Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

hvis jeg skal begynde at rose dem bliver jeg aldrig færdig

da gider jeg som wessel nok hørt det af dem

sagde hun og lo

du gode gud hvor skulle jeg begynde

for resten er jeg så sparsom med at rose dem

spurgte han og tog hendes parasol fra hende for at lege med den

giv så mig stokken sagde hun og snappede den

ja naturligvis er de sparsom jeg har jo i et halvt år ja mere ikke set dem

jeg troede ikke de brød dem derom svarede han og så stift på hende

af hvad grund

spurgte hun og så ham frejdig igen i øjnene

naturligvis af den grund den samme som igår at de helst holder dem til videnskaben vedblev han uden at tage øjnene bort

igår

hvad var der i går

spurgte hun og rynkede panden

de er på vildspor

vinter og jeg for det er naturligvis ham de mener er nu som før venner gode kammerater derved bliver det

hun havde talt så ligefrem at kjeld følte sit hjerte banke

skulle han aldeles have taget fejl

han var måske også en sådan god ven og kammerat som vinter og så mange mange andre når det kom til stykket

hun var så ikke cand med

for ingen ting

måske skulle emancipationen gennemføres til alle konsekvenser

kjeld havde det som mange mænd med at blive bleg ved sindsbevægelser

han følte at han var ved at tabe herredømmet over sig og tanken om at hun med rene doktorøjne kunne læse det som i en åben bog harmede ham så han sprang op

skulle vi gå lidt

spurgte han utålmodig

vist ikke

lad os dog blive siddende

her er svalt og ensomt

man taler så godt her

han satte sig igen

der blev en lang pause så sagde hun det har gjort mig meget ondt at de forsvandt og hvis jeg ikke ventede at få det tilfredsstillende opklaret var jeg nu ikke her

ja så

det er altså en stor gunst

spurgte han

han havde fået bugt med sig selv og var tilsyneladende aldeles rolig

en gunst svarede hun uden at bemærke hans ironiske tonefald

ja de kan godt kalde det således da jeg i grunden skulle have været på mindst fem andre steder

og alle de skuffelser er jeg skyld i

nu skal de være ordentlig

hvad går der af dem

sagde hun spøgende

de er som jeg altid har sagt lunefuld forkælet så det er næsten et under at man alligevel holder af dem

han vendte sig om og så hende ind i ansigtet og denne gang slog minona øjnene ned

med os to begyndte han i en lav tone må kortene på bordet enten eller

han holdt inde nogle øjeblikke og stirrede stift på hende

minona sad og betragtede hans stok som om den var et videnskabeligt problem

ikke en gang et utålmodigt nu

kunne han aflokke hende

hende der var så livlig

han kunne næppe sidde rolig på bænken så betaget følte han sig

enten enten må vi elske eller afsky hinanden

det sidste var nu lovlig hårdt svarede hun med et lille smil og rødmede helt op i panden

det sidste er ligegyldigt hvis vi kun er enige om det første minona kære elskede minona

svar

hviskedee han til hende og strøg sin kind ind mod hendes

hun gjorde en komisk rystende bevægelse bort fra ham fordi hans wiskers strøg hende i ansigtet

skal jeg barbere dem af

spurgte han med skjælmeri

derom kunne vi altid tale min herre

han lagde armen om livet på hende og drog hende ind til sig

jeg kysser dig minona

må jeg

nej nej

ikke nu

ikke her slip kjeld det går ikke an

der kommer nogen tak

jeg kender den hat

slå min parasol op

de tilbragte et par berusende øjeblikke under minonas parasol

men men indvendte hun

nu må du sige mig kjeld hvad alt dette i den sidste tid har haft at betyde spurgte minona pludselig alvorlig

hendes store smukke øjne forekom kjeld dobbelt så store som før

han så ind i dem dybt nede i deres bund lå hans skæbne hele hans livslykke fortalte han hende

nå kjeld men især dette officersvæsen jeg er frygtelig nysgerrig frittede hun ham

det er ikke så let at forklare du var altid sammen med vinter da jeg så blev soldat fik jeg som så mange lyst til at være officer

du vil måske være auditør

for du kan da umulig blive stående herved

spurgte hun

ja jeg kender jo nok dine anskuelser om militarisme forsvar o s v

jo foreløbig i alt fald bliver jeg

hør kjeld

hvorledes har du dog ikke selv talt tidligere sagde hun levende og hævede sig med et sæt ud af hans arm

bevægelsen var en mands både med hensyn til kraft og manglen på ynde

trods sin forelskelse så kjeld manøvren som han dog snarest fandt komisk vant som han havde været til hendes kammeratskab i forrige tider medens hun var student

jeg vil ikke være avditør aldeles ikke svarede han med en skælm i øjet

derimod vil jeg omvende dig bringe dig ind på krigsstien

å ja jeg kan jo altid komme med når det virkelig gælder for at lappe eder sammen for så vidt passer det jo udmærket

hør kjeld der er endnu t som for resten ikke er så let at komme frem med

denne gang stoppede hun op og blev helt rød

du gør mig meget meget nysgerrig sagde han og tog hendes hånd en kraftig formet hånd

hans smukke øjne så fast ind i hendes men hun slog dem ned

nå ja det var det verbum amaredu v d vel man har sagt at du havde en amica

å det lapperi jeg skal en anden gang fortælle dig hele den historie

ingen vil lettere forstå den end du

din var for så vidt hele skylden

min

hun så forundret op

ja din