Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

hun gav sig selv og sin tilstand skyld ikke de andre skønt hun begreb ikke hvad der gik af den gamle

hun måtte mere end en gang tage sin mands parti imod ham

måtte hun kun lære rigtig at forstå kjeld

han så bedrøvet ja undertiden sorgfuld ud det pinte hende

minonas pragtfulde ekvipage som den officielt hed holdt for døren den skulle bringe kjeld til stationen

medens hestene stampede af utålmodighed efter at komme af sted var fader og søn alene i skatkammeret

din opførsel imod din hustru nærmer sig til råhed

er det en tid at forlade hende på

spurgte den gamle ude af stand til at beherske sin harme

hun har langt mere end jeg når jeg er ude af denne gård svarede kjeld med lav røst

hvis du mener højagtelse og kærlighed så har du ret

den har hun i en sjælden grad og fortjener at have den men din opførsel imod hende er uforsvarlig som den er ufortjent

hvad går der af dig

ja hvad går der af mig jeg søger som alle efter lykken far

du må være gal

gal

gal

skreg den gamle bindegal

han kunne ikke længere beherske sig og var ikke i stand til at få andet frem

ja jeg er måske gal

nu så lad mig blive borte med det samme

farvel far

han gik

lasson flyttede ikke en fod

han var forstenet

minona ville været med men befandt sig ikke vel

hun stod i sovekammeret da kjeld rejseklædt trådte ind

han var dødbleg

med en for hende usædvanlig ømhed omfavnede hun ham

kom snart tilbage min egen kære kjeld

jeg kan mindre og mindre undvære dig

vi må se vi to at få rigtig klarhed imellem os vi burde dog være så lykkelige

der faldt en tåre på hans kind der brændte ham og med en sælsom bevæget røst sagde han jeg er dig ikke værd minona

passiar

hvem er videre værd

det er du

sagde han med samme tilslørede røst som greb hende forunderligt

et øjeblik lagde han sit hoved på hendes skulder bedrøvet indtil døden

aldrig havde minona følt en større ømhed for ham

hun ville have sagt ham tusende ting men ak

der var ikke mere tid så tog hun ham om halsen og kyssede ham

lev vel

sagde han og gik bort

hun ilede til vinduet og hilste farvel til sin smukke kære mand som blev ved at se efter hende men som intet ord havde haft at sige hende om at han var bange for at forlade hende ikke et eneste ord ikke t

det pinte vand i hendes øjne men hun skar ansigt for at holde gråden tilbage

hun ville ikke give efter ikke give sig til at græde hun ville være stærk

da vognen var ude af gården for lasson op

ubevidst havde han stået og ventet på at sønnen skulle komme tilbage nej

han havde oplevet sit livs største skuffelse

så ringede han og befalede at lauritsen skulle komme

da denne straks efter trådte ind sagde han de tager med det første tog til lemvig indlogerer dem i kroen mellem byen og lynghøj

s r og hører alt uden selv at ses mere end nødvendigt forstår de

opdager de det mindste glimt af min søn sender de mig øjeblikkeligt telegram to ord er her

intet mere

de bliver indtil jeg kalder dem tilbage

afsted

dagen på hvilken constance ilede hjem fra sit møde var ikke til ende før rygterne begyndte at sive omkring i den lille by

det gik fra dør til dør fra hus til hus fra gade til gade og den næste dag var det byen over at den unge herre på lynghøj var en munter fyr

medens hans hustru tilbragte en stille tid hjemme på hans faders herresæde besøgte han lynghøj havde stævnemøder med forpagterens unge datter kort og godt en legitim familie hist og en illegitim her

en betler havde set dem på spaserestien gå og omfavne hinanden en gårdskarl havde gennem en afbladet hæk set dem kysse hinanden

opvartningspigen på hotellet havde lukket hende ind på hans værelse hvor hun var forbleven en hel dag og kommen grædende og alene ud fra og endelig havde en nøje bekendt af lasson set hende flyve hjemad på landevejen som om hun blev forfulgt af onde ånder

historien serveredes alle vegne og alle mennesker ville have hende at se

nogle dage efter kom hun til byen med sin fader og da hun spurgte om et poste restante brev på posthuset vidste byen en time efter at hun havde fået et direkte fra hovedstaden

krause selv blev spurgt således ud om den unge ejer at det forbavsede ham men allermest forundrede det ham at høre at den unge lasson havde været i lemvig uden at komme til lynghøj

constance hørte sin fader tale derom men brød sig ikke om det

hun kendte ham jo ikke og havde sit første kærlighedsbrev hos sig som hun ville læse når hun kom hjem i sin lille hyggelige stue hvor ingen eller intet ville forstyrre hende

hun havde været så febrilsk og forunderlig i de forløbne dage at begge hendes forældre ængstede sig for hende

de vare bange for at hun havde forkølet sig på de lange spasereture og at en eller anden sygdom var i opsejling

turene vare for fremtiden indstillede

endelig kom hun hjem

endelig fik hun alt til side og endelig var hun i sin lille havn det dystre lille værelse

med stille andagt tog hun brevet frem dette første dyrebare brev

håndskriften var fast og smuk og lignede påfaldende den i brevet fra den unge lasson det brev der som et oljeblad kom til familien i norge men hun var ikke i stemning til at reflektere hverken over dette eller noget som helst andet i verden

lige ud i fingerspidserne som åbnede konvoluten dirrede alt hos hende i forventning og i længsel

hun foldede brevet ud og læste constance

jeg elsker dig

min første sidste og eneste hilsen den der frembærer alle andre den der undskylder der tilgiver der oplyser alt i min sjæl uden den er alt uklart uforståeligt og falskt

jeg tør ikke længere holde den fulde sandhed tilbage

jeg er gift constance

vil du vente på mig

jeg må have båndet løst aldrig kan jeg glemme dig uvilkårligt vendte hun bladet om der stod evig din kjeld f lasson

et skrig af smerte trængte sig op i hendes bryst og lød ud i den stille aften så faldt hun tilbage ned af stolen besvimet om på gulvet

den hele nat tumlede de fortvivlede forældre med hende endelig ud ad morgenstunden faldt hun til ro hvis en søvn med ville drømme skrig og tårer kan kaldes ro

tyve gange blev det besluttet at hente doktor men lige så mange gange opgivet

de vare fremmede på egnen havde ingen at stole på og ville undgå om det var muligt al skandale

rygterne der susede om dem kendte alle kun ikke de selv

omsider efter nogle dages forløb blev hun stille og kunne fra først til sidst fortælle sin moder alt

hun ville selv skrive til ham men aldrig se ham mere

under uafbrudt gråd skrev hun således til ham ikke har jeg hjerte til at bebrejde dem deres handlemåde imod mig fordi jeg er vis på at deres følelse for mig var sand men at de har kunnet føre deres hustru bag lyset og altså også ladet mig bidrage mit dertil kan jeg ikke tilgive dem ikke nu

den oprejsning som de skylder hende er den eneste der tillige kan lindre mig i min grænseløse sorg og før hun har fået den får mit hjerte ikke fred

aldrig i evighed det sværger jeg dem til ville jeg være en fraskilt mands hustru langt hellere døden

min religion ville ikke tillade mig det så tænk ikke på det umulige

min moder afslog i sin tid rige kår for at leve trangt og fattigt

jeg er i tro og fasthed min moders datter og forandrer hverken sind eller tænkemåde

sørg ikke for mig

jeg v d at gud vil trøste mig for jeg vil finde freden hvor den er at finde og jeg vil heller aldrig slippe dem af mine bønner

farvel for alle dage

constance

hermed var hendes ungdomssaga sluttet

alle hendes rige varme følelser strømmede hen til andre spor for hende var n kærlighed nok