Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

ja a denne verdens børn har mange såre mange fornødenheder

svarede præsten koldt hvad der straks kaldte lasson til orden

han betænkte allerede at ville overraske sønnen med noget uhørt som f eks en fuldblods opsadlet ridehest

sønnen kunne jo om han behagede med tiden blive herredsfoged ja amtmand få uniform og søgård med herligheder havde han i ryggen

uniformer vare ham ellers noget abekatteri til at gå i en dum krig og blive vanskabt eller blive slået ihjel foretrak han ubetinget f eks en grå slavemundering som det eneste rigtige men at en herredsfoged var pyntet med nogle blanke knapper kunne han nok lide det klædte ganske godt og imponerede ved offentlige lejligheder

men i stedet for at få sønnen hjem bliver han underret om at kjeld har bestemt sig til straks at læse til officersexamen og o ve

lader sig forlyde med at hele den stilling passede ham bedre

da gik den berusende glædesrus over i en nagende uro

ja der gaves øjeblikke når han traskede om på sine nedarvede besiddelser midt imellem alle de røde behornede hvor han følte jorden usikker under sig

hans blik var så vant til at søge muldet at han glemte aldeles den lyse himmel der hvælvede sig over alle jordiske herligheder

det hændte da at han i sin beklemthed undertiden nu så opefter for i det hemmelighedsfulde uudgrundelige rum at søge en løsning på en så urimelig jordisk gåde som den kjeld beredte ham

megen uro kunne følge på men den fulde bevidsthed om at han ole johan lasson ene og alene rådede over hele sin status hemmeligheder og at status i det hele var som den var undlod aldrig at udøve sin indflydelse på ham

det knæk han kunne føle i sin ryg blev atter og atter opstivet ved tanken om de fyldte pengesække og så den mageløse hær på engene

desuden når kjeld blot fik penge nok og det var rasende hvad den knægt brugte plejede han altid at være føjelig som et lam

heldigvis kunne da for pokker en uniform vel ikke omskabe en karakter

alligevel hans strålende forhåbningers perlekrans havde et brist der var et meget svagt punkt han kunne ikke skjule det for sig selv

hvor megen kunst end lasson udviste for at holde vejlængden på samme punkt vandt han dog mere og mere terræn

sønnen stod alle øjeblikke stille bukkede sig og granskede som om han skulle løse et eller andet botanisk problem

lasson gjorde holdt

han kunne ikke gå længere

hans hjerte bankede så han kunne høre det slå og hans øjne havde en formidabel lysglans som om al uroen med magt ville trænge sig igennem kjeld for at se hvad der gik af ham

han lænede sig på stokken og betragtede ham så stift medens han kom imod ham at kjeld havde følelsen af at gå imod et uvejr

han tog det dog med ro fast bestemt på at holde stillingen

du interesserer dig nok ikke videre for gården mere

udbrød den gamle

stemmen var på en umærkelig rysten på de sidste ord nær hans sædvanlige men det brændende blik som øjenlågene og de lange øjenhår forgæves søgte at dæmpe traf kjeld som en kold stråle

hvoraf slutter du det

spurgte han

jeg har vel den samme interesse som altid

landvæsen hører jo ikke til mit fag

dit fag

ja hvad er egentlig dit fag begyndte den gamle udfordrende

for dette her han pegede på en af hans knapper det det er vel for fanden ikke dit fag

det brændte kjeld på tungen at sige en eller anden spas om at være knapmager men han betvang sig og udbrød det var et løjerligt spørgsmål fa er jeg forstår ikke

du forstår ikke

ja jeg forstår det meget mindre min gode ven

du var jo juridisk kandidat ja jeg håber at jeg fremdeles er det svarede sønnen med et ufrivilligt smil

han havde ondt ved at tilbageholde en skoggerlatter

men han vidste af erfaring at intet i verden ville irritere den gamle mere og han måtte frem for alt have ham i humør

ja det er ikke godt at vide hvad du er

du bruger mange penge min gode kjeld

hvad denne forestilling her skal betyde går langt over min forstand

jeg undrer kun på at du har råd til alt det dingelgangel

hvad mener du med dingeldangel

spurgte kjeld drillende

dermed mener jeg disse knapper røde streger sabel gehæng og fanden og hans oldemo er

nu skal jeg sige dig noget far svarede kjeld og hans stemme var ganske lav

jeg har vel brugt mange penge men du har råd dertil også har jeg både juridisk eksamen med bedste karakter og dernæst min officersexamen på samme måde så pengene er ikke smidte ud af vinduet jo gu er de smidte ud af vinduet

hvad skal du med juridisk eksamen her på gården er nok at tage vare på og intet nogensinde at føre processer om jeg har aldrig ført processer

nå men det vil jeg nu lade gå

men dette sidste pøj

det er mig en rent ud ubegribelig historie

jeg finder det latterligt naragtigtdumt

det var vist aldrig før arriveret lasson at han i så kort tid havde sagt så mange især ikke så afgørende ord

kjeld som var opbragt og ærgerlig havde arvet faderens kolde sindsligevægt hans eneste arvedel fra den side fortrak ikke en mine

han var noget blegere end han plejede men svarede med knusende ro jeg har nu absolut ikke lyst eller evner til at passe køer

du skulle hellere være stolt af at det er gået mig så godt at jeg ikke kommer hjem som baronen derovre og er drattet både hist og her

stolt af

ja jeg var ganske fornøjet med den jurist eksamen men denne maskeradedragt er jeg helst fri for at se

kjeld havde indtil nu i grunden tænkt at den gamle ikke mente synderlig med sine ord

han var forberedt på en overhaling når han præsenterede sin ekviperings regning m m

men den umiskendelige harme hans fader følte krænkede ham dybt og var i uhyre modstrid til den glorie hvormed han var hilset og kendt i hovedstadens kredse

hvis min dragt som jeg er stolt af er dig ubehagelig v d jeg ikke bedre end at du lader spænde for at jeg kan tage bort

toget han tog sit ur op af lommen og så på det går om to timer er du så god

som en stormvind for han sin fader forbi og ilede med lange skridt hjem til gården

satans knægt

hvad bilder han sig ind

jeg kunne gøre ham arveløs

mumlede han og vendte ud efter ad engen til

da han havde gået en tid så meget som et godt kvarter hørte han en galoperende hest bag sig

hej niels

livor fanden skal du hen i det t rav

forvalteren sagde e te a skuil hent de tou brun ved e møll til løjtnanten

gu skal du ikke nej det kan vente til en anden gang

nå sådan

vil hosbond så sjelv sej at a er bleuvven omkommandiret

karlen vendte om

lasson ligeså

uagtet sit indædte arrigskab følte han sig imponeret og en del urolig

det sidste ville han for alt i verden ikke været ved

uden at ville lade så fremskyndede han sine skridt og halvt ubevidst drog han en sammenligning mellem den ublandede og den stærkt bla ndede glæde

han havde kun denne ene søn som havde været langt mere skikket til at være fattigmands barn der skulle slide for føden læse studere altid læse

så snøredes hans hjerte sammen ved tanken om alle de unyttige penge alt dette havde kostet

sandt nok det var heller ikke for fattigfolk

ja gud måtte vide hvordan ubemidlede folk fik deres sønner frem ad den vej

ja men kjeld måtte jo også være rent binde bindegal

nu kom han sagtens til at rykke ud med ja lad se en to kanske tre hundrede kroner til alt dette skidt nej

de uniformer forsonede han sig aldrig med

og dog

i en krog af hjertet sad en ondskabsfuld nisse og hviskedee at kjeld var dog en storartet fyr og pokkers som denne paradedragt klædte ham

så så han for sine øjne de galoperende ben med de røde rabatter hale gennem græsset

han havde så mødt forvalteren og straks udstedt ordre om vognen

det var ham frygteligt imod at nogen af folkene skulle få færten af at han og kjeld havde haft noget udestående

og hjemad halede han så sveden dryppede ned fra hans hår

kjeld var ingen steder at se

i førstningen tog han det med ro men da der var gået en halv time og løjtnanten fremdeles var usynlig måtte han gøre noget

med al mulig majestæt begav han sig op til gjæstekamret ud til haven hvor sønnen sov

døren var lukket indvendig fra

han bankede på

hvem der