normalized/1870_Friis_MagnusHeinesen.txt

Første kapitel . 
Venskabspagten . 
År 1579 gik den myndige lehnsmand Christoffer 
Walckendorff med et fortrydeligt udtryk 
i sit åsyn op og ned i sin „ Skrivestue “ på bergenhus 
slot , medens hans sekretær , hans Lindenow , 
sad ved et bord i et hjørne af værelset , ivrig beskerftiget 
nied at åbne og gennemløbe en del 
brevskaber , der vare ankomne den samme morgen 
både fra Danmark og det øvrige Norge og 
udgjorde en meget betydelig masse dokumenter , 
eftersom der var gået flere uger hen , siden lehnsmanden 
havde modtaget en lignende sending . 
Af og til kastede han et blik i et åbent papir , 
han holdt i hånden , men til sidst smed han det med 
en fortrydelig mine på bordet , hvor skriveren sad 
og udbrød , idet han atter begyndte sin vandring 
omkring i værelset : 

„ Hvor kan hs . Nåde , kongen , dog forlange , at jeg 
skal kunne standse fribytteriet ved de færøifle kyster , 
når han ikke sender mig et krigsskib herop til hjælp . 
Garperne * ) kan jeg nok holde i øren , thi dem 
har jeg omkring mig ; men fribytterne , der er i dag 
her og i morgen der , kan jeg umulig få fat på , 
uden et vel armeret skib . De må bjerge sig selv 
derovre , i det mindste indtil videre som de bedst kan 
og vil folk besejle disse eilande , må de tage 
mandskab med fil af forsvare skib og ladning . “ 
„ Jeg ser , af hs . Nåde kongen , giver edermyndighed 
fil selv af udruste et vel bemandet skib 
for af krydse imod fribytterne “ , bemærkede sekretæren , 
idet han gennemløb kongebrevet , „ det var dog altid 
værd , af gøre et forsøg dermed . Idetmindste vil 
det indjage disse skarnsmennesker en gavnlig skræk , 
ja , måske endog helt forjage dem af farvandet . “ 
„ Men hvor skal vi få et sådant skib fra og 
hvor skal vi sinde en mand heroppe , der er dygtig 
nok fil af føre det og gøre virkelig nytte med det ? “ 
Spurgte lehnsmanden utålmodig . — „ Nej , vi få 
af skrive tilbage og forestille hs . Majestæt , af der 
må snarest mulig sendes et skib herop . Så kan 
det blive fil noget . “ 
* ) et spotnavn ti ! Lybekkerne . 

„ Men inden det sker kan mangen ulykke foranlediges “ , 
indvendte hans Lindenow . „ Færingernes 
klager blive stedse mere lydelige . Præsten på 
syvers er jo flygtet og de øvrige beboere må 
skjule sig som de bedst kan i huler og kløster og fra 
bjergtoppene se , hvorledes man afbrænder deres 
huse , slagter fårene , som ikke er drevne til fjælds , 
og bringer alt deres rsrlige gods ombord . Fiskeri 
og handel ligger så godt som stille og vi blokeres jo 
næsten her i Bergen af en eneste lumpen sørøver . “ 
„ Alt dette behøver i ikke at opregne for mig 
da jeg jo ved det ligeså godt som i “ , svarede 
Walckendorff halv fortrydelig , „ kunne jeg få den 
skælm til clerck , hængt , som forøvede den skarnstreg 
på østers og nu ligger her udenfor , skulle jeg 
ikke spare en god skilling . “ 
„ Jeg kender en mand her i Bergen , “ bemærkede 
sekretæren , uden som det lod at lægge mærke til 
sin herres voksende onde lune , „ og han ville snart feje 
farvandet rent for alverdens clercke , om i ellers ville 
betro ham dertil . Kun ved jeg ikke , om han har 
evne til at udruste et skib og endnu mere frygter 
jeg for , at i , herre , tykkes om mit forslag , da i 
ofte har ladet ham søle eders retfærdige fortsrnelse . 
Jeg mener Mogens Heinesen , “ skyndte han sig 

at tilføje , da han så , at lehnsmanden hørte på 
Hain med opmærksomhed . 
„ Hvad for noget ! den liderlige fugl , den 
drukkenbold og slagsbrøder , der giver bysvendene 
mere af bestille end alle Bergen » Indvånere tilsammen 
- hvor kan i finde på af nævne ham ? “ 
Spurgte lehnsmanden hæstig . „ Men , nu husker jeg 
det , i har jo et par gange bedet godt for ham , 
uden af jeg kunne forstå hvorfor . “ 
„ Mogens Heinesen er ganske vist et menneske 
med tøjlesløse lidenskaber , som end mere er blevne 
udviklede på hans tidligere kapertog i spansk 
tjeneste ; thi det er ikke på slige rejser , af nogen 
fial lære dyd og gode sæder ; men “ , vedblev hans 
Lindenow , da han bemærkede , af Walckendorff 
hørte roligere på ham , „ han er alligevel i besiddelse 
af mod og en snarrådighed , som gør ham selvskreven 
til en så farefuld post . At han har gjort 
mange gale streger her i Bergen , er vel sandt , men 
lediggang er djcrvelens hovedpude , siger ordsproget 
og en mand som Mogens gør spektakel af hare 
tidslede , når han intet bedre har af fordrive 
dagen med . Desuden er det jo kun garperne , han 
er på nakken — landets egne børn rører han 
aldrig , uden af de holde med dem . “ 
Hans Lindenow bemærkede straks det gunstige 

indtryk , hans forestillinger havde gjort på hans 
herre så snart han nævnede garperne ; thi var der 
nogen , Christoffer Walckendorff var forbitret 
på og lod søle sin myndighed så var det netop dem 
og ganske vist er det , at sekretærens tidligere fordønner 
for Mogens Heinesen ikke ville have 
frugtet så godt , dersom det ikke havde været 
de lybske i Bergen , de såkaldte „ Contoirske , “ han 
havde ladet søle sine nævers kraff . 
„ Hvoraf kommer al eders godhed for denne 
vildkat ? “ spurgte Walckendorff synlig mere velstemt . 
„ Jeg har oftere tænkt derpå ; thi jeg kan ikke forstå , 
hvorledes i kan have godhed for en mand af hans 
sæder . Jeg mødte eder jo også engang sammen 
med ham på bryggen * ) . Sig mig det oprigtig , 
hans Lindenow ! det vil have megen indflydelse 
på min beslutning . “ 
„ Jeg skal sige eder det ligeså oprigtigt som i 
spørger mig derom , herre , “ svarede Lindenow med 
synlig forlegenhed . „ Uagtet jeg ikke har nogen 
grund til at glæde mig ved mit skriftemål , skal i 
dog åbent og ærligt få det at høre . Men det må 
jeg først sige eder , at jeg ville have anbefalet ham 
til denne post , selv om jeg ikke på en måde stod i 
* j havnen . 

gjceld til ham , fordi han engang frelste mig af en 
selvforskyldt nød . Derimod er det ganske vist , at jeg 
ofte har bedet godt for ham hos eder af taknemmelighed 
for den hjælp , han i sin tid ydede 
mig . “ 
„ I ved herre “ , vedblev sekretæren , „ at jeg for 
nogle år siden rejste udenlands med den unge 
Jørgen fris , der døde i drysset . Jeg rejste 
derefter til antverpen , for at trceffc et skib , med 
hvilket jeg kunne gå tilbage til Danmark ; men her 
blev jeg bekendt med en usling , jeg tidligere havde 
mødt i drysset . Han var en mand af et behageligt 
vasen og vandt i . få dage min tillid og fortrolighed . 
Da jeg kedede mig i byen , drev jeg med 
ham om på de offentlige steder og han førte mig 
en aften ind i et spillehus , hvor vi først drak en 
del vin , men derefter kom vi til at spille og jeg 
tabte snart alt , hvad jeg ejede . Da jeg ikke havde 
flere penge , ville jeg låne hos min formentlige ven , 
men nu viste han sig i sin sande skikkelse og sagde , 
at han ikke lånte noget til en prakker . Ophidset 
af spil og vin gav jeg et heftigt svar , men nu 
gav han mig et slag så jeg tumlede og et par 
andre af komplottet rejste sig med det udråb : sund 
ham ud , smid ham ud ! 
„ Først tage hans penge og så banke ham , ret 

er før grov en spøg , hørte jeg i det samme en dansk 
eller rettere en norsk stemme lyde og aldrig har jeg 
hverken før eller siden hørt en lifligere røst . 
Jeg stod aldeles målløs , langt mere ved at høre 
denne stemme end ved den forsmædelse , jeg havde 
lidt , men i samme øjeblik så jeg en ung , kraftig 
mand i sømandsklæder springe som en tiger ind 
på mine angribere . Der blev et forfærdeligt røre , 
i hvilket bordene væltedes , lysene slukkedes og brøl 
og støj lød fra hver krog i det store værelse . 
Hvorledes jeg kom udenfor ved jeg ikke ; men næppe 
var jeg på gaden før min ubekendte ven også 
kom springende ud , blodig både i ansigtet og på 
hænderne . 
„ De slyngler vare før mange , “ sagde han atter 
på dansk „ nå , der er han “ , vedblev han i samme 
sprog : „ Løb din vej før vagten kommer “ , udbrød 
han på dårlig hollandsk og begyndte selv at løbe 
ned ad gaden . 
Nu fik jeg min samling og mæle igen . Jeg 
kaldte på ham i vort fælles modersmål og han 
standsede ligeså lynskagen som jeg før . Snart var 
jeg ved hans side og vi løb nu ned ad gaden 
igennem flere stræder til vi nåde havnen . 
„ Nå , så du er en landsmand , “ sagde han , 
„ det må jeg have haft på følelsen , ellers 

havde jeg vel ikke bundet an med hele stuens besætning . 
— hold bare op med din taksigelse , men 
hvem er du egentlig og hvordan er du kommen 
på den galej ? “ 
Vi gik nu roligere ned ad havnen og jeg fortalte 
ham alt . — han sagde mig til gengæld , at 
han hedte Mogens Heinesen , var fra Færøerne , 
var kommen med et norsf skib hertil , men at 
skipperen havde jaget ham fraborde her i byen , 
fordi han ikke kunne enes med det øvrige mandskab . 
Da det var langt ud på aftenen skiltes vi nu , 
men satte hinanden stæevne til næeste dag ; — vi 
mødtes på den bestemte tid og begyndte da at 
rådslå om vor fælles fremtid , medens vi gik ind i 
et vinhus og drak os et krus , som han betalte , da 
jeg aldeles ingen penge havde . 
Jeg var meget nedtrykt , uden penge og hjælpemidler 
i et fremmed land ; hvorledes kunne jeg vcrre 
anderledes ? 
„ Ikke forknyt , gode herre , “ sagde min beflytter 
leende ; „ tabe vi modet , tabe vi alt . Se , her er hele 
min rigdom og den vil vi nu drikke op , go før jo 
heller ; thi jeg får aldrig penge før jeg har givet 
den sidste skilling ud . “ 
Retsom han udtalte disse ord , kom en flok vildt 
udseende sømænd , der åbenbart hørte til et kaperflib , 

ind i stuen med stor larm og skrål . Den ene 
af dem , der siden viste sig at være deres fører , tog 
en nævefuld guldmønter op af lommen og forlangte 
i en bydende tone kryddervin til ham og hele 
banden . 
Derefter kastede han sine dine på os og efter 
at have sendt mig et flygtigt blik , fæstede han sine 
gennemborende dine på min kammerat . 
„ Se ! sådan leve vi kapergaster . Altid lystighed 
både tillands og tilsøs og have vi sat vore penge 
overstyr , så en rask fægtning på liv og død og 
vi styre da iland igen med fulde lommer . Kom og 
drik med , min gut “ , vedblev han og rakte Mogens 
et fuldt krus ; „ jeg skulle fejle meget , om du ikke er 
en mand før mig . Her er vin og mangler du 
penge , så hold din hånd ud , og flere kan du 
få , om du går med på „ Seierskrandsen , “ hvis 
bedste blomster du her ser for dig . “ — Mogens 
lod sig ikke dette sige to gange ; han tog imod det 
rakte krus og tømte det til bunden , under de ville 
mænds jublende bifaldsråb . Han sad snart iblandt 
den larmende skare , der pluddrede i ethvert tungemål , 
og syntes aldeles af have glemt mig , ligesom 
jeg for længst var glemt af den hele flok . Støjen og 
latteren blev stedse højere ; krusene fyldtes og tømtes ; 
terningerne rullede på bordet ; snart kivedes man , 

snart var man gode venner ; latteren og lystigheden 
nærmede sig højdepunktet . 
Jeg ville bort medens det endnu var tid ; men 
forlade min landsmand uden af advare ham og i det mindste 
uden af sige farvel , var mig umuligt . 
Forsigtigt nærmede jeg mig den ville klynge , da 
en af de stærkeste mænd greb mig og smed mig op på 
bordet imellem krus , penge og terninger , idet 
han svor på , af jeg skulle sige ham , om jeg virkelig 
var et mandfolk , eftersom jeg var så spinkel af 
vækst . Den ville flok tiltordnede ham bifald ; men 
nu rev Mogens en kniv fra kaptajnen , ved hvis 
side han sad , og svor på , af den første , der vovede 
af lægge hånd på mig , skulle høre ham til . 
„ Det er talt som en vordende mand af „ Seierskrandsens “ 
Brave gutter , “ råbte kaptajnen , der 
åbenbar havde herredømmet over sig . „ Enhver 
ærekær gut forsvarer sine venner med sit hjerteblod “ , 
og uden videre greb han mig i brystet og det ene 
ben og satte mig ned på gulvet igen ved siden 
af sig . — 
„ Pil nu af så godt dine ben have lært dig ! 
Du duer ikke engang til af pudse solvtøiet ombord i 
„ Seierskrandsen “ , tilføjede han leende . 
„ Stop lidt “ råbte nu Mogens , der havde 
givet kaptajnen sin kniv tilbage og bemærkede de 

afskedsblik , jeg tilkastede ham . „ Du tilbød mig før 
penge , kaptajn seierscel , thi det navn bør 
„ Seierskranlsms “ Fører alene bære ; ræk mig en 
ncevefuld i navnefæste og jeg er lin mand på 
tre togter . “ 
„ Her har du guldstykker og flere kan du få , 
du guldfisk , som jeg i dag har kapret “ , råbte kaptajnen , 
synlig smigret ved det ham tildelte navn ; 
„ men hust på , af her drikker du frit - i dag er du 
min gjcest . “ 
„ Se beder , hans “ udbrød nu Mogens uden at 
sige så meget som tak før de modtagne penge . „ Nu 
kan vi begge klare os . Hils gamle Danmark og så 
en skål før kaptajn seierscrl . “ 
Jeg var så fortumlet ved alt , hvad der var 
mødt mig og må have set halvfjantet ud . Da jeg 
kom lidt til mig selv , puttede jeg mine penge i 
lommen og bestræbte mig før idetmindsle at sige nun 
brave landsmand tak ; men han havde øje og øre 
før alt andet og da der i det samme opstod et 
frygteligt klammeri og jeg på flere steder så 
knivene blinke over bordet , ilede jeg ud af dette 
forfærdelige hus . 
Næste dag gik jeg derhen igen , uden at træffe 
min landsmand og derpå skyndte jeg mig ned til 

havnen før at sinde ham der ; men „ Seierskrandsen “ 
Var lettet om morgenen og jeg traf ham først her i 
Bergen igen , ligeså blottet før penge som han var 
i antverpen , men ligeså ligegyldig før den dag 
imorgen som den gang . “ 
Christoffer Walckendorff havde hørt på 
sin sekretærs fvrtæelling med stigende deltagelse . 
„ Er i kommen ud af eders gjceld til ham ? “ 
Spurgte han endelig . 
„ Hvad venskabsgjæelden angår , da kan jeg aldrig 
så den afbetalt , “ svarede Lindenow , med et udtryk 
af følelse , der gjorde ham megen sere ; „ men , hvad 
pengene betrceffer , da ligner han heri sig selv . 
Jeg tilbød ham ved vort første møde , at afgøre alt , 
selv om jeg skulle have faget forskud hos eder , 
herre , men han sagde leende , at jeg måtte afgøre 
det med „ salig seierscrls retmæssige arvinger , 
når jeg engang finder dem — ham flyldte jeg intet ; 
men ville jeg give et krus kryddervin for gammelt 
bekendtskabs skyld , da han selv hverken havde penge 
eller kredit , så ville han med fornøjelse tømme det 
med mig . “ 
„ Jeg vil straks sende bud efter ham “ sagde nu 
lehnsmanden efter nogen betænkning „ og kan han 
skaffe sig skib og mandflab , skal han også blive 

sendt ud efter fribytterne — om blot for at fjerne 
ham fra byen for eders skyld . Hænger han ikke 
clerck så hænger denne ham og i begge tilfælde er 
intet tabt . “ 

andet kapitel . 
Magnus Heinesen og „ Harperne “ . 
Vi vende os nu til et uanseeligt hus i et af 
de mange små strider , som findes i Bergen , næer 
ved havnen og fil et endnu uanseeligere værelse i 
samme hus . 
Værelset havde kun en dør , der oven i købet hang 
på sin ene hængsel og dannede den umiddelbare 
udgang fra stuen fil stræedet , samt et eneste vindue , 
der ville have afgivet en endnu tarveligere gennemgang 
for lyset , dersom ikke to af le fire hørnruder 
vare slagne ud , så der var frisk luft nok i 
samme værelse . 
Møblementet var — endog når man tager 
hensyn fil datidens tarvelighed hos småfolk — 
højst ufuldstændigt . 
Et stærkt bord på fire råt tilhugne stolper , 
der vare rammede ned i jorden , med en bordplade 
endnu med Barken på undersiden , en større og 

mindre bænk , samt tvende stole , hvoraf den ene 
kun havde tre ben — både bænke og stole ligeså 
ufuldstændig udgangne fra deres mesters hånd som 
bordet —- om rygstød var naturligvis ikke at tale — 
et bredt , ligeså råt tildannet sengested af uhsvlede 
brædder — om dette model for øvrigt kunne fortjene 
navn af sengested — opfyldt med gamle seilstumper 
istedetfor sengeklæder og tjenende fil leje , fil sofa , 
fil spisekammer og fil gud ved ellers hvad , fuldendte 
hele dette jammerlige opholdssteds udstyrelse . 
I værelset befandt sig to mænd ; den ene lå 
med hovedet på begge sine arme , der hvilede på 
bordet og syntes af sove . Den anden lå på 
sengestedet , slettende sit hoved på sin hånd og 
så på sin kammerat . 
Den første var en hej , svær mand med lyst 
hår , men ansigtstrækkene kunne man naturligvis 
ikke få af se — ham i sengen var mindre , men 
undersætsig , med merkt krøllet hår , en bred , hverken 
hej eller lav pande , en let opadgående næse , en 
lille mund og et par blå øjne , hvori bestemthed 
og kløgt åbenbar udtalte sig . Begge vare de i 
uldne undertroier , medens overtrøierne hang over 
sengestedets fodende . 
„ Jonas ! “ råbte den yngre i sengen „ Jonas ! “ 
Gentog han , „ hører du ikke , din fyldevom ! “ 

en grynten fra ham ved bordet var dennes 
eneste svar . 
„ Jeg er intet svin og forstår ikke dit grisesprog “ , 
vedblev han i sengen . „ Men fyld mig 
kruset og ræk mig det fluks , så kan du fortsætte 
med din slægts mæle for mig så længe du vil . “ 
„ Fylde kruset ! Hvormed ? “ spurgte nu Jonas og 
vendte sit brede ansigt , der forresten fremviste en 
blanding af rå , men godmodige træk . „ Hvormed 
skal jeg fylde det ? “ 
„ Med godt , gammelt øl , naturligvis “ , svarede 
hans kammerat ; „ men skal du af vanvare tage fejl og 
komme kryddervin i det , skal det ikke være dig til 
fortræd ! “ 
„ Fyld det selv , du praler , om du ellers kan , “ 
Brummede Jonas atter med næsen mod bordpladen . 
„ Gå hen og borg en tønde rostocker øl eller 
pryssing hos karperne og lov dem bestemt betaling 
når månen falder ned , “ vedblev han i sengen leende . 
„ Gå selv , du spottefugl ! og velbekomme 
traktementet “ , gryntede atter den anden . 
— „ Ja , øl må vi have , hvor vi ^å skal hente 
det “ , svarede den unge mand og sprang ad af sengen . 
„ Om jeg så skal hente det i garpernes egen ølkjelder 
med en knippel i hånden , må oi have noget . 
Siden iaftes har vi hverken fået vådt eller tørt . “ 

„ Du mener nok : siden i morges , “ bemærkede 
Jonas tort og køstede atter hovedet op fra bordet , 
„ thi efter min regning var solen oppe før vi kom 
hjem . “ 
„ Det er en forbandet by “ , mumlede den unge 
mand ; „ her i Bergen ligger alt stille undtagen jeg 
og derfor kan jeg ingen vej komme . Således kan 
det ikke gå . Tungen hænger tør i halsen på mig ; 
der må vædelse til , om jeg ellers skal leve til 
aften . “ 
„ Hvor vil du hen , Mogens “ , spurgtejonas , 
uden af svare på sin vens bemærkning , da han så 
ham trække i sin trøje . — 
„ Hen til karperne , naturligvis “ , svarede denne 
kort ; „ vi må have noget af drikke . “ 
„ Du henter dig kun et blåt øje og buler i 
hovedet “ , indvendte den anden . „ Gå heller ud 
til cleru herudenfor , som jeg stadig har rådet 
dig . “ 
„ Ikke et ord mere herom , Jonas , hverken for 
spøg eller alvor , om vi ellers skal vedblive i vort 
venskab “ udbrød Mogens , som læseren allerede 
har gjettet af være Magnus Heinesen . „ Ikke et 
ord mere derom . 
Mødes clerck og jeg nogensinde bliver det ikke 
gammensord , vi skifte , såsandt som jeg er en god 
2 

færing og han har bragt stor ulykke over Færøerne , 
ja brandskatter dem endnu den dag i dag . Heller 
går jeg med fiskerskuderne til vestfjorden og lever af 
rådent vand og fiskerogn “ , tilføjede han . 
„ Gå hvorhen satan du vil , når du blot 
skaffer øl i kruset “ , svarede Ionas , åbenbar fortrydelig 
over hans vens tilrettevisning . „ Men du 
må have ham i lommen , om du presser så meget 
som en slurk af nogen garpe her i hele Bergen , 
med mindre du lover dem , at de må hænge dig 
bagefter . “ 
„ Det lover jeg dem gerne , om de så kan få 
fat på mig “ , råbte Heine sen med munterhed . 
„ Det kommer an på en prøve ! Farvel , Ionas , 
din dsdbider , og på glædeligt gensyn . “ 
Retsom han åbnede døren for at træde ud i 
strædet stod en af Christoffer Walckendorffs 
velbekendte drabanter udenfor , åbenbar med det 
forsæt , at se indenfor til ham . Dette syn gjorde 
ingenlunde noget behageligt indtryk på he in es en , 
men han lod sig ikke forknytte : „ Hvad godt nyt , min 
gode Andreas ? “ udbrød han ; „ kom kun indenfor , min 
ven ! det sømmer sig ikke , at du står længer herudenfor , 
om du ellers har budskab til mig eller 
Ionas Maibom . “ 
„ Det er dig , mit budskab gjelder , Mogens “ , 

svarede drabanten med en vis vigtighed . „ Den 
nådige hr. Lehnsmand , Christoffer Walckendorff , 
stævner dig til at møde hos sig , når først 
du kan og jeg vil råde dig til , at skynde dig 
noget . “ 
„ Tak for god underretning , Andreas , og for 
dit gode råd “ , svarede Heinesen , med påtagen 
munterhed . „ Havde jeg øl i kruset , skulle jeg have 
rakt dig det ; men Jonas derhenne drak resten ud , 
ret som han hørte , at nogen rørte ved døren . Det 
er så hans vane — intet at levne til gode 
venner . “ 
„ Ja , nu god dag , Mogens , og lyd kun mit 
råd og lad den nådige herre ikke vente , om du 
ellers vil vel fare . “ 
Med disse trøstelige ord forlod den værdige Andreas 
de to venner . 
„ Det var det øl , du skulle hente hos garperne , 
Mogens “ , bemærkede Jonas med et ironisk smil 
på sit brede åsyn . 
„ Ingenspot , du tørvetriller ! “ udbrød Magnus 
Heinesen næsten i komisk fortvivlelse . „ Det er galt 
nok , at komme til lehnsmanden efter en sådan 
kaldelse ; men komme til ham på fastende hjerte , 
det er aldeles fortvivlet . “ 

„ Du glemmer nu igen , at du havde en god 
rus inde ved daggry “ , trøstede hans ven ham . 
„ Å , den er jo for længst sovet ud ! men hvad 
troer du egentlig han vil tiltale mig for denne 
gang , Jonas “ , spurgte Heinesen . „ Er det for 
det lapperi med de to Garver næstførleden nat hos 
Chrisfoffer øltapper , eller for den dukkert , Heckel 
fik eller for den flænge , bysvenden fik forrige 
tørsdag — eller , 
„ Eller , eller , eller “ , vrængede i o n a s ; „ Du kan 
blive således længe ved , Mogens . Det er ikke 
værd , af du piller dig med disse betragtninger . 
Lehnsmanden har dem vist alle på papiret og han 
vil næppe glemme nogen af dem , når du kommer 
op til ham . “ 
„ Ja , men hvad kommer det alt sammen lehnsmanden 
ved “ , spurgte Heinesen . „ Vi have jo 
borgemestre og råd , for hvem jeg skal stande til 
rette . “ 
„ Lehnsmanden ved sagtens , af du kun lidt 
bryder dig om de fårehoveder ; men forresten kan 
du jo sige ham det selv , så får du det nok af 
vide “ , trøstede Jonas ham . 
„ Ja , hvordan det er , eller ikke er , så må jeg 
nu til ham , thi med alt det , er hanikke af spøge med “ , 
bemærkede Heinesen ; „ men forresten vil jeg sige dig , 

at jeg heller var med at entre et kaperskib med 
huggerten i hånden . — og så ikke så meget 
som et krus øl at styrke mig på forinden ! 
Nå , farvel , Jonas , ligeså godt hoppe i det 
som krybe i let ! gå du om lidt hen til Thomas 
brakncese og beholder lehnsmanden mig ikke , flat jeg 
gerne tomme alle de kruse , som du i dit venskab 
vil unde mig , når vi atter ses . “ 
Medens Magnus Heinesen med så tungt et 
hjerte , som hans lette sind kunne tillade ham , 
vandrede til lehnsmandens bolig , skal vi se , hvad 
der imidlertid er foregået , ja endnu tildrager sig der . 
Umiddelbart efter drabantens afsendelse vare 
tre tyske handlende blevne meldte for lehnsmanden 
og efter en passende stunds forløb tilstedte adgang 
til ham . Disse lybske købmænd havde endnu i 
Bergen bevaret en del af deres gamle myndighed , 
dels på grund af deres rigdomme og dels 
formedelst deri viklieloshed , borgemestere og råd 
samt le tidligere lehnsmcmd vare optrådte med 
ligeoverfor dem . Christoffer Walckendorff var 
en ganske anden mand . Han ville ikke vide af 
anden selvrådighed end hans egen . Det måtte 
derfor snart komme til sammenstød imellem de 
mægtige handelsherrer og den myndige lehnsmand , 
ler imidlertid snart viste dem tilbage inden så snever 

grændser , at deres anseelse fra den stund lev et 
uopretteligt knæk og de indfødte handelsmænd begyndte 
at udvikle en vis selvstændig virksomhed . 
Denne lehnsmandens store uvilje mod de „ Contoirfle “ 
Var Magnus Heinesens store held ; thi selv hans 
Lindenows mellemkomst ville — som tidligere bemærket 
— intet have udrettet , dersom det havde været 
landets egne børn og ikke de lybske pebersvende , med 
hvem han så ofte ragede sammen , at der nasten var 
åbenbar krig mellem ham og disse . 
„ Hvad er eders begjering , i gode mænd “ , 
spurgte Walckendorff på dansk ; thi ville de høres 
af ham , måtte de også betjene sig af samme sprog 
— idet ban mynstrede dem med et mere alvorligt end 
strengt blik . 
„ Vi bede i den hele lybske handelsstands navn 
her i den gode stad Bergen — eder , nådige hr. 
Lehnsmand ! “ begyndte den ene af dem , idet de alle 
tre atter bukkede dybt— „ at i vil forskaffe os nogen hjælp 
og lindring i den store ulempe , som vederfares vor 
handel , derved at den grumme fribytter clerck har 
iagt sig i skærene her udenfor fjorden og optager 
det ene skib efter det andet , både dem , der skulle 
hertil og dem , der afgå , af hvad nation de end er 
og til hvilke havne , være sig inden- eller udenlandske , 
de end henrejse , til allerstørste molest , tab og hindring 

for alle handlende , men mest for os , som findes her 
på pladsen og knn have handelen af leve af . “ 
„ Jeg har allerede taget denne sag under fornøden 
overvejede “ , svaredelehnsmandenimødekommende , „ og 
vor allernådigste arveherre og konge ikke mindre . 
Det er hans som mit alvorlige ønske , af der skal 
gøres afbrcrk , ej alene på clercks sørøverier , 
men også på alle de fribytteres dumdristige og 
flammelige gerninger , som i den sidste tid have 
hjemsøgt disse farvande og til den ende har allerhoist ' 
samme givet mig myndighed til af udstede et brev 
til en eller anden habil mand , der vil krydse efter og 
opbringe disse skarnsmennesker og vil siden selv 
' allernådigst stadfæste mit valg . Manden har jeg 
vel funden , og han skal være her om en føje stund , 
men der rester midler til udrustningen af skib , 
mandflab , proviant og krigsfornødenheder . Kan 
dette ikke bringes tilveie , vil der gå lang tid hen 
før et krigsskib kan sendes herop , og imedens kan der 
ske store tab og ulykker for eder og eders handelsvenner . 
Jeg formener derfor , af det vil være eder 
selv bedst tjenlig , om i udstyrede ham med de fornødne 
midler , imod af han efter nærmere overenskomst 
svarede eder en passende afgift og afbetaling 
af det forstrakte beløb , af de indvundne prispenge 
og « fler nu eders mening herom . “ 

de tre pebersvende så noget førlegne på 
hinanden , men da Walckendorff til sidst gjorde en 
utålmodig bevægelse , vovede de ikke af tie længer . 
„ Det er et alvorligt spørgsmål , i har forelagt 
os til besvarelse , nådige herre “ , begyndte endelig 
den , der førte ordet , „ og i må undskylde , af vi 
ikke kan give noget bestemt svar før vi have rådført 
os med handelslauget her i byen . Imidlertid tvivler 
jeg ikke på “ , tilføjede han hurtig , da han så et uvejr 
trælle op på Walckendorffs ansigt , „ af handelslauget 
vil bidrage sit til , af få denne store ulykke 
standset jo før jo heller , om i vil være så nådig 
af sige os , hvem i har tiltænkt af føre skibet . “ 
„ Jeg kender kun en , der er habil dertil i hele 
Bergen og det er Mogens Heinesen , som i jo 
også kender noget til “ , svarede lehnsmanden , 
imedens et ironisk smil spillede om hans læber . 
„ Mogens Heinesen ! “ udbrød lybekkeren 
aldeles forfældet — „ den — den . “ 
„ Jeg kender ligesågodt som i hans gal flader 
vi tilbøjeligheder og har , som i vel ved , også 
draget ham adskillige gange til ansvar derfor “ , svarede 
lehnsmanden meget alvorlig , „ men giv ham noget at 
bestille , og han vil anvende sin kraft og sit mod i 
en bedre gerning , derom er jeg overbevist . Han er 

øvet på kapertogter , og denne kaldelse vil netop 
være en virksomhed for ham . “ 
„ Eders strenghed må alligevel ikke vente , at 
vi betro denne mand skib og gods “ , svarede en 
anden nu med stor bestemthed , „ thi det er vor tro , 
at han snarere gør fælles sag med fribytterne end 
han jager efter dem og navnlig hvad os tre angår , 
da tør jeg sige , at vi aldeles intet vil have med 
ham at skaffe ; thi mig har han kastet ud i havnen 
så jeg var nær . ved at drukne ; burckart der overfaldf 
han en aften udenfor sit eget hus , som han 
måtte frelse sig ind i , og Hermann Wulfs væltede 
han sig en anden gang ind på hos Christoffer 
øltapper , og tilføjede ham og andre gode venner 
megen overlast . Der er næsten ingen lybsk købmand 
her i Bergen uven af han har dette , ja hvad 
værre er , af beklage sig over — alt sammen forårsaget 
af dette ville menneske , uden nogen skjellig 
grund . “ 
Før lehnsmanden endnu fik tid til af svære 
meldtes Magnus Heinesen , som han øjeblikkelig 
befalede af indlades . 
Såsnart Heinesen var trådt indenfor gjorde 
han etdybtbukfor lehnsmanden , men da han fikøie på 
de tre lybske pebersvende , kom der et udtryk i hans 
ansigt som ville han sige : tænkte jeg det ikke nok ! 

„ Du ser på disse tre mænd , Mogens , og 
ved vel så med det samme , hvad jeg kan have af 
sige dig “ , begyndte Walckendorff , idet han 
besvarede sømandens hilsen med et let nik . „ De 
føre svære beskyldninger mod dig for alskens overlast , 
ja forsøgt drab , idet du endog har villet drukne 
heckei , som her står . “ 
„ Med gunst af melde , strenge hr. Lehnsmand , 
så har jeg aldrig fankt på en så gruelig gerning 
som af drukne den agtbare hr. Heckel fra Lybek “ , 
begyndte Magnus Heinesen med al frimodighed , 
„ og det beviste jeg i samme øjeblik som jeg pirrede 
ham i vandet ; thi jeg sprang selv ud efter ham og 
bjergede ham iland . “ 
„ Men , hvorfor pirrede du ham i vandet , som 
du siger “ , spurgte den noget formildede lehnsmand . 
„ Sagen er simpelthen den “ , svarede Magnus , 
„ af jeg bad ham om af låne mig halvdelen af de 
penge , jeg så han stod med i en pung for af 
betale nøgen fisk , men da han så sagde , af fanden 
kunne låne mig penge for den nattesvarmer og 
ødeland jeg var , gav jeg ham et ganske lille skup , 
uden af jeg betænkte , af han var vandet så nær og 
stod så ilde på sine fødder . “ 
„ Dær var ellers ikke meget lejet i det , Heckel 

sagde . Mogens ! “ bemarkede Walckendorff med 
et let smil . 
„ Det kan måske næk vare så- strenge hr. 
Lehnsmand “ , indrømmede Magnus Heinesen i al 
oprigtighed , „ men enten det nu er løgn eller 
sandhed , hvad der således siges , så kan dog ingen 
mand , der har hjertet på det rette sted , lide af 
høre det sagt , allermindst lige i hans egne øjne , og 
jeg gad vel se , hvordan i selv ville tage det , om 
disse garper nu ville sige eder , hvad enhver 
kan høre , af de snakke om eder på alle ølhusene , 
når de få lov til at lade munden løbe . “ 
„ Stille “ , udbrød Walckendorff med en 
myndighed , der ikke tålte nogen modsigelse , da han 
bemærkede , at alle tre lybekkere ville tage til gjenmcele : 
„ Jeg kender enhver sådan wring , men 
foragter al ølhussnak . Men hvad enten der nu er 
løjet lidt eller meget i Heckels udtalelser , så vare 
de døg flemme ukvemsord , der måtte tirre et sind 
som det Mogens har , og da han selv fik sig en 
våd trøje for sin idræt , så mener jeg , at dette kan 
gå lige op . De andre klagemål kan i fremføre 
for borgemestere og råd , det er jo ikke lerfor i er 
komne her ; men det hvorfor du er stevnet hid , 
Mogens , er det , at jeg vil give dig brev på at 
jage efter de flcendige sørøvere , som gøre farvandene 

heromkring usikkre og især er en ødelæggelse for 
Færøerne , hvorfra du jo selv stammer , og har anmodet 
de contoirske om at udstyre dig med skib og midler 
dertil . Kan du påtage dig denne gerning ? thi 
lover du det , ved jeg , at du holder dit løfte , hvad 
ondt godtfolk ellers sige om dig . “ 
Magnus Heinesen blev blussende rød og 
hans øjne strålede af glæde . 
„ Jeg både kan og vil , nådige herre , og hverken 
i eller nogen skal fortryde den tillid , man viser 
mig . Men vil de contoirske hjælpe mig fil et skib , 
som kan bruges , så må de være anderledes folk 
end jeg anser dem for , uagtet jeg ærlig skal give 
dem part i fortjenesten og det vil være fil deres 
eget store gavn , at jeg løber ud . “ 
„ I høre , hvad Mogens siger “ , bemærkede 
Walckendorff , idet han vendte sig fil de lybske . 
„ Hvad er eders mening ? Vil i tro ham på hans 
ord og tage mig god for hans oprigtighed ? “ 
„ Som vi engang har sagt ; nådige herre , vi 
må først høre laugets mening “ , svarede ordforeren 
for de lybske og bukkede dybt , „ vi have aldeles 
ingen myndighed fil at love noget på de andre 
kjobmænds vegne , og det , vi selv kan tilflyde , bliver 
for intet at regne . “ 
„ Nu vel da “ , udbrød Walckendorff med en 

flet dulgt lergrelse , „ lad mig så eders mening at 
vide endnu inden solnedgang ; thi hvad der skal 
udføres , må begyndes jo før jo heller . I ville 
imidlertid selv have barsk af , om i ikke høre mit 
råd og glemme eders fjendskab mod Mogens 
Heines en . “ 
Han afskedigede de tre købmænd med en høflig 
bevægelse med hånden , hvorefter de , under dybe 
skrabud forlod hans værelse . 
„ Hvad tænker du , at de bestemme sig til , 
Mogens “ , spurgte lehnsmanden , efter at han var 
bleven ene med denne . 
„ Det er let at sige , hvad de ville gøre , nådige 
herre “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige 
frimodighed . „ De vil heller se mig hængt end betro 
mig så meget som en jolle , ikke for mistvivls skyld , 
men for det store nag , de bære til mig . Da de 
imidlertid holde meget af en sikker handel og tillige 
vil gøre noget for at behage eders nåde , som de 
ellers ikke holde stort mere af end af mig , vil de 
måske udruste et skib under en selvvalgt skipper , 
der imidlertid intet vil udrette . “ 
„ Hvorfor tror du , at han intet vil udrette “ , 
spurgte lehnsmanden . 
„ Fordi de hverken vil udruste ham helt eller 
halvt “ , svarede Heinesen med sin sædvanlige oprigtighed , 

„ dertil er de for gerrige , selv om de kunne 
finde en habil skipper , hvilket jeg meget betvivler . 
Netop for deres gerrigheds skyld , vil jeg heller 
ikke gerne have med dem at gøre ; thi det vil blive 
til klammeri imellem os , uden ende og uden nytte . “ 
„ Og du kan ikke selv finde på midler til at 
få et skib “ , spurgte Walckendorff . „ Du er jo 
ellers en snarrådig mand , har man fortalt mig , og 
det er en hæderlig gerning hvortil jeg har udset 
dig . “ 
„ Hvorledes skal jeg kunne det , nådige herre , 
uden penge , uden kredit , og kan vel også tilføje : 
uden godt navn og rygte “ , svarede Heinesen , 
halvt i spøg og halvt i alvor . „ Havde jeg endda 
blot 100 kroner i lommen til at rasle med og kaste 
på bordet i ølhusene , fik jeg nok mandskab , og 
havde jeg det mandskab , jeg ønsker , fik vi nok et 
skib fat — det havde gode veje . “ 
„ Nu vel , Mogens “ , svarede Walckendorff 
efter nogen betænkning , idet han gik hen til et skab , 
hvoraf han udtog en vægtig pung . „ Jeg er ikke den 
mand , der gjor noget halvt , og jeg vil derfor heller 
ikke have halv tillid til dig . Her er netop 150 
kroner i denne pung , altså en halv gang flere 
end du ønsker . Benyt dem i den gernings tjeneste , 
hvorpå du her har et åbent brev , som hs . 

majestæet , vor allernådigste arveherre og konge , 
senere vil give sin stadfæstelse . Drikker du dem op til 
unytte , gør du ej alene dig selv , men også mig 
til spot for garperne ; men bringer du en fribytter 
iland , vil det blive den cergerligste streg , du endnu 
har spillet dem , ikke at tale om , at du bereder dig 
en stor sere og mig en glæede derved . “ 
„ Tak , nådige herre , tusind tak “ , råbte 
Heinesen , og kyssede i sin henrykkelse den hånd 
der rakte ham brevet . „ Eders tillid til mig skal 
ikke vorde befljcemmet . Garperne skal blive grågule 
af wrgrelse og i redelig få eders penge igen ved 
den første prise , jeg gør . “ 
„ Jeg tror dine forsikkringer , Mogens Heinesen “ , 
svarede Walckendorff venlig „ og venter 
mig meget af dit mod og din rådsnarhed . Hvornår 
tror du , at du kan løbe ud ? ' 
„ I morgen “ , svarede Heinesen rafl . 
„ Hvad for noget ! alt i morgen ! primer du ? “ 
Spurgte lehnsmanden overrasket . 
„ Jeg kan ligeså godt sige i morgen som om otte 
dage , thi jeg er i øjeblikket lige næer derved “ , svarede 
Heinesen « åbenhjertig ; „ men skal der gøres noget , 
må det ske sfrax . Jeg kan ikke ret længe gå med 
så mange penge i lommen og clercken ligger 
herudenfor . Hos ham må jeg først fil messe , for 

af se , om Vorherre vil være med mig på mine 
togter . “ 
Med disse ord gjorde han et rask buk for 
lehnsmanden og var i næste oieblik ude af Deren . 
Walckendorff stod en stund i dybe tanker , med 
dinene fæstede på døren , hvorigennem Magnus 
Heinesen var forsvunden . Derpå rystede han 
betænkelig på hovedet og gik langsomt hen fil sit 
skrivebord , hvor han , siddende i sin lænestol , syntes 
af fordybe sig i alskens betragtninger . 

tredie kapitel . 
„ Messen “ hos clerck . 
Et par mil syd for mundingen af den fjord , 
der fører ind fil Bergen , lå dagen efter Magnus 
Heinesens møde med Walckendorff en lille brig 
for Anker bag en hej klippeø . Skønt den kun var 
armeret med fire små kanoner , var den dog 
åbenbar udrustet fil krigsbrug , og et erfarent øje 
så desuden sfrax , ar den lå parat fil af lette 
Anker ved første lejlighed , som tilbød sig . 
Ombord på skibet slentrede en snes mand af 
vildt , forvovent udseende enten omkring uden bestemt 
beskæftigede , eller de toge sig en eller anden let 
bestilling for . På et sted under stormasten lå 
fem andre matroser og spillede terninger , idet de af 
og til vædede læberne af de to store kruse , som stod 
ved dem , medens to mænd agter ude sad i en fortrolig 
passiar med et sølvkrus imellem sig , som ingen af 
dem undlade af lette på . 

skjøndt man dengang næppe var vant til den 
properhed og orden , som findes nutildags på alle 
europæiske skibe , men især på orlogsskibene , ville 
enhver sømand , som betrådte briggens dæel , dog 
finde , af dette gode skib stod langt tilbage , hvad 
hine to egenskaber angår , endog for datidens 
kjobmandsskibe , og mandskabet selv havde intet 
tilfælles med den flinke , renlige Matros ombord på 
et orlogsskib . 
„ Jeg siger dig for sidste gang , clerck ! “ 
Begyndte den ene af de to mænd agter ude , „ af vi 
komme til af ligge her til dommedag før vi får 
nøgen prise ; thi kjobmcendene i Bergen må have 
signaler ude syd på , og selv sende de intet skib 
ud så længe de se , af vi er her . Og når ollet er 
forbi , så er også mandskabets tålmodighed ude . “ 
Ham , hvem ordet var rettet fil , svarede intet , 
men gav sig fil at fløtte , idet han så ud over 
skibets ræling ad syd fil . 
„ Det var forbandet , at vi fluide jage den hamborger , 
uden at tage ham “ , vedblev den første efter 
en pause , „ thi det er ham , der har advaret folk i 
Bergen . Jeg forstod mig heller ikke på „ Falken “ 
Den dag . “ 
„ Er det en bebrejdelse imod mig ? “ spurgte den , 

hvem bemærkningen var rettet fil , og så sin kammerat 
i øjnene med et megetsigende blik . 
„ Du kan tage det for hvad du vil , clerck “ , 
svarede denne studs , „ forresten mente jeg kun , at 
„ Falken “ den dag ikke sejlede så godt som den 
plejer , hvad nu grunden kunne væere . “ 
„ Hvad mener du egentlig med al den snak “ , 
spurgte skipperen igen i al ligegyldighed . 
„ Jeg mener , at vi bør lette og stå et par dage 
tilsos , så vil i det mindste alle skibene i Bergen søge 
ud , og vi behøve da ' blot at vælge iblandt dem , 
hvilket vi synes bedst om . Ia , måske kan vi endog 
nå at kapre to i stedet for et — og jo flere jo bedre . “ 
„ Og hvad vandt vi så derved ? “ spurgte clerck , 
idet han tog sig en slurk af kruset . „ En ladning 
tømmer , eller , når det blev højt , nogle Tønder 
tjæere og tør eller saltet fisk ! Puh ! Nej , vi må have 
en tysker med roslokker øl , vine , silke og 
sådanne gøde sager , og for at så ham , kan vi ikke 
ligge bedre end vi gør . Forresten er det bedst , at 
du gemmer dine gøde råd fil jeg beder dig om 
dem , eller du selv får „ Falken “ at føre . Det er 
dumt vrøvl , at ler er sendt advarsler fil skibene 
syd fra . Hvorledes skulle det gå fil ? I din visdom 
har du overset , at alle skibene syd fra have haft 
modvind al den tid vi have ligget her , på en 

enkelt dag nær , og da stod vinden for kort fil at 
de kunne komme op . Vi må snart få søndenvind , 
og så vil alle dine sorger for mig og mandskabet 
være forbi . “ 
Med disse ord rettede skipperen sig i sin 
hele størrelse og viste en kæmpehoide og muskelkraft , 
der rimeligvis havde bidraget fil at forskaffe 
ham den plads , han indtog ; men heller ikke styrmanden 
var en Karl at kimse af , og i det hele faget var det 
velvoksne , stærkbyggede mænd , som fandtes ombord . 
Kaptain clerck var en franskmand af fsdsel , 
medens styrmanden var en svensker . Sproget , de 
og mandskabet talte , var en jargon af alle mulige 
sprog , hvoraf dog hollandsk var det fremherskende . 
„ Mon virkelig den jolle vil ud til os ? “ bemærkede 
clerck efter den lille pause , som hans ord til 
styrmanden havde fremkaldt . „ Lad os holde en 
båd klar til at tage ham , om han vil sejle forbi . 
Det er mig magtpåliggende , at jeg får underretning 
om , hvordan det står til i Bergen . “ 
Disse ord gjaldt en lille jolle , der virkelig 
syntes at styre hen imod skibet , som om den ville 
til det . Da folkene ombord i en uge ikke havde 
set noget fartøj i sin nærhed , stort eller lidet , 
endsige noget , der lod til , at ville til det , vakte dette 
hele mandskabets opmærksomhed , og selv terningkasterne 

standsede med deres spil , for at se , hvorhen 
jollen styrede . 
Da den kom nærmere så man en mand sidde 
til rors ; men jollens fart var så uregelmæssig , 
at alle sømændene ombord let kunne indse , at det 
ikke var nogen kyndig hånd , der styrede det lille 
farten , hvis eneste sejl heller ingenlunde stod efter 
kunstens regler tilsøs . 
Naturligvis fremkaldte alle disse iagttagelser 
alskens vittige bemærkninger , medens jollen nærmede 
sig briggen , og alle imødeså både med glæde og 
spændt forventning dens ankomst . Meget rigtig 
vedblev også jollen sin fart hell fil fribytteren ; 
men da manden var kommen skibet på siden , 
sfete hans manøvre så kejtet , af han ville 
være dreven agter ud , dersom man ikke havde tilkastet 
ham et toug , hvorved han endelig halede sig hen 
fil det . “ 
„ Hvad er du for en fist “ , råbte styrmanden 
ned fil ham , idet han og mandskabet kastede spørgende 
blikke ned i jollen , eller sagde vittigheder på den 
ankomnes bekostning . 
Denne var en ung mand under middelhøjde og 
af et meget enfoldigt udseende , klædt i de norske 
landboeres almindelige dragt . 
„ Jeg har ingen fisk , men jeg har lammekød , 

om i vil købe det “ , sagde bonden og så op fil de 
mange ansigter , der stirrede ned på ham . 
„ Ja vel vil vi det “ , svarede styrmanden , „ kom 
kun op med det . Hvad fanden er det , du tager 
dig for “ , spurgte han forundret , da han så bonden 
fylde sine lommer med en mængde stene , der lå 
i bunden af jollen , fra en valnøds størrelse fil en 
knyttet næves . 
„ 3h , jeg vil have mine skydevåben med mig . 
Det er ikke så lige , af gå ubevæbnet ombord fil 
jer med sådanne brumbasser på siderne . “ 
Dette indfald fremkaldte naturligvis en skraldende 
latter ombord , og alle glædede sig fil en udmærket 
spas med deres gjcest . 
Endelig syntes denne , af være bleven vel forsynet 
med sine primitive skyderedskaber , thi hans store 
koftelommer struttede ud fil begge sider som om det 
havde været kornsække , og nu langede han først sit 
kød op på skibet , hvorefter han blev stående og 
gloede opad . 
„ Ih , for fanden , hvorfor flynder du dig 
ikke “ , spurgte styrmanden . 
„ Ih , for fanden “ , vrængede han efter ham , 
„ hvorfor stikker du ikke en tougsfige ned fil mig , 
som man har på andre store skibe . Tror du , af 
jeg kan kravle som en flue op ad en væg ? “ 

„ Vi har ingen stiger her ornbørd “ , svarede 
styrmanden leende , idet han nu og siden forklarede 
sine kammerater , hvad le ikke forskede af bondens 
tale , „ men hold nu dygtig fast ved denne ende , så 
skal vi hale dig ombord . “ 
„ Men hvad skal jeg gøre ved jollen imedens ? “ 
Spurgte bonden betænkelig . 
„ Ih , kast linen til os , så skal vi gøre den fast 
i vanterne “ , svarede styrmanden . 
„ Vanterne ! “ udbrød bonden forundret , „ det 
skulle hjælpe godt ! I kunne ligeså godt binde den 
om jerre huer . Her er linen og hid den om 
brumbassen over mit hoved ; han kan bedre holde 
på en jolle end alle jerre vanter tilhobe , og vent 
så til jeg har spyttet i nærverne . Så , hal nu til , 
au , au , mine skinneben . Det var dog fanden til 
rejse . “ Lystigheden var nu bleven almindelig ombord 
og alle bød ham velkommen , da han trillede ind på 
dækket , hvorved flere stene rullede ud af hans 
lommer . 
Bonden puttede disse ivrig ned igen , hvor de 
vare komne fra ; derpå rejste han sig møjsommelig 
op , omringet af hele skibets bescetniug . 
„ Å , mine arme skinneben “ , gentog han igen , 
idet han heftig gned dem med begge hæenber . „ Er 
det en måde , at hjælpe folk ombord på ? Du kan 

vide , at jeg skal huske dig det “ , vedblev han , vendende 
sig til styrmanden , „ hvor lang du så er , og om 
du så ti gange er skipper ombord . “ 
Alle lo og beklagede styrmanden . 
„ Men , hvor er min krop ? “ spurgte bonden 
pludselig og så sig forskrækket om i kredsen . 
„ Fol på dig selv , så finder du den nok “ , 
bemærkede en af mandskabet leende . 
„ Føle på mig ! har jeg lammekroppen hos mig ? 
I har jo taget imod den og enten skal i give mig 
den igen eller penge før den . “ 
„ Er det før at sælge den , du er kommen herud ? “ 
Spurgte styrmanden . 
„ Ja , hvorfor ellers og i skal så den før godt 
kjob , før jeg selv har ingen nytte af den “ , svarede 
bonden . 
„ Kan du da ikke spise lammekød ligeså godt 
som vi andre , “ spurgte styrmanden forundret . 
„ Io , men jeg spiser aldrig kjod af selvdøde lam “ , 
svarede bonden oprigtig . 
„ Hvad før noget ! Er du gal ! døde fåret af 
sig selv ? Og det vover du at sælge til os ? “ udbrød 
styrmanden med forstilt vrede , medens hele mandskabet 
skoggerlo . 
„ Er det at tage på vej før ? “ spurgte bonden 
uforfærdet . „ I kan jo lade være at købe den , før 

så smider jeg den i søen . Jeg vil ikke sejle hjem 
med den igen . “ 
„ Men hvorledes kunne du tro , at vi ville spise 
kødet af dit selvdøde får “ , indvendte atter styrmanden , 
tilsyneladende lige vred . 
„ Å , jeg har set jer ligge så længe herude , at 
jeg tænkte , at i vare svært lystne efter fersk kød , 
selv om det var af et selvdødt lam “ , svarede bonden ; 
„ men ærlig ville jeg være og sige det forud . 
Vil i så have den eller ikke ? “ 
„ Hvad hedder du ? “ spurgte kaptajnen . 
„ Christian Olesen “ , svarede bonden ; „ men 
man kalder mig også Christian degn , før jeg 
synger godt . “ 
„ Syng os en vise “ , sagde styrmanden . 
„ Ia giver i et krus dl , til at væde halsen 
med ? “ spurgte bonden . „ Ih , se hvilket fint krus . 
Jeg har aldrig drukket af tin før . Mig forlov . “ 
„ Hold dine fingre fra det krus og ræk ham 
et af dem derhenne “ , sagde styrmanden barsk . 
„ Jeg beder mange gange om forladelse “ , sagde 
bonden betuttet . „ Ja , jeg tænkte nok , af det var forfint 
før mig ; men er øllet bare godt , så er det 
mig lige et , hvoraf jeg drikker det . —tak , tak ! å , 
hvor det qvæger ! men må jeg virkelig drikke det 
altsammen ? Tak , mange tak ! Ja , så gør jeg det 

også “ , vedblev han , da man havde betydet ham , af 
han gerne måtte tømme kruset . „ Sådant øl har 
jeg aldrig drukket før . “ 
„ Kunne du have lyst til et krus til “ , spurgte 
en af mandskabet , der så , af det stærke øl havde 
begyndt af gøre virkning på bonden . 
„ Om jeg har ? “ svarede han ivrig . „ Jeg sætter 
gerne min mund til tappen og lader det løbe . 
Sådant øl får jeg ikke hver dag . Men hvor meget 
koster det ? “ spurgte han forsigtig . 
„ Å , du kan jo give os lidt køb på dit 
lammekød “ , svarede styrmanden , „ så er det betalt ! “ 
„ Jeg drikker det gerne op , før så har jeg jo 
nogen fornøjelse deraf . O , Sidsel , Sidsel “ , vedblev 
han triumferende , idet han svang et nyt krus 
over sit hoved : „ Du kaldte mig et fæ , fordi jeg 
ville herud — nu skulle du se mig , hvilken Karl 
jeg er ! “ 
Han trallede en vise og dansede rundt med 
kruset i begge hæeuder . Så drak han lidt , dansede 
og sang igen -- bestandig under mandskabets 
ustandselige latter , indtil han også havde tømt dette 
krus . 
„ Hej , hvormange master har denne skude ? “ 
Råbte han som det synes mere end halvdrukken . „ Er 
der to eller tre eller sire ? og sikke noget deroppe ! 

må jeg krybe op ad stigen . Jeg kan ganske vist se 
Sidsel deroppe . “ 
Med glæede gav man ham den attråede tilladelse , 
da man nu først ventede rigtige løjer af 
ham . 
Han dinglede hen til vantet og begyndte at 
kravle op med en drukken mands hele ubehæendighed . 
Da man straks så , at han var ubevandret med flig 
klattren , fremkaldte hans keitethed endog et smil 
på den alvorlige fribytterkaptains ansigt , medens 
mandskabet skoggerlo ligeså ustandselig som bonden 
brugte munden . 
„ I må have eders flag hsiere op “ , råbte han 
ned til dem , da han midt på vantet så en af 
kaptajnens røde trøjer , som var hængt derop til 
tørre og løste den af . 
„ Hold nu op med den kommers , i grinebidere ! “ 
Vedblev han atter , „ eller i skal få lidt af grine af , 
når jeg først er deroppe . “ 
„ Hurra ! her er jeg ! “ vedblev han : „ Å hvor i er 
små mod mig . Kom herop med et krus dl , så 
skal jeg flage for eder . Hvad griner du af , dit 
lange spektakkel ! Tag den til din fornøjelse ! “ og 
dermed kastede han en sten ned i hovedet på 
styrmanden , hvem den traf midt i ansigtet så han 
tumlede . 

da mandskabet undte ham det vel , blev latteren 
endnu højere . „ Nå , i vil også have noget af 
grine af ! “ skreg han . „ I har nok glemt , af jeg tog 
mine pistoler med mig . “ Og nu begyndte han af 
kaste stene ned i hovedet på mandskabet , som vel 
sprang til side for enkelte , men også fik flere alvorlige 
contusioner . 
„ Hold op dermed , i djævelens skind og ben ! “ 
Skreg styrmanden , der ligesom det øvrige mandskab 
blev ked af dette bombardement , „ eller vi kaste dig 
på din Hals i havet . “ 
„ Kom herop om i kan ; jeg skal snart få filet 
tougstigen over “ , svarede bonden forbitret og svang 
en kniv i luften . „ Hvad gaber du efter ? “ skreg han 
ned til kaptajnen , som han hidtil havde forskånet . 
„ Kan du gabe over denne roe “ , og dermed kastede 
han en sten efter dennes hoved , men da kaptajnen 
gjorde en rask bøjning med dette , undgik han at blive 
ramt . 
Lystigheden var nu bleven forandret til forbittrelse 
hos mandskabet , men ligeså vildt dette 
bandede og støjede , ligeså ivrig blev Christian 
degn , som man nu så var overstadig drukken og 
den ene sten efter den anden fløt ned i hovederne 
på matroserne , hver gang ledsaget af en strøm af 
hans skældsord og forbandelser . 

„ Lad os få ende på dette spil , kaptajn , og 
lad et par mand gå tilveirs og hive den ondskabsfulde 
knegt overbord “ , sagde styrmanden forbitret , 
efter at bonden havde ramt ham med en ny sten . 
„ Så ødelægger han os vanterne , i det mindste 
på den ene side , og det kan blive os en slem 
historie , om et skib kom i det samme “ , svarede kaptajnen , 
„ det ville heller ikke være løn til ham som 
forsfyldt . 
Hej , Robert , hiv hans jolle los ! og gå alle 
mand ned at skaffe . Han bliver så snart ked af at 
være deroppe og når vi så få ham ned , kjølhale 
vi ham et par gange , at han kan få øllet af 
hovedet og beholde ham som dcekspuler . Det er 
meget bedre . “ 
„ Hej , min iolle “ , streg Christian , da han 
så jollen drive . „ Ser i ikke , hun driver , vil i 
hundetampe ikke efter den . Herud , herud “ , og nu 
begyndte bombardementet igen til der ikke var flere 
folk på tækket . 
„ Hurra , sejr , sejr ! “ streg han nu , „ Seirsflaget 
op ! “ og snart udfoldede kaptajnens unævnelige sig i 
den friske vind . Han tog nu en pibe op af lommen ; 
dansede , blæste og streg „ Sejr “ , uafbrudt , men havde 
altid en sten på rede hånd , hver gang nogen 
lod sig se enten i kahytskappen eller i forlugen . 

„ Hvorlænge mon den slyngel således kan skabe 
sig ? “ spurgte kaptajnen , der havde sat sig til at spise 
med styrmanden i kahytten . 
„ Jeg tænker , det ender med , at han dratter ned “ , 
svarede denne . 
„ Han måtte selv suste , at han gjorde det “ , 
bemærkede kaptajnen koldt — „ men hvad i hede 
helvede er det ? “ råbte han , da han pludselig så en 
flok ubekendte mænd , bevæbnede med huggerter og 
dxer , foran kahytskappen . 
Larmen i Merset var også i samme nu hørt 
op og ligeså uventet stod den drukne Christian 
degn og kiggede ind fil ham med en lang kniv i 
sin hånd . 
— „ Velbekomme middagsmåltidet , kaptajn 
clerck ! “ råbte han muntert ned fil ham . „ Bliv bare 
ved af spise ; thi op kommer i ikke alligevel . Ingen 
vrsvl , styrmand , ellers bliver det dig , der kommer 
overbord og ikke mig . Skuden er min ! Mandskabet 
forude er spærret inde , ligesom i ; men i skal inden 
aften komme ud igen . “ 
„ Vi sprænge skibet i luften “ , råbte styrmanden 
med et truende blik . 
„ Somi behager , gode ben “ , svarede Heinesen 
leende , „ så har i alle sammen hurtig og sikker ende 

på det . Vi skal nok bjerge os heroppe tænker 
jeg . “ - 
dermed smykkede han døren fil kahytten i og 
overlod kaptajnen og styrmanden fil deres ingenlunde 
lystelige betragtninger . 

fjerde kapitel . 
Før og siden . 
Medens „ Falken “ med alle sejl fil scettcr kurs 
efter Bergen , kunne læseren måske ønske af vide , hvad 
der var gået forud for overrumplingen af soroverflibef , 
hvilken vi have søgt af gengive i overenstemmelse 
med historiens beretning om denne virkelige 
begivenhed . 
Efterat Magnus Heinesen havde forladt 
Christoffer Walckendorff , indfandt han sig efter 
aftale hos Thomas braknæse , hvor han traf 
sin ven Jonas tilligemed nogle andre ligesindede 
kammerater , der havde anvendt tiden inden hans 
ankomst fil af drøske det højst vigtige spørgsmål , 
om de ville få ham af se eller ikke ; thi de vidste 
alle , af Mogens havde meget af svare fil og af 
lehnsmanden ikke var fil af spege med . 
Da de havde ventet en times tid og i dette 
mellemrum indgået adskillige væddemål , om han 

kom eller ikke , så endelig Jonas sin ven , hurtig 
af bøje om hjørnet og ile ind fil dem . Et almindeligt 
frydeskrig modtog ham , da han åbnede Deren 
og da det dl , hvorom der var væddet , var opdrukket 
på det sidste krus nær , tøvede Jonas ikke med af 
forlange dette af værten . 
Før Heinesen endnu havde fuldendt sin hilsen 
fil de tilstedeværende , stod kruset på bordet og 
han gjorde det så god besked som en mand burde 
gjore , der med en tørstig sjæl som hans , endnu 
klokken fire om eftermiddagen hverken havde nydt 
vådt eller tørt den hele dag . 
„ Hej , braknæse , lad os få en kande af den 
bedste kryddervin , du kan lave , og resten af den 
svinesteg , som jeg lugtede i går , men ikke smagte og 
så min regning for det gamle — men snyd mig 
ikke mere end sædvanligt , du røver ! her er penge 
for mine venner og mig . Nap dig så noget , du 
kamel ! “ Med disse fyndige ord slængte Heinesen 
en håndfuld gode nye kroner på bordet . 
Det er ikke let af sige , hvis forbavselse , der 
blev størst , værtens eller gæsternes ; overraskelsen 
var så grundig , af hvert glædesudbrud hendøde på 
læberne , medens værten ikke glemte af skrabe pengene 
til sig , idet han lovede hurtigst mulig ekspedition . 
„ Men “ , udbrød endelig Jonas , da Heinesen 

fiuppede sig ind ved hans side og slog ham glæededrukkxn 
på skulderen , „ men hvorledes ? “ begyndte han 
igen . 
„ Hvorledes jeg er kommen til disse penge , kan 
jeg tænke , du vil have af vide “ , svarede Heinesen , 
idet han afbrød sin ven , „ det er snart fortalt . 
Hej , b r akn ce se ! lad os så noget øl til vinen 
og stegen bliver færdig . Oppe hos lehnsmanden 
traf jeg Heckel og to andre garper og lehnsmanden 
forligte os således , at jeg fik disse penge og løfte 
om flere til , når jeg altid ville vise mig søm disse 
brave mænds sande ven , således søm jeg hidindtil 
bestandig har haft før skik . —-thi ave skal der til ! “ 
„ Ja , det er nu en tyveløgn “ , udbrød Jonas ; 
„ men det er det samme . Pengene har du og mad 
og drikke få vi ; lad så fanden spørge , hvor de 
kom fra . “ 
„ Det bedste ved det hele er , at i alle kan få 
ligeså mange penge søm jeg har “ vedblev Heinesen 
„ og det er ikke så få endda — se her “ , og nu lagde 
han den ene håndfuld kroner på bordet efter den 
anden , „ det kommer bare an på , om i vil 
gribe til . “ 
Nu kom forundringsudbrudene først frem , ledsagede 
af de ivrigste forsikkringer om , at det ikke skulle 

mangle på god villie dertil hos nogen , når det 
ikke kom an på andet . 
„ Såmeget desto bedre “ , svarede Mogens og 
puttede igen pengene i lommen , „ men nu skal vi 
spise og drikke ; husk på , at jeg er fastende endnu , 
på de par mundfulde nær , jeg drak før . Når vi 
så har spist , forlader jeg eder igen og dem , som så 
vil med på det eventyr , jeg har for , møder hos mig 
iaften kl . 8 . Der skal ikke mangle godt øl og 
godt selskab . Her har du penge fil indkjobet , 
Jonas “ , vedblev Heinesen og rakte ham en håndfuld 
kroner , „ lad der heller være for meget end for 
lidet ; træffer i sammen med en brav Karl af eders 
bekendtskab undervejs , så tag ham kun med ; thi 
der bliver nok fil os alle alligevel , om Jonas ikke 
kniber på skillingen . “ 
I det samme kom værten med maden og nu 
sysselsatte denne de mere eller mindre hungrige gæster , 
medens Heinesen med en spøg eller en vittighed 
undgik at svare på de mange nysgerrige spørgsmål , 
som rettedes fil ham under måltidet . 
Såsnart dette var fil ende , rejste også 
Heinesen sig og bød selskabet „ Farvel indtil siden “ 
Og forlod hurtig stuen , idet han endnu engang lagde 
Jonas på sinde , „ ikke at spare på nogen ting “ , 
hvilket denne samvittighedsfuld lovede . 

tilses . Alt er parat fil afrejsen . Kan jeg stole på 
eder som i på mig . skal vi gøre en udmærket 
prise . “ 
Da Heinesen mente , at mandskabet havde så meget 
inde , som det vel kunne bære , gav han tegn 
til opbrud og bød dem , af iagttage den dybeste 
taushed for ikke af vække nogen opsigt . Han førte 
dem nu ned til havnen , hvor de fandt en sforre og 
en mindre jolle liggende , som han bød dem af fordele 
sig i og gik imidlertid med et par mand hen i 
et nærliggende ølhus , hvor der henlå en del 
okser og huggerter , hvoraf enhver kunne vælge sin 
efter bebag . 
Han befalede af sætte fra land og under den 
spænding , som det usædvanlige i den hele situation 
fremkaldte hos mandskabet og den dermed i forbindelse 
slående taushed , roede de ud af fjorden . 
Da de havde forladt fjordmundingen , satte de 
kurs imod syd og efter et par Miles sejlads , 
kom de henimod daggry til en lille klippes , hvor de 
støde iland . 
Heinesen førsamlede nu sit mandskab , fortalte 
dem , af den berygtede fribytter clerck lå bagved 
øens modsatte kyst , tæt ved land og af det var 
hans hensigt , af overmande ham ; men da han ikke 
kunne gøre det ved magt , måtte han bruge list . 

han fortalte dem sin plan , som han indrømmede , 
ville blive for ham et spil på liv og død , uden 
fare for dem . 
Men han tænkte , det gik nok , såfremt de ville 
være parate til at ile ham til hjælp , når de så et 
signal i vantet over Merset og som rimeligvis blev 
en bondekofte , som han til den ende havde ført med 
sig , foruden andre klædningsstykker og en lammekrop , 
som mandskabet fra først af troede , var bestemt for 
dem ; desuden lovede han , at give signal med en pibe , 
hvorfor de måtte bruge både dren og dine . 
Da det imidlertid var for tidlig , at begynde på 
vovestykket , udstillede han et par skilvagter for uformærket 
at holde øje med sørsveren og lagde sig 
derefter med det øvrige mandskab til at sove nogle 
timer . 
Hen på formiddagen bød han kammeraterne 
farvel , formanede dem endnu engang til årvågenhed , 
hurtighed og mod , klædte sig i hast i den medførte 
bondedragt , sprang i den mindste jolle , som han 
iforveien havde ladet mandskabet kaste en del småsten 
i og stod med et sorglest sind ud i søen . Det 
dvrige er bekendt . 
Vi ville antage , at „ Falken “ under denne meddelelse 
er kommen ind i Bergens havn . Da byen 
havde været som blokeret i et par uger på grund 

af sørøverens næervcerelse , opvakte skibets ncærmelse 
et vist røre og dette voksede ikke lidet derved , at 
man så , at det var et bevæebnet skib , der styrede 
ind i havnen og alle vegne fra stimlede man til for 
at se , hvem det kunne væere , hvad han førte med sig 
og hvorfra han kom . 
Det varede ikke læenge , før man fra land kendte 
flere af skibets besætning , som nogle af byens 
værste spektakkelmagere og mest forvovne krabater , 
men der hengik længere tid , før man i bondemanden 
genkendte den ikke mindre velrenomerede Magnus 
Heinesen og nu løb hans navn om fra mund til 
mund , idet alle følte , at han var mesteren for det 
hele . At det imidlertid skulle være den berygtede og 
almindelig frygtede sørøver clerck , som han bragte 
til byen ligesom en Bjørn i sit bur og hele hans 
ville mandflab med ham , overgik selv den drisfigsfe 
tanke . 
Christoffer Walckendorff var netop gået 
sig en spadseretur med hans Lindenow og kom 
tilfældigvis til havnen , da rygtet om Magnus 
Heinesen og hans kammeraters ankomst var på 
alles læber . Dreven af en letførståelig nysgerrighed , 
gik lehnsmanden hen imod bolværket , hvor 
enhver , trods træengselen cerbodig gav plads for 
den højt ansete herre og således stod disse tre 

mænd , der spille så mærkelige roller i Magnus 
Heine se ns sørgelige drama , foranlediget ved opbringelsen 
af hans sidste prise , ansigt til ansigt 
ligeoverfor hinanden , da den første indbragtes i den 
selvsanime havn af den kække eventyrer . 
„ Velkommen i Bergens havn , Mogens 
Heinesen “ , råbte Walckendorff ud til skibet , 
da han så , at han var bleven bemærket af dets 
fører , der crrbødig havde blottet hovedet før den 
høje herre , så snart han blev ham og hans 
Lindenow var : „ Hvilket skib er det , du fører 
herind til os og hvad består ladningen af ? “ 
„ Ladningen består af lutter fribyttere , strenge 
Herr lehnsmand , og fremmest blandt disse er clerck 
selv , på sit eget skib „ Falken “ , råbte Magnus 
Heinesen lystig ; men næppe var dette kommen til 
alles kundskab , før et vældigt hurra rystede luften 
langs hele bryggen , ja selv tyskerne stemmede i med , 
i deres første glædelige overraskelse . 
„ Har du så vigtig og uregerlig en last , 
Mogens , er det nok berst , at jeg hjælper dig at 
losse den , “ svarede Walckendorff muntert . „ Tillykke , 
tappre , unge mand ! og tillykke enhver , der har 
hjulpen til med denne berømmelige gerning ! Jeg 
går nu hjem før at sende dig en Trup knæegte og 
selv venter jeg dig i morgen ved denne tid , for af 

børe beretningen om dit eventyr af din egen 
mund . “ 
Efterhånden samledes en mængde mennesker 
nede i havnen , der snart opfhldtes af folk af enhver 
alder , stand og køn , så af kncægtene havde ondt 
nok ved af bane sig vej igennem trængselen hen til 
skibet . 
Såsnart de vare nåde derhen , fordelte anføreren 
sit mandflab dels på dette og dels på 
bryggen udenfor det og nu åbnede Heinesen 
forlugen , for af lade de fangne sørøvere komme op . 
De adløde nden vcrgring ; nogle med et trodsigt 
mod , andre med tilsyneladende lystighed , men 
enkelte også i indædt harme , der tydelig udtalte sig 
i det blik , hvormed de så på Heinesen , der 
imidlertid ikke lod til af lægge mærke dertil . Efter 
af disse vare blevne forsvarlig bagbundne , kom raden 
til gæsterne i kahytten ; men her iagttog man en 
større forsigtighed og stod nied sværdene rede til 
slag , da Heinesen lod kahytskappen åbne og 
befalede de indespærrede af komme op . 
Ingen svarede . 
„ De er da ikke slupne v « k “ , spurgte høvidsmanden 
urolig . 
„ Å , kom nu bare op uden videre vrøvl “ , sagde 
Heinesen i kapersproget og kiggede forsigtig ned i 

kahytten : „ vil du skjule dig styrmand , må du 
trække dit ene ben til dig . “ 
Den samme taushed . 
„ Hvad fanden skal vi gøre for at få dem ud ? “ 
Spurgte høvidsmanden igen . 
„ Å , vi finde vel på råd “ , mumlede h eine sen . 
„ De vil mig tillivs , det er det hele , og for øvrigt 
gøre den ulykke , de kan , da de nok kan indse , at 
det koster lige meget . „ Nå , har i ikke betænkt eder 
endnu ? “ spurgte Heinesen atter i kapersproget og 
stak hovedet hen til kahytsåbningen , „ eller skal jeg 
vise eder , hvorledes man ryger rotter ud af et 
skib ? “ 
Med disse ord stak Heinesen hovedet lidt 
længere frem , rimeligvis for at se , hvad virkning 
hans sidste ord havde gjort ; men i samme øjeblik 
sprang clerck til og greb Heinesen med begge 
hænder i koftekraven for at hale ham længere 
ned , medens styrmanden stod parat med en lang 
kniv bagved , for at slode den i Heinesen ved 
første lejlighed , forudsat man ikke ville bemægtige 
sig ham levende , for at have ham som et gidsel , 
hvorved de håbede at kunne slippe for bedre køb . 
Heinesen gjorde et kraftigt ryk tilbage og heldigvis 
var koften , han havde på , så gammel af 
dens skrøbelighed ganske vist blev hans frelse . 

Heinesen faldt tilbage ved sin hæstige anstrengelse 
og clerck behøldt kun stumperne af 
køftekraven i sine hændet ; men førend han endnu 
kunne træekke sig tilbage igen , havde jvnas maibøm 
slået sin vældige ncæve øm sørøverens ene håndled 
og nu begyndte en ny træekkekamp på liv og død . 
Clerck stred naturligvis imød af alle kræefter 
og hans styrmand høldt øgså på ham søm en 
brav Karl , med kniven mellem tæenderne , men 
kampen var altfør ulige til af den kunne vare længe 
og efter nøgen rykken frem og tilbage , blev clerck 
ved førenet bistand halet øp på dækket og i en 
håndevending bagbunden . 
„ Nu nok af det gjøglespil “ , sagde Heinesen 
vred : „ En øm en og tø øm fanden “ , og med 
disse ord var han , før nøgen anede det , nede i 
kahytten hos den tilbageværende styrmand . 
„ Er det mig , du venter på , så har du mig 
her “ , udbrød Heinesen og svang sin kniv i en 
ubehagelig nærhed af sørøverens næse . „ Bliv kun 
deroppe “ råbte han op til Jonas Maibom , da 
ban bemærkede , af denne ville stige ned til ham , „ vi 
kan nok afgøre vort mellemværende alene . “ 
Styrmanden var bleven aldeles slået af 
Heinesens mod . 
„ Må jeg beholde livet ? “ spurgte han . 

„ Det råder lehnsmandenfor “ , svaredeheinesen ; 
„ men gør du mere vrøvl , skal du klæede stejle og 
hjul , hvad du så ellers kan flippe med . 
Nu straks kniven på gulvet og op til de 
andre , om du ellers vil dit eget vel “ — og så 
kraftig virkede he ine tens uforfærdethed og bydende 
ord på denne rå natur , at den kæmpestore mand 
adlød som et barn og lod sig rolig binde . 
Høvidsmanden stillede nu en fange imellem to 
og to knlgte og snart førsvandt den hele ræelle i det 
bølgende mennefkehav , af hvilket en stor del fulgte 
bag efter den børtdragende skare , under huien , 
forbandelser og ville skrig . 

femte kapitel . 
Et nyt kapertog . 
Hein es ens beboelseslejlighed tilbød så 
få bekvemmeligheder for ham , er det intet under , 
at han og hans ven , Jonas maib om , flyttede 
ombord på „ Falken “ , hvor le toge fast ophold , og 
vi sinde dem således , -nogle dage efter skibets 
erobring ' , en morgen ved frokostbordet i skibets 
lille kahyt , samtalende om gårsdagens , inklusive 
den sidste nats begivenheder , og liggende planer 
for den kommende tid . 
„ Har du ellers lagt mærke til , Mogens , 
hvor flittig borgens kvinder nu vandre op og ned 
ad bryggen— ved du , hvoraf det kommer ? “ spurgte 
styrmanden under denne passiar . 
„ Bryggen har jo altid været det mest besøgte 
sted både af mænd og kvinder i deres ledige 
timer “ , bemærkede Heinesen ligegyldig . 
„ Jamen , nu er den bleven det endnu mere “ , 

førsikkrede Jonas , „ og årsagen dertil er alene den , 
at alle kvindfolk er så forhippede på at se dig , 
så der ingen ende er dermed . “ 
„ Jeg tror , duprimer “ , sagde Heinesen leende . 
„ Å , det ved du bedre , at jeg ikke gør “ , vedblev 
styrmanden , „ og vil du have yderligere vidnesbyrd 
herom , så kunne du tjene Børge med at sige ham , 
hvornår du engang vil være at se på dækket 
eller et andet sted . “ 
„ Hvad i alverden kommer det Børge ved “ , 
udbrød Heinesen forundret , „ jeg ved da , at han 
intet kvindfolk er , og tilmed ser mig hver evige 
dag . “ 
„ Det er naturligvis heller ikke ham , der vil se 
dig “ , svarede Jonas leende ; „ men han har en 
kæreste , der tjener hos en fornem mand , ved navn 
Aksel Gyntelberg , og hans døtre er så forgabede 
i dig siden historien med cl erck , af de endelig 
vil se dig , og da de nu er gåde forgæves to 
gange , have de anmodet Børge om , af lade dem en 
tid vide , hvor han tror , du er af træffe . “ 
„ Gud velsigne de søde pigebørn “ , svarede 
Heinesen smilende , „ jeg vil ikke alene vise mig for 
dem i min bedste stads , men også byde dem 
ombord med , og de må endda selv bestemme tiden . “ 

„ Såmeget desto bedre “ , svarede Jonas ; „ hvornår 
må så Børge sige , af de kan komme ? “ 
„ Lad mig se “ , svarede Heinesen eftertænksom , 
„ i dag kan det nu ikke fle ; thi skal jeg have dem 
ombord , vil jeg også have flere , og derfor skal jeg 
nærmere bestemme dagen . Jeg har desuden nogle 
sager af afgøre hist og her i byen , så jeg ved 
ikke , når jeg kommer tilbage på „ Falken “ igen . 
Men alligevel ønsker jeg , af mødes med dig oppe i 
byen , og vil du være klokken fire ved — lad mig 
se — indgangen til domkirken , så skal du straks 
træffe mig der . “ 
„ Hvad for noget ! ved domkirken ! hvad stikker 
dig nu , Mogens ? “ spurgte Jonas forundret . 
„ Er ler ikke øltappere i den kant af byen , må 
jeg spørge ? “ 
„ Vi ville også siden besøge øllapperne , 
Jonas “ , svarede Heinesen ; „ men nu vil vi døg 
mødes der — du ved , af jeg altid har mine egne 
veje . “ 
„ Du skal da aldrig ind af have bryllup , 
Mogens ? “ spurgte Jonas , som ikke kunne få 
denne indgang til domkirken ud af sit hoved . 
„ Ja , hvem kan vide det , Jonas “ , svarede 
Heinesen leende , „ det er derfor også bedst , af du 
isører dig den bedste stads , du har . “ 

dermed forlod de gode venner kahytten for af 
gå hver til sin gerning , idet Jonas mumlede ved 
sig selv : „ Den kirkeport , den kirkeport ! der stikker 
ganske bestemt noget under , hvad det så er . “ 
„ Nu er en af Mogens Heinesens folk herude 
og hilser fra Børge , af jomfruerne kan få hans 
kaptain af se om en times tid “ , rapporterede Aksel 
Gyntelbergs tjenestepige igennem den åbne dør 
-ind til husets damer , som rimeligvis befandt sig 
derindenfor . 
„ Det var dog yndigt “ , lød det fra en kvindelig 
stemme , „ lad manden komme ind til os , at vi kan få 
nærmere besked . “ 
„ Vil i virkelig være så ufornuftige , børn “ , 
hørte man nu en mandlig stemme udtale sig ; „ indser 
i dog ikke det upassende i , at unge piger gå på 
gaden , blot for at møde en fremmed mand , og den 
ilde omtale , i derved udsætte vort hus for ? “ 
„ Gud ! Fader “ , svarede nu en anden dame , „ hvad 
ondt er der dog deri ? Vi gøre jo kun , hvad alle 
kvinder gøre i Bergen . Desuden ved ingen , 
hvorfor vi gå ud , og en vandring skal vi jo dog 
foretage os alligevel . “ 
„ Men , når i gå ned på bryggen , sige straks 
alle , at det er for Mogens Heinesens skyld “ , 

svarede Herren igen . „ Jeg talte i går med slotsskriveren 
og han sagde , at der nu findes fast flere 
kvinder på bryggen end søfolk , hvad tid man 
end kommer der . “ 
„ Å , det er blot fordi han er bange for , at 
Mogens Heinesen skal snappe Cecilie fra Hain “ , 
svarede den af damerne , der først havde talt ; „ det 
kan vi sket ikke regne . “ 
„ Peder Hansen bor da også ved havnen , 
og det kan vel være , af det er ligeså meget for hans 
skyld som for kaptajnens , af Inger er så ivrig 
for af komme derned “ , hørte man nu en fredie 
stemme bemærke , hvilken formodentlig lithørte den 
omtalte Cecilie . 
Nu blev døren skudt langsomt op , og en ung 
sømand viste sig i dens åbning . 
„ Med forgunst af melde “ , sagde han , idet han 
bukkede let for fire unge damer og en aldrende 
herre , som befandt sig i værelset , „ så er det ikke i 
havnen , de kan træffe Mogens Heinesen i dag ; 
men om de vil ulejlige dem hen forbi indgangen 
til domkirken , så kan de finde ham der — nu om 
et qvarterstid . “ 
„ Gud , nu har bestemt Børge fladdret af skole , 
og dertil forstået os galt “ , udbrød den ene dame , 

ker siden viste sig , atvcære den omtalte Cecilie , „ og 
kaptajnen har opfattet det som et stævnemøde . “ 
„ På ingen måde , crrede jomfru “ , skyndte 
sømanden sig af berolige hende , idet han atter 
bukkede , „ Børge har luret ham af , af han netop 
har et stævnemøde med en ung , skøn jomfru , som 
faderen nægter , af give sit samtykke til af indgå 
wgteskab med kaptajnen , og så mente Børge , af 
jomfruerne havde dobbelt fornøjelse af turen . “ 
„ Ja , det har han rigtignok ret i “ , svarede den 
søster , der kaldtes Inger , ivrig . „ Skynd eder og 
lad os komme afsted . “ 
Nu gjorde også de tvende søstre sig rede til 
af tage deres tøj på . 
„ Men vil du ikke med , Sophie ? “ spurgte 
Inger , „ vil du nu være sncerpet igen ? “ 
„ Jeg vil ikke gå et fjed for et mandfolks 
skyld “ , svarede Sophie bestemt , „ og har som i 
ved , haft nok imod , af blive slæbt ned ad bryggen , 
dengang i andre gik derned for af se kaptajnen . “ 
„ Du er den fornuftigste af alle dine søskende , 
mit barn “ , bemærkede den gamle herre , der siden viste 
sig , af være avelsmanden Aksel Gyntelberg selv , 
en velstående mand , men en svag fader lige overfor 
sine børn , „ og det har du altid været , skønt du 
er den angste af eder alle fire . Gå du nu ud og 
5 ' 

sat mad og drikke på bordet før den unge mand 
hist . Kom kun nærmere , min gut , og fortæl mig 
lidt om din kaptajn og hans bedrift . Jeg er lam 
og kan ingenvegne komme , og derfor hører jeg ikke 
stort andet fra dderverdenen end hvad jeg kan opfange 
af mine børns muntre samtaler . “ 
„ Lad blot tøjet ligge på bordet , Sophie ; vi 
komme straks igen ; ellers blive vi aldrig færdige til 
imorgen “ , udbrød Inger , da hun så , at hendes 
søster ville flytte noget sytøj bort fra den ene 
ende af bordet . „ Farvel , farvel så længe “ , med 
disse ord ilede de tre unge piger , under spøg og 
latter , ud af huset . 
„ Sæet dig nu ned her , min gut , og fortæl 
mig lidt , — var du selv med , da Mogens tog 
„ Falken ? “ , spurgte Aksel Gyntelberg . „ Nå , der 
er Sophie allerede med maden ! tag nu for dig , 
som du har lyst til . “ 
Den unge sømand lod sig ikke indbyde to 
gange , og imedens tog Sophie atter fat på sit 
sytøj . 
„ Det er enmangde stads , her ligger udbredt “ , 
bemæerkede sømanden ; „ jeg kan tænke , at jomfruerne 
skal med til ballet i morgen på rådhuset . “ 
„ Ja vist skal de det “ , svarede den gamle herre , 
„ de unge piger skal jo dog have nogen fornøjelse 

af og til , og da det er tvende brave unge mæend , 
som have indbudt dem , har jeg heller intet 
derimod . “ 
„ Det er sagtens Peder Hansen og slotsskriveren , 
som har budet dem “ , bemærkede sømanden 
med et smil . 
„ Hvoraf ved du dog det , min gut “ , spurgte 
den gamle herre forundret . 
„ Ih , jeg gjæetter mig til det efter det , jeg hørte 
før “ , svarede den unge mand ; „ men de to andre 
jomfruer er virkelig for smukke til af skulle gå i 
købet med deres to søstre , og var jeg blot fin 
nok dertil , ville jeg øjeblikkelig bede begge jomfruerne , 
af være mine damer ; men en simpel kapergast kan 
aldrig få den 2ere , af komme på et så fint bal , 
endsige danse med så fornemme jomfruer . “ 
„ Enhver er god for sig , min gut “ , svarede 
Aksel Gyntelberg godmodig , „ og hvad du ikke 
nu kan nå , kan måske lykken bringe dig sidenhen , 
når du stræber ærlig efter den . “ 
„ I ethvert tilfælde takker jeg på min søster 
Annas og egne vegne for din gode villie “ , sagde 
Sophie venlig ; „ men vi kunne jo ej engang have 
modtaget tilbudet , da vi alt er indbudne , hver af 
sin kavaler , der flet ikke har behøvet at byde os med 
for vore søstres skyld , så jeg ikke kan erkende , at 

Anna og jeg gå i købet med som du sagde . 
Vidste jeg det , tog jeg ikke med “ bemærkede hun 
lidt spidst . 
„ Jomfruen må virkelig tilgive mig denne bemærkning “ , 
svarede sømanden , der i samtalens 
løb havde kaldt sig Rasmus og som var bleven rød i 
hovedet ved denne velfortjente tilrettevisning ; „ jeg 
talte af bare misundelse , da det fortrød mig , at to 
herrer kunne hver få to så skønne jomfruer at 
danse med i morgen aften , medens jeg må nøjes 
med , at stå udenfor og kige op til vinduerne , indenfor 
hvilke de svinge sig . “ 
Retsom Sophie ville til at svare , kom de unge 
piger tilbage og idet de toge tøjet af , udbrød jomfru 
jnger : „ Nej , gud ! hvor han er ækel , og den 
skønne , han ventede på , så vi ikke noget til . “ 
„ Jomfruerne skulle blot have givet tid “ , bemærkede 
sømanden ført . 
„ Jeg havde nu tænkt mig ham ganske anderledes “ , 
begyndte Cecilie , „ og navnlig blev jeg forundret 
over , at han er så høj og svær , da de andre har sagt , 
at han var en mand af middelhøjde . “ 
„ Å , meningen om højde og drøjde er jo 
højst forskellig “ , bemærkede sømanden atter , „ en 
kaperkaptajn skal være stor og stærk , må jomfruerne 
tro , da han ellers ikke kan magte sit mandflab . “ 

„ Og så dum , han så ud “ , tog nu Anna 
ordet ; „ denne store mund og dette brede ansigt , 
tykke hænder og kluntede fødder — ja , han er 
rigtignok ækel , så det kan forslå . “ 
„ Jeg kan ikke få i mit hoved , at den mand 
kan se så dum ud , der kunne fange clerck , på den 
måde , som Mogens Heinesen gjorde “ , undskyldte 
Sophie ; „ men sagen er , at i har haft for høje 
tanker om ham — og så må han nu lide derfor . “ 
„ Ja , jeg må nu byde farvel og takke for denne 
gang “ , sagde den unge sømand og rejste sig fra 
sin stol . „ Jeg gjorde denne afstikker for min 
kammerats skyld , som ikke selv kunne komme , og 
træffer kaptajnen mig ikke ombord , kunne jeg vente 
mig en alvorlig lussing . “ 
Den næste morgen overraskedes de unge damer 
ikke lidet , da en ung sømand , ved navn Einar , 
lod sig melde , med „ en flittig hilsen “ fra sin kaptajn , 
Mogens Heinesen , som indbød de to jomfruer , 
Sophie og Anna Gyntelberg , til af følge med 
ham til ballet på rådhuset samme aften . 
Damerne blev langt mere forlegne end glade 
ved denne indbydelse , og den unge mand , en knøs 
med et opvakt ansigt , måtte ind til den gamle 
herre for af gentage indbydelsen . 
„ Hvorfra kender din kaptajn mig og mit hus ? 

min gut “ , spurgte Aksel Gyntelberg ; „ det overrasker 
mig , af han viser os så megen opmærksomhed . “ 
„ Det ved jeg ikke “ , svarede Einar rask ; „ jo 
stop lidt ! han lod et par ord falde om , af han 
havde set dem i går . “ 
De tre søstre , der havde været så længselsfulde 
efter af se kaptajnen , blev endnu mere forlegne ; 
Sophie kunne derimod ikke undertrykke en munter 
bemærkning , idet hun lo højt over deres forlegenhed . 
„ Tænkte jeg det ikke nok “ , sagde den gamle 
herre helt gnaven ; „ det er følgen af eders usalige 
lyst fil at løbe på gaden ; men jeg vil før fremtiden 
heller ikke vide deraf at sige . Nå , sig nu , at han er 
— er — ikke kan bruge sine dine , skulle jeg sige . 
Nej , hils din kaptajn “ , vedblev Aksel Gyntelberg , 
„ og sig ham , at mine døtre alt have modtaget en 
indbydelse fil i aften , men at han vil glæede mig ved 
at besøge mig , da jeg ikke kan komme fil ham , før 
at takke ham , eftersom jeg er lam på begge mine 
ben . “ 
„ Jamen , så skulle jeg også hilse fra kaprainen , 
om han måtte have den lere , at træde den første 
Dans med jomfru Sophie “ , sagde Einar , der 
lod ul at være vel instrueret . 
Nu steg forbavselsen endnu højere , og raden 
kom fil Sophie at blive drillet . 

„ Det må være en fejltagelse , min ven “ , sagde 
hun smilende , „ Du husker bestemt fejl . Jeg har 
aldrig set din kaptajn eller han mig , hvorimod han 
meget rigtig har set min søster Anna , så det er 
rimeligvis hende , du skal bede fil dansen . “ 
„ Nej det var jomfru Sophie “ , påstod knøsen ; 
„ Jomfruen må tro , af Mogens Heinesens folk 
nok husker , hvad han siger dem . “ 
„ Det er mig aldeles ubegribeligt og jeg vedbliver af 
påstå , af du husker fejl ; men det er det samme : 
hils kun din herre og sig , af kan han passe på af blive 
den første , som byder , skal han også få den første 
Dans i aften med hvem det nu er , han har ment , 
min søster Anna eller mig “ , og da Sophie 
Gyntelberg havde givet Einar denne hilsen til 
sin herre , forlod han med et buk familiens 
dagligstue . 
„ Nå , Vorherre bevare dine fødder , min kære 
Sophie “ , bemærkede Inger , da Einar havde 
forladt dem „ og dine hænder med , når han kryster 
dem i dansen ; thi kan den mænd danse , så kan 
en kamel det lige så godt . “ 
„ Å , jeg frygter ikke så meget for mit vedkommende “ , 
svarede s ophie ; „ Du må heller henvende 
din bekymring på søster Anna ; men pas kun på ! 

han er mere beleven end i ved første øjekast har 
fået formening om . “ 
Under denne og lignende passiar forløb den øvrige 
tid indtil de to unge mænd ankom for af afhente 
jomfruerne , der vel vogtede sig før af fortælle disse 
nøget om Mogens Heinesen , men derfor også 
gik med en så meget større spænding aftenen i møde . 
Endelig begyndte Giger , Pauker og andre datidens 
instrumenter , af lade deres ncervcerelse høre 
og alle danselystne begyndte , af ordne sig til af tage 
del i den forestående glæde . 
Inger og Cecilie stod allerede ved deres 
udkårnes side og lod deres spejdende blik glide 
om i alle kroge og bag de dansendes rækker før 
af opdage den kæmpestore kaptajn , medens Sophie 
halv af undseelse og halv af frygt holdt sig bagved 
dem , ikke mindre ivrig spejdende til indgangsdøren 
end hendes sosfre . 
„ Er jeg så lykkelig , af være den første , fljønne 
jomfru “ , spurgte en stemme halv hviskende bagved 
Sophie Gyntelberg . 
Forundret vendte hun sig om og en blussende 
rødme udbredte sig over hendes ansigt og bedækkede 
hendes Hals og barm med sit farvesfjar , da hun i 
spørgeren genkendte ham , der havde bragt Børges 
hilsen og som nu atter stod før hende , iført en smuk 

sømandsdragt — men alt blev nu også klart før 
hende i samme øjeblik . 
Hendes søstres forbavselse var ikke mindre ; 
men før de to elskere kunne få nogen forklaring 
over den synlige overraskelse , hvormed deres udkårne 
betragtede Heinesen , spillede musikken op og 
Sophie Gyntelberg trådte ved Magnus 
Heine sens side også ind i de dansendes rækker . 
„ I tilgiver mig da min dristige spøg “ , spurgte 
han ærbødig , idet han ved dansens ophor førte sin 
dame tilbage til hendes plads . 
„ Men hvem var det , der forestillede eder ved 
kirkeporten ? “ spurgte Sophie Gyntelberg smilende . 
„ Min brave styrmand , der for øvrigt endnu er 
uvidende om den rolle , han spillede i går “ , svarede 
Heinesen . 
„ Kommer han her også i aften ? “ spurgte Anna 
halv forskrækket . 
„ Nej ! Jomfruen kan være aldeles rolig for 
eders smukke fødder “ , trøstede Heinesen leende , 
„ Ionas Maibom passer ikke bedre for en balsal 
end en elefant på et vippebræt , men hvor kluntet 
han end ser ud , har han hjertet på let rette sted 
og langt mere kløgt i panden end til eksempel 
den garpe , som histhenne krummer ryg for borgemesterens 
frue . “ 

skjøndt Mogens Heinesen også dansede 
med andre jomfruer , var Aksel Gyntelbergs 
døttre , og af disse fornemmelig jomfru Sophie , 
den , han skænkede sin udelukkende opmærksomhed under 
hele ballet , og da han hen på morgenstunden 
skiltes fra sin hjertes dame og hun på hans 
spørgsmål , om hun ville tillade ham , at benytte 
hendes faders indbydelse , havde hvisket til ham med 
en yndig blufærdighed : i skal være velkommen , 
opfyldte disse ord Mogens Heinesen med en så 
ren og salig glæde , som han endnu aldrig havde 
felt . 
Naturligvis lod Heinesen blot en passende 
tid hengå , før han aflagde sit besøg og han blev 
nu en daglig gæst i Aksel Gyntelbergs hus , 
indtil han efter hjemkomsten fra Færøerne førte 
Sophie Gyntelberg som hustru ind i det hyggelige 
hjem , han havde ladet indrette i Bergen og hvor 
hun blev den gode engel , der idet mindste under 
hans ophold i hjemmet , gav ham smag før en 
renere glæde end den , han hidtil havde søgt i sine 
rå kammeraters ville drikkelag . 
Men medens Heinesen således vandt meget i 
en henseende , tabte han heller ikke lidet i en anden , 
idet hans tro forsvarer , hans Lindenow , forlod 
Bergen umiddelbart efter hans bryllup med Sophie 

Gyntelberg , til hvilket han naturligvis havde 
været en selvskreven gæst . 
Det var nemlig aldeles utroligt , at en , i 
grunden så vild og heftig karakter kunne oieblikkelig 
omskifte sit hele væsen , fordi han var bleven lagt i 
hymens kløde bånd og det manglede derfor lidt 
efter lidt heller ikke på nye rivninger imellem ham 
og garperne , hvem han aldrig kunne tilgive , af de 
så hånligt havde afslået , af gå ind på lehnsmandens 
forslag , om af udruste ham som kaper , 
ligesom de heller ikke kunne tilgive ham , af han 
aldeles ikke ville træde i handelsforbindelse med dem . 
Vel sloges nu ikke Heinesen mere selv med dem 
på ølhuse og lignende steder , men desto ivrigere 
gjorde hans folk det på hans vegne og da han 
slog alle klager over dem derfor hen i vind og 
vejr , fik de contoirske en til vished grænsende formodning 
om , af Heinesen i hej grad begunstigede 
disse angreb på dem , om han end ikke ligefrem 
opfordrede dem dertil . De henvendte sig nu umiddelbart 
til lehnsmanden med deres besværinger , eftersom 
Heinesen som kaperfører henhørte under hans 
område og da hin måtte finde , af mange klagepunkter 
vare grundede , kunne han ikke andet end tilholde 
Heinesen et mere skærpet tilsyn med fine folks 
forhold , noget Heinesen aldeles ikke ville indlade 

sig på , idet han bemærkede , af kapergaster og 
garper slode udenfor de almindelige regler for ret 
og lovlighed . Dette kunne lehnsmanden aldeles ikke 
indse og det kom derfor stundom til heftige optrin 
imellem dem , især fråden tid Lindenows mægling 
ophørte , og da de udtalelser , Heinesen umiddelbart 
efter slige sener lod falde på et eller andet ølhus 
imellem gode venner , bragtes til lehnsmanden igen , 
spækket med de behørige overdrivelser , kom der efterhånden 
et så spændt forhold imellem ham og 
Walckendorff , af dette næppe har været aldeles uden 
indflydelse på dennes senere forhold imod Heinesen . 
I ethvert tilfælde kunne Heinesen have 
erhvervet sig en kraftig skøtte i denne mægtige mand , 
om han havde behandlet ham med slorre hensynsfuldhed , 
medens han nu bragte Walckendorff til 
af tro , af han var en uskjønsom og uregerlig person , 
ved hvem der i grunden intet var af gøre . 

sjette kapitel 
Thorshavn og skuø . 
Henimod to måneder effer de i forrige kapitel 
fortalte begivenheder , se vi „ Falken “ i en smuk 
morgenstund krydse op imod Thorshavn under alle de 
sejl , den friske kuling tillod den af fore . Da 
strømmen var med , gik det , trods modvinden , 
ligeså rask fremad som det ville være gået med en 
strygende medbør , når hin havde været imod , en 
sådan styrke har strømmen omkring Færøerne , 
hvilken derfor også spiller en så stor rolle i samfærdselen 
imellem de mange klippeøer , hvoraf denne 
øgruppe består . 
Altsom man nærmede sig Thorshavn , så man 
ej alene hele den lille befolkning i denne bygd i 
stor bevægelse , men en lignende uro viste sig også 
rundt omkring på klipperne , der omgave pladsen . 
Allevegne hvorhen øjet kunne nå , så man fåreflokke 
drives tilfjelds , idet hyrderne søgte , ved 

hundenes hjælp , af påskynde dyrenes flugt til de 
frelsende fjeldkløfter . På andre steder så man 
kvinder , enten belæssede med store bylter , møjsommelig 
af følge fårehjordernes spor , eller føre en flok 
sammenkoblede heste tilfjelds , alle med så store 
byrder af det forskelligste bohave , af de små dyr 
forsvandt for øjet under deres dragt , og den hele 
karavane fik fra skibets dæk udseende af en 
mængde vandrende løsøre . 
„ Hø , hø , hø “ , lo magnusheinesen , da han 
ved en ny vending af „ Falken “ fik et nyt og fyldigere 
overblik over hele den nærmestliggende fjeldstrækning , 
henimod hvilken de stævnede . „ Hø , hø , hø . Jeg tør 
forbande mig på , Jonas , af mine kære landsmænd 
derinde ikke fro andet , end af det er clerck selv , 
som fører „ Falken “ herind . “ 
„ Hvorledes kan de vel fro andet “ , svarede 
Jonas “ , „ Falken “ kende de nok af sørgelig 
ihukommelse , og vi er sagtens de første , der bringe 
dem underretning om af den har skiftet herre . “ 
„ Men kan de fårehoveder ikke se , af vi er 
lastede så svært som den mest tykmavede koffardimand 
kan være ? Hø , hø , hø , se nu engang , Jonas “ , 
vedblev Heinesen , stadig leende , „ jeg tror , gud 
forlade mig , af de dumrianer endog tænke på af 
forbyde os landgang . Ser du den flok hist henne 

ved kirken og de andre , som løbe fil alle vegne fra . 
Måske er min egen Broder kaptajn for den hele 
rejsning . Det kunne ligne ham ; thi Søren 
flue * ) turde ikke begynde derpå , om han også 
vidste , af han skulle hænges for alle sine kjeltringstreger , 
når vi kom iland . Hør , ved du hvad , 
Jonas ! nu vil vi også have løjer med dem fil 
gjengjæld . Gjor jollen klar og gå iland med fire 
mand og hils dem fra clerck , af om de ikke straks 
sender ham de tolv sin ulke ste piger ud på skibet , 
fil en Dans på dækket , så skal han svie hele 
Thorshavn af , og holde Dans , endnu i nat , i selve 
kirken med dem alle . “ 
Dette var for god en spas fil af den ellers 
så findige Jonas ikke med glæde skulle gå ind 
derpå . Endnu et par slag , og „ Falken “ lå på 
Thorshavns red , i samme øjeblik som man fra 
land så en jolle , bemandet med femsomænd , støde 
fra skibet og sejle ind fil dem . 
Den iagttoges med lige opmærksomhed , om end 
med twist forskellige følelser , både fra landet og 
fra skibet , alt som den tilbagelagde det korte stykke 
mellem dette og kysten . Endelig nåde den samme , 
hvor de fire mand blev tilbage i jollen , og man 
' ) førden . 

så nu den høje Jonas med sindige skridt , at gå 
henimod den klynge mænd , der havde samlet sig 
omkring det nærmeste hus ved kysten . Kun en 
stund varede samtalen , da gik Jonas og flere 
mænd ind i samme hus ; men kort efter kom en 
mand ud af det igen , og gik med raske skridt ned 
fil det sted , hvor jollen lå . Her talte han under 
heftige gestikulationer med jollens besætning , hvorefter 
denne slodte fra land og satte kurs efter skibet . 
„ Hvad djævelen mon de have for med Jonas “ , 
spurgte Heinesen nysgerrig . „ Komedien bliver bedre 
og bedre . Hvad nyt bringer du , Halfred “ , råbte 
han ned fil en mand i jollen , ret som denne nærmede 
sig skibet . 
„ Ganske mærkelige nyheder “ , svarede denne leende . 
„ Dine landsmænd er ikke børn , som man skal lege 
blindebuk med ! Jeg bringer den hilsen , af Jonas 
maib om vil få den løn , som han for længst har 
fortjent og aldrig vil undgå , nemlig af blive hængt , 
dersom du ikke oieblikkelig letter og slår ud af 
fjorden . Vil du forresten have piger af danse 
med , så kan du blot komme iland med få mange 
folk , du vil , vi skulle da alle få lov fil af danse 
luftspring med styrmanden , dersom ikke noget værre 
hændtes os forinden . “ 
„ Jeg tør holde et krus kryddervm mød en 

pot skillingsøl , om jeg ellers drak det uden i nødstilfælde , 
af denne hilsen kommer fra min Broder 
Jon , lagmanden herinde , og derfor kan heller ingen 
anden end jeg binde an med ham . Det er derfor 
bedst , af jeg klarer den sag “ . 
Med disse ord sprang Heinesen , der iøvrigt 
iforveien havde iført sig sin bedste stads , ned i jollen , 
som snart efter var ved den kyst , som han ikke i syv 
år havde betrådt , hvorfor det heller intet under 
var , af ingen af hans landsmænd kendte ham igen . 
Ligesom styrmanden gik han sindig og ubevæbnet 
hen imod den skare bevæbnede mcrnd , der ventede 
på hans ankomst i en mørk , uheldspående taushed . 
Såsnart Heinesen var kommen fil dem , spurgte 
han med en bydende stemme : „ Hvor er føreren for 
denne skare . “ 
„ Inde i huset , hvor du også kan sinde din 
kammerat “ , svarede en mand i flokken . 
„ Sig fil ham , at han kommer herud . Vejen er 
ikke længer for ham end for mig “ , sagde Heinesen 
i en tone , der spillede stærkt , i det uforskammede . 
„ Ikke så kæphøi , slyngel “ , lød svaret , „ Lagmanden 
er for god fil at gå et skridt for en Karl 
som dig , uden det er for at se dig hængt , og vil 
du ikke fil ham med det gode , finder jeg vel på 
råd , at trække dig ind fil ham . “ 

„ Hvor stærk du end tykkes at være , gode ven ! “ 
Svarede Heinesen , og målte sin mand med 
åbenbar foragt , „ så kunne måske rebet glide ud 
af din hånd . En bredder er ikke altid let at holde 
på . “ 
Denne bemærkning gjorde et højst forskelligt 
indtryk på den hele skare , thi Heinesen sigtede 
derved fil en ulykkelig begivenhed , der var 
foregået på øen , året før hans afrejse fra 
sin fcedreneo , idet en ung færing ved navn Rut * ) 
på en fuglejagt var forulykket derved , af rebet , 
hvori den , der holdt ham , var gledet ud af hans 
hænder , en keitethed , der altid ville have fremkaldt 
de skarpeste domme , men ved denne lejlighed gav 
stof til endnu mere ond omtale , da det var bekendt , 
af begge bejlede til en og samme unge pige , og af 
denne havde foretrukket den forulykkede . 
„ Disse ord skal koste dig dit liv , om du så 
er djævelen selv “ , råbte den forbittrede færing , 
den ovennæevnte , forsmåede elsfer , og hæevede sin 
økse højt på skulderen , som om han alt beredte 
sig til af give det drægende slag . 
„ Har manden intet andet forbrudt , end det , 
han nys talte , vil din okse blive for kort til af række ham , 
dette navn betyderbredder “ . 

Ketil , “ råbte nu en anden mand i skaren , og køstede 
ligeledes sit værge . „ Var det halsløs gerning , af 
tale om , af du ikke bedre kunne holde fast på min 
Broder thorgeir , så havde mangen brav færing 
alt mistet livet , og tilmed kender denne mand næppe 
dig og din historie , men talte på må og få . “ 
Højrøstede stemmer hævede sig rundt om * 
klyngen , et sandt billede på folkelivets stridbarhed 
i hine tider på disse øer . Endnu flere økser 
hævedes ; man talte for og imod , medens andre søgte 
af mægle fred . 
Midt i denne larmende hob , der syntes aldeles 
af have glemt „ Falken “ og den , der havde foranlediget 
det hele røre , stod Heinesen med hænderne i 
trøielommerne , åbenbar gottende sig ved sin gerning ; 
men retsom ordskiffet havde nået sit høldepunkt , 
og truede med af gå over fra ukvemsord fil dxeslag , 
trådte en høj , sværbygget mand ud af huset 
og bød fred , med en stemme , der syntes af være 
vant fil af skaffe sig lydighed ; thi lidt efter lidt 
lagde sig den hele ordstrid , der til sidst tabte sig i en 
sagte brummen . 
„ Grib mig den mand “ , bød den ankomne , og 
i en håndevending var Heinesen omringet af flere 
håndfaste mænd . „ Om jeg ikke fejler meget “ , vedblev 
han , idet han talte , som det sømmede sig en høvding , 

så er du en færing af fødsel ; jeg har hørt det 
af dit mål , hvor godt du end har forsøgt af skjule 
det , og hvad enten nu clerck byder lidt eller 
meget for din Hals , så skal du dog dingle ved den 
inden solens nedgang . Det er hårdt nok for os 
færinger , at skulle se en nordmand som din kammerat 
i ledtog med hin skurk , men den , som kan hjælpe 
ham til at plyndre og håne sine egne landsmænd , 
fortjener den forsmcedeligste død . “ 
„ Jeg vil ikke nægte landsmandskabet , siden du 
har gjcettet det “ , svarede Heinesen rolig , „ men om 
landets skik ikke er forandret her på øerne , så 
straffer man ingen før han er hørt og dømt . “ 
„ Den skik står også ved magt endnu “ , 
svarede hans modstander , og så sig om i kredsen , 
hvor man ved en mumlen tilkendegav , at man delte 
hans anskuelse . „ Du skal både blive forhørt og 
dømt , men begge dele vil sfe i al korthed , thi med 
en sørøver gør man her på øerne kun kort 
proces , og om du så var min egen Broder “ — 
„ Hvad så “ — afbrød Heinesen ham , tilsyneladende 
på den impertinenteste måde af verden . 
„ Så skal du ligefuldt lide din velfortjente 
straf , så sandt jeg er lagmand og hedder ion 
Heinesen “ , svarede denne med eftertryk . 
„ Så du vil virkelig hænge din egen Broder 

Mogens ? “ spurgte han , og så lagmanden stift 
i øjnene . 
Denne tumlede tilbage , som ramt af et elektrisk 
slag , og den dybeste taushed indtrådte . 
„ Er du virkelig min Broder Mogens ! “ 
Udbrød lagmanden med fast stemme , men bleg som 
et lig , „ og du har bragt en sådan skam over dine 
fædreoer og din faders slægt , så vil jeg ikke 
dømme dig , men loven skal dømme dig , og jeg vil 
ikke gøre et skridt for din frelse , thi så måtte 
jeg også foragte mig selv . “ 
„ Ion , min kære , ædle , brave Broder ion “ , 
råbte nu Magnus Heinesen , idet han med udbredte 
arme styrtede hen til ham og omfavnede den 
høje skikkelse , uden at broderen gjorde noget til 
enten at forebygge eller gjengjælde omfavnelsen . 
„ Ieg er vel en vild og gal færing , men endnu 
kan jeg være mit fødeland og min slægt bekendt 
og skal altid blive det . Skibet derude er mit . Ieg 
overlistede clerck , som for en måned siden har 
fået sin velfortjente straf i Bergen tilligemed alle 
sine staldbrødre ; jeg er udnævnt til kaperfører for 
at fri eder for de andre skjelmer , der sejle om 
iblandt eder , og „ Falken “ er ladet med mange gode 
ting , som to bergenske kjsbmænd tilbyder eder . 

tilgiver mig alle denne streg . Det er så min 
vane . “ 
Ved disse ord udbrød det overvejende flertal 
iblandt færingerne i høje jubelråb , lagmanden 
skuttede sin Broder , med glædestårer , i sine arme , 
og enkelte ilede ind for al løslade Jonas , der 
hidtil havde været holdt tilbage som fange i det 
nærliggende hus , medens andre sendtes tilfjelds for at 
kalde de flygtende tilbage . 
Men ikke nok hermed , så udbredte rygtet om al 
den forhadte sørøver clerck var død og al en af 
deres egne landsmænd havde hævnet al den ulykke , 
som han havde tilføjet dem , sig med lynets fart til 
alle øer , så al der ikke var en nok så liden beboet 
Holm , hvortil efterretningen ikke nåde inden nogle 
få dages forløb , i forbindelse med , al enhver nu 
kunne erholde forskellige nødvendighedsartikler tilkjøbs 
i thorsyavn , hvorhen de heller ikke vare sene med al 
bringe deres egne varer til forhandling . 
Magnus Heinesens navn var på alles 
læber og Magnus Heinesen var dagens helt i 
de særøiske bygder , ligesom kort i forvejen i Bergen ; 
men hans ubetænksomme ord til Ketil havde forskaffet 
ham denne til sin dødsfjende , og da hans 
slægt var stor på øerne , forvoldte dette Magnus 
Heinesen siden mange ubehageligheder , ja bragte 

ham , som vi siden skulle få af se , til sidst i den 
yderste fare . 
Hertil kom endnu dette , af Heinesens ville 
gaster hengave sig langt friere til deres toilesløse 
levnet i Thorshavn end i Bergen , hvor de på 
mange måder holdtes i ave , og da færingerne 
mente , af Heinesen ikke optrådte imod disse udskejelser 
med den fornødne kraft , ramte beboernes 
velbegrundede forbittrelse ham mest . Det viste sig 
også snart , af mange af de såkaldte sørøvere ikke 
vare andet end snighandlere , der førte sig det 
trykkende bånd til nytte , hvori den færøiske enehandel 
var lagt , og da de bragte øboerne langt 
billigere , om end ikke bedre varer end dem , der filfortes 
dem fra den priviligerede handels skibe , var 
der mange , som hemmelig holdt til med disse , idet 
de advarede dem for Heinesens efterstræbelser . 
Det var især hans Broder ion , der gav ham 
meddelelser om disse uhyggelige forhold , som Heinesen 
nu så meget heller ønskede afskaffede , da man 
ved , af han selv var med af drive enehandelen på 
Færøerne , og da han af ham fik af vide , af 
manden på skuø , en lille ø , beliggende imellem 
syderøen og den nordlige gruppe , var anset som 
den , der mest havde med smuglerne af bestille , 
bestemte han sig til selv anden af sejle ned nl ham , 

for af tage forholdene i øjesyn og undersøge , om 
beskyldningerne kunne være grundede . Han beordrede 
sin styrmand til imidlertid af fortsætte med skibets 
ladning , men iøvrigt være parat til af stikke i søen 
ved første vink , hvad enten han selv kom tilbage , for 
af føre det , eller han sendte en anden med fornøden 
underretning derom . Hans ledsager , Einar , som 
vi kende fra forrige kapitel , var en snu knøs på 
atten år , havde det hverv af bruge både øjne og 
øren medens de opholdt sig på skue , men dog 
iagttage den størst mulige forsigtighed ved sine 
undersøgelser , som Heinesen aldeles overlod til 
ham . 
Det var hen på effermiddagen af Magnus 
Heinesen ankom til øm , ved hvis landingssted 
han modtoges af dens ejer , skjalg frille , der 
bød ham velkommen , som skik er , uden først af 
spørge om den rejsendes navn . Imidlertid navngav 
Heinesen sig straks og ytrede , af man oppe i 
Thorshavn havde sagt ham , af en sørøver krydsede 
ved de sydlige øer og af han var løbet ud , for af 
indhente efterretninger om ham ; men af han hidtil 
ingen havde fået , hvorfor han bad bonden om , 
af give ham de oplysninger , han formåede . 
Skjalg syntes ikke af blive ilde berørt ved disse 
ord , men bød atter Heinesen velkommen og bad 

ham og hans ledsager øm af følge med sig op til 
gården , idet han førsilkrede , af han heller ikke hos 
ham kunne få bedre efterretning , eftersom han ikke 
vidste af nøgen sørøver af sige og heller ikke trøede , 
af der var nøgen sådan i farvandene på denne tid . 
Ved indtrædelsen hos skjalg , fandt Heinesen 
alt dugen bredet og børdet førsynet på det bedste 
efter datidens skik og stedets lejlighed , men 
desuagtet gjorde bøg skjalg undskyldning før beværtningen , 
idet han underrettede sin gjcrst øm , af 
han ikke var gift og af et lejet tyende aldrig kunne 
gøre besked , som en husmoder . Deri gav Heinesen 
ham ret . 
„ Er det længe siden din kone døde “ , spurgte 
han deltagende . 
„ Jeg har aldrig haft nogen “ , var skjalgs 
korte svar . 
„ Da er dette en dårlig handel og du er af 
beklage “ , mente Heinesen . „ Kvindfolk kan mænd 
ikke undvære , og derfor straffer det sig altid selv enten 
på den ene eller den anden måde , når en mand 
vil leve en kone foruden . “ 
„ Forbindelsen med en kvinde kan også føre 
ulykke med sig “ , bemærkede hans bært , idet han 
rakte ham kruset . 
„ Meget rigtigt “ , indrømmede Heinesen leende . 

„ når man er kommen på siden af en havgasse ; 
men det må en rask mand altid vide råd før og 
jeg vil sige dig det , skjalg , af jeg heller vil leve 
ene mand med alle de rappenskralder , som findes 
på Færøerne tilhobe — og deres tal skal ikke være 
ringe , end have det således som du lever . “ 
Skjalg mente , af dette kom an på hver 
mands egen tilbøjelighed og af han var tilfreds 
med sine kår . 
Heinesen erklærede , af dette kunne han blot 
være , fordi han ikke kendte det bedre ; men nu skulle 
han se , af kapre en ung , smuk kvinde til ham og 
skulle det være nødvendigt , ville hall selv gøre deres 
bryllup ombord på „ Falken . “ 
Skjalg svarede intet hertil , men blev fra den 
stund endnu mere ordknap end han før havde været 
og skønt modtagelsen havde været så gæstfri som 
Heinesen vel kunne ønske , var der dog noget i 
skjalgs og hans hussinders forhold , som sagde en 
så erfaren mand som Heinesen , af han langtfra 
var så velkommen , som det skulle synes , og han følte 
sig stedse mere overbevist om , af der måtte være 
noget , som trykkede den gode mands samvittighed 
på en eller anden måde . 
Det var med alt dette lakket ud ad aftenen og 
Heinesen udtalte ønsket om af forblive på øen 

om natten , hvortil skjalg svarede , af dette havde 
han også fra først af tænkt sig , idet han tilføjede , af 
han nødig ville have haft , af han havde forladt ham 
samme dag , som han var kommen . Han lod efterhånden 
bringe et par kruse dl til og Heinesen 
fordrev tiden med af fortælle om sine eventyr , 
på sine kapertog , indtil „ Sengelags tiden “ var 
kommen , hvorpå pærten selv førte sin gæst 
og dennes ledsager ind i det for dem bestemte 
sovekammer , hvorpå han bød dem godnat og 
fjernede sig . 
„ Hvad har du så opdaget , Einar ? “ hviskedee 
Magnus til sin ledsager , da de vel vare komne til 
sengs ved hinandens side . 
„ Ikke det mindste “ , sagde denne ligeså sagte . 
„ Jeg har været rundt omkring og løb også lidt til 
fjelds da jeg sagde , af jeg kedede mig i gården ; 
thi ingen talte til mig mere , end de vel være nødte 
til ; men intet mistænkeligt er at opdage og dog er 
alt ikke her som let skal være og de ønsker os begge 
gerne fanden i vold . “ 
„ Det er også min mening “ , bemærkede 
Heinesen „ og jeg må snart med „ Falken “ ned at 
aflægge et nyt besøg her . Så finder jeg vel bedre 
rede i det . Her er ikke mange kvindfolk på øen “ , 
vedblev han efter en pause . 

„ Knn to gamle Karter “ , forsikrede knøsen „ og 
de er begge mere sure end fjorgammel Balle . Men 
har skjalg ikke en kone , så har han i det mindste 
en søn . “ 
„ Hvoraf ved du det “ , spurgte Heinesen forundret . 
„ De har forvaret ham i en stue ovenpå “ , 
forklarede Einar „ retsom om han kunne være 
kontraband . 
Jeg så ham et øjeblik , da han stak hovedet 
ud af en luge , men fik ikke lov til at komme ind 
til barnet , skønt jeg bad derom “ . 
„ Hm , det var mærkeligt “ , mumlede Heinesen 
eftertænksom . 
„ Havde det været en kjon , ung kvinde kunne 
jeg bedre forstå det “ , hviskedee Einar med et fiffigt 
smil ; „ det skulle ikke undre mig , at den langnæsede 
tværbider kunne blive nidkær , når han så eder 
på øen . “ 
„ Måske er drengens moder også skjult et 
eller andet sted på øen “ , bemærkede Heinesen 
„ og vi træffe ganske andre varer end vi vente , 
når vi begynde vore randsagninger næste gang . Nu 
kan du lette dig i morgen , når du hører , at folk 
begynde at røre sig i huset “ , vedblev Heinesen , 
„ og medens jeg tager mig en morgensøvn , kan du 

fortsætte dine undersøgelser , men så uformærkt som 
mulig ligesom i dag . 
Ja god nat , Einar “ , sagde Heinesen højt , 
„ Gud ved , hvorlangt Jonas er kommen i dag med 
„ Falken ? “ 
„ Når sondensfrommen kommer i morgen , vil vi 
besøge ham igen . Hvor var du ellers henne i dag , 
den meste tid ? “ 
„ Å , jeg løb om til fjelds , før jeg har aldrig 
før været på øen “ , svarede hans ledsager ligeledes 
med lydelig røst . 
„ Rendte du efter kvindfolk , din spidsbub ? “ 
Spurgte hans sengekammerat . 
„ O , nej , de vare gøde nok , dem , jeg fandt her 
på gården “ , svarede denne leende . 
„ Ja , jeg ved nok , at du er noisom i alle 
dine ønsker , hvor ung du end er “ , svarede 
Heinesen gabende . „ Nå , god nat , din skjelm . 
I dag blev du altså heller ikke hængt . “ 
„ Heller ikke i , kaptajn “ , svarede knøsen 
leende „ og det var endnu sørgeligere . Men bi 
til i morgen , så vil clercks genfærd være herudenfor , 
for af spørge efter selvdøde fårekroppe . 
Ha , ha , ha . 
Og så god rolig nat , kaptajn . “ 

syvende kapitel . 
Kampen på hesfø ! 
„ Kaptajn ! Rejs eder i en fart , skjalg er 
borte , fanden er løs “ , var den behagelige morgenhilsen , 
Einar bragte sin herre ved daggry , idet han 
ruflede i denne , som endnu lå i den tryggeste søv » . 
„ Hvad for noget ? Hvem er borte ? Hvem er 
løs ? “ spurgte Magnus Heinesen og satte sig søvndrukken 
i sengen . 
„ Skjalg og alle karlsolkene er borte “ , svarede 
Einar ivrig , „ og de har heller ikke været til sengs 
inat . “ 
„ Hvoraf ved du , af de ikke have været iseng 
inat ? “ spurgte Heinesen , som nu var bleven aldeles 
vågen . 
„ Sengene vare urørte , og da jeg stak hånden 
ind i dem , for af mærke om de vare varme , fandt 
jeg dem helt kolde “ , forklarede Einar . 
„ Godt , godt “ , svarede Heinesen og purrede 

sig i håret ; „ gå ned til landingsstedet og se om 
øens både ligge der ; men er der nøgen borte , så 
løb tilfjelds og se hen imod Dimon eller sands ; 
thi jeg antager , af den kjeltring er sejlet bort med 
sine indsmuglede varer og så skader det ikke af se , 
fra hvad kant han kommer tilbage . Imidlertid står 
jeg op . “ 
Det unge menneske forlod huset som en vind , 
og efter at Heinesen havde ordnet sin påklædning 
i al sindighed , gik han ind i dagligstuen , hvor han 
meget rigtig ikke traf et menneske . Lidt efter så 
han imidlertid en af de gamle „ Karter “ gå ude ved 
et udhus og han trådte hurtig ud til hende . 
Efter af have huden hende en venlig godmorgen , 
hvilken hun besvarede med en slags knurren , spurgte 
han hende om , hvor hendes husbond var henne , og 
dertil bemærkede hun , af hun ikke kunne give besked 
derom . Heinesen undrede sig derover , samt over 
af han så tidlig var gået ' ud ; men dertil svarede 
kvindemennesket , af sligt var hans skik og at han 
aldrig gjorde regnskab før , hvor han gik hen . 
„ Hvor er karlfolket “ , spurgte Heinesen videre 
„ jeg ser ingen heromkring . “ 
„ De er sagtens med skjalg “ , svarede kvinden 
mut , „ det er så deres skik . “ 
„ De er vel alle tilfjelds ? “ frittede Heinesen . 

„ Troligt nok “ , svarede denne vrantne kvinde . 
„ Eller tagne tilsøs før at sisfe ? “ vedblev han . 
„ Også det “ , bekræftede hun . 
„ Har skjalg også taget al føde med sig ? “ 
Spurgte Heinesen igen , „ så vil det være det 
bærste , da jeg er dygtig sulten efter nattesøvnen . “ 
„ Jeg skal snart komme med davren “ , svarede 
fruentimret . „ Jeg troede , du ville vente med den 
til husbond kom . “ 
„ Kommer han da snart ? “ spurgte Heinesen 
hastig . 
„ Jeg ved det ikke “ , svarede hun tørt . 
„ Ia , så er det nok bedst , at du breder dugen 
jo før jo heller , min engel “ , svarede Heinesen lige 
sorgfri ; men brummede i skjæget — „ den sordømte 
heks ! — endnu er jeg lige klog . “ 
I det samme kom Einar løbende i fuld 
firspring . 
„ Alle bådene på firemandsfareren * ) nær er 
borte “ , sagde han ganske forpustet , „ og vor egen jolle 
har et hul i bunden . Også er vore økser borte , 
søm vi løve ligge i den iaftes . “ 
„ Og hvad så du tilfjelds “ , spurgte Heinesen , 
med uforstyrret ro . 
* ) en sforre båd . 

„ Jeg kom ikke så vidt . Jeg mente , at jeg 
først måtte fortælle eder dette “ , bemærkede Einar . 
„ Men , når jeg giver dig en befaling , udfører 
du den , knægt , uden at rende efter dit eget dumme 
hoved “ , svarede Heinesen forbitret . „ Afsted med 
dig , slyngel , og bruger du ikke dine øjne bedre 
end din dumme forstand , skal jeg vel se , at klare 
begge dele ved din tilbagekomst . “ 
Atter ilede knøsen afsted og Heinesen gik ind 
og satte sig ved davrebordet , søm om intet var 
forefalden . 
Han var endnu ikke kommen videre ned i davresadet , 
før Einar kom farende ind i stuen med 
åbenbar uro i sit åsyn . 
„ Nå , hvad så du så ? “ spurgte Heinesen , 
med munden fuld af mad . 
„ En skonnert krydser op imod øen “ , rapporterede 
han , „ og enten er han en smugler eller en 
sørøver , for rejsningen er hverken dansk eller norsk . 
„ Tag du det lammelår og det brød , samt 
kruset med øl med dig og gå ned til landingsstedet , 
hvor du kan give dig til af spise og drikke til jeg 
kommer til dig “ , svarede Heinesen , idet han hurtig 
rejste sig fra bordet . „ Du har løbet så meget af 
du nok kan trænge til noget ! jeg går nu selv op , 
for af tage sejleren i diesyn . “ 

med en hurtighed , som viste , af Heinesen , 
trods sin rolighed lige overfor sin undergivne , ikke 
overså den kritiske stilling , hvori han mulig befandt 
sig , ilede han op på en nærliggende fjeldflrænt , 
der gav ham et frit overblik ud over havet , rundt 
om hele den lille o , og så også ganske rigtig det 
lille fartøj , langt ude i søen , hvorom Einar 
havde talt . 
„ Skonnerten er ganske vist udenlandsk og Einar 
skal slippe for den lnssing , jeg havde tiltænkt ham , 
fordi han har brugt sine dine så vel “ , mumlede 
Heinesen . „ Den holder også ind på os og skjalg , 
den hund , har pænt fået mig i fælden . Min 
jolle må kunne flyde “ , vedblev han , i det han steg 
ned af fjeldtoppen , „ ellers bliver her alt for lystig en 
klapjagt i dag på øen . “ 
Men jollen ville ikke flyde ! Dette indså 
Heinesen , så snart han havde kastet et blik på 
den ødelæggelse , den havde været genstand for , og 
selv om dette havde været tilfældet , så ville dog 
enhver flugt have været umulig med den , da den 
forsynlige skjalg havde borttaget både ror , årer 
og sejl . 
„ Her er gode råd dyre , Einar “ , udbrød 
Heinesen , og så sig om : „ En sørøver under 
opseiling og to både uden årer , sejl og ror 

til at flygte i , selv om vi kunne få jollen helet 
eller firemandsfareren skudt i søen . “ 
„ Kunde vi bare få den ud “ , bemærkede Einar , 
„ så kunne jeg skaffe sejl og årer , for det er bestemt 
dem , der ligge i det østre skur deroppe ved gården 
— om le blot ligge der endnu . “ 
„ De skal ligge der og det er også troligt nok , at 
de ligger der “ , udbrød Heinesen glad , „ thi skjalg 
har troet , at vi ikke kunne sætte firemandsfareren i 
søen . Lad os følges ad ! vor hele frelse beroer 
derpå . “ 
De ilede begge i største hast til det betegnede 
skur , hvor Einars spejdende blik havde opdaget 
bådens tilbehør , og til begges fælles glæde fandt 
de , hvad de søgte . 
I en fart blev alle redskaber udtagne og , 
belæssede med disse , ilede begge atter ned til 
landingsstedet . 
„ Nu først en styrkedrik ! “ råbte Heinesen 
munter , „ og så skal vi dog vise skjalg , den skalk , 
hvilke bjornekræfter mænd få , når det gælder 
livet . Se her , Einar , stik du nu resten ud og 
har du i denne stund kræfter for to karle , skal 
jeg vise dig , at jeg har for seks . “ 
Nogle bældige ryk ! Nej , båden lod sig ikke 
rokke ! 

„ Endnu engang , Einar ! Hive , hej , båden i 
søen , eller strikken om halsen ! Vi har intet andet 
valg ! hive , høj ! Hurra , den går ! “ 
Og virkelig gik den ! De to mands overmenneskelige 
anstrengelser lykkedes det , hvad skjalg 
selv havde anset for en umulighed , at få det store 
fartøj i søen , og efter nogle øjeblikkes forløb 
flød den på de gyngende vover . 
„ Det var en stram tur , Einar ! men den bliver 
ikke den sidste i dag “ , bemærkede Heinesen lystig , idet 
han tilligemed sin ledsager bragte sejl , ror og 
årer ombord . „ Vi have fortjent et krus efter den 
tørn , min gut ! men det må vi have til gode fil vi 
komme fil Thorshavn . Farvel skuø og tak for 
denne gang ! men , hille død , iland igen , Einar , 
efter brødet og kødet ; det er synd at levne disse 
guds gaver fil den skurk fil skjalg . “ 
I et øjeblik vare de næevnte genstande bragte 
ombord og Heinesen stod nu ud fra øm , idet han 
satte kursen mod nord , da øen lå imellem 
Heinesen og hans forfølgere , opdagede disse ikke 
straks hans flugt , hvilket gav ham et betydeligt 
forspring ; men så snart man ombord på skonnerten 
fik øje på ham i rum sø , forandrede også denne 
sin retning . De havde næppe holdt samme kurs 
begge to en føje stund , før Heinesen indså , at 

han ville blive afskåren fra dansen , hvortil han i 
første øjeblik troede at kunne slippe over . Hans 
håb stod nu fil at nå over fil vågs , og han 
forandrede også kursen efter denne 0 ; men da de 
havde sejlet en stund igen , erkendte han også det 
umulige deri , eftersom skonnerten sejlede bedre end 
hans båd , og det stod klart for ham , af han ville 
blive tagen , førend han nåde hen fil denne 0 . 
Han lod imidlertid stå fil , fordi han ikke havde 
andet af gøre ; men skonnerten nærmede sig med 
en foruroligende hurtighed . 
Pludselig forandrede Heinesen atter kurs , 
hvorved det lykkedes ham af få en rummere vind 
end skonnerten , så af den ikke halede så stærkt ind 
på ham , som tidligere . 
„ Vi må anløbe hests “ , bemærkede Heinesen , 
„ om vi ellers kan nå dertil , og der må vi sælge 
vort liv så dyrt som mulig , Einar ; men et par 
dage kan vi nok holde os dem fra livet , og måske 
rygtes det så fil Thorshavn , af her ligger en ssrsver 
og Jonas får i hovedet af løbe ud efter ham . 
De dummerhoveder fro , af jeg vil knibe langs 
kysten til Thorshavn og derfor holder de stik mod 
nord ; men dette vil forsinke dem nogle timer og vi 
få tid fil af indrette os på øen . Skær os hver 

en humpel kød og brød ; thi siden få vi ikke 
megen tid fil af spise . “ 
Heinesen havde gj rettet skonnertens plan ; thi 
neppe så den , af han var landet på hestø , før den 
også satte kurs derhen ; men nu løjede vinden 
af og det var først hen på eftermiddagen , 
at den nåde samme sted . 
Hestø er en af de mange småøer , som udgøre 
det fceroifle archipelag . Den er en høj , sleil klippeø , 
med et eneste landingssted og en eneste , meget sleil 
adgang , til dens overflade . Efter at man er kommen 
de to trediedele op ad øens skråning , danner 
klippen en afsats , en såkaldet hylde , som fladt af 
naturen til hvile for den , der vil klattre op ad 
klippens stejle side ; men fra denne afsats bliver 
adgangen endnu mere sleil og vanskelig . Det var 
på denne afsats at Heinesen ville modtage sine 
fjenders første angreb , efter at han var kommen vel 
iland og givet firemandsfareren et spark ud i søen , 
en højst ufortjent tak for den gode tjeneste , den 
hidtil havde ydet ham . 
Han lod Einar bæere provianten op på 
klippeøens , dengang ubeboede , overflade og anvendte 
den øvrige tid til at samle sine gamle våben , 
en mængde store og små stene på afsatsen , 
medens han befalede sin ledsager , at gøre det 

samme på klippens overflade og vedblive dermed , 
uanset hvorledes det gik ham nedenunder . 
Han var netop færdig med sine forberedelser 
til fjendens modtagelse , da den første båd » 
Mandskab landede på øen med skjalg i deres 
spidse . 
Skjalg så op til Mogens og Mogens så 
ned til skjalg og vil man vide , at Mogens gjorde 
det , som man kalder „ Langnæse “ ad skjalg . 
„ Nu er din sidste stund kommen , Mogens ! “ 
Råbte skjalg op til ham . 
„ Troligtnok , som Åse sagde “ , svarede Heinesen 
sorglos . „ Hvem er den Åse , du nævner “ , spurgte 
skjalg forundret . 
„ Ih , den ene af dine to skønheder på skuø “ , 
svarede Mogens leende . 
„ Jeg skal selv lægge dig strikken om halsen “ , 
råbte skjalg forbitret . 
„ Jeg er villig til at vise dig den samme tjeneste “ , 
forsikrede Heinesen uforsagt . 
Nu sagde den fremmede kaptajn noget ti ! 
Skjalg , som Heinesen ikke kunne høre . 
„ Skipperen her siger “ , råbte skjalg igen , „ at 
om du ikke kommer godvillig ned , så skal han 
sidenhen pine dig til at rede dine egne indvolde . “ 

„ Må de blive kogte først “ , spurgte Heinesen , 
aldeles uberørt af denne forfærdelige trusel . 
Af den måde , hvorpå Heinesen besvarede 
skjalgs ord , stod det klart for ham og hans 
kammerater , at Heinesen i grunden drev spot med 
dem ; men da de ikke vare mænd , der fandt sig rolig 
i dette , beredte de sig også på af aflægge ham et 
besøg oppe på klippen . 
Skjalgs fire karle og fire af smuglerne skulle 
foretage dette vovestykke , hver især velbevcebnet med 
huggerter , der vare spændte om livet . De begyndte 
af bestige klippen i en spredt række , hvilket nok 
kunne lade sig gøre i begyndelsen ; men når de 
vare nåde op til den halve afstand af den vej , de 
havde af klavre før af nå Heinesen , blev det 
nødvendigt , af de måtte følge efter hinanden i en 
række . 
Det var dette tidspunkt , Heinesen havde 
ventet , og næppe så han dem , den ene efter den 
anden , af klavre sig i møde , før han rullede et 
mægtigt klippestykke ned på dem . 
De med klavring mere fortrolige færinger fik 
på en nær , tid til af rykke sig til side ; men denne 
ene blev reven ned , da stenen fløj forbi ham , uden 
af han dog fik anden skade af faldet end nogle 
stærke kontusionen . Derimod ramte klippestykket to 

af smuglerne , af hvilke den ene fik hovedet knust 
og den anden begge benene brækkede . De to andre 
bleve så forfærdede ved denne hilsen , af de i største 
fart lod sig glide ned fil fjeldets fod . 
Atter løslod Heinesen en sten , for af ramme 
de tre færinger , som vare tilbage på klippen , og 
det lykkedes ham også af træffe den ene af disse , 
således af han tumlede ned med et højt skrig , 
medens de to tilbageblevne søgte dækning under et 
fremludende klippestykke , uden døg af turde vove på 
af klavre videre . 
„ Vil du ikke op af hente dine folk , skjalg “ 
Råbte Heinesen ned fil denne . „ Jeg har gemt 
den bedste sten fil dig . “ 
Men skjalg svarede ikke . Han undersøgte 
klippen på det nøjagtigste og fandt , af den også 
kunne bestiges indtil halvveien fil afsatsen fra endnu 
en side fil . Så snart skipperen havde indset det 
samme , befalede han fire andre af sine folk , af 
begynde igen på vovestykket og når de vare komne 
fil det sted , hvor kun en ad gangen kunne krybe , 
da af forsøge det en for en , medens de andre holdt 
sig dækkede , idet han lovede den en rig belønning , 
som først besteg afsatsen . 
Det var åbenbart , af hans folk ikke havde 

videre lyst fil denne vandring ; men de adløde døg 
uden knur . 
„ Hej , Einar “ , råbte Heinesen op fil sin 
ledsager , „ nu kan du øve dig på de to , der 
komme fra rør , så skal jeg se , om jeg kan træffe 
en af dem fra sønder . “ 
„ Einar lod sig ikke dette sige to gange og snart 
begyndte stene fra en næves størrelse indtil et 
hvidkålhoveds at regne således ned over de 
klavrende smuglere , at disse i al hast opgave 
ethvert videre forsøg , idet de så hurtig som 
mulig steg ned til det sted , hvorfra de kom . 
Skjalgs forbittrelse kendte nu ingen grændser 
og det var ham aldeles umuligt at skjule den . 
„ Du skal ikke svinge så ivrig med huen , 
Mogens ! Enden er ikke endnu “ , råbte han ; „ vi 
vil nu se , om du kan æde græs og klare dig 
med det . “ 
„ Og jeg vil se , hvor længe du og dine folk 
kan fordøje mine boller , skjalg ; halloi , Einar ! 
Nu ville vi slå kegler med hinanden ! to kruse dl 
for nikongen og et for hver af de andre . “ 
Med disse ord slyngede Heinesen en sten 
efter skjalg , som rimeligvis ville have gjort det af 
med ham for bestandig , om denne ikke var sprungen 
tilside ; men fra nu af regnede der en sådan mængde 

velrettede stenkast ned over alle angriberne , af disse 
indså umuligheden af af holde sig på den åbne 
klippekyst , hvor ingen dækning var af finde og de 
nødtes til af indskibe sig alle tilhobe på smugleren . 
Da de to endnu tilbageværende færinger , som 
lå bækkede oppe på klippens side , mærkede , af 
kammeraterne ville bort , blev de høisf urolige ; 
men ned turde de ikke slige af frygt for Heinesens 
stenregn . 
„ Herregud , Mogens ! “ bad den ene , idet han 
kigede frem af sit skjul , „ lad os uhindrede slige ned ! 
Vi er dog landsmænd ! “ 
„ Smukke landsmænd , skal jeg svare for “ , 
bemærkede Heinesen leende , „ som gøre fælles sag 
med sørøverne for af få mig hængt . Men ikke 
desto mindre kryb i kun ned . Åse og Ingrid ville 
græde deres smukke øjne ud , om de ikke fik eder 
helskindede tilbage . “ De to færinger lod sig ikke 
dette sige to gange og snart havde de forenet sig med 
deres kammerater . 
Såsnart Heinesen havde set dette , steg han 
op til sin ledsager og lagde sig hos ham i det frodige 
græs , der voksede på klippeøens overflade . 
„ Belejringen er nu forandret til en blokade , 
Einar “ , udbrød Heinesen , „ oghavde skjalg ikke 
selv giver proviant , kunne den være bleven besværlig 

nok . Kommer tid , kommer råd og i morgen har 
frelst såmangen mand . “ 
Om natten skiftedes Heinesen og hans ledsager 
til af vagte , eftersom de ventede , af man ville forsøge 
en overrumpling på den tid ; men angriberne 
forholdt sig aldeles rolige . 
„ Vi vil forsøge , om vi ikke kan få dem indbildte , 
af vi have benyttet natten til af svømme bort , 
skjøndt dette ville have været et livsfarligt foretagende “ , 
bemærkede Heinesen henimod dag . „ Lad 
os derfor sørge for , af de ikke se os . Man må 
forsøge alt muligt ; thi kommer „ Falken “ ikke , kan 
het komme til af knibe nok for os i den sidste 
ende . “ 
Heinesens plan havde ikke det sorønskede 
udfald . Imidlertid vidste man dog ikke ombord på 
skonnerten , hvad man ret skulle tro , efter at man 
ikke havde set noget til mændene den hele formiddag ; 
men på den anden side , var man for vel forsøgt 
fra gårsdagen , til af man skulle vove flere 
menneskeliv end helst nødvendigt . Vare de derimod 
flygtede , kunne man vente „ Falken “ hver time og 
det var et møde , som ingen begærede . Der måtte 
altså foretages en rekognoscering . 
Hen på eftermiddagen satte derfor en jolle 
med skjalg og fire mand af fra skonnerten og 

snart efter bemærkede Heinesen , af den ene af disse 
begyndte af bestige klippen , hvilket han kunne gøre 
med noget håb , da alle så , af afsatsen var 
ubesat . 
Efter en kort tids forløb havde han også til 
de nedensfåendes glæde besteget denne , da han , ret 
som han ville klavre videre , så Heinesen kige ned 
på ham fra oven af . 
Færingen standsede lammet af rædsel . 
„ Bliv du kun trøstig ved af krybe op , orm “ , 
råbte Heinesen ned til ham , „ og du , skjalg , kom 
du kun selv med ! Jeg er nu ene heroppe ; tbi 
Einar er afgået efter „ Falken “ , som jeg håber 
snart vil være her , for af snakke gammelt med eder , 
om i ellers ikke opfiskede ham i nat , hvilket i selv 
bedst må vide . “ 
Ja , hør ved du hvad , orm “ , vedblev 
Heinesen , idet han bøjede sig ned efter en sten , 
„ vil du ikke op , så må du ned og dersom du ikke 
rapper dig lidt , skal jeg dog se , om jeg ikke kan få 
dig bedre på gled med denne “ og hermed svang 
han stenen over sit hoved . Skjalgs Karl lød sig 
ikke råde to gange og med en hurtighed , der gjorde 
hans klavredygtighed den største ære , gled han ned 
ad den vej , han var kommen . 
Da skjalg vidste af gårsdagens erfaring , 

hvor umuligt oet var , af holde sig på kysten , varede 
det ikke længe , før alle igen satte fra land 
og de havde heller ikke været længe ombord , før man 
så smugleren gøre sig klar til af stikke i soen , 
i sådan grad vare de blevne betagne af rædsel 
over „ Falkens “ bebudede ankomst . 
Heinesens list var lykket fuldstændig . 
„ Ved den store sten , hvorpå jeg står “ , udbrød 
Heinesen og gav et hop i vejret af glæde , „ nu har 
jeg sagt mangen god løgn i mine dage , men endnu 
aldrig en , der viste sig uforvarende af være den rene 
sandhed . Einar , min gut , kom kun herhen , lad 
kun skonnertens mandskab se din brede næse ! 
Kender du de sejl hist ude , Einar ? Skonnerten 
kan ikke se dem endnu . O , bare jeg ikke havde prøvst 
på af narre dem ! gid de dog vil blive en halv time 
endnu ! Jonas maib om ! jeg hænger dig 
istedetfor skjalg , dersom du ikke først styrer til 
hests . “ 
Disse og mange flere glædæsudbrud strømmede 
fra den altid meget talende Heinesens læber , da 
han havde opdaget „ Falkens “ hvide sejl i horisonten ; 
men det varede heller ikke længe , fsr også skonnerten 
fik die på dem og nu kan det nok være , af den fik 
travlt med af gå fra land . 
Imidlertid viftede både Einar og Heinesen 

med deres troier , som de havde trukket af sig , for af 
give „ Falken “ af forstå , af de vare på hests og til 
deres glædæ så de snart , af man ombord havde 
bemærket signalerne ; thi skibet lod skonnerten 
skjstte sig selv og vedblev sin kurs efter hests . 
I størst mulig hurtighed steg nu Heinesen og 
hans ledsager ned af deres improviserede fæstning 
og snart efter modtoges de ombord på „ Falken “ af 
den jublende besætning . 
Medens nu „ Falken “ med alt til , hvad trække 
kunne , forfslger skonnerten , vil vi gribe lejligheden 
til af forklare , hvorledes Jonas kunne komme så 
belejlig til hests . 
Dct hele gik meget naturligt til . 
Da præsten på sands , havde bemærket den 
iagt , en fremmed skonnert gjorde på to mand , i 
en firemandsfarer , indså han , af der „ stak et eller 
andet derunder “ , og af det i ethvert tilfælde måtte 
være Heinesen kært , af få underretning om den 
fremmede sejler , hvorfor han afsendte en pålidelig 
mand med den sornsdne meddelelse , så snart 
strømforholdene tillod ham af sejle til thorshavnsåfage 
styrmanden fik alt dette af vide , 
antog han med en erfaren kapergasts hele kløgt , af 
de to mænd , der flygtede i firemandsfareren , måtte 
være Heinesen og Einar , der på en eller anden 
8 

måde vare blevne berøvede jollen og nu søgte af 
flygte på denne måde . Han lod derfor standse 
med ladningen og havde skibet klart til af løbe ud 
ved første strømvending . 
Skjøndt skonnerten sejlede godt , var „ Falken “ 
Med sin halve ladning , dog åbenbart dens overmand 
også heri , og henimod solnedgang var den derfor 
kommen smugleren så nær , af Heinesen kunne 
sende ham sin første kugle . 
Da skonnerten ikke besad skyts og besætningen , 
inklusive skjalg og hans folk , også var „ Falkens “ 
Mandskab underlegen i antal , kunne der ikke være 
tale om nogen modstand , og der behøvedes derfor 
blot endnu en kugle , for af bringe smugleren til af 
lægge bi . 
I næste øjeblik var „ Falken “ på siden af 
ham og Heinesen med sit mandskab ombord på 
det smudsige dæk . 
„ Klyng mig den mand op “ , bød Heinesen og 
pegede på kaptajnen ; „ men hvad eder angår “ , 
vedblev han , idet han vendte sig til mandskabet , „ så 
håber jeg , at livet bliver eder skænket , om det viser 
sig , at i ikke have befatter eder med fribytteri eller 
øvet hærværk her på øerne “ . 
Kaptainen gik sin død i møde som en mand , 
der var vant til at se den under øjne og før erfaren 

i sit ville livs skole til at vente , at kunne opnå 
forandring i den skrækkelige dom . 
Indtil den var exeqveret , herskede en lydløs 
tavshed på dækket . 
„ Nu kommer dit regnskab , skjalg ! “ udbrød 
Heinesen og vendte sig imod den ulykkelige mand , 
der imidlertid mødte hans truende blik med et 
fast og roligt øje . „ Jeg lovede , selv at lægge 
strikken om din Hals , men så megen ære er du 
ikke værd , du usling , som før en lumpen vindings 
skyld holder til med smuglere og forfølger landets 
egne børn . “ 
„ Jeg har aldrig holdt til med smuglere før 
i dag “ , svarede skjalg stoll . 
„ Og vel heller ikke forfulgt mig ? “ spurgte 
Heinesen spottende . 
„ Io , Mogens “ , svarede skjalg lige uforfærdet , 
„ det har jeg og beklager jeg noget , så er det kun 
det , at jeg ikke har kunnet holde mit løvte fil 
dig . “ 
„ Men hvad er årsagen fil dette had ? “ udbrød 
Mogens forundret . „ Jeg ved dog aldrig , at have 
skiftet hverken ondt eller godt med dig . “ 
„ Kan du endnu mindes kolfinna ? “ spurgte 
skjalg og så Heinesen stift i øjnene . 
Magnus Heinesen studsede . 

„ Jeg ser dog , du mindes hende og det var 
næsten mere end jeg havde ventet “ , bemærkede 
skjalg med bitterhed . „ Nu vel “ , vedblev han , 
„ hun var den eneste kvinde , jeg nogensinde har 
båren kærlighed fil og jeg troede også , at hun 
var mig god . Da kom du fil hendes moders 
gård og du stjal den unge piges hjerte , der ikke 
kendte noget fil menneskenes onde lidenskaber . 
Hendes moder stødte hende fra sig , da hendes vanære 
blev hende vitterlig og jeg ilede fil østers for at 
tage hævn over dig ; men du var rejst bort en 
kort tid forud . Jeg vendte da tilbage fil vågs 
og tog hende med mig fil skue og begrov hende der 
med løfte om at hævne hendes skændsel og min 
ulykke , når vi nogensinde mødtes . “ 
„ Hvorer kolfinnas barn “ , spurgte Heinesen , 
stærkt bevæget ved disse ørd . 
„ Han er min søn “ , svarede skjalg , „ bærer 
mit navn og skal arve mig , fordi han er hendes 
udtrykte billede . Havde han et eneste af dine træk , 
havde jeg knust hans hoved mod øens klipper . “ 
Der var en vis storhed i det uhyre had , som 
åbenbarede sig i disse ord og den frimodighed , hvormed 
skjalg udtalte det , så at sige med strikken om 
halsen , var ret skikket til at gøre et dybt indtryk 
på en natur , som Magnus Heinesens . 

han gik nogle gange op og ned ad agterdækket , 
medens en lydløs taushed herskede på skonnertens 
dæck . 
Endelig standsede han foran skjalg . 
„ Hvorfor myrdede du mig ikke , da jeg var i 
dit hus ? “ spurgte han endelig . 
„ Jeg er ingen snigmorder , “ svarede skjalg 
stolt . „ Havde jeg ikke vidst , at Brooks havde ligget 
ved syderø , ville jeg have udæsket dig til en kamp 
på liv og død ved kolfinnas grav ; men da 
jeg forudså , at du ville fælde mig , valgte jeg al 
gøre det , som jeg foretøg mig . “ 
Atter gik Heinesen frem og tilbage på dækket . 
Alle følte , at han kæmpede en voldsom kamp i sit 
indre ; men til sidst fejrede hans bedre natur og idet 
han igen standsede foran sin fjende , udbrød han : 
„ Du skal dog vide dette , skjalg , at kolfinna 
aldrig talte til mig om sit forhold til dig , ligesålidt 
som jeg nogensinde hørte dit navn i hendes mund , 
eller har kendt dig før i går . Jeg kan imidlertid 
forstå , at du ikke alene hader mig , men også har 
grund dertil . Jeg fljcenker dig derfor livet i dag , så 
kan du herefter frit forsøge din lykke imod mig fra 
imorgen . 
Men det siger jeg dig , at falder du en anden 
gang i min magt under dit forsøg på at tage 

mig af dage , så vil du ikke have skånsel at 
vente . “ 
En svag rødme farvede skjalgs kinder , da 
han hørte disse ord ; men han sagde ikke så meget 
som tak før sit liv . 
„ Gjor skonnertens jolle klar til skjalg og 
hans folk “ , bød Heinesen . 
I et øjeblik var befalingen fuldbyrdet og 
skjalg gik i jollen med sine karle . 
„ Lad den lemlæstede mand blive ombord , han 
kan bedre plejes i Thorshavn “ , bød Heinesen 
atter , da han så , at folkene ville til at bringe den 
sårede ned i jollen . 
„ Hils kølfinnas son “ , udbrød atterheinesen 
og så ned i jollen , der gled langs skibets side . 
Et par tårer perlede i hans øjne . Men han og 
skjalg genså aldrig hinanden . 

ottende kapitel . 
„ Falken “ og „ Samson ! “ 
Kampen på heste forhøjede ikke lidet Magnus 
Heinesens anseelse på sine fædreneoer , da enhver 
måtte deromme det mod og den snarrådighed , 
han ved denne lejlighed havde lagt for dagen . 
Umiddelbart efter kampen var han sejlet fra 
thorsbavn til Bergen med sine to fuldtladte skibe ; 
men den strenge lehnsmand ville aldeles ikke høre tale 
om skånsel , så snart han erfarede , hvorledes 
Heinesen , hans udkårne kaperfører , var bleven 
angreben på hestø , idet han anså det for nødvendigt , 
at der blev statueret et eksempel , hvorfor også 
alle smuglerne måtte bede med livet ; thi dengang 
tog man det ikke så nøje med blodige straffedomme . 
Da årstiden under alt dette var så langt 
fremrykket , blev denne udflugt Heinesens første 
og sidste rejse til Færøerne for dette år ; men 
vinteren tilbragte han dog mere rolig end man 

skulle have ventet , hvilket hidrørte derfra , at hans 
unge kone så vel forstod af fængsle ham fil sig og 
hjemmet . Denne gode indskydelse på hans ville 
tilbøjeligheder udsvede Sophie Gyntelberg også 
ud over deres ægteskabs første år , når han var 
hos hende i Bergen ; men desto friere siger også 
sagnet , af han fil gengæld derfor levede på 
Færøerne , og da hans pligter holdt ham der den 
største del af sommeren , kunne det ikke undgås , af 
rygtet om hans forskellige udskejelser trængte over 
fil Bergen , ja kom endogså ved ondskabsfulde tungers 
beredvillighed fil hans ægtefælles kundskab , uden af 
dette dog havde nogen synlig indskydelse på 
kærlighedsforholdet imellem ægteparret . — såmeget 
kan den fromme , oposfrende kvindes hjerte bære , 
når det engang har hengivet sig med hele sin 
kærligheds fylde fil den elskede . 
På Færøerne selv havde Heinesen sat sig i 
forbindelse med beboerne på næsten alle der , for 
af de kunne meddele ham underretning om , når et 
fremmed skib lod sig se et eller andet sted , og da 
han havde lovet den , der gav ham det første vink 
om et sådant , en mands part af byttet , dersom noget 
blev gjort , kunne han også gøre regning på 
af blive betjent med al mulig hurtighed og pålidelighed . 
Det meste af året var imidlertid gået og han 

havde endnu intet hørt om noget fremmed skib , ja , 
han begyndte allerede så småt af tænke på den 
sidste hjemrejse til Bergen , da en færing en 
morgenstund kom ombord til ham og fortalte ham , 
af en mægtig sørøver lå imellem myggenæs og 
vågø og af han den foregående dag havde 
plyndret bø og midtvåg på sidstnævnte 0 , hvis 
befolkning besvor ham , af komme dem tilhjælp . — 
nu skulle det træffe sig så uheldigt , af hans halve 
mandskab var tagen til en kammerats bryllup på 
østers dagen i forvejen , hvorfra de endnu ikke vare 
komne tilbage , og dette var rimeligvis også grunden 
til af Heinesen den nat var forbleven på skibet . 
Tisse folk måtte naturligvis først hentes ombord , 
medens Heinesen med detøvrige mandskab gjorde skibet 
klar til af lette og udspurgte imidlertid færingen om sørøverens 
størrelse og folkenes antal ombord . Skønt 
han hørte , af han førte otte kanoner og var altså 
dobbelt så stærk som han , besluttede han sig ligefuldt 
til af løbe ud og idet mindste se forholdene an . 
Imidlertid kom båden tilbage fra østers med 
13 matroser , idet man førsikkrede , af det var til 
ingen nytte , om malt havde taget de tilbageblevne 
sømænd med , fordi de vare aldeles 
døddrukne , som en følge af nattens orgier . Stjøndt 
Heinesen mente , af nogle spande koldt vand over 

hovedet nok havde bragt dem i en fart til sands 
og samling , indså han dog , af der ville hengå 
altfor lang tid inden ban kunne få dette eksperiment 
udført og folkene ombord ; men på den anden side 
kunne han heller ikke undvære så meget mandskab , 
navnlig når det gjaldt en kamp med en langt overlegen 
fjende , og han bestemte sig derfor til af skaffe 
sig frivillige i Thorshavn . Han var også så 
heldig , af bevæge en snes unge færinger , som 
rigtignok ikke vare vante til seillads med sligt et 
skib og endnu mindre bekendte med kanonexereits , 
til af følge sig ombord , idet han gav dem udsigt til 
et rigt bytte ; men da han så kom ombord med dem , 
var en ny ulykke brudt los . 
Ved af udspørge færingen , som var forblevet : 
ombord , fik mandskabet snartat vide , af sørøverens skib 
idet mindste var dobbelt så stærkt som deres og 
denne efterretning gav alle den største ulyst til af 
binde an med ham . Ville derimod Heinesen love 
dem , af sinde på en eller anden krigslist således 
som med clerck , så ville alle gerne følge ham , 
hvorhen det skulle være ; men ellers ikke . 
Såsnart Heinesen kom til skibet med sit 
hvervede mandskab , sagde hans erfarne blik ham i 
første stund , af alt ikke var som del skulle . 
Imidlertid lod han som om han ikke lagde 

mærke dertil , befalede af lette Anker samt sætte sejl 
til og gik derpå ned i kahytten , efter af bave 
tilkastet sin styrmand et meget talende blik . I 
næeste minut var denne hos ham . 
„ Hvad er påfcerde , Jonas , med mandskabet ? “ 
Spurgte Heinesen hastig . 
„ Intet mindre , end af det er ifcerd med 
af gøre mytteri , fordi de ikke vil imod sørøveren “ , 
svarede Jonas . „ Jeg havde endog møje med af 
holde dem ombord til du kom , og det skete kun 
derved , af jeg forklarede dem , af du nok fandt 
på et krigspuds , om du anså ham for svær 
for os . “ 
„ Nå , ikke andet “ , svarede Heinesen koldblodig ; 
„ gå du blot op og få skibet bragt under sejl . 
Er der nogen , som ikke vil lystre , kan du lade mig 
det vide . “ 
Og det var der rigtignok ! thi næppe havde de 
nysankomne unge mænd fra Thorshavn hørt 
færingens beskrivelse af sørøveren og hans kanoner , 
før også de blev aldeles rædde og den ene sætte . 
Som det ved slige lejligheder altid går , til overflod 
endnu større s krak i den anden , end denne ellers 
ville have næret . 
„ Mandskabet nægter af lette “ , rapporterede 
Jonas Mai bom igennem kahytskappen ned til sin 

chef så højt , af alle folkene , der stod i en klynge 
ved stormasten , kunne høre det . 
I et øjeblik var Heinesen på dækket med en 
huggert omkring livet og en entrebil i sin højre 
hånd . 
„ Du primer , styrmand , hvorfor vil mandskabet 
ikke lette ? Sej derhenne ! “ råbte han med forhøret 
stemme . „ Hvad satan stå i og glo på mig 
før ? Har i ikke hørt styrmandens befaling ? Rask 
til ankeret og til sejlene ! “ 
Men ikke en mand rørte sig . 
„ Vil du lystre eller ikke , Frederik ? “ spurgte han 
en af de fra østers tilbagevendte bryllupsgæster , 
der stod fremmest i flokken og syntes , af være deres 
fører ; men næppe havde denne udstødt et trodsigt 
„ Nej “ , før han med et kløvet hoved styrtede om på 
dækket . I samme øjeblik trak flere af mandskabet 
deres huggerter ; men et nyt slag og endnu et , 
lastede atter to andre af skibets besætning ned ved 
siden af den faldne oprører . 
„ Knivene i skeden og straks til eders gerning , 
i feige uslinger ! eller i blive huggede ned til sidste 
mand ! Kast bådene los , Einar ! den , der forsøger 
på , at forlade skibet er dødsens . Nå , bliver der 
noget af ? “ vedblev Heinesen og svang sin blodige 

økse højt over hovedet „ eller har i ikke fået nok 
endnu ? “ 
„ Vi skal gerne feige dig “ , begyndte nu en af 
„ Falkens “ faste mandskab , efter at han dog havde 
været så forsigtig at følge kammeraternes eksempel 
og stukken huggerten i skeden ; „ men vi mene kun , at 
denne sørøver er os for mandstærk , til en åben 
bataille . Men vil du forsøge at overrumple ham , 
ligesom du overrumplede clerck , skal vi følge dig , 
hvorhen du vil føre os “ — og hele mandskabet gav 
sit bifald tilkende , ved forskellige udråb . 
„ Nå , det vil i dog ! “ sagde Heinesen 
spottende ; „ Tak skal i ha ' e ! Så jeg skal spørge eder 
om , hvad i vil eller ikke vil ? og gøre eder regnskab 
for , hvad jeg vil gøre eller lade . Nej ! sådan lege 
vi ikke blindebuk med hinanden . Endnu engang ! 
Hver mand fluks til sin gerning ! Den sidste mand 
hører mig til ! “ 
Men nu var også al modstand brudt og da 
ingen skøttede om af være „ den sidste “ , flør alle 
mand til den for dem bestemte gerning og „ Falken “ ' 
var i næste øjeblik under sejl . 
„ Tror du virkelig , af du kan binde an med 
sørøveren , med denne besætning ? “ spurgte Jonas 
sin ven , da de med strøm og gunstig vind løbe 
ud af Nolsø sund . 

„ Forholdene er ikke de bedste “ , indrømmede 
Heinesen , „ ogvarsf er det , af de færreste er øvede 
folk ; men kommer tid , kommer råd . Lad os nu 
først se , af komme henimod ham . “ 
Henpå eftermiddagen ankom „ Falken “ , til 
midtvåg på vågø , hvor den lod falde Anker ; 
men da Heinesen var kommen iland , fik han snart 
underretning om , af faringen ikke havde overdreven 
sørøverens størrelse , samt , af denne havde anvendt 
dagen til af plyndre på den frugtbare 0 
myggenæs , om ellers nogen af disse øer , kan 
sortsene en sådan benævnelse . At binde an med 
sin fjende i åben kamp , anså Heinesen for 
aldeles ugørligt , især under de nuværende forhold ; 
men på den anden sive forbød hans wre og 
hensynet til vågøboernes stilling ham , af forlade 
farvandet , uden af forsøge noget , og hvad dette 
„ Noget “ , skulle være , blev han snart enig med sig 
selv om . 
Henpå aftenen syntes del , som om alle hans 
forberedelser være trufne og man så ham nu fra 
„ Falken “ , ro langs kysten , ad den kant , der 
førte ril sørøveren , som han på grund af 
strømmens magt , også snart kom på siden af . 
„ Jeg ville gerne tale med kaptajnen “ , råbte 

han op fil det mandskab , der hoved ved hoved 
kigede ned fil barn . 
„ Kom herop da “ , lød det fra en af folkene , 
hvis stemme overtydede Heinesen om , af denne 
var fra et af de skandinaviske lande . 
„ Vil i først tage imod disse fisk “ , svarede han 
og langede nogle store torsk op fil dem , hvorpå 
han selv svang sig ind på dækket . 
Det syn , der beder mødte Magnus Heinesen , 
kunne nok skære en færing i hjertet og bringe 
blodet i kog hos en mand som ham . 
Rundt omkring stod får bundne , medens man 
forude var ivrig beskæftiget , med af slagte og slå . 
Sengeklæder , bohave af alle slags , især kobber- og 
tinkar lå i store dynger hist og her ; men det 
tungeste ved det hele var , af se en færing ligge 
bunden på hænder og fødder , ved den ene kanon , 
med alle kendetegn på , af han for kort siden havde 
været genstand for en rå mishandling , alt sammen 
en følge af , af ban havde sat sig til 
modværge , for af skaffe sin kone tid til af flygte , 
noget Heinesen fik af høre ombord , idet man tillige 
fortalte ham , af han skulle hænges den næste 
morgen . 
„ Der står kaptajnen henne og ser på 
slagtningen “ , bemærkede den mand , der først havde 

talt til ham . . „ Nej , stop nu lidt ! Nu kommer han 
selv hen til dig . “ 
Idet Heinesen mynstrede kaptajnen , da denne 
slentrede tilbage fra forstavnen , så han straks , af 
han havde en ualmindelig mand for sig . 
Hans træk viste en blanding af råhed og list 
og da han var en spinkel mand , af almindelig hvide 
og dito kræfter , antog Heinesen , af han nærmest 
kunne takke sin åndsoverlegenhed for den fremragende 
stilling , han indtog i det ville samfund , hvortil 
han horfe . 
„ Hvad vil du mig ? “ spurgte kaptajnen og så 
skarpt på Heinesen , der havde taget hatten af og 
så helt forbløffet på sørøveren . 
„ Jeg har nogle fisk , som jeg vil bede kaptajnen , 
at tage imod “ , svarede Heinesen , med boksende 
forlegenhed eller frygt . 
„ Hvorfor vil du give mig dine fisk ? “ spurgte 
kaptajnen igen , på sit halve engelske og halve 
hollandske . 
Det lod ikke til , at Heinesen forstod , hvad han 
spurgte om ; thi han så med et spørgende blik på 
den Matros , der først havde tiltalt ham . 
„ Kaptajnen vil have at vide , hvorfor du vil 
give ham dine fisk “ , forklarede denne . 
„ Nå , sådan “ , svarede Heinesen . „ Jeg ville 

gerne sejle ud , at fifle i fred og jeg skal hver dag 
bringe kaptajnen noget af fangsten , om det bliver 
mig tilladt . 
Det tør ellers ingen , sålcenge kaptajnen ligger 
her ; men jeg har intet andet at leve af , med kone 
og barn , uden denne fortjeneste . “ 
„ Hvad hedder du og chvor bor du ? “ spurgte 
kaptainen videre . 
„ Jeg hedder Rasmus og bor på sandø “ , 
svarede Heinesen . 
„ Så må du vide , hvor Mogens Heinesen 
ligger med sit skib “ , bemærkede kaptajnen , og så 
atter fin mand stift i øjnene . 
Atter lod Heinesen til at være uvidende om 
hvad kaptajnen sagde ; men efter at han havde fået 
meningen forklaret på den ovenomtalte måde , 
svarede han efter nogen noten : „ Ligger han der , 
hvor jeg så ham i forrige uge , så er det ved 
Thorshavn . “ 
„ Hvad dag var det i forrige uge ? “ forhørte 
kaptainen ham videre . 
„ Lad mig se ! i dag er det onsdag . Det var 
akkurat i onsdags “ , svarede Heinesen bestemt . 
„ Hvormange kanoner fører han ? “ vedblev den 
ufortrødne spørger . 

„ To på hver side “ , svarede Heinesen med 
lige bestemthed . 
„ Og hvormange folk har han ? “ spurgte han 
fremdeles . 
„ Det kan jeg ikke sige , for jeg har ikke været 
ombord og har ikke talt dem ; men såmange , som 
her er tror jeg ikke han har , “ svarede Heinesen 
idet han lod sit blik løbe hen over dæekket . 
„ Det passer alt sammen med hvad jeg i forvejen 
vidste og for så vidt er hancærlig nok “ , bemærkede 
kaptajnen til sit omstående mandflab . „ Du kan 
fiske så meget du vil “ , vedblev han , idet han igen 
vendte sig til Heinesen , „ og kan du i morgen , når 
du kommer med fisk , give mig sikker underretning 
om , hvor Heinesen er , så skal du derhos få 
nogle penge for din meddelelse . 
Giv ham noget at leve af “ . Idet han henvendte 
disse sidste ord , til en af folkene , gik han atter forud 
for på ny , at tage slagtningen i oiesyn . 
Efterat Heinesen havde fået en nøjere forklaring , 
over det , kaptajnen havde sagt ham , satte 
han sig til at nyde sin mad , på den kanon , 
hvorved hans landsmand lå med lukkede dine , 
enten fordi han slumrede , eller fordi han var besvimet . 
Heinesen kendte ham ikke ; men da fangen slog 
øjnene op , lod denne sålcrnge og forskende sit blik 

hvile på Heinesen , at han blev noget urolig 
derved . Imidlertid lukkede fangen atter øjnene og 
Heinesen fortsatte med større indre ro sit måltid . 
Da han var bleven færdig dermed , gjorde han 
en tur omkring på dæcktet , hvor han henvendte sig 
især til den Matros , der forstod ham bedst , idet han 
var ham behjcrlpelig , med at udspile nogle lammeskind 
for vinden . 
„ Kunde du ikke have lyst til at blive hos os , 
Rasmus “ , bemærkede matrosen . „ Du kan her tjene 
mere i en dag , end i en måned på dine nøgne 
klipper . “ 
„ Havde jeg ikke kone og barn , ved jeg ikke , 
hvad jeg kunne sinde på “ , svarede Heinesen 
frimodig ; „ men nu måtte de dø af sult og nød , 
om jeg forlød dem . “ 
„ Og hvad så det ? “ spurgte den anden koldblodig . 
„ Koner kan vi få alle vegne og børn må enhver 
helst være fri for . “ 
„ Jeg ser , du er her endnu , Rasmus , oghjoælper 
dertil mines folk “ , begyndte nu kaptajnen , der som 
hanisagtens jtroede , » formørket af Heinesen var 
kommen bagved de talende : „ Det kan jeg lide ! 
Hvad tale i ellers så ivrig om ? “ 
„ Jeg vil have Rasmus til af blive hos os “ , 
9 ' 

forklarede matrøsen ; „ men han siger , af han ikke kan 
for kone og barns skyld , ellers ville han nok . “ 
„ Lad ham om det ! Du ved , af jeg kun vil 
have villige folk ombord på „ Samson . “ 
Da kaptajnen ville til af gå , trak Heinesen 
ham sagte i hans trøje . Forundret vendte sørøveren 
sig om og da Heinesen følte , af han havde gjort 
et brud på disciplinens love , satte han et så 
forskrækket ansigt op , af det aftvang kaptajnen et 
smil . 
„ Jeg beder om forladelse for min dristighed “ , 
begyndte Heinesen , med hatten i hånden ; „ men 
jeg ville blot bede kaptajnen , om jeg må blive 
liggende ved skibet til henimod dag , da jeg ellers 
skal ro iland , hvilket jeg nødig vil , fordi man ser 
mig komme herfra . “ 
Kaptainen nikkede nådig med hovedet , idet han 
atter forlod dem og matrosen glemte ikke at tilføje : 
„ Kaptajnen synes godt om dig , Rasmus . Når 
han misser med øjnene , idet han ser på en , så 
synes han vel om ham ; men når han ligesom 
steler , sådan som han gjorde , da han første gang 
tal ed e til dig , så er han ikke god at sfiffe ord 
med . Du gjorde snart din lykke , om du blev her . 
Hvornår kommer du igen ? “ 
„ Det kan jeg ikke sige bestemt “ , svarede 

Heinesen ; „ men i har mig før i ved af det , især 
om jeg kan få noget at vide , om Mogens 
Heinesen , for det kunne smide mere af sig , end en 
hel dags fiskefangst . “ 
Han forlod nu sin nye ven , af hvem han havde 
hørt alt , hvad vi tidligere have berørt om hans 
fangne landsmand og slentrede ad en omvej hen til 
denne , så snart han havde overbevist sig om , at 
kaptajnen havde forladt dækket . 
Den fangne , så på ham , ret søm om han ville 
sige noget , hvorfor Heinesen bøjede sig ned imod 
ham , søm om han ville tage noget til side . 
„ Frels mig , Mogens ! “ hviskedee fangen . 
Skjøndt Heinesen var en mand , der førstød 
at beherske sig , jog disse få ord , dog blodet op i 
hans kinder ; men det var også kun en øjeblikkelig 
bevægelse . 
„ I morgen “ , hviskedee han . 
„ Så er jeg hcrngt “ , svarede den anden lige 
så sagte . 
„ Jeg kommer først ! “ trøstede Heinesen . 
Men i det samme kom kaptajnen op på dækket 
igen og da han så Heinesens mistænkelige 
nærhed ved landsmanden , gik han rask hen til ham 
og spurgte med et skummelt udtryk i sine skelende 
øjne , hvad de havde talt sammen om , hvortil 

Heinesen svarede , at fangen kun havde bedet om 
noget at drikke . 
„ Kende i hinanden ? “ spurgte kaptajnen 
mistæenksomt . 
„ Jeg ved aldrig at have set ham før i dag “ , 
svarede Heinesen på en så oprigtig måde , at 
det aldeles overbeviste den erfarne kaptajn , søm 
befalede folkene , at give fangen noget at drikke og 
efterse om hans bånd være uskadte , men tillige 
betydede den gode Rasmus , at han kom til at 
gøre fangen selskab , om han oftere kom i hans 
nærhed . 
Bevæget herved og tillige fordi nattevagten nu 
skulle sættes på sørøveren , gik Heinesen i sin 
jolle , som han lod drive agter for skibet og gjorde 
fast ved roret toet ved samme og lagde sig derefter 
til at sove , under et fiskegarn , som han havde 
medbragt , uden at kaptajnen og de andre folk , som 
i begyndelsen af og til kiggede ned til ham over 
hakkebræettet , så andet af ham end hans fødder , 
der stak frem under Garnet . 
Henpå morgenstunden den næeste dag , blev 
der pludselig et stærkt røre ombord på sørøverens 
dæk ; thi vagten havde meldt , at en brig var i 
sigte , og denne brig kunne , efter alt at dømme , ikke 

være nogen anden end Magnus Heinesens „ Falk . “ 
Kaptainen gned sine hændet af glæde . 
„ Smid færingen hen ved stormasten “ , råbte 
han leende ; „ han skal ikke gøre rejsen tilveirs , uden 
godt selskab . 
Rap jer , folk ! Hiv godset ned i lasten og 
lad os få klart skib . Han skyder god fart og vi 
må dog i det mindste være under sejl , når han 
kommer . 
„ Op med ankeret , ned med stagseilet , roret i 
læ . Hvordan satan står du og vrikker , Robert ! “ 
Skreg kaptajnen rasende . „ Jeg skal knuse dine elendige 
arme , når bataillen er forbi , dersom du ikke 
rapper dig . “ 
„ Roret kan ikke drejes , kaptajn “ , råbte matrosen 
under le hæstigste anstrengelser for at bevæge det , 
medens skibet drev villieløst for vind og strøm . 
„ Fordømt vrøvl ! “ brølede kaptajnen ; „ tag i 
fat Max og Antonio ! skete du din ret , knuste jeg 
straks din pandeskal . “ 
Men hverken Max eller Antonio , formåede 
mere end Robert . 
„ Hurtig i en jolle , styrmand ! og se efter , hvad 
der har gjort roret uklart ! “ kommanderede kaptajnen , 
og i et nu var befalingen udført . 
„ Roret er førnaglet med smeltet bly og søm “ , 

råbte styrmanden op til kaptajnen , der tornede sig 
ud over hakkebrættet . 
Kaptajnen blegnede . 
„ Fiskeren fra iaftes — og jeg dummerhoved ! 
Så jeg ikke snedigheden i hans øje “ , udbrød han 
fortvivlet . Dernæst målte han med et prøvende 
blik afstanden imellem den sig stærkt nærmende 
brig og sig . 
„ Samson “ må igen til Ankers , gutter ! af 
manøvrere med et skib uden ror , er det samme , 
som af kæempe uden sandser . Vi vil tage tørnen 
heroppe , medens i dernede se af få roret klart . 
Måske lykkes det hurtigere end vi tro . Her 
er redsfaber , styrmand ! Gør det umulige , 
tømmermand ! „ Samsons “ Redning beroer nu på 
hammer og tang , mere end på kanoner og 
entrebiler . “ 
Imidlertid var „ Falken “ , som skibet meget rigtigt 
viste sig af være , kommen „ Samson “ på kanonsfuds 
afstand og gav snart efter sørøveren sit glatte lag 
forind . Derefter stod den langs ad hans side , 
hvorved de vekslede skud med hinanden ; men nu løb 
Heinesen ham igen agter om og tvang ved et par 
kardcetsker mandskabet i båden , der lå og hamrede 
ved roret , til af forlade denne farlige plads . 
Da kaptajnen nu så , af „ Falken “ vedblev af 

sende kugler og kardcefster langskibs agter ind over 
det værgeløse skib , stod det klart for ham , af han 
måtte stryge , dersom det ikke kunne lykkes ham , af 
entre sin modstander , og han befalede nu alle folkene , 
af gå i bådene , der havde ligget i søen siden 
gårsdagens plyndringstog . 
Dette var imidlertid et fortvivlet foretagende , 
som derfor også havde sin egen fordærvelse ifølge 
med sig . Efter at den ene båd , hvori kaptajnen 
selv befandt sig , var sejlet iscenk , hvorved han og den 
største del af mandskabet druknede , tyede de tvende 
andre tilbage til skibet , hvor styrmanden øjeblikkelig 
strøg flaget . 
Til Heines en s store bedrøvelse havde den 
fangne færing modtaget et dødeligt sår under 
den korte kamp og udåndede nogle timer , efter af 
skibet var taget . Han var den eneste faldne mænd 
på Heine se ns side ; men han døde , som han selv 
sagde , med glæede , fordi fødelandets skændsel og 
hans egen genvordighed var hævnet så glimrende . 
Heinesen fik hans navn og hjemsted af vide og 
lovede , af vidne for alle , af det var hans troskab , 
han skyldte sin sejr . 
Havde han sagt kaptajnen , hvem „ Rasmus “ 
Var , ville denne upåtvivlelig have belønnet hans 
meddelelse , med hans frihed og måske endnu andre 

gaver ; men ædle sjæle se på fædrelandets tarv 
frem for på deres eget bedste , og gud ske tak , tæller 
Danmark endnu mange mænd , der heller vil se 
døden under dine , end vorde forrædere imod deres 
egne landsmænd og fødelandets hellige sag . 

niende kapitel . 
„ Gemt er ikke glemt . “ 
Siden den i forrige kapitel beskrevne kamp 
med sørøverne , havde Færøerne været i fred for 
disses og smuglernes besøg , i et par årstid , og 
„ Samson “ , som Heinesen havde ombyttet med 
„ Falken “ , var af den grund alene bleven benyttet i 
handelens interesse , medens skibet dog altid var 
klart til at tage imod fjenden , så snart nogen viste 
sig . For at gøre så meget ud af sin eneret som 
handlende på øerne , og for at påse , at intet 
smugleri fandt sted , var Heinesen bestandig 
sejlet om imellem disse om sommeren , medens 
vinteren ufravigelig tilbragtes i Bergen , og vi finde 
ham således i eftersommeren 1582 , med sit skib 
til Ankers imellem de to små øer , svinø og 
viderø , som tilligemed fuglø danne den nordostlige 
del , af den færøiske gruppe . 
Den lille 0 svinø , er den af den her så 

stedmoderlige natur , mest begunstigede ø , idet 
bjergene på nord- og sydsiden stilles fra hinanden 
ved et „ frugtbart “ Dalstrøg , der giver en let adgang 
til havet , både imod ost og vest , og man finder 
derfor også gård ved gård , på denne af de 
andre færinger , ofte misundte plet jord . 
I den vestligste af disse gårde , går det lystigt 
fil den dag . Store baller uld , en masse skind , 
en mæengde Tønder , dels med Tran og dels med 
lammekød , en mængde sække , fyldte med fjer og 
dun , foruden en hel del tørret og saltet fisk , ligge 
ophobede i større eller mindre partier , enten omkring 
gården , eller imellem denne og landingsstedet ; thi 
beboerne fra de tre før noevnte der , vare sågodt 
som alle stævnede hid , dels før af forhandle deres 
varer og dels før af gøre indkøb af de artikler , 
de behøvede . 
Overalt i og omkring gården , hørtes råb og 
skrig , latter og banden ; der blev drukket og sungen ; 
man kivedes og blev gode venner i samme øjeblik . 
Ikke mindre varmt gik det fil inde i storstuen , 
hvor Heinesen , under stadig opfordring fil af 
smage det stcrrke øl , der fyldte alle kruse , afgjorde 
hver enkelt mands mellemværende , sågodt det lod 
sig gøre i det virvar og under det drikkeri , som 
gik før sig rundt omkring ham . Men iøvrigt mærkede 

man tydelig , af der herskede en vis cordial stemning 
i hele den larmende kreds indbyrdes ; thi Heinesen , 
var en nem mand , af komme tilrette med , når 
man ikke var alt for prutten på det ; han havde 
altid et godt ord på rede hånd , og var ej alene 
færingernes stolthed , på grund af sine mandige 
bedrifter , men beherskede dem , også ved sin åndelige 
overlegenhed og bestemte optråden , når så 
skulle være . 
Bi skulle i al korthed sage , at give et lille 
billede af det , som her foregik . 
„ Hej ! Mogens “ , råbte en færing ind til 
ham , igennem den åbenstående luge fra gården ; 
thi dengang kendte man ikke til glasruder , på 
færverne , hvor selv nu tildags , en såkaldet 
„ Glasstue “ , er en stor raritet : „ Hej , Mogens ! 
Din bodsvend snyder mig ! “ 
„ Så lægger jeg til hans løn næste år ; thi 
kan han tage dig ved næsen , Christen Svendsen , 
så er han den største rævepelts her på Oen , og 
du har endelig truffen din overmand . “ 
„ Ja , ved du hvad , Jacob “ , vedblev han , vendende 
sig til en anden : „ Du fik ikke såmeget for dine 
uldne trøjer , dersom din smukke kone ikke havde 
strikket dem ; men så venter jeg også , hun giver 

mig et Kys i ligkjøb , når jeg engang kommer fil 
fuglø . “ 
„ Kan du så det , skal det også være dit “ , 
svarede bonden leende . 
„ Men er alle helvedes ånder slupne løs ! “ 
Udbrød han pludselig , da larmen af en mængde 
vrede stemmer , der hver især søgte at overdøve 
hinanden , trængte ind fil ham . 
„ Det er Bjørn fra viderø , som vil slås med 
„ Ulven “ fra fuglø “ , lød svaret . 
Som et lyn var Heinesen oppe , greb en 
nærstående Bonde om livet og bar ham , trods hans 
modstand , ud i den anden stue , hvor larmen straks 
standsede , da de så dette optog . 
„ Er i hungrige , i glubske uhyrer ! “ råbte 
Heinesen , „ så har i her en fedekalv , i kan 
kede “ , — bondens navn var nemlig kalv , — „ men 
vil i blot rive hinandens skind for tidsførdriv , 
tjen mig så i , at blive endnu en time , så får jeg 
tiv at se derpå , og så skal jeg give den , som 
bider bedst , en kande godt øl fil at lcedske sig på 
bagefter . “ 
Ved denne spøg af Heinesen , blev hele 
striden bilagt , og under latter gik hver fil sine 
forretninger igen . 
„ Nej , det kan ikke nytte dig noget , Harald , 

hvor venligt du end ser på mig , så husker jeg 
nok dine ræevestreger fra i fjor “ , vedblev Heinesen , 
vendende sig til en anden kunne . „ Der var et 
lispund sand i hver sæk fjer og det var for grovt , 
ser du . Et pund eller to , havde jeg aldrig regnet ; 
thi noget må altid med i tilgift , når jeg handler 
med dig . — nå , det kan du ikke forstå “ , 
fortsatte han , som svar på en bemærkning af den 
uheldige spekulant : „ ja , da forstår jeg det prægtig , 
hvor tykhoved jeg end er , og kort og godt : vil du 
have , hvad jeg har budt dig , kan du tage det , hvis 
ikke , kan du gå ad hede helvede til , ligeså godt 
først som sidst . “ 
„ Nå , vil du nu til at sejle hjem , min 
brave Guttorm ! “ udbrød han mildere stemt , da en 
færing havde rakt ham hånden til farvel . 
„ Ja , så farvel da ! Du er en støt Karl , 
der hverken bryder dig om svir eller sværm , 
således som jeg og mange brave folk med mig . 
Men stop lidt ! tag disse tvende tørklæder med til 
dine to vakkre døtre , der lavede den velsmagende 
plukfist fil mig , da jeg sidst var hos dig . “ 
Medens der herskede så megen støj i dens 
vestligste gård , vare næesten alle le andre gårde 
på øen blottede for beboerne , der vare komne 
sammen på handelspladsen , ligesom folk nu alle vegne 

fra , løbe fil det sted , hvor en auetion afholdes på 
landet . Det var derfor intet under , af der herskede 
en fuldstændig stilhed i den sydligste af dens 
gårde , i hvis dagligstue vi sinde ejeren , Ketil 
G ormsen , siddende for bordende med et så 
mørkt udtryk i sit åsyn , af enhver ved forsle 
diekast kunne se , af mandens sind i denne stund 
ikke var behersket af venlige eller glædelige tanker . 
I det samme åbnedes døren fra en anden 
stue , og en kvinde , der snart efter viste sig af 
være hans hustru , trådte ind . Hun syntes af 
være midt imellem „ de tredive og fyrretyve “ og 
var , uden af kunne kaldes egentlig smuk , en kvinde , 
hvis ansigtstræk gjorde et behageligt indtryk på 
enhver , der så hende . 
„ Du har ikke tænkt på af bryde op endnu , 
Ketil ? “ spurgte hun venlig , idet hun lagde sin 
hånd på sin mands skulder . 
Denne rystede på hovedet . 
„ Du kan altså hverken glemme eller tilgive 
hint ulykkelige ord , uagtet jeg har bedet dig om 
det for min skyld “ , sagde hun vemodig ; „ og hvad 
skal dog enden blive herpå , Ketil ? føler du ikke , 
at du vil styrte mig , dine børn og din hele slægt 
med dig selv i grænseløs ulykke , om du vil tage 

hævn over Mogens ; men vil du det ikke , hvorfor 
plager du dig da selv uden mål og med . “ 
„ Jamen jeg vil og må hæevne mig , Kristiane “ , 
svarede hendes mand hende hæeftig ; „ Mogens 
Heinesen og jeg kan ikke leve sammen på jorden . “ 
„ Ketil ! “ sagde hans kone og lagde sin arm 
kerrlig om hans Hals . „ Du ved , hvor kær 
thorgeir var mig ; men jeg skal sige dig nu , hvad 
jeg aldrig troede , at jeg skulle åbenbare nogen og 
allermindst dig : denne kærlighed var så inderlig , 
at jeg følte , at jeg aldrig kunne elske nogen anden — thi 
en kvinde elsker kun en gang i sit liv — men da 
jeg nu så din dybe bedrøvelse over den ulykke , 
hvori du var en uskyldig årsag , og mærkede , hvor 
forskellige meningerne om dens grund vare i den 
onde verden , så troede jeg , af jeg handlede i 
thorgeirs ånd ved af give dig mit jaord ; thi 
jeg antog , af lette skridt ville flade fred i dit 
hjerte og bringe alle ondskabsfulde tunger fil af 
forstumme . 
Skjøndt min ungdomskærlighed gik i graven 
med thorgeir så vil du dog vist erkende , af jeg 
har været dig en kærlig og trofast wgremlæ , og 
vil du nu lønne mig således , af jeg skal takke dig 
sålænge jeg lever , så lad alle hcevnplaner imod 
Mogens Heinesen fare ! 

„ Tal ikke mere derom , Kristi ane “ , afbrød hendes 
mand hende heftig — „ lovede jeg dig af opgive 
min hævn , lagde jeg endnu en ny pinsel fil min 
sjæleqvide . “ 
„ Øg dog vil du komme fil af lide endnu mere , 
om du giver efter for din hævnlyst “ , bemærkede 
Kristiane ; „ men gud råde derfor ! Lov mig blot , 
af du vil opgive den for dennesinde , og du skænker 
mig en stor glæde og en stsrre beroligelse . “ 
Ketil tav . 
„ I åben strid kan du jo dog intet udrette 
imod Mogens “ , vedblev hans hustru , „ og blive en 
snigmorder — nej ! det vil Ketil Gormsen aldrig 
— men hvad anden udvej har du ellers før din 
hævn , om du vil følge den . “ 
Ketil mumlede nogle ord , som hans hustru 
åbenbart ikke forstod . 
„ Du sagde nys , af jorden ikke kunne rumme 
dig og Mogens “ , vedblev hun , uden af spørge ham 
om , hvad han før ville have sagt ; „ men meget mindre 
kan i da leve sammen , om end aldrig så kort en 
stund på den lille svino . Du drage derfor 
sålænge bort til min svoger på fugls , som jeg har 
bedt dig om , og emstor ulykke vil dermed blive forebygget 
idetmindste denne gang ; thi hvor let kan du 
og Mogens ikke mødes i disse dage . “ 

„ Men jeg vil ikke vige en fodsbred før Mogens 
Heinesen “ , indvendte Ketil trodsig . 
„ Du skal heller ikke vige før ham , Ketil “ , 
svarede Kristiane kærlig ; „ men du skal vige før en 
trofast hustrues bekymringer før din skyld og før de 
bønner , dine børns moder i sit og deres navn 
retter til dig . “ 
„ Nu vel , Kristiane ! jeg skal også føje dig 
denne ene gang “ , svarede Ketil Gormsen og 
rejste sig med hæftighed ; „ men det sker alene på det 
vilkår , af du ikke oftere taler fil mig om hin 
mand , der uden skjellig grund krænkede mig så 
dødelig i så mange gode mænds påhsr . Sagtens 
vil man fro derovre , at jeg er bleven ræd for 
Mogens , og jeg skal da lide den krænkelse mere 
for hans skyld “ , tilføjede han bittert ; „ men det vil 
så også gøre vor afregning større og det kan 
aldrig skade . “ 
„ Der gives ondskabsfulde mennesker alle vegne “ , 
bemærkede hans hustru med mildhed ; „ men enhver , 
som kender Ketil Gormsen ret , vil blues ved at 
komme med “ flig tale . 
Troer du imidlertid , at du vil få skam 
deraf , så vil jeg drage med dig for at dele den 
med dig . “ 
„ Nej , du skal blive her , Kristiane “ , svarede 
im 

hendes mand og så på sin kone med al den 
ømhed , som en så rå natur kunne lægge i sit 
blik ; „ thi vi have jo alt nogle gæster og flere 
kunne komme fil . Gud velsigne dig for din 
forstandighed og din trofasthed ! Du er min gode 
engel her i livet . “ 
Met disse ord , rakte hall sin kone hånden 
fil afsked og gik den lige vej ned fil øens østlige 
bred , hvor han flød en jolle i søen og gled ved 
strømmens magt hurtig hen imod nabooen . 
Da hall havde passeret det første frenlsprillgen . de 
næs af fugleoen , så han helt uventet eil sejler 
som var ankret op , som han antog , fordi den ikke 
kunne sejle imod den rivende strøm . 
En pludselig rødme farvede Ketils kinder . 
Hans øvede blik sagde ham nemlig straks , at hall havde 
enten en sørøver eller en smugler for sig ; men hvilken af 
dem det var , måtte være ham aldeles ligegyldigt , 
da både smuglere og sørøvere vare lige svorne 
fjender af Magnus Heinesen , der havde ført 
såmange af deres håndtering i døden og måtte 
vente , selv at komme samme vej , om han ellers kunne 
magte dem . 
Hurtig var Ketils beslutning fattet — hans 
„ gode engel “ var ikke længer hos ham — og efter 
en halv times forløb var han på siden af det 

fremmede skib , der var omtrent af samme størrelse 
som „ Falken . “ 
Kaptainen var selv på dækket og bød ham ved 
en af sine folk at komme ombord . 
Da Ketil var trådt hen til ham , mynstrede 
kaptajnen ham med et mistroisk blik , hvorefter han 
lod ham spørge , hvad han ville . 
Ketil svarede kort og godt , at Mogens 
heillesen , der gik på i agt efter fremmede skibe , 
lå i et sund tæt herved og var iland på svinø , 
hvor han ville svire den hele nat , og da denne 
mand var hans dødsfjende , så ville han , alene 
for af få hævn over ham , overgive ham i fribytternes 
hænder , om marr med nogle folk ville følge ham iland 
inat . Da fribytteren havde fået dette af vide , så 
han endnu engang skarpt på Ketil Gormsen , 
hvorefter han gik agter ud med sin styrmand , med 
hvem han med dæmpet stemme førte en længere 
ivrig samtale . Sagen var nemlig den , af man var 
bleven yderlig forsigtig , efferat man havde erfaret den 
list , Heinesen tidligere havde brugt for af overmande 
sine modstandere , og styrmanden holdt bestandig 
på , af om den fremmede mand ikke var Heinesen 
selv , så var han uden tvivl en spiem fra ham eller en 
forræder , der skulle føre skibets besætning i en 
fætre . 

kaptajnen var imidlertid af en ganske anden 
mening . 
Det hævnblik , hvormed færingen omtalle sit 
had fil sin fjende , og tilbød af overgive Hain fil dem , 
var alt for naturligt fil af være komediespil , og han 
mente desuden , af det ville være en let sag , af 
sikkre sig for forræderi , da man nu engang var 
på sin post . 
Han gik atter hen til Ketil og spurgte , 
hvorledes man skulle bære sig ad med af gribe deres 
fælles fjende . 
Ketil foreslog , som den sikkreste måde , af vente 
til hen ad morgenstunden , så var drikkeriet forbi og 
så lå alle i deres trygge søvn på svinø , da 
han ikke antog , af Heinesen ville forlade det gode 
lag på denne ø for af sove rusen ud på sit 
skib . Man skulle da følge ham iland med en 
halvsnes mand , så ville han udpege dem den , de 
søgte ; men skulle han imod forvenfning være kommen 
ombord , lovede han af føre skibet hen til det sted 
hvor han lå , og så kunne de gøre det af med ham 
i åben kamp , om de lystede det . For af 
Heinesen imidlertid ikke skulle få nys om sin 
fjendes nærhed , rådede han til , af stå ud fra 
land til mørket faldt på . 
Det hele var så klart og tydeligt , af kaptajnen 

indså , af han havde en mand for sig , der betragtede , 
dem som sit redskab for af få hævn , og han 
betænkte sig ikke et øjeblik på af gribe den lejlighed , 
der tilbød sig , af få Heinesen i sin magt . Han 
gav sfrax ordre til af lette , og snart vendte 
sørøverskibet agterstævnen imod fugleoen og holdt 
det således gående den hele nat , indtil de omtrent 
kl . 3 om morgenen lod ankeret falde , ud for det 
sted , hvor Ketil var gået tilsøs . 
Her bemandedes storbåden med en snes 
forvovne karle , som vare bevæbnede lige til tænderne , 
som man siger , og med disse roede styrmanden 
iland fulgt af Ketil , der øjensynlig var i en heftig 
indre bevægelse , hvor megen umage han end gjorde 
sig for af stjnle den . 
Da de vare komne til kysten , befalede styrmanden 
den halve del af mandsfabet af blive ved jollen , 
af høre efter enhver sfoi fra den kant , de agtede sig 
hen og ile derhen , så mandstærke som mulig , når 
de mærkede noget mistænkeligt , hvorefter han selv 
med de øvrige folk fulgte med Ketil op i landet , 
uden et eneste øjeblik af tabe føreren af sone . 
Da de kom til den af Ketil betegnede gård , 
listede skaren sig på ægte stimandsvis ind i huset , 
der bar de tydeligste spor af det ville drikkelag , 
som havde fundet sted den samme nat . Allevegne 

lå døddrukne mennesker , trygt sovende ligeså vel 
på borde og bænke . som under disse og midt på 
gulvene , medens varer , af alle sorter , opfyldte 
de mellemrum , som skilte de sovende gjcæster fra 
hinanden . 
Fulgt af den ville flok , sneg Ketil sig ind i 
storstuen , medens han med en lygte belyste ethvert 
ansigtstræk af de slumrende mcænd , han kom forbi . 
Endelig faldt hans blik på en løibcenk , 
hvor en mand , som man syntes at have sørget bedre 
for end for nogen anden , lå i en tryg søvn . 
Ketil bøjede sig over ham og et ondskabsfuldt 
smil spillede om hans læber . 
Ten hele scene var en malers pensel vccrdig 
og kan bedre tænkes end beskrives : den slumrende 
mand , hans dødsfjendes hcevnglødende blik , som 
synes at dvæle en stund , for ret at nyde hævnens 
sødme , idet han holder lygten hen over den 
sovendes ansigt ; den ville skare bag ved og 
omkring ham , det ene ansigt mere forvørpent end let 
andet , med huggerter i hænderne , seende snart på 
Ketil , snart på den sovende , som om le ville 
spørge : „ er det ham ? “ og endelig le mange trygt 
slumrende mcænd overalt i stuen , hvor der var plads 
for et menneskeligt legeme enten for bohave eller 

for varer - hvo kan tænke sig et mere gribende 
natstykke ! 
Såsnart Ketil havde betegnet den på løibcenken 
slumrende mand , søm den , de søgte , blev dennes 
hænder og fødder sfrax bundne , med al den 
hurtighed , søm en lang øvelse i slige arbejder kan 
give , og fire slcerke karle vare alt i begreb med af 
løste Heinesen op på deres skuldre , da denne 
fuldstændig kom til sands og samling . 
Hans bli : mødte Ketil s og sfrax stod alt klart 
for ham ; men han indså også i samme nu . af 
han intet andet havde af gøre , end af finde sig i sin 
skæbnc , og den ville han gå i møde søm en 
mand . 
Uden af råbe om hjælp , søm han både fandt 
foragteligt og tilmed forudså « , ikke kunne bringes ham , 
lod han sig i taushed bcrre bort fra huset og 
ligeså lidt hørte man enten en beklagelse eller en 
forbandelse komme over hans led er — hans ulykke 
var for stor dertil ! 
Da skaren var kommen tilbage til landingsstedet 
og Heinesen var bragt vel ombord i jollen , 
så styrmanden sig om efter Ketil , søm han efter 
det heldige udfald af ekspeditionen ikke havde bekymret 
sig videre om ; men han var forsvunden ! hans mål 
var nået og nu havde han intet mere af bestille 

enten på fuglø eller på sørøverskibet ; — men 
fra den høiesfe fjeldtop på svins skuede en mandlig 
skikkelse ud efter skibet sålceuge han kunne øjne 
det ; thi næppe var båden stødt fil , før dette lettede 
Anker og stak atter i søen . Opad dagen lagde 
sørøveren bi og nu befalede kaptajnen , af bringe 
Heinesen for sig . 
Heinesen , iom var bleven løst af sine bånd , 
såsnart han var kommen ombord , trådte frimodig 
freM , og de to M « ud Målte hinanden Med et fast 
blik . Der var ingen bevægelse af spore i 
Heinesens mandige åsyn ; men om sørøverens 
mund spillede et lunt smil . 
„ Er du Mogens Heinesen , der uden 
barmhjertighed har h « ngt forskellige skibsmandskaber , 
som har sejlet i disse farvande ? “ spurgte endelig 
kaptainen , og så atter skarpt på sin mand . 
„ Jeg er den , hvis navn du nævnede “ , svarede 
Heinesen i det samme „ Kapersprog , “ hvori kaptajnen 
tiltalte ham : „ jeg har på mili konges befaling 
opbragt forskellige skibe heromkring og siden har 
løven dømt lem for deres gerninger . “ 
„ Nu skal du også undgjæelde for dine “ , 
svarede sørøveren ; „ gør strikken klar . Folk , og lad 
os få den Karl klynget op med let samme . “ 
„ Da jeg ikke venter mig bedre af dig , vil jeg 

også helst bave eirde på det jo før jo heller “ , 
svarede he irle sen koldblodig . 
Imidlertid var strikken bleven lagt om den 
ulykkeliges Hals og folkene ventede kun et tegn 
af kaptajnen før af hale til , da denne endnu engang 
vendte sig til Heinesen , hvis ansigtstræk bestandig 
havde været genstand før hans iagttagelse . 
„ Dærsom jeg nu gav dig fri , fordi jeg ser , af 
du er en rask og modig mand , hvorledes ville du 
så lønne mig derfor ? “ 
„ Jeg ville forlange af dig , af du straks skulle 
forlade disse farvande “ , svarede Heinesen , idethan 
løsnede strikken om halsen en kende , rimeligvis 
før bedre af trække vejret ; „ men ville du ikke det , 
ville jeg slås med dig på ærlig sømandsvis , og 
fangede jeg dig levende , ville jeg bise dig den 
velvillie af hænge dig her ombord , før af du ikke 
skulle blive til spot før børnene i Bergen , når 
du og dine kammerater førtes til retterstedet . “ 
Kaptainen lo himmelhøjt . 
„ Endnu et ord før du svinger rundt deroppe “ , 
vedblev han . „ Er det sandt , hvad jeg har hørt , af 
du engang har været gast på en kaper , der barnavnet 
„ Seierskrandsen “ fra antverpen ? “ 
„ Du er meget nyfigen , kaptajn “ , svarede 

Heinesen halv ængerlig ; „ men om så var , kommer 
det ikke dig ved . “ 
„ Jeg havde en tvillingbroder , som hed „ den 
nifingrede ; “ kan du så huske ham , og ved du , 
hvorledes det er gået ham ? “ spurgte kaptajnen med 
uforandret lnne . 
„ Skulle jeg ikke huske ham ! Vi vare jo le 
første ved hver entring “ , svarede Heinesen lige 
gnaven . 
„ Men hvorledes mon let senere er gået ham ? “ 
Vedblev den ufortrødne spørger ; „ kan du sige mig 
det , skal jeg spare dit liv . “ 
„ Å , han er sagtens for længefiden gået den 
dej , jeg nu selv ftal på “ , var Heinesens korte svar . 
„ Nej , endnu ikke , lin skælm ! men kan du 
forresten skaffe mig denne lillefinger igen , skal 
jeg alligevel skænke dig livet , falk “ , sagde kaptajnen 
leenve , idet han holdt sin venstre hånd hen under 
Heinesens næse . 
„ Men er det dig , Willia m ? “ udbrød Heinesen 
og flød ganske ugenert strikken af sin Hals . „ Hør , 
ved du hvad , Thompson ! nu er jeg bleven spillet 
mangt et puds i mine dage , og har vel også været 
med af finde på adskillige ; men mage til denne 
streg har jeg aldrig hørt eller set før . Hvordan 
fanden har du båren dig ad , for af få fingre 

i mig , du tyrepande ! Stærk ved jeg nok . Du er 
som en Bjørn , men kløgten trykkede dig ikke stort , 
da vi fore sammen . “ 
„ Forstanden kommer med alderen , min ven “ , 
svarede kaptajnen leende ; „ men for øvrigt var det 
alvorligere ment end du måske tror , og havde den 
slyngel Mogens Heinesen ikke vist sig , af være 
den forvovne krabat „ norske falk “ fra „ Seierskrandsen “ , 
så havde hin slyngel nu dingtet for alle 
vinde . “ 
De to kaptajner fulgtes nu ned sammen i 
kahytten , hvor de forbleve i en fortrolig passiar , 
medens de drøftede mangt et lystigt eventyr , 
de havde fristet med hinanden , og lod alle de gamle 
kammerater passere revy i deres erindring . 
På grund af det uventede glckdelige møde , 
fik mandskabet en „ Extrarativn “ og der herskede 
den allerfornoieligste stemning ombord , både 
forude og agter den hele dag . 
Da mørket var falden på , bar skibet atter 
imod land . Æeriks zolle blev halet frem , og 
med et varmt håndtryk som farvel til hans 
gamle kammerat , forlod Heinesen skibet , idet han 
gled med strømmen norden omkring svino , før af 
komme tilbage til sit gode skib . 

tiende kapitel . 
Afregningen . 
„ År jeg således lært eder , i uslinger ! af 
holde vagt , når en sørøver er i farvandet ! “ lød 
en forbitret stemme på „ Samsons “ Dæk endnu 
før solens opgang , idet den talende gav et par 
sovende matroser hver sit dygtige spark . 
I et øjeblik vare de på benene , medens styrmanden , 
der i samme stund kom styrtende op af kahytten , 
tog skibets dæk i et par vældige Spring og knugede 
Magnus Heinesen — thi denne var naturligvis 
forstyrreren af deres morgenhvile — i sine jernarme , 
som om han ville knuse ham af bare glæde , og 
neppe var støjen hørt forude , før også det øvrige 
mandskab tornede op , før under levende jubelråb , 
af hilse på den tilbagevendte chef . 
„ Stille , børn , stille ! blot ingen alarm før min 
skyld “ , bød Heinesen , idet han rev sig ud af 
Jonas ' s favn og tyssede på de øvrige med 

en håndbevægelse . „ Nå , det glæder mig , af se , 
af i nedenunder datlel er mere årvågne end 
dem , der skulle have udkig heroppe ; lad dem så 
slippe for en lussing denne gang ; men gå i kun 
tilkøis igen og kommer nogen ombord , så lad blot , 
som om i endnu ikke ved , hvor jeg er støjen eller 
floien . “ 
Med disse ord gik Heinesen , fulgt af sin 
styrmand net i kahytten , hvor de gensidig meddelte 
hinanden gårsdagens begivenheder . 
Hvad der var bændet Heinesen selv vide vi 
allerede , og det , som Jonas Mai bom havde af 
berette , var kun såre lidet . 
Han havde ikke selv været iland den nat , 
Heinesen blev fangen , og da ingen , mærkeligt nok , 
havde set noget til bortførelsen , havde Heinesens 
forsvinden i første øjeblik ingen bekymring vakl . 
Alt som dagen imidlertid skred frem og handelen 
påny skulle fortsættes , begyndte man af untres over 
hans udeblivelse ; men da man sorgsæmes forhørte sig 
om ham i alle gårdene på øen , begyndte man 
efterhånden af blive urolige og af gøre den ene 
slutning efter den anden , alle lige urimelige . 
Op ad dagen kom der vel bud fra fugle , af 
rt fremmed skib havde ligger til Ankers udenfor 
kysten sen føje tid ; men da dette atter var styret 

øster efter og ikke senere var bleven set , satte ingen 
Hein esc ns førsvinden i førbindelse med det , og 
man var altså ligencer . 
Den eneste , der havde en bange anelse øm , af 
der var slet en stør forbrydelse , var Ketil 
gørmsens hustru , Kristiane ; thi føruden det , af 
hendes mands tilbagekomst i dagningen , samtidig 
med Heine se ns førsvinden , måtte være hende yderst 
påfaldende , kendte hun ham desuden altfør nøje til 
af hun ikke med bekymring skulle mærke , af han 
undgik enhver berørelse med hende den hele dag , 
og hun så heri et bevis før , af han måtte bccre 
på en hemmelighed , søm han hverken kunne eller 
ville gøre hende bekendt med . Skønt hun på 
sin side var ligeså tavs og tilbagehølden søm han , 
iagttøg hun døg hans mindste bevægelse , og da hun 
tillige så , af den overraskelse , han lagde før dagen , 
da rygtet kom til gården øm Heinesens førsvinden , 
var fremkunstlet , tvivlede hun intet øjeblik øm , 
af Ketil vidste mere derom end han ville være 
bekendt , og ønskede bløt i stilhed , af det uvejr , som 
snart ville vise sig , når efterretningen øm hin 
berømte mands undergang , kom ud øver hele landet , 
måtte svinde ligeså spørløst bort før deres slægt , 
søm Mogens Heinesens førsvinden syntes at 
skulle vørde før alle . 

at al handel og Vandel aldeles standsede på 
svinø fra nu af , var en selvfslge . Allevegne talte 
man kun om denne mærkelige begivenhed , og alle 
gave hver sin mening til bedste , medens „ Samsons “ 
Gaster drak og bandede værre end nogensinde og 
Jonas Mai bom gik som et billede på stum 
fortvivlelse omkring iblandt alle . 
„ Så det er den fordsmte skurk , Ketil 
Gorm sen herinde , som du kan takke for denne 
streg ? “ udbrød styrmanden og slog med sin kraftige 
næve i bordet . 
„ Både jeg og flere andre tænkte hele tiden på 
ham , da vi hørte , at han havde været ude samme 
nat . Jeg havde heller ikke forladt øen uden først at 
have set indenfor til ham , og mulig taget ham med 
til Thorshavn ; men hvad havde det hjulpen alt sammen ? 
Og godt var det , at det var ham med de 
ni fingre , du traf på ; thi der kunne have været 
en med langt færre , som ville have behandlet dig 
på en ganske anden måde . “ 
„ Det er nu min mening , at du skal afslutte 
handelen derinde på øen , tage resten af varerne 
ind og når alt så er klart fil afrejsen , skal vi sige 
Ketil tak for sidst “ , bemærkede Heinesen , der 
forfulgte sine egne tanker i dette dieblik . „ Når 
det er forbi , gå vi fil thorsbavn og derfra fil 

Bergen , hvor jeg gvitterer handelen , hvortil jeg med 
hver dag har fået mindre lyst , fordi færingerne 
bedrage mig vel grovt , og mine medhandlende 
altid klage over , af jeg ikke bringer nok ud af 
trafikken . Jeg er ikke skabt fil købmand , Jonas , 
og giver gerne en hel dags fortjeneste hen for et 
godt indfald eller et smukt qvindeansigt . “ 
„ Det erkender jeg fuldkommen sandheden af “ , 
forsikrede styrmanden i al oprigtighed ; „ men vil 
du ikke vedblive med handelen , så indser jeg ikke , 
hvorledes du skal bjerge livet ved kapertet alene , 
desførmedelst her kun i sjældne undtagelser gives 
ssrovere og smuglere , som vi kunne gøre fil 
priser . “ 
„ Å , det fandt man vel udvej for , min gode 
Jonas “ , svarede Heinesen , som en mand , der alt 
har faget sin beslutning , „ og kort af fortælle , så 
vil jeg sige dig , af jeg også har bestemt mig fil af 
give den vrantne lehnsmand bestallingen tilbage , og 
derefter sejle fil offende , hvor „ Nisingeren “ skaffer 
mig et kaperbrev fra den burgundiske regering 
og så gå vi begge ud før i forening af bjerge os 
såmeget , af selv kokkene på vore to gode skibe 
skal blive rige folk , før vi skilles . — hvad synes 
du om det ? “ 
„ Det er talt som af mit eget hjerte “ , udbrød 

styrmanden henrykt , „ og gutterne ombord ville ikke 
blive mindre fornøjede derved end jeg ; thi denne 
tuskhandel er -grunden ikke noget før gamle kapergaster , 
det har de længe ymtet vin . Men sig mig 
engang , Mogens : hvad fornemmelse havde du 
egentlig , dengang strikken blev i agt om din Hals ? 
Man ved jo aldrig , hvorledes det sidenhcn kan gå 
en brav mand “ , tilføjede han leende „ og så er 
det altid godt , af kende lidt forud til sin stilling . “ 
„ Jeg følte blot en uhyre forbittrelse imod 
Ketil Gormsen “ , svarede Heinesen i ak 
oprigtighed , „ og hver gang jeg siden efter tænker på 
den forræder , er det ligesom jeg atter fornemmer strikken 
om min Hals . “ 
I det samme meldtes det , af en båd lagde 
fra øen og satte kurs efter „ Samson “ , hvorpå 
styrmanden hurtig gik op på tækket , hvor han endnu 
engang tilholbt mandskabet , af fortie kaptajnens 
tilbagekomst for alle , og have tilsyn med , af ingen 
kom ned i kahytten , hvor Heinesen havde kastet 
sig i sin kvie , for af nyde en højst nødvendig hvile , 
medens Jonas Mai bom fog ind fil øen , for af 
få de sidste varer indslibede og afgøre det sidste 
mellemvarende med de tilbageværende bønder , af 
hvilke de fleste ved middagstid førlode svinø 
for af bringe efferretningen om Heinesens 
in 

ubegribelige forsvinden omkring fil de forskellige 
klippeøer . Den hele dag gik imidlertid hen for 
besætningen med af bringe alle varerne ombord og 
det var først langt ud på aftenen , af styrmanden 
kunne melde Heinesen , af „ Samson “ var klar fil 
af afgå . 
Vi vende os nu fil Ketil Gorm se ns gård . 
Dens ejer havde tilbragt en søvnløs nat ; thi 
ej alene skal der et forstokket sind fil af kunne sove 
umiddelbart efter en sådan niddingsdåd som den , 
han havde fuldført kort i forvejen , men , som han 
lå allerbedst i sin seng , opstod pludselig den tanke 
hos ham , af det mulig kunne lykkes Heinesen , hvis 
list og talegaver være ham velbekendte , på en eller 
anden måde , af slippe bort fra sørøveren og da 
måtte han være forberedt på en frygtelig afregning . 
Jo mere han tænkte derpå , destø sandsynligere 
blev denne mulighed ham og han følte den onde 
samvittigheds kvaler i alle dens rædsler , idet han 
lyttede efter den mindste støj i eller ved gården , 
og forbandede sin dumhed , af han ikke var taget 
med ud på skibet , for af overbevise sig om , af 
hans onde hensigt var slet fyldest . 
Hans hustru , som godt mærkede sin mands 
urolighed , behøvede ikke sin skarpsindighed for af 
indse , af hendes frygt for af Ketil til fulde kendte 

sammenhængen ved Heinesens forsvinden , kun 
var alt for velbegrundet , og tilbragte derfor en ligeså 
søvnløs nat som han , idet bitre tårer i stilhed 
vædede hendes kinder , og hun bad til gud for 
hendes ulykkelige mand , sine børn og sig selv . 
Da natten henrandt uden forstyrrelse , faldt en 
stor sten fra Ketil s hjerte , og da man heller ikke 
op ad dagen hørte noget om Heinesens 
tilbagekomst , blev han endog forholdsvis veltilmode , 
idet han nu antog det for afgjort , af den mand han 
hadede så bittert ikke længer var i de levendes tal , og 
han trøstede sig med , af om end mistanken en stund ville 
dvæle ved ham , så ville der aldeles mangle beviser imod 
ham , selv om denne mistanke fremkaldte en anklage , 
hvorpå han måtte forberede sig , alene fordi han 
havde været borte fra øen hin skæbnesvangre nat , 
og var bekendt som hans uforsonlige fjende . 
„ Fader , ved du , hvad folk siger ? “ spurgte hans 
lille seksårige datter Maren , da hun stod ved 
davrebordet , hvorved Ketil indtog sit måltid . 
„ De sagde såmænd i går henne i Søren laves 
gård , af æu har lokket Mogens Heinesen til 
dig og slået ham ihjel ! “ 
„ I skal aldrig høre efter , hvad onde mennesker 
sige om nøgen og mindst om eders fader ! “ rettede 
moderen hende . 

„ Jamen , de sagde også , af folkene på 
„ Samson “ ville komme og stikke ild på gården “ , 
bemærkede hendes ældre Broder , som for af give en 
undskyldning for søsterens meddelelse . 
„ Det er atter løs tale , børn “ , svarede moderen ; 
„ Samson “ sejler jo op ad dagen , om den ikke 
allerede er lettet . Desuden er her lov og ret i 
landet , og de kom i stor ulykke , om de tænkte 
på en sådan skarnsstreg , som af sætte ild på vor 
gård . “ 
Dagen gled nu hen uden af Ketil døg forlod 
husenes område ; men han følte tydelig , at der var 
rejst mistanke imod ham ; thi de få vender , som 
fra de nærliggende øer havde nydt gæstfrihed hos 
ham under deres ophold på svinø , talte ikke et ord om 
Heinesen eller hans forsvinden , da de kom for at 
tage afsked med ham og takke ham for „ alt godt . “ 
Man kan nemlig være overbevist om , at det er kun 
trofaste venner og hemmelige fjender , som bringe 
ulykkesbudskaber fil huse . De mange , som stå i 
forbindelse med en familie uden at høre enten fil 
den ene eller anden af hule to kategorier , tale vel 
med alle andre om hint eller dette onde rygte , der 
pludselig er opdukket , og glemme heller ikke at give 
deres mening tilkende , i reglen , en meget skarp 
udtalelse , om dette rygtes slorre eller mindre 

sandsynlighed ; men sætte den pågældende ind i 
sagen , let er en ubehagelighed , de i de allerfleste 
tilfælde helst skyde fra sig . 
„ Fader , nu kommer folkene fra „ Samson “ og 
stikker ild på gården “ , skreg den lille Ulrik , i det 
han kort før middag styrtede ind i dagligstuen , hvor 
Ketil sad ved sin kones side med hovedet støttet 
på armene , der hvilede på bordet . 
Ketil blegnede , og hans kone tilkastede ham et 
blik fuldt af den inderligste bekymring , som om hun 
ville spørge : „ vil du blive eller fly ? “ 
„ Jeg har intet af frygte for “ , svarede Ketil 
Gormsen , som svar på hendes øjekast , „ og derfor 
vil jeg tage imod dem her i min stue . De vil 
sagtens have forklaring over min fraværelse i 
forgårs , og den skal de få . Vil de forresten øve 
vold imod mig , så vil det gå dem selv væerst siden 
hen ; men ville de omgås mig på en tilbørlig 
måde , vil du , Kristiane , forsyne dem med mad 
og drikke . “ 
Som svar på denne opfordring ilede hans 
hustru med af brede en dug på bordet , det visse 
kendetegn på , af man er tilsinds , af vise de 
ankommende al mulig gæstfrihed , og næppe var hun 
atter trådt ind og havde sat tvende kruse øl på 
bordet , før man så Jonas Mai bom og ofte 

af mandskabet fra „ Samson “ komme ind i gården , 
hvor dog de seks førbleve , medens styrmanden selv 
trådte ind til Ketil , der modtog dem med rolighed 
og en tilsyneladende velvilje , idet han dog bemærkede , 
af det tyktes ham , af de vare komne meget mandstcerke 
til hans gård . 
„ Det er også alt for farlige tider fil af man 
tør vove sig ud alene “ , svarede Jonas , uden af 
gjengjælde Ket ils hilsen . „ Når en mand , som 
Mogens Heinesen , kan forsvinde midt i en kreds 
af venner og kammerater , selv om disse sov som 
stene — uden af man endog kan begribe , hvorledes 
dette er gået fil , så må man her på svinø tage 
både våben og mandflab med , når man vil se 
sig lidt om . “ 
Ketil bemærkede hertil , af deres kaptajn næppe 
var forsvunden , som flet var , om der blot havde 
stået en eneste af hans folk ved hans side , 
bevæbnet og årvågen , som de vare , Jonas havde 
medbragt . 
„ Å , det ville kun have fremkaldt nogen 
spektakel “ , svarede styrmanden tørt ; „ en mand havde 
ikke kunnet klare det , om jeg ellers har gjcettet rigtigt 
med hensyn fil den måde , hvorpå han forsvandt . 
Men for af gå lige fil sagen , vil jeg sige dig 
rentud , Ketil , af vi lige fra først af have haft 

mistanke om , af du har haft en finger med i 
denne flammelige sag , og af „ Samsons “ Mandskab 
har sat sig i hovedet , af ville tilbunds i den , hvorfor 
vi er komne herhid , for enten med det gode eller 
onde at føre dig ombord på „ Samson “ , hvor vi 
alle ville forhøre dig og domfælde dig . “ 
„ I have ingen anden ret til at forhøre og 
domfælde mig end den , i fager eder selv “ , svarede 
Ketil , tilsyneladende aldeles uforfærdet , „ og vil i 
overfalde mig i min egen gård , ville i derved 
forbryde eder imod landets love , og pådrage eder 
stort ansvar derfor . Jeg skal møde eder til ttinge , 
hvor og når i eller øvrigheden ønsker det , og vil 
i ellers have noget at vide af mig , skal jeg sige 
eder det her — mere eller mindre få i mig ikke 
til med let gode . “ 
„ Det er ikke mere end vi have ventet “ , svarede 
Jonas lige bestemt , „ og netop lerfor komme vi så 
mandstcerke . Gå derfor heller med det gode , Ketil , 
og jeg lover dig , at du frit skal vende tilbage , 
såfremt ikke enhver , endog din kone , som slår her , 
finder dig skyldig . “ 
„ Hvad andet bevis har i da imod mig “ , 
spurgte Ketil , som gerne ville have sagen afgjort i 
tit hus , „ uden den ulykkelige ømstcendighed , at jeg er 
bekendt som Mogens Heinesens uven og at jeg 

var borte medens han forsvandt . Men også derom 
kan i få tilstrækkelig oplysning endog af min kone , 
som du før nævnede . Lad os dog tale om det , som 
findige og rettænkende mænd ! Her er ol og mad 
nok til eder alle , og vi kunne endog komme til at 
stilles som gode venner . “ 
„ M o g e n s h e i n e s e n s fjende bliver aldrig hans 
mandflabs ven “ , svarede Jonas , med stolthed , 
„ og ved en sådan mands bord spiser heller ingen 
af hans folk . Gør derfor ende på den lange 
tale og følg os godvillig , Ketil ; thi du får 
intet andet valg . “ 
„ Jeg skal også følge eder , om du vil tilsværge 
mig , at jeg uskadt skal komme tilbage igen “ , udbrød 
Ketil , der syntes efterhånden at tabe nøget af sin 
rolige holdning . 
„ Om du findes uskyldig , ja ! “ var Jonas 
Maiboms korte og bestemte svar . 
„ Men jeg kan ikke tro , at i ville være retfærdige 
mod mig , alene førdi i er Mogens Heinesens 
mænd , og jeg hans erklærede uven “ , indvendte 
Ketil . 
„ Frygt ikke derfør “ , beroligede Jonas ham ; 
„ dersom vi ikke komme med sådanne beviser imod 
dig , af enhver net må fælde dig , skal du være 
fri før os . “ 

„ Men lad da så en ordentlig ret tiltale og 
dømme mig “ , bad Ketil . 
„ Du har hørt vor mening derom , og den er 
urokkelig “ , forsikrede styrmanden . „ Jeg siger dig 
derfør før sidste gang : følg os med det gode . “ 
„ Jeg skal også følge eder , før jeg vil slæbes 
bort som et stædigt får “ , svarede Ketil med en vis 
værdighed ; „ men du , min hustru , som har set og 
hørt alt , vil vidne , af jeg føres bort med vold , 
hvis disse mennesker tage mig af dage i deres blinde 
had til mig . “ 
„ Men først vil jeg dog følge med dig , Ketil “ , 
sagde Kristiane ; „ thi du vil mindes , af jeg er 
kaldet med til af udtale mig om din skyld og jeg 
antager ikke , af man vil tage denne indrømmelse 
tilbage . “ 
Jonas bed sig i læben , men bemærkede dog , 
af hun kun . de følge med , om hun ville , skjondt det 
ingenlunde var ment således , som hun havde forstået 
hans ord . Jøvrigt troede han , at hun helst måtte 
blive , hvor hun var ; men da Ketil syntes lettet ved 
at hans kone ledsagede ham , sluttede hun sig så meget 
hellere til skaren . 
I dyb taushed litbagelagdes det korte stykke 
fra Ketils gård til kysten og fra kysten til 
skibet . 

såsnart Ketil og hans kone vare komne op 
på tækket , kaldte Jonas maib om mandskabet 
agter ud , og ægteparret så sig nu omringet af en 
skare sømænd , der alle så på Ketil med mørke , 
ildevarslende blikke , trods den rå godmodighed , 
hvoraf enkelte ansigter bare præg . 
„ Jeg adspørger dig nu , Ketil Gormsen “ , 
begyndte Jonas med imponerende alvor , « i hele 
mandskabets navn , om du tør nægte at have del 
i den ulykke , der hændies vor kaptajn næstforrige 
nat ? “ 
„ I lovede mig beviser ; kom med dem ! “ svarede 
Ketil tilsyneladende rolig . „ Om jeg siger nej , tro 
i mig dog ikke alligevel . “ 
„ Du skal så dem “ , svarede Jonas kort . „ Vil 
du nægte , at du har været ombord hos en sørøver , 
der iforgårs krydsede ost for svino ? “ 
„ Jeg sejlede til fugls , for at undgå et 
sammenstød med Mogens Heinesen “ , forklarede 
Ketil , „ og jeg vidste ikke af det fremmede skib 
at sige , før jeg var kommen hinsides fuglo . Jeg 
måtte da ombord , da strømmen ikke tillod mig at 
vende om ; men ud på natten , da skibet passerede 
svinø , gav man mig tilladelse til at gå iland 
igen . “ 
„ Og du førte ikke sørøverne til laves gård , 

hvor de grebe vor kaptajn , bandt ham , og førte ham 
bort ? “ spurgte styrmanden , og så Ketil stift i 
øjnene . 
„ Jeg siger igen : bevis denne beskyldning ! “ 
Svarede Ketil med fasthed . 
„ Det skal ste således som du ønsker det “ , og med 
disse ord slog Jonas døren til kahytskappen op . 
Ketil Gormsen tumlede tilbage — Magnus 
Heinesen stod for ham . 
„ Gør strikken klar “ , befalede Jonas , og i et 
nu var den slynger om Ketils Hals . 
„ Nåde , Mogens Heinesen “ , bønfaldt 
Kristiane , og vendte sig med foldede hænder imod 
skibets fører : „ før min skyld lad ham leve ! det er 
mig , som bragte faren over dig og ikke Ketil ! “ 
„ Dig ? “ spurgte Heinesen forundret . „ Hvad 
ondt har jeg da gjort dig , kvinde , af du ville 
behandle mig således ? “ 
„ Jeg har altid keret dig , Mogens , for dine 
fappre gerningers skyld , og det gør enhver 
færing , være sig mand eller kvinde , som har 
hjertet på det rette sted , og da jeg nu vidste , af 
Ketil hadede dig for et ords skyld , du engang 
lød falde i Thorshavn “ , forklarede Kristiane videre , 
„ så besvor jeg ham , ligeså meget for din som for hans 
skyld , af tage til min svoger på fuglø og blive hos 

ham , indtil du var sejlet igen . Dette gjorde han også ; 
men hvad der siden hændtes ham , ved jeg ikke . Kun 
såmeget er sikkert , af hverken han eller jeg vidste 
af nogen sørøver af sige , da han forlod sin 
gård . “ 
„ Jeg vil tro , hvad du siger “ , svarede Heinesen ; 
„ men pønsede din mand ikke på min undergang , 
havde han aldrig søgt ud til sørøveren for af få 
den fuldbyrdet , og kunne thørgeir Rut træde frem 
for ham , således som jeg nu kan , alene fordi 
fribytterkaptainen var min gamle kammerat , ville 
han måske også fortælle os noget ganske andet , 
end hvad vi hidtil have hørt om hans fald i 
afgrunden . “ 
„ Du gør min mand heilig uret med disse ord , og 
det havde jeg ikke ventet af Mo gens Heinesen “ , svarede 
Kristi ane og blev blussende rød af ivrighed . „ Jeg 
få Ketil straks efter hin sørgelige begivenhed , som 
jeg aldrig har ophort at begræde , og jeg så ham 
også efter hans hjemkomst til gården i går i 
dagbrækningen ; men der var ligeså stor forskel på 
Ketil dengang og Ketil i går , som der er forskel 
på uskyld og brøde . “ 
„ Nu vel da , kone , så vil jeg for din veltalenheds 
skyld og for din gode villies skyld for 
mig tilgive ham for mit vedkommende “ , sagde 

Heinesen ikke uden bevægelse ; „ men jeg vil lade 
mandskabet dømme imellem ham og mig , og vil det 
frigive ham , så skal han også gå uskadt bort med 
dig , skønt det ikke er hans skyld , at jeg i dette 
øjeblik ikke dingler under sørøverens storrå , 
forudsat man ikke allerede havde kastet mit arme 
legeme i havet . “ 
„ Jeg havde aldrig tænkt , at Mogens Heinesen 
gjorde noget halvt “ , udbrød den snilde kone , hvis 
kvindelige skarpsyn allerede lod hende føle , at hun 
begyndte at få magt med den i grunden høimodige 
kaperkaptajn . „ At overgive ham til folkenes dom , 
er det samme , som at lade dem tage livet af ham , 
fordi du , som hans anklager , selv krymper dig 
derved og tillige fordi det strider mod din retfærdighedsfølelse . 
Jeg læser det jo tydelig på alles åsyn . 
Lad derfor din nåde blive fuldsfændig , Mogens “ , 
bad hun med indsmigrende . Stemme , „ og du vil 
erhverve dig en ligeså varm ben i min mand , 
som han hidtil har været dig en bitter fjende . “ 
„ Jeg skøtter ikke om det menneskes venskab , 
der vil betale et henkastet ord , som han dertil selv 
fremkaldte ved sin uforskammethed , med en skændig 
død , “ svarede Heinesen strengt ; „ men for din 
skyld skal hans liv være ham skænket . 

han har da også nu selv ' mærket strikkens 
kildren om sin Hals og det er altid noget . 
Lad ham så løbe . Folk ! jeg beder eder derom . 
— hvem fanden kan sige nej fil en sådan 
kvinde ! 

ellevte kapitel . 
Magnns Heinesens sidste kamp . 
Ligesom vi åbnede denne fortælling , der helt 
igennem så meget som mulig har holdt sig og vil 
holde sig fil de historiske kjendsgjerninger , med at 
introducere Christoffer Walckendorff og hans 
lind en ow for læserne , således ville også disse 
tvende mænd træde frem på ny for dem i det 
drama , der på en så sørgelig måde afslutter 
magnns Heinesens løbebane , ja endog , ved 
siden af helten selv , blive de mest fremtrædende 
personer i samme . 
Vi træffe Christoffer Walckendorff , der 
siden vort sidste møde med ham havde forladt 
Bergen og opnået den højt ansete stilling som 
rigets rentemester — hvad vi nu tildags nærmest 
vil kalde finantsminister — af deltage i regjeringsrådet 
i kong Christian den fjerdes mindreårighed , 
fordybet i en bunke aktstykker , der lå 
12 

foran ham på let skrivebord ved hvilket han sad , 
da en tjener meldte landsdommer hans Lindenow 
fra Jylland , ler indtrængende ønskede , af få rentemesteren 
i tale . 
Walckendorffs åsim formørkedes ved al høre 
Lindenow » Navn og han betænkte sig en stund , 
før han svarede tjeneren , af den anmeldte kunne 
indlades . 
„ I være velkommen , hans Lindenow “ , 
udbrød rentemesteren , idet han , efter at have kastet 
endnu et flygtigt blik i le foran ham liggende 
papirer , rejste sig , retsom Lindenow trådte ind addoren 
og rakte ham sin hånd . 
„ Jeg ønsker eder fil lykke med eders køb af 
ørslevklosfer , som ganske vist var et fordelagtigt 
mageskifte . Hvornår var ellers ankomsten ? “ 
« iaftes , nådige herre , “ svarede Lindenow , 
idet han mel wrbødighed modtog rentemesterens 
fremrakte hånd . „ Jeg er ilet over Hals og hoved 
hertil , efter af den ulykkelige Mogens Heinesens 
hustru havde sendt et ilbud til mig med underretning 
om ben fare , hvori hendes mands liv svævede , og 
jeg takker gud , allersommcegtigst , inderlig , af jeg 
nåde af komme til byen , sør dødsstraffen er bleven 
fuldbyrdet , da jeg således har håb om af forebygge 
en stor ulykke . “ 

„ Om i med denne ulykke mener sørøverens 
henrettelse , hvorledes tror i da , af kunne forebygge 
den ? “ spurgte Walckendorff alvorlig . 
„ Ved af overbevise eder om mandens uskyldighed 
og om dette skulle mislykkes , da bevæge eder til af 
opsætte dommens fuldbyrdelse indtil jeg erholder de 
fornsdne yderligere beviser derfor fra drysse ! “ , 
svarede linden ow frimodig . 
„ Skjondt retten alt har afsagt sin dom , og den 
er bleven stadfæstet af mig “ , svarede rentemesteren 
med effertryk , „ skulle dog intet være mig kærere , 
end om i har grunde af fremføre , som vi ikke 
kende , der vil give os en anden mening om hans 
strafskyldighed ; thi jeg vil ikke være uretfærdig imod 
nogen , og allermindst imod en mand , hvis hoved 
det gælder . I behage at tage sæde og udtale 
eder frit . “ 
„ Desværre har jeg for tiden intet at fremkomme 
med , som i , nådige herre , ikke allerede 
kender “ , svarede landsdommeren ; „ men vil i tillade 
mig , at sige det , så tror jeg rigtignok , at der skænkes 
Heinesens påstande langt mindre troværdighed 
end de burde nyde , samt at den omstændighed , at 
en stor dronning optræder som anklagerinde ved sine 
gesandter , to af Engellands fornemsfe herrer , har 
stsrre indflydelse på hans skæbne end tilfældet 

ville være , om beskyldningerne vare fremkomne fra 
en mindre højtstående person . Men også hun kan 
skuffe sig selv eller blive skuffet af andre og da den 
anklagede , hvor forvildet et liv han end har ført , 
endnu aldrig er greben i nogen løgn , så tror jeg 
også , at der bør indrømmes ham tid til at skaffe 
de bevisligheder for sin uskyldighed tilstede , som han 
bestandig beråber sig på . “ 
„ Har i læst sagens dokumenter , hr . Hans 
Lindenow ? “ spurgte rentemesteren fort . 
„ Jeg har ikke alene læst dem , nådige herre , 
nun jeg har endogså talt med Mogens Heinesen 
selv i fængselet , umiddelbart efter min ankomst til 
byen “ , svarede Lindenow , idet et fint smil spillede 
om hans læber ; „ ellers kunne jeg næppe have været 
berettiget til af udtale mig om sagen . Jeg finder 
kun deri to ankeposter af nogen betydning imod ham : 
den ene , af han ssgte af forlade byen , da sagen 
indlededes imod ham , og den anden , af han sejlede 
under dansk flag , uagtet han siger , af han var 
spansk kaperforer . “ 
„ Og hvad siger i til disse lo kjendsgjerninger ? “ 
Spurgte rentemesteren . 
„ At de meget godt lade sig forklare ved det , 
Heinesen anfører i den anledning , idet han påstår , 
af han forlod byen for af ile til Bryssel og 

der skaffe de bevisligheder , han nu så hårdt savner- . 
Bevis for , af ban virkelig havde bestalling , som spansk 
kapcrfører , og af han blot førte dansk flag , for på den 
måde , af komme de mødende skibe nærmere , da 
Danmark fortiden er i fred med alle lande ; men af 
han altid heffede spansk flag , når det kom til kamp , 
ligesom det også er bevist ved mandsfabets edelige 
vidnesbyrd , af det engelske skib blev taget , medens 
han førte spansk flag . “ 
„ En sørøver fører altid mange flag med sig , 
Herr hans “ , bemærkede reutemesferen . „ Jeg er 
overbevist om , at han ligeså godt havde heffet franst , 
som spansk flag , dersom Engelland havde haft fred 
ined Spanien og krig med Frankrig . 
„ Men hvorfor tog han da ikke prisen under 
dansk flag , når han i virkelighed ikke var spansk 
kaperfører ? “ spurgte Lindenow . 
„ Jeg antager , fordi han således troede , lettere 
at kunne slippe fra sil sørøveri sidenhen “ , svarede 
Walckendorff koldt , „ og hvad let angår , at han 
søgte at komme fra byen , for at rejse til Bryssel 
efter sine beviser , som han udtrykker sig , så kan 
den tro let , der vil . Jeg betragter dette udsagn , som 
en af de scedvaulige udflugter , misdædere altid pleje 
at komme med , når det gjcelder , at klare et vanskeligt 
spørgsmål fra sig . “ 

182 
„ Når eders nåde har sådanne anskuelser om 
Heinesen og hans sag , så indser jeg tydelig , at 
ethvert forsøg på at bibringe eder en anden 
mening om hans strafskyld , vil vævre spildt arbejde “ , 
bemærkede hans Lindenow , ikke uden bitterhed , 
idet han rejste sig fra sin stol , „ og jeg har nu kun 
den sidste bøn til eder , at i vil opsatte dommens 
fuldbyrdelse , indtil der kommer brev tilbage fra 
Bryssel , hvilket jeg antager vi ! kunne ske i løbet af 
en måned . Jeg beder eder derom , nådige herre , 
ligeså meget for eders egen skyld , som for den 
ulykkeliges ; thi hvor meget i end tror , at jeg har 
tilovers for Mogens Heinesen , så har jeg visselig 
også hjertelig godhed for eders nåde . “ 
„ Det tror jeg også , hr . Landsdommer “ , svarede 
rentemesteren , idet han også rejste sig fra sin stol ; 
„ men jeg kan ikke indse , hvad den velvilje , i ncercr 
for mig , kan have at gøre med hin sørøver . “ 
„ Så skal jeg sige eder det frit ud , herre , selv 
om i vil fortørnes på mig derfor “ , svarede Lindenow 
dristig . „ Det er min bestemte overbevisning , at 
i begår et drab på et uskyldigt menneske , om 
i i morgen tillader , at hovedet hugges af Magnus 
Heinesen , og jeg skulle kende eders retfærdighedsfølelse 
dårligt , om jeg ikke forudser , at det vil ryste 
eder på det frygteligste og bevæege eder på det 

smerteligste , når i derefter bliver overbevist om , 
at have faget fejl . Tillad mig endnu et par ord , 
nådige herre , og jeg skal ikke uterlige eder mere om 
denne mand , på dette sagens standpunkt ; men 
når jeg siger , af Heinesen er uskyldig i anklagen 
for sørøveri , så begrunder jeg dette ej alene på 
min urokkelige tro på mandens sanddruhed og 
på den frimodighed , hvormed han ser sin frygtelige 
død i møde , hvilken er noget ganske andet end den 
forhærdelse , misdædere “ — dette ord betonede 
Lindenow stærkt — „ ellers lægge for dagen i deres 
sidste timer ; men jeg , der jo dog selv er retskyndig , 
turde ikke dømme denne eller nogen mand fil døden 
efter det , som foreligger , uden af jeg havde en så 
udmærket retslærd herre som rigskantsleren af 
rådføre mig med . Lad eder dog i det mindste 
bevæge fil af forelægge ham sagen , nådige herre “ , 
bad Lindenow med tårer i øjnene . „ Niels 
kås er rigtignok , som jeg hører , for øjeblikket i 
Jylland ; men hans mening kan i jo få af høre i 
løbet af en uge , antager jeg , og lægge i så blot 
en uge fil , skal jeg , næst guds hjælp , være tilstede hos 
eder igen , med det manglende vidnesbyrd for hans 
uskyldighed . Hvad kan det dog gøre fil eller fra , 
om den ulykkelige lever nogle få dage længer - 
endog hans tidligere bedrifter i rigernes tjeneste og 

ven høisalige konges velbekendte godhed for ham , 
turde gøre ham fortjent til denne nåde , ej al tale 
om , al en stor ulykke for ham , en stor vanære for 
retfærdigheden , og en stor hjertesorg for eder , 
derved vil vorde undgået . “ 
„ I er en brav mand , hans Lindenow “ , 
svarede Walckendorff , uden al det dog syntes , al 
dennes bevægede ord havde gjort mindste indtryk 
på ham , „ og derfor har jeg velvillig hørt på 
eders dristige forbøn for hin sørøver ; men eders 
venskab for dette menneske , et venskab , hvis grund 
jeg iøvrigt har al agtelse for , gør eder aldeles blind for 
sagens virkelige sammenhæng , og lader eder svække 
de bevisers gyldighed , der gå ham imod . Jeg har 
aldrig yndet denne Mogens , det ved i nok ; jeg 
har i ham altid set en slagsbroder , en drukkenbold , 
en brøder liderlig , en person , der satte sit liv 
ivove for et godt ord , og ikke tog det så nøje med 
sine handlinger . Dette vidnesbyrd kan i heller ikke 
modsige ; thi i den retning kender i ham ligeså 
godt som jeg ; men hvad forslår nu et sådant 
menneskes løse påstande lige overfor en så ædel , 
vis og retfærdig dronnings anklage , som dronning 
Elisabeths i England , der ved sine gesandter , som 
i før meget rigtig bemærkede , tvende af den engelske 
adels første mænd , giver os sit ord og sin ære 

på sin påstands rigtighed ? Jeg vil ikke bencegre 
muligheden af , af Heinesens grunde , hvorfor han 
sejlede under dansk flag , og hvorfor han søgte af 
snige sig fra byen , da han blev kaldet fil af stande 
fil rette før sine gerninger , kunne være sande ; men 
ligeså vist tror jeg også , af det ikke er andet end 
opspind af hans velbekendte snedige hoved , og jeg 
kan derfor ikke andet end lade den dom fuldbyrde , 
som er bleven fældet over ham , efter den engang 
tagne bestemmelse . “ 
„ Jeg har aldrig et øjeblik tvivlet om , af i 
virkelig tror , af manden er skyldig “ , bemærkede 
Lindenow , „ og lerfor forudser jeg også , hvad i 
kommer fil af lide , når let modsatte bliver bevist ; 
men rctfcerdigheden vil jo intet komme fil af lide 
ved en kort opfattelse af dødsdommens fuldbyrdelse , 
ja vil endog blive agtet endnu højere , hvad 
enten jeg forskaffer de belovede vidnesbyrd eller ikke , 
fordi den havde givet den anklagede lejlighed fil af 
fremkomme med alle de beviser før sin uskyldighed , 
han beråbte sig på , en ret , der hidtil har vcerer 
indrømmet enhver lilfalr , og heller aldrig kan ncegies 
en sådan , hvor løse hans påstande end er , uden 
af han har årsag til af beklage sig over , af han 
vorder dømt uden af blive hørt til ende . “ 
„ Dersom jeg ikke var så overbevist som jeg er 

om , af oet blot ville være en opsættelse til ingen 
anden nytte for sørøveren , end af han kom til af 
leve den korte tid længer , ja , dersom jeg sølle 
fjendskab til ham , havde i ikke behøvet så mange 
ord , for af få denne henstand bevilliget ; thi jeg 
ville have givet den af mig selv “ , svarede den 
urokkelige rentemester ; „ men selv om jeg havde den 
godhed for ham , som eksempelvis for eder , så lød 
jeg alligevel dommen fuldbyrde i morgen , eftersom 
en unyttig opsættelse ville give folk formeget af 
tale om , og jeg desuden har lovet gesandterne , 
af eksekutionen skal vorde fuldbyrdet i morgen , fordi 
de agte af forlade byen i denne uge . “ 
„ Er det eders sidste ord i denne ulykkelige 
sag , hr. Rentemester ? “ spurgte Lindenow 
alvorlig . 
„ Mit sidste ord , hr. Landsdommer ! “ svarede 
- rentemesteren ligeså koldt . 
„ Så ske Herrens villie ! Der står altså kun 
tilbage for mig , at skaffe min ulykkelige ven sit gode 
navn og rygte tilbage , efter at jeg har set hans 
hoved falde for bøddelens sværd og såsandt hjælpe 
mig gud ! skal jeg gøre det . “ 
Med disse ord styrtede den ædle mand i den 
heftigste bevægelse ud af rentemesterens kabinet . 

læseren må nu følge os til det fængsel på 
råd- og domhuset , hvor den mand , hvis minde 
vi have viet disse blade , imødeså sin sidste time . 
Siden vi forlod Magnus Heinesen ved 
Færøerne havde han på ny fristet kaperlivets eventyr 
og farer , uden at han i begyndelsen havde videre 
held med sig , på grund af den engelske Marines 
store udvikling , hvortil allerede begyndelsen var lagt 
på Elisabeths tid , og som filfulde forklarer , hvorfor 
Magnus Heinesen altid sejlede med det neutrale 
danske flag på sin fortop . Overall vrimlede det 
nemlig af engelske krydsere , og engang havde han 
endog en skarp fægtning med en sådan , i hvilken 
hans tro ven , Jonas , tilsalte livet . Han higede 
derfor blot efter , at gøre en eneste god prise for 
derved at gøre ende på sit privilegerede sørøverhåndværk , 
og da det efter nogle togter lykkedes ham , 
at komme på siden af et stort rigtladet skib , 
tilhørende den rige engelske købmand Santa John 
i London , begav han sig med sin prise til ostende , 
hvor han selv købte den tilligemed den størfte del af 
ladningen , som han derefter førte til Bergen og 
solgte med stor fordel . Han bestemte sig nu til at 
forlade Bergen , hvor hans fortid og hans gamle 
forbindelser bragte ham forskellige ubehageligheder , 
og med hustru og børn drage til Danmark , hvor 

han da ville opslå sin bolig i København , og mulig 
ende sine dage som en dristig købmand , således 
som Santa John selv og mangen dristig kaperfører 
ser og siden have gjort ; men her var det nu , at hans 
onde skæbne mødte ham , og bragte ham den død , 
han ofte forgæves havde udæsket i den ville kamp på 
fribytterskibenes blodige dæk . 
Fængselet , hvori Magnus Heinesen , efterven 
tids barbariske sædvane , sad lænket ved hånd og 
fod til den fugtige mur , var en af de „ Ulykkens 
huler “ , som syntes indrettede med det bestemte 
formål , om mulig at pine livet af den ulykkelige , 
som her skulle tage et midlertidigt ophold . Kun en 
eneste lille , med tykke jernstænger sikkret åbning i 
den flere alen tykke mur , tæt ved loftet bragte det lys 
og den friske luft , som kunne trænge ind i det fra den 
skumle , af skarndynger opfyldte fængselsgård ; men 
- desuagtet måtte dette fængsel betragtes som et af 
de bedste , da de færreste på den tid havde andet 
lys end det , der en føje stund kunne stjæle sig ind 
fra den altid halvmørke gang , så ofte 
døren åbnedes . At bohavet , om der iøvrigt 
kunne være tale om sådant , stod i forhold til 
opholdsstedet , var en selvfølge ; men det syntes dog , 
af fangevogteren , rimeligvis „ for gode ord og 
betaling “ , her havde gjort en undtagelse , da der 

fandtes et par stole og en loibænk samt et gammelt 
trcebord , på hvilket endøg stod et krus med godt 
øl , naturligvis anskaffet for fangens egne penge . 
I fængselet , hvis gulv bestod af rå kampestene , 
befandt sig Heinesens hustru , der sad 
ved siden af sin mand på løibænken , med 
hans , den højre hånd i begge sine , deres tre børn 
— to sønner på otte og seks år , samt en datter 
på tre — tilligemed Einar , der havde været med 
på hests , og fra den tid sluttede sig til Heinesen 
med urokkelig hengivenhed . Nu åbnedes tilgangen 
udenfra med stor larm og hans lind enow viste 
sig i den åbne dør , der atter lukkedes med lignende 
støj efter ham . 
„ Kan i se , kære herre , at i kunne have 
sparet eders vandring til den strenge rentemester ! 
Jeg læser udfaldet på eders åsyn , og jeg beklager , 
at i foretog denne forgæves gang ; men ligefuldt 
takker jeg eder hjertelig derfor “ , udbrød fangen , idet 
han trak sin hånd ud af sin kones og rakte den til 
lind en ow , som han bad tage sæde , på den ene 
skrøbelige stol . 
„ Der er altså intet håb ? “ spurgte hans kone 
frygtsom . 
Linden ow rystede vemodig på hovedet , idet 
han tog plads lige overfor ægteparret . 

„ Så skal i også vide det , som min wgteherre 
hidtil har forbudet mig at omtale “ , udbrød hans kone . 
„ Du tier , min hustru ! “ bød Heinesen med 
en mine og en stemme , som om han endnu 
kommanderede på „ Samsons “ Doet . 
„ Jeg adlyder lig ikke , Mogens , om jeg så 
selv skal åbenbare det for rentemesteren , som jeg 
endnu ikke har været hos , fordi du har forbudt mig 
det . Det gjalder her nun legfefalles liv og hvad 
der er ligeså meget værd , hans og hans børns 
gode navn og rygte . “ 
„ Så lad mig fortælle det selv “ , afbrød 
Heinesen hende ; “ men jeg siger eder forud , af jeg 
benægter alt for retten , fordi rentemesteren ligefuldt 
hugger hovedet af mig i morgen , og selv om det 
utrolige skete , af han skånede mit liv , ville min 
brøder Jon komme fil af lide en vandrende død . 
Jeg vil derfor tage min hemmelighed med mig i 
graven , idet jeg forudsætter , af i ville agte en 
døende mands sidste villie ; thi det er dog langt 
bedre , af jeg dør uskyldig , end af min stakkels brøder , 
der elsker mig inderlig , hvilket i nok skal få af 
mærke , når han erfarer min død * ) , skal lide en 
der fortælles , af han blev vanvittig af sarg og døde 
således samme år . 

forsmædelig straf , som vil bringe uudslettelig vanære 
over vor slægt , og rimeligvis også have mange 
færingers ulykke fil følge . 
Sagen er den “ , fortsatte Heinesen da han 
bemærkede den spænding , hvori Lindenow var 
kommen ved af høre denne indledning , „ af da jeg længe 
havde krydset uden videre held , fik jeg nys om , af s anta 
jobn , der i mange år har dreven en levende smughandel 
på Færøerne , uden af jeg nogensinde kunne gøre 
ham noget , fordi ban brugte falske papirer , og det altid 
hedte sig , af han var kommen ud af kursen — atter 
udrustede et stort skib til denne trafik . Jeg passede 
ham nu op , og da hans falske papirer og andre gavtyvstreger 
intet kunne nytte ham , lige overfor det spanske 
flag , fik jeg dog således engang magt med ham . 
Såsnart jeg fik enehandelen på Færøerne , 
opgav vel Jon denne forbindelse ; men han havde 
beskyttet den tidligere som lagmand , og mange 
færinger vedblev af drive den , indtil jeg nu satte 
en stopper derfor , skønt det koster mig min 
Lindenow betænkte sig nøget , endelig udbrød 
han : „ Var jeg vis på , af en angivelse herom kunne 
frugte , så ville jeg gøre endnu et forsøg hos 
rentemesteren ; men han vil sige , af dette er en ganske 
anden sag , som det efter mit skøn også er , og 

il 62 
Mogens har ret , når han mener , af han ikke vil 
udrette andet end også af bringe ulykke over sin Broder 
og mange landsmænd med ham , nøget , hvortil jeg 
ikke er berettiget af råde , især da han jo bestemt 
modsætter sig et sådant skridt ; men jeg kan desuagtet 
godt forstå , af en kærlig hustru , som gerne vil 
forsøge alt , for af frelse sin mands liv , ønsker af 
prøve ethvert middel dertil . “ 
„ Nå , der fik jeg dog ret endnu engang “ , sagde 
Heinesen med en vis munterhed ; „ det var mere 
end jeg havde ventet så langt ude i bestikket , som 
jeg er . “ 
„ I ser døven under øjne med stort mod , 
Heinesen “ , bemærkede Lindenow , næsten med en 
bebrejdende stemme . 
„ Det har jeg altid gjort , kære herre “ , svarede 
fangen uforbeholden ; „ men underlig nok , har jeg 
aldrig tænkt på den med så sorgløst sind , som nu , 
da jeg ved , af den bestemt forestår mig om nogle 
få timer . Jeg tænker , det kommer af , af jeg 
føler mig uskyldig , i det , jeg anklages for . “ 
„ I må dog alligevel have meget af angre 
og asbede “ , sagde hans ven bekymret . 
„ Det ved gud , jeg også har “ , svarede 
Heinesen oprigtig ; „ menden , jeg harforsetmig mest 
imod , er min hustru , som her sidder , og hun har 

tilgivet mig af et godt hjerte , og det er mig en stor 
trøst . 
En anden stor trøst er mig nu også den , af 
jeg ikke hængte skjalg frille og Ketil Gormsen , 
som begge stod mig hårdt efter livet , og så 
håber jeg forresten , af Vorherre vil være mig så 
nådig , af afskrive min gamle gæld i min 
afregningsbog , formedelst min uskyldige død , når 
jeg skal mønstre for ham . “ 
„ Tilgiver iwalckendorff ? “ spurgte Lindenow . 
„ Det kniber det med , kære herre “ , svarede 
Heinesen notende . „ Man mister kun hovedet 
engang . “ 
„ Gjor det dog for min skyld ! Eders gamle 
ven beder eder derom “ , sagde Lindenow , og så 
ham frohjertig i øjnene . 
„ Så skal jeg også gøre det og det af ganske 
hjerte “ , svarede Heinesen og rakte Lindenow sin 
hånd . 
„ Der har i min hånd derpå . Det er det 
mindste , jeg kan gøre for det venskabs skyld , i 
har vist mig . Lad ham leve for den gamle stivnakke , 
haner — han har jo dog også engang gjort mig noget 
godt . Mere kan jeg ikke sige . “ 
„ Det er også nok , min ven “ , udbrød landsdommeren 
i dyb bevægelse , „ og da i nu har gjort 
13 

såmeget , fordi jeg bad eder derom , så skal jeg 
love eder , ligeså hellig og oprigtig , af jeg i morgen 
skal tiltræde en rejse lige til Bryssel , og når jeg 
har fået de beviser før eders uskyldighed , som jeg 
venter , at erholde der , heller ikke skal hvile , før jeg 
har forskaffet eders navn den oprejsning , eders 
uskyldige død fortjener . “ 
Heinesen sad som rørt af et slag . Store 
tårer strømmede ned af den ellers så stærke mands 
kinder og han var styrtet på knæ før sin vens 
fødder , om denne ikke ved en hurtig bevægelse havde 
forhindret det . 
„ Hvormed har jeg fortjent denne guds nåde , 
og hvorledes skal jeg takke eder , ædle , trofaste ven . 
Og du , min hustru , og i , mine elskede børn , 
tak denne herlige mand nu og altid ; thi hvad han 
gør er mere til bedste før eder end før mig . Jeg 
har endnu aldrig sølt mig så lykkelig til mode som i 
denne stund . Rejs i kun trsstig til Bryssel ! en 
doendes velsignelse ledsager eder . I vil ikke 
rejse forgæves ; hvad jeg har sagt er sandhed . 
Kunne jeg lyve ligeover før eder , fortjente jeg 
hundrede gange døden . “ 
Nu raslede det ved døren og en fangevogter 
viste sig , ledsaget af en mand af et uhyggeligt 
udseende . Det var bøddelen , som efter datidens 

skik kom for at sige Heinesen , at han ville blive 
afhentet næeste morgen kl . 8 , samt spørge , om 
han skulle medtage et klæede til at binde ham for 
øjnene . 
„ Jeg har set såmangen dragen klinge i mine 
dage til at jeg skulle frygte for , at se en sådan 
endnu engang “ , var Heinesens stolte svar . 
„ Bliver du blot ikke ræd , når du skal hugge 
hovedet af en uskyldig mand — jeg bliver det ikke . “ 
Derpå mindede fangevogteren de tilstedeværende 
om , at han ikke længer kunne tillade dem at opholde 
sig hos fangen , da fængselet nu skulle lukkes for 
denne . Dag ; men at det stod enhver frit for , at 
komme igen næste morgen . 
Heinesen kyssede kærlig sin kone og sine 
børn , idet han så længe på enhver især , som om 
han ville indpræge sig deres kære ansigtstræk for 
tid og evighed . Derpå rakte han hånden til 
Einar , der hele tiden havde stået i taushed og 
støttet sig til muren ; men da han bød Lindenow 
lev vel , hviskedee han til ham : „ Endnu et eneste 
ord . “ 
Da Lindenow så , at alle vare komne ud i 
gangen , hvor fangevogteren stod i den åbne dør 
for at vente på ham , vendte han sig til 
Heinesen med et spørgende blik . 

„ Min sidste time i morgen tilhører alene min 
sjcrlesørger og min gud “ , hviskedee han . „ Bliv hos 
Sophie , indtil alt er forbi , og den algode lønne 
eders venskab . “ Endnu et håndtryk , endnu et 
langt inderligt blik og de to venner toge afsted med 
hinanden for denne verden . 

tolvte kapitel . 
Gjengjældelsen . 
Om sommeren 1590 var der stor bevægelse i 
den lille by Kolding , der var opfyldt af rejsende 
næsten fra alle egne af riget , dels for den forestående 
herredags egen skyld , hvor mange havde 
noget at forhandle , men øgså for at se den unge 
konge , Christian den fjerde , der iøvrigt endnu ikke 
havde tiltrådt regeringen , men som allerede fyldte 
tvillingrigerne med de gladeste forhåbninger , på 
grund af de mange beviser , han alt havde givet 
på fin kløgt og retfærdighedsfølelse . 
Sålcenge der endnu var plads på slottet 
blev der velvillig flaffet lejlighed til de ankommende 
adelige herrer ; men da deres antal tiltog , måtte 
der øgså læegges beslag på de fornemme borgeres 
huse i byen , og således finde vi landsdommer 
hans Lindenow inlogeret hos en af stadens 
rådmænd , med hvilken han stod i tidligere venskabelig 
forbindelse . 

hans Lindenow var , sit løfte tro , ilet til 
Bryssel snarest mulig efter Heinesens blodige 
endeligt , og havde alt været en månedstid hjemme 
på ørslevkloster , uden af nogen kunne få af vide , 
om hans rejses formål var lokket eller ikke . Han 
var tavs og indesluttet og drejede stedse samtalen 
hen på andre ting , han havde set eller oplevet på 
sin rejse , så ofte nogen bragte dennes øjemed på 
bane . 
Som en følge af denne Lindenows tilbageholdenhed , 
der lettest måtte sættes i forbindelse med 
en mislykket rejse , troede også mange , og deriblandt 
ikke mindst rentemesteren , der havde givet en god 
ven den opgave , af udforsfe , hvad udbytte landsdommeren 
havde haft af den , stedse mere sikkert , af 
han var bleven bedraget af „ Sørøveren “ , og af han 
ville få både spot og skade formedesi sin alt for 
store tillid til hans sandhedskjæerlighed . 
Efter af herredagen havde væeret åbnet nogle 
dage , uden af Lindenow havde overvåret noget 
møde , indfandt han sig pludselig en dag på et 
sådant , i hvilket en sag skulle påtales , som 
Christoffer Walckendorff netop havde med 
admiral Peder munk , der havde klaget over de 
skibes flette udhaling , med hvilke han havde ført den 

danske prinsesse Anna , der var bleven gift med den 
skotske kong Jacob , til hendes nye fædreland . 
Såsnart Walckendorff fik øje på Lindenow , 
lilnikkede han ham venligt , en æresbevisning , som 
besvaredes med et dybt buk og dermed gik den dag . 
Den følgende dag fældtes dom i sagen , og 
da rentemesteren ved den aldeles blev frikendt for 
admiralens tiltale , så man et triumferende smil 
spille omkring den mægtige mands læber . Endnu 
bleve et par mindre vigtige sager indledede eller 
afgjorte , og man tænkte allerede på at hæve mødet 
for denne dag , da hans Lindenow på engang 
rejste sig fra sin plads , og udbad sig den unge 
konges og de høje herrers opmærksomhed , i anledning 
af en klage , han havde at fremføre . 
Walckendorff blegnede . 
„ Som det er mange af de høje herrer bekendt “ , 
begyndte landsdommeren , efter at han havde nærmet 
sig den kongelige ttrones fod med et nyt ærbsdigt 
buk , „ blev en færing , ved navn Mogens 
Heinesen , dømt fra livet og henrettet , på grund 
af en klage for sørøveri , som hendes stormægtige 
majestæt , dronningen af England , ved sine gesandter 
rettede imod ham for denne forbrydelse . Heinesen 
forsikrede , at han , da han erobrede skibet , som skete 
under spansk flag , var spansk kaperkaptajn , 

hvorfor han også sejlede til ostende og lød der 
sin erobring prisdomme ; men da han på sine 
kapertog benyttede sig af det danske flag , for bedre 
af kunne klare sig for de engelske krydsere , da han 
havde fortiet for mandskabet , på nogle enkelte nær , 
af han var spansk kaperfører , og da han , ved af forlade 
den spanske eller rettere burgundiske tjeneste , måtte 
give sit kaperbrev tilbage , ville man ikke fro hans 
forsikkringer ligeover for en så mæegtig herskerindes 
anklage , isår da han tillige havde begået den 
uforsigtighed , af rejse bort fra byen , så snart han 
mærkede , af sagen gik ham imod — som han stedse 
påstod , alene for af rejse til Bryssel for af skaffe 
bevis for , af han som spansk kaperfører havde faget 
skibet . 
Han bad forgæves om udsættelse af dommen 
indtil han siaffede de nødvendige bevisligheder tilveie , 
og jeg forenede mine bønner med hans ; thi 
Mogens Heinesen havde engang vist mig en 
stor tjeneste , hvorfor jeg aldrig noksom kunne takke 
ham , og da hans hustru havde underrettet mig om 
den fare , hvori hendes wgtefcelle svævede , var jeg 
så hurtig jeg formåede det ilet til hovedstaden . 
Jeg opnåede imidlertid ikke af frelse den 
ulykkelige mands liv ; dertil var rentemesteren for 
sikker på dommens retfærdighed ; men mit løfte 

tro til ham ved vor sidste sammenkomst , rejste jeg 
selv til Bryssel og medbringer her hans højhed , 
hertugen af Parmas egenhændig skrevne tilståelse 
for , af han havde givet Mogens Heinesen bestalling 
som kaperfører , med rang , som spansk 
søkaptajn , samt vidnesbyrd fra priseretten i ostende , 
af den lovlig har eondemneret det af Heinesen i 
havnen indbragte skib , hvorom talen er . “ 
Her løftede Lindenow en pakke dokumenter , 
som han havde taget ud af sin brystlomme , højt i 
vejret . Den dybeste taushed indtrådte og alles 
blikke hæftede sig uvilkårlig på rentemesteren , der 
ligbleg var sunken tilbage i sin stol — det var , som 
om Magnus Heinesens ånd svævede igennem 
den store forsamling . 
„ Jeg kan ikke give min ven tilbage til livet “ , 
fortsatte Lindenow med dyb bevægelse ; „ men hvad 
jeg formår , det vil jeg gøre , for af afvaske den plet , 
der så ufortjent er klæbet til hans navn , og give 
det frigjort for skæendselens mærke i arv til hans 
dybt nedbøjede efterleverske og umyndige børn . Jeg 
ved , af jeg vil sinde retfærdighed her ; ja selv den 
høibårne rentemester , hvis ulykkelige overilelse 
ingen beklager mere end jeg , vil ikke nægte min 
hedenfarne og dybt krcrnkede ven denne oprejsning . “ 
Imidlertid havde Walckendorff tilkcrmpet 

sig sin fatning , og da han sølle , af han burde tage 
ordet , gjorde han det også på en måde , der 
var denne ædle mand værdig . 
„ Jeg kender landsdommer hans Lindenows 
retsindighed alt for nøje til , af jeg ikke må være 
kommen til den sørgelige overbevisning , af jeg har 
stadfæstet en dsdsdom , som har kostet en uskyldig 
mand livet . Jeg skal efter af vidnesbyrdene , som 
jeg desværre ikke tvivler om vil ske , er kendte gyldige 
af herredagen , til hvilken jeg vil anse mig for lovlig 
indvarslet , underkaste mig dens dom , uden af frem fore 
noget af det , som mulig ville tjene til af 
undskylde min ulykkelige gerning ; og jeg vil nu i 
denne store forsamling aflægge det løfte for gud og 
mennesker , af jeg skal være de efterlevende børn i 
faders sted , hvad timelige goder angår , så af 
hverken de eller deres moder skal komme til af savne 
det fornsdne til det daglige brød , så længe jeg selv 
ejer noget . Mere kan jeg arme mand ikke gøre . 
Så være gud mig forresten nådig og tilgive min 
store uret . “ 
Han sank atter tilbage i stolen og herredagen 
var dermed hævet for den dag . 
Nogle dage efter faldt dommen , som gik ud 
på , af den Mogens Heinesen tidligere overgåede 
dom skulle udflettes af rådhusprotokollen og ikke 

komme den afdøde , eller hans slægt fil skade på 
zere , gode navn og rygte , af Magnus Heinesens 
lig skulle optages af graven på Nikolai kirkegård , 
hvor det ved enkens omhu var flædt fil jorden og 
hæederligen begraves , hvor familien selv måtte ønske 
af bringe ham fil hvile , samt af rentemesteren , foruden 
af godtgøre enken det tab , hun alt havde haft , og 
erstatte Lindenow alle omkostninger for denne 
sags skyld , endvidere skulle betale en bøde af 
6 , 000 dlr . , en for den tid meget betydelig sum , og 
af disse penge alene skulle komme enken og børnene 
tilgode . 
Kort efter at Lindenow var vendt tilbage fil sin 
bopæel , indfandt en tjener fra renremesteren sig 
hos ham med anmodning om , af møde hos hans 
herre endnu samme aften fil et givet klokkeslet . 
Såsnart landsdommeren var kommen op fil 
de voærelser , som på slottet vare tagne i brug af 
denne vigtige statstjener , blev han ført ind fil ham 
uden først af vørde meldt . 
Han fandt Christoffer Walckendorff siedende 
i sin læenestol , som et billede på den dybeste anger 
og sønderknnselse , hvilket var så meget mærkeligere 
og hæederligere , som få eller ingen i Danmark på 
den tid var så myndig og tilsyneladende hårdhjertet 
som denne mand . 

Lindenow blev greben af den dybeste medfølelse 
og Walckendorff bemærkede det snart . 
„ Sæt eder hos mig , hans Lindenow “ , 
udbrød han og rakte ham sin hånd . „ I har hørt 
dommen ; den er hverken streng nok eller fuldstændig . “ 
„ Retfærdigheden kan ikke forlange nogen bedre , 
og den afdødes venner ønske ikke nogen anden , selv 
om de kunne få den “ , bemærkede landsdommeren , 
der havde taget plads i en stol lige overfor rentemesteren . 
„ Den kan være fyldestgørende for eder og for 
retfærdigheden , som i siger , men den er det ikke for 
mig “ , indvendte Walckendorff . 
Lindenow tav . 
„ I talte et sandt ord , da i bad om udsættelse 
af dommen , ligeså meget for min skyld , som for 
den anklagedes “ , vedblev han , idet han vred sine 
hænder ; „ gid jeg kunne kalde ham ud af den grav 
igen , i hvilken jeg så uretfærdig har bragt ham . 
Med hvilket had til mig er han dog ikke vandret 
heden ! “ 
„ Det gjorde han langt fra “ , forsikrede landsdommeren . 
„ Hvad for noget ? Gik han ikke sin sidste 

vandring med forbandelse over mig på sine læber ? “ 
Spurgte Walckendorff ivrig . 
„ Han tilgav eder , nådige herre , således som 
en god Christen bør gøre “ , trøstede Lindenow . 
„ Hans hustru og børn er mine vidner ; thi de 
hørte det . “ 
„ Dette skylder jeg sagtens eder “ , bemærkede 
Walckendorff . 
„ Jeg bad ham rigtignok derom “ , svarede han 
notende . 
„ Det kunne jeg nok tænke “ , sukkede rentemesteren , 
„ Sligt var han næppe falden på af sig selv . Men 
fortæl mig desuagtet alt , hvad han sagde . I ved 
ikke , hvor det frosfer mig . “ 
„ Han anså eder for en retfærdig mand “ , 
forsikrede Lindenow , „ der blot skænkede dronningen 
af England mere tiltro end ham , og det fandt han 
i grunden ikke så forunderligt , og når i havde 
fattet en beslutning , lod i eder ikke rokke derfra . 
Derfor ville han heller ikke have , at jeg skulle gå 
fil eder , fordi han påstod , at det ville blive en 
forgæves gang . “ 
„ Han kendte mig bedre end jeg selv gjorde “ , 
mumlede Walckendorff . 
„ Da jeg så kom tilbage fra eder , havde han 
afgjort alt timeligt , og jeg spurgte ham derpå , om 

han havde tilgivet eder , hvortil han svarede nej , og 
så bad jeg ham derom . “ 
„ Hvad sagde han så ? “ spurgte han i næesten 
åndeløs spænding ; „ skjul intet før mig , hans 
Lindenow ! jeg vil vide det allermindsle ; hører i ! 
Jeg besværger eder ! “ 
„ Nu vel da , så skal i også få det at vide “ , 
svarede landsdommeren , med et let anstrøg af 
forlegenhed . „ Han rakte mig sin hånd og sagde : 
jeg tilgiver ham ; her er min hånd derpå . Lad 
Hain leve før den gamle stivnakke , han er . Han har 
dog før gjort mig godt . “ 
Rentemesteren sad længe i dybe tanker med bøjet 
hoved . Endelig hceoede han sit åsyn igen og en 
vis fred og glæde synes udbredt over det . 
„ Tak ! Hanslindenow , inderlig tak før eders 
christelige sind ! Gud lønne eder derfor og han være 
takket før de trøstelige ord , jeg hørte ! Gud velsigne 
Mogens Heinesen før dem ! “ 
Atter sank hovedet ned på rentemesterens 
bryst og en ny pause indtrådte , som Lindenow 
ikke fandt passende at afbryde . 
Noget efter hævede Walckendorff atter sit blik 
op til landsdommeren . 
„ Jeg sagde før , at jeg ikke var tilfreds med 
herredagens dom . Bøden var før liden . Jeg giver 

arvingerne ligeså meget til “ , udbrød han „ og beder 
eder , af modtage alle pengene , når i vil komme 
til København , så snart jeg lader eder vide , af jeg 
har fået dem samlede ; thi før dieblikket kan jeg ikke 
udrede så stor en sum . “ 
„ Når i i christelig kærlighed vil forunde enken 
og børnene denne gave , modtager jeg den i deres 
navn med skyldig taknemmelighed “ , svarede Lindenow 
ærbødig ; „ men lad blot alt bero til egen lejlighed . “ 
„ Jeg skal da også afgøre , hvad i med rette 
bør have ; men forinden må jeg bede eder om 
tilgivelse , hans Lindenow . Nu , god ! , godt ! “ 
Vedblev han , da han mærkede , af landsdommeren ville 
afbryde ham ; „ jeg vidste forud , af jeg fik den . 
Gud velsigne eder før alt ; men dog mest fordi 
i bad før mig hos eders ven . Gå nu med gud ; 
jeg ønsker af være ene . Ikke sandt , vi skilles som 
venner ? Farvel , farvel ! “ 
Han vinkede med hånden af Lindenow , der 
havde rejst sig fra sin stol , og da denne mærkede , af 
rentemesteren høilig ønskede , af afbryde en samtale , 
der havde rystet ham så stærkt , forlod han også 
den dybt nedbøjede mand , idet han tilkastede ham et 
langt hjerteligt afskedsblik . 
Hvor meget denne ulykkelige sag var gået 
Christoffer Walckendorff fil sinde , ses bedst 

derved , af dan , nærmest som en følge deraf , umiddelbart 
efter udtrådte af regjeringsrådet , der styrede land 
og rige i den unge konges mindreårighed og ville 
også have fratrådt embedet som rentemester , om 
ikke den unge konge udtrykkelig havde bedet ham om , 
af vedblive , af bestyre det . 
At en så stor ulykke kunne være sket , uden af 
også kong Christian den fjerde lagde sin medfølelse 
for dagen , var ikke af vente , når man kendte 
nøget fil dette ædle køngehjerte , og der eksisterer 
endnu en skrivelse fra hans hånd fil abbedissen 
i Maribo kloster , der på engang bærer vidnesbyrd 
om den unge konges store medfølelse for de 
efterladte , som for den kjcerlighed , hvormed Sophie 
Gyntelberg omfattede sin ulykkelige mands minde . 
På grund af forholdet fil sine børn kunne 
hun ikke blive optaget i denne milde stiftelse , 
reformationen havde taget i arv fra de kattolske 
forfædre , og man ser derfor af et senere kongebrev , 
af den unge konge , fil erstatning derfor , betænkte 
hende med en gård i Bergens stift , hvor vi ville 
antage , af hun har endt sine dage . 
Kommer du , kære læser , nogensinde til den 
gamle gård ørslevkloster i Salling land , vil du 
finde et smukt epitafium over den mænd , hvis 
minde disse blade er helligede ; thi Lindenow 

ville selv , i sin kirke , gemme støvet af sin ulykkelige 
ven og ingen var mere værtig til denne wre end 
netop han . 
Det er ikke her stedet , af gengive epitafiets 
ord , som blev nedskrevne af hans Lindenow 
selv ; men såmeget bør man dog vide , af den 
engelske regering fandt sig foranlediget til af gøre 
indsigelse imod enkelte udtryk , som den endog forlangte , 
af få udflettede . Dette lykkedes imidlertid ikke ; 
thi nu var kong Christian selv kommen til roret 
og den mæegtige engelske dronning måtte finde sig i , 
af et mindesmærke blev stående , der til de sildigste 
slægter vil bære vidne , ej alene om den menneskelige 
skrøbelighed , men også om , af retfærdigheden aldrig 
savner sine talsmænd i Danmark , endog lige overfor 
landets mægtigste mænd . 
Men idet hans Lindenow således rejste en 
mindesten over sin ven , rejste venskabet derved et 
ligeså hædrende mindesmærke over ham selv , medens 
den taknemmelige efterflægt har fljænket Magnus 
Heinesen et lignende , blandt landets berømteste mænd , 
i den smukke have ved Jægerspris .