Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

ikke nogen anden lyd end en sagte skvulpen af vandet der skar ind imellem fastlandet og de mange øer og skær på norges forrevne vestkyst afbrød den monotone stilhed

ikke et menneske ikke et dyr ej nogen pugl en gang var at øjne

naturen lå som i skabelsens første morgentåger og ventede på det forløsende ord om lys og liv

kun kort fra indløbet til hardangerfjorden ligger valen og har over for sig den skønne berømte stordø hvis klipper bunde dybt i vandet og aflokke de rejsende som komme indenskærs beundrende udråb

efter mange forsøg af solen og vinden lykkedes det den første at trænge igennem og oplyse det storartede landskab

som i et drømmesyn steg fjæld efter fjæld ud afuldtågen indtil det hele stod belyst af den nordiske sol klar og mild men uden glød og livfuld varme

som uhyre strømme af gråd flød elve og fosser ned ad stordøens mægtige fjælde og dannede blanke årer i det brakkede vand der var så mættet med nordsøens salte vover at det ikke ville blande sig med de ferske rindende strømme

en lille båd gud v d hvor den var fragtet gennem tågen skød sig ind i en af disse mange klare årer og satte kurs over mod stordøen

båden blev roet af en ung pige den eneste passager

hun var snarere lille end stor og spinkel af vækst men af bådens fart var det let at se at hun ofte havde øvet denne sport og i hendes holdning var en sikkerhed som tydede på at hun følte sig hjemme på det element hun befor

det var her at den norske konge hakon adelstensfostre blev overfaldet og dræbt af harald erikssøn senere gråfeldt i året 960 medens han holdt et stort gæstebud

før hun nærmede sig øen hvilede hun på årerne og spejdede op imod et lidet hus som lå midt fjælds men da der ingen var at se blev hun liggende i betragtning eller i dybe tanker måske kun for at hvile ud

imellem mange mennesker på gader stræder eller i selskabssale ville sikkert ingen lægge mærke til hende men på ensomme steder fostres ofte mennesker der fylde forunderlig der hvor de høre hjemme

undertiden fordunster denne fyld ved en omflytning men følger den med da har man en personlighed for sig der altid vil gøre sig gældende på alle steder og til alle tider

constance krause var en sådan personlighed fostret op i ensomhed og små kår

aldrig havde hun kendt til andet end møje og arbejde dagen og vejen men hendes livssyn havde ikke lidt skibbrud

hun var blid og god sand og pligtopfyldende som kun selvfornægtende mennesker forstår at være det

i en alder af seks år måtte hun hjælpe sin svagelige moder inden døre og sin fader uden døre i mark og skov

krause havde haft trange år siden han forlod danmark og megen sorg med en syg kone der ikke kunne bære helbredet oppe under det daglige slid og små børn der døde kort efter en smertefuld fødsel

på kirkegården langt inde i en af de dybe fjorde i et hjørne var der en indhegnet plads med fem små snittede kors som i al deres rørende simpelhed fortalte en livshistorie

constance var den eneste der var bleven tilbage

efter sin smukke moder havde hun et pragtfuldt brunt hår og et par store sørgmodige grønliggrå øjne der altid så vidt ud som for at spejde efter noget langt borte

hendes træk vare ikke regelmæssige

næsen ubetydelig hagen lidt for lang munden lidt for stor men når hun en sjælden gang lo blev den næsten smuk og i de lyse kinder kom der nydelige smilehuller

desværre vare de oftest godt gemte på den anden side overraskede de så meget mere når de trådte frem

hun var klædt i sort noget tykt stridt tøj og havde en sølje i halsen på sin kjole

det var alt

men kjolen passede hendes elastiske figur som den var støbt om hende og over den hele personlighed hvilede der et præg af orden og renhed som ligefrem var pynt

ud af det lille hus eller den liden gård hvorhen hun spejdede kom en høj lidt bøjet mand og styrede sin gang nedover mod vandet

hurtig tog hun atter fat og en halv snes minutter efter mødtes fader og datter

jeg var svært bange for dig i tågen constance du skulle også fået en med dig i et sådant mørke

hu han hostede jeg kan ikke forvinde min angst

der har såmænd ikke været det mindste i vejen lille far men det tog lidt tid at orientere sig

kalle var ikke på fjorden ellers havde jeg prajet ham

hun tog ham om halsen med et vemodigt rørende udtryk der syntes at være hende egent og kyssede ham

men i mandens furede forgræmmede ansigt var der nogle trækninger som af undertrykt gråd da han sagde har du så brev fra danmark

ja far

gå så op og se til mor det er rent småt med hende

jeg skal sørge for båden og kommer straks efter

hun forstod så godt at han ville læse brevet i ro for at være ene med den skuffelse som det sikkert indeholdt

på måden hun ilede op ad fjældet så man at her havde hun trådt sine børnesko

hvem andre kan gøre denne lette opstigen efter

gennem en lille forstue ilede hun ind i dagligstuen hvor moderen sad indhyllet til næsetippen

skønt ilden knitrede i ovnen og luften var så varm at den slog kvælende mod constance rystede fru krause ved det mindste pust af koldere luft fra en af de andre stuer

derfor gik datteren sindig henimod hende

hun vidste at berøringen med hendes kolde ansigt eller kinder ville gjennemisne den elskede skikkelse

havde du så brev med fra danmark

spurgte fruen med ængstelig stemme men klangen var så varm og behagelig at den ligesom karakteriserede den hele person

ja svarede den unge pige kort men fa er blev nede ved båden han har det

så v d du ikke hvad det indeholder

spurgte fruen

nej

men hvorfor skulle det indeholde noget videre

så længe jeg kan huske har jeg da aldrig oplevet andet end skuffelse hver gang fa er har henvendt sig til den rige knark svarede constance med slet dulgt harme

denne gang kan jeg ikke andet end håbe vedblev den anden

lasson v d godt at han ingen pålideligere mand kan få end krause til at bestyre den fjerne ejendom

det er jo så mange år siden han har set noget til far svarede datteren kort og når han så er så mistroisk og pengekær som far siger hvad er der da at stille op

han kan så prægtig undskylde sig med at han ikke mere kender noget til nogen af jer

nej

uh

jeg hader ham

kære constance

indvendte moderen man må altid huske på at hver har sine fejl og fristelser og sine gode sider

ja det vil jeg nok sige det manglede blot at du skulle undskylde ham den gerrige knark som med et pennestrøg kunne gjort os til de lykkeligste mennesker uden at det kunne det ham mere end os at give en øre ud ja ikke en gang så meget

det var ikke med heftighed at disse ord kom frem men med et intensivt hads kolde ro

forgæves søgte fru krause endnu en gang et formildende ord

ungdommen dømmer på indicier de har den bitterkolde erfaring i mente den der senere enten løfter eller ihjelslår

krause trådte ind efter constances afsluttende bemærkning

hun behøvede kun at se sin faders ansigt for at være klar over brevets indhold og hun følte hadet gnave indvendig stærkere end før

at tænke sig at man endnu en gang har nedladt sig til at bede ham om noget sagde han og kastede den lådne hue hen ad gulvet

jeg sagde det marie

men jeg har føjet dig endnu denne gang

han forlod stuen

lidt efter hørte de ham fløjte ad sin jagthund og straks efter gik han forbi vinduet idet han råbte jeg går lidt på jagt

moder og datter vare ene

den sidste gik ud at stelle med huset og den første kunne ikke tilbageholde sine tårer

efter alle de svundne års kummer og slid havde familien ved den gamle slægtnings død arvet nogle få tusinde kroner

det var deres håb ved hjælp af denne lille sum at nå tilbage til danmark for d r at opnå en liden stilling

i bladene havde de set et avertissement om en forpagtning af lynghøj gården tilhørte lasson og lå over 12 mil borte fra søgård

den havde et stort areal af hede og engjord og grænsede som hovedgården ud til vesterhavet

medens krause havde boet i norge var forpagtningen nu anden gang ledig

første gang var hans andragende herom bleven afslået med den oplysning at en af lassons daværende forvaltere skulle have den

krause hørte senere at den tværtimod blev bortforpagtet til en møller på stedet

den gang tog krause sig ikke afslaget så nær

dels vare han og hans smukke hustru den gang for ny på den norske egn til at vide hvad der ventede dem af slid og modgang hos den gamle gnavne onkel dels mødte

de med alle ungdommens lyse forhåbninger og tænkte at de lettelig ville nå at komme tilbage til danmark med lommerne fyldte for ret at imponere lasson

men de kendte ikke de nøjsomme kår på norges vestkyst

den megen sygdom mange skuffelser og ærgrelser i forening med den forandrede levemåde det ublide klima og det møjsomme slid blev deres livskår

da endelig den gamle onkel døde var krause en udslidt halvgammel mand og hun en syg stakkel som ikke mere tålte det ublide klima og kun levede og åndede for endnu en gang at komme hjem til danmark for i det mindste at få en grav

selv tanken om at skilles fra alle de små kors derinde på kirkegården i vigen omsluttet af de høje fjælde kunne ikke dæmpe den brændende længsel efter fødelandets hellige jordbund

i over et halvt år havde de forgæves spejdet efter en stilling

da kom denne forpagtning af lynghøj som det lysglimt på deres mørke horizont der forekom dem som en forjættelse om lykkelige dage slut på al trangheden og sorgen

fru krause havde i sin mands brev til lasson lagt et godt ord ind selv appelleret til hans godhed for hende i gamle dage fortalt om sit helbred der absolut ikke tålte klimaet hvor hun levede og at hun havde lidt så meget

tårerne randt og randt

der var så mange dybe følelser og sorger de skulle slukke

denne skuffelse berørte alt det nærværende og alt det svundne

længst forglemte minder kom til det blev så endeløst alt hvad der mundede ud i denne gråd

tilsidst sank hovedet ned på de foldede hænder på bordet og gråden blev til hulken denne hulken til en slags krampe

forskrækket kom constance ind

med ansigtet fortrukket af fortvivlelse og indelukket had nærmede hun sig moderen