Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

han følte den kolde sved pible frem på panden men med hele den heftig opståede kærligheds energi drev han synet bort

de tunge skyer lukkede sig atter

han ville have fred i disse ubetalelige øjeblikke bag efter måtte der findes på råd

constance der med kærlighedens fine instinkt opdagede disse smertelige overgange og straks satte dem i forbindelse med de trykkende familieforhold han havde antydet besluttede ikke at ville plage ham men lade ham selv når det faldt ham lettere komme tilbage hertil

hun gav sig til at fortælle ham om besøget de havde haft og dvælede især ved den kedsommelighed de alle havde følt ved at den unge ejer ikke selv var med

som det lader er det mig der ikke kan få ham at se vedblev hun

hvis jeg ikke havde haft helt andre ting at tænke på ville jeg have været lige så ked deraf som mine forældre

han nikkede af og til og opmuntrede hende med smil til at blive ved

han var ikke sikker på sin stemme

straks syntes moder og jeg at fru lasson var temmelig grim og heller ikke videre tiltalende men vi forandrede aldeles smag ja vi forelskede os i hende begge to fader måske allermest

hun er så forstandig venlig og elskværdig som jeg aldrig har set nogen tillige morsom og aldeles ikke stolt noget den gamle lasson derimod er af alle sine masser af penge naturligvis

jeg var længe inde hos fruen da hun gik til sengs

hun sov i mit værelse da hun langt bedre kunne lide det end gæsteværelset som da også endnu er lidt fugtigt hvorfor den gamle herre var bange for at hun skulle være der

disse skildringer bragte kjeld på pinebænken alligevel måtte han høre dem

han var på en gang et bytte for smerte og fortærende skinsyge

således blev alting stykke for stykke taget fra ham

hvad han selv forbrød derom slumrede hans bevidsthed endnu i uforstyrret søvn kun hans egenkærlighed vågnede op og pustede til skinsygen

altså selv ikke constances værelse med alle de enkeltheder han havde set haft i sine hænder og elskede var alene hans

trin for trin blev han fulgt i hælene for at plyndres

med et så voldsomt sæt at det var brutalt stod han stille og vendte hende om mod havet

se sagde han var det ikke dejligt at favne hinanden tæt begive sig derud og aldrig komme tilbage

hans lidenskab forfærdede hende

hun så et øjeblik sky på ham dette barn opvokset så normalt at hun ikke kendte til frygt så sagde hun på sin stille måde men med tårer i øjnene sig ikke sligt

hvor kan det falde dig ind

det er jo en synd blot at spøge dermed ja sandelig

det er sandt du er jo et troende menneske sagde han men så må du netop ikke være bange for døden vel

side om side jeg følger jo med

hvad gud sender er jeg ikke bange for udbrød hun ude af stand til at holde en strøm af tårer tilbage

constance

kære dyrebare constance

lille yndige skovdue

han greb hende i sine arme og bar hende hen på klinten og kaldte hende med de ømmeste navne

endelig fik han hendes hulken stillet fik atter det solvarme smil lokket frem og hørte hendes forsikringer om at hun ikke mere var bedrøvet ikke ville tænke noget ondt tilgive ham elske ham

og hun elskede ham af hele sin sjæl og troede på ham

timerne fløj som minutter hun måtte skynde sig tilbage men han kunne ikke følge hende som hun havde tænkt

han satte det klart ud for hende at han så snart han fik sine vanskelige forhold ordnede skulle komme men indtil da måtte deres forhold være hemmeligt

de kunne skrive til hinanden poste restante ringkøbing og lemvig og de måtte ses endnu en gang for denne sinde den følgende dag

hun turde ikke love at komme igen i morgen til bovbjærg så snarere lemvig

de kunne måske mødes i anlæget ved søen

var hun ikke kommen senest til kl tre kunne hun ikke men hun ville så skrive

gang efter gang fløj hun tilbage i hans arme før de endelig skiltes fra hinanden

kjeld blev stående og se efter hende som sidst indtil hans øjne ikke kunne opdage den mindste flig af hende så gik han ned til stranden frem og tilbage d r hvor han havde vandret med hende i armene beruset var han af kærlighed til hende

da han efter at have vendt om adskillige gange ville sætte sig i kløften for at drømme videre det samme altid om og om igen dukkede pludselig en skikkelse frem og hilste på ham

det var lauritsen som overrakte ham faderens brev

i den tid kjeld stod og så efter constance var han vis på at lauritsen ikke var kommen altså havde han ligget skjult et eller andet sted et ufrivilligt vidne måske til hele hans sammenkomst med constance

blodet bankede i hans tindinger susede for ørene og han så farvede funker for øjnene

hans og en uskyldig ung piges velfærd lå således rimeligvis i dette menneskes lomme eller på hans tunge

kjeld vidste ikke noget ondt om ham kun at han var som en sporhund for hans fader derfor temmelig afskyet af folkene

han vidste ikke hvad han indeholdt om dette slikkede hoved havde organer for troskab eller had og ondskab

her vare gode råd dyre

da kjeld vedblev at betragte ham stift uden at sige noget begyndte lauritsen at hilse for at gøre omkring

hvor kommer de fra og hvor skal de hen

tordnede kjeld med en røst som den der bruges til rekruter

jeg kommer fra lemvig og skal tilbage til søgård i morgen

hvorfra

fra lemvig

overnatter de der

ja

hvad tid rejser de

kl 7 i morgen tidlig med hestehandler helt

med jærnbanen

ja

godt de hilser på søgård og siger at jeg kommer tilbage i overmorgen

jeg har fulgt en ven herop

den lille ville gå men kjeld trådte ind på livet af ham og sagde med kort og sluttet røst idet han tog ham i skuldrene og rystede ham hvis de fortæller noget som helst ellers om mig eller deres møde med mig om hvad de mulig har set eller luret dem til så skal de komme til at fortryde det så længe de lever

i modsat fald vil jeg tage mig af dem hører de til det alleryderste sætte dem i vej når der findes noget passende for dem

om de kan narre min fader v d jeg ikke men stol på at de skal ikke komme til at narre mig

den lille fyr var aldeles forbløffet

kjeld følte sig nogenlunde beroliget ved hans blik som nok havde en tilsætning af list i det forskræmte

men listen var måske kun klog beregning

han lod ham gå og gav sig til at læse den gamles brev som dog ikke gjorde videre indtryk på ham midt i den uro den sidste episode havde vakt hos ham

da de to gråskimler rullede hen foran døren på søgård som det syntes aldeles uberørte af den lange tur ventede der minona to overraskelser

den første var et flunkende nyt flygel som stod opstillet i et hjørne af den gamle dagligstue og den anden var et jubelbrev fra fru då der meddelte at ida var bleven forlovet med vinter og skulle have bryllup om nogle måneder hvortil de ventede hele familien på søgård

der gik mange mange minder gennem minona ved denne efterretning og det hændte hende for anden gang i kort tid at hun fik tårer i øjnene skønt hun glædede sig oprigtig over søsterens lykke

hun havde i det forløbne år lært at se anderledes på vinter end fordum og greb sig imellem i at tænke hvilket rigt og arbejdsomt liv hun kunne have levet sammen med ham

og hvor meget hun end skød det fra sig måtte hun tit tænke på vinters ord om hendes mand

det var imidlertid ikke hendes sag at fortabe sig i griller

hun så dertil alt for nøgternt og forstandigt på livet og for længst havde hun besluttet at når hun havde født sit barn ville hun i første række føre et arbejdsomt og et nyttigt liv

den spredte befolkning trængte til flere skoler især for sløjd til asyler sygehus og hjem for gamle folk

hun måtte se at få den gamles øjne opladt for alt sligt måske lod noget sig gøre lidt efter lidt

hun havde for længst bemærket at til hende og hendes velvære kunne han øse ud hvad det skulle være men når det gjaldt andre var han ikke med

hjalp ikke andet måtte hun så tigge til sig selv og lægge op

hensigten helliger midlet sagde hun smilende til sig selv

som en opskræmmet fugl mødtes constance den følgende dag med kjeld i det nydelige anlæg ved søen ved det smukke venlige lemvig

hun var fortvivlet over flere spørgsmål forældrene havde gjort hende som hun ikke havde kunnet besvare med den sanddruhed der var hendes væsen og trods hendes dybe kærlighed hvilede der en skygge over hendes ansigt endnu da hun så ham

han var nærmest forrykt over hende

var du ikke kommen v d jeg ikke hvad jeg havde fundet på jeg kunne være gået på hovedet i søen nævn det ikke

hvis du bryder dig det mindste om mig udbrød hun med en røst hvori der både var indignation og angst

det er anden gang hvor kan du nænne det

han trak hende hen på en bænk med nedhængende grene favnede og kyssede hende og lovede at han aldrig mere skulle sige det

ikke sige det er kun lidt

du må aldrig en gang tænke det noget så skrækkeligt så ukristeligt

sagde hun med undertrykt gråd

det var jo kun spøg du må ikke tage alt så højtideligt bad han

slig spøg kan jeg nu en gang ikke tåle svarede hun med nedslagne øjne og jeg har tit tænkt på at der er mindre alvor med meget i danmark end hjemme hos os

lille ville skovdue

svarede han og kyssede hendes øjne og hendes mund

jeg skal nok rette mig efter din befaling vær så snild

det er mine første skænd

å