Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

og henrik gik det på en lignende måde som mig

jeg forstod at hans bog måtte være slem siden han efter så kort en kamp kunne opgive den jeg forstod at han følte sig truffen ved onkels ord og at der så småt begyndte at vågne en bedre erkendelse hos ham

noget betydningsfuldt var der sket med os begge et nyt livssyn var i færd med at dukke op

henrik sagde jeg og nærmede mig kærligt tilgiv mine ord fra før vi to har jo altid forstået hinanden

doris jeg frygter for at jeg har været dig en dårlig broder jeg burde have advaret dig og ikke selv drevet dig ud i strømmen der hvor jeg ikke engang selv havde fast bund

i har begge gjort en nødvendig livserfaring og der er ingen grund til at græmme sig derover nu da i vel har det overstået sagde onkel

lad os så tage bestemmelse om det øvrige

eders moder hvem vil underrette hende om de forandrede forhold

det må du onkel

og hvem skal sige hende at i rejser med mig

det kan ingen anden end du men vi får vist aldrig hendes samtykke

det kunne dog nok være når hun kender sandheden men den må hun vide

jeg skal gerne fortælle hende alt men så må i selv bekræfte det

i må ikke blive stående på halvveien men gøre skridtet helt ud

hvor det var heldigt at mor ikke var hjemme iaften hvorledes skulle vi ellers have fået talt så fortroligt sammen udbrød jeg idet jeg skottede til uhret der viste halv ti

det kunne være rart at få nogen aftensmad sagde onkel her har jeg rejst hele dagen og ikke nydt en smule

undskyld kære onkel jeg har rent glemt theen den står vist og venter på os i spisestuen

hvordan kom det sig at du rejste så tidlig hjem spurgte jeg efter at have sørget for onkel

jeg havde hele tiden ingen ro på mig derovre så traf jeg tilfældigvis buntsens svoger og de efterretninger jeg fik af ham vare af den natur at jeg absolut måtte hjem

buntsen har al tid levet over evne og gjort sine forældre og slægtninge mange sorger

hvori disse sorger bestod indlod onkel sig ikke på at forklare men det behøvedes heller ikke min beslutning var allerede fattet endnu samme aften ville jeg skrive til buntsen og hæve vor forlovelse

om han end misforstod grunden dertil så fik det være

jeg kyssede onkel og bød godnat også henrik rejste sig

vi kunne hvert øjeblik vente mor hjem

ja det er bedst vi bliver ene eders moder og jeg

gud være med jer børn

ligesom vi forlod stuen ringede det på entr døren

nu kom mor hjem glad og sorgløs opfyldt af sin venindes hverdagspassiar og anede ikke hvad der ventede hende

jeg sad i mit værelse og udmalede mig den hele scene mo rs forbavselse ved at se onkel hans alvorlige mine og hendes misfornøjelse med at han gjorde brud på aftalen og talte om os børn

mor ville åbenbart som en gang tidligere holde dette ttema tre skridt fra livet men denne gang var onkel hende for stærk hun var nødt til at føje ham og høre på ham

først ville der være et koldt sikkert udtryk i hendes ansigt hun ville rykke frem med sine sædvanlige argumenter men efterhånden som onkel fortalte jeg tænkte at han gradvis ville forberede hende ville sikkerheden vige for en vis heftighed der altid udsprang af hendes stivsind til ikke at tro andre end sig selv og som denne gang ville blive stærkere end nogensinde før

onkel ville forekomme hende som en fjendtlig magt der berøvede hende hendes stolthed og glæde hendes børn og kuldkastede hendes tro på deres evne til at realisere hendes forhåbninger

der ville blive kæmpet en kamp mellem broder og søster den ville blive hård men kort

at mor måtte vige kunne man sige sig selv lige overfor de kjendsgjerninger onkel ville afsløre nyttede det ikke at hun dækkede over med et ydre skin

når hun så at det virkelig var alvor og ikke indbildning at faren stod for døren at hun havde været på nippet til at miste os så ville hun forfærdes og hendes indbildte lykke smuldre hen

stakkels mor 1 udbrød jeg uvilkårlig men dog ikke med den dybe beklagelse som jeg ville have følt hvis jeg af hjertet havde elsket min moder

der blandede sig i min medynk en følelse af at hvad hun nu led alligevel kun var velfortjent og retfærdigt fordi hun fra første færd aldrig havde forstået at drage os til sig aldrig havde levet elsket stridt og lidt sammen med sine børn

hvorledes hendes optræden herefter ville blive kunne jeg ikke ganske udmale mig så skarpe konflikter vare aldrig før opståede i vort hjem men jeg bildte mig ind at mo rs hjerte ville krympe sig sammen i smerte og hårdhed og at hun til os kun ville have hårde og bitre ord hun ville ikke besmykke vor færd tværtimod den ville stille sig absolut usømmelig forende og hun ville ikke finde nogen undskyldning for os

jeg blev siddende længe hensunken i disse mine betragtninger og ville ikke gå i seng fordi jeg hvert øjeblik ventede at blive kaldt ind til mor jeg var feig nok til at ønske at den scene der forestod imellem os måtte blive i onkels nærværelse

henrik havde vist samme tanke for han var heller ikke gået til ro jeg hørte ham gå op og ned i værelset ved siden af rasle med papirer og rive dem itu

korrekturarkene til hans nye bog havde han dog først overleveret til onkel der efter gennemlæsningen skulle give dem til mor

men der kom intet bud efter os alt var stille uhyggelig stille først morgendagen skulle bringe det forventede opgør

men i onkel niels s stue brændte hele natten lys der blev nok holdt dom over henriks ulyksalige bog der ikke for intet bar navnet skæbnesvanger

så strålende syntes mig solen aldrig før havde skinnet som næste morgen rigtig en lokkende forjættende forårssol med varme i hver en stråle og glimt af lys og glæde

fuglene kvidrede udenfor og da jeg kom ind i spisestuen stod vinduerne åbne og forårsblomsterne som jeg havde plukket nogle dage forud knejste rankt på deres fine sprøde stilke

jeg sukkede uvilkårlig denne forårshilsen passede ikke til min egen stemning

mo r der ellers plejede at paradere foran themaskinen lod sig slet ikke se hun havde lukket sig inde med henriks bog meldte onkel niels ind af det åbne vindue han havde tændt sin pibe og gik og trak morgenluft i haven

når din moder er færdig vil hun tale med jer

onkel du går da ikke for langt bort vi behøve vistnok din håndsrækning

onkel nikkede og fortsatte sin promenade frem og tilbage foran huset

har du skrevet brev

spurgte ban et øjeblik efter

det er allerede afsendt

der gik lang tid næsten et par timer mor viste sig endnu ikke men det var jo også en ikke så ganske lille bog at komme igennem

det var så underligt at vide at mor sad derinde og læste hun som ellers aldrig befattede sig med sligt om morgenen og som absolut ville have betragtet det som et brud på det daglige maskineri

en forunderlig stilhed hvilede over huset hvor mor i morgentimerne plejede at give sine ordrer til højre og venstre

så kom henrik gående gennem stuen hans kuvert stod urørt men han rystede på hovedet da jeg bød ham the af den kolde ttepotte

han vekslede et par ord med onkel udenfor og onkel niels gik hen til vinduet der førte ind til dagligstuen og bankede på ruden

da han kom tilbage gav han henrik et vink og denne åbnede raskt døren til dagligstuen

jeg ville følge efter men onkel holdt mig tilbage med et nej endnu ikke

jeg gav mig et og andet at bestille i stuen indtil øjeblikket kom da også jeg blev indladt

langsomt nærmede jeg mig

jeg havde ventet at se mor stå oprejst midt i stuen med vrede og strænghed i blikket og et hårdt ord på læben så jeg blev overrasket ved hvad jeg så

mor sad i sofaen hendes ene arm lå om henriks hals hendes hoved hvilede på hans skulder og en stærk hulken trængte sig frem

da hun hørte jeg kom hævede hun hovedet og vendte et tårevædet ansigt imod mig

doris mit barn kom hen til mig

hun slap henrik og strakte armene imod mig

i næste nu lå jeg for hendes fødder omslynget og trykket ind til hendes hjerte i en eneste inderlig lang omfavnelse således som jeg aldrig før havde kendt

min stakkels pige min elskede datter doris kære

således lød det i afbrudte ord mens tårerne strømmede hende ned ad kinderne og blandede sig med mine der nu brød frem som drevne af en uimodståelig magt

hvor det gjorde godt at græde græde ud ved det moderlige bryst at føle at hendes hjerte kunne banke varmt selvfornægtende omsorgsfuldt for sine børn

det forekom mig som et under at finde mor således ikke et eneste anklagende ord ingen af disse så veltalende ræsonnementer der så lidt havde irriteret mig fordi jeg så at de udsprang fra den tørre fornuft og ikke fra det moderlige hjerte

jeg kunne næsten ikke tro på at denne forvandling hos mor kunne vare ved jeg frygtede at det muligvis kun var en øjeblikkelig reaktion der gjorde sig gældende og som igen ville afløses af den sædvanlige kulde og tørhed der så ofte havde forstemt mig

men selv om så var sagde jeg til mig selv mens jeg i datterlig hengivenhed gjengjældte hendes kærtegn der faldt så frugtbargørende på min syge sjæl så ville jeg til alle tider være hende taknemlig for disse øjeblikke hvor hun havde givet efter for sin egen trang og ladet os børn få et indblik i et hjerte der ellers lukkede sig mærkelig fast om de følelser som vorherre dog hår nedlagt i hvei en menneskesjæl

men mærkelig nok skønt minuter og timer svandt skete der intet omslag i mo rs væsen det beholdt sit ømme ganske vist stærkt rystede men dog kærlige præg og onkels nærværelse til at jævne forsone var overflødig

der blev ikke talt ingen spørgsmål gjort men atter og atter drog hun os til sig og sagde gud være lovet at jeg har eder begge i god behold i skal se ja i skal se at alt skal blive anderledes vi vil elske hverandre mere inderligt vise fortrolighed

et nyt og bedre samliv og så kyssede hun os som om hun så os efter en lang adskillelse

var det virkelig muligt

havde jeg fundet min moder en moder som herefter ville kunne forstå og lytte til de følelser de tanker den uro den higen der rørte sig i mit bryst

å i mødre

hvorfor tænker i så ofte kun på hvad der mulig kan forsømmes af eders børn med hensyn til barnlig underdanighed i stedet for at gå barnet i møde lægge hånden på dets bankende hjerte og selv om i skulle stige lidt ned fra den piedestal hvor eders egen fortræffelighed og dygtighed har sat jer selv om i lige overfor barnet skulle indrømme at også 1 har fejl hvad har det så at betyde

slet intet i sammenligning med den ømhed og hengivenhed barnet vil skænke jer når det mærker at kærlighed dikterer eders handlemåde

min egen lille blege kummerfulde bevægede mor

som hun sad der i sofaen et billede på sorg anger og kærlighed således vil hun altid stå for mit syn og kommende dages omskiftelser vil aldrig kunne udslette dette billede

gud velsigne hende for alt hvad hun gav i denne time det opvejede årelang tørke og vansmægten

så havde den forjættende forårssol dog ikke lovet mere end den kunne holde

det blev en vidunderlig smuk dag så modsat hvad jeg havde tænkt mig beåndet af en stemning der lagde sig høitidsfuldt dæmpet over vort hjem vor gerning der og alle vore personer

den udgik fra mor for første gang vare de materielle husmoderlige pligter trådte i skygge for andre vigtigere der opfyldte hendes sjæl og drog hende ind i en eftertanke der var så vidt forskellig fra de ting hvorom hendes tanker ellers kredsede hvad har du dog gjort ved mor

spuigte jeg onkel i dagens lob der er ligefrem sket et under

finder du det så underligt at din mor der i årevis har undværet sine børns kærlighed og fortrolighed nu trænger til den og fordyber sig i den lød svaret

og som jeg sad og grundede derover steg der et billede frem det billede som onkel niels havde vist mig af mor som barn da hun sad grædende i grøften med sine dukker ømt omfavnende og kj ærtegnende dem efter det spring de navde gjort ud i mosen

det var et fingerpeg for mig et tegn på at der rinder en kilde i hvert menneskebryst og at selv om den i årevis kan være forstoppet så behøves der kun en lejlighed til igen at få den til at flyde

jeg gik forbavset omkring knap fattende hvad jeg så og hørte og stadig kaldte mor mig til sig hun ville nødig slippe mig af syne fra hendes læber faldt kærlige trøstende ord for at lindre den smerte hun mente jeg måtte føle ved at skulle skilles fra buntsen

men mærkelig nok de sidste timers oplevelser havde draget mine tanker bort fra mine egne anliggender

det var ligesom han ophavsmanden til det stærke røre i vort hjem ligesom gled længere og længere bort så jeg hverken følte pinefuldt savn eller bitter smerte

og da brevet kom hans brev som svar på mit så bragte det ingen anfægtelse eller fortrydelse hos mig

jeg vidste i forvejen hvad det ville indeholde så det kom mig ikke overraskende

min feighed svaghed og vankelmod blev med skarp kritik slynget mig i møde tilligemed min mangel på varme og forståelse trangen til at gå med traditionelle skyklapper på hele mit liv igennem undlod han ikke at raillere over

han udtrykte sin beklagelse over at have spildt sin tid og sine evner på et væsen der ikke formåede at arbejde sig op til et højere syn og mål og endte med at spå mig kun ringe lykke i fremtiden

jeg følte mig hverken truffen eller ydmyget derved