texts/1870_LevetzowV_ModersArv.txt

Første Capifel . 
Det var den Dag den nye Præst første Gang gjorde 
Visit hos os . 
Fader var Landsbhgartner , han forstod sine Ting , 
men da vi boede hele fem Miil fra Hovedstaden , og 
sjeldent fik Leilighed til at føre vore Varer derhen , 
bragte vor store Have forholdsviis kun meget lidt 
ind . Hvert Løg blev afsat ; om Efteraaret vilde man 
ikke kunne sinde en vissen Ribsrive paa de bare 
Buske ; naar man fratager Pletten med den frodige 
Grønkaal , var hver eneste Krog tom , eller afskallet , 
men vore Priser vare saa moderate , at det dog ikke 
forslog stort . Akkurat hvad vi kunde leve af fik vi , 
ikke en Skilling mere . 
Io dog een Skilling , og det var Moders , den 
maatte hun raade over efter sit eget Skjøn . Bikuberne 
og Hønsegaarden indbragte ikke saa lidt ; det 
var Moders Fortjeneste . 

Pastoren var meget venlig og havde rigtig sat 
sig godt fast ned paa vor lille grønne Sopha . Moder 
stod og skjænkede Kaffe til ham ; det begyndte at 
mørkne . Moder var en lille vims , simpel , gammelagtig 
Kone med rundt Ansigt , spillende Øine , mange 
Kappestrimler og stor rød Hagesløife . Hendes blaae 
Bomuldskjole var altid saa reen , som den lige var 
hentet fra Vadsketøissnoren . 
Min Broder , en niaars Dreng , stor , smuk og 
rafl , med et Par klare Øine , havde netop lagt Riven 
— han gjorde virkelig Nytte allerede dengang — og 
sad paa Trinet i den aabne Havedør . 
Fader sad ved det ene lille Vindue tilhøire , som 
næsten overskyggedes af Hyldetræet udenfor , og ordnede 
Frøkapsler , eller puttede deres Indhold forsigtigt 
i smaa besfredne Papiirsposer . Hvergang han traf 
paa et udmærket Frø , holdt han det , med den store 
Tommel- og Pegefinger , nogen Tid iveiret og saae 
venligt paa det . Han var en svær , høi Mand med 
et langagtigt Ansigt , der udtrykte Taalmodighed , Jevnhed 
og Skikkelighed . 
Jeg sad midt i Sophaen paa Præstens Skjød . 
Da Moder stod ved Træbakken og begyndte at samle 
Kopperne sammen og vådske dem af , ønskede jeg saa 
inderligt , hun vilde benytte Tusmørket til at fortælle 
Præsten Tante Martines Historie . 

Tante Martine var Moders Søster ; hun Pleiede 
at fortælle alle Mennesker hendes Levnetsløb , og hver 
Gang bleve min Broder og jeg lige fornøiede . Tante 
Martines Eventyr var det eneste vi kjendte , vi kunde 
aldrig blive kjede deraf . 
„ De har kun disse To , “ sagde Præsten og strøg 
mit Haar , „ hvor gammel er denne ? “ 
„ Hun er sex , og Christian er ni Aar . “ 
„ Har De kun havt de To ? “ 
„ Jo , destoværre , i Førslev , hvor min Mand før 
var , have vi en lille Grav paa Kirkegaarden . Ja , 
det er jo et Savn , Herr Pastor , men har man ikke 
sine Kjære , saa lever man i Mindet om dem . Min 
lille afdøde Pige , og saa en deilig Søster jeg havde , 
hvis Navn var Martine , de To lever jeg næsten af 
af tænke paa . “ Moder blev , medens hun talede , 
ved af tørre og tørre paa det blanke Laag af den 
gammeldags Kaffekande . 
Jeg saae fornøiet hen til min Broder paa Dørtrinet ; 
han nikkede med sit krøllede Hoved , nu kom 
nok Historien . 
„ Aa , De har ogsaa mistet en kjær Søster , har 
De det , saa ! “ sagde Præsten deeltagende . 
„ Aa , ja , ja , lad hende nu være død iaften , lille 
Kone , “ bad Fader . 
„ Døde hun som ung , “ spurgte Præsten af 

Høflighed , fordi han saae paa Moder , af hun længtes 
efter af fortælle . 
„ Nei , hun lever ; det vil jeg da haabe , med 
Guds Naades Hjælp . Jeg skal sige Pastoren det 
Hele , om De bryder Dem om at høre det : Min 
Fader var Skolelærer paa Desfkanten af Jylland ; 
dengang betød Skolelærer , paa den Egn , meget lidt , 
og min Moder havde været Tjenestepige . De havde 
kun to Døttre , Martine og saa mig . Hun var den 
ældste . “ 
„ Jeg var ikke en Smule kjøn , det har jeg aldrig 
været , men Martine var deilig . Baade min Fader 
og min Moder saae ud som almindelige Mennesker ; 
der var ikke noget Udmærket ; men alligevel lignede 
hun dem , ligesom jeg lignede dem , medens hun og 
jeg døg vare saa forskjellige , at det var umuligt at 
troe vi vare Sødskende , naar man ikke vidste det . 
Jeg skal nemlig sige Dem , Herr Pastor , alt det 
Smukkeste hos mine Forældre fik hun , medens jeg 
fik det Uheldigere . Hun fik saaledes Faders nysselige 
krumme Næse — som egentlig var for lille til ham , 
ja man kan sige den skæmmede ham — men jeg fik 
Moders mindre kjønne store ; hun fik Moders blanke 
sorte Haar og Øine , men jeg fik Faders mindre 
kjønne lyse , og hun fik Faders fine lyserøde Ansigtsfarve , 

medens jeg fik Moders mindre kjønne , lidt 
graaagtige . 
Nok sagt , min Søster var saa vidunderlig nydelig , 
at da hun var sexten Aar gammel , var der 
Folk , som reiste fra Købsfaden til vor Landsby , 
bare for at see hende . Haaret faldt omkring hende , 
i lange sorte Lokker , som en Kaabe , og saa var hun 
rank og slank og stolt , som en Dronning . Der var 
dem , der , med Tilladelse at sige , Herr Pastor , ikke 
gik i Kirke for Præstens , men for hendes Skyld . 
Ja , hun var sjelden . “ 
„ Det har hun maattet være , næsten farlig smuk 
synes det mig , ikke sandt ? “ 
„ Ja det har Pastoren Ret i . Der kom da ogsaa 
Frier paa Frier , men Ingen efter hendes Hoved . “ 
„ Var hun et kjærligt Menneske , jeg mener især 
i Hjemmet ? “ spurgte Præsten . 
„ Kjærlig , aa jo , “ Moder saae lidt forvirret ud ; 
„ aa jo , det var hun vist . — Jeg løb jo og sprang 
for hende , og satte Priis paa hvert venligt Nik ; 
jeg fandt hende overmaade kjærlig . — Der kom Frier 
paa Frier , men der var dog mange Flere , der gjerne 
vilde komme , men ikke turde . 
Sommetider stod jeg bagved Vinduerne til Præstegaardens 
Dandsesal og kiggede , medens hun svævede der 
omkring . Den hvide Sneebærkrands , hvormed jeg havde 

prydet hende , og den simple hvide Kjole saae ud som 
den deiligste Pynt , saadan bar hun det . De andre 
Damer kunde ligesaa gjerne have ladet deres Guldog 
Sølvsmykker blive hjemme , for Ingen saae paa 
dem , naar hun var der , og alle de Cavalerer , hun 
havde sagt Nei til , da de engagerede hende , bleve 
staaende langs med Væggene , fordi de ikke syntes , 
at nogen Anden var værd at dandse med . “ 
„ Efter Beskrivelsen , forekommer det mig , hun 
maatte være lidt overmodig , “ afbrød Pastoren , „ især 
i sit Forhold mod Dem , ikke ? “ 
„ Hvordan skulde hun være ? — Hvor hun var , 
der var jeg jo ikke Andet end en Orm , der , Gud 
skee Tak , vidste , at den var det . Som jeg før har 
sagt , bare hun saae paa mig , var det mig til Oplivelse . 
Men nu maa De høre : En Aften , da jeg 
ligeledes stod udenfor Balsalen , var der endelig en 
ung Herre , hun syntes om . De bleve ved at svinge 
og polkere , uden at blive trætte . “ 
„ Hvem var saa det ? “ 
„ Det var en Handelsmand fra det Tydske , 
umaadelig riig , — der skulde ingen Tal være paa 
hans Penge , og han var ung og smuk , som hun selv . “ 
„ De bleve maaskee forlovede ? “ 
„ Ja , da han friede , sagde hun ikke Nei . — 
Efterat de een Gang havde viist sig , Arm i Arm , 

spadserende igjennem Byen , som Kjærestefolk , reiste 
han bort , for at komme igjen og hente hende . Du 
gode Gud , alt Det han sendte ! Hver ottende Dag 
kom der en Kiste fuld . — En Dragt og et Smykke 
til hver Søndag . — Den første Søndag , da hun 
kom ind i Kirken med den lysegrønne Kjole , hvor 
tog hun sig dog ud , jeg glemmer det aldrig ! Alt som 
hun gik , faldt og steg og rislede Silken , som Bølgerne 
i Søen . Fruentimmerne i Stolene puttede 
Hovederne heelt ned i Psalmebogen , som de vare 
andægtige , da hun kom ind . 
Den anden Søndag traadte hun ind i en blaa 
af Flor , saa klar og deilig , som Guds Himmel . Da 
saae man først ned i Psalmebogen , men saa blev man 
ved , imod sin Villie , at stirre op , som man ikke kunde 
flippe Synet . 
Men den tredie Dag , da hun kom med een , der 
var saa rød og glødende , som selve Solen ved sin 
Nedgang , var der grumme mange af Fruentimmerne , 
der gik reent ud af Kirken , fordi de ikke kunde taale 
Skjæret . 
Christian var nu flyttet fra Dørtrinet hen til 
Møder , for at see paa hende , medens hun fortalte ; 
den Deel af Beretningen interesserede ham især . 
„ Da Brylluppet skulde staae , “ vedblev Møder , 
„ bad vi Ingen uden Præsten , for intet Menneske i 

den Egn syntes os ellers passende . Der var kun 
Brudgommen , som blev ført af sin Farbroer , og 
Bruden , som blev ført af sin Svoger , og Brudgommens 
Møder , en ældre Enke , der i Sort , med 
langt Slæb , gik bagefter dem . “ 
„ Men De selv og deres gode Forældre , vare de 
ikke med ? “ 
„ Nei , — jo Fader , han læste jo i Chordøren , 
og styrede Psalmesangen , — saa , forsaavidt , var han 
jo med , men ellers holdt vi os borte . Vores Tøi 
og Manerer var ikke i den Orden , vi gjorde bare 
Opvartningen . “ 
„ Om Aftenen toge de Fire Plads i hans 
lnkkede Vogn , der skinnede i Gaarden med sin 
Sølvkant og sine Lygter , Fader hjalp hende Foerværkskaaben 
paa , Moder stoppede den omkring hende , 
og jeg rakte hende Reisetasfen . Om jeg ikke seer det 
Hele lyslevende i dette Øieblik : Maanen skinnede 
heelt ind i Vognen , hun nikkede tre Gange , saa 
kjørte de . Hun saae ikke en eneste Gang tilbage , 
saa travlt havde hun med at see fremad , lige ind i 
sin skjønne Fremtid , men vi løb udenfor , stode paa 
Gjærdet og saae efter hende , saalænge vi kunde . “ 
„ For Dem var Afskeden meget tung , kan jeg 
tænke , “ sagde Præsten . 
„ Nei , det var underligt nok , vi følte ingen 

Sorg , bare Glæde . Jeg kan godt husfe de Ord min 
Moder sagde , medens vi stode der og lyttede efter 
Vognen , som vi kunde høre længe , for der var meget 
tyst : „ Hvis jeg før mine Børns Død , “ sagde hun , 
„ om Gud vilde jeg skulde miste dem , sfinbarligen 
saae Paradisets Døre aabnede til deres Sjæles Modtagelse , 
saa vilde jeg ikke sørge ved deres Legemers 
Begravelse . Saaledes ogsaa nu , skulde jeg fælde en 
Taare , maatte det da være af Hjertensfrhd , for den 
Vogn ruller lige ind i Edens Have . “ 
„ Besøgte De hende i hendes Herlighed ? “ spurgte 
Præsten i en lidt haard Tone . 
„ Nei , Herr Pasfor , nu ere vi to Slags Folk , 
og passe ikke sammen . Hun har heller ikke skrevet 
siden ; jeg veed saamænd ei engang , hvor hun opholder 
sig , og vidste jeg det , vilde jeg dog ikke henvende 
mig til hende . Hvad skulde jeg sfrive , der 
kunde more saadan en Dame ; jeg har jo kun oplevet 
det , som er dagligdags . Først kom jeg ud at tjene 
som simpel , saa som Jomfrue , saa kom jeg her til 
Sjælland , blev kjendt med min gode Mand og ægtede 
ham . “ 
„ Men , da Deres Forældre døde , meldte De 
hende det da ikke ? “ 
„ Nei , ikke uden gjennem Aviserne , der har hun 
jo nok seet det , tænker jeg . “ 

„ Det er forunderligt , for , om hun ikke selv kom , 
synes jeg dog hun maatte have holdt en Brevvexling 
vedlige , og sendt Dem Noget af sin Overflødighed . 
— Det Andet er unaturligt , ikke sandt , det taler ikke 
for hende , “ medens Præsten talede , purrede han op 
i mit Haar . 
„ Om vi kom i Fattigdom , Herr Pasfor , “ sagde 
Moder , idet hun saae betænksomt hen paa Theetøiet , 
der nu stod afvadsket i Kurven , „ om vi kom i Fattigdom 
og Nød , troer jeg saamænd ogsaa , skjøndt min 
Mand mener det Modsatte , at hun ikke vilde nægte 
os en Haandsrækning , men vi have jo , Gud skee 
Tak , om det ikke bliver værre for os , Det vi kan 
komme ud af det med . “ 
„ Ja , Ja , “ sagde Fader , „ men jeg ønsker altid 
helst , at jeg reent kunde blive fri for at høre om 
det Menneske . Maaskee gaaer det hende ilde “ , vedblev 
han med Eftertryk , idet han saae vist hen paa 
Moder , „ Hovmod staaer for Fald . “ 
„ Det er sandt nok “ , sagde Præsten , „ Hovmod 
staaer for Fald , men Dette forekommer mig snarere 
som Egenkjærlighed end Hovmod . Jeg haaber og 
ønsker , især for hendes egen Sjæls Skyld , at den 
skjønne Martine en Dag gaaer i sig selv , kommer 
tilbage , og gjør Alting godt . “ 
Da Præsten var gaaet , havde Moder Noget at 

pusle med i Kjøkkenet . Min Broder og jeg sade Paa 
Forhøjningen alene i Stuen hos Fader ; han hvislede 
endnu med sine Frøkapsler ; gjennem de aabne 
Vinduer kunde man høre Frøer qvcekke og Myg 
surre . — Christians Ansigt var meget eftertænksomt . 
„ Maaskee kommer Tante Martine før til os , end 
vi troe “ , sagde han sagte , som det var en dyb 
Hemmelighed — „ hørte Du , hvad Præsten sagde , 
han troede hun kom . — Lise ! maaskee kommer hun i 
Guldkareth , naar vi imorgen see ud af Vinduerne . “ 
Han gjorde en Pause , og vedblev saa i den 
samme hemmelighedsfulde Tone : „ Lise , Du kan troe , 
der komme mange Børn med forgyldte Blouser ud 
af Vognen — for nu har hun jo været længe gift 
— synes Du det bliver Løier , at lege med dem og 
deres umaadelig store Dukker herude paa Grønningen ? “ 
Jeg 
sad med aaben Mund og Øine , og kunde 
ikke sige , hvad jeg syntes om det . 
Men hele den Nat drømte jeg om en gylden 
Kareth og om gyldne Børn , der , Hver med sin Dukke , 
hoppede ud af den . 

Andet Capifel . 
Det var nogle Uger efter Dette . — Børnene 
tumlede , efter endt Skoletid , ud af Skolebygningen , 
der laae overfor vor Have . Min Broder fløi , med 
Tornysteret paa Ryggen , midt igjennem Kammeraterne , 
over Stakittet , over Bedene hen til Vinduet , hvor 
jeg sad , og sprang ind af det . Han var saa sjæleglad , 
fordi han var færdig med Læsningen . 
Da han kom ind , tog han sin Frokost fra 
Bordet , et stort Rundtenom med Knapost , og 
stod saa og saae ud af Vinduet med Albuerne 
paa Karmen , medens han spiste ; jeg sad paa Hug 
paa en Stol ved Siden af . 
Moder gik udenfor og bredte en lille Bleg paa 
Stikkelsbærtornene , Fader laae paa Knæ ved Agurkerne 
og talte hvormange der var : 31 — 32 , — 32 — 33 , 
saadan blev han ved , til det gik høit op . 
„ Saae Du ham ? “ spurgte Christian mig . Havelaagen 
gik op med en feig Knirke « , og Postbudet 
traadte ind . 

„ Jo , bet er Manden med Brevene ; det er vist 
til Fader ! “ 
„ Nei , han gaaer jo hen til Moder . “ 
Moder tog Brevet , vendte det frem og tilbage . 
Udskriften var skrevet med snirklede Bogstaver , 
og der var rigtigt Segl paa . „ Det er fra det Tydske “ , 
sagde hun , „ fra Hamborg . Du store Gud , fra Hamborg . 
— Det skulde da aldrig være fra Martine “ , 
hun gik hen og viste Fader Brevet ; han reiste sig , 
holdt det i de jordede Fingre og betragtede det . 
„ Det er ikke godt at sige “ , sagde han derpaa . 
Jeg spilede mine Øine op , ligesom min Broder 
gjorde . Moder rakte Brevet ind til Christian og 
sagde : „ Læg det lige midt paa det polerede Bord , 
saa Lise ikke kan naae det , — og rør det saa selv 
ikke saa meget som med en Finger , til jeg kommer . “ 
Christian gjorde først , som Moder sagde , men 
saa gik vi begge hen til Bordet og saae Paa Convoluten ; 
jeg stod paa Tæerne . 
Der laae ikke Andet end den . — Christian berørte 
og glattede Papiret med Haanden . „ Det er finere , 
end andre Breve “ , sagde han , og lod ogsaa mine 
Fingre let stryge henad det . „ Kan Du føle , det er 
finere , end andre Breve . Det er fra Tante Martine , 
— eller fra Een , der slrider at hun er død , — men 
Du skal ikke blive saa forsfrækket , jeg troer ikke hun 

er død , Lise , jeg troer hun slrider , at hun kommer i 
Eftermiddag . — Kan Du see Manden paa Toppen af 
Kornlæsset , der borte paa Veien ? Derhen maa Du 
see , naar vi vente hende , ad den Vei kommer Karethen . “ 
„ Hvormange 
Heste troer Du der er for ? “ spurgte 
jeg ; i det Samme kom Moder , og vi sprang tilside . 
„ Gud veed , om det er fra hende “ , sagde hun , 
idet hun tog Hemmeligheden op fra Bordet . „ Jeg 
maa rigtignok have en Sax til at lukke det søde 
Brev op — hvor det Lak er mørkt , men sort er det 
da ikke , Gud skee Tak . “ Hun satte sig ned , tog 
Briller paa , aabnede det , og begyndte at læse , medens 
vi fulgte hende med Øinene . 
Moder udstødte pludselig et Skrig , der fik Faders 
Hoved fra Haven ind ad det aabne Vindue . „ I 
Guds Navn , er din Søster død , hvad ? eller er det 
flet ikke fra hende , hvad , Rikke ? “ 
„ Aa jo , — men jeg kan jo ikke Tydsken 
rigtigt , men forfærdelig syg er hun , — Du forstaaer 
det vel lidt bedre , nu kan Du læse ! “ 
Fader læste hver Sætning tre Gange høit , fandt 
saa Meningen , og oversatte den langsomt . Alt , hvad 
han kunde , havde han lært sig selv uden al Vejledning . 
Naar han fik Tid , kunde han kjæmpe sig 
igjennem enhver let , baade tydst og engelsk Bog , men 

Tid skulde han have , hvert tvivlsomt Ord slog han 
op i Lexiconet . Indholdet var saaledes : Tante 
Martine laae farlig syg i Hamborg , hun vilde gjerne 
see sin Søster før Døden . Brevet var fra hendes 
Læge , der havde havt megen Uleilighed med at finde 
Moders Adresse , da Patienten , skjøndt ved sin fulde 
Samling , ikke kunde give ham tilstrækkelig Besked . 
Først havde han skrevet til Præsten i hendes Fødeegn ; 
efter lange Efterspørgsler , havde denne endelig 
opdaget vort Opholdssted . Brevet var skrevet i 
Forretningsstiil , tørt og koldt , uden at røbe nogen 
Interesse for Patienten . 
Medens Fader endnu stod med Brevet og 
gjennemlæste en Sætning , der var ham lidt uklar , 
var Moder allerede — nu aldeles fattet — i fuld Virksomhed 
paafærde med Neiseforberedelserne . Jeg veed 
ikke , hvad der var størst , Moders Sorg øver Søsterens 
nærforestaaende Endeligt , eller hendes Glæde 
øver dog tilsidst at være erindret . 
Hun og Christian , med mig lige i Hælene , løb 
op paa Loftet efter Neisekofferten . 
Fader lagde Brevet langsomt ind i Convoluten , 
og saae derpaa hen paa Moder , der med en Fjedervinge 
skrabede den store Kofferts Hjørner og Kanter . 
„ Men hvad har Du dog isinde , Rikke ? “ spurgte 
han . 

„ Det kan jo ikke være Andet , jeg maa jo reise . “ 
Brevet havde i den Grad været en Opgave for 
Fader , at Tante Martine selv reent var gaaet under 
i dennes Løsning : „ Vil Du reise ? “ 
„ Men Gud , Torstensen , Du læste jo selv , at 
den Stakkel ligger og længes efter mig . “ 
„ Ja , vistnok , men det er ikke saadan at tage 
lige til Hamborg ; nei , det gaaer , Skam , ikke an . — 
Lad mig see Brevet igjen , der staaer jo ikke Noget 
om Reisepengene . “ 
„ Aa , dem give de naturligviis , naar jeg kommer . “ 
„ Gud veed , hvad de gjøre , — lad det være , — 
det vil koste forfærdeligt . “ 
„ Det er ligemeget , hvad det koster ; — det var 
da altfor gyseligt , naar hun drages med Døden , 
og jeg saa vilde blive borte for de lumpne Skillingers 
Skyld . “ 
„ Hvad man ikke har , det har man ikke “ , sagde 
Fader i en overbevisende Tone , „ jeg kan ikke forstrække 
Dig med Pengene . Det gjør mig grumme 
ondt , men Du maa opgive det , Rikke . Det vilde 
kunne løbe op til over halvhundrede Rigsdaler . “ 
„ Ja , det er nu det Samme ; om jeg ogsaa ikke 
vidste , at det kom tilbage med Renter , saa skulde 
det dog skaffes . Men tag Dig det ikke nær , jeg skal 
selv komme ud af det . Jeg har Lidt liggende i min 

Commode fra Honningen ifjor , og naar jeg kommer 
til Kjøbenhavn , kan vor Urtekræmmer give mig 
Pengene iforveien for den iaar ; jeg har faaet flere 
Kuber , — det veed Du jo — saa der bliver Meget . 
Noget Fjerkræ kan jeg ogsaa tage med bag i Vognen , 
og blive af med i Byen . Det kan ikke hjælpe , det 
maa skaffes ; har jeg ikke Nok , saa maa Urtekræmmeren 
laane mig ; det har han tilbudt mange Gange . Han 
kjender desuden Martines Velstand . “ 
„ Naa ja , i Guds Navn da , “ sagde Fader , „ men 
kan Du kjøre til Byen i vor Fjælevogn ? “ 
„ Troer Du , jeg vil gjøre Stads ? nei , lad mig 
kun sidde i den , med gamle Henrik for , og see ad , 
om Du kan faae lille Jens Hansen til at kjøre mig , 
for Du vil vel ikke selv ? — nei , det var ogsaa formeget 
forlangt , da Du har saa travlt . “ 
Da den jernbeflagne Koffert var færdig pakket , 
— den stod midt paa Gulvet — og Fader ude at 
tale med vor Nabo , Huusmand Jens Hansen , sad 
Moder , med høitideligt Ansigt , ved det bruunmalede 
Chatol og talte sine Honningpenge . Den ene lille 
Papiirsrulle med Markstykker blev aabnet efter den 
anden , talt , og langsomt puttet ned i Svælget af 
en stribet blaa og sort Bomuldstøispose , der kunde 
rumme en heel Capital . „ Gud hjælpe mig “ , sagde 
hun , da hun aabnede den sidste Rulle , „ der gaaer 

alligevel et Suk igjennem Een , naar man gjør saadan 
Noget ; hver Deel havde dog sin Bestemmelse . Disse 
vare nu bestemte til en lille Vinterkaabe til Lise , men 
den kan hun da undvære . “ 
Næste Morgen , ved Solnedgang , holdt vor lille 
Vogn med gamle , grimme , hvide Henrik — hvid af 
Alderdom — foran Døren . Jens Hansen , Kudsken , 
gjorde sig saa lille og ubetydelig som mulig , for at 
Moder , med samt hendes store , tykke Kaabe , kunde 
faae Plads paa det eneste , spinkle , grønmalede Sæde . 
Det knirkede og bragede , da hun satte sig . 
„ Gud være med Eder , Allesammen , Farvel og 
Levvel , “ sagde Moder , da Vognen kjørte , idet hun 
gjorde sig Umage for at dreie Hovedet , der dog var for 
fast indsnoet i det svære uldne Tørklæde , til at dette 
var muligt . 
Der gik nogle Dage . Fader var meget urolig 
over , at Moder ikke skrev , da han endelig modtog et 
Brev med Hambørger Poststempel . 
Den elskelige Martine var nu hensovet i Fred , 
sfred hun , og saa bad hun Fader bønfalde den gode 
Præst , om denne Gang at sende sin lukkede Vogn til 
Kjøbenhavn efter hende ; Gud vilde velsigne ham 
derfor . Om Løverdagen kom hun . Hendes Logis 
var i Solen . 

„ Hvad betyder det ? — hvad betyder nu det ? “ 
sagde Fader , idet han , medens han trak Søndagsfrakken 
paa , for at gaae til Præsten , gik op og ned 
ad Gulvet i dybe Tanker , „ det ligner dog egentlig 
ikke Nikke , at ville gjøre Blæst si lukket Vogn , — 
skulde Mutter have gjort en lille Arv , og saa finde 
det for ringe at komme i Eenspænder med gamle 
Henrik ? — det er , Skam , dog muligt ! “ — 
Om Løverdagen , jnst som Aftenklokken ringede , 
rullede Præstens Wienervogn frem for Døren . Derinde 
sad Moder i dyb Sorg med et spædt Barn , 
indsvøbt i Mull , Kniplinger og lyseblaa Kaabe , paa 
Skjødet . 
Fader blev øieblikkelig saa forunderlig høitidelig 
filmode , af han ei kunde sige et Ord , men bare 
trække sin svære Skikkelse tilbage , for af gjøre Plads 
for Indtoget . 
Moder lagde Barnet paa Faders Seng , tog sit 
Tøi af , og sendte derpaa Christian til Skolelærerens 
Kone efter en Vugge . 
Der var flere Ting af gaae efter for Moder . 
Medens hun løb frem og tilbage , ind i Pulterkammeret 
efter Vuggepuderne , og igjen tilbage til den 
Lille , for af see , hvordan den havde det , ind i Hjørneskabet 
efter en passende Flaske , ( Barnet fik Komælk ) 

saa igjen til den Lille , for af see , hvordan den havde 
det , i Skufferne efter Barnetøiet o . s . v . og igjen 
ind til den Lille , løb jeg hele Tiden bagefter , som 
hendes Skygge . 
Jeg var forunderlig filmode . At det var Moders 
skjønne Søsters Barn , der laae der , stod ikke rigtig 
klart for min Tanke . Jeg troer snarere , jeg havde 
en uklar Følelse af , af det lille underlige Væsen med 
Stjerneøinene , i Vuggen , var Tante Martine selv i 
en mindre Skikkelse . 
Døren stod aaben fra Havestuen til Sovekammeret . 
Fader 
listede sig af og til , naar han trøede sig 
ubemærket , hen til Sengen og betragtede Barnet , 
men sad ellers roligt paa sin Plads ved Vinduet . 
Han saae ud , som han bare sad og ventede paa at 
faae Leilighed til at udtale sig , men ikke vilde gjøre 
det i Travlheden . 
„ Naa , der kommer Christian da endelig med 
Duggen “ , sagde Moder , „ men hvad vil nu Madamen , 
hun er med “ . 
Skolelærerens Kone , Madam Hansen , var 
middelhø ! ; hendes Næse , der var svær og fremtrædende , 
var det Eneste af hendes Ansigt man lagde Mærke 
til ; da hun kom der , var det , som den skyndte sig 
iforveien . 

„ Godaffen “ , sagde hun , og gik lige hen til 
Moder , der sad med den Lille paa Skjødet og gav 
den af Flasken . „ Det er et nysseligt Barn “ . 
„ 2a det er ; sæt Vuggen her , Christian , saadan ; 
Madamen skal have Tak for Vuggen . “ 
„ Aa , det var jo ikke Noget , — men jeg løb 
med , for at spørge , om den var stor nok , for jeg har 
een til , der er større . “ 
„ Jo , denne kan jeg meget godt bruge . “ 
„ Er Dette Deres Søster Martines Barn ? “ 
„ 2a . “ 
„ Saa , Christian sagde det rigtignok ; — er Deres 
Søster da død . “ 
„ Ja , destoværre , — naa , nu græder hun og er 
vist søvnig . — Tak , Madam , jo , jeg kan godt bruge 
Buggen . “ 
„ Ikke at takke for ; det var jo slemt , at De 
skulde miste Deres smukke Søster . — Havde hun ikke 
mere end det eneste Barn ? “ 
„ Der har været Flere , men de ere døde ! “ 
„ Saadan . —Hvor den Lille er i noget nydeligt 
Tøi ; man kan dog strax see , naar de komme fra 
finere Forældre . “ 
„ Aa ja “ , sagde Moder , idet hun igjen lagde 
Barnet paa den store Seng , medens hun udsøgte 

nogle Stykker af den Bunke Børnetøj , hun havde 
ordnet paa en Stol . 
„ Er det Noget , De har ført med fra Deres 
Søster ? “ spurgte Madam Hansen , idet hun mønstrede 
Tøiet . 
„ Nei , det er mit eget “ , svarede Moder i en 
rask Tone , der betød saa meget som „ gaa din Vei . “ 
„ Naa , jeg kunde nok tænke det . — Hvad De 
faaer derfra , bliver vel af en bedre Beskaffenhed . — 
Eller venter De maaskee ikke , af der kommer 
Noget ? “ 
„ Det veed jeg saamænd ikke , det gjør der 
rimeligviis , men Dette er ellers saaledes , af vi overmaade 
godt kunne være det bekjendt . “ Moder 
vadskede og klædte den Lille med stor Behændighed . 
„ Hvad siger De om den Overraskelse , Herr 
Torstensen ? “ spurgte Madamen nu Fader . 
„ Aa , min Kone har jo Besværet . “ 
„ Ja , og De gjør det da formodentlig ikke for 
Ingenting . Men jeg forstaaer ei , af der ikke var 
Nogen af den store Familie , der tog Barnet , — det 
er mig saa ufatteligt . “ 
„ Det var , fordi det var min Søsters inderlige 
Ønske , af jeg skulde , “ sagde Moder . 
„ Det var saamænd nydeligt af Deres Søster , 
men jeg synes dog , De burde have Noget derfor . “ 

„ Hvem siger , af jeg ikke faaer Noget “ , sagde 
Moder i en ærgerlig Tone . 
„ Naa saa , det kan jeg forstaae , De faaer dog 
Vederlag . — Er det nu Saameget , af De kan staae 
Dem . Hvormeget faaer De , om jeg maa være 
saa fri ? “ 
„ Aa , — fire hundrede Daler aarligt “ , sagde 
Moder langsomt , idet hun lagde Barnet i den lille 
Seng , hun nu var færdig med at rede . 
„ Fire Hundrede , Gud bevares ! Det var saamænd 
godt , saa har De nok Raad til at bestille 
Dem en Vugge — men De maa alligevel bruge 
denne for det Første . — Jeg vilde saamænd ønske , jeg 
havde saadan en Søster , der kunde døe i Hamborg . 
Det er jo saameget , som hele Lønnen for et kongeligt 
Embede . — Men nu kommer det an paa , om Barnet 
lever , — saadan en Lille kan der jo let hændes 
Noget . — Farvel , — nu troer jeg min Mand længes 
efter mig . “ 
„ Er det sandt , faaer Du fire hundrede Daler ? “ 
spurgte Fader , da han kom tilbage , efter at have 
fulgt Madam Hansen ud . 
Moder lod Vuggen gaae . 
„ See nu op , Nikke , faaer Du Saameget , — er 
det sandt ? “ 
„ Aa Gud ! “ sagde Moder og begyndte at hulke . 

„ Du faaer flet Ingenting , — hvad ? “ 
„ Piin mig dog ikke saa forfærdeligt , — lad 
mig være ! “ 
Fader gik omkring i den snevre Plads mellem 
Sengen og Vuggen , idet han flottede til Moder . 
„ Siig mig det nu , hvordan hænger det sammen ? 
Det er dog altfor galt , — hvordan er det saa ? “ 
„ Hvorfor kan Du ikke lade mig beholde det 
alene for mig selv , — det er Synd Du gjør . — 
Vi faae ikke Pengene strax , — det var jo ogsaa 
meget sjofelt , naar man lige strax vilde tale om Betaling . 
— Men siden kunne vi jo faae dem . “ 
„ Er det da gaaet tilbage for hendes Mand ? “ 
„ Ja vist , — det er det , — og saa kan Du jo 
nok forstaae , han ikke strax kan betale for Barnet , 
det var jo ogsaa flammeligt at forlange . “ 
„ Traf Du baade din Søster og hendes Mand ? 
— lad mig nu faae hele Historien , ligesaa godt først 
som sidst , Nikke . “ 
„ Gud , hvor Du Piner mig , — var Du nu ikke 
lige saa glad , fordi Du ikke fik det at vide . — Martines 
første Mand har været død i nogle Aar ; i 
hans sidste Levetid spillede han en saa ærlig Fallit , 
at de bagefter skulle have havt det daarligt . Tys , 
raab nu ikke saadan , Torstensen , Du maa være som 

en lukkel Grav ! — Det gjorde ikke min Søster 
Skam , det er Noget , som hænder de Største . 
„ Døde hun da som Enke ? “ 
„ Nei , først gik hun til Hamborgs Theater , og 
gjorde stor Lykke , saa giftede hun sig igjen med en 
fiin , galant Skuespiller . — Han trykkede mig i sine 
Arme , og takkede mig saa inderligt , da jeg tog det 
søde Barn . „ Hans Stilling var usikker “ , sagde han , 
„ men kunde han , vilde han lade høre fra sig ; hele 
hans Tanke fluide være , at spare sammen til sin lille 
Pige , for han vilde gjerne , hun skulde have en god 
Opdragelse . “ 
„ Gud hjælpe os , saadan en Fyr “ , sagde Fader , 
„ det bliver bare ved Snak . Han lader saamænd os 
alene om hende . “ 
„ Naa ja , — hvis saa er , faae vi nok Brødet 
til hende ogsaa , det veed Gud vi faae , Torstensen . 
Og jeg vil bestandig see at holde det lille Væsen saa 
nydeligt , som Hendes Barn bør holdes . “ 
„ Der skal ikke meget til , “ sagde Fader , „ naar 
hun saadan gik ned ad Bakke , var hun da ikke saa 
stor tilsidst . “ 
„ Det var ikke nedad Bakke . Du fluide have 
hørt hende , da hun laae paa sit Adersfe . — Alt det 
Store , der er i Verden , — det var hun . Snart 
var hun Keiserinde af Østerrig , snart Dronning af 

Frankerig ; sommetider var det , ligesom hun laae og 
ledte om sig selv , men ikke kunde sinde sig i al 
Storheden . Manden sad ved Siden og hørte paa 
hende med grædende Taarer , idet han mange Gange 
hvidskede til mig : „ Ein wahres Geni ! “ — Tro 
bare ikke det var gaaet nedad Bakke for hende ; hvis 
hun havde levet , var det gaaet opad . Hun var saamænd 
anseet , den Stakkel ; — der gik ikke en Dag , 
uden der kom Een og Anden og spurgte til hendes 
Befindende . Men , hvis Du nu vil være god imod 
mig , Torstensen , saa tale vi ikke mere om den 
Hisforie . Og jeg vil helst have , af Folk blive 
ved af troe vi faae Firehundrede om Aaret . — Jeg 
ønsker ikke , af andre Mennesker skulle more sig med af 
trække Martine ned i Mudderet , nu , da hun er oppe 
i den gode Guds Himmel . “ 
„ Ja , det kan jo være , at hun er der , jeg vil ikke 
mistrøste Dig “ , sagde Fader , „ men Gud hjælpe mig , 
jeg vilde have lige saa megen Godhed for hvert 
Barn , Du havde taget fra Gaden , som for din 
Søsters . — Naa , ja ja ! ja ja ! saa skal vi begynde 
forfra paa Børnehistorier . Aa Gud bevares ! det 
var altsaa den Arv vi fik . “ 

Dagen ester hentede Fader Præsten , og Barnet 
blev døbt og kaldet Rose Sterne . Det var 
rigtignok Tante Martines første Mands Navn , 
men havde Moder givet hende den Andens , vilde 
Folk snarere være komne efter hele Sammenhængen , 
og det vilde hun paa ingen Maade udsættes 
for ; saa heller et uskyldigt Bedrag , sagde hun . 

Tredie Capifel . 
Vor lille Rose voxede , trivedes og blev deilig . 
Min Broder og jeg havde begge klart i Bevidstdeden , 
at hun var noget Andet end vi selv , og 
vare umaadelig stolte af hende . 
Naar vi vare ude at spadsere om Søndagen , 
( Christian kjørte gjerne Barnevognen , medens jeg gik 
ved Siden ) var der altid Saamange , der standsede 
os og spurgte , hvis Barn det var . 
I hele Landsbyen var hun anseet . Den besynderlig 
hensynsfulde Maade , hvorpaa Moder og vi 
behandlede hende , troer jeg , virkede tilbage paa 
Andre , saa de , uvilkaarligt saae noget Usædvanligt 
i hende . Naar Moder satte hende ned mellem 
de sneehvide Puder i Barnevognen , dækkede 
hende til med det straalende røde Tæppe , hun 
selv havde strikket , og bredte Sløret over det 
lille Ansigt , gjorde hun det altid paa en Maade , 
som det var noget ubeskrivelig Fiint , der skulde beskjærmes 

for det mindste Vindpust . Det var ikke , 
som en Moder bærer sig ad med sin egen lille 
Stump , men som Ammen med det stadselige , fremmede 
Barn . 
Havde Rose været gnaven og kjedelig , vilde 
Chrisfian og jeg dog vel nok tilsidst være blevne 
trætte af hende , men da hun var en sød , venlig lille 
Een , — bare Smiil og Kjærlighed fra Morgen til 
Aften , beholdt hun altid sin Glorie . Selv Fader 
lod sig beseire . 
Chrisfian og jeg elsiede hende begge , men han 
dog endnu mere end jeg . Han havde altid Noget 
for , der skulde more hende . Hvor havde han dog 
travlt med at indrette hende en Have ! Der var 
Stakit rundt omkring , ( hun skulde have den for sig 
selv ) højstammede Roser i Midten og et Sireenlhsthuus 
i Hjørnet . Paa Laagen hængte en Seddel , 
hvorpaa der med Kjæmpebogstaver stod skrevet : „ Indgangen 
spærret for Uvedkommende “ . 
En halv Sommer havde han travlt med , i Fritiden , 
at hente Grene til Lhsthuus og Indhegning , 
flette dem sammen , flaae Søm i , pode Rosentræer 
og skjære og male anseelige Plantepinde . Alt blev 
gjort solidt og godt , saa det kunde vare længe . 
Og det varede ogsaa længe ; endnu den Dag 

idag staaer den lille Have midt i den store , og forundrer 
alle Mennesker . 
Da Rose var lille , holdt hun dog meest af 
Sneglebakken . Den laae ogsaa i Haven , i Hjørnet 
skraas for Huset ; om Søndagen vaiede der gjerne 
et Flag paa Toppen ved Rønnebærtræet . Saasnart 
hun blev saa stor , at de smaa Been vare istand dertil , 
gik hun der , op og ned , med Christian i Haanden ; 
hvert Øieblik standsende ham , for at plukke 
Blomster , eller see paa de smaabitte pæne Insecter . 
Hvor jeg seer dem gaae der ! 
Naar der gik hende lidt imod , maatte hun op 
paa hans Arm og græde ved hans Skulder . 
Enkelte Ting fra den Tid , som jeg , da de foregik , 
kun skjænkede ringe Opmærksomhed , staae nu saa 
tydeligt for min Erindring . 
Saaledes kan jeg hnske , at en Kone , der gjorde 
Nytte for os , ganske hændelsesviis , idet hun med en 
Kurv Ribs strøg forbi , engang sagde : „ Nei , see , har 
han hende nu igjen , jeg troer bestemt , at de To tilsidst 
blive et Par , “ og at Christian , saa lille han var , 
blev ganske rød i Hovedet . 
„ Nei , fy “ , sagde jeg , „ Rose skal rigtignok ikke 
have Dig . “ 
„ Nei , det vil Du nok være fri for , hvad , lille 

bitte Rose “ , sagde han op til hende , som sad paa 
hans Arm . 
„ Vil Du vel have ham til Mand , hvad ? “ 
spurgte jeg nu ogsaa . 
„ Jo , for han er min eneste Mand “ ; hun puttede 
sit Hoved ind til ham . 
Disse Ord : „ De To blive bestemt et Par “ , 
havde Konen siden altid paa Læberne , naar hun saae 
Christian med lille Rose . Hun sagde dem i Spøg , 
med høi Latter , men de gjorde altid Indtryk paa 
ham , og det mere og mere , efterhaanden som han blev 
større . 
En Dag havde Konen sagt det Samme . 
Christian var ude i Haven at hjælpe mig med 
at lægge Ærter . Den Lille stød hos Fader og 
Moder , der plukkede Stikkelsbær . 
„ Hvor hun døg er sød “ , sagde jeg , idet jeg saae 
paa hende , hun var saa slank og vims , snart her , 
snart der , nu viste hun det klare Ansigt , og nu den 
hvide Nakke med de stumpede sorte Krøller „ aa , saa 
skin , og faa sød , hvad Christian ? “ 
„ Hørte Du det , Konen sagde før ? “ spurgte han . 
„ Jo , det siger hun altid ! “ 
„ Det er noget underligt Noget af hende , synes 
Du ikke ? “ spurgte han . 

„ Jo , for Nose bliver nok lige saa deilig , som 
sin Moder og faaer frygtelig mange Friere . “ 
Han saae vist paa mig . „ Naar jeg nu — jeg 
sætter Lise , at jeg nu føiede Fader , og læste til at 
blive Skolelærer , — froer Du saa ? —næ , Du froer 
vel alligevel ikke ? “ 
„ Nei , jeg froer ikke , — men saa kunde det jo 
døg være “ , sagde jeg . 
Det var den rædsomste Tanke for Christian at 
blive Skolelærer . Alle Faders Overtalelser — det 
var hans høieste Ønske at faae ham ind paa den Vei 
— havde hidtil været frugtesløse . 
Saa rafl og freidig min Broder ellers var , faa 
tungsindig var han ved Bogen . Det var , som den 
smukke , livsglade Dreng man saae i Haven og i 
Gaarden hjælpe Moder med at hænge Snore op og 
flytte Bikuber , eller Fader med at grave , vande og 
flæbe , ikke var det samme Barn , som ham i Krogen , 
med Bogen paa Knæet , Øiet stift fæstet paa Linierne , 
og begge Hænder saa fast knugede mod Tindingerne , 
som om han , paa den Maade , meente at kunne bore 
Forstaaelsen ind i det gjenstridige Hoved . 
Efter Samtalen ved Ærterne , fik Fader den 
Glæde , at see ham stadigt sidde saaledes . 
Han havde nu pludselig besluttet at læse til 

Seminarist , og Det han besluttede , det drev han 
igjennem . Han læste og læste , saa Hovedet var nærved 
at sprænges . 
En Dag da han kom hjem fra Examen , satte 
han sig hos mig paa Bænken foran Huset . Han 
saae noget anstrengt ud . 
„ Veed Du , hvad Skolelæreren sagde idag “ ? 
spurgte han . 
„ Nei . “ 
„ At jeg ' var meget vidt , han syntes ikke jeg 
skulde til Seminariet . “ 
„ Hvad syntes han da ? “ 
„ At jeg kunde bringe det endnu videre , — og 
Præsten , han sagde det Samme , at saa godt jeg 
kunde mine Ting , var det meget muligt , jeg kunde 
blive til Mere . “ 
„ Hvad skulde det være ? “ jeg saae forundret 
paa ham . 
„ Ja “ , sagde han med et langt Træk efter 
Veiret , „ Præsten vil nok tale til Fader derom i 
Eftermiddag . “ 
Om Eftermiddagen , da Præsten kom , gik Fader 
og han længe sammen op og ned i Haven . 
„ Ja , naar Vorherre vil lade mig leve , saa det 
kan udføres , kan jeg ikke tænke mig Noget jeg hellere 

vilde “ , hørte jeg Fader sige , og saa gjorde Præsten 
og han en Pengeoverregning , hvormeget det vilde 
koste , at holde ham i en lærd Skole . 
Moder kom nu ogsaa til , saa blev Christian 
kaldt ud ; han kom med Rose ved Haanden . 
„ Jeg hører Du vil være Latiner , min Dreng “ , 
sagde Moder , „ men Gud veed , Barn , om Du har 
godt af saamegen Læsning . “ 
„ Der er Ingenting man har bedre af end det , 
Ingenting i Verden “ , udbrød Fader med Overbeviisning 
i Stemmen . 
„ Aa , det er en stadig lille Fyr , — det skal nok 
gaae “ , sagde Præsten og klappede ham , „ hvad , min 
Dreng ? “ 
Ja , det havde ingen Nød , svarede han , og loe 
til Præsten , det var ingen Sag . 
Saa bleve de da enige om , at han skulde til 
Kjøbstaden , hvor Pastoren var godt kjendt ; naar 
han var rigtig flittig , meente han , med Tiden , at 
kunne skaffe ham Friplads i Latinskolen . 
Om Aftenen , før Christian reisfe , sagde han til 
mig , løst hen , som det ingen Betydning havde : 
„ Lise , Du veed nok det Konen altid siger , — 

hvis jeg bliver Præst , — troer Du saa ? — næ , Du 
troer vel alligevel ikke ? — “ 
„ Nei , det troer jeg alligevel ikke , men det kan 
jo være “ , sagde jeg , „ hvis Du da saa bliver meget 
finere . “ 

Fjerde Capifel . 
Rose var nu syv Aar gammel , og jeg fjorten ; vi 
sade Alle i Havestuen . 
Lille Rose viste Moder en Tegning . 
„ Om jeg kan see , hvad det er “ , raabte Moder , 
„ jo det kan jeg rigtignok , det er jo Fader selv , som 
han sidder der — viis det til ham , og lad ogsaa 
Lise see det . See bare , Torstensen ! var det nu nogen 
stor Synd , at jeg gav min lille Engel det Stykke 
Postpapiir ? “ 
Det var et lille , rigtignok meget svagt udført 
Udkast af Fader , som han sad der , foran det store , 
upolerede Bord , med Jord og Urtepotter og plantede 
Hyacinthløg . Det var ikke første Gang , Rose havde 
forbauset os ved sine Blyantstegninger . 
„ Kom mig ikke for nær , Barn “ , sagde Fader , 
„ saa bliver Du sort , — hold Papiret lidt tilbage , — 
jo længere det kommer fra mine Øine , jo bedre kan 
jeg see ; — leer hun nu af det , Skjælm . — Naa , 
det er jo mig selv , der sidder der — nei , nu har 

jeg « Ivrig kjendt Mage ; naar jeg bringer Præstens 
Frue sine Løg , skal jeg bestemt tage det med . “ 
Dagen efter at Fader havde været hos Præstens 
Frue , kom hendes ældste Datter , en venlig , ung 
Pige , hen til os og tilbød at ville undervise Rose ; 
den lille Skizze røbede saameget Talent ; det vilde 
være hende en stor Glæde , naar hun maatte hjælpe 
til at uddanne hende lidt , sagde hun . 
Moder takkede mange Gange ; hun havde selv 
tænkt meget paa at sende hende i Skole , nu var 
det jo paa høie Tid , men Instituterne i Kjøbenhavn 
vare saa langt borte , — det søde Barn vilde faae 
Hjemvee , Dette var meget bedre . — Tilsidst spurgte 
hun med lidt usikker Stemme , hvad Frøkenen vilde 
have i Vederlag . 
Den elendige And , Skolelærerens Kone havde 
bragt Byen rundt , men som vist alligevel kun meget 
Faa , ja ei engang hun selv , tog for gode Varer , at 
vi fik firehundrede Daler om Aaret af Barnets 
Fader , vilde Moder paa ingen Maade have tilbagekaldf ; 
hvergang vi havde Fremmede , gjorde hun 
smaa Hentydninger til den , og hvergang hun kjøbte 
Noget til den Lille , blev den taget med i Betragtning ; 
det var en meget dyr And . 
Den gode Frøken vilde ikke have Noget i Vederlag 
„ Ikke nogen Verdens Ting “ ; hun kyssede Roses 

hvide Pande , hvorfra Moder i det Samme havde 
strøget Haaret tilbage med Krmnkammen , og sagde : 
„ Jeg er saa glad , at jeg maa . “ 
„ Hvor hun dog er en nydelig Dame “ , sagde 
Moder , da hun var gaaet , idet hun igjen tog fat 
paa det Arbeide , hun havde sluppet , at binde Papiir 
om nogle høie , graae Steenkrukker med Honning , 
„ og Du kan troe , Fader , det var en svær Steen , 
hun lettede fra mit Hjerte . “ 
„ Men Rikke , hvad var egentlig din Mening ? , 
spurgte Fader , „ hvor kunde Du have Raad til at 
sende Barnet til Kjøbenhavn , det havde Du da ikke 
tænkt paa ? “ 
„ Aa nei “ , sagde Moder , „ jeg vidste jo destoværre 
nok , at det var reent umuligt , og har i langsommelig 
Tid bedet Vorherre saa inderligt , redde mig 
ud af Forlegenheden . Den Steen , man ikke selv kan 
løfte , maa man jo lade ligge roligt og vente paa den 
Stærkere , som kan løfte den . Gud være lovet og 
takket , nu har Vorherre taget sig det paa . — Sidste 
Søndag sagde den grimme Madam Hansen saa 
ondskabsfuldt til mig , at jeg syntes vel det var bedre , 
at saadan et fiint Barn gik hjemme i Uvidenhed , 
end at det blev blandet med simple Unger i Skolestuen ; 
nu behøver jeg ikke at høre den Slags mere . 
Præstens Datter skal jo formelig være lærd , og det 

er ikke alene , at hun lærer noget Nyttigt , men i det 
Huus vil hun ogsaa kunne lære den finere Tone , 
som vi Stakler ikke kunne give hende hjemme . — Og 
seer Du saa desforuden , lille Fa ' er , Damerne fra 
Søgaard komme saameget sammen med Præstens 
Døttre , Rose vil jo ogsaa træffe dem og see deres 
Bekjendte . Det , at hun faaer Underviisningen , er 
næsten det Mindste , jeg regner det for Mere , at 
Døren til det Selskab , hun er sfabt til , nu staaer 
aaben , saa hun kan voxe op som en Dame . “ 
„ Men naar hun er bleven til det , hvad vil Du 
saa gjøre af hende siden “ , spurgte Fader , idet han 
rystede paa Hovedet . 
„ Aa , saa skal hun bare vælge imellem Beilere ! 
hun bliver ligesaa smuk som sin Møder , og naar jeg 
har bragt hende saavidt , at hun reiser hjem med en 
riig ung Mand , saa regner jeg , at jeg er færdig . “ 
Møder bandt Papiret om den sidste HonningKrukke . 
„ Jeg 
vilde ønske , Du var saa vidt , men det 
gaaer sjeldent , som man troer ; men for at tale om 
noget Andet , hvorlænge har Du havt Honningpengene 
for Dig selv , hvornaar fik Du Urtekræmmeren 
afbetalt ? “ 
„ Det er længe siden “ , sagde Møder undvigende , 

og bad mig skrive paa Krukkerne , hvormange Pund 
der var i hver . 
„ Det troer jeg , min Sjæl , nok , at det er længe 
siden , men naar var det Rikke ? “ 
„ Der gik en to , tre Aar med , det vil jeg ikke 
nægte “ , sagde Moder , idet hun tog en Krukke i hver 
Haand og gik ud med dem i Kjøkkenet . 
Da Moder var gaaet , og jeg stod alene med 
Fader , var jeg meget glad , at han ikke fortsatte Underholdningen 
og frittede mig , for jeg vidste Besked . 
Saasnart jeg kunde skrive reent , havde Moder benyttet 
mig til at føre Correspondance » med vor 
Urtekræmmer i Kjøbenhavn . Gjælde : : var endnu ikke 
afbetalt . 
Det var ikke alene Frem- og Tilbagerejsen til 
Hamborg , som Moder dengang havde bestridt ; mange 
uforudsete Ting vare endnu komne til . Efter Dødsfaldet 
betalte hun Doctorens og Apothekerens Regninger , 
gav sin Skilling med til Skuespillerens , for 
at Ligkisten kunde blive lidt mere end almindelig , 
og kjøbte Reiseklæderne til det stakkels Barn ; alt 
Dette løb op til meget mere , end Fader havde 
anseet tænkeligt . 
I syv samfulde Somre havde Bierne , Dag ud 
og Dag ind , havt umaadelig travlt , men dog ikke 
skaffet Honning nok ; førsf om et Aar , naar jeg skulde 

konfirmeres , haabede Moder , de kunde blive færdige 
med at arbeide for Urtekræmmeren , og begynde igjen 
for hende . 
Denne Gjæld , som hun gik hemmeligt og bar 
paa , trykkede hende meget ; havde hun ikke havt den , 
kunde hun ogsaa have taget sig Livet lettere ; saa 
kunde hun dog imellem have kjøbt nyt Tøi baade til 
sig selv og os Børn , og behøvede ikke at have anvendt 
saamegen Tid paa at lappe og stoppe . Naar 
jeg tænker tilbage paa vore Duge , Haandklæder og 
Lagener , froer jeg virkelig , det havde været ligesaa 
billigt at anskaffe Nyt ; saameget Stoppegarn havde 
Moder anvendt , at de tilsidsf vare forvandlede til et 
næsten heelt nyt Stof ; men Grunden var vel , at 
dette ikke tilveiebragtes paa eengang , men møjsommeligt 
og umærkeligt , lidt efter lidt , i Aarenes 
Løb . Moder lod sig dog ikke kue ; skjøndt Trykket , 
var hun gjerne glad og virksom fra den tidlige 
Morgen til den sene Aften , snart her , snart der ; 
naar man troede hun sad i allerbedste Ro under et 
Ribstræ og plukkede Bær , kunde man høre hende 
raabe : „ Pylle , pylle “ til Hønsene i Gaarden , eller 
see hende midt imellem Bierne . Hun gjorde selv 
reent , lavede Maden , passede Kuberne , sørgede for 
Hønsene , hjalp Fader i Haven , vadskede , strøg , holdt 
det gamle Tøi sammen og syede det nye . Rose fik 

ikke en Kjole , uden Moder syede den . „ Det er mig 
et rigtigt Feriearbeide , at sye til det søde Barn , 
pleiede hun at sige , og naar man bare behandler 
saadan pænt fiint Tøi ordentligt , kan det saamænd 
vare længe . Gud veed , det er ikke nær saa 
kostbart at holde hende , som man skulde troe . “ 
Men nu maa jeg gaae videre i min Fortælling . 
Rose skulde have en riig Mand . Hun var vist 
ikke fire Aar gammel , før Moder og jeg begyndte at 
sætte hende Dette i Hovedet . 
Hele Slutningen af Tante Martines Historie 
havde vi skriinlagt og sænket dybt ned i Jorden , men 
Begyndelsen lode vi bestandig florere . Moders 
Stemme , naar hun fortalte den , var jo rigtignok 
lidt mattere end før , men jeg gjengav den akkurat 
til lille Rose paa samme Maade , som jeg havde 
modtaget den . 
Roses Faders Tilværelse , han var død , da hun 
var ganske lille — Moder havde tilfældigviis seet 
Dødsavertissementet i Avisen — blev der ligeledes 
slaaet en Streg over . Hun hørte kun om sin 
Moders Død i sin bedste Alder , om hendes Deilighed , 
om den rige , smukke Brudgom , — som hun 
troede var hendes Fader , om Kisterne med Guld og 
Silke , og om Brudeparret , der kjørte ud af Skolelærerens 
Gaard . Og naar jeg var færdig med 

hendes Moders Historie , begyndte jeg paa hendes 
egen . — Hvergang det mørknedcs , sad jeg gjerne paa 
Forhøjningen , med hende paa Skjødet , og malede 
hendes Fremtid ; og den lille Stakkel saae paa mig 
og lyttede med stor Opmærksomhed efter — hvor 
yndigt det vilde gaae hende . 
Havde jeg dog bare dengang vidst , hvordan jeg 
sad der og modarbejdede min egen Broder , men jeg 
var jo ikke Andet end et enfoldigt Barn . 
Jeg fortalte hende om Beilerne , der vilde komme , 
hvordan hun vilde vælge den smukkeste , rigeste og 
fornemste af dem Alle . Hvordan han vilde sætte 
Guldringe paa alle hendes Fingre , saamange , at der 
ikke kunde være Plads til flere , og saa , ovenikjøbet , 
give hende dem , der vare tilovers . Hvordan hun og 
han skulde boe sammen i et stort Slot , og hvordan 
der var i Slottet ; al den Phantasie , der stod til min 
Raadighed , brugte jeg , for at gjøre Billedet levende . 
„ Aa , hvor I saa skulde faae det godt , Allesammen , 
I skulde boe hos mig altid “ , kunde hun da 
sige og klappe i Hænderne : „ fortæl Mere , fortæl 
Mere , fortæl hele Tiden . “ 
Det gik Christian rigtig godt , baade i Latinskolen 
og ved Universitetet . Til artium opnaaede 

han at faae Inuci . Naar han kom i Ferierne , var 
han noget bleg , mager og anstrengt , men da hans 
Øine spillede af Glæde over at være hjemme , saae 
han dog ikke beklagelsesværdig ud . Han voxede saa 
forfærdeligt , det kom bare af Væxten , sagde Fader , 
og saa loe vi af ham , og gave ham sød Mælk Morgen 
og Aften . Hvergang han reiste tilbage , var han 
ogsaa næsten bleven sig selv igjen . 
Skjøndt Fader var særdeles tilfreds med min 
Broders Fremskridt , skuffede han ham dog paa en 
vis Maade . Han havde troet , at saadan en lærd 
Student vilde berige fin Families Forstand ved lærerig 
Underholdning , og , som sine Collegaer , ikke gjøre 
stort Andet , end læse Aviser og Bøger og fale om dem , 
men saalænge Christian var hjemme , rørte han neppe 
en Bog eller en Avis ; naar Fader lagde een af Delene 
foran ham paa Bordet , skjød han den gjerne tilside . 
Saasnart han kom ind af Døren , begyndte han paa 
sin gamle Viis , hjalp Moder med at hugge Søm i , 
stod paa Taget ved Dueflaget , arbeidede paa Livet , i 
Roses Have , løb , Haand i Haand med hende , 
op paa Sneglebakken . 
Det var , som han var Student , uden at være det ; 
Fader maatte altid fortælle sig selv , at han var det . 

Femte Capifel . 
Min Broder var nu femogtyve Aar ; i to Somre 
havde vi ikke seet ham , og ventede ham netop i Aften 
hjem efter theologisk Embedsexamen . Vi havde 
en stor Overraskelse at bringe ham : Rose , som i den 
Tid , han havde været borte , var bleven sexten Aar 
og voxen , var netop i Dag bleven forlovet . Alting 
var gaaet snorret , som Moder havde troet . 
I Præstens Huus havde Rose gjort Bekjendskab 
med Frøknerne fra Søgaard , dette havde 
igjen ført til andre Bekjendtskaber . Hvor hun 
viste sig , var hun vel seet , fordi hun var saa siin og 
yndig . 
Endnu havde hun dog ikke , som sin Moder , 
havt mange Beilere ; hun havde kun havt een , men da 
denne var det , han skulde være , fornem , riig og smuk , 
saa tog hun ham . 
Det var , som begyndte Tante Martines Historie 
forfra igjen . 

Sidste Søndag , da Moder , Fader og jeg gik 
vor sædvanlige Helligaftens Spadseretour , over Markerne , 
forbi Præstegaardshaven , og vi standsede foran 
Stakitet , og saae hende og ham spille Fjederbolt , havde 
Moder ønsket saa inderligt , det maatte skee , og saa 
sfete det . 
Det var en brændende hed Julidag ; de To 
gik op og ned ad den midterste Gang i vor Have . 
Jeg maatte tænke paa , at Rose vist siet ikke lignede 
sin Moder , og at Moderen , hvis hun var gaaet 
der med sin Forlovede , bestemt havde ført en ganske 
anden Person ; lille Rose havde ham ikke stadseligt 
under Armen , men gik med ham i Haanden og saae 
ud som et Barn . Hun var bare bleven større , ellers 
var hun som før , den samme flanke , fine Væxt , de 
samme dybe , troskyldige Øine , den samme klare , hvide 
Pande med de smaa sorte Krøller rundtomkring . 
Da de skulde forbi hendes Have , standsede de 
og saae paa Roserne , der vare i fuldt Flor ; hun 
fortalte ham om Christian . 
Jeg sad med mit Sytøj under Hyldetræet foran 
Huset . Leg havde lært Skræddersyning og fortjente 
ikke saa lidt ved det . 
Hvert Ord , de sagde , kunde jeg høre , og jeg kunde 
iagttage enhver af deres Bevægelser . 

Hun blev ved af fale om Christian , af han nu 
havde faget Examen , ikke med bedste , dog , det forforlangte 
Fader heller ikke , men med den næstbedste 
Characteer , af han ikke kom hjem før inat ; han fik 
ham ikke af see før imorgen , men hun vilde foreløbig 
vise ham hans Billede . 
Medens de gik op og ned , kunde jeg høre Moder 
synge , og see hende , gjennem Vinduet , gaae i 
Kjøkkenet , med stort hvidt Forklæde , og have forfærdelig 
travlf . Næste Dag , naar min Broder var 
kommen , skulde Jaordet holdes . 
Da de to Forlovede havde gaaet saaledes nogen 
Tid , forekom det mig , af hans Ansigt fik et mat Anstrøg , 
men saasnart de begyndte af spille Ring , forfog 
dette sig dog . Han saae livlig og meget net ud 
med sine smukke Træk , sin fiffige Klædedragt og sine 
lette Manerer , og hun loe sin klare Latter , saa det 
klang ind til Moder i Kjøkkenet ( hun satte af og til 
sit fornøiede Ansigt paa Ruden ) . Fader sad med sin 
Pibe i Havedøren , og lod Skyerne hvirvle høit 
op i den klare Luft . Han var saa inderlig tilfreds , 
ikke alene over Forlovelsen , skjøndt han ogsaa vurderede 
den ester Fortjeneste , men ogsaa og især , 
fordi Christian kom hjem som Candidat . 
Den stakkels Fyr havde rigtig anstrengt sig , 
næsten holdt sig selv derinde ved Informationer , og 

var dog kommen saa hæderligt fra det . — Han vilde 
rigtignok imorgen betragte fin Dreng som Hædersgjæsfen 
ved Moders Taffel , saadan sad Fader og 
tænkte . — 
Klokken Et om Natten pleiede Diligencen at komme . 
De Andre vare Alle iseng , men jeg sad oppe , for at 
fortælle Christian Nyheden . 
Maanen sfivnede , det var blikstille ; jeg sad paa 
Bænken udenfor Huset . Vognen skulde lige forbi ; 
min Broder pleiede at springe over Gjerdet , mellem 
Piletræerne , lige ind i Haven . 
Klokken slog Et , jeg begyndte at blive utaalmodig , 
da jeg endelig hørte Posthornet , først i Afstand , 
saa nærmere ; — jeg hørte en Hvislen mellem Bladene , 
og saa kom han i et eneste Spring . 
„ Er det dig , Christian , “ spurgte jeg oprømt . 
„ Ja , det var dog smukt af dig , er du oppe endnu , 
lille Lise . “ 
„ Ja , for^jeg har noget umaadelig Morsomt at 
fortælle dig . “ 
„ Har du virkelig ? aa , nu er jeg her da igjen , 
her er ganske lyst af Maanen , skal vi sætte os her 
paa den gode , gamle , hvide Bænk , — hvor den 
skinner ! — Har Fader siddet her i Eftermiddag ? “ 
„ Ja , Alting er næsten , som da du reiste . “ 
„ Naa , Gud skee Lov , — aa ! hvor jeg har arLeidet , 

det er overmenneskelig , lille Lise — jeg synes 
virkelig , jeg fortjener al mulig Løn . Saa Fader 
har det rigtig godt , og Moder , har hun det ogsaa 
godt ? “ 
„ Ja , der er flet ikke noget iveien med Nogen 
af os . “ 
„ Altsaa heller ikke med Rose ? “ 
„ Nei , ikke det Allermindste . “ 
Han reiste sig , rettede sig i Veiret , saae op paa 
de klare Stjerner og trak flere Gange Aandedraget 
langt og dybt , som det gjorde ham godt at faae den 
Luft ind . „ Gud skee Lov , jeg er hjemme , “ han saae 
henad Huset paa Vinduerne . — „ Nu sove de 
vist Allesammen trygt og godt , det er ikke værd at 
vække dem , Lise . Gaa du kun iseng , men her er saa 
rart ! jeg troer næsten , jeg gaaer her omkring hele 
Natten — jeg har saamange glade Tanker . 
„ Nei , først maa jeg give dig noget Rigtigt at 
tænke paa — see dog paa mig , og hør efter , jeg 
har slet ikke kunnet komme tilorde , jeg har Noget at 
fortælle om Rose . “ 
Han satte sig ned . „ Hvad er det saa med vor 
søde lille Rose ? “ 
„ Hun er bleven forlovet , med en ung , smuk 
Mand , der hedder Sophus Fischer og har en heel 
Herregaard . “ 

„ Aa , det er ikke sandt , “ han saae paa mig med 
sit glade fornøiede Ansigt , som var han vis paa , at 
det ikke var muligt . 
„ Jo det veed Gud , det er sandt , Christian . “ 
„ Er det ? “ 
„ Jeg syntes nok , at hans Stemme var noget 
mat , men jeg var altfor optaget af min Historie til 
at lægge videre Vægt derpaa . Han maatte høre det 
Hele fra Begyndelse til Ende , hvor tidt de havde seet 
hinanden , hvordan Moder forlænge siden havde spaaet 
det , hvordan en Tale Moder havde holdt o . s . v . ; 
først da jeg havde fortalt hvad jeg vilde , saae jeg paa 
ham . „ Hørte Du efter , Christian ? “ spurgte jeg . 
Hvad var dog det , han sad bøiet og stille , og 
hævede ikke engang Hovedet . 
Jeg blev saa forunderlig angst . Maanen skinnede 
saa sært paa hver Gjenstand ; Farverne kunde 
man ikke skjelne , men alle Omrids bleve saa tydelige , 
saaledes ogsaa hans Ansigt ; hvor havde han dog læst 
sig mager , hvor saae hans Profil dog skarp ud , som 
en gammel Mands . 
Først ahnede jeg ikke Grunden til Forandringen , 
og spurgte : „ Christian er Du syg ? “ det samme 
Spørgsmaal gjentøg jeg mange Gange ; tilsidst hævede 
han sig mat iveiret , sagde i en klangløs Tone : 

„ Nei jeg er ikke syg , “ og lod Hovedet igjen 
synke . 
Natteluften var kold , det blæste , saa det gjøs 
igjennem mig . 
„ Skal vi ikke gaae ind , Christian , “ sagde jeg , 
idet jeg rørte ved hans klamme , kolde Haand , „ hvad , 
gode Christian , stal vi ikke . “ 
„ Jeg kommer strax . “ 
„ Aa , jeg beder dig , kom , du er syg , du trænger 
til Sengen . “ 
„ Jeg kommer strax , Lise , men gjør mig den Tjeneste , 
gaa du , saa kommer jeg . “ 
Saa gik jeg da ogsaa med sorgfuldt Sind . Sandheden 
var pludselig gaaet op for mig , og paa hans 
underlig tunge Røsf kunde jeg mærke , hvor nær Sagen 
gik ham . 
Jeg kjendte ham fra Dreng af ; medens han i 
det Daglige var freidig , tidt lidt myndig i sit Væsen , 
og kunde tage slemt paa , ved smaa Fortrædeligheder , 
blev han altid taus og indesluttet , naar Noget virkelig 
gik ham til Sjælen . 
Da jeg kom ind i mit og Roses Sovekammer , 
laae hun stille og sov , men saasnart jeg fik Lampen 
tændt , vaagnede hun og spurgte : „ Har du været oppe 
hele Tiden , Lise ? “ 
„ Nei , der var Lidt jeg skulde see efter . “ 

„ Har du hørt Posthornet ? “ 
„ Nei . “ 
„ Troer du da ikke han er kommen ? “ 
„ Nei , jeg troer ikke , — læg dig nu og sov , lille 
Rose . “ 
„ Ja , naar du vil love mig , hvis du hører 
Hornet , at kalde . — Tak , gjør det saa ogsaa , og kom 
hen og kys mig , før du gaaer iseng ; aa , sæt dig et 
Øieblik her . — Hvor jeg længes efter at fortælle 
ham det imorgen . — Veed du , hvorfor jeg egentlig 
gifter mig , Lise , det er for Christians og Eders 
Skyld , fordi jeg saa kan gjøre hver især af Eder , 
der have været saa gode imod mig , noget Godt 
igjen . “ 
„ Men det var bedst , om det var for din egen 
Skyld , Rose . “ 
„ Ja , det er det jo ogsaa ; synes Du ikke , at det 
er en Fryd , at kunne vise sig taknemmelig ; — Du 
skal see , hvor I skulle faae det godt hos os ! Sophus 
har fortalt , alder er fireogtyve Værelser i det Hele . — 
Det varede saalænge iaften , før jeg faldt isøvn , for 
jeg laae hele Tiden og indrettede , hvordan det skulde 
være , naar I komme . Chrisfian skal have en rigtig 
god Stue ud til Haven , saa kan han jo sidde der 
og læse videre , hvis han vil . — Men nu kan Du 
troe , at han længe vil vendeBogen Ryggen . — Veed Du , 

hvor stor Haven er ? naar man har gaaet den tolv 
Gange rundt , har man gaaet en Miil , alt Dette fortalte 
han mig igaaraftes . “ 
„ Gjorde han det , — men nu Godnat , — jeg 
er næsten bleven træt , bare af at høre om saa stor 
en Have , sov nu lille Rose , og tænk ikke paa det , 
førend imorgen . “ 
Jeg slukkede Lyset , lod , som jeg vilde gaae iseng , 
men satte mig paa en Stol ved Vinduet . 
Hun faldt snart isøvn , og laae ganske stille paa 
Puden med Hovedet mod Haanden . 
Jeg løftede af og til Gardinet , for at see , om 
han var der , og han var der bestandig ; først sad 
han stille paa den samme Plads , hvor jeg forlod 
ham , men siden gik han urolig og rastløs omkring i 
Gangene . 
Da jeg vaagnede efter en let Slummer , og Dagfljæref 
var begyndt at komme , og jeg igjen saae ud , 
var han der endnu ; snart saae jeg ham gaae langs 
med Huset , snart omkring Bedene , snart nedad Trappen 
til den lille Vandingsplads ; der stod han og badede 
sin Pande , uafladelig om , og om igjen . 
Da det blev lysere , gik han hen til hendes Haver — 
Han lukkede den lille Laage sagte op , gik ind i Lysthuset , 
tog i Skuffen af det hvidmalede Bord en Havesax 
og et Bundt Bastbaand , ( de havde ligget der 

urørte , siden han sidst var der ) gik ind mellem 
Rosentræerne og begyndte , paa en underlig , sløv 
Maade , at binde Stammerne fastere til Plantepindene 
og at afklippe de vilde Grene . Imedens han gjorde 
Dette , faldt den klare Dug strømmeviis ned over hans 
Hænder . Det var , som Roserne græd over ham . 
Jeg tog et Tørklæde paa , og vilde gaae derud , 
da hans Ansigt stod paa Ruden . 
„ Gaa endelig ind , Christian , “ bad jeg bønligt , 
„ gaa for Guds Skyld ind . “ 
„ Nu gaaer jeg , “ sagde han , og spurgte saa : 
„ sover hun ? “ 
„ Ja . “ 
„ Jeg reiser , Lise , — det vil vare Noget , før 
jeg kommer ; — luk Vinduet op , at jeg kan see 
hende . “ 
Jeg gjorde som han sagde , det havde været mig 
umuligt , at lade det være . 
Dagstjæret faldt lige paa hende , hun saae saa 
skjøn og tryg ud i sin Søvn . 
Han stod lidt ; saa sagde han : „ Min lille , 
søde Røse , “ brast i en heftig Hulken og gik igjen 
bort . 
Da jeg , noget efter , kom ud til ham , vilde jeg 
saa inderlig gjerne have sagt et godt , trøstende Ord , 

men jeg kunde ikke finde et eneste . Det , som han 
havde brudt sig om at høre , i det Øieblik , havde jo 
været , at det , jeg havde fortalt , ikke var sandt , og 
da det var uigjenkaldeligt , maatte jeg helst tie . Men 
det var en skrækkelig Gang , da jeg spadserede der , 
Side om Side med ham gjennem Haven , og Ingen 
af os talte . Jeg følte saadan en inderlig Anger , 
fordi jeg før var kommen saa skaanselsløst med 
Efterretningen ; det Ord , han havde sagt til mig , 
som Barn , randt mig ogsaa i Tankerne , og jeg kunde 
ikke begribe mig selv , at jeg havde været saa enfoldig 
og saa blind . 
Han gik nu tilbage ad den samme Vei , som 
han for nogle Timer siden , med det friske , glade 
Sind , var kommen ; i det duggede , høie Græs , 
bagved Piletræerne , var der Spor af de Skridt , han 
havde taget dengang . 
„ Nu reiser jeg bort en Tid , “ sagde han , og 
standsede her , — „ jeg vil snart skrive — Du stal 
ikke tale om , at Du har seet mig , det er bedre 
Ingen faaer det at vide , — Farvel , Lise . “ 
Han tog mig ei engang i Haanden , men gik , 
efter at have sagt Dette , med flap Holdning , over 
Gjerdet henad Stien , til den Landsby , hvorfra han 
kunde saae Befordring . 

Jeg stod paa Kjørevejen , paa den anden Side 
af vor Have , og saae efter ham . Der var ikke 
et Gjerde , eller et Træ . Markerne laae flade og 
udstrakte foran mig . Jeg kunde blive ved at see ham , 
til han forsvandt , som et sort Punkt . 

Sjette Capitel . 
Det Hele var kommet saa uforberedt over min Broder . 
Jeg er vis paa , at det ikke havde været hans 
Hensigt , strax ved Hjemkomsten , at give sine Følelser 
Luft for saa ungt et Barn , der endnu havde en 
lang Tid for sig , hvori hun kunde lære Mennesker 
at kjende ; men han havde kun glædet sig til at træffe 
hende let og fri , som en lille Fugl i Luften , og 
ladet det Andet staae hen , som en fjern , lyksalig 
Mulighed . 
Næste Morgen var man meget urolig og bedrøvet , 
fordi Christian ikke var kommen ; jeg havde 
især ondt med Rose , der græd , og reent ud sagde til 
sin Forlovede , at saa brød hun sig ikke stort om 
Jaordsgildet . 
Jeg gik saa forunderlig beængstet omkring , og 
mine mange Trøstegrunde gjorde ingen Virkning , 
fordi jeg selv vidste , de vare falske , og ikke troede 
paa dem . 

Moders Forsikkring , at hun hele Tiden havde 
troet , det vilde være for dyrt for Christian at tage 
med Diligencen , og at han idag vilde komme med 
Dagvognen , beroligede hende langt mere , fordi den blev 
udtalt med Overbeviisning . 
Gildet kunde imidlertid ikke opsættes ; Moder 
havde indbudet baade Herskabet paa Søgaard og hele 
Præstens Familie ; begge de unge Præstedøttre , der 
nu vare gifte , vare just i Besøg med deres Mænd ; 
det blev intet lille Selsfab , men Moder fluide jo 
ogsaa kun gjøre et af den Slags endnu , og blev 
det nødvendigt , kunde hun stole paa de flittige Bier , 
da de nu saalænge havde arbeidet i Ro , for hende , 
kunde de gjerne igjen tage fat en lille Stund for 
Urtekræmmeren . 
Henad Middagen kom Dagvognen uden Christian , 
men lidt efter bragte det gamle Postbud , som havde stor 
Godhed for Fader , ham med skjælvende Haand en 
Telegraphdepeche . Det var saa sjeldent , at der kom 
saadanne her i Landsbyen ; de enkelte Gange det var 
fleet , havde de gjerne indeholdt Dødsanmeldelser ; da 
Efterretningen ikke meddelte noget Værre , end at min 
Broder , paa Grund af uventede Forretninger , var 
forhindret fra at komme , blev man derfor meget lettet , 
og den fortrædelige Nyhed blev næsten modtaget 
som en glædelig . 

„ Naa , det var jo rart , før saa dine Øine , og 
lad os spadsere , “ sagde Sophus Fischer idet han tog 
sin Hat fra Chatollet , “ nu kan der jo ikke været Noget 
iveien , min lille Engel , og jeg synes , man trænger 
fil at movere sig . “ 
Hele Formiddagen , under den trykkede Stemning , 
medens han af og fil pligtskyldigst fremkom 
med en eller anden tom Trøstegrund , havde han seet 
ud , som han ikke følte sig paa sin rette Hylde , men 
nu kom der lidt Liv i ham igjen . 
Fader fandt , at Moder gjorde for meget Væsen 
af Forlovelsen , medens han saae hende i al den Brasen 
og Kogen , men ved Bordet var han dog , trods 
den stramme , sorte Kjole , ret fornøiet , lod Alting 
smage sig , og saae paa hver Ret med Beundring , 
som han ikke havde troet Mutter var nær saa ferm . 
Den unge Fischer smilede ogsaa , af og fil , forbindtlig 
anerkjendende hen fil Moder , der , endnu 
med lidt af Kjøkkenrødmen paa Kinderne , sad pyntet 
oed Bordenden , for at bevidne hende sit Bifald med 
Serveringen . 
Han lod , i det Hele taget , til at kunne lide 
Moder . Fader undgik han , saa vidt muligt ; mig 
siste han saamegen Høflighed , som strengt taget 
nødvendigt , holdt mig forresten tre Skridt fra Livet , 
men mod Moder var han fortrolig . 

Det , at han kunde mærke , hun ikke tænkte paa 
stort Andet , end at gjøre ham tilmaade og give ham 
rigtig gode Retter , rørte bestemt hans Hjerte . 
Han fortalte hende lange Historier om sig selv , 
og hørte godmodigt efter , naar hun , til Gjengjæld , 
fortalte kortere om Tante Martine . 
Dagen efter Forlovelsesgildet , skrev Christian udførligere . 
Han havde saaet en Elev , der , selv i Ferien , 
nødvendigviis maatte have sine daglige Timer ; 
man maatte ikke vente ham for det Første . 
Da Rose , strax efter Dette , sendte ham Photographier 
af sig og sin Forlovede , og meddelte ham 
Begivenheden , fik hun et kort , hjerteligt Lykønskningsbrev , 
som det vist havde kostet ham stort Besvær 
at skrive , men som dog flet ikke tilfredsstillede 
hende ; „ det er for mig , som det Hele ikke var 
noget Rigtigt , før han selv har været her og gratuleret 
mig , “ sagde hun . 
Naar Veiret var godt , spillede det unge Par 
Ring og Fjederbolt , eller gjorde Toure i Omegnen ; 
naar det var daarligt , spillede de Kort med Moder 
og mig . Jeg fik Lov at komme med , fordi der maatte 
være Fire ved Spillet ; mangen Gang , naar jeg havde 
travlt med min Syning , var jeg grumme kjed af det ; 
tidt spillede vi hele den lyse Dag ; han maatte have 

Et og Andet for , ellers blev Tiden ham saa forfærdelig 
lang ; om han ogsaa sad ved sin lille Forlovedes 
Side , kunde man see det paa ham . 
Hende gik det nu heller ikke bedre ; naar der 
var noget Morsomt paafærde , kunde hun være barnlig 
glad , men ellers sad hun timeviis derinde , med 
sit Haandarbeide , og smaagabede , og lignede flet ikke 
sig selv . 
Skjøndt Fader ikke yttrede sig videre derom , syntes 
han dog paa ingen Maade om det Huus , vi 
førte dengang ; man kunde høre det paa hans Rømmen , 
bare han gik igjennem Stuen . 
Han holdt heller ikke af Fischer . Det , at denne 
engang , da Fader , efter gammel Vane , ovenpaa 
Eftermiddagskaffen , tog sine Briller paa , og begyndte 
at læse „ Fædrelandet “ høit , gav sin Misfornøielse 
tilkjende , berøvede ham især meget af 
hans Agtelse . 
Det var Faders Stolthed og Glæde , at han holdt 
dette Blad sammen med Godsforvalteren , og Mennesket 
loe saa drillende , da han sagde : „ Gud naade os , 
Herr Torstensen , læser De Dette , fra Begyndelse til 
Ende ? — maa jeg spørge Dem ærligt , troer De ikke , 
at deres Provindsblad vilde være Dem nemmere og 
forstaaeligere ? — jeg , for min Part , er saamænd bange , 

jeg ikke kan sidde al den Tid , som et artigt Barn , 
og høre paa Forelæsningen , — og det er virkelig fyndigt 
mod Rose , — aa , jeg beder saa inderligt for os , 
maa det være nok for idag . “ 
„ Rose kan tage megen Dannelse deraf , naar 
hun vil høre efter , “ sagde Fader i en krænket Tone , 
„ men jeg kan jo sagtens tie og læse det for mig selv ; 
eengang læste jeg kun de ringere Aviser , og troede at 
de bedre vare over mit Begreb , men siden er jeg 
kommen til den Formening , at de forstandigste ogsaa 
ere de sorstaaeligste . — Jeg har faaet god Kundskab af 
det Blad , men jeg vil ikke falde besværlig . “ 
Fader listede nu ud i Haven med sin Avis , 
der kunde man høre ham læse den . Han havde ikke 
den halve Glæde af Læsningen , naar han ikke ligesom 
accompagnerede den med Lyden af sin egen 
Stemme . 
Siden gik han , hver Gang Fischer paa den Tid 
var hos os , ud i Haven og læste sit kjære Fædreland 
høit for Bier og Planter , medens vi andre spillede 
Kort , eller lode den unge Herre more sig med at 
forelæse eller recitere nogle Stumper og Stykker af 
en Comoedie for os ; noget Heelt fik vi aldrig . „ Hvad 
var der saa mere ? “ spurgte Rose tidt , men saa havde 
han glemt det . 
Det var et forunderligt , flygtigt Menneske ; dog 

saa lidt Fader syntes om hans Væsen , saa godt syntes 
Moder om det . Den politiske Conversation , hun 
ellers altid var vant til at høre , naar der kom fremmede 
Mænd og besøgte Fader , kunde hun ikke fordrage . 
Fischer talte aldrig om Politik . „ De Simple 
skulde bare lære af de Fine , at man ikke behøver at 
være saa sprænglærd , “ sagde hun . 
I Forlovelsestiden corresponderede Nose stadigt 
med Christian . Dengang hun fik en Ridehest af sin 
Forlovede , skrev hun til ham , at hun vilde vente 
med den første rigtige Tour , til han kom og kunde 
see , hvordan hun tog sig ud paa Hesten . Men han 
kom ikke , og hun maatte , med bedrøvet Sind , alligevel 
gjøre Touren . 
Ligeledes , da hun med sin Kjæreste skulde til et 
Skovbal , skrev hun til ham , at hun havde faaet saadan 
en deilig Dragt , men vilde ingen Glæde have , 
naar han ikke kom med og saae hende . Men han 
kom ikke . 
Om Brylluppet skrev hun , at hvis han ikke vilde 
see hende som Brud , holdt han ikke en Smule af 
hende , og saa havde hun flet ingen Lyst til at 
gifte sig . 

Saa lovede han da ogsaa at komme den Dag , 
men efter Vielsen , før kunde han ikke . 
Naar hun havde læst Brevene , rakte hun mig 
dem gjerne , med en lille Rysten paa Hovedet , og 
spurgte hvad jeg syntes om dem . „ Det var før hende , 
som han feilede Noget . “ 
„ Det er jo meget kjedeligt , “ kunde jeg saa sige 
i en langsom Tone , uden at turde see op fra mit 
Arbeide , „ at han har før travlt til at komme , men 
ellers skriver han jo ganske muntert , saa han har 
det vel dog nok godt . “ 
„ Ja det er sandt , “ gjentog hun med et Suk , 
medens hun omhyggeligt lagde Brevet sammen , 
efter paany at have gjennemseet Linierne , „ han 
skriver jo rigtignok ganske muntert , saa han har det 
vel nok ellers godt . “ 
Sommetider kunde det stakkels Barn sidde lange 
Timer ved min Side og male for mig , hvordan hun 
vilde gjøre det for os , naar hun kom i de rige Kaar . 
Han var enig med hende i Alt , sagde hun , og saa 
bad hun mig saa inderligt , hver eneste Maaned , at 
sende hende en lang Seddel , hvorpaa jeg havde skrevet 
de Ting , vi trængte til . Saadan een var saa rar , 
saa havde man noget at rette sig efter . Øg jeg 
maatte endelig love hende , ikke mere at she for 
Penge ; hun vilde give mig , hvad jeg behøvede til 

at gaae nydeligt klædt , og hun haabede dog , jeg ei var 
for styg stolt , til at tage imod det . Tre Værelser 
i Huset skulde staae alene til os , naar vi kom , og vi 
maatte ikke være kortere hos hende , end en Maaned 
ad Gangen . Allerbedst , som hun talede om Dette , 
kunde hendes glade Stemme dog forandres , og hun 
kunde sige ganske bedrøvet : „ Men tænk nu , Lise , naar jeg 
har indrettet Christians Stue , og han saa døg ikke 
kommer , — men du troer da nok han kommer ? “ 
„ Jo jeg troer , “ sagde jeg , og ønskede bare hun 
vilde gaae , eller tale om noget Andet . 
Naar jeg tænker tilbage paa min Opførsel dengang , 
føler jeg stor Anger , skjøndt jeg døg handlede 
efter min bedste Overbeviisning . 
Da alle hendes Ittringer dreiede sig om min 
Broder , mærkede jeg jo nok , at hendes Tanker vare 
hos ham , og at hun elsfede ham ; men , skjøndt jeg 
var paa det Rene med Dette , meente jeg døg , i min 
Verdenskløgt , at jeg vilde forstyrre hendes Lykke ved 
at blande mig i Sagen . Det var ikke af Hensyn 
til Fischer , jeg havde ikke meget tilovers for ham , 
det var bare af Samvittighedsfnlehed , for hendes 
Skyld . 
Jeg var jo opdragen i den Tro , at Overflødighed 
af timelige Goder var det af Alt , der bedst 
kunde udelukke Gjenvordigheder . 

Rose var saa forvænt , som en Prindsesse ; hendes 
smaa Hænder duede ikke til Andet , end at brodere 
og tegne ; hvor kunde hun passe til Christians 
Kone . Var det ikke stor Synd , naar hun kunde 
komme i bedre , at føre hende ind i saadanne tvivlsomme 
Kaar . 
At Moder , i mit Sted , vilde have handlet som 
jeg , var jeg ogsaa vis paa . 
De fleste gamle Folk glemme aldrig de enkelte 
Erfaringer , de mene at have gjort om verdslige Beregningers 
Nytte , men glemme altid de mange , der 
bevise deres Utilstrækkelighed ; saaledes ogsaa Moder ; 
hun havde betragtet det som et Niddingsværk , naar 
hun , for sin Søns Skyld , havde taget saadan en 
Lykke fra et Barn , der havde mistet sine Forældre , 
og som hun skulde staae Vorherre til Regnskab for . 
Dengang vidste jeg ikke , at det ogsaa for Fischer 
havde været en Befrielse , at hans Familie var mod 
Partiet , at det Hele kun var et Indfald , som han 
maaskee , da han mødte saamange Indvendinger , for 
en stor Deel havde sat igjennem af bare dum Trods , 
men havde jeg vidst det , saa er jeg dog sikker paa , 
at jeg alligevel ikke havde troet at burde handle anderledes . 
Saaledes 
kan man gaae med Taage for Øinene . 

Det Bedste , man vidste om den unge Fyr , var , at han 
maaskee var en Peer Tott , der ikke gjorde mere af 
det Onde , end af det Gode , — et stakkels Menneske , 
der manglede Villie og Kraft , baade til det Ene 
og det Andet , der altid gik den Vei , han syntes 
var nemmest , uden at bryde sig om , hvorhen den 
førte , der ikke var brugbar til nogen Ting , der , hvis 
han havde været uformuende , vilde have været den 
Sidste , en forstandig Fader havde valgt til sit Barns 
Ledsager gjennem Livet ; kun Det vidste vi , og saa 
syntes vi døg , det var en forfærdelig stor Lykke 
for vor Rose , at faae ham . 
Og hun tog ham i sin Barnagtighed , for en 
stor Deel for vor Skyld , uden Tanke om hvad hun 
styrtede sig i . 
Hun troede jo naturligviis , da han kun gav 
saa Lidt af sig selv tilkjende , fordi der ei var Noget 
at give tilkjende , at han bare var et Kræmmerhuus 
topfuldt af gode Egenskaber , og da hun 
elsfede gode Egenskaber , saa maatte hun jo antage , 
at hun elsfede dette Kræmmerhuus . 
Men havde jeg , i de Dage , tilladt mine egne 
Tanker at gaae en ærlig Gang , saa kunde jeg have 
fortalt hende , hvor huult og tomt Kræmmerhuset 
var , for i min Sjæls Inderste vidste jeg det godt . 

Men jeg stred bestandig mod det Rette , som var det 
det Urette . 
Forst til allersidst kom der en underlig Skræk 
over mig , som vi begik en Synd , men da var det 
for seent . 

Syvende Capitel . 
Fischer havde været ovre paa sin smukke Eiendom 
i Jylland , og der ladet Alt indrette til Brudens 
Modtagelse . 
Han havde givet Penge til Udstyret ; Moder og 
jeg havde været i Kjøbenhavn , kjøbt dette og gjort 
en lille privat Gjæld , for dermed at bestride Omkostningerne 
i Anledning af Festdagen . 
Der var Intet at vente efter . Brylluppet blev 
bestemt til den fjerde October . Efter Vielsen vilde 
de reise udenlands . 
De samme Gjæsfer , som havde deeltaget i Jaordet , 
vilde ogsaa komme til Brylluppet . — Herren 
til Søgaard skulde føre Bruden , og hans Broder , 
der boede hos ham , Brudgommen . Fischer havde 
ingen nær mandlig Slægtning , der kunde føre 
ham , og de af disse , Rose havde , vare ikke fine 
nok til at føre hende ; derfor maatte de Begge lade 
delte Hverv besørge af Fremmede . 

Men det var stadselige Fremmede , den ene 
Herremand , den anden Officeer , begge med Ordener 
paa Kjolen . Moder var meget tilfreds med Dette , 
men det gjorde hende derimod overmaade ondt , at 
Brudgommens Tante , en smuk Dame , der sommetider 
kom til Søgaard , som Moder havde seet 
der i Haven , og beundret paa Grund af hendes elegante 
Toilette , ikke havde modtaget Indbydelsen . 
Fischers Forældre , efter hvem han havde arvet 
Godset , vare døde i hans Barndom . Hans rige 
Oncle , der en Tidlang var hans Formynder , var 
ogsaa død . Dennes Enke ( den Tante , Moder beundrede ) 
havde engang besluttet af testamentere ham 
sin Formue , men var bleven kjed af ham , og benyttede 
nu Forbindelsen med Rose som gyldig Anledning , 
til af trække sig tilbage ; men alt Dette vidste 
vi Intet om . 
Vore Bekjendte i Egnen havde derimod hørt 
saavel dette , som flere mindre heldige Rygter om 
Brudgommen , men , da de godt kunde lide Rose , 
undte hende al mulig Lykke , fandt han saae vakker 
ud , og der ikke var Syn for Sagen , troede de ikke 
paa dem . Den Eneste , der ei tog dem i Tvivl , var 
Skolelærerens Kone , fordi hun var misundelig . 
Da Fru Fischer ikke engang værdigede af besvare 
det smukke trykte Indbydelseskort , fortalte hendes 

Neveu blot , af han var glad over , af hun blev borte , 
da han i Grunden ikke kunde lide hende . 
Det var Bryllupsdagen , den fjerde October om 
Mørgenen tidligt . 
Jeg sad oppe paa Christians Qvistværelse og 
syede de sidste Sting paa Roses Brudekjole . 
Min Broder selv kom jo først efter Vielsen , og 
hans Stue var det eneste Sted , hvor man ikke blev 
forstyrret af Travlheden . 
Mit Vindne stod aabent til Haven ; det var 
klart Veir og havde allerede frosset om Natten ; 
Rimen laae endnu hvid og glindsende paa Græs og 
Blade . 
Fader gik derude og plukkede Blomster i en 
stor Kurv . En fem , sex unge , tarvelige Pigebørn , 
med mørke , runde Hatte , ( de maatte hele Tiden 
flytte sig , eftersom Manden , der skuffede Gangen 
bagved dem , kom nærmere ) , stode i Nærheden af Fader , 
og ventede , til han blev færdig . De vilde , i 
Anledning af Dagen , pynte Kirken , og maatte komme 
til os selv efter Blomsterne , da de ikke kunde faae 
dem andre Steder . 
Det saae livligt ud i Haven ; fo Mænd i hvide 

Skjorteærmer og fo Koner med hvide Hættetørklæder 
vare i fuld Bevægelse med at skuffe , rive og klippe . 
„ Aa ja , see nu , “ sagde Fader , idet han vaersomt 
hævede det ene Georginehoved efter det andet 
fra Stilken , for at see , om det holdt , og de Allesammen 
knækkede . „ Det er dog nogle Stakler , nu 
har Frosten allerede gjort det af med dem . — Vi 
maae nok holde os til disse , det er seigere Folk . “ 
Idet han sagde Dette , gik han , med Saxen i Haanden 
og Træfloene paa , over det vaade Græs til det runde , 
brogede Bed med Asterserne . 
Han afklippede disse enkeltviis , pillede det Grønne 
omhyggeligt fra Stilkene , holdt dem iveirer , betragtede 
deres stramme Holdning med et forelsket Blik , og 
lagde dem , een efter een , i Kurven . 
Imidlertid saae de unge Piger fornøiede hen til 
ham ; den Maade , han omgikkes Blomsterne Paa , 
gav dem ligesom mere Værdi i deres Øine . Det 
var , som det ikke var de selvsamme Sorter , et Par 
af dem havde hjemme i Hjørnet bag Kartoflerne i 
deres egen Have , som de ruflede af , puttede i en 
sprukken Flødekande og regnede for en aldeles værdiløs 
Vare . 
Bare det Blik , hvormed Fader betragtede sine 
Asters , gjorde dem til mere . 
Alle Husets Vinduer stode i disse Dage aabne , 

fra Morgen til Aften . Der var en Duft af Friskhed 
og Reseda i Stuerne , og af Smør og Kryderier i 
Kjøkkenet ; man kunde høre Moder nynne og Morteren 
gaae . I denne Tid lagde Moder aldrig sit 
Smækkeforklæde fra sig , og Fader maatte bestandig 
gaae paa Hosesokker i Stuerne . 
Hvor jeg endnu kan høre Moders Nynnen den 
Morgen . Hun havde ikke Tone i Brystet ; hendes 
Sang , naar man vil kalde den saadan , var kun et 
Udtryk for hendes egen Stemning , men da hun næsten 
aldrig lod den lyde , uden denne var rigtig fornøielig , 
var det alligevel ret forfriskende at høre paa 
hende . 
Men den Morgen , da jeg selv følte mig forpiint 
af tunge Tanker , gjorde hendes Sang kun et 
daarligt Indtryk paa mig . „ Naar man synger om 
Morgenen , skal man græde om Aftenen , aa , Gud 
give , Du dog vilde tie stille , “ tænkte jeg . „ Nu priser 
Du Dig selv i dit Hjerte , fordi din Opdragelsesmaade 
har baaret saadanne gode Frugter . Men var 
hun nu ikke bleven denne forkjælede , fine lille Dame , 
saa havde hun passet bedre til Christian , og havde 
hun faaet stakkels Christian , var man ganske overbeviist 
om , hun havde faaet Een , der vilde bære hende 
paa Hænderne . “ 
Og hvordan var det gaaet Tante Martine ! 

— Et fattigt Menneske var hun tilsidst , — men 
hvorlænge havde hun været det ? ja , det vidste Ingen . 
Det var , som jeg var bleven reent forstyrret ; 
jeg kunde flet ikke mere finde lyse Sider ved det 
Ægteskab ; trods alle Smykkerne og Stadsen , der 
laae foran mig paa Borde og Stole , og trods den 
lille Brud selv , der løb fra og til og fornøiede sig 
over det Altsammen , saae jeg dog kun fæle Skyggebilleder . 
„ Hvad 
siger Du om det deilige Veir ? det spaaer 
gødt , ikke sandt ? “ sagde den lille Stakkel , medens 
hun dannede Figurer paa Bordet af fine Smhkkeæsfer . 
„ Jo , 
med Guds Hjælp , “ sagde jeg , men da jeg , 
i det Samme , hørte Skolelærerkonens skjærende 
Stemme i Haven , og saae hende gaae hen til Fader 
med et Myrthetræ , tænkte jeg : „ Det spaaer daarligt . “ 
„ Hvad vil Madam Hansen ! jeg kan høre 
hende . Tak , hvor det er et deiligt Træ , gode 
Madam Hansen , “ nu stod Rose ved Vinduet og talte 
ud , „ mange , mange Tak ; det er rigtignok meget 
kjønnere , end vore egne , for de blomstre ikke . — 
Aa , vil De komme her op , saa skal De see mine 
Ting . “ 
„ Hvor der er mange skjønne Sager , og hvor 
det er rigtigt af Dem , at De har forsynet Dem saa 

godt “ -- -- -- -- sagde den fæle Kone , da hun stod derinde 
med Hænderne paa Ryggen og betragtede Alt 
med gridske Blikke , „ det er det eneste Rigtige , Frøken , 
for man er jø døg ikke Herre over , hvad der kan 
skee . “ 
„ Nei , “ sagde Rose indrømmende „ for man kunde 
jø siden blive fattigere , og saa var det jø godt , man 
døg havde Det . “ 
„ Ja hør , hvor sød fornuftig , — hun er forberedt 
paa det , — men det er rigtignok en Skjæbne , 
der staaer langt i Baggrunden for Dem , lille Frøken 
Rose , som jø er sikkret med deres firehundrede Daler 
om Aaret og mere . “ 
„ Det veed jeg ikke det Mindste om . “ 
„ Naa fy da , saa er jeg jø en grim Sladdrer , 
at jeg fortæller det . — > Men den Række smaa Kjoler , 
der hænge der , strøgede og nette , — de ere vist fra 
deres Barndom , — maa jeg spørge , skulle de ogsaa 
puttes ned i Kosferten ? “ 
„ Nei , dem har Lise lovet , naar jeg er reisf , 
at fordele mellem Børn . “ 
„ Det er en nydelig Tanke . — Hvor De vil 
gjøre meget Godt paa deres Gods , Frøken , — det 
er jeg saa vis paa , De vil ! — Herr Fischer vil 
bare tænke paa at fornøie og more Dem og sig selv , 
og De vil tænke paa Andre . — Saa ville Deres 

Penge nok faae Been at gaae paa , — men det skulle 
Penge jo ogsaa have . Farvel , søde Frøken , for nu maa 
jeg nok ikke forstyrre mere . — Jeg veed ikke , om jeg skal 
komme siden , og sætte Krandsen paa det lille Hoved ? “ 
„ Nei , Madam Hansen , det har jeg faaet Lov 
at gjøre , “ sagde jeg bestemt . Da Rose havde sagt 
Farvel og kysset hende , og hun stod alene med mig 
ude paa Trappegangen , sagde hun igjen : „ Jeg kan 
saamænd ikke glemme , saa fornuftigt det var af Dem , 
efter hvad man desværre har hørt om det unge 
Menneske , at forsyne det søde Barn saa godt med 
alle Dele . “ 
„ Har De hørt , at han var en Ødeland , eller 
hvad mener De ? “ spurgte jeg . 
„ Ja det veed Gud , det har jeg rigtignok hørt , 
men naar De , som er nærmest til det , ikke veed 
Noget , — saa er det rimeligviis ikke sandt . Jeg 
troede saamænd det var Det , De havde indrettet 
det paa , — men det er det altsaa ikke ? — 
saameget desto bedre . — Godmorgen , Jomfru Lise , 
det kunde da ikke være et yndigere Veir , skjøndt man 
siger , det er bedre , Solen ikke brænder saameget . “ 
Da jeg kom ind igjen , stød Rose allerede ved 
Myrthen og afklippede en lang deilig Green til 
Krandsen . 
„ Aa , gjør det ikke , “ bad jeg , „ det lille Træ fra 

din Confirmation , som jeg har passet , blomstrer rigtignok 
ikke , men jeg kan dog faae en kjøn Krands 
alligevel , det har hele Tiden været min Bestemmelse 
at binde een deraf . “ 
Det nyttede ikke , hvad jeg sagde ; hun havde nu 
modfaget den af den gode Skolelærerkone , og vilde 
paa ingen Maade fornærme hende ved ikke at 
bære den ; siden maatte jeg pynte hendes smaa kjære 
Lokker med de Blomster , der vare opvoxede i bare 
Avind og Skadefryd . Det var , som jeg satte alt 
Ondt lige over hendes Hoved . Men det var jo 
dum Overtro . 
„ Hvor seer Du dog sjæleglad ud , Rose , “ sagde 
jeg siden , medens hun rakte mig Kniplingerne og 
de fine hvide Sager , efterhaanden som jeg pakkede dem 
ned i Kofferten . 
„ Ja , det er jeg ogsaa , — og jeg troer næsten , 
jeg glæder mig allermeest til Christian ; naar vi 
komme hjem fra Kirken , er han her da , Gud flee 
Lov . “ 
„ Aa , han betyder da ikke Stort idag , “ sagde 
jeg alvorligt , „ men nu kommer din Forlovede vel 
strax . “ 
Hun bøiede sit Ansigt imod mig , og saae meget 
skjælmsk ud : „ Hvad siger Du , Lise , idag længes jeg 
mere efter Christian , end efter Sophus . — Hvor 

Du seer forsfrækket paa mig , — egentlig er det dog 
ikke saa underligt , — Sophus faaer jeg jo nu at 
see hver eneste Dag . “ „ Aa nei saamænd , “ sagde 
jeg , og blev ved med Indpakningen . 
Jeg vilde just sige et Par alvorlige Ord om 
Dagens Betydning , da Moder kom med Bryllupskagen , 
og baade hun og Rose jublede over 
den . 
„ Skal Du ikke have nogen Tid til at sidde 
ganske roligt og tænke efter , lille Rose , “ begyndte jeg , 
da Moder var gaaet ; det stakkels Barns Sorgløshed 
piinte mig saa forskrækkeligt , „ det er dog en 
alvorlig Begivenhed , der nu foreslaaer . “ 
„ Jeg veed godt , at den er alvorlig , “ sagde hun , 
og saae trosfyldig paa mig med sine skjønne Øine , 
men jeg har altfor meget at tænke paa , til at jeg 
kan finde Alvoren , — først paa at Christian kommer , 
faa paa Reisen til Italien , saa paa de Breve jeg 
vil skrive til Eder , og saa paa , at jeg skal have Nogle 
af Eder hos mig hele Vinteren . — Naa , nu er Du 
færdig med Indpakningen , Lise , — saa troer jeg 
næsten det er paatide , at jeg bliver klædt paa . “ 
Klokken Fire om Eftermiddagen skulde Vielsen 
foregaae ; mine Forældre vilde kjøre til Kirken med 
det unge Par , men jeg blev hjemme . 

Vognen holdt for Døren , Brudgommen var 
kommen . 
Jeg veed ikke , hvad der gik af mig , men da jeg 
havde pyntet lille Rose , og hun flet ikke , som Andre 
ved den Leilighed , saae høitidelig ud , men dandsede 
med Slør og Krands foran Speilet , som hun bare 
legede at være Brud , blev jeg saa forunderlig tilmode , 
at jeg foer ned ad Trappen og raabte til Moder , 
som allerede stod der i sin fulde Stads : „ Aa , lad det 
blive en lille Tid endnu , hun er for ung , lad det 
vente . “ 
„ Er Du fra Forsfanden , Lise , “ sagde Moder 
blot , idet hun gik forbi , ud til Vognen , uden af 
bryde sig det Ringeste om mig . Alting var jo ordnet 
og færdigt . Det var jo ogsaa , som jeg ikke var ved 
mine fulde Fem . 
Jeg følte en ubeskrivelig Uro , da jeg stod der i 
Vinduet og saae Brudevognen kjøre , og hørte Klokkerne 
kime . Hvis jeg havde troet , det var gaaet op 
for hendes Sjæl , af hun elskede en Anden høiere , 
end Den hun fik , troer jeg ei , jeg havde taget mig 
Sagen saa nær , som netop nu , da jeg vidste , hun 
var uvidende derom . 
„ Det arme elendige Barn , “ streg jeg uvilkaarligt , 
og vred Hænderne , „ hvad skulle vi gjøre , naar hun 
vaagner ! “ 

Nu var jeg selv vaagnet . Det er forunderligt , 
saa pludseligt man sommetider , uden af kunne forklare 
sig Grunden , lige paa eengang kan blive vækket 
af lang Sløvhed . Klokken ringede uafladeligt ; jeg 
kunde fra Vinduet see over til Hullet i Kirketaarnet , 
hvor den havde travlt med af gaae frem og tilbage , 
da Christian , med sin Vadsæk paa Ryggen , langsomt 
kom gaaende ind i Gaarden . 
Der var saa reent , feiet og propert i hver Krog ; 
han kunde nok see , at Brylluppet ikke var blevet udsat , 
om han ikke kunde høre det paa Ringningen . 
Aa , den Klokke med sit Ding-dang , Ding-dang , 
jeg ønskede Vorherre vilde gjøre det Mirakel , at jeg 
fik Kraft til at standse den . 
Jeg havde ikke Mod til at gaae ham imøde ; 
først , efter at han paa sit Værelse havde iført sig et 
nyt sort Sæt Klæder , kom han ind i Stuen til mig . 
Han havde et roligt Ansigt , og var klædt med 
stor Omhyggelighed : det hvide Halstørklæde var 
bundet smukt akkurat , og Haaret sad blankt og glat 
nedkæmmet , men han var forfærdelig bleg . 
„ Jeg tænkte nok jeg kom alligevel for seent , “ 
sagde han med sin sædvanlige Stemme , som Ingenting 
var foregaaet . 
„ Ja , til Vielsen , men saa kommer Du dog til 

at spise med , “ svarede jeg , og gik saa omkring med 
ham og viste ham det dækkede Bord og Blomstervaserne . 
Da 
han havde seet derpaa , satte han sig ned 
paa en Stol , som var han trætJeg 
hentede et Glas god Viin og et Stykke Mad . 
Han tog det uden Modstand , og drak hver eneste 
Draabe af Vinen paa en Maade , som han meente , 
den kunde give ham Kræfter . 
„ Jeg seer da ikke for daarlig ud til at vise 
mig ? “ sagde han i en Tone , der skulde være ret 
munter , medens han saae paa sit Ansigt ligeoverfor 
i Speilet . 
„ Jo , det troer jeg Du gjør , Christian . Det 
vil gjøre hende ondt at see Dig , — vil Du ikke hvile 
lidt i dit Kammer , til det siden bliver bedre . “ 
„ Jo , det maa jeg nok hellere “ sagde han , idet 
han reisfe sig , „ det er underligt , før mærkede jeg det 
ikke . Jeg vilde ønske , det maatte gaae over , jeg 
vilde nødig , at hun skulde savne mig ved Bordet . “ 
Han sagde Dette ligefremt og fattet , som Sagen 
ikke angik ham mere , end enhver anden Bryllupsgjcest . 
Da 
jeg havde fulgt ham til sit Værelse , og 
rullet Gardinet ned , lagde han sig lidt paa Sengen . 
Hans Hænder brændte og jeg kunde føle paa 

Pulsen , at han havde stærk Feber . Dette var ei 
blot Sjælsuro , der var ingen Tvivl om , at det var 
en rigtig legemlig Sygdom . 
„ Du har vist i nogen Tid været syg , Chrisfian 
? “ 
„ Aa ja , men det var ikke noget Videre ! “ han 
lagde Hovedet mat tilbage . „ Du skal ikke fortælle 
det , Lise , for jeg kommer siden . “ 
Ligeoverfor ham hang den Rad smaa stumpede 
Kjoler , en rød , en hvid , en blaa , som Rose havde 
havt , da hun var lille , de samme , som Skolelærens 
Kone før talte om ; i Travlheden vare de blevne hængende . 
Een af dem var fra hun var tre , een fra hun 
var fem , og een fra hun var otte Aar . Den Røde med 
Strimlerne var syet af en Rest , Moder næsten 
fik ovenikjøbet , da hun kjøbte det grønne Stolebetræk . 
Den Blaae havde hun anskaffet for de Penge , hun fik 
for de sorte Høns , Hanen og Hønen , der vare saa 
anseete af os Alle , og saae saa strunke ud mellem de 
spættede i Gaarden . -- Den lille broderede Hvide 
havde Moder syet sammen af et Christentøi , som 
Præstens Kone engang havde foræret hende . Chrisfian 
havde været Moders Fortrolige , medens hun 
syede de smaa Kjoler , siddet hos hende , og fulgt med 
Arbeidet , med hver enkelt Deel , hver Knap , hver 
Strimmel , hvert lille Ærme . 

Da jeg saae hans Øine hvile paa de smaa 
Kjoler , var jeg bange , at de mange Minder , de 
maatte vække , kunde forøge hans Sorg , og vilde 
derfor fage dem bort , men han sagde : 
„ Aa nei , lad dem hænge . “ 
Kirkeklokken , der en lille Tid var ophørt at 
kime , begyndte nu igjen med sit Ding-dang , Dingdang . 
„ Hør ! “ 
sagde han , idet han reiste sig og fik 
et underligt , sørgeligt , forvirret Smiil i sit Ansigt : 
„ Nu fører han hende gjennem Kirken , som sin ægteviede 
Hustru . — Hvad græder Du over , Lise , nu erdet 
jo forbi ! — Mon han nu kan elsfe ? Jeg gad 
dog vidst , om han nu kan elske ? — Hun holder 
mere af mig . — Øet staaer jo i Brevene ! Øet kan 
ikke nytte , at Du nægter det , “ han tøg mig fast om 
Haanden , al den konstige Ro var nu gaaet over til 
Heffighed , og hans blege Ansigt var blevet stærkt 
farvet . „ Aa , hør Klokkerne , det er skammeligt , for 
det er mig hun holder af , og saa fage de den stakkels 
lille Haand og række den til ham . — Men , 
Hvad troer Du han faaer ? — ikke Andet , end det lette 
Fnug af hendes Kjole , og mig havde hun givet Alt , 
et heelt Livs Glæde . — Men I tænke vel , hun 
bliver riig med ham , nei , med ham bliver hun en 
fattig Stakkel , men med mig var hun bleven hovedriig . 

— Trøede I ikke jeg havde Noget at byde 
hende . — Jeg havde jo Alt , — kan Du ikke forstaae 
det , Alt , hvad et Menneske kan have at give , det 
havde jeg jo . — Trøede I , jeg vilde holde det tilbage , 
siden I syntes , jeg var for fattig . Var det 
Det I meente , hvad ? siig det dog , var det Det ? , , 
„ Nei , det vidste vi jo nok , læg Dig nu roligt 
ned . “ 
„ Men hvad meente I da , saa var der jo ingen 
tænkelig Forstand i det Hele . — Trøede I , jeg Ingenting 
havde . I vidste jo dog , at jeg arbeidede for 
hende fra Morgen til Aften , at jeg blev ved , til jeg 
blev træt , og begyndte saa igjen , og blev igjen ved , 
til jeg blev trættere . Trøede I , det Altsammen var 
frugtesløst , og at jeg kom hjem som en Stakkel ? nei , 
jeg kom hovedriig hjem ; for hver Anstrengelse blev 
Kjærligheden større . Det var jo et Væld , — man kunde 
øse og øse , og det kunde ikke mærkes , og hver Smule 
var til hende . “ 
Saadan blev han ved , værre og værre , eftersom 
Feberen tiltog . 
„ Det var nederdrægtigt ! — havde I sagt : Arbeid 
syv Aar , og syv Aar til , saa havde jeg ligesaa 
godt kunnet gjøre det for min lille Rose , som 
Jacob kunde gjøre det for Rachel , — hvorfor fluide 
jeg ikke kunne gjøre det , akkurat ligesaa godt som 

han . — Men det sagde I ikke , I toge hende fra 
mig og forcerede hende til en Tigger . — Og jeg har 
alt Det , og det tynger og presser , men jeg tør ikke 
give hende en eneste Hviid . — “ 
Tilsidst talte han sig træt , og da Vøgnen kom , 
laae han i en temmelig rolig Søvn . 
Da jeg kom ned , var Brudeparret og Gjæsterne 
allerede i Stuerne , men jeg traf Moder med Shawl 
og Hat ved Kjøkkendøren . Hun havde sin Nød med 
at trække de snevre , hvide Allunshandsker af Hænderne . 
„ Gaa 
ind til de Fremmede , Barn , medens jeg 
stikker Bollerne paa , “ bad hun , „ gaa ! gaa ! gaa ! “ 
Der var saadan en Hast over hende , at jeg 
neppe kunde faae fortalt , at Christian var kommen og 
havde maattet lægge sig lidt , da han ikke var ganske 
rafl . 
Hun saae forvirret paa mig ; hendes Hoved var 
idag saa fuldt af alle de Gemyser , Saucer og Stege , 
der uundgaaeligt maatte møde paa Bordet , at hun 
virkelig ikke godt kunde samle sine Tanker om noget 
Andet . 
„ Hvor Du seer fortvivlet ud , Lise , “ udbrød hun , 
„ hvad var det Du sagde , Christian har lagt sig lidt 
Paa Sengen og kommer ned siden , hvad ? — han 
kommer da ned siden ? “ 

„ Ja , med Guds Hjælp ! “ 
„ Hvorfor vil Du da forsfrække mig ; tal nu 
ikke derom til de Andre , “ hun foer ud til sine 
Boller . 
Rose blev meget bekymret over , at Christian 
ikke var kommen . Det var en lille sørgmodig Brud , 
der sad der ved den nette , livlige Brudgoms Side 
og pillede af sit Brød og Ingenting spiste . Den ene 
af Herrerne fra Søgaard , ikke Godsejeren , men den 
høie Officeer , en kraftig , smnk , glad , jovial gammel 
Mand , tog Moder tilbords , men talede hele Tiden 
med Fader , der sad ved hans ene Side , høitideligt 
pyntet i sin sorte Kjole . — Moder sad noget fra , 
ved Bordenden , og lagde Retterne for . 
Officeren var en stor Haveelfler . Ligesaa fornøiet , 
som han lod til af være , ved af modtage Faders 
Oplysninger om adskillige Blomster og Planter , 
ligesaa veltilfreds var Fader , ved af meddele ham 
dem . Hvergang Officeren , under Samtalen , havde 
tømt sit Viinglas til Bunden , fyldte Fader det 
igjen til Randen med den samme Forsigtighed , for 
ikke af spilde , og det samme straalende , milde Ansigt , 
som han rigtig undte det , og satte en Ære deri . 
Der blev holdt to Taler : 
Den ene af Officeren , den anden af Præsten . 

Officerens var kort . „ Da han lige havde talt med 
den ærede Vært om hans Roser , “ sagde han , „ saa 
kom han til af tænke paa een af dem , Bruden ; hun 
hed Rose , og var en Rose , og vilde , efter al Sandsynlighed 
komme til af dandse hele Livet igjennem 
paa Roser . Rosens Skaal sknlde Alle tømme , til 
sidste Draabe , Hurra for Herr Torstensens skjønneste 
Rose ! “ 
Præstens var længere ; den var etslags Fortsættelse 
af hans Brudetale , der gik ganske i samme 
Aand . 
„ Han og hans Familie havde kjendt den yndige 
unge Brud fra hendes Barndom , og holdt af hende , 
som af en Datter eller Søster ; det var ikke 
underligt , af de frydede sig paa hendes Vegne . Men 
det var ikke alene de nære Venner og Bekjendte , der 
glædede sig idag ; Alle , der blot vare komne i ringeste 
Berørelse med hende , undte hende sin store 
Lykke , fordi hun var beskeden og kjærlig , og 
med Guds Hjælp kunde bære den . “ 
Saadan var vor venlige Præsts Opfattelse af 
Sagen . 
Brudgommen bukkede og skrabede til Complimenterne , 
talte om , af Fordelen var alene paa hans 
Side , og kom i det Hele godt fra det ; og det gjorde 

Bruden ogsaa , skjøndt hun ikke sagde et Ord , men 
bare kom med sit Glas og smilede . 
Efter Bordet samtalede Gjæsterne indbyrdes 
lystigt med hverandre i Haven ; vi vare da selv 
overflødige . Moder gik ud til sine Sysler , Fader 
gik op med Bruden paa Sneglebakken ; han sad der 
paa Toppen ved Dannebrogsflaget og røg sin Pibe , 
medens hun stod med en Kikkert og saae efter Christian . 
Da 
jeg sad ved hans Seng , kunde jeg see hende 
hvor hun stod deroppe , med Sløret og Krandsen , og 
ventede paa ham . 
Nu talte han ikke mere , som før , men laae enten 
ganske stille , som han sov , eller sagde et Par 
enkelte nødvendige Ord , at han ønskede lidt Vand , 
eller vilde have noget forandret ved sit Leie . 
Moder kom engang derop med en stor Portion 
Viinbudding med Vanillesauce , men da det var 
begyndt at mørkne , og hun blot kunde see , at han 
sov og var rød i Ansigtet , troede hun , det Hele kun 
var en Hovedpine , der nok vilde gaae over , saasnart 
han vaagnede . 
Endelig var Dagen stridt . Da de Fremmede 
vare kjørte , skulde Brud og Brudgom ogsaa bort . 
Den nye Wienervøgn stod derude og glimrede 
med sit Metal og sine Lygter , snart skjulte Maanen 

sig bag en svær Sky , snart kom den igjen frem i 
sin hele Størrelse . 
Vi stode Alle i Gaarden . 
„ Hvordan er det blevet med den kjære Dreng ? “ 
hviskede Fader til Moder ; i det sidste Øieblik havde 
hun fortalt ham , at han ikke var rask . 
„ Jeg har været deroppe , “ sagde Moder , „ nu 
klæder han sig paa og kommer . — Farvel , min velsignede 
Pige , og Vorherre være takket , at Du skal 
gaae ad de lette Veie . Aa , mit søde Barn , holder 
Du saameget af os , at Du saadan kan græde . Nu 
er Du jo voxet langt ud fra os , — nu skal Du 
ikke see tilbage paa Gartnerens Huus , nu skal Du 
bare see fremad i den lyse Verden . “ 
Moder ahnede det vist ikke selv , men hun holdt 
næsten ordret den samme Tale , som hendes Moder 
havde holdt , da Tante Martine reiste . 
„ Aa , jeg vilde ønske , jeg kunde blive “ sagde Rose , 
idet hun knugede sig saa fast til Hver især af os , 
som hun ikke vilde flippe igjen . 
Brudgommen havde siddet der længe , da hun 
gik op i Vognen . 
Fader gav hende høitidelig Peltsværkskaaben 
paa , Moder stoppede den omkring hende paa en forunderlig 
sorgløs Maade , og jeg rakte hende den lille 
Reisetaste . 

„ Farvel , “ raabte den unge Herre , han var 
utaalmodig , vilde gjerne kjøre , og tog hele Tiden til 
Hatten , for at give dette tilkjende , „ Farvel , Farvel . “ 
„ Aa , Sophus “ sagde hun , „ maa Vognen ikke 
holde lidt endnu . — Du kan da nok tænke , jeg er 
bedrøvet . — Hvor Møder har sørget for mange Lys 
derinde i Vinduerne . Det kjære gamle Huus seer 
saa venligt paa mig . Jeg har havt det saa godt 
her . — Aa , vent lidt . — Jeg har ikke sagt dem Alle , 
hvor godt jeg har havt det . Saasnart jeg nu kommer 
hjem fra Reisen , besøger jo Møder og Lise mig , 
hvad ? Aa Sophus , bank ikke endnu paa Vinduet 
af Kudsken , jeg maa sig noget Mere . Har jeg takket 
Møder for Krandsekagekurven med Navnene paa , 
jeg blev saa forundret , da jeg saae den paa Bordet . 
— Og hvor havde Du døg smykket hele Huset skjønt 
med dine Blomster , lille Fader , hvor kunde Du døg 
nænne at plukke alle dem . Aa , bliv lidt . — Det er 
saa underligt , jeg har jo længe vidst , at jeg skulde 
bort , men det er døg , som jeg først nu fik det at 
vide . -— Hør nu , ville I sige til Christian , at jeg 
var bedrøvet , fordi han ikke kom ! “ 
Min Broder havde hele Tiden ligget og sagt , 
at til allersidst vilde han see hende ; jeg troede umuligt 
det kunde lade sig gjøre , men da jeg , i det 
Øieblik hun talte om ham , hørte en Lyd , som om 

Nogen kom , og saae tilbage , kom han virkelig . Han 
støttede sig til det lille Jernrækvcerk ved Steentrappen , 
der førte ned i Gaarden , og famlede sig frem , som 
var han svimmel . 
„ Her er jeg , lille Rose , — jeg kunde ikke komme 
før . “ 
„ Aa , Gud skee Lov , saa kom Du døg , — Gud 
skee Lov ! “ hun tog hans Haand og klappede den 
mellem begge sine , „ Du er saa heed , — saa brændende . 
Hold Lyset tættere , aa , Lise , vil Du , — 
Sophus skulde døg rigtig see min kjære Broder 
Christian ; men er det Skjæret ? — jeg synes Du er 
saa bleg . “ 
„ Det er vist Skjæret , “ sagde han med en lille 
kort Latter , han ikke kunde faae til at klinge lystigt , 
og saa gik han nærmere hen . Jeg havde ikke troet 
det var muligt , at Christian kunde faae et skummelt 
Udtryk , men han saae skummel ud , da den Anden 
betragtede ham med sit ligegyldige Ansigt . 
„ Kan Du see ham , Sophus ? “ spurgte hun . 
„ Ja , det kan jeg godt , min lille Engel ; Godaffen , 
Godaffen , eller Velkommen skulde man sige , 
det er flet ikke net , min gode Herre , at De først 
kommer i det sidste Øieblik . Godaffen , Godaffen , 
og Farvel med det Samme . Hestenes Taalmodighed 
tør vi nok ikke sætte længere paa Prøve . — Tak for 

al deres Godhed , rare Tante Rikke og Oncle , 
er det ikke Mathias ? og Svigerinde , eller det er 
nok rigtigere Cousine Lise , Tak , Tak , Tak , og Farvel , 
Allesammen . Han rakte nu Haanden til Hver især paa 
en egen hastig Maade , som han bagved Høfligheden 
sagde hos sig selv : „ gid Pokker havde Jer , “ og 
bankede saa , for Alvor , Paa Ruden til Kudsken . 
Rose holdt endnu min Broders Haand . „ Du 
maa ikke læse saameget Christian , hør , — det har 
Du ikke godt af . — Og saa Farvel , — besøger Du 
os , naar vi komme hjem ? “ 
„ Ja , saasnart det kan lade sig gjøre . — Farvel , 
lille Rose ! “ — 
Da de vare borte , slog Fader sin Arm om 
Christians Skulder , og saa gik de To sammen derude 
i Maaneskinnet , medens Moder og jeg , inde i 
Huset , satte Borde og Stole paa deres rette Pladser . 
Fader tænkte vist , at den friske Luft kunde hjælpe 
Christian fra Feberen , men han var altfor syg , til 
at saa Lidt kunde nytte . 
Da Doctoren næste Morgen kom , sagde han , at 
det var Nervefeber . 

Offende Capitel . 
Allerede i de første Dage af Sygdommen rasede 
han forfærdeligt . Doctoren , der ellers pleiede at 
beholde Haabet til det Iderste , saae meget alvorlig 
ud ; hvordan vilde det ende , naar det begyndte saa 
voldsomt . 
„ Men han har en god Natur “ , sagde Fader , 
der sad ved Sengen , „ han har aldrig forvoldt os 
nogen Sorg med Sygdom før “ ; medens han sagde 
Dette , saae han paa Christian med et kjærligt Blik , 
som om han hos sig selv tænkte : „ hverken med Sygdom , 
eller med Nogetsomhelst har han forvoldt os 
Sorg . “ 
Doctoren , en lille ivrig Mand , sad med eftertænksomt 
Ansigt og følte Pulsen . „ Ja vist har han , 
fra først af , en brillant Natur , men han har forlæsf 
sig , — jeg har engang sagt det til ham , De 
forlæser Dem , Menneske . — Feberen havde ikke 
taget saameget paa ham , naar han ikke var svækket i 

Forveien . Hvordan skal han staae imod , naar han 
allerede er saa mat som en Flue . “ 
„ Er det det Rimeligste , at vi miste ham ? “ 
spurgte Fader , medens vi Andre ventede ængstelige 
paa Svaret . 
Først saae Doctoren meget deeltagende ud , men 
saa foer han op : „ Lad os først og fremmest være 
enige om ikke at gjøre hverandre Knuder . Hvis De 
strax , naar Deres Planter i Tørken begyndte at 
hænge , troede det var ude med dem , saa vilde 
De ikke gide vande dem , og Følgen vilde blive , at 
he for Alvor gik ud . — Gjør mig nu ikke kjed af 
ven Syge . — Kan en Læge ikke holde Haabet 
vedlige , saa bliver han dvask . — Lad det nn dog 
være mig , der ryster paa Hovedet , hvis der skal 
rystes , og hold De Dem bare rolig . Naar jeg 
skal see paa et saadant Mismod , taber jeg baade 
Interesse og Villiekraft . Folk ville altid at en 
Læge skal opmuntre , han skal , min Salighed , opmuntres . 
For Øieblikket er der lige saa megen 
Rimelighed for , at han kan komme sig , som for det 
Modsatte . Men herefter vil jeg intet directe Spørgsmaal 
have , thi , hvad jeg ei engang har Lyst til at 
fortælle mig selv , fortæller jeg saameget nødigere til 
Andre . “ 
Efter denne Tale , turde vi i lang Tid ikke spørge 

ham , men det behøvede vi egentlig heller ikke , 
hans udtryksfulde Ansigt fortalte Nok , og hver Gang 
fik det et alvorligere Anstrøg . 
Det var forunderligt , at Christian i al den Tid , 
skjøndt han phantaserede næsten uafladeligt , ikke sagde 
en Sætning , der kunde forklare Fader og Moder 
hans Følelser for Rose . Kun jeg , der var indviet 
i Sagen , kunde finde Mening i den vilde Tale . 
De tre smaa Kjoler vedbleve at hænge derinde ; 
hvergang jeg bare rørte dem , bad han : „ Aa , lad dem 
blive . “ 
Jeg troer , de dannede sig for hans Øine i venlige 
Skikkelser ; naar han talede allerivrigst om 
sorte Djævle , der sade paa Sengen og piinte ham , 
og saa saae derhen , kunde han pludselig smile fornøiet 
og blive ganske stille . 
Det var tunge Dage . Moder og jeg græd bestandig ; 
Fader græd ikke , men sørgede døg endnu 
mere end vi . Det , at han havde opmuntret ham 
saameget til Studeringerne , flår ham nu ogsaa i Hjertet . 
Den Eneste , der hjalp os med at vaage , var en 
sfikkelig Huusmand , der i mange Aar af og til havde 
arbeidet for Fader . Hver Aften , naar Klokken ringede 
til Solnedgang , og han var færdig med sin Bestilling 
i Landsbyen , kunde vi høre hans ubehjælpsomme klnntede 
Gang op ad Trappen og hans underlig dumpe 

Banken paa Døren . „ Nu maa De ind og ta ' e 
Hvile , “ sagde han da altid i samme Tone , og altid 
kun henvendt til Fader , han lagde flet ikke Skjul 
paa , at han brød sig meest om ham . Den inderlige 
Hengivenhed og Deeltagelse , der laae i hans Blik , 
naar han sagde de Par Ord , kan jeg aldrig glemme . 
Jeg veed ikke , hvordan Fader bar sig ad i den Tid , 
om han i det Hele tog Hvile . Hvergang jeg , tilfældigviis , 
lod Øiet falde ud i Haven , efter at han 
havde forladt Sygeværelset , kunde jeg see ham der i 
utrættelig Virksomhed . Hvor liden Tid han end 
dengang anvendte paa Arbeidet , troer jeg dog han 
fik ligesaameget udrettet som ellers , saa forfærdelig 
ivrigt tog han fat . 
Hvor var han dog ufortrøden til at vande , især 
de forkrøbne , ynkelige Planter . Sommetider saae 
jeg ham bøie sig ned , kigge saa ængsteligt paa dem , 
og beføle dem , om der endnu var Liv . 
Da Sygdommen var paa Høidepunctet , indtraf 
der pludselig en tilsyneladende Bedring ; Feberen 
standsede reent , og han laae stille hen , sov ikke , men 
saae mat frem for sig . 
Dette var en Morgen tidligt . Fader gik strax 
efter Lægen . 
Skjøndt Dennes Ansigt ikke var mindre alvorligt , 
da han følte Pulsen , end det pleiede at være , 

sagde Moder dog nok saa trøstigt : „ Det er meget 
bedre , ikke sandt ? “ 
„ Feberen er reent borte , efter hvad jeg kan 
mærke ; “ han flap Haanden , glattede hans Pande , 
saae paa hans blege Ansigt og spurgte : „ Hvordan 
har De det ? “ Christian saae med et underligt , Blik 
paa ham . 
„ Lidt bedre er han vist , “ sagde Fader med et 
Glimt af Glæde i Øiet . 
„ Feberen er borte , “ sagde Doctoren igjen . 
„ Men man tør ikke troe , at Faren er overstaaet , 
mener De ? “ 
„ Jo , Faren er overstaaet , Livsfaren er overstaaet “ . 
Idet Doctoren sagde dette , glattede han 
igjen hans Pande , og sagde derpaa med et paa engang 
gjennemtrængende , bestemt og opmuntrende Blik 
paa den Syge : „ Kan De mærke , De er bedre ? “ 
Christian stirrede først paa ham , saa paa os 
Andre , men Udtrykket var uklart og taaget , som han 
alligevel ikke saae os . 
„ Der er Noget i Blikket , jeg ikke rigtig synes 
om , “ sagde Doctoren . 
„ Er De bange for hans Forstand ? “ spurgte 
Fader . 
„ Hans Hjerne har været betændt , — det efterlader 
jo undertiden Følger . Hvis han endnu havde 

Feber , vilde hans Aandssløvhed ikke ængste mig , 
men da Feberen lader til at være overstaaet , holder 
jeg ikke af den . — Man veed heller aldrig , hvor 
saadan en Sygdom vil dreie hen , — hver har sin 
Maade . Det er just det , der er Ulykken . “ 
„ Hvis han bliver en stakkels Fjolle , var det 
bedre , han var død , “ sagde Fader og brast i en Hulken , 
som han dog strax standsede igjen . Man maatte 
see sig om , hvorfra den voldsomme Lyd var kommen , 
saa fattet var hans bedrøvede , eftertænksomme Ansigt 
et Øieblik efter . 
Doctorens Udtryk vexlede ogsaa ; først saae han 
ud som bare Hjertelighed , som det gjorde ham saa 
inderlig ondt for os , men saa foer han op akkurat 
som sidsf . I sin Egenflab af Læge , fordrede han 
Eneret over den Syge , og kunde ei engang 
finde sig i Faders Indblanding . „ Lad mig nu 
være , Torstensen , “ raabte han , „ begynder De nu 
forfra af spille Prophet . Hvorfor skulde han blive 
en Fjolle ? — Meente De , han kunde blive rafl Paa 
et Øieblik . — Naar det har regnet et Par Uger , 
begynde Folk allerede af bore Huller i Vorherres 
Sol , og snakke , som havde vi taget Afsfed med den 
her paa Jorden , men kommer den saa pludseligt 
frem og kaster sit Skin lige over deres Hoveder , 

blive de ikke en Smule forundrede . — Hør 
nu , Torstensen , skjøndt jeg i dette Øieblik ikke 
rigtig kan fatte det , og formodentlig imorgen vil 
undre mig , hvis jeg træffer den Syge ved Bevidsthed , 
kan det dog være , af det allerede iovermorgen 
forekommer mig som den naturligste Ting af 
Verden ; for saa vil det synes mig sandsynligt , 
som nu synes mig usandsynligt . Saadan er vi Mennesker ! 
— Min Mening har Intet af sige , speculeer 
ikke paa den , men bed til Vorherre , og bliv ved af 
haabe ; det gjør jeg ; jeg har ikke tabt Haabet , og 
vil , Pine Død , heller ikke af med det endnu . “ 
Der var ingen rigtig Trøst i den Tale , hvor 
godt den var meent . Han var , som Læge , paa sin 
Viis ligesaa interesseret i Sagen , som vi , og vilde 
nødig troe sine egne klare Øine . 
Næste Morgen begyndte Christian at faae lidt 
Appetit , men da vi maatte made ham , som et Barn , 
og hans Aandstilstand var den samme , havde vi ingen 
Glæde deraf . 
Naar vi prøvede at give ham Skeen i Haanden , 
lod han den falde ned mod Tallerkenen , saae sig om , 
hvorfra den klirrende Lyd kom , men fattede det ikke . 
Da der var gaaet et Par Uger saaledes hen , 
uden vi kunde spøre nogen Bedring , foreslog Doctoren , 

at vi skulde flytte ham ind i Dagligstuen , 
og lade Alt i Huset gaae for sig som før . „ Lad 
ham høre sin Faders Spade i Haven , sin Moders 
Morter , Hakkekniv og Nynnen i Kjøkkenet , og sæet 
Dem , som Øe pleier , Jomfru Lise , ved Vinduet med 
Sytøiet , maaskee det kan virke forfriskende paa Sindet . 
— Aa , havde vi nu Deres søde lille Rose 
hjemme , men det maae vi slaae en Streg over . “ 
„ Rose , “ sagde Christian pludseligt , og saae op 
med det deiligste Blik , „ hvad er det med Rose ? “ 
Moder tog begge hans Hænder , trykkede dem 
til sit Bryst , loe og kyssede dem , men Fader stod 
bare og saae paa ham med rigtig Hjerteglæde . 
„ Ha ha ! ha ha , nu er Fyren frelst , “ sagde 
Doctoren , og iovermorgen ere vi ikke engang forundrede 
mere . “ 
Jeg stod ogsaa op fra mit Arbeide og gik hen 
til Sengen , men da jeg vidste Hemmeligheden , var 
jeg ikke nær saa glad , som de Andre . 
„ Hvad er det med Rose ? “ sagde han igjen , men 
denne Gang med et tungt Suk . 
„ De skal alligevel gjøre , som jeg før foreslog , “ 
sagde Doctoren og gik . 
Moder foer hen til sit Sysfrin efter Roses 
Breve , som laae der paa Bunden . „ Nu skal Du 

høre , hvordan det er med Rose ! — Aa , min gode 
Dreng , nu synes jeg saamænd først vi have Fornøielse 
af saa godt det gaaer det lille søde Menneske ; 
hvad Lise ? ikke sandt Fader ? jeg har neppe læst 
hendes Breve , saa forsørget har jeg været ; — kom 
nu Alle , — sæt Jer nu her ved Sengen , saa kan vi 
høre dem i Forening . “ 
„ Nei , min Sjæl , om han skal høre dem , “ sagde 
Fader , „ vil Du forsinke hans Helbredelse . — Nei , 
det var nok altfor meget af det Gode , min Dreng , 
hvad siger Du , var det ikke formeget at forlange 
af os ? “ 
„ Jeg troer , jeg vil hellere vente , “ sagde Christian , 
og saa græd han som et Barn . 
„ Han er mat og svækket , Stakkel , “ sagde Fader , 
„ det er saa rimeligt , — er Du bleven en gammel 
Kjærling , hvad min Dreng ? aa , det kan sagtens forvindes , 
det er bare han kommer ud at styrkes i den 
friske Luft . Jeg vilde flabe mig meget værre , naar 
jeg skulde spærres inde . Det er netop de Stærkeste , 
der ikke passe i Fangehuller . “ 
Alt dette sagde Fader bare , fordi han paa ingen 
Maade vilde , at vi usselige Fruentimmer skulde lægge 
Christians Sindsbevægelse ud som Qvindagtighed . 

Niende Capitel . 
Saa var han da nu bedre , men det gik langsomt . 
Ulykkelig var han dog ikke , tvertimod , jeg troer , 
Gud skee Lov , at Reconvalescensen var ret behagelig . 
I den matte Tilstand , hvori han befandt 
sig , faldt det ham lettest og naturligst at lade Tankerne 
hvile , og det gjorde han da ogsaa , saalænge 
som muligt . 
Bi fik ham ind i Dagligstuen , lagde godt i 
Kakkelovnen , satte Puder omkring ham , og gjorde 
ham , saavidt vi kunde , til Behag ; saa sad han der i 
Lænestolen vuggede frem og tilbage med det svage 
Legeme og smilede venligt til Enhver , der kom ind 
af Døren . 
Førsf efter nogen Tids Forløb , turde vi lade 
ham faae Roses Breve , og saa kunde han dog endnu 
kun taale at høre et hver Dag ; det halve om Formiddagen , 
og det andet halve om Eftermiddagen . 

„ Tæk , nu skal Du ikke læse mere , “ kunde han pludseligt 
afbryde , naar Fader var midt i Læsningen , og 
saae man saa paa ham , kunde han see meget anstrengt 
ud . 
Da Rose fik at vide , at Christian havde været 
saa farlig syg , sendte hun ham , — saasnart hun kom 
tilbage fra Udenlandsreisen , — et Anker god Viin . 
„ Det er saamænd den bedste , der er i Kjælderen , “ 
skrev hun , og saa bad hun ham , i samme Brev , saa 
inderligt , om saasnart han kunde taale at reise , at 
besøge hende . „ Værelserne her ere saa luftige , det 
er bare Sale , svage Folk maae vist kunne komme 
til Kræffer her . “ 
Den Viin havde vi Alle megen Tillid til . Fader 
tappede den i Flaskerne , og hvert af de smaa 
Glas , som han regelmæssigt hveranden Time gav 
den Syge , bidrog Sit — det troede vi da — 
til at give ham Kræffer . 
Men , som sagt , det varede længe , længe , før 
han blev sig selv igjen . Tilsidst tænkte jeg , at det 
var blevet hans anden Natur , at være saa blid og 
stille , og at han i disse Dage , ved Vorherres naadige 
Bistand , havde tilkjæmpet sig denne milde Sjælefred . 
Men heri tog jeg feil , saadan var det ikke , dette varen 
Dvaletilstand , flet ikke Andet . 

Efter Bordet sad Fader gjerne ved hans Side 
og læste , som han pleiede , sit „ Fædreland “ høit for 
os . Hver Gang han kom til et Sted , han syntes 
om , vendte han sig mod Christian , for at faae hans 
Bifald ; naar han istedet derfor , kun fik et aandsfraværende 
Blik , hvor saae han dog inderlig bedrøvet 
hen til os Andre . 
„ Er det for meget for Dig endnu , — hvad , 
min Dreng , siig det kun , er det det ? — naa , det 
er det ! — ja , det er jo saa begribeligt , — det burde 
jeg have tænkt , “ kunde han da sige paa sin sagtmodige 
Maade og lægge Bladet tilside . 
I Mørkningen , naar jeg havde lagt mit Arbeide , 
sang jeg de Viser , han holdt af . „ Flyv 
Fugl , flyv over Fuursøens Vover “ , foretrak han 
for Alle , den havde Rose sunget saa yndigt . Sommetider 
stemmede han svagt i med , men Ordene bleve 
af og til saa reent borte , at han ikke kunde komme 
paa dem uden vor Hjælp . 
Saaledes kom han ogsaa undertiden , naar han 
vilde udtrykke en Mening , med forkeerte Ord , 
fordi han ikke kunde finde de rette . Jeg skal aldrig 
glemme Faders Taalmodighed med at hjælpe ham 
paa Gled . 
„ Troer De nogensinde jeg bliver klar her ? “ 

spurgte Christian engang Doctoren , da Fader var 
ude , idet han pegede paa sit Hoved . 
„ Ja vist , De er jo , Gud skee Lov , allerede klar , “ 
sagde han venligt . 
„ Nei , ikke rigtig , for jeg kan ikke taale at tænke ; 
nu , Fader er borte , vil jeg tale med Dem derom . 
Jeg er akkurat , som jeg Ingenting havde lært , — 
jeg kan flet ikke finde Noget af det Altsammen . — 
Derhenne paa Reolen staaer Julius Cæsar , er De 
saa god at række mig den , at jeg kan see , om jeg 
endnu kan forstaae Noget . “ 
„ Ja bare see ad , men vi maae ellers paa ingen 
Maade anstrenge os med Nogetsomhelst . “ 
I Førstningen saae han meget fortvivlet ud , 
medens han stirrede paa Bogstaverne , men tilsidst 
var der dog en Sætning han forstod ; den oversatte 
han saa ivrigt , som det gjaldt Livet . 
„ Saae De det , “ sagde Doctoren og skyndte sig 
at lukke Bogen . 
„ Ja , hvad nytter det , “ svarede Christian mismodigt . 
„ Det er dog for seent for mig , at begynde 
forfra med at stave . — Nu fluide jeg jo hen og 
være Lærer for mine Ørenge og saa er jeg selv 
bleven en Dreng “ ; han loe af sig selv , fordi han 
var bleven en Dreng . „ Troer De jeg nogensinde 

kan due til at bestride et Embede ? — siig det reent 
ud , — De mener vist , jeg har studeret forgjæves . “ 
„ Nei , det mener jeg ingenlunde . “ 
„ Saa mener De maaskee , “ nu rettede han sig 
raskt iveiret og saae udfordrende paa Doctoren „ at 
Alt kan komme i Orden igjen om en Maaned ; jeg 
vil gjerne vide det , kan jeg saa begynde at give 
Timer ? “ 
„ Nu er De for hastig , men seer De Kræfterne 
ere bedre , saadan kunde De ikke bære Dem ad før . 
Men en Maaned , det er for kort en Tid . Naar 
De vil have , at jeg skal sige Dem det — saa vil 
der desværre vist gaae Aaringer , kjære Ven , før De 
tør tænke paa at begynde Deres Lærerfunction , og 
jeg saae allerhelst , at De opgav det aldeles . “ 
„ Det kan jeg jo ikke , det er jo det jeg skal leve 
af ; Meningen af Deres Tale er altsaa alligevel , at 
det Hele er spildt og glemt . “ 
„ Nei , nei , forstaa mig ret , — gjemt er ikke 
glemt . For Øieblikket er det saa godt gjemt , at De 
ikke kan finde det , men det skal nok komme frem 
igjen . “ 
„ Hvad kan det hjælpe , saa gjør det mig jo ingen 
Nytte mere . “ 
„ Jo vistnok , det var en god Historie , det rene 
pure Guld er da godt , naar det saa kommer . “ 

„ Hvad er det , De taler om ? “ sagde Fader , der 
nu kom ind . 
„ Jeg siger , at Deres Søn helst maa vælge en 
anden Livsstilling . “ 
Fader saae hen paa Christian , hvad Indtryk 
dette gjorde . „ Jeg har selv tænkt derover , “ sagde 
han langsomt , men tilføiede derpaa i en rafl , ret 
fornøielig Tone : „ han passer jo egentlig heller ikke 
til at hænge over Bøgerne . — I Guds Navn da , 
lad os sætte dem paa Hylden , min Øreng , og saa 
tale lidt med Doctoren om , hvad der ellers bliver 
det Bedste . “ 
Paa den Maade blev Tingen afgjort . Skjøndt 
man ikke kunde mærke det , havde Fader lidt og stridt 
meget , før han opgav den kjære Plan , at faae en 
flink Præst ud af sin Søn , men efter at Beslutningen 
nu endelig var tagen , var det dog , som en 
tung Steen var lettet fra hans Bryst . 
„ Det var godt , Doctoren kom frem med det , “ 
hørte jeg ham siden sige til Moder , „ jeg har i lang 
Tid tænkt frem og tilbage over Tingen , og skjøndt 
det syntes mig selv , som jeg derved fristede Herren , 
fryglede jeg ham dog fra Morgen til Aften om 
at lade den stakkels Øreng naae det Maal jeg 
satte ham . Jeg vilde ikke flippe den Tanke ; jeg 
sagde til den naadige Frelser , af om det ogsaa 

var bedst jeg flap den , saa kunde jeg ikke . — 
Men da Doctoren nu kom og satte sin Trumph 
paa , faldt det mig alligevel lettere , end jeg havde 
troet , af sige Ia og Amen , for nu forekom det mig 
af være Vorherres nigjendrivelige sidste Bestemmelse , 
og saa bøiede jeg mig under hans Villie . 
Næste Sommer kom Christian ( der nu var ret 
rafl , men den blide Ro var forandret til Tungsind ) 
i Huset hos en dygtig Gaardeier ; da han havde 
været der et heelt Aar , og rigtig sat sig ind i Landvæsenet , 
traf det sig saa heldigt , af han kunde 
faae Præstegaardsjørderne i Forpagtning . 
Det sunde , virksomme Liv styrkede ham , saa 
hans gode Natur paa en Maade kom til sin Ret . 
Han blev svær og kraftig af Lemmer , men det rafle 
Mod og Villiekraften , der før havde udmærket ham , 
vare reent borte . Han gjorde sit Arbeide bedre 
end de Fleste , men han gjorde det ikke med Glæde , 
og hver Morgen gik han trægt til sin Gjerning . 
Den sørgelige Overraskelse , jeg bragte ham saa 
letsindigt , havde taget hele hans Ungdom bort . Jeg 
saae ikke Spor af den mere i mange Aar , hverken i 
hans Gang eller i hans Blik ; det var først længe 
efter , at den igjen gav sig tilkjende . 

I den Tid han forpagtede Jorderne , havde han 
et Par smaa Værelser i Præstegaarden , hvor han opholdt 
sig ; naar han ikke havde for travlt , kom 
han hver Dag lidt hjem til os ; om Sommeren saae 
han stadigt til Roses Have , den var altid lige 
smukt holdt . 
„ Maatte vi dog engang see ham fornøjeligere , “ 
sagde Fader sommetider , naar han kom tilbage , efter 
at have fulgt ham lidt paa Hjemvejen . Moder og 
jeg ønskede det Samme med Hensyn til Fader selv ; 
han var ogsaa bleven gammel og forknyt i den sidste 
Tid , og hans Haar var blevet graat . 
Naar vi om Søndagen , festligt klædte , med vore 
Psalmebøger , kom forbi Præstegaarden , gik gjerne 
En af os ind og spurgte min Broder , om han dog 
idag ikke vilde med . 
Jalmindelighed mødte vi ham i sine daglige Arbeidsklæder 
et eller andet Sted udenfor Husef , i 
Gaarden , eller bagved Haven ; sommetider stod han 
og gav Folkene Ordres , som det flet ikke var Helligdag . 
„ Fader ønskede saa gjerne , Du skulde gaae med 
i Kirke idag , “ pleiede jeg altid at sige , fordi jeg 
troede , den Stemme havde meest Vægt . 
Han svarede da bestandig det Samme : „ Siig 
til Fader , at jeg har rigtignok flet ingen Lyst , og 
nu er jeg heller ikke klædt paa . “ 

Naar Fader eller Moder selv udrettede Ærindet , 
gik det dem ikke bedre , vi sik ham aldrig med . 
Mod Fader var han dog ellers venlig , men 
mod Moder og mig — især mod Moder — var 
han altid saa underlig kold og stiv . 

Tiende Capitel . 
Saaledes gik det Christian , men hvorledes gik det 
Rose ? 
Saasnart min Broder kunde føre en Pen , sfred 
han til hende og undskyldte sig , at han ikke kunde 
komme ; det Samme gjorde vi Andre ; bestandig 
fandt vi paa Udflugter og Undskyldninger , men da 
hun dog ufortrødent vedblev med sine inderlige Bønner , 
skrev Moder engang som følger : ( naar Moder skulde 
skrive Breve , troede hun , det kom an paa , at hendes 
Stiil blev hende selv saa ulig som tænkeligt ; derfor 
bleve Vendingerne gjerne lidt løjerlig forskruede ) . 
„ Søde Barn ! 
„ Vi takke Alle saa saare mange Gange , fordi 
Du endnu i Din Stilling kan vedblive af holde af 
os og længes efter os . Naar vi ikke komme til Dig , 
er det , for ikke af forstyrre Din Lykke . — Gamle 

Koner kjende Verden . — Jeg er en gammel Kone , 
som Vorherre i sin Naade har hjulpet til af gjøre 
Dig til en Dame , men jeg er selv ingen saadan ; 
Din Pleiefader haver heller ikke noget Cavaleermæssigt 
ved sig , ligesaa lidt , som man endnu kan sige det 
om vor Søn , — skjøndt han , efter sin Dannelse , 
ikke staaer saa uhyre fjern , som vi Andre ; og Du 
veed , hvor tarvelig Lise er . Alligevel vilde Du sætte 
os paa de bedste Pladser i Eders Sopha og ved 
Eders Bord , midt imellem Eders fornemme Gjæster . 
Men , hvor godt Du mener det , maa jeg sige , af vi 
der kun vilde sidde daarligt , for , som vore Lader 
ere , maatte de Fremmede sidde ved Bordet og lee , 
og Din Mand og flamme sig , og hvor man er til 
Latter for Andre , morer man sig ikke selv , og hvor 
man er til Skam for Andre , flammer man sig selv . 
Nei , min søde Pige , lad os være glade over , af , 
blandt alle de gode Ting , Menneskene have forud for 
Dyrene , er ogsaa dette , at de kunne leve med hverandre , 
selv i lang Frastand . Alligevel , om vi ikke 
komme , ere vi bestandig i Tankerne hos Dig . Gud 
beskjærme Dig og Din gode , ærede Mand fremdeles . 
Din 
Plejemoder 
Frederikke Cathrine Torstensen “ . 

I Roses Svar paa dette Brev blev hun dog 
endnu ved at bønfalde os om at komme , og vi 
tænkte halvveis paa at føie hende , da hun igjen skrev , 
og ikke nævnede et eneste Ord derom . Indbydelserne 
holdt da pludselig aldeles op ; hun skrev kjærligere og 
kjærligere , men bad os aldrig mere . 
„ Nu ere Hvedebrødsdagene forbi , “ sagde Moder , 
„ saa begynder Manden at ville have Lidt at sige , og 
det er jø rimeligt , han ikke holder af at lokke Spurve 
i Traneoands . “ 
Hendes Gaver til os forandrede sig ogsaa . Den 
første Juul sendte hun en stor Kasse med de kostbareste 
Sager , den anden en med mindre kostbare , 
den tredie kom der blot en ziirlig lille Æske med 
smaa Tegninger og Brøderier — Lidt til Hver — 
af hendes eget Arbeide ; eengang medfulgte et Photograph ! 
af hendes Førstefødte , en lille Pige . Dengang 
dette Barn var blevet et halvt Aar , døde det ; 
da skrev hun saaledes : 
„ I Kjære hjemme Allesammen ! 
„ Min lille Pige har jeg ikke mere . Vorherre 
fog hende fra mig igaar . Jeg er meget bedrøvet , 
og kan kun sfride Dette . Tænk i denne Tid paa 
Eders 
Rose “ . 

At hun , i den Melding , ikke nævnede sin Mand , 
ikke skrev vor , men min lille Pige , havde jo noget 
Forunderligt ved sig . 
En Maaneds Tid efter , stred hun et langt Brev 
til mig , hvoraf jeg vil anføre Følgende : 
„ Iaar komme vi ikke til Kjøbenhavn ; Sophus 
har sagt Leiligheden op ; han er reisf til Frankrig , 
og bliver nok der i Vinter ; han vilde gjerne have 
taget mig med , men jeg bad om at være fri ; siden 
jeg har mistet mit Barn , er jeg bleven noget svag , og 
vil helsf være hjemme . I skulle ikke ængste Eder , 
maaskee er det bare Bedrøvelse . Medfølgende to 
Billeder ere af min Anna ; det ene , det , der ikke er 
Photograph ! , har jeg selv tegnet , jeg har gjort flere 
Forsøg , men dette , troer jeg , er bedst . 
Jeg tegner i det Hele meget . Jeg har udkastet 
mange Skizzer af vor gamle elskede Bolig hjemme . 
Moder har jeg i sit Kjøkken ; man seer Skorstenen , 
Tallerkenrækken og Hakkebrædtet , hvorved hun staaer ; 
Fader og Dig har jeg ogsaa ; Du sidder i Vinduet 
med Dit Stykke Vox , Din Sax og Din Traad ved 
Dit Arbeide , og seer saa umaadelig fornuftig ud ; 
Christian har jeg baade med Spaden og ved Bogen , 
men det med Spaden ligner bedst . 
Jeg er glad over Eders Photographier i mit 
Album , men mine egne Billeder , synes jeg dog , føre 

mig dybere ind i Livet derhjemme . Kunde man 
bare blive ved at leve i Phantasien . — Sommetider 
lukker jeg Døren til mit Cabinet fast til , tager 
mine Billeder , sætter mig i en Krog og drømmeralt 
det Gode , jeg har oplevet , om igjen . 
Snart sidder jeg med min lille Pige paa Skjødet , 
snart vugger jeg hende ; det er , som det var i Virkeligheden , 
jeg kan høre Gængerne gaae , og naar jeg 
bøier mig ned for at kysse det lille Ansigt , er det , 
som jeg føler hendes varme Mund og Aande ; men 
naar jeg er bedst inde i Ørømmen , er der gjerne 
een eller anden haard , virkelig Lyd , enten en Knirken 
af en Dør , eller et Echo af en Stemme , som vækker 
mig igjen . Men det er døg altid en stor Trøst , om 
man ogsaa kun kan en lille Tid . 
Sommetider lever jeg ogsaa saaledes i Hjemmet . 
Kan I ikke føle det paa Eder ? — Kan Du huske 
vore Aftentoure ; naar Travlheden var forbi , og 
Moder havde taget Nøglen til Kjøkkendøren i sin 
Lomme , saa gik det for sig : Først gik Fader og 
Moder , saa Du og jeg ; vi vare gjerne langt forud 
for Christian , som skulde lukke den trange Laage , men 
han naaede os i et Spring , tog mig i Haanden , og 
vi To løb saa i Spidsen . 
Her omkring er Egnen bakket , det finder man 
saa smukt ; jeg holder ligesaa meget af , at den er 

jevn og glat , som hjemme , saa seer man Solen deiligere , 
naar den gaaer ned . — Christian og jeg , — hvor 
havde vi døg nøgle stærke Øine , — pleiede gjerne at 
see lige ind i den røde Sol , medens Kirkeklokkerne 
ringede til dens Nedgang . Spørg , om han kan huske 
de røde , gule og blaae Blomster , alle Regnbuens 
Farver , som Solen malede for os . Snart fløi de 
foran os , saa løb vi ester dem ; snart dandsede de i 
Græsset , snart kunde jeg see dem paa hans Ansigt , 
snart paa hans Støvler , snart paa hans Hænder , og 
han saae de samme . Men , naar Du kom , paastod 
Du , at dette var umuligt , at Hver maatte see dem 
forskjelligt , at det var bare Øjenforblindelse , — Du 
var altid saa fornuftig , — men vi bleve dog ved i 
vor Tro . 
Det er yndigt at falde i saadanne Drømme , 
men naar jeg vaagner , er jeg dog ikke styrket , det 
er , som jeg føler Tomheden mere bagefter ; saa lukker 
jeg Døren op og seer heelt ned ad den lange Række 
Stuer , eller gaaer op og ned i Salene . Den ene 
Stue er større end den anden , og der gaae ingen 
Andre end jeg . 
Jeg vil helst , at her ingen Fremmede skulle komme , 
og her kommer heller Ingen . Naar Sophus er her , 
faae vi tidt Besøg af hans Venner ; der kan komme 
mange ad Gangen . I Førstningen , dengang jeg var 

munter — det kan jeg jo blive igjen , men nu har jeg 
jo mistet min Lille , — vare de tidt herinde hos mig 
i Selskabsværelserne , da tog jeg ogsaa Deel med dem i 
Kjøre- og Ridetoure , men nu er jeg , ialmindelighed , 
kun sammen med Herrerne ved Spisebordet ; siden 
sees vi ikke , saa ere de enten ude med Sophus , eller 
paa hans Værelser . 
Det eneste Sted jeg kommer , er hos en fattig 
Kone i Landsbyen . Den første Gang jeg saae hende , 
stod hun her i Gaarden og skyllede Tøi ; hun bar 
den samme Bondedragt , som de bære i vor Egn , 
da jeg spurgte om hun kom derfra , og hun 
bekræftede det , talte vi sammen . Vor Præst har 
confirmeret hende , og hun har saa tidt været hos 
Fader efter Eet og Andet . Hun spurgte mig ud 
om de Folk , hun kjendte fra den Tid , naar nogen 
af de Gamle , hun troede døde , endnu levede , slap 
hun Tøiet og slog Hænderne sammen . 
Den Kone er det Menneske her paa Egnen , jeg 
holder meest af . Naar vi have Vadsk , og hun 
staaer ved Posten , gaaer jeg altid ud og taler med 
hende ; sommetider besøger jeg hende ogsaa . 
Hun er gift med en arbeidsom , skikkelig Mand . 
De første Aar af deres Ægteskab havde de ingen 
Børn , men saa fik de en deilig Dreng , der var deres 

Glæde ; men dengang jeg endnu havde mit Barn , 
mistede hun sit . 
Da laae mit saa blomstrende i sin Vugge , jeg 
var saa sikker paa , at jeg ikke skulde friste den 
Skjæbne . 
Hun bar sin Sørg med saadan en skjøn Fatning . 
Da jeg holdt min lille Anna , der altid var 
hos mig , tæt til mit Hjerte , og sagde , at hvis 
Vorherre havde ladet Sligt hænde mig , vilde 
jeg ikke have kunnet bære det paa den Maade , 
glemmer jeg aldrig , hvor hun saae alvorlig og bedrøvet 
paa mig , da hun sagde : „ Vorherre skaane 
Dem da , i sin Naade , at De idetmindste maa beholde 
det lille søde Lam saalænge , til Deres Tro 
bliver stærkere . “ 
Nu tænker jeg saa tidt paa dette , for min Tro 
er ikke bleven stærkere . Efter Sorgen var der Saamange , 
der kom her for at trøste mig , men blot 
Lyden af deres deeltagende Stemmer , medens de 
talede til Tjenerne , var mig en Plage , og jeg tog 
ikke mod Nogen uden Præsten ; han sad tidt 
længe hos mig og talte og talte , men jeg var som 
død for Ordene , og tænkte bare : „ hvorlænge skal 
dette vare , “ og saasnart han var gaaet , satte jeg 
Slaa for min Dør , at jeg kunde være i Ro . 

Men , da jeg hørte Marie ( den Kone jeg har 
talt om ) nede Paa Trappen , lukkede jeg Døren vidt 
op , løb hende imøde og græd ved hendes Hjerte . 
Før havde jeg været saa forstokket , at jeg ikke kunde 
græde . 
Da jeg bad hende lære mig at bære Sorgen , 
saae hun forundret Paa mig og sagde , det kunde 
hun ikke ; men alene hendes Nærværelse , naar hun 
sad hos mig med sin Strikkestrømpe , var en Hjælp . 
Med hende kunde jeg endogsaa tale om Tabet , 
ja , jeg gik selv ind med hende , viste hende det lille 
Liig og lod hende hjælpe mig med at klæde det og 
lægge det i Kisten ; og det syntes mig ikke forargeligt , 
men opbyggeligt . Hun gik ligesaa stille som jeg , 
sagde ikke et Ord , eller gjorde en Bevægelse , der 
kunde forstyrre Freden . 
Folk her sige nok om mig , at jeg holder meest 
af Bønderkoner , men det bryder jeg mig ikke om , 
lad dem sige , hvad de ville ; bare jeg i Frastand seer 
Baandene paa hendes Hue , føler jeg Glæde . 
Nu i denne Tid , da jeg er for svag til at gaae saa 
langt , som til Kirkegaarden , er det mig ogsaa en Trøst , 
at hun hver Aften , naar hun er færdig med sit Arbeide , 
gaaer derhen , og , naar hun strøer Blomster 
paa sin lille Grav , ogsaa strøer nogle paa min . 

Fra mit Vindue kan jeg see Korsene i Hjørnet 
af Kirkegaarden . Det alleryderste Kors , der hæver 
sig over Steengjærdet , er paa mit Barns lille Hvilested . 
Hver Aften , naar jeg sidder og seer ud , tænker 
jeg , at den gode Kone nu gaaer sin slille Gang 
mellem Gravene . 
Men , I Stakler , jeg faaer Eder vist til at græde , 
naar jeg taler mere om Dette . Men netop det , at 
jeg veed , at min Hjertesorg ogsaa gaaer Eder til 
Sjælen , gjør mig det vanskeligt at tie ; — ligeoverfor 
Ligegyldighed , som man jo sommetider træffer , hvor 
man mindst skulde troe det , bliver jeg ganske stum . “ 
I et Brev , der kom nogen Tid efter , stod der 
blandt Andet : 
„ Sidste Søndag var Marie hos mig om Aftenen ; 
jeg læste da for hende af den hellige Skrift ; 
det , hun ikke forstod , forklarede jeg hende , som det 
var blevet mig forklaret , men da hun takkede og saae 
saa opbygget ud , følte jeg mig som en stakkels Blind , 
der lærer en Seende at læse . Det jeg forklarede , 
forstod jeg ikke selv , men hun forstod det gjennem 
min Forklaring . 
Da hun gik , bleve vi enige om hver Søndag 
at læse sammen af Skriften . Jeg tænker , at naar 
Vorherre , i sin Naade , hjælper mig til at læse hans 
Ord til Husvalelse for Andre , vil han ogsaa nok 

engang hjælpe mig til at kunne læse dem til Husvalelse 
for mig selv . 
Endnu er jeg ikke stærk , men idethele har jeg 
det ret godt . Min Mand skrev igaar , han er ganske 
rafl . 
Mon jeg nøgensinde faaer Eder at see . Jeg 
vil nu ikke mere bede Eder saa meget om at komme , 
for da I ikke ville , er det maaskee bedst saadan , men 
I maae aldrig ophøre at sfride . Vorherre holde sin 
Haand over Eder . Eders 
Rose “ . 
Siden skrev hun : 
„ Naar Tiden falder mig lang , tager jeg gjerne 
fat paa min Tegning ; det er jo ogsaa den eneste Besfjæftigelse , 
jeg rigtig forstaaer . 
Jeg er en daarlig Kone , jeg bestiller flet Ingenting 
i mit Huus , men her behøves det jo ikke . 
I de første Dage , efter at jeg var kommen , gik 
jeg ud i Kjøkkenet , for at gjøre Nytte , men der 
stode saamange store , dygtige Mennesker derude i fuld 
Virksomhed . Jeg vidste ikke , hvor jeg skulde begynde ; 
det var , som jeg bare kom , for at forstyrre et godt 
Uhr , der var i god Gang . Saa gik jeg tilbage igjen 
og sagde det til Sophus , og da han loe og meente , 
det ikke behøvedes , og at jeg kun skulde , hvis det 
morede mig , lod jeg det reent være . 

Og Uhret gaaer endnu paa samme Maade ; 
Retterne ere altid lige vellykkede og Spisetiden eens ; 
Hvis I havde besøgt mig det første Aar , og kom nu , 
vilde I finde Alt som dengang . Alting skinner , — 
ligesom da jeg kom og var saa fornøiet derover , — 
flet Ingenting er flidt , ikke engang den sorte Farve 
af Dørtrinene ; jeg ønsker sommetider , at man dog 
maatte kunne see , at de vare betraadte , — men jeg 
er jo den Eneste , der gaaer her , saa egentlig er det 
ikke forunderligt . 
Her er meget øde , Echoet lyder saa huult , naar 
Een gaaer med Dørene . Om Morgenen , før min 
Jomfrue kommer ind til mig , hører jeg den Lyd , og 
før hvert Maaltid , naar jeg skal kaldes til Bordet , 
hører jeg den ogsaa . 
Der er kun een Stue , hvor jeg har følt mig 
som hjemme ; det er derinde , hvor den lille Vugge 
gik , der er dog vist Spor af den paa Gulvet , saa 
man kan mærke , at her er ført et Liv . Om nogle 
Dage , naar jeg igjen kan taale det , vil jeg sidde der 
med mit Arbeide . 
Af og til kommer Doctoren ; det er en venlig 
gammel Mand ; hans Besøg ere mig altid kjære , men 
naar jeg bliver rafl , holde de op . 
I dette Øieblik fik jeg Brev fra Sophus , han 
kommer snart hjem ; hvad vil han sige , naar han ikke 

træffer mig gladere , end da han reiste . Han har 
megen Grund til at være misfornøiet , men da Sorgen 
jo ogsaa rammer ham , synes jeg nok , han maatte 
kunne forstaae mig . Dog , Mændene ere anderledes , 
end vi . 
Skriv mig snart til ; hver Smule er mig en 
Glæde . Hvordan staaer Christians Korn ? har han 
nu faaet Sæden saa reen , at der flet ingen Valmuer 
og Blaakorn er mere ? Kan Du huske , hvordan vi 
kunde blive ved , Allesammen , at plukke hver Dag , uden 
man kunde see det paa Præstens Marker ; de bleve 
altid lige deilig brogede . Det var , fordi Præsten ikke 
forstod sig paa Landvæsen , sagde Fader , og saa ønskede 
vi , han aldrig maatte lære at forstaae sig 
derpaa . Hvis Christian endnu har skaanet et Par 
smaa Stakler , vil Du saa bede ham plukke dem til 
mig , og sende mig dem , naar Du skriver . 
Tak Møder for hendes Formaninger ; naar min 
Mand kommer hjem , skal ieg nok stræbe efter at 
være lidt muntrere . Sommetider tænker jeg , at det 
var godt , om vi bleve fattige og fik et lille Huus , 
istedetfor dette store . Der kunde man maaskee dog 
fylde mere . 
I næste Brev vil jeg see , om jeg kan lade være 
at klage saameget . Eders Rose “ . 

Ellevfe Capitel . 
Der var omtrent gaaet et Aarstid efter Dette . De 
sidste Breve fra Rose havde været lidt fornøieligere , 
skjøndt de tunge Suk , der saa tydeligt gave sig tilkjende 
i de forrige , ogsaa laae paa Bunden af disse . 
Hun var ulykkelig gift , det var soleklart , skjøndt 
Møder bestred det . 
Møder , der fled i Arbeidet fra den tidlige 
Morgen til den sene Aften , kunde ikke hæve sig over 
den Tro , at Øen , der kunde sidde som en lille 
Prindsesse og lade sig opvarte , maatte være meget 
lykkelig . 
Hun indrømmede gjerne , at det var kjedeligt at 
være ledig , men det behøvede Den , der kunde spille , 
synge , tegne , brodere og læse da heller aldrig . Og 
hvad var det ikke for en Glæde , at have Raad til at 
gjøre Gjæstebud , og at kunne kjøre i Selskab i sin 
egen Vogn ; og saa saadan en venlig Mand , der ikke 
lagde hende et Halmstraa iveien , men lod Alting 
komme saa let til hende som til Alladin , der bare 
behøvede at gnide paa Lampen . 

„ For Guds Barmhjertigheds Skyld “ , sfred hun 
til Rose , „ ønsk Dig aldrig Fattigdom , for Vorherre 
kunde tage Dig paa Ordet , og saa vilde Du fortryde 
det . — Tænk heller ikke paa at begynde at 
gaae i Kjøkkenet , naar din gode Mand ikke udtrykkelig 
ønsker det . Hvad skulde saadan en fiin lille Skabning , 
som Du , gjøre der . Den Slags er 
egentlig Tosseri , der bringer Udgift , istedetfor Indtægt . 
Alene Handsferne , Du maatte have , til at røre 
ved Potter og Gryder , og Kjolerne , Du vilde 
brænde Huller paa , kostede saamænd mere , end hvad 
Du sparede paa Smør og Deslige . Og blev Næsen 
rød , og Ansigtet skoldet , saa skulde man betale 
Doktoren for at gjøre det i Orden , og det var ei 
engang sagt , han kunde . 
Og gnavne blive saadanne Damer ogsaa deraf , 
for , saa nødes man til at aabne Øinene for det , man 
før saa deiligt kunde lukke dem for . Og ere Konens 
Øine først aabnede , skal Mandens ogsaa aabnes , 
og den elendige Stakkel , der , bare han kunde see 
hende med Solskins-Ansigt , ti Gange heller vilde 
lade Tingene gaae , som de kunde , maa nu bestandig 
høre Klagemaal , see paa Utilfredshed , og alligevel 
takke hende for hendes store Samvittighedsfuldhed . 
Og hør nu , min søde Pige , fald ikke hen i 
Sværmerier ; jeg er selv gift , har tjent Ægtefolk , 

og kjender Mændenes Tænkemaade ; jeg veed ogsaa , 
hvad det er for en dyb Sorg at miste et Barn , for 
jeg har et paa Førslev Kirkegaard ; men jeg nænnede 
aldrig at plage min gøde Mand , der selv sørgede , 
med at see paa min Bedrøvelse . Der er Ingenting , 
Manden mindre kan lide , end at see Konen , imedens 
han enten flyder Sorgen tilside , eller strider mod 
den , som mod den bittreste Fjende , bore sig dybere 
og dybere ned i den , som var den en blød Pude til 
Hvile for de trætte Lemmer . 
Lad mig see , Du satter Dig , mit kjære Barn , 
der er Sørger , der ere meget større end denne . Her 
er nu Møllerens ; de ere fattige og have elleve 
Børn . Det er næsten umuligt for dem , af flasfe 
Føden til Saamange . Er det nu ikke , — naar Du 
tænker efter , saa vil Du selv indsee det , mit Barn , — 
er det nu ikke en meget større Ulykke for de Stakler , 
af beholde Alle , end for Dig af miste Een ? Du er 
saa ung , og faaer vel flere . Alene det , af Du kan 
ønske af faae , imedens de maa ønske af miste , er det 
ikke af have overmaade Meget forud . — Saadan 
maa man altid tænke frem og tilbage , saa finderman 
nok det , man kan fornøie sig over ; Du gjør 
Synd naar Du forspilder dine velsignede Ungdomsdage , 
som fra Sol staaer op , til den gaaer ned , 
kunde være lyksalige . 

Næste Gang din Mand vil udenlands , reis saa 
med ham ; det er dog bedre af see sig om i den 
skjønne Verden , end af sidde og blive borte paa en 
Stol . 
Vogt Dig , at Du styrker og ikke svækker din 
Mands Kjærlighed ; for Mændene ere lette at skræmme 
milelangt bort , men svære at faae tilbage . 
Tag mig ikke disse Linier ilde op . 
Din elskende Moder , 
Frederikke Cathrine Torstensen . 
Omtrent et Aarstid efter at Rose havde mistet 
sit Barn , hørte Moder tilfældigviis , at Sophus 
Fischers Tante var i Besøg hos Herskabet paa Herregaarden . 
I den Anledning gik hun til Stedets 
Huusholderske , for maaskee , igjennem denne , at erfare , 
hvordan Forholdet for Øieblikket var mellem Reven og 
Tante . Det var Moder ingenlunde ligegyldigt , om Rose 
muligviis engang i Tiden kunde faae endnu et Gods . 
Hvor kom hun dog slukøret og forknyt hjem fra 
den Visit . 
Fru Fischers Kammerjomfrue havde været inde 
i Huusholderskens Værelse og fortalt hende Saameget , 
at hun var bleven ganske forstyrret i Hovedet . 
Hun havde været opbragt og uforskammet , sagt , at 
hendes Frues Reven var en Usselryg , og at han 
nok snart spillede fra Gaarden ; og al denne Vrede 

kom blot deraf , at Moder , i al Venskabelighed , 
bad hende virke lidt hos Tanten til Fordeel for 
det rare unge Menneske . 
Moder brød sig ikke en Smule om den Medfart , 
der var vederfaret hende , for sin egen Skyld ; 
men hun var meget bange før , at der dog var nøgen 
Sandhed i det uopdragne Fruentimmers Udladelser . 
Rose havde saalænge havt Kyllingesorger ; naar man 
gik og peb før Ingenting , saa endte det altid tilsidst 
med , at man fik noget Rigtigt at sørge over . Det 
var egentlig ikke mere end billigt , før saadan Utaknemmelighed 
maatte Vorherre straffe . 
Saaledes talede Moder i sin Bedrøvelse . 
Det , at hun havde smaapralet før alle Mennesker 
af sin Pleiedatters lyksalige Stilling , trykkede hende 
nu ogsaa ; hun var ganske overvældet af blandede 
Følelser . 
Da jeg tænkte , at det Hele var overdrevet , bebeflutfede 
jeg , næste Dag at gaae til Gaarden , forat 
faae klarere Befleed . 
Fru Fischers Jomfrue sad og syede ivrigt paa 
en Jaquet til Fruen , da jeg traadte ind hos Huusholdersken . 
Med flydende Tunge gav hun Roses 
Mand sit Skudsmaal : 
Hun havde været i hans Oncles Huus , fra han 
ikke var mere end elleve Aar , saa hun turde nok 

tale . Dengang forstod han ikke Andet , end at more 
sig og at bruge Penge , og han havde ikke lært Mere 
siden . Hans Oncle havde været før svag paa Legemet , 
til at regjere ham , og hans Tante paa Sjælen . 
Han havde altid været kjøn , lige fra Fødselen ; da 
han var ganske lille , havde Tanten taget sig af ham . 
Hun gav ham fransf Bonne , saa han parlerede , 
deilige Klæder og viste ham frem . Han sad inde 
hos hende paa Gyngehest , med Bonbons i Pariserkræmmerhuus 
struttende ud af Lommen . Hvergang 
hun , i fuld Stads , kjørte i Visiter , havde hun ham 
ved sin Side . Hnn fordæggede og forkjælede ham , 
fil han blev uartig , saa blev hun kjed af ham og 
lod ham skjøtte sig selv . Siden fik han dog en 
Hunslærer , men det var en lystig ung Fyr , der 
fandt det behageligt al være paa Godset , men svært 
al læse med Ørengen , der var adspredt , tungnem 
og vanskelig al magte . I Førstningen gjorde han sig 
Umage med Eleven , men efterhaanden vænnede han 
sig fil al gjøre Læsetiden kort og Fritiden lang ; Dette 
blev baade fil egen og Drengens Tilfredshed . Sophus 
og den Lærer bleve tilsidst som røde Køer ; de rede 
og kjørte tilsammen over Grøvter og Gjærder , saa 
det var en Gru al see derpaa . Han blev der fil 
Fyrens nittende Aar , men saa maatte han reise , 
da han fik et godt Kald i Jylland . 

Da den unge Herre var saa vidt oplært , fortalte 
Kammerjomfruen videre , blev han fendt til 
Paris , for at komme i store Selskaber og lære fiin 
Tone . Dengang han kom hjem , saae han da ogsaa 
ud som en rigtig Løve og kunde gjerne passere for 30 , 
skjøndt han kun var 21 Aar . Onclen foreslog , at 
han skulde boe paa sit Gods og sætte sig ind i Bestyrelsen , 
men det vilde han ikke ; han vilde have fuld 
Frihed til at opholde sig , hvor han havde Lyst . Saa 
lod Onclen , der var hans Formynder , ham da , forsaavidt , 
faae sin Villie , men vilde paa ingen Maade 
gaae ind paa at give ham mere end totusinde Daler 
aarlig , skjøndt han forlangte det Tredobbelte . “ 
Da Dette var afgjort , reiste han , siden 
skrev eller kom han , kun naar han var i Pengeforlegenhed . 
Hverken hans Breve eller Besøg 
vare derfor velkomne ; Uenighed var der dog aldrig 
imellem ham og Familien ; naar han kom , tog 
han sit Værelse i Brug , og det var , som han havde 
været der hele Tiden . Man fortsatte der , hvor man 
flap , sagde Farvel og Goddag , og Godmorgen og 
Godaffen , og talte om ligegyldige Ting , ligesom man 
havde gjort forrige Gang han var der , som der flet 
ikke var Noget iveien . Var han først kommen , slog 
han sig gjerne til Ro , indtil Tiden begyndte at falde 
ham lang , saa reiste han . 

„ Saa er det jo et rigtig daarligt Parti vor 
Rose har gjort “ , sagde jeg bedrøvet , da hun tang . 
„ Ja , hende forsømmer han nok , det er jo begribeligt . “ 
„ Men 
troer De , han skal af med Eiendommen ? “ 
„ Ja 
jeg troer , Jomfrue , eftersom det ikke er 
hans Eiendom mere ; han strider bestandig og vil 
have Penge . Men Fruen hører da lidt paa mig , 
der har været her saa længe ; hun sender ham ikke 
en Hviid . Hvorfor skulde hun standse den Ulykke , 
der dog engang vil komme , og som maaskee vil 
virke til hans Sjæls Forbedring . — Nei , hun har , 
Gud skee Lov , selv ikke megen Lyst til at hjælpe 
ham ; man kan let snakke hende derfra . De 
skulde være kommen til mig før Brylluppet , saa 
kunde jeg have givet Dem nyttig Underretning . Men 
nu maa De tage , hvad der følger paa . Var det 
nu ogsaa Noget af en gammel Kone , som Deres 
Moder , at sende saadan et stakkels lille uskyldigt 
Lam lige i Ulvens Gab . Man siger , hun faaer 
Tæring og falder hen , men det er da ikke saa forunderligt , 
naar man fører hende fra et godt Hjem 
til saadanne øde Egne . — Det er at faae Stene 
for Brød . Nu er han nok forfalden til Spil — jeg 

veed ikke , om det er bedre end Drik , men det ender 
jo gjerne med een af Delene . “ 
„ Hvis De virkelig har Indflydelse , bed saa 
alligevel hans Tante om Naade for denne Gang “ , 
sagde jeg indtrængende . 
„ Nei , Gud frie og bevare mig . Det er min 
Plan , at hun skal indrette en Stiftelse for gamle skikkelige 
Jomfruer ; skulde jeg røve fra Dem og mig selv , forjeg 
kommer vel som den Første imellem dem . — 
Nei , det gjør jeg saamænd ikke , det kan De være ganske 
rolig for . — Men jeg vil raade Dem til at faae 
Fruen hjem , før han engang bliver sat fast , for det 
er Synd hun skal gaae det Altsammen igjennem . 
Hvor De seer forfærdet ud , Jomfrue ! Men jeg kan 
ikke sige Andet , end at man maa tage Skade til Hjemgjæld ; 
hvad skulde ogsaa saadan et stakkels lille simpelt 
Fruentimmer paa den Galen “ 
Med tungt Sind gik jeg tilbage . Vor Rose 
et simpelt Fruentimmer , vor lille Prindsesse et 
simpelt Fruentimmer ! aa , sikken en Tale , hun , der 
var finere og skjærere end dem Allesammen . 
Da jeg dreiede ind ad Alleen , kom Fru Fischer , 
i Selskab med Herskabet paa Herregaarde « , i fuld 
Samtale forbi mig . 
Hun falte med fremmed Udtale , let og raskt , 
som hun havde stor Øvelse i at føie Ordene . Hele 

hendes Dragt , den lille runde Hat , — blot en Plade 
med en Blomsterduft — det flagrende Slør , Nakkekrøllerne 
og den stramme Fløiels Figurtrøie viste , at 
hun endnu havde Lyst til at synes ung , skjøndt 
Ungdommen længst var forbi , og Ansigtet var gammelt 
og magert . Øer er noget Ulyksaligt ved denne 
krampagtige Iver efter at holde Paa Ungdommens 
Skygge , naar den selv er borte . 
Maaskee saae hun dog yngre ud , end sin Alder . 
Hvis hun havde klædt sig som en midaldrende Dame , 
vilde hun maaskee have seet ung ud mellem sineLigealdrende , 
men klædt som ung , saae hun , baade 
mellem Angre og Ældre , bare ud som en gammel 
forfængelig Stakkel . 
Før , da jeg gik bort fra Kammerjomfruen , havde 
jeg besluttet , ved Leilighed , at faae en Samtale med 
Fru Fischer , for , om muligt , af bevæge hendes 
Hjerte , men efter dette Møde , var jeg vis paa , det 
ikke kunde nytte , og af hun , om hun ogsaa efter sin 
Død beskjænkede gamle hæderlige Jomfruer , ikke 
vilde have Noget tilovers i levende Live . 
Da jeg kom til Landsbyen , stod Moder paa 
Hjørnet med et Tørklæde over Hovedet og ventede 
paa min , Efterretning ; siden , da vi i Forening 
gik forbi Præstegaarden , mødte vi min Broder 
til Hest . 

Da han saae os , steg han ned , lod Hesten 
græsse ved Grøvtekanten , og satte sig hos os paa en 
Bænk udenfor Præstegaards-Vænget . 
Siden de sørgelige Efterretninger fra igaar 
havde vi ikke talt med ham ; nu fortalte Moder 
ham Alt . 
„ Det var en tynd Lykke , Du slaffede hende “ , 
sagde han med Bitterhed , idet han saae mørkt hen 
for sig , „ er det nu kommet saavidt , bliver hun nu 
ogsaa fattig ! Ja , det vil jeg troe ! “ 
„ Du vil da ikke bebreide mig Noget “ , sagde 
Moder og saae forundret paa ham , de havde aldrig 
før talt om dette Thema , „ jeg kan jo ikke gjøre 
derfor . “ 
Han greb Moder fast i Armen og raabte lidenskabeligl : 
„ Kan Du ikke gjøre Noget derfor , det var 
jo din Skyld , jeg har jo heller aldrig kunnet holde 
af Dig siden ; hele hendes Liv og hele mit Liv har 
Du jo forspildt . “ 
„ Du gode Gud , har Du elflet hende ? “ spurgte 
Moder sagtmodigt , og saa brast hun i Hulken . 
Just , som han vist havde et forfærdelig voldsomt 
Svar paa Læben , besindede han sig , sagde ikke 
et Ord , men besteg langsomt Hesten og red bort . 
Saalænge vi kunde høre Hovflagene , blev Moder 
ved at græde : 

„ Det er Vorherres Straf over mig Stakkel ; 
Du almægtige Gud ! — naar han aldrig saae med 
milde Øine paa mig , saa tænkte jeg , at det var Indesluttethed , 
— jeg var dog saa vis paa , at han holdt 
af mig i sit Hjerte . Men saa var det Nag til sin 
egen Moder . Den kjære Gud frelse hans Sjæl , det 
er saa forskrækkeligt ! “ 
Da vi gik bagom Byen hjem , sagde hun til mig : 
„ Lise , fortæl det ikke til Fader , for saa vil han forbande 
den Stund , vi fik det stakkels Barn i vort Huus . “ 

Tolvfe Capifel . 
Fra den Tid af , kom Chrisfian ikke mere til os . 
Ganske tidligt om Morgenen kunde jeg høre ham 
aabne Laagen , og see ham i den lille indelukkede 
Have . Sommetider saae han hen til Huset , om 
Nøgen var oppe , men saasnart det første Vindue 
aabnedes , gik han bort . 
Fra Rose vedbleve vi , med korte Mellemrum , 
at faae Breve . — Faren , der svævede over hendes 
Hoved , lod saalænge vente paa sig , at vi næsten ikke 
mere troede paa den . Hun skrev ikke et Ord der tydede 
paa den Slags Ulykke . Hun talte kun om de mange store 
Værelser , hvor hun gik alene omkring , og om de 
mange Tjenestefolk , for hvem hun saa gjerne vilde , 
men ikke kunde fatte Godhed . „ Det er sommetider 
for mig “ , flrev hun , „ som Huset i Grunden var 
deres , som det var et Hotel , og som de gave Sophus 
og mig Bespiisning . “ 

Med hver lille Skrivelse lod hun følge et 
Genrebillede eller et Landflab , hun selv havde tegnet ; 
aldrig Noget fra hendes Opholdssted , altid kun 
Minder fra vor Egn og hendes Barndom . 
Fader gik gjerne hver Aften til Præstegaarden 
og besøgte Chrisfian . „ Naar den slemme Dreng ikke 
vil komme til os , saa maa jeg gaae til ham “ , sagde 
han . Naar han bragte ham Roses Breve til Gjennemlæsning , 
beholdt min Brøder altid Tegningerne , som 
vare de hans retmæssige Eiendom . Det havde han 
gjort hele Tiden . 
Omtrent et Aar efter af vi havde modtaget de 
sørgelige Efterretninger , fik vi følgende lille Melding : 
Alle I Kjære ! 
„ Idag skulle I da endelig høre noget rigtig 
Glædeligt . Vorherre har undt os fo deilige Børn , 
fo smaa Drenge . 
Jeg er meget mat , men Lægen gav mig Lov af 
skrive , for jeg maatte fortælle Eder det selv . 
De fo Vugger staae foran mig . Marie sidder 
ved min Seng og dhpper Pennen . — Nu troer jeg 
Alt skal blive godt igjen ; idag er det , som jeg elsker 
Alle , og som Tomheden er borte . Saadanne 
fo Vugger kunne nok fylde et heelt stort Huus . — 

Med Guds Hjælp skulle I dog faae mine Børn 
af see ; jeg vil bede min Mand saa inderligt , af jeg 
maa komme til Eder med dem . For Øieblikket er 
han ikke hjemme , men han kommer snart . “ 
Den lille Stakkel vilde vist allerhelst have bedet 
Een af os om af komme , men man kunde jo nok 
mærke , af Manden , allerede fra først af , havde sat 
en Pind for vort Besøg . 
Dette var tidligt om Foraaret , Sommeren derefter 
modtoge vi pludselig en skrækkelig Nyhed . 
Fader gik i Haven og satte Stænger for sine 
Ærter ; Møder og jeg laae paa Jorden og pillede 
Jordbær . 
„ Hvad var det “ , sagde Møder og saae iveiret , 
„ er der ikke Een , der taler ? Io , det er Præsten , 
der holder med sin Hest ved Stakittet . Det er til 
Fader , hører Du , Torstensen , Præsten taler til Dig ! “ 
Fader reisfe sig op og gik derhen , vi Andre 
fulgte bagefter ; vi kunde mærke paa Pastorens 
Maade , at han bragte en Nyhed , og vare spændte 
paa at høre den . 
„ Der er desværre Ildløs i Nærheden af Deres 
Søsterdatter “ , sagde han , „ i Byen har man modtaget 
et Telegram med den Nyhed . “ 
„ Er det selve Herregaarde » ? “ spurgte Møder . 
„ Ia desværre , — desværre , det er nok netop 

den ; — men maaskee Sidefløjene , — jeg har ikke hørt 
det var Hovedbygningen . — Jeg tænkte , om det ikke 
var bedst , De toge derhen ; i saadan en Forfærdelse , 
trænger den unge Kone vist til Bistand . — Stakkel , 
ja jeg veed — de to smaa kjære Børn ! Gud bevare 
hende , Adieu . “ 
Efterat Præsten var borte , raadsloge vi om , 
hvad der var det Rigtigste , og besluttede , at jeg 
skulde tage med det første Dampskib , for , om muligt , 
at være Rose til Trøst . 
Saasnart det begyndte at mørkne , gik jeg et Øieblik 
hen til min Broder , for at fortælle ham min Bestemmelse . 
Da jeg nødig vilde forstyrre Præstegaardens 
øvrige Beboere , gik jeg gjennem Haven , hvorfra jeg 
ubemærket kunde komme til hans Værelser . De 
sidste Vinduer tilhøire paa den hvide Præstegaard 
vare min Broders ; i Hjørnet var Døren , der førte 
ind til ham . 
Der var Lys derinde ; det stod paa et lille fiirkantet 
Bord , hvorved han sad og saae i et Album 
med Roses Tegninger . Jeg havde før , paa samme 
Tid , truffet ham ved samme Beskjæftigede . Han 
vendte Bladene langsomt ; hvert Billede indeholdt 
Minder , som han nødigt vilde flippe . Jeg vilde ikke 
forstyrre ham , og blev staaende , til han havde 

gjennemløbet Bogen og sat den i Skabet ; saa bankede 
jeg sagte paa . 
Præsten havde ikke meddeelt ham Efterretningen ; 
da jeg fortalte den , hørte han roligt efter , uden 
synlige Tegn paa Bevægelse . Det var meget rigtigt , 
at jeg reiste , sagde han , han vilde selv kjøre mig 
til Byen . 
Klokken tolv om Natten stod Faders Fjælevøgn 
med gamle Henrik , — en stakkels ny , hvidsfimlet 
gammel Henrik , akkurat et Sidestykke til den forrige , — 
foran Døren . 
„ Den Befordring har vist ikke gjort saa lang en 
Reise , siden jeg hentede hende “ , sagde Moder med et 
dybt Suk , idet hun rakte Fader Madkurven , som 
han igjen anbragte paa Sædet mellem Christian og 
mig . 
„ Hvad er nu egentlig Hovedbestemmelsen med 
Reisen , Lise ? “ spurgte Fader . 
„ Jeg vilde helst , hun skulde tage det arme Barn 
hjem med “ , sagde Moder grædende , „ baade hende og 
Børnene ; hvor der er Hjerterum , derer ogsaa Huusrum . 
Lad os faae dem Alle , ligesaa godt først som 
sidst , — det ahner mig , hun er i Fare , — og Du 
kan være rolig , Fader , Reisepengene skal jeg nok 
skaffe . — Du maa logere i Solen , Barn , ja jeg har 

sagt det før , men glem det nu ikke , — der er 
saa velsignet ! og husf saa iaften , saasnart Du 
kommer ind , at gaae til Urtekræmmeren ; han skal 
regne ud for Dig , hvad Du behøver til Reisen , og 
han forstrækker Dig gjerne med Pengene ; nu ere vi 
jo qvif med alt det Andet ; han veed saa godt jeg er 
paalidelig . “ 
Fader rystede paa Hovedet : „ Naa , saa stal Du 
begynde forfra igjen . — Det er egentlig haardt , at 
det , naar det gaaer tilbage for de Rige , stal gaae ud 
over de Fattige . — Jeg tænkte muligviis , Du havde 
Summen , Mutter , og ikke igjen fluide laane den 
der . — Men Farvel da , — jeg vil ikke sætte Bom 
for Moders gode Hjerte . Farvel , i Guds Navn . “ 
Veiret var noget taaget , da jeg landede i Aarhuns 
og kjørte med en Dagvogn henad Landeveien 
til Bestemmelsesstedet . 
Passagererne vare forfærdelig snaksomme . En 
tyk Kone og en tyk Mand sade paa Sædet lige 
foran mig og talte om Ildebranden . 
„ Han har gjort det selv , — den Fyr , — det 
er ganske bestemt “ , sagde Manden . 
„ Saa fortjente han saamænd at svies levende “ , 
raabte Konen , „ Du store Gud , — saa var 
han jo værre end en Djævel . — Fruen var jo sengeliggende , 

og de to smaa hjælpeløse Væsener , — og 
Ilden brød jo ud i den Længe , hvor hun laae . “ 
„ Ja , ja , lille Frue “ , nu loe den tykke Mand , 
som det var moersomt . „ Det er jo bare den gamle 
Historie , kjender De ikke den . Man stikker Ild paa 
det Sted , hvor man gjemmer sin bedste Skat , — 
for den , seer De , he ! sørger man saamænd nok for 
at faae reddet og paa den Maade leder man Opmærksomheden 
saa deiligt afveien . — Men nu er 
Knebet allerede gammelt , det er det Værste ; det 
hjælper ham s ' gu , ikke , — Politiet er klogere , end 
han . — Men , he , naar man taler om Djævlen , saa 
er han der min Sjæl , — saae De ham der ? “ 
„ Rytteren , jo , Gudbevares , det var da ikke 
ham ? “ 
„ Jo vel var det ham , han har været borte 
siden ; see den Gavtyv , han rider i Luntetrav , — som 
der Ingenting var iveien . “ 
Ja , der red han med sin sædvanlige skjødesløse 
Mine , som dog idag forekom mig at være paatagen ; 
han var idetmindste noget , om end ikke kjendelig 
blegere , end han før pleiede at være . 
Han var ikke langt foran , da jeg steg af ved 
en Lindeallee , der førte til Gaarden , eller rettere til 
Stedet , hvor den havde staaet . 
De to tykke Passagerer saae med lange Øine 

efter mig , medens jeg med Taske og Reisetøi gik 
langsomt henad Veien . 
De misundte mig vist , at jeg kom til Skuepladsen 
for Begivenheden . 
Det var en skrækkelig Ødelæggelse jeg saae , og 
det var hendes Hjem . Jeg brast i Graad . Af de 
to Piller , der havde været ved Indkjørselen , var den 
ene urørt , medens den anden laae i Brokker og 
Stykker , og den ene Rad deilige , kraftige Lindetræer 
stod og saae paa de stumpede , afsvedne Stammer af 
den anden , hvoraf ikke et Træ havde undgaaet Ilden . 
Lange Grene , der fra de svedne Træer hængte 
og svalede , som blot ved et Haar , pidskede baade paa 
Rytteren , der red foran mig , og paa hans Hest . 
Han stødte dem langsomt tilside ; det var , som han 
ved denne rolige Bevægelse vilde antyde , at han siet 
ikke var i Aande . 
Pludselig standsede han Hesten foran den store 
Plads , hvor Gaarden havde staaet , og saae paa 
Elendigheden . 
Mellem disse Bjælker og Brokker nyttede det 
ikke at tøve ; jeg vendte om , for at spørge i Portnerboligen , 
der stod fuldkommen urørt , hvor Rose opholdt 
sig . 
„ Med Guds Hjælp er hun dog i Sikkerhed ? “ 
spurgte jeg Konen . 

„ Jo , Fruen er i Sikkerhed , det veed Gud hun 
er “ , sagde hun ; „ Marie , dei Skind , kom saamænd 
med sin Mand , ligesom det begyndte at tage paa , og 
fik baade hende og Børnene hissede ned fra Vinduet 
og baarne hjem paa deres Bør , for Fruen er jo saa 
grumme fiin og svag , og kunde ikke gaae . Først toge 
de de Smaa og bare hjem , medens Fruen sad i 
Græsset , for hun vilde vide dem i Sikkerhed før sig 
selv . Marie har dem alle Tre , og er saa god ved 
dem , som hun , med Det hun har , kan være . “ 
Da jeg havde faaet denne Underretning , bad 
jeg hende vise mig Vei til Maries Huus . 
„ Min Søn kan følge Jomfruen “ , sagde hun , 
„ og saa kan jeg imidlertid gjemme Deres Rejsegods . “ 
Drengen skjød Gjenvei ad en Kornsti ; Luften 
var dæmret , Duggen skinnede Paa Straaene . Landsbyen 
saae venlig ud , jeg blev ved at gaae henimod 
den , uden at vende Blikket . Men Drengen gik foran , 
med Hovedet dreiet tilbage , som vilde han speide . 
„ Hvad seer Du efter ? “ spurgte jeg . 
„ Det var efter en Vogn derhenne , — jeg troer 
det er Politiet , — kan Jomfruen see ? nu kommer 
den nærmere . “ 
Det var en Wienervogn med fire godt indpakkede 
Herrer . 
„ Nu ta ' er de ham vist “ , sagde Drengen . „ Her 

er det “ , sagde han lidt efter , idet vi standsede foran 
et lille hvidkalket Huus , der laae alene for sig nogle 
Skridt fra Kirken . Da han havde givet mig den 
Befleed , løb han sin Vei , saa rafl han kunde paa 
Træskoene . Det var ham meget om at gjøre , at see , 
hvor Politiet blev af . — 
Jeg bankede sagte paa den lille lave rødmalede 
Dør , da jeg sagde hvem jeg var , blev jeg strax lukket 
ind af Konen . 
I hendes pæne Stue , den , der ellers bare 
var til at vise frem , foran den blaae Dragkiste , 
med en Hummerklo hængende ned fra een af de 
blanke Laase , laae Rose , i en lang guul Seng , med 
et uldent Tæppe og skinnende rene , men forskrækkelig 
grove Lagener over sig . Tætved Sengen , i en Vugge 
med en stor lyserød Dyne , hvilede begge hendes smaa 
Drenge i tryg Søvn . 
Rose saae vist paa mig , men kjendte mig ikke . 
Ansigtet var meget blegt , og jeg syntes det var mindre 
end før , men det var endnu et Barns Ansigt , akkurat 
et sygt Barns . Omkring Vuggen var der bundet et 
langt grønt Silkebaand , det holdt hun fast i Haanden . 
„ Har hun hele Tiden været vild ? “ spurgte jeg . 
„ For det Mesfe , af og til kommer Tanken et 
Øieblik , men den gaaer , som den kommer . Det er 

saa forfærdeligt , Jomfrue , for man tør næsten ikke 
ønske den Stakkel skal komme sig , naar man veed , 
hvad hun faaer at høre . “ 
„ Troer De , han har gjort det ? “ spurgte jeg . 
„ Ia , jeg troer ham ikke bedre ; saadan et Men « 
neske , der bruger saamange Penge , — forsømmer sin 
søde Kone , — og bringer daarlige Venner hjem , 
ham kunde man næsten troe til endnu mere , 
Jomfrue . “ 
„ Men var han hjemme dengang ? “ 
„ Nei “ , sagde hun sagte , „ men han har heller 
ikke gjort det selv , — men , fordi man faaer en Anden 
til det , er man ikke bedre . — Min Mand er kaldet 
til Forhør ; — han har desværre hørt nogle Ord , 
han ikke syntes han kunde dølge . Der er en Mand , 
der hedder Ole Peer Nees , — han har vist gjort 
det , — for det er ikke første Gang , han har faaet 
Penge , for at gjøre Folk den Tjeneste , — og man 
har jo ingen Ro i sit Huus , saalænge saadan Een 
gaaer om , uden at blive opdaget . “ 
„ Men , hvad var det deres Mand hørte ? “ 
„ Aa ja , jeg kan jo gjerne sige det , da det dog 
nu kommer frem . — Min Mand sad paa Grøvtekanten 
og spiste sin Aftensmad , saa gik Herren og 
Ole Peer Nees op og ned forbi ham , altid samme 
lille Stykke . 

Først talte de bare om en . Ridehest , der var 
død for Herren . Peer Nees vilde gjerne kjøbe den 
for billig Priis . Dette bleve de da ogsaa enige om . 
Men saa dreiede Samtalen hen paa noget Andet . 
Min Mand kunde jo ikke høre uden de faa Ord , 
hvergang de gik forbi ham , men de gjorde ham dog 
opmærksom , da lange Peer hele Tiden havde sit 
grimme Griin . 
„ Bare en lille Røg , — he he “ , sagde han og 
stak sit Hoved lige op til den Andens Ansigt . — Øg 
en anden Gang , da de kom forbi , sagde han : „ Ja 
bevares , jeg kan tage dem alle Tre , som Svedsker , 
ikke et Haar skal svies paa deres Hoveder , — man 
er der i rette Tid , he . “ 
Dengang min Mand hørte Dette , havde han jo 
ikke noget Bestemt af fæste sin Tanke paa ; han sagde 
bare til mig , af der vist var Noget paafærde ; men 
siden , da det brændte , gjorde han jo sine Betragtninger . 
Efter hvad han kunde skjønne , var det dog 
Peer , der fandt paa af gjøre Ulykken og raadede 
Herr Fischer dertil , og de Ord , Peer havde 
sagt : „ Jeg kan tage dem alle Tre som Svedsker “ , 
meente han , vare foranledigede ved , af Herren havde 
paalagt ham , af sørge for , af hans Kone og Sønner , 
under alle Omstændigheder , bleve frelste . Da Ole , 
min Mand , og jeg kom til Brandstedet , stod Peer 

Nees ogsaa , med sit grimme , grinende Ansigt , meget 
rigtigt med en lang Stige ved Fruens Vindue , og det 
var ham , der holdt den for os , medens vi hjalp dem 
alle Tre ned . — Og før Branden , havde een af 
Folkene paa Gaarden seet ham liste om ved Hundehusene . 
Der var heller ikke een af Hundene , som 
man hørte gjøe den Nat , og da man kom for at løse 
de stakkels Dyr , laae de stive og døde . 
„ Har hun spurgt til sin Mand ? “ sagde jeg , 
efter en Pause , idet jeg pegede paa Rose . 
„ Nei , ikke en eneste Gang , — men jeg er bange , 
han kommer for at sige hende Farvel , før han kjører 
med Politiet . “ 
„ Hvem kommer ? “ spurgte Rose . 
„ Det er Deres Mand , kjære Frue , jeg tænker 
han kommer snart , for at see til Dem . “ 
„ Aa nei , aa nei , “ sagde hun , idet hun rystede 
paa Hovedet , — „ aa nei , han kommer ikke , det 
brændte jo Altsammen , — men jeg har mine Børn , 
— de ere her jo begge “ , hun reiste sig og saae efter 
dem . „ Aa , jeg skal holde saa fast , saa fast “ , hun 
knyttede Baandet to Gange om den lille hvide 
Haand . 
„ Det er det Eneste , hun bryder sig om i Verden “ , 
sagde Konen med et Suk . 
Da jeg spurgte , om hun havde været rafl før , 

og om denne Feber kom af Forskrækkelse , sagde hun , 
at hun i længere Tid havde været meget svag , og 
havt Feber hver Dag henad Aften , men at den først 
efter Branden var bleven saa flem . 
„ Har hun været tungsindet hele Tiden “ , spurgte 
jeg . 
„ Nei , siden hun fik de Smaa , har hun været 
saa inderlig mild og glad , fra Morgen til Aften . “ 
„ Men hvad siger Doktoren ? “ 
„ Aa , han siger ikke sin Mening reent ud “ , hun 
holdt lidt inde og sagde derpaa : „ Kjære Jomfrue , 
De maa ikke tage mig det fortrydeligt op , men har 
De Raad til — er det Deres Mening , at føre 
hende og Børnene hjem med Dem ? er det derfor 
De er kommen ? “ 
„ Allerførst kom jeg bare , for at see til hende “ , 
sagde jeg tøvende . 
„ Naa , saadan , — for jeg vil sige Dem , min 
Mand og jeg have jo ikke Meget , — men , naar 
de ikke kunde faae det bedre andre Steder , — havde 
vi betænkt , hvis Vorherre tog Moderen , at beholde 
de Smaa . Vi have jo selv ingen Børn mere , — 
og skulle nok være gode imod dem . — Men , saa faae 
de jo kun en simpel Opdragelse . “ 
Jeg saae paa Konens gode , forstandige Ansigt , 
fænkte , at de vilde være vel farne her , da de 

vist vilde blive opdragne i Gudsfrygt og Kjærlighed , 
og bad Herren , i mit Hjerte , hjælpe os , til at udføre 
Hvervet ligesaa godt . 
Derpaa fortalte jeg , at det var mine Forældres 
Villie , at tage dem alle Tre . 
Medens Konen puslede i sit Huus , sad jeg inde 
ved Sengen . 
Hvergang de Smaa gjorde en Bevægelse , eller , 
naar jeg gav dem af Flasken , saae Nose opmærksomt 
derhen , men ellers var der intet Tegn til Bevidsthed ; 
først senere , henad Skumringen , da hun sad i Puderne 
paa mit Skjød , medens Marie redte hendes Seng , 
kjendte hun mig , og sagde : 
„ Men er det ikke Lise , jo det er jo Lise , — det 
var jo yndigt ; “ — som hun havde sagt Dette , slog 
hun sine Arme om min Hals , hvilede sit Hoved ved 
mit Bryst , og faldt paa den Maade i Slummer ; 
siden blev hun ved at sove , efter at vi igjen havde 
lagt hende i Sengen . 
Da Doctoren kom , meente han , at naar man 
var meget forsigtig , kunde hun nok taale at flyttes , 
og at det var bedre for hende at komme bort , end 
at blive paa et Sted , hvor Alt maalte minde hende 
om Ulykken . 
Han var saa god at ville skaffe en lukket Vogn til 

Aarhuus , hvor vi maalte overnafte , før vi toge 
videre med Dampskibet . 
Jeg takkede ham meget for Tjenesten , men blev 
jo rigtignok noget betænkelig over den store Bekostning . 
Hvor mange , mange Aar vilde der ikke 
gaae , før Moder fik saa stor en Sum afbetalt . — 
Urtekræmmeren havde jo nok forsynet mig med tilstrækkelige 
Penge , men han havde kun overtalt mig 
til at modtage saamange , for det værste Tilfældes 
Skyld ; jeg troede saa bestemt , at jeg vilde kunne 
bringe mindst de to Trediedele af Summen tilbage , 
og nu vilde rimeligviis hver Smule gaae til . 
Jeg tænkte frem og tilbage , om det var rigtigt at 
tage sig saa Mæget paa i vore smaa Kaar , og , om 
det vilde være muligt at gjennemføre det med vore 
ringe Kræfter . — Men saa syntes jeg igjen , at naar 
Herren lagde den Gjerning lige foran os , saa vi ikke 
godt kunde unddrage os den , maatte det sikkert ogsaa 
være hans Mening , at skjænke os sin naadige Bistand 
til Udførelsen . 
Medens jeg sad om Natten ved Sygesengen , 
bad jeg inderligt , at vi altid maatte betragte det 
saaledes , ikke som Noget vi havde villet i Letsindighed , 
men som Noget , Han havde villet i Alvor . 
Den unge Fischer kom ikke , for at tage Afsfed ; 

den samme Nat førte Politiet ham til den nærmeste 
Kjøbstad . Han bekjendte Ingenting og Forbrydelsen 
er ikke bleven opdaget ; men fra den Tid opholdt han 
sig i Udlandet ; her kunde han ikke være for sit 
Rygtes Skyld . 

Tretfende Capifel . 
Ganske tidligt næste Morgen reisfe vi . Da Rose 
var kommen tilsæde i Vognen , rakte Marie den lille 
Vugge , hvori Børnene akkurat kunde ligge , uden at 
presse hinanden , ind til mig . Det var hendes Gave , 
hendes eget Barn havde ligget deri , „ Vorherre lade 
dem nu trives , “ sagde hun . 
Det grønne Baand hang endnu om Hanken ved 
Hovedgjærdet ; Rose greb efter det , og snoede det om 
Haanden , som hun pleiede . 
Jeg kan ikke besfride , hvor venlige , og hjælpsomme 
alle Mennesker vare imod os paa den Reise , og 
hvor let de gjorde det for mig at udrette mit 
Ærinde . 
Saaledes ogsaa paa Dampskibet ; man bar Moderen 
og de Smaa med den største Omhu og Varsomhed 
ned i Kahytten , og det Bedste , Damerne 
eiede , regnede de ikke for godt , til at brede over dem . 

En ung Kone lagde sit Barn tilside og Roses 
Smaa ved Brystet . Jeg skal aldrig glemme den 
Kjærlighed vi mødte ; det var , som den kom lige fra 
Vorherres eget Hjerte . 
Klokken Ti om Aftenen , den fjerde Dag efter 
min Afreise fra Hjemmet , holdt jeg igjen udenfor 
vort gamle Huus med dem alle Tre , forsaavidt i 
god Behold . 
Da jeg havde meldt vor Ankomst , stode de Alle 
ved Vognen . Christian tog Rose paa sine Arme og 
bar hende ind . 
I tre Dage laae hun hen , akkurat i samme Tilstand . 
Moder 
havde leiet en Himmelseng ; i den laae 
hun , midt i Havestuen , med Vuggerne ved Siden . 
Naar vi havde Tid , sade vi Alle omkring 
hende . 
„ Hvad er dog Dette ? “ sagde hun en Morgen , 
idet hun vaagnede og smilede saa venligt hen til 
Mønstret paa den kjendte Dyne , — smaa hvide 
Gryn i blaae Grund . — „ Er jeg da hjemme ? “ hun 
saae sig omkring ; først faldt Øiet paa min Broder , 
saa Paa os Andre , saa ned paa Vuggerne , „ og 
mine Børn ere her ogsaa , jeg tænkte det var en 
Drøm , — men jeg har jo mine Drenge , — Gud 
skee Lov ! “ 

Da hun havde ligget lidt , viklede hun Baandet , 
der var sastbundet ved Vuggen , af sin Haand 
og sagde : 
„ Nu har det ingen Nød , nu er der Ingen , der 
fager dem . “ 
„ Ræk mig din Haand , Christian , “ sagde hun 
derpaa . 
„ Aa , hvor jeg kjender dig godt paa den Maade 
du holder , lad mig see , om jeg kjender de Andre ; 
hun tog os nu Allesammen i Haanden . 
„ Hver har sin Maade , jeg kjender den dog saa 
godt . — Det er en yndig Fornemmelse at være 
hjemme , — deilig . — Jeg vilde dog ogsaa saa gjerne 
døe her , jeg har bedet Vorherre saa inderligt derom , “ 
hun rakte sin Haand igjen hen til Christian , og lod 
den hvile der . 
„ Aa , vi skal nok beholde Dig , “ sagde Moder . 
„ Nei , “ hun rystede paa Hovedet , „ det troer 
jeg ikke , — det er saa svært at leve ! jeg er saa mat , 
saa mat . Men , naar jeg maa døe her , saa er det 
jo deiligt , for det er det , jeg har ønsket . “ 
Da Doctoren den Dag kom , blev han forundret 
over Bedringen , meente nok , hun skulde komme sig , 
og fortalte det til Præstens , hvorfra det kom videre 
omkring i Byen . 
Skolelærerens Kone , der mødte Moder paa Apotheket , 

holdt en lang Tale om , hvor forfærdeligt det 
var , at hun havde paataget sig den Indqvartering , 
— og spurgte , om hun rigtig havde tænkt over 
Følgerne . Det kaldte hun at tage Brødet fra Børnene , 
og give det til Hundene ; man havde dog Pligter 
mod sine Egne ; hun vilde da haabe , at Moder , 
naar Konen derovre kom sig , ikke vilde holde 
hende for fiin til at tjene Brødet , ved at gaae om i 
Husene , eller ved Haandarbeide , for alle Mennesker 
vilde troe , hun ikke var klog , naar hun , efter Dette , 
behandlede hende som en Prindsesse ; Andet end 
en Tiggerprindsesse kunde hun da ikke blive i Tiden , 
naar hun Ingenting duede til . — Børnene vare heller 
ikke en Smule for gode til at sendes tilbage ; 
det Sogn , hvorfra de kom , kunde jo betale for dem . 
— Man vidste jo nu saa godt , hvad de kom af ; 
den deilige Martine var nok død paa et Fattighuus . “ 
Medens 
den fæle Kone før , kun gjennem Skoser , 
var kommen frem med sin Ondsfab , raabte hun nu 
Alting høit og myndigt , for at Alle i Boutiquen kunde 
høre , hvor raskt og oprigtigt hun turde sige Folk sin 
Mening lige i Øinene . 
Der var vist ogsaa Nogle blandt de Tilstedeværende 
som fandt det ret godt , at vi bleve 

vækkede af den Dvale , hvori de meente vi vare nedsjunkne . 
Moder 
blev meget opbragt , og sagde , at saalænge 
hun og hendes Børn levede , vilde de , om de 
saa skulde slide Neglene tilblods , nok sørge for , at 
den fine unge Frue blev behandlet som en Dame . 
— Hvis hun havde mere Lyst til at forære sine 
fljønne Tegninger og Haandarbeider bort til sine 
Venner , end til at sælge dem for lumpen Mønt , saa 
skulde hun ogsaa have Lov til det , — men vilde hun 
sælge dem , kunde hun sagtens baade ernære sig og 
Børnene ; der skulde nok blive Rift om saadanne 
Kunststykker . — Og hvad hendes Søster Martine 
angik , saa var det Hele nedrig Løgn ; hun havde været 
anseet og hædret til det Allersidste . 
Moder sagde , i sin store Forbittrelse , meget mere , 
end hun egentlig strax havde isinde . Det løb rundt 
i hendes Hoved , og hun var ganske fortvivlet , da 
hun kom hjem . Paa Apotheket havde hun givet 2 
Nbd . for Medicinen . Det stod for hende selv som 
en Umulighed , at kunne holde ud paa den Maade , 
naar Vorherre ikke vilde hjælpe , og nu havde hun 
maaskee , ved at føre det store Ord og være saa opbragt , 
reent forskjertset hans Venflab . 
Imidlertid blev Rose bedre . Dagen efter var 

hun saa vel , at hun kunde sidde lidt overende i 
Sengen . 
Hun saae ud i Haven , medens Christian holdt 
Rullegardinet iveiret . 
„ Aa , der staaer det Altsammen , som før ; det er 
deiligt at see det igjen . — Hvor Fader dog ogsaa 
freder yndigt om det ; om han ikke er der selv , 
seer man ham dog , bare man kigger derud , baade 
ved Ærter og Drivkasser , ved det Hele . — Det er 
saa underligt at see hver lille Busk og Plante staae 
akkurat lige saa fornøiet og forstandigt , paa sin lille 
rene Plet , som da jeg reiste . Det er som hver havde 
sit gode Kald til Gavn eller til Glæde . — Vil du 
lukke Vinduet heelt op , — jeg vil saa gjerne høre 
Bierne , — hvor de ere glade i Solen , hør dog , hvor 
de ere glade . “ — Som hun talede saaledes , kom der 
pludselig en mørk Sky over hendes Ansigt , og hun 
sagde sørgmodigt : „ Derfra , hvor jeg kom , var der 
paa den ene Side af Gaarden Udsigt til skjønne , 
kjæmpestore Bøgetræer , men man hørte aldrig muntre 
Stemmer omkring dem ; det var forfærdelig sørgeligt , 
at see dem staae der fra Morgen til Aften og betragte 
sig selv i den lille døde Sø . — Om Foraaret 
glædede jeg mig aldrig til at de skulde grønnes , 
men naar Høststormen rystede dem , og det nedfaldne 
gule Løv bredte sig over Søen , og hvirvlede for 

Vinden , saa man igjen kunde see den blaae Luft 
spille mellem de bare Grene , følte jeg som en 
Befrielse . “ 
„ Har du seet din Have , “ spurgte Christian , for 
at adsprede hendes Tanker . 
Alle Roserne stode i Flor ; hun bad ham plukke 
een af hvert Træ , at hun kunde see , om hun husfede 
deres Navne . 
Medens han gik derude , fulgte hun ham med 
Øinene : „ Han er bleven en rigtig Mand i den Tid , 
en rigtig stor Mand , “ sagde hun , og jeg er ikke 
bleven større , ikke det Mindste . — Hvis jeg var bleven 
her , var jeg maaskee bleven større , — men man 
kunde ikke voxe der , — det var saadan en Ørken , — 
jeg var nær gaaet reent ud . Aa , lille Moder , “ 
hun lænede sig til Moder , „ hvis jeg var bleven her 
altid . “ 
„ Men nu skal du blive her . “ 
„ Ja , nu skal jeg blive her , “ gjentøg hun , „ nu er 
der Ingen , der faaer mig bort . — Naa , der er Christian , 
vil Du lægge Roserne i en Rad paa Dynen , — 
nu er jeg saa træt , “ hun faldt tilbage i Sengen , 
„ men det vil more mig , at ligge og see paa dem , som 
paa gamle Venner . “ 
Christian bøiede sig ned , pegede paa- en Green 
med tre højrøde Roser , to halvaabne Knopper og en 

heelt udsprungen . „ Kan du husfe , at Du stod hos 
mig , da jeg plantede det Træ ? 
„ Jo , det var jo min Fødselsdag , — jeg husker 
det godt , du spurgte mig , om du altid skulde være 
min Gartner , og saa sagde jeg , at jeg vilde ikke 
have nogen anden , “ hun klappede hans Kind , „ det 
skal du ogsaa blive ved at være , Christian , du skal 
passe min Grav , vil du ? — Jeg har allerede tænkt 
Paa det ; —naar du om Aftenen kommer hjem , gaaer 
du lige forbi Laagen dertil , — vil du hver Gang 
gaae derind og hvile dig lidt ved Graven . “ 
„ Jo jeg vil , lille Rose , jeg skal pynte den deiligt . “ 
„ Tak , 
jeg holder saameget af den Tanke . — 
Men Du maa ikke være bedrøvet , Christian , det maa 
Du ikke . — Du skal jo ikke see ned paa den sorte 
Jord , — men Du skal see op , — som jeg derfra saae 
ned . “ 
Paa den samme Dag , men siden hen , sagde hun 
til min Broder : „ Jeg har Mere at bede Dig om , 
men det Vigtigste vil jeg tale om tilsidst ; vil Du hvert 
Aar faae at vide , hvordan det gaaer den gode Marie , 
og spørge til min Lilles Hvilested . Hun passer det 
nok , men naar jeg veed , Du bestandig faaer Noget at 
vide derom , er det , som jeg selv levede og fik Noget 
at vide derom . “ 

„ Jo , — men hvad var det , der var det Vigtigste ? “ 
„ Jeg 
vil give Dig mine to Drenge , Christian . 
— Jeg paalægger Dig en stor Byrde , — det veed 
jeg saa godt , — men nu jeg skal døe , tænker jeg bare 
paa at give dem i gode Hænder , og jeg veed Du vil 
ikke opdrage dem i Letsindighed , men i Tro , Haab og 
Kjærlighed . “ 
Christian brast i Hulken : „ Jeg vil elske Dine 
Børn af min Sjæls Inderste , for jeg har elflet Dig 
af min Sjæls Inderste . “ 
„ Lad mig da give Dig dem , “ hun bad mig 
tage de Smaa , og saa rakte hun ham først 
den ene , og saa den anden , og medens han sad med 
dem , saae hun med et forunderlig lyksaligt Blik 
derhen . 
„ Men Du maa ikke være for øm imod dem , de 
maae ikke blive saadanne skrøbelige Stakler , som deres 
Moder . “ 
Da hun sagde Dette , bøiede min Moder Hovedet 
ned i sit Skjød . 
„ Du maa faae rafle , kraftige Mennesker af 
mine Drenge , Christian ; de maae meget hellere 
komme til at ligne dig , end til at ligne mig . “ 
„ Er der ikke Noget , vi skulle sige til din Mand ? “ 

sagde jeg siden ; jeg syntes det var Pligt , at spørge 
herom . 
Hendes Udtryk blev bedrøvet og becengstet . „ Gid 
jeg havde Noget at sige ham . — „ Men aa , det er 
sandt ! maa jeg faae Pen og Blæk , saa vil jeg skrive . 
Han maa jo give sit Samtykke til at Børnene 
blive her ; dog det har ingen Nød , han giver det 
nok . “ 
Da hun var færdig med den lille Seddel , lagde 
hun den sammen , og bad Fader sfride udenpaa til 
hendes Mand . 
Det var , som hun følte sig lettet , efter at have 
udført dette Arbeide . 
Skjøndt Rose var saa vis paa hun skulde forforlade 
os , vedblev Doctoren dog at nære Haab ; han 
havde megen Godhed for den stakkels lille Patient , 
og vilde saa nødig opgive hende . 
En Aften , da hun , efter at have været 
usædvanlig rafl om Dagen , følte sig noget afkræftet , 
bad hun os sende Bud efter Præsten ; 
hun vilde gjerne have sine Børn døbte , og saa 
nyde Sacramentet i Forening med os Alle . Dette 
slete da ogsaa , og hun var i fuld Samling under 
det Hele . Jeg tog Huen af de Smaa . Den Førstefødte 
blev kaldet Christian efter min Broder , og den 
anden Carl efter Fader . 

Før hun gik til Herrens Bord , sagde hun til 
Præsten , i vor Nærværelse , ( hun ønskede ei at vi skulde 
gaae ) at hun var bange , hun ikke havde virket nok , 
for at vinde sin Mands Kjærlighed , og at Dette laae 
hende meget paasinde . 
„ Havde jeg søgt efter det Gode hos ham , saa 
havde jeg nok lært at elsfe ham , men jeg faldt gradeviis , 
uden mindste Kamp , ned i Ligegyldigheden ; 
jeg har slet ikke været Noget for ham , ikke det 
Mindste . “ 
„ Hvordan var han mod Dig , mit kjære Barn ? “ 
spurgte Præsten , idet han venligt saae paa hendes 
lille , blege , blide Ansigt . 
„ Ingen af os kunde finde det Gode hos hinanden ; 
han var ogsaa ligegyldig , men , naar jeg ikke 
havde givet ham det Kolde endnu koldere tilbage , 
var det gaaet anderledes . Det er skrækkeligt at leve 
aarviis sammen , uden at komme hinanden nærmere ; 
det falder nu paa mig , som en rigtig Synd . “ 
„ Præsten og hun talte i nogen Tid om Dette . 
Tilsidst bad hun ham skrive til hendes Mand , naar 
hun var død , lægge hendes Brev i sit , og meddele 
ham hendes Bekjendelse og Anger . 
Det var nogle Dage efter , ved Midnat . 
Vor lille Lampe med den grønne Skjærm stod 

paa Bordet . Moder og jeg strikkede , Fader fletfede 
Havekurve af Bastbaand , Skyggen af hans Skikkelse 
og den lille Vugge laae paa Gulvet . Min Broder 
sad hos Rose ; hun laae i en mild , stille Søvn , 
støttende Hovedet paa hans Arm . 
Saadan laae hun hele Natten , til hun døde . 
„ Er hun død , “ sagde Datteren næste Morgen , 
og saa græd han ; Alle , der kjendte vor Rose , holdt 
af hende . 

Fjortende Capifel . 
Efter Roses Død kom Christian hver Dag og saae 
til Børnene . „ Hvordan har de det ? “ spurgte han 
os , og saa bøiede han sig ned og saae paa de 
Smaa i Vuggen , men der var noget forunderlig 
Sørgmodigt i hans Stemme , og naar han gik igjen , 
var det , som han havde søgt efter Noget , og ikke 
kunnet finde det . 
Saadan blev han ved længe ; han kom hver 
eneste Dag , saae paa dem , talte lidt om dem , og gav 
Moder Penge til deres Fornødenheder , men det var , 
som Hjertet blev udenfor , eller , dette er maaflee ikke 
rigtigt udtrykt , det var , som han gik ud med det 
samme Kjærlighedsmaal , han kom ind med , som 
han Ingenting kunde give til saadanne smaa ubevidste 
Nogle , der hverken kunde give igjen eller 
modtage . 
Moder og jeg syntes at Børnene vare saa 
usædvanlig sunde , kraftige deilige , og at det maatte 

være langt lettere at elske dem , end at lade det være . 
Jo mindre Børn ere , og jo mere de trænge til 
os Qvinder , jo mere tilfredsstille de jo vor Kjærligheds 
Trang . Vi havde meget ondt ved at forstaae 
ham . 
Der gik to , tre , fire Aar ; han saae paa dem , 
famlede fremdeles efter Trøst , og fandt kun Tomhed ; 
men efter den Tids Forløb , indtraf der en lille Begivenhed , 
der , hvor ringe den var , dog bragte dem 
sammen . 
En Eftermiddag , medens jeg sad med mit Arbeide 
paa Høien ved Steengjærdet , hvorfra man 
havde Udsigt over Markerne , og Drengene vare hos 
mig , fik disse , — da vare de fire Aar — Øie paa min 
Broder , der tilhest ( langt borte paa Præstens Jorder ) 
talede med Høsffolkene . „ Maae vi gaae derud , “ 
bleve de længe ved af bede , skjøndt jeg eengang havde 
sagt , af nu maatte de ikke , men siden skulde jeg følge 
dem til deres Oncle . 
Da jeg ikke mere hørte deres : „ Maae vi gaae 
derud , “ troede jeg , af den Sag var afgjort , men lidt 
efter , da jeg hævede Blikket , saae jeg med Forfærdelse , 
af de smaa Fyre vare sprungne over Gjærdet , 
og fore afsted over Kløver og Sæd ligeud , den Vei , 
der syntes dem nemmest . Det var ikke tænkeligt , 
jeg kunde standse dem , saa langt Forspring havde de . 

— Midt imellem dem og min Broder var der en 
dyb Grøvt ; da de pludselig standsede her , vare de 
allerede blevne saa ubetydelige for mine Øine , af jeg 
neppe kunde see dem . Det var som smaa raadvilde 
Insecter , der løb frem og tilbage og hverken vidste 
ud eller ind . Endelig , da de vare vedblevne saaledes 
nogen Tid , og jeg med Skræk saae dem gjøre 
et Forsøg paa af passere Grøvten , opdagede min Broder 
deres ubetydelige Skikkelser , steg af Hesten og løftede 
dem Een , efter Een , over . 
En Timestid efter , kom han ridende med dem . 
Fra den Tid holdt han af dem , fra den Tid voxede 
de sammen , og fra den Tid blev han glad . 
Rose har nu været død i elleve Aar . 
Vort Huus er for Tiden et rigtig lykkeligt 
Hjem . 
I de gode Aar har Fader taget al den Kraft 
tilbage , som han mistede i de sørgelige ; staar man 
ikke seer paa det hvide Haar , men paa det friste 
brune Ansigt , vil man finde , at Tiden snarere har 
gjort ham yngre end ældre . 
Hans Stemning og Udseende rette sig som sædvanligt 
efter Christians Stemning og Udseende . Nu 

sætter Christian sin Fod kraftigt ned mod Jorden , 
derfor gjør Fader det ogsaa ; nu er Christians Aasyn 
klart , derfor er Faders det ogsaa . Christian er egentlig 
Faders eneste . Kjærlighed . Han holder meget af 
Moder , meget af mig , og mere af Drengene , men 
alt Dette , paa en Vægtskaal , er ikke som fire Lod mod 
et Pund , naar man sammenligner det med hans Godhed 
for min Broder . 
Paa Moder har Sorgen efterladt meest Indtryk . 
Den trygge Forvisning om , at Rose dog , fra først 
til sidst , kun elskede ham , og at hun elsker ham endnu , 
har efterhaanden taget al Braad og jaget alle 
Skyggebilleder fra Christians Sjæl , men Moder kan 
ikke slippe Angeren over Fejlgrebet . 
Hun lader sig dog ikke kue ; det er ikke hendes 
Natur at lade sig kue ; naar hun salder paa 
den ene Side , vil man nok snart see hende reise sig paa 
den anden . Enhver har vist baade slemme og gode 
Minder ; taler Dette til hendes Skam , er der saameget 
Andet , der taler til hendes Roes ; det tænker 
hun saa paa og fornøier sig over . Hun nynner , 
Gud skee Lov , endnu som før , og er mild og glad 
ved sin Dont , men Børneopdragelsen tør hun ikke 
mere give sig af med ; i den Retning bøier hun sig 
dybt ind under Christians Villie . Forholdet mellem 
Moder og ham er det allerbedste ; jeg troer i sit 

Hjerte føler han stor Taknemmelighed imod hende , 
fordi hun viser denne Selvovervindelse ligeoverfor 
Drengene ; han veed hvad det koster hende , ikke 
at forkjcele dem . 
Naar jeg taler om Drengene , maa jeg sige , at 
Huset aldrig var blevet , hvad det er , uden dem , og 
at al vor Glæde — ikke alene Christians — slaaer 
Kreds om dem . 
Det er et velsignet Syn , — Fader standser 
sommetider med sit Havearbejde , smutter bag om Hyldetræet , 
og kigger ind , bare for at see det — naar 
Christian , med Drengene , een paa hver Side , — 
de slynge gjerne hver en Arm , saa langt den kan 
naae , om hans anseelige Skikkelse — sidder ved Skolebordet . 
Jeg 
troer , alt imedens han bibringer de videlhstne 
Drenge af sit Kundskabs-Forraad , undrer han sig 
selv over det Liv og den Kraft , der er kommet i 
alle de døde Ord , der paa saadan en møjsommelig , 
aandløs Maade bleve samlede sammen , og som han 
næsten troede for evigt begravne . 
Min Broder er nu altid hos os . Han har 
Overbestyrelsen af Haven , men Fader bestrider endnu 
Drivhuse , Drivkasser og kort sagt Alt , hvortil ufordres 
en kunstnerisk Behandling . Der er mere end Nok at 
gjøre for dem Begge . Haven er bleven meget større 

end før ; hvert Aar forøges den med et Stykke ; siden 
Jernbanen ( vi ere Alle enige i at holde af dens Piben ) 
er kommen , kunne vi faae Alting afsat til gode , 
høie Priser . 
Vi sidde for Tiden i jevn Velstand ; der er flet 
ikke Tale om , at vi ikke kunne gjøre det godt for 
vore Drenge . 
Moder har endnu sine Bier . I dette Øieblik 
seer jeg netop , hvor forfærdelig travlt de smaa Dyr 
have , og saadan arbeide de , Dag ud og Dag ind , 
baade de Hellig og de Søgne , aldrig mere for Urtekræmmeren , 
ganske alene for Moder . 
Jeg fortjener ved min Syning . Naar man fratager 
de Fiffigste , ( dem kan jeg ikke gjøre tilpas ) lade 
alle nette , tarvelige unge Piger deres Kjoler sye hos 
mig . 
Enhver af os fortjener Paa sin Maade . Da vi 
have Mere end til eget Forbrug , har Hver sin private 
Sparekassebog ; det er Altsammen til Drengene . 
Deres egen Fader er død , hans Familie har 
ikke spurgt til dem ; vi maae jo være Fader , Bedsteforældre 
og Tante , og erstatte dem alle øvrige Slægtninge . 
Hver 
Søndag gaae vi samlede fra Kirken til 
Roses Grav , der er en af de friskeste og deiligste paa 
Kirkegaarden . Midt paa den staaer ingen mørk 

Hængeask , for at skjule Døden , men en slank Cypres , 
der peger iveiret . 
Naar vi gaae tilbage gjennem den lyse , solbeskinnede 
Kirkegaard , Drengene foran , vi Ældre bagefter , 
føle vi ikke Sorg , men Fred og Glæde , og 
inderlig Taknemmelighed mod Vorherre for Moders 
velsignede Arv .