Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

han stod så løjerlig og hakkede i det at den gamle tog ham skarpt i øjesyn

hvad fanden går der ad dem

er de syg

spurgte han

næ æ nå fortæl så

lad det gå lidt gelæufig

men det ville ikke gå

har de drukket menneske

spurgte den gamle skarpt

næ æ næ

det er vist også bedst at de holder dem fra alle vidtløftigheder

de v d hvad de har at holde dem til og v d hvad der venter dem om de går galt i byen

jeg lægger ikke fingrene imellem som de tit nok har set

den stakkels fyr blev både rød og hvid

skinsygen pinte ham men når han tænkte på de advarsler han havde fået af kjeld som han før havde holdt af vidste han aldrig hvad han turde gøre

sagde min søn slet ikke noget

spurgte den gamle og hvordan gik det til at de traf ham på bovbjærg

jo jeg gik efter n han rystede formelig

hvad var det for n

jeg råder dem til at komme ud med sproget straks

det var det var frk

krause

da det var sagt var han ved at dratte om den gamle begyndte for alvor at tro at han havde en skrue løs og så blev han pludselig helt blid også det ville minona jo kunne afgøre

det var måske bedst straks at hidkalde hende men en indre røst og han fulgte altid sine indre røster holdt ham tilbage

nå så de gik efter frk

krause lille lauritsen 1 det er også en pæn pige men hun vil måske ikke have dem har de tænkt på det

i samme nu han sagde dette faldt det ham ind at datteren måske var stærk som moderen i at følge sin vilje og han så sig i ånden da han kunne være gået fra koncepterne ligesom fyren nu

han følte medlidenhed en flygtig medlidenhed som han kunne huse den for udenfor stående med lauritsen da han samtidig var overbevist om at den smukke pige som minona havde rost så meget ikke ville have det sølle fjols

men lauritsen udtydede ikke den gamles tavshed som noget godt og i dette tilfælde stod det klart for ham alle de krænkelser han for en ungdomsforvildelse havde lidt af denne gamle gniepind som han altid måtte tjene for en surt erhvervet lille løn

og tanken om at han nu n gang kunne ramme ham på et sårbart sted satte alle andre hensyn til side

han så op på ham og sagde frk

krause gik til stævnemøde på bovbjærg med løjtnanten som kyssede og favnede hende ventede på hende og blev sammen med hende deroppe i mange timer

der blev en sådan tavshed at man havde kunnet høre en nål falde

lauritsen følte sin strube snøres sammen

kunne ordene været usagte ville han have givet hvad han ejede dertil

den gamle så frygtelig ud

var det muligt han kunne få et slag falde om og dø

en unævnelig angst greb den røde

sværg ved gud i himlen at du taler sandhed lød endelig en sagte røst fra den gamle

ved gud i himlen

da så lauritsen et par brændende øjne stirre lige ind i sine og følte to hænder på sine skuldre der tyngede som bly

hvis du nævner til en sjæl på jorden hvad du har set og jeg skal passe på dig som aldrig før skal det føre dig i fængsel og al den kval jeg en gang har reddet dig fra skal komme over dig og din fattige moder

å

vær mig nådig jeg skal ikke aldrig hulkede den stakkels fyr og sank i knæ

fra i dag fortæller du mig her på dette sted hvad du erfarer mere i denne sag men endnu en gang gud trøste dig i fald du sladrer til nogen anden

og vogt dig for at lade dig mærke med noget for min søn

gå

da lauritsen havde lukket døren sank den gamle i knæ på samme sted han stod

han tænkte ikke på sine skatte han bad til ham deroppe den eneste han havde lært at respektere

på hans forhåbningers rige krans var der gået et brist store stolte perler trillede af den ene efter den anden og den fra først af uagtede perle hans svigerdatter gav nu den hele glans den kosteligste af dem alle

stille og ubemærket red kjeld ind på søgård kun hans hustru opdagede ham og kom ham i møde

ikke en eneste bebrejdelse havde hun til ham

har du været på lynghøj

nej

det var mærkeligt

hvorfor det

når du var så nær

jeg var ikke så nær

var du ikke i ringkøbing

jo men det er jo langt derfra

han mødte faderen ved indgangen

skønt kjelds tanker vare som et vildt hav i oprør slog det ham at hans faders goddag var anderledes end det plejede at være anderledes end nogen sinde

skulle den rødpels have sladret af skole

nej minona var den samme tænkte han men han var opfyldt af nagende uro

da de sad i mørkningen i den store dagligstue hvor der brændte en lystig flakkende ild i den store gamle ovn sagde kjeld jeg har betænkt at rejse til københavn i denne uge for at indgive ansøgning til krigsministeriet og eventuelt melde mig til tjeneste

jeg kan nu ikke længer leve ørkesløs

tidspunktet er noget uheldigt valgt forekommer det mig lød den gamles svar så isnende koldt at det gjorde minona ondt og hun skyndte sig at svare det er jo netop rart lille svigerfader at kjeld endelig tager en beslutning

tidspunktet gør dog mindre til sagen

den gamle havde ikke mere at skulle have sagt

der blev en pause hvor hver var beskæftiget med sine egne mørke tanker

minonas vare afgjort de lyseste

hun mente hvad hun sagde at det var godt han fik lyst til noget selv om det nok gjorde lidt ondt at han ikke tænkte på at afvente den forestående begivenhed

dog måske netop denne uro at gå i var ham besværlig

minona gav sig til at fortælle sin mand om deres gård om opholdet der og om krauses

han takkede himlen at stuen var mørk han sad dybt inde i en krog hvor ingen stråle fandt hen

constance er en sød pige sagde hun som jeg glæder mig til at bede svigerfader om at få herned

jeg har tænkt at læse sprog og forskellig andet med hende

der var ingen som svarede

den gamle ville ikke og kjeld kunne ikke

så brast minona i latter spurgte om de sov siden hun var henvist til monologen

min søn kender hende vel ikke og jeg ynder hende ikke sagde endelig lasson

men kære svigerfader

hvad er nu det for noget

når har du fundet på det

jeg mærkede intet dertil da vi vare på lynghøj

kjeld kan for resten når vi får lys selv dømme

jeg har hendes billede som hun tog ud af et album men hun er selv langt smukkere især når hun ler for hun har bedårende smilehuller

kjeld sad og vred sig det var ikke til at udholde

han måtte rejse i morgen tænkte han

selv constances billede som han ikke engang havde skulle en anden hans hustru eje

længslen og samvittigheden pinte ham

ikke samvittigheden over at han elskede en anden det blev nu i al evighed aldrig anderledes men samvittigheden over at han ikke havde taget skridtet fuldt ud var for stedse bleven borte herfra og havde til constance talt den rene fulde sandhed

hvad kunne der ikke ske hvert minut kunne hidføre en katastrofe

han forlod stuen han måtte ud han kunne ikke ånde derinde

hans hustrus nærværelse tyngede ham

hvorledes ville hendes ord være faldne om constance hvis hun blot vidste

og dog

nej

ikke om constance men om ham

to dage slæbte sig hen tunge som bly selv minonas ligelige sind kunne ikke holde balance i vægtskålen