Corpus-v1.1 / texts /1871_Barner_Armbaandet.txt
Daniel Hershcovich
Original texts and normalized texts
90e005a unverified
raw
history blame
No virus
226 kB
1 .
„ Nu kan I glæde Jer , I Gamle ! Nu har I kæmpet
længe nok med Fattigdom og Nød . Nu kommer
Lykken i Skikkelse af tusinde blanke Daler . — Hvad
siger I til det ? Til Julen kjsber jeg en magelig
Lænestol til dig , Fader ! og du , kjære gamle Moder !
skal have et Tæppe paa Gulvet — og Gardiner — og
en smuk varm Vinterdragt med en lille net Hat til .
Naar blot saa Fader ikke bliver jaloux , naar han seer ,
hvor ung du kommer til at see ud . “
Saaledes jublede en ung , smuk Mand , idet han
greb sin Moder om Livet og dandsede omkring med
hende i det lille Værelse , indtil hun sfønnende og
pustende segnede om paa en Stol .
„ Hvad Fanden stikker Dig , Emil ? “ udbrød en
gammel Veteran , der sad i Sophaen og af Forbauselse
tabte sin sølvbeslagne Pibe ud af Munden . „ Er
Du gal ? Eller har Du maaskee vundet i Lotteriet ? “
„ Ingen af Delene , Fatter ! “ svarede Emil . „ Hør
nu , hvad der er hændet mig . For en Timestid siden
sad jeg i mit Atelier aldeles melancholsk over , at jeg
nu havde naaet mit tredivte Aar , uden endnu at
kunne tjene Brødet til os . Hvad hjelper det , at jeg
har faaet den lille Sølvmedaille ? Førend man kan
komme i Mode som Portrætmaler , risikerer man at
sulte ihjel ; det har man da før hørt . Det bankede
paa Døren , jeg lukkede op for en Tjener i straalende
Livree , der spurgte efter Portrætmaler Norstrand ,
og derpaa meldte hendes Naade , Grevinde Stjernholm .
Lidt efter traadte en yderst elegant klædt Dame
ind . Hun var vel et halvhundrede Aar gammel ,
men man saae tydelige Spor af fordums Skjønhed ,
endskjøndt hendes Træk og hele Figur havde antaget
temmelig stærke Dimensioner . Hendes kulsorte Haar
til det gulladne Ansigt , det udfordrende Blik og de
smalle , sammenpressede Læber , gjorde et ikke meget
behageligt Indtryk paa mig , især da hele hendes Optræden
var en Blanding af Hovmod og Nedladenhed .
Dette Indtryk formildedes dog ved hendes Ord .
Hun sagde nemlig , at hun havde hørt mig omtale
som en udmærket Portrætmaler , og at hun ønskede ,
at jeg vilde male hende i Legemsstørrelse . Jeg tog
naturligviis med Glæde imod Tilbudet , og paa Torsdag
Formiddag begynder jeg Portrætet i hendes eget
Hjem . Efter den Aftale bestemte hun Prisen til
tusinde Rigsdaler ; dermed gik hun , og her er jeg for
at fortælle mine Gamle den glædelige Nyhed . “
Efter denne Beretning opstod en Pause ; Glæden
havde overvældet de Gamle . Endelig reiste Madam
Norstrand sig , gik hen til Sønnen , strøg hans tykke
gulbrune Haar fra hans smukke Pande og sagde med
Taarer i Øinene : „ Sagde jeg det ikke nok ? Naar
Nøden er størst , er Hjelpe » nærmest . “
„ Jeg troer , Gud hjelpe mig , Du er bedre Soldat
end jeg , “ udbrød den gamle Norstrand . „ I Halvtredsindstyve
Aar har jeg tjent min Konge , hørt Kanonerne
brumme og Kuglerne pibe , og aldrig har
Hans Norstrand kjendt til Frygt , men nu — det er
den forbandede Gigt , der har gjort mig til Invalid
— nu havde jeg sgu nær tabt Modet , da jeg saae
Dig , gamle Moer , og min Dreng der lide Nød . “
„ Det er maaskee ogsaa lettere , Fader , “ svarede
Emil alvorligt , „ at byde en Fjende Trods , naar man
staaer mellem Kammerater , end naar man i Eensomhed
skal kæmpe haarde Kampe paa Livets store Kampplads .
Men lad os nu , “ vedblev han livligt , „ kaste
et Glemselens Slør over Fortiden , og lad os glæde
os ved Synet af Haabets smilende Gudinde . — Her
er Penge , “ tilføiede han , „ nu skal lille Moder besørge
os et rigtigt godt Middagsmaaltid med Viin , og for
første Gang i lang Tid stal vi have os en rigtig
glad Dag . “ —
Hans Norstrand , forhenværende Vagtmester ved
Husarerne , boede med sin Kone og eneste Søn paa
en Qvist ved Nørrevold , hvor Sønnen havde det ene
Værelse til Atelier . Alt var i høieste Grad tarveligt ,
Menblementet simpelt og skrøbeligt , men overalt sporede
man Orden og Reenlighed . Et Par Timer efter
sad den lille Familie omkring Bordet , hvorover var
udbredt en sneehvid Dug , og paa denne en feed , lifligt
duftende Gaas . Et Fad med dampende Kartofler
og paa den anden Ende af Bordet en Wienertærte
og en Flaske Viin . Vagtmesteren sad som sædvanligt
i Sophaen , iført sin pyntelige Husaruniform
med Dannebrogsmændenes Hæderskors . Man kom
uvilkaarligt til at tænke paa Napoleons gamle Garde ,
ved at see ham . Hans høie , kraftfulde Krigerskikkelse ,
den tykke , hvide Moustache og det dybe Ar over
høire Kind gav ham et heelt imponerende Ydre .
Overfor ham sad hans Kone i en simpel sort , ulden
Kjole , med sneehvide Manchetter , Krave og en Kappe
med tykke Pibestrimler . Der var over hendes smukke
Ansigt udbredt en Ro og et Fromhedspræg , der vidnede
om hendes rene Sjæl . Imellem dem sad deres
Glædæ og Stolthed , deres eneste Søn , der havde arvet
Faderens imponerende og stolte Holdning og Moderens
aabne , elsfværdige Udtryk .
„ Ia , saadan gaaer det . Tiden forandrer Alt , “
bemærkede Norstrand . „ Nu er det Emil , der tracterer ,
og ikke jeg , der i gamle Dage saa tidt bragte
en Lækkerbidsten hjem med mig . Saa inviterede jeg
nogle gamle Kammerater , og Du maatte lave Punsch ,
Mutter ! — Ia , det var dengang vi boede i Kasernen , “
vedblev han med et Suk . „ Der havde vi
mange glade Timer sammen , og jeg troede , at mit
Hjerte skulde briste , da jeg maatte tage Afsted og
flytte derfra . Det er nu ogsaa den Satans Gigts
Skyld ; ellers havde jeg endnu været en rask Karl og
ikke humpet om som et gammelt Stykke Invalid , der
ikke duer til Andet , end til at skydes . “
„ Det er godt nok , Fader ! “ afbrød Emil muntert .
„ Det havde dog ogsaa sine Ubehageligheder at
boe i Kasernen . Du husfer jo nok den Lieutenant — “
„ Ia , det var en Helvedes Karl ! “ raabte Norstrand
og slog i Bordet . „ Han skulde altid gjøre
Hanebeen til Mutter , — for hun var smuk dengang .
Han skulde altid ved Paraden spørge , hvordan det
stod til hjemme , og han meente sgu hverken dig eller
mig . “
„ Bar Du virkelig jaloux ? “ spurgte Emil smilende .
„ Ja , Gu min Sjæl ! var jeg saa ! — endskjøndt
jeg vidste , at Mutter var tro som Guld . Men det
ligger nu i Blodet . Det kan Ingen gjøre ved , og
mit Blod har altid været lidt rebelsf af sig . “
Man var imidlertid bleven færdig med Stegen .
Dcserten kom frem , og Glassene fyldtes . I det
Samme aabnedes Døren , og en høi , smuk Mand
traadte ind .
„ Velkommen , min kjære Anker ! “ udbrød Emil
og trykkede hjerteligt den Fremmedes Haand . „ Du
kommer , som Du var kaldet . Jeg vilde netop opsøge
Dig idag og fortælle Dig noget Glædeligt . Kom nu
her og drik et Glas Viin med os . “
Anker hilsede venligt paa de Gamle og tog Plads
hos Emil , der fortalte ham Dagens Begivenhed .
„ Ah ! nu forstaaer jeg , “ sagde Anker , „ hvorfor Grevinden
forleden spurgte mig om , hvem jeg ansaae for
den bedste Portrætmaler . “
„ Saa er det altsaa din Anbefaling , jeg kan takke
for min Lykke , maaskee for hele min Fremtids Lykke .
Det første Skridt er jo det værste . “
„ Det skulde glæde mig , “ svarede Anker , „ men
du skal just ikke være altfor sikker . Jeg kjender Grevinden ,
og hun er ikke til at bygge paa . Jeg er hendes
Læge , men hun beærer mig ikke med videre
Interesse , og betragter mig kun som et Redskab
til sin Sundheds Bevarelse . Jeg kommer der ikke
oftere end nødvendigt , da hun er et af de lunefulde
Mennesker , der uddele Kjærlighed og Had i altfor
store Portioner til dem , hun kommer i Berøring
med . “
Dernæst fortalte Anker , at Grevinden havde
været Stuepige i et Hotel og var bekjendt som den
„ smukke Rikke “ . Alle Gjæster gjorde Cour til hende ,
deriblandt den rige og endnu unge Godseier , Grev
Stjernholm , der allerede havde gjort mange Togter
paa Lidenskabernes vilde Hav . Enden paa Bekjendtskabet
blev et Ægteskab , til stor Sorg for hans Familie
og til liden Glæde for ham selv . Den nye
Grevindes Forfængelighed , Mangel paa Dannelse og
urimelige Heftighed forvandlede snart hans Hjem til
et Helvede . Al sin Kjærlighed kastede han paa deres
eneste Datter , Arabella , men for faa Aar siden døde
han , og Grevindens første Foretagende var , at sælge
Godset og flytte til Kjøbenhavn , hvor hun ved alle
Leiligheder søgte at gjøre sig bemærket .
„ Comtesse Arabella “ , vedblev Anker , „ er en smuk
Pige , sire og tyve Aar gammel , men hvad hendes
Karakfcer angaaer , kan jeg ikke bedømme den , da hun
er meget stille og indesluttet . Den almindelige Mening
er , at hun er kold og stolt , og at hendes afdøde
Fader var det eneste Menneske , der har elsket hende .
Forholdet mellem hende og Moderen har naturligviis
aldrig været kjærligt . “
Med spændt Opmærksomled lyttede den lille Familie
til Ankers Fortælling , og Madam Norstrand
beklagede paa sin sædvanlige rolige , overbærende
Maade den stakkels unge Pige , paa hvis Karakfeer
Rigdom og en saadan Moder maatte virke sladeligt ,
og meente , at man ikke maatte bedømme hende for
haardt .
Det Hele kastede en Skygge over Glæden , og
Emil selv blev alvorlig , men han vilde bortjage den
uhyggelige Følelse og udbrød : „ Hvad vedkommer i
Grunden Grevindens Karakfeer og Forhold mig ?
Jeg stal male hende , saa at jeg ikke faaer Skam
deraf , og videre har jeg jo ikke med den Familie at
gjøre . “
„ Naa , Norsfrand ! hvorledes gaaer det saa med
Gigten ? “ spurgte Anker lidt efter .
„ Snavs , Hr . Doctor ! Det Tøi trækker mig i
alle Lemmer , og saa de mange Trapper , der er Skyld
i , at jeg altid maa sidde hjemme og kjede mig ! —
Jeg maa jo finde mig deri , da vi boe billigt , og da
Emil er fornøiet med sit Atelier ; men drøit er det . “
„ Men hvor kan Øe kjede Dem , min kjære Norsfrand ? “
indvendte Anker . „ Øe er jo altid i Selstab
med Deres bedste Ven , “ og han pegede smilende
paa den solvbeslagne Pibe .
„ Det har Øe Ret i . Det er en kjær Ven , “ og
han klappede Piben . „ Da jeg fik den , opførte Norsfrand
sig som en brav Karl . “
„ Jeg troer ikke , at Øe nogensinde har rigtigt
fortalt mig , hvorledes det gik til , “ sagde Anker .
„ Har jeg ikke det ? “ spurgte den gamle Husar
med straalende Øine . „ Saa skal Øe høre . Det var
om Morgenen den 28de Juli 1850 , da første og anden
Husarescadron brøde op fra Bivouakstillingen ved
Bustorff , for at gaae i Cantonnement . Vi mødte en
Ordonnants fra Forpostcommandeuren , der forlangte
Hjelp , da Fjenden havde kastet de yderste Forposter
tilbage . Vi gjorde strax omkring og fulgte Chausseen ,
hvor vi snart mødte Flygtende , forfulgte af 2
Escadroner holsteensfe Dragoner . Det kom til et
Sammenstød imellem os ; vi saarede en Snees Stykker ;
Fjenden trak sig noget tilbage , men gjorde atter
Front . Min tappre Ritmester lod os slutte sammen
og raabte : Fremad , Karle ! og sprængte selv afsted i
Spidsen foran os . De kan troe , det gik varmt til ,
Mand kæmpede mod Mand , og paa et hængende
Haar havde en fjendtlig Officeer maiet Hovedet af
min Ritmester , hvis jeg ikke havde expederet ham forinden .
„ Verfluchter Wachtmeister ! “ raabte han , idet
han sank til Jorden , men han fik dog Tid til først
at give mig denne Skramme paa Kinden . Nu nærmede
den anden Escadron sig , og Insurgenterne , det
Pak , benede af saa hurtigt de kunde . Effer det duede
jeg ikke til at forfølge dem . Et Par Timer efter sad
Ritmesteren ved min Seng og takkede mig med Taarer
i Øinene for sit Liv , og saa tog han denne Pibe
og sagde : „ See her , min brave , trofaste Norstrand ;
det er et Familiestykke , som jeg har arvet efter min
Bedstefader . Modtag den til Erindring om denne
Dag . “ Da jeg første Gang igjen gjorde Tjeneste ,
heftede Ritmesteren i hele Escadronens Paasyn dette
Kors paa mit Bryst og sagde , at min Konge var
tilfreds med mig . “
Anker havde hørt denne Historie mange Gange ,
men han vidste , hvilken Glæde han gjorde den Gamle
ved at høre paa den , og han opnaaede ogsaa , at
denne snart havde glemt alle Sorger og Bekymringer
og var i godt Humør hele Aftenen .
2 .
I Grevinde Stjernholms elegante Salon sad
Comtesse Arabella med Haanden under Kinden og
stirrede ligegyldigt ud af Vinduet . Et coulørt Broderi
laa urørt paa Sybordet ; Udtrykket i hendes Ansigt
røbede , at hun var kjed af sig selv og hele Verden .
De brede Fløidøre til Sideværelset vare aftagne , og
en kostbar Fløielsportiere dækkede dem . Gardiner og
Gulvtæpper vare af udsøgte Stoffer . Uagtet Værelserne
vare store , vare de dog næsten overfyldte med
Møbler . Overall var anbragt Statuer , store Vaser
og alle Slags Bijonterigjenstande , der syntes samlede
sra alle Verdensegne , hvorved Værelserne kom til at
ligne en Antigvitetshandlers Boutik . Arabellas Toilet
stod i en grel Modsætning til hendes Omgivelser .
En simpel , mørkebrun Silkekjole uden Besætning omsluttede
hendes slanke Figur . Den lille opstaaende
Krave rivaliserede i Hvidhed med hendes smukke Hals -
det dunkelblonde Haar var fordringsløst strøget tilbage
fra den høie Pande , og sammenholdtes i Nakken
af en Sølvpiil . Et Par markerede Øjenbryn ,
den lige Næse og de fine Læber gav Ansigtet et bestemt
Udtryk .
Arabella var i Besiddelse af Ungdom , Skjønhed ,
Rang og Rigdom , og dog var hun ikke lykkelig ,
fordi hendes klare Forstand allerede havde gjennemskuet
Menneskenes Usselhed , og destoværre havde hun
i sin Moder et dagligt Beviis derfor . Den afdøde
Greve havde vel været letsindig men hjertensgod , og
Arabella hang ved ham med barnlig Kjærlighed .
Derfor var hans Død hende et saa smerteligt Tab ,
medens hendes Moder følte sig tilfreds ved nu at
være Eneherskerinde over den store Formue . Hun
dannede sig snart en lille Hofstat af Tilbedere , hvor
hun var Dronning . Under Paaskud af , at det var
hendes Pligt som Moder at føre sin eneste Datter
ud i Verden , deeltog hun i alle mulige Forlystelser .
Arabella opdagede dog snart , hvad den sande Grund
var , og medens hun selv overalt optraadte stille og
beskedent , med Hjertet endnu opfyldt af Sorg over
Faderens Død , gjorde Moderen sig overalt bemærket
ved sit glimrende Toilet og flotte Væsen , og var
stedse omringet af en Skare mere eller mindre unge
Sommerfugle .
Grevinden havde aldrig elsket sin Datter , undtagen
da denne var et lille Barn . Da hun senere
saae , hvorledes hendes Skjønhed udviklede sig , følte
hun en hemmelig Skinsyge og kunde ikke finde sig i ,
af der blev taget Notits af Datteren . Det var naturligt ,
af der derfor efterhaanden lagde sig en Jiskulde
om Arabellas Væsen , og af en Følelse af Foragt og
Mistillid mod Alle indsneg sig i hendes af Naturen
fintfølende og stolte Karakteer . Hun satte ingen
Priis paa Rigdommens Glæder og Comfort , fordi
hun aldrig havde kjendt Savn i den Henseende , og i
en Alder af 24 Aar følte hun en ellers unaturlig
Livslede .
Da Arabella i nogen Tid tankeløs havde stirret
ud af Vinduet , meldte en Tjener Portrætmaler Norstrand .
Et spottende Smil foer over hendes Læber ,
men forsvandt , da den unge Mand traadte ind .
Hun besvarede hans ærbødige Hilsen med en let
Hovedbøining , næsten uden af værdige ham et Blik ,
og greb i det Samme sit Broderi . Emil betragtede
hende et Øieblik og tænkte : „ Skade , af et saa smukt
Ydre indefiniter et saa nelskværdigt Indre ! “ Derpaa
gik han hen til Staffeliet og begyndte af ordne sine
Apparater . Et Øieblik efter bruste Grevinden ind ,
iført en rosenrød Moiroes Slæbkjole , stærkt decolleteret ,
med en kostbar Garniture af ægte Perler om
Hals og Arme . Haaret var tilbagestrøget og friseret
a Ulant , og om Hovedet var slynget en Rosenkrands .
Hun kunde endnu kaldes en smuk Kone i Forhold til
sin Alder , men denne Pynt var kun altfor sfikket til
af vise Tidens ødelæggende Magt , og Emil maatte
forbauses over hendes Blindhed og Smagløshed .
„ Idag stal altsaa det store Værk begynde , “ tog
hun Ordet . „ Hvad siger De om mit Toilet , Hr .
Norstrand ? “
Det var et særdeles delikat Spørgsmaal af
besvare . Emil havde helst sagt sin virkelige Mening ,
da han indsaae , hvorledes det vilde slade hans Arbeide ,
men paa den anden Side vilde det være uklogt
af begynde sin Debut med af sige en Dame en Ubehagelighed ,
næsten en Uartighed . Han indskrænkede
sig derfor til af sige , af Dragten var smuk .
„ Hvorledes har De nu tænkt Dem Baggrunden ? “
vedblev hun .
„ Jeg antager , af et mørkebrunt Fløiels Drapperi
vil være det Fordeelagtigste , “ svarede Emil .
„ Af Fløiel maa det være , “ svarede Grevinden ,
„ men jeg er ikke enig med Dem om Farven . Jeg
foretrækker seladongrønt . “
„ Det vil aldrig i Evighed tage sig ud , “ forsikkrede
Emil med Fortvivlelsens Mod .
„ De er den Første , Hr . Norstrand , der har tvivlet
om min gode Smag , “ indvendte Grevinden i en
temmelig streng Tone .
„ Det afhænger af Deres Naade , hvorledes det
stal være . “
Efterat man var blevet enige om , at Grevinden
skulde males i en staaende Stilling , begyndte Emil
paa Værket . En Tjener bragte lidt efter Viin og
fine Frugter ind , og med høistegen Haand skjænkede
Grevinden selv et Glas til Emil og kastede sig derefter
paa en Causeuse .
„ Af alle Talenter og Kunster , “ begyndte hun nu
i en indsmigrende Tone , „ er Malerkunsten den , jeg
sætter høiest , og jeg kan godt forstaae den Glæde ,
det maa være for en Maler at gjengive et smukt ,
qvindeligt Billede paa Lærredet .
„ Vistnok har qvindelig Skjønhed et stort Fortrin ,
saavel for Kunstneren som for enhver Anden , “
svarede Emil roligt , „ men fra Kunstens Standpunkt
kan endog det styggeste Physiognomi frembyde de
interessanteste Studier , naar det blot er karakteristisk .
Det gaaer med Portrætmalerne som med Forfatterne ;
man søger at opfatte det Eiendommelige ved de Billeder ,
man med Penselen eller Pennen ønsker at gjengive
natnrtroe . “
„ Da vilde jeg sinde det høist kjedsommeligt , “ indvendte
Grevinden , „ at male en pjaltet Tiggerdreng
eller en gammel , grim Bandit eller Taterqvinde , som
man aarligt seer paa Udstillingen . Men , “ vedblev
hun og saae ham koket ind i Øiet , „ det skulde slet
ikke undre mig , om jeg kunde blive saa inspireret af
Ungdommens og Skjønhedens Trylleri , at jeg pludselig
blev forvandlet til en Kunstnerinde . “
Denne uventede , plumpe Compliment , der ikke
kunde misforstaaes , havde nær bragt Emil aldeles ud
af Fatning , men han tog sig hurtigt sammen og svarede :
„ Jeg mærker , at Deres Naade foretrækker den
ideale Side af Malerkunsten , og i Sandhed ! enhver
Maler maa ønske sig Raphaels Pensel , for at kunne
gjengive saa himmelske Billeder som dem , han har
bragt paa Lærredet . Derfor kalder jo ogsaa Lavater
ham en apostolisf Mand , fordi han i Forhold til
Malerne er det Samme som Christi Apostle i Forhold
til de øvrige Mennesker . “
„ Det lader virkelig til , at jeg har handlet meget
ubesindigt ved at indlade mig i en Disput om Kunsten
med en af Kunstens Apostle , “ afbrød Grevinden
i en let Tone og reiste sig med en afskedigende Haandbevægelse .
„ En anden Gang skal jeg vogte mig derfor ,
for ikke igjen at trække det korteste Straa . “
„ Det behøver Deres Naade vist ikke at frygte , “
svarede Emil og bukkede . „ Deres Aand vil bevare
Dem derfor . “
Mod Slutningen af denne Samtale havde Arabella
hævet Hovedet og opmærksomt betragtet den
unge Maler . Det er vanskeligt at sige , hvad der
foregik i hendes Indre , men i hendes Blik afmalede
sig et Udtryk af Overraskelse og Interesse , der dog
snart forsvandt , men hendes Afskedshilsen blev dog
høfligere , end da hun havde modtaget ham .
Paa Grevindens lunefulde Gemyt havde Emil
gjort et dybt Indtryk allerede den Dag , hun besøgte
ham i hans Atelier , og deres første Sammenkomst
bidrog ikke til at forringe det ; thi der er jo Intet ,
der pirrer en Kokette mere end Modsfand . Hun var
saa vant til Herrernes Hyldest , at denne forekom
hende som en nødvendig Betingelse for hendes Tilværelse ,
og hendes Livsopgave bestod i , bestandig at
see flere og flere Tilbedere for sin Triumfvogn . Hun
havde aldrig elsket , men ofte hyllet Kjærlighed . Hun
kunde ikke forstaae den rene Følelse , der udbreder sin
Duft og milde , velgjørende Luftning fra de Hjerter ,
hvor Kjærligheden sindes . Forfængelighed og Behagesyge
vare Drivfjedrene til hendes Handlinger , og jo
ældre hun blev , med desto større Iver greb hun enhver
Leilighed , hvor hun kunde nære disse Følelser .
Aldrig faldt det hende ind , af hun for længe siden
havde overskredet Ungdomsaarenes Grændse .
Nu var det blevet hendes Opgave af bringe den
unge , smukke Kunstner for sine Fødder , og da hun
mødte Modsfand , vilde hun dobbelt nyde denne Triumf .
Imod Sædvane spandt hun denne Gang sin Væv
inden fire Vægge , da Emils Stilling i Samfundet
var altfor ringe til , af hun ved ham kunde kaste nogen
Glands over sig selv . Hun forbausedes over hans
aabne og frimodige Væsen , hun som havde troet , af
hendes Rigdom og Rang skulde have imponeret ham
og i en Haandevending gjort ham til hendes ydmyge
Slave . Til hendes Forundring forløb den ene Dag
efter den anden , uden af han kom hende et Skridt
nærmere . Han var stedse rolig , og forekommende
baade i Ord og i Væsen , og forstod altid af give
deres Samtaler en uforudseet Vending .
Arabella , der var det eneste Vidne til disse
Scener , spillede altid en stum Rolle , mcu lidt efter
lidt begyndte hun af faae en ubestemt Følelse af
Agtelse for den unge Mand , hvis kloge , fine Svar
ofte frapperede hende , naar hun sammenlignede ham
med den uforskammede Nonchalance , der saa ofte
stødte hende hos de Herrer , hun havde seet i sin Moders
Huus . Det gjorde hende ondt , at hun ved deres
første Møde havde behandlet ham med en saa haanlig
Overlegenhed , og forsøgte senere at gjøre sin Feil god
igjen ved et mere venligt og forekommende Væsen .
Det var en taaget , regnfuld Morgen i Oktober ,
da Kammerjunker og Kapitain Alfred Staal fortrædeligt
vendte sig bort fra Vinduet i sin Bopæl i
Store Kongensgade . Han kastede sig i Sophaen og
lod fine Røgskyer opstige fra sin Cigar . Hans høie ,
uforholdsmæssigt spinkle Figur var indhyllet i en
elegant Slobrok , et Par lysegraac Beenklæder og
tyrkiske , broderede Morgenskoe udgjorde hans øvrige
Toilet . Det var en complet Typus paa Blasertheden .
Øinene matte og glandsløse , Trækkene flappe .
Det blege , udtærede Ansigt var prydet med et Par
store Bakkenbarter , der ligesom hans tynde Haar
havde en rødlig Farve . Hans eneste Skjønhed var
et Par hvide , meget soignerede Hænder . Efterat have
tilbragt en halv Timestid med at see paa Røgen fra
Cigaren , aabnedes Døren for en smuk yngre Mand ,
hvis elegante velproportionerede Figur prydedes af
Gardens Uniform .
„ God Morgen , Kievisch ! “ raabte Staal ; „ godt
Du kom for at adsprede mig i dette Hundeveir . “
Kievisch kastede fin Hue paa Bordet og placerede
sig i en Lænestol . „ Du kjeder Dig altsaa , “
sagde han . „ Saa glæd Dig ; igaar flyttede Kammerherre
P * og Baron F * til Byen , og snart rykke alle
disse gode Herregaardsfolk i Vinterqvarteer , og saa
begynder din gode Tid , Vintersaisonen . “
„ Aa ja ! “ sagde Staal . „ Hvad Nyt ? Hvor var
Du iaftes ? Jeg var hos Dig , men traf Dig naturligviis
ikke hjemme . Derfra gik jeg til et Par Andre ;
Ingen hjemme . Saa gik jeg hjem og tilbragte Aftenen
med at sove . “
„ Du kunde have truffet os Alle i Theatret .
Den Lille , Du veed nok , dandsede i den nye Ballet . “
„ Aa , jeg er for lang Tid siden kjed af Theatret .
Nu er jeg snart 50 Aar , og fra mit 20de Aar har
jeg havt stadig Plads i Nummerparkettet . Jeg har
aldrig forsømt pligtmæssigt at applaudere alle Celebriteterne ,
og nu kan jeg vel være bekjendt , at den
Lyst er forgaaet mig . “
„ Siig mig , min kjære Ven ! “ spurgte Kievisch ,
„ om der overhovedet er Noget i Verden , hvortil
Lysten ikke er forgaaet Dig ? Dit sædvanlige Svar
til Alt er , at „ det er Du for lang Tid siden kjed af . “
„ Du har Ret , “ svarede Staal . „ Jeg har i
Grunden kun eet Ønske , og det er at komme i Besiddelse
af en stor Formue , saa at jeg kunde tage min
Afsted og paa mine gamle Dage føre et mageligt
Liv . “
„ Mageligt ? “ udbrød Kievisch . „ Jeg gad nok
see den , der fører et mageligere Liv end Du . — Men ,
apropos , - hvorledes lever din Veninde , Grevinde
Stjernholm ? “
„ Fortræffeligt ! hun morer sig i denne Tid med
en Malersvend . “
„ Hvad behager ? - Der har Du en værdig Rival .
Det er vel et gammelt Bekjendtskab fra Hoteldagene ? “
„ Tvertimod ! Det er splinternyt , og det gaaer
her som altid , de sidst opdagede Cometer studererman
helst ! Om hun forresten har opdaget denne i
en Kjelderhals eller paa en Qvist , skal jeg lade være
usagt ; men Sagen er , hun vil have sit eget , dyrebare
Billed foreviget paa Lærredet . “
„ Ah ! det er altsaa en Kunsfner , Talen er om , “
svarede Kievisch alvorligt . „ Det forandrer Sagen . “
„ For mig maa Du gjerne kalde ham en Malermester , “
svarede Staal spottende , „ og hvis det kan
forhøie din Agtelse før ham , at han hedder Norsfrand ,
sb bien ! “
„ Norsfrand ? Det Navn er mig ikke ubekjendt
— Ja vist , det stat være en talentfuld og vakker uug
Mand . Det skulde gjøre mig ondt , hvis han virkelig
skulde falde i hendes Garn . “
„ Du kan være vis paa , “ forsikkrede Staal , „ at
han tidligt eller seent bliver hængende deri . Hun
slipper ham ikke saa let . Forleden vilde jeg aflægge
hendes Naade en Visit . Imod Sædvane sagde Tjeneren ,
at hun ikke modtog Nogen , og at Maler Norsfrand
var derinde . Jeg saae strax deraf , hvilken
Rolle den Herre spiller der i Huset , og jeg besluttede
ikke at uleilige mig derhen , før Luften igjen var
renset før Malerdunst . Jeg var dog ikke meget fast
i min Beslutning , thi samme Aften modtog jeg en
Indbydelse til en Middag den følgende Dag . Middagen
var som sædvanligt udmærket , og hele Conversationen
dreiede sig om Grevindens Portræt , der til Foraaret
skal figurere paa Udstillingen , og om den mageløse
Maler , som hun kommer til af takke for al den Virak
og Beundring , der skal offres paa hendes Forfængeligheds
Alter . “
„ Du har altsaa ikke befundet Dig videre vel der
igaar ; “ afbrød Kievisch .
„ Du tager feil . Tiden gik fortræffeligt med af
gjøre Cour til den smaa Arabella . “
„ Hvad skal nu det betyde ? “ spurgte Kievisch forundret .
„ Du er da vel aldrig falden paa den Idee ,
af ville sætte det stakkels Pigebarn Nykker i Hovedet ? “
„ Vær Du kun ganske rolig . Det kan jeg godt
forsvare for miu Samvittighed , da det er min Hensigt
af gifte mig med hende . “
Efter et nyt Forundringsudraab af Kievisch vedblev
Staal : „ Den Tanke faldt mig i Grunden først
ind igaaraftes , og ved nærmere Overvejelse finder jeg
den meget fornuftig . Arabella er en rig Arving og
eneste Barn ; hun er smuk og pikant , men man maa
gaae forsigtigt tilværks med hende . Hun ligner en
vild Skovdue , naar det kommer an paa Kjærlighed ;
men Sneglen naaer ogsaa Bjergets Top , og — man
er da ikke uden Erfaring i det Kapitel . “
„ Du har dyrkjøbt Erfaring . Saavidt jeg veed ,
har Du allerede faaet sex Gange en Kurv , “ afbrød
Kievisch ham med en overgiven Latter .
„ Maa jeg spørge , om Du vil fornærme mig ? “
spurgte Staal og reiste sig endelig op fra sin liggende
Stilling .
„ Godt Ord igjen ! Det var jo kun Spøg . —
Men nn vil jeg gaae , og jeg vil ønske Dig Held paa
dit nye Felttog . “ De fo Venner sfiltes , og Staal ,
hvis Vrede hurtigt var bortdunstet , hengav sig til
behagelige Drømmerier om Fremtiden og det magelige
Liv , han som Arabellas Ægtemand skulde søre .
— Han begyndte nu virkelig alvorligt at beile
til Aarabellas Gunst , og slentrede i den Anledning
fo eller tre Gange om Ugen hen til Stjernholms . Hans
indolente Natur tillod ham dog ikke nogen yderlig
Anstrengelse , og da han ovenikjøbet meente , at han
maatte gaae forsigtigt tilværks , mærkede Arabella i
Begyndelsen aldeles ikke hans Hensigt og tilskrev hans
forøgede Opmærksomhed den Omstændighed , at hendes
Moder i den senere Tid tog mindre Notits af ham .
Hun paatog sig derfor ligeoverfor ham en Værtindes
Pligter og behandlede ham med en Høflighed , hun
før ikke behøvede at vise ham . Dette var nok for
Staals Forfængelighed ; han ansaae efter faa Ugers
Forløb allerede sit Ægteskab som en afgjort Sag og
ventede kun paa en gunstig Leilighed til af optræde
som Frier .
Saaledes forløb sex Uger fra den Dag , da Emil
for første Gang havde betraadt Grevindens pragtfulde
Hjem , og Maleriet var endnu ikke halvt fuldendt .
Grunden dertil var deels hendes ustadige og
urolige Væsen , der ikke tillod hende af sidde rolig
længer end en halv Time , deels fordi Emil ikke var
af de hurtigste Malere . Hans Malerier vare udførte
med en samvittighedsfuld Omhu . Øe vare ikke aandløse ,
forskjønnede Phantasibilleder ; dertil var hans
Karakteer altfor sandhedskærlig ; men de vare en
naturtro Gjengivelse af Originalen , udførte med en
let Pensel og en Farveblanding , der røbede Smag ,
Dannelse og Geni .
Denne aabne og frimodige Karakteer var for
Grevindens af Behagesyge og Forfængelighed tilslørede
Blik en fuldkommen Gaade . Hun vilde give Alt for
af finde den Nøgle , der kunde aabne hans Hjerte , og
i de forløbne sex Uger havde hun forgjæves benyttet
alle Koketteriets Kunstgreb . Han var og blev den
Samme , lige høflig og beskeden , men ogsaa lige ligegyldig .
Hun opdagede aldrig i hans Blik et Glimt
af Beundring eller af en ømmere Følelse for hende .
„ I de mange Uger , hvori Øe har studeret mig
og min Eiendommelighed , som Øe behager at udtrykke
Dem , “ sagde Grevinden en Dag til Emil , „ har
jeg ogsaa dannet mig en lille Idee om Dem og Deres
Karakfeer , Hr . Norstrand . “
„ Det er virkelig altfor megen Ære , Deres Naade
har viist min ubetydelige Person ; men jeg haaber , at
De ikke har fattet en altfor ugunstig Mening om
mig . “
„ Tvertimod ! jeg antager , at De vil søle Dem
meget smigret , naar jeg nu tilstaaer Dem mine Tanker
om Dem . For det Første er De fri for det
mindste Gran af Forfængelighed , hvorfor enhver
Compliment eller Misbilligelse angaaende Dem selv
eller deres Arbeider er Dem aldeles ligegyldig . “
„ Jeg maa strax gjøre en lille Indvending “ , afbrød
Emil . „ Det er kun en betinget Roes . En saadan
Mangel paa Forfængelighed grændser næsten til
Arrogance . “
„ Aldeles ikke ! De veed , at Deres Handlemaadc ,
Deres hele Væsen og Deres Arbeider ere ulastelige .
De opfører Dem overeensstemmende med Samvittighedens ,
Pligtens og Ærens Bud . Derfor er De
hævet over den Smaalighed , som vi Andre saa ofte
lide under . “
„ I saa Fald havde jeg den store , utilgivelige
Feil , at troe mig selv fuldkommen , og jeg vilde da
fjerne mig meer og meer fra mit Maal , at nærme
mig Fuldkommenheden . “
„ Det vil aldrig det Menneske risikere , der Intet
foretager sig uden efter fuldt Overlæg , og ikke lader
sig henrive af sine Følelser . “
„ Med andre Ord , Deres Naade , “ svarede Emil
alvorligt , „ Øe anseer mig for kold og hjerteløs ? “
„ Hjerteløs ? Ja og Nei , som Øe behager , “
svarede Grevinden med et betydningsfuldt Smil .
„ Jeg antager , at Øe er en exemplarist Søn , en frofast
Ven og god mod de Trængende . Saavidt strækker
Deres Hjerte sig , men ikke et Haarsbred videre ,
da den lille Gud Amor endnu aldrig har gjort sig
den Uleilighed at smutte ind i Deres Helligdom .
Han er vist bange for at træffe Selskab der af altfor
mange respektable , alvorlige og dybtgaaende Følelser . “
„ Maaskee ! “ svarede Emil temmelig kort .
„ Eller maaskee gaaer det med Deres Hjerte som
med de fleste Herrers , at det er altfor let modtageligt
for Kjærligheden ? “
„ Deres Naade gjætter feil . Jeg har aldrig
elsket . “
„ Tænkte jeg det ikke nok ? Øe er et Phænomen ,
der er værd at studere . Jeg seer allerede i Dem en
gammel Pebersvend , der forarger sig over alle dem ,
der sværge til Amors Fane . “
„ Jeg frygter , at Deres Naade atter tager feil .
Fordi jeg endnu ikke har elsket , indseer jeg ikke , hvorfor
denne Følelse for stedse skulde blive fremmed
for mig . “
„ Er det muligt ! “ udbrød Grevinden leende .
„ De kan virkelig tænke Dem modtagelig for en saadan
Daarskab ? Men den Qvinde , der kunde fængsle
Dem , maatte da være begavet med en overjordisk
Skjønhed , eller være styg men forsfjonnet med alle
mulige elsfværdige Egenstaber . “
„ Jeg er virkelig ikke istand til , “ svarede Emil
alvorligt , „ at beskrive den Qvinde , der muligviis er
bestemt til at forskønne min Tilværelse med Kjærlighedens
varme Solstraaler . Med min bedste Villie
formaaer jeg det ikke , men jeg kan forsikkre Deres
Naade , at mit ringe Jeg er en altfor ubetydelig
Gjenstand for Deres Tanker . “
Dermed var Samtalen afbrudt . I sit stille Sind
kaldte Grevinden ham en Tølper , en ubetydelig Person ,
der kun kunde elske en lille Borgerpige , der forstod
at lave en god Suppe — og ham havde hun
nedværdiget sig til at beskæffige sig med ! Men nu
skal det være forbi . Han skal snart mærke Forskjellen
mellem os . Hun erklærede i en ubehagelig Tone , at
hendes Tid ikke længer tillod hende at sidde for
ham , og han forlod Huset med en Ähnelst om ,
at han ved sin Uforsigtighed havde skaffet sig en
Fjende .
4 .
Da Emil nogle Dage efter meldte sig , gav Tjeneren
ham den Besked , at hendes Naade var kjørt
ud , men at han kunde vente , indtil hun kom tilbage .
Han ventede altsaa , og lidt efter traadte Arabella
ind . Et yndigt Smil spillede om hendes Mund , da
hun nærmede sig Emil og i en venlig Tone undskyldte
sin Moders Fraværelse .
„ Jeg kan ikke nægte , “ svarede Emil , „ at min
Tid for Øieblikket er meget kostbar , da jeg maler
paa et Par Genrebilleder , jeg gjerne vilde have færdige
til Udstillingen . “
„ Hvad forestille de ? “ spurgte Arabella ligefrem .
„ Det ene er en gammel Veteran , der fortæller
nogle Smaadrenge sine Krigsbedrifter , og Drengene
lytte til dem med Begeistring . Det forekommer sikkert
Comtessen , at det er et altfor almindeligt Sujet , men
jeg har været saa heldig at finde nogle særdeles pikante
Børnephysiognomier , der have tjent mig til
Modeller . Hvad den Gamle angaaer , har jeg en
speciel Interesse af at male ham , da det er min egen
Fader . “
„ Deres Fader lever altsaa ? “ spurgte Comtessen .
„ Og har han høstet Laurbær paa sin militære Bane ? “
„ Min Fader var Vagtmester ved Husarerne , men
Alderdommens Svaghed har nødsaget ham til at søge
Afsfed . Det var hans sførste Sorg , og den anden
Sorg var , at jeg ikke vilde gaae samme Vei . Jeg
kunde ikke løsrive mig fra min Pensel . Penselen var
min Kjærlighed ; den kunde jeg ikke opgive trods al
Modstand og alle Hindringer . De kan troe , min
Kunstnerbane har ikke været bestrøet med Roser , men
med desto flere Torne . “
„ Hvorledes det ? “ spurgte Arabella . „ De overvandt
jo alle Hindringer og naaede Deres Maal , at
blive en virkelig Kunstner . “
„ Og dog sikkrer min Kunst mig næppe det daglige
Brød , “ svarede Emil paa sin sædvanlige , ligefremme
og aabne Maade . „ De Torne , jeg meente , vare Forfølgelser ,
Skinsyge og andre Bevæggrunde , der aabenbare
sig i en haard og ondskabsfuld Kritik , baade
offentlig og hemmelig , som desværre saa ofte sfader en
Begynder , der kun har sin Flid og sit Talent at
stole paa . “
„ Men slig Modgang har dog ikke kuet Deres
Mod , “ vedblev Arabella . „ Naar Ondskab møder os ,
bevæbner man sig med trodsig Kulde og Ligegyldighed ,
for at kunne freidig træde i Skranken . Øer er
kun en Eneste , man med Ydmyghed bøier sig for -- . “
Arabella standsede . Hun talte i den hende eiendommelige
stolte Tone , der udbredte en imponerende
Holdning over den smukke , unge Pige , hvis venlige
Øie mødle Emils varme Blik . Lidt efter spurgte
hun : „ Siig mig , Hr . Norstrand , har De nogensinde
truffet paa et Menneske , for hvem De kunde bøie
Dem i Ydmyghed ? “
„ Ja ! “ svarede Emil . „ For min Moder har jeg
bøiet mig i Ydmyghed , fordi hele hendes Væsen er
Kjærlighed og Ydmyghed . “
Arabella slog øiet ned , og et krampagtigt Træk
viste sig om hendes Mund . Hendes Bryst hævede
sig uroligt , og en høi Rødme bedækkede hendes Kinder .
For at skjule sin Bevægelse , bøiede hun sig over
en kostbar Blomstervase og begyndte at ordne en
Bonket . Emil stod som fastnaglet . Det var ham
umuligt at løsrive sit Blik fra hende . Øer opstod
en Pause , som Emil afbrød .
„ De meente , Comtesse , at trodsig Kulde og Ligegyldighed
ere de bedste Vaaben mod Verdens Ondskab ,
for at opretholde sit Mod . Del er maaskee
undertiden sandt , naar man staaer paa Livets sfore
Kampplads , men jeg anseer de Vaaben kun for en
Pantserdragt , der let kan komme til at slutte altfor
fast , saa at Hjertets friske Barme tilsidst bortdunster
under Vægten af det kolde Pantser . Nei , der er et
andet Vaaben , som jeg kjender og som jeg foretrækker .
Det er Arbeide ! — De seer forundret paa mig ,
Comtesse . Man har spottet mine Arbeider , kaldet
dem Børneværk , trukket medlidende paa Skuldrene ,
eller ganske overseet dem . Der var da Øieblikke ,
hvori jeg ansaae mig for en Daare , der vilde fremtvinge
et Talent , som Himlen havde nægtet mig . Jeg
kastede da Penselen bort og lovede aldrig at gribe den
igjen ; men Lediggang taalte jeg ikke , og Længselen
blev saa inderlig og saa varm , at jeg atter tyede til
den , og saa stod Verdens Ondskab for mig som en
hæslig Drøm . Jeg levede da kun i det Billed , jeg
malede . Jeg elskede det , som en Moder elsker sit
Barn , som Prometheus elskede sit Værk , da han
tændte sin Fakkel ved Solens Ild , for at indaande
Varme og Liv i sine Skabninger . Saaledes arbeidede
jeg længe og ufortrødent , indtil jeg tvang idetmindste
en ringe Deel as Verden til at anerkjende , at
mit Arbeide dog ikke ganske var at foragte . “
„ Saaledes , “ svarede Arabella med et veemodigt
Smil , „ kan kun den tænke og handle , paa hvem Geniet
har trykket sit Stempel . Anderledes er det med
os Andre , der ikke kunne bruge det Vaaben . “
„ Deri tager De feil , Comtesse ! Der er en talrig
Samling af Vaaben , der staae til Enhvers Raadighed .
Arbeide er Livets Lov ! Naturen selv arbeider .
Alt er i en uafbrudt Activitet . Skulde da Mennesket
ikke anvende alle de Skatte , Himlen har givet det ?
Naar vi engang naae vort Livs Aften og see tilbage
paa den svundne Tid , maae vi ikke kunne sige til os
selv : Du har gjort en lang Vandring , men intetsteds
har Du efterladt noget Spor af dine Hænders Værk ;
Du har Intet fuldført ; Din hele Tilværelse har været
gold og ufrugtbar ! — Tilgiv mig , at jeg taler saaledes
til Dem , “ vedblev han i en inderlig Tone .
„ Jeg burde have indseet , at De ikke kan forstaae mig .
Der er altfor stor Forskjel paa de Steder , hvor vore
Vugger have staaet ; jeg er et fattigt , Arbeidets Barn
— og derfor elsker jeg Arbeidet , deri ligger hele min
Tilværelse ; — men De , Comtesse , er født og opdragen
i Rigdom og Overflod . Det er da naturligt ,
at De maa føle Dem lykkelig alene ved Nydelsen af
disse Goder , der strøe Roser paa Deres Vei . “
„ Troer De da , “ svarede Arabella alvorligt , „ at
de Roser ikke have Torne ? De ere skjulte , men netop
derfor saare de saa smerteligt . — Men vi talte jo om
Arbeidet . De troer , at jeg ikke forstaaer Dem . Jeg
har tvertimod følt Sandheden i Deres Ord , og jeg
erkjender , at ethvert Menneske har sit Kald , sit Værk
at udføre her i Livet , den Fattige saavel som den
Rige . “
Samtalen blev pludselig afbrudt , da man hørte
en stærk Ringen . Et Par Minuter efter traadte
Grevinden ind , klædt i en Zobelskinds Kaabe , med en
hvid Fløiels Hat , hvorfra vejede en Masse lange ,
hvide Strudsfjer .
„ Undskyld , Hr . Norsfrand “ , udbrød hun i en
temmelig nonchalant Tone , „ at jeg har ladet Dem
vente . Jeg blev forsinket , og da jeg om et Øieblik
venter en god Veninde , kan jeg ikke sidde for Dem
idag , men imorgen . “
Emil bukkede høfligt men koldt for Grevinden .
I den Hilsen , han derimod vexlede med Arabella ,
vilde en Fremmed have kunnet læse mere end almindelig
Høflighed , men Grevinden bemærkede Intet , da
hun var beskjeftiget med af see sig i Speilet .
— Emil tvivlede intet Øieblik om , af Grevindens
Opførsel ikke var tilfældig , men forsætligt beregnet
paa af saare ham , ved af vise , hvor liden Hensyn
hun nu værdigede ham . Han forudsaae , af han kun
havde to Alternativer af vælge mellem , enten af lade
sig indskrive i hendes Tilbederes Række , eller af lade
sig behandle som en Lakai , hvis han overhovedet vilde
vedblive af komme der i Huset . Naturligviis valgte
han det Sidste , da han ikke kjendte noget mere nedværdigende
for en Mand end af ligge for en gammel
Kokettes Fødder . — Han tænkte paa Arabella , hvis
sande Qvindelighed fremhævedes dobbelt ved Siden
af Moderens simple Væsen . Den unge Pige stod
ikke mere for ham som en kold , stolt og hjerteløs
Qvinde . En Flig af det Slør , hvori hun indhyllede
sig for Verdens Øine , var idag hævet for hans Blik ,
og han havde i hendes Hjerte . opdaget Spirer til
mangen ædel Følelse , men disse Spirer vare ikke
pleiede og opelskede af nogen kjærlig Haand .
Han opdagede , af hun følte sig ulykkelig , og han
tvivlede ikke om , af hendes Moder var hendes Ulykke .
Han mindedes sin egen Moders overbærende Ord , da
Doctor Anker første Gang havde omtalt Arabella , og
det gjorde ham ondt , af han strax havde bedømt
hende saa haardt . En varm og kjærlig Følelse gjennemstrømmede
hans Hjerte , som om han skyldte den
unge Pige en Afbigt .
Han blev afbrudt i sine Tanker ved Ankers
Komme . „ Hvor Du er tankefuld , min Ven ! “ udbrød
han . „ Og hvorfor ? — Det-var prægtigt , af
jeg traf Dig . Jeg vilde netop bede Dig spise hos
os imorgen med nogle gode Venner . Baron Kongsberg
har sendt mig et udmærket Dyr . Jeg er nemlig
Læge i Familien , naar den er i Kjøbenhavn . Det
er en sjelden Mand , en sand Ven af Kunsten . Jeg
vilde ønske , af Du engang kunde lære ham af kjende . “
Da Emil havde modtaget Indbydelsen , spurgte
Anker , hvorledes det gik ham i det Stjernholmske
Huus , og med faa Ord fortalte han ham , hvad der
var passeret mellem ham og Grevinden .
„ Tænkte jeg det ikke nok ! “ sagde Anker . Nu
ere vi komne til den Act af Comedien ! Hun er og
bliver altid den Samme , og jeg vil ønske Dig til
Lykke , naar Du bliver færdig med Portrætet , og ikke
behøver at sætte din Fod mere i det Huus . “
Besynderligt nok fandt Emil , at han ikke var af
samme Mening , og i en temmelig melancholsk Tone
sagde han : „ Om kort Tid er Maleriet færdigt , og
faa er det Bekjendtskab sluttet . Jeg vil naturligviis
ikke oftere i Livet komme i Conflict med hende , da
jeg ikke kommer i den Sphære , hvori hun og hendes
Datter bevæge sig . “
„ Man skulde virkelig troe , at Du beklagede det , “
afbrød Anker ham forundret . „ Naa , jeg indseer nok ,
at det piner Dig at være stillet under en Qvinde , der
burde staae paa det laveste Trin i Samfundet . Naar
det endda blev derved , men hun er ikke alene uberegnelig
men undertiden endog utilregnelig , saa jeg
svarer ikke for , hvad hun endnu kan finde paa . —
Er Comtesse Arabella endnu ligesaa nelskværdig og
frasfødende , saa kan man i Sandhed sige , at hun forener
sig med Moderen , for at forsøde Dig de Timer ,
Du tilbringer i deres Hjem . “
„ Nei , “ tog Emil med Varme Ordet . „ Vi have
begge bedømt hende falsk . Hun er en ædel og høisindet
Pige , men som man kun langsomt lærer af
kjende . Der hviler en tung Byrde paa hendes Skuldre ,
og for af skjule sin Smerte for en Verden , som
hun foragter , holder hun med sin spæde men kraftige
Haand Masken tæt for sit Ansigt . Naar hun engang
kaster den , da er det ikke alene Legemets men Sjelens
Skjønhed , der afspeiler sig i hendes Træk . Hun er
en Lilie saa reen og skjær , men denne fine Blomst
stilles i Skygge ved Siden af den pralende Tulipan . “
„ Det gjør mig ondt , “ svarede Anker , hvis gode
Hjerte ikke taalte af gjøre Nogen Uret , „ hvis jeg har
bedømt hende for haardt , især da hun som ung Pige
bør bedømmes med Skaansel , men Skylden ligger
meget hos hende selv . “
„ Tingen er , af hun har opfattet Livet fra et
galt Standpunkt , “ fortsatte Emil , „ eller rettere sagt ,
hun har endnu ikke opfattet det , fordi hun istedetfor
en kjærlig Veiledning og fornuftig Opdragelse kun
har seet , hvad der er tomt og usselt i Livet . De
ædlere Følelser ere endnu ikke vakte ; derfor seer man
saa faa Spor af dem hos hende . “
„ Saa vil hun nok tidligt eller seent fremtræde i
sin sande Skikkelse , “ mente Anker . „ Jeg stal aldrig
oftere fælde nogen ugunstig Dom over hende . Det
lover jeg Dig ! — Allsaa sees vi imorgen . Jeg maa
nu til mine Patienter . “
Dermed skiltes Vennerne .
— Medens Emil tilbragte den øvrige Deel af
Dagen i sit Atelier og ofte hensank i hidtil ukjendte
Drømmerier , afløste den ene Visit den anden i Grevindens
Huus , og Arabella fik netop Tid til at gjøre
Toilet , for at følge med sin Moder til et Middagsselskab .
Først seent om Aftenen , da hun blev ene i
sit Værelse og havde aflagt sin Selskabsdragt , oprandt
den Time , som hun med Længsel havde imødeseet ,
for uforstyrret at kunne hengive sig til sine Tanker .
I Værelset , der var udstyret med samme elegante
Luxus som den øvrige Leilighed , sad Arabella med
Albuen støttet mod et lille Marmorbord og stirrede
drømmende hen for sig . Det var , som om et Navn ,
hun ei turde udtale , svævede paa hendes Læber .
Havde Emil seet hende i dette Øieblik i hele hendes
Skjønhed , vilde hans Hjerte have banket endnu
stærkere .
Hun tænkte paa , hvor smukt han havde talt om
sine Forældre , uden at flamme sig over sin ringe
Herkomsf , og hun kom derved til at tænke paa sin
Moder , hvis Forældre hun aldrig havde kjendt og
aldrig furdet nævne , men som hun vidste vare fattige ,
men agtværdige Borgerfolk . Med Taarer i Øiet
ønskede hun , at hun kunde tale ligesaa smukt om sin
Moder , som Emil havde talt om sin . Hvor gjerne
vilde hun ikke ogsaa elske sin Moder , og hvor ofte
havde ikke hendes barnlige Følelse drevet hende hen
til Moderen ! Men dennes modsatte Ansknelser og
Principer om Alt i Livet havde altid stillet en Jernmur
imellem dem .
Men var hun da selv feilfri ? Nei , det følte
hun kun altfor vel . Hun følte , at hendes Tilværelse
hidtil havde været gold og ørkesløs ; hun tænkte med
Gysen paa , at hun engang i sin Livsaften forgjæves
skulde søge efter en eneste velsignelsesrig Gjerning , og
Bibelens Ord faldt hende ind : Det Træ , som ei
bærer gode Frugter , skal afhugges og kastes i Ilden .
— Arbeide er Livets Lod , havde han sagt . Hun
havde endnu aldrig arbeidet . Hun havde aldrig tænkt
paa at række den Trængende en hjelpende Haand , ,
havde intet Livsmaal havt ! Hun havde vel ikke
haard hjertet nægtet Nogen sin Hjelp , men aldrig var
hun kommen den Lidende imøde . Nu var Sandheden
pludselig assløret for hende . Hans Ord havde
vakt et nyt og bedre Liv i hende . — Hun vilde arbeide !
— og hun besluttede , fra dette Øieblik at
virke til Gavn for sine lidende Medmennesker , baade
ved sine Penge og ved personligt Raad og Hjelp .
Derefter begav hun sig til Hvile , langt lettere om Hjertet
og tilfredsere end i lang Tid . Fra den Dag aftørrede
hun i Stilhed mange Taarer , og lokkede Glædens
Smil frem paa mangt sorgfuldt Ansigt .
5 .
Da Emil den følgende Dag havde hilset paa
Grevinden , , og han mødte Arabellas venlige Blik ,
udgød sig en forræderisk Rødme over hans Kinder ,
der ikke undgik Grevindens Opmærksomhed . Med
Lynets Hurtighed foer en Mistanke gjennem hendes
Sjel , og den bestyrkedes ved , at hun flere Gange
under Besøget opdagede , at Emil hemmeligt betragtede
Arabella med et Udtryk , som hun længe forgjæves
havde speidet efter for sig selv . Kjærlighed gjør blind ,
men Skinsyge gjør klarsynet , thi den giver Phantasien
Falkens Syn . Hun besluttede dog ikke at lade
sig mærke med Noget , for hun nøiere havde iagttaget
de unge Mennesker .
De næste Gange , da de vare sammen , var Intet
at opdage , skjøndt hendes Mistanke hver Gang bestyrkedes .
Hun blev derfor mere og mere ordknap og
bitter ligeoverfor Emil . Det smertede Arabella , der
ikke ahnede den sande Grund , og hun søgte derfor
desto ivrigere at udslette de ubehagelige og saarende
Indtryk , som Emil maatte føle ligeoverfor Moderens
Opførsel . Hans Kjærlighed voxede Dag for Dag ,
men han gav selv ikke sin Følelse dette Navn , da han
endnu aldrig havde tænkt den Mulighed at opløste
sit Øie til hende med en Elskers Blik . I sit Hjerte
havde han reist hende et Alter , og han knælede for
Idealet , som for et Madonnabilled .
En Dag , da han sad og malede Grevinden ,
meldte Tjeneren , at Grosserer Frederiksen ønskede at
tale med hende .
„ Jeg har jo sagt , at jeg ikke tager imod Nogen , “
svarede Grevinden utaalmodigt . „ Beed ham at komme
igjen om en Timestid . “
Tjeneren gik , men kom tilbage med Grossererens
Svar . Han maatte tale med Grevinden om en meget
vigtig Forretningssag , der ikke tillod nogen Opsættelse .
Fortrædelig reiste Grevinden sig og forlod Værelset .
Emil og Arabella vare alene . En pludselig Forlegenhed
greb dem Begge . Ingen af dem vidste , hvorledes
de skulde bryde Tavsheden . . Emil gik hen foran et
stort Maleri , der hang tæt ved Arabellas Plads og
sagde :
„ Jeg har ofte beundret det Maleri . Det er
mesterligt udført , og^ Prospectet selv er saa smukt . “
„ Det er mit Fødested , “ svarede Arabella , „ og
Horace Vernet har malet det . Min Fader gjorde
hans Bekjendtskab paa en Udenlandsreise , og han tilbragte
den sidste Sommer før min Faders Død hos
os . Jeg sidder ofte hele Timer og betragter det .
Det vækker tusinde Minder hos mig , og det forekommer
mig altid , som om den nedgaaende Sol er
et Symbol paa min Lykke , der stod i Begreb med at
dale , da min Fader døde . “
„ Deres Fader var jo endnu dengang i sin bedste
og kraftigste Alder ? “ spurgte Emil og nærmede sig
hende .
„ Han var kun 48 Aar , og selv vilde han saa
nødigt bort , — jeg troer næsten alene for min Skyld .
Her er hans Portræt , “ tilføiede hun og tog en Medaillon
frem , som hun bar paa Brystet . Hun trykkede
paa en Fjeder , og et meget smukt Hoved , malet
paa Elfenbeen , kom tilsyne . Emil bøiede sig over
hendes Skulder for at betragte det og udbrød : „ Hvor
det er smukt — og hvor det ligner Dem ! “
Det var ikke hans Hensigt at sige en Compliment ,
men det var hans oprigtige Mening , og saaledes
optog hun det ogsaa- .
Naar man i lang Tid har indesluttet enhver
Tanke og Følelse i sit Hjerte , fordi man intetsteds
fandt Sympathi , da opstaaer undertiden en mægtig
Længsel efter at finde Nogen , for hvem man kan udøse
sin Sjels inderste Smerte . Saaledes gik det
Arabella . Hun syntes i dette Øieblik at have fundet
en Ven , for hvem hun frit kunde udtale sig , og for
hvem hun uforbeholdent kunde vise sig i sin sande
Skikkelse . Hun gav efter for denne pludselige Impuls
og udbrød med barnlig Stolthed :
„ Ja , var han ikke smuk ? Men De veed ikke ,
hvor god han var , hvilket rigt Hjerte han besad !
Derfor var han ogsaa Alt for mig , og De kan forstaae ,
hvad det vilde sige at miste ham . Da jeg første
Gang stod ved hans Grav , solle jeg mig saa forladt ,
— og den Følelse har jeg endnu . “
Arabella sagde disse Ord i en veemodig Tone og
med et sørgmodigt Udtryk , der gjorde hende dobbelt
smuk i Emils Øine . Den Kjærlighed , han saa længe
havde skjult , blussede i dette Øieblik op . Han ønskede
at kunne kaste sig for hendes Fødder og sige
hende , at hun ikke stod forladt i Verden , da hans
Hjerte sagde ham , at han vilde offre sit Liv for
hendes Lykke , — men den rolige Besindighed tilhvidskede
ham de iiskolde Ord : Du Daare ! Du , den
fattige Kunstner og hun , den rige Comtesse ! Troer Du ,
at hun bryder sig om din Kjærlighed ? Han taug .
En Smerte foer gjennem hans Sjel , en Smerte ,
som kun den forstaaer , der veed , hvad det vil sige at
forsage .
Arabella vedblev at betragte sin Faders Portræt .
Hun mærkede ikke , hvad der foregik i Emil , medens
hendes Tanker dvælede i Mindernes Land . Først da
hun atter lukkede Medaillonen , sagde Emil , der havde
gjenvundet sin Fatning : „ Da er jeg dog sikker paa ,
at De har mange Venner , der vilde føle sig lykkelige ,
hvis De selv med Fortrolighed vilde besvare deres
Venskab og slutte Dem til dem . “
„ Venner ? “ svarede hun . „ Det Ord har for
mig en dybere Betydning end for de Fleste . Jeg
kjender Mange , men jeg kjender ikke Een , som jeg
kan kalde Ven . Flere Gange har jeg forsøgt at slutte
mig til unge Piger i Haab om at finde en Veninde ,
men jeg har altid snart opdaget , hvor pinligt jeg
skuffede mig , og , hvad alle de saakaldte Venner angaaer ,
der komme her i Huset , er jeg overbeviist om ,
at ikke Een vilde vise mig en virkelig Venskabstjenesfe , -
naar den krævede noget Offer fra deres Side . De
vilde forsikkre mig om deres gode Villie , men finde
de besynderligste Udflugter . — Har De selv mange
Venner ? “
„ Nei , “ svarede Emil smilende , „ dertil har jeg
hverken Tid eller Raad , thi det hører der til for at
pleie Venskaber . Af den Slags Luxusgjenstande , der
fylde og pryde Salonerne , til Misundelse for Mange ,
har jeg kun meget Lidt , men jeg har een Ven , der
erstatter mig Savnet af Andre , en sand og trofast
Ven , som jeg kan stole paa . Det er Doctor Anker ,
som De ogsaa kjender . “
„ Ja , han har omtalt Dem med meget Venskab .
Han er vor Læge , men jeg kjender ham kun lidt .
Han er jo gift ? “
„ Med en elskværdig Kone , “ vedblev Emil , „ og
han har tre yndige Børn . Jeg tvivler om , at Nogen
kan være lykkeligere i sit Hjem end han . Men
er det saa forunderligt ? Kjærlighedsguden har taget
Sæde ved hans Arne . “
Emils Blik mødte Arabellas , og hun saae et
Udtryk i dem , der jog Blodet op i hendes Kinder .
I samme Øieblik aabnedes Døren , og hendes Moder
traadte ind . Et eneste Øiekast var tilstrækkeligt forhende
til at opsatte Situationen , men hun beherskede
sig , skjøndt med Anstrengelse , og sagde i en venlig
Tone , at Klokken nu var bleven saa mange , at hun
ikke kunde opholde Hr . Norstrand . Emil hilsede , greb
sin Hat og gik , uden at turde see paa Arabella . I
Døren mødte han Kammerjunker Staal , der gik forbi
ham , uden at værdige ham en Hilsen .
Efterat Kammerjunkeren havde vexlet et let Haandtryk
med begge Damerne , kastede han sig nonchalant
i en Lænestol og sagde : „ At spørge til Damernes
Befindende er overflødigt , thi som sædvanligt finder
jeg her Moder og Datter , blomstrende af Skjønhed
og Inde . “
„ Hvem skulde dog see paa Dem , Hr . Kammerjunker , “
udbrød Grevinden med et koket Smil , „ at
De med deres rolige Væsen dog er en saa complet
Damernes Ridder ? Det stille Vand har den dybe
Grund . “
„ Det kommer af , “ svarede han , „ at mit Valgsprog
stedse har været : van vis nu roi , mon oosur
uux äumtzs , l ' bonnsur u moi ! “
„ Meget smukt , “ bemærkede Grevinden , „ og det
vilde glæde mig , hvis den Ridder , der fører denne
Devise i sit Skjold , imorgen Aften vilde være min
Ridder og ledsage os i den Concert , der omtales af
Alle , — naturligvis efter først at have spist hos os . “
„ Med største Fornøielse , “ svarede Staal galant .
„ Jeg holder nok af at blive misundt . “
Tjeneren meldte nu flere Visiter , der lagde Beslag
paa Grevindens Opmærksomhed . Staal benyttede
Leiligheden til at tage Plads ved Siden af
Arabella og begyndte en Samtale med hende .
„ Som sædvanligt finder man Dem aldrig ledig .
Tillader De , at jeg betragter det nye Mesterværk af
Deres smaa , hvide Hænder . “
„ Det er et Tæppe til Moder , “ svarede Arabella
og udfoldede Broderiet . „ Jeg er lidt uenig
med mig selv om Chatteringen . “
„ Maaskee kan jeg give Dem et godt Raad , “
sagde Staal og mønstrede Arbeidet med en Kjendermine .
„ Det maa være denne Bouket Georginer , der
volder Dem Bryderi . Jeg skal vælge Farverne .
Seer De , naar De sætter denne Chattering ved Siden
af den hvide Georgine , vil den gjøre en udmærket
Effekl , og disse grønne Blade omkring den maae
De give en stærkere Skygge . “
„ Maler De ? “ spurgte Arabella forundret .
„ Nei , men jeg har tilfældigvis et vist Talent
for Broderier . “
Arabella vidste ikke , om hun skulde troe sine egne
Øine , at denne drabelige Kriger med den ridderlige
Devise maaskee tilbragte sin Tid med at brodere .
„ De seer forundret paa mig , “ udbrød Staal .
„ Nu vel ! Jeg veed vel , at mine Kammerater tilbringe
deres Tid med at more sig og bortødsle deres
Penge , men jeg foretrækker et roligt Liv i Hjemmet .
Jeg tilstaaer , at jeg som Dreng formelig var forfalden
til at brodere . Det gik dog over med Alderen ,
men jeg kunde næsten have Lyst til at begynde
igjen , blot for at fordrive Tiden nyttigt . “
„ De er virkelig altfor morsom idag , “ afbrød
Arabella , der var nærved at briste i Latter . „ De
maae ikke troe , at jeg er saa eenfoldig at troe , hvad
De siger . Hvis De virkelig vil give Dem af med
qvindelige Arbeider , antager jeg , at der staaer en
eller anden emanciperet Dronning Omphale i Baggrunden ,
hvis Befaling Herkules adlyder . “
Staal var altfor lidt hjemme i Mythologien til
at forstaae denne bidende Satire , men han mærkede ,
at Arabella gjorde sig lystig over ham , og som alle
dumme Mennesker blev han meget let fornærmet .
Det stemmede imidlertid ikke med hans Plan at lade
sig mærke dermed , og han nøiedes med at paatage
sig en værdig Mine , da han sagde : „ Undskyld , at jeg
forandrer Gjenstanden for vor Samtale . Hvorledes
gaaer det med Deres Fru Moders Portræt ? “
„ Det sfrider rask fremad , “ svarede Arabella .
„ Hver Dag træder dets udmærkede Lighed mere og
mere frem , men Mama ønsker ikke , at Nogen seer
det , før det er færdigt . “ -
„ Saa har Deres Mama jo gjort en udmærket
Acquisition i Maler Norstrand . Han lader til at
være fuldkommen i » Et og Alt . “
„ Hvad mener De med det ? “ spurgte Arabella
koldt , da hun allerede havde bemærket den Hovmod ,
hvormed Kammerjunkeren var gaaet forbi Emil , da
- de mødtes i Døren .
„ Det er jo let at forstaae , “ svarede Staal spottende .
„ Efter Deres Mening er han en fuldendt
Kunsfner , og efter Deres Moders en complet Adonis .
Uheldigviis savner han dog een Ting , der er temmelig
uundværlig , nemlig Dannelse og Opdragelse . “
„ Hvad det angaaer , “ tog Arabella Ordet , „ besidder
han en sjelden Takt , hvori han ikke staaer tilbage
for Nogen , og for af faae den , behøves Dannelse . “
Hun taug pludselig , thi hun følte , af det var noget
Nyt for hende , saa aabent af udtale sin Dom over Nogen .
Hun rødmede ved Tanken derom , og hun saae
i Staals Ansigt , af han selv forundredes over
hende .
„ Jeg troer , Gud hjelpe mig ! “ tænkte han , „ af
hun ogsaa er bleven forhexet af denne Maler ! “
Heldigviis blev Samtalen afbrudt ved af nogle
af Visiterne toge Afsked , og kort efter anbefalede Kammerjunkeren
sig . Med en tændt Cigar i Munden og
med begge Hænder i Frakkelommen slentrede han
ned ad Gaden , udsendende Vredcsblik til Høire og
Venstre . Hans Tanker dreiede sig om den forbausende
Opdagelse , af han , Kammerjunker og Kapitain ,
skulde faae en saa ubetydelig Pjalt til Rival , og
han lovede af hævne sig . Men hvorledes ? Her stod
hans Forstand stille , og han grublede og grundede
forgjæves . Tilsidst landede han i en Cafe , for at
oplive sine Aandsevner , men ikke engang Vinen smagte
ham , og hans Venners Spøg irriterede ham . Endelig
kom han til den Overbevisning , at en saadan
Sindsstemning kunde virke skadeligt paa hans Sundhed ,
og han besluttede at berolige sig . Han kom hjem ,
lagde sig paa Sophaen og faldt i en blid Slummer .
— Da Grevinden var bleven ene med sin Datter ,
sagde Moderen :
„ Jeg har et Alvorsord at tale med Dig , Arabella ! “
„ Hvorom da ? “ spurgte Arabella forundret .
„ Det . lader til , at Du vil spille det uskyldige
Barn , der under Naivitetens Maske opfører sig
uqvindeligt . Jeg vil dog raade Dig til at ophøre
dermed itide , da Du ikke kan skuffe mig . “
Uagtet Arabella var vant til en uretfærdig og
skaansellos Behandling , bragte denne irriterende Tiltale
hende dog til at forstumme , og hendes , Taushed
opirrede Grevinden endnu mere .
„ Du ønsker maaskee , “ udbrød hun , „ at jeg tydeligere
stal forklare mig ? Det skal jeg . Jeg har allerede
længe bemærket dit uværdige Koketteri med Norstrand .
I Begyndelsen vilde jeg , ikke troe , at den
Datter , over hvem jeg har vaaget med Moderkjærlighed ,
maaskee vilde bringe Skam og Skjændsel over
sit Navn . Den ømme Scene idag mellem Dig og
din Elsker har heldigviis viist mig , at det er paa
Tiden , at jeg med Alvor griber ind i dette Forhold “ .
Det var , som om en Jernhaand sammenknugede
Arabellas Bryst , da hendes egen Moder beskyldte
hende for Uqvindelighed . En dyb Rødme udgød sig
over hendes Ansigt , og hun kæmpede med Graaden ,
men paa den anden Side var Moderens Uretfærdighed
mod hende saa stor , at de udtalte Ord derved
tabte en Deel af deres Braad .
„ Jeg har aldrig tænkt paa at kokettere med Hr .
Norstrand , “ sagde hun med zittrende Stemme , „ og
jeg forstaaer ikke , hvad Dn mener med at bringe
Skam og Skjændsel over mit Navn . At det skulde
være uværdigt for mig at tale venligt med ham , kan
jeg ikke troe , Dn mener . Det har Dn jo selv saa
ofte gjort . “
Grevinden saae i disse Ord en Hentydning til
sin egen upassende Opførelse , og blev endnu mere
hidsig : „ Dn har maaskee allerede drevet det saavidt “ ,
udbrød hun , „ at Comtesse Stjernholm er forlovet med
Hr . Maler Norstrand ? Det vilde være et smukt
Parti ! Mit Samtykke fik Du aldrig , — og jeg befaler
Dig , for Fremtiden at blive paa dit Værelse ,
indtil jeg sender Bud efter Dig , de faa Gange han
endnu behøver at komme her . Er der allerede et
ømmere Forhold imellem Eder , skal jeg selv vise ham ,
hvorledes man behandler Krapylet , naar det vover
at trænge sig frem til en Plads , der ikke tilkommer
dem . “
Den Haand , hvormed Grevinden saa plumpt .
greb ind i de zarteste , hidtil uberørte Strenge i Arabellas
Hjerte , fremkaldte en hjerteskærende Dissonants .
Med en usædvanlig Heftighed udbrød hun : „ Der
finder intet Forhold Sted mellem Hr . Norsfrand og
mig , saa at der ikke er nogen Grnnd til at spærre
mig inde som en Forbrydersle , men da det er din
Villie , Moder , skal jeg adlyde Dig , men jeg vil paa
det Bestemteste bede Dig , ikke at fornærme en Mand ,
hvis Opførsel her i Huset har været saaledes , at '
han fortjener vor fulde Agtelse . “
„ Altsaa “ , svarede Grevinden , „ istedetfor aabent
at fortælle din Moder Alt , som det sømmer sig en
Datter , vil Du dysse mig i Søvn . Det viser , hvor
lidt jeg kan stole paa Dig . Hvis Du uden mit
Samtykke vil indgaae en Mesalliance , vil jeg blot
sige Dig , af fra det Øieblik er min Dør lukket for
Dig . “
„ Du vilde jage mig ud af Huset , Moder ? “
spurgte Arabella roligt .
Dette Spørgsmaal opfattede Grevinden som en
Bekræftelse paa sin Mistanke og svarede : „ Ja ! det er
min faste Beslutning . Om Udstyr eller Hjelp i
Fremtiden kan der ikke være Tale , og hvor langt
troer Du , Du vil komme med de usle Naalepenge ,
din Fader har udsat for Dig ? Jeg er eneraadende ,
veed Du , over Formuen . Jeg behøver ikke af udmale
for Dig , hvorledes din Fremtid vil blive hos ham
og mellem hans simple Forældre . Du vil blive en
jevn , lille Borgerkone , der maa række Vagtmesteren
sine Tøfler og stoppe hans Pibe , og endda være glad ,
naar Svigerpapa er saa venlig af sige , Tak min Tøs ! —
For af vinde din Svigermama , maa Du kunne lave god
Mad . Alle dine smaa Talenter blive fil ingen Nytte .
Formiddagen maa Du tilbringe i Kjøkkenet , vådske ,
stryge , koge og stege , og Resten af Dagen maa Du
sye , ikke for din Fornøielse , men for af holde din
Mands Tøi i Orden , lappe og stoppe det . Siden
faaer Du den Fornøielse af blive din egen Barnepige ,
og faaer Lov af passe dine skrigende Smaa
baade Nat og Dag . En complet Arbejdshest i en
Trædemølle ! — Synes Du , det er passende for Comtesse
Stjernholm ? “
Arabella var vel en høihjertet og ædel Qvinde ,
men ikke hævet over menneskelige Svagheder . Af Naturen
var hun stolt , og denne Feil var stedse blevet
næret ved de mange Fordomme , som Moderen fra
hendes tidligste Barndom havde indpodet . Man maa
derfor ikke fordømme hende , naar hendes Følelse
oprørtes af det prosaiske Billed , som Moderens Snildhed
udfoldede for hende .
„ Vær Du kun rolig , Moder , “ sagde hun . „ Du
skal aldrig opleve den Dag , da jeg indgaaer en Mesalliance ! “
— og derefter gik hun ind paa sit Værelse .
Der støttede hun sit feberhede Hoved mod de bløde
Silkepuder , og for første Gang undersøgte hun sine
Følelser for Emil . Hun gjennemgik hvert Ord , der
var vexlet imellem dem , Alt hvad der var foregaaet
i de Timer , de havde været sammen . Hun saae nu
for første Gang , af han elskede hende . — Men hvad
følte hun for ham ? Var det Kjærligheden , der talte
saa varmt til hans Forsvar . Hun forfærdedes ved
den Tanke . Hun vilde ikke , hun maatte ikke elske
ham ! Hendes Stolthed oprørtes ved den Mulighed .
Hun kæmpede en lang Kamp , og Resultatet var , at
hun besluttede at glemme ham .
6 .
Emil Norstrand havde aldrig elsket . Hans Følelser
for Arabella vare derfor ungdomsfriske , varme
og inderlige . Han følte , at af denne Kjærlighed
maatte hele hans Fremtid afhænge , men med Sorg
og Smerte maatte han tilstaae for sig selv , at den
var haabløs . Han havde ogsaa sin Stolthedsfølelse ,
og den forbød ham at nærme sig den rige og fornemme
Dame , der maaskee vilde give ham et haanligt
Afslag , naar han dristede sig til et afgjørende Skridt .
Han kastede et sørgmodigt Blik paa sin lille Bolig ,
og for første Gang følte han det Bittre i at være af
ringe Herkomst og i en uanseelig Stilling . Selv
om han var en høitstaacndc Mands Søn , vilde han
dog ikke ægte en rig Pige , naar han alene skulde skylde
hende hele sin Tilværelse . Han tænkte paa , hvor ofte
hans Forældre havde talt om den lykkelige Time ,
naar han skulde føre en elsfværdig Brud til deres Hjem ,
der kunde være dem i en Datters Sted , og nu saae
han tydeligt , at den Time aldrig vilde komme .
Da han de to følgende Gange malede Grevinden ,
saae han ikke Arabella . Det ængstede ham ,
som om han havde forraadt sin Hemmelighed for
hende , og dermed maaskee mistet hendes Venskab .
Han tvivlede ikke om , at hun med Villie undgik ham ,
og denne Tanke pinte ham . Portrætæt var nu saa
vidt , at han kunde fuldføre det i sit Hjem , og hans
Besøg ophørte i det Stjernholmske Huus . Den gamle
Vagtmester og hans Kone saae med Bekymring , at
en hemmelig Sorg nagede paa Sønnen , og de
savnede hans tidligere lystige og ungdommelige Væsen ,
da en stille og mandig Alvor var traadt i
Stedet .
Kammerjunker Staal havde ikke nærmet sig Arabella
siden hiin Formiddags Samtale , uden forsaavidt
Høfligheden bød det , men derimod havde han
indtaget sin gamle Plads hos Grevinden , der igjen
var Elskværdigheden selv . Han havde snart opdaget ,
at Norstrands Actier vare faldne , og han ventede nu
kun paa en gunstig Leilighed , der kunde aldeles fortrænge
ham , saa at han igjen med godt Haab kunde
optage sit afbrudte Frieri .
Da han en Formiddag sad mageligt henstrakt i
en lille Sopha ved Grevindens Side og var ene med
hende , kom Tjeneren ind og meldte , at Portrætet var
ankommet fra Hr . Norsfrand .
„ Bring det herind , “ befalede Grevinden , og
Staal lykønskede sig til at være den Første , der skulde
see det .
„ Sæt det foreløbig op til Væggen , “ bød Grevinden
Tjeneren , der bragte det ind .
Staal reiste sig og stillede sig hen til Maleriet
med Lorgnetten i Øiet . Efter et Øiebliks tanse Betragtning
med et Kjenderblik , slog han Hænderne
sammen og udbrød indigneret : „ Gud forbarme sig ! “
„ Hvad mener De ? “ spurgte Grevinden .
„ Det er rædsomt ! “ svarede han . „ Det er utilgiveligt
slet . Det er jo et formeligt stygt Portræt af
en smuk Dame . “
„ Ja , De har Ret ! “ foer Grevinden op . „ Det
er uforskammet . Der er vist ikke Spor af Lighed . “
„ Nei , det kan ethvert Barn sige Dem . Vil
De behage at see Dem selv i Speilet , og saa betragte
det afskyelige Udtryk paa Portrætet .
„ Jeg seer vist ogsaa ældre ud ? “ spurgte hun .
„ Efter Billedet at dømme , skulde man troe , at
De var over Halvtreds , og i Virkeligheden seer De
ud , som De ikke var kommen Halvveien dertil . “
„ Men Dragten er dog smuk og smagfuld , — men
paa denne Baggrund tager den sig jo aldeles ikke ud , “
vedblev hun irriteret .
„ En dannet og en dygtig Maler kunde aldrig
have malet en Dame saaledes , “ sagde Staal , der
saae , hvorledes han avancerede , saa at Grevinden
endog rystende af Harme sank om paa en Stol .
Jeg kan godt forstaae , “ trøstede han , „ at De ærgrer
Dem . Jeg selv kan ikke udholde at see længer derpaa , “
— og han vendte sig fra Portrætet med en
foragtelig Mine .
„ Og det Portræt stal jeg betale tusind Daler
for ! Giv mig et Raad , min Ven ! “
„ Jeg raader Dem til , ikke at lade noget Menneske
see det . De vil blive udleet og bespottet . “
Grevinden kunde ikke svare . Hun havde saa
længe glædet sig til at hænge paa Kunstudstillingen og
- blive beundret , og nu skulde hun skjule sit Portræt ,
for ikke at blive udleet ! Det var for galt ! Hun indsaae
ikke , at Uligheden netop laa i , at det lignede
altfor godt . Det var udmærket malet , men ikke slatteret .
I dette Øieblik meldte Tjeneren Maler Norstrand .
Grevinden reiste sig og udbrød eller snarere
raabte : „ Han kommer , som han var kaldet . Han
skal faae Sandheden at høre ! “
Kammerjunkeren fik travlt med at komme afsted ,
da han ikke ønskede at være Vidne til den paafølgende
Scene . Han opdagede pludselig , at Klokken var mange ,
at Tiden var fløiet i et saa behageligt Selskab , og
tog Afsfed . I Døren var han nær løbet paa Emil ,
der roligt traadte ind og fandt Hendes Naade blussende
rød midt paa Gulvet , med lynende Blik og
ikke værdigende ham at gjengjelde hans Hilsen . Hun
pegede blot paa Portrætet og spurgte spottende :
„ Kan Kunstneren Norstrand være stolt af dette
Arbeide ? “
„ Er Deres Naade ikke tilfreds dermed ? “ spurgte
han roligt .
„ Tilfreds ? — med det Karikaturbillede ? “
„ Jeg forstaaer ikke Deres Naade . Som Kunstner
kan jeg godt forsvare mit Arbeide ; men hvis De
ønsker nogle Forandringer deri , er jeg villig til at
gjøre , hvad de forlanger . “
„ Det kan De spare Dem , da jeg nu seer , hvad
De kan præstere . Der er jo ikke den fjerneste Lighed ,
ikke Spor af min Eiendommelighed . — Men
saa svar dog ! “ vedblev hun , da han taug og ikke
vidste , hvad han skulde svare denne Furie .
„ Jeg kan kun svare Dem , at det ikke er et Karikaturbillede ,
og at Enhver vil sinde det godt malet
og en træffende Lighed deri . “
„ Tak ! Nu stal jeg til Gjengjeld sige Dem min
Mening . De duer kun til at smøre Vægge ; maaskee
ikke engang til det , men til at staae paa et Stillads
og male Huse . “
„ Deres Naade veed vist ikke , hvad De siger . “
„ Veed jeg det ikke ? Jeg stal vise Dem , hvad
Værd jeg sætter paa det Maleri . “ Med disse Ord
greb hun en skarp Pennekniv fra sit Skriverbord , og
gjennemstar med den Maleriet fra Øverst til Nederst .
Hun kastede efter denne Bedrift et triumferende Blik
paa Emil og forlod Værelset . Han stod aldeles
bedøvet , næppe istand til at samle sine Tanker , og
stirrede paa sit ødelagte Værk , der havde kostet ham
saa mange Timers Arbeide , og som han saa ofte havde
betragtet med Tilfredshed , da det var fuldendt . Og
nn ! Hans Værk var ødelagt , og han selv beskæmmet ,
haanet og bespottet . Det var en Fortvivlelsens Smerte ,
der gjennemfoer ham .
Da følte han en lille Haand lægge sig paa hans
Arm , og han mødte et taarefyldt Blik fra Arabella ,
der stod ligbleg ved hans Side . Hun havde useet
været Vidne til den sidste Scene , uden at ahne , hvad
der var forefaldet før . Et Blik havde været nok til
at overbevise hende om Maleriets Fuldkommenhed og
om den himmelraabende Uretfærdighed , hendes Moder
havde begaaet , og hendes Smerte derover var næsten
ligesaa stor som Emils .
„ Hvad betyder dog Alt det ? “ var det Eneste ,
hun kunde fremstamme .
„ At jeg er blevet behandlet af Deres Moder
paa en Maade , der aldrig er blevet budt mig af
Nogen , “ svarede Emil .
„ Fortæl mig Alt , “ sagde Arabella med bankende
Hjerte .
„ Deres Moder sagde mig blandt Andet , at jeg
kun duede til at staae paa et Stillads og male Huse . “
„ Men , “ vedblev han efter en Pause , hvori Stoltheden
kæmpede med Bitterheden i hans Sjæl , „ jeg var en
Daare . Jeg burde have forudseet , at det maatte
ende saaledes . Feilen er min . Jeg har malet Grevinden
saaledes som hun er , og ikke som hun vil være .
Derfor spurgte hun mig , om denne Karikatur lignede
hende , og jeg vovede at svare ja . “
Arabella betragtede et Øieblik Portrætet og sagde
sukkende : „ Og deri havde De Ret . Det er , som
saae jeg Moder lyslevende for mig . “
„ Og dog er jeg kun en Fusker . En Portrætmaler
maa ikke være en selvstændig Kunster , men kun
et Værktøi . “
Der syntes at foregaae en Forandring med Arabella ,
som om hun havde fattet en Beslutning . En
fiin Rødme overtrak hendes smukke , blege Ansigt , og
med rolig og fast Stemme sagde hun : „ Om Correggio
blev det ogsaa sagt , at han var en Fusker . “
„ Men af hvem ? “ afbrød Emil . „ Af Michel
Angelo , der siden hævede ham dobbelt høit . — Men
skeet er skeet . Mit Maleri er ødelagt , og der er sat
en Plet paa min Kunstnerære , der aldrig vil afvadskes .
Farvel , Comtesse ! “ sagde han med et Blik ,
som om han for sidste Gang skulde see hendes elskede
Træk . „ Jeg har allerede altfor længe opholdt mig i
dette Huus , som jeg aldrig oftere i Livet kan betræde .
Derfor Farvel ! og modtag min Tak for den Deellagelse ,
De har viist mig . “
„ Nei , “ ndbrød Arabella og greb hans Haand .
„ De man ikke saaledes forlade mit Hjem . Min Moders
Fornærmelse maa jeg som Datter gjøre god
igjen , saavidt det staaer i min Magt . “ Hun førte
ham hen til sit Blomsterbord , brød en Green af et
prægtigt Laurbærtræ og rakte Emil den . „ Med denne
Green vil jeg afvadske den Plet , de mener er sat paa
deres Kunstnerære . Maaskee det er de første Laurbær ,
der er skjænket Dem , men hvis mine Bønner
have nogen Magt , blive de ikke de sidste . “
Det var for Emil , som om Himmelens Dør
oplodes for ham og lod ham skue alle dens Herligheder ,
da Arabella saaledes stod for ham . Uden at
kunne sige et Ord , bøiede han sit Knæ for hende .
Han trykkede hendes Haand mod sine Læber , og deres
Øine mødtes i et Blik , der tydeligere end Ord lod
dem læse i hinandens Hjerter . Men Lykkens Øieblikke
ere korte . De maatte skilles . Emil reisfe sig
og flap Arabellas Haand . Laurbærgrenen gjemte han
ved sit Bryst og ilede ud af Værelset , da han følte ,
at han ved at tøve længer ikke vilde være Herre over
sine Følelser og let vilde gjøre et Skridt , som han i
dette Øieblik ikke burde gjøre .
Arabellas Blik fulgte Emil , indtil Døren var
lukket efter ham . Langsomt forlod hun Stuen , og
da hun sad i sit eget Værelse , rullede Taarerne som
Perler ned over hendes blege Kinder . Det var ingen
heftig , lidenskabelig , men en stille , veemodsfuld Sorg .
Al Stolthed var svunden før Kjærlighedens Tryllemagt ,
og al Lykke i Livet syntes hende veget bort
med ham , nu da hendes Moder havde sat en uoverstigelig
Hindring mellem hende og hendes Lykke .
Arabella udgræd sin Sorg og sin Smerte , thi Taarer
ere jo Ovindens Tilflugt i Sorgens Dage .
Lidt efter lidt følte hun dog , at hun ikke var
saa forladt som før . Hendes Hjerte var ikke længer
tomt . Hun elskede og var gjenelsket af en Mand ,
der var hendes Kjærlighed værdig . Hun blev afbrudt
i sine Drømme af Kammerjomfruen , der underrettede
hende om , at Hendes Naade ikke kunde forstaae , hvorfor
Comtessen ikke kom ind til hende . Efterat have
badet sine Øine , gik Arabella ind til sin Moder .
„ Det lader til , at Du begynder at sværme før
Eensomheden , “ raabte Moderen hende spottende imøde .
„ Formodentlig har Du fordybet Dig i en Roman
om ulykkelig Kjærlighed , men da jeg anseer slige
phantastiske Udsvævelser før meget skadelige før unge
Damer , vil jeg drage Dig tilbage til Virkeligheden .
Der seer Du det udmærkede Arbeide , som din Tilbeder
har præsteret , og som jeg har behandlet efter
Fortjeneste . “
Arabella svarede , uden at en Mine forandrede
sig : „ Du maa indromme , at det er malet correct ,
og at enhver Detail er omhyggeligt udført . Kniplingerne
paa din Kjole see ud , som om man holdt
dem i Haanden , og Alt forraader en fiin Kunstnerpensel .
Du har altfor megen Kunstsands til ikke at
see det . “
„ Ja vist ! “ afbrød Grevinden , „ og hvor mageløst
har denne saakaldte Kunstner gjengivet mig !
Hvilken slaaende Lighed ! “
„ Det er der ! “ svarede Arabella roligt . „ Men
hvorfor har Du da behandlet Maleriet saaledes ?
Er det Staal , der har undfanget den Idee ? “
„ Jeg lader mig ikke paavirke af Nogen , “ sagde
Grevinden lidt forlegen . „ Jeg behøver ikke Nogen
til at dictere mig , hvad jeg skal gjøre . Men jeg tilstaaer ,
at Staal , paa hvis Mening og Smag jeg kan
stole , er aldeles af samme Mening , som jeg . “
„ Det kan gjerne være , at Du bliver vred paa
mig , Moder , “ afbrød Arabella , „ men jeg vil dog sige
Dig min Mening . Staal smigrer Dig , og derfor
troer Du ham ; men han er ondskabsfuld og beregnende .
Han har ikke Interesse for Nogen uden for
sig selv . “ >
„ Er Nogen ondskabsfuld , saa er det Dig , Ära
della . Du veed , at Staal er min trofasteste Ven , og
derfor vil Du sværte ham . Du er misundelig . Du
kan ikke finde Dig i , at han finder din Moder smuk ,
og af den Grund finder Maleriet utaaleligt . “
„ Hvis Du udlægger mine Ord saaledes , maa
jeg tie . Men , “ vedblev Arabella i en indtrængende
Tone , „ er der ikke en Stemme i dit Indre , der siger
Dig , at Du har handlet syndigt ved paa den Maade
at bedømme og mishandle et ungt Menneskes Arbeide ,
fordi der er Noget i det , som ikke behager Dig ? “
„ Vil Du moralisere for mig ? “ spurgte Grevinden .
„ Jeg mener kun , at Du burde tænke over , hvor
dybt Du har krænket en ung Mand , ved at ødelægge
mange Timers møjsommelige Arbeide , især da han
tillige er en fattig Kunstner . Du vil da vel ikke
ovenikjøbet nægte ham Honoraret for sit Arbeide ? “
„ I den Henseende kan Du være rolig , “ svarede
Grevinden . „ Jeg bryder aldrig mine Løvter . “
Arabella gik hen til sin Moder , lagde sin Arm
kjærligt om hendes Hals og bad : „ Lov mig , at Du
sender ham Pengene paa en venlig Maade . Derved
mildner Du Fornærmelsen . “
„ Jeg veed godt , hvad der er passende , “ svarede
Grevinden utaalmodigt , unddrog sig Datterens Kjærtegn
og forlod hende .
7 .
Den følgende Asten var den Norstrandske Familie
samlet i den lille Qvistbolig . Udenfor pidskede
Regnen mod Ruderne , men indenfor var desto hyggeligere .
Ilden brændte lystigt i Kakkelovnen , og ved
den lille Bordlampe sad Madam Norstrand ved Siden
af sin Mand og syede , medens han som sædvanligt
nød sin Meerskummer . Emil sad ligeoverfor
med en Bog i Haanden , men uden at læse i den .
Han havde allerede fortalt sine Forældre og sin Ven ,
Doctor Anker , hvad der var forefaldet i det Stjernholmsle
Huus , dog uden at berøre den sidste Scene
mellem ham og Arabella . Den var altfor hellig til
at meddeles , men han fredede om den i sine Tanker
og blev ikke træt af at betragte og kysse den Green ,
hun havde skjænket ham , og hvori han saae et Pant
paa sin Fremtids Lykke .
Det havde aldeles ikke forundret Anker at høre ,
hvad der var passeret , men han ærgrede sig derover
næsten ligesaa meget som Emil , og sagde , han ikke
længer vilde være Læge i et Huns , hvor man havde
behandlet hans Ven saa ilde . Emil overtalte ham
dog til at opgive den Beslutning for Arabellas Skyld ,
i det Haab gjennem Anker stundom at kunne høre
Noget om sit Hjertes Udkaarede . Han gik dog tilværks
med megen Forsigtighed , af Frygt for at
hans Hemmelighed skulde blive gjennemskuet .
Øen gamle Vagtmester havde paa Soldatermaneer
givet sin Vrede Luft i de stærkeste Udtryk ,
medens hans Kone bar den Sorg , der havde rammet
hendes Søn , med sin sædvanlige Taalmod . — Det
ringede stærkt paa Døren . Emil lukkede op , en Tjener
rakte ham et Brev med de Ord : „ fra Grevinden , “
hilsede temmelig nonchalant og sfyndte sig ned af
Trapperne .
„ Som Herren saa Tjeneren , “ tænkte Emil og
lukkede Døren . Han satte sig ved Bordet og rev
Convoluten op . Madam Norstrands flittige Hænder
flap Sytøiet , og hendes Mand stirrede med taus
Opmærksomhed paa Sønnen . Denne reiste sig op
og kastede Convoluten samt de tusinde Daler paa
Bordet . „ Hun sender mig Pengene løse , uden at
sige mig et Ord til Undskyldning for den Fornærmelse ,
hun har tilføiet mig ! “ udbrød han . „ Var det
ikke for Eders Skyld , I stakkels Forældre , sendte jeg
disse Penge øieblikkelig tilbage . Øe brænde mig som
en Skjændselsplet . “
„ Det skal Du ogsaa gjøre , saa sandt jeg hedder
Hans Norstrand , “ udbrød den Gamle og slog med
sin knyttede Haand i Bordet . „ Før vil jeg sulte ,
end leve godt for den skamløse Qvindes Penge . Hører
Du , Emil ! Jeg vil , at Du skal sende dem tilbage . “
„ Men betænk , kjære Fader ! “ sagde Emil og
lagde sin Haand kjærligt paa Faderen , „ at inden
otte Dage er den sidste Skilling , som vi eie , brugt ,
og jeg har ikke Udsigt til at fortjene Noget . “
„ Saa trækker jeg i min Stadsuniform , “ sagde
Vagtmesteren med en Djærvhed , der klædte ham godt ,
„ tager min Stok i den ene Haand og min Pibe i den
anden , gaaer hen til min Ritmester , der nu er bleven
Oberst , og siger til ham : Hr . Oberst ! Jeg veed , at
Øe ikke har glemt den gamle Husar , der i saa mange
Aar stod ved deres Eskadron . Øe gav mig denne
Pibe engang i en vis Anledning . Vil Øe nu redde
mig og min Søns Ære , som jeg dengang reddede
deres Liv ? “ Saa vil jeg fortælle ham det Hele og
bede om et lille Laan . Han er rigtignok ikke rig ,
men det er en Kjernekarl , med Hjertet paa det rette
Sted .
„ Men om vi ogsaa fik et Laan , “ indvendte Emil ,
„ hvilket jeg ogsaa kunde faae hos min Ven , Anker ,
saa veed du , at jeg hader at gjøre Gjeld , naar jeg
ikke veed , hvorledes jeg stal betale den . “
„ Det Princip har jeg ogsaa havt , og holdt det
saavidt muligt , men der er Tilfælde , der nøde os
dertil . “
„ Og hvad siger Du , Moder ? “ spurgte Emil .
„ Det Samme som din Fader . Herren forlader
ikke den , der stræber flittigt og ærligt , om det end
seer nok saa mørkt ud . “
„ Tak , kjære Forældre , “ svarede Emil og trykkede
deres Hænder . „ I har lettet en Steen fra mit
Hjerte . Det vilde have været mig en Pine at beholde
disse Penge , men jeg behøvede Eders Samtykke , til
at afslaae dem . “ —
Næste Formiddag sadde Grevinden og Arabella
sammen uden at vexle et Ord , Enhver fordybet i sine
egne Tanker . Grevindens Tanker syntes ikke at være
meget oplivende , thi hvert Øieblik gjorde hun en utaalmodig
Bevægelse , lagde Arbeidet fra sig og gabede .
En Tjener traadte ind og leverede hende et Brev .
Næppe havde hun kastet et Blik paa dets Indhold ,
før hun med spottende Latter udbrød :
„ Nei , det er dog før galt ! Den Uforskammede
vover at sende mig Pengene tilbage ! Der seer Du ,
at Du kunde have sparet dine rørende Taler om hans
Fattigdom . En fattig Maler vilde ikke være saa indbildsk
og ikke saaledes sætte sig paa den høie Hest ,
men med Taknemlighed modtage , hvad man giver
ham . “
„ Tillader Du , at jeg læser hans Brev ? “ spurgte
Arabella .
Grevinden kastede det foragteligt hen til hende .
Det lød :
„ Efter den Fornærmelse , Deres Naade har tilføiet
mig , seer jeg mig ikke istand til at modtage
vedlagte Sum , som jeg herved tillader mig at
sende tilbage . “
Emil Norstrand .
„ Hvad skrev Du da til ham , Moder ? “ spurgte
Arabella .
„ Naturligviis ikke et Ord . Jeg sendte Pengene
i en Convolut . “
„ Og jeg bad Dig dog saa inderligt om at sende
dem paa en venlig Maade , “ vedblev Arabella .
„ Man skulde virkelig troe , “ afbrød Grevinden ,
„ at det var din Mening , at jeg skulde kaste mig for
hans Fødder og ydmygt bønfalde ham om at vise
mig den Naade , at modtage mine Penge ! “
„ Naar man har fornærmet et Menneske , “ svarede
Arabella roligt , „ er det ingen Skam at ville
gjøre godt igjen , hvad man har feilet , og det kan
man uden at tilsidesætte sin Værdighed . “
„ Maa jeg nu bede mig fritaget for mere af det
Nonsens . Jeg har gjort Alt , hvad man kan forlange ,
ved at sende ham Betaling for et slet udført Arbeide .
Det er kun en saa uopdragen Tølper som Hr . Norsfrand ,
der kunde sende dem tilbage . “
„ Det Træk viser netop , at han er en Mand af
Ære ! “ raabte Arabella .
„ Er jeg ikke en ulykkelig Moder ? “ raabte Grevinden ,
idet hun kastede sig tilbage i Lænestolen og
slog Hænderne sammen . “ Istedetfor at holde med
mig og føle sig krænket med mig , vover min Datter
endog at gjøre mig Bebreidelser ! “
„ Gid Du kunde forstaae mig , Moder ! Saa
vilde aldrig disse pinlige Scener forefalde , “ sagde
Arabella grædefærdig .
„ Siden den fordømte Maler kom her i Huset ,
har jeg ikke havt Andet end Ærgrelser . Jeg forbyder
dig nogensinde at nævne hans Navn ! “
— Grevinden havde netop Middagsselskab den
Dag . Gjæsterne begyndte at komme ; deriblandt naturligvis
Staal . Han blev forbauset ved at see Arabella
stadig undvige ham , og desto mere søgte han
iøinefaldende at vise hende Opmærksomhed . Herover
harmedes Grevinden , der ikke taalte at staae tilbage
for Nogen . Skjøndt derfor Dineren som sædvanligt
var splendid , var Stemningen dog trykket , og baade
Moder og Datter vare glade , da de om Aftenen
kunde sige Farvel til Gjæsterne og trække sig tilbage ,
hver til sit Værelse .
Da fik Arabella først den længe ventede Ro til
at samle sine Tanker . Hun tænkte paa sin egen Fader ,
der havde omgivet hende med alle Rigdommens
Goder , og paa Emils Forældre , der maaskee nu vare
prisgivne Fattigdom og Savn for hendes Moders
Skyld . Hvorledes sknlde hun hjelpe dem ? Hun raadede
kun over sine Naalepenge , Renterne af en Kapital ,
som hendes Fader havde sat fast for hende , og
disse havde hun i den senere Tid anvendt til at gjøre
godt med , hvor hun vidste der var Nød og Trang .
Juveler og Smykker havde hun aldrig sat Priis paa ,
saa at det , hun var i Besiddelse af , var uden synderligt
Værd , — men hun vilde paa en eller anden Maade
erstatte Norstrands Familie det lidte Tab . Pludselig
faldt en Idee hende ind , et Smil lagde sig om
hendes Læber , et straalende Udtryk malede sig i hendes
Blik , og tilfreds søgte hun sin Seng , slukkede
Lyset og sov Barnets velsignede Søvn .
Næste Morgen sendte hun sin Kammerpige hen
til en gammel Tjener i den Stjernholmske Familie ,
der nu var Bud i et af Ministerierne , og lod ham
bede at komme hen til hende . Han havde været
Vidne til Grevens ulykkelige Ægteskab , og havde
derfor ligesaa meget imod Grevinden , som han havde
tilovers for Arabella , hvem han elskede med et trofast
Tyendes hele Kjærlighed . Arabella havde ofte
benyttet ham til i Stilhed at opsøge Armoden og
lindre den ved hendes Gaver , og han havde troligt
hjulpet hende i hendes Barmhjertighedsgerninger .
Grevinden var derfor vant til at see ham komme i
Hilset , og til at Arabella altid modtog ham paa sit
Værelse . Hun undrede sig derfor heller ikke , da han den
Dag kom og uden videre søgte den unge Comtesse .
„ God Dag , gamle Jacob ! Idag har jeg en stor
Tjeneste at bede Dig om “ — saaledes modtog Arabella
ham .
„ Comtessen veed , at jeg og min Kone ere rede
til at gjøre , hvad De befaler , “ svarede han .
„ Jeg befaler ikke , men beder kun . Kom nærmere
hen til mig . Jeg har Noget at betroe Dig ; —
men først maa Du sværge mig , at det bliver en Hemmelighed
mellem os . “
„ Jeg sværger høit og helligt , at før skal man
afhuggc min høire Haand , før jeg forraader Dem . “
„ Jeg veeed , at jeg kan stole paa Dig , “ sagde
Arabella smilende . „ Siig mig , kjender Du dette
Armbaand ? “
„ Om jeg gjør ! Det er jo et Arvestykke i Familien ,
som jeg selv har seet Deres salig Fader forære
Comtessen til Erindring om sin Moder . “
„ Saa kan Du altsaa forstaae , at det er mig en
dyrebar Erindring , og — at jeg har mægtige Grunde ,
naar jeg nu — vil sælge det . “
„ Men har Comtessen ogsaa betænkt ? — ja ,
undskyld , at jeg taler saa ligefrem . “
„ Det er med fuldt Overlæg jeg gjør det . Gjør
Dig derfor ingen Betænkelighed af den Grund . Men
hvorledes skal jeg faae det solgt ? “
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ svarede Jacob
alvorligt . „ Comtessen kan jo ikke selv gaae med det
til en Juveleer , uden af Grevinden fik det af vide ,
og hun maa vel ikke vide det ? “
„ Nei , paa ingen Maade ! “ udbrød Arabella .
„ Men kunde jeg ikke forklæde mig , og Du saa følge
med mig ? “
„ Nei , “ indvendte Jacob næsten forfærdet . „ Det
vilde den salig Greve finde upassende , og hvad vilde
Folk troe , naar en saa ung Pige kom med et saa
kostbart Smykke ? “
„ Troer Du da ikke , “ vedblev Arabella , „ af Du
kunde staffe det solgt , — naar jeg beder Dig derom ? “
„ Jeg kan ikke godt nægte Dem Noget , det veed
De , “ svarede Jacob og saae kjærligt paa hende . „ Men
jeg er en fattig Mand . Folk kunde jo troe , jeg havde
stjaalet det . “
„ Hvor kan det falde Dig ind ? “ spurgte Arabella
forundret . „ Du kan jo sige , af det er en Commission
for en Dame , hos hvem Du engang har tjent . Du
maa ikke nævne mit Navn , men Du kan forlange en
Qvittering af den Guldsmed , der kjøber det . Saa
vil det ikke vække Mistanke . “
„ Saa lad gaae da ! “ sagde Jacob med et Suk .
„ For Comtessen gaaer jeg gjerne i Ilden . “
„ Her er det , “ vedblev Arabella ivrigt . „ Jeg
takker Dig , Du gode Sjel , og beder Dig komme tilbage ,
saa snart Du kan . “ — Hun gav ham Armbaandet
med tilhørende Etui , og Jacob gik .
I spændt Forventning ventede hun hans Tilbagekomst .
Allerede en Time efter kom han og aflagde Beretning
om , hvorledes han flere Steder forgjæves havde
falbudt det , men endelig var kommen til en solid Guldsmed ,
der indrømmede , at Armbaandet var meget mere
værd , end han kunde give for det , og at han kun
kunde betale Guldets og Diamanternes Værdi . Det
beløb sig til omtrent 1200 Rigsdaler . Deraf tog
Arabella 1000 Rdl . , lagde dem i en Convolut , skrev
udenpaa den og bad Jacob at besørge den efter
Adressen .
Jacob kastede et Blik paa Adressen , greb Arabellas
Haand og sagde med Taarer i Øinene : „ Atter
en Velgjerning ! Dersom den naadige Herre havde
levet , hvor vilde han følt sig lykkelig ved at have en
saadan Engel til Datter ! “
„ Skynd Dig nu blot , Jacob ! “ afbrød Arabella
ham smilende . „ Klokken er mange . Du skal ikke
sige , fra hvem Brevet er , og Du stal ikke have Svar
derpaa . “
— Familien Norstrand var samlet om det tarvelige
Frokosfbord . Enhver søgte at være glad , men
det lykkedes ikke . Emil yttrede kun Ønsket om , at
hans Stykker paa Udstillingen maatte finde Kjøbere .
„ Brister det Haab , “ sagde han , „ veed jeg ikke , hvad
Enden stal blive . “
„ Tæb ikke Modet , “ sagde hans gamle Moder
kjærligt . „ Husf paa det gamle Ord : naar Nøden er
størst er Hjelpen nærmest . “
Det bankede paa Døren . En gammel Mand
spurgte om Madam Norstrand , leverede hende et Brev
og gik hurtigt bort . Hun satte Brillerne paa og
aabnede Brevet . „ Min Gud ! Hvad er det ? det er
jo en Masse Penge , “ udbrød hun og rystede Pengene
ud paa Bordet .
„ Død og Helved ! hvad er det for Noget ? “
raabte den gamle Vagtmester . „ Skynd Dig og læs
Brevet ! “
„ Hvad der gives med et kjærligt Hjerte , bør ogsaa
modtages paa samme Maade . “ Det var Brevets
hele Indhold .
Emil greb Brevet , saae at det var en Damehaand ,
der havde skrevet det , og øieblikkelig ahnedc
han , at det maatte være Arabella , der paa en saa
smuk Maade vilde glæde hans gamle Forældre .
„ Det gaaer , Fanden tage mig ! over min Forstand , “
vedblev den Gamle . „ Kjender Du Haanden ,
Emil ? “
„ Nei — men det er en Dame , der har skrevet
det , “ svarede han .
„ Saa Gud velsigne hende , hvem det saa er !
En Engel er hun . Tusinde Rigsdaler ! — Men kan
Du begribe , Mutter , hvem det kan falde ind at sende
Dig saa mange^Pcnge ? “
„ Nei , jeg er ligesaa forundret som Du , “ svarede
hun . „ Det ligner jo et Eventyr . De Penge
ere som faldne fra Himlen . “
„ Men Du siger ikke et Ord , Emil ? “ vedblev
Vagtmesteren , „ men sidder og stirrer paa Brevet ,
som om det havde forhexet Dig . For Fanden ! Saa
glæd Dig dog med os Andre ; det har Du da
Grund til . “
„ Du har Ret , Fader ! Ingen har mere Grund
til at glæde sig end jeg , “ svarede Emil og kyssede
henrykt Brevet . „ Vil Du forære mig Brevet , Moder ?
Maasfee kan jeg komme paa Spor efter , fra hvem
det kommer , “ tilføjede han , for at ikke Forældrene
skulde fatte Mistanke .
„ Jeg gad dog vide , hvem den Dame kan være , “
vedblev Norstrand eftertænksomt og polidst . „ Havde
det været til Dig , veed jeg nok , hvad jeg stulde have
troet , — men til Mutter ! det er sgu mere , end nogen
Dødelig kan forstaae . “ .
Emil skyndte sig til sit Atelier for at være ene
med sine Tanker . Han tvivlede intet Øieblik om , at
Arabella havde valgt denne Maade , at gjøre sin Moders
Feil god igjen . Han bebreidede sig selv , at han
kunde hæve sine Tanker til en Qvinde , der stod saa
høit over alle Andre . Det forekom ham næsten som
en Forbrydelse , men det gav ham Mod til at kæmpe
til det Maal , at blive hende værdig . Han tog sin
Mappe frem og bladede i den . Den indeholdt mange
Portræter af Arabella . Han lagde sine to Reliquier ,
Brevet og Laurbærgrenen ved dem , og tog fat paa
sit Arbeide . Det var det Maleri , han engang havde
omtalt for hende , og med Iver og Lyst arbeidede han
paa det , indtil Mørket tvang ham til at holde op .
Om Aftenen gik han hen til Anker og fortalte
ham , hvad der var hændet . Denne havde maaskee
en svag Ahnelse om , hvorfra Gaven kom , og spurgte
Emil , om han ikke havde nogen Idee om , hvem Giverinden
var . Emil benægtede det .
I den følgende Tid spurgte Vagtmesteren utallige
Gange , om han endnu ingen Opdagelse havde gjort ,
men fik altid samme Svar .
„ Det skulde have været mig , “ sagde han , „ da
jeg var ung ; men Ungdommen duer ikke meget nuomstunder . “
„ Hvad behager ? Duer jeg ikke til Noget ? “
spurgte Emil smilende .
„ Jo ! det var ikke Meningen . Du kan være en
meget dygtig Maler , men saa fiffig som jeg var i
din Alder , det er Du sgu ikke . “
8
„ Hvorledes gaaer det med Portrætet og Grevinde
Stjernholms nye Inklination ? “ spurgte Kievisch
en Dag Staal .
„ Portrætet behagede hende ikke , da det var færdigt ,
og i den Anledning fik Maleren Afsfed i Unaade .
Saaledes endte den Hisforie . “
„ Naar kan man saa have den Fornøielse at gratulere
Dig til din Forlovelse med den unge Comtesse ? “
„ Det har jo ingen Hast , “ svarede Staal fortrædeligt .
„ Jeg veed ikke , hvorfor jeg skulde skynde
mig saa forfærdeligt . “
„ Det har Du Ret i , “ svarede Kievisch drillende .
„ Det var i Grunden ogsaa Synd , af en saa smuk
Pige skulde lyksaliggjøres med Dig . “
Staal sfiltes fra sin Ven i Vrede , hvilket ofte
hændtes , men da han dog ikke kunde undvære den
muntre Selskaber , søgte han ham snart op igjen , og
Alt blev glemt .
Grunden til Arabellas Opførsel i den senere
Tid kunde Staal ikke forstaae . Han havde nu ikke
mere Maleren af frygte . Han ansaae hendes Kulde
for de sædvanlige Nykker , naar en ung Pige vil gjøre
sig kostbar , og troede , af hun nu kun vilde hævne sig ,
fordi han tidligere havde negligeret hende . Hans
hele Tragten gik ud paa , af faae Foden under eget
Bord , og det Bord , som Arabella kunde bringe i Udsigt ,
var ikke af foragte . Men han tabte ofte Taalmodigheden
ved den uventede Modstand , og besluttede
snart af gjøre en Ende paa den Uvished .
Grevinden begyndte lidt efter lidt af gjennemfkue
ham , og det foruroligede ham , men heldigviis
opdagede han , af Hendes Naade i denne Tid begyndte
af dele fin Interesse for ham med en rig Godseier ,
der tilbragte Vinteren i Kjøbenhavn , og som stadig
kom i det Stjernholmske Huus . Havde det ikke været
Tilfældet , vilde hendes Vrede have knust den stakkels
Arabella , der var aldeles uskyldig i Staals Courmageri .
Der foregik vel en Kamp i Grevindens
Indre , da hun opdagede , at hun maatte sfaae tilbage
for Datteren , men Fornuften og Beregningen feirede .
Før hun blev af med Arabella , tænkte hun , bliver der
ikke Ro her i Huset , men naar hun skal giftes , maa
hun gjøre et passende Parti , og hvem kunde hun
vel Heller ønske sig til Svigersøn end Staal , der som
sædvanligt i Et og Alt vilde rette sig efter hende .
Saaledes raisonnerede hun og besluttede at arbeide
paa at forene dem .
Medens Staal saaledes fik en uventet Allieret i
Grevinden , saae Arabella aldeles Intet . Hun var
saa vant til at see Staal som Courmager , at hun
ansaae den Rolle for uadskillelig fra hans Natur , og
ændsede det ikke . Som sædvanligt var hun høflig
men kold ligeoverfor ham , og han kom ikke et Skridt
videre , endskjøndt Grevinden søgte enhver Leilighed til
at bringe dem sammen . Knn det Held havde Staal ,
at Verden , der veed Alt , blev nysgjerrig efter at erfare ,
om det var Moderen eller Datteren han skulde
have , og derfor meget beskjeftigede fig med ham .
Grevinden ønskede snart af faae Alt i Orden og begyndte
igjen af frygte for , af Følelsen for Emil endnu
ikke var uddød i Arabellas Hjerte . Hun begyndte
derfor af manøvrere derimod og stillede sin Angreb
mere directe paa Datteren .
„ Har Du hørt , Arabella , af Baronesse Mathilde
P . er blevet forlovet ? “ spurgte Grevinden en Dag ,
da de vare alene .
„ Ja ! “ svarede Arabella , „ og det forundrer mig ,
da jeg ofte har hørt hende omtale sin nuværende
Forlovede paa en lidet smigrende Maade . “
„ Saa har hun forandret sin Mening . Det er
det Hele “ , mente Grevinden . „ Det er Noget , man
hører saa tidt , og mange unge Piger , der lade haant
om deres Tilbedere , blive meget lykkelige , naar de
først blive gifte med dem . “
„ At man kan forandre sin Mening , kan jeg nok
forstaae ; “ indvendte Arabella , „ men blive lykkelig med
en Mand , man ikke elsker , det er umuligt . “
„ Aa , hvad er Lykke ? “ udbrød Grevinden . „ Mathilde
har handlet meget klogt i af ægte en Mand ,
der er i en smuk Stilling . En Mand kan selv vælge
sin Brud , men en ung Pige kan ikke vente af blive
gift efter sit Hjertes Ønske . “
„ Du giftede Dig dog med Fader alene af Kjærlighed .
Det har Du mange Gange fortalt mig . “
Grevinden rødmede lidt og sagde : „ Jeg var En
af de faa Lykkelige . — Men lad os nu tale alvorligt .
Jeg har længe tænkt paa , Arabella , af det er
paa Tiden , Du gjør dit Valg , og det er min Pligt
som Moder af vaage over , af Du gjør et passende
Parti . “
„ Lad os ikke tale derom , Moder . — Eller har
Du maaskee modtaget et Tilbud paa mine Vegne ? “
„ Nei , endnu ikke ; men naar Tiden kommer ,
haaber jeg , af Du overlader til mig af afgjøre , hvorvidt
det passer for din Stand . “
„ Det forekommer mig , “ svarede Arabella , „ af
din Mening om Ægteskaber ligner en Profanation af
denne guddommelige Indstiftelse , der er en af de
Grundstøtter , hvorpaa Samfundet hviler . “
„ Du modsiger Dig selv , “ faldt Grevinden ind .
„ Altsaa maatte Enhver jo gifte sig overensstemmende
med Rang og Formue . Ellers kom der Uorden i
Samfundsordenen . “
„ Skal Ægteskabet kun være beregnet paa verdslig
Fordeel , “ indvendte Arabella , „ da frygter jeg , at denne
Grundpille vilde være for svag til at bære Bygningen . “
„ Jeg vil ikke indlade mig paa nogen philosophisk
Disput , “ afbrød Grevinden . „ Jeg vil kun minde Dig
om , at det er Børns Pligt at adlyde deres Forældre . “
„ Det kan man godt , uden at give Afkald paa
sin frie Villie . Men al den Tale er jo overflødig .
Her er jo hverken Tale om et Jnclinationsparti eller
et Fornuftgiftermaal for mig . “
„ Det er nok ogsaa bedst , at vi afbryde , især da
det nu er paa Tiden at gjøre Toilet . Men husk ,
hvad jeg har sagt Dig . “
Da Arabella senere kom ind ' i Dagligstuen , fandt
hun Moderen i største Elegance , i en mørkeblaa
Fløielsdragt , kantet med Hermelin , og straalende af
Juveler . Arabella var iført en simpel , men smagfuld
hvid Dragt med en lille Krephat , kun smykket med en
mørkerød Rose .
„ Hvad skal det betyde , at Du ikke bærer dine
Smykker ? “ spurgte Grevinden ærgerligt .
„ Fordi jeg ikke bryder mig derom . “
„ Før har Du dog idetmindste sat Priis paa det
Armbaand , din Fader har givet Dig . Gaae ind og
tag det paa . Jeg kan ikke lide , at man vil gjøre sig
bemærket ved denne affecterede Simpelhed . “
Arabella kunde næppe svare , men hun fremtvang
dog den Undskyldning , at Armbaandet var gaaet itu ,
og hun var glad ved at slippe for et yderligere Forhør ,
da Tjeneren meldte , at Vognen holdt for Døren .
I en pinlig Stemning kom hun til Theatret ; hele
Veien dertil havde hun gjort sig selv Bebreidelse over ,
at hun havde sagt en Usandhed . Det var kun en
ringe Trøst for hende , at hun var nødsaget dertil , og
en utilstrækkelig Undskyldning det jesnitiske : Øjemedet
helliger Midlet .
I Theaterlogen blev hun modtaget af Kammerjunker
Staal , der præsenterede sin Ven , Kievisch , for
dem . Mellem denne og Arabella udspandt sig snart
en livlig Conversation , da Kievischs træffende Bemærkninger
og aandrige Indfald morede hende . Han
gjorde hende bekjendt med Flere af de Tilstedeværende ,
som hun ikke kjendte , hvorimod han syntes at kjende
Alle . Han spurgte , om hun kjendte den unge , blonde
Herre nede i Parkettet , der netop nu hilsede ham ; og
da hun benægtede det , fortalte han hende , at det var
hans gode Ven , Baron Kongsberg , Stamherre til
Baroniet ; at Forældrene og to Søstre opholdt sig en
Tid her i Byen , og at han var indbuden til at tilbringe
en Deel af Sommeren paa deres Gods . Da
han flere Gange benævnede de Herrer , som han navngav ,
som sine Venner , sagde Arabella :
„ Jeg troer virkelig , at De kalder hele Verden
deres Venner . “
„ Jeg forsikkrer Dem , Comtesse , “ svarede han ,
„ at der idetmindste fra min Side er Venskab for dem
Alle , og det skulde gjøre mig ondt , hvis jeg opdagede ,
at de ikke , ogsaa betragtede mig som Ven . “
„ Jeg veed nok , “ vedblev Arabella , der følte sig
tiltalt af hans aabne Væsen , „ at det hører til god
Tone at have mange Venner , men det har altid forekommet
mig farligt , da man saa let bliver bedømt
efter sine Venner . “
„ Hvis det er Tilfældet , maa De ansee mig for
et meget kjedsommeligt Menneske , og i det Hele have
en daarlig Mening om mig . “
„ Hvorfor troer De det ? “
„ Fordi jeg er vis paa , at Staal ofte har fortalt
Dem , at jeg er hans Ven . “
„ Taler Du nu ondt om mig igjen ? “ sagde pludselig
Staal , der kun havde Hørt sit Navn blive nævnet .
„ Ikke mere end Du fortjener , “ svarede Kievisch
leende . „ Hvis det forresten kan more Dig , skal jeg
betroe Dig , at jeg spurgte Comtessen om , hvem af
os To hun fandt kjedsommeligst . “
„ Og saa mente De elskværdigst , “ faldt Grevinden
ham i Talen . „ Det nytter ikke at benægte
det . Damernes skarpe Syn er nu engang Herrernes
Ulykke . “
„ Jeg vover dog at benægte det , “ vedblev
Kievisch .
Musiken afbrød Samtalen . En bekjendt svensk
Sangerinde foredrog en af sit Fødelands smukke
Sange og henrev Publikum til Begeistring . En Bifaldsstorm
lønnede hende ; kun Staal sad og kæmpede
med Søvnen .
„ Finder De ikke , at hun synger fortryllende ? “
spurgte Grevinden .
„ Det kan gjerne være , “ svarede han , „ men jeg
kjender ikke noget Kjedsommeligere end en Concert .
Var det ikke for Damernes Skyld , var jeg ikke kommen
herhen . “
„ Det var virkelig overflødigt , Hr . Kammerjunker ,
at bringe et saa stort Offer for vor Skyld , “ sagde
Arabella .
„ Vi veed jo Alle , “ afbrød Kievisch , „ at Staal
ikke er Musikelsker , men jeg troer dog , af den dybe
Følelse i denne Sang maafte finde Vei til hans
Hjerte . “
„ Jeg bryder mig ikke om dyb Følelse “ , svarede
Staal vranten , da han ikke forstod , af Vennen vilde
komme ham til Hjclp . „ Alle disse poetiske Hjerteudgydelser
ere kun til for af forsfrue Hovederne . “
„ Tag Dig iagt , Staal ! “ udbrød Kievisch . „ Muserne
taale ikke af fornærmes i Gratiernes Selskab .
Du glemmer nok , af de ere Halvsøstre . “
Paa Hjemvejen maafte Arabella tilstaae , af hun
ikke længe havde moret sig saa ' godt som denne Aften .
De to Venner fulgtes sammen fra Concerten . Kicvisch
var uudtømmelig i sin Roes over Arabellas
Inde og Elskværdighed , og drillede Staal med , af
Ingen skulde falde paa af troe , han var forelsket ,
saaledes som han havde baaret sig ad . Staal protesterede
imod , af man behøvede af vise sig forelsket ,
fordi man agtede af ægte en ung Pige .
„ Det ligger i , “ sagde Kievisch , „ af hvergang Du
vil variere det Thema , af elske , kommer Du altid
galt fra det . “
Som sædvanligt skiltes de i Uvenskab fra hinanden .
Staal drømte den Nat om et veldækket Bord ,
en elegant Eqvipage og magelige Lænestole ; Kievisch
om en ung , hvidklædt Pige , der paafaldende lignede
Arabella .
9 .
Foraaret kom . Udstillingen paa Charlottenborg
var aabnet , og Publikum strømmede ind , Alle bedømmende
og kritiserende . Blandt de Malerier , der tiltrak
sig størst Opmærksomhed , var Emils to Genrebilleder ,
og den almindelige Dom var meget smigrende
for ham . Med bankende Hjerte stod Arabella
foran dem , og de Lovtaler , som hun fra alle Sider
hørte om dem , drev Blodet til hendes Kinder .
Grevinden derimod var rasende , men trøstede sig ved
Staals ondskabsfulde Bemærkninger ; ja , hun havde
endog den Glæde en af de følgende Dage at læse en
spottende Kritik over dem i et af Dagbladene . Det
var en Triumf for hende .
Emil sad i sit Atelier og stirrede paa den skaansclløse
Artikel , der syntes lagt an paa at tilintetgjøre
hans Fremtid . Han vidste , at Spotten i vore Dage
er en Kæmpe , der kvæler Talentet , og Smerte og
Harme vexlede i hans Indre . Da bankede det paa
Døren , og en ældre Herre med et meget distingveret
Ydre traadte ind .
„ Mit Navn er Baron Kongsberg , “ begyndte
han . „ Jeg kommer for at gjøre Dem en Compliment
for Deres Arbeider paa Udstillingen iaar . Især
tiltaler den gamle Veteran mig , og jeg ønsker at
kjøbe det . “
„ Det glæder mig , “ svarede Emil og bød den
Fremmede en Plads . „ Det er ikke Alle , der dele
Deres Dom , som De kan see af denne mere end
ondskabsfulde Kritik . “
„ Man kan ikke behage Alle , “ svarede Kongsbcrg .
„ Eet Gode har dog denne Kritik , nemlig at man kan
være vis paa , at De ikke selv har skrevet den . Men
jeg har et andet Forslag at gjøre Dem . Jeg ønsker ,
at De vilde male min Familie , og foreslaaer Dem
at tilbringe Sommeren hos os , da vi i disse Dage
reise tilbage til vort Gods paa Lolland . De kan
der i Ro og Mag udføre Portræiterne , og tillige beder
jeg Dem at undervise min yngste Datter , da hun
har Lyst og Anlæg til at male . “
Naar man veed , hvad det vil sige at kæmpe sig
frem i Livet , kan man forestille sig Emils Glæde og
Taknemlighed over dette Tilbud , og det blev aftalt ,
at han i næste Maaned skulde reise til Kongsberg .
Da Baronen gik , trykkede han Emils Haand og
sagde :
„ Det skal glæde mig at gjøre Deres nærmere
Bekjendtskab . Jeg har ofte hørt Dem omtale af min
Læge , Doktor Anker . “
Efterat Emil havde meddelt sine Forældre den
glædelige Nyhed , ilede han til Anker , den trofaste
Ven , hvem han kunde takke for sin Lykke .
„ Jeg troer nok , “ sagde Anker smilende , „ at
kunne lykønske Dig , thi den , der falder i Kongsbergs
Hænder , er i gode Hænder . Desuden skyldte jeg
Dig jo en Erstatning , fordi jeg var altfor tjenstvillig
med at aabne Dig Grevinde Stjernholms Huus . “
„ Har Du nylig seet hendes Datter ? “ spurgte
Emil .
„ Ja ! det er ikke længe siden . Det er mærkværdigt ,
hvor hun har forandret sig til sin Fordeel .
Man siger ellers , at Kammerjunkeren gjør Cour til
hende . “
„ Er det muligt ? “ udbrød Emil og skiftede Farve .
„ Men hun viser ham al den Ringeagt , han fortjener , “
tilføiede Anker hurtigt .
Emil forlod sin Ven ligesaa nedslaaet og langsomt ,
som han let og glad var ilet til ham . Den
Mulighed , at hun skulde tilhøre en Anden , var endnu
ikke falden ham ind . Staal frygtede han vel ikke ,
men hvorledes var det muligt , at ikke en anden , ung
og fornem Beiler skulde melde sig ? Og hvad var
saa han , den fattige og ringeagtede Maler ? Hans
Phantasi foregjøglede ham en Rival , han skulde kæmpe .
imod , og ZErgjerrigheden , der længe havde ulmet i
hans Sjæl , vaagnede nu og rakte ham Vaaben , men
han manglede endnu Modet til at bruge dem . Denne
Dag , der var begyndt saa smukt , endte derfor med
at nedslaae alle hans Forhaabninger .
— Faa Uger efter reiste han til Kongsbergs Gods .
Hovedbygningen var en toetages Bygning med Fløie .
En lang Allee førte til Gaarden , der var omgiven af
en smuk , moderne anlagt Have . En Tjener førte
ham op til anden Sal ind i to høie Værelser , hvoraf
det ene var bestemt til Atelier , det andet til hans
Soveværelse . En mild Sommerluft strømmede ind
gjennem de aabne Vinduer og ligesom bød ham velkommen
tilligemed Duften fra de udenfor staaende
Syrener . Det forekom Emil som et Fredens Asyl .
Tjeneren sagde ham , at om en halv Time spiste Herskabet ,
og at han kun behøvede at ringe , saa skulde
han komme og vise ham Veien .
Han aflagde hurtigt sine Reiseklæder , gjorde et
omhyggeligt Toilet og gik med Tjeneren ned til den
elegante Spisesal , hvor Baronen bød ham hjerteligt
velkommen og forestillede ham for Familien . Ved
Bordet fik han Plads mellem den unge Baron og
dennes lille Søster , Ellen , der med barnlig Nysgjerrighed
betragtede sin nye Lærer . Der var ellers ikke
Andre tilstede end den gamle Baronesse og den ældste
Datter , Hilda . Samtalen ved Bordet var munter og
ugeneert . Efter Maaltidet viste den unge Baron
Vilhelm Emil omkring i den store Have , hvor de tilbragte
Eftermiddagen i livlig Samtale . Enhver i den
Kongsbergskc Familie viste en Elskværdighed og Dannelse ,
der i høi Grad virkede velgjørende paa Alle ,
der kom i Berørelse med den . Al stiv Etikette var
banlyst , men den blev dog aldrig ganske tilsidesat .
Det varede ikke mange Dage , før Emil følte sig
hjemme i deres Kreds . Tiden forløb hurtigt baade i
de Timer , han malede Baronen og Baronessen , da
de begge havde et smukt Conversationstalent , og i den
Tid , han underviste den yndige lille Ellen . Den
øvrige Tid tilbragtes i Munterhed og Glæde , da der
stadig kom Gjæster . Ride- , Kjøre- og Seiltoure afløste
hinanden , og Lege , Dands og Musik hørte til
Dagens Orden . Iblandt Gjæsterne korn ogsaa Kammerjunker
Kievisch , der end mere forhøiede Livligheden .
Baronesse Hildas Kinder fik efter hans Ankomst en
frislere Rødme , og hendes store , brune Øine straalede
med forhøiet Glands , naar han optraadte som hendes
Ridder paa de forskjellige Udflugter . Mellem ham
og Emil opstod der et hjerteligt Venskab . Kievisch
var en levende Beundrer af Emils Talent og følte
sig tiltrukken af hans dannede og elsfværdige Væsen ,
ligesom Emil skattede hans aabne og hjertelige Imødekommen .
Ved
personligt at gjøre Emils Bekjendtskab , indsaae
Kievisch , hvor afskyeligt Grevinde Stjernholm
havde behandlet ham , uden at han dog kjendte Historiens
nærmere Sammenhæng . Han undgik dog at
omtale den Stjernholmske Familie , især da han vidste ,
hvor ilde anseet Grevinden var i det Kongsbergsfe
Huus , og baade han og Emil beklagede stiltiende den
stakkels Arabella , der i sit Hjem maatte savne alt
det , som hun kunde have fundet , hvis Skjæbnen havde
sat hende blandt de Omgivelser , hvori de to Venner
nu befandt sig .
Da Ungdommen en Eftermiddag kom hjem fra
en Spadseretour og gik gjennem den lange Poppelallee ,
mødte de et Menneske med et besynderligt Udseende ,
der med falsk Stemme sang en Sømandssang .
Det var en høi , bredskuldret Karl , der saae ud til at
være omtrent fyrgeogtyve Aar gammel . Da han gik
forbi dem , taug han og veeg frygtsomt til Siden ,
idet han hilsede med et skulende Blik .
„ Saae De ham ? “ sagde Ellen til Emil . „ Det
er Tosselars . De kan ikke troe , hvor jeg er bange
for ham . “
„ Du er en lille Nar , “ svarede Broderen . „ Vær
Du ganske rolig . Tosselars spiser ikke smaa Børn . “
„ Det kan gjerne være , “ svarede den Lille fornærmet ,
„ men Pigerne sige , han er saa ondskabsfuld . “
„ Det er fordi de drille ham . I de sidste Aar
har han aldrig gjort et Menneske Fortræd . “
Da Emil bad om nærmere Oplysninger om
ham , fortalte Baron Vilhelm og Hilda afvexlende
hans Historie . Lars Olsen var født i Nyboder og
blev en rask Sømand . Han blev forlovet med en
smuk Pige , ligeledes fra Nyboder , men et Par Uger
for Bryllupet skulde holdes , blev han udcommanderet
med et Orlogsskib , der skulde blive et Par Aar borte .
Paa Reisen samlede han Penge sammen , og med
Hænderne fulde af smukke Foræringer til sin Brud ,
kom han tilbage og ilede til hendes Bolig . Høirøstede
Stemmer , Sang og Latter modtog ham . Han
rev Døren op , saae sin Brud festligt smykket og erfarede ,
at hun samme Dag havde giftet sig med en
anden ung Sømand . Næste Dag fandt Politiet ham
aldeles beruset liggende udenfor et Værtshuus , og
siden var han aldrig ædru . Denne bestandige Drukkenskab
fremkaldte efterhaanden Anfald af formeligt
Raseri , hvorunder han angreb ethvert Fruentimmer
og vilde dræbe dem , da han i dem Alle troede at see
sin fordums Forlovede . Han blev bragt til en Daareanstalt ,
al Spiritus blev nægtet ham , og han kom
sig for sine heftige Anfald , men blev næsten en Idiot .
Fra Anstalten blev han bragt til en Slægtning paa
Baroniet , en Gaardmand , der meget omhyggeligt
passede paa , at han ikke nød Noget , der kunde flade
ham og fremkalde hans gamle Anfald .
„ Det er en bedrøvelig Historie , “ sagde Emil ,
„ og det synes mig dog ængsteligt at have et saadant
Menneske i sin Nærhed . “
„ Det har ingen Nød , “ sagde Baron Vilhelm .
„ Næslen i alle Sogne gaaer der jo et saadant halvtosset
Menneske omkring . “
10 .
Grevinde Stjernholm havde leiet en Sommerbolig
i Frederiksborg . Hver Sommer laa hun paa
Landet , men altid paa forskjellige Steder . I Grunden
kjedede hun sig derved og vidste ikke , hvorledes
hun skulde fordrive Tiden , men det var nu engang
Mode , og den maatte hun følge . Hendes sidste
Inclination , Godseieren , var i Udlandet , og Kammerjunker
Staal , som hun havde vænnet sig til at betragte
som sin tilkommende Svigersøn , kom stadigt
derud , da han havde nære Slægtninge der , som han
besøgte . Det var derfor naturligt , at hun valgte en
Sommerleilighed , hvor hun kunde have ham til
hyppig Gjæst . Han havde ogsaa indført Kievisch
der i Huset , førend denne reiste til Kongsberg , og
han kom der gjerne , da Arabella udøvede en magnetisk
Tiltrækning . Hun saae vel hans Overfladiskhed
og Letsindighed , men opdagede tillige den Hjertensgodhed
og Sanddruhed , der opveiede hans Feil .
Kievisch var derfor en velkommen Gjæst , dog
uden at gjøre noget Indtryk paa Arabellas Hjerte ,
hvorimod Staal altid var hende i høieste Grad uvelkommen ,
da hans Paatrængenhed blev mere og mere
utaalelig . Grevindens Allusioner til et nærforestaaende
Ægteskab med ham , vare ikke til at misforstaae ,
og med Ængstelse tænkte hun paa , hvorledes hun
skulde forebygge et Frieri , da hun forudsaae , hvilke
Scener et Afslag vilde medføre . I Midten af Juni
reiste Kievisch til Kongsbergs , og Terrainet var nu
srit for Staal .
En Formiddag sagde Grevinden til Arabella , at
en af Folkene skulde til Byen forat besørge adskillige
Ærinder , og af det var bedst , af han tog Arabellas
Armbaand med , da der var flere Ting , Juveleren
skulde reparere . Arabella vilde Heller synke i Jorden
end tilstaae , hvad hendes Kjærlighed havde bragt hende
til , og efter en kort Kamp med sig selv , sagde hun
med blussende Kinder , af hun maatte tilstaae , af hun
havde taget sin Tilflugt til en Usandhed , da hun
sagde det var itu , fordi hun frygtede af vække
Moderens Vrede , naar hun tilstod , af hun havde
tabt det .
Grevinden , der aldrig lod nogen Leilighed gaae
forbi , hvor hun kunde vise sin sande Karakkeer , gav
en storartet Scene tilbedste , hvori hun bebreidede
Datteren Mangel paa Tillid , paa Sanddruhed og
paa Orden . „ Hvor har Du tabt det ? “ spurgte hun .
„ En Aften i Theatret . “
„ Har Du da Intet gjort , for af faae det tilbage ? “
„ Jo , men Alt forgjæves . Formodentlig er det
faldet af , da jeg steg i Vognen , og blevet knust i
Trængselen . Det er nu et halvt Aar siden , og jeg
faaer det formodenlig aldrig igjen af see . “ Det veemodige
Udtryk , hvormed disse Ord bleve udtalte , afvæbnede
lidt Grevinden .
„ Det bliver værst for Dig selv , “ sagde hun ,
„ da jeg ikke har isinde for det Første at give Dig et
saa kostbart Smykke . “
Lidt efter traadte Staal ind . Hans høitidelige
Ansigt bebudede noget Overordentligt , og Arabella
frygtede for , hvad der nu vilde skee .
„ Hvor det er lummert idag ! “ sagde Grevinden .
„ Ja , jeg kan ikke udholde det længer , “ sagde
Staal med et ildevarslende Blik paa Arabella .
„ Jeg har glemt at sætte friske Roser i den chinesiste
Vase , “ udbrød denne , reiste sig , tog sin lille
Straahat paa og ilede ud i Haven .
„ Jeg kan virkelig ikke tillade , at Comtessen
spolerer sine smukke Hænder , “ sagde Staal og ilede
efter hende .
Arabella stod midt i et Blomsterbed og fyldte en
lille Kurv med Blomster , da Staal til hendes Ærgrelse
kom til og sagde : „ Giv mig Kniven og lad mig
hjelpe Dem ! “
„ Tak ! jeg behøver ingen Hjelp . Jeg er desuden
snart færdig , “ svarede hun . „ Nei ! nei ! kom
ikke herind ! De træder jo paa mine smukkesle
Planter . “
„ Siden De ikke vil modtage min Hjelp , maa
jeg finde mig deri , men skjænk mig en af de Rosenknopper
i Deres Kurv . “
„ Det gjør mig ondt at maatte afslaae Deres
Bøn . “
„ Betænk Dem vel , Comtesse ! “ vedblev Staal
og saae stivt paa hende . „ Jeg lægger i dette Øieblik
en dybere Betydning i Deres Handlemaade . “
„ Saa maa jeg være dobbelt forsigtig , “ svarede
Arabella , „ især da det er Mosroseknopper , Talen
er om . “
„ Hvad mener De dermed ? “
„ At denne Knop betyder Haab , og — at jeg
intet Haab vil give Dem . “
Efter disse Ord gik hun hen til en hvi Busk ,
hvis grønne Grene hun afskar . Staal sagde ikke et
Ord , men tilkastede hende et hadefuldt Blik og gik
tilbage til Huset . Da Arabella senere kom ind , fandt
hun sin Moder alene . Staal havde taget en kort
Afsked og ilede rasende til Postgaardeu , bestilte Extrapost
og en Time efter jog han til Kjøbenhavn i en
oprørt Stemning . Han hadede Arabella , ikke fordi
han var gaaet Glip af hende , men af hendes Formue .
Alle hans Luftcasteller vare blæste om som et Korthuus .
Hævntanker fore som et Lyn gjennem hans
Hoved , men disse Lyn lignede kun Kornmodn ; de
kunde ikke anrette Skade .
I denne Stemning tilbragte han fjorten Dage i
Kjøbenhavn , og gik omkring knurrende og brummende
som en Buldbider , der kun venter Leilighed til
at bryde løs . Endelig kom et Brev til ham fra
Grevinden . „ Hvad skal jeg med det ? “ udbrød han .
„ Jeg sætter aldrig min Fod mere i det forbandede
Huus . “ Der gik nogle Dage , inden han læste det .
Det indeholdt i de meest insinnante Udtryk en bønlig
Anmodning om snart at besøge hende .
„ Det er dog virkelig en elsfværdig Kone , “ sagde
han til sig selv , „ langt at foretrække for den indbildste ,
snerpede Datter . Hun holder af mig . — Men hvorfor
i al Verden vil jeg da ikke have hende ? Hendes
Formue er jo endnu større , — og saa fik jeg dog
Hævn over Arabella . “ Disse Tanker oplivede ham ,
som om han havde undfanget en glimrende Idee .
„ Skade , at hun har et daarligt Renommee ! Hvad vil
Verden sige ? “ tænkte han lidt efter . „ Alle finde
Arabella smuk , og jeg kan just ikke sige , at Moderens
gamle Yndigheder ere videre tiltrækkende . “ Disse
Reflexioner afkølede ham lidt , men Tanken om paa
denne Maade at hævne sig paa Arabella opflammede
ham igjen , og han besluttede at reise derud .
Han fandt Grevinden i en chinesisk Pavillon i
hendes Have , henkaslet paa en Ottoman , i en Atmosphære ,
hvori Ü8 Louguot Parfume fortrængte Duffen
fra Roserne og Heliotroperne . I en orangefarvet
Silkekjole , der tæt sluttede om hendes altfor fyldige
Former , lignede hun Ruinen af en fordums Skjønhed .
Hun kjedede sig næsten tildøde i sin Eensomhed ,
men da hun saae Staal træde ind , rakte hun ham
Haanden med det gladeste og sødeste Smil .
„ Er De der , Hr . Deserteur ? “ sagde hun .
„ Men jeg tilgiver Dem , saa glad er jeg over at see
Dem igjen . “ Hun forblev i sin liggende Stilling .
Han trykkede hendes Haand til sine Læber , trak en
Taburet hen til Sophaen og tog Plads . „ Maa jeg
saa først og fremmest , “ vedblev hun , „ spørge Dem ,
hvorfor De deserterede ? “
„ Jeg vil aabent tilstaae , at jeg følte mig saaret
over den Kulde , hvormed jeg i den senere Tid blev
behandlet her i Huset . “
„ Hvis Arabella har krænket Dem , er det imod
min Villie , “ svarede hun alvorligt , “ og jeg skal tale
med hende derom . “
„ Nei , Deres Naade , “ afbrød Staal . „ Det er
Dem selv , der har leget med mine Følelser . Deres
Brev gav mig atter Haab ; ellers havde De aldrig
seet mig mere . “
„ Men De tager aldeles feil , min kjære Staal .
De maae have misforstaaet mig . Jeg giver Dem
herved mit uforbeholdne Samtykke til at ægte Arabella .
Den Sag kan afgjøres endnu idag . “
Kammerjunkeren fremkunstlede en Forundring ,
der saae aldeles naturlig ud . Han sad , som om han
havde tabt Mælet , medens han grublede over , hvorledes
han skulde rede sig ud af denne Klemme . Af
Naturen , der ikke havde ødslet med Forstandens Gaver
paa ham , havde han derimod faaet en Deel Snuhed ,
der i dette Øieblik kom ham godt til Hjelp , og han
udbrød : „ Nu forstaaer jeg det Hele , og en Forklaring
er nødvendig . Jeg maa da først forsikkre Dem , at
jeg aldrig har tænkt paa at ægte Deres Datter . “
„ Saa maa jeg sige Dem , at De har opført
Dem mildest talt uforskammet , “ foer Grevinden op
og reiste sig . „ De har havt os begge til Nar , og
det undrer mig ikke , at De har skjult Dem af Skam
over at gjøre en ung Pige til Gjenstand for Folks
Omtale . “
„ Men , Herre Gud ! hør mig dog først ud , “
sagde Staal , greb Grevindens Arm og tvang hende
næsten til igjen at tage Plads . „ Det er jo ikke
Deres Datter , men Dem selv jeg elsker . “
„ Mig ? “ raabte Grevinden med en Forundring ,
der ikke var paataget .
„ Ja ! Jeg , Kammerjunker og Kapitain Staal
anholder herved om Grevinde Frederikke Stjernholms
Haand . Forstaaer Øe mig nu ? “
„ Jo ! men hvorfor i al Verden har Øe da gjort
Cour til min Datter og ikke til mig ?
„ Har jeg da ikke , “ svarede han , „ i Aar og Dag
adlydt ethvert af Deres Vink ? Men siden ifjor foretrak
Øe Andre , og Grunden til Deres Kulde imod
mig troede jeg at finde i Comtesse Arabellas aldeles
uforklarlige Had til mig . Jeg søgte at vinde hende ,
da jeg vidste , hvor kjærlig en Moder Øe er , for at hun
ikke skulde staae mine Ønsker i Veien . Alt var forgjæves
! og jeg opgav ethvert Haab , indtil Deres Brev
viste mig , at jeg idetmindste med Hensyn til Dem
havde taget feil . “
„ Saa tilgiv mig , kjære Staal , “ svarede Grevinden
smt , „ at jeg har miskjendt Dem , men , som
Øe opførte Dem , kunde da ingen Dødelig forstaae
Dem . “
„ Allsaa ? “ sagde Staal og lagde Armen om
hendes Liv .
„ Nei , stop lidt , min Ven ! “ sagde Grevinden
med Koketteri . „ Jeg maa have Betænkningstid . Jeg
havde besluttet aldrig at gifte mig . “
Dette var alvorligt meent . Grevinden elskede sin
Frihed og foretrak langt smaa Amouretter for et
Ægteskab . Desuden fandt hun at Titlen „ Hendes
Naade , Grevinde Stjernholm “ lød langt smukkere end
„ Fru Kammerjunkerinde “ . Staals ellers blege Ansigt
blev rødt som Skarlagen . Han mindedes Kievischs
Spotterier og svor i sit Indre , at denne Gang
vilde han ikke modtage nogen Kurv .
„ Vil Øe da bringe mig til Fortvivlelse ? “ raabte
han . „ Har Øe ikke Medlidenhed med de Ovaler ,
jeg har gaaet igjennem , naar jeg saae Dem foretrække
Andre for mig ? O , vidste Øe , hvor høit jeg elsker
Dem ! “ og han kastede sig paa Knæ for hende .
Al denne Kjærlighed kunde Grevinden ikke modstaae .
Hendes Hjerte bankede af Stolthed og Henrykkelse .
Med et ømt Smiil bad hun nu kun om
Betænkningstid til næste Dag .
„ Nei ! “ udbrød han heftigt . „ Jeg reiser mig
ikke , før jeg har hørt min Skjebne . Enten flyder jeg
mig en Kugle for Panden , eller De bliver min ! “
Det var for meget for Grevinden . Hun udstrakte
sine Arme , og med et hvidskende „ Ja “ sank
hun til hans Bryst .
Et Par Timer efter traadte Grevinden ind til
Arabella , der sad ved sit Fortepiano . , „ Arabella ! Jeg
har en stor Nyhed at fortælle Dig , “ udraabte hun i
en triumpherende Tone . „ Jeg er idag blevet forlovet
med Kammerjunker Staal ! “
„ Det er da vel ikke dit Alvor , Moder ! “ udbrød
Arabella forfærdet .
„ Jo , det veed Gud det er . Er jeg maaskee for
gammel til at gifte mig ? Du burde glæde Dig ved
at see mig saa lykkelig . “
„ Kjære , bedste Moder ! “ bad Arabella bønligt .
„ Vær dog ikke blind ! bryd denne Forbindelse , før
Nogen ahner den . Du vil blive ulykkelig med denne
hjerteløse Egoist , der hykler Kjerlighed kun for dine
Penges Skyld . Tro dog dit Barns Ord . Jeg er
maaskee den Eneste , der mener Dig det oprigtigt . “
„ Det er ikke noget Nyt , “ afbrød Grevinden
hende , „ at Børn blive opsætsige , naar deres Fader
eller Moder vil gifte sig igjen . Du kan spare dine
moralsfe Formaninger . Jeg veed meget godt , at Du
hader Staal , og han har selv frygtet , at Du vilde
stille Dig mellem ham og mig . Derfra skriver sig
dine kjerlige Advarsler . “
Arabella taug . Den Tanke , at skulle see en
anden Fader i det ondskabsfulde Menneske , fremkaldte
en saa voldsom Smerte i hendes Sjel , at den
afspejlede sig i ethvert af hendes Træk . Grevinden ,
der i sin Lykke var noget mildere stemt end ellers , blev
lidt medlidende ved Synet deraf , gik hen til Datteren ,
kyssede hende paa Panden og sagde : „ Vær nu en
fornuftig Pige og stnd Dig i , hvad der ikke kan være
anderledes . Overvind din barnagtige Uvillie mod
Staal , og væn Dig til den Tanke , at han om kort
Tid stal være Dig i Faders Sted , og at han kan
fordre Agtelse og Lydighed af Dig . “
Da Arabella ved disse Ord brast i Graad , forlod
Grevinden hende . Da hun næste Øag modtog
Staal , viste hun ham Høflighed , og gik ham endog
venligt imøde . Denne viste sig altid i Grevindens
Nærværelse ligeoverfor Arabella fra sin elskværdigste
Side , men hemmeligt pønsede han stadigt paa at
saare hende , og det lykkedes ham næsten daglig
at forbittre hende Livet . Grevinden derimod var
ømmere imod hende og omgængeligere end nogensinde
før .
11 .
Paa Kongsberg fortsattes det muntre Liv . En
Eftermiddag gallopperede en lille Cavalcade henad en
Skovvei . I Spidsen red Baronesse Hilda . En
mørkegrøn Ridedragt fremhævede hendes smukke Figur ,
og den lille Hat med de lange , sorte Fjer klædte
hendes yndige Ansigt fortrinligt . Ved hendes Side
red en elegant Rytter , Kammerjunker Kievisch . Efter
dem fulgte Baron Vilhelm og Norstrand med den
lille Ellen paa en Ponny imellem sig .
„ Jeg vil foreslaae Selskabet , “ sagde Hilda og
standsede sin Hest , „ at vi her gjøre Holdt . Græsset
her er blødt , Træernes Kroner beskytte os for Solen ;
lad os hvile en Timestid . “
Næppe havde hun udtalt sit Ønske , før Kievisch
var sprungen af Hesten , og idet Hildas lille Fod
støttede sig paa hans Haand , svang hun sig let af
Saddelen . De Andre fulgte Exemplet , og Selskabet
leirede sig i Græsset .
„ Her er virkelig malerisk , “ sagde Kievisch , der
havde taget Plads ved Hildas Fødder . „ Her er som
i en fortryllet Lund , og det forekommer mig , at jeg
ligger ved Foden af en af Skovens Nympher . “
„ For at fuldende det Eventyrlige , mangler knn
et Jægerhorn i det Fjerne , “ fortsatte Emil .
„ Havde jeg blot min lille Ven , Frank , her , skulde
den Mangel snart være afhjulpen , “ sagde Kievisch .
„ Hvad er det for en lille Ven ? spurgte Wilhelm .
„ Det er en Spillemand i Garden , der har havt
en sørgelig Barndom , og som jeg specielt har taget
mig af . “
„ Lad os høre den Historie ! “ bad Wilhelm .
„ Det er saamæn ikke værd at opfriske triste Erindringer , “
svarede Kievisch .
Comtesse Hilda forenede sine Bønner med Broderen ,
og Kievisch lød sig overtale til at fortælle ,
hvorledes han for 5 Aar siden for første Gang saae
den lille Frank . Han var nemlig i sin Bolig blevet
opskrækket ved et Skud , der lød oppe paa Qvistværelserne ' ,
og efterfulgtes af gjennemtrængende Skrig .
Han ilede derop og fandt Familiens Forsørger med
gjennemskudt Hjerne , endnu med Pistolen i Haanden .
, Konen kastede sig med sine to smaa Børn over Liget .
Grunden til Selvmordet var Næringssorger , men
under saa graverende Omstændigheder for den nærmeste
Aarsag , at “ den Paagjældende ikke fortjente at
unddrages Offentlighedens Dom . Det var en rig
Grosserer , hos hvem den Afdøde havde tjent , men
som var utilfreds med dennes Arbeidsdygtighed og derfor
havde afskediget ham . Han lod ham blive boende i
sin Eiendom for en ringe Leie , og da denne ikke blev
betalt paa den bestemte Dag , vilde den rige og umenneskelige
Eier kaste den ulykkelige Familie ud paa
Gaden . Kievsich var gaaet til Grossereren for at
formaae ham til at yde de Efterladte nogen Hjelp ,
men han fandt under en sieben og fiin Form et steenhaardt
Hjerte og en ubarmhjertig Bøddel mod den
Fattige , der opfyldte ham med Foragt . Den fattige
eller idetmindste ubemidlede Lieutenant sørgede blandt
sine Venner og Bekjendte for , at Konen fik Arbeide ,
saa at hun endnu den korte Tid , hvori hun overlevede
sin Mand , kunde ernære sin lille Datter , og Drengen
tog han sig specielt af . Han fik ham ansat i ,
Garden som Spillemand , og han havde den Glæde ,
at Drengens musikalske Talent aabnede ham en lysere
Fremtid . Det var især Valdhorn , han blæste , og
ved mange Leiligheder havde Kievisch allerede havt
Glæde af ham og høstet Lønnen for sin Omsorg for
ham .
Der opstod en Pause , som Comtesse Hilda først
brød ved at sige : „ Hvor det var smukf af Dem , at
tage Dem af den stakkels Familie ! “
„ Det er ikke værd at forringe Handlingens Værdi
ved at rose den , “ svarede Kievisch . „ Jeg veed næsten
ikke , hvorledes jeg skulde have handlet anderledes ,
naar jeg ikke vilde frakjende mig selv en Smule
Hjerte . “
„ Der kan man see , “ udbrød Baron Wilhelm og
reiste sig , „ at der under den letsindige Modeherres
elegante Dragt kan findes et langt bedre Hjerte , end
under den saakaldte Hæderliges agtværdigt Klædning . “
Hilda fulgte Broderens Exempel og reiste sig .
Det blev Signalet til almindeligt Opbrud . „ Soldaterne
følge deres Kammerat til Graven med en
Sørgemarsch og forlade den med en lystig Melodi , “
sagde Kievisch . „ Lad os følge Krigernes Exempel .
Vi have nu offret de Afdøde en alvorlig Tanke , lad
os nu vende tilbage til Livet og nyde dets Glæder . “
Det lille Selskab svang sig i Saddelen , og i
den deilige Aftenstund vare de strax Alle rede til at
følge Kievischs Raad .
— Omtrent en Fjerdingvei fra Hovedgaarden
boede en ung Gaardmand , til hvis Datter ' Baronesse
Hilda havde staaet Fadder . Ved deres Hjemkomst
hørte hun , at Barnet var blevet meget sygt , og
besluttede derfor næste Morgen at staae tidligere op
end sædvanligt , før at besage Barnet før Frokosttiden .
Allerede før Klokken 7 gik hun den følgende Morgen
derhen , blot ledsaget af sin lille Søster Ellen .
„ Hilda ! Hilda ! “ raabte Ellen pludselig . „ Der
er Tosselars . Han kommer lige hen imod os , og
han seer frygteligt ud . Hvor skal vi skjule os ? “
Hilda saae ham nu ogsaa komme løbende over
Marken . Klæderne hang uordenligt om ham , Hovedet
var ubedækket , og det tykke Haar flagrede i Vinden .
Hans Øine stirrede vildt paa dem . Hun blev
greben af en lammende Skræk . Begge vendte om
og ilede tilbage saa hurtigt som muligt . Da den
Vanvittige saae dem løbe , forfulgte han dem . De
fordoblede deres Kræfter , men de svigtede dem snart ;
de følte sig nær ved at segne om , og ingen Hjelp
var isigte . De hørte hans Skridt nærmere og nærmere ,
og pludselig følte Hilda sig greben af hans
jernhaarde Hænder . Han bøiede sit røde , fortrukne
Ansigt imod hendes ; hans Aandedræt var som et vildt
Dyrs . Det sortnede før hendes Øine , og hun sank
besvimet til Jorden .
Ellen udstedte et hvinende Skrig og forsagte med
sine smaa Hænder at befrie Søsteren , men den Afsindige
gav hende et saa voldsomt Slag , at hun tørnede
mod et Træ , dog uden at tabe Bevidstheden ,
saa at hun endnu kunde udstøde det ene hjerteskærende
Skrig efter det andet . Synet af den bevidstløse Hilda
syntes at glæde den Vanvittige . Han betragtede hende
opmærksomt og brød ud i en vild Latter , kastede sig
over hende og greb hende med begge Hænder om
Struben . I samme Nu sprang en Mand forbi
Ellen , greb fat i Uhyret og kastede ham til Jorden .
En heftig Kamp begyndte nu mellem ham og Tosselars ,
der var i Besiddelse af Kæmpekræfter , men Emil
havde fra Begyndelsen saaet Overhaand over ham
ved at sætte Knæet paa hans Bryst og fast slutte
sine Hænder om hans Haandled , før han tænkte paa
at sætte sig til Modværge .
Han raabte til Ellen , gt hun skulde løbe før at
faae Hjelp . I samme øieblik kom lykkeligviis en
Bondevogn kjorende . Det var paa høie Tid , thi
den Vanvittige var som et vildt Dyr , der udstødte
hæse Hyl og vilde bide Emil , medens hans med Blod
underløbne Øine viste , at han vilde dræbe Enhver ,
hvis han fik Overhaand . Ved Hjelp af Bonden lykkedes
del at binde ham med et Reb og faae ham lagt
op paa Vognen . Derpaa bad Emil Bonden at kjøre
op til Gaarden , for at underrette Beboerne om , hvad
der var passeret . Hilda laa endnu bevidstløs , og
Ellen badede hendes Ansigt med sine Taarer . Emil
sik koldt Vand fra en Aa og badede hendes Tindinger ,
men forgjæves , og han blev ængstelig , især da
han bemærkede underløbet Blod paa hendes Hals ,
Mærker af den Vanvittiges Fingre . Han betænkte
sig ikke længe , men løftede hende op paa sine Arme
og gik med hende til hendes Hjem , fulgt af den grædende
Ellen .
Strax efter kom et let Kjøretøi farende henad
Veien , det var Baron Wilhelms . Han var bleg som
et Lig og i en Tone , der røbede den største Sjeleangst ,
raabte han , idet han sprang af Vognen : „ Er
der Haab om hendes Liv ? “ Han rev Søsteren ud af
Emils Arme , trykkede den smukke , livløse Skabning
til sit Bryst og udbrød fortvivlet : „ O Gud ! det er
min Skyld . Jeg lod det Uhyre blive her paa Godset .
Døer Du , velsignede lille Søster , bliver jeg
aldrig Menneske igjen . “ Ellen hulkede høit , og Emil
kunde ikke give Haab ; han havde selv tabt det .
Hun blev forsigtigt lagt paa Vognen ; dens Bevægelse
vækkede hende af hendes dødlignende Tilstand .
Et let Suk opsteg fra hendes Bryst , hun slog Øinene
op , men i samme Nu lukkede hun dem igjen og faldt
atter tilbage i sin bevidstløse Tilstand . Ellen , der sad
ved hendes Side med Armen om hendes Nakke , havde
dog seet det . „ Hun lever ! “ raabte hun jublende .
Emil og Baron Wilhelm vendte sig hurtigt om , men
hun laa atter bevidstløs for dem . Broderen vilde
ikke troe Ellen , men hun forsikkrede , at hun havde
slaaet Øinene op .
„ Gud være lovet , saa er det kun en Besvimelse , “
sagde Emil . Baron Wilhelm trykkede hans Haand
med Taarer i Øinene og sagde kun : „ Min Taknemmelighed
mod Dem er sførre , end jeg kan sige
Dem . “
Efterretningen om Ulykken , som Bonden havde
bragt , udbredte sig snart til alle Gaardens Beboere .
De ulykkelige Forældre vare lammede af Skræk . Paa
Kievisch virkede det som et Lynslag . Han skjulte Hovedet
i begge stne Hænder , og man saae tydeligt hans
Taarer strømme . Da Lyden af Vognen naaede hans
Øren , var han den Første , der ilede den imøde .
„ Hun er reddet ! hun lever ! “ raabte Wilhelm
til ham .
„ Hun lever ! “ gik det fra Mund til Mund , og
som et Trylleord vakte det Liv hos Alle , først og
fremmest hos de . stakkels Forældre . Hun blev baaren
ind og lagt paa en Sopha , og ved stærke Midlerlykkedes
det omsider at kalde Livet tilbage hos hende .
Men den Rystelse , den Dødsangst , hun havde gjennemgaaet ,
havde været altfor stærk . Hun vaagnede
op i Vildelse , skreg og raabte , at man skulde befrie
hende for det rædsomme Menneske , og hun kjendte Ingen .
Flere Dage og Nætter laa hun i de vildeste Phantasier .
Moderen veg ikke fra hendes Seng . Man læste
Ængstelse og Bekymring paa alle Ansigter . Paa den
før saa muntre og lystige Gaard herskede der Dødsstilhed .
Man vidste ikke , om Dødsengelen var ifærd
med at afplukke den smukkeste Blomst . — Men Himlen
hørte de mange Bønner for den Kjære . Hendes
Ungdomskraft feirede i denne tause , mystiske Kamp .
En Krisis blev lykkelig overstaaet , og hun var frelst .
Aarsagen til al denne Ængstelse og Farer , Tosselars ,
blev bragt til en Daareanstalt . Han havde
været snu nok til , da han hiin Morgen tilfældigviis
havde været ubevogtet , at opdage , hvor Gaardmandens
Brændeviin var gjemt , havde brækket Laasen op og
beruset sig , hvorefter han fik et Anfald af sit gamle
Galskab . I denne Tilstand havde han mødt de unge
Baronesser og strax udseet dem til sit Offer .
Den første Dag , Hilda kunde komme ind i Havestuen ,
var en sand Glædesfest for Alle . Hun var
meget bleg og afmagret , men saae fortryllende ud
i sin hvide , kniplingbesatte Morgendragt .
„ Det er første Gang , jeg seer Dem efter hiin
forfærdelige Morgen , “ sagde hun til Emil , idet hun
rakte ham Haanden og lod sine mørke Øine med et
taknemligt Blik hvile paa ham . „ Jeg skylder Dem
mit Liv . Hvorledes stat jeg kunne gjengjelde Dem
det ? “
Kievisch ønskede sig i dette Øieblik i Emils
Sled .
„ Den største Løn , “ svarede Emil , „ er den Bevidsthed
at have kunnet redde Deres Liv . “
„ Jeg vil troe Dem , “ sagde den gamle Baron .
„ Min Kone og jeg føle Begge , at uden Dem havde
min Datter været et Dødens Bytte , og vi takke Dem
af Hjertet . Betragt fra idag mit Huus som Deres
andet Hjem , og vær forsikkrer om , at Øe i hele Deres
Liv ikke vil finde trofastere Venner end os . “
„ Og en Moders Taknemlighed svigter ligesaa
lidt som hendes Moderkjærlighed , “ tilføiede Baronessen .
Den gamle , livlige Stemning vendte atter tilbage .
Man lo og spøgte , men da Baronesse Hilda
endnu var svag , samledes man efter Middag i Havestuen
istedetfor at streife om i Omegnen . Posten kom
daglig , og man greb begjerligt efter Aviser og Breve .
En Dag var iblandt Brevene et til Kievisch . Da
han havde læst de første Linier , udbrød han : „ Har
I
jeg nogensinde hørt Mage ! Min gamle Ven , Kammerjunker
Staal , er blevet gal ! “
„ Er Staal gaaet fra Forstanden ? “ spurgte Baron
Wilhelm .
„ Ja , det seer saaledes ud , “ svarede Kievisch .
„ Han har forlovet sig med Grevinde Stjernholm . “
Enhver af de Tilstedeværende brast i Latter ,
undtagen Emil . „ Men hvem kan dog have bragt
ham paa den Idee ? “ spurgte Baron Wilhelm .
„ Sagen er , “ svarede Kievisch , „ at Magelighed
altid har været Staals Skjødesynd . Han har altid
ønsket en Herregaard , og den skal nu Grevindens
Penge hjelpe ham til . Jeg vil dog raade ham til ,
naar jeg seer ham , at han sørger for at faae en
Eiendom med en smuk Skov til , for at han kan faae
et anstændigt Egetræ at hænge sig i . “
„ Har Grevinde Stjernholm ikke en Datter ? “
spurgte den gamle Baron .
„ Jo , en udmærket smuk og yndig Pige ! “ sagde
Kievisch med et Udtryk , der var heelt forskjelligt
fra hans tidligere satiriske Tone , og hvorover baade
Baronesse Hilda og Emil studsede .
„ Moderen var ogsaa engang smuk , “ vedblev
Baronen og trak paa Skulderen .
„ Men Comtesse Arabella ligner ikke i fjernesle
Henseende sin Moder , “ tog Kievisch ivrig Ordet .
„ Hun er den elskværdigste og qvindeligste unge Pige ,
man kan tænke sig . “
„ Man siger ellers , at Æblet falder ikke langt
fra Stammen , “ indvendte Baronen .
„ Da er her et Exempel paa , at selv en fordærvet
Stamme kan bære en smuk Frugt , “ svarede Kievisch
og rødmede .
„ Det er næsten utroligt , under saadanne Omgivelser
og med et saa flet Exempel for Øie , “ bemærkede
Baronessen .
„ Hvorledes den unge Pige har kunnet udvikle
sig saa smukt og saa reen , veed jeg ikke , “ svarede
Kievisch alvorligt . „ Himlen benytter undertiden forunderlige
Midler , og man bør ikke fordømme Børnene
for Forældrenes Skyld . “
Samtalen blev afbrudt ved at en Tjener meldte ,
at Hestene stode for Døren . De unge Herrer havde
aftalt en Ridetour , og Kievisch gik et Øieblik bort for
at forandre sit Toilet .
„ Der havde vi nær gjort Kievisch vred . Det
var hans ømme Side , vi angreb , “ sagde Baron
Wilhelm polidsk .
„ Hvorledes det ? “ spurgte Moderen .
„ Han er naturligviis forelsket i den unge Comtesse
op over begge Øren . Han kommer meget i det
Stjernholmske Huus , og naar vi kjende hans Mening
om Grevinden , er det da tydeligt , at han ikke
kommer der for hendes Skyld . “ Med disse Ord forlod
ogsaa Baron Wilhelm Værelset , for at ride ud .
„ Hvor Du seer bleg og angreben ud , Hilda ! “
udbrød Baronessen ængsteligt og greb Datterens
Haand . „ Du er jo iiskold . “
„ Jeg har vistnok overanstrengt mig idag , “ svarede
Hilda og forsøgte at reise sig , men sank atter tilbage
i Lænestolen .
„ Kom til Ro , mit kjære Barn , “ sagde Baronen .
„ Støt Dig til mig . Naar Du har hvilet Dig ,
gaaer det nok over . “ Han lagde Armen om hendes
Liv og mere bar end førte hende til hendes Værelse .
Her faldt hun i en heftig Graad , der i høi Grad
ængstede Forældrene . Der blev strax sendt Bud efter
Lægen , og da han kom , laa hun i Feber . Man
vaagede over hende hele Natten , og først henad Morgenen
blev hun roligere , og Feberen tog af , men det
varede flere Dage , inden hun kunde forlade sit
Værelse .
Den Eneste , der havde gjennemskuet Grunden til
hendes Tilbagefald , var Emil , fordi han selv følte en
lignende Smerte . Ogsaa han havde tilbragt en søvnløs
Nat . Den Medbeiler , hans Phantasi før havde foregjøglet
ham , kjendte han nu , og han tvivlede ikke om ,
at Arabella tilsidst maatte gjengjelde den Kjærlighed .
„ Og dog elsker han hende ikke som jeg ! “ tænkte
han . „ Han er god , hjertensgod , men letsindig . Ellers
havde han ikke saaledes flagret om Baronesse Hilda
med en Andens Billed i Hjertet . “ Han gjennemgik
i Tankerne Alt , hvad der kunde give ham Haab , men
nu udlagde han Alt som Følgen af Medlidenhed med
den fattige , forurettede Kunstner .
Da Hilda atter kunde forlade sit Værelse , og
Kievisch med hjertelig Deeltagelse yttrede sin Glæde
over atter at see hende i deres Midte , svarede hun
saa koldt , næsten spottende , at han forundret stirrede
paa hende . I samme Øieblik kom Emil ind . Hun
rakte ham venligt Haanden og sagde med sin sædvanlige
milde Stemme :
„ Tak for Deres venlige Forespørgsler til mig
gjennem lille Ellen ! “ og hun henvendte sig i den
følgende Samtale næsten udelukkende til ham .
Kievisch trak sig noget fornærmet tilbage . Han
opdagede snart , at Hilda stadig undgik ham . Enhver
af hans venlige Ittringer besvarede hun paa en sareastisk
Maade , som han før ikke havde kjendt hos
hende . Emil saae det og forstod det . Det forekom
ham , at de Begge kæmpede paa en og samme Valplads .
Et hjerteligt , søsterligt Forhold opstod imellem
dem , og dette kom ganske naturligt , da Emil fra
den . Dag , han havde reddet hendes Liv , af hele det
Kongsbergske Huus blev betragtet og behandlet som
et Medlem af Familien . Kun Kievisch bedømte det
anderledes , især da han mærkede , at Emil var bleven
tilbageholdende ligeoverfor ham og ikke opsøgte ham
som tidligere .
Kievisch , der troede at have opdaget en gjensidig
Kjærlighed , blev skinsyg og følte sig forstemt og ubehageligt
tilmode . Han forsøgte vel at indbilde sig
selv , at den Sag jo kunde være ham aldeles ligegyldig ,
men det lykkedes ham ikke , og han besluttede
at forlade Kongsberg . Alle Baron Vilhelms Overtalelser
hjalp ikke . Han reiste . Fra den Dag var
Hildas paatagne Munterhed forbi , og hun gik stille
og tankefuld omkring .
„ Stakkels Pige ! “ tænkte Emil , „ der før var saa
livsglad og munter ! Man siger , at Kjærlighed strøer
Roser paa Menneskets Vei ! Den bortriver Roserne
og lader kun Tornene blive tilbage . “
12 .
Kammerjunker Staals Bryllnp med Grevinde
Stjernholm var bestemt til Begyndelsen af Februar .
Grevinden skulde forinden ordne sine Pengeaffairer ,
og efter Arabellas indstændige Anmodning var Doctor
Anker blevet hendes Curator . Det viste sig , at
næsten hele hendes Formue var sat i Grosserer Frederiksens
Handel . Han var en af Kjøbenhavns flotteste
Grosserer , hvis vovelige Speculationer altid vare
kronede med et usædvanligt Held . Doctor Anker var
ikke af dem , der beundrede og applauderede Grossererens
halsbrækkende Kunststykker , og han besluttede
med Arabellas Samtykke at tage den Deel af Forumen ,
der tilhørte hende , ud af Hans Handel . Grossereren
blev i høi Grad fornærmet , og udbad sig ialfald
Frisf til den næste Termin , da han ikke havde
en saa sfor Sum disponibel for Øieblikket . Det gik
Anker ind paa .
En Dag sadde Staal og Grevinden alene i det
chinesiske Lysthuus . „ Jeg har Noget at foreslaae Dig ,
min Kjære , “ begyndte Staal . „ Og jeg haaber , at
Du ligesom jeg føler , at vor Kjærlighed er saa stor ,
at vi kunne opoffre Alt for hinandens Lykke . “
„ Det bør Du ikke tvivle om , “ svarede Grevinden ,
„ men Du gjør mig ganske nysgjerrig . Hvad
vil Du foreslaae mig ? “
„ Jeg vil kun have et Beviis paa Din Kjærlighed ,
min Engel . Det er kun et lille Offer fra Din
Side . “
„ Du gjør saa maage Forberedelser , “ bemærkede
Grevinden , „ at det seer ud , som om Du havde noget
Ubehageligt at sige mig . “
„ Saa vil jeg uden Omsvøb sige Dig , “ afbrød
Staal , „ at min Ven , Ritmester Silfverskjold , vil sælge
sit Gods i Skaane , og har spurgt mig , om jeg vil
kjøbe det paa fordeelagtige Vilkaar . “
„ Det vilde være en daarlig Speculation , “ udbrød
Grevinden . „ Da Stjernholm døde , saae jeg ,
hvorledes alle Mennesker paa Gaarden bedroge mig ,
og jeg takkede Gud , da jeg vel blev af med den . Det
Samme vilde gjentage sig , da vi jo i Kjøbenhavn
ikke kan have Tilsyn med en Eiendom i Sverrig . “
„ Det har jeg ogsaa tunkt paa , “ svarede Staal .
„ Jeg har derfor besluttet at tage min Afsked . Jeg
veed nok , at Du ikke holder af Landlivet , men som
en kjærlig Hustru vil Du nok følge mig og leve med
mig paa en Herregaard . “
Grevinden saae paa ham med et Blik , der røbede
alt Andet end Kjærlighed . „ Aha ! “ udbrød hun . „ Saa
det var det lille Offer ? Du er virkelig beskeden i
dine Fordringer . Jeg hader at boe paa Landet , og
saa vil Du ovenikjøbet begrave mig i et fremmed
Land ? “
„ Det skal Du ikke frygte , “ indvendte Staal .
„ Den svenske Adel er netop en Omgang for Dig .
Nei , bliv nu ikke hidsig . Det er dog ikke formeget
forlangt af en Mand , der tilbeder Dig . “
„ Dine Ord og Fraser bryder jeg mig ikke en
Døit om , “ svarede Grevinden . „ Viis Du det i
Gjerningen og opgiv din Plan . Vi blive boende i
Kjøbenhavn , og til Vinter indfører Du mig ved
Hoffet . “
„ Du vil altsaa leve for Verden og ikke for
micf ? “ spurgte Staal i en bitter Tone .
„ Og Du vil leve for din Magelighed og ikke
for mig ? “ udraabte Grevinden .
„ Jeg kan ikke forstaae , “ vedblev Staal i samme
bittre Tone , „ af Du kan elske Kjøbenhavn , endskjøndt
den indeslutter Erindringer , som jeg synes , Du helst
maatte undflye . “
„ Skal det være en Allusion til min Fortid ? “
foer Grevinden op . „ Du sfammer Dig maaskee over
mig , den rige Grevinde , der er saa taabelig af ville
gifte sig med en sättig Kapitain ? “
Staal foer op fra sin Stol , purpurrød i Ansigtet .
„ Rikke ! Du forglemmer Dig . ' “ raabte han , men
han lænkte , af hvis det nu blev forbi mellem dem , var
det ogsaa forbi med de to Hundrede Tusinde Daler ,
og af han Heller maatte give efter , til Brylluppet var
overstaaet . Saa skulde han nok vise , hvem der var
Herre i Huset . '
Grevinden lænkte ligesaa , „ hvis det bliver forbi
mellem os , blev jeg til Spot og Latter , men jeg vil
ikke boe paa Landet . Pengene ere mine . Han faaer
ikke en Skilling . Nu veed jeg , hvad han speculerer
paa . “
Efter en Pause , hvori Enhver besfjeftigede sig
med disse Tanker , begyndte Staal . „ Jeg vil see af
glemme Dine Ord . “
„ Nu vel , lad det saa være glemt . Opgiv Du
dine Planer . Jeg samtykker aldrig deri . “
„ Det skal vi faae at see , “ tænkte Staal , men
sagde : „ Du har maaskee Ret i , at det var en ufornuftig
Speculation . “
„ Endelig gaaer Du da i Dig selv , “ vedblev
Grevinden glad . „ Og saa lover Du mig at præsentere
mig ved Hoffet ? “
„ Jeg er da ikke gal , “ tænkte Staal , men sagde :
„ Det bliver da ikke før vi blive gifte . “
Derefter fulgte en Forsoningsscene , og Grevinden
triumferede over sin indbildte Seir .
En af de følgende Morgener blev Arabella overrasket
ved , at hendes Kammerpige indførte gamle
Jacobs Kone , der grædende og jamrende styrtede paa
Knæ for hende og med foldede Hænder raabte : „ Frels
ham , naadige Comtesse ! De have flæbt ham i
Fængsel ! “
Arabella var nærved at besvime . En frygtelig
Ahnelse greb hende , og hendes Stemme rystede , da
hun bad Konen at fortælle hende Alt . Hun fortalte ,
/
at man havde beskyldt Jacob for at have stjaalet et
Armbaand fra Grevinde Stjernholm , at han havde
tilstaaet , at han havde solgt Smykket , og uagtet han
svor paa , at han var uskyldig , havde man dog arresteret
ham som Tyv , især fordi han ikke vilde forklare ,
hvorledes han var kommen i Besiddelse deraf , og
hvortil han havde brugt Pengene . Førend man transporterede
ham bort , havde han dog faaet Leilighed til
at hvidske til sin Kone , at hun skulde fortælle Comtessen
Alt , men under fire Øine , da hun var den
Eneste , der kunde frelse ham .
Arabella var bleg som Døden , medens hun søgte
at berolige den stakkels Kone . I samme Øieblik
styrtede Moderen ind i Stuen .
„ Det er en deilig Historie ! “ raabte hun . „ Jeg
tænkte strax , at det var stjaalet , men det faldt mig
rigtignok ikke ind , at Jacob var Tyven , ham Du
elsker saa høit . Der seer Du igjen , hvor meget jeg
tænker paa Dig . Havde jeg ikke meldt det til Politiet ,
havde Du aldrig faaet dit Armbaand igjen . “
„ Det har Du gjort , Moder ? “ spurgte Arabella .
„ Ja ! og i dette Øieblik er jeg bleven stævnet til
at møde for Politiet , da det har opdaget , at et Armbaand
af den opgivne Beskrivelse i forrige Vinter er
blevet solgt til en Iuveleer for 1200 Rigsdaler af
et Bud ved Navn Jacob Petersen , der før har været
Tjener i vort Huus . “
„ Jacob er ingen Tyv ! “ raabte Konen og vred
sine Hænder . „ Om de ogsaa flæbe ham i Tugthuset ,
paastaaer jeg , at han er uskyldig . “
„ Det er noget Snak ! “ sagde Grevinden . „ Han
har jo selv tilstaaet , at han har solgt Armbaandet . Følgelig
er han en Tyv . “
„ Jacob har solgt Armbaandet for mig , og jeg
har modtaget Pengene for det , “ sagde nu Arabella
med fast Stemme . Den stakkels Kone sukkede og græd
af Glæde , men Grevinden erklærede det for en Usandhed ,
der kun skulde redde Jacob , og mente , at intet
Menneske vilde troe noget saa Usandsynligt . Arabella
svarede ikke , men gik ind i sit Værelse . Et Øieblik
efter kom hun tilbage med Juvelerens Qvittering .
Grevinden stirrede stum af Forbauselse paa Datteren ,
og greb hende heftigt i Armen med det Udraab :
„ Hvad kan Du sige til Din Undskyldning og Retfærdiggjørelse ? “
„ Intet ! “ svarede Arabella . „ Jeg beder kun om
Din Tilgivelse . “
Heldigviis traadte Staal i samme Øieblik ind
og studsede ved at see den hele Situation . Grevinden
slap Arabellas Arm og begyndte med heftige Gesticulationer
at fortælle , hvad der var passeret . Staal
hørte roligt derpaa , men hans ondskabsfulde Smiil og
lumske Sideblik undgik ikke Arabella .
„ Har Du kjendt Mage til Datter ? “ endte Grevinden
sin Beretning . „ Hvad vil Verden dømme ,
naar den hører , at Comtesse Stjernholm seier sine
Smykker ud , og at Moderen anmelder dem før Politiet
som stjaalne Sager ? “
„ Det er en meget combineret Historie , “ sagde
Staal med en vigtig Mine ; „ men Du skal ikke dømme
din Datter , før Du har Hørt hendes Bevæggrunde .
Maastee ligger der en dyb Hemmelighed til Grund . “
„ Det er rigtigt ! “ mente Grevinden . „ Arabella !
Du har øieblikkelig at fortælle , hvorfor Du solgte
dit Armbaand , og hvortil Du har brugt Pengene .
Til Pynt og Fornøielser har det ikke været . Det
nægter jeg Dig aldrig . “ — „ Hvor længe vil Du
lade mig vente paa Svar , “ vedblev hun , da Arabella
taug . Hendes Taarer slode rigeligt , men hun
var fast besluttet paa , ikke at give sit Hjerte eller
den unge Maler til Priis før Moderens eller Staals
Spotterier .
„ Arabellas Taushed bekræfter min Formodning , “
sagde Staal . „ Det er nok bedst , at jeg tager mig
af den Historie og faaer Fyren løsladt , førend den
kommer ud mellem Folk . “
„ Ja , min dyrebare Staal ! “ udraabte Grevinden .
„ Spar hverken paa Penge eller paa gode Ord .
Sagen maa neddysses . Gud være lovet , fordi jeg
har Dig , medens min Datter kun volder mig Sorg og
Ulykke . Jeg stoler paa din Klogstab og dit ædle
Hjerte . “
Staal lovede , Intet at forsømme , tog Qvitteringen
ud af Arabellas Haand og lagde den i sin
Brevtaske . Derefter holdt han en Formaningstale til
Arabella om , Intet at skjule for sin Moder , der burde
være hendes Fortrolige i Alt , og begav sig strax bort ,
for at tage til Kjøbenhavn . Da Jacobs Kone vilde
gaae , tog Arabella hendes Haand og sagde :
„ Gaae med Gud ! Tilgiv mig al den Sorg , jeg
mod min Villie har foraarsaget Eder . Hils Jacob fra
mig og siig ham , at jeg snart kommer til Byen for
at tale med ham . “
Da Moder og Datter bleve ene , fulgte naturligviis
nogle ubehagelige Scener . Hverken Vrede , Trudsler
eller Befalinger kunde formaae Arabella til at
røbe sin Hemmelighed , og saaledes forløb et Par
Dage . Staal kom tilbage og fortalte , at Sagen var
neddysset , men at det ikke havde været ham muligt
at skaffe Armbaandet tilveie . Juveleren havde nemlig
solgt det til en Dame , der reiste til Amerika . Denne
Efterretning bedrøvede Arabella , da hun dog havde
troet idetmindsfe at faae det Udbytte af den hele
Historie , at see sit kjære Smykke igjen .
Istedetfor at Staal ved sin Nærværelse skulde
gjøre Forholdet mindre Pinligt , arbeidede han tvertimod
paa at gjøre det endnu mere spændt mellem
Moder og Datter . Grevinden raadede han til ikke
at ydmyge sig ved at trygle om en Fortrolighed , der
tilkom hende , og Arabella var stadig Gjenstand for
hans ondskabsfulde Hentydninger . Grevinden gjorde
intet Spørgsmaal mere , men talte saagodtsom aldrig
til Arabella , der maaskee under andre Forhold vilde
have tilstaaet hende Sandheden . Hun behøvede nu al
sin Taalmodighed for at bære det Kors , der var
paalagt hende , og som tyngede hende mere og mere ,
jo nærmere hun lærte Staals Indflydelse og Karakter
at kjende .
— I Midten af September flyttede Grevinden
til Kjøbenhavn , og det syntes , at hun nu vilde søge
Opreisning for den lange , kjedsommelige Tid , hun
havde tilbragt paa Landet . Den ulykkelige Staal
maatte være i uafbrudt Activitet , fare fra Visit til
Visit , og havde ovenikjøbet den Ærgelse , at see mange
sarcastiske Smiil , naar man lykønskede ham , eller
naar han præsenterede sin Forlovede . Da de fleste
Familier endog undlode at gjøre Contravisit , bestyrkedes
han endnu mere i sin Beslutning , at ville boe
paa Landet , naar han blev gift , endskjøndt han forudsatte
den Skærsild , han maatte gaae igjennem , før
han kom saa vidt . Ved Tanken om alle disse forestaaende
Scener blev hans Humør mere og mere
pirreligt , og det gik ud over Arabella , da han ikke
turde lade Grevinden undgjelde for sit onde Lune .
Io blidere og elskværdigere Arabella var , desto
haardere forfulgte han hende , da han sølle , hvor langt
lykkeligere hun kunde have gjort ham , og med hvilken
Stolthed han kunde have forestillet hende for Verden
som sin Brud . Alt dette bidrog til , at hans Følelse
for hende næsten blev hadefuld , saa at det , ved ogsaa
stadig at ægge Moderen mod hende , tilsidst lykkedes
ham at gjøre Hjemmet til et Helvede for hende . Paa
sit eensomme Værelse udgræd hun sin Sorg , og saae
ikke nogen Ende paa den . Hun kjendte Ingen af sin
Slægt , hos hvem hun kunde søge sig et nyt Hjem ,
naar Moderen giftede sig ; thi de vare Alle fjendtligt
stemte mod Grevinden og havde kun lidet tilovers for
Datteren , som de ikke kjendte .
Under alle disse smertelige Forhold havde hun
dog to sande Venner , der kastede en Lysstraale over
hendes mørke Liv ved at tage hendes Forsvar paa en
hensynsfuld og sfaansom Maade . Det var Doctor
Anker og Kammerjunker Kievisch , der i den senere
Tid var bleven en stadig Gjæst i Huset og med stor
Interesse fulgte Sagernes Gang . Ligeoverfor Arabella
var han aaben og hjertelig , som en Ven , ikke
som en Elsfer , skjøndt han vidste , at han nærede en
saadan Følelse for hende . Grunden dertil var en
stadig voxende Agtelse og Ærbødighed , der gav hans
Kjærlighed et større Præg af Alvor end nogensinde
før . At vinde hende , ansaae han vel for en Lykke ,
men naar han tænkte paa Moderens Karakteer og
paa Staals modbydelige og latterlige Forhold til
hende , nølede han og vaagede over sig , for ikke letsindigt
at lege med hendes Hjerte og maaskee forøge
den Byrde , der allerede tyngede paa hende . Arabella
glædede sig- over hans Venskab , men Kievisch var
hende ikke farlig . Hendes Hjerte tilhørte en Anden .
I Slutningen af November finde vi Grevinden ,
Arabella , Staal og Kievisch samlede ved en splendid
Diner hos Grosserer Frederiksen . Ved Bordet blev
Historien om Baronesse Kongsbergs Fare og Frelse
omtalt , og en ung Frøken , der „ kjendte enhver Omstændighed
ved den “ , fortalte , hvorledes en ung
Kunstner , Norstrand , havde frelst begge de unge Damers
Liv , og at han siden betragtedes næsten som
Søn i det Kongsbergste Huus .
„ Han er for otte Dage siden kommen med Kongsbergs
hertil Byen , “ saaledes endte hun , „ og han har
allerede faaet flere Bestillinger , end han kan overkomme .
Han er ogsaa en udmærket Kunstner , og de
Portræter , han har taget af Baronen og Baronessen ,
vinde Alles udeelte Bifald . “
Nu begyndte en almindelig Lovtale over Emil .
Den Ene fremhævede hans Talent , en Anden hans
Skjønhed , en Tredie hans hele ridderlige Væsen o . s . v . ,
og da Kongsbergs Familie var meget anseet , vakte
Historien Sensation , og den fattige , beskedne Kunstner
blev pludselig Dagens Helt . Kun To af de Tilstedeværende
delte ikke Begejstringen , nemlig Grevinden
og Staal , der med indædt Harme maatte høre paa
Lovtalerne , og det var kun med meget Besvær at
Staal fik hende til at tie , af Frygt for at hun skulde
forløbe sig .
„ Alt , hvad jeg har hørt idag , har glædet mig , “
sagde en ældre Officeer . „ Jeg har kjendt den unge
Kunstner som Dreng , og veed , at han er en vakker
og ufordærvet ung Mand , der har maattet kæmpe
mod en haard Skjæbne og smaa Kaar . “
Arabellas Hjerte bankede af Glæde over ethvert
lille Laurbærblad , der blev flettet om Emils Navn .
Hun henvendte sig til Kievisch , der sad ved hendes
Side , og spurgte ham , hvorfor han aldrig havde fortalt
hende den Historie , da han jo havde været paa
Kongsberg i Sommer . Han rødmede og gav et undvigende
Svar , og Arabella spurgte ham da , om han
ikke delte den almindelige Mening om Nordstrand .
„ 2o , jeg mener , at Alt , hvad der er sagt om
den talentfulde unge Kunstner , fortjener han i fuldt
Maal , “ svarede Kievisch , hvis aabne Karakteer altid
feirede i enhver Kamp mod smaalig Skinsyge .
Samtalen blev afbrudt , da Værten i en meget
smigrende Tale udbragte en Skaal for Grevinde
Stjernholm og hendes Forlovede . Paa Grevindens
rynkede Pande og opbragte Blik saae han , at Samtalen
ikke behagede hende , og han søgte derfor at udglatte
Rynkerne ved sin fade Tale . Kort efter reiste
Selskabet sig og fordelte sig i de mange glimrende
Værelser . En udmærket Pianist tog Plads ved et
kostbart Flygel og fængslede snart Alles Opmærksomhed .
Arabella havde trukket sig tilbage til et lille
Kabinet , hvor Musikens Toner hentryllede hende i
Phantasiens Land . Hun drømte , at den lille Lanrbærgren ,
hun engang skjænkede Emil , var voxet op til
et løvrigt Træ , og at hun saae ham staae i dets
Skygge og række Armene ud imod hende . Med et
Par kunstige Accorder forstummede Musiken , og
Phantasierne flygtede bort , men hun kunde hvidske til
sig selv : „ Den , jeg elsker , er min Kjærlighed værdig . “
13 .
„ Det er et Hundeliv ! Jeg troer , Gud fordømme
mig , jeg er bleven mager af al den Hoveritjcnesfe ,
der begynder med Frokosten , hvor Dagsprogrammet
opsættes . Først til Modehandleren , Mannfacturhandleren ,
Kniplingshandleren , Baandhandleren og
alle de Handlende , Fanden har opfundet . Saa til
Juvelerer , Parfumerer , paa Meubelmagasiner , i Jernboutikker
o . s . v . for det velsignede Udstyrs Skyld .
Saa komme alle de fordømte Visiter til Creti og
Pleti ; og naar vi komme dødtrætte hjem , saa enten i
Middagsselskab eller selv have Fremmede . Ere vi
tilfældigviis hjemme , maa jeg læse høit ! Om Aftenen
i Theatret eller paa Concert . Det er en complet
Musikgalsfab . Hun forstaaer sig ligesaa lidt paa
Musik som jeg . Og til Syvende og Sidst skal alle
Dagens Begivenheder recapituleres , inden jeg faaer
Lov til at gaae hjem . “
Saaledes talte Staal halvhøit med sig selv , henstrakt
i en Gyngestol og med Cigaren i Munden .
„ Men , “ vedblev han , „ min Tid kommer ogsaa . Saa
skal jeg vise , at jeg ikke lader mig bøie og beherske , “
og saa begyndte han igjen at drømme om de mange
Penge og det magelige Herregaardsliv , men blev afbrudt
af Kievisch , der kom ind i Værelset , saae spørgende
paa Staal og udbrød :
„ Vi ere dog Alle nogle store Børn , som hele
Livet igjennem more os med at blæse Sæbekugler . “
„ Hvad mener Du med det ? “ sagde Staal .
„ Nu ligger Du der , “ svarede Kievisch , “ og
gotter Dig med din Cigar og ved dine Udsigter , og
ahner ikke det Uveir , der er brudt løs over Dig .
Det gjør mig ondt , at jeg stal være den Første , der
bringer den Nyhed . “
„ Tal nu ikke i Gaader ! “ bad Staal temmelig
forundret .
„ Det gjør mig meget ondt for Comtesse Arabella , “
vedblev Kievisch , og et alvorligt og veemodigt
Udtryk afspeilede sig i hans smukke Ansigt .
„ Men jeg beder Dig at tale rentud , hvis Du
vil , at jeg skal forstaae Dig . “
„ Har Du da ikke Hørt , hvad hele Byen idag
taler om , at Grosserer Frederiksen har gjort en storartet
Fallit og er rømmet til Amerika ? Et Handelshuus
i Bordeaux har trukket ham med , da han allerede
længe har staaet paa svage Fødder . Alt er
pantsat ; der er ikke en Skilling til Creditorerne . “
Staal blev dødbleg . Alle hans skjønne Drømme
vare med Eet tilintetgjorde . Han tabte Cigaren ud
af Munden og gik op og ned i Værelset , uden at
sige et Ord , før han blev afbrudt af sin Tjener , der
bragte et Brev fra Grevinden , hvori hun bad ham
øieblikkelig at komme til hende .
„ Siig Grevinden , at hun snart skal høre fra
mig , “ sagde Staal , og Tjeneren gik .
„ Jeg skal følge Dig derhen , “ sagde Kievisch .
„ Det vil ikke være ubeskedent , da Du veed , hvor
megen Deel jeg tager i deres Ulykke . “
„ Men jeg gaaer ikke derhen , “ svarede Staal
trodsigt . „ Vil Du gaae derhen , maa Du gaae
alene . “
„ I Nødens Time stal man kjende sine Venner , “
sagde Kievisch alvorligt . „ Vil Du da trække Dig
tilbage ? “
„ Du veed ikke , hvad jeg i disse Maaneder har
gjennemgaaet . Jeg har været hendes Tjener , hendes
Hund . “
„ Altsaa ? “
„ Jeg vil være ærlig imod Dig , “ sagde Staal
efter et Øiebliks Betænkning . „ Du kan da ikke troe ,
at jeg nogensinde har elsket denne Qvinde . Jeg vilde
. kun være riig , og derfor vilde jeg udholde Alt , men
ikke en Time længer end til Bryllupsdagen . Nu
stod jeg lige ved Maalet , og saa styrter hele Bygningen
sammen ! “ — Han sank om i en Stol og
skjulte fortvivlet Ansigtet i sine Hænder .
„ Under andre Omstændigheder , “ svarede Kievisch ,
„ veed jeg nok , hvad jeg vilde kalde din Opførsel , men
maaskee er der Noget , der kan undskylde Dig ligeoverfor
Grevinden , men ligeoverfor Comtesse Arabella
har Du jo opført Dig som — — “
„ Du lader til , “ afbrød Staal ham med et ondskabsfuldt
Smil , „ at have meget tilovers for Äradella .
Jeg giver Dig min Velsignelse . Mere kan
Du ikke forlange af mig . “
Kievisch værdigede ham ikke et Svar og vilde
forlade ham , men med en ynkelig Stemme kaldte
Staal ham tilbage . „ Du maa ikke gaae endnu ,
førend Du har lovet mig ikke at lade Grevinden vide ,
at jeg har hørt Noget om den fordømte Fallit . Det
er en Venflabstjenesfe , jeg beder Dig om , og raad
mig saa , paa hvilken Maade jeg bedst kan hæve den
ulykkelige Forbindelse . “
„ Skriffligt ! Det er det eneste Raad , jeg kan
give Dig , “ svarede Kievisch . „ Skriv strax , og jeg
skal sige Dig min Mening om det . “
„ Det er godt nok at sige , skriv strax ! men jeg
veed ikke , hvilke Grunde jeg stal angive for et saa
pludseligt Brud . “
„ Jeg giver Dig en halv Time til Betænkningstid .
Er dit Brev saa ikke færdigt , gaaer jeg . “ Med
disse Ord satte Kievisch sig hen i Sophaen , tændte en
Cigar og bladede i en Bog . Det morede ham at
iagttage Staal , der under denne uvante Hjerneanstrengelse
sad og vred sig utaalmodigt , og blev mere
og mere rød i Hovedet .
„ Nu fik jeg en Idee ! “ udraabte Staal . „ Jeg
vil skrive , at jeg er for gammel til at gifte mig . “
„ Det kan Du skrive med en god Samvittighed , “
svarede Kievisch . „ Enhver , der seer Dig i de daglige
Folder , kan give Dig Attest derpaa . “
„ Du er i Grunden uforskammet , “ mente Staal .
„ Nei , jeg siger Dig blot Sandheden . Det er
mit Privelegium ligeoverfor Dig , og ifølge det vil
jeg nu ogsaa gjøre Dig opmærksom paa , at Du med
det Samme tager Afsfed med alle fremtidige Ægteskabsplaner . “
„ Hvorfor det ? “ spurgte Staal .
„ Ligefrem fordi enhver Dør vil være lukket for
Dig efter denne Hisforie , der ikke vil bringe dine
Actier i Veiret , at sige naar man mærker , at Du
banker paa med Frierhænder . “
„ Derfor vil jeg fra dette Øieblik betragte mig
som en gammel Mand , “ svarede Staal med et dybt
Suk , et Afskedssuk .
„ Dertil siger jeg Amen , “ lo Kievisch og tog
Afsfed .
— Samme Morgen stod Grevinde Stjernholm
i sin Dagligstue , beskjeffiget med at studere den nyeste
Modejournal . I Værelsef ved Siden af ventede
hende et Frokostbord , der kunde bringe enhver Lækkermunds
Tænder til at løbe i Vand , og hvor der var
dækket til tre Personer . Hun ventede utaalmodigt sin
Forlovede , og da det ringede i Entreen , blev hun
ubehageligt overrasket , da ikke han men Doctor Anker
lidt efter traadte ind . Arabella kom paa samme Tid
ind fra den modsatte Side , og ved at see Ankers
alvorlige og sorgfulde Blik , udbrød hun :
„ De har vist en Hjobspost at bringe os ? “
„ Det har jeg , “ svarede han . „ Har De Intet
hørt ? “ Da hun benægtede det , satte han sig og sagde ,
at det gjorde ham ondt , at netop han skulde bringe
Efterretning om en Ulykke , der havde rammet dem
Begge , men som han haabede , de vilde bære med Fatning .
Derefter fortalte han saa lempeligt som muligt ,
hvad vi ovenfor have hørt i Samtalen mellem
Kievisch og Staal .
Da Grevinden hørte , at hun var ødelagt , udstødte
hun et Skrig og sank i heftige Kramper tilbage
i Lænestolen . Da hun kom nogenlunde til sig selv ,
foer hun omkring paa Gulvet som en Afsindig , udstødende
Forbandelser over Frederiksen og over den
Skjæbne , der gjorde hende til en Tiggerske . Arabella
bevarede sin Fatning og søgte tilligemed Anker at berolige
Moderen , uden at det lykkedes dem , hverken
ved at forestille hende Sagen som mindre farlig , eller
ved at tye til Religionens Trøst .
„ Hvad mon Staal vil sige til alt det ? “ udbrød
Grevinden pludselig . „ Hvorfor er han ikke kommen
endnu ? — Send øieblikkelig Bud efter ham ! Jeg
vil tale med ham . “
Doctor Anker , der ikke kunde blive længer , tog
Afsfed med nogle trøstende Ord og lovede at komme
igjen i Dagens Løb . Tjeneren kom tilbage med Hilsen
fra Staal , at Grevinden skulde høre fra ham .
Arabella fattede Mistanke , men rodmede selv over
den , da hun dog ikke kunde troe saa flet om Staal .
Tjeneren blev atter sendt afsted , for at sige Kammerjunkeren ,
at han øieblikkelig maatte komme , men lidt
efter vendte han tilbage , da han havde mødt Kammerjunkerens
Tjener med et Brev til hendes Naade ,
hvilket han hermed bragte hende .
Da Grevinden havde læst det , udstødte hun et
hvinende Skrig , kastede Brevet paa Gulvet , trampede
paa det og fik atter Krampe . Medens de tililende
Folk hjalp hende , læste Arabella Brevet , der lød :
„ Min kjære Veninde ! Da vi staae i Begreb med
„ at foretage os det for Mennesket vigtigste Skridt i
„ Livet , tør jeg ikke opsætte at meddele Dig den Over „ beviisning ,
jeg efter moden Overveielse er kommen
„ til , at jeg er for gammel til at indtræde i Ægte „ standen .
Den Ungdommelighed , som Du har beva „ ret
baade i dit Ydre og i dit Indre , fordrer en ung
„ Mand før at gjøre Dig lykkelig . Jeg har kun din
„ Lykke før Øie , og derfor giver jeg Dig herved dit
„ Ord tilbage . Jeg haaber , at Du intet Øieblik mis „ kjender
mine Bevæggrunde til det før mig saa smer „ telige
Skridt , og at Du altid vil mindes mig som
„ din trofaste Ven .
Staal . “
Forgjeves anvendte Arabella alle Midler , før at
bringe sin Moder til Besindelse , og fortvivlet sendte
hun Bud efter Doctor Anker . Da han kom , lod hun
ham læse Staals Brev , der vakte hans dybeste Foragt .
Han gik hen til Grevinden , der kastede sig krampagtigt
til alle Sider , og først ved at gribe hendes Arm og
fæste et gjennemborende Blik paa hende , lykkedes det
ham et Øieblik at tvinge hende til Rolighed .
„ Slip mig ! “ raabte hun .
„ Nei , ikke før De lover mig at sidde stille og
høre mig . “
„ Jeg vil Intet høre ! “
„ Men De skal høre mig , “ vedblev han roligt .
En Kraftløshed greb hende , og uden at sige et Ord
sank hun grædende tilbage i Stolen . Arabella tog
kjærligt hendes Haand og trykkede den i begge sine .
„ See paa Deres Datter , Grevinde ! “ sagde
Anker , „ dette kjærlige og fromme Væsen , som Gud
har skjænket Dem , og svar mig saa oprigtigt , om
De Heller vilde give Afkald paa hende end paa Staal ? “
Grevinden saae forundret paa ham , og han vedblev :
„ De har maaskee aldrig tænkt paa , hvorledes han
daglig arbeidede paa at stille en Kløft mellem Dem
og Deres Datter . Han gravede langsomt men sikkert ,
og tilsidst vilde han uden Tvivl have undergravet den
smukkeste af alle Qvindens Følelser , Deres Moderkærlighed .
Øg hvad havde De faaet til Erstatning ?
En kold og hjerteløs Egoist . — Jeg er overbevist om ,
at han har erfaret Tabet af Deres Formue , førend
han stred det Brev . “
„ Har De nogensinde i Deres Liv læst et falsfere ,
nedrigere og mere udtænkt Brev end det ? “
spurgte hun heftigt , og truede med at falde tilbage i
Krampe .
„ Det er min Pligt , Deres Naade , at sige Dem , “
vedblev Anker med uforstyrret Rolighed , „ at De for
Deres Datters Skyld ikke bør glemme Deres qvindelige
Værdighed , ved et Øieblik længer at sørge over
et Menneske , der har handlet saa lavt . “
Dette gjorde ingen Virkning paa Grevinden , i
hvis Hjerte Staal virkelig havde havt en Plads ,
og Anker maatte vedblive .
„ Den eneste Maade , hvorpaa De kan undgaae
Verdens Spot , er at bære med Værdighed den Krænkelse ,
han har tilføiet Dem . “
„ Den vil alligevel ramme mig . Man vil spotte
en fattig , ulykkelig Skabning . “
„ Fattigdom fortjener aldrig Spot , “ sagde Anker
med den samme værdige Tone , som han havde bevaret
under hele Samtalen . „ Det kommer an paa Dem
selv , hvorledes De vil bære de forandrede Kaar .
Læg Mærke til den blide og stille Resignation , hvormed
Deres Datter bærer sin Ulykke , og man skulde
dog troe , at det var vanskeligere før Ungdommen at
give Afkald paa mange af Livets Nydelser . Jeg kan
godt forstaae , at det især maa smerte Dem før hendes
Skyld . “
Grevinden blev skamfuld . Hun hævede Blikket ,
saae paa Arabella og trykkede hende til sit Bryst med
en Hjertelighed , hun aldrig før havde viist hende .
„ Stakkels Barn ! “ sagde hun . Arabella lagde grædende
sit Hoved til Moderens Skulder . „ Du sagde
altid , at han ikke duede , “ tilføiede hun lidt efter
næsten hvidskende .
„ Glem ham , Moder ! og hold lidt af mig , “ bad
Arabella .
„ Du troer maaskee , at jeg elsker ham endnu ? “
raabte Grevinden og reiste sig . „ Jeg hader og afskyer
ham ! “
Doctor Anker lovede at komme igjen næste Dag ,
for at aftale , hvorledes Sagerne bedst kunde ordnes ,
og hvorledes man bedst skulde realisere alle de kostbare
Luxusgjenstande . „ De vil nok med Tiden komme til
den Erkjendelse , at der kan findes Lykke i et tarveligt
Hjem , naar der kun hersker Fred og Enighed . “ Med
disse Ord forlod Anker Grevinden . Arabella fulgte
ham ud og takkede ham for hans skaansomme og
kjærlige Ord .
Da Grevinden blev alene med sin Datter , gav
hun sin Sorg paany Luft , snart i vilde Udbrud ,
snart i en stille Jammer . Hun lignede et Barn , der
stamper mod en Jerndør og græder over sin egen
Afmagt . Omsider fik Arabella hende bragt tilsengs .
Lidt efter feirede Trætheden , og hun faldt i en dyb
og fast Søvn . Arabella søgte sit eget Værelse ; hun
gik gjennem de pragtfulde Værelser med en egen Følelse
af Undseelse og Smerte , og først da hun var
alene , kunde hun give sit eget Hjerte Luft .
„ Min Gud ! “ bad hun . „ Forlad mig ikke , viis
mig den rette Vei , nu da et nyt Afsnit af mit Liv
begynder . Giv mig Kraft og Mod til at gaae Fremtiden
imøde . Lær mig at savne Rigdomme — og
det kan jeg , det vil jeg , men jeg trænger til din
faderlige Haand . Vend min Moders Hjerte fra
Verden til mig , saa at hendes Prøvelser kunne blive
til Velsignelse for hende . “
Da hun havde sluttet sin Bøn og tænkt paa ,
hvor lidt Verdens Goder kunne flabe Lykke ; da hun
følte en Byrde lettet fra sit Bryst ved at vide Staal
forsvunden fra hendes Kreds , og endelig , da hendes
Tanke førte hende til den , hos hvem den helst dvælede ,
da kunde hun slumre ind med et glad og sorgfrit
Hjerte .
14 .
Vi have længe ikke besøgt Emils Forældre . De
sidde sammen de Gamle i Skumringen et Par Dage
efter de foregaaende Begivenheder .
„ Veed Du , hvad jeg tænker paa , Mutter ? “
spurgte Vagtmesteren pludselig .
„ Jeg troede , at min kjære Mand sov , og saa
sidder han og tænker ? “ svarede den venlige Kone .
„ Jeg har ogsaa sovet , “ svarede han , „ og derfor
ere Tankerne nu saa klare . Jeg tænkte over , hvor
Alt dog har forandret sig siden ifjor . “
„ Vor Herre har været god mod Emil , da han
lod ham træffe disse velsignede Kongsbergs . Men
han er ogsaa et sjeldent Menneske , en Søn vi kan
være stolt af . “
„ Det er jeg min Salighed ! ogsaa , “ raabte Vagtmesteren ;
„ ligesaa stolt , som om han var bleven
Oberst . “
„ Tys ! tys ! Fatter ! Du har jo lovet Emil ikke
at bande . “
„ Ja visf ! Men det er sgu ogsaa for galt , siden
den Dreng kom i det fornemme Selskab , “ brummede
den Gamle . „ Nu kan hans fine Øren ikke taale at
høre en lille uskyldig Eed . Han er istand til at gaae
hen og blive en heel Modeherre ? “
„ Men dog bliver han ved at være en kjærlig
Søn , “ vedblev Moderen .
„ Ja , ja da ! det er sandt . Men een Ting maa
Du indrømme mig , at Emil er en løierlig Stokfisk .
Jeg troer , Gud hjelpe mig , at han endnu aldrig har
været forelsket . “
„ Jeg veed ikke , hvad jeg skal sige om det , “ sagde
Madam Norsfrand . „ Somme Tider troer jeg det ,
og somme Tider troer jeg det ikke . Naar jeg taler
til ham derom , siger han , at han kun vil leve for sin
Kunst . “
„ Han flægter sgu ikke sin Fader paa i det Kapitel , “
mente Norstrand .
„ Det skulde Du glæde Dig over , “ svarede hans
Kone .
„ Naa ja da , “ sagde den Gamle godmodigt .
„ Men Du har ikke noget at klage over , Moer ! Vi
To gaae nu nedad Bakke Haand i Haand til vor
Grav , og jeg vilde nok , førend jeg gaaer bort , see
den , Emil stal følges med ; thi det duer min Sjel !
ikke at være ene . “
„ Destoværre troer jeg , at Emils Beslutning er
urokkelig , “ sagde Moderen , da i det Samme raske ,
ungdommelige Skridt lode sig høre paa Trappen , og
Emil traadte ind .
„ Hvor her er mørkt ! “ udbrød han forundret .
„ Vi kan saa godt passiare i Mørke , vi to Gamle , “
sagde Norstrand , og hans Kone gik ud for at hente
Lys . Lidt efter kom hun med en smuk Lampe , og
nu saae man , hvilken Forandring der var foregaaet i
Værelset . Gulvtæppe paa Gulvet , smukke tykke Gardiner ,
nye Møbler , og Norstrand i en magelig Lænestol
istedetfor paa den haarde Sopha viste , at den
Lykke , Sønnen havde opnaaet , ogsaa kastede Reflex
over de gamle Forældres Bolig .
„ Vi sidde just og tale om Dig , Emil , “ sagde
hans Fader , „ og vi vare enige om , at det vilde være
en Velsignelse , naar Du engang bragte os en rigtig
rar lille Kone hjem . Men Du er saa løjerlig . Det
skulde have været mig , da jeg var ung ! “
Emil blev veemodigt stemt , men svarede med en
forceret Livlighed : „ Jeg har noget ganske andet Alvorligt
at tænke paa end saadanne Daarskaber . Jeg
har formælet mig med min Pensel , og det er en
' fordringsfuld Hustru , der lægger Beslag paa mig i
Et og Alt . Du maa nu finde Dig i , at nøies med
den Svigerdatter , Fader ! “
„ Det er noget djævelblændt Sludder ! “ udbrød
den Gamle . „ Om Forladelse ! Det var ikke pænt
sagt , men jeg veed min Sjel ! ikke , hvad det er for
Fiskeblod , der ruller i dine Aarer . “ Dermed greb
han en Avis , hvormed han næslen skjulte sit Ansigt ,
idet han lod som om han læste i den , medens hans
Kone med Sorg betragtede Emils veemodige Smil ,
og havde sine egne Tanker derom . Emil afbrød Tausheden
med af sige :
„ Jeg har et Forslag af gjøre Eder . Du , Fader ,
klager saa meget over Trapperne og over Varmen
heroppe . Jeg har derfor leiet en net lille Leilighed i
en Stueetage paa Nørrebro til Eder , og dertil hører
en Have med Lysthuus , hvori Du kan ryge saa mange
Piber , Du vil . “
„ Det kan jeg sgu lide , “ udbrød gamle Norsfrand .
„ Saa kan jeg leve op igjen . Og Mutter , som holder
saa meget af Blomsler ! Det var smukt af Dig ,
min Dreng . “
„ Men er der nu ogsaa et godt Atelier til Dig ? “
spurgte Moderen .
„ Nei , der er kun Plads til Eder , men jeg har
været saa heldig af faae saa mange Besfillinger , af
jeg maa have mit Atelier inde i Byen . Jeg maa
arbeide fra Morgen til Aften , men jeg lover af spise
hos Eder hver Middag , og der bliver vel ogsaa en
Aften tilovers for mine kjære Forældre . “
Madam Norsfrand var ikke synderligt glad over
det Arrangement , men den gamle Vagtmester sagde
paa sin djærve Maneer : „ Jeg kan sgu ikke lide det
Kjellingeri . Et ungt Menneske har godt af at være
lidt paa sin egen Haand , og det kan jo være , at det
netop giver ham Lyst til selv engang at sætte ordentligt
Bo . “
Jo længere man talte om disse Forandringer ,
desto mere opklaredes Madam Norstrands Ansigt .
En Timestid forlød hurtigt . Lidt efter kom Doctor
Anker . Han fortalte Emil Alt , hvad der var passeret
i den Stjernholmske Familie og fremhævede især
den forskjellige Maade , hvorpaa Moder og Datter
havde taget den Ulykke , der var rammet dem . Fornemlig
talte han om Comtesse Arabellas Sjelstilstand .
Emil spurgte ham ængsteligt , om der var Fare
for , at de skulde komme til at lide Nød .
„ Nei ! “ svarede Anker . „ Jeg har talt med Comtessen
om deres Anliggender ; thi med Grevinden kan
det ikke hjelpe at tale . Den afdøde Greve har efterladt
sin Datter en fast , ikke ubetydelig Rente , og
Grevindens Smykker og Luxusartikler vilde nok kunne
gjøres til en halv Snees Tusinde Daler . Til at
holde Heste og Vogn bliver der rigtignok ikke Raad ,
saa at Grevinden nok vil kalde sig selv det fattigste
og ulykkeligste Menneske paa Jorden . “
„ Den onde Kjelling ! “ brummede Vagtmesteren .
„ Det er ikke mere end retfærdig Gjengjeldelse . “
„ Jeg troer ogsaa paa en saadan Nemesis , “ svarede
Anker . „ Det er dog midt i den Sorg en stor Lykke
for Arabella , at hendes onde Dæmon , denne Staal ,
har hævet sin Forlovelse med Moderen . For at staffe
sig ham fra Halsen , kan man gjerne afsee en ganske
god Kapital . “
„ Den gamle , forfængelige Tosse ! “ brummede
igjen Vagtmesteren .
„ Jeg har engang Hørt hende benytte Maria
Stuarts Ord : « Is eosur 68t toujour8 vieres pour
un nouve ! amour , » sagde Anker til Emil .
„ Det er en modbydelig Frase i en Dames Mund , “
mente Emil .
„ Men den betegner Grevinden “ indvendte Anker .
„ Jeg maa nu afsted . Jeg har flere Patienter at see
til . “ Dermed tog han Afsfed fra dem Alle , efterat
have afslaaet Madam Norsfrands venlige Indbydelse
at drikke Thee med dem .
De Nyheder , Anker havde bragt , gjorde et levende
Indtryk paa den lille Kreds . Vagtmesteren kunde
ikke blive træt af at tale derom med sin Kone , medens
Emil sad taus og hensunken i dybe Tanker , hvilket
ikke undgik hans Moders Opmærksomhed . Hun fik
en Ähnelst om , hvorledes det hang sammen , og beklagebe
sin stakkels Søn , thi det maatte jo være en
haabløs Kjærlighed , mente hun , at elske en Dame
som Comtesse Arabella .
Da Emil var ene paa sit Værelse , forekom det
ham , som om Arabella idag var kommen ham nærmere .
Rigdommens Muur var falden , men han
følte , at der var flere end den , der skilte dem fra
hinanden . ' Han aabnede en hemmelig Skuffe , tog
Laurbærgrenen frem og trykkede den til sine Læber .
„ O , gid jeg engang kunde sætte en Myrthekrands paa
dit Hoved , ligesom Du engang smykkede mig med
denne ! “ tænkte han , men tilføiede lidt efter , „ Nei !
for mig bliver Du aldrig Andet end Comtesse Stjernholm ! “
Han skjulte atter sin Helligdom .
„ Bort , alle I Kjærlighedens Drømme ! “ vedblev
han . „ Jeg er et Arbeidets Barn . Jeg bør ikke
stræbe høiere end efter det , som Arbeidet kan give
mig . Rig eller fattig , hun staaer dog altfor hent for
mig . Kasf Kjærligheden bort , den fløver og svækker
mig , istedetfor at opmuntre mig , naar der ikke er
Haab om Gjenkjærlighed . “
— Han blev sin Beslutning tro , arbeidede ufortrødent
Dag ud og Dag ind . Tiden forløb hurtigt ,
medens han med Magt concentrerede sine Tanker i
Kunsten , og den indbragte ham baade Hæder og Penge ,
langt mere end han nogensinde havde drømt om .
15 :
Grevinde Stjernholm var og blev utrøstelig .
Hun tænkte og talte kun om sin Ulykke , sit Had mod
Grosserer Frederiksen og Staal , og trættede Alle ved
sine ynkelige Klager . Hendes Misfornøielse steg , da
hun mærkede , hvorledes alle de Venner , som hendes
Sekstaber havde lokket , efterhaanden forsvandt . Hun
ombyttede sin store Leilighed med en mindre , og af
Tjenestefolkene beholdt hun kun Kokkepigen og Kammerjomfruen ,
hvilken sidste hun erklærede paa ingen
Maade at kunne undvære . Eqvipager og de Møbler ,
der ikke kunde rummes i den nye Leilighed , bleve
solgte ; men sine Smykker vilde hun ikke sælge , og
for første Gang hørte man hende tale om sin afdøde
elskede Mand , der havde skjænket hende dem , og at
hun derfor ikke kunde skille sig ved dem . Da Anker
forestillede hende , at hun kun ved at sælge dem kunde
tænke paa at beholde sin Kammerjomfru , reisfe hun
sig i sin fulde Høide , tilkastede ham et lynende Blik ,
og forlod Værelset majestætisk . Anker maatte smile
ved denne høitidelige Bortgang , men Smilet forsvandt ,
da hans Blik faldt paa Arabella , der fortvivlet
spurgte , hvad Enden skulde blive derpaa .
Deres Moder maa mod sin Villie tvinges til
Fornuft , “ svarede han . „ Frygt De ikke . Gud forlader
ikke Dem . “
Medens Grevinden sad med Hænderne i Skjødet
og klagede , var Arabella ikke et Øieblik ledig ,
men syslede omkring som en venlig Husalf . Skjøndt
ogsaa hun følte Trykket , klagede hun aldrig , men
tænkte paa Emil , der ogsaa havde kæmpet samme
Kamp . Hans Vaaben var Arbeidet , men hvorfra
skulde hun faae det Vaaben , undtagen ved Orden
og Nøiagtighed i hele Husvæsenet ? Grevinden overlod
hende gjerne Husets Bestyrelse , og Arabella
anvendte al den Økonomi , der var hende mulig ;
men det var hende en vanskelig Opgave at tilfredsstille
Moderens urimelige og ufornuftige Fordringer ,
uden at komme i Forlegenhed .
Kievisch , der var En af de Faa , der vedbleve
at besøge Grevinden , iagttog med hemmelig Beundring
Arabellas hele Færd , og hans Kjærlighed snarere
forøgedes end formindskedes ved den Forandring , der
var foregaaet . En Formiddag traadte han uanmeldt
ind i den nye Bolig og fandt Arabella i Dagligstuen
alene og beskjeftiget med et Haandarbeide .
„ Hvorledes finder De vort nye Hjem ? “ spurgte
Arabella og bad ham tage Plads .
„ Nydeligt , som Alt hvad Deres Haand har
ordnet “ , svarede han . „ Men vil De ikke føle Savn
af Alt det , De var vant til ? “
„ O nei ! Jeg vil Intet savne . Desuden kan vi
her faae det meget godt , og være glade og tilfredse i
vore smaa Kaar , naar blot Moder var af samme
Mening og ikke fandt sig saa ulykkelig . “
„ Hvor kan hun søle sig ulykkelig , naar hun har
en Datter som Dem ! “ udbrød han , og da Arabella
smilede roligt til ham , vedblev han : „ Arabella ! Naar
De vidste , hvor høit jeg elsker Dem , og hvor lykkelig
jeg vilde være , hvis De vilde blive min ! “
Arabellas Arbeide sank ned i Skjødet ; hun blev
bleg , og Taarerne stode hende i Øinene .
„ Hvorledes skal jeg forklare Deres Taarer ? “
spurgte Kievisch ængsteligt .
„ Er der ikke Grund til Taarer , naar man staaer
Fare for at miste en Ven og Broder ? “ svarede hun
bedrøvet .
„ Nu forstaaer jeg Dem , Comtesse ! “ udbrød han
og reiste sig med en stolt Mine .
„ Forlad mig ikke saaledes ; jeg beder Dem , “ vedblev
Arabella . „ Bliv og hør roligt , hvad jeg vil
sige Dem . “ — Kievisch salte sig igjen hos hende .
„ Vær vis paa , at jeg erkjender , at De har været
mig en trofast og sand Ven . Derfor har jeg i mit
stille Sind betragtet Dem som en kjær Broder og
holdt af Dem som en saadan , uden at tænke paa ,
at Deres Følelser for mig vare af en anden Natur .
Nu , da jeg hører det , smerter det mig at skulle
volde Dem Sorg — De , som fortjener at blive
elsket . “
„ Ingen er Herre over sine Følelser , “ svarede
Kievisch , „ og naar De intet Haab har at give mig ,
vil det kun være ubehageligt for os Begge at forlænge
denne Samtale . “
Med en dyb Rødme holdt Arabella ham tilbage
og vedblev : „ De stal være den Første , til hvem jeg
vil betroe min Hemmelighed , for at vise Dem , hvor
stor Priis jeg sætter paa Deres Venskab , og hvor
høit jeg agter Dem . — Jeg har bortgivet mit Hjerte
til en Mand , der er mig værdig , men Livets Forhold
adskille os , og derfor har jeg besluttet aldrig
at give nogen Anden min Haand . “
„ Læg De kun Deres Haand med Tillid i min ,
som i en Broders , “ sagde Kievisch med en blød ,
bevæget Stemme . „ Tilgiv , at jeg et Øieblik blev
bitter . Det er jo ikke Deres Skyld , at Enhver , der
kjender Dem , maa elske Dem . “
„ Siig ikke det , “ sagde Arabella smilende . „ Jeg
trænger ofte til Overbærenhed , og jeg beder ogsaa
Dem om den , fordi jeg mod min Villie har voldet
Dem Sorg . Betragt mig i Fremtiden som en
Veninde . Jeg er nu saa eensom og trænger til en
Ven , der kan styrke mit Mod . — Jeg veed , hvad
haabløs Kjærlighed vil sige , naar den først har fæstet
Rod i Hjertet ; men Deres er endnu saa ung . “
„ Jeg lover at opfylde Deres Bøn , saa meget
det staaer i min Magt , “ svarede Kievisch rørt og
kyssede ærbødigt Arabellas Haand . „ Farvel , min
Veninde ! Vi sees snart igjen ! “
Udenfor Stjernholms mødte han Baron Wilhelm ,
der blev meget glad ved at gjensee ham og
vilde overtale ham til at følge med sig hjem til Middag ,
men Kievisch afslog det , da han kun var lidt
oplagt til Selskabelighed efter den foregaaende Scene .
„ Kom da paa Søndag , “ vedblev han . „ Der
kommer kun et Par gode Venner . Men maaskee en
vis ung Dame ogsaa den Dag lægger Beslag paa
Dig . “
Kievisch blev blussende rød . „ Der er Ingen ,
der lægger Beflag paa min Tid , og jeg stat med
Fornøielse komme , men jeg troede , oprigtigt talt , at
dine Forældre ikke længer brøde sig om at see mig . “
„ Hvad er det for en Passiar ! “ lo Wilhelm .
„ Lad os ikke tale derom . Maaskee tager jeg
feil , “ sagde Kievisch og forlod ham .
Det var dog ingen Feiltagelse af Kievisch .
Det havde nemlig truffet sig saa uheldigt , at
han flere Gange havde maattet afslaae Kongsbergs
Indbydelser , fordi han skulde til Stjernholms .
Dette gjorde et saa stærkt Indtryk paa Baronesse
Hilda , at hendes Forældre ikke kunde blive uvidende
om hendes Hemmelighed , og de gjorde nu Alt , for at
hun skulde glemme ham . Han blev ikke oftere indbuden
og blev modtaget med Kulde , naar han aflagde
Visiter . Om alt dette var Baron Wilhelm uvidende ,
da han kun opholdt sig sjeldent i Kjøbenhavn , han
kom nu hjem og fortalte , at han havde indbudet
Kievisch til næste Søndag , men at denne havde
frygtet for , ikke at være vel seet i Familien .
„ Hverken din Moder eller jeg , “ sagde den gamle
Baron , „ kan gjøre for , at han foretrækker Grevinde
Stjernholms Huus for vort . “
„ Saa ? “ svarede Wilhelm . „ Ja , det lader til
at han bygger og boer der . Jeg traf ham , da han
kom derfra , og det undrer mig , at det ikke er blevet
til Alvor mellem Comtesse Arabella og ham . “
„ Kievisch er en letsindig Herre , “ sagde Baronen
med usædvanlig Heftighed , „ og det geraader ham ikke
til Ære at være en saa stadig Gjæst der . “
Baron Wilhelm taug , da han vidste , at det ikke
kunde hjelpe at forsvare sin Ven , men det gjorde ham
ondt for ham .
„ Hvor Du seer daarlig ud , Hilda ! “ sagde han
lidt efter . „ Jeg kan ikke lide at see Dig saa bleg og
veemodig . Det er mig som en Samvittighedsbebreidelse . “
„ Du fager feil , kjære Wilhelm ! “
„ For spurgte Alle til min smukke og livlige Søster , “
vedblev han , „ men nu komme Alle og beklage
Dig , fordi den ulykkelige Begivenhed i Sommer saaledes
har taget paa Dig . Det er tungt for mig at
høre paa . “
„ Det skal Du ikke bryde Dig om , “ sagde Hilda .
„ Det er let nok at sige . Du kunde dog idetmindste
gjøre Dig Umage for at see lidt munter ud .
Jeg kan for min Død ikke finde mig i det Bededagsansigt . “
„ Sæt Dig nu ikke graae Haar i Hovedet for
min Skyld , lille Wilhelm ! “ svarede Hilda , smilende
over Broderens Vrede .
„ Paa den Maade bliver Du aldrig gift , lille
Hilda ! “
„ Hold nu op at drille din Søster , “ afbrød Moderen ,
„ jeg har udtænkt et Middel , der nok vil helbrede
Hilda . “
Hilda løb hen til sine Forældre , for at erfare
deres Planer , og fik at vide , at de havde tænkt at
gjøre en Badereise i Juni Maaned og derefter en
Tour til Italien , Schweitz eller Spanien , og at de
havde bestemt at blive borte et heelt Aar .
„ Gid vi kunde reise den Dag imorgen ! “ udbrød
Hilda glad . Baron Wilhelm , der maatte blive hjemme
for at bestyre Godset og ikke havde Lyst til at drikke
Brsndvand , lovede at støde til Familien i Slutningen
af Aaret .
Da Kievisch næste Søndag besøgte Kongsbergs ,
var han usædvanligt alvorlig og taus . Hilda tænkte ,
at hans Tanker vare andetsteds , og undgik ham saa
meget som muligt . Ved Bordet sad hun hos Emil
ligeoverfor Kievisch , og omtalte med saa megen Henrykkelse
den forestaaende Reise , at Kievisch tænkte ved
sig selv : „ Den lille Baronesse er ikke fri for Capricer .
Mig har hun nu engang beæret med sit Had ,
og til Emil , som jeg troede hun nærede en dybere
Følelse for , fortæller hun , hvor glad hun er ved at
skulle sfilles fra ham ! “
16 .
Et Aar er forløbet . Ankers Familie , bestaaende
af den smukke Moder med fire ligesaa smukke livlige
Børn , hvoraf det ene endnu er saa lille , at det maa
bæres paa Armen , er forsamlet i den hyggelige Dagligstue
og venter Faderen hjem .
„ Der er han ! “ raabte den sexaarige Edvard ,
sprang ned af sin Gyngehest og løb ham imøde .
De fo Smaapiger klyngede sig til ham og modtoge
under uendelig Jubel hans Kjærtegn . Først da Klokken
var otte , bleve de bragte til Ro . Anker tog Plads
hos sin Kone i Sophaen og sagde kjærligt : „ Naa ,
hvad Nyt har Du saa oplevet idag ? “
„ Noget meget Interessant , “ svarede hun polidsk .
„ Jeg har opdaget en Hemmelighed . “
„ Det var mærkværdigt . Det har jeg ogsaa .
Lad mig nn først høre din Hemmelighed . Du har
hele Dagen været sammen med Comtesse Arabella .
Det ahner mig , at Du har aabnet en lille Hjertedør
og kigget ind . “
„ Rigtigt ! — Vi gik efter Bordet en Tour sammen ,
og hvem troer Du , vi mødte ? Emil Norstrand !
Det gav et Sæt i Arabella , og da han gik forbi og
hilsede meget ærbødigt , blev hun blussende rød , og
det lykkedes hende ikke at gjenoptage vor Samtale
endskjøndt hun øiensynligt gjorde sig megen Umage .
Jeg lod , som om jeg Intet bemærkede , men førte
Samtalen hen paa Kjærlighed og yttrede min Forundring
over , at en saa smuk og elskværdig Pige som
hun ikke endnu havde fundet Nogen , der var hendes
Kjærlighed værdig . Hun svarede med en inderlig
Veemod , at det ikke var hendes Skyld , og bad mig
ikke at tale om den Ting . — Jeg er sikker paa , at
hun elsker ham . “
„ Og jeg er sikker paa , “ afbrød Anker , „ at han
elsker hende . Jeg havde længe ahnet det , men jeg
ansaae det for urigtigt at opmuntre ham . Vished
fik jeg først engang i Efteraaret , da han spurgte mig ,
om der ikke var Tale om en Forlovelse mellem Arabella
og Kievisch . Dn skulde have seet hans Glæde ,
da jeg sagde nei ; og endnu mere , da jeg fortalte ham ,
af Kievisch var reist til Paris , for af tilbringe Vinteren
der . Nu har jeg ovenikjøbet idag erfaret Noget ,
der bestyrker min Mistanke , og det er den Hemmelighed ,
jeg mente . “
„ Hvad er det ? spurgte Fru Anker .
„ Jeg er nylig bleven Læge hos en Juveleer Christensen .
Jeg var hos ham idag , og vi kom til af
tale om Tyverier af Juveler . Pludselig spurgte han
mig , om jeg kjendte Grevinde Stjernholm ? Det forundrede
mig , og nu betroede han mig en lang Historie
om et af hendes Datters Armbaand . “
Anker fortalte nu den hele Affaire , og endte med
af berette Juvelerens Forundring over , af en saa rig
Dame kunde bære sig saa besynderligt ad , og af Staal
dengang havde taget det Løvte af ham , ikke af fortælle
denne Begivenhed , for ikke af blamere den unge
Dame .
„ Jeg bad ham ogsaa om , “ vedblev Anker , „ af
fortie Historien , og forsikkrede ham , af Comtessen
havde brugt Pengene i et veldædigt Øiemed . “
„ Hvoraf vidste Du det ? “ spurgte hans Kone .
„ Naar jeg sammenholder den Tid , da Arabella
solgte Smykket , og da Madam Norstrand uventet fik
sendt de 1000 Rigsdaler . “
„ Du har Ret , “ afbrød Fru Anker . „ Jeg kunde
græde af Glæde over den stakkels , søde Pige ! Gid
vi kunde gjøre Noget for hende ! “
„ Det seer ikke lyst ud for hende , “ sagde Anker .
„ En saadan Moder er kun flabt til Ulykke for sig selv
og Andre . Altid utilfreds og ufornuftig . Hun tager
stadig op af sin Kapital , og det vil hun naturligviis
vedblive med , indtil hun kun har Datterens Penge
tilbage . “
„ Og saa ovenikjøbet at have en ulykkelig Kjærlighed ! “
udbrød Fru Anker . „ Men der maa jo dog ,
kunde gjøres Noget ! “
„ Det kan blive vanskeligt nok , “ mente Anker .
„ For det Første en blodig Fornærmelse , og saa denne
Standsforskjel . “
„ Hvad det Sidste angaaer , “ sagde Fruen , „ er
Norsfand en saa udmærket og talentfuld Kunstner ,
og har saa megen Dannelse , at han er hævet
langt over sin Fødsel . Desuden maa hans Kjærlighed ,
hvis den er sand , kunne kaste Glemselens Slør over
en nok saa blodig Fornærmelse . “
Da Anker og hans Kone en halv Time efter
sadde ved Thebordet , kom Emil for at gjøre en saa
sildig Visit , da han vidste , at han ikke paa anden
Tid kunde træffe sin Ven hjemme . Da han i Samtalens
Løb spurgte til Kongsbergs , hørte han , at de
ventedes hjem om otte Dage . Efter Theen gik Anker
og Emil ind i Studereværelset , for at ryge en Cigar ,
og der blev bragt dem Viin og Glas ind .
„ Iaften vil jeg proponere en Skaal , som vi
endnu aldrig have drukket sammen , “ sagde Anker og
fyldte Glassene , — „ for din tilkommende Kone ! “
Jeg vil tømme dette Glas paa din Kones Velgaaende , “
sagde Emil . „ Jeg gifter mig aldrig . “
Skaalen blev drukken , og Anker bemærkede , at
en Alvorssky lagde sig over Emils Ansigt .
„ Emil ! “ begyndte Anker efter en Pause . „ Lad
os som altid tale fortroligt sammen . Hvorfor vil
Du ikke gifte Dig , naar Du dog elsker og bliver
gjenelsket ? “
„ Hvorledes falder Du paa den Tanke ? “ spurgte
Emil forbauset .
„ Hvad det Første angaaer , “ svarede Anker ,
„ fordi jeg i Aar og Dag har opdaget Comtesse Arabellas
Billed i dit Hjerte . “
Emil rødmede stærkt og sagde alvorligt : „ Ja ,
Du har Ret ! Jeg elsker Arabella , og netop derfor
vil jeg ikke gifte mig . “
„ Og naar jeg nu for det Andet siger Dig , “
vedblev Anker , „ at hun elsker Dig ? — Du ryster paa
Hovedet ? Jeg veed det , og jeg skal betroe Dig en
Hemmelighed , jeg idag har opdaget . “
Anker fortalte ham nu hele Hisforien om Armbaandet .
Emil hørte paa ham med spændt Opmærksomhed ,
og , da han endte , udbrød han :
„ Jeg har i mit stille Sind altid tænkt det , men
jeg har aldrig ahnet , hvad hun har lidt derved for
min Skyld . Men det er ikke første Gang , hun er
en Lysets Engel for mig . Da Moderen haanede og
spottede mig , var hun den , der ved sin Blidhed udflettede
Fornærmelsen . “
„ Naar Du altsaa skylder hende saa meget , hvorfor
da ikke aabent og ærligt tilstaae hende din Kjerlighed ? “
spurgte Anker .
„ Der er gaaet lang Tid siden , “ svarede Emil ,
„ og i Aarenes Løb kan hendes Følelse have forandret
sig . Maaskee har denne Følelse aldrig været Kjærlighed ,
og jeg viste hende da kun en slet Tjeneste ,
naar jeg nødsagede hende til at give mig et Afflag . “
„ Du vil da ikke , at hun skal frie til Dig ? “
spurgte Anker .
„ Hvis Du kunde see i mit Hjerte , Anker , hvor
ubeskrivelig hent jeg elsker hende , vilde Du ikke paa
den Maade friste mig . “
„ Og alligevel fastholder Du din Beslutning , ikke
at gifte Dig ? “
„ Jeg har ikke opgivet Haabet , “ svarede Emil
begeistret , „ engang at kunne kalde den Engel min .
I mit Hjerte har jeg opreist et Alter for hende , og
det knæler jeg daglig for . — Men , “ vedblev han roligere ,
„ først maa jeg have erhvervet mig en uafhængig
og anseet Stilling . Har Du Godhed for hende , vil
Du ikke , at jeg skal kaste Fattigdommens Jernlænke
over hendes Kjærlighed efter saa megen Opoffrelse . “
„ Du glemmer , at Comtesse Arabella ikke længer
er riig . “
„ Men hun er og bliver dog Comtesse Stjernholm ,
og jeg vil ikke , at hun skal stige ned til mig .
Nei , nei ! Lad mig som hidtil arbeide til mit Maal ,
og forstyr ikke min Sindsro ved at foregjøgle mig
Drømme , som dog maaskee aldrig gaae i Opfyldelse . “
„ Og hvor mange Aar behøver Du , for at naae
dette Maal ? — Hør nu mig , “ sagde Anker i en bestemt
Tone . „ Jeg anseer selv Ærgerrighed for en Dyd ,
men den har sine Grændser . Du gaaer en farlig
Vei , Emil , og derfor rækker jeg Dig min Vennehaand
for at føre Dig ad-den Sti , hvor den sande Lykke
blomstrer . Du elsker , men Du vil døve Kjærlighedens
Stemme ved at lytte til Ærgjerrighedens
Sirenesang , der kun synger om Rigdom og Anseelse .
Du undergraver din Ungdom med kolde Beregninger ,
og henslæber dit Liv i en tom og glædeløs Tilværelse .
Naar Du saa engang naaer dit Maal , er Du
maaskee ogsaa ved dit Livs Maal . Det har jeg ofte
seet . Eller Du er til den Tid bleven en kold og
hjerteløs Egoist . “
„ Det er haarde Ord , Anker ! “ afbrød Emil .
„ Men sande ! Tag Exempel af mig . Jeg var
en fattig , ung Læge , da jeg giftede mig . Mine Udsigter
vare ringe . - Hun var ogsaa en uformuende
Pige , men af langt høiere Stand end jeg . Vor
Kjærlighed overvandt alle Hindringer . Vi satte vort
Haab til Gud , og han svigtede os ikke . Jeg har
ogsaa havt min Ærgjærrighed , men den kan godt
forenes med Kjærligheden , fordi jeg har et lykkeligt
Hjem . Nu har jeg sagt Dig min Mening og viist
Dig den eneste rette Vei . Vil Du ikke følge den , er
Du ikke Arabellas Kjærlighed værdig , — og det skulde
smerte mig dybt . “
„ God Nat , Anker ! Imorgen tales vi ved . “
Med disse Ord trykkede Emil hans Haand og tog
Afsked med ham i en bevæget Stemning .
Det var en varm , stille Sommernat . Al Tummel
i Gaderne og den store Myresvcrrm havde trukket
sig tilbage . Alle hvilede i Søvnens Arme . Emil
satte sig med Haanden under Kinden ved sit Skrivebord ,
tankefuld og drømmende . Den frembrydende
Dag fandt ham endnu der beskjeftiget med at skrive
et Brev .
Næste Morgen ilede Emil til Anker , førend denne
endnu , havde begyndt sine Sygebesøg . „ Jeg vil med
faa Ord , “ begyndte Emil , der var usædvanlig bleg
og alvorlig , „ spørge Dig , om Du vil give Comtesse
Arabella dette Brev . Jeg beder hende deri om en
Samtale i dit Hjem . “
Med et roligt Smil svarede Anker : „ Giv mig
kun Brevet . Jeg stal besørge det . “
Nogle Timer efter var Anker hos Arabella . Da
hun takkede ham for hans Besøg , svarede Anker , at
han ingen Tak fortjente , da hans Besøg kun var
foranlediget ved en hemmelig Commission , han havde
til hende .
„ Fra Deres Frue ? “
„ Nei , men dog fra En , der staaer mit Hjerte
meget nær , min bedste Ven . Han har bedet mig give
Dem dette Brev . “
Arabella modtog det rødmende og med bankende
Hjerte . „ Hvis Grevinden er hjemme , vil jeg hilse
paa hende , medens De læser det , “ sagde Anker og gik
lige ind i Dagligstuen . Faa Minuter efter sad Arabella
i sit eget Værelse med det aabnede Brev paa
Skjødet og smilede gjennem Taarer . Brevet lød
saaledes :
„ Comtesse Stjernholm ! Aar ere henrundne ,
siden jeg sidste Gang talte med Dem ; men der
gives Følelser , som hverken Aar eller Adskillelse
kunne forandre . Jeg modtog dengang en Gave
af Deres Haand , der siden aldrig har forladt
mig . Med den for Øiet har jeg stræbt fremad ,
og den har hvidsket til mig , at De ei var ganske
ligegyldig for den dengang fattige og ubekjendte
Kunsfner . Hvis der var Sandhed deri , og hvis
De endnu har Spor af Interesse for mig , beder
jeg Dem tilstaae mig en Samtale i Doctor
Ankers Hjem , for at jeg kan sige Dem Alt , hvad
jeg føler , at min Pen ikke formaaer at tolke . “
Da Arabella den følgende Dag kom hen til
Doctor Anker , modtog han hende selv , men bad hende
at gaae ind i Dagligstuen , da hans Kone og Børn
vare paa Landet , og han selv maatte tale med sine
Patienter . Han førte hende derind , men forlod hende
strax . Det var som om en Sky gik for Arabellas
Øie , og som om Blodet standsede i hendes Hjerte
da hun saae Emil komme hende imøde med et henrykt
Blik .
„ Tusind Tak , fordi De tilstod mig denne Samtale , “
sagde han med en bevæget Stemme . „ Vil De
nu ikke vredes , naar jeg aabner hele mit Hjerte for
Dem ? “
„ O nei ! “ var hendes næppe hørlige Svar .
„ Saa vil jeg samle alt mit Mod for at sige
Dem , at De er den eneste Qvinde , jeg har elsket og
nogensinde vil komme til at elske . Min Herkomst er
ringe , mit Navn er borgerligt , min Fremtid usikker ,
— men dog vover jeg at bede om denne Haand , jeg ,
som kun har min Kjærlighed at byde Dem . — Svar
mig , kan jeg haabe en saadan Lykke ? “
„ At dele Alt i Livet med Dem , deri vil min
Lykke bestaae , “ svarede hun . „ De er den Eneste , jeg
kunde skjænke min Tro . “
„ Arabella ! “ udbrød han . „ Forstaaer De dette
Ords hellige Betydning ? “
„ Ja , jeg forstaaer den , og med Tillid lægger jeg
min Fremtid i Deres Haand . “
„ Selv om jeg var den Ringeste af Alle , “ vedblev
Emil , „ maatte disse Ord hæve mig fra Intet fil
Noget . Min yndige Brud ! Med Guds Hjelp skal
jeg blive din Tro værdig . “
— En Timestid efter traadte Anker ind fil dem .
Et Øieblik stod , han taus og betragtede det elskende
Par , der i deres Glædesruus ikke strax bemærkede
ham . Derefter traadte han hen fil dem og gav dem
en Broders hjertelige Lykønskning . Det blev besluttet ,
at Arabella skulde underrette sin Moder om sin Forlovelse ,
da hun ønskede at forskaane Emil for det
Uveir , der strax vilde bryde løs over deres Hoveder .
I deres Kjærlighed fandt de Begge Mod og Kraft
fil at overvinde enhver Hindring . Emil lovede at
komme næste Formiddag , og stolede paa , at Kjærligheden
dog tilsidst skulde seire .
17 .
Med Hjertet fuldt af Glæde og Fryd ilede Emil
ud til sine Forældre , der modtoge ham forundrede
over , at han imod Sædvane kom saa tidligt .
„ Jeg har ogsaa noget ualmindeligt at fortælle
Eder , “ sagde han , „ Noget , der ret vil glæde Eder . “
„ Saa kom med det i en Fart , “ udbrød Vagtmesteren .
„ Du skulde da vel ikke -- -- -- -- -- ? Nei , Du
er og bliver en Stokfist . “
„ Maastee Du dog denne Gang tager Feil ,
Fader ! Imorgen bringer jeg Eder en fød og yndig
Svigerdatter . “
„ Er det muligt ? “ raabte Moderen henrykt og
omfavnede ham . „ Det var mit eneste Savn . “
„ Saa er det nu forbi , “ vedblev Emil . „ Og
gjætter I , hvem det er ? Arabella Stjernholm ! “
Vagtmesteren tabte af Forbauselse sin Merskumspibe ,
og mærkede det ikke engang . „ Saa troer jeg , “
raabte han , „ Fanden plager Ørengen , at gaae hen
og forlove sig med en Comtesse ! — Hör , veed Du
hväd , det er nu Altsammen godt nok , at hun kan
finde sig i Dig , men hvordan skal det gaae os ? Hun
bliver for fiin for os to Gamle . “
„ Nei vist ikke , “ forsikkrede Emil . „ Viis hende
blot den samme Kjærlighed , som I have viist mig ,
saa er jeg vis paa , at hun vil blive Eder en kjærlig
Datter . “
„ Naar Du blot bliver lykkelig , Emil , “ sagde
nu Madam Norstrand , „ bør vi Gamle ikke tænke
paa os selv . Hun maa være en brav Pige ; ellers
kunde Du ikke elske hende , og jeg vil holde af hende ,
som var hun mit eget Barn . Gud skjænke Dig sin
Velsignelse , baade Dig og hende ! “
„ Moder forstaaer nu altid at belægge sine Ord
bedre end jeg , “ asbrød Vagtmesteren og trykkede Emils
Haand .
— For Arabella var det ikke en saa let Sag som
for Emil at forberede sin Moder . Efter megen
Vaklen bestemte hun sig til uden Omsvøb at fortælle
hende Alt , og maatte saa efter Udfaldet see , hvorledes
hun kunde formilde hendes Vrede , som hun nok
forudsaae ikke vilde udeblive .
Da hun sad alene sammen med Moderen , begyndte
hun : „ Jeg var idag hos Doctor Anker og traf der
Hr . Norstrand . “ - Grevinden gjorde en utaalmodig
Bevægelse . „ Vi skjulte ikke vore Følelser for hinanden ,
og han bad om min Haand . “
„ Det kan jeg lide ! Har man hørt Mage til
Frækhed ! “ raabte Grevinden . „ Du svarede ham da ,
som han fortjente ? “
„ Moder ! Jeg har aldrig turdet betroe Dig min
Hemmelighed . Hør da nu , hvad jeg svarede — at
min høieste Lykke vilde bestaae i at dele Alt , Lyst og
Mørkt i Livet med ham . “
Grevinden sad som rammet af Lynet . „ Saa Farvel
mit sidste Haab om Lykke ! “ udbrød hun . „ Det var
mit Haab , at Du skulde gjøre et rigt Parti . “
„ Det var en Umulighed , Moder ! “
„ Man kommer aldrig nogen Vei med din stridige
og snedige Karakteer , “ vedblev Grevinden med rystende
Stemme . „ Jeg kan ikke forhindre , at Du styrter
Dig i Ulykke — og mig med ! “
„ Jeg følger den Vei , der alene kan gjøre mig
lykkelig “ , svarede Arabella roligt .
„ Du sagde dog engang , at Du aldrig vilde
indgaae nogen Mesalliance . “
„ Det siger jeg endnu , Moder , men dengang forstod
jeg ikke , hvad en Mesalliance var . En Forbindelse
kan kun kaldes saaledes , naar man maa skamme
sig ved sit Valg . Jeg er stolt af ham . Jeg vil
aldrig komme til at rødme over hans Herkomst , da
hans Talent og Karakteer hæver ham høit over saadanne
Anskuelser . “
Til Arabellas Forundring rødmede Grevinden
og blev hende Svar skyldig . Det var en Erindring
om svundne Tider , der jog Blodet til Grevindens
Kinder . Hun følte det selv og forklarede :
„ Du bringer mig til at rødme af Skam over
din Opførsel . “ Der opstod en ny Pause .
„ Naar Du imorgen seer Emil , “ tog Arabella ,
der fik nyt Mod , omsider Ordet , „ saa tænk paa ,
hvorledes Du engang fornærmede ham . Dengang
var Du forblindet , men Tiden har nu afsløret baade
hans kjærlige Overbærenhed og Staals beregnende
Falskhed . “
Dette var den bedste Maade at afvæbne -Grevindens
Vrede imod Emil , thi naar hendes Tanker
faldt paa Staal , concentrerede sig al hendes Vrede
om ham . Hun kom i et voldsomt Oprør og var
nærved at qvæles af Raseri , uden at kunne faae et
Ord frem . Hun reiste sig pludselig og forlod Værelset .
— Da hun senere kom tilbage , talte hun ikke
et Ord til Arabella , der var glad ved at kunne hengive
sig til sine lykkelige Drømmerier , uden af forstyrres
ved nogen uhyggelig Scene .
Den næste Dag kom Emil . Arabellas Hjerte
bankede , da hun førte ham ind til Moderen . Grevinden
reisfe sig og modtog ham med kold og afmaalt
Høflighed . Emil studsede ved af see den Forandring ,
som disse Aars Sorger og Ulykker havde frembragt
G
i hendes Idre . Hun saae nedbsiet ud , hendes Haar
var blevet graasprængt , Ansigtet furet , men man
læste endnu det samme trodsige Udtryk deri . Ogsaa
hun forbausedes ved af gjensee Emil , der ikke længer
stod for hende som den beskedne , ubekjendte Kunsfner ,
men som den tillidsfulde , selvbevidste Mand .
„ Jeg kommer med det Haab , “ sagde han til
Grevinden i en ærbødig Tone , „ af det Skridt , Deres
Datter har gjort , ikke har vakt altfor ugunstige Følelser
mod den Mand , i hvis Haand hun har lagt
sin Fremtid . “
Et haanligt Svar svævede paa Grevindens
Læber , men ved af see Emils rolige og imponerende
Holdning og hans kloge , gjennemtrængende Blik , blev
hun mod sin Ville nsdsaget til af svare med usikker
Stemme : „ Som min Datters Forlovede byder jeg
Dem velkommen i mit Huus . “
„ Forældrenes Velsignelse er nødvendig for Børnenes
Lykke , “ vedblev Emil . „ Jeg beder Dem derfor
om Deres . “
Grevinden svarede ikke strax , men Arabella greb
Emils Haand og nærmede sig sin Moder . „ Kjære
Moder ! Lad nu Alt være glemt , og viis Du , at Du
nu bedre forstaaer Emils Værd som Kunstner og
Menneske ! “
Grevinden rødmede ved Tanken om sin tidligere
Opforsel imod Emil og sagde . „ Den bedste Opreisning ,
jeg kan give , er min Velsignelse . “ Hun lagde
sin Haand over de Unges forenede Hænder , men det
var kun Læberne , ikke Hjertet der talte , thi det gik
hende , som det gaaer saa mange Mennesker , at de
lettere tilgive en Fornærmelse end forsone sig med
den , der tilgiver Fornærmelsen .
Derefter bad Emil hende at maatte føre Arabella
til sine Forældre . „ Naturligvis ! “ svarede Grevinden
spottende . „ Min Datter maa jo see sin tilkommende
Mands Forældre . “
Arabella udslettede med et kjærligt Blik Moderens
Spot , og faa Minutter efter gik de Forlovede
til de gamle Norstrands , der modtoge hende med en
Hjertelighed “ , der dannede en sfærende Contrast til
Emils Modtagelse hos hendes Moder .
— Faa Dage efter sin Forlovelse gik Emil til
Kongsbergs . Paa Veien mødte han Kievisch , der ,
uden at Emil vidste det , var vendt tilbage fra sin
Udenlandsreise . Kievisch yttrede sin Glæde ved at see
ham og spurgte ham , hvor han agtede sig hen .
„ Til Kongsbergs ! “ svarede han .
„ Det var jo prægtigt . Saa kan vi følges . —
Men hvad betyder den Ring ? Er De blevet forlovet ,
eller allerede gift ? “
„ Nei , endnu ikke , “ lo Emil . „ Det er først faa
Dage siden , jeg blev forlovet med Arabella Stjernholm .
— Det forundrer Øem ? Ja , det er ikke saa
besynderligt , — endskjøndt vi have elsket hinanden i
flere Aar . Kjærligheden har llgesom Ariadnes Traad
ledet os ud af en Labyrinth af Hindringer . “
„ Det er sandt , “ svarede Kievisch alvorligt . „ De
var altsaa min ukjendte Medbejler ? Det er en besynderlig
Kjede , der slynger sig gjennem Livet . Den
Haand , der berøvede mig Lykken , maa jeg nu takke
for den . De stod engang mellem mig og Arabella ,
men det er ogsaa Øem , der har frelst Hilda Kongsbergs
Liv . Hun er nu min Brud , og jeg rækker
Øem Haanden som Ven . “
„ Jeg takker Øem af Hjertet , “ sagde Emil , „ og
ønsker Øem til Lykke . Det overrasker mig forresten
ikke , men fortæl mig , hvorledes det er gaaet til . “
„ Med Fornøielse ! Jeg reisfe til Paris , hvor
jeg havde besluttet at opholde mig i længere Tid ,
men Lysten til Italien kunde jeg ikke modstaae , og jeg
reisfe til Florents . Den Første , jeg mødte der , var
Baron Vilhelm , der blev ligesaa glad som jeg ved at
see hinanden , og han førte mig næsten i Triumf til
sine Forældre . Baronesse Hilda modtog mig vel med
et venligt Smil , men det forsvandt snart , og den
Kulde , hvormed hendes Forældre modtoge mig , lod
mig glemme Italien og tænke paa Nordpolen . Jeg
besluttede strax at reise videre , men Vilhelm overtalte ,
ja næsten tvang mig til at blive og være Familiens
Rejsefælle , da han ellers ogsaa vilde reise bort . Vi
reisfe altsaa sammen ! I Begyndelsen saae Hilda og
jeg hver til sin Side , men det kunde ikke vare længe ,
og en skjøn Dag opdagede vi , at vi elskede hinanden .
Fra dette Øieblik blev Sydens Himmel mig dobbelt
skjøn , Luften dobbelt reen , og de Gamles Kulde blev
til Varme ; — derom kan De-selv overbevise Dem ,
da vi nu staae udenfor deres Dør . “
Glæden ved Gjensynet var stor paa begge Sider ,
og de Lykønskninger , man bragte Emil , kom fra
Hjertet . Baronesse Hilda bad ham , snart at føre
Arabella til dem . Hun var igjen den muntre , livsfriste
Pige , hvis eneste Ønske var at gjøre godt igjen ,
hvad hun havde forskyldt , og allerede samme Eftermiddag
kom hun og Arabella sammen for at knytte
et Venskabsbaand , der blev uopløseligt .
„ Naar I engang , “ sagde Baron Vilhelm , „ skulde
see mig blive bleg og begynde at skrante , vil I saa
ikke være saa gode at vise mig den Vei , som jeg
uafvidende har viist min Søster og Kievisch . “
„ Det kommer an paa Dig selv , “ sagde Kievisch .
„ Men maa jeg bede om Hindringer , “ vedblev
Vilhelm . „ Kjærlighed uden Forhindringer er ligesaa
slau som Kjod uden Salt . “
„ Vilhelm udmærker sig altid ved sine poetiste
Billeder , “ sagde den gamle Baronesse smilende .
— Grevinde Stjernholm tænkte med Forfærdelse
paa Arabellas Bryllup . Den Kapital , hun selv
havde havt at raade over , var betydeligt svunden ind ,
og hun saae ingen Udvei . Emil og Arabella mærkede
hendes Angst og tilbøde hende Renterne af Arabellas
Formue . Grevinden modtog Tilbudet , men den Tanke ,
at hun for Fremtiden var reduceret til at leve af saa
Lidet og ovenikjøbet af deres Naade , var hende en
stadig Anledning til nye Bebreidelser mod Skjæbnen
og Uvillie mod dem , som vare de Eneste , der vilde
hende vel . Paa selve Bryllupsdagen vilde hun ikke
være tilstede ved Vielsen , men foregav Sygdom og
kastede derved en Skygge over Arabellas Lykke paa
den Dag .
Den stille Vielse i Gjentoste Kirke overvcrredes
kun af Emils gamle Forældre og Doctor Anker med
Kone . Anker førte den unge Brud til Alteret . Hun
følte sig som forældreløs i hendes Livs vigtigste Time ,
men netop derfor sluttede hun sig med desto større
Inderlighed til Emils Forældre , der viste hende al
optænkelig Kjærlighed .
Da det unge nygifte Par næste Morgen sadde i
deres hyggelige og smagfulde Hjem og nøde deres
Morgenkaffe , sagde Emil :
„ Jeg har en lille Morgengave til min unge
Kone . Luk dine Øine og giv mig din Haand ! “
Arabella gjorde , som han ønsfede , og følte , at han
heftede Noget om hendes Haandled . „ Nu maa Du
see ! “ raabte han muntert . Arabella udstødte et Jubelraab ,
da hun saae det kjære , savnede Armbaand funkle
sig imøde fra Armen .
„ Tak , min elskede Emil ! “ udbrød hun og slyngede
Armen om hans Hals . „ Du kunde ikke have
gjort mig nogen større Glæde . Men hvorledes er
det kommet i dine Hænder , og — Du veed altsaa
Alt ? “
Emil fortalte hende nu , hvorledes han havde
erfaret Alt af Anker , og hvilken Velsignelse dette
Armbaand havde bragt baade ham og hans Forældre .
For omtrent en Maaned siden havde han atter spurgt
Anker , om det dog ikke var muligt at komme paa
Spor efter det , og han hørte da , at den Dame , der
havde kjøbt Armbaandet , var død i Amerika , og at
en Slægtning af hende her i Byen havde arvet hende .
Emil søgte ham strax op , og havde den Glæde , at
Arvingen satte mere Pris paa Penge end paa Smykker .
Han var glad ved at finde en Kjøber .
„ Det lader fil , “ sluttede Emil , „ at det var Skjebnens
Villie , at jeg skulde give Dig Armbaandet ; —
men jeg har ikke dermed betalt min Gjeld fil Dig .
Paa den skal min Kjærlighed stedse gjøre Afbetalinger . “
„ Det er som en Hilsen fra min afdøde Fader , “
sagde Arabella bevæget . „ Jeg seer heri et Varsel
om , at han sender sin Velsignelse fil vor Forening ,
ligesom han paa min Consirmationsdag skjænkede mig
den med Armbaandet . “
I det Samme traadte gamle Jacob og hans
Kone ind , for af lykønske de Nygifte .
„ Undskyld , “ sagde Jacob , „ af vi komme saa tidligt ,
men jeg kunde ikke lade være . Det var mig
hele Dagen igaar , som om den gamle Greve ret
glædede sig i Himlen . “
„ Kan Du nu tvivle om , Emil , “ sagde Arabella
med Glædestaarer , „ af min elskede Faders Aand
svæver velsignende om os ? Nu taler den atter til
os gjennem hans gamle , trofaste Tjeners Mund . “
I den følgende Uge reiste Emil og Arabella ud
til Kongsbergs , for af være tilstede ved Kievischs
Bryllup med Baronesse Hilda , der blev seiret med
stor Høitidelighed og Pragt .
Grevinde Stjernholm overlevede kun et Aar det
unge Pars Lykke , og i dette Aar var hun en Plage
for sig selv og sine Omgivelser . Hendes Ødselhed
O
blev afløsf af en overdreven Oeconomi , idet hun nu
nægtede sig selv det Nødvendigste til Livets Ophold ,
af Frygt for , af den Tid skulde komme , da hun saae
sig nødsaget til af sfille sig ved sine Juveler . Kun
ved disse kolde Stene hang endnu hendes Hjerte ,
ved denne Erindring om fordums Glæder .