Datasets:

yemen2016

/

memo

like 0

det var hende ikke muligt at fremføre et ord hun kunne kun klappe og kærtegne hende

fik hun først begyndt på gråden vidste hun at den som elvens løb ville være ustandselig

tilsidst da intet hjalp tog hun moderen i sine arme og bar hende ind på sengen løsnede tøjet og dækkede hende til som om hun var et lille barn

græd ikke

fik hun endelig sagt er det noget at græde over at folk der have penge ere lige så kolde og hårde som deres pengesække

vi komme nok verden igennem alligevel

jeg føler en ubændig kraft i mig det er sandt lille mor

jeg synes jeg kan flytte huse

græd ikke

du gør far og mig så ulykkelige med din gråd

lidt efter lidt stilnede udbrudet af og som det altid går hvor kærlighed råder spredtes alt det tunge i sjælen

de legemlige kræfter havde derimod ikke mere nogen spænstighed constances hjerte krympede sig sammen ved synet af den afkræftede skikkelse som den lå med tillukkede øjne med kinderne endnu våde af gråd

den sammenkrympede kantede magre hånd ovenpå dynen fængslede især datterens blik

oprindelig var denne hånd fint bygget men hårdt arbejde sygdom og gigt havde i tidens løb omformet den

nu lå den så kraftesløs så unyttig så død at hun ikke orkede at betragte den

hun syntes at hun dråbe for dråbe kunne tappe sit hjærteblod for at skaffe denne moder blidere dage og alt hvad der hed blidere dage var i årvis ligesom indpodet hende kunne kun oprinde i danmark

dette lille land hun aldrig havde set ølandet med de mange sunde slettelandet som hendes forældre hele deres liv havde længtes tilbage til

snurrigt nok hun kunne aldeles ikke tænke sig hvorledes det så ud

hun havde aldrig været udenfor klippernes kreds og forstod ikke hvad de mente med den vide horizont

til fjælds havde hun mente hun set den vide horizont men altid fandt hendes fader den alligevel begrænset snart af denne snart af hin fjældmasse

ubevidst blev tanken om danmark hendes livsdrøm samtidig med at hun nærede frygt foralligevel at blive skuffet

ofte havde hun hørt nordmændene tale om det flove flade land og det magelige forvænte folk som de alligevel holdt af at drage ned til

hun vidste ikke hvad hun skulle tro men var opfyldt af hele ungdommens ubændige længsel efter selv at erfare for selv at dømme og dertil længtes hun efter blidere dage hvor møjsommeligt var det ikke blot at tilendebringe den sparsomme høst altid op ad fjældet gik det

tidligere havde de haft en lille hest den trofaste bella men også dens tid var forbi den døde et år før den gamle vrantne onkel og siden da var ingen anden anskaffet

hvad den før slæbte hjem til huset bares nu på menneskeryg når der ingen firbenet hjælp var at overkomme hos fjerne naboer

dagen var ved at hælde endnu var krause ikke vendt tilbage

tågen lå atter tæt over fjældene og regnen strømmede ned så det formelig susede i luften

de sidste turistskarer havde forladt landet

snart ville vinteren sænke sig ned over alt det levende og livløse iklæde fjælde strømme og dale et glimrende dronningesmykke koldt og hvidt en dødningekappe tung af glimrende perler hyllet ind i et blændende rimslør

som aldrig nogensinde før følte constance sig nedslået

længslen efter forandring trykkede hende som en mare dobbelt svær nu da alle forhåbninger vare bristede dem hun følte hun havde levet alt for meget på

hun var ung hun kunne som en trækfugl svinge sig ud over alle fjælde og styre farten syd på båren af længselens mægtige vinger men sørgmodig bøjede hun hovedet og græd

over sig selv at hun et eneste øjeblik kunne give en sådan tanke rum

hun der var det bindende kit som holdt hele det lille samfund oppe

hvad længtes hun efter

det kæreste hun ejede på jorden var hun forenet med og båndene der bandt de tre sammen vare menneskelivets stærkeste

de havde n tro t mål ikke som noget tillært konventionelt men som en dyb overbevisning udviklet i livets daglige kamp og styrket gennem mange trykkende sorger altid sejrrig når tiderne vare sværest at stride

stormen susede om stordøren og gjorde ærligt forsøg med regnen den ene søgende at overbyde den anden

som constance sad på en lille skammel med ansigtet bedækket af hænderne fangede øret mere og mere denne lyd ude fra naturen efterhånden som hendes eget sind faldt til ro og hun begyndte at ængstes for den fraværende fader

forlængst var det tarvelige middagsmåltid forbi den evige fisk og moderen som kun ved overtalelser havde nydt en smule måtte for alt i verden ikke mærke hendes uro

de havde imidlertid i over en time spillet komedie for hinanden

lampen blev tændt de begyndte begge på håndarbejder medens de i smug spejdede til hinanden

time efter time gik

den lille pige som malkede køerne og så lidt efter smalerne var for længst gået hjem

det susede og bragede i det lille hus som om stormen ville forsøge at gribe det og føre det med sig

det er forfærdeligt fader må være kommen til en ulykke at han ikke er kommen hjem sagde fårene

endelig fru krause ude af stand til længere at bære sin uro

nu da ordet var udtalt udtømte de sig i gisninger men endelig lykkedes det constance at få sin moder indpodet den tro at krause naturligvis var gået til doktoren som han længe havde villet tale med og at han så var bleven der for at se om vejret ikke stilnede af

skønt fru krause hele tiden bemærkede at det lignede ikke fader således at forvolde dem uro måtte hun dog til sidst strække gevær over for den opfindsomme tilforladelighed hvormed constance docerede sine påstande

tilsidst fik hun sin moder bragt til ro og med en selvbeherskelse der var vidunderlig blev hun hos hende til hun faldt i søvn

så var hendes ro forbi

ud i natten listede hun sig alle øjeblikke for at lytte men spektaklet af regnen og stormen var ikke skikket for andre finere lyde

af og til troede hun at høre en hunds gøen og tænkte at det var freja det var før sket at hendes fader havde brugt den som sendebud men rigtignok kun når han ikke havde bøsse med sig

freja var alt for hengiven til jagtens glæder til at det var at tænke på at den forlod sin herre så længe han bar bossen

hun kom atter og atter ind og opsendte brændende bønner til himlen

tilsidst ud ad morgenstunden slumrede hun ind og vågnede ved en hunds halsen

hun troede at hun havde drømt men medens hun endnu gned søvnen af øjnene og følte sig gennemkold råbte fru krause det er freja constance

luk den op

en unævnelig angst så hun var en afmagt nær greb hende

langsomt gik hun mod døren hunden gav hals udenfor

hun lukkede op et hvinende stormhyl for gennem huset yderdøren sprang op på vid gab og regnen slog hende i ansigtet medens hunden kærtegnende strøg sig op ad hende og derpå fløj forbi hende ind i stuen bestandig gøende

selv ilede hun ud råbte og skreg

den grå morgen var brudt frem men intet uden stormen gav svar på al hendes kalden og klagen

aldrig havde noget efterår været tristere på søgård end det der fulgte på kjelds forlovelse

at lasson skulle opleve at hans eneste søn blev forlovet med en medicinsk kandidat var for ham noget så bagvendt at han hartad følte sig som genstand for naboernes medlidenhed og endnu langt værre deres latter

når folk skæmtende ytrede noget om at hans unge svigerdatter ville blive en gevinst for egnen at man var i stand til at få gratis lægehjælp for en så rig frue kunne da ikke lade sig betale var han færdig at synke i jorden

det hele var ham så absurd at han i enrum ofte forsøgte at tænke rigtig efter på hvorvidt han havde forstået rigtig eller ikke

når han så den praktiserende læge på egnen jolle forbi indpakket i en svævende doktorstol var han ikke langt fra at få ondt

synet var ham en levende illustration til hans nærmeste forhold

han blev næsten menneskefjendsk og så urimelig at alle på gården vare nærved at hade ham

kjeld havde først skrevet at han ville komme over og præsentere sin brud men straks efter kom der brev om at hun studerede videre han syntes der stod på stiftelsen

han vidste ikke hvad det ville sige og agtede ikke at spørge et eneste menneske derom

endvidere bad kjeld ham om at skrive et lykønskningsbrev til minona

herpå kunne han dog ikke indlade sig

han undskyldte sig til sønnen med at han som han vidste ikke var stiv i at fore pennen han sendte hende hellere en foræring som han bad kjeld overbringe hende

pakken indeholdt et uformeligt uhyre af en guldbrosche som havde tilhørt hans salig kone

kjeld var lige ved at putte genstanden i kakkelovnen men kom i tanker om at hans moder havde båret den så kom den ned på bunden af en servanteskuffe

han gik så ud og købte et smagfuldt armbånd som han forærede hende fra faderen

minona ville straks til at skrive et takkebrev så måtte kjeld meddele hende at den gamle ikke kunne fordrage at blive takket det kunne vente til hun en gang så ham foreløbig skulle han selv besørge det

som dette stod på døde forpagteren på lynghøj

lasson måtte gøre en rejse derop og kom om muligt end mere gerrig tilbage

han fandt ikke gården i den drift han havde ventet og var alt andet end medgørlig overfor den bedrøvede enke som havde håbet at blive ved gården og få sin ældste søn anbragt i faderens sted

lasson ville ikke høre tale herom

til al ulykke skulle forpagtningen netop fornyes samme efterår

den afdøde havde allerede om foråret skrevet til lasson derom uden svar

nu fulgte opsigelsen ubarmhjærtig efter dødsfaldet

gården blev averteret til salg eller helst til forpagtning

der meldte sig kun få lysthavende mellem disse var krause

da lasson læste fru krauses linjer var hans hjærte lige ved at løbe af med ham

men tanken om at hun havde forsmået ham for at sætte sig op på en bar klippespids i norge med en ung fyr der intet ejede var alt andet end skikket til at blødgøre ham på det tidspunkt han nu befandt sig

han skrev et frastødende afslag og tænkte at gik det højt ville han sætte en forvalter hjemme fra gården derop en lille rødhåret fyr som han rigtig havde krammet på og som ikke turde kny fordi han en gang havde været i en situation som lasson mærkelig nok havde frelst ham ud af

sandt nok det kostede ham ikke noget hans ord vare nok

alt hvad enken opnåede var at hun fik lov at blive på lynghøj otte dage ud over udløbstiden

sådanne ting som lettelse i afgiften hjælp til flytning o s v derom var der ikke tale

lasson rullede atter hjem og tænkte efter udflugten at det ikke var umuligt at gøre denne tur nogle gange om året og inspicere selv

høsten var i fuld gang da lasson fik den meget uventede underretning at kjeld kom hjem foreløbig på et halvt måske et helt år

han var efter derom indgivet ansøgning stillet å la suite

det hed sig at han ville befatte sig med videnskabelige studier men i virkeligheden var der to andre væsentlige grunde eller endog tre

først var han led og ked af minonas videnskabelighed som i forening med hans militære pligter næsten afbrød al omgang imellem dem

dernæst måtte han bese herregården for at få den i en nogenlunde menneskelig skikkelse når minona før eller efter deres bryllup kom derover