Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

jeg håber at du støder til os på vejen og stoppe vi da op nogle timer i ringkøbing for at vente på dig

din fader

da han havde skrevet disse linjer begyndte han betænksomt og langsomt at lægge papiret sammen derefter tog han en lang rød silkepung op af lommen og efter megen søgen fandt han i det ene hjørne en beskeden stump lak

han varmede et blad af sin lommekniv i lyset stak lakket derpå og dryppede lidt ned på brevet

så tog han en 25 øre og trykkede i lakket dermed var det hele forseglet

kom her

kalvehovedet trådte nærmere

hvis min søn ikke er kommen til vi rejse i morgen formiddag kl 10 afventer de ham her og giver dette brev i hans egne hænder straks de ser ham

jeg skal vel blive på gården spurgte lauritsen med hjertet i halsen

nej

ingen opsigt forstår de

spørger min søn siger de at de har et tilbud til hestehandler helt i lemvig og følges tilbage til søgård med ham

han rejser i overmorgen

hvis nu løjtnanten kommer før

spurgte lauritsen

så bliver de alligevel men ikke her

de indlogerer dem på kroen mellem lemvig og lynghøj og må ikke ses her efter min datters og min afrejse

det kunne se ud som spioneri

har de forstået

det lille slikkede hoved bøjede sig til tegn på lydighed men skuffelse stod at læse i alle miner

pas på brevet

godnat

dagen efter lassons og minonas afrejse var det at constance skulle træffe sin ven på bovbjærg

lige fra morgenstunden da hun var oppe med sanglærken havde hun denne glade spændende uro over sig som går forud for et sådant møde

der var mod sædvane mange forskellige sten at rydde bort

der var optælling til storvask et ildebefindende hos fru krause og flere småting som hun skulle hjælpe sin fader med

men alle hindringer fik hun til side for at komme ud en lang tur som hun forsikrede at hun trængte til

hendes fader foreslog hende at spasere til lemvig hvorhen han netop havde en del ærender og måske for første gang imødekom hun ikke hans ønsker men holdt på at hun medens vejret endnu var smukt ville til vesterhavet

krause som havde en sand rædsel for kvægsand var nu aldrig ret glad ved disse ture og hun fik tilhold om ikke at blive for længe borte

endelig kom hun da af sted dobbelt ivrig fordi der havde været så mange forhindringer

som om hun havde vinger fløj hun af sted

hun vendte sig aldrig om blot fremad fremad mon han alt var kommen eller skulle hun vente på ham

mon han i det hele kom

ville han skuffe hende

o nej langt ifra tænkte hun hvad grund skulle han have dertil

han så aldeles ikke ud til at ville skuffe nogen

tilsidst næsten løb hun

og da hun endelig kom til bovbjærg gik det i susende galop op ad klinten ud på pynten hvor hun sidst sad sammen med ham hendes hjærte slog i møde

men langt tilbage stadig i hendes spor fulgte en skikkelse snart hurtigere snart langsommere altid vedligeholdende samme afstand

hun så sig aldrig tilbage og anede intet

hvad havde hun desuden at frygte

kjeld havde ladet sin ridehest blive stående hos sin ven i ringkøbing og tog med jærnbanen

han steg af på den nærmeste station ved bovbjærg og begav sig af sted til fods

først tog han vejen i lange elastiske skridt for hurtigst muligt at nå til målet men stilheden og dagens vemodige efterårs skønhed indvirkede efterhånden på ham

hans skridt blev langsommere og alt imellem stod han stille for at lytte efter havets dæmpede brusen medens øjet fulgte en lille kvidrende lærke hvis sang kun åndede længsel efter hvad der var forbi nogle prægtige måger fløj på deres brede vinger frem og tilbage på land fjærnt hørte han jærnbanens fløjten ellers var der stille han var alene med sine mangeartede tanker

endnu en gang brød en mægtig indvendig røst frem og talte sine manende ord men straks vare over ti argumenter rede til at imødegå dem desuden det var jo hans faste bestemmelse at denne gang skulle være den sidste

måske ville han navngive sig og følge med hende hjem til lynghøj endnu i dag

med et grænseløst filisteri indbildte han sig selv at således skulle det gå til og han tog atter fart

han var der om højst et kvarter det hele var jo ikke alle de skrupler værd narrestreger hvad skulle det gøre

i korte spring nåde han op i kløften hvor de mødtes

hun var der ikke

i et par sekunder følte han en sådan skuffelse at han blev bleg af sindsbevægelse og næsten ikke kunne trække vejret

alle skrupler vare blæste bort han ville kun se hende kun møde hende kun vente på hende ihvad det skulle koste

en lille latter lød tæt ved ham

gemt inde i kløften sad hun

i et spring var han nede hos hende hvor han blev modtaget af et velkomstsmil der dannede dybe huller i de rødmende kinder

hans glæde var så fuldkommen at den udelukkede enhver anden tanke i verden end den der drejede sig om hende

jeg blev så bange at de havde glemt mig var alt hvad han kunne få frem

så greb han hendes hånd og beholdt den længe fast i sin og de hastige pulsslag meddelte sig til hende

hvorfor skulle jeg dog have glemt dem

spurgte hun med hele sin naturs troskyldighed

de sagde jo at de denne gang ville følge med mig hjem

så gav hun sig til at fortælle ham om alle de mange forhindringer hun havde overvundet men at hun kun turde blive lidt ganske lidt før de begave sig på hjemvejen

hvis flere sagkyndiges beretninger om at forbryderen må følge sine særegne instinkter som sluttelig fører ind på forbryderbanen forholde sig rigtige må denne tteori også gælde på andre områder individets ansvar kan altså ikke ubarmhjærtig drages frem

den frie kærlighed f eks vil således have alt for sig undtagen alene de skuffedes beklagelser

en såre nem moral

kjelds ansvarsfølelse indslumrede blidelig medens hun talte i en sikker og rolig søvn faldt den hvorfra endog alle drømme om bebrejdelser uret o s v vare fjernede

han levede øjeblikkets sorgløse liv og nød i fulde drag fortsættelsen af det yndefulde tilfælde der var mødt ham

de har altså virkelig længtes efter mig talt timerne som jeg med ømme med hede savn

spurgte han med et blik så varmt at hun slog øjnene ned

et næppe hørligt ja var svaret

han lagde armen om livet på hende drog hende ind til sig og kyssede hende

kom lad os så gå hjem til mine forældre sagde hun rødmende

hun brændte efter at vise denne guddom frem og følte sig trykket af ensomheden eller det mærkværdige denne første store beruselse

ikke nu ikke nu

hviskedee han

det er allermest fortryllende når ingen aner noget uden vi to alene i den vide verden du og jeg

så fortæl mig da lidt eller meget om dem selv sagde hun

dem

sig du

nå

lad mig dog høre hvorledes det lyder i din nydelige mund

nu ja om dig selv

fremstammede hun bly

men jeg er ikke lykkelig ikke helt før moder og fader vide det de to er jo som slet ingen

føjede hun indsmigrende til ja som slet ingen

der gik en tåge for hans øjne ved disse ord og han følte en gysen gennem sine nerver helt ind til marv og ben som en berøring af koldt stål så af glødende ild

kom lad os gå ned tilvandet sagde han og rejste hende op vi ville spasere lidt

med armen om livet på hende trykkende hende fast ind til sig gik han frem og tilbage med hende langs stranden og fyldte hendes øren med de ømmeste elskovsord

han var beruset af kærlighed til hende og var aldrig før nået op til denne højde af opgiven og selvforglemmelse

men bag om klinten sneg sig en skikkelse som ingen af de to bemærkede

når de vendte ryggen til da var den fremme men aldeles forsvunden hver gang deres ansigter vendte mod bovbjærg

lever dine forældre ikke

spurgte constance

min moder kan jeg ikke mindes og min fader er mig en del fremmed

var svaret det kom halv nødtvungent

constance tænkte at han måtte være ulykkelig over sådanne forhold og svarede med varme jeg har både fader og moder som ville elske dig

i samme nu randt det ham i hu under deres samværen at hans fader havde været forelsket i hendes moder nu kom han og indtog samme plads hos datteren men han blev da heldigvis ikke afvist

hele følelsen af hans skrækkelige stilling stod i et øjeblik klart for hans øjne

det kom som når der pludselig bliver en rift i en aldeles overtrukken himmel