor af dem 
tilbage , og det var tydeligt , at saavel Jorden som 
Planterne længselsfuldt ventede paa Mere . Om 
ogsaa Lignelsen med Digteren kan anvendes i 
sidstnævnte Henseende , er lidt tvivlsomt ; da Forfatteren 

heraf vel neppe tør betragte sig som Digter , 
medmindre de Herrer Critici give ham DigterRidderslaget , 
og Slag af den Natur have de vitterlig 
endnu ikke givet ham , skal dette her ikke afgjøres . 
Nok sagt , daFamilierneRasmussen og Reiersen reiste 
sig fra Bordet for at gaae op til Jagtslottet , vare de 
saa Regndraaber , der faldt , alt bortveirede , Solen 
skinnede atter klart , og da Particulieren yttrede , 
at Veiret idag nok vilde holde sig hele Dagen , 
sagde Kammerraaden : „ Ja , det sagde jeg nok , 
det er der ikke Spørgsmaal om . “ 
Da det lille Selskab kom op paa Slottet , 
aabnedes Døren ud til Altanen , og Enhver tog 
Plads , som han bedst kunde , for at nyde den 
smukke Udsigt . Naar Hjertet er fuldt , siger et 
gammelt Ordsprog , løber Munden over , hos Frøken 
Marie , stadfæstede det sig i dette Oieblik ikke . 
Taus stod hun ved sin Moders Side og lod Øiet 
glide ud over den samme Egn , hvorom hun nylig , 
da hun med sin Fætter var ene paa Slottet , 
havde udtalt sig med Begeistring . Fru Rasmussen 
var ikke fuldt faa taus , skjøndt det , hun 
sagde , godt kunde have været fortiet . Efterat have 
mønstret samtlige Salens Dimensioner og Proportioner , 
gjorde hun en lille uskyldig Bemærkning 
om , hvormange Mennesker der ved fordums Jagtgilder 
vel havde kunnet spise der . Og Frøken 
Reiersen , som ogsaa syntes , hun skulde sige Noget , 
forsøgte et lille dybsindigt Tankeexperiment 
med Hensyn til Forskjellen mellem den Udstyrelse , 

der engang var given Salen , og den , der nu 
fandtes der . Kammerraadens yngste Datter indlod 
sig ikke paa Sligt ; rask gik hun heelt ud paa 
Manen , hun vilde see , om der ikke ogsaa ovre 
paa den svenske Kyst stod Nogen og saae over 
til den danske . Men nei , der stod Ingen . Det 
gik hende som saa mange Andre , der see over 
til det nære Broderland . Jdetmindste kunde hun 
med det blotte Nie ikke opdage dem . 
Da man havde seet sig mæt paa Udsigten , 
gik man atter ned paa Plainen , og , efterat Particulieren 
og Kammerraaden vare blevne enige 
om , at man for hele Dagen skulde slutte sig sammen , 
satte man sig igjen op paa Vognen , efter 
Kammerraadens Forflag dog saaledes , at Fru 
Rasmussen og Frøken Reiersen kjørte foran i 
Particulierens Vogn , men Particulieren med de 
Andre i Kammerraadens , eller rettere Brændeviinsbrænderens . 
Nm Forslagets Iværksættelse 
blev der ikke afstemt , thi ellers vilde upaatvivlelig 
Fætteren og Frøken Marie have stemt imod , ikke 
at tale om Fru Rasmussen , der slet ikke var glad 
ved udelukkende at skulle være i Selskab med der 
altfor stærkt Tærnede og Høirøde . Men Kammerraaden 
var nu engang i de fleste Tilfælde ingen 
Ander af det constitutionelle Væsens Hovedsactor : 
ethvert Spørgsmaals Afgjørelse ved Afstemning . 
Hans Bedstemoder paa Mødreneside havde været 
født langt inde i det Indre af Rusland , og 

Blodet er aldrig saa tyndt , det er dog tykkere 
end Vand . 
Ad Fileværket til gik Kjørslen uden synderligt 
Liv , Kammerraaden og Particulieren sade 
sammen , Frøken Marie var kommen til at sidde 
ligeoverfor Herr Reiersen . Vel sad Fætteren ved 
hendes Side , og det kan nok være , at han nu 
og da mindede hende derom lidt mere indtrængende , 
end det stricte taget var nødvendigt , men oprømt , 
som und er , Kjørslen til Eremitag en , vardo g Frøken 
Marie ikke . Hver Gang , hun vilde see paa 
det grønne Løv , faldt hendes Nine paa Particulierens 
grønne Briller , og den grønne Farve , abstract 
taget , havde ikke for hende saa meget Tiltrækkende , 
at den skulde bidrage til at sætte hende 
i gladere Stemning . Hvad Kammerraaden selv 
angik , da følte han sig ovenpaa den solide Frokost 
saa vel som muligt , og Dampen fra hans Pibe 
hvirvlede i saa mægtige Røgskyer , at Beboerne 
af mangen Villa vist have antaget den for Dampen 
fra et forbifarende Locomotiv . 
Paa en Vejsfrækning , der er saa lang som 
den fra Eremitagen til Fileværket , kan der forhandles 
Meget , og Particulieren benyttede Tiden 
til at give sin Ven en nøiagtig Oversigt over sine 
Formuesforhold , i det Haab , at idetmindste endeel 
deraf Ikke vilde gaae tabt for de qvindelige 
Oren , den egenlig var bestemt for . Kammerraaden 
hørte den med Fornøielse og faae samtidig 
dermed spørgende paa sin Datter , som om han 

af hende vilde have Erkjendelsen af , hvor klogt 
han som Fader havde tænkt ved at ville skaffe 
hende en Forsørger som Particulieren . Men paa 
Frøken Maries Ansigt sandt han intet Svar , det 
forekom ham endogsaa engang , som saae han en 
lille Taare i hendes Øie . Havde han imidlertid 
kun lidt Forstand paa de Draaber , der nys vare 
komne ovenfra , paa dem , der kom indenfra , fra 
Hjertets Kilde , havde han dog langt mindre . 
Ak , hvorfor skulle dog Størreparten af de 
mennefkelige Beregninger kun dreie sig om det 
usle Mammon ? Hvorfor ere de menneskelige Tankers 
Alfa og Omega kun Glands og Rigdom og 
saa sjelden Andet ? Hvorfor leve vi ikke atter som 
Adam og Eva i Paradiset og have Nok med 
Træets Frugt til Føde , med dets Løv til Hovedgjerde 
og Hvile ? Sandt nok , heller ikke i Paradiset 
var Alt , som det kunde have været , ogsaa 
der var der et Kundskabens Træ og en Slange 
til at friste , og , desværre , modstode vore første 
Forældre ikke den listige Fristers Forførelse . Men 
vor Tids Mennesker staae dog paa et ganske anderledes 
intellectuelt og aandsmodent Standpunkt 
end de antesyndefaldske , og det turde dog vel være , 
at en saa aabent anlagt Snare som den paradisiske 
ikke vilde blive uigjennemskuet af vor Tids 
større Oplysning og Erfaring . I ethvert Tilfælde , 
eet Forsøg var dog altfor lidt til at afgive 
noget Grundlag for en afgjørende Dom , eet 
Forsøg var dog altfor lidt til derefter at dømme 

en heel Menneskeslægt ! Og vil man end sige : 
Er ikke det usle Mammon , er ikke Guldet det 
LEble , som Slangen daglig byder os , og som vi 
Alle , Smaa og Store , den Dag idag trænge os 
om for at nyde , saa tør der dog vel indvendes , 
at Forholdet vilde blive et heelt andet , om vi 
endnu , som i Paradiset , saae Slangen og LEblet 
for os i deres virkelige Skikkelse , om vi saae 
Guldæblet hængende paa Træet og Slangen bugtende 
sig under det i sine afskyelige Ringe . Vi 
have desuden jo nu Hisforiens Basis at staae 
paa og vore ved Philosophers og Theologers 
Forskninger udviklede moralske Principer at støtte 
os til . Selv om Kammerraad Rasmussen ikke 
skulde bestaae Prøven , alle Mennesker ere dog 
virkelig ikke Kammerraader . 
Da man var kommen til Fileværket/ steg man 
atter af Vognen og saae sig lidt om i den smukke 
Egn . Solen var nu allerede høit Paa Himlen , 
og da den brændte stærkt , lagde man sig , efter 
at have spadseret en Stund , paa Skrænten af en 
Høi under et stort Træes Skygge . Kammerraaden 
var den første , der lod sig falde i Græsset , 
den næste var hans Kone , der dog først undersøgte 
Stedet med Opmærksomhed , for at hendes 
lyse Musselins Kjole ikke skulde tage Skade . Saa 
satte ogsaa Frøken Marie sig let og smukt henbøiet , 
og det kan nok siges , uden at træde idetmindste 
den poetiske Sandhed for nær , at mangen 
lille Markblomst , der endnu stod som Knop i hendes 

Nærhed , saae beundrende op paa hende og , 
af Glæde ved sit Skue , aabnede sit Bæger . Den 
unge Jurist vilde have taget Plads ved hendes 
Fod , men medens han overvejede , om Kammerraaden 
dog ikke vilde tage Forargelse deraf , lod 
Particulieren sig falde og indtog netop den Plads , 
Fætteren havde udseet for sig . LErgerlig derover 
løb han ned til Høiens Fod og , samlende en Mængde 
Smaasteen , Ler laae henstrøede der , hevnede han 
sig paa dem ved at kaste dem , een for een , ud i 
et forbirindende Vand . Frøken Reiersen søgte ned 
til Høiens Fod , for af Bladene i en Gaaseurt , 
der ikke havde anet , at dens Skjæbne skulde blive 
saa besynderlig , at regne sig til Opfyldelsen af sin 
„ kjære , sin stadige Tanke “ . Det yngste Medlem af 
Selskabet var allerede borte , før de toge Plads i 
Græsset ; hun forfulgte , som hun troede , en Hind , 
hun havde seet blandt Træerne , og heldigviis forstyrrede 
det ikke hendes Glæde , at hun lidt efter 
opdagede , at det var en Hund . 
Som nu den overveiende Deel af det lille 
Selskab sad der paa Skrænten , maa upaatvivlelig 
Amor være kommen der forbi og have seet de i 
Græsset Hvilende , og , skalkagtig som han altid 
er , skjult bag et eller andet Træ , uden at Nogen 
anede det , have sendt Particulieren en Piil , der 
gik lige igjennem hans tykke Overfrakke og ind i 
Brystet . Det forekom vistnok Herr Reiersen , som 
hørte han en Susen i Luften , men da han Intet 
saae , og Løvet paa Træerne kun bevægede sig 

ganske sagte , faldt det ham mindst ind , at det var 
den lille vingede Gnd , der havde valgt Omegnen 
ved Filevcerket til Boldgade for sine Spilopper , 
og han tænkte da , at det var den Susen for 
Orene , hvoraf Han ikke sjelden led , naar han til 
Frokost havde taget sig et Glas ud over det Almindelige . 
Over hans Ansigt fløi et eiendommeligt 
Smil , en Afskygning af en ophøiet , heroisk 
Tanke , og , fattende en pludselig Beslutning , tog 
han sine grønne Briller af og sagde , idet han 
vendte sig op mod Frøken Marie : „ Jeg har nylig 
sagt , at jeg idag mere end nogensinde tænkte paa 
at søge mig en Hustru , vilde De finde det upassende , 
naar jeg allerede i dette Oieblik , i Deres 
Forældres Nærværelse og herude , hvor Alt indbyder 
til blide Følelser , spurgte Dem , om De vil 
være det ? “ Saavel Frøken Marie som hendes 
Forældre studsede ; skjøndt Kammerraaden selv havde 
saaet Sæden , troede han dog ikke , at den var skudt 
op saa hurtigt . Men , uden at lægge Mærke dertil , 
vedblev Particulieren : „ Hvis jeg spurgte Dem , 
om De med mig vil dele min Fremtid , vilde De 
da finde det paa urette Sted ? “ Frøken Marie lod 
Oiet glide hen over ham , hun var som himmelfalden . 
Particulieren fortsatte imidlertid , uden at 
lade hende Tid til at overveie , om hun havde 
hørt ret , efter neppe et Secunds Pause : „ Jeg er 
ikke ung , det veed jeg , jeg er ikke smuk , det veed 
jeg ogsaa , men jeg har , hvad der kan gjøre Livet 
behageligt og endda Lidt til . I den smukkeste af 

de Gaarde , jeg i Byen eier , kan De , naar vi blive 
gifte , vælge Deres Bolig , og har De nylig beundret 
det kongelige Jagtslot og ønsket Dem at 
eie et saadant , jeg bygger Dem en Villa , der ikke 
skal staae tilbage for dette i Skjønhed . “ Lidt fra 
de Siddende mellem Træerne lød der en overgiven 
Latter , og saa lydelig var den , at endogsaa Kammerraaden 
hørte den , skjøndt han ellers ved mange 
Leiligheder var lidt tunghør , og tænkte , den kom 
fra hans yngste Datter . Men sandsynligere erdet 
dog at antage , at det var Amor , der endnu 
havde staaet bag Træet og havt sin Fornøielse af 
sit Skjelmsstykke , thi Latteren var ikke af den almindelige 
Slags , den havde noget Festligt , som 
man kan tænke sig , at olympiske Guder maae have 
leet , og kort efter mærkedes desuden en zittrende 
Bevægelse i Luften , som om den lille vingede 
Skjelmsmester atter fløi bort . En lille Pause 
fulgte paa Particulierens Frieri , saa betragtede 
Kammerraad Rasmussen sin Datter og sagde : 
„ Et Tilbud som min Vens haaber jeg , at Du ikke 
vil vrage ! “ og Fru Rasmussen , der ikke kunde 
negte for sig selv , at en saadan Gaard i Byen og 
en saadan Villa paa Landet under visse Omstændigheder 
heller ikke vare at vrage , men dog holdt 
hjertelig af sin muntre Søstersøn og gjerne havde 
undt ham at faae sit Ønske opfyldt , var et Øieblik 
tvivlraadig om , hvordan hun skulde stille sig til 
det Tilbud , der var gjort Datteren . Frøken Marie 
selv slog Øinene ned , havde Jorden pludselig aabnet 

sig under hende , hun havde ladet sig synke uden 
Skrig . „ De betænker Dem ? “ tog Particulieren 
atter tilorde , „ frygter De , fordi De kun kjender 
mig saa lidt . Velan , jeg vil ikke binde Dem forLivet . 
I tre Maaneder er De min Forlovede . 
Erkjende vi i den Tid , at vi passe for hinanden , 
saa lade vi Præsten confirmere og velsigne Pagten , 
erkjende vi derimod i den Tid , at vi ikke passe 
for hinanden , nu , saa slippe vi hinanden og — ja , 
saa er der ingen Skade skeet . “ — 
„ Man sig forlover syvende sidst , 
Som man Alt proberer og prøver , “ 
synger Madam Buurmann i Heibergs „ De Uadskillelige “ , 
og havde hendes Mand , Materialisten , 
ikke ret kunnet gaae ind paa hendes Anskuelse , 
saa gjorde Herr Reiersen det og det tilgavns . 
Det forstaaer sig , han glemte , at hun vel vilde 
have Forlovelsen gjort blot til et Tentamen , men 
hvis det ikke lykkedes , skulde LEgteskabet dog ligefuldt 
finde Sted , og forsaavidt var , som Herr 
Buurmann siger , Tentaminet overflødigt . Herr 
Reiersen derimod gjorde LEgteskabet fuldkomment 
afhængigt af det foreslaaede Forsøg . Ganske smagte 
det da heller ikke Kammerraaden og endnu mindre 
hans Kone , skjøndt den Førstnævnte dog ikke kunde 
negte for sig selv , at der var noget Agtværdigt i 
den Maade at tage Sagen paa , der var jo givet 
begge Parter lige Ret . Frøken Marie blev derimod 
fuldkommen oprørt over dette Forslag , blussende 
reiste hun sig og sagde med Taarer i Vinene : 

„ Jeg tænker , at jeg ikke behøver at besvare et Forslag 
som dette ; mod dette ville mine Forældre dog 
vel beskjærme mig ! “ Og hun kastede , idet hun 
sagde det , sit Hoved tilbage , saa stolt og harmfuldt , 
som var det Zeus Kroniden , der i dette 
Nieblik vilde slynge sit dræbende Lyn . Men beskjærme 
hende derimod , det vilde Kammerraaden 
nu dog ikke , og hans Kone , der ganske vist havde 
Villien dertil , var i det Hele taget saa overrumplet 
af Situationen , at hun aldeles ikke vidste , hvad 
hun skulde gjøre eller lade . Saa reiste hun sig da 
og fulgte Datteren , der gik langsomt hen over 
Bakken , ad det Sted til , hvor Fætteren stod . Men 
Kammerraaden rynkede sin Pande og sagde : „ Atter 
hen til Fætteren ! Det sagde jeg nok ! Men det 
Forslag om Prøvetiden var aabenbart heller ikke 
heldigt ! “ Og saa reiste han og Particulieren sig , 
og lidt forstemte fulgte de efter de Andre . 
Lidt efter kom Frøken Reiersen , hun var nu 
bleven færdig med sine naturvidenskabelige Studier , 
der dog ikke lode til at have givet et tilfredsstillende 
Udbytte , og snart kom ogsaa Kammerraadens 
yngste Datter løbende og sluttede sig til 
Flokken . Men overgiven , som hun var , faldt 
pludselig den Samtale , der førtes ved Bordet , 
hende ind , og , idet hun satte sin Matroshat lidt 
mere end almindelig paaskraa , spurgte hun : „ Hvad 
hed saa Deres Forlovede , Herr Reiersen ? Det fik 
vi jo aldrig siden at vide ! “ Particulieren kastede 
et vredt Blik til hende og vendte hende Ryggen , 

og , idet ogsaa Kammerraaden sendte hende et 
straffende Blik , gik hele det nu samlede Selskab 
tilbage til Vognene . 
Et Qvarteers Tid efter rullede man atter afsted ; 
men havde Stemningen være trykket paa 
Veien til Fileværket , saa blev den det dobbelt nu 
paa Veien derfra . Nu og da gjorde Fætteren 
nogle Forsøg til Udfald mod sin Fjende , men 
Particulieren optog ikke Handsken , han grundede 
over , hvorledes han skulde tage Sagen fat paany , 
og hvorledes han i den Deel af Dagen , der endnu 
var tilbage , skulde tilbagevinde det Terram , han 
troede , at han ikke for ret længe siden allerede 
havde vundet . 
Er man i slet Humeur , seer man Alt i det 
sorteste Lys . Hvor udholdende Fru Rasmussen 
end betragtede det Høirøde i Frøken Reiersens 
Dragt , fik hun dog intet andet Indtryk , end at 
der var fuldt op af Sort i det Røde . Og ikke 
bedre gik det den unge Jurist og hans Cousine 
med Particulieren . Skjøndt Frøken Marie slet 
ikke saae paa ham , og Fætteren saae paa ham 
saa stivt som muligt , fik de dog begge det samme 
Indtryk af noget Sort , noget til Hades Hørende . 
En lille Vorte , der sad paa Particulierens Næse , 
antog efterhaanden for den oprørte Fætter faa 
forunderlig store Omrids , at den forekom ham 
som en Skive , han kunde have Lyst til at skyde 
tilmaals efter , og virkelig overraskede han sig engang 
selv i , at han løftede Armen og ligesom 

tog Sigte . Hvad Kammerraaden angaaer , han 
gad ikke sige Synderligt , end ikke : „ Det sagde 
jeg nok ! “ Tans tænkte han paa , om han ikke 
kunde sætte Fætteren af ved et eller andet Markled 
og dermed paa en passende Maade vise ham Vinterveien . 
Det var ham fuldkommen klart , at Particulieren 
kun kunde fkride frem til Seier over 
Fætterens Liig . 
Men til at vise sin Kones Søstersøn den paatænkte 
Vintervei havde Kammerraaden dog ikke 
Mod . Uden Formindskelse i Passageerantallet 
kjørte man til Søllerød og senere derfra til Skodsborg . 
I Haven ved Skodsborg Kro vilde man , 
som tidligere yttret , spise til Middag og drikke 
Kaffe . I Søllerød gjorde Kammerraaden , hvad 
han kunde , for at hjelpe paa sin Ven , og ganske 
hemmelig hviskede han til sin Kone , at ogsaa hun 
maatte gjøre Sit til at forhjelpe Particulieren til 
Seier . Men i dette Punct var Fru Rasmussen 
dog nu ubevægelig , og da Kammerraaden trængte 
paa , erklærede hun reent ud , af han var en Barbar 
mod sin Datter , en Rinaldo Rinaldini , som 
vilde berøve hende hele hendes Livs Lykke , medens 
han kun tænkte paa af skabe den for sig selv . 
Da det lille Selskab kom til Skodsborg , var 
Luften atter fuldkomment overtrukken , men da der 
var dækkede Lysthuse nok ubenyttede , lagde man 
for Nieblikket ikke stor Vægt derpaa . Medens 
Forberedelserne til Middagsmaaltidet fandt Sted , 
var Frøken Marie i travl Bevægelse og fik derfor 

mindre Tid til af tænke paa det løjerlige Frieri . 
Ogsaa hjalp det lidt til af bringe det i Glemsel , 
af selv Fætteren tog Haand i Forberedelserne . 
Han havde nemlig en afgjort Tendens til , især 
naar hans smukke Cousine beskjæftigede sig med 
Sligt , af tage Deel i disse de qvindeligste af alle 
Huussysler . Ja , det Tilfælde var endogså « indtruffet , 
« t han i Kammerraadens Huns var funden 
hos hende i Spisekammeret med en Serviet bunden 
om Livet , og modtagende Ordres af hende , 
ganske som om han havde været et qvindeligt 
Tjenestetyende . Da Bordet var dækket , satte man 
sig tilbords , og det var aabenbart , af Bevægelsen 
i den frie Luft havde givet Alle en god Appetit , 
Frøken Marie alene undtagen , der , da hendes 
Blik engang traf Particulierens , strax lagde Kniv 
og Gaffel og ikke mere var istand til at nyde 
Noget . Og da nu endelig Herr Reiersen paany 
begyndte sit Tilløb til et Frieri , og Fætteren , for , 
som han havde foresat sig , at være hendes Ridder , 
med forskjellige skarpe Bemærkninger gjorde Indhug 
paa Particulieren , blev det hende saa aldeles 
uudholdeligt ved Bordet , at hun i et Oieblik , da 
Situationen dertil var gunstig , under Paaskud af 
at hente Et og Andet , smuttede bort derfra og 
tog Veien ud af Haven og op i Skoven . 
Naar man er halvt fortvivlet , overveier man 
ikke nøie , hvad man gjør . Det var derfor ikke 
at undres over , at Frøken Marie kom lidt længere 
bort , end hun havde tænkt sig , og før hun 

selv ret vidste det , var hun langt inde i Skoven 
og alt andet end sikker paa , hvad Vei hun skulde 
gaae , for atter at naae Krohaven , hun havde 
forladt . Træt , som hun snart blev , satte hun 
sig et Dieblik paa en Træstub og tænkte over , 
hvor forskjellig Aftenen syntes at skulle blive fra 
Morgenstunden . Da var Alt Glæde og Haab , 
nu var det Bekymring og Tvivl . Hun tænkte paa 
den lette Fart hen ad Strandveien i den smukke 
Morgen , paa sin Plads overfor den , hun havde 
kjærest , paa de mange Ord , paa de mange Blik , 
hvoraf hun drømte sig Haabet om en lykkelig 
Fremtid . Og nu sad hun der alene , og Himlen 
over hende var tæt overtrukket , ja af og til begyndte 
der endogsaa at falde Regn . Paa et Træ 
i Nærheden af hende sad en Skovdue og rystede 
sine Vinger ; havde hun i dette Øieblik kunnet 
bytte Lod med den , hvor gjerne havde hun ikke 
gjort det ? Og dog , havde ikke ogsaa den Noget 
at klage over , sad ikke ogsaa den i dette Øieblik 
eensom som hun , og maaskee gik i næste Øieblik 
en Skytte igjennem Skoven og sendte den et dødbringende 
Skud . Men var ikke et saadant Skud 
bedre , end at friste Livet hos den , man havde 
Afsky for ? Dog , der var ikke Tid til at drømme , 
de faldende Regndraaber toge til i Styrke , og 
det var tydeligt , at Regnen snart vilde synke ned 
i Strømme . Og hvor let var hun ikke klædt i 
den hvide Kjole , og hvor lidet beskyttede den lille 
røde Silkehat ikke hendes Pande og bølgende Haar ! 

Hun reiste sig igjen og kastede endnu et Blik op paa 
paa Duen , der i det Samme lettede og sløi dybere 
ind i Skoven , og ilte saa alt , hvad hun 
kunde , den Bei , hun antog for den rettte . Længe 
løb hun faaledes , og snart begyndte Regnen at 
falde tæt ; det var tydeligt , at hun , hvor hurtigt 
hun end ilte , ikke vilde kunne undgaae det sig 
nærmende Uveir . Allerede begyndte det ogsaa 
at pladske faaledes i Træernes Løv , at hun , 
fkjøndt det var Dag , og nu og da et Lyn kastede 
et stærkt Skjær hen over Skoven , følte sig frygtsom 
og betagen . Hvorledes skulde hun dog komme 
tilbage fil sine Nærmeste , hun var allerede gjennemvaad , 
og hvert Nieblik sad Foden , der ellers 
hoppede saa let , fast i den vaade Jord . 
Længe vedblev hun at ile fremad , da naaede 
hun endelig aaben Mark og kort efter et Huus , 
hvor hun standsede , for at spørge sig for . Jo , 
hun var kommen godt paa Lei , hun var kommen 
tæt fil Nærum , og saasom Uveiret tiltog i Styrke , 
var der intet Haab om , al hun foreløbig vilde 
kunne naae tilbage . Der var for hende inte : 
Lindet at gjøre , end at tye ind i Huset og foreløbig 
søge Ly der . Da hun traadte ind , blev 
hun modtagen af en gammel Kone , det var Husets 
Beboerske . Godmodig , som den Gamle var , 
opmuntrede hun den Forknytte , og da hun hørte 
Frøken Maries Historie , som denne var « åbenhjertig 
nok til at skrifte , tilbød hun hende venligt , 
at hun foreløbig kunde blive der , til Regnen hørte 

op . I de baade Klæder , hun bar , maatte hun 
ikke blive ; men andre Klæder , der passede den 
unge Pige , havde hun dog ikke , med mindre denne 
vilde beqvemme sig til at trække i hendes Søns , 
der som Kahytsdreng netop for Tiden var reist 
til fjerne Lande . Marie havde foretrukket at forblive 
i de vaade Klæder ; men det syntes den 
gamle , venlige Kone slet ikke om , den unge Pige 
kunde befrygte det Værste for sin Sundhed , og 
saa gav da ogsaa Frøken Marie efter og iførte 
sig de noget grove , men næsten nye Drengeklæder , 
som den Gamle tilbød hende at benytte til hun 
kom til Hjemmet . Derfra kunde hun da Dagen 
efter sende dem tilbage . 
Hvor det menneskelige Hjerte dog er en uudgrundelig 
Gaade ! For en kort Time siden vilde 
Frøken Marie have modtaget Budskabet om sin 
Død uden at klage , nu stod chnn for Speilet og 
smilte ved at see sig selv i den raske Matrosdragt . 
Og hun nøjedes ikke engang med de Klædningsstykker , 
hun af Stedets Beboerske alt havde modtaget , 
hun bad endogsaa den Gamle om at laane 
hende den Hat , der hørte dertil , for at see , hvordan 
hun tog sig ud som en fuldstændig Matrosdreng . 
Og da hun var kommen paa det Rene 
med sig selv om , at hun var saa elskværdig 
og rask en Sømand , som der nogensinde har traadt 
paa Dækket af noget Skib , opsendte hun stille 
hos stig selv det Ønske , at hendes Fætter i dette 
Øieblik var der og kunde see hende . Ja , hvo 

veed , om hun ikke endogsaa , skjøndt hun var 
flygtet for Particulieren som Haren for de forfølgende 
Hunde , ønskede , at ogsaa han kunde 
komme der og see hende , naturligviis kun for at 
han dobbelt kunde ærgre sig over den Kurv , han 
definitivt skulle faae af hende . Men hverken 
Fætteren eller Particulieren var der , Particulieren 
var endnu optagen af Middagsmaaltidet , Fætteren 
havde vel bemærket sin Cousines Bortgang , men 
da han ikke anede , hvor hun var gaaet hen , faldt 
det ham ikke ind at følge , før hendes Udeblivelse 
forekom ham noget langvarig og mistænkelig . Saa 
sneg ogsaa han sig bort fra Bordet , og da han 
af en Kudsk , der . stod udenfor Kroen og slog en 
lille Passiar af med en Collega , fik af vide , af 
hun var gaaet op i Skoven , tog han hurtigt 
Veien derind , uden dog af vide , i hvad Retning 
han skulde søge den , han savnede . 
Det var allerede mørkt for længe siden , 
Regnen havde hørt op , og saavel Kammerraaden 
som Particulieren havde flere Gange talt 
om , af de ikke kunde blive længere ude . Navnlig 
kunde Kammerraaden det ikke godt , hans Vogn 
var jo laant , og hvad vilde Brændeviinsbrænderen 
sige , naar hans Vogn ikke kom hjem i rette Tid . 
Men hvor vare begge de unge Mennesker henne ? 
' hvor var navnlig Kammerraadens Datter ? Fætteren 
havde han meer end villig ladet blive , men 
uden hende kunde de dog ikke godt tage hjem ; af 
overlade Datteren til hendes Skjebne var dog 

ikke godt muligt , saameget mere , som de ikke engang 
med Bestemthed vidste , om hun var under 
Fætterens Beskyttelse . At den unge Mand var 
hos hende , kunde Kammerraaden dog ikke ret 
tvivle om , og hvor urolig og ængstelig derfor 
end Fru Rasmussen var over sin Datters Forsvinden , 
følte hun sig dog noget trøstet ved , at 
ogsaa Fætteren savnedes . Hemmelig tænkte hun 
nemlig , at det Hele maaskee var et Paafund af 
Søstersønnen , for at befrie hendes Datter fra Particulierens 
Efterstræbelser , og da Kammerraaden 
og Particulieren endelig langt ud paa Aftenen 
gav Ordre til at kjøre hjem , sagde hun derfor 
Intet derimod , thi i al Stilhed tænkte hun og 
vel ogsaa hendes Mand , at de , naar de kom til 
Hjemmet , nok vilde træffe hende . 
Saa satte da atter Vognene sig i Bevægelse , 
Kammerraaden , hans Kone og yngste Datter i 
den ene , Particulieren og hans Søster i den anden , 
og rask rullede de hjemad , medens Frøken 
Marie , endnu iført sin Matrosdragt og med sine 
vaade Klæder i en Bylt , spadserede til Skodsborg , 
ledsaget af den velvillige Gamle . 
Da de to Vandrende kom et Stykke hen i 
Skoven , saae de i Afstand en ung Mand , der 
havde brækket sig en Green af et Træ , og , med 
den som Støttestav , arbeidede sig fremad saa rask 
han kunde , og da de kom ham lidt nærmere , saae 
Frøken Marie strax , at det var Fætteren , der 
aabenbart søgte hende . Han havde krydset frem 

og tilbage i Skoven og gik nu , saa vaad som 
en druknet Muus , slukøret , paa Lykke og Fromme 
den Vei , Tilfældet førte ham . Nu og da havde 
det forekommet ham , som om han lige foran sig 
havde hørt Trin , og da han ønskede at spørge sig 
for om den , han søgte , havde han fulgt Lyden . 
Alen hvor rask han end jog afsted efter den , saae 
han dog stadig Ingen , og maaskee var det ogsaa 
kun en Indbildning . Naar Blodet er i feberagtig 
Bevægelse seer og hører man Meget , der 
velbeseet kun er til i Phantasien . Muligt var 
det dog ogsaa , at det virkelig havde været Skridt , 
muligt var det , at det havde været Amor , der 
stadig havde trippet soran ham , for , uden at han 
anede det , at vise ham Vei ; thi Amor er nu engang 
hverken bange for Regn eller vaade Fødder ; 
nøgen , som han har været lige fra sin Fødsel , 
har han hærdet sig mod rheumatiske Onder , og Particulieren 
havde han , det var aabenbart , sat sig for 
paa alle Maader at drille . Da Marie saae Fætteren , 
satte hun den sorte , blanke Hat dybt ned i 
Vinene og bad derpaa den Gamle ikke at forraade , 
hvem hun var . Og saa kom da Fætteren 
hen til dem og spurgte , om de ikke i Skoven 
havde seet en ung Pige i en hvid Kjole og med 
en rød Silkehat . Hun havde vist forvildet sig 
der , og han skulde ledsage hende hjem . Nei , seet 
ung Pige , det havde de ikke , i det Guds Veir havde 
vist ingen ung Dame vovet sig ind i Skoven . 
Og den Gamle smilede lidt , idet hun sagde det , 

og Fætteren troede , der var Spot deri . Men 
pludselig lod han dog ogsaa et Blik falde paa den 
lille Matros , og i et Nu var det , som om hele 
hans Person var forvandlet . Rafl kastede han 
sin Green , trak Matrosen hen til- sig og slog Armen 
om hans Liv . Damen i den hvide Kjole 
og med den røde Silkehat brød han sig nu slet 
ikke mere om , han havde nok i den raske Dreng . 
Med ham vilde han , om det end stormede nok 
saa vildt , gaae paa de lange Reiser , til ham 
kunde den Gamle godt overlade ham paa den lille 
Reise , der forestod ham den Aften . Han skulde 
nok være Drengens Beskytter . Og den Gamle 
havde Intet imod at overlade ham Ledsagelsen , 
hun var allerede ikke saa lidet træt , og det var 
jo seent . Saa tog den lykkelige Fætter Bylten 
med den hvide Dragt fra sin Consine , og afsted 
gik de Alle , den Gamle til sit Hjem , efter at dog 
først Frøken Marie havde takket hende hjerteligt 
og lovet at sende hende de laante Klæder uskadte 
tilbage , den unge Jurist og hanS Consine ad 
Skodsbvrg til . 
Havde Vandringen hen ad Nærum til været 
lidet opmuntrende , saa var Vandringen tilbage 
desto glædeligere . Arm i Arm gik de tvende Elskende , 
og det formørkede neppe deres Glæde synderlig , 
at der vel turde vente dem en drøi Tilretteviisning , 
naar de korn til Skodsborg . Hvor 
der var altfor vaadt , vilde Fætteren absolut bære 
sin Consine over , men hun gjorde ham opmærksom 

paa , at hun nu slet ikke var hans Consine , 
hun var en ung Matros , og for en saadan var 
det dog usømmeligt at lade sig bære . 
Det er dog en Sandhed , at Intet i Verden 
er saa galt , at det dog ikke er godt for Noget , 
og at det , der seer sortest ud , ofte kommer til at 
straale i den allerlyseste Glands . Det er ikke blot 
Bibelens Joseph , der , solgt som Slave af sine 
Brødre og bagvasket hos Potiphar og kastet i 
Fængsel , senere dog kommer til Hæder og AEre , 
ja endogsaa sættes paa Ministertabouretten i 
LEgypten ; ogsaa med mange Andre end Jacobs 
og Rachels Søn har det stadfæstet sig , at netop 
Ulykken ofte er Gjennemgangspunctet til Lykken . 
Det forstaaer sig , Enhver er just ikke saa heldig 
som Joseph , og Alle have heller ikke Krav derpaa ; 
. thi hvor Mange vilde have bestaaet en saadan 
Prøve som den , han bestod hos Fru Potiphar . 
Men vist er det dog , at man i det Hele taget kun 
lidet seer , hvad det Onde , som møder En , kan føre 
til . Man nødes til at gaae igjennem en Regn af 
Ild , og føler allerede hele Legemet brænde ; men 
pludselig opdager man , at man sidder paa Solens 
Vogn , lige ved Solstyrerens Side , og at man 
kjører i Triumph hen over alle Dødelige . I 
Triumph hen over alle Dødelige kjørte nu rigtignok 
endnu hverken den unge Jurist eller hans 
smukke Cousine , og heller ikke havde de følt Legemet 
brænde , tvertimod , Regnen havde gjennemvædet 
deres Lemmer ganske antageligt og kjølet 

dem . Men som den unge Jurist med Matrosen 
ved sin Side gik ad Skodsborg til , gik han dog i 
et Slags Triumph , og , skjøndt det alt var ud paa 
Natten , syntes han , at der rundt om ham 
var en Pragt af Solstraaler , der langtfra formindskedes , 
da han erfoer , at Kammerraaden og 
Particnlieren vare kjørte hjem . Og hans Triumph 
steg , da det efter indtrængende Besværgelser lykkedes 
ham at formaae Cousinen til at følge med til 
Taarbæk og forblive der i Kroen til næste Morgen . 
Han kjendte Vertinden i Taarbæk Kro nøie , og 
til hende vilde han for Natten betroe sin elskværdige , 
forklædte Cousine . 
Veien til Taarbæk gik , skjøndt Frøken Marie 
var lidt træt , dog uden Besvær . Det havde vel 
neppe været vanskeligt at faae en Vogn ; men 
naar man engang har forladt den slagne Landevei , 
gjør man helst , hvad der er det mindst Naturlige . 
Og havde det maaskee end været fornuftigere 
at kjøre , det var dog behageligere for dem at gaae . 
Hvad kunde der nemlig ikke i en smuk og stille 
Nat , under den langsomme Vandring tales om ? 
Thi smukt var Veiret igjen blevet , hver en Sky 
var som feiet bort af Firmamentet . Over dem 
tindrede de lyse Stjerner , nede , tæt ved dem ved 
Stranden , susede det og hviskede saa forunderlig 
født , saa hemmelighedsfuldt . Ja , hvad kunne Bølgerne 
i en smuk Sommernat ikke hviske ! Ingen , 
der ikke har elsket , vil troe det . Stundom forekom 
det næsten Frøken Marie , som var der Kogleri 

derved , og havde hun ikke havt sin Fætter beskyttende 
ved sin Side og stadig klynget sig nærmere og 
nærmere op til ham , hvo veed , den raske Matros 
var maaskee bleven bange for sit eget Element . 
Ikke langt fra Taarbæk kom de forbi et Huus , 
hvor Vinduerne stode aabne . Ud i Natten klang 
der Toner , og en qvindelig Stemme lød til 
Pianoet . „ Hvo ikkun lader Herren raade “ , klang 
opbyggeligt og smukt ud i den stille Nat . Et Øieblik 
bleve den unge Jurist og hans Cousine 
staaende , ingen af dem sagde Noget , den , de i 
dette Øieblik kunde have talt til , forstaaer selv 
hvad der ikke siges , den i Sjelens Løndom neppe 
undfangne Tanke . Saa gik de atter videre , men 
længe endnu sorbleve de dog tanse , og da de 
senere kom til Taarbæk , rakte de , sør de gik ind , 
hinanden Haanden og lovede , at dette Øieblik 
skulde staae for dem som en lysende Erindring , og 
at Intet sknlde skille dem ad mere , hverken i Liv 
eller i Død . Fru Rasmussen havde drømt ret , 
Alliancen til Taarbæk var nu sluttet . Diplomaterne 
havde fuldendt deres Værk , der var nu 
kim Spørgsmaalet , om Kammerraaden vilde ratificere 
det . 
Hos Vertinden i Taarbæk fandt de en god 
Modtagelse , hun tilbød at fage Frøken Marie til 
sig i sit eget Værelse , den raske Fætter gav hun 
et Kammer oppe paa Qvisten . Og hun lovede dem 
Theen om Morgenen saa tidlig , at de kunde fage 
til Byen med et af de første Banetog . 

Saavidt var det kommet i den Begivenhed , 
der er skildret i denne simple Fortælling , da Kammerraaden , 
saaledes som sagt ved dens Begyndelse , 
om Morgenen sad ved Bordet med sin Kone . 
Efterat de om Aftenen , da de kom hjem fra 
Skodsborg , havde undret sig over hverken at 
forefinde Datteren eller Fætteren , og efterat de 
hele Natten igjennem urolige havde lyttet efter , 
om Ingen ringede paa Gadedøren , stode de endelig 
om Morgenen op og besluttede , hvis Datteren 
ikke kom i Løbet af nogle Timer , at fage ud igjen 
til Kroen i Skodsborg og foretage de omhyggeligsfe 
Undersøgelser . Foreløbig havde de dog 
drnkket deres Morgenthee nogenlunde med Haab 
om , at de Udeblevne snart maatte komme , og Kammerraaden 
tog endogsaa , som han gjorde det hver 
Morgen ved Theen sin Morgenavis og lod Viet 
glide hen derover . Men , hvad er det ? Hvad seer 
han der ? Under Rubriksmærket „ Selvmord “ stod 
der følgende Linier : „ Seent iaftes er i Nærheden 
af Vedbek fundet Liget af to unge Mennefker , som 
det synes af den bedre Classe . Nærmere Underretning 
om , hvor de høre hjemme , har man endnu 
ikke knnnet faae ; men det er aabenbart , at ulykkelig 
Kjærlighed har været Grunden til Selvmordet , 
thi de tvende Liig laae faa tæt sammenslyngede , 
at det var , som de aldrig kunde vristes fra hinanden . “ 
Det var rene og tydelige Ord , der kunde 
ikke tages feil . Da Kammerraaden læste det for 
sin Kone , faldt hun besvimet tilbage i sin Stol , 

og selv lod han sig ogsaa falde tilbage i sin , idet 
han , som tidligere anført , sagde : „ Det sagde jeg 
nok ! Nu har Du det saa godt ! “ ret , som om det 
var hende og ikke ham selv , der havde villet skille 
de to unge Mennesker ad . 
Heldigviis laae de dog ikke længe saaledes , og 
Fru Rasmussen var endnu ikke vaagnet af sin 
Besvimelse , da Døren gik op , og Herr sxam . juris 
Poulsen traadte ind , fulgt af en ung Matros , der 
ganske ugeneert lod sin Hat sidde paa sit Hoved . 
Idet Døren aabnedes , slog Fru Rasmussen netop 
Øinene op , og da hun saae Søstersønnen , sprang 
hun ham imøde og spurgte ham med Udtrykket af 
en usigelig Angst i sit Ansigt , om han ikke vidste , 
hvor hendes Datter var . Ogsaa Kammerraaden 
reiste sig og saae alt Andet end glad ud . Men 
da traadte Matrosdrengen rask hen til Fruen , 
kastede sig op til hendes Bryst og bad hende om 
Tilgivelse for den Uro , hun havde voldt dem . 
Og Fætteren fortalte Kammerraaden og hans Kone 
Alt , hvad der var skeet , siden de forlods Middagsbordet 
i Skodsborg Kro , ja fortalte endogsaa , at 
han og hans Cousine havde lovet aldrig at slippe 
hinanden . Kammerraaden havde hørt den sidste 
Deel af Beretningen med Misfornøielse . Men da 
saa Datteren bad for sig og Fætteren , og desuden 
Kammerraaden i det Samme fik Øie paa Avisen 
med dens sørgelige Rubrik „ Selvmord “ , og da 
hans Kone endogsaa ovenikjøbet gav sin afgjorte 
Jndvilgelse , forandrede han Sind og sagde : „ Jeg 

saaer saa vel give mit Minde . Det sagde jeg nok , 
at I ikke hvilede før ! “ Og den lykkelige Fætter 
kyssede sin lykkelige Cousine , der blev givet og 
taget Examenspræmier i Overflod , og hverken 
Frøken Marie eller Kammerraaden sagde : „ Lad 
være , Frederik ! “ 
Lidt efter kom Particulieren for at spørge til 
Husets ældste Datter , og Kammerraaden fortalte 
ham da , at der var blevet et Par af de to Unge , 
han saae for sig . Particulieren skjød sine grønne 
Briller iveiret og saae paa Matrosen , han forstod 
ikke denne Alliance mod Naturens Orden . Men 
overgiven tog Frøken Marie sin blanke Hat af , 
svingede den som et Seierstegn hen for Particulierens 
Nine , og de lyse Lokker rullede som en 
Guldflod ned over hendes grove Trøie . Saa 
kunde Particulieren nok fee , hvordan han var 
faren , og mørkt rynkede han sin Pande og rømmede 
sig , for at sige noget Ubehageligt . Men 
Kammerraaden tog venskabeligt hans Haand og 
sagde : „ Ja , Skylden er udelukkende Deres egen ! 
Forslaget om de tre Maaneder paa Prøve var 
ikke vel betænkt . “ Og da Particulieren vilde give 
en yderligere Forklaring end den , han alt havde 
givet Dagen iforveien , sagde Kammerraaden kort 
og afskjærende al Forklaring : „ Jeg bliver ved min 
Paastand , overfor en unge Pige var dette Forslag 
ikke vel betænkt ! Det skulle De ikke have gjort , 
Herr Reiersen , det sagde jeg nok ! “ 

Et Haab . 
Blandt alle de poetiske Skikkelser , jeg i mit 
længere Liv har truffet paa , og som jeg endnu 
mindes med Kjærlighed , er der ingen , som i den 
Grad har bevaret sig i min Hukommelse som en 
gammel Musiklærer , med hvem jeg gjennem en 
Række af Aar pleiede en vel nu og da afbrudt , 
men dog bestandig lige venskabelig Forbindelse . 
Jeg var endnu temmelig ung Candidat i Retsvidenskaben , 
da jeg , hvor jeg logerede , kom til at 
boe Dør om Dør meo ham , og mere end tredive 
Aar , som jeg var , yngre end han gik jeg ham , naar 
jeg paa Trappen eller andetsteds mødte ham , i 
længere Tid forbi , om end just ikke ganske uden 
Interesse — thi allerede fra det første Nieblik , jeg 
saae ham , forekom det mig , at der hos ham var 
noget Eiendommeligt , der havde Krav paa at bemærkes , 
— saa dog uden den Interesse , der gjør , 
at man standser , for at knytte et Bekjendtskab , om 
hvilket man ikke veed , enten det vil blive til Glæde 

eller ikke . Men efterhaanden , som Maaneder gik , 
begyndte der dog hos mig at vaagne en Lyst til 
lidt nøiere at kjende denne Skikkelse , mit Øie saa 
tidt havde truffet paa , og af hvilken jeg , naar jeg 
hilste , altid havde faaet idetmindste en høflig og 
stundom næsten en hjertelig Gjenhilsen , og denne 
min Lyst fik en dobbelt Næring derved , at jeg i 
Grunden havde ikke saa Lidet at takke ham for . 
Ung som jeg var og ikke ganske uden den Sjelsromantik , 
som almindelig selv i vor til romantiske 
Følelser kun lidet tilbøielige Tid er Ungdommens 
Ledsager , følte jeg nemlig , skjøndt jeg selv ikke 
behandlede noget Instrument , en stor Glæde ved 
at høre Musik , Musik , som saa at sige strømmer 
fra Sjelens Dyb , idet den under dens Haand , 
der frembringer den , bliver ligesom et Udtryk for 
hans egne Stemninger . Og netop en saadan 
Musik lød fra min Naboes Værelse ikke sjeldent 
ind til mig . Naar jeg , nu og da lidt trættet , 
kom hjem og satte mig i min Gyngestol , for at 
drømme vaagen , det vil sige , at lade Billeder , 
snart sra Fortiden , snart fra Fremtiden glide hen 
forbi mit Øie , ligesom vexlede ved en Magt , der 
usynlig syntes tilstede om mig , saa hørte jeg fra 
min Nabo , Musiklærerens Værelse Toner , Melodier , 
der virkede velgjørende paa mig , og som 
stundom løftede mine Tanker i Bøn eller Tak til 
den , til hvem vi , selv om vi havde samlet al 
Verdens Viisdom , dog maae henvende os eenfoldige 
som Barnet . Og jeg lyttede til Pianoet i 

min Naboes Stue , som var der paa Bunden af 
det Kræfter , der stode i Forbindelse med mit 
inderste Væsen . Naar jeg da havde siddet saaledes 
en Tidlang , naar Musiken ved Siden af 
mig efterhaanden var hørt op , og Efterklangen i 
min Sjel var døet . hen , naar jeg atter tog fat 
paa Livets daglige Syssel , for ikke blot at tage 
min Fremtid af Himmelens Gunst , men selv at 
bidrage til den ved mit eget Arbeide , saa syntes 
det mig , at jeg havde forøget min Gjeld i Verden , 
forøget min Gjeld til et Medmenneske , der 
stadig overfor mig var Giveren , og mere og mere 
vaagnede der i mig en Længsel efter nærmere at 
kjende den , jeg skyldte saa mangen reen og smuk 
Nydelse . 
Saa var det da en Søndag Eftermiddag kort 
efter Pintsen ; jeg havde , skjøndt det var en 
Helligdag , alligevel om Formiddagen arbeidet lidt 
paa det Contoir , hvor jeg dengang havde mine 
daglige Forretninger . For saavidt muligt at udvikle 
mig i practisk Retning , havde jeg nemlig 
taget Plads paa en Procurators Contoir og var 
efterhaanden naaet op til at blive Fuldmægtig — 
at det senere lykkedes mig at blive Advokat ved 
Høiesteret , skylder jeg ligesaa meget et Held , der 
til sine Tider fulgte mig , som mine Evner og min 
Arbeidsomhed . Nu var jeg , som sagt , færdig med 
min Dagsgjerning , og Resten af Dagen vilde jeg 
benytte til en længere Spadseretour i det Fri . 
Som jeg vilde træde ud as min Dør , ligesom 

allerede forud indaandende den friske Luft , der , 
efter en kortvarig men stærk Regn , maatte slaae 
mig imøde , traadte tilfældigviis ogsaa den gamle 
Musiklærer ud af sin , fatte Nøglen i Smæklaasen 
og lod Døren falde i . Jeg tog min Hat af , han 
> lettede ogsaa paa sin , og det -forekom mig , at han 
samtidig dermed saae mere end almindelig venlig 
paa mig . Jeg lod da min Dør slaae et Dieblik 
paaklem , og , idet jeg vendte mig heelt hen imod 
ham , sagde jeg : „ Tillad , at jeg standser Dem et 
Vieblik , jeg har en lille Taknemmelighedsgæld at 
afbetale til Dem . “ — „ Til mig ? “ sagde han forundret , 
„ det maa være mig meget uafvidende , at 
jeg er bleven Deres Creditor . “ — „ Og dog er det 
faaledes , “ vedblev jeg . „ Hvis jeg ikke havde betragtet 
det som fordringsfuldt , vilde jeg for længe siden 
have banket paa hos Dem og bragt Dem min 
Tak i Deres Stue . Nu bringer jeg Dem den kun 
flygtigere , men ikke mindre med Erkjendelsen af , 
at den veier saare Lidet mod , hvad jeg har modtaget . “ 
— „ Og maa man spørge , “ sagde han med 
et venligt Smil , „ hvorved jeg har fortjent den ? “ 
— „ Jeg skylder Dem Tak for mangen god og 
mild Stemning , for mangen stille Nydelse , for 
mangt Vieblik , hvori jeg følte mig nærmere den , 
som vi ved saa Meget i Verden daglig burde 
drages til , men tvertimod ved saa Meget daglig 
drages fra . Jeg skylder Dem Tak for Deres 
smukke Musik , som , det veed jeg vel , kun blev til 
for at tilfredsstille Dem selv , men hvori jeg dog 

Dem uafvidende fik Deel . “ — „ De bringer denne 
ufortjente Tak paa en saa venlig Maade , “ sagde 
han , „ at De gjør mig ligesaameget til Deres 
Skyldner , som De er min . Gjør mig den Fornøjelse 
engang at besøge mig , jeg skal da give 
Dem bedre Grund til Tak ved at spille Lidt for 
Deres egen Skyld . “ Jeg takkede for Indbydelsen , 
han rakte mig Haanden , og nogle Minuter efter 
var hver af os gaaet sin Vei , jeg dog ikke , uden 
at tænke paa , at det ikke skulde vare længe , før 
jeg vilde gjøre Brug af hans Indbydelse . 
Der var ikke gaaet Stort over otte Dage , saa 
bankede jeg , vel en Timestid før min Nabo , som 
jeg vidste , pleiede at gaae tilsengs , paa hans Dør . 
Der lød et kort „ Korn ind ! “ og jeg aabnede . 
Idet man aabner Døren hos Nogen , hvis Hjem 
man ikke før har betraadt , faaer man almindelig 
et Indtryk af , hvorledes dets Beboer eller Beboere 
ere . Meget ofte er dette Indtryk misvisende , men 
oftere viser det sig senere , at det er rigtigt , og at 
den Paagjeldendes Characteer , navnlig hvis det 
er en Qvindes , tildeels allerede røber sig , idet 
man træder over Dørtærskelen . Idet jeg traadte 
ind hos den gamle Musiklærer , var det Indtryk , 
jeg fik , et hyggeligt . Skjøndt Dagslyset var begyndt 
at blive svagere , var det dog lyst nok til , 
at jeg kunde see , hvorledes der overalt i Stuen 
var den fuldstændigste Orden , uden at denne dog 
kunde siges tilvejebragt ved smaaligt Pedanteri . 
Der var ikke meget Bohave i Værelset , men det , 

der var , saae velbevaret ud . Der var et Bord , 
nogle Stole , en Bogreol , hvorpaa der dog just 
ikke var mange Bøger , og en Seng . Ved den 
Væg , der skilte hans Værelse fra mit , stod hans 
Piano , og over det hang ikke faa Billeder , Mesters 
i Tonekunsten , paa hvem han satte Pris . Selv 
sad han i en høi gammeldags Lænestol , fra hvilken 
han dog , da jeg traadte ind , hurtigt reiste sig . 
Efter at jeg havde bragt ham den Tak , der var 
Anledningen til mit Besøg , og han , skjøndt under 
en anden Form , havde gjentaget sin tidligere 
Mtring , bad ban mig tage Plads ved det aabne 
Vindue , for at jeg , medens jeg samtalede med 
ham , kunde , saavidt muligt inde i den snevre By , 
indaande den friske Aftenluft . Saa bød han mig 
en Cigar , selv røg han ikke , da det sorekom ham , 
at Tobakken havde noget Sløvende , Noget , der 
nedbrød Driften til at være i stadigere Beskjæftigelse , 
og da jeg , idet jeg saa godt jeg kunde sorsvarende 
Brugen , havde tændt mig en Cigar , talte 
vi med hinanden om Huset , vi boede i , om vort 
- Naboskab og om de nydelsesrige Timer , han ved 
sin Musik saa ofte havde skaffet mig . „ Ja , mig 
er det , “ sagde han , „ mit halve Liv saaledes paa 
Pianoet at udtale , hvad der ligger mig paa 
Sinde . Naar jeg har underviist flere Timer 
daglig , og fra de fremmede Mennesker , i hvem 
jeg forresten har truffet Mangen , som jeg har 
saaet kjær og bevaret min Agtelse for , er kommen 
hjem til min stille Stue , saa gjør det mig godt 

gjennem Toner at tale lidt til og med mig selv , 
thi , som De vel har bemærket , i Besøg hos 
mig kommer der Faa eller Ingen . “ Jeg spugte 
ham , om han da ikke havde Slægt og Venner . 
„ Slægtninge , “ sagde han , „ idetmindste kun saa , 
og de ere langt borte , i Amerika , og Venner , 
jo , taget i den almindelige Betydning , vistnok 
flere . Men Omgangsvenner ere de mig kun i 
en ringe Grad ; samtlige ere de gifte , og til den 
eenlige Gamle søge de ikke hen , hvor villig de 
end aabne mig deres Huus , som jeg kun ikke benytter , 
fordi jeg ikke altid udelukkende vil være 
den Modtagende og faa lidet kan være den 
Adende . “ Jeg gjorde ham opmærksom paa hans 
Svar til mig kort iforveien og paa det Meget , 
han medbragte til sine Venner ved at kunne byde 
dem smuk Musik . „ Hvad jeg før yttrede til Dem , 
kan ikke anvendes her , “ sagde han , „ Forholdet er 
et andet , og hvad min Musik angaaer , naar jeg 
er udenfor mit Hjem , føler jeg mig sjelden dreven 
til at befatte mig med Andel end med Underviisning . 
Jeg har , som De maafkee veed , componeret 
en og anden Bagatel ; de ere visselig mere 
end Noget Udtrykket for det Bedste , der er i mig , 
men jeg har aldrig mærket , at nogen af mine 
Venner har havt selv et nok saa ringe velvilligt 
Ord tilovers for dem . Og bryde de sig ikke om 
det Bedste , jeg eier , hvad skulle de saa bryde sig 
om Resten ? “ Jeg beklagede meget , at jeg ikke 
kjendte disse Ting , jeg kjendte saa lidt Musik i 

det Hele taget ; praktiske Forretninger optoge det 
Meste af min Tid . „ Nu , Et og Andet deraf har 
De dog vel hørt , uden at vide det hørt det af 
mig selv . Men det er heller ikke Forfængelighed , 
der taler ud af mig , naar jeg yttrer mig , som 
jeg gjorde . De Bagateller , jeg nedkaster paa 
Papiret , lader jeg ikke komme srem for derved at 
vinde nogen Hæder . Maaskee vilde jeg for endeel 
Aar tilbage have følt mig usigelig glad derved , 
nu er Verdens Roes og Dadel mig noget 
temmelig Ligegyldigt . “ — „ Ganske , “ indvendte 
jeg , „ kan den dog ikke være det . Hvor ringe end 
vor Selvkjærlighed er , og hvor er det Menneske , 
der ganske kan sige sig sri i den Henseende , saa 
ringe er den dog intetsteds , at Andres Roes slet 
ikke skulde glæde , Andres Dadel slet ikke smerte , 
og jo kjærere man har sine Medmennesker , desto 
mere vil man føle denne Glæde eller Smerte . “ -— 
„ Ieg indrømmer Dem , at De til en vis Grad 
har Ret , der var , som sagt , ogsaa en Tid , da 
jeg lagde Vægt derpaa , maaskee endogsaa formegen . 
Men jeg tør nok sige , at det ikke mere 
er saaledes , hvormeget jeg selv hos den Ningeste 
seer Et og Andet , der er værd at elske , og hvor 
meget jeg end ved Følelser , jeg saavidt muligt 
dækker over , føler mig dragen til Enhver . “ Ieg 
yttrede min fulde Tro paa , hvad han i den Henseende 
sagde , jeg havde jo et Beviis derpaa i 
den Velvillie , hvormed han var kommen mig 
imøde . „ Men , “ vedblev jeg , „ jeg forstaaer ikke 

ganske , hvorledes man kan have Lyst og Drift 
til af sætte sine Stemninger og Følelser paa Papiret 
og lade dem gaae nd i Verden , naar man 
dog ikke i sit Inderste nærer et Haab om , af de 
maa mødes med Anerkjendelse og Sympathi . “ — 
„ Jeg er , uden egenlig af ville det , min unge 
Ven , “ sagde han , „ kommen lidt dybere ind paa 
den Slags Samtaler , end jeg pleier , og dybere 
end nogensinde overfor en mig endnu saa Fremmed . 
Naar jeg alligevel ikke strax bryder af her , 
vil De deri see et Beviis paa , af jeg paaskjønner 
den smukke Maade , paa hvilken De bragte mig 
Deres Tak , og en Tillid til , af den Oprigtighed , 
hvormed jeg overfor Dem udtaler mig , maa blive 
forstaaet . Jo , uden Haabet om af nyde menneskelig 
Anerkjendelse kan man , jeg vil ikke sige 
godt være , men dog være , uden Sympathi ikke 
fuldt saa godt . Men der er rigtignok et andet 
Haab , der maa til , naar man skal holde ud med 
en Virksomhed af den Natur , som her er Tale 
om , den være stor eller lille , og det er Haabet 
om at have udrettet noget Godt derved . Lad det , 
jeg efter Evne har bragt , og Eet veed jeg , hvor . 
Meget jeg end i Livet kan have at bebreide mig 
selv , det har jeg ikke at bebreide mig , at det er 
fra en ureen Kilde , de Stemninger , jeg har betroet 
Papiret , ere strømmede — lad det , jeg efter 
Evne har bragt , siger jeg , oversees eller forblive 
uændset af Tusinder , er der kun nogle ganske Faa , 
der ved dem have følt sig opbygget eller glædet , 

og det er noget heelt Andet end en Anerkjendelse , 
da er mit Liv ikke levet forgjæves , og det er dette 
Haab , og væsenlig kun dette Haab , der hver Dag 
bærer mig op paany til trøstig at leve mit eensomme 
Liv og freidig at gjøre min Gjerning . 
Vel veed jeg , at jeg jo i visse Maader ogsaa 
nytter ved min Underviisning ; hos En eller Anden 
er der dog et bedre Nre eller en stærkere Følelse 
for Musiken , og den Sæd , der saaes gjennem 
Underviisningen , giver i Tiden Frugt ; men 
min væsenligsfe Styrke , den væsenligsfe Deel as 
mit Livsmod giver dette mig ikke , det er det Haab , 
jeg nævnede . “ 
Som den gamle Musiker saaledes talede og 
stadig blev varmere , følte jeg , at jeg havde rørt 
en Streng i hans Indre tidligere , end jeg vel 
efter vort Bekjendtskab endnu havde Ret til . I 
Følelsen heraf havde jeg lagt Cigaren fra mig 
og sad nu , da han endte , aldeles taus . Ogsaa 
han taug en Stund , og man kunde have hørt en 
Flue surre i Værelset , saa stille var der rundt 
omkring . Min nye Ven , thi jeg føler , at jeg alt 
fra det Nieblik havde Ret til at kalde ham 
saaledes , var sunken lidt mere filbage i sin Stol , 
hans dybtliggende Øine syntes at være traadt 
lidt dybere filbage i det magre Ansigt , og et Nieblik 
lod han Haanden glide hen over sin Pande , 
som vilde han jevne de Furer , Tid og Forhold 
der havde fremkaldt . Saa reiste han sig taus 
og satte sig til Pianoet . Jeg lod mit Blik slygtigt 

falde ud af Vinduet , oppe over Skorstenen 
ligeoverfor sad stor og lys Aftenstjerne » og tindrede . 
Da lød , medens jeg betragtede den , Toner 
fra Pianoet , det var en lille kunstløs , religiøs 
Sang . Men det veed jeg , at en fra en dybere 
Kilde strømmende Taare er aldrig traadt i mit 
Nie end den , der i dette Oieblik traadte deri , og 
at jeg , uden at noget Ord gik igjennem min Tanke , 
end sige over min Læbe , aldrig nogensinde har 
løftet mit Sind inderligere til Gud end ved de 
simple Toner , der strømmede fra den gamle Musiklærers 
Instrument . Havde jeg turdet , havde 
jeg sagt den Gamle , at det Haab , han havde , 
sikkerlig vilde blive opfyldt , og at han alt i dette 
Oieblik havde havt en Tilhører , der skyldte ham 
et begejstret Oieblik ; men det forekom mig paatrængende 
og fordringsfuldt at sige det , og jeg 
taug . Saa blev den gamle Musiker ved at spille , 
og i over en Time havde jeg en Nydelse , jeg 
sandelig ikke vilde have undværet for Meget . 
Da han havde hørt op , takkede jeg ham og 
bad ham ikke at regne mig til Onde , hvis jeg 
ved et uoverlagt Ord hos ham havde fremkaldt 
Stemninger og Tanker , han helst havde ladet bag 
sig ; men han-smilede og sagde : „ Stod det ikke 
til mig selv at holde tilbage , hvad jeg vilde holde 
tilbage ? “ Og han rakte mig venskabelig Haanden 
til Godnat , bad mig nu og da besøge sig og ønskede 
mig at sove vel . Ja , tryg og god blev 
min Søvn , men dog ikke i de første Par Timer ; 

i lang Tid laa jeg vaagen i min Seng og 
tænkte mig ind i den gamle Musikers forudgaaede 
Liv og hørte hans Musik klinge i mit Indre . 
Et Aar gik hen , i det besøgte jeg den gamle 
Musiker oftere og fik hver Gang paany Indtrykket 
af , at han , saavidt muligt for et Menneske , var 
fri for Selviskhed og Forfængelighed , og at han 
overfor mig den første Gang , jeg saae ham , aabent 
og ærligt havde udtalt , hvad der bevægede ham . 
Med hver Gang , jeg besøgte ham , fik jeg ham 
kjærere , og kun Afstanden i vor Alder og hans 
i flere Henseender eiendommelige Maade at tage 
Livet paa forhindrede vort Venskab fra at blive 
et broderligt . Kun een Gang endnu kom vi til 
at tale om de Smaating , han havde frembragt , 
og hvormed han havde forøget den musikalske Literatur . 
„ Jeg tilstaaer det , “ sagde han , „ kun 
ved disse Frembringelser , de være nu noget større 
eller kun ganske ubetydelige i Omfang , synes det 
mig , at jeg har et blivende Liv . Ikke som om 
jeg tvivlede om et Liv efter dette , nei , paa det 
troer jeg fast og inderlig , men jeg mener ogsaa 
kun : et blivende Liv hernede . Og er jeg end 
langtfra at troe , at disse mine eensomme Timers 
Fostre skulde kjendes ret længe ud over det Nu , 
hvori de fødtes , da dog saa Faa kjende dem i 
selve Nuet , saa er det mig dog , som om der , naar 
jeg er død og borte , er Noget , der , kjendt eller 

ukjendt , bliver efter mig , og kun ved det , synes 
det mig , at jeg med min Evne og min Tragten 
hernede rækker ud over det Nieblik , jeg tager Affled 
med Verden . “ Men aldrig slog dog vor 
Samtale saa dybt ind i min Sjæl som under 
mit første Besøg , hvor meget jeg end erkjender , 
at jeg skylder ham nogle af de stemningsrigeste 
Nieblikke i mit Liv . 
Et Aar gik som sagt hen , da forandrede 
mine Forhold sig . Som Candidat med bedste 
Charakteer , der ovenikjøbet var velanbefalet , fik 
jeg et Reisesfipendium , og , efter at have taget 
Afsked med mine Venner og blandt dem med 
min gamle Musiker , reiste jeg til Paris for der 
at udvikle mig yderligere og navnlig vinde den 
Frihed og Lethed , der er en ikke uvæsenlig Betingelse 
for at komme heldig frem i Verden . I 
Paris gjorde jeg Bekjendtskab med en ung , smuk 
Pige fra mit Fædreland ; gjennem det fælles 
Sprog klang vore Hjerter sammen , og da jeg , 
efter at have reist udenlands et Par Aar , kom 
tilbage til Hovedstaden , blev hun min Kone . Jeg 
var endnu kun Candidat , det var noget betænkeligt 
at danne Huus , saa meget mere som jeg 
ikke i Medgift kunde vente store Kapitaler , men 
hendes bedste Kapital var hendes elskværdige Characteer 
og hendes i det Mindste i mine Nine 
sjeldne Skjønhed . Men mit Held fulgte mig , jeg 
tog paany Plads som Sagførerfuldmægtig , og 
min Stilling som saadan var saa indbringende , 

at jeg ikke følte mig tynget til nogen Side , om 
selvfølgelig end min Livsstilling blev en langt 
bedre og rigere , da jeg nogle Aar efter blev Advokat . 
Kort efter , at jeg havde havt Bryllup , 
foresatte jeg mig at besøge den gamle Musiker og 
under mit Besøg at bede ham , saa tidt han vilde , 
at gjeste mit Huus , hvor han vilde være min 
unge Kone , for hvem jeg havde omtalt ham med 
Barme , velkommen . Da jeg en Søndag Formiddag 
kom op , for at see til ham , var han flyttet , 
og paa Forespørgsel i Huset fik jeg at vide , hvor 
han var flyttet hen . Jeg føgte ham i hans nye 
Bolig , men hvor overrasket blev jeg ikke , da jeg 
kom der , og ikke blot traf ham selv , men ogsaa 
en ung , smuk og livssrisk Pige paa omtrent atten 
Aar , der syslede omkring ham . Idet jeg traadte 
ind , sad den gamle Musiker med Ryggen mod 
Døren og bladede i en Bog , og den unge Pige , 
der muligt troede , af jeg var en Fremmed , som 
havde Noget af tale med den Gamle , aabnede 
Døren til et andet Værelse — thi min gamle Ven 
havde nu to Værelser istedetfor som før eet — for 
af gaae derind og lade oS tale i Eenrum . Men 
i det Samme fik den gamle Mand Nie paa mig i 
Speilet ligefor og reiste sig hurtigt , medens han 
tillige gav den unge Pige Tegn til , af hun godt 
kunde blive , hvor hun var . Han trykkede min 
Haand og bød mig Velkommen ; han vidste allerede , 
af jeg var bleven gift og bragte mig sin 
hjertelige Lykønskning . Jeg yttrede min Glæde 

ved after af see ham , men tillige ikke mindre min 
Overraskelse ved af see ham omgiven as en ung 
Dame , som jeg , efter Alt af dømme , maatte betragte 
som hørende til hans Huus . „ Det er min Søsterdatter , “ 
sagde han . „ Jeg sagde Dem engang , at 
jeg kun havde saare saa Slægtninge , og disse Faa 
vare langt borte . Med disse Slægtninge meente 
jeg en Søster og Svoger samt deres Datter . 
Desværre ere Forældrene for mere end halvandet 
Aar siden , begge omtrent samtidig , døde af en 
smitsom Sygdom i en fjern Verdensdeel , og 
deres Datter stod , saa at sige , ene blandt Mennesker , 
der vare hende fuldkommen fremmede . Saa 
bestemte jeg mig til at tage hende til mig ; jeg 
skrev efter hende og , som De seer hende her “ — 
og ved disse Ord tog han hendes Haand og drog 
hende frem , henimod mig — „ er hun mig en saa 
kjærlig og saa forstandig Datter og ungdommelig 
Omgangsveninde , at jeg intet Oieblik har angret 
det . “ Jeg hilste paa hende , bad hende ikke at 
betragte mit Huus som et hende fremmed , og 
yttrede min Glæde ved den Forandring , der var 
foregaaet hos min gamle Ven . „ Det er mig en 
fjær Tanke at vide , “ sagde jeg , „ at De nu ikke 
staaer saa ene i Verden , at De har Nogen at 
elske og virke for . “ — „ Ja , ogsaa mig er det 
kjært , “ sagde han og lagde sin Haand let paa 
den unge Piges Skulder . „ I Begyndelsen var 
det mig noget uvant , nu vilde jeg ikke godt kunne 
undvære hende . “ Den unge Pige smilede taknemmelig , 

hentede derpaa en Stol og bad mig 
sidde . Hun gik derpaa ind i det andet Værelse , 
for ikke at træde hindrende iveien for , hvad vi 
dog muligt kunne have at tale om , som hun rettest 
ikke hørte . „ Nu , og Deres Musik , min gamle Ven , “ 
sagde jeg , da hun var gaaet og jeg havde taget 
Plads ikke langt fra Vinduet , „ hvordan gaaer det 
med den ? “ — „ Ja , hvordan skal det gaae ? Ikke 
ganske som tidligere . For at kunne leve , maa jeg 
undervise mere end forhen , og da jeg med hver 
Dag bliver ældre , saa har jeg ikke mere saa megen 
Spændkraft til at holde ud som før . Naar jeg 
nu har underviist , og jeg er kommen hjem , kaster 
jeg mig som oftest træt i min Stol og lader det 
beroe ved at udhvile mig . Saa seer jeg paa min 
Søsterdatters runde Barneansigt , paa hendes friske 
Kinder , saa beder jeg hende fortælle mig Lidt fra 
den fjerne Verdensdeel , hvor hun har levet saa 
stor en Deel af sit Liv , og hun fortæller godt og 
underholdende , og saa lader jeg Tankerne og 
Tiderne gaae og komme som de ville . Kun nu 
og da lader jeg Haanden glide lidt hen over Instrumentet , 
til at nedskrive mine Stemninger er der 
nn saa godt som aldrig Lejlighed . Men jeg tilstaaer 
det , jeg tager mig det ikke nær , og naar 
jeg slundom tænker paa , hvad det var , der tidligere 
saa at sige bar mig op , — jeg mindes det 
endnu tydeligt , at jeg udtalte det for Dem den 
første Gang , vi saaes , og har tidt undret mig 
over , hvor jeg saa hurtigt kunde aabne mig for 

Dem , —- naar jeg tænker paa , at det væsenlig var 
eet Haab , der gav mit Sind Freidighed til at 
gaae Fremtidens Tilskikkelser imøde , Haabet om 
ved de Bagateller , jeg har frembragt , at have 
virket noget Godt , Noget , der , hvor lidet det end 
kjendtes , dog blev efter mig , naar jeg engang døer , 
og mulig beredede mig Indgang hisset , saa forundrer 
jeg mig næsten nu over denne min Opfatfelse . 
Den var grundet paa en Anskuelse , jeg 
erkjender ikke holder Stik . Ogsaa nu har jeg et 
Haab , der giver mig Kraft til at arbeide i Grunden 
ud over , hvad jeg endnu i min allerede fremrykkede 
Alder formaaer ; men dette Haab er et ganske 
andet . Det er Haabet om , at jeg ved mit Arbeide , 
det være saa ringe det vil , skaber et Menneskes 
Lykke , ja , jeg kunde fristes til at sige , gjør 
det muligt for et Menneske at være , og for hver 
Gang jeg seer min unge Søsterdatter smile , faaer 
dette Haab ny Næring . “ Jeg bemærkede , at det 
ganske vist var en smuk Erkjendelse , han var 
kommen til , og at jeg kun vilde ønske , at han 
for , hvad han gjorde mod sin unge Slægtning , 
maatte lønnes med Taknemmelighed . „ Hm ! Det 
tænker jeg mindre paa , “ sagde han ; „ Kjærlighedens 
Gjerninger have deres Løn i sig selv . Jeg 
erkjender nu , at der til Grund for min tidligere 
Opfattelse laa en vis forfængelig Stolthed , vistnok 
svagere end i mine unge Dage , men ikke 
aldeles kuet . Kan der for den Enkeltes Skyld , for 
hvis Lykke jeg nu arbeider , engang forundes mig 

Adgang til et lysere Livs Glæde , saa har jeg 
opnaaet Alt , hvad jeg har Ret til at vente . “ 
Jeg havde gjerne bemærket , at der ligesaafuldt i 
dette Haab som i hans tidligere var en Misviisning , 
men jeg nænnede det ikke ; jeg nøiedes 
med at sige , at saavel hans tidligere Haab som 
det , han nu nærede , i Grunden strømmede fra 
samme Kilde , Ønsket om at gjøre sine Medmennesker 
Gavn , og at det ene Haab i sit 
inderste Væsen ikke var sorskjelligt sra det andet . 
Saa godt jeg kunde , henledede jeg derpaa Samtalen 
paa andre Gjenstande , og lidt efter bad jeg 
ham glæde mig med nogle Toner fra hans Piano , 
Toner , der nu ved min lange Fraværelse næsten 
vare mig fremmede . „ Hvis De idag vil spille 
lidt for mig , “ sagde jeg , „ skal jeg til Gjengjeld 
bringe Dem en Dem vist ikke ubehagelig Efterretning . 
Jeg har talt med en af de største 
parisifke Musikforlæggere og foreslaaet ham at 
forlægge de af Deres fremtidige eller tidligere 
utrykte Arbeider , der kunde egne sig for det fremmede 
Publikum og den fremmede Nationalitet . Han 
har lovet mig at lade foretage en grundig Prøvelse 
af Alt , hvad jeg sender ham , og at betale , 
hvad han bestemmer sig for at forlægge , saa godt , 
som det kun i et saa rigtbefolket Land kan betales . “ 
— „ Hvad det angaaer , at spille for Dem , 
min unge Ven , “ sagde han , „ da skal jeg gjerne 
gjøre det , det er idag Søndag , og jeg har knn 
underviist et Par Timer , saa at jeg netop idag 

ikke er synderlig trættet . Hvad Forlæggerskabet 
angaaer , da takker jeg Dem for Deres Møie og 
gode Villie , men benytte mig deraf vil jeg ikke . 
Jeg har nn truffet mit Valg , mine Underviisningstimer 
og min lille Søsterdatter , for dem vil 
jeg udelukkende leve . “ Og dermed aabnede han 
Døren til Værelset ved Siden af , bad sin Søsterdatter 
sætte et Glas Viin paa Bordet , og , efter 
at hun venlig og mild efter hans Anmodning 
havde fyldt Glasset til os begge , og vi ved det havde 
fornyet vort gamle Venskab , satte han sig til 
Pianoet og spillede , medens hans Søsterdatter 
og jeg toge Plads hver ved sit Vindue og hørte 
til . 
Henved en Time sade vi saaledes , Begivenheder , 
der for længe siden vare traadte i Baggrunden , 
giede frem igjen forbi mit Nie , og , idet 
jeg saae ud over mit nye Liv og sammenlignede 
det med mit tidligere , følte jeg , hvad jeg havde 
vundet i en elskelig Hustru og et godt Hjem . 
Ogsaa den unge Pige hvilede vel med sine Tanker 
ud i en Sammenligning mellem Nuet og de 
svnndne Tider , og jeg saae , da jeg tilfældig engang 
kastede Niet Paa hende , en Taare stjæle sig 
frem under Nienlaaget , thi det er al god Musiks 
Natur , at den ubemærket for os løser op de 
Baand , som Livets Travlhed til saa mange Sider 
lægger om vor Erindring . Da den gamle 
Musiker var færdig med at spille , var det ikke 
blot , som var han atter kommen mig nærmere , 

men ogsaa som var jeg bleven mere fortrolig med 
den unge Pige , uden at vi dog havde vexlet ret 
mange Ord . Da jeg havde takket ham for hans 
smukke Spil og bedet ikke blot ham , men ogsaa 
hans Søsterdatter at besøge mig og min Hustru , 
forlod jeg ham , og da jeg kom hjem , kunde jeg 
ikke noksom udtale mig for min Kone om den 
store Forandring , der var foregaaet i min gamle 
Vens Forhold . 
Saa besøgte jeg ham nu atter af og til , 
ja , min Koire sluttede sig til mig og deeltog nu 
og da i mine Besøg . Til os kom den gamle 
Musiker dog ikke , han var , sagde han , bleven saa 
ganske afvant med at besøge Andre , at han ikke 
kunde beslutte sig til at forandre Noget i den Henseende , 
hvormeget det end vilde kunne glæde ham 
at see de huuslige Forhold , jeg levede under . 
Hans Søsterdatter derimod gjorde os af og til et 
Besøg , og vi modtoge den unge Pige saa godt , 
vi kunde . Men da dog den gamle Musiker selv 
ikke kom , bleve ogsaa mit og min Kones Besøg 
noget sjeldnere , og da jeg senere som Advokat fik 
en udbredt Praxis , og min Tid saaledes blev 
meget optagen , gik der stundom en heel Maaned , . 
uden at jeg fik min gamle . Ven at see . 
En Dag , som min Kone og jeg i Skumringen , 
maafkee et Par Aar efter vort første Gjenbesøg 
hos den gamle Musiklærer , sade og talte 

med hinanden , mindedes vi pludselig , at den unge 
Pige , han havde i sit Huus , i længere Tid ikke 
havde besøgt os . Jeg yttrede min Forundring 
over , hvad Grunden vel kunde være . „ Hun er dog 
vel bleven godt modfagen ? “ yttrede jeg . — „ Kan 
Du tvivle ? “ sagde min Kone . „ Jeg frygter næsten , 
at hun er bleven for godt modfagen . “ — 
„ Hvorledes det ? “ spurgte jeg ; „ hvorledes forener 
jeg dette Svar med Din kjærlige og velvillige 
Natur ? “ — „ Jeg troer , “ sagde min Kone , „ at 
vi ikke have gjort vel i stundom næsten at betragte 
hende som et Led af vor egen Slægt , thi 
hun er derved maaskee kommen til at løfte sit Øie 
lidt høiere , end hendes Stilling og Vilkaar tillade . “ 
— „ Kan min fromme Kone saares ved , at den 
unge Pige betragter hende som sin Lige ? “ afbrød 
jeg hende , og det var næsten , som faldt der mig 
en ganske lille Steen paa Brystet , den første , jeg 
havde mærket der i vort allerede nu ikke saa 
ganske kortvarige LEgteskab . „ Nei , det er ikke saaledes 
at forstaae , “ sagde min unge Kone smilende , 
medens hun gav mig et Kys ; „ selv om hun , hvad 
hun dog har , slet ingen anden Adkomst havde 
havt til mit Venskab end Din Interesse for hende , 
vilde hun dog være velseet af mig . Men jeg 
frygter for , at vi have draget hende for meget til 
os , fordi hun derved er kommen i Bekjendtskaber 
og Forbindelser , hvori hun dog ikke ret kan fæste 
Rod , og fordi der derved sikkert hos hende er vakt 
Forhaabninger , som , da de ikke kunde opfyldes , 

maatte være hende mere til Sorg end Glæde . “ 
Jeg bad min Kone forklare sig nøiere , og hun 
sagde da : „ Sikker paa , hvad feg her yttrer , er 
jeg ikke , men jeg troer neppe , at mit Vie skuffer 
mig , og havde Du ikke været saa optagen af 
Forretninger , som Du er , vilde Du . vist med Dit 
skarpe Blik have seet det længe før jeg . Den 
gamle Musikers Søsterdatter har vistnok faaet en 
Interesse for den unge , livlige Franskmand , der 
var her i Byen i nogle Maaneder , som er større , 
end der vel kan forenes med hendes Sindsro og 
jevne Glæde . “ — „ Hvorledes ? “ sagde jeg ; „ for 
den smukke Ingenieur , der kom her daglig ? “ — 
„ Netop for ham , og det er sikkert derfor , hun i 
saa lang Tid har skyet vort Huus . Jeg har i 
længere Tid hos hende bemærket et stille Træk af 
Tungsind , der tidligere ikke var hende ejendommeligt . 
Jeg har seet hende skifte Farve i hans 
Nærværelse og skjult fælde Taarer . “ — „ Ih , det 
gjør nng virkelig ondt , “ sagde jeg ; „ endnu idag 
vil jeg til min gamle Ben og see , om Du har 
Ret . Skulde det være Tilfældet , da vilde jeg 
høilig beklage , at jeg har draget hende til vort 
Huus . “ Endnu ganske kort talte jeg med min 
Kone derom , saa gik jeg ind i mit Contoir til 
mit Arbeide ; men jeg kunde ikke negte for mig 
selv , at min Kones Formodning havde forstemt 
mig lidt , og at jeg i mit Hjerte dadlede den 
muntre Franskmand , der dog vistnok ved et overfor 
den unge Pige altfor vidt drevet Galanteri 

havde givet hende Leilighed til en Tro paa Noget , 
der siden viste sig som Tant . 
Da jeg henad Skumringen besøgte min gamle 
Ven , thi det var nu engang den Tid , jeg var 
sikkrest paa at træffe ham , fad han ved sit Bord , 
med Hovedet hvilende paa den venstre Arm . Ved 
Pianoet , saaledes at hun vendte Ryggen til det , 
sad hans Søsterdatter og syslede , saa godt Halvmørket 
tillod det , med et Haandarbeide . Det var 
tydeligt , at hun havde grædt ; hendes Dine vare 
anstrengte , hendes Kinder røde . Da jeg traadte 
ind . , gik hun hurtigt ind i det andet Værelse og 
lukkede , efter at have hilst venligt paa mig , Døren 
imellem Værelserne i . Den gamle Musiker 
løftede kim langsomt Hovedet op , og da han saae , 
det var mig , gik der som et Træk af dyb Smerte 
hen over hans Ansigt . Saa reiste han sig langsomt 
og øjensynlig meget svag , rakfe mig Haanden 
og bad mig sidde ned . Jeg spurgte til hans 
Besindende , gjorde en Undskyldning for , at jeg ved 
Forretninger havde været hindret i at besøge ham , 
og tydede derpaa saa let som det var mig muligt 
hen til , at det forekom mig , som om han ikke 
mere var saa tilfreds som tidligere . „ Alting i 
Verden vexler , min gode Advokat , “ sagde han ; 
„ det er ikke Menneskets Lod at see Alt gaae , som 
det helst ønsker det . Der er maaskee Enkelte , der 
ere heldigere stillede , til dem har jeg aldrig hørt . “ 
— „ Naar pleier min gamle Ven at være saa 
mismodig ? “ bemærkede jeg ; „ Har De ikke om 

Dem og i Dem en Rigdom , der kan opretholde 
Dem ? “ — „ Jeg tilstaaer , jeg har tidligere selv 
troet det , og vilde gjerne troe det endnu . Men 
har man først hængt sit Hjerte ret tilgavns ved 
et andet Menneske , saa er man bleven afhængig , 
saa har man ikke saaledes mere Magten over sig 
selv . “ Jeg gjorde en lille Bemærkning om , hvad 
han tidligere selv havde yttret , det Løftende i 
af virke for en Andens Lykke . „ Ja , for en Andens 
Lykke , “ sagde han . „ Men naar man nu 
seer , hvad man havde arbeidet paa , pludselig nedbrudt , 
hvad saa ? See her , “ fortsatte han , og 
trak , idet han aabnede Døren til Værelset ved 
Siden af , sin Søsterdatter ganske sagte og mildt 
ind ved Haanden , „ see her paa dette forgrædte 
Ansigt , det er , hvad jeg har vundet ved mit Arbeide 
i Aar og Dag . “ Med nedslaaet Blik stod 
den unge Pige overfor mig , og det var mig tydeligt , 
af hun gjerne vilde have trukket sig bort 
igjen , men kun ikke vilde gjøre min gamle Ven 
imod . „ See her paa det Sørgmodige i det endnu 
for kort Tid siden saa livsglade Ansigt . Først 
for en halv Time siden har hun tilstaaet mig , 
hvad der længe har trykket hendes Sind og voldt 
mig , fordi jeg saae det , om jeg end ikke vidste 
Grunden dertil , mangen bitter Time . “ Jeg tog 
den nnge Piges Haand , som den gamle Musiklærer 
havde sluppet , lagde ogsaa min anden Haand 
paa hendes , der nu laa ganske gjemt i begge 
mine , son : Bekræftelse paa , at hun i mig havde 

en velmenende Ven , og sagde : „ Jeg har tidligere 
ikke vidst , at der hos Dem var nogen Sorg . Først 
idag har jeg ved en Bemærkning af min Kone 
faaet Formodning derom . Men er det , som hun 
troede , da tab ikke endnu ganske Modet , hvo veed , 
hvad Tiden kan bringe . “ — „ Den bringer Intet , “ 
sagde den gamle Musiker lidt skarpt , „ det er 
bedre at rive Haabet strax ud af sit Hjerte , end . 
at daare sig ved falske Forhaabninger . Jeg selv 
har prøvet , hvad det vil sige , vi skulle ikke hænge 
vort Hjerte ved noget Haab . “ Jeg bestred min 
gamle Vens nye Livsanskuelse og sagde , at den 
var kun Frugten af de seneste Nieblikkes bittre 
Indtryk . Var end det Haab glippet ham , at 
skabe en Enkelts Lykke fuldkommen , hans tidligste 
Haab var dog ikke skuffet , det vilde sikkerlig blive 
opfyldt , og hvo turde sige , om ikke ogsaa det andet 
vilde blive det . „ Nei , min gode Ven , “ afbrød 
han mig , „ De er endnu i Strømmen , i den 
raske Lykkens Strømning , og De dømmer derefter . 
Nei , det ene Haab var ligesaa falsk som det andet , 
jeg erkjender det nu , ogsaa dette var Forfængelighed . 
Vi skulle gjøre vort Arbeide , fordi 
en Magt , der staaer over os , daglig arbeider for 
os , og vi skulle ikke spørge om Frugterne deraf , 
men trøstig henstille dem til den , overfor hvem vi , 
svage og vaklende , som vi ere , ikke have nogen 
Ret ! “ Jeg indrømmede ham det deelviis Sande 
deri , men meente dog , at Mennesket ikke kunde 
undvære nogetsomhelst Haab . Han havde selv 

flere Gange grebet sig i Skuffelser , han vilde , 
naar en Tid var gaaet , maaskee atter erkjende , 
at ogsaa hans nuværende Opfattelse , om den end , 
forstaaet som den kunde og burde forstaaes , var 
rigtig , dog vist , saaledes som den nu var hos 
ham , var en Skuffelse . „ Det er muligt , jeg 
troer det ikke ; men lad os ikke tale mere derom , 
sæt Dem , jeg vil spille for Dem , og jeg vil iaften 
spille for min lille bekymrede Pige ! “ Og da ikke 
blot jeg , men ogsaa den unge Pige havde sat os , 
spillede han saa vidunderligt smukt , at jeg aldrig 
forhen i den Grad havde følt , at der i ham bankede 
et rigt Kunstnerhjerte . 
Da han var færdig , bad jeg ham og den unge 
Pige , og da navnlig den Sidstnævnte , at besøge 
os — thi paa , at den gamle Musiker vilde besøge 
os , troede jeg ikke , og hun lovede igjen at komme 
til os og være , naar hun var hos os , som et Led 
af vor Kreds . Og da jeg forlod dem , var Stemningen 
mildere , og min gamle Ven fulgte mig til 
Døren . 
I den følgende Tid besøgte jeg ham ofte , 
men noget glædelig : Indtryk fik jeg ikke af mine 
Besøg . Det var tydeligt , at Sorgen havde ældet 
ham hurtigere , end det ellers vilde være fkeet , og 
snart kunde han ikke mere forlade sit Værelse , og 
selv sin Lænestol forlod han kun , naar han skulle 
tilsengs . Det Nødvendige til at leve af savnede 
han dog ikke , min Kone sørgede rigelig for hans 
Huus , om det end i Begyndelsen var ham haardt 

at skulle modtage , uden at kunne gjengjelde . En 
Dag , da jeg stod i mit Contoir , fik jeg et Brev 
fra Paris , og da jeg aabnede det , var det til 
mig og min Kone . Det var fra den franske Ingenieur . 
Han meddeelte os deri , at han efter 
længere Tids Selvprøvelse var kommen til Erkjendelse 
af , af han elskede den unge Pige , han 
engang havde seet i mit HuuS . Hos hende selv 
vilde han dog ikke endnu forespørge ; men os 
vilde han bede undersøge Forholdene . Viste det 
sig , af ogsaa den unge Pige havde bevaret nogen 
Interesse for ham , og han troede det næsten , da 
vilde han komme til Kjøbenhavn , for af begjære 
hendes Haand , og da bad han os foreløbig sige 
hende det . Jeg ilte med Brevet i Haanden ind 
til min Kone , vi vare begge færdige af lee og 
græde paa eengang af Glæde , og ikke længe efter 
var jeg hos min gamle Ven , for af bringe det 
glade Budskab . 
Da jeg kom til den gamle Musiker , var han 
syg og sengeliggende , og hans unge Søsterdatter 
sad ved hanS Seng og læste for ham i Julius 
Thomsens fortræffelige Værk : „ Vandringer paa 
Naturvidenskabens Gebeet “ , Afhandlingen „ Verdensrummets 
Historie “ . For Naturvidenskaben havde 
han altid havt en opvakt Sands , og det nævnte 
Skrift hørte blandt dem , paa hvilke han satte 
høiest Pris . Ganske sagte var jeg traadt ind i 
det andet Værelse , hvortil Døren stod paakleni , 
og yttrede nu min Beklagelse ved af finde ham 

sengeliggende . „ Det gaaer ned ad Bakke , “ sagde 
han , „ jeg har ikke langt tilbage . “ Jeg yttrede , 
at han endnu kunde have et langt Liv og saameget 
længere og glædeligere , som jeg havde en 
god Tidende at bringe ham og ikke mindst hans 
kjære Søsterdatter . Han saae op paa mig , og 
den unge Pige rødmede som Blod . „ Her har 
jeg et Brev , “ sagde jeg , og holdt det Brev , jeg 
havde modtaget , triumpherende iveiret , „ det er for 
nogle Nieblikke siden kommet fra Paris , og det 
indeholder en Begjæring til mig og min Kone 
fra en fransk Ingenieur , der tidligere i længere 
Tid var her i Byen og daglig besøgte os . Det 
er et høit begavet Menneske og en hæderlig Charakteer , 
og gjennem os har han forespurgt , om 
der for hans Kjærlighed til Deres Søsterdatter , 
thi efter omhyggelig Selvprøvelse er han kommen 
til den Overbeviisning , at han elsker hende , om 
der for hans Kjærlighed til Deres Søsterdatter 
turde være noget Haab ; han vilde da reise herover 
og af hende selv forlange hendes Haand . 
Jeg saae paa den unge Piges Ansigt , idet jeg 
sagde det , det var som en fuld Sols klare Straaler 
havde lagt sig derover , og dog var Rødmen strax 
atter svunden og forvandlet til Dødbleghed . „ Det 
glæder mig , “ sagde min gamle Ven , og ogsaa 
over hans Ansigt gik der Svlstraaler , „ det glæder 
mig for hende ; hun har sat sin Lid og sit Haab 
til ham . Det glæder mig at kunne troe paa en 
lykkelig Fremtid for hende . Mine Nine ville ikke 

faae den at see , de ville neppe engang faae ham 
at see . “ Jeg søgte i den Henseende at trøste 
ham , men han sagde rolig : „ Nei , jeg har længe 
været moden til at gaae herfra , og jeg vil kunne 
gjøre det saameget mere rolig efter den Meddelelse , 
De nylig har bragt mig . “ Jeg sagde , at 
han , hvad den unge Pige angik , kunde være aldeles 
ubekymret . Hun skulde finde et kjærligt 
Hjem i mit Huus , saalænge til den , der elskede 
hende , og som jeg nu tydelig faae , hun elskede , 
kom og afhentede hende til sit Hjem , hvad der 
neppe kunde vare længe , da han i Paris havde 
en betydelig og meget indbringende Post og allerede 
nu , endskjøndt ung og ugift , førte et temmelig 
stort Huus . Hvad jeg bemærkede , glædede 
øjensynlig min gamle Ven meget , og flere Gange 
greb han efter min Haand og trykkede den . Saa 
lagde han sig stille hen , det var , som følte han 
sig for afkræftet til at tale mere . Men jeg talte 
endnu en Stund med den unge Pige om den , 
hun havde skjænket sit Hjerte , og om hendes 
Fremtid , og i hendes Sjæl kæmpede Glæden over , 
hvad jeg sagde hende , og Sorgen over hendes 
stadig mere afkræftede Velgjører saaledes med 
hinanden , at Smil og Taarer skiftede uafbrudt . 
Lidt efter satte jeg mig atter hen ved hans 
Seng , men den unge Pige satte sig til Pianoet 
og spillede stemningsfuldt og smukt en lille enfoldig 
Tak til Gud . „ Det er et af mine tidligste 
Smaastykker , “ sagde den gamle Musiker og løffede 

Hovedet lidt , medens et let Smil gik hen 
over hans Ansigt , „ og hun spiller det reent og 
godt og inderligt . Jeg har selv lært hende at 
spille . “ — „ Nu , min kjære , gamle Ven , “ sagde 
jeg , „ saa er det da paa Vei til at skee , hvad De 
haabede , ikke blot med Hensyn til den , hvis Lykke 
var bleven Deres Livs Opgave , men ogsaa 
med Hensyn til Dem selv . Gjennem denne 
rørende Tak til Gud har De Bekræftelsen paa 
begge Dele . “ — „ Tys ! “ sagde den gamle Musiker , 
„ lader os ikke tale derom . Har jeg ikke sagt 
Deni , det ene Haab som det andet er kun Forfængelighed . 
Ogsaa jeg vil froe paa hendes Lykke 
og froe paa , af min Virksomhed i , hvad der 
kaldes Kunst , ikke har været aldeles sorgjæves . 
Men bag mig ligger dog nn alt dette , og jeg har 
nn kun eet Haab , Haabet om , af der ikke maa skee 
mig efter mine Gjerninger , thi de ere alle Kummerlighed 
og Stykværk , men kun efter Guds Naade , 
for Frelsens Skyld . “ 
Mit Oie saldt paa hans Ansigt , det havde 
i dette Oieblik noget Forklaret . Under Indtrykket 
af hans Ord lod jeg ham hvile , jeg følte , af 
Dødens Engel i dette Oieblik mærkede hans 
Pande . Det var , som saae jeg de alvorsfulde 
Skrifttræk , Englen fkrev . Med Brystet fuldt , saa 
af jeg neppe kunde trække Veiret , reiste jeg mig og 
satte mig hen ved Pianoet , hvor den unge Pige 
endnu stadig vedblev af spille . Da hun hørte op , 

reiste ogsaa jeg mig ; da jeg kom til min gamle 
Vens Leie , havde han udaandet . 
Da den første Smerte havde sat sig hos den 
unge Pige , bad jeg hende følge mig hjem til min 
Kone , og i Forening gjorde vi , hvad vi kunde , 
for at trøste hende . „ Han er død , “ sagde jeg , 
„ men han er død en smuk Død . Af Alt , hvad vi 
i Verden haabe paa , tog han det bedste og trøsterigste 
Haab med sig i Døden . “ 

Stakkels Pige ! 
Og der var Glcede i det hele Huus , Frøken 
Julle var bleven forlovet ! Men Forlovelsen varede 
kun kort — hvorlænge var Adam i Paradiis ? 
Stakkels Pige ! hun maatte nok ønske , at den aldrig 
havde fundet Sted , og jeg sial nu fortcelle hvorfor . 
En og Anden vilde maaskee tage dette Stof 
tragisk , jeg tager det let spøgende . Ikke , som om 
jeg er blind for det Sørgelige i en saadan Begivenhed . 
Ak ! hvor ofte den i det daglige Liv 
end hcendes , den bliver dog altid ikke mindre 
tung ! En og Anden vilde maaskee forme det til 
en kæmpesfor Roman . Jeg gjør deraf kun en lille let 
Skizze , skikket til en halv Times Læsning . I vor Tid 
gaaer Alt med Damp , hvorfor skal Poesien da ikke 
gjøre det , selv den episke ? Er den Begivenhed , 
hvorom man vil have Lidt at vide , desuden en 
sørgelig , er man da ikke bedre tjent med saa hurtig 
som mulig og saa let som mulig at komme ud 
derover ? Enhver har sandelig i sit eget Liv Nok 
at sørge over , hver Dag bringer nye Sorger , hvorfor 

da befkjæftige sig med Andres længere end 
netop nødvendigt ? En og Anden vilde maaskee 
dele sin Fortælling i flere Afsnit , maaskee i tre , 
og som Betegnelse over dem sætte 1 , 2 , 3 , for 
derved ligesom fiint at antyde Handlingens Gang , 
idet Forlovelsen sluttes og afsluttes , begynder og 
ender i een , to , tre . Jeg hader skjulte Hentydninger , 
de være af hvad Natur de ville ; Aabenhed 
og LErlighed , det er den Indskrift , jeg sætter paa 
mit Banner . Over Fortællingen sætter jeg derfor 
intet Tal . Og saa tager jeg da fat , gid jeg nu 
ikke midt paa Veien maa tabe Traaden ! 
See , der var nu , for at begynde med Begyndelsen , 
den unge Grosserer Jansen , ham , man 
senere kaldte Bag-af-Jansen , eller , som et vittigt 
Hoved forandrede det til : „ Bag-af-Dandsen “ . Det 
var mageløst , hvor det Menneske havde slaaet sig 
op i en kort Tid . I Paaske 1866 sad han endnu 
paa Consul Mathisens Contoir , slog Streger i hans 
Hovedbog og modtog Ordres af sin Principal , som 
han maatte respectere . I Pintsen 1866 havde han 
selv Contoir og Hovedbøger , hvor Andre sloge 
Streger , og hans Ordres gik ud til alle Verdens 
Hjørner og bleve respecterede . I Paafken 1866 
levede han endnu af de smaa Rester , der vare tilbage 
af en Gage paa 600 Rdl . aarlig og en ganske 
lille Forøgelse i hans alt i Forveien ikke ubetydelige 
Gjæld ; i Pintsen 1866 svømmede han i Vexler 
og Contanter og brugte flere af de rede Penge 
til at leve af i een Uge end før i et samfuldt Aar . 

I Paasken 1866 gik han paa sin Fod nedad Østergade 
og sendte med sine unegtelig livlige Øine 
Smaapile ud til de Tvivlsommere af Evas Kjøn ; i 
Pintsen 1866 kjørte han de to kostbareste Skimler , 
der fandtes indenfor Kjøbenhavns Volde , og skjød , 
naar han med dem og sin PhaSton rullede fuglelet 
gjennem Bredgade over Linien , Bomber ind 
selv i de messt Utvivlsommes Hjerter . I Paasken 
1866 var han kun en slet og ret Herr Jansen , som 
kun faa Familiefædre og Mødre kjendte og endnu 
færre brøde sig om ; i Pintsen 1866 var han den 
smukke Jansen , Tagens Løve , en Gjenstand for 
Fædres og Mødres Samtale og DøttreS Forhaabninger . 
Cæsar kom , saae og vandt , han vandt , 
selv hvor han ikke kom og ikke saae . 
Hvorledes denne hurtige Forvandling var gaaet 
til , vil maaskee En og Anden spørge ; Svaret kan 
Enhver give sig selv . Det er ikke saa sjeldent , at 
ligesaa overraskende Forvandlinger soregaae endnu 
hurtigere . Kaalormen , man den ene Dag gjemmer 
i en LEske , flyver den anden Dag ud deraf son : en 
Sommerfugl . Den for sit folkelige Lune bekjendte 
„ Professor “ og Magiker Olivo vilde maaskee sige : 
„ Det er Trollen Altsammen ! “ Enhver , der kjender 
Livet , som det er , og navnlig kjender Livet i vore 
Dage , vil sige , at der til det aldeles intet „ Trollen “ 
behøves . Lidt Dristighed , lidt Frækhed , og 
„ twous poeus Mas “ , Kunststykket er gjort . Det 
forstaaer sig , besindigere Folk rystede betænksomt 
paa Hovedet , naar der taltes om Herr Jansen , 

og meente , at hvad der kom saa hurtigt , kunde gaae 
endnu hurtigere , og Folk , der vare alt Andet end 
besindige , men dog havde saa Meget af den Sørensenske 
Natur , at de , før de turde gjøre Springet , 
lidt vel længe følte sig for , om Vandet ogsaa var 
extra , sagde misfornøjet , at det Hele var „ Svindel “ , 
og at Jansen var en Plattenslager . Men hvor 
mange af de Mange , der see , hvad der foregaaer 
omkring dem , bryde sig vel om , hvad de Besindigere 
dømme og Skumlerne fordømme ? Hvo vil 
ogsaa see Alt fra den sorteste Side ? hvo strax 
spørge , om en Vogn vælter , naar den seierrige 
Erobrer flyver afsted paa den med sine Trophæer ? 
Og hvorfor skulle Fru Caspersen netop være den , 
som spurgte meest , hun , som aldrig havde lagt sig 
Solons Ord til Krøsus : „ Pris Ingen lykkelig , 
før han er i sin Grav ! “ paa Hjerte , og som ovenikjøbet 
havde en Datter , der , hvis hun havde 
Plads ved den seierrige Erobrers Side , kunde 
blive Gjenstand selv for de Stoltestes Beundring 
og Misundelse . 
Nei , den græske Philosophs Ord til den sidste 
lydiske Konge tænkte Fru Caspersen ikke paa , og 
det var heller ikke at fordre af hende . Det var 
Aar og Dage siden , hun gik i Skole , og var hendes 
Lærer i Historie end en dygtig Lærer , man tænker 
dog i den Alder , hun dengang var i , især naar 
man har en ung Lærer for sig , mere paa , hvem 
det er , der siger det , der skal siges , end hvad der 
siges . Og siden , naar Skoletiden for længe siden 

er forbi , naar baade Historielæreren og det , han 
talte om , for Aar tilbage er traadt i Baggrunden , 
naar man er langt henne i de Fyrgetyve , hvor 
skulle man faa , midt under et elegant Selskabslivs 
adspredende Tummel , tænke paa en gammel atheniensisk 
Philosoph , der er gaaet alt Kjødets Gang 
for over to Tusinde Aar siden , og som , hvis han 
vendte tilbage , maaskee kun vilde skræmme Livet 
af Folk ? Med Billighed kunde det ikke forlanges . 
Desuden , hvad Fru Caspersen færlig angaaer , da 
maa det vel bemærkes , at Nieblikket maatte optage 
hende mere end de Fleste , hun , som med smaa 
Indtægter dog gjerne vilde føre et stort Huus og , 
saavidt muligt , tage sig lidt ud i Verden ; thi er 
man engang kommen i Sving med de Fornemmere 
og Rigere , saa skal der mere end Mod og Mandshjerte 
til at rive sig løs , og Mandshjerte havde 
end ikke hendes Mand , hvorfor skulde man saa forlange 
det af en Qvinde ? Hun præsterede sandelig 
i den Retning mere end Tilstrækkeligt i sit LEgteskab ! 
Skulde man i det Hele taget tænke paa 
Solon , hver en Gang en ung Jansen slaaer sig op , 
saa fik man Nok at bestille . Var ikke Fru Caspersens 
Veninde Fru Iversen endnu langt ivrigere 
paa at kapre ham for sin Datter , end Fru Caspersen 
paa at kapre ham for sin ? Og det er dog 
vist , Fru Caspersens egen lille Julle , hun fortjente 
nok at gjøre Lykke trods Nogen ! 
Ja , man kan sige , hvad man vil , om Frøken 
Julles Lyst til at giftes og at glimre — og af sin 

Moder havde hun mere , end godt var , lært , at 
Qvindens Bestemmelse er at tages tilægte og at 
tages tilægte i Rigdom — man kan sige om Frøken 
Julles Lyst til at giftes og at glimre , hvad man 
vil , at gjøre Lykke , det fortjente hun , det kunde 
ogsaa andre Øine see end Moderøine . Det var 
en smuk Pige , endogsaa niere end almindelig smuk , 
og uden et vist Skjær af finere Politur var hun 
paa ingen Maade . Naar man saae ind i hendes 
himmelblå « Øine , var det , som sad der to smaa 
Kupidoer derinde , der uafladelig havde Pilen paa 
Strengen , og naar man saae paa hendes smukt 
formede Mund med det hvide Perlegitter forinden , 
fik man en uimodstaaelig Lyst til at plukke Roser 
der , saameget mere , som de Roser , man der saae 
blusse , syntes at have det tilfælles med Pimpenelleroser , 
at Tornene vare smaa og bløde . Hen 
over hendes Pande laa der stundom ligesom et 
svagt Træk af Melancholi , men saae en ung , smuk 
Biand , navnlig en Mand i god Stilling eller med 
gode Livsudsigter paa hende , var det dog strax , 
som saldt der Lysstraaler hen derover , og man 
maatte sige sig selv , at det var en fuldendt Pande . 
At den var hvid som karrarisk Marmor , følger af 
sig selv , og kun en ganske lille Fregne i Tindingen 
tæt ved en as de blaa Aarer , der dæmrede igjennem , 
røbede , at Marmoret hverken var mere eller 
mindre end en ung Piges zarte Teint . 
At see hende paa et Bal var en sand Nydelse . 
Saa tindrede og straalede paa hendes Ansigt Alt , 

saa laa Gjensfinnet as et ungdommeligt Sinds 
Seiershaab over det Mindste som det Største . 
Selv den lille Guldkrølle , som , desværre rigtignok 
med sine Ringe mindende om Slangen i Paradiset , 
bugtede sig ned over hendes hvide Hals , talte tydelig 
nok om , hvad hun med Grund turde fordre , 
med Grund turde haabe . Stakkels Pige ! Hvorfor 
skulde al denne Skjønhed ikke vedvarende blive 
Nogen tildeel ? Hvorfor skulde alle disse berettigede 
Forhaabninger kun saa lidet opfyldes ? 
Ganske vist er der Mange , der ikke have mindre 
grundet Krav paa at blive blomstrende Hustruer 
og Mødre end hun , som dog forblive „ Peber kor 
ever “ , ganske vist er der Mange uden hende , hvis 
Øine ere en Himmel , og hvis Mund er et Rosenbed , 
og tvivlede man derom , vilde man kunne see 
det paa Ballet hos Oberst Eriksens , hvor der var 
Ungdom og Skjønhed i Overflod . Men kun Færre 
af dem , som vare der , kunde dog i Skjønhed maale 
sig med Frøken Julle , eller , som hun egenlig hed , 
Julie , thi Julle var kun et ikke ganske heldigt Kjælenavn , 
hendes Fader havde givet hende , men som 
desværre senere per kas st nekas blev den altfor 
almindelige Benævnelse for hende . Ganske vist var 
der paa det landlige Sommerbal i Taarbæk hos 
den rige Oberst alt Andet end Mangel paa , hvad 
der var ungt og smukk , men Frøken Julle var dog 
den , som , hvad Skjønheden angaaer , navnlig for 
det flygtigere Blik , bar Prisen , og de unge Herrer 
' hviskede ogsaa derom , ja , een Herre , og det Ballets 

Løve , den unge Grosserer Jansen , udtalte det 
endogsaa høit . 
Hvor dog saadant et bøl elmmxötrs , eller som 
Fru Iversen sagde til Candidat Jespersen , „ et Bal 
Jean Peter “ , er en deilig Ting ! Et Vintcrbal i 
en stor og pragtfuld Sal , med en Overflod af 
kunstigt Lys og endnu større Overflod af broget 
Pragt og brusende Musik , gjør uvilkaarlig et begeistrende 
Indtryk ; men et landligt Bal , under et 
Tag af Grønt og Blomster , hvor Lyset magist 
spiller ind mellem det for Vinden zittrende Løv , 
et rigtig fmukt Sommerbal , det er aldeles bedaarende . 
Udenfor vugge Roserne sig sødt i den 
milde Nat , og deres Aandedrag er fuldt af Duft ; 
indenfor blusse Roserne paa de unge Pigers Kinder , 
og paa Duft er der ved Toilettet langtfra 
sparet . Udenfor hviske Zephyrerne sfjelmst til de 
drømmende Blomster , hvad de om Dagen af Sangfuglene 
have lært ; indenfor hviske de , hvad Samtalen 
angaaer , zephyrlette Herrer til deres forventningsfulde 
Skjønne , hvad de hos Digterne før 
Ballet have læst sig til . Udenfor bølger Luften , 
og Stjerner tindre , kaldende og vækkende hver den , 
som kun rettelig vil søge ; indenfor bølger Silken 
og det lette Flor , og Vine tindre , der kalde hver 
den , som forstaaer det Sprog , hvortil der ikke behøves 
Grammatik . Ganske vist ere slige Baller farlige 
for Sundheden , man blotter sig ofte mere end 
nødvendigt , og det er en gammel praktisk Leveregel , 
af man aldrig skal blotte sig for meget . Men her 

kommer man saa atter til af tænke paa den gamle 
atheniensiske Viismand og den sidste lydiske Konge , 
og hvorfor skulle disse Mennesker , der gjorde bedst 
i af huske , af de som saa mange Andre kun ere 
Støv og Aske , stadig trænge sig frem med deres 
Advarsler og forstyrre enhver Fornøielse ! 
Ja , saadant et bal okumpetrs er en Nydelse , 
navnlig for Ungdommen , og Ballel paa den Eriksenfle 
Villa var saa pragtfuldt og indbydende , som 
noget Bal har været , hvor Kunst og Natur broderlig 
have samvirket til af gjøre et rigt Indtryk . 
Det sagde ogsaa den gamle Professor Vinge , der 
i sin yngre Alder con runors havde studeret det 
østerlandske Skjønne og de østerlandske Skjønne , 
og som derfor vel kunde tale med om , hvad der i 
den Henseende var præsteret og kunde præsteres ; 
og hans Kone , Fru Professorinde Vinge , om hvem 
en Vittighedskræmmer , da hun paa sin Hages 
venstre Side havde en stor , rød Plet , engang sagde , 
af den havde hun , fordi hun havde faaet en „ Vinge “ , 
hun sagde reent ud , at dette Bal var arrangeret 
med en Smag , hun ikke turde tiltroe sig selv bedre . 
Det istemte ogsaa de fleste andre Fruer , kun 
hviskede de ganske sagte , at Fru Vinge neppe 
nogensinde havde aflagt Prøver paa sin Smag i 
den Henseende , da hun dertil sikkert var altfor 
gjerrig . De unge Dandsen . de , Herrer som Damer , 
de sagde Alle , at det Hele var som i Fee-Eventyr . 
Den første Dands dandsede Frøken Julle med 
Grosserer Jansen . Da de Tvende traadte frem 

paa Gulvet , vare Alles Oine fæstede paa dem . 
Og det var ikke at undres over . En smuk Mand 
var nemlig Herr Jansen i Eet og Alt , det mørke , 
krøllede Haar gav hans Hoved næsten noget Kjækt . 
Og saa hans Toilet ! Den var neppe født , som i 
den Henseende kunde paavise den mindste Lyde . 
Klæderne vare fra Pariser-Lund , Linnedet fra 
Schotllænder L Goldschmidt , Skoene fra Düring , 
og frit og ugeneert sad det paa ham Allsammen , 
og over hans Ansigt laa den stolte Bevidsthed , at 
han var en Cavalleer comme il kaut . Og nu Frøken 
Julie — lad mig denne Gang kalde hende 
saaledes , hun vil tidt nok endnu blive nævnet ved 
sit Kjælenavn — sandelig , hun var nydelig , Ingen 
kunde sige Andet . En klar , hvid Kjole bølgede 
let hen over den slanke Skikkelse , og for at det 
ikke skulde undgaae Opmærksomheden , hvor smækkert 
Livet var , vandt et kornblaat Silkebaand sig 
veltalende om det . I det lyse , blanke Haar bar 
hun en eneste mørkerød Blomst , undseelig sad den 
lidt tilbage , for ikke at kappes med hende ; i Nakken 
havde hun en lille Kam med Perler i . Det var et 
Par , der vel var værd at see paa , og Fru Majorinde 
Malmstrøm , som selv paa Ballet havde en 
Datter , der nylig havde fuldendt et Cursus i Fransk 
og Engelsk og ved den afsluttende Prøve var anerkjendt 
som den Skrappeste af Alle i Gymnastik , 
lagde Mærke til hvert Skridt , de traadte , men der 
var Intet at sinde , som hun , i det første Oieblik 
idetmindste , kunde udsætte paa . Ogsaa Fru Iversen 

holdt Vie med dem og sagde , at det var et 
smukt Par , men sagte tilhviskede hun samtidig dermed 
sin Datter , hvad hun selv havde gjort , da 
hun første Gang var paa Bal med Iversen , og 
hvad Datteren skulde gjøre , hvis Jansen kom og 
tog hende op til Dandsen . Fru Caspersen var 
lykkelig , hun stod i en Vinduesfordybning med sin 
Mand og drømte om den store Fremtid , der ventede 
hendes Datter ved Jansens Side . Hendes 
Mand var ikke slet saa lykkelig , han foretrak at 
sidde i sit Assurancecontoir og tælle Summer op , 
thi skjøndt han var Caneelliraad , satte han dog ikke 
Pris paa Rangen , men overlod sin Kone at soutenere 
den , medens han ikke sjeldent , hvor der var 
megen Pragt og mange Titler og Ordensbaand 
tilstede , listede af som en Forbryder , der er bange 
for at gribes . Denne Gang kunde han dog ikke 
flippe . Han maatte see sin Datter , han maatte 
beundre hende , han maatte passe paa Herr Jansen , 
han maatte begeistres for ham . Det var Frugten 
af , at han for tyve Aar siden havde tittet for dybt 
i Fru Caspersens Vine , istedetfor at holde sig til 
sine Tal . Og dog holdt han paa sin Biis af sin 
Datter . Stakkels Pige ! Hvor langt bedre havde 
det ikke været for hende , om hans Kjærlighed til 
hende var bleven den raadende ! 
Da den første Dands , en Vals , var forbi , 
kom Oberstinden selv hen og kyssede Frøken Julle 
paa Panden og sagde , at hun var allerkjæreste . 
Og den unge Grosserer Jansen stod ved Siden 

af , og han havde vist ogsaa gjerne kysset hende 
paa Panden og sagt , at hun var allerkj æreste , og 
hvo veed , Fru Caspersen havde , skjøndt det paa 
Ballet vilde have taget sig lidt ejendommeligt ud , 
maaskee gjerne seet det og endda hørt ham tilføie 
et „ min “ foran „ allerkjæreste “ . Men det var 
første Gang , han saae hende , og selv en Løve 
maa paa et Bal dog være en lille Smule tam . 
Ogsaa Herr og Fru Caspersen nærmede sig nu , 
og Grosserer Jansen hilste paa Cancelliraaden og 
hans Kone og bad om Tilladelse til , hvis deres 
Datter indrømmede det , ogsaa at dandse anden 
Dands , en Polka med hende . Og Fru Caspersen 
smilte , og der var i hendes Smil et afgjørende 
Ja . Men deri kunde Frøken Julle dog ikke slutte 
fig til sin Moder , anden Dands havde hun allerede 
lovet bort til Lieutenant i Søetaten Johnsen , 
og Lieutenant Johnsen var tilvisse et Menneske , 
der var værd at dandse med , om han end ikke 
var saaledes i Strømmen som Grosserer Jansen . 
Cancelliraadinden saae misbilligende til sin Datter ; 
men derved var Intet at gjøre . Den raske 
Søofficeer kom , hun gik i Dandsen med ham , og 
Ballets Løve tog Frøken Malmstrøm . Saa fulgte 
Alles Oine Frøken Malmstrøm og hendes Dandser ; 
thi det var nu engang ham , som for Øjeblikket 
bar Dronning Gunilds Ring , men Frn 
Caspersen lovede sig selv , hvor meget hun under 
andre Omstændigheder end vilde have lagt Vægten 
paa Hs . Majestæts Marinelieutenant , at hun 

nok herefter skulle give sin Datter bedre Lærdomme 
og skaffe sig Øre for dem . Stakkels 
Pige ! Som om hun ikke sig ubevidst havde valgt 
den bedre Deel , da hun gik i Dandsen med Herr 
Johnsen . 
Den fjerde Dands var en Lancier , og den 
dandsede Frøken Julle atter med Herr Jansen . 
Da den var endt , kom Herr Jansen hen til Fru 
Caspersen og satte sig hos hende . Uvilkaarlig 
reiste hun sig for at neie , den megen Tummel og 
Glands havde formodenlig i dette Øjeblik forvirret 
hende . Fru Malmstrøm saae det og stødte 
til Fru Iversen , og de holdt begge deres Lommetørklæder 
for Øjnene og loe ; ja , Fru Jversens 
Datter , der netop var kommen til sin Moder forat 
losse en Smule af sit Hjertes Bitterhed , var 
dristig nok til at copiere Fru Caspersen og neie 
ærbødig taknemmelig for sin Broder , der stod tæt 
ved . Grosserer Jansen sad længe hos Fru Caspersen , 
og da han forlod hende , var hun vis 
paa , at Herr Jansen var et udmærket Menneske , og 
at han , hvad hendes Datter angik , havde noget 
Alvorligt isinde . 
Ak ! Hvorfor kan man ikke see sorud , hvad 
der vil komme , naar dog det , der kommer , nundgaaellg 
maa komme ? Hvorfor skulle selv de stolteste 
Planer briste som Sæbebobler , Drengen legende 
puster ud af sin Kridtpibe ? Hvorfor have 
Menneskene , der ere saa sindrige i Opfindelser , 
at de kunne bringe Ordet hurtigere , end Vinden 

farer , forud bebude den kommende Storm og saaledes 
forebygge de farlige Følger af Vindmageriet 
i Naturen , hvorfor have Menneskene , siger jeg , 
ikke fundet paa et Slags Briller , hvormed de 
kunne forudsee , hvad der er Vind , endsige Storm , 
ogsaa i Samfundslivet , og komme Vindmageriet 
i Forkjøbet ogsaa der ? For Tiden , hvor det 
jo er Moden , at unge Damer bcere Briller , kunde 
et Par saadanne Briller komme mangen ung 
Pige til megen Nytte , ikke at tale om , hvor 
mange Fædre og Mødre der kunde bruge dem 
med uberegneligt Held . Og tænk ! Hvad Gavn 
kunde ikke Fru Caspersen have havt af dem , 
hun , som naar det gjaldt Noget , der gjorde Opsigt 
i Selskabslivet , kun saae til den yderste Overflade ! 
De vilde maaskee endogsaa have klædt 
hende til hendes lille kokette Kappe med de rosenrøde 
Baand ! 
Men , desværre , saadanne Briller ere endnu 
ikke opfundne . Hvo veed , hvis de vare det , var 
maaskee allerede for Fortællerens egen Skyld 
denne lille flygtige Fortælling slet ikke kommen 
frem . Han vilde mulig da have forudseet , at 
man ikke syntes om den . Nei , de vare ikke opfundne , 
og derfor kunde Fru Caspersen ikke tage 
dem paa , endsige at Frøken Julle skulde kunne 
det , hun , som desuden havde al Grund til at 
lade sine smukke Vine være ubedcekkede . 
Ud paa Natten var der en Pause i Dandsen , 
og man gik ud for at indaande lidt af den 

friske Kjølighed ved Stranden . Herrer og Damer 
kastede Kapper og Tørklæder over sig , de 
Forsigtigere væbnede ogsaa Hoved og Fod . Den 
unge Grosserer Jansen ledsagede Frøken Julle , 
og da hendes Shawl gled lidt ned , lagde han 
det omhyggelig og fasf om hendes hvide Skuldre . 
Og det var nok værdt at vandre lidt ned ad 
Kysten i den stille Nat ! Det var , som aandede 
man Tro og Fred i hvert et Aandedrag . Nede 
ved Stranden skvulpede det og gyngede , og nu 
og da kastede Vandet op paa det løse Sand en 
lille hvid Muslingskal , der et Oieblik belystes 
af den alt høit paa Himlen stavende fulde Maanes 
Giands og derpaa atter forsvandt i Dybet . 
Dens slimede Beboer var for længe siden forsvunden , 
nu var ogsaa den lette Skal det . Tæt 
ved Kysten laa en Fiskerbaad , kraftige Hænderhavde 
skudt den ud i Vandet . Tause tog Fiskerne 
deres Aarer , og , gjennemskjærende Maanens guldgule 
Stribe paa Vandet , gled det lille Fartøi 
hen over det Element , hvor dets tvende veirslagne 
Førere vare vante til med Nøisomhed at søge 
deres daglige Brød . Længere ude gik store Geilere . 
Sagtelig glede de med deres hvide Seil , 
hver sin Vei , fremad mod det fjerne Maai . 
Skulde Reisen blive heldig ? først Tiden vilde vise 
det . Mange af dem skulde maaskee før Reisens 
Ende som Muslingfkallen fkvulpes og tumles , 
til de som den sank ned i Dybet for at blive 
der . Men nu giede de , smukt at see til , trygge 

og tillidsfulde hen ad den blanke Flade . Da 
Frøken Julle kastede Øiet ud derover , var i et 
Sekund hele Ballet som forsvundet af hendes 
Tanker , og , uden at hun selv kunde gjøre sig 
Rede derfor , undslap der hende et ufrivilligt Suk . 
Var det et Glædessuk fra det fulde Hjerte ? Ogsaa 
i Glæden kan jo Hjertet være for trangt og 
stræbe efter Lettelse ved et Suk , eller var der i 
det en Anelse om , at ogsaa hun skulde have Noget 
af Muslingskallens Lod og som den kun bringes 
frem til Lys , for atter , efter en kortvarig 
Glands , at kastes tilbage i Glemsel ? Hun vidste 
det ikke selv , og da hun lidt efter atter henvendte 
nogle Ord til sin Cavalleer om Nattens Skjønhed , 
var det , som ogsaa han paa sin Viis var 
bleven paavirket af Nattens Alvor , og holdningsløs 
i sit Indre havde han intet Svar . 
Da kom i det Samme den unge Søofficeer 
med den ældste af Oberst Eriksens Døttre , og da 
de saae Frøken Caspersen og hendes Ledsager , 
stode de stille , og Frøken Eriksen gjorde nogle 
Bemærkninger om det Forfriskende i saaledes efter 
Dandsen at spadfere lidt ved Stranden . „ Med 
en af disse Fiskere , “ sagde hun , „ gad jeg i dette 
Dieblik roe ud paa Sundet ! Hør , hvor regelmæssigt 
deres Aaretag er . Ovenpaa den bevægede 
Tummel derinde gjør det rolige , sikkre 
Aaretag saa usigelig godt . “ „ Men om der nu 
pludselig reiste sig en Storm og drev Baaden ud 
paa Havet ? “ afbrød Frøken Julle hende og lod 

Øiet atter tankefuldt hvile paa det stille Naturbilled , 
hun havde for sig . „ Saa tager man sig 
sammen og gjør , hvad man kan , “ sagde den unge 
Sømand kfækt . „ De lo Havgasser , som sidde i 
Baaden der og trække Aaren , skulle vel vide at 
finde hjem igjen , selv om Stormen drev deres 
Nøddeskal ud paa Havet . Det er ikke blot derude , 
man har et Fyr til at vise Vei , “ og han 
pegede , idet han sagde det , paa Trekroners Fyr , 
„ ogsaa ude paa det vide Hav har man sit Fyrat 
styre efter ! Blinke ikke Himlens Lys foroven ? 
Det gjælder kun en sikker Haand og et sikkert 
Die og saa , at Skuden , man er paa , den være 
lille eller stor , ikke er raadden i sine Planker . 
Men , selv i værste Tilfælde , gik ogsaa Baaden 
mulig under , er det friske Hav da vel værre at 
hvile i end en sammenpresset Klump Jord ? “ 
En lille Pause indtraadte , da vendte Lieutenant 
Johnsen sig igjen til begge Damerne og sagde 
let og muntert : „ Tog kan man end i Storm og 
Mulm føle sig tryg og slærk , lige fra et Bal , hvor 
man er bleven varm , har man ikke godt af den 
fugtige Natteluft , og jeg maa meget raade Damerne 
til at gaae tilbage til Dandsen . “ Frøken 
Julle betragtede Lieutenant Johnsen taus og 
tankefuld , Frøken Eriksen lagde sin Arm begejstret 
i hans . Herr Jansen havde til hele denne Samtale 
Intet at sige , han følte fig , uden ret at vide 
Grunden , forvirret og blottet selv for det tarveligste 
Indlæg i Samtalen . Havde han havt sin 

Phaeton paa Stedet der , havde han maaskee hurtig 
rullet til sit Hjem . 
Et Oieblik efter vare de alle Fire atter inde 
i D andsesalen . Herr Jansen havde glemt sin 
aandelige Afmagt ved Stranden , Frøken Julles 
Roser blomstrede igjen paa hendes Kind , og de 
to smaa Kupidoer i hendes Mne havde atter 
Pilene paa Strengene , rede til at prøve deres 
Skyts . Da Musiken atter lød , da Alles Samtale 
atter dreiede sig om Herr Jansen , havde hun 
glemt Baad og Muslingskal , og Hjertet bankede 
i Forventning af den nye Dands . Og Herr 
Jansen ? Da Fru Caspersen havde takket ham for 
hans Omhu for hendes Datter , da Frøken Malmstrøm 
havde slaaet ham med sin Viffe paa Armen 
og med et megetsigende Blik opfordret ham til at 
anstille endnu en Prøve med hendes gymnastiske 
Talent i den forestaaende Gallopade , saa var han 
atter den dristige Løve , ved Siden af hvem den 
beskedne Johnsen kun lidet kom i Betragtning , og 
havde hans Phaoton i dette Oieblik staaet forspændt 
ved Villaen , havde han , sorgløs for en 
fjernere Fremtid end den nærmeste , rolig ladet 
Hesten sætte ind i Stalden igjen . 
Ak , hvorfor kan dog selv et bal ebaniiietrs ikke 
vare bestandig ! Det er det Ufuldkomne ved Verden , 
at Alt i den maa ende , som det er bedst i 
Gang . Kunde blot Verdenssceptret et Oieblik 
være betroet til Herr Jansen — og hvor gjerne 
havde Fru Caspersen ikke overgivet ham det samtidig 

med , at hun overgav ham sin Datter — 
hvilken Forandring vilde der da ikke være foregaaet ? 
Ikke som om Verden derved maaskee i 
Tiden havde befundet sig bedre , Menneskene ere 
nu engang saaledes , at deres Ønsker og Tragten 
ere uden Grændser , og netop det , at man 
kun kjender Styrelsen gjennem dens Værk , har 
maaskee sin gode Side , idet man villigst bøier sig 
for det , man ikke personlig kjender . Det er saaledes 
ikke sjeldent , at en Kunstner stod høit i Ry , 
saalænge han ikke personlig havde viist sig for 
sine Beundrere , saalænge han ikke var personlig 
kjendt , og det er netop det Farlige ved den constitutionelle 
Regjering , og som de , der tragte ester 
at indtage Plads paa Ministertabouretten , vel 
skulde skrive sig paa Øret , at den , der vil staae 
tilroers for Folket , skal stille sig personlig overfor 
dets Udvalgte og derved vise , at ogsaa han har 
sine Svagheder og ganske er et Menneske som 
Andre . Men med Herr Jansen vilde det dog 
neppe i den Grad som ellers være blevet Tilfældet . 
Han var nn engang seet og veiet i den 
elegante Verden , og Samfundets fine Portion 
havde anerkjendt ham som noget Overordnet . Hvo 
veed , med ham kunde maaskee Experimentet have 
ladet sig prøve ! Da Skaberen havde skabt Verden 
med Alt , hvad der var deri , i sex Dage , da 
hvilede han paa den syvende ; ogsaa Forsynet , 
Styreren kunde jo tage sig en Hviledag og lade 
Herr Jansen være den , der holdt hans Scepter 

under det kortvarige Interregnum . Udover den 
ene Dag vilde den dristige Lykkeridder dog neppe 
selv have havt Mod til at holde fast . 
Den sidste Dands , en Polonaise , dandsede 
Herr Jansen igjen med Frøken Julle . I den 
traadte ogsaa alle ALldre , der ikke vare forhindrede 
deri ved Gigt og anden saadan Svaghed , 
saa godt de kunde , op med . Det var en Tilgift 
til Ballet , der , saa at sige , skulde krone Fru 
Eriksens Værk . Ogsaa Herr Caspersen maatte 
gaae i Dandsen med sin Kone . Herr Jansen 
skulde dog see , at ogsaa han engang havde forstaaef 
at svinge sig med Anstand og for den 
Sags Skyld endnu var Mand for at sætte det 
bedste Been frem . Unegtelig havde den gode 
Bogholder hellere summeret et heelt Seculums 
Brandtabeller op ; men det var jo for sin Kones 
Skyld , han dandsede . Ingen kunde dog derfor 
sige , at han dandsede efter hendes Pibe , thi hendes 
Pibe behøvedes sandelig ikke , der var paa 
Ballet god Musik nok . Og saa dandsede han jo 
for sin egen lille Julles Skyld . Stakkels Pige ! 
For hendes lykkelige Fremtids Skyld kunde han 
jo vel springe en lille Dands ; stakket Dands , det 
veed dog Enhver , er let sprungen . 
Og saa gjorde man sig da rede til at tage 
hjem . Fru Malmsfrøm kyssede Fru Eriksen , Fru 
Eriksen kyssede Fru Malmsfrøm , Oberst Eriksen 
trykkede Major Malmstrøms Haand , Major Malmsfrøm 
trykkede Oberst Eriksens , Fru Iversen omfavnede 

Fru Caspersen , Fru Caspersen omfavnede 
Fru Iversen , Frøken Julle kyssede Frøkenerne 
Iversen , Frøkenerne Iversen trykkede samtlige et 
Kys paa Frøken Julles Mund , kort sagt , Alt var 
Hjertelighed og Taknemlighed , og det er i et saadant 
Nieblik , man skal lære Menneskene af kjende , 
i et saadant Nieblik man ret seer , hvor overstrømmende 
deres Hjerter ere af smukke og ædle 
Følelser . Idealister og Sværmere have ofte paastaaet , 
af det er i de store Situationer , det lettest 
erkjendes , i Kampens Tummel , naar den sejrrige 
og overvundne Fjende broderlig række hinanden 
hjælpsom Haand , ved Mord og Plyndring , 
naar Sønnen gaaer i Døden for fin Fader , 
Datteren for sin Moder . Idealister og Sværmere 
ere altid paa Afveie ! Kunde det sees nogetsteds , 
hvad det ene Menneske kan have tilovers 
for det andet , da maatte det sees i et Nieblik 
som det , hvori de Eriksenske Gjæster nu vare . 
Fru Caspersen især var lutter Hjerte , hun havde 
gjerne omfavnet Grosserer Jansen og takket ham 
for , hvad han havde været for hende og alle 
Hendes , og , hvad han , det haabede hun sikkert , 
ogsaa vilde blive . Men man er nu engang , selv 
hvor Hjertet er villigst til af løbe af med En , 
bunden ved de slive Selskabsformer , Conveniens 
og Vedtægt er nu engang det Snørliv , hvori 
Kvinden maa spænde sine Følelser , ikke af tale 
om , at hun desuden maa bære et andet , der , 
hvor vel det end tidt kan klæde , dog sikkerlig er 

generende nok , og hun lod sig da nøie med , da 
Herr Jansen takkede hende og hendes Mand og 
trykkede deres Hænder , at bede ham besøge dem 
ret oste og betragte deres Huus som sit . Stille 
ved sig selv lovede hun , at hun engang ogsaa 
vilde betragte hans som sit , og hans , tænkte 
hun , det var dog et anderledes stort end hendes , 
et anderledes grundmuret og rigt . 
Da Frøken Julle rakte Herr Jansen Haanden , 
skjøde begge Cupidoerne paa een Gang deres Buer 
af , og endnu havde Ingen opfundet det lette 
Overtræk , som først af en Italiener er opfundet 
i Frankrig ikke saa lidet senere , og hvorved 
man selv imod nok saa kraftigt Skyts er fuldkomment 
betrygget og skudfri . Sagte hviskede han 
hende sin Tak for den behagelige Nat og bad 
hende om Tilladelse til den næste Formiddag at 
maatte hilse paa hende i hendes Hjem . Hun smilede 
bejaende , Vognene rullede frem , og nogle 
Minuter ester var hele den til Afreiss færdige 
Karavane paa Veien fra Oberst Eriksens til Hjemmet . 
Nei , det er sandt , den unge Søofficeer blev 
dog paa Oberstens Villa ogsaa den næste Dag , 
der var Et og Andet med Hensyn til Himmel og 
Hav , han havde lovet den ældste Frøken Eriksen 
at gjøre hende klart den følgende Aften , hvis 
Veiret blev smukt og Maanen igjen stod reen og 
lys ; thi i det klare Maaneskin kan der , navnlig 
naar en ung Mand er den , der giver , og en ung 
Qvinde den , der modtager Underviisningen , læres 

en heel Deel , som ikke læres saa godt ved Dagen 
eller i de skarpsindigste Lærdes Skrister . 
Den næste Formiddag holdt Grosserer Jansen 
i en Landauer udenfor Cancelliraad Caspersens 
Huus . Tjeneren sprang af , det blaa Liberi med 
Guldtressen om Hatten og Fangsnorene paa Skulderen 
var ganske , som det egner sig for Tjeneren 
hos en Mand , der commanderer store Capitalen . 
Ogsaa Herr Jansen sprang af , hans Forretninger 
led ikke ved , at han gjorde et saadant kort Formiddagsbesøg , 
han havde Folk nok hjemme til at 
besørge det Nødvendige . I Døren blev han modtagen 
med Haandtryk . Herr Caspersen var elskværdig , 
Fru Caspersen var elskværdigere , Frøken 
Caspersen var elsfværdigst , det var et Positiv , 
Comparativ og Superlativ af Forekommenhed og 
Velvillie , og paa lærkre Sager , paa Jis og søde 
Frugter var der ingen Mangel . Da Herr Jansen , 
efterat have talt om Ballet og spurgt om Alles 
Befindende , efterat have beundret , hvad der kunde 
beundres , og ladet beundre , hvad der maatte beundres , 
efterat have nydt en ægte Madeira og 
klinket paa en lykkelig Fremtid , atter endte Besøget 
og var sprungen i sin Vogn , trykkede Fru Casversen 
sin Datter glædedrukken til sit Hjerte . Stakkels 
Pige ! Hun laa denne Gang ikke saa sikkert 
der , som hun havde ligget kort før hun saae 
Verdens Lys . 
Nogle Dage efter hviskede man om , at Grosserer 
Jansen og Frøken Caspersen nok bleve et Par . 

Ved store Begivenheder viser der sig gjerne et eller 
andet Jertegn i Luften , og Professoren paa det 
astronomiske Observatorium skulde , saa sagde man , 
den Nat , Ballet var i Taarbæk , have seet to fammenføiede 
Hænder saavel over Caspersens som over 
Jansens Huus . Andre meente dog , at Jertegnet 
kun var løs Opfindelse , Professoren havde i lang 
Tid ikke nogen Nat kiget Stjerner , han havde 
sovet de Retfærdiges Søvn , og var der kiget 
Stjerner , da var det snarere Herr Jansen , der 
havde kiget dem i Frøken Julles Vine . Skumlere 
sagde , at der ganske rigtig var seet to Hænder , 
men to forenede var det ikke , de tilhørte begge 
Notarius xubHens , og de vare hver for sig fulde 
af protesterede Vexier . Og Fru Iversen og Fru 
Malmstrøm , der Dagen efter forhandlede Sagen 
ved en lille Formiddagskaffe hos Fru Malmstrøm , 
sagde , at der sandelig var vigtigere Begivenheder 
end Herr Jansens Forlovelse , der ikke bebudedes 
ved Jertegn , og at der dog egentlig ikke var saa 
Meget ved Herr Jansen , som de havde troet . Det 
var i ethvert Tilfælde tydeligt , at han ikke havde 
nogen god Smag eller høiere Dannelse . 
Tre Dage efter sad Frøken Julle ved Siden 
af Herr Jansen i hans Phaeton og kjørte med ham 
som hans Forlovede ud ad Langelinie . Og der 
var Glæde over det hele Huus , nu var Alt , hvad 
der var stridt og lidt for , fuldbyrdet ! Frøken Julle 
sad nu ved Herr Jansens Side , og den seierrige 
Erobrer fløi afsked med fin Trophæ , ad Taarbæk 

til , hos Oberst Eriksens skulde han nemlig præsentere 
Frøken Julle som sin Brud . Da de kom gjennem 
Bredgade , sad Fru Iversen ved sit aabne Vindue , 
og da hun saae dem komme , slog hun Vinduet 
haardt i og forlod det . Det var ikke smukt af 
Fru Iversen , det havde Fru Caspersen ikke fortjent 
af hende . Hvor tidt havde hun ikke , ved 
festlige Lejligheder i det Jversenfke Huns , ved 
Barnedaab og paa Fødselsdage , laant Veninden 
Glas og Sølvtøi , Knive og Gafler , ja selv , hvad 
Fru Iversen ikke burde have manglet , Serviet og 
Dug ! Og havde hun forlangt Gjengjæld ? Det 
havde hun sandelig aldrig ! Men saaledes er Venskabet ! 
Siger , ifølge Meisling , ikke allerede Gozzi 
for henved et Aarhundrede siden : 
„ At slole paa en Ven blandt Verdens mange Luxer 
Er med en Blomsfersfilk at binde sine Buxer . “ 
Og kan man ikke slole paa sin Ven , hvor skulde 
man da kunne slole paa sin Veninde ? 
I fjorten samfulde Dage levede Frøken Julle 
nu et Liv fuldt af Glæde . Det var Adspredelse 
paa Adspredelse , Nydelse paa Nydelse . En Dag 
vare de ogsaa indbudne hos Professor Vinges , og 
Professoren holdt et lille interessant Foredrag over 
Ovids ars amanlli , hvortil Herr Jansen og Frøken 
Julle , da de kom hjem , føiede en grundig praktisk 
Commentar . Den femtende Dag bestemte man sig 
til , da Herr Jansen var kommen til sin Udkaarede , 
at blive hjemme og nyde den stillere , hunslige 
Lykke . Ak ! hvorfor lod Herr Jansen ikke den 

femtende Dag ligne de fjorten ? Frøken Jnlle , 
stakkels Pige , vilde da have været sparet een Dag 
længere for Tvivl og Sorg . 
Solen var netop ved at gaae ned i Vest , 
da Familien Caspersen og Herr Jansen sad i den 
stille Stue og talte om Fremtiden med hverandre . 
Herr Caspersen var den Dag ikke ganske 
i Humeur , i sine Regnskaber havde han fundet et 
Nul formeget , og det var de seneste Dages Forstyrrelser , 
der var Skyld deri . I og for sig betragtet , 
burde Herr Jansens Tummel ikke have 
knnnet forsfyrre den rolige Bogholder , og i og 
for sig er et Nul jo heller Intet . Men et Nul 
kan i et Regnskab dog anrette stor Ødelæggelse , 
og en saadan Feil var ikke hændet den samvittighedsfulde 
Regnskabsfører , siden han selv gjorde 
sig behagelig for Frøken Valdine Strøm , nuværende 
Fru Caspersen . Imidlertid betvang han , 
saa godt han kunde , sin Forstemning og talte om 
sin Datters , og , hvad der derved var saa naturligt , 
ogsaa om Herr Jansens Fremtid . Herr Jansen 
talte som den , der har de store Capitaler og 
de store Udsigter at støtte sig til ; men leilighedsviis 
forekom det dog den dygtige Bogholder , som 
om der ogsaa i Herr Jansens Regnskab var opført 
ikke blot eet , men mange Nuller for meget , 
og da han svagt yttrede sig lidt derom , blev Herr 
Jansen forvirret og forlegen . Han blev atter 
fattig paa Ord , som da den unge Søofficeer i 
den stille Nat pegede hen til de himmelske Fyr 

foroven , og kun Fru Caspersen mærkede Intet 
til hans Forlegenhed og blev ved at see Alt i 
det rosenrødeste Lys . Frøken Julle blev atter 
tankefuld , i fjorten famfulde Dage havde hun 
udelukkende tænkt paa Glæde og Lykke , det var 
nu , paa den femtende , som anede hun , at maaskee 
dog Lykken ikke altid vilde vare ved . Taus lagde 
hun sit Hoved mod Herr Jansens Skulder , og , 
som hiin Aften ved Havet , undslap der hende et 
dybt Suk . Heller ikke den Aften stod hans Phaeton 
for Døren , han var for en Forandrings Skyld 
den Dag gaaet til sit Kjærlighedsstevne , i den 
kunde han derfor heller ikke nu rulle bort . Saa 
taug han da en Stund , og kun Fru Caspersen 
var det givet atter at faae Samtalen i Gang . 
„ Tænker De paa at gifte Dem snart ? “ sagde 
hun til Herr Jansen og saae forventningsfuldt 
paa ham . „ Hvis De og Julle saa synes , kjære 
Svigermoder , henad Juul ! “ „ Henad Juul ! ' gjentog 
Fru Caspersen med et Bifaldssmil . „ Henad 
Juul ! “ klang det inde i Frøken Julles Bryst , og 
paa hendes Kinder aabnede sig to deilige Roser . 
Herr Jansen drog hende til sig og trykkede et Kys 
paa den ene Rose ! Stakkels Pige ! til en lang 
Blomstring var den ikke bestemt . 
Lidt efter tændte man Lys , der blev talt om 
næste Dags Adspredelser , Cancelliraaden gik ind 
i sit Værelse og tænkte atter fortrædelig paa 
Nullet , og da Herr Jansen forlod den Caspersenske 

Familie , vare kun Husets Damer tilstede for 
at byde ham Farvel . 
Næste Morgen mumlede man i Byen om , at 
Herr Jansen stod paa svage Fødder . Han havde 
paa den seneste Tid kjørt saa meget , at Fødderne 
ikke havde havt Godt deraf og nu ikke 
duede til at staae paa . Man hvifkede om umaade » 
lige Vexler , der vare blevne protesterede , ja Nogle 
paastode endogsaa , at Herr Jansen havde gjort 
sig usynlig . Han var gaaet bag as , Jansen , han 
var gaaet bag af Dandsen , og der var intet Haab 
om , at han kunde komme med i Dandsen igjen . 
T > æ Cancelliraad Caspersen om Formiddagen 
kom i sit Contoir , hørte han Fuldmægtigen og en 
Skriver hviske derom . Han soer hjem med Brystet 
fuldt af Angst , hans Kone lo imidlertid af 
hans Frygt . Men , uden at hendes Mand vidste 
det , sendte hun dog strax Bud til Grosserer Jansens 
Contoir for at spørge , hvad Tid om Formiddagen 
Frøken Caspersen turde vente ham , da 
hun senere havde Et og Andet for sin Moder at 
besørge . Budet kom tilbage med den Besked , at 
Herr Jansen var kjørt bort i en lukket Reisevogn 
ved Solens Opgang , og at man ikke havde seet 
ham siden . Den seirrige Cæsar var gaaet over 
sit Rygtes Rubikon og havde ladet sine Beundrere 
og Venner tilbage paa den anden Bred . 
Da Budet bragte Fru Caspersen Efferretningen 
om Herr Jansens Forsvinden , faldt hun 
besvimet i en Stol . Frøken Julle blegnede , og 

i hendes smukke øine trængte den ene Taare sig 
frem efter den anden . Herr Caspersen saae med 
Deektagelse paa dem begge , især paa sin Datter : 
Stakkels Pige , hvad skulde der nu blive af hende ? 
Og saa tænkte han igjen bekymret paa Nullet og 
paa sin Dands , paa det Eriksenske Lal ellampetre , 
og stille hos sig selv lovede han , at det skulde 
blive sidste Gang , han skulle dandse Polonaise paa , 
sin Kones Vink . 
Om Middagen kom der Bud fra Fru Jverfen 
med Indbydelse til en Thee om Aftenen paa Eremitagen . 
Den Caspersenske Familie vilde træffe 
den Malmstrømske Familie og andre gode Venner . 
Til Herr Grosserer Jansen vilde de sende særlig 
Indbydelse , de havde tænkt at bede ham med sit 
elegante Kjøretøi være i Spidsen for Toget , der 
skuldeudgaae fraJversens iBredgadeKlokkenfemom 
Eftermiddagen . Cancelliraaden lod svare , at hans 
Damer vare ikke vel , de maatte saaledes nægte sig 
Fornøjelsen . 
Hele Dagen ventede Fru Caspersen , hele Dagen 
græd Frøken Julle . Og som denne Dag saaledes 
gik den næste , paa Taarer var der ingen Mangel . 
Paa den tredie aabnede hun sit Album , der sad 
hans Billed , taget hos Hofphotograph Petersen , 
og der var ingen Forandring at see , Alt var klart 
og smukt , lyslevende stod han der , som da han 
stod hos hende første Gang . Langsomt tog hun 
det ud af Album ' et , og efter en kort Kamp med 
sig selv , tilintetgjorde hun det . Endnu engang 

blussede dog Haabet om hans Komme op , men 
atter gik en Dag , Gjenstanden for hendes Sorg 
kom ikke tilbage , og den forladte Pige fik intet 
Brev , der sagde hende , hvor han var . Det Rygte 
gik , at han var flygtet til Amerika , alle mislykkede 
Speeulanters sidste Tilflugtssted . Stakkels Pige ! 
Hun havde været vel forlovet ! 
En Formiddag kom den ældste Frøken Eriksen 
op for at trøste hende . Det var den første Solstraale 
for Frøken Julle , siden hun hiin stille Aften 
i Hjemmet ved Solnedgang lænede sig til Herr 
Jansens Skulder . Frøken Eriksen var nogle Dage 
iforveien bleven trolovet til den kjække Søofficeer ; 
men hun talte ikke derom , det nænnede hun ikke ; 
deeltagende kyssede hun Veninden og lagde sin 
Arm paa hendes . Hun talte om den smukke Nat 
ved Stranden i Taarbæk , om de hvide Seilers i 
det Fjerne , om Fyrene foroven , der hver Nat tændes 
af en naadig Gud . Og da Frøken Eriksen gik , var 
Frøken Julle mere fattet og havde sat ug for mere 
end før at holde Vie med Stjernerne foroven og 
see mindre paa den Glands , der i Selskabslivet 
saa ofte blænder Viet . 
Hvad Fru Iversen og Fru Malmstrøm angaaer , 
da ere de ved det Skete komne hinanden betydelig 
nærmere . De ere nu sande Veninder , de have 
endogsaa ved Auctionen over det kgl . Theaters 
Loger abonneret en Loge sammen i første Etage . 
Fru Caspersen er ikke spurgt i den Henseende ; 
men om det nye Venskabsforbund har hun underhaanden 

hørt , og hun har lovet sig selv at skrive 
sig det bag Øret til lysere Dage , og — de komme 
nok . Foreløbig har hun dog taget sin Kappe med 
de rosenrøde Baand as , hun bærer nu en anden 
med Penssebaand . Og Pensoe passer ogsaa godt 
for hende . Hun har nu faaet Nok at tænke paa : 
Hvordan fkal hun udslette Indtrykket af , hvad der 
nylig er skeet ? Hvordan skal hun vise sig igjen 
i den fornemme Verden ? Hvordan skal hun atter 
føre sin Datter ind i den ? Lade hende hensidde , 
uden nogensinde at skaffe hende Opreisning , det 
kan hun dog som brav Moder ikke ! Lidt maa der 
dog gjøres , det var Synd Andet mod hende , 
stakkels Pige !